Skip to main content

Full text of "Danske sagn: som de har lydt i folkemunde"

See other formats


Go ugle 



This is a digital copy ofa book thai was preserved for general ions on library shelves before il was carefully scanncd by Google as part of a projecl 

to makc thc world's books discovcrable online. 

Il has survived long enough Tor ihc copyright lo expire and thc book to cntcr thc public domain. A public domain book is onc thai was ncvcr subjecl 

to copyright or whosc legal copyright icrrn has expired. Whelher a book is in thc public domain may vary country lo country. Public domain books 

arc our galeways to thc pasl. reprcsenting a wcalth of hislory. cullurc and knowlcdgc ihat's oflen diflicull to discover. 

Marks, notations and other marginalia present in thc original volumc will appcar in this lilc - a reminder of this book's long journey from ihc 

publisher lo a library and linally lo you. 

Usage guidelines 

Google is proud lo partner wilh libraries lo digili/e public domain malerials and makc ihem wide ly accessible. Public domain books belong lo ihc 
public and we are merely iheir cuslodians. Neverlheless. ih i s work is expensive. so in order lo keep providing ihis resource. wc have taken sleps to 
prevenl abuse by commercial parlics. iiicludmg placmg Icchnical reslriclions on aulomaled uuerying. 
We alsoask that you: 

+ Make non -commercial u.se of the files We designed Google Book Search for use by individuals. and we reuuesl thai you usc these files for 
personal, non-commercial purposes. 

+ Refrain from mttoinated querying Do not send aulomaled uueries of any sort lo Google's system: If you are conducting research on machine 
translation, optical character recognition or other areas where access to a large amount of texl is helpful. please conlact us. We cneourage the 
use of public domain malerials for ihese purposes and may be able to help. 

+ Maintain attribution The Google "watermark" you see on each lilc is essenlial for informing people aboul this projeel and helping them find 
additional malerials ihrough Google Book Search. Please do nol remove it. 

+ Keep it legal Whatever your use, remember thai you are responsible for ensuring ihat whal you are doing is legal. Do nol assume that just 
bccausc we believe a brøk is in the public domain for users in thc Uniied Staics. thai thc work is also in ihc public domain for users in other 

counlries. Whelher a book is slill in copyright varies from country lo country, and we can'l offer guidance on whelher any specilic usc of 
any specilic book is allowed. Please do nol assume thai a book's appearance in Google Book Search mcans il can bc used in any manncr 
anywhere in the world. Copyrighl infriiigcmeiil liabilily can bc quite severe. 

About Google Book Search 

Google 's mission is lo organize the world's information and to make it universal ly accessible and useful. Google Book Search helps readers 
discover ihc world's books while lidpiujj anlliors and publishcrs reach new audienecs. You eau search through the lul I lexl of this lu mk on ihc web 
at |http : //books . qooqle . com/| 



Go ugle 



Dette er en digital kopi af en bog. der har været bevaret i generationer pa bibliotekshylder, fur den omhyggeligt er scannet af Coogle 

som del af et, projekt, der går nd pa at gøre verdens buger tilgængelige online. 

Den har overlevet længe 1 nok til. at ophavsretten er udløbet, og til at bogen er blevet offentlig ejendom. Kn offentligt ejet bog er en bog. 

der aldrig har været underlag! eopyrighi . eller hvor de juridiske copyright vilkår er udlobet. Om en bog er offenllig ejeudoui varieret 1 fra 

land til land. Bøger, der er oli'entlig ejendom, er vores indblik i fortiden og repræsenterer en rigdom af historie, kultur og viden, der 

ofte er vanskelig ni opdage. 

Mærker, kommentarer og andre marginalnoter, der er vises i der oprindelige bind. vises i denne til - en påmindelse om denne bogs lange 

rejse fra udgiver til et bibliotek og endelig til dig. 

Retningslinjer for anvendelse 

Coogle er stolle over at indgå partnerskaber med bibliotekerom al digitalisere offentligt ejede materialer og gore dem bredll ilgamgelige. 
Offentligt ejede boger tilhorer alle og vi er blot deres vogtere. Selvom dette arbejde er kostbart, sa. har vi taget, skridt i retning af at 
forhindre misbrug fra kommerciel side, herunder placering af tekniske begrænsninger pa automatiserede forespørgsler for fortsat at, 
kunne tilvejebringe denne kilde. 
Vi beder dig også om følgende: 

• Anvend kun disse filer til ikke- kommercielt brug 

Vi designede Google fiogsogning til enkeltpersoner, og vi beder dig om at bruge; disse; filer til personlige, ikke-kon mi ordelle formål. 

• Undlad at bruge automatiserede forespørgsler 

Undlad at sende; automatiserede søgninger af nogen som helst art til Googles system. Hvis du foretager undersøgelse af maski- 
noversættelse. optisk l.egngenkernlelse eller andre omrader, hvor adgangen til store mængder tekst er nyttig, bør du kontakte os. 
Vi opmuntrer til anvendelse af offentligt ejede materialer til disse formal, og kan måske hjælpe. 

• Bevar tilegnelse 

Det Google-" vane Imæ.rke" du ser pa hver lil er en vigtig made at fon adle mennesker om deni 1 projekt og hjælpe dem med at finde 
yderligere materialer ved brug af Google' Bogsøgniug. Lad væm med at fjerne ilet. 

• Overhold regierne 

Uanset hvad du bruger, skil du huske, at du er ansvarlig for at sikre, at det du gør er lovligt. Antag ikke;, at bare fordi vi tror, 
at en bog er offentlig ejendom for brugere i USA, at værket også er offentlig ejendom for brugere i andre lande. Om en bog 
stadig er underlagt copyright varierer fra land til land, og vi kan ikke tilbyde vejledning i, om en bestemt, anvendelse af en bog er 
tilladt. Antag ikke al en bogs tilstedeværelse i Google Bogsugning betyder, at den kan bruges på enhver måde overalt i verden. 
Erst.al.ningspligl.em for krænkelse af eopyrighi kan være ganske alvorlig. 

Om Google Bogso»'iiiii|; 

Det er Googles mission at organisere alverdens oplysninger for at. gore dem almindeligt tilgængelige og nyttige. Google Bogsogning 
hjælper læsere med at opdage alverdens bøger, samtidi g med at ilet hjælpfy forfatte re og udgivere rned at nå nye målgrupper. Du kan 
søge gennem hele teksten i denne bog på internet, t-Ct pa |http : //books . google , coiti| 



& 



.2- 



***. 



L. i'*v» ' • c* - ' -v 



\'t- 



OF 



\ 





$ 



** 



DANSKE SAGN, 



_^ ^v« ..***j*':-:*-** t S-- , -'' s -»•*r»»J«»^ 



SOM DE HAR LYDT I FOLKEMUNDE. 



UDELUKKENDE EFTER UTRYKTE KILDER 



[ SAMLEDE OG TILDELS OPTEGNEDE 

i 

t ~~ 

\ • AF 



EVALD TANG /KRISTENSEN. 




\ t ELLEFOLK, NISSER 

lCnPIIMfil 06 ADSKILLIGE UHYRER, 

(.iruELina. SAMT religiøse sagn.. 

LYS OG VARSLER. 



ÅRHUS. 

-ÅRHUS FOLKEBLAD'S BOQTRYKK.ERI. 

; J Kommission J-toe Pyldendalske ^oqhandeu J J^jSbenhavn 

1893. 



J\\ 



f mine betydelige samlinger af folkeminder har jeg nu 
udskilt det, der kan komme ind under begrebet folkesagn« og 
vil forsøge at lade disse komme på tryk. Dertil har jeg fojet, 
hvad jeg af utrykte kilder har fundet anden steds — og har 
da også nyttet Svend Grundtvigs utrykte samlinger. At der 
dog endnu må kunne findes lidt, er indlysende nok, ti jeg er 
allerede bleven opmærksom på forhen optegnede, raeu hidtil 
upåagtede sagn, siden trykningen af dette første bind be- 
gyndte, men det har jeg så lagt til side som grundlag for 
et påtænkt tillæg til samlingen. Aldeles færdig kan jeg jo aldrig 
blive med et sådant arbejde, så længe der endnu er noget at samle 
ude blandt folk, og dertil kommer, at jeg kun en sjælden gang 
får lejlighed til at undersøge bibliothekers og arkivers utrykte 
sager. Det er utvivlsomt, at der i mange af landets ældre kirke- 
bøger også findes hidtil utrykte sagn. Der er dog il. afdeling i 
det hele prøver på alt, hvad der har levet på folkemunde 
om bj&rgfolkene. De følgende afdelinger, der allerede er ord- 
nede og lagt til rette til trykning, vil indeholde : 
II. Sagn om eliefolk, nisser og adskillige uhyrer, samt re- 
ligiøse sagn, lys og varsler. 

III. Sted sagn. 

IV. Personsagn. 

V. Sagn om spøgelser og nedmaninger. 
VI. Sagn om hekseri og djævelskuiister. 
VII. Forskjellig folketro. 

Når værket er sluttet, vil der med sidste bind følge et 
tillæg til alle afdelinger, mange henvisninger til forhen trykte 
sagn, oversigt over alle mine kilder, indholdsfortegnelser, fuld- 
stændigt stedregister, samt titelblade til de enkelte afdelinger. 
Hvert bind bliver omtrent af samme størrelse (28 ark) og 
kan sælges subskribenterne for den særdeles billige pris af 
10 øre arket. Men man skal da mælde sig hos mig selv som 
subskribent under min adr.: Hadsten st., og hvert bind vi 
da blive vedkommende sendt, så snart det er trykt. For 
kjøbere af enkelte bind er prisen 16 øre arket. 

Den 18de juli 1892. 

E. T. K. 



R0SENKIL0E and BAGGER 

KRON - PRINSENS -GADE 3 
COPENHAGEN K - 0ENMA ni/ 



ANDEN AFDELING. 



ELLEFOLK, NISSER 



OC ADSKILLIGE UHYRER. 



SAMT 



RELIGIØSE SAGN, 



LYS OG VARSLER. 



A. Eliefolk. 

B. Nisser. 

€. Farende uhyrer. 

D. Vandets ånder. 

E. Lindorme og småkryb. 

F. Varulve og marer. 

G. Religiøse sagn. 
fl. Dodsvarsler. 

I. Lys og andre Tarsler. 



DANSKE SAGN, 



SOM DE HÅB LYDT I FOLKEMUNDE. 



UDELUKKENDE EFTER UTRYKTE KILDER 



SAMLEDE 00 TILDELS OPTEGNEDE 



AF 



EVALD TANG KRISTENSEN. 



( ELLEFOLK, NISSER o. 8. v. 
ANDEN AFDELING RELIGIØSE SAGN. 

I LYS OG VARSLER. 



ÅRHUS. 

JACOB ZEUNERS BOGTRYKKERI. 
1893. 



Vi X, 



A. 

Ellefolk, 



1. Eliefolk, man har set. 

1. Adam havde først en kone, der hed Lillis, hun kunde 
flyve, og hun kunde svomme, og når hun bekom born, var 
det en halv snes stykker på tiden. Det var alle deher elle- 
folk, og de var så bitte lille. De fik det navn efter deres 
moder, for det hun havde alle de 1-er i hendes navn. De 
gamle vilde have til, at Vorherre skabte to mennesker på én 
gang, og så blev Herren kied af kvinden, som hed Lillis, og 
skabte Eva, som det fortælles i Bibelen. Jens Kristensen, Ersted. 

2. For Kristendommen kom, avlede bjærgfolkene bom 
med menneskene, og de var halv mennesker og halv trolde. 
Men indbyrdes kunde de ikke avle. Nu, siden bornene bliver 
dobt og konfirmerede, dør de ud. Noget skidt har der vel 
været, tror a nok. Det samme var tilfældet med kjærfolk og 
eliefolk, men de- var værre at komme i med, for bjærgfolkene 
kunde én endda komme fra, men det var ikke sådan med 
kjærfolkene. Kristen Ebbesen, Egtved. 

3. Folk fortæller, at der nu kun findes ellefolk ét sted 
på Mors, nemlig i Flade bakker. For halvtredsindstyve år 
siden kan Per godt huske, at de havde linned ude til bleg på 
en hoj i Ording. A. H. Schade. 

4. Ellekonernes bryster er så lange, at de ligger over 
kors på skuldrene. Der boer smede og harpespillere i 
hojene. Eliefolkene boer i moser, bakker, hoje, under hylde- 
træer og i folks bryggerser. De skal bære hvide klæder, p. K. M. 

5. En karl og en pige stod i en mødding og fyldte møg. 



M558753 



A. Eliefolk. 



Så kom der en ellepige forbi. cDetermin, den bitte,* sagde 

han for at drille pigen. Hun var nemlig hans kjæreste. 

Kristen Kjeldsen, Ullerup. 

6. Ellefruerne boer i moserne, drejer sig efter vinden 
og passer al tid at have medvind. F. L. Grundtvig. 

7. Ude på Horndrup mark er der noget eliekrat og 
andet kratteri. Der kunde de i- mine pigedage om hojmiddag 
se ellepigerne. De var så pæne fortil. Ane Lavrsdatter, T&ning. 

8. I Stokbro er der en gård, der hedder Elgården, og 
den var i gammel tid omgivet af elletræer. Der var af de- 
her eliekvinder. De var i sjet (til syne) der til visse tider, 
og de var ligesom i hvide klæder. Niels Mortensen, Stokbro. 

9. En mand gik en gang fra Vænøby til Norskov om 
natten. Der modte han et kvindemenneske i en besynderlig 
lys og tåget skikkelse og dragt, men da hun var kommen 
ham lidt forbi, så han om og blev vaer, at hun var hul i ryggen. 

C. M. Carstensen. 

10. Min mormoder, som den gang tjente for lillekvinde, 
har set en eliekvinde sidde på en stente en måneklar morgen- 
stund, da hun var ude at malke. Hun var hul i ryggen. Det 
kan vel være en 80, 90 år siden. Kr. Eriksen. 

11. En mand i Humle så en skjon sommerdag klokken 
2 en dejlig jomfru stå et stykke henne ved siden af vejen. 
Hun gik til side ind i en elleskov. Han hilste, idet ban red 
forbi, men fik intet svar. Da han etojeblik efter så sig til- 
bage, vendte hun ryggen til, .og den var hul som et dejtrug. 

G. M. L. 

12. En bonde gik en middagsstund i Asserbo hegn, da 
han så en ellepige, som her ude kaldes el-lise, stå og læne 
sig op mod et træ. På mandens råb : «Lad jnig se dig bag 
på!» forsvandt hun. Det er et godt råd til at fordrive dem 
med, da de ej tor vise deres ryg. V. L. 

13. En gammel kone så en gang tre ellefruer gå sam- 
men på en vej. De var hule i ryggen, da de vendte sig. 

Tøstrup. F. L. Grundtvig. 

14. Der er nogle enge nede ved Mos sø, der mente de 
også, der var ellefolfc. De lod dem somme tider se, og de 
var hule i ryggen. Niels Pedersen, Hårby. 

15. I gammel tid var der også eliefolk her på egnen, 
og de kom med deres brusende hår her op fra Kvindehoj 
her lige oven for byen, og de gik ned efter en bæk, de kalder 



1. Ellefolk, man har set. 



Norhcek, og tog vand. De slog deres hår over deres ovsler, 
og når man så dem æfor til, så var de pæne, men når de 
så dem bag til, var de så hulryggede og så slemme, te det 
var grimt at se på. Jens Pegs enke, Smidstrup. 

16. Ham, a er kaldt efter, han var skovfoged i Stenalt 
skov. Han og hans kone de gik tit i skoven for at forslå 
tiden, og da så de tit ellekjællingerne. De var smnkke og 
pæne at ae til, men når de kom nær til dem, var de hule i 
ryggen. Konen var bange for dem, men manden ikke, og 
så lod de dem have deres gang. Niels Frandsen, Vore. 

17. Karlene, der gik om natten og passede bæsterne i 
marken, havde gjort et bål af pinde for at varme sig ved. 
Det var benne i Vester -Alling kjcere tæt ved et sumpet sted, 
hvor der var elle og væld. Så kom ellekjællingerne til dem, 
og de så så smukke og dejlige ud. Men så sagde karlene til én 
af dem : «Lad mig se, om du er æbag, som du er æfor,» så- 
dan havde de lært at skulle sige, og da de havde spurgt om 
det, blev hun benne. De kunde høre, at de sagde ude i el- 
lene: «Ha-ha-ha-ha, ha-ha-ha-ha !» Anders Brøsted, Nørager. 

18. På Skjoldelev mark ligger Fisselskoven, og der var 
ellekjællinger ude. En gang kom to søskende, som vogtede 
kreaturer, der ind, for kreaturerne var løbet fra dem, og da 
de nu kom ind mellem buskene, så de to sm å nogne gå der, 
de var ikke storre end born. De havde røde luer på og 
bindærmer og var hule bagan ligesom et bagetrug. Da bornene 
så kommer hjem, fortæller de, hvad de har set. Deres for- 
ældre sagde, at det var ellekjællinger, og forbød dem tiere 
at gå der ind. Jens Peter Smed, Lading. 

19. Der var en gammel én, der hed Mads Hugger, han hug- 
gede bleger (kalk). Han gik derud om morgenen klokken 4, og 
begyndte at arbejde, og så klokken 8 kom bærerne, der skulde 
bære blege bort. Der iblandt var hans kone, som kom med 
fødevarer til ham til hans frokost. En dag, da hun kom, siger 
han : «Hvad var Kirsten Marie så tidlig efter her i morges?* 
Kirsten Marie var hans datter. Så lægger konen til at bande 
— hun var al tid så slem til at bande — at hun havde ikke 
været der. Jo, hun stod her på blegepladsen. Nej, hun læg- 
ger til at bande igjen, datteren havde ikke været der, og så 
skogrede hun af den snak. « Ja, så har det også været elle- 
konen, » siger han så, «a tykte nok, te hun var så hul æbag, a 
troede for resten ikke, der havde været flere af dem nu. Så 
havde han da set flere for hende, kan a forstå. 

Mønsted. Petrine Kristiansen, Mollerup. 



A. Ellefolk. 



20. Der har været ellepiger i lunden ved Gjesing mølle. 
Jorden Podemand så to én aften, han som sædvanlig gik fra 
gården til sit hjem i Torslev. De var at se som de pæneste 
piger, og kom ad en vej, der kryssede hans, tæt forbi ham, 
og så vendte de hani ryggen og slog et skogger op ad ham. 
De var hule i ryggen, og da han så det, så ckan et nåk: 
vææ, a fek bien å go po, a mat te å astæp Hans meldmad, 
som han havde svobt i et tdrklæde og båret under armen, 
mente han, de havde revet fra ham, da de gik om ved ham. 
Nok er det, han så hverken klæde eller meldmad siden. 

Karen Marie Rasmussen. 

21. En mand i Funder by skulde en aften ud i skoven 
for at hente sine svin, som gik på olden. Da han kom lidt 
ind i den, syntes han at kunne høre og se svinene bag 
nogle buske; men pludselig så han en ung smuk pige stå 
lænet op til et træ. Han spurgte hende da, om hun ikke 
havde set hans svin; men hun gav sig så til at løbe 
rundt om træet, og råbte: cSvin, svin!> Manden troede, at 
hun var gal, men da han nu så, at hun var hul bagtil og 
lignede et svinetrug, tvivlede han ikke om, at det var en el- 
lepige, og gik videre. Han sdgte derefter længe efter svinene, 

men fandt dem mærkelig nok ikke den aften. 

Lærer Christen Htfrdom, Funder. 

22. A havde en morbroder, han har set en eliedreng 
ligge oppe i et eliekjær på Mollerup ?nark, der kaldes Støel- 
kjceret y for det er tæt ved Mollerup skjel. Han gik der inde 
og ledte om nogle kreaturer, og da fik han oje på den dreng, 
som lå der og sov med en rød lue på. Han så ham tydelig, 
men lod ham jo ligge der inde i ellene. Den gang var der 
så mange elle alle steder, men nu er de ryddede op, nu er 
der aldrig en busk. Peder Hansen, Hårup. 

23. Min rader og en halvfarbroder, a havde, fulgtes ad 
en aften og kom da forbi to ellefolk et stød sønden for noget, 
de kaldte Hale. De var hule æbag. Min fader så ingen ting 
til. Men hans halvbroder sagde: «Men, Jesper, fornam du 
dem ikke?» — «Nej.» Og de gik endda midt igjennem dem. 

Ane Malene Jespersdatter, Lille -Londebjærg. 

24. Ost for Søby sø er en stærk skråning opad, og derpå 
er en hoj, som har været beboet af ellefolk. Folk har kunnet 
høre, at noget har arbeidef og klappet inde i hojen. Der for- 
tælles også, at når ellekonen gik op af hojen, gik hun lige 
op ad; men når hun vilde ned, fulgte hun lavningen omkring 
ved héjen. 

Omtrent to mil fra Assens går Assens-Odense landevej 



2. Gravelsmøer. Hyldefolk. 



over en temmelig stor banke, Dyne- Olænsbjaerg i Kjøng sogn. 
I forbindelse med den er en mindre, hvorom der fortælles, 
at den har været beboet af trolde, og at den om natten har 
ståetpå fire røde pæle, mens troldene dandsede inde under den. 
Sydost for Øksnébjærg og sydvest for Søbydal ligger 
Bythqje, en banke, på hvilken der er én kæmpehoj og har 
været én til. Denne banke har tit stået på fire gloende pæle, 
og troldene har dandset der inde under. Morten Rosenkjær. 



2. Gravelsmøer. Hyldefolk. 

25. Gravelsmøer opholder sig ved Bundsgårds træer og 
i Urbakken. Det er farligt at søge deres selskab for ofte. 
En mand, som hed Anders Væver, besogte dem tit, men 
blev til sidst vanvittig. Han kunde ofte blive længe borte, 
og ingen vidste, hvor han var. Når han kom tilbage, talte 
han aldrig om sit opholdssted, men han pralede bestandig 
med sin rigdom og sagde, at han ejede mere end nogen her- 
remand. Det var i grunden ganske sandt, ti han havde sin 
rigdom hos gravelsmøerne. Øland. Nik. Christensen. 

26. En gammel kone, som hed Ellen Bisp, gik til 
JBirkfuldsdal for at hente sin ko, som græssede der. Da hun 
kom til stedet, fik hun qje på tre småpiger med hvide for- 
klæder. Hun havde hørt, at nogle piger vilde gå derhen og 
samle enebærris, og troede da, at det var dem, og sa^de, at 
de behøvede ikke at være bange for hende, hun skulde ikke 
røbe dem for skovfogden. Men da hun havde sagt dette, 
forsvandt de pludselig for hendes ojesyn, og da vidste hun, 
at det var gravelsmoer. Øland. Nik. Christensen. 

27. Thomas i Boden gik en aften fra Sønderskov til sit 
hjem. Da kom tre dejlige jomfruer til ham, og de fulgte 
ham til doren. Men da han var bange for, at de skulde følge 
med ham ind, gik han baglænds ind og stak en kniv over 
ddren. De måtte da blive uden for, men han hørte længe, 
hvordan de turede. Disse jomfruer var gravelsmøer. Nik. Chr. 

28. I en lille hoj ude på skoven på Drejø har der tid- 
ligere boet hyldefolk, de var små og gronne. Det var let at 
få dem at se, når det regnede, og solen skinnede, ti da var 
det deres bedste tid, og da havde de deres toj ude til tor- 
ring. Hojen løftede sig i vejret og stod på pæle, og de små 
gronne puslinger dandsede nok så muntert der inde. B. H. Schak. 



8 A. Ellefolk. 



29. Mens gamle Kristen Grade levede, så han en gang 
helt tydelig en byldedreng. Et sted, hvor vejen går ned til 
stranden, stod der den gang et stort gammelt hyldetræ] inde 
i et bjorne af hegnet. Ved siden af træet var der et hul 
ind i hegnet så stort, at en hare omtrent kande krybe der 
igjennem. Da Kristen Grade en dag kom gående, lå to små- 
piger, hvoraf den ene var hans egen datter, og var falden 
i sftvn i nærheden af hylden. Han så da, at en lille gron 
hyldedreng kom ud af hylden, løb over de sovende piger og 
tilbage over dem igjen, derpå løb den ind igjennem hylden og* 
ned i hullet i hegnet, hvor den forsvandt B. H. Schak. 

30. Der har også været ellefolk på Lundø. Der var en 
gammel hyldebusk, som de boede under, og det var inrfe i 
byen. Ane Kirstine Refsgård, Røddtog. 

31. Folk her omkring var både bange for, at ellefolk 
og hyldefolk skulde komme og overse dem. Hyldefolkene 
var helt blanke at se til, men ellefolkene var mere dunkle, og 
de var hule bagtil Lærer K. N. Stegger, Lystrup. 



3. Ellekongen. 



32. Eliekongen skal opholde, sig i de egne af landet, 
hvor landets konge endnu ikke har været. Det skal navnlig 
være tilfældet i Stevns herred. For omtrent tredive år siden 
havde ellekongen sin vej igjennem en af Tåstrup udflytter- 
gårde og fortyrrede herved ikke blot folkenes, men meget 
mere gæssenes ro i gården, ti disse måtte vandre omkring i 
3 til 2 timer, efter at han var kommen der igjennem, og to 
og to følgendes ad under råbet: <Kjæk, kjæk, kjæk!» Om 
dette skete nødtvungent eller ej, vides ikke, men de glemte 
ikke at nikke, hver gang de kom til portene. Så blev den 
ene port flyttet anden steds hen. Lars Nielsen. 

33. I Stevns herred regjerer ellekongen, og han [tåler 
som bekjendt ikke, at nogen anden konge sætter sin fod i 
landet, hvilket imidlertid lige fuldt er sket flere gange. Han 
tåler heller ingen fremmede fjender, og i dette punkt har han 
efter sagnet haft stdrre magt til at sætte sin vilje igjennem, 
hvilket viste sig 1807, da Engelskmændene kom som fjender 
her til landet. Da de nemlig vilde ind i Stevns og derfor 
skulde over Prambroen (broen over Stevns å), kunde de ikke 
komme længere end til midten af broen. Her måtte de 



3. Eliekongen. 9 



standse og vende om, og ingen vovede at gå længere, ti en 
usynlig magt ligesom drev dem tilbage. De måtte derfor 
nojes med at hjemsøge landsbyerne på den anden side af 
åen, som Stevnsboen siger, og her plyndrede og røvede de 
rask væk, hvorimod Stevns blev fuldstændig skånet. Beboerne 
fra de hjemsogte byer flygtede derfor også over til Stevns, 
hvor de vidste, at de var i sikkerhed. P. Chr. Hansen, Langø. 

34. I Stevns herred kan ingen fjendtlig krigshær komme, 
ti eliekongen forsvarer det med hele sin store hær. I krigs- 
tid holder han stadig vagt ved grændserne rundt omkring, og 
da Engelskmændene i 1807 vilde over Prambroen og ind i 
herredet, var ellekongen parat ved broen og forhindrede ham 
i at komme ind — usynlig naturligvis. Undertiden faldt 
hans vej ind gjennem gårde, hvor begge portrummene findes 
lige over for hinanden, men for at undgå hans rumsteren 
har de bønder måttet flytte det ene portrum. I ældre tider 
har han ført musik med sig over alt, hvor han har været, 
men i den sidste tid har man ikke hørt noget dertil. En hus- 
kone fra min fødeby gik over engen, hvor igjen bækken rin- 
der, som gjor skjel mellem Stevns og Fakse herreder, med en 
mølleslump på nakken. Da hun kom over på den anden 
side af engen, satte hun sig ned ved en elletrunte for at hvile, 
men havde næppe siddet et Øjeblik, forend det begyndte at 
suse igjennem luften, og hun så, engen bugnedes op og 
ned ligesom af hele skarer af ryttere, der kom bag efter 
hverandre, og så hørte hun, at der var musik med. Midt 
iblandt alt dette blev konen så forfærdet, at hun segnede til 
jorden og besvimede. Men siden efter, da det onde vejr var 
forbi, var hun helt rask. Det må sikkert have været elle- 
kongen, der red med musik og i fuld rustning. JOrgen Jensen. 

35. Da kong Frederik den 6te en gang aflagde et besøg 
på Dragsholm, døde pludselig en dejlig stor lænkehund af 
en sjælden race, netop den nat kongen tilbragte der. Folkene 
tilskrev dette uheld eliekongens hævn, som efter sagnet har 
taget bolig i den til borgen stødende elleskov, og harmedes 
over, at et andet kronet hoved vovede at betræde hans rige. M. M. 

36. En murmester i Lyderslev arbejdede i kirketårnet, 
og der gjorde han nar ad eliekongen. Da faldt noget kalk 
ned i ojnene på ham, så han blev blind sin levetid. Folk 
sagde, at det var eliekongen, der havde kastet ham kalken 
i ojnene. H. Rardam. 

37. En pige skulde ud i Norreskov, Bråby, for at malke 
køerne, der den gang havde lov til at græsse i skoven. Hun 



10 A. Eliefolk. 



kunde imidlertid ikke finde dem, men der gik bele tiden en 
lille gron mand foran hende og drev en hel flok kvæg. Til 
sidst vendte hun om, da hun nok vidste, at den lille gronne 
mand var eliekongen, der vilde forvilde hende. F. L. Grundtvig. 

38. Skovfoged-konen Trine hørte kort for sidste jul en 
aften omtrent klokken 11 et stærkt hestetrav op og ned ad 
Holtug gade og tænkte: «Hvem mon der dog rider her så 
silde ?» Næste morgen spurgte hun sine naboer, hvem det 
kunde være. De sagde: c Véd du da ikke, at det er elle- 
kongen?* Flere har også set ham slå ild på vejen mellem 
Holtug og Gjorslev. E. Mariboe. 

39. I Stevns klint i nærheden af Hojerup kirke er der 
et sted en indhuling i klinten, der kaldes eliekongens hus. Her 
ud for gik en gang et par unge knægte i vandet. Pludselig 
fik de oje på en overmade fin dame, der stod og så på dem. 
Af undseelse vendte de sig et ojeblik om, men da de igjen 
så mod land, var damen borte. Det var sikkert eliekongens 
dronning. p. Chr. Hansen, Langø. 



4. Elleborn. Stjålne menneskeborn. 

40. Ude på Væno i Norskov havde bornene gået og 

ment deres hoveder ind om aftenen, og da kom der nogle 

elleborn, usle bitte små skabninger, og gik ved dem og hjalp 

dem at gjenne hovderne ind. Der var et stort elletræ ude i 

deres have, der sagde de, at de var under. Min gammelmo'r 

var fra den gård, og hun fortalte os det. 

Ane Katrine Jensdatter, Kloster Hedehus. 

41. Min moder tjente ovre ved Orumstrup y og da kom 

der en dag om vinteren et nøgent barn ind og satte sig på 

skorstensskjødet. De havde store skorstene den gang, og da 

konen skulde hen og røre i gryden, så hun, at barnet var 

hult bagtil. Så snakkede hun til det og spurgte hende, hvem 

hun var, og hun vilde også røre ved hende. Men så sprang barnet 

ud af doren og over leddet for gården, og dernæst hen ad 

en sti ned mod skoven i de bare fodder. Folkene Jøb bag 

efter, men hun forsvandt for dem, og så domte de, at det var 

et af ellefolkenes born, der var der inde i skoven. 

Ane Hansdatter (Lamme-Ane), Torrild. 

42. Min mormoder fortalte, at forend udskiftningen da var 
al den strækning, som nu kaldes Skårup øre efter den gamle 
del deraf, eller rettere med det nye navn Åbyskov, bevokset 



4. Ellebflrn. Stjålne menneskebarn. ' H 

med skov og træer, som tilhørte den gamle nu hartad tilin- 
tetgjorte herregård Vejstrupgård. Her fik bønderne udvisning, 
og ved at hente dette fandt en bonde en gang en dreng på 2, 
3 år, som han bragte hjem med sig. Drengen voksede vel, men 
fik et usædvanlig stort hoved og vilde aldrig snakke. En 
anden gang var bonden atter i skoven, og fler så han en 
kvinde, hvis bryster hængte langt ned, der løb og skreg på 
ét navn bestandig. Da bonden kom hjem, fortalte han om 
denne kvinde, og da udbrød drengen: «De va min moa !» 
Han blev derpå ført ud, hvor de havde fundet ham, og de så 
ham aldrig mere. Det havde altså været en eliekvindes son. N. J. 

43. Du har vel nok hørt sige af én, de kaldte Gal- 
Kragen i Påby; han var sådan ligesom lidt sæt. Han så en 
middagsstund en ellekjælling, der sad på en korsvej med et 
barn på skjødet, men det var ikke hendes eget; det var ét, 
hun havde stjålet, og Kragen kjendte barnet og vidste, hvis 
det var, og han tog det fra hende igjen og bar det hjem. 

Karen Marie Rasmussen. 



5. Lokkende ellefolk og følgeskab 

med dem. 

44. Der boede en mand i Mern, som hed Jens Væver. 
Hans kone havde nylig fået et barn, og hun var lidt syg 
endnu efter det. De var fattige folk og brugte at gå hen i 
skoven og samle pindebrænde. Så havde konen været nede 
i Togeby kohave at samle brænde, men hun kunde ikke selv 
bære det hjem. Nu vilde manden, mens han hvilede i mid- 
dagsstunden, gå ned og hente det. Da han så havde fået 
et stykke reb bundet om det og bojede sig ned for at tage 
det op på nakken, kom han til at se, at der inde under en 
elietrunte sad et nøgent menneske. Han keg noget på det 
og kom til at le noget ved sig selv, for han havde aldrig 
troet disse historier om eliefolkene. Men i det samme steg- 
ler han Uge på næsen over knippet. Han mente, at han var 
bleven svimmel, men da han nu atter vil tage brændet op, 
stegler han igjen, og sådan gik det fremdeles. Han kunde 
ikke få det på nakken, om det så skulde koste hans liv. 
Altså måtte han gå hjem og lade brændet ligge. Han vidste 

siden ikke, hvad han skulde tro om den tildragelse. 

H. P. Nielsen, Sejling. 

45. Om sommeren henslængte ellefolkene skjonne nøgler 



12 A. Ellefolk. 



garn på vejen, for at små bom skulde finde dem og tage dem 
op, hvilket ikke bekom dem vel. Lærer Schive. 

46. Ellekjællingerne kom ind om aftenen i Søndergård 
i Nielstrup og tappede ol. Det var min moders faders føde- 
gård. Den gang havde de udskåwr på stuehusene, og der 
havde de deres gamle 61 og mjød gjemt. De blandede nem- 
lig mjød der, for det var en stor gård. Så havde de en 
plejepige, der var af familien, hun var ellers henne fra Sønder- 
Borup ved Banders, og hun skulde en aften gå ind og tæppe 
et krus mjød. Da hørte hun, der stod én uden for træskåd- 
det og sagde: « Maren, lille Maren, luk op!» Nu troede hun, 
det var naboens barn, og så siger hun straks : c Ja, nu skal 
a lukke op.» Men da hun fik skåddet fra og så ud, da stod 
der en bitte dreng med et stort hoved. Hun blev så bange, 
at hun smed kruset og rendte ind til folkene og sagde, at der 
var en lille bitte én, der havde kaldt ad hende uden for, og 
hun var så angst, at hun sprang om mellem manden og 
karlen. De sad begge to ved bordet og skulde til at spise 
deres nadver, og manden for bordenden. Så varede det et 
bitte korn, da blev hunden gal, og nu kom denher bitte trold- 
dreng ind i stuen. «Hvor er du fra?» siger manden. Ja, han 
var ude fra ellerne. «Det er ikke sandt,* siger manden, efor 
det er mine eller, og der er ingen bygninger ude.» Drengen 
han blev nu ved at gjentage lige så småt: « Lille Maren, 
kom med ud.» Konen var noget rask i det, og hun siger så: 
«Er du ikke sulten, vil du ikke have noget til din nætower?* 
Det sagde han jo til. «Ja, så skal du min salighed også 
have din julenætower her,» og hun henter en tallerken grød 
og sætter den på den nedre ende af bordet og mælk til. Så 
siger han: «Hvi skal a ikke have smor i min grød lige så 
vel som de andre ?» Konen går da hen til de andres mælk 
og laver to huller og kommer sur mælk i dem i steden for 
smor: «Der har du nu smor i din grød,» siger hun. Men 
han rørte det aldrig, og så tog han noget af hans lomme 
som et stykke flæsk og lagde midt i grødhullet, og med det 
samme slog han et skvalder op, så det rungede i hele stuen. 
Den gang de havde nu afspist, og han blev ved at hviske 
til pigen: «Følg med mig ud, lille Maren,* så rejste manden 
sig og sagde: «Nu skal du blive fulgt ud.» Så rejste han 
af, og manden og karlen bag efter, men i det samme for- 
svandt han. Anden dagen kjørte manden Maren hjem til hen- 
des forældre i Borup, de turde ikke beholde hende længere, 
for de var jo rædde, denne her elledreng skulde få fat i hende. 

Rasmus Kjær, Viliendrup. 

47. Min plejemoder var barnefødt i Vinterslev, og hun 



5. Lokkende ellefolk og følgeskab med dem. 13 

fortalte, at hun havde set en lille pige ude i skoven af 
storrelse som hende selv. Hun tykte, det lignede en pige, 
hun kjendte, og så råbte hun : cBi lidt, Grete, a vil snakke 
med dig.» Men det kunde være det samme, hvordan hun 
løb omkring, den anden pige vendte bestandig forsiden til 
hende, men hun svarte hende ikke. Så nærmede hun sig en 
banke i skoven, og da hun kom dertil, så vinkede hun ad 
min plejemoder, der vilde hun have haft hende hen formo- 
dentlig. Men så kom møllerens kone og greb hende og sagde : 
«Der skal du blive fra, Maren.» For hun havde haft to born, 
der havde været ved dem, og de var nu voksne, men de var 
tossede siden, og alt hvad de stræbte efter, det var at komme 
derhen ig]en. Basmas Peter Mortensen, Mejlby. 

48. Der sad en gang en ellekone på Bostenhqj i og 
råbte: «Kom her op, Per Lovring !» Men -han vilde ikke 
komme. Han boede der, hvor Anders Vad nu boer. 

De var så klinger i lyden og vilde så gjærne blande sig 
med folk. 

Ellefolkene vil forfølge folk, men kommer de til en kors- 
vej, må de dér blive stående. Ane Marie Kristensdatter, Ørum. 

49. En pige fra Neble sad en morgen tidlig på Lang- 
bjærg og malkede. Da kom der en gammel gråklædt kjæl- 
ling og satte sig ved siden af hende. Hun talede intet, og 
pigen heller ikke. Da hun havde malket den første ko og 
gik hen til den anden, gik kjællingen med og satte sig. Men 
da nu pigen fik malket den ko med, turde hun ikke mere. 
Hun løb da hjem det bedste, hun kunde. At det var en trold- 
kvinde, derom var hun overbevist. Chr. B. 

50. Lamdrup Kohave, Svindinge, som for hundrede år 
siden var et stort overdrev til fællesgræsning for Lamdrup 
bymænd, er nu dels skov, dels agerland; men i den tid pi- 
gerne gik herud for at malke, var der en gang en pige, som 
flere gange traf en fremmed mand derude, som hun snakkede 
med. Det faldt hende dog omsider underligt, og så fortalte 
hun om ham hjemme. Der var da nogen, som sagde til hende, 
at når han nu kom næste gang igien, så skulde hun sige til 
ham, at han skulde vende sig om. Dette gjorde hun også 
næste dag, og da hun derved fik ham at se på ryggen, op- 
dagede bun, at han bagtil lignede en elletrumpe. Det var 
altså en ellemand, hun var kommen i lag med. p. Jensen. 

51. Min oldemoder på moders side hed Karen Rasmus- 
datter og var født i færgegården på Ristinge, Langeland; hun 
har fortalt min moder, at da hun tjente på Langeland som 



14 A. Enefolk. 



malkepige, var der en af datidens eliekarle, som kom til hende, 
hver gang hun var i. marken for at malke, og samlede køerne 
på ét sted, som jo var til stor tjeneste for hende. Men 
nu blev han så længe ved med sin godhed og tjeneste, at 
hun blev bange for ham og kjed af hans venskab. Så var 
det en middag, da han stod og næsten gav mine til at ven- 
nes med hende, at hun lager sin ene træsko af, sætter sig 
ned og gjor sit behov deri ved siden af mælkebøtten, og 
eliekarlen olev da så led ved hende, at han ganske forlod 
hende, og hun så ham ikke mere forend mange år efter, at 
hun var kommen her på Pyen at bo. Da viste han sig for 
hende en gang lige i middagsstunden i deres have, men talte 
ej noget til hende, og hun ej heller til ham. Siden så hun 
ham aldrig mere. Det var ellers mærkeligt nok, han var 
kommen her til Fyen, han måtte formodentlig have gået 
over på is. D. J. 

52. En pige i Hqje malkede en sommer i en mark, hvor 
der var en elledreng, som bestandig drev hende køerne sam- 
men på ét sted. Hun syntes imidlertid ikke om den hjælper 
og fortalte det hjemme. Der var da nogen, som rådede hende 
at medtage et stykke mad og bide derpå, imens hun malkede, 
men hver gang hun havde bidt, skulde hun sætte det om på 
sin træskohæl. Dette råd fulgte hun, men da eliedrengen så 
det, spyttede han flere gange ad hende og løb sin vej og kom 
aldrig mer igjen, men siden var køerne al tid spredte over 
hele løkken. JEn pige fra Trunderup, Kværndrup sogn, som gik 
ud i marken (Norremose) at malke, traf der al tid en lille 
dreng, som drev køerne sammen for hende, så det var nemt 
at få dem malkede. Men da denne dreng var af eliefolket, 
var hun ikke rigtig glad ved det alligevel, og der var da 
nogen som rådte hende, at hun skulde tage et stykke mad 
med sig o. s. v. P. Jensen, Kværndrup. 

53. Et sted var en karl bleven forelsket i en ellekjæl- 
ling og havde blandet sig med hende, men så blev han kjed 
af forholdet og nægtede at komme ud til hende en aften. 
Ellefolkene fik dog fat i ham og rendte så med ham over 
bakker og moser, så han var helt ude af sig selv. Nu hen- 
vendte han sig til en klog mand, og han gav ham det råd, 
at når nu ellekjællingen kom for at lokke ham med sig igjen, 
skulde han gå ud i gården til hende — for ind kunde hun 
ikke komme — og have en meldmad i hånden og gå og bide 
af. Så skulde han gå hen på moddingen med det samme og 
sætte sig der i naturlig forretning. Når hun så det, vilde hun 
blive kjed af ham. Han fulgte rådet, og da hun så ham 



5. Lokkende ellefolk og følgeskab med dem. 15 

bære sig sådan ad, rendte hun sin vej, og han så hende ikke 
mere. Anders Brøsted, Nørager. 

54. Der var en ellekjælling her nede i Skagelund-skoven 
nede ved Baby kjær y hun sad og gav et barn patterne inde 
i skoven, og hun var hul æbag ligesom et bagtrug. Der kom- 
mer så én gangende og får dether at se. De kaldte ham 
den tyske Krage, for han var noget tysk i snakken, og han 
var fra Dalsgården. Hun smider barnet og af sted efter ham. 
Han stak jo af, da hun smed knægten, og han kom endda 
lykkelig hjem, så hun fik ikke fat på ham. P. Justesen Kristensen. 

55. Henne ved Rode i Skibrring sogn der vilde elle- 
drengene følges hjem med hjordedrengene om aftenen. Der 
var en tre gårde, de skulde til, og når de kom så tæt op til 
gårdene, så sprang eliedrengene lige så stærkt, som de kunde, 
ned ad eliemoradset igjen der vesten for. Peder Hansen, Hårup . 

56. Min mormoder fortalte, at når hendes fader havde 
været i Svendborg, var det tit, han råbte, når han kom ude 
i gården: cSlukker ild og lysb Så vidste de al tid, at han 
havde været i lag med ellepigerne på hjemvejen/ n. J. 

57. Der var en skovfoged i Nielstrup, han havde op- 
syn med Hvalløs vie. En middag, han sad dernede i skoven, 
da kom der den fineste pige med en pandekage og satte på 
hans knæ, og så så han til pandekagen, og han så til pigen 
og vidste aldrig, hvad han skulde gjøre ved den. Endelig 
tager han hans kniv op af lommen og skjærer et kors i pande- 
kagen, og med det samme han havde gjort det, så forsvandt 
både pige og pandekage. Hun var lige så hul på hendes ryg 
som et driftetrug. Sådan fortalte manden, og han sagde også, 
at han flere gange havde set nogle af deher ellepiger dandse 
der nede i vierne. Kirsten Marie Pedersdatter, Hornslet. 

58. I Tangemosen ved Dragsholm går Væs-kjællingen om 
natten og skriger og klager sig så ynkelig for derved lokke 
folk ud i mosen. Hun boer i Væshcy tæt derved. Th. Leth. 

59. En mand gik igjennem en skov, og uden at han 
vidste hvorfra, kom en dejlig jomfru hen til ham. Hun var 
så nydelig, at han aldrig havde set hendes mage. Det var 
omtrent midt på dagen, og da manden havde hørt tale om 
ellefolk, så tvivlede han ikke om, at det måtte være en elle- 
frue. Hun talte godt for ham og søgte at lokke ham ind i 
skoven, men manden var hende for klog, og til sidst sagde 
han : «Vend dig om og lad mig se, om du er bag som for.? 
Da hun hørte det, gik hun sin vej, og han så nu, at hun 
var hul som et dejtrug. E. L. 



16 A. Ellefolk. 



60. I Elverhoj ved Torpe boede forhen nogle skjonne 
hvidklædte jomfruer; man mener, det var eliefolk. Tit 6å 
man en stor mængde linned hænge ude på hajen til torring. 
En mand fra Boslunde lagde sig en nat til at sove på højen. 
Da kom der to skjonne jomfruer og vilde overtale ham til 
at følge med ned og blive hos dem, men han vilde ikke. 
Alligevel havde de fået magt over ham, hvis ikke hanerne 
nede i Torpe i det samme havde begyndt at gale, men da 
var spøgelse-tiden omme. Chr. B. 

61. Der var ellekvinder oppe i noget kjær, de kalder 
Takh'æret. De var hule på ryggen ligesom et driftetrug. Så 
boede der en skovfoged der oppe, og hans kone havde de 
fået snakket for, så hun vilde med dem. Men hendes mand 
og husens folk de fik lige godt hold på hende, lige idet hun 
rendte -fra dem, og fik hende vendt om, og så måtte de passe 
på hende for eftertiden. Jens Hattemager, Hinnerup. 



6. Eliefolks sang. 

62. Nede på noget kjær i Skallerup er der en del sten. 
Det sted kaldes Melderåsstjcenn. Min fader fortalte, at en 
gammel mand havde stået oppe på bakken og hørt eliefruen 
sidde der nede og synge. Kjæret går ud imod fjorden, da 
her er en vig, som kaldes Båurwig. Lærer Dissing, Erslev. 

63. To karle, der lå ved et gjærde nær Brændtebjcerg 
ior at sove til middag, fik. oje på eliefruen, der kom hen imod 
dem. Da sagde den ene : «Nu skal vi lade, som om vi sover, 
så synger hun kan ske, det skal være så pænt at høre.* 
Da eliefruen var kommen nogle skridt forbi dem, satte hun 
sig ved gjærdet og sang så nydeligt, så det var mageløst 
De lå begge to så stille som en mus for ikke at forstyrre 
hende. Da middagssovnstiden var forbi, måtte de jo rejse sig 
sig, men da løb også eliefruen. A. N. 

64. Sønderhave kaldes en skov, der ligger omtrent syd 
for Kværndrup by, og her har for været mange ellefolk. Den 
gamle Peder Skovfoged var godt kjendt med dem og vidste, 
hvor de var. «Du må komme til mig ved middag eller ved 
midnat, så skal jeg vise dig dem !» sagde han til Jens Pe- 
dersen i Øksenhave, Bobjærg mark. Men han gik dog aldrig 
med ham. Derimod kunde Jens Pedersens kone og pige høre 
ellefolkene spille og synge i skoven, når de var ude at malke 
på den del af marken, der lå ud til Sønderhave. Holdt de 



6. Eliefolks sang. 17 



så op med at malke, var alt roligt, så længe de lyttede, men 
så snart de begyndte at malke, kunde de høre musiken igjen. 
Omtrent midt i Sønderhave til venstre for den store vej, 
når vi kommer fra Kværndrup, lå i gammel tid et hus, og 
her boede Marker (Markvara) Sønderhave, hans born gik i 
skoven og legede med ellefolkéne, men så var de næsten også 
helt vilde, når de havde været derude. 

Der var en gang en mand, som brændte kulmiler imel- 
lem Sønderhave og Kværndrup, omtrent der, hvor Hans 
Kristensens gård ligger, og da kom der en ellek vinde og satte 
sig ned ved kulmilerne for at varme sig, men så tog manden 
en brand og stak imellem benene på hende. Hun hujede og 
skreg og løb af sted, men næste morgen var alle milerne fuld- 
stændig spredte til alle sider. P. Jensen, Kværndrup. 

• 

65. Der stod nogle elle oppe ved Festibak ved Jordbodal. 
Der går sådan en rund (lavning) derop, og oppe ved enden af 
den rund stod ellene. Vi born skulde med vor moder der 
op at plukke eliebark. Det brugte vi at farve i. «Nu skal 
I få eliefolkene at høre,» sagde hun. Det var sådan nogne 
bitte små nogne, små gronne drenge med røde luer på. Hun 
sagde, at hun havde hørt dem synge og set bjærgdrengene løbe 
ind og ud af bakken, og så løb de og legede der ude. Hun 
sagde fremdeles, at der stod lys og brændte der ude, og hvor 
de lys var, der var ellefolkéne. Men visa dem ikke. «Ja, de 
er der såmænd alligevel,* sagde hun. Hans Pallesens enke, Ry. 

66. Hans Mørk i Vinkel tjente i Ronge, og der var 
noget, de kaldte Æleshave, det hørte til Sønder- Tulstrup gård. 
Så kunde han høre, mens han gik og flyttede kreaturerne, 
hvordan eliefolkene de sang der inde i ellerne og førte de 
fineste stemmer, og det var den dejligste sang, somme tider 
hojt og somme tider så fint, så fint. Så vilde han liste sig 
derhen og høre nojére efter, men så snart han kom til træ- 
erne, var det forbi. Han fik dem aldrig at se, men han sagde : 
cDet er Gud hjælpe mig sandt, a hørte det.» 

Odsgård. Basmus Nielsen m. fl. • 

67. Der var ellefolk i elieskifterne i Elling skov. De 
var sådan til at synge, og folk har gået efter at høre dem, 
men så blev de tåbelige. Et kvindfolk fra Elling kom til 
dem og blev vildt og tåbeligt, og siden vilde hun følge dem. 
De spillede også. Jens Pedersen, Ris. 

68. I gamle dage var der i skoven ved Rydhave en 
ellepige. Om aftenen kunde folk høre hendes sang og turde 
ikke gå i skoven. En karl, som tjente på gården, fandt me- 

E. T. Kristensen : Danske sagn i folkemund a. II. 2 



18 A. Ellefolk. 



gen behag i sangen og gik en aften i skoven, hvor han modte 
ellepigen. Hun fulgte imod hans vilje med hjem i hans kam- 
mer og var ikke til at få derfra, for der kom tre præster, som 
fik hende til at forlade gården. Jens Nielsen, Ringkjøbing. 



7. Elleskudte. 

69. En dreng i Smorumovre, der i efterhosten skulde 
finde noget kvæg om aftenen, kom til eliefruen, og hun gjorde 
hans hoved forvirret. Ellepigerne dandser ellers st.-Hansnat. 

V. Boye. 

70. En karl fra Termestrup plojede en dag i marken 
uden for byen. Kjøres venden bemærkede, at han af og til 
lo. Da der var gået en times tid, løb han væk og kom til- 
bage igjen efter nok en times forløb, helt mismodig og bleg. 
Han havde nu været i selskab med diekvinderne. R. H. K. 

71. «Mallemusse-grete» hedder et spøgelse, som huserer 
i Maglemose ved Hallerup skov; men jeg tror ellers nok, at 
hun ikke er så slem nu, som hun for har været, for nu er 
mosen opdyrket. Den gang, da den lå hen som ellemose, skulde 
man helst tage sig i agt for at komme der ved aftenstide, 
ellers blev man elleskudt. Kræmrekaren, da hun tjente til 
Grigges, hun blev da elleskudt, og det var bare, fordi hun 
kom ud og malke så meget silde en aften i hosten. Hun blev 
syg på stedet og lå syg længe, var helt tosset og forvildret 
i hovedet, men hun kom sig dog til sidst. Hun så en skik- 
kelse, siger hendes moder, og den havde fat i hende og ryst- 
ede hende. Karen Toxværd, SiJlestrup. 

72. I Lindeskoven ligger en temmelig stor sten med en 
hulning i overfladen som af et sæde; det er mærke af, at 
skovfruen eller ellefruen, hvad hun nu er, plejer at sidde der. 
I Hallerup skov er en lignende sten, der har «Mallemusse- 
grete» sit sæde; ja, lige i de sidste år, har en gammel kone 
fra Tjæreby set hende sidde der, når det blev lidt silde om 
aftenen, for konen gik hjem med sit bundt brænde på ryggen. 
«Mallemusse-grete» driver sit spil i Maglemose, som strækker 
sig ind igjennem Hallerup og et stykke på hver side. Hun 
har på tider været slem nok. Sådan var der en karl i Sønder- 
Vedby, han lever for resten endnu som en gammel mand, han 
var en aften silde ude med hestene i Maglemose, og der ser 
han lidt henne sådan en pæn pige. Nu, han fik lyst til at 
snakke med pigen og gik hen efter hende, men hun gik fra 



7. Elleskudte. 19 



ham ; så løb han for at nå heade, men hun løb også, og så- 
dan gik det i nogen tid, indtil han var hende ganske nær, 
så var det en gammel hul pil, som stod der og var halvt 
udgået. Men så blev karlen helt vild og tosset og var syg 
i lang tid efter. Karen Toxværd, SilJestrup. 

73. Det er endnu en vedtægt, at de unge karle, når de 
i visse egne afmejer høet på engene, ej lægger deres leer af 
hænderne, forend de har strøget dem. Hvis dette bliver for- 
somt, skal ellekonerne kunne lægge leerne, og da er slætte- 
karlene grebne af kjærlighed til dem. Hansen, Borbjærg. 

74. En pige har fortalt, at da hun var fuldvoksen, lå hun 
og sov i en ellemose. Men da hun rejste sig, var hun for 
styrret i hovedet og blev siden rent tosset. Da hun var tyve 
år, blev hun dobt i kirken og blev straks bedre. N. J. 

75. I en af de midterste gårde i Trunderup, kaldet 
Stærbogården, tjente en pige, som traf på en ellemand i 
marken, en gang hun var ude at malke, og snakkede med 
ham. Da hun var kommen hjem og havde fået mælken siet 
og ordnet, var hun som helt forstyrret og vilde ud til elle- 
manden igjen. Det var med nød og næppe, at man fik hende 
forhindret deri. p. Jensen, Kværndrup. 

76. I skoven på ifogrø gik beboernes kvæg løst i fællig, 
og når nu pigerne, som ralgtes ad ud at malke, havde malket 
hver sine køer, kaldte de på hverandre for at følges ad hjem. 
men en dag, som de skulde til at gå hjem, manglede den ene 
pige, som slet ikke vilde svare, hvor meget de end kaldte. Til 
sidst gik de omkring for at lede hende op og traf hende da 
enlig siddende i en ellemose ganske forvirret i hovedet. De 
fik hende med nød og næppe hjem med, og her fortalte hun , 
at der ved ellemosen var kommen en sådan dejlig mand til 
hende og havde spurgt hende, om hun vilde være hans kjæ- 
reste, og ved sin tale bedåret hende, så at hun ikke kunde 
komme væk fra ham; han havde også lokket hende til, at 
hun ikke skulde svare, når de andre piger kaldte på hende. 
Siden skulde hun hver gang ned til ellemosen, men en gang 
gav nogen hende det råd, at når ellekongen kom igjen, skulde 
hun tre gange sige til ham : « Vend dig, at jeg kan se, om 
du er bag som for.» Dette gjorde hun næste gang, og da 
hun nu så, at han var hul bagtil, råbte hun : «Nej fy, du er 
jo så hul som et dejtrug !» hvorpå han forlod hende, og siden 
den tid havde hun fred for ham. Lærer Hansen. 

77. Oppe i den vestlige udkant af Nordskoven i Horns 

2* 



20 A. Eliefolk. 



herred har der for været en mose ved navn Smedemose ; nu 
ligger den udenfor skoven og er pløjeland. Om den var det 
et almindeligt sagn, at det ikke var rigtig fat i den. En gang 
red en mand igjennem skoven på en hingst, og da han kom 
forbi Smedemose, hørte han en dejlig musik af horn og andre 
blæsende instrumenter ligesom regimentsmusik. Han stands- 
ede sin hest for at høre derpå, men på øjeblikket blev hesten 
løbsk, snøftede og fnøs, så at han ikke kunde styre den, men 
tog i fuld fart vejen hjemad og løb lige imod en smal låge, 
hvor der ikke var plads for rytteren til at komme ind uden 
at blive rendt fordærvet. I sidste ojeblik fik han dog tid til 
at lade sig glide ned af hesten, så at han slap godt derfra. 
Han troede fuldt og fast, at hesten måtte have set ting, som 
han ikke kunde se. 

En anden gang havde folkene fra en nærliggende gård 
været til høslæt i mosen. Om aftenen savnede de en halv- 
voksen, lidt tåbelig knøs, der hed Niels. De troede da, at 
han var gået forud hjem, men da de heller ikke fandt ham 
på gården, gik de på ny ud i mosen, sdgte efter ham og 
kaldte på ham. Da hørte de, at der med en spæd rost råbtes : 
« Niels, Niels !» snart hist og snart her, og Niels's stemme, 
der svarede: «Ja, her er jeg!» De gik efter stemmen, men 
når de kom derhen, hvorfra den lød, var Niels der ikke, og 
da lød stemmen et andet sted, så at de til sidst var nær ved 
at blive vildfarende. Endelig så de Niels komme løbende i 
fuld fart mellem tuerne. Han løb lige forbi dem uden at se 
dem, og da de så fik ham opløbet, var han helt vild. « Hører 
I ikke, hvor de kalder på mig?> råbte han og vilde på ny 
rive sig løs. Han fortalte dem, at en kvinde, som stod inde 
i mosen og kaldte ham ved navn, var løbet foran ham og 
stadig ved sin kalden havde lokket ham dybere ind i mosen. 
Man antog, at det var en els, som man på den egn kalder 
eliekvinderne. Fra den tid var drengen endnu mere tosset i 
hovedet end for. Anna 8tolpe, Rjobenbavn. 

78. Der ligger en gård syd for Egeskov, men ikke langt 
derfra, som hedder Skjærningegården. Der tjente en dreng 
for et halvt hundred år siden. Om ham fortælles der, at 
han en gang var bleven noget sær og vilde al tid ned i Kal-s- 
vådet, en stor eng, som ligger syd for gården, om aftenen. 
Folkene kunde da aldrig vide, hvad der var ved det, men så 
skete det en dag, de kom ned i engen, hvor drengen lå. og 
sov, at de fik at se, der løb flere små gronne drenge eller 
ellefolk omkring ham. Heraf sluttede folkene da, at det var 
disse gronne drenge, der havde haft deres spil med drengen 
og gjort ham ellevild. Folkene fik dog lykkeligvis drengen 



7. Elieskud te. 21 



snakket fra at komme der mere, end ban nødtes til, og det 
gik også helt over med ham igjen. Sødinge skole. 

79. Ellekvinderne var i elle og moradser. De var så 
slemme efter karlfolkene, og når de kom til at gå til dem, 
så var der ingen mulig råd for, at de kunde lade det være. 
Så gik de og tærtes hen. De kvinder var kjonne fortil, men 
bagtil hule som et droftetrug. Niels Simonsen, Vejrum. 

80. Der var en karl, som var så stolt, at han sagde, 
hver gang han dandsede: «Her kommer Gudfader og 6ud 
den Helligånd.* Samme karl slog en gang hø, og da ønskede 
han, at han havde sin kjæreste hos sig. Da kom der en elle- 
pige fra lÅUbjærg og sov hos ham, og hun kom til ham hver 
nat derefter. Så blev karlen tåbelig, og han gik til præsten 
for at søge råd, men han åbenbarede ham ikke sandheden. 
Da hørte de i det samme, at ellepigen råbte: «Du har lovet 
at ægte mig!» men de kunde ikke se hende. Han vilde nu 
rejse fra hende og sejlede over et stort vand, men hun fulgte 
lige godt med og græmmede ham til døde. Nik. Christensen, 

Elle bjærg ligger i Tisted sogn i Hobro-egnen. 

81. Lars Jensen, der boede i Stubberup,, tjente i sin 
ungdom i Mosegården i Dalby, og på dens mark er tvende 
småskove, af hvilke den ene for en del består af sumpet elle- 
krat. Det var i forsommeren, og de havde haft slågilde. Lars 
Jensen var en vild krabat til at dandse, og det var næsten 
dag, for gildet var forbi. Så siger han til lille-drengen: «Du 
må gjærne gå hen og lægge dig, så skal jeg nok flytte bæst- 
erne. » Han går ud til dem, de stod i eller tæt ved elleskoven. 
Efter flytningen lagde ban sig ned i græsset, for han var træt 
og tung i hovedet og faldt i sovn, men vågnede, lige i det 
solen stod op, og så et ungt, smukt fruentimmer, klædt som 
bondepige, stå over ham og pille i hans knapper. Han troede, 
det varen af pigerne fra gildet, og sagde: «Hvi kan du ikke 
lade mig sove i ro?» Men han gjorde sig nu nftjere kjendt 
med hende, end han vel turde, og først bag efter mærkede 
han, at det var galt fat. Ti fra den tid måtte han besøge 
hende i skoven hver nat og kunde aldrig have ro til at blive 
i sin seng. Gik han ikke en vis tid hver aften, så kom hun 
selv og hentede ham. Til sidst gik det så vidt, at hun kom 
efter ham midt på dagen, og folkene i gården så hende ofte 
uden for vinduet, og når hun kom der, måtte han af sted. 
Dog fik hun ikke så megen magt over ham, at hun kunde 
beholde ham. Hun var tit i færd med ham om, at han skude 
følge med hende hjem, der skulde han få mange herligheder 
at se; men det vilde han ikke, han var bange for, at deres 



22 A. Ellefolk. 



mandfolk skulde gjøre ham fortræd. Nej, det havde ingen 
nød; sagde hun, bare han vilde følge med, så skulde han få 
det godt, og var han ikke tilfreds med hende, så kunde han 
få hendes søster, der var meget kjonnere end hun, og hvad 
hun nu kunde sige. Men hun fik ikke bugt med ham. Det 
blev således ved til hen på efteråret; han blev mere og mere 
afkræftet og frygtede for, at han ikke kunde stå hende imod 
længer. Han s5gte da til præsten, som kom og lod ham lægge 
sig i sengen, gav ham sakramentet og bredte messehagelen 
over ham. Nu vidste de nok, hun vilde komme, og hun kom 
også og vilde have ham med sig, men kunde ikke. Præsten 
sagde til hende, at nu måtte hun tage ham, hvis hun kunde, 
og hvis ikke, så fik hun ikke noget at gjøre med ham tiere. 
Sa måtte hun gå med uforrettet sag, og ira den tid blev Lars 
Jensen fri for hende, men det var nok også på det yderste 
med ham. Det har nok været en ellepige, men hul i ryggen 
var hun ikke, som dog folk vil sige, den slags skal være. a. G. P. 

82. Mens min moder tjente hos Jens Hansen i Tågeby, 
tjente der en pige hos sognefogden, som hed Maren. I den 
tid gik alt kvæget løst på de fælles byjorder om efteråret, og 
når det var koldt, vilde de jo gjærne gå hen i skoven, som 
der er meget at der omkring. Nu skulde pigen en aften ud 
at malke, og da hun kom derud, var kvæget henne i en mose, 
som kaldtes Rævemosen, i Tågeby Kohave. Den var meget 
berygtet for eliefolk, og ingen holdt af at gå forbi den om 
aftenen. Lige uden for skoven ligger en hqj, Trcehoj, der for 
resten bliver brugt endnu som sømærke. Da hun. havde 
malket og skulde hjemad og så kom lige ud for Træhoj, kom- 
mer der en fin jomfru ud fra hojen, og en lille hund, som 
pigen havde med sig, foer lige ind mod jomfruen. Pigen gik 
nen imod hende, der så meget rar ud, og kaldte ad hunden. 
Jomfruen indbød nende til at komme hen i Rævemosen, tor der 
skulde være bal om natten. Pigen vilde grumme gjærne have 
været med straks, men hun skulde først hjem med mælken, 
og rendte så, hvad hun kunde, alt imens hun spildte dygtig 
af den. Hun løb ind i stegerset og satte spanden, så mælken 
floj over alle bredder. Hun vilde nu straks til at af sted igjen, 
men konen, som stod der ude, blev vred og skjældte ud/for 
det hun sådan spildte mælken. Ja, hun skulde skynde sig, sagde 
hun, for hun skulde til bal. «Nej, du skal værsågod at blive 
her og hjælpe mig at si mælken. » Der var ingen andre hjemme 
end en husmand, der stod og tarsk, og da nu pigen løb, 
sprang konen bag efter og fik fat i hendes skjort. Hun slog 
efter konen, der så fik kaldt på husmanden, og han kom og 
hjalp hende med at få pigen i seng, og så fik de stobt bly 



7. Elleskudte. 23 



over hende. Det hjalp dog ikke lige straks, men til sidst blev 
hun så dygtig, at hun blev gift. Hun kom sig dog aldrig 
rigtig. H. P. Nielsen, Sejling. 

83. I Mern sogn er der to gårde, som kaldes Skalsby- 
gårdene. Den ene beboedes for en halvtredsindstyve år siden 

af Rasmus Bosens enke. Hun havde den i livsfæste og havde 
en son, Peder Rasmussen, der bestyrede gården. Hver gang 
de skulde bage, skulde de ind i skoven og stjæle brænde til 
bagningen. På den tid tjente en pige i gården, som hed Bo- 
dil, og hun skulde hjælpe til med det. Skoven kaldtes Jens 
Bæs Kohave. Sonnen og karlen skulde bjærge brændet. Den 
ene skulde skjære det ned, og den anden slæbe det ud, og 
imidlertid skulde pigen gå og se efter, at skovfogden ikke 
skulde komme. En gang var de atter ude på fangst, og de 
blev færdige med deres, men da de nu skulde se efter pigen, 
var hun forsvunden. Peder Rasmussen kaldte ad hende, men 
fik intet svar, og de var nu bange for, at hun var gået vild. 
Så råbte han igjen, og da måtte hun til at svare, men det 
var fra en helt anden kant af skoven. De fik hende så fundet, 
men da var hun helt forstyrret i hovedet. Hun vilde ikke 
med hjem og sagde, at hun skulde hen i Langemose til bal, 
så de måtte tage hende med magt og slæbe hende hjem. Hun 
kom i seng, og de kunde nok forstå, hvad der var ved det 
med hende, hvorfor de fik hentet en kone, der kunde støbe 
bly over hende, og så blev hun da rask igjen. Så længe hun 
levede, kunde hun godt huske, hvad hun havde set, og for- 
talte det. Da hun gik der inde og lyttede, syntes hun, at 
det på én gang blev så underlig lyst omkring hende, og så 
kom der to små drenge og tog fat i hver sin hånd af hende. 
De fortalte, at de boede der ude i Langemose, og den ene 
hed Svip, og den anden bed Glooje. De bad hende så meget 
om at komme ud og dandse med dem, for eliefolkene skulde 
have bal der ude i ellemosen om natten. Hun fulgte så med 
dem fra Langemose op til en anden mose, der kaldes Karen 
Bondes mose, og var så svært glad ved at gå og tale med 
dem. Da var det, hun hørte, Peder Rasmussen kaldte ad 
hende. Første gang vilde hun ikke svare, da hun nødig vilde 
skilles fra drengene, men da han kaldte anden gang, syntes 
hun ikke, hun kunde lade det være, men aldrig så snart hun 
havde svaret, var drengene væk, og al ting var så bælmørkt 
om hende, at hun ikke kunde finde vej eller sti, men så kom 
karlene da og fandt hende. H. P. Nielsen, Sejling. 

84. Ude i Skjælby er der en mand, og han er bleven 
jordskudt. Det var en dag, han var ude at ploje, så lige 



24 A. Ellefolk. 



med ét kom der lige som et puf op af jorden, og så trillede 

der lige som et sort negle ben ad ruren foran ham. Han faldt 

naturligvis og blev helt syg og tosset i hovedet; kom sig 

gjorde han jo, men der er da dem, der mener, at han har 

en lille »nært endnu. 

Det var. mens han var dreng, han blev jordskudt, men nn er 
han mellem 40 og 60 år. Karen Toxværd, Sillestrup. 

85. Karen Bødker fortæller: Den gang jeg var barn og 
var hjemme i Bruserup, så var jeg og mine brodre ude at 
forsyne kreaturerne. Drengene vandede kvæget, men så vilde 
de ikke flytte fårene, det skulde jeg. Jeg gik så også hen 
til dem og begyndte at flytte dem, men lige med et kom der 
et pust op af jorden lige ved det ene lam, så det faldt, og 
der stod en røg og porr, så det var rent forskrækkeligt. Det 
kan nok være, jeg blev kyst og gav mig til at skrige og løbe 
bjem. «Fa'er og mo'er!» råbte jeg, «skynd jer at komme, 
det røger op af jorden, og det ene lam er død.» Herregud, 
jeg vidste jo aldrig, hvordan det kunde være ; men mine for- 
ældre vidste straks, at så var lammet jordskudt; og meget 
rigtig, da vi kom derhen, var lammet død og blev død, og 
der var kommen tre blå pletter under bugen på det. Vi skar 
straks halsen over, så blodet kunde løbe af, og brugte natur- 
ligvis sulet, det fejlede jo ingen ting. K. Toxværd, Sillestrup. 

8. Ellefolks dands. 

86. Når moserne damper stærkt, siger man, at elle- 
pigerne dandser. F. L. Grundtvig. 

87. I Vester-Assels er en stor hoj, hvorpå ellepigerne 
dandser om aftenen. Man har også hørt hammerslag der inde, 
og en kone har set smeden kjøre ind i hfljen på en glødende 
vogn. Gamle folk har tit fortalt om den smed. p. k. M. 

88. En gammel kone, som var født i disted på Fyen, 
fortalte for sin datter, at da hun var barn, så hendes moder 
ellefolk, aldeles hule i ryggen, og da bornene bad moderen 
om lov til også at få dem at se, krøb de op på en grøfte- 
vold og så eliefolkene dandse i ellekrattet der inden for. 

Fortalt af konens datter, smed Rasmus Kristensens enke på 
Lørup mark. Lars Frederiksen. 

89. EUekjællingerne dandsede i Bagtyk syd for Tarup. 
Der var et helgenbillede i Avning kirketårn, og det sagde 
man var en ellekjælling, for hun var hul i ryggen. Tarup. 



8. Ellefolks dands. 25 



90. Min fader gik en gang til Hranstrup og skulde 
gjøre hove. Så kom lian forbi Gjøtrupbjærg, og der vilde 
han vente efter en anden, som også skulde komme, og så 
satte han sig ved bjærget. Da hører han knap efter noget, der 
rasler, og så ser han to jomfruer, der dandser. Så mente han, 
de begjærede, at han skulde dandse med dem, men da fik 
han at se, at de var hule i ryggen, og så listede han af. Da 
ban kom til Hvanstrup, fortalte han jo, hvad der var hændet 
ham, men de overbegrinte Inm. Poul Snedker, Farsø. 

91. På Alken mark i Skanderborg-egnen ligger Dak- 
bjcerg, der måler omtrent tyve fod fra grundfladen til toppen. 
Her boede for nogle år siden en del eliefolk. Hver aften, når solen 
var gået ned, blev h5jen lettet og sat på store sten, og så 
dacdscde de. Folk, som kom forbi, kunde godt se dem, men de 
fik dem kun at se forfra, hvor de så meget kjonne ud. En 
hyrdedreng fra Alken, som havde været ude at sætte kvæget 
til nat, kom på hjemvejen der forbi. Han blev stående for at 
se på dandsen. Lidt efter kom en ellepige hen og bød ham 
op til dands og han gik med hende uden at tænke på no- 
get. Næste morgen gik nogle folk forbi hojen, og de fandt 
hans lig, han var datidset ihjel af ellepigen. k. P. Dalin. 

92. Kohule er et stort dalstrøg mellem Hardldslund og 
Tåstrup marker. Her boede ellefolk, som kom frem i skum- 
ringen og dandsede. Folk, som sent på dagen færdedes i 
denne dal, skulde sorge for at komme derfra inden solens 
nedgang, da elietojet ellers let kunde føre dem med sig ned 
i sumpen. Hvis man fik nogen af ellefolket at se, skulde 
man kaste en sten eller en kjæp over hovedet på, dem, så 
forsvandt de. Lærer Jensen, Lading. 

93. Min bedstemoders søster har fortalt, at hun har set 
ellepiger dandse i Tebsirup skov. Det havde regnet så stærkt, 
og ovenpå var det blevet så dejligt solskin. Så kom de ud 
af et tæt krat på en åben plads på engen og morede sig for- 
træffelig, både mandfolk og kvindeskikkelser. Hun var fra en 
gård tæt ved skoven, sad og syede og skulde se efter køerne. 

Jens Andersen, Te bs trup. 

94. En mand, der boede ved en af de strandmoser, der 
fra Jægerspris skove strækker sig ud imod Roskilde fjord, 
var en dag med sin halvoksne datter ude at rive hø i engene. 
1 middagsstunden lagde de sig til hvile ved en hov tæt ved 
en ellemose, der var i skovkanten. Da de var ved at sove, 
Wte de en nydelig musik fra mosen, og som de hørte på 
<fet, kom en smuk jomfru dand sende efter musikken ud af 



26 A. Ellefolk. 



mosen og hen imod dem. Datteren rejste sig og vilde dandse 
hende i møde, men den gamle holdt på hende og tvang hende 
til at lægge sig næsegrus ned i hoven og ikke se på elsen 
(diekvinden). «Lad os se,» sagde den gamle, «om du ser ud bag, 
som du ser ud for.» Da vendte elsen sig om, og så korn der 
sådan en storm, at høet fra hoven hvirvlede hojt op om dem, 
men i steden for elsen så de kun en elietrunte. «Men hvad 
er dog det? » råbte datteren. «A, når hun først har f . . .t af,» 
svarede den gamle, «så går det nok over.» Og med det 
samme hørte musik og storm op, og elletrunten forsvandt. 

Anna Stolpe, KjObenhavn. 

95. I Alling var der en pige, der gik og passede en 
ko, og så kom der nogle ellefolk til hende og dandste med 
hende, og hun kunde ikke blive skilt ved dem. Hun var snart 
helt fra sandsen, da de kom til hende. Jens Pedersen, Jævngyde. 



96. En ung karl, Jens Bovens, der var hjorde ude i 
skoven, kom om ved et sted, de kalder de døde eller. Så 
kom han ikke hjem om middagen med køerne, og de skulde 
ud og lede om ham, og da de fandt ham, var han helt van- 
vittig. EUefolkene havde dandst med ham, og siden den tid 
vokste han ikke. Han blev ikke storre end en lille dreng 
nogen sinde. Jens Pedersen, Jævngyde. 

97. De* har også snakket om ellefolk på denher bymark 

her ude ved skoven. Det er i noget, de kalder de dqjer eller, 

og har al tid kaldt dem sådan. De skal have været efter en 

hjordedreng og vilde have ham med dem, og havde en grumme 

tummel med ham. Men så korn moderen og fik ham reddet. 

Ole Povlsen, Jævngyde. 

98. Nede ved Skjodstrup var der en hoj, der var så 
mange elle ved siden af, og der var mange ellefolk. De 
dandste så gjævt oppe ved hdjen. Så var der en dreng, der 
gik og gandede (o: vogtede) kreaturerne, han havde sådan 

E laser af at se på dem. Til sidst omkredsede de drengen, og 
an kunde ikke komme ud nogen steder. Deres karl han 
plovede knap derved, og så red han ind i kredsen og snap- 
pede drengen og red hjem med ham. Men drengen han var 
så sær alle tider siden. Det var al tid hans mundheld, han 
vilde ud til eliefolkene. Margrete Jensdatter, Mejlby. 

99. En snedker i Nielstrtip gik ned i skoven om mid- 
dagen og dandste med ellekjællingerne, ilav han skulde have 
sovet middagssøvn. Men han blev så mager af det og kom 
til at se så ringe ud. Kirsten Marie Pedersdatter, Hornslet. 

100. Det var i Balle, deres flyttehjorde blev henne en 



8. Ellefolks dands. 27 



gang og var væk i otte dage. De mente, at han var gået i 
et hul og druknet. Men så en dag, de gik og mejede, da fik 
de at se, at der kom en hel flok pæne jomfruer ud af et hurl 
elle og gik og dandsede, og der imellem var jo drengen. 
Karlen smed nu bjollen og sprang lige ind imellem dem og 
snappede drengen. Jomfruerne sagde ingen ting, men stod 
og så på ham en lidt, og så vendte de dem omkring og 
rejste ind i ellene igjen. Drengen kunde ingen ting fortælle, 
andt end han havde været imellem de pæne damer, og han var 
siden ikke rigtig i hovedet. Kirsten Marie Pedersdatter, Hornslet. 

101. En karl og en dreng fra Niels Lets gård i Kvotrup 
var nede i Ris skov en dag, og da fik drengen at se, hvor- 
dan ellekjæUingerne dandsede. Da de så var komne hjem, 
og karlen stod inde i loen og skar hakkelse, var drengen 
bleven henne. Han sprang så tilbage til skoven og fik fat 
i drengen og fik ham hjem. Han havde jo fået lyst til at 
løbe derned igjen. Kristiane Pedersdatter, Kvotrup. 

102. Kusk-Jakob'es son, Kusk-Mads, fik en ellevildelse, 
mens han som stor dreng var hjemme ved hans fader i 
Byatrup. Når det kom på ham, rendte han ned i en torve- 
mose mellem Stilling og Bjatrup, de kalder Norre-mose, og 
der var nogle kvindfolk, der tog imod ham og dandste med 
ham. Så vilde hans forældre have præsten i BUgind derover 
og følge med ham derned. Han kom også, og drengen førte 
dem nu hen til et hul og sagde, at der fik de små folk ham 
med ned. Det hul var ved en ellebusk. Da han siden kom 
på sessionen, vilde faderen have ham taget fri, og han fortalte, 
at når sonnen satte ned til ellekonen, kunde han rende så 
stærkt, at ingen hest kunde rende ham op. Ja, så sagde 
sessionsherrerne for plaser, at de vilde have ham til jæger, 
men de tog ham slet ikke, for han var for bitte. 

Kytter-Niels, Hdrning. 

103. En småmand i Bramstrup vai kommen i lag med 
ellekjæUingerne, de understøttede ham og gav ham en god 
forplejning, men han skulde møde visse dage hver uge hos 
dem på et bestemt sted, og det var ovre i Radbjærg hede, 
der havde de dands og lystighed, og så skulde han dandse 
med dem. Det samkvem blev han nu ved med i flere år, og 
de betalte ham godt for at komme der. Endelig bliver han 
lidt gammel og kan ikke stå ved det længere, og så blev han 
da hjemme. Der var jo mange forsamlede, og han skulde 
dandse med dem alle sammen. Så blev de fornærmede på 
ham, og en aften, han havde været til mølle i Alstrup mølle, 
så træffede de ham pa vejen, og der klemte de ham ihjel. 

Basmus Kjær, Viliendrup. 



28 A. Ellefolk. 



104. En pige, der var fra en gård inde i Oalten by, 
skulde sætte farene til ly ude på marken, for det var sådan 
et strængt vejr, og så satte hun dem nede ved purrerne i elle- 
kjæret. Men der kommer hun til nogle voslinger, og dem var 
hun ved til langt ud på natten. Hun sagde siden, at der var 
nogle, der spillede, og de andre dandste, og hun dandste med dem. 
Der var båae mandfolk og kvindfolk, og de var i røde bindærmer. 
Hun kom endelig hjem hen ad morgenen og sogte selv hen- 
des seng. Så kaldte folkene på hende, at hun skulde ud at 
malke, og hun stod op, men hun kunde ikke snakke, ikke 
heller få hendes mund op, det var, ligesom deu var helt vristet 
sammen. Da de kunde nu ikke ørke et ord af hende, så 
blev de rædde og fik bud efter en klog mand, der boede ude 
i Låsby elleskov. Han sagde, at hun havde dandst med elle- 
folkene, og nu skulde de føre hende derud igjen ; en mand 
skulde gå ved hver side af hende, og selv skulde hun ride 
på et limeskaft. Når de kom så vidt, at hun kunde se elle- 
folkene, så skulde de føre hende tilbage igjen. Han vristede 
så munden op på hende med en sølvske, og de kom af sted. 
Endelig kunde hun se dem, og så gav hun et skrig og sagde : 
«Der er de !» Med det samme vilde hun have løbet hen til 
dem, men mændene holdt i hende og trak hende med til- 
bage. Hun kom nu hjem og var frelst og fortalte hele rede- 
ligheden; men hun holdt aldrig siden af at tale om det, og 
var ellers noget sær siden den tid. A kan huske hende som 
gammel kone, hun var gift med Jens Snedker, og de kaldte 
hende Karen Snedkers. Ane Margrete Sørensdatter, SkjOrring. 

105. Ellefolkene boer under elietrunterne og kommer kun 
frem om sommernætterne for at holde dands. Ved den 
tid er det farligt at komme ellemoserne nær, da ellefolkene 
vil drage folk til sig. Bliver man forgjort af dem, er der 
ikke andre råd end at støbe bly over dem. Så vidt jeg véd, 
bestod det i at smælte bly og hælde ud i en skål vand over 
den syges hoved. Så dannede der sig figurer i vandet af 
blyet, og de skulde forklare trolddommen. Det var også 
farligt at komme ned i ellemosen i middagsstunden. Om 
sommeren lå den tor, men om vinteren stod den under vand, 
og da ragede elletrun terne op som en mængde småøer. For- 
neden bortskyllede så vandet de løse dele, og derved dan- 
nedes dybe huller ind iraellem rodderne. Når vi born så om 
sommeren gik og plukkede hindbær, var vi næsten helt bange 
for at gå der, og fulde af angst keg vi stadig ind under elle- 
trunterne. H. P. Nielsen, Sejling. 



0. Taget af ellefolk. 29 



9. Taget af ellefolk. 

106. Gamle Johanne har fortalt, at der var ellefolk i 
Havreballe skov. En karl, der var ude at lede efter nogle 
hoveder en middag, var kommen til dem, og de dandsede 
med ham, og han gik ned til dem hver dag til en bestemt 
tid, og han viste folk, hvor han gik ned. Det var ved en 
elierod. Men når han var hjemme, var han så sær og kunde 
hverken sand se eller samle. Der måtte tre præster til ham 
og læse for ham, inden de fik ham løst ud af det. Så var 
han rele efter den tid, men han skulde jo passe på ikke at 
komme der ud mere. M. H. og J. B. 

107. En ung pige, der hed Gjertrud, fra Satrup mark 
— det hører for resten til Hylke sogn — hun gik til elle- 
folkene i skoven tæt ved og var aldrig fra dem. Hun kom 
ind til forældrene en gang imellem, men så smuttede hun 
igjen, og de kunde ikke passe hende. Hun var sær og blev 
sær, til nun døde. De ellefolk sang så godt Ris. 

108. I krattet ved Haverslund var det fuldt af ellepiger, 
og i byen boede en mand, som havde en smuk son ved 
navn Tammes (Thomas). Ham havde eliekvinderne et godt 
oje til, og når han sildig om aftenen drev kvæget ned i 
folden, hørte han på deres sang og spil og så' på deres dands. 
Tit blev han længe borte, og så skjændte faderen på ham, 
men hans længsel forøgedes så meget des mere. Endelig en 
silde aften, vovede han sig så nær, at de slog kreds om ham, 
og så kom han ikke mere hjem. Forældre ventede forgjæves 
i tre år på ham. Da hørte de tale om en klog kone, der 
skulde kunne hjælpe, og de fik hende derned en vis aften 
og ventede udenfor krattet med spændt opmærksomhed. En- 
delig hørte dandsen op, og ellepigerne forsvandt, men der lå 
noget på jorden, og det var Tammes. Men han var død. De 
havde dandset ham ihjel, og blodet flød ud af næse og mund. 
Efter den tid vilde intet lykkes hos Nis Tamsen, hvorimod 
alt lykkedes, mens sonnen var hos ellepigerne. Det var omtrent 
år 1700, da hr. Peder Thæde var præst i Osterløgum. A. L. 

109. Ved Knud Andersens gård i Bubbel var der i 
gamle dage ellefolk. En gang konen i gården havde gjort 
barsel, gik hun ud, inden hun havde holdt sin kirkegang. Da 
kom én af ellefolkene efter hende og greb fat i hende, men 
hun sled sig fra ham og rendte hjem efter kjøkkendoren, alt 
hvad hun kunde, og råbte, at de skulde lukke op. Men in- 
den dette skete, tog ellemanden hende. K. P. Dalin. 



30 A. Ellefolk. 



110. I gamle dage var der en ellemose ved Stågerup, 
Otterup sogn, og man sagde, at der var ellefolk, og det 
hændte sig en gang, at en pige, der tjente i den gård, som 
oven nævnte ellemose tilhørte, var ude at malke og kom da til 
eliefolkene. Det skete da tit, at hun blev for sildig borte, 
hvorfor hendes madmoder vilde vide, hvordan det forholdt sig. 
Hun sagde, at hun havde en ellemand til kjæreste, og det 
var ham, hun talte med. Derfor var hun så sent på færde. 
cHam skal du lade fare,* sagde madmoderen, cog når du 
skal der ud igjen, så skal du have et stykke smorrebrød med, 
og det skal du begynde at spise, når han kommer, så har 
han ingen magt over dig mere. Men det vilde pigen ikke, 
og straks efter blev hun borte, og ingen hørte mere til hende. 

Rasmus Kristensen, Vester-Skjerninge. 



10. Eliefolk i husene. 

111. I byen Binderup var en aften en familie samlet i 
sin stue, og på én gang blev man et lys vaer, der hævede 
sig op af en i nærheden liggende hoj og nærmede sig huset. 
Der bankedes på doren, og en kvinde i hvide klæder trådte ind 
og gik hen og satte sig ved bordet Da hun havde siddet 
der en stund, gik hun atter ud af doren, men nu så man, at 
hun var hul i ryggen, hun gik atter hen mod hojen og for- 
svandt. Folkene turde aldrig mere nærme sig hojen, når det 
var mørkt. A. O. L. 

112. En gammel og troværdig kone fra Staby, der hed 
Ane Marie Digeborg, har fortalt : Da jeg var en lille én, så jeg 
en lille bitte kvinde komme op ved den ene side af klokkehuset. 
Hun stod stille et bitte gran, så sagde hun: «Hvem er a?> 
— «I er æ bussemand,* sagde jeg, og så sok hun for en 
ulykke lige ned igjen. p. K. Madsen. 

113. Der fortælles, at her i en gård boede ellefolk, som 
voldte, at deres kalve al tid døde. Så en dag, folkene var 
ved at bage, og det var en klingrende frost med snefog, kom 
eliefolkene ind for at varme sig ved ovnen, og sagde: «Det 
hytter og fytter i då, mower !» Konen, der var vred på 
dem, fordi de ødelagde kalvene, vilde jage dem hort, men 
fik til svar, at de skulde bare flytte deres kalve et andet sted 
hen, da vandet fra dem løb ned på deres bord. Kalvene 
blev så flyttede, og der var ingen af dem, der siden døde. 

Maren Nielsen, Fur. 



10. Eliefolk i husene. 31 

114. For min fader kom her, var der eliefolk her i 
gården. Deres kalve vilde do for dem. Så en dag kom et 
lille elle-kvindemenneske og sagde, at de skulde flytte deres 
kalve, for de piste ned til dem. Anders Olesen, Dostrup. 

115. Eliefolkene skal have holdt meget af varme, skjondt 
de boede inde i den kolde jord, ti de kom tit frem med 
hornene på armen og varmede sig ved bagerovnen. Lærei Schive. 

116. En gammel kone havde tjent et sted nede i Vester- 
egnen, ilav hun var pige, og der sad to ellepiger på skor- 
stenen, når folkene var gåede ind, og der var et hul ned i 
jorden for ved skorstenen, der smut de ned, når konen eller 
pigen kom. Ane Kirstine Kristensdatter, Hoven. 

117. I Bjærggård i Nederby på Fur kom i gamle dage 
undertiden en ellekone ind, når de bagede, for at varme sig 
ved ovnen. Hun havde gjærne et barn på ryggen, og hendes 
bryster var så lange, at hun kunde slå dem over skuldrene 
og give barnet på ryggen die. r. h. K. 

118. I en anden gård var der også mange ellefolk, som 
voldte megen uro. Så en aften kom manden hjem og for- 
talte, at nu var han vis på, de nok skulde få ro i gården, 
han havde set, at alle ellefolkene flyttede om i naboens gård. 
Fra den dag af var de også fri for dem. Der, hvor de nu 
kom til, var en kone, som slet ikke kunde høre. Men om 
natten, når andre sov, kunde hun høre, ellefolkene tumlede 
med oltønderne, tor da var de ved at brygge. Da de så 
havde boet i denne gård en tid lang, var det en nat, at færge- 
manden roede over sundet uafbrudt den hele nat uden at 
vide, hvad han roede med og uden at kunne få lov at gå i 
land. Han kunde mærke, der var noget i båden for hver 
gang, men han så ingen ting. Endelig, da han atter var ved 
den anden side, kom der én og satte ham en anden hat på 
hovedet, og så kunde han se en forfærdelig mængde stå på 
stranden. Først nu forstod han, hvad han havde sejlet med. 
Der kom så én af dem og stak ham en fyldt pengepung i 
hånden, så færgemanden fra den dag af var en rig mand. 
Siden hin nat har der ingen ellefolk været på øen. 

Maren Nielsen, Fur. 

11. Ellekonen vasker toj. 

119. Ved den bæk, der løber lige vesten om Vejrum 
præstegård, skal der i sin tid have boet ellefolk. Deres 



32 A. Eliefolk. 



kvinder, som ofte har været set, når de stod og vaskede toj 
i bækken, havde meget lange bryster. M. Møller. 

120. Når vi kommer fra Ferup by og går ud mod 
Norvang, kommer vi over en bæk, som løber ned til Nebel 
å. Her ved bækken til hojre for vejen inde på engen kan 
ældre folk endnu huske, at der groede en del ellebuske, og 
under en kroget el, som stod her, har man for set en elle- 
pige stå og banke bøg (vask) op. Ellebuskene er nu fjærnede, 
og bækken rettet. Engen kaldes Heilet, hvilket nogle mener 
skal være Helvede. P. Jensen, Kværndrup. 

121. Lidt nord for Pjedsted løber en bæk, som over- 
skjærer jærnbanen, og den kaldes Fesbæk. Der står om nat- 
ten en eliefrue lidt fra banen og banker toj. 

Man fortæller en ret morsom spøg fra dette sted. En mand 
kom en lys aften balende ned ad skrænten mod bækken og bører 
da ganske tydeligt ellekonen banke tøj. Han står i sin angst stille, 
men da kan ban intet børe. Det samme gjentager sig flere gange. 
Så snart han løber, kan ban børe den uhyggelige banken, men når 
ban standser, standser denne også. Endelig opdager ban, hvad det 
er. Han havde pattet sin snustobaksdåse i sin bat, et yndet sted 
for lignende ting, og det var den, der gjorde alarmen, når han løb. 

Mads Jepsen. 



12. Eliefolk forlanger og yder hjælp. 

122. Når ellefolkene havde brugt folks sager, lagde de 
penge til dem soin vederlag. Ane Noer, Vilsted. 

123. Ellekjællingerne dandsede og morede dem ude i 
Kairis. Der var en plads her neden for gården, der kaldtes 
Fruerstuen, og på den morede de dem især. Det var tit, 
én og anden kom i deres lag, men så kom de al tid 
syge hjem. Der ligger en lille hoj, Kalrishoj, et stykke her 
henne, den ligger i Jens Baks Kairis, men er nu slojfet, og 
der havde de især deres bopæl. Derfra gik de ind i den 
vestre gård i byen og lånte skydsel og rage. Jens Andersen, Kalris. 

124. Ude i Alstrup sogn, ligger en gård imellem nogle 
store bakker, og i de bakker boede der ellefolk. Ellepigerne 
sad der inde i deres dagligstue om natten og kartede og 
spandt De kom en gang til den gård og vilde låne et kar 
61. Så havde de også et karfuld, der stod, for de havde 
nylig brygget, og konen fulgtes så med dem ud at vise dem 
det Der lå to pinde overkors over karret, og dem for- 
langte ellepigen, at hun skulde tage væk. Det gjorde konen 



12. Eliefolk forlanger og yder hjælp. 33 

så^ og pigen gik med karret. Hun leverede det også tilbage 
igjen, og det var udmærket godt 61. Kristian Torp, Ullita. 

125. Gamle Basmus Rasmussen i Lyndelse bar fortalt, 
at han en gang havde været i Lillevangen (Lyndelse skov) 
og taget nogle vidjevSgre til en kurv, som han begyndte på 
om aftenen og derfor lod ligge inde i stuen, da de gik i seng; 
men ud på natten kom der sådan et kjont kvindfolk ind til 
dem, det så hans kone, og hun puffede ham i siderne, til 
han vågnede, og nu kom hun tæt hen til sengen og så på 
ham. Han formodede, at det måtte være en ellekvinde, som 
han kanske havde fornærmet, den gang han tog vogrene, og 
derfor sagde han: c Gå kun, i morgen, så snart det bliver 
dag, skal jeg nok bære dem ned, hvor jeg tog dem.» Hun 
gik; og da de så hende bag på, lignede hun en gammel elle- 
trunte. Næste morgen bar Basmus alle vogrene ned, hvor 
han havde taget dem. D. J. 

126. Der vat en tid, da eliefolkene om aftenen ved 

solens nedgang kunde høres råbe til høstfolkene : «Hov, hov, 

skynd jer og kom hjem, det bliver hftjtvejr i morgen !» Det 

skulde betyde, at det blev ondt vejr næste dag. 

Ane Nielsen, Lisbjærg-Terp. 

127. For mange år siden sogte en fiskerpige ind i skoven 
ved Kokkedal på Sjælland i et meget stærkt tordenvejr og 
faldt i søvn og dromte, at en troldkvinde sagde til hende: 
« Dersom du vil sorge for, at dette træ, du her sidder under, 
bliver stående, når den øvrige skov bliver hugget, skal du 
komme til at eje Kokkedal, ti jeg boer i dette træ.> Et par 
år efter giftede ejeren af Kokkedal sig med den fiskerpige, 
og da han lod skoven omhugge, sorgede hun for, at træet ole v 
stående, derfor kaldes det endnu Frue-bøgen. Det er et dej- 
ligt træ, står ude på marken og er nu sømærke. E. J. W. 

128. Midt på Kokkedals marker, tre og en halv mil fra 
KjSbenhavn, står en uhyre bøg, der tjener som sømærke for 
Sundet og kaldes Fruens bog. Her har forhen stået en stor 
skov, og her gik en aften nogle piger, der kom hjem fra de- 
res arbejde på marken, da der pludselig opstod et slemt uvejr 
med lyn og torden. De løb alle sammen for at nå hjemmet 
med undtagelse af én, der stillede sig under det store træ 
for at søge ly. Her viste sig en hvidklædt skikkelse for 
hende og åbenbarede hende, at hun en gang skulde blive 
huskvinde på Kokkedal, kun måtte hun love aldrig at give 
sit minde til, at dette træ blev fældet Nogle år efter så her- 
ren på Kokkedal hende, syntes godt om hende og friede til 
hende. Da hun huskede spådommen, gav hun ham sit ja. 

E. T. Kristensen: Danske sagn i folkemunde. II. 3 



34 A. Eliefolk. 



Hele skoven er siden fældet, kun dette ene træ er ejerne* for- 
pligtede til at lade stå. F. Algreen Ussing. 

Dette sagn findes stærkt adformet i en årgang af c Danmarks 
illustrerede Almanak* ved GI. Rosenhoff. 

129. Uden for Legeveds vang sønden til der ligger en 
hqj, som kaldes Kalve kuUe. På samme hoj er en stor sten, 
i den sten er et stort hul, som en elveko haver født en kalv 
udi. Som nn denne kalv var fød, løb elvekoen steaks frem 
til byen til en kilde og drak af hende. I det samme kom 
der en kvinde at hente sig en spand vand af samme kilde til 
at lade i sin kjærne. Og så meget vand, som hun lod i kjær- 
nen, det blev til smor. Der kvinden dette fornam, hentede 
hun mer vand, men dette havde dog intet på sig. 

Fjelkinge sogn, Villands herred. Præsteberetning til Ole Worm. 

13. Ellefolks tyveri. 

130. En pige i Lodderup bandt korn en måneskins- 
aften. Da hun var færdig hermed, så hun ellekonen. Hun 
havde et brunt skjort og en brun troje. Hun tænkte da, 
hvad ellekonen vilde her, men kom endelig efter, at hun 
havde et lille stykke brød i sin lomme. Det kastede hun 
til ellekonen, og så forsvandt denne. Nik. Christensen. 

131. En karl fortalte mig følgende: Hans fader tjente 
i TSjstrupy og den gang gik skoven helt ned til Tojstrup by, 
nu er der kanske en hel fjerdingvej op til den. Der i skoven 
var eliefolk, som var hule op ad ryggen. De kom tit hen 
til ham, når han var hyrde, og de vilde gjærne liste hans 
meldmad fra ham, det var jo det, de gik efter. De gik også 
ind i byen og var slemme til at stjæle der og tage deres 
katte. I)em spiste de, sagde man. Folkene skulde se noje 

å, at deres katte ikke var ene i stuen, for ellers snappede 
e dem. Basmus Dyrholm, Bode. 

132. En mand i Hesselager tæt ved Nyborg havde en 
mose, hvori der var ellefolk. En dag bagede hans kone og 
lagde brødene uden for huset i et dejtrug; men eliefolkene 
fik lyst til dem og tog dem alle sammen. En lille pige, som 
så dette, fortalte det til konen, og hun fortalte det igjen til 
manden, da han kom hjem. Så blev han meget vred og gav 
sig til at grave i mosen efter dem. Han fandt dem imidler- 
tid ikke, og ellefolkene blev fortrydelige og plagede ham på 
alle måder, så de til sidst plagede livet af ham. Efter hans 
død mærkede man dem ikke. Nik. Christensen. 



i 



13. Eliefolks tyveri. 35 

133. I Oinnerup ved Kreibjarg er der så mange hoje, 
og der har for i dage været eliefolk. Min moders moder har 
fortalt, at de var så tyveblændte, man kunde høre dem komme 
om natten og øse op af dejnekarret i deres malmgryder, men 
når man slog kors på dejen, kunde de ikke tage det, og det 

8 'orde man så og gjor endnu, men uden at tænke derved. 
d gang ellekonen kom til Mads Bakkes gård, fortæller en 
anden, kom manden over hende med en økse, som hun stod 
og vilde øse dej op i sin malmgryde; denne slængte hun og 
løb sin vej, og gryden havde man længe der i gården, indtil 
en gang, man havde glemt den ude en nat, og da var den 
borte om morgenen. 

Men allerværst var de efter udobte born, og derfor slog 
man kors over vuggen, på begge ender, på siderne, foran og 
forneden. En nat kom der to og vilde tage et barn, men 
der var slået kors over vuggen. «Tag den ud af enden!* 
sagde den ene. «Det kan jeg ikke,* sagde den anden, «for 
der er slået kors.> — « Tag det ud af siden !> — «Nej, det kan 
jeg heller ikke, der er slået kors alle steder.* Så måtte de 
gå igjen. Man kunde også se dem om dagen; de havde 
sis, store bryster, at de måtte slå dem op over deres aksler, 
når de rendte. p. K. M. 

134. Når der skulde være gilde nogen steder i Jævn- 
gyde, og de havde bagt og brygget til det, så kom der nogle 
ellekjællinger om natten og tog både brød og 51. De var 
så smykkede og pæne at se til, når de så dem for fra, men 
bag til var de som et driftetrug. Var folkene ved at gjøre 
ild på, og der kom sådan en kjælling i det samme, når de 
så ikke vilde give den det, den forlangte, så slukkede den 
ilden, og de kunde ikke få den til at brænde mere. 

Ane Marie Jensdatter, Hårby. 

135. I Bal hestehave, som hører til Hovdinggård, findes 
en ellemose, som forhen må have været meget storre, da 
den nu er gravet ud. Her fandtes ellepiger, som malkede 
bøndernes køer der ude i skoven. Basmus Jensen fra Mern 
gik en aftenstund der ude og sogte efter heste, og så da 
flere ellepiger sidde og malke køerne fra den by, han boede 
i. De løb nok så vims fra den ene ko til den anden, og da 
han havde set lidt på dem, blev han så fortumlet i hovedet, 
at han nær ej havde fundet ud af skoven og slet ingen heste 
fandt. Bang. 



Z* 



36 . A. Eliefolk. 



14. Ellefolk gjor fortræd. 

136. Farer nogen vild i skoven, er det eliefolkene, der 
lader én gå vild. Man skal da vende et klædningsstykke avet. 

137. Min bedstefader var fra Stovring. Der græssede 
de forhen deres bæster på de åbne pletter inde i Stovring- 
gårds skov, den gang var den ikke så fuldkommen, som den 
er nu, og der var mange ellebuske. En aften, han red hjem, 
kom ellekjællingerne efter ham. Hestene blev så gale og 
piskede med halerne, og det hvide skum drap af dem, in- 
den han kom til byen, og, det er endda ikke så forfærdelig 
langt. Han så også tit ellekjællingerne sidde og spinde der 
ude, og de var hule æbag. Lavrs Jensen, Marie-Malene. 

138. Ved Fjelkinge by nær hos en mands gård, der står 

tre hoje stene, hvilke kaldes Modis. Der siges at være ondt 

hos samme stene, og folk hatfer ofte set spøgelse der. Og 

endnu denne dag om aftenen silde, når nogne går frem om 

samme sten og vil råbe : Bodis, da vederfares de visselig ondt. 

Rodis : Rådys, af rå : Huldre og dyss : dysse. 
Villands herred. Præsteberetning til Ole Worm. 

„139. Dasvad er i skjellet mellem Helstrup, Grensten 
og Ostervelling. Der løb nogle ellekjællinger og løb langs 
med vejen ..efter Ulstrup, indtil de kom til skjellet mellem 
Langå og Ostervelling, og så tilbage igjen til broen. Når én 
kom ridende ad den vej ved nattetid og kom i møde med 
dem, gjaldt det om, hvem der kunde først komme over broen. 
Kom de først, lagde de dem på broen, og så kunde den rid- 
ende ikke komme over, inden han sagde: «Er du et men- 
neske, så tal, er du en djævel, så vig !» Kristen Andersen, Vore. 

140. Ved Nordige oppe i skoven på Gjøl var der elle- 
folk, og i de vesterste steder i byen dværge. De havde klæder 
(linned) og ét og andet ude. Det var for 1802 ved Nordige, 
da der kom beboere dertil, og de fordrev dem derfra, men 
de fik andet at vide, folk eller fæ kunde ikke være nogen 
steder. Men så siden har der ikke været noget i vejen og er 
heller ikke den dag i dag. Nik. Christensen. 

141. Vesten for Rovenborg i Vejrum ved Struer lå en 
hoj, som i den senere tid er bleven slojfet, og der boede el- 
lefolk. De havde tillige deres gang i en lavning, hvor der 
løb en bæk og stod nogle gamle piletræer. Under et af disse 
var der et hul, og det var nedgangen til. deres bolig. Folkene 
i Rovenborg levede i god forståelse med eliefolket, og hver 



14. Eliefolk gjør fortræd. 37 

juleaften satte de grød ud til dem, hvorfor alt trivedes vel 
i gården. Men nu skete det en gang, at de havde en karl, 
der var en rigtig drillepig, og han var da kommen de her 
eUefolk for nær på en % måde, det var noget med deres grød, 
kort, de var blevne vrede på ham og vilde have hævn. Så 
en hellig juleaften, da karlen havde været ude at fodre hest- 
ene og lige vilde gå ind, stodte han pludselig mod et træ, 
hvilket han blev meget forundret over, da der ingen træer 
var i gården; han vender sig til den anden side, men der 
stod også et træ, og snart opdager han, at han pludselig var 
flyttet ind i en skov, og således var det. Han vankede længe 
om, men kunde ikke finde sig til rette, da han ikke kunde 
se noget for det tætte mørke, og først da han hen på morg- 
enen hørte, hanen gol på Kvistrup, hittede han der til og 
fandt så uden videre hændelser hjem. M. Møller, Sir. 

142. Der var eliefolk i Kristen Skyttes have i Gassum, 
og de kom tit ind i kjøkkenet og sad og varmede sig ved 
ilden, når det var koldt. En aften, det var snevejr, sagde 
de til manden : <De hytterer, å de pytterer, bitte fåer.» Der 
kom de ellers godt ud af det med folkene, som lod dem gå 
i fred. I Mads Kandrups gård i Over-Randrup derimod, hvor 
de også tit kom ind og varmede sig ved ildstedet, var der en 
kåd dreng, der grinede og gjorde nar ad dem. Til straf der- 
for hængte de ham en nat over brøndens bolværk på en stang, 
og en anden nat hængte de ham op ved benene med hovedet 
ned ad i den ostre port. Så kunde han mærke, at han ikke 
kunde være der længere, og rejste da langvejs bort« Nogle 
år efter kom han tilbage og vilde have besdgt sin gamle hus- 
bond, men kunde ikke komme til gården, han kunde ikke 
nå længere end til Kåtbcek, der begynder i gadedammen her 
i byenTnemlig imellem Gasrom og Randrup marker, der kom 
eliefolkene og modte for ham, og så måtte han rejse sønder 
på igjen den samme vej, han var kommen. Lærer Dystrup, Gassum. 

143. I Ejemstok skal der for en snes år tilbage have 
været mange eUefolk. De var meget ondskabsfulde. Når folk 
tidlig eller silde kom igjennem skoven, blev de al tid for- 
fulgte af ellefolkene, der vilde stikke dem med deres skarpe 
pigkjæppe. Folk kunde som oftest rende fra dem, for elle« 
folkene var gjærne gamle folk. K. p. Dalin. 

144. En dreng kom forbi et eliekjær og gik derned og 
satte sig for at lyske i hans bukser. Da kom der en elle- 
kjælling, hun var hul i ryggen som et dejtrug, og så blev 
han bange og rendte, men hun rendte efter ham og råbter 



38 A. Eliefolk. 



«Pelinki, Pelanki, tag dine bukser med dig h Men han turde 

ikke vende om efter dem og fik dem heller aldrig mere. 

Mads Hanøens enke, Sterregård. 

145. De lå og brændte mile dei; i nærheden af Enge- 
dalen. I véd jo nok, at en mile bliver tårret (torvet), det vil 
sige: belagt med trekantede torv, så at den ene spids griber 
ned i den anden ; og så stikker de ild i toppen af milen, så 
kan det brænde ned ad. Lige med et råber den ene mand 
til den anden : «Kom her ned med din spade U Han svarede 
dertil: «A har nok at gjøre med min egen mile.» For da 
slog det torvene af milerne, og det brændte, lige til det lor- 
mede. De gravede såend og kastede på for at dæmpe, men 
det kunde jo ikke forslå med det sand, når ilden skulde 
dæmpes i sådan fart. Den gang der var gået en lille tid, 
så var alting ganske rolig, så kunde de tårre deres mile og 
stå i god forretning som forben. Det havde de også mening 
om var eliefolkene, der fartes (færdedes), og at det stod i for- 
bindelse med Spindehuset, hvor de sogte til. Søren Hansen, Hårup. 



15. Brændte ellekoner. 

146. Der var én i Iglsø, de kaldte Otto, og han brændte 
kul i ellene oven for Karmark. Så kom der en ellekone 
og varmede sig. Han smed en skovlfuld varme kul på hende, 
og så råbte de om hjælp. Han løb nu ind i en rugager og 
blev der til om morgenen. Lavrs Jensen, Vinkel. 

147. £n mand brændte kulmile ved en mosekant, hvor 
der stod en del ellebuske. Han fik da at se, at der sad en 
ellepige henne på en elletrumpe. Hun var at se til forfra en 
rigtig kjon pige, men bag til lignede hun en elletrumpe. 
Manden tog nu en brand fra kulmilen og stak hende bagfra 
med den, og hun sprang da op og hujede og løb ad elle- 
mosen til. Men det varede ikke længe, for hun kom tilbage 
i følge med en del andre eliefolk, og manden måtte nu løbe 
sin vej for ftt undgå dem. Da han så omsider vovede sig 
hen til stedet igjen, var hans kulmile spredt over hele plads- 
en, og kullene var ødelagte. p. Jensen, Kværndrup. 

148. Der var ellekjællinger nede ved Knude bro ved 
udløbet fra Knude sø. Når de havde spændt bæsterne fra, 
drev hjordedrengene dem sammen i en flok og gik og græs- 
sede dem. Når det så var koldt, slæbte de pinde sammen 
og stak ild i. Så kom der nogle ellekjællinger og varmede 



15. Brændte ellekoner. 39 



ved ilden. Da tager en modig knægt en brand og jager 
_ under éns skjorter, og så begyndte det at mylre 1 busk- 
ene, og havde vi ikke haft bæsterne at smide os på, så havde 
<let gået os rent galt. Nu er det alt sammen ryddet og helt væk. 

Jakob Jørgensen, Firgårde. 

149. Også fra Lavefiy som skjeller med Sejs, går der 
sagn om eliefolk. Ved Milestederne var der sådan opført en 
lille jordhytte, hvor den, som skulde passe milerne, kunde 
i ly for vejret Der brændte gjærne en ild foran hytten, 



for 



or at de kunde have den at varme sig på og tillige for 
at give lys, og en gammel mand så da tit eliefolkene komme 
og varme sig og dandse om ilden. Han vilde prøve på at 
gjøre dem forskrækkede og tog en brand ud af ilden og 
kastede efter én af dem. Men hvordan det så gik, vidste han 
ikke. Da han kom til sig selv igjen, var hans mile splittet 
ad, og han selv lå et stykke fra jordhytten og var næsten 
stivfrossen. Søren Hansen, Linå. 

150. Sådan har de også fortalt om en mand fra Rold, 
dede han var i lag med de ner ellekjællinger. Han lå i skoven 
og brændte kul, det var nu så meget skikken i forrige tider. 
Når de kjobte træer i skoven, så brændte de al tid toppen i 
kul og havde en hel del kulmiler at passe. Nu var denne 
her mand altså ude i skoven en nat at passe hans mile, og 
så kommer der en ellekone og står og sanker hendes skjorter 
op og står og varmer sig ved milen. Så tykker han, hun 
skal varmes noget bedre, og han tager da en pind af milen 
og jager til hende. «Hvad hedder du?» siger hun. «A sjæl,» 
siger nan. Nå, så råber hun : cFussibuu og Trussitrold, feuk- 
kjærskjællinger og Aldålsdreng, pussullin er åbrænd.» Lige- 
som hun sagde det, så stod de wenner (ved hende) alle dem, 
hun havde kaldt på. «Hvem har gjort det?» råbte de. «A 
sjæl, a sjæl !> Så troede de jo, hun havde selv gjort det, og 
det varede længe, inden de kunde få den rigtige sammenhæng 
at vide, så manden kom næsten hjem imens, han havde jo 
fundet det klogest at komme af vejen. Ligesom han var 
kommen ind og havde fået doren lukket, så var de derved 
og slog på dorene, men da var han jo frelst. Om morgenen 
efter, da han kom ud i skoven, var alle hans kulmiler split- 
tede æd. Så havde de da gjort ham det Det var nu i Bold 
skov, han brændte kul, og Bukkjær og Aldal er netop et par 
steder inde i skoven. Aldal er lige over for Stvbberup } og 
der har været en vej op ad dalen, men et år skred den næsten 
sammen. Trussitrold boede vel i Trys sø, som findes ved 
siden af landevejen fra Tveden til Rom, og Fussibuu havde' 
vel sit hjem i Fossi mose, som ligger tæt ved Fåre sø. 



40 A. Eliefolk. 



I den bakke, de kaldte Stubberup hus, boede eliefolk« 
Der slæbte folk ilding sammen i skoven og brændte mile. 

Jens Kristensen og Kirsten Kristensdatter, Ersted. 

151. En milebrænder fra Ry lå en nat ved sin kulmile 
i den midterste slugt i Ry Norskov. Ilden knitrede uden jfor 
hans milehytte, hvori manden lå og strækkede sine lemmer, 
medens han samtidig holdt vagt ved milen, sådan at ikke 
kullene skulde brænde til aske. Da klokken var tolv om nat- 
ten, kom der en ellepige, satte sig for ilden og vendte an- 
sigtet imod manden, viste sine ben frem og pegede på dem, 
i det hun spurgte manden: «Kinde (kjender) du benpippen ?» Han 
svarede : cKinde du brandstikken ?> og med disse ord tog 
han en brand fra milen og stak til ellepigens ben. Men nu 
råbte hun, så det hørtes over hele skoven : «Røø, røø elldræng, 
ellepiig åpbrænd !> Så knagede det i skoven, som om den 
skulde have væltet, og fra alle dens kanter strommede elle- 
folket til i hundredevis. Manden løb, så stærkt han kunde, 
den halve mil efter hjemmet Men ellefolket løb bag efter 
ham med brande af milen. Næsten var han ved at give tabt, 
men slap så under tag ved et hus, han kom forbi. Under 
taget turde ellefolket ikke komme, og så var han reddet« 
Om anden dagen gik manden og nogle flere ud i skoven for 
at se til milen. Den var splittet en halv fjerdingvej i om- 
kreds og ikke til at sanke sammen igjen. Manden duede al- 
drig siden, men svandt langsomt hen og døde omsider. Folk 
mente, han var forgjort af ellefolket. 

Jeg hørte ovenstående sagn af min moder, da jeg var en lille 
dreng. Stedet, hvor det passerede, er lige tæt ved mit fødested. 

C. Sørensen (Thomaskjær). 

152. For et hundrede år siden brændte de meget træ- 
kul i Venge, og de holdt da vagt om natten, at ikke ilden 
skulde gå ud. Da en mand sådan lå vagt en nat, kom en 
ellekone løbende hen til milen, hvor hun satte sig på hug 
foran ilden for at varme sig. Som hun sad der, slog r hun ud 
med armene og råbte: «Sko skrin, sko skrip!» Hvad det 
var, vidste manden ikke, og da nan var ræd for konen og 
gjærne vilde af med hende, tog han en brand ud af ilden og 
brændte hendes ene knæ. Men da blev hun vred, sprang op 
og råbte flere gange: « Eliedrenge, røde drenge !» 1 samme 
ojeblik kom der sådan en mængde ellefolk, at manden måtte 
skynde sig derfra, ellers havde han nok fået en ulykke. 

Fortalt af Bas Nielsen, Galten. K. P. Dalin. 

153. En hyrdedreng fra Mollerup havde en gang gjort 
ild på ude i Favrskjær. Så kom der en pige og stillede sig 
lige tværs over ilden og spurgte drengen : «Kjender du kud- 



15. Brændte ellekoner. 41 

flærpen ?> Han var nu ellers ingen kryster, og så tog han en 
brændende pind fra bålet og spurgte pigen: cKjender du 
brandstikken ?> Da blev pigen ræd og råbte : «Ellesvend, du 
røde svend ! ellepige bliver opbrænd !» 8. P. Jenaen, Vole. 

154. Der var lige sådan en dreng, som var kommen 
med eliefolkene i Havreballe skov. Heroppe i Lovpåren 
{Liwpurrerne) ved Kyvlingshoj har der også været ellefolk. 
De brændte miler, men kunde ikke have dem i fred for de 
kanaljer. Det var nu de Tehstrupper, der brændte der, og 
min fader var med. Så kom ellekonerne og vilde varme dem. 
En karl fra Tebstrup tog en brand, og så råbte de på «ell- 
dreng og røø-dreng, fippen er opbrændt!* Han rendte nu 
derfra, og deres miler blev splittet ad. Den karl kunde aldrig 
komme der mere. Det er galt endnu ved de lovpurrer. M.H., J. B. 

155. Der var en mand, der sad i Linå skov og brændte 
mile om natten, det var jo skik og brug den gang. Så kom 
en ellekjælling og sad og varmede sig. Så sagde han til 
hende, om hun kjendte oråndstikken. cKjender du kud- 
flirpen ?» sagde hun og sad og skrævede. Så jog han en 
brand op under skjorterne på hende. Da råbte hun og sagde: 
c Røø-dreng og elidreng, mussikus er opbrænd !» Så kom der 
så mange rendende, at manden turde ikke være ved hans 
mile længere, og rendte fra den. Men om morgenen, da han 
kom ned til den, var den split ad, der var aldrig en stump 
af den tilbage. Stiren Hansen, Hårap. 



B. 




1. Nisser i gårde og huse. 

1. Den gang, da nisser og troldtoj opholdt sig her i 
landet, tog de deres føde på bondens kornager, men til sidst 
lærte man råd her imod. Når man nemlig såede, lod man 
sædekornet falde sådan, at det dannede et kors, og fra den 
tid har de ikke kunnet få noget til føden og er da for- 
svundne. L. Fr. 



42 B. Nisser. 

2. Et sted i Vadum opholdt sig to gårdboere. Da de 
gamle beboere rejste (døde), så rejste gårdboerne med, de 
vilde ikke være der længere, siden den stamme uddøde. 

I Vendsyssel brages både gårdbak og gårdboer. Nik. Chr. 

3. I Norre- Skovby, Vedsted, det yderste sted, når man 
går til Hoptrup, der står lovinduet al tid åbent, og deraf 
nar Nis rug sin ind- og udgang; han har været der, så 
længe nogen kan huske. Nik. Christensen. 

4. Nisser er kjendte alle vegne. Der siges her, at når 
en mand gjor mere fremgang end andre under lige forhold, 
så har han en nisse. I en by på Nordfalster havde to na- 
boer hver sin nisse, men kunden ene mand gjorde fremgang, 
hvorimod den anden stadig gik tilbage; men det kom af, at 
den ene nisse hed Lystig, den anden Paspå. KLToxværd. 

5. Folk troede forhen, at nisserne var så flinke. De 
havde jo små so j huse (buse, opsatte af såd) den gang, og så- 
danne huse var somme tider knøgne efter i flere dage. Men 
når folkene så kom ind til kreaturerne omsider, var de godt 
tilpas og rogtede. Det havde nissen gjort. Jesper Skrædder, Nygård. 

6. Stine Faster havde en gårdbo. Da hendes moder 
en gang skulde op på loftet for at hente brænde, så hun noget, 
der lignede en broget kalv. Hun blev så forskrækket, at hun 
nær var falden ned gjennem loftet, og hun mente jo, det var 
gårdboen. Anholt. M. T. M. 

7. I Frenved er der en gårdmandskvinde, som også 
har med nisser at gjøre. Hun har således to køer, som in- 
gen får lov til at malke; hun malker dem selv og laver ost 
og smor af mælken ude i et lille kammer, hvor ingen får 
lov at komme. P. L. J. 

8. En mand, som rejste fra Ingstrup, så, idet han kom 
forbi Jonstrup, to dværge med røde luer på hovedet, som 
løb hen imod Jonstrup-gården. Manden forfulgte dem og 
hørte dem småle eller nrise, idet de forsvandt for hans blik. 

K. L. 

9. Der var ikke mange nisser i forrige tider, for der 
var kun fa, der havde foder og korn nok, og det skaffede 
nissen jo meget af, da han hentede det om natten. Han 
havde gjærne en stor rød hue på, men det var ikke alle, der 
fik ham at se. En gang var han ude på gaden blandt ung- 
dommen, og da slog de kreds om ham, men når de prøvede 

Så at slå efter ham ved den ene side, så skrannede han ved 
en anden. Grd. Niels Andersen, Tørring, ved Sofie Lund. 



1. Nisser i gårde og huse. 43 

10. Da Vang brændte for omtrent halvtredsindstyve år 
siden, da løb der nogne bitte nogne med røde huer på i ilden. 
Det så ud, som de sankede noget op. De gubrede og sagde : 
cHahuhu!» En mand stod og så derpå, og han sagde: «Fan- 
den skulde tage jer, at I fryser i sådan en ild.» Nik. Chr. 

11. Når man forhen vilde fange en nisse, brugtes følg- 
ende fremgangsmåde : Man gik ud i skoven for at fælde træer. 
Ved lyden af et træes fald kom æ nisser løbende, alt hvad 
de kunde, for at se, hvordan folkene bar sig ad med det, og 
de satte sig da ved siden af dem og snakkede med dem både 
om det ene og det andet. Folk vilde den gang gjærne have 
en nisse i deres huse, for de vilde da gjærne fange én* Når 
de så kilede træet ud, traf det så tit, at nissens lille hale 
kom ned i sprækken, og når de så stræbte at få kilen ud, 
sad halen i Klemme. Så var nis fangen, og på den måde 
fangede man mange nisser i gamle dage. Saren Hansen, 8kjellerup. 

12. I en gård i Jetsmark, der kaldtes Honsholm, havde 
de en gammel torvestak, hvori der var en nisse. Stakken 
var forskrækkelig gammel, og ingen turde røre den. Nissen var 
iført en lille grå kofte og havde en rød hue på hovedet. 
Samme nisse havde også en stor grå kat, som oite kom ind 
i stuen og lagde sig under kakkelovnen, men ingen turde røre 
den, ti så var de visse på, at nissen vilde hævne. Han var 
slem til at stjæle grød, men hvis folkene kom og så det, sprang 
han af sted, alt hvad han kunde. *frik. Christensen. 

13. Nisserne i Mollerup sad og spilte kort ved en skjæppe, 
som de vendte bunden i vejret pa. De spilte også om penge, 
for folkene kunde træffe om morgenen at finde penge siddende 
om i kanten af den. Peder Johansen, Mos sø. 



2. Kirkenisser. Skibsnisser. 

14. Mange steder er der også kirkenisser, de ser ud 
som husnisser, små drenge med røde huer på. Man kan se 
dem sidde oppe i glamhullet, når man går forbi, og nikke 
med hovedet. j. m. 

15. I Besser kirke boer der en nisse. Over kirken hør 
han sit leje i et bundt klude, men om søndagen og andre 
tider, når der ringes med kirkeklokken, skjuler han sig i en 
hfljj lidt derfra. Han kan undertiden udføre ét eller andet 

e skjælmsstykke, som gjærne -går ud over én eller anden. 



noi 
lilfc 



44 B. Nisser. 



der har fornærmet ham. En aften, da klokkeren kom for at 
ringe solnedgang, spillede hr. Nis ham et lille pus. Da han 
begyndte at ville ringe med klokken, kunde den ikke give en 
lyd fra sig. Klokkeren opdagede da, at der var bundet et 
stort bundt klude om knevlen. Som han står og forundrer 
sig herover, ser han et lille grinende ansigt oven på klokken 
med rød toplue på. Mikkel Sørensen, Samsø. 

16. Også mod sømanden er nissen god. Han gjor spek- 
takler om bord for at underrette sømanden om, at det bliver 
ondt vejr, rørvejr. Når et fartttj forliser, er nissen gået fra 
det. Men sin julegrød skal han have, og hver aften skal der 
sættes mælkegrød på kværnen eller på trappen til ham.' 

C M. I/» 

17. For nogle år siden strandede et skib på Norstrand 
ved Skagen. Nu var der nogle, som havde lyst til at stjæle 
fra vraget, men skibsnissen var endnu til stede; han gjorde 
larm og skræmmede tyvene tilbage* 

Danske søfolk fortæller, at de forud for en storm kan 
høre en underlig knagen i skibet. Det er da nissen, som 
giver varsel Nik. Christensen. 

18. Det havde været en svær storm i Vesterhavet, og 
mange skibe havde vieret nærved at gå under. Da det om- 
sider blev bedre vejr, mddtes to s&ibe der ude og kom hin- 
anden så nær, aj folkene kunde råbe sammen om, hvor de 
kom fra, og hvor de hørte hjemme og sådan noget. I det 
samme hører de, at to nisser råber tal hinanden fra toppen 
af masten, én på hvert skib, om, hvordan de har haft aet i 
denne storm. Den ene sagde: «Jeg har haft nok at bestille 
med at holde fokkestaget, for ellers var masten falden om.» 
Da folkene så vilde se til vejrs efter rosten, slap nis staget, 
som med det samme faldt ned på dækket, og han gav sig 
til at le af fuld hals. Nu fik folkene andet at tænke på end 
at se efter nis, for masten var nær gået over borde. I lag 
de havde travlt med at danne det igjen, så nis hans snit til 
at smutte ned i lasten, hvor de ikke kunde finde ham. 

Stfren Hansen, Skjold. 

19. For omtrent halvfjerds år siden var der et skib i 
Horsens havn, der havde en nisse om bord. Folkene hørte 
ham tydelig om natten, når han tumlede med sagerne nede 
i lasten. Han var dem undertiden også til noget gavn. Så- 
dan skete det en gang, at skibet nær var gået under i en 
storm, men en af folkene havde fået den bestilling at se ef- 
ter, hvornår nis gik i land. For når han ikke gjorde det, 
for de sejlede af, vidste de til visse, at de ikke forliste, og 



3. Nissehjælp. 45 



denne gang gik han ikke i land, hvorfor skibet heller ikke gik 
ander. Bette har jeg for en pålidelig tildragelse. S. H., Skj. 

20. En nabo til min fader, Johan Nielsen i Skårupøre 
ved Svendborg, havde en jagt, hvormed han en gang lå til 
ankers ved Dragør. Som skipperen om natten lå i sin koje 
cg sov, vågnede han ved, at der blev lukket op ned til ham, 
og han så et lille menneske som en nisse, der sagde til ham : 
«I)u skal aldrig ligge for det store anker mere.* Om mor- 
genen tog han ind til Kjobenhavn til en ankersmed og byt- 
tede sit anker bort med et nyt, men både han og det øvrige 
mandskab måtte først gjøre ed på, at de ingen fejl vidste 
med deres anker, som der heller ingen var at se. Men så 
snart ankerstokken blev slået fra, skiltes ankeret ad neden 
under i to stykker. N. J. 



3. Nissehjælp. 

21. Nisserne skulde især passe heste. De yndede visse 
farver mere end andre, og hvilke dyr de fik nag til, blev al- 
drig gode mere. For deres tjeneste skulde de have visse klæder 
og visse måltider. De tålte i regelen ingen irettesættelse og 
gik for det meste under navnet Lille-Niels. Karlene i en gård 
i Lyndelse var kjede af, at de aldrig kunde blive færdige med 
at tærske i ordentlig tid som andre folk, men manden holdt 
meget af nissen, for det smed af sig. D. J. 

22. Nede i Bøgeskoven boede to fattige folk. Som de 

en nat ikke kunde sove, talte de om, at det var dog rart, 

hvis der vilde komme en nisse og hjælpe dem. Aldrig så 

snart havde de sagt det, for de hørte en buldren på loftet 

som af én, der målte kom. «Nå,» sagde manden, «der har 

vi ham allerede. > — «Herre Jesus, hvad siger du, mand!» 

sagde konen, og så snart hun havde nævnt Herrens navn, 

hørte de nissen brase ud af loftet og tage gavlen med sig. 

E. Mariboe. 

23. En velhavende mand i Stenlille siges at have en 
nisse. Denne sorger for, at hans lade aldrig kan blive tomt, 
og tærskemanden på stedet skal have forsikret, at det hul, 
han gjorde i laden ved at vælte neg ind i loen, blev al tid 
udfyldt den påfølgende nat. A. N. 

• 

24. Her har de også fortalt om nisserne (gårdbonisser), 
og hvordan de vilde gå og hjælpe folkene mea alt og især 



46 B. Nisser. 



med at fodre kreaturerne. Men fårene vilde nissen ikke fodre, 
for de vilde træde ham. 

Et sted lovede han manden, at der aldrig skulde blive 
mere end én arving i gården, og på den måde blev rigdom- 
men holdt vedlige. (Se afdl. L nr. 366 m. fl.) Niels Povlsen, Lerbjærg. 

25. En mand, der skulde skjære hakkelse til jul, kom 
ud i loen og så, at den fornødne havre var kastet ned på 
gulvet. Hvem havde nu gjort det? Ingen i gården havde 
kastet den ned, og så havde altså nissen været behjælpelig 
hermed. 0. M. I*. 

26. På en gård i Kollerup var en gårdbuk, som rot- 
tede to øg, og de måtte al tid være ens af lød, ellers vilde 
han ikke passe dem. Når karlen vandede dem, plejede gård- 
buk at sidde på staldddren, og stodte de dem løs, var han 
godt fornojet og lo. En aften rendte de fra karlen, og folk- 
ene rendte efter dem, men kunde ikke få dem ind. Gård- 
buk måtte da endelig selv til det, han hoppede fra ét hus 
til et andet og kaldte ad dem : «Kom hjem, mine bitte plage, 
så skal I få en skovlfuld til.* På den måde fik han dem ind. 

Vester-Han herred. Nik. Christensen. 

27. I Fuglsang skar en karl julehakkelse til sine heste. 
Da ønskede han, at han måtte få noget havre at give dem. 
Så snart han havde ønsket det, falder der fire havrekjærve 
ned fra høloftet, og det var gårdbukken, som havde skaffet 
det til veje. Øland. Nik. Christensen. 

28. I Dommestrup var også en nisse. Folkene så ham 
sjælden, men somme tider kunde det dog ske, at de så lige- 
som en grå kat i hærdetoppen på den forreste af hestene, når 
de gik til vands, og de gik al tid rolig der ned og kom til- 
bage igjen, for nissL silede for dem. D. J. 

29. Boeslunde byes nisse var i den gård, hvor nu Jorgen 
Jensens enke boer. .Manden dér havde al tid nogle forfær- 
delig fede heste. Der blev aldrig fodret af ved sengetid, det 
skulde nissen passe. Når manden havde knapt for halm, så 
stjal nissen i Sønderup, En gang så man et Ises halm komme 
kjørende fra Sønderup ad Boeslunde til, men der var ingen 
heste for. Folkene, som så det, lod vognen frit passere, for 
de vidste nok, at det var nissen, der kjørte. Kort efter smut- 
tede vognen ind i Toftegården. Cbr. B. 

30. Der var en nisse i en gård i Båring. I Ole Mad- 
sens tid slæbte den bort fra gården, og i Simon Jorgensens 
tid slæbte den alt godt t i 1 gården. L. F. 



6. Nissehjælp. 47 



31. Hver by havde sin nisse. Vemmelev-nissen boede 
hos en mand, som hed Per Olsen. Han havde al tid nogle 
forskrækkelig fede heste, og dog kom de aldrig i hus, men 
gik hele vinteren igjennem på en mødding og levede ved 
bavrehalm. Men en mand, som lå der i gården en nat, så 
tydelig, at det ene havreneg kom flyvende ind over has- 
længen efter det andet. Det var nissen, som stjal havre fra 
naboerne til Per Olsens heste. Chr. R. 

32. Rævhede kaldes nogle gårde og huse, som hører til 
Hvedsted og ligger i nærheden at herregården Rævkjærgård. 
Her var en gårdbuk, som passede hestene og kunde ikke 
fordrage, at nogen anden tog sig for at sorge for dem andre 
end han. Manden stolede også godt på ham, men imellem 
kande gårdbukken gå ham af minde, og det kunde da træffe, 
at han gik ind i stalden og så til hestene. Da tog gård- 
bakken en tagkjærv og daskede manden med så længe, ind- 
til han kom til besindelse og huskede på, at her havde gård- 
bakken ene at råde. Nik. Christensen. 

33. Lavst Hylledig i Ovtrup på Mors havde en nisse, 
hvorfor han al tid kunde sælge så meget korn. Den gamle 
Jens Væver har fortalt mig, at hans faders gård var lige så 
stor, og marken lige så god som Lavst Hylledigs, men deres 
korn kunde aldrig slå ti), medens Lavst al tid havde nok, så 
han kunde sælge både rug', byg og havre og kartofler i 
mængde. Han måtte rigtignok også give nissen føde, for hver 
aften gik han ud i gangen med nogen grød og mælk, som 
han da satte op oven loftslemmen til nissen. 

Jens Kr. Kristensen, Rakkeby. 

34. En gårdmand i Dybbøl stod i et meget venligt for- 
hold til nogle små nisser, som boede der i nærheden, og disse 
bragte bestandig så meget til gårde, at der var stor rigdom 
dér. Da manden så døde, kom en dag en lille nisse til son- 
nen og spurgte, om han vilde stå i det samme forhold til 
dem, som hans fader. Det vilde sonnen ikke svare på, uden 
nissen kunde sige ham, hvor hans fader var. Det kunde 
nissen nok, ti hans fader var hos dem. «Nej,» sagde sonnen, 
så vil jeg ikke have noget med jer at bestille.* Men nu 
sagde nissen : Ja, hvis han ikke vilde det, så måtte han også 
finde sig i, at de bar alt det bort igjen, som de havde båret 
til i hans faders tid. Sonnen bad da om, at det ikke måtte 
ske på én gang, men lidt efter lidt. Dette lovede nissen ham 
også for hans faders skyld. Efter den tid blev der stor 

fattigdom på gården, og det har der været bestandig siden. 

Marie Johansen. 



48 B. Nisser. 

35. På en gård boede en lille nisse, men ejeren af gårde j^ 
var ikke rigtig god ved ham, ti han gav ham aldrig grød med 
smor i på juleaften og andre helligaftener. Der var heller 
ingen lykke for ejeren, alt gik tilbage for ham og omsider 
måtte han sælge gården og kjøbe et lille sted der i nær- 
heden. Men karlen, som havde tjent der på gården i flere 
år, længtes så meget efter den lille nisse, ti ban havde al 
tid fået sig en lille passiar med ham hver dag. Derfor gik: 
nan også nu, efter at de var flyttet fra gården, så snart han 
havde lidt tid, over for at tale med sin lille ven. En dag, 
da han kom igjen, spurgte nissen ham om, hvorledes det gik 
hans husbond. «Det går kun dårligt,* sagde karlen, «det vil 
heller ikke lykkes for ham der.» — «Da skal du,» sagde 
nissen, «sige til din husbond, at han skal gå her over og 
bede ham, som kjøbte gården af ham, om han ikke må tage 
den gamle skjæppe, som står bag skorstenen, for han glemte 
at tage den med, da de flyttedo — « Ja, men vi glemte den 
ikke,» sagde karlen, «vi vilde ikke have den med.» — cja- 
men sådan skal I sige alligevel,* sagde nissen. Karlen gik 
nu også hjem, og fortalte hans husbond, hvad nissen havde 
sagt til ham, og manden gik da over til ham, som nu ejede 
gården, og bad om den gamle skjæppe, som stod oppe bag 
skorstenen, da han havde glemt den. « Jo, den må du gjærne 
have,» svarede manden, «den bruger vi ikke alligevel, vi har 
en. ny.» Da nu manden kom hjem med skjæppen, gik den 
i stykker for ham, men i det samme trillede en hel mængde 

enge ud på gulvet Der havde nemlig været en dobbelt 
und i skjæppen, og der imellem havde pengene ligget. Manden 
blev ordenlig glad, ti der var så mange penge, så han kunde 
kjøbe sin gamle gård tilbage igjen, og det gjorde han også. 
men efter den tid glemte han aldrig at sætte risengrød med 
smor i ud til nissen, og strøede end også et godt lag ka- 
nel og sukker på, og efter den tid lykkedes også alt godt 
for ham. Marie Johansen. 

36. I en gård i Kolby boede en nisse, han gik og hjalp 
til med at passe løwueret (kreaturerne), men en aften, da han 
gik og fodrede hestene, slog den ene hest ham. Siden den 
tid blev den hest jo længere jo magrere, folkene i gården kunde 
ikke forstå, hvoraan det kunde være, da den blev fodret godt. 
Endelig kom man i tanker om, at nis måske havde en finger 
med i spillet, og en aften, da karlen havde fodret af, fjælede 
han sig ude i stalden. Lidt efter kom nis og ryddede alt 
foderet fra den magre hest og bar det om til den anden til 
straf, fordi den havde slået ham. Mikkel Sørensen. 

37. I en gård ude på Sletten på Fyen var der en nisse. 



bi 



S. Nissehjælp. 49 



Det var sådan en lille skikkelig én, som aldrig gjorde nogen 
fortræd, når man lod ham være i fred; tværtimod var han 
al tid folkene behjælpelig med arbejdet både i stalden og i 
laden. Han mugede, skar hakkelse og tarsk korn, men al 
tid om natten, så der var sjælden nogen, der så ham. Dog 
kande man undertiden om aftenen se barn oppe i en loftluge 
med sin pibe i munden. Folkene holdt meget af ham, og 
han fik derfor hver aften sin grød i et lille fad, der blev sat 
hen i en krog i laden. En gang blev han dog vred. Det var 
kommen en ny karl i gården, og denne syntes, at det kunde 
være morsomt at narre nis. En aften kom han derfor en bel 
del grus i grøden, som nis skulde have, og stillede sig der- 
efter på lur. Nis kom ganske rigtig og gav sig i lag med 
grøden, men kunde jo snart mærke, at der var grus deri, dog 
lod han som ingenting og spiste det hele. Men om natten, 
4a karlen lå og sov, listede han sig ind i kammeret og tog 
hans toj og dyppede det i tjære. Næste morgen blev der 
jo en redelighed med at få tojet renset så vidt, at det kunde 
bruges, og skjondt ingen viaste, hvordan det var gået til, 
kunde man jo nok skjonne, at det måtte være nis, der havde 
været på spil, og karlen måtte til sidst selv fortælle, hvad 
han havde gjort. Herman Pedersen, Hammerum et. 

