Dansk biografisk lexikon, tillige omfattende Norge for tidsrummet 1537-1814

Google

This is a digital copy of a book that was preserved for generations on library shelves before it was carefully scanned by Google as part of a project
to make the world's books discoverable online.

It has survived long enough for the copyright to expire and the book to enter the public domain. A public domain book is one that was never subject
to copyright or whose legal copyright term has expired, Whether a book is in the publie domain may vary country to country. Public domain books
are our gateways 10 the past, representing a wealth of history, culture and knowledge that's often difficult to discover.

Marks, notations and other marginalia present in the original volume will appear in this file - a reminder of this book's løng journey from the
publisher to a library and finally 10 you.

Usage guidelines

Google is proud 106 partner with libraries to digitize publie domain materials and make them widely accessible. Public domain books belong to the
public and we are merely their custodians, Nevertheless, this work is expensive, sø in order to keep providing this resource, we have taken steps to
prevent abuse by commercial parties, including placing technical restrictions on automated querying.

We also ask that you:

+ Make non-commercial use of the files We designed Google Book Search for use by individuals, and we request that you use these files for
personal, non-commercial purposes.

+ Refrain from automated querying Do not send automated queries of any sort to Google's system: If you are conducting research on machine
translation, optical character recognition or other areas where access t0 a large amount of text is helpful, please contact us. We encourage the
use of publie domain materials for these purposes and may be able to help.

+ Maintain attribution The Google "watermark” you see on each file is essential for informing people about this project and helping them find
additional materials through Google Book Search. Please do not remove it.

+ Keep it legal Whatever your use, remember that you are responsible for ensuring that what you are doing is legal. Do not assume that just
because we believe a book is in the public domain for users in the United States, that the work is also in the public domain for users in other
countries. Whether a book is still in copyright varies from country to country, and we can't offer guidance on whether any specific use of
any specific book is allowed. Please do not assume that a book's appearance in Google Book Search means it can be used in any manner
anywhere in the world. Copyright infringement liability can be quite severe.

About Google Book Search

Google's mission is 10 organize the world's information and to make it universally accessible and useful. Google Book Search helps readers
discover the world's books while helping authors and publishers reach new audiences. You can search through the full text of this book on the web
at|http://books. google .com/

Google

Dette er en digital kopi af en bog, der har været bevaret i generationer på bibliotekshylder, før den omhyggeligt er scannet af Google
som del af et projekt, der går ud på at gøre verdens bøger tilgængelige online.

Den har overlevet længe nok til, at ophavsretten er udløbet, og til at bogen er blevet offentlig ejendom. En offentligt ejet bog er en bog,
der aldrig har været underlagt copyright, eller hvor de juridiske copyrightvilkår er udløbet. Om en bog er offentlig ejendom varierer fra
land til land. Bøger, der er offentlig ejendom, er vores indblik i fortiden og repræsenterer en rigdom af historie, kultur og viden, der
ofte er vanskelig at opdage.

Mærker, kommentarer og andre marginalnoter, der er vis
fra udgiver til et bibliotek og endelig til dig.

ses i det oprindelige bind, vises i denne fl - en påmindelse om denne bogs lange

Retningslinjer for anvendelse

Google er stolte over at indgå partnerskaber med biblioteker om at digitalisere offentligt ejede materialer og gøre dem bredt tilgængelige.
Offentligt ejede bøger tilhører alle og vi er blot deres vogtere, Selvom dette arbejde er kostbart, så har vi taget skridt i retning af at
forhindre misbrug fra kommerciel side, herunder placering af tekniske begrænsninger på automatiserede forespørgsler for fortsat at
kunne tilvejebringe denne kilde.

Vi beder dig også om følgende:

Anvend kun disse filer til ikke-kommercielt brug
Vi designede Google Bogsøgning til enkeltpersoner, og vi beder dig om at bruge disse filer til personlige, ikke-kommercielle formål.

Undlad at bruge automatiserede forespørgsler

Undlad at sende automatiserede søgninger af nøgen som helst art til Googl em. Hvis du foretager undersøgelse af ma
noversættelse, optisk tegngenkendelse eller andre områder, hvor adgangen til store mængder tekst er nyttig, bør du kontakte os.
Vi opmuntrer til anvendelse af offentligt ejede materialer til disse formål, og kan måske hjælpe.

Bevar tilegnelse
Det Google-"vandmærke" du ser på hver fil er en vigtig måde at fortælle mennesker om dette projekt og hj
yderligere materialer ved brug af Google Bogsøgning. Lad være med at fjerne det.

Ipe dem med at finde

Overhold reglerne
Uanset hvad du bruger, skal du huske, at du er ansvarlig for at sikre, at det du gør er lovligt. Antag ikke, at bare fordi vi tror,
at en bog er offentlig ejendom for brugere i USA, at værket også er offentlig ejendom for brugere i andre lande. Om en bog
stadig er underlagt copyright varierer fra land til land, og vi kan ikke tilbyde vejledning i, om en bestemt anvendelse af en bog er
tilladt. Antag ikke at en bogs tilstedeværelse i Google Bogsøgning betyder, at den kan bruges på enhver måde overalt i verden.
Erstatningspligten for krænkelse af copyright kan være ganske alvorlig.

Om Google Bogsøgning
Det er Googles mission at organisere alverdens oplysninger for at gøre dem almindeligt tilgængelige og nyttige. Google Bogsøgning
hjælper læsere med at opdage alverdens bøger, samtidig med at det hjælper forfattere og udgivere med at nå nye målgrupper. Du kan
søge gennem hele teksten i denne bog på internettet på[http: //books. google. com]

ce

DANSK
BIOGRAFISK LEXIKON,

TILLIGE OMFATTENDE

NORGE FOR TIDSRUMMET 1537—1814.

UDGIVET
AF
C. F. BRICKA.

I. BIND.

AABERG—BEAUMELLE.

KJØBENHAVN.
GYLDENDALSKE BOGHANDELS FORLAG (P. HEGEL & SØN).
GRÆBES BOGTRYKKERI.

1887.

308747

DANSK BIOGRAFISK LEXIKON.

FORORD.

Jævnlig og fra mange Sider har der lydt Klage over Savnet
af et dansk biografisk Lexikon, der for over 40 Aar siden af en
bekjendt Historiker med rette blev betegnet som «et næsten uund-
værligt Hjælpemiddel ved historisk Læsning og for vor Histories
Dyrkere». I de fleste Litteraturer findes saadanne Værker, og hvor
de ikke havdes fra ældre Tid, har man i de senere Aar set det
ene nye Foretagende af denne Art opstaa efter det andet, til Dels
efter en kæmpemæssig Maalestok. Trods gjentagne Forsøg paa at af-
hjælpe Savnet, Forsøg, som det er unødvendigt her at komme nærmere
ind paa, da de dels kun have efterladt sig svage, dels slet ingen
Spor i Litteraturen, staar imidlertid Danmark — og ligesaa Norge —
endnu den Dag i Dag uden noget saadant Lexikon. Forgjæves vil
i de fleste Tilfælde den almindelige Læser søge fyldigere Oplysninger,
naar han støder paa en dansk Mands Navn, der af en eller anden
Grund interesserer ham, og selv Historikeren maa ofte lade et
opdukkende biografisk Spørgsmaal staa uløst, hvad enten nu de til
hans Raadighed staaende Hjælpemidler ikke forslaa, eller Tiden
forbyder ham at anstille dybere gaaende Undersøgelser. Skjønt den
danske biografisk-personalhistoriske Litteratur ikke er rig, maa det
dog indrømmes, at den uden for de monografisk behandlede Levneds-
skildringer tæller adskillige Værker, som i mange Tilfælde med stor
Nytte kunne raadspørges: vi have vore Forfatter: og Kunstnerlexika,

Forord. v

Kundskabsfylde, der giver det sin Karakter, men det er Sammen-
slutningen af de mange Kræfter. Det er hele Folket, som gjennem
sine Repræsentanter biografisk skildrer sin Fortid og Nutid. Hver
Artikel er forsynet med sin Forfatters Navn, og man vil deraf se,
at mange af vore dygtigste Videnskabsmænd og Fagmænd arbejde
med, og at ogsaa Norge stiller et smukt Kontingent. Ligesom det
er de enkelte Forfattere, der bære Ansvaret for Biografierne, saa-
ledes er det ogsaa dem, Æren tilkommer, hvis Forsøget, som det
maa haabes, føres igjennem. —

Ved et Arbejde af denne Natur er det nødvendigt at forud-
skikke nogle Bemærkninger om dets Plan, thi der er flere Veje at
gaa, og det er derfor naturligt at angive, hvilken der her er slaaet
ind paa. Af de forskjellige biografiske Lexika er der da næppe
heller ret mange, som have fulgt de samme Principper.

Bogen skal indeholde Biografier af alle danske Mænd og
Kvinder, som have gjort sig mere bekjendt i en eller anden Hen-
seende, ved Fredens eller Krigens Gjerning, ved Aandens eller
Haandens Arbejde, i Kunstens, Litteraturens, Videnskabens, Poli-
tikens, Handelens eller Industriens Verden, og hvad "Tiden angaar,
skal det degynde med Aar 1000 og gaa lige ned til Nutiden.

I det der altsaa skal gjøres et Udvalg, er man inde paa det
vilkaarlige.. Medens der er mange, hvis Navne uomtvistelig høre
hjemme i et saadant Værk, er der ikke faa, som maa siges at
staa paa Grænsen, hvem den ene vil medtage og den anden vrage.
At gjøre et Udvalg, som absolut tilfredsstiller alle, er en Umulighed.
For imidlertid at underkaste Valget en saa alsidig Prøvelse som
muligt, bruges den Fremgangsmaade, at de af Udgiveren, til Dels
ved Forhandling med Fagmænd, udarbejdede Lister over Artikler,
som tænkes optagne i Lexikonnet, trykkes og omsendes til samtlige
Medarbejdere, for at disse derved kunne blive opmærksomme paa
utilbørlige Forbigaaelser og Medtagelser, og Fejlene i Tide kunne
blive rettede.

Følgende almindelige Regler for Udvalget ere opstillede. Hoved-
betingelsen for, at en Person medtages, er den, at vedkommende

Forord. XI

har maattet vige for andre, mere praktiske Hensyn. Endelig skal
hele den mellemliggende Tid, fra Reformationen til vore Dage,
søges behandlet efter en ensartet Maalestok med noget længere
Artikler end for de to Yderpartiers Vedkommende. At der dog
jævnlig vil ske Brud paa disse Regler, kan imidlertid ikke undgaas,
thi vistnok opgives det Forfatterne, hvor stor Plads der er tiltænkt
hver Biografi, men selv om Udgiveren altid var i Stand til at
ramme det rette Maal, hvilket er en Umulighed, vil Forfatternes
forskelligartede Behandling af Stoffet udøve en betydelig Indflydelse
ogsaa paa Artiklernes Omfang.

Hvad Brehandlingsmaaden i Almindelighed angaar, gjordes Med-
arbejderne ved den første Fordeling af Artikler bekjendt med en
Del Forholdsregler, som vilde blive at følge. Af dette Program
meddeles her et Par Punkter.

Med Hensyn til Artiklernes Indhold maa selvfølgelig, da Talen
er om et biografisk Arbejde, Hovedvægten lægges paa det biografiske
Element. Saa vidt det lader sig gjøre, skal der tilstræbes inden for
Lexikonartiklers snævre Rammer at give smaa Biografier, d. v. s.
let læselige, for den dannede Almenhed beregnede Skildringer af
de forskjellige Personers Livstildragelser og Betydning, indeholdende
saa mange faktiske Oplysninger som muligt. Det er ikke et
personalhistorisk Lexikon med den Opgave at give en Række kro-
nologiske Data og intet mere. Ikke heller skal det som et Forfatter-
eller Kunstnerlexikon anføre alle vedkommendes Arbejder, men de
vigtigste af disse skulle nævnes, og alt efter som Pladsen tillader
det, skulle de karakteriseres under ét eller enkeltvis. Imidlertid
vil Hensynet til Pladsen naturligvis gjøre det umuligt at give alle
Artiklerne -Form af smaa Biografier; de mange korte Artikler paa
en halv Snes Linjer maa som oftest faa en mere sammentrængt
Karakter. I Artiklerne om Kongerne skal der ikke gives en kort
Fremstilling af Landets Historie under deres Regering, men deres
personlige Historie skal gjøres til Gjenstand for Omtale. Derfor
ville disse Artikler ogsaa blive ansatte til et forholdsvis mindre
Omfang. — Til en Biografi hører jo en vis Karakteriseren og
Vurderen. I de smaa Artikler vil denne, som nylig bemærket,

XI Forord.

ofte falde bort, men hvor den udføres, maa det ske med al for-
nøden Hensynsfuldhed, særlig over for nulevende eller nys afdøde.
Det er ikke Meningen hermed at ville forbyde Kritik eller at ville
paalægge Forfatterne at holde deres egen Opfattelse tilbage, saa
vist som dette ikke lader sig gjøre uden paa Bekostning af Skil-
dringens Liv og Værd; men Forfatterne opfordres indtrængende til
overalt at være moderate og over for Nutidsforhold hellere at være
lidt for forsigtige end det modsatte, en Opfordring, som med de
stærkt udprægede Modsætninger mellem Partierne i vore Dage ikke
tør holdes tilbage. Overhovedet maa Lexikonnet ikke gjøres: til
Tumleplads for Partianskuelser, men skal tilsigte en upartisk
Behandling. Naar Udgiveren har søgt at faa forskjellige An-
skuelser paa Politikens, Litteraturens og Kunstens Omraader repræ-
senterede blandt Medarbejderne, er dette sket, for at saa vidt
muligt en vis Sympathi over for den skildrede Personlighed, der
dog ikke maa udarte til kritikløs Beundring, kan komme til Orde. —
Med Undtagelse af, at Fødsels- og Dødsdage altid saa vidt
muligt anføres, blive i Regelen, navnlig i de mindre Artikler,
Dagsangivelser ikke at medtage. — Højere indenlandske Ordener
(fra Kommandørgraden af) angives, udenlandske derimod ikke eller
kun i al Korthed. Det maa erindres, at Ridder af Danebrog indtil
1808 er det samme som Storkors af Danebrog.

Princippet for Ordningen træder formentlig klart frem: Efternavn,
Fornavn, Aarstal for Fødsel og eventuelt Død, for saa vidt de
kjendes, Angivelse af vedkommendes vigtigste Stilling eller Virk-
somhed, Biografien.

Saa simpel den Regel end lyder, at Artiklerne ordnes efter
Efternavnene, trænger den dog til Forklaring. Ved Efternavn
forstaas det, vi nu kalde saaledes, selv om det egentlig ikke er
noget Navn (Hansen, Petersen). At ordne den ældre Tids Navne
efter det, vi nu kalde Fornavne, hvor der intet Slægtnavn bruges
(altsaa Jacob Erlandsen under Jacob, Hans Tausen under Hans),
er ganske vist i og for sig det rationelt rigtige, men aldeles
upraktisk i et Værk, der henvender sig til den større Almenhed,
og har desuden den Ulempe, at en bestemt, af alle godkjendt

Forord. XII

Grænse mellem ældre og nyere Tid ikke lader sig drage. Derfor
er hin mere simple Regel foretrukken. Uden Undtagelser lader
den sig dog ikke gjennemføre, hvis man ikke vil komme ind paa
et Konsekventmageri, der afstedkommer Forvirring. Ærkebiskop
Absalon maa saaledes søges under Navnet Absalon, thi saaledes
kaldes han altid i vor Historie; det vilde være urimeligt at opføre
ham under Navnet Assersen. Og det samme er Tilfældet med en
Del andre af Middelalderens Personer, især Kirkens Mænd.

De fremmede Fyrster, som medtages, indføres ligesom vore
egne fyrstelige Personer efter deres Navne, ikke efter deres Landes
Navne (Albert af Brunsvig under Albert, Bernhard af Pløn under
Bernhard).

Ved sammensatte Navne følges den Regel, at Slægtens op-
rindelige Navn er det afgjørende, saa at f. Ex. Bille-Brahe henføres
til Bille, Paludan-Miller til Muller. Til Vejledning erindre man,
at i adelige sammensatte Navne det første, i borgerlige derimod
det sidste som oftest er Hovednavnet. Henvisninger tænkes des-
uden i visse Tilfælde anvendte for at lede paa rette Spor. De
sammensatte Navne holdes samlede for sig efter de enkelte Navne,
hvilket bedst forstaas ved et Exempel: Personerne af Navnet
Paludan-Miiller opføres ikke som i Erslews bekjendte Forfatter-
lexikon midt imellem andre af Navnet Miller, men bag efter disse.

Af praktiske Grunde tages der ikke overalt Hensyn til Genea-
logiens strængeste Fordringer. Den bekjendte Vincents Lunge
f. Ex. vil findes under Navnet Lunge, ikke under Navnet Dyre,
til hvilken Slægt han hørte, og hvis Vaaben han førte, men hvis
Navn han aldrig brugte. Man tør ikke forudsætte en saadan
genealogisk Viden hos Flertallet af dem, der spørge Lexikonnet
til Raads.

Fra den Regel, at Artiklerne ordnes strængt efter Navnenes
Stavemaade, gjøres dog en Undtagelse med Bogstaverne i og j
inde i Ordene, i det vel den ældre Brug af i, hvor det er udtalt
som /, til Dels bevares, men Navnet indordnes, som om det var
stavet med / (f. Ex. Biering og Bjering mellem hinanden).

Medens Retskrivningen ellers er nyere, følges for Person-

xIv Forord.

navnenes Vedkommende i det hele mere gammeldags Regler. Den
ældre Tids Navne, som man staar friere overfor, gjengives med
den Retskrivning, der for en Menneskealder eller to siden saa at
sige var den eneraadende, altsaa f. Ex. Carl, Christian, Claus,
Philip, Steen, medens den nyere Tids Navne staves paa den Maade,
som deres Ejermænd have brugt og bruge. Da man i Danmark i det
hele, hvad Navne angaar, temmelig har holdt paa det gamle, opnaas
der ved denne Fremgangsmaade, at Personer af samme Navn
(Efternavn) mindre skilles ad; helt undgaas dette dog ikke, da
nogle i den nyere Tid have anvendt de moderne Retskrivnings-
regler ogsaa paa Efternavne (Clausen — Klavsen), men at gjennem-
føre én Retskrivning af alle Navne vil paa det nuværende Stand-
punkt næppe være tilraadeligt. Ved gamle Familienavne anvendes
den Stavemaade, som de endnu blomstrende Familier selv bruge. —

Artiklerne skulle slutte med Afferære Henvisninger, for saa
vidt — men ogsaa kun for saa vidt — der i Litteraturen eller
paa et nærmere betegnet Sted i et Arkiv eller en Haandskrift-
samling findes samlet en Del Oplysninger om vedkommende, for
at den, der ønsker at faa nærmere Underretning, kan vide,
hvor han skal søge den. Ved betydeligere Personer vil det ikke
engang altid være nødvendigt at nævne alle Monografierne om
dem, men det vil undertiden være tilstrækkeligt at henvise til et Par
af de vigtigste, hvorved der ikke alene spares Plads, men navnlig
vindes det, at den søgende faar en bestemt Anvisning, hvad der
kan have større Værd for ham, end om han sattes til at vælge
mellem en hel Del ham maaske lige ubekjendte Skrifter og Af-
handlinger. At ville anføre alle eller blot de fleste af de Kilder,
hvorpaa Fremstillingen er bygget, vilde i Regelen føre meget for
vidt og give Værket en Karakter, som det ikke er beregnet paa
at skulle have. Mangen Artikel beror paa dybtgaaende Arkiv-
undersøgelser eller er en Mosaik af talrige spredte Notitser i trykte
Skrifter, og mangt et Træk skriver sig fra mundtlig Overlevering ;
at dokumentere alt dette vilde være en Umulighed. Med andre
Ord: Citaterne maa nærmest opfattes ikke som Kildeangivelser,
men som Henvisninger. At der imidlertid bliver nogen Uover-

Forord. xv

ensstemmelse mellem de forskjellige Forfatteres Brug af dem, er
en Selvfølge, ligesom ogsaa visse Arter af Biografier friste til en
stærkere Citeren. —

Hermed turde det væsentlige være sagt til Forklaring af Bogens
Plan. Et Par Ord af personligt Indhold ønsker Udgiveren endnu
at knytte hertil, nemlig en Tak til de mange, hvis kraftige Hjælp
Værket skylder sin Tilbliven; først til Forfatterne, hvis Arbejde,
hvor megen Interesse de end maatte føle for Sagen, dog i saa
mange Tilfælde maa være dem et Offer; dernæst til Forlæggeren,
Hr. Justitsraad Hegel, fordi han intet Øjeblik har taget i Betænk-
ning at indlade sig paa et saa stort Foretagende, der vilde have
skræmmet de fleste; endelig til Dircktiomen for Carlsberg- Fondet,
uden hvis Understøttelse Udgiveren aldrig vilde have set sig i
Stand til at skride til Løsningen af denne Opgave.

Kjøbenhavn, d. 4. Marts 1887.

C. F. Bricka.

Aaberg, Christen Pedersen, 'f. 189, Politiker. A., der er
Søn af Gaardejer Peder Christensen A., "Arerggaard i Møborg Sogn
ved Lemvig, og Maren Christensdatter og” ér, født 15. Sept. 1819,
valgtes 1861 ind i Folketinget af Ringkjøbing Amts, 2. Valgkreds.
Siden da har han uafbrudt repræsenteret Kredsen,”
i Rigsraadets Folketing. Under Grundlovskampen vår
«de syv vise Bønder», som J. A. Hansen døbte de for Fur
forandringen stemte Bønder, der skilte sig fra ham. A. hørt
det i 1876 opløste «Mellemparti> og sluttede sig derefter afgjort
til Højre i Modstanden mod Folketingsparlamentarismen. Hverken
hans Naturel eller hans utilstrækkelige oratoriske Gaver have dog
henvist ham til fremtrædende Deltagelse i den saakaldte storpolitiske
Kamp. Derimod har A. med jysk Udholdenhed og Grundighed
været Talsmand for Jyllands materielle Interesser, for Vestkystens
Sikring, for Hedeplantning og for Jærnbanesager. Vemb-Lemvig-
banen (Lov af 3r. Marts 1873) tør nævnes som en Frugt af hans
Virksomhed. Fra 1868 har A. jævnlig haft Sæde i Finansudvalget,
hvor Jærnbane- og Havnesager have været tildelte ham. Han
regnes for at være en af de i Jærnbanevæsenet kyndigste Rigsdags-
mænd. Lemvigkredsen skylder A., at Staten siden 1880 har ind-
kjøbt 10—11000 Tdr. Land Hede i Kredsen: Kronheden, Kloster-
heden m. m.; det er A., der har henledet Finansministerens Opmærk-
somhed paa Sagen og ført Forhandlingerne til begge Sider. Han
har i 25 Aar siddet i Sogneraadet i Møborg, hvor han har arvet
Faderens Gaard, deraf i 24 Aar som Formand. M. P. Friis.

Aagaard, Carl Frederik, f. 1833, Landskabsmaler. A., der er

'Søn af Skomager Ole A. og Anna Ursula f. Winchler og er født 29.

Jan. 1833 i Odense, lærte Malerhaandværket der; men da han ønskede
Dansk biogr. Lex, I. Jan. 1887. 1

2 Aagaard, Carl Fred.

at uddanne sig til Kunstner, kom han i 1852 til Kjøbenhavn, hvor
hans Broder Johan Peter A. var Xylograf. Hos denne lærte han
at tegne paa Træ og at radere, hos Dekorationsmaler Hilker øvede
han sig i Dekoration, medens han samtidig besøgte Kunstakademiet.
Uagtet han snart lagde sig efter Landskabsmaleriet under P. C.
Skovgaards Vejledning og har gjort dette til sit Hovedfag, har
han dog ikke alene i sine yngre Aar, men ogsaa senere udført
anselige Dekorationer. I Forening med Hilker deltog han i den
maleriske Udsmykning af Landbohøjskblén og Universitetets Vesti-
bule, hvilken sidste han i de $enere Aar har restavreret; med
Heinr. Hansen deltog han i'Wåførelsen af de malede Omgivelser
omkring Marstrands Billederi' Christian IV's Kapel i Roskilde
Domkirke, selvstændig dekørerede han Studenterforeningen, Frijsen-
borg, ”Tilskuerpladsen i Dagmartheatret, Koncertsalen i «National»
m. m. Som Landskabsmaler begyndte han at udstille i 1857 med
«Fritvoxence. Markblomster», der havde vundet den Neuhausenske
11865 fik han den Sødringske Opmuntringspræmie for
et stort Landskab, «Efteraarsmorgen i Dyrehaven», som blev kjøbt
.til-den kgl. Malerisamling; i 1870—71 og 1875—76 var han paa
længere Udenlandsrejser, begge Gange til Italien, hvis Natur han
har gjengivet i store Billeder, f. Ex. «Udsigt fra Theatret i Taor-
mina» (tilh. Kmh. Treschow), medens han ikke forsømte i Pom-
peji og andensteds at foretage Dekorationsstudier. I Tiden mellem
de tvende Rejser var han i 1874 bleven Medlem af Kunstakademiet.
A. dvæler ikke med Forkjærlighed ved en enkelt Naturstemning
eller Formation. «Bjærglandskab fra Schweits» (H. M. Kongen) vexler
med «Skovsø fra Hellebæk», «Møens Klint» i straalende Solskin
med «Optrækkende "Tordenvejr», Graavejr med Maaneskin, blom-
strende Haver med vilde Skovpartier. A. blev i 1858 gift med
Anna Emilie Eline Pio, Datter af Violinist Pierre Theodore P. og
Hansine Vilhelmine f. Thomsen.

Weilbach, Konstnerlex, Ph. Weilbach.

Aagaard, Christen Lauridsen, 1616—64, latinsk Digter, var
født 28. Jan. 1616 i Viborg, hvor hans Fader, Laurids Jensen A.,
var Sognepræst ved Graabrødre Kirke. Efter at Sønnen havde
endt sine Studier ved Universitetet, var han først fra 1639 af i
henved 2 Aar anden Kapellan ved Viborg Domkirke, derefter i
omtrent 5 Aar øverste Hører i Sorø, men blev 1646 Provst
ved Universitets-Kommunitetet i Kjøbenhavn og Aaret efter i For-

Aagaard, Christen Lauridsen. 3

bindelse dermed Professor poéseos. 1651 ombyttede han dernæst
denne Stilling med Rektoratet i Ribe og giftede sig 2 Aar senere
med Sognepræsten ved Domkirken, Mag. Sør. Andersen Vedels
yngste Datter, Mette. I hans "Tid skal Skolen have været besøgt
af Disciple fra hele Jylland, og Dimittendernes Antal tiltog; men
allerede 1658 forlod han Skolen, idet Kapitlet valgte ham til theolo-
gisk Læsemester, i hvilken Egenskab han tillige var Sognepræst i
Vester-Vedsted. Han døde dog allerede 5. Febr. 1664 efter flere
Aars Sygelighed. Han er bekjendt som latinsk Digter, og flere af
hans Digte ere trykte i Rostgaards Deliciæ poét. Dan. I, S. 341—47.
Han digtede ogsaa i det danske Sprog og skal have efterladt flere,
dog ufuldførte, videnskabelige Arbejder.

J., Kinch, Ribe Bys Hist. og Beskr. II, 463. J. Kinch.

Aagaard, Johan Peter, 1818—79, Xylograf, Bog- og Kunst-
handler, født 3. Maj 1818 i Odense, en Broder til ovfr. nævnte
Carl Fred. A.. Han kom 1839 som Malersvend. til Kjøbenhavn,
hvor han, for en Del under Flinch, uddannedes til Xylograf. Fra
1842—47 udstillede han forskjellige "Træsnit paa Charlottenborg.
1849 gik han i Kompagni med Xylograf A. Th. Kittendorff, og fra
Firmaet Kittendorff & Aagaard udgik der nu en Række fortjenst-
fulde, godt illustrerede populære Værker vedrørende Nordens Hi-
storie. Nævnes kan: V. Holst, Felttogene 1848, 49 og 50 (1852);
A. Fabricius, Danmarks Historie for Folket (I—II, 1854—55); N.
Bache, Danmarks, Norges og Sveriges Historie (I—V, 1867—76),
ikke at tale om Ugebladet «For tre Skilling» (1855—57), der fort-
sattes af «I Hjemmet» (1857—64), samt en «Illustreret Almanak»
(1854—61). A. har Fortjenesten af at have bragt Kemitypien til
Anvendelse i Danmark, hvad der muliggjorde Udgivelsen af
Worsaaes «Afbildninger fra det kgl. Museum for nordiske Oldsager
i Kbhvn.» (1854; 2. forøg. Udg. 1859). Efter Kittendorfis Død i
1868 forestod han deres Firma alene. 1852 ægtede han Ulrika
Gustafva Rydberg, Datter af Grosserer Carl R. i Sverige. Han
døde 22. Maj 1879 i Kjøbenhavn.

Weilbach, Konstnerlex. C. Nyrop.

Aagaard, Juliane Caroline Hilda, f. 1836, Forfatterinde.
Hilda A. er Datter af Distriktslæge Vilhelm "Tetens og Marie
£. Bramsen. Hun er født i Skive 12. Avg. 1836. 28. Nov. 1856
ægtede hun Lauritz Aagaard (1821—77), Søn af Amtsforvalter Ulrik
A. i Nyborg og først Ejer af Fuglsø i Jylland, siden af Nybogaard

ør

4 Aagaard, Juliane Caroline Hilda.

paa Sjælland. — Hun har udgivet to Digtsamlinger: «Stemnings-
digte og aandelige Sange» (1872) og «Tænkt og følt» (1879), mest
Salmer og kristelige Sange, har end videre skrevet forskjellige For-
tællinger i «Fædrelandet», «For Romantik og Historie» 0. 5. v.,
og endelig har hun leveret to Artikler «Fra de lidendes Lejr»
(1878) og «Aabent Brev til P. Worm» («Ude og Hjemme», 1878,
Nr. 33), i hvilke hun paa kristelig Grundvold stiller Manden som
den stridende, Kvinden som den lidende og i Kraft heraf vælger
Mandens Regimente. Nic. Bøgh.

Aagaard, Just Georg Valdemar, 1811—57, Politiker. Georg
Å. fødtes i Kjøbenhavn 12. Marts 1811. Hans Fader, Krigs-
assessor Holger Halling A., gift med Marie f. Koés, flyttede kort
efter til Herregaarden Iselingen ved Vordingborg, og fra denne
Bys lærde Skole dimitteredes A. i 1829. Ved Universitetet
sluttede han fortroligt Venskab med en Kreds af unge begavede
Mænd, blandt hvilke Hall, F. M. Knuth og Monrad senere cre
blevne mest bekjendte. Paa det gjæstfri Iselingen, hvor foruden
den store Børneflok ogsaa P. O. Brøndsteds to Døtre, Søsterdøtre
af Fru Aagaard, opdroges, samledes disse Venner i Ferierne: til
glade og aandrige Sammenkomster. A. blev juridisk Kandidat
1835, rejste en kort Tid til Udlandet, var Fuldmægtig hos
Kammeradvokaten indtil 1837, men forpagtede saa Gaarden Bin-
nitze ved Maribo og blev Prokurator i Maribo Amt 1841. Han
havde da ægtet Charlotte Bartholin-Eichel, hvis Fader i sin Tid
ejede Svanholm i Sjælland. Den nationale Rørelse, som udgik fra
Slesvig, og de samtidige Frihedsbestræbelser havde i A. en be-
gejstret Talsmand, og han sluttede sig af et fuldt Hjærte til det
national-liberale Parti fra dets første Dannelse. Han sad paa den
grundlovgivende Rigsforsamling for Maribo Amts 3dje Kreds, faldt
igjennem i Nabokredsen (zden) ved det første Folketingsvalg i
Dec. 1849, men valgtes senere 4 Gange i denne, ligesom han
efter Gjennemførelsen af Forfatningen af 2. Okt. 1855 valgtes: til
Rigsraadet for zden Kreds (Fyn og Laaland-Falster), men døde,
kun 46 Aar gammel, 16. Marts 1857, Aaret efter sin Ungdomsven
Grev F. M. Knuth. A. var opdraget i et dannet og i høj Grad
patriotisk Hjem, hvis ædle Præg aldrig fornægtede sig, han var
selv en varm Fædrelandsven, begejstret for alt stort og skjønt,
med livlig humoristisk Sans. Han besad ikke glimrende Evner,
og hans Natur var indolent, men over hele hans Personlighed var

Aagaard, Just Georg Valdemar. 5

der udbredt en umiddelbar personlig Elskværdighed, som vandt
ham alle Hjærter.
Barfod, Dansk Rigsdags-Kalender, 1856. C. St. A. Bille.

Aagaard, Knud, 1769—1838, topografisk Forfatter, fødtes
22. Marts 1769 tæt udenfor Kolding, hvor hans Fader Svend A.
ejede Skindelborg Have, hvis Fortidslevninger formodentlig allerede
fra Barndommen af have vakt hans Sans for Fædrelandets Historie.
Han blev Student fra Kolding Skole 1789, theol. Kand. 1794 og
kaldtes 1798 til res. Kapellan i "Thisted, 1799 til Sognepræst i
Skjoldborg og Kollerup i Thy og 1806 til Sognepræst i Agerskov
i Tørning Len, i hvilken Stilling han døde 27. Febr. 1838 efter at
have været Provst siden 1829. Som Kandidat giftede han sig 1796
med Enken Karine Sophie Schrøder, f. Rossouw, (f 1804) og efter
hendes Død med Ingeborg Schack (+ 1838), hvis Fader ejede
Bredegaard i Løg Herred. A. har udgivet flere Skrifter med
værdifulde Oplysninger om den danske Bondestands Levevis og
"Tænkemaade, nemlig en Beskrivelse over "I'hy (1802) og en anden
over Tørning Len (1819); i sidstnævnte Skrift omtalte han det
danske Sprogs betrængte Stilling i Sønderjylland og har Fortjenesten
af, at han var den første, der offentlig henvendte Opmærksom-
heden herpaa. Han har desuden skrevet flere Afhandlinger i
landøkonomisk, antikvarisk, sproglig og religivs Retning. Ogsaa
til Molbechs Dialektlexikon ydede han Bidrag.

Erslew, Forf. Lex. O. Nielsen.

Aagaard, Niels Ebbesen, 1662—1717, Skolemand, er født
1662, blev 1681 Student, 1689 Skolemester i Thisted, 1692 Bacca-
laureus, 1696 Magister, entledigedes 1703, blev 1710 Alumnus paa
Borchs Kollegium, hvor han blev Inspektor, 1714 Rektor i Kjøge,
døde 1717. Paa Borchs Kollegium udgav han tre Disputatser:
Thya illustranda, 1711—13, et ufuldendt Arbejde, der har Interesse
som en af de tidligste Monografier om en dansk Lokalitet. I
"Thottske Samling, Fol. Nr. 407, bevares Brudstykker af hans latinske
Skoletaler. Han laa paa Kollegiet sammen med Holberg, der roser
ham for hans flittige Studium af Latinen; han var Medarbejder ved
Frederik Rostgaards danske Ordbogsarbejde, idet han føjede latinsk
Oversættelse til de danske Ord.

Hundrup, Lærerstanden ved de nedlagte latinskoler i Hjørring... og
Thisted (Aalborg Sk. Pr, 1871) S. 51 f. — ved de nedlagte Skoler i Kjøge etc.
(Roskilde Sk. Pr. 1870) S. 7. Hist, Tidsskr. 3. R. I, 122 f,

Chr. Bruun.

6 Aagaard, Niels Lauridsen.

Aagaard, Niels Lauridsen, 1612—57, Professor, var født i
Viborg og Broder til ovfr. anførte Christen Lauridsen A. 1631
blev han Student, studerede udenlands og udnævntes 1641 til Rektor
paa Herlufsholm, hvorefter han tog Magistergraden. I fire Aar
styrede han Skolen, ikke uden mange Bryderier og Ærgrelser, ind-
til han af Kjøbenhavns Universitets Konsistorium kaldedes til Sogne-
præst i Faxe mod at ægte sin Formands Enke, Barbara Peders-
datter; da hun kom for tidlig i Barselseng, dømtes han 1646 fra
sit Embede, men, efter at han det følgende Aar havde disputeret
paa Universitetet, fik han Tilladelse til atter at faa Embede; samme
Aar udnævntes han til Professor eloqventiæ og Notarius ved Sorø
adelige Akademi, ved hvilket han fra 1650 tillige var Bibliothekar;
død 22. Jan. 1657. Foruden en Mindetale over Christian IV, der
giver gode Bidrag til Oplysning om Forholdene ved Akademiet, har
han udgivet en Del større og mindre Disputatser om forskjellige,
mest filologiske, Æmmer, f. Ex. om Tacitus, om Fugl Phønix' Rede,
om Bogstavet Digamma 0. s. v., alle paa Latin.

Wad, Rektorerne p. Herlufsholm 5, 121 ff. G. L. Wad.

Aagaard, Peter, —1790, Kancellideputeret, blev 1740 Sekretær
i det danske Kancelli, 1754 tit. Justitsraad, 1757 Kancelliforvalter,
1759 virkelig Justitsraad, 1768 tit. Etatsraad, 1771 Sekretær i Kan-
celliets Depechekontor, 1772 Assessor i Kancellikollegiet, 1773 De-
puteret sammesteds, s. A. virkelig Etatsraad, 1776 Konferensraad,
1719 tillige Direktør for Waisenhuset og 1ste Tilforordnet i Missions-
kollegiet. Han døde sidst i Juli Maaned 1790. 1 Aaret 1760 blev
han gift med Bolette Sophie Hersleb, en Datter af Biskop H.; hun
døde 1765, 37 Aar gammel. Han var en flittig og paalidelig
Embedsmand, der navnlig under det Guldbergske Regimente blev
stærkt benyttet; han nød megen Anseelse baade for sin 1ygtighed
og for sin Retsindighed. G. Kringelbach.

Aagaard, Peter Hersleb, 1765—91, Højesteretsadvokat. Han
var en Søn af ovfr. nævnte Peter A. og blev født 29. Nov. 1765
i Kjøbenhavn. Udrustet, som han var, med ypperlige Aandsevner
blev han Student 1782 og allerede 1784, altsaa næppe 19 Aar
gammel, juridisk Kandidat; strax efter blev han i Følge Faderens
Ønske, men i øvrigt støttet af glimrende Anbefalinger, Volontør i
Kancelliet og endnu samme Aar Protokolsekretær i Højesteret.
Efter at han i Aaret 1788 var bleven Advokat i Højesteret, er-

Aagaard, Peter Hersleb. 7

hvervede han sig hurtig ved sine ypperlige Talegaver, sin stærke
Hukommelse, sin klare Forstand og sunde Dømmekraft i Forbindelse
med sin personlig elskværdige Optræden, sin Uegennyttighed og
Godgjørenhed og sine varme, litterære, videnskabelige og kunst-
neriske Interesser et meget stort Klientel og en udstrakt Venne-
kreds, men døde allerede 7. April 1791.

Minerva 1791, 2. Kvart. G. Kringelbach.

Aage, —1167, Biskop. Aage (rettere Aagge, Ogge) valgtes
efter Biskop Rigs Forflyttelse til Roskilde (1138) af Domkapitlet og
Menigheden i Slesvig til hans Eftermand. Da Kong Erik Lam
imidlertid strax efter lod sin Kapellan, den tyskfødte Herman,
indvie til det samme Embede, kom det til Uroligheder i Stiftsstaden,
ved hvilke Herman blev fordreven, idet Klerkene og Bymændene
foretrak en indfødt. Det kom vel kort efter til et Forlig, ved
hvilket Kongen gav efter og forsørgede Herman paa anden Maade,
men i den kort efter udbrudte Tronstrid med Harald Kesjas Søn
Oluf synes A. at have holdt med denne og hans Ærkebiskop, hvorfor
han droges med ind i deres Nederlag og blev fordreven. 20 Aar
efter kaldtes han imidlertid tilbage til sit Sæde af Kong Valdemar,
for hvis Vrede hans Efterfølger Esbern havde maattet gaa i Land-
flygtighed. Ærkebiskop Eskil lyste ham nu i Kirkens Band, men
han beholdt ikke des mindre paa Grund af Kirkestriden sit Embede
lige til sin Død 1167.

Ny kirkehist. Saml. IV, 605 ff. Saxo, ed. Muller, S. 773. 768 f.

4. D. Jørgensen.

Aagesen, Andreas, 1781—1846, Generalavditør, var en Søn
af Generalkrigskommissær og Deputeret i det kgl. Generalitets- og
Kommissariatskollegium Søren A. og Hustru Megtele Christine f.
Riegelsen. Han blev privat dimitteret 1797, juridisk Kandidat 1801,
Avditør 1802, Assessor i Landsover- samt Hof- og Stadsretten 1807,
sendtes i 1808 som konstitueret Generalavditør ved Søetaten til
Rensborg, fulgte Overadmiralitetsretten til Slesvig, overtog, da
denne Ret i 1810 ophørte at fungere, Justitiariatet i Priseretten i
Hertugdømmerne, blev 1814 Justitiarius i Kjøbenhavns Søret, s. A.
Justitsraad, 1816 Assessor i Højesteret, 1821 Deputeret i Kancelliet,
"1822 Generalavditør i Landmilitæretaten og Deputeret i General-
krigskommissariatet, 1829 Kommandør af Danebrog og døde i
Kjøbenhavn 15. Nov. 1846. Han havde Ord for at være en ud-
mærket duelig og retskaffen Mand. G. Kringelbach.

Aagesen, Andr. 9

an paa en detailleret Fremstilling af hele det romerske Retsstof,
men tilsigte væsentligst at belyse de formueretlige Grundprinciper
med de romerske Retsregler som Udgangspunkt. De danne derfor
paa en Maade en Fortsættelse af det i Forelæsningerne over dansk
Tingsret begyndte Arbejde, men den valgte Plan har ganske vist
maattet føre til idesættelse af historisk betydningsfulde Dele af
Romerretten, saaledes af Familieretten og Arveretten. Ved Siden
af de nævnte systematiske Værker optog A. Drøftelsen af de for-
mueretlige Grundbegreber i en hel Række Arbejder af mindre
Omfang. I Universitetsprogrammet for 1866 meddelte han «Bidrag
til Læren om Overdragelse af Ejendomsret og andre tinglige Rettig-
heder», hvori navnlig den — i øvrigt allerede baade af andre og
af A. selv i Forelæsningerne over Tingsretten fremhævede, men
ikke tilstrækkelig paaagtede — Sætning om Existensen af de ting-
lige Overdragelsesretshandler ved Siden af de obligatoriske Kon-
trakter betones, og som desuden indeholder skarpsindige Under-
søgelser om Tinglæsningens Betydning ved Retserhvervelser. I
Universitetsprogrammet for 1871 offentliggjorde A. «Bemærkninger om
Rettigheder over Ting, 1ste Række: om Retsbeskyttelsens forskjellige
Udstrækning», i Programmet for 1872 «Fortsatte Bemærkninger om
Rettigheder over Ting, navnlig om Ejendomsrettens Begreb» og
som Festskrift ved Universitetets Firehundredaarsfest 1879 «Om
Singulærsuccession i Formuerettigheder inter vivos med særligt Hen-
syn til dansk Ret». Disse Skrifter indeholde dybsindige Under-
søgelser saavel af vor positive Ret i disse Æmner som af almindelige
Retsgrundsætninger og vidne om et særligt Blik for at forfølge alle
et Grundbegrebs Fremtoninger paa de forskjellige Dele af Rets-
gebetet. A.s stærke Følelse af de formueretlige Grundideers ind-
byrdes Slægtskab og Sammenhæng gav sig Udtryk i de efter
Forfatterens Død udgivne Forelæsninger over Indledningen til den
danske Formueret, der om end maaske uden tilstrækkelig Begræns-
ning belyse mangfoldige Retsbegrebers Forgrening og Forbindelse
gjennem deres Henførelse til systematiske Grundsynspunkter. Af
A.s andre Arbejder skal foruden nogle Afhandlinger om Broderlods
Beregning og om Interessentskab, der ere optagne i Ugeskrift for
Retsvæsen for 1868, 1869 og 1877, nævnes en Fremstilling af nogle
ved Konnossementer forekommende Retsforhold, der fremkom som
Grundlag for Forhandling paa Uet tredje nordiske Juristmøde (1878).
A., der var Medlem af den danske Bestyrelsesafdeling for de nor-
diske Juristmøder, har ogsaa ved sin 1876 udgivne «Fortegnelse

10 Aagesen, Andr.

over Retssamlinger, Retslitteratur m. m. i Danmark, Norge, Sverige
og til Dels Finland» givet et trods nogen Ufuldkommenhed meget
væsentligt Bidrag til det videnskabelige Samarbejde mellem de
nordiske Jurister. 1 ledelsen af Universitetets Anliggender tog
han ivrig Del, og han var et virksomt Medlem af den til Udar-
bejdelsen af en Sø- og Handelslovbog nedsatte Kommission.
Ilustr, Tidende Nr. 1049 (1879). Deuntser.
Aagesen, Jens, s. Raaby. j
Aagesen, Nicolai, 1783—1861, Bankdirektør. Han var en
Broder til den ovfr. nævnte Generalavditør Andreas A. og blev
født 3. Maj 1783 i Kjøbenhavn, privat dimitteret 1799, juridisk
Kandidat 1802, Underkancellist i Kancelliet 1803, Kancellist 1806,
Kancellisekretær s. A., Assessor i Overretten i Kjøbenhavn 1809,
Justitiarius i Kjøbenhavns Søret 1816, Justitsraad 1817, Direktør i
Nationalbanken 1821, tillige extraordinær Assessor i Højesteret 1824,
Etatsraad 1826, kgl. Direktør for Nationalbanken 1838, Konferens-
raad 1846, Kommandør af Danebrog 1853 og døde i Kjøbenhavn
13. Febr. 1861. Han blev i Aaret 1818 gift med Julie Augusta
Drewsen (f. 16. Maj 1799, + 27. Okt. 1847), Datter af Christian D.,
Ejer af Strandmøllens Papirfabrik, og Anna Christine Dorothea f.
Lassen. Han nød megen Anseelse i de forskjellige Embedsstillinger,
han beklædte.
Erslew, Forf. Lex. G. Kringelbach.

Aagesen, Peder, 1546-—91, Professor, var født i Kjøben-
havn. Hans Fader, Aage Knudsen, var Kjøbmand, Moderen hed
Dorthe Hansdatter. Ffter at være bleven Student, vandt han Dr.
Niels Hemmingsens Yndest, og da denne anbefalede ham til Peder
Oxe, fik han af ham Hjælp til at studere udenlands. 1 Wittenberg
tøg han Magistergraden; hjemkommen blev han paa Peder Oxes
Anbefaling 1573 Professor ved Universitetet, først i Latin, siden i
Græsk og endelig i Dialektik. 1574 kreerede Hemmingsen ham til
Baccalavr i Thcologien. 1577 forestod han med en anden Professor
Studenternes theatralske Forestillinger ved Festlighederne i Anled-
ning af Prins Christians Daab. Han havde cen betydelig Andel i
Bibelrevisionen 1588, men for øvrigt var hans litterære Virksomhed
ikke betydelig. Døde 16. Sept. 1591. Var gift to Gange, sidst
med Karine, Datter af den kgl. Historieskriver M. Hans Svaning.

Rørdam, Kbhvns Universitets Hist, 1537 1621 II, 605 MM.

H. F. Rørdam.

Aagesen, Svend. 1"

Aagesen, Svend, 0. 1130—, Historieskriver, var en Søn af
Aage Christiansen, Ærkebiskop Eskils Broder; han hørte saaledes
til en af Landets første Familier. Han maa rimeligvis være født
0. 1130 og fik en lærd Dannelse. Dog har han næppe været
Gejstlig, da han selv taler om sin «dictio phalerata», som ikke kan
betyde andet end en Riddersmands Sprog. Han sluttede sig nær
til Ærkebiskop Absalon og maa have hørt til hans Hof, da han
kalder Saxe sin Kontubernal; maaske har han været Ærkebiskoppens
Staller (Marsk). Han har efterladt sig to Værker, begge skrevne
paa Latin og af Betydning for Fædrelandets Historie. Det ene er
en kortfattet Danmarkshistorie fra den ældste Tid indtil Pommerns
Underkastelse 1185, med hvilken Begivenhed ogsaa Saxe nogle
Aar senere sluttede. Den sidste Del af sit Værk (fra Svend Estrid-
sens Død af) har han efter sit eget Sigende affattet kortere af
Hensyn til Saxes paatænkte Skrift. Uagtet sin Kortfattethed inde-
holder hans Fremstilling dog adskilligt, som ikke findes hos Saxe.
Hans andet Værk indeholder en Fremstilling af Knud den stores
Vederlagsret og denne Rets senere Udvikling. Begge Skrifter ere
udgivne af den yngre Stephanius 1642 efter et Haandskrift, som
senere er gaaet tabt. Derefter ere de optrykte i «Scriptores Rerum
Danic.» T. I og III. — Naar S. A. døde, vides ikke. J. Kinch.

Aagesen, Truid, — 1600 —, Musiker, blev efter i mange
Aar at have opholdt sig i Tyskland og Italien under 20. Juni 1593 be-
skikket til Organist ved vor Frue Kirke i Kjøbenhavn. Forskjellige
kongelige Gunstbevisninger, som han modtog, medens han beklædte
denne Stilling, tyde paa, at han har været en dygtig og anset
Kunstner. I Aaret 1600 rejste han i Kongens Ærende til Prag, og
det stod muligvis i Forbindelse hermed, at der s. A. i Hamborg
udkom et Bind «Cantiones trium vocum» komponerede af Theodo-
ricus Sistinus, A.s latinske Kunstnernavn. 1614 blev han paa
Grund af offentlig udtalte katholske Sympathier afsat fra Embedet

og maatte forlade Landet.
Ny kirkehist. Saml. IV, 754. Kirkehist. Saml, 3. R, I, 401 f.
V. C. Ravn.

Aalborg, Hans, 1542—1619, lærd Boghandler, var Søn af Raad-
mand Hans Krag i Aalborg, Moderen hed Barbara. 20 Aar gammel
drog han fra Aalborg Skole til Universitetet i Rostock, hvor han
studerede og tog Magistergraden. I hele sit efterfølgende Liv var han

12 Aalborg. Hans.

meget rejsende, først som Hovmester for en Række unge Adels-
mænd (Tyge Brahe, Niels Skram, Oluf Rosensparre, Predbjørn Pode-
busk), senere som Boghandler eller efter Datidens Sprogbrug Bog-
fører; det Program, som Kjøbenhavns Universitet udgav om ham
efter hans Død, fremhæver hans mange besværlige og farefulde
Rejser. Boghandlervirksomhed drev han allerede i 1582, da han
blev Universitetets Boghandler, og hans Virksomhed blev højt
skattet, han var Ven med de fleste af Datidens lærde Mænd her
i Landet. 1583 fik han et Vikarie i Roskilde Domkirke og 1591
et Vikarie i Lund. 1594 stod han ved Kansler Niels Kaas" Døds-
leje. Han førte Udlandets lærde Litteratur hertil, men ved Siden
heraf — og det nævnes med Berømmelse — forlagde han ikke
faa indenlandske Værker. Sammen med en anden Boghandler,
Henrik Waldkirch, fik han 1586 Privilegium paa at udgive den
danske Bibel paa ny, og denne Bibeludgave, der omfattedes
med den største Interesse af Frederik Il og hans Omgivelser, ud-
kom i 1589, trykt hos Mads Wingaard. Exempelvis kan endnu
nævnes, at han 1601 bekostede en ny Udgave af Peder Palladius"
Haandbog for Præster, og at han 1603 sammen med Møntmester
Is Svabe fik Privilegium paa at udgive Bibelen i lille Format.
il Oplysning om hans og Datidens Boghandlervirksomhed skal det
nævnes, at han 1596 maatte aflægge F.d paa ikke her at ville for-
handle danske Bøger, der vare trykte i Udlandet (det gjaldt om
at værne den rene Lutherdom mod Vranglære), og at han 1597
paa Livstid lejede et Kapel i Frue Kirke til derfra at drive sin
Boghandel. 1594 ægtede han en Datter af Borgmester Jens Evert-
sen i Landskrone, Anna, der ved ham blev Moder til 11 Børn;
hun døde 13. Nov. 1627. Selv døde han 9. Avg. 1619.

C. Nyrop, Den danske Boghandels Hist. I, 133. Rørdam, Kbhvns
Universitets Hist. 1537- 1621 III, 668 €, C. Nyrop.

Aalborg, Niels Mikkelsen, 1562—1645, Præst. — Denne
flittige Folkeskribent var født i Aalborg 16. Sept. 1562. I sin
Ungdom havde han et svageligt Legeme, og dette gav Anledning
til, at han som Student først lagde sig efter Medicinen, som han
studerede baade i Kjøbenhavn og Rostock. Senere ombyttede
han denne Videnskab med Theologien og blev 1590 Præst paa
Hammershus Slot i Skaane. 1595 tog han Magistergraden og blev
1600 Sognepræst i Noseby og Aaridsløf, ligeledes i Skaane, og
siden. tillige Provst i Villands Herred. Her begyndte han sin

Aalborg, Niels Mikkelsen. 13

frugtbare Forfattervirksomhed, og han holdt sig, hvilket var et
Særsyn i de Tider, udelukkende til Modersmaalet. Den danske
Litteratur var endnu saa fattig paa Skrifter egnede til Folkelæsning,
at en Forfatter, hvis flittige Stræben gjennem et langt Liv gik ud
paa at skaffe en saadan Litteratur til Veje, fortjener Opmærksomhed
og Tak, selv om han for en Del lod sig nøje med en Oversætters
mere beskedne Rolle. A. blev dog ogsaa original Forfatter; men
det kom ham dyrt at staa. Han havde nemlig skrevet en For-
klaring af Johannes' Aabenbaring, som han 1609 i Manuskript
leverede den theologiske Professor Idr. Hans Poulsen Resen med Be-
gjæring om, at han vilde gjennemlæse Arbejdet, for at det kunde
faa det theologiske Fakultets Approbation til Trykken. Efter at
Værket havde ligget et halvt Aars 'Tid hos Resen, mindede Forfatteren
om det gjennem sin Ven, den anden theologiske Professor Dr. Cort
Aslaksen, og Følgen var, at Resen nogen Tid efter sendte Værket
til denne med den Besked, at han ikke fandt noget at bemærke
derved, men ansaa det for et godt Arbejde. Hos Doktor Cort
laa det nu atter et halvt Aars Tid; han kigede hist og her i det, men
mente sig fritagen for at læse det helt igjennem, da Resen alt
havde givet det sit Bifald; og da Forfatteren, hvem Ventetiden
blev lang, atter mindede om Sagen, svarede Aslaksen, at han
kunde sende Fortalen, saa skulde han nok besørge det fornødne
med Bogtrykkeren. Endelig kom Bogen da ud 1611, og der var
foreløbig ingen, der bemærkede noget stødende ved den. Imidlertid
blev A. 1612 forflyttet til Sognepræst i Helsingborg og Provst i
Lugude og Sønder-Asbo Herreder og syslede nu med andre litterære
Arbejder, da paa én Gang et truende Uvejr trak op over hans
Hoved. Ved et uforsigtigt Brev til Præsten M. Oluf Kock, der
blev dømt fra sit Embede paa Grund af sin Hælden til Kalvinis-
men, havde A. nemlig forraadt, at han nærede levende Sympathi for
Kocks Kamp mod Resen, og nu kom det op, at han i Forklaringen
af Aabenbaringen havde ytret en Anskuelse, der betragtedes som
kjættersk, nemlig Haabet om, at Hedninger, der her i Livet ikke
havde hørt noget om Frelseren, dog ved Guds Naade kunde blive
salige. En Retssag indlededes imod ham, og skjønt han kunde
paaberaabe sig, at Værket havde faaet den akademiske Approbation,
blev han dog afsat fra sit Embede 1614, da det viste sig, at ingen
af Professorerne havde gjort sig den Ulejlighed at læse Bogen helt
igjennem. Efter i nogle Aar at have været uden Embede blev
A. dog atter forsonet med Resen, der imidlertid var bleven Sjællands

14 Aalborg, Niels Mikkelsen.

Biskop, hvorpaa han 1619 blev Sognepræst ved den da nys opførte
Holmens Kirke i Kjøbenhavn, fra hvilket Embede han paa Grund af
Alder og Svaghed fik sin Afsked 1638, men levede dog endnu i 6 Aar,
og døde i en høj Alder 1645. Hans Hustru, Anne Axelsdatter, over-
levede ham. — A.s Forfatter- og Oversættervirksomhed strakte sig
over et vidt Felt og omfattede historiske, theologiske, medicinske
og økonomiske Æmner. Mere vilde han have udgivet, hvis ikke
Censuren var traadt hindrende i Vejen. En af ham udgiven Lægebog
har oplevet forskjellige Oplag og findes endnu hist og her blandt
Almuen. Det samme gjælder enkelte af hans opbyggelige theologiske
Skrifter.

Giessing, Jubellærere II, 2, 88 f€. Cawallin, Lunds Stifts Herdaminne III,
335 M. Ny kirkehist. Saml. VI, 588 fr. H. F. Rørdam.

Aall, Jacob, 1773—1844, norsk Godsejer, Politiker, Historiker
og Statsøkonom, var Søn af Nicolai Benjamin A. (f. 1739 + 1798),
der ejede Ulefos ved Norsjø i Nedre Thelemarken og var Kjøb-
mand i Porsgrund. Født i denne By 27. Juli 1773, blev A. 1791
Student fra Nyborg Skole (med Udmærkelse) og tog 1795, ligeledes
med Udmærkelse, theologisk Embedsexamen. Efter sin Hjemkomst
til Norge forsøgte han sig som gejstlig Taler i den afsides Skov-
bygd Slemdals Kirke; men Udfaldet af den første Prøve gav den
ængstelige Kandidat en saadan Mistillid til sine Evner i denne
Retning, at han begyndte at se sig om efter andre Studier, uden
dog ganske at opgive Tanken paa fremtidig gejstlig Ansættelse.
1796 rejste han atter til Kjøbenhavn, og de der begyndte natur-
videnskabelige Studier fortsattes senere paa en Rejse til "Tyskland,
som han foretog sammen med sine fortrolige Venner, Peter Erasmus
Miiller og N. Hofman-Bang, Ejer af Hofmansgave i Fyn. Under
denne Rejse, der varede fra 1797 til 1799, bestemte han sig for
at opgive al gejstlig Befordring, hvorimod han nærmest følte sig
kaldet til at ofre sig for en Virksomhed som praktisk Bergmand.
I dette Øjemed uddannede han sig hovedsagelig i Freiberg og ved
Undersøgelser af de sachsiske og schlesiske Gruber. 1 1799 vendte
han tilbage til Norge, hvor hans Fader imidlertid var død, og han
kjøbte derpaa samme Aar Næs Jæmværk i Holt, mellem Tvede-
strand og Arendal, for 170000 Rdl. d. C. Som Arbejdsherre ud-
foldede A. en stor og velsignelsesrig Virksomhed, heri understøttet
af sin Hustru Lovise Andrea Stephansen (f. 1779 $ 1825), hvem

han havde ægtet ved sin Hjemkomst 1799. (Hun var en Datter
.

Aall, Jacob. 15

af Justitsraad, Bogholder Laur. Nyeland S. i Kjøbenhavn.) For
den store Arbejdsstok vare de begge som en Fader og en Moder,
og med aabent Øje for alle nye Forbedringer indførte A. ved
Jærnværket en mere rationel Drift, der i de paafølgende trange
Tider bidrog meget til at lette ham den tunge Kamp.

