Skip to main content

Full text of "Dansk ordbog indeholdende det danske sprogs stammeord, tilligemed afledede og sammensatte ord, efter den nuværende sprogbrug forklarede i deres forskiellige betydninger, og ved talemaader og exempler oplyste"

See other formats 


Google 


This is a digital copy of a book that was preserved for generations on library shelves before it was carefully scanned by Google as part of a project 
to make the world's books discoverable online. 

It has survived long enough for the copyright to expire and the book to enter the public domain. A public domain book is one that was never subject 
to copyright or whose legal copyright term has expired. Whether a book is in the public domain may vary country to country. Public domain books 
are our gateways to the past, representing a wealth of history, culture and knowledge that's often difficult to discover. 


Marks, notations and other marginalia present in the original volume will appear in this file - a reminder of this book's long journey from the 
publisher to a library and finally to you. 


Usage guidelines 
Google is proud to partner with libraries to digitize public domain materials and make them widely accessible. Public domain books belong to the 


public and we are merely their custodians. Nevertheless, this work is expensive, so in order to keep providing this resource, we have taken steps to 
prevent abuse by commercial parties, including placing technical restrictions on automated querying. 





We also ask that you: 


+ Make non-commercial use of the files We designed Google Book Search for use by individual 
personal, non-commercial purposes. 





and we request that you use these files for 


+ Refrain from automated querying Do not send automated queries of any sort to Google's system: If you are conducting research on machine 
translation, optical character recognition or other areas where access to a large amount of text is helpful, please contact us. We encourage the 
use of public domain materials for these purposes and may be able to help. 


+ Maintain attribution The Google "watermark” you see on each file is essential for informing people about this project and helping them find 
additional materials through Google Book Search. Please do not remove it. 


+ Keep it legal Whatever your use, remember that you are responsible for ensuring that what you are doing is legal. Do not assume that just 
because we believe a book is in the public domain for users in the United States, that the work is also in the public domain for users in other 
countries. Whether a book is still in copyright varies from country to country, and we can't offer guidance on whether any specific use of 
any specific book is allowed. Please do not assume that a book's appearance in Google Book Search means it can be used in any manner 
anywhere in the world. Copyright infringement liability can be quite severe. 






About Google Book Search 


Google's mission is to organize the world's information and to make it universally accessible and useful. Google Book Search helps readers 
discover the world's books while helping authors and publishers reach new audiences. You can search through the full text of this book on the web 
at/http://books. google. com/] 














Google 


Dette er en digital kopi af en bog, der har været bevaret i generationer på bibliotekshylder, før den omhyggeligt er scannet af Google 
som del af et projekt, der går ud på at gøre verdens bøger tilgængelige online. 

Den har overlevet længe nok til, at ophavsretten er udløbet, og til at bogen er blevet offentlig ejendom. En offentligt ejet bog er en bog, 
der aldrig har været underlagt copyright, eller hvor de juridiske copyrightvilkår er udløbet. Om en bog er offentlig ejendom varierer fra 
land til land. Bøger, der er offentlig ejendom, er vores indblik i fortiden og repræsenterer en rigdom af historie, kultur og viden, der 
ofte er vanskelig at opdage. 


Mærker, kommentarer og andre marginalnoter, der er vises i det oprindelige bind, vises i denne fil - en påmindelse om denne bogs lange 
rejse fra udgiver til et bibliotek og endelig til dig. 


Retningslinjer for anvendelse 


Google er stolte over at indgå partnerskaber med biblioteker om at digitalisere offentligt ejede materialer og gøre dem bredt tilgængelige. 
Offentligt ejede bøger tilhører alle og vi er blot deres vogtere. Selvom dette arbejde er kostbart, så har vi taget skridt i retning af at 
forhindre misbrug fra kommerciel side, herunder placering af tekniske begrænsninger på automatiserede forespørgsler for fortsat at 
kunne tilvejebringe denne kilde. 


Vi beder dig også om følgende: 


e Anvend kun disse filer til ikke-kommercielt brug 
Vi designede Google Bogsøgning til enkeltpersoner, og vi beder dig om at bruge disse filer til personlige, ikke-kommercielle formål. 


e Undlad at bruge automatiserede forespørgsler 
Undlad at sende automatiserede søgninger af nogen som helst art til Googles system. Hvis du foretager undersøgelse af maski- 
noversættelse, optisk tegngenkendelse eller andre områder, hvor adgangen til store mængder tekst er nyttig, bør du kontakte os. 
Vi opmuntrer til anvendelse af offentligt ejede materialer til disse formål, og kan måske hjælpe. 


e Bevar tilegnelse 
Det Google-"vandmærke" du ser på hver fil er en vigtig måde at fortælle mennesker om dette projekt og hjælpe dem med at finde 
yderligere materialer ved brug af Google Bogsøgning. Lad være med at fjerne det. 


e Overhold reglerne 
Uanset hvad du bruger, skal du huske, at du er ansvarlig for at sikre, at det du gør er lovligt. Antag ikke, at bare fordi vi tror, 
at en bog er offentlig ejendom for brugere i USA, at værket også er offentlig ejendom for brugere i andre lande. Om en bog 
stadig er underlagt copyright varierer fra land til land, og vi kan ikke tilbyde vejledning i, om en bestemt anvendelse af en bog er 
tilladt. Antag ikke at en bogs tilstedeværelse i Google Bogsøgning betyder, at den kan bruges på enhver måde overalt i verden. 
Erstatningspligten for krænkelse af copyright kan være ganske alvorlig. 


Om Google Bogsøgning 
Det er Googles mission at organisere alverdens oplysninger for at gøre dem almindeligt tilgængelige og nyttige. Google Bogsøgning 
hjælper læsere med at opdage alverdens bøger, samtidig med at det hjælper forfattere og udgivere med at nå nye målgrupper. Du kan 
søge gennem hele teksten i denne bog på internettet på|http: //books.google.com| 

















HARVARD 
COLLEGE 
LIBRARY 








mn ERR HK REE 


danft EET 


” nndeholderde SENDE 


jet danſte Sprogs 


Stammeord, 





tilligemed afledede og ſammenſatte Ord/ 


efter dem nuværende Sprogbrug forklarede i deres forffiellige 
Betydninger, og ved Zalemaader og Exempler opløfte, 


U 


— 


af J JER . 
Chriftian Molbech. 





Anden Deel. W 








idbenhabn. 
Paa den Gyldendalſke Boghandlings Forlag 


trykt Hos C. Græbe se sm. 


<£ . > 





4 


4833. 


2 


+ 





haj 


CSC 


M. v.n. Jeg maa, vi mage. impf. "Dif: Legemssvelſer — maatte være beregs 
mestte. har maattet. — inf. at maatte, er nede alene p. fand Nytte; de maatte have . 
i fildigere Tider indført, og uvis. At maa ſaamegen Afverling, fom muligt.” Engelst.) 
finte, ſtisndt fielden, hos Ældre. ſI. b) et Tilfælde, man tænter fig fom nedven⸗ 
må, maåtii, mega. Svarer til de tydſte Vers dig Betingelſe. (undertiden m. Genfon ft. 
ter mögen og muffen.] Det betragtes bet tilkommende Mulige.) ”Sfulle vore 
fom Hielpeverb. fordi det altid fordrer ef ans Medmenneſter arbeide f. dor Lykke, faa maat 
det (undertiden dog udeladt) Verb. hvor⸗ vi æres, vi maae elſtes af dem.” Baſth. Des 
med det forbindes, i infin. 1. være unders maatte gaae underligt til, hvis han ikke bøis 
faket en nødvendigen virkende Aarſag; væs ver valgt. . Jeg mag tage meget Feil, om 
te, ſtee, forandres, i Følge en ſaadan (phy⸗ jeg ikke har fect ham før. c) en overvelende 
fik) Nødvendighed el. Tvang. — Stenen Bevoggrund. (f. ovenfor.) dd) en udtryk⸗ 
maa fonke i Bandet. Touget maatte brifte kelig Befaling, el. ef Forbud. Du maa 
under en faadan Vægt. 2. tvinges, dri⸗ iffe vige fra Stedet. Enhver maa: pasſe 
ves af udvortes cell. indvortes Nodven⸗ nøle paa i Mat; Ingen maa underſtaae fig. 
tighed t. en Handling el. Tilſtand; mede Her maa Ingen komme ind. e) en Zilas 
føres af en ſaadan Nodvendighed. — Jeg delſe. Enhver maa frit gaae ind. Nu maa 
maa reiſe i Morgen. Vi maae afte handle du gierne holde op. Hun vilde dandfe mes 
anderledes, end.vi ville. Den, fom vil Die⸗ vre; men hun maatte iffe for Moderen. — 
medet, maa ogfaa ville Midlerne. Ænhver' Sfær boppigen f Spørgsmaal. Maa jeg 
mes adinde Landets Lone. Dette Arbeide følge med! Maae vi fpife Sagen? Maa jeg 
ma og ſtal være- færdigt inden Aften. - ſporge? (tør jeg fpørge 7) ensalm. Indledn. 
(Stel adirykker nærmeft den i et vift Til⸗ til en fpørgende Ziltale. (Gvor Ordet i dens 
fælte m. Nødvendighed virkende, Aarfag, der ne Bemork. "forekommer I Lovene, indbefats 
et en Følge enten af en Andens Billie ell. af ter det ofte, ifte blot Begrebet om Tilladelſe, 
en moralft Lov, ſom vi felv erklende; maa men ogfaa om en Rettighed, og ſtaaer egenil. 
derimod en Nødvendighed, der overhoveder for kan. f. E. »Enke maa fig Lavværge 
ligger i Tingenes Natur, i Dmftændighes 'tage hvem hun vil.” D. Lov I. 17.41.) f) 
derne, 0. ſ. v. Den Fornuftige indſeer, at en vis Ligegyldighed v. at noget ſteer, el. 
han mac giore, hvad han ſtal.) — Maa br.” hvormed noget overlades en andens Billie, 
tag ofte, hvor der vel ei er ubetinget Node Muligheden ell. Zilfældet. For mig maa 
tendighed ; men overvejende Bevæggrunde han blive, eller reiſe, ligeſom han vil. (Det 
t. at noget ſteer, f. E. Bønner, Paamindel⸗ tydſte mag. Det maa gaae mig, fom det 
fæ, Formaninger, Befalinger, andres vil. 4. imperson. fom et ønftende Verb. 
tvang 0. f. v. — Han vad mig faa længe, t. Maatte Ingen af og opleve denne Dag! Gid 
jeg mactte love ham at blive. - Du mas vi fnart maatte høre fra dem! Gid det maa 
itte afjlane mig denne Bøn. Jeg maa gane ham vel! 5. Meget hyppig i ældre 
(gaae) ud p. Marken, f. at fer hvad Folkene anft, men nu ganſte ubrugelig, er Be⸗ 
beſtille. Vi mage hen p. Torvet. Enhver mærtfelfen: at kunne, have Gune, Magt til. 
maa (fan itke andet end) røret v. et fgadant Denne ligger dog t. Svund for de ovenan⸗ 
Syn. Han vilde nødigen; men han maatte. førte Bemarkelſer: 3, eogf; og den overs 
3. uegentl. el. uden det abſolute Bøgreb om førtes det ældre Sprog p. Bemærfelfen : 
Netvendighed , betegner det: a) Overbe⸗ at libe (vel el. ilde), befinde fig, (om endnu 
viiening elv. ſterk Formodning om at Noget bruges i Svenſt. (Ivf. formaae og maa⸗ 
itte er eil. fan være anderledes. Det maa" fee.) ” ' 
være et løft Rygte. Han maa være ſyg fi: Maabe, v.n. 1. har. [N. S. muffen.] 
den et er kommen. Dette maa han, vife Forlegenhed, Stivhed el. tvungen 
felv edit vide. (Ogſaa conjunctiviſt: Hvor Peenhed i udvortes Adfærd og Lader. (dagl. 
behagelig maatte en faadan Reiſe være. T.) Ut flade og maabe. (Holberg.) 

Tank Ordbog D. ' SEE N (1) ” 


f 
f 2 


— 


maa ſiges ham p. en god Yi, 


Gan lever p. fin M. 


» Die 


Maade — Maadelig. 


EK FE 
Maade, en. pl.—r. f3. Mati.] tilfældig 


Beſtaffenhed v. Tingenes Udvortes; det. 


Forhold, hvotunder noget yttrer fig ell. 
ſteer. De vare flædte p. famme M. Det 
Den Ting 
fan tages p. fo Maader. Det ſteer p. in 
gen WT. (aldeles iffe,) 3 lige Vi. (ligele⸗ 
deg.) Han kan vel i nogen U. undſtvldes. 
J mange Magcder. I alle UNaader (i en⸗ 
hver Henfeende.) Deraf: Handlemaade, 
Levemaade, Talemaade, Zæntemagde, 0. 
fl. 2. Stik, Viis. Hver har fin Maade. 
Det er iffe min M. 
at giøre Smaating vigtige. 3. et vigtigt, 
pasſende Forhold i Øandlinger ell. Tilſtand, 
hvorved der til ingen Side gaaes f. vidt. 
At holde Maade i; eller med noget. (træffe 
det rette Forhold, ikke drive Tingen f. vidt.) 
At ramme den rette UI. Alting med M. 
Lad der være Wi. med din Lyſtighed. — Over 
al Maade (f. adv. overmaade.) — til Maa⸗ 
de. " a) efter det rette Maal og Forhold, 
hverken for meget ell. f. lidet. Til Maade 
er alting bedſt. (Moth.) b) tilpas, efter 
Dufte, beleilig. Man fan ikke være Alle 
til Ud. Gan er ikke let at gisret. Maa⸗ 


Ge. . ”Denne Middelvei var Maaden t. at. 


giore faa godt fom ingen til Maade.“ Rah⸗ 


, Act, — ”RJet kom ham vel til Udaade.“ A. 


4. id. Tale: om et indviklet, for⸗ 
Der ſtod vi i en mn. 9: 
”Der ftod da baade 


Vedel. 
virret Forhold. 
forvirrede, raadvilde. 


Mand og Stone i en Maade.“ Vesſel. Det 


laae Alt i en M. 5. et Maal, Kar t. at 
maale m. (D. Bibel.) "En it. Hvede og 
tre Maader Byg.” 

Maadehold, et. ud. pl. det, at holde 
SMaade ; den Egenſtab, at kunne holde M. 
At bevare fin Helbred v. Orden og Maade⸗ 
hold, M. i Forlyftelfer. 

Maadeholden, maadeholdende, adj. v. 
fom lægger Wind p. Maadehold, fom holder 


" Maade j fine Nydelſer, Forlyftelfer, i fin'Les 


vemadde, 1c. (jvf. afholden, font egentlig 


udtrykker aft man aldeles ingen Brug gior af 


en vid Ting ell. Mndelfe ; ligefom maade⸗ 
holden en fparfom Brug.) 
Maadelig, adj. ſg. matulegr. A. 6. 
medlice. ] fom er imellem begge (hverken 
f. ftor eller f. Uden, f. meget ell. f. lidt) cl. 
fom (feer m. Maade ; middelmaabig, (En 
m. Formue. At være af m. Storrelſe. En 
m. Brug af Lægemidler, (I denne Bemær: 
kelſe finder ingen Sammenligningsgrader 
Sted.) 2. fom veed af ramme den vette 
Maade, maadeholden, tarvelig, At være 
m. i Mad og Drikke. 3. ringe, ikke m, de 
bedſte. Et maadeligt Hoved. Maadelige 
Kundſkaber. Han har kun m. Helbred. 
Hoſten er m. i Aar. Han ſtod ſig kun maa⸗ 
deligt· y. Prøven, ”Itfe engang den maa⸗ 
deligfte Lykke fan opnaaes uden fremmed 
p.“ Baſtholm. Maadelighed, en. 


dl 


bud 


2”. Maadelighed — Maal. 


ub. pl. 1. den Beſtaffenhed at sære maa: 


delig, (1. 3.) 2. den Egenſtab, at holde 
Maade; Maadehold, Tarvelighed. Maa⸗ 
delighed i Mad og Drikke. *Hans Dragt 
er Ydmyvghed, hans Føde er Maadelighed.“ 
Baſtholm. 

Maxag, en. pl -e. [JI. Magr.) Slagt⸗ 
ning, Frænde; iſer: Svoger, Svigerſon. 
(et forældet, af enkelte nyere Digtere opta⸗ 
get Ord.) 3 

Yiteage, en. pl.-r. IJ. Mafr.] en Slægt 
af Gtrandfugle. Larus. 

i. Ytaal, et. pl. d. f. IJ. Mal. Sv. 
Mål] Tale, Sprog. Det hedder ſaale⸗ 
des p. vort M.  ”Det er din Kierlig⸗ 


hed, fom ſtaber Maal i diſſe Zunger.” 
Storm. Deraf: Modersmaal, Tunge⸗ 
maal. 2. Roſtl, Taleſtemme, Mæle. 


Et grovt, flærft, ſvagt UZ. At miſte, at 
forvende ſit m. “Dit M. røber dig.” 
Matth. C. 26. Han flod, ſom han/havde 
hverken Uaal el. Mæle. (d. Tale.) 3.1 
det ældre Lovſprog: Sag, Handel; 'ifær 
Retsſag, Retshandel, Lovmaal. Deraf 
flere, deels forældede, deels endnu i Lov⸗ 
fproget brugel. Dvd: Eftermaal, Klages 
maal, Leiermaal, Lovmaal, Sogémaal, 
Stœvnemaal, Værgemagl, 0. fi. = 
Maal, 1: -maaldiærv, adj. driftig i Tale. 
(Jacobi.) maallos, adj. fom ei fan tale, 
ſom har miſtet fit Maal, ſtum. ”At han 
gav de Blinde deres Syn, de Døve Horelſen, 
de Maalloſe deres Tale,” Baſth. Maal⸗ 
leshed, en. ud. pl. Stumhed. Maals⸗ 
mand, en. den, ſom faler en Andens Sag, 
Sagforer. (forældet.) maalſnild, adj. ſnild 
i Tale, veltalende. (Colding.) Maaiſtæv⸗ 
værd et. almindeligt Ting, Folkemode. (for⸗ 
ældet. ' . 

2. Maal, et. pl. d. ſ. I. Mal.] Enden 
p. en vis Udſtreekning i Rummet, Længs 
dens Srændfe. At beſtemme et Legemes Wi. 
At tage VI. 9: maale et Legemes Storrelſe 
ell. Udſtrakning, f. at paffe et andet derefter. 
At tage Wi. til en Kiole, t. et Par Støvler. 
— fig. om Tiden sg ulegemlige Størrelfer. 
Livets Ud. Hendes Lidelſer havde naaet des 
ves hølefte Ui. 2. Enden p. en Længde, 
fom man føger at naae; Wed, Formaal. 
”Man figer: at nage et Maal; og at træffe 
et Sigte; chi v. Maal tæntee p. Afftand ; 
v. Sigte p. den Linie, der er imellem dette 
og Øiet.” Sporon. — fer ftal Maalet fæts 
tes. At fætte fig et Maal. At figte, ſty⸗ 
de, [abe t. et V. (men ogſaa: at ſtyde, ka⸗ 
fte til Maals.) — fig. Stenftand f. Onſke, 
Attraa, Stræben; Formaal. (f. dette O. 
og Benſigt.) Han har naaet fit Maal. 
Livets, Onſternes M. »Et lyſt og hoit 
Maal f. Onſtets driſtige Flugt.” (M.) — 
Ogſaa i andre Tilfælde for: Gienſtand. ”I 
giere eder f. et Maal f. eders Medborgeres 
Misundelſe.“ Sneedorf. 3. Tingenes, i 


NE 
Maal — Maalckonſt. 


RXummellghed. At holde fit M. fit rigtige, 
fuſde M. At give cen rigtigt M. ”3"lige 
Maal utdeelte Himlen Frod.” 3. Smidt. 
kæœngdemaal, Flademaal, Tondemaal, A⸗ 
lenmaal. 4. Redſtab, hvormed man maa: 
ler, Maalekar. Vegt og Ul. 
ter falgt Yi.  CEt Kornmaal, Pottemaal, 
Pælemesl. 5. en beftemt Tid, (hvoraf det 
foreid. Aarmaal) ifær Spiſetid, og deraf og⸗ 
faa: Maden felv, Spiisning (T. Mahl.) 
(hvoraf Maaltid.) Middagẽmaal, Aftens⸗ 
macl, Midaftensmaal. Aaret er langt, og 
Yilzalene mange. Ordſpr.  Avæget faaer 
fem M. om Dagen. — Maalsbarder, pl 
Svalbarder, ſom holde et vift, i Handelen 
faſtſat Maal. Maalsbreæder cl. Uaals⸗ 
"bord, pl. Bræbder, ſom have deres tilbørlige 
M. i Længde, Brede og Tykkelſe. Maals⸗ 
jord, en. 3. til en By, ſom er tebet ell. til: 
maalt Bomæntene. A. Berntſen. (forcel⸗ 
bet.) Maalsmand, en. den, der reber ell. 
maaler Jord, hvorom der er Zrætte. (Col⸗ 
ding.) Maalstemmer, et. i Norge: Sav⸗ 
femmer, der holder fit tilberlige Maal, el. 
8 Alen i Længden og 11 Zommer i Svær: 
maal i det mindſte. (modſ. Undermaals⸗ 
temmer) 
Meale, v. a. 1 og 2. IJ. mæla.] føge at 
beftemme en Tings Storrelſe i Forhold t. et 
vift Maal, cl. en vig Eenhed i Størtelfen, 
(egentl. om legemlige Storrelſer, Længde, 
Vide og Rummelighed.) " At m. Korn. m. 
Afftanden imellem to Steder. — At m. een 
Cficppen fulda: fige ham dygtig Beſted, 
give Lige f. Lige I Ordſtrid. At m. fig ſelv 
m. den ſtore Alen 2: fætte hoi Priis p. fig 
ſelv. — At maale (og figne) 2: bruge viſſe 
overtroiſte Midler f. at fordrive Sygdom 
søg andet Ondt. — Af m. Toi af til en 
Klæduing. Dette Toi ſtal maales efter (9: 
maales p. ny, f. at-prøve om Maalet er 
tigtigt) el. males or. — fan har måelt 
Marfen op. ſ. opmaale. — At m. cen no: 
get til i Alenviis. f. tilmanle, — Kornet 
macles ud t. de Jattige i Skiepper. — At 
m. fig med cen, figuri. fætte fig i' Ligning 
m. gen; prøve Styrke med. 3 Lærdem fan 
han ikke m. fig med ham. At m. fig med 
cen i Zrvetamp. Maalen, Maaling, 
Maalning, en. Gierningen at maale. ſ. ogs 
faa: Afmaaling Dymaaling, Udmaa⸗ 
ling, o. fi. = Maalebord, et. pl.-e, B. 
hvorpaa Landmaalere fpænde Papir, t. at 
afjætte de maalte Vinkler, Længder og Fla⸗ 
ter ell. Figurer. Maalebrey, et. ſtriftligt 
Vidnesbyrd om Drægtigheden af et Skib 
(f. Brændebrev) el. Storrelſen af en Byg⸗ 
Ring og dens Grund. 
af et viſt Indhold, hvormed noget maales. 
Maalckiade, en. K. åf Ringe vg Sten⸗ 
ger, der br. ſoin Længdemaal v. Jordmaa⸗ 
ling, Maalckonſt, en, Konſten, mathe⸗ 


J f 
U 


—ßſ 
se 


3 
Forhold t. en vis Eenhed beſtemte Storrelſe, 


At fælge eſ 


lebord. 


ſee Maanen om Dagen p 


Maalekar, ct. K. 


! 


2 


Ft Maalekonſt— Maanebierg. 


matift at udmaale ſaadel Jordens ell. Jord⸗ 


ftykkers, ſom andre Legemers Storrelſe. 
(Geomerie.) — en. den, 
om er fyndig I Maalefonften ; en Geome⸗ 
ter. (Riiobrigh.) Maalelod, et. 1. d. f. ſ. 
Dybolod. 2. ef Redftab, m. et ien Snor 
hængende Lod, fom Bygmeſtere bruge; 
Blyſnor, Blylod. (Moth.) Maglepenge, 
pl. cl. Maalerlon, en. Betaling f. at nos 


get maales gf. en offentl. Maaler. Maa⸗ 


leredſfab, ct. R. ſom br. til at maale med. 
Maaleſeddel, en. Beviis, fom gives af 
Toldbetiente f. det Korn, der føres t. Mol⸗ 
le; Melleſeddel. Maaleſkive, en. f. Maa⸗ 
Utaclefnor, cn. Snor ell. Reb 
t. af maale Længder med (Maalereb; fom, 
ifær fordum brugtes i St. f. Kiede v. 
Agerrebning.) Maaleſtang, en. pl. - ſtæn⸗ 
ger. Stang, fom br. ft. at maale Længder. 
(it. Stang. ſom Landmaalere bruge t. at. 
figfe efter.) Maaleſtok, en. pl.-Fr. 1. eu 
Stof af en vis Længde, fom br. til af maale 
m. 2: en Linie, afdeelt i lige Dele, hvor⸗ 


ved ſtorre Længder efter et rigtigt Forhold 


betegnes ; formindſtet Maaleſtok. (Scala.) 
Maaletonde, en. Et Maalekar af en Ton⸗ 
des (i Danmark 144 Potters) Sterrelſe. 
Vaaler, en.,pl.-e. En af Dvrigheden' 
beſtikket Betient, ſom har Opſyn m. at 
maale Korn cl. andre Handelsvarer, der 


"føres ind og ud af en By. At beſtikkes 


t. Beier og M. (f. Kornmaaler.) 
Maaltid, et. pl.-er. IJ. Mahlzeit. 
ſ. 2. Maal, 57 den Handling, at fage 
Mad og Dritfe t. fig, naar dette ſteer m: 
en vis Orden og Anretning, og ijært. en 
vig Tid. Middagsmaaltid, Aftensmaal⸗ 
tid. ꝰMaaltidet er ſaameget bedre, ſom 
det er fortere.” Bagg. Jeg har alt glort 
mit M. Efter Reiſen vil vi holde et or⸗ 


dentligt M. Han holder tre Maaltider 
om Dagen. 


Vlaaltroſt, en. pl.-er. En Sangfugl af 
Kramsfuglenes Slægt. Turdus musicus. 


”Den tialne Maaltroſt, Nattens føde. 


Sanger.“ Rein. 

«ane, en. pl.-t. [2C- 6. Mona. J. 
Tungl.] i Alm. en Biplanet, der dreier 
fis om en anden flørre Planet, og med 

enne om Solen. Jupiters, Saturns 
Maaner. 2. færd. og fun med beſt. Art. 
om Jordens Biplanet, der omtrent i 30 
Dage bevæger fig omkring den. ”Han vil 
og Solen om 
Natten.” Baggeſen. Maanen kommer op, 
gaaer ned, er i Ny, i Næ. (f. Fuldmaane, 
Llvmeaane.) Maanen lyfer, ſtinner klart. 
Den tiltagende, aftagende M. Maane⸗ 
ger, et. Har, hvis Længde er heſtemt, efter 
Maanens Løb om Jorden, t. 12 Sange 30 
Dage. Maanebane, en, den Bane, hvor⸗ 
paa Maanen bevæger fig om Jorden. (3. 
Kraft.) Maanebieri, et. B. i Maanen. 


(19 


i 


Maaneblind — Maaned. 4 


maaneblind, adj. 1. ſom el kan fee d. 
Maaneſtin. 2. ſom hver Maaned fager 
Stade p. Synet, el. hvis Syn aftager m. 
Maanen. En m. Heft ( W. 6. 2.) Maa⸗ 
neformørtelfe, en. 'pl.-r. Maanens For: 
morkelſe v. Jordens Skygge. Maane⸗ 
gaard, en. Ring ell. Kreds om Maanen, 
ſom en lys Taage. ſ. Zavgaard. maa⸗ 
negal, adj. maanevild. (B. 9. O.) Maa⸗ 
neglands, en. ud. pl. G. af Maanens klare 
fin, p. Bandet el. andre Gienſtande. 


AJ hj 


PN 


Viaaned Maar. 


S. Maand.] Tiden fra Ny ft. Ny, ell. 
den Tid, i hvilden Maanen fuldender fit 
Omlob om Jorden, fom er den aſtrono⸗ 
mifte Uiauncd, (der indeholder 29 Dage, 
12 X. og 44 Min.) og adſtilles fra den 


borgerlige Maaned, hvis vedtagne Dages ' 


tal er forſtielllgt. Inden tre Maancder. 
Hver anden M. At tiene Maaneden ud. 
(Ofte forſtaaes i d. Tale v. en Vlaaned 4 
liger, el. 28 Dage.) == Maanedsarbeide, 
et. A. fom varer en Maaned. Maaneds⸗ 


Maaneglimt, et. foag og fort Lysning af barn, et. Gt Fofter, fom fun er en M. 


Maanen. ”liftadige Maaneglimt i en flys 
[d og mørt Nat.” Engelstoft. - magqnes - 
lar, adj. klar, oplyſt v. Maanens Skin. 
En m. Nat. Maanekreds, en. 1. den 
Kreds, Maanen beftriver i Himmelrummet 
9. dens maanedlige el. aarlige Bevægelfe. 
2. et Zidérum af 19 Aar, ell. 235 Omlob 
af Maanen, v. hvis Slatning Ny⸗ og Fuld⸗ 
maanen atter inttræffe p. ſamme Dag; 
MadnesCytlus. Maanelys, et. ud. pl. det 
af Solen laante eys, fom Maanen om 
Ratten kaſter fra fig. 
oplyſt v. Maanens Skin. Det bliver maa⸗ 
nelyſt 1 Aften. Maanelob, et. den Tid, 
… hvori Maanen fuldbringer fit Leb om Jor⸗ 
den. Maanemoerke, et. Tiden imellem Ny 
og Næ, naar Maanen ikke ſees p. Himme⸗ 
len. Maaneqveld, en. d. ſ. f. Maane⸗ 
morke. Maanering, en. d. ſ. ſ. Maane⸗ 
aard. Maaneroſe, en. i Vaabenkonſten: 
im. Ryggen mod hinanden vendte Halv⸗ 
maaner. aaneſtifte, et. Maanens for⸗ 
andrede Udſeende og Oplysning, ifær v. 
de fire Qvarteerſtifter. Maaneſtin, et. 
ud. pl. det Øfin, den Lysning, fom den af 
Solen oplyſte Deei af Maanen kaſter fra 
fg 5) Taanelns, Gan var ikke god at møde 
| (om den, fom er meget —28— 
Landſtab iMaaneſtin (virkeligt.) Et 
Maaneſtinslandſtab, et — 
(Maleri, hvorpaa Maaneſrin foreſtilles.) 
Maanefſfive, en. den i Himmelrummet ſyn⸗ 
lige Deel af Maanen, der viſer ſig f. os 
' fom en flad Skive. anet yg e, en. 1. 
Maanens Skygge (hvorved —S 
fer frembringes.) 2. Skygge, ſom ct Les 
"geme after v. Maanelys. maaneſyg, ad). 
om har Maaneſpge, cell. en Sygdom, 
vorpaa Maanens⸗Til⸗ og Aftagen troes 
at have Indflydelſe. Maanetal, et. Tal⸗ 
let p. de ved et viſt Aar forlobne Aar af 
Maanekredſen. 
indeholder Beregninger over Maanens Løb. 
Maaneuhr, st. 1. 
efter og vifer Maanens Løb, 2. Ul. der vifte 


Timerne om Matten v. Maanens Skvgge, 


ſom Solftiven v. Solens. maanevild, ad). 
fom har Anfald af Affindighed en Gang 
om Waaneden ; lunaticus. (Moth.) Maa⸗ 
neviſer, en. d. ſ. J.Maaueuhr, 2. +; 
Maaned, en. pl er. IJ. Manadr. N. 


é 


maanelys, adj. lus, 


insſtykke 


it, ſom er beregnet 


gammelt. Maanedoblomſt, en. Urt, ſom 
blomſtrer hver M. el. hele Aaret iglennem. 
Saaledes; VNaanedsroſe. — MNaanedsdag, 
en. Ey vis D. i Maaneden. Paa den for⸗ 
fte, anden Bi. Maanedsdagen derefter 9: 
p. famme Dag i den følgende M. — Maa⸗ 
nedsdue, en. D. ſom klakker Unger ud 
hver Maaned, ell, dog flere Maaneder i 
RNab. Utaanedsflod, et. Qvindernes maa⸗ 
nedlige Renſelſe. Maanedsfoſter, et. d. ſ. 
fi Maanedsbarn. i 
Udfættelfe, fom varer en Maaned. At give 
een UZ. maanedsgammel, adj. fom hav 
en Maaneds Alder. Maanedehyre, en. 


Hyre ell. faſtſat Løn, ſom gives Sofolk 


maanedsviis. Saaledes ogſaa Maaneds⸗ 
koſt, Maanedslon, Maanedspenge. — 


"Ntaanedsmaal, et, Maal p. en vis Mængs 


de Barer, f. E. Fødevarer, fom ere bes 
ftemte f. en Maaned. Matroſernes UZ. — 
Maanedsprædiken, en. P. ſom holdes p. 
en vis Dag I hyver M. Maanedsrente, en. 
R. fom betales f. hver Maaned. Maa⸗ 
nedsroſe, en. Roſe, ſom blomſtrer den meſte 
Tid af Aaret. (ſ. Maanedsblomſt.) Maa⸗ 
nedsſtat, en. Skat, ſom ſvares maanedlig. 
Wandir d. Kammerv. 89.) Maaneds⸗ 
old, en. &. ell. Lenning, ſom udbetales 
ver Maaned. Maanedsſoge, en. d. f. f. 
Maanedéflod. Maanedstid, cen. 1. En 
Tid af en WM. ell. fire Uger. 2. Maaneds⸗ 
tider, pl. d. f. ſ. Maancdsflod. Maa⸗ 
nedstiener, en. den, ſom tiener f. Maa⸗ 
nedslon; ifær om Matroſer. maaneds⸗ 
viis, adv. efter Maaneder, maanedligen. 
Maanedlig, adj. ſom ſteer ell. gientages 
hver Maaned, ſom hører til, indbefatter, 
ftvæffer fig til en M. Et maanedligt Regn⸗ 
ſtab. m. Søn; maanedlige Efterretnin⸗ 
ger. — maanedligen, adv. 


Maar, en. pl.-er. [A.S. Mærth.] 1.. 
Maanetavle, en. T. fom Et Rovdyr af —ã—— 


Skovmaar, 
Huusmaar. Mustela martes. Steenmaar. 
Mustela foina. 2. Foervært af Maaren, 
Maarſkind. — Maarfeælde el. Maarkiſte 
en. Indretning t. at fange Maarer i. 
Utaarffind, et. Maarens.Stind, fom br. 
t. Foerværf. 
Maar, Maard, en. II. Mær.] En Me, 
Pige. Et forældet Ord, ſom hyppigen 
forckommer i Kæmpeviferne. ' 


Maanedofriſt, en. Frift, 


| 


4 


Maaſtee — Mabfad. 


Maagſtee, adv. muligen, kan hænde fig. 
Det vil: m, indtræffe for man venter det. 
(maa har her den forældede Bemærfelfe af 
en. få te.) 

Magatte, en. pL-r. [A. S. Meatta.] en 


flettet ell. vevet Sammenfoining af Halm, 


Ret, Gin, Baſt, Spaaner, ec. d. til at 
legge y. Gulvet, ſvobe noget i, m. m. 
En BRafimaatte, Halmmaatte, Spaan⸗ 
maatte, Givmaatte, 0. f. v, — Maatte⸗ 
binder, en. den, ſom forſtaaer at binde el. 
flette Maatter. Maattekurv, en. En K. 
af Spaanmaatter. At føre Gods i Maat⸗ 
tekurve. Maatteſak, en. Sat: fom er 
fret af Maafter. ' . 
Maculatur, et. ud. pl. faf Lat. Macula.] 
kaldes, iſer hos Bogtrykkere, Boghand⸗ 
lere og andre⸗Handlende, Papir af trykte 
Boger, der ikke anvendes ſom ſaadanne, 
el. t. Læsning, men f. anden Brug og 
fom blot Papir. ,, 
Wad, en. ud. pl. [3. Matr. X,-6. 
Mæte.] Alt hvad-der beredes ft, Spiſe f. 
Wennefer ; Dæringsmidler, tilavede f£. 
Fede f. Wennefter. Egentlig bv. det aldrig 
om Dyrenes Fode, og i Alm. fun om 
Menneſtets Spiſe, naar den paa nogen 
Maade er tillavet, el. dog beftaaer af meer 
end et ganſte enkelt Fedemiddel. Brød, 
Frugter 9. d. allene, vil man ikke let falde 
Mad, ſtiondt de ere Søde, (Ved Mad 
forſtaaes ogſaa altid, ikke blat fafte Næs 
ringsmidler; men Alt hvad man nyder f. 
at ſtile Hungeren; i Modfætn, t, Dritte, 
fom nydes f. Zørft.) . ”Hanés Mad var 
Bræshopper og vild Honning.” D. Bibel. 
Xt (ave (tilforn: tede) Mad. At rette 
Micden an 3: gisre den, færdig t. af fættes 


p. Bordet. (af det Tydſte.) At lægge UZaz 


den for ved Bordet. Varm, fold, opvar⸗ 
met 37, Tre Netter Mad. At fane M. 
3: ſpiſe, være t. Bords. ”Da ſmagte, det 
ganfte Folk ingen Mad.“. (ſpiſte intet.) 
D. Bibel. 
bar ingen Madluſt.) Middagsmad, Mid: 
gftrnsmgd „Mellemmad, Aftensmad. 
Kiedmad, Fiſtemad, Meelmad, Saltmad. 
Dog er en Mad bedre, end den anden.” 
D. Bibel. Skeemad, Sobemad. (Ivf. 
ogſaa Pelſemad.) Madbog, en. B. 
hvori antegnes Uddelingen af Mad ell. Fa 
devarer. ( S. &. LD.) Madbomme, en. 
Et rundagtigt SÉriin.t. at føre Mad i. 
(poli. P. Paars.) Madbord, et. Skab 
m. Hylder og Skuffer, - t. at giemme Mad 
i; Kandebord, Kokktenbord. (Moth.) Mad⸗ 
brikke, en. 8. til at ſpiſe af; Tretaller⸗ 
ken. Madbroder, en. pl. — brødre, Kal⸗ 
des de, ſom ſpiſe fammen v. eet Bord. 
Woth.) Bordfælle. Madbuur, et. ſ. Fa⸗ 
uur. 
toges ell. er kogt. (Olufſen.) Nadfad, 
tt. 1. Fad t. at ſpife af. 2. Fab m. Mad 


kJ 
. ⸗ 


Levninger ſankes fra Bordet, maar 


Maden (mager ham ikke (ban 


Maddamp, en. D. af Mad, ſom 


4 


5. Madfad — Mtadtvang. 


paa. (Ohlenſchl) 3. i Saerd. et Fad m. 
gamme! Mad, et Saltmadsfad. Moth.) 
adfader, f. Zusbonde. (jvf, Madmo⸗ 
der,) Madfedt, ef. F. af tillavet Mad, 
Stegefedt, Skummefedt. Madfiſk, en. 
F. (om forbruges i Hufet ft. Spiisning og 
ike fælger. (P. Clauſſen.) Madfrugt, en. 
n. s. Coll. Frugter af ringere Slags, ſom 
koges cl. p. anden Maade br. fil Maden; 
faaledes Madebler. (i Modf. til Bord⸗ 
frugt.) Madyaffel, en. ſtor Saffel t. at 
tage Kied af Gryden; Kiedgaffel. mad⸗ 
— adj. graadig efter Mad. (P. Lolle.) 
dgryde, en. G. til at köge Mad i; ell. 
Gryde m. fogt Mad. Madkammer, et. 
K. hvor Mad og Fodevarer giemmes; Fa⸗ 
debuur, Spiſekammer. (i Norge: Utada 
e.) Saaledes ogſaa: Madkielder. — 
adklokke, en, d. ſ. ſ. Bordklokke, 2. 
»Indtil I hore fan Maͤdklokken f. Jer 
ringe.” Holb, P, Paars. — Madkniv, en. 
K. fom br. ved Madens Anretning ell. 
Spiisning. (f. Bordkniv.) Madkrog, en. 
K. til at hænge Madvarer p. ell. til at tage i 
M. op af Gryden. Madkurv, en. 1. K. 
til at føre Mad i p. Reiſer. 2. K. hvert 
an 
har fplift. . Madlavning, en. Slerningen 
at lave Mad. Madlede, en. ud. pl. Mod⸗ 
bnderigbet f. Mad, Ulyſtet. af ſpiſe. Næt 
gier Madlede. Ordſpr. Madlugt, en. £. 
af fogt Mad. Madlyſt, en. ud. pl. Lyſt 
t. at ſpiſe, Tidighed. (Appetit.) madly⸗ 
ſten, adj. fom har Lyft t, at ſpiſe. (V. 
6. 0.) " madlænds, adj. ſom itfe har 
mere Mad i Huſet. (d. Tale.) Madmo⸗ 
er, en, Huusmoder, Kone i Huſet; m. 
Henſyn t. hendes Omhu f. at ſtaffe Huus⸗— 
olket Mad, Husbonde og Madmoder. — 
adoffer, et. D. af Madvarer; i Særd. 
Jødernes Madaffer af Meel, Olie, Virak 
og uſyrede Kager. Madpibe, en. den Deel 
af Svætlget, hvorigiennem Maben føres ned 
i Maven; Spiſersret. Madpoſe, en. P. 
til at føre Mad i. Madpotte, en. P. til 
at foge Mad i. Maͤdro, en, Rolighed £. 
at ſpiſe ſin Mad. Madſtkab, et. S. til at 


giemme Mad i. (høres meft i den Tales 


maade: at gage i Madſtabet 2: gane t. 
Grunde, ſpildes) Madſtat, en. tilforn: 
en Skat, ſom udſtreves i Fodevarer. — Mad⸗ 
fer, en. Kokkenſtee, Kokkeſtee. (VB. S. O.) 
adſkik, en, ordentlig Skik og Maade £ 
at file, Dieet. At holde WRadftik, (Moth.) 
Utadføriin, et. S. til at giemme Mad i. 
Madſpand, en, Et Kar, beftaaende af flere 
Skaaler, t. af bære Mad i. Wadſpid, 
et. en Stok, hvorpaa man a enger Mad, ſom 
al røges. (Moth.)  vitedftue, en. f. 
adkammer. Madſyend, en, den, fom 
har m. Madlavning at gisre, KvÉ. (Moth.) 
Madtid, en. Spiſetid. adtorv, et. T. 


"hvor Madvarer falholdes. Madtrang, en. 


Madtrang — Mag. 6 


Zrang for Fødevarer. (Moth.) Madur⸗ 
ter, pl. Haveurter, ſom bruges t. Mad; 
Kokkenurter. (Dluffen.) advarer, pl. 


, Alt hvad fom br. t. Mad, faavel før, form 
efterat det er tillavet (ifær dog det ferſte; 


men aldrig om ganſke raa Producter, fom 
orn ell. Urter; heller ei om levende Dyr.) 


madvild, adj. forlegen f. at ſtaffe Mad. 


(Moth.) Madvogn, en. V. hvorpaa fo⸗ 


Munden. 


8 mer. 


res Madva Madvrager, en. den, fom 
af Kræfenhed vrager Maden. Madable, 
et. ſ. Madfrugt. Madaſtke, en. Wſte til 
at fare Mad i. 

ade, v. a. 1. give Mad el. Føde ind i 
Fuglene made deres Unger. (IJ 
Modfætn. med Subſtantivet, br. dette Ord 
Frans: fun om Dyrene.) ”Desuden — 
aa made vi jer ei, vi jer beſpiſe fun.” Veſſel. 
2. Xt m. en Fiſtekrog 9: fætte Mading p. 
den, Mading, en. 1. Orm og Aas, ſom 


ſcettes p. en Medekrog. At ſette Madingen d 


p. Krogen. 2. Føden, ſom Fugle give 
dereé Unger, — Madning, en. pl. — er. 
Gierningen at made. 

Maddik ell. Madike, en. pl. Maddiker. 
[J.Madkr. T. Made.] ganſke ſmaa Or⸗ 
me, ifær ſaadanne, der fremkomme af In⸗ 
ſecteeg i Fødevarer, el. forraadnede Lege⸗ 
addiker i Oſt, i Kisd. 

Madras, ſ. Matras. 


WMaadſkaberi, (P. Clauſſen) og Madſkta⸗ 


— 


gunſtig. 


ſtrengelſe. 


bi, ct. Et forældet Ord for: Selſtab, 
Samfund, Forbindelfe, Handelsſelſtab, 


: hvoraf endnu haves det i dagl. og lav Tale 


brugelige: Utaffepi. At have Maſrepi 
m. cen o: have Omgang, flaae i Forbins 
delſe med, ffær i det, fom ei er t. det Gode. 

Mag, en. ud. pl. — forekommer ikke, ell. 
meget fielden m. Artikel; og Kiønnet er 
tvivlfomt. [J. Mak.] 1. Rolighed, Hvile. 
SS Rolighed og Uag. ”En i uvirkſom 
WMag heuſlumret Løbebane.” Baggeſen. 2. 
Beqpemmelighed, god Leilighed uden Ans 
At giøre noget vet i Mag,/ i 
god M. At fare i Mag 9: lempeligen, 
ifte voldſomt el. m. Haſt. - 3. I Gen. 
bruges Ordet ſom adj. i Bemark. foielig, 
Mags Veir, Mags Vind (god, 
men iffe f. ftært g.) == magelig, adj. 
(3. makdikr. X. S. mascalic.] '1., bes 
qvem, uden Befdærlighed. En m. Vogn, 
Vei. magelige Kloder. 2. ikke vanſtkelig 
ell. moiſom, let af udføre. En m. Reiſe. 
Et mageligt A. 3. ſom hader og ſtyer 
Uleilighed og befværligt Arbeide; ſom gierne 
vil have det begvent og nødigen anſtrenger 
fine Kræfter. Han er megetem. Hun vil 
gferne have det migeligt. — Magelighed, 
en. ud. pl. Beſtaffenheden af væte mage⸗ 
lig. — magſom, adj. begvem, magelig. 
(Kingo. £. Bull.) 


lag, et, pl. bd. f. [Sv, Mak. T. Ge: 
mach, 


Bærelfe, Kammer. Lenligt Maztz, 


Mag — Mage. 

hemmeligt M. 2: Privet. (Colding.) foræld. 

esatin cl. Magazin, et. Pl.- er. ket 
fremm. Ord af Perfiſt Oprindelſe.] 
Forraadshuus, Forraadékammer. f. E. 
Kornmagaſin, Homagaſin. — Magafin⸗ 
forvalter. en. Opſynsmand over et M, 

agefintorn, ct. K. fom lederes t. og 
oplogges I et M. 
" Mage, ad. liig, ligedan. Strømperne ere 
ikke mage. (ſ. umdge, fom er mere brugel.) 

Mage, en. pl.-r. (3. Maki. A. 6. 
Maca.j 1. den el. det, fom er (lig en 
anden, fom fan lignes m. noget af fin Art. 
En Konge uden Wi. Han ſeger fin Ul, 


i denne Konſt. Jeg har aldrig feet, kiendt 


Wagen dertil. 2. cen af tvende lignen⸗ 
de, t. hinanden hørende Zing. Magen 
t. denne Handſte er bleven borte. 3. Fæls 
le, XEgtefelle, Wgtemage. ”Den milde, 
venlige, huuslige Udage v. fin Mands Siz 
ce.” — "Den lykkelige Mand, imellem 
fine tvende deilige Uiager.” Baggeſen. 
(Ogſaa om Dyr.) Duen har miſtet fin M. 
— Wagebrev, et. d. f. f. Mageſkiftebrev. 
(Moth.) Magelag, et. pl. d. k og Ma⸗ 
clægning, en. pl.-er. . Handlingen at oms 
ntte noget, ifar urorligt Gods, f. noget 
andet. Wagelægge, v. a. 3. d. f. f. mas 
geftifte, mageløs, adj. fom ei har fin 

age, uden Lige, uforlignelig. ” -”Den er 
ikke heler et faa mageloſt Skionheds Vid⸗ 
under, ſom den har Ord for.“ Bagg. 
Deraf: Mageloshed, en. ud. pi — Bias 
geffifrte, et. Forening, hvorved urorligt 

ods omſtiftes f. andet, Magelæg. (Byts 
te br. derimod om at filt rorligt Sods. 
Bed Bytte. og Ulage ifte beſtager det 
gienfidige Vederlag ikke i Penge, men i 
Gods og Eiendom, hvorved det ſtilles fra 
Kiob og Salg.) Mageſtiftebrev, et. B. 
el. Dpcument om et ageſtifte: — mas 
geftifte, v. n. og a. 1. giøre Mageſfifte om 
noget. At m. med een. Han har mages 


ſkiftet fig dette Gods til. — Mageſtiftning, 


en. Handlingen at gisre et Mageſtifte. 
"tage, v. a. 1. ſaf Mag. A. &. macan, 
at giore.] indrette, lave, ſtikke, giore i 
Stand. At m. Noget p. det bedſte. ”De 
funde han faa mage, at her jeg vandred 
ind,” Ohlenſchl. Mag det faa, at du fan 
komme med. ”Han veed at mage det faa, 
at hans gode Egenſtaber flinne frem.” 
Bafth. Han har maget det faaledeg, at 
enhver blev forustet. R 
Mage fig, v. rec. og mages, v. n. pass. 
J. maka sig, makaz.] parres, (om 
vv, iſer Fugle. At, mages fom Duer. 
Moth. Jacobi.) fig. enes. ”Da Ord m. 
Tanker fig ei altid ville mage.” Stenerſen. 
2. ſtikke fig, lave fig. ”Udi min Vogn jeg 
aldrig mig fi afnart t, Gæde mager.” Kin= 
go. ff. v. a. mage.) I en lignende Be⸗ 
moeerkelſe (lave fig til, komme i Stand) hos 


ø 





Mage — Magt. 


Arreboe : "Naar Buen frændes ud, da Vei: 
vet fig vil mage.” Hexaem. S. 73. 

Magelig, adj. f. under Mag. 

Mager, adj. pl. magre. [3. mager. 
utt. i Alm. maver.] fom har lidet Kidd p. 
fig, fom intet Huld har. (mon. fmidig, 
fer, v. godt Huld. jvf. tor.) mager i An⸗ 
figtet, p. Kroppen. Han er bleven m. i 
fin Engdom. — fig. fom er af indtræntet, 
tffe rigt Indhold. Et magert Skrift. 
"En mager Materie er ikke nadvendig for ; 
men ta den fun indeholder lidet, er den 
iffe ſtikket t. at underholde.” Sporon. 2. 
ſom har intet ell. lidet Fedt paa fig. (modſ. 
fe.) magert Kiod. At ſpiſe det Nagre 
af Kiødet. 3. ufrågtbar, ter, ſtarp. ma⸗ 
ger Jord. magre Græsgange. En mager 
Serart (fim er blandet m. Sand.) 74. 
En m. Tieneſte. 


fioler. 


&: Magifterværdigheden. (J ældre Danſt fi 


brugtes : Meſter.) 


gnetvirkning, en. Yttring af 
magnetiſt Kraft, — magnnstiff, adj. 1. ſom 


lagt en. (9. 
Z.Madt.] 1. ud. pl. Kraft HL at virte, 
at udrette noget, Cvne, Styrke. ”Enhver 


ne t. af giore noget er Matzt; men" 


Evne t. at bære er Styrbe, ég f, at uds 


Cd 


7 


t. at helbrede Sygdomme.“ D. Bibel. 


Nagt 9: foldig, v. godt Huld. 


-m. alt dens Tilhor, 


Henderne. 


Magt — Magtinften. | 


holde Kraft.“ Sporon. ”At have Magt 
t 
ſtrebe af al UI. pan har ikke UI. nof i 
Armene. Havets, Bolgernes Nagt. Trold⸗ 
dommen hav ingen Ut... ”Dette Indtryk 
vinder fun, alt f. let en utilborlig Wagt.” 
Monſter. (jvf. Yfmant, Almatzt, Fuld⸗ 
megt, Overmagt, Vanmagt,, Velmagt.) 
Uegentl. Zalemaater: At holde neger v. 
Niagt 3: bevare, holde i god Stand. Det 
ved Wi. flaaer ved M. ad: gielder, be⸗ 
add. Denne Lov ftaaev endnu ved M. 
At blive ved Magt. Der ligger Yil. raa 
a: bet er vigtigt, af Betydenhed. At give 
noget M. 9: tilftaae, ſamtykke, give det 
Goldighed. ”Da gave de hans Ord Magt.“ 
Grundtvig. ”Der findes mange Mænd, 
ſom Degnen give Wiagt” (tilftaae, at han 
har Ret.) Holb. P. Paars. At fiente, ved 
M. oa: ftadfætte, bekrefte. At være vel v. 
2. ud, pl.” 
Stibo t. at giore noget, Raadighed. At 
have M. til af gisre noget. At give cen 
Uiagt t. noget. Det ſtager ikke i min Wi. 
(jeg tør, cl. formaact det iffe,) Hans Eien⸗ 
domme ere nu i cen andens M. At fade 
M. over, faae i fin Magt (komme t. at 
raade over.) “Naar Dorſthed engang over 
dig faaer Magt.“ Tode. 3. ud. pl. Myn⸗ 
dighed, Vælde. At have Magt, faae BI. 
over een. At udvide fin Magt. Den hele» 
e Mi, i Staten. 4, ud. pl. misbrugt 
Kraft, Vold, Voldſomhed. At tage noget 
med Yr, At fætte MP, imod WP. At late 
M. gaae for Net. At bruge baade Lift og 
it. ”Deres Magt er ikke Ret.” Jerem. 
5. ub. pl. Krigsmagt, Krigshær 
Den hele M. til 
Lands og t. Vands. Deraf: Landmagt, 
Semagt. 6. pl. Magter. Stat, Rige. 
(egentl. Indbegrebet af dets Kræfter.) De 
europælfte Utagter. De brigende Magter. 
7. pl. Vlagter. et m. Kraft og Magt be⸗ 
avet Veſen. (ifær om Aander,) Onde 
dagter. — Magtbrev cl. VNagtebrev, et. 
1. ſtriftlig Fuldmagt (Hvitfeldt.) 2. Do⸗ 
cument, hvorved man voldgiver en Gag, 
Voldgiftsbrev. (forældet) Magtbud, et. 
Bud, Befaling af cen, der har Magten i 
”Lyder mit Magtbud.“ Bagz 
gefen… magtfro, adj. fom glæder fig v. fin 
Magt. (Baggeſen.) Ulagtfylde, en. tils 
ſtrekkelig Magt, vel grundet Mondighed. 
At giere noget af egen Magtfylde. (€- 


23. 10. 


ſtrup.) wagſardig adj. (uſœdvaul.) 
mægtig til, i Stand til. (Thieles d. Folke⸗ 
) Magthaver, en. den, ſom 


far, I. 45. 
ar Magten i Honder, ſom er hen Her⸗ 
re: (uyt Ord.) ”Det er Tid, at Hi⸗— 

orien hører op at forplante Vudfarelfer 
og fordærve Magthavernes Siæle.” Ens 
gelstoft. magtlyſten, adj. begierlig efter 
W. og Herredemme. (O. Guldberg.) magt⸗ 


hk ARE 
1 - 


Magtlos — Maitoe. 


les, el. magteslos, ad). fom er uden Kraft 
el. har miftet den ; ſogh kraftloß. En 

m. Olding. magtloſe Trudſler. »Troſt⸗ 
ble SBuffe; magtloſe Taarer.” Evald. 
Magteslos jeg ru maa taale mine Fien? 
dere Dverlaft.” Dhlenſchl. At gisre et Vid⸗ 
nesbyrd magtesleſt (ugyldigt.) — Magt⸗ 
ord, et. pl. d. ſ. myndige Ord, bydende 
Tale. (Rahbek.) magtpaaliggende, adj. 


ø 
” 


⸗ 


8 


Mairoſe — Malekube. 


Mairoſe, en. Gu tidlig blomſtrende Roſe. 
Rosa cinnamomea. Maiſtare, en. Skare 


af Bonderfolk, ſom følge Maigreven v. 


Maigildet. (Moth.) Maiſmar, et. Grœs⸗ 


v. ſom der ligger M. paa, vigtig, betyde⸗ 


lig. (Magtpaaligggenhed, en. V. S. O. ſ. 
Digtighed, 3 — > — Wagtſprog, 
et. en myndig Kiendelſe, Dom, ell. afgioren⸗ 
de Befaling, grundet p. Magten.  ”Uden 
Skielden og uden myndige Wagtfprog.”? 
Sneedorf. 
Magte, v.n. 1. formaae, have Kraft. 
Jeg magter intet i Armene. Jeg magter 
ikke at ſtyre min Vrede. (Moth.) ſ. magte. 
(At magte med noget, figes i dagl. J. for: 
at faae Bugt med, kunne raade med.) 
Mahomedaner, en. pl.-e. ſogſaa: Mo⸗ 
—— ell. ammedaner.] een 
om bekiender fig til 
onélære el. Islams Lære. — mahome⸗ 
anff (eller : mohammedanſt) adj. ſom 
Hører til, vedkommer denne Religionslere. 
Mai,/ én. ud. pl... 1. den femte Maaned 
i Aaret, Maimaaned. 2. ungt Lev, ifær 
af Bøgen og Birken, ſom i denne Maaned 
loves; Foraarslsv, Mailsv. ”Med Mai 
og Blomſter ſtroe.“ Arreboe... At pynte 
Kirken m. Mai. At føre Mai i By (en 
gammel Skik p. Landet, der ogfaa kaldes: 
at ride Sommer I By.) — Maiblomſt, en. 
Blomſt, ſom fpringer ud i Maimaaned. 
WMaiblus, et. Blus, fom tændes v. Mai: 
gilder.” (Moth.)  Yr 
Grosterv p. Gadeftævnet i Landsbyer. 
" (Moth.) Maidag, en. Dag i Maimaa⸗ 
ned. ”En Maidags lette Dragt.” Bagge⸗ 
ſen. (i dagl. T. ogſaa: den forſte Dag i 
Mai. At ſtifte (Tieneſte) t. Maidag.) 
Maidug, en. Dug, ſom falder i Mat. 
Maifeber, en. Foraarsfeber. (P. Syv.) 
Maifroſt, en. Froft i Maimaaned. Mlai⸗ 
gilde, et. G. ſom holdes i Maimaaned, ell. 
naar Bønderne have ført Mal i By. (Og⸗ 
" faa: Maigrevegilde. Moth.) Maigreen, 
en, En ung Lovgreen af Beg el. Birf: 
Maigreve, en. den, fom vælges t. Anfører 
v. Bøndernes Maigilder. Maigrevinde, 
en. den lige ſom Maigreven vælger t. af 
stage Deel I hans Værdighed. Utaihytte, 
en. Lovhytte, Levſal. Utaitirfebær, ct. 
J. d. ſ. K. fom tidligft modnes. Mai: 
ends, en. K. af Løv og Blomſter, hvor: 
med Maigreven og Maigrevinden pyntes. 
Maikulde, en. koldt Veirlig Mal. Mai⸗ 
lilie, en, Lilfeconval. Convallaria maialis. 
(Maiblomme.) Maimaaned, en. f. Mai. 
Mairegn, en. mild Regn, ſom felderd Mat, 
Mairoe, en. Et Slags tidlige hvide Roer, 


nm 


* 


uhammeds Reli⸗ 


⸗ 


aibenk, en. Bænt af M 


ſmor, fom kiernes i Mat, Maimaaneds⸗ 

ſmor. Maiſtang, en. cl. Maitræ, et. en 

pel Stang, opreiſt p. Byftævnet og be⸗ 
n 


Bønderne v. Maigildet pleiede at dandſe. 
Corot. J Danmark er denne Skik nu nœ⸗ 


tm. Lov og Blomſterkrandſe, hvorom 


en aflagt.) Maitid, en. Aarstiden i 


Maimaaned. (P. Syv.) 

Maie, v. a. 1. pynte m. Lov ell. Mat. 
(deraf: udmaie.) 

Majeſtæt, en. (pl.—er. naar det br. ſom 
Titel.) [Af Lat. majestds.] Hoihed, Yp⸗ 
perlighed, den hølefte Magt og Bærdighed ; 
fig. den Glands og udvortes Anſeelſe, ſom 
—— ſaadan Magt. — Deres Maje⸗ 

æt! Hans M. — en Titel, ſom gives Kei⸗ 
ſere og Konger. — Majeftætsforbrydelfe, 
en. ng imod Regenten ell. den hoieſte Magt 
i Landet. — majeſtætiſt, adj- pragtfuld, 
m. Hoiheds Glands i det udvortes. En 
m. Anſtand, Mine. Et m. Syn. 
Major, en. pl.- er. (langt o.) En Be⸗ 


falingsmand v. Landhæren, ſom hører t. 


Regimentets Stab, og er den næfte efter 
Oberſtlieutenanten. Majorinde, en. En 
Majors Kone. 
Mais, en. Et udenlandſt Navn p. en 
fremmed Kornart: tyrkiſt Hvede, Zea Mais. 
Makke, v.a. 1. (det T. maden.) J 
d. Tale og foragteligen: blande, røre ſam⸗ 
men. At m. noget fammen. Deraf: 
Makkeri, et. pl.—er. Noget, fom er ilde 
—F og uordentlig ſammenrsrt. (d. T. 
oth. 


Makker, en. pl.-e. IN.S. Makker. f. 
Mage.] Feolle, Deeltager. br. ifær i viſſe 
Kortſpil om de Spillere, der holde ſammen 
mod De ovrige. Deraf: Makkerſtab, et. 
—— AP. Clauſſen.) 

| el, en. pl. —er. En Fiyteflægt 
(Scomber) og ifær en Art deraf, fom er 
agtet f. dens gode Smag. Scomber scom- 
brus. — Makrelfangſt, en. Gierningen at 


fange M. 

akron, en. pl. - er. [Af d. Ital.] et 
Slags Bagvark af fiint Mel, Sukker og 
Mandler. 

i. Male, v.a. 1. ældre impf. mol. [Jol. 
melia, mala. Goth. malan.)] bevæge 
hid og did, ifær I Kreds. (hvoraf Male⸗ 
ſtrem.) Skibet blev af Strømmen malet 
ned i Afgrunden. (V. 8.9.) 2. knuſe 
Korn og andre Gædarter imellem Aværnz 
ſtene, f. at frembringe Meel og Gryn, el. 
udpreſſe Saften af Frø. Atem. Korn t. 
Meel. At m. Gryn, m. Horfto. At m. 
Bandet ud af en Dam 0: øfe det ud v. 
Hielp af Molleverk. — Walekube, en. En 
Skrue ell. Tragt af Zræ over Qucernen 


J 


8 


N 


- 


Matefube — Malerfarve. . 


i en Molle, hvorigſennem man sfer Kor: 
net, el. det, man vil male. (Moth.) Ma⸗ 


lelon, en. og Valepenge, pl. det, fom be⸗ 


tales Molleren f. at.male. IMoth.)Ma⸗ 
leſeddel, en. Beviis f. Conſumtionens Be⸗ 
taling af Korn, der føtes t. Molle; Moel⸗ 
leſeddel. Maleſtrom ell. Malſtrom, en. 
Gt Sted I Vandet, hvor ſtridige Stromme 
ell. Huler p. Bunden danne en farlig Hvir⸗ 
tel; et Havſocelg, en Haphvirvel, Flod⸗ 
hvirvel, Hvirvelſtrem. WMaletand, en. pl. 
-tænder. T. hvormed Føden knuſes, Kind⸗ 
tand. (T. Rothe.) Malevand, et. V. ned 
en Molle, tilſtrekkeligt t. at male ved. 
Meleveir, et. vindigt cl. ſtormende Veir, 
tienligt f. Vindmoller. Malevark, et. 1. 
Redſtab og Indretninger, ſom høre t. at 
male, Mollevoerk. 2. Gierning, fom fo⸗ 
retages p. en Molle, og hvoraf fvares Af⸗ 
gift ed. Conſumtion. CRtanbir d. Kammer: 
væfen. 223. 231.) alevæfen, et. aft 
det, ſom vedkommer Malning af Meel, 
Sron x. (Forotdn. 1768.) Maling, 
Melaing, en. Gierningen at male p. en 


Nede cl. Avcern. . 

2, Male, v. a.1. [I. måla.] 1. afs 
biſde m. fynlige Zræt og Farver, ſtildre, 
efterligne en Gienſtands naturlige Skikkelſe 
og Farve. (jvf. tegne, ridfe.) At male i 
Olie, i Paftel, m. Vandfarver, m. Olie⸗ 
farver, I Kalk, i Vor. Hun har ladet fig 
male, (afffildre.) Han maler p. et hiſtoriſt 
Stykke, p. et Landſtab (er i Færd ders 
med.) — fig. om Tale og Skrift, hvorved 
noget liveligt beſtrives. Han malede La⸗ 
feng Følger m. levende Farver. Digteren 
meler m. Ord. 2. overſtryge m. Farver 
ég farvede Prydelſer. Værelfet, Loftet er 
unlig malet i, et. pl.-er. 1. 
En Tavle, hvorpaa noget er malet; et 
Stilderi. — fig. om en livelig Beſkrivelſe ell. 
Skildrting v. Ord. 2. Undertiden br. det 
or: Malerkonſt, Malning. At forbinde 

leriet m, Bygningskonſt (og da ud. pl.) 
——— en. En Samling af for⸗ 
fliellige Maleres Ärbeider. Malning, en. 
1. Gierningen at male m. Farver. 2. No⸗ 
get, ſom er malet, ſtildret; et Maleri. 

Maler, en. pl.—e: Een fom forftaaer den 
Kenft, at male, faavel om den, der driver 
Maleriet ſom en virkelig Konſt, (en Skil⸗ 
trer) form om den, der mere behandler. det 
[om Saandværf. ſ. Bloinſtetmaler, Dyr: 
meler, Hiſtoriemaler, Huusmaler, Konſt⸗ 
meler, Landſtabsmaler, m. fl. — Maler⸗ 
— et. A. til at blive Maler. (V. 
6. 9.) Walerarbeide, et. En Malers 
Arbeide, et malet Værk. Malerarbeidet 
p. denne Bygning er ikke godt. At forgyl⸗ 
de er et m. Nalerbræt et. d. fi f. Farve⸗ 
bræt. Malercolit, en. d. ſ. ſ. Blycolit. 

g, en. Leredreng hos en Maler, 
Malerſarve, en. F. fom en M. bruger t. 


(- ø - 


—⸗ 


% 


OM 


9 "SMalerfarve— Malfeplads, ” 


fit Arbeſde. Malerfernis, en. F. hvor⸗ 
med Malerier og andre Malerarbeider overs 
fvæffes. ” Malerguld, ct. 1. d. ſ. ſ. Blad⸗ 
uld, Bogguld. 2. oploſt Bogguld i 
—**— t. at måte med; (ligeledes Ma⸗ 
erfolv.) Maalerkonſt, en. Konſten at 
male el. ſtiſdre. Ulalerkoſt, en. en grov 
Malerpenfel ell. Koſt, fom Huusmalere 
bruge. Utelerlaug, et. det Laug, ſom 
Huusmalere udgibre. Malermeſter, en. 
Haandværfømefter, ſom hører t. Maler⸗ 
lauget. Walermusling, en. ell. Naler⸗ 
, fæl, et. Navn p. et Slags Skaldyr, fom 
bv. til at, glemme Malerfarver i. Unio pic- 
torum. Malerpenſel, en. P. til at male 
m. Malerredſtab, cf. R. hvoraf Males 
ven betiener fig. Malerſtole, en. pl.-r, 
1. Skole, hvor der underviſes i Malerkon⸗ 
ſten. 2. endeel Malere, fom i deres Ars 
beider have fulgt een Stiil og Emag. De 
nederlandſte, italienffe Malerſtoler. (f. 
Skole, 4.) Malerſteen, en. glat Steen, 
hvorpaa Malerfarve rives m. Loberen. 
Malerſtol, en. Et Slags Stillads p. tre 
Fodder, hvorpaa Maleren fætter den Tav⸗ 
le, han arbeider p. (Staffelie.) Maler⸗ 
e, en. Malerens Arbeideftue. Wiclers 
elv, et. ſ. Malerguld. Malertavle, en. 
Et Maleri, Skilderi. (Moth.) Waler⸗ 
værk, et. d. f. ſ. Malerarbeide. ler⸗ 
værkſted, et, Verelſe, hvor Maleren og 
hans Folk arbeide. . 
Maleriſt, adj. (optaget efter det X.) 
ſom fvarer t. Malerkonſtens Regler, er 
ikket t. at males, t. at være en Gienftand 
. den ſtienne Malerkonſt. (pittoreſt.) m. 
Skionhed. En m. Uudfigt, Egn. fig. en 
maleriſt Stildring, (ved Ord.) 3: en ſaadan, 
om v. livelig Fvemftilling bringer Gien⸗ 
anden ligefom f. DOinene. ”En meleri 
Standpunkt” (hvorfra man har en pittoreſt 
Udfigt.) Baggeſen. 
talfe, v. a. ogn. 1. IJ. mylka. A. 6. 
meolcian.] 1. act. bringe Melten ud af 
Yveret, v. at ſtryge og drage det m. Gæns 
derne. At m. Køer, Faar, Geder. 2. 
neutr. give Melf. . Koen: maler gott, 
par holdt op at m. == Malkeaag, et. Aag, 
vort Melkeſpande, bæres p. | Sfuldrens. 
Malkebrikke,en. B. fom lægges oven 1 
Malkeſpanden el. Malfebøtten f. el at 
ſpilde Melken. Malkebotte, Malkekande, 
en. En Botte ell. et rundt Zræfar m. Laag 
paa, hvori Køerne malkes, og Melken bæs 
vred t. Huſet. Malkeko, en. Ko, fom gi⸗ 
ver Melk, ſom ikke er gold. En god M. 
fonf giver megen Melk. Malxkekrands, en. 
K. ſom Malkepigerne lægge p. Govedet og 
bære deres Kande p. alkepige, en. Tie⸗ 
neſtepige, hvis Beſtilling er at malke, holde 
Melkekarrene rene, kierne og gisre anden 
Tieueſte i Meleriet (i 'ældrg Danſt: Viel⸗ 
kedeie) Malkeplado, en. P. hvor Quc⸗ 


Ad 
N 
N 
4 


eller Metaller. 


hareſte Malm. 


| Malfeqvæg — Malmfors 10 


W 
et malkes. Malkequeg, et. coll. Koer, 
om holdes f. at give Melk. (t. Forſtiel 

a: Slegteqvæg, Ungqvæg.) Molke⸗ 

ammel, en. Sri, ſ. Malkeſtol. Malke⸗ 
pand, en. S. uden Laag t. at malke i. 
Nalkeſtol, en. lav, trebenet Stol, ſom 
Pigerne fidde p. medens de malke. Mal⸗ 
Betid, en. den T. paa Dagen, da Køerne 
fædvanl. malkes. Ulalkevei, en. Bet fra 
Huſet ud i Marlen t. spalfegvæget. Det 
er én lang M. for en Pige. — Malkning, 
en. Gierningen af malfe. ' 

1. Welle, en. pl.-r. en Fiſk, ſom er 
den ftørfte europæifte Fenitvande ift , og 
fandtes hos os tilforn i Sorse Sø. Si- 
lurus glanis. 2 

2. Yitalle, en. pl.-r. [S. Malje. €. mail.] 
en liden Ning ell. Boile, ſom de, hvori 
Hegter hage faſt. — Deraf: Urealletrave, 
en. fordum: et Bryſtharniſt fammenfat af 
fmaa Jernringe. E. Coat of mail. Moth. 
Rettere maaſtee en Bryniekrave, ſammen⸗ 
far af Maller.) Ulallepandſer, et, Et 

telt Pandfer, ſammenſat af Maller ; en 
Ringbrynie. 

Malm, en. ud. pl. [J. Malmr.] en⸗ 
hver Steen, ifær Fieidſteen, der indeholder 
metalliſte Dele; Erts. Jernmalm, Bly⸗ 
malm, Soelvmalm. 2. de v. Ilden af 
Stenen fraſtilte metallifte Dele ; . Metal. 
En reen M. Guldet er den ædelfte, koſt⸗ 
”Da var jeg en lydende 
Malm eller en klingende Bielde.“ D. Blb. 
1550. 3. en ſammenſmeltet Blanding af 
flere Metaller. Grydemalm, Klokkemalm, 
Stykmalm. 4. fig. det, hvoraf en Ting 
beſtaager, Materie, Stof. Rig og Arm, 
Alt af een Malm. Ordſpr. „Et Sprog 
der har dannet fig af fin egen Malm.“ (502, ) 
5. Granens yrrens Ualm 9: Fræeté 
Kierne el. fafte Ved. f. Malmfør. ”Nu 

væfjes hærdet Staal, det Fyrrens Malm 
al gielde.“ ZZ. Stockfleth. => Uſalm⸗ 
gare, en. Et Strøg i Biergene, ſom 
Indeholder Malm. malmagtig, ad). ſom 
Ugner M. Malmart, en. et vift 
Slags ein i org —E — en 

org, Feœſtning Ongget af M. (Baggeſen. 
Yralmbrud, et. Et Sted i — hvor 
Der brydes Malm. malmbunden, adj. poet. 
ſammenbundet, forenet m. Malm. ”Den 
malmbundne Steen er Vor, hvor det 
(Sværdet) fårer.” Pram, Ytalmbygd , 
en. Egn, Landſtræekning, Hvor Gruber og 
Blergværfer findes. (Bruͤnnich) Malm⸗ 
arve, en. mørt rodbruun Farve, ſom 

mmenſmeltet Malm. malmfarvet, adj. 
— Utalmficld, et. F. fom indeholder Malm 
malmfuld, adj. malm⸗ 
tig; fig. ſom lyder ftærkt af M. ell. (lig 
Malm. »Orgelets malmfulde Klang.” 


Ohlenſchl. Malmfyr, en. det bedfte Slags 
Fyr, fom borer i før, ſandig Jordbund. 


.tan, macerare.] Korn, 


Malmgang — Malurt. 


(Rodſyr.) Malmgang, en. Malmaare. 
Malmglands, en. Glands af den blanke 
M., Metalglands. mamgodee et. Gods 
Eager,. forfærdigede af M. (Baggefen.) 
Ntalmgrube, en. Malmbrud. Valmgryde, 
en. &. af Malm. — Wlalmgyder, 
en. (V. S. O.) f. Klokkeſteber. Malm⸗ 
hinde, en. tyndt metalliſt Overtrek. 
”Steenarter, belagte m. en tynd glindſende 
Malmhinde.“ Bruͤnnich. Malmkanon, 
en. K. ſtobt, af Malm, Metalkanon. 
Malmklang, en. den K. ell. Lyd, ſom M. 
giver v. at flaae p. den. Vialmleie, ct. 
Bierglag, fom indeholde Malm. Malm⸗ 
morter, en. M. af Malm cl. Mesſing. 
malmrig, adj. fom indeholder megen Malm. 
Malmroſtning, en. Malmens Roſtning, 
ell. Handlingen, at giore den ſtior v. Il⸗ 
den og forberede den t. en god Smeltning. 
Malmſkum, et. Skum ell. fremmede Dele, 
ſom flyde oven paa Malmen under Smelt⸗ 
ningen. melmfpræn t, ad). v. indfprængt, 
blandet m. Malm. —*32— ct. Malm⸗ 
aare. malmſtærk, adj. ſterk i Malmen, 
af en ſterk Materie. (Kampmann.) malm⸗ 
ſtobt, adj. v. ſtobt af Malm, Metal, Kob⸗ 
ber. ”Den malmſtobte Port.” Pram. 
—— et. Kobberfværd. (Baggefen.) 
Vlalſtrem, en. ſ. Maleſtrom, under male, 
Malt, et. ud. pl. [X. S. Mealt; meal- 
fom v. at blødes i 
Vand (ftøbes, fættes i Stob) begynder at 
fpire, og fiden tørres i Luften el. over Ild 
og ſtraaes p. Møllen, f. at blive ſtikket til 
Hlorvygning. At giøre M. (at mælte, i 


"Norge.) At komme det ſtragede Bialt i 


Moeſtekarret. Vindterret M. ell. Luft⸗ 
malt, ſom er torret I Luften. Kollemalt, 
RNsgmelt. Grønt M. fom endnu ei er 
tørret. langſpiret Ualt, fom under Stob⸗ 
ningen har fpiret ſterkt. = Maltbyg, et. 
B. ſom bruges til, er tienligt t. af giore 
M. af." Maltfieel, en. pl.-e. Fiæle, der 
lægges oven paa Maltkollen, og hvorpaa 
Maltet bredes. Maltgierer, en. den, ſom 
v. et Bryggeri foreftaaer Maltgieringen, 
ell. Gierningen, at virke Malt; Waltvirk⸗ 
ning. Utalthuue, et. H. til at giore Malt 
i. Maltkammer, et. K. hvor Walt tørres 
el. glemmes. Maltkolle, en. K. til at 
tørre Malt p. Maltloft, et. £. hvor Malt 
torres ell. bevares. altmolle, en. M. 
hvor der males Malt. Waltmeller, en. 
den, ſom eier ell. foreftaaer en Maltmolle. 
Maltqværn, en. Q. til at male M. paa, 
Qværn i en Maltmølle, Waltſtat, en. 
Afgift (Acciſe) af Malt. MWaltſpire, en. 
den S. ſom Maltet finder, naar det lægges 


i Støb, Waltvirkning, en. d. ſ. ſ. Malt⸗ 
gøring. — malte, v.n. 1. (har.) at giore 


alt, (Moth.) 
Malurt, en. ſaf 


d. Sv. Mal, Orm; 
fordi Planten er ormdrivende. V. S. 


93 


⁊ 


Malurt — Mand. >” 4 
en teliendt Urt, af meget beſk Smag. Ar- 


temisia absinthium. — Malurtbrænde⸗ 
viin, n.es. B. hvorpåa Malurt ſettes. 
Melurtdraaber, pl. kraftige Dr. el. Es⸗ 
fonte, ſom uddrages af M. Ualurtviin, 
en. V. fat paa Malurt. o. fl. , 
Malvafier, en. Et Slags fod Vlin, der 
oprindeligen vorer p. Moreca. 
Wanmmeluk, én: pl.-ker. et Slags lette 
Kottere, ſom indtil vore Tider brugtes i E⸗ 
goeten, hvor de udgiorde cen egen Krigshob. 
Maen, en. ud. pl. ISv. Man. J. Mon. 
E. og R. S. Mane.] lange Haar, fom 
negle Dyr, f. E. Heſten, Løven, have p. 
Halſen. 
Men, ubeſtemt Pronomen, der altid for⸗ 
bindes med et Berb. i kredie Derfon sing. 
og udtrykker intet andet om det betegnede 
Subject, end at det er en Perſon, men 
hverken Klon el. Tal. Ulan har fagt 
mig; man har fornærmet ham — kan ſaa⸗ 
vel forftaaes om cen, fom om flere, — Utan 
tt deri forſtiellig fra Partikelen der, at 
denne vel ogſaa ubeftemt angiver Perſoner, 
ſom Subject, men tillige livløfe Gienſtan⸗ 
de, og at det efterfølg. Verb. fan være 
pass. (Der figes, der tales om. Der falder 
megen Regn.) . Utan betegner derimod fun 
Perſoner, og det efterfolg. V. er altid act. 
(3 ældre Tider var dette Pron. cet Ord m.- 
Sabſt. Mand, ell. man brugte dette Subſt. 
oderalt hvor vi mu bruge Pron. Man, og 
confruerede det m. et efterfølgende pron. 
rel. f. Gloſſariet t. Harpeſtrengs Lægebog.) 
nd, en. pl. Mænd. [J. Madr. X. 
E. Man.] A. 1. et Menneſte. Denne 
sprindelige, men nu forældede Bemarkelſe, 
findes ikke blot i det Isl. og ældre danſte, 
men i alle bejlægtede Sprog. Den gielder 


entnu i nogle &Sammenfætninger (f. E. 


Mauddrab, Mandebod, Mandsminde, Mand: 
fal) i Ordet hvermand, og Udtrykkene: den 
almindelige Mand, menig Mand o: Almuen, 
af begge Kien. JMands Minde. (Ogſaa 
i vore Bibeloverſ. maa Ordet ſtundom tages 
(denne Bemært. f. €. Pſalm. I. 1,XXXIV. 
3. Salig er den Mand: hvor Bibelen af 
1550 har: Salig er den, ſom.) 2. en Pers 
fon; forekommer endnu, men kun i sing. 
i viſſe Udtryk. f. E. Alle, ſom 
beſlnttede: Selſtabet bejluttede VT. for M. 
3: cenſtemmigen. (om en Beſlutning af 
mange, hvoriblandt ogſaa fan tenkes 
Fruentimre.) Skibet forgik m. Mand og 
Ruus. Trediemand. Det vedkommer ikke 
Åretiemand: Øvre ogfaa fan tæntes et 
Fraentimmer.) — Mand f. Mand o: alles 
fammen , og tillige cen efter den anden. 
De bleve fangne Bi. for M. og Svend 
tlf,” Storm: Mand imod M. 9: 
cen imod cen. Til Mands 9: f. hver en⸗ 
ket, f. åer Perſon. Ved Delingen blev 
kr 10 Rolr. t. Mands. —B. 1. et Menne⸗ 


10 Mand af Byen t. Veiarbeide. 
een Wand, i 


i NMand. 
ſte af Mandklennet; et Mandfolk; | Mod. 
t. Qvinde. ”Uiand og Avinde ſtabte han 
"dem.” 1 Mofe B. I. 27. Her er ikke Træl 

eller fri, her ev iffe Utand eller Qvinde.“ 
Gal. III. 23. 2. et Mandfalk ell. en Pers 


⸗ 


ſon af Mandkiennet, ſom har naaet fin ful⸗ 


de Bært og Styrke, ſaaſom fra det 26de el, 
zode Aar. (i Modſ, t. Dreng, Yngling, 
UngFarl, Ungerſvend.) , En ung Yi. (f. 
Er. imellem 25 og 30 Aar.) En M. i fine 
bedfte Aar. En gammef M. — Ved Til⸗ 
læg af andre Ord betegnes Nand af en 
vig Stand ell. Syſſel, og da altid m. Bis 
begreb om, at bin paagieldende har naaet 
mandlig Y"cr. f. E. en Adelsmand, Bon⸗ 
demand, *Rrgermand, Haandvorksmand, 
Hofmand, Krigsmand, Statsmand, o. fl. 
— Wed Udtrykket: cen Mande menes ofte 


blot en ubekiendt Perſon, uden egentligt 


Henſynſt. Alderen; dog fædvanlig om den, 


fom har Mands Alder f. E. En M. paa 
Gaden fortalte mig det. Her var en 
Mand, fom vilde tale m. dig. o. d. 3. 
m. Øenfyn t. Mandkionnets Evne, Styrke, 
Mod: en Mand af Kraft, en modig, bes 
hiertet M. Han ſtod, holdt fig fom en M. 
Den er 
Ordſpr. De faldt ſom Nand. — At finde 
fin M. finde Ut. for fig 2: finde tapper 
Modſtand. At være UT. for noget 2: være 
dygtig, være I Stand t. at gisre det. 4. 
en gift Mand, en Wgtemand. M. og 
Kone. Manden og hans Huftru. fun 
vil itfte have ham t. Mand. 
en Søn m. hendes forfte Mand. At give 
fin Datter en Udand. 5. en Mand, der 
ftaaer i en Andens, en mægtigeres Tieneſte. 
Kongen tog ham blandt ſine Mend. (Ivf. 

ehnsmaͤnd. 6. Krigsmand, Soldat. 
(i hvilken Bemerk. pl. Yfænd ikke br. men 
sing. fom coll.) "Der faidt 100 Mand. 
Tuſinde Utand ft. Fods og 200 t. Heſt. 
Hvormange Mand fkal her indgqvarteres ? 


Regimentet flod tre Wand hel (itfe høit) 92, 


i tre Linier. — Ogſaa om andre Perfoner, 


Wt. fom gier Mands Gierning. 


Dun havde 


0] 


end Krigsfolk, naar de foretage noget i en 


er er tilfagt 
Tolv 
Utand kan ikke løfte Stenen. 7. Hiem⸗ 
melsmand, Forlover, Hiemmel. (fun i 


vis Orden eg i Forening. 


sing.) Jeg er M. for, jeg ſtal være dig, 


Wi. for, at han ſkal betale t. rette Tid. 
Jeg veed min M. fan opgive min M. (af 
—* jeg har faget, kiobt Tingen.) Jeg 

armin M. for mig (fom har fortalt mig 
det.) 8. Gammenfætninger: a.) mands 
. bar, adj. (IJ. mannbær.) 1. om Piger: 


d. f. ſ. mandvoxen (men ſieldnere) 2. 


mandbar Alder, dm begge Kion: den t. 
at avle Børn og undfange fornødne Alder. 
Mandbarhed, en, ud. pl. mandbar Alder. 


Mandbiorn, en. B. fom anfalder Mennez . 


fler. (Gvald). Manddom, en, (ſ. Mand, 


Å 


' 


” e 


Mand — Mandfkar⸗· · 


B. 2.) 1. Mands Alder. At indtræde 1 
nn Manddom. Ungdommens Føde og 
anddommens Fornsielſe.“ J. S. Snee⸗ 
dorff. Heraf: Manddomsaar, Mand⸗ 
domsalder, Manddomskreft, Manddoms⸗ 
ſtyrke, o. fl. 2. (ſ. Vand, 3.) Kicekhed, 
Mands Mod, Tapperhed. At vinde Dæs 
der v. Mod og Nanddom. (Heraf: Mand⸗ 
domsgierning, fapper Gierning. Mand⸗ 
domsliv, et. Liv udmærket v. Manddoms⸗ 
gierninger. (Ohlenſchl) Manddomsord, 
et. en tiæt, mandig Tale. *Han talte et 
Manddoͤmsord.“ (1 en gl. Viſe) Mand⸗ 
domsrygte, et. Rygte om Tapperhed. 3. 
Avlekraft. At miſte fin M. — Mand⸗ 
drab, et. pl. d. f. (f. Mand, A. &.) 1. ens 
hver Gierning, hvorved man er phufijt 
Xarfag t. et Menneffes Dej. Homici- 
dium. (ſ. Drab.) 
af NoBærge. : (€. Manslaughter.) 2. 
forfætligt Drab, Mord. tanddraber, 


en. pl.-e. (ikke Manddræeber.) den ſom 


begaaer, har begaaet Manddrab; Drabs⸗ 
mand. manddriftig, adj. (foræltet.) dri⸗ 


kieek fom en Mand. (Tauſſen.) 


ftig , 

Mandfald, et. Mange Meunneſters haftige 
el. voldſomme Dod p. cen Tid; Nederlag. 
(Grundtvig.) ”Der blev den Dag et ftort 
Mandfald. A. Vedel. Mandfolk, et. 
i. pl. d. ſ. en Perſon af Mandkionnet. 
Der var flere Mandfolk, end Quindfolk. 
2. coll. ud. pl. Mandkien. WMandfolket 


a 
æf, 


Mandhævd, en. 
Mands Vold og Bærge. (Moth.) mands 
kaad, mandfiær, adj. fom har megen Lyft 
t. Omgang m. Mandfolk. (Woth.) Mand⸗ 
Piærling, en. et qvindagtigt, ſtieglsſt Mands 
folk. (MNoth.). Mandkien, ct. ud. pl. 
1. Mands Kien, mandligt Kløn. “Alt 
Folket af Mandkien.“ Josv. B. 5. 4,—2. 
den mandlige Deel af Menneffeflønnet 

i Alm. el. i et viſt Samfund, p. et vift 
Sted. Alt M. i Landet. Det ange M. 
(i ældre Danſt ogſaa: Menneſtkekien; af 
Mand, A. 1.) Mandlehn, et. f. Mands⸗ 
lehn. Mandlinie, en. den mandlige 
Linie i Arvefølge; Svardfiden. (modſ. 
Avindelinie.) mandlos, adj. ſom er uden 
Mand, ell. har miſtet ſin Mand; ugift, 
(3. £ov.) Mandolm, adj. (af Jél. olmr, 
rafende.) Bild, glubende, rafende; om 
viſſe Dyr, ſom føge og angribe Menne⸗ 
fler. En m. Tyr, Biorn. (Moth. En 
m. Hiort. Bording.) Mandſtare, en. 


— 


fpilde, et. Tab, 


anddrab af Vaade, 


KS 
rd 


12 J Mandftare — Mandsnavn. 


Skare af Mænd; Horrſtare. (Baggefen.) 
mandſty, adj. ræd f. Mandfolk. (Suhm.) 
Mandflæt, et." 1. Mandfald, Nedaerlag. 
2. Manddrab. (Kongebren, 1588.) Mand⸗ 
. pilde af Menneſker, 
Krigsfolk. (M.) mandftærf, adj. fom er 
i ftort Antal, har ſteerkt Folge. mandſyg, 
adj. mandgal. Deraf: Mandfſyge, en. 
Moth.) Mandtal, et. Fortegnelfe og 
Dyftrift p. Menneſter i et Land ell. en 
Stad. At giore et M. holde M. (ant: 
talsliſte) mandvoxen, adj. fom har den 
t. Giftermaal fornødne Alder, giftefærdig 
(om Piger.) => b.) Mandeblod, et. Menne⸗ 
ſteblod. (8. S. O.) Mandebod, en. Bo⸗ 
der f. Manddrab (fom i ældre Tider betales. 
t. den Dræbtes Frænder.) Mandefald, 
et. Fald, Mandbrab i Strid. ”Vermund, 
fom var Kampen nær, monne Mandefal⸗ 
det hore.” Ohlenſchl. (f. Mandfald, oven⸗ 
for.) Mandehoved, et. menneſteligt Ho⸗ 
ved, el. Mandshoved. NMlandeklogt, en. 
ud. pl. menneffelig Kløgt el. Klogſtab. 
(Grundtuig.) Yllendeminde, ct. ſ. Hands⸗ 
minde (fom oftere br.) Mandemod, et. 
kicekt Nod, Mandighed. Mandemord, et. 
Nederlag, Manddrab. (J. S. Vedel.) * 79 
Mandsalder, en. 1. Menneſtealder. 2. 
mandlig Alder. (felter adſtilt. At tomme 
t, Mands Alder.) Mandsarbeide, et. A. 
ſom paſſer fig f. en Mand, Mandsarving, 
en. pl,-er. mandlig Arving. (I. Rothe.) 
Utandedragt, en, Dragt, bom er egen f. 
Mandkiennet, Mandskleder. Mandsev⸗ 
ne, dn. det, ſom en M. formaaer. (Moth. 
hellere atfut. Mandsfadder, en. pl.- e. 
arnefadder af Mandkiennet. Mands« 
andſte, en. H. til Mandfolk. (modſ. Qvinz 
ehandſte, Frucntimmerhandſte.) Mandsa 
blerte , et, Uforfagthed. (hellere adſtilt. 
od og Mands Zierte.) mandshei, adj. 
faa høi, fom én Mand fædvanligen er, 
Uiandshøide, en. En Mands fædvanl, 
Hoide. Uiandetfiole, en. K. for Mands 
folt. Mandeklæder, pl. Klæder, ſom 
Mandfolk bruge, Mandeédragt, fande 
klædningg. Hun var udkledt | Mands⸗ 
klæder. Mandekoſt, en. ſaameget Koſt, 
fom tillægges en Mand pm Dagen. (Moth) 
Mandslehn, et. Gt Lehn, fom fun er ar— 
veligt p. Mandlinien, og forfalder t. Lehns⸗ 
herven, naar denne uddeer. Uandolinie, 
én. d. f. f. Mandlinie. Vandoliſt, en. £, 
ca. ſnildt Paafund af en Mand. (modf. 
Qvindeliſt Mandolod, en. Arvepart, 
ſom tilfalder en mandlig Arving; Broder⸗ 
lod. Mandominde, et. (i —* ſaa langt 
tilbage i Tiden, ſom levende Folk kunne 
mindes (enten af egen Erfaring, ell. af 
Foœdres, Afdødes Fortælling.) Det er 
endnu i M. at her har ftaaet Skov. fans 
Bedrifter ere endnu i VI, — Mandsnavu, 
et, N. fom er brugel. f. Mandfolk. 


Mandsſide — Mandelgrod. 4183 Mandelgrod — Mangkorn. 


Mandsfide, en. i Arvefolge og. Arvegangs⸗ 
fager: d. f. ſ. Sværdfide, Mandslinie i" 
Sicgten. Lan nedſtanmede fra denne 
Slægt baade p. Mandoſiden og Nvindeſi⸗ 
den. Mandsſtfo, en. Sto, t. Mandfolk 
(modſ. Fruentimmerſtfo.) Mandoſtræd⸗ 
der, en. S. ſom fun fyet Klæder t. Mands 
fat. Mandsſlægt, en. Slægt af Mands 
kiennet, p. Sværdfiden, mandlig Slægt. 
Agnati. (Moth.) Nltandoſtamme ”, en. 
MWandlinie. Mandosſtue, en. Stue, fom 
allene et beſtemt f. Mandfolk. (f. Er. i Sys 
gehufe.) mendelig, adj. fapper, tiæt, 
mandig (ſom nu er mere brugel.) De ftred, 
holdt fig mandeligt. ( Mandelighed. A. 
Bcdel.) — mandig, åd). har ſamme, Be⸗ 
mærin: ſom mandelig. (f. Mand, B. 3.) 
Mandig i Krig, mild i Fred; mandigt” 
Mod, mandige Gierninger. (D. Bibel.) 
At tage en mandig Beſlutning. — Mans 
dighed, en. ud. pl. den Egenſtab, at være 
mandig; Kicekhed, Tapperhed. — Mand⸗ 
inde, en. Kone, Avinde. (D. Bibel.) 1 
Moſe B. I. 22. 23. fielden hos Digtere. 
»Naar du omfavner din lykſalige Mandin⸗ 
de.” Evald. ”Utandindens Smiil.“ Bags 
geſen. — J nogle ſammenſ. Ord betegner 
tet Ovindetisnnet. f. E. Amtmandinde, 
Sandsmandinde. — mandlig, adj. ſom høs 
tet ft. Mandkisnnet; fom har Mands Aar 
og Alder ell. hører dertil. m. Afkom. Den 
mandlige Alder. Den mandlige Linie. == 
Mandſfab, et. ud. pl. 1. (f. Mand. B. 
6.) Samling af vaabenføre, t. Krigéfærd 
cl. f. noget andet Foretagende famlede og 
udruſtede Mend; Befætning. Han kaſtede 
fig m. fit M. ind i Feſtningen. Skibets 
ii. Skibsma:udſtkab. Det unge Ul. i 
Sandsbyen. 2. (f. Mand. B. 5.) Forhold, 
hvori en Lehnsmand, Underſaat ſtaaer t. fin 
Overherre ell. Regenk, Troſtab, lydig Tie⸗ 
neſte. pan ſpor Kongen Huldſtab og M. 
Itoſtab og Mandſkab fværget ham.“ 
Ohlenſchl. Haͤkon. 

Mandag, en. pl.—e. [X. 8. Monandæg. 
d. og R, S. Maandag.] den anden Dag 
i Ugen, fom er bleven nævnet efter Maas 
nen. Dies lunæ. 

Mande, v. a. 1. [af Mand, B. 4.] give 
en Mand ft. Xgte (hvoraf iſer forekommer 
partic. mandet, gift; men Ordet er fors 
æltet, ligefom v. n. pass. at mandes, gif⸗ 
tes; om Fruentimre. Ale Mødt vil mens 
des. Ordſpr.) —— 

Mandel, en. pl. Mandler. ſſv. og 2. 
Mandel.] Frugten af Mandeltræet. (A- 
mygdalus communis.) øde, vittre, 
brændte UNandler. — Mandelbrod, et. 
Sukkerbrod, hvort er blandet Mandler. 
Mandelbudding, en. B. tillavet m. Mand⸗ 
ler. (Roftgaards Ordb.) Mandeldei, em. 
Dei af ſtodte Mandler, ſom br. til Bag⸗ 
verk. Mandelgrod, en. Grød 4 hvori 


i 


ſom maner, kræver, 


ſmaaſtaarne Mandler ere blandede. Man⸗ 


delkage, en. Kage af Mandeldei, ek. af en 
Dei, blandet m, Mandier, Mendeltiærs 
ne, en, Mandelens Kiærne, udtaget af den 
—* Skal. NMandelklid, ct. Mandler, . 
om tilligemed deres bløde Inderſtal ere 
malede t. Meel, der br. til at vaſte Huden 
m., Ulandelmelk, en. En Drik, tillavet 
af ſtodte, i Wand udrørte Mandelkicrner, 
fom i Farve ligner Melk. Mandelolie, en. 
Olie, preſſet af Mandler. Mandeloſt, en. 
En Ret af Mandler, gr Melk og Suk⸗ 
fer, der ſpiſes m. Flade. Mandelſmor, en. 
En Tillavning af Mandler, hvorved diſſe 
gieres t. en-jævn Dei. Mandelſpaan, en. 
En haard, krumbagt Stage m. Mamler i. 


Mandelſteen, en. et Slags jernholdende 


Jaſpis. (Amygdaloides.Maupdelſuppe, 
en. En Melkeſuppe jævnet m. Mandler. 
Ntandeltræ, et. Træet, hvis Frugt Mands 
[erne ere. Mandeltarte, en. ſtor Mandel⸗ 
tage. Wlandelvælling, en. V. med Mands 
lorl; el. ſtodte, i Vand cl. Melk udrorte 
Sandler. (Ambergs O. B.) — 


Vlane, v.a.1. IIJ. mana.] 1. fræve, 
fordre m. Eftertryf. At m. fine Styld⸗ 
nere. At m. cen om noget. (jvf. indma⸗ 
ne.) 2. ftemkaldre el. fordrive Xander v. " 
Trolddom og Befværgelfe, Han foregad 
at kunne m. Xander. At m. frem, m. onde 
Xander bort. — Waner, en. pl.—e. den, 
cl. ſom giver. fig af 


m. at ville mane Xander. — Manelſe, 


Manen, Maning, cen. Gierningen af mane ; 


(1. og 2.) J det ældre Lovſprog er Ma⸗ 
ning ogſaa: Huusfængfel f. Gield, ſom 
den maatte underkaſte fig, der ei kunde bes 
tale (Chr. UI. Reces. 35) hvoraf: Ma⸗ 
ningsbrev, et. ſtriftlig Forpiigtelfe ft. at 
underkaſte fig ſaadant Fængfgl. (D. Lov; I. 
8. 3.) Mlanebrev, et. pl.-e, B. hvorved 
man maner cen om noget. 


Maneer, en. pl. Manerer. ſE. man- 
ner. T. Manier.] 1. Maade, Stik, 
Viis, Sedvane. (I dagl. T.) “Paa den 
Maneer maae vi funne overtale Folk.“ B. 
Thott. 2. pl. Manerer. Lader, Fagter. 
Underlige Manerer. Det, man falder 
Levemaade og Manerer.“ Gneedorf. (0. 
Tale.) 3. JKonſterne br. Ordet ofte om 
den, enten ganſte ufædvanlige , MU: efter 
andre optagne, eftergiorte, ikke naturlige 
Art cl. Maade, hvorpad en Konſtner uds 
fører fine Arbeider; og Betydningen er ba ” 

ierne ufordeclagtige Han maler i en bes 
ynderlig m. Der ev mere M. end Natur 
i hans Arbeide, — maneerlig, adj. velan⸗ 
ſteendig, ſommelig, ordentlig, m. Opfor⸗ 


fei. (d. Tate.) 


tang, en. Blanding. (f. menge.) Der⸗ 
af: Manggods, aA. Blanbingsgobe ; f. E. 
Blanding af Zin og Bly. Mangkorn, et. 


—— 
- 


Fb 


* 
⸗ 


Mangkorn — Mangfoldig. 144 Mangfoldig — Mangle. ' 


lidet brugel. 
ange, adj. plur. [I. S. manige, 
mænige. E. many. I gl. Danſt: ma⸗ 
nig.] udtrykker et Antal af flere, ſom el 
ere faa, (multi) en ubeftemt Mængde, ſom 
i Forhold.t. et viſt Talbegreb, der forudse 
fættes , betragtes fom talrig. pan har 
mantze Børn (figes allerede om den, ker 
" har 5 eller 6.) 100 Rigsdaler er for Bon= 
den mange Penge. — Mange forbindes ens 
ten m. et efterfelg. Subſt. med ubeſtemt 
Art., cl. det flaaer allene, entensm. Ben: 
" fyn ft. ct forhen nævnt Subject, ler ellip⸗ 
tiſt (for: mange Folk.) “Mange ere kal⸗ 
dede, men faa ere udvalgte.“ D. Bibel. 
»Der var ikke Tal paa, faa mange vare de.” 
Sud. II. 11. VNange troe altid det vorſte, 
Gar her været nogen, ſom vilde tale med 
mig ? — ja! mange, — Mantze modfættes 
faaz ligefom nogle modfættes ingen. — Som 
compar. og superl. af. mange br. flere og 
fer. — Hun har mauge Børn, Soſteren 
"har flere; men Broderen har de flette. 
(mange fan aldrig faae Artitelen foran , 
men vel et pron. demonstr. og adv. Hvad 
ſtal jeg giøre m. de mange Bøger? Diſſe 
m. Foli. Saa mange Penge, ret m. færs 
deles m. overmaade m.) == mangeaarig, adj. 
ſom har varet, været til i mange Aar. 
—— adj. ſom har mange Farver. 
mangeſold, adj. (ud. Boining) og adv. af 
mange Slags, af forfticllig Art; mange: 
haande. m. er Menneſtets Sticbne., ”AMos 
et falder i god Jord og bærer mangefold 
vugt?”" Mynſter. ”Det ſtyrker Glæden 
mangefold.“ Ohlenſchl. mangefoddet, 
adj. om har mange Fødder. mangehaan⸗ 
de, adj. mange og forſtiellige Slagse. At 
have m. Sorger, Forretninger. (Sieldnere 
m. Subſt. i Sing. “Saaledes har Gud 
fuldt Siclen m. mangehaande Kraft.” 
Mynſter.) mangekantet, adj. fom har 
. Mange Kanter (og i det mindſte fleer end 4.) 
mangeled, adv. p. mange Maader. Kingo. 
(forceldet. mangeledet, adj. fom har 
deng sed, ell. ledviis adſtilte Dele. (V. 
Maader. (mangelund. Grundtvig. Ohlen⸗ 
ſchl) mangeſſags, adj. mangehaande; 
vigtigere adſtũt: mange Slags; ifær naar 
Det efterfølgende. Subſt. er pl., hvilket. ev 
Det fædvanlige. ”I mangeſlags Forvent⸗ 
ning henrinder ethvert Mennejtes Liv.” 
Mynſter.  mangefteds , adv. p. mange 
Steder. Han har m. Xrende. = mang⸗ 
foldig, ad;. [X. S. manigfeald.]. 1. fom 
gr i fort ntal. mangfoldig fon Stier⸗ 
nerne p. Himlen, fom Sand vp. Havets 
Bund. ”Vorbder frugtbare og mangfoldi⸗ 
e.“ D. Bibel, Mangfoldige Menneſter 
bave prøvet det. 2. ſom er af mange 
Elags, ſom ikke ev eet, ille eens. Cenhed 


— 


J — BRlandingskorn. (B. 6. 


mantgelunde, adv. p. mange. 


i det Mangfoldige. — nmaugfoldiggiore 
v.a.3. forøge, formere, giore —* Arter af cet 


Slags. ( Treſchow.) ” Jo mere diffe Baand 


mangfoldiggiores og ſtyrkes.“ Engelstoft. 
Utangfoldighed, en. ud. pl. 1, et ſtort 
Antal, Mængde Fleerhed. »Som Cand 
hos Havet i Utangfoldighed.” —— ”Dine 
Misgierningers Uengfoldi hed.” D. Bi⸗ 
bel. . 2. den Egenſtab v: Tingene, at de 
udgiøre flere og forſtiellige Dele; Adſkillig⸗ 
hed. (modfat enhed.) Skabningens M. 
At føge, at bringe Eenhed i Mangfoldig⸗ 
eden. 00,0 

Utangel, en. pl. Mangler. (Sv. og Y. 
Mangel.] 1. ud. pl. det, at noget fat⸗ 
teé, at noget, ſom behoves, ct. er tilftede. 
At have VT. paa noget. Af UT. paa Vand 
fan Molen ikke male. J M. af det Bess 
"dre, maa man neies m. det Ringere. Der 
er M. paa Korn i Landet. At afhielpe 
en Ut; (Deraf: Brødmangel, Kornman⸗ 
gel, Pengemangel, Vandmangel, xx.) 2. 
ud. pl. Savn af det Nodtorftige t. Livets 
Ophold, Zrang, Nød. At lide UI. Han 
kiendte aldrig hverken Overflodighed, el. 
Uiangel. 3. pl. Mangler. Fraværelfe 
mel der hører væfentlig t. en Tings 
Fuldkommenhed ell. Fuldftændighed ; Fell, 
Ufuldfommenhed , Urigtighed. Huſet har 
den VI. at Grunden ikke ev lige. Der er en 
M. i Regnſtabet. (jvf. Broſt, Lyde.) —= 
mangelfuld, adj. ſom har mange Feil el. 
Mangler; ſom fattes meget i Fuldkommen 
hed.J kiende tet bedſt, hvor mangelfulde 
det Gode er i eder.” Mynſter. — Mangelo⸗ 
poft, cn. En Mangel, ſom anmærtes v. 
Noget (ffær om Regnſtaber.) ' 

Mangen, pron. indef. neutr. mangt, 
manget; i Talen ogſaa mangen et. (Sv. 
mång, mången.] Det fan p. en Maade 
"betragtes fom sing. af mange, da det i Ens 
kelttallet udtrykker Begrebet : endeel, flere 
af cet Slags, ikke faa fan, og fordrer det 
tilhørende Subſt. i sing. Det br. ogſaa, 
ligeſom mange, deels absol. deels i Forbin⸗ 
delſe m. et efterfolg. Subſtant. — Mangen 
ønjter fig det, om han hellere vilde und⸗ 
være, naar han faaer det. Mangen leer m. 
Munden 9 græder I Hiertet. Mangens 
Tanke, Mangens Lyſt. Vi have der havt 
mangen glad Dag. Mangen Taare og 
mangen et cl. mangt Suk. (Mangtgen en, 
Mangt et. Moth. Mangt et Blomſt, 
fom lifligt qvæger, mangen Plante felv ſom 
læger.” Bagg. ”Utangt et Saar vil atter 
bløde,” Mynſter.) Jeg har mangen Gang 


tænft derpaa (ſtrives ogfaa forenet: manz >» 


engang.) 
1 Tang foldig, adj. f. under mange. 
Wangle, v. a.og n. 1. [Z.mangeln., 
6. Mangel.] 1. act. fattes, favne, have 
Mangel paa. At m. Penge, Han har ofte 
manglet det nodvendigſte. Vi mangle en 


J 
- 


Ud 
Ud 


y 


U 


Mangle — Manuſtript. 1.15, " Mamuftript— Marieglas. 


Trediemand. Man fattes det, man kun⸗ 
de onſte; man mangler det, man: behøver. 


Derfor mangler Dverdaadighed altid.” . 


Sporon. 2. impers. være borte, fattes. 
Der mangler endnu noget i Summen. 
Der mangler en duelig Beſtyrer t. Bærtet. 


Mangle, v. a. 1. [$v. mangla. 2. 
mangeln, mangen.] glatte, jævne m. 
et Mangletræ. At m, Linned. (at m. Dei. 
Woth.) Mangleficl, en. et glathovlet 
Bræt m. Haandfang, hvormed Mangleſtok⸗ 
ken rulles frem og tilbage. Mangleſtok, 
en. en rund; glathøvlet Stof, hvorom man 
vinter Zoi, ifær Linncd, f. at glatte det v. 
at rulle Siokken frem og tilbage m. Wang: 
leñelen; i St. f. at rulle det. (ſ. Rulle⸗ 
flot.) — Mangletræ, et. d. ſ. ſ. Mangleſtok. 


Manke, en. pl. -r. [Sv. Manke. 3. 
Macki.] Den averfte Deel af Heſtens 
Dels, hvor dens Man voxer. Br. ogfaa 
om den ſamme Deel af Halſen p. Stude og 
Svæg, uden Man (Moth.) men mindre 
rigtigen dagl. T. for: Man. — Ulanke⸗ 
Sar, pl. Haar fom vore p. Manfen, Stu: 
am UR, — Utanfemuus, en. Sygdom hos 
Defte, ſom beſtaaer i en Hævelfe i Manken. 


Manna, en. ud. pl. 1. i Bibel⸗Overſ. 
et Jodemiddel, hvoraf Iſraeliterne nærede 
fj p. deres Vandring i Orken. (2 Moſe B. 
XVI. 31.) 2. en ſtorknet Saft, der ud⸗ 
freder af et Slags Aſt (Fraxinus Ornus) 
i Calabrien og fi. Lande, og br. ſom afføs 
rente Middel. Manna Calabrina. == Wienz 
negryn, et. pl. d. f. kaldes Froet af Mans 
nagres, Sen det br. fom GenR t. Grod 
n.m. (I Lolland og Falfter : ræstorn.) 
Mannagræs, et. kaldes adſtillige Planter, 
hvis Frø giver de ſaakaldte Mannagryn; 
lær et Slage Mofegræs. Festuca fiui- 
tans. Mannatræ, et. Zræct, ſom giver 


* 8 
igiernem en enkelt Blof, i hvis Ende er 


Elage Arbeider, hvortil ei bruges Ild. ſ. 


Sabrif.) Deraf Manufacturar 


Uienuffript, et. pl.-er. et Haandſkerift. 
(hr, ifær Vogtrylkerier, om Haandfkrift, 
buorefter der fættes, dg om flige Haand: 

er, der glemmes iBibliotheker. En 


ſtor Manuftr iptſamling. Hans efterladte 
Bøget og Manu —8 
ør, ct. [3. Mar. A. S. Mere. I gl. 
Danſt ogſaa Mær.] Dette aldeles forel⸗ 
dede Ord findes dog endnu i følgende famz 
menſ. Ord: Marbakke, en. Sandbanke i 
Havet; it. Strandbakke. (Landt om Fæs 
rer.) Utarflue, en. ét Vand⸗Inſect. O- 
niscus aquaticus. Marhalm, en. (for⸗ 
ſtiellig fra Marehalm.) et Slags Strands 
ræs ell. Tang. Zostera marina. Mar⸗ 
foiin, ct. pl. d. f. et Havdvr, fom hører t. ” 
Hvalfiſtenes Orden; Delphin. /Delphinus - 
Delphis. Vtartørv, en. et Slags Torv, 
[om findes ifær p. Veſtkanten af Iylland, 
eels v. Stranden, under Havfladen, deels 
i Strandbakker; Strandterv, Salttorv. 

Mare, en. [IJ. og A. S. Mara.] om 
bet Tilfelde, naar een i Soyne ængfteé v. . 
Aandedragets Hindring, og foler fig lige⸗ 
ſom trykket af en tung Byrde, ſiges hos 
Almuen: at Maren vrider ham; hvorved 
tæenkes et Slags Niſſe el. Spogelſe. — 
faa: Wattemaren. E. Night-mare.) Der⸗ 
af: Marekors, et. Et viſt Tegn, i Skik⸗ 
kelſe af en Stierne, fom Overtro meente 
at kunne hielpe mod Marerid. Skavernes 
Adelsvaaben var ef VT. — Marerid, et. den 
Tilſtand, naar Maren figeé at ride cen. 
(Jvf. ogſaa Ulareminde, Marequinde. — 
Moth har det ufædvanlige Ord: Marefolk, 
Nattevandrere. Somnambuli.) 

Marehalm, en. ud. pl. Navn p. en 
Grosart, ſom vorer i Flyvefand. Elymus 
arenarius. 

Marckat, en. pl.-te. II. Meerkatze.] 
kaldes de Aber, ſom have lang Hale, nogent 
el. haarlsſt Sæde og Poſer i Kiæverne. 
Cercopitheci. ' 

Marelok el. Marlok, en. 
uoplofelig Gammenfiltnin 
tet, fom undertiden (ifær i Polen) udarter 
t. en ulægelig Sygdom. 

Ytareqvinde, en. [maaffee af Mar, 
Hav.] en Havfrue. (forekommer I bore gl. 
Viſer, ligeſom ogſaa: Mareminde og Ma⸗ 
reviv; Mareminde, for: Mare, Niſſe, 1 
Holbergs Peder Paars.) 

Maretorn, en. Ét Buſktre; Benved, 
Chriſttorn. [lex aquiſolium. 

Marevidie, n. s. d. ſ. videriis. 

Narie. Af dette, fordum ogſaa hos o$ - 
faa hellige Navn (der endnu nævnes i nogle 
Feſtdage f. E. Varie (3: Maric) Bebu⸗ 
delſe, Marie Beſogelſe, ꝛc.) haves endeel 


1. ker. en 


Plantenavne og andre Sammenſetninger 


f. Er. Mariebad, et. i Chemien: et Kar 
m. Vand i, hvorunder giores Ild f. at 
fætte et andet Kar i det kogende Vand. 
Balneum Mariæ. WMariebillede, et. Et 
Billede af Ehrifti Moder. Marieglas, et. 
en leerartet Steen, ſom lader fig' ſtille ” 
ganſte tynde, klare og giennemfigtige Bla⸗ 


at Dovedhaas ” | 


Es 


lig 
&* 


Ten er ikke hiemme;. han er i Marken. 


. 


Mariehalm — Mark. 16 Mark Markſlette. 


de. Argyrolithus. Mariehalm, n. s. en 
Plante. Galium verum. (Ogſaa: Maries. 
Sengehalm.) Mariehone, en. pl. -—hens 
(ogſaa Ujarihøne.) kaldes adftillige Arter 
af Inſect⸗Slogten Cokcinella. Maries 
Flo SÅ et. loſter fom var —* 
Jomfru Marie. ri e (forkortet: 
Marmiſſe.) n. s. en af —RX Jomfru M. 
indviede Feſtdage, ell. Bor Frue Dage. 
Wiarirof (Narigrof) n. s. et Mavn p. Stier: 
nebilledet: Orion. Marietidſel, en. Gt 
Slags Tidſel (Carduus Marianus.) m. fl. 
Mariner, en. pl.—e. [af d. Fr.] Soldat, 
fom gier Tieneſte p. et Krigsſtib; Soſol⸗ 
dat. (Moth.) ” ' 
Marionetter, pl. et franſt Ord, der br. 
om ſmaa udflædte Dukker, hvormed opføres 
et Slags Skueſpil (Marionetſpil, Dukke⸗ 
ſpil) paa Mariner peter: 
Mark, en. pl.-er. (J. Mark, Grændfe. 
Mark, GÉov.] 1. (ud. pl. og m. beft. 
Art.) det flade, aabne Land ;. faavel i Alm. 
og i retn Tt. Sov, Bierg, Field, 
0. d.; ſom 
dyrket og fredet (i Modſ. t. gede, Orken;) 
Hgefom og m. enfyn t. dets Beliggenhed 
uden for Stæder og Byer, og Wobdf. t. 
diffe. At drive Ovæget, fra Marken op it 
Fieldene. At vante om iMark og Skov. 
Jeg bver hellere p. fri M. end inde i en 
Skov. At være ude p. Marken i et Uveir. 
Qvæget, Dyrene p. Marken. Markens 
— Se —— am —— 
odſ. t. Huſet, Gaarden, br. fædvanlig 
2* i.) Folkene arbeide i marten. Kar: 
ride ud I Marken. De flefte Køer ere i 
Martens fun faa ere hiemme p. Stald. 
At fomme fra Marken, af Marken. Abæs 
et drives om Aftenen fra Marken ind £. 
—* Folkene ere endnu ikke komne af 
Narken. 2. Jorden, f. faavidt den er 
dyrket og br. til Ager ell. Gresgang. (li⸗ 
geledes ud. pl.) Matken begynder af grøns 
nes. Gæben ſtaaer endnu p. Marken. 
Greeſſet, Kornet, Blomfterne p. Narken. 
Maxkens Grøde. 3. Land og Jord, der 
er t. en vis By, Bymark. (i sing. m. 
følelfe af Byens Navn. ienneslevs 
Mark. Den Ager hører t. Alfted M. 3 
L Alle Byens, Marker ere udſtiftede. Wi 
ho. 4.) Jof. Indmark, Udmark. 4. 
(pl. Marker.) En vis afdeelt el. indheg⸗ 
net ger Jordlod. Denne M. hviler 
4 Aar. 
Fede, frugtbare, tørre, fide, ſandede Mar⸗ 
Fer. Deraf: Hvedemark, Rugmark, Brak⸗ 
mark, Hvilemark, Hovmark, o. ſ. v. 5. 
m. beſt/ Art. og ud. pL) ct aabent Land, 
— Krigshære kunne medes; i Modſ.t. 
Feſtninger el. Stæder. 


At drage i Mars 


Fen, vote i Marken, møde Fienden i 


Marken. At ſlaae Fienden af Marken. 


D. hvormed en Mark er indhegnet. 


Soerd, for faa vidt fom det er. 


e 
Ut belaae en M. mød Rugſed. 


' 
y 


At beholde, remme Marken (Valpladſen.) 
T. et v.kLandemerke ſeœrſtilt, indgrændfet 
Land: Denne meget gamle, maaſtee ops 
rindelige Bemærk, er. fovældet, men fore⸗ 
kommer i Ordene Markgreve, Markgrev⸗ 
ab, Danmar, Finmarken, Lapmarken, 
ellemarken, o. fi. == a.) Markarbeide, 
et. A. font foretages i Marken, høvende t. 
Agerbrug og Jordens Dyrkning; Mark⸗ 
ierning. Markarbeider, en. den, fom ev 
vffelfat m. Mabkarbeibde. Markblomſt/en. 
B. ſom voxer vildt p. Marfen, vildtvoren⸗ 
de Blomſt, Markurt; t. Forſt. fra saves 
blomſt, Stueblomft. arfbog, en. B. 
hvori Landmaulere el. Landinſpecteurer 
indføre Jordbrugeres Navne og Jordſtyk⸗ 
fore Benævnelfe, m. m. Markbro, én. 
ro cl. Steentifte over en Markvei ell. 
Byvei. (Ambergs Ordb.) Warkdige, et. 
tark⸗ 
due, en. En vild Dueart. Ringeldue. 
Columba. palumbus. Warberg 
ter, ſom ſaaes i Marken, og hoſtes form. 
anden Sœd; f. Forſt. fra aveerter. 
Markfred, en. Fred og Sikkterhed m. Hen⸗ 
fyn t. Markens Hegn og Grode. Mark⸗ 
ster, pl. Afgrode af Marken, Jord⸗ 
— 


uͤgter. ro, en. d. ſ. ſ. Lovfre. 
Markgierning, en. d. ſ. ſ. Markarbei⸗ 


de. Markgreve, en. i Middelalderen: 
en Greve cl. keiſerlig Lehnsmand i Tydſt⸗ 
land v. Rigets yderſte Grendſer; fiden en, 
nu aflagt Fyrſtetitel. Heraf: Markgrev⸗ 
inde, en. Markgrevſtfab, et. en Markgre⸗ 
ves Lehn el. Land. — Markgrændſe, en. 
Srændfe om en M. Warkgroft, en. 
Srøft, ſom hegner el. afgrændfer en M. 
Markhegn, et. H. til at frede om Mark 
og ger. Markhyrde, en. H. ſom vogtet" 

den p. Maͤrken f. Skade af Dyr m. m. 
Markhytte, en. H. opreiſt | Marken. 
Markhoe, et. Gø, ſom ſlaages i Marken, t. 
Forſt. fra Enghs og Moſehs. (V. S. 2.) 
Markild, en. J. optændt ude i Marken. 
Markjord, en. Ageriord, dyrket I. fom ef 
er Skovjord ell. Hede. Markjordbar, et. 
pl. d! f. vildtvorende Jordbær (forſt. fra 


ssavejordbær.) Markled, et. Led p. Gier⸗ 


er, pl. Er⸗ 


⸗ 


de ell.” Dige om en Mark, Vangeled. 
Marklod, en. ſ. Jordlod. Marklærke, 
en. den alm. Sanglerke. (ſ. Lærfe.) 


Markmaal, et, f. Jordmaal. — Markmand, 
en. 1. Markhyrde, Markvogter. (Moth.) 
2. Rover, Skovrover. (forældet.) Mark⸗ 
muus, en. pl. d. ſ. M. ſom opholde fig £ 
Marken, have deres Reder i Jorden; A⸗ 
ermuus. Mus agrestis. Markorm, en. 
'f. Staalorm. arkrebning, cen. ſ. Keb⸗ 
ning. Warkredſtab, ct. R. ſom br. i 
Marken, v. Jorddyrkning; Agerredſtab. 
Warkroſe, en. vildtvoxende Roſe. (t. Forſk. 
fo verofe.) Markffriel f. Markeſtiel. 
ette, en, En vid, aaben Slette, 


AN 





Fr sål * TO 


Wartflette Maried. 17 Marfed qMarmorarbeider. 


ſem ingen betydelige Hoſder cl. Bierge om⸗ 
ge. T. Rothe.) Vic ke Berg 
ut. Stene, der findes adfprødte i Marten, 
oser ell, under Jorden. WMarkſyre, cn. 
Zyre, Engfnre. Rumex acetosa (naar den 


roret vildt i Marken; t. Forſtiel fra Zave⸗ 


fore.) Marktyv, en. T. der ſticeler Sæd 
cl, andet p. Marfen, der begaaer Vark⸗ 
tyveri. — Markurt, en. U. ſom vorer vildt 
r. Marfen; t. Forſtiel fra: aveurter, 
Lektenurter. — Wiarkvand, et. V. der 
ſanlet fig p. Marken, har fit Lob giennem 
Ratker. At; aflede Markvandet. Mark⸗ 
ver, sm. 1. Bet, der gaaer over en M. 
'motfat SFovvei.) " 2. Bei, fom fra Huus 
fk, Gaard fører ud i Marken (modſ. By: 
vel, Landevei, Alfarvei.) Markveir, et. 
Uratevcie; it. Beir, tienligt f. Markar⸗ 
beder. (Moth.)  Uiartvogter, en. d. f. ſ. 
Nerthvrde. ⸗ b.) marteføret, adj. v. fo⸗ 
utiRarfen, p. Grœs; modſ. ſtaldforet. 
. 6.9.) markefor, adj. ſom er i flig 
Staud, at det kan føge fin Føde i Marken. 
meretert væg. (R. Lov.) Markegang, 
2. Syn p. Gierder, om de ere i lovlig 
Stand; Gierdegang. (Moth.) Markeran, 


ct. egentl. ethvert Nan p. Marken, Mark⸗ 


trcti; men færd. C(efter D. Lov. VI. 15. 
W Ran, ſom een begaaer ved at fliæle 


væg, Ho, Sforn, Tommer €. a. i anden 


Mandé Fold p. Marken; Hiordran. Mar⸗ 


keffiel, et. Skiel ell. Srændfe imellem Mar: 
tr, ſom fløde t. hinanden. At gisre M. 
latte UR. (deraf : Waerkeſtielsbrev, et. 
Nerkeſtiels ſag⸗ en. 0. fl.) 

Mark, en. pl. d. f. 1. En Vægt, ifær 
2. Guld og Solv, fom i Alm, udgier % 
sort. (3 Norge br. det i Alm. for 3 Pd.. 
En Mark Smor, Oſt, x.) En M. Sølv 
ct if Lod el. 96 Braun. En M. Guld er 
2 Kerat. (Utark Selv og Mark Suld 
ictekommer ofte i vore ældre Love, deels i 
Seſtemmelſen af Boder, deels af Clendom⸗ 
med Bærdi.) 2. en Mynt, der br. deels 
fom Regningémynt, deels udpræget, i ad⸗ 
Kidige Lande. En danſt Mark var i fildi⸗ 
gere Tider 2 Rigsdaler, ell. 16 Skilling; 
fotamn var i Danmarf en Mark 8 Ørver, 
tt Øre 3 Ørtuger. — Ularkſtykke, et. pl. 
-r. en præget Myiynt, hvié gangbare Værdi 
« en Wart. . 

Merked, et. pl.- er. IJ. Markadr. R. 
€.Marfed.j 1. Sammenkomſt af Gæl: 
zxce og Kløbere f. en faftfat Tid og p. et 
britemt Sted, færd. i, ell. uden f. Kisbſtæ⸗ 
ta, f. at drive Handel; ligeſom ogſaa 
SEtedet, hvor ſaadan Handel drives. (I æls 
tre Danſt Riøbfltævne.) At reiſe til M. 
at holde M. føre noget t. Markedet. Der 
tr M. i Byen i Dag. At gaae p. Marke⸗ 
det, Der var Slagemaal p. Markedet. 
Markedet er opfyldt m. fremmede Barer. 
( Seftemarked, Dvækmarted, 8. fl.) - 2. 
Tank Ordbog. H. | 


J 


rkſteen, en. pl. ſte⸗ 


Handel, Kiebmandſtab, ſom feer p. et M. 
At giore godt, ſtet M. (fælge meget ell.. 
lidt, kiobe gode ell. flette Varer.) 3. 
uegentl. og nyere Bemarkelſe: Salg, Af⸗ 
fæfning af Barer i Alm. Diffe Varer finde 
der et godt UZ. — Ularkedsarbeide, ct, A. 
ſom Saandvarksfolk ell. andre gløre t. 
Salg p. Markeder, og fom fielden er godt. 
Markedsbod, en. Bod, ſom Sælgere reiſe 
p. Markedet. Markedsdag, en. beſtemt 
Dag i Aaret, p. hvilten et M. holdes. 
Markedofolk, pl. 1. Folk, fom falbyde Va⸗ 
ter p. et M. 2. alle, fom omme paa, bes 
føge et M. Markedsfrihed, en. F. ell. 
Rettighed tat holde Marked, ſom ifær Kisb⸗ 
ſteder have. Markedsfærd, en. Handel, 
Kisbfœerd p. et M. MWarkedstgang, en. 1. 
Gang t. ell. pan ef M. 2. gångdart Kiob 
p. Zorv cl. Marked; Torveprlis. (Moth.) 
D. Lov. IV. 1. 28. Markedsgave, en. 
Foræring, ſom gives cen paa, ell. i Anledn. 
af et M. Markedegigſt, en. den, ſom be⸗ 


»føger et M. for der at kiobe noget, — Mar⸗ 
e 


sgode, cf. Gods el, Varer, ſom fal⸗ 
bydes p. Markeder. Markedskiaob, et. 1. 
Indfisb p. et M. 2. db. f. ſ. Markeds⸗ 
gang, 2. Markedskone, en. K. ſom fæls 
ger noget p. Markedet. Markedskram, 
et. Kramvater 0. d. ſom fælges p. et M. 
Markedsgods. Warfedsfræmmer, en. K. 
ſom reiſer om f. Markeder og der falbyder 
fine Varer. tarkedspenge, pl. Penge, 
ſom anvendes t. Indkiob p. et 'M. ed. ſom 
ives I Markedsgave. Markedsplads, en. 
5 hvor Marked holdes. Miarkedopriis, 
en. d. f. ſ. Markedsgang, 2. 
rettighed, en. d. ſ. ſ. Markedsfrihed. Mar⸗ 
kedeſtade, et. Plate t. at flage og udfælge - 
p. et M. ell. Plads, hvor.en Markedsbod 
ſtaager. Markedstid, en. den Tid, i hvils 
ken der holdes M. Markedsvare, en. B. 
ſom fælges p. Markedet, Markedsgods. 
Markedsveir, et. V. ſom indfalder under 
et M. Vi have ſlet Markedsveir. n 
Marketenter, cn. pl.-e. [af d. Ital. 
Mercatante.] den, ſom laver Mad, og fæls 
ger Spiſe⸗ og Driffevarer t. Reigsfoles 
Spifevert i Felten, Soldaterkok. Deraf: 
Marketenteri, et. en Marketenters Vert⸗ 
ſtab. Marketenterſfe, en, En Marketen⸗ 
ters Huſtru, ell. en Kone, der holder Mar⸗ 
ketenteri. 
Warlok, en. ſ. Marelok, under Mare. 
Marmor, eg. [i pl. br. Marmorarter.J 
en fiin og haard Kaltfteen, hvis fafte Malm 
antager en fortrinlig Glatning cl. Politur. 
At bryde VI. arbcide i M. ry, ældre Danſt: 
Marmel. Deraf: Wiarmelfteen, Ohlen⸗ 
ſchl) Marmoraare, en. indfprængt Far: 
vetegning i Marmor, liig Aarer. (|. Aare, 
3.) Macrmorarbeide, ct. A. ſom er giort 
af M. Warmorarbeider, en. den, ſom 
arbeider i Marmor, gior alleſlags mindre 


— 


2 


Markeds⸗ 


bakkelſe. (Ital. marzapane.) 