38. Ijelkinge bakkes skrænter er udskiftede mellem byens 
forskjellige gårdejere, og om et af disse «skiften> — en ager, 
der, så vidt ieg mindes, kaldes Ormelykkekrogen — findes det 
sagn, at i ældre tider, når kornet på denne ager var modnet 
til at hoste, bragte bonden, som ejede den, et stort fad 
risengrød og et anker 61 ud på ageren lidt f&r solnedgang, 
hvorefter han i tavshed begav sig hjem. Når han så den 
næste morgen kom derop igjen, var grøden spist, og oliet 
drukket, men så var ageren også meget pænt hostet, og kornet 
bundet og sat sammen i traver. Saledes havde det gået i 
mange år, uden at nogen egentlig vidste eller vovede at efter- 
spore, hvem hostfolkene var. Men så blev gården overtaget 
af de gamles son og sonnehustru, og denne sidste havde in- 
gen ro på sig, forend hun havde fået at vide, om det var 
mennesker eller, således som man almindelig påstod og tro- 
ede, at det var, goenisse, der hostede. Så et år, efter at grød 
og 61 som sædvanlig var bragt ud på marken, begav hun sig 
også derud i al stilhed og skjulte sig bag en sten. Hen imod 
midnatstid så hun tre små mandslinger i grå bluser og med 
røde huer komme ind på ageren. Den ene bar en segl og 
begyndte rask væk at afskjære kornet; den anden var for- 
synet med en rive, og han samlede sammen i neg, hvorefter 
den tredje bandt disse og stillede dem i traver. Rask gik 

E. T. Kristensen: Danske sagn i folkemunde. II. 4 



50 B « Nisser. 

det, og på ganske kort tid var hele ageren hftstet, hvorefter 
de alle tre gav sig til at spise grøden og drikke oliet, hvil- 
ket også gik usædvanlig hurtig, så de snart havde fortæret 
det bele. Da rejste konen sig op og sagde til puslingerne: 
« Ja, I er da de dygtigste hostfolk, jeg endnu har set, og nu 
skal I rigtig have tak for jer ulejlighed. Men i samme oje- 
blik forsvandt de alle tre, og fra den dag af har bonden for- 
gjæves ventet på at få ageren hdstet ved hjælp af nisserne. 
En anden ager kaldtes i ældre tid Sjvguna og var næsten 
helt bevokset med hasselbuske. Her kunde man en gang 
imellem se en ganske lille gråklædt mand, der i hastig fart 
foer omkring iblandt buskene og bar en hvid hdne på de 
over brystet korslagte arme. Han gjentog stadig for sig selv: 
«Kå, kå, min pytte-kåen og k&epytten og pytte-kaen> ; men 
hans hjemsted eller virksomhed blev aldrig opdaget. Nu fin- 
des han næppe mere. En Villandsbo i Kjøbenhavn. John Johnssoa* 



4. Nissen stjæler. 



39. På Hindø i Stadil fjord boede en mand, der ellers 
sad vel i det, men et år i en stræng vinter slap foderet op, 
og manden var så bedrøvet over den ting. Han sad en dag 
ved bordet og klagede sig, da lød en underlig rost tæt ved: 
«Jeg skal nok hjælpe dig.» De så og så, men der var ikke 
et menneske at se. Manden biede nu et par dage, og køerne 
trivedes vel, skjondt der var ikke foder. Men en dag sagde 
han: «Jeg kommer til at vove mig over isen til Stadil for 
at kjøbe foder,* og manden kom af sted. Da han kom 
midt ud på isen, kom en underlig lille mand til ham og 
spurgte: « Hvorhen, bonde ?> Ja, han vilde da til Stadil og 
kjøbe foder. «Det behøves ikke,> sagde den lille, «jeg skal 
nok hjælpe dig,* og dermed var han helt borte. Manden 

Sundede på den ting, og endelis vendte han sig hjem ad. 
en tiden gik, foder var der ikKe, dog trivedes kreaturerne 
vel, og manden vilde påny af sted. Da kom der lys i sagen. 
En aften silde i måneskin så man en lille mand trække en 
rød ko ud af stalden, ud over isen og stævne aver mod det 
faste land til en gårdmand i Sirsbæk, og om lidt kom den 
lille med koen, men denne var belæsset med foder, og nu 
forstod de, at det var nissen, der med den røde ko hentede 
foder til køerne. Siden havde folkene deres lojer med at se 
efter bissen. En nat kom han ud fra Sirsbækgården med en 
stor, sortbroget ko, men et stykke vej fra land faldt den 



4. Nissen stjæler. 51 



sortbrogede ko på isen. cJa, kan du ikke gå her, må du 
hjem igjen,» sagde nissen, og han trak koen hjem, men kom 
snart tilbage med den røde. Nis vilde unde sin husbond den 
store brogede, men da den ikke kunde gå på isen, blev der 
intet af det bytte. Marie Sandal. 

40. På Refsnæs boer en gårdmand, hos hvem nissen 
har sit tilhold. Da hans husmand en gang stod og tarsk korn, 
mærkede han nok, at hvor meget han end tarsk, blev der dog 
ved at være lige meget i laden. Så gik han en morgen der- 
over og talte negene, og da var der halvanden trave, som 
ban da taisk den dag. Men da han om aftenen sagde det 
til manden, svarede denne: «Ja, du skulde ikke have talt 
negene. > Samme mand kan kjøre til kjobstad med læs hver 
dag, skjondt han selv kun har lidt korn på loftet. F. L. Gr. 

41. I Hårmark var der tidligere to gårde, som hver 
havde sin nisse. Nisserne blev godt Deværtede, i det der ofte 
blev sat et fad mælk op på stænget til dem, og på hojtids- 
aftener fik de grød med en god klat sntår i. Nisserne var 
derfor også meget tjenstvillige og sogte på alle måder at 
gavne deres husbond. Således var det meget almindeligt, at 
de kastede neg og halm ned fra stænget. Stundom kunde 
de også for spøg, når der kom folk ud i loen om aftenen, 
kaste neg i hovedet på dem. Undertiden kunde det også 
falde nisserne ind at stjæle fra naboen. Imellem gårdene var 
en dam, og når denne var tillagt med is, så man dem ofte 
gå derover med noget, de havde nappet hos naboens. Det 
traf fiere gange, at ae efter at have været ude i samme ærende 
modtes på hjemvejen ude på isen, og ved sådanne lejligheder 
kom det gjærne til så heftige slagsmål, at tyvekosterne røg 
til alle sider. Ole Bonde ved N. P. Olsen, Selsinggårde, Samsø. 

42. Tæt ved Akkerup i Hårby sogn ligger gården FU- 
strup. Der skal i sin tid have været nisser. Om dem for- 
tælles der, at de en nat var i færd med at flytte en kornhæs 
imellem Filstrupgård og Akkerup præstegård. Da Filstrup- 
folkene vågnede og kom ud, forstyrrede de dem i arbejdet, 
så hæssen blev stående. # 

En anden gang traf det sig, at der tjente to små piger 
på Filstrup, og den ene af dem skulde flytte til Kjøng præste- 
gård, hvorimod én, der var storre af vækst, skulde flytte fra 
Kjong præstegård til Filstrup, og da tog nisserne om natten 
den ny pige og bar hende til Kjøng igjen og tog den anden 
med tilbage, i det de sagde, at de ikke vilde have en stor 
og en lille, men de vilde have to Maliller. Morten Rosenkjær. 



52 B. Nisser. 



ed< 



43. En mand i Stybbæk havde en puge. En gang, da 
han fik vel tidlig opfodret, kom pagen hver aften og bragte 
et helt læs hø, som han stjal fra en anden mand, han ej 
kunde lide. Når han kom med høet, så det ud, som om hele 
massen af sig selv trillede hen ad vejen, men pugen sad midt 
inde deri og råbte uophørlig, til hvem han mddte : cLalusse, 
lakisse !» og ingen turde komme ham i vejen. 

En gang havde en nabo fortornet ham. Denne mand 
havde en skjon hingst, som pludselig blev borte af stalden. 
Man ledte aUe vegne, men hørte da en vrinsken som fra skyen, 
; så var hingsten sat op på rygningen af huset, og det kost- 
e stor mdje at få den uskadt ned. Hvis pugen ikke fik 
et stort, dybt smdroje i sin grød, fik honsene pip, eller de 
lagde vindæg, eller mælken blev blå, og smorret bittert o. s. v". 

A. li. 

44. I en gård ved Kirkerup sø havde de en nisse. En 
dag om vinteren, da bondens hø var sluppet op, så han nis- 
sen sidde oppe på hanebjælken. «Hvad, er du der !» sagde 
bonden, ckan du ikke skaffe mig noget hø?» — c Jo, jeg 
kan.> Om natten kom han og baukede på vinduet og sagde: 
«Du kommer til at sidde op og spænde for en vogn og kjøre 
ud på søen for at hente en visk hø, jeg tabte der ude.» 
— «Spænde for en vogn og hente en visk hø,» mumlede 
bonden. Han csad» dog op, spændte for og kjørte ud på 
søen. Da var der et helt læs. Han læssede nu høet på og 
kjørte hjem med det, og det slap ikke så let op, da nissen 
jævnlig 6ar mere til. 

Der fortælles om den samme mand, at han strøg sine 
heste med en rød klud nytårsmorgen, og når han gjorde det, 
kunde hans heste ikke blive magre det år. H. Nielsen. 



45. I en gård var der en nispuug, som man tit kunde 
se i gavlhullet Han mddte manden, hos hvem han boede, 
en aften, da han kom med ti bygvipper, pustende og ston- 
nende, som han da havde en svær byrde. Så lo manden ad 
ham og sagde: «Det er nok en svær byrde, du der har.» — 
c Havde du lukket din mund,» svarede nissen, c havde du 
haft ti tønder byg mere i din lade i morgen. » j. m. 



5. Nissens hvile. 

46. På en gård i Dokkedal, Mov sogn, boede der for 
nogle år siden en mand, der almindelig blev kaldt Peder 
Skelund« På denne gård boede nissen. Den samme mand 



6. Nissens hvile. 53 



havde et lille øg, som nissen holdt meget af at ride på. Men 
så var det sådan hen ad forårstiden, da foderet i laden var 
ved at slippe op, at karlen en dag sagde til nis, at efter som 
der var så lidt at fodre med, kunde det nok ikke gå an, at 
han vedblev med sit ridt «Du skal ingen ting bryde dig 
om } > svarede nissen, «jeg skal nok finde på råd.» Om af- 
tenen bad han karlen om at følge med sig, og da de havde 
forsynet sig med et dygtig langt reb, begav de sig over 
Vildmosen til Sønder- Kongerslev. Der i byen boede netop 
en mand, som hårde et helt gulv utærsket havre i sin lade. 
Nu tog nissen det halve af havren og bandt det i rebet, 
hvorefter de begge begav sig på hjemvejen. Men som de kom 
ned på Vildmosen, begyndte karlen at blive træt, hvorfor 
han spurgte nissen, om de ikke skulde hvile. «Hvile, hvad 
er det for noget ?» spurgte nis. «Det er sådan at lade knip- 
pet ligge på jorden og sætte sig derpå,* svarede karlen. Nu 
gjorde de, som karlen foreslog. Men da nissen satte sig ned, 
befandt han sig så vel derved, at han udbrød: . «Håd a 
trowe, hwilen håd wåt så huld, så had a tån hiele gwolt fuld.» 
Mads Andresens kone, Sandhusene, Hadsund, v. Lovise Hansen. 

47. En mand og hans nisse vilde følges ad hen at stjæle 
foder, for manden var i fodertrang. De tog ved en mand, 
hvor der var nok. Manden tog en brønding, og nissen tog en 
trave. Da de kom lidt hen, sagde manden: «Skal vi ikke 
hvile ?» — «Hvad er det?> siger nissen. « Ja, det er at sætte 
og tage ved igjen.» Da de havde hvilet lidt, sagde nissen : 
« Havde a vidst, te hvile var så god, havde a taget den hele 
lade på ryggen.* Hårup. 

48. En mand, der var bleyen i fodertrang, havde en 
nisse, men det var af de unge nisser, der ikke var rigtig lært 
Han og karlen var gode venner og kunde så godt følges ad. 
Så skulde de hen at stjæle foder og kom ind i en lade. Nis- 
sen tog så meget både uden al ende og tal, og så gik de. 
Da de havde gået et stykke, siger karlen: «Skal vi ikke 
hvile?* Hvad det var? Ja, det skulde ban vise ham, og så 
satte han sig ned. Da de havde siddet lidt, siger nissen, at 
dersom % han havde vidst, der var noget, som kaldtes at hvile 
sig, så skulde det have været til gården, alt hvad der var i 
laden. Kiels Pedersen, Stjær. 

49. Der var en nisse her i Sønder- Kongerslev i Kræn 
Bundesens gård. Karlen var en gang med ham i Randrup 

• at stjæle, og de skulde jo have en god borren. Da de kom 
til en bitte hoj på præstens mark, der kaldes Knoldhqj, sagde 
karlen, at nu vilde de hvile dem. Nissen sagde så, at havde 



54 B. Nisser. 



han vidst, at hvilen var så god, så vilde de have taget hele 
gulvet Der var også en nisse her nede i BUkkilde- gården. 
Han måtte ud til Dokkedal at hente en ko i steden for den, 
han havde vreden halsen om på. Sønder-Kongerslev. 

50. I et knapt år sagde en bonde i Vollerup en jule- 
aften, da grøden var sat på bordet, til konen : «Mar, vi kan 
ikke dyppe ret dybt i smorhullet for . . .» Han blev i det 
samme afbrudt ved et lydeligt « godaften*, der blev udtalt af 
en lille mand med en rød hue på, som just trådte ind ad 
ddren. «Kom frem,» sagde bonden, «og spis med os.» Konen 
så surt hertil og blev rent af lave, da gjæsten dyppede ikke 
alene grøden, men næsten Jhele skeen i smorhullet Ud på 
aftenen fik den arme mand endelig lejlighed til at sige konen, 
at gjæsten var en af de gode nisser, der nok reddede deua 
fra aen fodertrang, der stod for doren. Han havde heller 
ikke taget fejl, for straks efter opfordrede nissen ham til at 
følge med over til nabobyen Kallerup, hvor der var hostet 
Guds velsignelse af sæd. Der krøb nissen som en kat op i 
en lade og smed mange læs sæd ud af «tvisten» og kom selv 
bag efter. «Så meget Kan vi ikke bære,» sagde bonden. «Jo, 
du. tager fire neg, og jeg resten. > Det gik nu over det slemme 
Stensbjærg, hvor en hare regjerer. Der blev bonden træt og 
vilde hvile o. s. v. V. Boye. 

51. «Havde jeg vidst, at hvilen var så god, skulde 
hæssene have fulgt mig både.» Lærer Hansen. 

52. Svend Felding kom til en nisse, der kom gående 
med syv traver havre på ryggen. Det var jo en stor borren, 
og så sagde han til ham, at han skulde hvile sig lidt Det 
gjorde så nissen, og da siger han: « Havde a vidst, hvile var 
så god, så. kunde a have taget syv traver til.» Nu gav han 
ham syv karles styrke for det gode råd, men fra den tid 
kom han også til at æde for syv mand. 

De havde en stor gryde i Skjoldelev præstegård, som 
brugtes i steden for kakkelovn, og den kaldte de al tid Svend 
Feldings dovrepotte. Den skulde han nemlig have fået hans 
mad kogt i, men den er kommen væk for længe siden. 
(Sml. 1. afdl. nr. 959—969.) Ane Nielsdatter, Fårup. 

53. Lige ved vejen mellem Nimtoft og Koed er en 
meget stor sten, der ovenpå har et indtryk, som om én har 
siddet på den. Den kaldes Hvilestenen. Det mærke er frem- 
kommet således. Herremanden på Vedø havde intet foder, 
og hans kreaturer stod og sultede, men så var der en nisse, 
som havde ondt af dem, og han gik til Ryomgård efter fo- 



5. Nissens hvile. 55 



der og blev sådan ved flere nætter at bære foder på sin ryg 
fra Ryomgård til Vedø, og hver gang han kom med en byrde, 
hvilede ban sig på den sten. Så tung var byrden, at det 
har efterladt sig det mærke i stenen. 

Tæt ved den sten er en boj, lidt nord for, og den rej- 
ser sig hver helligaften på fire gloende pæle. Hvem der er 
synsk, kan se, at der holdes gilde af ojærgfolkene, og det 
skal da være farligt at komme der forbi Jeg har talt med 
en gammel mand, som bar set det. o. Holm, Ørsted. 

54. På Koed mark ligger en stor og flad sten med nogle 
underlige fordybninger, som ser ud til at være fremkommne 
derved, at en mand havde sat sig på den, og stenen så havde 
givet efter. Den kaldes Hvilestenen. Et år var der avlet 
meget lidt på Ryomgård, medens man på nabogården Vedø 
havde haft en rig host En nisse, der var hjemmehørende 
på Ryomgård, tog del i hans gårdfolks sorg over det ringe 
år og vilde gjøre sit til, at kornet ikke skulde slippe op. 
Den gik derfor en nat over til Vedø, tog der så mange rug- 
neg, som den kunde slæbe, og gik med sin store borren hjemad. 
På vejen blev han træt og satte sig ned på bemeldte sten for 
at hvile sig. Derfra skriver sig fordybningerne og stenens 
navn. Ole Bork Holm, Kjærgårdsholms mølle. 



6. Nissers slagsmål. 

En plov som våben. Valpladsen bliver hOj, hul, sø. 
Nissen sover på stakken, c Så du, jeg stod mig.» 

Det gloende hjul o. s. v. 

55. Der var en nisse i Trandum, han rogtede bæsterne, 

og de var så dejlig fede. Om ham fortælles også, at han 

stjal foder og var oppe at slås med en anden nisse. 

Ane Malene Jespersdatter, Lille- Londebjærg. 

56. Nedergård og Hestholm ligger kuns et lille stykke 
fra hinanden. I disse to gårde har der i gamle dage været 
nisser, men de kande ikke komme til rette og var derfor 
bestandig i totterne på hinanden. De stjal og røvede fra 
hinanden, det bedste ae kunde, og det vedblev de med, til 
de fik hinanden lagt øde. Men gårdene vedbliver endnu at 
kaldes Nisgårde. Fr. Knudsen, Agerskov. 

57. På hver af gårdene i Starholm i Båbjærg var der 



56 B. Nisser. 

en nisse, og de lå idelig og kivedes med hinanden, hvilket 
havde til følge, at den ene en gang blev slået ihjel af den 
anden. Nissen besørgede selv sin kost undtagen hver jule- 
aften o. s. v. Han hentede en ko i Bunken en halv mil syd for. 

A. P. Gårdboe. 

58. Der var nisser i de to osterste gårde i byen på 
Hjarnø, og de kunde ikke forliges, de sloges imellem så længe, 
at der var store blodspor i sneen om vinteren. I en anden 
gård var en nisse, som var meget dygtig til at tærske, men 
ikke af de allerbedste til at fodre hestene. Søren Hansen. 

59. Gården Ultved hører til Tylstrup i Ajstrup sogn. 
Her var en gårdbuk, som passede to røde Køer, og på 'Garn- 
melvrå var én, som også passede to røde køer. De stjal 
foder fra hinapden. En gren af Lindholms å adskiller gård- 
ene, og der modtes de på broen en nat og sloges, så der 
ikke blev andet tilbage af dem ecd deres tommeltæer. Kik. Chr. 

60. Nebbegård ligger ikke længere, hvor den for lå, og 
grunden dertil er følgende: Nebbegård og Ødstedgård havde 
hver sin nisse. Disse to levede ikke i et videre godt forhold 
til hinanden, da de for at berige deres herskaber stjal korn 
fra hverandre. En aften traf det sig da hverken værre eller 
bedre, end at de modtes hver med en god ladning korn. Nu 
sloges de, til det stod efter, men enden blev, at nissen fra 
Nebbe måtte give sig, og han blev dræbt. Nu tumlede den 
Ødsted nisse sig sådan ovre på Nebbe, at de måtte flytte 
gården lidt bort, da nissen så ingen magt havde. Det blev 
gjort, og siden var der fred. Mads Jepsen. 

61. Nissers slagsmål på Trøderup og Kragdrup . . . 
Stjal foder, slog hinanden ihjel. Nik. Christensen. 

62. Der var en gårdbonisse i Brunsbjcerg og én i Ebbes- 
gård. De vilde stjæle foder fra hinanden. Så kom de til at 
slås midtvejs mellem gårdene nede i kjæret Han fra Ebbes- 
gård tog en bagplov og slog med. Lem, Sall. 

63. Her i Fårbæk har der i gamle dage boet en gårdbo. 
I nabobyen Egelund opholdt der sig på samme tid en nisse. 
Disse to var ikke i nogen god forståelse med hinanden, og 
der fortælles, at da de en gang traf sammen på vejen mellem 
de nævnte byer, kom de op at slås. Den ene greb en plov, 
og den anden en harve, og med disse slog de dygtig løs på 
hinanden. Hvem der gik af med sejren, vidste fortælleren 
dog ikke. H. Pedersen, Fårbæk. 

64. På Djernces havde de en nisse, og på Færgegård 



6. Nissers slagsmål. En plov som våben. 57 

havde de også én. Disse to kunde aldrig forliges, ti de stjal 
så forvovent fra hinanden, at de en dag blev uklar, og hver 
tog en bagplov i hånden, og med den sloges de så længe, 
til hver havde kuns en lille stump i hånden. Lars Dybdahl. 

65. Flynderaård og Bcekmark har hver haft sin nisse. 
I den sidste gårcT havde han især kastet sin kjærlighed på 
nogle stude, som af den grund al tid var bedre i stand end 
de andre. På Holmgård sagdes også, at der var nogle stude, 
nis stadig foretrak. Nisserne i Flyndergård og Bækmark stjal 
fra hinanden, men når de en gang imellem greb hinanden i 
det, kom de jo til at skjære sammen, og så tarsk de nok godt 
til. En nat blev manden i Flyndergård vækket ved, at én 
råbte ved vinduet : «Sæj mæ, hwa a ska slå mæj !» Manden 
betænkte ikke følgerne og råbte tilbage: «Du kan tage bag- 
ploven.* Bondekonen blev også vågen ved denne råben, og 
manden sagde til hende, at det vist var nis, der havde råbt, 
ti han syntes ikke, han kunde tale rent, og det kan den slags 
folk nok heller ikke. Næste dag fik han vished i sagen, ti 
da han skulde have for ploven, var bagploven slået i splinter. 

M. Møller, Sir. 

66. Emeld Synder-Owle å Sorrerup ned ad se mark der 
æ en lille lyk, dæ hed Pugholm. De navn har en faet a to 
puger, den jenn kom fra Synder- i, vie mæ et las halm, som 
han haj hindt dær, den aan kom fra S&rrerup, han vild ha æ 
halm mæ tebaag te Owle. Di kam te å slås å sprat i æ jord, 
te dæ bldw et lille bjærre, hvor ævej gær 5ver indno. Æ 
vuen mæ æ halm vældt di over i den lille lyk, der indno hed 
Pugholm. J. p. N. L. 

67. Gårdene Astrup, He sogn, og Sørup, Torsted sogn, 
havde i gamle dage hver sin nisse. Derom går følgende 
sagn. Nisserne vilde en vinter, da foderet var knapt, stjæle 
fra hinanden og bringe det til hver sit opholdsted for at give 
kreaturerne det. Nu traf det sig en nat, at begge nisserne 
inddtes på heden imellem begge gårdene, hver med en del 
foder, som de gjensidig havde stjålet i Astrup og Sørup lader. 
Da kastede de foderet væk og floj i totterne på hinanden og 
sloges hele natten. På denne tumleplads blev der siden en 
gron plet, som endnu den dag i dag kaldes Nissernes gromie. 

Værtshusholder Jens Nielsen, Ringkjøbing. 

68. Nisser fra Tanderup og Onsbjærg stjæler fra hin- 
anden. Mødes med et ordentligt læs havre på ryggen. Slags- 
mål. Havren lå som hakkelse og avner om morgenen. 

Fortalt af Morten Kusk, Samsø. N. P. Olsen, Selsinggårde. 

69. Der var en nisse i Bolkjcsr og en i Storegård. Ikke 



58 B. Nisser. 



ret langt fra Bolkjær er en lille bøj, æ Vanghqj, og der lå 
al tid noget halm ved, når én kom forbi. Det hidrørte fra nis- 
sernes slagsmål, da de stjal foder fra hinanden. Kristen Vad. 

70. Der inddtes to nisser en gang påZ/a/2øsø(Tjele-L.), og 
de kom op at slås. Den ene var fra frastruplund, og den an- 
den fra Flarup. De stjal jo fra hinanden. Om morgenen lå 
der så meget havre på pladsen og var split ad. De kunde 
bære en halv trave navre ad gangen, men ikke mere end tre 
rugnege. Ane Marie Kristensdatter, Ørum. 

71. Nissen på Løjtved stjal fra nissen på Skjoldemose. Til 
sidst bebrejdede manden på Skjoldemose denne gårds nisse, at 
han havde så stort tab, og så blev han fortrydelig på Løjtved 
nisse, endskjondt de hidtil havde været gode venner, gik til Løj- 
tved og stjal et lille læs hø på to stænger, som han tog på 
nakken og vilde hjem med. Men i det samme mærkede Løj- 
tved-nissen uråd og kom efter den anden, og de kom nu til 
at slås i Brunemose mellem Løjtved og Skjoldemose, så læs- 
set blev spredt over hele mosen. p. Olsen. 

72. Nisserne passede især hestene, og hvor nissen var rigtig 
god, kunde de derfor også have gode heste. En nisse henne 
ved Ojæstelev havde taget et halvt havrehæs fra en anden 
mand og vilde nu hjem med det, men da møder han netop 
nissen i den gård, hvorfra han havde taget havren, han 
havde vel også været ude i forretninger, og så kom de op 
at slås om havren, hvoraf følgen bleVa at navrehæsset blev 
splittet ad og spredt over hele marken. Siden kalder de 
marken der omkring Havrevcenget p. Jensen, Kværndrup. 

73. Der var gårdboer på Hesthave og en anden stor 
gård i Krejbjcerg y Bakkegården, og de kom til at slås ude 
på marken. De havde overtrippet en hel tønde bygsædeland. 

Peder Kristensen, Hvidbjærg. 

74. Nisserne fra Spotrtip og Rodding præstegård kom 
en gang til at slås, og vi kan se knuden endnu, hvor det 
gik for sig. Anders Møller kom en aften forbi det sted, han 
var den gang møllersvend i Spotrup mølle og vilde hjem. Da 
blev det helt mørkt, og der Kom noget forbi ham som et 
læs ris eller en rubberet lime, der strøg hen ad hans klæder. 

Lem, Sall. 

75. I et meget knapt foderår var de gårde, der havde 
en dygtig nisse, godt farne, ti disse små, men stærke pus- 
linger var rigtig 'gode til at bjærge til den mand, hvor de 
havde taget ophold, og således havde Hemingsholm og Gjel- 
lerup præstegård hver en ret god nisse. De stjal en nat fra 



I 



6. Nissers slagsmål. Valpladsen bliver hftj, hul, sø. 59 

hverandre en god dragt foder, hvormed de modtes på engen 
mellem Herningsholm og Gjellerup præstegård, og da de så 
hinandens streger, blev de så vrede, at de tog til at slås, og 
begge foderdragterne nedtrampedes i den bløde engbuna. 
Derved fremkom en holdt, der den dag i dag kaldes Nisses- 
holdt og ligger i præstegårdens eng. Holdten er der endnu 
som synligt vidne om denne begivenhed fra nissernes tid. 

Kiels Uglsø, Sønder-os. 

76. I Langeble ved Nyborg er der på en mark et dybt, 
bundløst hul, som kaldes Nissehullet, fordi to nisser, som 
havde stjålet hø hos hverandres husbonder, her kom op at 
slås om det og sank så til sidst ned begge to. 

Folk sagde om en mand i Tarup, at han havde en nis- 
se på sin gård, fordi, skjondt han ikke mere end lige kunde 
bjærge sig med, hvad han havde, hans heste dog al tid var 
bedre istand end nogen andens i byen, men det kom af, at 
han var nær ved selv at trække for hestene, så nænsom var 
han mod dem, og så skar han hakkelse så fin, som der ikke 
en gang nu er nogen, der gjor på maskine. Y. Bennike. 

77. I Voer sogn ligger to gårde tæt ved hinanden, som 
hver havde sin nisse, disse to nisser kunde ikke forliges. En 
dag, medens manden i den ene gård lå og sov, kom hans 
nisse og råbte til ham : «Fåer, hwa 6ka a ta å slå niæj ?» 
Han svarede: «Du kan tage den gamle vogn, der står i gården, 
den er ikke for god.> Næste dag var vognen spredt i stumper 
og stykker i gården, og i et hul på engen mellem gårdene 
var naboens nisse bleven stoppet ned, og hullet hedder den 
dag i dag Oårdbonisses hid. Jens N. Bloch, Kjobenhavn. 

78. For mange år siden var der en nisse på Bisgård, 
og der var én på Frodesdal. De kunde ikke rigtig komme 
ud af det med hinanden, for de stjal havre fra hinanden. En 
aften modtes de på Frodesdals mark og havde begge en or- 
dentlig dragt havre på nakken. «Godaften,» siger nissen fra 
Biseård, «hvor har du fået det havre fra ?> — «Fra Bis- 

Såra,» lød svaret; cmenhvor bar du fået det havre fra, som 
u har på nakken ?» — «Fra Frodesdal,» lød svaret. De kom 
nu op at skjændes, og det endte med slagsmål, hvorved de 
trampede et stort hul i jorden, som endnu den dag i dag 
kaldes Nisseshul, men siden har man aldrig hørt noget til 
nisserne på de to gårde. F. P. J. Lund, VintenEnner. 

79. To gårdboer, den ene fra Trevad og den anden fra 
Kirkegård, Sevel sogn, modtes en nat nord for Trandum 
kirkegård på Kirkegårdsbakken, nogle hundrede alen vest for 



60 B. Nisser. 

Krarup å, hvor det kom til en ordstrid mellem dem, der endte 
i håndgribeligheder. Men den ene var den anden så meget 
overlegen i legemskræfter, at han smed ham fra bakken, livor 
han stod, ned i en lavning vesten for Tastum (afstanden er 
omtrent en mil); og hvor han faldt, blev et hul i jorden, der 
straks fyldtes med vand cg siden forstorrede sig så meget, 
at det blev til en sø på et par kvadratmile. Nu er den ud- 
torret. Jeppe Jensen, Åkjær. 

80. En nisse på Bramminggård og én på Sneumgård 
de modtes på Sneum bro, og der kom de op at slås. 

Terkild Grregersen, Ørris. 

81. I Dalum, en halv mil fra Odense, findes i Odense 
å en gammel bro, kaldet Nissebøvedbro. Den kommer kun 
til syne, når åvandet udtommes eller på anden måde synker 
lavt Navnet Nissebøved skyldes to nisser, der boede i to 
gårde, som lå på hver sin side åen. De bestjal hinanden 
gjensidig. Karlen i den ene gård hørte en dag, da han op- 
holdt sig i loen, e*n af nisserne pustende og stønnende slæbe 
med hø på loftet. Han forholdt sig da ganske stille. Nissep, 
som ikke troede sig beluret, udbrød til sidst halv hojt: «A 
fy, hvor jeg sveder!* — *Ja fy, hvor du stjæler !» råbte 
karlen og lo. Kort efter, da han stod i gårdens torveskur, så 
han begge nisserne komme med hver et knippe hø på nak- 
ken. De modtes midt på åbroen. Da de ikke kunde komme 
forbi hinanden med høet, og den ene ikke vilde gå tilbage 
og give plads for den anden, kom det følgelig til slagsmål. 
Da høet hindrede dem i ret at få tag i hinanden, kastede de 
det i åen og forsoete nu hver især at sende sin modstander 
samme vej. Det vilde dog ikke lykkes; altså skiltes de, som 
det syntes, vel forligte. Om aftenen havde samme karl været 
borte fra gården. Da han vendte hjem, var det sildigt, og 
han havde derfor lygte med. I det han kom til gårdsleddet, 
så han nisserne sidde på hver sin ledpæl. Som ban nu vilde 

!jå ind, råbte den ene til ham: «Lys nojt?» Han holdt da 
ygten i vejret, men fik i det samme en vældig ørefigen af 
den anden nisse, der nu råbte: «Lys lavt!* Så sænkede 
han lygten ; men nu fik han fra modsatte side et lige så droit 
slag med befaling om atter at lyse hojt Og således blev de 
ved, indtil karlen fandt på at slukke lygten. Det var vel 
sagtens nissernes hævn, fordi karlen havde været øjenvidne 
til deres kamp på Nissebøvedbro og så frækt vovet at tyvte dem. 

Lærer H. Hansen, Hjallese. 

82. I min fødegård Kjølkede, Bovling ved Lemvig, var 
der i forrige dage en gårdnisse, som der i min barndom blev 



J 



6. Nissers slagsmål. Nissen sover på stakken. 61 

mig fortalt mange historier om. Lidt nord for Kjølhede lig- 
ger præstegården, en stor gård på omtrent fjorten tdr. hart- 
korn, hvor der også var en nisse. Disse to små fyre levede 
ikke al tid i den bedste forståelse som gode naboer, i det 
de hver for sig vilde deres gårds bedste, der tit var på den 
andens bekostning. Så hændte det sig et år, at præstegården 
havde en mindre god avl, men den var så god i Kjølhede, 
at der måtte sættes noget korn ude i stak. Denne overflø- 
dighed gjorde ondt i præstegårds-nissens ojne. Vor nisse 
vidste imidlertid godt, at præstens nisse omgikkes med tyve- 
tanker. For des bedre at kunne passe tyven op sov han 
hver nat ovenpå stakken, men han var ikke så let i blund, 
som fugl i lund. En loverdag nat kom præstens nisse listende 
på tyvesokker og borede sig ind under stakken, løftede den 
op og bar den bort på hovedet. Vor nisse sov den retfær- 
diges søvn og mærkede intet, f5r tyven kom til præstegård- 
ens markskjel, omtrent midt imellem begge gårde, hvor der 
var en storre grøft og et dige. Da tyven vilde hoppe der- 
over, faldt stakken fra ham, og ved den forstyrrelse, som 
dette afstedkom, vågnede soveren op og så straks, hvad der 
gik for sig. I en fart kom han ned, hvor der så stod en 
skrækkelig kamp, der varede ved til morgengry. Da folk 
søndag morgen gik til kirke, undredes de over at se en korn- 
stak stå på dette sted. De gik nærmere for at se, hvordan 
det kunde hænge sammen, og fandt da bagdelen af en to- 
hjulet plov og en halv harve henslængt ved stakken, samt 
mærker af en voldsom kamp. De to dele havde altså været 
de våben, som de to vrede kjæmper havde brugt mod hin- 
anden. Peder Kjølhede, Muskegon i Michigan, Amerika. 

83. Der var nisser på Torlundgård og L/indbjærg i 
Olgod 9 og begge steder havde de stakke ude. Så kom nis- 
sen fra Torlund og stak hovedet ind under en stak, men der 
lå den anden nisse og sov oppe i, og han mærkede det ikke, 
inden de kom til Torlund. Da vågnede han, og så stod der 
en kamp, der varede til dag. Men stakken blev stående. 

Niels Tranbjærg, Tirstrup. 

84. Der var nisser her på Houm og Grubbesholm. De 
stjal stakke fra hinanden. Den, der var her på gården, lå en 
gang og sov på en kornstak, og da kom den anden og vilde 
tage den. Så blev han vågen, ved at stakken begyndte at 
ryste, og han »kom ned, og de kom til at slås der ude ved 
<e Vejle. Der er en stenkiste over den, og der skulde nissen 
jo over med stakken. Om morgenen lå halmen der, og så kunde 
folk da se, hvor de havde slåedes. Dorthea Kristensdatter, Houm. 

85. På Donneruplund og så en anden gård i Give, der 



62 B. Nisser. 

hedder Søndersthoved, havde de nisser. På Donneruplund 
var der store kornhæs ude, og så vilde den anden nisse 
komme og stjæle af dem. I det han nu tager et hæs, lå nis 
ovenpå og sov. Han vågnede omsider ved den skumpen, og 
da var hæsset kommet omtrent midtvejs. De kom nu til at 
slåes, og så rev de hårene af hverandre, så de floj runden 
om dem. Næste morgen fandt man hæsset stående der på 

EJadsen, og folkene på Donneruplund måtte til at kjøre aet 
jern igjen. Vinding højskole. 

86. Der er også gode nisser til. En sådan opholdt sig 
en gang på herregarden Skjoldemose i Sydfyen. Det år gik 
høet for tidlig op mange steder, også på den gård, hvor nis- 
sen boede. Han var inderlig kjed deraf på sin husbonds 
vegne og besluttede til sidst selv at skaffe hø. Nu havde 
han set, at de Kroghenlunds folk havde hø i stakke uden for 
deres lade. Altså lister han sig derhen ved nattetid, tog en 
god stor stak på nakken og skyndte sig ad Skjoldemose til 
med den. Uheldigvis lå Kroghenlunds-nissen og sov i stakken. 
Så snart denne mærkede, hvorledes høet, han lå i, huutplede 
og skumplede under ham, kravlede han ud og så nu til sin 
forbavselse, at han blev båren over den ene plojemark efter 
den anden, tilmed af en anden lille rødhuet mssebro'r. Det 
var mer, end han vilde finde sig i. Han sprang derfor ned, 
og nu kom nisserne op at slås. Under kampen spredtes 
høet over hele løkken. Men siden den tid vil der ikke ret 

vel vokse noget i den løkke. Bruneløkken kaldes den. 

Lærer H. Hansen, Hjallese. 

87. Der skal være et træ i Lindum skov, der er hult, 
og det tor ingen komme til. Et par mænd var nysgjerrige 
og vilde hen og se ned i det. Den ene var nærmere ved 
end den anden og så derned, og til ham kgm der en skiveise, 
som sagde: «Så du, hvor a bankede ham der nede?> Han 
svarte : «Ja, efter ham igjen !» og så skyndte han sig bort 
med den anden, men skiveisen forsvandt i træet. Se, det 
var åndsnærværelse. Mads Sørensen Stær, Glenstrnp. 

88. For mange år siden var der en mand fra Balslev, 
der hed Kristen Jakob, han kjørte til Middelfart med et læs 
korn. Som han kom ud for Jeppes torvemose, så han to 
nisser, som sloges. Han vilde skynde sig at kjøre, for det 
var jo ikke rådeligt at se på, at nisser slås. Men i det samme 
blev slagsmålet forbi, og den nisse, som stod sig, råbte hen 
til ham : «8å du, Kristen Jakob, jeg fukled Jasef !» — « Ja, 
fukl du ham kun én gang til,» svarede manden og kjørte sin vej. 

K. P. Dalin. 



6. Nissers slagsmål. «Så <ln, jee stod mig.» 63 



89. To nisser var kommen op at slås om deres fodring. 
En karl, der hed Terkild,* var kommen forbi og vilde gå et 
sted hen. Men da han nu så slagsmålet, vilde han gjemme 
sig i nogle træer, og der stod han så og så på, hvordan det 
gik. Endelig råbte den ene: «Så du nu, Terkild i trunten, a 
sto mæ iliiwal.> — <Jamen du fik endda det sidste slag,» 
sagde Terkild. Så blev nis vred og rendte efter ham, og han 
måtte rende stærkt. Endelig kom han til kirkegården, og 
der smuttede han ind ad lågen og slog den stærkt i efter sig, 
og var han ikke kommen derind, så havde nis taget ham. 
Men der blev en stump af hans kjole siddende i lågen. 

Maren Knudsdatter, Uglbølle. 

90. Dem i Hallendrup de havde en nisse, og dem i 
Ginderup de havde én. Så kom Ginderup-nisse i hov om f 
at han vilde op og stjæle i Hallendrup, og så siger han til 
én, der hed Terkild, det gjorde nis, oin han vilde ikke med 
der op og stjæle havre i aften. Terkild sagde jo, det kunde 
de jo godt. Så gik de, og de tav (o: tog) så meget som de 
kunde både slæbe og bære hverre (hver). Da de kom så 
midtvejs på tilbagevejen, så modte de Hallendrup-nisse, han 
havde været i Ginderup og stjæle havre. De kom nu begge 
op at slås, og imens puttede Terkild sig ind i en trætrunte, 
der stod ved siden ar. Da de var så færdige med at slås, 
havde Ginderup-nisse stån sig. Han tager da ordet og siger 
til Terkild : «Kan du nu se, Terkild i trunten, a stod mig 
endda.* Så fik de bylten på dem igjen, o og så trækket de af 
med den. Lidt efter siger Terkild : «A, lad os hvile. » — 
«Hvad, er der hvile til?» siger nis, «så kunde a have båret 
lige så meget til, som a har.» Kirsten M. Pedersdatter, Hornslet. 

91. I Hesselager imellem Svendborg og Nyborg havde to 
naboer hver en nisse, og den ene vilde da stjæle hø fra den 
anden, men den anden havde mærket det og passede på, til 
han kom igjen, og der blev et helt slagsmål. Manden, der 
var stjålet fra, kom tilfældigvis gående i det samme, og han& 
nisse kom ham da glædesstrålende i møde og siger til ham : 
«8å du det, Skjephavremand, jeg børsted Bærtel?» 

Rasmus Kristensen, Vester-Skjerninge. 

92. I Ncerå var en nisse, og i Ore var også én, de kunde 
aldrig forliges, de stjal hele hæs ad gangen fra hinanden Nu kunde 
bymændene nok have lyst til at vide, hvordan de bar sig ad. 
Derfor gav de hver en mand to skjæpper havre, for at han 
skulde sidde et sted i nærheden for at se til og fortælle,, 
hvordan de bar sig ad. Han gik da ud og satte sig i et træ 
i god tid. De modtes lige for ham og tog fat, for det var 



64 B. Nisser. 



lige på markskjellet, han sad. Det gik hårdt på, men den 
ene fik dog den anden til at flygte, og derpå gik han hen og 
så op i træet og sagde: «Så du det, Skjæppehavremand, vor 
duntende Bartus (o: hvor jeg duntede Bærtel)?» — « Jamen 
eja, du fik en skrup mere end han,» sagde manden. « Gjorde 
jeg?» sagde nissen og foer af sted for at betaleden. Imens 
øb Skjæppehavremand hjem. D. J. 



93. Herregårdene Kra&trup og Vår i den nordlige del 
af Ålborg amt havde i gamle dage hver sin nisse. De levede 
i ufred med hinanden, og det blev aftalt, at en tvekamp 
imellem dem skulde jævne striden. Nissen fra Vår, der an- 
såes for den svageste, påkaldte staldkarlens hjælp, og da denne 
ytrede sin frygt for at være deltager i kampen, forklarede 
nissen ham, at hele hans deltagelse skulde bestå i at stå og 
være parat med en høtyv og støde denne i et glødende hjul, 
under hvilken skikkelse Krastrup-nissen nemlig vilde komme 
ved nattens frembrud, for så var sejren vis. Karlen tog mod 
til sig og gjorde, som nissen sagde, og han vandt derved 
nissens venskab, hvilket han havde gavn af mange gange 
siden. J. D. Jensen, Vindblæs. 

94. Nisser stjal foder og bestemte en aften til at slås. 
Den, der fik magt, skulde være mest. Da Ejålgårds gård- 
buk kom hjem, sagde han til manden, at han skulde, fidre 
med halmbånd mellem egerne på et hjul, og når de kom til 
at slås, skulde han stikke ild i hjulet og trille det ind imel- 
lem dem. Så begyndte dysten, og Kjålgårds-manden trillede 
hjulet. Da blev Kjøldrup gårdbuk så forskrækket, at han 
løb sin vej. Siden blev Kjålgårds-gårdbuk anset for den mæg- 
tigste. Nik. Christensen. 

95. Der hvor landevejen forhen gik imellem JerUv og 
Vilstrup, der gik den over en stejl banke, som nu er sønden 
for landevejen og kaldes Pugkjærs banke, og kjæret der neden 
for kaldes JPugkjær. Den banke var alle folk så kjede af, 
for den var så stejl, og der ovenfor skulde folk al tid bede. 
Så var der en mand i Jerlev og én i Vilstrup, de havde 
hver en nispuug til at fodre deres kræ. De vilde plyndre fra 
hverandre og hente havre til kræet — hvad enten det 
nu var sande eller 15gn, det véd a ikke, men de vilde vir- 
kelig have til, at der var nisser i gamle dage, der fodrede 
for folk — og så kom de op at slås. Ham, der kunde ikke 
stå sig, han blev gal i hovedet, og vilde have den anden slået 
ihjel. Så finder han på en dag at tage et hjul, og det om- 
vikler han med halm og blår og dypper i tjære, og så lader 
han det om natten løbe ned ad banken, da han havde stuk- 



. 6. Nissers slagsmål. Det gloende hjul m. ni. 65 

ket ild i det. Den stærke stod og så efter det, og ilav kom 
den anden og slog ham ihjel. Sådan har den banke fået sit 
navn efter nispugen. Kristen Ebbesen, Egtved. 

96. Stude by og Hemmeshoj by havde også hver sin 
nisse. De stjal fra hinanden, men det gik tilbage for Hem- 
meshoj mænd, for Stude-nissen var så stærk, at han kunde 
koste den anden væk. Så fik Hemmeshoj-nissen en karl lok- 
ket til at krybe ind i en sæk, som var fyldt med halm, og 
tage sit fyrtoj med. Den gang Stude-nissen nu fik denne 
sæk på nakken og var kommen halvvejen, så begyndte den at 
blusse, og da nissen havde bundet den så for sandt (o : suf- 
fisant) på sig, at han ikke i hast kunde få den løst, så måtte 
nissen blusse med. Karlen derimod skar et hul i sækken og 
løb hjem. Siden den tid stod Hemmeshoj sig godt. Chr. R. 

97. På Lykkegård, der da lå sydvest for Birkumgård, 
var en gårdbuk. De havde også én på Birkumgård, og de 
sloges. f)a de var yed et led, kom en mand, der hed Peder 
i Havens, og skilte dem ad, og han trængte heller ikke, så 
længe han levede. Nik. Christensen. 

98. Slagsmål imellem Klokmose-nissen og Fastergårds- 
nissen. Denne undskyldte sig med, at det blot var hans eget 
foder, han gik med, og derfor vandt han, da han havde ret- 
ten på sin side. «Den nisse, der har uret, kan aldrig stå sig,> 
siger folk. Der blev en pøl eller en plump, som endnu hed- 
der Nissesig. Men den samme nat havde en karl fra Klok- 
mose været ovre på Fastergård at se til sin kjæreste, og på 
hjemvejen kom han forbi nisserne, mens de sloges. I steden 
for at hjælpe sin gårdnisse løb han, alt hvad han kunde,* hjem. 
Men Klokmose-nissen havde set ham og var nu gal over, at 
han ikke havde hjulpet ham, og han besluttede at hævne sig. 
Natten efter, da karlen var kommen i seng, kom nissen, tog 
ham og bar ham ud i gården med de ord: «No a dæ ska 
måål, te æ kåk vel gåål,» og smed ham omkring på møddingen, 
indtil der ikke var et sted på denne, hvor ban ikke havde 
hgget. Så sagde nissen : « Ja, ær dær et mier lannd, så ær 
der dåw nåt wannd !> og sparkede til karlen, så han floj ud 
i æ møddingsflod. P. K. M. 



7. Nissens narreri. 

99. I Rasmus Povlsens gård i Udby var i gamle dage 
en nisse. Han var meget godmodig og gjorde mange tjenester 

E. T. Kristensen : Danske sagn i folkemunde. II. 5 



66 B. Nisser. 



i huset; men gjorde nogen ham fortræd, så spillede han dem 
og til gjengjæld alle de puds, han formåede. Da således en 
pige en gang havde gjort sig lystig over ham, trak han om 
natten, mens hun sov, begge hendes hoser inden i hinanden* 
Da hun så klædte sig på om morgenen, trak hun jo begge 
hoser på ét ben. Nis sad og grinte ad hende: «Ti-hi ti-ha, 
tåw ho, ta tåw hoser på i lo'.* K. P. Dalin. 

100. En aften, da manden sov, kom nissen og puttede 
mandens ene strompe ind i den anden, og da han om morg- 
enen stod op, så trak han begge strømper på én fod, da han 
jo ikke tænkte på, hvad nissen havde gjort Men da sad 
nissen under bordet med et underlig fortrukkent ansigt og 
sagde i en tone, som om han havde ondt ved at bare sig 
for latter: tHihihi! to hoser på én fod, det har jeg aldrig set 
for i mine dage h Seminarist P. Olsen. 

101. Nisserne har al tid været med til gavtyvestreger* 
Således var der i en gård på Skarø en nisse, som om morg- 
enen havde taget mandens strømper på ét ben« Manden sogte 
da efter dem, men kunde ikke finde dem. Endelig råber 
nissen : «Tihihit, to howser på ét ben!» R. Kristensen, V.-Skj. 

102. Nisserne viste sig gjærne i skikkelse af en væd- 
der. En karl fra Sandvig sKulde en aften følge sin kjæreste 
hjem. Så skulde de over en stente, og der så de, at der 
hængte en vædder med forkroppen på den ene side og bag- 
kroppen på den anden side og kunde ikke komme over. 
Maas tager da ordet og siger: «Du stakkel, se, hvor du er 
kommen til at hænge». Dermed gik han hen for at løfte 
den ned. Men alt det ban løftede, hjalp det ikke, og da 
han så blev kjed af det og gik, grinte nissen og sagde i 
«Håhåhå !» H. P. Nielsen, Sejling. 

103. En tærskemand skulde en morgen tidlig hen til 
en gård, dér lå langt fra byen; han gik fra Sandvig og ad 
Skalsby. Da han kommer op på Easmus Bo's mark, ser han, 
at der ligger en grå vædder på ryggen i en ren med alle 
fire ben i vejret. Manden gik så hen og løftede den op; 
men da han havde gået et lille stykke, ser han, at der ligger 
akkurat én lige sådan. Han blev nok lidt forundret, men gik 
lige godt hen og rejste den op med. Da han havde gået et 
lille stykke til, så ligger den samme fyr der igjen. Men så 
siger manden: «Nej,nu skal du have tak, du har narret mig 
to gange, den tredje gang skal du ikke narre mig.» Nu kunde 
han forstå, hvad det var, og så grinede nissen. 

H. P. Nielsen, Sejling.. 



7. Nissens narreri. 67 



104. Gamle-Hans i Banner fortalte, at da ban var ung 
og tjente på Øland, skolde han en aften fodre hestene. Det 
var så mørkt som en brand. Han stak skovlen i hakkelsen 
og førte den til krybbemundingen, men i det samme føg hak- 
kelsen om ørene på ham, og han hørte da noget bag ved sig, 
der lo : «Hahaha!» Det var da gårdbukken, som havde lagt 
sig i hakkelsen, og Hans havde taget ham med i skovlen. 
Fra den tid rørte ban al tid om i hakkelsen for at mærke, 
om der var noget deri. Nik. Christensen. 

105. Nissen på Skjeld ved Vedsted gryntede en aften 
som et svin, da manden var kommen ud i stalden for at 
fodre hestene. Det sagde: «U, u!> men manden rendte i 
sin iver hovedet mod væggen og sagde: «Av, av!» Da lo 
det inde i foderbåsen og sagde : «Hahaha !» Så vidste manden, 
at det var gårdbukken, og gik rolig ind, for han vidste nok, 
at den sorgede for hestene. Nik. Christensen. 

106. I Kjøng præstegård og på gården Filstrup havde 
de byttet piger, så at der var gommen en lillepige til Kjøng. 
Da nis om aftenen kommer ind for at se til pigerne, synes 
han, at den ene er mindre, medens de i forvejen var lige 
store. Han tager i benene på den lille og trækker hende ned, 
hvorfor der kommer til at mangle et stykke ved hovedgærdet. 
Derpå trækker han hende op, men nu mangler der et stykke 
ved fodenden. Han siger da : «En lang og en stumpe og to 
mage lige; gjønge du til Kjøng, så skal jeg nok gjønge dig 
tilbage igien,» hvorpå han tager den lille og bærer hende til 
Pilstrup, Juvor han tager den anden og bærer til Kjøng. De 

Erøvede et par gange på at gå tilbage ; men nis byttede dem 
ver gang, medens han gjentog ovennævnte. 

Gjønge udtales gjønge med tydeligt j. 
(Sml. nr. 42 og 142.) Stud. P. Jacobsen, Kjtfbenhavn. 

107. Anders Nielsen på Mern mark havde en nisse, 
der boede under en havrebod inde i gården. Denne havre- 
bod kaldte de al tid djævleboden. Der var en kætte (o : åb- 
ning mellem to huse), som aldrig nogen turde gå ind af om 
aftenen. En af karlene havde en aften været i byen, og da 
han kom hjem, havde de lukket porten for ham, så han 
kunde ikke komme ind uden at skulle gjennem denne kætte. 
Han havde nok hørt nogle fortællinger om den, men tænkte, 
at det var vel ikke andet end snak det hele, og gik så der- 
ind ad. Aldrig så snart han var kommen der ind, var det, 
ligesom én tog fat i ham og hug ham fra den ene væg til 
den anden. Endelig slap han helt fortumlet og forslået der- 
fra og kom ind i seng. Siden gik han aldrig gjennem kæt- 



68 R X 



ten. Det samme sted narrede nissen så tit kariene om natten. 
De vågnede og hørte spektakel i hestestalden. Således har 
min morbroder fortalt, som tjente dér i flere år. 

Laerer H. P. Nielsen, 8ejling. 



8. Nissen i logabet o. s. v. 

Karlen over brøndkarmen. 

108. I Sepstrup er der to store garde, der kaldes B*es- 
kolm. Her var en nis, som fedede deres heste, og han fik 
en gryde grød med smor i hver aften. Han opholdt sig i 
laden, og når karlen gik af laden og gik ind, satte han sig i 
ladehullet. Denher bitte /Ireng var så ligegyldig med dem, 
og de var kjede af ham. En af karlene listede sig til at skyde 
ham ned af hullet en gang, han vendte ryggen til, te han 
blåt ind i loen. Nis kunde just ikke stede sig, men han vilde 
nok gjøre ham et puds igjen.+ Om middagen, de går hen og 
sover, da kommer nis og tager og bærer ham ud på kjelde- 
vippen, og det formærkede han ikke til. Så kommer manden 
hen og vil tale til karlene og ser da, han ligger der. Nis 
giver sig straks til kjende henne i laden ved at stå sådan og 
skrannigrinne ad det. Manden far ved karlen og får ham 

ned. «Å, det har den forbandede nis gjort!* sagde han. 

J&rgen Villadsen, Bamsing. 

109. En nis sad i et høhul og drillede hunden og sagde : 
«Tosselall, ta i den to, tosselall,ta i den to !> og så stak han 
den ene fod og så den anden fod ud til hunden, som stod 
bunden neden for. Det stod en karl og hørte på, og så list- 
ede han sig hen og skjowd ham ned til hunden. Men om 
natten tog nis en navfjæl og lagde over kjallen, og så tog 
han karlen, men han soved', og lagde ham på den fjæl. Han 
vred sig, og så faldt lian ned i vandet* men nis hjalp ham 
op igjen. Maren Knndsdatter, Uglbølle. 

110. De havde også en nisse i Sønderup. Han sad og 
trassede deres hund og tråd med benene: Så var der en 
karl, der skubbede ham ud. En morgen efter lå karlen på 
en fjæl over kjelden, som de havde at stå på, når de drag- 
ede vand op. Andet end den fjæl havde de ikke at trække 
op på, så det var farligt nok, men som karlen lå, det var 
Også farligt Ane Marie Kristensdatter, Ørum. 

111. De havde en gårdbo på Skivehus, og deres hund 



8. Nissen i logabet o. s. v. Karlen over brøndkarmen. 69 

hed Tåggi. Så sad gårdboen oppe i en svale oven over 
bunden og sagde: « Tåggi, ta to, Tåggi, ta to!» En dreng 
listede sig så op på ladet og skjøcT ham ned, og hunden 
gav ham nogle slemme plusk. Om natten lagde gårdboen 
ham så på en fjæl over kjelderammen, men stod ved siden 
af ham, for det han skulde ikke falde i. 

Gårdboerne har også været i Krarupgård her i Hvid- 
bjærg, men der har a ikke hørt til noget spil på dem. 

Peder Kristensen, Hvidbjærg. 

112. Nissen rdgtede jo' kreaturerne, og derfor fik han 
grød otn aftenen i bryggerset Der var sådan en rende, og 
et hul ind i muren, som ban gik Ind af, og så spiste han 
grøden der hver aften, og der var smor i dem. Men så en 

aften var der' ingen smor. Slår én af studene ibjel 

bytter den om. (Sml. nr. 49.) 

En dag sidder han i logabet, og der vilde karlen ikke 
have ham til at sidde. Han siger: «Hvis du ikke fortojer 
die af gabet, skal a snart få dig ud!» Men nej, han bliver 
siddende, og karlen skyder ham så ud. «Det skal du få skam 
for,» siger nissen. Om natten lagde han ham tvæær over en 
kjeldekarm. Han blev nok så forfikket, da han vågnede. 
Siden den dag lod ban nok nis sidde. Morten Jensen, Darum. 

113. Der var en gård her i byen, som nu er udflyttet, 
og der havde de en nisse. Han bjærgede havre hjem til 
køerne og bæsterne, og de var da alle tider så fede. Når 
hundene kom efter ham, bjærgede han sig op i et høhul, og 
der kunde han så sidde og drille hundene, så der kunde være 
et forfærdeligt spektakel på dem. Fordi han var så god til 
at bjærge, fik han sødgrød hver aften, og når han ikke fik 
dem, vilde han gjøre fortræd ved kreaturerne. N. Frandsen, Vore. 

114. I Kasse boj en mand, der haaj en stor bindhund. 
De vår om æ vinter, æ kael stoi å æ lo å tosk, så høør han, 
æ hund blow så gal. Æ kael, dæ vå nysgjerre, gik op å æ 
lowt for å se, va de vår, æ hund gjæflet ad. I æ lowtgaf 
dæ sad æ nispug å drillet æ hund, han stak æ ben ud a æ 
lowtgaf å sooj: «Dæræ nisses stor tå, dær æ nisses lill tå.» 
Æ kael skød så nis ud te æ hund å saaj : «Dær æ nis ald- 
sammel!* J. P. N. L. 

115. I Tommerup var en pige krøbet op på stænget 
for at vælte hø ned. Da hun så, nissen lå henne ved kanten 
af stænget og drillede hunden med at række først den ene 
og så den anden hånd frem efter den, i det han råbte : «Pus mig 
den lalle, og pus mig så d en lalle, > listede hun sig hen bag 
ham og sagde : «Pus mig det hele legeme !» o. s. v. A. N. 



70 B. Nisser. 

_______ • 

116. I en gård i Dybbøl sad nissen en dag oppe i en. 
luge (lem), stak benene ud og sagde til hunden, som stod. 
nedenfor : cPus mæ den fodlall, pus mæ den fodlall !» Én af 
karlene, som hørte det, listede sig hen ad loftet og skubbede 
til nissen med en fork og sagde til hunden: cPus ham do 
begge forrelallU Men næste nat, da karlen sov, tog nissen 
ham og lagde ham over en åben brønd på et par stænger, 
så karlen blev meget forskrækket, da han om morgenen våg- 
nede og så, hvor han var. Marie Johansen. 

117. Nytårsaften, den gang de havde fået deres nætter, 
gav de dem til at spille kort om pebernødder på Hestehave. 
Så var der sådant et levnet på hunden. Den stod bunden 
uden for stalddøren, og Jens Hårby vilde da ud at se, hvad 
der var ved det med den. Så kunde han se, det var gård- 
boen, der drillede hunden. Han sad i et svalehul oven stald- 
doren og puttede så ét ben og så et andet ben ud, idet han 
sagde: «Kys migdenlaal, kys mig denlaal.» Det var hunden 
gal over. Så lister Jens Hårby sig op på loftet og skyder 
til gårdboen, så han flyver ud til hunden. Han rendte af vejen, 
og hunden var nu ikke mere gal. Folkenene sad til midnat 
og spilte kort, og så de æd sengen, men Jens Hårby våg- 
nede ud ad natten, han var så forfrossen, og han tykte, han 
havde så hårdt et leje. Som han nu følte ned til hver side, 
da lå han på en fjæl over kjelden al stovsnagen, og det både 
knøg og frøs. Jens Hårby kom godt fra det, men da han 
rendte ind, da grinnede gårdboen, te det var forskrækkeligt. 
Det var et godt puds. Anden dags nat taler han ved vin- 
duerne og siger: <Æ ku hår kælled, æ ku hår kælled!* De 
rejser dem alle tre, både Jens Hårby og drengen og pigen, 
tænder lygten og vil ud og se efter koen. Da har den godt 
nok fået kalv, og kalven lå i grebningen, drengen og pigen 
kunde da ikke se bedre. Men Jens Hårby bar nogen tvivl 
om detber, og så siger han: «Det er en vanskabning, den 
kalv, den vil vi ikke have i bøvlen, tag du den ved bag- 
benene, så kyler vi den ud på møddingen.* Det gjorde så 
han og drengen, men gårdboen rejser sig op, klapper i en- 
den af dem og var så forgrinnet af, at han sådan havde 
narret dem op. Ellers kom Jens Hårby godt af sted med 
gårdboen. Niels Ebbesen, Andrup. 

118. Hundene var så slemme til at giø på nisserne og 
bide dem, og dem kunde de ikke værge dem for, nisserne 
har ingen magt over hundene. Et sted var en karl, der rendte 
ud til hundene, som stod og gjøede ad nissen, han kunde ikke 
lide, de havde det kram. Hundene rev klæderne af ham, og 



8. Nissen i logabe t o. s. v. Karlen over brøndkarmen. 71 

• 

det fik karlen Ion for; næste nat tog nissen og lagde ham 

Så en smal fjæl over deres kjelde, han skulde have faldet i. 
[en husbonden kom op om morgenen i god tid og listede 
sig hen og tog ham af vejen, for karlen kunde ikke vågne, 
inden der kom en mand og kaldte på ham. Så skulde han 
jo have faldet i. Nissen havde nemlig ikke magt til at kyle 
ham i kjelden. Niels Pedersen, Stjær. 

119. På Viumgård var en karl og en pige kjærester. 
De finder på at tage grød fra nis og spiller ham flere pudser. 
En gang havde han været henne at stjæle en fire, fem havre- 
neg til hestene, og dem gjemte de for ham. Eudelig bliver 
nis gal i hovedet og vil hævne sig. De havde nu for skik 
at trække deres linned af om natten. Så lå de om morgenen 
ude i gården ved siden af hverandre tværs over kjeldekarmen 
lige så splitternøgne, som de var komne til verden. Siden 
kunde han være i fred, de lovede fuldt og fast ikke at for- 
nærme nis tiere. Ole Sig, Rærup. 

120. Nisserne er nogle små grå væsener med spidse 
luer, og i gamle dage var der næsten én i hver gård, som 
gik og gjorde både gavn og spilopper. Nissen tog foderet 
Ira de kreaturer, han ikke kunde lide, og gav det til andre, 
han syntes bedre om, derfor var der enkelte fede dyr mellem 
de magre. Nissen skulde have noget at spise hver(?) aften, 
helst mælk og grød, og fik han ikke, hvad han skulde have, 
så gjorde han fortræd. Der var dog dem, som mente, at 
han ikke spiste, hvad han fik, men satte det ned under en 
sten i kohuset bag ved køerne, og lod det stå der. Gjorde 
nogen nissen fortræd, kunde han nok få i sinde at hævne 
6 *g> og det temmelig slemt Således havde en pige en gang 
narret nissen for hans grød, men så om natten tog han pigen, 
mens hun sov, og lagde hende på en stige tværs over den 
åbne brønd i gården. Pigen blev heldigvis rolig liggende 
på stigen til om morgenen. Ved den mindste bevægelse 
vilde hun være falden i brønden, men hun fik da således at 
se, hvor nemt han kunde hævne sig. p. Jensen, Kværndrup, 

121. I en gård i Ørby boede en nisse, som hver aften 

fik sin mælk og grød. En aften skulde drengen gå over og 

give ham dette, men han sagde til karlen, at han vilde ikke 

gå over til nis med mælk og grød, da det ingen nytte var 

til. Drengen gik nu i seng, men om natten listede nis sig 

ind i hans kammer, tog ham op af sengen, bar ham ud og 

lagde ham tværs over brønden. Siden efter undlod drengen 

ikke at gå ud med aftensmad til nis. 

Præst-Barbara, Selsing gårde, ved N. P. Olsen. 



72 B. Nisser. 



122. I en gård bragte nis at sidde og ride på bæsterne,, 
og det kande karlen ikke Ude, han brugte pisken til ham. 
Så puttede han sig oppe på hjalden, og der var et hul eller 
en låge på enden af det hus! Så kommer karlen gående en 
aften, han havde været i by, og da ser han, nis stod på es 
stige tæt uden for den låge og stod og rogte af en pibe. Så 
går karlen hen og snapper stigen fra ham, piben faldt på 
jorden, og nis steglede baglænds ind på hjalden. Så gik karlen- 
hen og vilde tage nisses pibe, men han brændte hans hånd 
så skrækkelig, det var ligesom et stykke gloende ild. Nu gik 
karlen indjog i seng i staldkammeret, men han havde så ondt 
i hans hånd. Endelig faldt han i søvn. Da kom nis ind til 
ham, for han vidste nok, at han havde brændt sig, og tager 
i benene af karlen og bliver ved at trække med ham frem 
og tilbage i sengen. Han kunde ikke vågne, men kunde dog 
mærke, at nis var der. Så tog han ved hans hånd og gjorde 
ved den, så den kerte sig igjen. Nu blev karlen omsindet og 
kom i tanker om, at nis var bedre, end han havde troet, 
hvorfor han vilde have ham til gode venner igjen. Han 
kjobte en pibe og noget tobak til nis, og det lagde han et 
sted og sagde, at det skulde han have, for det han kurerede 
hans hånd. Siden gik han ind hver aften og hentede en 
skål mælk og grød og gav nis, og så blev de så meget gode 
venner. Ane Kirstine Kristensdatter, Hoven. 

123. Det var i den tid, der var gårdbukker, da var en 
karl gået ud en aften at give deres øg. Så sidder gårdbuk- 
ken oppe på overbjælken i deres lade og legte med hans 
patrilaller. Så giver karlen øgene, og da han var færdig, tager 
han deres laderive og slår m ham, så han bliver hændesløs 
og virmer ned. Så sagde gårdbukken, idet han gik ud, at 
det skulde karlen få betalt; men han regnede det ikke med 
den betaling. Karlen var kjæreste med pigen på gården, som 
de tjente, og så fulgtes hun en aften med ham ud at give de- 
res øg. Så forekom det dem, at de hørte nogen, der gik. 
«Nu kommer der é*n,» siger pigen og springer ud, og så bliver 
karlen henne og kommer ikke igjen. Folkene troede jo, han 
var gået i seng, så det faldt dem ikke ind at se efter ham 
om aftenen. Men om morgenen spurgte de jo efter ham og 
så efter ham, men der var ingen karl nogen steder, og rygtet 
fortæller, at de fandt ham ikke inden om hosten, de kjørte 
korn ind. D« fandt de ham øverst oppe i deres lade under 
en svarlægte. Der sad han og var vissen og helt fortært. De 
mente, at gårdbukken havde stoppet ham ind der. 

Kristen Kjeldsen, Ullerup. 

124. Et sted havde de en gårdbuk, der al tid sad på 



8. Nissen i logabet o. s. v. 73 

brønddiget. En dag, da drengen vandede kreaturerne, sad 
han der som sædvanlig. Da tog den kåde dreng et ris og 
svirpede ham over benene med. «Haba, håhåb lo gård- 
bakken, «det kan vel blive betalt, når du mindst tænker der 
på.» Det stod nu hen til vintertid. Da hændte det sig en 
nat, at drengen stod op af sengen cg gik uden/ for. Så var 
gårdbukken straks ved hånden og stoppede ham ind i foderet 
i laden, og hen i foråret fandt de hans lig. Nik. Christensen. 

125. Der har været en nisse i en gård i Værslev. En 
gang så folkene, at nissen sad på stænget over norten og lod 
benene hænge ned. Så kom gårdhunden løbende, og da nis- 
sen så den, sagde den: «Lådne ta tåen, lådne ta tåen!* 
Hunden blev vred og gav sig til at gjø, men nissen blev ved 
at drille den. Jargen Hansen. 

126. Nissen sad henne på portslyden og tirrede den 
stakkels hund, så der hverken var mål eller måde med. Da 
siger en dristig tjenestedreng: «Nu skal jeg narre kanaljen, » 
tager en bøfork og lister sig op på stængerne, skubber til 
ham, så han bumper ned til den store hund, og var nær bleven 
bidt fordærvet Det var en kold vinternat. Aldrig så snart 
drengen var bleven varm i sengen, fSrend nissen ind i stalden, 
slog alle hestene løse og kom dem til at slås. Drengen måtte 
op at binde dem. Sådan gik det hele natten. Hver gang 
drengen havde buiidet hestene og blev varm i sengen, løste 
nissen dem, så han ej fik den allermindste søvn eller ro den nat. 

D. J. 

127. På Birkumgård der sad gårdbukken en eftermiddag 
i en luge, og da gjorde en karl nar ad ham. Samme karl 
havde en god ven, en kjæreste, som man kalder det, og hun 
kom til ham om natten, men da kastede gårdbukken søvne- 
bryne på dem, og så tog han både dem og sengen og bar 
ud på deres staldmødding, og der lå de om morgenen, da de 
andre kom op. Nik. Christensen. 



9. «Lys kojt, lys lavt!» 

128. I Tylstrup, Ajstrup, ligger en gård, som har en 
gårdbuk. Der tjente to karle, og den ene holdt meget af 
gårdbukken, den anden fandt bestandig sin storste fornojelse 
i at drille den. En gang tog han grøden fra ham. «Det skal du få 
betalt, » sagde han, og næste morgen, da karlen vågnede, havde 
gårdbukken lagt en harve over rygningen af laden, og karlen 



74 B. Nisser. 



igjen på de skarpe tænder. «Det skal du f& betalt,* tænkte 
karlen. Der gik nu nogen tid hen. Da bad den anden karl 

fårdbukken om at sy noget for sig, for han var skrædder af 
åndværk. Da det nu blev en smuk måneskinsaften, tog gård- 
bukken nål og tråd og satte sig op på høstakken og gav sig 
til at sy. Så kom der en blåne for månen, bedst som han 
var i færd med arbejdet. Da blev den lille utålmodig og sagde : 
«Lys, lys hdjt.» Den drilagtige karl stod imidlertid neden for 
med en slagel i hånden, og da han hørte det udråb, slog han 
ham over benene med slagelen. Da troede gårdbukken, at 
det var Vorherre, som straffede ham, for hans mandige ud- 
råb, og han sagde da meget ydmygt : «Herre, Herre, lys, som 
du vil.> Nik. Christensen. 

129. En gårdbuk sad en aften for enden af huset og 
lyskede sig. Der kom nogle enkelte blåner for månen, og så 
råbte han: «Lys hojt, du store mand!» Karlen havde stået 
et sted der ude og hørt det, og så gik han ind i loen og 
hentede hans plejel, listede sig dernæst hen bag ved ham, og, 
i det han sagde det igjen, slog han til ham med plejlen, te 
han trimlede runden om. Så troede gårdbukken, det var må- 
nen, der havde slået ham, og han råbte da: «Så hojt og så 
sagt, som du vil.> Han skulde have smor i hans grød . . . 

Hans Kristiansen, Vokslev." 

130. På Norbjærggård, Qjotrup, var en nisse, der en 
aften sad og lyskede sig. Månen var noget overtrukken . . . 
«Lys hojt, lys hdjt.» Karlen gav ham et skrald . . . «Lys 
hojt, lys lavt, så lys, ligesom du vi!-.» Han troede jo, han 
havde fornærmet månen. Lærer Kristensens kone, Væsløa. 

131. Nordligt i Trunderup, imellem Kalvemosegården 
og Nisgård, ligger Nissetoft. I or den nuværende gade blev 
anlagt, førte en gangsti over toften. På denne sti kom en 
aften en mand gående med sin plejel, og som han da nær- 
mer sig stenten, ser ban en nisse sidde på denne i færd med 
at stoppe sine hoser. Månen skulde lyse for ham, og han 
sagde derfor: «Lys hojt h Det passede ikke, og så sagde han : 
«Lys lavt !» Manden kunde nu høre, at det heller ikke var 
nissen til måde, os gav ham derfor et dygtigt rap af plejlen. 
Nissen, som troede, at slaget kom fra månen, udbrød da : 
«Lys, ligesom du vil !» 

Andre fortæller, at når nissen mærkede, der kom nogne, 
var det han sagde til månen : «Lys lavt,» og når de så var 
gåede forbi, sagde han «lys hojt». Under disse udbrud faldt 
nissen en gang ned og brækkede sit ene ben, og fra den tid 
afsagde han altid: «Lys hojt, lys lavt, lys, ligesom du vilU 



9. cLys hojt, lys lavt.* 75 

Dette : »Lys højt, lys lavt, lys, ligesom da vil,> kan man stan- 
dom børe anvendt som et mundheld her på egnen. P. J., Kværndrup. 

132. En aften sad en gårdbak i Brovst og så i sin 
skjorte. Da kom der en sky for månen. Han blev ærgerlig 
og sagde: «Lys hdjt!» Karlen og drengen der på stedet 
vilde gjærne drille gårdbukken en smule, og da de nu hørte, 
hvad han sagde*, gav de ham et træk over benene. Da blev 
han forskrækket og sagde: «Lys hojt og lavt, som du vil.» 
De gav ham endnu et rap. Da blev han så fornummen, at 
han tav ganske stille; men da de tredje gang slog til, så 
mærkede han, hvem det var, og besluttede at hævne sig. 
Bar dem ud på brønddiget, og de måtte der ved den mindste 
bevægelse falde i vandet. Han løb hele tiden omkring brønden 
og sagde: «Tehi, tehi, tehi! den lange og den stakken! tehi, 
tehi, tehi, den lange og den stakken U Det sagde han for at 
få dem vågne, men de blev dog ved at sove, til gårdens folk 
kom op og fik dem båret ind. Nik. Christensen. 

133. Gårdboen sad på monningen af Noragergård og 
lyskede sin skjorte. Blåne for. «Lys hojt, du store mand.» 
En karl tog; en snebold og slog ham under øret med; men 
det kom han hårdt til at fortryde. Lå i en snedrive om 
morgenen. Nik. Christensen. 

134. Nissen, der bøder sine bukser. « Ly-ly-ly-ly-lys hojt, 
ly-ly-lys lavt, lys, ligesom du vil.» D. J. 



10. Drilleri mod nissen. 

135. Der var en mand, som hed Jens Frajterup, han 
fortalte så meget om gårdbonisse. Han var 101 år, da kong 
Frederik den sjette var her. Der var en jomfru, der gik igjen 
dér i Bjornsholm, og så havde han al tid sådan en tummel 
med denher gårdbonisse. Hun gik i nødset, for der havde 
hun taget livet af et barn. Så vilde Jens Frajterup se hende, 
men han kunde ikke træffe hende nogen tider, og da lagde 
han sig på et lad for at se, når hun kom i grevmngen. Så 
kommer nis og vil også have hende at se. Da hun så kom, 
vilde nis række sig ud for at se noget bedre, og der skub- 
bede Jens Frajterup til ham, så han faldt ned i hovedet af 

jomfruen. Siden blev Jens og nis aldrig gode venner. 

Peder Jensen Smed, Strandby. 

136. Der var en nis i Svegård. Da karlen en klar frost- 
nat var ved at smøre vognen, fordi hans husbond og mad- 



76 B. Nisser. 



moder vilde kjøre til Tisted og af sted for dag, stod nissen 
hos og så til, men gjorde nogle fæle grimasser med munden. 
Endelig sagde ban til karlen : «Har du set så grim en kjæbe 
for ?> I det samme havde karlen dyppet smørepinden i tjære- 
kanden, og nu jog han den i gabet på nis med det sporgs- 
mål : «Har du set sådan en kjæbefuld tjære for?» Men denne 
streg blev hævnet, ti da karlen næste nat lå og sov, tog nis 
ham og bar ham ud på den tilfrosne sø, og der vegnede han 
omsider i en kold drom. Johan Nielsen. 

137. Min bedstefader tjente på Viumpård som fåre- 
hyrde, da han var 8, 9 år. Han kom der tidlig om foråret, 
for fårene kom ad heden. Så skulde han hjælpe rogteren at 
vælte hø ned af hjålden. Det var nemlig en gammel mand. 
Så siger han en dag : «Mynderne går op på hjålden og læg- 
ger dem, a vil gå op og øde deres leje.» — «Det skal du ikke 
fjøre, lille Lars,» siger rogteren. Men nok er det, Lars gjor 
et alligevel. Nu sad folkene længe oppe om aftenen og 
holdt sladder der i borgestuen, og Lars blev jo sovnig og 
vilde nok ad hans seng. De skulde over gården for at komme 
ad rogterkammeret, og der turde han ikke selv gå over, men 
så fulgte den gamle rogter med ham til ddren. Han gik selv 
ind, og nu havde han for skik, at det sidste han trak at var 
bukserne, dem kunde han lige smide af og så springe i 
sengen. Da han nu slog dynen op, springer der en mynde 
ud af sengen, og Lars tager flugten med bukserne under armen 
og løber så ind. Han var så fuldkommen vis på, at det var 
nissen. Så siger rogteren: «Ja, a sagde dig det nok, du skulde 
ikke have ødt myndernes leje pa hjålden, så havde de vel 
heller ikke kommet i dit leje.» Ole Sig, Bærup. 

1.38. Et sted vilde de drille nissen og satte hans grød 
på kjelderammen, så han faldt ned i kjelden, da han åd aem. 

E. T. K. 

139. På Sevedø ved Skjelskjør boede en kone, Ane 
Dorte, som havde en nisse, hendes mand hed ellers Per Bas- 
mussen, men hun var mand i huset. Hun havde en gang 
en karl, som tog et par samle bukser, der hængte på loftet, 
og smed dem ud i stranden, men da han kom hjem, hængte 
de igjen på loftet. Han druknede dem anden og tredje gang, 
men hver gang kom de igjen. Nu kunde han ingen steder 
gå, uden at han så en stor nisse med mange små omkring 
ved sig, og måtte da til sidst rejse. Chr. R. 

140. Soren arbejdede hos en brændevinsmand, Holm i 
Frederiksborg. Der var en nisse, som gik bestandig og pus- 
lede. Han vanrørte maltet og tittede ind under kjedelen mel- 



10. Drilleri mod nissen. 77 

lem karlene. De kunde fornemme noget trænge sig ind imel- 
lem dem, men de så intet. Holm havde en broder, der var 
garver og boede i gården. Der kom nissen ofte slæbende fra 
søen med hele bundter huder over hovedet og bar op på 
loftet. En nat, da Soren og en anden karl brændte, vilde 
denne prøve at drille nissen, han tog en salmebog og satte 
sig på et kar for ved ildstedet, men ligesom han sad, blev 
han løftet lige op til loftet og sat med sådan en kraft ned i 
karret, at han i flere dage ikke kunde røre sig. C. Brockdorff. 

141. Pigen på Vorgård driller gårdbukken. En dag, da 
de bagede, og brødet var taget ud af ovnen, kom gårdbuk- 
ken efter hende. Hun krøb da ind i ovnen, slog kors for 
munden og vendte sit forklæde, så mente hun at være sikker. 
Men han sagde: «Ja, kors for munden, men bitte Niels kan 
gå ind ad tuden.* Nu krøb Niels ind ad tuden og krystede 
pigen ihjel. Det havde pigen ikke troet, at han kunde krybe 
igjennem så lille en åbning. Nik. Christensen. 

142. Lumby- nissen. Lillepigen kom en gang noget an- 
det i fadet, da hun selv havde spist grøden, for den var 
bedre end den, folkene fik, og så satte hun det ud med de ord : 

cP...j potte, sk., i fad, det kan lille nisse ha\> 
Det blev lille Niels naturligvis smækvred over og hævnede sig. 
Men han kunde ikke gjøre noget ved hende, for hun blev lige 
så lang som den anden, og trak hende da snart i den ene, 
snart i den anden ende til dag. Om morgenen sagde pigen, 
at hun vilde hjem, for hun kunde ikke have det sådan. Hun 
gik. Manden kaldte på nissen og sagde noget til ham, fordi 
pigen var gået. «Er hun gjynget til Kjøng,» sagde den lille 
og lo, «så skal hun komme til at gjynge tilbage igjen.» Om 
natten hentede han hende i Kjøng, mens hun sov, og bar 
hende de mange mil til Lumby, hvor hun først vågnede om 
morgenen. D. J. 

143. En gang havde Kristen Madsen i Vejlby (Middel- 
fart) givet en stodder natteleje på høslyden. Der blev sat 
sødgrød ud til nis, men da han kom og vilde spise dem, 
havde stoddermanden taget dem og lagt « noget andet » i 
potten. Herover blev nis vred og endevendte hele slyden for 
at finde og få fingre i stodderen. Da folk kom og gik til 
kirke, kunde de næsten ikke komme ned ad gaden for hø, 
hvorfor de knurrede lidt, men da de kom tilbage, var ikke 

et strå at se der, så rent havde nissebuk igjen fejet gaden. 

P. K. M. 



78 B. Nisser. 

11. Nissens grød. 

144. Kud i de gårde, hvor nisserne blev godt bevært- 
ede, var der lykke. I Trceldegård i Knebel blev der med 
megen omhyggelighed sorget for nissens bespisning, og der- 
for bentede han også hø og halm i de mindre venligsindede 
gårde og slæbte til Trællegård. Først da Molboerne fik kirke- 
klokker, forsvandt nisserne. J. Grønb. Pedersen. 

145. I Puggård i Ojording giver de endnu Nis Pug 
boghvedegrød hver løverdag aften og har gjort det, så længe 
folk kan huske. De lægger dem ind under en sten, og kom- 
mer smor i dem. Der er gravet et hul ind under stenen, og 
der kommer han så og tager dem. Ane Marie Pedersdatter, Egholt . 

146. I en gård i Kolby var der en nisse, som var vant 
til regelmæssig at få sine mælk og grød hver aften, hvorfor 
også alt stod vel til i gården. Men på én gang fandt manden 

1>a, at han ikke mere vilde give nis noget; dette var imid- 
ertid uklogt af ham, ti fra den tid af gik det stadig tilbage 
for ham, så han blev lige så fattig, som han for havde været 
velhavende, og deri var nis skyld, ti han bar om natten fra 
ham og over til en anden bonde. Dorte, Selsinggårde, v. N. P. O. 

147. Min pleiemoder var fra Egå og tjente Niels An- 
dersen der. Der var en nisse, og han kom om ved hende 
mange gange. Da hun var ræd, sagde han, at hun skulde 
ikke være bange for ham, han skulde ikke gjøre hende nogen 
fortræd, for han kunde jo nok mærke, at hun kunde se ham. 
De malkede al tid deres køer ude ved en esk, for der havde 
han hans bolig, og så havde de al tid mere smor og mælk. 
Konen skulde koge melgrød til nis hver dag, og dem han 
levnede, dem havde han al tid at fodre en hest med, som 
var vænt til at få dem. Så en dag de sad og malkede, så 
kom han og slog mælken fra konen. « Ja, a véd nok, der var 
for lidt smor i din grød,» siger hun, «men dersom du mi 
vil lade mig være, så skal du nok få mere smor i i morgen, 
a havde for lidt i dag., Han gik nu al tid o? fodrede bæst- 
erne, men en gang havde de en karl, der vilde løfte ham ud 
af stalden. Så siger nis til ham: «Nej, hold lidt, vi skal i 
det sted hen at have noget mere havre til bæsterne. » Han 
fik ham også med. Karlen bandt ti neg sammen, men nis 
tog en trave (60 neg). Da de så kom halvvejen, vilde karlen 
til at hvile. Da de havde hvilet, sagde nis : «Havde a vidst, 
der var hvile til, .så vilde a have haft Uge så meget til.» Den 
gang de kom hjem, var karlen glad, for nu havde han fået 



11. Nissens grød. 79 



noget at fodre med, og for eftertiden måtte nis gå og fodre, 
ligesom han vilde. Så fik de atter en karl, han vilde ikke 
sådan lade ham gå. Man ban blev løft op i hans seng og 
helt op til stængerne, så lå han kvæld om morgenen, folkene 
kom op. Ane Margrete Jensdatter, Mejlby. 

148. En aften, da pigen i Hedegård, Jetsmark, havde 
lavet grøden i stand og vilde have den ind, så hun, at der 
sad nogle puslinger ved gryden og hjavsede i grøden. Hun 
fortalte det, da nun kom ind. Fra den tid blev der al tid 
hensat grød til dem, og det blev ikke fortrudt. Nik. Chr. 

149. I Herfølge by var der en gård, hvor de al tid stod 
i forbindelse med trolden. Han kom tit og lånte en tøude 
korn hos dem, og sagde så al tid, at når de næste gang 
målte op på Gunnerup, så skulde de få korn igjen. Så 
kom han stadig med meget mere, end han havde lånt af dem, 
han kom med to lagener sammensyede, så der var en 3, 4 
tønder deri. Han kom al tid i mørkningen, inden folk åd deres 
nadver, og konen sagde da til pigen, at hun skulde sætte 
melgrøden ind på bordet, men når trolden var gået, var den 
al tid spist, og pigen måtte koge ny grød. Det blev hun til 
sidst kjed af, og så lærte nogen hende, at når hun slog kors 
over grøden, så' kunde trolden ikke røre dem. Det gjorde 
hun også en gang, da trolden kom, og ganske rigtig rørte 
han ikke grøden, så hun slap for at koge ny grød. Men 
siden på aftenen faldt hun og brækkede sit ben, og det var 
jo nok trolden, der havde gjort det. Konen sagde til hende, 
at hun kunde jo også sagtens koge grøden, når hun selv vilde 
give, hvad der skulde til. Folkene blev ellers så rige i den 
gård, den lå yderst i byen. 

Et andet sted i byen var der også nogle folk, der havde 
at gjøre med trolden, og manden spurgte så denne en gang 
om, hvor han fik alt det meget korn fra. Trolden sagde, at 
han skulde en gang gå ned og se, når de målte op på Gun- 
nerup. Da manden gik derned« så han, at trolden stod bag 
ved med sin sæk, og når folkene troede, at de målte op i 
deres egen sæk, så gik der lige så meget i troldens sæk. 

Lovise Sandolin. * 

150. Nissen eller pugen fik jo al tid smor i sin søde 
boghvedegrød, og dersom det ikke glemtes af husmoderen, 
så bragte han buset lykke og velsignelse i al verdslig hen- 
seende. Men smorret spiste han ikke, nej, det gjemte han 
for deri at stege deres sjæle, som han havde stået i forbind- 
else med i denne verden. A. L. 



80 B. Nisser. 



12. Nissens drillerier. 

151. Den gamle Hans Morten i Herslev havde med 
nissen at gjøre, og man sagde, at han var al tid på hans loft, 
for der måtte aldrig nogen komme. Når der skulde lægges 
sæd op, stod Hans Morten selv der oppe og tog imod sæk- 
kene. Så var der en karl, som, i det han kom op med en 
sæk, vilde titte ovenfor, men da faldt lemmen ned på hovedet 
af ham og havde nær slået det i stykker, og det var sikkert 
nissen, der gjorde det. p. l. J. 

152. I provst Hammers tid var der nisser i Kolby præste- 
gård. Karlene så ham tit sidde grinende under bryntaget 
(tagskjægget), især når en ko kjælvede, eller lignende var på 
færde. Den ene af karlene stod stedse på en god fod med 
nis, der nok skulde fodre de heste om natten, som han brugte. 
En anden karl kunde nis slet ikke lide, hvorfor denne også 
blev smidt ned på hovedet, når han om morgenen krøb op 
på stænget for at smide havre ned, og kjærvene blev smidt 
ned ovenpå ham. Da provst Hammer flyttede til Besser, flyt- 
tede nissen ud til en mand, der boede på Taftegård i Ons- 
bjærg sogn. Da nis havde taget ophold der, samlede manden 
sig velstand, hvilket stedse sker, hvor nis er til huse, og her 
kunde det så meget lettere ske, som han kjørte med manden 
ud om natten og hjalp ham med at stjæle. Taftegårds-nissen 
var den sidste på Samsø. Han forlod øen med den erklæring : 
c Vi kan ikke være her for jer kossen og kryssen og den 
stowe ding-dang i Tranebjærg kirke, » og gik så herfra og lil 
Norge, hvor der endnu lever nisser. Sejren Præst, Tannerup. N. P. O. 

Samsingerne kalder en toft: taft, deraf byen Taftebjærg o. s. v. 

153. Det gik heller ikke rigtig til på høstænget, ti det 
slog aldrig fejl for gamle Jdrgen, rogteren på Gavnø, at når 
han havde fået kastet så meget hø ned, som kvæget behøvede 
til én gang, var det ham aldeles umuligt at få mere ned, 
men lige så rask han kastede det hen mod hullet, kom det 
tilbage igjen, og når han vilde tvinge høet ned, kom det 
flyvende lige i hovedet på ham. p. N. 

154. Gårdmand Per Hansen fra Trunderup og en mand 
til kjørte en gang nede i landet lige om natten klokken 12. 
De ser da en lille grå mand, omtrent som en nisse, komme 
gående midt ad vejen, og de talte da om, at ham behøvede 
de da ikke at kjøre af vejen for, de havde da ret til at følge 
sporet, mente de, men lige i det samme blev den ene hest 



12. Nissens drillerier. 8 1 

■ 

flyttet over stangen, så at begge hestene nu stod ved én side. 
De måtte altså helst have kjørt af vejen. p. Jensen, Kværndrup. 

155. I den vestre gård i Tisted skulde manden i hov- 
rejse en dag. Men da han kom ind i stalden, var øget løftet 
op i et ruggulv, og han måtte da låne en hest. Men da han 
var rejst bort, og folkene kom derud, stod øget på sin gamle 
plads. Nik. Christensen. 

156. I Kolby præstegård boede en nisse, som var slem 
til at ride på præstens rid ehest, når den stod i stalden. Når 
det hændte sig, at præstens karl om natten skulde op at sadle 
hesten, traf han undertiden nissen siddende på dens ryg, og 
den var dækket af skum over hele kroppen. 

Jens Tunbo, Selsing gårde, ved N. P. Olsen. 

157. En kone i Drossélbjærg ved Slagelse fortæller, at 
i de forrige folks tid var de gode venner med nisserne, og 
derfor blev de til velhavende folk. Men hun og hendes mand 
vidste ikke af det, at der var nisser, og forstod sig ikke på 
at omgåes med dem, og derfor gik det i en anden stue med 
deres bedrift. Den første juleaften, efter at hun og hendes 
mand var kommen i gården, så konen en lille fugl inde i 
kjøkkenet, men hun jog den ud, og siden den tid var der 
hverken rist eller ro i gården for nisserne. Deres kreaturer 
blev spolerede, fordi nisserne brugte dem om natten. En gang 
havde deres pige faet lov til at gå bort og var bleven ude til 
klokken 3, 4 om natten. Da hun kom nær ved gården, så 
hun, at der var nogen, som red derind med bæsterne. Så 
blev hun glad og tænkte : <Nu kan jeg slippe ind ad porten, 
siden vore folk er opsidte og vander bæster. » Men da hun kom 
hen til porten, var den i lås, og hun måtte ind i haven for 
at banke på vinduerne, da hun ellers ikke kunde slippe 
ind. Det havde altså været nisserne, der havde brugt bæst- 
erne om natten. A. N. 

158. Den sidste nisse, der var i Flojstrup, boede i mange 
år hos Jorg en Pedersen, siden fly ttede han o ver til Jørgen An- 
dersen, der boede ved siden af. Her gjorde nis nytte med 
at hjælpe drengen at rage hø ned af høstænget til at fodre 
kreaturerne med. En dag, da nis således var beskjæftiget med 
at hjælpe drengen, så den sit snit og gav ham et puf, så at 
han faldt ned tillige med høet. «A trowe, do æ gal, nis,» 
sagde drengen, <a ku jo nær ha brækket æ hals.> — «Bræk- 
ket æ hals, brækket æ hals,> gjentog nis oppe på høstænget 
og skoggerlo. Siden den tid var der ikke så godt et for- 
hold tilstede mellem nis og drengen, som der plejede at være. 
En dag havde nis samlet alle byens hunde sammen ved 

£. T. Kristensen: Danske sagn i folkemunde. II. 6 



g2 B. Nisser. 

stanggavlen, og selv sad han i denne og drillede hundene af 
alle Kræfter, i det han rakte så det ene ben frem og så det 
andet, og han sagde: «Sku mæ den lank, sku mæ den lank.» 
Nu listede drengen sig op på høstænget og hen, hvor nis 
sad, og gav ham sådan et puf i ryggen, at han faldt ned blandt 
de forbitrede hunde, som han selv havde drillet til raseri. 
Nu gav nis sig til at løbe, og hundene bag efter. Endelig 
nåede han skoven, hvor hundene tabte hvert spor, og siden 
den tid har der ingen nisse boet i Flojstrup. Lovise Hansen. 

159. I en gård i Onsbjaerg rar nisser, som passede 
hestene om natten, og når karlene om morgenen tidlig ko in 
op på havrestænget, gjorde nisserne dem undertiden så for- 
vildede, at de ikke selv kunde finde ned igjen, ti nisserne 
vilde ikke forstyrres. En gang kom karlene sent om aftenen 
ned i kostalden, men den første, der kom derind, blev smidt 
på en stige og slæbt hen til den anden ende. 

Morten Kusk, ved N. P. Olsen. 

160. Min moder tjente i præstegården henne i Bomme, 
og der var en nisse. Han var så god til at gå og hjælpe 



pigerne at bære torv ind og aske ud, og de havde sådan far- 
L lige af ham. Så satte pigerne grød og mælk op på loftet 
til ham, når de fik spist nætter, men det havde avlskarlen 
meget imod, og så havde nissen også hørt det Nu var det 
skik der, te de trak deres heste ud om aftenen til dammen 
at vande dem, og så gik nis en aften ud ad stalden og vilde 
også op at ride ligesom karlen, men han satte sig jo op inde 
i stalden. Hesten den bliver gal og hopper og springer. Så 
kunde karlen nok forstå, at det var nis, og han siger til ham, 
at dersom han lod det ikke være, så skulde han nok lære 
ham. Nis blev siddende, og så tager han en jærngreb og 
giver sig til at tærske på nis med, men kunde aldrig træfie 
ham, han var al tid henne i en anden krog. Men så en an- 
den aften skulde han have bedre spil af ham. Nis kunde 
ikke lide karlen for, at han havde sat ham fra hans gode 
kost inde ved pigerne, og da de nu kommer ind med hest- 
ene og skal have dem bundne, så kryber han under krybben 
og bider karlen i hans lår. Æ karl mente, at det var æ hest, 
der bed ham, og han slog til den, den skulde være ordentlig. 
Så ser han ind under æ krybbe og får oje på nis. Han vilde 
så sparke ham, men da er nis langt henne, han skulde jo 
nok passe på at komme af æ vej, sådan, han skulde ingen 
skade tage. Den gang æ karle kom ad æ seng om aftenen, 
da var nis også kommen ind ad æ staldkammer, og da de 
var faldne i søvn, får han æ klæder trukne af æ seng. De 
kunde aldrig forstå, hvordan det kunde være, te æ klæder 



12. Nissens drillerier. 83 

sådan gik af deres seng, og de stod op og famlede omkring 
og vilde have fondet klæderne, men det kunde de ikke hverken 
for lidt eller meget Om morgenen, de kom op, da lå æ dyner 
lige nden for æ sengestok. Så kom karlen i tanker om, at 
det kunde ikke hjælpe at drille nis længere, han måtte hel- 
lere komme til at snakke vel med ham. Så gik han ind til 
pigerne og fik noget hvedebrød og gode sager, og det lagde 
han op på æ staldloft. Nis vidste nok, at det var til ham, 
og så fik han det jo fortært. Nu blev det så forfærdelig godt, 
og nu vilde han hjælpe karlene med alle tine i æ stald og 
hjalp dem at moge og sådan, og siden den tid levede karlen 
og nis som perlevenner. Kvindfolkene, havde det al tid været 
godt med, og nis gik jo ind og fortalte dem, hvordan han 
havde været i konfus med karlen. Henrik Mon, Matrup hedehus. 

161. Der var en nisse på Lydumgård. En mand, der 
hed Peder Kammergård, var ridende dertil, og så bandt han 
hans hest ude i gården og gik ind. Da han kom ud igjen, 
var hesten henne. Da han kom udenfor gården, kunde Joan 
se den et stød henne på vejen. Han blev ved efter den, 
men kunde ikke godt nå den. Endelig kom han til den, og 
så blev den til en nisse. Så rejste han jo tilbage til gården, 
og da stod hesten der, hvor han havde bundet den, og rystede. 

Dorthea Kristensdatter, Houm. 



13. Nissen som kalv. Den løse stud. 

162. For en hundrede år tilbage da tjente der en mand 
på IAndbjcerg som rogter, og han hed Nis. Det var i den 
tid der var nisser til, os når nogen gjorde nissen fortræd, så 
hævnede han sig. En ko stod for kalven, og så gjorde han 
sig til kalv og lod Nis slæbe af med sig og stod så og 
skranniede af ham. Sådan havde nis spil af Nis. 

Jørgen Andreas Lavrsen, Havland. 

163. Der var nisser på Staby -Kjærgård og Brunbjterg, 
to gårde i Staby. Alle aem røde køer der var i gårdene, 
dem fodrede de så godt, og de blev så tykke og fede. En 
aften kom pigen der på Staby-Kjærgård ud at malke, og så 
var der en ko, der så ud til at ville kælve. Så fik hun 
en af karlene til at komme ind at hjælpe hende og være der 
ved den. Det stod så meget hårdt med den kalven, og 
de sled så meget hæslig på det. Endelig omsider fik de kalven 
fra koen, og da var det nissen, og han sprang så fra dem og 

6* 



&4 B. Nisser. 



ind ad laden og skranniede. Det var ham, der havde stilt 
alt det an. Ane Kirstine Kristensdatter, Hoven. 

164. En gammel kone fra Hedehusene i Olgod fortæller, 
at hun som pige tjente oster på og skulde sidde oppe ved 
en ko, der vilde kælve. Den kalvede, og hun fik kalven i 
en stovte og kjørte den over ad fårestien. Men lav hun så 
væltede den af støvten ved dftren, så stod den op og slog 
en skranni af hende. Det var jo nis. Niels Tranbjærg, Tirstrup. 

165. I den ene af Krogsgårdene boede en nisse, han 
gjorde ofte flere spilopper, og en aften, da folkene sad inde, 
hørte de et forfærdeligt spelttakkel ovre i stalden. Da de 
kom derud, lå der en nyfødt kalv bag ved en af køerne. 
Folkene tog den og bar den ind i et rum, men -da blev den 
pludselig til en nisse med rød lue på hovedet, som løb op 
på stænget og sad og grinte ad dem. Mikkel Sørensen, Alstrup . 

166. I en gård i Kollerup havde de en gårdbuk til at 
passe køerne. Når de kælvede, plejede han at kalde på pi- 
gerne, men de havde været slemme til at drille ham, og så 
vilde han hævne sig. Kaldte tre nætter, de første to nætter 
.bar de ham bort i en kurv, og tredje nat den rigtige kalv 
ud i møddingspytten. Nik. Christensen. 

167. En gang havde de i Kolby præstegård en ko, der 

skulde kælve. Nu blev karlene en nat vækkede ved, at der 

blev stor uro i kostalden. De gik da derover i den tro, at 

koen havde kælvet, og tog i den anledning en løb (halmkurv) 

med for deri at bære kalven bort. Da de kom derover, fandt 

de også kalven liggende bag koen, de tog den så og puttede 

i løben og bar den over i laden, men da de hældte den ud 

i halmen, viste det sig, at det var nis, der gav sig til at 

skoggerle ad dem, fordi de havde ladet sig narre af ham. 

Jens Tunbo, Selsinggårde, ved N. P. Olsen. 

168. I en gård i Lgitslevmagle var der spøgeri ude i 
stalden. Det hændte undertiden, at hestene var flyttede om 
i stalden, og at den ene stod inde i et honsehus om morg- 
enen. Så en aften var der da en farlig brølen imellem køerne. 
To af karlene tændte lygten for at gå ud og se, hvad der 
var på færde, og så var det en ko, der havde Kælvet. Kalven 
lå der, og karlene fik ham op i en høkurv og bar ham ind 
i en lade, men da de væltede den af, grinnede kalven, så 
munden gik helt om til ørene. Karlene lukkede doren og 
skyndte sig ind. Men næste morgen var der ingen kalv der 
inde, og først to dage efter fik den samme ko en kalv. 

Ungkarl Basmas Madsen, Høve v. Skjelskør. Theodor Jensen. 



1 



13. Nissen som kalv. . 85 

169. Gårdbukken på herregården Bratskov narrede pi- 
gerne. En ko fik kalv, men «den gik i sin moder igjen*, 
da de kom. Råbte igjen til dem, anden gang og tredje gang. 
Så smed de kalven i møddingspølen, men hørte da, at gård- 
bukken lo, så det gjaldede i hele gården, for nu havde koen 
virkelig fået kalv, og pigerne havde kastet kalven der ud i 
steden for gårdbukken. Nik. Christensen. 

170. På en herregård var en gang en gammel rogter, 
der skulde passe køerne. En aften skulde en ko kælve, og 
røgteren skulde våge for at se til koen en gang imellem. 
Da han kom ud, havde koen kælvet. «Bø!» siger kalven. 
<Det var pokkers rart,» tænkte den gamle, tog kalven nok 
så behændig og bar den hen i kalvestien, men til hans store 
forbavselse begyndte kalven at skoggerle ad ham, for det var 
jo nissen, der havde skabt sig til en kalv, for at have lojer 
af den gamle rogter. «Det skal du få betalt, » sagde han, og 
nissen, der hørte det, sagde: «Det var godt* Nu, dagen gik, 
og aftenen kom. Rogteren skulde atter til at våge over koen. 
«Jo, ganske rigtig, nu har koen kælvet, den gang er det nok 
ikke nissen.* KOgteren tager fat i den og lægger den hen i 
kalvestien. «Hå, hå, hå,» skogrede nissen, «nu har jeg rig- 
tig pudset dig to gange.* Den gamle tænkte : « Jeg skal endda 
se, om jeg ej kan pudse dig den tredje gang, min ven.* Det 
gik lige sådan den tredje aften .< Da den gamle kom, havde 
koen kælvet, og rogteren tog nu kalven og kastede den ud i 
møddingspytten, så langt ud han kunde. «Nu skal jeg vise 
dig, hvem der skal blive narret den tredje gang,* sagde den 
gamle, men i det samme tog nissen, som ikke var langt der- 
fra, til at skoggerle og klappede i sine hænder. Den gamle 
kunde nu se, at han atter varnarret, og tænkte aldrig mere 
på at hævne sig på nissen. M. Dalsgård. 

171. Den gamle JOrgen Kristensen i Vejlø, der i over 
tredive år har tjent som rogter på Gavnø avlsgård, var i al- 
mindelighed meget tidlig på færde om morgenen. Som han 
nu en morgenstund ved juletider kommer i kostalden, ser han 
den krumhornede ko gå nede i diget (?), og Jorgen, der intet 
ondt aner, tager et stykke # reb og lægger på koen for at 
trække den hen til båsen, men da han nu kommer der, ser 
han, at den står der allerede, og da han vender sig om, står 
han der med en tom strikke. Nu var han da helt vis 
på, at det var den gamle forpagter Madsen, som havde hængt 
sig samme år, der i skikkelse ar den krumhornede ko havde 
stået i diget, og som han havde trukket med. 

Han har også mange gange modt en hare på dammen, 



86 B. Nisser. 



der fører over en arm af Susåen ind til Gavnø. Den springer 
al tid ud over stendæmningen og ud i vandet, når den møder 
nogen. P. N. 

172. Mens Niels Madsen var rogter i Maricujer-kloster, 
skete det en nat, at han vågnede ved, at der var sådan en 
dumlen ude i nødset Han stod af sengen og gik derud uden 
at tænde sin lygte, for det var månelyst, og han syntes godt, 
han kunde se. Der gik også en ko løs i grævningen, og han 
gav sig til at lede om den tomme bås, medens han drev 
koen forved sig. Men han gik frem, og han gik tilbage, og 
han kunde ingen tom bås finde; så blev han da kjed af det 
og bandt koen i en stump reb nede ved doren, i det han 
tænkte som så: «Lad hende nu stå der til dag, så finder jeg 
nok båsen, når jeg kan bedre se,» og så gik han og lagde 
sig igjen. Men om morgenen var koen forsvunden, rebet 
hængte ved doren, og alle køerne stod godt nok i deres båse. 
Så torstod Niels Madsen, hvem det var, han havde gjennet 
med om natten, og siden gik han aldrig i nødset om natten 
uden at tage sin tændte lygte med, for han havde ikke lyst 
tif at komme til at trække med «den bitte mand* en gang 
til. Det var hans held den nat, at han gik i sin gode tro- 
skyldighed, og aldrig tænkte på andet, end at det var en 
rigtig ko, derved havde det ingen magt over ham. 

Karen Marie Rasmussen. 

173. Rogter på Lundences, der bildte sig selv og an- 
dre ind, at der var en nisse i kjorhuset. Den narrede ham 
tit Ko havde kalvet, og når han så kom, skrannede nis, og 
der var ingen kalv. SOren Karl Hansen, Ådum præstegård. 

174. I den samme gård i Ty, hvor min gammelfa'r tjente, 
blev der sådan en malør inde i stalden om natten. Han var 
nu avlskarl, og så gik han ind og fik alle folkene op, og 
de kom ud for at se, hvad der var ved det Da var alle 
studene løsnede og gik nede i grævningen. Så skulde de jo 
til at have dem bundet, og den ene skulde pakke i båse, og 
den anden binde dem. Men så var der en stud, de kunde 
umulig finde en bås til, ihvor længe de ledte. Så siger min 
gammelfa'r : c Ja, kom så her hen med den til stalddoren og 
luk så overdoren op.» Så holdt de hen til doren, og ban tog 
hans fyrtoj op og slog ild. Så fut den over æ nedre stald- 
dør som en kat, og siden den tid kunde deres hoveder stå 
bundne. Mariane Madsdatter Agger, Bjærgby. 

175. Thomas Oot, der i sin tid tjente på Mølgård som 
dreng, han sagde, at overdoren på staldhuset, hvor de havde 
fede stude, aldrig kunde være lukket om natten. Den stod 



15. Nissen som kalv. Den løse stud. 87 

* 

al tid åben, og der stod en stud i doren ved nattetid. Når 
de gik ind til nætter, så lukkede de dflren, men når de kom 
igen, var den åben. Når de så kom og tog fat på studen og 
trak ined den op og ned ad grævningen, var den så kold 
som stål Der kunde jogså ligge en kalv i grævningen inde 
i kohuset Når rdgteren kom og fik den lagt på båren, floj 
den af og var henne med det samme. Niels Korregård, Havbro. 

176. Min fader tjente i Hessel og var rogter. Så var det 
en aften, han og den anden rogter kom ud i fæhuset, da 
stod der en stor stud inden for doren. «Den er fra en af 
de øverste båse,» sagde han og trak op med den. Nej, de 
var fulde, c Ja, så må det være en af plovstudene. » De stod 
et andet sted. Men de stod også godt nok, og ingen steder 
var der en tom bås. Nu blev de noget sære ved det og 
gik ind til forvalteren og fik ham ud med en lygte. Da de 
kom så derud, stod alle kreaturerne og var bundne godt nok. 

Strandby. 

177. Der gik en stud inde i Lundergård. som der var 
ingen råd til at finde bås til. Så trak rogteren ham hen og 
bandt ham ved fårehusdoren, men da han ikke havde noget 
reb at binde ham ved, så tog han et rughalmbånd. Om 
morgenen var studen henne, og der lå som skindet af en 
slævret kalv i halmbåndet. Kristen Nielsen, Mosehuse. 

378. Rogteren på Kokkedal finder et løst kreatur og 
binder det da i en jærnlænke, fordi han mente, at jærnet skulde 
fordrive spøgeriet. Ikke desto mindre var koen om morgenen 
forsvunden og kun jærnlænken tilbage. N. L. 

179. Norbjærg i Gjetrup. Den løse stud i stalden . . . 
Rogteren trak den uden for og bandt den i en krog. Om 
morgenen hængte der et ledigt reb på stedet. Kik. Chr. 



14. Den dræbte ko. 

180. Der skal have været nisser både her i Strandby- 
gårde og i Kjærsgård. De vilde stjæle fra hverandre og kunde 
ikke forliges om det. Den ene så så længe galt til den an- 
den, at han går hen og brækker halsen over på én af den 
andens køer, og de kom i en forfærdelig træde om det. Men 
så fortrød han det og rejste over til Sallina efter en ny ko, 
og manden vidste slet ikke af, at han havde mistet koen. 

Niels Er. Jensen, Fredbjærg. 



88 B. Nisser. 

181. I Rodding havde de i gamle dage en gårdbo-nisse 
til at passe byens hoveder, og folk skiftedes til at bære 
grød ud til barn i kjæret om middagen; men de måtte ikke 
glemme at komme smor i dem. Så var der en kone, der 
havde lagt det ved bunden en dag. Da nissen så grøden, 
men så intet smor, blev ban så vred, at ban løb hen og vred 
halsen over på konens ko. Men da han kom til bunden, så 
han smorret. Fortrød så, hvad han havde gjort, og tog 
over til Mors, hentede en rød ko og satte i steden for den, 
han havde vreden halsen om på. (Sml. nr. 49, 1 12 m. fl.) P. Kr. Madsen. 

182. Om juleaften gik manden ud og spurgte nissen, 
om ban vilde rogte til næste år igjen. Så spurgte han om, 
hvis de vilde have ham til rogter, hvad han så skulde rdgte. 
Så kunde manden sige enten bæster eller køer, men nan 
måtte ikke sige fårene, for dem vilde nissen ikke rogte, de 
vilde træde ham. 

Han skulde have en potte bogetgrynsgrød med smor i 

hver juleaften, andre tider spiste han ikke, og han skulde 

æde dem af den potte, de var kogt i. Så var der en kone, 

der havde puttet smorret så langt ned, at det kunde slet ikke 

sees. Han ad lidt af det, men da han ingen smor mærkede, 

blev han vred og gik ind og vred hovedet om på en ko . . . 

Anden dagen, da køerne var ude til vands, dandsede sten 

og kjæppe mod væggene, for den ny ko var jo fremmed, 

og nis vilde have hende til at bære sig ad som de gamle. 

Ane Marie Kristensdatter, Ørum. 

183. Fra Borglum by til Vollerup by går der en stor 
hede, som kaldes Skrottes hede. Den er rundt ombygget af 
steder, og i et af dem boer en nisse, som passer mandens 
køer om vinteren, så, at de ser meget bedre ud end andres. 
Men nissen vil også have sin tøn derfor, han vil have et fad 
sødgrød med smor i, og træffer det sig, at der er lovlig lidt, 
så hævner han sig meget. En aften, da han som sædvanlig 
kom for at få sin grød, fandt han ikke smor deri og blev 
da naturligvis meget fornærmet, samt besluttede at hævne sig. 
Han gik så ned i stalden og tog fat på den storste og bedste 
ko, der fandtes, tog den ved hornene og vred halsen om på 
den. Da han nu havde siddet og gottet sig en stund over 
sin bævn, kom ban dog i tanker om, at det var bedst at 
spise sin grød alligevel. Nu fapdt han smorret på bunden 
af fadet, ti det var skjult af pigerne for at narre ham lidt. 
Så fortrød han rigtig nok, hvad han havde gjort, °S beslut- 
tede at gjøre det godt igjen. Han tog da den døde ko på 
nakken, og gik med den hen over heden til en anden stor 



14. Den dræbte ko. 89 

gård, hvor ban vidste, at der stod en ko af samme lød og 
lige så god, tog så den levende ko på nakken og bar den 
tilbage. Da han nu havde fået den ind i stalden og bundet, 
klagede han sig slemt i sin ryg: «Aå båå, mi ryg, Skrålles 
hie wa lang, å den røø kow wa tang, åå håå, mi ryg.» Han 
sagde det så hojt, at folkene nede i gården kunde høre det. 

Georg Himmelstrup. 

184. Amtoft er en lille by, som ligger en halv mil fra 
Feogesund og tæt ved fjorden. På en gård der havde de 
en" nisse, som passede køerne fortræffelig, så do havde 
de bedste køer, som fandtes i hele Amtoft by. Det eneste,, 
nissen forlangte til Ion derfor, var, at han vilde have grød med 
smor i hver aften, og det fik ban også redelig. Men en aften 
fandt en af pigerne på at ville spille nis et lille puds. Hun 
lagde derfor smorret i bunden af fadet og kom så grøden 
ovenpå. Da nu nissen skulde til at spise sin grød, troede 
han ikke, at der var smor i, og han blev derfor vred og gik 
hen og slog begge forbenene i stykker på den bedste ko, de 
havde, så koen døde straks. Da nis nu blev mere sulten,, 
syntes ban dog alligevel, at det var bedst at få grøden i sig. 
Han gik så hen og fortærede den og opdagede nu, at smor- 
ret lå på bunden. Nu fortrød ban rigtig nok, hvad ban havde 
jort, og besluttede at ville gjøre den lidte skade god igjen. 
Len der var kun ét sted, hvor han vidste, at de havde 
sådan en ko, og det var på Fur. Det var rigtig nok lovlig 
langt henne, for det ligger tre mil derfra, når man regner 
lige tværs over vandet. Det fik dog at gå, som det kunde, 
ti nissen angrede meget sin gjerning, og da der var stærk is 
på fjorden, tog han trostig den døde ko på nakken og van- 
drede af sted. I den gård, hvor han vilde have koen byttet,, 
var der også en nisse, og det var da ej underligt, at han var 
lidt bange for ubehageligbeder af ham, eller at han skulde 
sætte sig til modværge. Nis blev derfor meget glad, da han 
slet ingen tegn fandt til den anden, og byttede så den døde 
ko med den levende, som han nu tog på nakken og skyndte 
sig bort med. Da han igjen kom et stykke ud på fjorden, 
så han, at der fra den anden side af vandet kom et stort 
kornhæs vandrende, og da de kom nærmere sammen, op- 
dagede han, at det var nissen fra den gård, hvor han havde 
byttet koen, som havde været i Amtoft og stjålet et læs korn, 
ti der var fodertrang på Fur. Da de nu kom sammen, op- 
stod der slagsmål, ti Amtoft-nissen vilde have foderet igjen, 
og den anden vilde have koen, som han kunde kjende, og 
ingen af dem vilde give slip. Men enden på kampen blev 
dog, at nissen fra Pur tabte og måtte skynde sig hjem og 



90 B. Nisser. 



lade kjærvene ligge. Den sejrende gik stolt hjem med koen 
og lagde sig så til hvile og sov den hele dag efter den an- 
strengende kamp. Om morgenen, da folkene i Amtoft kom 
op, blev de jo meget forundrede over at finde et helt læs 
korn ude på fjorden, men snart opdagedes det dog, hvis det 
var, og de fik så travlt med at få det slæbt hjem igjen. 

Georg Himmelstrup. 

185. I en anden gård var der ligeledes en nis, som 
havde sit ophold. Men sa en skjon dag olev manden og nis- 
sen uvenner, fordi manden gik hen og fornærmede nissen. 
Som hævn derfor vred han den følgende nat halsen over på 
den bedste af mandens køer. Nu indså manden, at det ikke 
kunde hjælpe ham noget at tage nissen på den måde. Han 
sogte da at blive forsonet med ham, og de blev atter gode 
venner. Nu vilde nissen også vise sig og gjøre det onde 

fodt igjen. Han hentede næste nat en ko mange mange mile 
orte og satte den i den bås, hvor den forrige, som han havde 
vredet halsen om på, havde stået, og den ny var endda en 
del bedre. Fr. Knudsen, Agerskov. 

186. En gang boede der på gården Hjortnæs en gårdbo, 
som pigerne på gården en aften fik i sinde at drive lojer med. 
Nu skulde han have smor * i sin julegrød, men det skulde 
skjules på bunden af fadet. Da gårdboen nu kom for at 
spise sin grød, der var sat ud i loen, og ikke så noget til 
sradrret, der jo var skjult på bunden af fadet, blev han vred, 
og i sin forbitrelse over, at man således, som han troede, 
havde helt undladt at give ham smor i julegrøden, gik han 
ind i stalden og vred halsen over på den bedste af køerne, 
en smuk rød ko. Derefter gav han sig i lag med grøden 
og fandt på fadets bund smorret. Han fortrød nu sin hævn 
og ønskede at gjøre skaden god igjen. Gårdboen vidste, at 
der på Stenbjcerggård, som ligger på den anden side af 
Skrolhede, stod en ko, som nojagtig lignede den, han havde 
vredet halsen om på. Han tog nu den dræbte ko på sin ryg 
og bar den til Stenbjærggård, hvor den blev lagt i båsen i 
steden for den der stående, som gårdboen trak til Hjortnæs 
og opstillede der. Med hele bedriften var han færdig, for det 
blev lyst Siden den tid siger folk: « Skrolhede er lang, og 
den røde ko var tång.» A. Olsen. 

187. tDn må hverken grynt he'r gry, 

a hår hendt den jenn i Mås å dæn åån i Ty,» 

sagde nissen til en kone, som var vred på ham, fordi han 
havde gjort hendes køer fortræd. Lærer Futrup, Vostrup. 

188. Jens Hårby på Hesthave stod sig svært godt med 



14. Den dræbte ko. 91 



gårdboen. Det var skik at sætte sødgrød med dygtig smor 
i ud til ham juleaften. Men nu var der noget kunster i Jens 
Hårby, og han stopper da smorret ned til bunden af fadet. 
Ud ad aftenen kommer gårdboen hen til grøden, og han bliver 
vred, går op i nødset og slår den bedste ko ihjel. Derefter 
går han tilbage til grøden og finder smorret. Nu vidste han, 
at der var mage til den ko ovre i Mors, de var bestemt på 
ens lød, og så bytter han dem om. Pigen kunde ikke kjende 
dem fra hinanden, da hun var ude at malke, men det kunde 
Jens Hårby, og han fik gårdboen til at bekjende. Men de 
led io ikke noget tab, for det var en meget bedre ko til brug. 

Niels Ebbesen, Andrup. 

189. Hver nytårsaften skulde nissen have sin nadver. 
Men så traf det en sådan aften, at der var en stærk frost, 
og derfor kom de smorret ned i bunden af graden, at det 
ikke skulde stævne. Da nu nissen kom og vilde spise sin 
grød og ikke fandt smorret, blev han så vred, at han sprang 
af staldloftet og ned i stalden og slog en rød ko ihjel, hvorpå 
han gik op igjen til sine grød. Da han så kom til bunden 
af gryden, fandt han smorret. Nu fortrød han, at han havde 
slået koen ihjel, og fik travlt med atter at skaffe en ko til 
veje. Han måtte over på Fur for at få en ko, der kunde 
passe med den, han havde slået ihjel, for at ingen skulde 
vide det. Mads Skriver. 

190. Historien om nissen med smor i grøden o. s. v. 
♦Trolds hede er lang, og den røde ko er trang.* 

Jens Kristian Smed, Tranum, 

191. Der gik en gårdbuk her i gården, og han skulde 
have sødgrød til hans onden hver eneste dag og dygtig smor 
i. Det var oppe i Hoven i en gård der. Han skulde passe 
to røde køer og to sorte øg. De køer, han paste, brugte han 
narrestreger med og kom til at slå dem ihjel, men øgene 
jgjorde han ingen fortræd, det nænnede han ikke. Så fortrød 
han det dog og slæbte dem hen til en anden mand og satte 
to af hans i steden. Fra Åby. 

192. En nisse havde ophold ved en mand, og de så 
ham sådan engelangs (o: tid efter anden). Han havde været 
der til juleaften og fik en pot sødgrød med smor i. Men så 
var smorret sunket vel langt ned, og han blev vred, da han 
intet så, og vred halsen om på en af mandens køer o. s. v. 
Hentede éu på Tyland. • Jens Vinter, Løgsted. 

193. På Mølgård havde de en nisse, der var rdgter 
om vinteren. Han skulde have en gryde grød hver aften. 
En gang havde pigen* stukket smorret for langt ned, og så 



92 B. Nisser. 



gik han ud og brækkede halsen tvært; over på en rødbroget 
ko, det var den bedste, de havde« Da han kommer ind igjen, 
går han hen og ser til grøden, og da er der smdr nok. S& 
fortryder ban jo, hvad han har gjort. Men na vidste han 
en herregård ovre i Salling, og ban fik den døde ko på 
nakken og går til Salling, lægger den og tager den anden i 
steden. I Mølgård blev de aldrig kloge på, hvordan det var 
gået til. Jens Krist. Kristensen, Risgårde. 

« 

194. I Mørke fik nissen smdr i sin grød hver aften. En 
gang var det kommet for langt ned, og ban kunde ikke 
finde det Så kvælld han to røde køer, men siden måtte 
han skaffe to igjen. Om morgenen, konen kom ud at malke, 
tykte hun, de to køer var så skidt tilpas, og så gik hun ind 
og snakkede med sin mand om det. Det hørte nis, og så 
sagde han: 

t Maren, Maren, du skal ikke gry, 

den jenn er kommen fra Mors, og den åån fra Ty.> 

Maren Knudsdatter, Uglbølle. 

195. Nissens smOr i grøden var bare hyllet til, for at 
det kunde bredes. Han fik travlt med at slæbe den døde 
ko ud og få den begravet, og så få en ny hentet ovre fra Mors. 

Dette skete i Bangsgård i Skyum. Der havde de en 
son, som rejste bort en dag, og ingen vidste, hvor han var 
bleven af. Mange år efter kom han tilbage som præst og 
blev så præst i Skyum. Men siden han kom hjem, var der 
ingen, der så færd til nissen. J. Kr. Krabbe. 

196. Dæ wa jen gong nue, dæ håd glæmt å gi nes 
hans iwlgrød. Så om næten slow nes jen ow di bæst kyer 
ihjæl. De gik æ kuen da å klawet sæ så mø; ørøe, soen te 
nes fåbarrrot sæ øice hendåsåå: cAka hendt jærø f ræ Mås 
å jærø fræ Tø;, mæn så mo do et glæmtn, hwa do låwet mæ 
å flø/.» Så om monenge wa dæ kommen tåw i æ stæj > 
akurdet lisom dænd, han håd slåwen ihjæl. S. Hansen, Skjold. 

197. Der har været nisser her i Odsgård, og der var i 
Vinkel, De vilde stjæle havre til hestene. Kom imod hin- 
anden her henne ved Kjællingbro osten for enden af søen. 
Folk kunde se, at der havde været slagsmål, for havren lå der. 

De nisser fik deres potte søde grød hver aften. Han her 
i Odsgård drejede halsen om på en sortbjelmet ko, fordi • • « 
Bar den over til Lavst Præstegård i Tapdrup, der stod en 
ko akkurat mage til . . • Nu var det i orden. 

Der gik en dreng oppe på høstangene. Nissen sad i bø- 

fabet og sagde: c Tisse ta tå, Tisse ta tå !» og drillede hunden 
ermed. Drengen sprang ned, skød til ham og sagde: «Kisse > 



14. Den dræbte ko. 93 

ta æ hele stykke.* Så vilde han hævne sig. Lagde ham 
over kjelden på en fjæl. Drengen faldt vist i kjelden, men 
blev hjulpen op. Rasmus Nielsen, m. fl., Vinkel. 

198. I kaptejnens gård i Vadstrup var der også nisser, 
som hver aften fik deres gode fad grød med smor i sat hen 
i rullestuen, hvorfor også alt lykkedes der i gårde. En aften 
havde pigen for at gjække nis lagt smOrret neden under grøden, 
men om morgenen, da folkene kom ud i stalden, så de én 
af de bedste køer ligge der med knækket hals. Der var en 
bestemt hest i stalden, som nis red hver nat, hvorfor den 
heller aldrig kunde være bunden, undertiden var den ganske 
svedig om morgenen. Morten Kusk, ved N. F. Olsen, Samsø. 

199. Norden for Mellerup er to gårde, der kaldes Sædov, 
og de havde en nisse. De var sådan rare at have, de fodrede 
kreaturerne, og de gårde havde da al tid villele kreaturer. 
Nissen fik ikke andet for det end hans grød med folkene jule- 
aften og nytårsaften. De satte det ind i ovnen til ham, der 
kom han og tog det Så en juleaften vilde de drille ham 
lidt; han skulde have smor i hans grød, men de kom det 
nedenunder grøden Der var en ko akkurat lige så- 
dan af kulør oppe i Hald, og så byttede han den døde med 
den levende og satte den i pladsen. 

En dag var hundene så slemme efter ham, og de gik jo 
løse. Han sad i logabet og pegte ad hundene med fod åerne: 
cPus mæ no den pussinafl.» Da løb karlen, som stod i laden 
og tarsk, hen og skød til ham og sagde : cPus ham så åld- 
sammelb Så en nat tog han karlen og lagde ham på en 
fjæl oven over kjalden, men sad lige godt og passede på, at 
han ikke skulde falde i kjalden. Han blev meget forskrækket 
oin morgenen, da han vågnede. Tvede mølle. 

200. Henne i Sæddov ved Mellerup havde de lige så- 
dan en nisse, og han var god til at fodre. De havde kun én 
ko> der havde iået kalv, men den kunde lige godt holde dem 
vedlige med mælk. Nissen fik smftr i hans grød, men en aften 
fjælld pigen det, og så blev han vred og vred halsen om på 

koen Der var ingen ko mage til nærere end i Hald. 

Så fik han den døde ko slæbt hen i den bås og fik den sorte 
tilbage. Det var så hårdt for ham at få den slæbtover Søle- 
kjcer imellem Tvede og Sæddov, men han nåede dog at få 
den hjem til gården, inden solen kom. And. Kristensen, Tørring. 

201. I Skalmstrup var der en nisse, som fik smor i sin 

grød om aftenen. En aften Så vred han halsen over 

på en ko Vidste, hvor der var én af samme mønster, 



94 B. Nisser. 

nemlig i Sædov. Så slæbte ban den døde ko derover og tog 
den levende i steden. Men det var strengt at slæbe den, og 

han sagde: dmeld Sedov og Søøl, 

der var en Helvedes pøøl.» 

Dagen efter, de skulde til at vande koen, vilde den løbe hen, 
og han måtte stå hele tiden og slå den i sten for at få den 
til at blive. De kande se stenene komme, men nissen kunde 
de ikke se. Niels Kristensen, Tørring. 

202. I en af j&ædrø-gårdene ved Mellerup havde de en 
nisse, men så var det en juleaften, at pigen sådan for nar 
havde lagt smorret på bunden af fedet, hvori hun hældte 
nissens grød. Da han nu kom og skulde spise, blev han 
grumme vred. Slog en god ko ihjel i nødset Gik tilbage til 
grødfadet. Slæbte den døde ko op til Hald, hvor der var en 
mand, han var vred på, lagde den i hans kostald og tog hans 
bedste ko med og satte i den dødes sted. Da han var kom- 
men over Sølkjær nær ved Sædov, sagde han: 

cMellem Sædov og Søøl, der er så manne pøøl' ; 

mellem Søøl og Hald, der er så manne fald !> Sofie Lund. 

203. I en gård i Tisted havde de en son, der var ude 
at studere. Da de nu satte grød ud ved en sten i gården, 
siger han : cHvad skal det der ?» Ja, det var til gårdboen. 
Så væltede han stenen af stedet, og da stod der levret blod 
under den. Næste dags morgen var halsen vreden om på 
den bedste ko. Det gjorde den bitte, for nu vilde han rejse 
derfra. Nik. Christensen. 

204. Nissens julegrød på Fastergård. Nu vidste han, 
at der var en ko i Himmerland, men da han kom derned, 
var der malet et stort hvidt kors på stalddøren, og så kunde 
han ikke komme ind ad denne. Han lavede derfor et hul 

Så muren, hvor igjennem han fik den døde ko slæbt ind og 
en levende trukket ud. Efter megen moje fik han endelig 
den ny ko sat ind på sin plads på Fastergård, og det var i 
en heldig stund, ti straks efter galede hanen, og siden hane- 
gal kan nissen ikke gjøre noget, der skal kraft til. P. K. M. 

205. Sådan var der også nogle piger på en stor gård 
i Avlum, der vilde have nissen til bedste og skjulte smorret 
på bunden af fadet, da de satte grøden ud til ham. Da nu 
nis så grøden og ikke kunde finde smorret, troede han, at der 
intet var. Vred hovedet af den bedste malkeko og gav sig 
så i kast med grøden. Angrede sin gjerning, tog et lille skrin, 
der var fyldt med guldpenge, og satte ved siden af den dræbte 
ko. Siden hår der al tid været velstand i dep gård. M. Møller. 



14. Den dræbte ko. 95 

206. Nissen i Aldrup. Da ban havde dræbt koen, tog 
han grøden og smed til hunden, men opdagede nu smorret. 
Imidlertid havde manden set den døde ko, og han og karlen 
slæbte den ud i laden og lod den der ligge til næste dag. 
Nis ærgrede sig over sin gjerning, tog efter nogen betænkning 
koen på .nakken og gik til Langå for at bytte den. Men ned 
ad de Hvorslev bakker satte han sig på koen og lod sig 
glide ned, idet han sagde: 

«Nie a bakki, næn i dåål, skal nisses ryg slet it betå&l.> 
Da manden dagen efter fandt koen spillevende, blev han 
bange for den og jog den ud af gården og byen ved hjælp 
af en rød hund, da han troede, det var et gjenfærd. Nis fulgte 
koen, og de blev begge vel modtagne i den ene af Kovdal- 
gårdene, der siden den tid har haft en god besætning, s. J. Sort. 

207. Nissen slæber sig næsten ihjel på den ko, han 
havde taget i et af nabosognene. Man har siden den sige : 
«Er koen stor, som heden er lang, er den god.» 

Hjortends i Jetsmark. R. H. K. 

208. Nissen, der vred halsen om på en ko og skaffede 
én igjen. Da den ikke kunde finde truget, og karlen slog den, 
sagde nis : «Husk på, den er kommen fra Åls i nat.» N. O. 

209. I Agersbcek i He var der i gamle dage kuns én 
gård, og på gården var en nisse. Han plejede hver juleaften 
at få siitår i grøden. En sådan aften fik pigen det indfald at 

narre nis ved at komme smorret forneden Portrød 

nu, at han havde dræbt koen. Men nis var ikke rådvild« 
Han vidste, at på Hindø i Stadil fjord, der hører ind under 
He sogn, havde de mage til koen. Han slæbte da den døde 
ko over isen til Hindø og lagde den i stalden, hvor han bort- 
tog magen til den, trak den hjem til Agerbæk og satte den 
der i stalden. J. Nielsen, Ringkjøbing. 

210. Juleaften skulde man al tid i gamle dage sætte 
grød til nissen i stalden og ikke glemme at komme en god 
stor klump smdr i. Hvis man glemte det, blev nissen meget 
vred, og han hævnede sig så ved uden videre at vride halsen 
om på en ko. Sporger man ham så, hvorfor han har gjort 
det, så svarer han: «Jo, for du gav mig ikke smor i min 
grød, og jeg har givet dig så mangen en kande mælk, du 
ellers ikke havde fået.» Ma * en Bonde. 

211. Der boede en gårdmand i Dybbøl, som hver aften 
plejede at sætte et fad grød med smor i ud på kværnen til 
en lille nisse, som havde sit ophold der på gården. En aften 



96 B. Nisser. 



havde pigen sat smørret underst og grøden ovenpå. 

Ikke andet at gjøre, end at han måtte se at finde en ko, som 
var helt mage til den, han havde slået ihjel. Men den var ikke 
så nem at finde, og han fandt først sådan én langt oppe på 
Als. Det lykkedes alligevel for ham at få alt bragt i orden 
til næste morgen. Da pigen nu skulde vande køerne, kunde 
denne ikke finde sin bås. Hun blev derover vred og slog 
koen. Da kom lille nis og sagde : «Du må ikke slå den, for 
den er ikke van,» og derpå måtte han fortælle pigen det hele. 

Marie Johansen. 

212. En nisse i Mollerup Til en anden gård- 
mand i byen, der havde en ko, som bestemt lignede den døde. 
Ingen fik det at vide uden pigen, hende fortalte han det til, 
men forbød hende at sige det til nogen. s. P- Jensen. 



15. Nissens ny klædning. 

213. En bonde havde i sin gård en nisse, der i sin 
stumpede troje med samt sin røde lue gjorde megen nytte. 
Når han kom hjem fra Skanderborg ellerHorsens om aftenen, 
behøvede han kun at smide tommen og skynde sig ind til 
skorstenen. Nissen spændte fra, fik bestene ind i stalden, 
fodrede og vandede dem, alt med redeligste omhu. Nu blev 
der streng vinter, og det gjorde bondens kone ondt for nis- 
sen, hun lod derfor sy gode ny vadtnelsklæder, blandt andet 
en langskjødet kofte i steden for den gamle stumpede troje. 
Bonden drager atter til kjobstad, kommer sildig hjem og 
smider som sædvanligt tommen, og går ?nd og i sene. Her 
hørte han rigtignok: «Å, di sølle hest', å mi gue nojkjowl;» 
men tænkte ikke, det havde nogen nød. Om morgenen fandt 
han sine heste døde for vognen, frosne ihjel Nissen havde 
været bange for at smøre sig. Hvem der fik utak, det var 
nissen, men han bad bonden om at have tålmodighed til 
næste morgen. Da fandt bonden to end bedre heste i sin 
stald. <Ja, dem ka a jo alder kom nower stæjer mæj, dem 
hå do stållen.* Nissen svarte: 

c Do kan hverken ræddes eller gry, 

den jenn hented a i Vendsyssel, den anden i Ty.» h. Br. 

214. I Kristen Madsens gård i Vejlby har nissebuk al 
tid haft sit tilhold. Når drengene ikke trædede (drillede) ham 
alt for meget, var han helt omgængelig og gjorde ikke en 
kat fortræd. Kom manden end nok så sidlig hjem fra kjøb- 



16. Nissens ny klædning. 97 

— ^ -— "- - - — - ■ --"— - - r - — i ■■!! n ru i iib ■» ■■■!._ 

sted, kunde han frit kaste tftmmen, nis skulde nok spænde 
fra. Af taknemlighed gav konen ham en ny pels til vin« 
teren, men siden spændte nis aldrig fra, og da Kristen Madsen 
skjændte på ham, sagde han : «Tror du og, jeg vil fli (smudse) 
mine ny klæder.* Middelfart. P. K. M. 

215. En mand i Lundby kom silde hjem fra Odense, 

det regnede og var fælt vejr. Han lod hestene stå for vognen, 

da nissen plejede at spænde fra og fodre. Men om morgenen, 

da han vågnede, stod hestene endnu for vognen. Han kaldte 

på nissen og spurgte : «Hvorfor har du ikke spændt fra, lille 

JJiels ?» — «Tror du, at jeg skulde gå ud og skidte min ny 

kjole, som vor mo'r gav mig i går,» svarede den lille og lo. 

D. J. 



16. Nissen flytter eller jages bort. 

216. I Havréballe var to mænd, og den ene af dem 
havde en nisse. I samme gård var to sorte heste, og dem 
skaffede nissen foder til. Den stjal også de andre solle 
folks foder hen om vinteren, for der var kun gjærdet lidt 
imellem hver sit rum i den fælles lade. Den anden gård 
ejedes af en ung enke, og hende kunde nissen så meget nem- 
mere stjæle foder fra — (men de var vel selv nissen), Så havde 
manden en son, der var ude at tjene, og da han kom hjem, 
solgte manden den ene hest. Det blev nissen gal over, og 
så rendte han hans vej. Siden kunde de have deres havre i 
behold i den anden gård. Den mand havde jo gården i fæste, 
og han var jo et mere skikkeligt menneske end den anden, 
kan vi forstå. Samme tid var der en nisse i Hjordbjærg, og 
de to besogte hverandre. Så vilde de Hjordbjærg karle gjøre 
nar ad ham i Havréballe, men nu skulde de jo have det be- 
talt. Så bar han dem ud i det bare linned og lagde dem 
over kjelden. Der havde folkene lagt deres mogfjæl over, 
for at hullet ikke skulde knyge efter — (det har vi også gjort 
somme tider). Men nu var den ene længere end den anden, 
nis vilde have dem lige lange. Så stod han sådan og trækkede 
den stakkede frem og tilbage, for når de var lige lange for- 
oven, var de det ikke forneden. Da det så blev dag, rendte 
han og lod dem ligge. De var så stive af kulde, den gang 
de vågnede, te de kunde ikke gå selv derfra. — (Det kunde 
gjæme være, når han der havde stået og slæbt med dem en 
halv nat.) Lavst Sommer, T&ning. 

De indskudte parentheser er fortællerens egne tilføjelser, 

E. T. Kristensen : Danske sagn i folkemunde. II. 7 



98 B. Niawr. 

217. Der var to gårde i Ommestrup, og den ene mand 
var fattig, og den anden var rig, og det kom af, at han havde 
en nisse. Så skolde den fattige broder også have lykken, og 
så kjørte de nis ned til ham på en hjulbor. No vendte det 
sig sådan om, at han blev rig, og den anden fattig, men om 
det var nisses skyld, vidste de jo ikke. Maren Knadadatter,TJglbølle. 

218. Hos Peder Sorensen var der også en gårdbo; men 
hans seks sonner drillede ham, hvorfor han forsvandt In- 
gen af sonnerne fik gården efter faderens død, de tog alle 
i fremmed tjeneste. M.T.M. 

219. Nissen havde bragt lykke til en mands gård, så at 
han blev en rig mand. For sin død siger han til sonnen, at han 
skolde leje sig en dreng med tiphøue (høllehoe, toploe) på, 
som vilde mælde sig til tjeneste. Da faderen døde, kom nis- 
sen ganske rigtig med sin tiphølle på, men den ny ejer viste 
ham bort No gik det bestandig .tilhage for sonnen, indtil han 
ikke ejede mere, end faderen havde, da han kom til gården. 

O. M. L. 

220. En mand i Sønderstrup havde en nisse, der hjalp 
ham i alle måder. En gang gik de ene to og læssede favne- 
brænde på fire slæder, som den næste morgen skolde kjøres 
til Roskilde; men lige på én gang blev de usåttes, og manden, 
der var noget hastig, sagde: «Nu kan do rejse, hvornår da 
vil, no er au færdig her.> — «Itte rejdi,» svarede nissen og 
gik sin vej. Men da de nu tidlig om morgen-dagen skolde 
spænde for slæderne, var de alle væltede med orænde og 
samt og vendte mederne i vejret A. N. 

221. En gård på Lolland var svært besat med nisser. 
En karl på gården lovede at skaffe dem bort og bad, om 
bryggerkjedelen måtte fyldes og hedes. Da det var sket, kom 
fem nisser frem, krøb od på kanten af kjedelen og skolde da 
titte ned for at se, hvad der var. Karlen havde imidlertid 
indbundet sig i et stort halmknippe og kom således ind i 
bryggerset Nisserne så på ham og sagde: «Strå går, strå går!» 
men ventede sig ingen fare, inden karlen var ved dem ok 
styrtede dem ned i kjedelen. Siden så man ingen nisser på 
gården. Sv. Grundtvig. 

222. På en gård i Østermærker (Ostermarie) sogn kom 
en lille dreng og tog imod hestene, og al tid, når folkene kom 
od på loen om aftenen, var hækkene eller krybberne fulde 
af sæd. Bonden var ilde til mode derover og bad præsten 
om at befri sig for den lille dreng. En gang bonden var 
kjørende bort, tog præsten sin bog under armen og gik ned 



16. Nissen flytter eller jages bort. 99 

på gården, og om aftenen, da manden kom, gik præsten i 
sin præstedragt ud i gården og befalede, at alle porte og låger 
skulde lukkes, ti det var hans mening at læse, til den lille 
floj op over længerne. Den lille kom som sædvanlig og vilde 
tage imod hestene, men så gav præsten sig til at læse af sin 
bog, og dværgen måtte vige tilbage. Til sidst gik han ud 
af en låge ved at bryde den itu, og så bister var han, at hele 
dorkarmen revnede tillige med væggen der omkring. Siden 
så de ham ikke. Bornholm. 6. J. 

223. En mand havde en bitte dreng, der var så villele 
til at fodre. Når de skulde have nætter, sad han ved nedre* 
bordenden og fik smor i grøden, for det han var så dygtig, 
men de andre fik ingen smor. Han gik al tid med en rød 
lue på. Så havde samme mand en son, der havde lært at 
studere, og han kom hjem, han havde jo gået i den sorte 
skole. Så siger han: Hvad det var for en bitte dreng, de 
havde der? Ja, det var en dreng, der var så villele til at 
fodre. Ham kunde studenten ikke lide, og så tog han en 
knappenål og prikkede et i hul vinduesblyet og gjente ham der 
ad af. Siden havde de aldrig nisse der. And. Kristensen, Tørring. 