Ved Krigens Udbrud i 1807 bragtes A., ligesom de fleste
øvrige norske næringsdrivende, i en vanskelig Stilling. Men uden
at ænse de store Farer, der truede hans egen Økonomi, udfoldede
han en storartet Virksomhed for at hjælpe alle, der vare afhængige
af ham, ja, den hele Befolkning i stor Omkreds, og med den
yderste Anspændelse af sin hele Kredit lykkedes det ham at holde
sin egen Virksomhed gaaende og tillige redde mange andre ved
at holde den truende Hungersnød borte fra dem. Mellem de
mange, der paa denne Tid arbejdede for Norges Providering efter
offentligt og privat Initiativ, indtager A. saaledes en fremragende
Plads. Hans Virksomhed i denne Henseende bragte ham i For-
bindelse med Grev Herman Wedel Jarlsberg, i hvis Hænder den
interimistiske Regeringskommission havde betroet den øverste
Ledelse af Norges Forsyning med Korn og andre Levnedsmidler.
Begges Opfatning af Landets fortvivlede Stilling faldt i det væsent-
lige sammen, og da A. gjentagne Gange havde udtalt sin Beklagelse
over Regeringens for Norge faretruende Politik, blev han i Avg.
1809 af Grev Wedel indviet i de Planer, som da næredes om at
løsrive Norge fra Danmark og indgaa en ny Forening med Sverige;
men uagtet A. tidligere i samme Aar havde opfordret Regerings-
kommissionen til at istandbringe paa egen Haand et fredeligt
Forhold til England, nægtede han at følge Greven i hans endnu
mere vidtgaaende Planer. — Ved Oprettelsen af det norske
Universitet skjænkede han en betydelig Sum til dettes Grundfond.

Paa Rigsforsamlingen paa Ejdsvold i 1814 mødte A. som
første Repræsentant for Nedenæs Amt og var der "Talsmand for
Anskuelser, der ikke oprindelig havde haft hans Hjærtes Sympathier,
men om hvis Rigtighed under de forhaandenværende Omstændig-
heder hans Fornuft havde overbevist ham. Ikke alene de rige
Ungdomsminder og talrige personlige Venskabsforbindelser knyttede
ham til Danmark; ogsaa af økonomiske Grunde var det for ham
som norsk, i det andet Rige privilegeret Jærnværksejer en be-
tænkelig Sag at slutte sig til den nye, af Grev Wedel (ogsaa en
stor Jærnværksejer) forfægtede Unionspolitik. Men han ofrede alle
Hensyn paa sig selv og egne Interesser, idet han bøjede sig for

16 Aall, Jacob.

den almindelige Situation og de Krav, den stillede til hans og
hans Landsmænds Resignation. Paa dette Grundlag blev han
Medlem af det Parti, der under Rigsforsamlingen forlangte, at
Prinsregenten fremfor alt skulde oplyse Nationen om dens sande
Stilling, og som i Betragtning af denne ønskede en Forening med
Sverige. Anskuelser som disse betragtedes i Øjeblikket som Svaghed,
og A. maatte med sine Meningsfæller udstaa mange bitre For-
følgelser, der har sat sine Spor i de Bemærkninger, han strax efter
nedskrev om flere af sine Kolleger. For øvrigt var han paa
Ejdsvold Medlem af Værnepligtskomiteen, og som Medlem af
Konstitutionskomiteen havde han sin Andel i Grundlovens hurtige
Istandbringelse.

Om Høsten 1814 skal han fra Grev Wedel have modtaget
Tilbud om at indtræde i den nydannede Regering, hvad han dog
afslog. Derimod mødte han som Repræsentant for Nedenæs Amt
paa alle Storting til og med 1830 (alene med Undtagelse af det
i 1824); valgt til Medlem af Stortinget i 1839, maatte han paa
Grund af nedbrudt Helbred undslaa sig. Som Stortingsmand var
det især i de praktiske Spørgsmaal, hans Indflydelse gjorde sig
gjældende.. Han bidrog saaledes i 1816 til, at Stortinget op-
hævede den under Navn af Ejdsvolds-Garantien bekjendte, af Rigs-
forsamlingen paatagne Forpligtelse til at indløse Rigsbanksedlerne
efter en Kurs af 375 Procent. 1 alle økonomiske Spørgsmaal
raadede han til forsigtig og langsom Fremgang uden at over-
anstrænge Landets Kræfter. I den nye norske Bergværkslovgivning
har han en væsentlig Andel, ligesom han viede Sølvværket paa
Kongsberg en betydelig Interesse og havde store Fortjenester af,
at denne Rigdomskilde paa ny kunde aabnes for Landet. Som
offentlig Mand var A. altid Fredsvennen, der søgte at indtage det
mæglende, forsonlige Standpunkt, samtidig med at han stedse var
tro mod sin Overbevisning og med Mandighed kæmpede for denne.

Som Forfatter og Mæcenat udfoldede A. en betydelig og
flersidig Virksomhed. Foruden at Werlauffs Udgave af Vatsdæla
Saga (1812) og Bjørn Halldorssons islandske Lexikon (1814) ere
trykte paa hans Bekostning, har han selv overset og udgivet Snorre
Sturlassons norske Kongesagaer (1838—39) samt derhos leveret
mogle i Tidsskrifter og Aviser trykte mindre Sagaoversættelser.
Hans Hovedværk er «Erindringer som Bidrag til Norges Historie
1800—15» (I—III, 1844—45; 2. Udg. i et Bind ved C. C.A.
Lange, 1859). Derhos har han lige fra Begyndelsen af Aarhundredet

Aall, Jacob. rs

behandlet økonomiske Spørgsmaal af Vigtighed for hans Fædreland
i mindre Arbejder. En Række af saadanne nationaløkonomiske
Afhandlinger ere trykte i det af ham udgivne Hæfteskrift «Nutid og
Fortid» (I—II, 1832—36). Af Betydning for hans Samtids Historie
ere de to Skrifter «Fædrelandske Ideer» (1809) og «Om Korn-
mangelen i Norge, med Hensyn paa Misvæxten 1812» (1813).

I sine senere Leveaar blev A. stedse mere sygelig, hvilket
voldte, at han trak sig ud af det offentlige Liv og overlod det
meste af Arbejdet med Jærnværkets Bestyrelse til sin ældste Søn.
Derimod var han til det sidste sysselsat med sine litterære Arbejder,
navnlig med Udgivelsen af sine Erindringer. Ved hans Død, der
indtraf paa Næs Jærnværk 4. Avg. 1844, var han endnu ikke færdig
med 3dje Del, der bag efter blev udgiven af Andreas Faye. Han
gik bort, agtet og æret som en af sin Samtids bedste Borgere.
Hans Biografi, ved Sønnen, Højesteretsassessor J. C. Aall, er trykt
i den 2. Udgave af hans Erindringer.

Lassen, Norske Stamtavler I, 19 f. B. Moe, Eidsvolds-Repræsentanter og
Storthingsmænd S. 3 ff. Halvorsen, Norsk Forf. Lex. Yngvar Nielsen.

Aall, Nils, 1769—1854, norsk Ejendomsbesidder og Statsraad,
Broder af den foregaaende, var født i Porsgrund 1. Dec. 1769 og
nedsatte sig, efter at være uddannet i Frankrig og England for
Handelen, som Kjøbmand i sin Fødeby. Fra 1810 var han, uden
Løn, Raadmand i Skien og Porsgrund. I 1814 blev han af Christian
Frederik udnævnt først til Regeringsraad og senere til Statsraad,
i hvilken Stilling han bestyrede 4. Departement for Handels- og
Toldvæsenet. Om Sommeren foretog han tillige med Sorenskriver
Christie og Kjøbmand Rosenkilde en Rejse til England for at tale
Norges Sag; men Deputationen afvistes. Ved sin Tilbagekomst
til Norge afsluttede han og Statsraad Collett Konventionen paa
Moss 14. Avg. 728. Nov. tog han Afsked som Statsraad og ofrede
sig siden, bortset fra at han var Medlem af Stortinget 1815—16,
udelukkende for Bestyrelsen af sine store Ejendomme. Han havde
efter Faderen overtaget Ulefos med de dertil hørende Skove i
Nedre Thelemarken. Under vanskelige Konjunkturer overlod han
disse til Sønnen, der bragte Sagerne i Orden og reddede Ejen-
dommene for Familien. A. boede en Tid paa den smukke Gaard
Brekke ved Skien, men flyttede senere tilbage til Ulefos, hvor han
hos Sønnen endte sine Dage 23. Okt. 1854. Han blev gift 1. 1794
med Mariane Møller, f. 1774 + 1796, Datter af Landfysikus, Dr.
Dansk biogr. Lex. I. Febr, 1887. 2

Aarestrup, Carl Ludv. Emil. 19

land, hvor Præstø sædvanlig gjæstedes, og her blev han paa en
saadan Udflugt forlovet med sin Kusine Caroline Frederikke Aagaard,
Datter af en Urtekræmmer. Naar Familien vilde paaskynde hans
Studier, som han just ikke hastede med, svarede han, at han ikke
læste for at blive Doktor, men for at faa Kundskaber. Sit Fag
omfattede han med varm Interesse. Hvilken Tilfredsstillelse røber
sig ikke i Linjer som disse af et Brev til hans forlovede: «Tro
mig, Anatomien er ikke hæslig, ikke vanhellig. Hvor stygt er
ikke Kadaveret, saaledes som vi faa det, smudsigt, hentæret,
uskjønt; men naar Huden er borte, naar de enkelte Dele betragtes
hver for sig, de røde, friske Kjødtrævler med deres fine, gjennem-
sigtige Hinder, Senerne, blanke som Sølv; Brusket paa Ledemodene,
snehvide, glatte; det uendelig fine Net af Aarer, Pulsaarer og
Nerver; og den beundringsværdige Sammenhæng, Forstanden kan
opdage deri — 0, et dødt Legeme indeholder en Skat af den
højeste Skjønhed; man maa tabe sig i Beundring derover, som om
man stod for det fuldendteste Værk i Naturen.» Med den digte-
riske Produktion havde det lige saa lidt Hastværk som med Embeds-
studiet. A. synes ikke at have kjendt Frembringelsens første Uro
og utaalmodige Trang, saa lidt som hans Ungdom har svajet under
stærke Brydninger. Sund som han var af Natur, magelig og be-
sindig af Tilbøjelighed har han givet sig Tid og suget Honning,
hvor Livet bød ham det, i Digtning og Videnskab, i muntert Sel-
skab og i et dansk Landskabs Pragt og Stilhed. Poesien var
"Tidens Stormagt, de rige Kilder, Oehlenschlåger havde kaldt frem,
begyndte at vælde, og den Vaar af Ungdom og lyse Farver, hvori
de klædte alt, stemmede ypperlig med A.s Hang til Idyllen og til
skjønhedsfuld Nyden. Han var stærkt optaget af Oehlenschlågers
Værker og kom oftere i Digterens Hjem. Senere traadte han i
nært og fortroligt Forhold til Chr. Winther. 1 Brevene fra Studenter-
tiden viser han sig som en livsglad, tillidsfuld, forelsket Yngling;
hyppig forekomme Udbrud af barnlig Religiøsitet og umiddelbar
Skjønhedsglæde. Paa Charlottenborg-Udstillingen stemmes han ved
Synet af en Række "Thorvaldsenske Arbejder til dyb Andagt og
glæder sig over den uendelige Skjønhed, der kan udtrykkes i legem-
lige Former. Nu og da i en Fristund blev et Digt til, nogle af
de første offenliggjordes i «Aftenblad» 1823, f. Eks. 27. Juni: «Ved
Hofmanns Død» og «Den lille ulykkelige», 8. Avg.: «Siskensang»
og 10. Okt.: «Torsten og Trine». De følgende Aar bragte «Nyt
Aftenblad>, «Nyaarsgaver fra danske Digtere» og senere «Kjøben-
2

20 Aarestrup, Carl Ludv. Emil.

havnsposten> af og til et Digt fra hans Haand, men der findes
intet Tegn til, at andre end Chr. Winther have lagt Mærke til disse
spredte Glimt.!

Efter i Aaret 1827 at have taget Embedsexamen med bedste
Karakter giftede han sig 21. Okt. s. A. med Karoline Aagaard
og nedsatte sig strax som praktiserende Læge i Nysted, som han
efter 11 Aars Forløb ombyttede med Saxkjøbing, hvor han lige-
ledes boede i 11 Aar, indtil han i Jan. 1849 blev udnævnt til
Fysikus i Fyns Stift, en Stilling, som han tidligere havde søgt. I
det følgende Aar blev han tillige Læge ved Afdelingen for af-
sindige i Graabrødrehospitalet i Odense og levede nu i denne By
til sin Død, der indtraf 20. Juli 1856.

Utvivlsomt har A., hvad aandelig Kapital angaar, været vel
udrustet, da han forlod Hovedstaden, og ligesaa utvivlsomt har
Livet i de smaa Provinsbyér tæret derpaa. Dog bevarede han sit
Sinds sunde, glade Ligevægt og sit friske Lune. Dr. Brandes af-
trykker i sin Afhandling om A. Brudstykker af en Række Breve,
som Digteren har skrevet til en Ven, Urtekræmmer Christian
Petersen i Kjøbenhavn. Afvexlende med barokke og nydelige Be-
skrivelser af Provinslivets Forhold og Fremtoninger føres her nu
og da Klage over Kjedsomhed og Tomhed; men mismodige ere
disse Breve ingenlunde. Det maa vel erindres, at de ere skrevne
til en jovial Forretningsmand, en lystig Selskabskammerat, hvis
Dannelsestrin var vidt forskjelligt fra den belæste Digters og
…Æsthetikers. I et Brev fra Fru Aarestrup hedder det, at end
ikke i Ungdommen sluttede A. sig med særlig Fortrolighed. til
nogen, at han altid følte Glæde ved Ensomheden, Naturen og
alvorlig Tænkning, «aldrig var han i Ordets dybere Betydning
mismodig». Erstatning for det kjøbenhavnske Selskabsliv fandt A.
i de laalandske og fynske Herregaardes aristokratiske Kredse. Den
afholdte Læge med udstrakt Praxis i By og paa Land blev maaske
fortrinsvis Herregaardslæge, og den muntre, vittige, galante Mand
blev snart lige saa velset ved luxuriøse Middage som ved Syge-
sengen. Han befandt sig vel i de farverige Omgivelser og navnlig
i Damernes Kreds, hvis Skjønhed og pragtfulde Toiletter, hvis
Smil og Haandtryk idelig udgjøre Motiver for hans Digtning. Og

1 Hans først trykte Digt er dog maaske «Børnesalme», der findes i

«Sange ved Blegdamsskolens Examen 1820». Her indeholder den en ottelinjet
Strofe mere end i «Samlede Digte», hvor den ogsaa fejlagtig er dateret 1826,

Aarestrup, Carl Ludv. Emil. ar

de mange Ture ud i Landet paa alle Aarets og Døgnets Tider
bidroge sikkert til at bevare Friskheden og Naturglæden hos ham.
Paa disse Kjøreture fra Landsby til Herregaard undfangedes nu og
da et Digt, som saa senere fæstnedes til Papiret, men der var
ingen Trang eller Ærgjerrighed til at sende det ud i Verden.
En Udenlandsrejse, han foretog som Læge for en dødssyg Kom-
tesse, gjaldt Tyskland og Bøhmen, ellers indskrænkede alle Ud-
flugter sig til en for det meste aarlig tilbagevendende Tur til
Hovedstaden. Paa en af disse gjorde han Søren Kierkegaards
Bekjendtskab, og paa en Møensrejse 1839 traf han Thorvaldsen,
hvis Værker tidlig havde, gjort et dybt Indtryk paa ham. Sit
gode Litteraturkjendskab vedligeholdt han flittig ved Hjælp af
Bogsendinger fra Hovedstaden. Hans mange, i Regelen meget fri,
Oversættelser vise, hvilke udenlandske Digtere han fortrinsvis syslede
med: Moore, Heine, Goethe, Hugo, Burns, Byron, Hafis, Riickert
og Cunningham.

Paa Chr. Winthers Opfordring udgav A. i Dec. 1837 en Sam-
ling «Digte» — «et stort Ansvar for Gud og Mennesker, men især
for Reitzel,» siger han, og den ringe "Tillid til Læseverdenen, han
synes at have næret, bekræftede sig des værre. Det var i den
spekulative Digtnings og Filosofis Glansperiode, og denne lod ikke
sine Straaler skinne paa en umiddelbar, sanselig frisk Natur som
A/s. Endnu 3 Maaneder efter Bogens Fremkomst var der kun
sølgt 40 Exemplarer. Karakteristisk er det, at J. L. Heiberg
hverken havde Plads for A. i sin Anthologi fra 1842 eller nævnte
ham med et Ord i sin Afhandling om «lyrisk Poesi» Aaret efter.
P. L. Møller viste sig atter her som den mest skarpsynede af
Datidens Kritikere, men hans træffende Karakteristik af de Aare-
strupske Digte vakte ingen videre Opmærksomhed. Digteren gjentog
ikke Forsøget. Den litterære Skæbne rokkede dog ikke hans
gode Humør eller forstyrrede hans daglige Levevis som Læge og
Selskabsmand. Hist og her i Breve findes vel bitre Udfald mod
"Tidens "Tendens; men en vis Nøgternhed, som Provins- og Herre-
gaardslivet meddeler, hans Virksomhed og hans Pligter som For-
sørger for en talrig Familie tillode ham ikke at ruge over litterære
Skuffelser. Ved et Prøvevalg i Dec. 1840 blev A. valgt til Depu-
teret sammen med Orla Lehmann, og kun Frygten for, at det
skulde skade hans Stilling som Læge, hindrede ham fra at modtage
Valget. Hans Stilling til "Tidens Frihedsbevægelse var paa en
Gang præget af den uafhængig følende Digter, af Provinsmatadoren

22 Aarestrup, Carl Ludv. Emil.

og af Selskabsmanden i de fornemme Herregaardssaloner og derfor
vaklende. Snart taler han begejstret om Revolution og Republik,
snart er der fornem Kulde og Spot i hans Ord om Bevægelsen og
dens danske Talsmænd, og snart udtrykker han dyb Mistillid til
Folkets Evner. Han har et større Blik for Udlandets end for
Hjemmets Begivenheder; men man tør ikke som Dr. Brandes
heraf drage den Slutning, at han nærede kosmopolitiske Tilbøjelig-
heder. Saa snart Forholdet mellem Danmark og Hertugdømmerne
antog en krigersk Karakter, aande hans Udtalelser den varmeste
Begejstring for Fædrelandets Sag. (Se t. Ex. «En Drøm» og
«Virkelighed», to politiske Digte, der findes trykte hos O. Borch-
senius, Fra Fyrrerne I.) Hans Produktion havde aldrig været rig,
i hans sidste Leveaar randt den mer og mer sparsom, og af de
Bladnotitser, der 1856 meldte hans Død, skulde man ikke ane,
at det var en af vore mest ægte og ejendommelige Digtere, der
var gaaet bort. I Begyndelsen af "Preserne offentliggjorde Chr.
Winther i sine Anthologier en Række af A.s efterladte Digte, og
nu vandt de saa megen Opmærksomhed, at Samfundet til den
danske Litteraturs Fremme kunde, skjønt ikke uden Modstand,
overdrage Udgivelsen af et Bind «Efterladte Digte» til F. 1. Lieben-
berg og Chr. Winther (1863). Hermed var Glemselens Slør draget
bort fra A.s Træk og hans Ry slaaet fast. I 1877 kunde F. L.
Liebenberg hos A.s oprindelige Forlægger udgive de «Samlede
Digte», hvor Indholdet fra de to tidligere Samlinger er yderligere
forøget med en Række dels originale dels oversatte Digte. Den
omhyggelige Udgiver har med denne Udgave for Øje ikke blot
gjennemgaaet A.s Manuskripter, men ogsaa for Oversættelsernes Ved-
kommende i de fleste Tilfælde jævnført dem med Originalen. En
Efterskrift gjør nærmere Rede for de foretagne Forandringer og
Rettelser. Alt, hvad A. har skrevet, indeholde de «Samlede Digte»
dog ikke, og muligvis er der ved Udvalget gaaet lidt for strængt
til Værks. Foruden de ovennævnte politiske digte fattes adskillige
kaade Ritorneller og bl. a. et overmaade skjønt om end dristigt
erotisk Digt; nogle Brudstykker, der cre meddelte af Borchsenius i
«Nær og Fjærn», kunde maaske ogsaa nok have hævdet deres
Plads.

A.s Digtning er udelukkende Lyrik; men saa afsluttet hans
Omraade er, saa afgjort er ogsaa hans Ejendommelighed. Hans
Farvers blændende Pragt, hans Toners Klang og Sødme tillade
ikke, at han overses i vor Litteratur. Af danske Digtere er han

Aarestrup, Carl Ludv. Emil. 23

nærmest beslægtet med de to, han personlig kom i Berøring med:
Oehlenschlåger og Chr. Winther. Den Verden, hans Digtning fører
ind til, er som en Lund eller Have, hvor en yppig Natur udfolder
sig i hed Sol og kølig Skygge, med rødmende Bær og saftrige
Frugter, med Vande, hvor Forellen og den sølvhvide Lax springe,
medens Nattergalen og Siskenen synge i Ellekrattet. Ingen Træk-
faglelængsler stunde mod de Egne, der ligge udenfor. Digteren
dvæler i rolig nydende Mag blandt sin exotiske Blomstervrimmel
for at lovsynge den Kvindeskjønhed, som næres af Lundens Frugter,
som udvikles i dens Varme og Læ, og omkring hvilken alt det øvrige
kun tjener til Ramme. Det kvindelige Legeme er for A. en uud-
tømmelig Kilde til Sang; som ingen anden dansk Digter har han
beundret og fundet Udtryk for dets Skjønhed i Hvile og Bevægelse,
i dets Nøgenhed og i let dølgende Toiletters diskrete Antydninger.
Lokkernes mørke Fylde, Nakkens og Skulderens bløde Runding
og Armens fine Linje røbe for ham en Skjønhed, som han virtuos-
mæssig véd at variere. Der er i denne Erotik vel mere Glød end
Inderlighed, dens Toner indbyde til jordisk Livsglæde, men den
er fri for ethvert Stænk af Brynde, af usund, ulmende Lidenskab.
Dens Drivefjeder er kjæk Attraa forenet med høj, ædel Skjønheds-
glæde. Dertil kommer den Friskhed, hvormed A. maler, den Umiddel-
barhed, hvormed han opfatter. Den kulturrige Verden besynger
han naivt, djærvt og dristig. Han reflekterer ikke længe over
de modtagne Indtryk, men lader dem fra sit frodige Sind strømme
ud i fast hamrede Strofer. Endelig besidder han et fint Skjælmeri
og et oprindeligt, ægte dansk Lune, der giver hans "Tanker og
Indfald kraftig Flugt. Enten han synger om Elskovens salige Hen-
givele — som i den enestaaende Romance «Skjøn Ellens Elsker»
— eller om dens Flygtighed og Kval, er det vel fremfor noget
dette Lunes spillende Skjær, der gjør hans Diktion saa original og
ægte. Der spores ingen Fremskridt eller Tilbagegang i A.s Produk-
tion; fra første Færd finder han sit Æmne og sin Form. Over
Formen besad han et ypperligt Herredømme, og han elskede
Sprogets ømme, smidige og farvestærke Ord. Hans Strofer med
den fuldttonende Stigen og Fald, med de kjækt klingende Rim ere
som rigt prydede Skaaler, hvori Digteren i Ny og Næ pressede
sin ildglødende Drue for den lille Kreds, der altid vil samles

om ham.
P.L, Møller, Kritiske Skizzer II. G. Brandes, Kritiker og Portraiter.
Nær og Fjærn Nr. 284. Bertel Elmgaard.

Aarhus, Jacob Madsen. 25

første, som her til Lands gjorde det til Gjenstand for videnskabelig
Iagttagelse (se ndfr.). — Hjemkaldt fra Udlandet blev han 1574
Professor ved Universitetet, først i Latin, siden i Græsk. Hermed
forenede han fra 1578 Stillingen som kongelig Bibliothekar, og da
Dr. Niels Hemmingsen var bleven fjærnet fra Universitetet paa
Grund af sine kalvinistiske Anskuelser, blev J. M. 1580 valgt til
hans Efterfølger som Professor i Theologien. 1 Wittenberg havde
han 1567 taget Magistergraden, i Kjøbenhavn erhvervede han 1574
Bakkalavrgraden og 1582 Doktorgraden i Theologien. Han døde
allerede 15. Juli 1586, ugift. Hans talrige Skrifter, hvoraf en Del
først bleve udgivne efter hans Død, medens mange forbleve utrykte,
ere nærmest af sproglig og filosofisk Art, og hans Kommentarer
over flere bibelske Bøger gaa mere ud paa en dialektisk Analyse
end paa egentlig theologisk Fortolkning. Hans Fremstilling er klar
og præget af Skarpsindighed.
Rørdam, Kbhvns Universitets Hist. 1537—1621 II, 301 f. 608 ff.
H. F. Rørdam.
— Jacob Madsen Aarhus kaldes af E. Sievers (Grundztige
der Phonetik, Leipz. 1881, S. 122) «der ålteste Phonetiker der
Neuzeit» og har som saadan efterladt sig et for sin Tid højst
mærkeligt Skrift, der som et lille Oktavbind paa i alt 250 Sider
udkom i Basel 1586 med Titel: «De literis libri duo, qvorum priore
nativa pronunciatio asseritur, posteriore sophistica confutatur». I
Dedikationen til Niels Kaas dadles de ældre Forfatteres Omtale af
Bogstavlydene som rent vilkaarlig, og det hævdes som nødvendigt,
«ut doctrina aliqva literarum, omnibus lingvis communis, extaret.
Eam autem nullam veram et constantem esse posse, nisi ex
ipsa matura, omnibus hominibus et gentibus communi, describatur.»
I Overensstemmelse hermed søger Forf. da i Skriftets første Bog
for første Gang i Evropa at give en almindelig, samlet, syste-
matisk Oversigt over Bogstavlydene, idet han saavel for Vokalers
som Konsonanters Vedkommende gaar ud fra den forskjellige
Stilling af Taleredskaberne, hvorved de frembringes, og derved
haaber at naa Resultater af Almengyldighed for alle Sprogs Lyd.
Hans geniale Forsøg paa at skabe en almindelig Fonetik — et
Forsøg, som først den nyere tyske og engelske Videnskab med
rigere Midler og større Held har gjentaget — har næppe efterladt
sig direkte Spor i den moderne fonetiske Litteratur i Udlandet; men
derimod har hans Bog været af ikke ringe Betydning for senere
danske Forfattere, saaledes bl. a. de Partier af den, hvor den gamle

Aarsleb, Christen Nielsen. 27

havde ytret sine Meninger, særlig om kongelige Personer og uden-
landske Magter, kunde efter deres Mening «ikke tolereres», og
Kong Frederik IV var enig med dem heri, vel især fordi der
kunde gives de udpegede Udtryk og Bemærkninger Anvendelse
paa Nutiden. — Efter denne Modgang betraadte A. ikke mere
Forfatterbanen. Han døde i de første Dage af Avg. 1723. Gift 1.

med Anne Nielsdatter, 2. med Johanne Beate de Clerque.

Worm, Lex. ov. lærde Mænd I, 42 (med Kall Rasmussens Tilføjelser).
Wiberg, Alm. Præstehist. III, 159. — Luxdorphiana S. 287 fl. Danske Mag.
4. R. VI, 353 fl. H. F. Rørdam.

Aarsleff, Carl Vilhelm Olaf Peter, f. 1852, Billedhugger,
Søn af Drejermester Th. A. i Nyborg, er født der, besøgte senere
Kunstakademiet i Kjøbenhavn og vandt den store Guldmedaille
1881 for et Relief: «Dolon indhentes af Diomedes og Odysseus».
Derefter opholdt han sig som Akademiets Stipendiat et Par Aar i
Syden. Til Frederiksborg-Musæet har han udført en Frise med
Æmner af Jomsvikingernes Liv. Hans smukkeste Arbejde er vel
hidtil en Statue af den fortabte Søn, udstillet 1885. — /ul. Lange.

Aarøe, Bendt Christian Mogens, 1828—86, Officer, er født
5. Jan. 1828 i Kjøbenhavn, hvor hans Fader, der tidligere havde
været Militær og gjort Krigen med i 1848 som Kapitajn, var Told-
embedsmand. Skjønt hans Hu ikke stod til Handelen, blev han
dog anbragt i Lære hos en Silke- og Klædehandler; men han
forlod hurtig denne Stilling, da hans egentlige Lyst var at blive
Militær. Han henvendte sig derfor til Kong Christian VII med
Anmodning om Understøttelse og fik Tilsagn af Kongen om at
blive Landkadet paa Chatolkassens Regning. Saaledes kom A. i
1845 ind i Hæren og udnævntes til Sekondlieutenant 2 Aar senere.
Kort efter udbrød Krigen, og han gjorde da Tjeneste først ved 4.
Forstærknings-, senere ved 12. lette Bataillon. Aaret efter var han
med i Slaget ved Kolding og udmærkede sig navnlig ved Stormen
paa Vrandrup Hovgaard, hvornæst han deltog i Ryes Tilbagetog
til Dels som Kompagnichef, efter at han i Juni var forfremmet til
Premierlieutenant; endnu samme Aar benaadedes han for sin Op-
træden ved Kolding med Ridderkorset. Den paafølgende Vinter
blev A. Adjudant hos Oberst Læssøe og deltog ved dennes Side
i Slaget ved Isted. Da Læssøe faldt, var han netop sendt bort
for at overbringe en Befaling, men da han ved Tilbagekomsten
hørte sin døende Chefs Ønske om, at Grydeskoven skulde tages,

28 Aarøe, Bendt Chr. Mogens.

satte han sig i Spidsen for det tilstedeværende Mandskab og for-
drev Fjenden der fra; senere tog han 2 Kanoner i Cathrineskoven.
1 Begyndelsen af Avg. deltog han ogsaa i en Forpostfægtning
ved Røde Hus foran Danevirke. Efter Krigen (i 1852) indgik
A. Ægteskab med Frøken Anne Christine Struch fra Throndhjem,
som døde i 1878, og han gjorde nu Tjeneste i forskjellige Stillinger,
saaledes var han fra 1855—57 Vagtmesterlieutenant i Nyborg, hvor-
efter han blev ansat ved 16. Bataillon i Kjøbenhavn. Da Krigen
udbrød 1864, var han endnu Premierlieutenant, men erholdt et Kom-
pagni ved 17. Regiment, hvormed han deltog i Dybbøls Forsvar
indtil Slutningen af Marts. Da besluttede Overkommandoen at
virkeliggjøre et af ham i 1863 indsendt Forslag om under en
eventuel Krig at oprette et Strejfkorps!, der ved Landgange paa
den af Fjenden besatte Kyststrækning kunde tilføje denne saa stor
Skade som muligt. Korpset, som i Begyndelsen havde en Styrke
paa 180 Mand Fodfolk og 22 Ryttere, udførte flere Expeditioner,
der bragte A.s Navn paa alles Læber (en Beretning om Korpsets
Virksomhed findes i Militært Tidsskrift 13. Aarg.). Under Vaaben-
hvilen voxede Korpsets Styrke til 0. 660 Mand og 3 Landgangs-
kanoner, ligesom ogsaa IDampskibet Jylland blev stillet til dets
Raadighed; der næredes store Forventninger til det, da Krigen
udbrød paa ny, men skjønt det ikke manglede A. paa Foretagelses-
aand og hans underordnede med "Tillid saa op til ham, naaede
han kun et ringe Resultat. Krigsbestyrelsen paaskjønnede dog
hans Virksomhed, og Kongen benaadede ham i Nov. 1864 med
Sølvkorset, ligesom han ogsaa dekoreredes med Sværdordenens
Ridderkors.

A, var i April s. A. bleven forfremmet til Kapitajn, men paa
Grund af Fodfolkets daarlige Forfremmelsesforhold efter Krigen
faldt han i 1880 for Aldersgrænsen. Da han saaledes i en endnu
kraftig Alder saa sig uden Virksomhed, søgte han at blive Politiker
og gjenoptog sin Forfattervirksomhed (han havde saaledes tidligere
foruden. forskjellige Artikler i Dagspressen skrevet et Par Piecer
om Ordningen af vort Forsvar og med krigsministeriel Understøttelse
udgivet en «Ledetraad i Felttjeneste») og gjorde sig navnlig be-
mærket ved «et Indlæg i Forsvarssagen» (1881), hvori han hævdede
en fra de andre militære sagkyndige noget forskjellig Opfattelse;

! Angaaende Korpsets Tilblivelseshistorie se en Artikel af A, i Dagbladet
for 10. April 1885.

Aarøe, Bendt Chr. Mogens. 29

1883 udarbejdede han et Forslag til en Omordning og Udvidelse
af Bornholms Væbning. Det lykkedes dog ikke A. at komme ind
i Rigsdagen, han trak sig helt tilbage fra det offentlige Liv og
henlevede sine sidste Dage i Vejle, hvor han døde 15. Marts 1886.

Nationaltid, Nr. 3545. Illustr. Tidende 4. April 1886.
PN. Niewwenhuis.

Aasheim, Arent Nicolai, 1749—1800, Fysiker, blev født 17.
Juni 1749 i Bergen, hvor hans Fader Stephen A. var Politibetjent;
hans Moder hed Barbara Arentz. Han modtog den første Under-
visning i sin Fødeby og dimitteredes 1765 derfra til Kjøbenhavns
Universitet, hvor han 1766 tog Examen philosophicum. Han lagde
sig her efter Medicin og Astronomi og var en Tid ansat som
Observator; han var ogsaa en kort Tid kongelig Landmaaler. A.
tog medicinsk Examen 1776 og blev samtidig Dr. med. 1782 blev
han Professor designatus i Medicin, 1793 ansattes han som Vikar
for Prof. Kratzenstein, efter hvis Død 1795 han blev udnævnt til
Professor i Experimentalfysiken. Foruden de fysiske holdt han
ogsaa medicinske Forelæsninger. A. har kun udgivet nogle faa
og ubetydelige Disputatser; som Videnskabsmand har han ingen
Betydning, derimod omtales han som en dygtig Lærer og en stiv
Latiner; han var meget yndet af de studerende for sin Uegen-
nyttighed og Gavmildhed. Da den største Del af den fysiske
Instrumentsamling, som Kratzenstein havde skjænket Universitetet,
gik til Grunde ved Ildebranden 1795, maatte han ved egne Midler
skaffe nye Instrumenter til Veje; Døden forhindrede ham imidlertid

i at gjøre Brug af dem. Han døde ugift 10. Juli 1800.
Lahdes Mindesmærker 2. H. Rafns Nyt Bibl. f. Phys. III.
C. Christiansen.

Aaskov, Jørgen Lauridsen, 1616—9, Præst. Han er født
25. Sept. 1616 i Ribe, hvor hans Fader Laurids Jørgensen (f 1640)
var Borger. Her gik han ogsaa i Skole, indtil han 1638 sendtes
til Universitetet af Rektoren Anders Pedersen Romdorph, der var
gift med M. Søren Andersen Vedels Datter, Dorthe, hvem Jørgen
Lauridsen nævner som sin «forvante». 1641 vendte han atter
tilbage til Ribe efter Opfordring af Biskop Hans Borchardsen, som
tog ham til Lærer for 5 af sine Børn. Under denne sin Virksom-
hed modtog han tillige rigelig Understøttelse af sin Slægtning, den
ovennævnte Dorthe Sørensdatter, der efter sin første Mands Død
var bleven gift med en bekjendt Læge, Dr. Ludvig Pouch. 1645

Abbestée, Peter Herman. 33

fungere, indtil fredeligere Forhold indtraadte. Hans endelige Af-
skedigelse fandt Sted i Maj 1786, men først to Aar efter kunde
han aflevere Embedet til sin Eftermand, den tidligere Generalkonsul
i London Peter Anker. I Jan. 1789 forlod han Trankebar. Han
døde i Kjøbenhavn 29. Dec. 1794 — 1768 havde han i Trankebar
ægtet Frangoise Lange; deres Datter Maria Barbara ægtede Grev
Bliicher-Altona. 4. D. Jørgensen.

Abel, 1219—52, Konge, Søn af Kong Valdemar Sejr og hans
anden Hustru Berengaria. Ved sin ældre Broder Eriks Udvælgelse
til Konge blev han 1232 hans Efterfølger som Hertug af Sønder-
jylland, hvilket Len han tiltrandte 1237. Samtidig ægtede han i
Henhold til tidligere Aftale mellem Fædrene Grev Adolf af Hol-
stens Datter Mechtild. Da Greven kort efter gik i Kloster, var
han i en Del Aar sine umyndige Svogres Formynder. Ved Faderens
Død 1241 blev han Ejer af en stor Del af Kongeslægtens Arvegods,
deriblandt alt, hvad der laa i Hertugdømmet, samt Stæderne Svend-
borg, Faaborg, Skjelskør og Rudkjøbing. De meget blandede
Ejendomsforhold medførte snart mindre Sammenstød mellem ham
og Kongen; men til aaben Fejde kom det først, da Erik 1246
havde brudt med den mægtige Hvideslægt og kort efter ogsaa
inddrog Svendborg som formentlig Krongods. I Aarene 1247—48
kæmpedes der nu med skiftende Held i Nørrejylland, Fyn og
Sønderjylland, indtil det lykkedes Søsteren Sophie af Brandenborg
at mægle Fred mellem Brødrene. Da derpaa i Sommeren 1250
Kongens Mand Henrik Æmeltorp i Rensborg blev angreben af de
holstenske Grever, gjæstede Kong Erik paa Vejen til hans Und-
sætning sin Broder i Slesvig, men blev her svigagtig tagen. til
Fange; A's Mænd Tyge Bost og Lage Gudmundsen lode ham
dræbe og sænke i Slien (10. Avg.) Efter at A. ved Tyltered havde
fralagt sig al Del i Drabet, toges han til Konge og kronedes i
Roskilde (1. Nov. 1250).

Som Konge viste A. megen Klogskub og Maadehold, ligesom
han i det hele synes at have været den mest begavede af Kong
Valdemars efterladte Sønner. Han søgte at ophjælpe Stæderne og
fremme Forbindelserne med Udlandet, og ved kloge Indrømmelser
bragte han den indre Ufred til Hvile. Men inden de nye Forhold
kunde faa Tid til at fæstne sig, bortreves han, 33 Aar gammel,
ved en voldsom Død, i Kampen mod de oprørske Friser, 29. Juni
1252. Hans hæderløse Død og hans Efterfølgers Interesse af at

Dansk biogr. Lex. I. Febr. 1887. 3

Abel Cathrine. 35

Wolfsdatter. Dette forklares dog vel rettest ved, at hun var
uægte Datter af en Adelsmand af den nævnte Slægt. Hun døde
1. Jan. 1676.
(O. Nielsen, Efterretn, om Abel Katrines Stiftelse, 1875. Leonora Christinas
Jammers-Minde, 3. Udg., S. 46 f. Hofman, Saml. af Fundationer X, 368 fr.
5. Birket Smith.

Abel, Christen Pedersen, — 1663—, Præst. Han skal være
født i Nibe og blev Student fra Aalborg 1636. Han opholdt sig
nogle Aar (0. 1657—58) i Norge, hvor han synes at have mod-
taget Understøttelse fra Kansleren Jens Bielke og dennes Søn,
Jørgen Bielke. Senere rejste han til Holland og blev 1663 Præst
for den nyoprettede dansk-norske Menighed i Amsterdam, for
hvilken han udgav flere Opbyggelsesskrifter, hvoriblandt en dansk
Salmebog, der udkom 1667. Dennes første Afdeling indeholder
en rimet Oversættelse af Davids Salmer. De fleste af dem (95)
har han selv oversat, men dette Arbejde er meget smagløst og
vidner om en ringe poetisk Begavelse. De øvrige ere optagne fra
andre Forfattere, f. Ex. Arrebo. Den anden Afdeling indeholder
et Udvalg af de bedste danske Salmer fra det 16. og Begyndelsen
af det 17. Aarhundrede. Han og hans Menighed sluttede sig
senere til den reformerte Kirke. Han levede endnu 1674.

Personalhist. Tidsskr. V, 228 f. Ny kirkehist. Saml. I, 572 f.

S. M. Gjellerup.

Abel, Ivar, 1720—88, Sprogforsker. Født i Fjstrup Mølle
(Asfærg Sogn ved Randers), som hans Fader ejede, fik han sin
første videnskabelige Opdragelse hos Præsten i Asfærg, Laurids
Eskildsen Vivild, hvis Hustru Kirsten Ivarsdatter Abel var en
Slægtning af ham; senere kom han i Viborg Kathedralskole, hvorfra
han dimitteredes til Universitetet 1739. 1761 tog han latinsk-juridisk
Examen og virkede som Prokurator ved Kjøbenhavns Byting. til
In. Ved Siden heraf og navnlig efter at have opgivet Prokurator-
bestillingen syslede han ivrig med Sprogstudier («Glottophilus»
kalder han sig selv). 1765 udgav han, nærmest til praktisk Brug,
«Index unisonorum hebraicus», et Glossar over enslydende eller
hinanden lignende hebraiske Ord. Dertil sluttede sig senere «Sym-
phona symphona>» (1782), der indeholder sammenlignende Bemærk-
ninger om en Række Ord af forskjellige indiske Sprog, og «Gen-
tium Boreo-Orientalium vulgo Tatarorum harmonia linguarum»
(ud. A.), der under temmelig rigtige Synspunkter for Inddelingen
sammenstiller Ord af forskjellige finsk-ugriske, tatariske og mongolske

3.

36 Abel, Fvar.

Sprog. I sit «Schediasma etymologico-philologicum» (1783) meddeler
han bl. a. nogle Bemærkninger om Grønlandsk, men kan for øvrigt
ikke frigjøre sig fra den ældre Theori om Hebraisk som Ursprog.
En Del af sine sidste Aar opholdt han sig i Fredensborg og døde
1788. Han var gift med Maria Frost, en Klokkerdatter fra Fredericia.

Vilh. Thomsen.

Abel, Søren Georg, 1772—1820, Præst. Han fødtes 3. Jan.
1772 i Mo (Thelemarken), hvor Faderen, Hans Mathias A., da var
Sognepræst (f. 1738 + 1803); Moderen hed Elisabeth Knuth Normann
(f. 1737 + 1817). 1788 blev han Student fra Helsingørs Skole,
1792 theologisk Kandidat, 1794 personel Kapellan hos Faderen, da
Sognepræst i Gjerestad, 1799 Sognepræst til Finnø, 1803 Faderens
Eftermand i Gjerestad, 1813 Ridder af Danebrog for sin Iver og
Dygtighed som Anfører for Kystværnet. Han repræsenterede
Nedenæs Amt paa det overordentlige Storting 1814 og det andet
ordentlige Storting 1818. Paa begge Ting var han Medlem af
Odelstinget. Paa det sidste gjorde han sig bemærket som Oppo-
sitionsmand ved temmelig vidtgaaende Forslag. Skjønt han talte
for Foreningen med Sverige (20. Okt. 1814), maa han henregnes
til de Patrioter, der havde sin Rod i den gamle "Tid, hvorfor han
ogsaa med Skarphed optraadte mod Nicolai Wergelands berygtede
Bog «Danmarks politiske Forbrydelser mod Norge» (1816). Mest
bekjendt er han bleven ved sin Katekismus-Forklaring: «Religions-
spørgsmaal med Svar» (Kbh. 1806; 6. Opl., Chra. 1816), hvori den
rationalistiske Opfatning af de kristelige Dogmer utilhyllet frem-
træder. Bogen blev ikke avtoriseret, men alligevel temmelig meget
benyttet. A. blev 1800 gift med Anne Marie Simonsen, en Kjøb-
mandsdatter fra Risør. Han var Fader til den berømte Mathematiker
Niels Henrik A. (f 1829). Han døde 5. Maj 1820.

J. Aas, Gjereslad Præstegjæld og Præster, Risør 1869, 8. 151 f. Halvorsen,
Norsk Forf. Lex. D. Thrap.

Abercron, Christian Frederik, 1749—1815, Officer, er født
i Gliickstadt 8. Maj 1749 og Søn af Oberstlieutenant i Dronningens
Livregiment David Vilhelm A. (f. 1719 + 1791) og Marie Elisabeth,
en Borgerdatter fra Gliickstadt. Paa fædrene Side hørte han til
den skotske Slægt Abercromby. A. indtraadte i sit 14. Aar som
Underofficer i Dronningens Livregiment, udnævntes 1769 til Sekond-
lieutenant og avancerede derpaa langsomt gjennem de følgende
militære Grader; først 1808 naaede han, der den Gang var ansat i

Abercron, Chr. Fred. 37

det oldenborgske Infanteriregiment, at blive Oberstlieutenant, og
han deltog samme Aar som Kommandør for Regimentets 1. Bataillon
i Bevægelserne paa Fyn mod de insurgerende spanske Hjælpe-
tropper. Det næste Aar fik han Lejlighed til at udmærke sig
under Expeditionen, der af et kombineret dansk-hollandsk Korps iværk-
sattes mod Friskarehøvdingen Schill, og han fremhæves i Rapporterne
for den Bravour, hvormed han ved Stormen paa Stralsund førte
sin Bataillon frem til Angreb. Han hædredes i den Anledning
saa vel med Danebrogsordenens Ridderkors som med den hollandske
Reunionsorden. 1812 avancerede han til Oberst og Kommandør
for Regimentet, hvis 4 Musketerbatailloner vare indlemmede i den
«bevægelige Armédivision», der under Ewalds Kommando var
opstillet i det sydlige Holsten. Det følgende Aar betroedes ham
Befalingen over 2. Brigade af dette Korps, der nu under Navn af
Auxiliærkorpset kommanderedes af Prins Frederik af Hessen og
var underlagt Marechal Davout, og i de Bevægelser og Kampe,
som Korpset deltog i, saaledes bl. a. i den for de danske Vaaben
glimrende Arriéregardetræfning ved Sehested, fik han Lejlighed til
ogsaa i de højere Kommandoposter at vise sig som en erfaren og
omsigtsfuld Fører. — A. var gift med Sophia Amalie Wilcken og
døde i Rensborg 26. Febr. 1815.

En af hans Sønner, Car/ Frederik A., ligeledes en dygtig
Soldat, der allerede som ganske ung Lieutenant havde udmærket
sig i Krigen 1813, men som ogsaa tidlig havde lagt et udpræget
slesvig-holstensk Sindelag for Wagen, plettede Navnet, der nu
i henved 150 Aar havde været baaret med Ære af talrige Offi-
cerer i den danske Hær, ved i 1848 som Kapitajn i 16. Linje-
infanteribataillon ganske at svigte Fanen og ved at forlede sine
Sønner, der vare danske Kadetter, til at desertere fra Akademiet.
I Oprørsarmeen betroedes ham vigtige Kommandoposter, og i Slaget
ved Isted var han Chef for 2. Insurgentbrigade, der dannede
Willisens højre Fløj og havde til Opgave at omgaa og falde den "
danske Hær i Ryggen. A.'s fremadgaaende Bevægelse blev imid-
lertid standset af Brigaden Krabbe kort foran Passet ved Vedelspang,
og der udspandt sig som bekjendt her mellem de to Hærafdelinger
en skarp, standende Strid, der, hvad den taktiske Føring paa begge

Sider angik, dannede en af Slagets smukkeste Episoder.
Manthey, Ridderes Levnetsløb 1809- 17. C. Th. Sørensen, Kampen om
Norge. 5. A. Sørensen.

38 Abildgaard, Chr. Uir.

Abildgaard, Christian Ulrich, 1698—1771, Skolemand, er
født i Throndhjem 1. Avg. 1698; Faderen Jens A., Premierlieut. ved
Artilleriet, Moderen Hilleborg Bugge. Student 1716, Cand. theol.
1718, 1726 Rektor i Kalundborg, 1735 Magister, 1739 Konrektor og
1748 Rektor i Helsingør, død 14. Maj 1771. Han skal have været
en fortrinlig Rektor. Gift 1. 1734 med Birgitte Amundin, + 1735,
2. med Christine Feilberg.

Hundrup, Lærerstanden ved Helsingørs kerde Skole

Chr. Bruun.

Abildgaard, Nicolai Abraham, 1743—1809, Maler. A. er
født i Kjøbenhavn (døbt 11. Sept. 1743); hans Fader var Arkiv-
tegneren Søren A. (s. d.). Da han som Dreng ansaas for at have
ringe Evner, sattes han i lære hos en Malermester; men det maa
erindres, at hans Hjem og Omgivelser samtidig bøde hans, da den
en Gang var vaagnet, ualmindelige Trang til Dannelse Næring. Som
Malersvend arbejdede han paa Iekorationer under Prof. J. E.
Mandelberg og besøgte nu ogsaa det nye Kunstakademi, hvor han
fra 1764 til 1767 vandt Medaillerne. Tre Konkursarbejder af ham
(Malerier over gammeltestamentariske Æmner) bevares paa Kunst-
akademiet; de vise tydelig, at det, som Akademiet paa hin Tid
meddelte sine Elever og atter krævede af dem, kun var en aldeles
overfladisk Praxis i at lave et Billede i en Manér, som for den,
der ikke saa nøjere til, kunde minde om Nic. Poussin, le Brun
og de øvrige franske Malere. Naturen kastede man kun et flygtigt
Blik paa gjennem en tankeløst overleveret Kunststils Briller. Det
blev senere A. selv, som først indlagde sig Fortjeneste af at højne
Niveauet for Akademiets Malerskole meget betydelig; dog maa
det her strax bemærkes, at hans Stræben ingensinde gik i Retning
af at sætte Kunsten i noget nærmere, mere direkte Forhold: til
Naturen og Virkeligheden. Han var bestandig erklæret Idealist,
endog i den Grad, at han ikke gav sig af med at male Portrætter;
han øste Kunsten i alt væsentligt op af den ældre, klassiske Kunsts
Kilder. Selv hvor han i et eller andet satirisk Æmne tegner eller
maler noget, som skal forestille den samtidige Virkelighed, er
Stilen i hans Fremstilling alligevel ikke formet over Virkeligheden,
men over den store Kunsts "Traditioner.

For en dansk Maler af denne Retning er Udenlandsrejsen
den vigtigste Sag af alle. Den store Guldmedaille, som han havde
vundet, gav ham Adkomst til et Stipendium; men han maatte
vente paa det i 5 Aar (til 1772). Medens det tidligere havde

Abildgaard, Nic. Abraham. 39

været det almindeligste, at de rejsende Kunstnere først gik til
Paris, begav A. sig lige til Rom og forblev der, med Udflugter
til Neapel osv., i 5 Aar, ivrig beflittet paa at udvide og uddybe
sin kunstneriske Dannelse. Efter nedarvet Skik studerede han
Annibale Carraccis Freskomalerier i Palazzo Farnese, dernæst Rafael,
som han, i alt Fald senere, skattede højere end alle andre Malere,
og Michelangelo, der dog synes at have haft mere Indflydelse paa
ham end Rafael. For Koloritens Skyld kopierede han Titians
store Altertavle med den nøgne Sebastiansfigur (nu i Vatikanets
Galleri): den pragtfulde, dybe, rødlig gyldne Karnation og den
fede Paasætning af Farven i denne Skikkelse fik en overordentlig
bestemmende Indflydelse paa hans egen Farvegivning hele hans
Liv igjennem. Men alsidig anlagt, som han var, studerede han
alle Kunstens Grene: Skulptur, Arkitektur, Dekoration og er-
hvervede sig meget betydelige Kundskaber i Mythologi og Antikvi-
teter saa vel som i Anatomi og Perspektiv. Antikens plastiske
Sans beundrede og studerede han i dens Skulptur og i dens Vase-
former, Bygningsformer, Møbler; Levningerne af dens Malerkunst,
som man den Gang netop begyndte at faa Øjet op for, interesserede
ham; men han synes ikke at have vurderet dem saa højt, som de
fortjene.

Med Rette benyttede han sit Ophold i Italien mere til Studium
end til Produktion. Det betydeligste Maleri, han frembragte, var
«den jamrende Philoktet» (i den kgl. Malerisamling). Det laa godt
for A. hele hans Liv igjennem at vælge en enkelt, betydningsfuld
Skikkelse til Gjenstand for Maleri eller Tegning: han komponerede
vel meget kunstfærdig; men et dramatisk Sammenspil mellem flere
Figurer blev aldrig hans Sag, det hæmmes af hans overvejende
Interesse for den enkelte Figurs Stilling og Linjer. Hans Philoktet,
som man ikke kan frakjende virkelig Alvor, men heller ikke sige
fri for Affektation, vidner i Henseende til Behandlingen af Legemet
om et meget dybtgaaende Studium: enkelte Partier, som højre
Arm og Haand, ere næsten uovertræffelige; andre Ting rigtignok
mindre vel lykkede (den bløde, slappe Ryg); Farven er glødende,
stilfuld og skjøn, men ganske vist ikke studeret efter Naturen.
Senere, da ÅA. mere malede sine Figurer «ud af Hovedet», hen-
faldt han til en Ensformighed, som har været paafaldende for alle:
Skikkelserne blive alle lange og smalle ligesom hans egen, deres
Gang krumknæet og slæbende; Bevægelsen af Figurens enkelte
Dele følges hyppig ikke rigtig ad, falder ikke sammen til en hel,

40 Abildgaard, Nic. Abraham,

sandt opfattet Bevægelse; heri føler man allermest Savnet af et
skarpt og hurtigt Blik for det virkelige Livs Fænomener. Dog
bliver der bestandig noget vist storladent ved hans Skikkelser, og
det bør stærkt fremhæves, at man vilde kunne sammensamle et
lille Galleri af tegnede og malede Abildgaardske Figurer, maaske
mest fra hans senere Periode, af en ren og glimrende Skjønhed,
Frembringelser af en virkelig udmærket Kunst.

I Juni 1777 forlod A. Rom med Haab om at kunne blive
Professor ved Akademiet i Kjøbenhavn, efter at Als var død Aaret
i Forvejen. Han stod nu virkelig som en af Evropas lærdeste
akademiske Malere, i lignende Betydning som man kan bruge
dette Udtryk om hans samtidige: Mengs, Fussli, Julien de Parme,
Reynolds, Benjamin West; hans Navn var kjendt og anset flere
Steder i Evropa. Inden Hjemkomsten opholdt han sig nogle
Maaneder i Paris. Her fik Poussins Stil, der jo tidlig havde ind-
virket paa ham gjennem Overlevering, vistnok ny Betydning for
ham; man synes ogsaa at spore Indflydelse af Kustache Lesueur.
Det manglede ikke paa Upfordringer til at gjøre Medlemsarbejde
for Optagelse i det franske Akademi; men han undslog sig af
Mangel paa Tid — ikke af Stolthed, udtalte han senere, skjønt
han med det samme erklærede, at han ikke satte alt for megen
Pris paa denne Ære.

I Dec, s. A. er han atter i sit Fædreland. Han udvirker
extraordinært, at han strax kan blive agreeret ved Akademiet,
tager derefter fat paa sit Medlemsarbejde («Svend Tveskjæg og de
danske Kvinder»), bliver Medlem af Akademiet næste Foraar,
ansøger strax om at blive Professor og opnaar det. Samtidig med
en flittig Virksomhed i Akademiet er han i de første 16—17 Aar
derefter tillige meget produktiv som Kunstner. Hans store monu-
mentale Værker skulle vi strax omtale; men foruden dem udgaar
der fra hans Atelier en Mængde mindre, hvortil Æmnerne vare tagne
fra alle Haande litterære Kilder — undertiden mindre bekjendte,
eftersom A. satte mere Pris paa Anseelse for Lærdom end paa at
blive let forstaaet. Der var græsk Mythologi og romersk Historie,
Scener fra det gamle Norden efter Saxe eller efter Ewalds Behand-
linger, Ussianske eller Shakespearske Skikkelser, Illustrationer: til
Niels Klim, som udkom i Clemens' smukke Stik. Skulde noget
særlig fremhæves, kunde det vel blive hans smaa Malerier med
enkelte Figurer af de to heroiske Skjalde Homer og Ossian, eller
hans Sokrates i Fængselet (alle ligeledes stukne af Clemens). Tillige

Abildgaard, Nic. Abraham. KV

syslede han med Modellering, Kobberstikkunst, Læsning og Forfatter-
virksomhed osv.

Omtrent 1780 bød den danske Regering ham som «kongl.
Historiemaler» en højst ærefuld Virksomhed: de største monumentale
Opgaver, som kunde falde i en dansk Malers Lod, og en efter
Datidens Priser anselig Løn derfor (1000 Rdl. d. C. = 3200 Kr.
aarlig). Den overdrog ham nemlig at udføre fædrelandshistoriske .
Malerier til Christiansborgs Riddersal, det betydningsfuldeste Rum
af verdslig Karakter i hele Landet. Paa de større Vægfelter for
neden skulde den nyere Tids Historie fremstilles i et Billede fra
enhver af de oldenborgske Kongers Regeringstid, i Salens øvre
Del Æmner fra de ældre kristelige Kongers Historie, og i Loftet
allegoriske Malerier med Hentydning: til Rigets Tilstand under
Oldtidens hedenske Konger. Til disse Billeder — Oliemaleri paa
Lærred i fuld Farve — sluttede sig andre, malede graat i graat som
Relieffer. Nogle af Hovedbillederne vare rent historiske Malerier, f. Ex.
Christian IV i Slaget ved Femern, havde til Dels endog en temmelig
tør administrativ Karakter, som Christian VI's Oprettelse af Dokken,
Flaadearsenalet og Brandkassen i Kjøbenhavn. Men paa andre
Malerier vare historiske og allegoriske Figurer blandede mellem
hverandre efter det Exempel, som Rubens havde givet i sit berømte
Galérie Medicis. Frederik V var forherliget som «den hyper-
boræiske Apollo», tronende paa Skyer, omgivet af Minerva medica
(Hentydning til Hospitalerne), Juno Lucina (Fødselsstiftelsen),
«Freden», «Kunstakademiet», Neptun osv. Dette allegoriske
Element var eneraadende i fire Dørstykker, som A. malede i
«Souveræn-Gemakket» paa Christiansborg, og som forestillede Hoved-
epokerne i Evropas Historie.

Den Slags Allegori ansaas af "Tidsalderens Æsthetikere for
«Kunstens højeste og vanskeligste 'Prin, som kun Malere af første
Rang kunde opnaa», og A. erhvervede sig Navn af en «højst
genial Allegorimaler». Man beundrede f. Ex., at han for at
minde om Krudtets Opfindelse havde fremstillet «Europa» siddende
paa en Kanon, der er omstrøet med Bomber og Kugler. «Europa»

saas her — med Hensyn til Søfart og Handel — med et Kompas
i den ene Haand og et Par Vægtskaale i den anden. «Vægt-
skaalene staa i Ligevægt, men ere tomme — hvor sindrig ud-

trykkende!» udraabes der. (Der skal dog en ret sindrig Læser
eller Beskuer til at fatte, hvori det sindrige her egentlig bestaar.)
Disse dybsindige Ideer ansaa man for særlig udviklende for den

Pr Abildgaard, Nic. Abraham.

unge Kronprins: »Store, og sikkert — derom kan ej tvivles uden
af dem, som intet kjende til hans Karakter — frugtbare, gavnrige
Tanker maa gjennemstrømme hans Sjæl ved ethvert Blik, han
kaster paa dem.»

Det var, som man ser, en Slags kunstnerisk Hieroglyfskrift.
A. vilde selv have vedkjendt sig dette Udtryk: han beundrede de
gamles «vittige Billedsprog» og paastod, at «der var et sandt
Billedsprog hos Grækerne som Hieroglyferne hos Ægypterne».
Han satte en Stolthed i at kunne dechiffrere den kunstige Sammen-
stilling af Symboler paa sent antike Monumenter; man har fra
hans Haand en virkelig sindrig og lærd Fortolkning af en antik
Marmortavle med Solens Billede (Minerva 1793, ID. Men Hieroglyfer
kunne kun læses af indviede, og et Chiffersprog duer kun for dem,
der ere i Besiddelse af Nøglen til samme. Derfor arbejdede A.
kun for et lærd og yderst faatalligt Publikum, eller maaske egentlig
for slet intet, og havde ogsaa, som han ved Lejlighed røber, en
Følelse af -at fattes Venner, som forstode ham». For det større
Publikum nærede han en souveræn Foragt. Et satirisk Billede af
ham, »le sort des artistes», stukket af Clemens, viser Publikum foran
et Maleri: det bestaar af Personer med Æselsører, Svine- og Faare-
hoveder, af Kalkuner og Gæs osv. Billedet har følgende Motto
af la Fontaine:

Ceci s'adresse å vous, esprits du dernier urdre,
Qui n'étam bons å rien, cherchent sur tout å mordre.