8 , utilhuggen Marmorſteen. 


⸗ 


* 


Mgparmorart · Marſkqvdeg. 18 
Sager af sm. (ſ. Billedhugger.) Mar⸗ 


morart, en. pi.- er. ct viſt Slags M. 
Marmorbillede, ct, B. ell. Billedſtette af 
M. Warmorbind, ct. Skindbind, ſom er 
farvet og indſprengt m. Aarer, liig M. 
f. marmorere.) Marmorblok, en. En 
Marxr⸗ 
morbrud, et. Sted, hvor Marmor brydes. 
Marmorfield, et. F. ſom gange ell. fox en 
ftov Deel beftaaer af M. darmorfliſe, 
en. En p. den overſte Flade glatfleben 
Marmorſteen. Ularmaorgulv, ct. G. af 
Marmorfliſer. marmorhaard, adj. haard 
om M. marmorhvid, adj. hvid, ſom det 
holde M. Uiarmortalk, cn., K. ſom 
rændes af grov M. Marmorkirke, en. 
K. bygget af M. Marmorleie, ct. Leie 
af M. iet Bierg. (ſ. Leie, 4.) MNarmor⸗ 
melle, en. Et Møllevært, hvor M. ſaves, 
ibes, poleres, ꝛc. Marmorplade, cn. En 
add glat fleben Marmorſteen. Et Bord 
med M. — Utarmorftecen, cen. M. i raa 
Tiſſtand; og helft i mindre Dele. (. Mar: 
morblot.) Marmorſtribe, en. Farveteg⸗ 
ning i Marmor, dannet ſom Striber. 
Marmorſtotte, en. Støtte af Marmor. 

Marmorere, v. a. 1. giøre fpattet, i 
Ligning m. indſprengt Marmor. At m. 
et Bind. marmoreret Papir. 

Marne, en. pl.-r. en liden Metal⸗Ring. 
(Moth.) ſ. Malle. ꝰGuldringe cl. Mar⸗ 
ner i Skoene.“ P. Clauſſen. 

Mars, (B. S. O.) ell. Marſt, en. Paa 
denne Maade have nogle —7* at give 
det franſte Marche, Krigsfolks Tog, Be⸗ 
vægelfe, Frems og Tilbagerykken (m. en 
tydſt Endelfe og SÉrivemaads: Marſch) et 
banjt Ud feende, — 

arſipan, en. pl.-er. et Slags Sukker⸗ 


Warff, én. var i forrige Tider I Dans 


markt Benævnelfen for den overſte Hœrfs⸗ 


rer, hvis Embede hørte til de 4 hoieſte Rigs⸗ 


WMarſk, en. [A. S. Mersc. R. 6. 
Marfd. E. Marsh.] et meget lavt og 
frugtbart Kyſtland, ifær v. Nordſsen, ſom 
». Djger maa beſtyttes f. at overſtylles af 
Havet ; Marſtland. (i Holſteen modfættes 
det Geeſtland el. Foiland.) Marſtkbon⸗ 
de, en. B. fom boer i Marſken. 


"embeder. Rigets Utarft. 


egn, en. En Stræfning Land, der beftager 
af Så. Marſkfaar, ct. Et Slags Faar, 
fom ffær lægges tif i Marſtegne. Marſf⸗ 
feber, cn. feberagtig Sygdom, der er egen 
f. Marſtklandene. — — 
er lagt til i Marſten. Uiarſtfolk, ct. Et 
Folk, ſom beboer Marſklande. Ularſt⸗ 
land, et. det Land v. Kyſter og Floder, 
om udgter Marſten. la 
m lægges til i Marſten, vg i Alm. er 
vre og federe end andet Avæg (ſaaledes: 
oe, Wiarftore.) 


. Viola odorata. 


arſt⸗ 


en. H. ſom 


avært, et. Q. 


Marſtal ell. Marſtalk, en. pl. —er. [et 

oprindel. tydſt Ord, af Uiar, Mar, Heſt, 
og Skalf, Tiener. Comes Stabuli. Con- 
netable. J. Stallare.] IJ. ældre Tider: 
Staldbetient, Staldmeſter. — J vore Zider: 
1. Opſynsmand over cen Hofholdning og 
Hofbetiente: Hofmarffalt, 2. den øverfte 
Harforer i et Land: Feltmarſtalk, Gene⸗ 
ral⸗Feltmarſtalk. 3. den, fom antaget v. 
en ftor Liigferd, Sorgefeſt cl. anden Hoi⸗ 
tåd t. af ordne og ſtyre Optoget. — Uters 
ſkalksſtav, en. Stav, fom cen M. fører t. 
Tegn p. fin Værdighed. 
WMarſkandiſer, en. pl.-c. [fr. marchan- 
dise, Klebmandsvare. ] i Kisbenhavn: den, 
ſom gior Næring af at handle m. brugte 
Klæder, Bohave og alſlags andet Toi. 

Utarfviin, f. det forældede Mar, Hav. 

Marter, f. Dine, Piinſel. martre, f. 

me. 

Marts, en. Den tredie Maaned i Aaret ; 
Tordmaaned (Thormaaned. Lat. Martius.) 
Deraf: Martsſnee, cen. G. fom falder i 
denne Maaned. Martsfiol, en. Navn p. 
en tidlig og Vellugtende Foraarsͤblomſt. 

artsel, et. Di, fon 
bengges i Marts, Tordmaanedsol. 

Martyr, cen. pl.-er. (Lat.) den, ſom f. 
Religionens Skyld lider Pine og en piin⸗ 
agtig Død. Uegentl. den, ſom f. fin Overs 
bevilsn. om det Sande ell. Rette lider 
Ondt, Forfolgelſe, ell. Døden. En M. 
for den gode Bag. (En Sandheds⸗M. — 
Martyrbog, en. B. hvori chriſtelige Mars 


tyrers Levnet og Lidelfer ere fortalte. (Mar 


tyrologiumi-) Martyrdom, en. Lidelfe 
cl. Død, ſom en Martyr underkaſter fig f. 
Religionens Bekiendelſe. (V. S. 2.) 
Maxtyrdod, en. voldſom Dod, ſom en M. 
lider, Nartyrkrone, cn. figurl. den evige 
Røn, ſom en M. feer imede f. fin Lidelſe. 
At vinde, tragte efter Martyrkronen. 
Btartørv, ſ. det forældede Uar, Hav. 
Marp, en. ud. pl. [I. Margr. A.S. 
Mearg.] det olicagtige Fedt i dyriſte Lege⸗ 
mer, ſom tildeels opfylder Beenrorene ell. 
Knoglernes Huulhed. — Marven I Værter 
(ifær Træer og Buſte) er den inderſte, 
blode Deel af Stammen, der omgives af 
Vedet. Hyldetræxets, Sagotreets M. — 
ſigurl. aft, Styrle, Velſtand, ell. det, 
ſom ifær befæfter og fremmer dem. »Sta⸗ 
tens Marv og Styrke at formere.” Ctorm. 
»Fremmede Udſuere forterede Folkets 
Marv.“ Engelstoft. = Sammenfætn. a.) 


Marvebeen, ct. Et af de ſterre Been ,- 


hvori der er megen Marv. Urlarvebolle, 
en. Kledbolle, tillavet m. Marv. Wars 
vebudding, en. Brød: cl. Meelbudding, 
m. Marv i. Marväaeſtee, en. Skee m. et 
langt og meget fmalt Blad, hvormed Mar⸗ 
ven udtages af fogte Been. — b) marvag⸗ 
tig, adj. fom ligner M;. marvfuld, ad). 


8 ** 


X 


" ter. Marv 
les, adj. uden Marv. -Ct marvloſt Been, 


ø 


Marvhule — Maſkobal. 


(od 
fom har megen M. Marvohule, en. ben 
hule Deel af Benene, ſom Marven udfyl⸗ 

ogle, en; Marvebeen. marv⸗ 


figurl. fraftlæs, uden Styrke. (f. udmarvet.) 
” 59 mere blødagtigt og marvloſt et Skrift 
et, jo mere behager det.” Rahbek. Maxrv⸗ 
pibe, en. d. f. ſ. Varvhule. ”Utervftyt: 
ke, et. Et Stykke Kied ry Marvgbeen i. 
marvtærende, adj. v. ſom udtærer Mar⸗ 
ven; fig. ſom borttager Styrke ell. Vel: 
ſtand; udarmende. “Hvad de marvtæren⸗ 
de Skatter levnede, opflugte Krigen.” 
Bagg. (marvſutgende. Hertz, i ſamme Be⸗ 
mært.) — marve, v. a. f. udmarve. — 
marvet, adj. ſom har Marv; forſynet med 
M. En marvyet Stængel. (I. V. Horne⸗ 
mann.) 

Maſe, v. a. 1. [af Mas: At træde, ſlaae 
noget i Maͤs 9: i Smul, i Smaaffytter. 
tagl. T.] knuſe noget i Smul, flampe ell. 
Tote noget ud fil en tynd Grød. At maſe 
Kartofler. (Dlufſen.) 

Maſt, en. ud. pl ISv. Måsk.] det 
overblevne af Maltet, naar Kraftdelene v. 
Raſtningen celler Kågningen ere uddragne; 
Drav. — Btaffebelle, en. B. til at giem⸗ 
me Maſt i. (I lav Tale, om et meget fedt 
Fruentimmer.) Maſtekar, ct. ſtorre Kar 
t. af fætte Maſt i. Maſketrug, et. T. 
hvori Maſt ſœttes f. Solin. —2E 
en. T. til at giemme Matt i. 

1. Wtaffe, en. pl.-r. [J. Möskvi. 3. 
Rafcde.] en Sytte cd. Zraadilyngning, 
fom gieres v. Pinde, (Stritfepinde, Binde⸗ 
pinte) en Garñmaſte. Et Net m. ſmaa 
Maſker. At tabe en M. paa en Strompe, 
fom bindes. (En W. er løbet op, ſprungen 
i Strempen. — Uiaffebrud, et. Bræt p. 
VRaſter, fønderreven IM. (Arrebo.) maſte⸗ 
knettet, adj. v. knyttet, flynget i Maſter. 
”Det maſteknyttede Bundgarn.” Baggeſen. 
Meſteveerk, et. maſkeknyttet Arbeide; det, 
ſom er, eller ligner et ſtrikket Garn. 

Meſte, v. 2.1. giore Maſter, binde, 
ktnytte i Maſter. Af m. ct Garn. Af m. 
Cy 2: tage Majfer op, fom ere faldne. — 
Deiaf: Maſtepind, en. Pind t. at binde 
Wajter eler Sarn med. 

2. Maſte, ert. pl.-r. IIr.masque.] 1. 
En Beflædning f. Anfigtet, dannet enten 
fom denne Deel af Hovedet, el. i en auden 
Etiffelfe, m. Huller f. Næfe og Øine, ſom 
fjær paatages f. at blive ufiendelig, (Ræds 
grime.) At have M. paa, f. Anfigtet. 
Tage, lægge Maſten af. En talvmaſke, 
fem fun bedekker Anſigtet indtil Munden. 
2. figutl. en paatagen Charakteer, forftilt 
Sind og Handlemaade. At dølge en nedrig 
ZTankemaqde under Skinhelligheds M. At 
aftage Waffen, viſe fig i fin ſande Skik⸗ 
kelſe. — Maſtebal, et. B. ell. Dandſefeſt, 
hvor de, ſom derltage i famme, komme i For⸗ 


19 


paa M. holde Uiafferede. + 


. her. 
over 


Maſtebal — Masſiv. 


klebning og m. Maffe pag; Maſterade: — 


Maſkedands, en. Dands, ſom opfores af 
maſterede og forkledte Perſoner. — Uge 
erade, en, pl. r. [Ital. mascherata.] 
. ſ. ſ. Maffebal, Maſkedands. (fordum: 
Mummeſpil, Mummedands.) At gaae 


Malfere fig, v. rec. 1. paatage en Mas 
fle. At m. fig til et Bal. En mafferet Pers 


”fon. — figurl. et mafteret (ſtiult) Batteri. 


—⸗ — —7 — en. pl.- er. 

Utaftine, en. pl.-r. af Det fe, machi- 
ne.] ethvert Legeme, hvorved en Kraft 
virker p. ef andet Legeme, f. af opnaae⸗en 
vig Genfigt. f. Cr..en Leftemaſtine. En 
enkelt, ſammenſat M. 2. en fammenfat, 
konſtig Indretning, v. hvis Deles Beve⸗ 


gelſe en vis Virkning opnaages. En Spin: 
— 


ine, Dampmaſkine, 2. (Den Éotis 
ftige og fammenfatte Indretning adſtiller 
en M. fra et Redſtab, Værftet.) — fig. At 
handle, bruge noget, behandles fom en M. 
9: fom et blot Redſtab, uden Frihed og Selv⸗ 
beſtemmelſe. — J dagl. J. om enhver noget 
ſammenſat, om end ictke konſtig Indretning. 
f. Cr. Filtreermaſtine. At fætte Maſtinen 
ao: Theemaſtinen, p. Bordet. (Sammen⸗ 
fætn. borttafte e.) = Maſtinbygger, en. 
den, ſom forftaaer og udøver Konſten, af 
bygge Maſtiner. Uteffinbygning, en. den 
Konſt, det Foretagende, at bygge Maſti⸗ 
Mafkinhuus, et. H. fom er bygget 
en M. eller hvor Maſtiner bedares. 
Maſkinlære, en. Mechanikens Anvendelſe 
p. Maſtiners Indretning og Brug; ans 
vendt Mechanik. Maſtinmeſter, en. den, 
fom foreſtaaer Maftinvæfenet, iſcer v. et 
Theater. Maſtinvæerk, et. 1. d. f. f. 
Mafrine, 1: m. Genfyn t. bens Sammen⸗ 
fætning, Delenes Mangfoldighed dg Mas 
inens Virkning. —*z— tet Uhr. 
aſtinværket er fordærvet, gaaet i Staae. 
— Maſtinveſen, et. Alt hvad der hører t. 
Maſtiner, deres Indretning og Brug. 
Tasmefter, en. pl.-e. den, ſom føres 
ſtaaer en Masovn ell. Smeltehytte. 

Masovn, en. pl.-e. ISv. Masugn. J. 
Maßofen.] en ſtor Ovn af hugne Ste⸗ 
ne, hvori Jernmalmen fmeltes i en vis, af⸗ 
maalt Tid, og fom har en dertil hørende 
Overbygning. 

Maſſe, en. pl.-r. ſfremmedt. Fr. se] 
den hele fammenhæn onde. Materiz,» høoraf 
et Legeme (ifær et rt) beftaaer ; en flov 
Samling, Hob, Sfare, m, m. En ſtor, 
uhyre M. En Ildmaſſe, Vandmaſſe. En 
Folkemaſſe. Boets VT, 9: det hele Indbe⸗ 
greb af Eiendomme, fom tilhøre et Dodsbo 
"ell. et opgivet Bo. 4 

Masfiv, adj. ſfremmedt. Fr. massif.] 
fom beſtaaer af tætte Dele; tæt, vægtig, 

kke huul ell. løs; om Bygninger ; fvær, 
grunsmyret, . 


. 


,— 2. 


AJ 
. ' " 


Maſt — Mat. 


Maſt, en. pl. - er, IJ. Mastr. A. 6. 
Mæst. I ældre Dank: Seiltræ.] Et fra 
Skibets Bund opftaaende Træ, (p. ſtore 
Skibe fammenfat af flere Dele og mange 
Stykker) fom tiener t. Støtte f. Ræerne og 
den ovenfor liggende Deel af Tougvarket. 
—— Fottemaft. Meſansmaſten. At 
kapue (afhugge) Maſten. S a) Maſtebaand, 
et. Jernring om en ſtor Maſt, hvorved dens 
Dele holdes ſammen.  Utaftebrug , et. 

andel m. Maftetræer. (VB. S. O. ⸗ 

egrav, en. Vandgrav, hvori Maftetræer 


oides under Band f. at bevare dem indtil 


de ſtulle tilhugges. Maſtehugger, en. den, 
fom arbeider p. at tilhugge Zoømmeret f. 
Maſter. Waſtchugſt, en Træers Fold⸗ 
ning t. Maſtebrug. ( B. S. O.) UViaſte⸗ 

uus, et. Huus, hvor Maſter og Rund⸗ 

olter giemmes. Waſtehætte, en. Hætte 
” af ticeret Seildug, der —** om Toppen af 
den underſte Deel af Maſterne p. ſtore Ski⸗ 
be, naar diffe oplægges. Maſtekran, en. 
Kran ved Skibsbyggerier t. at udtage og 
iIndfætte Mafter i fore Skibe. Maſtekra⸗ 
ve, en. Seildug, der flanes faſt om Maſten 
og p. Dætfet. maſteſmer et. ſlet og for⸗ 
deervet Smør, ſom undertiden br. til Skibs 
i Gt. for Tiære. Maſteſpor, et. den Ind: 
hugning i Skibets Kioi, håori den nederſte 
Ende af Maften indfættes.  Utattejtump, 
en. Et Stykke af cn M. eller af et Maſte⸗ 
træ... Maſtetop, en. den øverfte Deel af 
en Maft. — et. Et Tre, ſom er 
tienligt ft. en M. == "b) Maſthul, et. Hul 
oven i Waften, hvorigiengem Tougvork 
gaaer. (S. &. D.) Maſtrurv, f. Mars. 
— maſtlos, adj. ſom er uden W. ell. har 
miſtet fn Maſter. Et maſtloſt Skib. 
(Moth.) — Maſtvark, et. Maſterne i et 
Skib m. alt deres Tilhsrende. 

Maſtix, en. ud. pl et Slags blegguul, 
vellugtende Harpir, ſom focder ud af Was 
ftirtræet. €Pistacia lentiscus.) 2. en tyk 
Fernis fom Malere fmelte i Ridſer p. gamle 
Malerier, . - 

Maſttarm, en. (Tydſt.) f. Endetarm. 

Mat, en. IN. S. og Gol. Maet. J. 
Måti, Fœlle, Kammerat.] br. hos os fun 
t. Stibs om viſſe Skibsfolk, der ere andre 
af famme Art underordnede, f. E. Baads⸗ 
mandsmat, Koksmat, o. fl 


Mat, adj. år: matte, —8 og Z.matt. - 8 


9. madr, fårflidt.] ſom har tabt fine 
Kræfter f. en Tid, hvis Kræfter v. Syg⸗ 
dom el. Anſtrengelſe ere udtømte; afmœg⸗ 
tig, kraftlos, vanfmægtende. Han er end⸗ 
nu m. efter Sygbommen. m. af Hede, af 
Dagens Slid. — fig. fvag, ikke ftært, kraftig. 
En m. Stemme. En m, Kugle (fom har 
naaet faa langt, af den ikke mere gisr Virk⸗ 
ning.) En m. Stiil, Tanke. 2. fig. om 
TJing, der have miſtet endeel af deres 
Slands ell. levende Farve. Et m. Lys. 


— 


20 


Auantitet. 


U 


Mat — Mathematik. 


Dette Lys ſtinner meget mat. Matte 


Farver (uden Glands.) En mat Overflade, 


(ifær p. Metaller) ſom ci kaſter Lyſet til⸗ 
bage. mat Forgyldning (uden Glands.) 
3. om Fijt: død, ell. halvded. matte A⸗ 
borrer. 4. i Skakſpil: af fætte een meat, 
blive mat ell. ſtakmat. I: tabe Spillet, der⸗ 
ved at den angrebne Konge ikke fan trokkes, 


Uden at blive tagen. (met ſammenfeies, ifær 


hos Digtere, — Participier. f. E. 
matglimrende, matlyſende, matſtraalende, 
rc.) — Mathed, en. ud. pl. Tilſtanden, at 
være og fole fig mat; Afmægtighed. Sov⸗ 
nen, vor Matheds Zilflugt, og den trætte 
Sicels HSile.” Guldberg. — f. v. matte. 
Materialier, pl. [fremmedt. i Mid. Ald. 
Latin: Materialia,] Raat Stof t. et Ar⸗ 
beide, ſanket Forraad, Arbeidsſtof. Bog= 
nings⸗Materialier. At ſamle Vi, til et 


Skrift. — Heraf materiel, der br. i negle 


fammenf. Ord: Materialforvalter, en. 
den, fom har Opſyn over en Materialgaard 
el. ct Materialhuus. Materialgeard, en. 
G. hvor Materialier, Vogne, Redſtaber o. 
d. giemmes. Materialheſt, en. H. ſom 
br. pan Herregaarde og andenfteds t. af 
fiere Materialvogne. Ulaterialhuus, ct. 
H. hvor Waterialier o. d. giemmes. Ma— 
terialkudſt, en. K. ſom kiorer en Material⸗ 
vogn. Materialſkriver, en. d. ſ. ſ. Ma⸗ 
terialforvalter, ell. en Betient, ſom er 
denne undergiven. Materialvogn, en. p. 
Slotte og Herregaarde: en Vogn, fom br. 
til at hente Bygningsmaterialier., of t. 
andte lignende Kioerſler. (ſ. Arbeidsvogn.) 

Materialiſt, en. pl. - er.” 1. den, fom 
negter, at der gives ulegemlige Veſener. 
2. den, ſom handler i det Store m. Apo⸗ 
thekervarer. i 

Materie, en. pl.-vx. [Lat. materia.] 1. 
Indbegreb af et Legemes Beſtanddele; Stof, 
Malm, det, hvoraf noget beftaaer. (mod⸗ 
fat: Form, Skikkelſe.) »Adſtillige Kar, 
oſtbare baade for Arbeidet og VNaterien.“ 
Guldberg. 72. ud. pl. det Veſentlige ell. 
Grund⸗Beſtanddelene af alt Legemligt over⸗ 
hovedet, I Modſ. fil dets Form ell. Foran—⸗ 
dringer. Materiens Delelighed, Evighed, 
| J. pl.- er. det, fom er Gien⸗ 
ſtand for ell, Indhold af de menneſtelige 
Foreſtillinger, og deres üdtryk i Tale ell. 
krift. (modſ. Form cl. Indklædning.) 
Denne M. vil jeg ikke berøre. At behanñd⸗ 
le, ſtrive over en vis NI. ”Dette er en 
Materie, fom han langt fra ikke troer ud⸗ 
tømt.” Rahbek. Den fpøgende Form pas= 
fer ikke t. Materiens Alvorlighed. (f. Em -= 
ne.) 4. trykte Bøger i uindbunden Til⸗ 
ſtand. En Bog i M. i raa M. 5. onde 
Veodſter t Bylder og Saar; Voer, Raad, 
Edder. 

Mathematik, en. ud. pl. Bidenſtab om 
Storrelſer, deres Ratur, Forhold og Ud⸗ 


Mathematik — Mavebraaber. 21 


maaling; Sterrelſeslere. == Mathemati⸗ 
fer, en. den, ſom er kyndig i re: 
mathematiſt, adj. ſom hører t. Mathematik. 
Metras en. pl.-fer… [Itaſ. matarazza. 
E. mattress.] dt m. Krølhaar, Uld, Mos, 
halm, e. d, udftoppet Sengebolſter, ſom 
br. i Stedet for Dyner og Puder. | 
Matrem, n.s. en Plante af bitter Smag 
og ſterk krydret Lugt, ſom dyrkes I Blom: 
ſerbaver. Matricaria Parthenium. 
Metrikel, en. pl. Matrikler. ſLat. ma- 
tricula.] iĩ Alm. en ſtriftlig, offentlig For⸗ 
fsadelfe over Zing af cen Art; men br. hos 


os ifær om en alm. Optegnelſe p. alt Jor⸗ 


degeds i Sandet, m. dets Styldſetning ell. 
harttorn og Jordſtyld; Jordebog, Jord⸗ 
— Denne Gaard ſtaaer, er fat i 
strifelen f. 7 Tdr. Hartkorn. = Heraf : 
Uatritelfigt, en. Jordſtyld. Matrikel⸗ 
væfen, et. 0. fl. — matriculere, v. a. ind: 
fore i Matrikelen, ſtyldſette en Ford. ma⸗ 
triculerct Hartkorn. Deraf: Matricule⸗ 
ting, en. 
afrone, en. pl.-r. [£at. matrona.] 
ce hæderlig Avinde, fom er til Aars. (fiel⸗ 
den uden i Øfiemt.) . 

Matros, en. pl.- er. [IIr. matelot. Z. 
Ratroſe.'‘ Ordet er nyt i vort Sprog.] 
En af te ringere Skibsfolk, ſom giore det t. 
iten gart, Styprelſe m. m. fornødne Ar⸗ 

ide. Tilforn: Baadsmand, Baadskarl, 
etibsmand, At tiene, fare for 
Deraf: Matrosarbeide, ct. Matrosdragt, 
en. pPpedegge en, D. ſom gier Was 
trostieneſte, Sktibsdreng, Cahutébreng. 
Metroshyre, en. f. Syre, NUlatrosind⸗ 
fl, et, J. eller Bittighed, ſom man høs 
ter af Matroſer, Matrosvittighed. Ma⸗ 
frostienefte, en. den T. en Matros giør t. 
Etibs. At tage VI. gløre UT. 0. fl. 

Matte, en. ſ. Maatte. 

Matte, v. a. 1. of adj. mat.] forvolde 
Mathed, udmatte (hvilket oftere høres.) 
Kattefsed matter den Syge meget. “Et 
Sar, huls Bidde Synet matter,” P. H. 

ann. »Ogſaa denne (den ſtionne Na⸗ 
ture) Nydelſe fan matte,” — ”At Hiet ſna⸗ 
tete mattes, end vedergvæges, i dens Be⸗ 
fragtning,” Baggeſen. 

sve, en, pl.-r. [3. Magi. A. S. 
Mase.] 1. det Indvold i Dyrenes Lege: 
Mt, form modtager Mæringsmidlerne ef⸗ 
tat de erg førte igiennem Svælget, og 
krirter deres forſte Oplesning eil. For: 
deielſe. At have en god, flæré UI, (ſom 
kt fordeter.) En fvag, flet, ureen Yi. 2. 
Underlid, da DÅ At have en tyk M. bes 
ante at faae Wi. bære et Bælte om Ma⸗ 
Un, => Utevebetændelfe, en. B. ell. In⸗ 

mation i Maven, Maveberſte, en. 
G fordum brugel. chirurgiſt Redſtab, hvor⸗ 
Bed man vilde renſe Maven. avedraa⸗ 
ber, pl. Dr. ſem br. imod Mavepine, ell. 


me 


Nlaveſl 


2 
N 


Mavedraaber — Med. 


or at ſtyrke Maven. Maveegn, en. Ste⸗ 
et p. Underlivet, hvor Maven har fit Gæs 
de. Regio epigastrica. (V. & Ma⸗ 


vefylde, en. iimaadelighed i at fvife, Bugs 


fulde. (Moth.) Mavekager, pl. ſmaa Kar 
ger af maveſtyrkende Midler. Mavekneb, 
et, Bugvrid. Mavekrampe, en. ud. pl. 
krampeagtig fmertelig Sammentrekning i 
Maven. Mavemaal, ct. Et viſt Maade⸗ 
hold i Spiisning, ſvarende t. Fordsielſes⸗ 
kraften. (d. Tale) Mavemund cl. Ma⸗ 
vemunding, en. Mavens overſte Aabning, 
hvorigiennem den modtager Fodemidlerne. 
Maveolie, en. ſtyrkende O. hvormed Mas 
ven gnides udvendigen. Mavepibe, en. 
den Canal, hvorigiennem Fødemidlerne før 
res fra Munden ned i Maven. Mavepine, 
en. Smerter I Maven af forſtiell. Aarſager 


(faavel om Smerter i den cgent!. Mave, 


fom i Underlivet ell. Tarmecanalen.) Ma⸗ 
veplaſter, et. P. ſom, for at ſtyrke Maven, 
lægges uden p. derne, Maveport, en. 
den nederfte Aabning i Maven. Pylorus. 
(V. S. 2.) Mavepoſe, en. VP. udftoppet 
m. krydrede Urt 
Maven f. af ſtyrke den,' ell. imod Mavepi⸗ 


ne, (Moth.) Mavepulver, et. P. ſom br. 
Mavepolſe, en. 
en. 


mod Sygdom i Maven. 
P. ſtoppet i en Svinemave. Maveſa 
S. der affondres, af Mavens Kiertler og 
fremmer Fordsielſen. Suocus gastricus. 
iim, en. S. der ſamler fig i Maven. 
Maveſmerte, en. Mavepine. maveſtyr⸗ 
kende, adj. v. ſom tiéner ft. dt ſtyrke ⸗ 
ven, m. Midler. Maveſtyrkning, en. et 


m. m. ſom lægges p. 


FJ 
4 


Middel, der ſtmker Maven. maveſyg, adj. 


fom har en ſoag M., 
ven. (Moth.) Maveſygdom, Maveſyge, 
en, Sygdom, der har fit Sæde i Maven. 
Mavetrykning, en. T. i Maven, ffær m. 


el. har ondt i i Ma⸗ 


en krampeagtig Sammentræfning af den 


venftre Mavemunding. Cardialgia. Ma⸗ 
veviin, en. maveftnrfende Biin:  Utaves 


vædfte, en. d. f. ſ. Uaveſaft. 
Vechanik, en. ud. pl. Di i Alm. Læren 


om Krafternes Virkning p. fafte Legemer. 


2. i Sard. Læren om de fafte Legemers 
Bevægelfe, => medaniff, adj. og adv. 1. 


ſom henhører t. Mechaniken. Et m. Skrift. 


2. ſom lader ſig forklare af den Virkning, Le⸗ 
gemernes Kræfter have p. hinanden. Gt 
egemes mechaniſte Tryk. 3. i Sard. a) 
om en Virkſomhed, der beſtemmes v. phyfi⸗ 
fle Naturlove. (i Modf. til Virkſomhed efter 
Ideer.) De mechaniſre og ſtionne Konſter. 
b) om en Virkſomhed, ſom er bevidſtlos, 
ell. dog uden fuld Bevidſthed. At gløre 
noget ganſte mechaniſt (uden at tænfe ders 
paa.) 0) aandløs, At fremſige en Tale, 


ſpille en Rolle m. ch ſom hidrører fra ud= , 


vorter Kræfter. (modf. dynamiſt, chemiſt.) 
En m. Deling af et Legeme. i 
Med (Meed,) et. pl, d. f. IJ. Mid.] 


4 


¶. mede og 


pręæp. der i 


lesſta 


Med. 


1. Maal, Sigte, Formaal, det man meder til 
iemed.) "IJ heieſte Mærke og 
ingo. ”Selv (Naturen) baade 


- — 
onſtens Voeld, og Prsveſteen og Meed.“ 


Popes Krit. v. Schiermann. 2. Marke, 


Kiende. At tage Med paa noget, (V. 
g.9.) 1 å P s ( 


Med, præp. og adv. I[IJ. med.] A. 
(m. udtrykker en Forbindelſe, 
gt Fellesſtab el. Selſtab, og ſaaledes pl. 
andet følgende Forhold: 1. Ledſagelſe, Fol⸗ 

ten vis Tilftand ell. Handling, t. 
cen Tid ell. paa eet Sted. At tage noget 
m. fig. At reiſe, ride, gaae, ſpiſe, ſpille, 


leve m. cen.” Dun gif bårt m. ham. At 


ſende cen bort m. noget. 2. Deeltagelfe i 
andres Tilſtand ell. Tilverelſesmaade. At 
glæde, bedrøve fig, lide m. een. ”I Dag 


- med 08 fig Kongen glæder, med ham vi 
3, Sam⸗ 


dele Held og Sæder,” Storm. 
virfen, At være m. een (3: p. hans Parti. 
modſ. imod.) At holde m. cen. Strom⸗ 


" men; Vinden er m. 08. Det ſtete vel med 


Faderens Vidende, men imod hans Billie. 


- Med min Villie fader han hende aldrig. 4. 


Brug, Anvendelſe af Vaorktoi, RNedffab 
Middel t, at opnaae, udrette noget. (modſ. 


uden.) At hugge m. en Øre, maale m. en 


Alen. At plele med Stude; kiore med een 
Heſt, reiſe med fin cgen Vogn. — At fede Gæs 
m. Havre, — Jeg har feet det m. mine egne 
Dine, Med Penge fan man udrette meget. 
At prale med noget (v. at viſe det frem, ſtille 
det ft: Stuc.) Derimod: At prale af fin 


Styrke, af fin Formue (giore Ord af, broute.) 


La [præp, med forudſetter fri Billie i Anven⸗ 


⸗ 


— 


- nn t. Beſtaffenhed el. Tilſtand. 


elſen, i Handlingen, og tillige et Redſtab; 
paa har nærmeft Henſynſt. Stedet, hvor 
noget ſteer, ikke altid m. Forſet. Man 
brænder fig (af Vanvare, uforfætiig) pag 
en Glod. Man brænder Haanden med en 
Glød, naar man m, Billie bringer denne 
til Haanden. Saaledes : At rive fig pag 
en Torn, og med en Zorn.] 5. Anvendelſe 
af en vis Materic. At ſtrive med latinſte 
Bogſtaver. At forſyne cen m. noget. t 
beſſaage m. Jern. At male m. Oliefarve. 
Ut. fylde et Kar m. Vand, At beſaae en 
Aget m. Ruq. 6. Forening imellem en 
Perſon og Zing, el. imellem flere Ting. 
At. være beladt m. Sygdom, beheftet m. 
Gield. Bierget er bevoret m. Skov. 
7. Forhold t. en Perſon ell. Ting Pens 
At ta⸗ 
le, at frættes, af omgaaes, at brydes m. 
gen, Jeg har noget at afgiore m. ham. 
At være filfreds, være ſyſſelſat m. noget ; 
være i Færd m. et Arbeide. Det forholder 
fig anderledes m. Sagen. Hvad vil han 
m, Bogen 7 Det feer (angvarigt ud LF 
Netfen, Det ev ude m, ham. Det er fordi 
med Pengene, 8, Arbeide, Byffelfættelfe, 
Kofærd, At haſte, fle, tove, ſtynde fig 


⸗ 


rederi. 


Med. NE 


med noget. At have Opſyn, Tilfyn med 
noget, At frle, handle, ſee fig for m. no: 
get. At bære fig galt ad m. noget, være 
færdig med noget.” At more fig med noge! 
(om man ſpsler med, i længere Tid be: 
tragter, 0.5.) Derimod: At more fig ved 
el. ever noget, fom man feer, hører, er: 
farer. — Ogſaa om viſſe Lt cmibevægelfer : 
At kaſte med Natten, hælde m. Hovedet, 
flingre med Armene, ſlaae op m. Haanden, 
ryſte m. Hovedet. 9. Maade, hvorpaa no: 
get er, ſteer, glores, lides, beſiddes. Al 
arbeide m. Lyſt, m. Iver, At ſpiſe m. 
Maade. Hun barer fine Lidelſer m. Taat: 
modighed. At indtage en Fæftning m, 
Storm. Han har faaet det m. ſtor Moie, 
m. Rette, m. Lift, At giore noget m. For: 
fæt, mi. Villie, m. Lempe, m. Bchændig: 
hed. At være forfigtig, ſtisdeslss m. no: 
get. Mecd det Gode (uden Modſtand, god: 
villigen. At faae noget mM, det Gode, 
(Modſat: med det Onde.) 10. Egenſtab 
Beſtaffenhed, Beſiddelſe. At være begave 
m. Forftand, forſynet m. Penge. ver 
er opfoldt m. Lediggeengere. At være fød! 
m. en Lyde. Manden m. den blage Kiole 
Pigen m. det lyfe Haar. 11. Genfyn t 
en Eid, da noget ſteer, ell. vil fiee, Xl 
ſtaae op m. Solen. (ſ. ovenfor No. 2, hvor: 
til üdtrykket egentlig hører.) Med bet ny 
Aar begynder her en anden Indretning 
Ut blive klog, ſtadig m. Alderen. Bet 
Tiden bliver det bedre. Meddet førfte, m 
det ſnareſte. 12. i Stedet f. ad, hove er 
Stræfning jævnfides noget betegnes. Langt 
mcd Aaen, Stranden, Veien.Gierde 

aaer lige m. Veien. 13. I færegne Ud: 

yk, i Er, At være med Barn (frugtſom 
melig. Koen er m, Kalv, Hunden er m 
Hvalpe. — Xt holde det md cen (hold: 
ham Stangen, ell. drive det ligefaa vid: 
fom han; forftieligt fra: at holde mer 
een.) Endnu fan jeg nok holde det med 
ham. — At holde ud. med, Denne Hef 
holder ikke ud m. den anden t at løbe. — 
— med alle a: ganſte, tilfulde. — med eet 
pludfeligen, uformodentlig. — med Tider 
(i en udeftemt tilkommende Tid.) — met 
Forord; med Forlov! (Udtryk hvormed mar 
beder om Tilladelſe.) — med mindre, bvit 
ikke, uden faa er, 0. fl. a. [Præpofitioner: 
ne med og ved. udtrykke begge ct Forholi 
imellem ct Subject og et Redſtab, Middel 
hvorved cn Forbindelſe m. en anden Gien 
ſtand bevirkes. Men denne Forbindelfe ud: 
trykker med mere umiddelbart, end ved 
af derimod en umiddelbar Handling uder 
Redſtab cl. Middel. Han blev henrette! 
med Sværd, Han miftede Livet ved For: 
Den Ridderorden, med hyvilker 
man vilde belonne ham, og ſom han ve 
fin Tapperhed havde fortient, modtog har 
af Fyrſtens egen Haand.J 14, 3 Sammen: 


W 


(dd 


Wed — Medbocger. 


fætn. med Subftantiver vdtrykker Ptæpof. 
med gt Samfund, Fellesſtab imellem: Per: 
ſener, en Deeltagelſe i noget —— — 
Vedborger, Meddelelſe, Medfolelſe, 
Medhielper, ꝛc.) eller en Omftændighed , 
Tilſtand, Handling, ſom er t, Fordeel for 
negen. (Medbor, Medtgang, Nedvind.) 
. I Cammenf. im. Verber og Participier uds 
trufkes en ſamtidig Handling el. Zilftand, 
ser Forbindelſe, Samvirken ell. Deeltagelſe. 
(f. nedenfor.) — B. adv. (med)'der br. li⸗ 
qefont Præpof. (1. 2. og 3.) t. at udtrykke 
Selſtab, Follesſtab, Samvirken, Ledfagelfe, 
ell. en fordeelagtig Omſtendighed; og er i 
de flefte Tilfælde en elliptiſt Knvendelfe af 
Preæpofitionen. — Han var med i Følget. 
Har vil méd, enten han tan komme, eller 
itte. Gan vil giere alting måd, Han vil 
eafaa fnatfe med. Han vil iffe være med, 
ge m. Jeg reiſer ikke méd. Der i, 
mange Penge med (brugtes, odedes.) Der 
gaaer meget méd i faa flor en Huushold⸗ 
ning. At faae noget mcd i Kibbet (oven i 
Kiebet.) Strømmen have vi méd; men 
Vinden er imod. Lykken gaaer ham med. 
Dommen faldt ham med. Det er mig itfe 
mcd 2: iffe efter mit Sind. 
Medaarſag, en. pl.- er. A. der virker i 
Forening m. cen ell. flere andre; medvir⸗ 
kende —F— (J. Kraft.) 
Meẽedarbeider, en. pl. -e. 
tager m. en Anden i et Arbeide. 
edarbeider ved ct Vork. 
Medarving, en. pl.-er. den, fom arver 
tilligemed en ell. flere andre, - 
Vtedbaaren, médbaaret , adj. v. med⸗ 
født. ”Det er os af Naturen medbaaret.“ 
A. S. Vedel. 
Medbeiler, en. pl.-e. 1. den, ſom til⸗ 
ligemed en anden føger at vinde et Kruentims 
mers Kiærlighed. 2, den, fom tilligemed 
cu Anden ftræber efter at opnaae, fomme i 
Befitdelfe af noget, Han havde mange 
Medbeilere t. dette Embede. (ſieldnere br. 
Medbeilerſte.) Uledbeileri, et, En Med⸗ 
beilers Sind og Tragten, i Genfænde t. 
det, han tilligemed en anden føger at naae. 
* 


(Rahbek. 
Medbeſiddelſe, en. B. af noget i Fol⸗ 
lesſtab m. andre. (V. S. O. 

Medboler, en. Plc. den, fom tilligemed 
en anden er en Qvindes Boler. (Moth.) 

Bicoborgen, æn. ud. pl. den, fom med 
en anden gaaer i Borgen, er Forlover f. cen. 

Médborger, en. pl.—c, Den, form tilli⸗ 
gemed en anden er Borger I femme Land ell. 
Un; Borger I cn Stad el, I et Land, m. 
Henſon og i Forholdet t. de øvrige Borges 
te; Landemand. En af vore Uledborgere, 
At frænte en Medborgers Rettigheder. 
(fieldnere br. Medborgerinde. Rahbek.) 
medborgerlig, adj. ſom vedkommer Med⸗ 
borgere, henhorer fil cl, fommer en Med⸗ 


den, ſom deel⸗ 
At være 


23 


medbrae 


Medborger — Mede. 


borger. medborgerlige Pligter, g S. 
O.) — Medborgerſtab, et. fælles Borger⸗ 
ſtab i en Stat el. Br. (Arrebo.) 
NMiedbringe, v. a. medbragte, bragt. 
bringe, fore m. fig. Han har medbragt 
mange, Sieldenheder føa Amerika. 
en mærfelig Nyhed. 
Nleéedbroder, en. pl.— brødre den, fom 
har fælles Virkekreds m. en anden, 'og en 
fandan Virkekreds, der medfører ell. burde 
medføre et Flærligt , broderligt Sindelag. 
(ogfaa i Alm. om Menneſter, m. Genfyn t. 
det Sindelag, de burde have mod hverandre.) 


Medbodende, adj. v. den, ſom byder, 


gior et Bud tilligemed en anden. i 
Utedbygger, en. pl.—e. den, fom boer p. 
et Sted med en anden. (C. Pederfen.) . - 
Medboer, en. ud. pl. føielig Vind f. den 
Seilende, Medvind. . At ſeile for Medbor, 
have Uedbor. 
Medchriſten, en. Pl.-hriftne, En Chri⸗ 
ſten, m. Øenfun og i Forholdet t. en anden, 
ch. fil alle andre Ehriftne, . At elffe fne 
VNedchriſtne. (I ældre D. Jævndriften. 


Meddedagtig, adj. (nycre Bibeloverf.) 


ſ. deelagtig. 

Meddele, v. a. 3. gere en deelagtig i, 
lade en anden tage Deel i noget (faavel 
Biden, Kundffab, ſom anden Befiddelfe, 
men iſcer om te førfte. jvf. dele med, ſom 
har en forſtiell. Betydn.) At m, Nogen 
en vigtig Efterretning. m. een fine Tanker, 
Følelfer, “Glemmer ikke, at giore vel og at 
meddele.” Ebr. 13, 16, ”3eg vil ingen 


Velgierning meddele en anden, ſom jeg 


kunde ffamme mig v. at begiere.” B. Thott. 
— meddelelig, adj. ſom fan meddeles. 
Uieddelelfe og Uteddeling, en. Gierningen 
at meddele. (Meddelingsiver.“ Det als 
mindelige Meddelintgoſprog.“ Baggefen 7; 
Meddommer, en. pl.-e. den, ſom tilli⸗ 
gemed een ell. flere andre dommer i en Sag. 
Meddomsmand, cen. pl. - mænd. Mænd 
af Tinglauget, ell. Xnise, fom i Lives og 
Xresſager, og viſſe andre Sager, af en Un⸗ 
derdommer filtages, f. med" ham at fage 
Deel i Dommen. (D, Lov. I. 5. 19.) 
Meddelgsmand, en. den, fom tillige 
med en Anden er Dolgsmand, Heler. 
Utede, en. pl.-r. ISv. Mede. J. Meid, 


Meidr, Zræ, Blelfe.] : 1. de krummede 


Treer, ſom ea Kane ell. Slæde glider p. 
Kanemeder, Slædemeder. 2. Heraf ogſaa 
CLaæsmede, d. ſ. ſ. Kæſſetræ (hviltet dog 
hyppigere br.) i . 

Mede, v. n. og a. 1. [J. mida.] 1. 
v. n. figte til, ftvæbe at naac cl. ramme. 
N m. til et Maal. Han ſtyder ikke did, 
o 
Snor og Krog, angle. 
At ſidde ien Baad og m. 
meder m. Silfefnor.” Evald. At medem. 
Guldkrog (føge at opnaae noget v. Beſtik⸗ 


Fall 


Gan er ude at m. 


Gan i 


»Liden Gunver 


R 


han meder. (P. Syv.) -2. fiſte m 


J 


kelſe.) 3. fieldnete ſom v. a. 
og den Fiſt, fom nødig vil. Ordſpr. Me⸗ 


een ell. 


hj 


Man meder 


defrog, en, pl.-c. Krog p. Medeſnoren, 
hvorpaq Madingen fæftes; Angel. Me⸗ 
deſnor, en. pl.-e. En Snor, ean 
af Heſtehaar, der bindes t. Medeſtangen, og 
"4 hvis Ende Krogen hænger. Medetei, et. 
ud. pl. alt det Redſtab, fom hører t. at mede. 
dedsmand, en. pl.-mænd. Efter vor 
ældre Lovgivning: den ell. de, ſom tillige 
med en af Parterne (ofteft m. Sagvolderen) 
foore paa, at hang Ed var reen. (K. Ans 
der. Sovhift. I. 468.) 
Medeie, Medeiendom, en. ſ. Sameie. 
Medeier, en. pl.-e, den, fomsbefidder en 
Eiendom tilfælles m. andre. ' | 
Utédelffer, en, pl.-e. f. Medbeiler. 
Medens, adv. p imedens. . 
Maeòdfange, en. pl.-r. den, fom tilligemed 
en anden er Fange, i ſamme Fængfel ell. 
paa tet Sted. (D. Bib. Rom. 16. 7.) 
Medfare, v. a. behandle, omgages med. 
br. neppe uden I Partic. og i den Talemaa⸗ 
de: At være, blive ilde medfaren, behandlet. 
Utedfart, Medfærd, en. ud. pl. Om: 
gang ; Behandling, Opforſel imod cen. 
" Diffe før ikke bruge faa haard en Medfart 
m. Folket. Schytte. 
Medforlover/ en. pl.-e. d. ſ. ſ. Med⸗ 
borgen, (D. Lov.) 
edfrier, en. pl.—e, den, fom tilligemed 
ere andre friet t. et Fruentimmer. 
(f. Medbeiler. 1.) . 
. —B en, ſ. Medfart. F 
Medfodt, adj. v. ſom man har af Fod⸗ 
ſelen, er fodt med, En m. Lyde. “medfedt 
Drift udvikler medfødt Kraft.” Ohlenſchl. 
medfødte Drifter. (medfødte Begreber , 
notiones innatæ.) ”Xnicdning f, at bruge 
alle, baade medfødte og forhvervede Kref⸗ 
ter.” Sneedorf. 
Medfoelelſe, en. pl.⸗r. F. ſom volkes v. 


"en lignende hos Andre; F. af Luft elf. U⸗ 


lyſt, ſom umiddelbart opvæftes v. at for⸗ 
nemme ell. erfare andres Vel cl. Vee; deel⸗ 
tagende, ſympathetiſt Folelſe. “Medfo⸗ 
lelfe af borgerlig Elendighed.“ Baggeſen. 


dfolelſens Drift gier Menneſtet til⸗ 


boieligt t. at behandle andre p. den Maade, 
Agtelie f. Menneſtenaturen byder,” Miller. 
Medfelende, adj. v. ſom deeltager i An⸗ 
dres Folelſe, ell. ev tilbsielig dertil, Gt 
— t. ud. pl. d. ſ. ſ. Følge 
ølge, et. ud. pl. d. ſ. ſ. Følge, 
Belgejtab. (ad. S. Vedel.) 
tedfølge, v. n. 3, følge med. (fielden 
undt. i impf. og partic.) Der medfulgte et 
Brev. Bøgerne findes i medfølgende Kaffe. 
Medfolger, en. pl.—e. den, fom følger 


m. en anden, Ledfager, Folgeſpend. 


Utedfor, et. ud. pl. det, ſom noget 
medfører, fom er en Følge deraf. Ef⸗ 
fer Sagens Wi, J Medfor af denne 


Mede — Meder. 24 


| Medier — Hedhuſtru. | 


Omftændighed, af hans Løfte, Forpligtelſe. 
dføre, v. a. 2. have t. Følge, have 
den Beſtaffenhed. "Saa vil man ſnart inde 
fee, at den juſt medfører de angivne For⸗ 
dele.” Engelstoft. Den flærfe Hede med⸗ 
fører adſtillige Sygdomme: Det er noget, 
om Alderen medfører. ' 
Medgaae, v.n. 3. forbruges, fortæres, 
tilfættes. (ſ. gage med, 5.) Det er alt 
medgaaet p. Reiſen. Der medgaaer mange 
Penge i et. faa ftort Huus. , 
Medgang, en. ud. pl. god Fremgang I | 


"bet, man foretager fig; Held, eykke. At 
kunne ſtikke fig baade i m. og Modgang. 


Medgiift, en. ud. pl. Giendom, ſom gi⸗ 
ves en Feſtems, naar hun gifter fig, af 
Forældre ell. af dem, form ere hende i Forel⸗ 
dres Sted ; Hiemgift (tfær om det, fom gives 
Vigen i Penge ell, Jordegods. f. Udſtyr.) 

Utddgive, v. a. 3. fine cen noget m. fig. 
(f. give med.) Det ham medgivne Brev. 
— medgiven, for: naturlig, givet af Na⸗ 
turen. (Bording.) “Naturens medgivne 
Art.” A. Vedel, 

Medgieſt, en. pl. er. den, ſom tillige⸗ 
med. ey anden er Gieſt v. et Bord. 
Medhandle, v.a. 1. d. f. ſ. medfare, 
behandle, ”Den Konge, der medhandlede 
dem faa ilde.” Guldberg. ”Jeg frit ter 
handle felv, ſom jeg blev for medhandlet.“ 
Carſtens. — Medhandling, en. Behand-⸗ 
ling. Sneedorf. (men ſædvanl. i ond Be⸗ 
tydn. ligefom Verb.) 

Medhave, en. det, man har ell. force 
m. fig; færd. hvad en Brud tilfører fin 
Mands Bo, enten i Arv el. Medgift. (næs 
ften foræltet.) ” . 

Medherſter, en. den, ſom deler Herre 
dømme m. en anden; Medregent. 

Bikdbielp, en. ud. pl. Biſtand, Hielp, 
ſom een giver den anden, ell. ſom flere & 
Forening give t. noget. Jeg har ikke ude 
rettet det ene, men v. Vedhielp. 

Medhielper, en. pl.-e. den, ſom hielper 
t. æt udføre et Arbeide, den, fom gaaer cen ell. 
flere andre tilhaande. Jeg har en fro M. i 
ham. (Præſtens Medhielpere, to Bønder 
ca. Borgermend i Sognet, der gaae Præ⸗ 
ſten tilhaande I at optage Manttal o. d.) 


Medhold, ct. ud. pl. Samtykke, Bifald, 


Håns Meninger fandt M. hos Mange. 
Gan fif VI. af Alle. ”Venners utidige 
Medhold.“ B. Thott. 2. ugrundet, over⸗ 
bærende cl. hyklende Bifald., (Indulgen- 
tia. Moth.) At give cen Medhold i Alt 
hvad han gior. 3. Gunſt, Underſtsttelſe. 
”For Rigdoms, Medholds, Slægté v 
Svogerſtabs Skyld.“ D. Lov. 4. Bekræf⸗ 
telſe. Dette finder ikke VT; i Hiſtorien. J 
Mt. af Lovene (i Overeensſtemmelſe med.) 
Yitcdholder, en. pl. —e. den, fom holder 
m. en anden, ev p. hans Parti. (8. &. O.) 
Uiedbuftru, en. pl.-er. den, fom tillige⸗ 


i 


Medhuftru Vedregiering. — 


smed en anden Avinde er en Mands Hu⸗ 


firn ell. Frille. (iſer i d. Bibel⸗Overſ.) 
Medicament, ct. pl.-er. ſ. emiddel. 
Medicin; en. ud. pl. ILat. medicina.] 
1. Legekonſt, Sægerden ab. At ftudere 
M. Doctor i Medicinen. 2. Lægedom 
Lægemiddel. At tage, bruge . (Deraf: 
Medicinglas, Medicinkiſte, Medicinkruk⸗ 
Fe, o. fi.) medicinere, v. n. 1, (har.) brit⸗ 
ge Sægemidler. — medicinſt, adj. fom hører 
t. Zægevidenftaben. ' —J 
Mediſter, Medi lfe, en. (Øv. Mad- 
ister. T. og N. S. Mettwurſt. af det 
gl. Mette,- kært Kigd. E. meat.] En 
Velſe af hattet Svinekiod, blandet m. Iſter 
ell. med fedt Fleſt; Stegepolſe. 
Medkriger, en. pl.-e. den, fom gaaer i 
Krig m. en anden, Baabenbroder. 
Medlem, et. pl.- mer. en Perſon, ſom 
et i ct Gamfund, udgier ligeſom ct Lem af 
femme. Af optager t. Medlem af (i) et, 
Selikab. 
Medlevende, adj. v. den el. de, ſom 


leve p. cen Tid m. andre, ſom ere ſamtidige 


m. cen. ”Hans Medlevende agtede ham.” 
P. T. Bandal. 

Medlidelſe, en. Deeltagelſe i Smerte ell. 
Sidelje ; Smerte I cen Legemsdeel, der grun⸗ 
ter fig i Smerte i en anden. (V. 6. O. 

Medlidende, adj. v. ſom føler Medli⸗ 
denhed, deeltager i Andres Lidelfer, el. er 
tilbsielig dertil. m. Menneſters Deeltagel⸗ 
fe. (Et medlidende Hierte. 

Medlidenhed, en. ud. pl. ſmertelig, li⸗ 
bende Følelfe, der væffes v. andres Rød, 
Deeltagelſe | andres eidelſe ell. Ulykke; 


PA 


å 


Medregne — Medtiener. 


Medregne, v. a. 1. regåe med I et Tal, 
indbefatte under en Sum. 
TMedreiſende, adj. v. den, ſom reiſer 1 
Selſtab m. andre, Min m. Landsmand. 
Gan var uheflig mod fine Medreiſende. 
»Jeg fan tydelig foreſtille mig alle mine 
overblevne Medreiſende.“ Båggefen. 

Medſanger, en, pl.—e. den, ſom fonger 


Seljſtab m. cen ell. flere andre. ( C. Pe⸗ 


Medrut. Hendes Skiebne maa røre, be⸗ 


væge enhver til M. Gan vifte ingen M. 
med denne Ulykkelige. At have M. med cen. 
Medlyd, en. (f. Lyd.) en Lyd, Bog⸗ 
ſtavlyd, der høreé-og udtales v. Hielp af og 
i Forening m. en Selvlyd. — Deraf: med⸗ 
ivdende, adj. v. Et m. Bogſtav, ſom ho⸗ 
res og udtales i Forening m. en Selolyd 
el. Vocal; en Conſonant. 

Medlærer, en. pl.—e. den, fom lærer, 
untervifer i Selffab m. en anden. 

Medlærling, en. pl.-e. den, fom mod: 
tager Undervilsning tilligemed en anden, 
Skolebroder. 


Medmenmnneſte, et. pl. Ir. et M. i For⸗ 


hold t. andre medlevende Menneſter. At 


elſte ſine Medmenneſter. ”At vi i mange 
Denfcender ſtaae for vore Medmenneſters 
Dem.” Mynſter. 
Meéedopſyn, et, ud. pl. Opſyn, ſom før 
res over noget tilligemed en anden ell. flere. 
(Nalling,) ' ' 
Medreder, en. 


Le. den, ſom deeltager 
m. en anden I et i 


c kibs Udruftning. 
Medregent, en. pl.-er. f. Medherſter. 
. Midregiering, en, Deeltagelſe I Regtes 
vingen. (2. Rothe.) . … 


Å 


derſen.) : , . 
Medſende, v. a. 2. fende tilligemed ans 
bre Zing. Brevet modtog jeg; men iffe 
den medfendte Pakke. Hvad jeg havde 
medſendt, er kommet rigtig tilſtede. (jvf. 
fende med.) . 0, 7 
Medſkabning, en. pl.-er. en Skabning, 
m. Henſyn og i Forhold t. andre Skabnin⸗ 
ger; et Voſen, ſom tilligemed andre hører 
t. de ſtabte Ting. 
ſtabninger.“ Sneedorf. 
Medſkabt, adj. v. ſom man er ſtabt 
med, medfødt. Menneſtenes medſtabte 
Evner.” Sneedorf. OM a 


Brøde; exrn, ſom ev ſtyldig i en Brode tilli⸗ 
emed andre. an er medflyldig i denne 
orbrydelſe. Gan vilde iffe angive fine 


ed rolige. . ' 
Medſtyldner; en. d. f. ſ. Selvffyldner. 
CRerregaardé d. Privatr. $. 976.) F 
Medſpiller, en. p].—e. den, fom deelta⸗ 

ger m. cen el. flere | et Spil. ' 
Medſtemme, en. pi.-r. Stemme t. Fors 
deel f. noget. (modſ. Modſtemme.) Moth. 
frrider, en. pl.-e. den, form ſtrſder, 
aaet I Strid m. andre. (Sao) ” Gan 
fendte Zreve t. alle fine Medſtridere.“ I. 

ace. 9. i 

Medſvoren, adj. v. pl; medfvorne. ſom 
har giort et edeligt dofte tiligemed- andre. 
(38. S. 2.) 


mMedføger, en. pl.—e. den, ſom føger, 


tragter efter noget, tilligemed andre. 

WMedſeſter, en. pl.-ſoſtre. et Fruentim⸗ 
mer, der lever i et viſt Samfund m. flere 
andre, betragtet £ hendes Forhold t. diſſe. 
(f. Medbroder.) ' 

Medtage, v. a. 3. føre noget, man har 

moͤdtaget, m. fig. (f. tage med.) Skippe⸗ 
ren medtager baade Gode og Reiſende. 2, 
udkrove, udfordre. Det vil endnu medtage 
ftore Bekoſtninger. ”I tredie Delen af den 
Tid, det medtager hos 08,” Bagg. N. Klim. 
3. fvæfte, forringe, ødelægge, giore f. mes 
gen Brug af. Han er bleven meget med: 
tagen i denne Sygdom. Landet blev faa. 
medtaget I denne Krig, at det i mange Aar 
ikke vil komme paa Fode. 


Medtiener, en. pl. —e, den, ſom gior 


Tieneſte I Selſtab ed. Samfund m. andre. 


”Den ſamme Tiener gif ud og fandt en af 
fine Medtienere,” Matth. 18, 28. - (med⸗ 
tienerinde, en. D. H. O.) 


Dyrene ere vore Mede 


evig, adj. deelagtig i Skyld ed. >: 


* 


— andre. (B. 6. LD.) uva ursi. Weel 


Selſtab m. Andre. (V. 


Å fit Antlag.” ”At være Medvider om no: 


* i K - 


Medtienefie — Weelber. 260Meeeelberr — Melet. 
—— "Arbutus 


i . otte, en. 3. til af gicma 
Medvand, ct. Beſtaffenhed I Havet, I me Meel i. Meeldroier, en. Sygdom hos 


Mẽèedti e, en. Tieneſte i Samfund m. vorer I Sandegne 


en Fiord ell. Indſeiling, at den Seilende Rugen, hvorved, dens Kiderner udvore t. en 


har den ſtigende Flod ell. Strømmen m. ſig. unaturlig Storrelſes og indvendig blive 
”Zolv Timers Medvand.“ Arreboe, fafte og haarde. Meeldug, én. en hvid= 
Medvandrer, en. pl.—c. den, fom vans agtig Materie, (lig et Slags Meel, der 


"drer m. andre, ”Ogtaa den, der vandrer I i lægger fig p. Planter og fordærver dem. 


Dalen, ev ikke ſtiglt f. ſine Medvandre⸗ Meeldyſt, en. det finefte Meelſtov. (Moth.) 
re,” Mynſter. (medvandrende, acj. v.) f.Ryſt. — Meelgrod, en. G. lavet af Meel. 
Medvandring, en. Gang, Bandring I Meelhandel, en. — Meelhandler, en. den, 
S. 9.) . fom handler m. forjticllige Slags M. og 

Medvidende, adj. v. -fomervidendeom Gryn; en Meelmand. Megfåge, en. 
noget, tilligemed andre ; beclagtig i Kunde Kage, Pandekage, fom fornemmelig be⸗ 
—8 dm noget, At være m. om noget. ftaaer af "Wu." Meelkielder, en. K. hvor 
Sneedorf.) m. med fig felv, fig. felv bes Meel giemmes xll. ſelges. Meelkiſte, en. 
vidſt. (Kraft.) ' En ſtor K, til at giemme Meel i. Meel— 
Medvidende, et. Deelagtighed I Kunds kliſter, et. K. lavet af Meel. Meelklump. 
ftab om noget, Dette Foretagende er uds cn. 1, En K. af Meel. 2. d. ſ. ſ. Ted: 
ført uden mit M. (ſ. Vidende, ſom fan bolle, — Meelkrud, et. K. ſom ikke er kor⸗ 
udtrykke d. ſamme.) net, men ſtodt, ell. ved Fugtighed henfaldet 
Medvidenhed, en, ud. pl. Zilftanden,- t. Stov. (ſ. Kornkrud.) NTeelmad, en, 
at være medvidende om noget. “medvi⸗ M. ſom ganſte ell. for den ſtorſte Deel be⸗ 


denhed med fig ſelv.“ canscientia sui. ftaaer af Meel (i Modſ. f. Er, til Riod= 
LKraft.) med.) Meelmaling, en. Gierningen, at 


Medvider, en. pl.—e. den, fom er mede male M. Meelmand, en. d. f. ſ. Meels 


vidende om noget, Han var M. i Prinds "handler. Meelmide, en. pl.-r. fmaa Or⸗ 


feng Død. Han havde ingen Medvidere me i gammelt ell. fordærvet M. (f. Mide.) 
Meelmelle, en. M. hvorpaa Korn males 

get.” Birg. Thott, t. Mel. (f. Grynmolle, Maltmoͤlle, O2 
Medvidne, et. pl.—r. den, ſom tillige⸗ liemolle, o. fi.)) Meelmeller, en. den, 
med andre er Vidne t. noget; ell. den, der ſom eier ell. driver en Meelmelle. Meel— 
m. andre vidner om noget, i en Gag. orm, en. d. f. f. Meelmide. Meelpap, en. 
J Medvind, en. ud. pl. d. — ſ. Medber. jævn Grød el. Balling, lavet af M. 
Medvirke, v.n. 1. (har.) virke tillig⸗⸗ Meelpoſe, en. P. til at giemme Meel i; 
med andre, være Aarſag, i Forening m. an⸗ ell. cen Sigtepoſe. Meeltende, en. ct Træ⸗ 
dre, til.at noget feer. Hans Deeltagelſe rer ien Mølle, hvorigiennem Melet falder 
medvirkede t. det heldige Udfald. medpir⸗ fra BQværnen i Gætten, ell. i Sigtekiſten. 
kende Aarſager, Kræfter. — Medvirken, medrig, adj. fom indeholder, giver meget 
Medvirkning, en. . M. En m. Kornart. Deraf: Meelrigæ 
Medynk, en. ud.pl. Medlidenhed (egente hed, en. (Dluffen.) Meelror, et. ſ. Mecl⸗ 
lig f. faa vidt denne Folelſe yttrer fig iaft rende, Meelſand, en. Stovſand. (Landh. 
ynke.) At have M. med cen. At føle M. Sel. Str.) Meelſigte, en. Sigte ell. 
ved andres Sød. ”Jeg foragter din hyklede Sigteværf t. Meelfigtning. — Meelſtud, 
M.“ Hertz. — medynksfuld, adj. hvis ct. den, m. ct Skud forſynede Aabning p. 


Sind er opfyldt af Medynk. medynksles, Meelrenden, hvorigiennem Melet falder. 


adj. fom ev uden Medlidenhed, haard, (Moth.) Meelſold, et. S. til at figte 
ubarnihiertig. (Evald.) Medynksſmiil, ct. Mecti. Meelſpiſe, en. Meelmad. Meela⸗ 
medlidende Smiil. (S. Staffeldt.) med: flov, ct, Meeldyſt. Meelſuppe, en. S. 
ynkſom, adj. ſom let røres t. Medynk. tillavet af Meel og Melk (Meelvelling) cl, 

Weel, et. ud. pl. IJ. Miol, A. &, Me- Vand. Meelfæf, er. S. hvori Meel fo⸗ 
le.] den inderſte, meft nærende Deel af res. Meeltragt, en. Tragt, hvorigien⸗ 


" Kornet, og nogle andre lignende Frugter, nem det malede Meel p, Møllen løber ned i 


naar famme er malet t. Støv. — Sigtemeel, Gæftfen. Meeltende, en. T. til at giem⸗ 
figtet M. kaldes det,” ſom er renſet fra me Meeli, meelvinget, adj, medvingede 

kallens grovere Dele. (Klid, Sager.) GInſecter, der have ligeſom ct Mcelftøv p. 
Gvedemertl, Rugmeel, Bygmeel. Erte⸗ Vingerne. Lepidoptera. Meclvælling , 
medl, Kartoffelmeel. > meelatztig, meel⸗ en. ſ. Meelſuppe. S mele, v. a. 1. ælte 
artet, adj. ſom har Liighedem. Meel. Meel i. Han forftaaer godt, af m. fin Ka⸗ 
Meelbing, cn. Meelkiſte. (Arrebo.) Meel⸗ ge o: at paffe fin Fordeel. — meles, v. dep. 
bolle, en. B. æltet af Meel. Meelbud⸗ | blive t. Meel, falde hen i M. (V. S. O.) 
Ving, en. B. ſom ifær beftaaer af Meel. melet, adj. 1. ſom beſtaaer af Meel ell. 
Meelber, et, Berret af en Duftoæst ſom har meelagtige Beſtanddele. melede Kara 


U 


2 


tofter, Xiler, Pærer, 2. overdryſſet m. 
Meet. 


een, adj. (forældet.) ſ. glmeen, me⸗ 


nig, meenlig. 
Ween en. ell len iD: Mein, N. G. 
Meen.] 1. Feil Broſt, Lyde. At have 


M. paa Slet. (III. Moſe B. 21. 20.) ”De. 


n 


(Stovlerne) blanfe var, og uden Meern.“ 
Baggeſen. 2. Forfeelfe , Brede. fri for 
Mm. (f. meenlos.) 3. Skadae, Beſtadigelſe. 
San giorde hende ingen DT At lide m. 
ved noget. ”Men fore Hierter fager af 
Fare aldrig Ween,” Holberg. 4. Hinder, 
Forhindring, Modſtand. Deraf: mente 
formene. (Ordet forekommer i alle diſſe 
Bemerkelſer nu fun fielden,) — Meened, 
en. (af Meen, 2; hvoraf Talemaaden i 
tet ældre Lovfprog : at fværge om Tegn.) 
1. falſt Ed, ſom <en m. Vidende aflægger. 
2. vitterlig Overtrædelfe af en 'fooren Ed. 

B. &, O. Weeneder, en, pl,—c. den, ſom 
fværger en falſt Ed. megnederff, adj. ſom 
gier ell. vil gløre cu falſt Ed; ell. ſom hører 
t. en faljt Ed. — meenfør, adj, (Meen, 1.) 
fom har Lyde p. Kroppen, vanfør, (V. &. 
D.) Meenfore, ct. Uføre, (Moth.) meen⸗ 
les, adj. 1. uden Lyde, frilfet. 2. uden 
Brede, ſtyldfri. — meenlydt, adj. lemloe⸗ 
ſtet, ſtamſtendet. (ſielden) Meenlykke, 
en. ſ. Vanlykke (og d. ſ. Orb nedenfor.) 

meenſlaae, v. a. 3. ſlaae een t. Skade p. hang 

£emmer, ſlaae til Skamme. meenſverge, 

v. n. 3. (har.) fværge falk, gløre falſt Ed. 

(meft i partic. meenfvoren, om den, ſom 

gt Meeneder.) | 

Meenlig, adj. —5 meenlik.] alf: 
mindelig, menig, ſamtlig. (C. Pederſen.) 
meenligen, adv. i ældre Skrifter: almin⸗ 
deligen, ſom ofteſt; i Almindelighed, overalt. 
cenlyffe, en. pl.—r. [af Meen, 4 og 


rotte, af lukke.] den Deel af Indværtet i 


en Laas, ſom fvarer f. Hullerne i Nogle⸗ 
kammen. 
Mecxrx ell. mere, adv. og adj. I superl. 
meft. IA. S. mare. J. meiri, (tørre, mest 
fterft (af mikil); (igefom mere i gl. Dan, ] 
l,adv. 1. egentl. og i Alm. betegner tet 
en Stertelje, der overgaaer en anden, en 
ſterre Mærigde, et ſtorre Antal, end det, 
ſem nævnes ell. forſtaaes; enten absol. cl. 
forbundet med efferfølg. Ord v. end, Han 
figer meer i eet Ord, end den anden I ti. 
»Ingen redelig Wand giver dig meer end 
han bar.” Ohlenſchl. Hvad mere? Hvad 
vil han meer ? Det er en Aarſag mere, t. 
af være forfigtig. Jo meer cen har, jø 
mere vil han have. — 2. uegentl. a) for: 
oftere; men altid m. egtl. Jeg kom⸗ 
mer der ikke mere. Jeg feer ham aldrig m. 
vb) Enden p. en Tülſtand; ligeledes altid 
m, Negtelſe. (længeve.)" Det regner ikke m. 
San er ikke m. til, Jeg fan ikke ſee, ſpiſe, 
drifke m. c) Fortrin, ſterre Værd, Bety⸗ 


2MNeer — Megen. 


- 
. 
! bad 

⸗ 


denhed. ren er.m. end Livet. Han vll 
være mt, end hans Jævnlige, d) en fløtre 
indvortes Storke, en hoiere Grad (hvor det . 
m. cbnj. end udtrykker umiddelbar Sam⸗ 
-menligning.)” Jeg elyfer hende m. end fils 
forn. “Er iffe Livet mere end Maden ?” 
Matth. 6. 25. Det var m. Lykken, end 
Forſtanden, ſom hialp ham. Hanermsat 
beklage, end at lafte, — Hertil hor liget. 
diſſe Udtryf: Mere og mere 0: jo længere, 
jo mere. — desmere, defto mere, faa meget, 
mere. (ſ. deſto.) — Hvor meget mere, faa 
meget mere. quanto magis, tanto magis. 
Meer end gierne 2: meget gierne. 3 tål 
at udtrykke Comparativus, naar et Adj. 
enten fattes denne Grad, (f. E. de verbale 
Adiectiver, de ſom endes pag d ell. t, og fh») 
ell, Velklang fordrer det, el. det er £0,. v. 
,Udjectiver udtrykte Egenſtaber hov eet Sub⸗ 
ject, hvilfe fammenlignes, — godgierende 
mere g. meftg. fremmed, mexe f. meftf. 
hullef, mere h. meft h. — lærd, mere.l, 
aaben, mere 4. — Han ev mere vittig, end 
dybſindig. II. ad). mere (der fan anſers 
ſom compar. af megen, og betegner, li⸗ 
eſom Adverb., en. ſtorre Mængde eil. Grad) 
orbindes med Subſtantiver; men allene i 
Sings ligeſom flere blot. kan forbindes -m. 
plur. Naar jeg faaer mere Tid. ”CSaa fif 
3 end mere fad t. ham.” I. Moſe B. 37. 
8. Dan: befidder m. Godmodighed, end 
Klogſtab. SÉrædderen har forlangt mere 
Tol. Odſaa absol. fan forlanger mere 
af dette Tol. Jeg. giver ham ifte mere. 
. (Det fan bemærkes, at-ftløndt Formerne 

mrer åg mere begge bruges, er den. fid 
dog hyppigft og noſten almindelig fom ad.) 
== Paa famme, Maade br. superl. meft; 
(m. ct Subftantiv i sing.) fun in. den Foͤr⸗ 
friet, at det undertiden ſom adj. modtager 
en beſt. Art. — Han opholder fig meſt 
(ben meſte Zid) p. Landet. Af Alle har 
han givet meſt. Han holdt meft af den 
ældfte Sen. — Han anvender fin mefte 
Tid p. Læsning. Den mefte Deel. Han 
fik det meſte. — Det mefte af: meer end 


Halvdelen ; den ſtorſte Deel af (om. Tal⸗ 


ftørrelfe.) ”Hun tabte det mejfe af en 
Snees Daler.” Rahbek. — Hør det meſte, 
f. den ſtorſte Deel. = Sammenſat br. fun : 
meerbemeldt, adj. v..fom oftere tilforn ev 
omtalt. meſtbydende, ad;. v. d. f. ſ. hoiſt⸗ 
bydende. Pan blev den meſtbydende. 

Wegen, adj. n. meget. (hvilfet ogfaa'er 
adv.) ISv. mycken. J. mikill, flov; 
hvoraf I ældre Danſt: megle, for meget; 


og. Endelfen magle v. mange af vore Landes 


byers Navne, iModfætn. tilTille.] udtryk⸗ 
for (i Modſ. t. Tiden, lidet) en ubeſtemt 
Mængde, et betydeligt Antal; men ifær og 
ofteft en betydelig Grad ell. indvortes Stor⸗ 
relſe; enten absol. ell. i Forbindelſe m. et 
Subſt. der gltid ſtaaer i sing. — Der blev 


— 


I megen Tid tilovers. 


C4 


Megen — Meieri. 
meget tilovers. Han har m̃etzet at klage 


"over. Hvor meget ? — faa meget ; ſaare m. 


overmaade m. itkke ret meget. — Han har 
anvendt megen Flid derpaa. Jeg har ikke 
Der er meget Godt 

denne Bog. Der bliver meget Hø i Aar. 
(Sieldnere efter Subftantivet. ”Folfet er 
endnu meget,” D. Bib. Dom. B. VII. 4. 


”Det Folt, der boer udi — om det er lidet, 
eller meget.” 4 Moſe B. 13.18. Godfet 


var meget, og Folkene, t. at bære det, 


Faa.) — Med Adjectiveté beft. Art. br. det 
nu fan i d. Tale. (ligeſom i ældre Danſt 


megel, megle. ”Det megle Gode.” Ves 
dels Saro.) Den megen 


det meget Ho, vi havde i Fior. = Adv. 


=- 


. em Mettet mere 0: hellere, fuhvere. 


meget br. ſom Adiectivet, t. at beftemme 
en hel Grad, en intenfiv Storreiſe ell. Be⸗ 
tydenhed; (det T. ſehr og viel) og er 
.tenstydigt m. ſaare, høiligen, ſtorligen. 
Gan blev meget glad derover. Det glæder 


"mig meget. En m. lærd Mand. Et meget 


klogt Dyr. Jeg omgaaes meget med ham. 


en bad meget om Tilgivelſe. — Hun dand⸗ 
er 


for meget, alt for meget. ”Æan mær: 


ker det tydeligt, hvor meget for meget han 
har at beftille,” Baggeſen. — ſaare meget, 


ganffe eget, overmaade meget, forflærs 
endnu Betydningen. — Det er mig lige 


"meget 9: ligegyldigt. (Men: han gav dem. 
alle lige meget d: en * ſtor Deel.) Saa 


meget (ell. 1 hvor meget) han end ftræber, 
fan han dog ikke erhverve det nødvendige. 

an 
burde ikke opgive Forføget; men meget 
mere gientage det m. nye Midler. 
modſat Betydn. meget mindre (end fige.) 
Jeg vil ikke betroe ham min Left; meget 
mindre min Son. 

Meie, v. a. 1. [IJ. meida. N. 6. 
mai en.] hugge Korn af m. en Lee. At 
m./ Rug, Byg, (Men: at ſlaae Sræs.) 


Bi har begyndt at meie idag. — Meiedag, 


en. Dag, fom er ſtikket el. berammet t. at 
mele fi; cl. en D. ſom tilbringes m. at 
meie. Meiedrag, et. Skaftet, hvorpaa 
Meiejernet og Melekrogen fæftes. — Meie⸗ 


, Jern, et. d. f. f. Meielee. Vi have 4 Meie⸗ 


meie. 


jern (Meiere) i Marken. — Meiekrog, en. 
l.e. en Indrotning af tre krummede, m. 
voœrſtykker forſynede Tropinde el. Kroge, 
der fœſtes over Leen p. Staftet, og hvor⸗ 
med det meiede Korn kaſtes t. Side. 
Weielee, en. Lee, ſom br, til at meie. 
Meiered cell. Meierede, ct. det hele Red⸗ 
ſtab, Leen, Krogen, o. ſ. v. der br. til at 
Yricietid, cen. ud, pl. den Zid, da 
det modne Korn meies. =— Meier, en, pl.-e. 
den, fom ev i Arbeide m. at meie Korn; en 
Deftmand. ,”Hvor Meieren funger blandt 
gylbene Dynger.“ Evald. — Meining, en, 
ierniñgen at meie. I 
Meieri, et. pl.- er. [af det 2. Meier 


- £ 


. 98 


ad, vi fik. Alt 


"el. Blom 


og Meieren.] det Sted p. en Herregaard, 
hvor, p. Gaarden felv, el. i en egen Byg⸗ 
ning, alle de Indretninger ere ſamiche, ſom 
høre t. at kierne Smør, gisre Oſt ogt. 
anden Benyttelſe af Meffen; naar dette ſteer 
f. Eierens egen Regning. (jvf. Zollænde⸗ 
ri.) — Deraf: Meierigaard, en. Avlsgaard, 
fom benyttes t. Meleri og Avægavl. — 
Meierſte, en. pl.-v. et Fruentimmer, der 
foreſtaaer ef Meieri. (i ældre Danſt: Mel⸗ 
kedeie.) 

Meiran, en Urt. ſ. Merian. 

Meiſe, en. pl. -r. En Slægt af Sang⸗ 
& le (Parus.) hvortil hører Musviten, 

ameifen, of. ” 

Meiſel, en. pl. Meiſſer. IT. Mei s⸗ 
fel.] et Slags tykke Huggejern (uden Zræ= 
ſtaft, ell. af heelt Ser) fom br..ifær af 
Smede, Billedhuggere, o. a. — Meiſel⸗ 
bor, et. Et Slags Steen⸗ eh. Biergbor. 
meiſelgravet, ad) indgravet, indhugget m. 
en Meiſel. (V. S. O.) 

Mekanik, en. ſ. Mechanik. 

Melancholie, melancholſt, ſ. Tungſin⸗ 
dighed, tungſindig. 

1. Meld, n. s. en Plante ſom undertiden 
dyrkes i Gaver. Atriplex hortensis. (Moth. 
Harpeſtrengs Urtebog.) Ogſaa: Melde ell. 
Meidekaal. (foruden et Par andre Arter af 
denne Glægt: Strandmelde, Svinemelde.) 

2. Meldð ell. Mield, en. pl. d. ſ. Frøet 
ingen p. Nøddetræer. 2. den 
førfte Spire t. Bøgens Blomſter, fon er 


% 


"inden i Knopperne. (Moth.) 


Melde, v. a. og rec. 2, IA. S. mæ!- 
dan. T. melden.] 1. recipr. give fin 
Nærværelfe tilfiende v. Lyd. unden mels 
der fig v. Gisen. 2. tilklendegive fin egen 
el. Andres Mærværelfe ell⸗Ankomſt, enten 
felv, ell. ved Bud. Reiſende ftulle meldes 
v. Porten. At lade fig m. At m. fin An⸗ 
komſt, Bortreiſe. Han blev met f. Gre⸗ 
ven. 3. recipr. give fr Nærværelfe til⸗ 
kiende I en vis — . at fordre ell. ſoge 
om noget. Der har meldt fig mange til 
(om) denne Tieneſte. Der har ingen Gre= 
ditorer meldt fig i Boet. 4. give Tidende, 
Cfterretning om, gisre bekiendt. Han 
meldte det f. Kongen. Jeg maatte m. 
ham hendes Død. 5. omtale, fortælle, 
"Derom melder Hiftorien intet. — Meden, 
en. Gierningen, at m. — Meldning, en. 
pl.-er. 4. d. f. ſ. Melden. 2. det, ſom 
meldes, Indberetning. En ffriftlig M. 

Melk, en. ud. pl. (3. Miolk. A. 6, 
meolc.] den hvide, af slicagtige, oftede og 
vandagtige Dele beſtaagende Næringsfaft , 
der affondves i viffe Organer hos Menneſter 
og Pattedyr, f. at fiene det fpæde Barn og 
lingerne t, Nering. (Ved Melk absol. 
menes ogfaa i Serd. Komelk. Derimod: 
Quindemelk, Faaremelk, Gedemelk, He— 
ſtemelk.) Nymalket, fod, ſuur, afſkummet 


bo 1 J hi « 
⸗ BER - 


Melf—Mefferig, 20. Melfefaft— Mellembud. 


M. — Zvi M. ad: den, ſom ev fjørtnet og M. Melkeſaft, en. den melkefarvede Nee⸗ 
ſornet 9. "at flaae længe, ifær I Varme, ringsſaft i dyriſke Segemer, ſom giennem 
Sylagt NT. o: tyk M. fom lægges i ct Melkegangene tilføres Blodet. elkefi, 
Klæde, f. at lade Valden lobe fra. — At en. Haarfſi, hvort den nymalkede M. fies. 
fætte i. op (fætte den hen f. at blive tyk. Melkeſtilt, et. i Kisbenhavn: ct S. over. - 
Deraf: opfat UT.) : Mellen fætter Fløde, en Melkekielder. re telborpe én. et 
løber ſammen, ſtilles ad v. Kogning, oftes. Slags Udjlæt i Anſigtet hos Pattebern. 

Xt Kumme 7, 9: aftage Fløden. — Fi: Melbefpand, en, &. til at bære MelÉ i. 
gurl. om adſtill. Sedten der i Farve og —5 — en. S. hvor Melk henſettes. 
Utfeende ligne M. f. E. Mandelmelk; Og⸗ Melkeſuger, en. en Fugleart, om hvilfen 
faa om Hanfiſtenes Gæd.— a.) melkagtig, man har indbildt fig, at de ſugede Melken 
adj. ſom har Liighed med M. Melfblanz af Geder; Natravn. Caprimulgus. Mel: 
de, en. I Norge: en Blanding af ſuur Vale keſukker, et. et fødagtigt Salt, der faaes 
cl. Welkem. Cand. 8 S. O.) melkdruk⸗ af Melkevalle v. Afdampning. —— 
ken, ad). opfødt ell. fedet med M. En m. pe, en. S. tillavet af Melk. Melketand,/ 
Kalo. (8. S. D.) melkfedet, adj. v. fez” en. pl. - tænder. de forſte Tænder, fon ; 
det m, Melk. —= b.) Melkebotte, en. Træ: Bern og Pattedyrenes Unger fade, og fom 
bette, hvori Melken fættes hen f. at ſanke fiden fældes. Melkevalle, en. ud. pl. de 
Flede. Melkecuur, en. Brugen af M. vandagtige Dele af Melken, (Serum) abs 
for Sundheds Sind. ſMelkedeie, en. for⸗ ſtilte fra de fede og oſtede. melkevarm, 
æltet, ſ. Meierſte.]) Melkefad, et. F. adj. (unten, ſom nymalket M. Melke⸗, 
hvori M. henfættes ell. bringes p. Bordet. varme, en. den V. ſom nymalket M. har. 
Melkefarve, en. melkehvid F. melkefar⸗ (Moth.) Melkevei, en. (kun m. beſt. 
vet, adj. melkehvid. Melkefeber, en. F. Art.) en lys Stribe, der i klare Nætter fees 
hos Barfelqvinder, naar Melken føger t. p. Himlen, og menes af beftaae af fierne 
Broſterne. Melkefiſf, en. F. fom har Soiſyſtemer. (Via lactea.) Melkevogn, 
Velk, Hapfiſt. Melkeflor, et. ud. pl. ef en. V. hvorpaaa Melk kiores fra Marfen t. 
Elags fiint og tæt Flor af melkehvid Farve. Gaarden, cell. fra'Landet ft. Byen f. at 
Melfegeng, en. pl.-e. fmaa Kar el. Ror fælges. Melkevadſte, en. En kolende, af 
i Jarmene, der indſuge Naringsſaften af Planter ell. Frugter udpreſſet Vodſte, 
den fordeiede Føde. Vasa lactea. (V. &. blandet m. Vand, m. m. & Edvan . af 
2.) Melkegriis, en. G. opfødt. m. M. Melkefarve; Emuiſion. (V. S. O.) Mel⸗ 
Melkegrod, en. Grød, opfogt i Melk. (d. Fevælling, en. ſ. Dælling. — melknes, 
Tale.) ”J reven Øllebrød hun finder ingen v. dep. 1. blive t. Melk. lactescere. 2. 
Smag, end el i Melkegrod.“ Holb. P. faae Melk i Yoret, om Køer. Moth. (ufæds 
daars. Melkegyſen, en. G. af Melkefe⸗ vant.) i , 
her hos Barfelqvinder. (Moth.) melke⸗ Mellem, præp. ſ. imellem. J Sams 
hvid, adj. hvid, fom Melk, melfefarvet. menfætninger br. derimod altid mellem, og 
Melkehylde, en. H. i ct Fadbuur cl. Mel⸗ i endeel af difje udtrykker Præpof. (figefom 
kckammer, hvorpaa Melken fættes i Better mittel i det T.) en Grad, der er imellem 
cl. Fate. Melkekalv, en. K. ſom endnu den hoieſte og laveſte, imellem to Pderlig⸗ 
Latter ell. fødes m. Melk, Melkekammer, heder. hi NEN 

et. K. hvor M. henfættes. Melkrkar, et. Mellemaar, et. pl.d. f. et A. ſom hver⸗ 
ethvert Kar, ſom br. fil af komme M. i. ken er af de frugtbareſte, ell. af de ſlet⸗ 
Melkekielder, en. 1. K. hvor Melk hen⸗ tefte. (V. S. A.) 

ſattes. 2. Kieldervaaning, hvor M. uds Mellemaarſag, en. pl.-er. AX. der finder 
ſalges. Melkeknude, en. pl.—r. Knuder, Sted imellem den forſte, oprindelige, og 
i Brnfterne hos Barſelqvinder, ſom reiſe fig Virkningen ; mellemliggende A. (Suhm.) 
af Relkens Knytning cl. Opſamiing. Wellemact, en. f. Aet. |, 

dſt, en. den, ſom kisrer en Mel: Mellemarbeide, ct. pl.-r. et Arbeide, 

eonn. melkelydt, adj. varm ſom nvmal⸗ hvorved andre afbrydes, ſom kommer imels 
kt RE, melfelunfen. (Moth.) Melke⸗lem to andre Arbeider. | 

mad, en, Mad tillavet allene eil. fornem⸗ Mellemart, en. pl.-er. en Art; der ſtaaer 
nelig af MM. Melkemand, en. Mand, fom imellem to andre, er bejlægtet m. begge. 
filger Melk i Stæderne, eil. farer den ind Mellemblande, v. a. 1. blande imellem 
Ealg fra Landet.  Melfemund, en. den, flere andre Zing. ” (field, undt. i partic. 
fom er ſtor Elſter af M. og Melkemad. (d. pass.) | 
dale.) Melkepentze, pl. P. ſom faaes f: Mellembruſt, en. B. hvorved Dele i Les 
higt Welk. Melkepige, en. P. ſom gaaet gemet adſtilles; f. E. UT. i Næfen. 

IR og ſelger Melk. (Woth.) Melkepotte, Mellembryn, et. Rummet imellem beg⸗ 
m. J. til at giemme ell. koge M. i. i. ge Dienbryn, hvor Neſen begynder. Mier | 
pulver, et, M. indtogt t; et Pulver. cilinm. (Moth.) | — 
nelkerig, adj. ſom har erfſedighed af Mellembud, ct. pl. d. f. 1. den, form 


V 


æ 


* 





hu. ] 


N 


mMalembud ⸗Mellemgod. 80 Mellemgod — Mellemtied. 


bringer Bud imellem andre; Mellemhand⸗ 
ler, 2. Budſtab, fom føres, ſendes fra Cen 
"ft, den anden. | ”, 


Mellembygge, v. a. 2. opføre en Byg⸗ 
ning imellem fo andre. (meſt i part. pass.) 
En mellembygget Muur. — Mellembyg⸗ 
ning, en. pl-er. 1. Gierningen at b. imel⸗ 
(cm. 2. En Bygning, opført imellem to 
andre. 

Mellemdige, et. pl.-r. et D. opført 
imellem to andre. 


Mellemdræt, en. ud. pl. 1. Dvæt cl. 


Foder imellem to Slags Toi; Mellemfo⸗ 


der. M. len Krave, 2. Plovdræt, Plov⸗ 
ſtiert. Temo. (Moth. ufædvanligt.) 


Mellemdeek, et. Dak p. ſtore Skibe 
(Tredekkere) ſom ev imellem to Andre. 
(deraf adv. mellemdæks 9: imellem Doekke⸗ 
ne. Skibet er ſtuvet mellemdæks.) 

Mellemdor, cen, pl.-e. Dør imellem to 

andre. 

J Mellemfang, et. Rum imellem to Ting; 
WMellemrum. (Moth.) 
WMaellemfarve, en. pl.-r. En Farve ell, 

Grad i Farve, fom er imellem fo andre. 

Mellemfinger, cn. pl.- fingre, den mels 

8 og længfte Finger p. Menneſtets 

aand. 

Mellemfleft , et. ud. pl. det mellemſte 
Stykke p. en Fleſteſide, imellem Skinken og 
Boven. 

Mellemfletning, en. pl.-er. 1. Giernin⸗ 
gen at flette imellem. 2. noget, ſom er flet⸗ 


fet imellem andre Ting; ell. en Fletning, 


… 2 font ev imellem, ſom adstiller to Ting. 
Wellemfoder, et. d. i f.ATelemdræt, 1. 
Mellemfriſt, en. ud. pl. Tidsfriſt, Wels 
lemtid, der tilftaaes cen imellem to Tids⸗ 
rum. fan blev dømt at fidde p. Vand og 
Brød ifo uger, med otte Dages M. 
"Mellemfure, en. pl.-r. Fure, fom gaaer 
imellem to andre; mellemløbende Fure. 
Mellemgaard, en. pl. — e. Gaardsrum, 
"mellem to'andre, imellem en Forgaard og 
Baggaard. 
Mellemgade, en. pl. r. 1. en Gade, 


om løber paa langt imellem to Andre. 2. 
.ſ. ſ. Tværgade. 
ellemgang, en. pl.—e. 1. Gang i en 


Bygning imellem to ell. flere Vorelſer. 2. 
ud. pl. Mellemhandling 2 Mægling. (P. 
Clauſſen. Bording.) 

, Mellemgierde, cf. pl.-r., G. hvorved to 

WMarker cu. Jordeiendomme adttilles. 

Mellemgift, en. ud. pl. 1. det, fom gi⸗ 
ves imellem, gives til v. en Bytte 
(8. S.O.) 2. Foder, fom gives Avæget 
imellem de ordentlige Hoved: Maal. — 


Wellemglas, et. pl. d. ſ. Glas ien ME 


imellem Hieglaſſet og Gienſtands⸗ 
Stafet. mn 
Mellemgod, adj. nogenlunde god, . ſom 


an 


andel. 


hverken hører f. det bedſte ell. rin efte af fle 
hverte ſte geſte af ſi 


gs. 

Mellemgods, et. ud. pl. Gods, Varer, 
ſom hverken ere afde bedſte ell. ringeſte. 

Mellemgrad, en. pl.-gr. Grad, ſom ev 
imellem en hoiere og lavere. s 

Mellemgrund, en. paa ct Maleri : ben 
Deel af det foreftilede Rum, der, i Folge 
Verfpectivet, vifer fig imellem Forgrunden 
og Baggrunden. 

mciemgrændſe, en. pl. —-r. egentl. 
Grændfe f. et Rum, fom ligger imellem to 
undre Degrændfede Strækninger ; overflo⸗ 
bigt for: Grændfe. ”Gan fiendte enhver 
Videnſtabs Diemed og deres Mellemgrænds 
fer.” Malling. 

Wellemgulv, ct. den pinde, om adſtil⸗ 
ler Bryſthuulheden fra Bughuulheden. 
Diaphragma. 

Mellemhaand, en. ud. pl. i Kortſpil, 
om den, fom har Sædet imellem den ud⸗ 
ſpillende og den, der har ſidſte Stik. (modſ. 
Forhaand og 8 
være, ſidde i Mellemhaanden. 

ANeilemhandei en. ud. pl. H. ſom dri⸗ 


ves imellem to Lande ell. Landſtaber, v. 


Hielp af et Tredie, hvor Varene opldegges, 
el. ved hvis Skibe deres Forſel ſteer. ”Liga 
ger en Stat beqvem til M. imellem andre 
Riger.” Malling. i 

Mellemhandler, en. pl.-e. den, fom ſo⸗ 
ger at bringe en Sag t. Ening imellem to 
Parter, en Underhandler, Mægltr, Mel 
lemmand. J 

Mellemhandling, en. pl.-er. 1. Mægs 
ling, Underhandling imellem to Parter. 
At betiene fig af cene M. (Sneedorf.) “3J 
de Mellemhandlinger, hvortil han havde 
ladet fig bruge.” Jacobi. 2. H. iret Skue⸗ 
frit ell. fortællende Digt, hvorved Hoved⸗ 
handlingen afbrydes; Epiſode. (Sneedorf.) 

Mellemhegn, et. pl. d. ſ. Hegn, ſom ev 
imellem to andre; f. E. et Dige imellem 
to Grofter. 

Mellemhenſigt, en. pl.- er. H. ſom er 
imellem den nærmefte og den uderfte cl. 
ſidſte. (fines intermedii.) 3. Kraft. . 

Mellemheſt, en. fig, og i lavere Tales 
brug : en Mellemmand, Mclemhandler 

Mellemhinde, en. pi.-t. H. fom adſtil⸗ 
ler to Dele i Legemet. 


aghaand.) At have, at 


Mellemhiul, et. pl. d. ſ. et Hial, ſom er 


imellem to andre; f. E. i Uhrvarker. 
Mellemhvile, en. ud. pl. H. imellem 
Arbeidstiderne, H. ſom afverler m. Arbeide. 
Mellemkiendelſe, en. pl. r. en Dom⸗ 
mers Kiendelſe i en mellem Parterne, under 
Proceſſen og om dennes Forelſe, opkommen 
Stridighed. (interloeutoriſt Dom.) 
Mellemkiod, en. den Deel p. det men⸗ 
neſtel. Legeme, ſom er imellem Kiensdelene 
og Endetarmens Aabning; Dammen, Pe- 


mnæum. 


8 F 


R*. 


Mellemllæde — Mellemregning. 31 Mellemregning ⸗Vellemſtytte. 


Mellemklæde, et. K. af Mellemſlag, ikke 
af det fineſte eller groveſte. 

Mellemkomſt, en. det, at komme imel⸗ 
lem, at lægge fig imellem ſtridende Parter. 
Ved høns M. blev Sagen forligt. - 2. i 
Lovſptoget om den Handling, hvorved tres 
die Mand, imedens en Sag føres, tager, 
enten af egen Drift, ell. af Pligt, Decli 
ESagen. (interventio.) ' 

Mellemleg, et. pl. d. f. noget ſom lig⸗ 
get imellem, lægges imellem to andre Ting. 
Fleiſcher.) f. Lag. . . 

ellemlagt, partic. ſom er lagt imek 
lem to andre Ting. (f. lægge imellem.) ” 

Mellemled, et. pl. d. y ef Led fom er 
imellem andre. (modſ. Slutuingsled, Ens 
deled.) Mellemled i en Slutning. 

Mellemlinie, en. £. ſom er trukken, har 
Plads imellem to andre. ' 

Mellemlobe, v. n. 3. komme imellem 
lobe ind imellem. (ſielden undt. i artic.) 
En mellemlebende Fure. mellemlebende 
Forretninger. 

Mellemlober, én. pl.-e. kaldes de tø 
mellemfte i et Spænd af 6 Heſte. 2. den 
ſom, v. at ſqvaldre ell. bringe Snak og 
Sladder fra en Perfon f. en anden ell. til 
flere, fætter Splid iblandt Folk. ”En ſaa⸗ 
tan Mellemlober fan I fin Enfoldighed lidt 
efter litt undergrave det ælde Venſtab.“ 
Rahbek. 

Mellemmaaltid, et. pl. — er. M. ſom 
heldes imellem de ordentlige Maaltider. 

Mellemmad, en. ud. pl. Mad, ifær tor 
Mat, ſom ſpiſes imellem de rette Maalti⸗ 
her: f. E. Midaftensmad. 

Mellemmagt, cen. pl.-er. Magt, fom er 


underordnet en hoiere, og over en ringere. ” 


"Vad Mellemmagter i den monarkiſte Re⸗ 
giering, forftaner han Fyrſtens Raadgivere 
og heiere Embedsmænd.” Schytte. 
Mellemmand, en. d. ſ. ſ. Mellemhand⸗ 
Lr. (3 Lovſproget færd. om den, der v. 
Mellemkomſt decltager i en Proces.) 
Mellemmuur, en. pl. - mure. En M. 
fem gier Skillerum imell. to Pladſe ell. 
Bugninger ; en Skillemuur. 
Mellempenge, pl. Mellemgift, 1. fig. 
gortræd, af at ville forlige Stridende. ”Xt 
være de ilgudeliges Mellempenge.“ Arrebo. 
Mellempille, en. pl.-r. En P. ſom 
ſtager imellem andre. (modſ. Siernepille, 
Endepille.) 
Mellemplads, en. Plads, ſom er imel⸗ 
fem to andre. 


Mellemrang, en. ud. pl. Rang imellem 


en heiere og lavere; ell. fom hverken er 
meget hei, ell. meget lav. 
cmregiering, en. ell, Mellemrige, 
et. (Sneedorf.) Zitftanden I et Rige, hvor 
Regenten er ded, og en ny ikke valgt ell. 
atuævnt i hans Sted. Interregnum. 
Mellemregning, en. pl. er. gienſidig 


X 
⸗ 


Regning imellem to Perſoner over det, ſom 
de indbyrdes ſtylde og have tilgode hos hin⸗ 
anden. Vi have opgiort vor M. 


Mellemreiſe, en. pl.—r. . Reife imellem 


fo Steder ell. Lande, ſom oftere gientages. 
(8. S. 2.) ” i ” 

Mellemret, en, pl.—ter. R. fom fættes 
p. Bordet og ſpiſes imellem Hovedretterne. 

Mellemrigs, adv. ſom ſteer, finder Sted 
imellem to Riger, under-een Regiering. 
Den Handel, fom drives m. (bv. dog fielden 
allene ; men forekommer i Ordene : Mel⸗ 


lemrigshandel, en. — Mellemrigstold, en. 


T. ſom betales af Varer, der føres fra vet 
Riget. et andet, cl. fra cen Provinds f. 
en ånden under ſamme Regiering. 
Mellemrum, et. pl.d.f. Rum, fom 
adſtiller, er imellem to Ting; fig. ogſaa 
om Tid. Efter et M. af endeel Aar. 
Mellemror, et, pl.d. f. et Rør, fom 
forbinder to andre. (I. Kraft.) 
Mellemſtiel, et. pl. d. f. Skiel imellem 
to Jordeiendomme. Colding.) + 
Mellemftov , cn. Skov, hvis Træct 
hverken ere af de høiefte og ſlorſie ell. høre 
t, Kratſtov, ſom ſtager imellem Soiſtov og 
Ung ffov cl. Underffov. 
ellemſtreven, adj. 
lem Linierne i anden Gerift, mellemſtrev⸗ 
ne Anmorkninger. 
Mellemſtudt, adj. v. ſtudt ind imellem 
andre Ting. 
Mellemſlags, et. pl. d. ſ. Et Slags, en. 
Art, ſom er imellem to andre, ell. ſom hver⸗ 
ken er af det bedſte cl. ringeſte Slags ; 


Mellemſpil, et. pl. db. f. 1. 5. f. ſ. 
Mellemact. (f. Act.) 2. Muſik, der ſpij⸗ 
les imellem dramatifte Foreſtillinger, eil. 
imellem Hovedſtykker i en Concert. 

Mellemſt/ ad). og adv. dannet af præp. 
mellem og udtrykker dennes Begreb adjec⸗ 
tiviſt. 1. adj. (der altid fordrer den beſt. 
Art.) midterſt, fom ev netop i Midten af 
flere, fom ofteſt tre Ting. Han var den 
mellemſte v. Bordet, i Rætten. fans 
mellemſte Datter (af tre.) 2. adv. p. den 
mellemſte Plads, i Midten. At fidde mel⸗ 
lemſt v. et Bord. 

Mellemſtemme, en. i 
Stemme 
laveſte. 

Mellemſtreg, en. pl.-er. en S. ſom er 
imellem og forbinder to Gienſtande (Ord), 
ell. hvorved ſaadanne adſtilles. 
imellem to andre: (Arreboe.) ' 
Wellemitund, en. 
lemſtunder, adv. undertiden, (f. imel⸗ 
lem, B.) ” 

Mellemſtykke, ct. pl.-v. et Stykke 
er imellem to andre, f. E. Mell 
en kogt Fiſt, ſom vierne deles 13 


WMellemſort. (Rahbek.) 


, fom ev imellem den høiefte' og 
/ N 


fore 
af 


tykter. 


v. ſtreven ind imel⸗ 


Tonekonſten: en 


I 


N 


Mellemtid. — imel⸗ 








Mellemſtykte —Mellemvcerelſe. 32 


" 2. et kort Skueſpil, der opføres imellem to 


ndre. 

Mellemſtorrelſe, en. en maadelig, mid⸗ 
delmaadig Storrelfe. At være af M. 
Mellemſetning, en. 1. Gierningen, 'at 
fætfe imellem. 2. den mellemſte 
"Øætning i en Glutning el. Periode. 

Mellemtale, en. pl. Ir. T. hvorved en 
andens afbrydes, el. ſom fremføres efterat 
en Anden har talt, og for en Tredie taler. 
(Colding.) 

Mellemtarm, en. T. fom er imellem to 

- andre, (3. S. O. . 

Mellemtid, en. Tid, fom forløber fra et 
vift Tidspunkt t. et andet... IJ denne M. 
et der foregaaet meget. J den Mellemtid 
at (medens) han var borte. i 

Mellemtilftand, cen. En middelmaadig 
god Tilſtand. (Olufſen.) 

Mellemtime, en. pl.-er. 1. T. ſom fal⸗ 
er imellem to andre Timer. Han har en 
WM. imellem de to Forelæsninger. 2. Fri: 
time. 7 

Mellemting, en. pl.d. f. 1. Ting, ſom 
i Rummet befinder fig imellem to andre. 
(Treſchow.) 2. en Zing, fom ikke hører t. 
noget af to Slags, men har noget af begs 
ges Art. En M. imellem Pære og Æble. 
—* M. af Klæde og Stof. 

Mellemtrin, et. pl. d. f. et Trin imel⸗ 
lem ct hoiere og lavere. (ſaavel egentl. ſom 
figurl.) At ſtaae paa et m. 

Melſemtoi, et. J. ſom er lagt, anbragt 
mellem to andre Slags Zeit. (ſ. Mellem⸗ 

rat. " ” ' 

Mellemtomme, en. Én Line el. et Styk⸗ 
ke af Tommen, der forbinder begge Heſtes 

Hovedſtol; ifær paa Bøndernes Seletsi. 
Ho aletemme) | 

i ellemtømmer, et, ud. pl. . det T. ſom 

er indenfor det yderfte Tommer, fom er 
imellem begge Sider af en Bygning; Inds 
tommer. (VB. 6. DO.) 

Mellemvei, en. pl.-e. En Vei, ſom løs 

ber imellem to andre. 

Mellemvidde, en. Afſtand imellem to 
bevogelige Legemer, fom er midt imellem 
den nærmefte og den fierneſte. ' 

Mellemvind, en. pl.-e. En af Vindene 
imellem de fire Hovedvinde. (Arreboe.) 

Mellemvirkning, en. pl-er. En Virk⸗ 
ning, fom indtræder imellem to andre. 

ellemvold, en. den Deel af en, Feſt⸗ 
ningsvold, fom forbinder to Flanker ell. 
Sidevolde. 

Mellemvoxet, partic. voret ind imellem 
andre Ting. 

Mellemvoxning, en. det, at en Ting 
vorer ind imellem andre. 

Wellemvæeg, en. pl ge. en Væg fom 
adſtiller fo Huſe ell. Votelſer 


Mellemvarelſe, eft. pl.-r. d. ſ. ſ. Mel⸗ 
ét. ' 


ahsol. deels fom adj.) I 


cel ell. fler at afgiore vort Mellemverende. 


Mellemværende — Men. 


Mellemvcrende, adj. v. bruges (deels 

lamme Bemærf. ſom 
Mellemregning; men ogſaa om ligefrem 
Gield, fom cen af to Perſoner er i til den 
anden, el. om Tilgodehavende. Jeg ens 


En 
m. Regning. , 

Mellenværk, ct. Et Slags fiint, og 
aabent Toiſt. Fruentimmerpynt, hvori man 
gior Udſyening, ſom giver det dighed med 
Kniplinger. 2. i ældre Tid: en Rad Knip⸗ 
linger, der ſattes langs ad Midten p. et 
Forklæde. (Roſtgaard. Moth.) 

MWellemvæfen, et. pl.- er. ct P. der i 
Egenſtaber ſtaaer imellem hoiere og lavere 
Veſener. (Treſchow.) 

Mellemvært, en. middelmaadig Vært 
cl. Størrelfe; Mellemſtorrelſe. . 

Melodie, en. pl.-r. ſLat. melodia.] en 
paſſende, f. Øret behagelig Følge af Zoner ; 
færd. et viſt Tonefslge, en vis Forening af 
Syngetoner, lempede f. dertil hørende Ord. 
At fætte AT. til en Viſe. — melodiff, adj. 
fom inder ſtiont, ifær i Sang. " 

Melon, en. pl.-er. en krybende Plante 
af Sræstarrenes, Slægt, fom dyrkes i Driv⸗ 
bænke, og dens fpifelige Frugt. Cucumis 
Melo. (Man figer ogſaa: At lægge Melo⸗ 
ner, Agurker; og mener da Kiærnerne.) 
Deraf: Melonkaſſe, en. Kaffe (Drivbænt) 

vori Meloner drives cl. opelſtes. Me⸗— 
lonkiærne, en. Melonſtal, en. 0. fl. 

Melotenplaſter, et. (Veffel.) et Slags 
Plaſter der laves af en udenlandſt Plante, 

Melilothus. 

Wen, conj. [Sv. men. N. S. og Holl. 
men, man.] betegner i Alm. cen Modſæt⸗ 
ning, Uovereensftemmelfe, der finder Sted 
imellem Forfætningen og Cfterfætningen ; 
enten ligefrem (f. E. Lan var engang rig ; 
men nu ev han fattig) ell. i andre færz 
ſtilte Tilfelde; f. E. hvor cu Aarſag 
udtryftes t. at noget ikke er cl. ſteer; 
(Jeg vilde have reiſt idag; men blev hinz 
dret v. Forretninger.) en nærmere Be⸗ 
fteinmelfe af Forfætningen; (Dun er ingen 
Skionhed; men hun er dog i hoi Grad tær t= 
kelig. Lykken følger ofte den Driftige; men 
det ev derfor ikke ſagt, at. Forfigtighed altid 
fulde være. uheldig) en betingende Ind⸗ 

roenkning af Forſetningen, en Indven⸗ 
ing mod dens Indhold, eller Ophævelfe af 
ſamme, m. fl. herhen hørende Zilfælde. 
(Jeg lover at komme; men under den Be— 
tingelfe 2c. Hun er nu meget fornsiet; 
men vil hun altid blive det? Jeg ventede 
med Vished at fee ham; men han kom iffe.) 
— 3J diſſe Tilfælde ſtaager Partikelen Vej 
tidt i Forſetningen; ell. den kunde faa, 
der: Vel ev hun ſmuk; men ikke faa fm u € 
fom Soſteren. Eller m. Udeladelfe af Par: 
titelen: Gun er ſmuk; men ikke 2. — 11 mn 
dertiden begyndes ogfaa en Gætning me 


— 


Ob 
X 
mn 


Men — Menighed. 


U 


83 Menighed — Mtenneffe, 


mens og då udtrykkes enten (fidt overfis⸗ chriſtne M. 2. -et heelt Folt den menige 


tigt) en Modfætning f. en forudgadet Pe⸗ 
tiode; ell. det br. (og ffjær I dagl. Tale) ſom 
ct Slags Udraab, ell. ſom en Overganget. 
en anden Materie. Men jeg Gar nu en⸗ 
gang ingen Zro t. ham! 
dog, hoor du har været ! — Men, for at 
tomme f. noget "andet, — Det forbindes 
dgfaa I d. Tale meget fidt m. Partikelen 


je; iſer hvor der modfiges ell. indvendes. 


Ja, men jeg har jo pet ikke lovet ham nos 
gt, Ja, men det er. jo ikke den Bog, jeg 
forlangte. . ' 
Mine, v. a. 1. [I. meina.] hindre, 
gisre Dinder i, ſ. formene, hvilfet nu er 
nere brugeligt. 
Ment, v. n. (d 
Brug I nogle Zilfælde.) mente, meent. 
IJ.meina. X. 6. mænd] 1. holde for 
antage, domme ;fter indvortes (fubjective) 
Brunde, uden egentlig at afgisre Sandhe⸗ 
ten ell. Bisheden af det, der menes. Bon⸗ 
dene meente (troede) det var et Spogelſe. 
De meente, at de fade en Aand.” Luc. 24. 
37. Pan mener, Krigen vil fnart bunde 
mt. Hvad mener du om denne Sag ? Me⸗ 
ner (troer, tænker) du, jeg fulde nedlade 
nig t. at tigge herom ? Gan menes dt være 
er Sen af Prindſen. ſGkiondt det ofte 
br. ecustydigt med at frøe, har dette dog 
hes en egen og beſtemt Bemerkelſe og 
Brug (jøf. troe, 1.73. 4. 5). hvor man ei 
lan fætte mene i Stedet; deels er Brugen 
af mene, or: troe, demme om, holde for, 
boppigere i Taleſproget, end i det ſtriftlige 
Uttrof.] 2. have i Lanterne, forbinde en 
tit Bctydning m. fine Ord, figte til nogen 
(É, noget m. det, ſom figes, At ſige cet og 
met andet, Det var itke ſaaledes meent. 
San mener ikke et Ord af det, han figer. 
Gud haver givet mig, at tale fom jeg 
men,” SBiigd. B. 7, 15. Jeg meente 
fffe bende dermed. Han talte om Modceren, 
eg mente Datteren. 3. agte, have i Sin⸗ 
de. Jeg mener at være her tilbage om 
otte Dage. 4.-Have et vift Sindelag, 
tære vel ell. ilde findet imod cen. (ifær i 
derind. med det.) Han menér det godt, 
ærligt med dig. Jeg meente intet ond 
derned. (f. ening») ' 
Venig, adj. IX. S. mæne, gemæne. 
2. S. een, ment. f. mern og ge⸗ 
ween.] heel, ſämlet, ſamtiig. Den meni⸗ 
ye Almue. Det menige Folk, »Den me⸗ 


ige Hob.“ D. Bid. 1590, | "Danmarks 


menige Judinggere.” Vedels Garo. — Sys 
He ud. Art, enige Borgete i Born. t 
tale menig Mands (ell. Menigmaͤnds) 
€2g, (Zilforn ogfaa: almindelig: Det 
menige Bedſte.) — Deraf: Menighed- en. 
. 8. Meenhet,|. i. et'Samfund af 
nefter, der flade i en vis fælles Fot⸗ 
Madelfe, Iftaels UT, (D. Bib,) Den 
Danſt Ordbog. ft. 


Yien flig mig. 


og m. ét Slags activiſt 


Meninger. 
lade, opgive en M. 
fattet VI. (Fordom.) ”En Biening, fot . 
ev bleven t, Regel, er en Grundſckning; 
og er den ugrundet, da er den en Fordom.“ 


Hob af Folket, Almuen. Ul Menigheden 
knurrede mod Fyrſterne.“ (D. B.) 
det ikke, at trede Menigheden under Fod⸗ 
det?” B. Thott, (jvf. Almeenhed.) 3. ct 
Religionsſelſtab; iſor et hhriſteligt. 
Menighedens ovrige Lemmer burde adlyde 
Bifperne.” — »Paverne kaldte Keiſerne 
Menighedens verdelige Hoveder.“ Schyt⸗ 
te. 
"have fælles Gudstieneſte. 


Er 


t 


4. fævd. om Folkene i eet Sogn, der 
| En flor talrig 
. En Landebymenighed. Der er td 


Præfter ved denne Uenighed: 


. hd . 


Stening, en. pl.-er. [af mene.] 1. bet, 


man mener, antager, holder f. at være, og 
troer at have Grunde for. 
M. Han har fine egne Meninger. At 
ør fin M. reent ud. 
a 


At blive v. fin 


Jeg er iffe af denne, 
Vi ere af ulige, forſtiellige 
At underſoge, giendrive, for⸗ 
En ugrundet, forudse 


ans M. 


poron. — Den offentlige Menintgi den hos 


Publicum, all. en betydelig Dect af ſamme 

ieldende M.  ”Eftergivenhed f. den of⸗ 

ntl. Mening, om den endog ſtulde være 
Fordom.“? Rahbek. 
ſom ſiges ell. ſtrives. 
af dette Udtryk? Skisndt Meningen af 
diſſe Ord var tydelig, ſom den klare Dag.” 
Bagg. N. Klim. ka 

ninger. Der man ligge en ſtiult M. under: 
Der er ingen M. 
3. Agt, Henflgt. 


2. Betydning af det; 
Hvad vr Neniagen 


ct kan tages i to Me⸗ 


et, han har ſtrevet: 
At gisre, åt optage nos 
tiengod Vi. Det er fangt fra min M. 
ct var ikke min M. at fornærme ham. 


»Den, ſom gior Ondt i en god Uiening; 
gior virkelig Ondt.” Eilſchow. 
Sætning, ven fammenhængende Periode i 
Tale cl. Skrift, font giver fald Mening: 
per et Meningen ude. == Neningsforſtiel, 
en. Forſtiellighed i fleres Meninger. Me⸗ 
ningsfrihed, en. Frihed t. at vttre, ell. i 
det mindfte ft. at have fin egen M. 
ningsliig, adj. liig i M. cl. Betydning. 
meningslige Ord. 
1. £. i Meninger hos to ell. flere. 
cd i Betydning. Ordenes VT. 
gitende, adj. v. fom har lignende, ſligndt 
ikke ganſte den ſamme Mening. 
tidige) Ord: 
beroer p. Mening (modſat 
Vleningoſtrid, en. Strid, ſom opfommet . 
åf ulige Meninger. 
ud: pi Tyvang, ſoͤm vaalægges Meningers 
Wttring og. Antagelſe. 

en; Meningsſtrid. 
mundtlig ell: ſtriſtlig Attring af én Mening. 
»At forbyde 

ningsyttringei Religionsſager.“ Birkner. 


då. en 


me⸗ 
Nieningsliighed, en. 
A Liig⸗ 
menings⸗ 
m. (erns⸗ 
Meningsôſagen. S. ſom 
ierningsſag.) 
Vieningstvang, en. 


eningstviſt 
teningsyttring , en: 


yde almindelig uindftræntet Me⸗ 
enneſte, ef, pl = er. me beſt, Art: 


6) 


4 











Menneffe— Menneſtehaand. 


Menneſtene. (3. Manneskia. 4. S. Men- 
nisc.] Det m. Fornuft, Frihed og en dys 
riſt Natur begavede Bæfen, fom råader, 
faavidt dets Kræfter naae, over Jorden og 
de øvrige Skabninger p. ſamme; et Indi⸗ 
vid af enneffeflægten. — I sing. m. beft. 
Art. ofte for: et Menneſte, cl. ſom col- 
lect. for: VNenneſter i Alm. Ulenneſket 
fever under alle Jordens Climater.  Wtenz 
neflets Liv er en fort og urolig Drøm. (3 
d. Zak om et Mandfolk, ſom man omtaler 
uden fynderlig Agtelſe el. Opmerkſomhed.) 
QVcå pl. —— absol. ſaavel ſom v. 
det beſtemte Menneſtene, betegnes Menne⸗ 
fheflægten overhovedet, ell, Begrebet om 
denne (f. E. Uienneffer og Dyr. Det'er 
Vlenneſtenes almindelige Skrobelighed.) 
Menneſter er dog ogſaa det blotte Flrertal. 
(]. E. Vi hørte Menneſker ſo: nogle W.] 

it Sfoven.) ⸗Menneſtkealder, en. 1. den 
fædvanlige A. fom et Menneſtke opnaaer. 

. 2. Det Tidsrum, hvori man antager, at 
det menneſtelige Kion fornyes, og ſom i 
.Alm. regnes fi 33 Aar. “For een Men⸗ 
neſtealder fiden var alt dette øde — i fn 
enefte M. blev Orkenen omſtabtet. en Ha⸗ 
ve.” Bagg. — Menneſteanſigt, ct. menne⸗ 
freligt A.  Utenneffeart, en. pl.-cr. 1. 

n gis Art (Race) af Menneſker, udmærket 

fra andre Arter. 2. Menneſtenatur. (P. 
E. Miller.) „Menneſkebeen, et. a 
Mennejter.. Menneſteblod, et. figurl. 
Menneſkers Liv, At udgyde, at ſpare M. 
Menneſkeclaſſe, en. pl.-r. en vis C. ell. 
Stand af Menneſter. Menneſredigt, et. 
Paafund, Opfund af Menneſter. Men⸗ 
neſtefiende, en. den, ſom viſer fig ufiærlig 

og fiendſt mod alle Menneſter. menne⸗ 
efiendſt, adj. fom hører t. Menneſte⸗ 
flendjrab, menneſtefiendſte Fgreſtillinger. 
Rahbek. Wenneſtkeſiendſtab, et. en Mens 
nej fiendes Sindelag; pad, fiendtligt Sind 
imod hele Menneſtekionnet. Vlenneſte⸗ 
id, en. Flid, Arbeide, anvendt af Mens 
nejter p. noget, “Meimeſteflidens Spor 
t veldyrfede Heder.“ Bagg. Uiennefke⸗ 
forſtand, en. den F. ſom Menneſtet i Al⸗ 
mindelighed el. af Naturen har, v. en ſim⸗ 
pel Udolffing af Sicelens Evner (i Modfæt: 
"ning t. den hølere, den ſpeculative Forſtand 
el Fornuft.) At have fund M.,  ”Den 
fonde Menneſkeforſtands Begreb om Fri: 
ed.” A. Orſted. — —S en. 
ud. pl. F. for andre Menneſters Overs 
magt, f. menneffelig Magt. ”Den tætte 
Medborger, der uden Menneſtefrygt ſiger 
vigtige Sandheder.” Rahbek. tenneff'es 
fode, en. det, fom er tienligtet. Fode f. 
Menneſter. Blenneffefelelfe, en. F. ſom 
Menneſte, menneſtelig F. Menneſtegier⸗ 
ning, en. det, ſom ev giort, udført af Mens 
nefter. Wienneffehaand, en. et Menne⸗ 
ſtes 9. og fig. menneſtelig Kraft, Gier⸗ 


8 % 


v 


34 Menneſtehad — Mennefferettighed. 


ning. Et Vært af M. af Menneſtehen⸗ 
der. MWenneſtehad, et. vedvarende Sad 
til ell. Afſty f. den menneſtel, Natur overs 
hovedet, ell. for Menneſtene, ſaaledes ſom 
de i Alm. ere; Menneſtefiendſtab. Men⸗ 
neffehader, en. den, ſom nærer Menneſters 
had. WMenneſtehandel, en. Menneſters 
Kiob og Salg fom Varer ; Slavehandel. 
(Galdberg.) . Utenneffeheld, et. Menne⸗ 
ets, Menneſkeſlegtens Held og Velfærd i 
(m. ” “De, der maale Menneſteheld og 
Mennejfeværd allene efter fandfelige Goders 
Veſiddelſe.“ P. E. Muͤller. enneſte⸗ 
bielp „en. ud. pl. Hielp af Mennetter. 
MNenneſtehob, en. pl.-e.… en Mængde Men⸗ 
neſter p. cet Sted. Mienneſtkekiender, en. 
ple. den, ſom beſidder Menneſtekundſtab. 
»Hvor let kunde ikke felv den dybeſte 27. 
ſtuffes af den tredſte Hpkler.“ A. Orſted. 
menneſtekiærlig, adj. ſom føler Kierlighed 
til, har et velvilligt, Deltagende Sind mod 
alle Menneſter. Deraf: Menneſtekiarlig⸗ 
hed, en. ub. pl. Vlenneſtckiod, ef. Kiod 
af et M. Vienneſteckion, et. (altid m. beſt. 
Art.) d. ſ. ſ. Menneſfeſlegt, J. Nenne⸗ 
ſteklogt, en. ud. pl. K. fem Menneſter 
vife ell, anvende. Utenneffebraft, en. den 
K. ſom Menneſket befidder. At udrette nos" 
get v. —— Menneſkekrop, 
en. et menneſtkeligt Legeme. (Baggeſen.) 


f Menneſtkekundſtab, en. ud. pl. Kundſkab 


t. Menneſtets aandelige Natur, og ft. Men⸗ 
neffenes Zænfes og Handlemaade i det ſel⸗ 
fabetige Liv. Ufennefrelidelſe, en. Lidel⸗ 
e, ſom Menneſtet er underkaftet,.  Uens 
neſteliv, et. 1. Et Menneſted Tilværelfe 
p. Jorden. 2. det menneſtelige Levnet p. 
Jorden, i Alm. betragtet. Wenneſfeli⸗ 
vets forjticlige Skikkelſer. ”Sagtragelfer 
af Menneſtelivet i alle dets Afverlinger.” 
P. E. Muller. Stenneffenatur, en. den 
Art og Natur, Samlingen af de Egenſta⸗ 
ber, om Menneſtet befidder; menneſtelig 
N. ”Folelfe af Mennejfeværd eller Ag⸗ 
telfe f. Utenneffenaturen.” P. E. Muͤl⸗ 


ler. Menneſtenavn, ct. 1. Navn af M. 
Han fortiener neppe WM. 2. Navn, fom 
Wenneſker pleie at bære. Hunden har et 


i. Wanneſteoffer, et. 1. et M. ſom of⸗ 


fres. 2.d. ſ. ſ. u ennefteoffring, =" Gier⸗ 


ningen, at offre Menneſter. lenneſte⸗ 
par, et. Et Par Menneſter, ifær af for⸗ 
ſtiell. Kion. Det forſte M. enneſte⸗ 
plager, en. den, fom finder Lyſt i at plage 
andre Menneſter. Menneſtkepligt, cen. 
pl.-er, P. der paaligger Menneftet, ſom 
Menneſte; moralſt P. Almindelige Venne⸗ 
ſtepligter. Menneſteran, et. Gierningen 
at rane, bortføre et M. f. at. giore det t. fin 
Treæl; Mennefterov. Deraf: Menneſter a⸗ 
ner, en. — Menneſterettighed, en. pl.-er. 
den R. ethvert. M. har, ell. antaget at has 
ve, fom et frit Beſen. (Birkner. Menne⸗ 


MennefferoeS-— Menneftelig. . 35 


fleroes, ent. R. fom givet cen af andre Men⸗ 
netter. Menneſterov, et. d. f. f. Menne⸗ 
ſtetan. Ulenneſteroſt, en. menneſtelig 
Stemme, Menneſtfeſamfund, en. Gam: 


fund, Forening af Mennefter, ”Det M. 


der udgier en Stat.” Orſted. Ulenneſte⸗ 
fande, en. 5. ſ. ſ. Menneſteforſtand. Sim⸗ 
pel Menntſfeſands.“ Baggeſen. Menne⸗ 

eſind, et. menneſkeligt Sind, Hiertelag. 

lenneffefiæl, en. menneſtelig &. (t. For⸗ 
ſtiel fra Dyrenes.) Vſenneſteſtarn, et, U⸗ 
teenligheden af den fordaiede Føde, ſom 
afføres glennem Tarmecanalen hos Menne⸗ 
ſtet. Menneſkeſtikkelſe, en. menyeſtelig 
Etabning el. Skikkelſe. menn y, ad]: 
fom frugter og ſtyer Menneſters Sel tad, 
folkeſty.  MWtenneffeflægt, en. 1. (ud. pl. 
og altid m. beft. Art.) Indbegrebet af alle 
Wenneſter, ſom have levet, leve og ſtulle 
lve; Menneftene, ſom Skabninger af een 
Art. Menuneſteſlegtens Beſtemmelſe. 2. 
pl.- et. en enfelt rat, Generation, af 
Venneſter. — Menneſteſtemme, en. d. f. f. 
Venneſteroſt. Menneſteſtyrke, en. den 
6. fom Menneſtket pleier at beſidde. Men⸗ 
neſfetarv, en. Menneſtets Fornedenhed, 
rang. (I. Rothe.) Menneſtevandel 
en. Et Menneſtes V. 
Handlemaade. (Ftahbek.) Menneſtevel, 
ti. Wenneſtets, Mennefteflægtens Vel 
fl. Velferd. Menneſteven, en. pl.-ner. 


ken, ſom elſter Menneſtekionnet, fom, 


vifet fig kierlig i Sind og Gierning mod 
ale Menneſter. Ulenneſtevelde, en. ud. 
pl. menneſtelig Vælde, den Magt, et 
Menneſte fan have og udøve, Menneſke⸗ 
værd, et. ud. pl. det V., et Menneſte bes 
fider ell. bor beſidde. ”Dens Diemed er 
itte blot Menneſtevel, men Menneſte⸗ 
værd,” Baggefen. Mennefteverdighed, 
en. ud. pl. den Bærdighed, ſom egner, til⸗ 
kommer et M. fom moralſt Fornuftvæs 
fin. Engelstoft.) Wlenneffevært, et. pl. 
*er. d. f. ſ. Menneſteglerning. Venneſte⸗ 
veſen, et. 1. et mennefteligt Væfen ell. 
Indidid. 2. Menneſtets Veeſen, Menne⸗ 
ſtenatur. (T. Rothe.) menneffeædende , 
ad). v. fom har den Bane, at æde Menne⸗ 
ſtekidd. m. Folkefeerd. Mienneffeæder , 
få, den, fom æder Menneſtekisd. 
ehed, et, ud. pl. [et nyt Ord; 
td. E. Menfſchheit.J 1. Den menne⸗ 
felige Latur. Det ædelfte, af Alt hvad 
heden indbefatter, Vienneſtehe⸗ 
mad oprøreé v. en ſaadan Gruſomhed. 
2, tet menneſtelige Kion, Menneſteſlæegten 
(ikrm. Henſhũ t. dens moralfte ell, aan⸗ 
delige Gultur, Menneſtehedens Hiſtorie.) 
mindre paſſende, og overflødigt Udtryf: 
Menneſfelig, ad): ER S. mennisclic.] 
1, fom hører f. Menneftets Væfen og Na⸗ 
tur, ſom ev egen for Menneſtet. (i Mods 
ſetn. t. guddommelig ell. ri) Det 


ell. Opforſel, 


(4 


Menneſkelig — Meſſe. 


mennefelige Liv. En m. Skrobelighed, 


Ufuldkommenhed. »Jeg taler efter menne⸗ 
ſkelig Vis.” Rom. 6, 19. 2. grundet i 
Menneſtets Natur, ſom moralsk Voſen 
(modfs umenneſtelig.e) Ch ms Behandling. 
Menneſkelighed, en. ud. pl. Menne⸗ 


ſtets Natur, fom ef att hak øh i Sætdes 


leshed. At viſe M. mod Fiender. — mens 
neſteligviis, adv: efter Btennefteré Maade, 
ſom Menneſter pleie: (VB. S. O.) 
Mens, adv.· 
ſ. imedens. i 
Menuet, en. pl. ter, (Franſt.) en vis 
Dands m: langſomme Trin og Bevægelfer. 
At dandſe Menuet. 
Mere, adv. ſ. meer. 
Mergel, en. ud. pl. 
gel.].en fed, ſtior, af Leer: og Kalkjord 
Blandet Jordart, fom er tienlig t. at giore 
magte, ſandede Jorder mere frugtbare. 
Reen Viergei (af lige Dele Kalk og Leer.) 
Leermergel. Kalkmertgel. Sandmergel, == 
mergelagtig, adj. ſom ligner M. MUer⸗ 
elart, en. et viſt Slags M. mergelblan⸗ 
et, adj. blandet med M.  Utergelblans 
ding, en. En mager Jordg Blanding m. 
Mergel f. at gisde den. (Olufſen.) er⸗ 
gelbolle, en. pl.-r. tunde og faſte, under⸗ 
tiden m. andre fosſile Legemer forenede 
Mergelklumper. (Bruͤnnichs Mineral.) 
Mergelbrud, et. en Mergelgrav. (V. S 
Q.)  Btergelgiodning, en. Jordens G. 
ved Mergel, Wergling. 7 
G. ef; Fordybning i Jorden, hvoraf Mers 


gel opgraves. Mergelgravning, en. Gier⸗ 


ningen af opgrave M. Mergelgruus, et. 
G. ſom indeholder ell. beſtaaer af Mergel. 