224. I Norgård i Tolstruv boede en nisse, som skulde 
have sin mælkegrød. En karl, der tjente der, så en aften, 
månen skinnede blank, at nissen lyskede sin skjorte. Der gik 
en blåne for månen, og så sagde han: «Lys hojt, du store 
mand, at jeg kan se at kneppe mine lus.» Da listede karlen sig til 
at slå ham over ryggen med en kjæp, og nissen bliver arrig, 
tager karlen og smider ham oven over huset tre gange. De 
to gange tog han ham, inden ban kom til jorden, og smed 
ham tilbage igjen, men den tredje gang lod han ham falde 
til jorden, så han slog sig helt fordærvet Folkene der i gården 
havde en son, der var henne at studere til præst, og han kom 
hjem om sommeren i ferietiden. Så skulde de til at kjøre hø 
ind, og de havde så langt til engene. Sonnen og hans moder 
skulde bære høet ind, til vognen kom igjen. Men de nisser 
var jo flere steder til nytte, og da nu sonnen gik og sagde: 
«Vi skal ud og have det hø ind, moder,» men hun blev ved 
at gå og se efter andre ting og vilde ikke med, så blev han 
til sidst utålmodig og sagde: «Nu vil jeg gå ud at begynde, 
så kan I komme.» Da han kom ud, lå nissen i høet inden 
for doren og havde fået det slæbt ind alt sammen, og han 
lå og var så svedig og træt. Så siger sonnen: «Hvad be- 
stiller du her?> Ja, han havde båret høet ind. Hvad han 
fik for det? Ja, han havde jo da hans tilhold på gården. 
Sonnen havde nu fået at vide, at han fik det her mad, og 



100 B. Nisser. 

sporger ham så, hvad ban gjorde ved det, for han spiste det 

{'o ikke. Det sagde han jo til, og så gik han hen — de 
mvde sådan en stor bindesten i gården — og lettent den lidt. 
Der under var så sagerne, han havde fået Så siger sonnen : 
«Det var din mening, te mine forældre en gang skolde komme 
til at hvile der nede under den sten, men nu skal du selv 
komme derned,* og så manede han ham ned der, for han var 
jo bleven noget klog. 

Den samme nisse skal bave været med til at bygge en 
bro over Aggersund. (Sml.: Kjæmper, afd. HL) Chr. Sloth, Havbro. 

s 

225. I ældre tider havde de nisser ved de store gårde, 
og dem, der var rigtig formuende, de havde gjærne et par 
stykker. Disse folk gik da aldrig i fodertrang, og de kunde 
have så mange kreaturer for resten, som de vilde og kunde 
have i deres huse. Men nisserne skulde have lidt aparte kost. 
De vilde gjærne have sødgrød (boghvedegrød) til middag • . . 
Der kom en mand til en herremand, 6om havde to nisser, og 
sagde til ham, at han vilde for resten også gjærne have en 
nisse. Ja, da skulde han gjøre anstalt for, at han kunde få 
én. Den her bondemand fik ham så, men da han havde haft 
ham et par år og fik at høre, hvordan nisserne gik og stjal foder, 
blev han kjed af at have ham og vilde ikke længere have 
med ham at gjøre, det var jo af Djævelens folk. Han solgte 
gården og vilde flytte langt hen. Det sidste læs flyttegods 
var en stor del skrammel. Manden holdt en gang stille på 
vejen for at rette ved noget, der vilde skride af, og da kom 
nissen op af det her skrammel og sagde: «Vi flytter nok i 
dag, fatter. » Altså havde han ham endnu. 

Når herremanden drog til kjobsted, sad hans to nisser 
og sang og var lystige, for når han var hjemme, skulde de 
være skikkelige. De sang : «Nu vil vi dandse og være så glad 
og strække vore6 ben og række vores ben, til vor fa'r kom- 
mer hjem, til vor fa'r kommer hjem, så skal vi i kurven igjen.» 
Nisserne vilde så gjærne sidde og bage dem i lade vinduerne 
om foråret. Niels Pedersen, Stjær. 

226. Der var en mand og en kone, der havde en nis- 
pug. De havde al tid grumme velstand, og det gik dem 
godt. De havde sådan nogle grumme kvier, men når de kom 
til at stå i en vis bås, så døde de alle tider. Det kunde 
manden ikke forstå. Så kommer han en gang hjem fra mær- 
kend, og da var der atter død en kvie. Han bandte så over 
det, da de var komne i seng, men konen tykte, det kunde 
endda blive godt, for alt det andet lykkedes jo så godt. Som 
de nu ligger og snakker om det, så lettes der en fjæl i gulvet, 



16. Nissen flytter eller jages bort. 101 

og en lille nis kom op med hans røde lue på og siger til 
manden, te det måtte han ikke være vred over, for den bås 
var lige over bans bord, og når kvierne skulde stå der, vilde 
ajlen dryppe ned på det. Det vilde ban ikke have, og der- 
for lod ban alt det andet lykkes så meget bedre. Når manden 
vilde lade den stå tora, skulde ingen dø. En gang døde der 
en blåskimmel for dem, sådan en grumme hest, og det græd 
konen over. Så siger nis til hende, at det skulde hun ikke, 
for han skulde nok bente hende én, der var meget bedre, og 
det gjorde han også. Men hun græd endnu. Så spurgte han 
ad, hvad hun græd nu for. Jo, bun var så evig ræd for, at 
der skulde komme nogen og kjendes ved den hest, og så tro, 
at de havde stjålet den. 

«Nej, du skal hverken sørge eller gir, 

for a hår hendt dem låndt nejer i Mås å Ty.> 

Konen blev så enig med nis pug ora, at ban skulde skaffe 
dem mange penge, og så skulde han have søde bogetgrød 
hver aften med meget smor i. Men hun måtte ikke svie dem. 
De skulde stå på kjøkkenbordet, og der skulde han hente 
dem. Det gik nu godt en tur, men så fik manden at se, te 
han stod der op af kjøkkengulvet og tog dem grød. Han 
vilde lige have bandet over det, men konen satte hånden for 
bans mund, og det blev så ikke til mere. Men om natten, 
da ban havde ligget og spekuleret på det en tag, rejser han 
sig og går ben og lægger ildklemmen og ildskovlen over det 
hul, hvor nis pug kravlede op af, han vidste nok, det var det 
bedste råd. Nis gjorde så ikke mere, end han stak hovedet 
op imellem sagerne og sagde: <Haha! her kan du se, at jeg 
hverken er en djævel eller gjenganger, du behøver ikke at 
lægge noget over kors for mig.» Dermed forsvandt han igjen. 
Så siger manden til konen : «Nu vil vi have gården solgt, for 
vi vil ikke være her.» Det græd hun over og var kjed af, 
men nis pug sagde, at det skulde hun ikke være kjed af, for 
han skulde nok flytte med. Så fik manden gården solgt, og 
de kom til Hytten. Men så lav de havde læsset det sidste 
læs, som manden selv vilde kjøre med, og der var alt skram- 
mel på den vogn, for ban var grov gjerrig og vilde have alt 
samlet med, og han så kjørte ud at porten, råbte nis pug, 
idet ban rakte hovedet op : «Haha, vi flytter i dag med Dal- 
lier og med bøtter (siges fint og læspende). » Det fortrød 
manden svært på, han havde gjort en solle handel, og nu 
kunde han se, han skulde have nis pug at trækkes med, invor 
han blev af. Ane Marie Pedersdatter, Egholt. 

227. En mand var så meget kjed af nissen. Den gik 
ind om nætterne og tog mælk, og hvad den fandt for godt. 



102 B. Nisser. 

Den vilde også gjærne have grød. Så sælger manden gården, 
for han vilde være fri for den nisse. Den dag de flyttede 
og havde al ting pakket op, tønder og bøtter o. s. v., og de 
kommer ad på vejen, giver han sig til at skrannie, han sad i 
en bøtte og sagde : «I-i-i, i dag flytter vi.» Da manden hørte 
det, blev han endnu mere ærgerlig end for. 

Ane Kirstine Kristensdatter, Hoven. 

228. Ude i Vesteregnen ligger Skophuset, hvortil var 
mange tønder land, men næsten ingen af dem var opdyrket. 
En gang havde manden været i Viborg, og da han kom til 
sit hjem, så han, at der ude på havediget sad en nisse. Ham 
tog han med ind og gav ham både 83de og drikke, så han 
fik lyst til at blive der for bestandig. Fra den tid af blev 
hvert år flere tønder land af bedejorden dyrket op, uden at 
man næsten vidste, hvordan det gik til, cg efter en del års 
forløb var der frodige kornmarker, hvor derfor kun voksede 
lyng. Men mandens kone var slet ikke god ved nissen, endda 
aet var ham, som havde hjulpet til, at de var blevne vel- 
havende folk. En anden dag, manden var i Viborg, forlangte 
hun, at nissen skulde skafte tusend rigsdaler til ethvert af 
bornene, ellers tog hun ham og smed nam på ilden i skor- 
stenen. Nis vægreae sig derved, men endelig rumlede og skrum- 
Iede det, og så lå alle pengene på kjøkkengulvet Konen sam- 
ede dem op, kom dem i en pose og gravede dem ned i haven. 
Noget efter kom manden fra Viborg, os da sad nissen ude 
på havediget, hvor manden første gang havde set ham. Han 
spurgte atter nissen, hvorfor han sad der, nu skulde han 
følge med ind og få en tår af dunken, for den var ladet Men 
nissen svarede, at nu rejste han til de underjordiske igjen, og 
fortalte manden, hvordan han var bleven behandlet afkonen. 
«Du har været god ved mig,» tilfojede han, «jeg vil nu sige 
die farvel og tak; her har du nu nogle småsten, som leg 
vil give dig til afskedsgave.* Så var nissen væk, og fra den 
tid Begyndte det at gå tilbage for folkene i Skophuset Jorden 
blev igjen forvandlet til hede, og bornene døde et efter et. 
Da så alle var døde, og velstanden helt forsvunden, vilde konen 
ud i haven at grave pengene op, som hun der havde gjemt. 
Hun fandt dem også, men da hun rørte ved dem, blev de til 
sten. Derover blev hun så ærgerlig og tungsindig, at hun faldt 
om og døde med det samme. Så var manden altså ene. En 
dag kom ban i tanker om at ville se til de småsten, som 
nissen havde givet ham ved afskeden, og da han lukkede 
skabet op og rørte ved dem, blev de til guldpenge. S. P. Jensen. 



c. 

Farende uhyrer. 



l.| Wojens jæger og hans hunde. 

f |J. Da Kristendommen kom her til Norden, flygtede 
Odin her over til Møen og gjemte sig i Klinten, hvor man 
endnu påviser hans bopæl. Han blev den gang af præsterne 
kaldet jætten fra Upsala, men hedder nu i folkesproget Jon 
Upsal, og fra det navn stammer vist også det udråb, som man 
så tit hører på Møen : «Men jdtten dog,» hvor det ellers hed- 
der: «Men Jos dogb Udenfor hans døråbninger der en gron 
plet på den ellers hvide klint; det skal komme af, at på det 
sted plejer han at gå ud på naturens vegne. En mand, som 
nu boer i»Kjobenhavn, skal en gang, da han sejlede langs 
med Klinten, have set Jon slænge sit fejemøg ud; i alt fald 
stod der en svær stovsky ud af hans dor. Adskillige endnu 
levende folk skal ved at have faret vild i Klinteskoven være 
komne ind i Jon Upsals have, der skal være så stor og dej- 
lig, at det er over al beskrivelse, og som også står i fuld flor 
midt om vinteren; men vil man så bag efter give sig til at 
lede efter denne have, så er den naturligvis ikke til at finde. 

Lærer N. E. Hanøen, Borre. 

2. A har hørt Wojens jæger en aften. Vi var gåede 
udenfor doren og stod og ventede efter min kone, der var 
gået til Lerkenfeld, da kom det her over byens nordende og 
op efter Lerkenfeld til. Hun var kommen op at kjøre med 
en møllevogn, og imens manden var inde et sted med en 
pose, holdt hun ved bæsterne, og da kom det, så øgene blev 
gale og snorkede, og hun havde nær ikke holdt dem. Det 
myslede både under øg og vogn, for hundene kom langs ad 
jorden, men jægeren oppe i luften. Hvor der træffer at være 
dore åbne, kan hundene godt løbe ind. Ullits. 

3. Da jeg var bleven konfirmeret, tjente jeg nogle år 
hos Soren Olsen i Føns. En aften fik han mig forledt til at 
gå med ham ned i Tybrind skove for at stjæle brænde. Det 
var lige ved jul, men for resten kjont frostvejr og måneskin. 



104 O. Farende uhyrer. 



Som vi just var i lag med en ung esk, hørte vi noget boiie 
en hest komme tøvende, og kort derpå råbte rytteren halo. 
Jeg syntes, at det var den gamle skovrider Hastrups stemzne. 
Han kom bestandig nærmere, red stadig stærkere og råbte 
nok en gang hallo. Nu blev vi nysgjerrige og løb ud til hqgnet 
for at se, hvad det var. Da foer det forbi os som en susende 
stormvind, så at min kaskjet blæste af, skjondt det ellers var 

Suske stille. Rytteren råbte nok en gang hallo, men vi kunde 
le se det allerringeste, og nu blev vi så rædde, at vi lod øks- 
erne ligge og skyndte os hjem over maen. Først næste dag 
turde jeg gå ind i skoven for at hente værktojet p. Rasmussen. 

4. De kan både høre og se Wojens iæger og hans 

hunde. A har kunnet fornemme, te de har løbet forbi mig, 

men a så dem ikke. A gik en gang til Orynderup huse, os 

da var de ikke fire favne fra mig. A hørte ham flojte ad 

hundene, te det svarede i skyen. De rendte på jorden og 

myslede og pibte. A paste min tur, og så var de væk igjen. 

min fader har også set dem en gang. Han kjørte til Lcrketi- 

feld med tiende og havd$ lånt befordringen i Hvanstrup. Da, 

han kjørte hjem igjen og kom over Sålbro, et stort vad, der 

er imellem Hvanstrup og Stotrup, så kom det. Han havde 

et føløg for, og føllet mærkede det først og rendte^ ind imod 

moderen. Så kom der fem bitte hunde, og de var hvide alle 

fem og rendte runden om vognen. Da de havde rendt en 

bitte krumme, så flojtede jægeren ad dem, og så var de henne 

med det samme. Min rader blev lige godt bange. 

Niels Kr. Jensen, Fredbjærg. 

5. Tranehwe på Mondrup mark består af tre tæt ved 
hinanden liggende hftje, af hvilke de to nu til dels er lagt 
under ploven. Ved siden af er nogle sige med vældhuller 
i, som kaldes Tranékjærene. På den storste af disse hoje 
brænder lys, særlig i tåget vejr, og det er set af mange. Her 
har også været et ustyr af skarnstrolde, der ledede folk vild 
o. s. v. Hi/ens jæger vandede sine heste i kjærene. De folk, 
der møder ham, kommer ikke hjem den nat og er småtossede 
i længere tid. Det anbefales at kaste sig plat ned på maven 
og læse sit Fadervor, så snart han høres. Der må nok være 
en forbindelse mellem Huens jæger og tranerne, siden han 
holder sig der til Tranekjærene. 8. Jensen Sort, Århus. 

6. A gik en aften fra Trige og ned til Olsted, og det 
var slet ikke mørkt Da kom der tre hunde og foer om« 
kring mig, de vifrede og gjøede, men a kunde ingen ting 
se, a kunde blot høre, at der var tre lyd. Så drog a min 
kjæp og trak den lige runden om mig og sagde: «Hvad er 



1. Wojens jæger og hans hunde. 105 

det for skytter, her går i aften ?> Der kom intet svar. Så 
blev der sådan en tåge om mig, og a blev helt vild. A vid- 
ste ikke andet, end a stod nede ved Ellebækken, men nu 
vidste a slet ikke, hvor a var. Så bliver a ved at gå, indtil 
a kommer til et sted. Det tykkes a er smedens, også går 
a hen og fornemmer på klinkfaldet på bans dor. X>a a nu 
kan mærke, at det er rigtigt, går a hjem. Men da bliver a 
som en kalket væg og brækker, så det er grueligt. Trige. 

7. En aften a var i marken at flytte øgene, da hørte 
a noget hvisle i luften. Så troede a, det var Woens jægere, 
og løb hjem, som om der var ild i mig. Knud Jørgensen, Nørbeg. 

8. Wojens jæger har modt Jens Kristian i Krastrup flere 
gange^ og nogle bitte hunde har ordentlig pisset ham op ad 
benene, han hørte, de kom gjøende som hunde efter harer. 

Ohr. Sloth, Havbro. 

9. UZs jægere de flyver hvert forår. De har 3 stem- 
mer, og de er ligesom jagthundenes gjæf. 8. Jørgensen, Alken. 

10. Ufe jæger færdes mest sidst om hosten. 

Smede-Rasmus, Dover. 

11. Joens jæger kan børes i luften, det skriger som hunde. 
Når han kommer forbi, og folk i det samme fldjter ude, så 
kommer de, og hundene giver da lyd. Som born blev det 
forbudt os at flojte om aftenen, efor så kommer Jons jæger,» 
sagde de. jens Mark, Vogslev. 

12. A har hørt æ Dywlsjægere om aftenen. Det er en 
jæger, der rejser i luften med hans jagt Mikkel Skrædder. 

13. Hyrøls jæger er en skytte, der farer af og til i luften. 
Det tager på ligesom nogle små hundehvalpe. A har ellers 
hørt det tit, men har endda ikke hørt det i år. Peder Hansen. 

14. I Sødal skov farer en skytte med fem røde mynde- 
hunde efter sig. Min fader havde været oster på og kom 
ridende gjennem skoven. Da kom hundene om ham, og han 
måtte sætte sig af og bolde ved øget, indtil de var komne 
forbi. De ordentlig pibte i buskene. Niels Nedergård, Pederstrup. 

15. En nat kom noget, de kaldte Kåels Uen farende i 
luften. Så lå drengene og gjorde nar ad den og gjøede ad 
hundene. Da faldt de ned på drengene og overbed dem. 
Men så flojtede jægeren, han kaldes Wåwns jæger, og så floj 
alle hundene af vejen op i luften, og det susede, te det var 
forfærdeligt. A havde en morbroder, der var hyrde der på 
marken. Så kom bjærgfolkene op og vinkede ad ham med 



106 C. Furende uhyrer. 



et hvidt torklæde, han skulde komme hen til dem. Han 
paste dog på at komme ind på noget plojet, for hvis de kom 
rendende efter ham, så vilde de falde for hver fure, der kande 
de ikke gå. Ane Marie Madsdatter, Brovst. 

16. En mand i Margårds mølle i Vigerslev havde gjort 
en aftale med Palle Jæger, men han brød den, og nu vidste 
han godt, at det gjaldt for ham ikke at færdes ude på de tider, 
hvor han var udsat for at træffe Palle Jæger, og han vidste 
nok, at så snart solen var gået ned, havde Palle jagtret Men 
en eftermiddag hen ad efteråret var han ude at ploje og havde 
en ager, som han gjærne vilde have plojet af, så det trak 
ud til efter solnedgang. Da hørte han pludselig Palle Jægers 
hunde, og han skyndte sig nu, det bedste han kunde, med at 
spænde fra for at komme af sted i hus. Men inden han red 
fra ploven, tog han sin Dels af og bandt om plovstyret, og 
så satte han sig op på den ene af hestene og red, hvad han 
kunde. Hundene kom, og det første, de gjorde, var at splitte 
trdjen ad. Det opholdt dem så længe, at mølleren netop nåede 
at komme hjem og ind ad stalddoren, som han slog i efter 
sig. Men så nær var hundene på, at de hug kløerne i den 
indvendige side af doren, og mærkerne af dem kan sees den 
dag i dag. En karl på Testrup højskole. 

17. En karl gik over gården ud at fodre, og da kom 
Høens jægere flyvende. Som de sagde, sådan sagde han det 
efter dem, men så kom de og slog ned på ham, og hvis han 
ikke var sluppen ind ad stalddoren, så havde de split ham 
ad. Derfor har a al tid passet på ikke at efterligne så- 
danne lyd. Vinkel. 

18. I et hus, som kaldes Babes-hus, der ligger på 
Oultved mark i Kværndrup sogn, boede en mand, som de 
kaldte Niels Tobak, nu er han død for omtrent tredive år 
siden. Han havde den svaghed, at han aldrig kunde sige 
det, han vilde, men gav det al tid et forkert navn. Den 
svaghed havde han fået en nat, han var ude i en lille skov, 
Killepot, der ligger et kort stykke fra huset, for at samle 
brænde. Det var midt om natten, og just som han gik og 
sankede, får han en stor mængde sorte bunde at se, der færdes 
omkring ham, så han slet ikke kan få fat i noget brænde for 
dem. Så råber han: «Gå I væk, I himmel-hunde U Han 
blev i kort tid derefter helt aparte, men det gik dog nogen- 
ledes over igjen; den forkerte talemåde forvandt han dog 
aldrig. 8ødinge skole. 

19. At høre den lyd, som Hotøens jæje og hans hunde 



1. Wojens jæger og hans hunde. 107 

frembringer, varsler både om krig og fred. Skriger det stærkt, 
skal der snart blive krig. Kristen Pedersen, Vivild. 

20. Der var én i gammel tid, der rendte Falster om- 
kring. Alt det han kunde rende omkring i fire timer, det 
skulde høre Falster til. Det har a hørt efter min fader. Men 
den gang han fik så rendt en lidt, og de så, han rendte så 
stærkt, var der én, der skod ham, for det så jo ud til, som 
han vilde have taget hele verden. Efter ham gik der al tid 
noget spøgeri, de kaldte Mani-pytten. Der var en karl, der 
var ude at ride en aften, de skulde ride strandvagt, og han 
var så dristig, de andre turde ikke ride over det sted (hvor 
han var bleven skudt), men han regnede det ikke for noget. 
Men det kom efter ham og kom på ryggen af ham og tum- 
lede ham. sådan, så han var nier ikke^ommen hjem eller 
bleven skilt ved det Han var ikke for at komme derud siden. 
De mente, det var Marri-pytten, der var efter ham. 

Jens Begs enke, Sandstrap. 

21. Min fader var soldat i ni år oe lå der oppe på 

Falster som rytter. Så havde han sandvåd tilfælles med en 

anden der, og de gik og fiskede om natten. Ligesom de 

gik og fiskede der ved det sted, hvor spøgeriet (Marri-pytten) 

vandrede, så kommer der en store ting i deres våd, hgesom 

det kunde have været en kalv eller et ungnød. De var nær 

aldrig at have fået garnet slæbt til dem, men da de fik det, 

var der ingen ting. Så kunde de ikke stille våddet i fjorden. 

Men så fandt min fader på at vende kalven i garnet avet, 

så kunde de fiske. 

Kalven er den pose, de samler fiskene i. J. Begs enke, Sandstrap. 

22. Når man ribber fjer, må man ikke klippe den yderste 
pyt af, ti så kommer Pytmanden efter den, der smider rib- 
D«ne ud, da han nemlig betragter pytterne som sin lovlige 
ejendom. Lærer N. P. Olsen, Selsinggårde. 



2. Den ridende skytte. Den evige jagt. 

23. I gamle dage levede der i Hjorting en konge, han 
rådede over Vendsyssel og var vidt bekjendt for sin vilde 
lyst til jagt og hans spot med Kristendommen. En søndag, 
som folk var i kirke, var kong Jon på jagt lige tæt ved 
kirken, og hans hunde kom efter en hare, der for at skjule 
sig løb ind i kirken og op for alteret. Begge hunde var bag 
efter, og det gjorde jo en slem forstyrrelse i gudstjenesten, 



108 C. Farende uhyrer. 



ti præsten var midt i sin prædiken, men end mere forstyrrelse 
blev der, da kong Jon kom ridende ind i kirken for at få 
fat på sin fangst, som hundene allerede havde grebet. Nu 
blev præsten vred og sagde, at han ikke syntes, det var lig 
efter noget sådan at forstyrre gudstjenesten. Men det brød 
kongen sig ikke om. «Når jeg blot må beholde min jagt 
både her og efter min død,» sagde han, c så må de andre for 
mig godt beholde både gudstjeneste og Himmerig. » I det han 
nu havde fået fat i haren, vendte han hesten oppe for alteret 
og travede ud af kirken. Nogen tid efter døde nan, men kan 
ikke finde ro nogen steds, og derfor rider han i lyse som- 
meraftener oppe i luften med sine pibende hunde bag efter 
sig. Den lyd kan man tit høre, og han er ikke god at mødes 
ene med. Georg Himmelstrup. 

24. Der var en gang en jæger, ban var så ivrig på 
jagten, at ban ønskede, han måtte jage til evig tid, så måtte 
Vorherre for ham beholde Himmerig. Hans ønske opfyldtes 
også, så man endnu ved nattetid kan høre ham suse i luften, 
og hans tre hunde : Sink, Dink og Falli med gloende tunger 
ud af halsen følger ham. S. P. Rasmussen, Ås. 

25. En skytte fra Wafens i Salling ønskede, at han 
måtte leve og jage her på jorden, så måtte Vorherre beholde 
Himmerig. Han kaldes Wojens jæger. A har hørt ham lige 
oven over vor gård om natten. Han sukker (pudser på), og 
hans hunde vifter. Anders Jørgensen, Søby. 

26. Dywls jæger det var en jæger, der havde så svær 
en lyst til jagten. Så bad han til Vorherre, te når han var 
død, han så måtte jage i luften, og det er det, vi hører om 
sommeren imod godt vejr, så kan vi høre hans hunde. Der 
er tre, den ene er grovs i lyden, den anden er imellem, og 
den tredje er en bitte fin én. Det tager sådan en strækning 
for og bliver ved runden om i længere tid, og når ban og 
hans hunde så får den strækning undersdgt, så tager de 
flytte hen til en anden egn. Søren Hansen. 

27. Wojens jæger var en konge, der havde ønsket sig 
at være jæger, så længe verden stod, og så vilde han godt 
give slip på Himmerig. Da han så var død, kom Wojens 
jæger jo. En gammel mand har fortalt, at der er to hoje her 
vesten til på Uisgård mark, og der sad han ved om aftenen. 
Så hører han Wojens jæger komme, qg det piber og hviner 
og flojter og gjdr istand. Så blev manden jo noget bange og 
tænkte, at det var galt, han var kommen til at sidde vea den 
hoj. Ligesom han så sidder og hører efter, giver det et 



2. Den ridende skytte. Den evige jagt. 109 

skatorn inde i hojen, som om den var falden rent sammen. 
Den tid var det skik, at de om efteråret sad ved kreaturerne 
til langt ud på natten. Han bliver nu så forfar, og i det 
samme kommer der en hund og lugter til hans bukser, og 
der kommer nok én og vilde have været til at pisse på dem. 
Men så farte hundene igjen op ad luften, og der blev atter 
hvinen og fldjten. Så kan det nok være, at manden blev for- 
skrækket, og han lader så klø hjem ad. Der kommer han 
imod konen i doren, og hun kunde se på ham, der var no- 
get i vejen. «Du er syg,» siger hun. Aja, der havde været 
noget etter ham. «Grå så ind og se i kakkelovnen først, inden 
du går ind til lyset.* Havde han ikke gjort det, så havde 
han blevet syg. Mikkel Jensen, Grynderup. 

28. Wåjens jæger han fordrede præsten til at berette 
sig til døden, men han vilde ikke dø, så fremt præsten ikke 
kunde love ham, at han kunde jage lige så vel i hans døde 
som i hans levend'. Så vilde præsten ikke have mere med 
ham at bestille, for det kunde han jo ikke love ham. Men 
nu da han er død, så jager han alligevel, men det har præsten 
jo ikke gjort ud. Det er ikke mange år siden a erfarede, at 
han var til færds. Det kom omkring ved mig om natten, da 
a gik på Iglsø bymark. Det kom mig ret rele for, te jorden 
russiede under mig, og hundede gjæffede: Vaf, va£ vaf ! 
Lidt efter flojtede han i krudmåden (krudtmåleren) oppe i 
luften, og a blev jo ræd, men daskede af, og lidt efter kunde 
a høre det igjen. Da var det ikke mere, end a kunde lige 
høre lyd af det Han har sit navn fra en stor herregård inde 
i SaUing, der hedder Wojens. Her har han ikke haft hans 
vandring, og her véd de ikke noget af det, men henne i de 

egne, hvor han boede, der hører de ham ikke sjælden. 

Ole Mønsted, Holbæk. 

29. De gamle sagde, at rigens råd foer i luften om nat- 
ten, og * hans hunde myslede og peb, og det kom af, at han, 
mens han var levende, havde ødt bøndernes korn med hans 
jagt Det gik på strøget mellem Randrup og Vindum- Over- 
gård. MoTst Jensen, Vinkel. 

30. En herremand havde svoret, at han ikke havde været 
over skjellet med hans jagt, og ønskede, at hvis han havde 
gjort det, han så måtte fare i luften, så længe verden står. 
Endnu kan man høre ham og hans hunde, én flojter, og en 
anden gjøer. Jens Peter Smed, Lading. 

31. I Bredmose, Jandrup, jager en herremand fra Hes- 
selmed med heste og hunde, der har gloende tunger. Hans Fel- 
ding i Hannevang har en gang været i knibe med det. Jægeren 



110 O. Farende uhyrer. 



skal have tilhold i etværelse på Hesselmed, hvorfor der al tid, 
i det mindste da N. Andersens kone i Kjærup tjente der, 
hængte en stor hængelås. Jagten går fra Bredmose over 
Støvshbje ad Hesselmed til. H. M. Jversen. 

32. På Søgård, Søby sogn, skal der i gammel tid have 
været en herremand, der har været en frygtelig jæger. I lang 
tid efter hørte folk ofte, hvorledes han om natten roer af sted 
gjennem luften med hujen og skrigen, fulgt af et stort kob- 
bel hunde. Sødinge skole. 

33. Der er en ridende skytte, der rider i luften her ved 
Engelsholm. Han rider over moser og krat, men a har al- 
drig set ham. Himmelhundene er vel hans. Det var en mand, 
der Havde sagt, at det var hans storste plaser at jage på 
jorden til evig tid. Hans Pedersen, Bostrup. 

34. Fynshovedmanden er almindelig kjendt på Hinds- 
holm. Dog er meningerne delte om, hvem han egentlig er. 
Almindelig antages det, at det er en herremand fra en af 
gårdene her på Holmen, der i lidenskabelig jagtlyst havde til- 
byttet sig jagten her på Fyenshoved for Himmeriges salighed. 
Også har jeg hørt den mening, at han skulde komme ovre 
fra Slesvig. Men vist er det, at han hver lille-juleaften 
drager gjennem Holmen til Fyenshoved, hvor han så går på 
jagt indtil Hellig-tre-kongersdag, da han så rejser tilbage igjen. 
Hans vej falder da gjennem Egense og Nordskov. Nogle 
mener, han rider over Veflen ved Bregner og kommer gjen- 
nem Bogense, og andre nar hørt, at han kan spores helt ind 
gjennem Fyen på den anden side Odense. Men i alt fald 
følgfer han den retning, hvor vejen i forrige tider har gået. I 
en af Egense-gårdene må man lade porten stå åben lille- 
juleaften, ti Fyenshovedmanden rider da gjennem gården. 

Fyenshoved er den yderste spids af Hindsholm en og er endnu 
ubeboet. A. G. P. 

35. I Nordskov på Hindsholm fortælles der, at Fyens- 
hovedmanden en bestemt dag i året kommer ridende syd på 
gjennem Kobberporten ved det sydligste hus i byen, og der- 
fra gjennem Martofte på jagt. En anden dag kommer han 
ridende hjem ad en anden vej. Han er ledsaget af tolv bunde. 

Adjunkt J. E. Boesen, Sorø. 

36. Det berettes, at Valdemar Atterdag under navn af 
Fyenshovedmanden gjorde jagtrejser gjennem det nordlige 
Fyen. Han tog igjennem en gård i Egense på Hindsholm, 
hvor der var to porte lige over for hinanden, og på den tid, 
da folkene ventede ham, lod de portene stå åbne. Da han 



2. Den ridende skytte. Den evige jagt. 111 

kom igjennem den allernordligste by, Nordskov, på rejsen til 
Fyenshoved, var han bleven tørstig og bankede på ddren til 
et hus for at få noget at drikke. Konen lukkede op og gav 
barn en potte 61 (andre siger kjærnemælk) at drikke. På sine 
rejser undlod Fynshovedmanden ikke at betale for, hvad 
han modtog, således også her. Da han ingen småpenge 
havde hos sig, sagde han til konen: 

c Væk, var dig, min pfert (hest) slår dig!» 
Konen foer forskrækket ind, og med det samme lød et klask 
på ddren. Næste dag fandt konen en sølvhestesko siddende 

i ddren. 

Meddelt af Knud Nielsen, Etterup, og ham fortalt af hans hustru, 
der var fra Hindsholm, hvor sagnet er almindelig bekjendt. 

Stod. Fr. Melbye. 

37. Også inde i landet, hinsides Odense, har den vilde 
jaeger haft sin fart. Om det nu har været Fynshoved-manden, 
der, som en kone mente, kom ovre fra Slesvig, skal jeg lade 
være usagt. En husmand der på egnen gik en aften hjem 
fra herregården, hvor han havde tærsket, [rå vejen mærkede 
han, at den vilde jagt var efter ham. Han stikker i en hast 
sin plejl i jorden, hænger sin kofte derpå og tager så benene 
med sig hjem efter, det bedste han havde lært. Han nåede 
lige at slippe ind ad sin dor, men da var hundene også i 
hælene på ham. Om morgenen gik han ud for at hitte sin 
kofte, men fandt den reven i utallige småstumper, der lå spredt 
omkring. Men den havde dog opholdt hundene, så ban var 
sluppen. A. 0. Paulsen. 

38. Ufa jæger det er en skytte, som en gang af Vor- 
herre blev domt til at fare i luften, for det han havde be- 
gået en stor forbrydelse. Der farer han med hans hunde, og 
dem har a hørt så mange gange om natten. N. Pedersen, Hårby. 

39. Der er nogle fugle, der kaldes himmelhunde. En 
jæger ønskede at leve alle tider, og så kom han til at jage 
i luften. Tebbestrup. 

40. Der var en gang på Boller en skytte, der hed grev 
Otte. Han sagde, at han misundte ingen Himmerig, når han 
måtte have evig jagt på jorden. Så siden han var død, så 
jagede han i det distrikt, som han havde jaget i, mens ban 
levede. Det bjæffede somme tider om sommeren. Hans Jesper 
i Sønder- Aldum, den gård hørte under Boller, hans stude var 
komne løse om natten, og så sagde de, at grev Otte havde 
været der og jaget. Så var det også en gang, at Frandses fader 
i Urlev skov en aften, han gik hjem, kom til grev Otte. Så 



112 C. Farende uhyrer. 



slog han efter ham, og siden den tid gik han al tid og sagde: 
«Py, fy, hen, hund!* N. A. Ammentorp. 

41. Fra Refstrup har der redet en friskytte om natten. 
Else Marie har hørt det en aften, hvordan det plaskede i 
vandet i et stort høl på Refstrup mark, der kaldes Store-høl, 
det var i engene ved Smidstrup å, og hun hørte, det rindede 
med de lænker, som hundene var lænkede sammen med. A 
har også hørt, det var en hovedløs hest, han red på. Mårskjælgård. 

42. Sagnet fortæller, at der en gang har boet en mand 
på Refstrup ved navn Palle Jæger eller den sorte skytte. 
Han skal have været en vældig jæger, og alt, hvad han sig- 
tede på, måtte falde for hans hånd. For at nå sådan en 
sikkerhed i kunsten havde han lovet sig til den Onde med 
hud og hår, på det vilkår, at han efter døden til visse tider 
af året skulde have lov at jage. Man vil endnu til sine tider 
kunne høre og se hans jagtfærd gjennem Tykhojet og Linde- 
balle skove, min rider så på en hovedløs hest og nar med 
sig et stort kobbel sorte hunde med gloende tunger hængende 
ud af halsen, og deres halsen kan høres langt bort For nogle 
få år tilbage blev denne vilde jagt set i Lindeballe skov af 
nogle folk, der en aftenstund brændte kul. Chr. H. Møller. 

43. Den ridende skytte kommer fra Refstrup og over 
Smidstrup marker, så ud ad noget, der hedder Møl-eng, og 
dernæst ad noget, der hedder Ridedal ved Bollershave, ende- 
lig ind ad Lindebatle skov. Det er jo én, der har været 
skytte på Refstrup fra gammel tid. Han skal jo have gjort 
noget, men det véd a ikke noget om. Der kjørte en mand 
fra Lindeballe by en aften, der hed Hans Gydesen, og ved 
han kommer ind i Lindeballe skov til noget, de kalder Lang- 
kj<er> så hører han noget, der giver et huj eller en lyd fra 
sig. Han tror jo, at det er én, der er gået vild, og så giver 
han lyd fra sig igjen. Da kommer den her skytte ridende 
med to hunde, men hesten havde intet hoved, og hundene 
hellerikke. Så spor det ham ad: « Hvad vil du mig?» Han 
svarer : « Intet !» og dermed så vendte det igjen og tog tilbage. 

Tue Madsen, Lindeballe. 

44. I Torsted kan gamle folk enduu høre den flyvende 
jæger og hans hunde bjæffe og anden stoj som af jagthorn. 
I syv år farer han i luften, i andre syv igjen på jorden. Når 
vore hunde bliver galne, kommer det al> at de er bidte af 
den vilde jægers hunde. p. K. M. 

45. En herremand jager hans jæger ud at jage påske- 
morgen. Så kom han til at ride i luften for det med hans 
hunde. Jens Begs enke, Sundstrup. 



2 Den ridende skytte. Den evige jagt. 113 

46. Ea jæger var ude at jage pintsemorgen, og så skød 
han en hare pa en andens jagtret. Det vilde han så gå fra 
og ønskede, at dersom han havde gjort det, så vilde han 
være på jagt i laften, så længe verden står. Den første tid 
på aftenen farer det sønder på, og hen på natten mod dag 
kommer han igjen og farer nord på. Han søger efter at 
komme til Kristi grav, og kan han få så meget som et sand- 
korn derfra, så kan han få ro. Men det kan han ikke, for 
der er så kort tid til at komme så langt. 

En morgen de var ude at binde rug hos vores, og vor 
naboes skulde også ud at binde, da hørte vore folk en lyd 
som en tør vogn, der knærkede, og så sagde de : «Nu er na- 
boens lige godt ved at kjøre et læs hjem, de har været for 
oppe end os.» Men da de så kort efter gik hjem ad, 
kom de imod naboens, der kom og vilde i marken. Så kunde 
vi forstå, det var noget aparte, vi havde hørt. Jægeren giver 
nemlig også den den lyd fra sig som en tor vogn. Først er 
det som noget, der mys!er så sært, og så kommer den her 
torre rumlen, men man kan også høre vingeslag. A har hørt 
ham to gange. Ane Marie Kristensdatter, Ørum. 

47. Man kan høre helhundene, når kong Valdemar 
jager i luften. L. Fr. 

48. Ved Ore/s kaldte de det kong Wolmers jagt. Sådan 
sagde min moder. R. p. Randlev, T&ning. 

49. Kong Valdemar jager ved Ledoje. En gårdmand 
dér må holde sine porte åbne for ham. En aften, da han 
-vilde stjæle nogle tækkekjæppe ved Jonstrup, hørte han stærkt 
hundeglam. Først troede han, at det var sognefogdens støvere, 
men pludselig sværmede omkring ham en mæugde spættede 
hunde, hvis ojne hang langt ud af hovedet ned til snuden, 
og straks så han en rytter komme farende på en hovedløs 
hest. Hundene forsvandt, og han hørte da en raslen af lænker; 
men Jens Larsen vidste godt, at det var kong Valdemar. 

V. Boye. 



3. Wojens jæger farer igjennem gård 

eller hus. 

50. I Båsted mølle var der to dore lige for hinanden i 

møllehuset Den ene var sønden ud, og den anden norden 

ud. Der skulde himmelhundene igjennem. 

Ane Kirstine Kristensdatter, Hoven. 

£. T. Kristensen : Danske sagn i folkemunde. II. 8 



114 C. Farende uhyrer. 



51. Nattejægeren jager gjennem alle de gårde, hvor 
portene er lige for hinanden. 1 en gård i Ubberup fandtes 
en gang en hestesko af sølv, som folkene hængte op på et 
bjælkehoved, men dagen efter var den borte, og i steden for 
lå der gode drikkepenge. F. L. Grundtvig. 

52. I Jorgen Johans gård i Valsømagle var portene 
lige for hinanden, og nattejægerne jager også der igjennem 
med deres hunde og råber : «Suk, suk.» Folk måtte tit holde 
koblet, og somme tider pissede hundene op ad dem. j#rg. Hansen. 

53. Hans Frederiksens kone i Jyderup har fortalt mig, 
at en aften for nogle år siden, da hun alene sad sent oppe, 
hørte hun med et en underlig stoj og raslen, ligesom det var 
en stor mængde hunde, der var Koblede sammen med store 
jærnlænker. Lyden kom nærmere og nærmere, og til sidst helt 
ind i gården. Hun hørte tydelig hundene gjø og bjæffe som 
store jagthunde, og jægeren råbe og kalde på dem. Da hele 
det natlige jagttog havde passeret gården, tog det vej tværs 
over marken ad skoven til, hvor stojen tabte sig, så hun 
ikke længer kunde høre dem. Selskabet var naturligvis kong 
Valdemar med sine jagthunde, der endnu spøger meget her 
på egnen. Juliane Bergo. 

54. Lars Jensen tjente for karl i Horby, og så var det 
en forårsaften, at karlene havde flokket sig sammen til lag. 
Da horte de med et, Uen og hans jægere komme. Det mjavede 
og mjaslede og gav alle slags lyd i luften. Da det nu var 
kommet forbi dem, var der én af karlene, som flojtede og 

! jorde nar der ad, men da vendte det straks tilbage og kom 
ige ind til dem i gården. De foer nu alle ind i laden og 
stængede for sig med alt, hvad de kunde få hold L De 
stod længe her med et klemt hjærte, indtil det endelig var 
faret bort igjen. Nik. Christensen. 

55. I True havde en mand en aften glemt at slå kors 
over noget, hvad det var, og så kom den vilde jæger, Høens 
jaeger, som ban kaldes, ind i gården. Da var manden så re- 
solut at skyde en kvie ud af stalddøren til ham, og den rev 
han straks i fire parter og smed en part til hver af hans 
hunde med de ord : « Havde du ikke gjort det, så havde det 

fået dig ilde.» Der blev et forfærdeligt rabalder, da han 
om, og hundene havde gloende tunger. Mads Hansens enke. 

56. I mange byer havde de en bytyr, der gik« på om- 
gang. Så var der en gårdmand i Gjesing, der havde bytyren 
et år, og en nat, som han ligger i sin seng, kommer der én 



3. Wojens jæger farer igjennem gård eller has. 115 

og banker på vinduet, og så rejser han sig og sporger, hvem 
det er. Pen fremmede svarer, at han er tjener for en for- 
nem herre, der holder her uden for med et stort jagtselskab, 
og skulde hilse fra ham, om han ikke for gode ord og be- 
taling kunde få noget kjød til jagthundene. Manden und- 
skyldte sig og sagde, at han havde ikke noget kjød at und- 
være. Tjeneren mente dog, at han havde nok et og andet 
kreatur, og han skulde nok få det godt betalt. Manden tænkte 
så over det, men vilde dog ikke give slip på noget af sine 
egne kreaturer, han havde i sin stald. Derimod kom han til 
at tænke på, at han havde jo bytyren, som stod ude i toften, 
og den gav han så tjeneren anvisning på. Denne gav ham 
en* hel hoben penge for den, og de glimrede sådan i hånden 
på ham, at han troede, det var guldpenge. Men da han om 
morgenen kom hen og vilde se på dem, viste det sig, at det 
kun var nogle kulstykker. Og da han så kom ud og vilde 
se efter bytyren, var der ikke andet tilbage end klovene. Da 
bymændene- fik at vide, hvordan det var gået med deres gode 
bytyr, blev de vrede på manden, for de mente jo, han havde 
gjort fejl i at give det hen, der ikke var hans eget, og de 
sagde, at han nu skulde beholde klovene, og til straf fra den 
tid have det navn Jens Klove. Slægten har så båret det 
navn efter ham, det blev siden forandret til Kløve, og der 
er mange endnu af det navn. Folkene kunde ikke udregne 
andet, end det var kong Wolmer og hans hunde, der havde 
været der. Her kaldes han for resten Wåwns jæger af de 
gamle. N. Ebrenreich, Tarup. 

57. Når der står tre låsed5re (åbne) lige for hverandre, 
kan Jwens jæger og hans hunde få magt til at komme ind, 
hvis han er i nærheden. Sådan kom han ind et sted i Hjorte- 
thbs i en stor bondegård, og a var hyrdedreng der tæt ved. 
Så spurgte han jo om, hvad de havde at spendere på Jtiens 
jæger i dag. 8a gik manden ud og hentede en stor mand- 
volm tyr, og ham åd de helt op inde - på gulvet i stuen, 
for de var ret sultne. Da de fik det gjort, sagde jægeren, at 
de skulde få sådan held med fæavl, te det var mageløst, og 
det fik de også; deres køer fik gjærne to kalye. 

En gang så nogle præsteborn, der gik på Oster-Bjermits- 
lev mark, J?iens jæger og hans hunde. De pegte æd dem og 
gjorde nar æd dem, og så blev de kryst og kom lidt i for- 
træd. Men så lovede de aldrig at gjøre det mere. 

Kristen Nielsen, Mosehuse. 

58. Jit stæj bagtes dær om nætten, å så kam Wøens 
jægger å låå sæ ve owwnsmondingen, få ban sojt aldti te, hwå 
dæ wa i/d. Han vild it go dæfrø, faa han fæk en terøg. Så 

8* 



116 C. Farende uhyrer. 



ga di ham bytøren, å dænd gang ban ræjjst m#-en, brominet 
en fåiærdelig i loften. Så såå Wøens jægger: Di haj it 
slawen dæm åpo munden, dæ hå gi dæm de ro. 

Johan Jensen, Mollerup. 

59. Den her friskytte har også redet her. Han skal have 
haft hans fart gjennem Knud Grdnbjærgs gård, for den blev 
flyttet. Han kunde aldrig have portlågerne lukt for det, skyt- 
ten foer der igjennem om natten. Den færdsel stod i god sam- 
menhæng med skovens retning forhen. Der skal have været 
en vise om den jagt, og deri stod: 

Ved Båstlund krat, der fik de Mikkel fat. 

Peder Mikkelsen, Gadbjærg. 

60. Jons jæger vilde give hans Himmerigs part hen for 
at få lov at jage. Han kommer al tid om aftenen lidt efter 
solnedgang nordfra og drager sydpå, og hen ad morgenen 
drager han tilbage sydfra og nordpå. De skal passe på at 
holde deies dore lukkede for ham. Et sted var konen ved 
at brygge, og da kom hans hunde løbende ind eg slappede 
af urten. Så fløjtede han ad dem: c Vil I blive her, vil I 
blive herU Jens Hansen, Sønderup. 

61. I Torsted siger man endnu at kunne høre den flyv- 
ende jæger, høre hans hunde bjæffe og anden stdj som af 
jagthorn. Derfor skal man passe på^ ikke at have to dore 
åbne lige over for hinanden, da hundeue så farer der igjen- 
nem ; i syv år farer han i luften, i andre syv igjen på jorden. 
Når vore hunde bliver galne, kommer det af, at de er bidte 
af den vilde jægers hunde. p. K. Madsen. 

62. I omegnen af Ålborg farer Jons jæger ofte gjennem 
luften, ledsaget af en stor mængde hunde, som løber bag efter 
på jorden. Den, som møder ham, må lægge sig plat ned på 
joraen, ellers bliver han syg derefter. Undertiden høres jae- 
geren at kalde på sine hunde med et fælt skrig. Træffer det 
sig, at han kommer over et hus, hvori to dore står åbne lige 
over for hverandre, da farer hundene der igjennem, og hvis 
der på samme tid brygges eller bages der i huset, bliver det 
alt fordærvet. M. C. Nielsen. 

63. Dær ær æn bestæmt d6, te falkes howwder et kand 
st6 fe/st, å de korner o, te Un han rier åp i æ skytjir mæ 
ålld hans tø/ hunnd, å dæm ær dær søn æn forskrækelig reng- 
len å raslen ø, å dæfuer e ær, te æ howwder et kand sto 
fé/st Di se/er åse, te nér dær ær tow daar epo æn hurøs, 
dær kand læ sæ lok åp po æ udesii, så korner han dæærerød 
mæ alld haus hunnd, a så se/e di, han wel et go ijæn, uden 
di for alld de, te både ham å æ hunnd kan eed, å di se; er, 



3. Wojens jæger farer igjennem gård eller hus. 117 

te di kand eed [så mo;, te dær ær engen, dæ ka følld æm. 
De war jen gang, han kam end te en fate kwon, å hon war 
we-ed å bååg, mæn bend gik ban sn5r uwå (re ijæn. Hon 
*ga ham en kååg, å dænd gårøg han h6d f6t dærød, så gik 
han ijæn, får han øngkes otier hend, få de hon war så fate, 
å siin troner a engen han h&r wæt ennd we, fa falk paser 
aUdtir pø å loker dæn jænn å æ daar enden pø. Nik. Chr. 

64. Våwns jægers hunde kom en gang ind i min kones 
fødegård og snusede imellem sengene. Det var om hosten, 
og folkene var gåede ud at binde kornet. En gammel kone, 
der var fra Gislum, hun hørte dem, a véd ikke, om det var 
min kones bedstemoder eller oldemoder. J. Ravnkilde, Haverslev. 

65. Jwens jæger rejste i luften med hans hunde, det 
kunde gnisle og pibe i skyen. Han kom engang om ad en 
kone, der havde brygget, og så havde hun loppet dorene, for 
at oliet skulde svales. Så rendte bundene ind og slappede 
af øwten. Da hun kom fram og vilde røre i den, kunde hun 
børe sådan en slappen, men ikke se noget, så kunde bun jo 
nok forstå, det var dem. Niels Kristian Nielsen, Kvorup. 

66. Der var en kone, der havde to dore på hendes hus, én 

sønden ud og én norden ud. Den sidste dor var jo på hendes 

frammers, og da hun havde været ved at brygge, så havde 

hun slået begge dore åbne for at få Oliet koldt og få gjær 

sat på i god tid. Se, der kunde Jons jæger og hans hunde 

komme ind, og de drak alt hendes ut, og så måtte hun endda 

give dem en grovkage for at gå igjen. Jægeren han Tar gron, 

og ban havde hundehvalpe med rode munde med sig. 

Jens Kristensen, Ersted. 

67. En kone i Svendstrup var en morgen for dag oppe 

at brygge juleOl og havde ladet de to d5re på bryggerset 

stå åbne. De var lige for hinanden på hver side af huset. 

Da kom der tre hunde løbende ind, og de gav dem til at 

labe 61 af et kar. Hun tænkte nu nok, at det var Uns hunde, 

men var bange for dem og mente, at det var bedst at have 

alt til vens med dem. Hun gik da hen og slegede for dem 

øg' sagde : « A, I stakler!* og de løb så bort igjen, men det 

var ikke til forgjæves, at hun havde været så venlig mod dem, 

for da det var bleven dag, og hun gik udentil, da lå der en 

hestesko af guld uden for den ene dor. Nik. Christensen. 

68. En kone, der en aften just havde brygget 61 og nu 
stod og drak sig en kop kaffe, hører en smaskende lyd bag 
ved sig. Da er det tre røde hunde, der læskede deres tflrst* 
Så kom kong Vollermand ind ad doren, og ham gav hun et 



1X3 C. Farende uhyrer. 



sikar mælk for hans egen mund, da han trøstede hende godt 
og betalte hende ved med ildskuffen at øse af de gloende 
emmer i hendes forklæde. Vester-Egesborg. P. N. 

69. Da kong Voldemar efter sin død drog omkring på 
jagt, havde han også sin vej igjennem Jens Bryggers gård i 
Stensby. En gang traf det, han Kom der igjennem, da Konen 
var i iærd med at brygge, og det var just Voldermissedag. 
Voldemar kom ind og forlangte noget at drikke, som han 
også fik. Så bad han hende at holde sit forklæde op, og det 
gjorde hun også. Der blev da kastet en del gloende kul i 
forklædet, og de faldt straks gjennem det og ned på gulvet, 
og så var det klare sølvpenge. «En anden gang,» sagde han 
så, «må hun vide, at hun ikke må brygge på voldermisse- 
dag.» Gamle folk bar al tid sagt, at der ikke måtte bryg- 
ges den dag, for så kom kong Volderinand. 

På samme Jens Bryggers mark i Stensby skal der være 
en eg, hvor kong Voldemar skal have bundet sine hunde, og 
efter sigende kjendes det endnu, hvor lænken har skåret ind 
træet. E. Olsen. 

70. Den vilde jæger og hans hunde kom ind et sted, 
hvor der var to dore lige for hinanden. Da de nu kommer 
sådan farende ind, går konen hen og skjærer brødet midt 
over, og så giver hun hver af hundene et halvt brød. Da 
de havde ædt det, foer hele historien ud af den anden dor 
og op i luften. Lærer Sø, Gudum. 

71. Wojens jæger kom ind et sted, hvor de var ved at 
bage. Konen, der var ene hjemme, var ved at få brødet af 
ovnen. Med et blev der sådant spektakel der inde og myl- 
der af hunde. I sin forskrækkelse tog konen en hel småkage 
og brækkede i små" stykker og smed for hundene. Hun 

tykte, de åd det, men da de var forsvundne, lå det der endnu. 
Strandby. 

72. Wåjens jæger kom ind et sted, hvor tre dore stod 
åbne lige for hinanden, og der var konen ved at bage. Hun 
tog en kage af ovnen, brækkede i tre stykker og smed et af 
dem til hver af hundene. Så kom hun af med dem igjen. 
Wåjens jæger har nemlig tre hunde. Min mand har hørt 
ham flere gange på strækningen mellem Søby og Hqjslev. Søby. 



-4 . Man holder Wojens j ægers hunde, giver hans hest at drikke. 119 

4. Man holder Wojens jægers kunde, 
giver hans hest at drikke. 

73. Wojens jæger har da redet her i Salling. Han kom 
ind i en mands gård om aftenen, pigen var ude ved kielden 
efter vand. Så siger han til hende, om hun vilde ikke slå 
en spand vand op til hans hest. Hun vidste jo ikke, hvad 
det var for en karl, men gjorde det da. Den gang hesten 
havde drukket, tager han i hans lomme, som han vilde give 
hende drikkepenge, og pigen holder hendes forklæde ud. 
Men der kom ingen. Så siger han: 

cNu kan du se og vide, 
hvad nød og hvad kvide 
kong Valdemar må lide.» 

Han rejste jo så igjen, og hun havde det tomme forklæde. 

Jens Kr. Kristensen, Risgårde. 

74. På den gamle Egtvedgård, Haraldsted, var portene 
lige for hinanden, og derfor holdt nattejægeren også en far- 
lig ståhej der igiennem med hans hunde, der sagde: «Huj, 
huj h En mand, der måtte holde dem, brændte sine vanter 
op på de gloende tojr. Jørgen Hansen. 

75. En tærskemand, der gik silde til sit hjem, modte 
natjægeren, der tvang ham til at holde hans hunde. De hylede 
og skabede dem, rev og sled i lænkerne, men de havde dog 
ikke magt til at gjøre manden noget, ikke heller til at rive 
sig løs. Imidlertid var det dog trælsomt at stå der hele ti- 
mer. Da manden slap og kom til andre folk igjen, klagede han 
sig derfor i hårde måder. En gammel mand rådede ham til at 
tage en krogkjæp med sig næste gang. Hvis han så igjen 
blev bemøed om at holde hundene, skulde han stikke krog- 
kjæppen i jorden og fange lænken derpå. Tærskemanden ad- 
lød også dette råd, den første gang han skulde holde hunde 
igjen, men siden blev han aldrig bemøed om det mere. A. N. 

76. En mand, der gik post til Sorø, måtte tit holde 
hunde for nattejægeren, når han var kommen for tidlig på 
gled om morgenen. Når han nu havde fået fat i lænken, og 

i'ægeren så klappede eller skød i nærheden, så hundene kunde 
løre ham, da havde manden sin hårde nød med at holde 
dem, ti da hylede de og bed og sled i lænken, dog havde 
de ingen magt til at gjøre ham noget Da hittede han en 
gang på at sætte sit fyrstål i lænken, og straks lagde hund- 
ene sig ned og blev rolige, lige til nattejægeren kom og 
hentede dem. A. N. 



120 O. Farende uhyrer. 



77. Når man går vejen fra Viger sdal ved Ringsted til 
Kværkeby, kommer man forbi Khkkehoj, men der er ikke al 
tid godt at komme ved nattetid, ti en gang kom en vejfar- 
ende mand galt af sted. Han mødte en kulsort mand med 
et kobbel sorte hunde, som han måtte holde for ham, enten 
han vilde eller ej, men hans hænder tog også skade. jg. Hansen. 



5. Wojens jæger og ellekvinderne. 

78. Horøens jaeger ham har a hørt. Han var en gang 
kommen efter en nok eliekvinder. Et menneske sad under 
en bro, og da kom deher ellekvinder løbende over. De kom 
tjattende ligesom en flok gjæs. Jægeren kom bag efter, og 
hans hunde nåstrede, og han sagde : «Tohejj, tohejjj !» Det 
er et gammelt sagn, at han skal jage de eliekvinder af vejen, 
men manden, som sad under broen, vidste ikke, om han 
fangede dem eller ej. Haus Kristian Pedersen, fiaslum. 

79. Fra Lundby ved Præstø er fortalt mig følgende: 
Det hændte ikke så sjælden, når hovfolkene gik på Lundby- 
gårds marker, at de ved aftenstid så en hoj kvinde komme 
farende ud af skoven, hendes bryster var så lange, at hun 
havde kastet dem over skuldrene. Bag efter hende jog en 
rytter på en kulsort hest. «Så I hende U råbte han til hov- 
folkene, mens han forsvandt i mørkningen. Noget efter kom 
han tilbage og havde kvinden lagt tværs over hesten foran 
sig. «Så I, jeg fik hende !» råbte han igjen til hovfolkene, 
hvorefter han red ind i skoven. Det var kong Atterdag, på 
jagt efter .eliefruen, forklarede min hjemmelsmand. 

Somme tider hændte det også, når hovfolkene gik på 
marken ved aftenstid, at der kom en fremmed til dem og; 
sagde : «Nu må I nok gå hjem, folk, nu er det nok for i dag.» — 
c Det var kong Atterdag,* tilfojede min hjemmelsmand, «men 
ham var folkene aldrig bange for, han gjorde dem ikke noget* 

Johannes Neve. 

80. En gammel mand i Vester- Egesborg mddte en af- 
ten ved Vejlø-broen et ualmindelig stort fruentimmer, der 

Eustede og stønnede, så han kunde høre hende, længe for 
un kom til ham. I det klare måneskin så han, at tungen 
hængte langt ud af halsen på hende af bare anstrængelse, og 
hendes blottede bryster hængte helt ned til bæltestedet Lidt 
længere henne, hvor Ndrrestrand går lige op til landevejen,, 
in od te han tre ildrøde hunde med gloende tunger, og så kon* 
kong Vollermand farende på en snehvid hest og spurgte, om 



6. Wojens jæger og eilekvinderne. 121 

han ikke havde set eller modt en slattenpatte. Jo, og hun 
lod til at have hastværk. «Ja, men det hjælper hende ikke,» 
og så red han videre. Lidt efter drønede et skud og hørtes. 
et gjenneintrængende hvin. Det var den sidste slattenpatte. p. N. 

81. En bonde i Vordingborg -egnen var en gang ude at 
flytte heste, og da kom der en jæger med et kobbel hunde 
og bad bonden passe godt på dem, indtil han kom tilbage. 
Bonden slog lænken om et træ, og få ojeblikke efter hørte 
ban et skud, og derpå kom jægeren jagende med et fruen- 
timmer hængende bag over hesten. «Så du, jeg fik hende, 
men jeg måtte også til Falster for at hente hende.» Det var 
en ellepige. C. Brockdorffljg 

82. Kong Valdemar blev, fordi han holdt så meget af 
jagten, sat ned i en åben begravelse med en hest og jagt- 
redskaber hos sig. Han farer om natten gjennem luften med 
alle sine hunde, så det hviner og tuder efter. En karl fra 
Ormitslev har hørt det mange gange. En gang var han på 
jagt efter en havfrue, som hed Slattenpat. Han traf da en 
dreng, som måtte strø møg om natten, fordi han ikke kunde 
nå nok om dagen. Jægeren bad da drengen om at holde sine 
hunde, mens hau red et stykke vej på jagt. Drengen holdt 
dem også, og jægeren red bort, men straks efter kom han 
tilbage med et fruentimmer hængende over hesten. Til 
Ion for sin ulejlighed fik drengen lov at patte fruentimmeret,, 
hvoraf han blev så stærk, at da manden næste aften vilde 
drive ham i marken, tog han ham og smed ham over hus- 
længen. 

Den samme jæger kom en gang ind til en kone og bad 
om noget at drikke. Konen undskyldte sig med, at hun havde 
ingen krukke, men jægeren tog da et sold og drak af. Da han 
havde drukket, fyldte ban soldet med trækul, men konen reg- 
nede ikke disse for noget og satte dem afsides i en krog. 
Nogen tid derefter vilde hun koge mad ved kullene, men 
da var det bare sølvpenge. Chr R. 

83. To drenge stod ved et led i Snerreris skov. Da kom 
nattejægeren farende med sine hunde og bad dem holde dem 
en times tid. . Efter denne tids forløb kom han igjen med 
et kvindemenneske hængende tværtover hesten. «Nu har jeg 
været oppe i Sverig og skudt Slanten-Langpatte,» sagde han 
og tog sine hunde. JOrgen Hansen. 

84. Ved åbredden mellem Brede og Agterp lå en mand, 
der var i fugled, som man her siger, for at skyde vildænder. 
Som han der ligger og lurer, ser han. et kvindfolk komme 



122 O. Farende uhyrer. 



farende med langt udslaget hår og skrigende: «Red mig, 
red mig!» Efter hende kom en mand til hest, som så river 
den jamrende pige op på hesten til sig og iler bort med. A. L. 

85. Horns jæger havde som bekjendt påtaget sig at ud- 
rydde alle eliekvinder. Ved Lyngå var en mand tidlig om 
morgenen gået ud at flytte bestene. Da han nu var færdig 
og vilde gå hjem, hørte han med forfærdelse en stærk susen 
i luften ; den kom stedse nærmere, og med ét holdt en mand 
til hest for ham. Han råbte : «Hold mine hunde !» og manden 
adlød. Jægeren havde tre store hunde bundne ved en silke- 
tråd. Bonden betragtede denne med opmærksomhed, indtil 

{'ægeren efter få øjeblikke kom tilbage. Han havde over 
testens ryg hængende to eliekvinder sammenbundne ved deres 
lange hår. «Giv mig mine hunde!* sagde jægeren, «og ræk 
mig din hånd hid, så skal jeg give dig drikkepenge.* Manden 
gjorde så, og jaegeren stak de tre fingerspidser ind i bondens 
hånd, hvor de efterlod sig store brændte mærker. Derpå foer 
han susende bort under eliekvindernes hyl og hundenes larm. 

R. H. K. 

86. To mænd huggede gjærdsel af nogle stubbe, der 
stod på siden af Brcendtebjærff.i)2L kom eliefruen ; hun havde 
hastværk og bad dem ikke at sige nogen, at de havde set 
hende. Så kom natjægeren, og de lod, som de ikke havde 
set nogen. Han red videre, og kort efter hørte de et skud. 
Da de næste morgen vilde fortsætte deres arbejde, var al 
deres gjærdsel splittet, formodentlig af natjægeren, der vilde 
hævne sig. A. N. 

87. Wojens jæger skal have været konge en gang. A 
véd ikke, enten det var en bjærgkvinde eller eliekvinde, han 
en gang var kommen for, og hun havde givet ham et brev, 
som han flere gange prøvede på at begrave, men der var 
ingen råd til, at han kunde komme af med det. Da ønskede 
han, at han fra den tid af måtte jage efter de underjordiske, 
så længe verden står, og så blev det sådan. 

De skal have set ham i en mølle en gang. Der kom 
to jomfruer løbende med hverandre ved hånden, alt hvad de 
kunde, gjennem møllen ved måueskin, og de så dem tilbage 
og sagde: «Vi redder os vist ikke for ham.» Så varede det 
ikke svar længe, inden jægeren kom igjennem møllen med 
hans hunde, og det var ret som et lyn, og så to timer efter 
kom han tilbage med dem begge to, de var bundne sammen 
i deres hår og hængte over manken på hesten. 

Der har været sagt, te dersommenstid de holdt en naar- 
dør (nftrred., frammersd.) åben, der skulde han have ret til at 



6. Wojena jæger og eliekvinderne. 123 

tage ind. Så skete det et sted, te de glemte at lukke doren 
om natten, og der kom hundene så ind. Jaegeren talte så 
til manden: hvorfor han havde ladet den dor stå åben? 
nu havde han ret til at tage derind og kunde ikke holde 
hans hunde ude. Så skulde han give ham noget til dem. 
Ja, manden vidste ikke, hvad han skulde finde på. Men én 
ting skulde han give, og så springer han ud og læt en garn- 
melagtig tyr, han havde, ud i gården, den var mamdolm og 
kunde nok værge sig selv. Så blev der sådant et forfærde- 
ligt spektakel, og det varede ved, til det var næsten dag. Da 
manden kom op om morgenen og vilde se til tyren, da lå 
den og var split ad, lige så ussel småt, som den var malet. 
Siden den tid paste de på at have deres norredore lukkede. 
De siger, at det skal være værst at lade dem stå åbne til 
hojtidsaftener, for da skal han snarest fare. 

Niels Kr. Jensen, Fredbjærg. 

88. En jysk karl fortalte mie, at da han om sommeren 
1810 tjente ovre på Sjælland mellem Vordingborg og Næs- 
tved, hørte han fortælle af en karl, han tjente i gårde med, 
at dennes bedstemoder havde set den vilde jagt. Som hun 
gik en aften, hørte hun en rytter komme bag ved sig. Hun 
vendte sig hurtig om, og da var rytteren så nær, at hesten 
stejlede, da hun vendte sig. Bytteren gjorde en kort om- 
kring og red hurtig bort ; men tre gloende hunde fulgte ham, 
og han sukkede, sa hun tydelig kunde høre det. Det fore- 
kom hende, som hun noget efter hørte skud. K. P. Dalin. 

89. I de huse, hvor der var gavlddre, og hvor de ind- 
vendige, dore var lige imod hverandre og imod yderdørene, 
der kunde djævlene Voldborg aften komme igjennem. Sådan 
var der et sted, hvor djævelskabet havde sit træk igjennem. 
Der var én, der hed Gad, han kunde ride igjennem huset, 
om der var end aldrig så snæver plads. Dorene gik op af 
dem selv, når han kom, og gik selv i igjen. Det var sådan 
til visse tider, og folkene vidste nok af ham at sige. En 
gang han kom, spurgte han, om de ikke havde fornummet 
nogle eliefolk der omkring. Jo, der nede i den mose, der 
skulde være så mange, de navde da været der. Et bitte korn 
efter hørte de et par skud nede i mosen, og så kom han at- 
ter ridende gjennem huset og havde to med sig, én på hver 
side af bæstet Han var nu så slem efter den slags folk. 

Niels Pedersen, Stjær. 

90. En mand kom gående fra Lrsted til Årestrup, Så 
kom der to eliekvinder løbende nok så stærkt imod ham, 
og de satte ned der ad søndre side af byen, imens de sagde 
tn hverandre : cHan tager os ikke end, for han er ikke rén. » 



124 C. Farende uhyrer. 



Nå, manden blev jo ved at gå ad vejen hans gang, men så. 
kom der én ridende imod ham, og det var ingen anden end 
Jons jæger. Han siger: «Kom der ingen imod dig?» — «Jo, 
der kom to bitte nogne rendende så stærkt, som de kunde. » 
— «Hvad sagde de til hverandre?* spurgte den ridende. 
«De sagde : ban tager os ikke end, for ban er ikke rén.» 
Så piste ban i hans bånd og toede sig med, og så sagde han til 
manden: «Vil du nu lægge dig ned og stoppe dine fingre i 
dine ører, så skal jeg betale dig godt for det, når jeg om et 
bitte korn kommer tilbage igjen.* Ja, det gjorde han også, 
men så tykte han, det varede vel længe, og så vilde han tage 
fingrene af ørene lidt. Først tog han den ene finger af, og 
da hørte han én, der skod; men det var ikke så stakket henne, 
han tykte, det kunde være ude ved Hobro. Nå, så lægger 
han sig ned igjen et korn. Men det blev ham atter for kjed- 
somt at ligge sådan, og han letter sig og tager den anden 



finger fra. Da hører han igjen et skud, men det var så langt 
henne som ved Horsens. Nå, så skynder han sig at stoppe 
fingrene i ørene og lægger sig ned på sin gamle plads. Da 
kommer den ridende med dem begge to, og de var bundne 
sammen i hårene og hængte over hesten hver på sin side. 
Så siger ban : «Du skal få en god betaling, men den skulde 
have blevet bedre ; dn har taget dine fingre af dine ører, og 
det skajj mig så meget, at jeg måtte ride fra Hobro til Hors- 
ens for at fange den sidste.* Nu havde hans hest tabt en 
sko der henne på vejen, og den kunde han gå hen og tage, 
så havde han betaling nok. »Da manden kom hen og fandt 
den, viste det sig at være en guldsko. Jens Kristensen, Ersted. 

91. Min moders fader og en anden mand gik ned til 
havet en morgen og vilde fiske. Der skulde jo komme flere, 
og da de var komne for tidlig, lagde de dem nede på stranden 
ved båden. Så kommer der to kvindemennesker løbende langs 
stranden af osten, og de vendte dem og så dem tilbage. Nu 
så de vel ikke deber to, der lå, og så sagde de til hveran- 
dre: «Han kan ikke nå os, for ban er fnattet.* Ikke så 
meget længe efter kommer der én ridende, og han spurgte 
mændene, om de ikke havde set nogle. De siger jo, de havde 
set deher to kvindemennesker, og de havde sagt til hveran- 
dre, at ban kunde ikke nå dem, for han var fnattet Så sætter 
han sig af hesten og pisser og toer sig i vandet, og så rider 
han igjen. Det varer så ikke længe, inden han kommer til- 
bage, og havde dem bag ved sig på hesten. De hang hver 

til sin side og var knyttet sammen i deres hår. 

Kristen Jepsen, Rødehas. 

92. I en gård i Nielstrup i Rude sogn lå konen i bar- 



J 



6. Wojens jæger og ellekvinderne. 125 

selseng. Det var i hostens tid, og manden og bans folk var 
ude i marken at binde korn. Det var en månelys, klar host- 
nat, og som hun nu lå i sengen, blev doren reven op, og der 
kom det pæneste kvindfolk springende ind ad den, og hun 
satte sig for bordenden, men sagde ikke et ord. Konen, der 
lå i sengen, var så ræd, te det var forfærdeligt, og hun ræk- 
kede over og gjorde kors for hendes barn. Så talte hun 
endda til kvindemennesket, men denne svarte ikke, hun sad 
ganske rolig en times tid der inde uden at sige nogen ting, 
og så rejste hun sig, da hun fik sind for det, og gik ud igjen. 
Da kunde konen se, at hun var helt hul i ryggen. Da manden 
kom hjem, lå konen i stftrste angest i sengen. De gik om- 
kring i huset for at se, om der ikke var noget at finde, siden 
der havde været sådan en én. Så fandt de også i ovnsgraven 
en bitte lille hundehvalp, og den tog de og lagde hen i en 
kurv, og der blev den liggende i den kurv anden dagen over. 
Så om anden dags aftningen tog de den og satte den uden 
for på et halvtag, og så forsvandt den i luften. De kunde 
jo nok forstå, hvor hvalpen var kommen fra. Det var én af 
Huens jægeres hunde, den var kommen for uheld og plat ned 
igjennem skorstenen aftenen for, og så bleven liggende der, 
og han var jo kommen farende, lige i det pigen kom spring- 
ende ind ad doren, for han jager jo som bekjendt efter det 
slagels, og så vilde hun frelse sig. 

Folk siger jo, at der er noget, der nostrer og farer i 
luften, og at det er Huens jæjer. Når han får fat på nogle 
ellekjællinger, så binder han dem sammen ved deres hår par- 
vis og hænger dem over hesten. Rasmus Kjær, Villendrup. 

93. En mand fortæller, at ude på en hoj, han havde, 
hørte han tit som en jæger komme ridende med hunde, der 
gjøede, og han gav skud. En fremmed mand vilde overbe- 
vise ham om, hvad det var, og tager en bøsse med og går 
med manden ud på hojen. Så lægger han an på det oppe 
i luften, og da falder der en natugle ned. j. Jakobsen, N.-Vissiag. 

6. Knarkvognen. 

94. Knarke/enen flyver altid Kamme vej. Det er noget 
farligt at se den. Det er fordømte ånder, der skal flyve 
jorden rundt i et døgn, og derfor hører man dem al tid fare 
samme vej, nemlig i nordost. A hørte det som barn. 

Lærer Dissing, Erslev. 

95. Jeg og min kone hørte en nat Knarkvognen på vejen 
imellem Mqwy og Haverslev. Jens Bavnkilde, Haverslev. 



126 O. Farende uhyrer. 



96. Knarkvognen flyver i nordost om natten. To kom- 
pener fra Ullits gik en aften silde fra Ojedsted, og da kom 
Knarkvognen. Så siger den ene : « Vend om og sk . . i navet!* 
for det knarkede jo så stærkt Men så slog det ned om ørene 
af dem. De var nær ved at have sat livet til. Det var ude 
i kjæret, det kom, og blev så ved at forfølge dem ind til 
byen, og jo længere de løb, jo hårdere blev det Dersom 
de ikke var slupne ind i en mands gård, mente de snart 
ikke, de havde værget dem for det Lavst Sørensen, Ullits. 

97. Da de en gang var til Gunderupgårds hove, så 
passerede det på hovmarken, hvor de var vecfat skulle stakke 
hø, at da kommer Knarkvognen. Så varder en mand fra Myre- 
hoj til hove, og ban siger, at den skulde vende og sk . . . i 
navet. Så blev det galt. De halve hovfolk måtte ovenpå 
ham, og det slog ham endda sådan i oinene, at han blev 
rødojet, og gik med røde ojne alle hans dage. 

Jens Kr. Kristensen, Risgårde. 

98. Thomas Smed fortalte, at mens han var dreng, var 
det så grusselig galt med den Knarkvogn. Nogle drenge 
var ude om aftenen efter deres kreaturer, og så kommer den 
jo. Der er så én af dem, der siger til den : « Vend dig om 
og sk . . i navet. Så vender Knarkvognen sig også omkring, 
og der blev sådant et spektakel. Men drengene lader klø 
hen til et bitte hus, alt hvad de inderlig kunde. Men de 
kunde ikke nå det Da er det så heldigt, at en gammel kone 
i det samme kommer imod dem, og nu vidste de, at hun 
kunde mere end hendes Fadervor, så råbte de til hende, om 
hun vilde ikke gjøre dem den tjeneste at vise Knarkvognen 
tilbage igjen. For det var et gammelt ord, at man kunde 
vise den et vist stykke vej tilbage igen. Hun gjorde det også, 
men det havde nær ikke blevet nok. Den nåede dem lige 
ved uderdoren, men de kom dog ind og fik doren slået i, og 
han bl ev ved at skrabe og slå ned på doren snart den hele 
nat, og drengene måtte blive inden for doren til om morgenen. 

Mikkel Jensen, Grynderup. 

99. En mand her fra egnen, Jens Kristian i Krogstnw, 
tjente som dreng nede i Tolstrup og passede på kreatur. De 
enge grændser sammen med Hansens på Krastrup, og da der 
nu var en hel del drenge tilsammen, hørte de Knarkvognen. 
Så siger én af dem: «vend og kjør tilbage og smør!» Så 
kommer den ned over ham. De andre drenge vælter dem hen 
over den her dreng for at hytte ham. Ohr. Sloth, Havbro. 

100. A kom ned fra Fredbjterg med mit redskab på 
nakken og vilde hjem. Da a kommer forbi Fugslhoj og går 



6. Knark vognen. 127 



over Fuglsjavning ,og det var ligeså månelyst, da kom Knark- 
vognen, men den sagde ingen ting, for den kom lige tæt til 
mig. Men så begyndte den at knarke og tog på som den 
slemmeste vogn og lod, te det var farligt A stod al stille og 
så på det. A kunde ikke se andet, end det var ni fugle, lige- 
so m ænder, og de havde næbbene i hverandre lige i en tre- 
kant, der var ingen skjel imellem dem. Det var så fælt, som 
det lod. Det var lige her norden for, a hørte det. Når én 
siger : «Du har ikke smurt, du skal vende og sk ... i navet,* 
kan én komme i forlegenhed. Niels Kr. Jensen, Fredbjærg. 

101. Knarkvognen har jeg hørt så mange gange, det er 
Gadgjæs, der knarker. De kaides Radgjæs, fordi de flyver 
i racL O. Brøgger, Ravnkilde. 



7. Natravnen. 

102. En treds-årig kone bar af sin moster hørt i sin 
barndom, at en fugl, som kaldes Slattenpatte, bliver forfulgt 
af Natravnen. Hun har været en jomfru, og denne en mand, 
som er bleven forvandlede, fordi de begge har øvet en ond 
gjærniug. Martin Dyrholm. 

103. Natravnen skal være den Slemme selv, der flyver 
omkring og vil gjøre ulykker på folk. En fisker ved Løgst- 
ør skal have gjort nar ad en Natravn og efterlignet dens 

skrig, hvorfor han blev således tumlet med, at han nær havde 
sat livet til. Et par piger fra Skyum ved Tisted har lige- 
ledes modt en Natravn. De undslap ved at flygte ind i 
et hus, men om morgenen sad der et par gloende vinger 
på doren. Lærer S. Ditlevsen. Elsted. 

104. En Natravn skal være én, som er begravet i et 
trebundet skjel og har gjort uret Der er visse årer i jorden, 
de skrider i, farcnstid (o: for end) de kommer ud. rTår de 



kommer op, farer de jo omkring. En pige havde en gang 
været ude at malke til kvælds, og da hørte hun også Nat- 
ravnen og skjældte den noget ud. Men så kom den efter 
hende, og hun skyndte sig at springe ind og få doren luk- 
ket. Men om morgenen var dåren helt blodig. 

Niels Er. Jensen, Fredbjærg. 

105. En gammel præst i Emmerlev ved Højer ved 
navn Holst, skal have fortalt konfirmanderne, at de nedma- 
nede stundom påtager sig skikkelsen af en Natravn og flyver 
omkring i luften, rælen havde efterladt et stort hul i hojre 



128 C. Farende uhyrer. 



vinge. Træffer det sig nu sådan, at nogen ser solen igjenaem 
dette hul, han kunde herefter se alt, hvad der ellers var 
skjult for andres ojne. A. L. 

106. Mens a var en bitte knægt, havde a tit hørt tale 
om Natravneu, men aldrig set den. Mændene hentede lyng 
langt henne, og det blev tit sent for dem, inden de kom 
hjem. Det var nu om sommertiden, sent om natten, a kom 
forbi en mand, der skulde efter lyng. Så hører vi en fugl, 
der kom langt vester fra og svingede lige oven over os, og den 
sagde : «Baw-u-u ! baw-u-u !» så det skingrede i luften. Bag 
efter kom en anden fugl, der var mere pib i lyden. «Hvad 
var det?» siger a. «Det skal du ikke befatte dig med, » siger 
han, «det er Natravnen, p — «A befatter mig heller ikke med 
det, men a sporger blot om det.» Bag efter har a hørt efter 
de gamles fortælling, at alle dem, der ombragte dem selv, 
skulde begraves i et trebundet markskjel, og de måtte grave 
eller skyde dem til siden et sandkorn om året, og endelig efter 
mangfoldige års forløb kunde de da komme op og komme 
til flovt for at flyve efter den hellige grav, men de måtte kun 
flyve et vist stykke hvert år. Det kunde kanske vare flere 
hundrede år, inden de nåede det. Vesterbølle. 

107. Manden i den midterste gård i Kobberup — som 
nu er flyttet bort — var en aften gået ned i Torsdal for at 
sætte hans heste, og der ser han en Natravn. Han ser op 
efter den og ser hullet i den hojre vinge, og da han kom 
hjem, var han gået fra forstanden. Der er nemlig én manet 
ned i Torsdal, men det er så gammelt, at ingen véd, hvad 
det er. Gamle Ole Søndergård hørte af og til, den Natravn 
skreg. A har haft lyst til at gå på jagt, men har aldrig 
turdet gå der nede for ikke at komme til at se den Natravn. 

Nu er der kun to gårde i Kobberup, da den ene er lagt under 
møllen. Kobberup. 

108. Min gammelfader har hørt Natravnen om aftenen, 
når de var nede ved fjorden for at drage sandvåd. Han 
skræbte, så det svar igjen i hele fjorden. A har også hørt 
fortælle, at en karl gik en aften og vilde til en anden by, og 
da skulde han i en naturlig forretning. Som han nu sidder 
der, så hører han noget, der siger nede i jorden under ham : 
«Nu vender a mig.» Karlen bliver helt forskrækket. Så siger 
det igjen: «Nu vender a mig.» Da tænker karlen: «Hvad, 
hvad mon det er? ja, a skal da sige én ting til det.» Så 
«iger rosten det tredje gang. Da svarer karlen: *Ja, vend 
dig så i Josse navn og så aldrig mere.» Så bliver der så- 
dan glæde i jorden under ham. For de siger jo, at dem, der 



7. Natravnen. 129 



-er begravet i et trebundet skjel, det er natravne, og det var 
sådan én, der råbte ; men ved karlen sagde det, blev ban så 
vel tilpas og bliver reddet Jens Kr. Kristensen, Risgårde. 

109. Ved præstens Viemose (Vidjemose) ved Fravde 
præstegård, stod en manepæl, .fortalte Ma Drues, men hun 
skulde nok vogte sig for at rykke i den, for så var bun 
bleven der. Hun hørte tit ligesom et barn græde derude, og 
undertiden hørte hun en susen i luften og ligesom noget, der 
sagde: «Grav! grav!» Ma Drues har tydelig set, at pælen 
rokkede, og en ravn flyve derover. Denne ravn havde et hul 
igjennem sin hojre vinge, men man skulde vogte sig for at 
kige der igjennem, for gjorde man det, så mistede man sit 
hojre oje. Der var sådan visse bestemte dage, at ravnen 
skulde op, og da var det, at hun i forvejen kunde høre 
det suse, og at der var noget, der sagde: «Grav! grav.» 

P. Jensen, Kværndrup. 

110. Der var en stor tøs, der skulde være hyrde den 
dag, hendes søster havde bryllup, og det tog hun sig så nær, 
at hun jrik i et høl nede i Gravlev kjcer, de kalder Kat- 
hjelde. Endelig fandt de hende, og hun blev fisket* op og 
skulde så kastes ned, for hun måtte jo ikke blive begravet pa 
kirkegården sådan uden videre. Liget blev lagt på en vogn 
med et par stude for, og så lod de dem gå, Tivor de vilde. 
Men så gik de endda hen og lukkede kirkeporten op, for om 
studene kunde ikke have faet i sinde at gå derind med hende. De 
gik også op til kirkeporten, men der blev de stående. Så sagde 
præsten: « Ja, så nær var hendes sjæl ved Himmerig, men den kunde 
dog ikke komme der ind.» De vendte altså studene omkring 
og gjente på dem igjen. Nu gik de hen og blev stående oppe 
oven for, som Jens Binderups gård nu ligger. Den kaldtes 
Helledi, for der var to gårde i Gravlev, der hed Himmerig 
og Helledi. Hun blev altså begravet i et markskjel, som nu 
er på deres mark der, og hende var det, der blev til den 
natravn, som folk har hørt der på egnen. Når den skulde 
over rindende vand, så var det den skreg og sagde: «Ba-u, 
ba-u, ba-u !» Jens Kristensen, Ersted. 

111. Det spøgede i Udby præstegård. Præsten lavede 
en grime af en rød silketråd, og gik over i folkestuen til sin 
broder, der var forvalter, og 4 bad ham gå op på loftet og 
lægge grimen på den hest, der gik der oppe. Forvalteren 
kom straks tilbage med en grå hoppe, som han trak ned i 
et hjorne af haven, og præsten manede den ned der. Men 
om tyve år skulde den stå op som natravn. Da tiden kom, 
kørtes der en nat et voldsomt spektakel i en mose uden for 

£. T. Kristensen: Danske sagn i folkemunde. II. 9 



130 O. Farende uhyrer. 



Udby, det varede et par timers tid, og da det ophørte, var- 
der noget, som floj gjennem luften og skreg: «Bav, bav!» 

Jørgen Hansen. 

112. Nat ravnen det er én, der er manet. Der skal 
være én manet her ude i Ounderupgårds hede. A kan ikke 
huske, hvor mange tusende kokketnn det er fra gården, men 
hvert år sådan ind for jul, så river det da et forskrækkeligt 
brøl, og så tager det et trin ind mod gården. 

Sådan var der tre, der fulgtes ad en aften ind for jul, 
og så giver det da sådan et forskrækkeligt hvæl. Så siger 
de til hverandre, hvad det kunde være, det kunde de ikke 
forstå, og de løb, alt hvad de kunde. Så kom de til et sted, 
og der går de ind og fortæller om det, de kunde da ikke 
udgranske, hvad det kunde være. Da siger den gamle mand 
i huset: <Der var I i held, te I var ikke komne i vejen 
for det; det ér noget forskrækkeligt noget, der er mange 
mennesker komne galt af sted med det.» Så sporger den ene 
karl om, hvad det var for noget. Det var natravnen, siger han. 

En anden én blev en aften slået om kuld så mange 
gange, s for det han var kommen i det; han var rogter på 
gården, og han havde fortalt den her gamle mand det. 

Mikkel Jensen, Grynderap. 

113. En gang for påske vilde a gå ud at fiske og skyde 
vilddragier. Der var et par små drenge med, og de bar 
lysteret. Den gang vi går så sønder mellem Pors sø og 
Tyrkjcer op efter Overgård til i Hvidbjærg> da hører vi en 
en sær elendig jammer og ryg. Allerførst hørte vi to kvinder, 
der skrannigrinnede, og så kom der en karlerost, der råbte 
lige så hojt, som den kunde : <6å af æ vej, gå af æ vej !» 
Dernæst lød det, som der var kommen én og havde taget £ 
det karlfolk med pigge og flojet op i luften med ham, og 
det kom oven over os. A turde ikke se op, for a var j>ange 
for, det var en natravn. De bitte drenge sagde : <A, der 
tog de et menneske.» A svarte: «Det betyder aldrig det 
mindste, bryd jer aldrig om det.» Vi kunde høre det helt 
hen over Svankjær hede og Ove sø og Sønderhave hede, al 
den jammer og s krigen, og det var en sorgelie ting at høre. 
Natravnen skal have et hul i hojre vinge, og den må dø in- 
den fire og tyve timer, der ser igjennem det hul. 

Anders Kristensen Istrup, Hedegårde, Ørum. 

114. Der var en natravn, der floj nede i engene ved 
Ddkbjcerg. Det var særlig om hosten, når folkene var i 
marken sildig om aftenen, at de hørte den. Ja, de så den 
jo også; Den kunde slå ild med vingerne, så de kunde se 
den i mørke, og de var helt bange for den. Niels Pedersen, Hårby. 



7. Natravnen. 131 




115. En mand havde kjørt et læs lyng her over, som 
de havde draget over i bakkerne. Da de vilde nu til at bære 
det ind om aftenen, da kom natravnen og forskrækkede min 
moder, og hun sprang værgeløs ind ad. 

Det var en gang i Gravlev kro, der var så mange unge 
forsamlede. Så var der én, der hed Jokum, han skjæft efter 
natravnen og sagde ba-u ligesom den. Men så kom den 
efter dem ude på gaden, og de sprang jo ind i kroeret og 
vilde hytte dem. Jokum havde sit: «fivad er det for en 
it, der siger ba-u?» og siden kaldte de den så Jokumsgut. 
å, så, floj natravnen jo væk igjen, men Jokum turde ikke 
vel komme ud af kroeret, han var den sidste der den aften. 

Jens Kristensen Ersted. 

116. * Signes brønd, hvor hun kastede sin guldkjæde ned, 
ses nu ikke anderledes end en hulning, man plojer hen over. 
Ikke langt derfra plojer man også over Natravnshullet på 
gamle Niels Larsens mark. Der blev nemlig sat en stor tønde 
ned med bunden i vejret, så den dækkede hullet, og bærer 
både et lag sten og muld. Men endnu går toget lige fuldt 
derfra om natten til Kirstensbj&rg forbi et ny-opbygget sted. 
Jeg sagde endda til manden, at det skulde ikke have været 
mig, der skulde have bygget der. Jørgen Hansen. 

117. Medens det endnu var skik at lade kreaturerne 
ude om natten, efterabede en hyrde et fugleskrig, men 

iglen anfaldt ham så eftertrykkelig, at de andre hyrder 
måtte lægge sig oven på ham, til det blev dag N. Kr. P., Gr. 



8. Gammen og valravnen. 

118. Det er almindeligt hos de gamle i sognene, at 
Ojemsø i gamle dage haver været kaldet Broby, men af en 
hændelse skulde navnet forvendt blevet, ti der siges, at der 
en gang skulde en grif,som indbyggerne kalde en garn, kom- 
met flyvendés og sat sig på et hojt bjærg hos byen, som 
kaldes HeUebjærget, og blev der siddendes hart ved to dage, 
og ingen midlertid turde gå af sit hus eller lade sit kvæg 
ud. Omsider haver de ladet en tyr ud på gaden og gik og 
bølede, og gammen blev hannem vaer og svingede til og tog 
ham i sin klo og floj på bjærget igjen med hannem og for- 
tærede hans blod og nans kjød. JDerefter haver gammen 
flojet sin vej. Og siden er byen kaldet Oamshoj og nu siden 

ved idelig brug kaldet Gjemsø. 
Gjemsø sogn, Villands herred. Præsteberetninger til Ole Worm. 

9* 



132 C. Farende uhyrer. 



119. I Øsløs sogn er der en jævn stor bondegård, som 
kaldes Bisgård eller Bispegård, for der er sagn om, at her 
bar været et bispesæde. På den gårds mark var der en 
meget stor hoj, som næsten al tid stod grdn. En meget varm 
sommerdag, fortælles der, kom en uhyre stor fugl, som kunde 
skygge over hele hojen, når den bredte sine vinger ud. Be- 
boerne, som så det fæle uhyre, blev meget bange for det, 
og ingen af dem turde komme i nærheden af det Nu havde 
de på Bisgård en tyr, som var gal, og der var kun én af 
gårdens folk, som turde komme til den. Der bestemtes da, 
at den skulde prøve en dyst med fuglen, og de fik den da 
drevet der ud. Da den nu følte sig fri, løb den først hornene 
i en harve og splittede den så aldeles ad, at der ikke blev 
det mindste tilbage, som kunde kaldes en hel pind, eller 
bruges tU nogen ting. Alle lovede sig nu god held og lykke 
med tyren og troede, at den nok skulde få Dugt med fuglen. 
De fik den da også op til hojen efter, og lige så snart den 
fik oje på fuglen, så sparkede den i jorden med benene og 
stangede i den med hornene og brolede, så det kunde høres 
milevidt hen. Fuglen begyndte nu at forsvare sig og slog 
så eftertrykkelig med vingerne, at tyren ikke kunde komme 
den nær. Nu vendte tyren sig om og vilde gjøre et hoved- 
angreb mod hojen, og den løb og brølede og stampede i jorden, 
så det var grueligt at se. Da den nu igjen kom hen imod 
fuglen, Boj denne op og ned igjen på tyren, slog sine kløer 
i den og floj så til den forskrækkede mængdes store forbav- 
selse med den ud over Limfjorden ad Himmerland til, og væk 
var den. Lang tid efter spurgtes der, at en uhyre fugl med 
en tyr i sin klo var dreven i land på Bjomsholm klosters 
ejendom, som er en mO syd for Løgstør. Georg Himmelstrup* 

120. Når de i et slag ikke fik kongen eller hovdingen 
funden og begravet, så kom der ravne og åd af ham, og 
disse ravne blev til Valravne, og den, der åd hans hjærte, 
den fik menneskeforstand og kunde gjøre ondt og forvende 
mennesker og havde overmenneskelig magt, og det var nogle 
skrækkelige dyr. Peder Johansen, Mos sø. 

121. Der strandede en gang et skib ved Bunkens strand, 
som der blev gjort megen uret imod. Noget af forstavnen 
blev siddende i kviksandet ved strandbredden. Mod ondt vejr 
kommer der en fugl, og den sætter sig på vragstumpen, men 
flyver atter under skrigen ud over havet i den retning, som 
skibet var bestemt til at sejle. Det er de skibbrudnes sjæle, 
der nu har fugleskikkelse. L. C. P. 



9. Drager. 133 



9. Drager. 

122. Dragerne ragede guld ud i hojene. De var glo- 
ende forved som en bagerovn, og så havae de en lang hale 
bagud. Når nogen stod under tagskoen og smed egstål ind 
oven over dragen, så skulde guldet klatte ned til dem. Der 
var en mand, der prøvede det, men da fyldte dragen ham 
hele gården med hestemøg i steden for. Det kan være, den 
drage havde ikke guld. Det floj de med i favnen, det skulde 
være det gloende forved dem, der var guldet. Kr. Ebbesen, Egtved. 

123. Drager er så lange som en læsmerstang og er sorte 
i enden. De har penge at fare med. Lavrs Knudsen, Bode. 

124. De gamle så, at der kom drager flyvende og kom 
trækkende hen i luften med penge. Det mentes jo da og, 
når de kunde få et stykke egstål kylt hen over dem, så 
faldt skatten ned, og de kunde £1 hold i den. s. Hansen, Hårup. 

125. Niels Simonsen i Vejrum har set en drage, der 
floj over efter Randrup skov til. Han var nede at sætte deres 
Øg> °g da kom der en lang, gloende én, næsten som en læs- 
merstang, og satte sned ned efter æ Ned&rskov (det nederste 
af Randrup skov). Den havde en rød klundt i enden. Da han 
så den, løb han, alt hvad han kunde, hjem. 

Én kan se, når drager har meget guld ved dem, for så 
har de en stor rød klundt und-ved dem. Lars Kielsen, Vinkel. 

126. Ikke lånet herfra var en mand, som en aften, da 
han kom ud, så en Tang ildrød drage flyve hen over hans gård. 
Når han nu blot havde haft et. stykke stål at smide hen 
over den, vilde eller rettere skulde den have tabt enten sølv 
eller guld, for sådanne drager flyver omkring og opsamler 

S mie nedgravede skatte, og de nødes til at lade noget falde 
l sig af det røvede gods, når stålet kommer over dem. Så- 
dan har somme folk båret sig ad og har al tid fået noget. 

Søren Hansen, Skjold. 

127. Der var en drage i en hoj inde ved Linå, han 

var lige så lang som en læsmerstang og gloende rød. Han 

flyttede hans penge fra en bakke, der kaldes Kovesbakke lige 

nord for Linå og over til Rondingshqj til den sydvestre side 

af sognet. Når de kunde så kyle noget egstål over ham, 

idet han flytted e pengene, .slap de ned fra ham, og så kunde 

man tage dem. Men det var vel ikke så nem en sag. 

Peder Hansen. 

128. Man kan få dragen til at give sig guld, når man 



134 G. Farende uhyrer. 



kan kaste en sten på dens hale, idet den kommer flyvende. 
Da falder halen ned som guld, med undtagelse af det ene 
sted, hvorpå stenen træffer, der bliver uforandret Men når 
stenen træffer på dragen, giver den et skrig frø sig, der dræber 
den, der kastede stenen, hvis den hører det(?). 

I Saltum sogn var en karl, som så dragen. En pige 
malede på den tid på håndkværnen i gården, og han bad 
hende nu at dreje så hurtig rundt som mulig. Hun lovede 
det. Da dragen kom, kastede han en sten og var heldig og 
traf halen. Han stak øjeblikkelig sine fingre i ørene og put- 
tede sit hoved under kværnen. Derved undgik han at høre 
skriget og fik halen, der var purt guld. Tigen hørte også skriget, 
men hende kunde det ikke skade. Nik. Christensen. 

129. Af en hoj, Storhbj på Bægårdes mark i Lyngå 
sogn, ses ofte gloende drager at stige i vejret om natten og 
i skikkelse af en lang stang. Det må kikkert være en djævel] 
der ruger over en skat. I samme hoj er en konge begravet, 
der kaldes kong Nor. Sådanne dragers penge kan man let 
få ved at kaste egstål op over dem i deres fart, da de så 
kaster en pose med sølvpenge ned, dog må man tage sig i 
agt for ikke at blive ramt deraf, da dragen gjærne ønsker at 
kunne slå et sådant menneske ihjel. B. H. Kruse. 

130. Dragerne ligger og samler på skatte. Min moder 
havde en gammel morbroder, han var født inde i Vrold, og 
da han var sådan en dreng, vilde ban jo gjærne rende og 
lege ligesom andre skoleknægte. Det var om aftenen, men a 
véd ikke, hvad årens tid det var, da kommer der sådan en 
drage over byen. Den lyste så stærkt og var ligesom et hjul, 
der var ild i, og så havde den en lang stjært bag ud, det var 
ligesom gloende ild alt sammen. Alle de skoleknægte så nu 
den drage, og der var sådan hoben huse og gyder i byen, dreng- 
ene sogte så ind, hvor de nærmest kunde komme i skjul. To 
mænd havde været kjørende i Århus. Både vogne og bæster 
var slage, og så var den enes vogn gået i stykker. De sam- 
ler så stumperne på den anden vogn, og så spændte de alle 
fire bæster for den, og den ene* mand red på de to forreste. 
Da kom dragen farende over dem lige neden for byen, tæt 
ved byen at kalde, og de sut lige ned, alle bæsterne. Der- 
efter satte den op over en mose vesten for, og de så den 
aldrig siden. 

Når de så sådan én, vidste nogle det råd, at de skulde 
kyle et knippe nøgler over ham, så gav han pengene fra sig, 
men det skulde være ved et hastigt skjul (o: sådan, at de 
kunde skjule sig hastig), for ellers slog han dem ihjel med 



9. Brager. 135 

pengene. Dragerne har en skindpung bundne om hver kjæbe, 
•og der er et hoved foran på hjulet. Søren Jørgensen, Alken. 

131. I en dal i Astrup, Hinge sogn, var der en drage, 
som lå på en kjedel fuld af penge, men ingen turde komme 
til dem for dragen. Så var der en kone, som var så fattig, 
at hun hverken havde noget at bide eller brænde, og hun 
-dristede sig da endelig ud i dalen, og tog en pude med og 
lagde dragen på, men så fik hun også lov til at tage nogle 
uf pengene, for den sagde til hende : Æu tog mig sodt og lagde 
mig blodt, derfor fik du lov.> S. P. Jensen, Vole. 

132. Byen Hjorting er meget gammel. Dens navn har 
man villet forklare på flere måder. Her er én af dem. Tæt 
uden for Hjorring ligger en hoj, kaldet KUxmhoj. Der var 
-en gane nogle mænd ved at grave efter en skat, som der 
var nedsat De stodte da også på en kiste af jærn med en 
kobberring. Denne ring tog de fat i, og da de havde kisten 
omtrent ovenpå, siger én af dem: «Nu et tag til, så har vi 
den !> Men i det samme røg kisten ned i hojen igjen. Ringen 
beholdt de, og den blev siden sat ind i st. Olai kirkeaor. 
Navnet Hjorring skulde så komme af Hojring, siden Hj3ring 
og nu Hjorring. Mændene vidste nu ellers godt, at de ikke 
måtte tale, når de gravede skatte op, men de få ord slap jo 
helt ubetænkt fra den ene af dem. Krist. Frederiksen. 

133. Nord for Hjorring ligger Klovrihqj. For mange 
år siden lå der en stor skat begravet i denne hoj. En nat 

pk tre mænd fra byen ud til hojen for at grave skatten op. 

^6r de begyndte at grave, taltes de ved om, at mens de grav- 
ede, måtte de ikke tale sammen, ti så fik de ikke skatten. 
Nu begyndte de på arbejdet, og kort efter stødte de på en kob- 
berkiste.. De tog stiltiende fat i en stor ring, der var på 
kistens låg, og drog så i den af alle kræfter. Da den var 
næsten oppe, udbrød den ene mand : «Blot et tag til, så har 
Ti den!> I samme Ojeblik foer kisten fra dem, men da de 
var håndfaste mænd og havde godt tag i ringen, så beholdt 
de den. Da kisten floj fra dem, hørte de en stemme, der 
råbte : «Må jeg ikke i Klovnhoj have hjemme, i Gårdbo sø 
skal jeg mig gjemme.» Mændene tog ringen * og satte den i 
st. Olai kirkeaor, hvor den skal sidde endnu. På den tid 
havde byen intet navn. Men efter den tid blev den kaldt 
Hojring, der senere er forandret til Hjorring. Kr. Gr. Lavridsen. 

134. Der fortælles, at en gang, for byen Hjorrina i Vend- 
syssel blev bygget, så to mænd, der brændte et lys på en 
hoj, kaldet Kloonkoj, tæt ved, hvor senere byen blev bygget. 



136 C. Farende uhyrer. 



De mente, at der måtte være penge skjult i hojen, og de 
besluttede sig til at grave der, for om mulig at finde pengene. 
De gik altså en dag derud og begyndte at grave, og da de 
havde gravet i nogen tid, kom de til en stor kiste. Der var 
en jærnring i hver ende af kisten. Da de nu havde fået 
tilstrækkelig jord bort, greb den ene af mændene i den ene 
ring og sagde : cNu har jeg godt hold, kan du nu bare fk 
ved, så skal vi nok få den op !» Men aldrig så snart havde 
han sagt disse ord, for kisten floj bort, så han kun beholdt 
ringen tilbage. Men for den floj bort, sagde en rost: 

c Ja, må jeg ikke i Kloonhtij blive, 

så skal I mig aldrig af Sørig sø fordrive.* 

Sørig sø ligger oppe i Råbuerg sogn i Vendsyssel, og 

der menes nu, at kisten skal ligge på bunden af denne. 

Søen er nu udtorret, men der er et sted midt i den, hvor 

der ingen bund er at finde. Det har været prøvet at 

finde bund, men det har ikke været muligt. Der menes, at 

det er stedet, hvor kisten er sænket Ringen, som den ene 

af mændene beholdt, er endnu at se i st Katrine kirkedor i 

Hjorring. Der siges, at byens oprindelige navn er Hojringy 

og at det stammer fra den ring, som blev funden i hojen. 

Navnet skal så i tidens løb være forandret til Hjorring. 

Joh. Jakobsen (Bindslev), Amerika, ved Kr. Østergård. 

135. En gang ved nattetid gik tre mænd ud til Klum- 
hoj ved Hjorring for at forsøge lykken. I samme hoj ruger 
en drage på en stor skat Da de var komne derud, begyndte 
de at grave, og de gjorde noje aftale, at ingen måtte sige et 
ord. Da de nu havde gravet dybt ned i iorden, stodte deres 
spader mod en kobberkiste, og nu gjorde de tegn til hver- 
andre og tog fat af alle kræfter i en stor kobberring pa kiste- 
låget og vilde drage skatten op. Men da de næsten havde 
den oppe, råbte den ene: c En gang endnu, så har vi den!> 
Men i samme ojeblik floj skatten fra dem hen i Stovrup sø. 
Da de nu alle havde holdt godt ved, beholdt de kobberringen. 
Denne hæftede de i st Olai kirkedor, og dér sidder den den 
dag i dag. Chr. Ad. Christensen. 

136. I Ilbjærg, en mil ost for Hjorting, boede der i 

gamle dage en drage, men da Hjorring efterhånden rejste 

*ig; °g der kom kirker i byen, så kunde dragen ikke mere 

bo i Ilbjærg for kirkeklokkerne. Den besluttede da at rejse, 

men inden den drog af sted, sagde den: 

« Ja, må jeg ikke i Ilbjærg være, 

gå skal I mig aldrig af 8jørnp sø drive.* 

Dermed fl5j den fra Ilbjærg til Sjørup sø, hvor den har 
boet siden. Johannes Nev«. 



9. Drager. 137 

137. I TJgilt og Tårs sogne ligger nogle hoje, Ilbjærge 
kaldet. I den storste hoj, Stuehoj (Stowwhoj), ragede en drage 
over en stor skat. Denne vilde folk jo gjærne have fat i, og 
en gang vilde da tolv stærke karle prøve at hente skatten 
op. Det skulde ske torsdag ved midnatstid og under dyb tavs- 
bed. De grov første og anden torsdag alten uden at finde 
noget, men tredje aften traf de på en stor kobberkiste fuld 
af guld og med tykke ringe i begge sider og ender. Med 
umådelig moje fik de endelig kisten op på randen af hullet 
og satte den der for at hvile, får de bar den videre, men 
én af karlene glemmer tavsheden og udbryder: <Se så, nu 
har vi den!» I samme nu styrtede kisten tilbage, og de 
kunde høre, at den rullede langt længere ned, end de havde 
gravet. Karlen stod med jærnringen i hånden, og det var 
det eneste, de fik af skatten. Ringen blev sat i den indven- 
dige side af Katrine kirkedor i HjOrring, og der sidder den 
endnu. Da kisten sank, floj dragen, sprudende ild og edder, 
op af hullet og skreg: 

«Ma a énti StowwhOw blyww. 

så skal I mæ åller & Sjørup sø dryww.» 

Dermed floj den hen og kastede sig i Sjørup sø i Tårs sogn, 
så vandet skummede og sydede om den. 

* Så langt fra min barndom. Efterfølgende har jeg af en mand, 
Kristen Kristensen, Svendstrup,som i sin tid ejede én af Sjørupgårdene.. 

Da dragen havde tbget bolig i Sjørup sø, gik den fra 
søen hen til nogle hoje på den anden side, et stykke derfra A 
og hvor den havde sin gang, var græsset afsveden som af 
ild. Hdjenes navn husker jeg ikke, dog forekommer det mig, 
det var Boelhozvwen, men sikkert er det ikke. 

Da Kristen Kristensen kom til gården, vilde han bygge 
sig en smedje netop på dragens vej. Naboerne frarådte ham 
det for dragens skyld, men han byggede, hvor han vilde. Da 
smedjen var opført, rejste sig en nat en stærk storm, og om 
morgenen lå huset på jorden. Trods naboernes advarsler 
byggede han atter smedjen på samme sted, men hvad sker? 
en nat brændte den, og det var jo dragen, der havde tændt 
ild i den, fordi den ikke vilde have sin vej afspærret. Manden 
byggede tredje gang på samme plads, og den smedje står der 
den dag i dag. Dragen måtte give tabt og har ikke siden 
været at mærke. Søen er omtrent udtorret, kun en sig er 
tilbage af den. Katrine Høeg-Htfyer, HjOrring. 

138. Sydftst for Tårs kirke på en temmelig stor hede 
ligger en enlig gård, som kaldes Sjørup, og tæt derved ligger 
Sjørup sø. Her skal ligge en stor skat begravet, men en 
gloende drage ruger over den, og i klart måneskin vil man 



138 C. Farende uhyrer. 



kunne se dens gloende ojne på bunden af søen, ja, den skal 
endog stundom i mørke nætter bave svævet frem og tilbage 
over søen. Men når denne en gang udtørres, så at dragen 
ikke kan være der, uden at solen skinner på den, så dør 
den, og så får Sjørup-manden skatten, og Sjørup bliver da 
til et slot N. Beedtz. 

139. I gammel tid floj en drage fra osten ind i Quld- 

bjærget og bavde der sit ophold. Det vidste folkene i Ham- 

melmose, og de grov efter den. Da floj dragen ud med de 

ord : cMå jeg ikke i Guldbjærget blive, 

så skal de mig aldrig af Sjørap sø drive.* 

Fra den tid har den været i Sjørup sø (Serritslev). 

Dragens hoved er som en and, dens hale som en læsse- 
stang. Guld flyver af hende, og hun er så klar som ild. 
Det er ikke så længe siden, at en mand så hende i denne 
skikkelse flyve over en gård i Em. Hun floj fra nordost til 
sydost. Nik. Christensen . 

140. I Folkjcer, Vrå sogn, har der også opholdt sig en 
drage; men folk gravede også efter hende, og hun flygtede 
bort til en sø i nærheden. cMå jeg ikke i Folkjær blive, så 
skal jeg i søen drive. » Nik. Christensen. 

141. Soren Meldgård fra Hårup lå nede ved hans nuler 
lidt ost for, hvor nu Sejbæk station er, norden for Hjul sø. 
Den gang var det stor skov. Der var bøge på 18, 20 kløv 
og en fire alen i omkreds. Så ser han, at der hen over beden 
kommer en skikkelse som en hovedløs stud og af en for- 
færdelig stdrrelse, og den kommer skridende hen imod ham. 
Han vilde nu ikke tro, at der var sådant spøgeri der nede, 
endskjondt de andre milebrændere havde sagt, at de ikke 
kunde have deres miler i fred, der var noget, der splittede 
dem ad. Det havde han grint ad og bandt på, at det var 
ikke andet énd ene loen. Men da nu det her spøgelse kom- 
mer, så siger han: «vær nådig, hr. Satan !» Da bliver der 
en hylen og skrigen i luften, og milerne splittes ad rundt 
omkring; men han tog ingen skade selv. Det var en drage, 
der kom flyvende fra Osterskoven og kom ben over søen. 
Min fader bavde været ude at sejle og kom da heldigvis i 
land, inden han hørte den susen og hylen, ellers vilde han 
vel være bleven slynget ned til bunden. 

Her bar tjent en karl, og han var ude at kjøre med 
bans moder og et kvindfolk til. Da de kom midt imellem 
Lang sø og Vester-Kejlstrup, standsede studene og var ikke 
til at drive frem. De holdt da stille en fem minutter, og så 
kom den hovedløse stud farende nord fra og forbi vognen. 



9. Drager. 139 

Konen gav sig til at skrige og råbte hojt: c Nu ser a aldrig 
min mand mere !» Men karlens moder blev ikke så bange. 
Derpå hørte de sådan en hylen ned efter Lang sø, og så var det 
først, de kunde kjøre. Dé så det alle tre. Skjellerup Nygårde. 

142. Der kom en aften en drage til en mands vindue 
i Klejstrup og sagde: Han skulde komme ud. Men han gav 
sig god tid og kom ikke. Endelig kommer den igjen og 
sagde, at det nu var for sent at komme, nu var skatten hun- 
drede alen inde i Storkbjærg. — Således kaldes kalkværket 
ved Hole mølle. Vokslev. 

143. I Kalvø skal der ligge en drage på syv års skat. 
Tårnet står endnu, om end alle murstenene er pilket af, de 
kan ikke ride det ned, og det er sagtens dragens skyld. e. T. K. 

144. Der bor en drage i Lyshqj, som ruger over en 
skat. Hojen rejser sig tit på vættelys, og der brænder blålys 
over den. Dragen går tit ned til fjorden ved Kolindsund for 
at drikke, og da kan man hæve skatten. Tøstrup. . F. L. Gr. 



10. Hvirvelvinde og storke. 

145. En des værre nu afdød »eventyrfortæller fra Vest- 
Møen skal blandt andet have fortalt om hvirvelvinden, at den 
er en forvandlet kjærling, som en gang blev beskyldt for at 
have forøvet et tyveri, hvilket hun benægtede ved at sige, 
at hvis hun var skyldig, vilde hun ønske, at hun måtte blive 
til en vind og flyve bort, og straks blev hun forvandlet til 
en hvirvelvind, der må fare verden rundt 03 aldrig kan finde 
hvile og aldrig gjor andet end ulykker. Enhver, den får fat 
i, vil sygne hen og bliver aldrig til menneske mere. 

N. E. Hansen. 

146. En knægt, der har tjent os, sagde, at dersom én 
vil hugge en kniv ind i en hvirvelvind og så trække den 
ud igjen, er der blod på den, det havde han prøvet. 

vindblæskonen sagde til Kræn Smed: «Du har været 
for nær ved en hvirvelvind, du har enten gabt eller snak- 
ket, i det den er kommen forbi dig, og noget af den vind 
er så kommet ind i din mund. Dersom du havde gået lidt 
længere med det, så var det bleven til kraft (kræft). » 

Ane Marie Kristensen, Ørum. 

147. En lille pige, som gik på isen over en bæk, kom 
til en hvirvelvind der, og en rost sagde: cKom her, kom 
her, kom her.> Hun syntes ikke, at den rørte ved hende, 



140 C. Farende uhyrer. 



men alligevel blev hun kastet baglænds om på isen. Det 
var i en skov på Frørup bjcer§e tæt ved Tyrstrup. Nik. Chr. 

148. En bonde i Ryslinge gik en gang i gamle dage 
og tottede hø, og da han så en hvirvelvind, sagde han til 
den: «Kom og hjælp os at totte!* Hvirvelvinden kom og tog 
hans hat, så han fik den aldrig mere. Lars Frederiksen. 

149. På Hindsholm tjente i en gård for mange år siden 
en mand, der hed Lars Jensen. lian havde fået omgang 
med en ellepige, og da han til sidst ikke kunde slippe hende, 
måtte præsten til at skille ham af med hende . Samme Lars 
Jensen formentes at stå i pagt med en ond ånd ; han kunde 
nemlig gjøre adskillige overnaturlige ting. Således kunde ban, 
når de hostede, få pigernes forklæder til livagtig at ligne en 
stork og få dem til at flyve. Endvidere kunde han få selv 
de sløveste hostjærn til at skjære udmærket. Han byttede 
ofte jærn med en anden, hvis jærn ikke kunde skjære; men 
så snart han fik det, skar det godt. En gang var Lars Jensen 
med ude på marken at hoste. Uge med et lægger han sit 
jærn og vil hjem til middag. Husbonden gjflr ham opmærk- 
som på, at klokken kun er halvtolv, men nan siger, at han 
vil hjem, for han skulde, så bandte han, nok lære den karl, 
og sa gik han hjem til byen. Her var alt i røre. Alle folk, 
både store og små, var stimlede ud på gaden, da der hørtes 
en rumlende lyd. Da det viste sig, at den ikke hidrørte fra 
en kværn, opdagedes det, at den kom fra en lille sort sky. 
Himlen var ellers aldeles klar, og lyden lignede ikke torden. 
På dette tidspunkt kommer Lars Jensen hjem. Han går over 
i et tomt kornhus, i det han atter bander, at han nok skal 
lære den karl, for tiden var ikke omme endnu. Man hørte 
nu et forfærdeligt spektakel der ovre fra. Lidt efter kom- 
mer Lars Jensen ud, aldeles forpjusket og forvildet, det varede 
længe, inden han fik sin forstand igjen. Inde i kornhuset 
såes i en krog en masse blodpletter på væggen, og en tyk 
bjælke var knækket over. p. Jacobsen, Kjobenhavn. 

150. Der var en gang en mand i Afrika, der floj til 
Evropa som hvirvelvind. En karl, som stod i heden og 
grov torv, tog en kniv og kastede ind i hvirvelvinden og 
så den ikke mere. Siden blev karlen soldat og blev fangen 
og kom til Afrika. Der kommer han til en halt mand og så 
sin egen kniv ligge på mandens bord. «Det er min kniv,» 
siger soldaten. cDet kan godt være,» sagde Afrikaneren, 
«ti jeg var en gang ude at kjøre i karet, og da satte der 
mig én den i låret,; så jeg blev halt Min fader boede ellers 
som stork i mange år på dm faders lade.» P. Chr. 



10. Hvirvelvinde og storke. 141 

151. Storken er bleven til på den måde, at en asiatisk 

Eriuds ønskede at blive til en fugl og så blev til sådan en 
LDgbenet fyr. J. K. Jensen, Borup. 

152. Der varen karl, der gik og slog hø. Så gik storken 
tæt ved, som ban jo gjærne vil. Da tykte karlen, han var 
ham så nær, og så vilde han slå efter barn og tager hans 
lommekniv og hugger hen på storken. Men den tager så 
kniven og flyver med. Siden den tid var han så sær, der 
var ingen råd til, at han kunde være hjemme, han tykte, 
han skulde ud, og så rejste han lange veje omkring og var 
i så mange lande, at det var grueligt. Til sidst kommer han 
ned til Ægypten, og der kommer han ind i en kro. Kromanden 
spurgte barn ud om, hvad han rejste efter. Men han kunde 
ingen redelighed gjøre for det. Sådan og sådan havde han 
hugget en kniv efter en stork, og det tyngede på barn. Så 
rejste kromanden sig og gik hen og hentede hans kniv og 
flyede ham. Så fojede ban til: «Dersom det ikke var for 
det, jeg havde ruget så mange unger ud på din faders lade, 
så skulde du have kommet galt af sted, men nu skal du 
have din kniv, og så kan du rejse bjem med fred.» Men 
han pålagde ham, at han ikke måtte gjøre storken fortræd 
mere. Så rejste han hjem igjen med det. Byrial Nielsen,Grynderup. 

153. En gårdmands son slog sin kniv efter en stork, 
der rugede på faderens lade o. s. v. «Hvis jeg- ikke havde 
ruget så mange unger ud på din faders lade, skulde døden 
nu have været dig vis.» N. Kr. Pedersen. 

154. En sdmand kom .en gang til et fremmed land, 
hvor han modte en mand, der hilste på ham og takkede 
ham for sidst, og da sømanden ytrede, at ban ikke vidste, 
hvorfra deres bekjendtskab stammede, fortalte den fremmede 
ham, at ban havde avlet tretten born på hans hus. Da sø- 
manden forundrede sig herover, forklarede den fremmede, at 
han var menneske i nogle måneder af året og stork i nogle, 
og således er det med alle storke, de er mennesker i nogle 
måneder af året, hvilket er årsag til, at ingen dræber dem. 

Bjærggård, Holmslands klit. Lærer N. P. Olsen, Samsø. 

155. Der var en karl, der rejste så langt omkring, 
og han var kommen ind i Afrika. Der kom en herre og 
kjendtes ved ham, som ban aldrig havde set. Da sagde her- 
ren: «Det var dog mærkeligt, for jeg har boet på din faders 
gård i mange år og er der bleven behandlet så godt.» Her 
var ban herre om vinteren, og han var så glad ved den her 



142 O. Farende uhyrer. 



karl, og han blev der den hele tid, indtil herren skulde ar 
sted og hen at være stork på hans faders gård igjen. 

J. B. og M. H. LUle-Tåning. 

156. Man må ikke skyde storken, ti så gjælder det liv 
for liv ligesom ved mennesker. 

Det var en gang, soldater herfra kom til at liggg i kvar- 
ter dér, hvor storken opholder sig om vinteren. JEnaf dem 
logerede hos en bonde og udtalte til sin vært, hvor godt han 
følte sig tilfreds. Han svarede, at han jo sagtens kunde 
huse ham en tid nu, da han havde boet på hans faders tag 

i så mange somre i træk og al tid følt sig vel tilfreds. 
Lyngby ved Grenå. P. Uhrbrand, IUerop. 

157. En jomfru var sådan til at dandse, og så ønskede 
hun, at hun måtte dandse i luften, når hun var død Når 
det blæser og så hviner stærkt, siger vi : «Hør, hvor jom- 
fruen dandser i luften. » Ane Marie Jensdatter, Hårby. 



D. 

Vandets ånder. 



1. Havmænd og havfruer. 

1. Der var en fisker fra Ty ude at fiske sig lidt, kan 
ske han dorrede (fiskede med enkelt krog), for han var alene. 
Nok er det, han fik da snart noget på krogen, og så halede 
han jo til, men havde nær tabt snøren af forskrækkelse, ti 
det var et menneske, og det klagede sig ynkelig og bad, at 
han vilde skåne dets uskyldige liv. Så fik han* jo snoren 
skåren over i en hast, for han havde jo ondt af den stak- 
kels skabning. Han roede hjem, det tørste han kunde, og 
fortalte, hvad der var hændet. P. Uhrbrand. 

2. Der nede ved Vesterhavet ved æ Bonneland der kom 
en havfrue op til én kone om vinteren og vilde sidde hos 
hende og spinde, ilav der var is i fjorden, og det var koldt 



1. Havmænd og havfruer. 143 

i vejret Så sad han der på ét sted og spandt på én tenfuld 
hele vinteren igjennem. Da det så blev forår, flyede hun 
konen det nøgle og sagde, at hun måtte tage af det og trende 
af det, så meget hun vilde, det skulde aldrig slippe op, så 
længe hun ikke gav noget bort af det Det stand hun nu 
selv brugte af garnet, var der lige meget, men så kunde hun 
ikke lade være at give hen af det, og så slap det op. Rødding. 

3. Her nede ved fjorden troede de, at der var kommen 
en ellekone eller havfrue og havde sat bo i et hul, der var 
ind i det faste bjærg tæt norden for Troshule. Hun var som 
en fisk og havde så langt hår, at det kunde nå efter hendes 
bæltested. Hun sad ude og spandt på hendes ten om efter- 
middagen, når det var godt vejr, og havde også tit hendes 
guld ude. Vi drenge var tit bange for hende, når vi var 
nede ved fjorden at plukke sortbær. Rødding. 

4. Det er vist, der er havfolk til. 1826, da havet bred 
ind, var det sådan forfærdeligt godt vejr dagen for. Det var 
den dag, de skulde have deres juleaftens-natter, og fiskerne 
var tagne ud og var rigtig komne til at fiske. Så lå der en 
fisker noget fra de andre og fiskede. Da kommer der en 
havfrue op lige tæt ved hans båd, og hun trækker en hose 
af den ene fod og på den anden, og det lige så såre, hun 
havde ikke uden én hose, og den byttede hun idelig. Men 
så river han en sok af hans ene ben — han havde jo under- 
sokker — og kyler ud til havfruen. Hun snapper den og 
sætter ned igjen i vandet. Den gang hun havde været nede 
så meget som et kvarter, så sætter hun op lige ved haus 
båd igen: «Hør du, mand, mig hosen gav, du skal stræb* 
og skynd' dig i land, hejs kommer, du til at spis' din ywl- 
attensnætter her i aften. > Så stræbte han og hans makkere 
at sætte i land, men de var aldrig så snarere i land, før hav- 
fruen rejser en sådan storm, te de druknede hverén, der var 
på havet. Men den mand og hans folk blev frelste. Den dpg 
yar det, havet brød ind. Niels Ebbesen, Andrup. 

5. Der vai* en gangen fisker ved Vesterhavet, der fandt 
en vante på stranden. Han tog den hjem til sin kone og 
lod hende stiikke mage til den, gik så hen og lagde begge 
vanterne på stranden igjen, og tog derefter ud at fiske. Så 
var der noget, der råbte : 

c De' råber i nær (nord), 
& de* suser & taer, 
draw i land, du mand, 
som wånten band.* 

Så skyndte fiskeren sig i land, og straks blev det så stræng 



144 D- Vandets ånder. 



en storm, at mange fiskere druknede, men manden blev frelst, 
fordi han havde givet havmanden vanten. J. Kristensen, Ersted. 

6. En fisker fandt en gang ved stranden en meget stor 
og vid hose, hvilken han tog med sig ud på havet. Ud på 
natten mærkede han, at der var noget ved roret, og da han 
gik hen at se efter, hvad dette kunde være, fik han oje på 
en havmand, der sad og kradsede ved roret Fiskeren for- 
holdt sig nu rolig en stund, men da havmanden blev ved at 
kradse, tog han og smed hosen ud i ha ve t> hvorpå havmanden 
forsvandt, men lidt efter kom ban igjen og sang: 

tDen mand, mig hosen gav, 
tag dine bakker og gå til land, 
der kommer en stork storm i æ hav, 
' det må du visselig vente. » 

Fiskeren skyndte sig at komme i land, og kort efter brød 
en storm løs, der kostede mange mennesker livet. 

En gammel fisker fra Bjærggård, Holmslands klit. N. P. Olsen. 
^^ < ^^ 

7. For mange år siden var to fiskere ved Tarup strand 

ude at fiske på havet lille-juledag. Da skød der en havfrue 
op af bølgerne. Fiskerne vidste, at man skulde give havfruen 
noget, så spåede hun. Den ene fisker trækker da af sine stfttt- 
hueser (stonthoser, fæddeløs hueser, eller hvad man )nu kalder 
dem), dem havde han uden over sine rigtige hoser, og dem 
kaster han så ud til havfruen. Så sagde hun: 

c Ro i land, ro i land, da ædle mand, 

som mig sttttthoser gav ; 

det suser og braser i nord, 

ellers får da din j aleaftensnad ver her i år.» 

Skyndsomt roede da fiskerne mod stranden, og næppe var 
de komne på land, for der rejste sig en voldsom storm. 

Joh. Skjoldborg, Kollerup. 

8. Der var en gang en sømand fra Borre, der var ude 

at sejle ved Søbjæra. Ser fandt han en stor vante, som 

han tog og lod forfærdige mage til i Borre, og lagde dem 

så begge, hvor han havde fundet den første. Da han så 

nogen tid efter igjen sejlede ud fra Borre, hørte han, i det 

han kom forbi Søbjærg, en stærk stemme råbe : 

<Hør da, vantevennen min, 
læg skaden til Borre ind, 
ti Tolk skryer, 
og egene knager i Norge. 

Skipperen lagde da ind til Borre igjen, og straks efter rejste 

sig en storm, som der ikke var set mage til, og alle de skibe, 

der var ude på havet, blev ødelagte. 

Borre er en by på Møen, hvortil man sejlede i gamle dage. Sø- 



1. Havmænd og havfruer. 145 

bjærg var i den tid et bjærg i søen, nu er der enge der omkring. 
Det ligger mellem Sømose og Klinten. cTolk» er navnet på vandet 
i Grtfnsund ; det tolker uvejr for Møenboerne. Fortalt af Kirsten 
A ndersdatter i Borre, som har det fra sin fader. xh. Jensen N.-Åby. 

9. En gang steg en havfrue op af vandet foran et skib 
og sagde: «Giv mig et par hoser !» Men der var ingen, 
der vilde give hende et par. Siden dukkede hun op ved et 
andet skib og sagde: «Griv mig et par hoser!* Så gav styr- 
manden hende også et par. En tid efter kom hun igjen 
til samme styrmand og sang: 

«Og hør du, mand, som hosen band, 
det regner i nær, det tordner i tær, 
dét fælder grønne skove i Norge. » 

Styrmanden blev også advaret derved, ti straks han var 
kommen i land, gav det et Gudsens vejrlig. K. L. Vestergård. 

10. En gammel kone fra Sønder- Nissum fortæller, at 
det var fiskerskibe, der var ude, og så var der en på skibet 
(styrmanden), som endelig gav havfruen et par hoser, da hun 
bad derom. Så en dag ener kom hun til ham og sagde: 

«Og hør du, mand, som hosen band, drag til landl 

det regner i nOr, det tordner i tør, det lælder grønne bkove i Norge. » 

Så drog han til land, advaret af hende, men alle de andre 
fiskerskibe gik under, sådan et vejr blev det Fjaltring. 

11. En norsk skipper vilde en aften ankre ved nordenden 
af Romsø, men da hørte han én råbe til ham inde fra land : 
«Læg dit skib fra sønden ind ! fra norden kommer den stærke vind.* 
Skipperen fulgte rådet og undgik derved en stor fare, ti om 
natten blæste hun op med en forrygende storm af nordvest, 
der vist var blevet skibets undergang; hvis det ikke havde 
ligget i læ af øen. A. O. P. 

12. Der var et menneske, der var både så urimelig rig 
og så urimelig gjerrig. Endelig bliver han syg og tror, han 
skal dø. Så får han samlet hans rigdom i ene små guldmønter 
og resolverer, at han vil have dem i sig, for han kan ikke 
nænne at gjøre nogen godt med dem hverken i liv eller død. 
Så far han en bøttefuld sur mælk, smider pengene deri og 
rører om, og så hjasker han i sig af det« Først går det knebent, 
men da han først får æ vane på det, går dét rask. Hvad 
der sker, han får dem i sig til hobe, og er heldig nok til at 
beholde dem. Men så får han et slemt mavetilfælde der ovenpå, 
og det udarter til en hæftig sygdom, som ender med døden, 
deher kanaljer kunde han jo ikke sådan bære i æ sæk. Folk 
lurer og lurer på, hvor rigdommen er bleven af, og da han 
imidlertid er bleven begravet, kommer én i tanker om en tid 

E. T. Kristensen : Danske sagn i folkemunde, n. 10 



146 D* Vandeta ånder. 



efter at ville forsøge på at kaste ham op igjen, da han be- 
stemt tror, at den døde har pengene i livet Men da han 
kommer til liget og kikker derned, sidder der en bussemand 
ovenpå ham med en potte i den ene hånd og en ske i den 
anden og har filet prakket hul på den her døde. Da han 
ser nojere efter, opdager han, at den lille øser penge op af 
maven på liget. Da bliver han forskrækket, sky vier jorden 
ned iglen og rejser af. Han bliver nu helt urolig i sindet 
over det her og kan ikke sove om natten. De brugte jo se- 
hav der omkring, men han brugte ellers ikke havet Da det 
bliver nu ved at stå for ham hver tag, den kirkegård og det 
døde menneske, og hans naboer mærker, det er galt fat med 
ham, får de ham med der ud en dag. Det tørste, de nu. 
gjor, når de kommer ud, det er at sætte æ kroge. Så ligger 
de et stød for anker, eller rider af, mens de hviler dem, de 
siger, at de rider de ståend. Mens de nu ligger der, inden 
de skal til at tage krogene ind igjen, og det er stille forårs- 
vejr, sover de så nær som ham. Da ser han en mand, der 
sidder oppe på en bølge på hans bare ende og bar kun én 
hose, og den bytter han fra det ene ben til det andet. Så 
vækker han de andre, at de skal have den komedie at se, 
for sådant et syn havde de vist ikke set for. Så siger han : 
«Det er snart synd, at han skal sidde der, a tror, a vil give 
ham en af mine hoser.* Altså kyller han den ud, og så 
såre den er ude, dukker havmanden under, og de så ham 
ikke mere. De andre gjorde nar ad ham for aet, men han 
lod sig ingen ting forstå med. De var på havet en gang 
siden, og da gjorde de også nar ad ham for den hose, men 
da dukker havmanden op lige ved siden af skibet og råber 
så hOjt, som han kan: 

c Hør du, mand, som hosen gav, 
tag dit garn og drag i land. 
det suser i nær, og det tuder og ta'er, 
og det brækker skov i Norge. » 

Så kom de til at tænke på noget andet De tog knaphændig 
i land, og det stod hårdt for dem at komme op, men op kom 
de, og så var de glade ved æ havmand. Da nu Daniel — 
sådan hed den unge fyr — kommer hjem, giver det en storm 
og et vejrlig, te æ hav havde ikke været så galt i mange år. 

Niels Lisbjærg, Hove. 

13. Havfruen kunde stå op og synge i vandet, så smuk 
ud og havde store bryster. Rasmus Nielsen m. fl., Vinkel. 

14. Jens Tun og Soren Præst kom sejlende i en båd 
fra Århus. Da de kom mellem Tunø og Nardbylandet, siger 
Jens Tun: «Ser du, hvad der er dér forude.* Soren Præst 
ser da i den angivne retning og opdager en skikkelse, hvis 



1. Havmænd og havfruer.. 147 

overkrop lignede en skjon kvinde med langt hår og store 
bryster. Overkroppen ragede op over vandet. Underkroppen, 
som var i vandet, lignede en fiskehale. «Hvad tror du, det 
betyder?* siger Jens Tun. Ja, det vidste Soren Præst da 
ikke. «Jo, det betyder storm, og derfor er det bedst, at vi 
skynder os at komme i havn,* siger han; og ganske rigtig, 
de var aldrig så snart komne i havn, for en stærk storm 
brød løs. Samsø.' Bas Dam, Selsinggårde, ved N. P. Olsen. 

15. Der var et par folk, som a kjendte ret godt, og 
dem var der noget skidteri ved. Folk sagde, at manden 
havde ligget ved en havfrue en gang. De havde et lille 
sted til fire køer på Harboøre land og havde også nogle får. 
Så var det en morgen, de kom op, da var der fem får i deres 
fåresti, og de havde fået ti lam alle sammen på én nat. Nu 
véd a ikke, om det var om morgenen efter, men nok er det, 
en morgen lå de døde på fåretolde (o : den bund, fårene gik 

Eå) alle femten får. Det var jo en forfærdelig ting. Så snak- 
er konen da med manden om det her. Når de Tå i sengen 
om aftenen, havde konen mærket mange gange, te der var 
kommen én og gået i sengen til dem. Hun havde aldrig 
fået den at se, men hun var så forklemt og mærkede, 
at den var kommen der, men vidste ikke, hvad det var. 
Manden vilde ikke gå ved det. Hun havde nok hørt det 
om den havfrue, men han sagde, at det havde ikke noget 
at betyde. Der gik nu én dag, og der gik flere dage. De 
havde store born, og de gik henne og græssede deres køer 
på deres mark imellem kornet. Der så de en forfærdelig 
stor kat, de havde aldrig set så stor en kat på Harboøre. 
Somtid kom den og slikkede på deres hænder og var så 
tålig. Det kom de hjem og fortalte for deres moder, og hun 
gik flere gange for at ville se den kat, men kunde aldrig få 
den at se. De var nu tre born, og det var sådan mange 
gange, at den ene gik hjem for at hente moderen, mens de 
andre paste på katten, men den blev stadig henne, og de 
vidste aldrig, hvor den blev af. De to af bornene var drenge, 
og de var rigtig store, men så skete det, at de blev 
så ringe, først den ene og så den anden, helt visne i 
nederkroppen, og kunde ikke gå. Manden blev omsider syg 
og skulde til at dø, men drengene levede da endnu. Så 
hentede konen jo præsten, at han skulde komme og snakke 
med manden om den havfrue. Men a kan ikke sige, om 
han fik noget at vide af ham om det. Endelig døde manden, og 
da han var begravet, siger præsten til hende: «Jeg kunde 
ikke få noget ud af din mand. Men så meget kan jeg sige dig, 
at du skal flytte dit hus.> Så fik hun en bitte plet af en 

10* 



148 D. Vandets ånder. 



anden mand at bygge på og flyttede så helt af deres mark. 

Siden den tid lykkedes al ting for dem, og de to drenge, der 

var solle, de blev jo ved at være det, men de andre, der var 

ungere, de kom aldrig til åt fejle noget Der var tre ungere, 

en dreng og to piger. Der var meget snak oin den havfrue 

og den kat, og andre folk kunde godt få den at se, men 

hun aldrig. Konen sagde selv for flere, at hun tit gik af 

hendes seng, når hun mærkede, den anden kom, og gik i 

den, men aldrig hun så den. Folk vilde bilde hende ind, 

at det var en mare, men det vilde hun ikke tro. 

Ane Kristensdatter, Myrb6j. 

16. En dag fik en fisker, som gik ved fjorden, nogle hav- 
fruer at se. Deres sælhundeskind havde de last på Drinken, 
og de solede sig på landet. Så snart de så ham, greb de 
deres skind og svommede ud, men én af dem var ikke så 
hurtig som de andre, så fiskeren tog hendes skind. Nu måtte 
hun følge med hjem og blive hans kone, og de fik fire bom 
sammen. Men en dag, da fiskeren ikke var hjemme, fandt 
bornene et gammelt skind ude ved et hæs, og det viste de 
deres moder. Så snart hun så det, løb hun ned til fjorden, 
men her mddte hun sin mand. Hun bad ham om at være 
god ved deres born, og så tog hun skindet på, og inden 
manden så sig for, var hun langt ude i vandet, p. K. M. 

1 7. En gang boede der en fisker ude på Vejrø. Her var 
han ganske ene uden at komme til andre mennesker, og det 
var vist nok, fordi han i hjemmet havde begået en slem for- 
brydelse. Han levede af at fiske og skyde ude på havet, og 
tidlig og sent færdedes han omkring Vejrø i sin lille båd. 
En aften, da han således var på havet i smukt måneskins- 
vejr, så ban en dejlig, kvinde stige op af bølgerne med en 
harpe i hånden, og Eun begyndte at synge for ham. Han 
holdt op med at ro for at se på havfruen, hvis lige han 
endnu aldrig havde set, og for at nøre på hendes musik ; og 
jo længere han hørte og så, des dejligere blev hun. Han be- 
gyndte at ro for at komme nærmere til hende, men så svom- 
mede hun længere hen og vedblev at spille for ham, som for 
at lokke ham efter sig. Således vedblev han at ro, indtil 
han helt havde tabt land af sigte. Da standsede havfruen, 
så han kom tæt til hende, og nu var hun endda dejligere 
end for. cHvor jeg har ventet efter dig,> sagde hun, c i 
lange tider har jeg fulgt dig ude på havet, uden at du har 
set mig. Følg med mig ned til mit slot, og der skal vi leve 
sammen. » Fiskeren kunde, slet ikke sige imod, men lod sig 
glide ud af båden, og fulgte med ned til hendes prægtige 
slot på havbunden. Her boede han i mange år sammen med 



1. Havmænd og havfruer. 149 

havfruen og havde næsten helt glemt sit tidligere liv, kun 
når han var ene, mindedes han lidt, og en gang kom han til 
at tænke på sit hjem og på sin moder og søskende, og at 
de dog vist vilde blive glade, når de så ham igjen. Han 
bad derfor havfruen om at måtte få lov til at besøge dem. 
I førstningen vilde hun ikke vide noget heraf at sige, men 
da han vedblev at bede, fik han dog endelig lov, imod at 
han bestemt måtte love at komme igjen samme dag. Hun 
førte ham altså op til overfladen, og hvor forundret blev han 
ikke, da han der så sin egen båd ligge sejlfærdig for at føre 
ham tilbage til hans hjem. Havfruen tog end videre det 
løfte af ham, at han ikke måtte gå i kirke eller synge en 
salme. Men da han kom forbi kirken og hørte salmesangen 
og klokkernes ringen, glemte han sit løfte til havfruen og 
gik ind og istemte sangen. Da han gik ud af kirken, så han, 
at alle stirrede på ham og veg til side for ham, hvor han 
gik, og da hørte hån en stemme, som råbte : 

cTænk på de store, og tænk på de små. 

og tænk på den lille, som i vuggen lål> 
Da styrtede han af sted ned til havet, men der lå hans båd 
og var knust mod stenene. Havet var i stærkt oprør, og 
på toppen af en bølge så ban havfruen hæve sig i vejret og 
true aa ham med den ene hånd. Næste morgen fandtes hans 

lig i havstokken. Mikkel Sørensen. 

Det er sagtens kun en forkvaklet prosaisk gjengivelse af visen 
om Agnete og havmanden. 