Dette er jo meget fornemt; men det er des værre for en
Kunstner en mer end halvt ulykkelig Stilling at staa i et saa
aldeles fjærnt Forhold til dem, der skulle se hans Billeder.

Han var unægtelig ikke saa ganske kommet paa sin rette
Hylde. Derfor ligger det Spørgsmaal nær, om han da egentlig
var kaldet til at være Kunstner, et Spørgsmaal, som Høyen, senere
tiltraadt af Weilbach, har besvaret benægtende. Det skal være
«ene ved Arbejde, ved Flid», at han har naaet sine Resultater;
«det var cn begavet og aandrig Mand, som invita Minerva søgte
at blive Kunstner». Men det er ikke rigtigt. Ingen Kunstner
i Verden er blevet fremragende uden stor Flid; men ingen har
frembragt Arbejder som mange af A.'s alene ved Flid. Han havde
store Naturgaver netop til det egentlig kunstneriske i Kunsten, et
overordentlig sikkert Øje for Form og et endnu finere for Farve:
han staar endnu som en af de faa danske Malere, der med Rette

Abildgaard, Nic. Abraham. 43

kunne kaldes Kolorister. Ogsaa for den rent mekaniske, praktiske
Del af sin Kunst havde han udmærkede Evner: han var en Virtuos,
en dreven Tekniker. Det, som det skortede ham paa, var ikke
Kaldet og Evnen, men det rette Kunstnersind, der finder sig
rigtig fyldestgjort ved Udøvelsen af Kunsten. Med sin overlegne
Intelligens og stærke Selvfølelse vilde han fremfor alt være en af
de Mænd, som gik i Spidsen for Udviklingen. Der har været
Tider, da de forreste Pladser virkelig indtoges af Kunstnerne; men
det kunde ikke blive Tilfældet i en "Tid, der var saa mægtig
bevæget af filosofiske og politiske Kampe som A.'s, tilmed i et
Land, hvor Kunsten var ny og en lidet anerkjendt Magt. Derfor
havde han ikke nok i sin Kunst, selv om han paa de gamle
Renaissancemestres Vis vilde udøve alle Kunster. Han vilde være
Leder og Styrer, "Tænker, Forsker, Kritiker, Lærd. Og dette
virkede tilbage paa hans Malerkunst: for at give den en Stemme
med i Diskussionen gjorde han den mere filosofisk og pædagogisk,
end dens Natur tillod; den led Skade paa sin æsthetiske Uskyldig-
hed, erstattede den umiddelbare Følelse ved spidsfindig udspekulerede
Hentydninger, saa at til Slutningen Forklaringen i Katalogen blev
mere vigtig end Malerierne selv.

Christiansborgs Brand i Febr. 1794 blev en afgjørende Begiven-
hed i A's Liv. «Nu brænder mit Navn», raabte den ærgjerrige
Mand. Han havde den Gang afleveret 10 af de større Malerier, af
hvilke kun tre frelstes. Ej alene Fortidens Arbejde gik til Grunde,
ogsaa Fremtidens Virksomhed og dens Løn indskrænkedes med ét.
Den kraftige Mands Virkelyst led et alvorligt Knæk: Arbejdet i
Atelieret smagte ham i lang Tid ikke, som Maler frembragte han
i 6 Aar saa godt som intet. Arkitektur og Dekoration synes i
denne Mellemtid at have været mere tillokkende for ham. Han
ledede Dekorationen af det Levetzau'ske Palais paa Amalienborg
(for Tiden Udenrigsministerium); i det plastiske Arbejde deltog
hans unge Ven "Thorvaldsen. Gjenopførelsen af store Partier af
Kjøbenhavn efter Branden 1795 gav ham ikke alene flere dekorative
Opgaver, men gjorde ham endog til udøvende Arkitekt: Vinhandler
Lorenzens Gaard paa Nytorv opførtes efter hans smukke Plan
(desuden vistnok en stor Gaard paa Gammeltorv). Han syslede
ogsaa med Planer til Christiansborgs Gjenopførelse. Men i Begyn-
delsen af det nye Aarhundrede fik han under forandrede huslige
Forhold ny Lyst til Malerkunsten. Han udførte med megen Omhu
fire Malerier, som fremstille Scener af 'Terents' Komedie «Andria»

4 Abildgaard, Nic. Abraham.

lå den kgl. Malerisamling), desuden et Par fine Smaabilleder af
Appulejus' «Gyldne Æsel» (sammesteds). 1 de terentsiske Billeder
har A., som Høyen fremhæver, mindre tænkt paa at fremstille det
antike Theater end Hverdagslivet i en antik By: det er derfor en
Inkonsekvens, at Davus optræder med den komiske Maske for
Ansigtet. Meget i disse Malerier minder for Resten endnu om Poussin.

A., som i sin Ungdom havde oplevet den Struenseeske Periode
i Danmark, senere i Rom Jesuiterordenens Ophævelse og i Paris
de stærke Brydninger, der gik forud for Revolutionen, hyldede
afgjort frisindede og fritænkerske Anskuelser. Han var saa temmelig
en Præstehader og vistnok en meget lunken Beundrer af Kongerne,
om han end med sin Pensel forherligede den oldenborgske Stamme.
Hvor Regeringen selv optraadte i den nye Tids Aand, som ved
Bondeemancipationen, samstemmede han med den: han var en
af Indbyderne til Indsamling for Frihedsstøtten (1792), han gav
"Tegning til dette Monument som Helhed og til de to Relieffer
paa Fodstykket. Men for Resten kom hans Anskuelser, især i den
sidste Tid af det 18. Aarh., tit i Strid med konservative Avtoriteter
og Traditioner. 1 en (anonym) Artikel i «Minerva» 1798 protesterer
han i en irriteret Tone imod, at en Hædersmedaille for Biskoj
Balle havde faaet Mottoet: «Religionens Ven, Statens Ven» («
ville ikke engang betragte disse Ord i deres videste og mest for-
hadte Betydning, — at ingen skulde være Statens Ven uden tillige
at være Religionens» — — men «hvad har Politik med Dogmatik,
Stat med Religion, nogen menneskelig eller borgerlig Myndighed
med min Tro at gjøre?»). Han var den Gang Omgangsven med
den franske Republiks Repræsentanter og med P. A. Heiberg.
Da Heiberg i Følge Hof. og Stadsrettens Dom af 24. Dec. 1799
skulde gaa i landflygtighed, tegnede A. til hans Stambog et
Billede af en kvindelig Skikkelse, som i fortvivlet Sorg og Skam
skjuler Ansigtet i Hænderne, medens Retfærdizhedens Symboler
ligge henslængte paa Jorden. Han snærtede ogsaa Samfunds-
tilstandene i satiriske Billeder i en Aand, som minder om P, 4,
Heibergs polemiske Digte («Lykkens '"Tempel=, malet paa en
Kakkelovnsskjærm, og Laterna-magica-Billeder, stukne af Clemens
m. m.). Det kan være hvast og sindrigt og i kunstnerisk Hen-
seende pikant og smukt; men det er, ligesom Billederne til Niels
Klim, ganske blottet for umiddelbart komisk Lune.

I sit Forhold til Akademiet og sine Kunstfæller begyndte A.
som Opponent og endte som Despot. Allerede da han ansøgte

Abildgaard, Nic. Abraham. 45

om Rejsestipendium, optraadte han som Reformator, idet han
krævede Stipendierne tildelte ikke som hidtil efter Anciennitet,
men efter Konkurrence. Han havde Ret i Principet og vandt
Sejr, maaske ved Struensees Indblanding; naturligvis høstede han
selv Fordelen deraf. Næppe er han blevet Professor (1778), før
han nedlægger Indsigelse imod den Bestemmelse, at Professorerne
selv skulle betale deres Patenter, og erklærer sig utilfreds med sin
Løn som kgl. Historiemaler (til Dronning Juliane Marie sagde han:
«Deres Majestæt, jeg tjenergnu paa det samme som en Hyrekusk»).
Ogsaa denne Gang føjede man ham. Senere, da han ansaa sig
for moden til at blive Akademiets Direktør, 1787, nedlagde han
Indsigelse mod den forrige Direktørs, Wiedewelts, Gjenvalg; fore-
løbig uden Held, dog opnaaede han næste Gang sit Ønske, idet
han enstemmig valgtes til Direktør for Perioden 1789—91. Saa
længe hans ældre Kolleger Wiedewelt og især Harsdorff levede,
kunde hans Indflydelse næppe være eneraadende, om man end
allerede tidligere kunde høre ham kaldt «den almægtige Abildgaard» ;
men da de faldt fra eller svækkedes, var der ikke længere nogen
indenfor Akademiet, som kunde holde ham Stangen. Han var
uafbrudt dets Direktør fra 1801 til sin Død 1809. Akademiet kunde
paa mange Maader være tjent med en saa dygtig Mand til Leder;
han har bl. a. Fortjeneste af dets Forsyning med Gibsafstøbninger
og andet Apparat. Men han kunde optræde overmaade egenraadig
og havde en Tilbøjelighed til at samle saa meget af Akademiet
og overhovedet af Landets monumentale Kunstøvelse i sin Person
som muligt. Foruden at være Professor ved Modelskolen vilde
han ogsaa være Professor i Mythologi og i Anatomi; dog føjede
Regeringen ham ikke heri, saa lidt som i hans Ønske om at lede
Christiansborgs Gjenopførelse.. Mødte han Vanskeligheder fra Akade-
miet, trak han sig gjærne som den vrede Achilles tilbage i sit
Telt; det skete navnlig 1798—1800.

Som Personlighed er A. blevet meget strængt bedømt fra for-
skjellige Sider. En samvittighedsfuld Historiker som Werlauff (Hist.
Tidsskr. 4. Række, 4. Bd.), der endog har overdrevne Forestillinger
om hans kunstneriske Betydning, siger, at «han fra Karakterens
Side var mindre anset; man antog og har stedse antaget, at han
i høj Grad var Egoist og derfor søgte at fjærne eller nedtrykke
alle fremspirende Talenter, i hvilke han troede at kunne befrygte
nogen Rival». Denne Dom kan, som ogsaa Weilbach har antydet,
ikke anses for retfærdig. A. har en Gang ved Lejlighed ytret:

46 Abilagaard, Nic. Abraham.

«Hvad de franske kalde Jalousie de métier, tror jeg ikke, man
med Rette skal kunne beskylde mig for, i det mindste er jeg mig
det ikke selv bevidst.» Naar man til Støtte for Anklagen nævner
hans bekjendte Sammenstød med A. J. Carstens, da denne i sin
Ungdom opholdt sig i Kjøbenhavn, maa det erindres, at Carstens
selv netop meddeler, at A. efter at have set hans tidligste Forsøg
vilde drage ham frem og drage ham til sig. At det kort efter
kom til et skarpt Brud imellem dem, er ikke saa underligt, efter-
som Carstens fra sin Side medbragje en lignende Lyst til at
«nedlægge Indsigelser», som var ejendommelig for A., ja endog
aabenbart brændte af Lyst til at udmærke sig som Oprører; han
karakteriserer selv sin Færd paa et lidt senere Standpunkt som
«starrsinniger Trotz».

Vistnok krævede A. meget for sig selv: Magt, Indflydelse,
en rundelig og anset Tilværelse; men han satte Pris paa det
virkelige og solide Venskab og var ikke ligegyldig for andres
Interesser, naar de vare Interesse værd. Mette bevises især af
hans Forhold til "Thorvaldsen, som er mindeværdigt i vor Kunsts
Historie. A. synes tidligere end nogen anden at have haft en
bestemt Overbevisning om "Thorvaldsens Betydning, og det uagtet
den unge Kunstners naive, bløde, drømmende Natur, der var saa
utilgængelig for kerde Kundskaber, var meget forskjellig fra hans
egen. Han tog sig med den utrætteligste Iver af "Thorvaldsens
Sager og gjorde ham uundværlige Tjenester. Og hans Venskab
for Thorvaldsen gjaldt ikke alene den lovende Kunstner, men
strakte sig til hans rent menneskelige Forhold. Under Begyndelsen
af Thorvaldsens Ophold i Italien hjalp A. uafladelig hans fattige
Forældre. En Ytring af den gamle Fader i et Brev til Sønnen i
Rom fortjener at anføres til Modvægt mod hint Ry for Egoisme:
«Der er ingen af dine Venner, der har gjort mig noget godt, und-
tagen Hr. Justitsraad Abildgaard.»

Men i Venskab gjælder det ikke alene om positive "Tjenester,
men ogsaa om Maaden, hvorpaa de ydes: af Maaden kjender man
Hjærtelaget. Og heri har der vistnok tit været noget stødende
ved A's Færd. Han synes temmelig hensynsløst at have paa-
byrdet Thorvaldsen Hverv og Kommissioner, der voldte Omkost-
ninger, uden at være tilstrækkelig redebon til at dække disse.
Og han taler lidt vel meget om sin Protektion. «Vær De ganske
rolig», skriver han, «jeg har en Gang været saa heldig at kunne
bidrage noget til Deres Vel, og jeg slipper sjældent halvgjort

Abildgaard, Nic. Abraham. 47

Arbejde. Hvad jeg kan gjøre for Dem, kan De lide paa, skal
ikke blive forsømt.» A. kunde med Sandhed udtale disse Ord;
men man synes dog at mærke igjennem dem et Sind, der ingen-
lunde glemmer sig selv for Vennens Interesser, men tager den
Opgave at virke for dem som et Stykke Arbejde, der tiltaler hans
stolte Energi, hans Lyst til at sætte sin Vilje igjennem. Desuden
var han overdrevent lidt følsom i sin Udtryksmaade, som da han i
et Brev af 17. Jan. 1804, rent i forbigaaende og midt inde mellem
andre "Ting, melder Thorvaldsen — hans Moders Død! («Om De
ikke allerede véd det, vil jeg herved lade Dem vide, at Deres
Moder er død og begraven for en 14 Dage siden; naar Deres

" Fader trænger, kommer han til mig, og jeg giver ham den Under-
støttelse, jeg formaar, som jeg for Fremtiden skal vedblive for
Deres Skyld.») Intet Under, at Thorvaldsen baade ved Indholdet
og Formen af denne Meddelelse følte et Stik i Hjærtet, som i
længere "Tid gjorde ham bittert stemt mod A. Og dog var det
A., som i Gjermingen ogsaa havde hjulpet her, i det han havde
lagt de fornødne Penge ud til Moderens Begravelse. Han brugte
senere det Udtryk, at -han havde «betalt hendes Begravelse»; men
af et Brev fra Gotskalk Thorvaldsen ser man dog, at det denne
Gang var et Laan. .

Vi fremdrage dette Træk exempelvis til Oplysning om hans
Handlemaade i rent menneskelige Anliggender. Ligesom hans
Kunst har hans personlige Væsen baaret Præg af Viljens og Intelli-
gensens Overvægt over den umiddelbare Følelse. Han har desuden
vistnok manglet en vis naturlig Ynde, været haard og kantet af
Væsen ligesom af Figur, kold, arrogant og bydende i sin Tale,
selv hvor han mente det godt. Deraf forstaar man let, at han
har stødt an imod manges Egoisme, hvilket atter tilstrækkelig for-
klarer, at han selv er blevet udskreget som en stor Kgoist. Paa
hin Tid, da den offentlige Stemme kun gjorde sig lidet gjældende
om Kunstens Anliggender, maatte Kritiken lige saa vel som Kunsten
mest udøves fra oven, fra Akademiet og dets styrende Mænd.
Sikkert har mangt et lille Kunstneræmnes Indbildskhed vaandet
sig for hans hvasse, spodske Ord og ment sig berettiget til at
jamre over, at han ingen Rival vilde taale ved Siden af sig, selv
om vedkommende aldeles manglede Evne til at blive hans Rival.
Om han end «fra Karakterens Side var mindre anset», saa har han
dog sikkert i det mindste været anset for at have Karakter, hvilket
ikke er nogen ringe Ros.

48 Abildgaard, Nic. Abraham.

En samtidig Tegning viser A. i et af hans smukke, rumme-
lige Værelser paa Charlottenborg: den lange, magre Skikkelse
sidder fordybet i sine Tanker, med Ryggen støttet mod en Kom-
mode, hvori han har sin Samling af Mønter, Kobberstik osv.;
Fødderne med Tøfler paa strækker han hen imod Kakkelovnen.
En opslagen Bog har han lagt fra sig; en stor Reol med Bøger
staar umiddelbart ved Siden af ham. Det har vistnok været en
Yndlingssituation for A., som en Vennehaand (formodentlig Sergel)
her har skildret. Han lagde megen Vægt paa en skjøn, solid,
kunstnerisk Udstyrelse af sit Hjem, gav selv Tegninger til sine
Møbler efter antike Motiver, i en Stil, som den Gang var ny i
Danmark, og omgav sig med en ret kostbar Samling af Billed-
værker, Bøger og alle Haande Kunstsager. Hjemmet havde ikke
altid været lykkeligt for ham. Hans første Hustru, f. Oxholm,
skal have været «en meget lunefuld Person»; Ægteskabet opløstes ved
Skilsmisse, og en Søn af det døde. Senere, som en Mand paa 60
Aar, 1803, indgik han et nyt Ægteskab med en smuk og aandrig ung
Kone, som var skilt fra sin Mand (Juliane Marie f. Ottesen, f. i
Ostindien 1770, 1848, forhen gift med Kammerjunker A. Hauch).
Det skal have været ct virkeligt Inklinationsparti, og det gjorde
den aldrende Mand lykkelig. Paa et af sine seneste Malerier, en
af Illustrationerne til "Perents' «Andria», har A. malet sig selv i
Mellemgrunden som en antik Borger, staaende i sin Husdør med
sin Hund, medens den unge Hustru sidder uden for Døren med
Barnet paa Skjødet — en Gruppe af ualmindelig Skjønhed. Det
er et idealiseret Billede af hans sene huslige Lykke. Ægteskabet
skjænkede ham to Sønner og en Datter. Han forøgede endnu
dette Familielivs Skjønhed ved at kjøbe et yndigt lille Landsted,
Spurveskjul, ved Frederiksdal; der døde han 4. Juli 1809, efter-
ladende sig rundelige Kaar for sin Familie.

Hans Portræt er malet af Juel og modelleret i Medaillon af
hans Ven, den berømte Sergel. Senere har Saabye modelleret en
Statue af ham efter samtidige Portrætter.

Weilbach, Konstnerlex. Jul. Lange.

Abildgaard, Niels Lauridsen, —1313—, var af Kong Erik
Menved bleven gjort til Ridder og Landsdommer i Nørrejylland
og forlenet med 3 Herreder. Ikke desto mindre var han blandt
de Adelsmænd, som paa Kongens Tog ind i Sverige 1309 forlode
«ham. Den Gang blev han dog benaadet; men 1313 hørte han til

Abildgaard, Niels Lauridsen. . 49

Hovedmændene for den jyske Almues Opstand. Han blev 1314
dømt fra Liv og Gods; men i hvilket Omfang Dommen blev
udført, vides ikke.

Huitfeldts Krønnike. Suhm, Hist. af Danmark XI. Fr; Kinch.

Abildgaard, Peter, 1695—1778, Præst, født 30. Marts 1695
i Throndhjem af Forældrene Jens A., Premierlieutenant i Artilleriet
(Jyde), og Hilleborg f. Bugge. Han kom i 'Throndhjems Skole under
den bekjendte Rektor Anders Borch og blev her til Avg. 1708,
da Skolens Bygning brændte. Forældrene, der vare i trange Kaar,
kunde ikke skaffe de 3 Sønner privat Undervisning, men bleve
lykkelig hjulpne ved daværende Oberstlieutenant Vincents Budde,
der skaffede dem Plads i Christianias rigt doterede Skole. Her
blev A. færdig til Universitetet 1711, men opsatte sin Rejse paa
Grund af Pesten i Kjøbenhavn. Da han nu 1712 skulde afsted,
havde han ingen Penge og maatte for at tjene lidt tage en Hus-
lærerpost hos en Præst paa Nøtterø. 1713 kunde han rejse og
blev s. A. Student og fik ved Søren Lintrups Velvilje Kost paa
Klosteret, som han dog maatte give Slip paa 1714 efter at have
faaet Examen phil. og Baccalaureigraden. Da han ingen Under-
støttelse havde, maatte han tage hjem til Norge som Huslærer,
først hos Lagmand Stockfeth, siden hos Præsten Søren Michelsen
i Asker. Her var han, da Carl XII laa i Christiania 1716.
Svenskerne havde Posteringer i Asker. A. kunde herved komme
til Kundskab om et og andet og vovede sig paa ensomme Skov-
stier nogle Gange til General Liitzows Hovedkvarter i Lier for at
give Underretning. 1718 drog han atter til Kjøbenhavn, tog Exam.
theol. og holdt Dimisprædiken. Da han vilde hjem til Norge saa
snart som muligt, maatte han tage over Fladstrand i aaben Baad
med en Kurer i Jan. 1719. Han kom lykkelig til Land og drog
til Throndhjem som Privatlærer, indtil han 1720 blev kaldet som
Personelkapellan hos Sognepræst Christoffer Hersleb i Stod, hvor
han led megen Nød, indtil han 1726 blev Sognepræst til Røraas.
Her virkede han i 52 Aar til sin Død 25. Jan. 1778. Han var en
dygtig Theolog og derhos bevandret i Mathematik, Fysik, Botanik
m. m., ligesom han øvede nogen Lægepraxis. Fortjeneste indlagde
han sig af Skole- og Fattigvæsenet bl. a. ved at opsamle for de
fattige en Kapital paa 2000 RÅdl., hvilket var betydeligt for den
Tid. Som Prædikant tilhørte han den gamle orthodoxe Skole, og
i Samtaler optraadte han ivrig mod de engelske Deister. Han

Dansk biogr. Lex. I. Febr, 1887. 4

so Abildgaard, Peter.

blev gift 1. 1722 med Anna Sophia Hersleb, sin Sognepræsts Datter
og Biskop P. Herslebs Søster (f. 1704 f 11. Marts 1745), 2. 1752
med Anna Hjort, Bergskriver Peder H.'s Datter (f. 1695 + Juli
1778). I sit første Ægteskab havde han 8 Sønner og 3 Døtre.
Giessing, Jubellærere II, 2, 261 fl. Erlandsen, Geistligheden i Throndhjems
Stift S. 180. D. Thrap.

Abildgaard, Peter Christian, 1740—1801, Veterinær. Han
blev født i Kjøbenhavn 22. Dec. 1740. Hans Fader var ndfr.
nævnte Søren A. Han meddelte Sønnen den første Undervisning
og lærte ham ikke blot de gamle Sprog og Tegnekunsten, men
lod ham allerede meget tidlig læse kemiske og mineralogiske Bøger.
Fra sit-12. til sit 16, Aar gik A. dernæst i Kathedralskolen, men blev
saa taget ud af 5. Klasse og sat i Lære i et Apothek, fordi
Faderen ikke mente at kunne faa Raad til at holde ham frem ad
den studerende Vej.

Heldigvis kom han til den bekjendte Apotheker J. F. Cappel,
som var en dygtig Kemiker, og hos ham kom han tillige i Berø-
ring med en ung Mand, F. H. Miller, der senere vandt et stort
Navn som teknisk Kemiker. Her var altsaa Lejlighed til at lære
Kemien grundig, og A.s Biograf, E. Viborg, fortæller ogsaa, «at
han, der om Dagen maatte passe sin Dont som Lærling i Apo- |
theket, ofte brugte Natten til kemiske Forsøg, medens han sæd-
vanlig anvendte Morgenstunden til at udvide sine Skolekundskaber».
Hos Cappel blev han i 4 Aar og vandt i høj Grad hans Yndest,
men da det ste Aar kom, meldte han ganske uventet sin Principal
og sin Fader, at han vilde være Student. Uagtet deres Modstand
satte han sin Plan igjennem og blev akademisk Borger i sit 20.
Aar (1760). Efter at have underkastet sig den filosofiske Examen
og taget Baccalaureigraden ved en Afhandling «de utilitate chemiæ
in æconomia reipublicæ» 1762 studerede han Medicin. Han blev
snart yndet af Universitetets Lærere, tegnede for E. Pontoppidan
til «Danske Atlas» og blev Amanuensis hos Prof. de Buchwald.

Imidlertid begyndte i 1762 Kvægpesten, der i Aarene 1745—51
havde hærget Danmark umaadelig, igjen at vise sig, og Frederik V
besluttede nu efter Bernstorfis Raad at sende 3 unge Medicinere
til Lyon, hvor Bourgelat i 1760 havde grundet den første Veterinær-
skole, for at de der kunde lære at behandle Kvægsygen. Valget
faldt blandt andre paa A., og herved blev han ført ind paa den
Vej, som senere fortrinsvis skulde gjøre ham berømt. Han kom

Abildgaard, Peter Chr. $1

til Lyon i 1763. Forholdene her tiltalte i Begyndelsen hverken
ham eller hans Rejsefæller. Uagtet det foruden deres særlige
Opgave med Hensyn til Kvægpesten tillige i al Almindelighed var
paalagt dem at lægge sig efter Veterinærkunsten, havde de egentlig
ingen Forestilling om, at de skulde tage fat paa en hel ny og
stor Videnskab. A. fortæller selv, at de nærmest tænkte paa at dyrke
de Studier, de allerede havde paabegyndt, og kun ved Siden af
søge at indhente Erfaring om Behandlingen af Kvægpesten. Men
nu fandt de i Lyon en Anstalt, der med de menneskelige Læge-
skoler som Forbillede lagde Vind paa det theoretiske Studium
især af Hesten og dens Sygdomme. Særlig Hestens Anatomi
dyrkedes, «maaske mere end ret var». Pathologien og Therapien
stode derimod paa svage Fødder. «1Den Videnskab, som Skolen
højtidelig lovede, skulde først grundlægges», siger A. Ve saa
snart, at Helbredelseskurene kun kunde kaldes Forsøg, og at
disse «experimenta», der vare overladte til ukyndige Elever, sjælden
anstilledes saaledes, at man deraf kunde høste grundig Kundskab
om Sygdommens Natur og Lægemidlernes Virkning. Undervisningen
led ogsaa af store Mangler, idet Bourgelat selv blot skrev sine
Forelæsninger og lod dem holde af ukyndige Kirurger, fordi det
ikke passede for en Mand af hans Stand at holde Forelæsninger.

Medens en af A.s Rejsefæller aabent udtalte sig om disse
Mangler og derved fornærmede Bourgelat saa meget, at han maatte
drage bort, kastede A. sig derimod med sin vanlige Energi ind i
Studiet og underkastede sig til sine Rejsefællers Forundring ganske
den Disciplin, som var indført for Skolens Lærlinge, der gjennem-
gaaende vare af langt ringere Opdragelse. Han lærte alt, hvad
der kunde læres, og vandt Bourgelats Yndest, saa at han endog
nogenlunde fandt sig i, at A. ogsaa søgte Undervisning hos Bour-
gelats Modstander Dr. Vitet: Man gjorde ham smigrende Tilbud
om at faa Ansættelse ved Skolen i Lyon, men han afslog dem og
vendte efter 2'/2 Aars Ophold der tilbage til Kjøbenhavn i 1766.

Her var imidlertid Frederik V død, og Interessen for Veterinær-
væsenet var kølnet. Det lykkedes dog A.s Velynder, Livmedikus
Berger, at sætte igjennem, at han beholdt sit Stipendium (250 Rdl.)
i 2 Aar og blev udsendt for at søge at bekæmpe den endnu
herskende Kvægpest. Hermed havde han imidlertid intet Held,
og da han nu troede at maatte opgive ethvert Haab om at komme
til at virke for Veterinærvæsenet, kastede han sig paa ny over
Lægevidenskaben, som han i øvrigt ogsaa i Lyon havde dyrket

Fi

Abildgaard, Peter Chr. 53

noget mere paa den nye Anstalt, som den endelig overtog helt i
1776. Senere afkjøbte den tillige A. hans anselige Bibliothek,
mineralogiske og fysikalske Samling, hvorved. Skolen i denne Hen-
seende blev bedre udstyret end nogen af Udlandets Veterinær-
skoler. Dens første Elever vare Officerer og Korporaler af Kaval-
leriet og Beriderne fra de kgl. Stalde. Senere kom Lærlingene
væsentlig til at bestaa af Underofficerer og Fanesmede fra Kavalleri
og Artilleri samt af civile Lærlinge, en fra hvert Stift i Danmark
og Norge. Studietiden var 3 Aar. Desuden modtog en Del Smede-
svende af Lavet en kortere Uddannelse for at blive brugbare
som Kursmede. Fra 1776 af blev der holdt 1 eller 2 unge Medici
eller Chirurgi som Pensionærer og Hjælpelærere ved Skolen. Den
første af disse, der kom til at gjøre Veterinærvæsenet varig Nytte,
var Erik Viborg. Han virkede fra 1783 som anden Lærer ved
Skolen, men synes at have voldet A. mange Bryderier ved sin
urolige, forfængelige og intrigante Karakter. Desuagtet ophørte A.
aldrig at hjælpe og støtte ham og bedømte hans Færd paa den
elskværdigste og mest overbærende Maade. En anden meget talent-
fuld og ham altid inderlig hengiven Elev fik A. senere i J. V.
Neergaard. Ogsaa adskillige fremmede besøgte A.s Skole, og ligesom
denne efterhaanden tilkæmpede sig megen Anseelse her hjemme,
indtog den i det hele en fremragende Stilling mellem Datidens
veterinære Læreanstalter.

Ganske uden Kritik blev A.s Virksomhed dog ikke. Den
bekjendte skarpe og hensynsløse Riegels angreb ham saaledes i
sin Bog «de fatis faustis et infaustis Chirurgiæ» (1787) meget heftig,
navnlig i hans Egenskab af Lærer i Dyreanatomi, idet han siger,
at der «om Dyrenes Anatomi som Videnskab hersker stor Tavshed»,
og at A. «elsker og driver hellere Hofsager end de Ting, der
høre til Dyrlægekunsten». For saa vidt der til Grund for dette
Angreb har ligget andet end personlig Uvilje, har det sikkert
beroet paa et Fejlsyn paa Skolens Opgave, der ikke væsentlig var
at være en videnskabelig Anstalt til Studiet af Dyreanatomi, men
som i første Linje skulde være en praktisk Skole for Dyrlæger.
«Hellere ulærd end unyttig», siger A. i Fortalen til sin «Heste- og
Kvæglæge», og i sit Svar til Riegels hævder han, at saa vist som
Bondens Ruin ofte følger af hans Husdyrs Sygdom og Død, maa
Veterinærskolen anses for en af Statens nyttigste Indretninger, og
han tror, at den Tid og det Arbejde, han har anvendt paa dens
Fremme, ere vel anvendte, ja bedre, end om han havde sørget

54 Abildgaard, Peter Chr.

mere for sit Ry ved lærde Værker. Riegels' Angreb fremkaldte
ogsaa de mest anerkjendende Udtalelser om A.s Virksomhed fra
Skolens Direktion.

Ligesom saa mange andre af Datidens bedste Mænd saa
ogsaa A. sin højeste Opgave i at fremme det nyttige, det, der
kunde tjene til Landets Fremgang og Borgernes Lykke. Til dette
Maal arbejdede han hele sit Liv utrættelig og paa mangfoldige
Maader, Som Medlem af Stutteridirektionen virkede han meget
til Hestcavlens Forbedring, og ikke mindre ivrig arbejdede han
paa Ophjælpningen af Faareavlen, navnlig ved Indførelsen af det
spanske finuldede Faar, over hvis Levemaade han paa en Rejse i
Spanien 1793 gjorde interessante Iagttagelser. 1 Forening med E.
Viborg udgav han i 1800 et udførligt og grundigt Arbejde (128 S.)
«Vejledning til en forbedret Faareavl og de spanske Faars Behand-
ling i Danmark og Norge». i.

Viborg tillægger ham stor Fortjeneste af Kvægpestens endelige
Udryddelse ved Hjælp af Spærring og Nedslagning (1781). Om denne
Sygdom skrev han i 1779 en udførlig Afhandling, som indeholder
mange interessante Iagttagelser. Den er oversat paa Tysk af Viborg
og udgiven i hans «Sammlung von Abhandlungen fir Thierårzte
und Ockonomen» I, 1795 (88 S.). Praktisk vigtige vare 'ogsaa de
Forbedringer, han indførte ved Hestebeslaget, i det han afpassede
det nøje efter Fodens Bygning og grundede det paa fysiologiske
Principer, som i det væsentlige vare rigtige.

I Aarene 1774—78 var han Præsident i Iandhusholdnings-
selskabet, og det kan næppe betvivles, at han har haft væsentlig
Andel i den betydelige Virksomhed til Landbrugets Fremme, som
paa den Tid udfoldedes.

I de første Aar, efter at Veterinærskolen var oprettet, vedblev
A. at virke som Læge, og i 1775 blev han endog Stadsfysikus.
Som saadan virkede han, efter Viborgs Vidnesbyrd, «adskilligt
godt for det offentlige og var en ivrig Deltager i Jordemoder-
kommissionens, Karantænckommissionens og Collegii medici Forret-
ninger». Senere sc vi ham meget virksom i Selskabet for druk-
nedes og skindødes Redning. "To Taler af ham ved dette Selskabs
Aarsmøder ere offentliggjorte i «Bibliothek for Physik, Medicin og
Oekonomie» 1798 og 1800, Sit Lægecmbede og sin Praxis nedlagde
han i 1782, da Veterinærskolen lagde mere og mere Beslag paa
hans Tid og Arbejdskraft.

Ved Siden af sin mangesidige Virksomhed i forskjellige prak-

Abildgaard, Peter Chr. 55

tiske Retninger fandt A. Tid til videnskabelige Arbejder i Natur-
videnskabens forskjellige Grene. I disse var han hjemme som faa,
og han har leveret mangfoldige, om end i Regelen ikke omfangsrige,
Arbejder paa Fysikens, Kemiens, Mineralogiens, Zoologiens og
Fysiologiens Omraade. Han spillede en meget betydelig Rolle i
det videnskabelige Liv her hjemme og stod i jævnlig Forbindelse
med mange Naturforskere i Udlandet, hvor hans Navn overalt
havde en god Klang. Han var Medlem af en Mængde, lærde
Selskaber i Udlandet, og 1791 tilbød man ham Stillingen som
Direktør for, Veterinærskolen i Hannover. Af det danske Viden-
skabernes Selskab blev han Medlem 1775, og fra 1795 til sin Død
var han dets Sekretær. Som saadan holdt han i 1797 en Mindetale
over A. P, Bernstorff, der havde været Selskabets Præsident. Denne
meget vel skrevne Tale (57 S.) roser Molbech (i sin «Vidensk. Sel-
skabs Historie») som «en af de bedste, værdigste og mest passende
Taler, der ved lignende Anledninger ere hørte i dette Selskabs
Sale».

Af A.s mineralogisk-kemiske Undersøgelser fortjener især at
anføres, at han var den første, der foretog en kemisk Under-
søgelse af Kryolith og gav den Navn. Han paaviste, at den
indeholdt Fluor og Aluminium, medens den tredje Bestanddel,
Natrium, først fandtes senere. Hans mineralogiske Samlinger vare
betydelige; en stor Del af dem blev kjøbt til Prins Christian Fre-
derik, men gik des værre til Grunde ved Slotsbranden 1794. Ved
A.s Død blev en betydelig og værdifuld Mineralsamling kjøbt til
det den Gang paatænkte Nationalmusæum; den findes nu i Univer-
sitetets mineralogiske Musæum.

Hans søvlogiske Arbejder ere vel for største Delen Smaa-
artikler, men om hans Virksomhed i denne Retning saaledes end
ikke er særdeles omfangsrig, er den dog (efter en Kjenders Ud-
talelser) «egnet til at indgyde Respekt og bærer Vidnesbyrd om
en fremragende videnskabelig Begavelse». Dette træder vel tydeligst
frem i hans Afhandling om Slimaalen, Myxine, («Schrift. der Ges.
naturforsch. Freunde») og i hans Bemærkninger om en hos Hunde-
stejlen snyltende Bændelorm, Schistocephalus solidus, (1. Bd. af
< Naturhist.-Selskabets Skrifter»). For det første af disse Dyr paaviste
A. gjennem en anatomisk Undersøgelse, at det ikke som hidtil
sædvanlig antaget hørte til Linnés Vermes, men var et Hvirveldyr.
For Ormens Vedkommende paaviste han ved Fodringsforsøg —
en den Gang ukjendt Methode —, at den i Hundestejlens Krop-

56 Abildgaard, Peter Chr.

hule levende Snylter, naar Hundestejlen fortæres af Vandfugle,
udvikler sig videre i disses Tarme, som han rigtig formoder, til
Kjønsmodenhed. Ogsaa hans Afhandlinger om "Infusionsdyrenes
Oprindelse (3. Bd. af Nat.-Selskabets Skr.) og om Megatheriet (Vid.
Selskabs Skr., Ny Samling 5. D.), som han maatte snige sig til
delvis at aftegne under sit Besøg af Musæet i Madrid, indeholde
gode og træffende Bemærkninger. Hans øvrige zoologiske Arbejder
— heri indbefattede de temmelig omfattende Bidrag til O. Fr.
Miillers «Zoologia Danica» 3. og 4. Bd. — ere væsentlig af arts-
beskrivende Natur.

Blandt hans føsøøløgiske Arbejder bør nævnes Bemærkninger
om Grunden, hvorfor Næsen altid mangler hos enøjede Monstra,
Forsøg over Elcktricitetens Indvirkning paa Nyr, over Blodkarrenes
Indsugningsevne, øver Hovedets Reproduktion hos Snegle, over
Aandedrættet og over Kulstoffets Mængde i Blodet. Ogsaa disse
Arbejder vidne om hans videnskabelige Begavelse og sunde kritiske
Sans.

At han ogsaa paa Fvsøkens Omraade hørte til Tidens kyn-
digste Mænd her hjemme, kan man skjønne deraf, at det kort før
hans Død blev ham tilbudt at blive Jærer i dette Fag ved Uni-
versitetet, hvilket han dog afslog. 1 Forening med E. Viborg
udgav han i 1800 en stor Lærebog, «Indledning. til almindelig
Naturkyndighed for Dyrlæger» (324 5.) i hvilken Kapitlerne om
Lyset, 'ktriciteten, Magneten og Jordkloden ganske ere hans
Arbejde. Denne Bog blev oversat paa Svensk og paa Tysk.

At A. maatte nære en levende Interesse for alt, hvad der”
kunde fremme Studiet af Naturvidenskaberne og Udbredelsen af
Naturkundskab i vide Kredse, er en Selvfølge. Dette gav sig
ogsaa mange Vidnesbyrd, af hvilke særlig fortjener at fremhæves,
at han er den egentlige Stifter af Naturhistorieselskabet (1789), som
en Tid lang spillede en ikke ringe Rolle i det videnskabelige Liv
her hjemme.

For at fuldstændiggjøre Billedet af 4. fortjener det at om-
tales, at han i sine yngre Dage var Medarbejder af flere af Da-
tidens kritiske og æsthetiske Journaler. 1 en af dem (+Alm. 'dansk
Bibliothek», 1778) findes der af ham under Mærket Andreas Naale-
mager enkelte vittige, satiriske, smaa Afhandlinger.

Efter et liv, der trods hans svage Helbred lige til det sidste
var viet til utrætteligt Arbejde til Gavn for hans Fædreland, døde
A. pludselig af et apoplektisk Tilfælde 21. Jan. 1801. Hans Død

Abildgaard, Peter Chr. 57

vakte ålmindelig Beklagelse, .og hans Minde hædredes i Tale og
Skrift af adskillige ansete Mænd. Det kan heller ikke betvivles,
at A. hørte til Fædrelandets bedste Sønner. Han var et lyst og
skarpsindigt Hoved, havde ualmindelige Kundskaber og besad
fortrinlig Fremstillingsevne. Han havde stor praktisk Dygtighed
og synes at have besiddet lykkelige Gaver til at arbejde sammen
med andre. Hertil bidroge hans fine Dannelse og vindende Væsen,
men først og fremmest hans ualmindelig elskværdige Karakter.

A. ægtede 1767 Margrethe Christine Jagenreuter, Datter af
Borgerkaptajn J., og fik med hende 2 Døtre. Den ene af dem
blev gift med Kapitajnlieutenant Oxholm, den anden med Kammer-
sekretær og Kommiteret Stoud.

Nyt Bibliothek f. Læger 2. Bd. Lahdes Mindesmærker 4. H. Badens
Universitets-Journal 1801. Tilskueren 1801, E. Viborg, Efterretning om den
kgl. danske Veterinærskoles Indretning, 1792. J. V. Neergaard, Mit Livs vig=
tigere Tildragelser, 1844. Hist. Archiv 1870, I. En fuldstændig Fortegnelse over
hans Skrifter findes i Viborgs Afhandling i Nyt Bibl. f. Læger og i Nyerups
Lex. Jvfr. Gosch, Danmarks zoolog. Lit. B. Bang.

Abildgaard, Søren, 1718—91, Arkivtegner, var Søn af Tolder
Peder A. i Flekkefjord og Hustru Anne Sørensdatter og fødtes 18.
Febr. 1718. Familiens formodede Nedstammen fra den danske
Adelsfamilie af dette Navn har ikke kunnet bevises. A. gik i
Skole i Christianssand og blev Student 1737. Noget Examensstudium
har han ikke lagt Vind paa, og naar vi allerede finde ham gift
1739 med Anne Margrethe Bastholm, skyldes det vistnok et tidligt
udviklet Tegnetalent, at han har fundet et nøjsomt Udkomme. I
1751 malede han et Miniaturportræt af Langebek, det eneste Billede
af denne, der kjendes, og i 1753 og 54 træffe vi ham som l.ange-
beks Ledsager paa Rejse i Sverige og i Østersøprovinserne med
det Hverv at tage Faksimiler af Haandskrifter og tegne de Segl
og Monumenter, der fandtes at have Betydning for Fædrelandets
Historie. Hans oprindelige Interesser gik; som maaske allerede
hans Valg af Professor Horrebov til Privatpræceptor antyder, i
Retning af Naturvidenskaberne, og for disses praktiske Anvendelse,
særlig hvad Jordbundslæren angik, har han haft cn udviklet Sans,
der i Litteraturen viser sig ved en Række økonomiske Smaa-
afhandlinger saasom: Om Kalk og Kalkbrænderi, om Mergel, om
Tørveproduktion, om Bliantserts i Norge, om Stutteri og Fiskeri
0. s. fr. Endog medens han fulgte Langebek i Sverige, fik han
Tid til «at paafinde en Komposition af Ler til Porcellæn», som

58 Abildgaard, Søren.

han lod brænde i Stockholm med ct saa heldigt Resultat, at den
svenske Regering, som Langebek vidner, bød ham et Par Hundrede
Plåtar for Opfindelsen, et Tilbud, han dog ikke modtog.

Da A. kom tilbage fra sin 2 Aars Rejse med Langebek, var

«hans forrige Levebrød kommet i andres Hænder». Han indgav
da 1755 en Ansøgning om at maatte blive Arkivtegnemester ved
det kgl. Gehejmearkiv, indtil han kunde blive befordret til nød-
tørftigt Levebrød i Byen. Ansøgningen, der var varmt anbefalet af
Langebek, bevilgedes i Sept. samme Aar, men Embedet var ulønnet,
og allerede i Jan. 1756 indgiver A. en ny Ansøgning om mod fri
Befordring og et lignende Gratiale af 300 Kr., som han havde haft
paa sin svenske Rejse, at maatte aftegne «Monumenta Patriæ»
saa vel i Hovedstaden som i Provinserne. Ogsaa denne Ansøgning
bilagdes med en indtrængende Anbefaling af Langebek, til hvis
egne Bestræbelser for at indsamle alt Materiale til Oplysning om
Fædrelandets Historie de paatænkte antikvariske Rejser vilde
afgive et betydningsfuldt Supplement. Og endnu i samme Maaned
bevilgedes Ansøgningen — én Mand. til Ærgrelse, Samleren
Højesteretsassessor Klevenfeldt, der først havde Fortjenesten af at
have ladet Seg] og Gravstene aftegne og derfor betragtede A.s
Forehavende som Indgreb i sit Domæne.
Rejser strakte sig gjennem et "Tidsrum af 8 Aar, 1756—63.
Hans Tegninger, der ere udførte med Tusch, enkelte med Farve,
bevares nu, 918 i Tallet, i det med Oldsagmusæet forbundne
antikvarisk -topografiske Arkiv. Den langt overvejende Del er
Gravmonumenter, ligesom det i det hele kun var de Monumenter,
der bare Aarstal, Navne og Inskriptioner og saaledes fremtraadte
som historiske Kilder, for hvilke Datidens Opmærksomhed var vakt,
og som man fandt Interesse i at afbilde. Tegningerne vise en før
ukjendt Bestræbelse for Proportionernes korrekte Gjengivelse og for
Indgaacn i Detaillen, for saa vidt man da vidste at erkjende dens
Interesse. 1 Læsning åf indskrifter har A. vist stort Mesterskab
og Taalmodighed; sikkert nok skylder han Langebek sin første
Undervisning heri.

A. havde ikke blot Gravstenene til Maal, naar han med sit
kgl. Kommissoriepas meldte sig hos Herremænd eller Præster; han
spurgte — som hans i antikvarisk-topografisk Arkiv bevarede fynske
og jyske Rejsedagbøger udvise — om gamle Iokumenter og
Portrætter paa Herregaardene, og i Kirkerne "gjorde han Notitser
om Inventariegjenstande, der bare Navne og Vaabenmærker, om

Abildgaard, Søren. 59

Klokkeindskrifter og om Epitafier, hvilke Tiden ikke tillod ham
at aftegne. For Døbefonternes Skulpturer og for Kirkernes Arki-
tektur og Bygningshistorie havde man endnu ikke Øje paa hans
Tid. Om Dysser og Høje træffe vi derimod ikke sjælden Notitser
med Beskrivelser og Maal. A. er den første sagkyndige Antikvar,
der gjennemrejser Landet og til Dels Sogn for Sogn søger Oplysning
om Mindesmærkerne. .Alle tidligere Underretninger om disse vare
indvundne ved Beretninger fra Præsterne af højst forskjellig Værdi.

I Firserne i forrige Aarhundrede var der Planer oppe om
Udgivelse af Gravstenstegningerne i Kobberstik ved G. Haas under
A.s Korrektur, men de strandede paa Omkostningerne. I 1859 er
en enkelt Suite, de antvorskovske Monumenter, bleven bekostet
udgiven af Fuldmægtig Anton Petersen. Af andre lejlighedsvis
udgivne Monumenttegninger af A. maa særlig henvises til den
mesterlige Tegning af den nu tabte Gravplade over Biskop Niels
Jepsen i Værket over Roskilde Domkirkes Gravstene ved J. B.
Løffer.

A. døde 2. Juli 1791. Efter et Vers over ham i Adresseavisen
havde han længe været lidende, men var sig bevidst til Døds-
stunden, i hvilken han sendte sin Slægt sin sidste Tanke. Hans
fremragende Karaktertræk vare Nøjsomhed og Flid. Efter Tradition
i Familien skal han til Tider have været sær og vanskelig, hvad
der vel kunde stemme med Skildringer i Langebeks Breve fra
Rejsen i Sverige, hvorefter A. ikke hørte til dem, der toge mødende
Rejsegjenvordigheder med let Sind. Hans Hustru overlevede ham.
I en mærkelig Grad gik A.s Begavelse som Kunstner og hans
praktiske Sans over for Naturens Frembringelser i Arv til hans to
Sønner, Maleren Nicolai A. og Veterinæren Peter Christian A. —
Der er i Familien bevaret to forskjellige Miniaturportrætter af
A. fra hans ældre Dage; hans Ansigt viser en skarp Profil og
magre Træk.

Worm, Lex. ov. lærde Mænd. Langebeks Breve i st. kgl. Bibl. Per-
sonalhist. Tidskrift 2. R. I. Langebekiana S$. 123. Luxdorphiana S, 329. An
tiqvariske Annaler I. Nyerup, Suhms Levnet 8. 241.

Henry Petersen,

Abildgaard, Terkel, 1498—1564, Præst, formodes (af Thiset)
at være en Søn af Bertel Terkelsen A., Foged paa Skjern, der
1471 kun førte et Bomærke i sit Segl, men senere + kaldes «Abild-
gaard i Skjern, Væbner». Terkel (ell. "Thorkel) A. var en af
Dr. Morten Børups Disciple i Aarhus Skole. 1 Marts 1515 blev

60 Abildgaard, Terkel.

han immatrikuleret ved Universitetet i Rostock og har mulig ogsaa
taget Magistergraden sammesteds. 1520 fik han en kirkelig Virk-
somhed i Aarhus (vistnok som Vikarius) og blev senere tillige
Rektor ved 1Domskolen, i hvilken Stilling han erhvervede sig en
betydelig Anseelse som fremragende Skolemand. Han var en af
de Mænd, som i Aarhus arbejdede for Reformationens Fremme,
hvorfor han 1537 indkaldtes til Forhandling om Kirkeordinansens
Affattelse. Blev den første evangeliske Sognepræst ved St. Clemens"
Domkirke i Aarhus og var tillige Kannik sammesteds. Han døde
5- Avg. 1564 (ikke 1567, som der jævnlig siges) i sit 66. Aar. Gift
med Gertrud Sørensdatter. Han er Stamfader til den borgerlige
Slægt Abildgaard.

A. 8, Wellejus, Oratio de vita et ubitu Jo. Pet. Grundith, Bl. O 5. Rør-
dam, Hist. Kildeskrifter 11, 669. 700. Poulson, Cat. past. dioec. Aarh. p. 14 f.
Kirkehist, Saml. II, 587. H. F. Rørdam.

Abildgaard, Timme Lauridsen, —1314, Ridder, en Broder
til ovenanførte Nicls A., var kongelig Kammermester. Han var
med paa Toget til Sverige 1309 og maa i Begyndelsen ingen Uly-
dighed have vist, eftersom Kongen modtog hans Kavtion for Bro-
deren; men senere rømmede han ikke blot hjem, men havde endog
søgt at forlokke Kongens lejede tyske Tropper til Affald. Derpaa
var han cn af Hovedmændene for den nørrejy
1312 og blev ligesom hans Broder 1314 dømt til at miste Liv og
Gods. Kongen vilde lade ham hænge, men lod sig dog bevæge
til at lade ham slippe med at miste Hovedet. Han skrives til
«Markgaard», det nuværende Margaard i Vigerslev Sogn i Fyn.

Huitfeldts Krønnike. Suhm, Ilist. af Danmark XI, J. Kinch.

Abildgaard, Tyge, —1284——, var den sønderjyske Hertug
Valdemars Drost 1284 og maatte Aaret efter dele sin Herres
Fangenskab, da Krik Glipping lod ham paagribe og fastholde paa
Søborg Slot, hvorfra de kom ud 1286. Derefter skal T. A.
samme Aar af Hævnlyst have deltaget i Sammensværgelsen mod
Erik Glippings Liv, som vel heller ikke var Hertugen ganske ube-
kjendt. Rimeligvis er han død kort efter; thi saa vidt vides, findes
han ikke senere omtalt.

Suhm, Hist. af Danmark X. J. Kinch.

Aboe, Thøger, 1745—1806, Saofficer, er født 14. Sept. 1745.
Efter at have gjennemgaaet Søkadetakademiet udnævntes han 1766

Above, Thøger. 61

til Sekondlieutenant. Som ung Officer, under Struensees Ministerium,
blev A. Interims-Ekvipagemester paa Holmen, hvilken Stilling han
rimeligvis har naaet gjennem Struensees Protektion. Da Struensee
blev styrtet ved Hofrevolutionen i Aaret 1772, var A. iblandt dem,
der bleve fængslede paa Grund af deres personlige Bekjendtskab til
den faldne Minister, men den indledede Undersøgelse førte for
hans Vedkommende kun til det Resultat, at han blev frifunden og
atter løsladt. Admiralitetet fandt dog, efter at denne Sag var
sluttet, Anledning til at beordre Lieutenanten til at opholde sig i
Udlandet for et Tidsrum af 2 Aar, dog uden noget Tab i Hen-
seende til Stilling eller Lønning. A. forlod som Følge heraf sit
Fædreland, sagde foreløbig Farvel til sin Stilling i Marinen og gik i
hollandsk Tjeneste. Her skal han under Søkrigen imellem Holland
og England have spillet en fremtrædende Rolle og i Ostindien ud-
mærket sig saa meget ved Forsvaret af de hollandske Etablissementer,
at han blev udnævnt til hollandsk Admiral. Efter at Freden var
sluttet imellem de to stridende Magter, tog A. sin Afsked og
vendte igjen tilbage til Danmark. Her kom han imidlertid ikke
til at spille nogen Rolle i Marinen; vel blev han i 1786 udnævnt
til Kapitajnlieutenant og avancerede i 1789 til Kapitajn, men videre
kom han ikke, og han forlod snart igjen Tjenesten. En med-
virkende Aarsag hertil var den Omstændighed, at hans betydelige
Formue, som han havde medbragt fra sit Ophold i Holland, ved
Uheld og andres Skjødesløshed var gaaet tabt. For at ingen af
hans Kreditorer skulde lide noget Tab, gik han nu som ældre
Mand til Søs som Koffardikapitajn i det Haab atter at tjene sig
en Formue og døde 27. Nov. 1806 paa Hjemrejsen til Kjøbenhavn
fra Batavia efter faa ages Sygdom. Han var gift med Maria
van der Spuy.

Øst, Materialier t. et dansk biogrlit. Lex.

Sp. 83. O. Liitken.

Abrahams, Charles Julius Sophus, f. 1838, Arkitekt. Født
i Kjøbenhavn 2. Juni 1838, Søn af nedfr. nævnte Not. publ. N.C.
L. A., Student 1857, gjennemgik han Kunstakademiet, fik Afgangs-
bevis 1866 og vandt den lille Guldmedaille 1870. Foruden ad-
skillige Villaer og Etagehuse har han tegnet Sparekassen i Hillerød,
Fyrtaarnet paa Stevns, Gurrehus 1883 og Mullerup Herregaard 1886.
A.'s kunstneriske Naturel har ikke tilstrækkelig Ballast til at magte
større monumentale Opgaver, medens en let Haand og en livlig Evne

62 Abrahams, Charles Julius Sophus.

til med faa Midler at skabe noget tiltalende ere hans bedste Egen-
skaber. Han ægtede 1877 Wilhelmine Petersen.
Weilbach, Konstnerlex, Erik Schiødte.

Abrahams, Johannes Henrik Severin, f. 1843, Skuespiller
og Theaterdirektør. A., yngste Søn af ndfr. nævnte Not. publ.
N. C. L. A., fødtes i Kjøbenhavn 28. Juli 1843 og blev Student
1862. Han begyndte at forberede sig til at tage statsvidenskabelig
Examen, men opgav dette for at vie Scenen sine Kræfter. 20. Maj
1868 debuterede han paa det kgl. Theater som Albert Ebbesen i
«Elverhøj», men blev afskediget allerede ved Udgangen af Sæsonen
1868—69, debuterede derpaa 14. Nov. 1871 paa Folketheatret og
hørte fra den Tid til denne Scenes dygtigste Kræfter. Ved Ud-
gangen af Theateraaret 1878—79 modtog han Engagement ved
Kasino, hvor han optraadte i de 3 paafølgende Sæsoner, tog derpaa
Ophold i Paris, men vendte atter tilbage for fra 1. Sept. 1884 at
overtage Ledelsen af Folketheatret som Direktør. Han blev 18. Juli
1868 gift med Caroline Marie Gammeltoft, Datter af Kammerraad
G. til Herløvgaard ved Hillerød. Edgar Collin.

Abrahams, Nicolai Christian Levin, 1798—1870, Professor
i Fransk, Notarius publicus. A., Søn af Handelsbogholder Moses
Levin A. og Juliane f. Meyer, blev født i Kjøbenhavn 6. Sept.
1798. 1815 blev han dimitteret til Universitetet fra Metropolitan-
skolen, blev udmærket ved Examen Artium, ligesom det. føl-
gende Aar ved filosofisk Examen, og underkastede sig 1818 den
juridiske Examen. Han besad en livlig Begavelse og havde fra
sin Barndom, ved Siden af Musik og Sang, navnlig med Iver
dyrket de levende Sprog. Allerede 1816 blev han antagen til
Lærer i Fransk for Søkadetterne og gav tillige i stort Omfang
Privatinformationer i dette Sprog. Hans Talenter og hans om-
gængelige Natur havde snart banet ham Adgang til mange Selskabs-
kredse og givet ham en fremragende Plads blandt de yngre Mænd
med akademisk Dannelse. Han var saaledes med i "Tylvten, der til
Forsvar for Oehlenschliger traadte op imod Baggesen. 1819 gjorde
han en Rejse til Tyskland og Frankrig. Efter sin Hjemkomst i
Jan. 1820 tog han igjen fat paa sine gamle Beskjæftigelser og blev
tillige Prokuratorfuldmægtig, da han nu agtede at vælge Sagfører-
vejen. Imidlertid forekom denne Vej ham snart for trang, og da
hans Forkjærlighed for Studiet af Fransk stadig voxede, satte han
sin Hu til en Docentplads heri ved Universitetet, en Post, som i

Abrahams, Nic. Chr. Levin. 63

nogle Aar havde staaet ledig efter Puerari's Bortrejse. De Skridt,
han gjorde til den Ende, lykkedes dog ikke. Han førte imidlertid
et behageligt Selskabsliv og var med til at stifte og udvikle Studenter-
foreningen. 1825 fik han endelig Tilbud om at blive Prøveprokurator;
men, da der paa samme Tid viste sig en gunstig Lejlighed til en
længere Udenlandsrejse (med den unge Musiker Nic. Gerson), fore-
trak han denne. Rejsen, der varede 3 Aar, bragte ham i For-
bindelse med mange interessante Personligheder og gav ham rig
Lejlighed til at studere Musik, Sprog og Kunst. Den gik gjennem
Tyskland, Italien, Schweits og Holland. Kort efter sin Hjemkomst
forsvarede han (Okt. 1828) for Magistergraden sin Afhandling om
Wace's «Roman de Brut», som han havde studeret og afskrevet
under sit Ophold i Paris. 1Denne Afhandling, der vidner om, at
Forfatteren var bekjendt med den romanske Filologi paa det
Stadium, hvortil den var bragt af Raynouard, ledsages af et Aftryk
af den Del af Digtet, der handler om Hengist og Horsa, med en
dansk Oversættelse paa Vers. 1829 blev han Lektor i Fransk ved
Universitetet i Kjøbenhavn, 1832 Professor extraordinarius og over-
tog 1839 tillige Tysk. 1844 udgav han en Beskrivelse af de
gammelfranske Haandskrifter i det kgl. Bibliothek, 1845 en fransk
Grammatik, der har oplevet mange Udgaver, og 1848 en gammel
Oversættelse paa Fransk af Baldassare Castiglione's «Cortigiano»,
3. Bog (1528). 1852 forlod han Universitetet for at overtage Posten
som Notarius publicus og blev 1853 udnævnt til Etatsraad. —
I 1835 havde han ægtet Frederikke Juliane Augusta Philipsen, der
døde 1852 efter at have skjænket ham flere Sønner. Efter sit
Giftermaal trak A. sig tilbage fra det selskabelige Liv, hvor
han havde bidraget saa meget til Underholdningen baade som
dramatisk og musikalsk medvirkende, hvorimod hans interesse for
Litteratur og Kunst bevirkede, at hans 'Tid blev stærkt optagen i
forskjellige Foreninger. Han var saaledes i en Række af Aar
Formand i Kunstforeningen og i Samfundet til den danske Litte-
raturs Fremme. Dette var maaske Grunden til, at han ikke med
større Iver deltog i den Bevægelse, der ved Diez's «romanische
Grammatik» (1836-—43) var fremkaldt i Studiet af Oldfransk. Hans
Forelæsninger, der i Almindelighed beskjæftigede sig med fransk
Litteraturhistorie, samlede vel i Regelen ikke nogen stor Tilhører-
kreds, men hans "Tilhørere forsikre, at de med Glæde mindes hans
livlige Foredrag og hans smukke Oplæsning af Litteraturprøver. —
A. døde pludselig 25. Jan. 1870. Han efterlod sig en meget be-

64 Abrahams, Nic. Chr. Levin.

tydelig Avtografsamling, hvis danske Afdeling blev kjøbt af Staten
og indlemmedes i det kgl. Bibliothek.
N, C. L. Abrahams, Meddelelser af mit Liv, 1876. Erslew, Forf. Lex.
Thør Sundby.