Mergeljord, en. 1d. f. ſ. Mergel. "2. En 


anden, m. Mergel ſtork blandet Jordart. 


(ſammendtaget af medens) 


(g. marl. É. Maͤr⸗ 


Mergelgrav, en. 


X 


Mergellag, et. Jordlag, ſom beftaaer af ” 


M. Pietgelſtiſer⸗ en. et SlagsS. form 
beſtaaer af hærdet, blaaladen Mergel. 


Mergle v. a. 1. føre Mergel paa Jor⸗ | 


den for at gisde den. 
— ergling, en. 

Merian, en. ud. pl. en krydret, ſtark luge 
tende Planté, der dytkes ſom Kokkenurt. 
Origanum Majorana. (Vild Merian, O. 
vulgare.) ; 

eridian, en. ſ. Middagskreds. 

Merle, Merling el. Marling, en. 8 
Marlin 1 Seilgarn ell. fund Line, ſom 
br. til Skibs, til at ſnoe om Enden af Toug⸗ 
vært m.m. Moth: (Deraf: NMarlepreen, 
Marleſpiger, et fpidft Jern, hvormed man 
aabner Gtrængene i Tougverk.) ' 

Mers,/ et, f. Mers. 


At mergle en Ager. 


Meſan, en. det bageſte af et ſtorre GE 66 - 


underſte fafte Seil, ſom er p. Meſanmaſten 

oꝛ den bagejte Maͤſt i et Skib. — Me- 

saene.) Seilet kaldes ogſaa Meſanſeil. 
Meslinger, pl. ſ. Biæslinger; 
Meſſe, en. pl.⸗xr. IX. S. Mæsse: Lat. 


69. 


* 


* 


i fer et Miſſale, Graduale. 


⸗ 


forrette Meſſen. 


1 ? - 
ud 


Meſſe — Mesfingarbeide. 


miĩssa] 1. den Deel of den chriſtel. Guds⸗ 
tieneſte, ſom Præften forretter m. Sang og 


… Læsning f. Alteret ; i den catholſte Kirke t. 
Erindring om Chrifti, ell. om Helgenes 0 


Martwers Ded. (jvf. ogſaa Siælemeffe, 
At gane i Meſſen, læfe en M. høre en M. 
(Udtryk, ſom nu ei ere brugelige om Gudéz 


, fleneften hos os. jvf. v. at meſſe.) ſ, ogſaa 


imeſſe, Otteſang, Aftenſang. 2.1 
ældre Tider: en Hsitid, ſom holdtes t. 
Wre f. en Helgen, m. m. Deraf: Maries 
meſſe, Mitkelsmeſſe, Kondelmiſſe, 0. f. 
3. efter det. Tydſte br. Veſſe om viffe ſtore 
Markeder. Meſſen i Leipzig, i Frankfurt. 


ecatalog, Meſſerelſe, Meſſetid, o. fl.) 
4. Til Skibs: Skibefolkets Middags⸗ og Af⸗ 
tenſpiisning, el. fælles Bord, ſom Offices 
rerne holde f. ſammenſtudte Penge. Fol⸗ 
„kene holde Neſſe. Han hav ygato get fig 
at holde Mees — Af Ordet i 


—28 — reife t. Meſſen. (Deraf: 


mært, MWMeſſebotz, en. B. ſom indeholder 
de Bonner, Lectier m. m. der høre t. Mes⸗ 
Meſſebord, 
Alterbord. Meſſebrod, et. det viede 
Brød, ſom br. ved den catholſte Meſſe; 
Alterbrsd, Hoſtie. Meſſecapel, et. 
hvor der holdes M.  Utefjedag, en. D. 
Hvorvaa der i en vis Anledn. holdes Meſſe. 
Meſſedegn, en. D. eller Kirkebetient ſom 
opvarter Præften v. Meſſen. Meſſedragt, 
en. Preſtens D. naar han leſer Meſſen 
el. meſſer. Meſſefald, et. i ældre Danſt: 
Meſſens, Srdennatete Opher under 
Bandfættelfe. Me HE en. pl. -er. 
A. 6. Mæss-hacele. 
Hacele, en fort Kappe.] en v. Siderne 
aaben Kaabe af rodt Floiel e. d., ſom hos 
og hører t. Meſſedragten, og ſom Præften 
brager oven p. Meffefærfen, Uleſſekiortel, 
.Meſſeſerk. Meſſeklæder, pl. d. f. ſ. 
eſſedragt. Meſſeklokke, en. K. hvor⸗ 
med der v, den catholſte M. ringes, naar 
Hoftien , opløftes. Uieffelæsning , en. 
Handlingen at læfe Meſſe. epræft, 
en. i den catholffe Kirke: en P. hvis For⸗ 
retning ifær er, at læfé Meſſer. Meſſe⸗ 
ng, en. den 6. fom finder Sted v. Mes⸗ 
en. — en. En hvid linned Kior⸗ 
tel, ſom Præften drager over fin ovrige Prœ⸗ 
ſtedragt, naar han gaacr t. Alteret f. af. 
eſſeviin, en. ud. pl. 
f.f. Alterviin. . 
e,v.n og a. 1. holde Meſſen, for⸗ 


vette Altertieneſten (ifær om den proteſtan⸗ 
tiſte Meſſe.) Denne Præft mefjer bedre, end 


han prædiker. At meffe Collecten. 
Mesfing, et. ud. pl. (Sv. og T. Meg: 
ſing. A. &. Mæstling, fom ogſaa bemærs 
fer: Glands.] et blandet, lysguult Metal, 
der beftaaer af Kobber, forenet m. en Zink⸗ 
erts, ſeedvanl. Galmei. At brænde (tilvir⸗ 


ke) UT, = Mesfingarbeide, ef. det, ſom 


r 


36 


1ſte Be⸗ 


J. Hokull A. 6. 


Mes ſingblik — Meſtergilde. 


er giort af Mm. Mesfingblik, et. M. uds ER 


hamret I tynde Plader. (t. Forſt. fra Jern⸗ 
blik.) Mesſingbrænder, en. den Arbei⸗ 
der I en Ømeltehntte, ſom brænder ell, til⸗ 
virker M. Megsſinghammer, en. En ſtor 
Hammer, hvormed IR. udbantes t. Plader. 
Utcefing ytte, en. Smeltehytte, hvor der 
brændes M. (Mesfingbrænderi. Funkes N. 
6.) Mesſingſmed, en. Haandvoerksmand, 
om gier Mesſfingarbeide; en Giortler. 

esfingftræng, en.” tynd Stræeng af M. 
for Cr. til Claverer. Mesſingtraad, en. 
"dreven Traad af M. (fortet. fra. Staal⸗ 
traad.) Ntesfingvært, ef. 1. d. k f. 
Mesfinghytte. 2. et Sted, hvor Mesfing⸗ 
arbeide gisres i det Store; en Mesfings 
fabrik; og fl. a. 

Meſt, adj. og adv. sunerl. af meer, mes 
te. — meſtendeels, adv. ſom ofteft, f. det 
mefte, i Almindelighed. (dagl. Tale. Ves⸗ 
fel.) ”Saalænge var der meſtendeels Enig⸗ 
hed imellem dem.” Schytte. Holl. mee- 
stendeels. i 

Wiefter, en. pl. - c. IJ. Meistari. E. 
master.] 1. den, ſom raader over noget 
cl. over andre, ſom er den forſte, fornem⸗ 
fte blandt flere. At giore fig fil M. over 
andre. Han blev fnart Herre og M. i 
Staden. At ſpille NMeſter p. ct Sted 59: 
være den herffende, have Magten. Moth. 
(heraf Sammenſ. Hofmeſter, Jægermefter, 
Kieldermeſter, Kogemeſter, Myntineſter, 
Poſtmeſter, Gkatmeſter o. fi.) 2. den, 
ſom v. Duelighed og Indfigter i et viſt Fag 
ell. flere udmærker fig fremfor andre, ſom 
forftaaer en Konſt el. Videnſkab tilgavns. 
At være M. i en Konft, være VI. paa Klas 
veer, p. Floite. (Det figeé endog om et 
Fruentimmer. I vore nyere Bibeloverſ. 
forekommer dog: “En NMeſterinde i Trotd⸗ 
dom.“) Deri er han min M. 2: overgager 
mig, har ſtorre Færdighed, end jeg. At 
finde fin Meſter. (heraf: Mieſterdigter, 
Weftesfanger, 0. fi.) 3. en Lærer, iModſ. 
til hans Lærlinge, Diſciple: en Læremeffer. 
Deraf : Dandſemeſter, Fegtemeſter, Sprogs 
mefter, Tegnemeſter. 4. en Haandverke⸗ 


mand, der har udlært, og v. at giore Me⸗ 


ſterſtykke erhvervet Borgerſtab og Net t. at 
holde Leredrenge og Svende. At neødfætte 
fa fom M. En Bagermefter, Gtræder=s 
mefter, Efomagermefter, o. ſ. v. 5. Op⸗ 


havsmand. Det har han været M. for. 


Gierningen priſer MNeſteren.“ Bygningen 


forenndte fin Meſters Ære.” Guldberg. — 
efterbrev, ct. Vidnesbyrd om, at in 
Haandvœrksmand er bleven M. Meſter⸗— 
daad, en. En meſterlig Handling. (Inge⸗ 
mann.) Meſterdigt, et. Et færdeles ud= 
mærket og ypperligt Digt. Ueſterdigter, 
en. En udmærket, ypperlig D. Ureſter⸗ 
drifter, en. den, (om til 


dritke. (Baggeſen. eſtergilde, et. G. 


avns har lært at 


Meſtergilde — Mofterlig. 


i Anledn. af at een bliver M. — Meſter⸗ 
hacnd, en. fig. fortrinlig Duelighed, Færs 
dighedet. et Arbeide. Det er giort med M. 
Ct Værft af M.— Meſterknegt, cn. 1. 
Opſonsmand over Negrene i Veſtindien. 
2. Boddelens Meſterknegt ol Boddelſven⸗ 
den. —— ſ. Meſtermand. Ule⸗ 
ſterkot 


— 


en. den fornemſte Kok p. et Skib 


cl. i et Kotken. Meſterkonſt, en. En 
udmærkst, fortrinlig, vanſtelig Konſt. (Ar⸗ 
rebo.) Meſterkraft, en. mefterlig, Cvne, 
fortrinlig Kraft. (Ohlenſchl.) r⸗ 
sug, et. Haandverksmeſteres £, Meſter⸗ 
lectie, eu. tilforn: den sverfte Lectie el. 
Claſſe I latinſte Skoler. Meſterlon, en. 
den Løn, eu Haandverksmeſter, f. E. Tom⸗ 
mermand ell. Muurmeſter, beregner fig paa 
fit og fine Svendes Arbeide," Meſtermand, 
en. 1. Herre, Meſter. 2. Ophavemand. 
(begge forældede,) 3. Endnu br. det un⸗ 
dertiden for; Skarpretter. (Deraf: Me⸗ 
ftæmandsfolf, de, fom ere i Tieneſte hos 
Sfarptetteren, Meſtermandopenge, pl. en 
vis Afgift t. Skarpretteren) UVleſter⸗ 
penfel, en. fg. mefterlig Færdighed i at 
male. Dette Stytte er malet med M. 
sen. P. fom cen maa giere f. 
at blive M. (Bording.) errod, en. 
Ravn p. en Lægeplante; fom tillægges 
fortrinlige Kræfter, Meſterurt. Imperato- 
ra. uU srfang, en. fortrinlig god Sang. 
(Baggefen.) eſterſanger, en. En i fin 
Konfl udmættet Sanger; I Serd. et Slags 
Cangere ell. Digtere iAydſtland, i den fildi⸗ 
gere Middelalder, ſom vare forenede I en Art 
af2augtinbdretning.  Wiefterffielm, en. En 
for, giennemdreven Skielm. e 
et. Et mefterligt Stud. (Ohlenſchl. Pals 
natoke.) —— et. udmærtet godt 
Spil p. et Inſtrument, el. paa Skueplad⸗ 
ſen. rſpiller, en, den, ſom har uds 
merket Færdighed i et vift ell. i flere Slags 
Spil. Han er en M. paa Klaveer. Me⸗ 
„et. 1. et mefterligt Arbeide, et 
mMeftewvært. 2. det Stykke Arbeide, ſom 
en Haandvorksſvend mda giste og lade bes 
demme f. at blive Mefter. At giore fit M. 
ogſaa uegentl. om Konfinere : Dette Ma⸗ 
lexi holdes f. hane M. aꝛ hans fortrinligſte 
Arbeide. Mefſterſvend, en. ben førfte og 
fornemſte &. paa et Vaerkſted. er 
traf, ct. Et mefterlig udført Træf. (f. E. 
i Spil.) v, ett. den, ſom har 
opnaaet fler Færdighed i at fliæle. Me⸗ 
„ſ. od, — Meſterverk, et, 
Gt meſterligt, udmærket , fortrinlig godt 
Arbeide. Weſtervæxker i de nyere Sprog. 
Dette Digt er hans ervært. ' 
Meſterlig, adj. frembragt af en Meſter, 
ell. fom det ſommer fig f. en Meſter, ypper⸗ 
lig, fortrinlig, udmærfet i fin Art. Et 
mefterligt Arbeide. Diſſe Figurer ere m. 
udførte, Det hor han giort weſterligt. 


, man 


437". Mefterftab—Mitaften. 


Meſterſtab, et. ud. pl. IT. Meiſter⸗ 
ſchaft. J en Meſters Egenſtab; fortrinlig 
Indfigt og Færdighed i noget ; meſterli 
Konftfærdighed, (Ohlenſchl.) ”Utefterfka 
i Xcgning og Farveſpil.“ J. Moller. 

eſtre, v. a. 1. rette paa, monſtre, ud⸗ 
fætte paa (iſer om ubefsiet, utidig Rettelſe 
og Dadel.) At meftre paa noget. Han 


vilde ifte lade fig meftre af fin egen Lærling. 


At meftre en andens Arbeide. 
Metal, et, (hos nøgle: en.) pl.-ler, 1. 
et tungt, utgtennemfigtigt, fmelteligt mi⸗ 
neralſt Legeme, der v. Ilden ſtilles fra Ert⸗ 
fen ed. Fieldſtenen, hvori det finde; Malm. 
Edle, nædle Metaller. Reent, ublandet, 
gedigent M. 2. d. ſ. ſ. Malm, 3. Me⸗ 
talaare, en. d. ſ. ſ. Malmaare. Metal⸗ 
arbeide, et. noget, ſom ev forfærdiget af M. 
Metalarbeider, en, den, ſom forfærdiger 
allehaande Arbejde af Metal, en Giortler. 
Metalaſte, en. AX. fom bliver tilbage af 
forbrendte Metaller. Metalbrud, ct.-den 
Maade, hvorpaa et M. vifer fig i Bruddet. 
V. S. O.) Metalfarve, en. 1. glind⸗ 
ende F. ſom Metaller fædvanligen ere 
2. en F. fom tilberedes af et M. f. E. 
Spanſtgront; metalliſt F. Metalglands, 
en. det glindſende Skicer, ſom ſpiller ˖ p. 
Metallernes Overflade. Uletaljord, en, 
J. ſom indeholder metalliſte Dele. Me⸗ 
talkalk, en, i Themien: ct oryderet ell. 
foret Metal. Metalſtum, et. fremmede 
Dele, fom flyde oven p. Metaller under 
Smeltningen. Metaltraad, en, M. truk⸗ 
ket i en tynd Traad; Mesfingtraad. (ſaale⸗ 


des achj. andre Gammenfætn. Metalka⸗ 


non, Metalplade, sc. ſ. Malm.) 
Meteor, et. pl.-er. ſ. Kuftſyn. (We: 
teorſteen, har man faldet de ka Luftené 


hoiere Egne p. Jorden nedfaldende mine⸗ 
ralſte Maſſer.) ' - ' 
Methode, en, pl.-r, ordentlig Skik og 


Fremgangsmaade i et Foretagende, ifær i, 


videnſtabeligt Foredrag ; Leremaade. — 
met bod, adj. ſom yåcer efter en vis or⸗ 
dentlig Fremgangsmaade, foredrages efter 
en ordentlig Leremgade. 


Miaue, v. n. 1. (har.) et Ord, hvorved 
man udtrykker Kattens Lyd. Xt micue 
fom en Kat. (Ordet udtales fædvanlig I te, 
Stavelſer. (V. 6. O.) 

Mid, et, pi.-er. det mindfte fynlige 
uvingede Kryb, fom ifær findes i Meel og 
Oſt. Acarus. — Deraf: midret, adj. fom har - 
Mider, er fuld af Mider. m. Oſt. 

Mid, adj. [I. midr.] fon ev midt imel⸗ 
lem, ev i Midten. br. Fun i Sammenſet⸗ 
ninger fom nedenfor findes, 

didaften, en. ud. pl, den Tid p. Da⸗ 
gen, fom er omtrent midt imellem Middag 
og Aften; Eftermiddagsſtunden henved Kl. 
Jell. &. — Midaftensmad, en. det man 


. 


ø ét 


⸗ 


"es Middæg.] Dagené Midte, - den 
p. Himme⸗ 


——— ss Eee — ——ie — — — 
ER 
LJ 
mn . " 
s 


[4 


Midaldrende Meiddagömelk. 38 Muiddagémelk — Middel. 


føtfer v, Midaftenstid. (Hos Chr, Pedev⸗ 
en: Midaftensmaal.) 
mMidaldrende, adj. ſom hår naaet oms 


strent Halvdelen af et Menneſtes fædvanlige 


Til Middag, i Middagstiden 


" 


Levealder, el. ér v. 40 Aar gammel, 
midaldrende Mand, Kone. 
Middag, en, pl.-e. ſIJ. Middegi. 7, 
p 
Oagen, de Solen ſtaaer høie : 
Yen (cgentl, det Tidspunkt, da den gaaer 


Wegeeg Middagskredſen; den aſtronomiſte 


ddeg,) (En Time før Middag o; Klok⸗ 
ken 11, Om Middaggen, véd Middagstid. 
naar M. 
kammer. At fpife til M. at holde M. 2; 
Bai gsmad. At bede (bude) cen t. 
iddag”o: ft. Middagsmaaltid, At fove 
til M. o: fove Middagsføvn. (Men: at 
fee indtil WT. d: til Kl. 12.) = Niddags⸗ 
blund, et. en fort Middagsſovn. Mid⸗ 
dagsbord, et, ſigurl. d. ſ. ſ, Middagsmaal⸗ 
tid] De ere endnu v. Middags bordet. 
Middadsflade, en. den antagne Flade i 
Himmelrummet, ſom begrændfes v. Mid⸗ 
dagskredſen. midoago orfidl, en. Afvi⸗ 
gelſe imellem forſtiellige Steders geogra⸗ 
hiſte Længde. (Lœngdeforſtiel. Mid⸗ 
— en, F. ſom maa gielde f. Mid⸗ 
dagsmad, el. ſom ſpiſes v. Middagstid. 
Middagssgieſt, en. den, ſom ſpiſer t. Mid—e 
dag hos en anden. Middagsglands, en, 
Lyſets ftærfe Glands v. Middagstid. So«⸗ 
lens M. (Fagoefen) ”At ſtue Dagens 
Konge i fin Yriddagsglande,”” Øblenf Ht, 
Viddagshede, en, den ſtarkeſte pede v. 
Middagstid, p. en varm Dag. Middags⸗ 


, hvile, en, Hvile efter Arbejde el. paa en 


veren. 


eiſe, v. Middagstid. Paa Relfen holdt 
vi M. i tre Timer. At tage fig en M. 
Middagsſovn.) —— en, i A⸗ 
ongmien : et Stykke af Meridianen, fom 
uaaer. t. et viſt givet Punkt | famme fra 
Horizonten. Solens Utiddagshøide, dens 
Indtroden I et Steds Meridian ell. Mids 
dagskreds. Middagekreds, en, J Aſtro⸗ 
nomien:, den Kreds, ſom tenkes draget p. 
Himlen igiennem et viſt Steds Zenith og 
Nadir og begge Poler; ligeſom den hertil 
varende Kreds p. Jordkloden: Meridian. 
iddagslav, et, d. f, f, Middagstid. Han 
kom i Middagslavet. Middagslinie, en, 
den Linie | Middagsfladen, ſom overjfærer 
Horizonten. Middagsluft, en. den £, 
fom fornemmer v. Middagetid, (tigefom 
Aftenluft, Morgenluft,) Middagolys, 
et. det Lys, der falder midt om Dagen. 
Solens M. Jordiſte Luer blende m. Mid⸗ 
dagslys,” Her, 
det. Hovedmaaltid, ſom holdes enten v. 
middagstid, cm. imellem Frokoſten og Rad⸗ 
Yridda smad, en, ud. pl. ben 


Mad, ſom ſpiſes v. Middagsmaaltidet. 


Middagsmelt, en, ud, pl. den M. ſom 


Helberg. 


Middagsmaaltid, et. 


malkes af Koerne om Middagen.“ Mid⸗ 
dagsſtygge, en. den S, ſom falder. om 

ddagen. Middagefol, en, Solen, naar 
den er hoteft p. Himmelen. "Den hoie 
Middag sfols lodrette Straaler.“ 3. £. 
Middageſtraale, en. pl. r. 
Solens Straaler d. Middagstid. ”Den 
hede Middageftrgales Ild. Baggefen, 
Middagsſtund, en. d. ſ. ſ. Middagstid, 
Middagslav. Middagsſevn, en. Søvn 
efter Middagsmaaltidet. At ſove M. tage 
ſig en M. Middagstid, en. ben Tid, da 
bet er M. el. den Tid p. Dagen, ſom er 
nærmeft for og efter Middag. mit dege 
time, en. Timen imellem 12 og 1; el. den 
Time, hvori Fall holde Middag. 

Middel, et. pl. Midler. 8 Medat.] 
1. den virkende Aarſag, hvoraf man befies 
ner fig f. at opnaae en Henſigt, et Diemed. 
At betiene fig af utilladelige Ytidler Jeg 
ſeer intet M. til at redde ham. ”Midler 
til Tenkekraftens Skeerpelſe.“ Engelstoft, 
Ht bruge en Perfon ſom Middel. — Rettens 
Middel 2: Rettens Betiente. (Ipf. Red⸗ 
feb, Verktoi. Diſſe Ord bv. egenti. om 
umiddelbare Aarſager, hvorved noget ſteer 
en. virkes; Mid el derimod faavel om 
umiddelbart, ſom middelbart virkende Aars 
fager. Ethvert Redſtah el. Værftel er et 

. men ikke omvendt.) 2. d. ſ. f. Læge⸗ 
middel. Et maveftyrfende , blodrenfende 
M. (Et M. imod Koldfeber. 3. Middel, 
Samfund. (nu ſieldent.) ”De (Ovrighe⸗ 
den) ſtulle garligen tvende af deres UR, for: 
ordne.“ D. Lov. ”Bønderne ſtikkede ham 
nogle af dereg Middel i Møde." Gram, 
A. Midler, pl. Formue, Sods. At eie 
ftore , betydelige Midler. »En Mand af 
Midler“ (bemidlet M.) Sneedorf. — mids 
delbar, adj. ſom ſteer, virkes, opnaaes, 
finder Sted formedelſt ell. ved Hielp af et 
Middel. (modf. umiddelbar.) En⸗m. Virk⸗ 
ning, Berøring, middelbare Aarſager. 
— Middelveſen, et. Et Væfen ſom tiener 
til Middel for noget. ( Treſchow.) 
iddel, adj. ſA. S. middel.] fom ev 
imellem to, er i Midten. (br. kun i de her⸗ 
næft anførte Gammenfætninger; superl, 
middelſt er ligeledes ikke mere | Brug. f. 
mellemft.) z> Ytiddelger, et. AX. fom i 
Frugtbarhed hverken hører t. de bedfte ell. 
ringeſte. (Dlufſen.) Middelalder, en. Den 
alm. Bemorb. en Alder imellem Ungdom⸗ 
men og Alderdommen, mandlig Alder, fo⸗ 
rekommer næften ikke — Med beft, Art. br. 
Ordet om det Tidsrum i Verdens Hiſtorie, 
fom Hager imellem den gamle og den nyere 

id; imellem Romerrigets Undergang og 
det 15de Aarhundredes Slutning. — Mid⸗ 
delbevægelfe, en, En B. fom er imellem 
den haftigfte og den langſomſte. (BB. S. O. 
Saaledes : iddeldybde, Middelgrad , 
Mioddelhaſtighed, middelhoi (af midori 


ae 


J 


Mindeldyrkelſe — Middelſtempel. 30 Middelſtor Midnatsſang. 


maadig folde, hverfen f. hoi eller f. lav) 
Biiddelhøide , Middeltrykning. (Kraft.) 
o. fi.) Niiddeldyrkelſe, en. Gudedyrkel⸗ 
ſe, ſom er en Mellemting af to andre. 
"Den engelſte Kirke udgior en Middeldyr⸗ 
kelſe imellem den catholſte og reformeerte 
Gudsdyrkelſe.“ Schytte. Middelfarve, en. 
(Rahbetk.) ſ. Mellemfarve (fom er det brus 
gelige Drd.) Middelfure, en. F. i Mid⸗ 
ten af gu Ager. Middelgods, et. G. ſom 
hverfen hører t. det kbedſte el. flettefte ; 
Mellemgods. Middelgrændſe, en. En G. 
ſom ligger midt imellem den yderſte og in⸗ 
berfte, Ben fiernefte og nærmefte. At naae 
fin Middelgræendſe. — Middelhav, et. et 
Dav, der ligger midt imellem flere Lande 
(fom n. pr. m. beſt. Art. om den Deel af 
bet atlantiſte Hav, ber ftrælfer fig ind 
imellem de tre Berdensdele; det middel⸗ 
lende Hav.) Utiddellgnd, et. et Land, 
midt inde imellem, el. omringet af andre 
ante: ell. den midterfte, inderſte Deel af 
gt and. (Roftgaards Ordb.) Middelled, 
et. Gt Led, i Midten af flere andre. ”Et 
M. i Kicerligheds Kiæde.” (Baggefen.) 
Middellinie, en. En ret Linie, ſom deler 
en Figur i to lige Dele. miod aadig, 
adj. ſom er af Mellemſtorrelſe, enten i le⸗ 
emlig Udſtrekning og Mængde, ell. i 
—* Evne. (f. maadelig.) En m. For: 
ſtand. At have et middelmaadigt Hoved; 
af være af m. Storrelſe. Middelmaadig⸗ 
bed, en. ud. pl. Beſtaffenhed, af være mids 
elmaadig. — Middelpriis, en. Priis p. en 
vis Vare, ſom er midt imellem den hoieſte 
og laveſte. Middelpunkt, et og en. det 
midterſte Punkt i en Kreds, en Kugle ed. 
andre ſymmetriſt dannede Figurer; Cen⸗ 
trum. Jordens M. Tyngdens, Bevæs 
gelſens M. Min Siel ſontes at dreie fig 
om fit Middelpunkt i evig Uendelighed.” 
Bagg. Miiddelſalt, et. et Salt, der bes 
faaet af en Øvre, ſom har oploſt el, for⸗ 
enet fig m. Jordarter ell. metallifge Lege⸗ 
mer. Miiddelſtole, en. En lærd Skole, 


fom ikke er fuldftændig indrettet, hvori fun då 


undervifes i en Deel af de f. Univerſitetet 


fornødne Kundffaber, og ſom derfor ftaaer 


imellem fultftændige lærde Skoler og Bor: 
er oler, (Forordu. 12 Dec. 1806.) Mid⸗ 

flags, et. og Middelſort, en. Mellem⸗ 
— Mellemſlags. (Sneedorf.) Middel; 
and, en. 
ſom ligger imellem to forſtiellige, har no⸗ 
get af hver. “En UI, imellem Deſpotisme 
ég Anarchie.“ Sneedorf. 2. den Stand, 
ſem er imellem den fornemſte og den rin⸗ 
geſte (f. E. Embedsmænd, Jordeiere, Kiob⸗ 
mænd, m. fl.) En Wand af Middelſtan⸗ 
den. »J rolig Middelſtand fig lade nsic.” 
3. I. Lund. — Middeljtempel, et. hoe Bog⸗ 
bintere, ct S. hvormed Prydelſer trykkes i 
Midten af Ryggens Afdelinger p. en Bog. 


1. en Tilſtand, Forfatning, fted 


middelftor, adj, ſom er af Middelſtorrelſe. 
Wiiddeljtreg, en, f. Midodellinie. Mids 
deljtørrelfe, en. maadelig, middelmaddig 
Størrvelfe.  Vitddeltal, et. i Regnekonſten: 
et Tal, fom i et vift Forhold ligger i Mid⸗ 
ten af fler: givne 
cometrijte Wi. At tage Middeltallet af 
Åre Størvelfer. Middeltid, en. ten Tid, 


goorefter jævnt gagende — rettes i det. 


orgerlige Liv. Middeltihſtand, en. T. 
ſom baade kunde være bedre og ſletters. 
(Treſchov.) Miodelting, en. 1. d. ſ. ſ. 
Mellemting. 2. en ligegyldig Ting. 
S. 2.) Middelvand, tet. ell. Middel⸗ 
vande, pl. i Skibsſproget: naar Havet er 
imellem Ebbe og Flod, Middelvei, en. 


figurf. om Handlinger, hvori man undgager 


fo Pderligheder. At holde Middelveien 
[mellem Gierrighed og Odſelhed. ”At finde 
en M. imellem diſſe Hderligheder.“ Sneed 
Middelvaegt, en, Et Legemes Bægt, ſaa⸗ 
ledes ſom det | Middeltal efter flere For⸗ 
føg beftemmes. (IJ. Kraft.)  Utiddelvære, 
ct. el. Btiddelværdi, en, En Tings Værs 
di, naar den beregnes efter et Middeltal 
imellem de hoieſte og lave e Priſer. 

Mide, en. f. Mid, et. 

Utidfafte, en. ud. pl. 
'Zid cl. Dag, fom er midt I Faſten. (Mid⸗ 
faſte⸗Sondag. Lætare.) 

Midie,/ en. [J. Midia.] Midte; ifær 
om den midterfte Deel af Legemet. (fsræl: 
det; men optaget af nyere Digtere.) ”Hun 
er faa fmal i Midie, fun er faa rund om 
Barm.” Ohlenſchl. 

Vlidland, et. pl.-e. d. ſ. ſ. Middelland. 
— NMidlandshav, et. ſ. Middelhav. 
Midlandos, en, En Di en Øg, midt inde 
tet Land. . ” 

Utidle,T, a. 1. mægle; paſſe, lave, an⸗ 
ordne. (Bording. forældet,) Deraf: Mid⸗ 
ler, en. En Mægler, Fredsmægler, Mels 
lemmand. (D. Bibel.) "En Midler imel⸗ 
lem Gud og Menneſtene.“ I. Zim. 2, 5. 


Midler, pl. God6, Formue, f. Nid⸗ 


Midlertid, adv. ſ. imidlertid. 

Utidlertidig, adj. ſom ikke er f, beſtan⸗ 
big, men blot f. en Mellemtid. (interimi⸗ 
ſtiſt.) En m, Beftyrelfe. (nyt Ord.) “En⸗ 


ten v. fit vedvarende eler midlertidige Ops ” 


hold inden for Statens Grendſer.“ A. Ørs 


ed. . 
Midnot, en. pl. nætter, ben Tid, da 
Natten regneé at være halv forleben; KL. 
12 om Natten. Om Midnat, v. Midnat. 
— Deraf: Midnatshane, en. H. ſom ga⸗ 
ler v. Midnat. Fogeeen Midnats⸗ 
FlofTe, en. K. font hores v. Midnat, ell. 
naar den flaaer tolv. Midnatomulm, ct. 
Mattens tykkeſte Mørke. Naar i Nid⸗ 
matsmulm vi vante.” Grundtvig. Mid⸗ 
natsſang, en. S. ved Midnatstid. Nid⸗ 


e 


tal. Det arithmetiſte, 


(8. . 


ff adj. mid] der 


A 


U 


⸗ 
e 


Midnatsſtund — Mig. 
natsſtund ell. Midnatstid, en. den Zid 
nage det er M. 
ved Midnatstid. (Srundtvig.) Midnats⸗ 
time, can. Timen fra 12 tif 1 om Nat⸗ 
ten. v. fl. 

Midſommer, en. JA. S. Mid-sumor.] 
den Tid, da Sommeren regnes gt være halv 
forbi; Sanct Hansdags Tid. — Deraf: Vid⸗ 
ſommersdagg, en. Sanct Hansdag. Mid⸗ 
ſommersgicld el. Midſommeroſtat, en. 
En Skat, ſom Kiebſtederne fordum v. S. 
Hansdags Tid maatte fvare t. Kongen. 
Midſommersnat, cen, Natten ik S. Says: 

den ved S. 


dag. Midſommerstid, en, 
Hansdag; 2. fl. . . ” 
YWtidt , adv. i Midten, (har altid en 
ræpos. efter fig.) midt i Byen. Han 
* midt iblandt dem. midt om Dagen; 
midt paa Himlen. At bryde noget midt 
vvgr. At tage cen midt om Livet. At 
gqae midt igiennem Skoven. — Heraf, ell. 
af adj. mid, haves superl. midterſt, d, ſ. ſ. 
mellemft (og, ſom dette, aftid m. beſt. 
Art.) Den midterfte Deel. Det midter⸗ 
fe af Hyeten. (En anden superl. middelſt 
or: mellemſt br. fun i Bibel-Sverf.) = 
Sammienfætninger: midtfiords, adv. midt 
Fiorden, langs m. Midten afen F. At 
. fcile, midtfiords. — Midtpunkt, ct. d. f. f. 
Vtiddelpuntt. (Olufſen.) midtſtibs, adv. 
midt i Skibet, ell. langs hen ad dets Midte. 
Utidtitreg , en. d. ſ. ſ. Middellinie. (3, 
Kraft.) midtſtrems, adv, midt p. en 
Flod, ci. langs ad. dens Midte. midt— 
ſunds, adv, midt i et Sund. midtſoes, 
adv. i Midten, langs ad Midten af en 65. 
midtoands, midt p, en Bugt ell. paa et an⸗ 
det indſluttet Band. Midtvei, en. egentl. 
Vet fom cer i Midten af ct Rum, c. lige 
, Tangt fra to Endepunkter. fig.“Ikke læns 
gere, end t. Midtveien af bet menneſtelige 
Livs Bane.” Malling. midtveis, adv, 
1. langs hen ad Midten af en Vei. At 
kiore midtvejs. 2. paa Halvveien. midt⸗ 
veis imellem Odenſe og Vyborg. 
Midte, en. FI. Midia.] Middelpunktet 
i en Linie el. Flade, m. de nærmeft omlig⸗ 


! 


40 


Midnatoſevn, en. S.. Talend 


gende Dele; den midterſte, mellemſte Deel 


af ct Legeme. (Altid m. beſt. ell. ud. Art.) 
Mtidren af en Ager. Ut ffære, bende noget 
pver i Midten. Livets, Veiens Midte. 

Yitidvinter, en. [af adj. mid.] den Tid, 
da Vinteren regnes at være halv forløben, 
el. Slutningen af Januar. — Ulidvin⸗ 
tersfeft, en. F. ſom helligholdtes v. denne 
Aarstid i det gamle Norden. 

Niield, n. s. ſ. Meld. 

Nig, pron. pers. —» Dat. Acc, og Abl, 
til jeg. [Ligefom det faa ofte i ældre Danſt, 
(tilligemed Kg) ſtaaer overflødigt recipr. 
f. E. ”Seg har været mig i den Land” — 
»Han red fig under O.“ (K. V.) ſaaledes 
br. det cndny i dagl. J. overfladigt, i Fil⸗ 

⸗ 


% 
' i 


fælde, hvor ber tænkes et viſt Senfyn ft. den 
ende.“ Tal mig ikke mere om” hende. 
Kaſt mig ikke dette Papir bort.] p 
Miil, en. pl, d, f. og Mile. [3 og X, 
S. mila.] et Veimaal ell. Længdemaal p, 
flere tufinde Alen ; men af forſtiellig Stor⸗ 
velfe i forſtiellige ande. En danſt M. er 
12000 danſle Alen, En geograplaͤſt VT, 
er 22,842 Pariſer Fod. Én Miils Vei, 
et Par Niils Vei. Dette Bierg ligger 
mange Mile bort. Jeg har reiſt fi Btiil 4 
Dag. == UNiilehoi, en. En Hoi opfaftet v. 
Veien f. hver Miil. milelang, adj. ſom 
har en Længde af cen ell. af flere Mile, 
(milelangt, adv, milevidt.) Milemagl 
et. den Maade, at beregne Veiens ell. Rf- 
ſtandens Længde efter Mile. Milepengge, 
pl. en vig Afgift, ſom Reiſende maa betale 
efter" Veiens Længde fra Sted t. Sted. 
Utilepæl, cn. egentl. en Pæl, opreiſt v. 
Veien f. at betegne Milenes Antal, fra ef 
vift Sted; men det br. ogſaa om vore Wiz 
leſtotter af Steen. Mileſtifte, et. Om⸗ 
ftning v. hver M. Mileſteen, Niile⸗ 
atte, en. db” f. ſ. Milepel. (Rabbek.) 
tiletal, et, Antal af Mile. milevidr, 
adv. i en Længde ell. Afſtand af flere Mile, 
Man kan reife milevidt uden at tvæffe en 
By, Wilevogn, en. En Vogn m. en mes 
chaniſt Indretning t. at maale Veiens 
Længde fom man Elever, 
ikkel, n. pr. (hvorved ogſaa Ræven 
betegnes) Deraf: Mikkelsaften, en. Afte⸗ 
nen før Mikkelsdag. Mikkelsdag, en. St, 
Michaels Feſtdag d. Mde Sept. Mirckels⸗ 
aas, en. En egt Gaas, ſom fpifes Mik⸗ 
elsaften. Mikkelsgilde, et. nuomſtunder 
Bondernes Hoſtgilde, der omtrent holdes v. 
aRittelsdagetid, Witfelsmeffe, en. Mik⸗ 
elsdag, . 
wild, adj. [J, mildr.] 1. iffe ftærk, 
haard ell. barſt; lind, fagte, blid. En mild 
Regn, Bind, Vinter.  Utildt Veir. Et 
mildt Clima. 2. tilbetelig f. Eftergiven⸗ 


2 
' 


hed og Blidhed imod andre; modf. ſtreng. 
En mild Herre, nm. RNegtfring. milde 
Straffemidler. 3, venlig, fegtmedig, blid, 


Gun er m, og venlig mod alle. ”Et milde 
Svar fan omvende Brede,” Sal. Ordſpr. 
1. 4. (om Aaſynet) ikke mørt, fuur 
fortrædelig. ”Et mildt Anfigt er det, 
hvorpaa fees Slæde og Fornsielfc.” Sporon, 
Hun faac mildt t, ham. — Deraf: mildelig, 
adv. mildt. (B. Thott. Storm.) — Btilds 
hed, en, ud. pl. Beſtaffenheden at -være 
mild,  ”Mlildhed gier tæftrlig, Munterhed 
behagelig, enftighed morfom.” Sporon. 
Milde, v. a. 4. giere mild, formilde, 
lindre. C. Pederfen. (f. formilde og mild: 


15, 
el. 


ne, fom nu ere mere brugelige.) Deraf : 

Wiildelfe, en, 
Uieldne, v. a. og n. 

de, formilde. At m. Sindet, 2. neutr, 


1. act. d. f. f. mile 


Mildne — Min. 


blive mildere. Det mildne (ell. mildnes) 
I Veiret. (8, 6, 2.) J 

Vlile, en, pl. -— f. Fe: Mila. N. S. 
Miler.J en Hob af lagpiis opdyungede 
Bræudeſtykker, bebæffet m. Ergstorv, og 
forfonet m, Lufthuller, hvilken Hob antcen⸗ 
des og brendes t, Kul: en Kulmile, PXE, 
faae jeg fun en venlig Reg af NMliler!“ 
Craft. — Ufilebrænde, et. Bed, fom br, 
til Miler; Mileved. Miledamp, en. 
Damp af en Kulmile. (Baggeſen) Mi⸗ 
Jedælte, et, D. af Grenſver over Milen. 
Utileful, et. pl, d. ſ. Kul, fom ere brændte 
i en Mile. 

Mile, en. pl.-r. IA.S. midla.] et boie⸗ 
ligt Mundbid p. Heſtebidſel. At ride med 
Ul. og Stangbidſel. — Miletemme, en. 
1. I. el. Line, fom forbinder Milerne p. 
et Par Heſte. (Efter den indie Udt. Meil⸗ 
fomme. jvf. Gram om. A. Sar, Ord, Vid. 
E. Skr. V, 180.) 2. En med Mile forſy⸗ 
pet Temme. (V. S. 9.) 

Million, en. pl.-er, Et Antal af fi 
Sange hundrede tyufinde, eler tuſinde Sans 
ge tuſinde. 

Milits, en. [Lat, militia.] 1. hvad der 
herer t. Krigsſtanden og Krigsvoſenet. (d. 
Tale.) 2, en Krigémagt, der beſtaaer ens 
ten af frivillige Folk, cl. af ſaadanne, der 
have udtient v. de fafte Tropper; Landes 
værn. (i Wodfætn, t. den ſtagende Hœr.) 
jvf. — — Landmilits. 

Milt, en. ud. pl. [J. Mili, A. S. 

milt.] et Indvold hos Menneffer og Patte⸗ 
dor, der har fit Leie i den venſtre Side imel⸗ 
lem Ribbenene og Maven, — Miltaare, 
en. En Puls⸗ eil. Blodagre, der gaaer 
jgiennem Milten. Miltbrand, en, Be⸗ 
tæntelfe i Milten hos Hornqueget. Milt⸗ 
Bitter, et, VD, til udvortes Brug imod 
Zmerte j Milten. (Roſtgaards Ordb.) 
Milttling, et, Sting i den venſtreSide, 
hvor Milten ligger, miltſyg, adj. fom har 
Skade i Milten. (hypochondriſt.)  ”Lad” 
miltſytze Daarer bagtale vor Jord.” Rah⸗ 
bek. ——— S. der kommer 
fra Milten; Skade i Milten, (br. iſer om 
Hopochondrie.) 

Mimmerdug, en. (foreldet.) Dug, ſom 

falder i Junius, cl. midt om Sommeren. 
foretommer i Ordſprog. Efter B. S. 0, 
ammendraget af Midſommersdug, ſom 
tag funde være uvift. ] 

imre, v.n. 1. (har.) 1. give Lyd ſom 
en Gedebuk. Bukken mimrer ad Gederne. 
2. flaae Hovedet op og ned, ſom Gefte og 
QAseg om Sommeren f, at frie fig fra 
FIluer. (Moth.) 
fomt (Math.) 

Min, pron, pass, n. mit, pl. mine. IJ. 
eg X. 6. min.] Dette Pron. udtenffer i 
Xlm. et Ciendomsforhol imellem den førfte 
grammaticalyte Perſon (jeg) og HSovedordet 


3. fygge og æde langs 


Cd 


41 


⸗ 


Min — Minde. 


æ . 

(Perfon el. Zing ;) at hiln er mig beflægs 
tet, ell. et andet nært Forhold t. mig; 
at derne tilhører mig, ſtaaer i Forbindelfe 
med ell. beroer p. mig, o. ſ. 
Kone, min Herre, min Tiener, mit Guus, 
mine Forfcetter, mine flære Venner, f. min 
Skyld; og absol. Bogen er min. Dette 
Huus var engang mit, Hvis er denne 
Hat? — Det er min, — Gr det din Hat? 
Jeg troede, det var min, ”Dit Selv eg 
bit Suld det'er mit; og dine Huſtruer og 
Børn, de eve mine,” I. Kong. 20, 3. — For⸗ 
holdet udtrykker undertiden (ligeſom ogſaa 
vor) ikke Eiendom, ell. nær Forbindelſe 
men fun Ophold, Bopæl. I min (vor 
By, i min (vor) 
Stik. — Wit, br. absol. og ſom Subſt. 


v. — Min 


Can kiender man ikke denne. 


m 


a) for: min Eiendom. (Fx. Je mien!) Jeg 


forlanger fun Mit tilbage; og vil lade ens 
hver beholde Sit. ”Haver leg ikke Magt at 
giore med Mit hvad jeg vil?” Matth. 20. 
15. Db,) forz hvad jeg er i Stand til, fan, 
formaaer. Jeg del føre Vit dertil. Lad 
enhver nu gisre Sit, fom jeg har giort Mit. 
: 1, Winde, et. [IJ. Mynni.] Aabning, 
Gab, Munding, færd. af en Flod, en Fiord, 
ell. et andet Band, form flaaer i Forbindelſe 
m. Gavet, »3 Civ og ftriden Aa 
giord og fnevre Winde,” Arrebo. 
«minde, et. Mundingen af cn Aa; Min⸗ 
dehoved, H. eller Forbierg v. Udlabet af 
en Fiord (Moth.) og n. pr. Mindeporten i. 
Aarhuus, Xiærteminde, Vloréminde, o. fl. 
2. Minde, et. ud. pl. [ISv. Minne.] 
Samtykke, Billie, Enighed i Mening. At 
give fit M. til noget. ”Fordi man fan for⸗ 
udfætt;, at han felv giver fit Minde t. den 
Lov, efter hvilken han bliver ſtraffet.“ Birk⸗ 
ner, Det ſteer ikke m. mit M. At giore 
noget m. eens M. (I bet ældre Lovſprog 
br. det ogfaa for: Mindelighed, i Modfætn. 
t, Ret. Med Ret eller Minde.) == Deraf: 
minde, v. a. 1. afgiore I Mindelighed, ene, 
forlige; fane cen t. at gisre ell. lade noget 
m, det Gode. At m. cent. noget. At my 
cen bort, minde fig fra en Trætte. Moth. 
(forældet,) — minde ig, adj. ſom ſteer m. 
gens ell, Fleres gode Villie og Samtykke. 
m, Afgisrelſe, Övereenskomſt, mindeligt 
Forlig, — Utindelighed , en. ud. pl. fres 
belig Forening, venlig Overeenskomiſt. At 
afgiere en Sag i M. (uden Proces.) 
3, Winde, et. [S: Minni. A. 6. Ge- 
mynd, Hufommelje.] 1. ud. pl. Ihukom⸗ 
melfe, Erindring. At have noget i M. 
At drage fig til mi. At føre cen noget til 
M. Det cv og alle i friſt M. et er 
genet mig af M. At efterlade fig et hæs 
erligt, evigt MW. At bevare eens M. 2. 


1.-vr, Dét, ſom minder om een, fom ſteer, 


ndrettes, oprettes t. Erindring om en Pers 
dan en. Begivenhed. Minder om den fors 
vundne Tid. Hans Daad er hans ſtion⸗ 


' 


Sø, 
Deraf ; 


J berg. 





om en merkvordi 


ſfindes over Porten. 


neſte M. Det er et M. om, hans Taknem⸗ 
melighed. At reiſe een et BT. (ſ. Grav⸗ 
minde, Bædersminde.) 3. høitidelig Drik 
el. Sfaal t. Afdødes Erindring; Minde⸗ 
beger. At drikke eens Minde, (forældet.) 
— a.) Mindebillede, et. B. af noget fors 
vundet, forbigangent ,' fom bevares i Erin⸗ 
en. (2. Rothe) Wimdeblomft, en. 
B. hvortil en Erindring er knyttet, ſom 
minder om noget. ndebo 
hvori nøget er optegnet t. Erindring. Dans 
marts M. Sagas Mindebo.rundi⸗ 
vig.) Mindebeger, et. ſ. Minde, 3. 
ſindedigt, et. B. fom er ffrevet t. Grin: 
bring om en Perſon ell. Beglvenhed. 
Mindefeſt, en. F. el. Hoitid t. Erindring 
pærdig Perſon ell. Abragelle, 
mindefriſt, adj. tom endnu er frit i Erin⸗ 
dringen. (Grundtvig) Mindefryd/ en, 
ud. pl. Glæde v. Erindringen, fom Erin⸗ 
dringen fremkalder. (Baggeſen) Minde⸗ 
gave, en. G. ſom gives een t. Erindrin 
om Giveren. Mindeglimt, et, pl. d. 1. 
enkelte Spor, Levninger i Erindringen, der 
,væffe Mindet om en forfvunden Tid. 
Mindeglimt af —* Uſtyldighed.“ Bags 
mindehellig, adj. hellig i og ved 


ejen. 
Mindehoitid, en. d. f. f. 


Erindringen. 


„Mindefeſt. + mindekiæt, adj. fjær i Erin⸗ 


dringen. Mindekrands, en. K. ſom be⸗ 
varer Erindringen om noget forbigangent. 
Mindepenge, en. En Mynt ell. Skuepen⸗ 
get, flaaet f, Minde om en Perſon el. Be⸗ 
givenhed, Ytindequcd , et. Mindeſang. 
minderig, ad), rig p. Minder el, paa Min: 
desmærter, Danmarks minderige Kyft.” 
Evald. Windeſagn, et. Sagn, der bevaz 


rer —* — om forbigangne Tider og 


Bedrifter. (2. Rothe.) Mindeſang, en, 
Hedersſanget. Erindring om en fortient 
Perſon, en mærkværdig Begivenhed. Min⸗ 


deſtrift, et. Et Skrift, der. gaaer ud p. at. 


bevare Erindringen om en mærkværdig 
Perſon, om mærkværdige Begivenheder. 
Mdefſtrift, en. Indſtriftet. at bevare 
Vrindringen om noget. En gammel M. 
Mindeſteen, en. 
Mind e, en. En Steen, en Statte, 
opreiſt til M. om en Perſon ell. Begiven⸗ 
hed. Mindetaare, en. pl.-v. Graad ſom 
Erindringen om noget fremkalder. »Da 
vil og Godes Mindetaarer flyde.” F. Guld⸗ 
Mindetale, én. F. til Erindring 
om en mærfelig Perfon' cl. Begivenhed. 


Mindetegn, et. I. hvorved man mindes d nus.) jvf, desmindre. 


noget, hvorved Erindringen om noget be⸗ 
pares. (Zrefhow.) — b.) Mindesfeſt, en. 
d, f. ſ. Mindefeßf. Mindesmarke/ ct. pl. 
—. et Tegn ell. Minde, opſat t. Erindring 
om en mærkelig Bedrift, ell. til Afdodeẽ 
Ihukommelſe. At fætte et M. over een. 
Mindestegn, et, d. f, f. Mindetegn. mins 


desværdig, adj. værd af hukomme, (om 


2 


„en. B. 


Minde — Mindre. 
fortiener af mindes. mindesværdige Ves 
givenheder. — 

Minde, v. a. 1. bringe i Erindring, erin⸗ 
bre cen om noget, huſte een paa, falde til⸗ 
tage i Mindet. At m. cen om noget. ”Og 
Oldings Hierte om hans førfte Elſtov mins 
der,” Storm. — Han minder fig aldrig 
felv til at betale hvad han ſtylder. Syg= 
dommen minder mig undertiden, == Min⸗ 
Selfe, en. pl.-r. 1. Erindring, fom gives 
gen om neger, Paamindelfe, Han'fik en 
alvorlig Yi, ”Vi behøvede en eftertrykke⸗ 
ligere Mindelſe, f. at vætfes af vor Dva⸗ 
fe:” D. Til, 2. en p. ny vakket Folelſe, 
ifær af Sygdom. Han har endnu Min—⸗ 
delſer af Feberen. 

Mindelig, adj. ſ. under 2. Minde 
——8 

Mindes, v, dep. mindedes. [Sv. min- 
nas.] komme i Gu, evrindet fig, huſte. Saa 
længe (fag langt tilbage i Tiden) nogen fan 
mindes, - Jeg mindes at have feet. ham, 
»Ingen kunde mindes det at være. fleet.”" 
P. Tlauſſen. Du mindes mig dog vel 
endnu ? Jeg mindes det fom en Drøm, 
Gan mindedes fin gamle Sæder. 

Mindre, compar. af adj liden. og adv. 
lidt. i Superl. mindſt. [jvf. liden.J Egen⸗ 
heder I Brugen ville følgende Crempler ops 
iyſe.“ 1. Adj, Hun er mindre end Soſte⸗ 
ren. Jeg vil hellere boe I et mindre Huus. 
En mindre Stue. Et mindre Uheld. Her 
var Faren mindſt. fan hav mindft Aars 
fag dertil, De mindfte Børn.” fans 
mindfte Datter.” Det mindſte Barn. — 
Den mindre Ning er ſmukkere. (JI Talen 
høres compar. mindre iffe ofte m. beftemt 
Art, Hvor der taleg om to Xlng br. ſaa⸗ 
ledes i Alm. enten posit. (den lille —, den 
ftore) eller superl. (Lad mig faae det 
mindſte Stykke; og behold du det andet.) 
At giere noget mindre, formindſte det, — 
Alle, fra den mindſte til den ftørfte, Ikk⸗ 


det mindſte, aldeles intet, (nihil omnino.) 


J det mindſte, adv. (saltem, quidem ; om 
ikke andet, faa dog.) Han kunde i de 
mindſte fendt mig Bud derom. — Saame⸗ 
et i det mindſte ev vift, Jeg i det mindſte 
roer iffe derpaa. — 2, adv. “Og de ſan⸗ 
kede, cen mere, og en anden mindre,” II. 
Moſe B. 16. ”Sce, I ere mindre end in⸗ 
tet,” Ef. 41. [Man figer; Et hundrede, 
mindre fire 0: p. fire nær,] Saameget 
mindre ell, desmindre, adv. (tanto mi- 
vormehet min⸗ 
Øre. (quånto minus.) — Med mindre, 
adv. uden faa ev at. (nisi forte.) — intet 


mindre, adv. aldeles tffe. (nihil minus.) 


— mindſt, adv. Han er mindſt af beklage. 
Hun fik mindſt af dem alle. Jeg troede, 
ventede mindſt, af blive adſpurgt. Som 
han mindft ventede det, — Det mindſte 
man rører derved, gager det itu. > Gam: 


- 





£ 


- 


e 
4 - LJ 


Mindreaarig ⸗ Minehalß. 43” Pinehals — Midagte. 


menſœtn. af mindre; mindreaarig, adj. 
ſem ei har naaet fine myndige Aar, umpn⸗ 
tig. Mindreaarighed, en. ud. pl. Zils 
fanten, af være m. Mindreaaring, en. 
ten, ſom er mindreaarig, (D. Lov.) in⸗ 
dremand, en, i Lovſproget: den fom er 
loofeldet p, fin Xre, domt fra fin Ære; 
Tremarksmand, Falſtner. i 

Mindffe, v. a. 1. gjøre mindre, formind⸗ 
fle. At m. fine Udgifter. — mindſtes, 
minftedes, v.n. pass, blive mindre. (mind⸗ 
ffe fig, Tecipr. ”Strar mindfler fig den 
Hede,” Arrebo.) Mindſtelſe, Mindſk⸗ 
ning. en. Formindſtning. 

tindft, adj. og adv. f. mindre. 

Mine, en. pl.-—r, lbegagtet m. det gl. 
T. Meino, ef Tegn. Otfrid. J. Mind, 
Etiktelfe,] 1. Udvortes Xggn t. noget; 
paatagen Skikkelſe cl. udvortes Syn. 3 
Talemaaderne: At gisre M. til noget 2: 
lade til, viſe Tegn t. at ville,” Fienden 
giorde M. til at angribe Byen. Han har 
M. til at ville narre og, Af give fig M. 
ell. Miner af noget 9: lade ſom man er det, 
fan giver fig UI af at være en Konſtkien⸗ 
ter. At holde gode Miner 2: ikke lade fit 
Uvortes røbe UT man vil holde ſtiult. 
Bi maae holde Miner m, ham faalænge 
han fan flade os (2: lade fom vi ere p. hans 
Eide.) 2. Lader, Anfigtøtræt, f. faa vidt 
fem diſſe ere bevægelige, og deres Bevæz 
gelfer ere vilfaarlige el. uvilkaarlige Tegn 
pg Udtrytk af —8 Lidelſer, Tanker ell. 
i Alm. Sindets Tilſtand. Gan hørte det 
uden at forandre fin M. At modtage cen 
m. en venlig, vred, ligegyldig m. Af 
gisre en ſuur m. til noget, "Det er glæz 
beligt, ſom gives m. milde og ſagtmodige 
Miner,” B. Ehott. Stolte, ſpodſte Mi⸗ 
ner. Moth. ”Medflagen, tankefuld, med 
Eorgens mørke Miner.“ Baggefen. Af 
give Agt p. eens Miner. At gisre Miner 

. ten (3: give Tegn v. Miner.) pisve fig 

ferkaaelig v. Uijner, =— Utinefpil, et. en 

urtig paafølgende Afverling i Miner. 

Mineſprog, ef. ud. pl. den Maade, at ud⸗ 

5* fine Tanker og Folelſer v. Hielp af 
net, ' 

Mine, en. pl.-r. [Fr. mine.] 1.9 
Krigskonſten: en underjordiſt Grav ell. 
Gule, m. dertil førende Gange, ſom graves 
f, at førænge den ovenpåg hvilende Maſſe 
i Suften m. Krud. At grave en M. lade 
er M. fpringe. == Minebygger, en. den, 
fom forſtaaer at anlægge Miner. (Fr, Mi- 
neur.) Minebygning, en, Gierningen, 
efter Konſtens Regler at gravg, anlægge en 
Wine. (WNalling.) . Utinegang, en. Gang 
under Jorden til Minens Kielder es. 
Minekammeret. Minegraver, en: den, 
fom anlægger en Wine; cu. en af Folkene, 
fom grave Minen. Minehals, en. Mi⸗ 
nens vderſte Udgang, hvor Krudledningen 


1 


" antændes. 


tydning, xx.) d 


⸗ 


i 


” 


t. Minekammeret begynder, og hvor den 
Minekammer, et. p..-kamre. 
den Grube I Jordet, hvor Kruddet lægges, - 


ſom fprænger Minen. Minetragt, en. 


den Huulning i Jorden, i Form af en oms 
vendt Kegle, fom frembringes naar Minen , 


fpringer. — 2. et Strøg i Bierge, hvor Mes 
taller findes v. Sprængning ell. andet Ar⸗ 
beide og bringes f. Dagen; en Grube. En 
Guldmine, Solvmine, Kobbermine, Bly⸗ 
mine, (Man figer derimod ikke Jernmine.) 


' Mineral, et. pl. — er, og Mineralier. 
[QRid. X. Lat. Minerale.] de naturlige Lege⸗ 
mer p. Jorden: og under dens Overflade, ſom 
tiltage ell. forandres, men el have organiſt 
Bygning; Fosfilier; hvortil ffær regnes 
Jordarter, Steenarter og Metaller. (Moth.) 


Deraf: Mineralrige, ct, det Naturrige, 


fom indbefatter Mineraljerne.  Minerels 
ſamling, en. S. af mindre Stykker af Mi: 


neralier, ſom bevares af Naturforſtere. . 
miueralſt, adj, fom hører t. Mineralriget, 


ell. har ſin Oprindelſe deraf. 
finere, J. a. 1. grabe en Mine, under⸗ 
grave en Fæftningsvold. (Moth). 
Minie cl, Monnie, en. ud. pl. I[IE. mi- 
nium. Øv. Mönja.] en hølvrsd Farveftof, 
der beftaaer af en rod Blyaſte. — minjez 
red, adj. ftært hetred ſom M. 
Minke, v. n. 1. her. 65* minka.T blive 
efterhaanden, lidt efter lidt mindre; minds 
ſtes. (d. Tale. Moth, Arreboe.) 


Minut, et og en, pl.-er, e. minuta.]. 


den tredfindétyvende Deel af en Time, ſom 
igien deles i 60 Ercunder. (I Mathematts 
ken: zy af en Grad.) Minutſtud, et. pl. 
b. ſ. Stud, fom v. Fornemmes Begravelfe, 
el. andre højtidelige Leiligheder, - affyres 
minutviis. Minutviſer, en. V. paa et" 
Uhr, ſom tilkiendegiver Minuterne. 


Mirakel, et. nl, Mirakler. e miracu- 
lum.] en Handling, Tildragelſe, fom ſteer 


imod Naturens Love; overnaturlig Hands " 


ling, Underværf, Undergierning, Jertegn. 
— Mirakelmager, Mirakelmand, en. den, 
fom udgiver fig f. at kunne giore Mirakler. 


irgkeitro, en, Fro pag, eler Tillid til 


Mirakler. 


Mis, [J. Sv, T. E. mis.] en Partikel, 
fom fættes for ved endeel Subſt. og Vers 
er, hvis Bemærfelfe derved forringes, el, 
fom faae en flet Betydning. Caaledes : 
a.) en Fraværelfe, - Mangel af Hovedordeks 
Bemerkelſe. (Mishaab, at mislyttes , 
Mistro, xx.) b:) en Feil, Feiltagelfe, 
(Misfedſel, Uiisgreb.)  c) urigtig Ans 


vendelfe. Misbrugg, Misforſtagelſe, Wiss - 
fon handling el. Beftaf« " 


fenhed, ſom er flet, ufuldkommen, imod 
Tingens Beſtemmelſe, Skik, Regel, m. m. 
(Ptisgiernin 2 mishandle, Utisvært 1c.) 
WMidagte, v. a. 1. agte ringere, end til⸗ 


Misagte— Mis forhold. 


børligt; ringeagte. (A. S. Bedel.) At 
misagte et Sprog. (M.) 
Misbillige, v. a. 1. holde f. urigtig ell. 
ubillig, dadle, ef give Bifald, ”Naar hans 
Foretagender bifaldes, eller misbilliges.“ 
Mynſter. 

Misbrug, en. pl. d. ſ. 1. Brug af en 
Ting, der ſtrider imod dens Natur og Be⸗ 
ftemmelfe, uret Brug. Al giore Misbrutg 
af noget. 2. urigtig el. ſtadelig Brug, 
ſom v. Gientagelfe er bleven f. Stik. A 
afſtaffe en Misbrug. 

Misbruge, v. a. 2. giore Misbrug, uret 
Brug a ; bruge, anvende ilde. 

isbud, et. pl. S.f. Bud, fom er langt 
under Tingens Værdi, der bydes paa. At 
gisre M. paa noget. (Moth.) J 

Misbyde, v. n. 3. (har.) byde for lavt 
p. en Ting, ſom er tilfals. At misbyde 
paa noget. Dan vilde nok kisbe Huſet, 
men han misbed mig. 

Misbyrd, en. ud. pl” 1. utidig Fodſel, 
Miefødfel. - At giore Misbyrd, fare ilde. 
Moth. (A. S. misbyrd.) 2. vinge Byrd. 

iscredit, en. ud. pl. Mangel p. Tillid 


t. eens Retſtaffenhed Nebeligbed, el. Evne 


t. at opfylde fine Forpligte fer 1 Pengeſa⸗ 
er, (Moth.) At bringe, fætte een i M. 
t fomme M. Bankens Sedler ere kom⸗ 
ne I Miseredit. (ſ. Credit.) 

Maedaad, en. Udaad, Misgierning. 

(Baggefen.) ' 

Misdanne, v. a.1. give en falſt, urig⸗ 


ud. 
isdyrkelſe, en. vrang⸗ urigtig Dyr⸗ 

kelſe. —— s 
sdæder, en. pl.-e. den, ſom har giort 

fig 

2 


yldig i Misgierning; en 
Misgierningsmand, Udaadsmand. (et 
udanſt, efter det TF. Miffethåter dans 
net Ord.) Om et Fruentimmer: Misdæ⸗ 
erſfe. 
Misdemme, v. n. 1. (har.) demme 
vrangt, feile I fin Dom. Mod cen ſom 
ſtriver flet, misdomme meer end ti,” Pos 

pes Krit. v. Schiermann. 

Miofalde, v. n. 3. (har.) mishage. (nu 


nen 08 —*8* forældet ligeſom Subſt. 
8 P? ” 


mishag.) ⸗ 
uheldig, mislykket 
ft. (8. S. O.) 


isfare, v. n. 3. ſ. fare. (har.) fare il⸗ 
de, komme t. Stade, t. Ulykke. (Chr. Pe⸗ 
derſen. Kingo.) 
Misforbindelſe, en. pl.-r. ſtadelig For⸗ 
bindelſe; færd. — imellem Folk af 
, ulige Stand og Siltaar. (Rahbek. Fr. 
mesalliance.) ' 
Misforhold, et. pl. d. ſ. Mangel p. det 
rigtige Forhold imellem flere Ting, ſom 
høre ſammen eller komme i en Forbindelſe; 
CIS imellem Delene i en Ting. ”Dette 


Aa 


44 


tig, feilagtig Dannelſe. — Misdannelſe, en. j 


Forbry⸗. 


Mieforhold — Misgribe. 


Princin leder t. det ſtarſte Mis forhold imel⸗ 
lem Forbrydelſe og Straf,” AX. Orſffed. 
Misfornoie, v. a. 1. volde Misforneiel⸗ 
fe. (br. ilke faa meget, ſom adj. el. partic. 
misforneiet, utilfreds, ikke fornsiet m. 
At være m. med noget, Han er altid mis⸗ 
forneiet, Et misforneiet Sind. 
—E ufornoielig. 
Misfornøielfe, en. (pl.-r. Fiden.) u⸗ 
lyſt ved eller af noget, Utilfredshed; det 


t modſatte af Forneielſe. At føle Misfor⸗ 


neielſe over noget. 


Misſorſtaae, vi a. 3. forbinde et urig⸗ 
tigt Begreb m. andres Ord, m. en mundt⸗ 
lig ell. ſtriftlig Yttring. — Misforſtacel⸗ 
fe, en. 1. det, at mis forftaae noget, urig⸗ 
tig Udtoltning af Ord tk Mening. At 
begaae en Feil af M. Det ſtete ved M. 
Btisforftacelfe af Ord. Sneedorf. 2. U⸗ 
enighed, Ufamdrægtighed. (ſ. Forſtaaelſe, 
2.) M. imellem Xgtefolk. Der er kom⸗ 
men, opftaatt en M. imellem dem. ”Ale 
Misforſtaaelſer, fom i faa lang Tid havde 
holdt os i en vis Afſtand fra hinauden, vare 
hævede.” Baggeſen. 

Misforſtand, en. d. ſ. ſ. Misforſtaaelſe. 
( D. Bibel. Moth. Holberg.) . 
Mliosfoſter, et. pl.-faftre. et Foſter, ſom 
i Skabning afviger fra den fædvanlige; et 
vanffabt, unaturligt Foſter. (Monstrum.) 
At føde et Misfoſter. — fig. en unaturlig 
Gienftand, en forvendt Ting, fom frem⸗ 
bringes. . Et M. af flet Sag. Ӂlle de 
listoftre, den menneſtelige Forftand fan 
udflætte.” Baſtholm. 

Moßfode, v. n. 2. (har.) føde i utide, 
fre ilde, Deraf: Misfedſel, en. pl.-fød: 
er, Misbyrd. abortus. 

Misgierning, en. pl.-er. En Handling, 
hvorved en Anden i betydelig Grad fræntes 


ell. ſtades, og Loven (den borgerlige ell. mo⸗ 


ralſte) overtrædes ; en grov Forſeelſe, For⸗ 
brydelſe. At begaae, giore fig ſtyldig i en 
M. — Utisgierningomand, en. den, ſom 


har begaaet en Misgierning, en Forbryder. 


Misgisning, en. 1. urigfig 
Gisning, ugrundet Gietning eil. Formod; 
ning. 
ning af et Skibs Løb, el, af Stedet i Søen, 
hvor det befinder fig. 

Misgiore, v. a. 3. gisre ie, giore U⸗ 
ret, handle ilde imod. At misgiere imod 
gen. (Moth.) 


Misgreb, et. pl. d. f. et urigtigt Greb, 


Feilgreb. ”Dette unde være et entelt- 


2. i Skibsſproget: urigtig Bereg⸗ 


Misgreb, ſom lod fig overſee.“ (M.) AL. 


giere et UT. 2. Feil, feilagtig Fremgangs⸗ 
maade. ”Hvor Misgreb (i Statsbeſtyrel⸗ 
fen) fra ældre Tider have flaaet alt f. dube' 
Nødder.” Olufſen. 
Misgribe, v. n. 3. 
greb, tage Fell. (Moth. 


ribe.] giore Mis⸗ | 





Misgunſt —Miftmaft. 
Misgunſt, f. Ugunſt. — misgunſtig, 


ad). ugunſtig, avindefuld. (Holberg. 
Mishaab, et. ud. pl. den Tilſtand, hvori 


man har forfaget alt Haab; Haablsshed. 


Evald.) ”San faldt i ftor Tvivl og Mis⸗ 
hazb.” P. Clauſſen, 

Vlishacbe, v. n. 1. (har.) forſage alt 
Haab; falde i Mishaab. — At mishaabe 
om noget.” T. Rothe. 

Misheg, et. ud. pl. [beflægtet m. Jeél. 
hagr, beqvem, og haga, være tiſpas. Hag, 
i gl. Svenſt: —8 Ulnft, Utilfredshed 


line Mr Roͤthe. ks: 
mis igt fligt Foretagende var f. Her⸗ 
—— Guldb. 
Mishage, v.n. 1. (har.) vælfe Mishag, 
el være til Behag, ikke efter eens Sind ell. 
enft. Hans Opførfel mishager mig. Det 
mishagede ham, at erfare denne Foran: 
tring. ”Det er ilde, af denne Gierning 
misbager eder,” P. Clauſſen. 
tishandle, v. a. 1. handle ilde med, bes 
hendle p. en flet Maade, » At enhver upaa⸗ 
talt ſtulde have £on at mishandle og fors 
nærme dem.” Birkner. At m. en Heſt. 
”Den mishandlede Naturs fmagløfe Cha⸗ 
os.“ Bagg. (I ældre SÉrifter og I Bibel: 
Dverf. v. n. giore Uret, forfee fig. »Naar 


45- 


Miſtund Misnoie. 


Miſtund, en. IJ. Miskunn.] d. ſ. I0 
Miſtundhed, der er mere brugeligt. i 

Miffundeli 
m. andres Brode, barmhiertig, naadig. 

Miſtunde fig, v. rec. 2. IJ. miskun- 
na; af mis og kunna, i Øemærfelfen: tils 
regne, beſtylde, give Skyld.) have Med⸗ 
ynk med, iffe være fireng imod, forbarme 
fig. At m. fig over cen. 

Mifkundhed, en. ud. pl. Medynk, For⸗ 
Barmelfe. At have M. med, giore, bevife 
Miſtundhed imod cen. (dette og de beflægs 


adj. fom ei regner ſtrengt 


tede Ord forekomme flelden, uden i Bibel⸗ 


overf. og gudelige Skrifter.) 

Mislede, v. a. 1. lede p. uret Vel, vild⸗ 
lede. (Niisbrigh.) ”Med Svermerfakkel at 
mislede Folfet.” Zhacrap. ”I Fald Mens 
neſtet v. denne Lærdom blev misledet i fit 
moralſte Omdemme.“ Birkner. — Misled⸗ 
ning, en. pl.-er. ! 

a 


islig, adj. [det A. &. mislic og 3. 


mislikr ev: uliig, forttielig.] 1. uvis, 
betænfelig , vovelig. En m. Forfatning. 
Et misligt (ufrugtbart) Aar. Et misligt 
Foretagende. mislige Omſtendigheder. 
2. urigtig, fetlagtig. — Utislighed, en. 
mislig Forfatning ; Urigtighed, Feiltagels 
fe. Mislighed i Regnſtabet. 

Wtislyd, en. En ubehagelig , uharmo⸗ 
nt, ſtarrende Lyd; Misklang. (Moth.) 
»Mislyd rundt bedave mig.” S. Staffeldt. 

Mislydende, ad). v. misklingende. (D. 


han mishandler, da vil jeg ſtraffe ham.” H. D.) 


nm. Cam. 7. Mishandling, en. pl. - er, 
flet, voldfom, fornærmelig Behandling. 

Mis hold, et. ud. Pl Uret, Fornærmel: 
fe. (Roſtgaards Ordb.) 

Misholden, ad). pl. misholdne. 1. for⸗ 
nævnet, ſom er ſteet Uret. (Roſtg. Ordb.) 
2. jom et er tient med, el kan beſtaae v. 
usget. At være m. med en Contract ; modſ. 

holden ell. vel holden. (f. broſtholden.) 

Mishug, et. pl. d. ſ. 1. et Hug, ſom 
iffe rammer. 2. et H. ſom ſteer af Van: 
vare. (B. S. O. 

Yitieliende, v. a. 2. have urigtig Me⸗ 
ning om en Perſon, ifær om gane moralſtke 
Charakteer, Henſigter og Forhold. At m. 
eens tedelige Henfigt. At m. en Ben. — 


Miokiendelſe, en. pl.-r. bet, at mistiende 


ten; og Tilſtanden, at være miskiendt. — 
Miskiender, en. pl-e. den, ſom miskien⸗ 
ter én aftden. ”Haabet vifer den misklendte 
kané Miskienderes Anger, og den Net, der 
vil vederfares ham.” Rahbek, 

Misklang, en. 
f. Øret ubehagelig Klang; Mislyd. 

Misklingende, adj. v. ſom klinger ilde, 
uharmoniſt. m. Toner, 

Miſtmaſt, et. ud. pl. et Ord, ſom i 
tagl. T. br. til at betegne en uordentlig, 
forvirret Blanding, en Blanding af Zing, 
der flet ikke høre ſammen. 


- 


ſturrende, uharmoniſt, 


Mislykke, en. Ulykke, Vanheld. (Moth.) 
»Et rerende Exempel p. flige Forhaabnin⸗ 
gers Mislykke.“ Rahbek. 

Utislyttes, v. dep. faae et uheldigt Uds 
fald, ikte falde ud efter Onſte, Inktes ilde. 
Hans Anſiag mislykkedes. ”At vore tiæs 
reſte Forhaabninger itfe opfyldes, vore bedſt 
anlagte Planer mislykkes.“ Rahbek. Et 
mislyttet Forſog. Miselykket Ondſtab 
avler Stam og Nag.” Tode 

Mislen, en. ud. pl. Li 
rev t. Fortieneſten, flet Løn. (Rahbek. 

Mislenne, v. a. 1. give flet Len; lenne 
m. Utaknemmelighed. 
Itenene (Rahbet.) 

ver.” Gert. s 4 

Mismod, et. ud. pl. nedflaaet Mod 
Forfagthed, Modløshed. ”Mit Mism 
qvæler Sands og Siæl.” Evald. - 

Utismodig , adj. nedſlaaet i Sindet 
modløg, forfagt, ilde til Mode. At være 
m. over noget. — Mismodighed, en. ud. 
pl. Tilſtanden, at være mismodig. 

Mismale,v. n. 1. fortale fig. Moth. 
(forældet.) 

Uiismærte, et. 
Mærte. At tage M. paa noget. (VB. 6.0. 

Mismerke, v. a. 1. mærfe urigtigen, give 
et galt Mærte. (Moth. Forordn. af 1698.) 

Mienoaie, et. ud. pl. Misfornaielſe, U⸗ 


Ei mislennes din 


Løn, ſom ikke ſpa⸗ 


mislennet Dyd, 


1.-r. urigtigt, ſtuffende 
k $g 





be] 


— Priié. 


s fende Dine. ! s 


" samme, flage, 


Misnoie — Miſte. 46 


tilfredshed. (Rahbek. Herz) ”Atisneie 
med den Tarvelighed, ſom tung Rødbendigs 
hed foreſtrev.“ Olufſen. J 
Vlisnoiet, adj. v. utilfreds, misfornoiet. 
ce, Guldberg.) »Ingen — gif midnøiet 
tem t. fin Bolig.” Pram, — v. dep. at 
misneied mM. noget, være utilfredse, ikke 
fornoiet mt. forefommer i Roftgaarde Ordb. 
WMiſpel, en. pl. Miſpler. den ſpiſelige 
Frugt af Miſpeltræect. Mespilus germa- 
MCa. - ⸗ 
Mispriis, en. alt f. ringe, alt f. lav 
At være i 27. bringe noget i M. 
Mispriſe, v. a. 2; dadle, ikke give noget 
godt Lov. (Moth.) ' 
Mivxegne, v.n.1. (har.) vegne urigti⸗ 
en, giske en feil Megning. (j. forregne 
fig.) — Utisregning, en. pl.-er. Feiltagelſe 
Regning,, Feilregning. 


Misreguing er 
ingen Betaling. Sug 


Miſſe, v. n.1. (har.) blinke cl. glippe 


m. Øinene. At m. med Øinene. Mis⸗ 
Misſion, en. pl. ver. Udſending af Læs 
teret. at forkynde og udbrede Chriſtendom⸗ 
men; og Foreningen af de Perſoner, hertil 
bruges. Den danfte Vi. i Oſtindien. — 
Deraf: Miefionscollegium, et. Misſions⸗ 
væfen, et. m. fl. . 
Misſtabning, f. Danffabning , Mis⸗ 


annel . ; 
Utistag, et. pl. d. f. Feilgreb, Feiltagelſe: 
Mistanke, en.-pl.-v, en v. grundet cl. 
ugrundet Formodning opſtaaet Mening om 
andres onde, uldvlige Henſigter el. Hand⸗ 
linger. At fatte stil cen. Hans Bort: 
reiſe vakte BI. At bringe sent M. Der 


fan ingen Mistanke falde pan ham, da han 


et var tilftede. (f. mistænkte.) . 

, Miftbæntk, en. pl.-e. en m. Gisdnin 
forfynet Drivebænt t. Urter og Blomſter. 
[Ct fordærvet og halvtydſt Ord (Mi fis 
beet.) Rettere Drivbænt cl. Drivebænt.] 
»Wiſte, v. a.1. [I. missa. Sv. mista. 
part. mift for: miſtet, hos Almuen og id. 

ale; ligefom i ældre Sfrifter, i D. Bib. 
og Holb. P. Paars.] ſtilles ved, blive af 

med, tabe. Gan miftede Alt hvad han elede 
v. Branden, ”Jorden mifter af fin Frugt⸗ 

Barhed.” Guldberg. At m. fir Forſtand. 
(miſte dr. egentl. fun om uforſtoldt Tab 
v. Gændelfe; tabe om et Forliis, der gan⸗ 
"fre el. tildeels ſtyldes egen Forfeelfe.) 
vMan miſter alt det, ſom man ikke beholder; 

man taber det, fom man ikke kunde behol⸗ 

de” (neml. fordi man ikke vogter det.) 

Sporon. 2. undvære, være foruden, 
" Man fan let mifte det, man aldrig har 

havt. ti et gl. Ordſprog: Den græder ef 

f. Guld, fom ef Guld aatte.) Den mi 

et, ſom førft faaer, Gan har intet åt m. 

Com den EP, 3. Bemærfelfen.: af 

ugge fell, er forældet, 


. 


Aa 


fortryde paa. 


—X * 


Miſte — Mistenke. 
—miſtelig, adj. ſom fan miſtes. (ſ. umis 
ſtelig. 


Aiſiiel, en. pl.- er. [T. Miftel] en 
Snyltebuſt, der vorer p. Barken af adſtil⸗ 
lige Træer. Viscum album. Vintergront. 

Mistillid, en. ud. pl. Mangel p. Tillid. 
At have Wi. til cent, fætte Mistillid fil hane 
Redelighed. 

Vlistolke, v. a. 1. fortolke urigtigen, 
udlægge t. det verſte. At m. eens Do. — 
Mistolkning, en. pl.-er, 

Mistrin/ ct. Feiltrin. At giore et Mis⸗ 
trin. (Moth.) 

Btistro, en. ud, pl. Mangel p. Ziltro ; 
Mistillid. M. til Forfynet, t. Regterinz 
gen. , At vætfe Mistro hos cen. 

Mistroe, v. a. 1. ikke have Tiltro, Til⸗ 
lid til, fætte Mistroet. — At m. cen, 
mistroe eens Ord. ”Hvorfor mistroer I J 
en trofaft Ven?“ Rahbek. ”Det er en 
Fordom — fom jeg felv vil mistroe faa 
længe, indtil jeg bliver overtydet om dens 
Rigtighed. Bagg. , SED « | 

Miotroiſt, ad. tilbeiclig t. at mistroe ; 
mistæntfom. (Vtistroiſthed, en. D. $. O.) 

Mistræde, v. n. 3. har. (f. træde.) gisre 
et Feiltrin. (Moth) , 

Utistrøft, en. ud. pl. 1. flet Trøft. AXE 
give een. M. (Moth.) 2. Mistillid, At 
have M. til een. (P. Clauſſen) 3. haab⸗ 
les Tilſtand, Troſtloshed. (B. S. O.) 
— mistrøftig, adj. utilgængelig f. Troſt, 
modlos, forſagt, utrøftelig. ”Da blev Fol⸗ 
kets Hierte mistroſtigt.“  Jofv, 7. 5. 
Mistroſtighed, en. ud. pl. d. ſ. il Mis⸗ 
troſt, 1. (A. Vedel.) | 

Mistroeſte, v. a. 1. give flet Trøft, gisre 
ten modlos. — Utistrøftning, en. det, at 
mistroſte. 

Mistvivbh en. pl. d. ſ. ond ell. ſtadelig 
Tvivl. At falde I Btistvivl. 

Mistvivle, v. n. 1, (har.) nære Miss 
tvivl, opgive Saab og Tillid. At miss 
tvivle om Forſynets Styrelſe. 

Mistyde, v. a. 1. give en falſt Udtud= 
ning paa, udlægge en andens Tale, Hand⸗ 
ling ed. Mening urigtigt cd. til hans Ska⸗ 
de. At m. eens Did, Henſigter. — Mis⸗ 
tydning, en. pl.—pr. . 

Mistykke, et, ud. pl. IJ. mispyckia.] 
Utilfredshed, Mieforneielſe m. noget. At 
tage noget t. Mistykke. (Colding.) 

Mistykke, v.n. 1. (har.) tyktes ilde om, 

At mibtykke om, paa noget. 
(Roftg, Ordb.) NERE. 

Mistækkes, v. dep. itke behage, mishaz 
ge. Det mistæekkedes ham meget. (Moth.) 

Mistælle, v. a. (f. tælle.) af tælle feil. 
(Ambergs Ordb.) Biistælling, en. pl.—er. 

ibtænte, v. a. 2. tænfe ondt om, have 
Mistanke til, At m. cen tov noget. Gan 
et mistænkt f. Deeltagelſe i Tyveriet. Jeg 
har længe havt ham mistænkt derfor. 26 


” 
ø 


2 


Mistenle — Mod. 


nemtr. have Mistanke om. (I celdre Skrif⸗ 
ter.) »De mistænfre, at der var lagt et 
tort Tal Folk.” Vedels Saro. — mistæns 
kelig, adj. 1. fom giver Aarfag t. Mis⸗ 
tante, form man har Grund et. at mistroe. 
En m. Perfon, Sag. 2.5. f. ſ. mistæenk⸗ 


ſom. Gamle Folt ere mistænkelige. Der⸗ 


af: Misræntelighed, én. ud. pl. — mis: 
t mm, adj. fom har en overdreven Tils 
beiclighed t. Mistanke og Mistillid. ”Det 
et ondt, at omgages m. mistænffomme 
Tenneter.” Sporon. Mistænkſomhed, 
en. der Egenſtab, at være mistæntfom. 

Misunde, v. a. 2. fortryde paa, være 
utilfredé over at det gaaer andre vel; ikke 
unde en anden det gode, han befidder. ”Hvo 
vil ikke misunde 06 vor Lykke, el. troe 06 
orketede over al Wisundelfe.” Baſtholm. 
Misunder du mig det, fom du foragter ?” 
ESoald. [UNegentl. om det, man finder værd 
et sufte fig, uden dog at misunde andre 
tet. Jeg misunder ham (2: jeg kunde 
salte mig) hans venlige Bolig.) — misun⸗ 
delig, adj. ſom ikke under andre deres Vel: 
feard, ſom Gar en Folelſe af Ulnft ved, er 
arvindsføg over andres Lykke. At være m. 
eder noget. ”Naar den Misundelige taler 
em fin Slæde over andres Vel.” Baſth. 
(f. cvindsſyg, 1.) Misundelſe, en. ud. 

I. den Sindstilſtand, at misunde andre; 

vind. ””Ytisundelfe, (invidia) Hanget. 
at betragte andres Vel Ma Fortrydelſe, tal 
des Nid (livor) naar Fortrydelfen gaaer t. 
Grammelje.” P. E. Muller. — Misun⸗ 
der, en. pl.-e. den, fom misunder andre ; 
Tzintemand. 

Ytisviisning, en. pl.— er. urigtig Viis⸗ 
sing. br. ifær om Magnetnaalen, naar den 
ti viſer lige i Nord. Compaffets VT. . Zi 
Staders M. — Deraf: Misviisnings⸗ 
Fort, Misviisningslinie. 

Mis væxt, en. ud. pl. Mangel p. Jor⸗ 
dens Grode; Afrugtbarhed p. Gæd og Hoſt; 
Uaar. Der er i Aar M. paa Rug, p. Græs. 

Misynde, v. a. 1. iffe ynde een, være 
ugunftig: (Arreboe. Moth.) 

Mit, pron. poss. neutr. ſ. min. 

Mied, en. ud. pl. [J. Middr. A. 6. 
Medu, Meodu. lav. Miod,.ponning.] 
en Drif af Honning, blandet m. Vand, 
fem koges fammen og derefter giærer. At 
bande (tillave) Miod. Miodblanding, 
en. Sierningen, at blande cl. lave Mied. 
miedbruun , adj. guulbruun ſom M. 
Miedbæger, et. B. til at drikke M. af. 
Miedbærme, en. B. der famlet fig af 
Wied. Utiedfad, et. Fad, Kar el. Zønde 
t. at have Mid i, el. ſom gr fuldt af M. 


Riedtande. iedhorn, et. Horn, ſom 
ferdum brugtes ft. at drikke M. af. iod⸗ 


biim, en. M. ſom i Smagen ligner Viin, 
ell. er blandet ned Viin. (Baggejen.) 


47 


Diob—Mobbeviis; 


træt, modig. ”Seg "er ikke træt, og ikke 
mod, en liden Hvile den er dog god.” (en 
gammel Bife.) 2. nedflaaet , "bedrøvet. 
mod i fu, mod i Sinde. (I vore gamle. 
Bifer.) ”Seg blev I Cindet mod.” 3. 6. 
Seheſted. . 

Mod, et. ud. pl. [I. Moͤdr. A. S. 
Mod, mode.], 1. Sind, Hu, Hiertelag, 
Sindsſtemning. jvf. Sind, 1.) At være 
v. godt M. At være vel, ilde til Mode 
(til Sinds.) At være v. frit Mod, v. 
forgfuldt Wi. 
Drdfpr. Saftigt Mod 3: Silfindighed , 
Vredagtighed. ¶ . haſtmodig.) At have 
it. paa noget 0: have Lyſt dertil, have 
ftærf i inde. 2. en Sindsſtemning, hvort 
man er tedebon f. at gane Farer i Møde ; 
Kiæfhed, Uforſagthed. (modfat: Seighed, 
Sorſagthed, Modloshed.) At fatte M. 


Er Lykken god, da ſankes Mod.“ Ordſpr. 


At tabe Modet, Jade Modet falde, Han 
tog Mod t. fig, og gif lige t. Kongen. 
Gan. fif nyt Mod, fil Mod igien. Med 
mandigt, uforfagt Mod. (ſ. Seltemod , 
Mandemod, 0. fi.) 3. Vrede, 
Tortørnelfe. (I. Møådr,) fun i den Tales 
maade: at kole fit M. paa cen 9: tilfreds⸗ 
ftille fin Vrede. — modfalden , ad). plå 
modfaldne. fom har tabt Modet, (2.) ned⸗ 
ſlaaget, forſagt. ”At de kunde -ftandfe de 
Flygtende, og indgyde de Modfaldne nyt 
Mod.” Baſtholm. MWodfaldenhed, en. 
Modløshed (fom oftere br.) — modles, adj. 
[A. S. modleas.] ſom er uden Mod, har 
tabt alt Mod, er ganſte forſagt. ”Der, 
hvor Daaren modles klager, tidt den Viſe 
rolig leer.“ Rahbek. Modloshed, en. ud. 
1, = modig, adj. [A. S. modig.] 1. 
hm har Mod og Driſtighed; uforſagt, flæf, 
mopig i Faren, m. i 
Strid. Enm. Beflutning. 2. fom føler 
fit Mod og fine Kræfter. (f. overmodig.) 
At være m. faalænge Lykken er med. 
m. Heſt. [I Talemaaden: af græde fine 
modige Taarer, er det ud. Zvivl et andet 
Ord, beflægtet ki. mod, bedrøvet,] — Mo⸗ 
dighed, en. ud. pl. den Egenſkab, at være 
modig, at havg Mod. (Helvaderus.) Han, 
vifte Modighed i Lytfen ——— lis" 
Intten. (f. modig, 2.) ens Modighed 
(ikke Mod.) 2. 
Mod, præpos. f. imod. — J Sammen⸗ 
fætninger (fom herefter folge) br. allene mod. 
Modanſtalt, en. pl.er, A. ſom giores 
imod Andres Foretagende. At giere Mod⸗ 
anſtalter. 
odbefaling, en. pl. —er, En B. ſom 
gives tværtimod en andens, ell. imod en 
forhen udgiven Befaling. 
Modbeſtyldning, en. pl.-er, B. ſom 
modfættes en andens Beſtyldning, ſom gie⸗ 
res imod den, der har beſtyldt 08. . 
Modbeyüs, et, pl, - bevifer, 1, V. 


na 


behiertet, uforfærdet. 


De 


' - 
i - 


Friſt Mod er halv Tering. 


⸗ 


Sidfighed, | 


! 


- Cmag, Sedhed, Lugt. 


⸗ U 


2.8. fom gives den, der hat uds 
ſtedt et Beviis, og ikke, v. at indfrie det, 
faaer det tilbage. 


gåv ham derfor ct Modbeviis. 

Utodbevægelfe, en. pl.-r, B. i en mods 

Taf Retning. W. S. 9.) |, 

Maodbilſede, et. pl.—r, Et B. cl. en 
billedlig Figur, fom er det modſatte af en 
anden; en Contraft. To afſtikkende Mod⸗ 
billeder. (jvf. Gienbillede.) ”Det er i viſſe 
Omſtendigheder en ſtor Fornoielſe, af træffe 
fit fuldtone Modbillede.“ Bagg. 

Modbyodelig, ad). fom byder imod, (ſ. 
byde, 7.) fom er ubehagelig f. vere Sand⸗ 
fer, el. for vor Attraa og Folelfe ; ſom vi 
føle Vemmelſe, cl, en ringere Grad a 
Afſty for. Al'Mad er mig m. En m. 

Et modbydeligt 
Syn. Hans Veeſen er mig modbydeligt. 
— Modbydelighed, en. ud. pl. den Fo⸗ 
lelſe, fom en modbydelig Ting opvæffer. 
At have M. for noget, overvinde fin M. 
f. en Ting. (jvf. Vemmelſe.) | 

Modber, en. ud. pl. Vind, ſom ikke er 
følelig f. den Seilende, Modvind. At have 
Modhor. 

Moddrift, en. Drift, ſom leder Tilboie⸗ 
Ligheden fra en Glenſtand; ſom bringer os 
t. at ſtye cl. undlade noget ; Antipathie, 
(T. Rothe. Vat, Betr. I. 122.) 
Mode, ct. f. Mode. (ivf. Candemode.) 

Mode, en. pl.-r. [Franft.] Stik, ind⸗ 
ført Brug i Levemaade, Klædedragt, Pynt 
m. m. Leveſtik, Klædeftit, At leve, boe, 
kleede fig efter Moden. At gåae af M. 
somme i Moden. (Gneedorf.) Det cer ef⸗ 
ter Moder, p. Moden. (Moth.) Diffe 
Hatte ere nu i NT., have længe været af 
. Mode. = Modedukke, en. 1. en D. ud: 
pyntet eftgr den nyeſte Mode. 2. ct Fruens 
timmer, der fætter en Wre i altid at være 
pyntet efter hen nyefte M. (Grundtvig.) 
Modefarve, en. F. ſom iſer er I M. til 
Klæder og Pynt. Modegieck, en. Cen, 
ſom gior fig latterlig v. fin overdrevne Hi⸗ 

en efter at følge Moden; en Modenar. 

Modehandler og Modehendlerſte en. En 
Mand ell. et Fruentimmer, ſom handler m. 
Pynt (Modevarer.) Pynthandlerſte. Mo⸗ 
denar, en. Modegiæt. (Sneedorf.) Mo⸗ 


, defyge, en. S. ell. ovetdreven Higen efter 


noget, fom er i Mode. — øg fl. a. Sammenſ. 

Model, en. pl.-ler. IFr. modele.] en 
Gienftand , ſom efterlignes, et Monſter, 
hvorefter noget udarbeides. M. til en 
Molle, t. en Zærffemaftine. At arbeide, 
— male efter en M. En levende Mo⸗ 
del. == Deraf: Modelkammer, et, Eted, 
hvor Modeller giemmes. Modelſtole, en. 
1. Værelfe, hvor der tegnes efter en levende 
Model, 2. den Claffe af Særlinge v. et 


Jeg havde ikke Bevifet: 
v. Haanden da han betalte Pengene, 'og 


N É 


Modbevils modelſtole. 48 


Hyorved man vil giendrive en andens Be⸗ 
viſer. 


' j - 
Modeltegning — Moder. 
Konft⸗Aeademie, ſom der tegne. Models 
tegning, en. LÅ efter Modeller, iſoer le⸗ 
vende. (Heraf ogſaa: modellere, v. a. 
Denne en Model, ffær t. et Vært af Bil: 
ledhuggerkonſten.) 

Moden, adj. pl. modne. ISv. mogen. 
Hos ældre Får. dg I Bibeloverſ. ſtrives det 
ofte mod ell. moed, ſom endnu høres hos 

(muen.] 1. egentl. om Frugt og Sæd:" 
ſom ikke vorer cl, tiltager mere; fom hav 
naaet fin fulde Størrelfe og Godhed. Ruz 
gen er moden. Et modent Wblc. modne 
Druer. 2. fig. fom har naaet fin Fuld⸗ 
kommenhed, ſom er vet ſtikket t. at opfolde 
fin Beftemmelfe. En m. Aldet. m. til 
gteſtand. m. Forſtand, Domme⸗ 
kraft. — Modenhed, en. ud. pl. Beſkaf⸗ 
fenheden, af være moden; ſaavel egentl. 
ſom figurl. Frugternes vi. — At opnaae 
M. ”At bringe Menneſtets Kræfter til 
M.“ — ”Diffe have behøvet lang Tid f.- 
at komme t. den Modenhed, fom hine tid⸗ 
ligere have opnaaet,” Sneedorf. 

oder, en. pl. Mødre, [J. Modir. A. 
S. og N. S. Moder.] en Qoinde, ſom 
har født et Barn, i hendes Forhold t. dette 
Barn. At blive M. Hun er M. til ofte 
Levende Børn. . At være cen i Modero 
Sted, — uegentl. om Dyr: Lammet, Fel= 
let cer endnu hes Moderen, 2. figurl. a) 
et Fruentimmer, ſom er i Moders Sted. 
Deraf: Huusmoder, Plelemoder, Stiv⸗ 
moder, Svigermoder, o fl. (Dor Mo— 
der 3: Huftruen, Konen i —* — fige 
Tieneſtefolk p. Landet, ja Bonden ſelv om 
fin Kone. jvf. Madmoder, og oſproget | 
Den er Moder, fom Mad giver.) bb) i 
Ælltale : et aldrende Fruentimmet af rin⸗ 
ere Stand. cc) I hølere Stül og hos 
igtere huppigen om Fædrelandet, "Thi 
Fædrelandet var jo deres felles Moder.“ 
Storm. ; ”Danmarf er min anden Moder; 
ſtal jeg meer min Moder fer?" Ohlenſchl. 
d) en Gienſtand, ſom er Grund og Anled⸗ 
ning t. andres Tilvetelſe. Livets Kilde, 
Glædens Moder taarner fig, det følvblaae 
Sav.” Ohlenſchl. Gudsfrygt er ale Dy⸗ 
ders M. Tungſindighed, der ikke fielden 
er Moder til fortvivlede Foretagender. 
Bagg. N. Klim, (Heraf ogſaa endeel 
Sammenfætninger, hvor Moder bemærker 
ben oprindelige Sing eg. Jvdætning, hdor⸗ 

a andre lignende eve ubguadde cl. have 

eres Udfpring ; f. E. Moderkube, Mo⸗ 
derland oderfelffab , Moderſprog, 
Moderffade, Moderſtat, Moderſvxerm, 
o. fl. ſom nedenfor anfetes.) — A. Mo⸗- 
derbarm, en. Moderbryſt, ct." en Moders 
Barm, Bryuyſt. Moderbud, et. en Mo— 
ders Befaling, (Baggefen.) Moderevne, 
en. fig. og poet. frembringende Kraft 
”Maturens Moderevne.“ E. Colbtotnfen. 
Modergreen, en. i Havekonſten: en £$o= 


1 Te 


8 


Moder. 


vedgreen p. et Frugttræ, hvoraf mindre 
udſpringe. Moderhierte, et. fig. en Mos 
tere Zmhed, Folelſe f. hendes Børn. 
Moderkald, et. Moderens Kald, Beſtem⸗ 
melſe, at opfoſtre, opdrage fit Barn, ”Det 
feie Moderkald opfyldes bedſt m. roligt 
dierte.“ J. Smidth. Moderkirke, en. 
firtelig? Samfund, hvorfra andre lignende 
are deres Udfpring. Moderkorn, et. en 
SZegdem hos Rugen; Brandar. (dannet 
ef 2. T. Mutterkorn.) Moderlaud, 
et. Gt Sand, m. Henſyn f. te derfra ud⸗ 
rentrete, andenſteds boſatte Indbyggere, 
ed. til dets Colonier. Nord⸗Amerikas Krig 
m. Moderlandet. Moderlud, en. En 
Sud, hvis Saltdele alle ere fraſtilte v. Kry⸗ 
ftallifation. Moderlyſt, en. En Moders 
koñ, Glæde af fit Barn. moderløs, adj. 
fm er uden Moder, hat miftet fin M. 
Modermelk, en. M. hos den QL vinde, fom 
sier Dice. fig. At indfuge noget m. Mo⸗ 
dermelken. Modermord, et. Drab, ſom 
tn begaaer p. fin Moder. Deraf: Mos 
dermorder, en. — Modermarke, et. med⸗ 
ett M. vaa et Menneſtes Legeme. (V. S. 
£.) . Moderomhu, en. En Moders O. for 
ne Bern. (Rahbet.)  MWoderpligt , en. 
Cr Moders Pligt imod fit Barn.  UWios 
derſtiod, et. en Moders S. (ofte figurl.) 
»Straalende frembred hver Sol af Nattens 
Moderſtied.“ Thaarup. 
tt. S. hvoraf et ell. flere andre ere uds 
frrungne, m. penfnn t. diſſe. Moderſta⸗ 
be, ct. iftade, hvorfra de ung: Sværme 
ut3aae. Moderſtamme, en. En Zræftam: 
cs, m. Denfon f. en Ovift, Aflægger af 
ame, ell. til Poteqviften, der indpodes 
SZtammen. (Fictfdjer.) Moderſveerm, en. 
En Biſpœrm, m. Senfyn t. den ell. de nve 
Esxzrme, ſom den i ct Aar afgiver. Mos 
deruld, en. taltes af Nogle den bedſte Uld, 
ſom finted vp. Kuaaret. (Nyt Phyſ. Bibl. 
V. 169.) Moderemhed, en. En Moders 
O. for fit Barn. — B. Modersbarn, et. 
Modersfiæl, en. br. i dagl. T. (ifær det 
tefte z) for: et Mennejte i Tafemaaden : 
ter er ikke en M. hos hende, tommer ikke 
ca M. til ham, er ikke en M. hiemme. — 
Moders liw, ud. Art, Barnet i M. (det 
urette Barm.) — Moderomaal, et. Spro⸗ 
st, ſom tales af eens Forældre, ell. i det 
tant, hvor man er født og opdragen. (I. 
Kaiterſprache.) Forſtielligt fra Mo⸗ 
derſyrog. => moderlig, adj. INI. S. mo- 
derlic. fom hoerer til, er egen f. en Mos 
læ, mm. Kicerlighed, Omhu. ”Vun var 
kv lien, men moderlig undig.” Baggeſen. 
TModer, en. ud. pl. altid m, beſt. Art. 
cl. uden Art. (2. matrix; uterus.] det 
Introtd hos Avinder (fieldnere,om fofters 
ferente Dyr. f. Bør.) hvori Foſteret und⸗ 
fanges og næres indtil Fedſelen; Fofters 
kir; Fragtmoder. ax Moderaare, en, 


Tang Odboq. IL 


— 


rs 


2 


Moderſprog, 


Moder — Modkraft. 


lodaare I Moderen. , Moderbaand, et. 
af de4 Baand, (Ligamenter) ſom fors 
binde Moderen m. omliggende Dele. Mo⸗ 
derflod, et. F. af Modermunden. Mo⸗ 
dergrund, en. den averfte, bredeſte Deel af 
Fobeten. Ndoderbale, en. den fmallefte, 
oderſteden nærmefte Deel af Moderen. 
Moderhoſte, en. ud. pl. En m. Moderſyge 
forenet tor H. Moderkage, en. d. ſ. ſ. 
Efterbyrd. Moderkrampe, gu. krampe⸗ 


agtig Cammentræfning af Moderen; hy⸗ 


ſteriſt Krampe. 
Redſkab, fom i medicinſt Henſigt indføres i 
Moderſteden. Pessarium. Modermund, 
en. Moderens Aabning. Oriſicium uteri. 


Moderplaſter, ct. P. fom brugtes imod . 


Woderfnae. . Moderſtede, en. Vagina 
uteri. Moderſot, Moderfyge, en. Navn, 
ſom gives adſtillige Sygdomstilfælde, hvifz 
fe, tildeels urigtigen, tilſtrives Moderens 
fngelige Tilſtand. Moderſpeil, et, Et 
chirurgiſt Redſtab, ſom br. i haarde Fedfler. 
Specnlum matricis. 
en Sogdom, hvorved Moderen ſynker ned £ 
Moderſteden. Prolapstis uteri. Moder« 


Moderkrands, en. ct . 


Moderudfald, et. 


vend, ct. den Vadſte, det omgiver Foſteret 


i Moderen, Liquor amnii. — med fl. a. 
Modofalden, adj. ſ. under Mod. 


Modgamng, en. ud. pl. Skiebne, ſom 


aaer os imod, uheldigt Udfald af vore Be⸗ 


æbelfer, uheldig Stiebne (modſ. Med⸗ 
eng. At have megen M. Iltke enhver 

. er en Uintfe, “modgang fulde vi alt 
det, Tom møder og imod vort Dnſte og vor 
Henfigt.” Sporon, = Modgangsdag, en. 

i.e. D. paa hvilken man har M. uheldig 

ag. (RNahbet.) Modgangskamp, en. K. 
imod Uheld, Beftræbelfe tor at udholde 
Modgang m. Ubolet Sind. (Baggeſen.) 
Modtangsſted, et. ulvkkelig pændelfe. 
”At dobbelt man hvert Modgangoſtod bes 
gtæder.” Baggeſen. Modgangotid, en. 
uheldig Tids Uheldétid. (8. S. D.) 

Modgield, en. ud. pL det, ſom Skyld⸗ 
neren har tilgode hos Gieldneren. (Credi⸗ 
tor.) og fom han farer denne i Modregning. 
(Norregaards d. Priv. Ref. 6. 682.) 

Modgift, en. Lægemiddel ell. Forebyg⸗ 
ningsmiddel imod Gift. ' 

Modgrund, en. pl.-e. G. der modfæts 
tes en anden, anføres imod en anden 
Grund. At here Grunde og odgrunde. 

Modig, modles, ſ. unter Moð. 

Modhold, et? ud. pl. noget, ſom holder 
imod, ſtager imod; eil. det, at holde imod. 

Modkamp, en. Kamp, hvori man fætter 
fig imod en fiendtlig Magt. (Pleonaſtiſt Ud⸗ 
tryk. Baggeſen.) 

Modklage, en. piv, ft. ſom indgives 
imod cn andens Klage (Contra s Klage.) 
Deraf: Modtlager, in, ( B. S. O.) 

Modkraft. 2%, SK. ſom virker imod, et. 
OPHÆver ?n anden, (I, Rothe.) Tt beregne 
(4) 


— 


— 


⸗ 


4 


— "+ 


A 


dette. Han ér af Modpartiet. 


ſom ev paa, 


ſtrider imod en andens 


i 


Modbhraft⸗Modſot. 


Kraft og Modkraft. ”At modſeette enhver 
Kraft, fom vil forſtyrre denne Tilſtand, en 
tilſtrekkelig Modkraft.“ A. Ørfted. 
Modlag, et. pl. d. ſ. det, ſom lægges 
el. anbringes p. et Sted, f. at holde imod 
Tryt, virke imod en Kraft. (I. Kraft.) 
Deraf: Modlagsmuur, en. der tiener t. 
Ststte for en anden Muur. (Contreſort. 


raft. 

Modliſt, en. ud. pl. Lift, ber fættes imod 
en anden. (V. S. 9.) 

Modne, v. a. 1. [f. adj. moden.) bringe 
t. Modenhed, giste moden. Solen mods 
ner Druerne. 

Modnes, v. dep. modnedes. forme f. 
Modenhed, blive måden. 
des tidligt i Aar. — Modning, en. det, at 
noget modnes, Deraf: Modningstid, en. 


lufſen.) 


Modpart, en. den, ſom har Zvift, Uenig⸗ 
hed m. en anden; Vederpart, Modftander. 
Modparti, et. Samfund, Forbund af 
Here, der holde fammen' i Uenighed el. 
Strio mod ef andet Parti, m. Henfon t. 


Vi have 
et ſteerkt Modparti. 
Modpave, en. pl.-r. P. fom ev valgt 
imod en anden Pave. 
Modregning / en. Regning p. det, ſom 
en Skyldner paaftaaer at have tilgode hos 


Creditor, og hvormed han, ganſte el. til⸗ 


beels, vil opvete dennes Fordring. (com- 
ensatio.) ”Alene reen og klar Gield fan 
komme i Modregning med reen klar Gield.“ 


Norregaard. 


Modfagn, et. pl. d. ſ. det, ſom ſiges 
imod et andet, imod en andens Udſagn; 
Modſigelſe. 
Maodfide, en. 


ben Side, der er modſat, 
er lige over f. en 


nden. — modfidig, ad). 
ſom hører til den modfatte 
ide. Soens modfidige Bred. 
Modfige, v. a. 3. (f. ſige.) fige det, ſom 
ttving, paaſtaae 
det Modſatte, yttre en modſat Mening, 
ive en anden Uret. At m. een m. Hoflig⸗ 
ed. fan lider ikke at blive modſagt. 
modfigende Sætninger (fom ophæve hin⸗ 
anden.) == Modſigelſe, en. pl.-r. 1. Gier⸗ 
ningen at modſige; Modſagn. Han fræts 
fer og bliver ubehagelig v. fine uophørlige 
Modſigelſer. Det er uden M. (uſtridigen) 
det bedſte, han har ſtrevet. 2. Bertaffens 
— v. to Gienſtande, Sætninger, Ud⸗ 
agn, at de ophæve hinanden, ef kunne beg⸗ 
gg tæntes tillige. ”De giore fig fyldige i 
odfigelfe mod deres egen Villie.“ Birk⸗ 
ner. — Modſigelſesaand, en. ſtærk Til⸗ 
Bsiclighed t. at modfige. (VB. S. O. 
Modſot, en. Sygdom, hvorved Lege⸗ 
mets Krefter udteres, og den Syge ikke 
trives af" nogen Nexing. Cachexia. Col⸗ 
ding. Moth, Modſot frænfer mig — jeg 


80 


Sæden modnes 


derſt 


er en Skygge flig, ſom fvinder aabenbar. 
J. S. Seheſted. 


Modſtaae, v. a. 3. (f. flage.) virke imod, 
beftræbe fig for, at noget ikke virker ell. 
ſteer, føge at hindre; giere Modftand. 
(ſtaae imod br. vel i ſamme Bemærfelfe 3 
men "da helft absol. ell. efter Objectet, i 
Enden af Sætningen. En faadan Magt er 
ifte (et at ſtaae imod.)" a) om den phyfiſte 
Kraft. At m. Kulden. De nædle Metals" 
ler.m. iffe Luftens Virkninger. b) om 
den aandelige Kraft. At m. Overmagten. 
m. Friftelfer, Forfsrelſer. (I den egentl. 
Bem. af v. at flaae: en modſiaaende Vins 
kelo: den B. len Triangel, der ſtaaer lige 
over f. en dis giver Side.) — Modſtand, 
en. ud. pl. phyſiſk ell. aandelig Virken imod 
en anden virkende Kraft; Modſettelſe, 
Modværge. (jvf. Sindring.) Luftens 
Modſtand. At beregne Murené M. imod 
Tryktet. At overvinde en Vi. Hans For⸗ 
flag fandt M. At giere Fienden tapper 
Modſtand. Han overgav fig uden M. — 
Modſtandsevne, Modſtandskraft, en. E. 
til at ſtaage imod, giore Modſtand, t. at 
modvirke en Kraft, — Modſtander, en. 

L-e. den, ſom gir Modſtand, fætter fig 
mod noget ; ſom er uenig, i Strid m. en 
anden i fit Forhold ft; denne. ”Mine Fiens 
der og Modſtandere ere mange.” Pf. 119. 
Hans Plan har fundet mange Modſtan⸗ 
dere, At forlige fig m. fin UT. pan har 
en mægtig M. — (Hendes Modſtanderinde 
opirrede hende.” I. Gam. 1. 6. Modſtan⸗ 

ſte, en. Moth.) == modftandig, ad). fom 
ev imod, fætter fig imod noget. (P. Cla us⸗ 
ſen. T. Rothe.) 


Modſtemme, en. pl. -r, St. fom gives 
imod en Bag, et Forſlag. (f. Medſtemme.) 
Modſtrid, en. Gierningen at ftride imod 
at fætte fig imod af al Magt. (Baſtholm. 
Modſtride, v. a.3. (f. ftride,) Sætte fig 
imod af al Kraft, fæmpe imod; bekempe. 
»Ikke fom om Zante. og Følelfe modſtre⸗ 
de eller ophævede hinanden.” Baggeſen. 
(modftrides. Ohlenſchl.) modſtridende 
— ſtridende) Begreber. ”Den ev 


aa aldeles den funde Fornuft modſtriden⸗ 
e.“ Bagg. ”Den klare Fornemmelfe, at 
vi ikke kunne ſamle det Modſtridende t eet 
Begreb." Mynfter. 

. Miodpridig., adj. fom ei fan forenes ; 
ftridig, ſtridende. Modſtridige Begreber. 
(Snecdorf.) (jvf. gienftridig.) — Modſtri⸗ 
dighed, en. den Egenſtab, af være mod⸗ 
ſtridig, modſigende. Woth.) 

Modſtræbe, v. a. 2. ſtrobe imod, ſoge 
at virke imod. At m. en Andens Planer. 
(V. &. O.) »*altſaa er det Onde det, ſom 
modftræber alt dette.” Mynſter. Deraf: 
Vodſtræben, en. ud. pl. ”En gienfidig 
Modſtraben hos Nationerne. Olufſen. 





U ” ! 


Modſtrem — Modoillie. 51" Muodvillle — Monne. 


Modſtrom, en. pl.-me, Strom Hadet, Uvillighed. »Skeer det tiere af Modvillie 
hvis Leb er tværtimod en andens. og Foragt.“ (D. Lov.) — Modvillig, adj. 
Modſtod, et. pl. d. ſ. Stød, ſom fleer glenſtridig, uvillig, fortroden t. noget. 
Imod et andet, for af afoderge et andet. (ivf. fliv, trodſig.) Deraf: Modvillig⸗ 
Modſæt, et, noget, fom modfættes; hed, cn. ud. pl. J 
Medfætning, Contraſt. (Ohlenſchl.) Modvind, en. ud. pl. d. ſ. ſ. Modber. 
Modſætte, v. a. 3. (f. ſætte.) 1. an⸗ Modvirke, v. a. 1. fætte en Virkning 
vende en Kraft imod en anden (fætte imod.) imod' en anden, hindre noget v. cen virkende 
Den Modſtand, han frivillig modfætter Kraft. Gan modvirkede dette Anjlag mere , 
KXaadens Kraft,” Baſtholm. 2. atm. fig, v. Klogſtab, end v. Magt. modvirfende 
ſtze at hindre, gisre Indſigelſe, ei ville Kræfter. — Modvirkning, cen. V. fom er 
lede. At m. fig et Forlag, en Befaling. modſat, fom hindrer en anden. 00" 
3, forbinde , —— ulige, ſtridige Modvegt, en. 1. den V. ell. Tyngde, 
Gienſtande. Vi kunne m. denne Stilbring der anvendes, f. dt vele en anden op, ell. 
en anden, ganſte forſtiellig. (modſat. Sa⸗ holde den i eyaot. . fig. en Kraft el. - 
gqn ſik et modſat Udfald 0: et andet, end det Virkning i Stælen, hvorved en anden ops 
venlede. »Det Sandes modfutte Billede.” hæves. Stolthed ev ofte en Wiodvægt imod: 
Cir.9. 24. Laft er det Modſatte af Dyd. Smiger. 
contrarium. Jeg troer juft det Modſart⸗ odværge, et, Modſtand, Forſvar, 
te) Modſætning, en. 1. d. ſ. . Mod⸗ ifærm. Vaaben og VWærge, imod et Angreb. 
ſettelſe. »At bringe Menneſtets Sandſe⸗ At gribe, at fætte ſig til M. At giore mM. 
lighed i Modſæetning med fig ſelv.“ P.E. (V. S. O.) Et tappert Modvarge. 
Ruͤller. 2. det, ſom modſcettes; Mod⸗ Modvern, et, udvortes Middel, ſom 
ſat, Contraſt. 3. en Sætning, der uds anvendes t. Værn, Beſtyttelſe. ”Det Mods 
folfer det Modſatte af en anden. (Anti: værn, man i Glufer bygger imod Vandet,” 
theie.) — Modſættelſe, en. Handlingen at J. Kraft, 
modſette eller at modſeette fig. Mon, adv. [9. mun.] udtrykker et 
Modtage, v. a. 3. (ſ. tage.) tage noget Sporgsmaal, ifær i Forbindelfe m. Uviss 
l. fg, fom gives , overantvordes; tage hed ell. Tvivl. Mon han har huſtet, hvad 
mod. Jeg modtog hans Brev i gaar. jeg bad om? Mon hun endnu ftulde være i 
It m. noget af eens egen Haand. 2. give Live? Hvorledes mon han fever? Hvor 
Xgang, behandle den, ſom fommer, p, en mon han vpholder fig? (Oprindeligen er 
po el flet Saade, Hun vilingen Beſsg dette adv. det ſamme Ord ſom v. mon ell. 
m, At m. gen vel, ilde. Han blev mods monne, anvendt p. en fpørgende Maade.) 
tet m. flor Hetfidelighed. 3. ikke afſlane Mon, et. pl. d. f. [JI. Munr.] Ting, ſom 
fl. forfafte; autage. At m, et Tilbud, man befidder; Eiendom, Boſtab. (forcel⸗ 
en Indbydelſe. ⸗ Modtagelſe, en, 1. bet.) eraf: Kiemon, Klædemon. (At 
Sterningen af modtage. (1. og 3.). 2. den have Monnet for 2: Foͤrtrinnet: eh foræls 
Luſtand, at blive modtaget. At finde en det Talemaade. ”Hvor Penge har Mon⸗ 
tnlig, behagelig VI. — Modtager, en. net fra (?) Xre og Tro.” Kingo. ' 
it, fom modtager noget; (i Modfætn, t. Monark, en. pl-er. [Lat. monarcha.] 
veren, Afſenderen.) — modtagelig, adj. En uafhængig, ifær uinditrænfet Fyrſte; 
fom fan modtages, ſom ei er at forkaſte; Eneherſter, Chevoldsherre. Dog br. det 
aatagelig. Modtagelighed, en. ud. pl. ifær fun om Keiſere og Konger; om end 
1. den Beftaffenhed, at være mobtagelig, deres Magt er indſtrenket. — monarkiſt, 
etfunne modtages. 2. Hos nogle Nyere: adj. ſom bører.t. en Monark. monarkiſt 
Tet. at modtage, Modtagelſesevne; Regleringsform. i 
Kccetivitet, (Riisbrigh.) Monarkie, et. 1. den Regteringsform, 
|, , et. pl. d. f. Iryk, hvorved en i hvilken den høiefte Magt i Staten er i en 
Nerſtand ſteer; Tryk af en modvirkende eneſtes Haand; (f. Forſtiel fra Ariſtokratie 
Kraft, (I. Kraft.) „T. og Demotratie.) Enevælde, Enevoldsregie⸗ 
veie, v:a. 1, egentl. fætte en Mod: ring. 2. en Stat, fom beherſtes af en 
Nat mod. Naar begge Vegtſtaale mod: Monark. 
Xie hinanden, At modveie en Virkning. Monne, forkortet mon. ſJsel. impf. 
(SMuffen,) 2. fig. opvele, erftatte. ”Zils mundi, af muna.] et ufuldftændigt Hielpe⸗ 
Ktrt t Skoven modveter det ,borttagne”X verb. der forbindes m. et andet Verbum i 
dluſſen. infin. og tiener da (omtrent ſom do i det 
Modvendt, ach. v. vendt imod en anden Engeljte) t. af udtrykke, faa vel den ner⸗ 
Sing. værende Tidsform, fom (i Fortælling) den 
Nodvidne, et. pl.-r. et Vidne, der mods forbigangne. ”Og feer hvordan def monne 
* tt andet Vidnes Udſagn. At føre lade.“ Thaarup. “Enhver af Hevn mon 
fodvidner, (Moth.) torſte.“ Sblenſchl. — ”Da monne Solen 
Uodvillie ; en. ud, pl. Gienſtridighed, dale (dalede)? — FWi monne rundt om 
. — 


4 


ke 


” ea. 


| af det Lat. Maurus.] 


' Slags tykt, ſom ofteſt vatret 


æ 


(d. Tale.) 


⸗ 


Monne — Moralſt. 82 


. = 


Øen gade (git.)? Samme. (3 Profa be. 
det ſfielden; og Anvendelſen i den jævnere 
Stiil giver ofte et ftipt, tvungent Udtryk. 
on tillægger fun Almuen Brugen af dette 


rd. 
..Monopol, et. ſ. Eueret. 

Nonument, et. pl.- er. (Lat.) Mindes⸗ 
mærfe, Minde. 

Mops, cen. pl.-er. et Slags fmaa Hun⸗ 
be af guulladen Farve, med fort, afftums 
pet, ſort Snude. — Mopsabe, en. pl. -r. 
et Stage Aber i Spdamerica. Scimia scimw- 
Moppsanſigt, et. A. der bar Liighed 
m. Mopſens Hoved. Utopsnæfe, en. N. 
der figner Mopſens Snude; Braknæſe. = 
mopſet, adj. vranten, fovtrædelig, fuur. 


2 
"4 


1. Yltor, en. (fangt 0) pl.-er. [T. Mohr. 


det nordlige Afrika ell. Mauritanien. Diffe 
kaldes nu i Alm. Maurer. 2. en Neger (i 
ældre Dang: Blaamand.) Deraf: Mor⸗ 


Tand, et. den Deel af Afrika, ſom beboce af 


Morer: Negerlandene; RXthiopien. 
2. Mõt, et. [IFr. moirer. at vatre.] et 


Silkeſtof. 

Guldmor, Solvmor. i 
3. Moͤr, en. ud. pl. IT. og E. Moor.) 
Mofejord, Sumpiord; Moſeland. (ſielden. 
inder forten Mor.“ K. VB. Deraf: Mor⸗ 
eng, Morgrund, Utorjord. (I Inlland 


ogſaa om den Joris orpe p. Øeden, der gås 


ver den meft brændbare Hedetorv ell. Nor⸗ 
torv. 

Utorads, ct. pl.-er, [af 3. Mor. T. 
Moraft.] En fumpet Egn; en Mufe, 
Sump. (f. Wyr.) - . 

Moral, en. [af d. Lat. Xbj. moralis.] 
CSædelære, Pligtlære; it. en moralſt Sæts 
ning. — Worallov, en. Lov f. Menneſtets 
frie Handlinger , grundet p. Camvittighes 


dens Bud og Fornuftens Erkiendelſe af als. 


mindelig Sedeligheds Pligter, Moral⸗ 
incip, ct. Moralens, ci, et Moralſyſtems 
—* Grundſetning. Moralſyſtem, et. 


videnſtabelig Udvikling af Sædelæren. — 


moraliſere, v. n. foredrage moralſte For⸗ 

vifter; iſer t. Utide. At m. for een. (d. 

ale.) — Moraliſt, en. den, ſom moralie 
ſerer f. andre. (Beſſel.) — Moralitet, en. 
ud. pl. Forhold t. Moralloven ; Overeens⸗ 
ſtemmelſe m. Moralloven; Sardelighed, 
Retſtaffenhed. — morelff, adj. 1. fom ho⸗ 
rer fil, ergrundet i ell. ftaaer i Forbindelſe 
m. Moralen. morelffe Regler, Grunds 
fætninger. Den moralffe Frihed. mos 
ralffe Handlinger a: Handlinger af et frit 
Voſen. moraiſt Xarfag (f. E. til en For⸗ 


brydelſe) den, ſom fremkalder eens BReſſut⸗ 


ning f. en Handling (modſ. phyſiſk Aars 
fag) moralſk Tvang, ſom betager den 
Handlende fin Frihed. moralſt Vished oa: 


den, ſam grunder fig p. en fornuftig ind⸗ 


1. en Indbygger af. 


Brodermorder, Fadermorder, 
Srolvmorder, Grnigmor: 


W 
Ud 


| Moralſt — Morder. 


vortes Overbevlisning, uden derfor af være 
fuldkommen el. aldeles afgiort. 2. overs 
eensſtemmende m. Motalens Forſtriftet; 
fædelig., Et mi Levnet. En god m. Ovs 
førfel. (modſ, umoralſt.) 3. en: moralfØ 
Perſon 3: (i bovfproget) et Samfund, en 
Borne af flere, ber tænfes, fom en Pers 
ons i Modfætn. t. en phyſiſt, virkelig 
Verfon, (et menneſteligt Individuum.) 

Ytorbroder, en. pl. Morbrodre. (Mos 
derbroder.) en Moders Broder, i Forholdet 
til hans Soſterborn. 

Morbær, ct. pl. d. ſ. Lat. morus.] 
Frygten af Morbærtræet. (Morus nigra.) 
J Sammenſetninger (ligefom andre lige 
nende Ord) faavel om Zræets Dele, ſom 
om tet, der laves af Bærrene. f. E Mor⸗ 
bærblad, Morbærſaft, Utorbærviin, 0. fl. 

Utord, et. pl. d. f. [I. Sv. og J. 
Mord.] forfætligt Manddrab, et Drab, 
‚ſom ſteer m. Overleg. At begaae et M. 
Ikke ethvert Dvrab er et Mord (f. E. Drab 
af Vaade, af Nedværge.) Jvf. myrde == 
mordbegierlig, adj. begierlig efter at myr⸗ 
de, blodgiertig. Mordbrand, cen. den 


Gierning, m. Forfæt og hemmelig af fætte 


Ild p. en Andens Huus og Boligell. Skov, 
tilføjes i D. 2ov. VI. 19.1.) Ulorobræn⸗ 


der, en. den, ſom begaaer Mordbrand. 


(Ligeledes: Nordbrænderſte/ en) Uiords 
Volk, en. D. hvoraf en Morder betiener 
fig; Morderdolk. (Moth.) Mordgever, 
f Mordvaaben. mordgierrig, adj. ſom 
ar Myrdelyſt, finder Behag I at drabe; 

blodgierrig. ”Da. blev han faa mordgier⸗ 
rig, at han hnerken fparede unge eller gam⸗ 
le.” A. Vedel. Mordhavn, en. ſ. Blod⸗ 
hævn. Uaordhiſtorie, en. Fortælling om 
Mord o. d. Wordſtrig, et, giennemfræns 
gende Skrig, ſom af den, der mordes 
ell. overfaldes. Mordſkud, et, dræbende 
Skud. Maordſlag, et. Et dræbende Slag. 
” Holder jeg ikke tůͤbage min Arm fra bevs 
nende Nordſlag.“ Baggeſen. Uordſpyd, 
et. S. ſom er beſtemt t. Mord, dræbende 
Spyd. “»Om Skiebnen rætfer ham fit 
piergede Evald. Mordſtaal, ct. poet. 
for: Mordvaaben, drebende Vaaben, 
Maordſtaalet foer af den Raſendes Haand.” 
Baggeſen. Mordſverd, et.” bræbente 
Socerd, S. hvormed man dræber. “Nord⸗ 
fværdet blinkte aft.” Evald. mordtræt, 
acdj. træt af at mytde ell. drebe. “ De 
mordtrætte Krigere,” Grundtvig. Morde 
vaaben, et. farligt, dræbende Vaaben; V. 
hvoraf en Morder betiener ſig. mordvant, 
ad). v. d. ſ. ſ. myrdevant. Den mord⸗ 
vante Klok,” (Pram) . . 
Morder, en. pl.-e. den, ſom har begaaet 

et Mord. (f. Drebamand, Manddraber.) 
En leiet M. Snigmorder (Bandit.) ſ. 
Kongemorzs 


é & é der, O. fi. 


' N 


SRorderdolf— SMtorgenblid, — 53. SMorgenblode— Morgenmelf. 


(Om et Fruentimmar : Worderſte, en.) == Ntorgenblede, en. flærk Regn om Morge⸗ 
Morderdolk, en. d. f. f. Udorddolk. Mor⸗ nen. Morgenben, en. Bøn t. Gud om 
derengel, en. E. ſom er udfendt f. at ihiel- Morgenen. Ulorgendeg ,. en. Dagen t ” 
laane. (Baggefen.) Mordergrube, en. uns Morgen, den følgende Dag. (n. O.) mors 
derjordiſt pude, hvor Mordere, Stimend gendags, adj. fom hører t. Dagen i Mors 
have deres Tilhold. (Morderkule. Moth.) gen. (B. &. 0.) Uſorgendamp, cen. D. 
Morderhaand, en. fig. en Morders Gier⸗ der om Morgenen opftiger af Jorden. ”Hiin 
ning. Xt døe for VI. — Vorderkniv, en. vigende Niorgendemp, denne fvindende 
Kniv, hvoraf en Morder betiener fig; Mors Taage.“ Bagg.  Vtorgendragt,en. D. 
derdolk "Mu ſtaae i Fare for af døe f. fom man ifører fig om SMorgenen, og. ſom 
Viorderbuiv.” Holberg. Morderſlag, et. er forſtiellig fra den mere onboggeligt Paa⸗ 
1. et Slag af en Morders Haand, dræbende flædning. fig. og poet, »Perlerne paa 
6. 2. er blodigt Feltſlag. (Baggeſen.) Dalens Norgendragt“ (Dugdraaberne i 

MordifØ, ad. liig en Morders Gierning, Sræffet.) Bagg./ Morgendrik, cen. D. 
efter Morderes Viis; it. drebende. mor⸗ ſom nydes tidlig om Morgenen. Niorgen⸗ 
diſte Vaaben, Bedrifter. (Sneedorf.) Et drem, en. Daſom man har i Morgenftuns 
mordiſt Anfald. Ligeledes i ſamme Betydn. den. morgenduelitg, adj. ſom et oppe 
worderff. (begge dog ikke gierne i den rene og p. Jeerde tidlig om Morgenen. (f. due⸗ 
sg ætiere Stiil.) " + lig, 2.) Morgenduft, en. D. ell. ſagte 

More, v. a. ågrec. 1. [et f.-det Danſte Luftning, fom man fornemmer i More 
færeget Ord af uvis Oprindelſe. Ivf. Nio⸗ genftunden,; ”Jeg ander Morgendufs; 
ro.] focdrive Tiden (f. en anden ed. for den.“ Bagg, Morgendug, en. den Dug, 
fg ſelv) p. en behagelig, forneielig Maa⸗ ber falder om. Morgenen. ”Ulorgendugs 
de; forinfte, fornsie. At more Børn. Def gens Draaber.“ Tullin. Morgendem⸗ 
morer mig, at fee dem dandſe. At more ſig ring, en. Morgenlyſets førfte Frembrud, 
m. Spil, tet Selſſfab. (En moreude (uns. Dagſtieer. Morgenfarve, en. lys, ſter 
derboldende) Læsning, Tidsfordriv. (f. ne⸗ Farve, ſom Himmelens om M. or⸗ 
denfor Utorffab, morfom.) genfruer , pl. en Urt. Chrysanthemum . 