18. Der var en bonde på Bornholm, hvis marker gik 
ned til stranden. En dag, da han red ud at sætte sine heste 
å græs, så han en havfrue ligge ved strandbredden. Hun 
aldte på ham og lokkede ad ham, at han skulde komme 
ned til hende og bo på havsens bund, så skulde han få så 
meget guld, han ønskede. Han havde dog ikke lyst til det, 
og da han havde taget grimen af sin hest, kastede han den 
pi havfruen, så hun kunde ikke komme bort. Da hun mærk- 
ede, at hun var fansen, bad hun meget for sin frihed og 
vilde give ham, hvad det skulde være, når han vilde tage 
grimen af. Han brød sig ikke om hendes kostbarheder og 
vilde ikke lade hende fare. Til sidst sagde hun: «Dersom 
du vil komme her ned i morgen ved samme tid, skal du 
& en son.» Så tog han grimen af hende og gik hjem. Næste 
dag gik han atter ned til stranden, og der var havfruen, som 
gav ham sdnnen. «Men,» sagde hun, «han er kun halvt så 
klog, som han vilde have været, hvis du ikke havde lagt 
den grime på mig, men han er dog syv gange klogere end 
andre mennesker. » Bonden tog sdnnen med hjem og kaldte 
ham Bonde-Hvede. Han blev både klog og rig. E. L. 



i 



150 D. Vandets ånder. 



19. Der er en gemen sagn over Barnholm om én i denne 
sogn, som hed Bonnevedde, hvilken der skulde være fød af 
en havfrue, med hvilken faderen havde omgjængelse, den tid 
han en gang gik ved stranden, hvilken Bondevedde der var 
synsk, og det kunde se, som andre ikke. Denne, den tid 
faderen var død, bekom gården, gav sig i ægteskab, og 
den tid hustruen blev frugtsommelig, og barselnød var for- 
hånden, var Bondevedde gået frem om en hoj, kaldet Kors- 
haj, i hvilken bjærgtroldene hugge på et stykke træ og sagde : 
«Hug det snevnæset, så er Bondeveddes hustru.* Og som 
nu kvinder var hos hende i hendes barselnød, kom troldene 
med deres troldbillede, tog kvinden af sengen og lagde trold- 
billedet i steden, hastede med Bondeveddes nustru ad vinduet 
til de andre, som var der udenfore. Men Bonnavedde var 
får færdig end de, tog imod sin kvinde, de andre kvinder 
uafvidendes, lod så gjøre sin bageovn varm, kaste troldbil- 
ledet derind. Kvinderne gave sig ynkelig, som til stede vare, 
ikke andet videndes, end at det havde været Bondeveddes 
hustru, som opbrændes, men siden forgik dennem denne sorg, 
den tid (de) lgjen med glæde så Bondeveddes hustru levendes. 

Item siges der, at han i lige måde kom en gang frem 
om den samme hoj og hørte troldene sige: «I morgen skal 
Bondeveddes hustru brygge, så vil vi derhen at hente oliet 
fra hende. » Hvad sker? Bonnavedde går hjem, lod sin bryg- 
gekjedel fuld med vand og gjorde det det allersyhedeste 
han kunde, og sagde til sine karle: «Hvor jeg slår med 
vandet, der skulle I slå med træstænger. » Den tid troldene 
kom med deres så (o : en øse, eller en mellemting mellem kar 
og tønde med Jåg) og en jærnstang at hente oliet, slog Bon- 
nevedde dem over med vandet, og karlene slog med stænger, 
alligevel de så ingen, og i så måde forjagede troldene fra 
såen og jærnstangen. Siges, at Bonnevedde gav jærnstangen 
til Peders kirke, og skulle det være de jærn, som kirkeddren 
hænger udi. Item siges, at han en gang red frem for hojen 
en nats tid, da dandsede troldene omkring hdjen og vare 
lystige, drukke Bonnevedde til. Den tid han fik bægeret, lod 
ban, som han drak, slog det over akselen og kom en part 
på hesten og gik så vidt håret af, som det påkom, men B. 
red hjem med bægeret, og gav det siden til kirken, hvor der 
blev kalk og disk gjort af i kirken. 

(Resens atlas III, 338—348. Suhm p. 37) Af præsteindberetninger 
ti) Ole Worm. Navnet staves i flæng Bondevedde, Bonnevedde, Bon- 
navedde. En variant hertil underskrevet : Hans Ravnoldt, egen 
hånd, findes også i ovennævnte indberetninger, og heraf anføres: 

Haver der boet i samme Persker sogn en bonde ved 
navn Bondevedde, som boede der i sognet ved stranden, og 



1. Havmænd og havfruer. 151 

— — ■■ ■ - ■ ■ ■ ■ ii ■ i m, ■■ ■■ ■ ~ - ■■■■ ■■■■■■■ i —■■■■■■■ ■ i — .— ^^^— — — 

véd endnu old efter old af hannem at sige, samme bonde 
siges at være født af en havfrue og er så tilgået, som 
rygtet endnu står. Hans fader skulde en gane gået ved 
stranden og imidlertid skulle siddet på strandbakken en 
iiavfrue, hvilken han straks skulle haft sin omgjængelse 
med. Og den tid det var sket og gjort, sagde havfruen til 
hannem: «Om et år skal du komme igjen og her finde en 
son, han skal kunne fordrive bjærgpuslinger eller trolde. > 
Hvilket også skete, at årsdagen derefter kom han og fandt 
et lidet drengebarn liggendes ved havbredden, hvilket han 
tog hjem med sig, fostrede det op og kaldede det Bonde- 
vedde. Samme barn vokste op, blev stor 9g stærk og blev 
synsk og kunde se det, som andre ikke kunde se. Faderen 
døde. Bondevedde bekom sin faders gård og boede derudi 
og giftede sig og. Efter at han var gift, blev hans hustru 
frugtsommelig. Nu ligger der en hoj nordvest ved en bondes 
længe. Bonden, som nu iboer, hedder Anders Svendsen i 
Korshoj, og haver gården sit navn af hojen, og bondens 
gård er straks hos, som Bondevedde boede. Vesten fra i 
.samme hoj siges at have været puslinger, og haver det hændt 
sig en gang, at Bondevedde er kommen derfram og hørt, at 
-de have hugget på et stykke træ og sagt: Hug det snev- 
rnæset, så er Bondeveddes hustru. Nu, der Bondeveddes hustru 
gik i barselseng, og der var kvinder inde hos hende, kom 
også troldene med deres træbilleder, tog kvinden af sengen, 
lagde træbilledet i steden, ligesom det var den rette kvinde. 
Troldene var i stuen, stak Bondeveddes hustru ud af vinduet 
til de andre, som var der udenfor. Men Bondevedde var 
for færdig end de, tog imod sin kvinde og forvarede hende, 
de andre kvinder, der var i stuen, uafvidendes og lod så 
gjøre sin bageovn varm og vilde have troldebilledet udi, som 
og skete, så at troldebilledet knagede og spragede. Kvinderne 
i stuen græd og klagede sig ynkeligen, vidste ikke andet, 
end det var Bondeveddes hustru — og viste siden kvinderne 
sin egen hustru. 

Item siges der, at Bondevedde en gang vankede fram 

for Korsh5j Og går endnu rygtet på denne dag af, 

at Bondevedde haver så handlet med bjærgepuslinge i Kors- 
hoj, så de nftdes til at undfly, så de ere hennyttet i Falhoj. 

Indberetningen er trykt i Thieles € Danske Folkesagn* II, 225, 
men ej ordret som her. 

20. Der er også i Persker et sted, kaldet Bondevede- 
gård, således kaldet af en vis beboer, Bondevede, om hvem 
der fortælles, at han med sine ojne kunde se forskjellige 
mærkelige ting, dæmoner og genier. Resens atlas III, 174. 



152 D. Vandeta ånder. 



21. Om sandflugtens fremkomst fortælles følgende : En 
gang kom der en dødmand (således kaldes alle lig, der kom- 
mer ved havet), og han blev ført op og begravet på Nissum 
kirkegård. Aldrig så snart var liget begravet, for det be- 
gyndte at blæse med sandet fra stranden ind i landet. Der 
gik tre dage, og det blev jo længere jo værre. Folk kom 
nu i tanker om, at der var trolddom med i spillet, og hen- 
vendte sig til en klog mand om hjælp. Da han hørte, at 
sandstormen havde rejst sig, straks efter at der var begravet 
en dødmand på kirkegården, sagde han, at denne upåtvivle- 
lig havde været en havmand, hvis nedlæggelse i kristenjord 
havde voldt sandflugten. Nu skulde de ojeblikkelig grave 
ham op igjen og se efter, om ban havde suget pegefingeren 
ind i munaen over det andet led. Havde han det, så var 
der ingen råd, men ellers skulde de begrave ham i havbjærg- 
ene, så skulde sandflugten nok stilles. Så gravede man hav- 
manden op igjen, og han lå ganske rigtig med fingeren i 
munden, men havde ikke fået den suget længere ind end til 
det andet led. Så gravede man ham ned i bavbjærgene, og 
sandflugten hørte op. Men siden den tid blev alle dødmænd 
begravet i bjærgene, indtil den nyeste tid. Kr. L. Vestergård. 

22. I det sekstende århundrede var der stor sandflugt 
i klitterne nord for Husby kirke. Klitrækken sender der en 
tunge ud, som strækker sig en halv mil op i landet, og derom 
fortæller sagnet følgende. Husbyboerne havde npde ved stranden 
fundet et havlig, som de kjørte op til Husby kirke o. s. v. 
Den kloge mand .... Hvis det var havmanden, som han 
troede, så kom sandflugten derfra, han kunde nemlig ikke 
være i kristen jord, og han havde sat et af sine elementer i 
oprør af den grund. Så skulde de kjøre liget ud og lægge, 
hvor de havde taget det. De grov nu liget op og fandt, at 
den kloge mand havde ret, for havmanden sad op i graven 
og gnavede på sin store tå. De tog ham da og lagde ham 
på en vogn, der var forspændt med seks løbske heste (andre 
siger to røde køer) og lod dem løbe med ham til havet, alt 
hvad de kunde, og ojeblikkelig ophørte sandflugten. Maren Bonde. 

23. Jæn gåftg stråånd dær en dø hawwmand ve æ 
Vceæsterkaw liig wr får Huusby. Æ beborøerer i Huusby slu 
en kiist samel te ham å begrawer ham o æ kjæregor. Mæn 
han war alder så sndr komen i æ jowr, faar dæ blow saren 
en sanndknåg, te jæra ku hwærken si væj hælder stæjj. Så 
gik di te æ præst å spowwr om, huren di sku bær dæm ar, 
mæn han swåår å såi, te di sku ta tkw røø kwier, dær haj 
alder wat i tøj faar, å dæmm sku di spænd far en ueu, dær 



1. Havmænd og havfruer. 153 

war et beslånn, å så sku di go åp o æ kjæregor å kast æ 
hawwmand åp, å læ æ kwier læv mæ ham ar æ harø. Mæn 
d*«d gå«g han war komeao« «en,låw han å be/er b* sjæ/ 
i hans stower tø, å æ kwier le/ev mæ ham ur ar æ haw, så 
låndt en ku se/e. Mæn i de samm hør æ sanndknåør åp, å dæ 
wa blowen en bjærehåål en he/el fjarengvæjliigåp te Huusby 
kjærk, å dænd æ dær ino. J. L. K. 

24. Der har været en by vesten for Husby kirke, der 
hed Qrim by. Der drev en gang en død mand ind for 
Husby strand, og den sugede al tid på sin tommelfinger, i 
hvor meget de tog den af, så puttede han den dog stadig i 
munden lgjen. Så fik de ham da jordet i Husby kirkegård, 
men de måtte til at grave ham op igjen. De gik nemlig til 

E ræsten om det, og han rådede dem til at grave liget op og 
egge det på en slæde og spænde to røde kvier for. Da de 
havde løbet med det, så længe de vilde, skiltes de ved Grim 
by, og der skulde liget så jordes. Da var der en mand, der 
sagde: «Det var endda grim.» Den præst boede i Kavild 
præstegård. Kristen Olesen, Fjand. 



• • • 



25. . . . De kunde høre havmanden i kirkegården. 
Kvierne kjørte ud i havet med ham. J. Kr. Koreglrd, Nissum. 

26. En gang fandt nogle hostfolk liget af en havfrue 
med hængende bryster og skjællet fiskehale ligge på marken. 
Hun var bleven ødelagt af torden* De morede sig med at 
stikke til hende med stokke, river og høtyve, men da en 
hyrdedreng, som på den varme sommerdag gik med bare ben, 
stodte til hende med foden, rådnede den op på ham. Næste 
dag, de kom der, var liget blevet bortslæbt af de andre havfolk. 

Anna Stolpe. 

27. En mand badede sig ved Ilandklit-stenen, og da 
så han en kat under stenen, og den blev så til en jomfru. 

Mariane Agger, Bjærgby. 



2. Havheste og havkøer. 

28. ^ Det nasserede ved Rydhave, at der gik en havhest 
°P °S gik ve " de andre heste. Da der kom folk ned og 
vilde flytte dem, gik den der, men så foer den ud i fjorden, 
og de så den aldrig mere. Den er i bagenden som en fisk 
og i forenden som en hest både med hoved og ben. De 
kunde ikke komme den nærmere end at se, hvordan den så ud. 

Kristen Ajstrup, Ovstrup. 



154 D* Vandets ånder. 



29. En gård her oppe i Bislev hedder Iglsøgård, og 
derved er et kjær, hvor der har været en sø, som nu for 
resten er tilgroet. Men i min ungdom, da ieg gik og rev 
der ude, var det endnu en sø. Her fortælles, at der har 
ligget en gård, som er sukken, og når det var blankt sol- 
skin, og de lagde dem ned ved siden af søen, sagde de, at 
de kunde se skorstenene nede på bunden af søen. A så også 
efter det, men a så ingen. 

Der skal være kommen en ko til deres hoveder fra 
gården, som gik ude i kjæret, og gik ved dem i flere dage. 
Til sidst fulgte« den med hovederne hjem. De troede, at den 
var kommen løbende dertil, og lod den oplyse, men det blev 
aldrig opdaget, hvor den var fra, og så beholdt de den. Den 
var så svær til at malke, og de havde sådan lykke med den 
ko. De lagde kalve til på den, og fik en hel besætning i 
gården, så afkommet til sidst kun blev af den kofamilie. Om- 
sider bFev hun gammel, og så gav de på hende og vilde 
have hende fed. Da kom der en rost uden for vinduerne om 
natten og råbte og sagde: 

«Kom, kow kålld mæ din kali &lld! 
i måån ska du få knywen hålld.* 

Så om morgenen var huset renset, der var ikke et hOved. 
Sådan gik fortællingen. De mente, at koen var kommen fra 
den gård, der var sunken. Jens Mark, Vokaler. 

30. Meget spætteret eller broget hftveder det kaldte de 
gamle havfæi, og de troede, at det var havtyren, der havde 
sprunget køerne. Meget gamle folk troede, at der var fæi 
i havet. Søren Jørgensen, Alken. 

31. Gamle Esben Ydernæs tjente i sin ungdom på 
Svinø hos Hans Kusk, som var én af halvøens mest velbår- 
en de gårdmænd, der havde meget kvæg, hvilket just ikke 
var almindeligt hos bønder for 50, 60 år siden. Nu havde 
Hans Kusk foruden den jord, som blev kaldt Lodden^ en 
temmelig stor strandeng, som gik umiddelbart ned til Oster- 
søen, og som om sommeren blev benyttet til græsning for 
ungkvæget. Man havde vel en tyr på gården, men den kom 
aldrig på strandengen. Når det nu skete, at en af kvierne 
blev tyrgal, begyndte den jo at brole dygtig, og straks kom 
en vældig tyr op af havstranden og indlod sig med den. Var 
dette nu først sket én gang, kunde man være vis på, at den 
løb ned til stranden, når den atter blev tyrgal, og søtyren 
indfandt sig straks. Den var helt blå, og Hans Kusk havde 
derfor meget blåt kvæg i sin hjord. Undertiden havde tyren 
en hel drift blå køer med sig, aer trolig ventede ude i flad- 



I 



2. Havheste og havkøer. 155 

vandet, til deres mand havde forrettet sit ærende på land- 
jorden, hvorpå hele massen gik til havets bund igjen. En 
eneste gang så Esben ved nattetid en 10, 12 stykker komme 
helt op på strandengen, men en ejendommelig lyd ude fra 
havet kaldte dem tilbage til deres egen græsgang. Denne 
lyd var et signal af havmanden, der ejede kvæget. Det lig- 
nede aldeles det andet kvæg, når undtages den blå farve. p. N. 

32. Tibirke by i Sjælland blev bedækket med flyvesand 
å følgende måde. Nogle havkøer var gåede op på stranden 
or at græsse og blev tagne op af bønderne. Dernæst kom 

havmændene og forlangte deres kvæg og tilbød at give håv- 
grses til erstatning, men bønderne nægtede at udlevere kvæget, 
hvorpå havmændene i deres forbitrelse sendte en havtyr op 
på stranden, som rodede i sandet nat og dag, indtil byen 
var tilføget, og beboerne reddede dem kun med nød og næppe. 
Kun kirken blev stående, og derfor står den endnu et stykke 
fra den nye by. V. Lund. 

33. For lod en havfrue, som boer i Kattegat, sine tolv 
røde køer og sin røde tyr græsse på bøndernes marker. Men 
så en gang sagde bønderne til havfruen, at hun herefter 
skulde betale for køerne. Men hun havde ingen ting at be- 
tale med. Jo, sagde de, hun havde jo sit bælte, som skin- 
nede af sølv og guld. Det gav hun dem også, men så var 
det ikke andet end et siv. Da havfruen så skulde drive 
kvæget ud i havet, vendte hun sig om og sagde: «Nu, min 
røde tyr, nu kan du rode så meget du vil i bunden,* hvilket 
den også gjorde, og deraf kommer flyvesandet F. L. Gr. 

34. Mads i H&fet, den gamle Mads-Jenses fader, havde 
en ko, og det var sådan en skrap ko, men hun løb også al 
tid med en havtyr. Når hun var tyrgal, og de jog hende 
til vands i gadestdvlen, så stak hun af oster ud af byen ad 
Ostersøen til, og de så hende ikke igjen forend om aftenen, 
men så vidste de, at hun var med kalv. Det havde de 
det rede med ; men da hun blev gammel, lagde hun det af, 
så måtte de trække til tyre ligesom andre folk, og så kunde 
de endda ikke få koen tyrgal, uden når de gav hende en 
levende ål. Rasmns Toxtærd. 

35. Der var en mand i gamle dage, de kaldte Skjorping- 
Smeden, og han bildte en kone ind, at der var kommen en 
havtyr i land og havde ædt så mange tønder salt på Lundø. 
Han sagde også, at der var en stor skov ude på fjorden, og 
hun rendte og fortalte det runden omkring. 

Jens Begs enke, Smidstrup. 



156 !>• Vandets ånder. 



3. Åmænd. 

36. Åmanden hedder nøkken i det sydlige Vendsyssel, 
syd for Vildmosen, ti i de egne bruger de fcjendeordet cen», 
men nord for Vildmosen hedder åmanden Nøkki. Der siger 
man nemlig ci> som kjendeord, ligesom Fynboerne. Navnet 
åmand er et aldeles fremmed ord i Vendsyssel. Jeg har al- 
drig hørt det nævne af en Vendelbo, endda jeg er kjendt og 
har rejst i de fleste egne af Vendsyssel, ikke heller har jeg 

hørt andre navne bruge til ham end Nøkken. 

Friskolelærer A. E. Jakobsen, Orritslev. 

37. I ramle dage var der megen mangel på vand i 
Vendsyssel. Folk vidste da aldrig, hvad de skulde gjøre. Da 
kom der en gammel mand og sagde, at det kunde da aldrig 
være så farligt at få vand, det var ham en smal sag, når 
man vilde give ham en ordentlig betaling. Det blev ham 
lovet Han tog da en kjæp, trak den bag efter sig, og hvor 
som helst han drog frem, kom der vand. Det er Ry å, og 
da manden rystede på hånden, så kom dens mangfoldige 
bugtninger deraf. Men da folk så, at der var vand i over- 
flødighed, vilde de ikke give ham den lovede betaling. «Ja- 

!'a,» sagde manden, «så skal åen nok kræve den.» Deraf 
tommer det, at der hvert år drukner et menneske i den. 
(8ml. « Dannebrog* nr. 1.) Nik. Christensen. 

38. Ry d i Vendsyssel tager et menneske hvert år, og 
når den kræver det, råber den: « Tiden og stunden er kom- 
men, men manden er endnu ikke kommen.* Når folk hører 
denne rost fra åen, skal de vare sig for at komme den for 
nær, for gjor de det, så får de en uimodståelig lyst til at 
springe i aen, og de kommer aldrig mere op igjen. Der skal 
være mange, der har hørt den råbe de ord. Blandt andre 
var der en pige, der gik langs med den og havde en hund 
ved siden. Da hun hørte den råbe, råbte hun: «Ikke mig, 
men hunden U Og straks sprang den der ud i og druknede. 
Hun så også en lille bitte mand med et stort skjæg løbe i 
åen, det var Nøkken og vel sagtens den, der havde råbt. 

Det, at åen sådan tager et menneske hvert år, er kjendt 
i vide kredse og bliver den dag i dag troet af mange. Mø- 
drene advare ofte deres born mod at komme denne slemme 
å for nær, og det ikke alene for at afholde deres born fra 
at falde der i, men også fordi, at de selv tror, den har magt 
til at give folk lyst tfl at springe i den. 

Om åens tilblivelse fortæller sagnet følgende: Vendel- 
boerne manglede et vandløb til at lede vandet af de sumpige 



3. Åmænd. J57 

moradser, der dannedes af den store Vildmose og flere mose- 
drag i det sydlige Vendsyssel. De sluttede da overenskomst 
med en mand om, at han skulde grave et sådant vandløb ; 
men denne mand var imidlertid en Ted trold, eller det måske 
var Nøkken selv, som nu løber i åen. Mere end sit Fader- 
vor kunde han, ti han tog blot sin spade og slæbte efter sig, 
og der, hvor han slæbte den, brød åen frem i samme skik- 
kelse, som den har endnu. Men da manden krævede beta- 
lingen derfor efter overenskomsten, svarede Vendelboerne, at 
da han var kommen så let fra det, vilde de ikke give ham 
nogen ; derover blev manden vred og sagde : «Så skal den 
fra nu af hvert år tage et menneskeliv. » Og det har den 
nok også gjort og gjor endnu. Sit navn fik åen af det store 
ry, der gik om dens tilblivelse, og dens råben. A. E. Jakobsen. 

39. For en fyrretyve år siden stod en skjon sommer- 
eftermiddag en hyrde på broen over åen ved Rendbæk og 
fiskede. Som han stod dér i sin gode tommerumme, hører 
han pludselig bag sig i et høl, at der råbtes med stærk stemme : 
c Stunden er kommen, men manden er endnu ikke kommen. » 
Derpå gav det et vældigt plask i vandet, så det kom i stærkt 
røre. At drengen løb sin vej, er en selvfølge. Mange vil 

Eåstå at have hørt lignende råb, og det har været alminde- 
g troet, at åen tager en mand om året. Anton Andreassen. 

40. Ry å er meget dyb, og den skal råbe en gang 
hvert år : « Tiden er kommen, men manden er endnu ikke 
kommen, » og så skal én drukne. Så var det en gang i tolv 
år, der var ingen, der druknede, men da hændte det, at tolv 
tærskere, der om vinteren havde været til hove på Birkelse 
og om aftenen gik hjem, de druknede alle tolv. For hvis 
det driver over et år eller fiere, så tager åen på én gang alle 
dem, den har til gode. Jens Mark, Vokslev. 

41. Ry des vand har uden at være mudret et sortagtigt 
udseende, hvilket måske hidrører fra dens moseagtige leje. 
I umindelige tider har den hvert år krséyet et offer, enten 
ved badning, eller når man sætter over i de små sejlbåde. 
I seks år indtraf der en gang intet ulykkestilfælde, men i 
det syvende år druknede på én gang syv unge mennesker 
deri. Bosten siger: « Tiden og timen er der, men manden 
er der ikke.» j. d. Jensen, Vindblæs. 

42. De havde stensatte overgange eller overkjorsler over 
Ry å. Når de færdedes over dem, ofrede de en skilling til 
åmanden. Disse skillinger kan undertiden findes endnu, når 
man vader i åen. Erik Sørensen, Sønder-Saltum. 



158 D- Vandets ånder. 



43. I Odense går åmanden i åen og råber, og hvilket 
år der drukner ikke et menneske, så året efter får han to: 

Jens Bircherod. 

44. Åmanden i Odense d lader sig sjælden se. Der var 
nogle fra landet, som gik ind til byen, og de så, han sad 
splitternøgen på en sten i åen og sagde : Æden og standen 
er kommen, men manden er ikke Kommen.* For de gik 
hjem, var en mand druknet på samme sted. D. Johansen. 

45. I Odense å boer der en åmand. Hvert år kræver 
han sit offer, og skeer det et enkelt år, at der ingen druk- 
ner deri, så skal han nok sorge for at få to det næste år. 
Således fortælles der, at da der en gang gik to små drenge 
og legede ved åbredden, faldt den ene af dem i vandet. Den 
anden løb til for at hjælpe ham op; men idet han fik fat 
i sin legekammerats hånd, råbte åmanden op af vandet : «Nej, 
jeg vil nave jer begge, jeg fik ingen i fjor,» og i det samme 
gled drengen ud i vandet, og de druknede begge. Et par 
mænd, der fra den modsatte bred i nogen frastand var vidne 
til ulykken, vilde med en båd ile hornene til hjælp, men de 
kom for sent Drengene var druknede, og man fandt aldrig 
deres lig; åmanden havde beholdt dem. 

Fortalt mig af mange i og omkring Odense, bl, a. af min egen 
moder og min moster, Maren Sirstine Johansen, der boede 1 Dræby, 
og af gamle Madam Brun og Smed Basmassen i Odense. 

Herman Pedersen, Hammerum. 

46. Nede fra Hersom å lød en stemme en gang om 
året, for den skulde i det mindste have en hvert år. Men 
tog den fiere på én gang, kunde den godt vente lige så mange 
år, som den havde taget mennesker. Så råbte den f. eks.: 

«I år tager jeg to eller tre, til næste år ingen.* 

Niels Jensen, Glenstrup. 

47. I Vendsyssel er der en å, som kaldes Liver å, og 
om den har jeg nørt fortælle, at der skal drukne to men- 
nesker hvert år. Der er en bro over åen, hvor folk færdes 
meget ad, og det træffer da undertiden, at man hører råbet 
fra bunden) c Tiden og stunden er omme, mennesket er ikke 
kommen. » 

På begge sider af åen er der engskifter, som ejes af folk 
langt borte, hvorfor der i høbjærgningstiden arbejdes både 
dag og nat, indtil høet er kommet bort Så en nat, som folk- 
ene lå i høstakkene og sov, vågnede én af karlene og hørte 
en rost, som sagde: cPeter, Peter!* Der var nemlig én af 
dem, som hed kreter, men han sov. Han, der hørte rosten, 
sagde da : «Her er ingen anden end vor hund, som hedder 



S. Åmænd. 159 

Peter;* og straks, som han havde sagt det, foer hunden ud 
i åen, og man så den aldrig mere. Earl Timmermann. 

48. Liver å, som løber en halv mil vest for Hjorring 
og udmunder i havet ved Tornby, har et slemt ord på sig. 
Hvert år kræver den et menneskeliv. Man har somme tider 
fra åen hørt følgende ord: cTiden er kommen, men manden 
er endnu ikke kommen.* Da varer det ikke længe, inden 
et menneske drukner, og det menneske, som er bestemt, 
undgår ikke sin skjæbne, ti det har ingen ro på sig, for det 
kommer ned til åen. Chr. Ad. Christensen. 

49. På Liver åes øvre løb kaldes den også Astrup å. 

Den vil hvert år have et menneske. Når tiden er omtrent 

udløben, og den endnu intet menneske har fået, hører man 

den råbe med dyb, hul rdst : c Tiden og stunden er kommen, 

men manden er ikke kommen endnu. > Det varer så ikke 

længe, inden man spdrger, at nogen er kommen af dage i åen. 

T. Er. Kristensen. 

50. Ved Sjelle bro løber en å, og dem, der boede ved 

åen og kjendte det, de kunde høre på den, når den vilde 

have nogen. Efter gammel snak skulde den sådan råbe om 

aftenen, og der druknede også tit nogle. De kunde altså 

høre det på den, når den vilde have et offer. Sådan var 

det en nat, der kom nogle Molboer og kjørte til Randers 

med fisk, og da var strommen så svær, at de plat der ned 

mand og kone og hest og vogn og druknede. Folkene der 

omkring kunde høre næsten en hel time, te konen skreg, og 

de mente, at det var hendes skjorter, der havde holdt hende 

op, men mandens rOst blev snart forstummet. Hun drev 

ned efter Flojstrup, og der fandt de hendes lig. 

Kirsten Marie Pedersdatter, Hornslet. 

51. Den gamle Per Tip lå nede i engen ved øgene om 
natten og hørte, at det råbte i åen: c Tiden og stunden er 
kommen, men manden er endnu ikke kommen. > Så nogle 
dage efter druknede der én. Niels Eristian Nielsen, Evorup. 

52. Et sted i Vestjylland var der en gang nogle folk, 
som slog græs i engen ved en å, da hørte ae fra vandet en 
rost, som sagde: cTiden er kommen, men manden er ikke 
kommen !> Lidt efter kom en mand løbende, alt hvad han 
kunde, og vilde vade over åen, men folkene standsede ham, 
greb i ham og sagde, at det måtte han ikke, for så druk- 
nede han. cGiv mig da noget vand at drikke, for jeg er så 
torstig, > sagde han. De hentede da noget vand til ham, men 
som han havde drukket det, sank han sammen -og døde på 
stedet. T. Kristensen. 



160 D. Vandets Inder. 



53. Nede ved åen i Ringwe gik der en dag en karl og slog 
græs. Allerbedst som han nn der går og slår, hører han en 
rost, som siger: c Tiden er kommen, men manden er endnu 
ikke kommen !> Han så sig da omkring efter rosten, hvor 
den kom fra, men han kunde intet videre opdage, og forun- 
drede sig meget over, hvordan dette hængte sammen. Han 
gav sig nu atter til at slå, men havde knap fået begyndt, for 
han fik en rytter at se, der kom oppe på bakken og red ned 
ad vejen og over broen, alt hvad hesten kunde springe. Men 
ligesom han kom på broen, styrtede hesten, og manden faldt 
ud i åen og druknede. Endskjondt karlen løb derhen, det 
bedste han kunde, for at redde ham, var det dog for silde, 
der var ingen redning, og manden var og blev død. Nu 
kunde karlen forstå, hvorfra rosten var kommen. 

Kristen Nielsen, Egsgård. 

54. En gammel mand gik og arbejdede på en skrænt 

ned imod Limfjorden. Der hørte han en stemme, der sagde 

hoit og tydelig, men han vidste ikke, hvor den kom fra: 

« Tiden er kommen, men manden er ikke kommen.* Det 

råbte det samme lidt efter endnu hojere. Straks efter kom 

en mand løbende ned ad skrænten. Han talte til ham, men 

manden standsede ikke og løb lige ned og forsvandt i vandet. 
Kjttbenhoved. 

55. Der druknede én hvert år i Limfjorden ved Brovst. 
Der hørtes en rost, som sagde: « Tiden og stunden er kom- 
men, men manden er ikke kommen. > Så var det i syv år, 
der druknede ingen, men så druknede der syv ét år. 

Om Brabrand sø fortælles også, at den råber: Tiden er 
kommen .... Det er sådan på visse tider, og kort efter 
skete der al tid et eller andet. En gang havde nogle været 
ude i en båd, kort efter at rosten var hørt, og de blev der. 

56. Det er en almindelig tro, at Banders fjord (Guden å) 
hvert år kræver et menneske, og fiskere, som har været ude 
på fjorden at fiske om sommernætter, har hørt stemmer fra 
dybet råbe : « Tiden er kommen, men manden er endnu ikke 
kommen !» Laurits Thastum. 

57. En mand i Borre på Møen fortæller, at da hans 
nu afdøde fader tjente som karl på den gård, der ligger lige 
ved Hune sø, stod han en aften silde uden for gården og 
hørte, at der råbtes ude fra søen: cMand, mand! timen er 
kommen, og du er ikke kommen endnu b men om morg- 
enen fandt man en mand, der var druknet i søen, og som 
blev begravet på Magleby kirkegård, uden at man nogen 
sinde fik opdaget, hvem efier hvorfra han var. n. E. Hansen. 



3. Åmænd. 161 

58. I Larrø 50 ved jf)'efe er der noget, der råber om 
efteråret. Det er en vis nat, og det giver et skrig for hver, 
der skal drukne. Der stanges meget på søen om vinteren, 
og det sker jo, at nogle drukner. H. Ohr. Hansen, Handest. 

59. Der er en lille sø oppe ved Rold skov, jeg kan 
ikke komme på, hvad det er, den hedder. Den kan ordentlig 
brøle, når den vil have en mand, og så drukner der også 
snart én. 

Jeg så den det andet år, da jeg og min kone var deroppe, det 
var da et mærkeligt vand at se på, det så ud, som var det ene guld 
og sølv, men jeg var ikke tæt ved det, for det måtte vi ikke. Man 
kan slet ikke komme til det fra de tre sider; ham, der ejede det, 
hans hoveder går til det hver dag og drikker, men de går aldrig 
nden til den ene side. Anders Svendsen ved K. M. Rasmussen. 

60. Dér skal have været en trold her i Tastum sø i 
skikkelse af en rød kalv, og han vilde ikke lade søen ud- 
tørre. En aften, nogle mænd var ude at fiske, gav det et 
stort plask lige uden for dem, et judetisk pludder, som den 
gamle mand sagde, og så vilde han ikke have mere med det 
fiskeri at gjøre. Søby. 

61. Der var nogle ude at fiske i Lillestrand. De hørte 

da en rost, som sagde : cDen fisk skal hr. Peder i Pjedsted 

have, og den fisk skal hr. [Jens] i Brædstrup have.» Men de 

så ingen. Nu strammede der rigdom til disse to mænd, da 

de begge fiskede så overhånds meget 

Måske der i steden for præsten i Brædstrup skal sættes ejeren 
af Ødstedgård. Fortælleren kan ikke ret huske det. Almind. 

62. En gang vilde de på Birkelse drage våd i Oase- 
lunerne i Vildmosen, men der boer en stor karl, som vil være 
enerådende her, og de almindelige garn var snart ødte. Så 
fandt de på at lave et garn af jærn og kaste det ud. Det 
hjalp dog Uge meget, ti aldrig så snart det var kastet ud, 
så blev det draget ned i dybet Siden prøvede de aldrig 
på at fiske der. Nik. Christensen. 

63. Der var en gang på Birkelse en rigtig stivnakket 
herremand, som lod sin fisker og to andre rejse ud til Gåse- 
lunerne med et våd for at fiske. Deres fangst tegnede også 
til at skulle blive god, for da de fik vadet midt i den ene 
af dammene, havde de alt hvad de kunde trække. Så hivede 
de til af alle kræfter, men da blev vadet med et så let, som 
om det var helt tomt, og da de fik det i land, var det revet 
fuldstændigt itu. De måtte da drage tomhændede hjem. Men 
da herremanden hørte, hvordan det var gået, og troede, at 
fiskene havde splittet vadet ad, lod han lave et af ståltråd, 

£. T. Kristensen: Danske sagn i folkemunde. II. 11 



162 D* Vandets ånder. 



og så lod ban folkene rejse anden gang ad til dammene til- 
lige med to andre, så de var fem i alt. Denne gang tegnede 
det også til at blive en god fangst, men da de nu fik vadet 
tæt til land, havde de en aparte stor fisk i det med hale og 
manke ligesom en hest, men den fisk var dem for stærk, den 
tog hele vadet med tilbehør fra dem, og det hjalp ikke, at 
de firede i rebene, de blev omsider for korte, for der var in- 
gen band i disse damme, og da "fisken stak rigtig langt ned > 
måtte de til sidst give slip på det hele. A. E. Jakobsen. 

64. På Oammélvrå drog de en gang i Lunerne med 
et stålvåd og fangede en fisk så stor som en kalv. Den havde 
både hale cg manke. Yåddet stødte sig løs og blev der og 
er der endnu. Nik. Christensen. 

65. I Oåseluneme fiudes en sø, hvor der i gammel tid 
blev nedmanet en stor del mennesker af præsterne. De skal 
siden være skudte op afvandet i fiskelignelse, men med mos 
på ryggen. 

En gang forsogte nogle at drage våd i søen, men da 
blev garnet sønderrevet af dem. Derpå gjorde de et våd af 
jærn, men det blev revet ned til søens bund af dem, og der 
ligger det endnu. (Sml. nr. 62) Nik. Christensen. 

66. På Dragstrup mark tæt op til kjæret findes et hojt 
punkt agerland, som Kaldes Stojbjærg. Der gik en gang en 
mand og såede korn, medens folkene sad nede ved kjæret 
og spiste meldmad. Som de sad allerbedst, hørte de en rost, 
som råbte : « Timen er kommen, men manden er endnu ikke 
kommen.» Med det samme slængte såmanden hvad han 
havde i hænderne, og løb ned i et hul nede i kjæret, hvor 
man aldrig så ham mere. Manden hed Find, og hullet har 
siden den tid haft navnet Finds pyt. Dette hul er rædsomt 
at se ned i, det er temmelig stort i omfang og tragtforcnigt 
Der er godt drikkevand, og det er meget klart, men ikke 
let at komme ti], da grunden uden om er meget sumpig. 

Mads 8kriver. 

67. En mand gik ovre på Mors og såede hans korn. 
Så hørte de en rost, te der råbte : « Tiden er kommen, men 
manden er ikke kommen,* og den kom fra en pyt eller et 
hul, de kaldte Vinds pyt. Så kyller manden sædeløben og 
flyver af sted hen til hullet, og der mistede han livet Det 
hul var al tid blank, der var ingen bund at se og føle i dét 

Hans Kirk, Rødding. 

68. I kjæret mellem Dragstrup og Froslev, som kaldes 
Søkjceret, findes et hul, der k?ldes Fi:ids pyt 9 og det er 
bundløst. Man har forgjæves forsogt at nå bund aer med 



3. Åmænd. 163 

lange stænger. En mand, der hostede på Frøslevgårds mark, 
hørte en rost, der råbte: « Tiden er kommen, men manden 
er ikke kommen.» Så kastede han leen, løb ned og styrtede 
sig i hullet. Morten Jenser. 

69. En vel bedaget mand, som endnu lever, haver be- 
ret for mig, at han udi sin oprindelse, der han var endnu 
hjemme hos sine forældre, som boede i en af disse (Tåsbro) 
møller, da haver han hørt en sælsom spillemand udi åen (Hel- 
le-å) ganske konstelig og liflig lege, så hannem tyktes, at jorden 
rystede under hannem. 

Filkested, Villands herred. Præsteberetninger til Ole Worm. 

70. I Hassélø-noret er en blødning, som hedder Hyl- 
léken eller Sortehylleken, for der er bare sort mudder og slet 
ingen rigtig Bund at finde. Ja, nu er den rigtig nok udtor- 
ret, men det er da ikke svært mange år siden, man ikke kunde 
føle fast bund med en alierestage (ålejærnstage), og den er 
da heller ikke helt pålidelig på alle tider endnu. Der nede i 
Hylleken bor ålekongen. Han har en manke som en hest 
og låwrer (gnægger) også ligesom en hest. Alestangerne kunde 
somme tider få ham på aljeren, men de kunde aldrig få ham 
helt op, så de fik kun overkroppen at se. For resten var det 
også sjælden, at de fik nogen rigtige ål der i Hylleken. 

En hylleken er ellers et klæde, som småbørn her i gamle dage 
havde bundet om hovedet, det havde samme form omtrent som de 
russiske hætter, damerne brugte for en del år siden, og blev bundet 
i nakken ligesom de. Karen Toxværd, Sillestrup. 



4. Den lange hest. Flere oppe på den. 

71. Syv koner vilde følges ad til en barselkone, og så 
skulde de over et vand. Så klagede de dem for, hvordan 
de skulde komme over det. Men i det samme så de en 
hest, der stod ved dem ved siden af vandet, og da de nu 
fik sigt på den, vilde de ride over. Så tog de deres hose- 
bånd og bandt sammen til tojle, og nu begyndte de at sætte 
déra op. Da der var kommen én og to op, blev den så stor, 
at der blev plads til dem alle syv. Lav de nu rider ud 
åen, da siger én : 

cJessu kås, 

da hår vi aldrig sjet så stower en hås !> 

og så gik hesten midt i stykker og blev henne, og de stod 
midt i åen og holdt ved hosebåndene. Kristen Ebbesen, Egtved. 

11* 



164 D. Vandets ånder. 



72. Nede ved Békgrén mellem Borup og Blans kom 

der en aften en hel flok kartepiger og vilde over åen. Denne 

var svulmet op, så broen var overskyllet, og nu vidste de 

slet ikke, hvorledes de skulde komme over. Da udbrød én 

af pigerne: cHavde vi bare et helmis, så kunde vi ride over.» 

I det samme kom der en grå hest og stod ved siden af dem. 

En af pigerne satte sig straks op på den, og det viste sig, 

at der var god plads til én mere. Så satte én til sig op, men 

pladsen var lige god derfor. Nu satte flere piger sig op, og 

alt imens voksede bæstet, og blev længere og længere, sa 

efterhånden fik alle kartepigerne plads på ryggen af det Da 

alle var komne op, gik hesten ud i åen med dem. Hid indtil 

havde pigerne ikke sagt et ord af bare forundring, men midt 

i åen udbrød én : « Jossus Kristus kors, 

sikken et langt hors.* 

Ved disse ord før s vandt bæstet under dem, og alle pigerne 

lå og plaskede midt i vandet. De fleste mener, at aet var 

<e trold », som de red på, og som måtte vige, da korset blev 

nævnt. Sundeved. Hans Peder Hansen-Ndrremølle. 

73. En aften gik der en halv snes piger hjem fra karte- 
hus, og så skulde de over Borup bæk. Nu vidste de nok 
i forvejen, at broen var flydt bort, og de gik da og talte om : 
cHvis der endda vilde stå en hest der nede, som kunde ride 
os over bækken. > Og da de kom derned, stod der en stor 
sort hest i vandet Så satte de sig op, den ene efter den an- 
den, og der var endnu plads til flere. Da så den forreste 

tilbage og sagde : c Jassus Kristus kos, 

sikket langt hos!» 

Da kastede hesten dem alle af i bækken og forsvandt 
Sundeved. Anna Andresen, Snogbæk. 

74. En gang havde de unge karle og piger i Funder den 
uskik, når de gik til legestuerne om natten, og de kom forbi 
en hest, der stod tdjret, at de al tid red på den et stykke 
vej, og så igjen jog den tilbage; dog skete dette hyppigst 
på de steder, hvor de skulde over en å. En aften, da vel 
en halv snes unge karle og piger fra Funder gik til Løg- 
ager til legestue, og de kom til Funder å, kunde de ikke 
finde gangtræet Som de der stod rådvilde for, hvordan de 
skulde komme over åen, så de pludselig til deres store glæde 
en hest stå midt i den, med saddel og bylsel på, lige parat 
til at modtage sin rytter. De betænkte sig ikke ret længe, 
men begyndte at stige op på den den ene efter den anden, 
og jo flere der satte sig op, jo længere blev hesten, så at de 
alle fik god plads. Den forreste begyndte da at støde i bid- 
selet for at rå hesten af sted, men pludselig gik hovedet af 



4. Den lange hest. Flere oppe på den. 165 

den, og han så sig da forskrækket tilbage, og som han da 
fik oje på hestens længde, udbrød han: 

<0 Jessu kås, 
no hår a alle sit så lang en hås.» 

Men i det samme skiltes hesten i 'midten i to dele og for- 
svandt, medens alle faldt i åen med et stort plump. Siden 
den tid lod de folks heste stå i fred. Lærer Christen Etørdum. 

75. Fra et kartegilde i Hammerum fortælles følgende: 
Pigerne fra Gjellerup kirkeby havde også været med til gil- 
det. Da de om aftenen gik og skulde hjemad og kom til 
bækken, som løber mellem Hammerum og Gjellerup kirke,, 
kunde de ikke finde broen, men i steden for så de et lille 
føl stå i bækken. Pigerne, som var noget overgivne og ly- 
stige, sprang da op på føllet, den ene efter den anden, og 
der var plads nok, ti føllet udvidede sig og blev så langt,. 
så langt, så pigerne til sidst blev forbavsede derved ; da siger- 
én af dem o. s ,v. Jens A. Favrholdt. 

76. En aften var der bindestue i Knudsirup, og ung- 
dommen fra Torning var med. Da de sent om aftenen skulde 
hjem, var en bæk, som de skulde over, på grund af et stærkt 
tøbrud, gået over sine- bredder, så at den dannede en lille sø. 
Mens de nu stod og rådslog om, på. hvilken måde de skulde 
komme over, fik én af dem oje på en gammel hvid hest, 
som gik og græssede i engen 

cJdsses Kristi kårs, 
sikke da en lange hårs» 

Men pludselig forsvandt hesten, og de lå alle i vandet, s. 

77. Nogle karle og piger fra Vium vilde til dands i 
Torning. De tog vejen over den såkaldte Vesterbro, et vade- 
sted i nærheden af sidstnævnte by. Da de kom hertil, var 
det netop hoj vande, så de ikke kunde komme over gangtræet. 
De rådslog derfor om, hvorledes de skulde vinde over. Mens 
det stod på, opdagede de en hovedløs hest; en af de dri- 
stigste satte sig op på den, og fiere fulgte eksemplet .... 
Den blev så lang, at fordelen nåede over på den modsatte 
bred, medens bagdelen endnu stod tor på aen anden. Som 
de nu holder således, udbryder én: 

•Jøsses kors, 

nu har jeg aldrig set så lang en hors.» 

Aldrig så snart var. det sagt, for hesten gik. midt over, og 
karle og piger dumpede i vandet. Kristen Pedersen, Hals. 

78. En del kvindfolk i Dommestrup havde været henne 
at karte. Da de gik hjem, kunde de næppe bunde i den 



166 D. Vandets ånder. 



søle, der var i de dage. Et gammelt øg ... . c Jdsses Kristi 
kås, hæ æ plads te femden tadere (tatere) inow.» D. Johansen. 

79. Ved siden af den ny Silkeborg- Århus landevej, lige 
hvor den ny vej løber af til Galten, ligger et hul! som om 
sommeren er tort, men om vinteren er fyldt med vand. Det 
kaldes Bor skullet. En gang gik nogle karle og, piger denne 
vej til Hover, hvor der var legestue. Det var ved vintertid, 
og hullet var fyldt med vand, så de kunde ikke komme over 
uden at blive våde helt op på benene. De vilde da gå uden 
om, men i det samme så de et gammelt hors stå lige for 
sig. Den ene af karlene satte sig straks op airide .... og 
smedes gik det, til de var komue op så nær som én. Han 
gik uden om, men da han kom lige midt or hullet, stod han 
stille og så efter de ?ndre. Øget stod just midt i kjæret 
med dem, og han så nu først, hvor langt det var. «Nej,» 
sagde han, «no håer a alder sit så lang ethåsb I det samme 

horset midt over, 03 alle de ridende dumpede i vandet, 
[en der hørtes en stærk hul latter, og øget var borte. Så 
måtte de opgive at gå til legestue. K. P. Dalin. 

80. Der var en gang en hel hoben unge mennesker, der 
skulde til Ullits til legestue, og der var ikke andet end et 
vadested der imellem. Da de kom til stedet, gik der en 
hest, som de vilde ride over på. Der kom aldrig så mange 
op, der kunde alligevel være én til. Da de kom midt i vandet, 
var den bleven så lang .... Med det samme lå de i åen 
alle sammen, og så var de dyppede. Nu kunde de gå hjem 
og kom ikke til legestue den nat Anders Kr. Smed, VesterbøUe. 

81. De Stjære unge folk vilde til Store-Ring til bal. 

Det var om efterårstiden og et forfærdeligt vejr med regn 

og sne. Da de kom ned til Mårbæk-sten-bcekken, kunde de 

ikke komme over, for alting gik over sine bredder. Så gik 

der et bæst løs der nede og paste sig selv — den gang gik 

al ting jo løs om efteråret — og så satte de dem op, og de 

blev ved at sætte dem op en forfærdelig hoben mennesker, 

kanske der var over tyve. Så kom én af dem til at vende sig 

om, og han sagde : c Jøsse kors, 

sikken et hors.> 

Da gik det midt over, og de faldt i bækken. Så måtte de 
hjem igjen og kom ikke til bal den aften. Niels Pedersen, Stjær. 

82. VaUted og Selbersund ligger tæt ved hinanden, der 
er kun en bitte fjerdingvej imellem dem. Imellem byerne 
løber en bæk, der kaldes UoJdbæk. En gang var de unge fra 
Sebbersund i Valsted til legestue. Da de gik tilbage, var 



4. Den lange hest. Flere oppe på. den. 167 

det blevet tøbrud, og de kunde ikke komme over bækken 
uden at vade. Så får én oje på en gammel hest, og den 
skulde så være færgemand ..... Plat, så lå de i Goldbæk 
alle sammen. C. Brøgger, Ravnkilde. 

83. Ulerup unge folk vilde over til Bjedstrup til lege- 
stue. Så er der en dal, de kalder Linddal, og der er stærkt 
vandefald, helst når der har været meget sne. Der går så et 
gammelt bæst. «Nu skal vi se, om vi ikke kan få pigerne 
op,» sagde karlene, cvi får nok bæstet styret over, så tår vi 
bag efter at se, hvordan vi selv kommer over.» De løfter 
da én op at ride og så den anden og så den tredje, og de 
kom op alle sammen, og så viser de hesten ud i vandet, men 
midt i det slipper det midt over. Der var en gammel kone, 
-der har boet i Ulerup, og hun var levende, siden a kom her, 

liun havde været med oppe at ride på den hest. 

S&ren Jørgensen, Alken. 

84. En gang gik de Sorringer og de Dallerupper til 

Kalbygård og skulde gjøre hovning. Da de gik hjem om 

aftenen, kom de til et vad, og så klagede de dem for at 

komme der over. Det kaldtes Langvad. Så gik der et løst 

bæst ved den anden side. Det vilde de ride over på, for det 

var tåligt nok. Nu satte der sig én op, og så kunde der 

godt sidde én bag ved. Til sidst var der kommet fjorten eller 

femten op. Som de nu rider over, siger en kone: 

c Jøsses Kristas kås, 

no haar vi alder sit så lang et hås.> 

Så blåt de ned i vandet alle sammen. Niels Kristiansen, Vole. 

85. Over Hinnerup å var der for et halvt hundrede år 
siden ingen bro, men alligevel kunde man komme over åen 

om natten. Der gik da et stort sort øg ved åen, og det 
kunde der ride så mange over på, som det skulde være, 
men nævnede én af dem Vorherres navn, faldt de alle i åen. 

Jens Pedersen, Otting. 

86. Den lange hest . . . Der var én tilbage, som ikke 
vilde op, og det var ham, der sagde: 

«Josses Kristi kors, 
hvilken dol lang hors.» 

Så stod karlene (14, 15) i is og kvadder til armhullerne. Nik.Chr. 

87. Nogle unge folk fulgtes ad fra marked og kom til 
Tuesvad i Hatting sogn. Dér var et gangtræ over åen, men 
den var stor, og de kunde ikke komme over. Så gik der 
et bæjst i engen ... et par op ad gangen ... De op hverén 
. . . midt ude i vadestedet • . . det gik midt over og slog en 
akogger så stor op ad dem. Mariane Kristoffersdatter, Bask mølle. 



168 D. Vandets ånder. 



88. Imellem Boost og Logtved er et vad, og der går et 
langt hors. En aften kom cler en hel flok unge folk fra 
Boost, og da de klagede over at komme over vandet, så de 
pludselig en hest ved siden af dem. Først sad én op, og så- 
dan blev de ved .... red så over . . • midt i skiltes hesten,, 
forsvandt, i det den slog en skoggerlatter op. Nissen, Ramten. 

89.— Der var nogle mennesker eller hellige brødre, som 
de kaldte dem i gamle dage, der blev forfulgt af deres fjen- 
der og kom nord på. Da de så kom til den strimmel vand, 
der går fra fjorden og vester på næsten ud til havet der omme 
ved Harboøre, og som kaldtes Noret, var de ukjendte og 
kunde ikke komme over og vidste ikke, hvad ae skulde 
gjøre. Da så de en hest, som de satte dem op på én efter 
én, men der de kom til æ norre land og stod af, stod hestens, 
bagben på æ søndre land, da sagde der én af dem: 

<Å Herre J tisses Kr. o. s. v.» 
Da de ord var sagt, blev hesten henne, men de var glade 
ved den alligevel. Joh. Nielsen. 

90. En karl på Karmark vilde gjærne spille kort, og- 
så måtte han gå over til Hjorthede at få selskab der. Nu 
skulde han jo igjennem Lovskal skov. En gang var Soren 
Tind og den gamle møller med, og da kom de til en hest 
inde i skoven, der gik og ruskåd. Så tænkte de, at ham 
kunde de gjærne tage og ride på et bitte stykke. « Vi kan 
jo gjærne byttes til,» sagde de. Så sætter altså mølleren sig 
op. Hesten var tålig nok, og de bandt deres hosebånd sam- 
men og lagde i munden på den. Da de havde redet et bitte 
stød, siger mølleren : «Der kan magelig sidde én op til !» Så 
red de igjen en bitte smule. «Ja, vi kan magelig sidde her 
alle tre.» Altså satte de dem op og red fort væk. Lidt efter 
slap hesten midt over, og så stod de på jorden på deres 
ben og kunde gå deres vej. Men de tog aldrig hest mere i 
skoven. Mollerup. (Sml. nr. 94) 

91. Dæ wa en piig å en kåel hie fræ Toreng, dæ sku 
ri u\ en aawten mæ djæ brøster åp i Kalbe hie) di sku go 
løøs om næten, de wa jo skik i di tie. Da di gek så hjæ?ft 
ijæn, så kam di te et brøst åpo Kielsgo mark. Så sæ/e kålen : 
«Læ wås ta de, vi ka kom åp å rii, så ka vi snååre kom 
hjæm.» De blow di så eenig km. No gek di jo mæ bjæs- 
leren åpo aarmen, di håi hat å ri brøsteren åp mæj, å så tu 
di et å vild læg i mynden å et, mæn di ku it fo brøstet te 
å gååb å fo bjæslet lå åpø't. Di så: miil! mæn de villd it. 
Så sæ/e han, de g/d kefelen: <A skit, så ka vi læg et om 



4. Den lange hest. Flere oppe på den. 169 

halsen.» Så løwt han fest hend åp å sat bend åboeg æte, 
å så sat han sæ sjæl åfår. cNo mo do pas,» sæ/e hon, «å 
sæj håp, nce vi knme te en lønngren, få de de ska it falld, 
tk de æ jo de Ki'elsgo tråsøg, å de æ jo blend. » Så korne 
di å te en lønngren, å han sæ/e : håp, men i de samm gie 
bæstet et snobel, å så såå piigen: c Joses Kresti kås!» Liig 
mæ jæt sto di åpo joeren bægi tåw å so engen terøg meje te. 
Da ai kam hjærø, så blow di så syyg å bræket dæm, te de 
wa måågeslos. Tulstrup. 

92. To drenge fra Egitslevmagle kommer op at ride på 
en hest, der græssede, men den gik kan et lille stykke, for- 
end den blev stående, og alt hvad de sporede den, gik den 
dog aldrig af stedet. Som de nu var bestemt på at stå af og 
gå hjem, opdagede de, at hesten var bleven så stor, så det 
var umuligt for dem at komme ned. Men i det samme gav 
den sig til at) ryste på samme måde, som når en hest har 
trillet sig, og begge drengene rullede hver til sin side af 
hesten, hvorpå den slog en skoggerlatter op, der lød, som 
det var Fanden selv, og forend drengene kom på benene, 
var der hverken hest eller nogen anden ting. Mads Pedersen. 

93. En gammel mand fra Såby fortalte: Han boede i 
Såby, og hans broder, Peder, boede i Ejer, men de var begge 
to opfedte i Såby. Mens de var drenge, var de en jul gåede 
fra Såby til Sønder- Vissing i besøg, for der stammede folk- 
ene fra, og imens de var der i Vissing et par dage, havde 
det været tøvejr, og så var der et vandløb ned gjennem Vis- 
sing skov, der hedder Oaltbcek, det var blevet så stort, da 
de kom til det, at de kunde ikke gå over uden at vade. Så 
stod de nu der og var helt tvivlrådige, og den ældste, Lavst, 
stod og så sig omkring efter en gjenstand at lægge overåen. 
Da så han et hvidt bæst, der gik henne og gnavede i lyngen. 
Han gik nu hen og tog det, og det fulgte villig med hen til 
åen. Så satte han hans broder op og satte sig selv op, og 
så red de ud i bækken. Men da de kom midt ud, sagde 
Per til Lavst : cDa var det godt, vi fik det bæst.'* Allerførst 
drengen havde sagt det, så midt det F. han tå mig lige midt 
over, og de lå begge drenge nede i vandet, og det gav et 
stort skogger. Havde de ingen ting sagt, så var de nok 
komne over. M. H. og J. B. 

94. En gammel møller og to andre i Kvorning var ovre 
i Lovskal at spille kort. Da de skulde tilbage lien ad dag- 
ningen og kom til vadet over åen, gik -der en hest, og den 
kom de op at ride på. Da de var komne på den anden 
bred, slap hesten midt over. Lars Nielsen, Vinkel. 



170 D. Vandets ånden 



95. Jeg har hørt fortælle, at Adsbøl koner skulde over 
at se til en barselkone i Morsbøl, men da de skulde over 
åen mellem Adsbøl og Morsbøl, var spangen væk, hvorpå de 
skulde gå over åen, men så var der en stor hest, som vilde 
bære dem over, og den var så lang, at de kunde sidde på 
den alle sammen. Da de kom ud midt på åen, dukkede den 
under med dem, og de druknede alle. Man siger, at det 
skulde være den Onde selv, som der havde vist sig i skik- 
kelse af et hors. Niels Nielsen, Topgård, StreUev. 

96. Et steds i Torning sogn står der en busk, hvor der 
om natten går en hest uden hoved. En aften kom nogle unge 
folk og satte sig op . . . Ud i en stor dam, der druknede 
de alle. S. J. 



5. Ridtet over bækken. 

Hesten lang eller høj m. m. 

97. Nede i Tolstrup har de så meget kjær, og det går 
så langt hen fra gårdene. Nu var det skikken, at de slog 
deres øg løse der nede om efteråret, og så havde de nogle, 
de kaldte øgdrenge, der gik ved dem om natten. Så var der 
en slåjring (o: en halvkarl på en 16, 17 år), han var så 
tidlig oppe en morgen og skulde ned at hente deres øg, og 
da han sa kommer på en plads, som de havde sagt, der gik 
en hovedløs hest, men det havde han ikke børt noget om, 
da kommer han der til et øg, som han sætter sig op at ride på 
ned i kjæret Da han kommer der ned, vilde det ikke den 
vej, han vilde, og han havde intet bidsel på det Så vilde 
han til at hverre (vende) øget, og da han nu slår omkring 
på det med hånden, så var der hverken hoved eller hals. 
Så riger han : cHvad Satan er det, a er kommen op at ride 

Eå?> Og med det samme slog den ham så langen en vej 
en, at han vidste snart ikke, hvor han var, men han stod 
da midt i en vandplask. Niels Konregård, Havbro. 

98. De kom jo noget for op i forrige tider end nu. Så var 
der en dreng, der hed Skjovmåten (Skjæve-Morten),han var kom- 
men så tidlig op og skulde ud efter bæsterne. Da han kom op på 
vor mark til noget, de kalder Porsdammene, så siger han: 
«Der går sku en hest, det var godt, du kunde komme til at 
rk'e,» og han havde, blot en tornekjæp i hånden. Han kom 
godt nok op og begyndte at ride; men den sætter en gal vej 
med ham. Han vil møde den med den her kjæp, men jo 



5. Ridtet over bækken. Hesten lang eller høj m. m. 171 

stærkere han slog, jo stærkere den rendte. Så kom ban ned 
i kjæret, og der var en god slant vand. Så siger ban : cHerre 
Gud, hvad er det, a er kommen op at ride på her ?> Så hug 
den ham af, lige til han smat, og han stod i vandet og gik 
videre. Jens Lyngborg, Havbro. 

99. For en halvtredsindstyve år siden gik en karl, som 
havde været dragon, tit ud om aftenen at lede om heste, og 
han havde et reb i lommen med en pind i, som han brugte 
til mundbid. Når det nu traf sig, at han kom til en nok 
heste, satte han sig gjærne op på en af dem. Det var en 
gang, at han traf en Droget hest, som var så meget smuk. 
r>en satte han sig op på, men den red med ham ud i en 
mølledam, så at ban måtte lade sig drive af på brinken. 
Hesten forsvandt i dammen og med et stort brøl, da han 

var kommen af. Siden tog han aldrig mere heste at ride på. 

Nik. Christensen. 

100. En flok unge mennesker gik en aften gjennem Fer- 
ritslev. Lage med et fik de et lille gråt æsel at se, som kom 
løbende henne på vejen. De tænkte, at det var æselet henne 
på Ferritslevgård, for de havde et æsel. En af karlene sagde : 
«Nu vil jeg dog op at ride, det er dog lettere end at gå.> 
Han sad nu op, men lige med et var det borte, og han stod 
på jorden og vidste ikke, hvor det var bleven af. Men karlen 

fik ondt i det ene ben og blev en stakkel alle sine dage. 

Sødinge skole. 

101. De war je/ gang i min fders filers f&rfiJers ti, da 
tient en piig i Slustrup i Skiivom sown, hun war hællens 
frå e bette hurøs nier i Aste. De wa no sdent om ætterowe. 
Dæ; gang hon kam wæjsten får Skjowthåldt, tendt hon : cDæs- 
som dær no endda ha waer nowwen å wor øeg hæær bænn 
i hien, så kuj a få rii hjærø. De wåår så hælder endt sue 
lænng, forri non kam te sown e spag gammel øeg, dæ gjæk 
å gnorø åpå skorøej. Hon sat sæ åp å rii, mæn i stee får å 
rii twat ower bu/en, så re hon no omkreng. Hon re i sdent 
e duusi traw, te bon war hatte we Slustrup. Så wild hon 
sej å øge, mæn dæ; gang hon så wild si tebaag, så kuj hon 
endt si te de awtest å øge. Så begøjndt hor å bræjj om 
heje øører, hun skøjnt sæ å kom nier frå de ryttere. Som 
hon kam så å, så stow hon akkerat på de siél samm ste 
hon sat sæ åp. Se så war hon fhnøwe å de slaw rien, å så 
kuj hon gåt go hjærø po hejer bien uen nowwer betrøk. L. O. P. 

102. Har du nogen tid mødt « hesten uden hoved ?> Ja, 
nu skal du høre. Mathias derovre var gåen til Himmelev, 
og han var ikke af dem, der har jag med at komme hjem, 



172 D- Vandets ånder. 



så det blev langt ud på aftenen, for ban kom på vej. Da 
han nu kom ned ved åen mellem Himmelev og Marbjærg 
marker, kunde han ikke finde gangbrættet, og han gik frem 
og tilbage for enden af stien og ledte, men væk var det, og 
væk blev det, endda det lå der om eftermiddagen, da han 
gik ud. Som han nu går og leder, står der pludselig en 
hvid hest ved siden af ham ; men det var en sommernat, og 
tågerne lå tæt over engen og åen, så han ikke rigtig kunde 
se den. Han tager da alligevel mod til sig og (springer op 
på den, og straks gik den ud i åen og vadede over på den 
anden side med barn. Men da han nu vilde til at krybe 
ned, begynder hesten at vokse, og Mathias syntes allerede, 
at han var så hojt oppe som på en huslænge. Så blev han 
bange og lod sig dumpe, og der lå han, så lang han var — 
han var nu ellers ikke meget lang — i græsset, og besten 
nåede til sidst helt op til skyerne. cHæ-hæ-hæ!> grinede 
den, og da Mathias så op, så han, at den havde intet hoved. 

Fortalt af Jens Pedersen ved M. Abrahamsen. 

103. Der var en aften en bonde, der lidt beskjænket 
vendte tilbage fra et gilde. Han skulde over en bæk, men 
lige midt i Bækken stod der en hest Han kom op på den 
i en fart, og nu gik det, alt hvad remmer og toj kunde 
holde. Nu kunde bonden se, at det gik ned mod en sø. I 
sin skræk råber han: «Jdsses Krest! ålde so a stoftr hæst* 
Straks var hesten forsvunden under ham, han så den al- 
drig mere. 

Noget lignende fortælles om en anden mand, men da var 
det en tdrvemose, der var målet, og da var hesten kulsort, 
medens den i første tilfælde var helt hvid. Mads Jepsen. 

104. Der var en 2, 3 mænd her, der ejede den mark, 
de kalder Porsdammene. Vor nabo var handelsmand og havde 
mange heste, og så var min fader kommen så tidlig op en 
morgen og vilde ud og have en hest af hans nabos at ride 
på, for han vilde et sted hen. Han går da hen, hvor han 
tror, de er, og det var netop ved Porsdammene, der finder 
han også én og kommer til tojret og følger det til hesten og 
går så runden om den, men kunde ikke komme til rette ende 
på den, det var lige galt i hver ende. Så blev han ræd og 
rejste sin vej. Jens Lyngborg, Havbro. 

105. En gammel bødker var meget overtroisk, og han 
har fortalt en hel del af den slags. Jeg vil nu selv lade 
manden fortælle et træk heraf. «A hår en gang wat uud å 
lid om øg, de war om muenen tiile, å de wa let tooget i 
væ/ret. Da a kam dær ud i hæjjsthawwen, dier so a tre; suet 



5. Ridtet over bækken. Hesten lang eller høj m. m. 173 

&g, mæn de war it wår. No tendt a: Dæær ka doJFan-ulek 
Jkom åp å rii, å a ga mæ te å stap å tænnd mi piiv å sat mæ 
å.p po de jænn. Han vild alder o støjet No ja, vel do it, 
sa vel wal ed ååndt, å a sat mæ åp po de ajen, mæn bon 
wa lisså tw<er. Mæn æ di såen oldsammel, tøt a, ja, da må 
ao prøww de treddi mæ. A kam åp po de tisse, mæn de 
wa liidan. Da skuld åsse Faanen fløt å føør dæ a støj, såå 
Sk 9 å så ga hon da ed sprørøg så howt, så I hår alder kjænd 
roaag. Mier ka a it howw, mæn da a kam te mæ sjæZ, lo a 
po røgen i en agerrcen, å så war a Fan-ulek vildt å f ek en- 
gen øg mæ-wæ hjæw dæwd da.» A. Svendsen, Stejlbjærg. 

106. En anden gang havde jeg været en tur af by og 
kom sent bjem om aftenen. Jeg kom forbi et dige, og der 

;ik to heste og græssede: «Håhå,» tænkte jeg, «der kan du 
^an-ulek komme op at ride, der er ikke så kort endnu.* Jeg 
gav mig til at stoppe min pibe og gav mig til at slå ild med 
mit fyrtoj, men da jeg var færdig, og havde fået min pibe 
tændt, så var hesten borte, og jeg var Fan-ulek vildt og 
måtte gå til langt ud på natten, for jeg kom hjem. 

A. Svendsen, Stejlbjærg. 

107. Der er en by i nærheden af Viborg, der kaldes 
Kirkebæk, det er da til Romlund sogn, og der er et vad, 
som kaldes Kirkebæks vad. Om natten, når folk er kommen 
derad, har der græsset en hest ved siden af i nogle vælder. 
En aften kom der en mand og vilde over, og der var ikke 
andet end nogle sten at gå over på. Så havde vandet sat 
sådan op, at han kunde ikke gå torsko over, og så vilde 
han have hesten at ride over på. Nå, han kommer op at 
ride, og han bliver ved at ride, til han kommer lidt ad den 
anden side af bækken, for der er sådan en lang vase, og 
han vilde helt på det torre land. Da kommer han til at se 
sig tilbage, og (fa kan han ingen ende se på hesten. Så siger 
han ved sig selv : fJosses, hvor er du lang.» Men så slår 
den ham fra sig helt over til den anden side af bækken i 
vælderne, te h an var nær aldrig kommen derfra. Så var der 
én mand til, der vilde over på den samme Iiest, og han satte 
sig også op at ride, og han blev ved at ride i hans egen 
tummerum og tænkte ingen ting på, til han stod på jorden, 
og hesten svandt ligesom væk under ham. Han kom da 
tørskoet over og kom godt fra det, for det han ikke så sig 
tilbage og ingen betænkning gjorde sig over det Den hest 
kaldes mest Katdalshest, og folk siger der på egnen, at de 
skal op at ride på Katdalshesten. Der er en stor dal tæt 
ved siden af, der kaldes Katdal Svenskerne kalder den 
Bækhesten. Petrine Kristiansen, Mollerup. 



174 D. Vandets ånder. 



108. Der var en mand fra Tapdrup, der havde været 
i Vejrum til smedje. Det var ben på efteråret, og da han 
nu gik tilbage mea hans plovjærn under armen, da kommer 
han til et bæst, der går ved siden af vejen, der gik jo mange 
bæster ude den gang. Så tog han det og satte sig op at ride 

Eå. Da han havde redet lidt, tykte han ingen hoved det 
avde. Den grng han så kom i skjeUet imellem Tisted og 
, Tapdrup, så skiltes hesten rent ad, og så tykte han, der stoa 
to store stykker, et æfor og et æbag ved ham, og han stod 
og så på det så længe, til det blev til to mus, og de rendte 
af vejen og blev henne. Da han så kom hjem, fortalte han 
jo, hvordan han havde været oppe at ride den aften. 

Kristen Smed, Viborg mark. 

109. En mand havde været til kræs en efterårsaften 
og gik hjem efter. Så gik der et gammelt bæst æfor ved 
ham. Han råbte da til det : «Kan du ikke bie lidt, vi kunde 
følges ad?» Bæstet svarede naturligvis ikke, men det gik 
dog lidt mere sagte. «Da var det vel, du kunde give dig 
stunder, at du kunde være mig behjælpelig, a har meget at 
bære. Det er slemt beskidt i aften, og nu kan du bære min 
byldt og mig selv også.* Så sprang han op på ryggen af 
krikket og red ind i byen. Den gang de kom til kirkegården, 
blev bæstet så stort som et hus, og manden kom til at hænge 
i den alydre kvist af et af de store træer, der gjærne er 
om ved kirkegården, så kunde han redde sig ned derfra, som 
han vilde. Han kløv jo ned, men havde ondt ved det 

Niels Pedersen, Stjær. 

110. Svenskerne snakker noget om bækhestene. De er 

hvide, og når de kan få dem beslået, så kan de beholde dem 

og få dem til at arbejde for sig, og de æder ikke noget. 

M. H. og J. B. 

111. Nogle mænd fra Sundeved havde været til .Flens- 
borg med korn. Da de rejste hjem, var de inde i en kro i 
nærheden af Gråsten, og der drak de så meget, at de næsten 
hverken kunde gå eller stå. Da de nu kom ud, sagde den 
ene: cBare æ da haj hai et gammelt asen å ri jern å.» I det 
samme opdagede han et sådant et, som græssede ved vej- 
grøften. Han satte sig nu op på det, men straks floj det 
op i luften med ham, og det igjennem alle trætoppe i en 
stor skov, som er der lige ved. Tre dage efter fandt man 
ham på en mark, næsten død, og med alt håret slidt af hovedet. 
Det havde været trolden selv, han havde redet på, og havde 
denne kommet over markskjellet med ham (over i et andet 
sogn), så havde han faet magt med ham. Marie Johansen. 

112. En dag sad en bonde i Adsbøl kro og bandede og 



5. Eidtel over bækken. Hesten lang eller høj m. m. 175 

drak ganske forfærdelig. Da han skulde hjem, sagde han: 
c Gid jeg havde en hest, som jeg kunde ride på!» Han gik 
uden for, og se, da stod der en grå hest, som han steg op 
på ; men den hest foer således af sted med ham, at han 
dånede. Først tre dage efter fandt man ham liggende på 
vejen, der var ikke et hår på hans hoved, og han blev al- 
drig rigtig menneske mere. Bette er sket for mange år siden, 
men der lever endnu en gammel mand, som husker, at folk 
talte meget om denne begivenhed. Charlotte Peum. 

113. En mand i Butrup gik til Horsens en morgen for 
dag. Da han kom forbi Olsted kirke, gik han ad en sti, der 

går fra Olsted til Oens. Da han nu kommer til Olsted Brede- 
made, var der så meget vand, og så stod der nogle heste i 
engen, og der tog han én af dem og red på. I)a han så 
kom ud i vandet, skiltes hesten komplet ad, og den for- 
svandt aldeles. Bask mølle. 

114. Min bedstefader, som var kusk på Rodstenseje i 
Hads herred, så en aften, han gik hjem fra gården, et gam- 
melt hvidt øg, som han for havde kjørt med. Han vilde stryge 
det over ryggen og sagde: cHåhå, min tøs!> men så gik det 
lige midt over og var borte med det samme. 

Lærer S. Frederiksen, Homå hede. 

115. I en hule, der går ned til Kristianslund, kom én 

til en hest og kom op at ride på den gjennem skoven. Så 

stod den stille og vilde ikke gå videre. Da han så stod af, 

var den hovedløs, og så blev mennesket vild. 

Hans Krist. Pedersen, Haslum. 

116. Min oldefader gik en gang til Rands, og der kom- 
mer han til noget vand, som han var nødt til at pjaske 
igjennem, men da han lige vil til at gå over, opdager han, 
at der står en gammel hest i vejgrøften. Så tænkte han: 
«Det var da herligt, nu kan jeg komme torskoet over,> og 
beredte sig til at sidde op. Men i det samme kom der en 
stor sort hund og lagde sig forved ham, som. han skulde 
træde på den for at komme op på hesten. Det syntes han 
nu ikke om, og slog derfor til hunden med en hesselkjæp, 
han havde skåret sig. Men den sprang midt over, og både 
hund og hest var væk med det samme. Jørgen Hansen. 

117. Min gammelino'r var jordemoder og gik meget 
på Lundbæk, for hun havde ammet to baroner og var så 
gjæv med herskabet Så havde baronessen lovet hende en 
skjæppe æbler, og hendes mand skulde hente dem på Lund- 
bæk. Men de var temmelig tunge for ham at bære, og da 



176 D. Vandets ånder. 



han kom ned i Møllehulen imellem Orydsted og Hule mølle, 
der er en ualmindelig dyb hulvej, kommer han til en hest, 
og da han nu var træt, tykte han, at han gjærne kande lægge 
sækken på den ; men vilde alligevel ikke, inden han fik den 
at se. Så slog han ild, og så da, at den havde intet hoved« 
Den skred ned ad vejen og drev forbi ham, og så gik han 
videre og kom hjem med hans æbler. Jens Mark, Vokslev. 

118. Per Povl og hans fader gik en aften på vejen til 
Smakkerup, da de så et par løse heste foran sij. De drev 
af sted bag efter dem, indtil de kom til den lille å midtvejs, 
der forsvandt hestene pludselig i nogle rør, uden at de kunde 
se, hver de blev af. Men de hørte noget, der sagde : <Ha- 
hahaha!* Jørgen Hansen. 

119. Ved Tværsted å går et føløg med føl lidt borte 
på engen og græsser, og hvis man går hen imod det, er det 
dog lige langt borte, man kommer det ikke nærmere, j. BT. 

120. I Hans Bødkers eng i Herskind går hver hojtidsnat et 
hovedløst bæst Ras Kræmmers folk har tit set det, og det 
trådte i vejen for dem, så de kunde ingen steds komme. K. P. D. 

121. Der er nogle her (Gylling), de kalder Aatrismæad 
{Ærterismænd). De er lange og smalle som et læssetræ. En 
sådan mand lagde sig over en bæk, sådan at folk kunde gå 
over på ham, men når de er midt på ham, springer han op, 
og folkene falder i vandet. Det slår han en skvalder op af. 

Pastor Otto Møller, Gylling. 



E 

Lindormeogsmåkryb. 



1. Lindorme, der er set. 

1. Lindorme er komne af, at en af de små orme, som 
kan være i hasselnødder, er gåede helt igjennem et men- 
neske. Så borer den sig ned og ligger nogle år i jorden, 
indtil den bliver til lindorm. 

Jvf. navnene : heeslinger, hæsselorme. D. Johansen. 



1. Lindorme, der er set. 177 

2. Her nede lidt norden og osten for Torstedlund er 
<eu lavning, de kalder Sorvad. Der kommer Lavst Gammel- 
iiolm gående en dag, og da ser han den forfærdeligste lind- 
orm foran sig på vejen; der var et dige ved hver sin side 
af den vej, og ormen kunde nå fra det ene dige til det an- 
det Nu havde han hørt, at der var spået af, at der skulde 
komme en lindorm op i Ersted w ælder — det er inde i skoven 
ved det, de kalder Ersted kjaar, men det hører ikke til Er- 
sted nu, for da jægermesteren solgte gårdene, da tog han 
engene fri — og da Lavst nu ser ormen, så går han tilbage 
igen og fortæller det, og så kom birkedommeren, Knud Teil 
hed han, og hans skrivere derop med deres bøsser og vilde 
have dræbt den her orm, for de troede jo, den var der, si- 
den det var sådan en mand som Lavst Gammelholm, der 
havde sagt det, — men væk var den. Jens Kristensen, Ersted. 

3. Der har været en lindorm i Skrddstrup skov, og der 
er flere, der har set den. En pige vilde gå til Mariager til 
doktor, og da hun' så kom midt i skoven, da ser hun en 
lindorm, der var så lang, at den kunde nå over hele vejen. 
Så blev hun så ræd, at hun rendte om og fik en mand, der 
hed Tykhow til at følge med sig, det var en mand, der var 
skoven bevandret. Han havde også set den en gang. Men 
da de nu kom tilbage, var den gået over i Kjellerup-skoven. 
Den kom nord fra og gik sønder på. Dalbynedre. 

4. Min broder så en dag, vi var ved at kjøre skudtorv 
hjem, en slange lige så tyk som en lasmerstang og helt kul- 
sort. Den lå på nogle hvineagre, og da han kom nærere til 
den, rejste den sig med hovedet en tre kvarter fra jorden og 
kikkede efter ham. Den var så tyk, som hans arm. Han 
blev nu ræd og rendte ned over Dybdal, og da han kom 
over på den anden side af dalen, kunde han endnu se, den 
lå på det samme sted. Lars Kielsen, Vinkel. 

5. En gammel mand, Rasmus Krænsen, traf en dag en 
kridhvid slange henne ved Hindsholm i skoven. Han nø- 
dede ad den med sin kjæp, og så sprang den op i et klejnt 
træ og snurrede sig nogle gange om det og slog ud efter 
ham. Han blev bange og rendte, alt hvad han kunde, for 
at komme fra den. Lars Nielsen, Vinkel. 

6. Der var en stor lindorm i Hindsholm skov. Den sad 
oppe i et træ, da nogle kom der igjennem, og de blev bange 
for den og løb deres vej. Rasmus Nielsen m. fl., Vinkel. 

7. Her på øen (Møen) findes så mange slags orme og 
sådanne, at der næsten intet steds i riget findes enten flere 

£. T. Kristensen : Danske sagn i folkemunde. IL 12 



178 E. Lindorme og småkryb. 

eller sjældnere. Der kryber herfra ikke blot snoge og sniå 
slanger, men også store. Jeg har selv for to år siden set en 
grå eller askefarvet, to alen lang, med en stor manke. Og 
sidste forår så bønderne i Hune sø et slangehoved eller hoved- 
skal af en mægtig størrelse med en vedhængende manke, der 
var næsten stdrre end en hestemanke. I det tornekrat, som 
hører til Frenderuvgård skal endnu to færdes, som er af 
den mest usædvanlige storrelse. Og for nogle år siden dræbte 
adelsmanden Peder Basses skytte én, som var tolv alen lang. 

Resen. HL 108-109. 



2. Lindorme i bakker. 

• 

8. En klog kone ovre på Tyland var synsk. Da hun 
kjørte forbi en bakke, kunde hun se, at der var en lindorm 
inde i den. Hun vendte siden til, for hun vilde ikke se den. 
Det var ovre i Store- Ty, sådan kaldes landet fra Tyholm ind 
til Tisted. Lem. 

9. Ved Dame er der to hoje, som ligger på én mands 
ejendom. I de hoje har der en gang været en lindorm, og 
den har en præst, som hed Anker Bork været i lag med. 
Denne her Anker Bork har min bedstefader tjent for karl hos. 
Folk der i Dame vidste ikke, hvad det var, der boede i 
hOjen, men de kunde se, at det havde fast bo i denne og 
havde sin gang over i den anden, for der var lige som en 
gangsti mellem dem, som der aldrig voksede et strå på. Til 
sidst kunde de aldrig have et stykke kreatur til at gå i den 
mark, hvor hojen var, og så sendte de bud over tu Anker 
Bork og bad ham om at komme og hjælpe dem. De siger, 
at han kunde mane ned. Han sagde også ja til, at han vilde 
hjælpe dem, og så en nat gik han ud til hojen, og der var 
et par mænd med ham. De turde Uge godt ikke gå med helt 
derhen, men blev stående et stykke derfra. Præsten gav sig så 
i lag med lindormen, men den var for stærk ; præsten kunde 
ikke magte ham, og til sidst måtte han flygte til den nær- 
meste gård. Men efter den tid, da præsten havde været i 
lag med lindormen, så kunde de somme tider få ham at se, 
for så gik han fra den ene hoj til den anden, når han fik 
det i sinde. Møen. Hans Peder Hansen. 

10. Manden i Norbjcerge i Gjotrup turde ikke bo i 
gården, for han troede, at der var en lindorm i det bjærg, 
som ligger tæt ved, og den vilde bryde ud. 

Lars Kristian Madsen, ROnneliden. 



2. Lindorme i bakker. 179 



11. I Ntirbjaerg bjærg i Ojotrup var en lindorm. Der 
var et limstensbrud i den bakke, og til en bestemt tid skulde 
den netop komme der ud af. Alt det, den så, og alt det, 
den kunde nå, det døde. Den var så lang, at den kunde nå 
syv gange omkring kirken. Lærer Kristensens kone i VæsJøs. 

12. Som dreng hørte jeg, at der var en lindorm i Nor- 
bjc&rge i Ojotrup , og det kunde vare tre hundrede år, inden 
den kunde æde sig ud. Men det var også et stort bjærg. 

Jens Kristian Smed, Tranum. 

13. Der var en lindorm i Gjdtrup i Norbjærge bjærg. 
De skulde have hørt den en gang, de tog sten der. For der 
har de også savet sten og taget lim til kalk. K. Kjeldsen, Ullerup. 

14. I Kirkebjcerg i Tisted har der været en lindorm, 
men den blev hugget i stykker, da manden gravede ned i 
bjærget. Nik. Christensen. 

15. Der var en lindorm i Lundbjærg. De opfedte en 
tyr i tolv år 

16. På Oammélvrå var der en gane en skytte, som 
skød lindormen ved Sandalsbjcerg, da den la og sov. Nik. Ohr. 



3. Lindorme i skove, søer o. s. v. 

17. I den skov, der ligger lidt neden for Værhoj, fin- 
des flere træer med afgnavede toppe, medens det øvrige bærer 
blade. Lindormene, som ligger ved rodderne af træerne, rejser 
sig hver nat og slynger sig op ad stammerne, hvor de æder 
bladene og barken. V. Boye. 

18. På Mundsbækgårds mark i Lceborg sogn, findes en 
dam, som kaldes Lindedam. I gamle dage, fortæller man, 
fandtes der meget skov omkring denne dam, og inde i denne 
skov lå en uhyre lindorm og rugede. Den krævede hvert år 
mange dyr til sin føde, og disse måtte manden på Hunds- 
bæk give den for ikke selv at ske en ulykke af den. For 
nu at befri sig fra denne plage lod han en tyr i syv år op- 
føde med hvedebrød og mælk, og da den nu var bleven frygte- 
lig stor og stærk, blev den ført ud for at stange ormen ihjel. 
Den havde også nær fået bugt med den ; men efter en hård 
kamp fik ormen overhånd, og tyren blev dræbt. Da lod ejeren 
af Hundsbæk skoven brænde af, og så brændte lindormen 

også. Men siden den tid findes ingen skov til Hundsbækgård. 

John Hansen. 

12* 



180 E. Lindorme og småkryb. 

19. Der står i visen, at Klavs Høg skar en sølvknap 
af sin faders stadskjole og skød Prinsenskiold med, men 
det forholder sig ikke sådan. Han blev slaget ihjel med 
en brændøkse og nogle møggrebe på Storegade 1 Bonne 
ud for, hvor apoteket nu ligger. Alle de andre Svensk- 
ere blev dræbte bag efter. Da budskabet herom kom til 
Sverig, blev der megen sorg hos dem, der havde sonner og 
brødre blandt de dræbte, og Prinsenskjolds frue sorgede sin 
del, men hun vilde tillige hævne sig. Nu var hun om at få 
skaffet sig et par lindormeunger. JDem lagde hun i en lille 
æske og overgav dem til en svensk skipper, som fik en svær 
betaling for at tage dem med til Bornholm ; men han måtte 
ikke åbne æsken, for han kom i land. Men han var nysgjerrig, 
da han kom ud at sejle, hvorfor han lindede låget lidt, og så 
slap den ene orm ua og druknede i havet Da han kom til 
kysten, åbnede han for den anden, og den sdgte skoven og 
voksede der til. Hver dag hørte man tale om, at folk havde 
mistet køer, heste og får, men yngle kunde den ikke, og det 
var dog et held. Til sidst blev lindormen opdaget af en 
mand, der, for solen stod op, skulde hente præsten for at få 
et nyfødt barn dobt. Han så ormen vanåre ad skoven til 
med en toårs stud i flaben. Den kunde kun bevæge sig, 
mens natteduggen var i græsset. Alt mandskab fra Norre 
herred, og jeg tror fra Vester herred med, blev tilsagt til 
klapjagt, og de indringede skoven. Til sidst tyede den op 
i et træ og sad der og grinede ilde ad folk. Det kunde 
ikke hjælpe at skyde på den, og så blev de enige om at stikke 
ild på skoven, som også blev brændt lige til jorden, og på 

den måde fik de død på ormen. Bornholm. Chr. Weiss. 

Om mordet på den svenske anfører, Prinsenskjold, tillige med 
hans folk, haves ej alene en vise, men og flere sagn. 

20. Der var et sted, der var en lindormebegravelse og 
lige så langt som stendiget var, der stod over den, lige' så 
lang har lindormen været. Den havde ædt en mand og et 
spænd heste .og så en plov, og så var den bleven dvask af 
det, og der var kommet nogen over den og havde stenet den 
ihjel med sten ene af det dige. Så byggede de det dige over 
den der, hvor den lå, og sådan blev det til. Ja, det lyder sært, 
men én må tage i betragtning, at det var små bæster den 
gang og træplove. Min oldefader sagde, hvor det var, men 
a kan ikke huske det p e der Johansen, Mos sø. 

21. Der var ved en af herregårdene her i det sydlige 
Fy en en lindorm, gom havde taget ophold i et hult træ tæt 
ved gården. Når malkepigerne kom her forbi med mælke- 
spandene, havde den for vane at gå ud af træet og hen til 



3. Lindorme i skove, søer o. s. v. 181 

spandene, hvor den da drak så meget mælk, den vilde. Man 
turde nemlig ikke forstyrre den, da den så kande blive far- 
lig; men når man lod den gjøre, som den vilde, så gjorde 
den ingen fortræd. Forvalteren på gården faldt dog en gang 
på at ville skyde den, men for i nøds fald dog at kunne 
redde sig gjorde han sig ridende ud til træet. En sådan 
lindorm kan nu kun skydes på et bestemt sted, og det ramte 
forvalteren ikke. Ormen blev derfor ikke dræbt, men den 
foer efter ham, alt hvad den kunde, idet den bed sig selv i 
halen og gik som et hjul. Forvalteren reddede sig -dog ved 
at ride bort så hurtig som mulig. p. Jensen, Kværndrup. 

22. Lindkjcer er navnet på en stor torvemose, som til- 
hører stamhuset Ravnholt I gamle dage skal der have været 
en stor lindorm i denne mose, og den beskrives som et frygte- 
ligt uhyre. Af størrelse var den som et læssetræ eller binde- 
stang, og ingen turde komme i nærheden af dens opholdssted. 
En mand, som en gang kom mosen for nær, blev forfulgt af 
den frygtelige orm lige til Ryslinge, som ligger en fjerding- 
vej derfra. Her krøb manden i sin nød op i kirketårnet, og 
der kunde lindormen ikke følge efter ham. Den forsogte 
vel at slå kirken omkuld med sin hale, men det kunde den 
heller ikke. Manden, der med stor skræk havde set, at lind- 
ormen slog til kirken, og at den med sin hale rakte næsten 
op til lydhullerne, slap da derfra med livet. Til sidst skal 
en skytter fra Ravnholt dog have skudt lindormen og derved 
befriet egnen fra den. Jørgen Nielsen. 

23. I Ringe sø, som nu næsten er groet efter, var der 
for nogle år siden to lindorme, en gammel og en ung. De 
kunde orøle så hojt, at det kunde høres lige hertil, og det er 
dog en mil. Hvor den gamle lindorm blev af, véd man ikke 
noget om, men den unge blev skudt. Den blev nemlig så 
næsvis, at byens folk forenede sis om at ødelægge den. 

Senere har der nok været tale om, at der var endnu en 
lindorm ved kirken eller præstegården, men den gior da in- 
gen fortræd, og der er heller ingen mere, som véd nogen 
besked om den. p. Jensen, Kværndrup. 

24. Byen Ristinge på Langeland var i gamle dage hjem- 
søgt af en lindorm. Ved Ristinge klint gik den i land af 
Søndenstvand og gik op i markerne og slugte både heste og 
kvæg. Der var spået en mand i samme by, at lindormen 
vilde volde hans død, og for at undgå den gik han til søs og 
opholdt sig al tid på havet på rejser til fremmede lande. 
Lindormen blev imidlertid stadig ved at hjemsøge Ristinge 



182 E. Lindorme og småkryb. 

og drive sit uvæsen der, men så blev bymændene enige om 
at anfalde den, de gik alle ud godt bevæbnede, og efter en 
hård kamp tog den flugten ad stranden til Den havde om- 
trent fået sin rest, men nåede dog at vælte sig ned ad klinten; 
her måtte den så «tøve», vred sig forfærdelig og slog med 
sin hale i dødskampen en dyb dal ind i klinten, der den dag 
i dag forevises under navn af Lindormegraven. Det blev 
meget omtalt, at nu var lindormen dræbt, og den mand, der 
af frygt for den, var rejst bort, hørte derom. Nu rejste han 
glad hjem til Ristinge. Så gik han en dag med flere til 
stranden for at se Lindormegraven. Da han kom derhen, hvor 
ådselet lå, sagde han til de andre : «Nu er jeg så rolig og 
sikker for den lindorm, den spådom duede ikke.» Derefter 
gik han hen og trådte på den, men derved trådte han et ben 
af den op igjennem sin skosål, og foden hovnede meget op, 
og af dette sår døde han kort efter. En anden meddelelse 

siger, at bønderne begrov den, men der stak dog et ben op. 

Marie Sandal. 

25. På Hans Mortensens lod på Langø i klinten ved 
den søndre side ud imod ostre hoved har fordum en lind- 
orm haft sit ophold. Medens han var der, kunde de ej 
komme der nær ved at ploje formedelst hans skrig, men ved 
at skyde en del sten der omkring jog de ham bort. Han 
tog da sin kås ned forbi Kalvehave færgegård med en for- 
færdelig brusen i vandet, og siden har man ikke mærket no- 
get til ham der i egnen. B. Olsen. 

26. Henning skytte skød en gang en lindorm på Lind- 
kjcer mellem Sandager og Ryslinge. Straks, da han så ormen, 
blev han bange og gik baglænds, men gled da i noget kogjød- 
ning og faldt. Ormen, som med oprejst hoved havde fulgt ham, 
lagde sig også stille. Henning gjorde igjen mine til at rejse 
sig, men nu begyndte også ormen at krybe. Langt om længe 
fik han bøssen gjort i stand, som han la og trykkede af, og 
ormen gik midt over. Hans store hund foer på stumperne 
af ormen, men både hund og lindorm gik i torvegraven og 
kom aldrig til syne. Henning kunde aldrig fortælle dette uden 
at græde. Han er død for en menneskealder siden. p. j. 

27. På Tiornelunde mark lå en sten med et mærke, 
som om en vældig orm kunde have slået i den med sin hale. 
En pige havde opfødt en orm med sød mælk, da de gik på 
fælleden at malke. Men til sidst Hev den så stor og vold- 
som en lindorm, at den blev en frygtlig plage for byen . . . 
Tyr i kamp med den ; og da slog ormen mærket i stenen. 

Jørgen Pedersen. 



4. Lindorme under gårde. 183 



28. Der var en jomfru, hendes fader havde fundet en 
nød i en skov, og så tog han den med hjem og gav datteren 
den. Der var en orm i den, og den opelskede hun og havde 
i en æske så længe, til den blev til en lindorm. Hun kunde 
ikke siden blive den kvit; men så blev der rådet hende, at 
hun skulde rejse over til en ø med den, hvor der ingen hoje 
var. Så søgte hun til Lundø, og der boede hun i nogle år 
tide nord på landet. Lindormen gravede sig allerførst et hul 
ned i jorden, men så var der en hoj ovre i Hald, der rejste 
denover til og boede i, og siden kaldtes denne hoj Lindhoj. 

Ane Kirstine Refsgård, Rødding. 

4. Lindorme under gårde. 

29. Stubbergård må aldrig være fri for folk. Hver gang 
manden rejste ud, forbød han det, ellers faldt gården ned, 
sagde han. Det var en dag, de var rejst ud hveren så nær 
som en rdgter, og så kom han i tanker om, han vilde ikke 

være ene hjemme, og han bandede på, at han vilde endda 
gjærne se, om det også kunde falde. Han gik derfor ud vesten 
gården, men så begyndte det at brage, og det blev mere og 
mere. Han så sig om og blev lidt forskrækket, og så rendte 
han tilbage igjen ind i gården. Da holdt det op. Men de 
mente også, at en lindorm lå under Stubbergård med den 
ene ende og under Landting med den anden, og så var det 
lindormen, der rørte sin hale. Det troede de da. Der var 
også én mand, der ejede begge gårde. J. Villadsen, Ramsing. 

30. Stubbergård i Sevel er ikke noget nu imod, hvad 
den var far mæ sinnd (for om dase), da var der efter de 
gamles fortælling en mængde herligheder, som tilhørte den. 
Den skal have haft syv kirker, syv møer(?) og syv søer, syv 
drivende plove og syv gange halvfjerdsindstyve vinduer i 
boregården. Der fortælles, at der i sin tid skal have ligget 
en lindorm under borggården, og den vilde ikke tåle ud i 
gården om natten, da den så vilde rejse sig og ryste byg- 
ningen om. Derfor blev det løfte udtrykkelig afkrævet hver 
pige, der vilde fæste sig til gården, at hun måtte sorge for, 
at al ild på gården var slukket efter solens nedgang. M. M. 

31. Gården Stubbergård er bygget på en holm ud i 
siden af søen, og uden for den er en mindre ubebygget holm, 
der i grunden skal stå i forbindelse med den anden, og i denne 
mindre skal der have været en lindorm, om hvilken der siges, 
at den skal omvælte gården, dersom den en gang bliver 



134 H* Lindorme og småkryb. 

blottet for mennesker. En gang skal det og være sket, at 
intet menneske var på gården uden et toårs narn, som sov, 
mens de andre gik ude på marken. Imidlertid vågnede det 
op, og da det ingen så inde, skal det være løbet ud af huset 
og ned i porten, skrigende, fordi det var ene. Dette fik folk- 
ene at høre, hvorpå de alle ilede hjem og så da gården 



op og ned og store bølger rejse sig i søen, som om alt skulde 
forgå. Men de trådte uforsagt inden porten, og alt blev da 
roligt og kom til at stå i sin gamle orden. Lærer Hansen. i* 

32. I gravene omkring herregården Søby-Søgård er der 
en fæl stor lindorm, som arbejder på at få gården under- 
gravet, så at den kan synke, hvilket også vil nå sig en gang 
ved juletid. De gamle herskaber har derfor heller ikke vil- 
let bo på gården til hditiden, fortæller man, men er rejst 
anden steds hen. Undertiden bliver vandet i gravene tykt 
og plumret, det er, når lindormen er rigtig vred og mudrer 
stærkere op i bunden. p. Jensen, Kværndrup. 

33.' En lindorm ligger under Astrup med sin hale, og 
hovedet ligger henne under Lævverbakke sønder på fra gården. 
Når den trækker halen til sig, så søkker Astrup, og så flyder 
Eskjær, og så brænder Norgård. Kristen Mortensen, Vejsmark. 

34. Der ligger en lindorm helt uden om Astrup vig. 
Halen af den ligger under Astrup hovedbygning, og nar den 
tager den til sig, skal bygningen søkke. 1 det samme skal 
N&rgdrd brænde, og Lskjær skal flyde. Jebjærg højskole. 

35. Så længe der er en ordentlig kone på Astrup, kan 
lindormen ikke komme til at bide sig i halen .... Norgård 
brænder, og Astrup og Eskjær synker. Jebjærg højskole. 

36. Herregårdene Norgård og Astrup i Salling er byg- 
gede på en lindorm, den ene på hovedet, og den anden på 
halen. Der skal komme den tid, da lindormen trækker halen 
til sig, og da falder den ene gård. Samtidig skal den spy- 
ild op i den anden gård, og si skal den forgå. 

En karl på Testnip højskole. 
37. I det sydostlige hjorne af staldladen (man siger også 
koladen) på gården Langesø i Vigerslev findes indmuret på væg- 
gen en tavle med en del figurer i, der er overslyngede af en 
lindorm, og om denne tavle fortæller folk, at hvis den bliver 
taget bort, vil der komme uro på gården. Der er nemlig 
en stor allé med meget store linde, og under disse vil en 
lindorm tage bolig, når lindene bliver hundrede år gamle* 
Men så længe denne plade findes i muren, vil den beskytte 
gården mod ormens ødelæggelse. En karl p& Testrap højskole. 



4. Lindorme ander gårde. 185 

38. Min fader var langt ude fra Horsens-kanten. Han 
tjente på Bygholm, og der var en lindorm. Så gik den op 
og vilde tage deres lam og kalve på marken, og så gjorde 
de et skafut til folk at se i, hvordan det gik, for så lod de 
en tyr gå imod den, og den gjorde kål på den lindorm. Da 
de skulde til at se efter i bjærget, havde den syv unger. 

Ane Marie Madsdatter, Brovst. 

39. I herregården Søbos have, et par mil nordvest for 
Fåborg, står en ældgammel, halvudgået lind, der tidligere har 
stået i en nu bortryddet skov. Når denne lind forgår, så 
skal også Søbo forgå, idet en lindorm, som ligger under træets 
rod, da kommer frem og vælter Søbo ud i søen. Lindormens 
billede påvises i træets bark, idet nogle striber eller udbol- 
ninger i barken, navnlig omkring hullet på stammens side, 
siges at være et billede af det frygtelige dyr underneden. 
Desuden har ormen tidligere ofte været set, især af gårdens 
piger; når de om morgenen tidlig kom ud for at se til lær- 
redet på blegen, var det ikke sjældent, at den var kommen 
frem af skoven og lå på blegepladsen og badede sig i mor- 
gensolen.' Den er af storrelse omtrent som en nyfødt kalv, 
på den ene side ligner den også en kalv, men på den anden 
ser den ud, som den var af bare glas. Linden har oftere været 
solgt på auktion — to gange véd man med vished — mens 
den var omgiven med skov, men når det kom til stykket, 
kunde eller turde ingen tage den, eller måske den igjen blev 
kjobt af vedkommende ejer på gården ; man véd ikke ret, 
hvordan det har hængt sammen dermed, men så meget er 
vist, at den gamle lind nu er det eneste, der er tilbage af den 
tidligere skov på dette sted. Der har også været gjort forsøg 
på at brænde den, hvoraf den endnu bærer spor. Ilden havde 
fænget i trøsken oppe i den hule stamme, hvor det var van- 
skeligt at komme til at slukke den, men der blev anvendt 
alt muligt derpå, og det kostede også store anstrængelser, 
inden den blev fuldkommen slukket. Om dette forsøg var 
gjort af kådhed eller af ondskab, vides ikke. Omegnens be- 
boere ser bevis for sagnets pålidelighed i den kjendsgjerning, 
at efterhånden som linden svinder hen af ælde, svinder også 
gården. Søbo har nemlig i dette århundrede haft flere ior- 
skjellige ejere, som alle har sogt at gjøre sig den så ind- 
bringende som mulig. Bøndergodset er solgt fra, skoveue 
for en del ødelagte, og en stor del af selve gårdens jorder 
bortsolgte. Også bygningerne • er svundne ind til et par lader 
og en stump af hovedbygningen. A. H. Schade. 



186 E. Lindorme og småkryb. 

5. Lindorme ved kirker. 

40. Fordi der ligger en lindorm på kirkens nordside, 
lægges våbenhuset al tid på sydsiden. Og for at værne mod 
lindorme er det også, man planter lindetræer på kirkegårdene. 

V. Bennike. 

41. Når et menneske spiser en nøddekjærne, hvori der 
er en orm, og denne uden at blive knust kommer ned i ind- 
voldene, lever den der. Den vokser hurtig, er hvidgul og 
skaldet med undtagelse af enkelte stive, røde hår. Den nærer 
sig af de fødemidler, mennesket ellers skulde have nytte af, 
derfor bliver det magert og kommer til at se elendig ud. 
Til sidst bliver ormen så stor og stærk, at den ved at trykke 
sig mod menneskets hjærte volder dets død. Efter begrav- 
elsen nærer den sig en tid af sit offers lig; når det er for- 
tæret, sønderbryder den kisten og graver sig frem gjennem 
jorden til det sidst nedsænkede lig, som den også fortærer, 
og således vedbliver den en tid lang, til den en skjonnedag 
viser sig oven på jorden. Den tager da gjærne stade på sol- 
siden af kirken. Denne plads forlader den nødig, da den er 
så fed, at det kun er med stor moje, den formåer at bevæge sig. 

Midtsjælland. Henrik Pedersen. Maribo amtstue. 

42. I Hvidbjærg kirke på Tyholm var der en gang en 
lindorm, og når den blev så stor, at den kunde nå rundt om 
kirken, troede man, at denne vilde blive væltet Det gjaldt 
da om at få den slået ihjel. Men der var ingen, som turde 
binde sig ved den. Så kom de i tanker om at lægge en 
tyrekalv til, og opfostre den med nymalket mælk i tre år. 
Folkene i Hvidbjærg sogn leverede mælk i fællesskab dertil, 
og i denne tid turde ingen mennesker komme i kirken. Da 
tiden nu var omme, var tyren bleven stor og stærk og skulde 
nu slås med uhyret. Så blev tyren lukket ind i kirken, og 
folkene stod udenfor i massevis for at få enden at vide. Nu 
blev der et forfærdeligt spektakel, og tyren brølte, så kirken 
rystede, men efter en tids forløb blev alt stille derinde, og 
nogle af de modigste kravlede op i vinduerne for at se, om 
uhyret var blevet dræbt Da så de, at både lindorm og tyr 
lå døde og s vom mede i deres blod. Nu fik man i en hast 
kirkedoren op og fik de døde kroppe slæbt ud. Lindormen 
fik de ned til fjorden og i en båd, og så sejlede de med den 
hen til en lille ø og begravede den der, og den ø kaldte man 
siden den tid Lindø. K. Er. Jensen, Gudum. 

43. Norden for Hcjby kirke ligger en lille sø, og på 
dens bred lå fordum et slot, som blev beboet af to nonner. 



6. Lindorme ved kirker. 187 

To brødre, begge unge karle, var så umenneskelige, at de en 
aftenstund sejlede over søen, brød ind til de to nonner og 
voldtog dem. Herover blev de så forbitrede, at de svor at 
hævne sig, og besluttede at gjøre, det i kirken en højtidsdag. 
Da de vilde gå ind i kirken, modtog karlenes moder dem 
med de ord: <Stat til side, dannekvinder! og lad mine son- 
nekvinder komme frem.» Nonnerne tænkte kun på hævn, 
og efter ofringen dræbte den ene af dem sin forfører foran alt- 
eret med en dolk, medens den anden først fik lejlighed til 
at myrde sin i nærheden af kirkedoren. Da der nu var be- 
gået mord i kirken, så lod paven den lukke T ti år, og i den 
tid blev der holdt gudstjeneste under åben himmel. 

Im edens kirken var lukket, vokste der imidlertid en stor 
lindorm på kirkegården, som lagde sig foran kirkedoren og 
spærrede indgangen. Da kirken igjen måtte åbnes, skulde 
ormen først dræbes, for man kunde bruge den. Derfor slap 
man en stor tyr, som var fedet med sød mælk og hvedebrød, 
løs på uhyret. Længe kjæmpede de frygtelig, og ormen slog 
med sin hale så kraftig, at tårnet revnede lige fra grunden 
til lydhullet, men endelig fik dog tyren bugt med lindormen. 

Om de to nonner eller jomfruer fortaltes endnu i dette 
århundrede, at de gik og spøgede i den gård, hvor de to 
karle var fra. F. L. Grundtvig. 

44 Omkring Hordum kirke lå en gang en lindorm. I 
førstningen var den ikke ret stor, men tfl sidst voksede den 
op til sådant et dyr, at den nåede syv gange omkring kirken 
og kunde endda tage sin egen hale i munden. Men den blev 
til en uhyre plage for folk der omkring, ti ikke alene kom 
der naturligvis i mange Herrens tider ikke et eneste men- 
neske i kirke, men den dræbte også mange mennesker der 
af egnen, den krævede al tid sine visse ofre. Hverken ild 
«Uer stål bed på den, og det var en hård tid at leve i. Men 
ak blev der en gang rådt dem, at de skulde lade en tyr 
opføde ved nymaJket mælk, til den var syv år gammel, ikke 
en smule andet måtte den få, og når den havde nået den 
^lder, så skulde de lade' den med samt dens bur føre til 
kirkegården og slippe den løs der, så skulde den nok gjøre 
kål på goden lindorm. Tyren blev da også opfostret på her- 
regården Irup, hvorhen hele omegnen hver eneste dag måtte 
bringe deres mælk i svære mængder, for tyren var en karl, 
der kunde tage til sig. Et uhyre jærnbur havde man fået 
lavet til den, og det var da også svært, hvor den voksede, 
så efter de syv års forløb var den rigtig nok også bleven til 
et mægtigt stykke karl. Efter svære omstændigheder fik man 
endelig ved mange hestes hjælp buret kjørt til kirken, hvor 



188 E. Lindorme og småkryb. 

tyren allerede begyndte fælt at brøle, for den slap ud, så man 
mærkede straks, at den øjeblikkelig havde fornummet lind- 
ormen. Men da den så var kommen ud — Vorherre beva- 
res, den snusede og brølte, og den skrabte og sparkede i 
jorden, så hele egnen måtte ryste derved — og så foer den 
lige løs på lindormen, der imidlertid også lod sin stemme 
høre ved at stille an med en hvæsen, så det var grueligt. 
Nu begyndte da en kamp på liv og død mellem de to uhyrer, 
og hele omegnen gruede derved, ti det var klart, at dersom 
lindormen sejrede, så blev den ikke længere ved kirken, men 
vilde gå en blodig vej gjennem landet både nær og fjern, til 
måske det halve af verden var bleven ødelagt. I begyndelsen 
spyede den både edder og ild, så det røg hojt op i luften, 
og tyren blev ilde tilredt, gav også somme tider slemme brøl 
fra sig, medens dog også lindormen måtte doje adskillige 
slemme puf af lyrens pande, indtil denne så lejlighed til 
fuldkommen at spidde den på sine horn. Dermed var det 
ude med lindormen, men også tyren bavde fået nok, edderet 
hjivde dræbt den. P. Uhrbrand. 

45. I Ntirre-Nissum kirke, fortælles der, levede en gang 
en lindorm, der grov ligene op på kirkegården, og ingen 
kunde komme op til kirken for den. Folkene der i omegnen 
blev da kjendt det råd, at en tyrekalv med en vis kulør og 
visse mærker skulde opfostres med nymalket mælk i tre år, 
hvilket en pige skulde give den, og den måtte ingen andre 
folk f& at se; den skulde nok lade sig føre til kirken af 

Eigen, og så skulde den nok f& magt med lindormen. Der 
lev leveret mælk til den fra flere sogne. Da den var tre 
år gammel, blev den ført op til kirken, hvor den også fik 
magten, men døde af den mængde gift, der udstrdmmede af 
lindormen. I dennes mave var der en unge, og den levede. 
Når den bliver så stor, at den kan nå rundt om kirkegården 
og bide sig selv i halen, vil den vælte kirken, og verden 
skal da foigå. iver Kr. Jensen, Vester-Fiskbæk. 

46. Nordvest for Læborg kirke ligger Fru Mettes bjærg, 
et af de bojeste punkter i fiibe amt. Bakken ligger i Hunds- 
bæk krai, der efter sagnet en gang har været en stor ege- 
skov, som blev ødelagt ved ild. Årsagen til ildebranden skal 
have været, at der var en stor lindorm, som man vilde have 
ødelagt, og derfor stak man ild i skoven, men lindormen red- 
dedede sig ved flugten og lagde sig dernæst rundt om Læ- 
borg kirke, som den sandsynligvis havde væltet, hvis den 
ikke havde været for kort til at få halen i munden. Da 
folk næste dag kom til kirken, det var just en søndag, blev 



6. Lindorme ved kirker. 189 

de ikke lidt forskrækkede over at se den således belejret. 
Man fandt da på at hente en mandolm tyr, og den blev pudset 
på ormen, som efter en gruelig kamp måtte bukke under. 
(Sml. nr. 18.) N J. Termansen, Gammeiby. 

47. I gamle dage var der en lindorm, som lå uden for 
Tostrup kirke, Holbæk amt. Ingen lig kunde ligge i fred, for 
han havde sådan gange i jorden, at man kunde høre ham 
knyrkle på ligene. Tyren rev lindormen ihjel, men var nu 
bleven så gal, at den vilde ødelægge alle mennesker, og de 
måtte krybe op på kirketaget for at få den skudt Der er 
endnu et stort rundt hul i kirkegårdsmuren, som de siger, 
lindormen har slået med sin hale. Chr. Knuth. 

48. Min gamle bedstefader fortalte mig i min barndom, 
at da sognefolkene en søndag morgen kom til Toksværd kirke 
på Sjælland, da lå der uden for doren et frygteligt uhyre, 
som Kaldtes en lindorm. Ingen turde nærme sig den, så man 
den dag med sorg måtte gå hjem uden at kunne komme i 
kirke. Kun én af mændene gik op i tårnet og skød med 
kraft på uhyret, men alt prellede af på dets tykke skind. 
Man fik da en tyrekalv til præstegården, og sognets folk bragte 
mælk og blod til den at drikke. I få måneder voksede (fen 
så stærkt, at den blev helt uvane og sprængte til sidst stald- 
døren, sprang over på kirkegården og rev uhyret ihjel. I 
den tid, da kalven voksede, gik man dog i kirke, idet man 
fik lavet en dor i den nordre side, og den anden blev så 
muret efter. Nu er indgangen i den vestre ende. 

Stine Lauritsen, Des Moines. 

49. Vemmelev kirkes våbenhus skal forhen have ligget 
i den søndre side, men så kom der en vældig stor lindorm, 
som kunde sno sig tre gange omkring kirken Tyre- 
kalv opfostret .... Da slaget var endt, sad der en mand 
oppe på klokketårnet og skød tyren, for han var bleven giftig, 
og våbenhuset blev flyttet om, hvor det nu er, og den gamle 
dor muret til. Chr. R. 

50. Ved Hvalsø kirke havde en drage en gang taget 
ophold, og når det var solskin, lå den og solede sig uden 
for kirkecføren, så folk ikke kunde komme ind i kirken for 
den, hvorfor de måtte hugge hul i den nordre side af tårnet 
og^ lave den indgang, sonibenyttes den dag i dag. Det var 
alligevel til uhygge at have dragen der, og meget blev prøvet 
for at blive utysket kvit, men ingen ting hjalp. De fik da 
det råd at føde en tyrekalv op med bare sød mælk og nød- 
dekjærne, den skulde nok f& bugt med utysket Da tyren 
var et år gammel, prøvede de den, men den turde ikke gå 



190 E. Lindorme og småkryb. 



i 



å; da den var to år, gik det ligedan, men da den var tre 
r, stod kampen mellem dem, og det gik så hårdt til, at de 
omkom begge. I sin dødskamp baskede dragen kirketårnet 
således med sin hale, at det slog en revne, som endnu kan 
ses. Den drage blev begravet uden for kirkedøren, for at en- 
hver, som går ind i kirken, skal nødsages til at træde på 
den. Da dragen var død, vilde de føre tyren hen i den gård, 
hvor den var opfedt* men den styrtede død om på vejen ud 
for degnens have, hvor der nu er en gammel stenkiste, som 
kaldes Tyrébræn; her blev den gravet ned, og heraf fik broen 
sit navn. Pedersen. 

51. Ved Skibbinge kirke har ligget en lindorm for ind- 
gangen ved den søndre side. Derfor måtte man slå hul og 
sætte en dor i den nordre side, medens de opfedte en tyr 
med sød mælk i syv år. Men da de syv ar var omme, 
kunde tyren alligevel ikke få magt med lindormen og blev 
ødelagt af den. Den gik på omgang blandt bønderne, og nu 
måtte en bondekone tilstå, at hun én eneste dag havde givet 
tyren afskummet mælk, og derfor var det, at den ikke kunde 
vinde sejr. De måtte nu atter opføde en tyr i syv år, og 
den overvandt lindormen. Fr. O. 

52. Udenfor LeUinge kirke ved den side, hvor kirke- 
døren var, havde der en gang lagt sig en lindorm, så folk 
ikke kunde komme i kirke. Et par karle prøvede rigtig nok 

SI at springe over den, men den slog efter dem med stjærten, 
og slap de helskindede, men tårnet fik en revne, som kan 
ses den dag i dag. Nu fandt man vel en udvej og lav- 
ede en kirkedftr ved den anden side, men da lindormen 
mærkede dette, snoede den sig omkring kirken, så det halve 
af kroppen lå på hver side, og det var da helt umuligt at 
komme i kirke. Så måtte man have den ødelagt, men det 
var ingen let sag. Man opfødte en tyr i tre år med sød 
mælk og hidsede den på udyret. Tyren fik godt nok magten, 
men straks efter løb den hen og druknede sig. På Leflinge 
kirke er der en indskrift til minde herom. 

Dette fortælles også lidt anderledes. Lindormen fødte 
to unger, som lagde sig ved den ene kirkedor, i steden for 
at den snoede sig omkring kirken. Ole Hansen. 

53. En søndag, medens folk var i kirke, var der kom- 
met en lindorm og havde lagt sig uden for Bis kirkedor. Da 
folk nu kom til dåren og så det fæle uhyre, blev de meget 
forbavsede. Nogle af de forreste sprang over den, men da 
den begyndte at rejse sig, måtte de øvrige søge ud af vindu- 



5. Lindorme ved kirker. 191 

erne. Så måtte man lave en anden udgang og opføde en 
tyr og nok én o. s. v. O. Grove. 

54. Lindormen oin Sæby kirke stank ilde, og han var 
skudfri. På anden måde turde man ikke binde sig ved ham, 
men så sogte man en klos mand, og han rådte, at de skulde 
støbe en kugle af altersølv og skyde lindormen med. Det 
prøvede de så og blev af med ham. O. Grove. 

55. Der har også været en lindorm ved Tjornelunde 
kirke. På det sted, hvor tyren og lindormen sloges, ligger 
en stor sten, som der er et dybt slag i, og det er kommet af, 
at lindormen i kampen kom til at slå til ham med rumpen. 
Tyren fik magten, men døde nok med det samme. c. Grove. 

56. Tyrens kamp med lindormen ved Smorum kirke i 
våbenhuset. Opfødt i tre år ved sød mælk, men bukkede 
under« En anden opfødt i fem år vandt sejr. v. Boye. 

57. En lindorm skal have haft sit leje under den store 

flade sten, der ligger udenfor den tilmurede søndre dor i 

Bjerre kirke, anneks til Ørslev. Opfødte tyr o. s. v. 

Lærer Hansen. 

58. Der er et billede indridset på Lyngby kirkemur,. 
der skal forestille en tyr. Lindormen o. s. v. Sjælland. Fr. Gr. 

59. På Tømmerup kirkegård lå en lindorm og rugede. 
For at betvinge den opfødte tolk en tyr med hvedebrød og 
mælk og sendte den mod ormen. De to kjæmpede vold- 
somt, men ormen blev ved at drive tyren ned til et vandhul, 
hvor de begge dræbte hverandre. Dette hul kaldes nu Død- 
ens tanke. V. Bennike. 

60. Der lå en lindorm rundt om Velling kirke, og når 
den kunde nå at bide sig selv i halen, vilde den vælte kirken. 
En ridder dræbte den, og til minde om det blev der sat en 
lindorm på sydsiden af tørnet. Vinding højskole. 

61. Spiret på Holstebro tinghits forestiller en ridder, 
som dræber en lindorm. Denne lindorm lå om Holstebro 
kirke og ødelagde mange mennesker, indtil en ridder kom og 
dræbte den, og det er derfor, han og ormen er afbildet på 
tinghuset. Niels Knudsen, Tvis, ved Kr. Ostergård. 

62. En lindorm havde lagt sig ved den søndre side af 
Lindknud kirke, hvis bjælker er huggede i Bøgeskov, og in- 
gen kunde komme ind. Så bar alle sognets beboere mælk 
til for at opdrætte en tyrekalv, som da også voksede til og 
blev så stærk, at den tumlede lindormen. 



192 E. Lindorme og småkryb. 

Oppe ved Eisgård ligger Rishoj, uden for hvilken er set 
et par små gamle mænd med røde luer på gå omkring. Lige 
over for ligger Lunder hqj, hvorpå tommeret til Lindknud (?) 
kirke skal være vokset. H. F. F. 

63. Lindknud kirke har fået navn efter en lindorm, der 
gik og åd de døde af gravene og var så forfærdelig stor, at 
folk ikke kunde komme ad kirken for den. Den lå oppe på 
loftet og var en forfærdelig prygl, som de ikke kunde komme 
af med) og skyde den kunde de heller ikke. Så blev der 
lært dem det råd, at de skulde dræje en tyrekalv op i tre 
år, og den skulde fødes så forfærdelig godt op med nymalket 
mælk og korn og fodres af en enlig pige, for ingen andre 
måtte komme til den end hende. Da hun havde opdraget 
den i tre år, skulde hun følge den hen til kirkegården alene. 
Så snart de nu kom der hen, kom lindormen jo. Da tyren 
kunde se, at ormen vilde søge pigen, vilde den værge hende, 
og så klemte de på at slås, for tyren holdt meget af hende. Da 
lindormen så næsten havde bidt tyren ihjel, stak den sine 
horn ind i den, og så faldt det om og døde ved hverandt. 

Kristen Ebbesen, Egtved. 

64. Der var en lindorm i Lindknud, som huserede me- 
get slemt og gjorde stor skade der i egnen. Endelig blev 
folkene opsatte på, at de vilde have den lagt øde. Den gang 
var der stor skov, hvor der siden har været lyng, 'og i den 
opholdt lindormen sig. Beboerne tændte nu ild på skoven 
fra alle kanter, og så brændte de på denne måde ormen med. 
Forinden den døde, kravlede den op på en lille bakke eller 
knude, der var i skoven, og her blev den liggende. Det er, 
hvor Lindknud kirke nu ligger. Men herfra stammer navnet. 
Man kan endnu i jorden omkring Lindknud se kul fra den 
tid, skoven blev afbrændt for lindormens skyld. K. P. Bandlev. 

65. Noget syd for Lindknud kirke er der noget krat, 
Bøgeskov kaldet. I dette krat opholdt der sig en lindorm, 
som gjorde stor skade og indjog folk stor skræk. Endelig 
gjorde man stor jagt på den, og drev den omsider op på 
en lille hoj, omkring hvilken man antændte et stort bål, som 
opbrændte lindormen. På denne boj blev senere kirken byg- 
get og fik navnet Lindknud efter lindormen og hojen eller 
knuden, hvorpå den blev bygget. Discipel Jørgensen, Ribe. 

66. Lindum har fået sit navn af en lindorm, der har 
været så stor, at den kunde nå om kirken tre gange. Glenstrnp. 

67. Der lå en lindorm ved Lindum kirke, og dens hoved 
og hale lå udenfor kirkeddren. Så fedede de en tyr i syv 



5. Lindorme ved kirker. 193 



år, og den fik alt det mælk, den vilde drikke. Der var så 
mange karle om at trække den hen til ormen. L. Nielsen, Vinkel. 

68. Der lå en lindorm om Ovsted kirke, så folk kunde 
ikke komme i kirke i flere år. Så opfødte de en tyr med 
kjærnemælk, og denne gjorde det af med lindormen. 

Jens Andersen, Ealvris. 

69. De kunde ikke komme til rette om, hvor Ovsted 
kirke skulde bygges. Så koblede de to stude sammen, og 
hvor de lagde aem den første nat, skulde kirken bygges. 
De lå så i et krat 

Så var der siden en lindorm, der vilde have væltet kirken. 
Men den kunde ikke nå at få i sin hale. Havde våben- 
set ikke været, så havde den kunnet nå den, for det var i 
vejen, og så havde den væltet kirken. Der var en fra Bjod- 
strwp, der kom og skød den i to stykker, det var Kipkjæl- 
lings son på Bjodstrup, han havde fået patten, til han var syv 
år. Så var han så stærk, at han turde gå op i tårnet og 
skyde den der. Hovedet af den faldt ned sønden for kirken 
og slog Ma Barns hul. Lavst Sommer, T&ning. 

70. I banken, hvorpå Ovsted kirke er bygget, var en 
lindorm. Den var utilpas over kirken og snoede sig om den 
og gjorde stiling på at ville have vælt den. Men der mang- 
lede en bitte smule i, at den kunde få halen i munden. Så 
skulde den lægges øde, for folk' frygtede, at den til sidst 
skulde blive sa stærk, at den skulde vælte kirken. Én, der 
havde rejst meget i udlandet, udfandt et redskab, der kald- 
tes en glibe, til at skyde den med, og så skød ban den midt 
over. Det ene stykke floj ned og slog Ma Barns hul, og det 
andet floj ned og dannede Ris mose. J. B. og M. H., Lille-Tåning. 

71. Da Ovsted kirke skulde bygges, var der en lindorm, 
som forstyrrede arbejdet, og aldrig så snart de fik noget op, 
fér den fik det revet ned igjen. Så fik bygmesteren det råd 
at binde to stude sammen .... de lagde sig til leje for 
natten på det nuværende sted. Det var nær, lindormen havde 
fået arbejdet forstyrret der også; når den havde fået bidt i 
sin hale, kunde den have væltet kirken. Men så kom en 
mand til med en bøsse, og han skød den midt over ved navlen. 
Den tog da så vældig et spring, te den faldt ned og slog et 
hul i jorden tusende alen sønden for kirken. Der har siden 
vældet vand ud, og det er kaldt Ma Barns hul. Det er også 
kaldt Set-Annas kilde, for det skal have haft lægende kraft, 
og folk sogte dertil. Tåning. 

72. Om Tdby kirke havde der snoet sig en lindorm, 
E. T. Kristensen: Danske sagn i folkemunde. II. 13 



194 E. Lindorme og småkryb. 

som var så lang, at hovedet lå ved den ene side af kirke- 
muren, og halen ved den anden. På én gang kunde den æde 
en hest og en ko, og den slugte alle dem, der kom i nær- 
heden. Da nu folk ikke kunde komme i kirke for den, fødte 
de en tyrekalv op, og folk fra sognet bar i tre år nymalket 
mælk sammen til den, hvorpå de førte den til kirken. Men 
ormen var for stærk, og med nød og næppe frelstes tyren. 
I fire år til fødtes den nu på samme måde og overvandt da 
lindormen, hvis skrog blev ført ud på en i fjorden liggende 
ubeboet holm, som er osten for Boddum og deraf har fået 
navnet Lindholmen. Den blev ført derhen, fordi den var 
giftig, og for at den ikke skulde forpeste luften. H. A. B. 

73. I gamle dage var der kommet en lindorm på Ydby 
kirkegård. Den voksede og blev meget farlig, ti den vilde 
tage både mennesker og dyr, og til sidst var den så lang, at 
den nåede helt rundt om kirken, så ingen turde komme der. 
Så hittede manden i æ Kjærregård på råd. Han lagde en 
tyrekalv til, og den fik i fire år al den nymalkede mælk, 
den kunde drikke. Længe havde den været mandvolm, og 
ingen kunde komme den nær uden pigen, som gav den 
mælken. Da den nu var fire år, sagde manden til hende: 
cA, tag æ spand og list æ tyr med dig op på æ kirkegård, 
og så kan du jage æ spand inden æ stette og så rende hjem.* 
Skjflndt pigen var gruelig bange, blev dette gjort Men da 
lindormen nu så tyren, fastede den sig over den, og der 
kom til at stå en frygtelig kamp. Men tyren vandt sejr, og 
lindormen blev stukken ihjel. . Den er begravet i den lille 
hoj lige vest for kirken, som endnu hedder IAndormehojen* 

Joh. Nielsen. 

74. Om Funder kirke skal der i sin tid have været en 
lindorm, der var så lang, at den næsten kunde omslynge 
hele kirken. Folk så med skræk, hvor stærkt den voksede, 
ti efter ældgammel spådom vilde den vælte kirken, så snart 
den blev så stor, at den kunde bide sig selv i halen. I denne 
nød henvendte beboerne sig til en gammel klog mand, som 
gav dem råd : Den første fuldbårne tyrekalv af en kvie 
skulde de i tre år føde med hvedebrød og nymalket mælk, 
og aldrig bruge den til arbejde. Så skulde de lade den 
kjæmpe med lindormen. Dette råd fulgte beboerne med glæde 
• . . Lindormen måtte bukke under, og siden har der aldrig 
været nogen. Hids herred. Lærer Ohr. Htfrdum, Funder. 

75. Omkring Tranbjcerg kirke ved Århus har* der ligget 
en lindorm med unger, og de havde huller uden for den nordre 



5. Lindorme ved kirker. 195 

indgangsdør ind under kirken. Der lå altså ungerne inde. 
Så blev den indgangsdør muret efter, og nu er den i syd. 

En karl på Testrup htfjskole. 

76. Der er en lindorm under Ndrre-Nissum kirke. A 
bar tjent på Kongensgård og da hørte a, der var et hul i 
muren inde i kirken, og der trak lindormen sin ånde igjen- 
nem. De måtte putte, hvad sten de vilde, i hullet, så kom 
den dog af vejen. Peder Kristensen, Rottesgård. 

77. Under Norre-Nissum kirke ligger en lindorm, og 
når den bliver så stor, at den kan £å sin hale i sin mund, 
så vælter den kirken. S. Mortensen. 

78. Under Nissum kirketårn ligger en lindorm/ og den 
har slået en revne i muren, hvilken al tid er åben, hvor me- 
get de end kalker den til. Tårnet vil falde en påskedag. 

Lærer Knude, Heldum. 

79. Der var en mand i Norre-Nissum, han hed Per 
Jensen og var noget klog. Så vilde han mane den lindorm 
ud, der ligger under Nissum kirke og efter gammelt sagn 
en sang vil vælte den. Han fik hans karl med op på kirke- 

f arden en aften, for han skulde holde lygten, og så bad han 
am endelig at tie stille, ihvad han så. Så begyndte manden 
at læse, og der åbnedes et hul, og der ud af stod ild (og røg. 
Da blev karlen angst « Herregud, Per Jensen, vi er fortabt 1» 
råbte han. Men så var det ovre, nu kunde Per Jensen in- 
gen magt få over lindormen. Kristen Kristensen, Vandborg. 

80. Under Nissum kirke ligger en lindorm. Når den 
giver lyd fra sig, så vil den vende sig, og kirken vil da 
falde ned. Nik. Christensen. 

81. Der lå en lindorm i et kirketårn, og hver gang 
der kom nogen forbi, styrtede den sig over dem og dræbte 
dem. Opfødt en tyr o. s. v. Fr. Gr. 

82. Om Brande kirke fortælles, at en lindorm ligger 
rundt om kirken, og når den får vokset sig så stor, at den 
kan få halen i munden, vil den vælte den, og det skal ske 
en dag, når kirken er fuld af folk. Der efter skal der komme 
en tyr fra Brandholm, der skal løbe ned til Sandfuld sande, 
og aer skal den skrabe så meget guld og sølv op, som der 
kan gå med til at bygge kirken op igjen. Chr. M. Møller. 

83. Under Brande kirke skal der ligge en lindorm, som 
skal vælte den, når den bliver så stor, at den kan nå tre 
gange om kirken. Men syd for kirken i Lund bakke skal der 
være en kjedel fuld af penge, hvorfor man kan bygge den 

13* 



196 E - Lindorme og småkryb. 



op igjen. Men disse penge findes ikke, inden der opfedes 
to kalve, én i Lille- Langkjær og én i Sandfuldbjærge, med 
nymaJket mælk og hvedebrød, tU de er ni uger gamle, for så 
6kal de mødes på Lund bakke og slås, til de begge ligger 
døde på stedet, og der, hvor de ligger, skal man grave og 
kunne finde kjedlen, hvis indhold er rigt nok til at bygge en 
ny kirke for. T. Kristensen. 

84. Der lå en lindorm om Århus Domkirke, og den 
var tilsidst ved at gå helt om kirken. Så vidste de aldrig, 
hvordan de skulde få den kvælt De havde nemlig været 
efter den flere gange og kunde ikke få magt med den. En- 
delig opfødte de en tyr i tre år med sød mælk og nødde- 
kjærner. Den kom nu imod lindormen, men kunde ikke stå 
sig. Så fødte de den i tre år til, og nu fik den magten. 

Kirsten Marie Pedersdatier, Hornslet. 

6. Lindorme i bålet 

85. Der var en kirke et sted, som de ikke kunde bruge, for 
den var så fuld af tusser og frøer og firben, te det var for- 
skrækkeligt. Så kom der en Nordmand til byen, og de er 
jo bekjendte for at være noget kloge. Så snaskede folkene 
med ham, om ban kunde ikke rydde det af kirken, sådan 
at de kunde få den taget i brug igjen. Jo, det kunde han 
jo nok, men det var for resten en meget kostbar historie, og 
så fortalte han dem, at der var en lindorm under kirken, og 
den var det, alle deher dyr sogte efter, så når de skulde ud- 
ryddes, skulde lindormen også, og det var ikke så let en 
sag. Der skulde sættes tre bål ild på uden for våbenhus- 
doren, det første skulde der være tyve Ises torv i, og tredive 
i det andet, og halvtreds i det tredje. Da alt det brændsel 
var nu kjørt sammen, tænder ban ild i alle tre bål, og de 
kommer rigtig til at blusse, det var \o ikke så små bål at få 

J>å. Så havde han en flojte, og med den går han ud uden 
or det Aorderste bål, så at ane tre bål var mellem ham 
og kirken. Nu tager ban på i fldjten, og så kommer alle 
deher tusser og frøer og alt det skidteri vravlende ud, og det 
bliver i det første bål. Endelig så kom lindormen, for Nord- 
manden flojtede jo stadig efter den. Den satte også gjen- 
nem det første bål, og det var som ingen ting. Så satte den 
også gjennem det andet, men det tødede den endda noget 
Endelig kom den i det tredje, og der blev den. Siden den 
tid kunde de bruge deres kirke, da var der ingen ting utoj 
i den. Anders Kirk, Rødding. 



6. Lindorme i bålet. 197 

86. Der er en bakke ved Jebjærg, der kaldes Lind- 
kjærsbakke, og der var mange slanger og orme derpå, der 
iblandt én, de kaldte lindormen. Den kunde de ikke få 
fordreven. Så hitter de på at sætte ild på bakken med både 
skov og lyng, og manden, der stak ild på, han red runden 
om og gjorde det. Men ban måtte ride så forfærdelig, for 
ormen havde nær taget ham. Ilden fik dog så megen over- 
hånd, at lindormen kunde ikke komme ud, og så omkom- * 
mes den. 

Hele den ejendom, som bakkerne ligger på, kaldes Ly w sent, 
og selve den store bakke skal være den højeste pynt her i Jylland 
næst efter Himmelbjærget. Hans Krist. Pedersen, Haslum. 

87. Ovre i Hov var der en karl, hans søster var bleven 
bidt af en hugorm. Så lovede han for, de skulde få andet 
at bestille, og han lavede da et bål i udkanten af skoven. 
Nu kom det jo an på, at der ingen lindorme var i nærheden. 
Hugormene kom også, de peb, og de hvæslede, men til sidst 
kom lindormen. Så var det første træ det bedste ; han kom 
op i det i en fart, og nu hvælte han jo om redning, men der 
var ingen, der hverken vilde eller kunde redde ham. Lind- 
ormen snoede sig så op ad stammen og knuste karlen, så han 
drattede ned på stedet. Dalbynedre. 

88. En gang var der så mange snoge og hugorme på 
Falster, så de næsten ikke kunde opnære dem for dem. 
Men så kom der en mand her til landet, som kunde udrydde 
sådan noget, og han påtog sig også at skaffe dem af med. det. 
Men først måtte de love ham, at der ingen lindorm var på 
landet. Så tændte han et stort bål et sted nede omkring 
ved Stubbékjøbing, og i det bål skulde alt krybet brændes. 
Da ilden nu brændte godt, så kom snogene og hugormene 
meget rigtig og gik i den, men der havde lige godt været 
en lindorm på landet, og langt om længe kom han brolende 
så forfærdede, at de kunde høre det meget langt borte. Nu 
havde den kloge mand nok tvivlet på, at der var en lindorm, 
og derfor havde han ladet et stort kar bære ned, hvor han 
tændte ilden. Da han nu hørte, at lindormen kom, så krøb 
han ind under karret, der lå med åbningen nedad. Lind- 
ormen skulde nu brændes, men han havde magt til at tage 
manden med. Ham kunde han imidlertid ikke få, men han 
slog rumpen om karret og tog det med i ilden. Det måtte 
han nojes med, så manden ban blev reddet ilejn (alligevel). 
Men da lindormen var et stykke fra bålet, slog han så for- 
færdelig et slag med rumpen, at han slog den dal, der er ved 
Fribrødre, et lille stykke fra Stubbekjøbing. H. P. Hansen. 



198 E. Lindorme og småkryb. 

89. På Bogø havde de en gang en forfærdelig hob snoge 
og hugorme og sådant noget kryb, men så var der en mand 
i Sortsø på Falster, der kunde udrydde sådant noget, og ham 
sendte Bogøerne bud til og bad ham, om han ikke vilde 
komme og befri dem for det Han rejste til Bogø og blev 
enig med beboerne der ovre på den måde, at han vilde tage 
sig på at ødelægge alt dette hersens skidteri, når de vilde 
forsikre ham, at der ingen lindorm var på landet. Der 
var ingen, der vidste noget om det, men han havde alligevel 
en anelse om, at der var én, og så lod han lave tre kister 
af jærn, den ene inden i den anden og med et mellemnim 
imellem hver. Disse kister førte han ned til stranden lige 
over for Stubbekjøbing, og så tændte han et stort bål, hvori 
alle snoge og hugorme og det andet kryb skulde brændes. 
Da nu bålet brændte godt, kom også krybet og gik ind i 
ilden. Men nu kunde manden mærke på sig, at en lindorm 
var på vej -til bålet. Han lagde sig i den inderste af kist- 
erne og sagde til dem, som var hos ham, at de skulde lukke 
i for ham. Det gjorde de, og så skyndte de dem at komme 
til side, for de kunde nok vide, at der var noget galskab ved 
det Så kom lindormen, og han gik tre gange rundt om 
ilden, inden han gik der ind i. Han skulde brændes, men 
han havde magt til at tage manden med sig. Det gjorde 
han også; han snoede sig rundt om kisten og gik så ind i 
ilden med hende. Men da han nu var kommen derind, så 
kom folkene fra Bogø og trak kisten ud med brandhager, og 
hvad de nu havde ved hånden, og så slæbte de hende ned 
ved stranden og lukkede op for manden. På den måde blev 
han reddet. Han fik sin betaling og rejste hjem til Sortsø. 
Da der nu var gået et årstid eller to, så fik han lyst til at 
se, om han havde fået alt krybet udryddet på Bogø, og så 
rejste han der over igjen. Han gik så ned ved stranden og 
vilde se pladsen, hvor han havde tændt det store bål, men 
der gik det ham galt .... Et ben i foden (se£. nr. 24) • • • 
Men ellers havde han fået udryddet krybet så godt derovre, 
at der for. et halvt hundrede år siden ingen snoge eller hug- 
orme var på Bogø. Hvad de har nu, det véd jeg ikke. Der 
hvor lindormen han blev begravet, dér er nu en bro, som de 
går i land på, og den kaldes Lindebroen efter denne lindorm. 

Hans Peder Hansen. 

90. På en tid, da man på Bogø var slemt plaget af rot- 
ter, kom en fremmed mand dertil og tilbød sig for en vis 
betaling at ville fordrive dem fra øen, især hvis der ingen 
lindorme skulde opholde sig der. Det, mente man, var ikke 
tilfældet, og da man var bleven enig om betalingen, bestemte 



6. Lindorme i bålet. 199 



^dea fremmede en vis dag til at udføre sin gjerning. Der 
blev antændt et stort bål ved stranden, men forinden havde 
manden bestilt en båd med fire roerkarle til i påkommende 
tilfælde at være parat for ham. Rotterne måtte nu spasere 
ud på gaden og mødte skarevis ved bålet, spaserede selv ind 
i det og blev der opbrændte. Men lige med et begyndte 
det at knage og sprage i en gammel lind oppe på øen, og 
manden sagde straks, at nu var det nok ham, det gjaldt, 
hvorpå han i en fart sprang i båden, og ved de fire karles 
hjælp i huj og hast skød så langt ud fra landet, som de 
kunde nå. Lindormen lod sig også snart se og styrede ad 
bålet til, men da den så manden, foer den ud til strand- 
kanten, vendte sig med bagdelen til vandet og slog med halen 
et så vældigt dask deri, at den havde nær nået båden, 
og i så fald havde det jo været ude med dem, der var på 
den, og den havde da taget manden og båret ham på bålet. 
Men da den nu kun strejfede båden lidt i den ene ende, 
måtte den selv spasere på bålet, hvor den blev opbrændt 
På det sted ; hvor den slog i strandkanten og ud i vandet 
med sin hale, blev et stort hul eller huk, som kaldes Linde- 
broen, på den nordre side af øen, hvor beboerne, der for 
størstedelen er søfolk, oplægger deres både ligesom i en lille 
havn. Men fra o den tid skal der ingen rotter have været at 
se på Bogø. Året efter skal rottemanden igjen være kom- 
men der til stedet for at efterse pladsen, hvor bålet stod, om 
han ikke skulde kunne finde et ben af lindormen, der var 
brugelig for ham til hans kunster, men han fandt ingen, der 
imod stak der et spidst ben, der lå skjult under asken, som 
var bleven tilbage af ormen, op gjennem hans tynde skosåler 
og op i foden, hvoraf han snart døde. 

Fra Møen, på hvilket land ingen muldvarpe findes, skal 
disse være fordrevne på lignende måde. Lærer Hansen. 

91. Ovre i Jylland boede en mand, som kunde uddrive 
rotter og mus, og da Samsingerne var meget plagede af så- 
danne, blev der sendt bud over til ham, om han ikke vilde 
komme for at øve sin kunst. Det vilde han nok, men for at 
sikre sig mod en lindorm, hvis en sådan skulde findes her- 
ovre, forlangte han, at de skulde tænde og vedligeholde et 
stort bål, samt holde en kraftig hest opsadlet. Manden be- 
gyndte nu sin idræt; men så kom der en lindorm ovre fra 
Lindholm hen imod ham. Han steg da til hest, og da lind- 
ormen var tæt ved ham, red han igjennem ilden. Så snart 
ormen så dette, .satte den bagefter. Det gjentog sig så tit, 
-at ormen til sidst forbrændte sig og døde deraf. Året efter 
«fter kom manden herover igjen, og han vilde da hen at se 



200 E. Lindorme og småkryb. 

stedet, hvor han havde fældet lindormen ; men i det han gik 

og sparkede til levningerne af den, fik han et ben i foden,, 

og deraf døde han. 