Abrahamsen, Boline Margaretha, s. Kragh.

Abrahamson, Joseph Nicolai Benjamin, 17839—1847, Officer,
født i Kjøbenhavn 6. Dec. 1789, yngste Søn af ndfr. nævnte
W. H.V. Blev Artillerikadet i 1801 og Officer 4 Aar efter.
Ved Generalkvartermesterstabens Oprettelse i 1808 traadte han ind
i denne som Adjoint og begyndte s. A. at virke ved Artilleri-
kadetinstituttet indtil 1811, da han overgik til Generaladjudantstaben
og blev Premierlieutenant. I Generaladjudantstaben, hvis Chef var
Billow, men som i øvrigt sorterede direkte under Frederik VI som
højstkommanderende, og hvor den egentlige Styrelse af Hærens,
for ikke at sige hele Landets, Anliggender fandt Sted, vandt han
Kongens Yndest og "Tillid, som aldrig forlod ham, og der be-
trøedes ham strax Føringen af den «hemmelige Protokol», Kongens
Gehejmekorrespondance. 1812 blev han Kapitajn og Divisions-
adjudant i Staben og gik som Souschef i Felten med det Korps,
der i 1814 under General Kardorff blev sendt ud for at kæmpe
mod Ianmarks tidligere Vaabenfælle, Frankrig, men som imidlertid
kun naaede til Rhinen, da Freden sluttedes, hvorpaa Korpset
vendte tilbage. Det næste Aar blev A. atter udkommanderet med
det 5000 Mand stærke Troppekorps, der under Befaling af Prins
Frederik af Hessen sammen med Hærafdelinger fra de andre mod
Frankrig forbundne Magter skulde besætte en Del af dette Land
søm Garanti for nye Uroligheder og i den Anledning indtog
Kantonnement i Nordfrankrig. Korpsets Stab navnlig var rigt ud-
styret med talrige, flinke Officerer, og A. stod efter sin Aldersorden
langt nede i Rækken blandt disse; men Kongen havde anbefalet
ham til Prinsen af Hessen, og han ses efter en stor Maalestok at
være bleven benyttet ved de fleste Lejligheder, hvor der særlig
krævedes taktfuld og behændig Optræden. Han blev saaledes
strax sendt forud for at forhandle med den hollandske Regering
om Korpsets Marche gjennem Holland, anvendtes hyppig som
Mellemmand ved Ordningen af Korpsets Affærer med de forskjellige
Myndigheder, som Korpset under Opholdet i Frankrig kom i Be
røring med, og da Wellington, de allierede Hæres Generalissimus,
der førte Hof som en Fyrste, ønskede at have Repræsentanter fra

Abrahamson, Jos, Nic. Benj. 65

de ham underlagte Hærkorps om sig, tog Prinsen af Hessen ikke
i Betænkning dertil for sit Vedkommende at lade Valget falde
paa den unge Kapitajn, uagtet de øvrige Magters Repræsentanter
næsten uden Undtagelse hørte til de højeste Rangklasser. Det er
sandsynligvis for at sætte A. i Stand til des bedre at. hævde sin
Stilling under disse Forhold, at Frederik VI haster med fra Hjemmet
1817 at sende ham Udnævnelse til Kammerjunker. A. befandt sig
øjensynlig vel i disse fornemme Omgivelser og var selv Gjenstand
for megen Opmærksomhed. 1 Wellingtons Hovedkvarter i Aachen
delte han Bolig med Fyrstbiskoppen af 'T'hurn-Taxis, og da Welling-
ton kort før Okkupationens Ophør i Eftersommeren 1818 foretog
sin sidste Inspektionsrejse, ses A. at have været ham en stadig
Ledsager paa denne.

Med Troppernes Hjemkomst 1818 var den sidste Bevægelse
af det krigerske Røre, der havde karakteriseret Aarhundredets Be-
gyndelse, forsvunden, og A. var for Resten af sit Liv udelukkende
henvist til Fredens Gjerning, om det end derfor ikke blev fredelige
Dage for ham. Som Faderen før ham var det navnlig Under-
visningsfaget, han kom til at hellige sine rige Evner, og i hvilket
han ogsaa i flere Retninger blev banebrydende. 1Dden «indbyrdes
Undervisning» stod da paa Dagsordenen. Frederik VI interesserede
sig levende for Indførelsen af dette ejendommelige, oprindelig af
Englænderne A. Bell og J. Lancaster i større Stil udviklede Lære-
system — der som bekjendt gik ud paa ved Hjælp af et meget
detailleret Apparat af "Tabeller, der hængtes op paa Væggene i
Skolestuen, at anvende de viderekomne Skolebørn som lærere for
de mindre langt fremskredne —, idet Kongen deri saa et Middel
til at afhjælpe det lavere Skolevæsens Brøst og til at skaffe Almuen
Undervisning uden at gjøre for store Fordringer til Lærernes Dyg-
tighed og Antal; men han stødte paa Modstand hos Skoledirektionen
og savnede Manden til at sætte det i Scene. |Denne fandt han i
den hjemvendte A., der i Frankrig havde sat sig ind i Systemet
og nu med Energi kastede sig over den foreliggende Opgave og
blev en ivrig Forkæmper for Sagen. Der blev strax i en af
Kaserneskolerne i Kjøbenhavn anstillet Forsøg med Methoden,
denne Prøveskole blev i Foraaret 1819 udvidet til en «Normalskole»
med A. som Forstander, og senere paa Aaret bleve samtlige
Hærens og Flaadens Skoler unddragne den almindelige Skole-
direktions Tilsyn og stillede under en særlig militær Direktion, i
hvilken A. var Sjælen, med det specielle Formaal at fremme den

Deneh blege. Let. 1. Febr. 1887. 5

66 Abrahamson, Søs. Nic. Benj.

indbyrdes Undervisning. A. indtraadte s. A. i en Kommission,
der skulde undersøge Undervisningsmethoden nærmere, udarbejdede
i den følgende Tid dels alene, dels i Forening med andre Tabeller
og Vejledninger til Brug ved Undervisningen og udgav sammen
med daværende Amtsprovst P. H. Mønster i Ringsted, senere
Biskop i Aarhus, et større Værk om den indbyrdes Undervisnings
Væsen og Værd (3 Dele, 1821—28). Ved sin personlige Indflydelse
hos Kongen udvirkede han tillige, at den indbyrdes Undervisning
blev optagen som et Hovedfag paa Seminarierne, og at disses
Forstandere og første Lærere indkaldtes til Normalskolen for der
at lære den rette Anvendelse af Methoden, ligesom han blev be-
myndiget til at kontrollere den Fremgang, Systemet gjorde paa
Seminarierne, og give Rapport derover til Kongen. Lærere, Præster
og Provster fik derhos det strængeste Tilhold om nøje at paase,
at de fra Normalskolen givne Forskrifter i alle Detailler fulgtes og
overholdtes. Ved denne rastløse og ihærdige Virksomhed lykkedes
det A. efterhaanden at faa Methoden indført i over 2000 af I.andets
Almue- og Borgerskoler, men i det han ogsan vilde bringe den
højere Undervisning ind under sit Omraade, skød han over Maalet;
fremragende Mænd som Grundtvig, Ørsted, Clausen, Fader og Søn,
hekæmpede i Tale og Skrift Systemet som sløvende og aandløst,
og Avtoriteterne paa Skolevæsenets Omraade fandt sig kun med
den største Uvilje i dette nye Udslag af Adjudantvælden og i den
næsten ubegrænsede Magt og Myndighed, «den røde Bisp>, som
A. kaldtes, paa deres Bekostning sad inde med, og som han ikke
altid haandhævede lempelig eller hensynsfuldt. Det er næppe
troligt, at A., hvor stærk han end var med Kongen som Rygstød,
i Længden vilde have kunnet besejre denne Modstand; nogen
egentlig Styrkeprøve kom det dog ikke til, thi forinden havde
Kongen kaldet ham til et nyt Hverv, men betegnende er det, at
da A. fratraadte sin Stilling ved Normalskolen og i Skolekommis-
sionen, var det, som Livskraften af den indbyrdes Undervisning
svandt med det samme, indtil Systemet ved Slutningen af Trediverne
ganske stedtes til Hvile sammen med den gamle Konge.

Et andet Undervisningsomraade, hvortil A. knyttede sit Navn,
nemlig Oprettelsen af den militære Højskole 1830, blev af langt
mere indgribende Betydning. Ideen hertil er sandsynligvis udgaaet
fra ham, og han tog i hvert Fald en fremragende Del i den hele
Ordning, der paa en glimrende Maade bestod sin Prøve. Skolens

Abrahamson, Jos. Nic. Beni. 67

Formaal var efter Planens Ord «at give en passende Udvidelse af
den Dannelse, som Officerer i Armeen modtage i Almindelighed,
til de Personer, som maatte have vist en særegen Modtagelighed
for Dannelse, saa at med dem de Pladser i Armeen senere kunne
besættes, hvortil mer end almindelig Dannelse behøves». Skolen
skulde da navnlig uddanne Officerer til de saakaldte specielle
Korps — Ingeniør: og Artillerikorpset —, Generalstabsofficerer,
militære Lærere m. fl. Som rimeligt var, blev A., der i 1824 var
avanceret til Major, i 1829 til Oberstlieutenant, Skolens første
Undervisningsdirektør, og han beklædte denne Post med den ham
egne Energi og Utrættelighed; men ogsaa her synes hans under-
tiden for vidt drevne Iver og hans myndige, selvbevidste Optræden
at have skabt ham en Opposition, som han ikke kunde magte, og
efter 5 Aars Virken fratraadte han Stillingen som Direktør, blev
Overkvartermester i Generalkvartermesterstaben og ansattes kort
efter i den ansete Post som Generalkrigskommissær for Kongeriget,
d. e. Chef for hele Udskrivningsvæsenet. 1840 udnævntes han til
Oberst.

I Forbindelse med sin Embedsvirksomhed saa A. sig ved sin
ualmindelige Arbejdsdygtighed og Kundskabsfylde i Stand til at
udfylde en Mængde Tillidshverv, der overdroges ham dels af Staten,
dels af Medborgere. Han var saaledes, foruden hvad der alt er
anført om Skolevæsenet, Iirektør for Døvstummeinstituttet, Deputeret
for Odense i Stænderforsamlingen, Medlem af den store Kommis-
sion 1840—41, der omorganiserede Armeen, Medstifter af og Vice-
præsident for det kongelige nordiske Oldskriftselskab og senere
Selskabets Præsident. Frederik VI benyttede ham i talrige militære
og diplomatiske Sendelser til Udlandet, og en Mængde viden-
skabelige Samfund i Udlandet talte ham som Medlem. Hans for-
tjenstfulde Virken fandt ogsaa levende Paaskjønnelse. Han var
dekoreret med Danebrogsordenens Kommandørkors og talrige
udenlandske Ordener; 1827 blev han optagen i den danske Adels-
stand, 1842 Kammerherre, og Universitetet i Kønigsberg, hans
Farmoders Fødeby, kreerede ham 1830 til Dr. philos.

A. ægtede 1821 Sophie Frederikke Frisch, en Datter af Etats-
raad Hartvig Marcus F., Direktør for den grønlandske Handel, og
Dorothea f. Tutein. Han døde i Odense 6. Jan. 1847.

Erslew, Forf. Lex. L. Koch, Den danske Landsbyskoles Hist. Højskolens
Program ved Jubilæet 1855. S. A. Sørensen.

s.

sære Hem He: Fre

Gå

Foriatming. baade
al dele den Tone,

graopvækkende.
Kadenterne åt tale Dansk. de maatte
Bøger. og den enesne Øvelse. der gaves i Moderriaalet, (var deR,
at e: Hvid Kadenter å: at overvære dansk

jennemgik under den højt-
:… Henrik Gude. over hvem
Monument i et Mindeskrift. 1762
æske gevorbne Inianteriregiment og næste
Aar Sekondlieutenant og oversik derefter 1708 wil Artillerikorpset.
I7j1 viev han ansat som Lærer i Sprog og Geografi ved den ny
vvrenede Artilleriskøle. der var den første Begyndelse til en højere
Undervisninz for Cficerer og navnlig skyldtes General Huths Be-
stræbeiser. A. underviste paa Dansk. og det var første Gang i
Militæretatens Historie, at danske Ofiicerer eller. Officersæmner
ydervistes paa Modersmaalet. 1780 blev han tillige knyttet til
Landkadetakademiet som Lærer i de skjønne Videnskaber. 1773
var han bleven Premierlieutenant, 1786 Kapitajn, men paa Grund
af sin Helbredstilstand fik han næste Aar Afsked af Militærtjenesten
med Bilehold af sin fulde Gage. og han vedblev at fungere som
Lærer ved begge Undervisningsanstalterne. ved Artilleriskolen indtil
1806. ved Akademiet. hvis Inspektør han var bleven 1709, indtil 1810.

Haand i Haand med den nidkjære og frugtbringende Virk-
somhed, A. udfoldede som militær Lærer i den betydningsfulde
Periode. hvor Overgangen fra en fremmed til en virkelig national
Landhær under Kronprins Frederiks ledelse forberedtes og fuld-

Abrahamson, Werner Hans Fred. 69

byrdedes, paa det nøjeste knyttet hertil og med om muligt endnu
større Krav paa at mindes af en taknemmelig Efterslægt gaar A.'s
ivrige Bestræbelser for Danskhedens Befrielse overhovedet fra det
tyske Element. Dette er saa meget mærkeligere, som hans Barndoms-
hjem var tysk. Han kunde selv ikke et dansk Ord, da han kom
ind paa Landkadetakademiet, og dog havde han efter knap to
Aars Forløb opnaaet et saa stort Herredømme over det danske
Sprog, at han ved en Præmieæskning kunde besvare den stillede
Opgave paa Dansk i velbyggede, rimfri Jamber, et i lige Grad
talende Vidnesbyrd om hans Energi, Begavelse og tidlig vakte
Kjærlighed til det danske Sprog. Denne hans nationale Vækkelse
fik en mægtig Impuls og kan betragtes som fuldført, da han 1773
lærte at kjende de Skatte, der skjulte sig i de islandske Sagaer,
hvilke han med sit Sprogtalent snart lærte at læse i Grundsproget,
og hvoraf han senere har oversat nogle, og han gaar nu med den
største Iver til Studiet af vore Oltidsminder, hvis Betydning han
har fremhævet i flere Afhandlinger, samler i Forbindelse med
Rahbek og Nyerup vore middelalderlige Folkeviser, der dog først
udkom efter hans Død under Titel «Udvalgte danske Viser fra
Middelalderen» (5 Bind, 1812—14) og deltager i Udgivelsen af
populære danske Skrifter. Han var en fortrolig Ven og Beundrer
af Digteren Ewald og en af de første, der forstod at vurdere
dennes nationale Betydning. Tidlig vakt i religiøs Henseende
stod han ogsaa i Venskabsforbindelse med Biskop Balle og var i
Forening med denne og Ove Malling Sjælen i den Kommission,
der foranstaltede Udgivelsen af «Evangelisk-christelig Psalmebog»
(1793—98). Trykkefriheden havde i ham den ivrigste Forsvarer,
men ligesom han ingensinde selv misbrugte den, saaledes havde
han ogsaa Øje for, at den kunde være et tveægget Sværd, og han
var den første, der offentlig udtalte, at Struensee ved dens Ind-
førelse selv havde hvæsset Øxen i sine Fjenders Haand. I en af
sine Fortællinger, «Tronfølgen i Gondar», fører han et velrettet
Slag mod Datidens Smædeskrivere. Talrige ere i øvrigt de Bidrag,
hvormed han ved sin store Flid, Alsidighed og Belæsthed saa
sig i Stand til at berige den danske Litteratur (se Nyerups «Lit.-
Lexikon»), og bl. a. i «Minerva» (1785—1807) og «Borgervennen»
(1796—1810), af hvilke Tidsskrifter han var en flittig Med-
arbejder, vil man saaledes finde Afhandlinger og Recensioner af
ham over de forskjelligste Æmner. Som Kritiker gjør A. ikke
Forsøg paa at glimre eller være overlegen, Satiren og Ironien

70 Abrahamson, Werner Hans Fred.

ligge overhovedet ikke for ham, men han skriver med Alvor og
Grundighed, og man mærker, at det er den ærlige, sandheds-
søgende Mand, man har for sig. A. elskede Poesien og yndede
fra Ungdommen af at udtrykke sine Tanker i bunden Stil. Om
han end ligeledes i sine Digte behandler de mest forskjelligartede
Ting, saa er dog ogsaa i disse Kjærligheden til Sproget og Fædre-
landet Grundtonen. Nu til Dags vil der vel blive tillagt hans Poesier
mindre Værd, men i hin Tid vakte mange af hans Selskabssange
og patriotiske Digte stor Opsigt og levede længe paa Folkets Læber,
og enkelte af: dem ere endnu ikke glemte og ville bevare hans
Navn, saaledes Visen: «Norma morum» («Min Søn, om du vil i
Verden, frem, saa buk») og Visen om Slaget paa Reden: «Vi
alle dig elske, livsalige Fred».

A. indtog en høj Stilling blandt Frimurerne og var en elsket
og agtet Personlighed. 28. April 1779 havde han ægtet Benedicte
Rosine Marie Rothe (f. 24. April 1761 i Skjelskør, $ 17. Marts
1830), næstyngste Datter af Major og Amtsforvalter i Travendal
Nicolai August R. og Hedevig Margrethe f. Bille. Han døde i
Kjøbenhavn 22. Sept. 1812.

Nyerup, Lit. Lex. Molbech, Hist. biogr. Samlinger S. 385 ff. E, Collin,
Fremragende danske Frimurere I, 47 fr. Hist. Arkiv 1886, IL

S. 4. Sørensen.

Absalon, 1128—1201, Ærkebiskop. A. tilhørte ved sin Fødsel
Rigets mægtigste og mest ansete Slægter. Hans Fader Asser Rig
var Søn af den mægtige Skjalm Hvide, der i Svend Estridsens Tid
var Høvedsmand over hele Sjælland og, da Erik Ejegod drog i
Pilegrimsfærd, modtog hans Søn, den senere Knud Lavard, til Op-
fostring. Han siges ved denne Lejlighed at være Drengens mødrene
Frænde. Uafhængig heraf var Absalon, som der lejlighedsvis
oplyses, nær beslægtet med de to bekjendte Høvdinger Knud og
Carl, Sønner af Erik Jarl og Knud den helliges Datter Cæcilia,
og derigjennem med Ærkebiskop Eskil.

Asser Rig og hans Hustru Inge boede paa Slægtens gamle
Sædegaard Fjalenslev (Fjenneslev lille) mellem Ringsted og Sorø,
hvis Stentomter i den nyere Tid ere fundne umiddelbart nord for
Kirkegaardsdiget; i Kirken fandtes Skjalm Hvides Gravsted. Paa
denne Gaard fødtes A.; han havde en ældre Broder Esbern (Snare)
og en Søster Ingefred, andre Søskende nævnes ikke. Da han ved
sin Død, 21. Marts 1201, gik i sit 73. Aar, var han altsaa født
mellem 21. Marts 1128 og samme Dag 1129; muligvis kan der af

Absalon. 71

det usædvanlige Navn sluttes, at han døbtes paa Dagen «Absalon»
(30. Okt.), altsaa 1128.

A. voxede op i et rigt Hjem — Faderens Ejendomme vare
spredte over det halve Sjælland — og under mægtige Indtryk af
Tidsbegivenhederne. Da han var et Par Aar gammel, indtraf det
skæbnesvangre Mord i Haraldsted Skov, som Asser Rig og hans
Brødre følte sig kaldede til at paatale og hævne, og den myrdede
Knud Lavards efterfødte Søn Valdemar opfostredes som Barn og
Dreng sammen med A. og hans Søskende, til hvilke han bestandig
senere følte sig knyttet med et broderligt Venskab. Deres Drengeaar
faldt i Erik Lams hæderløse Regeringstid; den Ødelæggelse ved
Vendernes Indfald, som de da vare Vidne til, ikke mindst paa
Sjælland, stod i den stærkeste Modsætning til de store Over-
leveringer, som levede i Slægten og samlede sig om dens nøje
Forhold til Valdemars Forfædre. Det fejler ikke, at jo de dybe
Indtryk fra denne Tid havde deres store Del i, at Absalon senere
i saa mange Aar betragtede Kampen mod Venderne som sin
Hovedopgave ved Siden af Bispeembedets kirkelige Forretninger.

Næppe ret længe efter Kong Eriks Død og Udbruddet af
Tronfejderne (1146) opløstes Barndomshjemmet i Fjenneslev; Asser
Rig gik i Kloster og døde som Munk, Esbern og Valdemar toge
Del i Kampen for Kong Svend Eriksen, og A. drog til Paris for
at studere Theologi og Kirkeret. Den stærke religiøse Bevægelse,
som fulgte paa det første store Korstog, havde netop den Gang
hos os begyndt at drage en Række storættede Mænd ind i Kirkens
Tjeneste eller i alle "Tilfælde bragt dem til at bringe store Ofre
for at oprette kirkelige Stiftelser, og Skjalm Hvides Sønner vare
ogsaa i den Henseende blandt de fremmeligste i Tiden. De
grundlagde i Forening et Kloster paa Assers Gaard i Sorø (Sore) og
udstyrede det rigelig med Gods. Da Bygningen af den lille Sten-
kirke var godt paabegyndt, blev Asser med sin Hustrus Samtykke
Munk; han døde 13. Dagen efter dens Indvielse. Den efterlevende
Broder Ebbe var alt for optagen af 'Fidens politiske Begivenheder
til at kunne varetage den unge Stiftelses Tarv, og efter hans Død
(1151) forfaldt Klosteret helt, medens dets Gods blev spredt.

A. har da som yngre Søn rimeligvis fra Barndommen af været
bestemt for den kirkelige Stand, og meget i hans Karakter og
Aandsretning tyder paa, at hans Tilbøjelighed førte ham samme
Vej. I Paris sluttede han Venskab med Kanniken Vilhelm i St. Ge-
movevas Kloster, en udmærket kyndig og erfaren Mand, som han

mn Absalon.

senere indkaldte til Danmark og gjorde til Abbed paa Eskilsø,
umiddelbart ved Siden af sit eget Bispesæde Roskilde. A. blev
selv en udmærket Klerk, dygtig ikke blot i den kirkelige Lærdom,
men ogsaa i Lovkyndighed og verdslige Videnskaber. Her ud-
dannede han den sjældne Veltalenhed, som han senere berømmes
for, ligesom han allerede i denne sin første Ungdomstid lagde
Grunden til den Selvbeherskelse og den ydmyge Fromhed, som
baade Fjender og Venner anerkjendte hos ham. Som Søn af en
Høvding og som opfostret sammen med vordende Høvdinger havde
han tillige uddannet sit Legeme i alle "Tidens Idrætter, ligesom
hans maadeholdne Levemaade gjorde det muligt for ham at under-
kaste sig overordentlige og vedholdende Anstrængelser; men det
synes i øvrigt at fremgaa af flere Træk, at hans Ydre ikke var
anseligt, og at man ikke lagde Mærke til ham, naar han færdedes
blandt sine Standsfæller, før' han fik Lejlighed til at gjøre sig
gjældende ved sin Tale.

A, nævnes ikke i Tronfejderne før henimod Slutningen; han
stod da selvfølgelig paa Valdemars Side. Ved den Forhandling
mellem ham og den tilbagevendte Svend i Albani Kirke, som ind-
ledede Forliget mellem Kongerne, var han det eneste Vidne, og
da Svend kort efter overfaldt sine Medkonger ved Gildet i Roskilde,
aflagde A. de første fremtrædende Prøver paa sit urokkelige Mod
og sin hensynsløse Hengivenhed for Valdemar. Skjønt han nemlig
var udenfor al Fare, den Gang Overfaldet skete, ilede han ufortøvet
sin Fosterbroder til Hjælp, og da han troede at have fundet ham
haardt saaret, vilde han ikke forlade ham eller tænke paa sin
egen Sikkerhed. Senere undkom han ved sin Ro og Aands-
nærværelse og bragte sin Moder det første Budskab om, hvad der
var sket; men saa stor var ogsaa hendes Hengivenhed for den
unge Konge, at hendes Sorg over hans formentlige Død var større
end Glæden over Sønnens Frelse.

Ligesom vistnok i den nærmest foregaaende Tid opholdt A.
sig nu atter en Stund hos sin Moder i Fjenneslev; som præste
Klerk deltog han -næppe i den blodige Afgjørelse paa Gradehede.
Men i det følgende Foraar kom han til for første Gang at drage
Sværdet i en Kamp af en helt anden Natur.

Vendernes Hærtog havde under Borgerkrigene overskredet
ethvert Maal; store Strækninger af Landet laa øde, og de sydlige
Øer begyndte at modtage en vendisk Befolkning og træde i ven-
skabelig Forbindelse med den; fra det tidlige Foraar af maatte

Absalon. 73
man være belavet paa disse Gjæster, overalt hvor Havet skar sig
ind i Landet, eller hvor de kunde naa hen efter at have ranet
Heste. Saaledes kom en Vikingeskare paa 24 Skibe i Foraaret
158 til Bæltet og gik i Land paa Sjælland; Venderne toge Heste
og droge hærgende ind over Øen. Efterretningen herom bragte A.
tl at gribe til Vaaben. Palmelørdag, 12. April, mødte han dem
med sine Huskarle ved Boslunde; han havde kun 18 Mand, men
hans Angreb var saa voldsomt og uimodstaaeligt, at han sprængte
Hestene fra hinanden og hug Mændene ned for Fode; kun faa
indkom til en nærliggende Skov, medens A. kun mistede en
enkelt Mand.

Den følgende Langfredag døde Biskop Asser af Roskilde,
men skjønt A. nu omtrent havde opnaaet den kanoniske Alder af
% Aar, synes der dog ikke fra først af at have været tænkt paa
ham som Efterfølger. Imidlertid opstod der Uenighed om Valget,
der jo som oftest traf et Medlem af Domkapitlet, og det blev
foreløbig udsat.

Ud paa Sommeren samledes efter Opbud Ledingsflaaden i
Masnedsund for at foretage et Hærtog til Vendland. Der viste
sig imidlertid saa megen Vrangvilje og Raadvildhed blandt de
forsamlede Skibshøvdinger, at det hele endte med en Opsættelse,
en Beslutning, som Kong Valdemar efter den bestaaende Forfatning
troede at burde bøje sig for. A., som havde fulgt Kongen til
denne Samling for at tage Del i Toget, følte sig bittert skuffet
ved hans Vankelmod og haanede den ynkelige Udflugt, man havde
bragt, at det ikke gik an at sætte Rigets bedste Stridskræfter paa
Spil. «Lad os da en anden Gang samle Udskuddet og Stymperne»,
sgde han, «saa er Fordelen des større, hvis vi sejre, og Ulykken
til at bære, hvis det gaar galt!»

Det er betegnende for Forholdet mellem de to Venner, at
Kongen strax efter, da der var udbrudt en blodig Fejde imellem
Bymændene i Roskilde, hvorved han blev nødt til at vende sig
IMOd Staden med væbnet Haand, benyttede Lejligheden til at
blande sig i det uafgjorte Bispevalg og faa sin Barndomsven kaaret
til Biskop i Rigets Hovedstad. Hermed begyndte A.'s rige Virk-
somhed i Fædrelandets "Tjeneste.

Hvor uklar man endnu var over, hvad det fremfor alt maatte

an paa for at bringe Riget paa Fode, viste deres første
Foretagende. Der var rejst Mistanke mod Falstringerne for deres
Forbindelse med Venderne, medens de selv paastode, at man lod

74 Absalon.

dem i Stikken, og at Kongen vanslægtede fra sine Fædre i Kampen
mod disse utrættelige Fjender. Harmen herover bragte Kongen
og A. til at ruste en Hær af Sjællændere for at hærge Falster.
Men en pludselig og farlig Sygdom, som overfaldt Valdemar i
Ringsted, standsede det overilede Foretagende; A. kaldtes til hans
Sygeleje, og Hæren sendtes hjem. Sygdommen var saa voldsom,
at A. opgav sin Ven og beredte ham til Døden, medens han selv
kæmpede med den samme Sygdom uden at ville lade Vennen
mærke det for ikke at forværre hans Tilstand. Da de lykkeligvis
begge kom sig, betragtede de Sygdommen som en retfærdig Straf
og en Advarsel for den Blodskyld mod kristne Landsmænd, som
de havde villet paabyrde sig, og de gjorde nu Løfter om hellere
at vende deres Vaaben mod Rigets rette Avindsmænd.

Allerede i det følgende Aar (1159) udførtes der to Hærtog til
Vendland. Kongen nøjedes nu med at raadføre sig med sine
nærmeste Venner og derefter at iværksætte sine Planer med den
Styrke, han og de kunde samle. Det blev saaledes især Sjællændere
og Skaaninger, som kom til at bære Byrden ved det første Tog,
først efterhaanden lykkedes det at drage Fynboer og Jyder med
ind i den næsten uafbrudte Kamp. Efter de første Aars Tog,
som især havde deres Betydning ved at vænne baade danske og
Vender til den nye 'Tingenes Orden, hvorefter vi bleve de angribende,
traadte Kong Valdemar i Underhandling med Henrik Løve om et
fælles Foretagende mod Vestvenderne. Dette udførtes 1160 og
havde til Følge, at det nuværende Meklenborg blev underkastet
det tyske Herredømme og den tyske Kultur. Samme Aar maatte
Rygen atter underkaste sig det danske Herredømme, fra hvilket
det gjentagne Gange havde løsrevet sig.

Haand i Haand med disse Tog og af endnu større umiddelbar
Betydning for Rigets egen Fred gik Bestræbelserne for at sikre selve
de danske Farvande, som endnu den Gang og længe efter hjem-
søgtes af Vikingerne; der byggedes Borge (som Vordingborg, Ny-
borg, Kalundborg osv.), og der indrettedes Vagthold saa vel paa Søen
som langs Kysterne. Fremfor alle berømmes A. for sin utrættelige
Aarvaagenhed: «han nedbrød for største Delen sine Bispegaarde for
des bedre at kunne befæste Vagtstederne,» siges der, «og i det han
jævnlig laa ude imod Fjenden, laante han ofte Hus af Skov og
Krat; men denne hans ringe Bolig gjenrejste Fædrelandets sammen-
sunkne Haller! Ja endog Vinterens Is traf ham ude paa de skrøbelige
Skibe, for at ingen Aarstid skulde savne det heldbringende Vagt-

Absalon. 75

hold eller hans uforlignelige Kjærlighed til Fædrelandet faa Skin
af at vige tilbage for Savn og Møje.»

Han nøjedes dog ingenlunde med denne Virksomhed udad til,

imocd Rigets Fjender. Borgerkrigene havde sat dybe Spor i hele
Samafundet, og A. var utrættelig i at arbejde hen imod Fred og
Forsoning. Saaledes formaaede han Kongen til at tilbagekalde de
fredløse Deltagere i den sidste Kamp om Kronen; enkelte af dem
bleve fra den Tid af hans og Kongens mest hengivne Venner. Ved
sin "Veltalenhed og sit forstandige Maadehold, siger Saxe, gjorde
han Ende paa de bedrøvelige ”Tingtrætter, som den Gang vare
blevne saa almindelige paa Sjælland og jævnlig udartede til Vold
og Drab; uanselig og jævn var han i sin første Optræden, men
snart maatte alle sande, at han forstod at beherske dem med sin
Tales Magt. Og paa samme Maade mæglede han mellem Kongen
og de store og mellem sine Landsmænd og de fremmede; alle
tyede de til ham for at finde Forstaaelse for deres Sag og en
Talsmand for deres Ønsker. Denne Side var saa fremtrædende
hos ham, at Arnold af Lybek ved Omtalen af hans Død siger:
«Hele Danmark sørgede over hans Død og befalede hans Aand i
Jesu Christi, Fredsfyrstens, Hænder, ligesom han selv i Live havde
ført mange, som laa i Ufred, til Fred og Enighed.»

Der indtraadte efter de første sejrrige Vendertog et Par Aars
Hvile, som Kongen og A. benyttede til ligesom at give deres
Gjeming en højere Indvielse. Det er ej heller usandsynligt, at de
følte særlig Trang til at ytre deres 'Taknemmelighed for Helbredelsen
af den svære Sygdom og den Lykke, som senere havde fulgt deres
Foretagender. Vist er det, at i Sommeren 1161 gjenoprettede A.
det helt forfaldne Kloster i Sorø, og omtrent samtidig oprettede
Valdemar et Benediktiner Abbedi ved sin Faders Gravkirke i Ringsted
og et Gjæstehus for St. Hans Brødrene i Antvorskov ved Slagelse.
Det var det samme Aar, i hvilket A. indkaldte sin Ven Vilhelm
fa Paris og gjorde ham til Abbed paa Eskilsø i Roskilde Fjord;
stnere flyttedes han til Æbleholt (Æbelholt) ved Arresø.

,… Sorø Kloster blev af A. efterhaanden udvidet til et stort og
tigt Cistercienser Abbedi. Han paabegyndte strax Opførelsen af
den prægtige Klosterkirke, i hvilken hans Frænder og deres Slægt
i Aarhundreder søgte deres Gravsteder ved Siden af den navn-
kundige Ærkebiskop og hans Forfædre. I det følgende Aar (1162)
Matte A. følge med Kongen til det store Møde i St. Jean de
lame ved Saonefloden i Burgund, paa hvilket Kejser Frederik

76 Absalon.

søgte at afgjøre den langvarige Kirkestrid til Fordel for den af ham
støttede Pave Victor, i Modsætning til den kanonisk valgte Alex-
ander, der havde Tilhold i Frankrig. Valdemar havde i denne
Strid sluttet sig til Tyskland og i den Anledning brudt med den
myndige og strængt kirkelige Ærkebiskop Eskil, som endog havde
forladt Riget og nu levede i 7 Aars Landflygtighed i Clairveaux.
A. havde forgjæves søgt at forebygge dette Brud og maatte nu
nøjes med at forhindre en yderligere Spaltning i den danske Kirke;
modstræbende var han fulgt med til Tyskland for ikke helt at for-
spilde Kongens Tillid. De Erfaringer, som Valdemar gjorde ved
Kejserhoffet, og det lensløfte, som her afnødtes ham, aabnede
imidlertid hans Øjne for Farerne ved en nærmere Forbindelse med
Kejserdømmet, og efter Hjemkomsten var han alvorlig betænkt paa
at sikre Rigets Selvstændighed for Fremtiden. Han paabegyndte
derfor ufortøvet det store Værk med Opførelsen af en Teglstensmur
paa Danevirke, ivrig styrket i dette Forsæt og støttet i dets Ud-
førelse af A.

Imidlertid vare Vendertogene blevne gjenoptagne i Aaret 1164
og fortsattes nu næsten uafbrudt i 20 Aar. I lang Tid spillede
Henrik Løve en fremtrædende Rolle i disse Kampe, snart som vor,
snart som Vendernes Forbundsfælle, snart ene i Kampen mod danske
og Vender. Medens Beretningen om disse Tildragelser derfor ved
første Øjekast gjør Indtryk af en trættende Ensformighed, viser
der sig for en nærmere Betragtning en Mangfoldighed af Situationer,
der utvivlsomt, om vi vare fyldigere underrettede om Enkelthederne
og om de mangeartede Kræfter, som her vare i Bevægelse, vilde
høre til de interessanteste Partier i vor Historie. Fortællingen, som
den nu foreligger fra Saxes Haand, er selvfølgelig anlagt med
Ensidighed og gjennemført med Partiskhed for hans Helt A.; men
at det overhovedet var muligt i den Grad at gjøre denne Mand til
Midtpunkt i Beretningen om en saa langvarig og vidtrækkende
Kamp, viser noksom, at han i en fremragende Grad var Sjælen i
de danske Foretagender. Det samme fremgaar da ogsaa deraf,
at Kong Valdemars Nød (1182) saa langt fra betegner en Tilbage-
gang i disse, at de tvært imod maa siges derefter at tage et fornyet
Opsving, ja med en forbavsende Kraft at føres til en endelig Af-
slutning (1185). Og det samme er "Tilfældet med Forholdet til det
tyske Kejserrige; Muren i Danevirke var ikke fuldført ved Valde-
mars Død, men fortsattes under hans Søn, og for første Gang
mødte Opfordringen om at tage Wanmark til Len af Kejserdømmet

Absalon. 71

et bestemt og for bestandig afgjørende Afslag. 1a A. herefter
nedlagde Sværdet, havde han fuldtud naaet sit Maal: at værne om
Danmarks og de danske Haves Fred, ja en stor Del af Vendland
war endog for en Aarrække lagt under den danske Krone. Og
han havde i de mangeaarige Kampe indlagt sig en Berømmelse
som Kriger og som Hærfører, der har faa Sidestykker i vor Historie.

Samtidig havde han ufortrøden arbejdet paa Folkets og Landets

Udvikling i alle Fredens Idrætter. Ved Aar 1167 gav Kongen ham
Kjøbstaden Havn eller Kjøbmande-Havn (Kjøbenhavn) ved Øresund
med Halvdelen af det tilliggende Herred, og her opførte han en
hist Borg af Sten paa en Holm i Stranden, dels til Byens og
Handelens Beskyttelse, dels til herfra med sine Skibe at beherske
det vigtige Farvand. Opførelsen af denne Borg betegner et vigtigt
Vendepunkt i Hovedstadens Historie; fra nu af udviklede den sig

- hurtig, rimeligvis samtidig udvidet ved Bosættelsen af indkaldte
Nybyggere, til en af de betydeligste Handelspladser i Norden.
For A. personlig var Borgen i Havn til det sidste hans kjæreste
Besicldelse.

Særlig følte han sig dog selvfølgelig kaldet til at fremme
Kirkens og den højere Aandskulturs Anliggender. Det var her et
Hovedpunkt at sikre de højere Interesser et fyldestgjørende og
varigt materielt Grundlag. Dertil sigtede i Virkeligheden Grundlæg-
&lsen af de saakaldte Herreklostre, som oftest opførte i Landets
skjøraneste og fredeligste Egne, ensomt beliggende, men rigt ud-
syrede med Jordegods og saaledes i Stand til at frede om den
lærdom og Dannelse, som deres Medlemmer maatte have hjembragt

fra, og at forplante den videre til deres Lærlinge blandt læg og
lærde. I endnu højere Grad var dette dog Tilfældet ved Bispe-
sæderne og Domkapitlerne, der jo vare hin Tids Præsteskoler.
For at sikre deres Indtægter trængte A. paa med at faa 'Tiende-
ydelsen vedtagen i sit Stift. Modstanden herimod havde varet i
åarhundreder. Man var villig til at betale Kirkens Mænd, endog
rigelig, men kun for den enkelte bestemte «'Tjeneste». Saaledes
fk Sognepræsten Betaling for Naademidlerne og hvad han ellers
ydede, og Biskoppen tog Penge for Præste- og Kirkevielser saa vel

wm for de andre Forretninger, som vare forbeholdte hans Embede.
Ved Siden heraf var der i Tidernes Løb indført visse regelmæssige
Mgifter som «Redsler» og «Bispegaver», men Kirkens gamle For-
dring, at der skulde gives Tiende af alt, hvad der høstes og avles,
medens alle de hellige Handlinger skulde udføres uden Vederlag,

7. Absalon.
kunde ikke trænge igjennem. Det var derfor en stor Sejr for AH
at det lykkedes for ham at faa Tienden vedtagen i sit Stift (1171)5
der fastsattes bestemte Regler for de Ydelser, som endnu skulde
bibeholdes, især Bøderne for de saakaldte «Helligbrud», alle de
Forseelser eller Forsyndelser, som kunde paatales af de kirkelige
Myndigheder. -Herimod lovede Bønderne Biskoppen Tredjedelera
af Tienden>, siges der; de to andre gik som bekjendt til Præster
og Kirkebygningen. Denne saakaldte «sjællandske Kirkelov» ble”
vedtagen paa ct Maalstævne i Ringsted Lund og lyst paa Lands—
tinget (1171. Tre Aar efter gjentoges det samme i Lund. Ærke-
biskop Eskil var efter sin Hjemkomst bleven forsonet med Kongers
og A. og under et Ophold af denne sidste ved Ærkebispesæde &
vedtoges i alt væsentligt samme Lov af Skaaningerne «paa Maal -
stævne i Lund». Den optegnedes og udfærdigedes under Kongens
og de to Biskoppers Segl: i den senere Kirkestrid med Jacob Er-
landsen kom den til at spille en fremtrædende Rolle som et Friheds—
brev for Menighederne imod Ærkebispens Overgreb.

Ved disse Bestemmelser tiltoge uden al Tvivl Bispestolenes Indl -
tægter i høj Grad, og herfra har da vel den Dom om A., at harm
var havesyg og gjerrig, sin Oprindelse. I Virkeligheden savnem
denne Beskyldning selvfølgelig al Grund. A. ejede ved sin Død
kun det, han havde arvet eller var i Besiddelse af som Prælat og
Stormand i Riget, Naar han havde samlet store Indtægter paa sir
Haand, saa var det for at sikre saadanne til de Formaal, sorrå
efter hin "Tids Vilkaar kun Kirkens Mænd i Længden kunde
ventes at ville ofre noget paa, medens vi forlængst have vænnet
as til at anse dem for Statens Opgave. Ikke blot den egentlige
Aandskultur, men for en væsentlig Del ogsaa Rigets Forsvar havde
sine bedste, ofte eneste Støtter i Biskopperne. For sit eget Ved—
kommende levede A. et saare afholdende og nøjsomt Liv, ligesom -
hans sædelige Renhed og højsindede Gavmildhed fremhæves med —
den mate Ros.

t Par Aar efter Udstedelsen af den skaanske Kirkelov ned- ”
eN Ærkebiskop Eskil med Pavens Samtykke sit Embede. Det=
var ikke gaaet saa let i Skaane som i Sjælland med Tiendemns—
Indførelse; vel var loven bleven vedtagen, men da det kom til
Stykket, modsatte Almuen sig at efterkomme den. Samtidig indd—
vikledes hans nærmeste Slægt i de politiske Stridigheder mellerre—
Kongen og de forbigaaede Kongefrænder. Han havde derfor atter”
opholdt sig et Par Aar i Udlandet og vendte nu tilbage med Paven

Absalon. 79

Tilladelse til at nedlægge Ærkebispedømmet og selv at udnævne sin
Efterfølger. Dette Valg foretoges i en højtidelig Forsamling i Lunds
Domkirke i Kongens og talrige Stormænds Overværelse. — Eskil
nedlagde sit Embedes Insignier paa Alteret og vilde give Afkald
paa sin Ret for ikke at træde Domkapitlet for nær; men Kongen
og alle de tilstedeværende opfordrede ham til at nævne sin Efter-
følger. Han valgte da A. som den værdigste, ikke blot i Kirken,
men ogsaa i det danske Folk. A. vilde dog ikke modtage Valget
for ikke at tabe sit naturlige Fodfæste i Kampen for Kongen og
Riget; Sjælland var i den Grad kommet til at staa i forreste
Række i denne, at man maatte frygte for at gaa glip af Aaringers
Anstrængelser, naar Høvdingen her blev skilt fra sin Hær. Men
Eskil havde en ubetinget "Tillid til sin yngre Vens Evner; han
holdt derfor fast ved sit Forsæt, og da Paven blev Opmand i
Striden, afgjorde han den saaledes, at A. skulde modtage Ærke-
bispeværdigheden, men samtidig indtil videre beholde Bispedømmet
i Roskilde. Da ogsaa Kongen støttede denne Afgjørelse, maatte
A. bøje sig for den, og han modtog Indvielsen i Fasten Aar
1178; 13 Aar efter overdrog han Sjællands Stift til sin Frænde
Peder Sunesen.

Det kunde ikke undgaas, at 'Tiltrædelsen i Lund maatte føre
til blodige Kampe; Skaane var alt i Forvejen halvt om halvt i
Oprør mod Kongen og de store. A. optog Kampen som en uund-
gaaelig Tilskikkelse og slog uden Vanskelighed Bøndernes Modstand
med. Men han misbrugte ingenlunde sin Sejr til at fremtvinge
Opfyldelsen af det Løfte, som i sin Tid, maaske med Urette, var
givet paa Bøndernes Vegne i Lund. Kun vægrede han sig ved
at gaa tilbage til den tidligere Tilstand og modtage Betaling for
de hellige Handlinger m. m., og i denne Vægring laa der selv-
følgelig en mægtig Paamindelse for de gjenstridige til at betale
"Tienden. Den gjennemførtes da vel ogsaa for det meste i Løbet
af de 20 Aar, som hengik efter Nederlaget ved Dysjeaa; men Saxe
roser dog hans Efterfølger Anders Sunesen for, at det først var
lykkedes ham fuldstændig at skaffe Kirken sin Ret.

Efter Sejren over Venderne trak A. sig tilbage fra de politiske
Begivenheder; Kampene mod Hedningerne og deres Omvendelse
til Kirkens Lære havde han anset for en Slags Korstog, som vare
fuldt forenelige med hans kirkelige Kald; men den unge Hertug
Valdemars Foretagender i Tyskland havde han ingen Del i. Kirke-
styrelsen kunde da ogsaa nok lægge Beslag paa selv en betydelig

go Absalon.

Mands hele "Tid og Opmærksomhed. Der var meget at oparbejde
fra de urolige og oprevne Tider, og meget stod endnu tilbage at
organisere for at faa den danske Kirke fuldt indordnet i det
almindelige Kirkesamfund. Saaledes siger en tysk Forfatter, at A.
fik indført fuld Ensartethed ved Gudstjenesten i de forskjellige
Bispedømmer, men i øvrigt berettes der intet om Enkelthederne i
hans Kirkestyrelse. I den samtidige voldsomme Strid mellem Kong
Sverre og de norske Biskopper blandede han sig kun for saa vidt,
som disse sidste med Ærkebiskop Erik i Spidsen i en Aarrække nøde
godt af hans storartede Gjæstfrihed og fandt en Støtte hos ham
over for Paven og den øvrige Kirke. Hans eget kirkelig ydmyge
Sind fremlyser noksom af den Beretning, at han lod anbringe et
Krucifix over sit ærkebiskoppelige Sæde, for at det skulde se ud,
som om de, der fremstillede sig for ham, bevidnede dette og ikke
ham deres Ærbødighed.

Som et enestaaende Mindesmærke om det aandelige Liv, som
blev vakt ved A.s Virksomhed og fik sin Næring af det store
nationale Opsving, staar Saxes uforlignelige Værk om vor Oldtids
Historie. Forfatteren var A.s Klerk, opdragen af ham til sit Kald,
opmuntret og nødet til det i sit Samliv med ham. Selve den
Tanke at faa en udførlig Beretning om Fædrenes Bedrifter. ned-
skreven, til Ære for det danske Navn blandt de fremmede og til
et Exempel for Folket i Samtid og Eftertid, tilhørte, som Saxe
siger, Ærkebiskoppen: «han kunde ikke finde sig i, at vort Fædre-
land skulde savne et sligt Mindesmærke, han, der altid brændte af
Begjærlighed efter at give det Glans». Men hvor skarpt et Blik
og hvor lykkelig en Haand han ogsaa her havde ved at vælge
Saxe til Tankens Iværksættelse, behøver ikke at fremhæves, naar
man erindrer, hvad denne Forfatter betyder for vor Middelalders
Historie og for Kjendskabet til vort Folks ældste Minder.

A. døde Dagen før Skjærtorsdag, 21. Marts 1201 i Sorø Kloster,
hvor han rimeligvis efter 'Tidens Skik havde tilbragt Fasten i Stilhed.
Han gik i sit 73. Aar og hans stærke Legemes Kraft var brudt i
Aaringers rastløse Arbejde. Der er bevaret en Optegnelse af hans
sidste Vilje, som viser, at han til det sidste havde bevaret hele
sin Aands Klarhed og retsindige Betænksomhed. Sin rige Fædrenearv
gav han til Sorø Kloster undtagen Fjenneslev, sit Barndomshjem,
som Esbern Snare skulde have tillige med «den lille Skaal, hvoraf
deres Fader plejede at drikke». Kjøbenhavn med det tilliggende
Jordegods havde han alt forhen givet til Roskilde Bispestol. Hvad

Absalon. 8r

han ellers ejede, fordelte han til Venner og Frænder og til alle
dem, som havde staaet ham nær i de forskjelligste Stillinger.

A. jordfæstedes i Ærkebispeskrud, med Ring og Stav, foran
Alteret i Sorø Klosterkirke; en Blyplade med Indskrift nedlagdes i
Graven med ham. Omkring ham hvile hans Slægtninge, og i
senere Tider har hans Frænde i den historiske Gjerning, Valdemar
Atterdag, fundet sin Grav i den samme Kirke.

Saxonis Gesta Danorum. H. F. J. Estrup, Absalon som Helt, Statsmand
og Biskop, 1826. A. D. Jørgensen.

Adelbjørn, —1135, Biskop. Adelbjørn, eller med en tysk
Navneform Adelbert (Alber eller Albert), tiltraadte som Biskop i
Slesvig efter Gunner, som det synes i et af de nærmeste Aar efter
1121. I Slaget ved Fodvig i Skaane, i hvilket han deltog tillige med
Rigets andre Biskopper paa Kong Niels' Side, blev han farlig
saaret (4. Juni 1134). Da Kongen kort efter tyede til hans Bispestad,
men her fandt sin Død paa aaben Gade i Kamp med Bymændene
(25. Juni), synes A. at være bleven beskyldt for Forræderi mod
ham. Han døde halvandet Aar efter som Følge af sine Saar.

A, D, Jørgensen, Den nord. Kirkes Grund! relse, Tillæg S. 88.

A. D. Jørgensen.

Adeler, Christian Lente Baron, 1784—-1844, Amtmand. Han
fødtes 29. Nov. 1784 paa Hovedgaarden Lundbæk ved Nibe og var en
Søn af Kammerherre Conrad Vilhelm Baron A. til Dragsholm (+ 1785)
og Cæcilie Dorothea f. Mohrsen, Juel-Rysenstens Enke (f 1789).
Han blev Student 1799, juridisk Kandidat 1801, Kammerjunker 1802,
Sekondlieutenant i Dragonerne 1803, Ritmester 1810, Kammerherre
1815, Lensfriherre 1816, Dr. juris 1817, Amtmand over Flensborg
Amt 1820, Amtmand over Travendal m. fl. Amter 1829, fradømt
sit Embede 1843 af Overappellationsretten «paa Grund af Misbrug
af sin Embedsmyndighed, paa Grund af Ulydighed mod Overrettens
Befalinger og formedelst Usandheder, indeholdte i hans Embeds-
beretninger, saa vel som paa Grund af de i hans Defensionsindlæg
indeholdte Invektiver mod den holstenske Overret». Han døde i
Stuttgart 7. Marts 1844. 23. Marts 1823 var han bleven gift med
Charlotte Marie Louise v. Warnstedt (f. 1787). Han har skrevet
et Par smaa Afhandlinger.

Erslew, Forf. Lex. Lassen, Norske Stamtavler I, 55 f.

G. Kringelbach.
Dansk biogr. Lex. 1. Fel 6

82 Adeler, Cort Sivertsen.

Adeler, Cort Sivertsen, 1622—75, Admiral. Han blev født
16. Dec. 1622 i Brevig i Norge. Faderen Søren Jensen havde tid-
ligere været Skriver ved det kongelige Saltværk i Langesund, Mode-
rens Navn var Dorthe Nielsdatter; for den opstillede Formodning,
at Forældrene skulde have været af hollandsk Oprindelse, ligger
der intet til Grund. Til sit 15. Aar opdroges han hjemme og
gik da ligesom saa mange andre af hans unge Landsmænd til
Holland for at lære Navigation og Mathematik. Sin Uddannelse
modtog han i Byen Hoorn i Nordholland, tog derpaa Tjeneste om
Bord paa den hollandske Flaade og deltog 1639 i det bekjendte
Slag ved Diinerne, hvor Admiral Martin Herbertsen Tromp sejrede
over Spanierne. Det følgende Aar tog han Hyre hos Kapitajn
Johan Reiersen fra Hoorn og for med ham nogle Aar paa Italien.
Da Reiersen gik i Tjeneste hos den venetianske Republik, fulgte
Cort med som Konstabel paa hans Skib, og da Reiersen døde
nogle Aar efter, overtog Cort efter hans Ønske Posten som Skibs-
kapitajn, en Stilling, som Republiken bekræftede ham i. En Af-
brydelse i hans Virksomhed indtraadte dog ved en Rejse, som han
1646 foretog til Norge for at besøge sin Slægt; fra Norge rejste
han til Holland, hvor han 16. Juni 1646 i Hoorn ægtede en Hol-
lænderinde ved Navn Engeltje (paa Latin kaldes hun Angelica
Sophronia)., Han forblev i Holland vistnok i det mindste til det
følgende Aar, men rejste derefter paa ny til Venedig for at gjen-
optage sin tidligere Tjeneste. Den Stilling, han her indtog, var
oprindelig kun en beskeden. Hans Skib, St. Jørgen eller, som det
senere kaldtes, den store St. Jørgen, var hans eget og var kun lejet
maanedsvis til den venetianske Republik; selv havde han som dets
Skipper eller Kapitajn vistnok stadig en venetiansk Adelsmand om
Bord som sin overordnede. Men var Stillingen i og for sig under-
ordnet, var der dog rigelig Lejlighed til at gjøre sig bemærket.
Venedig var fra Sommeren 1645 af indviklet i en langvarig Krig
med Tyrkerne; Skuepladsen for Kampene var dels Kandia, paa
hvilken Ø Tyrkerne havde sat sig fast, men som Venetianerne
søgte at bevare i deres Besiddelse, dels Arkipelagus og Dardanellerne,
i hvilke Farvande de fjendtlige Flaader stødte sammen. Republiken
trængte til de fremmede Skibe og de fremmede Kapitajner; allerede
af Nødvendighed var den foranlediget til at paaskjønne og hædre
dem af de fremmede, som gjorde sig fortjente i Kampen.

Om Corts Deltagelse i Krigen 1648 og 1649 vides intet sikkert,
men at han allerede da har tiltrukket sig en vis Opmærksomhed,

Adeler, Cort Sivertsen. 83

synes at fremgaa af, at Fskadrechefen Giacomo da Riva 1650
valgte hans Skib til sit Kommandoskib. Under Rivas Ledelse
deltog han i det nævnte Aar med Hæder i Kampene ved Darda-
nellerne, ud af hvilket Stræde det gjaldt at forhindre den tyrkiske
Flaade fra at komme; samme Aar var han med ved Rivas heldige
Angreb paa Volo i Thessalien, hvor 5 tyrkiske Skibe, der vare
ladede med Proviant og bestemte til Kandia, bleve gjorte til Bytte.

Ogsaa 1651 deltog han i en større Fægtning, vistnok det for
Venetianerne heldige Slag ved Paros. 1652 fik han Lejlighed til
paa en særlig Maade at lægge sit Mod for Dagen, i det han reddede
Generalproveditoren Geronimo Bragadinos Liv. Under en stærk
Storm var nemlig dennes Skib, som var paa Vejen til Kandia
sammen med Rivas og Corts, i Færd med at forlise i Argentiera
Havn; da kastede Cort sig, skjønt hans eget Skib ogsaa var i
Fare, i Storbaaden med en IDel Matroser, naaede Bragadinos Skib
og frelste ham, umiddelbart før hans Skib splintredes. Han deltog
i det nævnte Aar ogsaa i større Foretagender; saaledes var han
med til at undsætte Garnisonen i Suda paa Kandia, som var
haardt trængt af Tyrkerne. I det følgende Aar, 1653, havde en
anden Eskadrechef, Iseppo Delfino, valgt hans Skib til sit Kom-
mandoskib; Cort retfærdiggjorde den udviste Tillid ved at gaa ind
paa fortsat Tjeneste paa Betingelser, som andre Kapitajner ikke
vilde antage, og ved at deltage med Hæder i forskjellige Kampe
ved Rhodus. Men først Aaret 1654 skulde paa en varig Maade
grundlægge Corts Berømmelse hos Venetianerne. 16. Maj fandt
et heftigt Slag Sted ved Dardanellerne. Om Slagets Gang findes
forskjellige, i det enkelte modstridende Beretninger, men holder
man sig til en af disse, der kort efter nedskreves af et Øjen-
vidne, var Corts Andel i Kampen omtrent følgende: Allerede
i Fægtningens Begyndelse blev hans Skib, der ligesom Aaret i
Forvejen tjente som Admiralskib for Iseppo Delfino, heftig angrebet
af 4 tyrkiske Skibe, hvoriblandt det fjendtlige Admiralskib; men
Angrebet blev afslaaet, den venetianske Besætning sprang over paa
Fjendens Skib, erobrede alle Standarterne og nødte Modstanderne
til at flygte. Men da Delfino mærkede, at hans Skib drev ind
imod Land, lod han kaste Anker; dette bevirkede, at Tyrkerne
paa ny samledes om ham med alle deres Skibe; en frygtelig Kamp
begyndte, under hvilken Masterne paa det venetianske Skib bleve
skudte over, Tovene sprang, og Vandet trængte ind igjennem tal-

rige Huller. Trods Corts Forestillinger besluttede Admiralen under
6.

%4 Adeler, Cort Sivertsen.

disse Forhold paa ny at kappe Ankertovene, Cort ilede hen til
Forstavnen for at udføre Ordren, men i samme Øjeblik sprang Vinden
til alt Held om og førte Skibet bort fra Land. Fangende Vinden
med Kapper og Lagener banede det sig Vej ud igjennem Darda-
nellerne. Imidlertid indhentede snart 14 tyrkiske Skibe det, en ny
Kanonade begyndte, men efter en kort Kamp blev Fjenden dreven
tilbage, og" det venetianske Admiralskib forenede sig med den
øvrige Flaade. Der findes talrige Vidnesbyrd saa vel af de vene-
tianske Admiraler som af Republikens Historieskrivere om den
Tapperhed, som Cort udviste ved denne Lejlighed. Generalkapitajnen
Lunardo Foscolo overgav ham strax i Statens Navn to Guldkjæder,
og Senatet skjænkede ham i Jan. 1655 dels som Belønning for
hans Bedrifter, dels som Erstatning for den store Skade, hans Skib
havde lidt, en Guldkjæde til Værdi af 300 Dukater og en livsvarig
Pension paa 200 Dukater.

For de nærmest følgende Aar tie Kilderne saa godt som ganske
om Corts Virksomhed; kun omtales hans heltemodige Deltagelse i
Slaget ved Dardanellerne i Juli 1657, hvor hans Skib trængte midt
ind i den fjendtlige Flaade. Han havde ved denne Lejlighed ingen
af Admiralerne, men Senatoren Francesco Quirini om Bord som
venetiansk kommanderende. Imidlertid var hans Anseelse under
Krigen stegen saa stærkt, at han i Jan. 1659 blev udnævnt til
Ridder af St. Markus Ordenen, og en vistnok endnu ualmindeligere
Æresbevisning blev ham tildelt ikke en Maaned efter, idet Senatet
tilkjendte ham en aarlig Pension paa 1400 Nukater, at nyde ikke
alene af ham selv, men ogsaa af hans Arvinger i tredje Led.