Uitorel, en. pl. Moreller. IIt. Ama- segetum. Morgengave, en. G. fom en 
rella.] et Slags Kirfebær, m. fyrlig, Ing Brudgom giver ell. tilfiger fin Brud den 
og ufarvende Caft, hvoraf gives flere Af⸗ førfte Morgen efter Brylluppet. Morgen⸗ 
arter. (Woth. i . glands, en. den. Glands, ſom en klar 

Morfader, en. pl. Morfædre. (Modere Morgen udbreder, Rorgenait et. 

ter.) en Moders Fader, i Forholdet fil Glimt af den frembrydende Morgen. ”Gt 

ne Datterbern. Morgenglimt af Frodes Dage,” C. A. 

Morgen, en. pl.- ér, IJ. Morgun. A. Lund. , Morgengry, et. Daggry, Dage 
€. Morgen.] 1. Tiden imellem Natten og ſtier. Morgenhane, en. Hanen, der v. 
Formiddagen, fra Solens Opgang t. midt fin Galen bebuder Morgenen. (Ohlen⸗ 
p. Formiddagen. Def bliver VI. Fra M. ſchl.)“ Uiorgenbilfen, en. H. ſom gives 
til Aften, Den .tidlige Mortzens friſte om M. Uldrygenhimmel, en. Himlen, 
Luft. At fove t, ben lyjeYZ ” Dm Ulor⸗ Luften, fom dean nifer fig om Morgenen. 
genen. Det ſtete tidlig om Morgenen. Worgentiole, en. K. fom man 'tfører fig 
Artikelen udelades ofte, ligeſom v. Ulide em M., ſom bører t. Morgendragten. 
dag og Aften. Det ſtal bruges Nortgen og Uſorgenlandſtfab, ct. Et Landſtab, betrag⸗ 
Xften. Tre Øange om Dagen, Morgen, tæt om Morgenen, i Murgeninsningen ; cl. 
Middag sg Aften.) Henimod Uiørger (cl. ſaaledes malet. (f. Aftenlandſtab.“ Vor—. 
Morgenen.) At byde cen god Morgen. genlatter, en. - £. og doſtighed om M. 
Fra Ulorgen t. Aften ad: den hele Dag. Morgenlatter bliver ofte t. Aftengraad. 
fy. Livets, Barndommens N. —.J NMor⸗ Ordſor. Morgenliv, et. det Lin, der. 1 
ges, adv. i denne Dagé Morgen. (hodie høtere Grad er udbredt over: Maturen om 
mane.) 3 Gaur Morges (heri mane.) M. Yiorgenluft, en. 1. Luften, ſom den 
3 Forgaars Uforges, 2. adv. mød præp. er om M. 2, en ſvag Morgenvind, Mors 
i om den Dag, fom følger næft efter den genluftning. Morgenlys, et. 1. det Lys, 
nærværende. (cras, crastino.) I Gaar ſom Morgenſolen giver; Morgenlysning. 
fem vi; i Dag har vi udhvtilt os; i Vloræ 2. et Lys, der brændes t. ud p. Morgenen. 
en reiſe vi videre. Du maa bie til i U. (Sorterup.) Morgenlærte, en. Lerken, 

a i VU. af. J Morgen tidlig (postridie der fonger tidlig om SMorgenen, (Bagger 
mane.) 3 Worgen Middag, Aften. = fen.) Morgenmaal, et; f.Yiaal,5. Nfors 
Morgenandagt, en. A. ſom forrette om genmad, en. M. fom ſpiſes om Morgenen; 
Zlorgenen. At holde fin M. Morgen⸗ Davre. Morgenmand, en.- den, ſom gier⸗ 
cbeide, et. ſom foretages om Morgenen. ne flader tidlig op om M. At være en 

orge „et. B. i Morgenftunden. god M. Morgenmelk, en. den M. ſom 
morgenblid, adj. blid, ſom en Elar Morgen. malkes om Morqgenen. (modſ. Aftenmelk. 


/ 


. DN 


U 
* 


Morgenmeſſe — Moro. 

Morgenm e, en, eatholſt M. ſom holdes 
om M. orgenpragt, en. den Pragt i 
Naturen, ſom ledfager en ſtien M. Mor⸗ 
genpſalme, en, Pfalme, 'beftemt t. at ſyn⸗ 

s om M. MWorgenriim, en. Riimfroſt, 
er falder om M. (Moth.) morgenrod, 
adj. fom har: Worgenrødens Farve. (M.) 
Morgenrode, en. det rede Sin i den oſt⸗ 
lige Horizont, der v. klar Luft bebuder So⸗ 
lens Opgang. (Dagmoder.) ”Fra Mor⸗ 
genrøden gif op, til Stiernerne fom frem.” 

ehem. 4. 21, —e— en. S. der 
ſynges om M. Morgenſtkin, et. Morgen⸗ 
Iyfets Stin, (Moth.) WMorgenſticr, et. 
det tidligfte Morgenlys ; Dagſtier. mors 
genſtien, adj. ſtlon, ſom en ſmuk, klar 
Morgen. (F. uldberg.) Morgenſtum⸗ 
. ting, en. ſ. Morgendemring. Morgen⸗ 
fy, en. Sky, der ſees p. Himlen om Mor⸗ 
egnen. ”Den klare M. fan blive fort før 

ften.” J. Friis. Morgenſol, en. So⸗ 
lens Skin i de tidlige Morgentimer. Diſſe 
Zræc, Berelſer have Morgenſolen. 
Morgenſtierne, en. 1. Planeten Venus, 
naar den ſees for Solens Opgang, 2. et 


Vaaben; beftaaende af en Stang m, Spids f 


og en rund Knub el. Kolle, forſynet m. 
Pigge, i Enden, Morgenftracle; en. pl. 
-r. Morgenfolens Straaler. (S. Stafs 
feldt.) Morgenſtund, en. den Tid af Daz 
en, ſom udgtør Morgenen, I Morgen⸗ 
den, i den tidlige NT. Morgenſvale, 
en. . Éolig Morgenluft, Morgenkoling. 
morgenſyg, adj. fog om Morgenen. »Af⸗ 
tening Kone og morgenſogt Veir blive vel 
tilpas,” Ordſpr. orgenfevit, en. Savn 
Morgentimerne. Morgentaage, en. T. 
der tidlig om M. føæver over Jorden, ind⸗ 
fil den fordrives af Solen. Morgentid, 
en. d. ſ. ſ. Morgenſtund. Morgentime, 
en. En af de Timer, der udgiere Morgez 
nen. Morgenvagt, en. t. Skibs: den 
fjerde Nattevagt. Morgenyind, en. V. 
fom blæfer tidligt om M. 


Morgnes, v. dep. blive Morgen, blive 
lyft, dages. (VB. S. 2.) . 

Morian, en. [N. S. Moorjar.] f. 
1. Mor. 


Morild, en. ud. pl. En elecitiſt Énéning 
p. Havets Bølger om Natten; Havild, 
Havets Lyfen. (J. Schmidts Digte. 1811. 
S. 82.) Ogſaa: Marild. (V. S. 2.) 

Morkel, en. pl. Morkler. et Slags ſpi⸗ 
ſelige Svampe. Phallus esculentus. 

Mormoder, en. pl. Mormedre. en Mo⸗ 
ders, Moder; Bedſtemoder. 


Moro, en. ud. pl. [Sv. Ro. maaffee 
Mod-Ro; af 4709, Sind] 1. Sindsſtem⸗ 
ning, hvori man moret fig; hvori Aandsa 
krœfterne oplives v. en behagelig Syffels 
fættelfe; Fornoielſe. 2. det, ſom morer, 
morende Tidsfordrid. (Man Kinder i ens 


24 


en enkelt Art Mos. 


Moro — Mobflædt. 


kelte Skrifter det V. at moroe, for: more. 
Sv. roa. ſ. Ro, B.) 

Morſtab, et. ud. pl. 1. d. ſ. ſ. Moro, 
1. At finde Morſtab i noget, At gløre 
noget f. Morſtabs Skuld. ” bor det giel⸗ 
der om blot Nydelſe, Morſtab el. Glæde.” 
Baggeſen. 2. bet, ſom morer, forlyſter, 

cer t. Forlyſtelſe. Uſtyldigt M. Skue— 
pil er hans kiereſte M. (Den ufædvanl. 
pl. bruger Rahbek: "Nogen af alle de 
Moerſtaber, dér kunne bidrage t. Legemets 
Helbred ell. Sieelens Dannelſe.“ D. Tilſt. 
1792.) Morſtabsbog, en. Bog, hvis 
Henſigt meer er at more, end at underviſe. 
”Mangen Morſtabsbog er gaaet t. Krem⸗ 
merhuſe, uden at more nogen.” Rahbek. 
MTorftabslæsning, en. £. af Morſtabsbo— 
ger. Morſtabotid, en. den T. fom ans 
vendes p. Morſtab, p. Forlyftelfer.  4Torz= 
Fabefpil, et, S. der ſpilles, ikke f. Vin⸗ 
ings, men f. Morſtabs Gtyld. Mors 
ffabsværk, et. d. f. ſ. Morſtabsbog. 

Morfom,'adj. pl.-me, [i Sv, Dialec⸗ 
ter: —— yſtig, forlyſtende, mo⸗ 
rende, fuld af Lyſtighed. Et morſomt Ind⸗ 
ad, En m. Reiſe. ”Ingen vil formo⸗ 
dentlig finde den faa morſom og behagelig, 
fom mange ville finde den modbydelig og 
tiedende.”” Bagg. At være m. i Selſtaber. 
— Morſomhed, en, ud. pl. den Egenſtab, 
at være morſom. 

Morten, n. pr. et Mandonavn; Mara 
tin. (hos Jægere, i Skiemt: Haren.) 
Mortensaften, cen, Aftenen for Mortensz 
dag. Mortensdag, en. d. 11te November, 
fom i den ramerſte Kirke er en Feſtdag for 
St, Martin, en franſt Biſtop, død 402. 
Mortensgaas, en. En ſtegt Gaas, ſom 
man pleier at fortære, enten Mortensaften, 
ell. Mortensdag. 

Morter, en. pl.-e. , [X.. S. Mortare. 
N. S. murten, at Fnufe,] Et Kar af 
Malm, Steen, el. en anden faft Materie, 
t, at knuſe el, ſonderſtode haarde Legemer 
t. At fløde noget i en M. Her fattes 
Stoder til denne M. (Staderen kaldtes 
tilforn ogſaa Stempel.) 

Mos, et. ud. pl. (m. fort Vocal.) pl. 
Moſſer er brugt i nyere botan. Skrifter; 
men tilhører ikte Sproget. [3. Mosa. A. 
S. Meos. E. Moss.] det alm. Navn p. en 
talrig Claffe af Værter m. utiendelige 
Blomſterdele. Musci. Jordmos, Steen⸗ 
mos, Tremos. Islandſt Mos, en af fin 
nærende Egenſtaber bekiendt Mos⸗ ell. Lav⸗ 
Art, fom i Mængde findes i Island. Lichen 
islandicus, = Mosagat, en. et Slags A⸗ 
gat, hvis Tegning ligner M. mosagtig, 
ad; fom ligner M. Wovart, en. pl—er. 
mosdæftet, mos⸗ 
groet, adj. v. bedætfet, overgroet m, Mos. 
”Den. mosgroede Steen.” Pram. mos⸗ 
Fedt, adj. v. d, ſ. ſ. modbælter. NTose 


Modroſe — Moffre. 


roſe, en. et Slags R. hois Bæger og Stilk 
ere ligefom befatte m. fiint Mos. AToss 
trævle, en. pl.-r. trævlede Smaadele af 
Mos. (Dluffen.) Mosteppe, et. figurl. 
en Strekning p. Jorden, ſom er fæt overs 
roet m. blødt Mos, - WRoevært, en. 
—— ært af Mos RA is Sted. ut tag 
ive Mosvæxten fra fide e,” Landh. 
S. Str. J. Gug 
Mos, en. (m. lang Vocal) ud. på. IN. 
S. Moos. T. Muß.] en jævn Suppe af 
fafte Fedemidler, der koges ſammen m. flys 
dende Zing. Ertemos, Lungemos, Pæs 
remos. (Ordet er egentlig fremmedt og 
todſt; ſtisndt det br. alt i def 16de Aarh. 
Det danſte Ord er Dælling.) 
Woſait en, d. f. ſ. Muſivararbeide. 
i lo aiff, ad). [af n. pr. Wofes.] 2. f. f. 


By + 
* Moſand, en. ud, pl. et Slags jordblan⸗ 


bet QAvartéfand ; tienlig t. Sføbefand. P 


GBruͤnnichs Min. 

ror, en. pl. -r. fegent f. det danffe 
Eprog.] en fitd, fugtig Jord, utienlig t. 
Agerbrug, og ſom enten altid, eler i viſſe 


Xarstider, ſtager under Vand. (3of. Kær, 
Morads, Myr, Sump.) At udgrave, uds 
tørreen M. Cn Ellemoſe, Zørvemofe = 


mofeagtig, adj. fom ligner en M. m. 
Eng, der ogſaa kaldes Moſeentgg. Moſe⸗ 
and, en. WBildænder, der udklakke deres 
Unger i Mofer og Kær. Woſefald, et. 
bet Gted i Mofen, hvor Bandet har Fald 
og Afløb. Mofefoder. ef. Hs, ſom voxer 
og bierges i en Moſe. Moſegriis, en. 
Ravn p. et Slags Vandrotter. (Moth.) 
Moſegrund, en. fiid, moſeagtig Jordbund. 
Mofegræs, et. Græs, ſom vorer I Mofer. 
Mofshe, et. Hs af Moſegræb. Moſe⸗ 
jern, et. d. ſ. ſ. Myrejern. Moſejord, en. 
fugtig, m. mange Plantedele blandet 
Sort, jom findes i Moſer; Kerjord, Tor⸗ 
vejord. Moſeland, et. én M. af betydes 
lig Udſtrekning. Woſepiil, en. Navn p. 
focſtielige Piilarter (Salices) ſom groe i 
Moſer. Moſeplante, en. P. ſom fun ell. 
Hær groer i Moſer. Moſeror, et. pl. 5. d: 
Rør, ſom groe I Mofer.  MTofefiv, et. 
Elags Siv, ſom ifær vorer i Moſer. Scir- 
pus itosus. Mofefneppe , en. En 
Eneppe⸗Axt. Scolopax gallimila, mos 
ſeſuur, adj. ſuur ſom Bandet i Mofer. 
(Øhlenfhl.) Moſetaage, en. Taage, ſom 
figer ep af og holder fig over Mofer. (Øhs 
lenſchl.) Moſetorv, en. T. fom graves I 
Mofer. (t. Forſtiel fra Græsterv, ede⸗ 
terv, Lyngterv, Martorv o. fl.) Mo⸗ 
ſevand, et. Band, der ſamler fig i, har 
Aflsb fra Moſer. Pe ! 
Moſtee, en. pl -r. [fremmet O. af 
tang ——ãe et tyrkiſt ell. mo hame⸗ 
tang Tempei. (Mesdschid, et Bedehuus.) 


a 55 a 


Moſtovit — Mudbrgt. | 


2 ovit, en. pl.er. en Ruſſer. 
ſtovitiſt, adj. rusſiſt. 

Moſkus, en. ud. pl. [Sat.. moschus.] 
ben ftærft lugtende Materte, der findes hos 
Hannen af Moffusdyret (Moschus mos- 
chiferus.) I en Pofe under Bugen. (Des⸗ 
mer.) Flere Dyr, ſom have enten lignende 
Afſondringer, ed. en Lugt efter Moſchus, 
have deraf Navn. f. E. Moſtusand, Mo⸗ 
ſtuskat, Moffusore, Moffusfviin, o. fl. 
(f. Desmer.) Moſfuspulver, et. Pulves 
af M. ell. hvori M. er blandet. Ligeledes : 
Moſkusſaft, 0. fl. 

Moft, en, ud. pl. fat, mustum.] den 
udpreffede Saft af adſtillige forlig føde 
Frugter. Pæremoft, Eblemoſt. Drues 
moft (Viin, fom ei har glæret.) moſtag⸗ 
tig, adj. fom ligner WM. Moſteddike, en. 
E lavet af Moſt. Moſtperſe, en. Ind⸗ 
retninget. at perſe M. Moſtpare, en. 
1.-v. Pærer, ſom give god og megen WM. 
Ligeledes: Moſteble. — Moſtavas, et. det 
overblevne af Frugten i Moftperfen, efterat 
Moſten er afpreſſet. (Moth) Moſtſirup, 
en. Moſt indkogt til Sirup. ON 

Moſter, en. pl.-e. en Moders Soſter, i 
Forhold t. hendes Søfterbørn.” ſ, Faſter. 

Moſterdatter, Mofterfon, Moders Søs 
Ser batter, Søfterfon. Moth. br. i Fyen.) 

Motte, en. f. Maatte. 

Moren, adv. (I. mide senn. H. mach- 
schien.] næften, hartad. (lidet brugel.) 

Mudder, et. ud. pl. fø. Modder. E. 
mud.] jordagtige Dele, ' der famle fig p. - 
Bunden af Vand, cl. blande fig m. Vans 
det; Dyndz Morads. At renſe en Dam 
for AT. Fiſten fmager af M. Z muds 
deragtig, ad). fom ligner Mw. Mudder⸗ 
Bund, en. ud. pl. muddret Bund i Havet, 
i en Sø ell. anden Vandſamling. Mud—⸗ 
derdige, ct. D. fom opføres I Marſtlande, 
f. at tilbageholde det af Seen opſtyllede M. 
ell. Dnnd. (Ambergs Ordb.) Mudderfiſt, 
en. Fiſt ſom lever i Mudderet, p. Bunden 
af Seen. Muddergrund, en. d. ſ. f. 
Mudderbund. Mudderhage, en. H. med 
et Næt, hvormed Mudder drages op af Gæs 
naler. Mudderjord, en. muddret Jord, 
Dyndjord. Mudderkrog, en. Mudderha⸗ 
ge. Muddermaſtine, Muddermolle, en. 
(Moth.) en Indretning m. Hiul, der bevæs 
ges v. Heſte ell. Menneſter, hvorved Mud. 
VAR bringee op af Havne og Canaler. 

udderpram, en. P. hvorpaa Mudders 
mollen flager, el. hvorpaa tet optagne M. 
bortfsres. Mudderfluffe, en. Et Redſtab, 
font én flor Sfuffe, hvormed Mudder dra⸗ 
ges op. Muddervand, et, Moſevand, 
muddret VB. muddret, adj. (forſtiell. fra 
Participiet.) ſom indeholder WM. er. opfolde 
m. Mudder, har Liighed med M. mud⸗ 
dret Vand. En muddrer Smag. Fiſten 
ſmager muddret. 


mo⸗ 


4 


an 


& 


ſuur og mørt af Xafnn. 


| . Geftefngdem , ber be 
Bagkoderne, hvor en ſtarp og ædende Vod⸗ 


, dig om Smag ell. Kugt, 
ſt. 


X 


Muddre, v. a. og n. 1. renſe f, Mudder, 
kage M. op. At muddre en Havn. De 


ere sf Færd m. af muddre, i Canalen. (ſ. 


"opmyuddre.) Deraf: Muddring, en. (f. 
Opmuddring, ſom mere bruges.) 

Mudt cl, mut,adj, [af det forældede 
og ufædvanl, mude, v. n. ſee fuurt, fee 
mert ut. 3. 6. O.)] uvenlig, vredladen, 

t fee mut ud. 
At blive mut. — Muthed, en, OX. S. 2.) 

Muffe, en. pl.-vr, ſE. Muſf. H. Moffe.] 

et —— af Foervork, Hig en 


" Bred Pelfe, aaben i Enderne og heelt igien⸗ 


nem, hvori man, giemmet pænder og Arme 
mod Külden. (Muffediſſer, pl. hos Al⸗ 
muen d. f. ſ. Pulovanter.) 
Muge, v. n. 1. her. [af Weg. ] tage 
Mog bort under Queeget, renſe Ovægftals 
den. At muge under Koerne; muge i 
Stalden. (forſtiell. fra moge.) 

Muggen, adj, pl. mugne. [J.muf⸗ 
fig.] tordærnet li Smag og Lugt) af Fug⸗ 
tighed og Skimmel. muggent Brod, 
Micel, Korn, jvf. mullen, ſtimlet. Broe⸗ 
det fmager muggent. — Deraf: Muggen⸗ 
hed, en. ud. på - 

Mugne, v. m. 1. (er) blive muggen, 
imle. Brodet mugier, er mugnet. Læs 
ertei mugner paa fugtige Steder. 

Muk, en. ud. pl. 8* S. Muke.] en 

aaer i eu Havelſe i 


e ſamler fig, og tilfidſt gior Heſten halt. 
eraf: Mukbyld, en, 

Muk, et. [T. Mud, MM . d6.] en 
ſvag, uarticuleret nd, ſom naar cen vil 
tale ell. raabe, uden at faae Enden ret frem; 
et Kny. pan gav ikke ct M. fra fig. 
»Som haftig gav det fidfte Suk, og mukked 
ſiden ci ct ut.” Bagg. .. v 

Mukke, v. n. 1. har. ſSv. mueka. 2. 
muctſen.] give ct MuÉ fra fig, knye (fom 
er en mere egentlig danſt Benævnelfe,) 
Yeg nu — ct høres meer m mindfte End 
at muttc.” Baggeſen. 2. ſmaaknurre, ſom 
den, der er fortrvdelig, misfornsiet m. nos 
get. Ter du mutkte?— 


Mukrkert, en, pl. -er. [gp. Moker. et A 
ſtort Jernſlag, en Nodde; en ſtor Jern⸗ 


hammer, ſom Stecnhuggere bruge. 

Wul, cn og ct. ud. pl. [3. Mygla.) d. 
J.J. Skimmel. — Heraf: mullen, adj/ pl. 
mulne. fordærvet af Mul, ſtimlet. (mug⸗ 
gen br. om en ringere Grad af denne Feit, 
ell. om en Fordærvelfe v. Fugtighed uden 
ſyntig Stimmel. mullen br. ſedvanl. fun 
om torre Bing m. ſonlig Skimmel; og als 
May figer: mul⸗ 
lent Bred, mullen Oſt. Men: en muggen 
Smag, Lugt.) Muggenhed, en, ud. pl. 

Muld, cen. ud. pl. (3. Mold. A. 6. 
Myld, Mold.] 1. Jord i Alm. men ſor⸗ 
deles og oprindeligen: løg Jord, Staviord, 


Vuid — Muleplade. 


Stav, (Saaledes overalt i den ets 
danfte Bibel for: Støv.) ”Jcg Muldets 
ringe Sen.” Storm. ”En Kiſte af Guld, 
i hvilken han giemte be Elſtendes Muld,” 
Baggefen. — At ligge under Muld, være 
død og begraven. 2, Det br. nu ogfaa om 
den forte, rene og frugtbare Ford af for⸗ 
raadnede Plantedele. (Planteiord, Muld⸗ 
jord, Madjord.) Et Lag Muld. == 
art, ſ. Jordart. — Muldax, et. i Norge: 
Brandar | Rugen. muldblandet, adj. v. 
blandet m. Muld ell. Muldjord. Muld⸗ 
bræt, ct. og Muldfiæl, en. Et Bræt p. Plo⸗ 
. Ven, der fidder p, Skraa for den ene Side 
af Skaret, og ticner t. at ſiyde Jorden til⸗ 
ſide fra Furen. muldfarvet, adj. jordfar⸗ 
vet. Muldjord, en. reen fort Jord af 
forraatnede og opløfte Plantedele. Humus. 
(f. Muld, ar Muldkarre, —— 
en. Karre til af føre Zord y. Muldklump. 
en. Jordklump. Muldklader, pl. den 
Dødes Jordeflæder. (Math.) Muldkurv, 


en. d. f. f. Skandſekurv. Muldlag, et. 
piid.f. et Lag af Muldjord evenpaa ell. 
under en anden Jordart. Muldlerr, et. 


Et Slags Leerjord, form er meget blandet 
m. andre Jorddete. (Bruͤnnſchs Min.) 
muldleret, adj. ſ. leermuldet” muldrig, 
achj. ſom har et betndeligt Muldlag. En 
muldrig Ager. (Landh. S. Skr. 1) Muld⸗ 
ſand, en. S. blandet m. Muldjord. Der— 
af: muldſandet, adj. ſom beſtaaer af en 
ſaadan Btanding. muldfandede Jorder. 
Muldfkud, et, den løfe Jordhob, ſom en 
Muldvarp fryder op. (Colding.) muld⸗ 
fort, adj. fort fom Jord. Muldvarp, en. 
pl.-e. [IJ. — et Pattedyr, der 
opholder fig I Gange, ſom det graver nær 
under Jordens Overflade. Talpa. Muld⸗ 
varpeftud, et. d. ſ. ſ. Muldſkud. 
Mulde, v. n.og'a. 1. lesne fig; om 
Plovfuren. Furen vil iffe mulde (naar 
Forden ev felt, leret.) V. S. D. 2. acts 
giore tit Muld, bryde Jordklumper. ( Kamp⸗ 
mann's Overſ. afVirg.) 
Muldet, ad). ſom har Muld, beftager af 
Muld eler los Ford. En muldet Jord, 


ger. 

Muldne, ſ. mulne, under Mul. 
Mule, en. pl.-r, [J. Muli, Mund. N. 
S. Muule.] 1. de Kisddele, fom uds 
sleve Munden og Læberne hos fileføddede 
Dyr (ifær Heſte og Ovæg,) Kalvemule, 
Oremule. 2. det nderfte Huk p. Hiulna⸗ 
vet, hvoriglennem Bognarelen ſtikker frem. 
(Deraf: Muleplade.)Mulebaand, et. 
Et Slags Tomme ell. Baand, der bindes 
om Munden p. bidſte Heſte. wulebunden, 
ad). v. fom har Mulebaand paa. Mule⸗ 
jern, et. d. f. f. Axelmule. Mulekurv, én. 
b. f. f. Mundkuro. Muleplade, en. En 
noget buet Jernplade p. Lundſtikken, fon 
bedælfer Arelmulesr p. en Bogn:  Hzules 


MA 


Mulepoſe — Mummedands. 


poſe, en. P. ſom hænges. f. Munden af 
Heſte og Kreature, f. deri at give bem Fo⸗ 
der. Mulering, en. Sing el. Bosning af 
Sern, inden i der yderſte Deal af Hiulnavet. 
Mullen, adj. f. under Mul. 0 
Wulig, adj. [af det foræld. mite (mu- 
he) ell. mage, at kunne. Nogle rive det 
endnu muelig.] ſom fan være til cl, ſtec; 
ſom ikke indeholder nogen Modſigelſe (abſo⸗ 
fot mulig ; modſat det relativ mulige, ell. 
det, fom under viſſe Betingelſer, m. Hen⸗ 
fon f. udvortes Vilkaar, er muligt.) En 
m. Handling. Det mulige modfættes det 
nirfelige. Dvis det bliver mig muligt. 
Ade mulige Midler. Den muligfte Flid. 
Den ſtorſte mulige paft. — Mulighed, en. 
1. ud. pl. den Egenſtab v. en Ting, at den 
et mulig. 2. pl-er. cen mulig Sing ell. 
Egenſtab, i Modfætning t. cen virkelig. 
»Forvilder den fig tidt imellem Mulighe⸗ 
der.” Evald. Af alle Uiuligheder er denne 
mindſt rimelig. g . j 
Nulkt, en. pl.-er. Pengebod, Pengeſtraf. 
Ululm, et. ISv. Moln.] „1. tyk og mork 
Eky cl. Taage. M. indhollede Solen. 
»Med Fordomé Uiulm at dakte Tredſthed.“ 
Thaarup. 2. Mortke. Gravens, Mi.“Nat⸗ 
tens Mulm paa Dalen hviler.” Bagaefen. 
”F Dødens Uiulm, hvor Venners Stov ex 
lagt.“ Thaarup. J Miulm og Mørfe': 
et forſterkende Udtryk. (juf. mørk, 1.) — 
mulmfort, adj. fort ſom Natten. (Sotoft.) 
Ululne, v. n. blive mullen. f. under Mul. 
Nulne, ell. mulme (fom det vel ſnarere, 
i Xnalogie m. Nulm, burde ſtrives) v. n. 1. 
(har.) blive morkt, tyft, ſtyet i Luften. 
”Det mulner mod den mørke Vat.” Kingo: 
Det bliver ci Xlt f. Regn, fom mulner. 
Ordſor. (Moth.) 
Multevdeær, ct. pl.d. ſ. et Slags velſma⸗ 
gende Bær af morkeguul Farve, der vore i 
Borge og i def nordl. Ivlland. Rubus cha- 
mæmorus. Multebærgrod, en. knuſte og 
fyltede Multebœr. 
Multum, et. IFr. melleton.] et. Slags 
tykt og blodt Udtsi. St Multums Skiort. 
Mumiec, en. pl.-r, et Lifg, ſom, v. kon⸗ 
flig Indſproitning af flærfe frndrede VBæd= 
fler og andre Midler, er indtørret og beva⸗ 
tet fra Forraadnelſe. Egyptiſte, natur⸗ 
lige Mumier. 
Mumle, v. a. ogn. 1. her. [€. to mum- 
ble.] tale uforftaacligt ell. vet fig ſelv, 
ſmaaſnakke, tale halve Ord. Han mumle⸗ 
de noget, fom ingen forſtod. At m. i 
Ctægget. Der mumles om'(gaaer hemme⸗ 
lige Rygter om) åt han er falden i Unaade. 
Mumme, en. Et forældet Ord for: en 
Majls; if. en Gøgler, maſteret Harlekin. 
(Moth.) — Deraf de ligeledes forældede og 
ubrugelige: Mummaanſigt, et. Maſte. 
Mummedands, en. Majtedands, Maſtera⸗ 
be, Bording. ”Jeg for mia Deel figer hele 


1ø 
- W 


57 Mummedands — Mundgodt: 


lere Maſkerade, end Mummedands.“ Snees 
dorf. — Mummeri, ct, Forkledning v. Mas 
fle og Maſkedragt; Maſtering. Udvortes 
Skin og Nummeri.“ Coldings Kirkehiſt. 
Niummeſpil, ct, Goglerſpil, Maſteleg. o. 
fl. a. — mumme, v. a. 1. forklæde, maſtere. 
(J. S. Seheſted.Moth.) 
Mund, en. pl.-e. IJ. Munnr. Gy. o 

T. Mund.] "1. den Deel af ct Menneſte 


og Dyurs Hoved, fom indbefatter Læberne, 


"Zandgiordet m. Tænderne, Zungen og Gar 
nen, og tiener faavel ft. at modtage Næs 
ringsmidler, fom t. at frembringe Tale ell. 
anden &rd. . Det br. om de flefte Dyr, und⸗ 
tagen Fuglene. (f. Neb.) At aabne, lukke 
unden; at tage, have noget i MNunden. 
(fig. for: Aabning, i Ordet Mavemund. 
f: Munding.) ,2. ofte bemærter det fun 
Læberne, éll. de vderſte Dele af Munden. 
Ut kyſſe een p. Munden. En ſmuk, en flov 
liden, udftaaende, ſtiev BI. 3. Jen ſtor 


"Mængde færegne og fig. Talemaader ba. - 


Ordet fornemmelig om og m. Henſyn't. 
Talen. f. €. at have en fræf, uforſtammet 
M. væve grov i Ulunden. ”For at give 
dem den Færdighed i Bunden, ſom udfons 
dredes t. flige Kampe.” Bagg. N. Klim 
At Bruge BT. paa een I: ſticende paa, overs 
'ftiænde, At fane Munden p. Gang, kom⸗ 
me imed at fnaffe, At tage Bladet fra 
Munden 9: tale reent ud, uden Tilbagehol⸗ 
denbed. At ſnakke cen efter Udunden, hyle 
le, fmigre f. cen. At ſtoppe UNunden p. 
ten, faae hamt. at tie, ”At forblinde Di⸗ 
nene m. Guld og ftoppe Munden m. Gas 
ver,” Schytte. At have meget, nok, for 
meget af Munden d: være meget ſnakſom. 
"At lægge een Ordene i Munden. Det ftod 
mig f. Bunden d: jeg vilde netop t. at fige 
det.“ Det slap mig af Nunden. At tage 
Munden f. field 2: forlange f. meget 0. f. v. 
— Uiundaabning, en, X. liig en Munds 
ell. den Aabning hos Dyr, ſom Munden uds 
gisr (i Modf. t. Rmmpeaabning.) Munde 
art, en. Afvigelfer fra ct Lands fælles Nat 
tionalfprog ell. Skriftſprog, og andre Egen⸗ 
heder i Ordenes Udtale, Brug og Boininger 


ſom finde Sted i Talen hos Fadenggerne ( ” 


en vig Degl af Sandet ; Dialect. Den jnds 
ſte, fvenfte Ulundart. ( Moth.)  Vlunds 
bid, en. En liden Bid Mad. Mundbid, 
"et. den Deel af Bidfelet ; ſom Heſten hav 
i Munden. Mundchriſten, en. den, ſom 


foregiver af være en Chriſten, uden at viſe 


det Gierningen. Munddaſt, en. et 
Slag p. Munden. Uſundforraad, en. 
fantet F. af Levnetsmidler; Proviant. 


Mundfuld, en. (pl.—e?) faa meget Mad 
ſom man p. eengang tager i Manden. 
M. Mad (en liden Deel Mad.) Munda 
gab, et. d. f. ſ. Mundaabning. (ſ. Øab,) 
ndgodt, et. egentlig og i Alm. hvad des 


Så 


ev godt; lakkert at ſpiſe. fordum : et legs 


FS MV 


i - 


Da 


— .“ 


æ 


Mundens indvendige Huulheð. 


AHamres. (d. 


FF 


Mundharpe —Maundſtyfle. 68 Mundſterk — Munfegang. 


undharpe, en. et Redſtab 


færtt SI." 2 

af Staql, hvorved man fan frembringe en 
vis Klang el. Mufik v. at fætte det vp. 
Tænderne. " Mundheld, et. 1. den Tale, 
det Sprog, cen fører. Han er ei altid v. 
tet M. 93 han taler ikke altid eens, mods 
figer fig felv. 2. en, Talemaade/y ſom en 
Enkelt har vant fig til, idelig at bruge, 
” vo fig fan vænne fra et Mundheld j fin 
Snatk.“ Baggeſen. 


Berg, 3. et figurl. Udtryk, en Talemaa⸗ 
be, ſom v. lang Brug af Flere er bleven 
almindelig bekiendt og gieldende. Et M. er 
et Ord eller en Talemaade, ſom idelig brus 
eg.” Sporon. (jvf. Ordfprog.) — MNund⸗ 
ov, et. pl. d. f. 
ere m. de famme Ord; Formular, een⸗ 
emmig Zale. (forældet ; ogſaa: Mund⸗ 
ævd.) 2. D. f. f. Mundheld. — Mund⸗ 
en, en. og Mundhuggeri, et. Skœn⸗ 
ert, Klammeri. ”Sfulde han ſpilde Tiden 
p. at høre diffe Udundbuggerier ?” Snee⸗ 
doͤrf. mundhugges, v. dep. ſtœondes, 
ale) Mundhevd, en. det; 
at man bliver ſtadig I fin Tale, varagtig i 
gt Udſagn. (Moth.) Mundhuulhed, T 
mund⸗ 
Zaad, adj. letfindig i fin Tale, ſom har 
en. fræf Mund, Deraf: Mundkaadhed. 
Mundkage, en. ſmaa —— ſom 
holdes i Munden mod Smitte, Mund: 
kamp, en. Ordſtrid, Trætte, Skenderi. 
(A. Vedel) Mundkiv, en. Ordſtrid, 
Mundkamp. At fomme i Mundkiv. (Dh⸗ 
lenſchl. Foltbredce.) Mundklemme, en. 
d. f. f. Klemme, J. Mundknevel, en. f. 
Eucve, 1. Mundkok, cn. ved et Hof: 
Den Kok, ir foger Maden t. Herſtabet 
allene. undfrig , en. d. ſ. ſ. 
kamp. Mundkurv, en. en Kurvefletning 
ell. en lignende Indretning af Metal, der 
bindes f. Munden p. bidſte Heſte ell. Hunde. 
Mundliim, en. et Slags Liim, ſom bliver 
tienlig ft. Brug v. blot at blades i Mun⸗ 
den. Mundlaer, et. faf v. at lære ?] fore⸗ 
kommer i Talemaaden: af have et godt 
Muindlar 9: en flydende Tunge. Sneedorf. 
IMoth. har adj. mundlærd; maaftce felvs 
port.) Mundſalve, en. S. hvormed Læs 
evne fmøres. ( Mundpomade) Mund⸗ 
ienk, en. En Betient hos Konger og Fyr⸗ 
er, der har Drikkevarer under Opſyn og 
lent i f. Gerren v. Bordet. Mund— 
ag, et. Munddaſt. " 
gañſte ringe Deel af ſpiſelige Ting, ſaa⸗ 
meget ſom er t. at ſmage paa. ”En Agerhtz/ 
ne Bog tun vinge Mundſmag er.” Veſſel. 
Mundðſprog, et. ſ. Mundheld. Mund⸗ 
pet, 1. den overſte Veel af en Sing, 
om er beftemt t. af tages i Mundeu. Mi 
paa et Piberør, p. en Trompet. 2.0. f. fe 


" et Mundbid, 3. M. paa en Kanon ar den 


LÆRK! 
(4 
* 


»En Daares Mund⸗ 
eld er: hvem favde ventet ſjligt Hol⸗ 


1. offentligt Udfagn. af” 


undz ( 


Mundſmag, en. En 


Deel, ſom indbefatter Mundingen. mund⸗ 
ſtært, adj. meget ſnakſom, ſom har meget af 
Munden, Fiæveffært, (d. Zale) Mund—⸗ 
ſpie, en. Svic af Hedeblegner i Munden 
el. paa Zungen, ifær hos fpæde Børn. 
Mundtro, en. hyflet Tro. (V. 6. 0.) 
Mundvand, et. V. til at ſtylle Munden 
cl. gurgle Halſen m. (Moth.) Mund⸗ 
ven, en. den, ſom hykler Venſtab f. een. 
»Da han tabte Folkets Gunſt, forlode hans 
Mundvemner ham.” Schytte. Mundven⸗ 

ab, et. hyklet Venſtab, ſom fun beftaaer 

Ord. (Rahbek.) Mundvig, en. den 
Bugt, ſom Læberne danne v. hver Side af 
Munden. Ulandviin, en. W. fom Fyr: 
fler have ?. deres egen Brug allene. = 
(mundet, adj. fyn i Sammenſ. aabenmun—⸗ 
det, blodmundet, kaadmundet o. fl.) 
Munding, en, pl.-er. 1. Udlob af en Flod 
ell. Aa i Hayet, i en Indſo. 2. M. paa en 
Kanon, Beſſe 3: Aabningen t. Løbet. = 
Mundeveir, et. fig, for: Dred, Tale. Hang 
Løfter ere fun m. "St ufaligt Munds⸗ 
veir, udſtodt af Raferi.” Evald, ”Nu be: 
hoves fun det ubetydeligfte, ofte uftyldigft« 
M. til at oppufte Ilden.” Rahbek. — 
Mundsvidne, Mundvidne, et. V. fom el 
er Dienvidne, fom beretter, vidner om no: 
get, andre have fagt.  ”Hine vare Munds: 
vidner; de talte om ham; men hun var 
baade Mund⸗ og Dienvidne.“ En Liigpræd, 
1666. — mundtlig , adj. fom ſteer m. 


Runden, f. faa vidt fom denne er Talent 


Redſtab. (modf. ſtriftlig.) En mundtlig 
Samtale. Et mundtligt Lofte, Svar. 
.Mundere, v. a. 1. [et fremmedt O.] ud: 
ruſte, forſyne (Soldaten) m. Vaaben, Klo— 
der og hvad der ellers hører t. Krig og 
Krigsfeerd. — Mundering, en. pl. — er, 
gt. monture. T. Montirung.) hvad 
der hører t. Soldatens foreſtrevne Krigs: 
klœodning — gg kalder derimod ſœd⸗ 
vanligen Uniform.) Deraf: Munderingt 
kammer, Munderingstrøie, 0. fl. . 
Munk, en. pl.-e. [J. Munkr.] en Per: 
fon af Mandkiennet, ſom har giort Kloſter⸗ 
løfte., ell. under Armods, Kydſtheds De 
Lydigheds Løfte er indtraadt i en geiftlic 
Orden. At blive M. gaae I Klofter. — 
Mumkebo, en. Klofter, Munkebolig. ”Del 
Vaarens Fugleſkare — fisi nu p. de Vin: 
er fnare t. den ſtille Munkebo.“ Øblen: 
får Munkebogſtav, et. pl.…er. de Bog: 
wer, fom findes i den ſaakaldte Munke: 
ſtrift. Munkebygning, en. B. opført a! 
Munke, ell. til Brug f. Munke. Munke— 
celle, en. Celle i et Munkekloſfer. Bun; 
Fedigt, en. Noget, ſom Munke have opdig 
tet. Geivaberus. Munkedragt, en. der 
O. ſom ev foreſtrevet Munkene, en Munk 
Ordensdragt. Munkegang, en. tilforn 
én hvælvet Omgang, luktket Buegang 
SKloftetbygninger, Munfegangen i Gore 


( . 

Munfehætte — Murre. 
redbrudt 1823. — Mu Få en. 1. 8. 
ell. Dovedflag p. en Munkekappe. 2. en 
Plantes Navn. Munkekammer, et. en 
Munkecelle. Munkekappe, en. den lange 
Kappe, fom hører t. Munkenes Ordens⸗ 
dragt. Munkekloſter, et. K. indrettet f. 
Munke. Munkeklæder, pl. Munkedragt. 
Munkelatin, et. flet Latin, ſom Munkene 
i Middelald. talte og ſtres. Munkelev⸗ 
net, et. det £. fom en Munk fører; Klo⸗ 
flerfevnet; Munkeliv. Munkelere, en. 
ære, fom Munkene have opfundet og uds 
bredt. e, et. Klofterløfte, ſom 
en M. gier. At gleve, aflægge ˖ Munke⸗ 
løfter. Munteorden, en. et Samfund, 
ell. en vig Claſſe af Munke, der leve efter 
viffe Forjrifter, f. E. Frauciſcaner⸗Order⸗ 
nen, Benedictinere, ꝛc. Munkeregel, en. 
den R. ell. Lov, ſom er foreſtreven en vis 
Munkeorden. Munkerige, et. fig. for: 
Munkevœſen. Pavedommet m. alle Mun⸗ 
Ferigers Emblemer.“ Bagg. Mun tet, 
en. S. ſom iagttages af Munke. un⸗ 
keſtrift, en. Et Navn, ſom gives den meer 
ell. mindre fantede Skrift, der bruges i 
Middelalderens Haandſktrifter eg paa fildi⸗ 
gere Monumenter ; gothiſt Øtrift. Mun⸗ 
eſtand, en. den Deel af den geiſti. Stand, 
fom Munkene udgiere. (Oolberg. Mun⸗ 
iftelſe, en. S. indrettet af ell. for 
Munke, f. E. en Skole. 
alt det, ſom hører ft. Munkeordener åg Mun⸗ 

kenes Regler og Levnet; Kloftervæfen. 


Munke, en. Navn p. en Urt; ogfaa : 
Munfehætte. Aconitum napellus. 
Muuter, adj. pl. muntre, [Sv. og T. 


munter.) 1. om phyfiſt Beſtaffenhed: 


raſt, uwelig, opvakt; i Modfætn. t. dorſf, 


føvnig. muntert Barn. CEn m. Heſt. 
muntre Øine. 2. om en vis, ikke overdre⸗ 
ven Grad af Lyftighed i Ord og Handlinger, 
foraarſaget af god Lune, af et (et, opvaft 
Sind. (modſ. alvorlig, ſtille, hoitidellg.) 
”Det et Anfigtets Miner, ſom tilveiebringe 
Mildhed; men v. Ord og Zale vinder man 
Navn af munter,” Sporon. At være m. 
i et Seſſtab. Et muntert Bæfen. Ale 
bleve muntre v. Bordet. En munter 
Ereg, Sang. Det gik muntert til — 
Deraf: Munterhed, en. ud. pl. | 
Muntre, v. a. 1. opmuntre, At muntre 
Sindet. i ; 
ture, v. a. og Murer, en. ſ. Muur. 
Murmeldyr, et. pl. d. f. [2. Murm el: 
tåler.) et Pattedyr af Snavernes Claſſe 
fem lever p. Alpebiergene, og er beklend 
f. fn (ange Binterføon. Marmota alpina. 
Murmle, v. n. 1. har. (tydſt.) frema' 
bringe en utydelig, ligeſom knurrende Lyd. 
(8. 5.0.) 
Murre, v. n. 1. har. [T. murren. 
So. murra.] taurre, bramme (fom eve 


⸗ 


30 


Munkevæſen, et. 


meer danſte Udtryk.) "Svagt murre Bol⸗ 
gerne:“ P. H. Frimann, ſ. knurre. 

Mus, et. ſ. Mos. 

Muſe, en. pl.-r. [Lat Musa.] efter den 
gvæjte og romerſte Mythologie: en afde ti 
Subinder, ſom foreftod de ſtionne Konſter; 
Sanggudinde. At dyrke Muſerne 2; Kons 
ſter og Videnſtaber. 

Muſe, v. n. 1. (hax.) at fange Muus. 
(ftefden.) Det vil alt muſe, ſom af Kat er 
fommen, Ordſpr. (fig. ftlæle m. Behændigs 
hed, begaae Smaatyveri. Moth. tvdſt.) 

— ell. alman, en. Eu 
Tork, Mahomedaner. ſEt fordærvet og i 
flg ſeiv ganſte meningsloſt Dvd, af det tyr⸗ 
tifte Moslim, pl. Moslemim, rettroende 
fom intet Slægtfab har med Uicdnd.) 

Mufefælde, Mufefænger, 0. fl. f. une 
Der RNRE d. pl. Sdeers'og Folellers 

ufe, en. ud. pl. Ideers og Fole 
Udtryk v. harmontfte Zoner og Konſten af 
embringe diſſe; Tonekonſt. Vocal⸗Mau⸗ 
k, Gang. At lægge fig efter m. Der 
opføres en ſmuk M. i Aften, muficalſt. 
adj. ſom hører t. Muſiben. Et m. Inſtru⸗ 
ment, Gt godt m. Øre. — Muſicalier, 
1. ſtriftlig optegnet Muſik: Noder. At 
andle med M. — Fant, en. «pl. —er. 
den, fom ſpiller, driver Miufit f. Betaling; 
en Spillemnand. Stadsmuſikant. — Uus 
sen. plc. den, ſom ynder M. 
ikkiender, en. pl-é. den, fom godt 

forſtaaer Muſik, fom er muſikkyndig. 

Mufivarbeide, ct. [af £. musivus.] inds 
Lagt Malning, ſom ſkeer m. farvede Smaa⸗ 
ſtene ell. Giasſtykker, der foſtes i Kit; 
Moſaik, Steenmaleri. 

Muſtat, en. (pl. - er. ſtelden.) Kicer⸗ 
nen af Muſtattræeets Frugt. (Myristioa 
mostata.) ſom ogſaa faldet Utujfatned. 
pl: Mufſfatnodder. — Deraf: Muſtat⸗ 

lomme, en. et blegrodt, trevlet Svsb, der 
omgiver Muſtatnodden, og bruget ligeſom 
denne t, Kryderi. pe) atjern , et. Et 
(fdet Rivejern t. at rive Muſtater .). Mu⸗ 
fratlugt, en. den f. Muſtater egne Lugt. 
atned, en. pl.-ddér. d. ſ. ſ. Muſtat. 
Muſfatolie, en. O. der preſſes af Muſtat⸗ 
nodder. Muſtattræ, et. Træet, ſom bæs 
ver Muſtatnodder. Muſtatviin, en. et 
Slags ſod italienſt Wiin af krydret Smag: 
( Muſtatellerviin.) 
Muffedonner. en. pl.—e. [Stal. Mus- 
chettone.] et Slags fordum brugelige kortq 
men fvære Muſtetter el. Bøffer, m. vidt 
Løb og udvidet Munding. mv 
Muſtel, en. pl. Muſtler. ILat. mnscu- 
lus.] de m. Aarer og Nerver giennemflets 
tede Ejødede Dele, der omgive Benene i dy⸗ 
riffe Legemer, og danne Lemmerne. = Mau⸗ 
bæven, en. ud. pl. en bævende Trak⸗ 
wing i Muſtlerne. muſtelfer, adj, fort 
bar ſtore og fafte Muftler,  Udufkelhinde 


—4 


(i 


NMuuſkelhud —uur… 60 


A. Muſtelhud/ en. et Lag Mufteltrenter 
m. deres Hinde, der ligge imellem den indre 


Og undre Hinde p. adſtutige Organer. f. E. 


Madvens Ul. VMuſteltied, et; Kisd uden 
Fedt, ſom ifær beſtager af Muſtler. Mu— 
frelkraft, en. der Kraft, ſom et levende 
Dyrs Muſtlet have f, at udftræffe, ſpende 
og bevæge” Lemmerne. UMuſtellære, en. 
den Deel af Anatomien, der handler ”om 
Muſtlerne; Myologie.  Uluftelffede, en. 
ben inde, der.omgiver en enkelt M. mur 
elſterk, adj. for har megen Muſtelkraft. 
tuſtelſtramningz, en. Stramning, Goon: 
Ding ten M. ! MNuſtfeltraad ell. Minſtel⸗ 
trevle, en. pir. de fine, rødlige, traad⸗ 
dannede Legemer, - hvoraf Murtler- beftenei 
MWuffeltræfning;en. frampagtig Sammen⸗ 

fræfning i Wuteme, = Do Y 
Muſtel, en. pl. Utuffler, fLat,. myti- 
Jus. T. Muſchel.J] .d. fk Musling, der 
øv en mere danſk ell. brugelig Benævnelfe. 
Ji gi. Danſt: Stælfiſt, Snegi.)5 Deraf I 
Cammenfætn. muffeldannet , adj. v. ſom 
Fignir em M. Mufſkelfarve, cn. afceven, 
Malerfarve, form giemmes i Muslingſtaller. 
$foatedes ogſaa: Muſkeiguld, MNuſtebſelv. 
. S. 3.) - Muſtelkatk, en. K. ſom 
Breændes af Muslingſtaller ell. andre Skal⸗ 
ære.  muffelflæde, adj. v. beffæbt m. 
Muſtelſtaller. (Baggefen.) Muſtelmar⸗ 
mor, et, Marmor indfprængt m. forlenede 
Skaldyr. Uiuſkelſtal, en. Muslingſtal. 
Niuffelværk, et. Beklodning af Skaldyr 
t. Prodelſe. En Grotte méd Muſrelvæark. 
. Blufkér, en. pl.-ter. let fremmedt O.) 


An Boſſe, Flintz br. iſſer fun om dem, 


om ert Fodfolkets Vaaben. Deraf: Utuz 
erild, Muſtetkrud, Uiuffetkugle, "Mus 
erflud, 0. fl. == Wiuffereer, en. pl. Vu⸗ 
eterer. en almindelig Soldat v. Fodfolket 
(forticllig fra Grenadeer / Skarpſtytte) 
—82 f. Moſkus. NE 
Musling, én. plcer. IN. S. Muſſel. 
So. Muslaj' bruges ſaavel om adſtillige 
Arter af toſtallede Skaldyr, ſom i Serde⸗ 
Jeshed om en hos os almindelig Art, der 
foifee. Mytilus edulis… Deraf: Udus⸗ 
ingfanger, Muslingfangſt ell. Musling⸗ 
eri, UNusliugſtal — SKEL 
Uiusvit,cn. pl. —er. et Slags ſmaa 
Sangfugle. Parus maion. 
Mut, adj. f. mudt. 
Yuulefel, on. pl —efler, [3. Maul: 


eſel. Jet ufrugtbart Blandingsdyr, avlet 


af et Aſen m. en Hoppe, ell. af en Hingſt 
m. en Aſeninde; Muuldyr. — Munleſels 
driver, en. den, fom”driver og røgter 
Muulejler, cl: fører Fragtgods p. faadanne. 

Muur, cen. pl. Uure. [I. og Sv. Mur... 
en af Stene, fædvant. m. Half, ell. et an⸗ 
det Bindemiddel opfort. Veg. At faar 
fom en Muur, faa faft fom en M. (urofa 


vdelig faft,) At tie ſom sn Muur (være 


. 


t 


J 
Muur — Muurſteen. 


aldekes taus.) Baggeſen. — Muuraa 
ning, en. A. ell. Bræt p. en M. Muu 
anker, et. en fvær Jernſtang, m. Sager e 
Krydsjern, ſom faſtes i en nybygget Mu: 


f. at binde og ſtyrke den. Muurerbeid 


et. 1. Gierningen at mure, A. ved | 
mure. . At værg, gaae paa Vil. .2. d. f. 
Muurværk. — Muurbaand, ct. og Uluu 
Binder, cn. d. ſ. ſ. Uhiurader,  Biuurt 
en. Et Slags vifde Bier, der iffe leve 
Selſſab. Apis camentaria. Mutirbru 
et; brudt Aabning p. en M. (Ambergé £ 
B.) Muurbrakker, en. pl —e. et fordu 
brugeligt Krigstedſtabet. åt fløde Hul 
Feſiningsmure; en Stormbuk, Rendebu 
(Guldberg.) Muurdæekke, et. d. f. 
VUiuurtag. Muunrfod, cm. den under! 
Des ,: Koden ;- Grundvolden af en 9% 
Utuurfolf, pl. Folt, fom gisre Muurarbe 
de; en Muurmefters Arbeidsfolt. Muu— 
ang, en. G. indrettet, ovenpaa ell. ind! 
en Muur, Muurgruus, et. G. af ne! 
brudte ell. paa anden Maade ødelagte Mi 
ve. Muurhage, en. pl.-r. d. ſ. ſ. Bran 
hage. (Moth.) NMNuurhammer, cen. ( 
Slags H. fom Muunrmeſtere bruge. (Motb 
Uiuurhuulning ; er. tundhvælvet H. e! 
Rordnbning i en Muur. (Fr. Niche 
Niturhvælving, en. En muret Hvælvin; 
WBaggeſen) Muurkalk, en. lædytet, n 
Vand og Gruus blandet K. til at mure nm 
Miuurkit, ct. Cement. Muurkonſt, ec! 
Konften at opføre Muurværi. ”Italier 
Muurkonſt.“ Baggeſen. Vuurkrands 
en. fremſtagende muret Kant ell. Krand 
Fr. det overſte af en Bngning. ”Liig Vuui 
Frandfen p. et Borgtaarn.” (M.) E 
tattet Muurkrands. (Fr. Creneaux 
Muurkrone, en. K. dannet fom en Wuur me 
Takker. Muurleer, et. £. ſom br. aller 
el. blandet m. Kalftsat mure med. Muur 
lægte, en. En 2. der lægges i Længden ove 
p. en Muue, f. at Zrærbielferge ei ſtul 
hv le p. de blotte Steen. (3, S. O. Vuur 
eide, Nduurremme. Moth.) Miuurme 
ſter, en. den, ſom har lært det Gaandvær 
at mure, at opføre MuurværkÉ, og deri c 
blepen Meſter. Det br. dog jœevnligen or 


enhver, ſom driver Haandvoerket, ude; 


Henfvn ft. om han er Mefter, (ſ. Blurer o 
Muurſvend — Muurmeſterdreng, Buur 
meſterhaandværk. 0. fl.) VNMuurquadran 
en. et ſtort aſtronomiſt Redſtab, ſom befæ 
ſtes p. en lodret M. NMuurfalt, ct. talt 
blandet Ludſalt,' der fætter fig p. Mure 
Muurſand, ct. gruusblandet S. der br 
til Muurkalk. Muurſtkee, en. En (ide 
trekantet Jernſpade, hvormed Muurfolk for 
Kalken p. og imellem Stenene. Muur 
flynge, en. d. ſ. f. Blide, Steenſlynge 
(Motih.) Muurfſpids, en. ſ. Savlfpids 
Muauurſteen, en. pl. d. ſ. Steen, ſtroget a 
Leer, og brændt i en Teglovn, hvara 


Aa 


Muurværk opfores. (jvf. Tenlfteen.). At 
ſtroge Muurſteen. Muurſtift, en. En m. 
Hager beſat Jernnagle, der befæftes I en 
MR. for at finrfe den. (Moth.) Muurſvas 
le, en. Et Slags forte Svaler, der oͤngge i 
Taarne og Kirkemure; Kirkefvale. Hirun- 
do apus. Uluurſvend, en. En S. hos 
en Muurmeſter. Muurtaarn, ct. Taarn 
yp. en Fæftningsmuur ell. Ringmuur. 
Muutteg, ct. Et Stiærmtag, der fægges 
oven p. en frifteaente Muur. Muurtak⸗ 


fer, pl. tafkede Forheininger p. det everſte 


ef gamle Ringmure ell. Borgmure. (M.)-f. 
Biourfrands. — Muurtind ell. Nuurtin⸗ 
de, en. den sverfte T. eil. vyderſte Udkant 
p. en M. Muurvold, en. muret Vold, 
modſ. Jordvold.) Uuurvatk, et. der, 
ſem ex muret, opfert af Muur. Tommer⸗ 
tærfet og Uhuurværtket i én Bogning. —= == 
Mure, v. a. 1. fætte Stene fammen og fæs 
fle den m. en bindende Materie. At mure 
m. Kalk, m. Leer. En muret Vile, fn 
muret Grav (dpfert af Muurværf.) At 
mm. en Væg op. m.et puf til. — lurer, 
en. pl. -e. ten, hvis Haandvork er at mus 
re. (jvf. Muurmeſter, ovenfor.) . 

Muus, en. pl. d. f. [J. og A.S. Mus] 
en Elægt af fiirfoddede Dyr, ber høre t. 
Snavernes Clafie ; færd. en Art af diffe, 
ber bar fit.Tilhold i Huſene. Mus muscu- 
lus. = Sammenſ. 1.) Muunsbakkelſe, en. 
Gt Slags B. af Balſamblade, bagte i Meel. 


(Roth. 


blaftet, bleggrag Farve, liig M.  muuss 


fardet, muusgrag, adj. d. f. f. munsblak⸗ gamle: Ulund, 


ket. Wiuurshog, en. et Navn p. en liden 
Rovfugl af HDegejlægten; ogſaa Muns⸗ 
veg. (Evurvehog9.) Muusſlag, et. Et 
Nodermerke, ſom nogle Bern fødes m. v 

fecri men vil finde Liighed m. en M. la 
Lungeſlag.) munsøret, adj. om en Heſt, 
ter harfmaa Oren. (Moth.) b.) Muſefal⸗ 
de, en. F. tilat fange Muus i. Muſefæn⸗ 
ger, en. den, ſom giver -fig af m. af fange 
W. Muſchul, et. et Hul, gnavet af M. 
frat have Adgang t. deres Reder. Mu⸗ 

heg, ſ. Muusheg. Muſeckat, en. K. 
form fanger Muus. Wuſepulver, et. dre⸗ 
bende V. fom lægger f. Muus. (8. S. O.) 
Muſerede, en. Mufens Nede ell. Leie. Uu⸗ 
fercnd, en. fig. faldes meget fman Tænder 
bes Menneſftet: Mũſetrender. Muſeun⸗ 

e,en. En ung Muus, Muſens Unge. 

infeeme , pl. fig. meget (maa Dine hos 
Venneſtet. 

Bivg; en. Pl: db. f. FX. S. Myrg. 3. 
Mv.] et Eldgé ſmaa fovingete” Inſecter, 
ter om Sommeren plage v. deres Stik ; 
iſer ten hos os almindelige Art. Culex 
Pipiens. — Myggenæt, et. Et Slags 
fradt , glennemfigt Toi, der hænges f. 
Senge imod Myg. (Moth.) Blygges 
ſoar, en. Gu G. af fysende Blag. — 


ø 


Mumfiger: — Myyggeſverm. 64 


Myghored Myni. 
oved, et. fig. en Byld, der begynder 
—* frem: ——e— (Rot) 


Myg, adj. m. lang Vocal. [3. miukr. 
A. S. meek3 fet at vboie, bled og ſmidig. 


"(det modf. af ſtiv, haard.) mygt Læder. 


nm. Handſfe. Det gidr Lemmerne my⸗ 
ge. (f. ledmyg.) fig. om Menneſter: itfe 
gienſtridig, beſelig. (jvf. pådmyg.) . Deraf e 
det forældede v. a. myge, af giore blød, og 
mygge fig) vimnge fig. — Myghed, en. 
ud. pl. 1. Blodhed. 2. Smidighed, Boie⸗ 
lighhed. UWlyghed i Lemmerne. "Dog ſtal 
t. langt at fare ei Myghed blot, mer 
Kraft.” Ohlenſchl. 


Myl, et. A. S. Myl, Støv.] 'en vrime 
lende pob , en Mængde i Bevægelfe, en - 


Vrimmel. Et fart Viyl af Menneſter. 
[B. S. O. — men br. fun i dagl. T. og 
mangler hos Moth, fom derimod har: cen 


Niyider, i ſamme Bem. og v.n. myle, at 


ftitte, pritke i et Lem, f. E. af Froſt.)] 
Vylre, v. n. og impers. 1. (har.) være 
fuld qf noget, fom er i Bevegeijſe; vrimle. 
En mylrende Cvarm. Det ntylrer af In⸗ 
ſecter. Det mylrede m. (ell. af) Menne⸗ 
fler p. Torvet. Myrene m. i Tuen. De 


Hoyklere mylre ſom Myrer om ham.” Rah⸗ 


bet. Folk mylrede frem, ud af Huſet. — 


Deraf: Molren, en. nd. pl. Biernes Myl⸗ 


ren i Kuben. 


MMynde, v. a. 1. give Magt og Myndig⸗ 
bed. (Moth.) forældet. . jvß Formynder, 
muusblatket, åd). ſom har en + bemyndige. ' 


Ulyndig., adp II. måndig; af det 
ovfvar.] 1. fom har 
Magt, Evne; mægtig, formaaende. myn⸗ 
dige Mænd i Staten.  ”CEn rig og myndi 

Borde.” P. Clauſſen. 2. ſom gierne vi 
vife fin Magt, bydende, ſtolt og overmodig. 
At vife fig m. i fin Opfotſel. At føre gt 
myndigt Sprog, fale i en m. Tone. 3. 
fom fan være fin egen Bærge, fom er kom⸗ 
men t. fin Lavalder ” (modf. umvadig.) At 
blive myndig. myndige Aar, m. Alder, — 
Myndighed, en. ud. pi. 4. den Beytafs 
fenhed, at have Magt; Anſeelſe (Auctori⸗ 


tet.) At tiltage fig for ſtor VI. Den faders" 


lige Bi. ”Denne Forſamling forsftider ten 
hele Stat og udøver den høiefte Uiyndigs 
ed.” Schytte. At giore noget af egen Vil. 
t have Vi. over een. Ar give cen Bragt 
og Ulyndighdd t. noget. 2. Adtærd pø 
Tale, Der ſynes af forudjætte Magt. pan 
ſagde det m. megen Viyndighed. 3, Zils 
ſtanden, at være minndig, (3) mondig Alder. 
Viyndling, cu. pl. mer, den, der ev 
umpndig, miufteæarig, og derfor bar en 
Formynder. (Sneedorff.) 
Wynſter, et. (Forbillede.) ſ. Monſter. 
Utyntter, et. II. S. .Mynster.] en 
Domtirte, Stiftskirke. (forældet.). 
Ultynt; en. pl.-ers [4...6. Mynet. N. 
S. Måntø] 1. præget Metal, hvis Ves 


Å 7 


øg fmutte Munter. 


SMynt—Myntfamng… .  . yntøke— Veyrdelyſt. 


flenmrmelfe er at fættes i Omlab for Penge. 
En danſt, engelſt Vi. Guldmynter, Solv⸗ 
mynter. Som coll. de i Omlab værende 
el. dertil beftemte Metalpenge. At ſlaae 


at, en. d. f. ſ. Slatzſtat, Prægelen. 
SALA en. Helses v. en 
Mynt (2.) tflid, et. Myntens Slid⸗ 
ning, Formindſtning i Vægt og Værti v. 


Mynt. Landets M. God, flet Wi. At Dmle 


rringe Mynten. — fig. ”Xren er Statens 
— 5— Mynt.“ Engelstoft. At fornye fin 
Mynt, gisre noget igien, ſom man i lang 
Zid ct har giort. (ville gisre noget bedre, 


' end før. Moth.) At betale cen m. lige 


Mynt. 2. Sted el. Huus, hvor Penge 
myntes, m. de bertil hørende Maſtiner. 
Ut fende Sølv i Mynten. (I denne Bem. 
ev pl. ikke brugelig.) == Myntanordning, 
en. A. hvorved Myntens Perdi og Indret: 
ning i et vift Land beſtemmes. Myntel⸗ 
fer, ch. den, fom fætter Priis p. fietdne 
Myoutfalſtner, en. 
den, ſom forfalſter Mynten, gior falſt M. 
Myontfod, en. den Forſtrift, hvorefter et 
Lands gangbare Penge udmyntes, i Hen⸗ 
feende t: deres Vægt eller Indhold af ædle 
Metaller; ell. det fovbeftemte Forhold imel⸗ 


fem Landets antagne Penge-Cenhed (f. €&. | 


en Speciesdaler) og en vis Vægt af puurt 
Solv el. Guld (f. E. en Collnſt Mark fiin.) 


En let, ſvoer Muntfod. At forandre Mynt⸗ 


oden. (jvf. Fod, 2. d.) — Myntfor⸗ 
alſtning, en. Gierningen, at forfaljte 
nat. - Ulyntfrihed, en. Myntrettighed. 
Montguardein, en. et frem. O. fom br, om 
Den Betient, hvis Pligt er at paaſee, at 
Mynten faaer den lovbeſtemte Gehalt, og 
at prøve den; en Myntpraver. viyn 
ammer, en. En H. ſom tilforn brugtes v. 
ynters Prsvning. Mynthiſtorie, en. 


hiſtor. Beretning om et ell. flere Landes 


Wynter.  Utyntfiender, en. den, fom har 
Lagt fig efter Myntvidenſtaben. 
Flipning, en. den Forbrydelſe at beklippe, 
Bejtære ell. affile den i Omlob værende 
Mynt. Myntkundſtab, en. Kundſtab om 


| M. og om Forholdet imellem forſtiellige 


Myntſorter. myntkyndig, adj. fom bes 
fidder Myntkundſfab. Myngmaſtine, en. 
Cn M. med Preſſe og andre Indretninger, 
hvorved Mynter præges; en Myntpreſſe. 
Myntmeſter, en. den, fom foreftaaer en 
Muönt, har Opſyn m. Pengenes Myntning. 
Myntmerke, et. Præg og Overſtrift p. en 
Mynt. Ufyntnavn, et. N. fom gives et 
vift Slags Mynt. Myntpreſſe, en. Mynt⸗ 
maſtine. Myntpræg, et. Præget p. en 
Mynt, det, ſom v. Stempelet præges op⸗ 
sict p. Mynten. Uyntprave, en. P. 
m ſteer f. at underſoge en Mynts Sehalt. 
yntprøver, d. ſ. ſ. Myntguardein. 
(Moth.) Myntrettighed, en. den R. at 
ade Penge mynte, fom nu fun Regieringer 
have. yntſamler, en. den, ſom ſamler 
p. fieldne ell. merkelige Mynter. Mynt⸗ 
famling, en; En 6. af endeel, i en el. ans 
Henſeende mærkelige Mynter. Mynt⸗ 


man flaaer M. af. 


ter ere bejtrevne og aftegnede. 


Mynt⸗ 


mleb. Myntſort, en. et vift Slags M. 
Myntſtempel, et, Jernſtempel, hvormet 
Mynter gives derks Præg. Wi utſtykke 
et. En entelt, præget Munt, ”Fordi Viynt 

erne ikte kunne gjeres lige gode.” Oluf: 
fen. Myonttegn, et. prægede Tegn af Me: 
tal, fom udgives, i St. for Papirpenge, t 
at betegne en Mynt, uden at have ten! 
Bærdt. Myntvalſe, en. V. hvormed di 
Metalplader ell. Stænger ſtreekkes, fon 
yntvidenſtab, en 
hiſtoriſt og videnſtabelig Kundſtab om Myn 
ter, ifær ældre og fieldnere. (Mumismatik. 
Myntvark, et. ſtriftligt Vært, hvori Mun. 
| Myntvæ 
ſen, et. alt det, fom hører t. Mynten i c 
ell. flere Lande, t. Mynternes Prægning 
Forhold, Omløb, m.m. . 

Utynte , v. a. 1. [N. 6. mynten. 
ive dertil ſtikkede Metalſtykker deres be: 

emte Præg, flage Mynt, At mynt 
Guld, Solv, Kobber. At mynte Peng 
om (indſmelte og atter myntedem.) Myn 
tet Guld 9: Suldmynt. Mynteret,xen 
d. f. ſ. Myntrettihhed. Mynteſted, et. er 
By, ell. et andet Sted, hvor der mynte 
ell. har været myntet Penge. — Mynt 
ning; en. 4 . 

ynte, en. En Planteſlægt, udmærke 
v. fin kraftige, tildeels behagelige Lugt 
Mentha. ſ. Agermynte, Kruſemynte, Pc 
bermynte, Stovmynte, o. a. — Deraf 
Mynteolie, Myntevand. 

pr ell. Myre, en. pl. Myrer. [3 
Myri.] en Mofe, Gumpz Mofejord, Wo 
—* (br. ifær i Norge.) Deraf: Myre 

r, Myregran (Fys, Gran, fom vore 

ofer.) yrejern, et. Jerumalm for 
vindes af Mofejord og Moſevand. Myre 
malm, en. En okeragtig Jernmalm, for 
findes lagvtissi Mofer og andenftede (Bruͤn 
nichs Min. Dluffen.) 

Myrde, v. a. 1. [J. myrda. f. Mord. 
dvæbe et Menneſte m. Forfæt, m. den bx 
ſtemte Villie, at ſtille det v. Livet; begac 
Mord. Han har baade røvet og myrde! 
At m. cen med. foldt Blod. [Nan dræb 
ogfaa Dyr; fun om Mennejter bruge 
myrde og ihielſlaae. At dræbe figes baal 
om uforjætligt og forfætligt Manddrab ; ( 
myrde fun om det ſidſte. »Uden Forfæt c 
Agt tan ingen figes at være myrder.” Spi 
von. jvf. dræbe.] Uegentl. br. myrde un 
dertiden onr Nederlag i Strid. Trætte. 
at myrde, forlod begge Hœrene Valpladſe 
ved Nattens Indbrud. — Myrden, e! 
Gierningen af myrde. — Myrdelyſt, e 
ud. pl. Lyſt, Begierlighed t. et myrd 
At dræbe af Ul. (Rabbe.).— mycdevant 


Myrdevant — Mægle. 


adj. v. vant 't. at myrde, fortrolig m. at 
dræbe. (Baggefen.) . 

Myre, en. pl.-r. [A. 6. Mira, Myra: 
N. S. Miere. J. Maur.] en bekiendt 
Slægt af Inſecter, der leye i ſtore Selſta⸗ 
ber og fælles Boliger, Formica. — Myre⸗ 
bad, et. B. af Band, hyori en Myretue m. 
Myrerne ere kogte. Myreleve, en. -et 
Slags Inſecter, bekiendte af den konſtige 
Maade, hvorpaa de fange Myrer. (Myrme- 
leon formicalea.) myreſtoldet, adj. v. 
fom har Huden udflaaet m. ſmaa røde Bleg⸗ 
uet, ligeſom efter Myrers Bid. (Colding.) 
Myreſluger, en. En Slægt af Pattedyr. 
Myrmecophaga. Myretue, en. opdyn⸗ 
get Tue af Jord, 
en Myreſvckem har fin Bolig ; en Myrebo. 
Ulyreæg, et. pl. d. f. denne Benævnelfe 
tillægger man i Almindelighed urigtigen 
Morernes Pupper. 

Morebiorn, en. pl.-e, Et Naun, fom i 
Morge gives et Stages Biorne (ogſaa Græs⸗ 
biern, mindre end Zeſtebiornen. v. Aphe⸗ 
lens Nat. Hiſt. I. 327) enten fordi de gane 
i Myrer (Moſer) efter Bær; eler, ſom 
Nogle angive, fordi de gierne æde Myrer 
og andre Inſerter. ; 

Myriade, en. pl.-v. ſę. myrias.] ct An⸗ 
tal af ti tufinde; og f Alm. et ſtort Antal. 

Morrha, en. et Slags vellugtende oſter⸗ 
(andet Gummi af Myrrhatræet. (Amyris.) 

Myrte, cn. pl.- e. et beftandigen grønt 
Bujftræ. Myrthus. Deraf: Myrteblad, 
Myrtebuſt, Myrtekrands, Myortelund, 
Myrtetræ (d. ſ. ſ. Myrte) 0. fl. 

dvſſe, en. ud. pl. IJ. Misa.] i Norge: 
forlig ell. ſuur Oſtevalde. Deraf: Myſſe⸗ 
of, en. (udt. ogſaa: Myſeoſt.) et Slagt 
meget tæt og tung, men ſtior Oſt af fods 
agtig Smag, ſom ifær i Norge laves af 
Valde. 

Mothe, en. pl.-r. [Lat. Mythus.] ens 
felte Stykker af Oldtidens philoſophiſte 
Digtninger ell. poetiſte Hiſtorie, Philoſo⸗ 
phie og Theologie. — Deraf : mythiſt, adj. 
ſom udrinder af ef. ſtager i Forbindelſe m. 
en Nations ældfte Sagn og Myther. m. 
Hiſtorie, Philoſophie. Et mythiſt Digt. — 
Mythologie, en. Lære om Guder cl. hoiere 
BVæjener, grundet p. gamle Sagn; Gudes 
lære, Fabellære. mythologiſt, adj. ſom 
hører t. Mythologien, ſtaaer I Forbindelfe 
m. Gudefæren. mythologiſte Foreſtillin⸗ 
get, Underſegelſer. 

i, et. pl.-er. (2. Meuterei.] 
ulovlig Forbindelfe af flere imod Øvrighed 
el. Foreſatte; oprsrſt Forening, Gam: 
menrottelſe. At ftifte, gløre M. — Deraf: 

iaand ,en. Tildoieighed til Myts 
teri, Oprerscaand. Mytteriſtifter, en. 
Oprors fti 


er. 
Myttring, en. ſ. Mettrik. 
„J. n. Og a. 1, (I. maͤkeln.] 


68 


raaddent Zræ o. d. hvor. 


. Stægle — Mængde. 


ſtifte Enighed, Forlig, bringe t. Enighed. 
At m. i en Érætte, m. imellem ſtridende 
Parter. At m. Fred, m. Forlig. pan 
vilde m. dem imellem (bringe dem t. at enes 
om noget.) — Magler, en. pl.-e. 1. den 
ſom mægler imellem Stridende, ſom ftiftev 
Forlig. (f. Jredsmægler.) 2. den, ſom 
imod viffe Fordele, beferger Handelsforret⸗ 
ninger f. Andre. Varemegler, Sfibsmæge 
ler, Verelmegler, Affurancemægler. (pers 
af: Mæglerembede, Mæglerforretning , 
Mæglerlen, 0. fi.) Magling, en. pl.-er. 
Handlingen, at mægle imellem ſtridende. 

gte,v.n.1. har. [af Magt.for⸗ 
maae, have Kræfter fil, ”|"Denne Steen 
mægter jeg ikke at løfte. Jeg mægter (ove 
fer) ikke mere. (ſvf. magte.) 

Ytægtig, adj. IS. måttugr. T. måde 
tig.] 1. fom har Magt, Evne fil, ſom 
formaaer noget. »Den, ſom er mægtig 
m. fin Tumge.” — ”Hvo vil blive mægtig 
over mig 7?” D. Bibel, Ntægtig i Ord og 
Gierninger. At være fig felv m. (kunne 
fyre, beherfte fig felv.) At blive en Ting 
m. (Moth.) ”De vare et mægtige t. at 
gisre det,” Colding. 
Magt og Virfetrafts ſom formåaer meget ; 
vældig. (nm. Herre, m. Mand. mægs 
tig i Krig; m. ved Forbund. Et mægtigt 
Rige. De Rige og Magtige i et Land. 
»Den enefte menneſtelige Frugt, fom fan 
holde de Megtige tilbage fra Lafterne.” 
Sneed. 3. fig. ſterk, kraftig, flor, vidt 
udftraft. En in. Storm. mægtige Gier⸗ 
ninger. (I Biergverkerne: bred, om Gan⸗ 
gene; tyk om Steenlagene ell. Flotferne.) 
Heraf: ægtigped, en. En Gangs M. o: 
dens Vidde, ell. Stræfning; en Flotſes 
M. 0: Tykkelſe. “GSteentkullagenes ulige 
Maegtighed.“ Olufſen. — For: Magt br. 


det fun i vore Bibeloverſettelſer. ”Jeg 


vil fortelle om din Blægtighed,” 
Malde, v. a. f. melde, 
Mele, et. ud. pl. (Sv. Mala. af Maal. 


1. Menneſtets Roſt, for faa vidt den br. tik . 


Talen; Maal, Taleſtemme. Han hår et 
tydeligt Mele, men ingen 
Sang. At opløfte Malet. At mifte ft 
M. faac. fit Vi. igien. 
ron. 2. Tale f. Retten t. Forfvar eller 
Klage. (forældet.) , 
tæle, v. n. og a. 1. (9. mæla,] 1. 

tale. Han malede ikke et Ord. Lan funde 
hverken m. eller tale (Plconagme.) Med 
Sorgen udi Sind at mæle Latteré Ord.” 
Grundtvig. 2. tale fin Sag for Retten, 
(forældet) 

Melk, ſ. Melk. 

Maengde, en. pl.-r, fielden. X. 6. Me- 
nigeo. I. Margr. Mergd.] et ſtort Antal, 
en talrig Hob; Talrighe . En M. Wens 


neſter. En flor Wi, Penge, Fiendens M. 


2. fom har megen 


»En Zaler far, 
tabe R]Nøften, uden at mifte Melet.“ Spo⸗ 


— 


RW 


R 


.Mengde — Merke. 


Der var Kiebere i Mengde. — Utængden, 
ahbsol. a.) den ſtorſte Deel af Folket, Ho⸗ 


ben. - ”Ntængden i Staden blev ſplidag⸗ 


tig.” D. Bibel. 


At jage eſter Maængdens 
Bifald. “At agte de Forn 


iges Dom 


hoiere, end Njængdene Undeſt.“ Sneedorf. 


»Den tankeloſe Mængde feer intet.” En— 


gelstoft. b.) det ſterſte Antal af en vig 
Dob golf. (m. præp. af.) Utængden af 
orſamlingen. 


Ziltuerne, af 
Meenge, v. a. 1. [J. menga. A. 6. 
mengean.] blande, ſammenblande. "Og 
vilde Erterne fig famme Dag si menge.“ — 
»Gid aldrig nogen Qvinde med andet mæns 
ger fig, end koge, fne og fpinde,”. Holberg. 


- (df Mang.) == Ulænggode, ct. d. ſ. ſ. 


Ntanggods, Blandingẽgods. — Ulængfel, 
en. Blanding (ſieldent.) T. Rothe. 

Mar, en, pl.-e. [J. Mar, eft. Merit, 
Hoppe. X. 8 Mære.] En Heſt; og i Særs 
deldshed en Hoppe, (nu fun hos Almuen. 
jvf. Marſtalk.) ' 

Ytærte, ct. pl.-r. [I. og gl. Danſt: 
Marſt.) 1. et Tegn, hvorved man ſtielner 
gen Zing fra en anden, ell: hvormed man 
Petegner noget f. at gienkiende det; ct Kien⸗ 

e, Kiendetegn. At klippe N. i Faarenes 
Dren. At lægge UR. i en Bog, fætte Vi. 
ved noget. At bære 43, af ndget. ”Kun 
nogle af de Trek, ſom Træeldoms Marke 
bær.” Storm. — fig. At lægge M. til 9: 
give nsie Agt, marke p. noget ſom fore⸗ 


AZaaer. "At tage UI. paa noget 3: betragte 


det faa noie, give ſaaledes Agt derpaa, at 
man fan gienfiende det. (f. Vomarke, Kien⸗ 
demærke, Stioldmærkfe.) 2, en Faue, et 
Banner. A. S. Marc. (forældet.) Deraf 
de forældede: Blærfedrager, Maærkesmand, 
Ghylenſchl.) Bannerfører. 3. Grandſe. 
Jof. Enemærke, Landemarke. == mærkelig, 
adj. 1. ſom er et Marke værd, fortiener 
at lægges Mærke til, at agtes paa. Enm. 
Dag, Begivenhed, Et markeligt Vidnes⸗ 
byrd. 2. fiendelig, ſom let fan markes. 
En m. Forſtiel. Det er (et mærkeligt. — 
mærkværdig, adj. d. ſ. ſ. mærkelig; men 
m. et flærfere Udtryk; vigtig, betydelig, 
mindeværdig. Varkvæerdighed, en. 1. 
ud. pl. Beſſaffenheden, at værem. 2. på. 
Wærfværdigheder, mærkværdige Ting, E⸗ 
enjtaber. Byens Uarkverdigheder. = 
ftærFedag, en. Dag, hvorfra hentes et 
Morke. Ularkepenge, pl. cn Afgift, ſom 
betales af Safatende f. Lodømærter , der 
utfætteg p. farlige Steder; Prikkepenge. 
(Mandir d. Kammervæfen. 222.) Maer⸗ 
kepel, cn, P. ſom fættes t. Merke; Grænd⸗ 
forat. Markeſticl, ct. Grondſeſtiel. (V. 
S. O.) Maoarkeſtreg, en. G. ſom vr ſat 
t. Morke. Uiarketegn, et. Kiendetegn. 
(E. E Pontoppidan.) 
Meærke, v.a. 1. [I. merkia,] 1. fætte 
Mærie, Riendetegn p. noget. Alm, Bas 


64 
— s, 


Marle — Mædlifiger, 


ter, Tønder, SOvæg. 
til, give note Agt p. Mark p. mine ri 
At m. efter' eens Tale. 3. fane Kundſta 
om, fornemme, ylutte fig til af udvorte 
Kiendemærfer. ”Lær Kolt, men lær ter 
faa, at de ci merke det,” Popes Krit. x 
Schiermann. Eaavidt jeg fan mærke. ã 
m. eens Henſigter. Vi mærkede itke at ha 
kom. Man fan m. paa ham, at han blive 
gammel. per mærker man ikke til Kulder 
Vi mærkede intet til Tyvene, — At lat 
fig m. med noget 3: give tilkiende, nttr: 
rebe. At lade andre m. noget. At m 
cen noget af, kære v. af mærke p. een 
komme efter hvad han holder ſtiult. = 
Wiærtelfe; Utærfning, en. Gierningen a 
merke. — Maærkehammer, en. £. hvor 
med man mærker, planer Marke i noget 
Markejern, et. J. hvormed man mærfe 
noget. Markepind, en. P. ell. Sto 
hvorpaa man mærfer noget, hvori ma! 
tlærer Mærker; Markeſtok, Karveſtok. 


Meerke, m. s. en Plantes Ravn. Apinn 
raveolens. (H. Harpeſtrengs Legebog. 
andmaerke, vild Sellerie. 


Mars, et. pl. d. ſ. N.“O. Mars. 
ct aabent cl. lukket, m. Rætvært forſyne 
Gulv af Planter, der anbringes p. Maftel 
Oven oner Ctorfcilet, og har nogen Liighe! 
m. en Kurv, Miars, égentl., en Kurv 
Deraf Ordſproget: Det er ondt at faa 
Heire i Yiærs.] == Maroflag, et. F. fon 
fættes oven Marſet. Viærslygte, en. Ci 
£. der undirtiden t. Sktibs tændtes om Mat: 
ten i Stor-Mærſet. Vlærerga, en. der 
R. hvortil Mærsfeilet er feſtet. Mars: 
feil, et. det filrkantede Seil, fom er naf 
over Mærfet. En Utærsfeilstuling (hvor: 
Ved dette Seil fan føres.) 

Marſkland, et. f. Marſkland. | 

Blæffe, v. a. 1. [f. MNaſt.] 1. (IT. met: 

den.) At m. til Øl ao: rore det ſtraued 
Malti hedt Vand. At m. fit Brændeviin 
o: jlaae hedt Vand p. Kornet og fætte Bær: 
me dertil, f. at bringe det I Giæring. 2, 
(T. måften.) fode, gigre fed. At m. 
Sviin. Gaa fed fom en mæffet So. "Naar 
jeg ſeer — Fortieneſter og Vid at lide Ned, 
og Dumhed mæffe fig i Lytkens Skied.“ 

. Schmidt. — UVlaftfekar, et. K. hvori 
Korn maſtes t. Dl ell. Brendeviln. Ma— 
ſkeſtang, en. S. til at meſte Maltet ell. 
omrere det I Meſtekarret. — Vaſteſti, en. 
Cted , hvor Kreature maſtes ell. fedes; 
Faafeſtt, Kalveftt, Brinefti. rivf. Sti, 2.) 
Mæffefviin, ct. S. ſom er mæjtet ell. Tal 
mæjtes ; Fedeſviin. — Utæffning, en. Gier⸗ 
ningen at meſte. i 

Ylæslinger , pl. [N. S. Maſel. E. 
measles.] in Feberſogdom, hvorved Lege— 
met jlaaer ud I rode Pletter, der borttarre⸗ 
uden Ar, 


2. lægge Mær! 


æt — Moede. 


65 . Møde — Modrene. 
tæt, adj. pl. mætte. [I. mettr.] fom dighed, Træthed br. det af P. Clauſſen. — 
—3 et life, led nå As ret: ' for far af —8 megen > 


Madlyſt. At være mæt, blive mæt, ſpiſe kg. 


mæt. — fig. tilfredeftilet v. Nydelſe. Man 
tan ikke fee fig m. påa dette Maleri. Uiæt 
af Dage, af Rigdom og Ære, af Livets 
SGode. ”Gammel og mæt af Dage.” D. 
Bibel. ”Gat faa, naar du er mæt af Dage, 
t. dine Fædres Fred.” Storm. = Methed, 
en. ad. pl. den Tilſtand, at være mæt, — 
Btætte, en. for: Mættelfe, Mæthed, er 
ſieſdent og forældet, (Arrebo. Tullin.) ”Xt 
fremmed Graadighed fund Utætte kunde 
nytte.” Storm. 

Merte, v. a. 1. ſtille Sulten cl. Mad⸗ 
lſten. At m. den Hungrige. Atm. ſig p. 
noget. — fig. tilfreteftille en ſandſelig Lyſt, 
Begierlighed. At m. fine Lyſter. — ”De 
Lofter, ſom meeſt mættes, blive altid de 
msætteligfte.” Baſtholm. — mættes,n. 
pass. blive mæt. - Han er ſom Døden, der 
fan iffe mættes.” Hab. 2, 5. ”Lad ført 
Bernene mættes,” Marc. 7. 27. 2. J 
Chemien: komme faameget af et faſt Lege⸗ 
me t. et flydende, ſom dette fan opløfe; ell. 
bringe begge Legemer i en chemiſt Ligevægt, 
— mættelig , adj. fom fan mættes. (f. 
amættelig.) Mettelſe, en. det at mætte 
nogen el. at mætte fig. ”Den uudtomme⸗ 
lige Kifde , hvoraf han sfer Biættelfe og 


e.” Evald. 
Ye, cen. pl -er. [IJ. Mei, Mær. Sv. 
Mo.] 1. en Pige, et ugift Fruentimmér 
(heppigen hos Digtere; men hores ej i Ta⸗ 
leſproget.) f. Feſtemo, Kongeme. 2: en 
Pige, fom er urert af Mandfølt;' en reen 
barn, et. Barn af Quin⸗ 
tetiennet ; Pigebarn. (modf. Drengebarn, 
Evendbarn.) Mobarn, maa aldrig fin 
Jord afhænde,” D. Lov. V. 3.7.  Wøs 
dom, en. ud. pl.: IS: Meydomr.] den E⸗ 
gragab hos en Pige, at hun er utert af 
Mandfolt, -ubefmittet Kydſthed, Jomfru: 
bom. Mmoedomoetegn et. Kiendetegn p. 
bet Medom. — Modreng, en. ſ. Pi⸗ 

vend. . . ” 
⸗ Modding, en. pl.-er. IMogdynge.] en 
Punge, Samling af Weg, ifær Kreature⸗ 


net, ter ſamles t. Giedning. At føreen - 


M. ud p. Ageren. oddingbrond, en. 
En ſteenſat Grav el. Fordybning i Jorden 
t. at fanfe Gisdning I. Moddingpol, en. 
Eump af Ureent Vand, der famrder fig om 
cm Mm. Mmoeddingfieb, et. Øer Plads, 
heor Giødning fra Stalden ſamles og op⸗ 
tunge f. at gaae i Sfæring: "At anlægge 
ett. Woeddingvand, et. "det fra Mod⸗ 
tingen aflsbende BLand. 
Bløde, en. ud. pl. IJ. Mæda, '&v. Mö- 
da. jvf. adj» mod.] Befvær ;” Fottræd , 
Kummév ,- Sienvordighed. “Ak 'udftade 
Mrie og Mode.“ E. E. Poutoppidan. 
1653. (ueſten ganſte forældet.) For: Mo⸗ 
Danſt Ordbog. H. 5 J 


4 


ſom 


P mødrene TD 


j. 
Befværlighed ell. Gienvordighed. — mode, 
v. a. og rec. 1. giore Uro og Befvær, bes 
fvære, udmatte. At møde fig. (foræfdet.) 
Mode, v. à. og n. mødte, modt. [Goth. 
motjan. A. &. metan. N.S.msten.] 1. 
act. komme imod een, træffe en Kommende, 
fomme cen i Møde. Jeg mødte ham p. 
Veien, p. Gaden. har modt (truffet) 
ham nogle Gange I Selſtaber. (Saavel i 
denne, ſom f de følgende Bemerkelſer, er 
den pasſiv. Form ufædvanlig); men møs 
des, ſom v. dep. brugeligt.) — 2. act. 
gaae i Wøde; ofte figurl, for: modſtaae, 
modvirke. Hworledes vinde vi Styrke £. af" 
mode Modſtand, Bagtalelfe, Fordeminel⸗ 
fe 2”. Mynſter. 3. hændes ; vederfares; 
ndtræffe, Denne tibehagelighed et modi ˖ 
mig flere- Sange. Der modte det Uheld, 
Æ. absol. indfinde, indſtille fig, tomme t. 
et Mode, "At mode I Retten, lade en anden" 
m. for fig, Det ér anden Gang, at han'tkke 
har mødt. ' Zi Vogne ſtulle møde I Mors 
gen. De mødte alle. — modes, medtes. 
dep. møde hinanden, træffes. " Vi mo⸗ 
des undertiden i Klubben, p. Gaden, - De, 
medtes p. Halbveien. »Hun mødtes med 
fin Broder.” X. Vedel. — Moeden, en. ud, 
pl. det, af mode een, ell. at flere mede p. 
et Sted. (Baggeſen) Modeplads, en. og 
Modeſted, et. Plads, Sted, hvor flere møs 
des, eil. ſom er beftenit t. ct Møde. Krigs⸗ 
foilenes Modeplads. At aftale et Moder. 
ſted. — Mødetid, en. Tid, fom man hav 
beftemt fil et Møde, tilat mødes. +" 
Maode, et. pl. . FI. Mot: NR. S. Mo⸗ 
te. 1, berammet Sammenkomſt, For⸗ 
ne, "Stævne, (f. Mode.) Selſtabet 
oldt ct Wi. -- Der er berammet, fajtfat 
udſtrevet aftal et Yi. - 2, uformode! 
Gammentom i def, at mødes. Det var 
mig et'udentet, behageligt, uheldigt M. — 
i Mode, adv. ſaaledes, at man møder nos 
gen. At gaae, komme, relfe, kisre, vide, 
felle cen i VR, — fig. At gaae Faren, Doden 
rolig i Mode. At fee en tidlig Ded 1 
Moede. (vente fig.) SEEREN 
Modig, adj. [X. 6. medigi J. médr.] 
1. tret, udmattet v. Arbeide el. Gang. 2: 
treettende, ſom gior moͤdig. Naar de Das 
gen igenem gade faa mangen modig 
gang, »Mynſter. “Denne Mafhed — 
avnen eſter en modig Dag.” Bagg: 
Modighed/ en: ud. pl. Trothed. (bv. fields 
mnerc-etd dette.) ”Hans Lod er Middagsſol, 
fnur Sved og Medighed. Storm. ao 
Modrene/ adj. faf Moder. fy det: lig⸗ 
nende fæedrene.] ſom horer YE, ell. "har til 
"hørt Moderen i cen Ølægt. Hans Fronder 
e, ell. mødrene Frænder. 
Det ev hans modrene Baaben.Ogſaa fore 


enet m. Sußſtantivet ⸗VNoedernearv⸗en 


(5) 


NMadrenearv — Del. 


Arv, man har faaet cl. ſtal have efter fin 
Moder. Moedrenebyrd, en. Xt, Her⸗ 
komſt p. møbrene Side. (Suhm.) Me⸗ 
Srenegode, et, fom er ardet efter Mode⸗ 
æn.oco. fi. 
Modſom, madſommelig, adj. (A. Ve⸗ 
del.) ſ. moiſom. 

Mog, et. ud. [3. Myk. A. S. 

karn 


Havebed, hvori der er lagt meger Gisds 
ning. (V. S. O.) Megbænt, en. d. f. f. 
—28 (Mogbed. Moth.) Magbaer, 


ſtlelligt. Mogfork, en. Moggreb. Magz⸗ 
gil set. G, fom gives Hovbander el. an⸗ 
ve, der i Forening have kiert Møg ud. 


er Blandgisdning. (Landh. 
od grvreb,.en. En G. eller 
9 
el. læfje det p. Vognen. Moeghakke, en. 
Redſtab, hvormed Møget tages af oguen, 
ell. løsnes i Moddingen. Meghob, en. 
En liden Mogdynge. Mogkarre, en. K. 
. til at fere Meg paa. øgtiorfel , en. 
Mogagning. krog, en. Moghakke. 
Moeglæs, ct. En Vogn, læffet m, Giod⸗ 
ning. Utenffuffe, en. hvormed M. ſtuf⸗ 
es af Stalden. tyv, en. ſ. Moggreb. 
vogn, én. V. ſom man fisrer Meg paa. 
e, v. a. og n. 1. IJJ.mykia.] 1. v. a. 
se Mog pcea, gisde (ſom ev mere bruges 
t.) Af m. en Ager. 2. v. n. fafte fit 
karn el. Møg ; om Kreature. (Hvitfeldt.) 
. 3. føre Møg af Stalden. ſ. muge, fom nu 
altid bv. i denne Bemerk. — tegning, en. 
Meie, en. ud. pl. [N. &. Moie. 2. 
Muhe. S. Moede.] Kræfternes Anſtren⸗ 
gelſe, Umage, Befværlighed. At have M. 
med noget. ”De giore fig Moie f. at fors 
ende Retten.” Jer. 9. Det foftede ham 
megen M. Et Liv, fuldt af Uto og M. 


== Mmøiefuld, adj. fom der ev megen Meie 


ved, meget befværlig, umagelig. — mai⸗ 
om, moiſommelig, adj. forbunden m. 
sie, bifværlig, Et moiſomt Liv, Arbei⸗ 
de, meifommelige udregninger. — Moi⸗ 
—8 ifommelighed, en, ud. pl. Be⸗ 
affenheden, at være mølfom. 
- Biøte,v,a.1. giore Umage, befvære. 
(forældet. At møre ps m. noget. Baggeſen.) 
Maol, et. pl. d. f. IJ. Melr, Målr.] et 
Navn p. de Nat⸗Sommerfugle, hvis Orme 
ed. arver føndergnave uldent si 0. bd. 
Phalæna tinea. Der er gaaet Mol i Pels 


66 


øget bort af Stalden 


! g 


Mel — Mollencering. 


ſen. — melædt, ad. v. angreben, meer e! 


mindre fortæret af Mol. 

Ulelle, en. pl. - ry. i: Mylna. A.E 
Myln. N. S. Mølc.] en af forſtielli 
Hliul og Drev ſammenſat Maſtine, fo 
drives af Vand, Bind, Damp ell. Heſt 
Kraft, og hvis, Virkning enten er at ma 
Gom er det almindeligite) el. at knuſt 

ampe, ndergere, 2c. absol. br. det o 

t bringe Korn t. Molle 

Mollen gaaer, ftaaer. En hollandſt V 
En Stubmølle. En Vandmølle, Vei 
melle, Heſtemolle, Dampmolle. En Bar 
melle, Grynmolle, Hammermolle, Ko: 
bermolle, Krudmelle, Maſtmalle, Oli 
molle, Papirmolle, Slibemolle, Stamp 
melle, 0. fl. = Melleaa, en. Aa, ſom dr 
ver en M. ,. Mellearm, en. Et af de fi 
Korstræer p. en Veirmolle, hvorpaa Vii 
gerne ere fatte, Mollearel, en. det fvc 
re Zræ, hvorpaa Mollearmene, el. Van 
hiulet (en Vandmølle, eve befeeſtede. Moe 
ebakke, eau. B. hvorpaa en Veirmol 


Kornmeaoller. 


acer. ebom, f. Melearel. Mo 
Iebrug, et. det, ſome hører t. en Moll 
rift. Mellebygger, en. den, fom fo 


faner Utellebyggeri, el. den Konſt, at ti 
ug 


Utellebygtningstor 
33 Ø 


Vandløb til cU. fra en Molle. (Jvf, Dig 
3.) Mollediget v. Sorse. — Molledre 
et. Et mindre Hiul i Molleverk, der ſtaa 
ſaaledes i Forbindelſe m. et ſtorre, at d 
driver el. 


hvorpaa en Veirmoile Moa Mollegie 
Rolle, beftaaen 


Luur. 
om —— føger t. en Mølle, f, at la 


et Vollevert. fRrafte Medh,):. Mellehe 
ver et Mollevork. 
biul, et fom hører f.-en Molle. Ma 
chu ger, en. Mellebugger. (Olufſen 
Mollechuus, ct. H. hvorpaa en (holland) 
Veirmolle ſtaaer; el. Huus v. en Mel 
hvor Molleren boer. (D. Lov. VI, 21,1 
Mollejern, et. en ſocer Jernſtang, m. hv 
ken den sverſte Molleſteen, ell. Løbere 
breter ſig. Mollekam, en. f. Kam, 2. 
Ne Mollelober ,.ens ſ. Ligge 
Mollenæri 


telleligger, 


É 


? + 


Mollepenge — Mollerhone. 


har af et Mollebrug. WMellepenge, pl 
f. Malepenge. Mellepoſe, en.” 1. Sig: 
tepofe p. en WM. 2. en P. hvori Korn 
føres til, og Melet fra Mellen ; Molefæt. 
I, en. Pæl, hvorpaa en Stubmolle 
hviler. equærn, en. Q.i en Melle. 
(modf. Saandqværn.) Mellerende, cen. 
R. hvorved Bandet ledes t. Hiulet i en 
Vandmølle. Mellerettighed, cen. R. til 
af anlægge og bruge en W.… Melleſadel, 
en. kaldes to ſterke Underlag m. deres 
Zværtræer, hvorpaa en Stubmolle hviler. 
(Krafts Wed. II. 812) Meolleſeddel, en. 
d. f. ſ. Maleſeddel. Mollefeil, et. det, 
p. Welevingerne udfpændte Seildug. 
rue, en. En fürkantet Tragt over 
Wellegværnen , hvorigiennem man lader 
Kornet løbe ned W Aværnen. (Moth.) 
Moelleſtyld, en. den Landgilde, ſom en Fæs 
Kemsller maa betale af fin M. og den tils 
Uggende Jord t. Eieren. Melleſpil, et. 
Spil el. Vinde t. at drefe en M. Mol⸗ 
leſtaeng, en. ”Gtang p. en Veirmolle, ſom 
Meflen gaaer om paa.” (Moth.) Melle⸗ 
ſteen, en. pl -ftene, En af de Stene, ſom 
utgiere værnen I en WM. (Løberen og 
kiggeren.) Melleſtiert, en. Bielke el. 
Stolpe p. en Veirmolle, hvorved den dreies; 
Moſleſosbe. (Moth.) elcſtuing en, 
Mollegierde. Melleſvobe, en. En 
tubmoller udftaaende Bielke, hvorom 
Bindetavdlet er bundet, hvorvegj Møllen v. 
fieln af Vindevognen dreies. (Moth.) 
Molleſcœk, en. 
Moslle. Melleſe, en: Sø, hvoraf en 
Banemøle har fit Tillob. Wiolletold, en. 
ten Betaling i Korn (fy Skieppe f. Ton⸗ 
ten) fom gives Molleren i Malelsn, i St. 
for Penge. Welletragt, en. d. f. f. Mols 
leſtene. Welletvang, en. Nettighed t. at 
funne tifholde nogen at lade male fit Korn 
p. en vis Mølle. MWMelletommer, et. T. 
form er i en Mølle, eQ. ev fienligt.t, Mølles 
bygning. 
Everved et Møllevært drives. Mellevei, 
en. ven Bel, man har, f. at fomme t. en. 
Malle. Mellevinge, en. de Krydstræer 
p. en BVeirmolle, ſom fœſtes p. Mollearme⸗ 
ge, eg hvorpaa Seilene udſpendes. Mol⸗ 
„en. V. hvorpaa Korn og Meel føs 
res f. og fra Møllen. Mellevegt, en. 
%. hvorpaa Kornet, fom føres t. Molle, 
c3 det malede Meel veies. Moellevark, et. 
ten Indretning, hvorved en M. drives og 
epfyſder fin Beffemmelfe, (f. Malevark.) 
eller, en. pl.—e. den, ſom eler eller 


driver en Mølle, fom lever af Mollebrug. 


Gan Meeſmoeller, Maltmoller, Slibemoller, 
Baffemøller. En Heſtemoller (fom driver 
en Heſtemslle.) Mollerdreng,en. D. ſom 
er i Sære hos en M. Møllerheft, en. H. 
form tilhører en Møller. Mellerhuus, et. 
S. hvor en Møller boer, Moellerhane, en. 


+ 


fræ. 


&. hvori Korn føres t. 


Mollevand, ct. rindende Band," 


4 


67 Menerfone — Monſterherre. 
Mellerkone, 


kaldes en meget fed Høne. 
en, En Møllers Huſtru. Mellerſvend, 
en. dén, der flener for Spend i en Molle. 


Utellervogn, en. Vogn fom tilhører en. 


Møller. m. fl. a. . . 
ten, en. IJ. Mænir.] Rygningen, den 
øverfte Kant af Taget p. et Guus ; Tag⸗ 
ryg, Monning (fom ev mere brugeligt.) 
Deraf: Mongas, en. d. f. f. Mon, Men⸗ 
ning. Monſteen cl. Monningsſteen, en, 
pl. d. f. de Tagſteen, der udgisrte Monnin⸗ 
gen p, et Huus. Mentorv, en. Gros⸗ 
tørv, fom lægges p. Tagryggen af et Huus. 
Monde, en, pl. -r, 6 
Mynde. . Miohundr; af mio, ſmal, 
z»tynd.] et Slags Jagthunde, af en høi, 


krives ogſaa: — 


langſtrekket og meget ſmal Bygning. — ” 


Mondejagt, en. Jagt, ſom ſteer med 
Monder. | . 

Monne, v.a.1. dakke Tagryggen af ef 
Guus. At mønne med Torv. 

Monnie, en. -[£. Minium.] et Farves 
ftof, elev en Blykalk af rød Farve, der 
faaes og tilberedes v. Brænding i en Mon⸗ 
nie⸗Ovn, et Menniebrænderi. (f. Minie.) 

Monning, en. [ſſ. Men, monne.) 
Gierningen, at mønne. 2. Monaqgas, Tag⸗ 


ryg 

Moenſter, et. pl. Menſtre. —8 S. 
Munſter.] 1. en Gienſtand, hvorefter 
en anden dannes, ell, hvis Egenſtaber man 
føger at efterligne og optage ;. et Forbillede, 
Erempel. At ſtæœre et M. fil en Kiole. 
At ſye efter mM. At tage een til M. 
ev et M. paa qvindelig Fromhed. 2. Fi⸗ 
ur, Billede (i viſſe Tilfelde.) At væve 

si Dekketel. Dette Zøi har et ſmukt 
Wi. —= Wtønfterbillede, et. B. ſom tiener 
el. kan tiene t.”Mønfter. “»Skionhedens 
Me M. i hans Siæl.” (Ideal. M.) 

onſterbog, en, B. hvori forſtiellige Møns 
ſtre findes f. at tegne, ſye, ſtrikke efter, ꝛc. 
Menſterſtærer, en. den, ſom udſterer 
Monſtre. menſterſkien, adj. udmaerket 
ſtien i fin Art. ”Dgtte menſterſtionne 


un 


Sorgeſpii.“ Bagheſen. Monſterſtrikning, 


en. S. efter Monſtre, ell. hvorved et viſt M. 
bringes ind i det ſirikkede Arbeide. (Andre 
m. lenfter ſammenſatte Ord, der ikke egent⸗ 
lig høre herhid, ſ. under monſtre) 
onſtre, v. a. 1. IN. &. munfbern.] 
1. egentl. efterfce en Ting nøie, om den 
fvarer t. fit Monſter; ſerdeles om Efterſyn 
af Krigsfolk v. Befalingemænd, f. af uns 
derføge, om Hæren er i tilbørlig Stand. 
At m. Fodfolket, Rytteriet. m. et Regis 
ment. 2. fig. betragte nsie f. at udfætte 
paa, meftre, rette paa. At m. de Forbi: 
gaaende. At m. paa Bogſtaver og Dvd.” 
Sneedorff. =— Nlenſtring, en. pl. - er. 
Gierningen, at monſtre, ijær Krigsfolk. — 
erherre, en. kaldtes fordum viſſe 


1. 


Dyfynsmænd v. en Krigshœr, hvis Beſtil⸗ 


(37) . 


al 


4 


Er så 


| Dette Tei et mig f. merkt. m 
fk dunkel.) 3. figurl. 


Å! 


Monſterplads —Merfhed. 


fing var at menſtre Folket, m m. Men⸗ 
ſterplads, en. P. beftemt t. Krigsfolks 


. Menftring. (Holberg. rettere: Menftringe⸗ 


plads.). Moenſterrulle, en. Fortegnelfe 
over Krigsfolk i en Hær, hvorefter dé møn: 
ſtres. (Moth.) menſterſtriver en. den, 
ſom v. Moenſtringer og andre Leiligheder 
holder Bog over Krigsfolkene i Hæren, 
Moth.) 

tor, adj. IN. S. moͤr. A. 6, mearu. 


BGl. D. medr.] den Beſtaffenhed v. et faft, 
trevlet, Legeme, at dets; Dele ere blevne ble⸗ 


dere, end de tilforn vare, og ſaaledes lettere 
ſtilles ad; ſagſom v. Raaddenhed, Modenhed, 
v. at bankes, blodes, koges o. ſ. v. — Skiort 
er det, fom let brydes; mørt det, fom let 
ſonderſlides, tygges, 0: d, ell. hvis trevlede, 
tilforn tæt fotenede Dele, lettere adſtil⸗ 
les. — Teiet er mørt af Elde. Et mort 
ble. Stegen er ikke mor nok. Kioedet 
maa koges mørt. Deraf: Uloerhed, en. 
ud. pl — morbanke, v. a. 1. i dagl. Tale: 
al. een dygtig af. Heraf: Merbank⸗ 
ning, en. (Rahbek.) Morbrad, en. pl.-c. 
det Kied p. Stude, Sviin o. a. Kreature, 
ſom fidder under Høiribbene; fordi det er 
mere mørt end andet Kied. FR. S. Mdr: 
brade.] — mere, v. a. giore mør. (V. 
6. O.) meres, v. dep. blive met. (Moth.) 
begge lidet bruget. 

ørk, adj. IJ. myrkr.] 1. fom er bes 
revet Lnfet, ev uden Lys, cl. har ganſte 
lidet Lys, er lidt oplyſt. (det modſ. af lys.) 
Den mørke Nat. En mørt Sule. Varelſet 


mørkt Veir, morke Dage. Og 
ſee der var en mork og mulm Dag.” Eſther 
XI. (i nyere Bibeloverſ. Ivf. Nulm, hvil⸗ 
ket Ord her ftaaer ſom adj.) 2. ſortladen, 
ſom falder i det Dunkle. merke Farber. 
e Dine 
(o: mørfebrune, fortladne.) nm. Sky. 


vetrædelig af Aaſyn. At fee m. ub. 
gigre en m. Mine. b.) nedſlaaet, tungfin⸗ 
dig, bedrøvet. En m. Sindsftemning , 
Fremtid. morke Tanker, Foreſtillinger. 
t fee Alt fra den morke Side. c.) uty⸗ 
delig, uforftaaclig, uden Klarhed. ”Hans 


Færdighed i at giore merke Ting klare, 


ubekiendte Ting kiendte.“ Malling. En 
m. Stiil, Talemaade. 
mig ganſke mork. En mørk Tale orL en Gaa⸗ 
de, = morkagtig, adj. d. ſ. ſ. morkladen. 
— Utorfhed, en. ud. pl. den Beſtaffenhed 
cl. Tilſtand v. en Gienſtand, at den er 
mørk. Mattens M. ”Den halve Klode — 


indfſvobt i Morkheds tauſe Tange.” Veſſel. 


68 


m. merke Skyver. (V. 


var ganfte mørkt, Det begunder at blive, 
maorkt. 


a.) wieforneien det merknes; Aftenſtumringen. ban g 


Hans Tale var hed 


Morkhed — Mottrik. 


En Farves M. — fig. iſer ofte i Bibelover 
fættelfer: Morkheds Gierninger, Morkhed 
ele. (jvf. Morke.) — morkladen, adj. p 
morkladne. Noget mørt, ſom falder i di 
morke, mere møre end lyg. morkladen 
Anfigtet. m. af Saar. merkladne Din 
»Nordens Fielde liig, morkladen, fold, uro! 
kelig.“ Bagg. — morkſtyet, adj. overtrukke 
&, O.) merkſode 

adj. d. f. f. ſodbruun. 83. S. O.) mer! 
talende, adj. v. ſom taler p. en mork, ufo: 


ſtaaelig Maade. (BR. S. O.) = merkebla. 


adj. ſom har cen blaa Farve, der er Me: 
mør, end lys. mørfeblaat Klæde. mø 
keblaae Dine. Saaledes om de øvrige Fa: 
ver: morkebruun, morkegraa, morkegro 
morkeguul, morkerod. 


Merke, ct. ud. pl. den Tilſtand p. 
Sted, at der er mørkt ; Wangel p. Lys 
Rummet, Dunkelhed. Der dpſtod, de 
faldt et pludſeligt M. paa. “Merket fn: 


ligt er af idelig Lyn.” P. H. Frimanm. - 


At gaae i Morke, være i Merke, fidde 
M. (i ct mørkt Rum ell. Værelfe,) Na: 
tens M. (el. Morkhed.) — Om ma: 
Farve, mørt Beſtaffenhed br. ikke Mork 
(f. Merkhed.) Merke br. derimod ofte f 
url. derkets (o0: onde) Gierninge 
remtiden ligger ſtiult f. og i Morke 
Vankundigheds, Uvidenheds Ulorfe. ”N 
begyndte Overtroens Merke efterhaande 
at adſpreded.“ Kampmann. — merkra 
(ed. morkeræd) adj. ſom frygter Morke 
er bange i Morke. 


Merkne/v. a. 1. giore mork, betage Lr 
ſet. Dette Betræk moarkner Varelſe 
»Slud morkner Dagen,” Evald. — Siell 
nere ſom v. n. af blive mørk. Det begynd 
at morkne. — I denne Bemerrkelſe br. de: 
imod dep. at morknes. Det merknes 
Veiret. Hans Aaſyn morknedes. — VWier! 
ning, cen. ud. pl. den Tid p. Dagen, na 


hiem i Morkningen. | 

Morſer, en. pl.-e. [Z. Mårfer, Feue 
moͤrſer.] ct Krigéredffab t. at kaſte Bomb 
af; en Bombekledel. (Ogſaa: Mortere 
efter det Fr. Mortier.) | 

Moerſt, adj. [uvis Oprindelfe.] halvſun 
ſyrlig. morfke Wbler. Colding. (Vred 
„en. morſtne, v. n. blive fyrlig. Mot 
men nu fieldne.) , 

Utattrik, en, pl.-er. IN. S. Mode! 
ken. T. Mitterid.] ct Stokke Mel 
m. Huulning og Skruegang, der paſſer 
en Skrue, hvorpaa Mattriken m. en Skru 
nøget fan faſtſtrues. (Skruemoder.) 





69 


N. 
v V 


ø nm 


We: Ildraabsord (maaſtee en forandret 
Udtale af nu) hvorved udtrytkes Forun⸗ 
dring, Samtykke, Trudſel m. m. J Skrift⸗ 
ſproget br. det i det hølefte fun, hvor man 
vil såretligne den daglige Zale. , 

gad, en. pl.-Waadder. [det T. Nath. 
R. S. Naab.] 1. Syeningen i et Seil, ell. 
Sommene, hvorved Seildugsſtykkerne for: 
enes t. ct Scil. 2. Naadderne i Dokket 
cl. faa Siderne af Skibet 0: Stedet, hvor 
Plankerne ſtarres ell. fammenfældes, hvor 
te lægges til ell. ved Siden af hinanden. 
At digte Waadderne m. Værft. (Deraf: 
Waadfant, en. den Kant af Spantetræer: 
ne, fom vender t. Naadden.) 3. hos Sko⸗ 
magere: den hvide Som ell. Traadſtikning 
t. Pynt p. Skoe⸗ cl. Stovleſaaler. 4. 
Semmen cell. Randen langs op ad en 


Strompe. (3. 6. 0.) = Med dette Ord 


te formodentlig bejlægtede: Naadhovl, 
en. Plovhøvl. (8. S. D. f. Nothevl ſom 
er den ſedvanl. Udtale. Waadfom, ct. 
Sem, hvis Ende, naar det nager igiennem 
et Brædt, ombsies og atter indbankes i 
Zræct; et vegnet Som. (2: S. 2.) 
Naadding, en. pl.-er, d. f. ſ. Naad, 2. 
Jelding, Sammenfelbing, Fuge. (V. 
S. O. 
Naade, en. ud. pl. [IJ. Nad.]" 1. en 
Heieres ca. Mægtigeres Velvillie mod en 
Qingcte, for faa vidt fom denne betragtes 
fom ufortient, ell. ſom en Følge af den 
Høieres eget Godtbefindende. Guds W. 
At være i W. hos Kongen. At ſtaae i hoi 
%. hog cen. At have (7. for cen, forſikkre 
cen om fin W. At faae fin Aſſted i V. 
2. en Handling, fom udvinder af en flig 
Velvillie, en enkelt Naadesyttring, Gunſt⸗ 
beviisning. At udbede figen W. Kongen 
vijte ham den V. havde den VW. for ham, 
st — (Dog uden pl. Jof. Naades beviis⸗ 
ning.) At leve af andres V. 3. færd. 
en Raade, der yttrer fig v. Eſtergivelſe ell. 
Formildelſe af en fortient Straf (her fæds 
vanl. ud. Art.) At lade W. gnae f. Ret. 
At bede om V. At tage cen tilNaade. 
”De ere vel endnu Syndere; men de ere 
tagne t. Naade, og forfikkrede om Hielp. 


Guldberg. — At fee i, W. til cen. (viſe 


Raade imod.) Uden W. (93: efter Lovens 
Etrenghed.) 4. en Titel, fom I ældre Ti⸗ 
ter blot tillagdes Konger og andre fyrftelige 
Perſoner af begge Klon; nu derimod gt 
væ Fruer og Frokener af heli Stand. — 
Sammenfætninger: 2.) Naadebillede, et. 
et Selgenbillede, ſom Overtro tillægger en 


Gud. 


færdeles vidunderlig Kraft. . Naadebrev, 
ct. Document, hvorved en Fyrſte tilfiger 
Nogen en vig Saade. YWaadebred, et. f. 
Naadſenobred. naadefuld, adj. meget 
naadig; barmhiertig. Naadtgave, en. 
pl.-r. Gave, Skienk af Naade, ſom hoie og 
forftel. Perfoner uddele (I Theol. ethvert, 
ifær aandeligt Gode, betragtet fom en 
Gave af Guds Naade.) Naadegierning, 
en. G. fom feer af Naade ell. Barmhier⸗ 
tighed. Yiaadegods, et. Gode, ſom ſtien⸗ 
kes cl. forlenes af Kongens Naade. (Col⸗ 
ding.) Naadekald, ct. i Theol. Guds 
Styrelſe t. af giore Menneſtene deelagtige 
å Chriftendommené Velgierning. Naade⸗ 


kilde, en. fig, Kilde, Ophav t, Naadesbe⸗ 


viisninger. Naadekraft, en. i Theol. den 
Kraft, fom Gud ſtienker Mennejtst ft, For⸗ 
bedring. Naadelofte, et. Forrættelfe om 


Naade; Løfte om en Naadesbeviisning. 


»Jeg vil i Hiertets dybe Grund dit V. 
iemme.“ Sturm. Naadelen, en. den 
eel af en Embeds⸗-eonning, fom efter Em⸗ 

bedsmandens Forlavelſe ell. Afſted, til⸗ 

ſtaaes ham f. hans ovrige Levetid; ell. en 
aarlig Løn, ſom tilſtaaes en Lærd ell. anden 
fortient Mand, uden Embedsforretninger, 
ligefom og Enker efter Mandens Ded; 

Penfion. naadelos, adj. fom ingen N. 

vifer; ubarmhjertig. Haademaaltid, et. 

i Theol. Alterens Saeramentke. Naade⸗ 

middel, ct, pl.midler. i Theol. Middel t. 

at blive declagtig I Gude Naade, ell. Sa⸗ 

lighed. naademild, adj. meget naadig, 

naaderig. (Moth.)  Waadepagt, en. i 

Theol. Daabens Pagt; m.m. Naade⸗ 

penge, en. d. f. ſ. Naadelon. “At Keiſeren 

v. ÄAfſteden har givet ham en aarlig Naa⸗ 

depenge.“ Schytte. maaderigf - ad). ri 

p. Naade, meget naadig. aadeſmiil, 

et. S. ſom et Tegn p. Naade; naadigt 

Smiil. — fig. de Stores Bevaagenhed. 

(Ohlenſchl.) Naadeſtand, en. i Theol. en 

troende benaadet Chriſtens Forhold €. 
aadeſtol, en. I Bibeloverſ. Doak⸗ 

ket over Pagtens Ark; og heraf figurl. i 

anden Betydn.. Waad od, et. dræbende 

Sted, ell. Slag, fom 

den, ſom radbrakkes, f. at ende hans 

Piinsler. ”Saa haaber den ulvkſalige ogs 

faa, der under Beddelens Haand feer Naa⸗ 

deſtedet imode.“ Rahbek. Naadetid, en. 

Tidslob, hvori der viſes Maade, hvori 

Maade forundee cen. Naadevalg, et. 

Hos Theologer: Udvælgelfe t. Salighed. 

Naadevirkning, en. i Theol. Virtningen 


⸗ 


hy 


karpretteren giver 


- 





- ' ⸗ 
dl 


Naadevirfning — Naal. 70 
af en umiddelbar gubdommeltg Sndflybetfe at fæfte noget m. (Kna 


t. et Menneſtes Omvendelſe. deværk, 


æ 
⸗ 


Naal — Naar. 
l, Haarnaal 


—824 
ogſaa Stoppenaal, Spækkenaal, Træl 


et. det Gode, fom Guds Aand virker hos/ kenaal, 0. fi. En Waals Traad (el 


- Menneftet. — b.) Naadesbeviisning, en. 


Ler. Handling, hvorved man beviſer cen 
nMaade; Sunft, Velgierning, Udmarkelſe 
af Naade. Naadestegn, et. Tegn, Kien⸗ 
detegn p. Maade. aadesyttring, en. 
Yttring af Naade, i Ord ed. lerning, — 
Cc.) af Naadſens, den ældre Genitſous: 


Naadſensaar, et. Et Aars Frift efter en 
Sognepraſts cl. Kirkebetients Død, Forløz 


velſe el, Forfinttelfe, i hvilken Tid Hans 
Enke el. han felv nyper Halvdelen ell. en vis 
Deel af Kaldet Indtægter. Naadſens⸗ 


Brød, et. Underholdning, fom af Medynk 


og Barmhiertighed gives en Trengende. 
agde, v. a. 1. vifeiVaade imod, forbar⸗ 
me fig over. — br. allene i Udraabet: Gud 
naade mig! Gud naade ham, os, bem! 
hvorved man udtrykker enten fin egen 
ærang ft. Hielp, el. fin Medynk m. andres 
Nod og hielpelsſe Tilftand. (jvf. benaade.) 
Naadelig, adv. for: naadigen, af Naa⸗ 


de, i Maade, (br. nu ſielden; men derimod 


ſom adj. i Almueſproget for: modfalden, 
forſagt.) 

Naadig, adj. 1. ſom viſer Naade, yt⸗ 
trer Naade; eftergivende, mild, bevaagen, 
gunſtig. Enen. Herre. Kongen hat været 
meget n. imod ham. (Om regierende Fyr⸗ 
fter ſiges: Kongen har naadigtt, allernaa⸗ 
digſt befalet.) 2. ſom viſer Naade, vidner 
om Naade; lidelig, taalelig. Et naadigt 
Gvar, Smiil. En naadig Dom. üt 
faae cen naadig Straf. 


Naae, v. a. og a. 1. [IJ. nå, fage, er⸗ 
olde.] 1: act. a.) fomme til, indhente. 
i naaede Buen før Regnen kom. Han er 

alt f. langt forud, t. at vi funde n. ham. 


— fig. Vi naae det ikke i Aften (blive ikke 
færdige, komme ikke ſaavidt m. Arbeidet. 


Tale.) b.) faae fat paa, kunne roekke 
langt nof f. at gribe, Jeg fan life n. den 
ↄvetſte Hylde. At n, Bunden. Cc) figurl. 
at opnaae, komme i Befiddelfe af. At 
naae en hel Alder. Han naaede dog iikke 
bet han faa længe havde snitet. Reppe 
havde de nogenfinde naaet den Kunditab, 
de ftrar behøvede,” Guld. — 2. neutr. 
ſtræekke fig til. (ſ. rekke) Touget naaer 
ikke faa langt. Mine Marker nage lige t. 
Soen. — fig. forflaae, være tilftræltelig. 
Min Evne naaer iffe ſaavidt. Lad det n. 
faa langt det fan. — Ogfaa i Forbindelſe m. 
adſtillige adv. og præpos. f. E. At naae 


: ba til Fadet, naae op t. Loftet; at n. 


iem, (vinde hiem) af n. ind i Havnen, ꝛtc. 
Waal, en. pl.-e. [J. Nal.] et langag⸗ 
tigt, tyndt og meget ſpidſt Redſtab, m. et 
le ell. Hoved i den anden Ende, der ifær 
bv, enten f, at fre med (Syenaal) ell. til 


N — 


Naalstraad) oa: ſaamegen Traad, ſom b 
paa eengang i en Synaal. (llegentl. o 
de faafaldte Naletreers Blade. ſ. Naal 
træ.) = Waalebog, en. En Bog m. Bla: 
af uldent Tel, hvori Syengale ſtikkes, 
at glemme og finde dem, aglebrev, e 
Et Antal Naale, ſtukne I Rader p. Pap 
t. Salg. naaledanmet, adj. fynd og ſpil 
om en N. naaledannede Blade. 

il, en. F. hvormed Maale tilfiles. næ 
eformet, naaleformig, adj. d. f. f. naal 
dannet. Naalehoved, et. Hovedet el 
Knoppen p. en Knappenaal. Naalehuu 
et. Et Giemſel, en liden Bøffe t. Synaa 
og Knappenaale. Naalekram, en. de fo 
ſtiellige Slags Naale, hvormed en Naal 
kræmmer handler. hNaaicmager en. der 
hvis Haandvrk er at forfærdige Synaa 
og Knappenaale. Naaleod, en. Naal 
ſpids. (Arreboe.) Waalepenge, pl. (2 
Nadelgeld.) Penge, fom en Mand g 
ver fin Kone "el. fine Dettre t. Pynt c 
Smaaudgifter. Naalepude, en. En (Hdi 

oppet Pude t. at fætte Naale i. Naalt 

ov, en. Skov af Naaletræer; Barſto 
aaleſpids, en. den ſpidſe, Naalehoved 
en. Hiet modfatte Ende af en Naal. Wa 
leſtik, og Wadlefting , et. Stik med ( 
Maal. Naaletræ, et. pl⸗er. En natu 
lig Familie af Treer, m. naaledann 
de, vintergrønne Blade (modſ. Lovtra 
Naalevark, et. def, hvortil Synaalen bri 
ged, Sytsi. (Helt,) Naaleæſte, en. ÅX 
til at giemme Maale i (forſtiell. fra Na 
kepuus-) Nagalesie, et. Aabningen id 
ynaal, hvorigiennem Traaden drages. 
Naar, adv. og conj. IJ. nær.] 1. ad 
om Tiden; 2:) fpørgende : til ed. paa hvi 
ken Tid? — Naar ſtete det? Naar ſtald 
begynde? Naar (9: i hvilfet Tilfælde) in 
træder hang Arveret? b.) beſtemmend 
paa hvilfen Tid. Jeg har fagt ham, na 
jeg vil reife. De fan fomme n. De pi 
2. conj. a.) hver Betingelſen er forbu: 
den m. en Tidsfolge, og CEfferfætningi 
begynder m. fag, ell. denne Partifel er ub 
ladt. Naar dette engang feer, (faa) v 
han felv erkiende det f. "gavnligt. Na« 
han engang er ded, vil man forſt vet favi 
ham. (Ogfaa i den omvendte Gætnin; 
Man mærter det ikke, maar hun gaaer ov 
Gulvet.) b.) Ligeledes hvor et Spergi 
maal følger lp. Forudfætningen Naar i 
nu giorde det, hvad blev da Følgen? ec 
Hvor et Pnſte“udtrykkes, og Folgefætnis 
gen egentl. fun forties. Naar jeg dog bli 
eengang endnu maatte fee hende!  d.) bi 
ftemt betingende: (hvis, derſom, ſaafren 
fom) Jeg ſtal giore det, naar han vil iv 
deſtaae f. Folgerne. Naar feg fan vint 


Ca I 


J 


Naar — Rag. 


roget derved, er jeg villig t. at paatage 


mig Arbeidet. SEENDE 

omhelft, conj. der udtryffer et 
ubeſtemt, ikke inditræntet Tidsbegreb. (p. 
hvad Tid det end ſtulde være.) Lan ſtal 
finde mig gede, naarſomhelſt han vil bes 
gynde Reiſen. 

Nabo, en. pl-er. [IJ. Nabui.] den, ſom 
lever, boer, opholder fig, er kilſtede nær 
cd. nærmeft v. en anden, i Forholdet t. 
denne. (ſ. Grande.) fan er min W. min 
nærmefte Nabo i Sognet. Vi ere Naboer 
i By og Mark. Han var min V. ved Bor⸗ 
bet. (færd. i Modſotn. t. Gienbo, om den, 
fom boer i Gaden v. Siden af en anden. 
Jeg fiender hverken Gienbo ell. Waboer i 
Saten.) == Waboby, cen. den v. en anden 
nermeſt liggende By. Wabofolt, et. pl. 
b.f. 1. Folkeferd, Nationer, ſom beboe 
Nabolande. 2. D. f. f. Naboer. Alle vore 
VNabofolt᷑ cre i Marken. Nabogaard, en. 
Habohuus, et. Gaard, Huus, fom ligger 
næft v. et andet. Vabohad, et. vad, ſom 
ſnder Sted imellem Naboer. 
en, pl.-r. Naboens Kone; ek. en Kone, ſom 


—, boer, opholder fig nær ell. næft v. nogen. 