Det er en gammel tale, at den, der dræber en lindorm, må ikke 
komme tilbage til stedet, hvor drabet er udført, da dette vil koste 
ham livet. Lærer N. P. Olsen, 8elsinggårde. 

92. I Sunds sogn var der i en hdj en lindorm, som bed 
mange folk ihjel. En gang kom der så en fremmed ridder 
og sagde, at han kunde dræbe lindormen, når han kunde få, 
så mange torv, han vilde have. Torv fik han i en svære 
mængde og stablede dem op i tre dynger, den ene storre end 
den anden. Dem tændte han nu ild i og red derpå hen og 
tirrede lindormen, så han fik den efter sig. Han red først 
gjennem ilden af den mindste torvestak, så den mellemste 
og til sidst gjennem den storste. Lindormen fulgte ham 
gjennem dem alle, men blev i den sidste. Han red bort og 
ingen vidste, hvor han blev af, for tre år efter, da han kom 
tilbage igjen for at se, hvad der var bleven af lindormen. 
Der var ikke noget af den at se uden et hvidt og spidst ben, 
som stak op gjennem asken, det kom han til at stikke sin 
ene fod på og døde så. N. Knudsen, Tvis, v. Kr. Ostergård, Amerika. 

93. Henne i Herringe sogn blev beboerne en gang enige 
om at ville søge at få udryddet alt det kryb, der var i sognet 
(o: rotter, mus, hugorme, snoge o. s. v.), og da der til den 
tid var en klog mand i sognet, henvendte de dem til ham. 
Han var også villig til at besdrge det væk, men han stillede 
fiere betingelser. Således forlangte han først, at beboerne 
skulde betale ham en sum penge for ulejligheden, og så 
skulde de indestå ham for, at der ingen lindorme fandtes i 
sognet Dernæst skulde der rejses et bål i Herringe by, på 
den gronne plet om efter smedjen og kirken, til at brænde 
alt krybet på, og endelig skulde de skaffe en stærk tønde til 
veje, så stor, at han kunde sidde i den og ved hjælp af den 
blive rullet igjennem ilden uden at komme til skade. Da 
alt dette var Hbragt i orden, tændtes bålet, og den kloge mand 
krøb ind i tønden og begyndte sine kunster. Der kom nu 
også snart en hel del mindre dyr, som klagende og jamrende 
mødte frem til bålet og måtte derind i, hvor de straks blev 
brændte. (Den kloge mand måtte vist nok selv igjennem 
ilden, da de fulgte efter ham.) Men til alles forskrækkelse 
brød der nu en lindorm op af jorden under de to store linde- 
træer, som stod der på pladsen, og den kom med sådan kraft, 
at den nær havde kastet begge de store træer omkuld. Alle 
mand væbnede sig nu det snareste og bedste de kunde med 
grebe, forke, leer o. s. v., og da lindormen nu brølende gik 



6. Lindorme i bålet. 201 

løs på den kloge mand i tønden, måtte de rulle ham ind i 
ilden, hvor lindormen fulgte efter ham, men da den bedre 
end de små dyr kunde tåle ilden, måtte de blive ved at rulle 
tønden frem og tilbage, så at han ikke nåede den kloge mand > 
og hver gang lindormen viste sig i bålets udkanter, stak og 
stødte de den med deres forskjellige redskaber for bedre at 
holde den i ilden. Endelig kunde den ikke længere blive ved 
at forfølge manden,* men blev brændt i ilden. Det var også 
på hoje tid, for der var lige ved at gå ild i tønden, og så 
bavde det været ude med den kloge mand, ti uden for bålet 
vilde han være bleven dræbt af lindormen. 

De to store linde knnde meddelerens forældre huske havde 
stået på den beskrevne plads. Et andet sagn om nedmaning knyt- 
ter sig til den samme plads i Herringe. P. Jensen, Kværndrup. 

94. Ved indkjorselen til Herringe præstegård står nogle 
lindetræer, hvortil knytter sig følgende sagn. En gang var 
man der i sognet særdeles plaget med rotter, de fandtes i så- 
dant tal, at de var ved at øde alt både på mark og i huse, 
og det var umuligt ved de sædvanlige midler at få bugt med 
dem. Da kom der en dag en mand til bys, som fortalte, at 
han var i stand til at dræbe alle rotterne. Man bad ham nu 
mindelig om at øve sin kunst, men han sagde først ja, da de 
lovede ham med hånd og mund at dræbe alle lindorme i 
sognet; så længe disse levede, var det nemlig efter mandens 
sigende livsfarligt for ham at give sig i kast med rotterne. 
Nu gik da sognemændene omkring og slog alle. lindorme ihjel, 
hvorpå de samledes forved kirken på det såkaldte plantebed, 
hvor de på den fremmedes bud tændte et stort bål. Da det 
var sket, tog han en klokke op af lommen og begyndte at 
ringe, og snart så man rotterne, skjondt modstræbende, kom- 
me løbende omkring fra hele sognet op til plantebedet og ind 
i ilden, hvor de snart fandt deres død. Næppe var imidler- 
tid den sidste rotte brændt, for der ud fra et af lindetræerne 
ved præstegården kom en lindorm, som altså måtte have 
undgået efterstræbelsen. Den gik nu løs på rotteøderen og 
dræbte ham. Han fik kun tid til at udtale til sognemændene, 
at fordi de ej bedre havde passet på, skulde mændene i 
sognets to byer, Herringe og Rudme, nu stedse ligge i strid 
med hverandre. J. Martin Pedersen, Rudme. 

95. Lidt uden for Lyndélse ligger en mose, som kaldes 
Sortelung, nu er der en del huse og teglværker der ude, og 
noget af jorden er allerede plojeland. Men i gamle dage var 
det anderledes, da var der en stor skov, hvori der levede 
en hoben orme og alle slags giftigt kryb, som gik og for- 
tærede kvæget på markerne om natten. Til sidst blev det 



202 E. Lindorme og småkryb. 

så grovt, at ingen kunde være i nærheden. Så lejede de en 
mand til at brænde skoven af,, og han stak ild på alle sider, 
for at ingen af dyrene skulde komme ud, men for at vide 
sig sikker krøb han ind i en tønde, som han havde taget 
med til det brug. Det begyndte så at brænde, og utojet 
vrimlede mod kanten og vilde ud, men det kunde ikke komme 
over ilden, kun en stor lindorm, der slog så meget rasende 
med sin hale, nåede tønden, hvfcri manden lå, og trillede den 
i ilden, så han brændte med. På stedet blev en stor sø, men 
i slutningen af forrige eller i begyndelsen af dette århundrede 
blev vandet gravet ud, og der blev en torvemose, hvori man 
ser tydelige spor af det svedne træ, og der er så mange 
huggenaker, snoge og firben endnu, at man sjælden ser mage. 
Nogle siger, at der en gang har ligget et stort slot, eller 
sådan noget dér, men véd ellers intet derom. d. J. 

96. Der var en gang en mand i Ods herred, som tilbød 
at udrydde alle de hugorme, snoge og lignende dyr, der 
fandtes på halvøen, når blot man vilde borge for, at ingen 
lindorme fandtes der imellem. Dette blev forsikret ham, og 
han antændte da en stor ild på en hoj i nærheden af Tols- 
ager by i Asnæs sogn. Nu kom der en mængde hugorme og 
lignende dyr strommende til fra alle sider, o* de løb alle ind 
i ilden. Men til allersidst kom også en lindorm, og så snart 
manden fik oje på denne, styrtede han sig ind i ilden, da 
lindormen ellers havde ædt ham. Siden den tid har ingen 
set hugorme, snoge eller snærrelser i Ods herred. 

H. Petersen, Fårbæk. 

97. I den nordlige del af Ikast sogn findes en stor 
hede, som i daglig tale kaldes Norreheden. Den var en' gang 
så fuld af hugorme, at ingen mennesker kunde færdes der. 
Folkene, som ejede heden, var kjede af dette, der er nemlig 
mange, som har lodder der, særlig af beboerne i Tulstrup 
by, og skal have lyng og torv derfra. De henvendte sig da 
til en klog mand, og han lovede at rydde hugormene væk, 
når de vilde love ham, at der ingen lindorme var. Det lovede 
de. Han plantede nu et træ, som hurtig voksede op og blev 
stort; så gravede han en ualmindelig stor grøft, som han 
fyldte med lyng og torv og stak ild deri, derpå gik han op 
i træet og sagde nogle ord, hvad det var, er der ingen, der 
véd, og straks kom alle hugormene fra hele heden og foer 
ned i grøften; men i det samme revnede bakken, som er ved 
den sydlige side af heden, og en forfærdelig stor lindorm 
kom væltende ud derfra ; den havde halen i munden og kom 
rullende i en krølle imod træet, hvor den kloge mand sad. 
Ved det første og andet tilløb blev træet stående urokkeligt, 



6. Lindorme i bålet. 203 



men tredje gang, lindormen med stor kraft rullede mod træet, 
faldt det, og den kloge mand måtte lade sit liv, 

Jens A. Favrholdt, 

98. I Tarup kjær, Vejlby, var en snogbo, og snogene blev så 
movsne, at hjorderne ej en gang kunde gå ved kreaturerne for 
dem. Så kom der én, som var så klog, og han skulde sætte 
dem væk. Der blev kjørt tre favne træ ud på en banke i 
kjæret og gjort ild på aet. Så stilte han et stort jærnbånd 
an inde i uden, og der skulde de gå på og brænde. Nu blev 
snogene ved at komme, og han gjente på. Endelig kom 
snogenes konge eller lindormen. Manden kunde nok høre, at 
det blev galt, og så kom han op på en hest og red, alt hvad 
han han kunde. Lindormen satte efter ham, men han blev 
lige godt frelst, for han satte efter havet, og kom ud med 
en båd. Peder Kristian Kristiansen, Karleby. 

99. Der var et sted, hvor der var så mange orme, 
og så tog én sig på at kvæle dem, hvis de vilde forsikre 
ham, at aer var ingen lindorme. Han gjorde nu ild på, men 
udenom slog han en kreds, og alle de orme, der kom inden 
for den kreds, skulde i bålet, men selv red han udenfor kredsen 
og gjennede de andre småorme i. Så gav det et vældigt 
brøl, og nu kom lindormen. Manden måtte smide sig på en 
hest og ride, alt hvad han kunde. Han vidste, at når han kom 
over Egå bro, kunde han stå sig. Han kom også lige over 
broen, og hvis ikke, havde den taget ham og slæbt ham ind 
i branden. Nu brændte den selv i steden for. De orme kunde 
bide i halen og løbe som et hjul. Peder Thomsen, Hvilsager. 

100. De var så plagede af hugorme og firben og sådant 
kram på Lundø. Så kom der én, der vilde tage sig på at 
skaffe folkene af med det på den betingelse, at der var in- 
gen lindorme i den omliggende egn. Han samlede et stort 
bål og tændte det an, og så kaldte han utojet sammen og 
vilde drive det deri. Men så var lindormen ikke længere 
henne, end at den kom og splittede ham ad. Han nåede 
endda at komme op i et træ, men kunde alligevel ikke redde sig. 

Ane Kirstine Refsgård. Rødding. 

101. Omkring Hostrup siges i gammel tid at have været 
mange orme, som gjorde stor skade både på kvæget og på 
kornet udi marken, hvorfor bymændene opsogte en mand, 
som lovede at ville fly dem af med .samme orme, om de 
vilde love hannem, at der ikke var lindorme der omkring. 
Og der de nægtede lindorme der at være, optændte han en 
stor ild på marken, og der komme hastelig adskillig slags 
orme, som løbe udi ilden og døde. Men på det sidste for- 



204 E. Lindorme og småkryb. 

nam manden en lindorm komme og sagde til bymændene: 
«Nu haver I forråd mig, I mænd, fordi I haver dette gjort, 
da skulde I og eders efterkommere sjælden holde nogen gildes- 
lav, at I jo skulle kivfes og trættes med hverandre. > Og der 
lindormen kom til manden, førte han hannem med sig på ilden,. 

og der døde tilsammen. Christen Lanritzøn. Høstrap. 

Præsteberetning til Ole Worm. 

102. Der har været lindorme i nogle bjærge her ovre i 
Fjends herred, der kaldes Lindbjærgene. Folk var så ilde 
plaget af dem og kunde ikke være for dem. Så kommer 
der en ståkelsmand, og han sagde, at han kunde skaffe dem 
af med dem, når de kunde sige, hvor mange der var. De 
siger, at der var ni. Så satte han et stort bål ild på, og så 
kom de der én efter en anden og gik i ilden. Men der var 
én for mange, og da den også kom, måtte ståkelsmanden selv 
til at springe i ilden, og den gik bag efter ham der ind. Så- 
dan blev de af med det hele. De bjærge er i Kloster sogn, 
tror a, og går ned til fjorden. Jens Begs enke, Smidstrup. 

103. Nede ved Vorde er en stor hoj, de kalder Orms- 
hoj. Det år vi gik til præst, da skulde vi konfirmanter al 
tid op på den og så rende ekap ned ad den, og så sagde vi 
al tid til hinanden, te vormene kom efter os. Så vilde a have 
at vide, hvordan det havde sig, at den kaldtes Ormhaj, det 
spurgte a om, der som a tjente. De svarte, at i gamle dage 
var der så mange orme der omkring og sådan nød med dem, 
for folkene kunde ikke nære dem for dem. Så var der en 
karl, der lovede at skaffe dem af vejen, når de vilde love 
ham til visse, at der var ingen lindorm i nærheden. Nej, dem 
havde de aldrig set, de troede da ikke, den var der. Så 
gjorde han et stort bål ild på der ude på marken uden for 
byen, og så havde han en bitte pibe og peb i. Nu begyndte 
de at komme fra den bitte ende af lige så stærk, som de 
kunde, og sprang ind i ilden. De blev ved at komme, men 
ligesom nan står allerbedst, så ser han lindormen komme 
ovre i Lynderup, og den slår krølle opå sin hale over fjorden. 
Da karlen ser det, springer han i ilden, for nu vidste han, 
han skulde af med livet alligevel, og ormen sætter bag efter. 
Der blev en hoj så forfærdelig og så stor der a£ ene orme- 
aske, den er lige så stor, som en hel gård, og det er den, 
der kaldes Ormhoj, den er lige sønden og vesten for Vorde* 

Petrine Kristiansen, Mollerup. 

104. Der var et sted, hvor der var så meget utoj, orme 
og skidt, de gjærne vilde have fordrevet. Så kommer der 
én, der vilde fordrive det .... Ormene kom også, men så 



6. Lindorme i bålet. 205 



kunde han høre lindormen suse. Så siger han: Nu havde 
de narret ham godt, nu var der ingen redning for ham, hvis 
han ikke kunde komme i kirken. Han løb nok efter at nå 
kirken, men lindormen nåede ham alligevel og tog ham og 
rendte ind i ilden med ham. Jens Doktors enke, Ørum. 

105. Beboerne på Fur var svært plagede af en uhyre 
mængde rotter og mus, uden at det var dem mulig på nogen 
måde at blive denne plage kvit. Endelig kom en gang en 
klog mand til øen, som tilbød sig for en betydelig betaling 
at fordrive dette ut5j. Dog betingede han sig tillige, at be- 
boerne skulde lade gjøre en svær jærnkiste, hvori han kunde 
skjule sig, når han havde fordrevet rotterne og musene, da 
ellers den lindorm, på hvis hoved Fur hviler, vilde komme 
og slå ham ihjel. Da kisten var færdig, samlede han med 
en pibe virkelig alle Furlands rotter og mus og fordrev dem 
fra øen, men de var aldrig så snart borte, forend den grue- 
lige lindorm viste sig. Manden krøb nu hurtig i jærnkisten, 
men den var ikke stærk nok, ti med et slag af sin store 
hale, knuste den både kisten og manden, som lå deri. Fur- 
boerne havde stor fordel af denne begivenhed, ti de blev 
ikke alene en stor plage kvit, men slap også for betalingen, 
da manden på denne sorgelige måde mistede livet. R. H. K. 

106. Den gang Furland var så besat med rotter, 
kom der én, der skulde vise dem deraf, og han var en Nord- 
mand. Men så skulde de love ham, te lindormen var ikke 
på deres land. Den var rotternes prokurator, og de stod jo 
imod hinanden: Nordmanden og lindormen. Så kaldte han 
også rotterne sammen, den her svend, og de kom i hjorde- 
tal, te der var sådan hylen og skrigen på landet af dem, den 
sang de skulde af sted, og den sidste det var en gammel én, 
for den var kridhvid. Så var der fire kraftige karle bestilt 
til at ro for ved dem til Rotteholmen og vise dem vej, men 
de skulde ro godt, for hvis rotterne kunde komme på båden, 
så kunde den ikke bære dem. Lindormen var der ligevel, 
og den tog livet af Nordmanden. Peder Jensen Smed, Strandby. 

107. Rotteholm er så fuld af rottehuller, at man næsten 
ikke kan gå der. I gamle dage har der været rotter her i 
Jungøt, men de blev af en troldkvinde forjagede til Rotte- 
holmen. Når der et sted var bryllup og blev musik, kunde 
man se dem i store flokke romme bort fra gården. Det er 
bevis på, hvor mange rotter der har været her. Så var der 
i lange tider ingen rotter her, og i min ungdom kjendte vi 
slet ikke rotoer, men nu er de ved at komme igjen. 

Fru Brask, Junget. 



206 E. Lindorme og småkryb. 



7. Hugorme og snoge. 

108. Kroppen af en hugorm er god mod edder og mod 
eddervol bos kreaturerne. Derfor når karlene gik til mose 
i gamle dage med den skarpe klynespade i hånden, så de 
aldrig en hugorm uden straks at skille den fra hovedet, de 
trak da bælgen af den, og satte den op under hattebåndet, hvor 
den sad og vred sig til aften, for en slange dør ikke, for 
solen er nede. J. M. 

109. For flere sygdomme lød husrådet på, at man skolde 

tage en hugormekrop og spise den, når den var stegt, eller 

også brænde den i pulver og drikke det i vand. Fik man 

medicin på apotheket, og der på flaskens seddel eller på æsken 

var aftegnet en slange med vinger, da antog man, at medicinen 

var tilberedt af slangekongen. Havde den in^en vinger, var 

lægemidlet lavet af almindeuge slanger og altså ikke så kraftig. 

Lærer Kissen. Ramten. 

110. FOr Vrads hede brændte, var den så fuld af orme, 
at fårene, som græssede der, næsten var ormebidt hver aften, 
når de kom hjem. Bønderne kurerer den, som er bidt af 
en hugorm med urin og sød mælk. Bides dyr eller mennesker 
derimod af en snog, er der ingen redning. Ved en snogs 
mund står derfor også en ligkiste, ved en hugorms derimod 
en medicinflaske. For resten véd bønderne på en let måde 
at dræbe disse dyr. Når de nemlig træffer et, byder de det 
en pibe tobak, og straks griber ormen over pibespidsen i den 
hensigt at bide i den uden at ane, at den derved får halsen 
fuld af tobakssovs, hvoraf den øjeblikkelig revner i hele sin 
længde og dør under de frygteligste pinsler. Th. J. 

111. I Randlev var der et par folk, hvis lille datter 
var sygelig og havde langsomt med at tale. Hun fik den 
vane at gå ud til en kampesten, der lå lidt fra huset. Det 
blev man opmærksom på og fulgte så noget bag efter. Hun 
sad på stenen, og i hendes skjød lå en stor snog, en stålorm 
eller hugorm, hvilken hun madede, mens hun strøg den hen 
ad ryggen og sagde med sin ufuldstændige udtale: «Du ræk- 
ker dig, du krymper dig, jeg stryger dig.» Forældrene spurgte 

S ræsten, hvad de skulde gjøre, og han . rådede dem til at 
olde barnet inde. Så græddet og viste sig meget ulykke- 
ligt, i ndtil man lod det komme ud igjen. Da gik det straks 
med sin mad til stenen, og ormen kom igjen og lod sig 
made. Præsten mente, at dette på ingen måctø gik an, og 
at barnet for alvor måtte holdes inde. Det skete også, men 



7. Hugorme og snoge. 207 

så døde den lille Dige, og da man kom ud til stenen, lå 
snogen der og var død. M. Goldschmidt. 

112. Henne på Lindbjcerggård i Olgod gik en lille pige 
ude i haven og legede. Der blev hun en hugorm vaer, som 
hun snappede og gik ind i kjøkkenet til sin moder med. 
cModer,> råbte hun, sikken en dejlig ål, der lå ude i haven. > 
— eja, mit barn, men den duer ikke, gå ud og læg den 
igjen, hvor du tog den.» Det gjorde den lille, og sådan slap 
hun godt fra det, fordi moderen ikke blev forskrækket 

Morten Eskesen. 

113. Hugormen gjor ikke born fortræd, uår de ikke 
gjor den fortræd. Vor datter Karoline kom en dag hjem 
og sagde: «Moder, a har fundet en ål der ude i heden, og 
den har sådan en blå tunge, der må én have tabt den; her 
skal du se.> Så tvivlte hun nok på, hvad det var, og sagde: 
fSlip ved dit forklæde.^ Det gjorde hun, og så faldt hugormen 
ned og gjorde ingen fortræd. Iver Skade og kone, Havbjærg. 

114. En mand kom til en tusse og en hugorm, der 
sloges. Hugormen kunde ikke stå sig. Men manden syntes, 
at det var en stor skam, at tussen skulde kunne blive sejr- 
herre, og derfor slog han den ihjel. Siden trådte han en 
gang på dette sted og fik edder ved foden, den blev meget 
solle, og han måtte holde sengen. En tid derefter kom der 
noget og kradsede på doren, han lod den lukke op, og en 
hugorm kravlede ind. Først vilde folkene i huset ikke til- 
lade den at komme ind, men karlen sagde: c Lad den kun 
komme.* Han rakte derpå foden hen til hugormen, den tog 
fat i den og sugede al gift ud, så han blev fuldkommen rask. 
Sådan vilde hugormen gjøre gjentjeneste. P. J. Lystbæk. 

115. En kone i Madum har fortalt mig, at hendes fader 
havde kjendt en mand, der en dag gik og hostede korn i 
nærheden af en å, og der kom han af vanvare til at såre en 
hugorm. Om middagen lagde han sig til at sove, men al- 
drig så snart han havde lagt sig, kom enjiugorm og vilde 
slå ham. Han skjonnede nok, at det var dens mage, han 
havde såret, der vilde hævne sig, og derfor tog han og kast- 
ede den over på den anden side af åen, så var den da godt 
af vejen, syntes han, og så lagde han sig igjen rolig til at 
sove, men han vågnede ved et hugormeslag, så den fik sig 
alligevel hævnet Maren Bonde, Ulfborg. 

116. Der var en gang to karle, som lagde sig på en 
åben plads for at sove til middag. Den ene var allerede 
falden i sovn, da den anden så en stor hugorm komme hen 
til den sovende og lægge et stort gront blad lige på hjærte- 



208 E- lindorme og småkryb. 

kulen af ham. Derefter løb ormen bort igen. Men den 
vågne karl skjdnnede nok, at det gronne blad kun var et 
mærke, som ormen lagde på det sted, hvor den siden kunde 
«hugge>, og han tog derfor et økseblad og lagde ind under 
det grdnne blad, ventende så på, hvad der uu vilde ske. 
Det varede heller ikke længe, for hugormen kom igjen og 
belavede sig på at hugge karlen ihjel. Den foer rask frem, 
rejste sig op og huggede ned i mærket, og det så voldsomt, 
at den brast midt over, da den ramte øksebladet. På den 
måde blev karlen frelst. p. Jensen, Kværndrup. 

117. En mand, der hed Niels Krog og var nabo til mig, 
han gik ude i heden og passede fårene- Der var en masse 
hugorme, og næsten hver aften havde de bidt et får. Han 
var nemlig så slem til at slå dem ihjel, og derfor var de så 
slemme tu at hade ham. Han havde en kjæp, som han slog 
dem ned med. Så var der en kone, der lærte ham at sige 
til den første, han mOdte: c Vil du læ mæ å minn væær, så 
skal a nok la dæ å dinn væær.» Siden lod han dem i fred, 
og de også ham. Det var her i Kloster hede, det gik for sig. 

Lærer Søe, Gudum. 

118. Oppe i IAsbicerg skov der var en gang så mange 
hugorme. Mændene i byen havde nogle skovlodder deroppe, 
og undertiden satte de nogle kreaturer der på græs. Så var 
der en mand, der hed Soren Bas, han bavde en dreng, der 
kunde binde hugormene. En middag skulde han gå derop 
og flytte kreaturerne, og så skrev han tre kredse, først en 
stor og så én lidt mindre og endelig en bitte i midten. Der 
stilte han sig an i den midterste kreds. Så kom der så 
mangfoldige hugorme, og de stillede sig an uden for den 
ydre kreds og satte bråddene ind imod den. Men nu havde 
han glemt, hvad han skulde sige for at få dem derfra, og så 
kom de inden for den yderste kreds. De satte endelig også 
over den anden kreds. Nu var han i en svær knibe. Det 
var lige ved, at\le vilde brække inden for den tredje kreds 
også. Men nu tykte Soren Ras, det varede for længe, inden 
drengen kom hjem, og så tog han hans ridehest og bøsse 
og red op i skoven. Da han fik at se, hvordan det stod sig, 
og alle de brådde, der stak ind imod drengen, råbte han 
til ham, at nu skulde han springe ud til ham, og skød i det 
samme ind imellem dem. Drengen løb til det sted, hvor der var 
gjort hul, sprang ud og kom op på hesten til Soren, der nu 
red tilbage, alt hvad hesten kunde springe. Hugormene tog 
halen i munden og rendte som hjul efter dem, og hvis han 
ikke havde redet tværs over marken, kunde hesten ikke have 



8. Hugorme og snoge. 209 

rendt fra dem, men da de ikke kunde løbe sådan med halen 
i munden uden at følge et hjulspor, kunde de ikke nå dem. 

Rasmus Elgård, 8kejby. 

119. Når man får hugormefedt af en hvid hugorm, bliver 
man synsk. En lille pige kunde se, at en ko, der kom lige 
fra tyren, var med kalv. Der var én, der dræbte en hvid 
hugorm, og så satte hugormene al tid efter ham. 

Nede i Himmerland er der en klog kone, der kurerer 
med hugormekjød. Pastor Worm, der har været præst her, 
fortalte, at han en gang kom ind i Rold skole, og der var 
to småpiger fra en gård i nærheden, som havde været syge 
en tid, den ene var allerede kommen i skolen, men den 
anden ikke. Så sporger Worm søsteren om, hvordan det var 
med hende. Ja, hun var syg. Hvad råd de brugte? De 
spiste hugormekjød, sagde hun. «Hvorfor er du kommen 
dig og din søster ikke?» — «Nej, for hun snakkede, mens 
hun spiste det.> De fik det pa deres meldmad. 

Kræ Mon her i Ovdum spiser hugorme. Han skjærer 
hoved og hale og navlestykke af, torrer dem i solen, og så 
er de lige så gode som spegede ål. Lærer Søe, Gudum. 

120. En mand havde én til at plftje for sig. De bræk- 
kede lyng i Gjern hede, og der var så knusendes mange orme. 
Så kommer der så meget en vældig stor én. Ham, der kjørte, 
han siger til den anden: «Nu skal du nok se!> og så skrev 
han en streg med en kjæp uden om ormen i en krands. Han 
sagde måske noget, men nok er det, ormen gav sig til at 
løbe, lige så stærkt som den kunde, runden om i .denne her 
kringle. Så gik manden hjem til meldmad og siger til den 
anden : «Nu må du ikke slå den ihjel, for den skal løbe der 
så længe, til den løber sig ihjel. > Så kjørte nu den her 
mand og plovede, og han keg hen til ormen, for den stod 
ham jo i tanker. Han tykte, te det var synd, den sådan 
skulde løbe, og så resolverede han ved at gå hen og tage 
hans pisk og slå ormen ihjel. Aldrig så snart han havde 
gjort det, så stod manden der og siger til ham: «Du slog 
den jo ihjel, alligevel a bad dig, du måtte ikke. Se, havde 
du vidst, hvad du gjorde der, så havde du ikke gjort det.» 
Det var Antons egen fader, der plojede, og han forsikrede, 
at det var sandt, men hvad ormen skulde bruges til, det 
vidste han ikke. Peder Johansen, Mos sø. 

121. Det er en gammel tro, at hugorme kan indhente 
mennesker ved at bide sig selv i halen og så løbe som et hjul. 

Salling. M. Møller. 

122. Hugormen samler gift om morgenen, mens duggen 
£ .T. Kristensen: Danske sagn i folkemunde. II. 14 



210 E. Lindorme og småkryb. 

er på jorden. Kreaturerne kan undertiden blive tykke og 
syge ved at æde græs ined duggen på, det er, når de har 
ædt det, for hugormen har været der at samle giften. 

Mikkel Sørensen. 

123. Man må ikke kaste eller jage efter hugormen. 

H. Th. Nybo, Vester-Assels. 

124. Snoge, man slår midt over, lever, til sol går ned« 
Skårup. V. Bennike. 

125. Man skal ikke slå snoge og hugorme ihjel, ti jo 
mere man hader sligt skidteri, des mere ser man af det. 
Denne mening var forhen meget almindelig, og man troede, 
at både snoge og tusser kunde malke køerne, og mente, at 
de vilde spise mad med bdrnene. Nissen, Ramten. 

126. Slangen, når den kryber ud igjen af jorden, klarer 
den sine ojne med fennikel. Men til hvilken urtegårdsmand 
monne de komme, og til hvad tid? og hvor finder man om 
foråret så megen fennikel? Petr. Septr. De vnlgi. 

127. Når én tager en hugorm og smider i en stor myre- 
bo, kan den ikke løbe derfra. Myrerne stimler sammen om 
den og æder kjødet helt fra benet. Den rad kan bruges til 
én ting. Lars Nielsen. 

128. Der siges til den første hugorm, man ser om for- 
året: < Hugorm den skjønne, 

far i busken deu grønne, 

bewår mæ å min', 

så skal a bewåår dæ å din\» 

Karen Marie Jensdatter, Ravnkilde. 

129. « Hugorm så skjøn i busken så grøn, 
bliv dn borte fra mig og mine, 

så skal jeg spare dig og dine.» Gudum. 

130. Til den første hugorm, man ser om foråret, siger 
man: «Lad du mig og mine gå, så lader a dig og dine gå. » 

Lars Nielsen, Yinkel. 

131. Til den første snog, man møder om foråret, skal 
man sige: «Gud bevare mig og alle mine fra dig og alle 
dine, vil du intet ondt gjøre mig og alle mine, skal jeg ikke 
heller gjøre dig og alle dine,» og intet giftigt kryb skal da 
skade én den sommer. Lars Findsen. 

132. Bliver man bidt af en hugorm, skal man skynde 
sig ned til et vand, for det gjor hugormen, og kommer den 
først, døer man af -såret, ellers kommer man sig. 

Sønderjylland. V. Bennike. 

133. Hvor der er mange snoge, der er god lykke i huse* 

Christen Møller, Ringive. 



7. Hugorme og snoge. 211 



134. Snogebid -er et farligt bid. PåbøL 

135. Et knylle snoge betyder, at der er gravet penge ned. 
Kaster man sin kniv eller et andet stykke stål hen imellem 
clem, så bliver det igjen til penge. H. P. Nielsen, Sejling. 

136. Snogene vil tvinge tusserne til at udruge deres æg. 

H. P. Nielsen, Sejling. 

137. Æggene, som snogene lægger, siger man, at tus- 
serne ligger ud. p. Jensen. 

138. Snogen bruger ikke at ruge sine egne æg ud, men 
lader en tusse gjøre det for sig. Når så tussen bliver tårstig, 
tager snogen den i munden og løber ned til vandet med den 
og bærer den derpå tilbage på ægene igjen. Den bringer 
også æde til tussen, for at den kan blive ved at ruge. 

Jtfrgen Hansen. 

139. Snoge æder jo tusser. Når de slæber af med dem, 

så tror folk, at de vil tvinge dem til at udruge deres æg. 

E. T. K. 

140. Enkelte snoge kan træffes på fire alens længde og 
så tykke, som en arm. De har en tommelang manke belt 
ned ad ryggen og et hvidt hjærte. De kaldes hæslinger. 

Sønderjylland. (Sml. E. nr. 1.) V. Bennike. 

141. Margrete Vævers i Flødstrup har fortalt, at på 
Langeland var et sted en lille dreng, som lå ved dørtærskelen 
af sin faders hus. Da kom der en snog hen til ham. Drengen 
havde en hesselkjæp i banden, med hvilken han krattede 
snogen på ryggen, og det holdt den meget af. I nogen tid 
kom snogen således en gang om dagen hen til den lille dreng, 
og han klattede den med hesselkjæppen. Til sidst vilde 
drengen, at snogen skulde spise med ham. Men det vilde 
faderen ikke, hvorfor han slog snogen ihjel, men da blev 
drengeu tovle. L. Fr. 

142. Der har al tid været så fuldt af snoge ved Brønd- 
sted mølle, og så var det en dag, at begge den gamle Soren 
Møllers sonner vilde ud at skyde på dem, som de lå og sol- 
ede sig rundt om på jorden ved ae store elletræer. Da den 
gamle hører skuddene, kommer han imidlertid ud til dem og 
siger: « Drenge, forvar jer! de har været her for min tid 
og vil blive ved derefter, se jer op til træerne og skynd 
jer bort herfra. » Og da de så op, var træerne fulde af snoge, 
der hang omkring på grenene. Det havde de ikke set. 

JOrgen Hansen. 

143. Der var på Langeland en karl, som var meget 
brystsvag. En dag var han tilligemed flere ude i en mose 



212 & Lindorme og småkryb. 

for at skjære tftrv, og om middagen* tog de dem en lur i 
græsset En af karlene kunde ikke falde i sovn, og han så 
da, at en stålorm krøb ind i den syge karls mund og var 
borte noget Da den kom ud igjen, var den fyldt over hele 
kroppen med slim og materie, men dette gned den af i græs- 
set og krøb så ind igjen. Flere gange krøb ormen ind og 
ud, men sidste gang var den ren. Da karlen vågnede, var 
han rask, og det var han i mange år efter den tid. Kr. R. Stenbæk. 

144. En karl traf en gang et par snoge, der spdgte, og 
slog da den ene ihjel. Men siden kunde han ikke være i 
ro for den anden, hvor han var, fulgte den ham, og til sidst 
døde han. Jeg har hørt, at når man slog en hugormekonge 
ihjel, så kunde man aldrig være i ro for hugormene, ja, man 
kunde være ganske sikker på at blive bidt p. J. Lystbæk. 

145. A kom en dag forbi en snog, der lå med en frø i 
munden, så bagbenene endnu sad frem. Så pirrede a til den, 
og nu slap den frøen, der hoppede sin vej, og selv snoede 
den sig bort. En Svensker, Jens Karlsen, sagde, at a skulde 
have gået ind imellem det, så kunde a have reddet en kone, 
der var i barnsnød. Kirsten Marie Pedersdatter, Hornslet 

146. Skrædder Daniel Jensens s5n Peter fortalte, at 
der var en gårdmand i — jeg husker ikke, om det var Syv- 
endekjøb eller Jyderup — som fortalte til ham og en anden 
mand, da de fulgtes ad hjem fra Holbæk, at en gang, som 
Jian gik og rev hø, var der en snog, som stak ham i den ene 
tå gjennem et hul i træskoen. I syv år havde han al tid 
pine i den tå; han måtte have sød mælk i træskoen al tid, 
så lindede det. Men til sidst blev det så slemt, så han måtte 
holde sengen, og den fod hængte al tid uden for. En dag 
kom katten ind i stuen med en levende mus. Den tog manden 
og flåede og trak så skindet på tåen, og katten kom nu hver 
dag på samme måde, og manden gjorde hver dag det samme. 
Om få dage gik smærten væk, og siden har han ikke mærket 
den. I den egn er der så mange snoge, så at de kan ligge 
på høstænget om sommeren inde i husene og række hovedet 
ned. En karl mærkede en sommeraften, da han gik i seng, 
noget koldt ved fodderne, og da han skulde se, var det en 
snog. Ja, jeg må selv tilstå, at ved min hjemstavn var der 
steder, hvor snoge gik ind og slikkede fløden af mælkefadene. 

Niels Johansen. 

147. Der har for været adskillige kloge mænd i live, 
som har kunnet binde orme og slige ting. Således var der 
en gang en dyrlæge i Lindemark, som havde fundet en snog. 



8. Hugormekongen. 213 

På vejen hjemad var han inde hos en anden mand og spurgte, 
om han måtte slibe sin økse på hans slibesten. Snogen gjemte 
kan med den ene hånd bag ved sig, men drengene så den 
alligevel og blev nysgjerrige. De løb nu ad i gården, og da 
den ene fandt den på en vognbund, råbte han til de andre: 
«Her ligger en bunden snog!» Men i det samme begyndte 
snogen at vælte sig og var ikke langt fra at løbe. Da kom 
dyrlægen rendende der hen, og med en ildtang, han havde fået 
fat i, pirrede han ved snogen, til den igjen lå ganske stille. 
Da vendte han sig vredt til drengen og sagde ganske hårdt: 
«Vil han holde sin mund.» Annette Jensen. 



8. Hugormekongen. 

148. I et hvert hugormebo var der en konge. Han var 
gennemsigtig som glas, havde en krone på hovedet og vinger 
i nakken, derfor kunde han stå ret op, når han holdt rad 
med sine undersåtter. Nissen, Ramten. 

149. Hugormekongen bærer hans krone på ryggen. 
Mollerup. 

150. En pige var ude at samle bær, og da så hun en 
orm lige så tyk som en arm, og med en manke langs hen 
ad ryggen. Ry. 

151. Når man spiser den hvide hugorm, der er konge 
over de andre hugorme, bliver man synsk. Den ligger langt 
nede i mosen midt imellem en stor dynge almindelige hus- 
orme. En mand, der grov torv i den store Vildmose, fandt 
en gang et sådant lille kongerige flere alen nede i mosen. 

A. E. Jakobsen. 

152. Når man spiser brådden af den hvide hugorm 
(kongen), kan man se kalvene i køerne. P. K. M. 

153. Ormekongen er det vanskeligt at få at se og endnu 

vanskeligere at komme nær, da den al tid har mange orme 

omkring sig. Livsfarligt er det derfor at gribe og dræbe den. 

J. Madsen. 

154. En karl fra Tåning, der tjente her, han kunde 
binde hver orm og tage den i hans hånd. De blev ved at 
komme, indtil endelig også kongen kom. Han havde både 
hale og manke. Når han var kommen, skulde karlen jo til 
at løse dem igjen, for så var hele familien kommen, og så 
skulde han passe på, at de ikke kom til at gjøre ham for- 
træd, når han løste dem. Ane Laradatter, Tåning. 



214 E - Lindorme og småkryb. 

155. I heden syd for Z^rø mark ligger Per Syv hoj 
og lige osten for er Per Syv mose. I denne mose var en 
hugormebo med en hugormekonge. Han var helt hvid og 
ikke let at skjæmte med, for han stikker halen i munden og 
render efter dem, der ærrer ham, som en trille, og bliver nogen 
bidt af hugormekongen, kan han ikke leve. M. Eskesen. 

156. Hugormekongen var helt hvid og havde et rodt 
hoved. Det var den eneste hun, der var i boet, så det er 
med dem som med bierne. En hestepranger havde en gang 
fået fat i én, og vilde have den kogt og spist, så kunde han 
komme så vidt, at han kunde se lige sa laugt ned i jorden, 
som han selv rar hoj, og kunde også se kalvene i køerne. 
Så kommer han ind et sted og vilde have denne hugorme- 
konge lavet til. Der havde de en bitte næsvis tøs, som stod 
med noget brød i hånden og bed af. Det falder ned i pot- 
ten, og hun tager det op igjen og bider videre på det Da 
kunde hun se igjennem væggen, at hesteprangeren sad inde 
ved siden af kakkelovnen, og hun kunde også se, om der 
var hvide eller brogede kalve i køerne. Nu vilde prangeren 

have kjobt pigen af folkene, men de vilde ikke sælge hende. 

Jens Kristensen, Ersted. 

157. En mand i Silkeborg-egnen fandt en gang en hug- 
ormekonge. Det var eu forskrækkelig stor orm med manke 
som en hest Han slog den nu ihjel og tog den hjem og 
kogte fedtet af den. Det fedt kom han i en skål og satte 
ind i et skab, for han vidste nok, at den første, som spiste 
af det, blev* så grantsynet, at han kunde se meget, som an- 
dre folk ikke kunde se. Men nu skulde han i marken, og 
så tænkte han, at han al tid en anden gang kunde spise af 
dette her ormefedt. Så havde manden en datter, og medens 
hendes fader var i marken, fandt hun denne her skål med 
fedt i. Tøsen tænkte, at det var almindeligt stegefedt, som 
hun var meget hægen for, og så smurte hun det på en meld- 
mad og spiste det Da manden kom hjem, smurte han også 
en meldmad og spiste, men han syntes ikke, at han endnu 
kunde se mere, end han plejede. Så ved aftenstid, da køerne 
blev trukne hjem, kom tøsen ud og .sagde: cNej se, fader, 
der er en stor, rødbroget tyrekalv inde i den sorthjelmede ko.» 
Nu kunde han altså tænke sig til, at hun havde spist af 
hugorme-fedtet for han, og at hun altså havde fået visdom- 
men i steden for ham. S. P. Jensen, Vole. 

158. En karl havde fanget en hugormekonge og fik den 
kpgt i en potte. Men en dreng slikkede fedtet. Kom ud . . . 
En trækkende med en ko, der havde været til tyr. Den be- 



8. Hugormekongen. 215 

bøvede ikke at komme der tiere, for du var den med ec 
sortbroget kalv. Nu bliver karlen gal og råber : «Hvor har 
du været henne?* — «A har ingen steder været.» — «Har 
du været i kjøkkenet?* Ja, drengen vilde ikke rigtig tilstå 
det, men måtte jo til det, og nu havde han klogskaben. 

Johanne Marie Thomasdatter, Tirstrup. 

159. En herremand vilde have fedtet af en hugorme- 
konge. Den skal koges, og det er det allerførste, der skal 
virke. I det samme kom der en lille gåsepige ud i kjøk- 
kenet, og hun var sulten og fik et stykke bart brød, som 
hun dyppede i gryden. Så blev hun synsk, og da hun kom 
ud i nødset, kunde hun se kalven i koen. Men herremanden 
blev gal. Niels Simonsen, Vejrum. 

160. Den hvide hugorm kan blive til en lindorm, når 
den bliver ved at gro, men ingen får den at se. Der var 
-et bitte krumme krat i heden ved Underliden bjærg, der 
også kaldes Pirrup krat, og der havde en karl skåret sig en 
kjæp i det krat. Så kommer han til Kjobenhavn i tjenesten, 
og der møder han en mand på gaden, som tager ved denne 
her kjæp og kommer til at se på den. Så sporger han ham 
ad, hvor han havde skåret den. Ja, han svarer, at han havde 
■skåret den på et sted, hvor han havde frihed til at skiære. 
Så siger den anden, om han ikke nok kunde vise stedet, hvor 
han havde skåret kjæppen. Det sagde han jo til, men det 
kunde jo ikke lade sig gjøre nu, da det var i Vendsyssel, 
og han var i Kjobenhavn. Ja, han skulde nok få frihed til 
at rejse, siger manden, når han kunde bestemt vise, hvad 
gren han havde skåret kjæppen på. Ja, det var han sikker 
nok på, men det var ikke sikkert, at den passede til stumpen, 
for han havde skåret et stykke af kjæppen. Det gjorde heller 
ikke noget, kunde han blot vise ham grenen og træet, vilde 
de rejse efter det De rejste også og kom til stedet, og han 
fremviste kvisten. Så blæste den fremmedemand i kvisten, 
og i det samme vældede der en masse hugorme op om dem. 
Så blev karlen forskrækket og vilde have stukket i rend, men 
den anden sagde, at han skulde ikke være bange, han skulde 
nok love ham, at de ikke skulde gjøre ham noget. Endelig 
kom den hvide hugorm op, og han tog den, og de rejste 
igjen. Peder Brogård, Jetsmark. 

161. En, der var ridende, kom forbi en dreng, der lige 
havde skåret sig en kjæp. Så siger herren til ham: «Hvor 
har du skåret den kjæp? kan du ikke vise mig det?> Jo, han 
kunde, for det var ikke svar langt derfra. Så viste han ham 
også stedet, c Ja, her boer en hugormekonge under den busk. » 



216 E. lindorme og småkryb. 

Men det var en farlig fyr at komme til, for han vilde gjøre 
ondt, og hvad han ikke vilde, så vilde hans krigsfolk, det var 
jo de andre hugorme. Dem kande de da slå fra dem og slå 
ihjel, men når de så kom til kongen, han havde en kam i 
hovedet ligesom en kok, og i den kam der lå en bitte usle 
orm, den vilde springe på dem, og hvis den kunde komme 
til at ramme dem på deres bare legem, så var der ingen 
redning for deres liv. Nu véd a ikke mere om det, men den 
rytter han kunde jo se på kjæppen, at den var groet, hvor 
der var en hugormekonge. 

Når én koger en sådan konge, så skal én spise det første, 
der kommer, det er fedtet, og så bliver man synsk. Fedtet 
er det allerførste, der kommer, siden kommer giften, og den 
må man jo ikke få. Det-gjælder altså om ikke at få fejL 
En karl fik fat i sådan en konge, og så kommer han til en 
kone og får hende til at skulle koge sig den. Så skulde 
hun endeligmål lade ham vide, så snart potten kom til at 
koge. Men hun forså sig og lod den koge for længe, så 
fedtet var kogt ud i forgiften, da hun kaldte på ham, og han 
fik da ingen nytte af det Ole Mønsted, Holbæk. 

162. I egnen tæt ved Orend boede der en mand, som 
hed Peder Sjællænder. Han træffer en dag en hjordedreng, 
som gik med en hesselkjæn i hånden, og så siger han, det 
gjor Peder Sjællænder : cHvor har du skåret den kjæp, min 
dreng ?> Så fortalte drengen, at han havde skåret den der- 
henne i en skov, som lå ikke så langt derfra. Peder bad 
nu drengen om at følge med sig og vise bestemt stedet, 
hvor kjæppen hayde groet, for Peder Sjællænder kunde se 
på den, at lige nedenunder var et hugormebo. Da de kom 
til stedet, trækker manden en bog op af lommen med røde 
bogstaver i og giver sig til at læse op af dep, og så kom 
der mylrende op af jorden så mange hugorme, så de lå der 
rundt omkring som et helt dige. Drengen blev stående, og 
ormene gjorde heller ikke ham nogen fortræd. Tilsidst kom 
der en orm med en stor, gron hale og manke, den snappede 
Peder og skar hovedet af. Og da han atter gav sig til at 
læse i bogen, så gik alle ormene ned i jorden igjen. Drengen 
fik så et par skilling, og manden gik hjem og kogte fedtet 
af den store orm, som var en hugormkonge, han vidste, at 
den første, der spiste af det fedt, blev så viis, at han kunde 
se, hvad ingen andre kunde se, han kunde se tre alen ned 
i jorden. Men medens manden var i marken, spiste hans 
datter af fedtet, som var sat ind i et skab; hun troede, det 
var gåsefedt. Manden spiste nok af fedtet bag efter, men 
det hjalp ikke noget. 



8. Hugormekongen. 217 

Fortalt af en gammel mand, der er født i Grenåegnen, men na 
boer på Linå mark. S. P. Jensen, Vole. 

163. Det er somme tider tidlig om foråret, at man kan 
se en hel mængde snoge hængende hen ad gjærderne, der 
kan endog være flere hundrede. De går da på råd, konge- 
snogen sidder for det meste på sin hale midt imellem dem, 
men det skal ikke være så meget let at få øje på den. Men 
hvem der ellers kunde komme til at slå den ihjel og spise 
fedtet, han vilde blive meget rig og viis. En dreng ved navn 
Anders, der gik omkring at bede om en bitte mad, kom 
igjennem en skov, hvor der boede en kongesnog. Han tænkte 
ikke på det, men skar sig en hesselkjæp til at støtte sig ved, 
og med den gik han videre. JEn dag kom han til en klog 
præst, som spurgte, hvor han havde taget den kjæp. Han 
sagde det. Præsten tilbød, at han måtte være der og få god 
mad og en varm seng at ligge i om natten, når han vilde 
vise ham stedet Det lovede drengen, og næste dag gik de 
derhen. Præsten sagde nu til ham, at han måtte gå hjem, 
for nu kunde han nok ene. Derpå ledte han kongeormen 
op, som han bar hjem og kogte i en storgryde. Dagen efter 
kom drengen ud i kjøkkenet, hvor gryden stod, og han var 
ikke sulten, men da der just lå en brødskorpe på bordet, tog 
han og dyppede den i fedtet, som flød ovenpå, og spiste den. 
I det samme kom præsten og drev ham på doren. c Du 
havde det godt,* sagde han, «men nu tog du det, jeg vilde 
have, derfor kan du skrappe af, nu er du også meget klogere 
end jeg.» Drengen blev så urimelig klog og rig tillige, så at 
han reiste op ved skovsiden og kjobte sig en gård, som hed 
Brødgard, og der gik megen snak om den Anders Brødgård. 

D. J. 

164. Hugormene har en konge, der er hvid; den gjor 
ingen fortræd, fortælles der, men den er ikke let at få fat 
på, da den al tid er omgiven af en mængde andre hugorme, 
som forsvarer den. Lykkes det imidlertid at fange den, skal 
man koge suppe på den, og den, som først smager på denne 
kongesuppe, kan se alt, hvad der er skjult for andres blikke. 
En bondekone havde været eå heldig at fange hugormekongen,, 
og hun skulde til at lave suppen. Da det varede for længe, 
inden hun fik gryden til at koge, måtte hun forlade den, ti 
hun skulde ud at malke. Kort efter var gryden i kog, og 
nu gik tjenestedrengen igjennem frammerset. Da han så 
gryden, fik han lyst til |at få at vide, hvad det var, c vor 
muer» kogte der, stak sin finger ned i suppen og smagte på 
sagerne. Da han kort efter kom ud i stalden, sagde han til 
konen: cNæjj sikken know rødbrogge kaZ, dæ leget i dænd 



218 E. Lindorme og småkryb. 



kow !» Nu kunde konen jo vel forstå, hvordan sagerne stod, 

og sagde: cHwa sku din verrisknæjt i mi gryyr afer!/ 

M. Møller, Sir. 

165. Én skulde ride ud til et hugormebo og se at få 
fat i en hvid hugorm, og det skulde han have sådan en dusør 
for. Det var jo et væddesmål, der var sat på det. Han fik 
også hugormen i hans kjole, og han var ridende for at ride 
fra de andre hugorme, men det kunde han ikke; de kom 
efter ham og satte halen i munden og trillede. Den gang 
de nu kom ham så nær, at han ikke kunde undgå dem, så 
måtte han smide frakken ned til dem, og de splittede kjolen 
ad. Men han tabte hans væddemål. And. Kr. Smed, Veaterbølle. 

166. Snogekongen er hvid, men dog har han nok rodt 
hoved. Drik det vand, hvori den er kogt, og du bliver al- 
vidende .... Kalven i koen o. s. v. F. D. 

167. En mand, der var ridende, kom til nogle snoge. 
Så snappede han deres konge og red, så stærkt han kunde. 
Nu satte snogene halen i munden og spillede efter ham alle 
sammen. Da de nåede ham, smed han hans kappe ned til 
dem og red videre. De rev den i ene stumper og malede 
den ud så fint som smul. Da de nu blev standsede der, 
frelste han sådan hans liv og beholdt deres konge. Den 
vilde han koge suppe på og blive klog af, for den første, der 
spiser af sådan en suppe, han véd al ting. Men pigen vilde 
smage suppen tilpas .... Kristen Ebbesen, Egtved. 

168. A har set en hugormekonge her' nede i vor egen 
hede, da a var hjorde, lige så gjorlig som a kan se Dem. 
Den lå på en bar plet, og den var så evindelig lang, a skal 
indestå for, den var tre alen lang i halvt mål, for den lå jo 
dobbelt, så den må jo altså have været seks alen i det hele, 
og så var den så tyk som en almindelig vognstang. Den var 
blakket grå af udseende. Ikke for så mange år siden var 
der én ovre i Kragelund skov, og den var der mange, der så. 
Kunde én komme til at hugge hovedet af den og så koge 
det hoved og spise et stykke brød, der var dyppet i det 
fedt, som flød ua af det, kunde én se alle tilkommende ting. 
A skulde nu rigtig nok ikke spise brød, der var dyppet i 
fedt af den slags dyrer. En tigger oppe fra Vandet, sådan 
en diskursprygl, fortalte, at han havde haft fat i én, men 
hans lille pige fik fedtet. Så sagde hun: «Fåer, a kan se, 
hvad kalv der er i vor ko.» Søren Jørgensen, Engesvang. 

169. En mand rejste landet rundt for at finde en hug- 
ormkonge og fandt endelig sådan en i Vindblces. Han gik 



8. Hugormekongen. 219 

da med den til det nærmeste hus for at få den tillavet, da 
han jo vilde spise den. Konen var ene hjemme og vægrede 
sig i begyndelsen ved at have noget med det at bestille, men 
han fik hende da omsider overtalt dertil. Der skulde nu 
laves suppe på hugormen, og manden sad imens og snakkede 
med konen. Da kom i det samme hendes datter hjem fra 
skole og løb ud i kjøkkenet, tog suppen af ilden i den tro, 
at det var hendes middagsmad, og gav sig til at spise. Det 
var nemlig skikken, at hendes mad stod over ilden for at være 
varm, til hun kom. Så kommer moderen ud i kjøkkenet til 
hende og ser, hvad der gik for sig, og den for så lykkelige mand 
blev nu helt ulykkelig. Det skete stod jo ikke til at ændre, 
han havde tænkt at skulle blive en stor heksemester og 
kunne se skjulte ting, men nu fik den lille pige videnskaben, 
og det er hende, der blev til den kloge kone i Vindblæs, 
som er bekjendt næsten over hele landet. J. Jensen. Befsh. 

170. For ikke mange år tilbage levede en mand i Vend- 
syssel, som gik under navn af Hæs præst. Der fortælles om 
ham, at han var synsk, han kunde se inden i et menneske, 
hvad der befandt sig, så snart han fik det at se, samt kunde 
sige, hvad der skulde ske i fremtiden. Han skal selv have for- 
talt, at han fik sin visdom på følgende måde. Mens han var 
en lille dreng, hændte det sig en dag, at han noget sulten 
kom hjem fra marken, og da han ingen mennesker fandt i 
huset, gik han selv ind i spisekammeret for at lave sier en 
meldmad. Han fik derved oje på en krukke, som stod på 
en af hylderne, hvori der var noget dejlig, velsmagende fedt, 
som han spiste til et stykke brød. Men da hans moder kom 
hjem og straks savnede fedtet i krukken, spurgte hun ham, 
om han havde spist det, hvortil han svarede ja. cDet måtte 
du ikke have gjort, » og nu fortalte hun ham, at fedtet var 
af en stor, hvia hugorm, der var hugormenes konge. Moderen 
måtte altså finde sig i, at sdnnen kom i besiddelse af den 
egenskab, hun havde tiltænkt sig selv. (Se afdl. L, bjærgfolk nr. 597.) 

I gamle dage, da der var langt flere hugorme end nu om 
stunder, skal hyrderne, der vogtede kvæget ude på mosen, 
tit have seet et hugormebo. Hugormene sad da i utallig 
mængde i en mosetue og stak hovederne i vejret, og midterst 
i flokken var der én, meget storre end de andre, med hvidt 
hoved, og det var hugormenes konge. Lovise Hansen. 

171. En søndag kjørte en præst til sin annekskirke for 
at prædike. Som han kom ind i en skov, som han skulde 
igjennem for at komme til kirken, så han en flok snoge 
vrimle på vejen foran hestene, c Holdt!* råbte han da til 



220 E. Lindorme og småkryb. 

sin kusk Per, csprine af vognen, og tag mig den store snog 
med det hvide hoved, som du ser der midt i flokken,* Per 
sprang af og vilde tage snogen, men den rejste sig på halen 
og lod, som den vilde bide ham ; så turde Per ikke tage den. 
Præsten langede da Per et hvidt lommetdrklæde og sagde : 
<Læg dette indeni din hånd og tag så snogen med det, så 
gjor den dig ikke noget Per tog torklædet og lagde det i 
hånden, og så tog han snogen, som var bleven ganske tam, 
og gav præsten den. Han viklede lommetørklædet om den 
og stak den i kjoleiommen. Så kjørte de til kirke og for- 
rettede tjenesten, og kjørte hjem igjen. Da de var komne 
hjem, red Per i marken med hestene, og præsten gik ind i 
sit studerekammer, hvor han skar snogen i stykker, og tog så 
navlestykket og gik ud i kjøkkenet med, og sagde tal sin 
husholderske, at hun skulde koge dette stykke kjod godt, og 
når det var kogt, måtte hun gjærne smide kjødet ud, men 
snppen vilde han have, hun måtte derfor på ingen måde lade 
nogen andre få noget af den. Dette lovede pigen, og præsten 
gik da ind i sit kammer igjen. Da kjødet var kogt, kastede 
pigen det ud og hældte suppen op på en tallerken. Per kom 
imidlertid hjem fra marken, var meget tørstig, og gik ind i 
kjøkkenet for at få sig noget at drikke. Da han så suppen 
stå på bordet, gav han sig straks i færd med den. Dette så 
pigen, som stod ved ildstedet, og hun snappede en ildskovl 
og slog ham for panden med, så han satte tallerkenen fra 
sig uden at have fået ret meget af dens indhold. Præsten 
hørte spektaklet og kom løbende ud. Her så han til sin for- 
skrækkelse, at Per havde smagt på hans visdomsdrik, og 
skjændte så dygtigt på husholdersken, fordi hun havde været 
så uforsigtig at lade suppen stå. Men hvad der var sket, 
stod ikke til at ændre. Han tog da suppen med ind og satte 
den til livs, men sagnet mælder ikke noget øm, at han blev 
klogere deraf. Derimod blev Per meget viis af det lidet, 
han havde fået, han kunde forudsige skjulte ting og tale så 
kløgtig, at vismændene knap kunde forstå ham. Dette blev 
de misundelige over, og for at han ikke skulde beskjæmme 
dem med sin visdom, tog de ham og skar enden af hans tunge, 
så kunde han ikke så godt gjøre sig forståelig. Men trods 
denne mishandling gik han dog i mange år omkring blandt 
bønderne og forudsagde dem inange skjulte ting ved hjælp 
af enkelte ord, som han kunde fremstamme, og ved hånd- 
bevægelser og ved af, hvad materiale der fandtes, løselig at 
tildanne figurer, som kunde anskueliggjøre, hvad han ikke 
kunde sige med ord. Han færdedes mest i byerne et par 
mil nord for Slagelse. Jens Pedersen, Fiskerhuset, Tis sø. 



• * 



9. Stålorme, firben og tusser. 221 

9. Stålorme, firben og tusser. 

172. Stålormen er meget mere giftig end hugormen. 
Vendsyssel. (Sm). E. nr. 143.) A. E. Jakobsen. 

173. Stålormen vil slå morgen, hojmiddag og aften, lige 
når sol går ned, og lige sådan netop idet den kommer. An- 
dre tider kan de ikke slå. Såret er uhelbredeligt. Påbøl. 

174. Firben kan blæse ondt på folk. H. P. Nielsen, Sejling. 

175. Firbenene lægger æg på størrelse som svaleæg, og 
de er kridhvide, men de hænger ikke sammen i rangel som 
snogeæg. A traf en gang nogle og kvassede dem, og da var 
en levende firbenunge i hver. Lars Nielsen. 

176. Der var en pige, der var i engen og havde lagt 
sig ved en høstak at sove. Nu har hun jo ikke holdt sin 
mund samlet, for der kom et firben og løb ind i den og ned 
igjennem halsen på hende. Hun mærkede godt, da den var 
i munden, jog tænderne sammen, og bed også halen af den, 
men den gik alligevel ned i maven af hende. Nu var hun 
jo svært ilde holden med det, og endelig fik hun da også 
råd for det og skulde brække det af sig. Men firbenet havde 
lagt unger i maven, og da hun begyndte først at brække sig 
for alvor, så kom der et efter et andet Da der var kom- 
men seks, så mente de andre, der var til stede, at nu var 
der nok ikke flere ; men pigen sagde jo, der var et endnu, 
det kunde hun fornemme; og det var der også, for nu kom 
den stumphalede, moderen til alle de andre. Se, man skulde 
ellers Være forsigtig med at lægge sig til at sove sådan i 
engen eller i heden. Karen Marie Rasmussen. 

177. Det almindelige firben kaldes her en snære og be- 
tragtes med stor afsky. Man siger, at den vil krybe ned 
igjennem munden på sovende mennesker. De siges at høre 
til de dyr, som Fanden fik lov til at skabe, hvorfor man gjor 
Vorherre en stor tjeneste ved at ombringe dem og får til 
belønning syv synder afkvittede. Deres slægtning, den store 
skruptusse, er ligeledes meget afskyet og siges at suge blodet 
af ryggen på heste og køer, når disse på marken ligger i 
tøjrslaget. Nordsjælland. V. Lund. 

178. Eddertusser kaldes de gamle, grå tusser, og de kan 
helbrede for edder. Man flækker en levende tusse og vikler 
eller sætter den om den dårlige finger. Folk er virkelig 
bleven kurerede af det, og det har været meget brugt. 

H. P. Nielsen, Sejling. 



222 E. Lindorme og småkryb. 

10. Æver m m. 

179. Når man vrænger ad gjøgen, i det den kukker, så 
bider den sig i tungen, så den bløder. Hvis der nu falder 
en dråbe blod på en tynd kvist, så danner der sig uden om 
kvisten en fynd ring eller perle, som kaldes en cGjøgetår*. 
Jeg bar forøvrigt selv som dreng fundet og set adskillige 
Gjøgetåre, og jeg har endnu én af dem. Det er en tynd, flad 
spiralring, der ligesom er sammensat af utallige småbitte, fine 
perler, et sandt lille kunstværk af naturen; men på hvad 
måde det i virkeligheden dannes, er mig ubekjendt 

Skjondt lindormene, hvoraf der for har været en svær 
mængde, rimeligvis nu er helt uddøde på Bornholm, findes 
der dog endnu en hel del meget farlige dyr, som snager (snoge) 
og orm (hugorme), ormeslåer og tåssebed. En snage er natur- 
ligvis ligeså giftig som en orm, om ikke værre, og begge to 
kan, når de bliver rigtig ondskabsfulde, bide sig om halen 
og trille som et hjul efter den, de vil til livs, og ban er da 
redningsløst fortabt, hvis han ikke husker på at løbe i sik- 
sak, men gjor han blot det, så er han frelst, da de kun kan 
løbe lige frem på den måde. 

En ormslå (stålorm) er kun et usselt lille kræ; den er 
ikke mer end halv så stor som en snog, og så er den ikke 
en gang forgiftig ; men tingesten er så stærk, at den navnlig i 
middagsstunden magelig kan slå benet over på et voksent 
menneske. Et tåssebed er en endnu uslere maddik, ikke stort 
tykkere end ét hår; men det er netop ved sin ringe tykkelse, 
at den bliver så farlig, ti denne egenskab sætter den i stand 
til i en fart at smutte ind i godtfolks fingre, hvad den siges 
at have stor lyst til, og kommer den først ind, så er den 
næsten ikke til at dnve ud igjen, uden man mærker det 
straks ; så kan man stundom liste den ud ved at gnide stedet, 
hvor den er krøben ind, med en pisseblå hosesok (o : én, der 
er farvet i urin). Bornholm. 

180. På Sjælland er der et insekt, som kaldes Flåt. 
Det lever i skovene, og man kan få det på sig, når man 
ryster ved træerne. Det er vist nok et dyr af mideslægten, 
og det borer sig ind i kjødet på de nøgne steder, så som 
hals og hænder, og volder en slem svie og smærte. Chr. Weis. 

181. Jower har hoved og ojne i begge ender. 

Lars Nielsen, Vinkel. 

182. Jowwer er nogle bitte spøgelser, der har hoved i 
begge ender. Ja, det har de nu ikke, men enderne ligner 
hinanden meget. De kan hvæse lidt af arrigskab, og så kan 



10. Æver m. m. 223 



de blæse edder fra dem ni kokketrin. Den edder, der kom- 
mer blæsende, er den værste. Der var en gang én ovre i 
Dunkjær i Vammen sogn. A så den i noget græs, der var 
slået De gjorde kort proces med den, hug den over med 
en høle, og tog og puttede den i et lille bul. 

Ane Marie Kristensdatter, Ørum. 

183. Jowwen skal kunne blæse ni fjed ind i en kirke- 
mur, men kan ikke blæse gjennem en hosemaske. Den skal 
ligne en dele. Kommer den til at blæse på et menneske, 
kan det ikke leve. Jens Ravnkilde, Haverslev. 

184. En Joww er det mest giftige dyr, der er til. Dens 
bid kan ingen kurere. I en mose på Lovel mark er der af 
dem. Det er nogne bitte brune nogne omtrent som firben. 
Folk var så rædde for den mose, og et hoved, der blev bidt 
af én, styrtede for resten med det samme. Den blev lige så 
sort, og de måtte uden videre kaste kjødet ned. 

Dorte Skomagers, Ørum. 

185. Jflwwen kan ikke blæse gjennem en uldhose, men 
kan blæse gjennem en kirkemur. Der var nogle, der en gang 
viste mig en joww, det var kun en bitte orm. Når de kunde 
komme til bart, så spyttede de sådan gift, at der var ingen 
redning. E. T. K. 

186. Hvor æven bider, det kan ikke læges. Forhen 
gik én hellere imod en hugorm end imod en æve. For et 
ævebid det svinder et menneske efter, men et hugormebid 
det kan gjøre det af straks. Den kan bide i en hølé, sådan 
at én kan høre, te den bider. Peder Johansen, Mos sø. 

187. Det var i mange år der henne i Vesterbølle, de 
kom ikke i deres eng fra klokken 11 til 2 om middagen 
for jowen. Det er kun én dag om året den kan gjøre for- 
træd, men hvad dag det var, vidste de ikke. Det var vist 
i avgust. I den* tid kunde den blæse på dem, og det var: 
ulægeligt. Jens Kr. Kristensen, Risgårde. 

188. Æven findes i kjær og damme. Den ligner en 
hvid snegl, men har hoved i begge ender. Dens bid er al 
tid dødeligt. Th. J. 

189. Æverne de går i vand. A kjehdte en mand i 
Hqjbjærg, som de sagde var bleven ævebiat. Hans ben sad 
sådan op bagud, og han gik ved to krykker. 

Kirstine Madsdatter, Havredal. 

190. Peder Tambur fra Bystrup blev jowwblæst ovre i 
Ojedsted kjær, da han gik og paste novderne. Han blev en 



224 & Lindorme og småkryb. 

stakkel af det og gik på to krykker alle hans dage. Men 
han kunde lige godt give lange spring. Vi tog cugl for stav> 
fra kirkegården og her hen, og nan satte krykkerne forved sig 
og slyngede sig gjennem dem og kunde sætte så langt hen, 
at det var forskrækkeligt Jo, han kunde nok bruge kryk- 
kerne, da han fik det lært. Ullits. 

191. Gjennem en gårds mark i Ørritslev by, Nordfyen, 
går der en grøft, hvor der for flere år tilbage var så mange 
æver, så det var forskrækkeligt. Når køer og heste blev 
tojret ved den om natten, blev de æveblæst, især hestene ; 
det kunde sees på, at de om morgenen var så ophovnede i 
hovederne. Ejerne brugte da at gnide dem med honning, og 
det hjalp al tid. A. E. Jakobsen. 

192. Det at blive jftweblæst kan ikke lade sig læge. 
Der skulde være jower i det kjær, vi havde ved Lund- 
gård. Vore folk fortalte, at det var så grusseligt at blive 
joweblæst, og vi knægte skulde passe noje på. Når vi var 
i det kjær, skulde vi blive både i hoser og træsko, og det 
var for de dyrs skyld, ellers trak vi jo af det A har set 
dem. Det var nogne bitte stakket, tykke nogne, og de var 
grå af kulør, ja, de var så mænd ikke så villele at se til. 

De kunde blæse gjennem en kirkemur, men ikke gjen- 
nem en uldhose. Kristen Jensen, Fovlum. 

193. Der er et dyr i Vendsyssel, orner kaldes det; det 
er meget frygtet og regnes for det mest giftige dyr, vi har 
her til lands. Jeg har aldrig set det og kan ikke sige, hvad 
dets rette navn er, ieg véd kun, at det hører til krybdyrene. 
Det slår ikke som hugormen, men blæser på folk, når de 
rører ved det, og at blive omerblæst er langt mere farligt 
end at blive hugormeslået; det er fa, der slipper fra det med 
livet Børglum herreds vestlige sogne. A. E. Jakobsen. 

194. Gindinger er sådan nogle gruelig giftige fluer. 
Ni hvevser og så en ginding kan stikke en hest ihjel. De 
er godt en halvanden tomme lange. Mollerup. 

195. Man siger: En halv snes gindinger kan stikke en 
hest ihjel. Niels Simonsen, Vejrum. 

196. Ni gindinger kan stikke en hest ihjel. Ørum. 

197. For nogle år siden var der en gindingbo i et have- 
dige her i byen, og den ødelagde de ved at hælde en gryde 
koghedt vand ned over dem. Ni hvevser og en ginding (o : 
gedehams) kan stikke en hest ihjel. Lars Nielsen, Vinkel. 



_l 10. Æver m. m. 225 

^ 198. Guldbruden er en væsel, som er meget hyppig i 

a ? VigsnæSy hvor den antages for at være giftig. En gang, for- 
^ tæller de, var der en kone, der havde ladet sin ovn stå åben 
w om natten, og da huu næste dag skulde bage i den, foer der 
7*" en stor guldbrud ud af ovnen og op på konen, spyede for- 
gift på hende og bed hende, så hun døde tre dage efter. 

F. L. Grundtvig. 

199. Væsseler har de sagt var giftige. De kunde væs- 
selbiæse kreaturerne. De blæste ind i halsen på dem, og så 
blev de helt øde, og de gamle var da så rædde for, at deres 
kreaturer skulde blive væsselblæste. Væsselerne gik mest ned 
i kanten af torvegrave og havde huller der. Men nu er det 
forbi, for alt vildt går fald på nu om dage. Haslum. 

200. Den lille væsel — Bruden — skal ved at blæse 
kunne bevirke, at mennesker svulmer op. Dette var i egnen 
om Præstø en almindelig tro i min barndom. Ohr. Weiss. 



en. 

ler 
le 

> * 



i 



r 201. Væselen strider med slangen (Plin. 20, 23) og æder 

rude, for at den ej af giften skal skades .... tager heller 
en mus eller frø i en kostald, hvor ej plantes rude for den, 
til med skrives det om den, at forgift kan ej skade den mer, 
end den skader storken . . . undfanger med øret og føder af 
munden. Fabel 1 Petr. Septr. : De vulgi. 

• 

202. Når man lader en bjornespinderlarve (uldworm) gå 
over sin hånd, skal den aldrig blive storre, end den er. M. M. 

203. Løber en angermus (spidsmus) over lænden af en 
ko eller hest, bliver den slinger. A. E. Jakobsen. 

204. Når man kan slå en angermus ihjel med tre slag 
af sin baghånd, så kan én kurere et kreatur, som en sådan 
angermus er løben over. E. T. K. 

205. I Salling har hyrdedrengene det råd, så snart en 
angermus har bidt ens hånd eller er løbet over den, straks 
at slå musen ihjel med bagen af den befængte hånd og der- 

• næst stryge denne hen ad et kreaturs ryg. P. K. Madsen. 

206. Ørentvisten er så skarns til at søge efter folks 
| øren. Den kravler så ind i hovedet, hvor den bygger sit 
, bo og yngler helt forskrækkeligt. Så bliver mennesket tå- 
beligt. A. E. Jakobsen. 

207. Man skal vare sig for at drikke af åbne vand- 
I pytte. Sådanne steder opholder et dyr sig, som ligner en kok, 

og får man den i livet, udvikler den sig og bliver stor og 
.stærk, får mæle og kan gale som en virkelig kok. En pige 

E. T. Kristensen: Danske sagn i folkemunde. II. 15 



226 E. Lindorme og småkryb. 

fik et sådant dyr i sig, og det kunde give sig til at gale i 

hende, når han mindst tænkte på det Som barn fik jeg en 

gang hæftig ondt i maven, og ae, der var hos mig, antog da, 

at jeg havde drukket af åbenstående vand i marken. 

A. £. Jakobsen. 

208. Gjedder kan blive gruelig gamle; et sikkert tegn 
på deres alder over hundrede år er, når der gror mos i deres 
pande. En sådan gammel gjedde skal en gang være fanget 
i Ry d. Tise sogn, Vendsyssel. A. £. Jakobsen, Ørritslev. 

209. I Stege nor lever en stor gjedde, som ingen tor 
fange. De véd, at så snart de hugger efter den, går de ud 
af båden, og derfor tor aldrig nogen prøve det mere. Alle 
folk kjender den. 

Et sted kan man helt tydelig se, at der nede på bunden 
afvandet liggeret nøgent kvindemenneske. J. Jensen, Gjed ved. 



11. Basilisken. 

210. Når hanen bliver syv år gammel, lægger den et 
$g. Bliver dette ruget ud, kommer der af det en djævel, 
der vil tage honsene.- Dette haneæg er ikke til at skjelne 
fra almindelige honseæg. N. Kr. Pedersen, Grynderup. 

211. Basilisken er en fugl, som har et hul i den hojre 
vinge, og når et menneske ser ind i det hul, døer det. Den 
kan også dræbe folk ved at se på dem. Når en hane blev 
ni år gammel, så lagde den et æg, og deraf blev en basilisk. 

K. N. Stegger, Lystrup. 

212. Basilisk. Andet hundret hist 54. Man lader næp- 
pelig en hushane leve ni år. Hdns udlægger æg og ej haner,, 
men om hanen det skulde gjøre, var han bekvemmere dertil 
i sin ungdom end alderdom. Petr. Septr. : De vulgi. 

213. I mjødtønderne kan der avles nogle store dyr,, 
der ordentlig kan slå mod siderne, så det kan skvalpe inden, 
i tønderne. Kirsten Marie Pedersdatter, Hornslet. 

214. Når de har en stor mjødtønde, og de lader mjøden 
blive for gammel og tapper den ikke omkring, så bliver der 
en basilisk, og han slår tønden i stykker, og så dør de men- 
nesker, han ser på. Kristen Nielsen, Mosehuse. 

215. I Skjoldborg i Ty havde de lavet gammel-8l. Men 
da de skulde til at tappe af tønden, var der ikke ol, men 
noget, der brumlede. Så kjørte de tønden ned i nogle bak- 



11. Basilisken. 227 



ker et stykke fra fjordbakkerne og grov den ned der. Det 
dyr, der var avlet i den tønde, skal vokse der og bryde ud 
og være så ualmindelig stort, når det kommer ud af fjord- 
bakkerne, at det vil ødelægge det halve af Ty. Dissing, Erslev. 

216. Når en basilisk bar sprængt en mjødtønde og rum- 
sterer nede i kjælderen, skal man gå baglænds til den og 
slå den ihjel der nede, for hvis man kommer til at se den i 
ojnene, bliver man bunden fast og kan ikke gå af stedet, ej 
heller røre hånd og fod. e. T. K. 

217. Min bedstemoder fortalte, at når én kan få en 
basilisk til at spejle sig ned i en k jelde, så <den ser sig selv, så 
døer den. Eokæg er ikke storre end dueæg. Lars Nielsen, Vinkel. 



F. 

Varulve 02: marer 



1. Varulve. 

1. Når en kvinde første gang er frugtsommelig og 
går i angst for fodselssmærterne, kan hun slippe for dem, 
når hun selv vil. Hun skal da for dag gå hen, hvor der 
ligger en horserad (hestebenrad) eller en horseham (ham- 
men, som omslutter føllet for fødslen) og stille den op. Når 
hun så kryber nøgen der igjennem tre gange i Djævelens navn, 
får hun aldrig nogen sinde fødselsveer at mærke; men der 
knytter sig til hendes førstefødte den forbandelse, at barnet 
bliver halvvejs dyr; er det en dreng, bliver han en varulv, 
men er det en T>ige, bliver hun en mare. Sådanne små stakler 
ser ud som anare born på det nær, at djenbrynene går helt 
sammen over næsen. Men de er tillige født med en lådden 
cdot» (lidt ophojet plet) mellem skuldrene ; den søger moderen 
meget omhyggelig at skjule, medens barnet er lille, men når 
det bliver stBrre, meddeler hun det, hvad dotten har at be- 
tyde, og så skal barnet nok både da og siden vogte sig for 
at blotte sig i andres nærværelse. Når barnet bliver fuldvoksent, 
kommer dets forbandelse, dyrenaturen frem ; så snart mørket er 

16* 



228 F. Varulve og marer. 

faldet på, fjærner den ulykkelige sig fin andre mennesker, hvorpå 
dutten mellem skuldrene udvider sig, så hele legemet bliver 
låddent og med det samme får dyreskikkelse. Så står der 
en varulv eller mare, eftersom det er en mand eller kvinde, 
der er forvandlet. ( Varulven farer ud for at se, om han kan 
træffe en kvinde, der er frugtsommelig ; kan han det og kan 
komme af sted med at rive fosteret levende ud af moderens 
liv og dræbe det, så er hans forbandelse hævet med det 
samme, så han for fremtiden er som andre mennesker. Når 
en varulv farer ud, humper den af sted på tre ben, medens 
det fjerde stikker bag ud som en hale. Hunde er al tid 
slemme ved en sådan stakkel og farer hylende og. halsende 
efter den, og da den kun kan humpe på tre ben, har hund- 
ene let ved at indhente den; den må da søge tilflugt mel- 
lem tætte* buske og tjorne, hvor hundene ikke vover sig ind 
efter den. Man kan al tid se på et varulvmenneske, når 
hundene har været efter ham, ti så er han så fælt forreven 
i ansigtet. Et varulvmenneske kan også blive forløst fra sin 
ulyksalige tilstand, når én, medens han er i sin naturlige 
skikkelse, kommer til at sige til ham, at han er en varulv. 
En mares skikkelse véd man ikke så meget om, kun at 
den er som et lille låddent dyr. Maren søger mest at komme 
ind, hvor mænd sover, dog kan den også godt få i sinde at 
«ride» kvinder. Den kan kun komme igjennem nøglehullet 
eller et hul, som er boret i ddren, loftet, vinduet eller andet 
træværk, derfor må man være så forsigtig at tilstoppe alle 
slige huller, hvis man vil undgå mareridt. Man Kan også 
værge sig ved at stille sine træsko foran sengen med hælene 
ind mod den, ti maren kan ikke komme op, uden at den kan 
træde ret i dem først. Ridningen består i en meget smærte- 
fuld trykken for brystet og helt op i halsen, det er ligefrem, 
som om man skal kvæles. Denne fornemmelse fremkommer 
ved, at maren lægger sig oven på sengedynen lige over ens 
hjærtekule, og skjont maren kun er lille, har den en umåde- 
lig vægt, når den sådan lægger sig på én. Den, som frygter 
mareridt, skal anbringe et rundt håndsold således, at han kan 
lade det falde over maren og fange den, men. han skal an- 
bringe snoren, eller hvad han nu Bruger, således, at han, så 
såre maren er ved at lægge sig, kan lade soldet falde blot 
ved at gjøre en lille bevægelse, ti har den først lagt sig, så 
er det umuligt for ham at røre så meget som en finger ; det 
eneste, man under ridningen kan bevæge, er ojnene. Lige 
med et, får man véd af det, er maren borte, man mærker 
ikke, den kommer Jnå, og heller ikke, at den forlader éns 
sovekammer. Kan man på den nævnte måde slippe til at 



1. Varulve. 229 



fange en mare, er den frelst fra forbandelsen, ti den har 
ikke magt til at kaste soldet til side, for den far talt alle 
hullerne i soldets bund; men det kan den ikke komme af 
sted med. Når så dagskjæret falder ind på den, er den , for- 
vandlet til menneske med det samme, og den bliver aldrig 
mare mere. 

Der er sikkert ikke få frugtsommelige kvinder, der tror på var- 
ulves tilværelse, og af den grund ikke tør vove sig uden for en dør, 
når mørket falder på. Midtsjælland. Henrik Pedersen, Maribo. 

2. En varulv lignede en almindelig ulv på det nær, at 
den kun havde tre ben. Den var et forgjort mandfolk, der 
om dagen var som andre, men i enkelte nætter blev til en 
varulv og færdedes vidt omkring. Et menneske kunde fri- 
gjøresfor denne ulykkelige tilstand ved at fortære et. uskyldigt 
(o: ufødt) barns hjærte. Frugtsommelige kvinder gik derfor 

„ gruelig nødig ene om aftenen, og uår de blot havde en lille 

dreng med dem, havde varulven ingen magt. Ligedan blev 

varufvemennesket forløst, når der blev sagt til det, idet det 

angreb en frugtsommelig kvinde : «Du er jo en varulv !> 

Kr. Larsen, Finderup*. 

3. En varulv bar en stor lådden plet på brystet. Den 
ligner en stor glubende hund med et fladt hoved og store, 
gronne, tindrende og rullende ojne. Hårene er lange og strit- 
tende. Den humper af sted på tre ben, det fjerde stikker 
den bag ud i steden for hale, da denne mangler. De søger 
især frugtsommelige kvinder, som de sønderriver for at få 
et stykke af det ufødte barns hjærte, da fortryllelsen så hæ- 
ves. Mange påstår dog, at dette kun sker, når barnet er et 
drengebarn. Når man siger til den: «Du er jo en varulv!* 
må det siges i en oprigtig og ærlig mening, for siger man 
det i en ond og trodsig tone, hæves fortryllelsen vel, men 
man får til svar: «Nu er jeg forløst, men nu kan du være 
det lige så længe, som jeg har været det», og fortryllelsen 
går da over på én selv. Når han mærker, at forvandlingen 
vil foregå, søger han bort og lægger sine klæder på en kors- 
vej, hvor han atter kan opsøge dem. Er de imidlertid bort- 
tagne, bliver han ikke menneske, for han igjen finder dem. 
Fortryllelsen hidrører fra, at en moder for at lette sin fore- 
stående nedkomst, opsøger en hoppe, der er ved at fole, tager 
skarnet -(følhinden) og udspiler det mellem fire staver og 
kryber tre gange under det. Barnet bliver en varulv, hvis 
det er en dreng, og en mare, hvis det er en pige. M. K. G. 

4. Når piger kryber nøgne igjennem en følleham, skal 
de kunne føde bom lige så let, som når et øg foler 



230 F. Varulve og marer. 

Varulven går omkring i skikkelse af et vildt dyr eller en 
stor hund og graver sig ind under syldstenene. A. N. 

5. Varulvene hjumper som trebenede får og er gramme 
især efter frugtsommelige koner. Pebersvendene bliver til 
varulve, og peWmøerne til marer. 

Et sted var der oppe under loftet et underlig fedtet hul; 
man kunde få et helt lag fedt på finerene, når man tog derop 
i, men de turde ikke lukke det, for det var maren, der havde 
sin gang der. Jttrg. Hansen. 

6. Varulvene er slemme til at forfølge frugtsommelige 
kvinder. En gang kom en sådan ind i stuen til en kone, 
men heldigvis havde hun et drengebarn hjemme. Hun bad 
da barnet gribe en stor træsløv (træske), og med denne drive 
den slemme gjæst på doren, ti et drengebarn kan let få magt 
over den. Kr. E. 

7. Varulven rev får og kalve ihjel og pinte køer, så 
blodet kunde løbe ud af yveret på dem. Der blev en gang 
et lam henne hver dag for byens hyrde et sted, og folkene 
mente, at det var en ulv eller ræv, der gjorde det. Men 
konen troede ikke manden ret og hængte sit gamle røde ryes 
skjort over et lam. Hun passede nu selv på, at de alle 
kom vel ind, men et blev dog oorte, og da manden kom ind til 
nadveren, så hun grangivelig, træ vierne af hendes røde skjort 
sidde fast imellem hans tænder. Man har endnu det ordsprog 
om en person, hvis ojenbryn er sammenvoksede over næsen : 
«Af ham kunde der blive en varulv. » a. L. 

8. Er øjenhårene groet sammen over næsen på en mand, 
er det en varulv. Lars Frederiksen. 

9. Når man ser et menneske, på hvem ojenbrynene er 
voksede sammen over næsen, skal man tage sig i agt for at 
få noget, med ham eller hende at bestille, ti dette er et tegn 
på, at vedkommende kan hekse. H. Pedersen. 

10. En horseham er den hinde, som føllet er omgivet 
af ved fodselen. Man havde den tro over alt på Sjælland og har 
ikke helt mistet den endnu, at når en kvinde i sit første 
svangerskab krøb igjennem sådan en ham i Fandens navn, 
vilde hun undgå fodselssmærter, og det er aldeles vist, at 
det har været prøvet. Hvis det første barn var en dreng, 
blev han en varulv, var det en pige, blev hun en mare. 
Ved Pedersaård ved Kalvehave gik en mand tredje pintsedags 
morgen tidlig ud på et dige mellem en skov og en af hov- 
markerne, hvor kvæget var på græs. Han kunde se, at pi- 



1. Varulve. 231 



gerne måtte være på marken, ti malkespandene stod der, men 
pigerne så han ikke. Malkehoppen havde folet og stod og 
slikkede føllet. Nu fik han dog oje på pigerne noget borte 
fra malkepladsen; de var ganske nøgne og i færd med at 
krybe igennem horsehammen, én for én. Hvad hån havde 
at gjøre: han fik skåret en lang, smækker hesselkjæp, fik 
slået en af de andre heste løs, kom på ryggen af den og 
hen til pigerne, som han jog foran sig, nøgne som de var, 
hjem på gården. De måtte så rejse. Det er sket i dette 
århundrede. Ohr. Weiss, Tingerup. m 

11. Inden jorderne blev udskiftede, holdt bønderne i 
Løve så vel som andre steder en rogter, der skulde vogte 
alle deres bæster langt ude på marken. Han havde fået nys 
om, at der en vis nat vilde komme nogle piger, som havde 
i sinde at -krybe gjennem en følleham. Han havde da til- 
lige med nogle andre mandfolk lagt sig i baghold for at passe 
dem op. Ud på natten kom pigerne, klædte sig af og vilde 
just til at udføre deres forehavende, da mandfolkene sprang 
frem af deres skjul. Pigerne vilde flygte, men mændene satte 
sig til hest og drev dem med svøber foran sig til Løve, hvor 
de til straf blev slæbte over gadekjæret 

Denne straf overgik ofte sladder ki ællinger, de sattes på et halm- 
knippe og droges så i et reb over gadekjæret. (8. G.) A. N. 

12. Når en kone går nøgen igjennem en følleham, da 

vil hun føde horn uden smærte, men det første barn bliver 

da enten en mare eller en varulv. Fire piger fra Greve vilde 

benytte dette middel, og de tog en sådan ham og gik med 

den ud ved stranden, men da de var afklædte, kom nogle 

af byens karle bag på dem og jog dem nøgne tilbage til byen. 

Kristoffer Jensen. 

13. Tre piger fra Forlev havde hørt, at når de krøb 
nøgne igjennem en horseham tre gange, så kunde de aldrig 
få (rigtige) born, for de skulde blive til varulve, og det- fik de lyst 
til at prøve og gik derfor ud på mærsket med en horseham. 
Men en dreng, der havde hørt deres snak, fortalte deres fore- 
havende til et. par mænd, som straks gik ud og fulgte pigerne 
hjem med piske, så de .fik ikke at vide, om det var kjæl- 
lingesnak eller ikke. Chr. R. 

14. Min fader har fortalt, at der en gang var to kjæl- 
linger, der trak af derø) klæder og krøb gjennem en heste- 
hud, de havde hængt op på en pind. De var frugtsomme- 
lige, og de var nøgne, og så blev deres fostre til varulve. 
Men de var jo mennesker det meste af tiden. Når de var 
ulve, så det første, de ramte på, det splittede de æd, ihvad 



232 F« Varulve og marer. 

det så var« En karl her hjemme kjørte i heden at skulle 
hente lyng med en pige. og de var kjærester* Da de kom* 
mer til en dal eller et lavt sted der ude i heden, sætter 
karlen sig af og siger til pigen: cDersom der kommer en 
ulv til dig, så må du endelig ikke jage forken i den.» — 
c Hvad skal a så gjøre ved den?> Ja. hnn kunde hægte 
hendes forklæde af og slå den i det Straks han var hen« 
gået, kommer der også en ulv til hende, . og den vilde havft 
sprunget på hende. Men hun greb forklædet og slog efter 
den. Den snappede det og splittede i ene små stumper,, 
og så rendte den sin vej. Lidt efter kom karlen igjen. cUer 
har været en ulv her og villet splitte mig æd, og du biede 
så længe.* Han lo noget æd det. Hendes forklæde var blåt 
med nogle hvide striber i. Den gang karlen nu gav ag til 
at le, kunde hun se trådene imellem hans tænd. cDet var jo 
dig,» siger hun, efor a kan se trævlerne imellem dine tænd.* 
Så blev han aldrig til varulv mere, for nu var han røbet 

Jens Kristensen, Ersted. 

15. Der var forhen tale om, at nærenstid en karl gik 
hen og tog den ham, som føllet ligger i, når en hoppe foler, 
og så går igjennem den, så kunde han blive skabt i en ulv. 
Der var en karl, som havde gjort det, og så var både han 
og manden i engen at slå. Da kom det på ham, at han 
blev til en ulv, og han gik hen og rev føllet ihjel og for- 
tærede en stor del af det Lidt efter kom han og blev til 
en karl igjen og lagde sig ved manden, men klagede sig over, 
at han var dårlig tilpas, hvorpå manden svarede og sagde : 
cDet er intet under, for du har fortæret mit føl.» 

Den slags dyr kaldte de varulve. Der skal nok gjøres 
eller siges noget mere end blot at krybe gjennem den ham, 
men det kjender a ikke. SSren Hansen, Hårap. 

16. I Stavréby boede der et par folk, hvad de hed, 
kan jeg ikke huske, skjondt konen, som fortalte mig historien, 
mens jeg var barn, også nævnte deres navne. Nok er det, 
manden var en varulv, det var godt at se, for hans ojenbryn 
var sammenvoksede over næsen. Så skete det en gang, mens 
konen var frugtsommelig, at hun skulde med til Nykjøbing, 
og da de kom til Lindeskoven, skulde manden der inden for 
et ojeblik. Aldrig så såre havde han bundet hestene og var 
gået indenfor i skoven, for der kom et fælt låddent dyr og 
vilde kravle op i vognen til konen. Hun løser straks sit gode 
ny hvergarnsforklæde og slår løs på dyret, og til sidst måtte 
det også gå med uforrettet sag, men først efter at hun næsten 
havde slidt sit stærke forklæde op på det. Lidt efter kom- 
mer jo manden, og meget rigtig sidder der nogle trævler af 



1. Varulve. 233 



forklædet mellem hans tænder, men konen turde jo ikke sige, 
at han var en varulv, for havde han så svaret og sagt : cDet 
kan du være, til jeg bliver det,» så havde han ganske vist 
været frelst, men så var hun jo kommen i samme ulykke. 
Siden vogtede hun sig vel for at kjøre ud med ham, så 
længe hun var i de omstændigheder, og da barnet var født, 
vogtede hun det så godt hun kunde med stål, og hvad hun 
ellers vidste, og hun var ikke tinden kirke> længer, end hojst, 
nødvendigt. Hver nat i den tid var manden ude en lille tur, 
og så tudede det uden for, så det var rædsomt Sidste nat, 
for barnet skulde i kirke, var det dog allerværst, og moderen 
var i en dødsens angst hele natten; det tudede snart uden- 
for vinduerne, snart omme ved doren, og der blev krasset 
og revet i den. Da konen kom ud om morgenen, så hun, 
at der var krasset et stort hul i udengulsdoren. De havde 
ikke mere end det samme barn. Karen Toxværd, Sillestrup. 

17. Martin Andersen ved Korsør kan huske, at hans 
farm o Y fortalte ham og hans søskende, da de var bftrn, så 
mange historier om varulve, og de blev så bange, at når det 
blev aften, trak de benene op på bænkene for ej at blive 
varulvebidte. Han kan huske, hun gav følgende forklaring, 
når hun blev spurgt om årsagen til varulvefortryllelsen : Der 
gives kvinder, som ved hjælp af tryllemidler føder deres born 
uden smærte, enten af den grund for bedre at kunne føde i 
dølgsmål eller også for at undgå fødselsveerne, men følgen 
bliver da, at disse born, som fødes på den måde, bliver var- 
ulve. Dette kan forebygges, i fald man kan opdage disse 
kvinder under udøvelsen af tryllemidlerne og få dem for- 
hindret i fuldførelsen heraf, ti da er fosteret fri, og de må 
da selv bære varulvehammen. En mand, som hun meget 
godt kjendte, gik en morgen tidlig, for det endnu var blevet 
dag, ud på Næsby fed for at søge efter sine heste, men da 
han er kommen ud på feddet, opdager han igjennem morg- 
entågen lige foran sig tre nøgne kvinder i færd med at løbe 
under en følleham, de havde spændt ud over fire i jorden 
nedrammede pæle. Manden var ikke sén, greb sin pisk, som 
han havde med sig, og drev dem bort, inden de fik fuldført, 
hvad de skulde (tre gange nøgne under hammen), og manden 
så dem alle tre fare bort i varulveham. 

Martin Andersens farmo'r vidste også at fortælle om 
måden eller midlet, hvorved varulven kunde frigjøres for 
varulvehammen, hvilket, fortalte hun, skete, når én tre gange 
sagde til et menneske, som til sine tider måtte gå i varulve- 
ham: «Du er en varulv !» Så var han med det samme fri- 
gjort Herom fortalte hun følgende historie: Der var en 



I 



234: F. Varulve og marer. 

fang en maod og en kone, som var ude i marken for at 
jøre korn hjem. Manden var fortryllet og måtte til sine 
tider gå omkring som varulv, hvilket han hidtil havde holdt 
skjult for sin kone, men som de sad på vognen, mærkede han, 
at varulvenaturen kom op i ham, og han siger derfor til hende : 
c Jeg skal et ærende om bag gjærdet hist henne, men skal 
der komme noget efter dig imens, så må du vide at slå fra 
dig med dit blåtærnede forklæde.* — cDet har ingen nød, 
hvad skulde der vel komme efter mig?» — c Ja, husk nu 
å, hvad jeg har sagt dig,» sagde manden og gik. Et Qje- 
lik efter at manden var forsvunden bag gjærdet, så konen 
en varulv komme farende hen til vognen, hun sad på. Den 
sogte at springe op til hende, og rev og bed efter hende, mens 
hun brugte det blåtærnede forklæde så godt, at hun til sidst 
ikke havde mere tilbage deraf end forklædebåndet, men da 
måtte ulven også vige, og den forsvandt atter bag gjærdet 
Da der var gået en kort tid, kom manden tilbage og havde 
sin menneskeskikkelse, men konen opdagede imellem hans 
tænder nogle trævler af det blåtærnede forklæde og sagde 
derfor til ham: cDu er en varulv!* Manden svarede intet 
hertil, og konen gjentog det anden og tredje gang. Nu tog 
manden ordet, idet han sagde sin kone hjærtelig tak, ti nu 
var han forløst fra ulvehammen. Niels Kjær, Trunderup friskole. 

18. En mand og en kone, begge to unge folk, kjørte 
en vinteraften i gråvejr ved midnatstid fra besøg. De sad 
ene på vognen. Så siger manden til konen, at han skal af 
lidt, og hun måtte holde på hestene. Men for han stod af, 
tog han et hjemmestrikket, gult, uldent klæde af halsen og 
flyede hende, idet han sagde, at hvis der kom noget, skulde 
hun slå dygtig fra sig med det. Så hopper han af vognen 
til venstre side og går ind i skoven; og kort efter kommer 
der en varulv tilbage, sætter forbenene op på det nærmere 
forhjul og lader, som den vil op i vognen. Hun slår fra 
sig, det bedste hun kan, med klædet et par minutters tid. 
Pludselig gjor dyret venstre om, smutter ind i buskene og 
forsvinder. Kort efter kommer manden tilbage, står til vogns 
og kjører hjem. Da de kom ind i stuen, og konen fik tændt 
lys, så hun, at dér sad gul, ulden tråd imellem mandens 
tender. Så siger hun : cMen Per, du er jo en varulv.* — 
c Ja, nu er jeg det ikke mere, for nu er jeg frelst, Maren!* 

Jørgen Henriksen Borre, Testrap. 

19. En mand, som boede på Sjælland, blev hver nat 
omskabt til en varulv, og han ^kjæmmede sig meget der af, 

å grund af, at han måtte løbe lange stykker vej. En gang, 
a han havde været kjørende bort, var konen med 



s 



• . • • 



1. Varulve. 235 



En stor hund .... Kun forklædelinen igjen .... Konen 
fortalte, hvad der var sket i hans fraværelse. Manden lo 
kun ad hende. Ved denne bevægelse kom tænderne til syne, 
og nu så konen . . . . : cDu er jo en varulv.* Han svarede 
nej. Konen gjentog det anden gang og fik det samme svar, 
men da hun sagde det* tredje gang, sagde han : «Nu har du 
frelst mig fra en stor ulykke, ti nu har det ikke mere magt 
over mig.» Fra den tid af havde han ro og blev i sin seng 
om natten. Peder Jensen, Tune. 

20. En mand bliver til en varulv .... En sort hund 
på tre ben .... Trævler mellem tænderne o. s. v. H. Børdam. 

• 

21. En gang kjørte en bonde fra Termestrup til Mols 
med sin kone. rå vejen løb han bort og kom først tilbage 
efter et par timers forløb. Imidlertid var konens klæder revet 
itu af nogle usynlige væsener. Ved mandens tilbagekomst 
spurgte hun ham, hvor han havde været, men han lo be- 
standig og svarede intet .... Imellem hans tænder hængte 
klude, som var af hendes klæder o. s. v. R. H. K. 

22. Der var en gård i Slagelse-egnen, hvor der var 
gilde til langt ud på natten. Mens manden fulgte de sidste 
gjæster lidt på vej, var konen inde i spisekammeret, og her 
kammer en stor hund hende i møde. Hun bandte den, men 
den blev værre heraf og bed endog i hendes klokke. Så sagde 
hun: c Vig bort i Jesu navn!» og da løb den. Om aftenen 
talte hun intet herom, men om morgenen ved davrebordet 
fortalte konen om hunden, som bed i hendes klokke, hvor- 
over hun var så angst Manden lo ad hende, og derved op- 
dagede .... cDet skal du have tak for, mo'r, nu er jeg 
frelst, da du sagde det rent ud til mig.» N. J. 

23. En karl og en pige var ude at grave torv. Han 
vidste ikke af, at han var varulv, og det var imod hans 
vilje. Så grov han en tid, men da skulde han hen i hans 
eget ærende. Om lidt kom en stor, grimme ulv .... For- 
klæde .... sled det i pjalter. Bort igjen. Lidt efter kom 

karlen, og de begynder at grave. Så siger pigen: cDu kan 
tro, a har været ved mit spil, siden du gik.» — cHvad med?» 
siger han. «Ja*, sådan og sådan kom en ulv, og a troede, te 
han havde split mig ad. Her kan du se, hvordan mit for- 
klæde er revet i pjalter.* Så tager ban til at skogre af det, 
og da ser hun så vis på ham, for hun ser en pjalt i klemme 
imeld hans tænd. cHvad, a troer, du er en varulv, der sid- 
der et stykke ...... Han vidste det ikke, men nu var han 

frelst. La« Nielsen, Vinkel. 



236 F. Varulve og marer. 

» 

24. En karl og en pige kjørte hø. Mens de læssede, 
gik karlen op i skoven . . . . Han måtte tage sig i agt for 
at støde efter den med forken .... Ulv springende, og kun 
med nød kunde pigen værge sig .... cDet var jo dig, der 
var her, du har noget af mit forklæde imellem dine tænder. > 
Siden var karlen fri for at blive varulv. Eriksen, Bramdrap. 

25. En kone var ilde faren med hendes mand ude i 
heden .... Ulv til hende, som var færdig at splitte hende 
ad ... . Stumper af hendes forklæde imellem hans tænder, 
da de kom hjem. Jens Begs enke, Stmdstrnp. 

26. Der var en kone her vester på, hun var med hendes 
mand nede i engen .... Hun fik værge sig, det bedste hun 
kunde .... tage fork med sig. Næste morgen .... træv- 
ler af hendes skjort imellem hans tænd. Anders Udsen. 

27. Varulven kan ellers ingen magt få med én, når 
man bliver ved at gå rundt i stuen, for den skal forind (ad 
navlen). P. L. J. 

28. Når én spændte fra og så smed puden sådan, at 
den kom til at vende avet (o: med svedsiden op ad), så 
skulde han spytte igjennem den, for han vendte den om, for 
hvis det ikke blev gjort, og én så krøb igjennem den pude, 
den blev til en varulv. Det kunde jo godt tænkes, at én 
dreng kunde få i sinde at gjøre det. I forrige tider brugte 
de jo al tid pudetoj. Knud Andersen, Ntørbeg. 

29. En tækkemand, Peder Rasmussen, blev anset for at 
være en varulv, ti den, der tjente tækkemand (var håndlanger) 
for ham, så en 'gang op på taget, og da lå der kun det tomme 
klæder, men manden var borte. Et par timer efter var tæk- 
kemanden i klæderne igjen og fortsatte sit arbejde, men in- 
gen fik at se, hvorfra lian kom, eller hvorledes han kom 
i dem. A. N. 

30. Der var en dreng — det var nok oppe i det nord- 
lige Sjælland — som skulde gå ud og give hunden dens 
aftensmad. Da han blev noget længe borte, gik en pige ud 
for at se, hvad der blev af ham, og hun fandt ham da stå- 
ende henne ved hunden. Så snart hun nærmede sig, råbte 
han: c Jeg bli'er, jeg bli'er!» — «Hvad bliver du?> spurgte 
hun, « bliver du en varulv ?» — «Ja!» sagde han, og dermed 
var han frelst p. L. J. 

31. Der var en mand og en kone i Borregårde, og de 
skulde over i ÆrtbeUe hede at hente et læs lyng. Da de 
havde fået lyngen læsset på og vilde kjøre hjem ad, siger 



1. Varulve. 237 



manden til konen: «Nu kan du tage tommen og kjøre, 
der bar du forken, og kommer der noget til dig, skal du sil 
fra dig, men du må ikke stikke med den.» Nå, så en bitte 
tid efter, at ban var hengået, kommer der en forfærdelig stor 
ulv til hende, fof det var i de tider, der var ulve, og den 
søger hende og gjor sig forfærdelig grum, og hun slår, alt 
hvad hun kan, men jo mere hun slog, des mere trængte den 
ind på hende og snap i hendes forklæde og rev det ad. Så 
griber hun til med forken og stikker. Så snart hun begyndte 
med det, så veg den og rendte sin vej fra hende. Kort efter 
kommer manden igjen og var så forfærdelig værkelig og gna- 
ven og skjældte ud. Som hun så ser på ham, bliver hun vaer, 
at der sider tråde af forklædet imellem hans fortænder. Så 
siger hun : c Det er godt at vide, at du sagde, a måtte ikke 
stikke, men kun slå, du er jo en varulv og en djævel ud af 
Helvede. Godt er det,> siger hun, c te a sagde det, nu er 
det åbenbaret, nu kan du aldrig blive det mere.* 

Niels Kr. Jensen, Fredbjærg. 

32. Der var en mand og en karl, som gik i heden og 
grov torv ved siden af kjæret. Så siger manden til karlen: 
«Vi vil have os en ordentlig sovn i dag, for det tilkommer 
torvegravere.* Den mand han var meget uvenner med hans 
nabo. Denne havde et føløg, som stod med sit føl i nær- 
heden. Som de nu har lagt dem til at sove, så rejser manden 
sig op og går hans vej, men karlen lægger mærke til, at 
manden blev henne. Han troede, at han var gået hen at ar- 
bejde, men så ser han, at der kommer en Helvedes stor ulv, 
og den springer på føllet. Så tænkte karlen: cDa var det 
dog sdrgeligt, skulde den nu gå hen og splitte mandens føl 
ad.» Dermed griber han hans lyngle og vil hen og redde 
føllet, men ved det han kommer, så river ulven struben ud 
af føllet, og han fik nok ulven jaget derfra, men føllet var 
jo død. Karlen havde så ondt af det og gik og så sig om, 
og manden var henne, og ingen var at se. Han tænkte på 
at gå hen til manden og sige ham, at føllet var ødt. Men 
imidlertid ser han, at manden, han grov torv med, kom op 
fra den venstre side af bakken, hvor de havde lagt dem. 
«Hvor har I været henne?* siger karlen. cTu a har været 
for mig selv på den anden side.* — «Nej,» siger karlen, 
-c det er logn, og du er en varulv og en djævel, og a er vidne 
til, at du har split mandens føl ad.* Lige så snart det er 
åbenbart, så kan de ikke blive det mere, siger sagnet. 

(Sml. F. nr. 13) Niels Kr. Jensen, Fredbjærg. 

33. En mand var ude at kjøre med sin kone, som var 
frugtsommelig. Da de kjørté hjem om natten, vilde manden 



238 F. Varulve og marer. 

gå afsides et ojeblik, og han sagde da til konen, at hvis der 
skulde komme noget efter hende .... Den vilde splitte 

konen ad og komme til at æde baraehjærtet Næste 

morgen, da de spiste frokost, så konen, at manden havde 
trævler af forklædet imellem tænderne. *Hun sagde da til 
ham : «Du er jo en varulv !» Så var han frelst 
Fra Møen. £. F. Madsen. 

34 Hvis en varulv kan få fat i et ufødt drengebarns 
hjærte og spise det, kan den frelses- Sjælland. E. F. Madsen. 

35. En husmand, der havde en frugtsommelig kone, 
kom en aften hjem fra arbejde. Doren var lukket i, så han 
havde læs med at komme ind, men jorden var rodet op et 
sted under sylden. Da han kom ind i stuen, lå hans kone 
på sengen og var død, og livet var revet op på hende. Så 
vidste den elendige mand nok, hvem der havde gjort det, 
og da han så sig for omkring huset, sad varulven i mød- 
dingstedet og åd barnet. A. N. 

36. En kone var frugtsommelig. Så en dag om som- 
meren, hendes to små born sad uden for og spiste grød, kom 
der et underligt dyr på tre ben hoppende, og det var en 
varulv. Konen løb straks ind, smækkede og låsede doren. 
Så kom ulven hen til de småbOrn. Den ene var en lille 
dreng, og han siger: «Vil du have lidt grød?» Dermed tog 
ban lidt på skeen og viste det frem. Men varulven rynkede 
næse og lavede ansigt af det. Så siger drengen: cBændtdu 
dig po gøen, mens du giner sådan a' en?> — han kunde jo 
ikke snakke rigtig. Så gik varulven igjen, og nu var den fare 
overstået Der var sådan to halvdore på det hus, og da 
konen havde lukket den nederste i, sprang den op ad doren 
og skrabede på den, men hun fik da tid til også at smække 
den øverste i. 

Varulven vil rive frugtsommelige modre ihjel, når de 
går med drengeborn, og så river de fostrene op og drikker 
hjærteblodet af dem. Når den får hjærteblodet af tolv, bliver 
den til menneske. Når de går med pigeborn, behøver de 
ikke at frygte for varulven, men de kan jo ikke vide, hvad 
barn det er, de går med. Der er flere, der troer på varulve, 
og der var hjemme megen snak om dem. 
Sjælland. Lærer Mortensens kone, Vinding. 

37. En mand fra Vollum fortæller, at hans bedstefader 
en gang lå i fugled (o: for at skyde ænder). Da kom der 
en ulv til ham, som holdt sig nær til. Men han kunde nok 
mærke, at det var ingen rigtig ulv, men en varulv. Hver 



1. Varulve. 239 



gang, han pegede efter den med bøssen, blev den stående, 
men lod han den synke, kom den nærmere, og således pla- 
gede den ham hele natten. A. L. 

38. Der var et sted, hvor man troede, at det var ikke 
rigtig fat. Så hændte det sig en aften, at konen var ene 
hjemme. Bedst som hun sad, hørte hun, at der var noget, 
som skrabede så frygtelig på væggen uden for. Hun blev 
bange og turde ikke være i stuen, hvorfor hun gik ind i en 
anden stue, men der var det lige så galt, det skrabede også 
der på muren udenfra. Imidlertid kom manden hjem, og da 
ban fandt sin kone siddende i oppestuen, spurgte han om 
årsagen dertil, og hun fortalte da, hvad hun navde hørt De 
skulde da til at se efter og opdagede, at det var en var- 
ulv, som havde skrabet for at komme ind og ødelægge konen. 
Men da manden kom, måtte den til at løbe sin vej. Der 
manglede kun en lille smule i, at den havde gjennemskrabet 
to vægge. E. L. 

39. Manden en varulv .... Konen følger efter ham 
ud i skoven, ser, at han lagde sine kiseder og blev til en var- 
ulv. Går hjem og tager klæderne med sig. Manden foer nu 
flere dage tudende og hylende omkring i skoven og kom ikke 
igjen hjem efter nogen tids forløb, som han f$r havde plejet. 
Hun bar da atter klæderne der ud, og manden kom nu straks 
efter hjem. M. K. Godskesen. 



40. Der var en mand i Biersted, som blev anset for at 
være en varulv. Da han skulde begraves, så stak en mand 
sin tjornekjæp i graven og sagde : cSå vist som denne tjorne- 
kjæp aldrig kan blomstre og gro fast, så vist kommer denne 
mand aldrig til Himmerig. > Men da nu folk havde været i 
kirke og kom igjen, da havde tiornen blomstret, og den sad 
så fast i jorden, at ingen mand kunde oprykke den. Nik. Chr. 

41. For mange år siden boede i Norhalne en husmand, 
der kaldtes Kristen Burmand. Han var en rigtig trold. Folk 
troede fuldt og fast, at han kunde forvandle sig til en ulv 
og i en sådan skikkelse udøve de samme gjerninger som en 
virkelig ulv. Folkene i Norhalne, der var hans næste naboer, 
levede han tilsyneladende i venskab med, men de måtte dog 
flere gange føle virkningen af hans ulvenatur. En nat blev 
hovedet bidt af deres gasse, og Burmand blev i bele byen 
anset for gjerningsmanden, hvorvel folk ikke ligefrem turde 
sige ham det Men da der nogen tid efter blev dræbt en 
kvie af ulve for de samme folk, brød uvejret løs over hans 
hoved. Hans kone, Maren Jorgensdatter, foreholdt ham hans 



240 F. Varulve og marer. 

ugjærning og beviste sin beskyldning ved de kjødtrævler, som 
hang i hans lange tænder. Skjondt her var syn for sagen, 
forsikrede dog Barmand hojt og helligt, at ban var uskyl- 
dig* og ønskede, at der måtte vokse en tora op af hans 
hjærte efter haus. død, dersom han var skyldig i kviens og 
gassens drab. En dag, da hans kone var på heden efter en 
dragt lyng, blev hun angreben af en ulv. Hun værgede sig 
først bravt med lyngleen, men da hun mærkede, at hun pa 
denne måde ikke kunde undgå at blive ulvens bytte, sogte 
hun med list at undslippe. Hun afførte sig sin klædning i 
storste hast, hængte den på lyngleen, sneg sig bort og kom 
lykkelig hjem. Noget efter kom hendes mand. Hun fortalte 
barn, hvad der var modt hende, og da opdagedes det, at 
han havde været ulven, ti i hans tænder hang der trævler 
af hendes klædning, som han havde revet i hundrede styk- 
ker. Hun beklagede sig for en nabokone, og denne gav 
hende det råd, at hun skulde nævne ham ved navn, dår 
hun en anden gang blev angreben af ham. Kort efter gik 
en ulv løs på hende ved Biersted kirke. Nabokonen kom 
hende til undsætning, men om end skjondt de nu var to 
mod én, så havde ulven dog vundet sejr, dersom Burmands 
kone ikke havde husket, at hun skulde nævne hans navn. 
Aldrig så snart havde hun i sin angst sagt: «Burmand, er 
det dig?» for manden stod nøgen og beskjæmmet for dem. 
Da Burraand døde, og hans grav var tilkastet, stak en af 
ligfølget sin stok i graven med de ord: «Hvisduhar været 
en trold, da vokse den op af dit hjærte.» Stokken voksede 
op og blev til en tornebusk, som endnu findes på Biersted 
kirkegård. 

Kirken er omgiven af store kjæmpehøje, og Ira én af dem har 
man en vid udsigt over 33 kirker i 8 herreder. Nik. Christensen. 

42. I Fredensborg fattighus var der for nogle år siden 
en gammel stum kone, der gik omkring og solgte frugt. Hun 
havde en gang boet i et matros-herberge i Helsingør, og da 
var hun ej stum. Om værten der i huset var det et alminde- 
ligt sagn i byen, at han var en varulv. Så en aften, som 
konen står i gården og poster vand, kommer der en stor 
hund til hende og springer op ad hende ; alt det hun slår 
ad den, hjælper ikke, og til sidst springer den helt op til 
hendes ansigt og ligesom blæser på hende, og fra den tid 
var hun stum. i)et var da værten, der havde væiet i var- 
ulveskikkelse, p. Stolpe. 



2. Marer. 241 

2. Marer. 

43. Marren er én, som man ikke kjender, men dog på 
<en måde er elsket af. Det er mange gange let at høre, når 
marren kommer, man kan høre, den sætter sine træsko og 
går op i sengen; men vil man blot vende ryggen i vejret i 
sengen, så går den igjen. Marren vejer efter kyndiges sig- 
ende omtrent ved en sæk hvedemel. Når den, som sover hos 
den, der bliver marreredet, blot vil nævne hans navn, så er 

{>lagen ovre. Uden at nævne navnet hjælper det ikke at tale. 
Sådan har pålidelige folk fortalt. p. Jensen, Kværndrup. 

44. Mare er et kvindfolk, der bolder af dem, de ikke 
véd af. Vinkel. 

• 45. Folk, hvis ojenbryn er sammengroede, kan få mare- 
ridt. Det kommer af, at man har en kjæreste, som man 
ikke véd af at sige, og når denne da tænker på den anden, 
kommer hun og trykker ham. Men hun kommer kun om 
natten. .Heste skal også være plagede af mareridt. Manken 
kan være rullet sammen i små lokker^ så man ikke kan trille 
dem tilbage igjen. K. Kr. Jensen, Gudum. 

46. Når piger kryber tre gange igyennem en horseham 

i Fandens navn, så skal de i ægteskab ikke mande brød til 

deres børn, men det første bliver også en varulv eller en mare. 

P. L. J. 

47. £ natmål (maren) er i skikkelse af en sort pud- 
delhund, og det begynder da nede ved tæerne på et men- 
neske og strækker sig så helt op til hovedissen; men det 
kan kun de folk se, som er fødte i midnatstunden. En mand, 
som var slemt plaget af e natmål, sogte råd derfor og fik 
også et sådant, som så skulde udsees af én, der var født i 
midnatstunden, da den jo kun kunde se det. Dette skete 
°gf&> og e natmål blev da til en ung kone, og hun råbte: 

cA, mine stakkels småborn på Pyen.* Marie Johansen. 

48. En kone fortalte, at hun som ung pige en gang 
havde været i besøg et sted i flere dage. Den første nat, 
hun sov der, fik hun e natmåL Om morgenen, da hun for- 
talte det, sagde folkene, som hun var i besøg hos : cDet er 
da underligt, hver gang en af vore ddtre bar sovet i den 
seng, har de også al tid haft e natmål. » Sengen blev nu 
flyttet ned i et andet værelse til næste nat. Og konen, som 
fortalte det, sagde, at hun hverken for eller siden havde 
mærket til e natmål. Marie Johansen. 

E. T. Kristensen: Danske sagn i folkemunde. IL 16 



242 F. Varulve og marer. 

— ' ■ " ^v 

49. Jeg har hørt, at den, hvis ojenbryn er groede sam- 
men over næsen, skal være meget plaget af maren, men så 
snart han kan nævne sit eget navn, er han straks befriet.. 
Marelokker kaldes hår, der er filtret og uredt. 

Jftrgen Jørgensen, Langemark, Samsø. 

50. Kvinder med saramengroede ojenbryn skal som of- 
test være marer. Man skriver marekors over heste i stalden.- 

Et sådant kors danner en seksoddet stjærne og skrives nd i ét 
træk ligesom det i nr. 68 nævnte. J. M. 

5f . Når ojenhårene er groede helt sammen på et kvind- 
folk, er hun en mare. Chr. Weiss. 

52. Når maren rider én, sætter den sin bag lige på 
éns mund. F. Wennerwald. 

53. Plages man af mareridt, skal man, inden man går 
til sengs, tage tre bid rugbrød og derpå *gå baglænds til sin? 
seng, samt sætte sine træsko eller tofler således, at nælene vender 
mod sengen, så kan maren ikke få magt over én. M. Meller. 

54. For mareridt stikkes der en kniv i sengestokken 
om aftenen. Hvis maren da har været der om natten, kan: 
man se, at der er blod på kniven. Lærer Søe, Gudum. 

55. Mod maren skal man tage et sold over hovedet, og- 
når hun kommer, må hun sætte sig derpå Hun kan da ikke 
gjøre én noget, for hun har talt alle nullerne, og hun kan 
Ske tælle længere end til fire. cNår jeg får talt alle disse 
gukker, skal jeg dig gihi!> Men hun må blive ved at tælle: 
1 gukke, 2 gukke, 3 gukke, 4 gukke. N. P. Nielsen. 

56. Lider nogen af mareridt, da kan han slippe det så- 
ledes. Når han går i sin seng om aftenen, sætter han sine 
træsko med næserne fra sengen. Kommer så maren, skal 
hun træde i træskoene først. Eller også tager han en spand 
og sætter den forved sengen med en barberkniv med eggea 
op ad oven over. Den, der fortalte mig det råd, tilfojede: 
c Jeg har selv prøvet det. Jeg lå om natten og ventede på 
maren, ti jeg plejede at kunne høre hende, når hun kom, men 
denne aften hørte jeg et plump i vandet, og siden den tid 
har jeg ikke mærket noget til hende.* Sjælland. Mart. Dyrholm. 

57. Hvis man vil sikre sig for ikke at få e natmål, 
skal man sætte træskoene, eller hvad man har haft på, med 
hælene ind imod sengen, og så gå baglænds op i den. Når 
e natmål så kommer, tror den, at man er gået ud af sengen. 
Man kan også sætte en spand vand foran sengen, ti e nat- 



2. Marer. 243 

mål må da drikke alt vandet, inden det kan komme op i 
sengen. Et andet middel er, når man er kommen op i sengen, 
da at slå et natmålskors for sig; det ser ud som en otte- 
oddet stjærne og skrives i ét træk. Marie Johansen. 

58. Mod mareridt er det allervigtigste at skrive på 
senge lågen tre såkaldte marekors. Hvert kors dannes ved 
at SKrive en streg ud i ét, således at den danner 5 spidsvinkler, 
og det hele kors bar form som en femoddet stjærne. A. L. 

59. Når en har e natmål, kan man få det at se, hvis 
man kaster en spand vand over den, som har det. Marie J.l 

60. Når man vil være fri for mareridt, skal man blot 
lade være at tale om morgenen, da maren ikke kan lade sit 
vand, inden man har talt. Den skal da nok komme og for- 
søge at få vedkommende til at tale, men når man har holdt 
igjen en tidlang, skal man sige tre gange: cDu er en mare!» 
og når den dertil svarer ja, så er de begge frelste, p. L. J. 

61. For at maren ikke skal ride små born, kommes et 
vættelys i enden af listen. p. l. J. 

62. En mare eller varulv kan frelses derved, at man 
nævner dens (menneske-) navn, eller hvis man kan stoppe 
nøglehullet, når den er inde, og fange den. Sjælland. £. F. M. 

63. Mange vil sige, at dersom mennesket, som maren 
har redet på, kan bag efter sige til den, forend den går 
bort: cKom i morgen og lån tre lån af mig foruden trug, sold 
og kniv,» så kommer hun om morgenen og viser, hvem hun 
var, og daskai mennesket sige tre gange: c Du er en mare,» 
hvortil den anden svarer: c Er jeg det, da gid jeg aldrig 
bliver det mere,* og bliver så borte. j. Bircherod. 

64. Ni vare grene, de 3 fore oster hen, de 3 fore vester 
hen, og de 3 fore ret frem over st Hanses dåb. St. Hans 
vende sig om i dåben og bandt dem alle 9 : St. Hans, bind 
ikke mig, jeg vil aldrig ride den mand, dreng o. s. f., hvo 
disse ord nævne kan i navn g. F. . . . 

Petr. Sept.; De vulgi erroribus. 

65. En karl og en dreng lå sammen, men karlen var 
al tid slemt plaget med mareridt. Så en aften borede han 
et hul helt igiennem dorstolpen og sagde derpå til drengen : 
«Når det nu Kommer på mig, skal du rask springe op og slå 
denne pind i hullet, » og dermed rakte han ham en told, han 
lige havde snittet, så den passede i hullet. Da det så om 
natten kom igjen, gjorde drengen også, som karlen havde 

16* 



244 F. Varulve og marer. 

sagt. De tændte så lvs og så da, der stod en nøgen kvinde 
midt i stnen. I det de trak pinden ud af dorstolpen, for- 
svandt hun. V. Bennike. 

66 Blev spurgt, om han ingen uvedkommende 

åbning havde i sin stue. Jo, der var et hul i loftet, som en 
knast var falden ud af. «Ja, gå nu i seng i aften, så skal 
vi gå op på loftet^ og når vi bører dig stonne, putter vi en 
pind i hullet^ så har du magt over hende o. s. v. En dejlig 
nøgen jomfru, som han giftede sig med. En tid efter sagde 
han til sin kone: c Vil du se, hvor du kom ind til mig?» 
Han kravlede op og tog pinden ud, og vips var hun forsvunden 
der igjennem, og han så hende aldrig mere. V. Lund. 

67. En karl var plaget af maren. Da siger ban til 
drengen : «Når hun kommer igjen, da sæt en nagle i det hul 
i stolpen ; hvor igjennem hun kommer. » Drengen gjor det, og 
om morgenen ligger en dejlig jomfru i sengen. Hun og karlen 
bliver gift og får born sammen. En gang besøger karlen 
med hans kone sin forrige husbond, kommer ind i Kammeret, 
viser konen hullet i stolpen og siger: c Der kom du fra! > 
Han tager naglen ud, og hun er borte med det samme. 

Louise Sadolin. 

68. Når man (rygter mareridt, skal man stoppe alle 
åbninger til kammeret, så nær som et, der kan stoppes 
med en pind. Der skal da være to i kammeret. Når maren 
så er kommen ind, og den angrebne begynder at stonne, så 
skal den anden kaste et sold over brystet på den sovende, så 
er maren fanget og ma åbenbare sig i [sin sande skikkelse. 
Det er ellers en KJendsgjerning, at også kvinder lider af 
mareridt. Chr. Weiss. 

69. En mand var så plaget af mareridt Så satte han 
et sold for sengen, for han vidste, at maren skulde tælle alle 
hullerne deri, for den kunde ride ham. Han hørte, dei* sagde 
én to, én to, men den kunde ikke tælle mere end til to, og 
da den nu ikke kunde tælle alle hullerne, så blev han fri. 

Lærer Mortensens kone, Vinding. 

70. Der var en karl, som maren red hver nat. En 
morgen borede han et hul i doren, stoppede alle sprækker 
og lavede en pind, der bestemt passede td hullet i doren, ti 
han vidste, at maren kunde komme ind alle vegne, når der 
bare var et ganske lille hul, men ikke ud igjen, når alle åb- 
ninger var stoppede. Så sagde han til drengen, at han, når 
han hørte ham stonne, skulde sætte pinden i hullet; ti han 
vilde fange hende. Om morgenen stod der også en nøgen 



2. Marer. 245 

kvinde med en tot uld på ryggen i kammeret. Men karlen 
vidste ikke, at, når man fanger maren, kan man ikke blive 

hende kvit, og så måtte han gifte sig med hende* 

Niels Andersen, Ørslev ved Skjelskør. 

71. En karl, der var ilde plaget af mareridt, fik en aften 
drengen til at hjælpe sig. Han stoppede alle huller ind til 
kammeret så nær som et, for der skulde maren komme igjen- 
nem, mente han. Så skulde drengen rejse sig, når han mærk- 
ede, det blev galt, og stoppe det hul også. Dernæst skulde 
han kalde på karlen, så han kunde komme til sig selv igjen. 
Det gjorde drengen også, og om morgenen lå der en pige 
ved dem i sengen. Der var ingen, der kjendte hende, og 
heller ikke vidste hun, hvor hun var kommen fra, eller nogen 
ting. Den karl var mandens sOn i gården, og så giftede han 
sig med pigen og fik gården, og de havde mange bom sam- 
men. Så var det en dag, han vilde til at vise hende det 
hul, hun var kommen ind ad, og så smut' hun ud af det igjen, 
og han så hende aldrig mere. j. B. og M. H., Lille-T&ning. 

72. Intet menneske kan være en mare, når det er med 
andres vidende. En gammel kone i Svendstrup, Vejlø, som 
lever endnu, var i sin ungdom en mare, men blev befriet 
derfra. Hendes forældre ejede en gård i Eettestrup og havde 
både karl og dreng i tjeneste. Hun havde et godt Øje til 
karlen, men da denne ikke besvarede hendes følelser, hæv- 
nede hun sig ved at ride ham om natten, og hun kom al 
tid gjennem et naglehul ind i karlekammeret, for en mare 
kan aldrig have gjennemgang andre steder. Drengen havde 
nok mærket, at karlen mumlede i sovne og svedte stærkt, 

hvorfor han lovede at hjælpe ham. Stoppede hullet o. s. v. 

P. N. 

73. Hvis man vil tage en spand koldt vand og slå over 
den, som plages af maren, i det oieblik han plages deraf, da 
vil den elskende person blive synlig, og man vil da med for- 
nøjelse overbevise sig om, hvem det er. Der fortælles om 
en dronning, som var en stor elsker af heste. Især havde 
hun én hest, som var hende det kjæreste af alt, og hun be- 
skjæftigede sig med den både vågende og sovende. Stald- 
knægten bemærkede flere gange, at det ikke havde sig rig- 
tig med hesten, og troede, at den blev reden af en mare. 
Han greb derfor en gang en spand vand og kastede på den, 
og se : dronningen sad nu på dens ryg. Th. K. 

74. En karl fortæller, at maren var så slem til at ride 
ham, og når det var sket, var hans hår så sammenfiltret, at 
det ikke kunde redes ud i et par uger. Amager. F. L. Gr. 



246 F. Varolve og marer. 

75. Maren kan ikke gjøro den skade, hvis ojenhår er 
sammenfiltrede. Maren filtrer håret på den, hun rider, så at 
den ikke kan rede det P. K. Madsen. 

76. En mand har fortalt mig, at en aften, han var kom- 
men i seng, syntes han, der kom noget hen til sengen; han 
vilde tale, men i det samme var det, ligesom der blev lagt en 
tønde korn på brystet af ham, så det var ham umuligt at sige 
noget Han vilde støde til én, der lå ved siden af ham, og 
kalde på ham, men han kunde ikke, og således måtte han 
ligge i nogen tid. Skiondt han var vågen hele tiden, så han 
dog intet Det var aen eneste gang, han selv havde haft 
med mareridt at gjøre; der fmod havde han ligget ved en 
karl, som tit var plaget dermed, og når det kom over ham, 
pustede og stonnede nan meget, og intet andet kunde vække 
ham i denne tilstand og føre ham ud af klemmen, end når 
man kaldte på ham ved at nævne hans navn. 

En anden mand har fortalt mig, at han en gang havde 
ligget hos en mand, som var meget plaget af mareridt, og 
når det kom over ham, gav han en pipilyd fra sig. Der 
skulde også kaldes på ham ved navn. 

En tredje mand har fortalt mig, at en aften havde han 
næppe lagt sig i sengen på et fremmed sted, for end han så 
en sort skikkelse komme forbi vinduerne, gå ind ad doren til 
stuen og i sengen til ham, klemte ham op mod væggen 
og var så kold. Dette kammeratskab huede han ikke, han 
foldede sine hænder og sagde : «Er du et menneske, så svar, 
er du en djævel, så vig! Jeg har lært: Du skal tilbede Her- 
ren din Gud og dyrke ham alene. > Da han havde sagt dette, 
hørte trykket op, og han mærkede intet mere. 

Den samme mand fortalte også, at han en gang havde 
kjendt og talt med en mand, hvis ojenbryn gik sammen over 
næsen, og han havde- selv sagt, at han var født til at være 
en moor eller mare, og kunde ikke lade det være. Når han 
mærkede, det kom over ham, gik han til sengs; der lå hans 
legeme, men alligevel var der noget af ham et andet steds 
henne enten for at flette en hestes manke eller knuge et men- 
neske. Lærer T. Kristensen, Rtfnslunde. 

77. En ung karl på Salling mærkede en nat, at en 
dreng krøb op i sengen til ham og trykkede ham mere og mere. 
Karlen skubbede til ham, te han faldt ud, men han kom 
igjen og klemte ham stedse værre, så det blev forfærdelig 
pinligt Da gik det op for karlen, at det måtte være Fanden 
selv, og han foer op af sengen og skreg: «Vig bort, Satan U 
Og straks forsvandt plageånaen. Karlen var i tvivl om, hvor- 



2. Marer. - 247 

vidt han nu skulde blive oppe; men han gik dog iseng igjen 
og fremsagde c Fadervor ». V. Bennike. 

78. Der var én, te måren han red, og han var meget 
.slem ved ham. De låste, og de skadede, men måren gik 
derind alligevel. Så havde han givet agt på, at den gik al 
tid op ved fodderne, og så tog han skjærekniven til hakkelse- 
tojet og stillede den sådan an, te dersom der nu kom noget, 
43å skulde det i den. Siden mærkede han det aldrig, men en dags 

tid efter hørte de, te der var én en mils vej henne, der havde 
skåret maven op på sig en nat, og så havde de sagnet til, 
te det var ham, der havde gået måre. 

AUejTolk, te øjenbrynene de går sammen over næsen på, 
-de gjær måre, og et almindeligt middel til at blive dem kvit 
er, at vende træskoene avet ved sengen, for de skal i dem, 
for end de går i sengen. Peder Johansen, Mos sø. 

79. En mand i omegnen af Asferg lagde en høle uden 
for hans seng, og så hørte han, det kom fuslende. Derefter 

Jav det et klinger i høleen, og så skar den sig. >Å,» siger 
en: c Ja, sne er hvid og blod er rød, 

inden a kommer til Asferg, så hår a min død.» 

Det passede også, der var en pige i den by, der døde så 
pludselig. Lars Nielsen, Vinkel. 

80. Vi havde en karl, og han havde været murstens- 
-stryger tillige med en anden karl ved Randrup teglværk. 
Der kom tit noget efter ham, og han kunde ligge og puste 
og storme, og når han lå forinden i sengen, så kom det over 
•den anden karl. Han kunde godt høre, nar det kom fuslende. 
^Når han havde vendt hans træsko med næsen ind til sengen, 
kom det ind af siden af sengen, men vendte han dem avet, 
kom det ind af fodderne. Nok er det, han var i en slem plage. 

Lars Nielsen, Vinkel. 

81. Min broder Jorgen og en anden knægt, der hed 
-Mikkel, de tjente hver i sin gård, det var to nabogårde i 
Løsning. Dem var maren slem efter hver nat Så gik de 
sammen og lå, for den ene kunde tale til den anden, når 
det kom. De kunde lige så tydelig høre, når det kom fir- 
mende og kravlende op over sengestolpen til dem. De fej- 
ede stuen cg rundt om i alle hjorner, for de troede, den var 
der inde, ag de slog omkring i hjornerne og stoppede nøgle- 
hullerne, så mente de, den skulde blive henne. Én gang satte 
de hakkelsekniven for den, og da gav den et stort skrig fra 

-sig, og siden blev den henne. Trebjærg. 

82. I en gård i Vemmelev har forhen været marer. 



248 F. Varulve og marer. 

Karlene kande ikke nære sig i sengen for hende om aftenen^ 
Hun kom trillende som et lille nøgle fra benenden af sengen 
og op til hovedet, og når hun kom dertil, så kunde der* 
sovende hverken røre sig eller drage ånde. Et godt råd mod 
mare er at sætte et kornsold o. s. v. Hun kan kun tælle tit 
fem. Hende i den omtalte gård hun sagde, at hun var fra 
Skåne. Chr. B. 

83. En karl, der tjente i en gård i Lindeskov ved Ør- 
bæk, led meget af mareridt. Han klagede herover til en mand, 
der gav ham det råd, at han skulde stoppe hver revne og 
utæthed i sit kammer og der efter bore et bul i doreny lave 
en tap dertil og beholde den hos sig. Når han så mærkede 
maren, skulde han springe op og sætte proppen i hullet* 
Næste aften, han mærkede, det begyndte at tage ham, gjorde 
han, som sagt, og gik atter i seng. Om morgenen stod der 
et fruentimmer i kammeret hos ham. Siden var han fri. 

Fortalt af min fader, som da tjente som dreng i Lindeskov. 

H. O. Hansen- Jeppesen, Refsvindinge. 

84. En pige fra Sjælland har fortalt mig, at mens hua 
var ung, kom det al tid over hende, at det klemte hende om 
natten, og hun kunde mærke, at det kom fra fodderne og 
gik op til brystet, og det trykkede forfærdeligt, men om også 
den tur var ovre, så turde hun alligevel ikke lægge sig til 
at sove, for så kom det igjen. Hun talte nu med folk om, 
hvad hun skulde gjøre ved det, og de rådede hende til at 
gå til en klog mand. Han sagde, at når det kom næste nat, 
skulde hun ligge vågen, og når hun mærkede det ved fod- 
derne, skulde nun sige : tHvis du vil tale med mig, så kom 
i morgen igjen klokken — (her skulde nævnes et bestemt 
klokkeslæt).* Nu skulde hun til at prøve rådet, men hun 
kunde ikke holde ojnene oppe og faldt som* i en slum. Al- 
ligevel mærkede hun dog, at det -kom, og fik så megen magt, 
at hun fik ordene sagt. Ved det klokkeslæt, hun havde nævnt, 
var hun inde i kostalden at malke, og da kom der virkelig 
en karl, som tjente i nabogården, han havde rendt længe ef- 
ter hende alle steder. Da hun nu så ham, blev hun meget 
fornærmet og sagde : «Tag du og rup af ud ! hvad står du 
her og gaber på mig efter?* Siden kom dét aldrig, og den 
kloge mand sagde siden, at hun nu havde frelst ham fra det 

Marie Nielsen. * 

85. En pige på Engestofte havde tit mareridt, og maren 
holdt hende for munden, så hun ikke kunde tale. Man gik 
først op ad siden af hendes seng, og hun kunde godt mærke, 
når han kom, og når han sprang op på dynen. Det nyttede 



2. Marer. 249 

ikke, at hun hver aften vendte sine træsko, og først, da hun 
fandt på at slå kors for sig, for hun lagde sig, blev hun fri. 

F. L. Grundtvig. 

86. En gammel jomfru fortalte som et mærkeligt til- 
fælde. Hun sad på en stol med hovedet op mod væggen; 
hun lukkede djnene halvt, men sov ikke. Så kom der en 
skygge ind ad adren og gik langs væggen hen til hende og 
lagde sig over hendes bryst, hvor den trykkede, så hun ikke 
kunde skrige. Hun fik kun luft ved at slå fra sig med armene. 
Vejle. P. Jacobsen. 

87. Maren rider heste. Petr. Sept. (Peder Syv ): De vulgi. 

88. Hestene bliver tit redne af marer, og om morgenen 

er de ganske svedige og har da to marehanke i deres manker. 

Der, hvor hænderne har siddet, er der noget strå indflettet 

Fr. L. Grundtvig. 

89. Hestene kan også & e natmål, og da bliver mank- 
erne, somme tider kun noget af dem, men somme tider også 
det hele, sådan snoet og filtret sammen, at det næsten ikke 
er muligt at få dem rigtig redt ud igjen. Vor hest havde 
for kort tid siden en nat således fået en del af manken snoet 
og filtret sammen. Det er for resten pudsigt at se en sådan 
manke. Marie Johansen. 

90. Over hver hest skulde der skrives et marekors, 
for at maren ikke skulde ride den. A. H. Poulsen. 

Det er en otteoddet stjerne, skreven ad i ét træk. 

91. En gammel mand har fortalt mig, at nar en hest 
var slemt plaget af e natmål, skulde man skjære manken 
af den og hænge i et træ, ti så vilde e natmål komme og 
flette manken der, og så blev hesten fri. Marie Johansen. 

92. En flintesten med hul i frier for mareridt i stalden* 

O. Gr. 

93. ,Når maren vil ride en hest, skal man blot tage en 
sten med et hul i og hænge op over dens bagdel, da har hun 
ingen magt over den. Jørgen Hansen. 

94. For at bindre, at maren rider hestene, skal man 
blot tolde en lok af manken ind i bæslingen (o: skillerum- 
met mellem hver bås), så rider den der. p. l. J. 

95. For mareridt hos hestene er det godt at tage 
nogle teglsten hos en anden mand uden forlov og hænge 
dem op i æ bås oven over æ, heste. Kristen Ebbesen, Egtved. 

96. Når hestens manke bliver i wattet (når de wat- 



s 



250 * F. Varulve og marer. 

rer) eller i lænkeboww og i knuder, kaldes de mareknuder, 
og så er den marereden. Det er stor skade på den. Vinkel. 

97. Marelokker betyder lykke og gemmes vel. j. B. 

98. Når en marelok vikles op, sker der en ulykke. 
) H. V. K. 

99. En mand i Hennetved bavde en rød hoppe, som 
undertiden' hvinede og skreg og gjorde st5j om natten. Når 
karlene kom med en lygte, var alt forbi. Men så snart de 
igjen kom i seng, begyndte det påny. De mente, at maren 
red hoppen, hvis manke om morgenen var så sammenfiltret, 
at den Kun med stort besvær blev ordnet c. M. L. 

100. En mand der havde et føløg, lagde mærke til, at 
maren red hende. Han fik da det rad af en klog mand, at 
han skulde tage en spand vand og slå på øget, når det skete 
næste gane, og derpå hurtig tænde lygte. Det gjorde han også, 
og da stoa der et splitternøgent karlmenneske for ham, der 
bad om at få klæder, hvad han også fik, og derpå takkede 
for frelse, ti nu skulde han aldrig være mare mere. Jørg. H. 

101. Det var et sted, karlen han kunde ligge inde i 
sengen og høre, når maren var på øgene. Nærenstid han så 
råbte og sagde : »Fyllifyl !» så gik den af dem. Men så 
varede det ikke længe, inden den kom tilbage og vilde på 
hesten igjen. Han mærkede, at den stod og lurede der inde 
og vilde Komme, da han var gået i seng. Så snakkede han 
om det inde, hvor galt det var, øgene var færdige til at blive 
øde af det. De havde hørt, at når én slog en spand vand 
på det, så kunde det blive henne. Altså stod han og manden 
der 'en aften med en spand vand, og da de hørte, den kom, 
så slog de det hen på øget. Så stod der et nøgent kvind- 
folk. «Å, bvi gjorde du nu det, a skal både over sø og salt 
vand til mine små born.» Så hjalp de hende jo hjem, og 
hun kom ikke til at gå mare mere. Trebjærg. 