Endnu 1659 deltog Cort med Hæder i de stadig fortsatte
Kampe ved Dardanellerne som Kapitajn paa Skibet den store St.
Jørgen. Ogsaa 1660 nævnes hans Navn med Berømmelse i for-
skjellige udstedte Attester; det var især ved Kandia, at han paa
dette Tidspunkt fik Lejlighed til at udmærke sig, i det han hjalp
til at bringe et Hjælpekorps i Land ved Fæstningen Suda paa den
nævnte Ø. Dog var hans Stilling i dette Aar en anden end tid-
ligere. Skjønt Skibet den store St. Jørgen endnu var i venetiansk
"Tjeneste og han selv om Bord paa det, fungerede han ikke længere
som dets Kapitajn. Men hvilken Karakter hans nye Virksomhed
har haft, er det ikke muligt bestemt at angive; i en Attest betegnes
han som «simpel frivillig», i en anden som Generallieutenant, et
Udtryk, der er vanskeligt at forstaa som anvendt paa en Søofficer.

Adeler, Cort Sivertsen. 85

I hvert Tilfælde synes hans Stilling i 1660 at have været mere
selvstændig, maaske ogsaa mere overordnet end tidligere.

Med Aaret 1660 afsluttedes Corts Virksomhed i venetiansk
Tjeneste. Dog er der endnu nogle Omstændigheder ved denne
Periode af hans Liv, som fortjene at omtales. Nogle Kilder vide
at berette om en Træfning, under hvilken Cort, truet paa Livet af
en tyrkisk Høvding ved Navn Ibrahim, fældede denne med sin
Klinge, afhuggede hans Hoved og gjorde hans Standart og Sabel
samt flere Gjenstande til Bytte. Endnu den Dag i Dag opbevares
paa det ethnografiske Musæum i Kjøbenhavn disse Trofæer sammen
med andre erobrede tyrkiske Vaaben. Kilderne henføre denne
Bedrift til 1658, men da man ellers ikke véd noget om en saadan
Træfning i dette Aar, er det muligt, at den tilhører et andet Tids-
punkt; til at tvivle paa selve Begivenheden, der maaske mere end
nogen anden har prentet sig i den almindelige Erindring om C. A.,
synes der ingen afgjørende Grund at være. Mere paafaldende er
Beretningen i Kilder, som synes at maatte stamme fra C. A. selv,
om, at han er bleven hædret med endnu en venetiansk Ridder-
orden foruden, som omtalt, med St. Markus Ordenen; meget taler
imod, at det forholder sig saaledes. Heller ikke er han bleven
ophøjet i den venetianske Adelsstand, skjønt det antydes i Digte
fra Samtiden; derimod har han i alt Fald siden 1659 ført et Vaaben-
skjold, hvis mest ejendommelige Insignier vare en halv Ørn samt
en Arm holdende paa Spidsen af en Kaarde et kløvet Tyrkerhoved,
hvilket sidste synes at hentyde til den før omtalte Begivenhed med
Ibrahim Pascha.

I Maj 1661 vendte Cort over Land tilbage til Holland. Han
gjorde det med et anset Navn, ikke blot iblandt Venetianerne,
men ogsaa iblandt sine hollandske Standsfæller. Vel havde han
næppe, som det senere sagdes, ført Kommandoen over Flaader,
men han havde været en ualmindelig tapper og uforfærdet Søofficer
og en trofast og omhyggelig Skibschef, der ikke saa nøje, som
Tilfældet ellers ofte var, havde set paa sin personlige Fordel eller
taget Hensyn til sine Kontrakters Ordlyd, og han havde ved disse
Egenskaber opnaaet en første Rangs Stilling imellem de andre
hollandske Kapitajner i venetiansk "Tjeneste. Sandsynligvis var derfor
hans Ry ilet forud for ham til Holland, og han kunde nu frem-
Vise talrige Attester foruden sine Guldkjæder og sin Ridderorden
til Vidnesbyrd om den Hæder, han havde vundet. Ved hans
Tilbagekomst besang ogsaa hollandske Digtere, om end ganske

86 Adeler, Cort Sivertsen.

vist ingen af de første, hans Berømmelse og lode tilmed deres
Fantasi et temmelig frit Spillerum.

Da under hans Færden til Søs hans første Hustru var død,
indgik han i Juli 1662 et nyt Ægteskab, denne Gang med Anna
Pelt, en Datter af en afdød rig Kjøbmand i Amsterdam. Ved
Brylluppet vare mange fornemme Mænd til Stede, hvoriblandt en
Del Medlemmer af de hollandske Herrestater. Det var ved denne
Lejlighed, at Cort, saa vidt vides, for første Gang betegnede sig
med Navnet Adeler (Adelaer). Hidtil var han i Regelen blot bleven
kaldt Cort Sivertsen, med en hollandsk Omskrivning af hans Faders
Navn; til sine Tider havde han desuden baaret Tilnavnet Adelborst,
hvilket maaske angav den Stilling, han i sin Tid havde haft i
hollandsk Marinetjeneste.. Om Grunden til, at han nu antog sit
nye Navn, hvilket for øvrigt var et Slægtnavn i Holland, vides
intet bestemt, men man kan opstille den Formodning, at Ørnen i
hans før omtalte Vaaben har givet Anledning dertil.

I Løbet af 1662 paatænkte C. A. at rejse til Danmark; dog
blev denne Tanke foreløbig ikke iværksat. Den venetianske Re
publik havde nemlig efter hans egen Beretning ikke afbrudt sin
Forbindelse med ham; den overdrog ham forskjellige Hverv i
Holland og tilbød ham desuden paa ny at træde i dens Tjeneste,
denne Gang endog som Admiral med en særdeles høj Gage og
paa andre gunstige Vilkaar. Han kom imidlertid ikke til at mod-
tage dette Tilbud, thi forinden erholdt han en Opfordring til at
forestille sig for Kong Frederik IL.

Denne Opfordring, som blev afgjørende for hans senere Liv,
kom i Jan. 1663 skriftlig til ham fra Generallieutenanten over
den norske Hær Claus Ahlefeldt, der paa denne Tid opholdt
sig med Orlov i Holsten. Hvad der har givet den umiddelbare
Anledning dertil, er hidtil ikke bekjendt. Sikkert maa dog Rygtet
om hans Anseelse mellem Venetianerne og Hollænderne være naaet
til Danmark, og det er ikke usandsynligt, at Frederik III har været
ivrig efter at tilføre det nye Regeringssystem, som var skabt ved
Enevældens Indførelse, friske Kræfter. A. viste sig paa sin Side
heller ikke uvillig; dog undlod han ikke at fremhæve de glimrende
Tilbud, han nys havde modtaget fra den Stat, i hvis Tjeneste han
havde vundet sine Lavrbær. Det varede ogsaa til Avg. Maaned,
førend han ankom til Kjøbenhavn. Her førtes nu Forhandlinger
med ham om de Betingelser, paa hvilke han skulde træde i dansk
Tjeneste, og 15. Sept. 1663 udnævntes han til Admiralitetsraad og

Adeler, Cort Sivertsen. 87

Admiral. Som Admiralitetsraad skulde han deltage i Kollegiets
Raadslagninger om Søstaten og Flaaden og sørge for Udførelsen
af de kongelige Forordninger og Instruxer, som Admiral skulde
han efter Kongens Ordre føre de Flaader og Eskadrer, som maatte
blive ham overdragne. Hans Lønning fastsattes efter forskjellige
Underhandlinger og hans eget Ønske paa den ejendommelige Maade,
at han skulde have Ret til toldfrit at indføre to Skibsladninger
spansk Salt om Aaret til Bergen og holde en Fuldmægtig i denne By
til deres Forhandling; tillige skulde han som Kapitajn over et Kom-
pagni Nordmænd, der skulde oprettes paa Holmen, have Gage som
andre Søkapitajner. I Juli 1664 forandredes imidlertid disse Løn-
mningsvilkaar dertil, at han skulde have en aarlig Gage af 7200 Rdl.,
og senere foretoges der ogsaa Forandringer med denne Sums
Størrelse.

Den Lønning, som A. saaledes opnaaede, var meget høj saa
vel i Forhold til de andre Statsembedsmænds som især til de andre
Admiralers. Men viser paa én Gang, hvor megen Pris Regeringen
maa have sat paa at faa ham i sin "Tjeneste, og hvor store For-
dringer han selv har stillet. "Tilmed erholdt han Sæde i Admira-
litetet som den næste i Rangen efter Rigsadmiralen Henrik Bielke
og blev saaledes Vicepræsident i det nævnte Kollegium, en Rang,
som kun forrykkedes, da Ulrik Frederik Gyldenløve 1670 en kort
Tid fik Sæde mellem ham og Henrik Bielke. Hvad der skete,
var saaledes en Tilsidesættelse af de andre Admiraler, særlig af
Niels Juel, der havde været Medlem af Admiralitetet og Tilsynsmand
paa Holmen siden 1657, og af Nicolai Helt. Om den sidstnævnte
berettes det ogsaa, at han misfornøjet skal have søgt sin Afsked,
hvilken dog i alt Fald ikke kan være bleven bevilget.

Det varede ikke længe, inden A. opnaaede den ene Hæders-
bevisning efter den anden. Senest i Begyndelsen af 1665 har han
erholdt Titel af Generaladmiral; samme Aar nævnede Rygtet, at
han skulde afløse Henrik Bielke som Rigsadmiral, medens Bielke
skulde være Premierminister; en saadan Forandring indtraadte dog
ikke. 1 Febr. 1666 blev han optagen i den danske Adelsstand
med et Vaaben, der kun var en delvis Forandring af det, han
allerede havde ført i Venedig. Ved Danebrogsordenens Indstiftelse
1671 blev han udnævnt til Ridder af denne Orden. Baade Frederik
III og Christian V viste ham stadig personlig Interesse, og i ikke
ringere Grad gjaldt dette om Dronning Sophie Amalie. Maaske
har det ogsaa bidraget til at styrke hans Stilling, at der 1665 fra

Adeler, Cort Sivertsen. 89

karakteristisk Bestræbelse var hans Iver for at erhverve tilbage for
Fædrelandet de indfødte, særlig Nordmænd, der paa lignende Maade
som han selv havde modtaget Uddannelse i venetiansk og navnlig
i hollandsk Tjeneste. Derimod kan Formodningen om, at han
fyldte Søofficerskorpset med Hollændere, ikke godkjendes uden
med stærk Begrænsning. Ganske vist bleve adskillige Hollændere
indkaldte, maaske paa hans Initiativ, men dette var i og for sig
ikke noget nyt i den danske Marine, og om en talrigere Indkaldelse
af fremmede var kun Tale under extraordinære Krigsforhold. Med
Hensyn til Skibsbygningen viste han fra første Færd en ivrig
Interesse for Bygningen af Galejer i Norge i Stedet for Skjærbaade,
og han var selv i Bergen 1664 for at tage sig af denne Sag.
Hans Indflydelse synes ogsaa at mærkes i forskjellige af de mere
principielle Reformer, som indførtes under Christian V, og den
større Myndighed, der herved tiltænktes Rigsadmiralen, var i alt
Fald i Overensstemmelse med hans Ønske og skyldtes maaske
hans Forslag. I det hele kan der ingen "Tvivl være om, at en
Mand med A.s Energi paa mange Maader maa have gjort sin
Medbestemmelsesret gjældende. "Thi ogsaa i private Forhold mærkes
hans store Virkelyst. Han skaffede sig saaledes Ejendomme baade
paa Christianshavn og i Norge og var en ivrig Kjøbmand. Saa vel
ved Salthandel og Handel paa Island som ved Gjenoplivelsen af
den ostindiske Handel søgte han at erhverve sig Formue. Det
var vel i og for sig ikke noget Særsyn, at fornemme Embedsmænd
paa den Maade skaffede sig Biindtægter, men han gjorde det vistnok
i sjælden stor Maalestok og var næppe særdeles nøjeregnende; om
han derved har forsømt sine Embedspligter, kan ikke afgjøres.

A. sendtes gjentagne Gange i offentlige Ærender til Holland.
Ved Alliancetraktaten af Febr. 1666 havde Generalstaterne for-
pligtet sig til under den daværende Krig mellem dem og England
foruden aarlige Subsidier at stille 8 Krigsskibe til Danmarks Raa-
dighed. A. sendtes strax til Holland for at modtage disse Skibe;
efter forskjellige Forhandlinger, under hvilke der var Tale om, at
Skibene skulde forenes med den hollandske Flaade under A.s Be-
faling, førte han dem i Maj Maaned til Kjøbenhavn og antog
samtidig mange hollandske Officerer til Brug paa Flaaden under
den ventede Krig med England. Tre Aar senere, 1669, var han
paa ny i Holland for at afslutte en Overenskomst angaaende Skibs-
maalingen, et Spørgsmaal, der havde Betydning for Erlæggelsen af
Tolden i Norge.

go Adeler, Cort Sivertsen

Da med Aaret 1672 Udsigterne til et Brud med Sverige stadig
bleve mere og mere truende paa Grund af den almindelige evro-
pæiske Situation og trods Griffenfelds Bestræbelser for at bevare
en foreløbig Nevtralitet, var det naturligt, at ogsaa Flaaden blev
Gjenstand for den største Opmærksomhed, og at omfattende Rust-
ninger fandt Sted. Allerede 1673 var A. udset til Flaadens øverst-
befalende, og ved Krigens Udbrud 1675 tildeltes denne Stilling ham
endelig. 28. Juli udfærdigedes en Instrux for ham som Chef for
den samlede til Østersøen bestemte Flaade, bestaaende af en
Del danske Krigsskibe og de hollandske Auxiliærskibe. Flaaden
var delt i 3 Eskadrer, under Generaladmiralen selv, Niels Juel og
den hollandske Kommandør Bincks; dens Størrelse angives noget
forskjellig; dog bestod den næppe af mere end 12 Linjeskibe for-
uden mindre Skibe. A.s Instrux gik ud paa, at han skulde krydse
mellem Bornholm og Rygen, forurolige denne Ø samt Usedom og
Wollin og for øvrigt optage alle Skibe, som gik fra og til Sverige,
men han maatte paa ingen Maade risikere Flaaden ved i Utide at
indlade sig i Kamp med den svenske Flaade, hvis denne viste sig
at være for stærk.

13. Avg. stod Flaaden under Sejl til Østersøen, A. var om Bord
paa Admiralskibet St. (Georg; det var første Gang, at han i dansk
Tjeneste skulde maale sig med Fjenden. Men Omstændighederne
føjede sig anderledes. Efter at have krydset i Farvandet ved
Bornholm gik Flaaden i Slutningen af Avg. vest paa og lagde
sig for Anker mellem Møen og Rygen. Sidst i Sept. nærmede
man sig til denne Ø, men en Landgang viste sig for farlig. Snart
begyndte ogsaa Situationen at blive ugunstig. Der indløb Efter-
retninger om, at den svenske Flaade var den danske betydelig
overlegen i Styrke, Forholdet til de hollandske Skibschefer var ikke
synderlig godt, stærke Storme begyndte at blæse op, og hertil kom
som den værste Ulykke en farlig Epidemi blandt Skibsmandskabet.
Det varede heller ikke længe, inden A. selv følte sig smittet og
syg. Under disse Omstændigheder besluttede han sig til at søge
tilbage under Stevns, hvor Flaaden ankrede op 22. Okt.; en Uges
Tid efter gik den længere tilbage, hen imod Dragør. Herfra an-
modede han Rigsadmiralen Henrik Bielke om at komme om Bord
til sig for af ham at modtage Kongens Befalinger; gik disse ud
paa, at han atter skulde søge Søen, vilde han adlyde, men paa
egen Haand vilde han ikke med sit af Sygdom medtagne Mandskab
vove Flaaden, især da de stærke Storme vedbleve. Men imidlertid

Adeler, Cort Sivertsen. 91

havde hans egen Helbredstilstand alvorlig forværret sig; han saa
sig nødsaget til at forlade sit Skib uden at have truffet Fjenden,
overdrog 2. Nov. Kommandoen til Niels Juel, tog Afsked med
Officerer og Mandskab og lod sig bringe i Land. 3 Dage efter,
5. Nov., døde han i sit Hjem i Kjøbenhavn, kun 52 Aar gammel.
I Febr. 1676 blev hans Lig bisat i Holmens Kirke, men flyttedes
en Del Aar senere til Frue Kirke.

Nyere Undersøgelser have godtgjort, at den store Nimbus, der
har omgivet A.s Navn i mange Slægtled som evropæisk berømt
Søkriger og som Gjenskaber af den danske Orlogsflaade, ikke har
været fuldt fortjent. For saa vidt som adskilligt kunde tale for,
at han selv ikke har været uden Skyld i de fremkomne Overdri-
velser, maa det dog som et Vidnesbyrd derimod fremhæves, at det
saakaldte Testamente, som oplæstes ved hans Bisættelse, og som
sikkert skylder hans nærmeste Omgivelser og hans egne Beretninger
sin Oprindelse, er affattet baade paalidelig og fordringsløst.
vil ogsaa uden Tvivl vedblivende henregnes til den danske Marines
ejendommeligste Skikkelser; hans æventyrlig bevægede og paa tapre
Bedrifter rige Ungdom i det fjærne Udland vil med dens Mod-
sætning, den rolige administrative Virksomhed i Hjemmet, stadig
blive erindret.

Mylius, Cort Sivertsøn Adelerx Liv ug Levnets Beskrivelse, 1740. Bruun,
Curt Sivertsen Adelaer, 1871. Danske Samlinger 2. R.V, 1 fl.

J. A. Fridericia.

Adeler, Frederik, 1700—66, Stiftamtmand. Han er født 3. Maj
1700 i Kjøbenhavn (Christianshavn) og var Søn af ndfr. nævnte
Gehejmeraad Frederik Christian A. (f 1726). Han rejste 1722 uden-
lands med to af sine Brødre, besøgte i Løbet af 4 Aar Tyskland
og Nederlandene, England, Frankrig og Italien og blev kort efter
sin Hjemkomst 1726 Kammerjunker hos Dronning Anna Sophie.
Samtidig med sit Giftermaal blev han 1727 Etatsraad og Amtmand
over Kalundborg, Sæbygaard, Dragsholm og Holbæk Amter,
1740 Konferensraad, 1749 ved Jubelfesten Ridder af Danebrog og
1751 ved Bytte med sin Svoger Joach. Hartv. Joh. v. Barner Stift-
amtmand i Christianssand og Amtmand over Nedenæs og Raabygge-
laget. 1760 ved Jubelfesten blev han Gehejmeraad og fik 1763
Ordenen de Vunion parfaite. Han døde i Christianssand 28. 1ec.
1766 og blev bisat med stor Højtidelighed i Christianssands Dom-
kirke 20. Jan. 1767 med Parentation af Stiftsprovsten Professor S.
Friedlieb, men 30. Maj s. A. ført til Familiebegravelsen i Frue

92 Adeler, Fred.

Kirke i Kjøbenhavn. Han ejede i Norge Herregaarden Gimsø
Kloster med Bratsberg etc. ved Skien og i Sjælland (1727—54)
Gundetved (nu Selchausdal) samt Egemark og Alkestrup — 25. April
1727 blev han gift paa Frederiksberg Slot med Anne Beate Rosen-
krantz, f. 28. Sept. 1707, $ 15. Febr. 1777 under et Besøg i Chri-
stiania. Hun var en Datter af Justitsraad Jørgen R. til Qvitzovs-
holm, havde fra sit 13. Aar været Hofdame hos Dronning Anna
Sophie og fik 1757 Ordenen de I'union parfaite. Hun beboede som
Enke Gimsø Kloster og roses som en klog og fortræffelig Dame,
medens det om Ægtefællen, uagtet flere gode Egenskaber, hedder,
at han var sbekjendt for sin indskrænkede Forstand».
Lassen, ske Stamtavler. J. B. Hasy' + Ære- og Efterminde:. Mskr. Nr.
338 in fol. i Univ. Bibl. i Chra, ved Aar 1766, Parent. ov. ham af S. Friedlieb,
Mskr. Nr. 470 in 4to smsids. Ligpræd. over hende af J. |. Lippe, Chra. 1777.
H. J. Huitfeldt. Kaas.

Adeler, Frederik Baron. 1764—1816, Overpræsident, blev
født paa Adelersborg 25. Juli 1764 og var en Søn af Kammerherre
Conrad Vilhelm Baron A. og Ulrika Helene Cicignon. I en Alder
af kun 14 Aar blev han Hofjunker, 1781 Kammerjunker, 1790
supernum. Kommitteret i Generaltoldkammeret og 1792 Kammer-
herre. 1802 udnævntes han til Stiftamtmand i "Throndhjem og
Amtmand over nordre og søndre Throndhjems Amt, men forflyttedes
allerede 1804 som Amtmand til Holbæk. 1808 blev han Stiftamtmand
i Fyn og Amtmand over Odense Amt og Aaret efter Gehejme-
konferensraad og Overpræsident i Kjøbenhavn; 1804 havde han
erholdt Storkorset af Danebrog. Han døde pludselig i Kjøben-
havn 23. Marts 1816. 1. Juli 1786 havde han ægtet Berta Komtesse
Moltke, der var født 16. Nov. 1767 og døde 1. Maj 1846 paa
Adelersborg. Dette Baroni, som A. 1785 havde overtaget tillige med
Gimsø i Norge, substituerede han 1810 med en Fideikommiskapital,
men Gaard og Gods, hvis Bestyrelse han med megen Duelighed
varetog, forblev dog som et Allodialgods hos Efterkommerne af
hans eneste Datter Sophie Hedevig Baronesse A.

Manthey, Ridderes Levnetsløb 1809—17. Lassen, Norske Stamtavler I, 53 f.

Thiset.

Adeler, Frederik Christian, 1668—1726, Gehejmeraad, var
Søn af foranstaaende Generaladmiral Cort A. og Anna Pelt og
født i Kjøbenhavn 13. Okt. 1608. Han blev holdt over Daaben af
Kronprinsen, den senere Christian V, nød som ung en omhyggelig
Uddannelse og rejste derpaa udenlands (1687—g0). Paa sin Rejse

Adeler, Fred. Chr. 93

gjæstede han ogsaa Venedig, hvor man endnu havde hans Faders
Bedrifter i frisk Minde, og hvor man modtog ham vel. Der blev
endog offereret ham smigrende Ærevers. Strax efter sin Hjemkomst
blev han Kammerjunker og ægtede i Sept. 1694 Henriette Marie
Lente, Datter af Gehejmeraad Joh. Hugo Lente, Regeringsraad i
Slesvig og Gesandt ved det kølinske Hof, og Margrethe Barnefeldt.
Dels efter sin Fader, dels med sin Hustru kom A. i Besiddelse af
betydelige Jordegodser: Bratsberg, Gimsø, Sæbygaard og Egemark,
foruden det store Adelerske Hus paa Christianshavn m. m.; Drags-
holm kjøbte han 1694 for Spotpris af en portugisisk Jøde. I
jorde A. hurtig Karriere: 1694 blev han Justitsraad
og Assessor i Højesteret, 1699 Deputeret i Sø- og Landkommis-
sariatet, og kun 31 Aar gammel Etatsraad (1700). I 1704 ledsagede
han Frederik IV paa dennes norske Rejse. 1 Rensborg fik han
112 Danebrogsordenen og blev næste Aar første WDeputeret i
Rentekammeret og Gehejmeraad. Desuden var han Amtmand i
Roskilde og Tryggevælde Amter og blev i 1717 efter Otto Krabbe
Stiftsbefalingsmand i Sjælland. Under den nordiske Krig havde
han som Finansdeputeret efter bedste Evne gjort sit til at raade
Bod paa de store Vanskeligheder, Regeringen havde at kæmpe
med, men snart efter Fredslutningen 1720 og Dronning Louises Død
følte han, som var af en svagelig Helbred, Trang til Rolighed og
Længsel efter at vende Hoflivet og dets Rænker Ryggen og indgav
Begjæring om Afskedigelse fra sine Embeder, hvad der bevilgedes
ham (Avg. 1721) faa Maaneder efter Kongens Ægteskab med Anna
Sophie Reventlow. Han døde af Brystsyge i den Adelerske Gaard
paa Christianshavn Langfredag Morgen, 19. April 1726. Med sin
i 1703 afdøde Hustru havde han 7 Børn.

Hofman, Dsk. Adelsmænd III, 189 f. A. Højer, Friderich IV, passim.
Lassen, Norske Stamtavler I, 42 f. F. J. Meier.

Adeler, Frederik Georg, 1736—1810, Stiftamtmand. Han
er født 25. Avg. 1736, formentlig paa Forældrenes Fjendom Gunde-
tved i Sjælland, og var Søn af ovennævnte Stiftamtmand Fred.
A. (f 1766). Han skal allerede være bleven Lieutenant som Barn,
blev i sit 19. Aar (1755) Kapitajn og 1756 ansat i denne Egenskab
ved 2. Vesterlenske Regiment, hvor han 1761 opnaaede Sekond-
majors Karakter; 0. 1757 blev han Kammerjunker. Efter at have faaet
Afsked fra Militæretaten i April 1764 blev han i Juli s. A. Amtmand
i Bratsbergs Amt og 1769 Kammerherre. 1771 blev han mod sin

4 Asker. Fri. Gry

Vilje forfyttet til Lister og Mandals Ami, da det ansaas mindre
heldigt, at han var Amtmand i de: Distrikt. hvor hans Ejendomme
vare beliggende. Han kom imidierid efter Ansegning og med en
Restriktion med Hensyn til Tommerhandcien allerede 1773 tilbage
til Bratsbergs Amt, hvor han efter den store Ildebrand i Skien i
Nov. 1777 vandt megen Popularitet ved sin store Godgjorenhed
mod de brandlidte. Tidligere i samme Aar var han tdnævnt til
Ridder af Danebrøg. 1781 blev han Stiitamtmand i Christianssand
og isked i Aaret 1788 i Anledning af de af Christian Lofthus
vakte Uroligheder. Han var to Gange giit, første Gang 1762 med
Juliane Ernestine v. Cicignon f. 1744 $ 1700. fra hvem han blev
separeret 17835: anden Gang 1706 med Caroline Rudelphine v
barth f. 1760 4 1708. Enke efter Kammerjunker Jacob Løvenskiold
til Borrestad. AA. var Ejer af &
hans Jordbrug indbragte ham en Præmie
eneste Søn, Beat '. 4 1843 som Kammerjunker
og sidste Mand sten i Norge. var svag paa Sjæl og Legeme,
bestemte Faderen. dserne efter hans Død skulde tilfalde hans
Brodersøns Linje i Danmark med Udbetaling af en Livrente: til
Sønnen.

Lassen. Ni

Tr Sl

e stamtavler. H. J. Huitfeldt.Kaas.

Adeler, Henrik, 0. 1060—1718. Stiftamrmand. Han er maaske
født i Kragerø, hvor Faderen. N: A. til Jomfruland,
der døde 1694 som Kancelli- og Assistensraad samt Amtmand i
Bratsbergs Amt, den Gang formentlig bovde. Han forekommer
som Sekretær i Kancelliet mellem 1686 og 1601 og kaldes i sidst-
nævnte Aar tillige Assessor i Hofretten, da han ved Faderens Af-
staaelse blev Amtmand i Bratsbergs Amt. Senere fik han Titel af
Assistens- og Justitsraad. Ved det norske Regeringskollegium Slots-
lovens Oprettelse i 1704 blev han det ene af sammes 5 Medlemmer
og fungerede i denne Egenskab til 1711, da han blev Stiftamtmand
i Christianssand. 1709 fik han Titel af Etatsraad og døde 8. Febr. 1718
i Skien, hvorhen han nylig var kommen for at tilendebringe en
Kommissionsforretning. Han blev 1686 gift med Drude Hansdatter
Bladt, uden Tvivl en Datter af Borgmester Hans Pederssøn B. i
Kjøbenhavn.

Norske Saml, Svo I. 150, Lassen, Norske Stamtavler I, 65 f.

H. J. Huitfeldt Kaas.

Adeler, Sivert. 95

Adeler, Sivert, 1647—83, Søofficer, ovfr. nævnte General-
admiral Cort A.s ældste Søn af første Ægteskab, er født i Hoorn
i Holland. Han har maaske først været i hollandsk Tjeneste: til
Søs og kom 1663 med Faderen til Danmark, hvor han allerede 1666
udnævntes til Kapitajn og 1668 blev anvendt som Befalingsmand
paa Skibet Færø, der blev udsendt for at gjenoplive de i nogen
Tid ophørte Handelsforbindelser med Ostindien. Skibet afgik fra
Kjøbenhavn i Okt. 1668 og kom til Trankebar i Maj det følgende
Aar; i 1669 og 1670 var han i Bantam paa Java, med hvis Fyrste
der blev sluttet en Traktat, efter at Christian Bielke med Skibet
Mageløs ogsaa var bleven sendt der hen. I Sept. 1670 vendte A.
tilbage til Kjøbenhavn, hvor han nød megen Anerkjendelse for
Udfaldet af sin Sendelse, og hvor han samme Aar blev udnævnt
til Schoutbynacht. I det følgende Aar blev han af Kongen sendt
til Holland for paa Admiral Ruyters Skib videre at uddanne sig i
Søtjenesten. 1672 udnævntes han til Kommandant i Dansborg, fik
Titel af Indisk Raad og drog s. A. til Ostindien. Da han i Aaret
1683 befandt sig paa Hjemrejse til Danmark, døde han paa Skibet
den flyvende Ulv ved det gode Haabs Forbjærg 24. Jan. samme
Aar og blev begraven i Kapstaden. Han var ugift.

Lutzow, Hist. Efterretn. om danske Søc-Ofkcierer I, 9 f. Bruun, Curt Sivertsen
Adelaer, H. J. Huitfeldt. Kaas.

Adeler, Theodor, 1747—1826, Godsejer. Han var Søn af
ovfr. nævnte Stiftamtmand Frederik A. (+ 1766) og fødtes 15. Marts
1747. Han var først Søofficer, idet han 1764 blev Sekondlieutenant
og 1772 Premierlieutenant i Søetaten, men paa Grund af svagelig
Helbred indgav han 1774 Ansøgning om Afsked, hvilken han fik
med Kapitajns Karakter. Senere blev han Kammerherre og virkede
som Godsejer meget til Bondestandens bedste ved Ophævelsen af
Fællesskabet, Udflytningen af Gaardene osv. Han ejede Ullerup
paa Mors og senere Sohngaardsholm (ved Aalborg), hvorfra han
1775 hentede sin Hustru Frederikke Ferdinandine Benzon (f. 1754
f 1828 i Marseille), Datter af Konferensraad Johs. B. I Aaret 1789
fik han den store Guldmedaille for Fortjenester. Paa Grund af sin
svagelige Helbred og i Haab om at finde Lindring i et mildere
Klima bosatte han sig senere i Frankrig, hvor han kjøbte Godset
Gromelle i Nærheden af Avignon. Han fortsatte her i 25 Aar sine
Bestræbelser til Landbrugets Fremme og var meget yndet af Befolk-
ningen paa Grund af sin Godgjørenhed og Hjælpsomhed; ogsaa

96 Adeler, Theodor.

enhver dansk, der kom til hans Gods, le petit Danemark, som
det kaldtes, blev modtagen med Velvilje. Hans kjærlighedsfalde
Natur viste sig ligeledes over for Dyrene, i det han paa sit Gods
oprettede et Hospital for syge Heste og Hornkvæg og et Asyl for
dem, naar de paa Grund af Alder vare blevne uskikkede til at
arbejde. A., der var en meget kundskabsrig Mand, ejede en ud-
mærket Bogsamling. Ved en meget nøjsom Levemaade opnaaede
han, uagtet sin svagelige Helbred, dog den høje Alder af næsten
80 Aar. Han døde 28. Sept. 1826 paa sit franske Gods.

Thaarup, Fædrenelandsk Nekrolog S. 408 ff. Lassen, Norske Stamtavler
I, 57. P. Brock.

Lente-Adeler, Christian, 1699—1757, Godsejer, Søn af ovfr.
nævnte Fred. Christ. A., var efter sin Udenlandsrejse Volontør ved
Garden til Fods fra 1718 til 1722, blev derefter Kammerjunker hos
Markgrevinden og senere hos Kong Frederik IV til dennes Død,
1735 Etatsraad, 1747 Konferensraad. Han kjøbte 1727 af sine
Medarvinger Dragsholm Slot med Trilliggende og fik samme Aar
Tilladelse til i Anledning af et ham af hans Morfaders Broder,
Gehejmeraad Christian Lente, testamenteret Fidéikommis at føje
Lenternes Navn og Vaaben til sit eget Navn og Vaaben; da han
imidlertid forblev ugift, indsatte han ved Testamente af 1755 sin
Broder Theodor til Arving af det Lenteske Navn og Fideikommis
og oprettede Dragsholm til et Stamhus, der skulde tilfalde en
Brodersøn af ham. Han døde 8. Oktbr. 1757.
Personalhist. Tidsskr. IV, 175. Lassen, Norske Stamtavler I, 43.

P. Brock.

Lente-Adeler, Conrad, 1732—1804, Officer, Søn af ndfr.
nævnte Gehejmeraad Theodor Lente-A., er født i Fyn 14. Dec.
1732. Han var oprindelig ikke bestemt til at skulle gaa Officersvejen
og indtraadte først med sit 23. Aar i Hæren, men han havde
Anlæg for Tjenesten, og hans formaaende Slægt skaffede ham hurtigt
Avancement, saa han allerede 3 Aar efter, 1758, var Ritmester og
1762 Major i det holstenske Kyrasserregiment. 1774 blev han som
Oberstlieutenant forsat til fynske Regiment Ryttere, senere fynske
Dragonregiment; 1783 blev han Oberst og 1789 Generalmajor og Chef
for Regimentet. Denne Stilling beklædte han dog kun til Ud-
gangen af Aaret, da han kaldtes til Kjøbenhavn for at tage Sæde
som Deputeret i Generalitets- og Kommissariatskollegiet, hvor han
forblev, indtil han 1803 afskedigedes med Generallieutenants Karakter.

Fente-Adeler, Conrad. 97

— L.A. nød Anseelse som en praktisk dygtig Kavalleriofficer, men
som Deputeret forstod han ikke at gjøre sig gjældende, hvilket dog
mindre tilskrives hans Mangel paa administrativ Evne end hans
beskedne og noget ydmyge Væsen. Han fik 1774 Titel af Kammer-
herre og udnævntes” 1792 til Ridder af Danebrog. Han døde
ugift i Odense 25. Febr. 1804. 5. A. Sørensen.

Lente-Adeler, Frederik Christian, 1728—91, Amtmand. Han
blev født 1. Juli 1728 og var en Søn af ndfr. nævnte Gehejmeraad
"Theodor Lente-A. Han blev Hofjunker 1745, Kammerjunker 1747,
Kirkeinspektør i Sjælland 1764 derved, at hans Fader afstod Amt-
mandschargen over Nyborg og Tranekjær Amter til Kammerherre
v. Holstein, imod at denne skulde overlade Sønnen Stillingen som
Kirkeinspektør, et Arrangement, der fandt Regeringens Billigelse.
1766 blev han Konferensraad, og han døde 23. Juni 1791, ugift.
G. Kringelbach.

Lente-Adeler, Theodor, 1702—67, Amtmand, Søn af ovfr.
nævnte Fred. Christ. A. og født 26. Maj 1702, kjøbte 1730 Lykkes-
holm i Svendborg Amt, blev senere Gehejmeraad, 1752 Ridder af
Danebrog, 1763 af Vunion parfaite. Han var Amtmand over
Nyborg og Tranekjær Amter. I Følge sin Broder Christian L.-A.s
Testamente af 1755 fik han 1758 Patent paa at kaldes Lente-Adeler.
Han ægtede 1727 Hofdame Leopoldine Cathrine Rosenkrantz, dame
de Vunion parfaite, f. 1710 $ 1768. Han døde 21. April 1767.
Lassen, Norske Stamtavler I, 60 f. P. Brock.

Adelheid (eller Adele), — 1152 —, Dronning, var næstyngste
Datter af Conrad af Wettin, Markgreve af Meissen og Lausitz, og
hans Hustru Luccardis. Hun blev 1152 gift med Kong Svend
(Grade), med hvem hun havde en Søn, som døde ganske ung, og
en Datter, Luccardis. Man beskyldte hende for at forlede sin Mand
til at indføre fremmede Sæder, efter Saxes Mening dog med Urette.
Efter Svends Død giftede hun sig med Grev Albert af Aschersleben
eller Ballenstedt, med hvem hun havde en Datter Gertrudis, som
senere blev gift med Walther af Arnstein.

Suhm, Hist. af Danmark VI. J. Kinch.

Adler, Adolph Peter, 1812——69, Theolog. Han var Søn af
Grosserer Niels A. og Anna Charlotte Christine f. Enghel. Han
blev født i Kjøbenhavn 29. Avg. 1812 og kom 9 Aar gammel i

Dansk biogr. Lex. I. Marts 1887. 7

Adler, Adolph Peter. 9

da A.'s Svar paa disse Spørgsmaal fandtes utilfredsstillende, blev han
entlediget i Naade og med Ventepenge (1845). Siden udfoldede han
en ret omfangsrig filosofisk-theologisk Forfattervirksomhed («Forsøg til
en systematisk Fremstilling af Kristendommens Logik», 1846. «Theol.
Studier» I—II, 1846—47. «Kristelige Afhandlinger», 1852. «Momenter
med H. t. Forløsningsværket i Jesu, logisk fremstillede», 1853), der
ved Siden af Glimt af Dybsind indeholder totalt formørkede Partier,
de sælsomste Paradoxier og Meningsløsheder. Han sammenlignede
sig selv med «Dampmaskinens første, ringe Opfinder», der «paa
Grund af sine kuriøse Ideer» blev sat i et Galehus, og sine første
Skrifter stiller han ved Siden af «Nehemias' smaa 'Tempelmure,
som man mente, at Rævene om Natten vilde nedrive». Selv finder
han imidlertid, at hans senere Arbejder have vist, at «de første
Grundbegreber have været i Stand til at bære en Del af det kriste-
lige Indhold». Denne Opfattelse vil næppe blive delt af mange.
Som Theolog er A. snarere en Repræsentant for en moderne
Gnosticisme end for den kirkelige Theologi, og som Filosof er
han nærmest et Exempel paa, hvilke Ulykker den hegelske Spe-
kulation kunde volde, hvor den traf paa skrøbelige Hoveder.
S. Kierkegaard var en af de faa samtidige, der skjenkede A.'s Op-
træden en varigere Opmærksomhed; en ikke ringe Del af Kierkegaards
Dagbogsoptegnelser fra 1846 dreje sig om A.'s formentlige «Aaben-
baring: Paa den ene Side interesserede A. ham «ved det dobbelt-
satiriske: at han som væsentlig Hedning bliver — kristelig Præst,
og at han, bragt det kristelige adskilligt nærmere, bliver afskediget»
(Af S. Kierkegaards efterladte Papirer, 1845—46, S. 581); paa den
anden Side fandt Kierkegaard i A.'s Skrifter «en indirelate Satire»
over den hegelske Filosofi, «i det han eklatant bryder med den,
men dog ubevidst konniverer med den og da ved sit Livs For-
tumlethed bringer den hegelske Filosofi i Situationer, hvor den
maa vise sig saa selvmodsigende, som den er» (anf. Skr. S. 629).
Efter sin Entledigelse blev A. i flere Aar i Hasle, men 1853 flyttede
han til Kjøbenhavn, hvor han døde 5. Okt. 1869. Da han havde
tilbragt et Par Aar af sit ufrivillige Otium i den lille Provinsby,
rejste han atter udenlands og levede en Vinter (1847—48) i Syden.
Sine Oplevelser paa denne Rejse har han skildret i et eget Skrift,
der ved Siden af en og anden Notits af tidshistorisk Interesse
indeholder en stor Mængde Synderligheder og Smagløsheder. Han
sammenligner saaledes sig selv med Patriarken Jacob; thi som
”

Adler, Jac, Georg Chr. 105

øverste Tilsynsmand med Kirkevæsenet i Slesvig og Holsten indtil
sin Død. I en høj Alder hensov han 22. Avg. 1834 i Gickau ved
Liitjenburg, hvor han var paa Visitats.

Fallesen, Magaz. for Religionslærere II, 609 fl. VIII, 639 ff. Allg. deutsche
Biographie I. Helveg, Den danske Kirkes Hist. eft. Reform., 2. Udg., II, 225.
261 f.. 402. Nyerup, Lit. Lex. S. 9. Den Slesvig-Holstenske Kirke-Agende,
Slesv. 1797. H. F. Rørdam.

(Med enkelte Tilføjelser om A. som Orientalist af Vi/A. Thomsen.)

Adler, Johan Gunder, 1784—1852, Kabinetssekretær, blev
født 5. Marts 1784 i Kjøbenhavn. Hans Forældre vare Bødkermester
Adolf A. og Ingeborg f. Lund. Han dimitteredes 1802 fra det
Schouboeske Institut til Universitetet, hvis Adgangsexamen han
bestod med Udmærkelse, og to Aar efter underkastede han sig
anden Examen. Under Kjøbenhavns Belejring og Bombardement
1807 gjorde han Tjeneste i Kongens Livjægerkorps. A., der følte
Kald til Lærervirksomhed, privatiserede dereftet i Hovedstaden indtil
1812, da han overtog Bestyrelsen af Skolen «Christian Augusts
Minde» i Frederikshald, i hvilken Stilling han fik 'Titelen Lektor.
Han henledede i højeste Grad den offentlige Opmærksomhed paa
sig, da han, før Norges grundlovgivende Rigsforsamling traadte
sammen i Ejdsvold, April 1814, i Forening med Sorenskriver C. M.
Falsen udarbejdede et «Udkast til en Konstitution for Kongeriget
Norge», der tryktes i N. Wulfsbergs «Journal for Lovgivning, Rigs-
forfatning og Politik» og var tilegnet Prinsregenten Christian Frederik,
der med Interesse gjennemlæste det og forsynede det med kritiske
Bemærkninger. Man har villet henføre Udkastets statsretlige Del
til A., dets juridiske til Falsen, men denne Sondring lader sig ikke
med Sikkerhed foretage. Udkastet er i øvrigt stærkt paavirket af
«den første franske Konstitution af Sept. 1791. "Under det svensk-
morske Felttog 1814 aabnede sig en ny Løbebane for A. Da han
wudmærkede sig ved sjælden Indsigt og Færdighed i nyere Sprog,
æav Kong Christian Frederik ham det Hverv at gaa de militære
”Underhandlere til Haande ved Forhandlingerne om en Vaaben-
stilstand, ved hvilke ogsaa det franske Sprog maatte benyttes for
Kronprins Karl Johans (Bernadottes) Skyld. 26. Juli udnævntes A.
til Kongens Privatsekretær og fulgte med Hovedkvarteret. Denne
Stilling bevarede A., efter at Christian Frederik havde nedlagt
Kronen, og ledsagede i Okt. 1814 Prinsen til Danmark. Han
fulgte med Prinsen paa den store Udenlandsrejse, som denne foretog
i Forening med sin Hustru, Prinsesse Caroline Amalie, 1818—22.

106 Adler, Johan Gunder.

A. udnævntes 1839 til Medlem af det kgl. Theaters Direktion,
hvilken Stilling han beklædte i 10 Aar. Efter at Prins Christian
havde besteget Tronen som Kong Christian VIII, blev A. Kabinets-
sekretær og Chef for det af Kongen 1840 oprettede Statssekretariat
for Naadessager, under hvilket alle Anliggender vedkommende
Gratialvæsenet henlagdes. Da dette Departement ophævedes efter
Forfatningsforandringen 1849, afskedigedes A. 23. Dec. s. A. A. ud-
nævntes 1840 til Gehejmeetatsraad, 1848 til Gehejmekonferensraad.
Han dekoreredes 1843 med Danebrogsordenens Storkors og var
Aaret før bleven hædret med Æreslegionens Kommandørkors. Han
døde paa en Baderejse 26. Maj 1852 i Hof i det nordlige Bajern.
Han var gift med Anna Maria Høyer, der var født 1786 i Kjøben-
havn og var Datter af Provst Chr. Fr. H.

Erslew, Forf. Lex. Dansk Maanedsskrift 1861, II. Hist. Tidsskr. 3.
R. VI. Y. Nielsen, Norges Historie i 1814 I. A. Thorsøe.

Adler, Peter Christian, 1796—1851, Skolemand og historisk
Forfatter, en Broder til Joh. Gunder A. (se ovfr.), var født 6. Okt.
1796 i Kjøbenhavn og blev Student 1816. 1827 ansattes han som
Adjunkt ved Ribe Kathedralskole og forblev i denne Stilling til sin
Død. Hans Hovedfag ved Skolen vare Historie og Geografi, i
hvilke han besad gode Kundskaber. Fra 1834 optraadte han ogsaa
som historisk Forfatter og skrev i Skolens Indbydelsesskrifter en
Række af Afhandlinger vedkommende Ribe Bys Historie. I 1838—39
redigerede han «Histor.-statist. Maanedsskrift for Ribe Stift», som
udkom i 1'/s Aar. Han var en Mand, som havde mange Inter-
esser og deriblandt med Held dyrkede Skuespilkunsten. Ogsaa for
Politiken interesserede han sig i mere demokratisk Retning. 1849
valgtes han til Landstingsmand for 11. Landstingskreds, men døde
allerede 10. April 1851. 1830 var han bleven gift med Anna
Ussing, en Datter af Hospitalsforstander N. U. i Ribe. Hun var
adskillige Aar ældre end han, men overlevede ham i mange Aar
og døde i en meget høj Alder.

Erslew, Forf. Lex. J. Kinch.

Adolf (1), Hertug af Sønderjylland, 1401—59, var næstældste
Søn af den holstenske Greve Gerhard, som ved Forleningen i
Nyborg 1386 var bleven dansk Hertug af Sønderjylland, og hans
Hustru Elisabeth, en Datter af Hertug Magnus af Brunsvig. Han
var ved sin Faders Fald i Ditmarsken 1404 kun 3 Aar gammel.
Tidlig sporedes hos ham Slægtens dybe Had til Danmark. Da

Adolf (I) af Sønderjylland. 107

Dronning Margrethe en Gang ved et Besøg hos Erkehertuginden
havde foræret ham et Smykke til at sætte i Hatten, fortælles der,
at han ikke var at formaa til at tage imod det, og da det fæstedes
paa hans Trøje, rev han det af. Dronningen skal da have sagt:
«Du vil blive en arg Fjende af mit Rige!» Efter Faderens Død
sendtes han til Borggreven af Niirnberg, Frederik, som i de Aar
kaaredes til Kurfyrste af Brandenborg, Stamfaderen til det nu-
værende Kejserhus.

Da A. efter dansk Ret var bleven myndig, kaldte Farbroderen
Grev Henrik ham tilbage og gav ham de to stærkeste Slotte i
Holsten, Rensborg og Segeberg (1419). Han satte sin Lid til
denne Brodersøn fremfor den ældre Henrik, der en Tid lang var
bleven opfostret i Danmark. Efter Grevens Død (1421) fik A.
Styrelsen af det hele Grevskab, medens Henrik førte Kampen om
Sønderjylland og den yngste Broder Gerhard indtil videre blev
holdt uden for Regeringen. Alle tre Brødre kaldte sig i øvrigt Her-
tuger af «Slesvig» og Grever af Holsten, i det deres Paastand som
bekjendt gik ud paa, at baade det danske Hertugdømme og det
tyske Grevskab vare arvelige i deres Slægt.

Først fra Aaret 1427, da den ældste Broder havde fundet sin
Død ved Belejringen af Flensborg, traadte Adolf — eller Alef, Alv,
som han kaldes af Samtiden -— i Spidsen for den langvarige Kamp
mod Kong Erik af Pommern. Hansestæderne havde nu imidlertid
taget aabent Parti for Holstenerne, medens Kongens Sag efter-
haanden blev opgiven i Sønderjylland, og A. opnaaede saaledes
ved Vaabenstilstanden i Vordingborg (1435) den fredelige Besiddelse
af alt, hvad han ved den Tid havde underkastet sig, nemlig hele
Sønderjylland (undtagen Haderslev, med de nærmest liggende Her-
reder, og Ribe med Bispestolens Gods ved Trøjborg og Møgeltønder)
samt Als og Øerne i Vesterhavet paa et Par enkelte nær. Da
kort efter Misfornøjelsen med Kong Krik blev saa stor, at man
tænkte paa at fordrive ham fra Riget, deltog Grev A. med de
danske Stormænd i denne Sammensværgelse, og ved en Overens-
komst i Lybek 1439 enedes man om at indkalde Christoffer af
Bajern, der da skulde forpligtes til at forlene Greven med Hertug-
dømmet. Denne Forlening udførtes da ogsaa i det følgende Aar,
og den nye Hertug fik ved denne Lejlighed udleveret Haderslev
og Ærø som hørende til Hertugdømmet, medens Ribe ligesom tid-
ligere forblev under Kronen.

A., der efter sin yngste Broder Gerhards Død var den eneste

Adolf af Holsten- Gottorp. 113

Belejring og blev endelig efter en haard Kamp dødelig saaret i det
berømte Slag ved Breitenfeld 7/17 Sept. 1631. To Dage efter døde
han i Eilenburg. Hans Lig blev paa hans Moders og Broders

Ønske udleveret og bisat i Slesvig Domkirke.
Tahrbh. f. d. Landeskunde d. Herzogth. Schleswig, Holstein u. Lauenb.
VII, 35 ff. J. A. Fridericia.

Adolf Frederik, Konge af Sverige, Prins af det holsten-got-
torpske Hus, 1710—71, var Søn af den fra den store nordiske Krig
bekjendte Administrator i Holsten-Gottorp Christian August og dennes
Kusine, Prinsesse Albertine Frederikke af Baden-Durlach. Han blev
født 14. Maj 1710. Foruden at være Fyrst-Biskop i Lybek valgtes han
1743 til Tronfølger i Sverige i Henhold til, hvad der var aftalt i
Fredspræliminærerne i Åbo med Kejserinde Elisabeth af Rusland.
Den Overvægt, denne havde vundet under den for Svenskerne
højst uheldige finske Krig, satte hende i Stand til at fremtvinge
hans Valg, i det hun som Vederlag for dette gav den største Del
tilbage af, hvad hendes "Tropper havde erobret i Finland. Den
personlige Forkjærlighed, hun havde for det gottorpske Hus, bragte
hende til at ønske hans Valg, og dette lettedes vel ogsaa derved,
at han nedstammede fra en Søster af Carl X Gustav. 8 Aar
efter sit Valg besteg han Tronen. Han var en godmodig, ikke
betydelig Mand, og de Forhold, hvorunder han blev Konge, i høj
Grad ydmygende for ham. Det var paa den Tid, at de svenske
Rigsdagspartier Hattene og Huerne under deres Kamp om Magten
i Landet kappedes om at gjøre Kongemagten til en blot Skygge.
A. F.s Dronning Louise Ulrikke, en Søster til Frederik H af
Preussen, var klog og en kraftig Karakter, men havde mere
Sans for Intriger end politisk Takt, og de Forsøg, der under
hendes Opmuntring fandt Sted for at skaffe Kongen større Magt,
førte kun til hans endnu dybere Ydmygelse.

A. F.s Valg til svensk Tronfølger var et Nederlag for den
'dansk-norske Politik, der understøttet af en stor Del af den svenske
Bondestand gik ud paa at faa den senere Frederik V udvalgt til
denne Stilling. 1Den Modsætning, der her var traadt frem imellem
dansk og holsten-gottorpsk, svarede godt til de Stemninger, A. F.
og hans Dronning vedbleve at nære imod det danske Hof. Ligesom
denne deres Holdning blev en Hovedgrund til, at Danmark-Norges
ledende Statsmand J. H. E. Bernstorff holdt det for at være ufor-
eneligt med Rigets Sikkerhed, at Kongemagten i Sverige var stærk,

Dansk biogr. Lex. 1. Marts 1887. 8

114 Aa? Frrserie gr Serign.

saaledes fremkaldte den cn Tilnærmelse imeilem åer dansk-norske
Hof og de: den Gang herskende Pari i Sverige. Hanene. I det
ugsaa Frankrig kastede sin Indfydelse med i Vægiskaskem Fer

Køngefamilie imvd
mindre Harme sa A. F.
rømme der samme
blev foriovet med I
Uvilje mod denne F

idet Sted. nødte dem zl at lade denne
Derimod vare de deldigere i
i Arv ml Sønnen Gesav.
E. Holm.

gaa uver til at
at lade deres Had
A. F. døde 12. F

Adolphus, Iver Pedersen, 162—9:. Præst. var en Søn af
Dr. jur. et med. Peder Ai Hustr: Anne Jacobsdatter Woli.
Han var føc: I Berzen g blev Smdent fra Throndhjems
Skøle. Siden 1654—26" studerede han i Leiden. hvor han i sidst
nævnte Aar zczav Medulia ratoria . i Rhe-
torikken. der

blev han 1e47 Kapellan og ikke
i Gudhrandsdalen i Christiania Stift.
s. Maj 1640
med stor Berumme'

og Begavelse. Han foranledigede
men da nogle af hans Medpartici-

ge og langvarige Stridigheder. Selv kan Mester
I P. ikke frikjendes for Voldsomhed i sin Færd og andet. der
ikke sømmede sig i hans præstelige Stilling. Han døde 31. Marts
1665. Gift med Bir af hans Formand. Hr. Thor Lau-
ridsen i Fron.

Peremalkun Tilst V,

BRUN, 2036. 269.
H. F. Rørdam.

Adser, ». Asser.

Adter, Daniel jfensen. 15

Adzer, Daniel Jensen, 1731—1808, Medaillør, af sønderjysk
Æt, var født i Kjøbenhavn og Søn af Smeden Jonas Jensen A.,
en Slægtning af Smeden Daniel Preisler, der var Brandmajor i
Kjøbenhavn under den store Brand 1728. Han blev Guldsmedsvend
og lagde sig derpaa efter Medaillørkunsten. Det lykkedes ham at
komme til Paris, hvor han uddannedes af gode Lærere, og senere
til Rom, hvor han var sammen med Harsdorff, Billedhuggeren
Stanley den yngre 0. a., og hvorfra han i 1764 kom tilbage til
Danmark. 1766 blev han Medlem af Akademiet i Kjøbenhavn paa
en Medaille over dettes Præses Grev Moltke. I den følgende Snes
Aar udførte A. Stemplerne til en stor Del større og mindre Medailler,
blandt hvilke kan nævnes Medaillen paa Frederik V's Død, Me-
daillen pro meritis, Medaillerne over begge Bernstorfferne osv. A.
var en flittig og duelig Kunstner, men hans Arbejder staa dog
tilbage for Arbiens i Henseende til aandfuld Opfattelse og kunst-
nerisk Smag. Han havde adskillige Gange Uheld med sine Stempler,
saaledes med dem til Medaillerne paa Moltke og paa Arveprins
Frederiks Giftermaal; det ene Stempel til denne sidste sprang i
Hærdningen, hvisaarsag A. i Skrivelse af 23. Juni 1774 klager sig
fortvivlet for Akademiets Direktør Wiedewelt og beder ham «have
Medlidenhed med en bedrøvet og sorrigfuld Medaillør, som er
den usleste Dyr, der kan være til paa Jorden». Efterhaanden blev
A. forglemt og fortrængt af andre og yngre Kræfter og hensad i
i sin Medlemsbolig i øverste Stokværk paa Charlottenborg næsten
uden Sysselsættelse. Hans Indtægter, som aldrig havde været
rundelige, vare som en Følge heraf i den sidste Snes Aar af hans
Liv meget smaa, og ved sin Død 4. April 1808 efterlod han sin
Enke Christiane Frederikke f. Schæffer, Datter af en ruineret Snedker,
i Nød og Trang, saa at Akademiet maatte anbefale hende til
Kongens Naade. A.'s Broder J. L. Jensen A. var K. L. Rahbeks
Lærer; hans Datter Cathrine giftede sig ind i Familien Bigel.

Rahbeks Erindr. I, passim. Weilbach, Konstnerlex. Meier, Wiedewelt
5. 182, Ude og Hjemme 1878, Nr. 27. F. J. Meier.

d”Agard, Jacques, 1642—1715, Maler, født i Paris, lærte

Kunsten hos F. Vouet og blev i 1675 Medlem af Akademiet i

Paris, af hvilket han igjen 1682 exkluderedes som reformert. Han

forlod nu Frankrig og kom til Kjøbenhavn, hvor Christian V's

reformerte Dronning Charlotte Amalie beskyttede og begunstigede
ps

18 Agerbech, Andr.

med Sognepræsten dersteds. Han var gift med Karen Lutken af

ubekjendt Herkomst og havde mange Børn.

Personalhist. Tidsskr. I, 79 f. Møller, Mnemosyne IV, 387. 416. Daae,
Aktm, Bidrag til den norske Kirkes Hist. S. 8of. Riegels, Smaa histor. Skrifter TIT,
293 f. Kallske Haandskriftsaml. Nr. 102 og Nr. 477. 4. Jantzen.

Agerbek, Hans, 17983—1869, Præst, født 1. Febr. 1798 i Skyde-
bjærg, hvor Faderen, Hans Adolf A., var Præst; Moderen hed
Helene Birthe Marie f. Bachmann. Faderen døde 1799, og da Moderen
1805 giftede sig igjen og kort efter døde, kom A. i Huset hos
Sognepræst Z. E. Svitzer i Øster Hæsinge. Han gik et Aar i Borger-
dydskolen i Kjøbenhavn, men blev 1816 privat dimitteret til Uni-
versitetet. Ida han havde mistet en lille Formue ved Forstyrrelsen
i Pengevæsenet 1813, maatte han tage ud som Huslærer 1818—20.
Derefter vendte han tilbage til Kjøbenhavn og blev Alumnus paa
Regensen. Som Student gjennemgik han en alvorlig Bodskamp,
under hvilken han især søgte Støtte hos Grundtvig, i hvis Hus
han ogsaa lærte at kjende A. Tholuch, som da opholdt sig i
Kjøbenhavn. Han blev Kandidat 1822 og det næste Aar personel
Kapellan hos Provst Lemvig i Vemmelev og Hammershøj. 1827
udnævntes han til residerende Kapellan i Thisted og Sognepræst i
Skinnerup, og samme Aar ægtede han Marie Frisenberg (+ 1854).
Han forflyttedes 1830 til Bredstrup, Vejle Amt, 1834 til Espe og
Vantinge, 1841 til Øster Hæsinge og Hillerslev, hvor han døde
13. Sept. 1869. — I disse to sidste Embeder kom han i Berøring
med de opvakte paa Fyn, af hvilke mange sluttede sig nær til
ham; han, der selv vidste, hvad aandelig Nød vil sige, kunde
bedre end de fleste andre Præster finde sig i disse Folks Særheder
og Ensidigheder, fordi han hos dem fandt en alvorlig og oprigtig
"Tro. A. var en mild, stille Mand, utrættelig virksom i sit Embede.
Han har skrevet adskillige Salmer, deriblandt «Uforsagt, vær paa

Vagt!»
Præsten Hans Agerbeks Minde, 1870. Rasmussen Søkilde og Jørgensen,
Hillerslev og Østerhæsinge Sogne S. 108 f. L. Koch.

Aggerskov, Christian Pedersen, —1789, Deputeret i Finans-
kollegiet. I Aaret 1742 blev han Fuldmægtig i Assignationskontoret
i Rentekammeret, efter at han «i de sidste 9 Aar havde tjent ved
Kammeret i Hof- og Militæretatens Kontor og, medens den forrige
Renteskriver og Fuldmægtigen i samme Kontor begge paa én Tid

Aggerskov, Chr. Pedersen. 119

formedelst Svaghed vare fraværende, ved de der forefaldne Forret-
ninger vist Prøve paa sin Habilitet». 1754 blev han Bogholder
ved Assignationskontoret, 1759 Kammerraad, 1760 Revisor ved den
almindelige Pensionskasse, s. A. tillige Kommitteret i Bygningskom-
missionen, 1762 Revisor ved Overskattedirektionen, 1768 Justitsraad,
1771 Medlem af og Revisor i Overbygningsdirektionen, 1776 Etats-
raad, 1781 Konferensraad, s. A. Deputeret i Finanskollegiet og 1788
paa Grund af Aldersdomssvaghed dispenseret fra sit Embede med
Bibeholdelse af sin Gage og Forpligtelse til at bistaa Kollegiet med
sine Raad i paakommende Tilfælde. Han døde 2. Dec. 1789,
anerkjendt som en særdeles nidkjær, redelig og dygtig Embedsmand.