Geffel.) Wabolanå, et. pl-e. &, fom 
ræntfer umiddelbart t. et andet. Vabo⸗ 
io, et. 1. et Steds nærmefte Omegn ell. 
Omgivninger. pan boer i mit VNabolav. 
Jeg kiender ingen her i Nabolavet. Et⸗ 
hvert Huus i Nabolavet. 2. Indbegrebet 
af dem, ſom boe, opholde fø reden ; 
ſamtlige Maboer. Et ftort U. Hele Na⸗ 
bolavet var budet t. Gildet. Mit W. jeg 
trodſe vil.” Falſter. Nabolod, en. Sas 
boens, den nærmefte Grundeiers Jordlod. 
les „adj. fom er uden Naboer: (Navn 
p. em Gade i Kiebenhavn.) Nabori⸗ 
ge, et. tilgrændfernde Rige. Saaledes ogs 
tea: Wabottat, en. (Treſchow.) Nabo⸗ 
rd, em. S. imellem NMaboer.  Wabos 
venſtab, et. V. el. god Forftaaelfe og E⸗ 
righed imellem Naboer. abovæg, en. 
ten rærmefte $. paa Naboens Duus. 
Aceboerſte, en. pl.-r. et Fruentimmer, 
fom er Nabo. D. Bibel. (f. Nabokone.) 
(cb, et. ud. pl. 1. Nabolav. 2. 
de i Nabolavet boende, Hele Yaboffabet. 
3. Forhold t. en Nabyv, Omgang imellem 
Neboer. At giøre noget f. oſtabets 
Etoſd. At holde godt Waboffab med cen. 
Nadver, en. ud. pl. [9$. Nattverdr; af 
Nat og Verdr, Wad. Jvf. Davre.] Af: 
tensmad, Aftensmaaltid. At fade fin V. 
Den hellige W. Nadverens Sacrament 
Coet, udtales og ſtrives undertiden Nad⸗ 
Vere. ' ' 7 e+ ' 
Wag, et. ud. pl. 14. det, fom længe, 
darigen ængfter Sindet, befværer Samvit⸗ 
heden; en nagende, fmertende Erindring. 
”Cfterlate V. og Fortrydelſe i Hiertet. 
Sunecdorff. Nag af haablas Elſtov.“ E⸗ 


nye 


71 


Nabokone, 


*8 AJ J 


£ 


om . vw, 


' [ F. 

Nag — Nalkebeen. 
* 

vald. 2. Avind, varigt Had. At fage, 
bære V. til cen. ” Der. er et Bammeft . 
imellem dem. — Heraf: nagfuld, adj. ER 
af Dad og Avind. ”Hviltet en nagfuld 
Aand indgav ham i Drommenes Time,” 
Hertz. nagſyg, adj. 1. hadſt, avindfyg, 
ſtinſyg. (Colding. Moth.) “Hvor negfyg 
Havelyſt ci Klogſtabs Anſlag hindrer.” 
Colbiernſen. — 2. vranten, fortrædelig, 
ond at giore tilpas. (nu forældet, ligeſom 
det af Chr. Pederfen £ 


anførte nagſaar.) Deraf: Nagſyge, en. 


Hadſthed, Avindſyge; Vrantenhed. 
Wa ” : , gnaga. & vv 


ge, v. a. 1. [I. n nag 
nagen. f. gnave.] 1. egentl. gnave, bide 
paa ; fom dog fielden br. O Dyd — hvor 
Kummer nager el din Rod.” . Evald. 2. 
ængfte, plage, befvære Sindet. 
Erindring imger hendes Samvittighed. En 
nagende Kummer. “Ngar har Wisundelfe 
vel naget nsiſom Barm ?” E. Colbioernſen. 
Nagle, cen. pl.-r. ſI Nagli. T. Nas 
gel, Sem.) 1. egentl. d. f. f. Sem; og. 
br. undertiden for: ſimaa Gem. At flaaeg 
Nagler i Væggen, fæfte noget m. Wagler. 
2. en rund Pind ell. "Bolt, f. at fæfte og 
fammenholde Planker 0. d. Jernnagler. 
Troœnagler. Naglefaſt, adj. det, ſom 
ér feſtet m. Som ell. Nagler, ſom er naglet 
faſt (fær om Bohave i et Duus.) Alt i 
Huſet, baade løft og naglefaſt. (Arrcbo.) 
Naglegab, ct. Hul, fom sen Nagle efter» 
lader det, ſom den flages igiennem. 
Waglehammer, en. En liden H. til at ſlaae 
Som. i med. (Moth.) Waglehoved, et. 
Hovedet p. en I. (f. Sømhoved,) Nag⸗ 
lehul, et. 1. bovet Hult. at flaaeen N. i. 
2. d. f. f. Waglegab. Waglejern, et. Et 
Jernredſtab, hvormed man danner Hovedet 
p. Nagler og Sem. Nagleſmed, en. 
Smed, der gior Som og Nagler (Soms 
ſmed.) Moth. Nagletog, et. Jernredſtab, 
med et fiistantet Hul, hvori 
ffoe fmedes og Hovedet dannes; Naglejern. 
agletorn, en. Et i den ene Ende kleftet 
Sernred tab, t, at udtage Nagler. (Moth.) 
Nagle, v. a. 1. fæfte, hefte m. Nagler 
cl. Sem. At n. noget-faft, n. Planter 
fammen, Aten. en Dor til. At fidde ſom 
naglet t. Stolen. — Nagling, en. ph-er. 
lalfe, en. pl.-r. [A. 6. Nacca, Hnac- 
ca.] 1. Den nederſte Deel af Baghovedet og 
den bageſte Deel af Halſen, indtil ned Amel⸗ 
lem Skuldrene, hvor Ryggen begynder. At 
bøie Nakken. At løfte, bære noget p. 


amme Bemerk.. 


Denne 


Som t. Heſte⸗ 


Nakken da: v. Hielp af Nakken og Skuldre⸗ 


ne. At tage Foden p. Nakken, løbe fin 
Vei. 2. et fmalt og tillige helt Land, 
imellem to Gave, eu Jom 

get ud i Havet. ( V. S. O.) Deraf fors 
modentlig nogle Stednavne iæ Danmark f. 
E. Avernakke, Nakkeby, Nakkebolle, Nak⸗ 
Fchoved.] == Vakkebeen, et. B. ſom danner 


- 
”- Fr] 


æffer fig nos ” 


NM 


X 


— 


AJ 





lær 


. Mange 


ſpare?“ P. M. Troiel. 
uden Overlgg; Narren handler uden Tan⸗ 


ha | ø 
Maffen. Os ocoipitis. Watfebrud, et. det, 
at brakke Halfin cl, Nakken. (Moth) Nak⸗ 
kedrag, et. Slag vver Nakken. kkefo⸗ 
der, ect. Foerverk af Nakken p. Ræve og au⸗ 
dre Dyr. Nakkegrube, en. den Fordyb⸗ 
ning, ſom Nakken, danner, (Ohienſchl.) 
Nakkehaar, et. den Deel af Hovedhaaret , 
om vorer nedi i Nakken. Nakkehud, en. 
en Deel af Huden, ſom bedeekker Nakken. 
VNakkeſſlag, et. 1. Slag, Kaſt m. Nakken 
ell. Baͤghovedet. (Moth.) : 2. Slag, ſom 
[ves een i Nakken. (Arrebo. Hexaem. 247.) 
akkeſtod, et, Stød i Nakken. 


YWaffebær, pl. et Slags Jordbær, ſom 
flelden groe vildt i Danmarf. Fragaria 
collina. (Dluffens Lærebog —æe 

Nam, et. Skaar, ſom hugges i Enden 
af en Sparre ed. Stelpe, f. at fatte om 
Tappen af en anden Sparre. (Moth..br. i 


. Provindferne.) 


Wam, et. [3 nema, at tage.] I Lov⸗ 
proget,: den Refbhandling, hvorved Skyld⸗ 

rren faner Fyldeſtgisrelſe f. fin Fordring, 
v. at ſettes i Befiddelfe af Skyldnerens 
Gods; lidlæg, Indforſel, Execution. (D. 


Lov.) Deraf: Wamsdom (Forordn. af ( 


1795.) Jemotauer, o. fl. 
Nap/ adj. karrig, noieregnende. (I For: 
bind, m. knap. B. S. O.) Oftere I dagl. 
J. ſom adv. I ſamme Forbindelſe. et 
var knap og nap, af bet ſlog til. 


Wap, et, pl. d. ſ. Gierningen, at nappe - 


Nappen. 
Nappe, v. a. 1. klemme v. et haſtigt 


Greb (ell. Bid.) At nu. cen i Armen, i. 


JErmet, Hunden nappede mig i Benet. 
At mn. med en Zang. 2. gribe haftigt, 
ſnappe. (fieldnere.) = Wappetang, en. pl. 


tternger. en. ſiin Zang. (f. Wiptang.) — 


Yappcø, v. dep. At n. om noget, n. med 
een, ſtendes, trætte, ſlages. (dagl. J.) 
Der kappes de faa haardt,” Arreboe. 


Yar, en. pl.-re, [J. Narri.] et Men: 


. neſte, der i fin Adfærd røber latterlig 


Daarlighed , hvis Handlinger vidne om 
vp. fund Forſtand. (ſ. Daare, 
Siante, Toſſe.) Man ynter Daaren, og 
Delcer' Warren. ”Har vi nok af Narre, 
hvorfor af Andres lee, og Landets egne 
”Daaren tænter 


fc," Sporon. At holde een f. War (3: 
ftuffe, narre cen.) At gisre Kar af cen 
a: drive Spot m. — Uegentl. At giere fig 
t. Warf. een, f. Folk (9: viſe fig naragtig, 
uden egentlig at være det.) At være Sel: 


ſtabets Ward: den, fom føger at more det 
in. Narreſtreger, Gioglerier. Jeg vil ikke 
være cders Wi. (fvf. BSofnar, Giogler, 1.) 


— At være en Wi. efter noget 9: være mes 
gin loſten efter, være forgabet i. = nar⸗ 
agtig, adj.” 1. ſom rober cu Rar, hører 


V 


Naragtig — Narres. 


til, paſſer f. en Nar; latterlig, taabet, 
fiantet.… En n. Paaflædning. narggtige 
Lader. At bære fig m. ad. 2. løierlig, 
vudfeettig. Deraf: Naragtighed, en. 1. 
ud. pl. Beſtaffenheden, at være naragtig. 
2. pl.—er. latterlig , naragtig Skik el, 
Banbling. ”Bor Modetone fan ſtifte var: 
agti er, men aldrig aflægge dem.” 
KLA Narrebieælde, en. pl.-r, Biæls 
der, hvormed Gaglere e fordum ehængte dez 
res Kleder. Yarr rev, et. Brev, hvor⸗ 
med man har t. Genfigt, at narre, at giekke 
gen. Narrebrix, en. et Redſtab af Sræ, 
om Aoglere fordum førte i Haanden. 
rrebud, et. Bud, ſom gives een i den 
Henſfigt, at narre ham. (Moth.) Parre⸗ 
dands, en. naragtig Dands. rre⸗ 
dragt, en. D. ſom paſſer fig f. en Nar ell. 
Giegler; latterlig, naragtig Dragt, Nar⸗ 
refærd , en. Miantet, naragtig Adfærd. 
(Moth.) Warregrille, en. pl,-r, narag⸗ 
tig Grille, latterligt, tgabeligt Indfald. 
Moth.)  Warrehue, Warrehætte, en. 
ue ell. Hætte, ſom Gioglere pleiede at 
bære, rrehandel, cen. Narrefærd. 
Moth.) Narrekappe, en., En Gioeglers 
el, Harlekins Kappe. Narreklaæder, pl. 
naragtige, upaſſende Kloder, Narredragt, 
Gisglerdragt. Narrelader, pl, naragtige 
Lader; Narrefagter. Narrelag, et. Nar⸗ 
res Samfund, Selſkab af Narre. (Rahbek.) 
Varrepuds, et. lyftigt Pude, Natreftreg. 
V. O.) VNarreſtik, en. naragtig 
kik. NYarreſnak, en, naragtig, taabelig 
Snak. Warrefpil , et. naragtigt Pudé , 
jøglevær i, Giogleſpil. Narreſtreg, en. 
mer, 1. d. ſ. fe VNarreſpil; et luftigt 
uds. uglſpils Narreſtreger. 2. et nar: 
agtigt, latterligt Optrin cl. Foretagende. 
At giore Warreftreger,  Warrefæde , et. 
Et latterligt , upaſſende Sæde, (Moth. 
Narrevark, ef. 1. naragtigt, ufornuftig 
Foretagende ell. Arbeide. Det bliver kur 
til N. 2. en Ting ud. Betydenhed, Lap 
pert. ”Af Laften gior jeg Dyd, af Konſten 
Narrevæerk. J. &. Scheſted. Narre 
væfen , et» latterligt, naragtigt Bæfen. 
en Nars taabelige Adfærd. 

Warhval, en. pl.-er. En fval-Clægt 
udmærfet d. dens fvende lange Duggetæn 
der (de faafaldte SLenhiørningshorn cd 
Narhvalshorn.) Monodon. 

arre, v.a.1. [af War. J ſtuffe, føre ba 
Lyſet, bedrage. Aten. cen m. falſte Peng 
At n. een i hans aabne Pine. — Wed præj 
At n. cen noget fra 9: lokke fra, fortet 
cen t. at afſtage. At m. cen noget pag ' 
narre cen f. af modtage; ſnakke cen nog 
p At mm. een til noget d: lokke, forled 
2. drille, giekke, drive Sliemt m. 3 
vedbleve at nm. hende hele Aftenen. — Wa 
res, v. aep. fpøge m. hinanden, flage | 
Spag af. Nu vil vi ikke længere nurre 


9 


Nørre — Nathat. 
men tage Sagen alvorligt, At narres 
med cen. i 

Varreri, ct. pl.-er. 1. Loier, Skiemt; 
Narreſtreger. 
fun V.2. det, ſom er uden ſand Bærdi; 
Lapperi. At øde Penge p. rrerier. 

Narv, en. ud. pl. IM. S. Narve. Sv. 
Narf.] Haarſfiden p. Læder, m. dets tætte 
faſte, ligeſom m. en (naturlig ell. ved Konft 
efterlignet) Væv af Aarer, Linier og Prik⸗ 

er. ⸗ hud, en. den ydre Sud hvori 
Srderteté Narv ligger, (V. S. O. arv⸗ 
fide, en. den Side af en Hud ell. et Skind, 
fom har Narv; Haarſide; modſ. Kiodfiz 
der. narvfætte, v. a. 3. (f. fætte,) frem: 
bringe konſtig Narv i Læder. (Ambergs O. 
B.) Warvfætning, en. Handlingen, at 

ive Sæder Narv. arvtræfning, en. d. 
if. Marvfætning. (8. S. 2.) 

arve, v. a. 1. bearbeide Narven p. Hu⸗ 
ber, fætte Narv paa. Dette Læder er godt 
narvet. - Fi 

Waffe, v. a.og n. (V. &. 2. det T. 
nafden.) f. ſiitke (ſlikken, flifvorn,) . 

et, en. pl. ætter. [IJ. Natt. AX. 6. 
Naht.] Egentl. det Zidérum af Døgnet 
fra Solens Nedgang , og Mørkets Begyn⸗ 
relſe, indtil dens Opgang ell. til Dagbræt- 
ningen (i Modſ. t. Dag:) Wen ſedvanl. 
regnet i d. Tale nogle af Nattens el. Mor⸗ 


kets Timer t. Aftenen. — Natten (Morket) 
t tilbringe Watten under. 


overfaldt os. 
aaben Himmel. Ut gisre Wat t. Dag a: 
voage om Natten. En vaagen, ſovnlos 
w. En Sommernat, Vinternat, Decem⸗ 
bernat. — figurl. Gravens N. (Morke.) 
Sorgens W. Vankundighedens W. — 
Deg og Wat ad: et Degn, A Timer. Dåg 
eg Taf i 8 Dage 3: 8 Døgn. — At klam⸗ 


tes Wat og Dag 9: uden Dphor. — adv. 


i Wat ad: fidfte Nat ; ell. næftfommende Nat. 
Jeg kom hertil 3 Nat. Poſten kan ventes 
Vet. Watten, v. Nattetid. (Mod 


(henimod) Natten. Natten igiennem, 
Netten over 9: den hele Nat. Ud p. Wat: 
ten, henimoͤd Midnat. = Sammenſetnin⸗ 
ger A. Natbord, ct. Pyntebord i et So⸗ 
dekammer el. Paaklodningsverelſe; ell. et 
Vord, der om Natten ſtager v. Sengen. 
Netbæktten, et. B. fom br. om Natten i 
Sengen. 
fol, en. En om Aftenen og mod Natten 
behageligt duftende Blomſt. Hesperis tri- 
stis. tfugl, en. pl.-e. 1. Fugle der 
tun v. Nattetider komme frem og føge * 
2. en Claſſe af Sommerfugle, der flyve om 
Natten. (Phalænæ.) natgammel, adj. 
ſegiaa: nattegammel.) ſom har været til 
i cen Wat. n. Snee. Et nattegammelt 
gel. — Watgænger, en. d. f. ſ. Nattevan⸗ 
er.  Wathet, en. Et fiint Overtræt t. 
Vathuer; ell. en Lertedéhuc, ſom Fruens 
timre bruge om Natten, (Moth. forældet.) 


73 


Det var ikke Alvor, det var 


Watdrant, ſ. Natklader. Nat⸗ 


øde. 


ser 7 


Nathold — Natſted. 


Nathold ell. Watte old, et. fordum : 
—2 ell. d. in lis 


D. Mag, V. S. 207.) ”At betynge Al⸗ 


fefteri, 3. (f. Ny 


muren m. Nattehold.“ (Forordn: af 1685.) 


Deraf: Watholdspenge, d. ſ. ſ. Gieſteri⸗ 
penge. Nathore, en, Gadehore. Nat⸗ 
hue, en. H. ſom Mandfolk bruge om Nat⸗ 
ten. Nathuus, et. Et Skab, hvori Com⸗ 
paſſet, om Natten oplyſt af en Lygte, ſtaaer 
p. Skibsdekket, lige f. den Styrende. 


Halhyrde, en. ben, ſom vogter Avæget 
om Matten. Watbytte, en. Hytte ell.. 


Stuur t. Ophold om Natten. (D. Bibel.) 
Natild el. Vatteild, en. J. fom brænder 
v. Nattetider. Natkaabe, en. K. til gf 
kaſte om ſig, naar man om Natten, ſtaͤger 
op. (Both) Natkappe, en. Et Hoved⸗ 
tøj, ſom Fruentimre bruge, om Watten, 


Natkikkert, en. Kikkert, ſom fan br. til at 


fee i om Natten. Natkiole, Wattiortel, 
en. En vid Kiole, ſom man fafter om. fig, 
naar man ſtaager af Sengen ; el. fom Børn 
ligge i om Natten. Weattlæder, pl. Klæds 
ningsſtykker, fom man ligger i om Natten. 
Natlampe, en. £. fom brændes om Natten 
i Soveveerelſet. Natluft ell. Neneluſt 
en. Luftens Bejtaffenhed om Natten. En 
fold, fugtig Id. 
brændes om Natten. 
lyſer i Møre; phosphoriſt, f. E. viſſe In⸗ 
ſecter. (V. S. O.) Natmaaltid, ef. M. 
fom holdes om Natten. Natmand, en. 
den, ſom gaaer Skarpretteren til Haande, 
—* Heſte, o. d. en Rafter? (Deraf: 
atmændsfolk, pl. ct Slags i Iylland 
omſtreifende Taterfolk eller Zigeunere, ſom 
drive de meſt foragtede Haandteringer, og 
ave imellem ſig et eget Sprog.) Natme⸗ 
er, en. Natmand, ell. Formand f. Nat⸗ 
moœnd. (”Watmefterens Folk.“ Forordn. 
1769.) Natmulm, et. Nattens dybefte 
Morke. (Baggeſen.) ”Naar Natmulm deok⸗ 
ker Himlens Blaa.” Ohlenſchl. Natmol, 
Et. Hans-Orm. Lampyris. (Moth.) 


VNatpotte, en. P. til at lade fit Vand i; 


Kammerpotte. Natravn ell. Watteravn, 
en. En Fugl, hvis ubehagelige Skrig hores 


v. Battetid, og om hvilfen man har digtet, " 


at den om Natten ſugede Melk af Gederne; 
Aftenbakke, Natſtade, Melkeſuger. Capri- 
mulgus. fig. om en Perſon, der er længe 
oppe om Natten. Natſkade, en. 1. f. 
Matravn. 2. en Urts Navn; Natſtygge. 
Solanum. (Moth.) Warffiorte, en. S. 
ſom man ligger iom Natten; ell. en grovere 
Stiorte, fom man tillige om Dagen bærer 
ynder den finere, Natſtriin, et. Et S. 
med ct Kar cl. Bokken i, t. Brug v. en 
naturlig Fornødenhed ; Natſtoi Nat⸗ 
ffumring , en. Nattens Merfe, natlig 
Skumring. (Ohlenſchl.) Yetføygge, en. 
En Urt. Solanum. Natſommerfugl, en. 


d. f. ſ. Natfugl. 2. Natſted, et. Natte⸗ 


Natlys, et. Lys, ſom⸗ 


natlyſende, adj. ſom 


e 


- 


ſom ſteer om Natten. 


. mod Natten. 


En Drift, fom tages om Natten. 


Natſted — Nattekulde. 


tabe, Natteophold. (Y. Clauſſen) Wat: 
—RX ſ. —E nn ere et. 
Maleri, hvorpaa Natten, el. et Optrin om 


Matten foreftilles. (Moth.) natſynet, adj. 
ſom bedſt ſeer i Morke. (V. S. Wat: 


"|. trøje, en. Troie t. at ligge I om Natten, og. 


om bæres under andre Kloder om Dagen. 
ttøi, et. bet Toi, (Hue, Klæder, -1c.) 
hvori man ligger om Natten. VWatugle, 
en. JIlm. det ff ſ. Ugle; færd. en entelt 
art af denne Fugleflægt. Strix Noctua. 
Watvaffe, en. Mavn p. en indenlandſt 
Skovfugl. Sitta europæa.  natvarig , 
adj. form varer en Nat igiennem, (Moth.) 
Natvægter, en. f. Dænter, (fun, i od: 
fæfn. t. Dagvegter fan Watvægter br. 
f. E. Her holdes baade en Dagvægter 
vg en W.) . B. earbeide, et. A. om 
vetages om Natten. Natteblus, et. B. 


0 
fore brændes v. Nattetid. (Arreboe.) Nat⸗ 


febo, en. Opholdefted, Bolig om Natten? 
»Fuglens — trygge Tattebo.” G&G. Co: 
bieruſen. Nattebrand, en. B. fom finder 
Sted om Natten. (Ohlenſchl) Natte⸗ 
brug, en. Brug, Benyttelſe om Natten. 
Gel.) Wattedragt, en. D. fom br. om 
åtten; Mattlæder. ”I lette, hvide Nat⸗ 
tedragt.” Baggefen. Wattedrif, en. 1. 
2. Drif⸗ 
ken, Sviren om Natten. Nattedrem, en. 
D. fom man hår om Natten; natlig D. 
(Ghlenſchl.)  Wattedug, en. D. ſom fal⸗ 
der om Natten. nattefalden, ad). fom er 
falden fidfte Nat. n. Once. (Arreboe. 
ttefiſferi, et, ell. Nattefiſtning, en. F. 
Hattefoder, et. det 
ce Foder, fom gives Qvæg cl. Heſte 
afte oder, efrift, en. Frift, Hen⸗ 
fland, en Nat over. ”Da have hans Dags⸗ 
rum og Wattefrift t. at rømme.” Chr. 111. 
Reces. og D. Lov. I. 24. 16. Vaattefroſt, 


. en. den Zilftand i Luften, at det fryfer om 


- Matten, uden at fryfe om Dagen. 


s 


tegammel, adj. f. natgammel. Vatte⸗ 
gang, en. Gang, ſom foretages v. Natte⸗ 
tider. Nattegarn, et. Fiſtergarn cell. 


Wod, fom udfættes om Natten, (Ambergs 


Dråb.) Wattegierning, en. G. ſom fore⸗ 
tages om Natten. (Moth.) Wattegieft, en. 
1. den, ſom huſes, ſom bliver Natten over 
p. et Sted. 2. en Gieft, der fommer om 


Natten ell. bliver ud p. Natten, p. ct of⸗ 


. om Natten. 


fentligt Sted. Nattegenger, en. Natte⸗ 
vandrer. (Ingemann.) Wattehetberg el. 
Watteherberge, et. H. hvor Reiſende huſes 
Nattehold, et. f. Nathold. 
ofte, en. H. der paafommer, eller 

tfær er befværlig om N. Nattehvile, en. 
S. fom nydes om Natten. (Arrebo.) Wat: 
tejagt, en. egentl. Jagt, fom foretages om 
tten; meſt figurl. om Urolighed v. Nat: 
tetid, Nattefværmen. Nattefulde, en. K. 
ſom Natten fører m. fig. attelcic, et. 


y Cm] 


74 


nat⸗ 


Natteleie — Nattetid. 


2. hvor man hviler Natten over; tt. d. ſ. 
Natteherberg. Watteleir, en. Sted, Hr 
en Her letter fig om atten. (Arreb 
Natteliv, Nattelevnet, et. Maade, at t 
bringe Nætterne paa; det, af vaage og fa 
det om Natten. Et uroligt W. Et fo 
dant V. er ſtadeligt f. Helbreden. — Vi 
teluft, en. ſ. Natluft. attely, et. 
mod Veiret %$ gel en om Natten; f 
Natteleie. trelyftighed, en. pl.-er. 
fom bruges om Natten.  Wattelængfel, ; 
ed. fom fornemmes om Natten. (Mot! 
Nattemerke, et. (Natmorke.) Nattens Mi 
te. (Moth.) atteran, ct. Nan, fom | 
aaes om Natten. ”Selv i Galgen han 
an afholde fig fra Watteran.” Bag 
Natteravn, en. ſ. Natravn. Vattere 
en. Regn, ſom falder om N. Natterei 
en. R. ſom foretages om N. VWattero, 
Ro om Natten, Nattehvile. Watteru: 
et, 1. Rum t. Natteherberge. (V. &. £ 
2. det Tidérum, de Timer; ſom udgi— 
Natten. Mellem Dag og Watterum ſtil 
Vrede. Ordſpr. Natternus, en. R. fi 
"man faaer om N.  VWatterøjt, en. R. fi 
lyder, høres om N. (Ohlenſchl.) Wat 
fang, en. Gang, fom høres om N. VW 
tefangerr en. En Sanger el. Sangfu— 
der fanger om N.  Wattefidden, en. d 
at fidde længe oppe om Natten, Matteva 
gen. Natteſidder, en. den, fom har Y 
ne t. at fidde længe oppe, ſom arbcider n 
get om N. (Moth.) Natteſtiul, f. Ne 
tely. «datteftygge, en. S. der vifer 
om Natten, f. E. af Maanelyſet. (fe 
Øhlenflæger.) ”Dedens Natteſtygge 
Grundtvig. Natteſpogelſe, et. &., Gic 
ærd, der vifer fig om N. (Ohienſch 
atteſtade, et. Opholdsſted om Natte 
Matteqvarteer. (Engelstoft.) Natteſtor 
en. Storm, ſom blæfer om Natten. “Ne 
teſtormen fvinger tung de vaade Vinger 
Evald. UVatteſtund, f. Nattetid. a 
teſuk, et, Suk, der opſtiger hos cen c 
Natten; natligt Suk. (Ohlenſchl) We 
tefved, en. Sved om Matten, i Søvr 
Wattefviir, en. Sviir og Drik om Natt 
(ogſaa Wattefviren.) attefværm (Ra 
bef) og Wattefoærmen, en. uordentli 
Mattefevnet ; Sværmen om Natten. Wa 
tefværmer, én. den, ſom ev hengiven 
Nattefviir el. Nattefoærmen. Wattefyr 
et. 1. S. fom man feer cl. troer at f 
om N., natligt Syn. »VTil fit Hatte 
fin Arm omfonft har ſtrekker.“ P. H. Ft 
mann. 2. den Evne, at kunne fee o 
Natten. ”Det Wattefyn, ſom Føden giv 
dig, jeg bor dig da fratage,” Tode. — Na 
tefæde. et. Sted, hvor man fiddende fh; 
fit Natteſtade, fin Nattehvile. fønfe! 
fløve t. Natteſede. Natteſovn, en. di 
S. man faaer om N.  Wattetid, en. p 
=tider. den Tid i Dognet, da det er Na 


aa 
” 
⸗ 


Om Wattetide, v. Nattetider. 

me, en. En af Nattené Timer. 
tog, et. J. fom foretages om N.  Wattez 
tyv, en. T. ſom ftiæler om Natten. Wat: 
tetyveri, et. T. ſom begaaes om M. VWats 
tevaagen, en. ud. pl. det, at vaage meget 
og længe om Natten. Nattevagt, en. 
1. Sierningen, at holde Vagt om I. 2. 
en ell. flere Perfoner, fom have denne Bes 
filing. Han blev fængflet af Nattevag⸗ 
ten. 3. Tidsrum, hvort en ell. flere har 
Bagt om M. Nattevandren, en. Gier⸗ 
ningen at gaae i Sovne, ſom Nattevan⸗ 
treere. VNattevandrer, en. den, fom gaaer 
, TU Bevae; en Sovngenger. 
dring 1. en Vandring, 


VNartertĩ⸗ 
Yattes 


, en. 
retager vaagen om I. 2. d. f. ſ. Natte⸗ 
vandren. 
Nation, en. pl. - er. [Pat. natio.] 1. 
Indbegreb af et heelt Lands Indbyggere ; 
et Folk. 2. færd. en v. Sprog og Oprin⸗ 
telfe beflægtet Folfemængde, for faa vidt 


tenne beboer et civiliferet Land af nogen . 


Miftræfning. (Foltefærd , Folteflag.) J 
Nodſœtn. hertil br. Folk om Indbegrebet 
af en Stats Indbyggere. (Saaledes figes 
vel baade: den danſte Wation og det danſte 
Folkt. Derimod: den tydſte Nation; men 
tet baierjke, det preusſiſte Folk. Man figer 
deg ikke den iélandite ell. den corficanſte Na⸗ 


tion, Om uciviliſerede Folfefærd af mins. 


dre Omfang br. Stamme, Folkeſtamme.) — 
national, adj. ſom eiendommeligen tilhører 
ell. udmærfer et vift Foli; folkeegen, lands⸗ 
egen.  netionale,Stilte,- Sæder. natio⸗ 
ucle (3: indfødte) Tropper, — Ved Sam⸗ 
menf. m. dette ad). ev i nyere Zid dannet 
exdeel Subſtantiver, hvori det almindelige 
Begreb. herſter. f. E. Nationalaand, en. 
ut.pl 1. Indbegreb af en vis Nations 
aandelige Liv. Den franſte, engelſte V. 
2, i Afm. en Nations: levende Folelſe for 
tet, ſom angaaer hele Statsſamfundet. 
Vationalaanden i England, i Frankrige. 
Nationalcharakteer, en. Indbegreb af det 
fom i movalft (tildels ogfaa i aandelig) 
Henſeende er ctendommeligt f. en Nation. 
Nationaldragt, en. Klædedragt, eiendom⸗ 
melig f. en vig N. Wationaleiendom, en. 


brad der tilherver, ell. anſees at tilhøre en - 


Marion cl. Stat, fom Samfund betragtet. 
Kationelfeft, en. En Feft, Hoitid, hvori 
er heel N. ell. den vigtigſte Part af ſamme 
deeltager. tionalformue, en. Indbe⸗ 
greb af den Bærdi (i Capitaler el. aarlig 
wrembringelfe af affættelige Producter) ſom 
ea Stat el. N. beſidder. Nationalfo⸗ 
lelfe, en. En Nations Agtelſe f. fig ſelv, 
fa Rre og eiendommelige Sharafteer (bd. e. 
frer enkeit Borgere Deeltagelfe i at agte 
ben Nation, han tilhører.) National⸗ 
gield, en. d. ſ. f. Statsgield (iſſer en ſaa⸗ 


tan Statsgield, ſom en Nation v. fine Re⸗ 


lighed t. Fædrelandet. 


—— 
om man fo⸗ Nationalformue. 


æ 


Nattetid — Nationalgield. 75. Mationalgield — Natur. 


præfentanter har erkiendt og paataget fig; 
og fom i nogle Tilfælde fan være forſtiellig 


" fra de Laan, Regieringen optager.) Waz 


tionalgods, et, G. fom tilhører Nationen 
en. Staten, ſom er offentlig . Eiendom. 
Yationalhiftorie, en. H. om en Natiotts 
Skiebner. Nationalopdragelſe, en. O. 
ikket t. at væfte Nationalaand og Ktærs 
Mationalfeg, én. 
ag, der veder umer en heel Nation, dens 
Vel ell. Ære. Nationalſprog, et. det 
Sprog, fom er eiendommeligt f. en Nation. 
Nationalſtolthed, en. &. i Følge hvilten 
en Nation tillægger fig Fortrin f. andre. 
Nationalvelſtand, en. en hoiere Grad af 
Nationalære, en. der 
re, en Nation, ſom Samfund, har er⸗ 
hvervet fig og beſidder. m. fl. a. 

Nattergal, en. pl.-e. [A. 6. Nehtæga- 
le. T. Nadtigal.] en v. fin tonefulde 
Sang fortrinlig udmerket Sangfugl. Mo- 
tacilla luscinia. ' ' 

Nattes, v. dep. 
(modſ. dages.) Chr. Pederſen. (nu fielden,) 
2. neutr. pass: tilbringe Natten p. et Sted. 
J den Talem. Def naftes og dages han. 
”Da ſtal hans Ltig ikke nattes paa Zræet,” 
Tauſſen. 

Natur, en. pl.-er, ſielden, of br. fun, 
hvor Ordet fættes i St. f. Slæls ell. Les 
gemsbeſtaffenhed. [Lat. natura.] J Alm. 


den rende frembringende Kraft, fom er. 


Aarfag t. Forandringer, faavel i enkelte 
Veſener, (Legemer) ſom i alle tilfammens 
tagne. Af —* Bemærfelfer , hvori 
Ordet forekommer, ere de vigtigſte. A. 1. 
Indbegrebet af en Gienſtands Egenſtuber, 
ell. Forbindelſen af det Mangfoldige i Gien⸗ 
ſtanden t. Eenhed, f. faa vidt den indehol⸗ 
der Grunden t. Gienſtandens Forandringer; 
virkende Kraft i en Gienſtand. (undertiden 
enes ba imellem Tingenes UNatur og 

eng Dæfen o: det, ſom Tingen er ii fig ſelx 
og Yedbliver at være faalænge den er til. 
Plantens N. Dyrets W. Mennrſtets VZ. 
Hunden er af Naturen lærvillig. Den guds 
dommelige, menneſtelige N. (Man brus 
ger vel Udtrykket: Chriſti to Naturer; men 
bedre: den dodbelte N. Saaledes figer 
man vel ogſaa: forſtiellige Naturer.) J 
denne Bemark. tages ſdedvanl. Henfyr t. 
det oprindelige, det medfødte i Egenſtaber⸗ 
ne, og diſſe Maturen) fænfes jævnligen 
ſom modſatte de Beftaffen heder, der I viſſe 
Diemed bringes t. Veie hos Gienſtanden. 
Man figer derfor.: At forandre fin W. Va⸗ 
nen fan blive den anden U. Naturen 

aaer over Optugtelſen. 
Doe Y. Han har af Waturen et maades 
ligt Hoved; men hen har bøbet derpaa v. 
Flid. — Saaledes overføres ofte Begrebet 
om medfødt Egenſtab, om den virkende 
Kraft hos Individer t. den ſtabte Berdens 


eo * 


1. impers. blive Nat 


At tæmme vilde 





⸗ 


- 


| Natur 


Heelhed, og Waturen bliver da Udtrykket f. 
en enefte almindelig Grundkraft, ell. endog 
i Indbildningskraften t. et f. fig ſelv be⸗ 
ftaaende Bæfen. f. E. Naturens Kræfter, 
Virkninger. Naturen cy den bedſte Lere⸗ 
meſter. Naturen har'været gavmild imod 
ham. (Deraf: Waturanlæg , Waturfeil, 
turgaver, v. fl) 2. i en Indffrænt: 
ning af det under A. 1 angivne almindel. 
Begreb: a.) om den i Xsslene6 Sammen⸗ 
fætning, Kræfter og Virkninger grundede 
almindelige Kraft-cl. Egenſtab i det mens 
neftelige Legeme ; det Ciendommelige, Gær: 
. egne I et Wenriejtes Organisme. At have 
en ftæri, fvag W. Stærke, fvage Natu⸗ 
rer. Win V. taaler det ikke. Hos ham 
hielper Naturen fig feln. Lægen maa hiel⸗ 
e Naturen. bå den oprindelige Virke⸗ 
brat og Forandringskraft hos en Gienſtand, 
dens forſte, ell. oprindelige Beſtaffenhed. 
ſ. ovenfor.) Saaledes: turens Stand 
0; Menneſkehedens oprindelige Tilſtand, 
før borgerlige Samfund ſtiftedes. Natu⸗ 
rens £yé (i Theol. modſ. Aabenbaringens.) 
At leve, overeensſtemmende m. Naturen. 
Naturens Fornødenheder (2: Menneſtets 
vaturlige F.) — Ligeledes I Modfæfn. t. 
Konſt, t. det ved Konftevne dannede el. 
frembragte, og t. det Kouſtlede, v. urig⸗ 
tig anvendt Konſt fordervede.. Det er ikke 
et Gært af Naturen, men af Konften. 
Konſten er ikke blot en Efterligning af Na⸗ 
turen. Et af Naturen faſt Sted (modſ. 
det v. Konſt befæftede.) Hun er lutter 
Watur. (f. naturlig,)  c.) udvortes For: 
hold, hvori ct Menneſtke v. Fodſelen fættes. 
Naturens Baand (9: Stægttab.) Na⸗ 
turen har foxenet os v. et Baand, ſom 
Venſtab har giort endnu ſterkere. d4.) 
færegen VBeſtaffenhed, Maade at være paa, 
ogfaa v. Gienſtande, der ikke ere individuelle 
Væfener. Det følger af Sagené Tingens 
IX. Det ér imod Kiærlighed w B. 1. 
Jydbegrebet af alle de ſtabte og tilværende 
Gienſtandes virkende Kræfter, betragtede 
om en Eenhed. (altid (sing. m. beſt. Art.) 
aturens Love. At efterſpore Naturens 
Hemmeligheder. Menneſtet, i Kamp mod 
Waturen. Et af Waturen begunſtiget 
. Sand. VWeturens Løb, Orden, Kræfter, 
Virkninger, v.f.v. Man bruger nu ofte 
Udtryffet: Naturen, hvor man tilforn 
føde: Bud. 2. Indbegrebet ell. det hele 
mfang af alle Subſtantſer; enten  a.)i 
den ſtorſte Almindelighed om alle tilverende 
og tænkelige Gienſtande; el. b.) mere ind⸗ 
ſtrenket om alle phyſiſte, legemlige Gien⸗ 
ftande; el. c.) om de phyfijte Gienftande 
p. vor Klode. Saaledes a) Naturens Alt 
(Baggefen.) Naturens Herre. bb) Den 
levende, den livloſe N. 0) En faadan 
Gienftand findes ci i hele Waturen. De 
tre Naturens Niger. At opoffre fig t. Na⸗ 


KE: 


Natur — Naturgrund. 


turens Studium, Waturens Frembrin⸗ 
gelfer Maturproducter.) 3. om den phy⸗ 
fiſte Naturs, cl. Legemverdenens ydre Skik⸗ 
kelſe, ſom den viſer ſig ß det menneſtelige 
BLE, og m. færd. Henſyn f. det Charak⸗ 
teriftige el. Skionne i Formen. En het, 
vild; ſtion N. At tegne, male efter Na⸗ 
turen. C. Jen af A. 2. b. overført Be: 
merkelſe: En medfødt, ligeſom uvilfaarlic 
Overbeviisning om det Sande, Gode vs 
Rette; emni Menneſtets oprindelige Natu' 
grundet Folelſe. aturen lærer 08 a 
elfte vore Børn. At ſynde imod Waturen 
At handle efter Naturens Lov. Natu 
rens Net (modſat: den pofitive Ret.) — Æ 
alle her opregnede Bemarkelſer forbinde 
Irdet m. en ſtor Mængde andre, og d 
diffes Antal beſtandigen kunne forøges o 
lettelig forſtages, anføres her blot nogle a 
de vigtigſte: Waturcarfag, en. pl. er. e 
i Sandfeverdenen, i den phyfijte N. grun 
det Aarſag. Naturanleæg, et. oprindelig 
Anlæg, Begvemhed t. noget. Naturbe 
ivenhed, en. Tildragelſe i den phyftyl 
atur, f. E. Jordjtiælv, Luftfon, 0. i 
Waturbeffaffenhed, en. (8, 6. 2.) %$ 
af Naturen, naturlig B. -Waturbfr: 
velfe, cen. B. over Naturen cl. Dele | 
Naturen; over en Egns naturlige Beſka 
fenhed. Naturbeſtuer, en. den, fom ſy 
felfætter fig m. Naturens Beſtuelſe, Wi 
derføgelfe. naturbeflægtet, adj. v. fo 
er af en beflægtet, lignende Natur, har 
Naturen Liighed m. (B. S. 0.) Natu 
billede, et. - Et fra Naturen, fra Cant! 
verdenen hentet Billede. Waturdrift, e 
Naturens Paamindelſe om at tilfredsſti 
dens Trang; Inſtinct. naturegen, a« 
egen „ eiendommelig f. viffe Naturer. (3 
. >.) naturegne Fell. Naturege 
ſkab, en. medfødt, i Ens Natur grund 
Egenſtab. (V. S. O) Waturelffer, « 
ivrig Ven af Naturen, af Naturgrand 
ning. Naturevne, en. medfødt, oprini 
lig Evne. (Baggeſen) Naturfeil, 
medfødt Feil ell. Mangel. Waturforfk: 
en, den, hvis Sysſel er, at underſoge Nati 
legemer og Maturens Kræfter; Nati 
grandſter. Waturforffning , en. Na: 
rens, -Sandfeverdenens , aturlegem 
omhyggelige Underſogelſſe. Waturfærd, 
hed, en. F. grundet p. Naturanfæg. V 
turgave, en. pl.-r. lyffeligt Naturanl« 
medfodt ˖Beqvemhed cl, Duelighed (ſ. & 
ve, 2.) Vaturgaver modfættes vt, 
Gaver, Naturgienſtand, en. pl.—e. 
hver Ting i Naturen, f. faavidt den er 
Fan være Gienſtand f. Betragtning cl. 1 


derføgelfe; et Naturveſen. Waturære« 
fler, gaturgrandføning, en. d. f. ig ; 
turforſter, Naturforſtning. at 


grund, en. Grund, fom er hentet fra 4 
vens oprindelige Voſen ell. Beſtaffenl 
X 


Naturhiſtorie — Naturſtand. 


Shlenſchl.) Naturhiftorie, en, 1. den 
Deel af Ratuxvidenſtaben, der beſtriver ſaa⸗ 
tvil Naturlegemernes ydre Former og Kien⸗ 
demærfer, ſom deres organiſte Beſtaffenhed 
sy phofiſte Liv, m. m. 2. ct Værk, hvori 
tie Gienſtande afhandles. En W. for 
Bern. naturhiſtoriſt, adj. ſom hører t. 
Natarhiftorijen cl. Naturbeſtrivelſen. Na⸗ 
turkraft, en. pl. —Fræfter. den Kraft i et 
kegeme, en Materie, fom cv grundet i ſam⸗ 
me Natur. (A. 1.) Naturkundffab, en. 
K. til og om Naturen, og Naturgienſtande. 
serurfyndig, adj. fom har Naturkundſtab, 
el. har Indfigt I Naturvidenſkaben. a⸗ 
turfyndigbed pen. ud. pl. omfattende og 
rideuſtabelig Naturkundſtab, Indfigt i Na⸗ 
tervidenſtaben. Naturlegeme, ct… enhver 
Sienſtand, ſom hører t. den phyſiſte Na⸗ 
tur, t. Sandſeverdenen; en materiel Sub⸗ 
ffants. Naturliv, et. 1. det Liv, ſom 


& 


herjker i hele Naturen overhovedet, og i den 


eevfiſt⸗ organiſte I Serdeleshed. 2. et m. 
Naturen overeensſtemmende Liv, et ukonſt⸗ 
intiv. (f. Netur A. 2. b aturlov, 
en. En i Naturen overhovedet, ell. i en⸗ 
kelte Naturgienſtandes oprindelige Kræfter 
os Beffaffenhed grundet Lov. »Et Brud 
p. den forſte Naturlov.“ T. Rothe. Na⸗ 
turlære, en. 1. den Videnſfab, ſom frem⸗ 
ſtirer og afhandler Naturens og de forſtiel⸗ 
lige Naturlegemers Kræfter og Virfninger. 
2.et Skrift, hvori denne Videnſtab lotes. 
Keturmenneffe, et. PM der lever I Natu⸗ 
rene Stand, der følger Naturen og de na⸗ 
turlige Drifter i fin Levemaade. atur⸗ 
nedvendighed, en. En i Naturens Orden 
og Love grundet Nødvendighed. (Treſchov.) 
Neturomvcltning, en. En betydelig, vold⸗ 
ſem, cl. pludſelig Forandring i Naturen, 
i Jordtloden; en Natur⸗Revolution. (Tre⸗ 
ſtew.) Waturphilofophie, en. den p. 
debere Tonkning (Speculation) byggede 
Mcturvidenjtab (i Modfætn. t. den empi⸗ 
riſfe, el. tillige p. Erfaring grundede.) 
YWsturret, en. den naturlige (iffe p. poſi⸗ 
tie: Love grundede) Retslære. Natur⸗ 
rettighed, en. En i Naturen, i Menneſtets 
aetutiige Forhold emnet R. (modfat en 
bergerlig NR.) V. S. O. Waturrige, et. 
En af de 3 Hovedclaſſer, (Dyreriget, Plan⸗ 
tccriget, Mineralriget) hvorl alle Naturle⸗ 
gener inddeles. aturſieldenhed, en. pl. 
tr. en fielden Naturgienſtand. Natuͤr⸗ 
ſlagtſtab, et. naturligt Slegtſkab; Lilg⸗ 
het og Overeensſtemmelſe, grundet i Natu⸗ 
Ta; væfentlig Liighed. aturſpil, et. 
Cr natårlig Frembringelſe, ter enten har 
Lighed m. Menneſtevark, ell. med andre, 
f. ten fremmede Naturgienſtande, og ſaale⸗ 
der forefommer ſom ef henſigtsloſt Spil af 
Rituren. Ueturſtand, en. Menneſtkets 
ciadelige (vilde) Tilſtand, tidligere end 
Ca'tur og Civiliſation; Naturtilſtand 
| 


77 … Raturftribig — Maturlig. 


— Borgerlivet, Statslivet.) natur⸗ 
idig, adj. 1. ſom ſtrider mod Naturen, 
mod Naturens Orden og Love. . 2: fom 
ſtrider imod, oprører den paturlige Folelſe. 
ut Watur, C.) Et naturſtridigt Had. 

eraf: Naturſtridighed, en. ud. pl. — Waz 
turfyn, et. pl. d. — Et Syn, ſom Waturen 
ell. Paturbegivenheder frembyde. Natur⸗ 
ferfyn, et. pl. d. f. et ſieldent, forunderligt. 

aturſyn. 'Waturtilttand, en. d. ſ. f. 
Naturſtand. Naturtrak, ct. et enfelt 
Zræf, en enkelt Yttring af et Gæfens Nas 
fur. Naturvid, et. ud. pl. medfødt, na⸗ 
turligt V. Waturvidenftab, en. den V. 
hvis Formaal er at fremſtille Naturen, dens 
Kræfter, Virkninger og Yttringer, i deres 
Heelhed, Forhold og Sammenhæng. na⸗ 
turvidenſtabelig, adj. fom hører t. Natur⸗ 
videnſtaben. Natuſvirkning, en. V. sf 
Naturen, af en Naturkraft. (Olu len f 
Yaturvæfen, et. d. ſ. ſ. Naturgienſtand. 
(helſt dog om levende Vaſener) Menne⸗ 
ſtets Tilſtand, ſom et organiſeret Natur⸗ 
væfen.”. Howitiz. 

Naturlig, adj. I Alm. overecensfſtem⸗ 
mende m. Naturen, grundet i Naturen, 
fremvirket v. Naturen. Saaledes bl. a. 
1. grundet i Tingenes egen virkende Kraft; 
i deres oprindelige, medfødte, eiendomme⸗ 
lige Beſkaffenhed; ell. TE alle Tings, t hele 
Naturens Kraft, betragtet ſom Eenhed. 
(modfat overnaturlig og unaturlig.) Tin⸗ 

enes naturlige Gang. En. Nedvendig⸗ 
ed. En n. Død (modfat: en voldſom, 
unaturlig.) Menneſtets naturlige Ufuld⸗ 
kommenhed. Det hit iffe naturligt til. 
Waturlige Drifter, Acrſager. Waturlige 
Straffe 3: de, ſom beſtage t. Forfcelfens, 
Forbrydelſens egne Folger. 2. mere ind⸗ 
ffrænfet : om det, fom er grundet i, afhœn⸗ 
gigt af et Menneſtes phyſifke Beſtaffenhed. 
Han hur en n, Modbydelighed derfor, De 
naturlige Zing, Forretninger (modſ. vil⸗ 
Farlig 3. frembragt, fremvirket v. Na⸗ 
turens pᷣhyſiſte Kræfter (i Modſ. til det; 
om er frembragt v. Menneſter, v. Konft.) 

aturlige Blomſter (modſat: konſtige.) 
Anfigteté naturlige Farve. Det er Bloms 
ſtens naturlige Lugt. - De naturlige Kop⸗ 
per. Naturligt Salpeter. 4. ſom ſva⸗ 
ver f. fin rette Natur og Beſtemmelſe, ſom 
ev indrettet efter fin Natur ell. voſentlige 
Beſtaffenhed, utvungen (modſ. konſtlet, 
font, tvungen, paataget.) En n. Gang, 
Bevægelfe, Dragt (ſom er paſſende f. Les 
gemet.) Enn. (uforftift) Opforſel, Frem⸗ 
gangsmaade. Denne Ligegpldighed hos 
hende var ikke n. (var paataget.) En n. 
Stiil, Ekrivemaade. Et naturligt Udtryk 
(hvor Tanken ikke er ſogt. 5. ſom i Op⸗ 
rindelſen ev ſamtidig m. en Ting, oprin⸗ 
delig, grundet i ſamtidig Oprindelſe. Det 
naturlige Selſtab (Familieſelſtabet, i Modſ. 


J 


' 
AJ 


t. det borgerlige.) Gan er deres naturlige 
Overherre, Beſtytter. Rog er et natur⸗ 
ligt Tegn p. I. Et Gr 

Mening. 6. grundet i en Tirgs Beſtaf⸗ 
ſenhed overhovedet, ſom flyder af en Sags 
Natur, Egenſtab, Indretning. (jvf. No. 
1.) Det var naturligt, at han herved 
maatte blive mistænkelig. Det ev naturs 
ligt, at den, fom vil, Diemedet, maa ville 
Midlerne: Heraf fulgte ganffe naturligt 
(naturligviis.) 7. fom hører t. Naturen, 
ft, Legemverdenen.  Waturlige Legemer. 
8. om konſtige Frembringelfer og Konſt⸗ 
værfer: ſom er Naturen fro, ſom ligner 
den virkelige Gienſſand. Denne Figur er 

Roſen er meget naturlig malet. 
turlighed, en. ud. pl. den Egenſkab 
af være naturlig; Indbegreb af en Gien⸗ 
ſtands oprindelige Beſaffenhed: Konſtlos⸗ 
hed Livagtighed, Utvungenhed. 

Natur igviis, adv. nosdvendigen I Fælge 
en Ins⸗ Natur, ſaaledes ſom det forftaaer 
fig (elv. ' . É . 
. v, et. pl. d. f. IA. S. Nafå, Naba. 
N. S. Pave.] d. f. ſ. Ziulnav. Deraf: 
Kavhul, ct. det Gul, ſom bores giennem 
Navet, f. at paffe om Vognarelen. Nav⸗ 
333 en. de Jernbaand, der ſottes uden om 

avet. 

Naver, et. pl.-e, [A. 6. Næfgar, Næf- 
bor. &v. Nafware.] et grovt Bor, t. at 
bore ftore Huller m., og ſom fættes i et 
Vimmelſtaft. (Navbor.) 

Naver ell. Navr, en. et Træ; Løn, 
Valbirf-Løn. Acer pseudoplatanus. 

Wavle, en. pl.-r. [J. Nabli.] Midten 
p. Menneſtets Bug, hvor den afſtaarne 
Mavleftræng vorer fammen, og en Fordyb: 
ning danner fig. — Navleaare, en. En af 
be Aarer, fom findes i Navleftrængen,. 
Navlebaand, et. B. hvormed Navleftræns 
gen underbindes, naar den efter Fødfelen 
afſtœres. vlebind, ct. B. der lægges 
om Barnets Liv over Navleſtedet. Nav⸗ 
lebrok, et. pl. d. f. den, Legemsfeil, ifær 
hos Børn, at de'indvendige Dele træde ud 
igiennem Navleringen. avlehvælving, 
en H. fom hviler p. en i Midten ſtagaende 
Soile el. muret Pille. (Schonings norſtke 
Reiſte.) Navleknude, en. En medfødt 
Knude p. Navleſtrengen, el. en Sammen⸗ 

yngning af denne, ſom kan finde Sted 
fe: ofteret i Moders Liv. (V. 6. O. 
Navlering, en. den Ring, el. Cirkel, fom 
Navlen danner, og ſom v. Navlebrok uds 
vider fig t. en Aabning. (annulus umbili- 
calis.) avlefnor, en. d. f. ſ. Navle⸗ 
ftrræng. (V. &. O.) Wavlefted, et. det 
Sted p. Underlivet, hvor Navlen befinder 
fig. Kavfeftræng, en. pl.-e. En Stræng 
ell. Gnor, dannet af.en Samling af Aarer, 
omgivne m. en inde, fom i Moders Liv 
forbinder Foſteret m. Moderkagen. Nav⸗ 


ikkern. 
ra 


Ud 


Raturlig — Mavleftræng. k , 78 


ds naturlige. 


Navleurt — Navnefæfte. 
feurt, en. En Plante. Saxifraga Coty- 


eIOT. 

Navn, et. pl.-e. [IJ. Nafn.] Ord, hvor⸗ 
ved en Gienſtand cl. en Claſſe af Gienſtan⸗ 
de ſaaledes betegnes, at de derved i Fore⸗ 
ftilingen kunne kiendes og ſtielnes fra Ans 
dre (en Benævnelfe.) 1. i Gærd. et Ord 
(Spvedord , Subftantiv) der betegner en 
Slegt, Art ell. Claſſe af Gienſtande, el. 
udtrykker det alminde£ Begreb om famme 
(gæleenavn.) At give en ny Plantellægt 

. ingen maa dog have et WZ. At falde 
enhver Ting v. fit rette N. En faadan 
Ødfelhed fortiener ikke N. af Godgisrenhed. 
(ivf. Titel.) 2. et Ord, en Samling af 
Lyddele, hvorved en færiig Gienſtand ad⸗ 

”ftilles fra alle øvrige af fin Art, en Bencv⸗ 
nelfe f. en Enkelt, f. et Individ (Eiendoms⸗ 
navn, eget N.) At antage en Andens U. 
At give et Sted, en Gaard, et Barn M. 
ell. ſit N. At kiende een af W. " En Mand 
v, Navn Moller. Landenes, Maanedernes 
Navne. (Jof. Binavn, Debenavn, For⸗ 
navn, Slagtnavn, Filnavn.) — uUegentl. 
for: Perſonen, ſom Navnet betegner. Gt 
berømt VT. i den danſte Hiſtorie. 3. figurl. 
a.) en blot Benævnelfe: i Modfætn. t. den 
virkelige Gienſtand, t. Tingen ſelv; et 
Paaſtud, Foregivende. Den ene har Nav⸗ 


net, den anden Gavnet. “Diſſe ſammen⸗ 
ſtrabede Krigsfolk vare det mere i Navnet, 
send i Savnet.” Bagg. N. Klim. Det ſtal 


have VW. af en Hoiſtole, men er det itke. 
Gan er det af Navn, i Navnet; men den 
anden ev det I Virkeligheden. Vi ere man: 
'ge t. Navn; men faa t. Gavn (t. at ar: 
beide, gisre Gavn.) Han ſtiulte fin Liden⸗ 
ſtab under N. af Venſtab. b.) Genfyn t. 
en Yerfon (m. præp. i.)' Siig ham det i 
mit W. (fra mig, i mit Sted.) J Kons 

ens V. (Sted.) At bede om noget i Guds 

. CC.) At tage noget (tage Varer, uden 
at betale) paa eens Navn. At gisre Gield 
p. en Andens W. (Credit.)  d.) Andres 
Dom over en (levende el. afded) Perſons 
moralſte Værd, Charafteer, Fortieneſter; 
Rygte, Eftermæle; Xre. Et ærligt W. 
At forfvare eens gode N. og Rygte. At 
have et ondt IX. paa fig.” Hun har ikke det 
bedfte IX. paa fig. At efterlade fig et bes 
tømt, udødeligt N.En Perfon uden W. 
(ubetydelig P.) —⸗ Wavnebod, en. fæ: 
dersnavn, RXrestitel. A. Bull. (forældet.) 
Navnebog, en. B. ſom indeholder en Nav⸗ 
nefortegnelfe; Mandtal. (Moth. Evald.) 
Navnebytning, en. Ombytning af Navne 
imellem To Perfoner. (Ambergs Ordb. jvf. 
Vavneſtifte.) Navnedag, en. den Dag, 
p. hvilten eens Døbenavn findes anført 
blandt Helgendage i Almanakken. Nav⸗ 
nedigt, et. D. hvis Begyndelſesbogſtaver 
udgiere et N. - Wavnefæfte, el. Navn⸗ 
fæjte, et, Faddergave; el. egenti. fordum 


LJ 


& 


Ravnfæfte — Navnkundig. 79 Navnlig — Nedbort. 
en Gave, man ſtienkede ben om man gav flgt, at blive vidt og bredt t. Forundring.“ 
et viſt Navn * Tilnavn… (aka ns , poron. 9 Uj ug 


en. Gt Stykke Toi, hvorpaa. een øver fig 
i Navneſyening. Navneliſte, en. Forteg⸗ 
nelfe over Navne, Navnefortegnelſe. nav⸗ 
nelærd, adj. den, ſom fun i Navnet ev 
(lærd, iffe virkelig. Wavnemærte, ct. 1. 
WM. fom den, der ei fan ſtrive, bruger i 
St. f. fit Navn; Bomærfe. 2. Navn, 
fom Eieren lader fye t. Mærfe i Linned, og 
desl. ell. lader fætte p. Kar og andre Zing. 
Havneceord , et. Hovedord, Subſtantiv. 
Moth. (og ſaa: Wævneord,) Navnerang, 
ta. Nang, f. €. iblandt Forfattere, p. 
Grund af deres meer cf. mindre berømte 
Navn. Navneriim, et. Riim ell. Vers, 
hvis førfte Bogſtaver ſammenlagte udgisre 
et Ravn. avnefilke, en. Silke (ijæg 
mertersd) fom br. til Mavnefyening.  Vavs 
xeſtifte, et. Omſtiftning af et N. for et ans 


det, Forandring af fit N. (Guldberg.) 
Na ilt, et. S. hvorpaa en Perſons N. 
er malet el. indgravet. Navneſting, et. 


fortiellige Slagt Sting, fom br. ved Nav⸗ 
reſhening. avneſyening, en. Gu vis 
Maade, at ſye Navne el. Bogſtaver t Xøl 
t. Kiendemerke. Navnetraad, en. J. 
fem br. til Navneſyening. Navnetræk, 
"og. Gt viſt Træf, ſom cen bruger t. at ſtrive 
fi Lava, el. Begnnbetfesbogftaverne af 
famme. avmeværdi, en. Værdi, fom 
iFelge et Regieringsbud tillægges Papir- 
penge ; i Modſertning t. den virkelige Vær: 
ti, ſom de efter Landets Pengecurs haver 
ist. Selvværdi.,, (De faa Sammenfæts 
ringet, 
raa e, anføres nedenfor.) ' 
Navne, en. pl.-r. (3. Nafni.] den, der 
far lige Navn, iſer Døbenavn, møen ans 
tea; Ravnebrober. i 
VNavaforflaring, en. pl. —er. F. over et 
Navus ed. Navnes Betydning; modf. 
Segforficring. (V. S. 2.) f. Ordfor⸗ 
as TIR , , 
Ta onfæfte, et. f. ovenfor Wavnefæfte. 
Havngi ves. a. 3. (f. give.) nævne v. 
Ravn. (forſtlell. fra: give noget Navn.) 
fan navngav enhver i Selſtabet, ſom han 
Eentte. Han befiendfgiorde dette Skrift 
uten af navngive fig.” Malling. — Navn⸗ 
givelfe, en. ” i ' 


Tavnfundig,.adj. 8 nafnkunnogr.) 


vidt bekiendt af Navn, ſom nævnes af mars" 


ge og m. lidmærfelfe. Et navnkundigt 
Elag. (nn. Mand, Begivenhed. Mere 
n. end egentlig bekiendt. »En navnkundig 
Mand fan være det, enten fordi han er bes 
remt, eller berngtet. Griffenfeld er navns 
kundig og beremt; Ulfelt navnfundig -og 
berygtet.” Sporon. — Havntundighed, 
en. ud. pl. Beftaffenheden, at væte navn⸗ 
lestig, ”Sil W. hører fun at giere Op⸗ 


, hvor Navn ikke modtager Endelſen 


4 


i 


Navnlig, adj. (ud. Art.) og adv. af et 


vift Navn, v-Navn. En Mand, navnlig 
Hans. — adv. udtrykkeligen, I Særdeles 
"hed (hvor flere nævnes el. omtales.) Alle 
Bønderne, og navnligen Sognefogden. 


Navnles, adj. 1. fom er uden, Navn, 
el. hvis Navn ikke ev bekiendt. 2. fom ef 
fan nœvnes, uudfigelig, unevnelig. navn⸗, 
* Sgubhed. En n. Fryd. (Tullin. Bags 
gefen.) ** . 

Navre, f. Waver, 

Ved, adv. [J. nidr. A. S. neber.] 


Har overhovedet den modſatte Betydning af. 


op, og udtrykker ſaaledes: 1. en Bevæs 
gelſe cl. Retning fra et hoiere Sted t. eller 
imod et lavere. Han fatte det n. paa Gul: 
vet. At gaaen. ad Frappen. Han faldt 
n. af Stigen. At fee n. fra et Taarn, — 
Ned ad Bakken; men : Veien gaaer nedad 

daler.) At vende op og ned p. noget 

endevende.), fig. Det gaaer op og ned m: 

am. — Hans Mark gaaer, el. nager næs 
ſten ned til ſocatrod) Aaen. 2. færd. ert 
-Bevægelfe, hvorved man, enten ſiddende 
el. liggende, tager Hvile, At fætte, at 
lægge fig ned. — fig. at fætte fig hed i en 
By (rettere! nedfætte fig.) 3. i Sams 
menfætn, herfter overalt Begrebet af en 
Bevægelfe nedad,” ell. mod et lavere Sted 
enten egentl. (f. €. nedbryde , Wedfald) 


ell. figur. (neddyſſe, nedladende, ned⸗ 
ſlaget.) Juf. nede, neden, neder. 
Ytedad, adv. ſ. under ned, 1. . 


Wedarvet, adj. v. 1. arvet fra Forfæz 
brene,-d flere Led, nedarvede Fortieneſter. 
(Jacobi.)  ”Yedarvet Kæmpemod.” CL. 
Frimann. ”En Gævn, nedarvet fra Slægt 
/t. Slægt,” Monſter. 2. vedtagen, Ind: 
ført 'o. gammel SKE og Vane. ”Manged 
nedarvet Urigtighed, antagen efter Gævd, 
meer end efter Prøve.” Malling. i 


Nedbede, v. a. 3. (ſ. brede.) føge v. 
Bønner at erhverve for andre. (fielden.) At 
nedbede Velſignelſe (fra Gud) over Fols 
ket. ”VWedbede Lindring for din Smerte.” 
Grundtvig. N 

. Wedbinde, v. a. 3. (f. binde.) 6. noget 
ſaaledes, af det tvinges ned. At n. Greue 

paa Frugttræer. . . ' 
Neodblik, et. pl. bd. ſ. Blik, Diekaſt, fra 
gt højt Stedet. et lavere; Nedſyn. Endnu 
et Nedblik, endnu ct Overblik fra denne 
magelsſe Pyramide.“ Bagg. 
Nedblinke, v. n. 1. (poetiſt.) blinke nede 
ad, kaſte Glimt ned. Stiernerne nm. (Oh⸗ 
lenſchl.) 
Nedbore, v. a. 1. bringe ned i v. at bo⸗ 
xe, giennem et boret Hul. ”Og hyvad ellers 
af Kryd fig dybt nedborer i Jorden,” 

Baggeſen. 


1 s 


AJ 


— — — — 


J 
Nedbrud Neden. 


7 

Nedbrud, ct. Nedbrydelſe, Ødelæggelfe. 
(Bagge cn.) 

dbryde, v. a. 3. (f. bryde.) 1. tage 
noget ned, borttage det ſom var bygget op, 
v. at bryde. Aten. en Bygning, et Taarn. 
2. forderve, lægge øde. Hans Exempel 
nedbryder meer, end hans Lære opbygger. 
Drukkenſtab nedbryder Siæl og Legeme. — 
Nedbrydelſe, en. pl.-r. 

Nedbrakke, v. a. 1. d. ſ. f. nedbryde. — 
Wedbræfning, en. pl.-er. . 

Nedboie, v. a. 1. boie nedad. At gaae 
nedboeiet. ”Dift gamle Bøg nedbøier tætte 

Grene.” C. A. Lund. "fig. At nm. Overmod 
i Støvet.” ”Ncdrig Smiger dybt nedbøiet 
Rein, bb.) nedtryffe, overvælde m. Sorg, 
m. ſmertelig Folelſe.“ Hans Kones Død 
har, ganſte nedboiet ham. nedboiet af 
Sorg, Bekymring. — Nedboielſe, en. pl.-r. 

Nedbolge, v. n 1. (poetiſt.) bevæge fig 
nedad i Belger. (Baggeſen.) 

Neddale, v. n. 1. 
neddalende Gol, (Ohlenſchl.) ſ[Egentl. er 
Prepoſitionen overflodig, efterſom dale uds 
trykker det ſamme. Kun I viffe Tilfolde, og 
figurlig, ſynes neddale at have et Bibegreb. 

—— langſomt tauſe Nat.“ Hertz. 

»Da ſtundom QWufen t. mig ſaae blandt 
dine Skygger at neddale.“ Rein. ] 

Neddrive, v. a. 3. f. drive ne. De 
neddrevne Pole. — figurl. fordtive fra , 
hindre i at oppnaae. “Men denne Spot ham 
fra fligt Rrestrin nieddtev.“ Holberg. P. 
"Paars, — Neddrivning, en. i 

Neddryppe, vi. 4. (er.) f. brug ned, 
Den neddryppende Regn. — Neddryp⸗ 


en, en. Te 
P Neddukke, v. n. f. dukke ned. ”Solent 
neddukker I Havet.” Kampmann. . 
. Fleddyppe, v. a. 1. dyppe ct faft Legeme 
ned i et flydende. “Peddypper eders 
Blomſter i" dens Bald,” HOhlenſchl. — 
Veddyopning, en. pI.-er. 

YWeddyfje, v. a. 1. d. ſ. ſ. inddyfje (men 
fleldent.)  ”Zingens forſtionnede Udſide 
neddyſſer den beſtukne Fornuft i Ligegyldig⸗ 
hede Slummer.“ D. Tüilſt. 2.) dæmpe; tvins 
ge noget ſaaledes, at def ei faner Magt ell. 
udbreder fig. Aten. Samvittigheden ; neds 
dyſſe et Rygte. ”.Han ftiller Sindets Storm, 
neddyſſer angſtfuld Smerte.” Storm. 

Weddæmpe, v. a. 1. dæmpe aldeles, kne, 
undertrykke. Aten. Ilden, Modet, Smer⸗ 
ten. ”At neddæmpe et Anflag.” Hvitfeldt. 
Nede, adv. ſaf ned; og forholder fig t. 
dette, fom oppe t. op.] p. et lavt ell. la⸗ 
vere Sted; i det Lave ell. Lavere, Oppe 
p. Bierget og nede i Dalen, Jeg ſaae ham 
(fra et hoiere Sted) gaae nede paa Gaden. 


es 


ede p. Baden funde'jeg ſee hendé ftaae i 


Vinduet. 
af Byen. Nede v. Aaen. 
Neden, adv. [J. nedan. A. S. neo- 


Cd 


80 


8 dale nedad. Den 


Han boer nede i den anden Eude 


Reden — Nederlande. 


dan. N. S. nedden.] p. den nedre, ne⸗ 
derſte Kant ell. Side (modſ. oven; men 
fielden allene. Kaſſen var malet;baade oven 
og neden. Derimod fædvant. I Forbindelſe 
m. Præpofitionér.) meden for. (Jeg ftod 
neden for ham. Han fad nedenfor. Det 
ftaaer nedenfor p. ſamme Side.) nedenfra. 
(Ban begondte nedenfra og gif opad. At 
omme nedenfra.) nedenom 'a: uden om, 
omfring ct Sted, ell. en Gienſtand, hvor den 
er laveſt. (At føre neden om Bierget , 
Byen. At have en Bræmme neden om 
Kiolen.) nedentil, p. den Kant, Sider, 
ſom vender nedad. (modſ. 6ventil) ne⸗ 
Henunder, nedentil, nede, og tillige under 
en anden Gienftand ” modſ. ovenover. 
(an boer her nedenunder, har fine Gærels 
fer nedenunder os, eller vore.) 

Neder, [A. S. neoper.] et ufuldſtendigt 
adj. (værende nedenfor) ſom fun forekom⸗ 
mer med den beſt. Art, (af nogle anſeet f. 
Comparativ) f. E. Den nedre Del af 
Byen: modſ. deh ovre, og I superl. ne⸗ 
derſt, fom er længft'ncde, underſt, laveſt. 

Han er den nederſte i Skolen. At fidde ne⸗ 
derſt p. Bænfen. (modſ. overſt. | 

Neder, adv. ſA. S. nether.] den ældes 
orm f. ned, fork nu allene forefommer i 
folgende Sammenſeetninger: 

ederdeel, en. pl. — dele. den nederfte, 


- underfte Deel. (modſ. Overdeel.) Neder 


delen af en Kiole. — 
Nederdraægtig, adj. ſaf det T. nieder 
traͤchtig.] ſom beſidder én meget ſlet 
lav, vedel Tenkemaade'vg Charakteer 
nedrig, gemeen, foragtelig, — Wederdrægg 
tighed, en. ud. pl. nederdregtig Sinde 
ſtemning, Zænfemaade, Adfærd. At be 
gaac en KHederdrægtighed. 
Nederende, en. den nederſte, underſi 
Ende. (modſ. Overende.) 
Nederfald, étr gald nedefter, Jedſon 
Deraf: Nederfaldsmelle, en. M. hve 
Stromgangen faldet p. Hiulets Nederdee 
hvorved det beveges mod Strommern 
(Modſat Ovenfalds⸗ ell. Gverfaldsmolle 
El —8* en. ſ. Nedfart: | 
Nederflade, en. den nederſte, under! 
lade af en Tin s;(felbent, Det modſatt 
verflade fan ikke bruges.) " 
Nederklæder, pl. Underkleder, Beenkl 
der, Burer. (Tauſſen. forældet.) 
" (Tederlag, et.. pl. d. f. Få. Niede 
lage. 1. den. Tildragelſe, at man 
thiẽiſlaaes i Strid, Mandſleet, Mandfa 
At (ide ct ſtort V. Der ſtete et ſtort Vi 
derlag paa hans Folk. [Det uſodvanl 
Nedlag har Evald brugt. Nedlags ha 
dede Gudinder,”] 2. JBemerkelſen: E 
Jag, ad. Niederlage, forekommer d 
ældre Skrifter, og endnu hos Sneedorf. 
Nederlandene, pl. n. pr. Belgien . 
Holland. De forenede Nederlande. D 


Nederlandſt — Nedgravning. 
df: nederlandſt, adj. — Nederlender, en. 


L-e. ' , . 
Wederlig, adj. [af neder.] ſom er nede 
ell. neden til, har et lavt Sted, en lav 
BVetiggenhed. De nederlige Lag i Bierget. 
Frygt gior nederligt Hierte. Ordfpr. (Or⸗ 
tet br. nu fielden.) ſ. overlig. 
Nederlob, et. pl. d. ſ. Taormelsb, Brot, 
(au næften ganſte forældet.) - 
ederſt, ad;. og adv. f. neder. 
VNedfald, et. pl. d. f. det, at røget fal⸗ 
ter ned; Nedfalden. Murens W. ”EÉn tros 
løs Bæg af, Leer t. Nedfald færdig ſtaaer.“ 
Stockfleth. (Vedfaldsſot, en. faldende 
Soge, Epilepſie. Moth. Jslandſt.) 
Vedfelde, v. n. 3. f. falde ned. Ild 
nedfaldt fra Himlen. ”Som ranke Fræ 
ꝛ. jævne Hug nedfalder.“ Rein, (Ofteſt 8 
partic. Det nedfaldende Lev, Den ned⸗ 
faldne Muur.) i | i 
Tedfare, v.n. 1. (er.) J hoiere Stiil 
for: fare ned. ”De.nedfote til Egypten.“ 
D. Bibel.) 
Nedfart, en. pl.-er. Gierningen at fare 
tå. Wedfartten Grube. 
Nedfeie, v. a. 1. fete ned. At m Sto⸗ 
tet fra Hyvſderne. 


Vedflyde, v. n. i. (er.) flyde ned, tinde , 


sed. Det nedflydende Vand. 

Nedflytte, v. a. 1. bringe, flytte fra et 
kricte Sted t. et lavere. åt minoget fra 
Saftet i Kielderen. — Nedflytning, en. 
pl-er, ' me 

VNedfælde ev. a. 1. fælde t. Jorden ; 
træbe i Strid. ”Xt fee dem hinanden ned⸗ 
falde.” Pram. ”Wedfældet i fin Ungdoms 
Sact.“ Baggefen. 2. nedpleie. At ned⸗ 
fælde Gisdning i Jorden. (V. S. 2.) 
Deraf: Nedfældning, en. 

Wedfote, v. a. 2. føre nå. De nedfor⸗ 
tebam, han blev nedført til Stranden. 

VNedgacaende, partic. af det ſielden bru⸗ 
xl. nedgage: Den ene Vei c for de Yeds 
gezende, den Anden f. de Opgaaende. 
Den aedgaaende Gol. 


Weddantt, en. pl.-e. 1. Gierningen, at 
———— Ved Wedgangen 
ta Bierget, Taarnet. Solens N. ”Fr 
Eclené Segang og fra dens Wedgang.” 
€i 45. 2. , Gang, fom er t. at gaae 
ned ed, ſom fører ft. ct lavere, dybere Sted. 
Ca befværlig Nedgang til Kielderen. 


Nedglide, v: n. 3. komme ned i et ſagte, 
krat Fald. f. glide ned. »J Søens 
" fatte Dal den nu igien nedglider,” P. 6. 
. krimann. ”Solen nedglider bag forgyldte 
Sippstop.” Storm, 
Yodgravé, v. a. 3. (f. grave med.) brin⸗ 
se neget ned i Jorden v. at grave, giemme 
i At n. Aadſler. — fig. at n. ſit 
: Jord, itfe bruge, dytte fine Cone, — 
Jung, en. pl, ' 
Dank Ordbog, I. 


AM 
' M På 
i 


81... Nedhale — Nedlade. 


VNedhale, v!a: 1. hale ned, drage ned ved | 


Zoug. At nm. et Skib. (Baggeſen.) 
edharve, v. a. 1. bringe ned i Jorden 
va at härve. At n. Sæden. — Nedharv⸗ 
ning, en. ÉH… . 
edhente, v. a.1. hente nedb. Det maa 
Alt nedhentes fra Loftet. * 
Nedhiſſe, Y- a.1. bringe ned, lade gaae 
ell. glide ned, v. Hielp af Tougværk, At 
nedbiffe noget i Skibelaſten. 
edhugtze, v. a. 1. fælde, hugge om. 
ele Sfoven blev nedhugget. 2. hugge 
ned; nedſable. vet hele Regiment blov 
nedbuggen — Nedhugning, en. pl.-er, - 
edhwirvle, v. a. 1. nedfinrte't en vold⸗ 
fom , hvirdlende Bevægelfe. (Grundtvig.) 
tæerne nedhvirvledes af Stormen i 
alen. ' … 


Wedhænge, v. n. J. (f. hænge.) hænge i 


nedvendt Retning, hænge nedad. nedhæn⸗ 
gende Grene, Blomſterkrandſe. (act. ſiel⸗ 
oem undt i partic. Alt Toiet er nedhængt 
i Saven.. ' 

Nedile, v. m 1. (er,) ile, f. at komme 
ned, ile, ſtynde fig ned. (Baggefen.) ; 

Nedjage, v.a,3. f. jage noͤd. Endeel 
vare komne op; men de bleve ale nedja⸗ 


ned, v. at kalde ham; kalde ned. Jeg lod 
am n. fra hans Varelſe. 2. d. ſ. ſ. ned⸗ 


ede, At nm. Velſignelſe over een. 3. 


fig. henlede (naar Talen er om en Holere.) 
”Ut nedkalde Lovgiverens Opmarkſomhed 
p. Tingen ſelv.“ Engelstoft. 
Nedkaſte, v. a. 1. ſ. kaſte ned. Stor: 
men har nedfaftet Plankevceexket. Spiret 
blev nedkaſtet I cen Storm. At mm. fig i 
Støvet f. cen. — Nedkaſtning, cen. pl.-er. 


Nedkiſre, v. a. 2. bringe, noget ned t. - 


Vogns, kiſre noget ned, Alt Hoknet blev 
nedkiort t. Stranden. Bi made felv lade 
det n. 2. bele f. Jorden v. at kiere. 
Sæden, Gresſet blev nedkiert. 
Nierdkiorſel, en. pl. —fiorflet. 1. Hand⸗ 
lingen at kiere ned (faavel trans. ſom in- 
trans:;) 2. Sted, hvor der figres ned, Lets 
lighed, Vei til at kisre ned. 

Nedknuge, vi: a. 1. tvinge, knuge noget 
ned; nedtrokke. ”Og dybt nedknuger Spis 
ven t. hvert herligt OD.” Grundtvig. 

Wedfnæle, v.n. 1. (har.) d. ſ. ſ. knole 
ned. — Wedtnælen, en, ud: pl. 

— Wedfomme, v. n. 3. f. komme ned. 
»Naar den blide Sommer m. vndig Sol og 
Regn a Himmelen nedfåmmner,” Storm. 

edkomſt, en. ud. pl. det, at komme 
hed. Ved Nedkomſten fra Bierget. 

Nedkue, v. as 1. nedtrykke, dæmpe v. 
Toang, undertrykke. At ns et Folf. ”Den 
voldſomt nedkuede Misfornøielfe.” Rahbek. 

Nedlade, v. a. og rec. 3. lade gage ned, 
fonte ell. glide ated, (fielden;) Da Dæffet 


(6) 


€. U 
s Nedkalde, v. a. 2. fane cen t. at komme 





ge 


Na 


ſpare?“ P. M. Troiel. 
- uden Overlæg; Narren handler uden Tan⸗ 


oh Rarreltveget — 


Naklebrud — Naragtig. 


X 
Waffen. Os ocoipitis. Nakkebrud, et. det, 
at bræfte Halſen cl, Natten. (Moth.) Nak⸗ 
kedrag, et. Slag vver Nakken. akkefo⸗ 
der, ef. Foerverk af Nakken p. Rove og an⸗ 
dre Dyr, Nakkegrube, en. den Fordyb⸗ 
ning, ſom Maffen, danner. (Ohienſchl.) 
ehaar, et. den Deel af Hovedhaaret , 
om vorer nedi Natten, Nakkehud, en. 
en Deel af Huden, ſom bedeekker Nakken. 
Nakkeſlag, et. 1. Slag, Kaſt m. Nakken 
el, Baͤghovedet. (Moth.) 1 2. Slag, ſom 


ives cen i Natten. (Arrebo. Hexaem. 247.) 
Nakbkkeſtod, et. Sted i Nakken. 


Wattebær, pl. et Slags Jordbær, ſom 
fielden groe vildt i Danmark. Fragaria 
collina. (Dluffens Lærebog —BD 

Nam, et. Skaar, ſom hugges i Enden 
af en Sparre el. Stelpe, f. at fatte om 
Tappen af en anden Sparre. (Moth,.br. i 


at fage.] I Lov⸗ 
9, hvorved Skyld⸗ 


. Provindferne.) 


J. nem 
efshand 


Yam, et, 
forenet ben! 


rren faner Fyldeſtgiorelſe f. fin Fordring, 


v. at ſettes i Befiddelfe af Skyldnerens 
Gods; Udlæg, Indforſel, Execution. (D. 
Lov.) Deraf: VNamsdom (Forordn. af 
1795.) Wamstager, o. fl. KO 
Nap/ adj. karrig, nøicregnende. (i For: 
bind, m. knap. B. S. O.) Oftere i dagl. 
F. ſom adv. i ſamme Forbindelſe. Det 
' var knap og map, at det flog til. 
" ap, et, pl. d. f. . Gterningen, at nappe; 
Nappen. 
Nappe, v. a. 1. klemme v. et haftigt 
Greb (ell. Bid.) 
Wrmet, Hunden nappede mig I Benet. 
Aten. med en Zang. 2. gribe haftigt, 
fnappe. (fieldnere) —= Wappetang, en. pl. 
-tænger. en. fiin Tang. (f. Niptang.) — 


NMappes, v. dep. At n. om noget, n. med 


cen, ſtendes, trætte, ſlaaes. (dagl. T.) 
Der nappeø be faa haardt,” Arreboe. 


Var, en. pl. -re. IJ. Narri.] et Men: 


- neffe, der i fin Adfærd røber [atterlig 


Daarlighed , , hvis Handlinger vidne om 
Mangel p. fund Forftand, (ſ. Daare, 
Siante, Toſſe. Man ynfer Daaren, og 
Delcer' Warren. Har vi nok: af Warre, 
hvorfor af Andres lee, og Landets egne 
»Daaren tænter 


fc," Sporon. 


At holde cen f. Wear (9: 
ftuffe, narre cen.) At giore War af een 


" at: drive Spot m. — Uegentl. At gisre fig 


t. War f. een, f. Folk (9: viſe fig naragtig, 
uden egentlig af være' det.) At være Sel: 
ſtabets Ward: den, ſom føger af more det 
Jeg vil ikke 
være eders def. ofnar, Giogler, 1.) 
— At være en 14. efter noget 3: være me⸗ 
gin lyſten efter, være forgabet i. = nar; 
agtig, adj.” 1. ſom rober en Nar, hører 


M 


72 


At un. cen I Armen, i, 


' Å 
Narogtig — Narres. 
til, paſſer f. en Nar; latterlig, taabet, 
fiantet… En n. Paaklœodning. naragtige 
Lader. At bære fig mn. ad. 2. loierlig, 
vubfeettig. Deraf: Naragtighed, en. 1. 
ud. pl. Beſtaffenheden, at være naragtig. 
2. pl. - er. latterlig, naragtig SKE ell. 
Handling. ”Vor Modetone Fan ſtifte Nar⸗ 
agtigheder, men aldrig aflægge dem.” 
Rahbek. Narrebielde, en. pl-t, Biæls 
der, hvormed Goglere fordum behængte des 
ves Klæder. arrebrev, et. Brev, hvor⸗ 
med man har t. Henfigt, ut narre, aft giekke 
gen. UVarrebrix, en. et Redſtab af Zræ, 
fm Gieglere fordum førte i Haanden. 

rrebud, et. Bud, ſom gives een i den 
Henſigt, at narre ham, (Moth.)  Warrez 
dandé , en. naragtig Dands. Varre⸗ 
dragt, en. D. ſom paſſer fig f. en Nar ell. 
Giøgler ; latterlig, naragtig Dragt, Nar⸗ 
refærd , en. fiantet, naragtig Adfærd. 
(Moth.) Warregrille, en. pl.-r, narag⸗ 
tig Grille, latlerligt , taabeligt Indfald. 
Moth.) arrene, Warrehætte, en. 
ue el. Hætte, ſom Giøglere pleiede at 
bære, rrehandel, en, Narrefærd. 
(Moth.)Narrekappe, en. En Gioeglers 
el. Harlekins Kappe. Narreklader, pl. 
naragtige, upaſſende Kloder, Narredragt, 
Gisglerdragt. Narrelader, pl. naragtige 
Lader; Narrefagter. Varrelag, ct. Nar⸗ 
res Samfund, Selſtkab af Narre. (Rahbek.) 


Narrepuds, et. lyſtigt Puds, Narreſtreg. 


Narreſtik, en. naragtig 

kik. Narreſnak, en. naragtig, taabelig 
Snak. Warrefpil , et. naragtigt Puds 
Jeglevert „ Gioegleſpil. Narreſtreg, en. 
mer, 1. d. ſ. ſ. Narreſpil; et ſoſtig 
bunde. uglſpils Narreſtreger. 2, et nar: 
agtigt, latterligt Optrin cll, Foretagende 
At gisre Narreſtreger.  Warrefæde , et 
Et latterligt , upaffente Sæde. (Moth. 
Narrevark, et. 1. naragtigt, ufornuftig 
Foretagende ell. Arbeide. ft bliver Eu! 
W. — Ain⸗ ud. —x Lap 
peri. ”Af Laften gter jeg Dyd, af Konfte: 
Narreværk. J. 6. — Were 


vaſen, et, latterligt, naragtigt Væfen 


en Nars taabelige Adfærd. 

Harhval, en. pl.-er. En Hva: læg! 
udmarket v. dené tvende lange Huggetœr 
der (de faafaldte Xenbierningeborn el 
Barvals horn.) Monodon. . 

arre, v.a.1. [af War.] ſtuffe, føre 5 
Lyſet, bedrage. At n. cen m. falſte Peng 
At w. cent hans aabne Øine. — Wed præ| 
At n. cen noget fræ 9: loffe fra, forle 
gen t, at afflaae. At m. cen noget paa 
narre cen f. af modtage; ſnakke cen nog 
p. At mm. cen fil noget ad: lokke, forten 
2. drille, giekke, drive Sfiemt sm. 3 
vedbleve at n. hende hele Aftenen. — Wa 
res, v. dep. fpøge m. hinanden, flaae | 
Spag af. Nu vil vi ikke længere nurre 


U 


Narres — Nathat. 


men fage Sagen alvorligt, At narres 
med een. ig 

Varreri, ct. pl.-er. 1. Loier, Skiemt; 
Rarreſtreger. Det var ikke Alvor, det var 
fun N.2. det, fom ev uden ſand Vardi; 
Lapperi. At øde Penge p. Narrerier. 

Narv, en. ud. pl. IM. S. Nar ve. Sv 
Narf.] Haarfiden p. Leder, m. dets tætte 
faſte, ligeſom m. en (naturlig ell. ved Konft 
efterlignet) Væv af Aarer, Linier og Prik⸗ 

ct. — ud, en. den ydre Gud, hvori 
Læderets Narv ligger, (B. 6. O.) rv⸗ 
ſide, en. den Side af en Hud ell. et Skind, 
(om har Narv; Haarſide; modſ. Kiedſi⸗ 

en. narvſceætte, v. a. 3. (ſ. ſette.) frem⸗ 
bringe konſtig Narv i Læder. (Ambergs O. 
B.) VNVarvſætning, en. Handlingen, at 

ive Læder Narv. arvtrækning, en. d. 
if. Rarvfætning. (8. S. D.) 

Warve, v. a. 1. bearbeide Narven p. Hu⸗ 
ber, fætte Narv paa. Dette Læder er godt 
narvet. * 

Naſke, v. a. og n. (B. S. O. det TJ. 
naſchen.) f. ſlikke (ſlikken, ſlikvorn.) 

et, en. pl. Nætter. [J. Natt. AX. 6. 
Naht.] Ægentl. det Tidsrum af Døgnet 
fra Solens Nedgang, og Mørkets Begyn⸗ 
delfe, indtil dens Opgang el. til Dagbræt 
ningen (i Modf. t. Dags) Men ſedvanl. 
tegnes i d. Zale nogle af Nattens el. Mor⸗ 
kets Timer f. Aftenen. — Vatgen (Morket) 
overfaldt os. At tilbringe tten under. 
aaben Himmel. At gjøre Nat t. Dag a: 
vaage om Natten. vaagen, ſovnlos 
W. En Sommernat, Vinternat, Decem⸗ 
bernat. — figurl. Gravens IT. (Morke.) 
Sorgens VW. Vankundighedens Wi, — 
Deg og Wat ad: et Døgn, 24 Timer. Dag 
og VNat i 8 Dage 9: 8 Ds n. — At klam⸗ 
ves Wat og Dag a: uden Ophør. — adv. 
i Wet 3: fidfte Nat ; ell. næftfommende Nat. 
Jeg fom hertil j Nat. Poſten fan ventes 
let. Om Natten, v. Nattetid. (Mod 
(henimod) Natten. Natten igiennem, 

atten over 3: den hele Nat. Ud p. Wat: 
ten, benimod Midnat. = Sammenſetnin⸗ 
ger A. Natbord, et, Pyntebord i et So⸗ 
vetammer el. Paaklodningsverelſe; cl. et 
Bord, der om Natten flager v. Sengen. 
set. B. fom br. om Natten i 
Natdragt, ſ. Wattlæder. Nat⸗ 
En om Aftenen og mod Natten 
behageligt duftende Blomſt. Hesperis tri- 
stis, tfugl, en. pl.-e. 1. Fugle, der 
tun v. Nattetider komme frem og føge Fode. 
2. cu Claſſe af Sommerfugle, der flyve om 
Natten. (Phalænæ.) natgammel, ad). 
(egſaa: nattegammel,) ſom har været til 
i cen Nat. n. Snee. Et nattegammelt 
Bel. — Watgænger, en. d. f. ſ. Nattevan⸗ 
rer,  Wathet, en. Et filut Overirat t. 
Nathuer; el. en Lerredshue, fom Fruens 
timre bruge om Natten. (Moth. forældet.) 


73. 


Nathold — Natſted. 


Nathold ell. Nattehold, et. fordum: frit 
Mattelete, ell. d. ſ. f. Gi 


D. Mag. V. S. 207.) “At betynge Al⸗ 


murn m. Nattehold.“ (Forordn. af 1685) 


Deraf: Watholdspenge, d. f. ſ. Gieſteri⸗ 
penge. Nathore, en, Gadehore. Nat⸗ 
hue, en. H. fom Mandfolk bruge om Nat⸗ 
ren. athuus, et. Et Stab, hvori Com⸗ 
paffef, om 
p. Skibs dekket 
Nalhorde en. 
om Natten. 

Stuur t. Ophold om Natten. (D. Bibel.) 
Natild en. Natteild, en. J. fom brænder 
v. Nattetider. Natkaabe, en. K. til gf 
fafte om fig, naar. man om Natten, fidaer 
op. (Moth.) Natkappe, en. Et Hoved⸗ 
føl, ſom Fruentimre bruge. om Natten, 


lige f. den Styrende. 
; fom vogter AQvæget 


ben 


Wattiktert, en. Kitkert, ſom fan br. til at 


fee i om Natten. Vatkiole, Wattiortel, 
"en. En vid Kiole, fom man kaſter om. fig, 
naar man flaaer af Sengen; ell. ſom Born 
ligge i om Natten. Natklader, pl. Klæds 
ningsſtykker, ſom man ligger i om Natten. 
Natlampe, en. L. ſom brændes om Natten 
i Soveverelſet.  VWatluft ell. Watteluft, 
en, Luftens Bejtaffenbed om Natten. En 
fold, fugtig N. 
brændes om Natten. 
lyſer i Morke; phosphoriſt, f. E. viſſe In⸗ 
ſecter. (B. S. O.) Natmaaltid, et. M. 
ſom holdes om Natten. 
den, fom gaaer Skarpretteren til Haande, 
faaer Heſte, 0. d. en Rakker? (Deraf : 
atmændofolk, pl. et Slags i Iylland 
omſtreifende Taterfolk eller Zigeunere, ſom 
drive de meſt foragtede Haandteringer, og 
ave imellem fig et eget Sprog.) VNatme⸗ 
er, en, Natmand, el. Formand f. Nats 
mænd. CHatmefterens golf.” Forordn. 
1769.) Natmulm, et. Nattens dybefte 
Morke. (Baggefen,) ”Raar Natmulm dæk: 
fer Himiens Blaa.” Ohlenſchl.  Watmel, 
St. Hans: Orm. Lampyris. (Moth.) 
Watpotte, en. P. til at lade fit Vand i; 
Kammerpotte. Natravu sl. Natteravn, 
en. En Fugl, hvis ubehagelige Skrig heres 


atfen oplyſt af en Lygte, ſtaager 


Watlys, et. Lys, fom- 
natlyſende, adj. ſom 


Gieſteri, 3. (f. y | 


Nathytte, en. Hytte Ås 


Watmand en.” 


v. Battetid, og om hvilfen man har digtet, ” 


at den om Natten ſugede Melk af Gederne; 
Aftenbakke, Natſtade, Melkeſuger. Capri- 
mulvus. fig. om en ae der er længe 
oppe om Natten. Natſtade, en. 1. f. 


Nattavn. 2. en Urts Navn; Natſtkygge. 


Solanum. (Moth.) Natſtiorte, en. S. 
ſom man ligger iom Natten; ell. en grovere 
Skiorte, ſom man tillige om Dagen bærer 
ynder den finere. Wetffriin, ct. Et S. 
med et Kar cl. Bokken i, t. Brug v. en 


naturlig Fornedenhed ; Natſtol Nat⸗ 
ffumring , en. Nattens Merke, natlig 
Stkumring. (Ohlenſchl.) Watflygge, en. 


En Urt. Solanum. Natſommerfugl, en. 


d. f. ſ. Natfugl. 2. Vatiſted, et. Natte⸗ 


Natſted — Nattekulde. 


ſtade, Natteophold. (Y. Clauſſen.) Nat⸗ 
Fis, 'en. d. f. ſ. Natſtriin. gl kke, et. 
Maleri, hvorpaa Natten, ed. et Optrin om 
Natten foreftilles. (Moth.) natſynet, ad]. 
ſom bedſt feer i Mørke. ( V. S. D.) Nat⸗ 


rreie, en. Troie t. at ligge i om Natten, og, 


. mod Natten. 


En Drik, fom tages dm Natten. 


om bæres under andre Kloder om Dagen. 

ttoi, et. det Tsi, (Que, Klæder, -1c.) 
Hvori man ligger om Natten. Vatugle, 
eu. 9 Alm. det få ſ. Ugle; færd. en entelt 
Art af denne Suglejlægt. Strix Noctua. 
Natvakke, en. Navn p. en indenlandſk 
Skovfugl. Sitta europæa.  natvarig , 
adj. ſom varer en Nat igiennem. —*8 
Natvægter, en. ſ. Dænter. (fun i Mods 
fæfn. t.'Dagvægter fan Watvægter br. 
f. E. Her holdes baade en' Dagvægter 
og en V.) . B. Wattearbeide, ct. A. ſom 
foretages om Natten. Watteblus, et. B. 
fom brændes v. Nottetid. (Arreboe.) Nat⸗ 
febo, en. Opholdsſted, Bolig om Natten> 
»Fuglens — tungge trebo.” 
blornſen. Nattebrand, en. B. fom finder 
Sted om Matten. (Ohlenſchl.) Natte⸗ 
brug, en. Brug, Benyttelſe om Natten. 
Helt.) Nattedragt, en. D. ſom br. om 
Naätten; Natklæoder.“J lette, hvide Nat⸗ 
tedragt.” Baggeſen. Nattedrik, en. 1. 
2. Drift: 
ken, Sviren om Natten. Wattedrom, en. 
D. fom man hår om Natten; natlig D. 
( Ohlenſchl.) Nattedug, en. D. ſom fal⸗ 
der om Natten. nattefalden, adj. ſom er 
alden fidfte Naf. n. Snee. (Arreboe.) 
ttefiſferi, et. ell. Nattefiſtning, en. F. 
ſom ſteer om Natten. VWattefoder, et. det 
fidfte Foder, fom gives QOvæg cl. Heſte 
Wattefrift, en. Frift, Hen: 
ſtand, en Nat over. ”Da have hans Dags⸗ 
rum og Nattefriſt t. at remme.” Chr. II. 
Reces. og D. Lov. I. 24. 16. VWattefroft, 


. en. den Tilſtand i Luften, at det fryfer om 


Natten, uden af 
tegammel, adj. 


(ref om Dagen. 
. natgammel. Vatte⸗ 
gang, cen. Gang, ſom foretages v. Natte⸗ 
tider. attegarn, et. —228* ell. 


Vod, ſom udfættes om Natten. (Ambergs 


Orbb.) Nattegierning, en. G. ſom fore⸗ 
tages om Natten. (Moth.) Nattegieſt, en. 
1. den, ſom huſes, ſom bliver Natten over 
p. et Sted. 2. en Gieſt, der kommer om 


Natten ell. Bliver ud p. Natten, p. ct of⸗ 


fentligt Sted. VWattegænger, en. Natte⸗ 
vandrer. Ingemann.) Wattehetberg el. 
Natteherbertge, et. H. hvor Reiſende huſes 
ve — $.d ; u 

att „en. H. der paakommer, eller 
ifær er befværlig om N. Nattehvile, én. 
G. fom nydes om Natten. (Arrebo.) Nat⸗ 
tejagt, en. egentl. Jagt, fom foretages om 

atten; meſt figurl. om Urolighed v. Nat: 
tetid, Nattefværmen. Nattekulde, en. K. 
fom Natten fører m. ſig. Matteleic, et. 


7. 


G. Col⸗ 


nat⸗ 


Nattehold, et. ſ. Nathold. 


Natteleie — Nattetid. 


e. hvor man hviler Natten over; if. d. ſ. ſ. 
Natteherberg. Natteleir, en. Sted, hvor 
en Gær letter fig om atten. (Arrebo.) 
Natteliv, Wattelevnet, et. Maade, af til⸗ 
bringe Rætterne paa; det, af vaage og færs 
dee om Natten. Et uroligt W. Et faas 
dant W. er ſtadeligt f. Helbreden. — Nat⸗ 
teluft, en. ſ. Natluft. ttely, et. Ly 
mod Veiret * Kulden om Natten; fig. 
Natteleie. attelyſtighed, en. pl.-er. L. 
ſom bruges om Natten. Wattelængfel, en. 
£. fom fornemmes om Natten. (Moth.) 
Nattemorke, et. ( MNatmorke.) Nattens Mor⸗ 
fe. (Moth.) teran, et. Ran, ſom be⸗ 

aaes om Natten. ”Selv I Galgen han ef 
an afholde fig fra Watteren.” Bagg. 
Natteravn, en. ſ. Natravn. Watteregn, 
en. Regn, fom falder om N. Nattereiſe, 
en. R. fom foretages om N. VWattero, cen. 
Ro om Matten, Nattehvile. Natterum, 
et. 1. Rum t. Natteherberge. (V. S. O.) 
2. det Tidsrum, de Timer; ſom udgiere 
Natten. Mellem Dag og Vatterum ſtilles 


Vrede. Ordſpr. Natternus, en. R. ſom 


"man faaer om N. Vatteroſt, en. R. ſom 
lyder, høres om N. (Ohlenſchl.) Natte⸗ 
fang, en. Sang, ſom høres om N. Nat⸗ 
tefangerr en. En Sanger el. Sangfugl, 
der ſynger om N. UNatteſidden, en. det, 
at ſidde længe oppe om Natten, Nattevaa⸗ 
gen. Natteſidder, en. den, fom har Va⸗ 
ne t. at fidde længe oppe, ſom arbeider me⸗ 
get om I. (Moth.) UNatteſtiul, f. Nar⸗ 
tely. tdatteffygge, en. S. der vifer fig 
om Natten, f. E. af Maanelnfet. (Helt. 
Øhleufhlæger.) ”Døedens Natteſtygge.“ 
Grundtvig. Natteſpogelſe, et. S. Gten-= 
(er, der viſer fig om NM. (Ohlenſchl.) 

atteſtade, et. Opholdsſted om Watten , 
Natteqvarteer. (Engelstoft.) Watteftorm, 
en. Storm, ſom blæfer om Natten. ”Watz 
teſtormen fvinger tung de vaade Binger.” 
Evald. UVatteſtund, f. Nattetid. Nat⸗ 
teſuk, et. Suk, der opſtiger hos een om 
Natten; natligt Suk. (Ohlenſchl.) Nat⸗ 
tefved, en. Sved om Natten, i Søvne. 
Wattefviir, en. Sviir og Drif om Natten 
(ogſaa Wattefviren.) attefværm (Rah⸗ 
bef) og Wattefværmen, en. uovdentligt 
Nattelevnet; Sværmen om Matten. Vara 
tefværmer, én. den, ſom ev hengiven £t. 
Nattefviir el. Nattefværmen.  Watreføn , 
ct. 1. &. fom man feer el. troer at fee 
om N., natligt Syn. ”FIl fit fon 
fin Arm omfonft han ſtrœkker.“ P. H. Fri⸗ 
mann. 2. den Evne, at funne fee om 
Natten. ”Det Wattefyn, ſom Føden giver 
dig, jeg bør dig da fratage,” Tode. — Nat⸗ 
—8 et. —*— , hvor man ſiddende har 
fit Natteſtade, fin Nattehvile. Henfene 
flyve t. Natteſede. Natteſovn, en. den 
S. man faaer om I. attetid, ent. pl. 
=tider, den Tid i Døgnet, da det et Mat, 


i | Sevne ; en Sovngenger. 
ng 


⸗ 
"da 


- 


Nattetid — Mationalgicd. 75 N Nationalgield — Matur, 


Om Wattetide, v. Nattetider. 

me, en. En af Nattené Timer. 
tog, et. T. fom foretages om N. Natte⸗ 
tyv, en. T. ſom ſtieler om Natten. Nat⸗ 
tetyveri, et. T. ſom begaaes om M. Nat⸗ 


Natteri⸗ 
Natte⸗ 


tevaagen, en. ud. pl. det, at vaage meget 
"og længe om Natten. - 


Nattevagt, en. 
1. Gierningen, at holde Vagt om N. 2. 
en ell. flere Perſoner, fom have denne Be⸗ 
ſtiling. fan blev fængflet af Nattevag⸗ 
ten. 3. Tidsrum, hvo 
Bagt om N. Nattevandren, en. Gier⸗ 
ningen at gaae i Sovne, fom Nattevan⸗ 
drere. Nattevandrer, en. den, fom gaaer 
attevan⸗ 
sen. 1. en Vandring, fom man fo⸗ 
tetager vaagen om N. 2. d. ſ. ſ. Natte⸗ 
vandren. 
Nation, en. pl.- er. [Laf. natio.] 1. 
Indbegreb af et heelt Lande Indbyggere ; 
et Folé. 2. færd. en v. Sprog og Oprin⸗ 
telfe beflægtet Folfemængde, for faa vidt 
tenne beboer et civiliferet Land af nogen 
Wdftræfning. (Foltefærd , Folteflag.) J 
Modſcœtn. hertil br. Folk om Indbegrebet 
af en Stats Indbyggere. (Saaledes figes 
vel baade: den danſte Nation og det danſte 
Folk. Derimod: den tydſte Nation; men 
det baierjke, det preusſiſte Folk. Man figer 
deg ikke den islandſte ell. den corficanſte Na⸗ 
tion. Om uciviliferede Folfefærd af mins: 
dre Omfang br. Stamme, Folkeſtamme.) — 
national, adj. ſom eiendommeligen tilhører 
ell. udmeerker et viſt Folk; folkeegen, lands⸗ 
egen. nationale, Skikke, Sæder. natio⸗ 
usle (3: indfødte) Tropper. — Ved Gam: 
menf. m. dette adj. ev i nyere Tid dannet 
endeel Subſtantiver, hvori det almindelige 
Begreb, herſter. f. E. Nationalaand, en. 
ud. pl. 1. Indbegreb af en vis Nations 
aandelige Liv. Den franſte, engelſte W. 
2, i Alm. en RNationé- levende Folelſe for 
det, ſom angaaer hele Statsſamfundet. 
Vationalaanden i England, i Frankrige. 
Nationalcharakteer, en. Indbegreb af det 
fom i moralſt (tildeels ogfaa i aandelig) 
beufeende er eiendommeligt f. en Nation. 
Netionaldragt, en. Klædedragt, eiendom⸗ 
melig f. en vis N. ionaleiendom, en. 


hvad der tilhører, el. anſees at tilhøre en: 


Xation ell. Stat, fom Samfund betragtet. 
Ketionelfeft, en. En Feſt, Hoitid, hvori 
en heel R. el. den vigtigfte Part af ſamme 


deeltager. Nationalformue, en. Indbe⸗ 


Frembringelſe af afſcettelige Producter) ſom 
ea Stat el. N. beſidder. Nationalfo⸗ 
lelſe, en. En Nations Agtelſe f. fig ſelv, 
fn re og elendommelige Chaxakteer (d. e. 
årer enkelt Borgers Deeltagelfe i at agte 
Im Nation, han tilhører.) National⸗ 
gield, en. db. f. f. Statsgield (iſer en ſaa⸗ 


ten Statsgield, ſom en Nation v. fine Re⸗ 


lighed t. Fædrelandet. 


en ell. flere har Ve 


præfentanter har erklendt og paataget fig; 
og fom i nogle Tilfælde fan være forſtiellig 
fra de Laan, Regieringen optager.) Na⸗ 
tionalgods, ef, G. fom tilhører Nationen 
ell. Staten, ſom er offentlig . Eiendom. 
Nationalhiſtorie, en. H. om en Natious 
Skiebner. Nationalopdragelſe, en. O. 

ittet ft. at væffe Nationalaand og Kicr⸗ 
Nationalſag, en. 
ag, der vedke amer en heel Nation, dens 
[ el. Xre. Nationalſprog, et. det 
Cprog, fom er dendommeligt f. en Nation. 
Wationalftolthed, en. S. i Følge hvilfen 
en Nation tillægger fig Fortrin f. andres. 


" Wationalvelftand, en. en hoiere Grad af 
- Mationalformue. 


Nationalære, en. den 
Xre, en Nation, fom Samfund, har er⸗ 
hvervet fig og beſidder. m. fl. a. 

Nattergal, en. pl.-e. [A. 6. Nehtæga- 
le. T. Nachkigal.] en v. fin tonefulde 
Sang fortrinlig udmærket Sangfugl. Mo- 
tacilla luscinia. ' 

Vattes, v. dep. 
(modſ. dages.) Chr. Pederſen. (nu fielden,) 
2. neutr. pass: tilbringe Natten p. et Sted. 
Y den Talem. Det naftes og dages han. 
”T)a ftal hans Liig ikke nattes paa Trœet. 
Taufen. 

VNatur, en. pl.-er. ſielden, og br. kun, 
hvor Ordet fættes i St. f. Slæls ell. Les 
gemsbeſtaffenhed. [Lat. natura.] J Alm. 


den drtend frembringende Kraft, fom er, 


Aarfag t. Forandringer, faavel t enkelte 
Væfener, (£egemer) (om i alle tilſammen⸗ 
tagne. Af —* Bemerrkelſer, hvori 
Ordet forekommer, ere de vigtigſte. A.1. 
Indbegrebet af en Gienſtands Egenſtaber, 
ell. Forbindelſen af det Mangfoldige i Gien⸗ 
ſtanden t. Eenhed, f. faa vidt den indehol⸗ 
der Grunden t. Gienſtandens Forandringer; 
virkende Kraft I en Gienſtand. (undertiden 
ſtielnes da imellem Tingenes Watur og 
dens Dæfen 9: det, fom Tingen er i fig felw 
og vedbliver at være faalænge den er til. 
Plantens N. Dyrets N. Menneſtets VW. 
Hunden er af Naturen færvillig. Den guds 
dommelige, mennejtelige N. (Nan brus 
ger vel Udtrykket: Chriſti to Naturer; men 
bedre: den dobbelte W. Saaledes ſiger 
man vel ogſaa: forſtiellige Naturer.) 3 
denne Bemætf. tages ſdedvanl. Henfyn ft. 
det oprindelige, det medfodte I Egenſtaber⸗ 
ne, og diſſe (Naturen) tæntes jævnligen 


ſom modfatte de Beſtaffenheder, der I viſſe 
gteb af den Værdi (i Capitaler ell. aarlig D 


iemed bringes t. Veie hos Gienſtanden. 
Man figer derfor: At forandre fin N. Va⸗ 
nen fan blive den anden W. 

aaer over Optugtelſen. At tæmme vilde 
Doré N. Han har af Naturen et maade⸗ 
ligt Hoved; men hen har bodet derpaa v. 
Flid. — Saaledes overføres ofte Begrebet 
om medfødt Egenſtab, om den virkende 
Kraft hos Individer 1 ben ſtabte Verdens 


"1 * (4 


1. impers. blive Mat 


uren . 


Natur. 


Heelhed, og Naturen bliver da Udtrykket f. 
en enefte almindelig Grundkraft, el. endog 
i Indbildningskraften t. et f. fig ſelv hes 
ſtaaende Bæfen. f. E. Naturens Kræfter, 
Virkninger. Naturen er den bedfte Lære 
… mefter. Naturen har'været gavmild imod 
ham. (Deraf: Waturanlæg , Waturfeil, 
Naturgaver, o. f) 2. i en Indſtræœnk⸗ 
ning af det under A. 1 angivne almindel. 
Begreb: a.) om den i Xrslenes Sammen⸗ 
fætning, Kræfter og Virkninger grundede 
almindelige Kraftell. Egenſtab i det men⸗ 
neſtelige Legeme ; det Clendommelige, Gær: 
egne i et Pernetes Organisme. At have 
en ſtoœrk, Fong . Stærke, fvage Natu⸗ 
rer. Min VÉé. taaler det ikke. Hos ham 
hielper Naturen fig feln. Lægen maa hiel⸗ 
eNaturen.  b.) den oprindelige Virke⸗ 

|. kraft og Forandringskraft hos en Gienſtand, 
dens forſte, ell. oprindelige Beſtaffenhed. 
ſ. ovenfor.) Saaledes: turens Stand 
o: Menneſkehedens oprindelige Tilſtand, 
før borgerlige Samfund ſtiftedes. Natu⸗ 
rens eys (i Iheol. modſ. Aabenbaringens.) 
At leve, overeensſtemmende m. Naturen. 
Naturens Fornedenheder (o: Menneſtets 
vaturlige F.) — Ligeledes I Modfætn. t. 
Konft, t. det ved Konftevne dannede el. 
frembragte, og t. det Kouſtlede, v. urig⸗ 
fig anvendt Konſt fordervede.. Det er ikke 
et Værk af Naturen, men af Konſten. 
Konſten er ikke blot en Efterligning af Na⸗ 
turen. Et af Naturen faſt Sted (modſ. 
det v. Konſt befæftede.) Hun er lutter 
Natur. (f. naturlig.)  c.) udvortes For: 
hold, hvori ct Menneſtke v. Fodſelen fættes. 
Naturens Baand (3: Slægtjitab.) Na⸗ 
turen har forenet og v. et Baand, ſom 
Venſtab har giort endnu ſterkere. d.) 
færegen Beſtaffenhed, Maade aft være paa, 
vogſaa v. Gienftande, ber ikke ere individuelle 
VPeſener. Det følger af Sagens, Tingens 
W. Det er imod Kiærlighed WX. B.1. 
Sydbegrebet af alle de ſtabte og tilværende 
Gienſtandes. virkende Kræfter, betragtede 
om en Eenhed. (altid i sing. m. beſt. Art.) 
aturens Love. At efterſpore Naturens 
Hemmeligheder. Menneſtet, i Kamp mod 
Waturen. Et af Naturen begunſtiget 
Land. Naturens Løb, Orden, Kræfter, 
Virkninger, o.f.v. Ran bruger nu ofte 
Udtrykket: Naturen, hvor man tilforn 
fegve : Gud. 2. Indbegrebet ell. det hele 
, Omfang af alle Subftantfer; enten a.) i 
den flørfte Almindelighed om alle tilverende 
og tænkelige Gienſtande; ed. b.) mere ind⸗ 
ftrænfet om alle phyſiſte, legemlige Gien⸗ 
ſtande; ell. c.) om de phyſiſke Gienſtande 
p. vor Klode. Saaledes a) Naturens Alt 
(Baggefen.) Naturens Herre. b) Den 
levende, den livloſe N. 0) En ſaadan 
Gienſtand findes ci i hele Naturen. De 
tre Naturens Niger. At opoffre fig t. Na⸗ 


— 


76 


+ a 


Ratur — Naturgrund. 


turens Studium. VNaturens Frembrin⸗ 
gelſer (Naturproducter.) 3. om den phy⸗ 
file Naturs, el. Legemverdenens ydre Skik⸗ 
kelſe, ſom den viſer fig ß det menneſtelige 
BUE, og m. færd. Henſyn ft. det Ch arat: 


vild; ſtien N. At tegne, male efter Na⸗ 
turen. C. Jen af A. 2. b. overført Be⸗ 
merkelſe: En medfødt, ligeſom uvilkaarlig 
Overbeviisning om det 
Rette; en i Menneſtets oprindelige Natur 
grundet Folelſe. aturen lærer os at 
elſte vore Børn. At ſynde imod Naturen. 
At handle efter Naturens Lov. Vatu⸗ 
rens Net (modfat: den pofitive Ret.) =— J 
alle her opregnede Bemarkelſer forbindes 
Irdet m. en ſtor Mængde andre, og da 
diſſes Antal beftandigen kunne forøges og 
lettelig forſtages, anføres her blot nogle af 
de vigtigfte: Waturgarfag, en. pl. —er. en 
i Sandſeverdenen, i den phyfiſte 9. grun— 
det Aarſag. Naturanlæg, et. oprindeligt 
Anlæg, Begqvemhed t, noget. Naturbe⸗ 

ivenhed , en. Tildragelſe I den phyfiyte 

atur, f. E. Jordtfiælv, Luftfon, o. d. 
Haturbeffaffenhed, en. (8, S. 2.) B. 
af Naturen, naturlig B. Naturbeſtri⸗ 
velſe, en. B. over Naturen ell. Dele af 
Naturen; over en Egns naturlige Beſtaf⸗ 
fenhed. Naturbeſtuer, en. den, ſom ſys⸗ 
felfætter fig m. Naturens Beſtuelſe, Un— 
derſogelſe. naturbeſſlæegtet, adj. v. ſom 
er af en beflægtet, lignende Natur, har af 
Naturen Lfighed m. (8. S. O.) Weaturz 
billede, et. Et fra 
verdenen hentet Billede. aturdrift, en. 
Naturens Paamindelfe om at tilfredeftille 
dens Trang; Inſtinct. naturegen, adj. 
egen ciendommelig f. viſſe Naturer. (V. 

9.) naturegne Feil. Naturegen⸗ 
ſfab, en. medfødt, i Ens Natur grundet 
Egenſtab. (VB. S. 2.) Naturelſter, en. 
ivrig Ven af Naturen, af Naturgrandſt⸗ 
ning. Naturevne, en. medfødt, oprinde⸗ 
lig Evne. (Baggeſen) Naturfeil, en. 
medfødt Fell ell. Mangel. Naturforſter, 
en, den, hvis Sysſel er, at underføge Natur⸗ 
legemtr og Naturens Kræfter; Natur— 


grandſter. Waturforffning , en. Natu⸗ 
rene , "Sandfeverdeners, Naturlegemers 
omhyggelige Underſogelſe. Waturfærdig= 


hed, cn. F. grundet p. Naturanlæg. Was 
turgave, en. pl.-r, lykkeligt Naturanlæg, 
medfødt-Beqvemhjed ell. Duelighed G Das 
ve, 2.) Waturgaver modfættes Lytfens 

aver. Naturgienſtand, cen. pl.-e. en⸗ 
hver Ting i Naturen, f. ſaavidt den er ell. 
fan være Gienſtand f. Betragtning ell. Un— 
derføgelfe; ct Naturveſen. Naturgrand⸗ 
(fer, Yaturgrandføning, en. d. f. f. VXaz 
turforſter, aturforſtning. Vatur⸗ 
grund, en. Grund, ſom er hentet fra Zinz 
gens oprindelige Vaſen ell. Beſtaffenhed. 

J 


A 


É, 
teriftigte el, Skionne i Formen. En hat, ; 


ande, Gode og 


aturen, fra Sandſe⸗ 


i 

t 
. 

. 


.… tr. en fielden Naturgienſtand. 


4 


Naturhiſtorie — Naturſtand. 


OShlenſchl.) Waturhiftorie, en. 1. den 
Deel af Naturvidenſtaben, der beftriver ſaa⸗ 
vel Naturlegemernes ydre Former og Kien⸗ 
demerker, ſom deres organijfe Beſtaffenhed 
eg phyfiſte Liv, m.m. 2. ct Vært, hvori 
diſſe Gienſtande afhandles. En —2* for 
Bern. naturhiſtoriſt, adj. ſom hører t. 
Naturhiſtorien cl. Naturbeſtrivelſen. Na⸗ 
turFreft, en, pl.—Fræfter, den Kraft i et 
Legeme, en Materie, ſom er grundet i ſam⸗ 
mes Natur. (A. 1.) Naturkundſtab, en. 
K. til og om Naturen, og Naturgienſtande. 
ne dig, adj. fom har Naturkundſtab, 
c&. har Indſigt i Naturvidenſkaben. a⸗ 
turfyndighed , en. ud. pl. omfattende og 
videnſtabelig Naturkundſtab, Indfigt i Na⸗ 
turdiden ſtaben. Naturlegeme, et. enhver 
Gienſtand, ſom hører t. den phyſiſte Na⸗ 
tur, t. Sandſeverdenen; en materiel Sub⸗ 
ſtants. Naturliv, et. 1. det Liv, ſom 


herſter i hele Naturen overhovedet, og i den: 


phofiſt⸗organiſte Særdeleshed. 2. ct m. 
Naturen overeensſtemmende Liv, et ukonſt⸗ 
let Liv. (ſ. Netur A. 2. b.) Waturlov, 
en. En i Naturen overhovedet, ell. inen⸗ 
kelte Naturgienſtandes oprindelige Kræfter 
og Beftaffenhed grundet Lov. »Et Brud 
p. den førte Naturlov.“ T. Rothe. Na⸗ 
turlære, en. 1. den Videnffab, ſom frem⸗ 
friler og afhandler Naturens og de forſtiel⸗ 
liger Naturlegemers Kræfter og Virkninger. 
2. ct Skrift, hvori denne Videnſtab læres. 
VNeaturmenneſte, et. IPS der lever i Natu⸗ 
rens Stand, der følger Naturen og de na⸗ 
turlige Drifter i fin Levemaade. atur⸗ 
nodvendighed, en. En i Naturens Orden 
og ove grundet Nodvendighed. (Treſchov.) 
Ysturomvæaltning, en. Ex betydelig, vold⸗ 
fom, ell. pludſelig Forgndring i Naturen, 
i Jordkloden; en Natur⸗Revolution. (Tre⸗ 
ſchow.) Waturphilofophie, en. den p. 
debere Tænfning (Speculation) byggede 
Moturvidenjfab (i Modfætn. t. den empi⸗ 
riſte, el. tillige p. Erfaring grundede.) 
Noeturret, en. den naturlige (life p. pofi⸗ 
tive Love grundede) Retslere. Natur⸗ 
rettighed, en. En i Naturen, I Menneftets 
naturlige Forhold grundet R. (modſat en 
bergerlig R.) V. &. O. Vaturrige, et. 
Gn af de 3 Hovedclaſſer, (Dyreriget, Plan⸗ 
teriget, SBincratriget) hvori alle Naturle⸗ 
gemer inddeles. aturſieldenhed, en. pl. 
Nartur⸗ 
flagtſtab, et. naturligt Slagtſtab; Liig⸗ 
het og Overeensſtemmelſe, grundet i Natu⸗ 
ren; væfentlig Liighed. aturſpil, et. 
En natårlig Frembringelſe, der enten har 
Siighed m. Menneſtevark, ell. med andre, 
f. Sen fremmede Naturgienſtande, og ſaale⸗ 
des forekommer ſom ef henſigtsloſt Spil af 
Naturen. Naturſtand, en. Menneſtets 
orrindelige (vilde) Tilſtand, tidligere end 
Cattur og Civiliſation;  Natartilftand 
| 


— 


77. Raturſtridig -Naturlig. 


rdler Borgerlivet, Statslivet.) natur⸗ 
dig, adj. 1, ſom ftrider mod Naturen, 
mod Naturens Orden og Love, 2: fom 
ſtrider imod, oprører den naturlige Folelſe. 
§ Natur, C.) 
)eraf: Naturſtridighed, en. ud.pl. — Na⸗ 
turfyn, et. pl. d. — Et Syn, ſom Naturen 
cl. Paturbegivenheder frembyde. Natur⸗ 
ærfyn, et, pl. d. ſ. et fieldent, forunderligt 

atuvfnn. ' Waturtilftand, en. d. ſ. ſ. 
Naturſtand. Naturtrak ct. et enkeit 
Trek, en enkelt Yttring af et Vaſens Na⸗ 
tur. 
turligt B. Naturviden 
hvis Formaal er at fremſtille Naturen 
Kræfter, Virkninger og Yttringer, f deres 
Heelhed, Forhold og Gammenhæng. nes 
turviden abelig adj. fom hører t. Natur⸗ 
videnſtaben. Nat 
Naturen, af en Naturkraft. (Olu — 
Naturvaſen, ct. d. ſ. ſ. Naturgienſtand. 
(helſt bog om levende Voſener.) Menne⸗ 
ſtets Silftand, ſom et organiſeret Natur⸗ 
væſen.“. Howitʒz.. 

Naturlig, adj. I Alm. overeensſtem⸗ 
mende m. Naturen, grundet i Naturen, 
fremvirket v. Naturen. Saaledes bl. a. 
1. grundet i Tingenes egen virkende Kraft ; 
i deres oprindelige, medfødte, eiendomme⸗ 
lige Beſtaffenhed; ell. T alle Tings, t -hele, 
Naturens Kraft, betragtet fom Eenhed. 
(modſat overnaturlig og unaturlig.) Tin⸗ 
enes naturlige Gang. Ens. Mødvendigs 
bed. En n. Død (modſat: en voldſom, 
unaturlig.) Menneftets naturlige Ufuld⸗ 
kommenhed. Det gik iffe naturligt til. 
Uaturlige Drifter, Aarſager. Waturlige 


Fab, en. den V. 
dens 


Straffe a: de, ſom beftaae t. Forſeelſens, 


Forbrydelfené egne Følger. 2. mere ind⸗ 
ffrænfet : om det, fom ev grundet i, afhæns 
gigt af et Menneſtes phyfifke Beſtaffenhed. 
Gan har cen mn, Modbydelighed derfor. De 
naturlige Ting, Forretninger (modſ. vil 
Faarlig.) 3. frembragt, fremvirket v. Na⸗ 
turens phyfiſte Kræfter (i Modſ. til det; 
om er frembragt v. Menneſter, v. Konft.) 

aturlige Blomſter (modſat: konſtige.) 
Anfigteté naturlige Farve. Det er Bloms 
ftens naturlige Lugt. De natürlige Kop⸗ 
per. UNVaturligt Salpeter. 
ver f. fin rette Natar og Beſtemmelſe, fon 
er indrettet efter fin Natur ell. væfentlige 
Beſtaffenhed, utvungen (modſ. Fonfiler, 
ſogt, tvungen, paataget,) En n. Gang, 
Bevægelfe, Dragt (ſom er paſſende f. Le— 


gemet.) Enn. (uforftift) Opførfel, Frem⸗ 


gangsmaade. Denne Ligegpldighed hos 
hende var iffe n. (var paataget.) Enn. 
Stiil, Ekrivemaade. Et naturligt Udtryk 
(hvor Tanken ikkeo er føgt.) 
rindelſen er ſamtidig m. en Ting, oprin⸗ 
delig, grundet I ſamtidig Sprindelfe. 


. 
AN 


Et naturſtridigt Had. 


Naturvid, et. ud. > medfødt, na⸗ 


virkning, en. V. af 


4. ſom ſva⸗ 


3. ſom i Op⸗ 


Det - 
naturlige Selſtab (Familiefelſtabet, i Modſ. 


| 
U 
ik 
1 





i 
J 


t. det borgerlige.) Haun er deres naturlige 
Overherre, Beſtytter. Røg er et naturs 
ligt Zegn vp. Id. Et Sv 

Wening. 6. grundet i en Tings Beſtaf⸗ 
ſenhed overhovedet, ſom flyder af en Sags 
Natur, Egenſtab, Indretning. (jvf. No. 
1.)" Det var naturligt, at han herved 
maatte blive mistænfelig. Det ev natur⸗ 
ligt, at den, fom vil, Diemedet, maa ville 
Midlerne. Heraf fulgte ganffe naturligt 
(naturligviis.) 7. fom hører t. Naturen, 
t. Legemverdenen.  Waturlige Legemer. 
8. om fonftige Frembringelfer og Konſt⸗ 
værfer: fom ev Naturen tro, fom ligner 
den virkelige Gienſſand. Denne Figur er 

ikkenn. Roſen er meget naturlig malet. 

' aturlighed, en. ud. pl. den Egenſtab 
at væve naturlig; Indbegreb af ek Gien⸗ 


ſtands oprindelige Beſtaffenhed: Konſtlos⸗ 


hed, Livagtighed, Utvungenhed. 
Waturligviis, adv.-nødvendigen I Følge 
en Zingé Natur, ſaaledes ſom det forftaaer 
elv. 
fø av, et. pl. d. ſ. [X. S. Nafå,-Naba. 
N. S. Nave.] d. f. ſ. Ziulnav. Deraf: 
Navhul, et. det Gul, ſom bores giennem 
Navet, f. at paffe om Vognaxelen. Nav⸗ 
ring, en. de Jernbaand, der fættes uden om 
Navet. 
Naver, et. pl-e. [IA. S. Næfgar, Næf- 
ber. Sv. Nafware.] et grovt Bor, t. at 
bore ſtore Huller m., og ſom fætter i et 
Vimmelſtaft. (Navbor.) 
Naver ell. Navr, en. et Træ; Len, 
Valbirf-Løn. Acer pseudoplatanus. 
Wavle,en. pl.-r. [g. Nabli.] Midten 
p. Menneſtets Bug, hvor den afſtaarne 
Manleftræng vorer fammen, og en Fordyb: 
ning danner fig. S Navleaare, en. En af 
be Aarer, ſom findes i Navleftrængen. 
Navlebaand, et.” B. hvormed Navleftræns 
gen underbindes, naar den efter Fødfelen 
vlebind, et. B. der lægges 
om Barnets Liv over Navleſtedet. Vav⸗ 
lebrok, et. pl. d. f. den, Legemsfeil, ifær 
hos Born, at de indvendige Dele træde ud 
igiennem Navbleringen. avlehvælving, 
en H. fom hviler p. en i Midten ffaaende 
Soile ell. muret Pile. (Schenings norſte 
Reiſe.) avleknude, en. En medfødt 
Knude p. Navleftrængen, el. en Sammen⸗ 
yngning af denne, ſom kan finde Sted 
os Fofteret i Moders Liv. (V. 6. O.) 
Navlering, en. den Ring, cl. Cirkel, fom 
Navlen danner, og [om v. Navlebrok uds 
vider fig ft. en Aabning. (annulus umbili- 
calis.) avlefnor, en. d. ſ. ſ. Navle⸗ 
ftræng. (8. S. O.) Wavlefted, et. det 
Sted p. Underlivet, hvor Navlen befinder 
fig. Uavfeftræng, en. pl.-e. En Stræng 
. ell, Snor, dannet af.en Samling af Aarer, 
omgivne m. en Sinde, fom i Moders Liv 
forbinder Foſteret m. Moderkagen. Rav⸗ 


afſtœres. 