102. Der var en mand, som havde en hest, hvem maren 
red hver nat En aften var der så én, der opholdt sig i 
stalden for at fange maren, og da han hørte, besten be- 
gyndte at fnyse, slog han en nagle i et naglehul, som var 
den eneste åbning, der var til stalden. Han fik også maren, en 
uog pige, der blev i gården, og til sidst blev kone. Men da 
stalden en gang skulde bygges om, måtte man slå naglen ud 
for at få skilt tommeret fra hinanden, og da floj maren ud 
gjennem naglehullet igjen, og så så de hende ikke mere. 

Hans Pedersen, Haldagermagle. 



2. Marer. 251 

103. Jens Jensen, der boede ved Skipie Made, sådan 
kaldes et torvekjær! han tjente forhen i en gård i Grejs, og 
der var det lige så vist, at maren kom og red øgene hver 
nat, og når den havde redet dem, så kom den på ham, hvordan 
siden han så bar sig ad. Enten han vendte træskoene, eller 
han stillede havrekjærve for den eller skrev marekora eller 
N satte vand for den, det var lige meget, hvad hån gjorde, den 
skulde nok blive ved, til den kom på ham. Så var det én 
nat, han var bleven så kied af den og var så træt, for den 
vilde ikke lade ham sove, så rejste han sig og gik ind i 
fodergulvet for ved hestene, Ida stod der en kridhvid skik- 
kelse for ved dem, og han siger da til den : tHvad skal du?» 
Så svandt den væk, og siden kom maren aldrig hverken til 
ham eller hestene. Trebjærg. 

104 En gang kom en staldkarl i Åker ud i stalden, og 
der står en hoppe og springer og er meget urolig. Han står 
og ser på den lidt, kommer så i tanker om at gå op til den 
og føler i manken. Da er der ved at danne sig en marelok. 
Han føler i den og mærker noget ligesom en stoppenål, men 
den var så blød, at han kunde boje den. Så trak han den 
ud og gik tilbage i stalden med den. Jo, det var ganske 
rigtig en stoppenål med die, og han kunde alligevel boje den 
helt om. Han stak så spidsen ind i 5jet og kastede den i 
den tilstand- ned i gravningen. Om morgenen, da han kom 
ud i stalden, ser han til sin store forbavselse, at den nær- 
meste nabokone ligger og spjætter der i gravningen med ben- 
ene op over nakken og kunde ikke komme der fra. 
Bornholm. Højskoleforstander J. West, Voldby. 

105. På en gård i nærheden af Engestofte blev alle 
hestene sådan plagede om natten, så de om morgenen var 

. halvt døde, eller havde ojnene halvt kradsede ud og kunde 
ikke bruges. Men da man efter en klog kones råd gravede 
en levende hest ned midt i stalden, så holdt det-^MPrrE; Gr. 

106. For at maren ikke skal ride ploven, bor der al tid 
holdes med hammelen vendt mod ost. K. Toxværd. 



G 




sagn, 



1. Fra skabelsen. 

1. Da Vorherre var ved at skabe urter, bad Djævelen 

om tilladelse til også at skabe, og sådan blev tobakken til. 

O. L. Rasmussen. 

2. Da Vorherre skabte hestene, vilde den Slemme have 
et ord med at sige. Han mente, at hele hestens ben burde 
laves af horn, for at de kunde blive stærkere at slide på. 
Men Vorherre vilde ikke gjøre hesten stivbenet, og så lavede 
han kun hoven af horn. Sigersiev, Stevns. N. P. Nielsen, Jowa. 

3. Da Vorherre dannede hesten, blev Fanden misun- 
delig; han så, .at det blev et kjont og ædelt dyr, der vilde 
blive mennesket til glæde og nytte; det tålte han ikke, 
og gik derfor hen til Vorherre, da denne var ved at danne 
ojnene, og sagde: <Det er et fejlt sted, ojnene kommer til 
at sidde, de burde sidde her,» og i det samme gjorde han 
et dybt mærke på indresiden af hvert af dens ben. Men 
samme steder lod Gud udvokse horn for at udslætte et hvert 
mærke af Fandens fingre. Vendsyssel. A. E. Jakobsen. 

4. Da drægtighedstiden for dyrene blev fastsat, blev det 
stillet til ræven og hoppen selv at afgjøre, hvilken af dem 
der vilde gå drægtig et helt år, og hvilken i seks uger. Ræven 
vendte sig da til hoppen og sagde, at nu måtte den vælge, 
om den vilde gå de seks lange, lange uger eller det lille, lule 
bitte år ; hoppen valgte da at gå et år. J. M. Pedersen, Rudme. 

5. Der er en fortælling om myrernes skabelse, at det 
var Fanden, der kneb dem, så de derved fik deres dybt ind- 
skårne legeme. Henrik Pedersen, Maribo amtstue. 

6. Da Gud havde skabt mennesket i sit billede, vilde 
Djævelen også prøve, om han kunde skabe et, men helst 
skulde det ligne Vorherres skabning. Det blev imidlertid 
kun til en abe. Chr. Weiss, Tingenip. 



1. Fra skabelsen. 253 



7. Det såkaldte Adamsæble (luftsrørshovedet) kom frem 
på den måde, at da Eva gav Adam af den forbudne frugt, 
spiste han jo også deraf, men kom for sent i tanker om, at 
det var synd. Han greb sig. vel med hånden om halsen for 
at standse en mundfuld, og den blev også siddende som en 
fremstående knude, og efter ham arvede så alle mænd Adams- 
æblet. P. Jensen, Kværndrup. 

8. Mændene har alle en lille udvækst på halsen under 

hagen, det kommer af, at den gang Adam havde fået æblet, 

som Eva rakte ham, så fortrød han det 

Annette Jensen. 

9. Da Vorherre skabte verden, blev dér en lille klat 
tilbage, deraf lavede han Fynboen. Han blev skrabekagen, og 
da der ikke var andet end rodt hår tilbage, og det vilde in- 
gen andre have, så måtte Fynboen nojes med det; derfor er 
der så mange rødhårede i lyen. H. V. E. 

10. Sønderjyden siger spottende til Norrejyden : Véd 
du, hvordan Jyllænderne blev skabt? Vi havde i vort land 
en mægtig stor ko, som rendte fra os langt op imod nord. 
Der tabte den en dag noget på en hede, og da det havde 
ligget nogle dage der, og solen havde skinnet der på, be- 
gyndte det at røre sig deri, og det var så mænd Jyllænderen, 
der nu var bleven til. Han sprang op, idet han udbrød: 
cHer er a, men hur er sønder, å hur er nær, å hur er 
mi madpues?* Derfor er det, at Jyden holder så meget af 
kræet, for dét er af hans egen slægt, og derfor søger han 
her ned til os Slesvigere, for hans stammemoder var en god 
slesvigsk ko. ' H. V. E. 

11. En mand fortalte mig en dag følgende: Da der 
var skabt alle slags folk, manglede Svenskerne. Men så en 
dag blev Moses så vred og slog med sin stav så hårdt på 
en kokase, at der sprang en skikkelse som et menneske op 
der af, og det blev til en Svensker. Han og hans afkom var 
al tid i vejen for andre mennesker. Derfor er Svenskerne 
så ilde lidt, hvor de kommer hen. M. Balle. 

12. Imellem de tre landsbyer Slangerup, Manderup, 
og Kvinderup i Frederiksborg amt, siger man, at Paradis 
har ligget. Gustav Bang, Bækbølling. 

13. Fanden skulde en gang ud at så; og da gav hans 
oldemoder ham en hel sæk fuld af herregårde. Så begyndte 
han oppe ved Bogense og gik sønder på. I førstningen så- 
ede han helt jævnt, men da han kom ned mod Svendborg, 
så han, at der var meget igjen i sækken, men så tog han alt 



254 O. BeligiMe sagn. 



det, han havde tilbage, og smed od der, og derfra er de 
mange herregårde i Svendborg-egnen. By. 

14. Der var en frøken eller sådan en fin tingest, 
hun ønskede, at hun skulde fa et barn, der skulde over- 
gå verdens skaber. Det fik hun også, og det var ligesom en 
stor orne, der voksede og blev så stor, at borsterne ragede 
over trætoppene. Der var også skov helt nord på dengang, 
og så blev den ved at gå og rode oppe i den strækning og 
lavede en hel del huller, og det blev så til Limfjorden. 

J. B. og M. H. Lille Tåning. 

15. Vorherre havde en gang lovet Djævelen, at han 
måtte råde på jorden i den tid, da der ingen lov var på 
træerne, men for at han så ikke skulde få for meget råde- 
rum, indrettede han det således, at de små bøge beholder 
bladene vinteren over. p. Jensen, Kværndrup. 

16. Der var en mand, som fandt en æske, da han gik 
på vejen. Han lukte op, og Fanden sprang ud. Nu nødte 
manden ham til enten at springe i æsken igjen eller også 
samle vinden i visse minutter i hele verden. Så floj han 
og foer hen i de fire verdensdele, men så var minutterne forbi, 
inden han nåede den femte, og derfor måtte han i æsken 
igjen. Af den grund er jorden ikke flad, men der, hvor F. 
har lagt vinden, der er bakkerne komne. Charl. Knuth. 



2. Jesus og si Peder. 

17. Jeg er født på Hjarnø og har der trådt mine barne- 
sko. Dagen for juleaften hen imod klokken 3, 4 om efter- 
middagen vilde vor fader have os til at muge og gjøre godt 
rent i nøds og stald, og lige sådan til nytårsaften. Til dag- 
lig dags var det ellers vor bestilling om morgenen, når vi 
var komne op. Vi spurgte ham, hvorfor vi skulde sådan 
muge til aften de to dage, og han svarede: Det var, fordi 
Vorherre var født i en stald, og det var da at bevise ham 
lidt ære ved at have hans usle første leje i tanker. Det 
var noget, vi born lagde os bag øret Den aften skulde alle 
kreaturerne have et rigtig godt givt til natter, for, som han 
sagde : <De>kal også være glade sådan en aften,* s. Hansen. 

18. En gammel mand har fortalt, at han en julenat gik 
ned for at høre kvæget tale. Men hvad de sagde, kunde ban 
ikke høre, ti det gik i en mumlen, som når en del men- 
nesker taler i munden på hverandre. A. 0. F. 



2. Jesus og st. Peder. 255 

19. En dag Jesu fader var ude at tømre, var der et stykke 
tommer, der var blevet for kort for ham. Da Jesus så det, 
sagde han : c Fader, tag du ved den ene ende, så skal jeg 
tage ved den anden. > Da de nu halede i tommeret, blev det 
så langt, at det lige var til pas. Marie Johansen, BøffelkobbeJ. 

20. Jesu kjortel, som stridsmændene kastede lod om, 

strikkede Jesu moder Marie, da han var lille, og efter som 

Jesus voksede, voksede kjortelen med, og endskjondt han 

bar den stadig, blev den dog ved at være som ny. 

A. E. Jakobsen. 

21. En gang, medens Jesus vandrede her nede på jorden, 

vilde Jøderne prøve, om det også var sandt, at han var en 

rigtig profet og kunde åbenbare det skjulte. Da de nemlig 

fik at se, at han kom noget borte, tog en af dem og skjulte 

sig i en omvendt tønde, og da Jesus nu kom der hen, sagde 

de andre: «Du siger ellers, at du véd al ting, kan du da 

nu sige os, hvad der er i den tønde ?» — c Ja, det er et 

svin,» sagde Jesus. Nu lo da alle Jøderne og skyndts sig 

hen og lettede tønden op for at vise ham, at han havde 

taget fejl, men så var manden bleven til et svin, og dette 

løb hen imellem en flok, der gik på marken, og blandede 

sig imellem dem, så det ikke var muligt at finde det igjen«. 

Siden den dag spiser Jøderne ikke flæsk. 
Stevns. P. Chr. Hansen, Enø skole. 

22. I gamle dage kunde små bflrn gå, det. første de bier 
fødte. Men en gang, da Vorherre og st. Peder vandrede på 
jorden, kom de til et sted og bankede på. Konen i huset,, 
som havde travlt med sit arbejde, bød nu et lille nyfødt 
barn, som gik der inde, at det skulde gå hen og lukke op* 
for dem. Det giorde barnet også. Men da Vorherre så, at 
det var så lille et barn, sagde han : «Skal småborn allerede 
begynde at gjøre tjeneste så tidlig, for at de gamle kan være 
mere magelige? det er synd, og det skal ikke være sådan 
længere. » Derpå tog han det lille barn op til sig og satte 
to af sine fingre i barnets lænd, så at der blev to små hul- 
ler. Da han havde gjort det, kunde barnet ikke gå, for de 
to huller voksede ud igjen, og siden den tid har nyfødte 
born ikke kunnet gå. Kristen Nielsen, Egs gård. 

23. Medens Jesus vandrede på jorden, kom han engang 
silde om aftenen til et hus og bankede på for at blive luk« 
ket ind. Konen lå i barselseng og kunde ikke stå op. Manden 
gad ikke ulejlige sig, og de øvrige folk havde heller ingen 
lyst til at komme ud ai sengen. Det spæde barn blev der- 
for anmodet om at åbne doren, hvad det også villigt gjorde. 



256 G* Religiøse sagn. 



Denne ladbed syntes Jesus ikke godt om og rørte derfor med 
to af sine fingre ved barnets ryg, så at der fremkom to hal- 
ler. Dernæst sagde han til de voksne, at forend hullerne var 
voksede bort, skulde spæde b&rn ikke kunne gå ene, og de 
altså ikke være fristede til at sende dem i steden for sig. 
Siden den tid går born ikke gjærne ene, fdr de er et år 
gamle. N. Kr. Pedersen, Grynderup. 

24. Da Vorherre var en lille dreng og løb om her nede 
som andre born, kun uden synd, vilde han en gang ind i et 
hus, men var for lille til at lukke ddren op. Han råbte da : 
«Luk op!> men folkene, der nok hørte ham råbe, var for 
dovne til at ulejlige sig selv og sendte en lille spæd dreng 
hén at lukke op o. s. v. £&rgen Hansen. 

25. Vorherre kom en gang i besøg hos nogle folk, og 
da han bankede på ddren, kom der et bitte, bitte barn og 
lukked e op. Han blev vred på forældrene, fordi de selv var 
så magelige, og for at de ikke tiere skulde bruge deres born 
på den måde, tog han på barnet, så det ikke kunde gå, for- 
end det blev noget stbrre. Siden den tid har så alle små 
bdrn et lille hul i hver side, som ikke bliver fyldt, førend 
de kan gå. Annette Jensen. 

26. Mens Vorherre som dreng var hjemme hos sine 
forældre, blev han en dag sendt hen for at kjøbe fisk. Da 
han nu stod og så på dem, fik han fat på eu flynder og 

sagde til den : cFaver est du, flynder fisk, 

da skal ind på Marie disk.> 

Men flynderen vred sig og vilde ikke med ind at blive 
spist. é& vred han hovedet om på den, så det blev skjævt, 
og siden den tid sidder flyndernes hoved skjævt på kroppen. 

Maren Nielsdatter, Vester-Brønderslev. 

27. St. Peder og Vorherre kom en gang ind til en 
skomager. Da de gik derfra, kom st. Peder til at ytre, at 
det var da sådan en grimme kone, den skomager havde. 
Det syntes Vorherre dog ikke. «Lad os gå der ind igjen,> 
sagde Vorherre, «så skal du nok få andre ojne at se med.> 
Så går de atter der ind, og han ser på hende. Men hun 

lige grim ud. Så går Vorherre hen og tager brillerne af 



skomagerens næse og sætter på st. Peders, og så skete der 

en stor forandring, da blev hun så grumme kjon. 

K. Timmermann. 

28. Men? Vorherre vandrede på jord ep, kom han en 
dag ind til en væverkone og vilde snakke med hende. 
Men hun havde så travlt med at væve og var så fortråden 



3. Jesus og st. Peder. 257 



-over hans. besøg, at hun slog efter ham med skytten. Så 
forbandede ban hende og sagde, at siden hun var så gjer- 
rig på arbejdet og ikke vilde give sig tid til at tale med 
ham, skulde der ingen velsignelse blive ved det for hende, 
og hun skulde aldrig tjene mere ved væveriet end dag og 
dagsens komme. Deraf kommer det, at væverne siden den 
tid al tid er fattige og får lidt for deres arbejde. 

Maren Nielsdatter, Vester- Brønderslev. 

29. Vorherre og st. Peder gik en dag en tur og kom 
da til en doven dreng, der lå på ryggen tæt ved vejen. De 
gik hen til ham og spurgte om vej. Men drengen sparkede 
blot ud med det ene ben, viste med den ene arm hen ad 
vejen og sagde ikke et muk. Så kom de til en lille pige 
og spurgte hende om vej. Og hun løb og sprang foran dem 
^t sfykke vej og viste, dem, hvor de skulde hen. Så sagde 
st. Peder til Vorherre, at den lille pige skulde da have noget, 
fordi hun var så god, om hun ikke skulde have et ønske? 
«Nej,» sagde Vorherre, «men hun skal have den dovne dreng, 
for der skal al tid en rask og en doven sammen, ellers kan 
det ikke gå i denne verden.* Annette Jensen. 

30. Jesus og hans disciple lå en nat i en lade, og der 
lå en flok kjæltringer også. Så var der så meget en bitte 
ung én, der blev syg den nat og skulde føde et barn, og 
den skreg så farlig. Så vilde st. Peder, te Jesus skulde 
hjælpe den. Han gik også ud og så efter æ stjarer. cMin 
time er endnu ikke kommen,* siger han, da han kommer 
ind igjen. Der var en stjærne, der skulde skride lidt mere, 
ellers blev barnet uheldigt. £t bitte stykke efter forbarmede 
han sig over hende, og så fødte hun, Peder Chr., Rottesgård. 

31. Vorherre og st. Peder vandrede omkring og kom 
til et sted, hvor en kone var i barnsnød og kunde ikke 
blive forløst Der var nu sådan en elendighed. Så siger 
st. Peder: «A, forløs bend', forløs hend'.» Nej, det kunde 
han ikke. «Gå ud, st. Peder, og se efter, hvad tegn der er 

{)å himlen. » Ja, der var en økse. Så kunde han ikke for- 
øse hende endnu. Hun klager sig igjen. «Gå nu ud og se, 
hvad der er på himlen. > — tDer er en opredt seng.> Så 
blev konen forløst, og al ting var i sin orden. 

Andre fortæller, at han første gang skulde se efter, om 
der var grå skyer på himlen. Ja, der var. Så kunde han 
endnu ikke forløse hende. Anden gang var der blank sky, 
og så kunde han. 

De var der om natten, og så siger st. Peder, om de 
skulde ikke give det lille barn, der nu var født, et ønske« 

E. T. Kristensen: Danske sagn i folkemunde. U. 17 



258 G. Beligiøse sagn. 



Jo. Han vilde så ønske, at barnet måtte få alle de røde kalve, 

der blev født i den bele by det år. Der blev ellers aldrig 

født en rød kalv i den by, men det år blev alle kalvene røde. 

Juliane Marie Povlsdatter, Vokslev. 

32. Ed kone sknlde til at få barn. Så bad st. Peder 
Vorherre om at forløse hende. Han skulde da gå ud og se 
efter, hvad tegn, der var på himlen. Første gang skulde 
harnet have været hængt, og så skulde det ikke være endnu. 
Da han gik ud tredje gang, blev hun forløst 

Ane Marie Jensdatter, Hårby. 

33. i Vorherre og st. Peder kom. ind et sted, hvor 
konen var i barnsnød. Manden bad Vorherre hjælpe til med, 
at hun kunde blive forløst, og så skulde han gå tre gange 
og se efter tegnene. Første gang var der en galge. Nej, det 
kunde ikke ske endnu, for dersom hun blev forløst i dette 
ojeblik, vilde barnet blive hængt. Hans Kristiansen, Vokslev. 

34. En kone var i barnnød, da Vorherre og st. Peder 
kom vandrende forbi . . . . St Peder gik ud og så efter, og 
da var der en galgepå himlen. Hvis barnet nu fødtes, skulde 
det blive hængt. Han gik atter ud, og da var himlen klar 
og pæn. Så fødtes det og blev til et godt menneske. 

Bodil Marie Andersdatter, Jerslev. 

35. Vorherre vilde en gang prøve, om ikke alle men- 
nesker kunde blive enige om at ønske regnvejr. 1 tre år 
kom der da slet ingen regn på jorden, og der var stor elen- 
dighed. Nu mente han, at alle var enige om at ønske regn, 
og den kom da. Men samme dag havde en kone hængt sit 
tftj ud til tørring, og hun blev slet ikke glad. tDet var da 
ærgerligt,! sagde "hun, thar det nu været tørrevejr i tre år, 

så kunde det dog gjærne have varet den dags tid til. 

K. B. Stenbæk. 

36. En dag, da Vorherre og st. Peder fulgtes ad, siger 
Vorherre: c Hvordan går det til i verden?* — tDet går 
underligt til,» siger st. Peder, efor den uskyldige kommer 
til at lide for den skyldige. I det samme kom de forbi 
et bjærg, hvor der var et kildevæld neden for. «Nu skal 
du sætte dig her på bjærget, > siger Vorherre. Så kom der 
en rytter ridende, og han var torstig og sprang af hesten 
og drak af dether vand, men ved det kom han til at tabe 
hans pengepung, og han agtede det ikke, men satte sig 
op igjen og red hans kås. Så kom der en hjordedreng 
drivende med nogle får, og han vandede dem ved den 
samme kjelde og fandt pengepungen, og så gik han igjen 
og sang og var glad, for det han havde fundet såraange 
penge. Da han så var dreven ud ad marken igjen med 



2. Jesus og st. Peder. 259 

hans får, kom der en stoddermand og vilde også drikke 
af vandet. Nu var der så meget blftdt græs, og ban lagde 
sig til at sove der. Da rytteren var kommen langt ben, 
vilde ban til at fornemme efter bans pengepung og op« 
dagede, at den var benne. Da ban ingen steder havde 
været afe uden der ved vandet, så rider ban tilbage og 
træffer denber stodder, tester barn an for bans penge og 
forlanger, te ban skulde da komme med dem. Men han 
havde jo ingen penge fundet. Så trækker rytteren hans 
sabel og hugger ham ihjel. Lav han nu havde gjort den 
gjerning og endda ingen penge fundet, sætter han sig på 
hans hest og rider igjen. «Nå,» siger Vorherre, c hvad så 
du da?> — c Ja, hvad a så, te den uskyldige kom til at 
lide for den skyldige, for drengen havde fundet pengene, 
og stodderen blev slået ihjel.* — «Nej,» siger Vorherre, 
eder skete ingen uret, for den stodder han bar slået den 
hjordedrengs fader ihjel, og nu skulde den rytter hævne 
drengens faders død, for drengen kunde ikke, og så skulde 
han også have de penge til arv efter hans fader, så der 
skete ingen uret. Povl Madsen, Gadbjærg. 

37. Det var en gang, st. Peder spurgte om forlov til 
at gå ned på jorden. Jo, det måtte han da nok, sagde 
Vorherre, og han får lov til at være henne i tre uger. Så 
går han derned og bliver henne i seks uger. Da han kom- 
mer tilbage, siger Vorherre til ham, at det var længe, han 
blev væk. Ja, der var så skjflnt at være på jorden, t Nå, 
det var skjftnt.» Ja, det var, for folk var så fornøjede og 
glade, det var rent forskrækkeligt, for det havde været så- 
dan en god avl det år, og så var de så i stand med det. 
c Var der så ikke nogen, der snakkede om mig og takkede 
for det?> sagde Vorherre. «Nej,» siger st. Peder, t det var 
der ikke, der var ikke andre end en gammel kone, hendes 
bus var brunden, hun klagede sig og råbte og bad til 
Vorherre.* Nå, så var det nogle år efter, da sagde st. Peder, 
om han måtte have lov at gå på jorden igjen. Ja, det 
måtte han nok, og så måtte ban blive benne i seks uger. 
Men så kom han igjen, han havde ikke været benne uden 
tre dage. « Hvordan kan det være, du kommer igjen så 
hastig?« — ti , der var ikke skjflnt at være på jorden, 
for der havde været misvækst, og de græd og klagede dem 
sådan, og det var ikke skjflnt at høre.> — c Var der så 
ingen, der snakkede om mig?> — «Jo, de råbte på dig 

alle veje; hvor man hørte, råbte de på dig.» 

Johanne Marie Kristensaatter, Søheden. 

38. Der var mange svinedrifter på OjøL Da Vorherre 

17* 



260 G. Religiøse sagn. 



og st Peder kom til øen og så, at der ingen mennesker var, 
tog han nogle l.... og sagde: «Bliv en GjølboU Derfor er 
de så brune. Vendelboerne siger : cHvad, du tager det nok 
med fingrene, ligesom Gjøl born.> Nik. Christensen. 

39. Den gang Vorherre og st.-Peder vandrede på jorden, 
kom de også over til Fyen. Det var sådan et dejligt land. 
Så siger st-Peder, at det var en skam, sådant et dejligt land 
skulde være ubeboet Men Vorherre svarer, at de folk, som 
kom til at bo dér, skulde blive så slemme til at bande. St-- 
Peder snakker lige godt med Vorherre om, at han syntes, 
der skulde bo folk i sådan ét land, og han fojede ham også. 
Som de nu gik hen over marken, sparkede Vorherre til en 
hestepære og siger : cFynbo, kom her ud !» Så kom Fynboen 
straks frem med de ord: cDet skal, Fanden pine mig, jeg.» 

— «Der kan du høre,» siger Vorherre, c han begynder alle- 
rede. > Jebjærg højskole. 

Bisse to sagn tilligemed et par foregående (i afsnittet c Fra 
skabelsen>) kan egentlig kun opfattes som spottende skjæmtesagn, 
og deres berettigelse til at stå her er nærmest kun den, at de sæt- 
tes i forbindelse med Vorherres vandringer og landenes bebyggelse. 

40. En herremand og en husmand kom en gang i 
himlen. St.-Peder modtog dem begge, og han viste herre- 
manden al den opmærksomhed, der kunde tænkes ; men det 
lod til, at han slet ikke brød sig om husmanden. Denne 
syntes, det var kjedeligt, og spurgte st.-Peder om grunden 
der til. Han svarede : «Det kommer af, at det er så uhyre 
sjældent, der kommer en herremand i himlen, så når der en 
enkelt gang kommer én, véd vi aldrig det gode, vi vil gjøre 
ham.» Men af den slags, som husmanden var, kom der så 

mange, så derfor tog de det ikke så noje med ham. 

Annette Jensen. 

41. Tre døde kom på én gang til Himmerigs port og bank- 
ede på. St Peder lukkede op og spurgte den første: «Hvem er 
du?» — c Jeg er Katholik, jeg har den eneste saliggjørende tro, 
men de andre to er kj settere. > — «Godt, sæt dig på bænken her 
udenfor. Hvad tro har du?> spurgte han den anden. «Jeg 
troer den rene evangeliske lære, sådan som Luther har ren- 
set den fra pavens vildfarelser. » — tNå,» sagde Peder, cdu 
kan også sætte dig der på bænken.* Derpå spurgte han den 
sidste, hvad tro han var af. cJeg er Keformert, jeg tror 
hverken på pavens falske lære eller på Luthers vildfarelser.* 

— «Ja, du kan sætte dig hen hos de andre. » Nu sad de 
og betænkte sig lidt Da begyndte én af dem at synge den 
salme : c Vi tro, vi alle tro på Gud,» og de andre stemmede 



2. Jesus og st. Peder. 261 

i med. Da de havde sunget salmen til ende, åbnede Peder 
porten og sagde : cNu, så I har én tro alle sammen, ja, kom 
kun så ind. » Derpå slap han dem alle ind i Himmerig. At. N. 

42. Der var en Katholik, som kom til Himmerigs port 
og forlangte at blive lukket ind. Apostlen Peder spurgte 
ham om, hvem han var. Han sagde da, at han var Katholik. 
«Du kommer ikke ind endnu,* svarede så Peder, c men sæt 
dig lidt der uden for på bænken.* En tid efter kom en 
Jøde, som også forlangte at blive lukket ind. Da apostelen 
hørte, hvem han var, sagde han : c Du kommer ikke ind 
endnu, men sæt dig lidt der uden for på bænken.* Lidt 
efter kom en Hedning til porten og bad om at bliv? lukket 
ind. Til ham sagde Ireder desamme ord: cDu kommerikke 
ind endnu, men sæt dig lidt der uden for på bænken.* De 
sad der alle tre længe og ventede. Endelig kom det dem 
for, at de skulde synge, og så sang de alle tre: «Vi tro, vi 
alle tro på Gud.* Da apostlen hørte det, lukkede han porten 
op for dem, og de kom ind. Således skal den første salme 
være bleven til. Jakob Rasmussen, Stensby. 

Sagtens forvansket. Se foregående stykke. 

43. En karl stod og grov tOrv, og pigen trillede dem 
ud. Hav de havde lagt dem for at få deres middagssøvn, 
kom Vorherre der forbi, og denne ene gang var han netop 
i følge med Fanden. Så siger Fanden til Vorherre: «A 
skal have skyld for ait det, der er skidt, og du skal have 
æren for alt godt.* Det troede Vorherre lige godt ikke, 
men Fanden sagde: c Vi kan gjøre et forsøg på det. Tag 
nu karlens spade og fiel (skjul) deu et sted.* Det gjor han, og 
så går de begge om bagved en haj eller en ting, hvor de 
kunde være dækket og endda høre, hvad der blev sagt. 
Det varer ikke længe, fCr karlen og pigen kommer op og 
skal til at fortsætte arbejdet. «Hvad Satan 1» siger han, 
c nu har Satan i Helvede været her og taget min spade. » 
Salapas han puffer til Vorherre og siger: «Det fik a skyld 
for, og du har endda gjort det. Men nu skal du se, hvor- 
dan det skal gå videre.* Hav nu karlen. og pigen går og 
leder om spaden, så lister Satan sig hen og smider den 
omtrent hen på pladsen, hvor de skulde grave. «Hør o nu 
efter,* siger han. Karlen finder den, og så siger han : <Å, 
Gudskelov og tak, nu finder a min spade.* — «Der kan 
du se,* siger han til Vorherre, «a skal have skam, men 
du skal have tak og ære for alt godt.* Vokslev. 



262 & Beligiøse sagn. 



3. Fugle. 

44. Gåveb kaldes en lille grå fugl, om hvilken der går 
det sagn, at da fuglene en gang vilde prøve, hvem der 
kunde flyve hojest, for den, der kunde det, skulde have konge- 
navnet, da satte den lille gåveb sig på ryggen af ornen. 
Denne floj nu et godt stykke hojere op end de andre 
fugle, og vendte sig da og så ned til de andre for at blive 
hyldet af dem som konge. Men da floj den lille gåveb endnu 
et lille stykke hojere op og blev så hyldet som konge. Den 
kaldes derfor meget almindelig ^kongefuglen*. Marie Johansen. 

45. Fuglene var en gang ude at flyve, og da ornen 
var kommen meget hdjt op, sagde den: «Hvem kan flyve 
hojere end jeg?» — c Det kan jeg,» sagde den lille brun- 
konge, og så floj den op fra ornens ryg, hvor den havde 
siddet ; men nu floj den så hojt, at den brændte sine vinger 
mod skyen, så de blev brune, og derfor Blev den siden kaldet 
c brunkonge ». Annette Jensen. 

46. Da gjærdesmutten floj ned, efter at den ved list 
var bleven fuglekonge, satte de andre misundelige fugle efter 
den, men den gjemte sig i et musehul. Uglen blev da sat 
til at passe på den, mens storken blev hentet for med sit 
lange næb at trække den ud; men uglen faldt i sovn, så 
gjærdesmutten smuttede ud. Siden den tid er uglen forhadt 
af de andre fugle. J&rgen Hansen. 

47. Fuglene kunde en gang ikke enes om, hvem af 
dem, der skulde være ..deres konge, og flokkede sig derfor, 
for at vælge sig én. Ornen, som jo var den storste, og som 
sagtens mente at være den nærmeste til værdigheden, fore- 
slog da, at de skulde prøve, hvem der kunde flyve hojest, 
den skulde da være konge. Der var da en lille fugl, gjærde- 
smutten, den satte sig på ornens ryg, og da ornen, som jo 
kunde flyve hojest, kom over de andre og spurgte, hvem der 
var længst oppe, sagde gjærdesmutten jo, det var den. Det 
måtte ornen finde sig i, men nu skulde de prøve, hvem der 
kunde flyve længst ned, sagde den. Den lille gjærdesmutte 
floj da ned i et hul, hvor der havde stået en humlestage, og 
da ornen spurgte, hvem der var længst nede, sagde gjærde- 
smutten, at det var den. Og den blev så fuglekonge. 

Niels Johannessen. 

48. Skaden, den bedste bygmester blandt fuglene, skulde 
lære skovduen at bygge rede, derfor skulde skovduen give 
skaden en ko. Da de lige havde begyndt, sagde skovduen : 



8. Fuglene. 263 



«Nu kan jeg, nu kan jeg!> — cJaja,» sagde skaden, «så be- 
høver jeg ikke at lære dig mere.* Derfor laver skovduen 
ligesom kun en begyndelse til rede, som man kan se igjen- 
nem neden fra, og som er ganske flad ovenpå, hvor æggene 
ligger. Derfor sidder den om sommeren og sorger over sin 
ko og siger: «Ko ko-o! ko-o!> K. Toxværd. 

49. Skaden og skovduen . . . ikke mere end to pinde over 
.hinanden, for duen råbte : « Jeg tror, jeg kan ! jeg tror, jeg 
kan!. Jeg tror^ed, jeg tror'ed, jeg tror'ed !» Skaden holdt 
straks op. c Vist ka' du! vist ka' du! Det bliver din egen 
skade-skade-skade-skade-skade !» sagde skaden, tog sin ko 
og drog derfra. Duen skulde ikke have været så kojter (ind- 
bildsk), for den fik aldrig lært at bygge anderledes, end at 
dens æg dratter ned. Det sorger den over, og hver gang et 
æg falder ned af reden, siger den klagende: c Jeg tro'de, jeg 
kunde, jeg tro'de, jeg kunde ! Jeg tro'de, jeg tro'de, jeg tro'de !» 
Når den ser skaden, råber den : «Min ko! min ko !» og skaden 
svarer: cDer ska vi ha'ed, der ska vi ha ha'ed b 

Præstø-egnen. Obr. Weiss. 

50. At det hus er lyksaligt, hvor storken og svalen 
bygger, hvor farkyllinger findes. Petx. Sept. De vulgi erroribus. 

51. At storken, spurven, svalen og flere fugle giver ti- 
ende. Petr. Sept. De vulgi erroribus. 

52. Glerup på Baggesvogn havde en son, ja, det var 
egentlig fruens son med sin første mand, der af våde kom 
til at skyde en stork. Det var tåget, og han antog den for 
en orn. Fra den tid mistede han sin forstand. Nik. Cbr. 

53. Der var nogle udflyttere fra Fovlum, der havde 
storke, og de havde ikke givet tiende i fire år, folkene havde 
nemlig ikke mærket, de havde kylt noget ned i den tid. 
Det efterår da samledes der flere hundrede storke på marken 
på én dag der i nærheden, og de gik og knæbrede og span- 
kulerede. Endelig stak de en unge ihjel, så den blev lig- 
gende. Den havde sort næb og sorte ben. Den var lige så 
overstukken af næb over hele kroppen. Folkene mente, at 
det var én af deres storkeunger, som de havde glemt at give 
i tiende. Det var regnvejr den eftermiddag, og da de kom 
op over byen, satte der sig snese af storke på hvert eneste 
bus i byen. De samme folk havde en gang prøvet at bære 
en unge, der var bleven kylt ned, op i reden igjen, men så 
gav de gamle den ikke noget at æde, og den sultede ihjej. 

Lærkerne giver også tiende. Ægget kommer da væk 
af reden. Ane Marie Kxistensdatter, Ørnm. 



264 G* Religiøse sagn. 



54. I Serritslev så a en gang, storken hyt en unge ud 
af reden. Den var så stor, at den allerede havde fået fjer* 
Så lå den på jorden og vrælte. Folkene bar den op i re- 
den igjen, men den blev atter smidt ned. Sådan kom dert 
op tre gange, og da storken til sidst mærkede, at han ikke 

kunde blive af med den, så hug han den i sig. 

Thomas Krat, Søheden. 

55. I forrige tider, når der blev eftervinter, skar de her 
kalvefjerdinger i stykker til storkene, når de gik nede i gård- 
ene, og hjalp dem til at bjærge livet, så godt de kunde. 

J. B. og M. H., Lille T&ning. 

56. Der var en pige, hun skulde sy noget for sin frue 
Mens fruen så var ude, stjal pigen en lille rød klud og en 
saks. Da fruen kom ind, savnede hun det straks og spurgte 
pigen, hvor det var blevet af. Men pigen sagde: «Eh rød 
klud og en saks, en rød klud og en saks, det så jeg aldrig !» 
Men til straf for denne logn blev hun til en fugl. Saksen 
blev hendes hale, og den lille røde klud kom til at sidde på 
hendes hals. Denne fugl er svalen. Når den synger sit: 
c Vit vit vidivit, vit vit vidivit, vit vit vidivit !» siger den: 
cEn rød klud og en saks, en rød klud og en saks, det har 
jeg aldrig setU N. O. Andreassen, Ørslev. 

57. En heks havde stjålet et nøgle rodt garn og en 
saks. Men husets folk mærkede snart, at det var borte. De 
satte da* efter tyven, men da heksen mærkede, at de var 
hende nær, satte hun nøglet under hagen og stak saksen bag 
i sin kjole og forvandlede sig til en fugl. Det var svalen, og 
deraf kommer det, at svalen er rød på struben og har den 
lange saksformede hale. Kik. Christensen. 

58. Svalen var en pige, der stjal en rød klud og en 
guldsaks, men vilde ikke tilstå tyveriet, hvorfor hun blev for- 
vandlet til en fugl med halen som en oplukket saks og al 
tid synger: «En rød klud og en saks, det véd-e Gud, det 
véd-e Gud, dem så jeg aldrig !» • Louise Fenger. 

59. Svalen siger : c Jomfru Marie har møst en rød klud 
og en saks, in te to ja den, inte to ja den.» Ada Frederikaen. 

60. En pige stjal en guldsaks fra sit herskab, men næg- 
tede det med de ord : cHar jeg taget den, ønsker jeg, at jeg 
må blive til en vibe.» Derfor har viben en saks i rumpen. 

Jtirgen Hausen. 

61. Fortællingen om, hvorledes svalen blev til, er på 
Fyen overført på viben, ganske i den samme form. Den 
bærer så saksens billede på sin hale. h. Hansen, Hjallese. 



3. Fuglene. 265 



62. Der var en stuepige på en herregård, som stjal en 
guldsaks, hvorfor hun blev til en glente. Derfor er det, at 
glenterne al- tid har en kløftet hale. M. Rosenkjær. 

63. Horsjøder (bekkasiner) har en gang været mennesker, 
men de er fordomt til at være fugle, fordi de har været hors- 
jøder eller hesteplagere. Dog kan de ikke lade være med 
deres ondskab endnu, de vil gjærne narre øgene, som går på 
græs i moserne, ud i dyndet, derfor er deres sprog al tid: 
cGaté-gaté-gaté-gaté (gå til)!» og så griner de bag efter om- 
trent som en gammel hest. D. J. 

64. Medens Vorherre vandrede på jorden, kom han en 
gang forbi en viberede, og viben, der troede, at han vilde 
tage dens æg, begyndte da at råbe : «Tyving, tyving !» Vor- 
herre sagde da, at fordi den kaldte ham en tyv, skulde den 
aldrig få lov til at hvile sig på noget træ, og derfor ser 
man aldrig viberne sidde på træer. H. P. Nielsen, Sejling. 

65. En gang, mens Vorherre vandrede på jorden, kom 
en vibe flyvende forbi ham, og den skreg : cTyvit, tyvit !» 
Fordi den sådan kaldte ham en tyv, sagde han : cForbandet 
er du vibe, men ikke dine æg!» Deraf kommer det, at vi- 
ben er afskyet af menneskene, men dens æg ikke, de er 
derimod tjenlige til menneskeføde og opsøges gjærne af dreng- 
ene. Men så snart æggene bliver til unger, ja, så |er forband- 
elsen over dem. Maren Nielsdatter, Vester- Brønderie v. 

66. Viberne er de gamle pebermøer, og skronnegederne 
er de gamle pebersvende. Viberne siger derfor: cHwi vi-il 
do et, hwi vi-il du e£?» og skronnegeden svarer: cFor a 
turr et, for a turr et!> F. P. J. Lund. 

« 

67. De piger, der ikke bliver gift, kommer ned i en 
mose, og der oliver de til viber. Karlene, som ikke bliver 
gift, kommer der også, men bliver til brushaner. Så flyver 
viberne og siger: «Hvi vi du it? hvi vi du it?» og brus- 
hanerne svarer: «Får a turr it! får a turr it!> t. Kristensen. 

68. Alle pebersvende bliver skronneborse, og alle ugifte 
piger viber. De mødes på Skrøbelev hede, og viben siger 
nu: «Hwi vi-i du it, hwi vi-i du it?» — c For a tor-rr et, 
for a tor-rr et, hå-hå-hå !» Palle Fløe. 

69. Alle pebersvende bliver til horsegjøge, og pebermø- 
erne til viber, når de døer. Når man lægger mærke dertil, 
vil man kunne høre, at viben siger: «Hvorfor vild du eet! 



266 G. Religiøse sagn. 



hvorfor vild du eet?» Horsegjøgen svarer da og siger: c Fordi 
a turd eet, fordia turd eet. » N. P. Olsen, Selsinggårde, Samsø. 

70. En hest gik en gang om vinteren fast i et kjær. 

Da den igjen kom op, fulgte en vibe med den ene hov. feen 

havde et græsstrå i sin mund og blev lagt på ovnen, men 

da forårssolen begyndte at varme, blev viben levende. 

N. Kr. P., Grynderup. 

71. I det hus, som Dorte Skomagers boer i, havde 
svalerne et efterår sådan fart ind ad overdoren, og da konen 
en tid efter kom op på loftet og så i en løb, lå der så 
mange svaler som en halv skjæppe, som vilde have vinter- 
kvarter der. De var i dvale, og hun kunde rage imellem 
dem med hænderne. Så bar hun dem ud i solen, og de 
kom til live og floj én efter én. Men hun fortrød det, for 
hun kunde jo have hyllet lidt over dem, så katten ikke 
kunde have taget dem, og så ladet dem blive. Hendes son 
sagde for resten, at det, der ligger i dvale, kan katten ikke 
tage. Der var ikke så tæt i husene i den tid, og så var de 
jo komne op på loftet fra gangen. 

Karen Didrikes fik en vibe at se ved en staarknold, den 

havde vrådet sig ind der. Hun opdagede først hovedet, og 

det var den første vibe, hun så det år. 

Ane Marie Kristensdatter, Ørum. 

72. Der var en kone, der hed Ma Lundgårds, hun 
havde et føl, der løb hen en gang. Så ønskede hun sig til 
en fugl for at komme ud og lede om hendes føl. Nu flyver 
hun og siger: «Fyll fyll fyll, fylle, kom hjemU Det er al- 
mindeligt her på egnen at kalde uglen Ma Lundgårds. 

J. K. Jensen, Borup. 

73. En krage var den første fugl, Vorherre så skjær- 
torsdag morgen, da han gik til Jerusalem med sine venner. 
cHurra, hurra !» råbte den. Den havde hørt Judas gjøre ak- 
kord om de tredive sølvpenge. Præstø egnen. Ohr. Weiss. 

74. Viben må bygge sin rede på jorden til straf for, 

at da den floj over Frelserens kors, skreg den: «Pin ham!» 

Annette Jensen. 

75. Da Jesus hang på korset, floj der fire fugle forbi, 
og den første, der var en Jærke, sagde : «Læsk ham, læsk 
ham!» Den anden, nemlig storken: cTrost ham, trost ham!> 
Men viben sagde: «Pin ham, pin ham!» Derfor er viben for- 
bandet, hvorimod de tre andre er hellige fugle. Maren Bonde. 

Den fjerde fugl er glemt af afskriveren. 

76. Da Vorherre hang på korset, råbte en lille fugl: 



8. Fuglene. 267 



*Svdl ham, sval ham!> Derfor blev den kaldt svalen. Viben 
skreg: «Pin ham, pia ham !» Men til sidst kom der en stor 
fugl og råbte : « Styrk ham, styrk ham !> og derfor blev den 
fugl kaldt storken. N. Madsen, Vorgod. 

77. Da Jesus hang på korset, floj storken, svalen og 
viben oven over.*Storken sagde: «Styfk ham!» svalen sagde: 
«Sval harnU men viben sagde: «Pin ham!» Derfor er de 
to første fugle yndede, hvorimod den sidste er ilde set. 

Martin Nielsen, Stangegård, Åkirkeby. 

78. ..... Storken sagde: c Styrk ham, styrk hamb 
svalen sagde: «Sval ham, sval ham!» lærken sagde: «Læsk 
ham, læsk ham!» og hjejlen: cHjælp ham, hjælp ham!» 
Viben der imod råbte ondskabsfuld: «Pin ham, pin ham!» 
Siden den tid kan viben for dens ondskab ikke finde hvile 

Jå noget træ, således som de andre fugle, men må bestandig 
vile på jorden. H. Petersen, Fårbæk. 

79 Viben sagde: «Pin ham, pin ham!» spurven: 

« Spark ham, spark ham b storken: <Styrk ham, styrk ham!» 
lærken: «Læsk ham, læsk hamU og svalen: c Sval ham, 
sval hamU T. Kristensen. 

80 Svalen bad: «Sval ham!» Viben skreg: cPin 

ham!» Storken sagde: « Styrk ham! » N. Kr. Pedersen, Grynderup. 

81 Viben: «Pin ham, pin ham!» Stenpikkeren: 

«Sten ham, sten ham! » Rylen: Riv ham, riv ham U Storken: 
«Styrk ham, styrk ham!» Spurven: «Spar ham, spar ham!» 
Lærken: «Læsk ham, læsk ham!» Tåffelen (bekkasinen): 
«Tuml ham, tuml ham!» Jeppe Jensen, Åkjær. 

82. Jeg har hørt, at det var uglen, der ved Kristi kors 
sagde: «Ynk ham!» M. Møller, Sir. 



4. Verdsens skomager. 

83. Den gang Vorherre gik her på jorden, var han en 
aften bleven træt og stod og hvilte sig tæt ved et hus i Jeru- 
salem. Manden i huset kom da ud og så ham, blev vred 
og sagde, at han skulde gå væk fra hans hus. Da sagde 
Vorherre til ham: «Gå du ind i din stue og tag dit toj, for 
du skal her efter gå om på jorden, så længe verden står.* 
Siden den aften har Jerusalems skomager vandret om på 
jorden, og har ikke noget blivende sted. Annette Jensen. 



268 G. Religiøse sagn. 



84. Man bor al tid sftrge for at & plove bragt i has 
til juleaften, ti dersom de henstår på maiken nævnte af* 
ten, kan Jerusalems skomager hvile sig derpå. Nævnte sko- 
mager boede i Jerusalem på Kristi tid, men da vor Frelser 
på sin vandring til Golgata vilde hvile sig lidt på hans 
trappe, drev skomageren ham bort derfra. Til straf for sin 
vantro og hårdhjærtethed måtte han i hast, som han gik og 
stod, forlade hus og hjem og begive sig på vandring randt 
omkring i den vide verden uden at hvile — med mindre han 
kan træfie en plov på åben mark juleaften — og denne 
vandring fortsættes indtil dommens dag. Når Jernsalems 
skomager viser sig, er der en ulykke i vente. Han formenes 
således at være set i Kjobenhavn kort forinden koleraepide- 
mien udbrød i 1856 og i Altona ved krigens udbrud i 1864, 
i det nemlig en skikkelse i en forunderlig klædedragt, der 
så ud til at være bevokset med mos, viste sig. Han for- 
svandt straks bag bygningerne, og når man så efter, hvor 
han blev af, var han ikke til at finde. Sergt. C. L. Rasmussen. 

85. Wassens skomager sagde jo til Jesus: «Gå væk du 
....,» den gang han stod til stød ved hans hus. 

Kirsten Marie Pedersdatter, Hornslet. 

86. Jerusalems skomager må kun sove hver hundrede 
år, så. bliver han hundrede år yngre, ellers vilde han jo blive 
for gammel en gang. J. B. og M. H., Lille-Tåning. 

87. Hver søndag må Jerusalems skomager hvile sig 
en time under en harve. Jørgen Rasmussen Bak, Tulstrup. 

88. Juleaften alene har Jerusalems skomager lov til at 
hvile sig og sætter sig da på plovene og trykker dem itu,, 
da han skal hvile ud efter sin anstrengelse året rundt. Der- 
for skal man have plovene inde, for at de ikke skal gå i 
stykker. N. P. Ohr. 

89. Jerusalems skomager kan ikke hvile sig uden én 
gang om året, og det er på en plov, hvissom han kan finde 
én at sætte sig på en julenat. Andre tider i hele året må 
han ikke hvile, derfor har folk plejet at tage deres plove i 
hus for jul, fordi de ikke kunde lide, at han skulde sætte 
sig på dem. Nogle har påstået, at de har set ham den nat, og 
hans klæder var gronne af mos. Bjerre herred. Sttren Hansen. 

90. Her på egnen har de haft så ondt af det for Je- 
rusalems skomager, at de har ladet deres plove stå ude julen 
over, for at han kunde have noget at hvile sig på. « V i har 
så ondt af det for ham, det solle fjolter!» har a hørt mange 



4. Verdseris skomager. 269 



sige, «han må have noget at hvile sig på, når han kommer 
her igjennem.* Dorthea Marie Pedersen, Skjæve. 

91. Verden skal forgå, når Jerusalems skomager kom- 
mer til Danmark. Uglbølle. 

92. Nu er de€ så vidt med Jerusalams skomager, at der 
groer mos på hans frakke. Han går med to kjæppe, der er 
meget hojere end han, for han er svunden ind, og de er 
blevne det, de var. Bodil Marie Enevoldsen, Avning. 

93. Jerusalems skomager gik med et par sko over nak- 
ken. De har set ham gå over Lågårds eng i Tise osten for 
bakkerne. Det sidste, de så ham, var han ikke storre end 
en myre. Kristen Nielsen, Mosehuse. 

94. For omtrent tredsindstyve år siden var det kjær, 
som nu hører til Sebberkloster, et stort morads fuldt af 
damme og bække. En morgen tidlig gik en mand (ra Bar- 
mer by ad vejen til Store- Ajstrup, der nu er anneks til Seb- 
ber, men tidligere hørte til Lundby. Han så da en mand 
svæve hen over kjæret, og ikke bedre mauden kunde se, så 
havde han en skomagerlæst på ryggen. Han rørte ikke ved 

jorden med fodderne, og det kunde heller ikke lade sig gjøre, 
da der ikke var så meget tor plet, at en fugl kunde sidde 
på. Det var Jerusalems skomager. Nik. Christensen. 

95. En Himmelbo har fortalt, at der en dag kom en 
mand ind et sted i Himmerland, han var så gammel, at hans 

klæder var mosgroede, og så stod han hele tiden og lettede 

£å f5dderne, så omme var de, men han sagde ingen ting. 
[an bød ham en meldmad, han tog den ikke. Så gik manden 
ind efter en skilling til ham, men da han kom igjen, var den 
gamle henne. Man så ud, han var ingen steder at se, og så 
tvivlede man ikke om, at det var Jerusalems skomager. 

P. K. M. 

96. Jerusalems skomager har en gang været i Vend- 
syssel og hvilet sig på en tue i Vestergårds kjcer, Manna 
by, Tise. Han blev set af nogle hyrder og var ikke storre 
end tuen, han sad på, og der groede mos i hans pande. 

A. E. Jakobsen, Orritslev. 

97. Min moder tjente oppe i'Grydsted, og der var det 
skikken, at pigerne skulde op om natten klokken l og malke 
køerne, og så sætte dem ud, mens alle andre sov. Den gang 
hun så havde været ude med dem, kom der en ældgammel 
mand gående lige bag efter hende, og hun blev jo forskræk- 
ket for ham, for hun kunde se, at han var så fuld af mos 



270 ' Q - Religiwe sagn. 

over det bele, og støvlelæsterne de hængte over hans nakke. 
Så meget så hun da, ihvorvel hun turde ikke ret se sig til- 
bage. Hun gik nu hjem ad, og han blev ved at gå bag efter 
hende. Så gik hun ind ad oryggersdoren og ind i hendes 
seng. Han var så nær, at hun ikke kunde få lukket for 
ham, og så gik han også ind i stuen og lagde sig et bitte 
korn op til en bænk, der var for enden af bordet Ret satte 
han sig ikke på den, men støttede sig til den, og hun lå 
i hendes seng og kunde se ham. Han sad der og stormede 
og pustede lidt og så underlig ud. Da han sådan havde 
lounet (o; hvilt sig) et bitte korn, gik han ud igjen, den 
samme vej, han var kommen ind. Hun tog nok dynen over 
hovedet, men kunde dog ikke lade være at kikke efter ham. 
Juliane Marie Porlsdatter, Vokale v. 

98. Der boede en mand her henne i H&ring, ham 
brændte det for for en del år tilbage. Så gik han lange 
veje omkring at tigge og var helt langt ned efter Ålborg til. 
Der skulde han en aften være kommen ud i Vildmosen, og 
så have modten mand der ude, som var overbegroet med mos 
over det bele. Sådan har han da fortalt, og så vidt a husker, 
sagde ban, at Jernsalems skomager hjalp ham i land af mo- 
sen og fik ham på ret kjøl igjen. 

Han skulde også en gang have kommet ind i UWyterg 
præstegård. Da han lige var kommen derind, så forsvandt 
han, og så var de i mening om, at det var Jerusalems sko- 
mager. Men det er nu mange år siden. Lavst X, Bjærggrav. 

99. En kone var ene hjemme en middag, og så kom 
der én ind, der så så besynderlig ud ; han gik med træv- 
lede og lasede klæder og langt uredt hår, der hang ham 
ned ad ryggen. Hans djne var så små som fugleojne. 
Hun troede, det var en tigger, og så gik hun ben og hen- 
tede et stykke brød og Syede ham, men da hun rækkede 
efter ham, var han væk. Det var henne ved Nb'rrestrand 
(ude ved Vesterhavet) i de nOrre sogne. De skulde også 
have set barn ude ved Ålborg, han gik ved fjorden, og når 
de gik ned imod ham ved den side, hvor ban var, så gik 
han med ét over til den anden side. De vilde så over - 
fjorden for at træffe ham der, men da var han atter flyt 
over til den side, hvor de kom fra. Sådan prøvede 
de det flere gange, men kunde ikke komme ham nærere. 
Så troede de, det var Jerusalems skomager. 

Lovise Sorensan, Oster-Brønderslev. 



— 



6. Sjælevandring. 271 



5. Sjælevandring. 



100. To karle var ude i heden at grave torv. Så faldt 
den ene i sovn, og en hvid mus koin ud af hans hals og 
løb hen til en rende, hvor den løb og snolrede. Den anden 
lagde sin torvespade over renden, og så løb musen over og 
ind i jorden på den anden side. Lidt efter kom den tilbage 
og løb atter ind i karlens hals. Så vågnede han. «Du dromte 
nok.> — «Ja.» — «Hvad dromte du?» — «A dromte, te 
der var en kjedel fuld af penge i den bakke. » — «Da 
vil vi også have dem, vi vil hen at kaste efter dem med 
det sammen — «Å skiid,» siger karlen, der sov. c Ja, a vil 
nu have gravet. > Han fandt også kjedelen, og den var fuld 
af penge. Så fortalte han den anden karl, hvordan det var gået til. 

Jens Kristensen. Ersted. 

101. Fire karle gik og slog i en eng. Der var en bæk, 
der gik ned ved engen, og så var der en bakke ved den an« 
den side af bækken. Nu var det sådan en varme den dag, 
og så lægger de dem til at sove deres middagssovn. Ved 
de nu ligger der, var der én af dem, der ikke var falden i 
sovn. Da ser han, at der kommer en hvid mus op af den 
andens mund, og den render ud i engen og hen til bækken 
og render og væjtrer hen ved bækken. Nu var den ikke 
bredere, end at et menneske kunde for resten springe over den. 
Så render han hen og tager hans hjølle og lægger bladet over 
bækken. Da musen kommer til den, går den over på hjøl- 
len, og karlen bliven jo ved at se efter den. Den går over 
til bakken og ind i et hul der. Da den havde været der inde 
lidt, kommer den tilbage igjen. Karlen bliver ved at passe 

å den. Den går det samme strog over bækken og hen til 
en anden karl og ind i hans mund. Så vågner han og siger : 
cA, a har da haft en forfærdelig sær drom.» De sporger 
ham efter, hvad han da havde dromt. Ja, han dromte, at han 
var ude på en tur, og så kom han for noget vand, som ban 
ikke kunde komme over. Men så var der én, der havde slået 
en jærnbro for ham, og der gik han over på. «Så tykte a, 
a kom ind i en bakke, og der var så mange penge, så mange 
penge, te det var magesløs, de var gravet ned der.» Ved den 
Fortælling kom den første karl nu i tanker om, at det var 
hans ånd, der var gået af ham, og så gåv de dem til at grave 
ind i det hul og kom til en jærngryde der inde fuld af penge. 
De byttede skatten imellem sig, og så blev de rige alle fire. 

Jens Bær te] sen, Vole. 

102. To karle er henne at grave splittørv, og så læg- 
ger de dem, da de har fået deres middagsmad, og den 



i 



272 G* Religiøse sagn. 



ene han falder siraks i sftvn. Da ser den anden, at der 
render en hvid mus ud af hans mund, og der er en bæk, 
der render den hen og febler og febler, og han rejser sig 
og går ben og lægger hans spade over bækken, det var 
sådan en lang krogen spade. Så render musen der over. 
På den anden side var der en stor myretue med heste- 
myrer, og der render musen ind i tuen. Lidt efter kom- 
mer den og render ind i halsen af karlen igjen. Da han 
vågner, begynder hau at ravsle. Den anden taler ikke 
om noget. «A har haft sådan en slem drdm og været i 
sådan en fare,» siger han, der sov. c Hvad da?> siger den 
anden. «A skulde over et vand, og det kunde a ikke, råen 
så kom der nogen og lagde en bro, a kom ad, og der 
ovre var så mange penge, det var forfærdelig, de penge, 
der var.t Den anden karl tav endnu stille og sagde ingen 
ting, og de gik hjem. Siden gik den anden karl tilbage 
og kastede myretuen til. side, og der finder han en kjedel 
fuld af penge. Den tog han så og tilegnede sig. 

Mossi-Jens (o : Jens Mosen), Oster-Brønderslev. 

103. En hjempermitteret soldat og en karl vandrede hen 
ad landevejen. Så blev de trætte og lagde sig til bvile ved 
siden af vejen. Da faldt karlen i sovn, og soldaten så en 
mus løbe ud af munden på ham. Han tog da sin kaskjet 
af og dækkede hans ansigt til med, fulgte der næst med 
musen gjennem skov og krat hen til en bæk, og da han 
kunde se, den var i forlegenhed for at komme over, tog han 
sin pallask og lagde over strommen. Musen gik da over og 
blev ved at løbe, til den kom til et stort bjærg, og der løb 
den ind i et musehul og blev der nede et stød. Da musen 
kom igjen, løb den samme vej tilbage, soldaten lagde atter 
sin pallask, og da de kom til karlen, løb den ind i ham, 
og han vågnede straks. Soldaten spurgte da, om han ikke 
havde dromt, mens han sov. «Jo, jeg dromte, at jeg var 
udrejst og kom igjennem skov og krat til en flod med en 
jærnbro over, og da jeg var kommen over den, kom jeg ind 
i et dybt hul, hvor der var en gruelig mængde penge.* Sol- 
daten fortalte nu karlen, hvad han havde set, og så gik de 
hen til bjærget og gravede der, hvor musen var løbet ned, 
og fandt en stor skat der. H. M. Iversen, Varde. 

104. Da to soldater efter endt felttog fulgtes ad til deres 
hjemstavn, kom de på vejen til en kro, hvor de overnattede. 
De lagde sig hver på en bænk, og den ene faldt straks i 
sovn, hvorimod den anden slet ikke kunde sove. Han blev 
imidlertid liggende helt rolig. Efter at have ligget i nogen 
tid, så han en lille mus .... Rendesten. Myretue .... 



6. Sjælevandring. 273 



Da den sovende næste dag vågnede, spurgte hans kammerat 
ham, hvorledes han havde sovet om natten. «Godt h svarede 
han, men han havde haft en forunderlig drom. Han havde 
nerrflig drftmt, at han var ude at rejse, og at han var kom- 
men til en meget stor strom, som han ikke på nogen måde 
kunde komme over. Længe gik han ved bredden, men plud- 
selig stod han ved en sær besynderlig bro, som han aldrig 
havde set mage til hverken her eller der. Han gik da over 
broen og fortsatte sin rejse, indtil han kom til et stort bjærg, 
der straks åbnede sig for ham. Efter nogen betænkning tog 
han mod til sig og gik derind. Her fandt han en stor 
mængde kostbarheder både af guld og sølv og andre herlig- 
heder. Efter at have set på alt det vendte nan tilbage ad 
samme vej, som han var kommen. Vestervig, Ty. Oluf Obel. 

105. Det traf sig en gang på en gård i Vendsyssel, at 
man havde 'ejt skrædder, han sad en aften på bordet og sy- 
ede ligesom andre skræddere, mens en af gårdens karle lå på 
bænken véd siden af og snakkede med ham. Under samtalen 
faldt karlen i sovri, og noget efter bemærkede skrædderen, 
at der /var noget, der floj ud af munden på ham, og sam- 
tidig holdt karlen op med at drage ånde. Skrædderen stude- 
rede noget på dette her, og endelig fandt han da ud, at det 
vist måtte være karléns sjæl, der tog sig en lille natlig ud- 
flugt. For nu at se disse lojer til ende greb han en klud 
og lagde* over karlens mund, da han så antog, at den ikke 
kunde komme ind, når den kom tilbage. Noget efter kom 
sjælen og sogte ganske rigtig at slippe ind, men da den jo 
var forhindret deri af kluden, blev den ligesom vildfarende 
og begyndte at flagre omkring i værelset. Skrædderen hop- 
pede ned af bordet og gav sig på jagt efter sjælen, og det 
lykkedes ham også endelig at fange den. Nu vilde han gjærne 
have den til at fortælle sig noget om den natlige færd, men 
det vilde ikke lykkes, den kunst forstod han ikke; dog lade 
den slippe ind, hvor den havde hjemme, havde han heller 
ingen lyst til, da han nu en gang havde gjort. et så sjældent 
bytte. Han puttede den så ned i en æske, hvor han havde 
den i lang tid ; men endelig blev han kjed af at gjemme på 
den og solgte den så til to omrejsende mormonpræster(!). 

HjOrring amt. . (Slutningen helt forvansket.) Johannes Neve. 

106. To karle var ude at grave sandtorv, og så lagde 
de dem og sov deres middagssøvn. Da løb der en mus ud 
af munden på en karl, og da den kom tilbage igjen, så holdt 
den anden hånden for munden af ham, så den kunde ikke 
komme ind, og da var han død. Bodil Marie Andersdatter, Jerslev. 

£. T. Kristensen : Danske sagn i folkemunde. II. 18 



274 & Religiøse sagn. 



107. To karle snakkede ude i heden om, hvordan de nu 
havde det hjemme. Den ene siger da til den anden, at han 
havde magt til at se det, og han bad ham blot om ikke at 
røre sig. Så lagde han sig til at^ove, og den anden så da en 
hvid mus løbe ud af munden på ham. Efter nogen tid kom 
musen igjen og løb ind i munden på den sovende, som der 
efter vågnede og kunde da bestemt sige, hvordan det stod 
til hjemme. P. Chr. 

108. Der var en gang en skipper fra Vestervig, som 
sejlede til Norge, men det blev vinter for ham, og han måtte 
da blive i Norge en tid. Han blev hos en af indbyggerne i 
Finmarken, og da juleaften kom, spurgte hans vært, om han 
ikke kunde have lyst til at vide, hvad de spiste til juleaf- 
tens-nadver i Vestervig. Jo, det vilde han da gjærne vide ; 
ja, han vilde endog give en halv pot brændevin- derfor. Det 
blev så bestemt, og Finnen drak den ene pægl og .snakkede 
så lidt Derpå drak han den anden pægl og lagde s% så på 

!;ulvet Hans kone tog da en dyne og lagde over ham ; der 
å han og rystede en halv time, derefter lå han stille en 
halv time, vågnede derpå og fortalte, hvad de fik til nadver, 
og til bevis på, at han havde været der, fremlagde han en 
kniv og en gaffel, som skipperen ganske rigtig kjendte som 
sine, da han brugte det, når han var hjemme i Vestervig. 

P. Chr. 

109. Der fortælles om en skrædderpige fra Ty, at hen- 
des legem kunde slumre bleg som et lig, medens hendes sjæl 






foer gjennem verden. Der var krig, og hendes kjæreste var 
med, og ham dvælede hun hos. Men når hun kom igjen, 
vidste hun besked om meget og om ham med. p. Uhrbrand. 

110. Per Hjulmand mente, at menneskets sjæl kunde 
forlade legemet i skikkelse af en mus eller sådant et dyr. 
Det kaldte han for en mare, og den foer på mennesker eller 
heste, redte dem ilde til, og filtrede hestens manke. En an- 
den skulde slå en spand vand over hovedet, så stod den i 
menneskeskikkelse og jamrede sig og havde ofte mange mil 
at gå hjem. (Se : Varulve og marer.) A. M. 

111. Min fader siger til mig: c Tag hestene og rid ned . 
til bækken og vand dem.» Der var en indhegning med et 1 
led for, og der skulde a ind ad. Som a rider igjennem, flyver 
der en solsort op, og så bliver hestene rædde, og de lægger 
af sted om ad en hulvej, hvor a stegler af hesten og kom- 
mer ned på hovedet Nu fornemmer a ikke mere til noget; 
men så dromte a, te a var i den evige glæde, og den gang 
aså vågnede og kom til mig selv, siger a : «Hvor er du, og 



5. Sjælevandring. 275 



hvor har du været?* A daskede af hjem og kom til min 
fader uden for, han stod og kløvede noget træ. «Tog du 
bæsterne med her op?» sagde han. « Bæster, hvor har a 
været?* Så kom a endelig til mig selv og kunde huske 
bæsterne. Det er bevis nok på, at min sjæl har været andre 
steder på vandring imens. Rasmus Nørregård, Egholt. 

112. En vens hustru har fortalt mig følgende: «Da hun 
boede i Odense, stod hun en dag i kjøkkenet i færd med at 
lave mad til manden, som var ude. Da stiger der et billede 
klart og skarpt op for hende, hun ser et stykke af gaden 
mod Albanibroen og broen med, og der ser hun sin mand 
komme gående, og ikke nok med det, men hun kan tydelig 
se eller føle, hvad han går og tænker på. Hun ser 
ham, indtil han er over broen, da forsvinder billedet atter. 
Da manden kommer hjem, og hun fortæller det for ham, be- 
kræfter han, at han også tænkte på det omtalte, mens han 
jgik der. H. G. Hansen- Jeppesen, Refsvindinge. 

113. A har også drdmt, og det passede. Mens a var 
«n knægt og gik i Årestrup skole, dromte a, te a i skolen 
på et bestemt sted fandt en kobber-fireskilling. Om morg- 
enen, a kom i skolen, fandt a den også på det selve samme 
sted. Jens Kristensen, Ersted. 



6. Stjærnerne. 

114. En mand havde stjålet en pose fuld af gronkål. 
Da han så gik med den, kom der en anden mand og lod 
ham vide, at det var hans kål, han havde stjålet. Det på- 
stod den anden var ikke sandt, og dersom han havde stjålet 
kålen, så vilde han ønske, at han måtte komme til at ride 
oppe i månen. I samme ojeblik blev han også forflyttet og 
sidder endnu den dag i dag i månen med sin pose gronkål 
på ryggen. Annette Jensen. 

115. Det første tyveri på jorden udøvedes af en mand, 

der stjal kål. Som straf lod Vorherre ham vælge imellem 

at sidde på månen og fryse eller at sidde i solen og hedes. 

Tyven valgte det første. På fuldmånen ser man derfor en 

mørk figur, det er kålstokken. Manden må sidde på den 

anden side. Lærer H. Hansen, Hjallese. 

Tyskerne benytter derom et andet sindbillede. De ligner den 
mørke figur ved en kvinde med en gammeldags håndten i den ene 
iiånd og den udspundne tråd i den anden hånd. 

18* 



276 G- Religiøse sagn. 



116. Den første mand, der stjal kål, er harn, der nm 
sidder på månen og kaldes cmanden i månen*. Han havde 
en aften, mens han var her på jorden, og altså for han fik 
den plads, han nn har, stjålet en del kål og var på vejen med 
dem hjem. Da modte ban en mand, der spurgte ham, hvor 
han havde fået dem fra. c Jeg har ikke stjålet dem,> svar- 
ede han. c Jo, det tror jeg, du har,» svarede den anden. cHvis 
jeg har stjålet dem,> gjentog den første, cså vil jeg være for- 
domt til at sidde på månen.* Og straks, han havde sagt det, 
gik hans egen dom i opfyldelse. Han sidder nu der oppe 
til skræk og advarsel for alle tyve, men særlig for kåltyve~ 

A. E. Jakobsen, Orritelev. 

117. Der var en mand, der gik ind og stjal en borren 
kål et sted. Så kom Vorherre til ham, da han kom bærende 
med de kål i den ene hånd og en munk i den anden, og 
han sagde til ham, hvor han helst vilde sidde enten i solen 
eller i månen til straf for det, han stjal kål. Han valgte da 
at sidde i månen, og der sidder han endnu med en borren- 
kål under armen og en munk i hans hånd. 

Jens Begs enke, Smidstrup. 

118. Der står en Amager med to hvidkål i hånden i 
månen. E. T. K. 

119. Syvstiærnen er fra først en kone med syv born. 
Manden og hende de kunde aldrig forliges, og så ønskede 
han omsider, at de aldrig skulde komme til at se hverandre 
mere, og at hun og hendes born måtte blive til sy vstjærnen 
og han selv til en gjøg. Ønsket gik i opfyldelse, og deraf 
kommer det, at vi aldrig ser syvstjærnen på himlen, imens- 
gjøgen kukker. Maren Nielsdatter, Vester Brønderslev. 

120. En mand skal have forønsket sin kone og sine 
born. Han blev til karlsvognen .... Karlsvognen er ikke 
på himlen, når syvstjærnen er der. Mossi Jens, Oster-Brønderslev. 

121. Der var en gang en mand, der var så slem ved 
hans kone, og han havde endda syv born med hende. Når 
han kom hjem om aftenen — han var vel sagt fuld og grim 
— så gjente han dem ud. Sådan var det en aften, det var 
sådant et mørke. Hun gik med det ene barn i hendes arm 
og gik der på marken og var helt vildt og vidste ikke, hvor 
hun var. Så kom der en mand imod dem, og han spurgte 
om, hvor de vilde hen. Det vidste de ikke, for deres fader 
havde gjent dem ud. Ja, de måtte ikke klage dem, og så 
gik han videre. Der kommer han til manden, han var lige 
godt kommen i tanker om, at han vilde hen og se efter dem. 
Den fremmede mand sporger ham om, hvor han vil hen. Ja, 






J 



6. Stjærnerne. 277 



lian vilde hen at lede om en so med syv grise, om han havde 
ikke set den? Nej, han havde set en kone med syv tørn. 
-Ja, det var da også dem, han ledte efter. «Ja, du skal komme 
til at flyve al verden om og være en kukmand, for det du 
har jaget dem ud. Men de skal blive de hdjeste stjærner, 
der er på himlen.* Sådan er det gået til, at vi har den kuk- 
mand og så syvstjærnen. Jørgen Villadsen, Ramsing. 

122 en so med syv grise. Det var hans kone 

og bom, han mente. Fra den tid blev han skabt i en kuk- 
mand, og de andre skabt i en syvstjærne. Siden den tid 
kukker kukmanden ikke i den tid, syvstjærnen er på himlen, 
»og omvendt. Lars Nielsen, Vinkel. 



7. Helligdagsbrøde. 

123. Findes et sted i et engemål, kaldes Kjærnen, hvor 
•en gjerrig bonde ved navn Jorgen Tange på en søndag un- 
der gudstjenesten gjorde hø, og den høstak sank straks ned 
i afgrunden, og findes endnu et trindt hul på samme sted, 
som høstakken stod. Trøstrup. Ole Worm. 

124. Nede i Kolding-egnen var en mand bleven gift 
med datteren i gården, og han vilde til at kjøre korn ind om 
søndagen, det havde de ikke brugt for dér, men med ny 
herre kommer ny skik. Så var det en vanskelig host, og der 
.stod mange traver korn ude, da giver han en søndag ordre 
til, at de skal kjøre ind. Det var svigermoderen meget mis- 
fornojet med, men han forklarede hende, at det var om at 
•gjøre at få det under tag. Så svarte hun: «Gud har tag 
•over dit tag!» Det brød han sig ikke om, og han begyndte 
at kjøre hjem. Til sidst får de det i hus, og da han kom- 
mer ind om aftenen, så siger han : cNå, svigermoder, nu har 
Jeg fået så mange hundrede tønder sæd under tag.» Hun 
svarer det samme som for. Lige i det samme trak det op 
til torden, og en lynstråle tændte det hele, og alt brændte. 
Han gik fra forstanden ovet det og kom i dårekisten, og når 
nogen siden sagde noget til ham, gjentog han stadig de ord, 
-og sagde aldrig andet. Lærer Søe, Gudum. 

125. Skjærtorsdag må ingen mand ploje på sin mark. 
En gang var der en mand, som gjorde det ; men så forvand- 
lede Vorherre ham til straf derfor til en muldvarp, for at 
Ihan alle sine dage skulde ploje og vræde i jorden, p. K. M. 



278 G. Religiøse sagn. 

126. Der var en bondekone, som var meget nøjeregnende- 
med tiden. Hun spandt, og pigerne kartede eller spandt hver 
vinteraften til klokken elleve eller derover; de havde nemlig 
deres visse arbejde, de skulde være færdige med inden senge- 
tid, som så måtte indrettes der efter. Hun havde mange 
kister fulde af linned og dynevår, og om sommeren havde 
man nok at gjøre med at sole og passe det, at hverken fugt 
eller møl skulde lægge det øde. Hun var påpasselig i alt, 
og samlede skilling tu skilling, så hun havde ord for at være 
rig. Omsider blev hun gammel og svag og måtte lade rok- 
ken stå, men pigerne måtte fremdeles spinde, bestandig mere. 
Til sidst kunde hun ikke holde sig varm andre steder end i 
sengen, hvor hun nu måtte blive. Da hun mærkede, døden 
nærmede sig, lod hun pigerne bringe sig alle pengeposerne 
med penge, der nu kun gjorde hende mere fortvivlet. «Hvad 
har jeg nu for alt mit arbejde og alle mine penge h råbte 
hun, «jeg skal jo alligevel dø !» Hun døde da og blev be- 
gravet Men så var der ikke fred i gården, når spindetiden 
nærmede sig. Det klagede og sukkede uden for og puslede 
uhyggeligt i krogene. Man brugte i de tider ingen gardiner 
for vinduerne, og da stuen al tid vendte ud til gårdsrummet, 
behøvedes det heller ikke. En aften så da en af pigerne et 
dødningeansigt ved vinduet, der næst kom et par blodige 
hænder, og så hørte hun en klagende lyd, der sagde: 

c Se, se, hvad jeg vandt, 

for jeg løverdag aften spandt.* 

Det kom jo snart ud mellem folk, og siden bliver der aldrig 
spundet løverdag aften i noget hus; den aften har pigerne til 
deres egen rådighed. Chr. Weiss. 

127. En gammel kon i Vole har fortalt, at der var en 

gang en gjerrig kone, som aldrig kunde få nok spundet, hun 

spandt nætterne ud, enten det så var hellige eller sogne. Men 

en lille-juleaften, hun sad og spandt, kom der én og rakte 

en blodig hånd ind ad vinduet til hende og sagde : 

c Der kan da se, hvad jeg vandt, 
fordi at jeg en lille- juleaften spandt.* 

Siden den tid var konen nok ikke så glubsk til at spinde, 
som hun for havde været. S. P. Jensen, Vole. 

128. Det er ikke godt at spinde om helligaftenerne, 
heller ikke løverdag aften. En pige, der spandt en sådan 
aften, så et spøgelse strække tre gloende fingre ind ad doren, 
idet det sagde: «Se,Jdet fik jeg, fordi jeg spandt om løver- 
dag aften !» p. Jensen, Kværndrup. 

129. Fra ældgammel tid have 3 det sagn, at en kone 



7. Helligdagsbrøde. 279 



til visse ubestemte tider skal sidde i en fenne nær ved Skan- 
derup by og spinde under sus og brus. Broder Brodersen 
fra Bredebro, en vældig jæger, som i sin ungdom strejfede 
gjennem mark og eng ved nattetid, fortæller: En gang kom 
jeg i klart måneskin over bemældte fenne på harejagt. Uden 
at jeg tænker på andet end de harer, jeg håber at skyde i 
de Skanderup kålhaver, hører jeg med ét en susen og brusen 
rundt omkring og ser da lige for mig en skikkelse dreje en 
rok med et voldsomt brum og følte mig selv hvirvlet om- 
kring et ojeblik. Straks efter var alt forbi. A. L. 

130. I Skanderup ligger Rilyngdal. JEn aften kom en 
mand der igjennem dalen og så da en kone komme farende 
med en gloende rok. Manden blev så forskrækket, at han 
besvimede, og kom først længe efter til sin bevidsthed, s. J. 

131. Nordvest for Vester- Vedsted by ligger på præste- 
gårdens mark en hoj, Spindenbank eller Spindelbanke kaldet. 
Når man ved nattetid kommer forbi denne, ses ikke sjælden 
en hvid kone, som spinder på en rok. Enhver vejfarende, 
som ser hende, farer vild. Præstens karl Jorgen forsikrede, 
at synet af hende var skyld i, at han var gået rent vild og 

kommet til Sønder- Far drup i steden for Vester- Vedsted. 
(Sml. Afdel. I, nr. 241.) H. F. Feilberg. 

132. Der var en kone, som var så begjæriig, at både 

hun og hendes piger spandt løverdag aften. Da hun var 

død, kunde hun ingen ro finde i graven, men måtte hver 

nat sidde oppe i kirken og spinde foran alteret. Præeten 

gik da en nat derop og spurgte hende, hvorfor hun sad der 

og spandt, hvortil hun svarede: 

c Her skal jeg lide stor mOje og tvang, 
fordi jeg en løverdag aften spandt.* 

Han læste da cfadervor* for hende og lyste fred over hende, 
og fra den tid fik hun ro i sin grav. H. B. Schak. 

133. En mand havde advaret sin kone mod at spinde 

de helligdage, men det hjalp ikke, hun blev lige godt ved 

med arbejdet. Det gik endog så vidt, at hun satte sig til 

at spinde en juleaften. Da rækker der en blodig hånd ind 

ad doren og siger : c Der skal du se, hvad a vandt, 

sidste juleaften a spandt.* 

Det var altså en kone, der havde været ligesindet med hende. 
vjSter-Hornum. 

134. Ved Ryssensten stod der et hus, jeg kan endnu 
mindes, ruinerne blev ført bort. De kaldte det slottet. Der 
skulde en kone have sjunket, fordi hun spandt om juleaften. 



2S0 G* Religiøse sagn. 



På det sted var der al tid et bul, som' der. hvert år blev ført 
mange læs jord i, for de vilde have det under plov med dét 
øvrige land, men det blev hvert år ved at synke, hvor me- 
get de end fyldte i det, og der voksede aldrig andet på det 
end følfodder og tidsler. j. M. 

135. En gammel dame nede på Gammel-Estrup havde 
hørt, at det var slemt at spinde lille-juleaften ; men hun tro- 
ede ikke, det havde noget at betyde. For nu at trodse over- 
troen, gjorde hun det så, men blev straffet hårdt derfor. Han 
blev nemlig domt til at skulle efter hendes død gå omkring 
på hele det store gods og se efter, om nogen spandt den 
aften. På et sted, hvor sådant skete, kom hun, rakte armene, 
som hænderne var huggede af, så at blodet* dryppede ud af 
stumperne, ind ad vinduet, i det hun sang : . 

c Her kan I se, hvad jeg har vundet, -• _. — , . 
for det jeg lille-juleaften har spundet* r - * '■ 

Det skal hun blive ved med til dommedag: N. EhrenreichL **' 

126. A gik fra mit hjem i Hylling skov og vilde til 
Veigels eng oi hente min farbroder, han skulde hen at spille, 
og der rendte a for en kone, der sad og spandt på en rok. 
Hun var sort og havde hvide ojne og spandt sorte tæjer. A 
tænkte ingen ting på og rendte lige så tæt på hende, men 
så vendte a lige straks og rendte tilbage, så a kom ingen 
farbroder til. (Sml. af dl. I. nr. 238-241.) 

137. En gjerrig kone kunde aldrig få nok spun- 
det, men spandt hver aften til langt ud på natten, enten det 
så var helligt eller sognt. Hun plejede hver aften at sætte 
sin rok ind i et afsides kammer, men en søndag aften, da 
hun havde spundet længe og var meget træt, lod hun rok- 
ken stå i sovekammeret. Om natten blev hun vækket ved 
en stærk snurren. Hun ser ud og ser då en lille mand sidde 
ved rokken og spinde, som om clér skulde gå ild i den. 
Konen blev her over. meget forskrækket, og siden den tid 
spandt hun aldrig mere om helligaftener. s. J. 



. • • 

8. Dødes gudstjeneste. 

138. En mand gik stadig i byen hver aften klokken 12. 
Dette undrede hans kone sig over, men da han så også gik 
juleaften, listede hun sig bag efter ham. Da så hun, at 
hån gik ind i kirken, hvor sule de døde sad og sang salmer. 



8. Dødes gudstjeneste. 281 

Han gik op på prædikestolen. Hun listede sig bag efter og 
plukkede ham i ærmet. Han vendte sig hastig oui og råbte 
(meget hojt): cHvad vil du her ?> Mads Jepsen, Kongsted. 

139. En ridende kom en gang forbi Orritslev kirke ved 
midnatstid og hørte inde på kirkegården sådan en sær mu- 
sik, hvorfor han holdt stille og så nu, hvorledes de døde 
hoppede og sprang over gravene. En af dem bød ham at 
drikke af et glas, som han rigtig nok tog i hånden, men 
kastede straks bag over sig og red så ... . Han kom ikke 
ret langt hen, for hesten faldt død om; en dråbe af glasset 
var falden på den. Th. J. 

140. Der var legestue i en by, som hedder Djørup, 
en lidt her irk Bislev, og så var jeg og en anden dreng be- 
stemt på at ville derhen. Vi gik så hen til kirkegården og 

^satte>08 ved diget for at se efter, om der kom ingen andre 
fra Bislev, som vi kunde følges med. Imidlertid giver det 
sig til at synge i kirken, og vi sad og hørte på det et skjonne 
bitte korn. Der kom ingen og vilde til legestue, og det var 
ikke fri, vi blev lidt bange, nok er det, vi bestemte os til 
at løbe hjem, og*så lod vi legestue være det, den var. 

Jens Mark, Vokslev. 

141. . For mange år siden var manden på Kjærsgård 

en nat ude at kjøre. Så siger han til kusken, ligesom de 

kjører forbi en kirke : «Hold stille, der er nogen, som synger 

inde i kirken.* Kusken holdt og sagde, at han havde^også 

hørt det. «Guds hus er for godt til det,» sagde manden, «nu 

går jeg der ind. Hvem der nu end kommer ud til dig, og 

om der end aldrig kommer så mange, og hvad de end siger 

til dig, så skal du ikke blive bange, ti de kan ingen ting 

gjøre dig, men kjøre må du ikke, for end jeg kommer og 

siger: Kjør så i Guds navn.» Så gik manden ind i kirken, 

og det varede heller ikke længe, for end der kom en hel 

del ud til kusken. De nejede for ham og satte sig op i vognen 

til ham og sagde, at nu måtte han kjøre, men ingen af dem 

kunde sige : i Guds navn. Snart kom manden, og da han satte 

sig op i vognen, så kunde de andre ikke være der, men de 

forsvandt straks. Så sagde han : «Kjør så i Guds navn,» og 

de kjørte hjem. Af det, som blev sunget i kirken, begyndte 

et vers^sådan : tFrisk, Peter Mikkel, stem dine strænge, 

tøsen i Kina glemte vi længe. H. Hansen, Ørridslev. 

Verset er en styg forvanskning. Hvordan det har lydt, er ikke 
godt at sige. 

142. En skrædder og hans son, der har boet her i 
Egtved og har været naboer med os, de kom en aften om 



282 & Religiøse »agn. 



ved kirken. Så ser de, at det var lyst der inde, og de 
går da op til degnen og siger, at han havde glemt at slukke 
lysene i kirken. Ja, det kunde jo være, han heller ikke 
havde slukket dem, og så bad han dem om at gå der op, 
og han flyr dem nøglen til kirken. Lav de kommer der ind r 
så brændte alterlysene, men da de kom op til dem, så 
slukkedes de. Så vilde folkene gå ud igjen, men det var bælg- 
mørkt, og de kunde ikke finde ud af kirken, det var, ligesom 
kirkegulvet var helt fuld af døde helmisser, som skindet var 
taget af, og de modte og spærrede for dem, hele gulvet var 
fuldt. Da nu folkene turde ikke vove at træde på dem, tog skræd- 
deren hans store skræddersaks op, og den slog han op og 
lod den skræve ud, så da han nu holdt den forved sig, blev 
der en revne i helmisserne eller et spor så vidt, som saksen 
kunde skræve, for den var jo af stål. Den revne gik de så 
ad, den ene bag efter den anden, og sådan kom de ud. De 
bar tit fortalt os det Kristen Pedersen, Egtved. 

143. Da min morfaders fader, den gamle Henrik, efter 
hvem jeg har fået navn, en hostaften gik fra arbejde fra 
Horstofte (nu Asetofte), skød han gjenvej hen over marken 
lige forbi kirkemuren. Det var en mild, helt stille aften. 
Da han når kirkemuren, hører han til sin store forbavselse 
en dæmpet, sorgelig, langsomt tonende sang inde fra kirken« 
Klokken var over elleve, han stod lidt stille og lyttede; sangen 
blev ved at tone lige ensformigt, lige dæmpet og sorgeligt ; 
så gik han videre, men nu kunde han høre sangen helt hen 
på marken. Siden talte han med den gamle klokker om den 
mærkelige sang i kirken, og denne sagde: «Det var da 
underligt, at du aldrig har hørt den for, når du er gået forbi 
kirken om natten; det har jeg så mænd hørt mange, mange 
sommernætter, men jeg lader blot som ingen ting, det skal 
man helst, det er de døde, der synger. Det troede gamle 
Henrik på som på evangeliet Henrik Pedersen, Maribo amtstue. 

144. I gammel tid blev der holdt ottesang julemorgen 
klokken fem. Så var der en gang en kone, der vilde gå til 
ottesang i kirken; men hun havde set fejl på klokken, så 
hun var kommen rent for tidlig af sted. Når hnn så kom 
ind i kirken, så hun, at kirken alt var fuld af folk, der sad 
og så i salmebøgerne. Hun syntes nok, at det så noget un- 
derligt ud, og hun lagde især mærke til, at de alle sammen 
havde blå næser; hun turde dog ikke gå igjen, men satte 
sig ind i en stol, hvor der sad én, hun får havde kjendt 
Da hun havde siddet lidt, så hun hen til hende, hun sad hos ; 
men da så den anden arrigt til hende og sagde: «Ja, hade 



8. Dødes gudstjeneste. 28$ 

<3u ikje vad min stolsøster, så skujlle jaa beded næsan å. 
<laj!» Det hele forsvandt så i det samme, og der begyndte 
at komme rigtige folk i kirken. Bornholm. Kr. Skovmand. 

145 Pigen blev stående ved doren for at høre, 

hvad de sang, men kunde ikke forstå det, det var et for 
hende fremmed sprog, og præsten, som prækede, var heller 
ikke som en anden præst. Det lod, som han talede, men pigen 
kunde ikke forstå et ord. Med ét blev den døde menighed 
hende vaer, og én rejste sig og kom hen til hende. Pigen 
kjendte sin søster, der var død for flere år siden, og denne 
sagde: c Hvad vil du her? var jeg ikke din søster, så vilde jeg 
rive dig ihjel. Gå nu ud af kirken o. s. v.» Møen. E. L. 

146. En lille-juleaften gik nogle folk forbi Vindblæs 
kirke og så med undren, at kirken var oplyst. De gik hen 
for at se, hvad der kunde være på færde ved denne tid, og* 
så da, at der var en stor forsamling i kirken, nogle sad med 
hvide skjorter om halsen, andre havde noget andet underligt 
toj på. Forsamlingen sang, men de, der stod uden for, kunde 
ikke forstå et eneste ord. Præsten stod for alteret, men af 
ham kunde de hverken se hoved eller hale, som man siger, 
c Men hvem er nu alle de?» sagde de til hinanden. cDer er 
min salighed da fogden i Balle,* sagde én, og han var endda 
død for længe siden. K. M. Rasmussen. 

147. En kone gik til fropræken. Så hørte hun, de sang 
i kirken, og der var lys tændt. Da hun kom ind, gik lyset 
ud igjen, og da var hendes kåbe reven, men hun vidste ikke, 
hvem der havde gjort det. De hørte også, de smækkede 
lågerne og stolene i for dem om natten. Kr. Ebbesen, Egtved. 

148. En pige gik til fropræken i Boskilde domkirke. 

Men hun var kommen alt for tidlig op, klokken var ikke 

mere end 2. Da hun kom ind i kirken, var der mange komne,. 

og hun tykte, at hun kunde kjende dem, men de var døde 

for flere år siden. Så kom hun til at sidde hos et kvindfolk, 

der sad og skubbede til hende og sagde så stille: cGåb Så 

blev hun bange og gik, men der kom én bag efter hende, og 

Uge i det hun kom over dortrinet, slog doren i efter hende, 

og fligen af hendes kåbe blev siddende fast Så måtte hun 

slippe den. Doren slog i, så det sang i hele kirken. Den 

var pænt oplyst, sagde hun, og præsten, som stod for alteret,. 

var også død for mange år siden. 

Peder Andersen Søndergård, Svendstrup. 

149. I den gård, der var lige vesten for Vokslev kirke y 
var karlen ude en julemorgen at give hestene. Det var i 



284 G- Religiøse sagn. 



den tid, de havde ingen stueklokker, og de gik i kirke om 
morgenen ved lys. Så kommer han ind og siger: c Vi har 
sovet for længe, det er snart en skam, for nu synger de i 
kirken. > Konen hun snapper hendes kapperollik og sætter 
deø på hendes hoved, og så tager hun en bitte stakket da- 
maskes kåbe på til at hægte om hendes hals, og nu gik hun 
op i kirken. Da hun nu kommer ind i stolen, kommer hun til 
at sidde ved én, som hun havde været så gode venner med, 
men som var død for mange år siden. Hun kunde også 
kjende mange flere' bekjendte, og kirken var fuld af folk, men 
alle sammen var de døde. Så siger hun: «Hvordan er du 
kommen her ind ? Du må hellere gå igjen, så snart du kan, 
og når du mærker noget, der rykker i din kåbe, så skal du 
hægte den op og ikke se dig tilbage, men gå Uge frem. A 
skylder min nabomand fire skilling, og dem skal du betale 
for mig, > sagde dødningen til hende. Så går konen, og den 
gang hun kom i kirkeddren, da kom der noget og rev kåben 
fra hende. Hun havde hægtet den op, og så lod hun det 
beholde den. Om morgenen, da folk kom og vilde til kirke, 
da lå kåben uden for kirkeddren og var i ene stumper. Hun 

betalte de fire skilling, som hun havde lovet 

Jens Mark, Vokslev. 

150. For en menneskealder siden havde et fruentimmer 
i Mariager bestemt sig til at gå til fropræken i Mariager 
kirke. Den begyndte klokken otte, og det var om vinteren. 
Midt om natten omtrent klokken 4 vågner hun, står op og 
trækker sin puds (stads) på, da hun antager, at det snart er 
ved tiden, og skynder sig derpå op til kirken. Doren stod 
åben, og alle vinduer var oplyste, og hun kunde høre orgelet 
spille. Hun gik nu rask ind og sogte sin stol, men forun- 
drede sig over, 8t hun næsten ikke kjendte et eneste af de 
mennesker, der var i kirken, og de få, hun kjendte, var døde. 
Præsten, som stod for alteret, havde også været død i nogle 
år. Hun bliver nu helt forvirret der over og vil løbe ud, 
men det var hende ikke mulig at rejse sig. I sin forvirring 
så hun sig om og blev en veninde vaer, der stod i stolen bag 
ved hende, men som også var død for et par år siden. 
Denne veninde bojede sig nu over til hende og hviskede, 
at hun skulde hægte sin kåbe løs (det vaer en rød ærmekåbe), 
og når præsten havde sagt amen på prækestolen, og forend 
ban lyste velsignelse, skulde hun løbe ud af kirken, for ellers 
kom hun galt af sted. Hun kunde nu heller ikke rejse 
sig, for præsten sagde amen, men så løb hun alt hvad hun 
kunde, og lige da hun kom uden for udgangsdøren, sloges 
den i bag ved hende med et frygteligt brag, og hendes kåbe 



8. Dødes gudstjeneste. 285 

blev siddende fast i doren, men selv tog hun ingen skade. 
Om morgenen, da folk kom og vilde i kirke, fandt de kåben 
siddende i døren. Det, der sad udenfor, var helt, men det, 
der sad inde i kirken, var revet i lutter småstumper, der lå 
spredte over hele kirkegulvet. 

Samme tildragelse i Banders kirke. H. A. B. 

151. En kone var så forfærdelig nap (knap). Da hendes 
mand døde og blev klædt som lig, havde hun skåret et 
stykke af hans ligskjorte, for hun tykte, når han havde no- 
get for på sig, så folk kunde se det, så havde han nok. Så 
kom hun en nat ind i kirken, og der var nogen inde, som 
var død for flere år siden. Hun kjendte mange af dem, og 
hendes mand kom i det samme og gik op ad kirkegulvet. 
Så er der en kone, der sidder ved siden af hende, og som 
kun kunde kjende var død for et par år siden, hun siger: 
«Der kom din mand, nu kan du se, hvordan det ser ud, at 
han går der med hans bare ryg op ad kirkegulvet. Du må 
helst gå nu, og a skal sige dig, hvordan du Kan komme fra 
det. Du skal spænde din kåbe op, når du går ud, og når 
han så griber i dig, slipper du den, så hastig du kan, så kan 
han tage den på hans ryg.» Da hun nu skynder sig ud af 
kirken, for hun kunde jo nok skjonne, det var en forsamling, 
hun ikke skulde være i, så gjor hun, som konen har sagt, 
og de rykte også kåben af hende. 

Johanne Marie Kris tensd atter, Søheden. 

152. To koner følges ad til kirken. Kirkegjængerne 
var hvidklædte alle. Den ene kones mand var der iblandt. 
Hun havde, da han døde, taget bagdelen af hans ligskjorte 
til et lommeklæde. Den anden kone gjoide hende opmærk- 
som på det. Hun hægtede kåben op, og den tog de fra hende. 

Sognefoged Jens Jensen, Volstrup. 

153. I én af kirkerne i Odense var der for mange år 
siden en morgen tidlig froprædiken, og en kone fra byen gik 
da i kirke. Men da hun kom ind, så hun, at alle de, aer 
var i kirke, var helt hvidklædte, og nu erfarede hun, at det 
var de døde, der var stået op af gravene. Da blev konen 
angst; men én af de døde, der havde kjendt konen i levende 
live, kom hen og sagde til hende, at hun skulde ikke være 
bange. Da gudstjenesten var forbi, gik de døde ud og smak 
kirkedøren i efter sig med et stort bulder, så der floj ild- 
gnister fra den ; de gik da i deres grave igjen, men konen 
gik til sit hjem. Lars Frederiksen. 

154. I Stenstrup i Sydfyen var der en gang en mand, 
som blev kaldt Hans Post. Da han en aften kom hjem fra 



286 & Religiøse sagn. 



Odense, hørte han, at der var nogen, som sang, han troede 
straks, at det var folk, som kom omme fra kroen, men da 
han kom lien til sit hus, som lå lige ud for kirken, så kunde 
han høre, at det var i kirken, der blev sunget. Så blev han 
bange og skyndte sig ind. Han hørte det samme flere gange 
siden. H. Hansen, Orritslev. 

155 Hun så kun tre fruentimmer, den ene hendes 

moder, den anden hendes mormoder, som begge var døde 
for lang tid siden, og den tredje en ukjendt. De to første 
puffede og stodte til hende, hvor hun sad, så hun kunde 
tydelig mærke, hun var i vejen, skjdndt hun sagde til den 
første: c Du er jo min moder.* — «Nej, jeg er ikke, går du 
ikke, så æder jeg dig.» — «Nej, du gjor vel ikke,» sagde 
pigen. Endelig fik den ukjendte sagt til hende : «Skynd dig 
ud af doren og lad kåben glide bag af dig o. s. v.> Marie Moltke. 

156. Min kones oldefader var præst i Synderup og hed 
E. Gr. Vieth. Den første juleaften han var der, sad han langt 
over midnat og studerede på sin præken. Da bankede hans 
folk på og bad ham komme op til kirken, der var lys og 
salmesang. «Lad dem kun synge, born,> sagde han. En gam- 
mel jomfru hos ham tog mod til sig og gik ind i kirken 
o. s. v. N. J. 

157. En nu afdød mand har fortalt mig, at han be- 
stemt vidste, at de afdøde præster, som i livet har været 
særdeles gode sjælesørgere, endnu af og til i deres kirke for- 
samler de afdøde, som, mens de levede, havde været aldeles 
ligegyldige for alt åndeligt. Der er lige så fuldt i kirken 
om søndag aften som om formiddagen, sagde han. Disse 
sjæle opholder sig i tusende år på et sted, jeg véd ikke hvor, 
men tror, at det er på et hojt bjærg, og når den tid er 
omme, da først indgår de til det evige liv. A. L. 

158. Den gamle pastor Fritz så en aften klokken 11 

kirken fuldt oplyst. Sa måtte han have bud over efter hr. 

Engel, præsten i Nim, og de forenede dem om at gå der 

ind. Da de havde været der inde en tid, blev lysene slukkede. 

Johan Mejer, Trebjærg mark. 

Her tilføjes et par stykker om levendes dands på kirkegården. 

159. En aften var tre jomfruer fra Kongerisgård i Norre- 
Nissum til Lemvig marked, og de vendte først hjem ved 
midnat. Da de kom til kirken, der ligger lidt vest for Kong- 
ensgård, syntes de, det kunde være morsomt at gå ind på 
kirkegården og få sig en dands. De gik altså der ind og 
begyndte at dandse og synge mellem gravene på den mest 






8. Dødes gudstjeneste. 287 

upassende måde. Men der fortælles også, at de fik deres 
straf derfor. Jorden åbnede sig under dem, og de sank lev- 
nende ned i afgrunden. Den plet, hvor de sank, vises endnu, 
og på det sted gror der aldrig græs. Karl Kr. Jensen. 

160. . . . Karle og piger kom hjem af heden, for det havde 

fivet sådan en regn, at de kunde ikke slå lyng. Da de så 
ommer forbi Nissum kirkegård, er der en karl og en pige, 
som giver sig til at dandse på den. Men de sank ned i jorden 
•og blev rent henne. Peder Christensen, Rottesgård. 



9, Kvinden i kirken. 

161. Gamle folk fortæller, at der skal i gamle dage 
lave boet et lille menneske inde i Stege kirke. Han fik for 
en skilling hvedebrød hver nytårsmorgen, og det levede han 
-af hele året igjennem. Der var aldrig nogen, der så ham, 
men når hvedebrødet blev lagt i kurven, som hængte på 
samme sted, hvor skibet hænger nu, så svarede der en rost 
fra kurven: c Gustav Høg lever endnu. > 

Meddeleren mente, at det forholdt sig med denne Gustav Høg 
ligesom med Jerusalems skomager. Han må en gang have gjort en 
ond gjærning og skal derfor blive ved at leve. Dog føjedes der til: 
cMen jeg véd ikke, om han er der endnu.* Annette Jensen. 

162. Der var en kone, der byggede en kirke, og hun 
holdt selv talen, da hun indviede den. I den tale sagde hun, 
.at hun vilde ønske, hun selv måtte leve, så længe som hendes 
kirke stod over muld. Hun levede i velstand og lykke i år- 
inger, men alderen faldt lige godt på hende. Den ene slægt 
døde væk efter den anden, men hun levede. Hendes hår blev 
hvidt og gult af alderdom, og hun blev så lempelig, at hun 
hverken kunde røre arme eller ben og ikke heller dø. Så 
lavede de en kiste, lignendes en ligkiste, og lagde hende deri 
og satte den op i hendes kirke. Hun kunde vågne op og 

bede til: € Havde kirken endda været brændt, 

så havde min lidelse været endt.* Egtved. 

163. En kone ønskede, hun måtte leve, jeg véd ikke, 
om det var tre menneskealdere ellei tre hundrede år. Dette 

ønske fik hun også opfyldt, men hun blev til sidst så ussel, 
at hun måtte hænge i et uldned (garnnet) og lade sig made 
med melvælling, for hun havde jo ikke en tand i munden. 
Man kaldte hende æ pustenhujkjælling. j. M. 

164. Der var en gang en gammel frøken, der var me- 



288 G- Religiøse sagn. 



get rig og ejer af mange penge/ hun byggede da en gård, 
som hun kaldte Bastenku. Så bad hun v orherre, 'om hun 
ikke måtte leve, til Bastenhu faldt. Vorherre opfyldte da 
også hendes bon og lod hende leve, til hnn. blev så lille, at 
hun sad i en æske. Men man kunde dog høre hende sporge 
med en spæd stemme, om Bastenhu ikke, snart faldt E. T. K. 

165. Der var en frue, der boede i Bæstenhuj, og hun 
ønskede, at hun måtte leve så længe, som Bæstenhuj stod. 
Så døde hun, men ikke rigtig. Hun lå hjemme i sengen i 
tre år, og så talte hun til dem og spurgte, om Bæstenhuj den 
stod. Siden talte hun blot hvert syvende år og lå endnu i 
sengen. Så gjorde de et kobberskib til hende, og det sad 
hun i oppe i kirken. Ole Sig, Rær up. 

166. En gammel kone i Buxtehude ønskede at leve så 

længe, som Buxtehude stod. I sin vrede hørte Gud hendes 

bon, men nu indskrumpedes hun således, at hun indesluttet 

i en . kurv hænger i Buxtehude kirke. Hver nytårsmorgen 

åbnes kurven, for at man kan give hende et lille hvedebrød og en 

flaske vand, rationen for det følgende år, og da udbryder hun: 

Hu, Buxtehude, står da endnu? -,- : ♦• 

gid Buxtehude var brændt,' 
så var min pine endt.> 

Peder Syv peger på denne remse, her er den fuldstændig så 
ledes, som jeg hørte den af Maren Barnepige. H. Br. . 



167. Bostenduu havde bygget en kirke og vilde ikke 

dø, inden hendes kirke faldt ned. Hun stod i våbenhuset og 

var så bitte : <Når Bostenduu var bræend, 

var al hendes sorrig æend. 

Jørgen Rasmussen Bak, Tulstrup. 

168. Der var en gang én, de kaldte Båstehuu-kjællingen. 
Hun ønskede at leve så længe, som Båstehuu (et sted i Hol- 
sten) stod. Så blev hun ved at leve så længe, til hun svandt 
helt hen og blev ikke storre end en mus. Endelig satte de 
hende ad kirken, og så kom de med hvedebrød til hende 
hver nytår, hun skulde have at leve af. Når de kom med 
det, sagde hun: cHu-hu-hu! står Båstehuu endnu?» Hun 
hovede ikke, når de så svarede, at den stod endnu. 

Som drenge i skolen fortalte vi om den Båstehuu-kjælling. 

Kristen Ebbesen, Egtved. 

169. En frue byggede en kirke og ønske at leve, så 
længe den kunde stå. Så blev da tiden, at hun skulde dø 
som andre mennesker, men det kunde hun ikke. Hun blev 
lagt i en kiste og sat ind i kirken, og der lå hun. De kunde 
nok skjonne, at hun var levende, men var så for gammel, at 



9. Kvinden i kirken. 289 



hun kunde ikke røre sig. Så brand kirken. De bar kisten 
ud, hun lå i, men så var hun død. 

Thomas Kiats kone, Søheden. 

170. Der var to snedkere ovre i Sverig, som stod og 
arbejdede under prækenen. Da kom der sådan s ovn på dem. 
De lagde dem på hver siu hovlbænk og sov. Da de nu blev 
ved at ligge der, fik man fat på en præst, der gik hen og 
spurgte dem: « Sover I? hvor længe skal I sove?» De svar- 
ede: «Til dommedag. » Så blev der bygget et hus over dem. 
I min barndom var det flojet igjen med sand, de de kunde 
du ikke se andet end toppen af det. En Svensker, der tjente 
os for en fyrretyve år siden, sagde, at han havde set toppen 
af huset. Hans Fladbirk, Søheden. 



10. BarnefodseL 

171. Det var i Tise i mit gamle hjemmen, der blev 
født mig et barn, som havde en lykkelig stjærne på him- 
melen. Han blev født mellen 11 og 12 om natten, og da 
stod der en klar stjærne. Så siger jordemoderen: «Det barn 
bliver ikke gammelt, > og det kom også til at passe, for det 
døde, netop den dag, det var to år, ved samme klokkeslæt. 

Maren Skade, Åsted. 

172. Der var en gang en præst i Vorning, hvis kone 
var i barnsnød, og medens hun lå i den stilling, gik præsten 
udenfor og bad til, at hun ikke måtte blive forløst, så længe 
det himmeltegn var på himlen, der var nemlig en galge på 
den; men da præsten kom ind, var hans kone alligevel bleven 
forløst. Den son, hun fødte, blev en røver, og omsider hængt 
på Galgebakken mellem Kvorning og Hammershoj. Da han 
skulde hænges, bad han om at måtte kysse sin moder, men 
hun sagde nej. Så sagde han, at det heller ikke var hans 
mening, men han vilde have bidt næsen af hende, fordi hun 
ikke havde givet ham en bedre opdragelse. 

Fortalt af Niels Leths kone, Mollerup. J. Jensen. 

173. Vorning præst havde en son, der blev henrettet 
på Galgebakken ved Årup. Da han blev født, var der en 
galge på himmelen, og præsten bad om, at barnet ikke skulde 

fødes, så længe den var opå Lov til åt tage afsked 

med hans moder, og da hun så kom, vilde han kysse hende, 
lod han til, men bed så næsen af hende. Så ondskabsfuld 
var han. o Siden gik han igjen og blev nedmanet af en præst 
ude på Arup mark ved siden af. Morten Simonsen, Kvorning. 

E. T. Kristensen: Danske sagn i folkemunde. II. 19 



290 & Religiøse sagn. 



174. Kristen Testrap var herredsfoged og meget klog« 
Så var hans kone hojfrugteommelig, og han skal da have 
gået ude og set på stjærnerne, og dernæst gået ind til jorde- 
moderen flere gange og bedet hende om at opholde tiden. 
Så sagde hun til sidst, at det var ikke muligt længere. Han 
skulde da have sagt: cHvor ulykkelig fødes dog ikke det 
barn til verden ». Den gang det blev stort, var det så vildt 
og gik og prangede sine klæder bort med andre bønderbom 
og handlede med, hvad det kunde få fat i, og de kunde ikke 
styre det på nogen måder. Så sendte han barnet uden lands, 
vist til England, og udstyrede det med penge, så det havde 
nok af dem. Kristen Spillemand, Farsø. 

175. Der var en præst på Mors, hvis kone var i barns- 
nød. Præsten loppede vinduet, så ud på stjærnerne og bad, 
at hans kone måtte føde i denne time. Da de sagde, at 
nu var timen kommen, hun skulde forløses, sagde han: c Ja, 
så lad det ske i Guds navn.> Hun fødte en son, men denne 
dreng blev så ustyrlig, at de ikke kunde råde med ham. 
Så kom han til at gå ude ved avlskarlen, som var den, der 
bedst kunde styre ham. En dag, de kjørte korn hjem, fik 
drengen, der løb ved vognen, bagrebet om halsen og kvaltes. 
Karlen, der var ude af sig selv der over, sagde det til kok- 
kepigen,[som ban var kjæreste med. Hun sagde det til præsten, 
han slog sine hænder sammen og sagde : «A, Gud ske lov I 
ieg havde ikke tænkt, det havde gået så godt.* p. k. m 

176. Der var en gang en præstekone, der var i barns- 
nød. Så gik præsten ud og så op til himmelen, og han så 
uheldige himmeltegn. Han blev ved at gå sådan en ni, ti 
timer, og det blev hele tiden mere uheldigt Til sidst blev 
hun forløst. Det barn skulde hænges. Da barnet var en fem, 
seks år, blev han hængt i bagrebet. Så var faderen så glad, 
tog barnet i sine arme og gik hjem. Men konen var så 
bedrøvet. Nu fortalte han hende, hvad der var spået barnet. 

Maren Skade, Åsted. 

177. På en herregård var konen frugtsommelig, og så 
kom tiden, da hun skulde føde. Da jordemoderen kom nu 
derind, gik manden ud og så op efter stjærnerne. Så kommer 
han ind og ønsker, at hun ikke må blive forløst endnu i 
denne stund, går så ud igjen og ser, kommer atter ind og 
siger ligesom forrige gang. Tredje gang kommer han ind og 
beder om, at det nu måtte ske. Men det blev ikke. Så 
gik han ud fjerde gang, og da blev barnet født. Det så nu 
ud til, sagde han, at barnet skulde hænges, men han sagde 
det aldrig til moderen, og gik og bar det ved sig selv. Da 



10. Barnefødsel. 291 



i;: 



c barnet var en syv, otte år, traf det om hosten, at folkeue kjørte 
i korn hjem, og så vilde det op at kjøre med dem ad marken, 
og de tog det jo også med. Den gang de havde så flet 
i stangen trækket ud, så den slæbte bag efter vognen med den 
• ene ende, og den anden ende var i vognen, som de bruger endnu 
her på egnen, da sætter drengen sig op at ride på stangen, 
og så fik han hans hånd ind i en løkke og faldt af og slæbte 
jorden. Folkene lagde ikke mærke til det. Havde stangen 
igget på jorden, havde han ikke kommet sådan af sted. Da 
folkene nu havde fået tillæsset og skulde have stangen op, 
får de det jo at se og bliver så harmede, at de holder i 
marken og tor ikke kjøre hjem, for drengen var jo død. Så 
kommer manden derud og får det hele at høre. Men han 
var ikke vred, han takkede Vorherre, at det nu var sket, 
mens drengen var barn og ikke blev fuldvoksen, for han 
mente jo, det var bestemt, det skulde sådan være, og sagde 
det nu til folk, hvad han havde set i stjærnerne. For havde 

han ikke sagt det for ej at gjøre hans kone harmet. 

Iver Skade, Havbjærg. 
178. En kone sad og svobte hendes barn, og det lå 
helt nøgent på hendes knæ. Det var en bitte dreng. Så 
kommer der en fattig kone ind, og ligesom hun ser på barnet, 
så giver hun sig sådanner til at role (o : græde). Så sporger 
moderen om, hvad hun sådan rolte over. Ja, det kunde hun 
ikke sige. Jo, hun skulde sige hende det. « Herregud, skal 
a sige dig det, så kan a også. Det barn, der ligger, er født 
i den time, at det skal hænge sig selv, kan du ikke se strik- 
ken under sin hage?» Nej, hun kunde ikke. Så går den 
fattige kone hen og viser hende, te der sad en hinde under 
hagen af det. Siden den tid fik konen mange flere bftrn 
og hver gang hun gav dem brød, gav hun jo også ham brød, 
men så rolte hun. Så vilde manden have at vide, hvad 
hun rolte for. Hun siger ham det. Drengen blev den pæneste 
karl, nogen kunde se, og en grumme rar karl og kom til at 
tjene en præst for avlskarl. Men hver aften, når de andre 
gik til hvile, gik han op i kirken for alteret og satte sig og 
bad til Vorherre. Sådan var det flere aftener, og så fulgte 
præsten bag efter og så, han sad der på knæfaldet, ligesom 
når vi går til Herrens bord. Men præsten kunde se, der 
var en strikke dér, som hængte fra loftet og ned under hagen 
af ham. Karlen vidste jo nu, hvad der vilde ske med ham, 
derfor bad han. Da præsten så ser dette her, siger han: 
cKom nu hjem, min kjære son! nu er du frelst fra nød og 
fare,» og så fulgte han med og blev så lykkelig over at høre 

præstens ord. Siden gik al ting så godt for ham. 

Maren Skade, Åsted. 

19« 



292 G- Religiøse sagn. 



179. Der var en gang et bitte barn i Tise kirke at 
blive dobt Da sukkede det så dybt og foldede sine hænder 
så pænt Men ottende dagen efter, nemlig næste søndag, blev 
det jordet. Præsten sagde:' «Hvem bar lært det bitte barn 
at folde sine hænder, jeg er ræd, det bliver ikke gammelt > 
De born, der folder sine hænder som bitte, de bliver aldrig 
gamle. Maren Skade, Åsted. 

180. Der var nogle folk, der fik et barn. Lidt efter, 
at det var født, slog klokken 12. Så sagde barnet: <Nu 
slog klokken tolv.> Da den slog 1, sagde det igjen : «Nu 
slog klokken 2, nu skal a snart te'n.> Da klokken så slog 
2, sagde det : «Nu slog klokken 2, nu skal a af sted. Men 
der skal komme to gode år og to onde år.> Da det havde 
sagt det, Så døde det (Et forvirret brudstykke.) A. F. 

181. En pige i Marri-Malene vilde ikke giftes, inden 
hun var de halvtreds. Men da hun så blev gift, fik hun 
syv b5rn på én gang, og de blev bårne til Ryomgård på et 
tinfad, for at de skulde se dem. Maren Knadsdatter, Uglbølle. 

182. Der var en pige, som ikke vilde gifte sig, inden hun 
var sikker på at blive fri for born. Men hun var lige vel 
fremmelig, for hun fik da tre af én gang og fire af én, [det 
blev syv i alt. Lavst Jensen, Bjærggrav. 

183. Der boede en kone her uden for byen, hendes 
mand kaldte de Svejborg-Rask, hun var 49 år, inden hun 
giftede sig, for hun havde sat sig for, at hun vilde ingen 
born have, og derfor vilde hun først komme over hendes 
borneår. Så kom hun lige godt til at lave til barsel, og hen- 
des mand mærkede det nok. Da tiden kom, fødte hun det 
ene barn efter det andet, og jordemoderen, der hed Maren 
Knudster, hun sagde, at manden måtte helst løbe ned til præsten 
og få ham til at komme og døbe dem. Så kommer han jo 
og forlanger ham til at døbe nogle bom. Præsten, han hed 
Zimmermann, siger helt forundret : cNogle born U — « Ja, 
min kone havde fået fem, da a gik hjemme fra, dg det 
kommer an på, hvor mange hun har fået nu, når vi kom* 
mer hjem.» Så fulgte præsten med, og da havde hun fået 
syv i alt, og de blev lagt på et tinfad og blev dobt. Jorde- 
moderen var der endnu og forsikrede, at det var gået regel- 
mæssigt til ved fodselen, så det har virkelig tildraget til, 
og huset har navnet Svejborg -huset endnu efter dem. Den 
straf skulde konen jo have, for det hun havde fattet det 
slemme forsæt. Ane Hansdatter, Torrild. 

184. En fattig kone kom til en rig herremands kone og 



10. Barnefødsel. 293 



bad hende om lidt i Guds navn. Ja, hun havde ikke noget 
at give hende, hun skulde pakke sig. Den fattige kone bad 
igjen om det, for hendes born de var så sultne. Men det 
var lige nær. Nu havde fruen kun ét barn, og så sagde 
tiggerkonen: «Nu vil jeg ønske, når fruen skal have barn 
igjen, at hun må få så mange, som der er dage i et år. > 
Da tiden kom, fødte hun så mange småskabninger, der var 
trukne på en tråd. K. N. Stegger, Lystrup. 

185. På Brejninggård var to søstre, den ene havde så- 
dan afsky for born og vilde ikke gifte sig, for hun blev 
over den alder. Søsteren der imod giftede sig. Da hun blev 
ved de halvtreds, blev hun syg og døde. Søsteren havde 
altså småborn, og de løb omkring i haven. Så kommer der 
sådan en gammel venlig dame til dem en eftermiddag og 
vilde spøge med dem. De kommer ind og fortæller det. Så- 
dan gik det flere dage i træk. Så skulde barnepigen med 
dem ud en dag, og damen kommer også til hende og beder 
hende, om hun vil ikke få svøbelsebarnet der ud, hun øn- 
skede så gjærne at komme til at svøbe et lille barn. Barne- 
pigen vægrede sig noget ved det, men da det var godt vejr, 
gik hun endelig ind og bad om at få det ud. Manden var 
ikke ret tryg, og han går med i afstand for at se efter det. 
Damen tager nu barnet op og giver sig til at ville svøbe 
det. Det tykte manden var galt, og så går han hen og snak- 
ker til hende, men hun svarer: c Forstyr mig ikke, hvad jeg 
har forsomt i levende live, skal opfyldes nu.» Så lod manden 
hende også have hendes vilje, og hun svobte barnet, og så 
forsvandt hun. Han pålagde nu pigen ikke at sige det til 
hans kone. for han vilde ikke, at hun skulde blive ræd og 
kjed af det. Mette Marie Vig, Olgod. 

186. En pige ønskede, at hun måtte få lige så mange 
born, som der var dage i et år. Hun fik dem også, men 
mange ad gangen, og de var ikke stftrre end fingre. De 
gamle soldater, der i forrige krig lå i garnison i Kjobenhavn, 
fortalte, at de havde set nogle af dem opbevaret i spiritus. 
Hun fik dem, hun havde ønsket sig, men det er heller ikke 
nemt at ønske noget. Kristen Ebbesen, Egtved. 

187. En gang kom der en fattig kone ind på en gård 
for at tigge. Hun var frugtsommelig, og det hændte sig så- 
dan, at hun just blev syg og nedkom med et barn. Gård- 
konen var meget vred over det og sagde nok så hovmodig, 
at hun ikke vilde være so for én gris at få. Nogen tid ef- 
ter gjorde samme kone barsel, og hun fik tvillinger. Så 
kunde da folk forstå, at Vorherre havde straffet hende for 



294 & Religiøse sago. 



de slemme og hårdhjærtede ord, ban havde sagt til den 
fattige kone. J. G. Pinholt. 

188. For et halvt hundrede år siden kom der i Brce- 
strup-egaen et dødfødt barn til verden. Det havde på ho- 
vedet en udvækst, der lignede en stor forloren hårfletning 
af den slags, som moderen og hendes søster plejede at gå 
med. Folk troede nu, at det var en himlens straf for mo- 
derens stolthed og udmajning, at barnet således fødtes van- 
skabt. G. L. Rasmussen. 

189. I Ndrre- Snede levede for en menneskealder siden 
en pige, om hvem der fortælles følgende : En søndag fulgtes 
hun med en del andre unge piger til kirke, og de gik og 
førte samtale under vejs; blandt andet kom de til at tale om 
kjæresteri, og der var nu nogle, som sagde til nævnte pige, 
at det nok var godt med hende og en vis hoj karl, som de 
nærmere betegnede. Karlen var fattig og derfor ikke særlig 
anset, og da pigen var rig og stolt, vilde hun ikke være ham 
bekjendt, men talte hånligt om ham, for at få de andre til 
at tro, at der intet kjærlighed sforhold var til stede mellem 
dem. Hun sagde blandt andet: c Skal jeg have ham, kommer 
jeg til at have ham skåren af i knæene. » Hun blev imid- 

ertid senere gift med den hoje karl; men det første barn, 
hun fødte, fattedes den nederste halvdel af benene, fra knæ- 
ene af og ned efter. Nikoline Mortensen, Vilgårde, ved O. L. R. 



i 



190. I Nordre- Hadsund havde en karl lokket en pige. 

En aften, de unge gik på gaden, lod de ham høre det «Hvad 

kan det gjøre?> siger han og spotter med det, «får hun en 

son, skal han kun have én arm.» Pigen var frugtsommelig, 

og da barnet blev født, havde det kun én arm. 

Lærer Stegger, Lystrap. 

191. En kone lå i barselseng, og de havde et andet 
lille barn, der gik ene ude på gulvet. Så lå der en fem- 
dalerseddel på bordet, og den fik barnet fat på og rev den 
i stykker. Da manden kort efter kom ind og så det, blev 
han så vred, at han slog barnet hen imod kakkelovnen, så 
det døde. Da konen, der lå i sengen, mærkede, hvordan han 
bar sig ad, blev hun så forskrækket, at hun også døde, og 
da manden mærkede det, gik han ud og hængte sig. 

Nikoline Katrine Axelsen, O v trup. 

192. Der har været en fortælling om en port på Rod- 
dinggård, ja, porten er der endnu. Den måtte aldrig blive 
lukket op, for hver gang det skete, indtraf der en stor ulykke 
på gården. Der var tre ejere, hvis hustruer døde i barsel- 
seng lige efter hverandre, for det den kom op. Kjobenhoved. 



11. Forsk jelligt. 295 



11. Forskjelligt. 



193. Vorherre er aldrig så vred, at han ikke lader løver- 
dags-solen se. K. Kr. Jensen. 

194. Der var en karl her nede i Vinkel Vesterby, han 
blev født i en sejersskjorte. Så fik han et galt ben, og så 
sagde Mikkel Bødker: «Han dør nok ikke, for han er født 
i en sejersskjorte.* Lars Nielsen, Vinkel. 

195. Der var spået af, at der skulde komme en stor, sort 
hund og følge med en af hærene i felttoget. Den bær, den 
fulgte, skulde vinde sejer. Hunden kom til de Danske, til 
•et vist regiment, og fulgte dem hele tiden. l. N., Vinkel. 

196. Min fader har fortalt om en mand, der var så 
slem til at drikke. Det var inde i Sundeved, det skete. En 

dag, han var ved at sætte dige og sad ved siden af det og 
spiste sin meldmad, så kom han i tanker om, at der var en 
Gud til. Så blev der sådant et lys omme ved den anden 
side af diget, og han hørte en rost, der sagde : «Hererjeg.» 
Med det samme var det hele væk. Efter den dag lagde han 
drikken af. Lorens Hansen, Fælsted. 

197. Det var en Krabbe, som ejede Torstedlund, og han 
havde en datter, som en gang fik et stykke kjød i halsen 
og kvaltes deraf. Nu blev hun lagt i kiste og sat op i kirken. 
En aften efter hører degnen en ynkelig klagelyd inde fra 
kirken, og da ban nu tog nøglen og lukkede op, viste det 
sig, at pigen var kommen til live. Hun blev bragt hjem, men 
var fra den dag sindsforvirret og led forfærdelig. Faderen 

gjorde da det løfte til Vorherre, at dersom han vilde løse 
op for hende, så vilde han oprette Årestriip hospital. Fire 
fattige koner og en forstander skal der have (feres ophold, 
og fire gårde blev satte i pant, for at de fik deres. Først 
for nylig er pantet indløst og gået over på Torstedlund. 

L. Mosbæk, Støvring. 

198. Min fader har fortalt, at medens han og hans 
ældre broder var drenge, morede de sig somme tider med at 
«himle» tusser. De lavede en lille vippe, og på den ene 
«nde satte de tussen, og når de så slog på den anden ende, 
iloj den hojt til vejrs og udstrakte benene, og det så så mor- 
somt ud. En tusse kunde tåle flere sådanne omgange, inden 
den døde. Efter nogen tids forløb blev drengene imidlertid 
£yg e og 1 helt grå på kroppen ligesom en skruptusse. Den 
almindelige mening var nu, at det var en straf for deres dyr- 



296 & Religiøse sagn. 



I Jageri. Det varede længe, inden de kom sig, og de tårn- 
ede ikke tusser oftere. G. L. Rasmussen. 

199. Den tidligere kroejer i Remmer, Hans Pejter, var 
stum de sidste år han levede, han kunde blot give nogle 
lyd fra sig. En nat loserede en håndværkssvend, som var 
stum, der i kroen. Om morgenen, da han skulde betale for 
nattelejet, så havde han ikke penge nok, der manglede otte 
skilling. Kromanden var ubarmhjærtig og fordrede sine penge, 
men da mennesket nu ikke kunde betale, trak han ham af 
vesten og vilde beholde den. Så var der to tjenestepiger, der 
sagde: c Skal vi ikke betale. » De gav nu hver fire skilling, 
og han kom af sted. Dagen efter var kromanden aldeles stum. 
Han var tidligere noget tunghør, men kunde da nok snakke. 

Lærer Søe, Gudum. 

200. Der var en kone, der syntes, at det var skamme- 
ligt, så meget hun gav hen mellem år og dag. Så kom hun 
i tanker om at lade det være, og vilde se, hvor meget det 
kunde blive til, hun nu sparede. Altså lagde hun alt til side, 
hun ellers vilde have givet hen. Da året var omme, havde 
hun så meget mel, at hun kunde bage en hel bægt brød af 
det. Men den dag, hun så bagede, kom der ild i huset, og 
det brændte. Lærer Søe, Gudum. 

201. Der var en fattig pige, som tjente på en gård her 
i Horsens- egnen, og hun gik al tid og græd, fordi hun var 
så bange for, at hun ikke skulde få det brød, hun kunde 
spise, mens hun var her i verden. En dag skulde hun gå 
hen til brønden for at hente en spand vaud, og gik og spiste 
af et stykke brød, men så faldt hun derned og druknede 
med brødet i munden. S6ren Hansen, Skjellerup. 

202. Der var en kone, der vilde gå tvært over Norre- 
Økse sø, hun gik fra Norre- Økse og vilde til Klithuse, og 
hun havde en bitte dreng med sig. Den samme kone havde 
alle sine dage været så gruelig gjerrig, og hun sagde så- 
ledes, at hun kunde ikke forstå, hvordan folk kunde få 
stunder til at sidde ned og pisse, for det havde hun aldrig 
kunnet få stunder til. Så rejste hun altså tvært over søen, 
det var jo vinter, og der var jo is på, men da hun kommer 
midt på, så søkker hun. Så løber den her bitte dreng op 
til Norre-Økse efter folk, at de skulde komme ud til hende, 
og der kommer så mange mennesker derud, hele Norre-Økse 
by. Hun hængte der endnu på isen i hendes arme, og de 
hyttede reb ud til hende og lagde fjæl derud, men kunde 
på ingen måde redde hende. Hun sang salmer, og præsten 



11. Forskjelligt. 297 



blev hentet og berettede hende, og da det var nu forrettet, 
og der ingen redning var, sagde ban dem farvel alle sam- 
men og puttede sig ned. Så sagde folk: «Hun havde ikke 
stunder til at sidde ned at pisse, men hun havde endda 
stunder til at sidde i søen og dø.» J. Kristian Smed, Tranum. 

203. Et par ussel fattige folk havde en datter, som var 
kommen til at tjene på et rigtig godt sted og havde det 
godt. Så skulde der være barsel hjemme hos hendes for- 
ældre, og hun fik da lov til at gå hjem og se til dem, og 
hendes madmoder gav hende en halv kage med, da de nu 
havde det så fattigt. Under vejs kom hun til et sted, hvor 
vejen var så beskidt, og hun vilde ikke gjærne smore sig. 
Så lagde hun brødet i skidtet og trådte over på. Men da 
sank kagen ned i jorden, og hun sank med helt til hendes 
bæltested. Der var ingen råd for hende til at komme op, og 
de måtte have bud efter præsten, og han kom og manede 
hende helt ned. Maren Nielsdatter, Vester-Brønderslev. 

204. En pige fra Dragsted i Torning len havde været i 
Bredebro, og da hendes forældre var fattige, havde de der 
givet hende et brød. Hun vilde nødig tage imod det, men 
kunde dog ikke være bekjendt at sige nej dertil. Altså gik 
hun med det, men var kjed af at skulle ga og slæbe derpå, 
og da hun kom til Dragsted bro 9 var der vand ved den an- 
den side af den, og for så ikke at gjøre sine kjonne sko 
våde lagde hun brødet i vandet og trådte over på. Men det 
sank med hende, og hun kom aldrig mere til syne. Det er 
endnu ikke rigtigt ved den bro, ti et par gange har trovær- 
dige folk mærket noget underligt og er bleven syge deraf. 

Pastorinde C. Boisen. 

205. Ovre i Toving er Pigens vadested. En fattig pige, 
der tjente på en bondegård, havde gjort sig så fin og stads, 
og en dag, hun vilde hjem, gav konen hende et brød med, 
som hun kunde give hendes moder. Men det lagde hun i 
bløden at træde på, og så sank hun selv helt ned. Lem. 

206. Tjenestepigen, der trådte på brødet, sank så langt 
ned, at der ikke var andet at se af hende end hendes ene 
finger, den kunde i nogen tid ses over jorden. Ane Nielsen. 

207 Madmoderen gav hende to kager med til 

forældrene. Nu havde hun fået et par ny sko, og da hun 
kom til et blodt sted i vejen, lagde hun kagerne dér at træde 
over på. Så sank hun i jorden, og brødene forvandledes 
til sten. Hans Fladbirk, Søheden. 



298 G. Religiøse sagn. 



208 Folk, der kom til, kunde ikke få hende 

op. Nu fik man bud efter præsten, og da han kom, havde 
hun kun hovedet over pølen. Han læste og sang da over 
hende, til han havde fået både hende og brødene op. Den 
Død var hun kommen i, fordi hun havde trådt Guds gaver 
under fodder. p. Stolpe. 

209. En rytter kom ridende og vandede hans hest ved 
en kilde. Imens tog han mantelsækkeu af. Men så glemte 
han den og red videre hen til en kro. Der savner han den 
og rider så tilbage. Imidlertid havde en dreng fundet den 
og gået med den, og så var der kommet en stakkel på to 
krykker og havde lagt sig ved kjelden og var falden i sovn. 
Bytteren troede nu, at han havde taget pengene, og slog ham 
så ihjel med hans sabel. Men denne her gamle stakkel 
havde i sin tid røvet fra den dreng sine forældre, så han 
var bleven et fattigt barn og nu gik og tiggede. Men nu 
var han igjen kommen til penge. Det var én af Guds for- 
underligheder. (8lo1. G. 2 nr. 36.) Peder Christensen, Rottesg&rd. 

210. Der er en tid om året, månen om aftenen står op til 
én og samme tid. Det skal være fra den gang Israels Dorn 
gik over det røde hav. Da lod Gud månen stå op ved 
mørkets frembrud nogle aftener i træk i den tid, Israels born 
brugte til at gå over havet. Jens Jensen, Refshalegå*d. 

211. I min moders forældres tid gik en Jødemand med 
kone og son omkring og tiggede og var da også her i gården. 
De lå her om natten. Om morgenen vilde folkene give dem 
flæsk at spise, men de vilde ikke have det, og det tykte 
vore folk jo meget underligt om; de tænkte ikke rigtig over, 
at Jøderne ikke må spise flæsk. Drengen vilde godt have 
haft det og måtte også nok for moderen, men faderen sagde : 
«Du må ikke, du faugst den dæwel i dit liv.» Vinkel. 

212. Midt imellem Glorup og Ellerup ligger Snapind- 
huset, og her boede forhen en mand, som hed Peder Frand- 
sen. Han havde en son, der havde truffet den aftale med 
en god ven, at de vilde samles juleaften, enten de var lev- 
ende eller døde. Da juleaften kom, vilde Peder Frandsen 

å jagt og spurgte sonnen, om han ikke vilde med. Denne 
uskede på sin aftale med venneu, som var død, og afslog 
det først, men gik siden med på jagt. Aldrig så snart 
var de komne hjem, for doren gik op, og den døde kom. 
Han blev stående ved doren og vinkede med fingeren ad 
Peder Frandsens son. Denne rejste sig og sagde til foræl- 
drene, at han skulde komme straks igjen, han vilde Llot 



i 



11. Forskjelligt. 299 



følge sin ven til graven. Da han atter kom, sagde faderen 
til ham: c Ja, du kom rigtig nok straks, da har været borte 
i tre timer. > Ohr. Hardum, Funder. 

213. Der var to karle, som gjorde den akkord med 
hverandre, at de skulde med til bryllup, den ene hos den 
anden, og det skulde være sikkert. Men så døde den ene, 
og da den anden noget efter holdt bryllup, kom den døde 
lige godt og bød sig til gjæst. De var nu så glade ved ham, 
og da han skulde af sted, vilde brudgommen følge ham på 
vej. Han fulgte da med så længe, at den døde endelig måtte 
sige til ham, at han skulde te'n hjem ad. Sagen var, at han 
skulde ned på jorden at dø. Han vidste ikke andet, end det 
var nogle få timer, han havde været henne, men da han 
kommer tilbage til gården, hvor brylluppet stod, sad der en 
gammel kone, som han ikke kjendte, i kakkelovnskrogen. Han 
sporger, om hun ikke vidste af at sige, te et par folk havde 
haft bryllup her. Jo, hun kunde nok mindes, der havde 
været snak om, at brylluppet havde været, men hun havde 
også hørt, at brudgommen var bleven henne under selve 
festen. Det var imidlertid så mange år siden, bun vidste 
snart ikke, hvor længe det var. Ane KristeDsdatter, Dalgårdhus. 

214. En mand gik på kirkegården, og der lå et men- 
neskehoved, som var kast op. Så siger han: cDet har min- 
sæl været en stærk én, for det er et stort hoved,» og han 
pirrer til det med hans kjæp. «Vil han komme til mig nyt- 
årsaften, så skal a give ham hans nytårsnatter. » Så kom 
han også, men var ikke godt tilpas og vilde ikke have no- 
get at spise. Endelig siger han til manden, om han vilde 
ikke følge med ham op på kirkegården. Siden de kommer 
så derop, bliver der sådant dejligt solskin, og træerne stod 
gronne, og der var så mange frugter på dem, og det var 
så yndigt. Så gik han tilbage igjen og vilde hjem at se til 
familien, men tykte, han var så sær træt og stiv. Da han 
kommer hjem, var der ikke andre end en gammel kone, der 
sad ved siden af kakkelovnen og sad og spandt. Så sporger 
han da, om hans kone og born var til stecle, og hvor de var. 
Nej, dem havde hun aldrig hørt sige af. De havde kjobt 
gården for et halvt hundrede år siden, og hun vidste ikke 
noget om dem. Men så kornener manden ind, og han havde 
hørt sige af én, der rejste hen med en anden på nytårsaften 
for to hundrede år siden, og de så ham aldrig mere. Så gik 
han til præsten og fortalte nam, hvordan det var gået, og 
der efter var han død med det samme. Mossi-Jens,0.-Brønder8lev. 

215. Der var én, der gik ud juleaften. Så kom der én 



300 O. Religiøse »agn. 



til ham og siger, om han vilde ikke følge ham noo kon (noget) på 
vej. Det gjorde han også, og de bliver nu ved at gå et stort 
tag og snakker om et og andet. Han kommer så et langt 
stykke hen med ham, og da hører han med ét sådan musik 
og klokkeklang og herlighed, det var rent forskrækkeligt. 
Han sad noo kon og hørte på det, og så sagde han til den 
anden: c Nu vil a til gang njem igjen.» Han kom også af 
sted og satte jo efter den egn, han var frakommen. Men han 
kjendte aldrig et menneske. Han havde nogle penge ved sig, 
de var der heller aldrig nogen, der kjendte. Så var der en 
gammel mand, han kom i snak med, han kunde huske, 
de hans bedsteforældre havde snakket om, den mand var 
bleven henne juleaften og havde aldrig kunnet opspurgtes 
siden. Nu var han altså helt fremmed der på egnen, kunde 
han tykke, og så døde han med det samme. 

Johanne Marie Kristensdatter, Søheden. 

216. En mand i Fredborg kom en aften til Volstrup 
kirke. Der kom en mand til ham og bad ham om at følge 
med ham hjem. Så fulgtes de ad ind på kirkegården, og de 
gik ned i et hul under jorden. Der var store sale nede og 
en mængde lys. Hvert menneske, der var jordet på kirke- 

fården, havde der sit lys. Manden spurgte om hans, og da 
an så det, var det ikke uden en bitte stump. Da ban så 
igjen kommer op, vil han gå hjem, og da han kommer ind 
i hans egen stue, kunde han slet ingen kjende af folkene, 
som var der, de var helt fremmede for ham, og de kunde 
heller ikke kjende ham. Den nuværende mand i stedet fulgte 
så med ham til præsten, og han opsogte i kirkebogen, at der 
for et par hundrede år siden virkelig havde været en mand 
af det navn. Så faldt han om der hos præsten og døde. 

Sognefoged Jens Jensen, Volstrup. 

217. Hvad man lover en døende, er man nød til at 
holde. Der var for få år siden to karle i Stenløse, som blev 
enige om, at dersom den ene døde, skulde den anden møde 
ham et bestemt sted en vis nat, og få at vide, hvordan han 
havde det Den ene døde et års tid efter, og hvor bange 
end den anden var for at træfie sammen med ham, turde 
han dog ikke lade være at indfinde sig. Hvad der skete med 
dem, og hvordan den døde havde det, fik aldrig nogen at 
vide, for når de spurgte den levende ad, græd han al tid og 
sagde: c Ti stille, stakkels menneskebørn, I snakker om dét, 
I ikke kjender noget til,» så hans ven har nok ikke haft det 
ret godt. D. J. 

218. I gamle dage levede der i Haderup ved Holste- 
bro en præst, der hed Hr. Peder, og som førte et meget 



11. Forskjelligt. 301 



ugudeligt liv. På samme tid boede der en mand ost for 
Haderup kirke i en gård, der kald es Ostergård. Han dromte 
en nat, at der kom en mand til ham og bød barn gå op til 
hr. Peder og sige, at hvis han ikke forandrede sit liv, skulde 
han, når han døde, komme til Helvede. Da manden om 
morgenen vågnede, fortalte han sin kone denne drom, og 
han var meget forknyt over det ærende, som han skulde ud- 
rette. Han turde ikke godt gå op til præsten og fortælle 
ham drommen, da han ikke var sikker på at beholde livet; 
men da han næste nat dromte det samme og atter tredje 
nat igjen, .turde han ikke lade det være, men tog sin kone 
med sig og gik op til præsten og fortalte ham, hvad han 
havde dromt, samt hvor bange han havde været for at for- 
tælle ham det; men da han havde dromt det samme tre næt- 
ter i rad, turde han ikke lade det være. Præsten blev vied 
og bad ham passe sine egne sager, for hans salighed skulde 
han ikke bryde sig noget om. Men præsten lovede ham 
dog, at når han var død, skulde han komme og fortælle ham, 
hvordan han havde det Præsten forandrede ikke sit liv, 
og omsider døde han. Så en tid efter kommer Ostergårds- 
manden en nat kjørende fra Holstebro, og da han kjørte langs 
med kirkegårdsdiget, hørte han én kalde på sig ovre fra 
kirkegården, og han vidste nu, at det var den afdøde præst, 
som vilde tale med ham. Han gav så tommerne til en mand, 
der var med ham, og gik selv over på kirkegården. Da han 
nogen tid efter kom tilbage, spurgte manden på vognen ham, 
hvad han havde været der ovre efter. Manden svarede, 
at det fik ingen mennesker at vide. Men en gang i et godt 
lag, da der blev tale om deres afdøde præst, og hvor- 
dan han måske nu havde det, sagde Ostergårdsmanden : «Han 
kunde have lydt mine ord, så havde han haft det bedre, end 
han nu har det> Men samme nat døde manden. Folk kunde 
dog nok forstå, at deres præst ikke var på det rigtige sted. 