É G. Kringelbach.

Agier, Pierre Jean, 1796—1875, Handelsmand, Søn af Kjøb-
mand Jacques A. fra Genf og Charlotte Sophie f. Wiehe, født 22.
Maj 1796 i Kjøbenhavn, var i mange Aar Forretningsfører og Pro-
kurist hos L. N. Hvidt indtil dennes Død i 1856. I 1858 overtog han
Firmaet J. J. Hansens udstrakte Forretninger paa Vestindien, men
blev som Følge af uheldige Konjunkturer og deraf følgende Tab
tvungen til i 1866 at opgive sit Bo som fallit. Han havde fra 1851
været handelskyndig Direktør i det kgl. oktroyerede Søassurance-
Kompagni af 1726, og denne Post blev ved hans mange Handels-
venners Hjælp, som Udtryk for deres Agtelse og Hengivenhed,
bevaret for ham indtil hans Død, 22. Juli 1875. C. Salmonsen.

Agnes, 0. 1248— , en Datter af Erik Plovpenning, traadte 1263
i Fasten i en Alder af 15 Aar som Novice ind i Dominikaner-
ordenen, et Skridt, fra hvilket Hertug Albert af Brunsvig som
Rigsforstander forgjæves skal have søgt at afholde hende. Næste
Aar stiftede hun af sit Arvegods St. Agnes' Kloster i Roskilde og
tog Sløret. 1265 blev hun Klosterets Priorinde, i hvilken Stilling
hun dog paa Grund af sin Uerfarenhed 2 Aar senere afløstes af
sin ældre Søster Jutta; men 1271 opgave de begge uden pavelig
Tilladelse Klosterlivet og begave sig til deres Søster Sophie, som
var gift med Kong Valdemar Birgersen i Sverige. Agnes kom
tilbage til Danmark og skjænkede noget Gods til Sorø Kloster,
hvis Gavebog roser hendes kyske Levned og undskylder hendes
Bortgang fra Klosteret med Nonnernes overdrevne Strænghed imod
hende. Hun levede endnu 1288, men var død 1296.

Suhm, Hist. af Danmark X. J. Kinch.

120 Agnes.

Agnes, 1258—1304, JDronning, var” en Datter af den bran-
denborgske Markgreve Johan I og Hedevig af Pommern; hun
skal have været meget smuk. Efter at Erik Glipping som Barn
var bleven tagen til Fange af Hertug Erik af Sønderjylland,
kom han 1264 ud af dette Fangenskab imod den Forpligtelse at
ægte Prinsesse Agnes. I Stedet for at give hende nogen Medgift
skulde hendes Fader eftergive Hertug Erik en Sum Penge, som
denne var ham skyldig. Brylluppet stod naturligvis først flere Aar
senere, 1273, i Byen Slesvig. Agnes fødte i dette Ægteskab 7 Børn.
Hvis de Beskyldninger, som senere Forfattere have gjort mod
Kongen for Usædelighed, ere grundede, kan hendes Ægteskab
næppe have været lykkeligt; men det er tvivlsomt, om der kan
tillægges dem nogen Betydning. Efter hans Drab 1286 overtog
Enkedronningen i Forening med Hertug Valdemar af Sønderjylland
Rigsforstanderskabet. 1293, da hendes Søn Erik Menved var
bleven fuldvoxen, giftede hun sig paa ny med Grev Gerhard I
(senere den blinde) af Holsten (Wagrien) og blev ved ham Moder
til Grev Johan den milde, som kom til at gribe stærkt ind i de
danske Forhold. Laaland og Falster maa Agnes have haft og
beholdt som Livgeding efter sin første Mand. Hun døde 29. Sept.
1304 og blev begravet i Ringsted.

Suhm, Hist. af Danmark X og XI. J. Kinch.

Ahlefeldt, Bendix, 1679—1757, Gehejmeraad, Søn af ndfr.
nævnte Hans Henrik A. 1711 blev han Landraad i Slesvig og
Holsten. Han synes at have opholdt sig meget i Hamborg, hvor
han var virksomt Medlem af Bestyrelsen for et tysk Operaselskab,
hvis Indkaldelse til Kjøbenhavn i Aaret 1721 han foranledigede.
Ved Christian VI's Salving 1731 blev han Ridder af Danebrog,
1732 udnævntes han til Provst for Klosteret i Uetersen og 1734 til
Gehejmeraad. Han var to Gange gift, 1. med Anna Margrethe
Rantzau, f. Buchwald, Enke efter Frands Rantzau, 2. med Christine
Blome, f. Rantzau. Med sin første Hustru fik han Godset Jersbek,
som han forskjønnede meget, og hvor han havde et kostbart
Bibliothek, over hvilket der 1735 udkom en trykt Katalog. Han
døde 10. Juni 1757.

Moller, Nachr. v. d. Geschl. d. v. Ahlefeldt S. 326 f. P. Brock.

Ahlefeldt, Benedict, — 0. 1360, Kong Valdemar Atterdags
Raad, er den første Mand i Danmark af denne Slægt, hvilken
oprindelig stammer fra Hannover. Han nævnes første Gang 1320

Ahlefeldt, Benedict. 1231

som Grev Johan af Holstens Lensmand, men maa 1340 være traadt
i Kong Valdemars Tjeneste, hvis højt betroede Raadgiver han var
i en Række af Aar. Han fulgte Kongen paa dennes Felttog og
Rejser i Tyskland 1349 og 1350 og har som hans befuldmægtigede
deltaget i alle betydeligere Statshandlinger. 1355 begyndte han en
Fejde med Hertug Valdemar af Sønderjylland og belejrede dennes
Slot Tranekjær, men blev her angrebet af Hertugen og bragt i
stor Fare, hvoraf imidlertid Kong Valdemar befriede ham. Han
ejede store Godser, især paa Laaland, og skrev sig til Grimstorp;
Aalholm overdrog han saaledes 1359 til Kongen. Han nævnes
sidste Gang 1360 i Avg. og er sandsynligvis død kort efter. —
Han maa ikke forvexles med sin Søn Benedict, der fra 1333 nævnes
i Forbindelse med Faderen som Benedict d. yngre. Ogsaa han var
Kong Valdemars betroede Raad, indtil han 1368 svigtede ham
under det almindelige Frafald. Vel blev han senere særskilt op-
taget i Freden, men efter Valdemars Død sluttede han sig til det
meklenborgske Parti og synes fra den Tid efterhaanden at have
opgivet Forbindelsen med Danmark. Foruden de store Familie-
besiddelser paa Laaland og Falster ejede han Hagenskov Slot i
Fyn, men disse saa vel som andre af Ahlefeldternes Besiddelser i
Danmark, deriblandt Hørningsholm paa Sjælland og Kjærstrup paa
"Taasinge, solgte han «med alt andet Gods, han havde i Danmarks
Kongedømme,» til Dronning Margrethe. Han var gift først med
en Datter af Hartvig Krummedige og senere med Claus Limbæks

Datter. Han døde 0, 1400.
Jahrb Schlesw.-Holst,-Lauenb. Gesch, X. Ældste dsk. Archivregistraturer.
Voss" Exc. i Geh-Ark. Mollerup.

Ahlefeldt, Bertram, 0. 1500—71, Søn af Claus A. til Lem-
kulen og Wittmold, der havde været en af Kong Frederik I's for-
trolige Raadgivere. Under Grevens Fejde blev han 1534 i Nyborg
taget til Fange af Lybekkerne og ført til Kjøbenhavn, men blev
senere udløst af Fangenskabet. Fra 1539—50 var han Amtmand
paa Sønderborg, hvor han synes at have vist stor Mildhed og
Hensynsfuldhed mod den fangne Kong Christian. Siden blev han
Amtmand paa Nordborg og tillige Christian III's Statholder i Hertug-
dømmerne, i hvilken Stilling han har deltaget i de fleste Landdags-
forhandlinger og i Forhandlingerne med Ditmarskerne. I Krigen
mod disse 1559 var han Medlem af Krigsraadet og var her saa
heldig at redde Kong Frederiks Liv. Fra 1560 til sin Død var

122 i Ahlefeldt, Bertram.

han Amtmand i Flensborg. Hans Hustru var Dorothea Rantzau,

Datter af Poul R., Johan R.s Broder.
Jahrbb. f. Schlesw.-Holst.-Lauenb. Gesch. X, 111 ff. Danske Mag.4.R. TI, 41.
Mollerup.

Ahlefeldt, Burchard Greve, 1634—95, Gehejmeraad, var en
Søn af ndfr. nævnte Cai A. (f 1670), efter hvem han arvede
Eskilsmark og Saxdorf i Svans og Colmar og Mehlbek i Holsten,
hvilke tillige med flere derunder hørende Avlsgaarde gjorde ham
til en af sin Tids og sit Lands første Ejendomsbesiddere. Som
Dronning Sophie Amalies Kammerherre figurerede han 1663 i Hof-
festlighederne, 1667 forekommer han blandt de kgl. Landraader i
Hertugdømmerne, og 1671 blev han Ridder af Danebrog og dansk
Lensgreve, uden at han dog nogen Sinde oprettede Grevskab.
Pengeforlegenheder trykkede snart den pragtsyge Herre, saa at han
1677 var ude af Stand til at rejse et ønsket Laan. Efter Grev
Anton af Aldenburgs Død udnævntes han 1681 til Overlanddrost i
Oldenborg og var tillige Medlem af Gehejmeraadet. Imidlertid
voxede hans Pengesorger: 1691 maatte han sælge sin Slægts gamle
Gods Saxdorf, 1693 har Mehlbek en anden Fjer, og 1694 blev
Colmar af Kreditorerne solgt til Grev D. Reventlow. Selv døde
han 9. Sept. 1695 og efterlod sig to Sønner, af hvilke den ældstes
Efterslægt har fortsat den grevelige Ahlefeldt-Eschelmarckske Linje
til vore Dage. 1664 ægtede han Dorthe (Hansdatter) Rumohr.
Voss" Excerpter i Geh-Ark. F. Krarup.

Ahlefeldt, Cai, 1591—1670, til Mehlbek og Saxdorf, Søn af
Benedict A. og Øllegaard Rantzau. Han tjente 1614—18 som
Hofjunker hos Christian IV og kom snart til at høre til de af
Kongen mest benyttede slesvigholstenske adelige. 1619 gik han
som Afsending til den nedersachsiske Kredsdag i Brunsvig, 1621
blev han Amtmand i Flensborg, 1627 antoges han til kongelig
Landraad i Hertugdømmerne og var 1628—30 Krigskommissær i
Gliickstadt. Han deltog flere Aar i Forvaltningen af de kongelige
Finanssager ved Kicler Omslag og var Medlem af det Udvalg, der

forberedte den 1636 gjennemførte Revision af Landretsordningen.
Da der i Slutningen af Trediverne oprettedes en staaende Hær,
blev han Krigskommissær for de kongelige "Tropper i Hertugdøm-
merne. Denne Stilling beholdt han under Krigen 1643—45; i Be-
gyndelsen af 1644 blev han tillige Medlem af et paa hans eget
Forslag oprettet Raad i «Regiments- og Krigssager», som havde

Ahlefeldt, Cai. 123

Sæde i Gliickstadt; han søgte med Iver at raade Bod paa de
vanskelige Forhold, der herskede i denne Fæstning og i det hele i
Holsten. Da Hertug Frederik (den senere Kong Frederik III) i
Dec. 1644 foretog sit Tog nord paa med den kongelige Hær,
hvilket kun førte til Ribes Tilbageerobring, fulgte han med og var
en af Talsmændene for ikke at vove sig yderligere op i Jylland.
Efter Fredsslutningen fik han sin Afsked som Generalkrigskommissær;
men efter Frederik II's "Tronbestigelse blev han Medlem af det
nyoprettede Regeringskancelli i Gliickstadt. I Aaret 1649 om-
byttede han Flensborg Amt med Haderslev Amt og beholdt dette
til sin Død. Da Krigen udbrød 1657, blev han paa ny General-
krigskommissær for Hertugdømmerne og fik nogen Tid efter Kom-
mandoen i Gliickstadt; han varetog ogsaa denne Gang med Iver
sine Forretninger, hvis store Vanskeligheder baade i Forholdet til
Fjenderne og til de forbundne Tropper afspejle sig i hans Ind-
beretninger og Breve. Efter 1660 førte han en roligere Tilværelse. —
Foruden det fra hans Moder arvede Gods Mehlbek erhvervede han
forskjellige Godser, blandt hvilke Knoop, Seekamp og Biilck ved
Kieler Fjord, som han atter solgte til Christian IV 1631, da Fæst-
ningen Christianspris skulde opføres. Trods sin Tilslutning til
Kongehuset tog han Stændernes Parti i den Strid, som foranledigedes
af Syndikus Krauthoff 1642. Han var gift 1. med Margrethe Rantzau,
Datter af Marqvard R., 2. med Sophie Rantzau, Datter af Stat-

holderen Gert KR. Han døde 6. Sept. 1670.
Rohde, Haderslev Amts Beskriv. S. 48 f. Jahrbb. f. d. Landesk. Schlesw.,
Holst, u. Lauenb, X, 114 fl. J.A. Fridericia.

Ahlefeldt, Cai Burchard Greve, 1671—1718, Gehejmeraad,
var Søn af foranstaaende Burchard A. og født 13. Avg. 1671. Han var
først kun Ejer af Godset Stubbe, men i 1689 lykkedes det ham at
tilbageerhverve de hans Fædre tidligere tilhørende Godser ils-
mark, Bustorf og Ornum, til hvilke senere kom Godset Saxdorf.
Han traadte i dansk Statstjeneste og blev i 1705 Kammerherre og
Deputeret i General-Landetatens Kommissariat og i 1717 Gehejme-
raad i Konseillet. Allerede tidligere var han, i Kolding, bleven
Danebrogsridder (1713). Han ægtede Charlotte Amalie Holstein
(f. 1680 + 1752, som overlevede ham i mange Aar. A. døde 21.
Dec. 1718. Han efterlod sig en Søn, Adam Christian, hvis Sønner
forplantede Slægten.

Jahrbb. f. d. Landesk. Schlesw., Holst. u. Lauenb. X. F. J. Meier.

Ahlefeldt, Claus. 131

Ladninger. I Virkeligheden var det mellem den engelske og
danske Regering aftalt, at dette Bytte skulde udleveres for derefter
at deles, men A. havde endnu ikke faaet bestemt Instrux, og da
Englænderne efter forgjæves at have forsøgt at bestikke ham og
Kommandanten, Cicignon, med Tilbud om Hosebaandsordenen og
store Gaver viste stor Haan og Overmod mod det danske Flag
og ikke vilde afvente Instruxens Ankomst, optog A. med den
største Uforfærdethed den ulige Kamp og tilredte med sine Batterier
fra Bergens Kastel Englænderne saaledes, at disse efter 3'/3 Times
Forløb med synkefærdige Skibe og stort Mandefald maatte være
glade ved at kunne slippe ud af Havnen. A.'s paa Fransk førte
Brevvexling med Frederik IL om denne Affære giver et interessant
Billede af en ualmindelig frejdig og djærv Personlighed.

Kampen ved Bergen var den sidste krigerske Begivenhed i
Frederik III's Regering og blev A.'s sidste. Han blev vel ogsaa
under Christian V staaende i Hæren som Feltmarskalk og opføres
som saadan 1671 i Rangklasse med Generaladmiral Cort Adeler,
der vel til Dels paa hans Anbefaling blev antaget i dansk Tjeneste,
og med Oversekretær Peder Schumacher (Griffenfeld), men aktiv
Kommando kom han ikke til at føre i den skaanske Krig. A.
giftede sig anden Gang med Anna Hedevig Buchwald, Datter af
Daniel B. til Schirensee, hvilket 2 Mil fra Kiel beliggende Gods
tilfaldt ham som Medgift. Med denne sin anden Hustru havde
han flere Børn. Han døde 1678.

Voss' Excerpter i Geh.-Ark. Becker, Saml. t. Frederik III's Hist.
S. A. Sørensen.

Ahlefeldt, Conrad Vilhelm Greve, 1708—91, Officer. Født
21. Sept. 1708, Søn af ovfr. nævnte Carl A. Blev 1725 Sekond-
lieutenant i Kronprinsens Regiment og avancerede hurtig; 1744
var han Oberst i Dragonerne, 1753 udnævntes han til General-
major, og 1755 blev han Overkrigssekretær, men afgik fra denne
Stilling, da den franske Feltherre Grev St. Germain blev indkaldt
her i Landet for at reformere den danske Hær og Krigsbestyrelse,
og 1763 ansat som Gouvernør i Kjøbenhavn, samtidig med at
han udnævntes til General af Kavalleriet. Efter at St. Germain
var bleven styrtet som Formand for det af ham oprettede Krigs-
direktorium, indtraadte A. 1766 som Næstformand i det høje Krigsraad
under Prins Carl af Hessens Forsæde, indtil Direktoriet det følgende
Aar gjenoprettedes. Fra Gouvernørposten i Kjøbenhavn afskedigedes

ge

Aklefeldt, Ditlev. 133

Han sendtes i den Anledning til Kønigsberg, og hans Journal fra
dette Ophold blev Grundlaget for den Dom, der fældedes over
Ulfeldt.

Under Krigen var hans Gods blevet haardt medtaget, og da
de store Forskud, han havde maattet gjøre, henstode uden Rente,
bleve mangfoldige Vanskeligheder Følgen for ham. Til Gjengjæld
fik han efterhaanden Krongods i Holsten i Pant. Selv benyttedes
han fremdeles ikke blot som Amtmand i Flensborg, men ogsaa
1665, 66, 69 og 70 i Forhandlinger med nordtyske Hoffer, ligesom
han vedblev at staa i nært Forhold til sit eget Hof. Ved Prinsesse
Anna Sophies Forlovelse med Kurprinsen af Sachsen spillede han
bl. a. en fremtrædende Rolle og ledsagede baade da og siden, 1667,
de fremmede Herskaber paa Hjemrejsen.

Ogsaa den følgende Krig med Sverige, den skaanske, kom
til umiddelbart at berøre A., da nemlig de svenske 1676 fra Stade
gjentagne Gange gjorde Indfald paa Kysten lige over for og saaledes
1676 hjemsøgte Haselau. Rygtet om en Aftale mellem A. og Rigets
Fjender blev ikke bekræftet ved den befalede Undersøgelse. Kongen
standsede da Sagen og benyttede atter A. som Gesandt, 1677—78
i Sachsen og 1679—81 i Berlin. Paa Ansøgning fik han 1680 sin
Afsked fra sine Embeder og henlevede endnu 6 Aar i Hamborg
til sin Død i Nov. 1686. Han efterlod sig en Del Optegnelser, af
hvilke 22 efter hans Formening sikre Historier om Spøgeri og andet
overnaturligt Væsen ere bevarede i Goldschmids «Hållischer Mor-
pheus» (Hamb. 1704) S. 163—98, som dog vistnok have deres meste
Interesse i Hjemmelsmændenes bekjendte og fine Navne. Han var
gift med Ide Pogwisch (f. 1619 $ 1679), Datter af Sigfred P., og
efterlod sig 9 Børn.

Moller, Nachr. v. d. Geschl. d. v. Ahlefeldt S. 257 ff. F. Krarup.

Ahlefeldt, Eiler Christopher, —1806, Amtmand, Son af Christ.
Fred. A. til Nordskov (f 1749) og Regitse Sophie f. Giildencrone.
Han blev Hofjunker 1755, Kammerjunker hos Prinsesse Sophie
Magdalene 1758, Avskultant i Kammerkollegiet 1760, Kammerherre
1767, Amtmand over Kalundborg, Dragsholm, Sæbygaard og Holbæk
Amter 1768. Allerede 1770 fik han sin Afsked; han gik derefter
til Frankrig, hvor han blev Katholik og endogsaa Abbed og Kannik
i Soissons, men Revolutionen tvang ham til at emigrere. Han tog
da Ophold i Altona, hvor han døde 9. Maj 1806. P. Brock.

Ahlefeldt, Fred. 139

marsken. Af Jordegods arvede han ved denne Lejlighed Herning-
holm i Hammerum Herred,

I de følgende Aar opholdt han sig som oftest paa Graasten,
hvor han indrettede sig et fyrsteligt Hjem, i det han der fra foretog
jævnlige Rejser til Flensborg, Kiel, Gliickstadt osv. saa vel som
til Hovedstaden. Den lokale Styrelse sysselsatte ham mindre, da
der til dens Bestridelse var indrettet et Regeringskancelli i Gliick-
stadt, som dog i mange Tilfælde maatte ty til hans Afgjørelse;
mere var han optagen af de jævnlige Stridigheder med Gottorp og
de vanskelige Forhold i det sønderborgske Hus. Med Gottorp
kom det som bekjendt til et Forlig i Gliickstadt 1667, som Stat-
holderen i Forening med Cai Ahlefeldt og Conrad Wasmer afsluttede
med Kielmannseck; men paa Als bleve begge de fyrstelige Huse i
Sønderborg og Nørborg drevne til Konkurs med paafølgende Se-
kvestration af Lenene. I alle disse Sager varetog F. A. med stor
Klogskab og Energi Kongens Interesser.

I Aaret 1665 betroede Kongen ham det vanskelige Hverv
under Paaskud af en Baderejse at begive sig til Celle for at mægle
mellem Dronningens Brødre Georg Vilhelm og Johan Frederik af
Brunsvig-Lyneborg, som vare uenige om Delingen af deres Arve-
lande. Maaske som en Anerkjendelse heraf udnævnte Kejser
Leopold ham i Slutningen af samme Aar til arvelig Rigsgreve, en
Ophøjelse, som Kong Frederik III misbilligede, vel nærmest fordi
hans Godser laa uden for det tyske Riges Grænser.

Maaske for at bøde herpaa forøgede A. disse kort efter paa
ny ved store Kjøb. 1667 overdrog Kongen ham for 200000 Rdl.
det rige Marskland ved Gliickstadt, som kaldtes «die Wildniss».
To Aar efter kjøbte han Grevskabet Rixingen (Richecourt) med
Friherskabet Mørsberg af Grev Eberhard Ludwig af Leiningen-
Westerburg. Disse Ejendomme laa paa det tyske Riges daværende
Vestgrænse, den første i Bispedømmet Metz, den anden i Elsass.
Kjøbesummen angives ikke, men var kort i Forvejen, da Pfalz-
greven af Zweibriicken havde villet kjøbe dem, 121500 Rdl. Fra
nu af kaldte Statholderen sig Greve af Ahlefeldt og Rixingen.

Om hans Stilling ved Hoffet og i Regeringen haves der fra
disse Aar en Skildring af Hannibal Sehested. «F. A. anses,» siger
han, «for den vigtigste og dueligste Mand i Danmark og den, som
oftest raadspørges. Han er en meget lærd Mand og har megen
Lyst til Studier; han har rejst meget, er meget videbegjærlig,
kjender de fremmede Lande og holder med stor Bekostning Korre-

Aklefestt, Bred. ru

at Sundet atter kunde blive et dansk Farvand, og paa den anden
| Side Sønderjyllands Gjenerhvervelse hans stadige Plan. Med Hensyn
til dette sidste, som jo især maatte ligge ham personlig nær, havde
kan alt haft Del i det bekjendte Rensborg-Forlig 1675, ved hvilket
Griffenfeld og han fremtvang cen Fornyelse af Lensforholdet i en
skærpet Form, og i Aaret 1684 sattcs den fuldstændige Indlemmelse
i Værk; han oplevede ikke dets Kuldkastelse 5 Aar efter.

A. ejede i Kjøbenhavn det Sted, i hvilket nu Krigsministeriet
har sine Kontorer, Han samlede her et sjældent og rigt Bibliothek,
der dog gik til Grande i en Ildebrand 1682. I sine sidste Aar
grundlagde han et nyt paa Graasten Slot.

I sine sidste Aar led han meget af Podagra og andre Syg
domme, Han døde i Kjøbenhavn 7. Juli 1686 og blev efter eget
Ønske bisat i Tranekjær pan Langeland. Han var to Gange gift,
efter Margrethe Rantzaus Død (1665) med Marie Elisabeth af Lei:
mingen og Dachsburg, som overlevede ham i mange Aar (f 1724)
Pol 4 Døtre, af hvilke de tre ægtede tyske Rigsgrever og den
yngste (Sophie Amalie) Hertug Frederik Vilhelm af Augustenborg;
efterlod han 3 Sønner, som i Henhold til hans Testamente atvede
alle Gødserne. Kun den yngste, Carl, fortsatte imidlertid Slægten,
og dens Ejendomme indskrænkedes strax efter hans Død til det

danske Lensgrevskab, der ikke kunde afhændes:
Moller, Nachr, vw. d. Geschl. d. v. Ahlefeldt S. 361 ff. 4, D. Jørgensen.

Ahlefeldt, Frederik Greve, 1662—1708, Statholder i Slesvig
øg Holsten og Officer. F. A., Lensgreve til Langeland, Rigsgreve
Al Rixingen, Rigsfriherre til Mørsberg, Herre til Graasten, Søgaard,
Ballegaard og en Mængde andre Godser i Slesvig, blev født 21. April
1662 i Flensborg og vår den ældste Søn af ovfr. nævnte Storkansler
Frederik A. og Margrethe Dorothea Rantzau. Allerede 168r blev
Ban udnævnt til Landraad og 1684 til Vicestatholder i Slesvig og

| "Holsten; Goaverner og Amtmand over Steinburg og Ditmarsken

"Kammerherre. 1684 blev han Ridder af Danebrog og 1688

"af Elefanten. Det var saaledes store Embeder og Hæders-

som han opnaaede i en meget ung Alder, hvilket han

dr en stor Del skyldte sine Familieforbindelser og sit Gifter

"Nov. 1686 med Kongens Datter med Sophie Amalie Moth,

iGyldenløve, som var født 7. Juli 1672,

"har dog vistnok særlig fadet en militær Uddannelse og

tidlig høje Stillinger i Hæren. Da der 1689 blev sendt

E —

Ahlefeldt, Fred, 143

i det han blev udnævnt til Chef for de danske Hjælpetropper i
østerrigsk Tjeneste. I April 1707 stødte han til Korpset, som da
var indkvarteret i Pfalz. 10. Juni samme Aar blev han udnævnt
til Generallieutenant. Korpset var i Færd med ved Hvervinger
at udfylde sine hullede Rækker, som Strabadser, Sygdomme og
Desertioner havde frembragt. Men det var A. lige saa umuligt som
hans Forgængere, dem Døden havde befriet for Besværlighederne,
at bringe Korpset i ordentlig Stand. Selv var han syg og maatte
bruge Badene i Eger. Den østerrigske Regering, som var meget
uheldig stillet, udviste den største Ligegyldighed for Korpset, den
ophørte endog helt med at sende Penge til Lønning osv., og A.
nægtede derfor med stor Bestemthed at lade Korpset marchere til
Ungarn trods Feltherrens, den berømte Prins Eugens Vrede, før
Regeringen havde opfyldt sine Forpligtelser. Under de fortsatte
pinlige Forhandlinger om disse Forhold forværredes A.'s Helbred
mere og mere, han døde 13. Juni 1708 i Regensburg, kun 45 Aar

gammel. Hans Enke døde — barnløs saa vel som hans første
Hustru — Aaret efter 7. April. Han er begravet i Radsted Kirke
paa Laaland.

Moller, Nachr, v. d. Geschl, d. v. Ahlefeldt S. 425 fr. P. F. Rist.

Ahlefeldt, Frederik Greve, 1702—73, Officer. F. A., Lens-
greve til Langeland m. m., født 29. Dec. 1702, var ældste Søn
af ovfr. nævnte Carl A. Efter Faderens Død 1722 bleve de
store slesvigske Godser bortsolgte, og han overtog Grevskabet
Langeland og de andre rige Besiddelser i Kongeriget. Hans miti-
tære Karriere falder først efter Krigene i Aarhundredets Begyndelse,
idet han 1724 blev Kapitajn og Kompagnichef ved Kronprinsens
Regiment og 1728 Kapitajn ved Livgarden til Fods. 28. April 1730
blev han gift med Birthe Holstein, f. 28. April 1705, som døde 9. Nov.
1135, og som var en Datter af Gehejmeraad Christian Frederik
H. og Enke efter Gesandten, Generallieutenant Johan Frederik
Bothmer. A., som i Aarenes Løb blev Kammerherre 1723 og
Ridder af Danebrog 1729, opnaaede efterhaanden de forskjellige
Grader i Hæren, idet han 1730 blev ØOberstlieutenant ved General-
major Schubarts Regiment og 1747 Generalmajor i Rytteriet, indtil
ban 1754 blev Generallieutenant og begav sig som saadan til Armeen,
der i Anledning af Stridighederne med det holsten-gottorpske Fyrstehus
var samlet i Slesvig og Holsten 1758. I Aaret 1760, 10. Okt. giftede
han sig for anden Gang med Maria Elisabeth Ahlefeldt, der var

144 Ahlefeldt, Fred.

født 25. Dec. 1719, og som var Hoffrøken hos Prinsesse Louise; hun
var en Datter af Benedict A. til Haselau og døde 23. Jan. 1769.
1761 blev A. udnævnt til General, og da Hæren 1762 rykkede
i Felten under Kommando af General St. Germain, fik A. Kom-
mandoen over dens Reserve, hvoraf han detacherede en Del ind
i Meklenborg og lejrede sig med Resten i Nærheden af Lybek.
Da Felttoget kort efter blev opgivet, afgav han Kommandoen og
trak sig tilbage til sine Godser. 22. Avg. 1765 oprettede han af
Godserne paa Langeland Stamhuset Ahlefeldt for sig og sine Efter-
kommere, saaledes at Stamhuset og Grevskabet Langeland stedse
skulle følge hinanden og arves i hans Slægt. I Aaret 1770 fik han
Enkedronningens Orden de I'union parfaite. Han tilbragte sine
sidste Aar paa Tranekjær Slot, som han ombyggede, og døde 18.
April 1773.

Moller, Nachr. v. d. Geschl. d. v. Ahlefeldt S. 499 fr. P. F. Rist.

Ahlefeldt, Frederik Carl Christian Ulrik Greve, 1742—1825,
Officer. Født 12. Nov. 1742 paa Augustenborg og Søn af foranst.
General Conr. Vilh. A. Blev allerede i sit 17. Aar Ritmester af
Kavalleriet og i sit 21. Aar Kammerherre og Generaladjudant hos
Frederik V. Denne sidste Stilling var dog i hin Tid kun titulær
og uden nogen virkelig Betydning. Efter skiftevis at have forrettet
"Tjeneste ved Livregiment Dragoner og Livgarden til Hest blev
han 1772 Oberst og Kommandør og 1774 Chef for norske Livregiment
Ryttere, 1777 Generalmajor og 1789 Generallieutenant. 1793 ud-
nævntes han til Kavalleriinspektør i Danmark og Hertugdømmerne,
hvilken Stilling han beklædte, indtil den nye Hærordning i 1802
skulde gjennemføres, da han afløstes af General Diiring, og Orga-
nisationen af det holstenske Landeværn overdroges ham. 1808 af-
skedigedes han som General med Bibehold af sin fulde Gage. A.
var gift med Ditlefine Rantzau, Datter af Kammerherre, Oberst
Ditlef R. Han var dekoreret med Enkedronningens Orden (1771)
og blev hvid Ridder 1774. Han døde 17. Dec. 1825. 5. 4. Sørensen.

Ahlefeldt, Godske, 0. 1477—1541, Biskop, var en Søn af
Claus A. til Bollingsted og vistnok født i Aaret 1477; blev
bestemt til den gejstlige Stand, studerede i Udlandet og erhvervede
Graden som Decretorum Doctor. Allerede i en ung Alder blev
han 1497 Kannik og Thesaurarius i Slesvigs Domkapitel, 1502
Hertug Frederiks Kansler og senere Domprovst i Kapitlet. Efter
Biskop Ditlev Pogwisch's Død i Jan. 1507 blev han af Kapitlet

Ahlefeldt, Godske. 145

valgt til Biskop i Slesvig. Valget stadfæstedes 20. Juni s. A. af
Paven, hvorpaa G. A. i det følgende Aar indviedes i Domkirken
i Lybek. Da Kong Christian Il havde besluttet at indtræde i
Ægteskab, blev det i Nov. 1513 overdraget Biskoppen af Slesvig
tillige med to ansete danske Adelsmænd at drage til Kejser Maxi-
milian for at bejle til hans Sønnedatter, Isabella af Burgund, et Hverv,
hvortil Biskop Godske vistnok egnede sig godt, da han, som Allen
siger, baade var vel berejst og vel studeret, veltalende paa det
latinske Tungemaal, samt høj og anselig af Person. Rejsen foregik
i Aaret 1514, og den fik, som bekjendt, et heldigt Udfald; man
har endnu Biskoppens Rejsedagbog og den latinske Tale, han i
Linz holdt til Kejseren (trykt i Schlegels Saml. 2. Dån. Geschichte
11, 4, $50—6. 98—120). I Aaret 1515 var Biskop Godske i Rom
som «Orator» hos Paven paa Hertug Frederik I's Vegne. Da det
kejserlige Kammer 1526 gjorde Fordring paa en Afgift af Slesvigs
Bispedømme, førte G. A. et fyndigt historisk Bevis for, at Hertug-
dømmet Slesvig aldrig havde hørt under det tyske Rige, og at
Bispedømmet i Aarhundreder havde ligget under Lunds Ærkebispe-
sæde. Man har bebrejdet ham, at han afhændede adskillige Godser
fra Bispestolen, men da hans Formand havde paadraget denne en
betydelig Gjæld, er det rimeligt, at han var nødsaget til at sælge
af de faste Ejendomme; men vel er det muligt, at han ved disse
Salg begunstigede sin egen Slægt. Under Reformationsbevægelsen
havde han en vanskelig Stilling. Saa vidt han formaaede, søgte
han at holde igjen; men Bispetienden maatte han give Slip paa
for at tilkjøbe sig andre Indrømmelser. i Marts 1540 deltog
han i Landdagen i Rensborg, hvor han med en Del af den
slesvig-holstenske Adel gjorde et sidste Forsøg paa at opretholde
den gamle Tingenes Orden. Endnu i Dec. s. A. skrev han til de
slesvigske og holstenske Raader: «Kjære Herrer og Junkere, jeg
beder eder for vort fælles bedstes Skyld — ogsaa for eders egen
Skyld —, at I ville vel betænke Sagen og ikke lettelig lade den
gamle Religion falde, men opsætte det saa længe som muligt.»
En Maaneds Tid efter døde han, 25. Jan. 1541, paa sit Gods
Bollingsted. Han jordedes i Slesvigs Domkirke.

Moller, Nachr. v. d. Geschl. d. v. Ahlefeldt S. 66 f. Jahrbb, f. d. Landesk.
Schlesw., Holst. u. Lauenb. X, 87. 171 ff. Cypræi Annales S. 423 fl. Allen, De tre
vord, Rigers Hist. II, 108 ff. Ny kirkehist. Saml, II, 407 fl. IV, 480 fl. 515. VI,
569 f. Moller, Cimbria lit. I, 14 f. Nye Danske Mag. I, 201. Archiv f. Staats- u.
Kirchengesch. der Herzogth. V, 491 f. H. F. Rørdam.

Dansk biogr. Lex. I. Marts 1887. 10

150 Ahlefeldt, Hans Henrik.

Gesandt ved Kurbrandenborgs og Kursachsens Hoffer. Allerede i
Christian V's Tid var han overordentlig Envoyé i England; i Berlin
var han Gesandt, da den brandenborgske Kurfyrste lod sig udraabe
til Konge af Preussen, dog holdt A. sig borte fra Festlighederne
i Anledning af Kroningen, og Kong Frederik IV's Lykønskning til
den nye Konge lod vente en Stund paa sig. Ogsaa i Holland
var A. senere (omtr. 1710) dansk Sendemand. Efter sin Tilbage-
komst fra England blev A, Overkammerherre hos Kronprinsen, den
senere Frederik IV, og ledsagede denne paa hans Udenlandsrejse
1692—93. Faa Maaneder efter Hjemkomsten fra denne Rejse blev
han Danebrogsridder, men først i 1717 fik han Elefantordenen.
Han stod bestandig i stor Gunst hos sin Herre, og foruden som
Kammerherre synes han ikke sjælden at have fungeret som maitre
des plaisirs: i 1697, 15. April, da Kongen og Dronningen vare
Kronprinsens Gjæster paa Amagergaarden, havde A. saaledes ind-
rettet Taffelet «i Form af begge de danske Ridderordener», og i
Maj 1699 arrangerede han «en herlig italiensk Musik» paa Rosen-
borg for de kgl. Herskaber.

A., som 1695 var bleven Gehejmeraad, døde 23. Marts 1720.
Han var to Gange gift. Hans første Hustru var Dorothea, Datter
af Fred. Ahlefeldt til Seestermiihe og Anna Catharine Pogwisch af
Farve; hun var født i Reinbek Pinseaften 1658 og blev Moder
til 4 Sønner og 1 Datter. A.'s anden Hustru var Mette, Datter
af Hans Henrik Kielmann v. Kielmannseck til Quarnbek og Crons-
hagen, Amtmand i Kiel og Bordesholm, og Mette v. d. Wisch;
hun var Enke efter Christian Albrecht Ahlefeldt paa Obbendorf
og født 14. Juli 1670; med hende fik han 2 Sønner, af hvilke den

ene, Henrik v. Ahlefeldt, naaede meget høje Værdigheder.

Moller, Nachr. v. d. Geschl. d, v. Ahlefeldt S. 319 fl. Kern-Chronik 1697
S. 35. 1699 S. 69. Bussæus, Fred. IV's Dags-Reg. S. $—33. Højer, Friedr. IV,
Passim. F.J. Meier.

Ahlefeldt, Joachim, 1646—1717, Gehejmeraad, var Søn af
Gert Philip A. til Bukhavn og Grønholt og Anna Rumohr af
Bukhavn. Som alle den Tids unge Adelsmænd rejste han i
Udlandet og traadte efter sin Tilbagekomst i gottorpsk Tjeneste.
Han var Klosterprovst i Preetz fra 1677 til 1682 og blev 1683
gottorpsk Landraad, Gehejmeraad osv. og Amtmand i Tønder og
Reinbek Amter og i 1686 gottorpsk Regeringspræsident eller første

Ahlefeldt, Joachim. IST

Statsminister. Han ejede Godserne Bukhavn, Olpenæs m. m.,
men ved Okkupationen af de gottorpske Lande 1684 inddrog Kong
Christian V hans Godser, som skjænkedes til Overkammerjunker Knuth,
dog bleve de A. tilbagegivne efter Forliget i Altona 1689. Samme
Aar skjænkede Hertug Christian Albrecht ham en Del Jordegods
i Ellebjærg i Svansen, hvorpaa A. med en hos den Tids store
Jorddrotter sædvanlig Hensynsløshed lod de der boende Bønders
Gaarde nedbryde og slog Jorderne sammen med Olpenæsgodsets.
I 1702 solgte han sidstnævnte Gods til Ditlev Ahlefeldt (af Gelting-
Linjen), men kjøbte i Stedet for Godset Prisholt. Han var imid-
lertid bleven Amtmand i Tønder, og han, som tidligere, navnlig
efter Kielmannseckernes Fængsling, havde været uvenlig stemt mod
Danmark, var nu slaaet om og arbejdede paa en Forsoning mellem
Kongen og Christian Albrecht. Da denne døde, og Hertug Fre-
derik IV vedvarende viste sig fjendsk mod Danmark, forlangte A.
endog sin Afsked og gik i dansk Statstjeneste. Her blev han 1699
Gehejmeraad og snart efter Overhofmester for Enkedronning Char-
lotte Amalies Hofstat, i 1703 første Deputeret over Finanserne og
senere Vicestatholder i Slesvig og Holsten. Allerede i 1701 havde
han faaet Danebrogsordenen. 3 Aar efter ledsagede han Kong
Frederik IV paa dennes norske Rejse. Som Diplomat brugtes han
kun lidet, dog var han en af de danske befuldmægtigede paa
Hamborger-Konferencen 1707 og underskrev i 1711 paa Kongens
Vegne ved Forliget i Hamborg, hvorved de ved 'Travendalfredens
tredje Artikel affødte Uenigheder mellem Kongen og Hertugen ud-
jævnedes. I 1712 begyndte han at føle Alderens Tryk, han ned-
lagde derfor sine Embeder og begav sig til sit Gods Bukhavn.
Et ulykkeligt Tilfælde ramte ham her: af en ustyrlig Hest blev
han slynget ud af sin lille Karriol og slæbt et langt Stykke hen
ad Jorden, hvorved han blev meget ilde tilredt. Han døde paa
Bukhavn kort efter, 9. Sept. 1717. Han var gift med Anna
Margrethe Buchwald af Jersbek, Datter af Hans Adolf B. og Margr.
Blome af Seedorf, og havde med hende 5 Døtre, af hvilke en
blev gift med Ferdinand Anton Danneskjold-Laurwigen, og 4 Sønner.
A. var en grundig lærd og videnskabelig dannet Mand, han elskede
og beskyttede de lærde og tog sig varmt af Universitetet i Kiel.
Burch. Maius, Prof. i Kiel, priser ham i en latinsk Lovtale saa-
lunde: <eluxit . eo Nestoris facundia, Lycurgi consilium,
Ulyssis prudentia, justitia Aristidis, gravitas Catonis, constantia

152 Aklefeldt, Joachim.

Periclis, immo hos omnes non tam ægvavit dictis animi dotibus,
sed et superavit».

Moller, Nachr. v. d. Geschl. d. v. Ahlefeldt, $. 211 ff. Kern-Chron. 1700
5, 120 f. Noodt, Beytr, 2. schlesw. holst. Hist. I, 180. Hojer, Friedr. IV, passim.

F. J. Meier.

Ahlefeldt, Johan Henrik, —1770, Amtmand, en Søn af ndfr.
nævnte Wulf A. (f 1777). Han blev Kammerherre 1753, Envoye
extraordinaire ved det preussiske Hof indtil 1763, Landraad i Holsten
og Ridder af Danebrog 1766 og Amtmand over Gottorp Amt 1767.
Han døde 12. Juni 1770 i Slesvig, efterladende Enken Frederikke
Louise f. Blome (f. 1733 + 1781), en Datter af storfyrstelig Gehejme-
raad Christoffer B. P. Brock.

Ahlefeldt, Jørgen, 1580—1641, til Quambek og Maruten-
dorf i Holsten, Søn af Godske A. og Margrethe Rantzau, født
12, Dec. 1589. Efter at have studeret i Rostock og Tiibingen
deltog han i Kalmarkrigen som Kapitajn over et Kompagni Fodfolk.
Senere gik han til Tyskland, blev 1623 Krigskommissær ved den
nedersachsiske Hær og 1625 Landraad hos Hertugen af Brunsvig.
Under Christian IV's Deltagelse i Trediveaarskrigen tog han paa
ny Tjeneste hos ham, først som Kapitajn og siden som Oberst;
han blev Kommandant i Krempe, hvilken Fæstning han af Mangel
paa Proviant maatte overgive til de kejserlige i Nov. 1628. I For-
aaret 1629 var han som Krigsraad med ved Oberst Morgans Angreb
paa Vestkysten af Slesvig. Samme Aar blev han udnævnt til
kongelig Raad i Hertugdømmerne og Amtmand i Haderslev, hvilke
Stillinger han beklædte til sin Død 24. Juni 1641. En fremmed
Gesandt fortæller om ham 1632, at han da havde tabt noget af
sin Indflydelse hos Kongen. Gift 1612 med Margrethe Blome.
Rhode, Haderslev-Amts Beskriv. S. 46. Jahrbb. f. d. Landesk. Schlesw., Holst.
u. Lauenb, X, 101. Je A. Fridericia.

Ahlefeldt, Jørgen, 1748—1823, Gehejmeraad. Han var en
Søn af Joh. Rud. A. til Damp, Saxdorf og Hohenstein (+ 1770) og
Margrethe Øllegaard f. Brockdorf og fødtes 20. Dec. 1748. I sin
Ungdom studerede han i Gøttingen og Tiibingen; senere besøgte
han forskjellige Lande og blev saaledes under et Ophold i Berlin
1775. forestillet for Frederik Il. 1772 blev han Provst ved St. Jo-
hannes Kloster i Slesvig og Landraad, 1773 Kammerherre, 1782
Ridder af Danebrog, 1792 Amtmand over Hiitten Amt, 1802 Amt-
mand over Gottorp Amt samt Overdirektør i Byen Slesvig. 1806

Ahlefeldt, Jørgen. 153

Gehejmeraad og senere Gehejmekonferensraad. Paa Grund af
Svagelighed søgte og fik han sin Afsked 1813. Han ejede efter-
haanden en Del Godser i det slesvigske, som han dels arvede,
dels kjøbte, og som han derpaa skilte sig af med (Olpenæs, Damp,
Hohenstein, Maaslev, Borghorst og Dorphof). Under sit Ungdoms-
ophold i Sydtyskland blev han bekjendt med Baronesse Augusta
Frederikke v. Gemmingen, hvis Fader var Statsminister i Karlsruhe;
hende ægtede han 1770. Hun døde 19. Febr. 1818, og selv døde
han 14. Sept. 1823.

Thaarup, Fædrenelandsk Nekrolog 1821—26 5. 165 f. P. Brock.

Ahlefeldt, Ulrik Carl Greve, 1704—58, Officer. U. C. A.,
Greve til Langeland m. m., født 27. Nov. 1704, var næstældste Søn
af ovfr. nævnte Carl A. Han blev Sekondlieutenant i Garden
til Fods 1726 og avancerede efterhaanden til Oberstlieutenant ved
Livregimentet til Hest (1732). Som saadan gjorde han Tjeneste i
Aaret 1734 som Generaladjudant hos General Joachim Mørner, da
denne førte et dansk Hjælpekorps paa 6000 Mand til Rhinen i den
polske Arvefølgekrig. Korpset fik Ordre til at vende hjem i Slut-
ningen af 1735 uden at have taget Del i Krigen. Samme Aar var
han blevet udnævnt til Kammerherre. 1738 blev han Oberst og
var nu Chef for 3. jyske Rytteriregiment, indtil han 1747 blev
Generalmajor og 1755 Generallieutenant i Rytteriet. 1741 blev han
Ridder af Danebrog. Han døde ugift i Vordingborg 12. Nov. 1758.

Moller, Nachr. v. d. Geschl. d. v. Ahlefeldt S. 491 f. P. F. Rist,

Ahlefeldt, Wulf, —1777, Gehejmeraad, Herre til Lindau og
Kønigsførde, en Søn af Johan Henr. A. og Margrethe f. v. Qvalen.
Provst ved det adelige Jomfrukloster i Slesvig 1744, Landraad i
Holsten, senere, 1756, Gehejmeraad, Ridder af Danebrog 1747, 1766
Gehejmekonferensraad, 1773 Ridder af Elefanten. Han var gift
med Bertha Cathrine Ahlefeldt. P. Brock.

Ahlefeldt-Dehn, Car! Frederik Ulrik, 1750—1829, Amtmand,
en Søn af Vilh. A. til Klein-Nordsee (+ 1754) og Benedicte Chri-
stine Charlotte f. Schmettau, fødtes 30. Maj 1750. Han blev
Kammerherre 1775, Provst ved St. Johannes Kloster i Slesvig 1777,
Ridder af Danebrog 1803, Gehejmekonferensraad 1815. 1805—20
var han Amtmand over Steinburg Amt. Ved sit Giftermaal (1776)
med Sophie Frederikke v. Dehn (f. 1759 $ 1813) kom han i Besid-

154 Aklefeldt-Dehn, Carl Fred, Ulr.

delse af Stamhuset Ludwigsburg, og 1783 fik han Tilladelse til at
kaldes Ahlefeldt-Dehn og føre Familiernes forenede Vaaben. Han

døde 3. Marts 1829.
Castenskiold, Suppl. til Adelslex. S. 6. P. Brock,

Ahlefeldt-Laurwigen, Elias Carl Frederik Greve, 1816—64,
Officer, er født 9. Avg. 1816 (døbt i Frederiksberg Kirke) og var
en Søn af Kammerherre, Oberstlieutenant Carl Christian Greve A.
(f£. 1770) og dennes første Hustru Julie Christine f. Madstedt. Han
indtraadte 1831 i Hæren som Volontør, blev Kadet 1836 og i 1839
Sekondlieutenant i Prins Christian Frederiks Regiment. I 1847 blev
han Premierlieutenant og deltog ved 16. Bataillon med Hæder i
den første slesvigske Krig. 1850 udnævntes han til Kapitajn og
gjorde Tjeneste ved 14., 17. og 11. Bataillon. I 1860 ægtede han
Jacobine Dorothea Petersen. 1 1864 rykkede han i Felten som
Kompagnichef ved 11. Regiment og udmærkede sig under Kampen
ved Selk 3. Febr. (se «Vort Forsvar» Nr. 142 A). Derefter deltog
han i Kampen ved Sankelmark 6. Febr. og blev i Marts Bataillons-
chef ved 9. Regiment, Som saadan deltog han under Oberst
Scharffenberg i 8. Brigades berømte Angreb paa Dybbølbjærg 18.

” April, saaledes at han fremhævedes i Rapporten, men fandt tillige
Heltedøden. P. N. Nieuwenhuis.

Ahlefeldt-Laurwigen, Elise Davidia Margarethe Grevinde,
1788—1855, Datter af ndfr. nævnte Grev Frederik A.-L., født
paa Tranekjær Slot 17. Nov. 1788. Hendes Moder, som var af
tysk Familie, blev allerede i hendes Barndom skilt fra sin Gemal,
og derved kom hun til at føre en underlig adsplittet Tilværelse,
snart hos Moderen i dennes ensomme, bedrøvelige Hjem, snart i
de glimrende Sale paa Tranekjær. Hun havde et stærkt Hang til
det poetiske og romantiske, var let henrevet til glødende Begejst-
ring og manglede Evnen til rolig og kritisk at vurdere Forhold og
Personer; samtidig var hun en yndefuld og fornem Skikkelse, da
hun i en ung Alder indtraadte i Verden som den rige Arving.
Uden Tvivl i Følge Moderens Paavirkning, hvem hun havde for-
gudet, følte hun sig aldeles tysk i Sind og Tanke, og da hun ved et
Badested i "Tyskland (1808) traf den senere saa bekjendte Friskarefører
Adolf v. Litzow («Liitzows wilde Jagd»), overførte hun sin Begejst-
ring for Tysklands nationale Sag paa dennes kjække Forkæmper
og ægtede ham i 1810 til Trods for sin Faders Modstand. I Be-

Ahlefeldt-Laurwigen, Elise Davidia Margr. 155

gyndelsen syntes dette Ægteskab at skulle blive meget lykkeligt;
hun deltog i alle sin Mands Arbejder med at hverve et Frikorps
(1813), sluttede Venskab med hans Venner, bl. a. Theodor Kørner,
og indgød sine Omgivelser sin egen Begejstring. Under Krigen
fulgte og plejede hun sin Mand over alt med det største Mod og
med opofrende Hengivenhed; men efter Krigen kølnedes Forholdet
mellem Ægtefællerne stærkt, og da hun (1821) lærte den unge Digter
Karl Immermann at kjende, opstod der imellem dem et Forhold,
som efterhaanden fra hendes Side udviklede sig fra begejstret Del-
tagelse i hans voxende Digterberømmelse til lidenskabelig Kjærlighed.
Forholdet til hendes Mand opløstes nu ved fælles Overenskomst (1825),
hun antog igjen Navn af Grevinde Ahlefeldt og rejste med Immer-
mann til Magdeburg, senere til Diisseldorf; men da han giftede
sig med en anden i Aaret 1839, flyttede hun til Berlin, hvor hun
døde 20. Marts 1855 af en langvarig Sygdom efter et Liv, rigt paa
forgængelig Lykke, bristede Idealer og skuffede Forventninger.

L. Assing, Gråfin Elisa v. Ahlefeldt, Berlin 1857. Allg. deutsche Biographie
1, 160 f. C. 4. Nissen.

Ahlefeldt-Laurwigen, Frantz Vilhelm Ferdinand Greve,
1790—1843, Stiftamtmand. Han var en Søn af den ndfr. nævnte Grev
Jens Juel A.-L. og fødtes i Altona 7. Nov. 1790. Han studerede først
ved Universitetet i Leipzig, derefter i Kiel, Heidelberg, Gøttingen
og til sidst i Kjøbenhavn, hvor han i Aaret 1813 underkastede sig
juridisk Examen. 1816 blev han Volontør i det danske Kancelli,
1820 Underkancellist, 1821 Assessor i den Viborgske Landsoverret,
s. A, Lic. juris, 1825 extraordinær Assessor i Højesteret, 1826 ordinær
Assessor sammesteds, 1828 Kammerherre, 1831 Stiftamtmand over
Viborg Stift med Ret til at træde tilbage til Højesteret, hvis han
maatte ønske dette, ved Reformationsfesten 1836 Dr. juris og døde
i Viborg 19. Nov. 1843 af en snigende Feber. Han var elsket
og agtet af alle, var ikke blot en særdeles dygtig Dommer og
administrativ Embedsmand, men tillige i Besiddelse af en vidt om-
fattende og ægte humanistisk Dannelse. Han har udgivet for-
skjellige mindre Afhandlinger (s. Erslew). 25. April 1826 blev han
gift med Charlotte Helene Louise Fabricius (f. 19. Maj 1800,
+ 2. Sept. 1829), Datter af Pastor C. C. F. i Tranekjær. Anden
Gang ægtede han 16. Dec. 1832 Anne Dorothea Christine Hanson
(f£. 1. Sept. 1794 i Frederiksnagor), Datter af Regeringsraad Chri-

Ablefeldt-Laurwigen, Fred. 157

Christoph H. til Hemmelmark, 2. 1816 med Ida Cathrine Leth,
Datter af Justitsraad L. Han døde 2. Marts 1832.
Danske Herregaarde VIII. 5. A. Sørensen.

Ahlefeldt-Laurwigen, Jens Juel Greve, 1764—94, politisk
Forfatter, fødtes 10. Juni 1764 paa den fynske Herregaard Bjørne-
mose; han var en Broder til den foregaaende, Frederik A.-L. Han
levede uden Embedsstilling, sysselsat med politiske og litterære
Studier. Han døde i Slesvig 20. Nov. 1794, altsaa kun 30 Aar
gammel. Han ægtede 1788 Sophie Dorothea Hedemann (+ 17. Febr.
1820) og blev Fader til den ovfr. nævnte Frantz Vilh. Ferd. A.-L.
Begavet med levende politisk Sans, blev han som saa mange her
hjemme stærkt greben af de Ideer om den rette Ordning af
Stat og Samfund, som det 18. Aarhundredes Oplysningslitteratur
og derefter den franske Revolution satte i Bevægelse. Flere mindre
Skrifter, som han udgav paa Tysk, men som tillige bleve oversatte
paa Dansk, vidne derom. Det i 1791 udgivne Arbejde «Hin-
geworfene Gedanken iiber Regierung» viser ham som en Tilhænger
af den oplyste Enevælde med Tanken om Betydningen af Presse-
frihed, Offentlighed i Finansstyrelsen, Standslighed og Ophævelse
af Privilegievæsenet, ligesom han havde stærk Sans for at hæve Land-
almuen. I andre Smaaskrifter (s. Nyerups Lit. Lex.) fører han snart
Ordet for et nøje Forsvarsforbund imellem de skandinaviske Stater,
snart fremhæver han Betydningen af almindelig Værnepligt og af
at vende tilbage til simple, tarvelige Sæder. E. Holm.

Ahimann, Hans Vilhelm, f. 1817, Politiker, af en bekjendt
Slægt paa Als (Aalmand) og Søn af Kjøbmand Otto Frederik A.
i Graasten, hvor han fødtes 13. Juli 1817. Uddannedes til Kjøb-
mand, studerede derpaa Statsøkonomi paa tyske Universiteter, fik
Doktorgraden og holdt Forelæsninger i Kiel 1847—48. Blev i Marts
1848 Sekretær, senere Departementschef i den provisoriske Regering.
Fra 1852 Bankier i Kiel. 1864 Raadgiver og Finansagent for den
augustenborgske Prætendent.

Alberti, Schlesw.-Holst.-Lauenb. Schriftsteller-Lex. A. D. Jørgensen.

Ahlmann, Nicolai, f. 1809, Politiker. Han er født 17. Nov. 1809
i Sønderborg. Han uddannede sig til praktisk Landmand og var
1839—47 Forpagter af Juellinge paa Laaland, hvorpaa han kjøbte en
Gaard i Skaane, som han ejede indtil 1856, hvorefter han nogen Tid var
bosat i Kjøbenhavn. Aaret efter kjøbte han Gaarden Werthemine paa

158 Aklmann, Nic.

Als, en af de forhen augustenborgske Avlsgaarde, som vare erhvervede
af Statskassen. Han tog ingen fremragende Del i det politiske
Liv, før efter Vaabenstilstanden i Nikolsburg den bekjendte nord-
slesvigske Deputation paa 47 Mand; der gik til Berlin for at takke
Kongen for det givne Løfte at gjenafstaa de danske Egne til
Danmark, valgte ham til Ordfører, 30. Avg. 1866. Efter Landets
Indlemmelse i Preussen valgtes han derpaa sammen med Hans
Kryger til Medlem af den grundlovgivende Rigsdag i Berlin (Febr.
1867); ved denne Lejlighed fremkom fra dem den ofte gjentagne
Erklæring: «Wir sind Dånen und wollen Dånen bleiben!» Da han
senere valgtes ind i den preussiske Landdag, nægtede han at af-
lægge den befalede Hyldingsed og fik saaledes aldrig sit Valgbrev
anerkjendt. Det samme gjentog sig flere Gange senere. En Om-
lægning af Valgkredsene forhindrede Gjentagelsen af hans Valg til
Rigsdagen. 1875 solgte A. sin Gaard og flyttede til Frederiks-
berg. Hustru: Maria Dons, Datter af Birkedommer J. K. D.

A. D. Jørgensen.

v. Ahnen, Claus, — 0. 1628, hørte til en nu ganske uddød
pommersk Adelsslægt og skrev sig til Nederhof paa Rygen. I Slut-
ningen af det 16. Aarh. traadte han i dansk Hoftjeneste og blev 1589
Enspænder, 1596 Fodermarsk, 1601 øverste Livknægt og 1604 Kjøge-
mester, i hvilken sidste Stilling han 1606 ledsagede Kong Christian IV
til England. 1612 forlenedes han med Frederiksborg og Abraham-
strup, men fratraadte alt 1614 disse Len. Derimod havde han
fra 1610—26 Marie Kirkes Provsti og fra 1614—18 Sæmgaard og
Eker Præstegjæld i Norge i Forlening. Han døde ugift 0. 1628
og var Farbroder til den nedennævnte Preben v. A.

Danmarks Adels Aarbog 1884 S. 14. Thiset.

v. Ahnen, Iver, —1722, Stiftamtmand. 1. v. A. til Kopanger
og Stedje var en Søn af efternævnte Preben v. A. i dennes andet
Ægteskab med Karen Vind, efter hvis Fader, Rigsraaden Iver
Vind til Klarupgaard, Nørholm osv., han var opkaldt. Han er
formentlig født kort før 1660 paa Bodøgaard, hvor Faderen som
Lensmand i Nordlandene residerede. Han var først kongelig Hof-
junker og Forskærer og derpaa Kammerjunker, blev 1691 Amtmand
i Romsdalen, Nordmøre og Søndmøre samt 1700 Stiftamtmand i
Throndhjem; 1705 fik han Titel af Etatsraad og 1717 af Konferens-
raad. Fra 1707 var han Medlem af Participantskabet for det gjen-

160 v. Ahnen, Preben.