⸗ 


ds naturlige 


Raturlig — Mavleftræng. k „78 . Ravleurt — Mavnefæfte. 


leurt, en. En Plante, Saxifraga Coty- 
delon. i . ' 

Wavn, et. pl.-e. [J. Nafn.] Ord, hvor⸗ 
ved en Gienſtand ell. en Claſſe af Gfenftan« 
de ſaaledes betegnes, at te derved i Fore⸗ 
ſtillingen kunne kiendes og ſtielnes fra Ans 
dre (en Benævnelfe.) 1. i Serd. et Ord 
(Sovedord Subſtantiv) dér betegner en 
Clægt, Att el. Claſſe af Gienſtande, ed. 
udtrykker det almindel. Begreb om ſamme 
Feleenarm At give en ny Plantejlægt 

. Tingen maa dog have et U. At falde 


enhver Ting v. fit trette N. En faadan 


Odſelhed fortiener ikke N. af Godgisrenhed. 
Civf. Titel.) 2. et Ord, en Samling af 
Loddele, hvorved en færlig” Gienſtand ads 
”ftilles fra alle øvrige af fin Art, en Benæv= 
nelfe f. en Enkelt, f. et Individ (Eiendoms⸗ 
navn, eget I.) At antage en Andens UX, 
At give et Sted, en Gaard, et Barn AT. 
el. fit Ne At kiende een af YZ. - En Mand 
v, Navn Møller. Landenes, Maanedernes 
Navne. (Jvf. Binavn, Dobenavn, For⸗ 


navn, Slægtnavn, Tilncon.) — legentl. 
for: Perfonen, fom Navnet betegner. Gt 
berømt N. i den danſte Hiſtorie. 3. figurl. 


a.) en blot Benævnelfe: i Modfætn. t. den 


virkelige Gienſtand, t. Tingen felv: et 
Paaſtud, Foregivende. Den ene har Nav⸗ 


net, den anden Gavnet. ”Diffe ſammen⸗ 
ſtrabede Krigsfolk vare det mere i i Navnet, 
send i Gavnet.” Bagg. N. Klim. Det al 


have W. af en Høijfole, men er det ikke. 
Gan er det af Navn, i Navnet; men den 
anden er det i Virkeligheden. Vi ere man⸗ 
pe t. Wavn; men faa t. Gavn (f. at ar⸗ 
beide, gisre Gavn.) Han ftiulte fin Liden⸗ 
ſtab under W. af Venſtab. b.) Genfyn t. 
en Verfon (m. præp. i.)' Stig ham det £ 
mit Yi. (fra mig, i mit Sted.) J Kon⸗ 

ens V. (Sted.) At bede om noget i Guds 

.  C.) At tage noget (tage Varer, uden 
at betalg) paa eens Navn. At giore Gield 
p. en Andens IT. (Credit.) d.) Andres 
Dom over en (levende el. afded) Perſons 
moralſte Værd, Charakteer, Fortleneſter; 
Rygte, Eftermæle;"Xre. Et ærligt VN. 
At forfvare gens gode N. og Rygte. 
have et ondt IX. paa fig.” Hun har ikke det 
bedſte N. paa fig. At efterlade fig et be⸗ 
rømt, udødeligt N. - En Perfon uden I. 
(ubetydelig P.) == Vavnebod, en. Hœ⸗ 
dersnavn, ERrestitel. A. BUN. (forældet.) 
Navnebog, en. B. fom indeholder en Nav⸗ 
nefortegnelfe; Mandtal. (Moth. Evald.) 
Navnebytning, en. Ombytning af Navne 
imellem to Perſoner. (Ambergs Ordb. jvf. 
Navneſtifte.) Navnedag, en. den Dag, 
p. hvilfen eens Døbenavn finde anført 
blandt Gelgendage i Almanakken. Nav⸗ 
nedigt, et. D. hvis Begyndelſesbogſtaver 
udgiere et N.Navnefæſte, el. Wawnz 
fæjte, et, Faddergave; el. egenti. fordum 


£ 


LJ 


At 


⸗ 


& 


Ravnfæfte — Navnkundig. 


en Gave, man ſtlenkede den, (om man gav 
et vift Vavn ell. Tilnavn. vneklud, 
en. Et Stykke Toi, bvorp a een gsver fig 
i Navneſyening. Navn en. Forteg⸗ 
nelſe over Navne, Navnefortegnelſe. nav⸗ 
nelærd, adj. den, ſom fun i Navnet er 
lærd, ikke virkelig. Navnemarke, et. 1. 
W. fom den, der ei fan ſtrive, bruger i 
St. f. fit Navn; Bomærfe. 2. Navn, 
ſom Eieren lader fye t. Mærfe i Linned, og 
desl. eh. lader fætte p. Kar og andre Ting. 
Navneord, et. Hovedord, Subſtantiv. 


Moth. (ogſaa: Wævneord,) Navnerang, 


en. Rang, f. &. iblandt Forfattere, p. 
Grund af deres meer ell. mindre berømte 
Navn. Nauvneriim, et. Riim el. Vers, 
hvis forſte Bogſtaver fammenlagte udgiore 
et Ravn. avnefilke, en. Silke (ijæg 
morkersd) fom br.til Navneſyening. Nav⸗ 
neſtifte, et. Omſtiftning af et N. for et ans 
det, Forandring af fit N. (Guldberg.) 
Navneſtilt, et. S. hvorpaa en Perfons N. 
et malet el. indgravet. Wavnefting, et. 
forſtiellige Slags Sting, ſom br. ved Rave 
neſyening. avnefyening , en. En vis 
Maade, at ſye Navne ell. Bcøftaver t Tot 
t. Kiendemerke. Navnetraad, en. - 
fom br. til Navnefyening.  Wavnetræt, 
ce. Gt viſt Zræt, fom cen bruger t. at ſtrive 
fit Mavn, cl. Begyndelſesbogſtaverne af 
ſamme. Navneveæerdi, en. Verdi, ſom 
iFelge et Regieringsbud tillægges Papir- 
penge ; i Modjætning t. den virkelige Bær: 
ti, fom de efter Landets Pengecurs haves 
mf. Sølvværdi,, (De faa Gammenfæts 
nin 
paa e, anføreé nedenfor.) 

Wavne, en. pl.-r. (I. Nafni.] den, der 
har lige Navn, ifær Døbenavn, møen ans 
ten; Navnebrober. * 


Navuforklaring, en. pl.-er. F. over et 
Navns el. Navnes Betydning; modſ. 
Sagforklaring. (V. S. O.) ſ. Ordfor⸗ 


ringg. … 
TTaonfæfte, gt. f. ovenfor Navnefaſte. 
Navngive, F. a. 3. (f. give.) nævne v. 
Navn. (foræfal. fra: vs noget Navn.) 
fan navngav enhver i Selſtabet, fon han 
tiendte. Dan bekiendkgiorde dette Skrift 
uden at navngive fig.” Malling. — Navn⸗ 
givelſe,len. 
Navnfundig, adj. 8 nafnkumugr.] 
vidt bekiendt af Navn, 
ge og m. Udmærfelfe. Et navnkundigt 
Slag. Enen. Wand, Begivenhed. Mere 
n, end egentlig bekiendt. Ӯn navnkundig 
Wand fan være det, enten fordi han er bes 
tømt, eller berngtet. . Griffenfeld er navns 
tundig og beremt; Ulfelt navnkundig -og 
berygtet.” Sporon. — Wavntundighed , 
te. ud. pl. Beftaffenheden, at være navn⸗ 
funtig,  ”Fil V. hører fun at giere Op⸗ 


79 


T. -Bevægelfe, 


, hvor Navn iffe modtager Endelſen 


. (Sacobi.) 
-t. Slægt.” Mnnfter. 


om nævnet af man⸗ 


Narnlig —Rebbore, 


figt, at blive vidt og bredt t. Forundring. 
poron. 


La 


Navnlig, adj. (ud. Art) og adv. af et 


vift Navn, v, Navn. En Mand, navnlig 
Hans. — adv. udtrykkeligen, I Saerdeles⸗ 
"hed (hvor flere nævnes el. omtales.) Ale 
Bønderne, og navnligen Sognefogden. 


YWavnles, adj. 1. fom er uden Navn, 
el. hvis Navn ikke er bekiendt. 2. fom et 
fan rævnes, uudfigelig, unevnelig. navn⸗, 
* Salighed. Enen. Fryd. (Tullin. Bag⸗ 
geſen. i 

Navre, f. Naver. 

Ned, adv. II. nidr. A. S. neber.] 


Har overhovedet den modſatte Betydning af. 


op, og udtrykker ſaaledes: 1. en Bevæs 
gelfe el. Retning fra et hoiere Sted t. eler 
imod et lavere. fan fatte det, n. paa Gul: 
vet. At gaaen. ad Trappen. Han falde 
n. af Stigen. At fee n. fra et Taarn. — 
Ned ad Bakken; men : Veien gaaer nedad 
daler.) At vende op og ned p. noget 
— ** fig. Det gaaer op og ned m: 
am. — Danés Mark gaaer, el. nager næs 
ſten ned til (henimod) Aaen. 2. færd. en 
vorved man, enten fiddendé 
el. liggende, fager Hvile. At fætte, at 
lægge fig ned. — fig. at fætte fig hed i en 
By (rettere: nedfætte fig.) 3. i Sam: 
menfætn. herſter overalt Begrebet af en 
Bevægelfe nedad,” ell. mod et lavere Sted, 
enten egentl. (f. E. nedbryde, Wedfald) 
el. ” figurl. (neddyſſe, nedladende, ned⸗ 
—* JIvf. nede, neden, nede. 
Nedad, adv. ſ. under ned, 1. 
Nedarvet, adj. v. 1. arvet fra Forfæz 
brene, 4 fleve Led. nedarvede Fortieneſter. 
”Yedarvet Kæmpemod.” CEl. 
Frimann. “En Hævn, nedarvet fra Slægt 
2. vedtagen, Ind: 
ført v. gammel Skik og Vane. ”WMangen 
nedarvet Urigtighed, antagen efter Hœvd, 
meer end efter Prøve.” Malling. ' 


Nedbede, v. a. 3. (f. bede.) føge v. 
Bønner at erhverve. for andre. (fielden.) At 
nedbede Velſignelſe (fra Sud) over Fols 
ket. ”VWedbede Lindring for din Smerte.” 
Grundtvig. mer 

Nedbinde, v. a. 3. (f. binde.) 6. noget 
faaledes, at det tvinges ned. At mn. Grene 
paa Frugttræer. . . . ' 
Nedblik, et. pl. d. ſ. Blik, Diekaſt, fra 
gt højt Stcd ft. et lavere; Nedſyn. Endnu 
et Nedblik, endnu et Overhlik fra denne 
mageløfe Pyramide.“ Bagg. ; 

edblinke, v. n. 1, (poetiſt.) blinke nede 
ad, kaſte Glimt ned. Stiernerne n. (Oh⸗ 
lenſchl.) 

Nedbore, v.a. 1. bringe ned i v. at bo⸗ 


xe, giennem et boret Hul. ”Og hvad ellers 


af Kryd 


fig dybt nedborer i Jorden,” 
Baggeſen. aB 


R 


i 


* 
— — — ———— — — — — —— — — —— ————— — — 


— —— — — — 


8 
Nedbrub ⸗Neden. 


7 
Nedbrud, et, Nedbrydelſe, Ødelæggelfe. 
(Bagge en.) . 
edbryde, v. a. 3. (f. bryde,) 1. tage 
noget ned, borttage det foam var bygget op, 
v. at bryde. At mn. en Bygning, et Taarn. 
2. forderve, lægge øde. Hans Exrempel 
nedbryder meer, end hans Lære opbygger. 
Drukkenſtab nedbryder Siæl og Legeme. — 
Nedbrydelſe, en. pl.-r. | 
Nedbrarke, v. a.1. d. ſ. f. nedbryde. — 
Wcdbrætning, en. pl.-er. 

VNedboie, v. a. 1. boie nedad. At gaae 
nedboiet. “Hiſt gamle Bøg nedbøier tætte 
Grene.” C. A. Lund. "fig. At n. Overmod 
i Støvet.” ”MNcdrig Smiger dybt nedbøiet 
Rein.  b.) nedtrykke, overvælde m. Sorg, 
m. ſmertelig Folelſe. Høns Kones Død 
har, ganſte nedbeiet ham. nebøict af 
Sorg, Bekymring. — Yedboielfe, en. pl.-r. 

Yedbølge, v. ni 1. (poetiſt.) bevæge fig 
nedad i Bølger. (Baggefen.) - 
Neddale, v. n. 1. (er) dale nedad, Der 
neddalende Gol, (Ohlenſchl.) ſEgentl. er 
Præpofitionen overfledig, efterſom dale uds 
trykker det ſamme. Kun I viffe Tilfælde, og 

figurlig, ſynes neddale at have et Bibegreb. 
—R langſomt tauſe Nat.“. Hertz. 
”Da ſtundom Muſen t. mig ſaae blandt 
Dine Stngger at neddale.“ Rein.] 
Neddrive, v. a. 3. f. drive ned, De 


neddrevne Pale. — ſigarl. fordrive fra, - 


hindre i af oppnaage. ”Men denne Spot ham 
fra fligt Rrestrin neddrev.“ Holberg. P. 
"Paars, — Neddrivning, en, , 
Neddryppe, v. ri. 1. (er.) ſ. drypye ned. 
Den neddryppende Regn. — Vie dryp⸗ 


en, en. . 

P VNeddukke, v. n. f. dufte ned. “Solen 
neddukker I Havet.“ Kampmann. 
Neddyppe, v. a. 1. dyppe et faſt Legenfe 

nød i et flydende. reed dypper eders 
Blomſter i" dens Veld.“ Ohlenſchl. — 
Neddopning, en. pl.-er. 

Neddyſſe, v. a. 1. d. ſ. ſ. inddyſſe (men 
fieldent.) STingens forſtionnede Udſide 
neddyſſer den beſtukne Fornuft i Ligegyldig⸗ 
heds Slummer,” D. Tilſt. 2.) dæmpe; tvin⸗ 
ge noget ſaaledes, at det ei faner Magt ell. 
udbreder fig. Aten. Samvittigheden ; ned 
dyſſe et Rugte, ”Han ftiller Sindets Storm, 
nedðoſſer angſtfuld Suterte.” Storm, - 

Neddempe, v. a. 1. dæmpe aldeles, kue, 
undertrykke. Aten. Ilden, Modet, Smer⸗ 

"ten. ”At neddæmpe et Anſlag.“ Hvitfeldt. 
Nede, adv. ſJaf ned; og forholder fig t, 
dette, fom oppe f. op.] p. et lavt sl. la⸗ 
were Sted; i det Lave ell. Lavere, Oppe 
p. Bierget og nede i Dalen, Jeg ſaae ham 


G4 et hsiere Sted) gage nede paa Gaden. 


ede p. Gaden funde jen fee hendeè ftaae i 
Vinduek. Han boer nede i den anden Ende 
af Byen. Nede v. Aaen. 

Neden, adv. ſ3J. nedan. 4, S. neo- 


- 


80 


”" Gan er den nederfte I Skolen. 


Reden — Nederlande. 


dan. N. S. nedben.] p. den nedre, ne⸗e 


derſte Kant ell. Side (modſ. oven; men 
fielden allene. Kaſſen var mafet;baade oven 
og neden. Derimod ſedvanl. i Forbindelſe 
m. Propoſitioner.) meden for, (Jeg flod 
neden for ham. Lan fad nedenfor. Det 
ftaaer nedenfor p. ſamme Side.) nedenfra. 
(Gan begyndte nedenfra og gik opad. At 


- Fomme nedenfra.) nedenom 'a: uden om, 


omkring et Sted, ell. en Gienſtand, hvor den 
ev laveſt. (At flere neden om Bierget, 
Byen. At have en Bræmme neden om 
Kiolen.) nedentil, p. ben Kant, Sides, 
om vender nedad. (modſ. dventil,) - nes 
enunder, nedentil, nede, og tillige under 
en anden Gienſtand modſ. ovenover. 
Lan boer her nedenunder, har fine Vorel⸗ 
* nedenunder os, eller vore.) 

VNeder, [A. S. neobper.] et ufuldftændigt 
ad). (værende nebenfor) ſom fun forekom⸗ 
mer med den beſt. Art. (af nogle anſeet f. 
Comparativ) f. E. Den nedre Deel af 
Byen: modſ. den ovre, og i superl. ne⸗ 
derſt, ſom er længft nede, underſt, laveſt. 
At ſidde ne⸗ 
derſt p. Bænfen. (modſ. overſt.) 
Neder, adv. [å. S. nether.] den ældre 
Form f. ned, font nu allene forefommer i 
følgende Sammenfætnifggr . 

ederdeel, en. pl. — dede. den nederfte, 
underſte Deel. (modſ. Overdeel.) Weders 
delen af en Kiole. 
Nederdrægtig, adj. ſaf det T. n ie der⸗ 
trådtig.] ſom beſidder én meget flet, 


"Tav, uædel Tœenkemaade'vg Charakteer; 


nedrig, gemeen, foragtelig. — Wederdeæts 
tighed, en. ud. pl. nederdregtig Sinds⸗ 
ſtemning, Zænfemaade, Adfærd. 
gaac en Kederdrægtighed. 
Nederende, en. den nederſte, underſte 
Ende. (modſ. Overende.) i 
Nederfald, étr Fald nedefter, ye efal. 
Deraf: Nederfaldsmelle, en. M. hvor 
Stromgangen falder p. Hiulets Nederdeel, 
hvorved det bevægeg mod Strømmen. 
(Modſat Ovenfalds⸗ ell. Gerfaldsmolle.) 
. Vederfart, en. ſ. Nedfart: 
Nederflade, en. ben nederſte, underſte 
Save af en Ting. (fleldent. Det modſatte: 
verflade fan ſtke bruges.) " ” 
WegerFlæder, pl. uñderkloder, Beenklo⸗ 
der, Buxer. (Tauſſen. forældet.) 

' Nederiag, et..pl. d. ſ. få, Nieder⸗ 
lage.) 1. den Tildragelſe, af mange 
ihielſlaaes i Strid, Mandſlot, Mandfald. 
At [ide et ſtort V. Der ffete ct ſtort Ne⸗ 


derlag paa hans Folk. [Det ufædvanlige 


Nedlag har Evald brugt. ”Wedlags hær: 
dede Gudinder.”] 2. IBemærfelfen : Op⸗ 
Jat, J. Niederlage, forefommer bet i 
ældre Skrifter, åg enduu hos Sneedorf. 


Nederlandene, pl. n. pr. Belgten. og 
Holland. - De forenede Nederlande.. De 


At be⸗ 


Nederlandſt —Nedgravning. 
ef: uederlandſt, adj. —Wederlænder, en. 


p 764 

Wederlig, adj. [af neder;] ſom er nede 
ell. neden til, har et lavt Sted, en lav 
Beliggenhed. De nederlige Lag i Bierget. 
Fryogt gier nederligt Hierte. Ordſpr. (Or⸗ 
tet br. nu fielden.) ſ. overlig. 

Nederbob, et. pl. d. ſ. Tarmeleb, Brok. 
(nu næften ganſtke forældet.) - 

Wederft, adj. og adv. ſ. neder. 

VNedfald, et. pl. d. f. det, at ngget fal⸗ 
ter med; Nedfalden. Murens W. ”En tros 
leg Bæg af. Leer t. Nedfald færdig ftaaer.” 
Stodfleth. (Vedfaldsſot, en. faldende 
Enge, Epilepfie. Moth. Islandſtk.) 

Wedfelde, v. n. 3. f. falde ned. Ild 
nedfaldt fra Himlen. ”Com ranke Tro 
r. jævne Hug nedfalder.” Rein. (Ofteſt £ 
partic. et nedfaldende Løv, Den ned⸗ 
faldne Muur.) . . . 
Nedfare, v.n. 1. (er.) I hoiere Stiil 
for : ere ned, ”De.nedfote til Egypten,” 
(D. Bibel.) 

Nedfart, en. pl.-er. Gierningen at fare 
Bed. edfart i en Grube. 0 

At mn. Stø:s 


Vedfeie, v. a. 1. feie ned. 
vet ——— 

Vedflyde, v. n. 1. (er.) flyde ned, rinde 
ned. Det nedflydende Vand. 

Yedflytte, v. a. 1. bringe, flytte fra et 
beiere Sted t. et lavere. At nendoget fra 
Loftet i Kielderen. — Nedflytning, en. 

L-ers i "oe 
i Vedfælde ev. a. 1. fælde f. Jorden ; 
bræbe i Strid. …At fec dem hinanden ned⸗ 
fælde.” Pram. ”Wedfældet i fin Ungdoms 
Vaar.“ Baggefen. 2. nedplste. At ned⸗ 
fælde Gigdning | Jorden. (V. $. 2.) 
Deraf: Tledfældning, en. ” 

Nedfore, v.a. 2. føre ned. De nedfor⸗ 
te ham, han blev nedført til Stranden. 

Nedgagcende, partic. af det fielden bru⸗ 
gel. neſgaae. Den ene Vei eẽ for de Ved⸗ 

eaende, den Anden f. de Opgaaende. 
Den nedgaaende Sol. ' 


Wedgang, en. pl.-e. 1. Gierningeh, åt 
ane ned; Medftigen. Ved Wedgangen 
fra Bierget, Taarnet. Solens Yi. 3 
Solens Opgang og fra dens VNedgang.“ 
€i.45. 2. Bu, Gang, fom er t. at gade 
ne ad, ſom føver t. ct lavere, dybere Sted. 
Ga befværlig Nedgang til Kielderen. 
Nedglide, vin. 3. komme ned i ét ſagte, 
jeont Fald. f. glide ned. ”IZ Søens 
glatte Dal den nu igien nedglider,” P. 6. 
Frimann.Solen nedglider bag forgyldte 
Slippetop.” Storm. 
Wedgravé, v. a. 3. (f. grave ned.) brin⸗ 
ge noget ned i Jorden v. at grave, giemme 
i Jorden. At n. Aadſler. — fig. at n. få 


fem , tife bruge, dytke fine Guyng, — 
ravning, en. pl.-tr, ' ” 
Danff Srd6og, II. 


sø 


81 


t £ 


Nedhale — Nedlade. 


Nedhale, via: 1. hale ned; drage ned ved 


oug. Atn. et Skib. (Baggeſen.) 

Ycdharve, v. a. 1. bringe ned i Jorten 
BØ. at harve, Atn. Sæden. — Vedharvs 
ning, en. U . 

edhente, v. a.1:. hente ned. Det maa 

Alt nedhentes fra Loftet. — 

Nedhiſſe, Y: a.1. bringe ned, lade gage 
el. glide ned,! v. Hielp af Tougveerk. At 
nedhiſſe noget i Stibelaften, 

— v. a.1. fælde, hugge om. 
Hele Sfoven blev nedhugget. 2. hugge 
ned; nedſable. et hele Regiment blov 
nedbuggets — Vedhugning, cn. pl.-er, - 
" Uedhvirvle, v. a. 1. nedſtyrke i en vold⸗ 
fom , hvirvlende Bevægelfe. (Grundtvig.) 
Æræerne nedhvirvledes af Stormen i 
Dalen. ' ' . 

Wedhænge, v.n. 3. (f. hænge.) hænge t, 
nedvendt Retning, hænge nedad. nedhæn⸗ 
ende Grene, Blomſterkrandſe. (act. ſiel⸗ 


"Den undt, I partic. Alt Toiet er nedhængt 


i Gaven.) 
Nedile, v. m 1. (er,) ile, f. af komme 
hed, ile, ſtynde fig ned. (Baggeſen.) | 
Nedjage, v. 2,3. ſ. Jagt ned, Endeel 
vare komne op; men de bleve alle nedja⸗ 


e. U 
8 VNedkalde, v. a. 2. faae cen t. at komme 


hed, v. at falde ham; kalde ned. Jeg [od 
ham n. fra hans Værelfe. 2. d. f. ſ. ned⸗ 
bede. At n. Velfignelfe over gen. 3. 
fig. henlede (naar Talen er om en Holere.) 
»At nedkalde Lovgiverens Opmarkſomhed 
p. Tingen ſelv.“ Engelstoft. 
Nedkaſte, v. a. 1. ſ. kaſte ned. Stor⸗ 
men har nedkaſtet Planteværket. Spiret 
blev nedkaſtet I cn Storm. At nm. fig i 
Støvet f. cen. — Nedkaſtning, en. pl.-er. 


Nedkiere, v, a. 2. bringe. noget ned t. - 


Vogns, køre noget ned, Alt Hoknet blev 
nedkiort t, Stranden. Bi made felv lade 
det n. 2. Sele t. Jorden v. at flere. 
Sæden, Bræsfet blev nedtiott 
Nerdkiorſel, en; pl. -kiørflet. 1. Hands 
lingen at kiste ned (faavel trans. ſom in- 
trans;) 2. Sted, hvor der kiores ned, Lets 
Lighed, Vei til at Høre ned. 

Nedknuge, v: a. 1. tvinge, knuge noget 
ned; nedtebtfe. ”Og dybt nedknuger Spis 
ven t. hvert herligt OM.” Grundtvig. 

YWedfnæle, v.n. 1. (har.) d. f. ſ. næle 
ned. — Nedknelen, en. ud: pl. 

— Wedfomme, v. n. 3. ſ. komme ned. 
»Naar den blide Sommer m. vndig Gol og 
Regn fra Himmelen nedfåmmer,” Storm. 

edkomſt, en. ud. pl. det, af komme 
hed. Ved Nedkomſten fra Bierget. 

Nedkue, v. as 1. nedtrykke, dæmpe v. 
Toang, undertrykte, Aten. et Folk. ”Den 
voldſomt nedkuede Misfornøielfe,” Rahbek. 

Wedlade, v. a. og rec. 3. lade gage ned, 
ſonke ell glide ned (fielden;) Da Dæffet 


(OD 


” 


2 


( 


AJ 


: Medlade — Nedramme. 82 


var nedladt; da man havde nedladt Deek⸗ 
ket. “De nedlode mig derpaa £ Hulen.” 


— Bagg. N. Klim, — Atn. fig: a.) bofætte 


bin] 


fig. (V. S. 2.) Nigfigere : nedfætte fig. 
b.) beqvemme fig t. noget, ter er under det 
ommelige, under eens Charakteer, Bær: 


. … dighed, Stand, Evner (ogſaa i god Be⸗ 


tydning.) ”Han nedlod fig ft. enhver m. en 
Mildhed, fom'gav den Frygtagtige Wo0d:” 
Kampmann. ronningen nedlod fig t. at 
tale m. enhver af Bønderne. 


Hvers Begreb med Konſt nedlade fan.” P. 
M. Trolel. Han nedlod fig endog t. at 
bruge Skieldsord. — Nedladelſe, en. Denne 


vendig for Læreren. . 


Nedladende, adj. v. ſom eftergiver af fin 
Værdighed (altid i god Betydning ;) mild, 
omgængelig, venlig (imod Undergivne cl. 
Undermæend; fordringslos i Omgang og, 
Adfærd. — Hedladenhed, en. ud. pl. den 
Egenſkab, at være nedladende. 

VNedlag, et. ſ. Vederlag. 

Wedlægge, v,a. 3. (f. lægge.) 1. brin⸗ 

' get. at ligge p.2t lavere Sted, lægge ned. 
t un. fin Byrde. — fig. betroe, fine til, give 

i Forvating. At n, Obligationer i Ban⸗ 
Een. Han har nedlagt en flor Capital hos 
” denne Kisbmand, — At n. een 9: fælde, 
dræbe v. Stud. 2. afftaae fra, frafige fig, 
opgive. At n. Befalingen over Hæren. 
Gan har nedlagt fit Haandvark. 
ralen nedlægger Befalingsſtaven, yaar 
Folket nedlægger deres Vaaben.” Schitte. 
3. ophæve, gere Ende p. Af n. et Uni⸗ 
verfitet, en Skole. Atin. en Strid, Trot⸗ 


” te, (i ældre Skr.) 4. følte, nedfylte. At 


n: i Salt, Eddike. nedlagte Agurker. (f. 
lægge ned.) — Deraf: iedlæggte f e og Ned⸗ 
lægning, eu. ”Embedets Nedlaggelſe.“ 
Sqhytte. 

VNedlob, et. pl. d. f. det, at noget løber 
ned. Bandet kl r fit N. gienneni Render. 
Nedloſe, v.a.2. loſe ned, bringe noget, 
ſom var opfæftet t. at falde nød. Hun vil 
have Haaret, Kiolen, Omhænget nedløft. 


Nedpakke, v. a. 1. lægge noget faft-og 
, omhyggeligt ned i et Giemme, pakke ned. 
Alt mit Toi er allerede nedpakket. — Wed: 
pakning, en. pl. - er. 
Yedperfe, v. a. 1. trykke ned v. en Pers 
fe, vere ned, preſſe ned. 
edploie, v. a. 1. bringe ned i Jorden 
v. Pisining. At nedpleie Gæbden. — Ned⸗ 
pleining, øn. pl.-er. 
Nedpreſſe, v. a. 1. d. f. ſ. nedperſe. 
VNedputte, v. a. 1. putte noget hen p. 
et lavt Sted, putte ned (i Jorden.) . " 
Wedpæle, v. a. 1. drive noget ned (i 
Sorten) ved at ſlaae Pale i. 


Orapmr, v.a. 1. bringe ned i Øruns" 2. 


— 


Gene⸗˖ 


Nedramme — Nedſtyde. 


den v. af ramme, v. en Rambuk; ramme 
nyd. At nedramme Pæle. 

Nedre, adj. f. neder. ' 

. Uedregne „v. n. (er.) falde ned ſom 
Regn. Alt det nedregnede Vand. ”MelE 


og Honning ſod nedregner.“ Arrebo. 


At n. fig til - 
Almuens Fatteevne. ”En Mand, der fig til 


" Yedladelfe til Børnenes Begreber er nød: 


taarnet Snee fra 


Nedreiſe, en. Reiſe fra ct huiere ned t. 


et lavere ell. dybere Sted. "Hvad der var 
mødt mig p. min Wedreife.” Bagg. N. 
Klm. 

Nedride, v. a. 3. (f. ride.) nedkaſte, om⸗ 
kaſte, nedſtyrte v. at ride, At nedride Sæs 
den. nedride et Led. ” 

Nedrig, adj. egentl. lav, ſom er dybt 
nede; men br. nu kun figurl. for: flet finz 
det, af en lav, uætel Zænfemaade; neder⸗ 
drægtig, gemeen. Enein. Gierning, Tœn⸗ 
kemaade. Et nedrigt Menneſte. (Bemor⸗ 
kelſen: ringe, it. ydmyg, i vore Bibelover⸗ 
fættelfer, er forældet.) — Nedrighed, en. 
nedrigt Sindelag. ”Det Hulleri, hvormed 
Wedrighed roſer en Overmands Feil.” 
Schytte. * 

Nedrinde, v. n. 3. (er.) ſ. rinde ned. 
Herfra nedrinder Bandet vver Engene. 


drive, v. a. 3. nedtage m. Bold og & 


Skynding, rive nedb. Aten. en Muur, et 
Planteværf. — fig. og i d. Tale: At n. en 
a: giennemhegle, dadle. — Nedrivning, en. 

edrulle, v. a. og n. 1. f. rulle ned. 
Tonderne nedrulledest. Stranden. De 


ſte, v. a. 1. ſ. ryſte ned. Den 
nedryfte e Frugt. ryk 
edſaae, v. a. 1. bringe ned i Jorden 
v. at faar. Den nedſaacde Sed. . 
Nedſable, v. a. 1. hugge ned, fælde v. 


Sabelhug cl."Sværdhug. Efter en tapper 


Modſtand bleve de alle nedſablede. — Ned⸗ 


ſabling, en. pl.- er. ' 

Nedſalte, v. a. 1. lægge ned i Kar cu. 
Tonder m. Galt, bevare i Saltlage. Ar 
nedſalte Kioed, Giid „Fleſt. — Noſ 
ning, en. pl. -— er, ” 

edſegne, v. n. 1. (er.) fegne ned. Jeg 
gyſer, bæver, bluſſer, blegner, og halvdød 
f. din Fod nedfegner.” Rabbe. 

Wedfee, v. n. 3. f. fee ned. — fig. 3 fit 
Overmod vilde han nedſee paa dem, der 
vdre [langt over ham. 

Nedſende, v. a. 2. fende ned. 

ſendte Breve.  ”VWedfende dit Navn til de 
fildigfte Slægter.” Grundtvig. 
. edffride, v.n.3. ſ. ſtride ned. De 
nedffredne, nedſtridende Sneemaſſer. Op⸗ 
Fieldets bratte Sider m. 
fønderflidte Baand nedſtrider.“ Rein, 


slits 


De nede 


Nedſtyde, v. a. 3. (f. yde ned.) 1. 


nedffudr. De bleve nedſtudte v. Karteſter. 


* t. at falde v. Skud. a Muren var 
yrte ned. (jvf. ſtyde, K.) Hvie Strom 


Nedſtyde — Nedſtemme. 83. 


rrſende nedffyder.“ Sarpen, af Stod⸗ 
eth. 


VNedſtylle, v. a. 1. føre haftigt ned v. 
ten bevægende Kraft i et flydende, ſtrom⸗ 
mende Legeme. Jorden nedffylles fra Bier: 

et v. det fmeltede Sneevand. (neutr. f. 


3. (f. ære ned.) bringe 
net, faae ned v. at ſtere, At n. en hængt 
Mand. — Wedffærmg, en. pl. - er, 
Vedſlace, v. a. 3. (ſ. figge.) 1. flaae 
omkuld, kaſte t. Jorden el. overende. Reg⸗ 
nen har nedſlaaet meget Korn. ꝰDu ſtal 
n. gienden.” D. Bibel. ” ”De Landsmend, 
fom Lynet nedflog.” Pram. 2. fig. gisre 
modlos, forfagt; betage Mod og Tillid. 
Det fidſte Uheld ham ganſte. Ved 
Bekomring nedſlaaes 
v. nedflaaet '(fieldnere nedflagen) forfagt, 
modloec, bedrøvet i Sindet. (Nedſlagen⸗ 
bed, en. Modløshed, 
meget.) ”Armod og 


edflagenhed mødte 
os overalt.” Baggeſen. Sen) 


Wedflag, et. pl.d. f. 1. det, at noget 


flaaer ned (intrans.) Lynildens V. 
nens W. 
flaaes t en chemiſt Opløsning, Bundfald. 

Vedſluge, v. a. 1 og 2. faae ned v. at 


uge; fluge ned. i . 
' —2 v.a. 1. kaſte ned m. Slyn⸗ 


Reg⸗ 


e, drive nedad m. ſtor Kraft. De ned⸗ 
flyngede Stene p. Fienden. Nedſlyng 
din Énnild.” Baggeſen. 


VNedſlænge, v. a. 2. kaſte, ſmide ſtiodes⸗ 
left ned. (f. flænge.) i 
Wedfmelte,v. a. 1. bringe v. Smelt⸗ 
ning t. at bundfældes. (Bruͤnnichs Win.) 
Neðſmeltning, en. 
' mile, v.n. 1. poetik: fee ned til m. 
Smiil, m. fmilende Blik. (ogfaa act. liges 
fom tilfmile. Jacobi.) . 
ring, ect. pl.d. f. Spring, ſom 
giores fra et hoiere Sted f. et lavere, 
Nedſpringe, v. n. 3. f. fpringe ned. — 
Nedſpringen, en. (Baggeſen. 
Nedſprudle, v.a. 1. nedkaſte, nedſtylle 
det ſprudlende⸗Fald. »Cyperviin — ned⸗ 
ſprudlede fit Guld i Kummer af Chryftal.” 
Bagg. N. Klim. 
Roß roite, v. a. 1. ſproite fra en Hoide 
p. det, fom er dybere nede. At nedſproite 
Band p. Folt. 
mme, v. m. 1. (er.) have fin Ops 
tintelfe ell. Herkomſt fra. Af n. fra en 
gammel og berommelig Slægt. Dette Ord 
fe dfkammer fra Latinen. — Nedſtammel⸗ 
e, en. ' 
Wedflampe, v. a. 1. trykte faft ned v. at. 
flampe. Det maa nedſtampes i Karret. 
emme, v. a. 1. ſtemme i en lavere 
Zone, flappe en fpændt Gtræng. "At me 
et IJaſtrument. — ſig. formindſte en Gpæns 


odet. — Heraf: adj… 


orſagthed. br. ikke 


2. de tungere Dele, ſom, ned⸗ 


Nedſtemme — Nedſyltning. 


ding, en Virkſomhed i Folelſen; it. ned⸗ 
fætte, formindſte, forringe. At n. en Fo⸗ 
lelſe. (Zrefhomw.) ”Dette Syn havde ef⸗ 
terhaanden nedftemt mit Lune t. den dybeſte 
Tungſindighed.“ Baggeſen. Hans Begei⸗ 
ſtring blev nedſtemt. Aten. fine Fordrin⸗ 
ger, fit Foredrag. — Wedftemning, en. 
pl. -er. i 
Nedſtige, v.n.3. f. ſtige ned. At n. 
fra Thronen, nedlægge Regieringen. 
n. i Dalene. ”Hané Siæl og Hierte var 
nedſtegen i hans Knæ.” Holb. — 2. fig. 
nedſtamme. “Hvo kunde fige, af hvad 
Stamme, og fra hvad Slægt i denne 
Stamme han var nedftegen?” Baſtholm. — 
nedftigende Linie, en Rekke Perfoner, der 
nedſtamme fra hinanden (modſat opftigende 
Linie, naar man regner opad, ell. fra Son 
t. Fader 0. f. v. Nedſtigen, Wedftigz 
ning, en. 16 ” 
Nedſtikke, v. a. 3. f. ſtikke ned. Stof: 
kene, ſom mån havde nedſtukket i Jorden. 
Nedſtoppe, v. a. 1. f. ſtoppe ned. 
Nedſtraale, v. a. 1. fafte ned, udgyde £ 
Straaler. Lyfet, ſom Sofen nedſtraaler. 
(intrans. Det nedftraalende Lys. ”Naar 
du nedſtraaler paa den Fromme.” Evald.) 
. VWedftryge, v. a. 3. f. ftryge ned. At 
nedffry e noget m. Haanden. 

e fremme, v. 1. 1. (er.) flyde ned 1 
Stromme, ſtromme ned. 
mende Band. “Fra Kilden Flodens Vand 
nedſtremmer i Havets Dyb.” P. H. Fris 
mann. — Wed men, en. 

Vedſtyrte, v. a. 1. kaſte cl. ſtode vold⸗ 
fomt ned, ſtyrte ned. At nedftyrtes fra en 
side, Han blev ligeſaa pludfeligt ned⸗ 

et, fom han var bleven ophoiet. 2. 


intrans. ſtyrte, falde voldfomt no. ”Den 


att, hvormed jeg nedflyrtede,” Bagg. N. 


Nedſtode, v. a. 2. fløde t. cen, af han 
falder ned, ſtode nød. 


Wedfoinde, v. n. 3. (er.) forfvinde i at 
ſynke el. dale. 


vinger.” Baggeſ 
i —8 v. 
fvælge ned. 
edfvæve, v. n, 1. (er.) komme fvævens 
be ned, fvæve ned. ”Naar Englene ned⸗ 
fvæve.” Grundtvig. ' 
Nedſvomme, v. n. 1. (er.) f. ſvomme 
ned. ”Og venligt nedſvommede Taaren.“ 
Ohlenſchlæger. 
Wedfylte, v. a. 1. nedlægge noget i en 
Saft ell. Lage, der giennemtrænger og be⸗ 
varer det, fylte, —* ned, Atn, Frugter, 


Moth.) — Nedſyltning, en. 


(6+) 


At 


Det nedſtrom⸗ 


æ 


" Dette nedfætter ham iffe i mine Øinc. 


4 


formindſte At st. Landgilden, 


Ud 


… 
åd 


J Nedſyn — Nedtynge. 


Nedſyn, et. pl. b- ſ. Gierningen at fee 
ned t. ef lavere Sted; Nedblik. Nedſynet 
fra dette Punft var endnu ſtiennere. 
Nedſynke, v. n. 3. f. fønfe ned. Staden 


nedſank i Gruus. — Nedſynken, Nedſynk⸗ 
ning, en. 


edſæenke, v. a. 1. bringe noget f. at 
fønte cl. glide ned i Dybet. At n. Stibe i 
er Havn. nn. et Lfig i Grapen. 
nedfænt dig i Svælget af Lyſt!“ P. K. 
Zroiel, (f. ſæenke. — Nedſaænkning, en. 
er. 

Nedſeætte, v. a. og rec. 3. g fætte.) 
1. fætte fra fig p. et lavt Sted, jætte ned, 
Der nedſatte de Baaren.« 2. forringe, 
katterne, 


Aten. en Mands Fortieneſter. 
3. 
anordne, indrette et Samfund; i Talemaa— 
den: af m. en Commisſion. 4. recipr. 
bofætte fig, fæfte Bopæl. Mange Udvan⸗ 
drede n. fig i Amerika. Efterat have til: 
bragt mange Aar p. Reiſer, vil han hu 
nedfætte flg i Danmark. — Wedfættelfe, 
en. 1. Forringelſe, Afjlag. Priſernes, 
Varernes, Renternes W.  Ubilig W. af 
eens Fortieneſter. 2. Bofættelfe. N. paa 
et fremmedt Sted. ,“At de fra deres førfte 
YWedfættelfes Sted have efterhaanden uds 
bredt fig t. alle Landets Egne.” Olufſen. 

Nedtage, v. a. 3. ſ. tage ned. At n. 
noget fra Loftet. Teltet er nedtaget, — 
Nedtagelſe, en. Gierningen at tage ned. 
Jeſu Nedtagelſe fra Korſet. 

Wedtrampe, v. a. 1. nedtræde v. at 
trampe. (ſ, dette O.) 

dtrille, v. n. 1. (et.) f. trille ned, En 

nedtrillende Steen. 

Nedtrykke, V. A. 1. ſ. e ned. — fi⸗ 
gurl. a.) hindre i Fremvært ell. Opkoinſt. 
Smaa Stæles Misundelſe, ſom nedtrykke 
Alt hvad ſtort de ſelv ei have udrettet.” 
Kampmann.  b.)-gtøre modlss, forfagt. 
At nedtrykkes af Neringsſorger. Et ned⸗ 
trykt Sind. Nedtrykt af Sorg, laae han 


Priſerne. 


v. hendes Side.” P. Frimann. 'Har Lyk⸗ 


ken ikke villet opbleſe, ulykken ikke villet 
nedtrykke dem?” Mynſter. — Nedtryk⸗ 


kelſe, en. 


dtræde, v. a. 3. (ſ. træde.) bste t. 
Jorden v. at træde paa, træde under Fødder, 
At n. Greæſſet, Blomſterne, Sæden. — 
figurl. ydmyge, fornedre. »Verden af 
nedrraadte Middinger ler.” Tode. — Ned⸗ 
træden, en. 

"Wedtrætte, v. a. 3. f. træffe ned; Gar: 
dinern⸗ vare nedtrukne. — Nedtrækning, 
en. am er. 

edtvinge, v. a. 3. (f. tvinge.) bete. 

ned el. nedad m. Magt. Grenen broekke⸗ 

de6, da man vilde nedtvinge den. At neds 
winge en fremftræbende Kraft. 

fønge,v.a. 1. tvinge noget nedad 


84 


»Tanke, 


ad, afvife, viſe ned. 


Henfigter. 


v - 


Nedtynge — Negerkhſt. 


v. fin Tyngde. Frugterne n. Grenene. 
»Storm ſtal længer ei Jer nedcynge.“ 


Ohlenſchl. 2. fig. nedtrvkkẽ, giere mod⸗ 
løg. ”Sorg cl. Frygt, grundet ell. ugrun⸗ 


det Mistanke, kunne nedtynge ham.” Rah⸗ 


ek. 
Nedvende, v. a. 2. f. vende ned. Med 
nedvendt Fakkel. Paa den nedvendte Sſide. 
Nedvifte, v. a. 1. bringe nedad v. en 
viftende Bevegelſe. “Hiin nedhviftede Ko⸗ 
ling, hiin nærende Dug.” Pram. 
edvinde, v. a. 3. ſ. pinde net. (hiffe 
ned v. en Vinde.) Alt Kornet nedvindes, 
ct nedvundet fra Loftet. . 
Nedvinke, v. a. 1. falde cen ned v. at 
—* vinke eent. af komme ned. (Ohlen⸗ 


Nedviſe, v. a. 2. viſe nogen Veien ned⸗ 
Præften har nedviiſt 
denne Pige fra Confirmation. — Nedviis⸗ 
ning, en. ' ' 
edvælte, v. a,1. vælte ovenfra nedad, 

vælte ned. En ſtor Steen blev nedvælrer 
fra Hoien. — Wedvæltning, en. 

Yedværdige, v. a. 1. fornedre, vanære, 
beffæmme, forringe v. fornedrende, uvær= 
dig Brug cl. Behandling. (nyt O.) At- 
n. Religionen v. at bruge der i politiſte 
”Det nedværdiger Siælen.” 
”Hine føgte at nedværdige roen, v. af 
foreftile den fon Fornuffens Arvefiende.”” 
Mynſter. Af nm. fig v. en upaſſende For⸗ 
trolighed. — Wedværdigelfe , en. Forne⸗ 
drelfe , - uværdig Brug cl. Behandling. 
»Helligdommens N.“ (Treſchow.) 

Neg, et. pl. d. ſ. [ct Ord, egent for tet 
danſte Sprog og det ſydl. Sverrige.] et 
Bundt, en Arm fuld af meiet ell. afſtaaren 
og ſammenbunden Gæd; en Kicerv. Et 
Kornneg, Hvedeneg, Havrenetg. At binde 
Weg. — Negbaand, et.” Baand, ſnoet af 
Gakn er d. hvormed Negene bindes. Neg⸗ 
binder, en. den, fom er fyffelfat m. at binde 
Neg p. Marfen, ell. med Negbinding. 

ege, v. a.1. (fædvanl. med præp. op.) 

At nege op, ſamle den meiede og halv tors 
rede Gæd opi Hobe, fom derefter bindes 3 
Neg. Pigen neger op og Karlen gaaer ef⸗ 


ter og binder, 
let af det 


- 


; Wégeneie, el. Negenoien, en. 
Gol. og Plattvifte NRegen dog fordærvet 
Ord.] En Galt» og evftoandes Filt, der 
har Liighed m. Aalen, og hører t. Bruſt⸗ 
fiſtene. Petromyzon. i 
Neger, en. pl. Wegre. [Af Lat. niger. 
Cyan. negro, fort.] ct Mandfolk af den 
forte Menneſteſlegt, fom beboer det indre 
Afrika; en Worian (i ældre Danſt: en 
Blaamand.) Negerinde, en. pl.—r. et 
gruentimmer af denne Menneſteſlegt; en 
egerqvinde. Negerhandel, en. Handel 
m. Negerſlaver. Negerkyſt, em. det Strøg 
af Afrikas veſtl. Kyſtiande, huer Neger⸗ 


(| 


i] 


Negertyſt — Nelde. 85 Relde — Nemme, 


bandelen m. Curoræerne ifær drives; Clas Art af ſamme: Brændenelde : Urtica ur: 
vekoſten. VNegerland, et, Negrenes Zæs At brænde fig p. en W. == Veldebl 
brekand i det indre Afrika (Nigritien.) e⸗ et. Blad af en N. Holſtens Vaaben « 
get et. Salg af Negre; Negerhandel. Neldeblad. — Ueldebuſk,, en. endeel ' 
gerjleve, en. I. fom er giort t. Ircel der, ſom vore p. cet Sted i en Kly 
el. Slave. Yieldefeber, en. En. Sygdom, der y 
Uegl, en. plc, [3. Nægl, A. S. Ne— fig y. et rødt Udjlæt, ſom volder én Føl 
gel, Nægl.] ben tynde hornagtige Bedek⸗ liig den, at brændes af Nelder. 
ding påaa.BPbetdelen af Menneſtets Fingre Jellike, en. pl.-r. 1. (X.Någelt: 
og Zæer (hvilten hos Dyrene fædvanlig af Liigheden m. fmaa Gem.) Krydern 
falbeg Klo; dog nævnes ogfan Abens Neg⸗ ker; ct bekiendt Krudert, fom er den tør 
le.) => Weglebyd, en. B. under Neglen. Størdrager af Blomſten p. et Zræ: 
Veglehud, en, den løfe Hud, in bedæffer riophyllus aromaticus. 2, (2. N 
Negleroden. Negleplet, en. hvide Pletter Fe.) en vellugtende Blomſt, ſom dyr! 
el. Smaafpætter, ſom undertiden findes Haverne;: UDianthus cariophyUac 
p. Neglene. Neglerift, en, Saar, ſom er Desuden ct Follesnavn f. Slægten, hr 
revet m. en Negl. Neglerod, en. 1. den ogſaa flere Arter dyrkes. — VNelllkehed 
Deel af Neglen, ſom hænger faſt v. og be⸗ Blomfferbed, hvori Nelliker opelſtes. 
dettes af den omboiede Hud, der omgiver likebruun, adj. bruun, ſom Krydernell 
Neglen. 2. Wegleredder, pl. ucgentl, en Nellikebuſt, en. En Klnnge af fam: 
Fremvært ell. afreven Deel af denne Hud. vorne Nellikeblomſter. Nellikeolie, en, 
Xt Elippe Veglerodder af, eglefer, en. flært, deftilleret Olie, ſom faaes af | 
fin Dar t. af flippe Negle med, egle⸗ dernelliker. Nellikeplante, en. En 
fpring, et, En Sygdom t Neglen, hvorved Nellikeblomſtet. Udylatning. Vellike 
denne bliver ſtior, fmerter og falder af., et. pl. d. f. Et Slagé (maa Sem, 
leværk, en. Smerte under Neglene i Storrelſe fom Krydernelliker. Nellike 


Tingerenterne. et. Zræef , hvoraf Krydernelliker fo 
Vegte, v. n. og a. 1, [Ii neita.] 1. Nellikeviin, en. Vlin, fom er frydre 
fige Nei fil, benegte, beſpare negtende. gt fættes ps Nelliker. , 


Dan megtede at have giorf det. Han negz UNelllikerod, en. (ud, pl.) Navn p. en 
tede, og ſagde. pan vedblev aten. Gietz te, fom br. i Lægefonften, og i svrigt 
uingeu. Jeg negter ikke, det er en haard Har tilfælles m. Nelliken. Geum urhan 
Straf. 2. afflane, forholde, forunde, ikke Nem, adj. pl. nemme. [J. mær: 
tilſtede. At in. fig fela det Fornødne. Han nema, fatte, lære.) 1, i Alm. ſom 
negter hende intet. ”Hvi negtes Gravens fatte; Deraf Sammenfætn. letnem, t! 
Eiſter Hvile 7" Cvald, 3. fornegte, (fle nem, 72. færd. fom fatter hurtigt, 
ertiende. Arianerne n. Chriſti Guddom. Lethed; opvakt. Pigen er baade ner 
Negtelſe, en. det, at negte el. benegte; loœrvillig. 3. behændig. nem til ſit A 
en negtende Yttring. Deraf: Wegtelfes= de. 4. ſom er vel ſtikket, falder vel t 
ed, en. Ed, hvorved man f. Retten ſtad⸗ Brug; beqpem, henſigtsmoœsſig, brug 
fæfter fit megtende Udfagn. Vegtelſes⸗ En n, Leilighed. Det flap vi nemt 
ord, er. O. fom har en negtende Betydning Her ce nemmere at fomme til. Ct 7 
(nci, ifte, ingenlunde 0. fl.) Redſtab. Den nemmeſte Vei, Maade 
Vei, ct Negtelfegord, der deels br. kiges Nemhed, en. ud. pl. 1. Begucmhod 
fam, el. uten Forbindelfe (Kommer han? fatte, lære, ell. behundle noget. — Nen 
ci!) deels fom adv, (Wei min Wen! det i. Arbeide, 2. Beavemhed, god Lcilig 
tan jeg ikke giøre. Kei flet ikke! Nei vift For Nemheds Skyld. Det var en flor 
ifte!) deels ſom Udraabsord ,. hvor man at vi funde flyde denne Gienvei. 
porger m. Forundring, ꝛc. Vei virfelig ? Vemlig, adv. ſT. naͤhmlich; 
ei, er det muligt? Wei fee engang 1 — Nahme, Navn. udtrykker en Over— 
— Gom Subſt. for: Afjlag. At give en 4 Talen ft. det, hvorved man mere bef 
Ya. At fane Wei af en Pige. pan fif betegner, hvad man tilforn ſigtede til ( 
et tydeligt Wei. Mit Wei er faa godt ſom licet, det vil fige.) Jeg har feet ham 
Dit Ja, ' mange Aar fden; nemlig p. min R 
Veie, v. n. 1, har. [I. hnegia, incli- Han havde endnu en Betenkelighed; on 
naro; hniga, desidere. A. S. hnigan.] nemlig lod fig giore uden at vælte Op 
late Kroppen ſynke noget, ned at gisre en VWemme, v. a. 1, [I. nema.] 1. fi 
Boeining m. Knœerne. fun neiede dybt begribe. Han nemmer let; men hi— 
f. Dronningen. (I ældre Skrifter ogſag ikke altid hvad han færer, (Bemærfel 
recipr. at neie fig, hvor det dog egentl, at lære, f. E. i Ordſproget: Hvad m 
bemærker: bulfe fig.) — Neien, en. ud. pl- Ungdom nemmer, man i Alderdom ni 
de, en. pl.-r. ſtrives ogſaa Wælde. glemmer, eller: det Ung nemmer, G 
(I. Metla.| en Plantejlægt, og færd. ea mel cl glemmer, er ellers foræltet.) 


kd 
— 


b 2 


Å 


on " 


Nemme — Nerveſteerb. 


At nemme, figes om Hoppen og Koen, naar 
den bliver drægtig. (Moth.) 4 


me, et. ud. pl. IJ. Næmi.] 1. 


Eone t. at fatte og lære, medfødt Anlæg, 


U 


Fatteevne, Naturgave. Ct' let, hurtigt, 
tungt, ypperligt N. Han har flet ikke W. 
dertil. Digternemme. (Jacobi.) 2. i Alm. 
om en Forening af fortrinlige Anlæg og 
Sonet, (Genie.) ”Vemmets Værker.” Ja⸗ 
cobi. 

„Nenmme, v.n, f. 


nænne (fom dette Ord i 
Alm. fkrives.) >” 


Yeppe,adv. [beflægtet m. Pncp.] 1. 
vanſteligen, m. Moie og dog netop. Jeg. 
kunde neppe faae ham overtalt. Det var n. 
han funde løfte Sekken. Vi undflap m. 
Nod og neppe. Jeg funde m. bare mig f. 
Latter. 2. med Rimelighed ikke; knap. 
Det vil n, ſtrekke fil. Huͤn er neppe 16 Aar 
gammel. Bi blive m. færdige i Dag. Han 
kan neppe allerede være der. 3. fig. om en 
ganſte nylig forbigangen Tid. Neppe hav⸗ 
de han udtalt, før alle tilraabte ham Bi⸗ 
fald. Jeg var neppe fraadt ud af Døren, 
før Loftet faldt ned. Geppelis ev en pu 
forældet Form af neppe. ' 

Verve, en. pl.-r. [Lat. nervus.] en 
Samling af fine, marvagtige Traade, for 
enede i en fælles Hinde, fom i dyriſke Lege⸗ 


mer have deres Udfpring fra Hiernen og 


Rogmarven, og udbrede fig giennem hele 
Legemet. — nerveagtig, ad]. ſom har Liig⸗ 
hed m. Nerver. ( V. SSO.) Nervefeber, 
en. En vedholdende Feber, forbunden m. 
flæri unaturlig Pirring og Svakkelſe af 
Nervekraften hos Menneſtet. nervefiin ; 


,» , ad;. fom har fine, let pirrelige Nerver. 


ba 


”nervefine. og fandfeftælne Læfere.” Bagg. 
rvefletning, en. En Samling af flere 


Nervegrene p. cct Øted i Legemet. er⸗ 
vegang, en. den Retning, det Strøg, hvori 
Nerverne ligge i et Legeme. (V. é. O.) 


Nervegreen, en. En mindre N. ſom uds 
ſpringer fra en Hovednerve el. Hovedſtam⸗ 
me åf Nerver. - Weryehinde, en, den H. 
el. Skede, der omgiver Nervetraadene. 
Nervekniv/ en. Et anatomiſb Redſtab, ſom 
br. fil at ſonderlemme Nerverne i dødt Les 
gemer. Verycknude, en. En naturlig Hoœ⸗ 
velfe p. viſſe Nerver, hvis phyſiologiſte Be⸗ 
tydning endnu ci kiendes. (Ganglion.) Ner⸗ 
vekraft, en. den Livskraft, ell. levende, or⸗ 
ganiſte Kraft, der har fit Sæde i Nerverne og 
virfergicnnem difje.  Yervelære, en. Læren 
om Nervernes Gang, Beliggenhed, Natur 
og Virkninger. (Neurologie.) nervepir⸗ 
rende, adj. ſom virker pirrende (inciterende) 
p. Nerverne. Nervepirring, en. Nerver⸗ 


nes, Nerveſyſtemets Pirring. Nerveſaft; 
en. den Vadſtg ſom nogle antage at ſtulle 
ſindes inden i Nervetraadene. nerveſtyr⸗ 


kende, adj. v. ſom hat den Egenſtab, at 
ſtyrke Nerverne. nerveſtark, adj. ſom har 
F 4 — 


* 
86 


formet (Moͤth.) 


⸗ 


Merveſterk — Metnagle. 


ſterke Nerver; ell. hvis Nerver ere i deres 
naturlig ſunde Tilſtand. (8. S. O) ner⸗ 
veſvag, adj. hvis Nerver ere ſpckkede, og 
p. Grund deraf for meget ell. for lidet pirre⸗ 
lige. Nerveſpaghed, Nerveſvakkelſe, en. 


, ⸗ 


En i hele Nerveſyſtemet herſtende Sveokkel⸗ 


.nexveſyg, ſ. nerveſvag. Nerveſyg⸗ 
Dim, ——— — en. & Engdon, Pels 
oprindelige Grund ligger i Nerveſyſtemet. 
— br. ogſaa t Serd. for Nervefe⸗ 

er.) erveſyſtem, et. Indbegreb af alle 


- Merver- i Legemet og, ben hele Yttring af 


deres Virkekraft. ervetraad, Verve⸗ 
trævl, en. en enkelt af de fine Trovler, der 
forenede udgiore en Nerve. Nervevædſte, 
en. d. ſ. ſ. Nerveſaft. 

Neſte, v. a. 1. CA nåsta. Veſt, Wefte 
I ældre Danſk: et Spænde.] 1. at knytte, 
binde. (V. S. O.) 2. at ſye loſeligt. At 
neſte noget ſammen. — Neſtenaal, en. Naal 
til at neſte med. 

Wet rad). pl. mette. . 6. net. E. 
neat.] peen, pyntelig, artig. At ſtrive en 
n. Haand. (Moth.) At holde fig net i fine 
Klæter, Hun faac ret net ud i den Dragt. 
»Hans Støvler ſadde net.“ Holb. P. Paars. 
4 hyppigſt i di Tale.) Nethed, en. Peen⸗ 

ed, Pyntelighed, Ziürlighed— 

Yet, et. pl.d. f. [I Net. T. Net3.] 3 
Alm. det, der er knyttet fammen af Traade 
ell. Snore, m. aabne Maſter, ſom Fiſtergarn. 
Saaledes br. detom: mindre Garn.t. at" 
fange Fij ell. Fugle i; et Garn, i Stik⸗ 
kelſe af en Poſe, t. af bære ell. giemme nos 

et i, en knyttet Traadpoſe (at bære Æg 

et Net ;) et lignende Garn, fom bæres 
om Hovedet (At bære Haaret i et Wet ;) 
Skibsnet, ſom i forſtiellige Øiemed an⸗ 
bringes i Skibene cl. pad Dæffet, m. m. 
netagtig, adj. fom ligner et Net, net⸗ 
netformet, netformig , 
adj. dannet fom et Net, (Fleiſcher) Net⸗ 
gaffel, en. Gaffel ell. Zvege, t. at hænge ell. 
op fle et Net ell. Garn p. (Ambetgs O. B.) 

ethinde, en. H. dannet fom et Net. (f. E. 
YWethinden i Diet.) Netmeger, en. den, 

om forfærdiger alle: Slags Net. Vietmaz 

e, cen. pl.-r. Maſter, —* et Net knyt⸗ 
tes og beſtaaer. Netruſe, cen. En Ennttet 
Kuſe, Garnruſe. (Ambergs O. B.) Net⸗ 
ſtang/en. d. ſ. ſ. Netgaffel. netvinget, 
adj. hvis Vinger ligne et Net. netvingede 
Inſecter (hymenoptera.) , Vetvært, et. 


Irbeg⸗ , dannet ſom et Net el. Garn. (V. 


Nette, v. a. 1. Enytte, binde i Maſtker. 
Ht n. et Fiſtergarn. (VV. S. O.) 2. klinke 
fammen. 3. ombøle Enden af et giennem⸗ 
flaget Som (vegne,) ell. danne Hoved p. 
en Netnagle. (ſtrives ogfaa nitte.) Heraf: 
YWethammer, en. H. hvormed Sem nettes; 
it. et Jern, fom br. naar Sommene ſlaaes i 
Heſteſtoe. Wetnagle, en. Et Slags Som, 


SN 





Netnagle— Riding ftiold: 


der ſlaaes heelt iglennem Treet, og p. den 
modſatte Side nettes dell. udhamres; Klin⸗ 
kenagle. ( V. S. O.) i 

YWett dug, en. [J. Neſſeltuch; af 
Yelde, AX. S. Netel,] et Slags flint og 
toft Bomuldstsi (ſom har dette Navn, fordi 
man tilforn brugte at væve noget lignende 
af Nelder.) . 

Wi, [3. nin.] Hovedtallet 9. Deraf Or⸗ 
denstallet: den niende. — marin, ad). ni⸗ 
dobbelt, adj. nifold, 0. fl. ikonge, 
kaldes Kongen, eller den midterſte pg ſterſte 
Kegle i Kegleſpil. — Nital, et. 

VNid, en. ud” pl. [J.Nid. A. 6. Nide.] 
Misundelſe i hoi Brad, ſtadefro og ne⸗ 
drig Avind. »Den dumme Lyſt, af Nid 
at dømme ilde.” Popes Krit. v. Schier⸗ 


mann. — Deraf: nidfuld, adj. fuld af Mid. 


og Misundelſe, avindſog. (Moth. pers.) 
nidfiær , ad). 1. misundelig over den 
Gunſt, man troer en anden under hos et 
entimmer, man elſtker; ſtindſyge (D. 
Bibel. forældet; men optaget af⸗Ohlen⸗ 
fol) 2. meget ivrig f. noget; fom m. 
megen Iver forfølger et Maal el. virker f. 
en Sag. At vitje fig nidkigr i fit Embede. 
n. for Sandheden. Friheden nidkicre 
Talsmand. En redelig og n. Embeds⸗ 
mand. J. ftreng, itte Faanſom. (D. Bi⸗ 
bel.) Heraf: Vidkiærhed, en. ud. pl. (i Ad⸗ 
jectivets 3 Bemarkelſer; dog ifær brugeligt 
i den Zden.) Nidkierhed for Sandhed og 
Ret.” Rahb. Nidklogt, en. K. ſom har 
fin Grund i Mid cl. Misundelſe. (V. S. 
D.) Niidfſkrift, et. fornærmeligt Strift, 
frembragt af Dad, Ondſtab, Nid. nid⸗ 
vg, adj. avindſyg, misundelig. (Baggez 
en. uſedvanl.) Widvers, et. 
cn. Digt ell. Viſe, t. Spot over og Fors 
nærmelfe med andre Perſoner. (Rahbet.) 
Widing, en. pl.-er. Skrives ofte Nid⸗ 
ding. (3. Nidingr. A. S. Niding.] 1. 
ten, 
Foragt, er unden Agtelfe, æreløs. At 
ertlære een f. hverv Mands W. (foræl: 
det.) 2. et hoi Grad ondſtabsfuldt, 
nedrigt, foragteligt Menneſte. 3. en 
feig, modles Usling. 4. den, ſom er i 
hot Grad en Gnier, ſom er nidſt, karrig. 
(fielden og foreidet.) == VNidingsodaad, en. 
D. ſom røber en Niding; ærelsg, nedrig 
Handling; Nidingsverk. Hidingsdrog, 
et. en hoiſt foragtelig — en felg Ni⸗ 
ding. ”Forbandet være det Niddingsdrog, 
fom nu fit Blod vil fpare.”. Storm. Wiz 
dingsid, en. Id, Forfæt, Gierning, der 
teber en Riding. 
MN. Riding. Mord. Brun. ſielden.) Wiz 
dingsnavn, et. N. af Mding. Nidings⸗ 
goad, et. Et ſtammeligt, Andres Xre an⸗ 
gribende Digt; en Nidviſe. (Storm.) Wiz 
ingsſtiold, et. d. ſ. ſ. Avindsſtiold (men 
fieſenere) Man kaldte tvodfig Larm og 







* 


87 


Nidviſe, 


om er en Gienſtand f. almindelig 


Nidingsmand, en. d. 


- 
* 


AY 


Nidingsſtiold — Node. 


Vold, at føre, Niddingsſtiold.“ Nord. 
Brun. Kidingefvig, en. En i høj Grad 
nedrig Svig. (6. Staffeldt.) Uidings⸗ 
ſtreg, en. d. f. f. Nidingsvark, et. o: et i høi 
Grad nadrigt Foretagende, en æreløs Gier⸗ 
ning (ifær fordum om Feighed, Troisshed, 
Vold mod den Svage, og Forræderi.) 

Nidſt, achj. 1. avindføg , misundelig. 
»Man troer af' du er midft og utaknemme⸗ 
lig.” Bagg. 2. farrig, gnieragtig. Der: 
af: Nidſthed, en. Karrighed. (Ewald.) 

Nit, et. ph d. ſ. Handlingen at nikke; 
en let Bevægelfe nedad m. Hovedet. 

Witfe, v. n. 1. hat. [T.nicken.] giore 
en let Bevægelfe nedad m. Hovedet. At 
mt. ad, til een. Han fad og nikkede (df 
Sovn.) — Witfen, en, ud. pl. - 

VWitfel, en. ud. pl. ét ſieldent, i det 18de 
Aarh. opdaget Metal, af ſolvhvid Farve. 

Nip, ct. medfører Begrebet om Yder: 


v 


d 


lighed, det yderfte af noget.] 4. Giernin⸗ 


Gun 


2. 


gen at nippe, ell. det, ſom nippes. 
tog fun ct Nip af Glaſſet. (V. S. O.) 
pag Nippet, adv. p. det vderſte, ſidſte; 
meget nær v. Det var p. ippet, at jeg 
8 have gaaet. Han var p. Nippet at 
alde. 

Vippe, v. a. og n. 1. hår, 1. v. PR 
rykke faa fmaat, nappe. At nm. et Saar ud; 
nm. noget af. (VB. S. O. poll. nijpen.) 
Deraf: Niptang ell. Nippetang, en. En 
ganſte fiin Zang t. at nippe m. f. E. Saar. 
2. neutr. tage meget peent af flydende 


Ting, ſmage paa. ”Den, fom vipper Draås 


ber, hvor han feer et Hav.” Evald. Af n. 

af Kruſet, nippe til Glaſſet. At nippe 
nogle Draaber. nippe til Vinen. 

ipper, adj. IJ. nipr.] overdreven peen 

ell. pyntelig i Dragt og Adfærd. (Colding. 

Moth. forældet.) . R 

Niſſe, en, pl.-r. Et af Overtroen digtet 


Væfen, der tæntes under forfftellige bvergs 


agtige Skikkelſer, ofteſt ſom en liden Dreng 
med rod Hue p. Hovedet. 
Niſſe, v. n. 1. har. [maaſtee af det fore⸗ 
gaaende Subſt.] fnige fig ſagte omkring, 
aae om og ſysle. At ni 
et. (f. nyſle.) 
Nite, en. [af M. S. nit.] et Nummer i 
Lotteriet, der udtræltfes uden Binding. 
(Tydſt.) 


denstallet: den nittende. 
, Witte, v. a. f. nette, 

Wobel, en. ſ. Roſenobel. Ee 

Wod, en. pl. — der. En Dup, Metaldup 
ſom fættes p. Enden af et Baand, at det 
et ſtal trevle. (Bulla, fibula.) Moth. Gt 
islandſt og forældet Ord. Hnod. Deraf: 
nodde, v. a. fætte en ſaadan Dup paa. (jvf. 
Naad.) 

Node, en. pl.-r. [af Lat. nota.] Tegn 


omÉring i Hu⸗ 


Witten, Hovedtallet 19. Deraf Or⸗ 


p. Jonerne i Mufilen, Fonetegn. At ſyn⸗ 


sø 


» Pige, jeg kiender. 


Noder paa. 


Band 


Mode — Noget. | 


88 


ao 


Roget — Rolf, 


ge, ſpille efter Noder. At fætte en Melos ' adj. el. adv. fom det føles til: i en Uden 


ble p. Noder. — Wodebog, en. Bog, 
hvort, Muſikſtoͤkker, udfatte p. Noder, ere 
ſamlede. Nodebrat, et. B. paa et Klas 
veer t. at lægge Noder p. Nodelinie, en. 
l.—r. de fem Grundlinier, p. hvilke No⸗ 
erne tegnes ell. ſtrives. Nodepapir, et, 
Papir, hvorpaa er draget Linier t. at ſtrive 
Nodeſtriver, en. den, ſom f. 
Betaling afſtriver Noder. Nodefkri 
ning, en. Gierningen at ſtrive el. afſtrive 
Moder. At leve af W. odeftol, en. En 
Stol ell. Pult t. at lægge Noderne p. me: 
dens man ſpiller. Nodetryk, en. Konſten 
at fæfte og trykke Moder p. ſamme Maade 
fom Skrift i. ct Bogttvkkeri; eil. det, ſom 
aalebes trvkkes. ——— den, 
fom fætter og trytter Noder. Nodetryk⸗ 
eri, et. Trykkeri, indrettet t, Vodezt 
Vodetrykning, en. Gierningen at trykke 


oder. 

Nodelig, adj. (i Almueſproget.) vanſte⸗ 
lig at giøre tilpas, egen, ſer. (Moth.) 

Noder, pl: [af uviſt Slægtitab.] Lader, 
Fagter. At have mange underlige Noder 
paa fig. — it, Luner, Nokter. 
fine Noder. 

Wogen, pron, adj. [I. nockr.] n. nos 
get. pl. nogle. 1. sing. nogen, noget : 
2.) fom er imellem ingen og mange, imellem 
infet og meget; fom ev ell. findes i en ikke 
ſtor Mængde, et ikke hoppigt Antal, Man 
maa have nogen Adfpredelfe. . Det giver, 
om ikke megen, Dog nogen Fordeel. Han 
bliver hev endnu nogen Tid. Jeg har ends 
am noget Korn tilbage, Jeg faac ikke no⸗ 
* (intet) Menneſte i Stuen. (noget, 


Gun bar 


bict f. et Adj. i neuir. giver dette et ſub⸗ 
antivijt Begreb, og tiener i St, for Arti⸗ 
bel. Der er noget Nyt p. Færde; Vi have 
ALA Godt i Bente: aliguid novi, boni, 
XC. 
Zvivl. Det er noget nær den ſmukkeſte 
e ere noget nær lige 
anile. b.) Yogen, absol. Vemærfer en 
erſon, uden nolere Beftemmelfe. (Fez 
mand.)- Er her Nogen? Fandt du No⸗ 
gm hiemme? Der fommer Nogen. Lad 
ogen pove der! — Ogſaa br, det for 
man i uperfonlige Sætninger, en 
kunde maaſkee ſige, indvende. c.) Noget, 
absol. ikfe Intet, meer end Intet, virke⸗ 


ligt. Etwas.) Noget ev bedre end Ju⸗ 


tet. Der er Noget i Veien. Vil Du mig 
Voget? — Der bliver Noget af, det bliver t. 
Noget (3: det bliver virkeligt, fat i Vært.) 
Der er et i det du figer (det er ei uden 
Grund.) XÅt blive t. Noget d: gigre Lytte, 
fvinge fig op, — Hvad for Noger? (naar 
man forundrer fig, ſoprauſe over en Efter⸗ 
retning.) Hvad er det f. Noget? (hvad 
vil dette fige? Hvad gisr du der?)  d.) 
noget, adv. indftrænter Begrebet af det 


v⸗ 


Noget nær, omtrent, næften; uden 


el. mindre Grad, ikke meget. (etma 6.) 
Gan fade n. bleg, noget frygtſom ud, Det 
varer n. længe, noget før, n. efter. Det 
bliver noget nær (omtrent) 100 Rolxr. no⸗ 
get (iffe langt) herfra. — 2. pl. nøgle. a.) 
adj. om et, meer ell. mindre indſttæœnket 
Antal, ſom udgisr en Deel af, ell. tenkes i 
Forhold t. Mange el. Flere. (e tliche, 
einige.) Det'er nogle Dage fiden. Han 
har, om ikke mange, dog nogle oprigtige 
Venner, . Endnu er der nogle tilbage. 
Nogle viffe; nogle faa. '$ ugen af no⸗ 

en i pl. for: nogle ev hyppig i Tales 
forøget. men ikke vet beſtemt; og fynæ ei at 
kunne finde Sted i Skriftſproget. Man 
figer f. E. Det er nogen Dage fiden; Om 
nogen Dage; Jeg har endnu nogen faa 
Stykker; men vil ikke let ſtrive ſaaledes.) 
b.) absol. for: nogle Folk, Perſoner. 
VNogle troe endnu, at han ltte er dod. 
Nodgle vandt han v. Overtalelſer, Wogle 
—28 v. Gaver. (jvf. Somme.) Nogle 
figes i Modfætning f. det hele Antal; Som⸗ 
me i Modfætning til et ftort Antal: Hiint 
vil ſige: ikke Alle; dette, ikke mange.”” 
Sporon. 
Nogengang, adv. engang; undertiden. 
(fielden.) 

Nogenledes, nogenlunde, adv. 1. iffe 

aldeles fuldkomment, halv om halv, i no⸗ 
en Maade. Det fan nogenledes gaae an. 
Det er nogenlunde godt Arbeide. Jeg er 
n. fornsiet m. ham. “De maatte lade fig 
noie m. at beholde faa mange Friheder, fon 
de nogenledes kunde haandhæve,” Guld⸗ 
berg, 2. p. en eller anden Maade, hvor⸗ 
ledes det end ſtkeer. 
er i Stand dertil. 
des hielpe mig felv. 

YWogenfinde, adv. nogen Gang, nogen 
Tid (faavel om den fyrbigangne, ſom til⸗ 
kommende Tid.) Har du n. oplevet et 
ſgadant Veir? Jeg har aldrig n. hørt em 
faa uforſtammet Fordring. 83 jeg m. 
faaer Evne dertil. (modfat ingenfinde,) " 

Nogenſomhelſt, nogetfombelfll, pron. 
adj. enhver uden Forfticl, enhver uden Und⸗ 
tagelſe. Derſom det p. nogenſomhelſt 
—8 fan ſtee. 

Jogenſtede , adv., paa noget Sted, ets 
ſteds. ogenſteds maa han dog være. 
N. fra a: fra et eler andet Sted. Agter 
du dig nogenftcds hen? — Met, ingenfteds ! 

Nogentid, adv. d. f. ſ. nogenſinde, og 
forſtielligt fra: nogen Tid, 8 nogen Tid 
har han ikke været fuldkommen friſt; men 
aldrig nogentid var han fengeliggende. 

Nok, adv. [3 nog. N. S. noog.] 1. 
a. (genug.) ſom egentligt adv. t. at be⸗ 
tegne den Omftændighed v. en Gag ell, 
Handling, af den er tilftræftelig t. en For⸗ 
modenhed ell. Henſigt. Jeg har ſpiiſt nok, 


Derſom du nogenledes 
Kan jeg blot nogenle⸗ 


HE 


Nof — Nonnedragt. 


ſobet nok. Jeg har nok at gisre m. mig 
ſelb. Det er ikke nok dermed. Der er 
noP, meer en). nok, t. os alle. Han har 
nof af leve af. Den Gierrige fager aldrig 
not. Lengſel efter meer, fom aldrig ſagde 
nof!” 9. Bull. Mok er bet, ſom opfyl⸗ 
der vort Øntte; tiljtræffeligt det, fom op⸗ 
frider vor Trang. Derfor faacr den Giev⸗ 


rige aldrig nok; den Ødjle aldrig tilſtrek⸗ 


keligt.“ Sporon. Man fan aldrig være n. 
fot igtig (eller: forfigtig nok.) At være fig 
felv nof, Lad del nu være nok (hold nu 
ov.) Det er ftort, langt, bredt nok. Der: 
ril cer huh gammel nok. Jeg har tidt mok 
(3: meget tidt, temmelig ofte) lagt ham 
tet, Det er Het nok, at han ſtal mindes 
em fin Pligt, bb.) fom et Slags uforan⸗ 
derligt adj. der fættes efter Subſtantivet, 
og udtrykker en Tilſtrekkelihhed i Mængde, 
Cune ze. Jeg har Tid nok. Der gives 
Kolt noF, ſom troe Bagtalelfer. Han har 
Penge nok. Dertil er jeg ikke Kiender nok. 
Bi have feet Grempler nok p, det modſatte. 
— Undertiden ogſaa ſom Subſt. m. præp. 
af. Den, dev har Nok af Penge, vil have 
endnu flere. — “Fandt Rigdom i det Nok, 
Naturen Alle gav.” Bull, 2, bel, gierne 
(quidem, wohl.) Jeg gad nok vide, 
Du forftager mig nof, Han maa nok kom⸗ 
me der engang imellem, Du maa nok lee 
over en faa naragtig Opførfel! — Ja nok! 
Jo mo! en bejaente Tilladelſe. — nok faa 
ftor 2: vel faa ſtor, maajfee noget ſtorre. 
3. muligen (vel); formodentlig, uden 
Tvivl. Det fan nof hænde fig. Du fin: 
der u. Huſet. Han fommer v. tilbage. 
»Man figer: det ſteer nok — det ſteer vel, 
Det forfle (om ct rimeligt Tilfolde) betyder 
art man haaber del ; det andet (om et muligt 
Tilfalde) at man flytter, det,” Sporon. 
4. (det T, no cd) endnu, Der har du nok 
gen. Bi vil prøve det nok engang. 

Nok ell. Wolfe, en. pl. Nokker. FI, 
Haocki.] 1. Kroge p. en Teens Vinger, 
p. hvilke Zraaden efterhaanden flyttes, 
(Moth.) 2. Tap p. en Bielke⸗Ende, hvor⸗ 
med den feſtes i andre Bielker ell. Stolper. 
Deraf: Nokkehul, ct, hvori Tappen ell. 
Nokken flutter. (Moth.) 3., de yderſte 
Ender af en Skibsraa. (Heraf: Nokbænd⸗ 
ſel, Vokbolt, Nokgaarding, 0. fl. Skibe⸗ 
Udtry. 

VWotTe,v,a. 1. forbinde, fælde (Toms 
mer) ſammen v. Nokker. At nolfe en 
Bielke. (Moth.) ” 


Vioffom, adv. tilftræfteligen , tilfulde, 


Det er nokſom bekiendt. 

Nonne, en. pl. r. [J. Nunna. &. 
Nonne.] et Fruentimmer af den catholſte 
Tro, fom har giort Kloſterlsfte, er gaaet i 
Kloſter; en Kloſterjomfru. = onnes 
dragt, en, En Nonnes foreſtrevne Dragt, 
Ordensdraat Ronnekladce. Nopneklo⸗ 


89 
fler, ct. K. ſtiftet f. Nonner (modſ. Mun⸗ 


Vordlandsfarer, en. d. ſ. f. 
1. d. f. f. Nordbo. 2. 


Nonnekloſter — Nordoſt. 


kekloſter.) onnolevnot, Vonneliv, ct. 
det Levnet, ſom Nonner føre i Klofteret. 
Wonneffiær, ct, Et Siags fiint Lintøi el. 
Kammerdug. (V. &. O.).  VWonneflør, et» 
Sløret, ig ører t. en Nonnes Ordens⸗ 
bragt. | YFonneftgnd, en, En Nonnes geiſt⸗ 
lige Stand. 


Woppe, en. pl.-r, ſM. S. Nobbel 


1. ophoiet Lu ell. Luv p, Klæde ell. Sil⸗ 
ketoi. (V. S. O. dug ffær, naar denne bes 
ftaaer ligeſom af ſerſtilte Smaͤaknopper ell. 
Knuder.) 2. Trevler p. Lintei. 

Voppe cl. noppre,.v. a. 1. IN. &. 
nobben.] fætte Nopper paa, frembringe 
Nopper. noppret Klæde, — Koppring, 
en. Klodets Noppring. 

Voͤr ell. Noer, et. (pl. br. neppe.) et li⸗ 
det, ſpedt Barn. 
or, ct, IJ. Nor, et ſmalt Gund.] br. 
om ef nogenlunde ftort Vand, ſom v. ét 
ſmalt Indlsb har Forbindelſe m. Havet. 
alſters Nor, Maens Vor, (faavidt'vides, 
fun om diſſe.) 


Word: m. beft. Artikel; Norden. IJI. 


Nordr.] det Strøg p, Jorden og den Hini⸗ 
mefegn, der er modfat Syd, og er midt 


imellem Oſt og Veſt, ell. ſom vi p. den nord⸗ 


lige Halvklode have lige bag os, i det vi 


vende og mod Solen i Middagéllnien. . 
Sud... 


Bygningen ligger lige i Nord 0 
Stuen vender mod ord, ell. mod Norden. 
Bi fejlede lige i i Tord. Lord efter, Word 
pag 3; mod Nord. — absol. Norden a: 
Landene mod Nord, de nordijte Riger. 
(færd. Øfandinavien.)  Wordcus Diftorie, 
Indbyggere ,. Sprog. Det gamle 

(ell. Norden.) == Nordbaad, en. pl.-e. kal⸗ 
des et Slags brede, aahne Baade ell. Fars 
tsier, hvormed felleg imellem Sverrige , 
Danmark og Norge, ell. ved Kyſterne. 
Nordbo, en. pl,-er, Indbygger i et af de 
nordiſte Kiger og Lande; Nordlæanding. 


Wordbygger , en, d. ſ. ſ. Nordbo (P. 


Claufjen.)  Tordfarer, on. 1. et Stib, 
fom farver f. at handle p. de nordlige Lande. 
Z. et faadant Skibs Fører, el. en af dets 
Mandſtab. Nordhav, et. (m. beſt. Art.) 
det nordlige Verdenshav, Sishavet, “O 
Nordhav vor Moder, vort Danmarks Vens 
inde!” Evald, Nordkant, en. den Ver⸗ 
densdeel, fom vender mod Mord; cell, den 
nordlige Eide af en Ting, Nordſide. Word: 
kaper, en. et Slags Hvalfiſt. Nordland, 


"et. Et mod Nord beliggende Land, et nord⸗ 


tigt Land. Nordlandenes Indbyggere. 
Nordfarer. 
Nordlanding, en. 
en Perſon Provindfen Nordlandene i 
Norge. ordle 

(Y. Clauſſen. Moth.) Naordlys, ct. pl. 
d. f. Et ide nordlige Lande bekiendt lyſende 
duftſyn. —— den Verdensegn 


ord 


ding, en. d. f. f. Rovdpol. 


X 


En Kuling fra K. 


- Wordftorm , en. 


(modſ. Syderdeel.) 


lige Vinde. (nordi 


Nordoſt Norſt. 900 


ell. den Vindſtreg iCompaſſet, ſom er midt 
imellem Norden og Oſten. Vinden er 77. 
Deraf Nordoſtvind 
(ſom ogfaa blot kaldes Nordoſt. Der blæ-s 
ſte en ſtiv N.) Nordpol, en. Jordarens 
nordlige Endepunkt og den dertil ſvarende 
Himmelpol, ſom er modſat Sydpolen. 
Nordfide, en. den S. fom vender mod 
Nord, Nordkant. Nordſfkin, et. f. Nord⸗ 
lys. Nordſtierne, en, En Stierne af an⸗ 
den Storrelſe i den lille Biorns Hale, ſom 
er. nærmeft Nordpolen paa Himmelen. 
ſtormende Nordenvind. 
WM. C. Brun.) nt 


ligger i, vender imod efl. kommer fra Nord: 
veft. - rdveſtvind, fom blæfer fra Nords 
vejt.) Wordvind, en. d. f. f. Norden⸗ 
vind, (Gvald.) Nordeſtlig, adj. ſom 
ligger i, vender imod ell. kommer fra 
Nordo 


vrefield. 
fieldſte Norge. 
Bind, der blæfer lige fra Nord. 


Worder, adj. br. undertiden (beſtemt) 
for: mene Den nordre Kant, Side. 


J Sammenſetn. Norderbrede, en. nordlig 


orderdeel, en. nordlig Deel 
Landets Norderdeel. 
Norderkant, ſ. Nordkent. Vorderland, 
et. d. f. ſ. Nordland. (P. Clauſſen,) 
Nordiſfk, adj. ſom hører til, har hiemme 
i Morten, er egen for Norden. De nordi⸗ 
fre Nationer, Hoffer, Magter. Et n. Folk. 
En n. Helt, - Den nordiffe Mythologie, 
Literatur.  Wordiffe Digte. 
Vaordlig, adj. fom ligger i Nord el. 
henimod Nord, vender imod ell. kommer fra 
Mord. Dette Lands nordlige Beliggenhed. 
De nordlige og ſydlige Provindſer. Nord⸗ 
br. allene, hvor der 
tages Henſyn ft. Egenſtab; nordlig, hvor 
Talen er om Beliggenhed, m. Henſynſt. 
Sordftrøg og Verdenskant). 
Normand, en. pl. - mænd. den, fom er 
F fom har hiemme i Norge, er norſt af 
Fodſel. 
Norne, en. pl.-r. [3. Norn. pl. Nornir.] 
Skiebnens Gudinber, de tre ſtiebneſtyrende 
Gudinder efter den nordiſte Mythologie 
(hvoraf Ordet er gaaet over i Digterſproget, 
og undertiden br. for: Skiebnen.) 
Norſt, adj. ſom herer til, tommer fra, 


Brede. 


£ ( ' s 
A 


" ftille og tungfindig. 


Norden⸗ 
ſtorm, en. Sform fra Norden. (Bording.) 


Nor — Nu. 


har hiemme i Norge. Det norſte Folk. 
Den norffe Statsforfatning. Norſte Sti: 
be. Haner norfø af Fedſel. 

Noͤt, en. (med langt 0.) den udftaaende 
Kant, paa Bræder, fon pløieg ſammen, 
Ånbdrettet t. at paſſe den tilfvarende Rende 
ell. Fuge. (Moth.) Deraf: Wothevl,.en. 
d. f. f. Plovhovl, eller et Slags mindre 
Plovhevl, fon Snedkere bruge. 

Note, en. pl.-r. (Lat. -Nota.) ſ. An⸗ 
mærtning. 7 

November, Aarets ellevte Maaned; 
Slagtemqaned. 

u, adv. IN. S. nu. E. now.] for⸗ 
bindende Partikel, og Udraabsord. 1. adv. 
der udtrykker den nærværende Tid, bet nœr⸗ 
værende ØiebliÉ ell, Tidspunkt. (modſat 

er, forhen.) Den Zid, vi nu leve t. 
Den mu regierende Konge. Jeg har uw 
forſt erfaret det, Hvad ſtal der nu ſtee? 
Fer var hun meget munter; mu er hun 
Fra nu af 9: fra den 
nærværende Tid. — Nu nylig ad: ganſte 
nylig, for lidt fiden. Han var her na nus 
lig. — Hu fort, ikke for nu, førft i dette 
Dieblié. u forſt fom han. — nu og da, 
Undertiden, en og anden Sang. — nu om⸗ 
fider, endeligen , omſider. — ret nu, m. 
det allerførfte, om et Dieblik. — nu ſtrax, 
uopholdeligen ,- p. Dieblikket. — nu til 
Dags, I vore Dage (ogſaa: nutildags.) 
2. ſom en forbindende Partikel, el. til at 
udtrykke en Overgang i Talen, ligeſom og⸗ 
faa i mange Atfolde, hvor det, m. ct 
Slags Henfyn ft. noget foregaaende ell. ef⸗ 
terfalgende, giver Udtrnffet en Boining cd. 
Runding. f. Ex. Jeg veed ikke hvad man 
nu ſtal troe, efter faa modfigende Rygter. 
Hvad fan jeg nu vel haabe, da denne Udfigt 
er forfounden ? Da han nu var kommen 
hiem t. fit Rige. Troer du mu, at lide 
Tab derved, faa lad Kisbet være ophævet. 
Jeg feer nu engang ingen Grund hertil. 
3. ſom disjunctiy Partikel: ſnart, ſnart. 
Wu forlanger hun ect, nu et andet. “At 
laane hos mig p. Credit, nu ØL, nu Brød, 
mi Penge.” Falfter. 4. J andre Silfælde, 
ſaaſom: <a.) t. at indlede en forklarende 
Sætning (nemlig, scilicet.) Wu var det 
dengang Skik, abec. Wu er det en ganſke 
urigtig Sorudfætning Nu ev det viſt nok. 
b.) Hvor et muligt ilfælde betegnes. Og 
naar det nu ikke ſteer? Skulde det nu træffe 
fig faa. Naar man nu ogfaa vilde forud⸗ 
fætte. 
undertiden m. en vred, el. bebreidende To— 
ne. Det er nu engang ſaaledes. Jeg vil 
nu ikke have det. Hvad er nu det, du der 
gier? Der har du mu fordærvet mig hele 
Arbeidet! 5, Som et Üdraabsord, der til⸗ 
lige undertiden danner et Slags Overgang 
i Talen, ell. ledſager en Tiltale, en Op⸗ 
muntring, fn. v. f. E. Vu, hvad ſvarede 


c.) hvor Talen gives Eftertryf, 


t 


Nu— Rh. 91 


fan? Nu, hvad feiler ham? Yu, det 
maa jeg tilftaae! Wu, etegodt Ord igien ! 
Hu, giv mig de Haanden derpaa! Wir, 
faa fom da! Nu, raſt til Arbeidet! (J de 
fidſte og flere andre Zilfælde, fom her ei 
fultftændigen kunne angives , [yder denne 
Partikel, ſom Udraabsord, i d. Tale ſom 
nae! ſtiendt denne Skrivemaade fædvanlis 

gen ikke følges.) 
Wu, et. ud. pl. 
”» 


1. det nærværende Øiez 
blik. (f. Nuti 


Yuets Lyſt. Nuets 
Skrig. (Baggeſen.) ”Strar fløj min Ciæl 
i dette Wu,” Tullin. ”Frwd — fylder mit 
favnføfe Wu.” S. Staffeldt. 2. et Hie⸗ 
blik, en ſnart forbiilende Tid. Jet Wu 
var han forfvunden.  ”Myd det Wu, hvori 
bin Sicet fif Vinger.“ Baggeſen. 
Wudel, en. pl. Nudler. IT. Nudeln.] 


en Dei af fiint Meel, ſom v. in egen Tilbe⸗ 


redelſe gives Form af ſmaa Orme. Deraf: 
Nudeldei, en. — Nudelmeel, et. fünt Meeh, 
ſem br. til Nudler. — Nudelmelk, en. En 
Sebemad af Melk, hvori Nudler foges. 0. fl. 
Wul, et. pl. Nuller. et Taltegn (0) fom 
f. fig felv ingen Betydning har, men opfyl⸗ 
ber en Plads i Talrekken, åg efter Decimal: 
ſeſtemet forhøter det foregagende Tal ell. 
den foregaaende Zalræffe 10 Gange. — fig. 
ten ell. det, ſom agtes ell. anſees f. intet, 
f. hoiſt ubetydeligt. Han er et Wul i Hus 
fet, i Collegiet. . 
Nummer, ct. pl.—c. Et Tal, Taltegn; 
(2at. numerus.) ifær fot faa vidt Tallet 
br. til at betegne Ordenen af flere enkelte 


Dele; cl. det m. et Tal betegnede Stykke. 


At raabe op efter Nummere. Et W. afen 
Ynis. Der ev 10 Nummere I Alt. Et 
keit, lavt W." Et W. (Lod) i Lotteriet. 


At have et høit Nummer hos cen ad: være i 


megen Yndeft. . 
uomſtunder, adv. i den nærværende 
Tid, i vores Dage, nutildags. 

tutid , en. Tiden imellem Fortid og 
Fremtid, den nærværende Tid. Nutids 
Stikke. Nutidens Oplysning. — Nutids⸗ 
eaend , en. den nærværende Tids Aand, 
Tænfemaade. (Baggsfen.) - 

Ye, adj. nyt. pl. nye. IJ. nyr,] det 
modſatte af gammel ; og betegner overho⸗ 
vedet den Egenſtab v. en Gienſtand, at fun 
tort Tid ev ſorloben, fiden den begyndte at 
være fif. 1. egentl. om livløfe Ting og 
cm Egenffaber. (Om Menneſter, Dyr og 
Planter, Hvilfe men vil betegne ſom ikke 
gamle, år. fædvanl. ung.) t nyt Huus. 
En 7 Bog. Kiolen er ſaa god ſoni ny. 
Nyt Kern (af Aareté Grøde.) Nye Farer, 
Hindringer. En ny Tilboielighed, Liden⸗ 
ſtab. en nyere Hiſtorie. vere 0: file 
digere Efterretninger. De nyere Sprog 
(modf. de gamle.) De nyeftg Moder. 
Man figer baade: ny Btin, og ung Viin; 


deg oftere det fidfte. - vt Brød; men of; 


"banet, jævnet. 


Ny — Nyfigenhed. 
tere friſt Brød ; derimod nyt Øl.) , Af ny, 


af nyt (ell. af Ny, af Nyt) d: fra den forſte 


Begyndelſe.“ At gieré noget af ny (modſ. 
omgiore, omarbeide.). Daa, ny d: atter,” 
forfra. 2. m. Henſyn t. viffe Omſtendig⸗ 


heder ell. Egenſtaber v. Tingen. f. E. Den. 


nye Verden, Amerika (0: den ſidſt opdagede 
Vetdensdcel,) Min nye Bopæl (hvori jeg 
nylig er indflyttet.) Den nye Konge: i 
Modfætn. t. den, forrige. 3. m. Henſyn 
fr vor Kundſtab eft. Erfaring: ſom man 
ikke forhen har kiendt, vidft; fom man nys 
lig har lært, erfaret. Dette var mig noget 
ganſke nyt. At giøre en ny Erfaring. En 
ny Zanfe, Lære. Et nyt Metal. Wye 
Planter, Dyr a: nylig opdagede. 4. fig. 
m. Henſynet. de Koenſtaber, ber fædvanl. 


findes v. nye Gienſtande. f. E. at faae nyt . 


Mod, nye Kræfter. Denne Bog er mig 
ny hvergang jeg læfer den (o: vætfer altid 
lige Deeltagelſe.) At begynde et nyt. (be⸗ 
bre) Liv. 
cl. gives en forandret, fornyet Stitfelfe. 


"Krigen tog en ny Wending. Han tom nu 
m. et nyt Forſlag. Det et blevet ſom nyt. 
fan hår giort det fom n 5. n. Wyt 


t. 
br. ſom Subſt. f. E. om bet ufædvanlige, 
ſieldne. Det er intet Nyt hos håm. Der 
er altid noget Vlyt p. Feerde. — For: ny 
Tidende, Nyhed. Der er intet Not i Avis 
ſerne. Xf fortælle Nyt. (f. — Nyt 
af Aaret ad: Aarstidens forſte Frembringelſer. 
⸗ 'J Sammenfætninger forbindes ny ifær 
m. adſtillige Participier (hvor det da faner 
Bemærfelfen nylig) og m. enkelte Subſtan⸗ 
tiver. Saaledes: nybaaren, adj. x. d. f. ſ. 
nyfodt. nybagt, adj. v. ſom nylig er 
bagt, ganſte frit, mn. Brod. nybagte 
Kager. fig. og i 
ven det, han er. — nybanet, nylig anlagt, 
En n. Bei. — nybrudt: 
en 1. Ager, ſom førfte Sang pisies efterat: 
have ligget t. Hvile, (”Dit Vink titufind 


Steen af nybrudt Ager fører.” Storm.) 


Nybrudt Jord, ſom førft optages af 
Hede ell. Fælled. (Dluffen.) ny brygget” 
fom nylig cv brygget. n. Ol.Ny⸗ 
bygd, en. 
et fremmedt Land nedfætte fig; ell. d 
Indbyggere felv; en Colonie. (Moth.) 
Nybygger, en. pl. e. den, ſom ev udvan⸗ 
dret og bar bofat fg p. et. fremmedt, ell. og 
tilforn ikke beboet RER ig 
et, nybygt, nylig bygget, ny af Byg⸗ 
— Et n. Huus, Skib. nybar, ad). 
fom nylig har fælvet (om Koen; ſieldnere 
om Faaret.) Isl. nyber. »Her fraader 


Malkeſpand, af den nybære Ko.” Kingo. 
nyfalden, ſom nylig er falden (om Snee.) - 


nyfigen , adj. pl. nyfigne. (I. feginn 
glad.) ſom gierne KG Rut, beåferlig 
efter Nyt. Uyfigenhed, en. ud. pk Be⸗ 
gierlighed efter yt, utidig Nysgierrighed. 


kiemt: ſom nylig er ble⸗ 


Sted, hvor Indbyggere fre 
& 


fed; en Coloniſt. ny⸗ 


Saaledes ofte om det, fom faner 


* 


ha] 


” w. fom nyli 


. Moth.) 


Jagt, om Sis: nylig ſammenfroſſen. 


ſom har faaet nyt Liv. 


"Den nyffabte Klode.“ Bagg. 


x 


Rryfroſſen — Nyde. 


nyfroſſen, adj. v. ſom nylig ev bunden af 
Froften. n. Jord. — nyfunden, adj. v. ny: 
lig funden,  nyfedt, adj. v. nyligen født, 
ganſte heb. nn. Kalv. — nygift, adj. 
ev indtraadt i Wgteftanden. 
ar. Enn, Kone. — nygiort, 
nyligen giovt. Eten. Xg. — nygiodſtet, 
adj. v, ſom nvlig har faaet Gisdning. v. 
Jord. nygroet, adj. v. fom hplig er voret 
ap. n. Græs. — Nygrode, en. d. f. f. For⸗ 


Det nygifte 


egrode. nyhvervet, fom nylig har ladet 


g hverve, nyhvervede Tropper, — Vy⸗ 
jard, en. d, f. f. Nyland. (Ambergs O. B.) 

ykiernet, adj. v, om Smor: ganſte frit, 
nyligen kiernet. nyklædt, adj. v. opklœodt 
af Ny, heel iført nye Klader. nykom⸗ 
mén, pl. nykomne: nylig ankommen cl. 
tilkommen. De nykomne Siæfter. — ig 

y 
land, et. Jord, ſom efter at have ligget 
udyrket, dpbrudes t. Dyrkning; nyplsiet 
Hvilejord,  Wylændiug , en. Npbygger. 
nyloben, adj. v. En n, Ko, ſom 
nylig er bleven drægtig. (jvf, overloͤben.) 
Wymgane, en. Maanen, naar den er i Ny; 


ell. d. f. ſ. Subſt. Ny. Bi faae fnart V. — 


nymodens, adv. og (id. Tale.) adj. efter den 
nyefte Mode cl. Klæedeſtit. Enn. Herre, 
At gaae mn. klodt. (nymodig —— 
hos Sneedorf og Evald; men høres ifÉe.) 
nymyntet, adj. v. fom nyligen er myntet. 
nymyntede Ducater, nyomvendt, adj. v. 
fom nylig ev omvendt t. cy anden Religion. 
Konſter, fom de Kyomvendte fage for 
Mirakler.” Schytte. nyoplivet, adj. v. 
En n. Aand. (V. 

. O.)  nypletet, adj. v. ſom nyligen, 
el. ſom forſte Gang er ploiet. mn. Jord. 
nypræget, adj. v, nymyntet. nyſtabt, 
adp, nylig ſtabt. ( Evald.) “Skaberen ffued 
nyſlagtet, 
adj. v. ſom nylig er ſlagtet. u. Kied. 
nytappet, nylig aftappet. nm. ØL. — ny⸗ 
troende, ad]. v. form, nyfig ev omvendt ft. 
den chriſtne Ivo. (D. 
cl. nytorſten, adj. v. ſom nylig er affær- 
feet. n, Gæt. — Nyvang, en. Bolig ops 

yrket Vang; Nyland. (Amberg 
nyvoxende, ad). v. ſom vorer op p. ny. 
nu. Planter. (Treſchow.) [Jvf. nyt, nes 
denfor, og te derhos anførte Sammenſet⸗ 
ninger. ] 

Wy,ct. ud. pl. Maanen , under dens 
Conjunktion, el. i det Tidspunkt, da den 


. begynder af lyſe p. nu (af tændeg, at til: 


tage.) Det modfatteaf No. Nyet tændes 
i Aften. Nytaarsny, det ferſte Wy i Aa⸗ 
ret. Engang i Wy og engang i Wæ 3 
meget fielden, 

Nyde, v. a. nod, nydt. [I. nidta.] 1. 
i Almindelighed: tage Deel i, tilegne fig 
Virkningen, Folgen af et Sode; hofte 
Frugt af, nytte, tage Brug af. At n, 


— 


92 


$.0.) nytærftet bh 


DD, B.): 


El Nyde — Nyk. 


. 
Livets Gleede; nyde Svilens Behagelighed. 
Mm: Frugten af noget. Den fom vil n. maa 
funne undvære, »Vi el forftaae at nyde; 
Konften at. undvære er os forhadt.” J. 
Smidth. Han nyder Indkomſterne af dette 
Gode f, fin Levetid, — 2. være cl. blive 
deelagtig 1, opnaae, erholde. Han har 
nydt (modtaget) en omhyggelig Opdragelſe. 
Jeg har nydt meget godt i dette Huus. At 
lade hvermand nyde Net og Skiel. Jeg 
kommer aldrig t, af nyde denne uvÉfe. 3. 
tage Næring t. fig, fane Mad el. Drikke. 
(3. neyta,) Jeg har intet nydt idag. 
Den Syge nyder fun lidt. Han nyder næ: 
ften ingen falte Fedemidler. = nydelig, adj. 
1.egentl. fom er behagelig at nyde, ſom gierne 
nydes (fun om Mad, og fielden. J. genieß— 
bar.) ”Den nydeligtte Mad.” Sneedorf. 
»Af Offerdyrene beholdt de felv det nydelig: 
ſte.“ Schytte. 2. (I. nicdlid.) behage: 
lig f. Diet v. Peenhed, Nethed, I Forbindelſe 
m. Ziirlighed og Flinhed i Formen. Gun. 
lille Pige, Et nydeligt Værelje. En n. 
Blomſtertegning. Lun dandfer medeligt. 
Deraf:  Wydelighed, en, ud. pl. — Ny⸗ 
delſe, en. pl.—r. 1. Gierningen at nyde. 
Overdreven V. af ſterke Drifte. Sand⸗ 
ſernes flygtige Vydelſer. 2. det, ſom nv⸗ 
des. Ujtyldige, forbundne Wydelfer, — 
nydelfesrig, adj. rig p. Nydelſe, forbunden 
m. en hoi Grad af R. (I. P. Mynfter,) 
Yydelyft, en. Begierlighed, Higen efter 
Nodelſe. 
VYydie, en. (Judd. ſ. Nodde.) 
Yyfigen, ad]. f. under ny. ' 
Vyhed, en. . 1. ud. pl. Beſtaffenheden, 
af væreny. 2. pl.-er, Forandring, ny 
Stif. At indføre Wyheder. En Fiende 
af Wybeder, 3. ny Tidende, Ant. En 
vigtig XX. Dagens Wyheder. — Nyheds⸗ 
elffer, en. pl. —€, 1. en Ben af det Nye, 
af Forandringer. 2. den, ſom gierne hø- 
rer nye Tidender. uvbed ragdig, adj. 
meget begierlig efter Nytͤ. (Veſſel) Ny⸗ 
edskremmer, en. den, ſom idelig brin⸗ 
ger Nyt omkring, en Rugtemager. (Rein.) 
Nyhedolyſt, cn. L. til Nyt, t. Forandrinz 
ger. nuyhedslyſten, adj. nyhedsgraadig. 
V. 8.9.) Vyhedsruus, en. den Begei⸗ 
ring ell. overvettes Beundring, ſom en 
Gienſtand vekker allene v. fin Nyhed. (Oh⸗ 
lenſchl.) — en. d. ſ. ſ. nyhedsly⸗ 
n. MVyhedsſyge, en. ud. pl. overdreven 
Begierlighed efter Nyt, efter: Forandringer. 
(Jacobi. Ohlenſchl.) 
" tyk, et, 1. Et haftigt Drag, Stab ell. 
Slag. 2. ct haftigt Anfald af en Sygdom. 
Moth. [3 begge Bemærfelfer ufædvanligt 
og ubrugeligt Skriftſproget, ligefom det 
ogſaa af Moth. anførte v. at nykke: 1. 


brage haftig t. fig. 2. idelig minde, m. 
Ord, ell. med Stod og Slag, Jf. det 


Isl. hneckia og hnickia,] 


Nykke, en. pl.-r. [N. S. Nuch H. 
Nacke.] 1. urimeligt Indfald, fær Lune, 
rille. (meft it pl.) un har mange Vyk⸗ 
Fer. Geften faaet undertiden Wytfer (bli: 
xx urolig, bidif.) 2. Fril, Skrobelighed. 
Det et hans gamle Vykke.  (Bemærfelfen, 
Gnig, Kneb, Renker, J. Hnickr, er fors 
eſdet. 


Vylig, adv. [af ny.] for fort Zid ſiden, 
avé. dan et nylig ftaaet op. Den nylig 
anlagte Skandſe. (Anvendelſen af dette 
Ord ſom adj. har ingen Hiemmel I Sprog⸗ 
brugen.) , i 

tå e cf. Nymfe, en. pl r. [L. 
nymphe. 1, et Slags Halvgudinder i 
in gr. og romerſte Mythologie. 2. d. ſ. 
f. Puppe. (V. S. 2.) 

Wyn, et. pl. d. ſ. Gierningen dt nynne; 
el. en enkeit Zone, der nynnes, ſynges 
fagt. ” Til omfider Vynnet døde,” Bagg. 

Nonne, v. a. 1. funge fagte ed. ſvagt, 
fange v. fig felv. At un. en Gang. 5 
Slummer i den Sterkes Øre.” Evald. 
Ogſaa intrans. Hun gif og nynnede paa 
en Viſe.) — Nynnen, en. ud. pl. . 

Nyte, en. pl. -r. [I. Nyra] 1. ct af 
te tvende eensdannede Indvolde af Bønne: 
form hos Menneſtet og hos Pattedyr, ſom 
tiene t. Urinens Dannelſe. 2. et enfelt 
Stolke nyredannet Erts, der findes midt 
itlandt andre Materier. — Vyrebetændel⸗ 
ſe, en. B. i Nyrerne. nyredannet, adj. 
v, i Sktikkelſe liig enn. Uyrefedt, ct. 
tet Fedt. ter omgiver Nyrerne. nyrefor⸗ 
mig, adj. nyredannet. (8. 6. O.) Sy: 
regang, en. En af de Cander, der lede 
Hrinen fra Myrerne ft. Blæren. Ureterés. 
nyregroet, adj. v. i den Ørad fed, at Ny⸗ 
terne ere omgroede ell. luftede m. Talg. 
Vyregtuus, ct. Gruus, det ſamler fif in⸗ 
ten i Nyrerne; Nyreſand. nyrelufket, 
adj. v. d. ſ. ſ. npregroet. Vyreſmerte, 
m. Smerte i Nyrerne, af Gruus, Be⸗ 
fændelfe, ell. anden Uårfag. Vyreſteen, 
en. 1. Steen, cell. ſamlet Nyregruus, der 
fætter fig i Nyrerne. 2. rt Slags Ste⸗ 
ne, af nyredannet Skikkelſe, der høre t. 
Zalflægten; Nephrit. Talcosa Nephrites. 
Noreſteg, en. Steg af et Nyreſtykkte. Vy⸗ 
teftræng, en. det Rør ell. den Canal, ſom 
feder Urinen fra Nyrerne t. Blæren. (Moth.) 
Vvreſtykke, ct. det Stntfe Kiod af et ſlug⸗ 
fet Dyr, hvorved Nyrerne fidde, ſom Ny: 
rerne følge med. Nyreſytzdom, en. S. 1 
Wnrerne. Wyretalg ell. yretælle , en. 
ten E. der ſamler fig omkring Nyrerne. 

Wys, adv. d. f. f. nylig, før fort ſiden. 
gan et nys opſtadet. Den nys omtalte 


10. 

Sys, tt. [JI. Nidsn.] et v. Zilfælde 
zaet, ell. underhaanden givet Vink, ſom 
len (ede videre pPpot; en haſtig opfanget 


- 





93 * 


Nys — Nytte. 


ell. oibragt Efterretning., At fane N. om 
noget'; give cen Vys om noget. 

VWyfe, v.n. 1. nos, har nyſet. [IJ. nio— 
sa. A. S. niesan.] udftøde Luften heftigen 
og med en egen Lyd giennem Neſen. — 
Vyſen, én. ud. pl. — Vyſeblomme, en. 
Navn p. en Plante. Arnica montana. 
WWyfemiddel, ct, M. ſom vokker Nyſen. 
Wyfepulver, et. P. ſom v. at lugtes til, 
frembringer Nyſen. Nyferod, en. En 
Plante, bekiendt fra gamle Tider af ſin An⸗ 
vendelſe i Lægefonften. Hellebbrus. Wya 
ſeurt,en. Navn p. en indenlandſt Plante. 
Orchis hiſolia. NE 

Wydkierrig, adj. [af ny, og gierrig.] 
begierlig efter at vide, erfare, iſcer uved⸗ 
kommende ell. ubethdelige Ting: ſom gierve 
vil vide Alt. — nyfigen.) Nysgierrig⸗ 
hed, en. ud. pl den Egenſtab, at være 
mysgierrig. 

VNysle, v.n. 1. hår. [IJ nusla.] vœre 
ſyſſelſat m. Ømaating, have travelt ma 

afige ubetydelige Gierninger og Wrender. 
(Moth) At gaae og n. omtring i Huſet. 
(Evald,) ”Som mellem Follanter nysler,” 
Baggefen. — Yyslen, en. ud. pl. ' 

yt, adj. n. af ny. Wi dette O.) Heraf: 
Vytaar, et. det Aar, Hvori vi indtræde, 
ell. ganſte nuligen ere indtraadte; det til2 
ftundende, det nye A. Om otte Dage have 
vi. Fil 47. 9: m. næfte Aars Begyn⸗ 
delſe. — fig. for: Nytaarsgave. At give, 
at fane Vytaar. — Heraf bl. a. Nyt⸗ 
aarsaften, en. Aftenen før Nytaarsdag, 
el. den førfte Dag i det nye Adv, i Aaret, 
ſom tilſtunder, ell. ſom man ér indtraadt i. 
Notaarsgave, en. Foræring, ſom gives 
Slagtninge, Venner, Tyende d. a. pad 
Nytaarsdag. Vytaarsmorgen, en. Aa⸗ 
rets forſte Morgen. Nytaarsnat, en. 
Natten, hvori det gamle Aar ender, og, det 
nye 'degyntet m, Midnat. Nytaarony, 
et. den førfte Nymaane i det nye Aur. 
VNyvtaarsprædiken, en. P. pan Nytaarsdag. 
Yytadrsvers, ct. V. fom indeholder One 
fler om LyfÉc i det nye Aar f. den, ſom 
Verſet gives til. VNytaarsonfte, et. Gier⸗ 
ningen at onſte cen t. Lykke Nytaarsdag, 
ell. i Anledning af Aarsytiftet. 

Wytte, v. a. Dg n. 1. I[IJ. nyta. 2. 
nuͤtzen.] 1. anvende, bruge t. fin For⸗ 
deel, benytte, beticne fig af. Han veed at 
u. alting, enhver Plet Jord. At n. Lei⸗ 
ligheden. 2. v. n. bringe Gaͤvn ed. Forsz 
deel, tiene, gavne, være brugbar, t. Savn. 
Det nytter dig ikke, at begiere mere. Hvor⸗ 
til nytter al denne Haft? (f. gavne.) — Nyt⸗ 
telfe, en. ſ. Benyttelſe. ' 

Wytte, cn. ud. pl. [IJ. Not, Nyt. T. 
Mugen.] 1. Bryg, Anvendelſe af en 
Ting t. Dypnaaelfeh af et Øiemed. Fil 
hvad V. ev dette? At giøre fig noget f. 
Wytte, 2. Fordeel, ſom en Ting yder.v. 


6 


Deraf det lidet brugelige: Naæune el. Næn⸗ 


Nytte — Nenſom. 


og Fornoielſe deraf. Det er mere t. Pry⸗ 
delſe, end til . At giore V. ti Verden. 
At væte cen til N. Jeg har ingen %. af 
denne Karl. (f. Gavn.) — Heraf : nyttig, 
adj. [A. 6. nytte, nytlic.] fom er t. 
Nytte, bringer Nntte, gadnlig. En n. 
Bog. “En god Bog er nyttig f. Læfes 
ren og fordeelegtig f. Forlæggeren.” Spo⸗ 
ron. En nm. Anvendelſe af Tiden. 
- et mig meget nyttig. (til Nytte.) — Vyt⸗ 
tighed, en.” ud, pl. den Egenſkab, af være 


—— nyttig; Brugbarhed. (VB. &. DO. flelden:) 


æ, et. ud. pl. IJ. Nid.] Maanen, fra 
den Tid, da den begynder -at aftage; Ti⸗ 
den imellem Fuldmaane og Nyet. Maas 
nen ev I Wæ. (ældre Skrivemaade: Wæde.) 
— Wæregn, en. Regn fom falder naar 
Maanen ev i Næ. (Moth.) 

Wæb, et. pl. 

IA. S. Næbbe. 3. Nef, Jæfe.] den Le⸗ 
gemsdeel hos Fuglene, hoori deres Hoved 
ender fig, og ſom fvarer t; Munden hos 
andre Dyr; Fuglenæb. — fig. om en ſpids 
Zing, der ligner ce N. NVab p. en Ham⸗ 
mer, Zang. == Sammenſetn. a.) Næbfiæ⸗ 
dér, en. pl.-fiædre. Fiædre omkring ell. ved 
Roden af en Fugls N.  Væbhinde, en. 
Hinde uden om Næbbet hos viſſe Fugle f. 
E. Ænder. Wæbrod, en. Næbbets inder: - 
fte el. bagefte Deel. . b.) Nabbehue, en. 
En ſpids tilſtaaren Hue, ſom Quindfolk 
tilforn brugte. (Moth.) Nabbehyal, en. 
. Et Slags Hval m. lang og ſpidés Snude. 
Balæna rostrata. (2. S. 2.) Væbbes 
ſko, en. et Slags meget fpidsnæfede Skoe, 
fom fordum brugtes ; næbbede Skoe. = 
næbbet, adj. forfynet m. Næb. 

Naoed, et. [3. Not, Pet, Garn.] Garn; 
foretommer i Ordene: Wædbor, et. lovbe⸗ 
falet Mønfter ell. Maal t. at prøve Matters 
nes Storrelſe I Vod ell. Fiſtergarn v. Liim⸗ 
fiorden; ſom foreſtrives i D. Lov. V. 10. 
45. (ogſaa: Stiebe.) Nadgarn, et. Et 
Slags Bundgarn, der ſammeſteds nævnes. 

Yægl, en. f. Weg. 

… ælde, en. f. Velde. 

Wænne,vy. n. 1. (ogſaa: nænte.) har 
nænnet ell, nænt., [I. nenha.] faae fig felv 
t. noget, have Hierte til, kunne overtale, 


beqvemme fig fil. (Forekoinmer ofteft m. en. 


Megtelfe.) Han nænner ikke at bruge de 
nye Klæder, Bi nanne ikke at vælte Bar⸗ 
net. Kan du nænne at flaae Drengen ? 
»Mangen Kroenkelſe, hvormed han ifte 
nænner at Bedvørne fin Huſtru.“ Rahbek. — 


de, et. den Sindsſtemning, hvori man fan 
nærne, beqvemme fig t. noget. At have 
V. til noget. — Ligeledes det forældede : 
Viænning ell. Wænding, en. Gnier, Puger. 

Wænfom, ædj. 1. ſom holder tilraade, 
ſparſom, ſtaanſom. At være nænfom over 


— 


AJ 


94 
Brugin deraf; Gavn. Man har baade 2. 


Han 


oth.) - 
d. f. ſtrives ogſaa Neb. 


Aar. 


i Slægt, (nær beflægtede.) 


- endnu ci videre i Sagen. 


— 


Nænfom— Ner. 


fit Teis im, over åndreg Penge. ”Den 
nænſomt ſtaante Zop.” S. Staffeldt, 2. 
ſtaanſom, ſtaanende i Adfærd mod andre. 
”Mangt et Navn, ſom Haanden nænfom 
vægver fig at ſtrive.“ Rahbek. — Nenſom⸗ 
hed, en. ud, pl. . 
Nape, en. pl.-r. ſa. S. Næpe.] Norſt 
Benecvnelſe p. et Slags Roer; Turnips. 
Brassica rapa. Deraf: Naæpegrod. 
Naer, adj. og adv. nærmere, nærmeft og 
næft. IJ. nærri. A. S. ner, nyr.] 1. 
adj. (figtden i den pofitive Grad m. ubeftemt, 
og endnu ſieldnere m. beftemt Art.) ſom % 
v. noget betydeligt Rum er adſtilt fra, e 
anden Gienſtand. Egentl. om Fraftand i 
Rummet. (I Poſit. fæddanligen nærlig= 
ende.) Der er en nærmere (fortere) Vet. 
t ſoge Hiclp i den nærmefte By. 
Noden er ftørft, er Hielpen nærmeft. "Gan 
er min nærmefte Nabo. — Figurl. deels 
om Ziden, deels om andre Forhold, hvor” 


Man v. dette Ord ligeſom udelukker fiernere 


ell. mellemliggende Gienſtande. (Gyppigſt 
dog ogfaa i dette Zilfælde i compar. og . 
superl, og hvor Talen er om Tiden, bruges 
i Alm. næft; i posit. derimod: nær fore= 
ftaaende, Den nær foreſtagende Hoitidelig⸗ 
hed.) En nær Slægtning. En meget nær 
(fortrolig) Omgang. En nærmere Forbin⸗ 
delfe. Min nærmefte Ven. Det er den 
nærmefte Grund t. Forandringen. Vaſte 
Med næfte Put. — Han er den 
nærmefte til at føge det (er nærmeft beret⸗ 
tiget dertil, har meſt Adkomſt dertil.) 2. 

om adv. m. ſamme Brug-og Bemærfel- 
fer; men tillige, v. Forbindelfe m. andre 
Partikler, p. adffillige egne Maader. — 


At være nær, nær ved (niodfat = langt 


borte.) Wær Skoven, nær Indgangen 
(el. n. ved,) Kom nærmere! Vi vare 
nær v. Byen, vare Byen p. ct Boſſeſtud 
nær. fig. Jeg vat nær ved aft troe, han 
ikke kom. — At være, at ligge Døden nær. 
San var mig ikke nærmere, en) 100 Skridt. 
Jeg boer nærmeft v. Vandet. De ere nær 
Enhver er fig 
felv nærmeft. Kom mig iffe nær, for nær. 
fig. At komme een f. nær 9: fornærme ham. 
Det er min Xre f. nær (er mig uværdigt.) | 
— Om Ziden: Sommeren er nær. (nær foz 
reftaaende.)- At være nær bejlægtet m. cen. 
At beftemme noget nærmere a: nøiere. pan 
er nærmere ft, af arve. — Vi ere alle lige 
nær (have lige Adkomſt.) At forklare fig 
nærmere, Vi ere endnu lige nær ad: vi ere 
3. adv. nær for: 
næften, ſnart, faagodt fom (J. bei nahe.) 
Det var nær kommen ham dyrt at flaae… 
Jeg var n. falden (var n. ved at falde.) 

noget nær, f. nogen, 1. 4. Egne Udtryk 

faa nær fom 9: m. Undtagelfe af. De 

mødte alle fag nær fom han. (el. paa ham 

nær.) — Jife nær ſaa, langt mindre, i mes 


⸗ 


Naar 


Noer -—Ræreftand, 


get ringere Grad. Dette Tal er iffe nær 
fa godt fom det andet. ”At Stormen ei 
flinget nær ſaa farligt i mit Øre.” Evald. 
— At tage fig noget nær (førge over.) At 
tage fig Verden alt f. nær. — Det gik ham 
meget mær (befymrede ham meget.) Af 
tomme nær 3: ligné (i Godhed, Udfeende.) 
Det kommer engeljt Arbeide meget nær. 
Wær forbindes m. noqle Participier, og 
i Alm. ſtrives følgende fom eet Ord: nær⸗ 
bejlægtet , nærboende (ſom bder' i Nær: 
heden.) nergagende (a. ſom frænter cené 
Rre, fornærmelig, anſtedelig. En n. 
Tale, Beſtyldning. b. nærig, vindeſyg; 
teraf i dagl. I. Næergaaenhed) naer⸗ 
grændfende, ſom grændfer nær til, ſtoder 
til (mærgrændfende Lande.) narliggen⸗ 
de, fom er beliggende i Nærheden (en nm. 
Br, Sov.) narpaarorende, nærbejlæg= 
tet (br. ſedvanl. ſom Subſt.), naær⸗ 
ſeende, noie paafeende, ſom tager alting 
fnapt, mærgaaende (B. S. O.) narſynet, 
d. ſ. f. kortſynet, men br. aldrig, ſoin dette, 
ſtgurie;  mærværende, a.) ſom er til Ste⸗ 
te, overværende, itke borte (modſ. fravæ⸗ 
rende. At være nærværende.) b.) om den 
Tid, fom er; nutidig, ſamtidig. (modſ. 


forbigengen og tilkommende.) "Paa n. 


Tid. Den nærværende Slægt. —= Af nær 
fomme desaden: Wærhed, en. ud. pl. Be⸗ 
ſtaffenheden, at være nær (ſaavel m. Henſyn 
t. Sted, ſom t. Tid.) Hovedſtadens Var⸗ 
bed. fan boer her i Nerheden. Dedens 
Q. — Naerkone, en. Jordemoder (Moth. 
foreldet; men brugel. i Norge.) Nar⸗ 
liggenhed, en. ud. pl. nær Beliggenhed. 
(BR. S. 9. Bog br. Wærhed langt oftere. 
f. Sesliggenhed.) nerveis, adv. paa, til 
cl. fra ct Sted i Nærheden. (Moth.) At 
fomme n. fra. Han er n. borte, (modſ. 


langveis.) Narvarelſe, en. Tilſtanden, 


at være, nærværende, være tilftede. (fun om 
Stedsbegrebet. modſ. Sraværelfe.) Hans 


%. er uforfløden. Det ſtete i min Næer⸗ 
. . tage Næring, Føde til fig. (V. S. O.) 2. 


værelfe. 

ære, v. a. og rec. 1. [I. næra. T. 
nåhrten.] 1. holde det phyſiſke Liv ved⸗ 
lige, føde. Wærende Fodemidler. Dette 
Dor næver fig af Planter. 2. underholde, 
give Ophold. Embedet fan nof n. fin 
Wand. — recipr. nære fig, have fit Ophold, 
fortiene fit Brød, erhverve fit Udkomme. 
At m. fig v. fine Sændere Gierning. ”De 
nære fig af Brag.” Holb. P. Paars. 3. 
fig. vedligeholde, bevare. At mn. Folelſen. 
un. pad og Fiendſtab. Hun nærede endnu 
noget HSaab. — nærerig, adj. fom nærer 
feter rigeligt,» giver god Næring. ” Bi 
drog den nærerige Føde t. 96, fom Baturen 
høvte tilbévedet.” Baftholm. 
hed, en. ud. pl. (S. S. O.) — NHareſtand, 
ea. ben Claſſe af Indbyggere i et Land, 
fom leve af bet, de v. Irbtide erhverve, 


95 


ſnevre Hierte.“ Evald. 
vel Begrebet om (av, men dog ei om uærs 


Stærerigs 


SÅ 
Nereſtand — Næringsfar. 


(Moth. Naringoſtand. J. Kierulf.) 
Ayhese under nærs . 
Varig, adj. Egentlig: ivrig i at føge 

fin Føde (En nærig Hone;) men, br. meft 

for: egennyttig og vindeføg"p. en lav. og 
ſmaalig Maade. ”Dit alt får nærige, dit 

(nærig indbefatter 


lig Stræben efter Vinding. Den Wærige 
vil vel ci bedrage; men forfmaaer intet 
Middel ft. af erhverve, om end nok faa lidt.) 
Cærighed, en. ud. pl. den Egenſtab, at 
være nærig; lav Egennytte. 

æring, en. ud. pl. 
Vedligeholdelfé v. Fodemidler. Denne 
Frugt giver liden N. En alt for rigelig 
V. er ſtadelig f. Legemet. Dyrets, Plan⸗ 
tens V. — Ogſaa for: Føde. Dyret føger 
fin N. (jvf. Føde, Næaringsmiddel.) fig. 
Ut give Phantaſien, Folelſen N. 2. hvad 
der overhovedet hører t. et Menneſtes (ell. 
en Families) Underholdning ; Udkomme. 
Den daglige N. At føge fin N. paa en 
lovlig Maade. At gaae een ind i Wærins 
en. (Deraf: Wæringsforg.) 3. Mids 
erne, hvorved man har fit Udkomme; For⸗ 
decl, Erhverv af eens Driftighed; Søg: 
ning, Affætning, fom den, der lever af 
andel, af HGaandværf c. d. finder, At 
have, at ſidde god 4. Væringen gaaer 
fra ham, er gaaet fra Hufet. Byen hav 
fin mefte N. af Jordbrug. 4. Syſſel, 
hvorved man erhverver fit Udkomme; dog 
iſer om Borgere i Kiebſtederne. At drive 
borgerlig W. At forbinde Jordbrug m. 
Kløbftednæring. Krongring, Moſtence⸗ 
ring. = Varingsbrug„en den Soſſel, 
Virkſomhed, Arbeidsdriftighed, hvorved 


man føger og erhverver ſit Udkomme. (Næs: 


ring, 4) VWæringsbruger, en. den, ſom 
driver en Næring (4), har et vift Netings⸗ 
brug. (Dluffen.) Naringsdeel, en; pl. 
—dele. nærende Dele I et Fodemiddel. 8* 
H. O.) Varingodrift, en. 1. D. til at 


den Syſſel, hvorved cen vinder fit ndkom⸗ 
me; Næringsbrug. (€. Frimann.) ”Den 


ſaokaldte borgerlige Særingsdrift i Stæz. 


derne.” (Oluffen.) — næringsdrivende, auj. 
v. fordriver en Nering. ”En Haandver⸗ 
fer (Gaandværfsmand) eller ander nærings: 
drivende Borger.” Olufſen. 


med cen driver fin Nering. æringsfriz 
hed, en. Frihed t. at vælge Naringsvei, 
og Lettelfe i at drive den valgte Næring, 
fom af Regieringen tilftedes Statsborgerne. 
Wæringshinder, en. Hindring, Indſtrænk⸗ 
ning, Zvang i eens Mæringébrug; Næz 
ringétvang. Dette Paaleeg et t. megen 
C7. for Byens Borgere. — Varingskar, et. 
Kar ell, Rør (ifær. hos ufuldfomne Dyr; 
V. S. O.) ſom bringe Neringsſaften fra 


- AJ 
2 


dj 


1. det phyſiſte Livs 


ærings= 
"flid, en. Flittighed, Vindſtibelighed, hvor⸗ 





! Uj 


"Næringdfar — Narſom. 