Peder Lavridsen, Haderap. 
219. Et sted i Jylland var en gang et par forlovede, og 
kort fbr den tid, da deres bryllup var bestemt, døde karlen. 
Pigen gik nu og sorgede meget over ham. Hun tjente hos 
en degn, som boede lidt uden for byen tæt ved kirken, og 
en aften hun havde været et ærende i byen og gik hjem 
igjen, så hun en rytter, der kom ridende imod hende, på 
vejen fra kirkegården. Månen skinnede klart, og hun kunde 
se, det var hendes døde kjæreste. Da rytteren kom tæt til 

hende, sang han: « Månen skinner blank; 

den døde rider krank, 
bliver du ikke bange ?> 

Pigen blev for skrækket stående, og rytteren sang det samme 



302 G- Religiøse sagn. 



igjen, men da han sang det tredje gang, begyndte han at løbe 
hjem efter. Da rytteren så dette, sprang han af hesten og 
løb efter hende, men hun fik doren smækket i, inden han 
nåede hende, og inden for kunde hun høre, hvorledes han 
uden for stod og skrabede på dåren. 

Fortalt af Lars Pedersen ved Jørgen Jørgensen, Langemark, Samsø. 

220. En pige og en karl havde forsvoret sig til hinan- 
den (o : lovet at møde hinanden, enten levende eller døde). Så 
døde karlen, og han kommer ridende om natten, det var måne- 
skin, og tager pigen med sig, der går ved siden af hesten. 

Så siger han: cSe. månen skinner blank, 

dødmand rider rank, 
frygter du ej, mit hjærte?> 
(eller: Bliver du ikke bange, min lille pige?) 

Pigen svarede nej og fulgte ham til kirkestetten. Her binder 
han sin hest og går ind på kirkegården, mens hnn bliver 
stående ved stetten. Hun venter og venter, men han kom- 
mer ikke. Så trækker hun af et skjort og hænger det der 
og går ind til degnens. Lidt efter kommer han og banker 
stærkt på doren, men ingen vil lade ham ind. Om morgenen, 
de ser til, er hesten borte, og skjortet i mange stykker, p. K. M. 

221. £n karl og en pige forlovede sig en gang. Karlen 
rejste imidlertid til udlandet, efter først at have lovet sin 
kjæreste at hente hende på en bestemt dag. Han døde in- 
den den forløbne tid, men hun vidste intet der om. Ende- 
lig, da dagen oprandt, kom han også ridende, og hun fulgte glad 
med. Hun sad foran på hesten, og han bagved, og nu gik 
det i skarpt trav gjennem ukjendte egne. Det var et smukt 
måneklart vejr den aften, så de kunde se deres skygger på 
jorden, og dødningen sang : 

c Månen skinner blank, 

døde rider rank, 

ræddes du ikke, lille pige?> 

Vel havde han forekommet hende så underlig på rejsen, men 

hun svarede: «Hvorfor skulde jeg ræddes, når jeg er hos 

dig?> De kom efter nogen tid at have fortsat ridtet, til en 

kirkegård, her stod han af hesten, under påskud af at skulle 

udrette et ærende, og forsvandt. Senere erfarede hun, at her 

var han død og jordet. Jutta Jørgensen, Kistrup skole. 

222. Der var en død mand, der red med sin kjæreste 
men hun var levende og sad hos ham på hesten. Så siger han : 

« Månen skinner blank, 
og den døde mand rider rank, 
æ du et ræd, lille Maren!* 
Hun svarede: «Nej, hverken er a ræd, heller ikke har a 



11. Forsk jelligt. 303 



været ræd, hvi skulde a så være ræd for dig.> Det sporgs- 
mål gav han hende tre gange i alt, og hun kom hver gang 
med det samme svar. Så rider han hen til sin moder. Da 
de kommer der, siger Maren til hende: «A tøkker, jer tænd 
blywer så lånng, lelle mowerb og den gamle svarer: «Ja, 
de skal a sæjj dæ, lelle malle, de kommer å, a vel slu-ug dæU 

I det man siger eller rettere brøler ordet slu-ug, gjtfr man en 
bevægelse, som man vil sluge det barn, man fortæller historien, og 
det bliver naturligvis ræd og giver sig til at skrige. Man ser altså, 
at sagnet er blevet til en rædebistorie i ligbed med G. 8, 138. 

223. For over tredive år siden var der en degn i Hes- 
selager ved navn Holck, og han var frimurer. Han havde 

kjobt et hus i byen, det ligger lige ved kirkegården, og dette 
skjænkede han til præsteenke-sæde for madam Bendixsen. 
Nu var det en gang, at hun holdt sin fodselsdag og havde 
indbudt degnen med flere. De morede sig godt i hendes 
ny bolig, og forend de skiltes ad, drak de hendes skål. 
Da sagde madam Bendixsen: cLever vi alle til næste år, 
så vil vi med Guds hjælp forsamles igjen.» Det lovede 
de, og Holck sagde : « Jeg kommer, enten jeg lever eller 
dør.» De skiltes nu ad, og næste år var de atter samlede 
undtagen Holck, som var død. Da de nu skulde til at 
spise, og maden stod på bordet, sagde madam Bendixsen : 
«Nu, min gode Holck, nu mangler vi kun Dem.» Men 
aldrig så snart hun havde sagt dette, for end doren gik 
op, og de fade og tallerkener, som var på bordet, enten 
faldt på gulvet, eller maden spildtes af dem, og der blev et 
forfærdeligt bulder i huset. De, som var til stede, blev me- 
get forvirrede, og ingen af dem vidste, hvor længe det varede. 
Men de så intet, og da alt blev stille igjen, satte de sig til 
at spise og mærkede ikke til mere den aften. Sødinge skole. 

224. En nat, da vægteren i kirketårnet råbte tolv, så 
han nede på kirkegården de døde dandse rundt omkring 
på gravene, kastende deres liglagener rundt om. Han fik lyst 
til klæderne, og da de døde ikke bekymrede sig om dem, gik 
han ned og tog nogle af dem, men nu blev han så bange, 
at han uden at tage flere skyndte sig op i tårnet igjen. Da 
klokken blev henimod ét, hørte dandsen op, og enhver sogte 
nu efter sine klæder, hvorpå de sank ned i deres grave igjen. 
Men én af dem blev tilbage, og da han ikke kunde finde 
sine klæder, blev han helt fortvivlet. Til sidst gav han sig 
til at lugte op i luften, og nu kunde han lugte, at klæderne 
var oppe i tårnet. Han gav sig nu i færd med at krybe op 
ad den stejle kirkevæg og havde allerede hånden udstrakt 
for at gribe den ulykkelige vægter, da klokken pludselig slog 



304 G- Religiøse sagn. 



ét, og dødningen faldt ned af tårnet og knastes til støv. 
Han måtte nemlig ikke blive ude fra graven længere end fra 
12 til 1. C. W. H. M. 

225. En mørk aften var en herremand ude at kjøre; 

han havde kusk og tjener med. Deres vej faldt igjennem en 

landsby. Da de var kommen ud for kirkegården, hørte 

de råb og stoj der inde, og hestene blev så bange, at kusken 

ikke kunde tvinge dem frem ad. Da befalede herremanden 

sin tjener at stå af og gå ind på kirkegården for at se, hvad 

der var på færde. Tjeneren vilde grumme nødig, men han 

måtte jo af sted. Han gik da ind på kirkegården, hvor han 

så en mængde blege skikkelser, og dem var det, der voldte al 

larmen. Han råbte til dem: cHvad bestiller I?> De svarede: 

c Vi er døde, som rusker og tusker vor sognepræst, 
fordi han ej lærte os troen ret> 

Tjeneren skyndte sig ud til herremanden, som selv havde 
hørt det. Han befalede kusken at vende og kjøre hen til 
præstegården. Da de kom der hen, blev tjeneren sendt der 
ind for at sporge, o in herremanden kunde blive der om nat- 
ten, men tjeneren kom tilbage med det svar, at det kunde 
ikke lade sig gjøre, da præsten var død i samme ojeblik. 

Martin Dyrholm, Brudager. 

226. Min oldefader, Iver Knudsen, der boede tæt op 
til Revninge kirkegård, en halv mil fra Kjerteminde, var en 
søndag aften gået hen i byen, og da han noget sent på af- 
tenen gik hjem, så han til sin store forundring, at der brændte 
lys i kirken. Han stod stille en stund og grundede over, 
hvordan det kunde hænge sammen. Så endelig kom han i 
tanker om, at der om dagen havde været altergang i kirken, 
og at man formodentlig havde glemt at slukke alterlysene, 
og da han netop var kirkeværge, mente han, det var hans 
pligt at undersøge det nærmere. Han gik da ind for at 
hente nøglen til kirken, ved hvilken lejlighed han fortalte 
for sin kone om lyset i kirken, og at han kom til at gå der 
over; hun rådte ham derfra, men han blev ved sin beslut- 
ning, tog nøglen og gik ind i våbenhuset, hvor han stod og 
lyttede, og der hørte han tydelig to kjendte roster, han var 
så vis på, at det var to afdøde præster, der var kommen i 
en ivrig disput Det var altså noget, som ikke vedkom ham, 
og han lukkede derfor våbenhus-dOren igjen og gik ganske 
rolig ind i sin seng. Marie Kirstine Nielsen, Hundslev. 

227. Til Ojelting kirke, der ligger i Angel, knytter 
sig følgende sagn. Det er hvert år om natten mellem den 
24de og 25de oktober på slaget 12, at en hvid skikkelse 



11. Forskjelligt. 305 



viser sig i kirken. Den lister sig op efter alteret, og når 
skikkelsen kommer til knæfaldet, knæler den ned som for at 
bede. Efter en halv snes minutters forløb ser man pludse- 
lig tre lignende personer, som ganske langsomt nærmer sig 
den førstnævnte, og i samme ojeblik de når vedkommende, 
griber de fat i skikkelsen for derpå i løb at slæbe den efter 
sig tre gange op og ned ad kirkegulvet. Dernæst forsvinder 
<Le alle fire, og endskjondt man ikke ser, hvor de bliver af, 
antages det dog, at de går ned i én i den sydlige side af 
kirken værende storre åben begravelse, hvori man i ældre 
tider nedsatte ligene af hojtstående personer. 

Fortalt af 8ergeant 8. Jensen, Fredericia, ved G. L. Rasmussen. 

228. I ældre tid gik bøndernes heste og græssede ude 

?å marken helt til jul og derover, hvis vinteren tillod det. 
)e passede sig naturligvis så selv, hvorfor det heller ikke 
al tid blev så let en sag at finde dem, når man skulde have 
dem i brug. Således fortæller Gammel-Rasmus, at han en 
aften, mens han var dreng, skulde ud for at hente hestene 
hjem. Han ledte efter dem til ud på aftenen uden at finde 
dem, og da han tilfældigvis kom om ved Føvling kirke, som 
ligger ude på marken, gik han ind i æ vavens for at hvile 
sig lidt, til månen kom. Her lagde han sig til at sove på 
ligbåren, men hvor forskrækket blev han ikke, da han våg- 
nede og så, at han ikke lå der, men i en kalkdynge i en 
krog i nærheden. Det var da åbenbart, at han af de døde 
var flyttet af ligbåren, fordi han, som han senere kom i tanker 
om, havde et spil kort i lommen. Th. J. 

229. Her har en gang været en degn i Tåni?ig, 
der ikke vilde holde kirken ren. Så en søndag var nogle 
folk komne temmelig tidlig til kirke, og de vidste, at degnen 
var der ikke, men de hørte tydelig, at én fejede inde i kirken. 
De snakkede nu med hverandre om, at det var mærkeligt, at 
den nu skulde gjøres ren, og de vilde hen og se, hvem der 
gjorde det. Da så de, at der gik noget oppe i koret og fej- 
ede, men hvad det var, kunde de ikke blive klog på. Siden 
blev kirken gjort ren. Tåning. 

230. Der skulde komme håndværkere til Understed 
kirke, og en karl havde været i Sæby og fået noget redskab 
med sig, som han skulde sætte ind i våbenhuset. Da han 
havde sat det, hørte han en stemme, som sagde: c Vil du 
ikke herind?> Han svarede: «Nej, der har jeg ikke noget 
at gjøre.» Så hørte han en latter, der skingrede gjennem 
hele kirken, men han skyndte sig bort Frk. E. Thomsen, V.-B* 

E. T. Kristensen: Danske sagn i folkemunde. II. 20 



306 & Religiøse sagn. 



231. Ved nattetid skal det ikke være godt at komme 
forbi Orritslev kirke for spøgeri. Således siges der, at kon- 
firmanterne fra Tvingstrup en gang, som de meget sildig kom 
fra præsten i Katrup y gik ind i våbenhuset, hvortil doren al 
tid i gammel tid stod åben. Her morede én af drengene sig 
med at stikke sin kjæp ind under kirkedøren, men spøgeriet,, 
eller hvad det nu var, trak kjæppen fra drengen, og næste 
dag fandt man den i kirken, hvor den var brudt i mange 
stykker. Th. J. 

232. Bornene i Jerslev vilde for mange år tilbage have 
deres legeplads på kirkebankeu, og som de var bedst ved 
at skåte, kom der en stor lådden hund ned iblandt dem, 
og så blev de jo baijge. Der var hatte også føre folk imel- 
lem. Så var der en af drengene, der havde en fyrtønde ved 
sig, og ban fik i sinde at hugge ild for at se, hvordan en 
sådan bund så ud. Da havde den ojne, der var så røde, at 
det var forskrækkelig. Nu blev de rædde og løb ned til 
byen, men den dreng fik en byrde at bære på, så ban næppe 
kunde slæbe sig af sted, og blev først fri, da han kom un- 
der tag. Deres skåten fik så ende på den plads. 

Johanne Marie Jensdatter, Klæstrup. 

233. De unge klører i Jerslev havde fundet på at løbe 
omkap fra kirkedøren og ud ad stetten om aftenen, og den, 
der blev sidst, ham skulde Fanden have. Men så viste der 
sig en rød tunge underneden kirkedoren, for der var lidt åb- 
ning, og da de nu løb, så hug det stetten i efter dem, ret 

te det klamrede og gav gjenlyd ned ad byen. 

Johanne Marie Jensdatter, Klæstrup. 

2U. To karle gik i mørkningen og slog græs på Un- 
dersted kirkegård. Så siger den ene til den anden: «Da kan 
a ikke vide, om Pojtfod(o: Fanden) han er kommen endnu. > 
I det samme giver det sådant et rabalder i kirken, som om 
huset var ved at styrte sammen. De skyndte sig nu at for- 
lade kirkegården. E. Thomsen, Veeter-Brønderslev. 

235. Den gang Niels Johnsen var en lille dreng, lob 
han en dag og legede på Kippinge gade. Så kom han til 
at kige ind på kirkegården gjennem tremmerne i lågen; der 
løb nogle små born i deres bare, nøgne skind og legede med 
noget sand og nogle tagpotter. Niels havde godt haft lyst 
til at lege med dem, men han kunde ikke komme der ind, 
og det var sagtens heller ikke rigtige born. Karen Toxværd. 

236. Der er et arbejde, som Fanden ikke kan gjøre, og 
det er at bære staver (gjærdestaver). Han skulde prøve det 



11. Forskjelligt. 307 



en gang og fik også en halv snes stykker på skuldrene; men 
så snart han begyndte at gå med dem, gled nogle ned 
med den forreste ende, andre med den bagerste, derved dan- 
nede de kors, og det kunde han ikke bære. Værre gik det 
ham dog en gang, han skulde prøve at hugge med en kryds- 
økse (en økse, som har bid i begge ender, det ene på langs, 
det andet på tværs). Da han lettede øksen i vejret for rig- 
tig at hugge til; kom han til at hugge sig selv i panden, så 
der gik hul. «Der vendte jeg nok den fejle ende til,> tænkte 
han, vendte øksen og huggede til igjen, men traf atter sin 
egen pande, og denne gang kom såret på den anden led, så 
han fik et blodigt kors i panden. Karen Toxværd, Sillestrup. 

237. En tre fjerdingvej lige syd for Hejnsvig kirke er 
en lavning, de kalder Fandens hul, og der i den er en hoj, 
hvor Peder Spillemand er begravet. Han var spion under 
krigen, blev fangen og overbevist og skulde dræbes. De 
kunde ikke skyde ham, men da han mærkede, at han allige- 
vel ikke kunde undslippe, sagde han, at de skulde stikke 
ham ind i det hojre oje og gjøre det i Fandens navn. Da 
de gjorde det, døde han. Ingen tor gå forbi den hoj om 
aftenen. Lærer Mogensen, Ovtrup. 

238. Her på egnen har det også været skik, når man 
begyndte på en gjerning, at sige : i Jesu navn. Når det var 
et naturligt udslag af ønsket om at have Jesus med sig i alle 
ting, så var det jo smukt og i sin orden, men tit blev det 
også brugt tankeløst eller som en slags trylleformular. Så- 
dan blev det sagt om en karl, der skulde ud at plOje, at han, 
da han spændte hestene for, sagde: «Så, i Jesu navn,» og 
kjørte ploven i stykker; så spændte han for en anden plov 
og sagde: cl Jesu navn> og kjørte også den i stykker. Men 
så spændte han for den tredje plov og sagde : «&u da i alle 
djævles navn,i og så holdt ploven. Den tankeløse brug af 
Jesu navn er det, at ordsproget rammer, når vi siger: «I 
Jesu navn slåw PæjerKistne føøste gang.> Karen Toxværd. 

239. På HelUbjærg var der først aldrig forslag i nogen 
ting for manden. Men da han fik den anden kone, sagde 
hun al tid : «Kors i Jesu navn !> og det hjalp. jørg. Hansen. 

240. På landet er det næsten kun møllerne, der hellig- 
holder mortensaften ved en mortensgås og ved at få « noget 
på lampen*. Gjor de ikke det, vil der ske en ulykke ved 
møllen. Enten vil vandet bryde løs (vandm.), eller vingerne 
vil knækkes (vindm.). Det er til minde om bisp Morten, en 
hellig mand; som har levet i gamle dage. Han har opfundet 

20* 



308 G. Religiøse sagn. 



rørepindeu, der sætter kornkasseu i en vippende bevægelse. 
For skulde mølleren selv røre kornet, hvilket var et sent ar- 
bejde. P. K. M. 

241. Ingen mølle må gå mortensaften, for så tager Fan- 
den mølleren. Der var en gang en møller, som sagde, at det 
var kun gammel snak og overtro, han vilde male alligevel, 
men så vilde ingen af folkene og ikke en gang hans kone 
være hjemme hos ham. Kun hans lille otteårs son blev. 
Mølleren satte møllen i gang, og det gik godt i førstningen, 
men så ud på aftenen kom den Gamle og satte ham ind imel- 
lem stenene, så han blev knust Drengen så tydelig, at den, 
som satte ham ind, var gloende under kappen. Det har sat 
sådan skræk i møllerne, at endnu ingen vover at lade sin 
kværn gå den aften. D. J. 

242. I Lunden ved sk-Jorgens præstegård var der i 
min barndom en plads, hvor der aldrig var græs (rimeligvis 
fordi drengene fra Svendborg dér legede bold). Man sagde, 
at det var det sted, hvor st-Jorgen sloges med dragen, og 
at det var grunden. E. Møller. 

243. I gamle dage lå lidt ost for Svendborg et befæstet 
slot, kaldet Ørkildsborg. Det var i den tid bolig for én af 
de mange småkonger, hvorunder landet var delt Denne var 
meget mægtig og underlagde sig alle sine nabokonger. Nu 
sad han i lykke og fred en tidlang. Men så kom der en 
stor drage, som huserede frygtelig. Han forlangte hver dag 
en ung pige til føde, og de blev ham udleverede ved lodkast- 
ning. Endelig skulde kongen også udlevere sin datter. Men 
da kom en ridder, som tilnød at frelse hende. Han kastede 
den først nogle kager i gabet, der var lavede af båt og beg, 
men de gjorde ingen virkning. Så hug ridderen den ene 
vinge af dragen, og endelig forblodte den sig og døde. Han 
afhug nu dens hoved og bragte det til kongen, som befalede, 
at der skulde laves til bryllup. Men ridderen vilde ikke have 
prinsessen. Han sagde, at han var en ridder Jorgen, der 
ene levede for at frelse folk og hjælpe dem til rette. Der- 
imod ønskede han, at kongen skulde bygge en kirke på sted- 
et, hvor dragen var falden, og der lade ringe med klokkerne 
og synge messe tre gange daglig til minde om dragens drab. 
Således blev st-Jorgens kirke ved Svendborg bygget a. C. P. 

244. Når Tylands fiskere i strængt vejr vender hjem fra 
havet, skal først rorgjængeren og derefter de øvrige bådsfolk 
udråbe: « Tøger, Tøger !> i det farlige djeblik, da fartojet 
vendes, for at søen kan løfte det over den inderste revle. 

H. V. R. 



11. Forskjelligt. 309 



245. Osten for Trunderup ligger en skov, som kalde« 
Nord torp. En kone fra Kværndrup gik en gang her ud for 
at malke til middag. Og da hun ikke havde gået i kirke 
efter en barselfærd, var der noget inde i skoven, det lignede 
mest et langt, hvidklædt menneske, der lagde armene, slåene 
i lås, på skovgjærdet og råbte: « Skynd dig, du hedenske 
kvinde, det er hoje middag. > p. Jensen. 

246. En præstekone i Butterup lå en gang syg. Da 
natten forekom hende så lang, ønskede hun ved sig selv: 
cGid du vidste, om det snart var dag!> Da blev rullegar- 
dinet løftet halvt i vejret, og så snart hun havde set dag- 
skjæret, gik det langsomt ned igjen. S. G. 

247. På vestsiden af Kværndrup kirke er der i en 
grundsten udhugget et menneskeansigt, der sidder omtrent 
en alen fra jorden. Niels Hjulmand i Kværndrup fortalte 
derom, at det var et billede af st.-Laurentius (kirken er en 
st.-Laurentius kirke). Man fortæller ellers om dette ansigt, 
at det tidligere har siddet hojere i muren, men bliver ved at 
synke, og når det en gang når jorden, så vil verden forgå. 

P. Jenseu, Kværndrup. 

248. En gang var der en munk, han kunde ikke for- 
stå, hvorledes noget menneske kunde udholde at være evig 
i Himmerig, det vilde dog blive kjedsommeligt med tiden, 
mente han, dér al tid at synge og prise Gud. En morgen 
gik han ud i skoven, og da ban kom hen under et meget 
stort træ, hørte han en fugl, som sang så liflig, at han aldrig 
havde for hørt så dejlig en £ang. Han stod da og lyttede til 
sangen den hele formiddag, og da han syntes, at det kunde 
være middag, gik han hjem. Forend han gik, sagde han til 
fuglen: «Jeg kommer igjen, lille fugl, og hører på dig i 
eftermiddag.* Da han kom ud af skoven, syntes han nok, 
at bækken løb således som for, men klosteret var ganske 
forandret, og den munk, som mod te ham i doren og vilde 
forbyde ham indgangen, kjendte han 'heller ikke. Munken 
spurgte ham om, hvem han var, og hvad han vilde, og på 
hans svar, at han hørte der til klosteret, og at han nylig var 
gået bort om morgenen, troede de, at han ikke var rigtig klog. 
Ved nojere eftersyn i gamle bøger, blev det da vitterligt, 
at en munk var forsvunden der fra klosteret for tusende år 
siden, og det måtte følgelig være ham, for at han på denne 
måde kunde komme til at se, at man nok kan holde ud at 
synge evindelig i Himmerig. N. P. Chr. 

249. Der kom en gang ild i nordenden af Skive. Da 



310 G- Religiøse »agn. 



tog en kjftbmand, der boede benne i Norregade i dens syd- 
lige ende, og gik ud med hans skjæppe og potmål og sagde: 
«Har a forvejet og formålt nogen noget, da lad Gud mit 
hus brænde også>. Men så standsede ilden ved hans hus. 
Se, nu kunde folk da se, at han var ærlig. Den gang var 
Skive helt tækket med strå, og ilden kunde let brede sig. 
Kobberup. 

250. I Lindvedkus ved Lindved boede for mange, 
mange år siden en hellig gammel kone. Uden for bendes 
bus stod en bevreasp — efter sigende er bevreaspen just 
det træ, hvorpå Kristus blev korsfæstet — og konen var så 
bellig, at hun kunde se frelseren hænge og dinke (vippe op 
og ned) under bladene. En nat stjal karlene fra HjaUese 
aspen, men Gud lod da en ny vokse op inde i stuen ved 
siden af hendes kakkelovn. Lærer H. Hansen, HjaUese. 

251. Efter sagnet fortælles, at Jesu kors var af bevre- 
ask, og derfor, når der er torden i luften, kan de blade ikke 
være stille, de bevrer, om også det er blikstille vejr. 

Jesu tornekrans var af hoffeltora (o : kristtorn, vinter- 
grønt). Her kaldes den vintergrdnt. Dørup. 

252. I Ojødvad boede der en gang en from og klog 
kone, som, for hun døde, bad folkene i gården, hvor hun var, 
at de ikke måtte lade ringe over hende med kirkeklokken, 
når hun skulde jordes. På begravelsesdagen lod man allige- 
vel ringe over konen; men aldrig så snart man havde be- 
gyndt, faldt klævveren af klokken. Så bandt man den med 
godt nyt reb, men aldrig så snart man havde begyndt at 
ringe, faldt den af igjen og var slet ikke til at finde. Først 
da der var kastet jord på konen, og ligfærden drog bort, 
fandt man klævveren. S. P. Jensen, Vole. 

253. En kone var så ugudelig og gik aldrig til kirke. 
En dag modte hun præsten. Han sporger hende, hvorfor 
hun kom aldrig til kirke. Nej, det brød hun sig ikke om. 
Ja, hun skulde blot ptøve det engang, siger ban. Så kommer 
hun også en søndag, Præsten prækede om de bodfærdige 
syndere, og hvordan Vorherre tager dem til nåde, og da hun 
hørte det, fik bun sådan lyst til at komme i kirke, at hun 
besluttede at komme der hver helligdag. En dag var det 
sådant rendfog, at der var slet ingen folk mødt, og præst og 
degn gik tilbage igjen. På vejen møder præsten konen, hun 
kom og vilde til kirke. Ja, det kunde ikke hjælpe, hun gik 
videre, for der var ingen præken i dag. Ja, hun vilde til 
kirke, siger hun, «kan a blot få mit hoved inden til kirke- 
doren, så er det nok,» og ban skulde da følges med hende 



11. Forskjelligt. 311 



derhen og lukke op. Det gjorde han også, og så var hun 
fornojet. Lav det blev søndag igjen, var det godt vejr, og der 
var tjeneste dér som alle steens. Se, da var hun der ikke. 
Præsten han tykte, det var en sær handel, og da han gik 
fra kirke, vilde han hen og se, hvorfor hun var ikke kom- 
men. Så lå him og var døden nær. Hun bildte sig ind, at 
Jiun kunde ikke dø, for hun fik præsten at se, og da hun så 
ham, døde hun. Johanne Marie Kristensdatter, Søheden. 

254. Nogle unge folk vilde en aften til dands på den 
anden side af fjorden, og dei var en bro over vandet, men 
den var gået i stykker. Det vidste de nu ikke af, men det 
havde en gammel kone lagt mærke til, der boede tæt ved 
broen. Da de nu kom den ene efter den anden og vilde 
gå over i mørket, faldt de i og druknede. Så fortrød det 
sådan den gamle kone, at de skulde blive ved at komme af 
med livet, og hun stak da ild på sit hus. Dem, der nu kom 
og vilde over senere, de standsede ved huset for at slukke 
ilden, og så fik hun dem advaret. Thomas Krats kone, Søheden. 

255. Der var en mand i Avlum ved Holstebro, som 
var meget hård ved sin kone, og i de to sidste år hun le- 
vede, da gik hun med en tæring, hvoraf hun døde. Hun var 
selv godt fornojet med at dø, da hun var bleven så træt af 
verden, at hun tykte, der var ikke mere for hende at leve 
efter, endda der var syv små born, men hun sagde : «Dem 
skal Vorherre nok s5rge for.» Hun døde så, og manden, der 
var inde i kammeret med et par af den nærmeste slægt, ham 
slog det nu ind på. Han kastede sig på sengen over den 
dode, græd og bad så mindelig, at hun måtte komme til 
live igjen. Så rejste hun sig også op, stillet på sin albue, og 
sagde : cA, hvi kunde du ikke fade mig nave ro, da jeg 
havde det?» — «Nej, jeg kan ikke undvære dig,» sagde han. 
Nu levede hun i fire og tyve timer, men i den tid skjældte 
hun ham meget ud, for det han havde været så hård mod 
hende, og det var mærkeligt, for for havde hun intet sagt. 
Hun blev sådan ved at tale, til tungen blev stor i munden 
på hende. Nu var nogle af slægten og nogle andre venner 
inde i fredestuen, og aer snakkede de med manden om, at 
Lau endelig skulde gå ind til sin kone og bede hende til- 
give sig, for at hun Kunde få ro, ti inden kunde hun ikke 
dø. Nej, det vilde han da så nødig, i hvor meget de end 
holdt det med ham, in en så som de stærkest talte med ham 
derom, hørte de med ét et sært smæk ved vinduet, og så 
sagde han: «Nu må a te'en,* og han løb ind til hende og 
bad hende tilgive ham, for det han havde været så ond ved 



312 G. Religiøse sagn. 



hende, så måtte hun gjærne dø, sagde han. Han tilgav ham 
nok også, ti nu lagde hun sig ned og sov hen. Sådan én 
kalder man en gjenkalding. P. K. Madsen. 

256. Et gjenskrig kaldes her på egnen et menneske, 

der er grædt til live igjeu. I byen Ojerndrup i Brørup sogn, 

fortalte min plejemoder, havde en gane været sådant et 

gjenskrig. Det var en ung mand, som aede, og da kastede 

hans kone sig over ham med gråd og skrig, og så vågnede 

han og sagde : « A, hvi gjorde du mig det, nu havde a det 

så godtli Han levede i femten år derefter, men fik aldrig 

sin forstand og gik som en tulling, som man kalder det 

N. J. Termansen. 

257. I Rindom døde for en snes år siden en kone, og 
hendes born stod på begravelsesdagen ved deres moders kiste 
der hjemme i huset og græd og hulkede så over måde. Så 
så folkene, at der fra den dødes ojne trillede tårer ned på 
kinderne, og de bad derfor bornene endelig at holde op med 
at græde, efor den døde har ondt af det> p. K. M. 

258. Der var en kone, der havde et bitte barn, og det 
døde. Så græd hun da for det både først og sidst, både 
tidlig og sildig, hun græd sig i sovn hver aften. Det var 
en aften, hun lige sådan havde grædt sig i sovn, da dromte hun, 
at der kom så mange bitte born og gik forbi hende, og de 
havde hver sin gronne gren i hånden. Hun tænkte da også, 
hun skulde have fået hendes eget barn at se, og ventede 
efter, at det skulde også komme, men det kom ikke. Langt 
om længe, siden de var komne alle sammen, så kom hendes 
langt bag efter. « Hvordan kan det være, du kommer ikke 
for, barnet ?» siger hun. «Nej, det er din skyld, moder, » 
sagde barnet, «for alle de tårer, du har- grædt for mig, de er 
faldne ned på mig, og a er så tung og så våd, a kan ingen 
steder komme.* Så vågnede hun, og nu kunde hun nok 
skjonne, det var et vink for, at hun skulde ikke sådan blive 
ved at græde. Johanne Marie Kristensdattei, Søheden. 

259. En mand var død, og så var hans kone ræd for, 
at han ikke var bleven salig. Så gik hun til præsten og 
spurgte ham ad, om han kunde ikke sige henae det, om 
hendes mand var bleven salig. Han gik op til kirkegården 
til den dødes grav og sagde: « Sover du?» — «Ja, sødelig,> 
sagde den døde. Så var der en anden grav, som præsten 
gik til og sagde: «Sover du?» Der sagde den døde: «Nej, 
a piller mine tæer!» A. M. 

260. En mand' og en kone havde lovet hinanden, at 



11. Forskjelligt. 31 g 



den, der døde først, skulde komme igjen og sige den anden, 
hvordan den havde det. Konen døde først, og manden var 
nu nysgjerrig efter at vide, hvad det var blevet til. En nat 
vågnede han ved, at en iskold hånd strøg hen over hans an- 
sigt, og han hørte konens stemme sige : «A er hverken kold 
eller varm.» Det var al den besked, han fik. Frk. E. Thomsen. 

261. Et sted på landet havde man en præst, der havde 
gået i den sorte skole; når han skulde holde ligtalen, stod 
han først en stund på prækestolen, holdt hænderne for ojnene 
og lagde hovedet ned mod kanten af stolen, som om han 
blundede. Det gjorde han for at se, om sjælen var i Him- 
merig eller Helvede, og så fortalte han det i ligprækenen på 
rette sted. Nu vilde en mand drive lojer med ham og sætte 
ham på prøve. Han lod sig mælde død hos præsten, og 
der blev lavet til, som ved enhver anden begravelse. Manden 
lod sig lægge levende i kisten og blev båret ind i kirken. 
Da præsten havde stået og blundet noget, rejste han sig op 
og sagde: «Hvor er dog den sjæl? Jeg harsogt ham i Him- 
len, der var han ikke ; jeg har sogt ham i Helvede, og der 
var han ikke.» Så blundede han igjen en stund. Da han 
rejste sig, havde han et forunderligt udtryk i ansigtet: «Nu 
foer den syndige sjæl til Helvede!* udbrød han. Mændene,. 
der vidste bedre besked, tog på at le, så det klang i kirken,, 
og to af dem gik hen for at tage låget af og vise, at præsten 
havde taget fejl. Til deres forfærdelse lå han død i kisten. 

M. Abrahamsen, Kildebrønde. 

262. I Napoleon den stores tid, da de danske soldater 
fulgte ham på hans lange tog, blev de indkvarterede i en 
kirke på Samsø. Nu traf det sig en dag, der var begravelse 
på kirkegården, og nogle af soldaterne fik da i sinde at ville 
ud at høre ligtalen. Men præsten vilde ingen tale holde. 
Da der nu var mange slægtninge til stede, og den afdøde 
var en rig mand, f orlaugte de, at han endelig måtte holde en 
tale. «Ja, siden I endelig vil, så skal jeg også,» og han be- 
gyndte da således: c Her hviler denne min og Guds fjende* 
hvis sjæl pines hårdt i Helvede. » Da følget hørte det, blev 
der en stor forvirring, og de råbte, at det skulde han be- 
vise med den dødes ord. «Ja, det vil jeg også,» sagde præsten,. 
«når I vil åbne kistelåget.* Så gjorde de det, og præsten 
trådte da hen til den døde, hvorpå han rejste sig op i kisten 
med knyttede hænder og fordrejede ansigtstræk og sagde: 
« Ja, visselig, jeg pines svarlig !» hvorpå han sank tilbage i 
kisten igjen. Der blev nu ikke mere af talen, den døde blev 
begravet, og hver drog til sit. Kristen Nielsen, Egsg&rd. 

263. Der var en præst, som lå for døden. Da åndea 



314 G. Religiøse sagn. 



var af ham, kom en anden præst til at udtale sig om, at 
han var ikke værd, han skulde komme i kirkegården, han 
var ikke bedre værd, end han skulde puttes i et marks kjeL 
Så traf det sig en aften, den levende præst havde lagt sig 
lidt på sengen, at da kom der en anden én ind, og det var 
den døde. Han lagde en bog på bordet i kammeret, slog 
den op og slog hans hånd ned på den, idet han sagde: «Du 
skal ingen domme!* Derpå gik han hen og spyttede præsten 
i ansigtet. Der blev så mange blå knuder efter den spytten, 
og den bog kunde de aldrig mere lukke i, den lå bestandig 
opslået ved det sted. Det var vel sagtens Bibelen. 

Joh. Jensen, Mollerup. 

264. En handelsmand, der foer om til markeder, var 
meget ugudelig og drikfældig. Så red han hjem en nat og 
var meget fuld, og da tumlede han af hesten og blev hæng- 
ende i stigbojlen. Der blev nu domt hårdt over ham, og 
man var ræd, han ikke var salig. Hesten stod på pletten 
ved udsiden af landevejen, og der fandt folk den. Så vokste 
der en stængel op med læsning på, som ikke var let at ud- 
tyde. Der stod : cMellem stigbojlen og jorden fandt jeg nåde.* 

Mariane Agger, Bjærgby. 

265. I byen boede en mand, om hvem folk sagde: 
cDersom Vorherre ikke kjender ham bedre end os, kommer 
han ikke i Himmerig.* En dag red han fra byen, og om 
aftenen kom hesten hjem med manden hængende død i den 
ene stigbojle. Alle folk i byen sagde, da de så og hørte det: 
«Den stakkel han er gået lige lukt til Helvede; han har ikke 
en gang fået tid til at bede sit « fadervor*, endsige angre alle 
sine mange grove synder.* På den måde ynkede de ham, 
og deri lå deres dom. Men Gud lod en plante opvokse på 
kanten af den vej, ad hvilken manden var reden. På dens 
blade stod: cMellem jorden og stigbojlen blev manden frelst.* 
Vendsyssel. A. £. Jakobsen. 

266. En dum (o: stum) kom ind til en kjobmand, der 
lå på hans sygeseng, og det var lige ved, at ånden vilde 
slippe af ham. Så giver den dumme sig til at huje og klage 
og jamre sig og skrige. En lille tid efter kom han ind i 
en kjobstad, og i det samme kom en krigskarl ridende, og 
det var stærkt. Så styrtede hans hest, og han brækkede 
hans hals.. Lav den dumme ser det, så klapper han i hans 
hænder og er så glad og fornojet, te det var forskrækkeligt. 
Da folk så, hvordan han fornojede sig, vilde de gjærne have 
at vide, hvad det var over. Så blev der bedt en bon på 
prækestolen angående, om Vorherre vilde oplade den dum- 



11. Forskjelligt. 315 



mes mund; så han kunde komme til at tale. Bonnen blev 
opfyldt, og så sagde han : «Da jeg kom ind til kjobmanden, 
da sad Djævelen i hovedet af sengen og tog hans sjæl, for 
han havde bedraget mennesker på alle mulige måder med 
hans vægt og hans mål. Men krigskarlen, i det lag fra han 
styrtede af hans hest og så til jorden, så kom han til at give 
et dybt suk til Vorherre, og så kom der en engel fra him- 
melen og tog hans sjæl og foer til himmels med.» 

Rasmus Nørregård, Egholt. 

267. Kirketorup præst han havde en dum kusk. Så kjørte 
de en gang og skulde til Bislev, og kusken kunde jo ingen 
ting sige og havde ikke lært nogen ting af fingersprog eller 
slige ting sådan som nu. De skulde berette en kone, og hun 
døde da også, mens de var der. Kusken han græd for hende, 
te det var forfærdelig, og præsten kunde ikke forstå det, for 
han tykte, te det var en god død. Så kjørte de til sogne 
og kjørte ned ad Ejdrup bakke, og det var om vinteren. 
Der kom en mand kjørende imod dem, og den ene hest slår 
op og klyver panden på manden, så han styrter bag ud af 
slæden, og var død med det samme. Det lo kusken så for- 
færdeligt ad, og præsten tykte, det var sært, at han kunde 
le ad det. Så bad præsten på prækestolen i syv år, at hans 
kusk måtte komme til at snakke, for at han kunde fortælle 
det, hvorfor han græd, når konen døde sådan en god strå- 
dcd i hendes seng, og lo, når manden kom så elendig af 
dage. Så fik han også hans mæle og siger, at hendes 
sjæl tog ravnen, men mandens sjæl tog duen, og det var det, 
der morede ham. Det er så mænd ingen historie, det er en 
virkelig tildragelse, men det er længe siden den skete. 

Jens Kristensen, Ersted. 

268. En præst havde en kusk, der var dovstuin. En 
dag skulde han ud at kjøre med præsten, de skulde hen at 
berette en gammel kone. Så kjører de ned ad en bakke, og 
neden for var en å med en bro over. Lige som de kjører 
der ned efter, kommer der et ungt menneske løbende ned 
ad bakken lige så stærkt ban kan, og han springer i vandet 
lige ved siden af broen og drukner og kommer ikke op mere. 

«Å Herregud,* siger præsten, «det var forfærdeligt,* og han 
var så harmet og elendig, men karlen lo så stærkt han kunde. 
De blev jo ved at kjøre, og præsten undrede sig. Så kom 
de hen tu denher gamle kone, og præsten berettede hende. 
Karlen gik ud, og lian gik ind, og han græd lige så stærkt, 
han kunde. Konen døde, mens præsten var der, og karlen 
græd den hele tid og græd, lav de kjørte hjem. Men da 
han kom til broen, gav han sig til at* le igjen. Præsten spe- 



316 G» Religiøse sago. 



kaierede nu så stærkt i det her, og så gav han sig til at 
koste på at få karlen til at snakke, for at han kunde få 
åbenbaret, hvordan det havde sig. Det kostede jo meget*, 
men han fik ham jo til det. Så siger karlen : cDen gang det 
unge menneske faldt i åen, da floj der en hvid due op imod 
skyen og forsvandt der. Men den gang den gamle kone lå 
og drogest med døden, da stod der en stor sort hund ved 
hendes seng og blev stående dér, til hun endtes. Derfor græd a.» 

Johanne Marie Krietenedatter, Søheden. 

269. På samme tid døde både en rig gårdmandskone og 
en fattig husmandskone, og de blev begravede på én dag. 
Da stod der en stum ved graven, og han gav sig til at le 
hojt. Så bad præsten til Vorherre om, at den stumme måtte 
få hans mæle så længe, til han kunde få dem sagt, hvad han 
lo ad. Bonnen blev hørt, og ban kom også til at fortælle, 
at han havde set englene komme og tage imod den fattige 
kone, men djævlene fare af sted med den rige. Udby. 

270. En greve eller stor knabe holdt et vellystigt lev- 
net alle tider. En gang havde han et svært selskab, og da 
kom der en fattig mand og bad om brød til hans mange 
born. Nej, siger greven, det havde han ikke tid til nu. Da 
manden var gået igjen, siger greven til hans svirebrodre: « Vor- 
herre må vide, hvor sådan én kommer hen efter døden !> 
Det grinte de æd. Anden dags morgen fandtes den fattige 
mand død på marken og lå med et smil om hans mund. 
Så kunde greven nok forstå, han havde det godt, siden han så 
sådan ud. Knap efter blev* greven syg og døde. Da kom 
han til at se så fælt ud og havde et grimt ansigt. Hans 
svirebrodre kom og så det og blev nu helt skikkelige men- 
nesker. Thomas Krats kone, Søheden. 

271. Pastor Mygum i Stepping havde en gang en dame 
(dum) til kusk. En gang kjørte damen for ham ben til et 
sted, hvor han skulde berette en kone. På vejeu mddte de 

en ridende Omsider kom damen da også til at tale, 

men ban sagde, at han hellere vilde forbleven stum, ti han 
var nu bange, at han ikke vilde kunne se så meget som for. 
Han fortalte så, at da rytteren brak halsen, var der kommet 
en hel flok engle, som omflagrede ham, og derved kunde 
han ikke bare sig for at le; og da præsten herettede konen,, 
havde han set, hvordan Gud ved den ene ende og Djævelen 
ved den anden ende af sengen « trattes » om konen, og det 
kunde han ikke lade være at græde over. N. C. 

272. En præst var en gang henne at tage en gammel 
mand til alters. Ligesom han sad, vilde kusken kige ind ad 



11. Forskjelligt. 317 



doren, men han kunde se det, præsten ikke kunde se, te den 
Slemme sad ved æ sengehvojem af ham, og ligesom ban nu 
ser det, så giver ban sig så ynkelig til at skræbe og skråle. 
Da de kom så ud at kjøre igjen, kom de imod et par løbske 
heste, der havde gruttet karlen, som havde været kusk, un- 
der dem. Det lo karlen ad. Så siger præsten, ban var den 
mest underligste karl, han havde kjenat, der lo af den karl, 
j3om var kjørt ibjel, og græd over, at han tog den gamle 
mand til alters. Han skulde jo så til at fortælle præsten, 
hvordan det kunde være, for han vilde jo have besked på 
det. c Ja, når vi kommer nu bjem og kommer ind i et kam- 
mer ene med hinanden, og doren er så lukt, så skal a nok 
sige dig det. Det kom af, at Satan sad og ventede efter 
ham i sengen, det var til at græde over. Men a så, Guds 
engle de steg og svævede over ham og tog hans sjæl, der 
var kjørt ihjel, det var til at le ad.» Så tav præsten, for 
karlen var klogere end han. Se, sådan noget vilde de snakke 
oni inden d5re. Maren Skade, Åsted. 

273. Der var bryllup i Vinten, og præsten fra Hvir- 
ring viede folkene og var med til brylluppet. Sent om af- 
tenen, da folkene havde begyndt at dandse, tog ban hjem. 
Da han var falden i sovn, blev han vækket ved, at smeden 
kaldte ved vinduerne og sagde, ban måtte endelig komme 
ned i bryllupsgården og berette bruden, hun mente, at hun 
skulde til at dø. Præsten, der var træt, for han var en gam- 
mel mand og havde været omkring i Uldum og flere steder 
den dag og gået meget, han sagde nej, det var et forfærdeligt 
vejr, og mente, at det var kun et påfund, for at få ham 
der ned igjen. Han vidste jo, det stod godt nok til der, og 

blev liggende i sin seng. Men han havde ingen ro, stod så 
op og tændte lys og klædte sig på. Da han så, at hans 
kone og born sov så godt, gik han ben og kyssede dem, 
uden at de vågnede, og så gik han til Vinten. Da han kom 
ind i bryllupsgården, var det, ligesom ban antog, bruden fejl- 
ede ingen ting. Men da hun blev meget indstændig ved at 
bede ham om at berette hende, gjorde han det også, og så 
døde hun meget kort efter, måske den samme nat. Hvirring. 

12. Gamle bonner. 

274. Hør, klokken slår, og tiden går, 
ti glasset fast må rinde; 

hjælp os, vor Gud, at dødsens bud 

må i os tanke minde. Nik. Christensen. 



318 G. Religiøse sagn. 



275. Klokken slår, og tiden går, 
glasset hastig rinder ; 

hjælp, sode Gud, at dødsens bud 
os velberåd må finde. 

Hvert klokkeslæt vort hjærte sæt 

i andagts lys og lue, 

at vi da må omsider få 

Guds ansigt at beskue. Århus-egnen. G. N. Bagge. 

276. Indskrift på et stueuhr: 

Fort jeg går, ofte slår, 

tiden hastig rinder, 

salig er den, som her 

tiden vel anvender. 

Herre, lær du mig her 

så min tid at kjende, 

at jeg må visdom f& 

og en salig ende. Århus- egnen. Bugge. 

277. Aftenbon på Fyen : cNår jeg i min seng går, 
fjorten Guds engle hos mig står: To ved mit hoved, og to 
ved mine fødder, to ved min hojre side og to ved min ven- 
stre side, to mig vækker, to mig dækker, og to fører min 

S'æl til Himmerigs glæde. I navn Gud faders, Gud sons og 
ud den Helligånds! amen. j. b. 

278. Andre læser således: Jeg sår til sengs med tolv 
Guds engle : To til hånd og to til fod, to til hvert mit lede- 
mod, to til sovns og to til vågen, to føre min sjæl til Him- 
merig, amen ! j. B. 

279. flver aften a til min seng går, 
tclv Guds engle om mig står: 

To ved mit hoved, to ved min' fddder, 

to ved min sid', 

to mig oppevækker, to mig nederdækker, 

to følger mig i Herrens hus, 

vogter og bevarer mig fra ildebrand, 

fra tyvehand, kirkens band 

og alt det, der er i skadekonens (o : Djævelens) hånd. 
Ved Vejle fjord. W. Kyhn. 

280. Pastor Lavtrup i Ensted ved Åbenrå havde en 
gammel jysk tjenestpige, som hver aften hojt bad følgende: 

Hwar awten, a te senge går, 
fjåwten Guds engle om mæ står, 
tow ve mi hojem, tow ve mi fojem, 



12. Gamle bønner. 319 



tow ve mi hywer sii, tow ve mi venster sii, 

tow mæ væk, tow mæ dæk, 

tow mæ væj viis te den evige paradis. A. L. 

281. Når jeg til min seng mon gå, 
fjorten engle for mig stå, 

to ved mit hoved, to ved mine fftdder, 

to ved min hojre side, to ved min venstre side, 

to skal mig vække, to skal mig dække. 

to skal mig vejen vise til paradis. A. N. 

282. Om awten, nær i min sæng æ gær, 
fjorten Guds engle for mæ stær: 

To ved mit hoved, to ved mine ben, 

to ved min hyyr sii, to ved min linke sii, 

to mig væk, to mig dæk, 

to mig vej viis til den hellige paradis. 

Der ståj en stor kjerk, 

den var gul uden og gron inden. 

Der sad jomfru Marie med sit lellevette ban å båj gnædele* 

De Juder de kom med spær o med stang 

og tog Vorherre Kristus fangen, 

(for at) di soort kvind kan bej djer b(3n 

både aften og morgen i Jesu navn. Amen. 

eller: Der sad jomfru Marie med Vorherre Jesus Kristus, 
tog spyd og tog spær og knækked ham ned mod den hård- 
este sten. Amen. (Se: Tuxen tdet plattyske folkesprog i Angel.) J. M. 

283. Fjorten Guds engle vil med mig i seng gå: 
To ved mit hoved, to ved mine fiodder, 

to ved min hojre side, to ved min venstre side, 

to vil mig dæk', to mig væk', 

to mig vej vis' til den gronne paradis, 

der står en kjerk å stååg, 

gul uden om, gron inden i. 

Der sad motter Marie med hend' lille barn på skjød, 

hun klawe, hun jamre, bitre nød; 

ti Jøder kom gangend med spedder å spang, 

ti tog Vorherre Krist te fang , 

ti hytte ham op i det hojeste træ, 

knække ham ned på den hårdeste sten, 

det skal aldrig være din sjæl forladt af din Gud i Himlen. 

All' dem, der kan bede den bon, for de dør, 

for dem skal Hellis ild slukkes, 

for dem skal Himlens port oplukkes. Amen. 

I Vejle-egn tilfojes: Hvo der læser denne bon tregange 



320 G. Religiøse sagn. 



om morgenen og tre gange om aftenen, hans sjæl skal aldrig 
se Helvedes ild eller time. Amen. j. m. 

284. I awten, ven i min sæng æ gær, 
fjuften Guds engle om mæ stær .... 
to ska mæ væk, to ska mæ bedæk, 

to ska mæ væj viis op te min himmelske paradis. 
Der sto en stor kirk .... lillevette ban å båj nåjle ; 
di Juder di kåm mæ spær å mæ stånng 
å to Vorherre Kristus te fånng, 
di soort kwinn . . . ^Sml. nr. 282) H. F. F. 

285. Da Jesus gik ud i sin urtegård, 

da svedte ban vand som blodige sår, 

han så til sine fem sår, han talte til sin son: 

Min son, stat og strid endelig, 

strid mandelig, pinen er uendelig, 

glæden er evindelig. 
Hvem der læser denne lille bon tre gange om aftenen, 
tre gange om morgenen, 
forend de opstår, forend de ud går, 
forend de smager verdens brød, 
deres sjæl skal aldrig lide nød. 
Himmeriges d$r skal oplukkes, 
Helvedes ild skal udslukkes. 
I navnet G. F. o. s. v. Amen. 

På Fyen brages al tid «de> for <man> og «en>. M. K. G. 

286. Her går et bånd om dette bus. 

Hvem bandt båndet? — Det gjorde Jesus med to hænder og 
ti fingre og ti gode Guds engle. 

Hvem sang salmen ? — Det gjorde jomfru Marie, fordi hun 
havde bogen i sin hånd og Jesus på sit skjød. 
Jesus var her inde. Jesus gik i sin urtegård, svedte både 
vand og blod. Gud sagde til sin s5n : c Stat op, strid hårde- 
lig, døden er endelig, men glæden er evindelig.* Denne bon 
Guds bom læse skal ti gange om aftenen og ti gange om 
morgenen, for de op står, for de ud går, for de livsens brød 
får. Denne sjæl skal aldrig fristes af Helvedes nød eller no- 
gen anden nød . To til hoved, to til fod, to til hvert et lede- 
mod; to mig vække, to mig dække, to at bære min fattige 
sjæl ind i Himmerigs glæde. Amen. 

Jens Pedersen, Fiskerhuset ved Tissø. 

287. Jossus gik ud i sin urtegård, 
Jossus svedte vand og blodige tår', 
Jossus så til sine fem bellige såre, 



12. Gamle bonner. 321 



de stod barn alle åbne fore. 
Josses sagde med sig selv: 
«Din son, min son, strid mandelig, 
døden er endelig, glæden er evindelig !» 
Hvert et Guds barn, som vil læse denne bon tre gange 
hver aften off tre gange hver morgen, 
forend de æaer verdens brød, 

deres sjæl skal aldrig komme til at lide Helvedes nød. ' 
Helvedes ild er slut, Helvedes d5r er lut (lukket),f)gj| * {£*g 
Himmerigs dor står åben for mig. Udi de tre gode navne: 
Gud faders o. s. v. Maren Nielsdatter, Vester-Brønderslev. 

288. Jesus han gik ud i sin urtegård, 

han sved af både blod og vand og tår', 

Jesus så ned til sine bellige fem sår, 

de åbnede for hannem (?). 

Stat hårdeh'gen og stød mandeligen (?), 

døden er endeligen, og glæden er evindeligen. 

Hvem af disse bflru, som læser denne bon hver aften og 

hver morgen, 

fOrend de æder al verdsens brød, 

deres sjæl skal aldrig lide nød, 

deres ild skal udslukkes, og Himmerigs dor skal oplukkes. 

I tre mænds navn, G. f. o. s. v. Nik. Christensen. 

289. Jesus gik udi sin urtehavegård, 

han svedte, han svandt af blodige tår'. 

Min sjæl, stat hårdelig, 

strid mandelig, døden er endelig, 

men glæden er evindelig. 
Hvo, den liden bon læser tre gange om aftenen, tre gange 
om morgenen, 

forend han op står, forend han frem går, 
hans sjæl skal aldrig fristes. 

Himmerigs dor skal oplukkes, Helvedes ild skal udslukkes. 
I navn o. s. v. Anton Andersen. 

290. Jesus gik i urtegård, 
svedte vand og blodig tår*, 
så til sine fem sår. 

Alle stad evindelig, stred endelig(?), 
døden er evindelig, glæden er evindelig. 

Hvo som læser denne bon, 

forend han op står, forend han ud går, 

forend han æder af Herrens brød, 

hans sjæl skal aldrig fristes af Helvedes nød. 

Guds ord. Amen. H. F. F. 

£. T. Kristensen: Danske sagn i folkemunde. II. 21 



322 G- Religiøse sagn. 



291. Vorherre Jesus gik i sin urtegård, 
han svedte så mangen blodig tår*, 
han så ned til sine fem hellige sår, 
alle stod de ham åben for*. 
Gud talte til sin kjære son: 
cMin sdn, stat åndelig, strid mandelig, 
Døden er i hænde, glæden er i vente.* 
Hvo, som denne liden bon læser morgen og aften, forend de 
æder legemets brød, forend de lægger dem til sengs, deres 
sjæl skal aldrig fristes, Helvedes port skal tillukkes, Himme- 
riges dor skal oplades. Guds ord. Amen. 

Denne bøn lærte moder os som bttrn. 

Sognefoged Kristen Madsen. Gammel by. 

292 Han talte til sin son: c Min son, 

stat op, strid endelig, strid mandelis, 
pinen er uendelig, glæden er evindelig. > 

Hvem der .... 

forend de op står, forend de ud går, 

forend de smager verdens brød, deres sjæl skal aldrig lide nød. 

Himmeriges dor skal oplykkes, Helvedfes ild skal udstykkes. 

I navnet o. s. v. p. K. M. 

293. Jesus ud af sin urtegård så, 

så syv synlige ord for ham stå : 
cMin son, stat hårdelig og strid mandelig, 
døden er endelig, men glæden er evindelig. » 
Ethvert Guds barn, som læser denne bon tre gange hver 
langfredag morgen, hans sjæl skal aldrig friste Helvedes nød, 
Helvedes ild udslukkes, Himmerigens dor oplukkes. In.... 

Ane Marie Kristensdatter, Skovvejen, Århus. 

294. Jesus gik ud i sin urtegård, 

han så de fem hellige sår, .... 
Hvo, som læser denne bon, 
når han op står, når han ned går, 
han skal aldrig lide nød, 
hans sjæl skal aldrig smage Helvedes glød. 
I navnet o. s. V. Anders Pilkjær Nielsen, Vejlby. 

295. Jesus gik i sin urtegård 

han sved' vand og blodige tår*, 

han så ned på sine fem hellige vunder og sår. 

Min kjære sjæl, strid inderlig, 

stat mandelig, ti glæden varer evindelig. Amen. 

Maren Bonde. 

296. Her sår et bånd omkring vort hus, 

Jesus er her inde. 



12. Gamle bønner. &>3 



Her må ikke en tyv i huset gå, 

for Jesus er her inde, 
her må ikke en skalk for doren stå, 
for Jesus er her inde. 
Velsign os G. f., velsign os G. s., velsign os G. d. h. Å. Amen. 

P. Dorph. 

297. Der går et bånd om dette hus, 
Jesus, vær her inde ! 
Velsign os alle, store og små, 
velsign de unge og gamle også, 
velsign vor mark, velsign vor eng, 
velsign vor pige og vor dreng. 

298. Nu vil jeg til min seng gå 
og i søvnen hvile få. 

Men først vil jeg bede til Jesus Krist, 
så vil han tage vare på os for vist: " 

O, Jesus, kom her ind! 
kom ind i mit lille hus. 
Fri os fra alle onde ting; 
velsign os alle, store og små. 
Tag os alle i din kjærlige favn. 
I Gud faders, sons og helligånds navn. Amen. 
Nr. 297, 298 fra Fyen ved Herman Pedersen, Hammerum station. 

299. Det hellige kors 

Vorherre selv bar for os, for vore synders skyld, 

ikke for synderne sine, 
men han satte dem i nat mellem Djævelen og mig 

i mine Guds værdige pine. 
Mit blod ned på korset randt, 

det slukker ud synderne mine. Amen. Nik. Chr. 

En bel del lignende optegnelser af gamle bønner findes i < Dansk 
Kirketid ende >, udg. af Brandt og Lindberg, 1860 og 61. 

300. Twi sætter a mæld Dæwlen å mæ! 
du gjor di fenger få brejj å di to få lang. 

Da skal a bennd dæm i en selketro, så jomfru Marri, 

å så vel a si å den dærøel, dæ ska gjø mæ nåwet. 

I jomfruens nawn. Amen! A. L. 

301. A lægev mæ i min søde milld, 
Gud læ-røæ alder a mi særøg trill, 
bewdr mæ få røø myyrer å sterøgs tyyrer, 

å får harøer å håwwtånng. J. Nielsen, Ringkjøbing. 

302. Gud fri os fra røde myre å mandholm tyre, 
fra vrinsk hæijst å katholsk præjjst, 

21* 



324 G. Religiøse sagn. 



fra dæmm, dæ rywwe i mørke, 

å stikke i storke, 

ja, fri os for brand hær ennd i æ stoww, 

så vel vi læg os te å soww. 

• j i_ J l g *i ar hørt det vers frem 8 a gt halvt i bogmål og halvt i 
jydsk bondemål, eom det står her. C. S6reneen (Thomaskjær). 

303. På julenat Vorherre blev født, 

de stærke Jøder pint' ham til død, 
de pint' ham med en hvasse pig, 
lisse val for de fatte som for de rig', 
de pint' ham ned til hojre (?) kors, 
så hård en død tålt' Jesus for os, 
skjærtorsdag gav han engle brød, 
langfredag tålt' Jesus den hårde død, 
langfredag nat lå Jesus i grav, 

Såske-morgen han opstod (stod han op deraf), 
omfru Marie for ham står, 
hun toed hans fodder i modige tår', 
hun torred' dem i hend' hovedhår. 
Han til himmels sig op svang 
re ed fodder og hånd, 
og nu har Jesu bon end'; 
min sjæl sig glæde 
i himmerigs glæde. Amen! Jørgensen, Lindknud. 

304. Regn, regn, regnboww, 
skynd dig op i Overskov, 

mit får har Jæmmet, min ko har kjælvet, 

og soen ligger med grise, 

de fire er mine, de fire er dine, 

de fire er jomfru Maries. 

Så hæt den regn, 

og solen den skin, 

og jomfru Marie hun sidder der ind', 

og Himlens dor står åben. h. F. F. 

205. Maen åd Maleen, di sad o grå steen, 
å baj te Vohæær, te e soel måt skenn. 
Så skeend e soel, så lyyst e måån. 
Klafit klafit, di floj så vidt 
å bygt dem et hus a howwelspåån. 

Anne Andresen, Sundeved. 

306. Maren å Mætt' stu i æ stætt' 

å bøst å flæjtt' å ba te, æ ræjn sku læt:'. 
Æ ræjn lætt, å æ køjer bejst; 
bejs om æ kuer, bejs hjem, 



12. Gamle bonner. 



325 



bejs i æ klåww, læ foer i æ ståww, 
læhønensåww, te de ær halles mæjjda. Kr. Mågård. 

307. Maria hun sad på|kirkestett', 
hun bøst', hun flætt', 
hun bad til Gud, den regn vild' hætt'. 
Så hææt den regn, så skind' den sol 
over mark og by, klar op i sky, Guds engle ly. 
Lad fuglen flyww, lad skyen dryww, 
lad Himmeriges dor stå (blyw) åben. 

Anders Pilkjær Nielsen, Vejlby. 



13. Hininielbreve. 



308. 



I krigen 1864 var der nogle soldater, der havde 
sedler med dem, så de kunde ikke skydes. Degnen i Rind 
skrev sedlerne, og dem, der fik af ham, de blev ikke skodt, 
a har ikke hørt om det. Der var en mand i Kind, der havde to 
sonner, og de vilde ingen have, men den ene blev skudt, og 
den anden såret. Min broder Lavst havde et himmelbrev 
med sig, og han blev heller ikke såret. Han havde fået det 
af en anden soldat. Han var endda gruelig udsat, men blev 
ikke såret alligevel. Han bor nu ude på Viborg- Vestermark. 

Lars Nielsen, Vinkel. 

309. En gammel snedker, Korner, i Norbeg går med et ' 
himmelbrev i lommen, der en gang er falden ned på hans 
ene ben, og der har hængt sig fast. Han tror, at ingen kan 
skyde ham, ej heller kan lynild ramme ham. Men det slog 
ned i hans hus forleden år. Han er født i en sejers skjorte, 
som han går med i en pose på hans bryst. 

(Sml. nr. 194) H, Chr. Hansen, Handest. 

310. Et sted på Fyen kom der en engel til en præstes 
hjorde og sagde til ham, at han skulde kalde på præsten, han 
vilde tale med ham. Men præsten svarte nej. Han skulde 
atter sige til ham om at komme. Men han svarte igjen nej. 
Hjorden blev sendt tredje gang, og så kom præsten. Så fly- 
ede han præsten et himmelbrev, der var skrevet med for- 
gyldte bogstaver. Det skal hænge på væggen i s t. -Mikkels 
kirke, og hvem der vil udskrive det, for ham nærmer det sig, 
men hvem der vil tage på det, for ham viger det. 

Jesper Jensen, Vinkel. 

311. På Fyen går der mange steder sagn om, at et hel- 
ligt brev, det såkaldte himmelbrev, en gang skal være faldet 
ned fra himmelen. Dette brev er i besiddelse af den for- 



326 O. Religiøse sagn. 



underlige egenskab, at hvem der bærer det hos sig, er be- 
skyttet for al legemlig fare. Jeg bar selv som barn set et 
sådant brev. Manden, der ejede det, havde båret det i krigs- 
årene. Da var det indsyet i bans vesteryg, og hans tro på 
dets beskyttende evne var så stærk, at han udelukkende til- 
lagde det skylden for, at han var gået frelst igjennem kagle- 
regnen. Brevet var skrevet, men jeg har hørt, at det også 
fandtes på tryk med et Kristus-billeae i midten. 

Lærer H. Hansen, Hjallese. 

312. Der var en gang en greve, som havde en tjener, 
han vilde lade henrette for følgende begået mord. Da dette 
nu skulde ske, kunde skarpretteren ikke få hovedet af ham. 
Da greven så dette, spurgte han, hvorledes dette kunde gå 
til, at ingen sværd kunde bide på barn. Derpå viste tjeneren 
ham dette brev med følgende bogstaver: S. J. T. E. EL B. 
K. N. K. Efter at greven havde set brevet, befalede han en- 
hver på gården at bære et sådant hos sig. Når en næse 
bløder, eller en mand bar sår, hvor blodet ikke kan stilles, 
tager man dette brev og lægger derpå, så skal blodet nok 
stilles. Hvem, som ikke tror dette, han skriver disse bog- 
staver på en sabel eller på siden af et gevær og stiller sig 
så på en plads, så vil ban ikke forandre sig. Hvem, som 
bærer dette brev, kan ikke blive hekset, hans fjende kan in* 
gen skade tilfoje ham. Det er de hellige fem vundet, der 
Kristus K. F. g. K. Så er du vis på, at ingen falsk dom 
bliver fældt over dig. H. H. S. S. Hvem, som bærer dette brev 
hos sig, kan hverken træffe lyn eller torden, vand eller ild 
kan beller ikke skade ham. Dette brev er bedre end penge, 
i navnet Gud Fader, Gud Son og Gud den Hellig Ånd. Så 
som Kristus stod stille i Oljehaven, så skal også alt skyts 
stå stille. Hvem, som bærer dette brev hos sig, vil ikke 
blive beskadiget af fjendtlig skyts eller våben, det vil ikke 
træffe ham, Gud vil bevare ham imod tyve og mordere, in- 
gen ting skal beskadige ham. Han må ikke frygte for pi- 
stoler eller geværer. Michaels befaling og i navnet G. F.s og 
G. S.s og Gr. H.s, Gud være med mig. Hvem, som har den 
velsignelse med sig mod fjenden, han vil blive bevaret for 
geværskyts; hvem, som ikke vil tro det, han skrive det af 
og hænge en bund det om halsen og skyde derpå, så skal 
han få at se, at det er sandt. Hvem, som har dette brev 
hos sig, kan ikke blive taget til fange eller såret af fjendt- 
lig våben. Amen. 

S. T. T. A. Så sandt som det er, at Jesus Kristus er 
død og faren til Himlen, så sandt som ban har vandret på 
jorden, kan jeg ikke blive skudt, død eller såret. Kjød og 



13. Himmelbreve. 327 



indvolde, alt skal blive ubeskadiget. Jeg sværger alle våben 
på denne jord ved den levende Gud Fader, S6n og Hellig-, 
ånd. Jeg beder i Vorherre Jesu Kristi navn og blod, at der 
ingen kugle skal træffe mig, den være af sølv, guld eller bly. 
Gud i Himlen gjøre mig fri for alt i navnet G. F.s, G. S.s og 
G. H.s. Dette brev er sendt fra Himlen og funden i Holsten 
i året 1724. Det var skrevet med gyldne bogstaver og svæ- 
vede over Dybelstedet bededagen. Da man vilde gribe det, 
veg det tilbage til året 1791, da fik én det indfald at skrive 
det af og gjøre det bekjendt for verden, til denne vendte 
brevet sig. Videre stod der, at den, som arbejder om søn- 
dagen, han er fordomt. I skal ikke arbejde om søndagen, 
men gå til kirke og bede med andagt. Af eders rigdom skal 
I give de fattige, I skal ikke være som de ufornuftige dyr. 
Jeg befaler seks dage til arbejde, og den syvende dag skal I 
høre Guds ord. Vil I ikke gjøre dette, så vil jeg straffe 
eder med krig, pest og dyrtid. Jeg beder, at I ikke arbej- 
der for sildig om løverdag aften. Enhver, være ung eller 
gammel, skal bede for sine synder, at de kan blive ham for- 
ladte. Sværg ikke ved Guds navn, begjær ikke guld eller 
sølv, skam eder for menneskenes lyst og begjærlighed. Så 
gesvindt, som jeg har kaldet eder, så gesvindt kan ieg også 
bortrykke eder. Ær fader og moder og tal ingen falsk vid- 
nesbyrd om eders næste. Den giver jeg sundhed og fred. 
Hvem som ikke tror dette og gjor derefter, er af mig for- 
ladt og vil hverken have lykke eller velsignelse. Jeg siger, 
at Jesus Kristus selv har skrevet dette brev. Hvem, som 
modsiger dette, skal ingen hjælp have. Hvem, som har dette 
brev og ikke åbenbarer det, er forbandet af den kristelige 
kirke, det brev skal den ene lade den anden opskrive, og om 
I har så mange synder som sand i havet og løv på træerne, 
skulle de forlades eder. Hvem, som ik ke tror, han skal dog 
omvende sig, ellers vil I blive straffede på den yderste dag, 
når der ingen svar kan gives mig. Hvem, som har dette brev 
i huset, kan ingen tordenvejr træffe. Holder mine bud, som 
jeg har sendt med min engel Immanuel i Jesu navn. Amen. 

Ovenstående Himmelbrev har jeg lånt af en gammel kone i 
Håjet. Det har til overskrift: Et gudeligt brev. Karen Toxværd . 

313. Der var en gang en greve, som havde en tjener, 
han vilde lade henrette, men skarpretteren kunde ikke hugge 
hovedet af ham. Da spurgte greven, hvordan det kunde være, 
at intet sværd kunde beskadige ham. Da tog tjeneren det 
brev frem, som han bar på sig, og* viste dem det. Derpå 
stod skrevet følgende bogstaver : L. J. K. H. B. H. N. N. k. 
Derpå befalede greven, at enhver skulde bære et sådant brev 



328 G. Religiøse sagn. 



på sig. Hvo, som haver dette brev, kan hverken lynild eller 
torden gjøre skade. Når en næse bløder, eller når (man har) 
blodige sår, så lægger man dette brev på, så skal blodet 
straks stilles. Skrives disse bogstaver på en sabel eller no- 
get slags skyts, kan (det) ikke gjøre dig skade, alt skal stå 
i navnet Gud Faders, Gud Sons, Gud den Helligånds navn, 
amen. S. S. F. Q,. Gud skal bevare dig fra tyve og mordere ; 
ingen kan sige falsk vidnesbyrd imod dig; du (kan) beller 
ikke blive forfærdet; ild og vand kan heller ikke gjøre dig 
skade. Dette brev er bedre end mange penge. Ligesom 
Jesus Kristus stod stille i Oljehaven, og så vist som han 
vandrede her på jorden, skal alt skyts stå stille; heller ikke 
geværild kan skade dig, synligt og usynligt må stå stille ; 
i Je3u død og betalt i mig i navnet G. F.s, G. S.s og G. deu 
H.s navn, amen. Hvo, som ikke vil tro dette, han kan skrive 
det af og hænge det om halsen på en hund og skyde derpå, 
så skal han se, at det er sandt Dette brev er sendt fra Him- 
len og fundet i Holsten i året 1724, og svævede over den 
stad JBaldadon; det var skrevet med gyldne begstaver. Da 
man vilde gribe det, veg det tilbage indtil i året 1791, da 
fik man det indfald at skrive det af og gjøre det bekjendt 
for verden. Endvidere står skrevet i dette t>rev, at hvo, som 
arbejder for sildig om løverdag aften og sønd agen, er forban- 
det; ieg har givet eder seks dage, og den syvende skal I gå 
i kirken at høre Guds ord; unge og gamle skulle bede med 
hverandre, at eders synder må vorde eder forladte; og om 
I så har så mange synder som sand i havet og løv på træ- 
erne, skulle de dog forlades eder, når I trflsteligen tror dette 
ord. Ær din fader og din moder, sig ikke falsk vidnesbyrd 
imod din næste, begjær ikke sølv og guld af eders rigdom, 
men I skal give fattige, sky menneskens lyster og begjær- 
ligheder. Dette brev har jeg Jesus Kristus selv skrevet; hvo, 
som ikke tror dette, er af mig fordomt og skal straffes på 
den yderste dag, når han ej kan svare mig. Hvo, som haver 
dette brev, skal åbenbare det, den ene for den anden. Hver, 
som haver dette brev i sit hus, kan intet tordenvejr gjøre skade. 
Dette brev har jeg skrevet med mine hellige engle i det vel- 
signede Jesu navn. Amen. 

Et andet kristeligt brev. Vorherre Jesus Kristus fik 
sår på Jorderig, og det blev lægt i Himmerig. Jomfru 
Marie vædede det med sine tårer og torrede det med sine 
hovedhår. Hun bad, at det ikke måtte bløde, ikke bulne, 
ikke svie, ikke sprække, men at det straks måtte sammen- 
ro, ligesom Jesu fem vunder og sår, og det i navnet Gud 
aders, Gud Sons og Gud den Helligånds navn, amen. Mo3es 



i 



13. Himmelbreve. 329 



rned sin stav gik over det røde hav; så sandt Gud vilde, at 
det skulde ske, vil jeg og stille dette røde blod. Amen. L. J. 
F. K. H. L. H. N. K. 

Således lyder det beskyttelsesbrev, som en mand fra Dalby- 
tudre under sit projssiske fangenskab afskrev efter et, en Sjællænder 
havde. Det har til overskrift: Et kristeligt brev. Karen Marie R. 

En anden opskrift heraf haves ved Mikkel Sørensen, som til- 
fojer: Originalen findes i Taftebjærg. Efter ordene: cSynligt og 
usynligt må stå stille, > findes her : I navnet G. F.s, G. S.s og G. den 
H.& H. H. S. S. Du haver heller ikke at frygte for pistoler, det er 
de hellige fem vunder Kristi. K. H. F. G. B. Ingen kugle kan ram- 
me dig, det må være af guld, sølv eller bly. Hvo, som haver denne 
velsignelse med sig mod fjenden, kan ingen skyts g j øre skade i 
navnet G. F.s .... Og hvo, som ikke vil tro dette brev .... 

314. Ved troen bliver vi salig udi Herren. Copi af et 
brev, skreven af Gud selv med guldbogstaver, og formedelst 
den hellige engel st. Michael her til os på jorden sendt og 
at være til i den kirke til st. Gemerien eller Grodorria. Hvo, 
dette brev angribe vil, fra den flyer det, men hvo, det vil af- 
skrive, for den lukker det sig op. En mil fra Assens hændte 
det sig, at en mand ved navn Just, som boede der, en aften 
modte en ung karl i brune klæder og havde ingen knapper 
udi sin kjortel, mens en stor bat på hovedet. Denne unge 
mand overgav Just dette brev, at han skulde give præsten det, 
men præsten sagde først, at det var et spøgelse. Han kom 
anden gang til Just, og han sagde, at han var en Guds engel, 
slog sin kjortel til side, og da var han så klar som solen, at 
man ikke kunde se på ham for klarheds skyld, hvoraf manden 
faldt ned af forskrækkelse. Men han sagde : «Du tor ikke 
frygte dig, men gå til præsten igjen og forkynd ham, at Gud 
ikke kan have ro for de fattiges suk og råbs skyld, ti 
jorden er fordærvet af de svare synder, som går i svang, og 
for den store hoffærdighed, menneskene bruger udi de fleste 
byer i kristenheden.* Brevet lyder således: Den, som ar- 
bejder om søndagen, han er forbandet, som Gud selv siger 
ved sin engel Michael. Da forbyder jeg eder, at I ikke ar- 
bejder om søndagen, men går flittig til kirke, unge og gamle. 
I skal ikke sminke eders ansigter eller kruse eders hår, og 
dermed bedrive hoffærdighed med eders hoje toppe, som Gud 
fortornes storligen over, men I skulle dele eders rigdom med 
den fattige. Jeg Jesus Kristus haver skrevet dette brev med 
min guddommelige hånd. I haver seks dage i ugen at ar- 
bejde i, men om søndagen at helligholde, Guds ord med flid 
og andagt at høre, og dersom I ikke det gjøre, da vil jeg 
straffe eder, unge og gamle. Af beder Gud eders synder, på 
det de må forlades eder. Begjærer hverken sølv eller guld, 
bedriver intet ondt i mit navn; ti jeg haver skabt eder af 



330 G« Religiøse sagn. 



intet, og jeg kan gjere eder til intet igjen. I mennesker skal ikke 
slå hverandre ihjel, hverken med bagvaskelse eller med hænderne. 
Ærer eders forældre, så vil jeg give eder sundhed og fred. Hvo, 
som ikke troer dette brev at være sandt, er evig forddmt, men 
hvo, som troer dette brev at være sandt, skal have lykke og vel- 
signelse, ti jeg Jesus Kristus haver skrevet brevet med min 
guddommelige hånd. Hvo, dette brev har i sit hus og ikke 
åbenbarer disse Guds befalinger, han er ingen ret Kristen, 
og af min guddommelige magt forladt Enhver skal skrive 
et ud derefter, og dersom han havde så mange synder som 
sand i havet, græs på jorden og stjærner på himlen, så skal 
de forlades, om han troer fast, men hvo, det ikke troer, han 
skal blive fordomt. Omvender I eder ikke, da bliver I evin- 
delig forbandet. Jeg vil adsporge eder på den yderste Dom- 
medag, og I skulle ikke svare mig ét til tusende for eders 
synders mangfoldigheds skyld. Hvo, dette brev har i sit hus 
elier hos sig, skal torden og ulykker ikke skade, men altid 
være fri fra ilds og vands nød og alt ondt, men skal alt godt 
vederfares ham, om han holder mit ord, som jeg haver sendt 
ved min engel Michael. Jeg er Jesus Kristus, troer fast på 
mig. Hvo, som ikke omvender sig, skal pines i Helvede. 
Omvender eder fra hoffærdighed og gudsbespottelse, frådseri 
og drukkenskab og gjerrighed, værer barmnjærtige mod de 
fattige, ti havde deres suk og råb ikke været, da havde der 
ikke kommet regn eller frugt på jorden i fem år. Der skal 
blive sådan en elendighed med hunger og dyrtid, at moderen 
skal æde sit eget barn, og den, som lægger sig frisk og sund 
om aftenen, skal om morgenen være død, ja, jammer og be- 
drøvelse, at menneskene skal råbe og sige : O ve, o ve, hvor 
finder vi bedrøvede mennesker trost! Men dersom I vil om- 
vende eder, da skal et menneske for tredsindstyve år læn- 
ges efter at leve tusende år, sådan glæde skal der blive. Ja, 
Herren eders Gud skal få lyst til eder. Men den er for- 
bandet, som dette brev dølger, men den, som forkynder det, 
den skal blomstres og af Herren være velsignet i evighed. 
Amen. O, min Kristus er lovens ende. Hvo, som troer på 

hannem, han er retfærdig. 

Vole, d. 22. Februari. Anno 1807. 

Denne afskrifts original, der er i mit eje, er afskrevet meget 
sirligt, og en stor del af bogstaverne er endog præntede. Uden om 
skriften er tegnede rammer med englehoveder. Ved ælde og megen 
brug er papiret blevet gnlt og forslidt, og skriften afbleget, s& den 
mange steder næppe kan læses; Brevet bærer underneden stednavnet 
Gjødvad, men der findes intet personnavn. E. T. K. 

En næsten ligelydende optegnelse foreligger ved P. Jensen, 
Kværndrup. Han bemærker, at brevet opbevares i en g&rd i Iran- 
derwp, hvor det var, før den nuværende ejer kom til gården. Det 



13. Hin) melbreve. 331 



er skrevet på gammelt, blågråt bikubepapir og underskrevet Anders 
Rasmussen, Slæbæk (Kirkeby sogn). At én eller anden i længere tid 
har båret brevet bos sig, synes dets medtagne ydre at vidne om. 
Tiden for brevets tilblivelse kan, efter hvad man véd at berette 
derom, sættes til slutningen af forrige århundrede. 

En tredje opskrift foreligger ved Anton Andersen. Det er 
ikke meget forskjelligt fra de to ovenstående, og begynder således: 
Copi af et brev, Gud selv med forgyldte bogstaver haver skrevet, 
og som hænger i Sanct-Geermands kirke på Michaelsbjærg over dåben. 
Hvo, dette brev vil læse, for den bojer det sig og bukker sig, og hvo, 
som vil afskrive samme, for den lukker det sig op. 

En fjerde opskrift ved Maren Bonde haves i flere huse i Vedersø 
og gjemmes sædvanligvis i Bibelen. Det er i det væsentlige over- 
ensstemmende med de foregående, men dog i enkelthederne noget 
afvigende. 



14. Holger Danske. 

315. I Fovlum Jcjeer lige ned for Sønderup og ved den 

nordre side af åen er der en hoj, Gyrrihoj, og der er Holger 

Danske født Han var Uge så stor, da han blev født, som 

et årsgammelt barn, og de måtte have to ammer til at føde 

ham. Han blev også tolv fod hoj som fuldvoksen mand. Der 

er også kjendetegn på, at der har været beboelse på hojen, 

for der er taget stolper og mursten op af den, og at der har 

været fart over til den, er der godt nok tegn til, for i åen^ 

har de fundet siden af en bro, som de dog ikke fik op. Den * 

forhøjning er ikke uden en alen over kjæret. 

Ane Marie Kristensdatter, Ørum. 

316. I kjæret vel en fjerdingvej nordvest for Fovlum 
præstegård lige ned for gården Sønderup ligger en hoj, som 
kaldes Kong Qyrriftåj, på nvilken den bekjendte Holger Danske 
siges at være født bom drenge gravede vi i den og fandt 
mursten, så der må nok have stået en borg. Nede i engen 
er der nu to åer, den ny. og den gamle å. I den gamle å 
ost for hojen lå der en meget tyk egebjælke et stykke un- 
der vandspejlet, og den må have hørt til en gammel bro over 
åen, som har været der, da borgen stod. Pastor Brix, Skjodstrup. 

317. Her ovre ved Sønderup i Vammen sogn er der 
eu stor knold ude i kjæret, Qjorrighoj kaldes den, og der 
skal Holger Danske have boet. Andre siger, at han skal 
have boet på Fovlum kjær på en holm, de kalder Sortholm. 
Der har og så været et slot, det har a mærket så mange gange. 

Ole Mønsted, Hulbæk. 

318. Holger Danske var oppe på Møgelhoj. Der fik 



332 O. Religiøse sagn. 



han Urup at se og tykte, at den var for stor. Så tog han 
en stor sten og smed ned efter den, den ligger i Urup so 
og kaldes den grå so. Vinding højskole. 

319. På herregården Bygholms mark ligger der en hoj, 
som kaldes Lowshoj (Lushoj), og i denne boj ligger Holger 
Danske begravet. Uden om hojen står der en rad sten, som 
ingen har kunnet tælle, for ihvor tit de bliver talt, bliver der 
dog aldrig lige mange for hver gang, tallet bliver al tid for- 
skjelligt Oppe på hojen ser det ud, som om man kunde 
spore hans legeme der neden under; jorden er hoj for hver 
tå, for ben, arme og hoved, og det har da også kunnet sees, 
hvor stor han var. Sådan lyder et sagn, som har gået der 
i egnen i umindelige tider. 

De havde en gang fundet Holgers sværd, og det var så 
stort, at de måtte kjøre det hjem, men der var aldrig fred 
på gården, så længe det var der, derfor måtte de kjøre det 
tilbage igjen og lægge det, hvor de tog det SOren Hansen. 

320. Der er en hel række hoje, som begynder på Byg- 
holms mark og strækker sig over Hornum mark helt ud til 
Rask skov ved Gudenå. Her har en gang stået et stort 
slag. Holger Danske var på hojre fioj, og han blev be- 
gravet i den hoj, der kaldes Holger Danskes hoj, som ligger 
på Bygholms mark lige oven for Teglgraven. Omkring den hoj 

, stod en runddel af sten, og derved var den mærkelighed, at 
de ikke kunde tælles. Flere bar prøvet det, men aldrig er no- 
gen kommen til overens om, hvor mange der var. Det kunde 
ikke en gang stemme imellem to mand. Der er en gang her 
udgravet et ualmindelig stort sværd. Det var så stort, at 
de havde seks heste til at trække det ind på gården. Men 
der kunde de ikke have det, for der var ingen rolighed 
hverken nat eller dag, og så måtte de have det derud igjen. 
Da var det blevet så meget lettere, at to heste magelig kunde 
trække det. I de andre hoje, der har forskjellige navne, er 
Holger Danskes stridsmænd begravede. Johan Mejer, Trebjærg. 

321. Holger Danske skal være begravet i Viborg dom- 
kirke. Så kaldte han på nogen og vilde fornemme, om den 
kristne hånd var stærk. Men der var ingen, der turde byde 
ham deres hænder. Der går da én hen og stikker en stål- 
greb ind til ham. Den klemmer hau lige sammen, og så 
siger han : Nej, den kristne hånd var for svag endnu. 

Kristine Madsdatter, Havredal. 

322. De siger, at Holger Danske sidder i Almind hule 
(hulvejen ved Almind). Anst herred. H. V. R. 



14. Holger Danske. 333 

323. Under én af Almind banker skal Holger Danske 
sidde og sove, indtil en gang Danmark kommer i nød : til 
Tyrken vander sin hest 1 Kongeåen, så kommer han. j. m. 

324. Holger Danske sidder et sted i en hoj. Min moder 
sagde, at han sad ude i en kæmpehoj i Lovns sogn, og der 
var også mange indgange og indretninger ned til ham. Hvert 
år skal de give ham hånd, for han vil føle, om der er magt 
i det danske blod endnu, og så rækker de en stålgreb ned 
til ham, de tor jo ikke række hånden ned. Han skal jo op 
at slå for Danmark endnu en gang. Jens Begs enke, Sundstrup. 

325. Noget i syd for Hjarnes hoj, Tornby sogn, ligger 
på en mark en stor flad sten. En gang vilde markens ejer 
have stenen bort, da den var ham i vejen sådan midt i ageren. 
Han sendte da fire stærke karle hen med stålstænger for at 
vælte stenen bort. Endelig fik de den lettet i det ene hjorne f 
men så med skræk, at den hvilede på fire store hjørnesten, 
og dækkede over en stensat stue, hvori en gammel mand 
med langt hvidt skjæg og et stort sværd sad ved et stenbord, 
som skjægget voksede helt ned på. Han så op og sagde: 
«Er det nu tid ? ræk mig din hånd, landsmand, at jeg kan 
føle, hvor stærk du er.» Den ene karl rakte ham stålstangen, 
som han tog i og klemte ganske flad. Da sagde han: «End 
er der kræfter i den danske arm, end er det ej tid! Hils. 
mine brodre og sig, at jeg er Holger Danske, og at jeg kom- 
mer til hjælp, når Danmark er stedt i den storste nød.» 
Nu kunde de slippe stenen, ilede hjem og fortalte, hvad de 

havde set og hørt. Stenen ligger endnu urørt på marken. 

Katr. Høeg-Højer. 

326. Holger Danske skal sidde i Bulbjcerg og vil kom- 
me og frelse Danmark, når det er i stor nød og fare. En 
bonde gik en gang fra sit arbejde med en greb på nakken, 
men så gik han vild i klitten og traf omsider Bulbjærg, hvor 
han fandt en indgang og gik ind i bjærget Der så han en 
gammel mand med el langt skjæg siddende ved et bord og 
støttende hovedet på begge hænder. Det var Holger Danske, 
som nu spurgte den indtrådte, der næsten havde tabt be- 
vidstheden ved synet af den frygtelig store mand, om folk 
endnu var stærke i hans fædreland, og forlangte, om han vilde 
række ham sin hånd, for at han kunde prøve hans fingre. 
Manden rakte ham da grenene af greben, som han straks 
bojede og sagde så, at i hans tid havde folket anderledes 
stærke fingre, end at man sådan kunde b6je dem, og det 
gjorde ham ondt, at folk uu til dags var så lidt stærke. 
Manden skyndte sig nu frygtsom til sit hjem. 



334 G. Religiøse sagn. 



På Skamektit, som står udenfor Bnlbjærg i havet, skal 
der stå en guldskål, som Holger Danske selv har sat der. 

J. C. Overgård. 

327. De siger, at Holger Danske boer i Bnlbjærg. Der 
står en sten i havet uden tor bjærget, og der fortælles om 
den, at Holger Danske har sat den der på en guldfod, og der 
skal stå et guldbæger oven i den. Kristen Jepsen, Rødehas. 

328. Holger Danske skal have siddet under en vidje- 
busk i Øsbjcerg (Hammer) Lakker. Gårdejer Andreasen, O.-Br. 

329. Der fortælles om en gang, som skal gå fra Sorø 
akademi ind under Sorø sø og fremdeles under lorden til 
Antvorskov kloster ved Slagelse. I denne ldngang sidder Hol- 

fer Danske og sover med hånden under sin kind, men når 
tanmark er i fare, da skal han vågne op af sin søvn og 
stride for det. Der var en gang to forbrydere, som skulde 
miste deres liv; men så fik de tilbud om at tjene deres fri- 
hed ved at gå fra Sorø til Slagelse inde i denne gang. Der 
var både mørkt og koldt der inde, slanger og andre fæle dyr 
fattedes det heller ikke på. Da de nu var kommen midt 
vejs, så de en gammel mand med et langt skjæg, som var 
fast groet i et sten bord, han sad ved. Den ene af forbryd- 
erne, som var en lystig og fræk karl, sagde: c God dag, du 
gamle Holger Danske !> og rakte sin hånd til ham. Den 
gamle greb den, men knuste den, og den frække karl måtte 
blive stående og fortæres af slanger og kryb. Den anden gik 

rolig og tavs der igjennem og tjente derved sin frihed. 

P. Kr. Madsen. 

330. Fra Slagelse kloster til Sorø går der en longang. 
Det blev så en gang bestemt, at en mand skulde gå derned 
for at se, hvor langt den nåede, og hvad der mulig kunde 
være der nede. Der var også én, som dristede sig til det 
Da han havde gået et langt stykke med et tændt lys i hånden, 
kom han til en jærnport, som han med stor vanskelighed 
fik lukket op, men i rummet inden for var ingen ting at se. 
Så gik han længere ind, for gangen blev ved, og kom til en 
anden jærnport, der var lige så besværlig at få lukket op. 
Inden for den udvidede rummet sig, så der var lige som en 
stue, og der var et bord, som en mand sad ved med et 
meget langt skjæg, der var groet fast til bordet. Da manden 
nu kom ind, rejste han sig op og rykkede skjægget fra 
bordet, så det gav et stærkt brag. Manden blev forskræk- 
ket og spurgte, hvem det var. c Jeg er Holger Danske, du 
skal ikke være bange, jeg vil ikke gjøre dig noget, og du 
må nok få lov at gå igjen, da du blot er kommen her af 



i 



14. Holger Danske. 335 



nysgjerrighed.» Ja, så gjorde manden sig så dristig at sporge 
ham, hvor længe han skulde blive siddende her. Holger 
Danske svarede: «Så længe, indtil der ikke er flere Danske, 
end at de alle kan gribe om et tøndebånd, men så vil jeg 
komme og hjælpe Danskerne.* Så fik manden lov at gå 
og nåede til sidst enden af gangen ved Sorø. 

Fra Sofie Nielsen, Kjobenhavn. 

331. Den Gamle, siger man, vil bruge sværdet, når 
Tyrken vander sin hest i Viborg sø, hvad nok en gang vil 
ske, og det er derfor, han ikke vil af med det. Kr. Sorensen. 

332. I krigens tid var Frue kirke i Odense tagen til 
depot. Der stod en nat en skildvagt på kirkegården, da en 
hvid skikkelse kom og befalede ham at følge. Han adlød, 
cg hun førte ham nu hen til en grav, hvoraf hun bød ham 
at løfte stenen. Da han havde gjort dette, befalede hun 
ham at stikke sin arm derned. Da nan så trak den op igjen, 
var den blodig til op over albuen. «Så meget blod skal udr 
gydes, inden Danmark bliver frelst, > sagde spøgelset og 
forsvandt. j. p.-M, 

333. Når det ser allergalest ud for Danmark, så vender 
Holger Danske sig i hans grav, og så skal fjenderne fly. 

Peder Jensen Smed, Strandby. 

334. Holger Danske skal sidde ved en stenmur et sted 
her i landet, og når fjenderne kommer, skal der til sidst ikke 
være flere mænd i Danmark, end der kan samles om et tønde- 
bånd. Så skal der gro en torn op i Viborg sø, og den skal 
Holger komme og binde hans hest ved og så vande den i 
søen. Nu skal han samle de tolvårs drenge, og de skal 
drive fjenden ud af landet med flintesten. 

Ane Marie Kristensdatter, Skovvejen, Århus. 

335. Holger Danske skal ligge begravet nede på Toftum 
mark i Søvind sogn i en høj, der kaldes Skrcevhoj. Han 
skulde binde hans hest ved et træ i Viborg sø } og så skulde 
han samle de tolvårs drenge og tredsårs mænd at hjælpe ham 
at drive fjenden ud af landet. Niels Pedersen, Gjedved. 

336. Der ligger en lille holm i Odense å tæt ved Bel- 
Unge bro, den bliver ved at nærme sig, og gamle folk kan 
huske, at den i deres barndom var meget længere derfra. 
Sibylle har spået, at når den kommer helt hen til broen, 
skal der stå en broget ko på den og brøle, og så kommer 
Dommedag. Men for den tid skal der stå et vældigt slag 
ved Odense, så at ænderne kan flyde i blod ud ad Vester- 
port. I dette slag falder alle våbenføre danske mænd, men 



336 G. Religiøse sagn. 



så står Holger Danske op af Nonnebanken ved Odense og 
samler de tolvårs drenge og de gamle gråhårede mænd, og 
med dem jager han fjenderne ud af landet. 

Hun bar også spået, at Odense skal forgå, når der er 
flest folk i byen. D. J. 

337. Der skal gro en torn op i Nordmanddal, som Hol- 
ger Danske skal binde sin hest ved. A kan huske, der var 
aldrig et træ i den dal. Niels Simonsen, Vejram. 

338. Der skal gro et træ op i Viborg sø og stå et slag 
i nærheden, og ved det træ vil kongen binde sin hest, mens 
han går et andet sted hen og ser til folket i slaglinien. Der 
skal være en selvgroet stabel, som han binder hesten ved. 
Han skal slås med Tyskerne og vinde slaget med tolv- 
års drenge og firsårs mænd. Det træ skal allerede være 
groet oven ud af vandet Niels Kristian Jensen, Fredbjærg. 

339. Tyrken skal komme til at bruge Viborq domkirke 
som hestestald. E. T. K. 

340. Der skulde gro en hvidtorn op i Viborg sø, som 
den danske konge skulde binde hans hest ved, når han kunde 
ikke klare sig længere, og så skulde han gå i søen og drukne 
sig. De siger, at tornen er groet op. Fjenderne skulde være 
Tyskerne. Men Danmark skulde dog vinde slaget til sidst med 
tolvårs drenge og tredsårs mænd, de andre der imellem skulde 
være bleven slagne ihjel. Peder Jensen Smed, Strandby. 

341. Holger Danske skal sidde under en sten i Norge 
ved et stenbord, og hans skjæg er groet fast i bordet. Når 
han rejser sig, revner bordet. Så kommer han igjen til Dan- 
mark, og det skal komme i sådan gylden flor igjen, som da 
han sidst var her. 

Der skal stå et stort slag i Tårs hede med tolv-fjortenårs 
drenge og firsårs stoddere. Det er det sidste slag, og så 
skal Danskerne vinde, og så kommer den gode tid. Det har 
a hørt mange gange og hørt megen snak om. 

Johanne Marie Kristendatter, S øh ed en. 

342. I min bitte tid har a hørt, der skulde komme til 
at stå et slag mellem Viborg og Skive i Nordmanddal og 
tolvårs drenge og tredsårs mænd skulde vinde slaget, men 
enden var derfor ikke. 

I det træ i Viborg sø skal der komme en skade og bygge 
rede, og fra det æg skal Holger Danske udstamme. Han 
skulde så endda endnu en gang komme til at stride for 
Danmark. Jørgen Villadsen, Ramsing. 



14. Holger Danske. 337 



343. I Vendsyssel skulde der gro et træ ude i engene, 
te kongen skulde komme og binde sin hest ved og så vinde 
<æ slag med tredsårs mænd og tolvårs drenge. For en fyrre- 
tyve ar siden kom træet, og da hug de det af i slættetiden 
ined en hjolli. Men den sprang dog ud igjeu med flere 
grene og danner nu en hel purl buske, idet der stadig kom- 
mer spirer ud. Da de mærkede, at den groede mere end 
almindelig, lod de den stå. Peder Christenaen, Rottesgård. 

344 Der skal være et sted, de kalder Tis enge, og der 
står et træ med tre grene, men det er så forfærdelig stort, 
at det ser ud, som det var skyfæst. Der er spået af, at 
der skal de tre danske konger binde deres heste, når slaget 
er så hårdt, at der er ikkun tolvårs drenge og kvindfolk til 
at kriges. Nogle siger, at det er kongerne af Danmark, Norge 
og Sverig, der skal binde heste ved træet. Joh. N. 

245. Når slaget står på Fjand Ormne, skal der ikke 
være flere mand i Danmark, end der kan sidde omkring et 
tøndebånd, men der skal dø tre kejsere først. Den sidste 
sejr skal vindes af halvfjersårs mænd og tolvårs drenge og 
kvindfolk. Når kejserne er døde, skal det ikke vare længe, 
inden det skal gå tor sig. Det er Tyrkerne, der skal komme, 
og de har set dem inde i Udstrup hede. Der skal fiskes 
torsk i Torsted sande. Marie Kirstine Kjærgård. 

346. De har sagt, at i de sidste tider skulde Engelsk- 
mændene komme, og så skulde tolvårs drenge jage ham væk. 

GrOnfeld. 

347. Der groer en torn op i Viborg sø, og den er skudt 
op flere gange, for de sejler ud og skjærer den af. Det er 
lige ud for Kloster og det ny brænderi, ikke så kort ude i 
vandet Det skal komme så vidt, at tolvårs drenge skal vinde 
slaget, og der er spået, at der skal gro en hyld op på Nor- 
resogns kirke, men nu er den jo brækket ned. l. N., Vinkel. 

348. Der skal vokse en hyld ud af muren på Asminde- 
rød kirke, og når den bliver så stor, at en hest kan bindes 
ved den, skal der blive krig, og der skal da ikke blive flere 
kristne mennesker tilbage i Danmark, end der kan sidde om- 
kring et tøndebånd og få mad. Egnen skal blive fattig på sten. 
Da Bybille ikke vilde træde på korset, men vadede over, 
blev det vanskabte ben helbredet med det samme. 

J. P. Jbrgenden, Heds bjærg. 
Der går et lignende sagn om Hald sø og hylden på Sal kirketårn. 

349. Der skal gro et træ op i Viborg sø, og det skal 
Tyrken komme og binde hans hest ved, og så skal der komme 

E. T. Kristensen: Danske sagn i folkemunde. IL 22 



338 G- Religiøse sagn. 



en hvid ravn og bygge rede på et af Velling kirketårne. (6.- 
eller V.- V.) Det er tegnene, der skal gå forud for den sidste 
krig, og da skal tredsårs mænd og tolvårs drenge vinde slaget, 
de andre er gåede til. Rasmus Nielsen m. fl., Vinkel. 

350. Træet i Vibarg sø er allerede kommet, og uår det 
bliver så stort, at Tyrken kan binde hans hest ved det i sø- 
landingen, skal det gå løs med krigen. Vinkel. 

351. I Brud-sø ved Brædstrup skal der gro en birk op > 
hvor den tyrkiske konge skal binde hans hest Nogle siger, 
at birken er kommen. Vinding højskole. 

352. Her nede i Kappensdal, som ligger mellem Ham- 
mel og Anbæky skal der en gang stå et stort slag, som skal 
vindes med tolvårs drenge. KjObmand Andersen, Hammel. 

353. Der skulde gro- en gren op her nord nede, og der 
skulde kongen blive sådan forjaget til, at han på flugten 
skulde binde hans hest ved den. De har kappet den af to 

fange, men den skulde gro op tre gange, og tredje gang 
unde de ikke hugge den om, da skal den være så hård 
som sten. Peder Svendsgård, Fabjærg. 

354. Sybille har spået, at der skal gro en torn op i 
Skanderborg sø, og den skal en fugl — vist en due — komme 
og bygge rede i og lægge tre æg deri. Af disse tre æg skal 
der blive tre heste, og én af dem skal Holger Danske ride 
på, når der bliver så stor en krig, at alle de unge mænd er 
slåede ihjel, og der ikke er andet end firsårs mænd og tolv- 
års drenge tilbage. De skal så samle sig og førte af Hol- 
ger Danske slå fjenderne og frelse landet Dette skal vist 
ske, når Tyrkerne vander deres heste i Viborg sø. a. N. 

355. Sybille har spået, at Skanderborg skal blive så 
lang, at den kan nå ud til Skanderup kirke. Hun har frem- 
deles spået, at der skal gro et elletræ midt i Mos sø, og der 
skal Tyrkerne komme og binde deres heste. Så skal Holger 
Danske komme og samle tolvårs drenge og gamle mænd på 
treds og drive dem ud. Det skal blive ved den tid, når 
der bliver født en jenne hvid kalv med røde øren, og hendes 
spådom skal være så sikker, at hvis kjærnen vender sig i 
æblet, så gjælder hendes spådom ikke. Danmark skal sådan 
blive tumlet af fjenderne, når den kalv fødes. Sybille har 
spået, at Mos sø skal blive så lille, te de kan sejle (ride) over 
den på en asenskjæft Hun har også spået, at jorden skal 
blive stykket ud så småt, at der skal blive et hus på hver 
agerende. J. B. og M. EL, LUle Tåning. 



14. Holger Danske. 339 

356. Der går et sagn om Mos sø, at den skal for- 
svinde og blive til en lille bæk, og derefter skal den atter 
blive til sø igjen. Når så det er sket, at Mos-sø-bæk er 
bleven til sø, så skal Tyrken vande hans bæster i den. Og 
nårentid de væi (vad) elle de bliver til stor skov, så bliver 
verden ikke længe. Væi elle er der, hvor a boer. 

Feder Johansen, Mos sø. 

357. Holger Danske var en gang inde i en kro og havde 
bandet sin hest udenfor. Men lidt efter kom hans fjende, 
og da han så den velbekj endte hest, skar han ørene af den. 
Derpå gik han ind til Holger Danske og sagde til ham: 
«Det er da skrækkeligt, så stærk en storm det er, den har 
endogså blæst ørene af din best.> — cDet var da underligt,> 
sagde Holger Danske, «det må jeg ud og se.> Da han så, 
at ørene var skårne af, tog han sin kniv og skar modstan- 
derens hest således, at munden nåede til ørene. Derpå gik 
han ind og sagde: cDet må du sige, at ørene blæste af min 
hest, men din er så forundret og glad derover, at munden 
går op til begge dens øren.> Nik. Christensen. 



15. Sybilles spådomme. 

358. Om Sybille vides kun lidt Hun havde en ande- 
fod og en menneskefod og kunde lige så godt svomme i 
vandet som gå på landet. Hun har spået, at mod verdens 
ende skal de ploje bakker og bjærge, og moser og kjær. 
Sommer og vinter skal blive ens, og menneskene skal klæde 
sig så brogede som hugorme. A. N. 

359. Sybille gik ikke over på træet, men ved siden af 
i vandet, og så blev hendes gåsefod retdannet igjen. 

Ane Katrine Tast, Fjellerup. 

360. Folk har megen tro til Sybilles spådomme. De 
fortæller, at der skal fiskes torsk i Torsted Sande (ved Ring- 
hføbing), med mindre kjærnerné skulde vende sig i æblet; 
men det siges at være sket. Kvinderne skal komme til at 
gå klædte som hugorme, og der skal blive sådan en krig, at 
syv kvindfolk skal komme til at slås om et par karlbukser. 
Den tid skal komme, at bo mene skal sporge aeres fader om, 
hvordan får og bi så ud. Danmark skal stå sig, og det sidste 
slag skal stå i Fjand Qrimne. Da skal alle gråhårede mænd 
og tolvårs drenge vinde sejr ; der efter skal gå hundrede år i 
sådan enighed og kjærlighed, at den ene altid vil den an- 

22* 



340 G. Religiøse sagn. 



den vel; nar de har ende, skal der blive stor kiv og splidag- 
tighed, og da er enden nær. Verden forgår i tre syvtaller 
(2777). P. K. Madsen. 

361. Når Tyrken vander sin hest i Viborg sø, så for- 
går verden, ligesom når man stikker ild i hø. Annette J. 

362. Sybille har spået, at Svenskerne skulde komme 
og vande deres heste i Viborg sø. Det er da også sket. 

Der skal ligge en sten i Viborg sø, og så har hun og- 
så spået, at der skal gro en torn op på den, og så skal der 
komme en skade og bygge rede i den torn. Den skal nok 
komme til at lægge æg, men den skal aldrig få unger. 

Jens Bærteisen, Vole. 

363. Sybille har spået, at der skal gro en torn op i 
Viborg sø, og en hvid skade skal komme og bygge der. 
Tornen er groet op, og de har lagt en bro ud til den for at 
se efter skaden, og den er også kommen. En kone i Tors- 
ager, der er født i Viborg, bar fortalt mig det. Hun har 
også spået, at Holger Danske og Burmand de skal stå op, og 
de skal vinde Danmark med tolvårs drengene. Men når 
kjærnen vendte sig i æblet, så duede hendes spådom ikke 
længere. Den skal nok være vendt nu, det sagde min moder, 
den vender ikke sådan, som den gjorde forhen. 

Maren Knudsdatter, Uglbølle. 

364. Sybille har spået, at når der blev to broer over 
Ålborg fjørd, så skulde Ålborg søkke, og at der skulde stå 
et stort slag i Tise (eller måske Tårs) bakker, og ene tolv- 
års drenge skulde vinde slaget Kristen Eriksen, Tolstrap . 

365 Tyskerne skal komme og binde deres heste 

ved et træ ved Dommerby sø, og så skal de ikke komme 
længere. Og Brokholm sø skal blive til tor eng. Så skal 
enden snart komme. Kristen Mortensen, Vejsmark. 

366 Der skal komme en prins på tronen i Dan- 
mark, der ikke er gift, og så skal kongen af Bøde-Busland sende 
en prinssesse herind med et skib ladet med det røde guld. 
Når hun kommer, skal det og blive godt for Danmark. 

Johanne Marie Kristensdatter, Søheden. 

367 Der skulde fiskes torsk i Torsted Sande, og 

der skulde stå et stort slag på Fjand Oronne (enge), og det 

slag skal blive vundet ved tolvårs drenge og gamle mænd 

på halvfjerds år. Når æ rotter kommer til æ Vesterhav, så 

skal verden forgå. (Sml. nr. 346.) J. Kr. Korregård. 

368 Æ jord skulde forklædes med hvidt. Det 



15. Sybilles spådomme. 341 

er kride og lim. De skulde fiske torsk under Krunderup 
bjærge og på Lemvigs torv. Toftum bjærge skulde blive hav- 
bakker, og der skulde fiskes torsk i Romme Dover. Sådan 
kaldes en dal imellem store bakker nord for kirken. Der er 
to gårde, de kalder Dovergårde. Peder Christensen, Rottesgård. 

369. ... De skal fiske torsk under Krunderup bjærge. 
«Når æ ål gik af æ fywr, og der kom flynder for, det kunde 
æ laud tåle, men når æ rakkere gik af æ land, og der kom 
seminarister, så vilde landet gå i armod. » 

Kjeld Rasmussen, Gudum. 

370 Fiske torsk på Flovlev gade på Tyholm. 

Det er nu for resten gået i opfyldelse i min tid en gang ved 
hajvande. Joh. Nielsen, Randnip. 

371 Fredbjærg Sande skal fyge ind ad Farsø 

kirkes glarvinduer, og den skal fylde Far-sø. Der har alle- 
rede været en stor sandknog, og den kom op ved to mand- 
fa vol me tyre fra Gunderupgård, der kom til at bråde (vråde) 
og skrabe jorden op. Det føg i mange dage, og folk kunde 
slet ikke komme ud. Der kom også noget sand i den ene 
ende af søen, men den blev da ikke fyldt helt den gang. Der 
var en bitte gård til Torup, der hed Trendhus, den føg efter, 
så de ikke kunde komme ud af dorene, og vinduerne føges 
efter, så de måtte som kaste dem ud. A nar tjent en* gam- 
mel mand, der var født i Trendhus. 

I Fredbjærg er der en stor sande, h>or der er hul vanden alen 
sand, og underneden er godt muld. Det hørte til Fredbjærggdrd, der 
den gang var en stor gård. Kristen 8tf rensen Spillemand, Farsø. 

372 To mandvolme tyre skulde opstå i Ært- 

bølle hede og splitte jorden ad, sådan at sandet skulde dæmpe 
farsø sø og støve ind ad Farsø kirkevinduer. Den skulde 
da gå over Fredbjærg ejendom og hede. Men det har ikke 
gjort det endnu. 

Der skulde begynde en krig, og når der blev tre 8-tal- 
ler i året, så skulde krigen have ende. Alt skulde så blive 
godt igjen. Niels Kristian Jensen, Fredbjærg. 

373 Der skal komme store oversvømmelser, og 

Årup (i Norhå) møllers vugge skal strande ved Tegård ved 
gården Lægind i Norhå. Møllen går under. 

Tegård kaldes en hulning eller indsænkning, der fra gården 
Læg-inds mark fører ned til den over en mil lange indsø, der støder 
til. Ejeren af gården har meddelt mig, at han antog, gården havde 
sit navn af, at skibene i gamle dage lagde ind dei,og at Tegård (te 
æ gård) var det Sted, hvor der lagdes ind til gården. Ty. P. U. 

374 Ashoje i Ty skal en gang blive havbanker, 



342 G. Religiøse sagn. 



og der skal fiskes torsk på Vestervig kfrkegård, men så er 
også Verdens ende nær torhånden. A. C. Poulsen. 

376. Midt imellem Gjetrup og Randrup skole ligger 
der en stor bakke enlig for sig selv vesten for vasen, det er 
Ejælpensbjærg. Der siger de, der skal sidde et guldskib, 
og nar Danmark er gået så rent i armod, at der er. ingen 
råd på nogen måde, så kan skibet graves ud, og det kan 
klare det bele. Men fOr den tid er aer ingen, der kan grave 
i bjærget. Jansen, der var her omme på æ Ronne ved det 
store dampskib, vilde have været i lag med det det andet 
år, men det blev ikke til, ikke beller bliver det, for tiden 
kommer. Joh. N. 

377. I nærheden af Bellinge, en mil syd for Odense, er 
der på den ældre landevej mellem Odense og Fåborg en stor 
bro, som kaldes BelUnqe bro. Tæt ved den er der i åen en 
lille gron holm, om hvilken Sybille har spået, at når der på 
den står en rød ko med et par hvide ører og broler for vand, 
da skal verden forgå. £. H. Schak. 

378. I Odense å ved Bellinge bro vil der stedse danne 
sig en holm. Det skal være et sikkert tegn på jordens nære 
undergang, når der på denne holm ses en hvid ko med røde 
ører. Og da jorden skal forgå ved ild, vil koen brdle efter 
vand til slukning, skjondt den er omgiven af strommen på 
alle sider. Holmen har allerede en gang været dannet, men 
blev gravet bort, da man byggede bro over åen. Nu nærmer 
den sig på ny atter stærkt mod vandfladen. H. Hansen. 

379. Der er spået, at Skads kirke skal komme til at 
ligge midt i Esbjcerg> og Vesterhavet komme til at skylle op 
imod kirken. Der skal fiskes torsk ved Erønderup bjærge. 
Eller ved Sir Lyngbjærg. Vinding Højskole. 

380. Havet skal en gang bryde ind i Tabel sø, Agger 
skal forsvinde og mere til, og så kan der fiskes torsk på den 
nedre kirkegård til Vestervig kirke. p. Uhrbrand. 

381. Lyne kirke skal blive Vesterhavets strandkirke. 
Den .samme spådom om Horne kirke, hvad enten det så er 

Horne i Oster- Horne herred eller det Horne i Vester-Horae herred, 
som siges at have ligget udenfor Blåvandshnk, hvor Vesterhavet nu 
tumler sig. Lyne kirke ligger tre, fire mil inde i landet, men kan 
dog sees langt ude på havet. Derfor må tårnet ikke brækkes ned. 
Det har dog været femten alen højere. M. Eskesen. 

382. Sanden, der strækker sig fra klitterne ved Vester- 
havet indtil lidt nord for Ulvskov skal en gang nå til glam- 
vinduerne i Åby kirketårn. Nik. Christensen. 



16. Sybilles spådomme. 343 

383. ^Tønder skal forgå, men Rørkjær blyw en staj så 
:goi!» dette er velbekjendt her. 

Når en rød stud kommer svommende og ser ind ad 
glamhullerne på Norre-Lygum kirketårn, da skal verden forgå. 

A. L. 

384. Sønder-Lem vig skal gå så hojt, at den skal gå 
ind ad Håsum kirkedor (kirken ligger hojt). 

Der skal fødes et hvidt føl med røde ben, og så langt 
der går rddt op på benene, så h5jt skal det komme til at 
vade i blod. Salling. P. Kr. Madsen. 

385. Der skal komme en tid, da vandet skal stå så 
hojt, at en ko kommer sejlende ind ad et glamhul på Håsum 

Mrketårn. Jebjærg hojskole. 

386. Når der bliver tre skorstene på Bro mølle ved Klov, 
43å skal gården synke. Den ligger i en lavning ved lande- 
vejen, og fjorden har gået derind i gammel tid. Da der kom 
tre skorstene, sagde manden : «Nu i Guds navn, nu er de tre 
komne, mon den nu skal synke?* 

Der skulde gro rug på Bygholms Vejle, inden verden 
skulde forgå. Det troede folk jo ikke, men det er dog sket. 

Ane Bolette Justsdatter, Iraer i Klim. 

387. Hendrik sø har en gang været en stor indsø. Men 
sk blev der spået af Sybille, at den skulde ud torres, og at 

J rangerne skulde komme og binde deres heste ved stenen i 
unden af søen. Dette er også sket for mange år siden. Det 
«r forunderligt nok, at i fjor, da det var så tort et år, var 
-der meget vand i søbunden, og i år er den aldeles tor. 

Lars Jensen Lande. 

388. Man vil sige, at hele verden skal forgå ved ild 
undtagen vort land, som skal forgå ved vand. Da skal der 
komme en okse svommende ind ad et af lydhullerne på Hel- 
levad kirketårn, og så er hele verden ødelagt. Nis Callesen. 

389. Osten for Tis sø løber landevejen fra Sorø til 
Kahmdbvrg. På den anden side af vejen ligger den gamle 
herregård Sæbygård, og mellem dennes have og vejen er 
-der et lille, dybt vand, der kaldes Bliden. Gamle folk for- 
tæller, at når vandet i Bliden stiger så hojt, at det går over 
landevejen og løber sammen med Tis sø, så skal verden forgå. 

H. Petersen, Får bæk. 

390. Om den lille Mare sø, der ved et hojt jordsmon er 
adskilt fra Tis sø, hedder det, at når hin sø nyder sammen 
med denne, så skal verden forgå. F. Dyrl. 

391. Sybille har spået, at Harlev kirke skulde vælte, 



344 & Religiøse sagn. 



når der var allerflest folk i den, men ingen skulde komme 
. til skade. Det er også sket, den faldt en onsdag, da der var 
en uhyre mængde folk til alters. Peder Hjulmand, Tåstrup. 

392. Ved vestsiden af Kværndrup kirke sidder et ai> 
sigt, omtrent en alen fra jorden. Det skal være et billede af 
helgenen st. Laurentius. En gang har det siddet oppe moc 
enden til, men det er sunket mer og mer, og når det nåi 
jorden, forgår verden. p. j. 

393. Oykjær bakker skal blive til havbakker. I Gr- 
kjær skal orlogsskibe en gang komme til at sejle ind. Ty. 

P. TJhrbrand. 

394. Kolbæk, Le sogn (ost for Viborg) skal komme til 
at løbe med blod, lige så stærkt, som den nu løber med vand. 

P. U. 

395. Der skal komme en tid, da Danmark skal blive 

så fattigt på træ, at to mænd skal slås om en pileplov. 
Mariager-egnen. P. TJ. 

396. 1860 skal man få sådanne gode tider her i Dan- 
mark, at hvem der er tredsindstyve år, skal ønske, at han 
var kun ti. Ty. P. U. 

397. Jorden skal en gang beklædes med hvidt om sommeren 
ligesom med sne om vinteren. Det er gået i opfyldelse, idet 
der bliver gjødet med mergel og kridt om sommeren. 

Der skal en gang blive et befordringsmiddel, der kan 
fare hen over jorden langt stærkere, end en nest kunde rende, 
hvilket jo er gået i opfyldelse ved togets fremkomst 

En gang inden veraens ende skal det blive sådan, at 
man ikke kan kjende en mand fra en kvinde på klædedragten. 

Man skal komme til at fiske torsk imellem Lyngbjærg 
bakker i Sir, der ligger meget hojt 

I Tis enge i Salling er der et træ, der skal kongen 
binde hans hest en gang, når der bliver krig, og så skal der 
ikke være andre tilbage end tredsårs mænd og tolvårs drenge, 
og de skal vinde sejr; men det skal nok være et søslag. 

K. Kr. Jensen. 

368. Al jord skal mod verdens undergang blive ud- 
stykket i ene kålhaver. 

Mod verdens ende skal folk blive så rige og så forfæng- 
elige, at de ikke véd, hvordan de vil klæde dem, men de skal 
dog, inden verden forgår, blive så fattige, at de skal komme 
til at fæste deres klæder sammen med torne. 

Der skal inden verdens ende blive så stor en krig, at 
både halvtjerdsårs mænd og tolvårs drenge skal komme med 



16. Sybilles spådomme. 345 



i den. Menneskene vil efterhånden blive mindre og mindre, 
så at til sidst to af dem vil kunne stå og tærske i en træ- 
sko at den størrelse, som bruges af folk i nutiden. 

F. Jensen, Kværndrup. 

399. Folkene skal tæles, og jorden skal mæles, og de 
skal bryde både bakker og bjærge og næppe lade sig noje. 
Folkene skal blive brogede som hugorme, og mandfolk og 
fruentimmer skal blive klædt, så de kan ikke kjende dem 
fra hverandre. Det er Sybilles spådom. R. N. m. fl., Vinkel. 

400. Landet skulde mæles, og folket skulde tæles. Landet 
skal blive så forfyldt, at bakker og bjærge skal fyldes, og 
de skal doje for at få føden. Ane Marie Kristensdatter, Ørum. 

401. Folk skal blive så små, at to mænd skal stå og 
tærske i én træsko. M. Eskesen. 

402. De skulde bryde bakker og bjærge og endda ikke 
vel kunne få føden. Kirstine Madsdatter, Havredal. 

403. Ejendommene skulde blive til ene tofter. I tre 
ottetaller skulde der ske en forandring. Ullito. 

404. Får og storke og bier skal der blive lidt af, inden 
"Verden forgår. Kvindfolkene skal blive ligesom mandfolk- 
ene i klædedragt, og de skal blive helt sorte. Det går jo 

også i opfyldelse, for alt det sorte er mest i moden nu. 

Fetrine Kristiansen, Mollerup. 

405. Storkene skal helt blive benne, og vore efterkom- 
mere skal snakke om, at der har været store hvide fugle 
med sorte vinger og røde ben og næb. j. B. og L. H., L.-Tåning. 

406. Når vi her i egnen får muldvarpe i stedet for rot- 
ter, så er det imod Verdens ende. Det er ikke en snes år 
siden, de kom her til sognet. 

Når storkene kommer til Verdens ende, så skal Verden 
forgå. Nu for få år siden er de komne til Norge. 

Kjeld Rasmussen, Gudum. 

407. Når bien suger honning af kloveren den røde, så 
skal Verden blive øde. Vole. 

408. I Qjotmp bjærg i Gjotrup er en kok, som går 
der inde. Når den kommer et vist stykke hen, kom- 
mer den ud ved Norbjærge, og så skal Verden forgå. 

Lars Djernes. 

Sådan har Sybille spået. 



346 & Religiøse sagn. 



409. 1832 var det en sådan blæst, og da vendte kjær- 
nerne sig i æblerne, så de sad med spidsen ud til stilken. 

Altså passer Sybilles spådom ikke. Egtved. 

410. I året 1503 skal Jens Christoffersen, kannik ved 
Domkirken i Ribe, være rejst fra Viboig til Randers og 
have fundet i en dal, Orondal, en indskrift om tilkommende 
ting, fremstillet med kobberbogstaver på en sten: 

Kirker skal blive til fangetårne; 

skalke skal trives, og ældinge fordrives, 

Danske skal blive ugjæve 

og fange tyske herrer og sæder, 

herremænd skal blive kjobmænd, 

præster til bønder, og bønder til vidunder. Resen VI, 114. 

Sml. Thieles folkesagn I, 171, og M. Mørk-Hansen : En garn* 
mel spådom, 6. 



H. 




1. Det nedgravede dyr. 

1. En herre, som hed Earl, ejede omtrent hele Karls- 
lunde mark. På den vestre side at byen var den gang en 
stor granskov, og ved denne havde han sin bopæl. Hvor 
byen nu ligger, havde han en dejlig skov af alle slags træer, 
og denne lund kaldte han Karlslunde. Her begyndte han 
først at rydde nogle træer og opføre gården i steden, og da 
han havde bygget noget, lod han opføre Karlslunde kirke. 
På det sted, hvor altertavlen skulde stå, lod han nedsætte 
et levende lam, som blev tildækket med jord, og i en sten 
lod han udhugge et lams figur, den blev sat ved den vestre 
•ende af kirken, hvor man endnu kan se den. Karl Abrah. 



i 



1. Det nedgravede dyr. 347 

2. Det første, der kom over en kirkegård, det blev be- 
gravet levende, og det blev liglam. Horning kirkes ligvarsel 
«r et lam. Rytter-Niels. Hørning. 

3. Når arbejdsfolkene går fra kirken, efter at den er 
bygget færdig, det første de da møder, det skal graves lev- 
ende ned. . I Mørke er der gravet et lam ned. På Torsager 
kirkegård lige så. De kan somme tider se, det render og 
hopper. I Bregnet er det en hest, og den har også nogen set. 

Maren Knudsdatter, Ugl bølle. 

4. Anders Døssing i Fårdal vilde have til, at når en 
murer i fordums tid kom til en egn og skulde mure på en 
kirke, så det første, der kom ædende til ham, det skulde be- 

f raves levende under kirken, og det samme skulde også si- 
én til visse tider lade sig se. Ovre i Døssing i deres egn 
sagde han, at deres kirke var bygget på en stud, og ede 
kunde høre den pustede,* sagde han. Ane Marie Er., Ørum. 

5. Når der blev en khke bygget, blev der gravet et 
forfærdelig stort hul på kirkegården, og den første ting, der 
faldt ned deri, det skulde blive der og begraves levende. 
Det er jo gjærne et lam, for de er jo mest til at rende op 
sådanne steder, og de er da gjærne falden først i. Så såre 
der er én, der skal dø, så kommer det og viser sig i gården, 
for det er et varsel for, at én skal dø. De gamle har for- 
talt af, at det ved vor kirke er et lam. Det bar vist sig 
flere steder i byen. Andre steder er det en hest Han kom- 
mer klappende, ligesom te skoene er rigtig løse under fod- 
derne af ham. Dette varsel kaldes da liglammet eller lig- 
hesten, og når det har vist sig et sted, er de syge sikre på, 
at de lever ikke. Niels Pedersen, Stjær. 

5. Liglammet er et almindeligt lam, der ved kirkegård- 
ens indheguing først er kommet på den indviede plads. De 
tog det fat, afhug det ene ben og Degrov det levende i jorden. 
Men da det ikke al tid har været tilfældet, at et lam har 
været det første dyr, som på ethvert sted tilfældigvis er 
kommet på kirkegården, så findes også på sine steder en 
lighest, en lighjort, en ligko o. s. v. Th. K. 

7. Tømmerup kirke ved Kalundborg kunde de ikke få 
bygget, fordi folket var så ugudeligt, men en mand, som de 
rådspurgte, sagde, at i Snevris skov boede der en pige, som 
havde et lille lam, der fulgte hende over alt, og det skulde 
de tage og bygge kirken på, så skulde bygningen nok blive 
stående. Dette skete så. Når der er lig i sognet, dandser 
lammet uden for doren til det hus, hvor liget er. H. A. 6. 



348 H. Dødsrareler. 



8. Da Ørsted kirke (Fyen) blev bygget, kunde man ikke 
få tårnet til at stå. Til sidst blev der nedgravet et ungt, 
kridhvidt levende lam under tårnet, og nu var der intet til 
hinder for bygningeu. Det kirkelam kommer for det meste 
hoppende på tre Ben, og da vil der ske en stor ulykke for 
den, som ser det p. K. M. 

9. For en kirke blev bygget, blev der nedgravet et dyr, 
og de fleste steder et lam, og hvor et lam er nedgravet un- 
der grundvolden, der er et liglam ved kirken. Er der der- 
imod nedgravet en hund eller en hest, er der lighund e!ler 
helhest Ved st Anna i Ramten er der et liglam, ved Ens- 
lev kirke lige så. For en halv snes år siden kjørte en mand 
fra Ørum til Grenå, og smeden, som kjørte med ham, sad 
med benene bag ud af vognen. Da de kjørte fra Buskehuset 
op ad Enslev-bakken, så kom liglammet og bed smeden så 
eftertrykkelig i benene, at han skreg httjt af smærte. Man 
siger, at liglammet blev flyttet fra Kamten til Enslev, lige- 
som kirken flyttedes, fulgte liglammet med. Nissen, Ramten. 

10. Når man går op på kirkegården om natten, kan 
man undertiden få liglammet at se. Det har tre ben. Da 
kirken blev bygget, skulde det graves levende ned, som byg- 
mesteren først modte, når han gik derfra. Somme steder har 
de en helhest, der kommer humpeude på tre ben. Andre 
steder har de en ligjomfru, og hun er hvidklædt Den gang 
de byggede Vejlby Kirke, var det en dreng, bygmesteren først 

mødte, nemlig hans egen son, og han blev så gravet ned. 
Anders Nielsen og Ane Marie Kristensdatter, Vejlby. 

11. Lundum kirkes hel er en hovedløs hest, der blev 
nedmuret midt under kirken. Den kaldes også helhest. 

F. P. J. Lund. 

12. Orenå kirke skal være sat på en hest Den ene 
sko var løs, og når nogen skulde dø, kom den og klaprede 
i gården. Lærer Stegger, Lystrup. 

13. Der er en lighest ved Hvilsager kirke, et Uglam ved 
Skjorring. Somme steder er en klamphest Bendstrnp. 

14. VesterbøUe kirke er bygget på et lam. 

15. Vtpkel kirke skal være bygget på et lam, og hvor 
det går hen, der skal én dø. Lars Nielsen, Vinkel. 

16. Æ hel er her i Gadbjærg et lam. I Randbøl er 
det en bøl (stud). Peder Mikkelsen, Gadbjærg 



2. Kirke vårets leje. 349 



2. Kirke vårets leje. 

17. I kirketårnet i Øksendrup ligger kirkelammet. L. F. 

18. Over Søby kirke er et hul, hvor tagstenene aldrig 
kan ligge fast Ed herremand på Søby lod dem for et halvt 
århundrede siden nagle fast, men næste morgen lå de langt 
henne i marken. Så lod han en lille kvi&t bygge således, 
at den endte ud for det omtalte sted, da kunde det have 
sin gang, uden at der regnede ned på hælvingerne. Somme 
mener, at det er kirkevaret, men andre mener nej. D. J. 

19. Hver kirke har sit varedyr. Mange steder bliver 
der i tårnet eller ind oven på hvælvingerne hvert år lagt 
frisk hø eller halm til leje, og det er tydeligt at se, at noget 
har ligget der. Når nogen i byen har set kirkens dyr, er 
der al tid én, der dør. mange har set et lam med en sjæl- 
den lang og hvid uld, som de først har opdaget var et kirke- 
lam, når det med et er blevet borte. N. Joh. 

20. Tidligere har det været brug at berede et varsel 
leje på kirkehvælvingen hvert år, men nu bruges den skik 
ik ke mere undtagen i Viby kirke. Der henlægger kirkeværgen 
Henning hver nytårsaften halm til varselet, og i denne halm 
findes der et leje, og strået slides fra nytår til nytår så småt 
som hakkelse. En væver, Niels fra Viby, har for et par år 
siden truffet sammen med kirkevaret på hans hjemvej fra 
Matø. Han var ved aftenstid i følge med sin kjæreste, da 
de træffer et gråt får på Målø banke, som han vilde drive 
tilbage, da han troede, det havde forvildet sig fra en fåreflok. 
Men pigeu bad ham at lade det gå sin egen vej, for hun 
anede straks, hvad det var for et får. Lidt senere saes samme 
får i stakitlågen, som fører ind til smedens gård i Målø, og 
straks derefter døde smeden. A. C. F. 

21. Søllinge kirke har ligesom andre kirker sit kirke- 
lam; det har sit leje oppe på loftet. Det samme sagn om 
kirkeklokkerne, som, da de var stobte af kobber og bly (klok- 
kestøberen tog jo sølvet), ved den første ringning med dem 
floj ud af tårnet os ud i en sø, har man også i Søllinge. Der 
var indtil for nogle år siden et kjær i byen (nu er det fyldt 
med jord), som kaldes Klokkekjær. På bunden af dette kjær 
lå kirkeklokkerne, sagde man. Jørgen Nielsen, Søllinge. 

22. Ved Bevninge kirke er et kirkelam, som af kirke- 
værgerne hver nytårsaften efter sigende får nyt hø i sit leje, 
der er et steds på hvælvingerne. Det skal også være kjendt 



350 H. Dødsvarsler. 



i lejet, at lammet bar været der. Ved somme kirker er der 
også en tyr, og det skal ikke være så godt som at have et lam. 

N. P. Olsen. 

23. I Hqjby er et kirkelam. Klokkeren lægger hver 
nytårsnat frisk leje til det D. J. 

24. I hver kirke bær der jo et dyr, og sådan er der 
et kirkelam i Frørup kirke. På hvælvingen over koret lig- 
ger der al tid en bunke foder, og der har det sit leje. En 
mand fulgtes en gang med det fra Frorup til et led, der 
førte ind til en gård i Kongshqj. y. Bennike. 

25. I Vantinge kirke skal der være et kirkelam. Det 
har et foderleje oppe på hvælvingerne og varslede ofte for 
husene i gammel tid, når nogen skulde dø. En aften så en 
mand der i byen, at der uden for hans hus løb et dyr, som 
ban antog for en kanin, og han kaldte på sin kone, for at 
bun skulde hjælpe ham at fange den, men i det samme blev 
dyret usynligt, og nu vidste han, at det var kirkelammet. 

I en gård i PaUeshave, en lille by, der hører til Gjceste- 
lev, så man en aften, at kirkelammet løb under bordet i stuen,, 
men man kunde kun se det ved at stå udenfor vinduerne og; 
kige ind i stuen. Folkene troede, at det var Vantinge kirke- 
lam, der varslede fer en gammel kone, som døde kort efter. 
Sødinge skole. 

26. På en vej tæt ost for Herringe kirkegård viser 
kirkelammet sig, især når nogen i sognet skal dø. I ældre 
tid fodredes det hver juleaften med et brød og noget hø^ 
som lagdes på hvælvingerne over kirken. J. Martin P.,Kudine. 

27. Der fortælles, at Skjold kirke er bygget oven på 
et lam; der blev nemlig under grundstenen lagt et lille hvidt 
levende lam, og dets gjenfærd ligger om natten oppe i det 
nordvestre hjorne af kirkeloftet i en lille tot halm. Om den 
halmtot er der endnu, vidste min meddeler ikke, men dea 
var der da for nogle år siden. Søren Hansen, Skjold. 

28. I Kværndrup kirke er der et kirkelam. Det ser 
ud som et almindeligt lam, kun med den forskjel, at det har 
så lang uld, så den slæber efter det. Det har sit leje over 
en af kirkens hvælvinger ved cdet lille stanghul.* Her fik 
det forhen rent halm til sit leje hver lille-iuleaften. Mette 
Degns havde i sin tid den bestilling at bære halm op til 
kirkelammet. Når nogen skulde dø, har man set kirkelam- 
met gå ud og hente dem. Den gamle degn, Visbæk, har tit 
set det gå ud, og når man så det vente for doren et sted* 
så vidste man, at der snart vilde dø nogen. p. Jensen. 



2. Kirkevarets leje. 351 

29. Det kunde ellers også ses på kragerne, der sad i 
eskene om Kværndrup kirke, fra hvilken kant de første døde 
vilde komme, nemlig fra den side, mod hvilken de vendte 
hovedet og skreg, p. Jensen. 

3. Liglammet har vist sig. 

30. Ved de fleste kirker går der sådan et elier andet 
dyr og spøger og varsler i sognet for dem, som snart skal 
dø, det kommer da og henter dem, det vil sige, kommer og 
vender uden for doren og går så igjen. Disse gjenfærd af 
dyr er kommen deraf, at man har indmuret et levende dyr i 
eller under kirkemurene, da kirkerne blev byggede. Kværn- 
drup og Gislev kirker har kirkelam. Det sidste blev der 
nogen tale om, at man så en søndag i 1886 ved hftjlys dag. 
Der kom nemlig et lille almindeligt lam ind på kirkegården, 
kort for gudstjenesten begyndte, og da det løb tæt forbi et 
hjorne af kirken, og man så nærmere efter, var det ingen 
steder at opdage. Ved Krarup kirke er en kirkeso, og ved 
én af kirkerne i Svendborg er der en kirkehest. Denne kan 
man høre på gaden om natten, den er nemlig nem at kjeude 
fra andre neste, da den har en løs sko, som klaprer, når den 
går. Både bons og gjæs fortæller man også om, at de findes 
ved somme kirker. Svendborg amt. P. Jensen, Kværndrup. 

31. I Drigstrup på Hindsholm fortælles også om kirke- 
lammet. Smedens pige drev en aften fårene hjem. Da de 
nåede porten, var der et lille lam, som skilte sig fra flokken 
og løb op mod kirken. Pigen løb efter det, men da hun så, 
at det løb ind ad kirkelågen, skjonnede hun, at det var 
kirkelammet, og gik tilbage. 

Her berettes intet om, at pigen døde, så det må vel ikke være 
alle steder, at én skal dø, når den ser kirkelammet. 

Fortalt af Knud Nielsen ved Fr. Melbye. 

32. Her har været en stor herregård, der hed Bro- 
gården, og der er en gård, som hedder sådan endnu. Der 
noppede et lam på tre ben, og de så også et føl med gron hale. 

Jens Hattemager, Hinnerup. 

33. Når nogen skulde dø i Drammelstrup, kom liglam- 
met der ned fra Favsing kirke og til stedet, hvor den døde 
skulde fra. Peder Kristian Kristiansen, Karleby. 

34. En gang min fader vilde gå i byen, kom han om 
ved en grumme stor ræv, der strøg ham på benene. Det 
var dog ingen rigtig ræv, og den vilde have ham til at følge 



352 H. Dødsvareler. 



med til Katsandet, det var eo dam i byen, der kaldtes så- 
dan. Så vilde ræven have skådt min fader der ned, men 
ban bad om at blive fri. Da han gik hjem, kom der en 
stor so til ham ; den var af størrelse som en hest. Han blev 
nu så ræd, te det var farligt, men da blev den så bitte, te 
den var ikke storre end et liglam. Det vilde følge med ham 
op til kirkeporten, han boede lige over for kirkegården, og 
så blev det henne for ham dér. Ane Margrete Jensdatter, Mejlby. 

35. Den tid a tjente i Starup, sagde den gamle mand 
til mig : <Pas på, Vifnelm, du går ikke for meget på gaden 
og ikke kommer til æ hvide lam.» — tA, det er ikke an- 
det, end I vil ræde raig.» Men så en aften, mig og karlen 
i nabogården stod udenfor, da kommer lammet ud fra kirke- 
siden og hen forbi Thomas Skomagers hus og så imod os. 
c Hvad er det?» siger a. tDet er jo et svin.» — «Ja vist, 
a véd da, et svin er ikke så hvidt* Da det kom forbi os, 
så a, det havde lang uld næsten som en gedebuk, og så 
skred det uden at flytte benene ned på nogle agre, vi kaldte 
Ruggård agre, og derefter ned ad Holkjcer skov. Det var så 
tit, aet skred om ved folk på gaden, men gjorde dem aldrig 
fortræd. En aften stod en lille pige i porten, og da det vilde 
ind der, lukkede hun lågen op, og så gik det der igjennem 
og ned ad deres toft. Men hun så ikke mere til det. Det 
har gået, så længe nogen kan huske. En smedesvend, der 
er her, ban var en aften i Starup og holdt for længe slad- 
der med pigerne, så modte han det om natten klokken halvto 
ved Holkjærsgård og blev jo så ræd, te det var farligt. 

Vilhelm Udsen, Amnritsbøl. 

36. En aften gik en kone og hendes datter ud ad vejen 
med Søby til, for de boede der noget ude. Ret som de 
går forbi kirken op mod præstegården, hører de noget klampe 
så underlig, og det gik kun på tre ben, de sprang derfor over 
i Niels Jensens toft. Det kom forbi ; de kigede over hegnet 
og så da, at det grangivelig lignede en broget kvie, de havde 
hjemme. De tog dog ikke fat på den, men skruppede hjem, 
og da stod deres kvie godt nok i sit hus. Konen har selv 
fortalt mig det, og hun mener, at det var kirkelammet, der 
gik i den skikkelse for at narre dem til at tage fat D. J. 

37. I Stenbro mose på Hultxek markgkr to kirkelam. 
Når man går over korsvejen ved den vestre ende af | mosen, 
kommer de, og mange har set dem. J. Jensen, Mollerup. 

38. I Soreo Borresens drengetid så han om aftenen, 



8. Liglammet har vist sig. 353 

hvorledes liglammet skåtede (o: spogte) på det sted, hvor 
Handest kirke bar stået, ti denne kirke var bygget på et lam. 

H. A Bering. 

39. Fra den gamle kirkegård i Assens løber der om nat- 
ten et kirkelam; flere skal bave set det, ja, en pige skal end- 
og have mistet forstanden, da hun modte det. Kr. Eriksen. 

40. I gamle dage gik der hver juleaften pi Kværndrup 
gade en gron dreng, og en tid efter at drengen havde gået 
der, kom kirkelammet på gaden. Alle folk måtte holde sig 
inde juleaften og ikke komme på gaden, for modte de den 
gronne dreng eller kirkelammet, gik de fra forstanden. Alle 

Sorte og dore måtte lukkes godt i, ti kom enten den gronne 
reng eller kirkelammet ind i husene, fulgte deraf store ulykker. 

Lars Frederiksen. 

4. Lammet som dødsvarsel. 

41. De vil have til, at hver kirke er lagt på et dyr, 
og det dyr skal vise sig, når nogen skal dø. 

Ane Marie Kristensdatter, Ørum. 