Sverige 1645 som Krigskommissarius; 1646 blev han forlenet med
Nordlandene, hvor han efter 1660 var Amtmand, og mødte 1648
ved Hyldingen paa Akershus. Om Vinteren 1656—57 opholdt han
sig i Kjøbenhavn og gjorde da Forslag om, hvad der burde fore-
tages i hans Len, naar Krigen udbrød. Han var Generalkommis-
sarius nordenfjælds under Krigen og gjorde om Sommeren 1657 et
der i Egnen navnkundigt Strejftog gjennem den efter ham opkaldte
Junkersdal over Saltenfjældene ind i Lapmarken, hvor han ødelagde
det svenske Bly- og Sølvværk Silbojocki eller Nasafjåll. Efter Ros-
kildefreden var han 1658 blandt de norske Kommissarier, der skulde
fastsætte det afstaaede Throndhjems Lens Grænser, men allerede i
Slutningen af samme Aar deltog han i dettes Tilbageerobring fra Sven-
skerne. 1669 udnævntes han til Amtmand i Bratsbergs Amt og døde
15. Nov. 1675. P. v. A. var en dygtig og foretagsom Mand;
foruden for Jærnproduktionen har han virket for Tilvirkning og
Udførsel af Fiskeriprodukter i Nordland og Finmarken (Hvalfangst,
Tran, Rogn) og fik i 1663 indrettet et Postvæsen i Nordlandene
og Finmarken. Han var to Gange gift, 1. med Christian v. Hadelns
Enke Else Knudsdatter Urne af Aasmarke; 2. 1657 med Karen

Iversdatter Vind af Klarupgaard (f. 1626), der overlevede ham.
Saml, t, d. norske Folks Spr. og Hist. II, 512 ff. Molbech, Hist.-biogr. Saml.
S. 130 MY. Nielsen, De Nordenfjeldske Begivenheder 1657—60.

H. J. Huitfeldt. Kaas.

Ahrensen, Arnold Andreas Bull, 1807—60, Læge, Søn af
Grosserer A. og Maria f. Rée og en ældre Halvbroder til Lægen
Professor Warncke, fødtes i Kjøbenhavn 9. Okt. 1807. Dimitteret
fra Borgerdydskolen 1824 underkastede han sig 1830 den kirurgiske,
1831 den medicinske Examen, var derefter Kandidat paa Frederiks
Hospital og tog 1836 baade Licentiat- og Doktorgraden ved dygtige,
ogsaa i Udlandet anerkjendte Afhandlinger om «den endermatiske
Methode». I en længere Aarrække var han Distriktslæge i Kjøben-
havn samt Læge ved Regensen og Kollegierne. 1839 grundede
han i Forening med Kayser «Ugeskrift for Læger» og ledede i
flere Aar dette Tidsskrift. Under den første slesvigske Krig virkede
han som Overlæge ved Garnisonshospitalet. 1859 blev han Over-
medikus ved Frederiks Hospital og samme Aar titulær Professor,
men døde allerede 10. Sept. 1860. Til Trods for en bestandig
svagelig Helbred udfoldede han en betydningsfuld baade praktisk
og videnskabelig Virksomhed og var æret ikke mindre for sin ædle

Akrensen, Arnold Andr. Bull. 161

ideelle Aandsretning end for sin rige Kundskabsfylde. Han var
gift med Maria Busck, Datter af Kapt., Hjul- og Karetmagermester B.

Smith og Blad, Den danske Lægestand, 4. Udg., S. 2. Erslew, Forf, Lex.
Bibl. f. Læger 5. R. I, 471. Jød. Petersen.

Ahrenskjold, s. Arentskjold.

Akeleye, Christian Knudsen, —1632, var af en fynsk Adels-
slægt og var en Søn af Knud Mikkelsen til Skinnerup (nu Ulriks-
holm) i Fyn og Kirsten Algudsdatter. Fra 1581 til 1588 tjente han
som Sekretær i Kancelliet og erholdt i denne Stilling et Kanonikat
i Aarhus. Efter at han havde tilskjødet Kongen sin Fædrenegaard
Skinnerup, blev han 1616 til Vederlag forlenet med St. Hans Kloster
i Odense, men fratraadte alt 1618 dette Len mod en aarlig Pension
og boede siden i Flensborg og Lybek. Han døde 11. Marts 1632
i ringe Kaar og ligger begraven i St, Knuds Kirke i Odense.
18. Avg. 1588 havde han ægtet Regitse Jacobsdatter Sparre, der
døde barnløs 18. Febr. 1610.

Danmarks Adels Aarbog 1884 S. 15 f. Thiset.

Akeleye, Gabriel Knudsen, —1652. Han var en Søn af
Landsdommer i Halland Knud Gabrielsen A. til Krængerup og
Hjulerød. Hans Moder var Sophie Enevoldsdatter Voyen. 1627
kom han i Sorø Skole. Senere rejste han i Udlandet. 1643 an-
sattes han i det danske Kancelli, hvor han i flere Aar virkede som
Sekretær. 1 denne Stilling syslede han med Studiet af Statsforfat-
ning og Statsforvaltning og skrev allerede 1643 sine «Peregrinatoriæ
prudentiæ præcepta», som endnu haves i Haandskrift (N. kgl. Sml.
8vo Nr. 141 b i d. st. kgl. Bibliothek) og indeholde en Anvisning
for unge Adelsmænd, der ville studere disse Fag i Udlandet. Det
var uden Tvivl ogsaa Interessen for disse Videnskaber, der førte
ham ind paa Studiet af Tacitus. 1646 udgav han sine «Excercita-
tiones sive politico-philologici discursus in librum C. Comnelii Taciti
de moribus Germanorum veterum». Skriftet var dediceret til Chri-
stian IV og ledsaget af en glimrende Censur af Steph. Joh. Ste-
Phanius. Ogsaa ridderlige Øvelser omfattede han med Forkjærlighed
og efterlod sig et Værk om Fægtekunsten; det blev ikke udgivet,
men han sendte det i Haandskrift til Jørgen Seefeldt 1649. Samme
Aar modtog han tillige med Henrik Bielke paa Frederik III's Vegne
Hyldingseden af Indbyggerne paa Færøerne og Island og skrev
herom en «Historisk Relation», som udkom 1650. Maaske var det
Dansk biogr. Lex. I. April 1887. LE:

162 Akeleye, Gabriel Knudsen.

som Løn for Udførelsen af dette Hverv, at han samtidig hermed
blev aflagt med Domprovstiet og et Vikarie i Aarhus Kapitel. I
sine sidste Aar oversatte han, efter Frederik III's Befaling, den be-
kjendte engelske Læges "Thom. Brownes «Pseudodoxia epidemica>
paa Dansk. Det blev ikke trykt, men findes, i to Foliobind, i det
st. kgl. Bibliothek. Han skrev sig til Hjulerød i Halland, hvori
han dog vist kun har haft en Part, da Faderen overlevede ham.
Han var forlovet med Merete Sophie Prebensdatter v. Ahnen, men
hun døde før Brylluppet. Han døde ugift 1652.

Personalhist. Tidsskr. V, 229 f. g S. M. Gjellerup.

Akeleye, Ingeborg, 1741 — 0. 1804. Hun var født 13. Maj
1741 og var en Datter af Kommandørkapitajn og Overlods sønden-
fjælds Jens Werner A. (f 1772 i Kjøbenhavn); Moderen hed Martha
f. Bruun. I Aaret 1762 lod den unge Herman Løvenskiold (f. 1739,
+ 1799 som Kammerherre), der da opholdt sig i Frankrig, gjennem
en Bekjendt af sin og Akeleyes Familie, Sorenskriver i nordre
Jarlsbergske Distrikt Jens Friis paa Falkensten, anholde hos Faderen
om hendes Haand. Efter et gunstigt Svar vendte han kort efter
hjem til Norge og saa nu for første Gang sin tilkommende Hustru,
i det hun med sine Forældre paa Horten indskibede sig for at rejse til
Kjøbenhavn. Han fulgte snart efter dem til Danmark, Forlovelsen
blev endelig sluttet, og Brylluppet holdtes sammesteds i Begyndelsen
af Aaret 1763. Efter et længere Ophold i Danmark vendte de
nygifte om Vaaren tilbage til Norge og toge Ophold paa Fossum
Jærnværk, hvori Løvenskiold den Gang ejede Halvparten, men
deres nærmeste Omgivelser mærkede snart, at de ikke syntes at
passe synderlig for hinanden, i det Løvenskiold, ihvorvel en brav
Mand, skal have været lidet begavet og noget hensynsløs, medens
hun gjennem en forfinet Opdragelse og paa Grund af sin Skjønhed
synes at have været temmelig forvænt og fordringsfuld. Under et
Besøg hos hendes Forældre i Tønsberg om Sommeren 1764 traf
Løvenskiold og haris Hustru tilfældigvis den som en af sin Samtids
største Libertinere bekjendte Grev Christian Conrad Danneskjold-
Laurwigen, der den Gang besøgte det ham efter den ældre Broders
Død nylig tilfaldne Grevskab Laurvig, hvorhen han indbød de
rejsende, som ogsaa modtoge Indbydelsen. Kort efter rejste Greven
atter til Kjøbenhavn, hvor han i Marts 1765 lod den smukke Skue-
spillerinde, Jomfru Mette Marie Rose, bortføre fra Theatret; herfor
blev han ilagt en Bod af 10000 Rdl. og forvistes til sine Godser i

Akeleye, Ingeborg. 163

Norge, hvorhen han nu atter kom om Vaaren 1765. I Anledning
af en forønsket Udvidelse af Fossums Circumference mod Grevens
Besiddelser i Slemdal søgte Løvenskiold ham kort efter hans An-
komst; dette gav Anledning til gjentagne Indbydelser og Besøg
mellem Fossum og Laurvig i Løbet af Sommeren, indtil endelig
Grevens Hensigter gik op for Løvenskiold, der efter mange Ube-
hageligheder fik sin Hustru hjem med sig til Fossum, hvor hendes
Fader, der ikke mere var Løvenskiold god, snart indfandt sig og
fik istandbragt en for denne meget ufordelagtig Separationskontrakt,
som dog senere blev noget ændret, hvorpau han førte sin Datter
hjem med sig til Tønsberg. Efter en med Forældrene det følgende
Aars Sommer foretagen Rejse til Smaalenene var hun bleven tilbage
hos Kammerherre Brockenhuus i Nærheden af Moss, men her fra
fulgte hun kort efter med Sorenskriver Friis til hans Gaard Fal-
kensten, hvorfra hun kun med Vanskelighed kunde formaas til at
vende tilbage til Tønsberg. Da imidlertid Faderen i Sept. 1766
erhvervede en kgl. Bestemmelse for, at hun skulde staa under hans
Værgemaal og opholde sig, hvor han bestemte, tog hun atter sin
"Tilfugt til Sorenskriver Friis, der hemmelig sendte hende omkring
paa flere Steder i Landet, ja endog ind over den svenske Grænse
for at unddrage hende Faderens Opdagelse. Paa dennes Klager
blev en kgl. Kommission nedsat, der skulde undersøge den hele
Sag og afhøre en Mængde Vidner. Imidlertid var Grev Danneskjold
igjen vendt tilbage til Kjøbenhavn, var atter kommen i Naade og
var bleven udnævnt til Admiral osv.; ikke saa snart havde derfor
Kommissionen begyndt sin Virksomhed, før den atter opløstes og
Kongebrevet af 1766 ophævedes, hvorhos det tillodes Fruen at tage
Ophold, hvor hun lystede. Grev Danneskjolds Herlighed i Kjøbenhavn
varede dog kun kort; i Avg. 1770 afskedigedes han fra alle sine
Embeder og forvistes fra Hoffet, hvorfor han det følgende Aar
atter vendte tilbage til Norge og tog Ophold paa Gaarden Rolighed
i Hedrum ved Laurvig, hvorhen Fru Ingeborg Akeleye, som hun
kaldtes efter sin endelige Skilsmisse fra Løvenskjold, nu ogsaa
begav sig, uden at der blev noget af det Ægteskab, Greven havde
lovet hende, naar hans Frue var død, hvilket allerede var ind-
truffet 1766. Greven døde 9. April 1783, og kort efter ægtede
Fruen en svensk Æventyrer, Landraad Carl Ingmann v. Manderfeldt,
der i Grevens senere Levetid havde hørt til deres Omgangskreds,
og hvem Greven havde sikret en Pension, ligesom ogsaa Fru

Manderfeldt efter en Proces med hans Arvinger fik sig tildømt den
…—

164 Akeltye, Ingeborg.

hende bebrevede Pengesum. De flyttede senere til Kjøbenhavn,
hvor hun skal være død 1804, medens Manden vendte tilbage til
Sverige og døde i Vennersborg 1813.

Saml. t. d. norske Folks Sprog og Hist. VI, 596 fr. Moved, Hist-biogr.
134 fl. Deichmanske Bibl.s Diplomsamling IL

rå Fa Huitfeldt. Kaas.

Akeleye, Mikkel Pedersen, —1539, Borgmester. Han var
en Søn af Peder Knudsen A. til Skinnerup (nu Ulriksholm) i Fyn
og Hustru Else (ell. Sidsel) Valkendorf. Skjønt Adelsmand og
Jordegodsejer valgte han at nedsætte sig som Handelsmand i Odense,
og han naaede ad den Vej en større Rigdom og Anseelse end
Flertallet af sine Standsfæller. Dronning Christine forsynede sig
med Klædevarer hos ham, og han drev en betydelig Øxenhandel;
tillige var hans Hus det mest ansete Herberg for høje fremmede
Gjæster, der kom til Odense; selv Kong Christian II tog ind hos
ham. Fra 1506 var han Borgmester i Odense og blev 1522 efter
Christian 11's ny Kjøbstadordning Stadens Skultus. Denne Vær-
dighed faldt bort, da Frederik I kom til Magten; men denne Konge
synes strax ved en Gunstbevisning at have villet yde Mikkel Pe-
dersen Erstatning. Borgmester vedblev han at være til sin Død
10. Avg. 1539. Hans Hustru Magdalene Knudsdatter (af den adelige
Slægt Drage) levede endnu 1564. Hun og hendes Mand have
maaske gjort sig mest fortjente af Efterslægten ved at give den
siden navnkundige Peder Palladius Midler til i hans Ungdom at
opholde sig i flere Aar i Wittenberg, i det de sendte deres Søn
med ham til dette Reformationens Arnested.

Saml. t. Fyens Ilist. og Topogr. III, 219 fl. Danmarks Adels Aarbog 1884.
Ny kirkehist. Saml. III, 499. E: H. F. Rørdam.

Akeleye, Sigvard Gabrielsen, —1659. Han er uden Tvivl
født i Fyn i 1580-Aarene og, var en Søn af Landsdommeren samme-
steds Gabriel Knudsen A. til Krængerup og Nordskov; Moderen var
Helvad Jacobsdatter Sparre. 1609 nævnes han som Adelburs, og
allerede 1611 forekommer han som Skibskapitajn eller Skibshøveds-
mand, med hvilken første Titel han siden hyppig nævnes, i alle
Fald lige til 1647; 1612 træffes han første Gang i Norge paa Ud-
skrivning af Baadsmænd i Bergens og Stavanger Len. 1614 var
han ansat som Lieutenant paa Elfsborg og synes kort efter at have
bosat sig i Norge, hvor han 0. 1617 blev gift første Gang med
Else Galde, der i dette Aar afstod sin Sædegaard Nygaard i Glem-

Akeleye, Sigvard Gabrielsen. 165

minge Sogn til Kronen, mod at hun og hendes Mand erholdt
Livsbrev paa Verne Kloster, Ingedals Skibsrede og Skjeberg Sogn,
hvortil senere ogsaa Nygaard ses at være kommen, hvilken Gaard
S. A. i Aaret 1647 forgjæves søgte at erholde tilbage ved Mage-
skifte fra Kronen. 1633 udnævntes han til Tolder og Sisemester
paa Moss, i hvis Nærhed Sædegaarden Kambo ligger, som han
havde kjøbt 1631, og som senere omtrent i et Aarhundrede til-
hørte hans Efterkommere. Indtil denne Tid har han i Regelen
været skrevet til Fædrenegaarden Krængerup, hvori han formentlig
har været Medejer med nogle af sine mange Søskende. I Søtjene-
sten anvendes han lige til Midten af det 17. Aarhundrede; 1640
benævnes han Kommissarius søndenfjælds i Anledning af Opsynet
med Defensionsskibene og 1645 ved en enkelt Lejlighed Viceadmiral.
1648 mødte han ved Frederik III's Hylding i Christiania, Han
var en i offentlige og private Hverv hyppig anvendt Mand som
Medlem af Kommissioner og Slotslove, ved Skifter, Værgemaal osv.,
hvilket vistnok maa vidne om anerkjendt praktisk Dygtighed. Han
døde sandsynligvis i Christiania i Avg. 1659, da han i Kirkebogen
angives begraven sammesteds 27. Avg. dette Aar, og maa da sand-
synligvis have været en Mand paa flere og 70 Aar. Han havde
været 3 Gange gift: 1. med Else Tønnesdatter Galde til Nygaard,
Enke efter den tyske Adelsmand Eiler Weide v. Jasmund; hun
synes død 0. 1636; 2. med Øllegaard Gerlofsdatter Nettelhorst, efter
hvem der holdtes Skifte 1647; 3. med Anne Ottesdatter Bildt af
Næs, der overlevede ham til 1667. Kun i andet Ægteskab havde
han Børn, og fra hans ældste Søn nedstammede den senere i Norge

talrige Slægt Akeleye, der uddøde i Mandslinjen 1822.
Molbech, Hist.-biogr. Saml. S. 133 f. Norske Rigsregistranter IV—!
H. J. Huitfeldt.Kaas.

Alanus, Hans Jensen, 1563—1631, Professor. Han var født
18. Avg. 1563 i Landsbyen Ala i Halland og Søn af Jens Eskildsen
og Bente Lauridsdatter. Under den nordiske Syvaarskrig blev
Familien husvild, og Moderen flygtede derfor med ham over til
Sjælland, hvor Fru Birgitte Gjøe tog hende i sin "Tjeneste og
sørgede for Drengens Opdragelse. Hun holdt ham til Læsning
dels i sit Hjem paa Herlufsholm og dels paa Ring Kloster og
Aakjær. Da han var 9 Aar gammel, sendte hun ham til Herlufs-
holm Skole, hvorfra han blev Student 1582. Efter 6 Aars Ophold

166 Alanus, Hans Jensen.

ved Universitetet fik han af Adelsmanden Steen Brahe Understøttelse
til at studere i Udlandet, og da han efter 3 Aars Forløb vendte
tilbage fra Wittenberg, blev det ham overdraget at rejse ud som
Hovmester for den unge Jens Pedersen Brahe fra Krogholm i
Skaane. Rejsen strakte sig over Tyskland, Schweits og Italien med
længere Ophold i Helmstådt, Basel, Genf og Padua. Da han 1595
blev løst fra sin Hovmesterstilling, vendte han igjennem de østerrigske
Lande og Tyskland tilbage til Danmark. 1597 blev han af Arild
Huitfeldt kaldet til Rektor paa Herlufsholm. I denne Stilling
virkede han i 5 Aar. Iblandt hans Disciple maa nævnes den
senere bekjendte sjællandske Biskop Jesper Rasmussen Brochmand.
1602 blev han udnævnt til Professor pædagogicus ved Kjøbenhavns
Universitet, men maatte, førend han begyndte sine Forelæsninger,
tage Magistergraden. 1607 blev han Professor rhetorices, Aaret
efter overtog han Professoratet i Græsk, som han 1610 ombyttede
med Dialektik, men 1621 maatte han atter overtage Professoratet i
Græsk efter Kanslerens Ønske, en Forandring, hvori man, dog
maaske uden Grund, har villet finde et Vidnesbyrd om, at hans
Lærervirksomhed i Dialektik ikke har været fyldestgjørende. Sam-
tidig hermed betroede man ham forskjellige akademiske Tillidshverv.
I 4 Aar var han akademisk Notar, i et Aar Bibliothekar og i 10
Aar Værge for vor Frue Kirke. 1613 og 1622—23 beklædte han
Rektoratet. Han roses som en flittig Lærer, men i sin litterære
Virksomhed indskrænkede han sig til akademiske Disputatser. Af
disse maa især fremhæves hans 4 Disputatser «de sermone» (1608—9
og 1622—23). I de to første betoner han stærkt Betydningen af
Modersmaalets Udvikling. I den sidste fra 1623 kommer han ind
paa Lydbetegnelserne i forskjellige Sprog; han er her kjendelig
paavirket af Jacob Madsen Aarhus, og det er sandsynligt, at
det er Læsningen af dennes Skrifter, der har udviklet hans For-
kjærlighed for Modersmaalet. To Disputatser fra 1627—28 vise,
at han ogsaa syslede med Fædrelandets Historie. Han var
to Gange gift, første Gang med Elline Mortensdatter, som han
ægtede 1602. Hun var Datter af en kjøbenhavnsk Handelsmand
og Enke efter Prof., Dr. Anders Krag. Hun døde 1615, og to
Aar efter giftede han sig med den fjortenaarige Gjørild Christens-
datter fra Malmø, Datter af Raadmand, senere Borgmester Christen
Jacobsen og Margrethe Sehested. Med hende havde han en Søn,
der døde som Barn, Hun overlevede sin Mand og indgik senere

Alanus, Hans Sfensen. 167

et nyt Ægteskab med en kjøbenhavnsk Borger. A. døde 12. Febr.
1631, 67 Aar gammel, .

Rørdam, Kbhvns Universitets Hist. 1537—1621 III, 609 fl. Wad, Rek-
torerne p. Herlufsholm S. 12 fl. S. M. Gjellerup.

Alberg, Peter, 1770—1831, Statsgjældsdirektør. Han er født
i Kjøbenhavn, blev Student 1786, Volontør i Finansdeputationen
1787, Kopist sammesteds 1790, juridisk Kandidat 1798, Fuldmægtig
1799, Bogholder 1802, Kammerraad 1811, Direktør i Finanskasse-
direktionen 1812, Justitsraad 1814, Etatsraad 1815, Medlem af Direk-
tionen for Statsgjælden og den synkende Fond 1816, Konferensraad
1829 og døde i Kjøbenhavn 21. Sept. 1831. Han skildres som en
elskværdig og retskaffen Karakter og som en meget flittig, paa-
lidelig og dygtig Embedsmand. Et Vidnesbyrd om den Anseelse,
han nød, turde det være, at han var en af de tre Kommissærer,
der fra dansk Side udnævntes til at ordne de finansielle Forhold
til Norge efter Kielerfreden. G. Kringelbach.

Albert, —1135, Biskop, s. Adelbjørn.

Albert I, den store, Hertug af Brunsvig, 1236—79. Han var
en Søn af den første Hertug af Brunsvig-Lyneborg Otto (Barnet)
og Mechtild af Brandenborg og overtog 16 Aar gammel Regeringen
efter Faderens Død (9. Juni 1252) i eget og sin umyndige Broder
Johans Navn. Nær beslægtet med det danske Kongehus, i det hans
Farmoder Helene var Kong Valdemar I's Datter, kom han ved et
Par Lejligheder til at gribe ind i vort Fædrelands Anliggender. Den
første Gang var kort efter hans Regeringstiltrædelse.. Kong Chri-
stoffer I havde nemlig villet bringe saa vel det sønderjyske Hertug-
dømme som Kong Abels Arvegods i Danmark tilbage under Kronen,
men var stødt paa Modstand hos Abels Svogre, Greverne Johan
og Gerhard af Holsten, og maatte nu se sig om efter fremmed
Hjælp. Han henvendte sig bl. a. til sin Frænde Hertug A., der
ogsaa kom til Danmark og 21. Okt. 1253 fik sig tilsagt Lønnen
for sin Hjælp, i det Kong Christoffer gav ham Løfte paa Øen Als
og, indtil han saa sig i Stand til at opfylde dette Løfte — det
blev vistnok aldrig opfyldt —, overdrog ham Samsø og Endelave
til Pant. Hvor vidt A. efter dette har deltaget i Krigen, forlyder der
intet om, hans Deltagelse kan i alt Fald kun have været kortvarig
og mindre betydende, thi endnu inden Udgangen af Aaret forligede
Christoffer sig med Holstenerne, og A. vendte nu hjem til Brunsvig.

168 Albert I af Brunsvig.

Nogle Aar derefter paakaldte Lybekkerne, der vare blevne Uvenner
med Grev Johan af Holsten, A.'s Bistand og valgte ham til deres
Skytsherre (1261). Under den derefter følgende Fejde var det, at
A. og hans Broder Johan med deres Søster, Enkehertuginde Helene
af Sachsen, og hendes to Sønner sluttede det mærkelige og først
i den senere Tid fremdragne Forbund af 11. Febr. 1262, i hvilket
det efter Løftet om gjensidig Hjælp og Beskyttelse mod de hol-
stenske Grever hedder, at hvis de forbundne efter' at have erobret
Holsten bleve enige om at rykke længere frem og angribe Danmark
(Sønderjylland?), skulde det vundne deles imellem dem. Forbundet
fik imidlertid ingen videre Følger, thi kort efter sluttede Holstenerne
Forlig med deres Modstandere. A. drog derpaa til Danmark (1262)
og blev af Enkedronningen, Margrethe, der kort forud var vendt
hjem fra sit Fangenskab hos de holstenske Grever, antaget til
Rigsforstander i Danmark. I dette Hverv virkede han et Aars Tid
og for bl. a. frem med megén Strænghed mod den regerende
Kongefamilies Fjender, hvorved han fra mange Sider paadrog sig
Vrede og Fjendskab. 1 Sommeren 1263 nedlagde han Rigsforstander-
skabet og vendte tilbage til Brunsvig. Vi kjende ikke de Grunde,
der have bevæget ham til dette Skridt, der sikkert er sket mod
Enkedronningens Vilje, men at det ikke har haft nogen Indflydelse
paa det venskabelige Forhold, han hidtil havde staaet i til det
danske Kongehus, og at dette Forhold gjennem den følgende Tid
bevaredes, derom synes baade de Forhandlinger at vidne, der
længe efter (1278) førtes mellem ham og Kong Erik Christoffersen
om et Ægteskab mellem en af Kongens Sønner og A.'s Datter
Mechtild, som ogsaa den Omstændighed, at han Aaret derefter
understøttedes af danske Hjælpetropper i en Fejde med sin Broder
Ærkebiskop Otto af Hildesheim. Medens denne Fejde var i fuld
Gang, døde A. i Byen Brunsvig 15. Avg. 1279.

O. v. Heinemann, Geschichte von Braunschweig u. Hannover II. C. Paludan-
Miller, Studier til Danmarks Historie i 13. Aarh, 3. Stykke. C. Weecke.

Albert, Greve af Orlamtinde, 1182—1245. Hans Forældre
vare Grev Sigfred af Orlamiinde og Sophie, Kong Valdemar I's
ældste Datter. De havde holdt Bryllup i Efteraaret 1181, og Aaret
efter fødtes A., den ældste af 7 Søskende. 1204 fik han af sin
Morbroder, Kong Valdemar II, Grevskabet Holsten til Len tillige
med en Del af Grevskabet Ratzeburg, hvortil senere ved Faderens
Død (1206) kom et Stykke af Grevskabet Orlamiinde. Dette sit

Albert af Orlamiinde. 169

Hjemlands Styrelse har A. imidlertid i det væsentlige maattet over-
lade til sin Broder Herman, hvem det øvrige af Orlamiinde tilfaldt,
da han selv sin meste Tid har maattet opholde sig i sit Len eller
dog været virksom i dettes Anliggender.

1 de første Aar af Valdemar II's Regering var der jævnlig
Ufred paa Danmarks Sydgrænse, snart var det Valdemar, som
angreb sine sydlige Naboer, snart var det disse, der gjorde Gjen-
gjæld, og A. kunde som Lensmand i Rigets sydligste Provins ikke
undgaa at tage Del i disse Fejder. I Aaret 1215 (der krigedes i
dette og det følgende Aar mod et Forbund af nordtyske Fyrster,
som understøttedes af den tyske Kejser) gjorde A. et helligt Løfte
om at ville drage til Lifand for at kæmpe mod Hedningene der.
Han fik pavelig Tilladelse til at modtage Korsets Tegn, opnaaede
desuden kort efter som en særlig Begunstigelse af Kirkens Over-
hoved at maatte tage 10 af sine Mænd, der tidligere havde for-
bundet sig til et Pilegrimstog til det hellige Land, med sig, og
saa snart der var indtraadt Fred, indskibede han sig i Sommeren
1217 med sit Følge til Lifland. Hans Færd paa dette Tog be-
rømmes i Henrik Lettes Liflandskrønike i følgende Ord: «Han var
en udvalgt Pil, den Herren havde gjemt i sit Kogger for i et
heldigt Øjeblik at sende ham til Lifland til Kirkens Frelse.» Det
følgende Aar vendte han tilbage over Danmark og var uden Tvivl
tilstede ved den unge Kong Valdemar III's Kroning i Slesvig
(24. Juni 1218). Et Par Aars Tid synes han nu at have været i
Ro, saa kom Angrebet paa Greven af Schwerins Lande, som A,
tog i Besiddelse paa sin Morbroders Vegne, hvorefter fulgte Ulykkes-
aaret 1223, da Kong Valdemar og hans ældste Søn kom i Henrik
af Schwerins Vold. Under de derved bevirkede Forhold kom A.,
Valdemars nære Slægtning og betroede Mand, til at øve en af-
gjørende Indflydelse paa mange af Danmarks Anliggender, og om
han end ikke havde Navn af Rigsforstander, saa optraadte han
dog i den følgende Tid nogle Gange med en Rigsforstanders
Myndighed. Saaledes under Forhandlingerne om Kongens Løs-
ladelse (1224), i Anledning af hvilke han tvende Gange var i
"Tyskland, første Gang da han deltog i Afslutningen af det saa-
kaldte dannenbergske Forlig, og anden Gang da dette Forlig
skulde fuldbyrdes, og A. og de danske Stormænd vare mødte med
den betingede Løsesum, men maatte vende hjem med uforrettet
Sag. A. havde tidligere (i Aaret 1211) stiftet Klosteret i Preetz,
nu efter Hjemkomsten fra Tyskland grundlagde han (Nov. 1224)

Alberti, Carl Chr. 171

Neergaard (med 253 Stemmer imod 506). Derimod valgtes han
næste Aar i Sorø til Folketinget og er senere uafbrudt bleven gjen-
valgt i denne Kreds, som oftest uden Modkandidat og kun sjælden
under Forhold, der syntes at stille hans Gjenvalg i Fare. A. er
nu den Rigsdagmand, der længst har haft Sæde paa Tinge. Ogsaa
var A. 1864 valgt til Rigsraadets Folketing, men udtraadte ligesom B.
Christensen i Jan. 1865, fordi han betragtede Rigsraadet som ugyldigt,
og lod sig først gjenvælge ved de nye Valg i Maj s. A.

I Folketinget hørte A. fra første Færd til «Bondevennerne» og
har senere altid hørt til en af Venstres Grupper; han har øvet ikke
ringe Indflydelse, om han end aldrig har været blandt de egentlige
Førere. 1855 blev A. Medlem af Bondevenneselskabets Bestyrelse
og 1858 dens Formand; 1865 sluttede han sig ligesom J. A. Hansen
til Oktoberforeningen og hørte ogsaa til dens Bestyrelse; indtraadte
1870 i det forenede Venstre og gik ved dettes Deling 1877 over
til det radikale Venstre, men var 1879 iblandt dem, der udtraadte
heraf, misnøjet med Bergs Ledelse; dog sluttede han sig 1884
til det nydannede «danske Venstre». A. var jævnlig rede til de
stærkeste Skridt fra Oppositionens Side, saaledes til de gjentagne
Nægtelser af Finansloven, og var i Samlingerne 1885 og 1886 den,
der indbragte Regeringens foreløbige love til Forkastelse. I 'Tingets
almindelige Forhandlinger har A. derimod: ikke taget nogen frem-
ragende Del, vel nærmest paa Grund af stærk "Tunghørighed; dog
maa undtages Spørgsmaalene om Retsplejereformer, om hvilke han
har givet udførlige Indlæg (udg. i Særtryk); ogsaa indbragte han
1876 Venstres Forslag til en Ministeransvarlighedslov.

Størst Betydning har A. vundet som Stifter og Styrer af den
sjællandske Bondestands Sparekasse, der fra et samlet Indskud 1857
af 150000 Kr. er stegen 1887 til en Sum af 18 Mill. Kr. Ogsaa var A.
1852 Medstifter af Folkehøjskolen «Hindholm». Foruden en kort
Fremstilling af «Den sjællandske Bondestands Sparekasses første
25 Aar, 1856—81,> (1881) har A. skrevet «Den danske Slavehandels
Historie» i Nyt hist, Tidsskrift 3. Bd. (1850).

Erslew, Forf, Lex. Wulff, Den danske Rigsdag S. 4. — Æmil Elberling.

de Albertin, Peter, 0. 1708—79, Amtmand. Han var en
Søn af Generalfiskal Brostrup A. til Tølløse og Søgaard og Char-
lotte Amalie f. West og blev 1729 Student fra Herlufsholm. I Aaret
1737 blev han Assessor i Hofretten, 1740 Assessor i Højesteret,
1746 virk. Justitsraad, 1749 blev han adlet, s. A. Amtmand over

172 de Albertin, Peter.

Lundenæs og Bøvling Amter, 1751 Etatsraad, 1773 afskediget som
Amtmand med 400 Rdl. i Pension, og han døde 19. April 1779.
Han blev 21. Maj 1751 gift med Cathrine Christine Folsach (f. 1726
4 25. Febr. 1812), en Datter af Etatsraad Hans F. og Anna Elisabeth
f. Gyberg. Han ejede Gaarden Slumstrup ved Ringkjøbing. I sin
Stilling som Amtmand gjorde han sig i høj Grad afholdt af Almuen
paa Grund af sin venlige og fortrolige Holdning lige over for den,
og fordi han med Iver og Ufortrødenhed arbejdede paa at for-
bedre Hovbøndernes fortrykte Kaar. G. 1. Baden fortæller i sin
«Frederik V's Aarbog» (S. 49 f.), at han var bleven afskediget,
fordi han i et Selskab, da en Herre fra Rentekammeret spurgte
ham, hvad man i hans Amt sagde om Hoveriforordningen af 1773,
havde svaret: «Bønderne synge denne Forordning med Melodi som
Salmen: Nu hviler Mark og Enge.» Fortællingen kan være be-
tegnende nok, men korrekt er den ikke, thi A. blev afskediget
1. Febr. 1773 i Følge Arveprins Frederiks Ønske, uden at Rente-
kammeret havde indstillet ham dertil, medens Hoveriforordningen
først udkom 12. Avg. 1773.

Leth og Wad, Dimitterede fra Herlufsholm S, g1 f. G. Kringelbach.

Albertsen, Albert, 1767—1803, Litterat, blev født i Kjøben-
havn 20. Jan. 1767. Hans Fader var Politisekretær. Efter at være
dimitteret fra Slagelse Skole i sit 22. Aar studerede han Lovkyndig-
hed og fik Ansættelse som Fuldmægtig hos sin yngre Ven, den
bekjendte Forfatter, daværende Prokurator Jens Kragh Høst, senere
hos Prokurator Peter Bugge, indtil han 1794 efter tilendebragt
Examen selv fik Bestalling som Prokurator ved Hof. og Stadsretten.
3 Aar efter blev han Avditør ved Dragonregimentet i Odense, men
døde der allerede 5. April 1803 efter langvarige Lidelser og efter-
ladende som Enke Elisabeth Frederikke Marie f. Bentzen. Han var
sin Tids Barn, ivrig Frihedsven og Præstehader. Som Oversætter
og som Medarbejder i Tidsskrifter udfoldede han en betydelig
Virksomhed (s. Nyerup, Lit. Lex.); men hans Rimerier i Oplysnings-
tidens Smag og fattige, prosaiske Artikler savne alt Værd.

4. Jantsen.

Albertsen, Hans, 1525—69, Biskop, var født i Kjøbenhavn
1525 og kom i en ung Alder til Universitetet, hvor han 1544 tog
den filosofiske Bakkalavrgrad og 1546 Magistergraden. Uden forud
at have studeret udenlands blev han kun lidt over 20 Aar gammel
Professor i Græsk ved Kjøbenhavns Universitet, senere (1554) i

Albertsen, Hans. 173

Dialektik. Da Biskop Peder Palladius i sine sidste Aar var meget
svagelig, hjalp H. A. ham med hans theologiske Forelæsninger;
1. April 1558 tog han Bakkalavrgraden i "Theologien, hvorpaa han
31. Maj s. A. kaldtes til Professor i dette Fag. I Slutningen af
Aaret 1559 blev han Palladius' Medhjælper i Bispeembedet, og
efter dennes Død beskikkedes han 29. Maj 1560 til Superintendent
eller Biskop i Sjællands Stift. 28. Jan. 1563 kreeredes han af sin
Ven, Dr. Niels Hemmingsen, til Dr. theol. Han døde 25. Maj
1569 som Universitetets Rektor. Gift 1550 med Karine, Datter af
Lektor Anders Jensen Ljung, Sognepræst i Malmø. En Søn af
ham var M. Albert Hansen, der endte som Biskop i Aarhus. —
Biskop H. A. fik ved sin Jordefærd det Vidnesbyrd: «Han var en
forstandig, skarpsindig, flittig og lærd Mand, venlig og omgængelig
i sit Væsen, hvorfor han ogsaa lettelig erhvervede sig alle brave
Folks Venskab. Han beflittede sig som en from Mand stedse paa
at have Gud, Kirken, Staten, Familien og sit Embedskald for Øje
i al sin Gjerning; altid stræbte han at bevare en god og uskadt
Samvittighed og et ubesmittet Rygte. I sit Bispeembede viste han,
baade naar han optraadte som Dommer og ellers, stor Billighed,
Alvor og Beskedenhed; han vilde ikke vige en Haarsbred fra det,
som ret er, men var dog strængere mod sig selv end imod andre.
De gamle Præster omgikkes han som Fædre, sine jævnaldrende
som Brødre, de yngre som Sønner. Overalt opførte han sig saa-
ledes, at han med rette kan fremstilles som et Mønster for ethvert
gudfrygtigt Menneske, men i Særdeleshed for Kirkens Lærere og
Forstandere. »

Rørdam, Kbhvns Universitets Ilist, 1537—-1621 I, 606. //. F. Rørdam.

Albertsen, Henrik, s. Hamilton.

Albertsen, Johan, —1537, Hofpræst, forekommer første Gang
i Aaret 1517 som Magister og Lektor i Kollegiatkapitlet i Haderslev.
1529 var han Hofprædikant hos Kong Frederik I, da denne skjænkede
<sin kjære, andægtige og tro Kapellan og Prædikant, M. Johan
AMberdes», for hans mangfoldige, tro og behagelige Tjeneste, den
ubeboede Præstegaard paa Holmen i Byen Slesvig med alt dens
Tilbehør. Senere omtales hans Virksomhed ved Ordning af nogle
kirkelige Stridigheder paa Langeland mellem en luthersk Fripræst
og en af Sognepræsterne der paa Øen. Hos Christian LIL beholdt
han Pladsen som Hofprædikant; han var med ved Affattelsen af
Kirkeordinansen og øvede i det hele megen Indflydelse i forskjel-

174 Albertsen, Johan.

lige Retninger indtil sin Død i Efteraaret 1537. Hans Hustru,

Mette, overlevede ham.
Ny kirkehist. Saml, II, 290 fr. VI, 140 f. H. F. Rørdam.

Albertsen, Ludvig, s. Eberstein.

Albertsen, Peder, —1517, Dr. jur. & Lic. med., er formo-
dentlig født i Kjøbenhavn hen imod Midten af det 15. Aarhundrede.
Sin videnskabelige Uddannelse modtog han i Udlandet, navnlig i
Køln, hvor han 1474 erholdt Licentiatgraden i Medicinen, efter at
han tidligere sammesteds" var promoveret til Magister artium. 1478
findes han immatrikuleret i Rostock. Samme Aar blev han af
Christian I udsendt for at antage Lærere til det Universitet, Kongen
agtede at oprette i Kjøbenhavn. Iet var navnlig i Køln, at han
søgte disse. Ved Indvielsen af Kjøbenhavns Universitet 1479 blev
han dets Vicekansler, og kort efter kreeredes han til Doktor i
Kirkeretten. Skjønt han ikke vides at have holdt Forelæsninger
ved Universitetet, gavnede han det dog meget paa forskjellige
Maader, blandt andet ved at skjænke det dets første Bogsamling
og ved at fremme Bogtrykkerkunstens Indførelse her i Landet.
1488 omtales han som Kannik ved vor Frue Kirke i Kjøbenhavn,
og Aaret efter forekommer han som Kirkens Værge. 1492—93
deltog han i en Statssendelse til Tyskland, England og Skotland.
1496 nævnes han som Raadmand i Kjøbenhavn, i hvilken Stilling
han forblev til sin Død, og han forckommer som Meddommer i
flere betydelige Retssager. 1 Begyndelsen af det 16. Aarhundrede
forlenedes han af Køng Hans med St. Jørgens Gaard uden for
Kjøbenhavn. Han døde i Slutningen af Aaret 1517 efter at' have
sørget for sin Ihukommelse ved flere gudelige Stiftelser. Han var
gift, hvilket synes at vise, at han, skjønt en Tid lang Kannik,
ikke kan have været præsteviet.

Personalhist. Tidsskr. V, 234 f. H.F. Rørdam.

Aldenburg, Anton Greve af, 1633—80, Statsmand, var en
Søn af den sidste Greve af Oldenborg, Anton Gtinther, født 1. Febr.
1633 uden for Ægteskab, et Par Aar før Faderen giftede sig stands-
mæssig. Moderen hed Elisabeth, en Datter af Andreas Ungnad
til Sonneck. Da Faderens Ægteskab imidlertid forblev barnløst,
gik hans Bestræbelser ud paa at sikre sin uægte Søn den størst
mulige Andel af Arven. De nærmeste Prætendenter til denne
vare Kongen af Danmark og Hertugen af Gottorp paa den ene

Aldenburg, Anton. 175

Side og Hertug Joachim Ernst af Pløen paa den anden. Af disse
vilde ventelig den mægtigste være mindst nøjeregnende, og Grev
Anton Gtinther enedes altsaa 1653 med Danmark-Gottorp om en
Ordning, hvorved selve Grevskaberne Oldenborg og Delmenhorst
skulde tilfalde Danmark og Gottorp til lige Deling, men alt Allo-
dialeje Sønnen Anton, der ved samme "Tid, 1654, legitimeredes af
Kejseren og gjordes til Rigsgreve af Aldenburg. . Ved en opstillet
Definition af Ordet Allodialgods lykkedes det dertil at faa henregnet:
alt inddæmmet Land, det ved Reformationen indvundne Kirkegods
0. a. m., saa at Grev Anton vilde blive en rigere Mand end mangen
anden fyrstelig Lensbesidder. 1659 ægtede han Augusta, en Datter
af Grev Johan af Wittgenstein, der inden sin Død 1669 fødte ham
5 Døtre.

Den gamle Grev Anton Giinther døde 1667 og bevarede til
det sidste sit venskabelige Forhold til Danmark og Gottorp, hvis
"Tropper han endog tog ind i sit Land 1663 og følgende Aar. Rege-
ringsforandringen forløb altsaa uden Vanskeligheder. Som Stat-
holder i Oldenborg modtog Grev A. Undersaatternes Hylding af
Kongen af Danmark og Hertugen af Gottorp og tiltraadte selv sin
Del af Arven. Om selve Grevskaberne udbrød der Strid og Proces;
men da Kongen vel tabte Processen, men vandt Landet 1673,
vedblev Grev A. fremdeles at styre det som kgl. Statholder.

Han droges samtidig nærmere til Hoffet i Kjøbenhavn, blev
Statsminister, Gehejmeraad og Ridder af Elefanten, naturaliseredes
som dansk Greve 1671 og viste sit gode Sindelag ved selv at stille et
Regiment til Krigen 1675 — alt endnu i Griffenfelds Tid. Efter
dennes Fald vandt hans Stilling endnu mere i Styrke, for saa vidt
han i sine Egenskaber af Kongehusets anerkjendte Frænde og af
en ualmindelig rig Mand fyldte mere end før i de Kredse, der
omgave Kongen. Blandt de rivaliserende Partier sluttede han sig
sammen med Hahn og Jens Juel til at bekæmpe Brandenborgs
Overvægt. Hans repræsentative Evner ligesom hans pekuniære
Stilling gjorde ham søgt ved given Lejlighed. Saaledes var han
Formand i det glimrende Gesandtskab, der paa Danmarks Vegne
1676—79 deltog i Kongressen i Nimwegen. Han gjorde selv Forskud
af de fornødne Midler og fik derved en Fordring paa 70000 Rdl.,
for hvilken Amtet Rastede i Oldenborg gaves ham i Pant. — Næppe
hjemkommen sendtes han til Lund for at slutte Freden med Sve-
rige, der tillige med det dertil knyttede dansk-svenske Forbund

176 Aldenburg, Anton.

har fæstet Grev A.s Navn til en af de mærkeligste skandinaviske
Manifestationer.

Imidlertid vare Grevens Døtre voxede til og de to ældste
allerede gifte, den ældste oven i Kjøbet med Kong Christians uægte
Halvbroder Ulrik Frederik Gyldenløve, der blev en kostbar og
besværlig Svigersøn. Et ret naturligt Modtræk var det altsaa, da
Grev A. efter at have ført Prinsesse Ulrikke Eleonore over til Sverige
som Brud for Carl XI selv fæstede sig en Brud og 19. Maj 1680
paa Frederiksborg ægtede den danske Dronnings Frænke, den fra
Griffenfelds Historie bekjendte Prinsesse af 'Tarent, Charlotte Amalie
af Tremouille, en Dame af saa god Byrd, at Familien kun mod-
stræbende samtykkede i Forbindelsen. Parret var ude over den»
første Ungdom: hun 27 Aar gammel og han endog 47 Aar, men
for Alderens Skyld kunde der altsaa dog gjærne have været Haab
om et længere Samliv. Imidlertid maa hans Sundhed allerede have
været rokket, siden baade han selv og andre strax forberedte Bruden
paa en tidlig Enkestand, og i hvert Fald indhentede Døden Grev
A. allerede 5 Maaneder efter Brylluppet, 27. Okt. 1680. 8 Maaneder
efter hans Død nedkom Enken, der overlevede ham i 52 Aar, med
en Søn, den yngre Grev Anton af A. (s. ndfr.).

Den afdøde efterlod sig Mindet om en brav Personlighed, en
anselig, gavmild, beleven og høflig Mand, der stod i høj Gunst
hos Kongen. Hans "Tid som Statholder i Oldenborg nævnes siden
som dette Lands blomstrende Periode, uagtet det 1679 var Gjenstand
for et fjendtligt Indfald fra fransk Side. Hans Træk ere bevarede
ved to Kobberstik, der vise et ikke uskjønt Ansigt med de ældre
Oldenborgeres store Former, men præget maaske mere af Inerti
end af Energi.

Brasch, Griffenfelds Kjærlighed til Charl. Am. la Trémouille, 1885.

F. Krarup.

Aldenburg, Anton Greve af, 1681—1738, Søn af foranst. og
Prinsessen af Tarent, blev født 8 Maaneder efter Faderens Død,
26. (ell. 27.) Juni 1681. Moderen forsvarede med Energi og Held
sin unge Søns Arverettigheder til Herskaberne Varel, Kniphausen
og Doorwehrt, som Ulr. Fr. Gyldenløve søgte at komme i Besid-
delse af, og gav sin Søn en meget omhyggelig Opdragelse. Han
gjorde gode Studier i Utrecht og levede siden saa godt som be-
standig ved det danske Hof, hvor han blev holdt i Ære næsten
som en virkelig Prins: ved Frederik IV's Ligprocession i Roskilde

194 Amberg, Ferm.

træt af Lærergjerningen og omgikkes med Tanken om at tage en
Examen for at komme i civil Embedsstilling. Der blev imidlertid
intet deraf, og man anerkjendte hans Lærdom og Dygtighed ved at
sætte ham til Rektor i Christianssand 1806. I denne Stilling blev
han til 1825, da han tog Afsked, og levede siden i Christianssand
til sin Død 23. Dec. 1837. Adskillige Programmer og andre Smaa-
skrifter fra hans Haand vidne om en ualmindelig Styrke i Latinen,
der ogsaa gaar igjen, naar han paa sine gamle Dage skriver i
Modersmaalet. Udmærkede Disciple — som Prof. Chr. Hansteen —
anerkjendte hans Grundighed, Dygtighed og Nidkjærhed som Lærer,
og der var al Grund til at hædre den bedagede Rektor ved hans
Fratræden, om end Skolens Tilstand ikke var den bedste, da den
efter ham gik over til en ung Mand. Han blev 1798 gift med
Marthe Bonsach (f 14. Okt. 1835, 78 Aar gammel). Ingen Børn.

Chr. Hansteen, Reiseerindringer S. vm. P. B. Lassen, Beretning om Christians-
sand S. 182. A. Munch. Barndoms- og Ungdomsminder S. 128. Halvorsen, Nor<k
Forf. Lex. D. Thrap.

Ambrosius Bogbinder, s. Bogbinder.

Ambt, Georg Christian Charles, f. 1847, Ingeniør, Søn af
Glarmester i Kjøbenhavn Jens Frederik A. og Julie Margrethe f.
Langreuter. Han fødtes 24. Febr. 1847 og er polyteknisk Kandidat i
Ingeniørfaget fra 1868. Hans Virksomhed knytter sig væsentligst til
Brolægnings- og Vejvæsenet i Kjøbenhavn, ved hvilket han 1869 blev
ansat som Åssistent, 1875 som Viceinspektør og 1886 som Inspektør.
Den falder i en Periode, i hvilken Byen ved Sløjfningen af de gamle
Volde er undergaaet Forandringer efter en hidtil ukjendt Maalestok.
Fæstningsterrænets Omdannelse med Anlæg af store nye Kvarterer,
betydelige Ændringer og Udvidelser af det den Gang til Dels pro-
jekterede og kun paabegyndte Kloaksystem, Bygningsforetagender
som Anlæget af den nye Bro over Peblingesøen osv. ere Arbejder,
hvorved A. har haft den egentlige Hovedindflydelse, og hvorved
han har løst de ham stillede betydningsfulde og vanskelige Opgaver
med almindelig anerkjendt Dygtighed. Uden for Kjøbenhavn
har A. navnlig gjort sig fortjent ved Anlæget af Kloak- og Vand-
værket i Nakskov, det første her i Landet, ved hvilket man har
anvendt Kloakvandet til. Overrisling. — A. ægtede 1874 Thekla
Emilie Johnsen, Datter af Boghandler i Faaborg C. C. U. J. Han
er senest (Okt. 1886) udnævnt til Stadsingeniør i Kjøbenhavn.

L. Feilberg.

:&e Forhold til Kronen,
ie Tids politiske Omvælt

wird,
and bes en der mig Høisteiner von der Krohne
Danemark zum erstenmal abgeri: r allergnådigstem Befehl.»
I Aaret 1717 udgav Han i Flensborg en betydelig Samling
e Digte — Poetischer Versuch einiger teutschen Gedichte»)
1719 kaldte: Zan til Kjøbenhavn, hvor der anvistes ham Bolig paa
Kosenborg. Han sysselsattes nu med at skrive den regerende
Kunges Aarbøger efter Aktstykker i Arkiverne, men naaede kun til
i to Folianter at faa det første Aar 1600—1700 gjort færdigt. Efter
Fredens Katifikation i Efteraaret 1720 henvendte det tyske Kancelli
sig til ham før at konferere med ham om de fremtidige Former
for Sønderjyllands Styrelse, men han oplevede ikke at se Indlem-
melsen fuldbyrdet. Han døde 21. Febr. 1721 paa Rosenborg, kun
et Par og 4o Aar gammel. Vistnok maa han henregnes til de
mest nidkjære og begavede Mænd, som stode paa dansk Side i den
lange og vanskelige Kamp med Huset Gottorp.
Chronik fer Universitit zu Kiel. 1858. S. 42 ff. Moller,

imbria lit. II. 36.
A. D. Jørgensen.

200 Ancher, Anna Kirstine.

overordentlig blød og distingveret Behandling. Som Pastelmalerinde
har Fru A. vundet velfortjent Paaskjønnelse; et af hendes bedste
Pastelstudier findes i «Kunstforeningens» Studiesamling.

Karl Madsen.

Ancher, Lorents, 1746—98, Præst og Filolog, var Søn af neden-
anførte Prof. P. Kofod A. og blev født i Kjøbenhavn 4. Okt. 1746.
Han dimitteredes privat til Universitetet og underkastede sig theologisk
Embedsexamen 1766. Aaret efter rejste han til Gøttingen, hvor
han særlig studerede Græsk og Latin samt østerlandsk Filologi
under Heyne og Michaelis. Her tog han Magistergraden, ansattes
som Repetent ved det theologiske Fakultet og holdt Forelæsninger
over forskjellige græske Forfattere; tillige var han Medudgiver af
1. Bind af Walchs filologiske Bibliothek (1770). Svækket Helbred
nødte ham imidlertid til at forlade sin Virksomhed i Gøttingen og
vende tilbage til Danmark (1772), hvor han allerede i Begyndelsen
af 1773 ansattes som ord. Professor i Theologi og ved den store
Doktorpromotion 1774 i Anledning af Arveprinsens Formæling dis-
puterede for den theologiske Moktorgrad. Hans svage Helbred
tillod ham fremdeles ikke anstrængt Studium, og han attraaede
derfor en praktisk Virksomhed, som aabnede sig for ham, i det han
i Slutningen af 1775 udnævntes til Stiftsprovst og Sognepræst ved
St, Knuds Kirke i Odense, i hvilket Embede han døde 7. Juni 1798.
1 Odense holdt han stundum Konfirmation paa Tysk og vedlige
holdt Forbindelsen med de tyske Lærde og sin Tids Videnskab.
Af trykte Arbejder foreligger kun lidet fra A.'s Haand; foruden
de nævnte gøttingske Arbejder kun nogle Prædikener og et ube-
tydeligt liturgisk Lejlighedsskrift. Men i Haandskrift har han efter-
ladt betydelige Forarbejder til en Udgave af Photius' græske Glos-
sarium og Aratus' Phænomena, hvilke Samlinger nu bevares paa
det store kgl. Bibliothek i Kjøbenhavn og have ikke ringe Værd.
Photius' Lexikon skulde udgives paa Suhms Bekostning, og Åå.
arbejdede i mange Aar med uafbrudt Flid derpaa: i 1785 havde
han endogsaa ved A. P. Bernstorffs Anbefaling faaet et Haandskrift
til Laans fra Bidliotheket i Canterbury: men Arbejdet lykkedes det
ham ikke at fuldende. I et lille Stridsskrift 1789 hævdede han
Photius' Fortjeneste lige over for Professor H. E. G. Paulus" affejende
og overfladiske Dom over hans Værk. — A. var gift med Ursula
Elisabeth Wodroff, Matter af Justitsraad Frederik W. i Kjøbenhavn,

Fr imier ema Frr

Billede 78. samr ike du liget fremragende År-
Beder A. zar malet erkelte Pormæter. serende der Se og,
c ru fesuden dere smukke
=smeress eget Hjem Ex af hans anseligste

Ancher, Peder Kofod, 1710—3S. Retslærd. er født 14. Juni
1710 i Østeriarsker paa Bornholm, Søn af Sognepræst Jørgen A. og
Hustru Johanne f. Kofod. 1722 sattes han i Sorø Skole under
Rektor Sneedorf og dimitteredes derfra i 1726 til Kjøbenhavns
Universitet. Aaret efter bestod han den filosofiske Prøve med Ud-
mærkelse i Logik. Arithmetik og Geometri. men maadelig i Meta-
fysik Derpaa studerede han Theologi og bestod i 1730 den theo-
logiske Embedsexamen med laudabilis. Hans Lyst og Evne laa
dog i anden Retning og fik Lejlighed til at udfolde sig, efter at
den retsvidenskabelige Examen var bleven indført i 1736. A. bestod
den 1738 som den sjette i Rækken og konkurrerede i Aaret 1740
om det ved Scheidts Oprykning i afdøde Højers Post ledigblevne
andet juridiske Professorat. Efter Konkurrencens Slutning udvalgtes
A., H. Stampe og B. Møllmann til at holde Prøveforelæsninger i
et halvt Aar, og saa sejrede endelig den første, i det han 19. Maj
1741 udnævntes til Professor juris. Aaret efter disputerede han for
den juridiske Doktorgrad og indgik Ægteskab med Sophie Amalie
Bildsøe, en Præstedatter fra Kjettinge, med hvem han blev Fader
til ovfr. anførte Professor, Dr. theol. L. Ancher. Efter denne
Hustrus Død i 1746 giftede han sig i 1751 paa ny med Johanne
Maria Sevel, som overlevede ham, og ved hvem han blev Fader til

254 Andersen, Theod. Vilh. Jac.

Kasinos Theater og forpagtede Dagmartheatret, som han siden den
Tid har drevet. Edgar Collin.

Andersen, Vigo Alfred, s. Andersen, Carl Joachim.

Andersen-Lundby, Anders, f. 1841, Landskabsmaler. I Lands-
byen Lundby ved Aalborg levede Forældrene som fattige Bønder-
folk; Anders A.-L. fødtes der 16. Dec. 1841. 17 Aar gammel tog
han Tjeneste i Aalborg hos Kjøbmand Hartvigsen, der blev op-
mærksom paa hans kunstneriske Anlæg og skaffede ham Midler til
i Sept. 1861 at rejse til Kjøbenhavn. Væsentlig arbejdede han her
paa egen Haand. Han naaede ikke at komme ind paa Akademiet
og maatte søge sit Erhverv ved at male Billeder af temmelig ringe
Art og Værd til smaa Kunsthandlere. 1864 udstillede han første
Gang. Fra 1870 begyndte han at udstille en Række Vinterland-
skaber, der hurtig gjorde ham til en i vide Kredse paaskjønnet
Kunstner, Med sin Familie forlod han Danmark 1876 og har
siden haft fast Ophold i Miinchen. Han har dog jævnlig foretaget
Studierejser til Danmark og vedvarende deltaget i vore Udstillinger.
Han er vedbleven med Forkjærlighed at male Vinterlandskaber,
nyfalden Sne i Skove eller Æltet paa Vejene uden for en bajersk
By, Billeder uden stærk Belysning og med brudte Farver. I Karak-
teren af sine Kompositioner og sine Billeders Farveholdning har
A.L. vist et Syn paa Naturen — eller Kunsten —, der i stedse
højere Grad har fjærnet sig fra andre danske Landskabsmaleres.

Muller, Nyere dansk Malerkunst S. 222. Karl Madsen.

Andresen, Andreas Peter, 1771—1832, Kjøbmand og For-
fatter, Søn af Hans Christian A. i Flensborg, hvor han fødtes
1. Marts 1771. Anset Kjøbmand i sin Fødeby, Borgerkapitajn,
Raadmand og kort før sin Død valgt til Borgmester; død 16. Okt.
1832. Udfoldede en mangeartet Virksomhed i Kommunens og Sam-
fundets "Tjeneste, ligesom han var en ivrig Medarbejder i en Række
lokale Blade og Tidsskrifter. Ved Siden af var han en yndet
Digter af Viser og Folkesange; det var især ham, som i den første
Menneskealder af Aarhundredet gav den dansk-patriotiske Stemning
i Flensborg et levende Udtryk. Gift med Anna Cathrina Jepsen,
Datter af Borgmester J. i Flensborg, + 1834.

Forfatterlexica for Hertugdømmerne. Neuer Nekrolog der Deutschen X, 725 fl.