Maven t. Legemets Dele. Narmgokilde, 
en. det, hvoraf man brager Mæring (i 
Bemærk. 2 og 3) Erhvervskilde, Ind⸗ 
tœgtskilde. Neringskraft, en. K. til at 
ive Næring, nerende Kraft. narings⸗ 
los, ad). fom mangler N. fom ingen Leiltgs 
hed har t. at erhyerve cl. fortiene. Cn m 
By. neringsloſe Zider. Deraf: Naæ⸗ 
" vingeleshed, en. ud.pl. — Naringomaade, 
en. (uſcedvanl.) Neringsvei, Levevei. 
EGuldberg.) VNaringemiddrl, et. pl. 
midler. ethvert Naturproduct, Kom kan 
tiene (Menneſter el. Dyr) t. Næring ; Fo⸗ 
demiddel. VNaringsnid, en. Misundelſe 


oyer, at det gaaer en anden vel i ſamme 


Mæringével. " Naringerod, pl. — rødder. 
fine Rodder, v. hvilfe Zrægr og andre Gær: 
ter ifær drage deres Næring £. fig. (Olufſen.) 
Særingsfaft, en. mærehde Saft, fom v. 
Forddielſen uddrages af Fodemidlerne, ell. 
" fom Planterne drage åf Jorden. Et Frø, 

ſom dråger de bedfte eer af Jor⸗ 
den.“ Treſchow. — Varingoſtkat, en. Stat, 
fom lægges p. Neringsveie, betales af Ne⸗ 
ringsbrug. VNaringsſorg, en. Sorg f. 
Udkomme, S. over Vanſteligheden i at er⸗ 
"hverve det fornødne t. Livets Ophold. At 


(ide under N. være nedtrykt af Wæringss" 


beg; MNaar W. min Pande morknet har.” 
3Z3. Smidth. — Wæringsfted, ct. 1. Et 
Sted, m. Henſyn t. den ftørre el. mindre 
Mæring, fom der gives f. Beboerne. Et 
godt, pct 7. 2. færd. et Sted ell. Huus, 
hvor een driver en. vis Nering, f. E. Kro, 
Mølle, Vertshuus. — Wæringsftof, et. de 
Dele i et Legeme cl. Naturproduct, ſom 
give Nærings nærende Dele. (Olufſen.) 
Naringstryk, et. og Wæringstvang, en. 
d. f. 1. æringshinder, æringsvei, 


en. pl.-e. Maade, at vinde Udkomme paa, 


Erhoervsmaade; Haandtering, Levevei. At 
vælge figen anden Wæringsvei. "Gan ar: 
beidede p. at aabne nye Naringsveie f. fit 
Folk, og forbedre de gamle.” Kampmann. 
Wæringsvid, Klogſkab, Indfigt t. at kunne 
erhuerve, — Wæringsvædffe, en. Nærings: 
aft. . 

Ctærnse fig, v. rec. 1. [af nær] komme 
nærmere, komme ner til. Fienden nærs 
mede ſig. Det & forbudet at mn. fig Bat: 
fetiet. — fig. fætte fig i et fortroligere, et 
venſtabeligt Forhold t. cen. Han har igien 
begyndt at n. fig Familien. [Sieldnere br. 
v. dep. At nærmes., ”Frngtfom vil jeg 
nærmes dig.” Evald.] — Naæemelſe, en. 
den Gierning ell. Bevægelfe, at nærme fig, 
ryfte nærmere til. 


Natmere, nærmeft, f. nær. 

ærfom, adj. [af v. a. nære] 1. ſom 
giver Nering, frembyder Leilighed t. at 
erhverve; indbringende. En nn. By. Et 
nærfomt Sted, Haandværk, 2, fom for» 


96 


Nærfom — Neſegruus. 


ſtaaer, ſom ſtreber m. Flid af hære fig; 

ſtrebſom. — Wærfomhed, ens ud? pl. 
VWærværelfe, nærværende, f. under nær. 
Wæs, et. (fort æ.) pl. bs f. (9. Nes. 


.A. S. Nese.] en Jordſtrimmel, Jordtunge, 


en ſaadan (jvf. Forbierg, Odde.) Man 
forftaaer vel ofte ved Wæs ten yderſte, 
den meft fremſpringende Deel af en Od⸗ 
de; ligeſom man v. dette Ord nærmeft 
tænfer p. den tilfpidfede Form af en Lands 
tunge. og ·er Brugen heri et beftemt 3; 
og Evald ſtriver ”PDynten” af et Næs.“ — 
Heraf! Naſſekonge, en. et Navn, fon 
man i Danmark fordum gab de Hovdinger 
ell. Smaafyrſter, der herſtede over et Sys⸗ 
ſel, ell. en mindre Deel af Landet. (i 
Modſ. t. en Dverfonge, Stolkonge.) 
Wæfe, en. pl.-r [A. &. og I. S. Næ— 
se. J. Nef, Nos.] 1. den fremſtaagende 
og ophølede Deel af Bennejtet. Anſigt, 
ſom er Redſkabet f. Lugtené Sands En 
krum, kroget, opſtagende, ſpids W. (ſ. 
Brafnæfe.) At ſnyde fin W. At have.en 
od, fin N. o: Lugt: At fætte Neſen 
bit 0" være ftolt, hovmodig. At hænge 
m. Naſen o: være modfalden. At tage en 
v. Wæfen, narre ham” At have fin V. 
allevegne (blande ſig'i uvedkommende Ting.) 
At Vøbe efter Naſen di ikke ſandſe ved det 
man foretager fig. At fidde een p. Vœſen 
o: ville raade over den, - man intet har at 
fige over; m. fl. andre Talemaader. — 2. 
Uegentl. om den tilfvarende Deel af Hove⸗ 
det hos nøgle Dyr: Abens, Heſtens, Hun⸗ 
dens N. 3. den forrefte, noget tilſpidſede 
Deel p. en Sko cl. Støvle. 4. JTalemaa⸗ 
dén: at faae, give een en Naſe 3: en Iret⸗ 
tefættelfe, bør Ordet maaſtkee ſnarere hen⸗ 
føres til det gammeld. Veſe, J. Neisa I: 
Stam, Bejftæmmelfe. = Naſebaand, ct. 
Jern p. et Øeftebidfel, der ſlutter omkring 
Heſtens Neſe. Vaſebeen, et. B. fom 
danne den overſte Deel af Neſen. Neæſe⸗ 
blod, et. de ſpreengte Blodaarers Udtom⸗ 
melſe giennem Neſen; Neſebloden. Væ⸗ 
ſebor, et. Pl d. f. en af de tvende Aabnin⸗ 
ger, hvori Næfehulen deler fig, og hovori⸗ 
giennem man, drager "Manden. (f. Bor, 2.) 
Wæfebrufø, en. den bruſtagtige Mellemvæg, 
fom adſtiller Neſeborene, og danner Næfené 
Spids. Neaſebyld, en B. inden i Neſen. 
næfediærv, adj. d. f. ſ. nasviis. (AI. 6. 
Vedel. foreldet; men optaget af Ohlen⸗ 
ſchl) Naſedeyp, en. Fugtighed, ſom 
drypper af Neſen⸗ Vaſedug, en. Dug 
ell. Tørklæde t. at tørre Neſen; Lommez 
tertlæde, Naſeflod, et. hyppig Udflyden 
af Sliimvoedſter glennem Neſen. Naeſe⸗ 
gang, en. Næfeborenes Forlængelfe bag til 
imod Svælget.  Wæfegierde, et. Skille⸗ 
rummet imellem Næfeborene. næfegruus, 
adv. m, Anſigtet nedad, med Jorden, At 


der ſtrokker ( ud i Havet ; cl. Pynten af 


xↄdeſegruus — Neſten. 


ude, egoe fø n. paa Jorden. (paa Gru 
I ældre Danſk.) NVaſehaar, et. pl. b. ſ. 
Daar i Neſchborene. æfehorn, ct. 1. 
Et fiirføddet fremmedt Patiedyr, m. en 
hornagtig Udvært. over Neſebenet. Rhino- 
ceros: 2. Navn p. et Slags Skarnbaſſe 
ti. Zorbift. Scarabæus nasicornis. 
fehud, en. Guden, ſom bedekker Næfen. 
Wæfehul , et. Mæfebor. Naſehule, en. 
ten indvendige Huulning i Neſen, ſom 


deles i fvende Rum ved Mellembruflen. ' 


Tæfejern , et. en Klemme, (Brems) fom 
ſettes p. Næfen af Hefte f. af tæmme dem. 
(Ambergs Ordb.) Neafſeknep, et. Finger: 
frev p. Neſen. UNaſelyd, en. Lyd, fom 
tildeels frembringes v. at ſtode Luft igien⸗ 
mm Næſegangen. naſelos, adj. ſom ev 
uten Neſe. Wæferem , en. Nem p. et 
Bidſel, ſom gaaer over Neſen p. Heſten. 
Naſering, en. Ring, anbragt i Næfen (f. 
E. boé vilde Folterævd.) Hæferyg, en. 
ten opſtaaende Deel af Reſen, ſom Venet 
denner. ( Treſchov.) Naſeror, ſ. Næſe⸗ 
gentg. Vafſeſaar, ct. S. i ell. udenpaa 
RVæfen. æſeſtyver, en, (I. Naſen⸗ 
ſtuͤber.) et 6 el. Knep y. Næfen. 
(Baggefen.)  Wæjetip, en. den yderſte Tip 
ell. Spids af Neſen.  VWæfeviis, f. næse 
viis, nedenfor. . 
Wæft, adj. og adv., der har ſamme Brug 
tg Bemærfelfe, ſom nærmeft, superl. af 
nær. (men br. tillige i Sœerd. hvor man 
betegner, at en Stenftand i Følge, Orden 
Rang er den nærmefte efter en anden. 
For næfte Nabo. Han boer,i næfte Huus. 
fan fad nm. ved mig, fulgte n. efter mig. 
Dan boer her nm, ved. — Den er Zingen nætt, 
fom har den i Hende. Ordſpr. — Han er 
mig mæfé (den neſte efter mig; ell. den, 
form er mig nærmeft. — Wæft Gud, har jeg 
Fam at faffe f. min Lykke.  næft Guds 
dielp. — J Sammenſetning bruges (enten 
uten Art. ell. med beſt. Art.): næftefvigte d: 
næft foregaaende; næftbefalende, ſom er 
næft efter den averſt befalende; naſtforrige, 
fom er foran den foregagende; neſtkom⸗ 
mende, ſam ev nærmeft f. Haanden, nærs 
meft tilftundende; næftfidfte, -fom er foran 
ten fidſte; næftældtt, fom i Alder følger 
efter den ældfte. I 
e, en, ud. pl. det Klærlighedsnavn, 
hvormed den Chriftne nævner fit Medmen⸗ 
nette, fag tidt han fommer i noget Forhold" 
t. dette. Kicrlighed t. Naſten. ”Du ſtal 
elite din Neſte ſom dig ſelv.“ — næftefiær, 
adj. ſom elſter fin SMæfte, kicerlig imod 
Metmegynejter. (Ambergs Ordb.) 
en, adv. [af næſt.] nær v. det For: 
bold, den Bejfaffenhed , Omftændighed , 
ter omtales; hartad, noget næv; meſten⸗ 
deels. Zidenern. forbi. Han er næften 
tobbelt faa gammel, Man funde næften 
trisfe derom. | 


Danſt Ordbog. IL i s 


VKæ⸗ 


07 Noeſtſodſtendebarn — Navne. 


Naſtſodſtendebarn, et. pl. - børn. ben, | 


hvis Fader cl. Moder er Sedſtendebarn 


t. en andens Fader el, Moder; Born af 
Sodſtendeborn. 
æsviis, adj. [af Neſe. T. naſe⸗ 
weis.] ſom er ubeſteden og uforſtammet 
i at nærme fig andre, i nysgierrig Spor⸗ 
gen, upaffende Tiltale, utidig Deeltagelſe 
o. d. — Wæsviished, en. ud. pl. 
VWæt, ct. ſ. Net. ' 
Væve, en. pl.-r. [J. Hnefr.] en Haand, 
ifær en tillukt ell. knyttet Haand. At fætte 
Naverne i Siden. At ſlaaes m. Wæz. 
verne. »Naar p. hans Der med ivrig 
Nave der bankes.“ Veſſel. (IF den finere 
Talebrag hores Ordet nu" iffe let.) — 
Naevedaſk en. D. med Næven, ell. i 
Haanden. Navedyſt, en. Slagsmaal m. 
Naverne, m. ænderne, uden andre Vaa⸗ 
ben. navefaſt, adj. hanndfaft. (Moth.) 
Navefegter, en. den, ſom har lært efter 
Reglerne at brydes og flaaes m. Neverne. 


(Moth.) En tomerſk, engelſt U. Wærn. 


vefegtning, en. d. ſ. ſ. Nevedyſt; Næove⸗ 
kamp, iſcer naar den ſteer efter Regler. 


Navefuld, en. ſaameget, fom rummes i 


en Neve, en Haandfuld. Vavegang, 
en. Nevekamp, Slagemaal. Det fom t. 
Wævettang. Moth. Wævehug, et. Hug 
el, Slag m. knyttet Neve. (D. Lov. VI, 
9.18.) Navekamp, en. Novedyſt, Næs 
vefegtning. navenyttig, adj. nem, bes 
hændig t. mange Slags Haandgierning. 
(Derat i d, Tale: Nevenyttighed.) 
vepuſt, et. Næveflag. (foreldet) Wævez 
ret, en. ten Ctærteres Net, el. en Til⸗ 
ſtand, hvori den Stærkere tager fig felv t. 
Rette; Voldsret. (efter det 2. Fauſt⸗ 
vredt) Neveſlag, et. d. f. f. Næve⸗ 
hug. (Guldberg.) 
te end en Næve, ganſte Uden. (Moth.) 
næveſtærk, adj. d. f. f. nevefaſt. Naæve⸗ 
fed, et. Stød m. Énnttet Næve. (Moth.) 

ævetryE, ct. et Trytt Haanden; ell. T. 


2 


A —2 


næveftor, ad). ikke ſtor⸗ 


med kuvttet N. At give cen et Næevetryk. 


Naever, en. ud. pl. i Norge: den yderſte 
Bar p. Birfetræct. Betula alba. (I. Næ- 
fur.) - 

, Wævling, ens pl.cer. [af Næve.] Slag 
inden i Haanden; Haanddaſk, Haandtag. 
(Moth.) 

Wævn, en. IJ. Nefnd.] i vor ældre Lov⸗ 
givning: ct Slagg Edfvorne, ell. edfvoren 
Ret, af et vift Antal udnævnte vederhæfs 
tige Mænd, ſom v. deres Ed fulde Hende 
den Sigtede fEyldig ell. frie; ogfaa: Wævs 
ninger, om de Edſvorne ſelv, og Næevn 
om den Retshandling, hvortil diſſe kaldtes. 

Wævne, v. a. 1. i partic. nævnet og 


nævnt, [IJ. nefna.] 1. falde, betegne v. , 


Navn, benævne. Af- n. en Ting v. fit 
vette Navn. Hvorledes nævner man dette 
Redſtab p. Franſt? 2, udfige, omtale, 


(7) 


y 


Nodder; en Haſſelbuſt. 


Navne — Fed. 
vi. 74 


Det nævnes ingenſteds i Loven. Han blev 
ikke nævnet I denne Samtale. Han nævs 
ner aldrig hendes Navn Jeg har aldrig 
nævnt ct Ord derom t. Nogen. 3. uds 
nævue. Aten. Sandemænd. (i Lovſpro⸗ 
get.) — nævneværd, ad). værd at nævne, 
at tale om. (Moth.)/ 

Wævner, en. pl:-e. i Regnekonſten: det 
Xal i Brøf, ſom angiver Delenes Mængde, 
i hvilfe det Hele tænkes ,deelt. (modſat 
Tæller.) - , i 
Navſe, v. a. 1. [af Wæve.] i dagl. Zar 
fe: flaae m. Næven cl. Haanden. 

od, et. (langt 2.) [IJ. Naut. X. 6. 
Neat.] Et Follesnavn for Horngvæget; et 
Fœhoved. (hvorunder, efter Dyrets fora 

lellige Kion, Alder og Eførrelfe, indbe⸗ 
attes Tyr, Ko, Øre, Stud, üngned, 
vie, Kalv.) Deraf def jvdſte Neds 9: 
Nedhuus, Fœhuus, Qvegſtald. — No⸗ 
dekied, et. Oxekiod. Moth. (nu ſieldent.) 

Nod, en. (fort &%) pl. Nodder. [A.S. 
Hnut.] 1. J Alm. og i Naturhiſtorien: 
en m. haard Skal omgiven Frugtkierne. 

. €. Cocosnod. 2: færd: Haſſelens Frugt, 


"den almindel. Zaſſelned. Corylus avel- 


lana; og Dalnedden. Juglans regia. = 
noddebruun, adj. b. fom en moden: Nød, 
Noddebuſk, en. et Bufftræ, ſom bærer 
Yløddefrugt, én: 
Treefrugt, ſom beftaner af en Ned (f. E. 
Haſſelnsddet, Mandler 0. a.) Olufſen. 
Noddehaſe, en. ſ. Safe. Neddekiærne, 
en. den indvendige Frugtfiærne i Nødder. 


NModdeklaſe, en. En Klonge af flere Nod⸗ 


der p. cen Stilt. Neddeknakker, en. et 
Redſtabet. at knakke el. brude Skallen p. 
en Nod. Noddekrog, en, En Stang m. 
Krog p. Enden, t. at trætte Grenene ned p. 


et Nøddetræ.. Wøddeolie, en, O. preſſet 
afReddefiærnct- Nodderakle, en. f. Rak⸗ 
Ce 


Noddkſtal, en. den træagtige Stal, 
odde 


der omgiver Neddekicrnen. cv, 


en. Skov ell. Krat af Nøddebufte ell. Nod⸗ 
detræer. 
Nod, en. (langt o.) ud. pl. FI. Naud. 


A. S. Neod. Nyd.] 1.en Tilſtand, hvori 
man ex indftræntet i Valget af Midlerne t. 
at opnade et Diemed; ell. en tvingende 
Aarſag, Nedvendighed. At giore noget af 
Y. Naar Noden kræver det. At flage 
uden W. Jeg gior det ikke, m. mindre 
Noden tvinger mig. 3 VWedefald, i Neds⸗ 
tilfælde a: naar Nødvendighed fræver det. 
2. den Tilſtand, hvori noget neppe eller net⸗ 
op flanet til. J Talemaaden: til Nod, 
m. NVed, og: m. Wed og neppe. Til 
Nod fan man vel hielpe fig dermed. Han 
har det, han t. Nod fan leve af. Det var 
m. Nod, jeg fif hende overtalt. Med Ned 
og neppe ſlap han detfra. 3. en Tilſtand, 
hvori man cv berøvet de nødvendigfte Mid⸗ 
(ev t. Velferd, hvori man heppe fan friſte 


98 


Nod — Nodpenge. 
Saalcdes: 


Livet. 2.) en hel Grad af 


Trang, Mangel p. Livefé uundværligfte 


Fornodenheder. Paa Reiſen maatte de ofte 
lide W. At hielpe een i Wøden. Naar 
Noden er ſtorſt, er Hlelpen nærmeft. Vod 
kiender (lærer) nøgen. Kone at ſinde. 
Ordſpr. At. være i Wød for noget. b.) 
gere , Arængfel „Livsvaade, ell. et andet 
unde, ſom t høl Grad truer Menneſtets 
Tilvorelſe er. gler det ulykkeligt. At være 
I den yderſte Ned. Der er Wi. paa Færde. 
Z3 Wedens Time. Det har ingen Wed (9: 
der er ingen Fare m. den Sag, Tingen er i 
Behold. Det har ingen Wood, han kom⸗ 
mer fig nok.) . Det har ingen N. med ham; 
ell. han har ingen N. 3: han bierger fig nof, 
ev i gode Omſteendigheder. (Ivf. Barns⸗ 
ned, avsned, sSungersned.) , 4. Be⸗ 
fværlighed, Vanſkelighed, Moie. (ſ. ogſaa 
No. 2.) -fan fan m. Nod leve, At have 
fin YZ. med noget (have Ondt, ved.) Jeg 
har min Nod m. at forftaae den Fremmede. 
Man har fin Wed m. at ſtaffe hønde Alt 
hvad hun forlanger. (f. Sortræd.) — Sams 
menfætninger: A.) Nodanker, et. tet ftørs 
fte Anker til Skibs. fig. det ſidſte, yderſte 
Hielpemiddel. Noedarbeide, et. Arbeide, 
ſom ran af. Zrang paatager ſig; el. Ar⸗ 
beide, hvortil man drives af Nødvendighed. 
VNedbrug, en. voldſom Brug af en andens 
Eiendom f. at frelfe fit Liv, (Schlegels Nas 
turret.) Noddaab, en. Daab, ſom fors 
rettes af andre end Præften, naar et nus 
fodt Barn holdes for, ei at kunne leve. 
(Moth.) VWoddige, ct. Dige, fom efter et 
Indbrud af Havet opkaſtes i Haft og indtil 
videre; VWedgrav, en. faldes den Grav, 
Næven gier fig om Sommeren i Mar— 
ken, t. Skiul naar den forfølges. Ved⸗ 
—* en. H. ſom man fun i Nødstilfælde 
øger til. Nodhielp, en. Hielp, Hielpe⸗ 
middel, fom man fun i Nodstilfæœlde gris 
bør til, el. fom mar behielper fig m. i 
Mangel af noget bedre, Wodhjelper, en. 
1. ben, fom flager en anden b 


kelte Zilfælde gior Tieneſte. (Treſchow.) 


nødlidende, adj. v. ſom lider Noed, er i 


yderlig Trang, hoiſt nødtørftig, At hiel⸗ 
pe, giore vel imod Nedlidende. »Han er 
en Croeſus imod en) faadan nødlidende 
Rig.” Rahbek, — Nedlidenhed, en. ud. pl. 
Tilſtanden, at være. nødlidende. (8. S. S.) 
Nodlogn, en. Ufandhed, ſom man tillader 
fig I Nød, f. at afvenderen Fare. 
middel, ct. pl.-midler, M. fom man fun i 
Nød betlener fig af. edmynt, en. M. 
ſom flaaes i ufædvanlige Mødétilfælde, f. 
E. under Beleiringer. Nodpenge, pl. 
onder fom henlægges t. Brug i RNodstil⸗ 
færde, ſom Nodhielp; Nedftiding, Spare⸗ 
penge. 


ITedz , 


Ogſaa i sing: ”Gtore- Sfatte, 


fom en Nodpenge i Statens vanftelige Ti= 


i i Neden. 
(Moth.) 2. en Bihielper, fom fun i en⸗ 





y 


Nodret Nodvendig. 


ter.” Schytte.) Nodret, en. Befoielſe til, 
for at frelſe ſit eget Liv, af kunne berøve 
Andre Liv ell. Eiendom, uden at ſtraffes 
efter de borgerlige Love. (B. S. O.) — 
nodſatge, v. a· 1. node, tvinge, giore det 
t. Nedvendighed. Han nodſager mig t. 
at lade ham indkalde f. Retten. (ſielden 
ud. i partic. I Zalemaaden: at fee fig 
noøMaget t. noget.) Nodſtat, en. ſam⸗ 
lede Penge, Statsſtat, ſom bevares t. Ny⸗ 
dens Tid. ESchhite.) Wodftilling , eu. 
d. f. f- edpeng. dagl. TZ.) “Og ftræbe 
at have "en Nodffilling i Baghaanden, 
fom man i ulykkelige Tilfælde fan hielpe 
fa cl. andre ved.” Rahbek. Neodſtrig, 
ct. Raab om Stelp i Nød ell. Fare, Jamz 
merſtrig. Pram.) Wodffud , et. Ka⸗ 
nonſtud, ſom et Skib, der er i Havénød, 
affyrer f. at væltfe Opmerkſomhed og falde 
Hielp til. ”En Lods, der vaager en ſtorm⸗ 


fuld Nat, og lurer efter Nedſtud.“ Evald. ” 


nodtrængende, ad]. meget trængende, nøds 
lidende. nødtvungen, adj. — 
ne. 1. tvungen, dreven af Nødvendighed, 
itte m. fin Billie. Jeg giorde det nm. »Ved 
at vælte Brøden fra den Nodtvungne p. 
Forbrydelſens Ophavsmand.“ Rahbet. 2. 
ofuødt, aftvungen. (Bording.) Wed: 
tvuugenhed, en. Zvang, Nødvendighed. 
(X. 8. Wedel.)  VWeødtyveri, et. Tyveer 
ti, fom cen begager i den odieſte Nod, 
ti. for at frelſe Livet. — Iedtørft, en. 
ud. pl» (3. Naudpurft.) 1. Tarv, For: 
nedenhed i Alm. (en forældet Bemark.) 
»eandets VW. og Gavn.” P. Claufjen. 2. 
Livets førfte, nødvendige ornodenheder, 
det ſom t. Livsophold netop er tilſtrække⸗ 
ligt. At have Livets N. Han har hvad 
har behsver til W. har ikke meer end til 
w. »Fordi han ikke havde hvad Overs 
daad falder fin Nodterft.“ Mynſter. 3. 
At forrette fin W. (V. S. 2.) gaae t. 
Stois. — nødtørftig, ad). 1. trængende, 
medlidende. ”Vend ikke dit Pie fra den 
Wodtørftige. D. Bibel. At give den 
ige. Colding. 2. fom netop. fils 
fredsſtiſller Livets forſte Fornsdenheder, tar⸗ 
velig. n. Underholdning. At have det Ned⸗ 
ige, have nodtorftigt, tarveligt Udkom⸗ 
me. orftigbed, en, ud. pl. 1. d. ſ. ſ. 
Nodtorft, 1. (Tullin.) aktedterftighedens 
Ben — flal Guderne bønhøre.” Ohlenſchl. 
2.2tang, Armod. (D- Bier.) —nodvendig, 
ad]. ſ. fornøden. (IJ. 


ber Grunden t. fin Zilværelfe i fig ſelv, hvis 
Modſatte er en Umulighed ell. modſiger fig 
felv: (det ubetinget nødvendige ; absolute 
necessarium. i Modfætn. t. det tilfældi= 
— 2. ſom i Folge de ſtedfindende Om⸗ 

ændigheder ikke fan være anderledes (be⸗ 
tinget nødvendig. hypothetice necessa- 
rim.) phyſiſt nødvendig; moralg rn. En 


. 


9 


var. 


Heer af Nød. (D. H. 2.) 


nothwendig.) 1. f 
i philojophift Betydning: hvad ber indehol⸗ 


Nodvendig — Node. FR 


nt. Følge, Betingelfe. 3. fom ct fan und⸗ 
væreg, ell. ſom man troer ct at kunne und⸗ 
være; hoiſt fornøden, uundværlig. . Din 
Nærværelfe ev mn." adv. Jeg maa nodven⸗ 
digen tale m. ham.) Et nødvendigt Ar⸗ 
Deide. At giere fig m. for een. At mangle 
det Nodvendige o: Livets Nedterft. — 
Vodvendighed, en. 1. ud. pl. den Egen⸗ 
fab, at være nødvendig; en Tilſtand, ſom 
ntet Valg tillader. At giore en Dyd af 
N. 9: finde fig i det, fom man ugierne vil. 
Han fætter mig i den N. at ſoge min Ret. 
Naturlig, phyfiſt N. (grundet i en Natur: 
lov.) mechaniſt W. (fom følger af Bevæs 
elfens Love.) Moralsk IO (fom har til⸗ 
rokkelige moralſte Aarfa er.) 2. pl. 
Nedvendigheder o: Ting, fom ere ell. ag⸗ 
tes for nødvendige. Livets forſte Nodven⸗ 
digheder. (ſ. Fornedenhed.) Nodven⸗ 
dighedslære, en, ten L. ifølge hvilken den 
menneſtel. Villie ikke virker m. fuld Frihed, 
men nødvendigen beſtemmes af en fore⸗ 
aaende, uden for Villien liggende Grund. 
dværgte, en. ud. pl. Anvendelſe af ned⸗ 
vendige Forf oaremitler mod et uberettiget 
Angreb cl. Overfald; nødtvunget Selyfor⸗ 
Drab af N. “Den ene Ret skulde 
underføge VBaadegterning, den anden Nod⸗ 
værge, den tredie forfætligt Mord,” Guld⸗ 
berg. (At nedværge fig. Moth.) Node 
værk, et. Værk, Foretagende, ſom gløres, 
Nodvaern, et. 
ærn, fom opføre, bruges £ Nodétid. = 
B.) Nodsdag, en. Nodens Dag, Barens 
Dag. (Baftholm.) Wodsfald, i Nods⸗ 
fald, adv. i ct Zilfælde, hvor Jøden tvin⸗ 


ger, ipaakommende Nedvendighed; i For: 


legenhed.. Vodsmaal, et. 1. Tvang. 
Moth. 2. hvad der netop er t. Fornoden⸗ 
hed. V. S. O. (i begge Bemark. ufæds 
vanl.) Nedsmon, et. den, ſom nødtvuns 
en maa tage imod der, fom andre et ville 
ave, ell. gisre hvad ingen anden vil. 
”Maar ingen vil have det, ſtal jeg være 
hans Wodsmon.” Moth. (ſieldent. Roſt⸗ 
gaard har Ordet: Wedemon, en Ting, 
man felv ikke ſtiotter; men vil paanøde 
Andre.) Nadstid, en. En Tid, da der er 
Mød, Nodens Tid; Nodstilfelde. ”Raar 
han ev i Nedoetid.“ D. Lov. Modotil⸗ 
ælde, et. Tilfælde, hvor od er for Haan⸗ 
den, hvor Noden tvinger, Et overordents 
ligt VN. I Wødstilfælde, d. f. f. Nods⸗ 
a — 


Nodde, en. pl.-t. [Slællandt. I Iyl⸗ 
land: Nydie. J. Hnydia.] en Traeklods, 
ell. fvær, jernbeſlagen Trehammer, t. at 
drive Kiler ell. Vogge ind I Fræ, ber ſtal 
kloves; en Drivekolle, Mukkert. (At drage 
t. Skovs og glemme Nydien cl. Nedden: 
om den, ſom glemmer det vigtige.) 

de, v. a. nødte, nødt, [JI. neyda. 
Z,nåthigen.] 1. bringe ern f, noget 


(7+) 


dre 


Å Rede — Roglebeen. , 


v. middelbar Zvang, bevæge, formaae een 
t. noget, v. Grunde, v. Frygt, cl. andre 
bevægende Aarſager. (ſaaledes, at den frie 
Villige tenkes mindre uvirkſom, end der, 
hvor virkelig Tvang finder Sted.) Jeg 
var nodt t. at blive hiemme for at vente p. 
. ham. Veiret nødte mig t. at opfætte Rei⸗ 
fen. Du noder mig f. at ſige, hvad jeg 
ugierne vilde, Man maa node hamt. hans 
eget Bedſte. Af mm: cen noget paa. ſ. pagz 
nøde. ,””Man noder nogen t. det, han ikke 
onſter; man tvinger ham t. det, han ikke 
vil.” Sporon. (f. tvinge.) 2. furmaae'el. 
ſsge at formaae v. Overtalelſe, Overheng; 
tvinge p. en høflig Maade. Af n. cent, 
at ſpiſe, drikke. At mn. fine Giæfter. Han 
vilde endelig node og indenfor, ind i Stuen. 
3. for: tvinge, Den Hund, man ſtal node 
t. Skov, tager ikke mange Dyr. Ordſpr. 
Aten. Maden ned. At node (tvinge) cen t. 
noget. At n. fig til noget, giore noget m. 
Tvang, p. en tvungen Maade. At nm. fig 
t. at lee, græde. — Noden, en. ud. pl. (i 
Bemerkelſen 2.) , 

Nodig, adj. og adv. 1. fom ci fan und: 
væres, forneden, nundværlig. At have 
noget modig, behøve, trænge til (if. være 
forbunden, forpligtet til, Det har du ikke 
nødig åt omtale, ”Det, fom han ikke havde 
nedig at ſige.“ Sitcedorf.) “Han mindre 
har, men har og mindre neodigt.“ M. Ham⸗ 
mer. (behøver mindre.) Det gieres ikke no⸗ 
digt (er ikke fornødent.) Det er fan modigt, 
ſom Salt ft. Mad. (Moth.) 2. adv. ne⸗ 
dig, neditggen. IN. S. node, nvåc.] af 

IXTvang, ugierne, mod fin Villie. Jeg gior 
det noditggen. Han vil nødig til det. Om 
du paalægger ham et Embede, fom du troer, 
han nødig modtager.” Jacobi. Den dands 
fer og, der dandfer nødig. Ordſpr. 

Noedſage, nodfaget, nødtvungen, Ned⸗ 
torft, nedtorftig/ nodvendig, Wodvendigs 
hed, f. under Nod. 

Wogel ell. Negle, en, pl. Negler. IJ. 
Lykilſ. Skrivemaaden; en Nogel følges i 
ældre Skrifter og Ordbøger (hos Chr. Per 
derſen og M. Pors: en Nogel; men: ct 

Nogle) hos Moth, i V. S. Q. m.m. Én: 

deel Nyere (f. E. FI. Baden) ſtrive: en 

VNogle: og denne Skrivemaade allene fin⸗ 

der Sted i Sammenfetn.] 1. egentl. et 


Redſkabet. af lukke en Laaé op og i. ſ. 


ovednogel, Rammernogel, Portno⸗ 
"gel. 2. om viſſe Redſtaber, hvormed no⸗ 
get optrælfes , tillukkes, omdreies m. m. 
døglen ft. ct ühr, (uhrnogle)ſt. et Inſtru⸗ 
ment, t. en Skrueſtikke, 0. f. v. 3. fig. 
Yertlen t. en Hemmelighed I: det, ſom leder 
paa Spor t. at opdage den. — Denne Feſt⸗ 
ning er Waglen t. den ſydlige Deel af ans 
det. = Weglebaand, ct. B. hvormed Nog⸗ 
lev ere ſammenbundne. Voglebeen, et. 
Et mod begge Ender krummet Bern, fom fore 


100 


Roglebue— Møiagtig 


binder Overarmen m. Bryftbenet. Weyse 
Iebue, en. den overſte Kreds p. Nøglen. 
(B. S. O. Nogleridde. Moth.) Nogle⸗ 

ælte, ct. B. til at hænge fit Negleknippe i. 


Nogleboſſe, cn. En Nøgfepibe, m. anbragt 


Fañghul, ſom Børn fylde med Krud, og fyre 


af. Veglegiemmer, cn. den, fon har Nog⸗ 
lerne (f. E til Varelſerne i ct Huus) i 
Forvaring. Neglehul, et. 1. Gul p. en 
Dør, hvorigiennem Noglen gaaer ind iLaas 
E .… 2. Huulheden i cm Reglepibe, hvori 

appen i Laaſen ſlutter. VNoglekam,en. 
den udſtaaende Deel p. Enden af en N., ſom 
bevæger Indretningen i Laaſen. Negle⸗ 
knippe, ct. cen Samling af Nøgler i et 
Baand cf. en Ring. Noglekurv, en. K. 
til at lægge og giemme Negler i. Nogle⸗ 
penge, pl. den Foræring, fom efter Ved⸗ 
tægt v. et Huuskiob — Kisberen t. 
Seelgerens Kone. . Neglepibe, en. Viben 
ell. Noret p. en Nøgle, hvor denne ér huul. 
Noglepige, en. den Dige i et Hnus, ſom 


- Møglerne ere betroede; Huushdlderſte. (fors 


œldet.) Noglering, en. R. hvori ef Knip⸗ 
pe Nøgler hænger. Negleror, et. d. f. ſ. 
Noglepibe. ogleffilt, ct. En liden Pla⸗ 
de af Jern⸗ ell. Mesfingblik, der omgiver 
et Noglehul p,. en Dør. Negleſmed, en. 
Laaſeſmed. gletorn, en. Et rundt 
Jern, hvormed Noglepiber giores. (Moth,) 

Nogen, adj. pl. nogne. (3. nakin. A. 
S. nakod.] 1. fom ingen Klader, intet 
Skiul har paa; blot, bar. Egentl. om 
Menneſtet. At gaae nøgen. Hun gif m. 
nøgent (bart) Bryſt. Enen. Staffel (pial⸗ 
tet, uffel, fattig.” Det Vegne i Maleriet, 
i Binevhuggertenften I: de menneſkelige Le⸗ 
gemsdele uden Beflædning. — fig. Den nog⸗ 
ne (vene, ufonftlede) Sandhed. 2. uegentt. 
og figurlig: faldet, blottet f. Haar; ell. be⸗ 
røvet en væfentlig ell. prydende Beklod⸗ 
ning. Et nøgent (Flippet) Zaar. Jorden 
er endnu n. De nøgne (afløvede)- Træcr. 
— Nogenhed, en. ud. pl. Beſtaffenheden 
af være nøgen. 

Nogle, et. pl.-r. [3. Hnykill.] noget, 
fom et ſammenvundet i Sktikkelſe af en Kug⸗ 
e. t Negle Traad, Uldgarn. Et 
Zraddnøgle, — negledannet, adj. v. dan⸗ 
net fom et N. (3. 0.) neglerund, adj. 
v. tund fom et Negle, kuglerund. nogle⸗ 


viis, adv. i Nøgler; Nøgle f. Nøgle. 


Wøgle, v.a. 1. vinde op i ct Nøgle, ell. 
vinde af et 9. At mn. Garn fammen ; at 
nøgle af, negle op. (V. S. O.) 

oiagtig, adj. [af nøie.] 1. ſom i alle 
Dele er overeensftemmende m. Sandhed, m. 
Forſtrift, Regel cl. Maal; rigtig, tro. 
En mn. Underſegelſe, Efterretning, Äſſtrift, 
Opſtrift, Beſtemmelſe. 2. ſom iktke for— 
fommev nogen Omſtæendighed, agtſom, om⸗ 
Inggelig I Alt hvad der hørce t. en Sag. 
(modſ. ſtiodeslos.) n. i Zicneften, i fine 


oxxetninger. Cn n. Regnſkabsforer. — 
Jeiagtighed, en. ud. pl. den Egenſtab, at 
være noiagtig: fif. Agtſomhed.) 

Noie, adj. IN. S. nau. T.genau.] 
fm er netop ſaaledes, ſom det ſtal være, 
verten meer ell. mindre; if. nær; deraf 
ogſaa: neiagtig, omhyggelig, Ordet fos 

tsfonrmer tog ſielden ſom adj., og mindft i 
posit. el. med ubeſt. Art, At fordre noie 
(neiagtigt) Regnſtab. En nøiere Beſtem⸗ 
melſe. Den noieſte Priis (den ringeſte, 
noget fan fælges for.) ”En sm og noie 
Forening.” Mynfter. De cre meget nøie 
Venner (fortrolige.) At ſtaae i det noieſte 
Forhold til een. 

Noie, adv. 1. nær, ganffe nær; t. 

Punkt og Prikke. 
meget noie, ikke m. not, 
San har meget noie udregnet det. Man 
maa ifte regne det faa m. micd ham. De 
fate noie, 2. det neieſte forenede. 2. i 
alle Dele, Omſtendigheder; nsiagtigen. 
Jeg kiender ham meget n. Han kiendte 
Sagen p. det noieſte. 3. omhyggeligen, 
m. Dpmærtjomhed. At fee noie til, paſſe 
n. paa, detenke fig møie, — Heraf i Sam⸗ 
menſetn. noieherende, adj. v. ſom horer 
neie efter; lydhor. (Both) noieregnen⸗ 
de,adj.v. 1. knap i Udgifter, ſom tegner 
alting ud p. det noieſte. 2. ſom vil have 
Alt meget neiagtigt; noie paaſeende; ogs 
fea noieſeende. | 

Neie, et, (en. Moth.) nd. pl. (et forœl⸗ 
det og ſielden forekommende, men af enkelte 
merc igien optaget Ord.) Tilfredshed; 
Foldeſtgiorelſe. At faae fit Noie, finde fit 
HK, ”Dem t. Gåvn og Bedſte efter deres 
eget Weic.” Hvitfeldt, »Efter hans Billie 
rå Noie.“ D. Lov. Til Wøie, efter On⸗ 
fe (, Rothe.) ”Lad os fvimle i forenet 

te,” &. Staffeldt. 

" Hole,v,a.1. ſJ. nægia, væré nok.] 
tilftedeſtille, giore fyldeſt. Kun t Tales 
maaden: at lade fig noie o: være tilfreds, 
fornelet. Dermed maatte han lade fig n. 
Pan lader fig ikke noie med lidt. 

Noies, v, dep. impf. nøicdes. IJ. næ- 


t tinge noie. 


O ! en Udraabslyd, der br. i mangfoldige 
Xilfælde og næften v. enhver levende Sinds⸗ 
bevegelſe, f. E. t. af udtrykke dyb Folelſe 
. Etertrvk Zalen, (O! hoilken Inttelig 
tag: O! hvad far min Glade ligne?” 
Thaarup.) Beundring, (O! hvor ſtient! 


1 


104 , 


Laaget Jutter paſſer 


O. — 


ev han, o Fryd! o liflige Lyd!“ Gran) SE 


Gud! briten Hælighed!) Glæde (”Sift 


6 


Noies — O! 


giaz.) være tilfreds, lade fig nøle, téfe be⸗ 
gieve mere: Han noies m. cet Maaltid om 


- Dagen. Wi nøiedes m. det, vt fif. 


Naoiſom, adj. [af Wøic, T. genug⸗ 
fam.] tilbsielig t. at noies m. Idet, cl. 
med det, man kan opnaae; let at fornsie, 
maadeholden i Onſter og Begieringer. At 
være nm. i fin Fattiddom. Et nøifomt On⸗ 
ſte. At leve nøifomt, — Weifomhed, en,, 
ut. pl. ben Egenſlab, at være noiſom. 

Wet, en. [altid m. beſtemt Art.] efter 
Almuens Overtro, ifær i Norge: ct Gæs 
ſen, der opholder fig i Floder el. Søer, 
Naekken oplofter fit vaade Sfiæg.” Storm. 
(foarer fil det Eng. old Nick.) 


Nokke, en. 453 bet Die f Enden af et 
Toir, ſom Teirepœlen gaager igiennem. 
Moth. (mdajtee et Provinds-Ord.) 

Yele, v. n. 1. : 
føve, dvæle inten man begynder 
der ſtal ſtee; ell. være meget ſeen 
at udføre def. Han nolede faa flænge, af 
det blev f. ſildigt. Her er intet at m, efter, 
Ut mm. længe v. et Arbeide. Han nolede 
længe m. Betalingen. — Deraf: Nelen, 
en. ud. pl. — Noler, en. pl.—c. den, ſom 
ev tilboiclig f. at nole el. opfætte. — Vo⸗ 
leri, et. idelig, utidig Nolen; Seendræg⸗ 
tighed. BEC 

Vor, n. s. d. f. f. Word ; men forældet, 
Deraf : Werleding, Nordpolen. 

Nor, adj. og adv. ligeledes "forældet , 
for: nordlig, Nord pan. (”Dan boer fig 
ner i Thyc.”? i en gammel Viſe. ”De 
norre Riger.”) men høres dog endnu hos 
Almuen, og forekommer (m. Endelſen 
norre) in. propr. Worrebro, Werregåde, 
Worrejylland, Norreport. (Norreleding 9:. 
Mordpolen. Arrebo.) M 


f: noget, 
r 


Naſt ct. [J. Naust.] et norſt Ord: 


Stuur ell, Bod opført v. Stranden t, Fars 
toier; Skibhuus, Baadehuus. (Forordn. 
af 16 Mai 1707.) 

Neſte, ct. pl.-r. Morſt.] ct Nogle 
Zraad, Garn od. — Deraf: neſte, v. a. 
At vinde £ ct Nøgle, danne et Nogle. 


⸗ 


orundring cl, Skrek (O! hvad feer jeg! 

lage ell. Bedrovelſe, Onſte cl. Længfel 
(OY! gid hun var her!) Modbydelighed cl. 
Afæn (0 den Nedrige') m, m. — Jovrigt 
er Brugen af denne Lyd neſten ganſte ind⸗ 


flræntet ft. Skriftſproget, ell. den høttides . 


X 


her. [N. S. nøfen.] 
ægtigt 


& 


AJ 


I—0Ob. 
Nlige Tale: da det almindelige danſke Tales 
prog egentlig blot klender Interj. aa! ſom 
lint ef har villet optage. ' 

Obeliſt, en. pl.-r. [af Gr. og Lat.] en 
„ hot, fürkantet, kiledannet Steenſtotte; en 
Spidsſtotte. 

…… Ober, I Sammenſetn. f. over. 

Oberſt, en. Gen. Oberſtes. pl.-er, [T. 
Oberſte.] Anfører f. et Regiment t. Fods 
ell. til Heſt. En O. af Rytteriet, af In⸗ 
fanteriet. — Oberſtinde, en. pl.—r. en 
Oberſtes Huſtru. — Oberſtlieutenant, en. 
pl.-er. den fornemſte Stabsofficeer I ct Res 
giment, hvis Rang er næft Oberſtenäs. 

-… Object, et. pl. — er. [Lat. objectum.] 
Glienſtand, Formaal. JGramm. færd. det 
Ord, der betegner Gienſtanden f. Subjec⸗ 
tets Virkſomhed. — objectiv, adj. hvad der 
ligger i, udſpringer af en Gienſtand ſelv, 
uden Oenfyn f. det tænfende Subjects Fo⸗ 


NS 


2 


Ve 


reſtillingsmaade. objectiv Sandhed. En 
0. Grund. objective Foreſtillinger. (mod⸗ 
bjectiv.) 


ſat 
Oblat, en. pl.…er. fLat. Oblatum.] en 
Det af meget ftint Meel og Vand, der ruls 
les i ganſke tynde Skiver og bages. Egentl. 
br. det om de af denne Dei formede fmaa 
runde Skiver (f. Brevoblat, Kirkeoblat;) 
og Deien ſelv kaldes Oblatdei. — Oblat⸗ 
bager, cen, den ſom bager Oblatdei. Obs 
latform ca. Oblatjern, et. Et Redſkab, 
hvormed Oblater ſtores ell. formes. Øbz 
latkage, en. pl. r. ſmaa Kager, ſom fægs 
ges og bages p. Oblatdei. Oblatſignet, 
et. cl. Oblattrykker, en. Signet ell. Red⸗ 
fab t. af forſegle Breve m. Oblater. 
"" "Øbligation, en. pl.cer, ſtriftligt Beviis 
f. Penge, fom man er en anden ſtyldig; 
Gieldsbrev, Forjtrivning, 
Dbfrrvation en. pl.- er. f. Bemærk: 
ning, Jagttagelfes 
cean, ef, ud, pl. d. ſ. ſ. Verdenshav. 
»Og Grændfe fæt f. vilden Øccan.” Inges 
mann. — fig. om det, fom indbefatter en 
ſtor, talløg, uudtemmelig Mængde, ”Ct 
Øcean af Muligheder.” Evald. ' 
Octav, en. 1. ud. pl. Formen af et i 
Fiirfoldslæeg cl. i 8 Blade ſammenlagt Ark 
Papir; Octavformat. Bogen er i Oc⸗ 
tav. 2. pl.-er. En Bog af denne Form. 
Folianter, QOvarter og Octaver. 3. pl. 
—er. i Muſiken: den ottende Zone ha 
Grundtonen. == Octavbind, ct. pl. d. ſ. 
det ſ. ſ. Octav, 2. Octavblad, et. den 
ottende Deel af et Ark Papir, foldet i Octav. 
October, en, den tiende Maaned i Aaret ; 
ædemaaned. i 
Od, en. pl. Odder, fielden. ſJ. Oddr.] 
Spids p. en Kaarde, en Kniv ell. et andet 
ftærende Redſtab. Knivsod, Spydsod, 
Sopardsod. At dølge OD og Eg. (Riimkr.) 
… At tage noget m, OS og Eg 9: m. væbnet 


102 


. 


EStenerſen.) 


Odhde —Odeldjord. 


Odde, en. pl.-r. IS. Oddi.] en Spids 
af det falte Land, der ftræffer fig noget ud i 
Havet; en Landtunge. (egentlig den yderfte 
Deel af denne.) "Jvf. Ylæs, Forbierg. — 
Deraf: oddet, adj. ſom har endeel Odder. 


Odde, v. a. 1. [af Od. J. odda, ydda.] 
flærpe, fpidfe, fætte Od paa. (ſielden.) 
der, en. pl.-e. [X. 6. Oter.] et Pat⸗ 
tedyr, der lever deels p. Landet, deels i 
Vandet, og nærer fig af ift. Mustela lu— 
tra. (jvf. Zavodder.) = Odderbo, en. 
Jordhule nær v. Bandet, hvor Odderen 
har fit Opholdsſted. Odderbælg, en. brus 
es undertiden for: Odderſtind. Odder⸗ 
angſt, en. Gierningen at fange Oddere; 
Odderjagt. Odderhund, en. et Slags 
Gunde, ſom bruges til Odderjagt. Od⸗ 
derkiſte, en. et Stage Kifte cl. Fælbe, hvori 
Oddere fanges. dderſax / en. Et Red⸗ 


ſtab af Jern f. gt fange Oddere i. (ſ. Rot⸗ 
teſax, Rævefar.) —E et. Skind 
af Oddere. 


Ode, en. pl.-r… et Tyrift Digt, Sangs 
tigt. — Odedigter, en. den, ſom digter 
d 


er. 

Ødel, en. ud. pl. [I. Odal.] 1. Eien⸗ 
"dom, Eiendomsref. (forældet,) 2. I Nor⸗ 
ge: d. f. ſ. Odelsret. 3. J Ordet Odels⸗ 
ting (cen udvalgt Afdeling af det norſte 
Storting, el. Stændernes Forſamling) 
har Ordet faaet: Bemarkelſe af adel 9: hoie⸗ 
te, fortrinlig, = Heraf bl. a. de i Norge 
brugelige SGammenfætninger: Ødelserv, 
en. Eiendom, arvet m. Odelsret. Odels⸗ 
arving, en. odelsbaaren Arving. odels⸗ 
baaren, adj. v. ſom v. Fodſelen har Odels⸗ 
ret. uegentl. odelsbaaren til Thronen. — 
odelsberettiget, adj. ſom har Odelsret. 
Odelsbonde, en. Odelsmand, Selveier⸗ 
bonde.  Ødelsbrev, ct. Document, ſom 
hiemler Odelsret. Odelseie, en. Eiendom 
(fubjective) m. Odelsret og Odelsherlighed. 
8 Rothe.) Odelseiendom, en. pl.-me. 

iendom, Gods, hvortil Befidderen har 
Odelsret ell. Odelshevd. Odelseier, en. 
den, ſom eier en Jord, ef Sods m. Odels⸗ 
tet. Odelsfrihed, en. fuld Eiendomefri⸗ 
hed, Selveiendom. ”Mange bleve drevne 
fra deres Odelsfrihed og bleve Vornede.“ 
T. Rothe. Odelsfolge, en. den Beſtaf⸗ 
fenhed v. Jordegods, at det er underkaſtet 
Odelsret og Odelslosninge Odelsgaard, 
en. G. hvortil haves Odelsret. dels⸗ 
gods, et. Jordegods, ſom er Odel ex. 
Ddelseiendom. Ødelsberlighed , en. de 
Bi. Odelsret og Odelseie forbundne Friheder 
og Rettigheder. Odelsherre, en. den, ſom 
befidder et Odelsgods; fuldkommen fri Eier. 

. £ delshævd, en. Beſiddelſe 
af en Jordeiendom i faa lang Tid, at man 
efter Loven vinder Odel Deng .… Ødelss 
jord, en. Jordeiendom, hvorti haves Odels⸗ 


J 


eee 


Odelsliob — Offer. 


ut. Ødelsfieb, et. Kieb af Odel ell. 
Odelsjord. Odelsloſer, en. den, ſom 
igien indlsſer en ſolgt ell. afſtaaet Hdlie 
eiendem. Odelslosning, en. Indløsning 
af Odelseliendom, ſom er kommen fra den 
odelsberettigede Fomilie. Odelsmand, en. 
1. den, ſom befidder'en Eiendom m. Odels⸗ 
ret. 2. en fri Selveier. (2. Rothe.) O⸗ 
delsregning, en. Odelsrettens Udregning. 
Ødelsret, en. ud. pl. 1. Ret, ſom erhver⸗ 
ves over en Giendom (i Norge) v. at have 
befitdet den fam Ciér i den lovbeſtemte Tid. 
2, Ret, ſom tilkammer en Odelseiers Ar⸗ 
dinger bg Slægt t. hans Odelsgods. (Fors 
fisbsret og Indlssningsret.) 3. d. f. ſ. 
Odelsfrihed. (T.Rothe.) Odelsſag, en. 
Eag, Proces om Odel. — 
6. ſom har Odeléret f. et Gods. Odels⸗ 
trætte, en. d. f. ſ. Odelsſag. Odelsvid⸗ 
ne,ct, V. i en Odelsſag. Odelsat, en. 
d. ſ. ſ. Delsſlogt. 

Odelſtab / et. den Indretning i et Land, 
at der "gives Odelsfrihed og Odelsgods. 
T. Rothe. Ohlenſchl. nord. D. S. 283.) 

Occonomie, en. ud. pl. Huusholds 
ning; Huusholdningskonſt. Landocgonomie. 
Gtats⸗etonomie. — oeconomift, åd;. 1. 
ſem herer til, ſtaaer i Forbindelſe m. Decos 
2. ſparſommelig. 

Oes, en. ud. pl. II. S. Wos, Saft, 
Aſtog.) 1. Dunſt el. Eem af kogende 
Band ell. andre Aydende opvarmede Lege⸗ 
mer. (8. S. O.) 2. Damp, Avalm af 
viffe brændende Legemer. Oes af en Lam⸗ 
re, af Zællelns. 3. udpreſſet el. afkogt 
Eaft af Urter. (forældet. f£ Sloffar. t. 
arveftrengé Lægeb. ”Naar Zræ faa Oeſſ 
63 Blad.” Tidemands Poftil. 1564.) 

Offentlig , adj. fet ganſte udanſt, Hos 
Roth manglende, men nu almindelig 
brugt og indført Dvd; det T. åffents 
lid.) 1. ſom ſteer, viſes, foregager f. 
Alles Aine, fom enhver fan have Kund⸗ 
fab om; aabenbar. (modſat bl. a. hems 
melig, ſfiult.) Han giorde det ganſte of⸗ 
fentůgt. At tale offentligt. ”Jeg lærte 
der offentligen Huus fra Huus.” Ap. 
Giern. 20. (i Bib. af 1550: aabenbare.) 
Én 0. Udftiling, Forelæsning, Gudétienes 
ke, Jrettefættelfe, Prøvelfe. Han blev o. 
beſtemmet. (jvf. aabenbar, aabenlys, vits 
terlig.) 2.-beftemt t. enhvers Brug. (pus 
blik, almindelig.) Et 

o. Bygning, Plads. En o. Skiege. 
3. fom hører til, ſtaaer i Forbindelſe m. 
Etaten og dene Tarv. En o. Stiftelſe, 
Ekole Indretning. (modſ. privat.) Et 
Remligt Embede offentlige Midler. 44 
fem fommer fra Folket, fom er Golfets el. 
Rengdens. Den effentlige Mening, 
Ctemme, — Offentlighed, en. ud. pl. Be⸗ 
ftofenheden, at være offentlig. |. 
2 et. pl.e. I3. O pfer.] 41. det, 


sen 


entligt Sted. 


108. Offer— Offerlund. 


fom bringes eN. bydes frem, (offres) t. 
Tegn p. hellig Xrefrngt f. Guddommen, 


(Guderne) el. paa ten Offrendes Taknem⸗ 


melighed og Selvindvielſe, f. at forſone et 
hølere Væfens Vrede, ell. med lignende 


ſymboliſt Hentydning. /Et blodigt, ublo⸗ 


digt O. Brændoffer, Lofteoffer, Madof⸗ 
fer, Syndofſer. Deres O. beſtod i Korn 
og Frugter, 2. Handlingen at offre, Of⸗ 
fring. (D. Bibel.) 3. enhver Ting ell. 
Gave, hvilfen man byder, overgiver en Ans 
den, fom Tegn p. Taknemmelighed, Ag⸗ 


telſe, Hengivenhed. Han har bragt Stas 


ten et betydeligt OD. 4. J Serd. en Gave 
af Bognefolt t. deres Træft, p. Heitidsdage 
ell. ved viffe hoitidelige Kirkeforretninger. 
Hoitidsoffer, Juleoffer. O. ved Barnes 
daab. 5. figurl. a) enhver uegennyttig 
Tilſideſcettelſe af egen Fordeel, egne Ønfter 
f. Andres. Dette O. ſtylde vi Fædrelans 
det. (f. Opoffrelſe) b) den Gienſtand, 
der maa bøde og lide f. andres Skyld, der 
opoffres. Hun blev et Offer for hans Vel⸗ 
lyſt. Et O. for en fold og herftejng Polis 
tik. — Offeralter, et. A. hvorpaa ffring 
ſteer. Offerblod, et. Offerdyrs Blod. 
”Da var det, at Offerblodet flød i Strom⸗ 
me.” Guldberg. erbolle, en. Et rundt 
og dybt Offerkar. (Ohlenſchl) Offerbord, 
et. B. ved Siden af Offeralteret. (Moth.) 
erbrød, et. B. ſom bringes t. Offer. 
erbæeger, et. Bæger, fom brugtes v. 
Offringer. (Muͤnter.)  Offerbon, en. B. 
ſom holdes v. Offringer. Oſſerdag, en. 
1. Dag, hvorpaa Offringer ſteer. 2. Dag, 
hvorpaa Menigheden offrer t. Præften. 
Offerdragt, en. Dragt, ſom Offerpræften 
el. de Offrende bære. (Evald.) Offers 
dreng, en. Dreng, fom hos de Gamle gik 
Offerpræften tilhaande. (B. S. O.) Of⸗ 
ferdyr, et. D. ſom offres ell. er beftemt ft. 
Offring. Offerfad, et. F. fom brugtes t. 
Offringer. erfeſt, cn. Hoitid, hvorved 
Offringer fandt Sted. Offergilde, et; hoi⸗ 
tideligt Maaltid, ſom holdtes efter Offrin⸗ 
ger, og hvortil en Deel af Offerdyrenes 
Ktød anvendtes. Ufferhorn, et. Drikke⸗ 
horn, ſom brugtes v. Offringer og Offer⸗ 
gilder, (Ohlenſchl.) Offerhuus , et. +. 
ell. Tempel, hvor der offredes t. Guderne. 
—3 en. Hoi, hvor der offredes, hvor 
Offerild antæœndtes. De Offerheis 
tid, en. d. ſ. ſ. Offerfeſt. Offerkage, en. 
KR. af Meel, Olie o. d. ſom brugtes t. Ofx 
fer Offerkar, et. pl. d. f. hellige Kar, 
om brugtes v. Offringer. Offerkiod, et. 
K. af Offerdyr. Offerkniv, én. K. ſom 
brugtes t. at engte Offerdyr. Mordijte 
Offerknive af Steen. — Offerkoſt, en, Mad, 
ſom ſpiſtes v. Offergilder. (B. 6. O. 
Offerlam, et. £. ſom offres, er beftemt t. 
Offer. (Evald.) Offerlund, en. Lund 
hvor Offringoer forctages. Solenſchi. 


| i. Thye) t. viſſe Tider offre deres 


å 


Offermaaltid — Og. 


aaltid, et. M. ved et Offergilde. 
Guldberg.) Offermad, en. d. ſ. f. Offers 
oſt. Offermeel, ct. M. ſom brugtes v. 
Offringer cl. til Offerkager. Offermelk, 
en. M. ſom Bønderne i nogle ml 58 
ræft f. 
Oſtiavning. Offerminde, et. en tiærlig 
Erindring, der helliges ell. offres den, man 
favner, el. det, man far tabt. (Baggeſen.) 
Offerpart, en; En vis Deel af Offeret. (V. 


"6. 0.) Offespenge; pl. P. fom gives i 


Offer. Offerpigde, en, Offerſted. Schyt⸗ 
te.) offerpligtig, adj. (Offer, 4.) pligtig 
t. at give Præften Offer. Offerpraſt, en. 
P. fom forrettede Offringer. Offerqvæg, 
et. Q. fom offredes. Offerredſkab, et. 
pl.-er. R. fom brugtes v. Offringer. Of⸗ 
errettighed, en. Præftené Rettighedet. at 
tage Offer (4) af Sognefolkene. Offerrog, 
en. Røg af et antændt DD. Offerſang, en. 
hoitidelig Sang, fom fandt Sted v. Of⸗ 
fringer. Offerſeddel, en. (Offer, 4.) Sed⸗ 
bel, hvorpaa de Offerpligtiges Navne: tegs 
nedes, og fon før Hoitiderne omlendtes 
Menigheden, (Refer. 7 Nov. 1783.) Øf- 
Gal, en., S. fom brugtes v. Offringer. 
fla i vere Aal.” — 
erſtik, en. el. Ceremonie, ſom fulg⸗ 

tes v. ffringer Offerſted, et. Sted, 
hvor Offringer foretoges. Offertavle, en. 
Tavle, fom bæres om i Kirkerne t. gt lægge 
Offer i. Offertid, en. den t. Offring bes 
fiemte Tid. . Øffertienefte, en. den Deel 
af Gudstieneſte, ſom beftaaer i Offring. 


(Guldberg.) Offerviin, en. V. ſom brugs - 


… tes ved Offringer. 


. 
A 


Øfficeer, cu. pl. Officerer. IFr. Oſſi- 


. cier.] en Befalingsmand i Krigehæren (fra 


Sjeutenanten til Generalen. fa Underoffi⸗ 
seer, 

Officin, et, pers £, officina, Værft: 
fted.] br. huppigen f. af betegne et Bog⸗ 
trykkeri; undertiden for: Apothek. 

re, v. a. Og n. 1. frembere, bringe 

et Offer. De offrede en Buk. Ato. til 

Guderne. Menigheden offrer ft. Præjften. 

K Offer, 3.) At 0. til fremmede Guder, 

vf. opoffre. — Offring, en. pl. - er: 
Handlingen at offre. 

"Ofte, adv. oftere, ofteſt: [A. S. oft. 
J. opt.] med jævnlig Gientagelſe, tidt, 
mange Gange. 'Yvor ofte ſtal jeg fige det ? 
Det ſteer oftere nu, end tilforn. Som 
ofteſt, næften altid, Meget ofte. (ſ. tidt, 
idelig, hyppig, jævnlig.) . 

g, conj. IJ. oc, og. Sv. och. det 
T.und.] Det meft enkelte Bindeord, der 


- Fun udtrykker en Tings Zilværen ved en 


anden. Saaledes forbinder det:, 1. enkelte 
Ord, Begreber og Omftændigheder, cl. 
fremftiller dem under ſamme grammaticalſtke 
Forhold. Konger og Fyrſter. En klog og 
lærd Mand, Unge og Gamle, Rige, og 


" 204 


neſters Magt. 


øl , f 


Fattige. Religion, Ære, Pligt og Sam⸗ 
vittighed. Forældrenes og Børnenes Glæs 


de. 2. entelte Sætninger i en Periode, 
faavel hvor flere Verber (Prædicater) for⸗ 


bindes m. eet Subject (fan hialp, trøftede 


og underſtottede den Nodlidende;) fom hvor 
ubjectet i de forbundne Bætilinger er fore 


ſtielligt. (Fan talte endnu længe, og hele 
d 


Forſamlingen yttrede deres Bifald da han 
taug.) 3. enfelte Sætninger, i adſtillige 
Zilfælde, hvor meer end den fimple Forbin⸗ 
delſe udtrykkes, og hvor og træder i St. f. 
andre Bindeord. f. E. Jeg gior det ikke 
og gialdt det end mit Liv (o: om det endog. 
Det ſtaaer fun i Gude, og (men) ikke I Mens 
4. Dele Perioder, i nogle 
Rilfælde, ”tfær I Samtaler og i daglig Zale, 
ligefom ſtundom i den høitidelige (ifær bis 
belyte) Stiil. 5.9. f. f. ogfed. Dette 
maage vi og i Særdeleshed betænte. ”Øg 
er det mød hans Pligt, mod hans Natur at 
fove.” Evald. Harl. Patr. 

Ogſaa, conj. [bet T. auch. I. S. 
ookt. Lat. etiam.] 
altid et Tillæg t. det Foregagende, ell. en 
Forøgelse deraf. Saaledes: 1. hvor ens 
kelte Ovt forbindes. J Stalden, i Laden, 
ja ogſaa i Bærelferne findes dette Dyr. — 
J Modſetninger: Ikke allene, ikke blot — 
men ogſaa; ſaavel — ſom ogſaa (ſom og, 
ell. blot: ſom.) 2. til at forbinde hele Sot⸗ 


ninger: a.) hvor den folgende Sotning ſtem⸗ 


mer overeens med, ell. blot er en Zilfætning 
t. den foregagende; ifær naar det, ſom uds 
ſiges om et Subject, eller forudfættes ſom 
bekiendt, tillige figes om et andet, Gaacr 
du bort, faa gaaer han ogſaa. Siden 
Broderen blev gift, har han ogſaa faaet 
Luft t. at gifte fig. (ſ. ligeledes.) — Un⸗ 
dertiden fættes det foran det andet Subject: 
Ikke allene hele Familien ev bedrøvet; men 
ogſaa han felv tager fig det nær. — Dect 
betegner end videre en Stigen, en Forftærks 
ning i Udtrykket: Dyden gior onſe⸗ (end⸗ 
og, ſelv) den Fattige lykkelig. gfaa p. 
denne Dag vilde han betrøve mig. b.) Ef⸗ 
ter Bindeordene: ifte allene ell. ikke blot 
og ſaa vel, hvor det da altid ſtager efter 
men og ſom. Jeg har iffe blot feet ham ; 
men otzſaa talt m. ham. Saa vel Roegie⸗ 
ringens og hele Statens, ſom ogſaa mange 
Enkeltes Fordeel. cc.) I en indrømmende 
Sætning; for: end ell. endog. Hvor tidt 
han ogſaa kommer, bliver man dog aldrig 
fied af ham. d.) Efter men, naar Aarſa⸗ 
gen t. den foregaagende Sætning angives. 
Man maa tilftaae, at hun er ſmukkere; 
men hun er ogſaa langt yngre, Jeg hav 
lidt et betydeligt Tab; men hvorfor vilde 
jeg ogſaa troe ham? e.) J en betingeude 

ætning : Naar han nu ogſaa ſik Tilladel⸗ 
jen, hvad vandt han faa derved? Skulde 


"Dette Uheld ogſaag indtræffe 4 ſaa or han 


Ad 


ette Bindeord udtrykker 


deg ikke ødelagt. - 3. J mange Tilfælde 
br. det i Taleſproget vverfledigt; eft. til at 
udfolde og afrunde Talen (og da toneloſt.) 
.E. Hur du nu ogſaa virkelig udrettet 
alle diſe render? Wen veed du det ogſaa 
viſt? Maatte han nu ogfag fun træffe det 
rette Dieblit! Nu er det ogſaa Tid, at 


psp" sf.0. ' - 

Her, en. ud. pl. [Laf. ochra,] 3 
Alm. en jordagtig Subſtants, hvis Hoved⸗ 
beſtanddeel er Jern, og fom br. til Maling; 
(rad O. bruun O.) men færd. en ſaadan 
Subſtants af guul Farve; Okkergnult. — 
offeregtig, ad). fom i Bejtaffenhed ligner, 
Stter. otferguul, adj. hvis Farve lig⸗ 
nat Offer, (silaceus.) ' 

Ol (m. langt 0) ell. Øel, en. pl. d. ſ. 
ſEv. og Jydſt Wol.] ct Antal af 80. 
fifær om fmaa Fiſt, f. E. Sild, og om 
Xg; og meft i Julland.) ' 

Old, en. ud. pi. IJ. Olld.] Et forældet 
Ord, fom man 1 nyere Tid igien har bes 
gendt at optage i Striftfproget. 1. Tid, 
Lidealder. Hvad vore Fædre enſtede at 
fee, det var vor Old forbeholdt.” Engels⸗ 
toft, »En Konge ei omſtabe fan fin Old.“ 
Grundtvig. f. SZedenold. 2. Levealder, Ge⸗ 
neration. Old efter OId. (”Den efters 
fommende Old.“ H. Tauſen. P. Clauſen.) 

Old, adj. [A. S. eald. E. old. R, S. 
old, Heraf: ældre og ældft.] gammel. — 
Deraf: Oldefader, en. Stamfader i tredie 
Led; Bedſtefaders ell. Bedſtemoders Fader. 
. Tipoldefader.) Oldemoder, en. Bed⸗ 
ſteſaders el. Bedftemoders Moder. (ſ. Tip⸗ 
oldemoder,) Oldermand, en. den Me: 
fer, ſom foreſtaaer et Laug, beſtyrer de 

ger, der vedkomme Lauget, O. for 
Elagterlauget. J ældre Tider: Forſtan⸗ 
deren f. et Gilde. Øldermandspenge, pl: 
ville Penge, ſom Laugsmeſtere have at fvare 
t. Odermanden. == Med det forældeve adj. 
old har man, ifær i den fidfte Tid, i Skrift⸗ 
frroget dannet endeel Gammenfætninger, 
hvoraf dog meget faa hidtil ere blevne als 
mcenbrugelige; færre (f. E. Oldfrue, Old⸗ 
fager, Gldtid) ere optagne i Taleſproget. 
Felgende kunne anſees f. at have vundet en 
nogenlunde almindelig Gyldighed: Old⸗ 
rue, en. det Fruentimmer, der foreftuaer 
Soffets ell. en offentlig Stiftelſes Vaſt. 
Oldgrandſter, en. pl.-e. den, ſom beflitter 
fg p. at underføge og oplyſe Alderdommens 
VNindesmerker og hvad dermed ftaaer i For⸗ 
bindelſe; en Antiquar. Oldgrandfkning, 
(ud. pl. En Oldgrandſtkers Videnſtab; 
Oldſagers Underſogeiſe. 
ſem far Kundſtab om, er kyndig i Vldſq⸗ 
ger. Moth.) Oldkyndighed, en. ud. pl. 
Jntfigt i Oldſager, og den derhen horende 
Videnſtab. (Arhæologic.) Moth.  Old- 
feger, pl. Levninger fra Oldtiden; Anti⸗ 
quitetet, bevarede Mindesmerker fra gamle 


J 


J 


106 


Oldkyndig/ ad). 


| Oldfager— Olie. HL 


Tider, faavet I Efrlfter, ſom Bygninger, 
Gravminder, Rebffaber, 0. a. ”De nordi⸗ 
fie Rigers Hiſtorie, Sprog og Oldſager.“ 
Malling. Oldſagn, ct. pl. d. ſ. gammelt 
Sagn, S. fra Oldtiden. (Raggefen.) Old⸗ 
ſkrift, et. pl.-er. Skrift, ſtriftligt Mindes⸗ 
mærte fra Oldtiden. (P. E. Muͤller.) Old⸗ 
fprog, et. pl. d. f. Sprog, ſom i gamle 
Tider taltes og ſtreves; Stammeſprog. 
Nordens ØD). (P.E, Wuͤller.) Oldtid en. 
Den for længe ſiden udrundne Tid; de gamle 
Tider. "Oldtidens Skikke, Seder. OLD 
tidens billedrige Sprog.” Treſchow. ”Oa 
Oldtids gamle Guder døde af Alderdom.” 
Dhlenſchi. (f. Fortid.) Oldridsminde, ct. 
pl. Windesmærfe, Monument fra Old⸗ 
tiden. . SE 
.Olde, en. Et ſtort Trug, ell. et af heelt 
Tre udhulet Kar, t. at ſalte Kied ell. i. 
Olden, en. pl. d. f. ell. rettere eoll, [IJ. 
Aldin, glans.] En fælles Benævnelfe pag 
Egens og Bogens Frugt, cl. Agern og 
Bot. Bruges bet om en af dem fævftilt, 
da fornemmelig om den fidfte. — At have, 
fætte, drive, brænde Sviin p. Olden 9: ĩ 
en Skov, hvor der findes Olden. Ol⸗ 
denaar, et. Aaret, m. Henſyn p. Mengden 
af Olden. Et godt Oldenaar o: et A. da 
der falder rigelig Olden, oldenrigt Aar. 
(Dluffen.) Oldenbog, en. Bøgetræ, ſom 
bærer Olden. Oldendrift, en. Gierningen 
at drive og holde Sviin i en Oldenſtov. 
oldenfedet , adj. v. fedet m. Olden. 0. 
Sviin. Oldenfedning, en. Gierningen at 
lade Sviin fedes p. Slden. Oldenfileſt, 
et. F. af oſdenfedede Sviin. (modſ. Korn⸗ 
flet.) Oldengield, en. Afgift t. Grundeie⸗ 
ren f. Svlin, der fættes p. Olden; it. Rettig⸗ 
heden at hæve en flig Afgift. ð 
en. En G. ſom gaaer el. har gaaet p. Olden. 
Oldenkierne, en. den Indvendige K. af Ol⸗ 
den ell. Bo den⸗ 
gield. 
Oldengield. Oldenſkov, en. Skov, hvor 
der falder god Olden; ell. hvor Soiln dri⸗ 
ves p. Olden. Oldenfviin,st. 1. Et 
Sviin, fom gaaer p. Olden. . 2. et olden⸗ 
fedet &. Gldentid, en. den Tid, da Sviin 
gage p. Olden; ell, den t. Oldenfedning 
faſtſutte Tid. 


Oldenpenge, pl. ſ. O 


Olding, en. pl. Oldiuge. af old, gam⸗ 


mel. J. Oldungr.] en gammel, bedaget 
Mand, En Ø. paa 80 Aar. Deraf: 


olie.) Ivf. Gacrolie, Lampeolie, Kinolie, 


ldengriis, 


— en. R. til at tage 


—4— 


Orlie — Olieprøves 


Mandelolic, Roeolie, Roſenolie, o. fl. 
2. uegentl. br. det om anden flydende Fed⸗ 

me, f. E. Biergolie. Xtheriſte Olier, 
kaldes i Chemien”flere Slags deſtillerede, 
flygtige Vedſter, devingen Fedme indehol⸗ 
de. Dyriſt Olie; f. E. Zran. = Oliecar, 
et. Et godt Olieaar ad: ſom er rigt p. Oli⸗ 
—* (V. S. O) olieagtig, adj. ſom 
ligner Olie, fed ſom O. 
. Dyrkning af Olietreer. Oliebierg, et. 

Et m. Dlietræer bevoret Bierg. (VB. 0.0.) 
. Øliebille, en. Et Infect, ſom br. i Medicis 
nen. Melo& proscarabæus. Olieblaat, et. 
Et blaat Farveſtof. Olieblad, et. B. af 
Olietræœeet. Oliebær, et. pl. d. ſ. Olie⸗ 
træets Frugt, Oliven. <D. Bibel.) O⸗ 
liebærme, en. Urecenlighed, der ſamler fig 
ovenpaa Olien, cl. paa Bunden af Olie⸗ 
fade. (Schytte. Kampmanns Overſ. af Birz 
gils Georg.) Oliefad, et. Fad c&. Ton⸗ 
de, hvori O. føres. (ſ. Oliepibe.) Olie⸗ 
farve, en. Malerfarve, ſom indrores i kogt 

lie. (modſ. Vandfarve, Paſtelfarve.) 
Oliefernis, en. F. ſom tillaves af el. med 
O. Olieflafte, en. F. fom br, til Olie. 
Oliegaard, en. et hegnet Sted, hvor Olie⸗ 
træer dyrkes; en Plantning af, Olietroer. 
(D. Guldberg. f. Viingaard.) Olieglas, 
et. Glas ell. Flaſte af en egen Dannelfe, 
hvori fine Olier forſendes og fælget. 
green, en. G. af et Dlietræ. Vliegrund, 
en. det forſte Anftrøg f. SDliefarvning 
Grundfaryve. Oliehandel, en, H. med Os 
lie, fom drives af en Oliehandler. Olie⸗ 
horn, et. $. hvori Olie giemmes. (D. Bi: 

el.) Oliehar, en. den finefte og blodeſte 
" Hør: Oliehoft, en, Handlingen at inds 
hefte Oliverne, og Tiden, da det feer. 
Oliekage, en. K. —* dannes, tillaves af 
het overblevne af Herfro, Rapfæd, Valmue⸗ 
frø e. d., naar Olien er afpreſſet. At fore 
Kreature m. Oliekager. Oliekielder, en. 
K. hvor Oliefade giemmes. Olickrands, 
en. Krands af Olieblade. (VB. 6. O. 
»Fredons Øliefrands,” Grundtvig. Olie⸗ 
krukke, en. Oliekruus, et. Krukke, Kruus 
t. at tappe O. i. Oliefræmmer, en. Olie⸗ 
handler. . Olielugt, en. L. efter Olie ell. 
„Ollefarve. 
ler i Olie, m. Oliefarve. (VB. S. O.) Oz 
liemaleri, et. Billede, malet m. Oliefarver. 
Oliemalning, en. 1. Gierningen at male 
m. Oliefarve. 2. Farven, fom derved paa⸗ 
ſdettes.  Oliemolle, en, M. hvorpaa Oli⸗ 
ver, ell. oliegivende Froſorter preſſes. O⸗ 
liemoller, en. den, ſom eier ell. foreftaaer 
en Oliemslle. Olieperſe, en, Redſtabet. 
at udperfe Olie, iſer af Oliver. Gliepi⸗ 


be, en. Et Slags lange Oliefade el. Olie⸗ 


tønder. Olieplet, en. fedtet P. ſom Olie 
efterlader. Oliepreve, en. En Prave ſom 
foretages m. Biingeift, hvori dryppes Olie, 


der ſynker dybere, jo mere vandfri hiin 


ø 


108: 


Glicavl, en. 


etheriſte Olier. 


Olie⸗ 


Uvished. 


⸗ 


Oliemaler, en. den, ſom ma⸗ 


Oliequiſt — Om. 


er. (Meller pharm. Gaandb.) Olieqviſt, 
en. Oliegreen. Oliereddike, en. En Af⸗ 
art af den almindelige Reddike (Rapha- 
nus sativus) fom dyrkes f. dens olierige 
Frs. (R. oleiferus. Olufſfens Land⸗Oec. 
261.) o0lierig, adj. ſom glver megen. 
Olie. Glieſalve, en. S. ſom tillaves 
m. Olie. Olieſmag, en. Smag efter Os 
lie, olieagtig Snag. Vlieſteen, en. En 
fiin Slibeſteen t. Rageknive e. d. Redſkaber. 
Olieſukker, et. fiint Se ſom afrives m. 
Olieſæbe, en. fiin Sæbe, 
hvortil Olie bruges. Olieſæk, en. Læders 
fæl t. at fore Ofte i. (Moth.) Olietraæ, et. 
det Sræ, hvis Frugt Oliverne ere. Olea eu- 
ropæa. Ølietende, en. Oliefad, Ollepibe. 

Olive, en. pl.-r. [Lat. Oliva.] Olie⸗ 
træets Frugt. — Olivenfarve, en, F. ſom 
ligner Olivers. olivenfarvet, adj. og oli⸗ 
vengren, adj. grøn m. en Blanding af 
guult;.noget guulgrøn, fom Oliver. Oli⸗ 
venhave, en. d. f. ſ. Oliegaard. Oli⸗ 
venolie, en. d. ſ. ſ. Bomolie. Oliven⸗ 
træ, et. ſ. Olietræ. 

Olm, adj. rafende, vild. (forældet, J. 
älmr.) f. mandolm. 

Olmerdug, en. ud. pl. et Slags ,tæt 
vævet Toi, bvie Rending er Hørgarn, men 
Iſlætten Bomuld. . . 

Om, conj. der tilkiendegiver deels det 
Betingende i en Sætning, deels en Zvivl 
ci Uvished. 1. d. f. ſ. hvis", derſom. 
Øm jeg fan, flal jeg giore det. Han vilde 
gierne (fade ham, om han kunde. 2. efter 
et Verbum ell. en Sætning, der udtrykker 
Hvo fan vide, om dette ikke fan 
[de t. noget godt, Det er endnu uvift, om 
der bliver noget af. Ingen veed, om han 
reiſer, eler ikke. (det T. 06.) 

Øm, præp. og adv. [J.' og X. um. A. 
6. umb.] Å. — 1. Egentl. og op⸗ 
rindeligen udtrykker denne Prep. en Retning 
af en Bevægelfe langs m. Omkredſen, Om⸗ 
fanget af et Legeme, ell. en ſtadig Væren 
af noget I en ſaadan Retning. (f. omkring, 
hvilket ofte br. absol. om derimod hyppigen 
i Forbindelfe m. Adverbier.) Vi gif rundt 
om Byen, helt om Huſet. At fætte fig 
om (omkring) Bordet. At binde et Bælte 
om Livet. At tage noget am fig. (f. E. en 
Kaaber) Vi kande itfe favne om Zræet… 
Børnene klyngede fig om ham. Der en 
Vold, en Muur om Byen, et Steengierde 
om Gaven. Billedet har en Straaleglands 
om Hovedet, — Figurl. a.) hvor Talen er 
am noie Forbindelſe, Selſtab (ogfaa blot 
imellem to Perſoner.) Han er altid om 
Kongen, om Kongens Perfon. Hun har 
ingen om fig (hos fig, I Huſet) uden en” 
gammel Pige. Han havde ingen om fig i 
fin Sygdom. b.) hvor der tales om fleres 
Strid mod cen. De vare, ell. der var fire 
om ham. De øre alle om (imod) mig. 


i 


MA i s 


Om, 


Én om cen eg fo om Fanden. Ordſpr. — 
Uegentl. i nogle Zilfælde, f. at betegne 
Sienftanden f. en Beftræbelfe, en Handling, 
m Birffomhed, en Ben, Anmodning, 
Etrid, m.m. At lede om noget. At føge 
om & Embede, underhandle om Freden, 
fere Proces om noget. At ftrættes, ſtride, 
være uenige om noget. At Fappes om nos 
get. At give een Saab, Løfte, Forſikkring 
om noget, Af bede, anmode, fpørge cen 
om noget. At vædde om ti Rdir. At fpille 
om Penge (men : arbeide for Betaling, . 
for Dagløn.) Ligeledes i mange Tilfælde, 
or Gienſtanden f. en ulegem ig Handlen 
el. Gicfen angives. f. E. At digte, dom⸗ 
me, dremme, handle (Skriftet handler om 
Eforplantning) læfe, ſtrive, ſonge, tale, 
frtole om noget. At bekymre, bryde fig 
om noget. At have em Anelſe, et Begreb, 
ta Foreftiling , Formodning, Mistanke, 
Rished om. noget m. fi. At have gode 
Zanfer om gen. — Der er Tale om hans 
Forflattelſe. — Det gielder om at bruge Ti⸗ 
den. Her gielder det ikke om Penge, men 
om ren. — Det er mig om at giøre (magts 
Faaliggende,) Det ev ham fun om Penge 
af giett. 3. Hvor Talen er om en Bevæz 
gelſe forbi et fremragende Punkt, eller uden 
tæfring noget, Jeg faae, han gif om Hior⸗ 
ket, Da Stibet var kommet om Næffet, , 
funte ni ikke længere fee det. Veien gaaer 
rer om Byen og ſiden giennem Skoven. 
4, Ved Tidsbeſtemmelſer: a.) hvor Talen 
tr om det, ſom gientages p. en vis Dag i 
Ugen. Poſten kommer om Mandagen o 
Fredagen (ell. blot: Mandag og Fredag. 
Om Sendagen ev han ikke hiemme. (Der; 
Imod: paa Gentag 9: næftfommende Son⸗ 
tag, er han iffe-hiemme; og ſaaledes br. 
paa hvor Zalen er om det, fom Fun ſteer 
fa enfelt Gang.) b.y) hvor der nævnes en 
us Tid af Døgnet, ell. Aaret. Om Mor: 
genen, Formiddagen , Middagen, Efter⸗ 
mirdagen; om Aftenen, om Natten (modſ. 
om Dagen, Derimod ikke: om, men ved 
"alle Dag: ikke: om Midnatten; men: 
wd Midnat. Ligeledes; ved Naitetider, 
: I Dagningen, i Tusmorket.) Om 
emmeren, om Foraaret, om Efteraaret, 
om Binteren. (det Fe. pendant.) c.) hvor 
tt tilfommende Tidspunkt beſtemmes, inden 
tå. til hvilket noget ſtal ſtee. Øm en fort 
d. Gan ventes om nogle Dage, Binis 
luppet ſtal være om en Maaned. Han. vil 
rciſe om et Par Dage. d.) i Løbet af en 
item Tidélængde. (det Fr. dans.) pan 
beieger os I det mindſte cen Gang om Das 
gem, om figen. Jeg kommer der fun cen 


eang om Aaret. e.) om en Zidslængde, 
rotefter Lønning, Betaling, Leie 0. d. bes 
mme. Har har fun 200 Rolr. om Aas 


il. Dal faaer 10 Rdir. om Maaneden. 


Fer meget giver han (i &øe) om Sulvaae Hancr nu v, den tredie ØD. 2. et omakeds - 


Vv . X 


⸗⸗ 


407” Sm—Omarbelbelfe. 


ret? 5. Egne Udtryk, hvori denne præp. 
bruges, ere bl. a. At ſye, at vaſte om 
Børn (3: for Børn, t. deres Fornedenhed.) 


— At være længe, lang Tid om noget. — Af 


være flere om noget (deeltagende i en Hand⸗ 
ling, i en Udgift.) Vi vare fre om Vog⸗ 
nen. Der var mange om dette Arbeide. — 
Der cv nøget om (Sagen) I: det ev ikke uden 
Grund, ikke opdigtet. Der er intet om 
dette Rygte, — At være om en Hals, uden 
Retning, d en meget farlig, uheldig Stils 
ling.) — Åt være om fig 2: være, ftræbfom, 
driftig, altid føge at fortiene noget. er⸗ 
imod: at værg fig om noget, føge, giore 
fig Umage f. en enkelt Gienſtand. Han 
faaer at være fig om en anden Tieneſte. — 
Langt om længe, endelig, omſider. — B. 
Som adv. a.)omtfring, i en Krede. At 
fringe gen om p. Gulvet. Hiulet løber om. 
.) t. alle Gider, omkring. At bringe Avis 
fer om i Byen. At reiſe om i Landet. 
Gan drog om p. Eventyr, At gaae om og 
tigge. Han løbersom den hele Dag. At 
fee fig om i Verden. (jvf. d.) æn di 
rigtig om! (betænt alle; Omflændigheder. 
Cc.) heet igiennem, heel omkring; rundt, 
pan har reiſt hele Jorden om, Fienden 
Kucifer hele Landet om. ”Din Daad aft 
bringé Vevden om.” Rein.  d.) i en an⸗ 
den, ell. modſat Retning; filbage 
den. At vende om [(tilbage.) åt fee fig 
om (tilbage.) At drele noget om (p. den 
modſatte Side.) At fvinge om (t. Side.) 
boie noget om, At fiere om (9: hen) i en 


anden Gade. — Derimod ;- at Pløre om (o: 


omfring) p. Platfen. 6.) paa no, endnu 
engang. Naar det gaaer om (9: ſteer, ind⸗ 
tvæffer iglen.) Spillet maa gaae om, ſpil⸗ 
les om. At ſye en Kiole om. At giere, 
ffrive noget om. At flæde fig om. — om 
igien, adv. endnu en Gang, p. ny. f.) 
omkuld, overende. Han faldt om og var 
bød. Huſet blev Faget om af Stormen. 
8.) f. at udtrykte hele Længden og Udløbet 
af et Tidsrum. (ſielden.) Jeg jeer ham 
neppe to Sange hele Aaret om. Hun blis 
ver der Ugen om. (ivf. præp. om, 4. d.) 
C. I Sammenfætninger modtager om ifær 
Præpoſitionens Bemarkelſe omkring, trindt 
om f. E. omfavne, omgierde, ꝛc. (og ders 
iblandt i en mangfoldighed af Gerber i Dig⸗ 
terfproget, ſom ikke ell. meget fielden høres 
i Talen f. E. omdufte, ombrufe, ombol⸗ 
ge, omflagre, omſuſe, 2.) men tillige ans 
dre, og deriblandt nogle af Adverbiets Be⸗ 


t. Si⸗ 


? 


mærfelfer, f. E. omfuld t omhugge, om= 


ſtyrte ꝛc., p. ny i omarbeide, omgiere, 


omflabe, x.5; fremdeles: omtale, oms 
handle, omfpørge (f. om, 3.) m. fl. 
Omarbeide, v. a. 1. giore et Arbeide p. 
ny, udarbeide p. ny, At o. et Skrift. 
Omarbeidelſe, en. pl.-r. 1: Gierninden. 


, Å 


Omarbelbelfe—<Ombab. — 108 


det —— 

n 
—e— v. a. 1. omfavne, tage i Favn. 
— Omarmelſe, en. pl.-r. 

Ombage, v. a. 2. bage p. ny. Brødet 
man ombages, er ombagt. — Ombag⸗ 
ning, en. 

Ombede, v. a. 3. anmode m. Bøn. fiel⸗ 
den undt. I partic, Han blev ombedet (be⸗ 
"Dre: anmødet, bedet vm) at være tilftede. 
Ombide, v. a. 3. bide trindt om. (VG. S. 
O. fielden.) Kagen var ombidt paa alle 

Ombinde, v. a. 3. (binde.) a.) binde 
trindt omkring. Det maa ombindes m. 
Reb. »Han ſtal ombinde fig m. et linnet 
Bælte.” 3 Moſe BØ. 16. (Men: Dette fan 
du binde om, fan bindes om Sekken.) 
"Det ombundne Baand. b.) binde om fig, 


omgiorde. ”De ombandt fig m. deres Vaa⸗ 


bch.” II. Sam. 22. . €.) binde p. ny, bin⸗ 
de om. Bogen maa ombindes, — Oms 
binding, en. 

Omblade, v. a. 1. vende Bladene 1. 
Ved at o. Bogen, fandt jeg Pletter i den. 
— Ømbladning, en. | 
Onmblande, v.a.1. dlande p. ny. Kors 
tene maa omblandes. — Omblanding, en. 
VOnmblik, et. pl. d. ſ. Handlingen af ffue 
omfring. (Rahbek. T. Umblick.) 

Omblomſtre, v. a. 1. blomſtre trindt om⸗ 
kring, omgive m. Blomſter. “J Marts⸗ 
Fioler, elſtte Roſenly — med dobbelt Pra 
omblomſtrer den paa ny.” Rahbek. ' 

Ømblæfe, v. n. 2. falte v. Bloſt. (fun 
i partic.) De omblæfte Zræer. (ſ. blæfe 


om. . 
Omboinde, adj. v. fom boer rundt om, 
nær omkring et viſt Sted, el. et viſt Sam⸗ 
fund af Menneſter. »De omboende Folk 
Soroveri.“ Guldberg. 
Omboltre, v. a. 1. boltre fig omfring. 
” Savfruer ham omboltre ſtal.“ Ohlenſchi. 
Ombord, adv. til, paa, i, ct Skib. At 
gaae ombord I: begive fig t. Skibet (i en 
aad) og beſtige det. Hele Befætningen 
er nu o. Alle Barerne ere endnu ombord, 
Saaſnart han' nar kommen ombord, gik 
han ned i Kahytten. (f. Bord, Skibsbord.) 
Ombringe, v. a. 3. fielden i Betydn. at 
bringe oͤmkring, og meft,i mf. dl. part. 
pass. Aviſen ombringes v. ct eget Bud, 
- er allerede ombragt. (At bruge ombringe 
f. dræbe, tage af Dage, er en Getmanis⸗ 
me, ſom V. S. O. har optaget.) 
Ombrætte, v. a. 1. bræffe p. ny fra hin⸗ 
anden. (br. i Bogtrykkerierne) At 0. en 
Form, en Side ad: fage de alt fatte og ord⸗ 
nede Zuer cl. £inier fra hverandre, — Der⸗ 
af: Ombrætning, en. 
Ombud, et. pl. d. f. 1. Bud, der ſen⸗ 
Des omkring f. flere Steder. (Baggeſen. 
Ambergs Dvd6.)' 2. Forandring i et Bud, 


Bogen er en Omarbeidelſ⸗ af et 
t. 


ſeende. 


Ombud-— Ombele, 


ſom forhen vår givet? (V. S. D.) .3. i - 
ældre Tlyer: Beftiling, Embede, Øvervs 
(it. Fuldmægtig, Commisfionair.) Kieb⸗ 
ædernes Beftilinger (Bærgemaal, Kæms 
neri 2.) faldes endnu Ombud. (Baden jur. 
Ordh.) Deraf det forældede: Ombudss 
mand, en. den, .fom havde Fuldmagt , 
Hverv til noget for een. Kongens Om⸗ 
budsmand, var fordum et Slags Befa⸗ 
lingsmand, Foged el. Amtmand. 
.Ombuldre, v. a. 1. omgive m. Bulder. 
”ombuldret af Alpernes Torden.” Bagg. 

Ombyde, v. å. 3. (byde.) byde omkring 
t. et Selſtab. (f. byde, 4.) Der blev: om⸗ 
budet Viin og Frugter. — Ombyden, 
"Ombydning, en. Gierningen, at byde om, 
byde omkring. 

Ombygge, v. a. 1. omgive m. Bygnin⸗ 
ger. En p. alle Sider ombygget Plads. 
2. forandre en Bygning, bygge vom. fan 
vil lade hele Hufet o. Efter Branden bleg 
Forhuſet ombygt. Deraf: Ombygning, en, 

Ømbytte, v. a. 1. give og fane v. at 
bytte. Hatten fan blive ombyttet (f. en 
anden) derfom ben ev f. ſtor. — fig. At om⸗ 
bytte Bogen m. Svordet, Stadené Tums 
mel m. det flille Landliv. 2. blive af m. 
fit eget v. Feiltagelſe ell. Forbytning. (V. 
S. O.) Seg har faaet min Hat ombyttet 
(rettere dog: forbyttet.) Deraf: Ombyt⸗ 
ning, en. på. er. Handlingen af ombyt⸗ 
te. — Ømbytte, ct. Bytte, Byttehandel. 


»Endnu maatte Varer gives f. Varer, og 


Ombytte havde ene Sted.” Guldberg. 

, Ombælte, 7. a. 1. omgive m. Bælte, 
omgiorde. 

VOmbare, v. a. 3. (ſ. bære.) bære fra 
Stedet. Sted, bære ell. bringe omkring. 
Bladet ombæres om Aftenen. Et ganſte 
andet Ord er det forældede ombære, miſte. 
f. undvære.) 

Omboie, v. a. 1. boie ell. folde noget 
heelt omkring, ell. tilbage. Der, hvor 
Bladet er ombeiet. At rette, jævne et om⸗ 
boiet Blad. (ſ. adv. om,.d.) — Ombei⸗ 
ning, cen. pl.-er. 

mbolige, v. a. 1. omgive m. Bølger 
ell. i Belgegang. Øen ombelges af Has 
vet. ”En Hals, hvis Lilier ombølges af 
morkebrune Lokker.“ Baggeſen. 

Omdandſe, v. a. 1. omringe en Gien⸗ 
ſtand dandſende. 

Omdaume, v. a. 1. danne p. en anden 
Maade, give anden Skikkelſe, andet Ud⸗ 
Denne Reiſe har reent omdannet 
ham. Gan vil o. alting I Hufet. "Af 
Dor t. Menneſter omdanned' af en Skrod⸗ 
Der,” Baggejen. (aldrig m. Præp. adffilt 
og efter Verb. — Omdannelſe, en. pl-r. 

Omdele, v. a. 2. (f. dele.) uddele bl. flex 
re, dele omfring. Maten. blev omdeelt i 
Kurve til (blandt) den famlede Mængde. — 
Omdeling, en. pl.- ex. 


g f 2 0 
9 ) ' 


omgierde m. 


Omdige, v. a.1. omgive 
dige en Mark. 


Ddige ell. Dæmning. om 
Colding.) 
Omdigte, v. a. 1. omgiore v. at digte, 
ien Digtning. At o. ct Eventyr. “Naar 
en Digter vil omdigte Hiſtorien og forvan⸗ 
fie der Factiſte.“ (M.) ! 
Omdragende, adj. v. 
omkring, omtraekkende. 
niedaudſere. 
moteie, v. a. 1. dreie omkring, ell. i 
modſat Retning. (meſt i part.) Neglen 
fad omdreiet i Saafen. Den, ſom omdreier 
£iulet. — Ondreining, en. pl.-er. 

Omdrift, en. i Landbruget: den Folge 
ef forſtiellige Sædftifter el. Dyrknings⸗ 
maader, ſom udgisr em fuldftændig Verel⸗ 
drift; ell. den Omfrændighed, at Agerbru⸗ 
geren i en vis Rekke Aar, har giennemgaaet 
tem alle. (Rotation.) 

Omdrive, v. a. 3. faae noget v. anvendt 
Kraft t. af dreie fig rundt, dreie m. Magt 
emkring. (felden undt. i Inf. og Partic.) 
Mellevingerne omdrives af Vinden. Dens 
ne Kraft er ikke ſteerk nok t. at o. Hiulet. — 
ncgentl. Skibet omdrives (omtumles) af 
Bølgerne. (Mere ufædvanligt er v. n. 
omdrive for: drive om, flyde om; ſtiondt 
man hos Rahbek finder: ”Paa denne Vers 
dens falſte Hav vi famtlig jo omdrive.”) 
Omdriven, en. 1. Handlingen at omdri⸗ 
ve; Omdrivning. 2. orkesles Omflakken, 
Dagdriveri. »Tankelss Omdriven i tom⸗ 
me Glæder.” Mynſter. 

Omdufte, v. a. 1. brede Duft, Vellugt 
trindt omfring ; omgive m. Vellugt. (poe⸗ 
rift.) ”Omduftede af aromatiſte Dunfter.” 
Baggeſen. 

OmSdatfe,v.a.1. dakke (cf Bord) vp. 
ny. Bordet maa omdækkes. — Omdæt: 
ning, en. pl.-er. . 

mdebe, v. a. 2. døbe cen, fom allerede 
er debt, p. nv, døbe anden Gang. — fig. 
give et andet Navn. Byen, Gaden er bles 
Yen omdøbt. — Omdobning, en. pl—er. 

Omdømme, ct. pl.-r. (ſieſden.) Mening, 
Dem, fom man har cl. yttrer om noget. 
Sans G. i Sagen er uden Tviovl grundet, 
rigtigt. ”Mængdens løfe ,- vaklende OD.” 
Ronſter. Det offentlige Omdemme. (Rah⸗ 
hst.) Cfter mit Omdamme. 
Omdemme om noget. - , 

Omegn, en. pl.-e. (I. Umgegend.] 
ten nærmejte Egn omfring et Sted; omgi⸗ 
mende Landſtab. Staden m. dens Omegn. 
3 (regnen af Kisbenhavn. En ſmuk, 
venlig O. (Ordet er magſte⸗ forſt brugt 
af Baggefen. f. Labyr. II. S. 101.) . 

Omendſtiondt, conj. d. ſ. f. endſtiondt, 
uagtet. , 

Omfade, v. a. 1. bringe af cet Fad p. et 
Andet, Vinen maa omfades, blev omfadet. 

Omfang, et, IJJ. Umfång.] 1. vderſte 


fom drager, reiſer 
omdragende Lis 


At fælde et: 


X 
⸗ 


Omfang — Omſtytte. 


æræet holder .s Den har en 
Miil i O. 2. ttdftræfning, Fladeindhold. 
— fig. Indhold, Indbefatning. “Et om⸗ 
fattende Beviismiddel, ſom vor Lov ikke, 
dette Omfang, hiemler.“ Prſted. 


Omfare, v. a. 3. (f. fare.) 1. fave 
rundt omkring. Vi have omfaret hele Øen. 
i en Baad. 2. befare p. alle Kanter, gien⸗ 
nemfare, bereiſe. ”Ægnypterne ſaae dem at 
omfare alle Have.” Guldberg, Jeg har 
omfaret Landet i alle Vetninger. Hans 
Aand omfoer de henfarne Tider.” Pram. . 
eg wfart en. Gierningen at omfare et 

€ (4 

Omfarve, v. a. 1. farve p. ny hvad der 
tierrigtig farvet. Toiet maa omfarves. 
(jvf. opferve.) — Ømfarvning,en. pl.cer. 

Omfatte,v.a.1. [ZI.umfaffen,] 1. 
indflutte, omgive, indfatte. Havet oms 
ferter hele Jorden. (3. S. 9.) 2. fig. 
ndbefatte; og deraf: fatte, begribe tilfuls 
de. En meget- omfattende Virkekteds. 
Gudt alf omfartende Viisdom. (V. S. O.) 
»Den Kiærlighed, hvormed han omfatter 
enhver, hvem han flienfede Livet,” Myn⸗ 
ſter. ”Det rene Hierte fer omfatte en ans 
den Verdens ubekiendte Statte,” S. Staf⸗ 
feldt. — Omfatning, en. 

Ømfavne, v. a.1. J. umfadma.] om⸗ 
fatte, omfpænde m. Armene; tage i Favn; 
omarme. (fædvanligft fun om oner; 
ſom Udtryt p. Kiærlighed og Ømhed.) pan 
omfavnede fine Børn t. Afſted. J fin 


KiærlighedsRuus omfavnede han Træerne i ' 


Gaven. (f. favne.) — Omfavnelſe, en. pl.-r. 


Omflagre, v. a. 1. flagre rundt omkring, 


omgive flagrende. Sangfugle omflågrede 
Lovhytten. ”Syraglet Sommerfugl om⸗ 
flagrer Dalens Enge.” C. Frimann. (forz 
ſticil. fra v. n. At flagre om.) — Omfla⸗ 
gren, en. ud. pl. Gierningen at omflagre 
ell. det, at flagre om. 1 
Omflakken, en. ud. pl. det, at flakke om. 


vanter uftadig om, uden faft Opholdsſted. 
o. Tiggere. At føre et omflakkende Luv. 
Omfiette, v. a. 1. omgive, belægge m. 
Fletninge — Omfletning, en. pl.—er. 
Omflod, et. ud. pl. Vandets, Havets 
Kredsløb (Moth) eli. Flyden omfring ct 
Sted. (Baggeſen.) 5 
Omflyde, v. a. 3. omringe m. noget fly⸗ 
dende, m. Wand. Denne lod omflyder 
en Deel af Staten. Et neſten heel omz 
flydt Land. ” Hver omflodt Ø var ſom en 
Verden f. fig ſelv.“ Tullin. — Omflyden, 
en. ud. pl. (Omflod.) ' 
Omflye, v. a. 1. omgiere, giere i Stand 
paa nn. (ieldent.) væ | 
Omflytte, v. a. 1. flytte fra et Sted t.… 
et andet (meſt om det, ſom flyttes inde tet 


ø 


| Dans 
Forretninger ere af et vidtløftigt Omfang. . 


Omflakkende, adj. v. ſom flakker ell. 


é 
4 


. Omflytte — Omgang. 


Huud.) Han har fadet alting o. I Værels 
ferne. — Omflytten, en. det, at fintte om 
(neutr.) Kied af den idelige UV. — Omflyts 
ning, en. d. ſamme; it. Gierningen at oms 
fivtte, Toiet lider v. denne Omflytning. 
Omflyve, v. a.3. (ſ. flvve.) bevæge fig 
yvende omÉring noget. Fuglene, der om⸗ 
* Treets Top. “Liig Ørnen — fom 
mangen Kreds omflyver grandſtende.“ P. 
H. Frimann. (omflyvende, ſom flyver om. 
neutr.) ſom finver fra Sted t. Sted. o. 
Seere.) — Omflvven, en. det, at finve om. 
Omfolde, v. a. 1. folde noget p. ny. — 
Omfoldning. en. pl.— er. 
. mforme, v. a. 1. omdanne, give en 
anden Form. (Bording.) 


" ØOmfure, en. pl.-v. den Fure, fom frem⸗ 
bringes, hvor man lader Ploven ås Jor⸗ laſt 


den omkring Enden af en Ager. (Moth.) 

Omfylde, v. a. 2. folde p. ny hvad. der 
. Vår tømmet. At omfylde et Viinfad. — 
Omfyldning, en. pl.-er. ; 

Om, v. a. f. fælde. 

Omfærd, en. ud. pl. Færd, Reiſe, der 
ſteer heelt oinkring, vidt omfring, Omreiſe. 

Omfore, v. a. 2. fere, bringe, ledſage 
omkring. (hyppigere : føre om.) — Omfor⸗ 
fel, en. Gierningen at føre om. 

Omgaae, v. a. 3. (f. gaae,) 1. gaae 
rundt omfring. 
Time. 2. gaae uden om. (ſ. præp. om, 
3.) ifær i Krigskonſten: Han ſogte af o. 
Fiendens hoiere Floi da: omringe, overflsie. 
fig.- Denne Sag har han føgt at omgaae 
(forbigaae) i. fit Svar. 3. omgaaende, 


— fi 


adj. v. a.) omgaaende Tiggere, ſom gage 
om fra Sted ft. Sted. hb.) med omgaaende 
(a: næfte) Poſt. 


Omgages, v. dep. impf. omgiffes. 1. 
føge Selskab, Omgang m. Lan er ikke let 
at omgaaes. At omgaaes med mange fors 
ſtiellige Folk. 
gaaes hende. Hun omgaaes ham ell. med 
ham p. en meget fortrolig Fod. At om⸗ 
gaaes i Kiærlighed. (D. Bibel.) (At om⸗ 
jages med Trolddom. A. S. Vedel. ”Den, 
ſom omgaaes m. Gpaadom.” 5 Mofe B. 
18. ”At omgaae m. noget,” have i Sin⸗ 
de, arbeide paa. Hvitfeldt.) 2. behandle, 
handle med, mficdhandle. "Hvorledes de 
omgikkes m. Guldet,” Schytte. Hun for: 
ftaaer ypperlig at omgaaes Børn, el. med 
Børn. (fan ogſaa forſtaaes TI forrige Be⸗ 
mært.) Dan veed godt af omgaaes m. Bier. 

" Gan omgaces ilde m. fin Formue. | 

1. Omgang, en. ud. pl. [I. Umganga, 
Umgångr.| 1. Bevægelfen, at gane oms 
kring. Hiulets Omgang. 2. Samavem, 
jævnligt Selſkab. At være behagelig i O. 
holde, have O. med een. — vegemlig Øm: 

ang da: Samleie. 3. Behandling, Frem⸗ 
angsmaade i at behandle, En venſtabe⸗ 


— 


⸗ 


110 


Byen fan man o. paa en 


mgangsreife, en. 


Gan forftaaer godt af omz: 


Omgang — Omgieldende. 


it. Xdfærd, Handlemaade. (ifær iLovſpro⸗ 
et.) ” En lovſtridig Omgang. ”Fra flig 
fvigagtig Omgang maae Lovene afſtrokke.“ 
Orſted. 4. Afverling i en vis Orden. Det 
cer efter Omgang. En O. i Strikning 
ſaamange Maſker, ſom Ennttes, indtil man 
ér kommen hele Vidden af Strompen rundt.) 
En ØV. i Kort 2: ſaamange Spil, ſom der er 
Spillere. = Omgangsbeſtilling, en. Be⸗ 
ftiling, Forretning, der befættes, udføres 
efter en vis Orden el. Omgang. (Colding.) 
Omgangsbrev, ct, Brev, ſtriftligt Bud 
ell. Befaling, der ſendes omfring t. Flere. 
(Circulaire. Omgangekreds, en. bet 
Antal af Perſoner, fom man jævnligen om⸗ 
gaaet, og ftaaer i venskabeligt Forhold til ; 
Selſkabskreds. ——— Omgangs⸗ 
gl sen. En I Stedets el. Tidsalderens 
Charakteer gruntet Laft. (V. 6. 0.) -. Omz 
angsliv, et. det Liv, fom finder Sted i 
Felæabelig Omgang imellem Wennejter I ct 
vift Samfund. ”En anftændig Tone i 
Ømgangelivet.” Olufſen. mgangs⸗ 
maade, en. Maade at omgaaes, at behandle 
en Sag paa; Fremgangsmaade, Behand⸗ 
lingsmaade. (Dluffen.) Omgangsmaaden 
m. diffe Frugter er denne.“ Den Omgangs⸗ 
maade de havde brugt I at aarelade mig.” 
Bagg. N. Klim. — Omgangsmand, en. 
Cen, der hører t. en Perſons Ouigangskreds. 
”Gan havde været hans daglige O.“ Gram. 
pl. -r. R. der ſkeer ell. 
maa gisres efter Omgang blandt flere, efter 
en vis Orden. (Moth.)  Omgangsfelffab, 
et. Selſtab, der holdes efter Omgang blandt 
et vift Antal Familier, fom indbyde hver⸗ 
andre. Ømgangsftaal, en. 6. fom drik⸗ 
kes rundt i et Selſtab. (Moth.) Om— 
gangeffole, en. &. der ikke holdes p. et vijt 
ted, men ſnart p. cet, fnart p. et andet, 
em. af omvandrende Skolemeſtere (faafom i 
Sverrige og Norge.) Omgangoſprog, ct. 
det Sprog, der fædvanligen tales i daglig 
Omgang. "”Det daglige Omgangsſprog 
hos en meget flor Fleerhed af Indbygger⸗ 
ne.” Engelst. Omgangsſyge, en. pl.-r. 
en ſmitſom cå. herſtende (entemigt) Syg⸗ 
dom, der p. ſamme Tid angriber en heel 
Egn el. By. (Gangſyge, Landfarſot.) 
Ømgangstid, en. den Tid, ſom udfordres 
t. en Omgang. (4.) Olufſen. Omgangs⸗ 
tone, en. den Tone, ſom herfter I Omgang, 
i Gamqvén p. en vis Tid. Rahbek.) En 
god, fin O. — Ømgangsven, en. Perſon, 
man omgaages fom Wen ; cl. med hvem 
man ftaacr i et Venſtabeforhold, der fun 
grunder fig p. jævnlig Omgang. (Rahbek.) 
» 2. Ømgang, en. pl.-e. En Gang, der 
gaaer rundt om en Bygning, el. omgiver en 
aaben Plads ⸗En hvælvet O. Omgan⸗ 
gen p. en Veirmolle. . 
Omgieldende, partic. angaaende, ved⸗ 
kommende. (forældet.) 


—* 


Omgierde — Omhandle. 


Omyierde, v. a. 1. beſtytte, omgive m. 
Gierde. Haven er omgierdet m. en hoi 
Tiornehek. Kun hvor et trofaſt Hegn 
omgierder Slæden.” Evald, — Omgier⸗ 
delſe, en. pl.-r. 

Omgiorde, v. a. 1. omgive, forfyne m. 
Siord cell. Bælte, ”Omgiordede m. Vaa⸗ 
rens friſte Krandfe.” Pram. At 0. fig m. 
fit Sværd 3: m. Gværtbæltet. 

Ømgive, v. a.3. [f. give. T. umges 
ben.] omringe, indjlutte, indfatte. Luf⸗ 
ten omgiver Jorden. Han omgav Leiren 
m. Forſtandsninger. — uegentl. Alle de, ſom 
ſom omgav Fyrſten 9: ſom udgiorde hans 
Hof. (give om derimod: at give p. ny.) * 
Omgivelfe, en. 1. Gierningen at omgive 
(oftere: Omgivning.) 2. Inyere Tid fig., 
og undertiden i pl. de Perſoner, ſom meſt 
omgive ell. dagligen, hyppigen omgaaes cen. 
En flet Omgivelſe har ferdervet ham. — 
Ømgivning, en. d. ſ. ſ. Omgivelfe. 

mgiore, v. a. 3. (f. giore.) giore, fo⸗ 

retage, danne noget p. ny; giore om. (f. 

iøre, 12.) Meft i infin. og partic. At 
de noget omgiore. Kiolen er omgiort. 

Omgnave, v. a. 1. gnave trindt om 
tring omgnavet af Muus. , 

grave, v.a.3. (f. grave.) 1. grave 
rundt om. (fielden. At o. et Træ v. Ros 
den.) 2. grave Jorden dybt (d. t. um: 
graben.) hellere: kuulgrave. (I Be⸗ 
markelſen:; at grave p. ny, rettere: grave 
om.) Deraf: Omgravning, en. pl.-er, 

Ømgreb, et. Omfang. (D. H. 2.) 

Ømgribe, v. a.3. (f. gribe.) uegentl. 
omfatte, indbegribe. En meget omgriben⸗ 

Plan. — Hans omgribende Xrgierrig⸗ 
hed, Herſteſyge. (jvf. gribe, 5.) 

Ømgror, v.a.1. omgive m. vorende Les 
gemer, m. Plantevært, Et Sted, tæt oms 
groet med Krat. 

Omgrændſe, v. a. 1. omgive Grendſer⸗ 
ne, hele Omkredſen af en Ting; omringe, 
begrændfe. En Biergkiede omgrændfer 
denne Slette. — ”BVort omgrændſede (ind: 
ſtrenkede) Begreb.” T. Rothe. 

Omgfofte, v. a. 1: omringe m. Grofter. 
Marfen er heel omgroftet. — Omgrøfts 


ning, en. pl.-— er. 
gængelig, adj. let af omgaaes med 
behagelig, foielig i Omgang. ( needorff.) 
Deraf: Omgængelighed, en. ud. pl. 
Ømgængelfe, en. ud. pl. d. ſ. ſ. Om⸗ 
gang. 2. (D. Lov.) ”Børn, fom opfødes i 
god Ømgængelfe,” Sir. 22. (Nu fielden.) 
Omhakke, v. a. 2. løsne åg vende Jord⸗ 
ſtorpen m. en Hakke. (fielden) Omhakke 
en Viingaard. (M. C. Ravn.) 


Omhalſe, v. a. 1. [I. hålsa.] omarme. 


(Roftgaard. fielden.) Omhalsning, en. 
plL-er. 

Om 
om, afhandle. Den Sag; der nu ſtal oms 


111 


Krandſe. 


nåle, v. a. 1. forhandle, handle: 


Å 
Ås 


VW 


Omhandle — Omtalfatre. 


handles. Den i Skriftet omhandlede Gien⸗ 
and. Denne Materie er alt forhen om⸗ 
handlet (berort.) — Deraf : Omhandling, 
en. pl.-er. Sagens udgerus Omhandling. 

mharve, v. a. 1. harve p. ny. Denne 
Ager maa omharves. — Omharyning, en. 


Ømhegne-v.a. 1. omgive, omringe, 


beffntte m. Degn. Dalen er omhegnet m. 
Bakker og Skov. En Plet, fom Klipper 
omhegne. ”Den ranke Gran og For, ſom 
Biergene omhegne.” Rein. — Omheg⸗ 
ning, en. pl.-er. 

mhu, en. ud. pl. deeltagende Virkſom⸗ 
hed i at førge for, paſſe, pleie noget; Om⸗ 
hyggelighed, Omſorg. (f. Zu.) At have, 
at bære Omhu for noget. At ſerge med O. 
for noget. ”Mu var, faa tænfte de, Mens 


neffet Himmelens eneſte Ømhu.” Guldberg. 


Ømbugge, v. a. 1. bringe noget opreiſt 
t. at falde v. Guggen; hugge om. Af 
omhugge et Tre. san [lod Zræet omhug⸗ 
ge. — mbugning, en. pl.-er. ” 
ØOmhvælve, v.a.1. omgive m. Hvæls 
ving, hvælve fig om. 
tætte Zræer. ”Ci Helte Minder ene om⸗ 
hvælver du med ſtyggefulde Ørene.” C. A. 
und. . 
Omhygtte, en. ud. pl. Omhu; Bekym⸗ 
ring. (forældet, Isl. Umhygia.) Deraf: 
Omhyggelig, adj. fom har Omhu, Om⸗ 
forg f. noget; agtſom, opmærfjom. 0. for 
fine Berns Opdragelſe. o. f at opfylde fine 
Pligter. At pleie cen ombygneligt, at førge 
emhyggeligen f. noget ”Du har handlet 
heel omhyggelig for 06.” II. Kong. 4. — 
Omhyggelighed, en. ud. pl. den Egenſtab, 
at være omhyggelig; Omhu. At vife O. 
i eens Tieneflte, ”Ombyguelighed gisr, 
at Intet bliver forfomt. et ſynes, at 
man fan tænfe Agtfomhed uden Noiagtig⸗ 
hed; men at begge udfordres t. Omhygge⸗ 


lighed,” Sporon. . 
Omhylle, v.a.1. hylle omkring, til⸗ 
dekke heel omkring. At o. fig m. ſtore 


Torklæeder, m. et Lagen. — Omhyllen, en. 


nd Fl 

mhang, ect. pl. d. f: bet, fom hænges 
omtring noget ; iſer om en Seng; "Senge? 
Omheng. At hænge 


træffe Ømhænget om Sengen. 


Omhænge, v. a. omhang, omhængt.” 


ophænge rundt om noget, el. omkring t et 
Rum. Man omhængte Ereſtotten m. 
Salen var om bængt m. Harniſt 
og Vaaben. ' ” 
Omjage, v. a. 3. jage omkring. (ſielden 
og tun i partic, Dyret blev længe oms 
jaget. i 
) $ bmtalfatre, v.a.1. [f. kalfatre.) ind. 
Tale: omgiere, ifær om noget der er meget 
——— indviklet, møifomt. “Havde 


an Log omkalfatret det hele utaknemme⸗ 
e J 


lige Arbeide,” Bagg. Labyr. H. 35. 


ba |] ' "4 
X 


omhvælvet af lov⸗ 


Ømhæng op. At. 


J 
Omkante ⸗ Omkoͤſtning. 


AOmkante, v. a, 1. "bclægge rundt om m. 
gu Kant. — Omkantning, en. pl.-er. 

VOnmkap, adv. i, Vaddeſtrid, fæmpente 
om at overgaage fin Medſtrider, ell. ferft at 
naae et fælle Maal. Ut ride, kiore, lobe 
vømme, arbeide omkap. (men ikke: jyde.) 


. Kap. 

Omtafte, v. a. 1. fafte overende. Mans 
ge Træer omkaſtedes af Stormen. 2. fafte 
p. ny. “Det nos indførte Korn omkaſtes 
i det” ferſte Halvaar hver ottende Dag.” 


Schytte. — Omkaſtning, en. pler. | 


VUmkioeren, en. ud. pl. Gierningen at 
Eløye om i en Vogn. ' 
Wmtiorfel, en. 1. d. ſ. ſ. Omkieren. 
. Leilighed t. at kiore omkring et Sted. 
Der var før en Omkiorſel ved ell. om 
Gaarden; men den er nu aflagt. . 


Omkline, v. a. 1, forfone rundt om med ; 


noget, der, klines. — Ømtlining, en. 
Ømtlippe, v. a. 1. klippe p. iny, klippe 
. om. Monſtret maa omklippes. 
Onkleæde, v. a. og rec. 2. omgive m. 
Klæder, m. en Dragt. (ficfden.) ””Naar 
den udødelige Aand føjer fig omklæedt m. 
denne herlige Bolig.” Pal. Muller. 2. 
Flæde om, tføre, hielpe andre Klæder p.; 
flifte Dragt. Pigen er v. af o. hendes 
Frue. Jeg maa o. mig inden jeg gaaer 
tilbords. — Omflædning, en. pl.-er, 
Omfnæle,v. a. 1. omringe, knolende. 
»Sorgende ſtal Bern omknale eders Liig 
i forte Flælce.” Grundtvig. . 
Omkog, ct. pl. d. ſ. Vierningen at om⸗ 
koge. At give noget et Omkog. 
Vnmkoge, v.a. 2. koge p. ny; gientage 
Kogningen. — Omkogning, en. pl.-er, 
mFomme, v. n. og a. 3. (f. komme.) 
1. v. n. komme af Dage døe en voldſom 
Død. fan omkom p. Søen, , Der omz 
kom, er omfommet mange Mennejter. 2. 
v. a. (I ældre Skrifter. dræbe, aflive. At 
o. fig felv. (A. S. Vedel.) Han ſtal føge 
efter Barnet, at omkomme det.” Matth. 2. 
Omkoſt, en. d. ſ. ſ. Omkoſtning. (for: 
ældet. Møde og Omkoſt. P. Clauſſen. 
»Han ſparede et Omkoſt eler Arbeide.” 
Colding.  - ” 
Omkoſtning, cen. pl.— er. [Z. Umko⸗ 
ften.] den Udgift, der anvendes paa, er. 
forbunden m. en Ding. ”Ø. er den. Ud⸗ 
ift, man har i Anledning af en vis Ting. 
% efoftning beſtemmes af Tingens Natur ; 
Omkoſtning af Omftæntigheterne.” Spo: 
ron. At udrede, beftride de fornødne Om⸗ 
koſtuinger. Proceſſens Omkoſtninger. Da 
ſtal den, ſom Sagen taber, betale den bils 
lig p. Proceſſen anvendte Omkoſtning.“ 
D. Lov. I. 6. 22, (Man ſiger: tilfældige 
Omkoſtninger; men ikke: tilfældige Be⸗ 
koſtninger, fordi man v. dette Ord ifær uds 
trykker den ildgift, (om et viſt Foretagende 
nodvendigen fordrer 


112 


den vid Omkreds. 


Omkram — Omlade. 


AJ 


Omktram, et. coll. tilforn: Kallun, Ind⸗ 
volde, Indmad, Hoved, Fodder, og alt 
svrigt af et flagtet Dyr, undtagen Krop⸗ 
pen. (Colding, Moth.) "| , 

Omkrandſe, v. a. 1. omgive, omfinnge 
m. Krandfe, cl. med noget lifg en Krands. 
Ut omkrandſe Haaret m. Roſer. — Om⸗ 
krandsning,en. 

Omfrcds,en. pl. -e. 1. den pderſte 
Rand, Linie, fork omgiver, begrændfer et 
Legeme. Bortets O. 2., Omfang; Uds 
ftræfning i Vidden. Øen er en Mil i O. 
3. den nogef omgivente Deel af Rummet; 
en omgivende Kreds. Man vverſtuer her 
»For en noiſom Sicel 
ev liden Omkreds nof,” Tullin. 4. fig. 
Indbefatning. “Den ſande Gudsfrygt er 
en Omkreds af alle Dyder.“ Baftholm. 

Omkredſe, v. a. 1. danne en Krebs, "en 
Runding omfring; omgive med ell. i en 
Kreds, ”Den Alt omfredfende Himmel.” 
Kampmann. ' 


Omfring , præp. og adv. Å. præp. 
har den egentl. Bemærtelfe tilfælles m. om, 
el. udtrykker enten Retningen af en Beve⸗ 
gelfe, el. den ſtadige Tilverelſe af noget, 
langé m. Omkredſen af en Bienftanda:rundt 


om denne. At gaac heelt omkring, rundt o. - 


Bren. ”De Stæter, fom laac rundt om⸗ 
kring dem,” 1 Mofe B. 35. »Trindt cmz 
Fring Leiren.“ 4 Moſe B. 11. At feifg 
omkring Jordkloden. Der var en Ring o. 
Solen. Jordkloden dreter fig o. fin Are. 
(3 de flefte herhen hørende Zilfælde br. om, 
uden forandret Udtryk.) — uegentl. a.) i 
Nærheden, nœrveis. Her o. i Egnen. Alle 
Egypterne grove omkring Floden.“. 2 Mofe 
B. 7. At have Folk omkring (om) fig. — 
b.) hiſt og her, adfpredt p. en vig Strokning. 
omkring i Byen, p. Landet. At reiſe 0. 
ien Egn. — B. adv, br. ligeſom om i Be⸗ 
mært. a, b, ccgd. Hiulet løber omkring. 
Gan har teiſt, været vidt omfring, At 
dreie noget 0. Hele Aaret omkring. At 
brage Landet omkring. (I Sammenfæt: 
ning foies det fun t. enkelte Partitipier f. 
E. de omkringboende, omktingliggende, 
omkringſtaaende.) 


Ømtrybende , adj. v. ſom kryber om⸗ 
kring. En p. Gulvet omkrybende Orm. 

Omtuld, adv. overende, t. Jorden, p. 
Hovedet. At kumle, falde, at kaſte een 
omkuld. At ſtyrte omkuld (ell. om.) Om 
livlsſe Ting br. det ikke gierne. 

1. Omlade, v. a. 3. (ſ. lade.) ſynes om, 
domme om, bedemme. (forældet.) “Han 
er blandt alle vel omladt.“ Bording. Ilte. 
omladt. (Y. Syv.) ”Den Moie — er ikke 
meget omladt af de fleſte.“ Vid. E. Skr. 
2. Omlade, v. a. 3. omgive, omgiorde. 
Et ufædvanligt, hos Veſſel forekommende 


J 


- 


Omlade — Onilobstid. 


hd "Wen af du din Dont forlader, og 
um Glavind dig omlader.“ 

Omlade, v. a. 1. lade p. ny. 
Elib, et Gevær, Deraf : Omladning, en. 

Onladen, adj. v. ſell. partic. af et for⸗ 
eldet v. omlade. Hos Hvitfeldt findes : at 
omlade (befatte) fig m. noget.) ftræbfom, 
omfnggelig, flittig. (Moth.) Dette forel⸗ 
dede Ord er brugt af Baggeſen i en lignende 
Bemærfelfe («Jer for det ZF. gefdåftig.) 
”Cn hurtig, emladen Mand.” — ”Aanden 
t langt omladnere, end man ftulde flutte 
afdet Udvortes.” Labyr. II. 52, 

Omland, et. pl. - e. omliggende Land 
Mland. B. S. D. (fefdnere end Ome 33 
Byen mangler nogle Qvadratmiles Om⸗ 
land.” Qlufſen. | 

Omlede, v. a. f. lede omkring (circum- 
ducere.) 


At o. et 


Omleire, v, a. 1. omgive m. en Leir, m. 
leirede Folk, Deres talrige Skarer oms 
kirede Staden, BEEN ' 

Omliggende, adj. v. ſom ligger nær om⸗ 
king, el. adfpredt hiſt og her. »J den 
omliggende Cgn.” Marc. 6. Det o. Land, 
De omliggende Lande. (Colding.) De en⸗ 
felt omliggende Byer. 

lufte, v. a. 1. tilvifte en fagte Bind 
ter Luftning fra ale Gider, mluftet 
af milde Foraarsvinde. ”En hellig Gyſen 
tig omlufter.“ S. Staffeldt. 

OmlutTe, v. a. 1. omgive m. Lukkelſe, 
emflutte, indlutte. At omlufke et Sted 
met Degn. (MNoth.)" . + . 

Omlyd, en. J Sproglæren: et v. en 
forantret Selvlyd el. Stavelfe omdannet 
Dd, fom dog har beholdt ſin Grundform; 
(let Overgangen af en Vocal ell. Stavelſe⸗ 
ln til en beffægtet. ' 

mlyne, v. a. 1. omgive m. Lysning af 
kynglinit. (Baggefen,) 

lægge, v. a.3. (ſ. lægge.) 1. lægs 

ge p. ay. At o. et Gulv. 2. lægge om⸗ 

kring, rundt om. (felden ud. I partic.) Da 

andet var omlagt, 3. lægge hiſt og 

ber, (ligeledes.) Soldaterne bleve omlagte 

i ſuſene. — Omlægning, en. pl. - er. 

Omlæffe, v. a. 1. læfje p. ny. Telet 
Mer omlæffet. Vognen maatte omlaſſes. 
— Omlæsning, en. pl.—er. ' 

Omleb, et. 1. en Tings kredsformige 
Levergelſe om et Punkt.  Hiulets G. 

janens Ø. om Jorden. 2. en hurtig 
Scrægelfe frem og tilbage, cl. i forſtielt. 
Retninger, Blodets O. — fig. “ Hande⸗ 
len er det bedſte Middel t. at bringe Penge i 
Smleb,” Schytte. Tankernes O. + Ut have 
O. i Sovedei 3: funne dømme og fatte en 
Tafig Teflutning m. Lethed. — Omlebsba⸗ 
ne, en. den Bane, ſom giennemløbes v. Om⸗ 
ltd. En Komets Ø. (G. S. 0.) — Om: 
—5 — et. d. f. f. Omgangsbrev. Om⸗ 

betid, en. ben Tid, fom udfordres t, 


Deaf Orddeg IL "> 


113 


Y > 


— 


Oinlobotid — Ompæling. 


Omlsb. Maanens O. Planeternes Om⸗ 


lebotid. (I. Rothe.) Omlobsveie pl. 


Veie, Canaler, Sange t. Qmlob. Blio⸗ 
dets Omlobsveie. (Circulationsveie.. 
Ømlobe, v. a. 3. (f.- lobe.) løbe forbi, 
l. uden om. At o. cen i Veddelob. (Mes 
pet felden ſom v. mn. og fun figurlg for: 
be om. Der omlob adſtillige Rygter.) 
Omloben, en. ud. pl.” Handlingen, at 
løbe om, løbe omkring. Loſe Hundes Om⸗ 
leben paa Gaderne. 
Ømlebende, adj. v. ſom leber om, dreier 
fig rundt. Det omløbende Hiui. 
- Ømløber, en. pl.—e. en Perſon, der 
ftryger omkring i Landet, uden faft Op⸗ 
oldsſted, en Landløber. 
ere og D 
miffer uddeles.” Snegdorf. Deraf: Om⸗ 
loberſte, en. et ſaadant Fruentimmer. 
maale, v. a. 2. maale p. nye; maale 
om, Kornet maa ommaales. — Ommaa— 


ling. en. pl.-er. . 

mme, adv. 1, om Stedet: p. cen ans 
ben Kant," p. et noget fraliggende Sted 1 
en anden cl. modſat Retning, hvortil man 
kommer v. at gaae om f. E. et Hiorne. 
pift omme v. Hiornet. Han boer omme i 
en anden Gade, (f. adv. om, d, hvortil 
omme har famme Forhold, fom henne til 
hen, oppe til op, 2c.) 2. om Ziden: gans 
fle forbi, til Ende. Da Aaret var omme. 
BDended Tid er endnu ef omme, (f. adv. 
om, 8&) 

Glmelde, va 2 berette, tale om, 
berøre, Denne Omftændighed er tilforn 
ommeldt. 