42. Ovsted kirke er bygget tre gange og falden ned de to. 
Når nogen skal dø i Ovsted sogn, ses der et par stude. I 
Tårting viser sig et lam på tre ben. Ved Yding går et lam. 

Tåning, 

43. Ved Ringe kirke er en kirkehest, ved Kværndrup 
et kirkelam. Det har så lang uld, at den slæber efter det 
Når dette lam kom og vendte sig for en sygs dor, så vidste 
man, at han døde. P. Jensen. 

44. Der ligger en meget stor sten til grund under vå- 
benhuset ved Lerbjcerg kirke, og den har i sin tid stået i 
kirkegårdsdiget. Mens den stod der, var der under den be- 
gravet et liglam, som kom og viskede med sin hale på doren, 
hvor et menneske skulde dø. Niels Povlsen, Lerbjærg. 

45. Mellem Tinaerup og Soderup går et gråt, hoved- 
løst f&r om natten. Mange skal have modt det. Der støes, 
det er kirkelammet fra Soderup. Når det er ude, skal der 
snart komme lig fra den side. Chr. Weiss. 

46. Der gik et liglam her nede ved Tåning kirkegård. 
Min broder så det om aftenen, når nogen skulde jordes. Han 
gik tit over kirkegården ad stien og så det og var ikke rig- 
tig glad ved det syn. Tåning. 

£ . T. Kristensen : Danske sagn i folkemunde. II. 23 



354 H* Dødsrarsler. 



47. I Svindinge kirke opholdt kirkelammet sig, og det 
viste sig, når nogen skulde dø. En aften kom en mand fra 
byen til sit hjem, og da stod der et lam uden for doren med 
så lang uld, at den nåede jorden. Manden troede straks , at 
det var et af hans egen flok, og vilde drive det hen i f 4 re- 
huset, men kunde ikke, og som han stod og drev på det, 
blev det borte. Han kom da ind til konen og fortalte det, 
men om morgenen, hun vågnede, var manden død. 

Henrik Jenten, Svindinge. 

48. En nat ved midnatstid, da a gik i Degnens gyde, 
kom der noget kridhvidt i lignins efter en tovsæk (uldsæk) 
ende vis midt ad vejen forbi mig. JDet var over to alen hojt, 
havde hverken hoved eller f odder, var ligedan i begge ender 
og kom rask skridende. A trådte et skridt til side og løft- 
ede armene for ikke at røre ved det, og så skuflede det sig 
endda op ad mit lår. Havde a ikke trådt til side, så havde 
a vist steglet over ende. Den tovsæk var nok et liglam. Det 
skred nordpå efter degnens og så videre til den gård norden 
for. I den gård døde et par gamle folk noget ener. A blev 
nu så meget ualmindelig ræd for det syn. L. Jensen, Vinkel. 

49 . Sognefogdens bedstefader, Niels Jensen i Horwing, 
kom ind og sagde,: «Nu døer smedens barn.» — c Hvordan 
kan du nu sige det?» — cJo, for liglammet kom over toften 
og skred hen til smedehuset og satte sine forlodder på væg- 
gen og keg ind ad vinduet > — cDet kan ikke være sandt,* 
sagde de, «det har været en hund, du har set.* — «Jo, det 

var liglammet. » Anden dagen døde også barnet. 

Bytter-Niels, Hørning. 

. 50. Min moder var en middagsstund gået hen at sove, 
og da sad min søster og mig ude i haven. Så siger a: «Nej 
se, Ane, der render et lam op ad vejen efter Jelling te'n.» 
Hun rendte ud ad havelågen og vilde have set det, men 
kunde ikke, og a kunde godt se det. Så varede det ikke 
ret længe, inden der døde en mand ovre på RugbaUe mark. 
Det var altså liglammet, og vor kirke må så være sat på et lam. 

Mette Marie Eriksdatter, Jelling. 

51. Sønden Banders stod en karl en aften i stalddoren 
og så et hvidt lam. Han vidste ikke andet, end det var en 
bitte hvid hund, de havde, men så kgm lammet og kikkede 
ham vist i ojnene. Karlen bliver bange og rejser af ind, og 
han gik så i seng og så ikke mere til lammet. Så døde 
manden det år. Niels Jensen, Glenstrnp. 

52. Da Mads Olesen i Tåning skulde dø, da kom lig- 
lammet tre gange ud ad kirkestien og keg ind ad deres bag- 



4. Lammet som døda varsel. 355 

dor. Da Birte Marie og karlen havde set ind ad vinduet 
juleaften, havde han også siddet uden hoved. Taning. 

53. Inde i Yding var en karl en aften ude på gaden, 
og da så han et liglam, der kom ud fra en gård og gik hen 

Eå kirkegården. Da han så gik ind og i hans seng, kunde 
an høre et lille barn, der græd sådan inde. Om morgenen 
fortalte han konen det, da han kom ind. « Hvordan kan det 
være, at barnet græd sådan i aftes? a kunde høre det helt 
ind i mit kammer.* — di, kunde du da!» siger konen helt for- 
grædt og sorgen. Da havde hun ligget det ihjel om natten. 
Men han kunde jo ikke høre det alligevel, det var blot en 
forestilling, for barnet havde jo ikke grædt. Dørup. 

54. Det var i en gård i Serslev, der gik et liglam en 
aften. De mente, det var en hvid kat, og de jagede efter 
den og jog den ud i haven. Nogle dage efter døde et barn 
i gården. Da de kjørte til kirken med det, satte bæsterne 
over i haven, der hvor lammet var sprunget over. 

Niels Pedersen, Gjedved. 

55. A har hørt et liglam bræge lige for min bedstefa- 
ders død. A var kommen i seng om aftenen, og han stod 
ved siden af og strøg sime. Så hørte a lammet bræge uden 
for. A siger det. Han s varte: «Det er ikke sandt, læg dig 
nu til at sove, du véd jo, vi har ingen lam.» Et lille korn 
efter brægte det igjen, og a sagde det atter.. «Det er noget 
sært pjat, det sæder jo ikke for dig.» Så varede det kun et 
lille korn, da brægte det tredje gang. «Da er der et lam 
her ude,» siger a, «det er a vis på, prøv og gå ud og se ad.» 
Så gik han jo også ud og så det efter, men der var jo in- 
tet at se. Nu hørte a ikke mere til det, men dagen efter døde 
min bedstefader. Han var i bven og blev kjørt syg hjem og 
døde, den gang han kom på hans egen mark. Der var ingen 
anden, der kunde høre lammet, end mig. 

Der var en mand kommen til at følges med liglammet 

efter Norskov. Han kom til det nede ved Norskov bæk og 

fulgtes med det hjem til hans dor, og så forsvandt det. En 

kort tid efter døde et af bornene i hans hus. 

Tue Madsen, Lindeballe. 

56. A havde en aften været ude i skoven med bæster 
og kommer og går hjem til Trige sådan ved lag klokken 12. 
Der på kirkevejen kom et lam om ved siden af mig, det 
humpede på tre ben. Da a kom hjem, fortalte a det til min 
moder, og hun sagde: «Det har været et liglam. » Anden 
dagen hørte vi, Ma Vistis var død. Det var en kone fra 
et småsted vesterst i byen. A mddte lammet imellem byen 

23* 



356 H. Dødsvarsler. 



og kirken, så det kunde jo passe godt nok, for byen ligger 
jo et stykke vesten for kirken. Trige. 

57. En pige fra Vammen, hvis forældre boede et stykke 
uden for byen, havde været inde i byen, og som hun så går 
ad vejen hjem, ser hun et hvidt lam, der kom fra et sted, 
som & et stykke vesten for vejen, og det kom hen imod 
hende til vejen. Hun skyndte sig og gik for at komme for- 
bi, da hun ikke vilde møde det Men da hun kommer lidt 
forbi, vender hun sig og vil se efter det, og da ser hun tyde- 
lig, at det skrider lige så stille ind ad vejen til byen. Det 
varede heller ikke længe, inden der kom et lig fra stedet, det 
var den gamle mand der, som døde. Lavst Jensen, Bjærggrav. 

58. En her i byen boende kone, Gjertrud Joigens, som 
for nogle år siden er død, så i sin have en aften sildig gas- 
sen komme sig i møde. Forskrækket iler hun ind i sit hus, 
men hun havde næppe fået haveddren slået i, forend der kom 
et stor rabalder på ndren. Kort derpå mistede hun en dat- 
ter. Mine bedsteforældre, som boeae i Drigstrup, var [en 
gang i besøg hos min moder. Da de om aftenen kjørte hjem, 
løb det hvide lam foran vognen, ret som de var ved at kjøre 
ind i deres gård. Morfader stod af vognen for at drive lam* 
met ind i gården, da han troede, det var deres eget, men 
det smuttede immer fra ham, så han kunde ingen steder drive 
det. Da kom mormoder, som endnu lever, i tanker om, at 
det var varselet, og de lod det da fare. Min moster Ane døde 
kort derefter Dalby. A. C. P. 

59. I Orritslev, Søndersø sogn, boede en skrædder, hvis 
kone en aften kom i barnsnød, og lægen skulde hentes; en 
vogn blev hastig afsendt, og en mand med forspand red den 
i møde. Da han kom lidt hen ad vejen, mttdte han et lille 
hvidt lam, der kun havde tre ben. Manden anede straks, 
at det var intet almindeligt lam; han hældte sig tilbage på 
hesten, mens han red, og betragtede det Isenge. Hans anelse slog 
til, for skrædderens kone døae samme nat. Det var kirke- 
lammet, han havde modt. Nordfyon. A. E. Jakobsen. 

60. En mand har fortalt mig: Da min fader døde, 

tjente jeg i Mariofie. En dag, da han var usædvanlig syg, 

gik jeg om aftenen hen for at besøge ham. Da jeg kom 

over havediget, så jeg et ualmindelig stort sort lam eller 

får komme springende forbi gavlen over havediget og op 

efter kirken. Nu vidste jeg besked, jeg skyndte mig ind, 

og få minutter efter døde min fader. 

Hans Peter Olesen (Eliekjær), Dalby. 



4. Lammet som døds varsel. 357 

61. I Ronninge på Fyen er der et kirkelam. I en af 
gårdene der i byen var for mange . år siden konen syg, og 
Naboens datter så da, at der stod et lam uden for porten til 
den gård, hvor konen var syg; hun vilde da gjenne lammet 
bort fra porten, men så gik det igjennem en sprække på den 
ind i gården og siden ind i stuen. Da hun kom hjem, for- 
talte hun sin moder om lammet, og at hun vilde gjenne det 
bort, men moderen sagde: c Det kunde du ikke gjenne bort, 
min pige, for det var kirkelammet, se, der kan du se, der 

Ir oet!» og så så de, at lammet gik om efter kirkegården. 

Ibgle dage efter døde den syge kone i gården. 

En anden gang kom kirkelammet i Ronninge ind til en 
væver der i byen, som havde et par syge born. Lammet stod 
længe inde i stuen og så på born ene; men nogle dage efter 
døde de. Lars Frederiksen. 

62. I Kirkeby ved Svendborg er der et kirkelam. En 
aften kom en tigger ind til en gårdmand og bad om at ligge 
der om natten, nvad han også fik lov til, og straks sagde 
han til folkene i gården: cl har glemt at lukke et af eders 
lam ind, det går ude i gården !» Folkene gik da ud at se 
efter lammet, men der var intet, den gang de kom ud. Men 
om natten døde tiggeren, og altså havde det været kirkelam- 
met fra Kirkeby. Lars Frederiksen. 

63. En pige, som havde været henne i landet at besøge 
sin familie, kom, da hun blev syg, på tilbagevejen ind i en 
gård i Jvorre-Åby sogn, hvor hun fortalte følgende, som efter 
hendes foregivende virkelig skulde være passeret: Hos hen- 
des familie drev de deres får ind om aftenen, og der iblandt 
lagde de mærke til et lam, som var hvidere end de andre, 
og det løb så til sidst efter kirkegården, hvorfor de sluttede, 
at det vår kirkelammet. Pigen overnattede og gik næste dag 
til sit hjem på Voldby mark, hvor hun døde kort efter. 

Fortalt af en kone, som tydelig husker pigen. Fr. Melbye. 

64. Da ejeren af Krogenlund ved Svendborg en aften 
var ude, kom et lam tæt hen til ham og gned sig op ad 
ham, gik derpå bort og forsvandt ved et hus, hvori der var 
en syg dreng. Næste morgen hørte de, at drengen var død. 

V. Bennike. 

65. Som lille dreng kan jeg huske, at jeg måtte være 

hos en anden dreng, som var så syg, at man ventede, han 

vilde dø. Jeg var ene hos ham en aften. Så siger han : «Pe- 

der, kan du se dot lille lam!» — «Nej, der er intet lam!» 

— «Jo, det kom ind ad kjøkkenddren, og nu kommer det 

lige hen til sengen !» To dage der efter døde han. 

J. P. Rasmussen, Ås. 



358 H. Dødsvanler. 



66. I en gård i Bendstrup skolde en gammel pige ved 
navn Ane Dorthea drive nogle fir til vands. Da hun så 
skolde have dem ind, var der ét som bnn ej kunde & med 
de andre. Men da hun så nojere til, kunde hun se, at det 
knn havde tre ben. Hun kunde nu forstå, at det havde 
været et liglam, som hun havde set Få dage efter døde hun. 

P. £. Petersen. 

67. En kone fortæller, at hun juleaften 1839 så et 
hvidt lam gå hen ad en mur. Hun gik ind og kaldte på 
gin fader, som også gik ud for at se efter det, men han så 
intet lam, heller ikke så konen lammet, da hun i gjen var kom- 
men ud. Men dagen efter døde hendes moder. Marie Buhl. 

68. Kirkelammet i Svindinge gik en gang inde i en 
mands gård, som ban kom hjem fra kroen, flan troede først, 
at det var et af hans egne får, der var kommet ud, og gav 
sig til at ville drive det ind, men kunde ikke, og til sidst 
blev det rent borte for ham. Han gik da ind og fortalte 
sin kone, at der gik et lam ude i gården, som han ikke 
kunde få lukket ind til de andre, men, lagde ban til, det var 
et stort lam, og ulden hang lige til jorden. Da konen hørte 
det, blev hun bange, ti hun kjendte kirkelammet og vidste, 
at når det kom, da døde nogen der i gården. Det blev også 
tilfældet, ti manden døde samme nat Sødinge skole. 

69. En kone i Gjæstelev har fortalt, at en aften, da 
hendes bedstemoder var uden for huset, kom kirkelammet og 
strøg sig på hende. Da hun kjendte det, klappede hun det 
og sagde: <Nå, kommer du nu og henter mig, din lille stak- 
kel !» og det varede heller ikke længe, inden hun døde. 

For en snes år siden var der en anden gammel kone, 
som en aften fulgte med kirkelammet på gaden, og der 
døde da kort efter en gammel pige, som heller ikke var 
fri for at gå igjen. Sødinge skole. 

70. En mand, der kjørte fra kjobstaden, så, da han nær- 
mede sig sit hjem, og var kommen i nærheden af kirkegården, 
et hvidt lam løbe ud derfra og på tre ben humpe foran vognen 
hen til gårdens port, hvor det forsvandt Da manden Kom 
ind, fortalte ban sit syn og tilfojede, at der nok vilde ske 
dødsfald i hans familie. Næste aften kom der bud, at hans 
søster, der boede i en nærliggende by, var død på samme 
tid, som broderen havde set varselet A. C. Larsen. 

71. I Gamborg er der et kirkelam, og i den forrige 
degns tid hændte det en aften i mørkningen, at manden i et 
over for skolen liggende hus så kirkelammet trippe på deg- 



4. Lammet som dødsvarsel. 359 

uens trappe, og hans kone stod lige inden for. Da sagde 
husmanden til sin kone: c Mon ikke degne-madammen bliver 
bange, da kirkelammet vender lige nden for?» Men hun si 
det ikke lammet. Der imod blev manden, som så det, syg 
et par timer efter og døde. 

I Indslev er der også et kirkelam, som man tit har set 
gående på vejen. 

I Asperup varsler kirkelammet også, og i Hårslev er der 
et trebenet kirkelam, men i Brcenderup er det en hone med 
kyllinger. L. F. 

72. I Lydinge, Krarup sogn, boede en mand, som de 
kaldte Hans Jen. Bag om hans have gik vejen hen til Pe- 
der Møllers gård. og på denne vej mftdte en mand en aften 
et lam, som han antog for et rigtigt lam og derfor vilde 
gjenne det; men idet han slog til det med sin stok, drog det 
ind i Hans Jens humleplet, hvor det gjorde en farlig stoj. Nogle 
dage efter døde imidlertid Peder ^Møllers kone, så det var 
naturligvis kirkelammet, han havde modt som varsel for 
hende. Dersom han, der slog til kirkelammet, havde vidst, 
det var et sådant, så havde det nok ikke gået ham godt. 

Ellers siges, at der ved Krarup kirke er en kirkeso, og her 
nævnes jo et lam. Om det er en forveksling, eller sagnet netop 
gjælder den del af Lydinge, der hører til Brake-Trolléborg, hvor der 
da må være et kirkelam, véd jeg ikke. P. Jensen, Kværndrup. 

73. I Pederstrup, Sønder -Htijrup sogn, boede der en 
mand, som hed Povl Jorgen. En aften, da han og hans lille 
son havde været ude at fodre hestene til nat, kom der et 
lam til dem nde i gården, det gik lige tæt forbi sdnnen, men 
skubbede sig ind på Povl Jorgen. Da han så kom ind i 
stuen, satte han sig ned og sagde ikke et ord. Hans kone 
spurgte ham, om han var syg, men han sagde nej. Til sidst 
sagde han til sdnnen : c Jeg havde dog tænkt, at jeg skulde 
have blevet noget længere her hos dig, min dreng,* og så for- 
talte han, at han så kirkelammet. Men den lille havde in- 
gen ting set, endda det gik lige forbi ham. Det var dog 
ikke varsel for Povl Jorgen, ti han levede, men hans lille 
son døde kort efter. L. F. 

74. En aften a gik nede på gaden, da mærkede a no- 
et, der kom hoppende eller lammende ligesom på tre ben. 

et hoppede for ved mig ned ad gaden hen til et hus, hvor 
der var en syg pige, og hen til ddren, og der blev det henne. 
A troede jo, det var liglammet, og den pige hun døde da også. 
Nogle fortæller også om katte, der hopper på tre ben, når 
nogen skal dø. Jens Smed, Jævngyde. 



g 



360 H. Dødsvanler. 



75. Ea kone i Vormark stod en dag i mørkningen og 
lagde hænderne på indgangsdøren, en af de gammeldags halv- 
døre. Da kom kirkelammet giende op ad gården, og det ble* 
stående lige ved konen, [så hun ret kunde sej hvordan døt 
så ud. Det var så langmundet og sidbaget og havde sådai 
lang hvid, fin uld« Da det gik ud af porten, gav den <t 
stort slag. Nogle dage efter døde der et barn i gården. 

Lars Frederikses. 

76. En gammel kone på Ryslinge mark så en arten 
kirkelammet komme til det hus, hvor hun opholdt sig. Der 
i huset var en syg dreng, og han døde straks efter. Da 
drengens moder en del år efter døde, kom hun den nat, hun 
døde, idelig med det spoigsmål til dem, der var om hende: 
cHar I ikke set kirkelammet endnu ?» Når de sagde nej og 
spurgte: cMener du, det skal komme?* svarede hun: c Ja, det 
kom jo for lille Jorgen!» Lars Frederiksen. 

77. En kone i Pederstrup, Vinderslev sogn, havde en 
aften i mørkningen været ude at malke. Da hun kom ind 
i dagligstuen, ser hun et lille hvidt lam stå henne ved en 
egetræ&kiste. Hun går da der hen og vil tage lammet, idet 
hun siger : cMen i-i du fredsens, du lille lam.» I det samme 
forsvandt det, og lidt efter kommer konens moder ind, som 
boede der i buset Konen fortæller hende da, hvad hun 
havde set. Den gamle slog hænderne sammen og udbrød: 
«Det er nok mig, der skal af sted!> og hun døde nok også, 
inden året var omme. Jens Jensen, Refshalegird. 

78. I Funder kro var en aften kommen nogle mæn<t 
sammen ; de holdt dem en lystig aften og så også temmelig 
dybt i flasken. Da de så gik hjem, var der især én, som 
var lystig og oven på det Som disse krogjæster går aller- 
bedst, ser de foran dem på vejen tre snehvide lam komme 
imod dem; alle blev med et ædru og gik til siden af vejen, 
undtagen den lystige, han vedblev at gå midt på vejen, uagtet 
én af de andre tog ham i armen for at trække ham til side. 
Men han bandte på, at han var ikke bange for sådan noget 
skidt. Da han nåede liglammene, faldt han lige så lang, som 
han var, medens disse forsvandt. De andre måtte nu bære 
ham hjem, og han var nok syg i lang tid der efter. j. j. t R. 

79. En aften var der en mand fra Snæbum, der havde 
været i Hobro og gik hjemad. Da han gik gjennem HSrby 
og kom forbi kiraegården, så han et lille hvidt lam hoppe 
og springe op ad kirkegårdsmuren. Han gik hep og vilde tage 
det for at hiælpe det der op, i det han tænkte, at moderen 
stod tojret der. Men han kunde ikke få fat på lammet, det 



4. Lammet som døds varsel. 361 



blev næsten som borte mellem hænderne på ham, og så kom 

han da i tanker om, at det måtte være liglammet, og skyndte 

sig hjem, hvor han fortalte sit syn. Nogle dage efter, da 

min fortæller, der tjente samme mand for lillepige, bragte ham 

hans mad ud i heden, kunde hun fortælle ham, hvis død det 

var, han- havde set varsel for : en pige var nedkommen med 

et uægte barn, og udlagde ham som fader, og det var i den 

anledning, han hin dag havde været i Hobro for at rådføre 

sig med en prokurator om, hvordan han skulde slippe fri fot 

at bære den skyld : men nu var barnet død, og den sorg slukket. 

K. M. R. 

80* I en gård i Søndersø boede der en mand, som havde 
flere voksne born, både sonner og dotre. En aften havde 
en af sonnerne været ude at vande heste, og ved at han nu 
rider hjem, så møder han et hvidt lam. Nu havde han jo 
nok hørt tale om kirkelammet, og så vilde han se nærmere 
efter, hvad det var, ja, han vilde ligefrem ride på det med 
hestene. Men lige med ét stod bæsterne stokstille, og så gik 
lammet sin vej. Han får nu hestene ind og kommer ind i 
stuen og fortæller dette her. Om det nu var ham eller én 
af hans søstre, der så det komme gående om ved vinduerne, 
skal jeg ikke kunne sige, men det er da vist, at de alle sam- 
men fik det at se på sine tre ben, som det foer ud af porten . 
Og en anden af brødrene så det også. De vidste jo nok, 
at det betød lig i huset, og de troede, at Vorherre nu vilde 
have løst op for en søster, der lå og var da så meget syg. 
Men så var det den sidste broder, der måtte til det i steden. 
Han blev syg en otte dages tid efter, og døde fire uger se- 
nere. Søsteren hun kom sig. 

P. Jacobsen, efter Jttrgen Clausen, Søndersø. 

81. Maren, der tjente til Buggens, anneksgården i Kast- 
bjærg, fortæller, at hun en gang så en lille hvid én på kirke- 
gården, og kort efter døde et lille pigebarn der i gården. 

I samme gård spøger det i deres staldbygning; da den 
en sang blev nyttet om, blev den flyttet helt ind på kirke- 
gårdens grund, og siden har det ikke været rigtigt der. En 
karl, som tjente der, syntes, som om der var nogen, der gik i 
sengen og pojede i sengeklæderne. 

I et bus i byen, der ligger lidt vesten for kirkegårdens 
sydvestre hjdrne, er det på en vis dag, som der kom nogen 
og slog ddrene hårdt i. Der siges, at huset er bygget Ege 
over en kirkesti. K. M. B. 

82. A tjente ved en mand i Høgelund, der hed Eskild 
Enemark, og vi havde en sort hest, der skulde sælges om 
fastelavn, vor nabokone lå meget syg, og en otte dage for 



362 H. Dødsvarsler. 



han døde, da var a ude at fodre hestene af en aften og strø 
dem, og da ser a et liglam; det kom ned fra det ene bæst 
og gik op til det andet Så om morgenen, a kommer ind til 
davre, da fortæller a jo det ber. Så siger manden: c Ja, det 
er jo nok Ane Katrine, der skal til at af sted, nu har hun 
ligget syg hele vinteren, og så skal vi jo følge hende hen.» 
Hun døde så, og vi bh ver bedt til ligfølge. Om morgenen 
siger a til manden : eja, vi skal vel tage de to brune bæster, 
som vi plejen* — «Nej, nu kan du lige godt prøve at tage 
den sorte. » Det gjor a jo også, og det kunde vi ikke tænke 
os noget ved. A spænder for og kjører frem for ddren, og 
de skal til at sidde op. Da er den sorte så lam, at han 
kan ikke gå på mere end de tre ben, og han kom heller al* 
drig til at due roere. A måtte spænde den fra og have de 
to brune for, og så var der intet i vejen. Vi måtte lade den 
sorte skyde om efteråret, og dyrlægen kunde ikke opdage, 
hvad den fejlede. Peder Schulz, Horndrop skov. 



5. Gravsoen. 

83. Den hoppende Hel. Sådan noget, som i Asnæs kaldes 
Damhesten og Lårgade so. David M. 

84. Moder var i Vordingborg, da hun var elleve år, og 
skulde lære forskjellig slags syning hos hendes moster og tre 
dotre, som boede der. De havde en stor, dejlig have, som 
var godt aflukket, og i den viste sig en stor so udenfor vin- 
duerne; den var storre end almindelig, og de sagde, at det 
var nok varsel for dotrenes død; for en norsk kvinde havde 
spået dem, at de skulde snart dø. De vilde ikke have været 
spået, men tillod det dog. Et halvt år efter døde de, og 
moderen døde snart efter af sorg, hun holdt så meget af dem. 

Kiels Pedersens kone, Vejlby. 

85. I Frørup "kirke var der en so, kaldet kirkesoen. 
En aften, de unge folk havde gilde, var en karl bleven no- 
get lystig, og da de om morgenen skulde hjem efter, sagde 
han : cBare kirkesoen vilde komme, så vilde jeg ride den.> 
I det samme foer soen ind imellem benene på ham og løb 
med ham ned ad gaden. Først 'nede i den anden ende af 
byen fik karlene ham af, men han var drivvåd af sved og 
forlangte ikke tiere at komme til at ride kirkesoen. 

Henrik Jensen, Svindinge. 

86. I det gamle bryggers på QL-Kjøgegård sagde folk, 
at der gik en gravso. Hvor den går, er der noget begravet. 



6. Gravsoen. 363 



og da stenfliserne blev brækket op, fandt man et barneskelet 
og et nøgleknippe, som endnu opbevares på gården. F. L. Gr. 

87. Det første mine forældre kom til Skjensved at bo, 
traf det sig en nat, da min fader var borte, at min moder 
hørte en gris pibe uden for vore vinduer. Vi havde just en 
so med små grise på den tid, og så stod hun op af sengen og 
løb efter den, men hurtig smuttede den ud under lågen og 
nd på gaden. Min moder fulgte efter den, men kunde ikke 
nå den, hvorpå den til sidst smuttede ind under kirkeporten 
og ind på kirkegården. Her over blev min moder noget un- 
derlig til mode, og uagtet hun ikke var bange af sig, turde 
hun dog ikke gå ind på kirkegården, men vendte tilbage, gik 
hen til svinestien og talte grisene, hvoraf der ikke manglede 
én eneste. Dagen efter spurgte hun alle naboerne, om de 
ikke manglede en gris, og da de alle svarede nej, men grisen 
blev ved at indfinde sig hver nat, så fortalte min fader det 
omsider næste søndag til den gamle provst, der var langt 
klogere end alle andre folk på jorden. «A, hvad er det an- 
det,* svarede provsten, «end et barn, der er begravet i dølgs- 
mål, og nu søger efter kristen jord. Dersom I vil være fri 
for den, da skal I våge en nat eller to og se, hvor den kom- 
mer fra, der skal I grave op, og dersom I så finder et barn 
der, da skal I begrave det på kirkegården, så bliver I nok 
fri siden. » Det gjorde de og fandt et spædt barn under et 
gammelt æbletræ. Barnet grov de ned på kirkegården, og si- 
den kom grisen aldrig igjen. Johannes Olesen. 

88. Den gang Kristoffer Madsen havde Eskelund, Qislev 
sogn, i forpagtning, var det en morgen tidlig, at Soren Væ- 
vers svigermoder i Ravndrup gik om forbi gården, hun skulde 
ud i Strarup-wsæken, hvor de havde køerne, og da hørte 
hun, at der nimlede vogne inde i gården, men hun tænkte, 
at de vilde til Svendborg, og i det samme så hun, at der gik 
et stort, sort svin lige ved hende, og stojen kom nu ud af 
gården og foer lige over hende, det var, som kobberlænkerne 
raslede. Hun blev nu bange og udbrød: « Jesu Kristi kors!» 
og så var alting borte med det samme, både svinet og stojen. 

P. Jensen, Kværndrup. 

89. I Banders-egnen var der en karl, der kunde efter- 
ligne alle dyrs lyd. En aften, han havde været til legestue, 
kom der noget, der lignede en gris. Den gryntede og havde 
en guldring i trynen. Så efterlignede han den, og da kom 
den efter ham. Han rendte, så stærkt han kunde, og nåede 
også hjem og slog porten i for den. Men han kunde ikke 

sove den nat, for der var sådan tummel ved porten. 

Joh. Jensen, Mollerup. 



364 H. Dødsraraler. 



90. I Rovbjærgkulen på Neble mark har gravsoen i æl- 
dre tider boet Man så om natten en sort so gå der nede 
med ni sorte grise. Man har aldrig hørt, at den har gjort 
noget ondt; men mange er dog bange for at færdes der ved 
nattetider. Chr. R. 

91. Mellem Bukkerup og Sodtrup i Holbæk amt har 
mange modt en sort so, når de om midnat er kommen på 
dette strøg. Den gjor aldrig folk fortræd og løber med snuden 
mod jorden, som om den sogte sporet af nogen. Det skal al- 
drig slå fejl, at der doer nogen i sognet når soen har været set. 

Chr. Weiss, Tingerap. 

92. I en gård i Tern by var det forfærdeligt, som det 
spøgede. Manden var død, og folk havde allehånde tanker 
ved dette dødsfald. £t par karle, som lå i karlekammeret 
om natten, var flere gange i en slem forlegenhed, når mid- 
natstimen slog, og de kunde se, at det var manden, der gik 
igjen. Somme tider var han i stalden hos hestene, somme 
tider i nødset hos køerne, og alle vegne, hvor han kom, gjorde 
han et forfærdeligt spektakel. En aften, da karlene havde 
lukket ddren af til oeres kammer, kom han i skikkelse af en 
stor so og rendte ddren op, til det knagede. De blev bange 
og løb deres vej ud af vinduet og ud på gaden med klæderne 
under armen. Men da de kom derud, hørte de noget, som 
gav en underlig, tor og gryntende lyd fra sig tæt ved dem, 
og med det samme var det, som om der stod et par gloende 
tekopper foran dem. En time efter gik de atter i seng. 
Koneu i gården kom senere den samme nat ud i nødset med 
en lygte i sin hånd for at se til en ko, der stod .og skulde 
kjælve. Men det første hun kom inden for nødsdoren, tog 
genfærdet fat på hende og slæbte hende om til kirkegårds- 
lågen. Længe havde det ingen magt over hende. Hun var 
bleven så forskrækket og så fortumlet, at hun ikke kunde 
stå på sine ben, men folk hørte hende skrige, kom derfor 
til og bar hende hjem og i seng. I længere tid havde gen- 
færdet sin gang i gården. Til sidst måtte en klog præst 
mane det ned på Tern kirkegård. Siden den tid har der 
været fred og ro i gården. 

Dette sagn er nok forvansket. Sml. afdl. V., Spøgelser. 

Fortalt af gamle afdøde røgter Niels Kusk, Salten skov, ved 

C. Sørensen (Thomaskjær). 

93. På Nimtoft gade spøger det nede omkring præstens 
ihave, ti der går en hovedløs mand. Gamle folk forsikrer, at 
han har gået der og går der endnu. 

På Tandevejen ved Sj&rup i Nimtoft går en so, hvad 
Jeg har en aldeles pålidelig mands vidnesbyrd for, han hed- 



6. Gravsoen. 365 



der Soren Boje. Han fortalte mig, at når han kjørte hjem 
fra Grenå, og kom i nærheden af Sjorup, gav han al tid 
hestene af pisken, ti det var ikke rart at kjøre sagte der ved 
midnatstid e. Da han sådan en gang kjørte hjemad og kom 
i nærheden af Simon Bajs gård, så han soen, og som en for- 
nuftig mand piskede han på hestene. Da skete det forun- 
derlige, at soen blev storre og storre, og til sidst rækkede 
den hovedet lige ind i vognen. Manden var lykkelig over 
at se, at han nu var inde på Nimtoft mark, for nu vidste 
han, at spøgeriet måtte forsvinde. Han kom nu også godt 
hjem. Jeg spurgte ham, om han den aften ikke havde faet 
vel meget spiritus. Men han svarede bestemt nej, og da han 
ellers var en agtet og ædruelig gammel mand, måtte man vel 
tro det. O. Holm, Ørsted. 

94. Da den gamle skolelærer Andresen i Horslevbole 
en gang vilde gå til Lille- Ring ved aftenstide, modte han 
en hovedløs so. Hans ærende var at gå til kjobmanden i 
Lille-Bing, men nu turde han ikke gå længere, vendte der- 
for om og gik til Labing, hvor han gjorde sit indkjøb. 

K. P. Dalin. 

95. Landevejen i Nedre- Hammerskin går lige midt over 
Posegrav. Der i den grav har gået to hovedløse svin. Kvorning. 

96. Kokkedal hed først Hanedal Der havde de også 
spektakel med dværge og skidt, som boede oster på marken. 
Bønderne havde været henne med tiende, og Per Nielsen fra 
Alsbjærg kjørte hjem. Da kom der en so til ham på Tors- 
lev aade, og den fulgte med hen til Kraaedals lea, og der 
rendte den ind under vognen og huggede den over, så begge 
ben gik i stykker på manden. Så kjørte de hjem efter seng- 
klæder til ham og en ny vogn, men de kjørte hele natten og 
kunde ikke finde ham, for det var helt bælgmørkt rundt om- 
kring dein. Da det endelig begyndte at lyse lidt, fandt de 
ham. «A, Herregud,* sagde han, « hvorfor har I ladet mig 
ligge her hele natten, a har begge ben i stykker. » Ja, det 
var så mørkt c A,» siger han, thvor kan I sige det, det har jo 
været helt stjærnelyst hele natten. Lars Spillemand, Gjøtrup. 

97. Der skal gå en so med nogle grise imellem Rude 
og Nielstrup. Tre karle der ovre fra byen var henne at stjæle 
»bier i en nave i Nielstrup, og som de nu var ved det, kom 
der én gris efter en anden hoppende op ad dem, der blev 
en seks, syv i alt. Så blev karlene rædde og sprang fra hin- 
anden ud over markerne, og det varede en tre timer, inden 
de kom sammen igjen. Niels Nielsen, Årslev. 



366 H. Dødflvarsler. 



98. På vejen ost for Povl Kristensens gård i 0, hvor 
der er en korsvej, fortæller gamle folk, at der går en so hver 
nat, og folk, som møder den, kommer op at ride på den, og 
de bliver så fortumlede, at de ikke véd, hvordan de slipper fra 
den igjen, eller hvordan de kommer hjem. Samme steds går 
en sort hund, som, når folk træffer den, løber ved siden af 
dem et stykke og logrer med halen. Joh. Jensen, Mollerup. 

99. Omme i Grimstrup sogn er en dal, hvor igjennem 
den gamle landevej fra Varde til Kolding går. Den kaldes 
Rinddal, og der går spøgeri. Man må ej gå ved den venstre 
side af grøften, for så bliver man kastet i grøften. En aften, 
nogle folk kom kjørende der igjennem, da så dø nogle små 
svin, der løb ved siden af vejen. En aften gik nogle piger 
ad den vej, og da så de en lys plet foran dem, og der gik 
nogle små, sorte mennesker omkring i det lys. Den ene 
pige sagde: «Hvad er det, hvad er det?* og det blev hun 
ved med, til de kom hen til dem. Da forsvandt de. 

P. Klemmensen, Hoven højskole. 

100. Et sted henne i Hald skov, de kalder Omébjcerg, 
går en so med grise. Et par mænd går med en sti der op 
over. « Havde vi nu været vel der forbi,* siger den ene til 
den anden. cHvad for?* siger den anden, han var hård og 
sagde, at han skulde nok rydde dem til side med hans kjæp. 
Så kom de, og folkene trådte til side og lod dem vralte viaere. 

Lars Nielsen, Vinkel. 

101. Mellem Sødal og Lovel går der om natten ved 
midnatstid en so. Fortælleren gik en nat den vej og mddte 
en stor so, og han lagde mærke til, at den havde lange borster. 
Han troede, den kom fra Sødal, og kjendte ikke sagnet for 
bag efter. Kathrine Glud. 

102. Omtrent midt i Orre løber to små bække, den enes 
navn er Skasbæk, den andens husker jeg ikke. I den ene 
af de slunder (lavninger), hvor den ene bæk løber, går der 
ved nattetider en so med et læg grise. De gjor ingen for- 
træd, men man kan dog ikke godt se dem, uden at man 
kommer til at ryste efter det. I den anden slunde går der en 
hovedløs hest. Tæt ved den gård, hvor jeg er fra, er der 
en lille lavning, og i denne går der også en hest uden hoved. 
Disse hovedløse heste har man at tage sig i agt for. Rie- 
tig nok vil de hverken slå eller bide, men de vil give de 
vejfarende penge, og det endda skinnende guldpenge, ser det 
ud til, men ve den, som taget imod den slags penge, for 
dé er gloende, og får man tørst fat på dem, Kan man ikke 
slippe dem, for de brænder igjennem hånden, så dæmm dæ 



6. Gravsoen. 367 



gier dæm i laww mæ æ howeløs hæst, di blywwer et wal 

te pas. 

De lavninger, hvor sådanne heste og svin går, ligger altid ved 
alfarvej. K. J. Understrup. 

108. I den såkaldte Pavegyde i Lunde sogn bar der al 
tid været et og andet, som ikke har været rigtig fat. Såle- 
des har man set en overnaturlig so gå med en flok grise ude 
ved skovleddet, lige for vi når Skovsgårdens grund. Nogle 
har set en mandsskikkelse gå og spøge der. Somme har ment, 
at det var en mand fra Pavegården, som ligger der ved vejen, 
og hvorefter den har navn. P. Jensen, Kværndrup. 

104. Her omkring ved Linde er der meget, der pusler 
på kirkegården, og der omkring går kirkelammet; ost for 
byen, i bulingen ned efter Lindbjærggård, går en hovedløs 
so ; vest om byen, ude over fællesjorden, går en hvid jomfru 
lige efter det sted, hvor sognefogdens gård nu er bygget, men 
om det er den samme hvide jomfru, der går nede i krattet, 
véd jeg ikke. Mellem Linde og det nordenfor liggende Hald 
er der fra sydost til nordvest en stor til dels kratbevokset 
lavning, og der er det ikke rigtig fat. Som allerede nævnt 
går der også en hvid jomfru. Og mange, der om aftenen har 
færdedes der igjennem, har pludselig fået en byrde på nak- 
ken, som de har måttet gå med et stort stykke, for de er 
blevne fri. K. M. Rasmussen. 

105. Gamle Kirsten Hans Jorgens i Trunderup, min 
mormoder, siger, at hun aldrig bar kunnet se spøgeri eller 
sådant noget, for så havde hun nok fået noget at se en gang 
i hendes unge dage. Det var nemlig en alten, at hun og 
hendes søster Stine gik hjemme fra deres faders gård i Volstrup, 
Ringe sogn, og ned efter Mads Pedersens, hvor der skulde være 
gilde, de gik ned over marken, og det sidste stykke fulgte 
de en gangsti. Da de havde nået stenten, kunde de høre, 
at folk endnu gik uden for nede i byen, og da det således 
var lovlig tidligt, vilde Kirsten stunde sig lidt der, men Stine 
havde så underlig travlt, hun vilde på ingen måde tøve, men 
blev ved at gå uden ellers at sige noget. Da de ud på nat- 
ten gik hjemad, var de i følge med en karl, og som de kom- 
mer hen til stenten, udbryder karlen : cMen hvad er dog det, 
der går der henne? lad os se, hvad det er.» Men Stine 
sagde, at han på ingen måde måtte gå der hen. Kirsten kunde 
ingen ting se, men de andre to sagde, at det lignede en stor 
hvid so. Karlen sagde siden, at da han gik fra pigerne, var 
han endnu så bange, at hans hår på hovedet stod rette. 
Da pigerne var komne ind i seng, kom deres moder, som 



368 H. Dedsrantar. 



havde været uden for, indtildem ogskjændtepå dem, at 
de var gået fra den gamle bødker, for nu gik han nede på. 
marken og råbte, og kunde naturligvis ikke finde hjem, «det 
er et farligt arbejde med de tese.* Men her imod indvendte 
pigerne, at det ikke var bødkeren, for han gik hjem, da klok- 
ken var 10. P. Jensen, Kværndrup. 



106. Mads Pedersens gård i Volstrup, Binge sogn, lå 
indtil for ikke mange år siden midt i Volstrup by, nu til- 
hører den Hans Kristensen og ligger ude på mancen ad Gul- 
tved til, og her i denne gård så en tjenestepige en aften en 
stor hvid so stå og rode i sneen nede ved vognene (i porten?). 
Hun gik så ind og fortalte dette her, men aldrig så snart 
havde hun gjort det, for hun gik fra forstanden. 

P. Jensen, Kværndrup. 

107. Ved skjellet mellem Munklinde og Agerskov jorder 
i Bording sogn har det, efter hvad der fortælles, ikke været 
rart at ferdes, når det var mørkt, der gik naturligvis en so 
med ni grise, og tor dette selskab var der mange, som var bange. 

Jens A. Favrholt. 

108. Ved Guldager, Vrejlev sogn ved Hjoring, løber 
der en hovedløs so, som det ikke er godt at møde, og som 
de gamle véd adskilligt om. Det kan også hænde, at der 
mellem præstegården og .Guldager kommer sådan tåge, at 
folk, der har gået den vej over hundrede gange for, farer 
helt vild, men om det er soens skyld, véd jeg ikke. Der er 
også meget spøgeri ved Vrejlev kloster, men det er jeg ikke 
rigtig inde i. Frk. Marie og Johanne Heiberg. 

109. På korsvejen på Jebjcerg præstegårds mark går en 
hovedløs so med sine grise. Når man møder dem, kan man 
ikke komme fra dem igjeo. Katr. Glad. 

110. En dreng, der tjente på Skjersø, gik en aften igjen- 
nem en skov lidt fra gården. Der fik han oje på to rade 
svin, men da han kom nærmere til, var det to røde mænd. 
Hvad der videre skete, véd han ikke, han kom først til sig 
selv igjen, da han lå på kjøkkengulvet på Skjersø. Kokke* 
pigen og hendes kjæreste, der var til stede, sagde, at drengen 
var kommen ned igjennem skorstenen. Ane Kielsen. 

111. Under Vestborg ruiner inde i banken boer der en 
gammel so. Hver Voldborg aften (30te april) går hun ind 
gjennem Kolby fulgt af sine tolv grise; ved smededdren 
standser hun og kiger over dftren ind i smedien, derpå går 
hun videre med grisene til Jannes hqj, som ligger mellem 
Hårmark og Pilemark på venstre side af landevejen, hvor 



5. Gravsoen. 309 



der også bor en so. Her opholder hun sig lidt og løber så 
hjem til Vestborg banke igjen. Samsø. Frederik Povlsen. 

112. Kjen Paris og hendes fader er flere gange kom- 
men om ved en stor so, som lå på vejen ved Klokkevad-sig, 
Hun kunde se den og sagde: cKom her over, fader, ellers 
falder du over soen.v Når de så den so, spurgte de al tid 
lig. Hendes broder, Niels, var også meget synsk og så ligskarer, 
liglam, lignøgler m. m., ligesom han også så lygtemænd dandse 
og kunde høre kirkeklokken ringe i sigen. Den ligger neden for. 
Klokkevads-hoj mellem Vistrup, Borris og Astrup, s. J. Sort. 

113. Imellem Vester- Vedsted og Råhede, Rvidding, er 
der en strækning mose-enge, Spræk- fennerne kaldt. Der fin- 
des ved broen over vejen undertiden en stor so, som bøn- 
derne kalder æ spræk-sow, der forskrækker de vejfarende, og 
man har fortællinger om folk, der åndeløse har sogt tilflugt i 
"V ester-Ved sted, da de har været forfulgt af soen. h. F. F.. 

114. En aften, som Soren Skovs fader, der var spille- 
mand og boede på Mariager mark, vilde ride fra Fjeldsted 
ned til Mariager for at hente nogle strenge, fordi han skulde 
spille til gilde den aften, vilde hesten, da han kom til Brod- 
denhoj, ikke af stedet, og det var for ham, ligesom der var en 
mængde små sorte svin, der gryntede og puslede omkring 
ham, men så læste han sit Fadervor og råbte: «Ve doet 
go, så skaDæwlen annamm dæ!> og straks var alt borte, og 
hesten jog af sted med ham i galop ad Mariager til H. A. B. 

115. Jorgen Iversen, kone, son og pige går en aften fra 
Favstrupgårds mark, hvor de om aftenen havde været i besøg, 
og hjem efter. Da de er kommen ind i skoven, Bqjskov, ser 
de en klar lue på en bakke forved dem. Manden tager sit 
fyrtoj og slår ild, og så forsvinder luen. Da de kom på si- 
den af bakken, ser Jorgen ligesom flere store vildsvin løbe 
frem og til bage tværs over vejen. Siger til de andre, at de 
skal gå ind på en sti, men konen og pigen bliver ved at gå 
og falder da af og til omkuld uden at kunne begribe grunden. 
De to blev meget syge, da de kom hjem, og lå længe. h. Jessen. 

116. På Brandtebakke i Brændstrup, Ter sløse sogn, der 
støder til M.-Bjærgby, ses undertiden midt om natten en so 
med ni røde grise. Den bagerste af disse er skrutrygget, og 
den skal forsvare alle de andre. Ligeledes ser man på samme 
banke en stor sort hund, der går for at lede folk vild. a. N. 

117. Vejen forbi Frederiksgave ved Assens går om ved 
den store kornlade. Her red en gang en lys sommernat en 

£* T. Kristensen: Danske sagn i folkemunde. II. 24 



370 H. Dødsvarsler. 



karl. Da han havde nået enden på den lange ladebygning, sprang 

der en uhyre stor, fed orne frem imod hesten* Karlen, der 

blev bange, satte hesten i susende galop, men ornen fulgte 

hele tiden ved siden« Så lod karlen hesten gå i skridtgang 

for at se, om ornen ikke løb forbi, men straks gik den også, 

og rykkede da nærmere ind på siden af hesten. For at 

holde den så langt borte fra hesteu som muligt var karlen 

bestandig nød til at lade besten løbe. Først da de nåede 

landevejen, der fører fra Voldtofte til Assens, skiltes de, i det 

ornen løb imod Assens, og han red mod Voldtofte. 

Fra Frederikagave til landevejen er der godt en fjerdingvej. 

Seminarieelev J. P.Jensen, 8kårnp. 

118. Sanden benævnes en sandflugt, som ligger ovre i 
Kragelund sogn. Her går en hovedløs so med syv grise, 
som ved nattetid har været til stor skræk for de vejfarende. 
Således traf det sig en gang, at præsten fra Kragelund 
var ude at holde skolevisitats i Kristianshbj skole, og da 
vejen var lang, og det blev sent om aftenen, inden han kom 
om ved ovennævnte sted, kunde hestene ikke trække vognen 
længere, den stod, som om den havde været naglet fast 
Præsten bød da kusken at stå af og tage det ene hjul af 
vognen. Som sagt, så gjort, og præsten kjørte på tre hjul 
til præstegården. Ankommen hertil bød han Kusken at 
tage hjulet ned af vognen, men måtte ikke sætte det til jorden, 
inden solen var stået op. J. Jensen, Refshalegård. 

* 

119. Ved en torn nordost for Linde, der kaldes Ver- 
dens ende, skal gå en hovedløs gris og en sort hund med en 
gloende tunge ud af halsen. K. M. R. 



6. Helheste, hovedløse heste. 

120. Helhesten har tre ben og ét oje, og når én ser den, 
skal han dø. F. L. Grundtvig. 

121. Ma Mikkels i Lille- Tåning så én komme ridende 
på en hovedløs hest ind ad Niels Lavrsens port en aften. 
Kort efter var der tre ude at sætte åletråd på Mos sø, den ene 
var en tjenestekarl hos Niels Lavrsen, den anden var en gift 
mand, som havde en stor gård og flere bftrn, og de druk- 
nede begge. De havde en hund med, og den smed de ud 
for at se, hvordan den kunde svomme. Men så kunde den 
ikke redde sig, og de vilde da hjælpe den i skibet igjen, 
men så væltede den det, så de kom ud alle tre. Den ene 



6. Helheste, hovedløse heste. 371 

- ■ ::: i * " ■ - ■■ - ■ •• • ■ 

af folkene reddede sig ved at holde ved båden og kom en- 
delig op i den, men ban kunde ikke redde de andre. En af 
dem kom op igjen to gange, for vi véd jo, de skal op tre 
gange. Der blev stor sorg for gårdmanden, kan I tænke. 

Ane Lavrsdatter, Tåning. 

122. Der gik en hel fra et hus til et andet, og det var 
forløber for pesten. Det var et føl på tre ben. Nu siger 
man til mundheld for den, der bliver for længe henne: Du 
er god til at vise efter æ hel. Du kommer da ikke efter den 
o æ sted. Kristen Ebbesen, Egtved. 

123. En bitte pige skulde en aften op at hente hendes 
fader, Bærtel Trasborg, fra arbejde. Lav de nu kom ned i 
en dyb hulvej, der hedder Smalporten, og som førte ned til 
deres hus, så tog pigen i hendes faders kjole og rykte ham 
af vejen. Han slog til hende: «Slip min kjole !» Men hun 
blev ved at rykke, til de var komne et lille stykke hen. Så 
siger hun: «Fader, så du ikke den store, hvide hest, der 
kom forbi os?» Nej, han havde ikke set noget. Da pigen 
kom hjem, blev hun syg og kom straks i seng. Egtved. 

124. Møllerens son fra Linå gik en aften med en kar 1 
fra Mollerup, og de satte sig ved Linå kirkegård og snak- 
kede sammen, forend de vilde gå hver til sit. Da så de ty- 
delig begge to en skikkelse lig en hovedløs hest komme nede 
vest fra over engen, og den gik op over vestre kirkegårds- 
dige lige tæt forbi dem og så ind på kirkegården. Det var 
midt om sommeren og månelyst Linå. 

125. Et søskendebarn til min mand, han hed Terkild, 
vilde en aften følge nogle piger hjem, og da de kom ud på 
gaden, sagde han: « Hu-ha, piger, der kommer den hovedløse 
hest* Der sagdes nemlig at gå en sådan hest på Jedsted 
gade. Men så kom noget tungt og lagde sig på ham, og de 
måtte bære ham ind. Han kom til at ligge et langt sygeleje 
efter det. Marie Vind, Hornum. 

126. Banders kirke er bygget på en firskoet hest. Soren 
Borresen fra Andrup har, mens han stod ved Dragonerne og 
en nat stod på post, hørt hesten komme klaprende med sine 
sko op ad gaden. H. A. B. 

127. Da Søllested kirke blev bygget, kunde man ikke 
få tårnet til at stå. Først da man havde begravet en års- 
gammel hvid hest levende under tårnet, blev det stående. 
Kirkehesten kommer endnu en gang imellem frem for dag- 
ens lys og viser sig for en eller anden, som da vil times en 

24* 



372 H. Dødsvarsler. 



stor ulykke. Hesten hopper ligesom på tre beo, men man 
véd dog ikke rigtig, hvordan den kommer af sted. p. K. M. 

128. Troen på- hovedløse heste, eller som det anden steds 
kaldes, helheste, er her meget udbredt. Man fortæller om en 
helhest på kirkevejen, dei fra Sonder -Hebo gård fører til 
Hylderstev kirkevej, hvilket tit skal forårsage, at folk, der 
ved nattetid færdes overSønder-Hebo mark, farer vild. Lige- 
ledes fortæller man om en helhest i Adeleng, hvilken en mand 
fra Hylderslev tydelig har 6et en morgen, han var nede at 
hente hestene. Desuden tales der om en helhest, der har pas- 
seret med kirkestien mellem Iver Smeds og Niels Lavridsens, 
og én/der fra David Kølles hus passerer skrås over marken 
efter Hans Iversens tiL H. M. L 

129. I Tøstrup har folk tit set både helheste på tre ben 
og liglammet F. L. Grundtvig. 

130. I st- Knuds sogn i Odense skal der på kirkegården 
om natten gå en helhest på tre ben som et spøgelse. I et 
andet sogn skal gå et får med et lam. j. Bircherod. 

131. På Mariager kirkegård går der om natten en hest, 
som kaldes klamphesten, der hver gang nogen døer, kommer 
til det sted, hvor liget er. Det er dog længe siden, man sidst 
hørte til den. H. A. B. 

132. I Bamsherreds-gade løber den såkaldte Ramsher- 
reds-hest om natten på tre ben, og i Ladegårds-gade løber 
Ladegårds-soen. Kr. Eriksen. 

133. Imens a tjente i Brøndum, var der tre mænd, der 
kom og vilde gå hjem en aften. Midt i gaden var en grus- 
grav, og så siger de til hinanden : «Hvem har været så uor- 
dentlig at lade deres øg stå ude i aften ?» Da de kom hen 
til øget, havde det intet hoved, de kunde ikke finde det Så 
blev det antaget for en helhest, og da de kom hjem, blev de 
alle tre syge. Vesterbølle. 

134. Æ hel skal have været et spøgelse, som raslede 
med jærnlænker. Man kunde tit høre den gå fra én gård til 
en anden, men set blev den aldrig. Nis C. 

135. Under st.-Olai kirke i Helsingør er der nedgravet 
en stor kridhvid hest, som kaldes kirkegrimen. Om den 
plejede den gamle tårnvægter Jdrgen, der døde ved 1819, at 
fortælle, at hver nat ved midnat, når han havde råbt klokke- 
slættet ud ved lugerne stod kirkegrimen med forbenene på 
det øverste af stigen, der førte op til lugerne, og nikkede. 



6. Helheste, hovedløse heste. 373 

Så længe den stod der, kunde vægteren ej komme forbi, men 
kort efter midnat forsvandt den. p. stolpe. 

136. En mand ; der en efterårsnat skulde gå fra Oppe- 
sundby til Frederikssund, så under vejs en hest, der græs- 
sede i en grøft ved landevejen. Por mageligheds skyld fik 
ban lyst til at ride. Hesten kunde nemt løbe tilbage igjen, 
mente han, og han kunde spare på benene. Han satte sig 
da op på den, og den tog af sted i fuld galop, men stod te 
så afskyelig, at han syntes, tarmene skulde rystes ham ud af 
livet. Da han nu var rystet igjennem en stund, syntes han, 
at det kunde være nok, og desuden mente han, at han om- 
trent havde nået Frederikssund. Han holdt da hesten an og 
stod af, men da han skulde se sig om, sad han overskrævs 
på grøftegjærdet på samme sted, hvor han havde truffet hesten, 
og den var forsvunden. Dr&by sogn, Horns herred. Anna Stolpe. 

137. Imellem Sønde?*- Kongerslev hede tog Randrup ejen- 
dom er en dal, hvor der en gang skal have stået et stort 
slag. I dalen går en helhest, efter hvilket sagn dalen har 
sit navn, Hestedal. Hesten, der er hovedløs, kaldes almin- 
delig «den hovedløse hest*. Den fortsætter somme tider sin 
gang helt ned til byen ad en vej gjennen et bakkestrøg, 
kaldet Sandet. Den kan også tage et andet dyrs skikkelse, 
men er under alle omstændigheder ikke god at møde. En 
mand mod te en aften i Sandet en vædder. Da den var løs, 
syntes han, at han burde tage den med sig, men det var 
ham umulig at rokke den af stedet. Han blev arrig herover 
og vilde give den et spark, men i det samme falder han om 
og er så dårlig, at han nær ikke havde vundet hjem. En 
anden gang fulgte den bag efter en kone helt ned til byen. 
Hun gik så ind i et af de første huse. Da hun kom ind til 
lyset, blev hun syg og måtte kaste op. M. Nielsen. 

138. Min fader var til smedje i Linå med hans plov- 
jærn og havde taget hans heste med sig og sat dem derud 
efter Linå skov te ; n, da han drog til smedjen. Da han kom- 
mer og går hjem om aftenen, hører han en forskrækkelig 
puslen og stonnen, så han måtte befrygte, at hans heste ikke 
var i god behold længere. Han tænkte så, om den pusten 
ikke kom fra nogle dyr, der vilde ind i et stykke bognvede. 
Men straks efter blev al ting stille og rolig. Der var et 
stendige hen med vejen og lige med et kom der en tegning 
på en hestes størrelse, men den havde intet hoved, og satte 
fortodderne på stendiget, ludende sådan ud over vejen. «Hvem 
er her?» sagde min fader, og atter siger han: «Hvem er 
her?» Men intet svar. Så greb han fat i sækken, som plov- 



374 H. Dødsvaroler. 



i'ærnene var i, og sagde nok en gang : «Hvem er det, her 
ioIder?» Som han sagde dette, så kastede det lige fodderne 
om på en sti, der gik ind efter Linå by til. Da kande han 
se, at skikkelsen var lam og hinkede på tre ben. Den blev 
ved med stien, og han fik ikke videre opdaget, hvad det var. 
Ellers var han den, der nok skulde undersøge en ting, når 
han fandt noget mærkværdigt ved den. Hans flygt for, at nogle 
havde taget hans heste og redet et stykke vej på, viste sig 
dog denne gang ugrundet. Stfren Hansen, Hårap. 

139. Der i Gammelby, hvor a boede, var et hul søn- 
den for byen, som de kaldte æ Helmishul, og derfra til no- 
get, de kaldte Ingeborgs dam, der ligger en 400 alen osten 
ror, der har i gamle dage gået en hovedløs hest, men nu er 
den forsvundeu. Ingeborgs dam ligger lige ind til min mark. 

N. J. Termansan. 

140. Der skulde komme en hvid, hovedløs hest her fra 
færgehuset og rejse ud ad vejen og blive ved til Skindes 
bro. Folk skal have set den tit Jens Begs enke, Smidstrup. 



141. De fortalte af, at der gik en hovedløs hest op og 
ned ad gaden i Nielstrup. Nogle sagde, at det var ikke sandt, 
men Niels Bødker sagde, at det var sandt, for den hest havde 
rækket hovedet ind ad hakkelsevinduet, imens ban stod og 
skar hakkelse. Han boede siden som mand i Nielstrup. 

Kirsten Marie Pedersdatter, Hornslet. 

142. Der gik tre mænd en aften hen ad en vej til en 
by, som hedder Tobøl i Fovling sogn. De to gik ved siden 



af vejen og den tredje midt på vejen. Så kommer den ene 

af de to, der gik ved siden, til at se tilbage og 

kommer noget farende ben ad vejen, der, da det kom nær- 



mere, så ud som en hest uden hoved, og det farer ind imel- 
lem beneue på ham, der gik midt på vejen, og derved for- 
svandt han. Da de to kom ned til byen, så lå han der med 
hovedet nede i en grøft, og de fik ham samlet op, men han 
blev aldrig rigtig siden den dag. 

Dette fortaltes af en mand i Vqjen, der nu er død, som noget, 
der lå inden for husketid. N. J. Termansen. 

143. Ved Timgård har det alle tider været galt fat, der 
fortælles således om en hovedløs hest og en hovedløs hund, 
som vandrer i bakkerne tæt derved. Eu aften kom to mænd 
gående tæt forbi laden og hørte da tydelig en klagende 
stemme, som de var overtydet om ikke skyldtes et levende 
menneske. En aften kom en mand kjørende med lægen fra 
Ririgkjøbmg, men da han kom ud for laden, kunde hestene 
ikke drives videre frem, hvor meget de end piskede på dem. 



6. Helheste, hovedløse heste. 375 

Manden stod af vognen og gik rundt om den, men kunde 
intet opdage, det var, som om bestene ikke kunde trække 
vognen. Han satte sig op igjen, men de kom ikke af stedet; 
derpå stod de begge af, både manden og lægen, men det 
lykkedes først at komme frem, da de havde hentet en lygte 
og kom ud til vognen med den. Hans Andersen, Sinding. 

144. En gang da min bedstefader og en anden mand 
fra Kragelund havde været i Stenholt og om aftenen gik 
hjem, kom de om ved en sandflugt, hvor det ikke var rigtig 
rat. Som de går og taler allerbedst, sprang en hvid hest 
uden hoved over vejen foran dem, de kuude i det mindste 
ikke se bedre. Der blev ikke talt et ord, for de nåede deres 
hjem, da først spurgte min bedstefader: «Så du det hvide 
spøgelse ude ved sandflugten ?» — cja,» siger han «jeg blev 
så angst, at jeg ikke kunde sige et ord.» 

Fortalt af sognefoged O. G. Jensen, Kragelund. J. J. t Kefsh. 

145. En gang havde præsten i Vonsild været ude at 
kjøre med sin famiije, og da de om aftenen på hjemturen 
kjørte henad landevejen, stod hestene pludselig stille, og var 
ikke til at drive af stedet De kunde jo ikke begribe, hvad 
der var i vejen, men så hørte de i det samme en forunder- 
lig vrinsken fra den ene grøft og lige i det samme stod der 
€n hvid hest midt på vejen forau dem, som der på straks 
foer over den anden grøft og var forsvunden med det samme. 
De så det alle sammen på vognen og var enige om, at det 
var ingen almindelig hest. Herman Pedersen, Hammerum. 

146. På Hjarnø i den ostre gård i byen, så en mand 
en måneskinsaften en. hovedløs hest komme farende op ad 
kirkevejen. Vilde nogen sporge ham ad, om han mente, han 
så rigtig, da blev dette fast bekræftet for en virkelig sandhed. 

Søren Hansen. 

147. Sagnet fortæller også, at på min faders mark skulde 
der gå en hovedløs hest ved nattetid, og går man der en af* 

ten, når det er rigtig mørkt, bliver man så vild, at man kan 

ingen steder komme, men jeg har aldrig været vild der. 

Kiels Nielsen, Topgård, Streller. 

148. På Tindinge banke er der mange, der har set en 
hvid hest gå om natten, men han har ikke noget hoved, og 
når man går hen til ham, bliver han borte. c. Grove. 

149. Ved Brobakken i Hvorup gik en kjælling og rev 
om natten. Neden for bakken fandtes en stor spids sten, og 
der gik en hovedløs hest. Nik. Christensen. 

150. Onæggeshqj ph Uggerløse græsmark har sit navn 



376 H. Dødsvareler. 



af, at man har set en hovedløs hest gå omkring og gnægge 
(o: vrinske lokkende) på den. a. K. 

151. På Tohtij ved Tvede går en hest nden hoved. 

Sofie Land. 

152. Til Jens Norges i Norhalne gik hver aften en hvid 
hovedløs hest over stenbroen. Ingen turde gå nd og give 
hestene kvældsfoder. Endelig kom der en karl dertil, som 
turde, for han sagde, at han vidste, hvor skovlen var, og så 
kunde han også give hestene. Men da han kom der ud, 
kunde han slet ikke finde skovlen, og han fik et dygtigt smæk 
over ryggen. Så snart han havde fået det, stod skovlen på 
sin plads, og han kunde tage den. Men han vovede sig al- 
drig mere der ud om aftenen« N. Chr. 

153. I Kappendrup gyde, omtrent lige for Rolfsted kirke, 
gik i gamle dage en gjenganger i et føls skikkelse, og mange, 
som kom kjørende der på vejen, kunde ikke komme forbi 
stedet Så en aften kom præsten i Rolfsted kjørende, og da 
de nåede stedet, blev hestene stående; da sagde præsten til 
sin kusk: <Hold stille og lad fare, hvad der skal fare!» 
Efter kort tids forløb kunde de kjøre igjen. Lars Frederiksen. 

154. I Tingdalen går en hest uden hoved. Tingdalen 
er den dal, der fra Kloster mølle går op til Qudum kirke. 

Lærer 8øe, Gndam. 

155. I Hambo hule i Tårs sogn ser man af og til en 
hest uden hoved gå omkring. Somme tider også en hovedløs so. 

Johannes Neve. 

156. I Strudvad hule, Jandrup, går en hvid hovedles 
hest, som i gammel tid hyppig blev set Andre fortæller, at 
der går et fruentimmerspøgelse der nede. H. M. I. 

. 157. I skov, Øland, var der for nogen tid siden et 
gammelt træ, som kaldes Stålkakkeloimen. Det var hult, og 
hulningen var så stor, at en mand kunde få rum deri. Ved 
dette træ gik der ofte om natten en hovedløs hest. N. Chr. 

158. På vejen mellem Ddmmestrup, Norre-byndelse 
sogn, og Søbysøgård færdes ved nattetid en hest eller rytter, 
og flere har hørt den. Væver Niels Rasmussen i Ddmmestrup 
har selv fortalt mig, at da han en aften gik denne vej hjem 
efter, hørte ban bag ved sig, der kom en hest, dels i trav, 
{lels i kort galop. Han hørte tydelig, længe før den nåede 
ham, at den pustede og stormede. Den var snart ved siden af 
ham, men skjdndt det var det klareste måneskin, kunde ban 
dog ikke se den. Da den nåede byen, drog den til hojre 



6. Helheste, hovedløse heste. 377 

- ■ - ■ ... i — _ — - ....._■_■. ^ _. l a 

bag om de første gårde ad en toftvej og forsvandt. To navn- 
givne folk fra Baby havde en aften været til forsamling i 
jDommestrup og gik hjem efter. Da de kom uden for byen, 
kom hesten tæt bag ved dem og blev ved at følge dem. De 
prøvede først at gå til den ene side af vejen, og så til den 
anden, om den ikke vilde uden om ; men den blev ved, 
som den havde begyndt, til de kom ind på Søbysøgårds 
markvej, her foer den så til siden hen over marken med et 
hyl, dog ikke efter hovedgården, men efter skoven, k. F. 

159. På Trælleborg fælled i Brede sogn kan ingen have 
heste eller kreaturer tojret; de støder sig løse hver nat. To 
mænd kjørte derud en tidlig morgen og så ligesom et dodt 
helmis ligge tværs over vejen. Både heste og folk blev for- 
skrækkede, men så forsvandt det. A. L. 

160. Mur-Rasmus i Mejlby skulde en gang over til 
Hugsø til en begravelse. Han gik tidlig om morgenen for 
d&g, og fulgte stien, der går over til Lindbjærg ad. Da han 
kom på den bakke, der skråner ned til Bækkiæen (bækkens 
ende, dér, hvor Linde mølle bæk begynder), da kom der én 
imod ham og bød «god-morgen». Han bød god-morgen igjen, 
men det var det, han ikke skulde have gjort, for aldrig så 
såre han havde sagt det, blev skikkelsen til en hest, der løb 
runden omkring barn, til han var kommen lidt forbi Bækki- 
æen, så blev den borte. K. M. R. 

161. Omkring ved det lag, hvor Soren Jensens gård 
ligger, går det ikke så helt rigtigt til. Man siger, der går 
en hovedløs hest på gårdens agre. Andre siger, at den går 
ved Linde smedje, men den ligger også kun nogle favne 
fra enden af agrene. Der bliver også af og til set et lys i 
gården, det står som i deres have eller storstuevinduer. 
En pige vilde en aften, der var legestue, hvilken som sæd- 
vanlig holdtes i salen ved smedjen, over for at se, hvad 
det kunde være for et lys, der var tændt på det sted ved 
den tid ; men hun gik vild, endda det slet ikke var så mørkt, 
og kunde hverken finde derover eller tilbage igjen. Hun 
måtte til at råbe ad de andre, at de skulde komme og hente 
hende, for hun kunde ikke finde smedjen selv, hun var endda 
ikke ret langt fra den. Karen Marie Rasmussen. 

162. Jens Kjærsgård fra Brøndum skal have set en 
hovedløs hest en aften, der gik på præstens mark. 

Feder Kristensen, Hvidbjærg. 

163. På Allingskovgårds mark er der også spøgeri. To 
piger fra gården, der en aften kom nede fra Asmildgårde, så 
en hovedløs hest på marken. A. H. Povlsen. 



378 H. DøfUvareler. 



164. Der går en hovedløs hest ad vejen fra Tarse bæk 
gjennem. Mondrup til Ormedal hver nat klokken 12. Jens 
Bonde véd meget at fortælle oin den hest. s. J. Sort, Århus. 



7. Kalve, køer, stude. 

165. Kirken i Qlenstrup skal være bygget på en kalv. 

H. A. B. 

166. To piger gik en aften silde fra Salby til Mesinge- 
Da de havde gået en stund, mærkede de, at der var noget 
bag ved dem, og de så, at det var en blakket kalv. Denne 
nærmede sig stedse mer og mer, så da de kom op til plads- 
en foran kirken, gik den tæt forbi den ene og berørte hen- 
des forklæde, hvor efter den forsvandt på kirkegården. Men 
pigen døde, inden året var omme. A. C. P. 

167. I en gård i Sminge er det galt med spøgeri. Be- 
boerne ser ofte en hovedløs kalv. En middagsstund, da en 
pige lå og sov middagssøvn, løb den inde i kammeret om- 
kring sengen. A. H. Povlsen. 

168. I en gård i Bogense på Hindslwlmen kom der en 
gang en mørkerød kalv ind i bryggerset til pigen, da hun 
bryggede. Imellem foderloen og høgulvet var der et hul, som 
ikke på nogen måde kunde tilstoppes; hvad man stoppede 
i gulvet om aftenen, var taget bort om morgenen. Her mente 
man, at den mørkerøde kalv havde sin gang, og at den gjeu- 
neni hullet gik ind til hestene og gjorde dem fortræd. L Fr. 

169. Det var en juleaften, der gik en kalv inde i 
gården i Flarup. Det var ligesom den nys var bleven født, 
for den var både beskidt og slævret. Så tog drengen en pisk 
og slog den i. Den rendte da ind i hakkelsehuset. Men så 
tog kalven drengen, da han endnu kom efter den, lagde ham 
i hakkelsekisten og skar ham i hakkelse. Joh. Jensen, Mollerup. 

170. Der var noget, de kaldte Gammel- HavrebsMe, det 
var der, Havreballegård kom til at ligge. Hvem som kom 
der forbi sådan ved aftenstide, skulde være varsom med ikke 
at komme til at ride på en hovedløs kalv derfra og ind til 
Horndrup. Den, der vilde undgå det, skulde vende den in- 
dre side ud af sin lue, og var det et fruentimmer, skulde 
hun vende sit forklæde. Gamle Peder Skrædder påstod, at 
han havde redet på den kalv mange gange. Mens han var 
en lille knægt, fik han hans hoved vreden om i nakken en 



7. Kalve, køer stude. 379 



aften, da han fulgte med hans fader inde i Elmtkjær. Det 
var, forend de kom til Bækkekj&r, og så kom han til at se 
«ig tilbage, for da tykte han, der var en stor hvid én, der 
slog armene ud og ligesom vilde omfavne barn. Så rendte 
han hen og tog ved hans faders hånd. Næste morgen var 
hans hoved drejet helt om i hans nakke, så han kunde ikke 
få det tilbage. Ja, (let er nu sandt. Så sendte de bud efter 
Flab-Rask, og han kunde godt dreje det tilbage, men det 
tog sædet igjen. Så gik han og Karen Skrædders — det var 
drengens moder — op med drengen til Ovsted kirke om nat- 
ten klokken 12, og tog noget kirkebly og bandt ved hovedet, 
så kerte han sig. Det er ingen fabel. M.H. og J.B.,Lille-Tåning. 

171. I Vejrum mellem Holstebro og Struer ligger her- 
regården Avsumgård. Der fortælles, at der fra Avsumgårds 
vestre inarkskjel og tværs over marken til ostre markskjel 
o ru natten omtrent klokken 11 færdedes en hvid kalv. Én 
daglejer, der gik til Hjerm i arbejde, kom en søndag aften 
til IAllebjcerge i Sir. Konen spurgte ham da, om han ikke 
gik til Hjerm om aftenen. Han svarede nej, han vilde ikke 
gå den vej der ned over Kronengene om aftenen mere, det 
var han én gang bleven kjed af. «Nå,» siger så konen, «har 
du måske også set den hvide kalv, som Bærtel (hendes mand) 
har snakket om?» Daglejeren fortalte da, at han en aften 
omtreut klokken 11 gik over markdiget og vilde gå tværs 
over Avsumgårds mark til en gård i Hjerm, hvor han havde 
tærskearbejde; og da han kom over diget, kom straks en 
hvid kalv, som vedblev at følge ham snært i hælene. Han 
var rigtig nok betænkelig ved en sådan følgesvend, men han 
skyndte sig at gå for at nå det ostre markdige. Da han kom 
over dette, så han ikke siden den hvide kalv; den var blot 
au vist sin plads inden for markskjellenes grænser. Om den 
går der endnu, vides ikke. Kr. 8øndberg, Lomborg. 

172. På vejen mellem Byrsted og Oster- Hornum, godt 
en mil syddst for Nibe, har det ikke al tid været godt at 
færdes om natten med jordemoderen fra førstnævnte til sidst- 
nævnte by. Et stykke ude på vejen blev vognen så tung, 
at hestene dejede svært med at trække den. Det blev stedse 
værre og værre, de pustede og stønnede forskrækkelig og 
kom dog næsten ikke af pletten. Kusken havde en gang hørt, 
at det under et sådant tilfælde skulde være godt at gå ud 
ad stjærten mellem begge hestene så langt, at man lige kunde 
se foran dem begge. Han prøvede midlet, og straks han 
havde set forom den sidste at hestene, rullede der en sort- 



380 H* ftødsvaraler. 



broget kalv fra jordemoderens fodder fortid af vognen. Fra 

nu af var der ingen ting i vejen for at kjøre rask. 

N. K. Pederøen. 

173. Skovfoged Skjellerup, der døde 1886, har fortalt, 
at da han omkring vea 1850 var skytte på Vejrupffdrd, 
Marslev sogn, gik han tit om aftenen ud på et engdrag, der 
var ved haven, for at skyde ænder, og han så da flere 
gange en sortbroget kalv ligge tæt ind under hegnet ud til 
haven, men tænkte, at det var møllerens ved siden af, kun 
undrede det ham, at man lod dyret ligge ude ved den års- 
tid, og han tænkte også på at sige det til folkene. Nu træf- 
fer det sig imidlertid sådan, at Skjellerup lånte nøglen 
til havelågen af gartneren, så han kunde gå igjennem haven 
og derved spare en omvej, og da, som han en aften står ved 
lågen ud til marken, som var tæt derved, hvor kalven lå, 
rejste denne sig op og brød igjennem et bundgjærde (risgjærde 
fra bunden af) henimod åen, og det med sådan bragen og 
værre spektakel, som både møllehus og gjærde helt skulde 
ramle sammen. Skytten blev så ræd, at nan først kom til 
besindelse, da han næaten var kommen igennem haven; han 
vendte sig nu om, og kalven stod da rolig i havelågen. Selv 
havde han ubevidst fået bøssen i hænderne, færdig til skud, 
og han troede, at alle hårene på hans hoved stod så stive som 
svinebørster. Han så ikke mere til kalven, men både gart- 
neren og andre så den. Det var almindelig antaget, at det 
var den gamle møller Trunderup, der gik igjen : . ienne skikkelse. 

P. Jenten, Kværndrup 

174. For en del år siden var en aften en mand og hans 
karl fra Egebjcerg ved Svendborg ovre i Kirkeby hos karlens 
forældre til pølsegilde. Da de om aftenen gik hjem, gik de 
igjennem en gyde i Kirkeby, som kaldes Bleggyden. Aller- 
bedst de gik, kom der en skikkelse og modte dem, den lig- 
nede en stor broget kalv. Da de kom lige ud for skikkelsen, 
greb manden karlen i armen og sagde: «Så du den ?> Det 
skulde manden ikke have gjort; havde han tiet stille, så kunde 
skikkelsen ikke gjort ham noget, men nu blev han syg ; indende 
nåede Egebjærg, kunde han mærke sygdommen, og fra den 
dag af svandt han ben. Da foråret kom, var han så afkræf- 
tet, at han næppe kunde bære den tomme såsæk, langt min- 
dre den fyldte. Da blev det rådet ham at rejse hen til den 
den kloge mand i Kokkenborg ved Hørup for at få et godt 
råd hos ham, og det gjorde han. Den kloge mand rådede, 
at han tre torsdage i træk om natten klokken 12 skulde gå 
op på Kirkeby kirkegård, der skulde han afføre sig den 
skjorte, som han havde på, og iføre sig en anden. Den, han 



7. Kalve, køer, stude. 381 

havde båret, skulde han nedgrave i en frisk grav. Når han 

udførte det, skulde han komme sig. Manden rejste hjem til 

Egebjærg, gjorde, som det var ham rådet, og inden ret lang 

tid var han helbredet. Vandringen til kirkegården og ar* 

bejdet dér skulde naturligvis være stiltiende. 

(Sml. afd. VI, c Hekseri*.) Martin Dyrholm, Broager, Sortebro. 

175. For mange år siden kom min bedstemoder og en 
anden kone fra arbejde på herregården Langesø, og dia de 

nåede deres hjem, vilde de, da detallerede var ved at blive 
mørkt, lede en kalv ind, som stod tojret uden for min bedste- 
moders hus. De gik da hen efter den, men for de nåede den, 
hørte de, at den løb løs omkring, og at den uheldigvis løb 
lige ud i en stor torvegrav tæt ved. De fik nu meget travlt 
iued at redde den, og med hver sin stok forsogte de i lang 
tid at drive den i land; men den svommede omkring i vandet, 
der boblede stærkt, og de kunde kun lige se dens hoved. 
Til sidst sank deu, og de to nabokoner måtte med bedrøvelse 
gå tilbage igjen. Da nu bedstemoder kom ind og helt for- 
pustet fortalte, hvilket arbejde de havde haft med kalven, 
men at den desværre alligevel var druknet, blev forbavsel- 
sen først stor, da de erfarede, at kalven var hentet ind for 
over en time siden, og det ganske rigtig viste sig, at den lå 
veltilfreds og uskadt i stalden. 

Meddelt mig af en kone i Vigerslev. Anton Andersen. 

176. I en stor eng ved Ramsømagle er der ofte om 
natten set en hovedløs kalv. Krist Jensen. 

• 

177. I et hus på Endelave var sonnen en vinteraften 
gået uden for, og da han kom ind igjen, siger han til sin 
bedstemoder, der sad i stuen: «Det er da underligt, at vor 
naboes ko går uden for i aften.* — «Ja, det er vist ikke 
"gtig>» siger bedstemoder, «tag tællekniven dér, og stik den 
op overdoren.» Sonnen gjorde, som bedstemoderen sagde, og 
kort efter hørte de noget buldre mod doren, og dette var 
spøgeri i skikkelse af en ko, men fordi kniven sad over dåren, 
kunde det ikke komme ind. Søren Mand, Tanderup, Samsø. N. P. O. 

178. Tæt osten for Nisgård i Trunderup, Kværndrup 
sogn, der nu tilhører P. Johansen, lå der for nogle år siden 
en lille toft, hvor der i sin tid lå et hus, og her i denne 
gamle have har man senere set en overnaturlig hvid ko gå 
omkring. Hvorfra den ko skulde hidrøre, véd man nu dog 
intet om. p. Jensen, Kværndrup. 

179. Ved Hundborg degns skal der også være spøgeri. 
En gang havde de faet en ny pige, der var uvant med det 



382 H. Dødsvarsler. 



og kom om aftenen løbende ind og spurgte, om hun også 
skolde malke den sorte ko med det store yver, der stod ude 
ved stalddøren, for bon vidste jo ikke rigtig, om det var 
deres. Nej, for Onds skyld, nej, hun måtte ikke røre den, 
den passede nok sig selv, for de vidste jo, hvad det var. 
Da hun nu kom ud, stod koen der alligevel, men var nu 
bleven så stor, 3, 4 gange så stor som for, og yveret og pat- 
terne hængte rent ned på jorden. Som hun nu med forbav- 
selse står og ser på denne her ko, bliver den stdrre dg stdrre: 
djnene som dore, og kroppen nåede til sidst til skyerne, og 
yveret og alt det øvrige blev derefter. Men da det var blevet 
så stort, at hun slet ikke kunde se, hvor stort det var længere, 
svandt det hele hen som af sig selv. p. Uhrbraad. 

180. Der var en pige i en stor gård, som hver nat så 
en stor sort stud gå frem og tilbage langs med lademuren, 
og det så ud, som om der var en hel sti, men om morgenen 
var der hverken sti eller stud. Kolding-egnen. Karl Jorgensen. 

181. De har sagt, at der skulde gå en tyr i Lem dal 
mellem Gimtning og Lem. En mand, der hed Germand, var 
ude at lede efter kalve, og a lå tillige med nogle andre 
drenge for at passe på bæsterne, at de skulde ikke gå ind 
på Kanders mark. De gik løse til sengetiddags, og så kunde 
vi fæste dem og gå hjem. Da kommer Germand hvællende 
op af dallet, at der kom noget efter ham i skikkelse som 
en tyr, og han var nær tagen. Vi fulgte ham til Lem, og 
dernæst løb vi, hvad vi kunde, hjem til Gimtning. Men siden 
flyttede vi tidlig til nætter, nu turde vi ikke blive ved bæst- 
erne til sengetid. Niels Kristensen, Tørring. 

182. Djemæs er en stor gård med en mølle ved vest 
for Tisted, og straks overfor Jannerup ved den nordre ende 
af Sj&rring sø. Der skal være ført nogle sten dertil fra Tvo- 
rup kirke, som er brækket ned for sandets skyld, og den har 
spøgeriet især hængt sig ved. Det har været slemt inde i 
stalden. Somme tider farer det midt om natten langs gjen* 
nem den hen ad grævningenogser ud som en sort stud med 
rødgloende ojne. Studene farer op i deres båse og brøler, 
så det er forfærdeligt, men ellers gjor det ingen fortræd. 

P. Uhrbrand. 

183. På Demstrup var der en gang en herremand, der 
var grumme stræng mod sine folk; om det så var juleaften, 
måtte de tærske. Hver juleaften kommer der nu en blakket 
stud op i borggården og vender sig der, men nede i laden 
er der en tærsken og et spektakel, så man aldrig har hørt mage. 

F. Estrup. 



i 



7. Kalve, køer, Bimle. 383 



184. Det var vist nok en julenat, a siger til min mo- 
der: «Men hvad er det, der ligger på bordet?* Det var lige- 
som en slagtet ko, huden var afe, og det tog hele bordet for. 
Hun svarer: «Å skidt, hvad er det for sludder, læg dig nu 
til at sove.» Hun vidste nok, hvad det var, for der gik slemt 
spøgeri der i huset, og det gik endog efter min faders tid. 
De måtte til at flytte huset for det. Kristen Nielsen, Mosehuse. 

185. En karl i V. fortalte, at da han kom forbi en 
stor gård ved navn St, så han, at der ud for gården kom en 
skikkelse slæbende hen imod ham. Han blev meget angst, og 
alt blev sort rundt omkring ham. Han vidste ikke i sin 
angst, hvordan han skulde komme den forbi, men da min- 
dedes han, at hans broder havde sagt, man skulde i et så- 
dant tilfælde bede sit Fadervor. Dette gjorde han, og kom 
lykkelig forbi. Karlen forsikrede, at det var sandt, og aldrig 
skulde han gå denne vej* mere om aftenen, da skikkelsen stod 
så klar for ham. Den havde udseende af en mellemting 
mellem et føl og en kalv. Hans Andersen, Sinding. 

186. En aften, da en mand og en kone fulgtes ad fra 
Taftebjcerg til Onsbjærg, sked de gjenvej over en sti på Ost- 
erby mark om ved et sted, som kaldes Gammelskov. Da de 
kom der om ved, så manden, at der skred noget ligesom et 
kalvehoved foran konens ben, og hver gang hun trådte frem 
med det hojre ben, var hun nærved at træde på det Han 
gav nogle ryk i koneu for at trække hende bort fra stien, 
men det gav hun ikke videre agt på, da hun ikke kunde se 
noget Først da de kom hjem, sagde konen: «Jeg syntes, 
du sav sådanne sære ryk i mig, da vi gik over Gammelskov, 
hvad skulde det betyde?* — «Det var,. fordi der skred no- 
get ligesom et kalvehov ed foran dig hele tiden, og hver gang 
du trådte frem med det. hojre ben, var du lige ved at toede 
på det.» Det havde konen ikke set noget til, men siden den 
tid gik de aldrig over Gammelskov. 

En anden gang, da samme mand kom fra É Taftebjærg og 
gik til Onsbjærg — denne gang fulgte han vejen — så han to 
kulsorte heste stå og knubbes eller klø hinanden i manken 
ved vejen, som går op til Bisgård, og da manden kom der- 
til, kunde han ikke komme et skridt videre på vejen. Han 
måtte da gjøre en omvej over marken for at komme forbi 
dette sted, men da han kom på vejen igjen og var næsten 
kommen ind til Onsbjærg, modte han der et stort ligfølge, 
der drog ud af byen, hele ligskaren drog lydløst forbi ham, 
~og han kjendte dem alle sammen. En anden mand har også 
modt en ligskare på samme sted. Samsø. Mikkel Sørensen. 



384 H. Dødsvarsler. 



187. Lidt sydøst for Lyne kirke på Uldbæk fnark, hvor 
den støder op til kirkegårdens jord, er der en lille hulning 
i jorden, som kaldes Harpers hul. Der er det ikke så rig- 
tig fat Somme har seet eu kirkeklokke trimle derfra hen 
til kirkestien, som går der tæt forbi, og somme har set en 
kalv, der var ensdan i begge ender. M. Eskesen. 



8. Hunde, katte m. m. 

188. Hver kirke er bygt på et dyr. Somme steder er 
der en lighund. Thomas Jørgensen, Lindballe. 

189. Skovfogedkonen gik her ned en morgen tidlig. 
Da han kom tæt ved tømmermandens hus, kom der løb- 
ende helt tyst to hunde, som var lænkede sammen. De 
havde glorøde tunger og gabede. Kort efter døde konen der 
i huset E. Mariboe. 

190. Der er en gård i Vandling, hvor det spøger. Ind 
til gården går et stykke vej, og ved indgangen til den vej 
står to hoje stenpæle. En aften havde karlen der fra gården 
været ude og kom sent hjem. Det var pænt månelyst Da 
han skal nu til at svinge ind til gården, kommer han til at 
se op, og så sidder der en stor sort hund oppe på den ene 
af pælene. Men han troede jo, det var deres egen hund, 
for de havde sådan en sort hund, og så siger han: «Da er 
du kommen hojt op i aften, Karo.» Men så springer den 
her skikkelse ned af stenen, og slæber en lang lænte efter sig. 
Nu var han vis på, det var ikke deres hund, for den var 
ikke bunden, men tænkte så, det var den Slemme selv, der 
drev sit spil der i gården. . Lærer Hansen, Hornum. 

191. Manden i Hedegård var ude en anden gang på 
jagt, og da kom der en hund i følge med ham. Hans egen 
hund gjorde nu al tid, hvad han bad den, og så siger han 
til den, at den skal fare på den anden. Hunden går, men 
kommer ikke længere end til den anden. Han siger det igjen, 
og anden og tredje gang, så tager den hans hund og kyller 
over imellem benene på ham, så den piber og klager sig. 
Det var jo noget i hundeskikkelse, der var kommen til ham, 
og han talte ikke til det siden. Anders Ågård, Fjelstervang. 

192. Ned langs med staldraden af en gård i Herst i 
Trige kom hver lille-juleaften en stor sort puddel med sele- 
toj på og trækkende et gloende hjul efter sig. Den gik ned 



8. Hunde, katte m. in. 385 



ad toften, og der forsvandt den. Den blev set i mange år, 
og mange forsikrede at have set den. Anton Nielsen, Søby. 

193. Vejen fra Vivild og til* Lyngå går om i en stræk- 
ning, der kaldes Brunhund. Den har navn af, at der har 
g&et et hundespøgelse. Kristen Pedersen, Vivild. 

194. Der går en sort hund om aftenen fra Holledeskrog 
om ved Rask mølle og efter Boring. Niels Kok har mærket 
den, det blev sådan, at han ikke kunde kjøreder. Det var 
lige sådan med Eske Møllekusk en aften. Da stod den for 
ved hestene, og de turde ikke gå om ved den, og den var ikke 
til at tærske af stedet. Han måtte af vognen, men endelig 
kom han da hjem. En anden aften kom han om ved den, 
da han var gående. Rask mølle. 

195. Oster ud fra Trunderup går der en gyde, som 
kaldes Ikjcersgyden. Et stykke uden for byen ret neden^ for 
den første betydelige banke på vejen, går der et vandløb 
vinder denne, og stedet kaldes Totte vår. Her stod endnu til 
ind i firserne nogle ellebuske ved vandløbet, og her er noget 
spøgeri. Der er nemlig under broen en hund med gloende 
ojne, og ved siden af vejen står en sort mand, nogle siger, 
han har intet hoved. I den tid, da drengene om aftenen 
sildig måtte ride ud på Dong med hestene, som skulde gå på 
græs der om natten, var dette sted en skræk for dem. 

Totte vår er naturligvis navnet på et gammelt vadested, da 
bækken i sin tid har været møllebæk, vår er da vad. P. J., Kv. 

196. Der var en mand nede fra Qudbjærg sogn, som 
en aften kom gående hen ad vejen. Han hørte da noget 
komme ham i møde, og det trampede i jorden som en firskoet 
hest. Da det kom hen til ham, så han, at det var en uri- 
melig stor hund med en voldsom lang, lådden hale, og i det 
hele taget var hunden af et hæsligt udseende. Den foer lige 
imod ham, men drejede så til siden og blev borte med det 
samme. P. Jensen, Kværndrup. 

197. En husmand gik en aften meget silde fra min føde- 
gård, og da han kom ind på Ørsted marker, så han fire store 
hunde komme farende hen imod sig, og den klare ild stod 
den ud af mund og næseboer. Husmanden kastede sig plat 
ned på jorden, og da han igjen så op, var det hele forsvundet. 
Også andre end denne mand har set disse hunde. 

Krist. Jensen, Ramsømagle. 

198. På en stente, der stod over en sti, som førte til 
Sandby præstegård på Lolland, har en mand mange gange 
set en sort puddelhund sidde, og han måtte da gå udenom. 

£* T. Kristensen: Danske sagn i folkemunde. II. 25 



88() H. Dødsvarsler. 



Men når ban så kom om på den anden side stenten ud på 
vejen, og så vilde se efter hunden, var den bestandig 
borte. Det kunde aldrig være nogen rigtig hund, for der var 
ingen i hele byen, der havde sådan en hund. 

Den mand, der gj en tagne gange har set dette, er en stærk og 
uforfærdet mand, der kun undtagelsesvis fortæller sligt, og som i 
lang tid arbejdede i en anden gård i Sandby, hvor ellers ingen kande 
være for Alskens spøgeri. Han lever der ovre endnu. 

P. Jensen, Kværndrup. 

199. En mand i Moseby var en aften ude at gå, og da 
hau var på hjemvejen, kom der en stor sort hund og gav 
sig til at følges med ham. Da manden kom hjem, var hans 
kone gået i seng og havde lukket doren i lås, så ban måtte 
råbe på hende for at komme ind. Hun stod op og tændte 
lys og lukkede op for ham; men så snart ban kom ind, 
begyndte han at svulme op, og det hjalp ikke, alt hvad 
de gjorde ved ham, han blev tykkere og tykkere. Til sidst 
mktxe konen op til kirken og bente ligklædet, og da han 
blev svobt ind i det, så kom han sig. Hvis de ikke 
havde fået svobt det om ham, så havde han revnet. Havde 
konen bare ladet være at lukke i lås, så han havde kunnet 
gå i seng uden at tale, og uden at der var blevet tændt lys, 
så havde det nok ikke gjort ham noget. 

Ba jeg spurgte konen, som fortalte denne historie, hvad et lig- 
klæde var for noget, sagde hun, at det vidste hun ikke. Hendes 
mand var ellers oldermand nu for tiden, så de havde byens ligklæde 
hjemme p& deres loft, men det bliver ikke brugt nu. « Jeg har al- 
drig rullet det op,» sagde hun, efor det er vist ikke værd at have 
noget med at bestille. » Hans Peder Hansen, Halskov. 

200. Langs diget ved Gammelskov på Bisgård mark i 
Onsbjærg sogn går en sti, der tidligere ikke var god at fær- 
des på om natten, da adskillige vandrende der er bleven led- 
sagede af en stor, sort bund, som imidlertid forsvandt igjen 
uden at tilfoje dem nogen overlast 

(Sml. af dl. I. Bjærgfolk.) N. P. Olsen, Selsinggårde, Samsø. 

201. En hovedløs hund spøger ved SkjeUebæk på vejen 
mellem 8kårup og Klingstrnp. Syd-Fyen. V. Bennike. 

202. I den døde mose i Dollerup sogn har folk set en 
sort hund gå og slæbe med en stor lænke. g, j. 

203. Ved en bæk, der løber gjennem Åstrup sogn ved 

Varde, er der et sted, hvor hver midnat en hund kommer frem 

og spyr ildfunker gjennem næse og mund. Ofte er hestene 

komne hjem igjen, når de har været tojrede der. h. G. Stampe. 

204. En mand fra Lyndelse kjørte en aften hjem fra 



8. Hunde, katte m. in. 387 



Odense, klokken var kun syv, men det var allerede mørkt, 
og da han kom lidt forbi Iskjcelderen, blev hestene stående, 
og han så en hund foran dem, som var så lang, at den spær- 
rede hele vejen. Inden manden vel vidste af det, lå han med 
heste og vogn i graven ; han råbte om hjælp, og snart kom 
gårdens karle med forvalteren i spidsen og trak ham og den 
ene hest op, den anden var gået hjem. Der er mange, som 
har set den lange hund, og som siger, at den har en gloende 
tunge. D. J. 

205. En mand enten fra Oudbjcerg eller Lakkendrup 
kom ved aftenstid gående hen ad en vej. Nu hører han no- 
get komme løbende ham i møde, det trampede i vejen som 
en firskoet hest. Nærmere ved så han, at det var en uhyre 
stor hund af det grimmeste udseende og en meget lang lådden 
hale. Den foer lige ind på ham, drejede så lidt til siden og 
forsvandt. p. Jensen. 

206. Niels Fuglsang i Egeskov, Kværndrup sogn, be- 
sogte jo imellem sin kjæreste, som opholdt sig på Egeskovs 
mark tæt henne ved Snarup, og han fulgte da Nyborg- 
Hojden-landevejen et langt stykke. På dette stykke vej var 
der flere, som havde set en hæslig stor hund gå og luske 
omkring, men Niels Fuglsang lo kun ad dem og mente ikke, 
det var noget i sig selv. Men så en aften kom han lige 
godt i følge med hunden, og den fulgte ham lige side om 
side, skridt for skridt, til han kom hjem, hvor den først for- 
svandt. Da han så kom ind, og der blev tændt lys, blev 
han helt gal og urimelig og var sådan hele natten, så det 
var lige godt ikke nogen rigtig hund, som gik dér. p. J. 

207. Ved Hundslev ved Kjerteminde er der en løkke 
i hvilken der er en bakke, og over denne går der en gang- 
sti. Der høres undertiden en mærkelig lyd, som af kattemusik. 
En aften så to mænd, at en sort puddel løb rundt i løkken 
efter en kalv. «Det er nok min kalv,» sagde den ene. De 
gik da ind i hans kostald, men alle kreaturerne stod der godt 
nok. Næste morgen gik man ud i løkken, hvor der ikke var 
mindste spor af, at hunden og kalven havde hæsset rundt i 
den. Da det var måneklart, såes det tydelig af dem begge. 
Det er iøvrigt ikke givet alle mennesker at se sådanne over- 
naturlige ting. Det kan endogså ske, at to kan gå ved si- 
den af hinanden, og den ene kan se det, men den anden 
ikke. I nævnte løkke er imidlertid mange mennesker gået 
vild, og det er så meget mærkeligere, som det slet ikke er 
vildsomt der. P. Jakobsen, Kjdbenhavn. 

26* 



388 **. Dødevarsler. 



208. Ojæstelev kirkegård ligger sådan midt i byen, at 
vejen går omkring den på tre sider, hvorfor byens bom ofte 
har brugt den til legeplads. En kone, hvis moder var med 
at lege der for mange år siden om aftenen, har fortalt, at da 
de just var allerbedst i lag med legen, og alle hornene løb 
rundt om kirken, fik de alle sammen oje på en gloende hund 
med en lang rød tunge, der stod ved kirkens sydostlige hjorne. 
De var komne så stærkt i fart, at de ikke kunde standse, 
men løb skrigende og faldende over hverandre ud ad den 
smalle kirkelåge, yderst forfærdet over det rædsomme syn. 
En af drengene, som kom til at røre ved hunden, blev helt 
forrykt, men de andre led dog ingen skade. Sødinge skole. 

209. I en sande, som ligger i Kragelund sogn, har der 
aldrig været rigtig fat, det kan jeg sige med sandhed ; jeg 
har hørt meget fortælle derom, men nu hår jeg selv prøvet 
det. Det var en aften sildig hen imod midnat, jeg gik der 
igjennem, da ser jeg foran mig på stien en stor sort hund 
komme mig i møde, min hund løb foran mig. Da den havde 
lugtet til den sorte hund, stak den halen mellem benene og 
gav et stort hyl af sig. Jeg gik straks til siden af stien, for 
jeg vilde ikke have noget med det kram at gjøre. j. j., R. 

210. En endnu levende mand, hvis troværdighed ingen 
tvivler om, fortæller : Jeg tjente hos en handlende på Qrå- 
brodretorv i Kjobenhavn. Vi havde en meget stor kjælder, 
som der fortælles om, at den i gamle dage hørte til klosteret 
Nu blev jeg en aften i lag ved ktekken 11 sendt ned ikjæl- 
deren for at hente noget. Jeg var ikke bange af mig, og 
jeg tænkte hverken på spøgelser eller sådan noget Jeg ord- 
nede der nede, hvad jeg skulde, tog lygten og vilde til at 
gå op ad den brede stentrappe, da jeg lige med et får oje 
på en overnaturlig stor grå hund, der står foran mig og ser 
på mig med et par ojne så forfærdelig ondskabsfulde, at jeg 
ikke kan tænke mig noget mere ondt end udtrykket i de ojne. 
Jeg blev jo noget aparte, men da jeg gifc på mine lovlige 
veje, vilde jeg gå uden om hunden. Den gik ganske lang- 
somt foran mig op ad trappen, og lige med et blev den usyn- 
lig for mig. Så spurgte jeg handelsbetjenten, om han ikke 
havde set en stor hund komme op af kjælderen. Nej, det 
havde han ikke. Han troede, jeg havde set den hund for, 
men at jeg ikke havde villet tale om det. Så fik jeg at 
vide, at flere af folkene havde set det samme som jeg, når 
de om aftenen havde været i kjælderen ; men jeg kunde nok 

ellers forstå på dem, at de ikke holdt af at tale om det. 

H. Pedersen, Maribo amtstue. 



8. Hånde, katte m. m. 389 



211. I en stor dal mellem Astrup og Eyldal, om- 
trent to mil syd for Nibe, færdedes der for en del år tilbage 
mange ting, som ikke kunde være oven jorde efter banegal. 
Ikke én men mange havde set både hunae, kalve, hovedløse 
heste og svin og andre slige uhyrer. En mand, som ikke 
rigtig vilde fæste lid til sådanne historier, gik en gang 
ad stien, som fører gjennem dalen. Det var meget mørkt, 
og han kom som følge deraf bort fra stien. Som han så på 
må og få gik videre, kom han til at træde på en meget stor 
sten, der lå jævnt med jorden. Lige i det han trådte på 
stenen, skjonnede han, at den lettede sig, og straks så han 
ved sin side en stor sort hund med et tændt lys i munden. 
Manden, der for nylig er død, tvivlede aldrig mere om hi- 
storiernes sandhed. 

En karl, som også en gang skulde færdes ad en dal der i 
egnen om natten, måske den samme, havde en hund med sig. 
For han kom til dalen, blev han advaret mod at tage den 
med, da spøgelserne skulde være meget slemme til at for- 
følge hunde så vel som mennesker, der ikke er dobte. Klarlen 
syntes dog, det var rosomt at have hunden med, og lod den 
følge. Men på én gang, som han netop skulde passere det 
mest berygtede sted i dalen, begyndte hunden at hyle, og 
med halen imellem benene vilde den redde sig mellem sin 
herres ben. Hårene rejste sig på karlens hoved; han vilde 
skynde sig bort, men hunden var ham til megen hinder, da 
han flere gange snublede over den, og det var umuligt for ham 
at få den til at gå bort. Skjondt han intet så, hørte han dog 
stedse tæt ved sin side noget bevæge sig i lyngen. Længere 
ud på natten kom han samme vej tilbage, men så da hver- 
ken hund eller spøgelse. Siden den tid vogtede han sig al 
tid for at have hunde med på sine natlige vandringer. 

N. E. Pedersen, Grynderup skole. 

212. Ane så en lille hvid kat gå på gulvet og kort 
efter døde en lille pige i deres familie. Hendes moder sad 
ved hojlysdag og hørte tre gange bedstemoderen sige hendes 
navn : «Maren !» Kort efter døde bedstemoderen. a. M. 

213. Det skete en gang i Flarup, da folkene kom ud 

fra deres juleaftensnætter, at der sad en kat i kjeldetruget. 

Så tog tjenestedrengen en pisk og bankede den kat i, men 

da spyttede den noget på ham, og så døde han om anden dagen. 

Johan Jensen, Mollerup. 

214. I Tarup, Lumby sogn, er for få år siden set et 
hvidt dyr, som lignede en hund, men var ingen hund. Det var 
i en have og gik ned til gaden, og mange karle så det; det 
havde en uheldig indvirkning på nogle piger i byen, idet 



390 BL Dødsvarsler. 



nogle er døde, og nogle blev sindssvage. En af disse kom- 
mer sig, når hun er borte fra byen eller blot er et andet sted 
en tid. Ved de tre store hojtider er der heller intet i vejen. 
Der har været sogt råd derfor hos flere, men forgjæves. 

Henrik Knudsen, Stensby, ved J. R. 

215. Dalby kirke har en gasse til varsel, Mesinge en 
blakket stud, Drigstrup et hvidt lam, Viby et gråt får og 
Stabberup to røde stude. Den almindelige historie om Stub- 
berup kirkes bygning og de to stude findes her. a. O. P. 

216. På Stenstrup gade gik der til visse tider om af- 
tenen en hane på ét ben og et lam på tre ben. 

Efter Dorthea Or up, Ryslinge, ved Lars Frederiksen. 

217. Vor tjenestekarl Jeppe Nielsen havde en broder, 
som en gang mdcfte kirkevaret på en banke, man kalder Sten- 
ojeU Han kunde næppe gå der for et stykke vadmel, som 
bestandig trimlede for fodderne af ham, men endelig gav han 
det et godt spark, og da gav det et frygteligt jammerskrig. 
Det blev da til en kat, som gik og strøg barn om benene. 
Han gav det nok et spark, det hylede da ligesom for og blev 
til en stor hund, som blev mere og mere næsvis og til sidst 
fulgte ham hjem til porten. Da han vilde lukke op, vilde 
det med ind, og det korn det også, men da snappede ban 
rask en vognkjæp og gav det dermed et rigtig godt slag. Xu 
blev det på en kalvs storrelse, og hvad det ikke hylede for, 
gjorde det nu og løb rundt i gården. Der imens slap karlen 
ind, men aldrig så snart han havde slået døren til, forend 
dyret slog et sådant slag på dflren, så den nær var gået i 
stykker, og endnu et bulder kom der oppe på loftet. Sødinge sk. 

218. Skovfogedkonen Trine gik en morgen ned til os 
for at vaske, og det var endnu mørkt. Da så hun, at der 
lå noget på vejen tæt ved Porsehuset Hun troede først, det 
var en kaskjet, men da hun gik nærmere til for at se, hvad 
det var, så gabede det op på hende med et glorodt gab* 
Kort efter døde konen der i huset. E. Mariboe. 



I de sidste underrækker (heste, køer, hunde) findes nogle hi- 
storier, der med lige så god ret — og måske bedre — kande hen 
føres til afdeling V: Spøgelser. Man vil også der kunne vente lig- 
nende sagn, men jeg har alligevel her villet tage nogle med for at 
påpege, hvor nær disse ellers meget forskjellige hovedafdelinger på en- 
kelte punkter kan støde imod hverandre. At dette også finder sted 
ved andre sagnrækker, findes der i dette sagnværk eksempler nok 
på, der er stadig mellemled og overgangsf ormer. E. T. K. 



9. Varsel for død. 391 



9. Varsel for død. 

219. For grev Danneskjold-Samsø på Qisselfeldt døde, 
sagde han til forvalteren : c Jeg har udset naig et gravsted på 
den holm, der går her ud midt nede i haven, og nu må jeg 
have det indhegnet.* Det var på et sted, hvor en eg og en 
bøg stod og var groede sammen. «Ja, det er nu i en travl 
forårstid, vi har ikke godt tid til nu at indhegne det.» — 
« Ja, jeg vilde gjærne have det nu, vi kommer til at indrette 
os lidt efter hinanden, for mine dage er talte. » — «De er jo 
kun 49 år og kan leve længe. » Så tog han fat og gjorde 
gravstedet i stand, og straks efter døde greven. Han og hans 
kone var blevne forlovede under et træ på Samsø, og derfor 
vilde han begraves under de ttæer. Hans Nielsen, Todbjærg. 

220. «Hvem skal nu først hen?» spurgte major Kragh 
pastor Horn ved lojtnant Heides begravelse. En sidemand 
tog letsindig ordet og svarte: « Al tid den, der sporger h og 
som sagt, så skete det. H. Br. 

221. I Ræær skole kom der noget vand til at stå på et 
af skolebordene. Læreren torrede det af, men det kom igjen. 
Så siger han til hans kone, hvad det var for vand, der var 
bestandig på det bord? Ja, hun vidste ikke af noget vand 
at sige. Så hørte det op. En tid efter druknede mange fisk- 
ere på én gang ved Hansted strand, og de blev kjørte op i 
Ræær, og nogle af dem til skolen, hvor noget af det våde toj 
blev smidt op på loftet over det sted, hvor der var kommet 
vand ned på skolebordet, og det var altså varsel derfor, lære- 
ren havde set. Lærer NGrby, Hurup. 

222. En bekjendt præst i Fyen gik fra sin forstand 
ved det, at han så en ugle i kirken; han må vel have gjort 
sig nogle egne tanker derved, ti synet af en ugle kunde 
ellers ikke have forskrækket ham. J. Bircherod. 

223. En kone, som er barnefødt i Hillerslev sogn, har 
fortalt, at da præsten S i usterhæsinge sidste gang præ- 
kede i annekssognet Hillerslev kirke, kom der en stor ugle 
flyvende ud fra begravelsen og vedblev derpå at svæve om- 
kring præsten, der stod på prækestolen, så at han måtte 
holde op midt i sin præken og bede degnen om at jage den 
ud. Denne prøvede også derpå, og siden hjalp nogle af 
mændene ti), men de mægtede ikke en gang at holde den 
underlige fugl borte fra prækestolen, så nu kom de i tanker 
om, det måtte være et varsel, hvilket det også var, ti præsten 
kom aldrig mere i kirken og døde kort efter. Sødinge skole. 



392 H* Dødfl varsler. 



224. Der var gilde i Nebel, og to mænd fulgtes ad. De 
kom om ved kirken, hvor der sad en ugle og uttede. Så siger 
den ene: «Der går dit bytte.* Den anden siger: «Nej, de 
er bensæl it mæ, men de er ham, der g*eer.» Otte dage ef- 
ter døde han, der først begyndte at snakke, så det blev al- 
ligevel barn, der kom først af sted. Niels Pedersen, Gjedved. 

225. På Julskov ved Nyborg var en gang en tjener, 
som en dag, da han vilde gå op ad trapperne til sit værelse, 
modte en mus. Han forsogte at sparke den ihjel med sine 
stovler, men kunde ikke ramme den, hvor megen umage 
han end gjorde sig. Da han kom op på sit værelse, blev 
han syg og måtte gå i seng. Natten efter hørte han et ra- 
balder nede i gården, som om noget faldt om. Om morg- 
enen fandt en mand nogle fjæl, der lå og var faldne om. 
Han rejste dem op. To dage efter døde tjeneren og blev 
lagt lig på de fjæl, som han selv havde hørt falde om. 

Martin Dyrholm, Brud ager. 

226. Når de hører en ovntier, så skal der snart én do 
det hus. Den tager på som en flok små kyllinger, der pip- 
per. Jens hans moder her i nabogården, hun hørte den inae 
i sengen, og i en anden gård her i nærheden hørte de den 
oppe i tækket. Det første sted døde moderen i den seng, 
hvor hun havde hørt den, og det andet sted døde fire kort efter. 

Jens Povlsen, Rtidding. 

227. En kone i Vejstrup kom en sommerdag for en 
halv snes år siden uden for porten af deres gård og hørte 
da kirkeklokken ringe. Det var hverken søndag eller hellig- 
dag* og hun grundede derfor over, hvad grunden kunde 
være. Hun fik så ud, at dem på herregården vist skulde 
have deres barn dobt, som hun vidste skulde ske på en søgne- 
dag efter fornem skik. Men om eftermiddagen kom en kone, 
som hun vidste der måtte vide besked om sagen, og hende 
spurgte hun ud. Da hun nu svarede, at hverken skulde her- 
remandens barn døbes, og heller ikke havde det ringet om 
formiddagen, hverken for det ene eller for det andet, så blev 
konen, der havde hørt ringningen, sær, da hun så forstod, 
det måtte være et varsel. Samme dag lagde hendes eneste 
datter sig til sengs, og inden fjorten dage var hun død og 
begravet. Rasmus Hansen. 

228. Den sommer for a fik tvillinger, var der en bar 

f)let i vort korn, der var ikke groet det mindste. Der var 
igesom to pletter med et lille skjel imellem dem, men begge 
lige i en firkant. Da begge bornene var døde, og a kom op 



9. Varsel for død. 393 



på kirkegården, randt det mig lige i tanker, hvad det var, 
for det var akkurat lige sådan en plet i fa<;on, som den i kornet. 

Marie Pedersen, Norre- Vissing mark. 

229. Der var også en bar plet i inin husbonds korn i 
Æsholt; det var af form som en grav. Da vi en dag kjørte 
der forbi, sagde a : «Men hvad er det for en bar plet? hvor- 
dan er det, I har glemt at så i der?* Og kornet stod endda så 
godt rundt om. Så svarer han lige så stille: «Det er min 
ligkiste.* A gjen tager svaret, for a tykte, det var kunstigt: 
«A tykker, I siger, det er min ligkiste.* — «Ja,* siger han, 
«det er nok mig, der skal dø, derfor er den bare plet der.* 
Det var første gang, a hørte tale om det. Marie P., N.- Vissing. 

230. Det var, mens jeg tjente for træskokarl i den gård 
lige over for sognefogdens i By, at jeg en aften, som min 
husbonde lige var kommen fra Horsens, så døden komme 
ind i kakkelstuen. Den lignede et skelet af et menneske og 
gik hen og omfavnede manden, uden at han mærkede det. 
Jeg sagde ingen ting, men et par dage efter blev han syg, og 
så døde han kort tid efter. Th. J. 

231. En mand, der boede i Grejs, havde fået sig en 
ny hest. Den første dag han havde fået den, var han ved 
at vande bæsterne inde i kræhuset, og da så han, at den 
fremmede hest slog ud imod en mand, som stod der inde, 
og ramte ham, så han faldt død om. Det var mærkeligt nok, 
for der var i virkeligheden ingen andre end ham selv der 
inde. En otte dage efter at han havde set det syn, vilde 
han og hans kone kjøre hjem og se til deres forældre. Lav 
de havde fået bæsterne uden for porten, stod de kavrette op 
i vejret, og konen sprang af vognen og besvimede. Året efter 
blev manden selv slået ihjel ude i stalden af den samme hest, 
og den dag han blev jordet, og de kjørte af gården med 
liget, da stod bæsterne på bagbenene ligesom den første gang. 

Vinding højskole. 

232. En mand gik .fra Hegnet op til Tøndering, og da 
han kommer lidt vesten for gården, bliver han rendt i vase- 
groben og kom ud over marken og var helt forvildet. Lige 
bestemt på det samme sted blev i fjor en mand stukken ihjel 
af en tyr. Jebjærg højskole. 

233. Gamle skomager Svartz i Stenstrup, som nu er 
død for mange år siden, har fortalt, at da han i sin tid gjorde 
strandvagt, var det en dag, bedst som han gik der, at han 
mærkede, det gav et sært sæt eller ryk i hans ene side, men 
han vidste jo ikke, hvad det havde at betyde, for senere, da 



394 H. Dødsvareler. 



han var kommen hjem, ti da blev det først opklaret, at i 
det samme ojehlik, han mærkede dette her sæt, havde han 
en dreng, som døde derhjemme. P. Jensen, Kværndrup. 

234. En ung kone fortalte mig forleden følgende: En 
aften, som jeg havde været ude ved min kjæreste og kom 
silde ind, kom der noget ned fra taget, som jeg gik langs 
med huset, og faldt mod jorden, det lignede et hvidt udbredt 
lagen. En kort tid derefter døde en af mine små søskende, 
°g jeg er vis på, at det var et forvarsel, jeg så. Stir. Hansen. 

235. Frants Kristensen i Vore fortæller: I min ungdom 
havde jeg en aften været i Gudme efter noget toj, og red 
hjem ad på vejen til Lundeborg; men pludselig blev hesten 
stående, den pustede og fnyseae, og det var umuligt for mig 
at tvinge den fremad. Lidt efter kom en ridende på et 
stort og klodset dyr, som lignede mere en elefant end en 
hest. Jeg mærkede, at hårene rejste sig på mit hoved, og hesten 
trykkede sig over imod hegnet, så jeg blev reven i ansigtet 
af tornene. Endelig kom det det da forbi mig og nu gik det 
i en rask fart ad Lundeborg til. Otte dage efter omkom 
en mand ved mergelgravning i marken lige inden for det 
samme sted. Martin Dyrholm, Brudager. 

236. En nat, da jeg som vægter gik og råbte og var 
kommen op til smedjen, så jeg smedesvenden stå ved smedje- 
doren, som han ikke kunde få op. Jeg sagde: «God mor- 
gen, Peter!* Han svarede ikke, hvorfor jeg sagde det endnu 
en gang, men i steden for at svare gik svenden tilbage ind 
i huset. Da jeg kom noget længere om på gaden, gik der 
to heste og tre svin. Som jeg nu havde råbt byen rundt og 
igjen kom tilbage til smedjen, stod svenden igjen ved smedje- 
ddren. Jeg bød ham godmorgen, og han svarede mig. c Men 
hvor for Fanden svarede du mig ikke for en halv time siden, 
da jeg var her?» — «Det var jeg fri nok for,» sagde han, 
«for da lå jeg i sengen og sov, jeg stod just nu op.» Jeg 
mærkede da, at det hele var et varsel. 

Nogle år efter kjørte en ung mand forbi den gård, hvor 
jeg havae set hestene og svinene, og der løb tre svin ud fra 
gården på gaden. Hestene blev sky og løb løbsk, og karlen 
Sildt af vognen og fik hovedet knust. Da lægen kom, var 
der endnu liv i ham, og da et ben i tindingen var indtrykt, 
gik der bud til smeden efter en tang til at trække det ud 
med. Smeden fik i sin iver fejl nøgle til smedjen og 
måtte derfor tilbage ind efter den rette. Manden døde, 
°g j e g mærkede nu, at det var for denne begivenhed, jeg 
havde set det hele. Nis Gallesen. 



9. Varsel for død. 395 



237. Nogle folk stod uden for der nede i Bunderup 
en aften og hørte, at det gav et skrig oppe ved kirken. 
I samme tid var der murer ved Haverslev kirke. Få dage 
efter faldt en pige, der var håndlanger, ned fra taljeværket 
og gav netop aet samme skrig fra sig. Lærer Andersen, Husby. 

238. Min fader var tømmermand, og han har fortalt, 
at en aften gik han og en tømmersvend fra Sønderby til Olad, 
hvor han boede. Som de går ude på marken, hører de lige 
med et en klagende lyd, som fra et menneske, der jamrer sig. 
Ti år efter brænder der en gård i Osterby, som så flyttes ud 

£å marken på samme sted, hvorfra de havde hørt lyden. 
>en dag, de rejste gården, faldt en karl ned fra bygningen 
og forslog sig således, at han døde. S. P. Rasmussen, Ås. 

239. Langt ud på aftenen ved lag klokken 11 hørte de 

en gang noget, der lød så ynkelig, henne ved en kjelde lige 

tæt uden for smedjen i Hule. De kunde ikke forstå, hvad 

det kunde være. Konen i den gård, som smedjen hørte til, 

hendes mand var død for tre uger siden, og hun rejste sig 

tre nætter efter at den lyd var hørt, fra et syv års barn og 

gik hen til kjelden og lod sig dumpe lige ned i den. Det 

var sådan blæst, og hun var grumme dårlig gangende, men 

det kunde hun da, og hun havde endda haft hast, for alle 

dorene stod åbne. Det var jo af sorg, hun gjorde det. Så 

blev kjelden skudt efter, for siden den tid stod vandet i én 

prås hele tiden, endda vi øste den to gange. 

Ane Marie Pedersdatter, Fovlutn. 

240. En mand i Brunshåb kjørte torv med et par hvide 
heste for. En dag så han nogle hvide lagener for ved sig, 
da han kjørte på Rindsholm-vejen, og så standsede hestene 
for det, så han kunde ikke få dem af sted. Han fortalte 
selv, at han havde set det, de flagrede foran ham, og det var 
om dagen. Han var kusk der, men tillige med gift. Dagen 
efter vilde han kjøre ind i porten i Brunshåb med torvene 
og stod ikke af læsset. Derved blev han grot og knækkede 
hans ryg, så han døde af det Rasmus Nielsen m. fl., Vinkel. 

241. Min kone siger til mig en morgen: «A kan ikke 
forstå, hvad der lå på mine ben i nat, det trykkede sådan, 
te a kunde ikke flytte dem, og a tykte godt nok, a var vå- 
gen. Det har vist noget at betyde.» A troede det ikke. Nogle 
dage efter druknede en karl her norden for skolen i en 
mergelgrav, og a var med til at trække ham af graven. Så 
skulde der én til Skjærn bro og mælde det til øvrigheden, 
og det blev hans svoger. Han kunde ikke få tid til at 



396 H. Dødsvarsler. 



komme hjem og få klæder skift, og så sagde a: <Dn kan 
følge med mig hjem og komme i mit toj.» Da han kommer 
i mit sovekammer, lægger han hans gamle C6j på vor seng- 
fodder-ende, og da min kone ser det, tager hun i armen af 
mig og trækker mig derhen og siger:' c Vil du nu tro, der 
går advarsel.* Anders Ågård, Fjelstervang. 

242. En mand fra Dover red hjem fra Skanderborg en 
aften sildig. Da han lige kom forbi IUerup, kom der to hjul 
til ham ved siden af vejen. Der var ingen arm igjennein 
dem, men de løb på lige side. Han spekulerede på, hvordan 
han skulde komme om ved dem, for så snart hesten kom 
dertil, gav den et snork og vilde ikke om. Han bliver så- 
dan ved at følge hjulene, indtil han kommer til Dover kirke, 
der drejede de af begge to ind på kirkegården, og så kunde 
han ikke se dem mere. Da blev hesten rolig. Nogle dage 
efter døde en mand i Illerup, og liget blev befordret samme vej. 

Jens Jakobsen, N.- Vissing. 

243. Da jeg gik i skole, blev én af Marebæks-drengene 
syg en gang og lå en otte dages tid; så begyndte han at 
komme sig igjen, og vi ventede, at nu kom han snart i skole 
igjen. En af de dage gik en af de andre drenge nede i 
skoven, og da han tilfældigvis så sig tilbage, så han den syge 
dreng på skovvejen et stykke bag sig. «Nå, nu er Jens 
nok kommen op,» tænkte han, «så vil jeg bie ham efter og 
snakke med ham.» Og han blev stående, men så blev Jens 
også stående. Så gik han naturligvis og mente, Jens brød 
sig ikke om at følge med ham; men Jens gik også, og da 
han blev stående igjen, blev Jens også stående. Nu blev 
drengen bange og løb, men den anden løb også, og holdt sig 
stadig i samme afstand, til de nærmede sig gården, så blev 
Jens borte med et. Det var jo et varsel, for han havde ikke 
været ude af stuen, og et par dage efter døde han. 

Karen Toxværd, Sillestrap. 

244. En nat, da Niels Mortensen i Arup lå i hans seng, 
kom det kjørende uden for doren, ret te hun smældrede. De 
keg ud, og da stod der fire heste for en vogn uden for doren. 
Så skyndte de dem at komme i klæderne. «Nu får vi frem- 
mede, » sagde manden. Det svingede om og kom atter kjør- 
ende frem. Da folkene kom ud, var det hele væk. Ovenpå 
det døde hans fader, den gamle Niels. Kvorning. 

245. Mens jeg var lærer i Emborg, boede jeg hos en 
mand i byen. En eftermiddag, jeg havde lukket skolen af, 
og gik om til mit logi, kom et par småpiger og sagde: 
«Der sidder en mand omme i skolen og skriver.* Jeg gik 



9. Varsel for død. 397 



tilbage, men doren var 'låset, og der var ingen. Så tænkte 
jeg, om skyggen af et træ kunde have faldet ind og således 
skuffet pigerne. Jeg så efter flere dage og snakkede noget 
om det. Da sagde Bask Jensen: «Det bliver så mænd en 
gravskrift, De kommer til at skrive der ved kathedret Fjor- 
ten dage efter dør en mand, og jeg siger : «Nu skal den netop 
ikke blive skreven der ved kathedret. » Den næstsidste dag 
for går jeg ved bornene og siger til mig selv: «Nu kan du 
jo skrive kladden,* og så satte jeg mig og begyndte. Da jeg 
havde skrevet lidt, kom jeg i tanker om, at jeg jo ikke vilde 
skrive den her på den plads, bliver gal på mig selv, springer 
op og siger: «]Nu har du endda skrevet her. Ja, nu kan jeg 
lige så godt fortsætte, » og så satte jeg mig ned og skrev til ende. 

Lærer Meldgård, Bj ede trup. 

246. Vor aftægtskone her i Skibelund kan se varsler 
Det er aldrig længe siden, hun hørte det rasle inde i stuen, 
det var, ligesom tapetet gik løs. Da var det, at en ligkrands 
blev bunden der i den stue. 

Min moder var ovre hos en mand i Kjobenhoved, der var 
syg, for at passe ham. Så en aften, hun gik ind i stuen, så 
hun borde stå dækkede der i en trekant. Hun troede nu, at 
han skulde dø, men han kom sig dog. Så måtte det jo være 
noget andet. Der gik et par år hen, da døde min moder, 
og fordi hun havde været hos den mand at holde hus for 
ham, kom begravelsen til at stå der. Skolelæreren) som hun 
i sin tid havde fortalt varselet, kom hen til mig og spurgte, 
om jeg havde set, hvordan bordene stod. Nej, men jeg lagde 
nu mærke til, at de stod sådan, som min moder havde sagt. 
Det var altså hendes eget varsel, hnn havde set. Skibelund. 

247. Lige ovre på den anden side af søen ved en gård 
der hørte de hver middag en kok gale nede i Rævbakke. De 
bildte dem ind, at det var et varsel for den elendighed, der 
skete i den gård, i det en son skød sin fader. De hørte 
skuddet tre år for, og de så en ildtorv trimle ned af taget 
for ved manden, der blev skodt. Folkene døde ud nogle få 
år efter, og kokken høres nu ikke. Ingeb. Movritsd., Vejrum. 



10. Synske folk. 



248. En her i nærheden boende pålidelig mand har for- 
talt mig følgende : Medens jeg som ungt menneske opholdt 
mig hjemme hos min fader, havde vi en tjenestekarl, som 
var synsk. Tit, når jeg om aftenen eller om natten var i 



39S H. Dødsvarsler. 



følge med ham, kunde det ske, at han pludselig trak mig til 
side ud imod vejkanten, og uår jeg da spurgte om, hvorfor 
han gjorde det, så svarede han gjærne, at vi modte noget, 
enten et ligtog eller lignende ; jeg kunde imidlertid aldrig se 
sådant. En gang i den tid havde vi i anledning af et døds- 
fald i familjen en storre forsamling i vort hus. Gildet varede, 
som skik og brug var, til langt ud på natten, men den nævnte 
karl, der var et ædrueligt og meget mådeholdent menneske, 
gik tidlig til ro. Da jeg næste morgen traf sammen med 
ham, sagde han: «Der bliver snart igjen begravelse her i 
huset,» og på mit 6porgsmål om, hvor han vidste det fra, 
svarede han, at han den foregående aften, da han kom ud 
for at begive sig hen i karlekammeret, havde set et lig blive 
kjørt af gårde. Nu havde jeg i længere tid været syge- 
lig, og derfor sagde jeg: «Så er det vel mig, der skal aø?» 
men hertil svarede han: «Nej, det er ikke, for det var dig, 
som jeg så kjøre bort med liget; der var kun den ene vogn, 
og da du var kommen et stykke herfra, så holdt du stille et 
ojeblik.* Nogen tid efter skete det, at en gammel slægt- 
ning af os kom ud til os i besøg, og da huu havde været 
der i nogle dage, blev hun syg og døde. Hun skulde jordes 
i Skive, og da begravelsesdagen kcm, blev det bestemt, at 
jeg skulde kjøre i forvejen med liget, så skulde de andre 
vogue komme senere. Jeg var imidlertid kun kommen et lille 
stykke hen ad vejen, for jeg måtte holde stille et ojeblik, ti 
jeg blev standset af min fader, som kom og sagde, at hvis 
de andre vogne ikke havde indhentet mig, inden jeg kom i 
nærheden af byen, så skulde jeg kjøre meget stille for at give 
dem tid til at nå mig. Karlens syner gik således i opfyldelse 
indtil de mindste enkeltheder. H. Petersen, Fårbæk. 

249. Sorte-Søren her i byen kunde se nytårsaften, hvem 
der skulde dø. Han gik ud der, som farten er med dem, 
der døer her i byen. En aften havde han fået en bitte knægt 
med, som også vilde ud at se, og han skulde da stå og se 
op over Sorens aksel, for ellers kunde han ikke. Så kommer 
hans moder, hende kunde knægten kjende, og så blev han 
forknyt, og Soren gjorde også, for det var en kone, han var 
godt bekjendt med. Så gik de hjem og så ikke flere den 
aften. Hun døde også, inden året gik til ende, så det var 
rele nok. Den knægt er nu en gammel mand, noget ældre end a. 

Ole Povlsen, Jævngyde. 

250. Gamle Movst nede i Tåning kan se liglam og lig- 
skarer. «]So ska dæ jæn a stæjb siger han, når han kom- 
mer ind. lian er helt dOv, men se kan han. j. b. og M. H. 



10. Synske folk. 399 



251. Eb i Vitten præstegård, de kaldte madam Bentsen, 
hun kunde se ligskarer. Hun kunde ikke se liget selv, men 
hvad familje de var af. Jens Hattemager, Hinnerup. 

252. En gammel kone, der døde i Bøgvad for nogle år 
siden, de kaldte hende Marie Vestergård, hun kunde se al 
ting og kunde nok sige, når der kom noget, både Hgskarer 
og brudeskarer. Men brudeskarer holdt hun ikke af at se 
på, især forriderne, for slavveret hængte ved munden af 
hestene, og det lyste som en gloende ild, så det var ikke 
nogt rart syn ved nattetid. Kristen Ebbesen, Egtved. 

253. I Stenderup, Toftlund sogn, var en blind karl, der 
var så. klog. Når nogen kom og gav ham hånd, eller de 
sagde blot et ord, så skulde han nok sige dem, hvem det var. 
Han passede også kreaturerne. Så snart de gik over marken 
og trådte af de gamle agre på de ny, kunde han sige det, 
og i hostens tid gav folkene sig aldrig til at hoste af kornet, in- 
den de havde rådført sig med den blinde, om det var modent. 
Det samme gjorde også naboerne. Da han nu var så klog, 
bad præsten en bon, at han måtte få sit syn, og det fik han, 
men siden var der slet ingen ting ved ham, nu havde han 
tabt al hans klogskab. Martin Smidt, Ovstrup. 

254. En gammel mand her inde i byen, Mikkel Hjort, 
var også lidt klog, og han kunde sige folk, hvad lykke de 
skulde have siden ind i tiden. Han kom altid ud, når der 
kom et brudetog forbi, men de holdt ikke meget af at komme 
forbi ham. Så kunde han sige: «Ja, det bliver ikke heldigt 
for det par folk, der vil møde dem noget, » og når han sagde 
det, så troede de det. Niels Pedersen, Hårby. 

255. Hjemme hos min fader var der en bitte pige, som 
hed lille Karen. Når hun sad og kartede om aftenen, kik- 
kede hun af og til om til siden og rykkede og flyttede med 
stolen. Så sagde de: «Hvad er det, Karen ?» — «A,» svarte 
hun, «det var blot én, der vilde om.» Kjøbenhoved. 

256. Gamle Elle, der boede her nord for kirken, hun 
var født en lille-juleaften, og hun kunde blot se ligskarer, 
men så kunde hun også se dem til gavns. Hun kunde se 
dem spytte og torre sig med lommetørklæder o. s. v. 

Ane Marie Kristensdatter, Ørum. 

257. Karen Gregersen i Bjarlev var en forunderlig pige. 
Hun så bestandig varsler og havde en gang en morgen, da 
hun kom ud, set vognen spændt for, og den ene hest lagde 
sit hoved over på den andens hals, sådan at hun kunde se 



400 H. Dødsvanler. 



dens hoved over halsen. Da hun kommer ind, fortalte hun: 
c Du kommer snart ud at kjøre, men du handler nok hest 
forinden, for det var en fremmed, der var spændt for.» Så 
en tid efter skulde hendes husbond ud til Koldbjcerg, der 
var hans kone fra, til bryllup eller barsel, men så blev den 
ene hest syg, og så lånte han naboens hest at kjøre med. 
Da han så lige kommer ud og vil stå på vognen, stod den 
fremmede hest og lagde sit hoved sådan op, og han kom da 
i tanker om, hvad Karen havde sagt 

Hun snakkede al tid hojt i sdvne, og når man spurgte 
hende til, kunde hun svare lige så fornuftig, som om hun 
var vågen, og de kunde få alle hendes hemmeligheder at 
vide. Men hun vidste godt om morgenen, at de havde spurgt 
hende til. Jens Jensen, Gjedved. 

258. I Stenderup, Toftlund, var en pige, som kunde se 
al ting. Hun var al tid stille og tavs. Der var aldrig så 
mange samlede, at hun jo skulde ud og se, når hun mærk- 
ede uro. Hun vidste al tid, når der skulde et lig fra byen, 
og så snart en var død, kunde hun sige, hvor mange vogne 
der skulde til kirken, og hvem der kjørte og sådan gjjøre 
rede for al ting, men hun vilde ikke sige det forud. jDen 
sidste gang sagde hun dog besked. Hun kunde ikke regne 
ud, hvem det nu var. Der var et par hvide heste for, men 
hun kjendte ikke liget. Da var det tiende selv. M. S., Ovstmp 

259. I Vester- Bjerrum, Oudum, var en gang en sy- 
pige, og hun sagde, at hun kunde se gjengangere, forvarsler 
og sådan noget. Hun fortalte, at en aften, da hun vilde gå 
op i gjæstekamnieret, kom hun imod to kvinder i forstuen, 
der kom bærende med en ting, hun kunde ikke rigtig se, 
hvad det var, hun syntes, det var noget som et bord. Næste 
dag fortalte hun jo, at hun om aftenen havde set sådan no- 
get, men det var der ingen der kunde forstå. Kort efter 
hørte Konen, der lå i sovekammeret, én komme listende der 
igjennem og gå ud i kjøkkenet. Det var jo også et varsel, 
ingen kunde endnu forstå, hvad det kunde betyde. Man 
troede, at én der i gården snart skulde dø. Omtrent to år 
efter troede man at vide, hvad varselet havde at betyde, der 
var nemlig død en kone der i nabolaget, og da kom der en 
pige der over med de bare fodder igjennem sovekammeret 
og ud i kjøkkenet og fortalte, at konen var død, og så 
skulde hun sporge, om de ikke kunde låne et bord til hjælp 
at lægge hende på langhalm på. Nu troede de, at det var 
hende, konen havde set den aften. Snart efter kom der to 
piger og hentede bordet, og de bar det igjennem forstuen. Så 



10. Synske folk. 40 1 



talte de om, at det nok var dem, sypigen var kommen imod 
den aften, hun gik op i gjæstekammeret. K. Kr. Jensen. 

260. Vi havde en møllersvend i Randrup mølle, han 
så af og til syner og fortalte os om det. «A kommer til at 
sigte til en begravelse,* siger han, «der vil én dø.» — «Har 
du set noget?» — «Ja, a har.» — «Kjender du til, hvor 
den kan være fra?» — «A er lidt bange for, det skal blive 
enten af din familie eller din kones, for der er lidt under- 
ligt ved synet.* Et par dage efter kommer en mand fra 
Demstrup til mølle. Han kjørte ellers til Skaber mølle, men 
der var for ojeblikket noget fejl ved deres mølleværk, og 
han havde et lille barn, der var død. Da han var kjørt, 
kommer møllersvenden ind og fortæller, at nu var hans syn 
fuldbyrdet. cSig mig nu en gang, hvad ser du?» — «Ja, 
det er a nu for resten kjed af at sige dig.» Men endelig 
kommer h an ud med sproget «I det hjorne af møllen efter 
det strøg, den kommer fra, der ser aet lille hvidt hoved som 
et menneskehoved. Det kommer i et nu ligesom et glimt 
for mine ojne, og så er det igjen henne. > Om han blev ikke 
bange? ifej, han vidste, hvad det betydde, og s| varte det 
jo kun i et ojeblik. 

Det passede al tid med den møllersvend. «Nu døer Per 
Skavn snart,* sagde han en dag. cA. har set en lille ting 
efter Per Skavns hus, det må være ham.» Tre dage efter 
var også Per Skavn død. 

Vi havde en karl, der gik hen og druknede sig i 
sindssvaghed. Da så den samme møllersvend en hvid skik- 
kelse som et lagen, og den satte ud over haven og ned imod 
åen. Der var nemlig gang ud til den gjennem haven. Han 
stod inde i møllen og så det ud af stemmegabet, og nogle få 
nætter efter tog karlen i vildelse den kås lige efter Bruns- 
håb og sprang hovedkulds i åen. Møllersvenden lå i samme 
kammer som han, men vågnede ikke ved det, og han luk- 
kede doren efter sig. Om morgenen tog a en hest og red 
til Brunshåb, men da han ikke var der, sogte vi efter ham 
i åen. Men møllersvenden sagde os det ikke inden om efter- 
middagen, hvad han havde set. Han var løben i hans 
ene skjorte. 

Den karls moder, der druknede sig, hun så hans ligskare 
en morgen for dag, da hun gik hen på fabrikken. Hun så 
en mængde sorte mennesker, der stod ved deres hus. Karlen 
var fra Brunshåb, og derfor red mølleren til hans hjem først, 
han tænkte jo, han var løben hjem. R. Nielsen ra. fl., Vinkel. 

261, Min moder tjente nede ved Ry mølle, og der 
£. T. Kristensen: Danske sagn i folkemunde. II. 26 



402 H. Dødsvaroler. 



havde de en son, som kunde sige dem, hvad lig der kom 
fra Emborg, og ligeledes, hvad heste der var for. Den 
tid var der ingen kjøren mellem Ry og Emborg, de skulde 
ora ad Ry mølle med deres lig og med jordemoder o. s. v» 
Han sagde en dag til møllersvenden : cNu kommer der snart 
lig fra Emborg, da går ud og tager en pose af en af vogn- 
ene, og den hvister de så hurtig til dig, te den falder fra 
dig.» — c Da skal a,> som han kunde bande på det, < passe 
på, te det skal ikke ske.» Den gang de kom med liget, da 
var der også en vogn, der havde en møllesæk på — det 
skete just ikke så sjælden — og de vinker ad ham, og han 
render også ben og vil snappe posen, for de blev ved at 
kjøre. Han vil nu gribe den i Bugten, men det gik, som son- 
nen havde fortalt ham. Ellen Marie Kirstine Rasmussen, Ry. 

262. Her i Provstgård i Vejrum tjente en karl, som 
kunde se al ting advarsel og bestemt kjende æ folk og æ 
bæster og se, hvem den døde var. De havde to tjenestekarle 
i den gård. Så går de to nytårsaften hen på Vejrum kirke- 
gård at se efter. Manden vidste det ikke, for ellers havde 
de ikke faet lov til at gå, da det var ham imod. Da karlene 
nu bliver henne, sporger han pigen om, hvor de er. Ja, hun 
siger da, te de var gåede hen på kirkegården at se, hvem 
der skulde dø det år. Så går han hen og løser bindehunden 
og lader den beholde lænken, og så fører han den hen til 
deres slag (fodspor), at den kunde løbe efter dem. Da var 
de nu kcmne på kirkegården, som hunden kommer og springer 
op på diget, og der giver lænken jo et farligt skrald. De 
blev så forskrækkede, at de nær havde dånet, for de tro- 
ede jo, det var Djævelen, der var efter dem, og så løb de 
hjem ad, men hunden bag efter. De fortalte så, hvem der 
skulde dø det næste år, den ene karl havde især kunnet se 
det. Der skulde blive begravet otte lig, og han kjendte også 
ndjagtig folkene, der var med til de syv hgfølger, men den 
ottende kunde han aldrig kjende et gran til. Det paste godt 
nok, for den ottende var ham selv. Den anden karl tykte 
nok, han kunde se noget mørkt, men han kunde ingen 
ting kjende; hvor imod den første både kunde tælle vognene 
og se personerne. Han har en son, der bor endnu i Vejrum 
og header Frederik Henriksen. Peder Kristensen, Fabjærg. 

263. En mand her oppe fra marken var kjørende i 
Ojodvad efter aftægt til en kone, der var hos ham. Konens 
fader sad i bagkurven og vendte hovedet bag ud. Da de 
kommer til Ovedal, siger hans datter til ham: c Hvad sidder 
I sådan og vender jer efter?* — cDet fortæller a ingen, > 



10. Synske folk. 403 



siger han. Da de kom lige oven for Tulstrup kirkebakke, løb 
bæsterne lidt rask ned ad. Så snoede den gamle sig om og 
sagde: «Det skulde I endda ikke have gjort. I skulde have 
holdt på hestene, for der har en fulgt os fra Ovedal, og a 
vilde have set, om den tog ind på kirkegården, eller den 
vilde have bleven ved at følge bag efter os, men nu blev den 
æbag.» Senere døde kusken, Soren Nielsen, på det samme 
sted. Han var gået hen for at låne nogle penge, men fik 
ingen, og så havde han sat sig ned for at h