4. D. Jørgensen.

6 Angel. Har:

Gyldeniøve. og Kirsten Nielsdatter. senere gift med Borgmester
Brix i Tarondhjem: . Jan. 1706 med Wittichen Christine Mech-
lenburg + 15. Dec. 1706. Datter af Bergraad Niels M. 4 1713)
og Helene Huus + 1691; 3. 5. Juni 1700 med Ursula Catharina
Ernst + 5. Juli 1726. Han havde x Bom 10 af hvert Kjøn!, 18
med sin første Hustr: og 1 med hver af de 2 andre. Efter sit
7. Febr. 1721 konfirmerede Testamente maa han have været en
Velstandsmand.

PN. Heseliery. Ef:

um Srømsø. 1780. x.

ED. Thrap.

Angell, Thomas, 1602—1767. Kjøbmand. Legatstifter. Han
er født i Throndhjem 29. Dec. 1692 og er Søn af Albert A., Kan-
celliraad og Præsident i Throndhjem f. 1660 + 17053 og Sara
Thomasdatter Hammond. senere gift med Kancelliraad Søren Bygball.
Farfaderen, Lorentz Mortensen A… Kjøbmand og Raadmand i
Throndhjem + 1697. var født i Angel i Slesvig, hvoraf Familie-
navnet. Den fra Faderen arvede Formue forøgedes af Thomas 4.
og hans ældre Broder. Etatsraad Lorentz A. f. 1690 $ 1750, til
en betydelig Rigdom: den sidstes Del overgik med hans eneste
Datter, Karen A.. til den bekjendte Historiker. Kammerherre P. F.
Suhm: "Thomas A.s. der stadig voxede. antoges ogsaa, da han var
ugift. i alle Fald til Dels at ville tilfalde denne, men det viste
sig ved hans Død, der indtraf i Throndhjem 19. Sept. 1767, at han
ved Testamente af 28. Sept. 1762 og Kodiciller af 1763 og 1765
havde testamenteret alt sit Gods: Kapitaler, Aktier, Jordegods,
Savbrug, Kongetiender osv. til velgjørende Wjemed. hvoriblandt
især kan mærkes: 1 Thomas Angells Hus, en Stiftelse for 16
”senere 18: Personer af begge Kjøn, som der erbolde Hus med
Lys og Ved samt en Maanedspenge. lLegatstifterens trængende
Familie er nærmest berettiget til Optagelse. dernæst fattige Stands-
personer eller Borgerfolk: 2) Angellsstuerne. ligeledes en Stiftelse
for 16 fattige Personer af Borgerstand af begge Kjøn: Familien har
Fortrinsret. End videre uddeles aarlig større Summer til Fattighuset
i Throndhjem, til Vajsenhuset, til husarme og til Skoler. En Tredjedel
af Legatets Renter skulle efter Testamentet egentlig stadig oplægges,
hvilket dog ikke altid er sket, i det de have været anvendte til
forskjellige offentlige og private Indretningers Fremme. Legatets
Ejendomme og Regnskabsvæsen bestyres af en lønnet Forstander,
Stiftelsens Inspektion udnævnes af Regeringen. En i Throndhjem
bekjendt Anekdote udleder A.s Bortskjænken af den hele Formue

272 Anker, Bernt.

Tolddirektør i Akershus Stift i g Aar er væsentlig at henføre til
hans velgjørende Virksomhed.

A. optraadte imidlertid lige over for Litteraturen ikke alene
som Mæcenas; han er ogsaa selv Forfatter af et ikke lidet Antal
Skrifter: Afhandlinger, Taler, Gravskrifter, Dramaer, Digte osv.,
ganske vist af meget forskjelligt, til dels endog af lidet Værd, men
dog altid røbende den dannede og intelligente Mand. Forfatter-
skabet er selvfølgelig ikke synderlig originalt, men, dannet efter
gode, især franske, Mønstre, lykkes det ham oftere at præstere
Arbejder, der i alle Fald delvis have et ægte rhetorisk Sving, om
han end pludselig kan dale derfra til det trivielle. Samtiden er
enig om, at han var en fortræffelig Deklamator, og derfor var han
ogsaa en heldig Aktør i mange af de Roller, hvori han optraadte
baade paa det dramatiske Selskabs "T'heater i Christiania, for hvilket
han var en af' de væsentligste Grundlæggere og Støtter, og paa
sit eget private Theater paa Mosse Jærnværk, hvor han et Par
Gange aarlig samlede en udvalgt Kreds omkring sig. Udgivelsen af
sit litterære Efterladenskab havde han i sit 'Testamente overdraget til
den bekjendte Forfatter Christen Pram, som derfor oppebar 5000 Rdl.
Paa Grund af forskjellige Omstændigheder — Uenighed mellem Pram
og Administrationen, de trykkede Tider, Rigernes Adskillelse i 1814,
Prams Ansættelse i Vestindien og Mød sammesteds — blev der
intet af den hele Plan, og A.s Forfatterskab henligger derfor endnu,
for største Delen utrykt, blandt Prams Papirer i Universitetsbiblio-
theket i Kjøbenhavn. Han var Medlem af Videnskabsselskaberne
i Throndhjem, Stockholm og London.

A. var gift siden 1773 med en fortræffelig Dame, Matthia
Collett (f. i Christiania 28. Maj 1737, $ sammesteds 21. Juli 1801),
siden 1768 Enke efter Morten Pedersen Leuch, Handelsmand i
Christiania og Ejer af Bogstad, til hvis Bryllup i 1758 Chr. Br.
Tullin skrev sit berømte Digt «Majdagen». Hun var en Datter af
den i 1740 afdøde Kjøbmand Peter Collett af engelsk Herkomst og
tilhørende Christiania Handelspatriciat.. Hendes Bisættelse gav An-
ledning til en storartet Sørgefest i Christiania. I flere Aar forblev
A. ugift, men tænkte dog i 1804 atter paa at indgaa Ægteskab og
friede endog, skjønt uden Held, til den unge, rige og smukke
Louise Pløen, siden Fru de Thygeson. Kort før sin Død blev han
imidlertid forlovet i Kjøbenhavn med Frk. Christiane Georgine
Louise Falbe, senere Baronesse Selby, hvem han derfor testamen-
terede en betydelig Sum Penge.

Anker, Carsten Tank, 275

til Regeringsraad og 19. Maj til Statsraad. I Marts 1814 gik A.
over Nordsøen til England for der at virke i Norges og Christian
Frederiks Interesser. Han arbejdede her, til Dels benyttende sig
af sine Bekjendtskaber fra sit tidligere Ophold, med en aldrig
svigtende Energi for at krydse Stormagternes og den svenske
Politik. Men hvor megen Dygtighed han end udfoldede, saa
kunde han ikke sætte noget igjennem, uagtet han arbejdede til
det sidste. I 1815 fik han Afsked som Statsraad og vendte tilbage
til Norge, hvor han snart forsonede sig med den nye Tingenes
Orden og endog traadte i et nærmere Forhold til Kronprins Carl
Johan, hvem han gjentagne Gange havde som Gjæst i sit Hus.
1816 modtog han ogsaa Tilbud om at blive Gesandt i Lissabon,
hvad han dog ikke kunde antage.

Hans økonomiske Stilling var i hans senere Leveaar ingen-
lunde god; Jærnværket var næsten at betragte som nedlagt. Han
bestyrede fremdeles Statens Glasværker og afgik under en. Rejse
paa et af disse, Biri Glasværk, ved Døden 13. Marts 1824. — A.
var tillige en kundskabsrig Mand med store litterære Interesser,
der virkede som Mæcenas og havde betydelige Samlinger af Manu-
skripter og Bøger. 1784 ægtede han Hedevig Conradine Ernestine
Christine Wegener (f. 1763 $ 1846), en Datter af Generallieutenant
Vilh. Theod. W.

Moe, Tidsskr. f. norsk Personalhist. 1, 431 fi. Lassen, Norske Stamtavler
1, 88 ff. Y. Nielsen, Bidrag til Norges Hist. i 1814 1, 3 f. 11, 34 fl. Y. Nielsen,
Norges Hist. efter 1814 I, 29 f. Yngvar Nielsen.

Anker, Erik (Berntsen), 1709—85, Handelsmand, Søn af
efterfølgendes Søn, Bernt A., Sognepræst til Land. Var født i
Land 14. Sept. 1709 og nedsatte sig efter at have arvet en Far-
broder, der havde været Kjøbmand, i 1741 som Kjøbmand i Chri-
stiania, hvorfra han 1743 flyttede til Frederikshald. Samme Aar
ægtede han Anne Cathrine Tank (f. 1723 + 1761), en Datter af
Kjøbmand Carsten T. A. synes at have været en driftig og fore-
tagsom Forretningsmand, der i en ikke ringe Udstrækning drev
Spekulationer. Efter først at have forsøgt med et Sæbesyderi paa
Frederikshald, kjøbte han 1749 i Forening med Mathias Wærn
Mosse Jærnværk. Saa længe Wærn forestod dettes Drift, skal den
ikke have vist sig lønnende; men da A. overtog Bestyrelsen fra
1756, gik det bedre. Fra 1767 var han Eneejer af Jærnværket og

det dermed fra 1751 forbundne Kanonstøberi, men solgte 1776 det
180

276 Anker, Erik.

hele til sine Brodersønner Jess og Bernt A. i Christiania. Under
Frederik V's Besøg i Norge 1747 blev A. udnævnt til Agent med
Justitsraads Rang. Han døde 1. Jan. 1785.

Lawen, Norske Mamtavler I. 57. Yagvar Nielsen.

Anker, Erik Olufsen, 1644;—99. Handelsmand, var Stam-
faderen for den norske Slægt af dette Navn: skrev sig Ancher.
Han var født i Gøteborg 4. Økt. 1644 og opholdt sig i sin Ungdom
i England. I et af Aarene 166;—69 bosatte han sig i Christiania,
hvor han 12. Febr. 1673 ægtede Maren Larsdatter f. 1651 1725)
en Datter af Kjøbmand Lars Larsen, og gjennem dette Ægteskab
kom han i Forbindelse med Stedets ældre Handelsslægter. Han
erhvervede sig en efter Datidens Forhold betydelig Formue.

Lassen. Norske Stamtavler 1. $4. Yngtar Nielsen.

Anker, Johan Peter Andreas, 1831—76, Officer, er født
22. Febr. 1831 paa Almegaard i Knudsker Sogn paa Bornholm,
hvor hans Fader Michael A. ;f. 1801 var Proprietær. = Moderen
hed Kirstine f. Rasch ;f. 1797. I sin Ungdom lagde han sig efter
Landvæsen, men kom i 1856 til Kjøbenhavn for at gjennemgaa
Artilleriets Elevskole. Efter Afgangen derfra ansattes han som
Sekondlieutenant ved Bornholms Milits. I Dec. 1860 ægtede han
Robetta Karoline Kvintus (f. 27. Sept. 18383, som bragte ham en
Ejendom i Rønne i Medgift. Senere forsøgte han sig som Skue-
spiller paa Theatret i Alhambra, men opgav Scenen, saa snart det
i 1863 tegnede til Krig, for frivillig at tage Tjeneste. Han blev
ansat som Artillerikommandør for Skansen Nr. 2 i Dybbølstillingen,
og da det artilleristiske Angreb paa denne begyndte, udmærkede
han sig ved et sjældent Mod og en dygtig Benyttelse af Skansens
Riffelkanoner (i hvilken Henseende han dog maa dele Æren med
Skansens anden Artilleriofficer, Lieutenant C. Castenskjold), saa han
henledte først Fjendens og dernæst det danske Folks almindelige
Opmærksomhed paa sig. Ved Stormen 18. April var der saaledes
givet Befaling til, at A. skulde fanges levende, hvilket ogsaa lykkedes,
ligesom hans Billede er anbragt paa det bekjendte tyske Sejrs
monument i Berlin, hvorpaa en Fremstilling af Stormen. findes!,
Allerede forinden Kampen den 18. var A. bleven udnævnt til Ridder
af Danebrog; senere skjænkede en Del Medborgere og Medborger-
inder ham en Æressabel, og endelig udnævntes han til karakteriseret

1 Han modtog ogsaa en anerkjendende Adresse fra fjendtlige Officerer.

anker, Joh. Peter Andr. 277

Premierlieutenant i den bornholmske Milits. Fredstjenesten passede
dog ikke for A., og han erholdt derfor i 1865 sin Afsked. Han
døde 27. Jan. 1876.

Danmarks anden Kamp for Slesvig 1864, fortalt af en gl. Soldat. Dags-
Telegr. 29. Jan. 1876. Chr. Christensen, Krigsminder fra Dannevirke og Dybbs
Kolding 1886. P.N. Nieuwenhuis.

Anker, Niels, 1735—1806, Handelsmand, Søn af Grosserer
Jan A. paa Bragernæs (Drammen), fødtes i denne By. 1 1776
kjøbte han det paa Frederikshald anlagte, privilegerede Sukker-
raffinaderi, hvis Drift han betydelig udvidede. Han erhvervede sig
en stor Formue, som han til Dels disponerede i veldædige Øjemed
til bedste for den By, i hvilken han boede. 28. Maj 1790 blev
han naturaliseret som Adelsmand og skrev fra da af sit Navn
med k, medens det tidligere bogstaveredes med ch. Han var gift
med Elen Margrethe Stang (f 1807). Han døde 11. Nov. 1806.
Moe, Tidsskr. f. norsk Personalhist. I, 456 f. 528. Lassen, Norske Stam-
tavler I, 105. Nicolaysen, Norske Stiftelser III, 847. Yngvar Nielsen.

Anker, Niels, 1764—1812, Handelsmand, Brodersøn af den
foregaaende, Søn af Grosserer Peter A. (f. 1736 + 1776), født 24.
Okt. 1764. Fra 1780—92 uddannede han sig for Handelen i Holland
og England og traadte efter sin Hjemkomst ind i Farbroderens
Forretning. Sammen med Broderen Jan og Farbroderen blev han
1790 naturaliseret som Adelsmand. Ved Farbroderens Død i 1806
arvede de to Brødre en større Del af dennes Formue. Paa for-
skjellige Maader, som ved en stor Pengegave til det norske Univer-
sitet i 1811, ved et betydeligt Bidrag til det nye Søværn osv., viste A.
i Trængselsaarene 1807—14 en 'stor patriotisk Offervillighed. 1 1809
udnævntes han til Ridder af Danebrog. Han døde 13. Maj 1812.
Han ægtede 9. Dec. 1796 Annette Beata v. Wackenitz (f. 1776
+ 1855), Datter af General August Frederik v. W. og Marie Elisa-
beth f. Adeler.

Moe, Tidsskr, f. norsk Personalhist. I, 458 f. 526. Lassen, Norske Stam-
tavler I, 107. Nicolaysen, Norske Stiftelser III, 847. Yngvar Nielsen.

Anker, Peder, 1749—1824, norsk Statsmand og Godsejer.
Født i Christiania 8. Dec. 1749 blev han efter at have modtaget
den sædvanlige Undervisning, og efter et Aars Ophold ved Kjøben-
havns Universitet, med Bernt A. og to andre Brødre samt Fætterne
Carsten og Peter A. sendt paa en fleraarig Udenlandsrejse. Efter
sin Hjemkomst kjøbte han 1772 Gaarden Bogstad i Nærheden af

278 Anker, Peder.

Christiania med de den tilliggende Skovejendomme, der yderligere
forøgedes ved Indkjøb af Skove i Nord og Vest for Randsfjorden.
Dermed forenede han i 17or Bærums Jærnværk og dettes Skove:
i sine sidste Leveaar føjede han endnu dertil Moss' og Hakedalens
Jærnværker. Han var saaledes en af Norges betydeligste Godsejere:
Bogstad var hans Hovedgaard, som han paa mange Maader ud-
videde og forskjønnede. 1788 blev han titulær Generalkrigskom-
issær og var under Felttoget i Sverige Medlem af Feltkommis-
sariatet, i hvilken Stilling han skal have indlagt sig Fortjenester.
30. Jan. 1780 blev han udnævnt til Generalvejintendant i Akershus
Stift, i hvilken Stilling han uden at oppebære Løn ledede den
største Del af de norske Vejes Nybygning. Som Generalvejintendant
var Planlægningen af de nye Vejanlæg hans Hovedopgave, hvor-
under han navnlig skulde konferere med Almuen om dens Mening.
1 Forening med Generalvejmestrene N. F. og G. A. Krohg har A.
Æren for at have skabt det norske Vejnet. Den throndhjemske
over Gudbrandsdalen var inden Udgangen af det 18. Aar-
hundrede i færdig stand efter de Odelæggelser. den havde lidt
med en dobbelt Linje paa begge Sider af
.… Hovedvejen fra Christiania til Vestlandet, navnlig med
wdelige Arbejder ved Holmestrand i 1700—93. den smaalenske
Svinesund. der indtil omkring 1850 var Norges mest
Vej, og den bergenske Hovedvej over Valdres, med en
Linje gjennem Hakedalen og over Ringerike. vare de
tore Aarer i de: Veinet, der omkring 1800 var i fuld Stand.
Navniig aabnede den nye bergenske Hovedvej en vigtig Kom-
ikationslinie, hvor der hidtil kun havde været fremkommeligt

A. havde i 1åco med Bevidnelse af Kongens
dshed med. hvad han havde udrettet, fratraadt som
intendant, men kunde deg ikke løsrive sig fra Vejarbejdet,
an nærede en ren Begejstring. og han vedblev derfor
i at føre Tilsyn med Bygningen af

ke færdige I Hovedveje. I Grunden slap han aldrig denne
… i det han vedblev at arbejde for

særdeles Ti
Generalv:

for hvilk

Sysselsænelse med Ve:

igjennem .de wde Fjældstrækninger
ice Bjærge. hvormed Bergens
se er begavet», som det hedder
A. derom indkommen Skrivelse. Dette er en stor Tanke.
der endnz venter paa sin Gjennemførelse, som dog næppe kan

284 Anna af Brandembor .

Anna af Brandenborg, 1487—1514. Frederik I's første Hustru,
medens han endnu kun var Hertug i Slesvig og Holsten, var født
27. Avg. 1487 af Forældrene Kurfyrst Joachim I af Brandenborg
med Tilnavnet Cicero og dennes Gemalinde Margrethe af Sachsen.
Et Søskendebarn af Faderen var Dronning Dorothea, der var gift
successivt med de danske Konger Christoffer af Bajern og Chri-
stian I, og som var Moder til Frederik I. Han og hans Brud
vare altsaa nærbeslægtede nok til. at deres Forbindelse udkrævede
en pavelig Dispensation. Trolovelsen fandt Sted Aar 1500, men Bru-
dens Ungdom foranledigede en Udsættelse af Brylluppet til 10. April
1502, da det fejredes sammen med Kurfyrst Joachims og Elisabeth
af Danmarks i Stendal med stor Pragt. Efter Ankomsten til det
nye Hjem høre vi kun lidet om den unge Hertuginde. Med sin
Mand tilbragte hun nogle Somre ved Rodenæs i Tønder-Egnen
med at tilse Migearbejdet, og det hedder sig der om hende, at
hun om lørdagen tit fastede eller ogsaa lod fattige Folk i Sognet
faste for hende mod Betaling. To Børn bleve Ægteskabets Frugter:
Christian (III, f. 1503, og Dorothea (siden gift med Albrecht,
Hertug af Preussen”, f. 15094.

Allerede 3. Maj 1514 bortrev Døden hende fra Børn og Ægte-
mage. Ved at indstifte Sjælemesser i Cismar og Tønder tolkede
han sit Savn, men dog navnlig ved det smukke Mausolæum, der i
Bordesholms Klosterkirke bærer hans og hendes broncestøbte Skik-
kelser, og som er et værdigt Sidestykke til Hans Briiggemanns
Mesterværk, den berømte Altertavle, der siden flyttedes til Slesvig
Domkirke. Der, og ikke i Bordesholm, fandt ogsaa hendes konge-
lige Husbond sin sidste Hvile ved sin anden Gemalindes, Dronning
Sophies Side. F. Krarup.

Anna, Kurfyrstinde af Sachsen, 1532—85, var Christian II's
og Dronning Dorotheas ældste Barn. Hun fødtes 22. Nov. (andre
antage 25. Nov.) 1532 og kom efter Grevens Fejde til Danmark,
hvor Forældrene kronedes 12. Avg. 1537. Hendes Undervisning
lededes af 'Fileman van Hussen, den Gang Læsemester i Theologi
ved Kjøbenhavns Universitet, senere Bisp i Slesvig. I sit 16. Aar
trolovedes hun med Hertug August af Sachsen, f. 1526, og afrejste,
ledsaget af sin Moder, Hertug Hans den ældre, dennes Søster
Prinsesse Dorothea og et talrigt Følge af danske Adelsmænd, til
Torgau, hvor Formælingen foregik 7. Okt. 1548 og fejredes med
store Festligheder. Aar 1553 døde Kurfyrst Moritz af Sachsen, en

286 anna af Sachsen.

mæssige Træk, blaa Øjne, fin Teint og som ung i det mindste
et sjælden stort blondt Haar samt en paa én Gang slank og fyldig
Figur. Hendes Udtryk var mildt og forstandigt. I sit Forhold
til Kurfyrst August synes hun at have været mønsterværdig og
deres Samliv ret lykkeligt. Hun ledsagede ham overalt, deltog i
denne Anledning hyppig i anstrængende Rejser og Jagter og
vidste ved kloge Raad og forsigtig Hensynsfuldhed at vinde en
vis Indflydelse over ham ogsaa paa de Omraader, hvori hun ellers
af Navn ikke blandede sig. Hun døde 1. Okt. 1585 i Dresden af
Pest. Kurfyrst August var af Frygt for Pesten ikke tilstede
hverken ved hendes Sygeleje — hun laa syg i 7 Uger — eller
ved hendes Begravelse, hvori dog Sønnen Christian deltog. Der-
imod forlovede han sig allerede 8. Nov. med Prinsesse Agnes
Hedevig af Anhalt, der endnu ikke var 13 Aar gammel. Brylluppet
stod 3. Jan. 1586, førend Bruden endnu havde fyldt sit 13. Aar,
men allerede 11. Febr. døde Kurfyrst August af et Slagtilfælde.
K. v. Weber, Anna ChurfØrstin zu Sachsen, Leipz. 1865. — 7roels Lund.

Anna, Dronning af England, 1574—1619, næstældste Datter
af Frederik II af Danmark, født paa Skanderborg 12. Dec. 1574.
Efter som lille Barn at være opfostret hos Moderens Forældre i
Meklenborg vendte hun 1579 tilbage til Danmark og skal der
have modtaget en omhyggelig Undervisning. Tysk var vistnok "
nærmest hendes vante Sprog; af hendes Lærere nævnes den tid-
ligere tyske Præst i Kjøbenhavn, Slesvigeren M. Laurids Pedersen,
samt en lærer i Fransk. Forhandlinger med Skotland om Ørken-
øerne vakte snart Tanken om en Forbindelse mellem hende og
den skotske Konge Jacob VI. — Forskellige Gesandtskaber kom
her til fra Skotland, og 20. Avg. 1589 viedes hun, efter at være
bleven rigt udstyret af sin Moder paa en Maade, der fremkaldte
Indsigelser fra det danske Rigsraad, paa Kronborg til Earlen George
Keith paa hans Konges Vegne. I Sept. afsejlede hun paa en dansk
Flaade for at føres til Skotland, men stærke Storme, som Hexe fik
Skyld for, dreve Skibene tilbage til Norge. Da besluttede Jacob VI
selv at hjemføre sin unge Brud og ankom til Norge, hvor Bryl-
luppet fejredes 23. Nov. 1589 i Oslo. Den følgende Vinter til-
bragtes i Danmark, indtil det kongelige Par i April 1590 tiltraadte
Rejsen til Skotland. I Maj fejredes Dronningens Kroning i Edin-
burgh. 1603 blev hun tillige Dronning i England, da Jacob VI
arvede dette Rige som Jacob I. Hun fødte sin Ægtefælle 6 Børn,

Anna af England, 287

af hvilke den ældste Søn, den meget lovende Henrik Frederik,
døde 1612 til Moderens store Sorg. Hun selv døde 2. Marts 1619.
I Ydre lignede hun meget sin Broder, Christian IV; hun delte med
ham Interessen for storartede Byggeforetagender og vedblev stadig
at staa paa en særdeles venskabelig Fod med ham, hvilket ogsaa
viste sig ved hans to Besøg i England 1606 og 1614. Hun var
længe efter sit Bryllup omgivet af forskjellige Mænd og Kvinder,
som havde fulgt hende fra Danmark. Livsglad og begjærlig efter
Pragt og Forlystelser interesserede hun sig særlig for Maskekomedier
og var en Beskytter af Digteren Ben Jonson. I religiøs Henseende
var hun i den senere Del af sit Liv af Hjærtet Katholik og hørte
katholske Messer i sit Slot i London, Denmark House; dog be-
kjendte hun ved sin Død den evangeliske Lære. Nogen større
politisk Rolle spillede hun ikke, og Forholdet til hendes Ægtefælle
var ikke hjærteligt; hun beklagede sig ofte over Tilsidesættelse,
Ellers var hun afholdt af sine Omgivelser, men det engelske Folk

glemte hende hurtig.

Strickland, Lives of the Queens of England, IV. Gardiner, History of
England, 1603-—1642, I—-111, 1883. Stephen, Dictionary of national biography
1, 1885. Norske Saml. I. Suhms Nye Saml. IV, 2, 61. — 7. 4. Fridericia.

Anna Cathrine, 1575—1612, Dronning, Datter af Joachim
Frederik, Markgreve, senere Kurfyrste af Brandenborg og Admini-
strator i Magdeburg, og Markgrevinde Cathrine af Kistrin, født
26. Juni 1575 i Wollmerstedt ved Magdeburg. Paa sin Rejse i
"Tyskland i Efteraaret 1595 traf Christian IV hende første Gang og
bestemte hende vistnok allerede da til sin Brud. Sammen med
sine Forældre gjorde hun Gjenbesøg hos Kongen ved hans Kroning
i Kjøbenhavn i Avg. 1596, og efter et nyt Møde med hende i
Jan. 1597 sendte Christian IV derefter i Avg. 4 Rigsraader: til
Magdeburg, hvor Ægteskabskontrakten undertegnedes. Brylluppet
fandt derpaa Sted i Haderslev 27. Nov. 1597, og 11. Juni 1598
kronedes hun i Kjøbenhavn. Hun blev Moder til 6 Børn, hvoraf
de 3, Frederik, Sophie og Elisabeth, døde som ganske smaa; de
andre 3 vare den udvalgte Konge, Prins Christian, Frederik II og
Hertug Ulrik. Hun døde 29. Marts 1612 paa Kjøbenhavns Slot og
ligger begravet i Roskilde Domkirke. A, C. var uden fremtræ-
dende Evner, men rostes af Samtiden for sin Tarvelighed og Re-
ligiøsitet; mærkeligt er det, at hun trods sit venskabelige Forhold
til den strængt luthersk-orthodoxe Biskop Hans Poulsen Resen dog

288 Anna Cathrine.

kaldte den kryptokalvinistiske Præst M. Oluf Kock til sig paa sit
Dødsleje for af ham at modtage Sakramentet. Det fremhæves
ogsaa, at nun viste Interesse for dansk Sprog. Hun fulgte Kongen
paa flere af hans Rejser: ellers vides kun lidet om deres gjensidige
Forhold, men Kongens Forbindelse med Kirsten Madsdatter falder
inden for deres Ægteskab. Nogen politisk Indflydelse synes hun
ikke at have besiddet.

Slange. Christian IV'y Hist. H. P, Kesen. Ligprædiken over hende, 1612.
Quinquatria feralia pro memuria Annæ Catharinæ. Francof. 1614.

J.A. Fridericia.

Anna Cathrine, 1613—33, Christian IV's Datter. Frøken
A. C., Christian IV's og Fru Kirstine Munks ældste Datter, fødtes
paa Frederiksborg 10. Avg. 1618. Hun blev opfostret og opdraget
paa Dalum Kloster hos Mormoderen Fru Ellen Marsvin indtil sit
9. Aar, da hun /1627; paa Grund af Krigen fulgte med Mor-
moderen til Kjøbenhavn tillige med flere af sine Søskende.
Ved dette Tidspunkt var hun i øvrigt allerede trolovet med den
25aarige Frants Rantzau til Rantzausholm, som strax efter Tro-
lovelsen var bleven Rigsraad og Statholder i Kjøbenhavn og
senere blev Rigshofmester.. Ægteskabet mellem dem kom dog aldrig
i Stand, da Frants Rantzau i Nov. 1632 druknede i Slotsgraven ved
Rosenborg. Aaret efter, 20. Avg. 1633, døde A. C. selv, som
nogle sige af Smaakopper, medens andre ville vide, at det var af
Sorg over sin Fæstemands Død. Af sin Moder, Fru Kirstine Munk,
der overhovedet kun brød sig lidt om sine Børn, skal A. C. lige-
frem have været hadet, hvilket i Følge gjentagne Udtalelser af
Faderen, Christian IV, hidrørte fra, at Datteren lignede ham saa

meget.
Smith, Grevinde Ulfeldts Hist. I, passim. Danske Mag. IV, 130. Christian
IV's egenh. Breve. S. Birket Smith.

" Anna Sophie, Kurfyrstinde af Sachsen, 1647—1717, Datter
af Frederik ILL af Danmark, født 1. Sept. 1647 paa Flensborghus.
Hun havde sammen med sine Søstre til Hofmesterinde Fru Helena
v. Westphalen; 1660 blev Enevold Parsberg hendes Hofmester.
10. Okt. 1663 fejredes paa Kjøbenhavns Slot hendes Forlovelse med
Kurprins Johan Georg (III) af Sachsen, der 168 blev Kurfyrste;
Brylluppet fandt Sted i Stilhed 9. Okt. 1666. Hun besøgte 1670
Danmark og ytrede da sin Medynk med den fængslede Leonora
Christina. Med sin Broder, Christian V, stod hun i livlig Brev-

Anton v. Mets. 295

paa Fæstningen Vilvorde. Ledsagede 1523 Kongen og Dronningen
i Udlændighed og var en af deres troeste og mest uegennyttige
Tjenere. Han brugtes meget til Sendelser til forskjellige Fyrster;
hans Gaard i Mecheln var et Tilholdssted for Kongens . Udlændig-
hedsfæller, en Tid lang ogsaa for Søren Norby; oftere holdtes her
hemmelige Møder med fremmede Fyrster. 1527 og følgende Aar
var han traadt i Tjenesteforhold til Hertug Henrik af Brunsvig,
uden dog at opgive sit Forhold til Kongen; 1529 ledsagede han
Hertugen paa dennes Tog som kejserlig Feltherre i Italien, over-
værede 1530 Forhandlingerne i Augsburg mellem Kongen og Kejseren
og var 1531 virksom ved Lejetroppernes Anskaffelse til Norgestoget.
I den følgende Tid synes han at være traadt i den nederlandske
Regerings Tjeneste og virkede endnu 1535 og 36 i den fangne
Konges og Pfalzgrevens Interesser ved hemmelige Sendelser: til
Wullenwever og andre. Hans senere Skæbne er næppe bekjendt.
Var gift med en nederlandsk Dame; deres førstefødte Søn blev i
Dec. 1523 opkaldt Chrestiern efter Kongen. A. Heise.

Antonsen, Ane Grete, f. 1857, Skuespillerinde. Hun er
født 25. Juni 1857 i Landsbyen Barrit, 2'/8 Mil syd for Horsens,
hvor hendes Fader Anton Rasmussen, gift med Ellen Rasmusdatter,
ejer en lille Gaard. Hun kom til Kjøbenhavn for at faa en bedre
Undervisning, end Hjemmet kunde byde hende, fattede Lyst til at
gaa til Scenen og debuterede efter at være instrueret af fhv. Skue-
spiller L. Eckardt paa det kgl. Theater 6. Maj 1880 som Ulrika i
«Søstrene paa Kinnakullen». Hun har efter den Tid vidst at
hævde sig en Plads i Repertoiret, særlig i enkelte komiske Karakter-
roller. Edgar Collin.

v. Aphelen, Hans, 1719—79, Lexikograf, blev født 27. Okt.
1719 i Nærø Præstegjæld (Throndhjems Stift), hvor Faderen var
Klokker og Skoleholder. Studerede hjemme, mest paa egen Haand,
til han blev 22 Aar. Drog da til Bergen og der fra til Holland,
blev Student i Leiden; rejste saa til Frankrig, hvor han opholdt
sig nogle Aar. Tog 1749 til Danmark, udgav 1754 en mindre
fransk Ordbog, blev samme Aar Adjunctus ved det filosofiske Fa-
kultet, dog med den Bestemmelse, at han ikke skulde have videre
med Fakultetet eller Konsistorium at gjøre. Udgav 1759 sin «Dic-
tionnaire royal» (2 Kvartbind; 1772—75 andet «Oplag» i 3 Kvart-
bind). Blev 1759 Professor ved Fakultetet, dog uden Gage; ægtede

Axelsen, Laurids, 383

og latinske Digte, ligesom der ogsaa tillægges ham en Oversættelse
af det græske Digt «Batrachomyomachia» (Frøernes og Musenes
Krig).

Mads Pedersen Farstrups og Laurids Axelsens Dagbog 1536—1715, udg.
af I. Becher, Aalborg 1813. Nye Tidender om lærde og curieuse Sager 1725,
S, 101, 149. 371 €.. Personalhist. Tidsskr. 2. R. I, 231 fl. — . M. Gjellerup.

Axen, Philip, 1635—1707, Humanist og Jurist, var født 16.
Juli 1635 i Husum, hvor hans Fader, Titus A., var Borgmester.
Studerede i Helmstådt, Leipzig og Jena Retsvidenskab, Filologi,
Historie og Poesi. Berejste dels som Hovmester for en ung Adels-
mand, dels som Sekretær hos Hertugen af Holsten-Gottorp. for-
skjellige Lande, 1663—65 Frankrig, 1667—68 Italien, siden Neder-
landene og England. Nedsatte sig 1670 som Advokat i Slesvig og
ægtede Anna Catharina Boje (+ 1687). Han nød en betydelig
Anseelse i lærde Kredse. Har 1667 fra Italiensk til Latin oversat
Galeazzo Gualdos Historie om Pyrenæerfreden (1659), hvilken han
ledsagede med historiske Tillæg; ligeledes er han bekjendt som
Udgiver af Phædrus' Fabler (Hamb. 1671). Flere af de Haand-
skrifter til Slesvigs Specialhistorie, hvormed hans rige Bogsamling
var forsynet, ere landede i det store kgl. Bibliothek i Kjøbenhavn.
I sine senere Aar var han lammet ved Podagra. Døde 1707. Til
Husum Skole legerede han en Kapital.

Moller, Cimbria lit. I, 25 f. Allg. deutsche Biographie I, 707.

H. F. Rørdam.

386 Faa Free Sremerem.

yterskare. men aidt 1452 i Lybekkernes Hænder: Kongen
ham ikke ar Fangenskaber. hvad der vakæ mezen Misnøje
i Sverige. Da aan ved Fredsiumingen var blevet Fi. stillede ban
sig strax aa Eageibrecat Eageibrecmssons Side ag nævnes 1436
som en af Anførerne år sen svenske Bondehær. der belejrede
Varberg. Eiter Engeibrerus Død som han i Sæid med Kari
Knutsson og Siev zaa dennes Befaiimg denrettet 1436.

unskungerne 3. 100. 1% f7Cå — Av. Ærsir.

Jaan. Danmark int. "

Baade, Peter Daniel, 173;7—1323, Præst. fødtes i Throndhjem
8. Marts 1737. Faderen. Daniei B. Kjøbmand og Overvrager: Mo
deren: Malene Maria £ Lange. Gik i Tarondhjems Skole under G.
s rer: devonerede Examen phiios. et philol 1756. theol
ssiærer i Norge. laa saa ra Aar i Kjøben-
wn for at søge. men nvnede Tiden ul at studere Theologi og
han tog juridisk Examen. 1764 drog han
hjem til Thronénjem. biev 1766 Hører ved Skolen. kom i Forbin-
delse med (Gunneris nav ved fæiles botaniske Studier. 1768
blev han Sognepræst ii Lidemark og Bjeverskov paa Sjælland.
Her vandt han en Præmie for en Afhandling af landøkonomisk
Indhold, ligesom han skrev en Bog om den kgl. danske Mission,
der ikke blev trykt 1734 Provst. 1735 Sognepræst til Borgund i
Bergens Stift, 1792 Provst over Søndmøre. Han var af Biskop
Brun anset for Stiftets dygtigste Embedsmand og tilhørte den
gamle orthodøxe Skole. Som Botaniker var han anlagt paa det
praktiske "Havedyrkning, Surrogater for Korn i Krigstiden. Tog
Afsked ved sit Jubilæum 18. Marts 1818 og døde 25. Okt. 1823.
Gift 1773 med Karen Spliid fra Jylland ;antagelig Datter af Præsten
Poul $. i Tem, der døde 1813.

Thrap, Bidrag til d. norske Kirkes Hist. i 19. Aarh. I, 110 — D, Trap.

Baagøe, Carl Emil, f. 1829, Maler. Han er Søn af Skibs-
fører Jan Hansen B. og Dorthea Frederikke f. Hendriksen og fødtes
22. Avg. 1829 paa Christianshavn. Han viste tidlig Lyst til at tegne
øg blev derfor sat i Malerlære, medens han samtidig fik Adgang til
Kunstakademiet. Efter at han 1848 var bleven Svend, ernærede
han sig som Dekorationsmaler og øvede sig i sin Fritid som Sømaler,
mest ved at studere paa Værfterne. Omsider følte han sig saa vidt,
at han ganske opgav Haandværket, og fra 1855 har han udstillet som
Sømaler. I 1864 havde han en mindre Rejseunderstøttelse af Aka-

merus og ge RéL aarlig i Pension ligesom Grosserer-Societetet
jænkede ham en Søisyøkaj der endnu opbevares i Famiken
(reilenseiiåger og Guldterg ave besunget hans Dasd— I Aaret
tie; vesørgede zan fere Gange med stor Livsåre Dezecåer fa
Krontorzg X Kjøbenåavn. råos udraxede han en Kaper. med
hvilken ian begav siz ad Østerwøen il. men kuldsejlede « Joni i
ge under Scævns i

ea
14 Mand Livet — B. var
Maj sg7r $ oz. Febr. 1

Brødre Nieis og
sk Pennng-Mag. 1å

Bache, Niels, i. 1341.
Kjøbenhavn. B. fødtes 22. Maj 13gr i Roskilde, hvor hans Fader.
Niels B.. var Kjøbmand. søn af ovtr. nævnte Lars B. Den opvakte
Dreng kom i Metros
Han havde allerede fra sit 16. Aar maattet give Undervisning for
at subsistere. og denne Gjerning fortsattes samtidig med, at han
studerede Historie og Lovkyndighed. 1863 underkastede han sig
latinsk juridisk Examen. 1372 blev han Lærer i Historie og
Geografi ved Søofficersskolen. Han oversatte Arnds «Tyve Aars
Historie» .2 Bind. 1871 og Lanfreys «Napoleon I's Historie» (5 Bind,
1872—77., skrev Oversigten over Tidsrummet 1855—66 i den franske
(Oversættelse af Allens Danmarkshistorie, var Medarbejder af «Nord.
Conversationslexikon», 2. Udg. og «Forlagsbureauets Haandlexikon».
Kort efter at han var bleven juridisk Kandidat, begyndte han Ud-
givelsen af en stor populær Nordens Historie med Illustrationer:
1. Udgave fuldendtes 1875, 2. Udgave, som den første i 5 store
Bind, 1887. Det er et paa udstrakt Læsning grundet Arbejde i en
jævn, rolig og klar Form. — 1886 blev B. Direktør for de private
Skoler i Kjøbenhavn. 25. Jan. 1879 ægtede han Marie Hornemann,
Datter af Dr. med. E. H. H. Schwanenftigel.

Bache, Niels Simon, 1748—95, Gartner, fødtes 15. Marts 1748
af Bondeæt i Knudstrup i Aarhus Stift, uddannedes i Havebruget,
bl a. ved Rejser og fleraarigt Ophold i Holland (Amsterdam) og
England (Sion-House og Kew Gardens), samt ansattes 1. April 1780
som Gartner ved den kgl. botaniske Have ved Charlottenborg i

zds og netop var

:ncestanden. udarbejdede
r Bønderbern. hvilken

: Afale med Agent Holck
"ets Efterreminger, hvilket
og som han skulde
2 1767. «Kritisk Journal»,

Hans dygtige Kritikker
formen stod paa Dags-
Upartisk Undersøgelse,
kaberne og Lærdommen
efter Tysklands Forbillede Af-
og éernæst Skoletilsynet i
zm af Provinsens anseteste og
re f-lgte. ligeledes anonymt,
ons Universitet», hvor
ige Monopol. I samme
og forblev i denne Stilling i
erne til Skolebrug og andre

gyndeisen af Ove:
denne Periode. Da

482 Fang. Herman Feachim.

wæmen i omarbejdet Form. Af sine Bladartiklers
brogede Skare har B. i Bogøorm udgivet 3 Samlinger: «Realisme
og Real i dier og Udkas: 1880" og «Her-
hjemme og derude 1831. Bag meget af denne Produktion
dæmrede endnu Theaterplanerne. Ved en privat Forestilling paa
<a optraadte B. paa Scenen og foretog derefter en
mme. men gjorde ingen Lykke. Samme Aar opgav
z i Pressen, og efter Rejser i Sverige, Norge
in doreiwbig Ophold i Østerrig. I denne
z .Fædra> og udgivet 2 Novellebind:
og Stille Existenser> ,1886', hvoraf
en Tvivl bedste og modneste Arbejde:
»Ved Vejen . ine digteriske Arbejder som i sin Kritik
stærkt paavirket af nyranske Mønstre. Hans originale Fortrin er
psykologisk Sans, hans Hovedæmner
planløse Liv og Samfundskrogenes
i Fremstillingen af de sidste
bedste har han dog hidtil ydet i
& Arakier om Litteratur og Theater.
Bertel Elmgaard.

Bang. Jens, —1044. Handelsmand. Hans Forældres Navne
ere ubekiendte. 1ecs tog han Borgerskab i Aalborg og udvidede
dl! en storartet Handel saa vel paa
om paa Sydevropa. Det store Held, der
ie hans overmodige og selvraadige
tallig Mængde Retstrætter: saaledes
;a ved sin Hustru Maren Jørgensdatters
s Ligkiste paa en Maade. der kun
r bevaret hans Navn til vore Dage,
han opførte i Aalborg 1623—24, det nu-
. der er en af de anseligste Kjøbstadbygninger.
å V's Tid. Uagtet det gik meget
deg denne Gaard ved sin Død. og det
at han døde i det Fattighus i

og
Tid har han dramatise:
«Excentriske Noveiier. 1:

sine mangt

Begravelse havde
var Adelen till
er den prægt
værende Svancar
der ere vs levnede
tilbage for ham. ejede
Sagn er

… der

Aalborg. som ban selv et, og som ogsaa er til endnu.
Han døde 1644.
D.H. Aal. 1885—86. O. Nielsen.

Bang, Jens, 1757—150, Læge og Arkitekt, var en Søn af Rente-
skriver, Kammerraad Jens B. ft. 1091 $ 1756) og Mette f£. Schumann

544 Barner, Regitse Vilhemine Louise Augusta.

Vallø. — Paa Foranledning af Enkedronning Caroline Amalie har
hun bl. a. samlet og anonymt udgivet: «Nogle Meddelelser om
Diakonissegjerningen i ældre og nyere Tid> (1862). Desuden har
hun under forskjellige Mærker skrevet Fortællinger og Digte til
«Aftenlæsning». Nic. Bøgh.

Barnewitz, Frederik, 1622—53, til Rubjærggaard, Søn af
ndfr. nævnte Joachim B. og født 17. Juli 1622. Han studerede
først i Sorø, hvor han 1641 lod trykke to Disputatser, af hvilke
den ene, om Nytten af Fæstninger, ikke er uden Interesse, senere
i Leiden og berejste derefter en stor Del af Evropa fra 1642 til
1646. 1650 blev han Lensmand paa Aalholm og Nykjøbing, fik
1651 overdraget Inspektionen over Kjøbstæderne paa Laaland og
Falster og blev 1653 Landkommissær i Laaland. 22. Sept. s. A.
døde han. Han ejede adskillige Godser saa vel i Danmark som
i Meklenborg og var en af Datidens rigeste danske Adelsmænd;
af Hvede: og Ærteavlen paa Laaland skal han have haft For-
tjenester. Gift med Ide Jørgensdatter Grubbe (f 1702).

L. J. Hindsholm, Ligprædiken over F. B., 1655. Worm, Lex. ov. lærde Mænd
1, 66. Danmarks Adels Aarbog 1885, S. 64. J.A. Fridericia.

Barnewitz, Joachim, 1563—1626, til Gross-Zieten, Niendorf
og Rubjærggaard, stammede fra en gammel brandenborgsk og
meklenborgsk Slægt. Hans Forældre vare Jacob v. B. til Gross
Zieten og Anne v. Huenicken. Allerede i sit 10. Aar kom han
som Edelknabe til Hertug Hans af Slesvig og Holstens Hof og
blev senere «Kammertjener> hos denne Hertug, efter hvis Død
han traadte i Kong Frederik II's Tjeneste som Hofjunker. 15%
blev han Kammerjunker og senere Hofmester hos Enkedronning
Sophie. der sluttelig forlenede ham med det til hendes Livgeding
hørende Nykjøbing Slot. 1620 ægtede han en meklenborgsk Jomfru,
Øllegaard Hartvigsdatter Pentz, der skjænkede ham den ovenfor
nævnte Søn, Frederik B. Han døde 22. Marts 1626 og blev begraven
i Nykjøbing; Enken ægtede senere meklenborgsk Gebejmeraad
Hartvig Passow.

Nic, Wismar, Ligprædiken over J. B. Danmarks Adels Aarbog 1885, S. 64.

Thiset.

v. Barstorff, Philip Joachim, —1677, til Frøslevgaard og
Lystager, Søn af den meklenborgske Adelsmand Caspar v. B. og
Sophie Hedevig v. Blixen, Hofmesterinde hos Christian IV's Døtre
med Kirstine Munk. Efter at have rejst udenlands med kongelig

Bauer, Johan Daniel. 6og

Bauer, Johan Daniel, 1798—1880, Skuespiller. B., som var
født i Kjøbenhavn 1. Sept. 1798 og Søn af den i 1817 afdøde Isen-
kræmmer B., blev Elev af «den dramatiske Skole» under Rah-
beks Ægide og betraadte første Gang det kgl. Theaters Brædder
29. Jan. 1813 som Pagen i Schalls Syngestykke «Alma og Elfride»,
medens hans egentlige Debut fandt Sted to Aftener senere paa Hof-
theatret som Alexis i «Almeriadalen>. Han var vel ikke i Besid-
delse af nogen større dramatisk Begavelse, men forstod alligevel
ved sit ualmindelig smukke Udvortes, sin nette Fremtræden og sine
gode Stemmemidler at hævde sig en Plads i det Samfund af be-
tydelige Kunstnere, hvori han var stillet, og i Løbet af 25 Aar
udførte han ikke mindre end 237 Roller, blandt hvilke kunne frem-
hæves Ludvig i «St. Hans Aftenspil», Colin i «Jeannot og Colin»,
Frederik i «Kjærligheds Drømme», Valentin i «Sovedrikken» og
Colin i «Den nye Jordegodsejer». Hans tidlige Bortgang fra Scenen
skyldtes dels Chefens, Kammerherre Holsteins, Ufordragelighed, dels
hans ydre heldige Forhold, der satte ham i Stand til efter sit
Ægteskab med den yndede Danserinde, Jfr. Charlotte Amalie Weyle
(se ovfr.) at kunne leve udelukkende for Familielivet og sine private
Interesser, f. Ex. mekaniske Sysler. Han optraadte sidste Gang paa
det kgl. Theater 29. Dec. 1838 som Dan i «Joseph og hans Brødre
i Ægypten» og døde 6. Juli 1880.

Fædrelandet 8. Juli 1880. Edgar Collin.

Bauer, Richard William, f. 1328, Søofficer. B., Søn af ovfr.
nævnte kgl. Skuespiller Johan Daniel B., er født 30. Marts 1828,
blev Søkadet 1841 og Sekondlieutenant i Flaaden 1847, deltog i
den første slesvigske Krig og ansattes derefter ved Værftet. 1856
blev han Underdirektør for Maskin-, Hus- og Vandbygningsvæsenet
og avancerede i denne Stilling, i hvilken han har udført flere
større Arbejder, til karakteriseret Kapitajnlieutenant. I 1869 pen-
sioneredes han og har efter den Tid virket som Examinator og
Meddommer i Maskinlære ved Styrmandsexamen. — Blandt hans
ret talrige litterære Arbejder er «Skibsdampmaskinen» udkommen
i 3 Oplag (1870, 1878 og 1880). De fleste andre ere numeriske
"Tabeller, som udmærke sig ved en praktisk og hensigtsmæssig
Ordning. Blandt disse bør foruden «Vægttabel» (3 Oplag) og den
i 1879 udkomne «Firecifret Logarithmetabel» især fremhæves «Fem-
cifret Logarithmetabel til hele Tal og Antilogarithmer» (1879),

Dansk biogr. Lex. 1. Dec. 1887. 39

Baumgarten, Hans Henv. 6rr

Ridderkors, hvad ogsaa skete. De omtalte ham som en i sin
Fremtræden bramfri og fordringsløs Mand, der med sjælden Dygtig-
hed havde saa at sige skabt en ny og storartet Industri i sit
Fædreland. Fra 1846 til 1860 var han Medlem af Industriforeningens
Bestyrelse. Sine sidste Aar tilbragte han paa en lille Ejendom i
Lyngby, hvor han stadig var virksom. 1863 konstruerede han
saaledes en lille Maskine til at gjennemprikke Statens Frimærkeark
med. Han døde 3. Marts 1875. 29. Okt. 1830 havde han ægtet
Frederikke Margrethe Andersen, der overlever ham; hun er født
17. Juni 1810, hendes Fader var Baadsmand paa Holmen.

C. Nyrop, Bidr. t. den dsk. Industris Hist. S. 3 f. C. Nyrop.

Baurenfeind, Georg Vilhelm, 0. 1725—63, Kobberstikker,
var født i Nirnberg og blev indkaldt til Kjøbenhavn for at stikke
Kobbere for Klevenfeldt. Han synes imidlertid ikke at have svaret
til de Forventninger, man havde gjort sig om ham, og han kom
derfor under sin Landsmand J. M. Preislers Haand, under hvilken
han lærte saa godt, at han 1754 fik Akademiets lille og 1759 dets
store Guldmedaille, den sidste paa et Stik efter N. Poussins
«Brændende Tornebusk». Da Frederik V snart efter udsendte den
lærde Expedition til Arabien, blev B., som hurtig havde opnaaet
en ikke ringe Anseelse som Tegner, Maler og Kobberstikker, sendt
med Expeditionen som «'Tegnemester». Tropernes Hede lagde
ham imidlertid hurtig i Graven: han afgik ved Døden paa Havet
mellem Mokka og Bombay 29. Avg. 1763. Af hans Arbejder kan
nævnes: Iver Rosenkrantz (1757, efter J. S. Wahl), Frederik V i
Salvingsdragt (1758, efter Pilo), A. G. Moltke (halv Figur, sort
Kunst, efter Pilo) og en Del kongelige Portrætter. B. malede
ogsaa i Olie.

Suhms Nye Saml. IV. Kjøbenhavns Skilderie 1830, Sp. 737 ff. Hennings,
Essay sur les arts en Danemarc $, 77. Weinwich, Kunstens Hist. S. 173. Weilbach,
Konstnerlex. F. J. Meier.

Bay, David Vilhelm Rudolph, 1791—1856, Komponist.
Rudolph B. er født 9. Juli 1791 i Kjøbenhavn, Søn af kgl. Under-
foged, Kancelliraad Rudolph B. og Christine Wilhelmine Louise
f. Hanson. Han blev Student 1808 og studerede Theologi, blev
derpaa 1815 Volontær i det udenrigske Departement og 1816 Kon-
sulatssekretær i Algier, fra hvilken Post han entledigedes 1831,
Under sit Ophold i Algier beskæftigede han sig med Musik; her
komponerede han bl. a. Melodien til «Vift stolt paa Kodans Bølge»,

39"

614 Bayer, Johan Thorbjørn.

Tabelværk; han blev i 1846 Toldkontrollør i Ribe, forflyttedes
senere til Bornholm og blev i Aaret 1860 Toldkontrollør i Kjøben-
havn; samme Aar udnævntes han til Kammerassessor. Søgte og
fik i 1878 sin Afsked og knyttedes 1880 til det forenede Damp-
skibsselskab som Statistiker. Gift med Laura Elisabeth Sørensen,
f. 20. Marts 1826, Datter af Fuldmægtig, senere Prokurator Søren S.
B. har erhvervet sig et godt Navn ved sine flittige Arbejder ved-
rørende Toldvæsenet; blandt andre Arbejder kan nævnes hans
Bidrag til Traps «Beskrivelse af Danmark». I sine senere Aar har
han beskæftiget sig med de danske Kjøbstæders økonomiske Stilling
og den danske Provinsindustri, dels i Bladartikler, dels i selvstændige
Skrifter.

Erslew, Forf. Lex. H. Westergaard.

Bayreuth, Hans, —1525, tysk Sekretær hos Christian II,
skriver sig ogsaa Johannes Butner v. B., ligesom han ogsaa fore-
kommer under Navnet Tauben Hans (Hans Duffuen). Han var en
studeret Mand, maaske gejstlig. Efter at have tjent Kongens Svoger,
Kurfyrst Joachim af Brandenborg, og andre tyske Fyrster kom han
i Efteraaret 1521 til Danmark med Anbefalinger fra Dr. Carlstadt,
fik først Tjeneste hos Diderik Slagheck og blev 1522 Kongens tyske
Sekretær, fulgte denne i Landflygtigheden og stod i et nærmere
fortroligt Forhold til ham. Ligesom Mester Lambert Andersen
deltog han som Kaper i Claus Kniphofis Tog og enten faldt i
Slaget ved Gretziel 8. Okt. 1525 eller blev tillige med Kniphoff
henrettet som Fange. Hans Skrivelser til Kongen udmærke sig
ved stor Djærvhed og Humor.

Allen, Breve og Aktstykker til Christ. I1's og Fred, T's Hist. I, 358. Allen,
De rebus Christ. II exulis S, 88 fl. Allen, De tre nord. Rigers Hist. V, 108 ff.
Diplom. Norvegicum X. 4. Heise.

de Beaufort, Toussaint Colombe, —1664, Officer. Han
var fransk af Fødsel, men om hans Herkomst og Familieforhold i
øvrigt tie endnu Kilderne. Her til Danmark ses han at være
kommen i Slutningen af Aaret 1649; han havde da Titel af Oberst-
vagtmester og stillede sig mod en Aarpenge til Kongens Raadighed
i paakommende Tilfælde. Ved Krigens Udbrud med Sverige det
følgende Aar indtraadte han i den aktive Hær som Major, og det
overdroges ham at oprette et Kompagni Fodfolk, med hvilket han
først deltog i det skaanske Felttog under Axel Urup, derpaa gik
til Skibs paa den kongelige Flaade og endelig ved Vinterens Nær-

616 de la Beaumelle, Laurent Angliviel.

sygen, ved Fremhæven af Litteraturens og Smagens lave Stand-
punkt i Danmark, ved sin demokratiske Bitterhed over for Adelen
og den Friheds- og Lighedsaand, som det bar til Skue. Med
Holberg, hvem B. aabenlyst smigrede, mens han saarede ham i
maskerede Udfald, stødte han sammen ved Ytringer om den danske
Skueplads. Ved Grev A. G. Moltkes Indflydelse udnævntes han 28.
Marts 1750 til Professor i fransk Sprog. Efter en Rejse til Paris be-
gyndte han i Jan. 1751 Forelæsninger paa Charlottenborg for en adelig
Kreds, men dristige politiske Udtalelser i hans s. A. udgivne «Mes
pensées» — et Værk, hvori fine og træffende Reflexioner staa
ved Siden af højst ubetydelige — fremkaldte Klager til Kongen;
han fjærnedes med en Rejsepenge og gik til Berlin (1751). Men
en hensynsløs Ytring i «Mes pensées> gjorde Voltaire til hans
uforsonlige Fjende. Dennes Had forfulgte ham hele Livet, tvang
ham til at forlade Berlin (1752) og bragte ham to Gange i Ba-
stillen (1753, 1756—57), hvorefter han forvistes til Languedoc, og det
forbødes ham at lade noget trykke. Kampen med Voltaire gav hans
Liv en skjæv Retning. Den sled ham op i en ufrugtbar Polemik,
hvori han i Vid staar ved Siden af, i Maadehold overgaar sin
store Modstander («Réponse au Supplement du siécle de Louis XIV»,
1754). I Toulouse optraadte han som varm Forsvarer af den ulykke-
lige reformerte Familie Calas. 23. Marts 1764 ægtede han Enken
Rose Victoire Nicol, f. de Lavaysse. Uagtet Voltaire ved lumpne
Angivelser hos Ministrene søgte at bringe ham i Ulykke, hævedes
hans Forvisning 1770, han fik en Ansættelse ved det kgl. Bibliothek
i Paris, men døde allerede 17. Nov. 1773. Af hans mangeartede
Skrifter mærkes: Romanen «!'Asiatique tolérant» (1750), et Forsvar
for Toleransen; «Suite de la Défense de V'esprit des lois» (1751),
et Forsvarsskrift for Montesquieu; «Pensées de Sénéque> (1752), Text
og Oversættelse; «Meémoires pour servir å T'histoire de Mdm. de
Maintenon» (1755—56). Mellem hans mange efterladte Haandskrifter
nævnes en ufuldendt dansk-historisk Roman.

J. M. Querard, La France littéraire IV. M. Nicolas, Histoire litt. de
Nimes II, Ch. Nisard, Les ennemis de Voltaire. (M. Angliviel) Obsermations
sur un écrit de M. Ch. Nisard contre L. A. de la Beaumelle. Petersen, Den
dsk. Lit, Hist, V, 1, 107 fl. Stolpe, Dagspressen i Danmark IV. — > Stolpe.

es es

617

RETTELSER.

… 16 f. 0. Malersvend, læs: Skomagersvend.

Johannes, læs: Johansen.
Birger Brosa, læs: Birger.

Amtmand, læs: Kirkeinspektør.
Erkehertuginden, læs: Enkehertuginden.
Hammershøj, læs: Hemmershøj.

16 f. mn. P, J. Agier ægtede i Marts 1827 Augusta Dorothea van

ESN
res
14—17

1
1 fn.
8 f. 0,
16 f. n.
3f. 0.
13 f. mn.
"En
NE:
12 f. 0,

Deurs, $ 28. April 1832.
Helvad, læs: Helrad.
1872, læs: 1871.
£. 0. Joh. Peter Andr. (ell. Joh. Andr. Pet.) Anker (døbt
Ancher) fødtes 22. Febr. 1837 (ikke 1831). Hans Fader:
Hans Michael A., $ 1872, 70 Aar gammel; Moderen:
Elisabeth Kirstine f. Rasch, $ 1861.
— Robetta Karoline Kvintus, læs: Roberta Caroline Qvintus.
… Hertuginde, læs: Fyrstinde.

» 1726, læs: 1721.

» 1665, læs: 1655.
i Her hedder det, at Esbern Snare og Absalon vare Tvillinger,

medens det S. 70 siges, at Esbern var ældre. Denne
sidste Angivelse støtter sig til Saxes Udsagn, hin derimod
til Sagnet.
Helsingørs, læs: Kjøbenhavns. (Lars Bache var Færgemand
i Helsingør, men Begivenheden foregik paa Kjøbenhavns
Red.)
Helsingør, læs: Kjøbenhavn.
» Sophie, læs: Charlotte (saaledes kaldtes hun).

8 og 5 f. m. Grandisson, læs: Grandison.

16 f. 0.

Halsen, læs: Halse.

5—6 f. 0, Carl Baggers Ophold i Farbroderens Hus ligger forud

for Faderens Død (s. S. 428 f., hvor Efterretningerne
hvile paa officielle Aktstykker).