Ommure, v. a. 1. omgive m. Muur. 
"Gan lod Kilden ommure m. en Indfatning 
af hugne Stene. 

Ommynte, v. a.1, mynte p. ny, ompræ⸗ 
ge. (V. S. O.) Deraf, Ømmyntning, ens 

mnævne, v. a. 1. falde anderledes , 
give et. andet Navn. (Moth) omnævnt, 
forben omtalt, ommeldt. 

… Ompalte, v. a. 1. pakke ell. indpakke p. 
nn: Alt Toiet maa udtages og ompakkes. 
Deraf: Ompakning, en. pl.— er. 


”Det er Omlo⸗ 
agdrivere, t. hvilke de flefte Ac 


i 


. Ompandfre, v. a. 1. omgive m. Pandſer. 


Omplante, v. a. 1. optage hvad der er 


plantet, og plante det p. ny cller p. et andet 


Sted. At omplante Jordbær, Troœer, Blom⸗ 
fter. — Deraf: Omplantning, en. pl.-er. 
mploie, v. a. 1. ploie p. ny. 2. ploie 


Jord op, hvori Gæd var nedlagt, og. for⸗ 


”Umpleter Mand anden 
D. Lov. VI. 15. 13, — 


Aj 


dærve Gæden. 
Mands Sæd.” 
Deraf: Ompleining, en. pl.-e. . 4 


mpræge, v. a. T. præge p. ny, give et. 


andet Præg. Mynten blev inddragen og 
ompræget, — Deraf: OØmprægning, en. 
mpale, v. a. 1. omfætte, indflutte,m. 


Pæle. At empæle en Plads, — Ompaling, 


en. pl. er, s . 


(8) 


pr. UN 
Re. 


lige 


Omqved — Omryfte 
. Omqvæd, et. pl. d. f. [f. Nvad, quæ⸗ 
de.] en eller flere Verslinier, ſom gientages 


efter hvert Vers (Strophe) i en Sang ell. 


Bife. (Omqvæde. Coldin 


:) 
Omraade, et. [Sven] den Landftræt: 


ning, fom tilhører nogen, iſer en Stat, en 
By, 0. d. Territorium. (brugt af Molbech.) 
Omrage, v.a. 1. bringe af Lave, i Uor⸗ 
den v. at rage i. At 0. Papirer. (ſielden; 
og forfticligt fra v. n. af rage om i. 
- Omrand, en. Rand, fon gaaer trindt 
omfring cen Ting. (OD. Fabricius i V. S. 
Skrifter.) NE 

Omrande, v. a. 1. omgive m. en Rand. 
(ufædvanl.) ”Sand og Lyng, omrandet 

"af evige Fyrreſtove.“ — ”Den hele uafſee⸗ 
lig de, — omrandet af Lothringens 

erge.” Baggeſen. i 

Omraff, et. det f. ſ. Omkram; it. en 

erat tilavet Ret, f. E. Finker, Gaaſe⸗ 
kraaſe. (Colding. Moth.) 

Omreiſe, en. Reiſe omkring ell. om i en 
Egn; Omfart. “Efter nogen Omreiſe kom 
de endelig til en Dal,” Guldberg. ”Paa 
deres Omreiſer i Landet.” V. S. O. 

Omreiſe, v. a. 2. komme heelt omkring, 
ell. overalt omkring d. at reiſe. At o. 
Jordkloden t. Lands er ikke muligt. Han 
har omreiſt hele Landet. 36 adj. 
v. ſom reiſer allevegne, h og her omkring. 
omreiſende Skueſpillere. 

mride, v. a. 3. (f. ride.) ride heelt oms 
kring. 
Deraf: Omriden, Omridning, en. 
Omrids, et. pl. d. ſ. Linierne, hvorved 
Legemernes Form beſtemmes, for ſaa vidt 
ſom de ere, ell. betragtes ſom Flader; ſaa⸗ 
vel om Naturproducter, ſom Konſtverker. 
At tegne en Figur i Omr ds. — fig. fort 
Udkaſtet. ct ſtriftligt Arbelde; Udtog. Et 
Omrids af den nyerr Tids Hiſtorie. 
Omridſe, v. a. 1. drage Linier omkring, 
afridſe et Legemes Form p. en Flade. (V. 
S. O.) Deraf: Omridsning, en. —* 
Omrinde, v. a. 3. (f. rinde.) d. ſ. ſ. 
omflyde. (V. S. 9.) 
Omringe, v. a. 1. danne en Kreds oms 
fring, omgive trindt omkring. Han blev 
omringet af Mængden. Fienden omringede 
Buen. — Omringelſe, en. ' 
Omrive, v. a. 3. f. rive om. brugeligt 
i partic. Stotten blev omreven. — Om⸗ 
rivning, en. pl.-er. . 

Omrode, v. a. 1. rode op overalt, gien⸗ 
nemrode. ”Menneftene, der maae omrode 
Jorden.” J. Bone. Haven feer ud, fom 
den var omrodet af Sviin. — Omrodning, 
en. pl.-er. 


mrykke, v. a. 1. rykke til noget, faa at 
det falder om”, rykke overende. — Omryt: 
ning, en. pl.-er. ; 

mryfte, v. a. 1. bringe noget: til at 
blandes ved at ryſte det ; ell. ryſte et Kar, 


| 


114 


At omride en Plade, en Stad. 


Omryfte — Omſtifte. 


hvori noget er, ſom kan blandes. At om⸗ 
ſte en Legedrik. omryſte en Flaſte. — 
eraf: Omryftning, en. pl.-er. 
Omrore, v. a. 2. røre noget vel, f. at 
bringe Delene t. at blande fig. At o. Ma⸗ 
ben i Gryden. Farverne mgae vel omro⸗ 
res. (J ældre Skrifter: omtale, berøre. At 

omrøre en Materie. P. Clauffen Bed 
edet 


Omſaac, v. a.1. tilfaae p. ny. 
maa omſaaes. ( Roſtgaards Ordb.) 
Omſadle, v. a. 1. ſadle p. ny, lægge ans 


"den Gang Saddel, el. lægge en anden 


Saddel paa. At o. en Heſt. (absol. ſtifte 
Heſt, og ſadle den. Vi ſik neppe Zid ft. at 
omſadle. Neppe var der omſadlet, før 
han igien vred affted.) jvf. ſadle om, — Der⸗ 
af: Omfadlen, en. Omſadling, en. pl.—er. 

Omſalte, v. a. 1. falte p. nn. At om⸗ 
falte Klod. — Omfaltning, en. pl. - er. 

Omſats, ſ. Omfætring. 

Omſeile, v. a. 1. ſeile rundt om; ell. 
ſeile uden om. At o. Jorden. Vi omfeis 
lede Odden. — Omfeiler, en. ſ. Jordom⸗ 
ſeiler. — Omſeiling, en. pl.-ér. Jordklo⸗ 
dens Omſeiling. . 

Omſende, v. a. 2. ſtikke omkring , lade 
udgaac t. forſtiellige Steder. Brevet blev 
omfended hele Stiftet, — Omſendelſe, en. 

mfider, ady.IJ. um sidir; af sid, 
filde.] 1. endeligen, langt om længe, en= 

ang. Omfider fom det længe ventede 
dffab, Han fommer dog vello. 2. til 
Slutning, fidſt I Tallet, i Raden. Foerſt 
tom Sorgeparrene, derpaa de indbudne, 
omfider (bedre: tilfidſt) det frivillige Folge. 
mfiger, v. a. 3. (ſ. ſige.) fige andet ell. 
bet modſatte af hvad man før har fagt ; 
gienkalde. (fielden.) Er det fnart fagt, —* 
er det ogſaa ſnart omſagt. (jvf. ſige om.) 

" Omffabe, v. a. 2. give en anden Skab⸗ 
ning, Skikkelſe, ſtabe p. nn, omdanne. 
Han ˖ har ganſte omffabt den hele Stiftelſe. 
At o. et Sprog. (Sneedorf.) ”Han tæn= 
fer iffe, med 'ect at omſtabe Nat f. klar 
Middag.” Kampmann, — Deraf: Om— 
ſtabning, en. pl. - er. 

Omſtandſe, v. a. 1. omgive m. Skand⸗ 
fer og Befæftning ; opføre Skandſer heelt 
omkring. En omſtandſet Leir. — Om— 
ſtandsning, en. pl.-er. 

nffifi v.a.ugn. 1. A. act. 1. 
d. f. ſ. ffifte, ombytte; men bu. fædvant. 
m. præp. med. At omſtifte Tiden m. 
Evigheden. At o. Pennen m. Eværdet ,- 
Hoffet m. Landlivet. (Derimod: at fkifte, 
hellere end omffifte, Klæder, Bopæl az 
forandre.) 2.-omftifte, for: ombntte, for= 
andre; forekommer ofte i vore Bibeloverſ. 
»Jeg vil omffifte deres re t. Elam” 
Hof. 4. ”Og jeg kunde omffifte min 
Roſt.“ Sal. 4. Hans Vilkaar, Skiebne 
er i denne Mellemtid omſtiftet. Alt i Ver— 
den omſtiftes. De have omſtiftet (ell. 


ø 


— 


Omftifte — Omſlag. 


1 

fiſtet) deres Pladſer. ꝰAt Ondſtab ikke 
fulde omſfifte haus Forſtand, el. Svig 
bedrage hans Stæl,” Mynſter. — B. neutr. 
blive forandret, verle, aflsſe hinanden. Vi 
fee Aarstiderne omſtifte. (jvf. ſtifte om.) 
=> omftiftelig, adj. ſom omſtiftes ell. kan 
omſtiftes foranderlig, ubeſtandig. Der⸗ 
af: Omffifteli hed, en. Foranderlighed. — 
Onſtiftelſe, Gmſtiftning, en. det, at oms 
fiftes, at blive omſtiftet; el. Handlingen 
at flifte om; Forandring. ”At ſtielne 
Imellem det tomme Ord ilintetgisrelſe, 
ig Ordet Omftiftelſe.“ T. Rothe, ”Hvor 
han henvendte fit Blik, opdagede han den 
Puderfigfte , den lykkeligſte Omfftiftning.” 
a ⸗ 


Omffifte, ef. pl.-r. bruges undertiden 
for: Skifte, 1. ell. for:  Omffiftning. 
det tan blive bedre v. et nyt Omſtifte. 
fer faae vi Omſtifte af Heſte. 

Omffoe, v. a. 1. lægge andre Skoe uns 
der. At omſtoe en Heſt. 

mifovle, v. a. 1. kaſte ſta Bunden af 
men Stovl. Kornet maa tilgavns oms 
Kovles, (Moth.) ØR 

Omffrift, en. pl.-er. Skrift fom gaaer 
rundt om Noget. iften p. en Mynt. 

Omffrive, v. a.3. (f. ſtrive.) 1. ſtrive 
p. no, give en anden ſtriftlig Form. Jeg 
maa 0. hele Brevet. Dette Udkaſt maa 


omſtrives. En omſtreven Regning. + 2. 
udtøfte m. andre Ord, iklke ligefrem , 
P. cn vidt 


leftigere Maade, o. d. Denne 
Talemaade fan ikke dverfættes, men maa 
omffrives, 3. melde om, omtale ſtriftlig. 
fun i partic. Den omførevne Bog, de 
revne Barer har jeg rigtig modtaget, 
— Omffrivning, en. pl.-er. Handlingen at 
omſtrive (1 og 2.) Brevets O. vil medtage 
f. megen Fid. En Obligations O. Xt 
adtrutte noget ved O. ”Hans Overfættelfe 
et iffe paalidelig, da den ofte er mere Om⸗ 
vning end Overſettelſe.“ Wandal. 
t,v.a. 1. beſtue trindt omkring, 
p. alle Sider, omfatte m. eet Blik. ”Der 
omffuer utalte Naturer.“ Baggeſen. — 
omffuende, ſom feer fig om t. ale Sider. 
€ 0. Blik. — fig. En omffuende Forſtand. 
Omffygge, v. a. 1. udbrede Stygge 
tandt omfring. Det ftore Træ omffygger 
kk Been, — Onmſtygning, en. (Ambergs 


Omffære, v. a. 3. (ſ. ſtære.) 1. flæte 
Taatt omkring. At o. et Saar. (fielden.) 
2. bortſtere Forhuden hos Mandftønnet, 
fom br. —* Jøder og Mohamedanere. — 
traf: Omffærelfe, en. pl.-r. 

Omfleg, et. pl.d.f. 1. det, ber flanes 
left om noget, f. at bevare det, el. hvor⸗ 
met noget loſelig omfvøbes, At glemme 
kApirer f et G. lægge O. om et Brev. 2. 
i Reticinen - det, der lægges paa cl. om 
et Lem, f. af tvætte, lindre Smerter, 0. d. 


115 


en. 


s Ak , 


| Omflag Omſpende: 


At lægge varme O. paa en Bold, 3. Om⸗ 


friftelfe ,, Forandring. Omſlag i Veiret. 
ſtkens O. »Uden Forhaling og Omflag.” 
P. Clauſſen. 4. utidig, for tidlig Fodſel. 
(5. Omſpob i Talen, Omſtrivning; foræls 


det.) — Omflagoveir, ct. uſtadigt, forans - 


derligt Veir. (VBV. S. O.) 
Omſlibe, v. a. 3. (f. 
Omſlutte, v. a. 1. omgive, indflutte p. 

alle Sider. ”ODen vide Verden, m. al fin 

Herlighed, maa dog omſlutte megen Jams 

mer.” er. É… 
Omſſlynge, v. a. 1. ſlynge trindt om⸗ 

kring, omſnoe, omvinde. At o. Haaret 

m. en Blomfterkrands. Hatten var oms 

ynget m. et rodt Baand. — fig. Aaen om⸗ 
ynger denne venlige Plet. — Omſlyng⸗ 
ning, en. pl.- er. 

mflæbe, v. a.1. flæbe omkring. (ſiel⸗ 
den.) Efterat han i mange Aar havde oms 
flæbt ig 8 t Legeme. — Omſſæbning, en. 
- Omfløre, v. a. 1. tilhyle rundt om m. 

Slor. me, omſloret Hoved. 

Omſmede, v. a. 1. ſmede p. ny. Denne 

Skoe maa omſmedes. — Omſmedning, en. 

l.- er. 

P Omſmelte, v. a. 1. ſmelte p. ny, ſmelte 

det, ſom tilforn har været ſmeltet. Sol⸗ 

vet (od han o. Diſſe Mynter bleve ind⸗ 
dragne og omſmeltede. — Omſmeltning, 

1.- er. 

i hate v. a. 1. omvinde, ombinde m. 
noget ſmidigt, bsoieligt; omſlynge. De 
amſnoede ham m. Blomſterkrandſe. Tæt 
omfnoet af hendes Arme. ” 
Omſunore, v, a. 1 og 2. ombinde, om⸗ 
vinde m. Snore. Pakken var omſnoret m. 
Seilgarn. 2. fitøre paa ny. Hun bliver 
tidt omſnert. 
Omſonſt, adv. [Z.umfonft.] i dagl. 
ale: % forgieves, t. Unytte, frugtesloſt. 

ige Foli man nuomftunder loger 
omſonſt.“ Baggeſen. 2. uden Vederlag 
el. Betaling ; frit. ” 

OD mforg, en. ud, 

lighed i at udføre ell. varetage noget. At 

have O. for cen.  ”Hav Omſorg f. et godt 

Navn.” Sir. 41. At bære Omforg for, 

drage Dmforg for, at noget cer. 

&mfpa e, V. a. 1. omvælte, kaſte op m. 

Spade. 

Deraf: Omſpadning, en. 
Dmfpinde s v.a.3. (f. ſpinde.) omgive 

m. Spind. — fig. De havde vidft af 0. ham 

m. deres ſtiulte Garn. “Oprigtighed med 

Lumſthed at omſpinde.“ Rein. 
Omſprede, v. a. 2. ſprede 

omfring. (meft | partics) fig. at omſprede 

(udbrede) et Rygte. 

Omſpænde, v. a. 2. omgive v. at fpæn= 

de. Man fan 0. hende m. fo Hœender. 2. 


hæfte, fæfte om fig 0, Spœonder. pan oms 


(87) 


mn i 


flibe.) ſlibe p. ny. 


At omſpade et Stykke Jord. — 


pl. Omhu, Omhygge⸗ 


hiſt o her 


A 


8 


⸗ 


Omſpcnde — Omſtroe. 
ſpendte fin Ruſtning. B. S. O. (bedre: 


han iførte fig.) — fig. ængfte, beſpende m. 


— 


LS 


ter de 


» den Mening. 
Deraf: Omftempling, en. pl.-er. 


grave det m. 
. PP. 


fræf, e. d. ”Dødens Bølger omſpændte 
mig.” (D. Bibel.) “Du fryder og let⸗ 
Bryſt, du omſpender.“ Ewald. 
Morke Varſeler og Frygce hans Sicel oms 
fpænder.” P. H. — * Omſpændt 
af haables Elſtkovs Smerte.” Baggeſen. 
3. ſpende anderledes, fpænde p. ny. Sele⸗ 
teiet maa ontfpændes (fhændes om.) absol. 
Mifte Heſte f. Vognen, fpænde andre Hefte 
Saafnart der er omfpændt, kisre vi 


Omſperge, v. a. 3. ſoge Oplysning om 
v. at ſporge, begiere Underretning, erkyn⸗ 


ditge fig om. (ſielden ud. i part. 633 Den 


omfpurgte Sag, Perfon. — Omfporgfel, 
en. (3. S. O.) ſ. Efterſporgſel, fom er 
mere brugeligt. . ' 
Omſtaaende, adj. v: ſom ftaaer rundt 
omfring, ſom ſtager i en Kreds om noget. 
Det omſtaaende Folk. 
Omftable, v. a. 1. ſtable p. ny. — Deraf: 
Ømftabling, en. pl.- er. 
Omſtemme, v. a. 1. ftemme anderledes, 
ſtewme p. ny. " Klaveret maa omſtemmes. 
— fig. bringe een. p. andre Tanker, t. en an⸗ 


Omſtemning, en. pl.-er. 
emple paa ny. 


Omftiffe, v. a. 3. (f. ſtikke.) 1. ſtikke 

p. ny. Denne Plade maa reent omſtikkes. 
2. At o. Jorden I pt Havebed (vende, oms 
Spaden.) At omſtikke Korn 
Loftet. (VB. S. O.) 
Omſtille, v. a. 1. opſtille biſt og her, ell. 
rundt omkring. fan lod Vagter 6. paa 
Torvet og i Gaderne. (VB. S. O.) Brik⸗ 
kerne maa omſtilles 3: ſtilles anderledes. 

Omſtimle, v. a. 1. ſtimle omkring, ſamle 
fig i Mengde omkring. Folket omſtimlede 
ham p. Torvet. Den omſtimlende Folkehob. 

Ouſtraale, v. a. 1. omgive m. Straa⸗ 
ler, m. en ftærk Lysning. Biergtoppen, 
omſtraalet af Aftenrsdens Glands. “Blid⸗ 
hed omſtraaler hans rolige Aaſyn.“ Herzt. 


Omſtreife, v. a. 1. drage ſtreifende igien⸗ 
stem, p. alle Kanter. Af o. Landet. (fiels 
den. f. giennemſtreife.) omſtreifende, adj. 
v. ſom ſtreifer omfring. 
fore ct omſtreifende, omvankende Liv. — 
nſtegrins, en, pl. —er. Handlingen, at 

veife om. s 

Omſtroge, v. a. 3. firngep. ny. Teiet 
maa omſtryges. (omſtrygende, adj. v. d. 
ſ. ſ. omſtreifende.) — Onſſtrogen, en. det, 
at ftenge omkring. — Omfryger, ſ. Land⸗ 
fyger. 


Omſtemple, v. a. 1. 


omkring. 


(4 ” Fod 


⸗ 


116 


ning. 


J Gaar var han af min Me⸗ 
ning; I Dag havde hans Kone ganſte oms 
temt ham. — 


ær indtruffet en ubehagelig O. 


o. Qorder. At ” 


2 


Omſtroe — Omſoinge. 


men. Alt Tolet faae o et p. Gulvet. 
fig. Enkele Huſe ligge omſtroede i Dalen. 

Omſtremme, v. a. 1. omringe m. flys 
dende Band); omiinde. 

Omſtunder, adv. 1. undertiden. (Moth. 
foræltet. omſtunden. Arreboe). 2. (I For⸗ 
bindelfe m. ms) i diffe Tider, i nærværende 
Tid, I vore Dage. Wu omftunder (ell. nus 
omftunder) gives her ikke mange rige Folk. 
. Ømftyrte, v. a. 1. kaſte voldfomt oms 
fuld. Alle diſſe Zræer har. Stormen om⸗ 
ſtyrtet. — fig. Hans Herredomme omſtyrte⸗ 
des. (jvf. v. n. flyrte om.) Deraf: Om⸗ 
ſtyrtuing, eu. pl-er, ' 


Omſtændelig, ad. 1. ganſte udførlig 
og vidtløftig, bom indbefatter alle Omftæns 
bigheder. En o. Fortælling, Indberet 
2. fom fortæller, omtaler en Sag 
meget udførligt, m. de mindfte. Omſtœndig⸗ 
heder. Han er meget 0. i fine Fortællinz 
ger. — Omſtændelighed, cn. den Egen⸗ 
jkab, at være 0. Hans Omſtandelighed 
er ofte meget trættende. 

Omſtændighed, en. pl.-er. IT. Um⸗ 
ſtand. J sås Dane: Omſtand.] 1. 
færegen Bejfaffenhed v. en Ting. Denne 
O. ved Zingen er jeg ikke i Stand ft. at 
forklare, Efter Sagens O. Der er cen - 
VD. ved dette Tilbud, ſom gior, at jeg ikke 
fan modtage det. ”De egentlige Ømftæns 
digheder gaae bem mere og mere af Min⸗ 
de.” Rahbek. 2. Forhold t. andre Tin 
og Begivenheder, Vilkaar, Stilling. (i pl. 
Omſtændighederne have i denne Mellemtid 
forandret 7 Under diſſe, under andre O. 
”Omftændighederne i Riget dannedes mere 
og mere begvemme f. den vigtige Foran— 
bring,” Wandal. Mine O. (min For= 
muestilſtand) tillader mig det ikke. At 
være i gode, i flette (oeconomiſte) Omffæns 
digheder. 3. Hondelſe, Begivenhed. Der 
4. figurl. 
og id. Tale: Omſvob, Vidtleftigheder % 

alen, Vanſteligheder, overdrevne Hoflig= 
hedsyttringer (ſom ofteft i pl.) At bruge 
mange Omſtændigheder. At giore G. 
(Indvendinger) i en Sag. . Hvortil alle 
diſſe Omſtendigheder! i . 


Omſtobe, v. a. 2. ſtobe p. ny give en an⸗ 
den Form v. Stebning. — fig. At omſtobe 
et heelt Land. (Sneedorf.) — Ømftøbning. 


en. Br - er. 
mftode, v. a. 2. figurl. kuldkaſte, op⸗ 
— tilintetgiore. Teſtamentet blev om— 
odt. Pan omſtodte mange af fin For— 
gængers Anordninger. Den Gætning la— 
Der fig ikke o. (i den egentl. Bemærf, fun i 
partic. Bordene bleve omſtodte. f. ſtode 
om.) Deraf: Omftødelfe, Omftødning. 


en. (det forſte hyppigſt, tfær fig.) 
mftrøc, v. 2.1. ſtroe omkring, ſprede i Ø 
Bladene, der omſtroes af Stor⸗ 


Omſvintze, v. a. 1. bevæge v. Sving⸗ 
ing, drive noget rundt omfring (ſielden; 


v f 


Omføinge— Omtale. 


i fædvanl. fvinge om. Kraften er ikke 
fært nof t. af omfvinge Hiulet.) ” 
Omfværme, v. a⸗T. omgive ell, bevæge 
fig omkring i Gværme, i uordentlige Hobe. 
Enkelte Kntterhobe omfværmede Leiren. — 
… Omfværmende, acli. v. ſom ſpœrmer, ſtrei⸗ 


fer uordentlig omkring. Fieydens omſvær⸗ 


mende Hobe. 

Omfværmer, en. pl.-e. den, form fværs 
mer, flatfer omfring, fører et uroligt Liv. 
»unyttige ØOmfoærmere.”” Malling. 

Omfvæve, v. a. 1. omgive fvævende ell. 
i langfom Flugt. Enkelte Bug omfvæs 
vede Sfibet, De ſvundne Dieblik mig 
tnd omfvæve.”” S. Staffeldt. (omfvæve, 
neutr. for fvæve om, forefommer Hog 
Xhaarun; ellers, og i Proſa, ufæbvantligt.) 

Omfveb, et. pl. d. ſ. 1. det, der fvøs 
beg uden om noget; Dmflag. Et O. a 
Lerted. 2. fig, Vidttoftighed i Talen, Ud⸗ 
eielſe fra Hovedſagen, enten af Omſtoœn⸗ 

lighed, el. for at undvige et beſtemt Ud⸗ 
ſagn (udflugter.) Fortæel det uden O. At 
tenke uden unyttige O. ede »Ta⸗ 
leren brugte ingen Omfveb , ingen Gien⸗ 
tagelſer ingen Fyldekalk.“ Bagg. N. Klim. 
Skt orf. ſtriver; al unyttig Om⸗ 

Omſvobe, v. a. 
Det var omſ⸗ 
Deraf: Onſvobning, en. 

Omfve,v. a. 1. forſyne rundt om m. 
Evening, ſammenſye helt omkring. 
fu var heel omfyet m. tvit Garn. 2. fre 
neget p. mo, fye.om. Kiolen maa omſyes, 
(fred om) er omſvet. 

Omſatte v. a. 3. f. fætte om. Alle 
Bøgerne ere nu omfatte I Hylderne. 2. 
fettep. v. Det maa nu atter omfættes 
(ettes om.) 3. fætte trindt omkring, oms 

dem. noget, »Han lod beringe og om⸗ 
——* P. Clauſſen. “Som Vand 

en Urne, m: Blomſter omfat.” Hhlenſchl. 
å, bringe (Barer) i andre Sænder v. Hans 
del; modtage og udbetale Pengeſummer, 
dl. anbringe, kdfælte dem p. andre Steder, 


2. forſyne m. Omſlag. 


'å, »Rogle fandt paa at forædle Pro⸗ 


hacterne, andre at omfætte hvad diffe havde 
krattet.” Rahbek. Der omfattes før man⸗ 
ge Capitaler ved Snapstinget. — Omſaæt⸗ 
ung,en. En betydelig O. af Varer. ”Els 
lee han overlader det tilvirkede Forraad til 
tm, der gior Omfætning og Oplag af 
ſemme.“ I, Boye. Penge-Omfætuinger. 

. Ømtaage, v. a..1. omgive med, indhylfe 
i Jaage. Styer omtaagede Horizonten. 
Biergete Top var reent omfaatget. — fig, ”At 
Torblintelfen kan o. Mengdens Pine.” 
ne fer, »At hans Pie lukkedes, inden 
Ut omtaagedes af Nat og Uveir.“ Kahb, 
» omtale, en, ud. pl. mundtlig. Yttring ; 
com, Mening om en Sa 
denne Zildrageiſe er bleven Dagens almin⸗ 


m. Lerred, ms et Klæde. 


afs 


el. Perſon. 


—. 
… 


4417 Omtale —Omtviftelig. 


delige Omtale. At klende cen-af andres O. 
At bringes i O. komme til O, være ti flet 
Omtale, (Rygte.) ”At komme under Om: 
tale.” FT. Nothe. J 

Omtale, v. a. 2. herexe, nævne, bringe 
p. Bane i mundtlig Tale. Denne Sag 
blev flet ikke omtalt, Jeg enſtede mig den 
i Gaar omtalte Bog, Han blev ikke vet 


omtalt.. 

Omtanbke, cn. ud. pl En omfattende Ef⸗ 
tertanke; Henvendelſe af Tanfen til en 
Kreds ell. Rekke af Foreſtillinger, ſom ved⸗ 
fomme lg vis Gag. (af üdtryfket: at.tænfe | 

gom.) B 
Omtappe, v. a.1. tappe p. ny, tappe 
af eet Kar I et andet. "At o. ØL (af Anke⸗ 
tet) p. Flaſter. — Omtapning, cen. pl.-er. 

mtegne, v. a,1. tegne p. ny. Denne 


f Ftgur maa omtegnes, — Omtegning, en. 


Ter. 
GOmtone/v. a. 1. omgive m. Toner, lyde 
rundt omkring. Himlene omtoned den 
fvimlende Elſter.“ S. Staffeldt. 
Omtordne, v. a. 1. poet. Udtryk: om⸗ 
give, fylde m, en tordyende Lyd. (Sander.) 
Omtrent, adv. næften, henved,'p. det 
nærmefte, fhenved, henimod og næften uds 
trykke en Nærmelfe f. den angivne Mængde 
en, Storrelſe, ſom dog. er noget under dens 
ne; omtrent udtrykker en Uvished, der kan 
være baade noget mere og noget mindre.] 
Ontrykke, v. a. 2. trykke p. ny. At 
fade et Ark o. — Omtrykning, en. pl. - er. 
Omtrylle, v. a. 1. forandre, forvandle 
v. Trylleri cl. Tryllekonſt. “Lad øde Mark 
t. Paradis omtrylles.“ F. Schmidts Digte. 
Omtreæde, v. a. 3. (B. S. O.) f. ned⸗ 


træde. 

Omtrak, et, pl. d.ſ. 1. Omrids; Om⸗ 
fang. ”Hvert Punkt af Hiulets Omtræt.” 
Heyer i V. Selſt. Str. 2. Handlingen, 
gt træffe omkring fra Sted ft. Sted, ell. 
trætte »forbt 3 Omtræften. (ſtelden. (8. 


Omtumle, v. a, 1. kaſte voldſomt hid og 
did, bevæge m. Heftighed-op og ned, frem 
og tilbage. Skibet omtumledes p. Bolger⸗ 
ne. — fig. Skiebnen har underlig omtum⸗ 
let ham. Som v. n. fer: tumle om, fin⸗ 
deg det brugt af Baggefen.  ”Mat hun p. 
Gulvet omtumled form ded.“) = Omtum— 
ling, en. 1. heftig Bevægelfe v. aft om» 
tumles. 2. fig. meget omvexlende Skiebne. 
efter ti Aars Omtumlinger,” Bagg. N. 

m. 

Omtviſte, v. a. 1. underkaſte Tvivl og 
Indvendinger, ſtride om. Sandheden af 
denne Fortælling er meget omtviſtet. En 
omtviſtet Setning. »Den Indbildning , 
at ville opkaſte mig til afgiorende Dommer. 
i den omtviſtede SN Birkner. — omz 
tviſtelig, adj. ſom fan omtviſtes, uafgiort, 


8 
— 


tvivlſom. 


AJ 
ø 


Omtykles Omvende. 118 Omvende — Ond. 


tykkes. [At bringe fig felv t. Omvendelſe; fordudre et . 
være ilde omtykt, nſt: ilde liidt; ſlet, ugudeligt Levnet f. et bedre. “Al⸗ 
ikke til Behag.] . i vorlig at omvende mig fra den af alle mine 
Omtælle, v.a.3. (f. tælle.) underkaſte Ungdomsſynder, fom man fandt elgtelig,” 
en ny Zælling, tælle p. ny. — Omtælling, Baggefen. Omvendelſe, en. ud. pl. 1. 
en. pl. - er. . . goranbring, enten udvortes el. indvortes. - 
mvandre, v. a. 0gn.1. a)act.vandre (OD, tildet bedre. (ftelden, og fornemmelig i det 
rundt omkring, færdes igiennem i alle Retz jydſte Almueſprog.) 2. a. En Hovedfor⸗ 
ninger. Da vi havde omvandret Øen, andring 't. det bedre I Zænfe dg Handle⸗ 
Gan har omvandret Landet p. alle Kanter. maade. At bringes, at fomme til O. at. 
»Mens han omvandrede Jordené Kreds.” kalde Syndere til Omvendelſe. b. Over⸗ 
Hertz. ”Hvor Øict — o. kan en Kreds af gang t, den chriſtne Tro, og den Lære, Un⸗ 
mange Mile.” P. H. Frimann. b.neutr. derviisning, hvorved ſamme fremvirkes. 
omvandre for: vandre om, vandre om⸗ Hedningers Ø. (Deraf: Omvendelfesbis 
kring, forefommer fieldnere. »Da de be⸗ ſtorie, Omvendelfesfyge, 0. fl.) — Om⸗ 
ftandig omvandrede fra det ene Sted t. det vender, en. ”Den romerſte Kirkes Omven⸗ 
andet.” Baſtholm. Jeg er en Mand, fom dere, eller de ſaakaldte Miisſionairer.“ 
har faa vidt omvendret.” P. M. Troiel. Bagg. N. Klim. (For: Omveuding, & 
== Deraf: Omvañdring, en. pl. - er. den egentl. Bemerkelſe af vende om, br. 
" ”Hvad jeg p. min Omvandring giennem oftere enten Omvenden ell. Vending.) 
Byen meft favnede.” Baggefen. Omvexle, v. a. 1. ombytte. (neutr. ſtif⸗ 
Omvanke, v.a.ogn.1. (har.) 1.act. fe, frifte med, afverle, forandres.) En omz 
vanfe rundt omfring, omgaae. ”Saa tidt vexlende Lykke. Omvexling, cu. pl. - er, 
i Vellyſt fabt, Naturen jeg omvanker.“ E.  Omvifte, v. a. 1. poet. d. f. ſ. omlufte. 
Colbiernſen. 2, intrans. vandre vildfaz ”Her omviſter mig end den fvundne Nærs 
rende cU, ubeftemt omkring. (bv. vel unders vorelſes Aande.“ S. Staffeldt. 
fiden i St. for: vanke om; men meft i Omvikle, f. mee, omvinde. — 
poet. cl. høiere Stiil.) Længe havde han Omvifling, en. Omfvøb, Omſvobning. 
omvantet i Skove og Orkener. “Paa Bred⸗ Omvin €, v. a. 3. (f. vinde.) omgive v. 
dens fede Græs omvanker Hiorden rolig.” at vinde, omſnoe, ombinde, omfvobe tæt, 
P. H. Frimann. ”Der omvankede diffe At o. een m. Bloniſterkrandſe. Hatten, om= 
Stammefedre m. deres Hiorde.“ O. Guldb. vunden m. et roſenrodt Baand. At om— 
Et omvankende (nomadiſt) Folki Schytte. vinde noget m. Reb, m. Seilgarn. (ſ. 
»Smiler ſom Løven, der ſtuer fit Rov o. i vinde, 1.) — Omvinden, Omvinding, en. 
Tryghed.“ Hertz. — Omvanken, en. ud. Omvoxe, v. a. 1. d. f. f. omgroe. Kil⸗ 


" Omtytfes, v. n. pass. f. 
i ælbre AN 


- 


pl. Gierningen at vanke om. 
Omvei, en. pl.-e. En Vei, der boier af 
a den lige Linie imellem to Punkter, 


Den ev rundt omvoxet af (ell. med) hæns 
ende Birke. En med Tornekrat omvoxet 
ordplet. 


o 
om altfaa el ev den korteſte. (det modſ. i: Omvride, v. a. 3. (ſ. vride,) beie cm. 
GSienvei.) Vi maatte giore en O. gaage dreie noget m. Magt omkring cell: i en mod⸗ 
en lang Omvei. — fig. At gane ad Omveie fat Retning. (oftere: vride om.) Cnoms 
t. fit Maal, føge at opnaae noget v. Omveie. vreden Green. 
»Hvorfor ſtulde dit Svar da ſege Omveie?“ Omvalte, v. a. 1. bringe noget t. at 
Mynſter. falde omkuld, vælte dom (ſom oftere br.) 
Omvende, v. a. og rec, 2, i den egenti. Stenen ſynes at være omvæltet af Menne⸗ 
Bemark. (ſ. vende om) fun i partic. En ſtehender. »Diſſe Atlas-Kroppe, ſom p. 
omvendt Tallerken. Paa den omvendte Dden' blotte Luft omvalte fig.” Tullin. 
Side (Bagfiden,) Med den omvendte — Ømvæltning , en. pl. —er. 1. Hand⸗ 
Haand. J omvendt (ad: i den modfatte) lingen at vælte om, Omftyrtning. — 2, 
' Orden. Zilfældet er netop omvendt (det Omlob. ”Indtil Lavets Omvæltning at» 
modfatte.) (omvendt br. endog ſom adv. ter fører den ſamme Feft tilbage.” Sun = 
for: p. den modfatte Maade, tvertimod.) fter. 3. fig, voldſom Forandring, Om= 
2. forandre, forvandle. (ſielden.) Forſy⸗ ſtiftning. ”Den Fred, fom Tidens Om-— 
"net Fan let o. Wodgang t. Medgang. Des væltninger ikke kunne forſtyrre.“ Mynſter. 
tes Latter omvendtes f. Sorg. ”Men fee — Saaledes have nogle brygt det for: Re— 
— hvor fnarf Ulykken fig omvendte.” Bor: volution. Rigers, Staters OØmvæltnin= 
ding. 3. bringe cen v. Foreftilingert. af ger, Deraf: Statsomvaltniug. 
angre fine Fell, forandre fit Levnet, fine  Omværne, v. a. 1. omgive m. Vœorn. 
Meninger, cl. til at antage en anden Zro. “Saa omværnes m. Sfræl Bebaions Tem = 
Vans Sale omvendte Mange. At obo, Hed⸗ pel,” Herg. 
ninger ; 9. Vantroe. En omvendt Hede Ond, adj. værre, værft. [I. vondr 3 
ning, Synder. 4. recipr, omvende fig, verri, vorsir. vandr, vanttelig.] udtrytfer 
frembringe Bod og Bedring hos fig ſelv; vverhovedet det Modſatte af god, ell. alt 
(| v*a 


rd 


ø 


Ond. 


det, der ſrider imod Fornuftens og Gædes 
tighedené Fordringer, der vætter rule 
Veſeners Mishag. A.) 3 phyfijt Henſeen⸗ 
de: 1. modbydelig f. Sandſerne, ubeha⸗ 
gelig. o. Lugt, Smag. ondt Veir. En 
o. Vei. Den onde Dag (i Feberſygdom⸗ 
me.) Jof. flem, ſom i diſſe Tilfælde ofte 
bruges. 2. ftadelig, fordærvelig. Eno. 
Lane, Et ondt Saar. onde Urter. (Til 
a,1 og 2 hører den fubftantive Brug af 
neutr. Ondt for: det, ſom bringer Skade, vol: 
der Uheld, Fortræd. At lide 
fane meget Ondt. At fordrive Ondt m. 
Ondt. At anſte Ondt over cen. — Lige⸗ 
ledes om legemlig Smerte, Pine, Sygdom: 
Xt have Ondt i Hovedet, I Maven, ien Fod, 
i Øinene. — absol. At have Ondt, fage 
Ondt 5: komme i en Tilſtand, fom den, der 
et nær v. at kaſte op ell. at daane. Hun 
ft Ondt og befvimede. Han havde Ondt 
). Bandet. — Ligeledes absol. om Koner i 
Varnsned. Gun havde Ondt i 24 Timer 
inden hun fødte.) 3. uheldig, ulykkelig 
(hvor det phyfifte Begreb fan være blandet 
m, det inteilectuelle.) Det var hans onde 
Stiebne, der førtefham t. dette Skridt. 
Ond (5: flet) Gierning faaer en ond (uhel⸗ 
dig) Ende. Det varer længe fom et ondt 
Kor, — B.) i intellectuel Henfeende. 1. 
hvad er ikke fvarer t. fin Beſtemmelſe, ikke 
ct fom det bør være, ufuldkommen. ef 
dearlig, flet, ſom nu i denne Bemerk. 
næften altid bruges.) onde Penge. Det 
ttonde Tider, vi leve i. At komme i ondt 
Rogte, have et ondt Rygte p. fig. Det er 
en o. Heſt, der ei er Foderet værd. (Moth.) 
Ondt Herfkab faner Ende; men iffe ond 
Kornmark. Ordſpr. 2. befværlig, vanſte⸗ 
lig. Sv. ond. (her br. nu oftere ſlem el. 
venſtelig. ”Ond er tung Steen langt at 
fafte,” — ”Det er ondt at baafe f. ufødt 
væg.” Ordſpr. Man har ondt v. at 
re alle tilpas. fun har ondt ved at 
ante, C.) J moralſtk Henſeende. 1. ſom 
løg ved fig ſeid maa mishage, fondig, flet, 
ligtſtridig. Et ondt bierte, Én 0. 
dandling, Bane, Tilbsiclighed, Gierning. 
de Menneſtker. 
— over Onde og Gede.“ Math. 5. 
drer det, ſom har det Onde hos og v. 

* ſlemt det, ſom formedelſt Forhold og 
Inſtendigheder virker Ondt,” Sporon. — 
t giøre Ondt. »Naar hendes ſlemme 
Cind af Ondt fun bliver mæt. Holb.“ 
Dan gier hverken Ondt cl. Godt. At 
tanke, demme, tale andt om cen. Der 
er ifte Ondt i ham (3: hos ham.) 
— Det Onde ad: Laft, Synd, Udyd. At 
uſte det Sode og five det Onde, — Til 
de: t. Laft, fom en Brøde. Det blev 
tegnet mig t. Onde. — Til Set Onde 59: 
ten værfte Mening , uden Sfaanfomhed. 
Ut lægge alting ud i. det Onde; adtyde 


119 
noget t. det Onde (modſ. til der Gode.) 


Gudt. At ud⸗ 


»Herren lader fin Sol 


ÅL 


Ond — Dp. 


2. haard, ildefindet, uſtaanſom. At være 
o. mod fine Folt, o. Herre. ”Den, 
fom er fø felv ond, hvem fulde han være 

D?” Syr. 14. — onde Ord 9: vrede, 
b arde Ord. Et ondt Svar. — ondertet, 
adj. fom er af ond Natur, Art, Beſtaffen⸗ 
hed. En o. Sygdom. € 
linger. — ondhiertet, ad). ſom har et ondt 
Hierte, flettænfende, ildeſindet. (br. mins 
dre end det modſ. godhiertet. — Opdflab, 
en. ud. pl. 1. den Egenſtab at være ond i 
moralſt Henſeende (ond. c. 1.) Tilbsielig⸗ 
hed t. det Onde, t. at giore ondt ; Rygges⸗ 
løghed, Ugudelighed. 2. ond, ondſtabsfuld 
8 dling, Udaad, Forbrydelſe. Denne 
8: har han begaaet. Han er udlært paa 


i Kroppen a: et ell. andet Sygdomsſtof.) 
ondffabsfuld, ad). i hoi Grad ond, meget 
tu bølelig t. at gisre endt, t. at flade andre. 
Ondflabsgierning , en. ond G. fom bes 
gaaes m. Dverlæg og fri Villie; forfætlig 
ond Sanbling. ndffabsfynd, en. pl.- ex. 
modfættes I Theologien: Svaghedsfynd, +. 

nde, et. [dannet af adj. ond, c. 1. 1 
den demonftrative Form; ligefom et Gode. 
pl. Onder er ligeledes brugt af endeel ; men 
uden almindel. Bifald.] en Tilſtand, der 
vælter et fornuftigt Væfens Mishag; det, 


fom er t. Uheld, t. Skade; Ulykke, Van: 


held, ond Ting. Gt indbildte Onde, At 
falde fra eet O. i ct andet. Et moraiſt O. 
Af to Onder maa det mindfte vælges. . 

Ongefær, f. omtrent, henved, henimod, 

Onsdag, en. pl. -e. [formodentlig ſam⸗ 
mentrukket af Odinsdag.] den flerde Dag 
i Ugen. Dies Jovis. 

nyx, en. En Thalcedon, ſom beſtager 

af flere, forſtielligt farvede Éag og tegnes 
til de ringere Wdelftene; Dnyrfteen. 

Oos, f. Oes. 

Øp, adv. [Isl. A. S. og 6v. npp.] 
udtrykler: a. 1. en Bevægelfe ell. Ret⸗ 


ning fra et lavere Sted til ell. imod et. 


hoiere. (modſat ned.) At gaae op ad en 
Trappe, føre cen op p. et Bierg. Han 
løftede Drengen op fra Gulvet, At trætte 
cen op af Vandet. At fee op, fee i Veiret. 
op ad Bakken, Stigen, Gaden. op ad 
Dagen 9: hen ad Formiddagen. (derimod: 
op ad Dage a: livagtig, sicnfynligen. 


Hun ligner Moderen op ad Dage, er Mos 


derens Billede op ad Dage.) — opad, adv, 
Veien gaaer opad (hvor Landet høiner fig.) 


fig. op i Stuen o: t. den Deel af Gærelfet, 


foam kaldes den averſte, ſom er lengſt fra 
Indgangen ; I Modfætn. til: nede v. Ds: 
ten. Han flod fænge v Døren, indtil 
man bad ham gage op i Stuen. Sæt dig 
hoiere op v. Bordet. — Man figer ogſaa: 


At gaae op og ned ad Gulvet, ad Gaden 9: 


ondartede Mes⸗ 


(Hos Almuen br. Ordet ogfaa endnu 
om det phyſiſt⸗onde. f. E. noget Ondſtab 


Å 
. 
& 
N 


hy AS 


W Op — Opbage.120 Opbidſle — Ophringe. | 
Jrem od tilbage paa. — figurlige aͤdtryk· — Opbidfle, v. a. 1. fægge Bidſet, Voms 


is 
& 
⸗ 


(af Leiet.) 


- ell. en Handling, Be 


fvinge fig op a: fomme f, Xre og Vor⸗ 
dighed. At arbelde fig op. — Det gif op, 
g lige op. Com Storrelſer, der, ſom lige 
ore, hæve hinanden.) 2. en Bevægelfe, 
hvorved man reiſet fig fra et Sæde cl, Leie; 
| —8 
bringer sen t. at reiſe fig. At ſtaae op 
(af Stolen, af Sengen. Hos Almuen 
fidfte Tilfælde, Sgfanv at fidde op) 
At jage een op: "At" jage en Hare op. 
) en Handling, Bevæs 

gelfe, hvorved noget aabnes (modfat i 
el. til.) At luffe cen Dør op. 
fisi op. Jeg fan ikke fane Wften op. — 
At fomme op 9: blive aabenbar, bekiendt. 


.… Der ér kommet meget op af hans Skielms⸗ 


” et op af en Bog. 


ſtykker. — At ſlaae op med ſin Kiagreſte, 
ophæve Forlovelſen inden Xgteſtabet . em. 
Vielſen. 6c.) en umiddelbarNærhed. Min 
Have gaaer lige op til hans Mark. Denne 
Muur er bygget lige op tf. hans Baghuus. 
d;) en [nydelig Zone. At læfe op,. læfe nos 
At ſtemme op t. Sang. 

t raabe Folkenes Navne op. 
wgſaa et Udraabrord, hvormed man enten 
byder een at reiſe ſig, ell. opmuntrer, op⸗ 
fordrer t. Deeltagelſe, Vtrkſomhed, ꝛc. 5.) 


Jen ſtor Mængde Sammenſotninger, hvori 


" af 


dyrker op fra en raa Tilſtand. 


Partikelen ftaaer foran, udtrukfer den deels 
en Bevægelfe el. Refning' t Hoiden (ops 
bygge, opfore, ophænge , opftaae, 26) 


deels en Aabning (opgrave, oplukke, ꝛc. 


er Gientagelſe af ben Handling, ſom Vers 
bet udtrykker (opfarve, opfriffe, opkalde, 
fi.) en Henvendelſe 
iælens Virkſomhed p. 
ophidfe, opmærtfom , Opfigt, Opſyn; 

or op, i en cllerg .ufædvanlig Brug, er 
Det tydſte auf o: paa) eller en endelig Fuld⸗ 
— af Handlingen, hvorved i viſſe Tik⸗ 
ælde tillige noget ſtaffes bort, fortæres e. d. 


opkoge, opvarme, m. 


æde, m. fi.) . 


Opagt, en. (8, S. 0) ſ. Opſyn, Va⸗ 
retægt. J 


Opal, en. pl. —er, En haard Steenart, 
ſom høver til Ktfelflægter. i 
Opamme, v. a. 1. opfode v. Bryſtet, v. 
at give Die. Gelv, af o. fine Børn. — fig. 
”Ci tne du boer, hvor Klogſtab opammes 
og Bittiqhed groer.“ HVetn. — Deraf: Ops 
ammelfe, en. ud. pl. (7. &. 0.) " 


Oparbeide, v. a.1. bearbeide, drive , 
Alt dette var 
øde, udyrket Jord, fom han har oparbei⸗ 
Det. — Oparbeidelſe, en. (Ambergs Ordb.) 
Opbage, v. a. 2, bage p. ny, opvarme 
ben Bagerovu. At opbage gammelt, itfe 
vel giennembagt Brød, (8. 6. O.) 
pbevare, v. a. (Zydft.) f. bevare, 


viemme. 


hvorved man 


Vinduet 


e.) Op! er 


b 


en Gienſtand 


Blodet er ſtorknet. 


me p. At opbidfle en Heſt. (A. S. Vedel.) 

Opbinde, v. a. 3. (f. binde.) binde i 
Velvet, fæfte op v. Baand. At o. Haaret, 
Kloderne. 'o. Halen p. en Heſt. At ops 
binde Viinranker. At o. Seden I Neg. — 
fig. indſtrenke. Har han ellers nogen 


Magt i offentlige Sager, da er han ſaaledes 


opbunden, at han har mere Anfeelfe, end 
virkelig Myndighed.” Schytte. — Opbin⸗ 
der, en. pl.-e. ”Melcren har gierne en 
Opbinder efter fig,” Schytte. — Opbins 
din en. pl.-er. ' 
pblånde, v. a. 1. give forandret Øie 
kelſe, el. Smag v. at blande, ſpede. At 
opblande Vinen m. Band. (V. S. DD.) 

Opblanke, v.a.1. give ny Glands ell. 
Blankhed. — Opblankning, en. pl.…er. 

Opblomſtre, v. an. 1. (er.) opvore blom⸗ 
ftrende, fremblomſtre, udvikle fig. t. Liv 
Stionhed fom en vorende Blomft- (i hoiere 
Stiil.) Han ſaae Pigen opblomſtre fom 
en deilig Roſe. Det var p. den Tid, at 
Sprog og Bigtefonft begyndte gt opblom⸗ 
ſtre. — Opblomſtring, en. 

Opbluſſe, v. n. 1, (er.) tage til i bluſſen⸗ 
de Lue, oplue, bluffe op (ſom hyppigere 
br.) Wi fane den opbluffende Lue, faae 
Vreden opbluſſe hos ham. — Øpblufjen, 
en. ud pl Ildens Opbluſſen. 

Opblæſe, v. a. 2. pufte op, blæfe op 
(fom mere br.) derimod partic. opblæſende 

. €. Fedemidler,) og opblæft. En op⸗ 

æft (oppuftet) Blære. 
blæfes af Lykken, blive inddildſt, fo 
En opblæft Nar. ”Giv Dadren Fred og 
gode 
Mynfter, ”Hvad nytte opblæfte Ord? Gier⸗ 
ningen Fan bedſt prife dig.” B. Thott. — 
Opblæsning, en. pl.-er, Lægen har forbu⸗ 
def ham enhver Spiſe, der volder Opblæs= 


Opblode, v. a. 2: oplefe v. Blodning, 
v. at anbringe en Vodſte, et fugtigt Oms 
ag ; it. blødgisre noget haardt v. at lægge 
et i en Vaedſte. At o. et Saar, hvori 
At opblode noget é 
Vand. — Opbledning, en. pl.-er. 
Dpbringe, v. a. 3. (f. bringe,) 1. b. 
f. f. bringe op. Kornet lod han o. paa 
Loftet. alt Toiet opbragt? [fielden.] 
2. bringe t. en Savn; men fun om Skibe 
der opfnappes, optages flendtligen i Gøn, 
Skibet, Skipperen er bleven opbragt af 
en Kaper. Skibe, ſom opbringes f. en 
neutral gavn. faldrig: bringe op.) Her⸗ 


af: Opbringelfe, en, Gierningen, at 
opbringe, eller at bringe op. Skibets 
O. Warenes O, -pan Loftet. 3. op⸗ 


hidſe, forbittre, bringe i Vrede. (det £. 
Gufbringen.) »Mit Folk opbringes 
let,” O. Malling, Mere brugel. er partis. 


age, da opblæfes han endnu mere.” 


ning. (Opblæfthed, en. Indbildſkhed, Hob⸗ 
(opfylde, opkiobe, opoffre, opfige, ops mon AS 6.0 p i ' * 


hud 


2. figurl. At opz 
t. g ! 


i 


i 





2 


" ⸗ 


opbragt, for: vred, forbittret, fortørnet, 
Xt være opbragt pha cen, over noget. 

Opbrud, et. pl. d. det, af noget bryder 
sp (intrans.) Iſens O. Flodens O. 
Krigsbætené Opbrud. (f. bryde op, b.) 

pbrufe, v. n. f. brufe op. En opbru⸗ 
fende (meget heftig, lidenſtabelig) Charak⸗ 
teer. opbrufende eidengaben — Op: 
brunsning, en. pl.- er. Alcaliſte 
Opbruusning med Syrer. 

Opbryde, v. a. 3. (f. bryde,) bryde op, 
brekte op, aabne p. en voldſom Maade. 
Døren maatte opbrydes, blev opbrudt. 
fig. plsie forſte Gang, optage t. Dyrkning. 
At o. Hedejord. — Opbrydning, en. Gier⸗ 
ningen at bryde noget op. Dorens Op⸗ 

ning. 

Opbrænde, v. a. og n. 2. (f. brænde 
op.) 1. act. lægge Aſte, sdelægge v. 
ZJid. Mange Huſe opbrændtes, 2. neutr. 
fortæres sange v. Ild. Alt Brændet er op⸗ 

rændt. — Øpbrændelfe, Opbrænding, en. 

Opbud, et. 1. Handlinger at opbyde 
Folket t. Krig, t. at modſtaae en Fiende. 
Der ſtete et almindel. O. 2 Landet. 2. 
Handlingen, frivillig at overgive fit Bo t. 
Rettens Behandling, naar man troer fig f. 
Dieblitfet ikke i Stand t. af fyldeſtgiore fine 
Gredikorér. At giore Opbud. (Ordet har, 
mere end Fallit, et Bibegreb om Skyldnerens 
Cvne t. at udrede fin Gield.) (Deraf: Op⸗ 
budsbo, et. Bo, fom frivilligen overgives 
t. Rettens Behandling. Opbudsmand, 
en. pl.-mænd. FZFuldmægtige eller Commis⸗ 
farer t et Opbudsbo, fom efter Loven 44 
14.42) udnævneé af den, der opgiver fit Bo. 

Opbyde, v.a.3. (f. byde) 1. falde 
Rettet t. Baaben. At 0. alt vaabenfert 

andſtab. 2. At opbyde et Fruentimmer 
t. Dandé (oftere: byde op,) + 3. At 0. fit 
Gods t. Creditorerne o: giore Opbud. (D. 
£ov,) 4. ſeette i Virkſomhed, bruge, an⸗ 
frænde. At o. alle Kræfter, fin hele Vel⸗ 
talenhed. ”Mod dette Onde opbod de ofte 
deres hele Myndighed.” Mynſter. 

Ønbygtje, v. a. 1. opføre v. Bygnings⸗ 
arbeide. At nedbryde og igien o. et Huus. 
Gan lod o. en grundmuret Sfole. 2. fis 
gurl. væflte t. alvorlig, gudelig Betragt: 
ning, fremme hos Andre et moralſt el. ves 
ligieft Levnet. Hans Tale opbyggede alle 
Zilberere. " fans eget Levnet fan iffe op⸗ 
bygge (være opbyggelige for) hans Me⸗ 
nigbed. == opbyggdig, adj. lærerig, ſom 
vætter, leder til Andagt ell. moralsk Efter⸗ 
tante. — Øpbyggelfe, cn. 1. 
uings Dyførelfe. 2. Gierningen at op⸗ 
bygge i fgurl. Bemarkelſe, Veiledninget. 
Gudsfrygt, t. et religiosſt Levnet. Hans 
Levnet og Lære var Menigheden til O. 
Deraf: Øpbygtelfeoffrife;,en. pl.-er, gu⸗ 
deligt Skrift, Andagtsbog. Opbyggelfess 
tale, en. pl. * r. B. S: O. 


— 


Saltes 


bekiendte Verdensegne. — 


Byg⸗ 


Opbringe — Opbyggelſe. 121 Optapre — Opdragilſe. 


Optapre, v. a. 1. ſ. opbringe, 2. 

Opdage, v. a. 1. finde, træffe, komme 
over en hidtil ubekiendt Gienſtand. At oa. 
en ny (o: ubekiendt) Z. Han har opdaget 
mange nye Planter p. denne Reife. Man. 
opdager det, fom er til; man opfinder det, 
fom fan blive til (fom ikke forhen har været 
i en ſaadan Stitfelfe.) Man opdager nye 
Lande; man opfinder en Maſtine, et nyt 
Konſtſtykke. ” Den, ſom førft opdaged en 
Steens forborgne Kraft, at dreie Staal — 
mod Mord.” Tullin. 2. komme efter, uds 
finde, opſpore. Det var ham, fom opda⸗ 

ede GSammenfværgelfen. Jeg er iffe $ 
tand t. af 0. hvori Hemmeligheden ligger. 
3. aabenbare, oplyſe om, giore bekiendt med. 
Han har opdaget mig hele Sagen, Saa 
tidlig fom det opdagedes,” Vedel. = O 
dagelſe, en. pl.-r. 1. Handlingen af opdage 
en hidtil ubekiendt Gienſtand. Ameritat ” 
Ø, ”Opdagelfen af Magnetens Egenſkab 
har givet Anledning t. Compaſſets Opfisez 
delfe,” Sporon. . 2. en ny, ved Eftertanke 
og agftagelfe giort Erfaring. At giore en 
mærfværdig Ø. 3. Aabenbaring, Oplhys⸗ 
ning. Opdagelſen af et Tyveri. — Op⸗ 
dagelſesreiſe, en. pl.—r. Reiſe, [om ſteer 
f. at opdage nye Lande ell. underføge lidet 
Opdager, en. 
pl-e. den, fom opdager noget, fm glev 
en Opdagelſe. Amẽrikas Opdager. | 

Opdige, v.a.1, Handlingen at opføre. 

Diger. (8. S. O.) 
pdigt, et. ud. pl. ugrundet, opdigtet 
Beretning, Paafund, Opſpind. (f. Op⸗ 
digtelſe.) 

Opdigte, v. a. 1. udtænke, finde p. nos 
get, ſom ef er fandt ell. virkeligt. (itke ſaa 
meget om den postiffe Opfindelfe, fom om | 
bet, der opdigtes i ſtadelig Henſigt, el. 
uden al Henſigt.) Den. hele Fortælling har 
han opdigtet, f. af føre mig bag Lyfet. 
Hans Sygdom var opdigtet (iffe virkelig.) 
En opdigtet Gienſtand. — Opdigtelſe, en. 
pl. Handlingen at opdigte noget; ell. 

et, ſom er opdigtet. ' 

Opdirke, v. a. 1. aabne v. Hielp af en 
Dirik. At opdirke en Laas. Deraf: Ops 
dirkning, en. pl.-er. 

Opdrage, v. a. 3. (f. drage.) 1. træffe 
op. (ſielden.) ”Dætfet er dpåraget , og 
han veed hvad der var.” Mynfter. (Præd. 
1814. I. 66.) 2. opfoftre, danne og ops 
tugte den yngre v. Lære, Omgang og Mon⸗ 
ſter. At o. fine Børn m. Omhu. Han 
opdrog er Skole af ſtore Herforere. (ſield⸗ 
nere om Dyr ell. Planter. Blomſter, op⸗ 
dragne i Drivhuje. =Om Dyr bl. a. opz 
fode.) == Vpådragelfe, en. ud.pl. 41. Ind⸗ 
Begrebet af det, ſom hører ft. at opfoftre og 
danne Bom og unge Menneſtker. At give 
fine Børn en god O. Den aandelige, phy⸗ 
ſiſte O. 2. ben Dannelfe, fom erhverves 


od 


ss På 


- Børn ell. unge Menneſter. 


y 


Opbdragelfe — Opdæmning. 


faavel v. god Anførfel i Ungdommen, fom 
v. Omgang m, dannede Menneſter. 

Wand af Opdragelſe. Et ſaadant Sprog 
hores ikke blandt Folk af O. — Deraf: Op⸗ 
orggelſesanſtalt, Opdragelſeslære (Pæ- 
dagogif.)  Opdragelfesvæfen, 0. fl. — 


Opdrager, en. pl.-e. en Perſon af Mand: . 


kionnet, der har paataget fig at opdrage 
m et Fruen⸗ 

timmer: Opdragerinde. 
Opdreie, v. a. 1. dreie tilbage; faae op 


v. at dreie. At opdreie en Skrue. 


bage. (meft i Pr. 


VOporitfe, v. a. 3. (ſ. drikke.) udtomme 
v. at dritke, brikke ſpoleten at intet bliver til⸗ 


l Vinen er, blev 
opdruften. (f. drilteop) 

Opdrive, v. a. 3. (f. drive.) 1. jage 
(Vildt) op. Bønderne maatte o. Vildtet. 
(V. G. O. ſielden.) 2. drive t., en hoi 
Priis vp. Auction. (| partio.) Jeg vilde 


kisbt Bogen; men den blév f. hoit opdre⸗ 


- 


. Opdugzning, en. 


GBandlingen, at opdæ 


3, overkomme v. øgning med 
Dette er alle de Penge, jeg Gar 
tunnet opdrive. ( V. 6,0.) 4, optage 
(ny Jord) t. Dyrkning, opbryde. Denne 
Mark har han førft opårevet, — Deraf : 
Opdrivning, en. pl.-cer. 

Opduge, v.a.1. til Skibs: hale Seilet 
op og binde det faft ,t. Raaen. — Deraf: 


ven. 
Moie. 


Vpådræt, en. Tillæg af Qvg; Qvægs 
Dyfødning ; it. det Qvæg, ſom er lagt til, 
opfødt. Opdrat af Kalve, Faar. 
have godt væg i Opdræt. (Moth.) 

Opdynge, v. a. 1, ſamle i en Dynge. 
At o. Jord, Giodning. ”Da han havde 
opdynget den ubeſtrivelige Mængde Korn 
Å fine Forraadshuſe.“ Guldb. — fig. fams. 
menfante. At o. Skatte, Penge. ”Da 
Seilads igien udvidede Handelen, og Han⸗ 
del oppyngede Rigdom,” I. Boye. — Dets 
af: Opdyngelfe, en. j 

pdyrke, v. a.1. dyrke fra ny af, ind⸗ 
tage t. Dyrkning , opbryde. ”Du, ſom 
Fædres Land opoyrker glad m. travle Hœn⸗ 
der.” Rein. Denne Jord bar han opdyr⸗ 
Vet fra Hedeland. At opdyrke en Moſe. — 
Deraf : Opderkning, en. pl.—er. 

Opdæœkkte, v.a. 1. befætte et Bord m. 
det, —* hører t. et Maaltid, faavel Bord⸗ 
redſtab, fom Retter, Der blev i en Haft 

dækket. J Salen ſtod et fort opdæekket 


op 
Bord. pl. — er. 1. 


e. 

lagt og fremſat p. et Spiſebord. En her⸗ 
lig, koſtbar Opdaækning. 
VOpdæmme, v. a. 1. indſtrænke, begrænds 
fe, bringe ft. at holde fig i et viſt Rum v. 
opførte Demninger. At o. Vandet Ii en 
Molleſs. Her maa førft opdæmmes, inden 
man fan faac Nytte af den fra Havet vund⸗ 
ne Jordbund. (jvf. inddæmme,) — Op⸗ 
dæmning, en. pl.- er. 


122 


"een f. Vrede, t. 


At 
i Farten. 


2. det, ſom er 


Oypegge — Opfinde, 


Opegge, v. a. 1. (f. etzge.) tilſtynde, 
ophidſe gientagne Foreftillinger. kon o. 
Hevngiexrighed. Synet 
opeggede hans Begierlighed. »At opmun⸗ 
tre de Sorgmodige, opegtge de Sløve, ſtyrke 
de AMR TØ Jacobi. — Opeggelſe, en. pl.-rv. 

Opelſte, v. a. 1. bringe t. at vore og tri⸗ 
ves v. omhyggelig Plete,, opføde, opfoſtre. 
(ofteft om Værter; dog ogfaa om Dyr.) 
At o. en Skov, o. Frugttræer, Silkeorme. 
»At opelſte et Krat, for deri af opamme cen 
Skov.” Dluffen. Denne Qvægftamme , 


Faareart har han felv opelſtet. — figurl. - 


forfremme, ophielpe. At'opelffe Videnſta⸗ 
berne. (Rahbet.)  ”Midlerne,- fom det har 
brugt f. af gqvræle fremmed og opelſte egen 
Flid.” J. Boye. — Deraf: Øpelffning, en. 

Opera, en. et flort Syngeſpil af det" 


‚hoiere Slags; et heroiſt Syngeſpil. — O⸗— 
perahuus, et. Theater, hvor allene ed. 


ifær Syngeſpil opføres. Operaſanger, Oz 
peraſangerinde, en. m. fl. 

Øperere, v.a. 1. i Logekonſten: fore⸗ 
tage en konſtig chirurgiſt Operation. pan 
blev opereret for Stær. At o. en f. 
Steen. — Operation, cn. pl.-er. En efter 
Konſtens Regler foretaget Aabning eller 
Bortſtœring af ſyge Legemsdele; Og faa m. 
Tillæg: chirurgiſt O. (da Operation og⸗ 
faa br. om andre Foretagenden, hvortil 
Indfigt og Færdighed i en Konſt udfordres, 
f. E. militairiſte Operationer.) 

Opfange, v. a. 1. gribe noget i Faldet, 
Pakken, fom hun faftede ud af 
Vinduet, blev opfanget af en Perſon nede p. 
Gaden. | 2. bemægtige fig underveis, op⸗ 
tage, opſnappe. Brevene bleve underveis 
opfangede, Man opfangede de udfendte 
Speidere. 3. opfatte, modtage, »Des⸗ 


uagtet formaaer vort Die at opfange Lys⸗— 


ftraalerne igiennem dette ſtore Rum.” Flei⸗ 
føjer. — Opfangen, en. ud. pl. . 
Opfare, vin. 3. (f. fare.) br. fielden £ 
St. for den fædvanlige Form: At fare ap, 
hæve fig i Veiret m. Haſtighed; f. Er. hvor 
Talen er om: at Chriftus opfoer t. Him⸗ 
melen. (partic. opfarende br. i Bemerkel⸗ 
ſen; haſtig til Brede, iilſindet.) 
— fart, en. pl.-er. Handlingen at fare 
ell. ſtige haftigen i Veiret. Luftballonens 
Op art. 


pfarve, v. a. 1. farve p. uy det ſom 
tilforn har været farvet, At opfarve en 
Silkekiole. — ØOpfarvning, en. pl.-er, 


Opfatte, v. a. 1. [efter det T.] indlems 


me i Tanken, i Begrebet ; fatte i Omfang 
og Sammenhæœng. Han opfatter hurtig 
enhver ny Idee. 
Barn ikte ret fan o. — Opfatning, en. 
Opfinde, we a. 3. (f. finde.) 1. opdig⸗ 
te, hitte paa. Den hele Hiſtotie er noget, 
han har opfundet. 
noget nyt, ch. i en RY 


2. optænfe, udfinde 
, forhen ukiendt 


I 


Dette er noget, ſom et 


Opfinde— Opfoftre. | 


Etiftelſe. (jvf. opdage.) ”Mængden troer, 
at ten kunde opfinde Alt, hvad den fan 
begtibe,”? Sneedorf. Guttenber opfandt, 
efter de Fleſtes Mening, Bogtrykkerkonſten. 
— Opfindelfe,en. 1. ud. pl. (subj.) Hand⸗ 
lingen at opfinde noget.  ”Stisndt Grun⸗ 
den t. enhver Dpfindelfe beftemt og tydelig 
far angives, faa har den dog ikke altid været 
Opfinderen felv indinfende.” Treſchow. 2. 
pl.-er, obj. noget, ſom cen har dpfundet. 
af de nyttigſte Opfindelſer i den nyere 
Tid. — Deraf : Opfindelſesaand, Opfindel⸗ 
ſesevne, o. fi. Opfinder, cen. pl.—e. den, 
fem opfinder, ſom hår opfundet noget. Bal: 
vanismen har faaet Navn efter fin Opfinder. 
— opfindfom, åd;j. ſom m. Lethed opfinder 
noget, nem t, at opfinde, (Riisbrigh.) Deraf: 
Opfindſomhed, en. ud. pl. (I. P. Munfter.) 
Øpfiffe, v. a. 1. optage det, ſom er fal⸗ 
bet i Vandet. Endeel af Godfet blev opfis 
feet. — Opfiſtning, en. pl. - er, 
amme, v. a. 1. egentt. bringe t. af 
bluffe, tænde i Lueild. At o. Ilden. — Of⸗ 
teft bv. det figurl. for: fætte i lidenſtabelig 
Tilſtand, begeiftre, ophidſe. At 0. Kris 
gerens Xresfolelſe. Modſtanden opflam⸗ 
mede hans Begierlighed endnu merc. (fields 
nere ſom v.n. for: oplue, blufje op, En 
opflammende Lidenffab,) — Opflammelſe, 
en. L-t. B. S. O. : 
pflette, v. a. 1. flette noget og derefter 
opbinde det, flette og tillige bøie opad. 
At o. Haaret, — Opfletning, en. pl. - er. 
Opfliffe, v. a. 1. bøde p. noget gammelt 
f. af give det Anſcelſe af nyt, cell. bedre ud⸗ 
vortes Syn. At opflikke Klæder, gammelt 
Skoetei. — Opflikning, en. 
Opflinfe, v. 2.1. d. ſ. ſ. opflikke; el. i 
lignende Bemærtelfe. (dagl. Tale.) ”Det, 
fom den Grimme vil opflinfe fin Styghed 
med.“ Rahbek. 


og høiere Sted. Alt dette Toi ſtal opflyt⸗ 
tes p. Loftet. At o. en Diſcipel i Skolen 
efter hans 


Opfolde, v. a. 1. ſamle op i Folder. 
— Deraf: Opfoldning, en. (VB. S. O.) 
Opfodre ell. opføre, v. a. 1. forbruge, 
opbruge fom Qvcegfoder. At opfodre Fo⸗ 
derurter. (Dluffen. i 
Opfordre, v. a. 1. forlange et Svar, en 
Erflæring af cen, p. en alvorlig, højtidelig 
Maade. At o. cen t. at fige Sandhed. 
Feſtningen, Commandanten blev opfor⸗ 
dret (t. at overgive fig.) — Deraf: Opfor⸗ 
dring, en. pl.-er. J 
pfofire, v.a.1. pleie og bære Omſorg 
f. et Barn, opfode og opdrage. Diſſe Børn 


⸗ 


123 


p 
iſtandſœite, flye, forſyne. 


har han opfoſtret ſom fine egne. 


Opfoſtre — Opfore. 

En Stif⸗ 
telſe, hvor Hitteborn opfoſtres. (br. fæds 
vanl. kun om Born. Jof. opelffe, opfode, 
opflætfe, pleie.) => Opfoftring, en. Gier⸗ 
ningen at opfoſtre; ell. det, af opfoſtres. 
(ivf. Dleie,) ”Enhver Opfoftring ev til⸗ 
lige Pleiezmen ikte tvertimod.“ Sporon. 


Deraf: Opfoſtringsanſtalt, Opfoſtrings⸗ 


ſtiftelſe, en. Stiftelſe, hvor Hitteborn, ell 
andre trængende Børn (Op oftringsbørn) 
fra den fpæde Alder af opfoſtres. — Opfo⸗ 
ugshuus, et. Bygningen, hvor en ſaa⸗ 
dan Stiftelſe er indrettet, Opfoſtrings⸗ 
væfen, et. m. fl. . 
Opfrede, v.a. 1. opelſte v. omhyggelig 
Fredning. At o. Skov, Græsgange. (fis 
gurl. om Konſter og Videnſtaber. Snee⸗ 
dorf.) Deraf: Opfredning, en. 
Opfriſte, v. a. 1. fornye det, ſom har 
været, malet, anftrøget, ſtrevet. At o. et 
aleri, en gammel Indſtrift. — Ofteſt fig. 
to, noget i Erindringen. At o. et Gayn, 
et Jab. — Opfriffning, en. pi-er. 
Opfund, et. pl. d. f. 1. Handlingen at 
opfinde. (Suhm.) 2. det, fom ev. opfunz 
det, en Opfindelfe, et Paafund. (ſom hyp⸗ 
pigere br.) ”Daftigen opfandt de Skiolde, 
og forbedrede fiden deres Opfund.“ Guld⸗ 


berg. 
Eyrytde, v.a.2. gisre fuld, komme ſaa⸗ 
meget i, at et Rum fyldes. At o. en Park, 
en Groft. fig. o. Hovedet, Phantafien 
m. falſte Foreftillinger, Billeder. — fig. 
”Da var det Tid at opfylde den Mangel, 
fom endnu var tilbage, og fom Fornuften 
ikke kunde afhielpe. Sneed. 2. bringe t. 
Virkelighed, t. Udførelfe. At o. et Løfte. 
Jeg fil mit Onſte opfylde, Spaadommen 
blev opfyldt. 3. givre Fyldeſt for, fulds 
byrde, iagttage. At o. fine Pligter, fin 
Beftemmelfe. Benfipten m. dette Brev er 
nu opfyldt, — Opfyldelfe, en. (br. i Be⸗ 
mært. 2 og 3 af opfylde.) 1. Udfaldets 
ODvereensſtemmelſe m, en foregaaende Tan⸗ 
fc, Yttring, m. et Onſte, Haab, en por 
ventning, x. Min Formodning, hans 
Spaadom, Forhagbning gif i O. ” Hvad 
Haabet lover, har den mindſte Deel af fin 
Opfyldelfe her.” Mynſter. 2. Fuldbyr⸗ 
delfe, Jagttagelſe, fuldftændig Udøvelfe. 
En Tractats, et Vilkaars OD. Pligters O. 
— — en. Gierningen at opfylde 
(ell. fylde op) i egentlig Bemorkning. 
færde, v. a. 1. ældre Skrifter: 
>” Gan lod Ski⸗ 
bet ftyrke og opfærde m. nye Bord.” A. 
Vedel. EK 
Opfode, v. a, 2. om Menneſter: opfo⸗ 
fire; om Dyr: lægge til, lade leve og vore 
under Tilſyn og Regt. Han har de 
fine Børn & flor Fattigdom. At opfode 
Fiedertræ. — Deraf: Opfodning, en. 
Opfore, v. a, ogrec. 2. d. f. f. fore op. 


. 


CS 
— 


v 
* | ! 


Opføre — Opgioe. 


hringe hen p. et holere Sted. Man ops 


te Kanoner p. Voldene. 2. opreiſe, 
ygge. At o. en Bygning, Volde, en 
Muur. 3. At opføre et Stueſpil (lade det 
Pilles p. Theatret.) At o. en hoitidelig 
Muſik. 4. Af o. en Dands 9: være Fordand⸗ 
fer, 5. recipr. At o. fig, forholde, ſtikke 
fig, indrette fin Handlemaade. At o. fig 
vel, ilde, uartigt. At o. fig imod cen ſom 
en retſtaffen Mand, — Heraf I Bemærf. 5: 

forfel , en. ud. pl. Xofærd, Levnet, 
Handbemaade. En flet, god, uforfigtig, 
noverlagt Opforſel. — I de avrige Bemoeer⸗ 
eller br. Opførelfe, en. f. E. en Bygnings, 
et Skueſpils Opførelfe, . 

Opgaae, v. n. 3. (f. gaae.) 1. 1 figurl. 
Bemærfelfe for: oprinde, blive fynlig. 
Der opgik et Lys f. mig i Øagen. Den 
opBageude Sol. (f. nedgaae.) 2. i ældre 
SFrif er: medgaae, forbruges, Hvad ders 
p opgaaer. |] ' 
Opgaaen, en. ud. pl. Handlingen at 
gaae op. . 

. Opgang, en. 1. ud. pl. d. f. f. Ops 
taaen. Under Opgangen i Taarnet. — fis" 
gurl. Solens, Stiernernes, Maanens O. 
2. pl.-e. Vei, ſom fører opad, Adganget. 
et hølere Sted. Bierget har en ſteil, vans 
ſkelig Opgang. Der er ingen god O. 1 
palet. fpgengen t. Fæftningen. (f. Ops 
kiorfel.) 
pgave, en. pl-ro noget, ſom opgives, 
fremfættes t. at udtænte ell. udføre, et ops 
givet Spørgsmaal ell. Proveſtykke. En 
måthematijt O. At løfe en vanſtelig O. 
”Gun opløfte m. fra: megen Skisnfomhed 
be vanſteligſte Opgaver.” Bagg. N. Klim. 

Opgield, en. ud. pl. FX. Xufgeld.] 
det, man giver for en Ting, over dens 
egentlige Verdi el. Priis; færd, det Til⸗ 
fu, fom, gives p. en ſlettere Mynt, der 
yttes f. en bedre. — 

Opgive, v. a. 3. — 1. give fra 
fig, give Clip paa, lade fare, fratræde, 
forlade, At o. et Forfæt, en Reiſe. o. 
Haabet om en Ting. o— fit Haandværk, 
At o. Aanden 9: døe, 2. indromme, overs 
drage, afftaae, fratræde t. Fordeel f. en 
anden, Dan har opgivet Handelen f. fin 
, Bøn. Han maafte 0. Lehnet t. Kongen. 

At 0. fit Bo (t. Reltens Behandling) giere 
Opbud. At o. WXvret (give den høftede 
Ager fri f. Gresning for Avceget.) 3. an⸗ 
give, forklare, betegne, indberette, anmel⸗ 
de (efter foregaaende AEſtning.) At o. de 
noiere Omſtendigheder. At o. gen de For⸗ 
holdsregler, han har at rette fig efter, o. 
fin Formue, fine Indkomſter. o. fine Med⸗ 

yldige. 4. fremfætte, forelægge t. Be⸗ 
varelſe. At o. en Gaade, en Stiil, et 
Priisſpsrgsmaal. (f. Opgave.) — Deraf : 
Øpgivelfe, en. 1. Ophivefen af ct For: 
fælt. Haandverkets G. 2. Boets O. 


i% 


ſpet. (V. S. O. 


noget. 


Opgivelſe — Ophidſe. 


Byens, Fæftningens O. (Overgibelfe )- 
3. En netagtig O. af Gielden. Efter O. 
af Huuseierne. 4. O. af Priisjpørgszs 
maal. (Langt fieldnere br. Opgivning.) 

Opgiode, v. a. 1. bringe en forhen udyr⸗ 
ket, el. forſomt Jord t frugtbar Stand v. 
Giødning. At o. en Mark. (V. S. 2.) 

Opgiore, v. a. 3. (f. giore.) bringe £ 
Rigtighed, bringe t. endelig Afgisrelſe. At 
opgiøre en Regning. 

VOpglatte, v. a. 1. firyge noget opad, og 
tillige glatte det. At opglatte Haaret. 
Deraf: Opglatning, en. (&. S. O.) 

Opglode, v. a. 1. bringe t. at glode, 


1 


brænde; opvarme; fig. opilde, tilſtynde. 
(Pram.) i He 
Øpgrave, v. a. 3. (f. grave.) 1. brins 
ge op, bringe frem af Jorden v. at grave. 
(grave op.) Liget blev opgravet. Diſſe 
Wynter har'en Bonde opgravet fi fin Save. 
2. aabne v. Gravning. to. en Hsai. — 
Opgvavning, en, pl,—er, 
pggroe, v.n. 1. (er.) fielden for: groe 
OP, DPVOye. - ” 
Øpprye, v. n. 1. d. f. f. grye, frembry⸗ 
de; men fieldnere og uſedvanl. 
iffe Dagen ved Solen opgrye.“ Kingo. 
Gphakke, v. a. 1. loſsne, bryde op v. at 
hakke. At ophakke en faft Leerjord, et 
Leergulv, en Steenbro. — Ophakning, en. 
ll. er. ' ' 
P Ophale, v. a. 1. hale t Veivet, hale sp. 
At ophale t Zpug p. Dæffet, — Opha⸗ 
ling, en. pl.-er. . SEERE 
pharve, v. a. 1. løsne, bryde v. at 
harve. At opharve Jorden. (&. S. O.) 
Deraf: Opharvning, en. 
"Øphafpe, v. a. 1. bringe alt Garn af 
Tenen v. at pe: Nu er Garnet opha⸗ 
— Geo pnin en. 
Ophav, et. ud. pl. (3. Upphaf] 1. 
Begyndelſe, Oprindelſe, Aarſag. Verdens 
O. Han var O. til denne orandring t 
Regieringen. Ophav og Aarfag t. Alt 
gobt.” A. &. Vedel. 2. Udſpring, fers 
fomft.  ”Mange Fyrfter have deres O. af 
hende.” Vedel. 3. førfte Anledning. ”De 
Tydſte havde, førft giver Ophav f. denne 
Feide,”” Vedel. — Øphavsmand, en. pl. 
-mænd. [3. Upphafsmadr.] den, ſom gi⸗ 
der Anledning t. at noget ſteer ef. bliver 
til, fom begynder, indleder, er Stifter af 
Gan var Ophavsmand til (el 
for) Oprøret. Min Lykkes Ophavsmand. 
Ophefte, v. a. 1. bringe noget hoiere & 
Veiret, og tillige hefte det aft. At op⸗ 
hefte fin Kiole. — Opheftning, en. pl. — er, 
Ophente, v. a. 1. lade cen falde el. fåre 
op t. et Sted. (hente op,) pan blev opa 
hentet paa Slottet. ; 
Ophidſe, v. a. 1. giore een hidſig, opz 
bragt, forbittret, tilſtynde cen t. at at gioxe 
noget i Lidenſtah el, Urede, Gan opbid= 


a 


w 


”Der ſtal 


1% 


Ophidſe — Opholder. 


ndſe i fin Gang, ſinke. Jeg blev opholdt 
anderveis. Han opholdt mig m. Snak en 
kel Time, 3. forhale, opſette. fan 
har opholdt Sagen et -halvt Aar. Denne 
ertetning taaler ei at opholdes. 4. recipr. 


2.) være, forblive, tilbringe Ziden. Jeg 
opholdt mig der et halvt Aar. Xt- 
0. fig p. Landet om Sommeren. b.) tove, 


fandfe, forfinte fig. Han opholdt fig un⸗ 
dereeis, og kom derfor fildigere, end man 
tentete ham. At o. fig ved noget 3: for⸗ 
Brmmelig fyffelfætte fig med, fortrinligen 
andende Tid og Opmærffomhed paa. Denne 
Deel af Digtet ville vi ikke opholde os ved. 
c.) At 0, fig over noget 3: udfætte pag, om⸗ 
tale m, Daddel. Hun opholder fig over alle 
Folk. = Opholder, en. Den ſom opholder 
(1.) el. vedligeholder noget, ”Gud, ſom 
t Alles Staber og Opholder.” Schytte. 


120 


O. Beleiring. (ivt. hæve, 4.) 
”Kronen ophæver den Liighed, 


Beleiringens O. 


* 


Ophoſte · Ophore. 


Ophoſte, v.a. 1. opkaſte v. Hoſten. At 
ophoſte Sliim. — Ophoſining, en. pl.-er. 
Ophovne, v. n.,1. (er.) blive hoven, 
foulme ov, blive tykkere. Armen ophov⸗ 
nede efter Slangens Bid. Hendes Dine 
pare ophovnede af Graad. — Ophovnel⸗ 
e, en. , 
Opbugg 
At o. Iſen f. at faae Band. 


2. omhugge 


aldeles, hugge Ait hvad der er at hugge. 


Gan lod ſtrax hele Skoven o. Alt Bræns 
det er ophugget. 3. hugge i Stykker det, 
fom ef er brugeligt. At o. et gammelt 
Skib, en Vogn, 
Brættet, Blokken er reent ophugget. (V. 
S. D. bedre forhugget.) — Deraf : Op⸗ 
hugning, en. pl. — er. "or 
phænge, v. a. 2. (f. hænge.) hænge t 
Velret, hænge op. Jeg vikLo. dette Stykke 
blandt de øvrige. Krandſe vare ophængte 
rundt om, p. Treerne. (fig. af være. op⸗ 
hængt i Forretninger. d. Tale.) — Ops 
hængning, en. pl.-er, (D. H 
t. Ophør, —7 omfløde. "At o. en 
tract. 
ſom Venſtab faa meget elſter.“ Wandal. 
Jeg har ophævet cl Forbindelſe m. ham: 
At o. en Forftrift, en Forordning, en gam⸗ 
mel Stift, Bedtægt. iſſe fo Begreber op⸗ 
hæve (modſige) hinanden. — Ophævelſe, en. 
1. Gierningen at ophæve, ende, afbryde, 
Et Xgteſtabs O. 2. 
1. Ophævelſer. Omftændigheder, Vidt⸗ 
ftighed. At giore megen O., mange Ops 
hæveifer af noget, af fine Fortieneſter. 
Ophoie, v.a. 1. giore at noget bliver 
hoiere, forhoie. (ſielden.) — Derimod figur. 


At 0. (forfremme) een t. Xre og Værdighed, 
33 u . 


Gan blev ophøiet i Adelftanden. 
ftundom vifer mig ophoiet den dydige, ret⸗ 


frafne Mand," Rein. — At o. gen over alle " 


ang Samtidige. o. een t. Skyerne (9: 
roſe, berømme i høi Grad.) ”Mange afde 
Doder, fom ophøjes t. Skyerne I rimede og 
urimede Vers,” Bagg. N. Klim. == Op⸗ 
høielfe, en. Korſets O. — figurl. Forfrems 
melfe, Befordring. Opheielſe til fyrſtelig 
Værdighed. — ophøjet, partic. a.) ophæiet 
Arbeide 2: Figurer, fom hæve ſigmeer ell. 
mindre fra den Grund, hvori de ere udar⸗ 


beldede. Halv — heel ophøjet Arbeide. 
b.) ſublim, hot. En ophøjet Tanke. Et 
ophbiet Billede. 


Gphar et. ud: pl. Afbrydelſe f. en Tid 
ell. for beſtandig; Standsning, Slutning. 
»Dodens Navn betegner et Opher af Alt 
hvad Livet har.” Mynſter. Der er intet 
O. i Arbeidet. 
deltig.) Smittens, Sygdommens Ophør. 

phore, v.n.0oga.2.  a.) neutr. ſtand⸗ 


fe, aflade, afbrydes. 


e, V. a. 1. aabne v. at hugge. 


.O. 
—2 v. a. 1. ende, afbryde, bringe 


Skueſpillene ere op⸗ 


4. fordærve v. at hugge. ” 


Ut 0. en Cons - 


At arbeide uden O. (uafla⸗ 


. * KEE . 
Ophore — Opkilte. 126 Opliob — Opfog. 
ørte, Det har ophørt at regne. Hans Opkieb, et. Handlingen at optiebe. O. 
eſtiling ophører m. dette Aar.“ b.) act. af Korn. — Opkieboret, en. Rettighed t. 
opfpørge. Han er ude f. at ophøre cen at optisbe Varer. (Olufſen.) 
Skibsleilighed. (f. hore, 4.) ” p Optiebe, v. a. 2. kiobe et vift Slags 
Opilde, v. a. 1. vælte Ild el. Lue, At Vare i ftor Mængde, el. Alt hvad der fin⸗ 
o. Gnifterne i Tonderet. At o. et Baal. des af ſamme, f. at kunne fætte ell. opſtrue 
2. frembringe Hede I noget, opvarme. ”Jeg Priſen derpaa. At opkiobe Korn, Smør. 
— opilder Havets kolde Barm,” S. Staf⸗ — Opkieber, en. pl. ce. "den, ſom opkis⸗ 
feldt. . 3. figurl. ophidſe, opflamme. ber en el. flere Varer. 
Dette opildede p. ny hans Ræften udſlukte Øptfiøre, v. a. 2, fordærve v. Kierſel. 
Lidenſtab. “Kan Tapperhed opildes der, Beien er meget opkiort v. de fvære Fragt⸗ 
hvor det ikke længere er Skam at være vogne. 
feig?“ I. Boye. . ØOptiorfel, en. pl.-Fiorfler, 1. Handlin⸗ 
Øpirvre, v. a. 1. ægge t. Vrede, ophid⸗ gen at fiøre op. 2. Vei, Adkomſt, Leilig⸗ 
fe, forbittre. — Opirrelſe, en. pl.-r. ed t. at kisre op. En ſteil, bred, magelig 
Opium, et. ud. pl. Et Lægemiddel, fon Opkiorſel. 
er den indtørrede Saft af Frehuſene p. et 


Slags Valmue. Papaver somniferum. Opklare, v. a. 1. giere lys „kaſte Sne 


paa, oplyſe. Ingen Stierne opklarede den 

pjage, v. så: 1 8 drive el. mørfegimmel. — figurl. Ved denne Tidende 

see. ven af Sne "de 0 ER et —8 opklaredes hané Anfigt. Videnſtaberne o. 

8 ——* Fugl ”ø "Forftanden, ”Opblcrede Indſigter i Re⸗ 

3. Boye. ”Dpjaget fløt hver Fugl om figiohen,” Wandal. 2. uegentl. giøre nos 

bene P. 9. i En een 5. Ske get klart, fartelgt: udvifte, forklare, Dette 

VÆR Dpjagn ing, en g BJ — Der⸗ opklarer ele Sagen. — Deraf: Opkla⸗ 
2 2 ' . e 
Opkalde, v. a. 2. de, opfordre cen £. ring —— 


at Fomme op, falde op. Vidnerne blev op⸗ — ſ. klavre op. At 


kaldte p. Raadhuſet. Han lod Folkene 0. Gprüne, v. a. 1. opfere, reiſe v. at 


paa Gaarden. 2. overføre eens Navn p. å 
et Barn v. Daaben. Hun er bleven ops Eline. Den Væg blev haftig opklinet. 


. Opkliſtre, v. a/1. fæfte op v. at kliſtre. 

Faldt adſtillige Gange I fine Børns Familie. 74 klik Haaret fr — MD bs: 

3. give een I Daaben Navn efter en anden. Frigtring, en. Tode.) . 

Han er opkaldt efter fin Bedſtefader. — |... 

Deraf: Opkaldelfe, en. Opklodsning, en. I et Skib; det lang⸗ 
Opfafte, v. a. 1. bringe opad v. at kaſte. ſtibs p. Kiolſvinet liggende Temmerlag, 
afte op. Denne Form br. oftere om den hvormed Rummet imellem Kislens Oper⸗ 

; & flade og Bundſtokkens Underkanter opfyldes. 

egentlige Kaſten m. Haanden. At TF, en 4 

Steen op i Luften. opkaſte derimod om Opii nge, v. a. 1. klynge cl. hiffe i Vei⸗ 

den ügnende Virkning v, andre Kræfter, vet. 1. r ASSR Dan blev opflynget i Gal⸗ 

end blot Armens Bevægelfc.) f. E. At o. STM. — "VP lyngning, en. pl.-er. - 

Jorden (mi, Spaden) v. Siderne af en Opklyve v.n. f. Fyve, "Du fom f. 

Grøft. Soen opraſtede Ligene p. Strands Hovmodé Top p. Giéninger opklyver. 

bredden. 2. danne en v. at Tulin⸗ 

Fordvold, en Standfe. (Derimod: Grøf: Kladning, flæde af nn. At opflæde ef 

fen trænger t. at opfaftes a: ryddes v. at fattigt Barns— Opflædning, en. 

kaſte Jord op.) 3. give fra fig v. Brok⸗ Opklække, v. a. 1. førge for i Opværten, 

ning. (jvf. kaſte op.) Hau har opfaftet al opfsde (om Dyrs og meft om de mindre 

Maden. 4. figurl. a.) At o. et Sprog i Huusdyr. At opflæffe Kyllinger, XSIs 

Bibelen 3: opføge det v. af blade. b.) At tinger, Derimod: lægge Kalve til; ops 

o. ct Spørgsmaal, en Tvivl, Indvending føde en Heft. m. m. 

a: fremføre, 6.) At opfafte fig d: gisre fig Opfknappe, v.a. 1. aabne (ct Kledemon) 

til noget, ell. tiltage fig en Myndighed, v. at drage Knapperne ud af Knaphulletne. 

hvortil man ef er opfordret ell. berettiget.” — Opknapning, en. pl.er. 

Ut 0. fig ft. Herre over cen, t. Dommer i Ovfnytte, v. a. 1. fæfte op m. Baand, 

en Gag. — Opkaſtelſe, en. Handlingen at ſom inyttes. At o. Haaret. (&. S. O.) 

opkaſte, i Bemarkelſen 1. 2. 3. f. E. Vol: Opkoble, v. a. 1. loſe af Kobbelet. At 

dens O. En flærf —— 2: Bræfning opkoble Jagthunde. (V. S. O.) 

ac. (Ligeledes, men ofteft £ Bemærk. 1 og" Opkog,et. pl. d. ſ. 1. en let, fort 

2, bruges Dpfaftning.) , Kogning. At lade noget faac et Ø. 2. 

ptilte, y. a. 1. binde (Klæderne) op v. gientagen Kogning. At give Maden et (W. 

"| Bælte ell. d. At optilte fine Kloder. 3. det, fom er oͤpkogt; opfogt Mad. Vi 

— Deraf: Opkiltning, en. fif ikke andet end Opkog af gamle Retter. — 


— 


Opkog — Oplag. 


fuel. Dette Ugeblad er blot et Opkog a 
femmede Blade. fg ! 
Opktoge, v. a. 2. give et Opkog (f. 
$.6.0. 2.fogep. nv. opkogt Kaal. 
Denne Mad taber fin Smag v. at opkoges. 
3. fig. fige, fortælle, beſtrive hvad en ans 
ten allerede har fagt, fortalt 2c. ” ”At fpilde 
Zid p. af beſpare Indvendinger, fom hun⸗ 
drede Gange ere opkogte.“ Sneedorf. Ops 
kotzte Indfald, Fortællinger. ”Dette E⸗ 
ventyt var nullg opkogt.“ Bagg. N. Klim. 
— Dpfogning, en. pl.- er. Gierningen at 

spfoge. 

Øpfomme, v. n. 3. [f. komme.] 1. 
faae fin Tilværelfe, blive til, begynde. 
Denne Ildebrand opkom paa Gammel 
Holm. Jeg mindes godt, naar denne Skik 

opkom. ”Giden, da Fædrift og ans 
tre Neringsveie opfom.“ Schytte. 2. 
foraarfages , reiſe fig. Ofte kan en ſtor 
Ulntte o. af en ringe Aarſag. (ſ. opſtaae.) 
omſt, en. ud. pl. 1. det, at kom⸗ 
me op, ek. fomme frem; Fremkomſt, Op⸗ 
gang. Efter hans Opkomſt af denne Syg⸗ 
tem far han følt fig raftere, end tilforn. 
VNaanens, Stiernernes O. 2. Oprindel⸗ 
fe, Begnadelfe. En ny Modes OD, ”Paa 
Pſoredelſen fulgte adſtillige nye Sprogs 
Ovkomft,” Gulob. 3. 
bre, Fremme, Udvikling, Forbedring. 
handelens, Videnſtabernes ØD. ”Jver for 
Eprogets Opfomft.” Sneedorf. ' 
adſe, v. a. 1. bringe op v. at kradſe 
el. ſttabe. At o. noget af Jorden. 2. 
giste (odden v. at fradfe el. rive m. ſtive 
Verſter. At opkradſe Klæde. — Opkrads⸗ 


ning, en. pl.-er. 
kravle, v. n. 1. kravle op, At kom⸗ 
nt opkravlende. 

Opfrufe, v. a. 1. kruſe noget ſaaledes, 
at tet beier ſig opad. At opkruſe Haaret. 

usning, en. 
Opkræve, v. a. 1. fræve, indfræve At 
ptræve en Stat, 2. falde for Retten; op⸗ 
nevne. 
Opkrolle, v. a. 1. fætte op, rulle op om⸗ 
king Ktoller. At opkrolle Haaret. Hen⸗ 
tå Daar bliver opkrollet om Aftenen. — 
krelning, en. 

Oplade v. 2.3. (ſ. lade.) 1. aabne, 
telulke. (fielden undt. i Bibel⸗Overſ. og 
, hes Digtere.) ”Oplad f. tamme Fugl det 
Xnte Buur,” Rahbek, J min Aand fig 
opleder en Himmel.” 6. Staffeldt. — 
Retimeligen du din Haand oplader.” In⸗ 
gimann. — oplade fig, yttre fig, betroe fig. 
dan turde el o. fig f. togen.” P. Clauſſen. 
2, fratræde, afſtaae, overlade en Beſiddelſe 
andre. At o. et Lehn, en Gaard. *At 
ban ſtulde o. ham England.” P. Clauſſen. 
Tt oplade fit Rige. X. Vedel. — Opladel⸗ 
ten. Gaardens, Embedets Opladelfe. 

Oplag, et, pl. df. 1. et oplagt, hen: 


12 


remſkridt t. det 


Oplag — Oplive. 
lagt -Forraad, ef Forrand af Varer og 
Klebmandsgobs „ beſtemt t. at ſelges. Et 
ſtort O. af Korn, af Manufacturvarer. Et 
Klæodeoplag. 2.en Sum af oplagte ell. 
opſamlede Penge. Han har et O. fra Sko⸗ 
len. 3. Samlingen af de p. een Gang 
trykte Exemplarer af et Skrift. At giore 
et ſtort, et indſtrenket Oplag. Det andet, 
tredie O. af en Bog (ivf. Forlag og Ude 

ave.) 4. ”Lenlige Oplag” 9: Anſlag 

laner. Vedel. (forældet. f. oplægge, —* 
=ØOplagsafgift, en. Told af oplagte Varer. 
Oplagshuus, ct. H. hvor Varer oplægges; 
Magazin. (Dluffen.) 
Penge, ifær af Stipendier, ſom efterhaun⸗ 
den ovlægges ell. ſamles f. een. (f. E. for 
en Skolediſcipel.) Dplagsplads, en. En 
t. Pareoplag beftemt P. plagsret, en. 
Net t. at oplægge Varer; Sfabelvettighed. 
ivf. Forlagsret.) Oplagsſted, et. 1. en 

plagsplaos. (Malling.) 2. en Soſtad 
hvor Handelsvarer oplogges. (Guldderg.) 
Oplagovarer, pl. 
har Oplag af, hvoraf Mængde haves i Forz 
traad. 2. Barer, ſom oplægges i Pakhuſe 
og v. Toldſteder, enten t. Ud⸗ ell. Indforſel. 
Oplagt, adj. v. ell. partio. ſ. under ops 
æg te. N 


pland, et. pl.-e. det Indre af Landet, 


de fra Havet fiernede Landftræfningers 
færdeles m. Henſyn til en Stad, hvilfen de, 
omgive. Bergens Opland 9: Faftlandet 
nærmeft omfring Staden. Vendſyfſſel er 


Aalborgs Opland. — Deraf: Oyplænding, | 


en. ben, fom er fra et Opland. (br. meſt 
i Norge. 

Oplede, v. a. 1. ſoge efter og finde; 
hitte v. at lede; opſoge. 
Sted I en Bog. 

Opleve, v. a. 1. leve imedens el. ſaa⸗ 
længe indtil noget ſkeer el. indtræder, Om 
Fortiden: Vi have oplevet ſtore og uhørte 
Begipenheder. Han oplevede en hel Al⸗ 
der, — Om Fremtiden: Du fan endnu o. 
den Dag. Jeg haaber at o. megen Glæde 
af dette Barn. (Som v. n. ell. i Gt. for: 
at leve op, komme t. Live igien, br. det i 
Taleſptoget aldrig; ſielden og fun fig. i 
hoiere Stiil. ”At fee ftore' Mend vpleve 
igten i deres Meninger,” Sneedorf; hvor 
dog leve op havde været naturligere.) 

Oplive, v. a. 1. egentl. give Liv, bes 
ficele. (fom dog fun ftelden br.) Det er 
Sicelen, der opliver Legemet. “Oplive 
m. fin Aand den frosne Klump af Jord.” 
Ohlenſchl. 2. figurl. a.) give ny Kraft, 
ny Virkſomhed. Man haabede, at Freden 
atter fulde 0. Handelen. ”At oplive Na⸗ 
turené flumrende Kræfter,” Engelst. b.) 
fremkalde. opvæffe p. ny. At o. Erindrin⸗ 
gen. ”Da græd jeg, da oplivedes mit 
Daab.” Evald. 9 væfte Sicelens Liv, 
fremfalde Glæde, Munterhed, opmuntre. 


- 


Oplegspenge, pl. ” 


1. Vareſorter, fom man 


At oplede et - 


e 


ø 


- 


⸗ 


lukket. 


En oplyſt Mand,“ Tidsalder. 


Oplive — Oplegge. 


Hans gode Lune oplivede hele Selſtabet. 
Muſiken sopliver Sindet. 
Foraar. — Deraf: Oplivelſe, cen. ud. pl. 

Oplue, v. a.,og n. 1. act. fætte i Lue, 
gisre, at noget bluffer i Lue. At o. Ilden. 
figurf. At o. Klærlighedit. Fædrelandet. 
” Den opluer halvudflutte Folelfer t. en for⸗ 
tærende Flamme.” Engelsſst. — neutr. 
bluffe op, fomme i Lue, Det opluende 
Baal. — figurl. om voldſomme Sindédevæs 
gelfer. - Da opluede hans Vrede. ”Med 
eet opluede mit halv flufte Mod paa ny.” 
Bagg. N. Klim. “Nu Had, nu Klærligs 


, hed opluer i vor Barm.” S. Blicher. 


. Opluge, v. a. 1. faae op v. at luge. 
” Over Spire — er nu opluget, rykket op 
med Mode.” Rahbek, 

Vplutfe, v. a. 1. aabne det, fom var 
Ut oplukke alle Døre. — Oplufs 
ning, en. pl.-er. . 

le v. a. 2. 
kys ft et forhen morkt Rum. ”Ingen Graa 
er nu fan mørk, du den jo fan oplyfe,” 
Grundtvig. Denne lampe oplyfer ele 
Verelſet. Den af Maanen oplyſte Egn. 
2. figurl. a.) gisre noget klart, forklare, 

føre tydelig, At o. noget m. Exempler. 
.) underviſe, danne v. Lære, give klar og 
tilſtrekkelig Indſigt, tydelige Begreber. At 
o. Forſtanden. at o. cen om fine Pligter. 
Videnſtaber 


128 


Vede 


trykket. (f. 
Kornets Oplægning paa Loftet. 
Vplægning i Gavnen. 


kaſte Lys paa, bringe noget, lære, underolfe, 


Deraf: Op 


f. fig 
opl 
ning, en. pl.- er. 


Mængde Menneſter, der efterhaanden 
kes p. et Sted. 


Oplægge — Oplofe. 7 


Det er oplagte Penge, | Gan fan aarllg o. 
Det oplivende det Halve af fin Lon. (f. lægge op.) 4. 
At o. Raad (ell. lægge Raad op) blive 


enige om et Anſlag. Det var hemmelig 
oplagt imellem dem. Et oplagt Raad. (”At 
oplænge fig imod een,” gisre Anflag imod. 
S At oplægge (9: ftifte) et Forbund. 

5. At o. en Bog 0: beførge den 
Oplag, 3.) — Øvlægning, en. 
kibets 


Hvitfeldt. 


” Øplænding, en. f. Opland. 
Øplænger, en. pl.-g« den Deel af Inde 


tommeret i et Skib, fom fra Bundſtokken af 
banner Spantet (Ribbenene) i Skibet. ' 


Øplænte, v.a. 1. giore en Lænfe nogle 


Led fortere, v. at hefte den op. Hundens 
Leænke ev f. lang; den maa oplæntes, — 


Deraf: Oplænkning, en. 

Oplære, v. a. 2. give Underviisſning $ 
At 0. cen i noget. 
ærelfe, en. ud. pl (V. 6. 3.) 

Oplæfe, v. a. 2. læfe hølt af Papiret ell. 
Bogen, fremfige [nydeligt hvad man har 

revet. At o. et Stykke afen Digter, 
cen Dom, en Befaling. — Oplæs⸗ 


plob, et. pl. d. ſ. 1. Sankning en 
ok⸗ 
Der var et ſtort O. paa 


Torvet. 2.1 Serd. Sammenlob af Folk i 


og Konfter havde dengang endnu ci oplyſt oprorſte Henſigter (Tumult.) Han-blev 


Verden. Jeg fandt ham noie oplyſt om 
enhver Omftændighed. . c.) anmelde, be⸗ 


Dræbt i 


Oplobet. At dæmpe ct Oplob. 
Oplobe, v. a. 3. (f. lobe.) indhente i 


At o. fundne Sager Løbet, naae v. at lobe efter. Han er f. langt 


i Aviſerne. — Oplysning, en. Handlingen forud; jeg fan ikke oplobe ham. (ell. løbe 


i Xoiftene offentlig. 


… at oplyſe; Tilſtanden at være oplyſt. 4. 


ud. pl. i egentlig Bemærk, Gadernes O. 
Oplysningen i dette Theater er flet. 2. i 
gurl. Bemærf. a.) pl.-er. bet, ſom tiener 
t. tydelig, tilſtrekkelig Kundſtab om noget ; 
Opklaring. Han gav mig fuldftændig O. 
i Sagen. Jeg har meddeelt ham vigtige 
Oplyoninger. b.) ud. pl. Klarhed, Rig⸗ 
tighed t Begreber, i Alm. ell. af et vift 
Slags. Almuens, Bondens O. Hans 
Skrifter have virket meget t. Oplysning i 
;Landhuushofdningen. Cc.) ud. pl. færd. og 
absoleflarhed og Tydelighed 1 Kundſtab 
og Begreber om det, fom hører t. Menne⸗ 
ſtets Vel, t. dets fornuftige Beſtemmelſe, 
Lykſalighed og Dannelſe f. et heiere Maal 
overhovedet. En ſtigende Cultur og Op⸗ 
lysning. Vort Aarhundredes Oplysning. 
Oplægge, v. a. 3. (f. lægge.) 1. lægge 

p. et hoiere Sted, lægge op. (fædvanl. fun 
I partic. og inf. pass. Kornet ſtal oplæg: 
es, er oplagt p. Loftet.) At oplægge ct 
kib o: lægge Tet ind i Havnen f. af aftakles. 

2. henlægge i Forraad, ell. paa et Sted, 
hvor man fiden afhenter det oplagte At 0. 
Korn i Magasiner; o. Varer i en Soſtad. 
3. glemme det, fom ev ſparet ell. tilovers, 


AJ AJ 
⸗ 
⸗ 


ham op.) 
allene i partic. Gielden er opløbet betyder 


var ſammenknyttet. 
Zleife. — fig. At o. en Gær, lade den ſtilles 
ad. 


Som v. n. for: lebe op br. det 


ligt. En lang vploben Dreng. - 
Oplober, en. pl. - ce. En Skibsdreng, 


Matrosdreng. (t. Skibs br. fædvanl. det 
Plattydſte: Dplop er.) 


Oplofte, v. a. 1. hæve, holde i Veiret. 


At 0. Gænderne mod Himlen. (fun i hoiere 
Stiil. 
op. 
åt o. cen t. Skyerne I! roſe 
ligt. — At o. Sindet, hæve Tankerne (ra det 
Jordiſke t. hoiere Ideer. En opløften 
reſtilling. — At 0. fin Roſt, at 0. (hæve, 
forſterke) Stemmen. = 3) 

Gierningen, at opløfte. Hændernes O. — 
uegentl. Stemmens O. 
'telfe fra det Jordiſte. 
Oploftelſe og Hiertets Udvidelfe ft. Folelſe 
af Staberen i den hele Stabning.” Bagg. 


Derimod: Han løftede Drengen 
At løfte noget op fra Jorden.) — fig. 
ham umaade⸗ 


e Fo⸗ 
ploftelſe, en. 


Sindets Oplef⸗ 
”Denne Aandens 


Oploſe, v. a. 2. adſtille, loſe noget, der 
At o. en Knude, en 


2. losne fammenhængende Dele. 
Fugtighed har oploſt Farverne. »Merge⸗ 
lens Dele oploſes haſtigen, og tillige oploſe 
Jorden,” Schytte. 3. fo lare, udtvde. 


PL sd 


⸗ 


X 


Oploſe — Opmuntre. 129 . Opmuntre — Opoffrelſe. 


At o. en Gaade, en Opgave. 4. ophæve, 
tilintetgiore, erflæré ugyldig. At o. et 
Vgteſtab, en Forbiudelfe, et Selſkab, en 
Forening. 5. I Chemien figes ct Apdende 
kegeme at oploſe et faſt, naar det fidfte for⸗ 
finder i det forſte; og overhovedet, at et 
Legeme oploſer ˖ det andet, naar det bevirker 
Delenes Adftillelſe og indgaaer en chemiſtk 


Nelaller. Soovel oploſet Jernet. = op⸗ 
leſclig. adj. ſom lader fig opløfe, Deraf: 
Oploſelighed, en. — Oplesning , en. pl. 
tr. Gierningen at dplefe, i alle forſkiellige 
vemarkeiſer. En Knudes O. WVples⸗ 
ning p. en Gaade. Knudens O. i et, Skue⸗ 
mil, Sukkerets O. i Vand. Et Riges 
Oplaming d: faldbfomne Tilintetgiorelſe 
kun Stat. Et Menneſkes Oplesning 0: 
ded. ”Uden af frygte eller onſte vor Vp⸗ 
ksning,” Sneedorf. — Opløsningsmids 
del, et, Middel til (chemiſt) Opløsning. 
Opmaal, et, Overmaal, Topmaal, Til⸗ 
gift. Colding.) 

Opmaale, v. a. 2. maale og beregne et" 
Rume cl. et Legemes Stervel fe. (ifær om 
Jord.) At o. en Ager, en Byes Marker. 
det Slib. — Deraf: maaling, en. pl. 
tr. Én Bondeggards O.… Ut ligge ude 
2 Opmaaling 3: Landmaaling. 

Opmele, v. a. 4. male p. ny det, ſom 
tilforn har været malet. — Deraf: Dpma: , 

g, ei. pl.-er, … 

Opmand, en. 1. Boldgiftémand. ( Hvit⸗ 
filt, Solberg.) ”At fade det komme an p. 
Opmændse Kiendelfe.” Vid. S. Str. IV. 
”» 2. Hovedmand, Ophavsmand, For: 
mand, (eft i Dialefterne ; flelten i Skrift⸗ 
fereget. 3. I Lovfproget: deu, fon É 
Voftgiftefager udnævnes f. at giore Udjlas 
get imellem Voldgiftsmondenes forfticllige 

cninger, naar De el kunne blive enige. 
((.D. on, I. 6. 1.) 7” 

Opmende, v. a. 1. fætte Mod i, ind⸗ 
gate Mød. (ufædvani. At opmande cen 
ded fin Tale. T. Rothe.) 

pmane, v. a. 1. tilſtynde, opmuntre. 
Colding; forceit et.) 2. At o. Aander, 
aane, fremkalde dem v. Befværgelfer. 

Red den opmaned du den foundne DID.” 
Srmmttvig. — Øpmaning, en. pl.cer. 

Opmuddre, v. a. 1. reuſe for Mudder. 
35 Ddavn, Canal, — Opmuddring, en. 

ætr. 

Oymuntre, v. a7 1. væffe Muntexhed 
Fer cen, giere glad, luftig. At 0. et heelt 
Celifab. 2. tilkunde, indgude Mod og 
tri t. noget. At 6. cen t. at fortfætte et 
stede. ”Man egger v. Konſt og Lift; ril⸗ 
ynder v. Dvertalelfer; opmuntrer v. Over⸗ 
kriisning” (ligeſom og v. at give Haab, 
ktfigt t. Fordeci, ved Roes 0. m.) Cporon. 
”, vælfe ft, Liv og Virkſomhed, fremme, 
hemftvnde, ”Saa let, ſom det ev at ops 

Danſt Orbbog. Il, 


muntre Videnſtaberne, faa let er det og at 


undertrykke bem.” Sneedorf. — Opmun⸗ 


tring, en. pl.-er. 1. Handlingen at op⸗ 


muntre (1. og 2.) 2. det, ſom yder Opz 

muntring, opmuntrende Sndelfe, Adſpre⸗ 

delſe. Det var mig en behagelig Ø,  - 
Opmure, v. a. 1. føre Muurvært I Vei⸗ 


ufet er opmuret. — Opmuring,en. pl-er. 
VOpmaäarkſom, adj. ”pl.-me. 1. agtfom, 
agtpaagivende. En & Zilhører, Læfer. 
At blive o. påa noget o: fæfte fin Agt, Agt⸗ 
ſomhed derpaa. At giere cen o. paa noget. 
2. meget omhyggelig, heflig, deltagende. 
an vifte fig meget 0. imod os. — Deraf: 
Øpmærtfombed, en. 1. Agtſomhed, Agt⸗ 
paagivenhed. At henvende fin Ø; paa no⸗ 
get. At betragte noget med O. “Teœn⸗ 
ekt aft kaldes Vpmærtfombed, hvis den ft. 
en klar og' tydelig Bevttjrhed er tilftræffe- 
lig.” Treſchow. 2. underftøttende Deel⸗ 
tagelſe, Opmuntring. Denne Konfiflid har 
Regieringen ſtienket megen O. 3, høflig 
Deeltageiſe og Omhu. 

Opnaac, v. a. 1. indhente, nage v. af 
fætte efter, ( V. S. O. ſielden. ſ. naae.) 
2. fig. nage en lignende Fuldkommenhed, 
bringe det faa vidt, ſom en anden. At ø. 


fit Monſter. Gan opnaacede aldrig den. 


Grad i Fuldkommenhed. 3. faag, befoms 


me, erholde (hvad manattraaer ” At o. fit - 


Onſte, fine Henſigter. o. en hoi Alder. — 
Opnaaelſe, en. ud. pl Onſtets Opnagelſe. 
Opnagle, v. a. 1. fæfte op, giore faft i 
— m. Som. At opnagle ct Skilt. (B. 
Opuæœævne, v. a. 1. d. ſ. ſ. opkalde, 2 og 
3. fielden i Bemark. navngive, benxvne. 


»Han gif forft igiennem det af ham opda⸗— 


ede og (efter ham) opnævnte Sund,” 3. 
Bone. — Jæltre Danſt ogſaa: utnævne, 
faftjætte; eller i Lovſproget: opkreve. At 
opnævne Tingmend. (D. Lov. I. 7. 2.) 
GOpoffre, v. a. 1. hengive, bringe fom ef 
Offer, give frivilligen lip p. et vift Dies 
med, cil, til Bedſte f. andre. Han har ops 
offret en flor Deel af fin Formue f. Sta⸗ 
ten. Han er i Stand t, af opoffre Alt f. at 
fætte denne Plan igiennem. ”At opoffre 
en Lyſt, naar ſtore Pligter udfræve det.” 
Sneedorf. recipr. Åt 0. fig for det Al⸗ 
mindelige. o. fig til Statens Tieneſte. 
2. tilkdefætte, agte ringere, ”At o. det 
almindelige Bedfte for Egennytten.“ Snee⸗ 
dorf. 3. give t. Priis; fætte til, tabe, 
At o. en uͤſtyldig. Han har opoffret fin 
hele Formué p. dette Foretagende. At os 
meget af fin Tid p. ct Arbeide. — Opof⸗ 
frelfe, en. pl.-r. Gierningen åt opoffre, i 
Ordets forſtiell. Bemorkeiſer. Den Uſtyl⸗ 
diges Opofſſrelſe. Med O. af egen For⸗ 
devl. Jeg har giort ſtore Opoffrelſer f. 
denne Gag, Efter nogle Aars og mangt 


(9) ” 


* ret, bygge af Muur. At o. en Lade. For⸗ 
zotening m. ſamme. Skedevand opleſer bh 


' 


"(langt fieldnere bruges Opoff: 


ningen at pakke op, pakke fuld. 


— 


Indtagter i Amtet. 


v 


! 


Opoffrelfe — Opponere. 


Penges Opoffrelſe paa diſſe Uinberføgelfer, 
ring. 
Opbatfe, v. a. 1. pakke fuld med, pakke 
Alt det paa, ſom ſtal være-der. Vognen 
ev opparket. — Oppakning, en. 
2. Solda⸗ 
tené O. el. fuld Oppakning, kaldes det, hart 
efter Forſtriften mad bære p. fig, naar han 
drager bevæbnet ud. . a 
Gppaſſe, v. a. 1. d. ſ. f. paſſe op 
(ofteft dog i partic. pass.) Han blev ops 
paffer undervels. Man oppaſſer ethvert 
Skridt, han gior. ”Ingen ton' oppaffe 
hané Vandel faa vel.” J. Bone. — Ops 
paſſer, en. pl.-e. den, ſom paſſer cen op, 
cl, opparter ham, en Dypvarter, Tiener 
(fom dog Fun p. en vis Tid af Dagen gior 
fin Tieneſte.) Tilforn holdt han Tiener; 
men nu har han en Soldat til Oppaſſer. 


Oppe, adv. [af op; ligefom nede af hed, - 


henne af ben, borte af bort, 2c.] 1. paa 
et hoit ell. haiere Sted; i Hoiden. (modſ. 
nede). Oppe p. Bierget og nede i Dalen. 
Jeg var oppe: paa Loftet. Hoiere oppe t 
Huſet, i Baden, i Bnen. 2. opftaaet, 
oven Senge. Jeg var oppe i Morges før 
Dag. Dev cv endnu ingen oppe. At bli⸗ 
ve, fidde lenge oppe.om Natten. | 3. fiel⸗ 
den I dagl. T. for: aaben, oplukket. 
Oppe fig, v. recipr. tage fat p. et Ar⸗ 


beidem. ny Iver, gribe fig an efter Holle 


el. Ladhed. (d. Tale og Almuefproget.) 
Oppebære, v. a. 3. (f. bære.) hæve, mods 
tage. (om Penge, Afgift, Gield, 0. d.) 
Dan oppebærer alle fungclige Skatter og 
At overdrage en ans 
den at o. fit Tilgodehavende. De oppes 
baarne Penge, ”De vilde giengielde ops 
pebaarne Velgierninger.“ Schytte. — Op⸗ 


pibarelſe en. Oppeborſel. (T. Rothe. ſiel⸗ 


— Sougværf. 


en!) — Oppeborſel,en. pl.-er… 1. Hand: 
lingen, at modtage Penge "cl. andre Afgif⸗ 
ter, ſom erlægges. 2. Kongelige Oppe⸗ 
borſler, faldet ogſaa det, ſom oppebæree i 
Statter og Afgifter. — Deraf: Oppeber⸗ 
ſelsbet ient, en. Embedemand, ſom mods 
fager kongellge Oppeborſler. (Gppebyrd, 
en. for: Oppeborſel, forekommer hos 
Hvitfeldt.) 

Oppille, v. a. 1. oploſe noget v. at pille 
det fra hinanden. At o. Tougværf. 2. 
d. f. f. pille op (men ſieldnere. Duerne op⸗ 
pillede det udkaſtede Korn.) — Oppilling,en. 

Opplukke, v. a. 1. ſ. pluffe op. Xt o. 
opplukket Kied, Fiji. — Der: 
af: Vpplukning, en. pl-cr. 

ØOppleic, v. a. 1. indtage, t. Ploining, 
ploie Jord, ſom itfe for har været under 
Ploven. At o. Hedejord. 2. bringe frem 
af Jorden v. at ploie. Man har opploiet 
en Samling af gamle Mynter. — Deraf: 
Opyloining, en. plad,  . 

pponcere , v. n. 1. flat. opponere.] 


130 


1. Biers. 


Opponere — Opreiſe. 


fremfætte Indvendinger imod en andens 
ringes bv. iſer/ hvor dette ſteer v. of⸗ 
entlige Diſputationer. To Profefforer op⸗ 
ponerede imod ham. — "Deraf: Oppor. 
nent, en. pl.— er. den, ſom opponerer, 
Oppoſition, en. Modfætning, Modſtand, 


Strid, Indvending, 


Oppudſe, v. a. 1. pudſe p. nn, pynte 
op. At lade et Guus o. Hun er vet ble⸗ 
ven oppudſet. — Oppudsning, en. pl.-er. 


Oppuſte, v. a. 1. udſpile v. dt fulde m. . 


Luft. At o. en Blere. Gan er tuf og 
oppuſtet i Anſigtet. — fig. Det var ham, 
der hemmelig oppuftede Hadet, Zvedragten 
(2: ophidſede, eggede dertil.) Deraf: Ops 
puftning, en. pi. -er. . 

ppynte, v. a. 1. d. f. f. oppuoſe men 
iſeer om Perfoners Udvortes og Klædedragt, 
el. om rele: Stuen xr bleven oppyn⸗ 
tet (pyntet op) t. Bryduppet. — Oppynt⸗ 
ning, en. pl. —er. . . 

praab, et. pl. d. ſ. 1. Handlingen at 
opraabe (elf, ell. Barer v. en Auction.) 
Ingen medte efter det førfte Opraab. 2. 
fig. en uf Regiering cl. Øvrighjed udſtedt 
almindelig Dypfordring t. Folfet og Almuen, 
at gribe til Vaaben. 

, Dpraabe, v. a. 2. fremkalde el. nævne 
een efter den anden af en forſamlet Meng⸗ 
de. Alle bleve v. Ravn opracbte. . 2. ud⸗ 
raabe tet ſom fælges v. Auction. (f. raabe 
op.) Dette Maleri blev opraabt for 100 
Ndr. men blev ikke folgt (gif ind =— Øps 
raaben, en. ud. pl. Gierningen at raabe 
op. — 
(f. Er. Barer v. Auetloner. 

Opraadne, v. n. 1. (er.) angribes i alle 
Dele og forteres af Raaddenhed; raadne 
op. Tommeret, Fodſtykket er reent op⸗ 
raadnet. (Skibene ligge og rakdne op.) 
VOVprage, v. a. 1. f. rage, 1. En Mængs 
De los Jord, fom Dyret havde opraget. — 
Opragning, en. pl.-er. 

Opramſe, v. a. 1. ſ. ramſe. »Som je 
vil ei umage dig eller mig med at opramfe 
ber.” Baggefen, At o. Bønner, Lectier. 
— Øpramfen, en. ” 

Oprede, v. a. 1. og 2. rede Sengen færs 
digt. at ligge i. engen cy opredt. — 
En opredt Ceng ad: en Sengem. Alt hvad 
der hører til af Klæder og Lagen. — Op⸗ 
redning, en. Gierningen at oprede. 

Opregne, v. a.1. nævne, fremfige flere 
in ande effer hinanden. At opregne en 
Ma'ngie ſmaa Omſtæœndigheder. — Opreg⸗ 
ning, en. pl.- er. 

preiſe, v. a. 2. lofte i Veiret, reiſe det 
fom ligger, ell. fom var faldet: Den om⸗ 
kaſtede Stotte blev igien oprciſe. ”Alles 
vegne forberedes der Omvæltninuger, ſom 
nedſtyrte og opreiſe.“ Mynſter. — partic. 
opreiſt, lige i Veiret; erectus. Xt ftaae 


Opraaber, en. en fom raaber op 


opreiſt. 2. undertiden i famme Bemærk, |, 


Opreiſe — Oprids. 


hm det blotte reiſe or opføre, oprette. At 
o. et Felt, en:report, en Mindeftette. 
3, flgurl. give det miſtede tilbage, oprette, 
bringe p. Fode. At faaetit Zab, fin Are 
opreiſt. 3. opreiſe fig for: reiſe fig, giore 
Ooſtand; og Gpreisning, for: Opror; i cel⸗ 
dre. Ekrifter. Et Foltk ſtal opreiſe fig 
imod ef andet,” Math. 24. = Opteioning, 
tm, 1. Handlingen at opreife. 2. Er⸗ 
fatning, Vederlag, Fyldeſtgisrelſe. At 
fane O. for fit, Tab, p. fin Are; give cen 
O. tage fin O. i noget. At fade preigs 
ning Spil (3: vinde, efter førft af have 
tabt.) Æresopreisning. 3. G. paa en 
Tom d: en kongelig Bevilling, hvorved de 
jttitiſte gege af en Dom ophæves, At 
gioe, fane Vpreisning i en Sag. (ſ. D. 
for, I 6. 16, 1. 24. 15.) — Gpreisningo⸗ 
brev, ct. (fom gives den, der faaer Ops 
fersning paa fin 2C re.) 
Oprende, v. a. f. rende op. 
prenfe, v. a. 1. renſe fra Grunden af. 
At oprenfe en Greft, en Part. ' 
Opret, adj. Et Ord, fom vel, ſtiondt 
felten, forefommer i ældre Danjt (f. E. i 
den ældfte d. Bibeloverſ. ”At I ſtulle op⸗ 
— 3 Moſe B. 26: 13) men ſom 
teg meft t fildigøre Tider er overført af det 
årti (aufred t, ereetus) for: opreiſt, 
lige i Veiret, lodret. ”Feg ſaae — ikke en 
tafterant Ryg, ikke et enefle opret Hoved.” 
Baggefen. Labyr. II. 58. — Man har der⸗ 
at ogſaa villet danne: opretholde før: ved⸗ 
ligehelte, holde v. Magt, haandhæve; og 
pretholdelfe (Treſchow.) men uden Bifald. 
Oprette, v. a. 1. bringe noget (f. E. en 
Vogning, ſom haftigen bliver til) t. at reiſe 
fig. At 0. en report, et Stafot. (bog 
ke. hvppigere opreife.) 2. give noget Tils 
zarelſe, flifte, anlægge. At o. et ilniver⸗ 
filtet, en Siole, en Etiftelfe, et Regiment, 
ft Ctanigodé. (jvf. anlægge , indrette, 
ſüſte) 3. indgage, flutte, vedtage. At 
o. et Forbund, en Forbindelſe m. cen.” 0. 
mM Contract: 4. erſtatte, vederlegge; ell. 
ſage, ſtaffe fig Erſtatning for, gisre fol: 
kit for, indhente. ”Han maa oprette ham 
p. andre Maader.” Sneedorf. Dette 
Zab har han faaet rigelig oprettet. Hvor⸗ 
hd fan dette Savn oprettes mig?” Rahbek: 
K oprette en Stade, 0. hvad man har fot⸗ 
ſemt. — O tettelfe, en. 1. Gierningen 
(forrette; Stiftelſe 
2. felden Opretning.) 2, Erſtatning, Fyl⸗ 
deſtgierelſe. At fane Gprettelfe for fit Fab. 
(Det mindre brugelige Øptetning forekom⸗ 
mer i denne Bemærk, i D. Lov.) — opret⸗ 
vig, ad). ſom fan oprettes, erſtattelig. 
pridning, en. Handlingen at ride opad 
BA et højere Sted. 
Oprids, et. [D. Tydſte Aufriſz.] en 
uns i Giennemfnit MM, Profil. (J. 
5 8 


t Ås 


134 


mel og berømmelig Slægt. 


Anlæg. (ſ. optette, . 


- 


a 
—8 


Opridſe — Oprulle. 


Opridſe, v. a. 1. aabne, giere Aabning 
i v. af ridſe. At opridſe en Byld. 
Oprigtig, ad. IT.aufrichtig.J 1. 
uforfaljtet, i phyfiſt Henſeende. (kun ind. 
Tale.) “At ſtride m. oprigtig Dyd.” A+ 
Vedel. 2. ægte, ſand, ikte hyklek. En 
o. Kicrlighed. oprigtigt: Venſtab. 3. 
ærlig, ſanddru; ſom kun ſiger hvad han 
mener, og ikke lægger Skiul p. fin Mening; 
En 0. og upartiſt Hiſtorieſtriver. Cno. 
Tilſtaaelſe. Børn ere af. Naturen oprig⸗ 
tige. — Øprigtighed, en. ud. pl. den E⸗ 
genjfab, af være oprigtig (2 og 3.) Folel⸗ 
ſers, Henfigters Dprigtighed. At beſvare 
æt Sporgsmaal med prigtighed. 
Oprindelig, adj. fom var i el. fra Op⸗ 
rindelſen, Begyndelſen; fom er den aldſte, 
forſte i fit Slags, Menneſtets oprindelige 
Natur, Den oprindelige Aarſag, Fils 
ſtand. Landets oprindelige (ældfte) Inds 
bnggere. En-oprindeligen velgisrende Hen⸗ 
figt fan gaac dver ft. at blive ſtadelig. — 
Deraf: Oprindelighed, cn. 1%. pl; 
rinde, v. n. 3. ér. (f. rinde) 1. Ud⸗ 
ſpringe (om Floder; fieldnere,) Denne 
Flod oprinder i det indre Afrika. 2. fig. 
udfpringe o: nedſtamme fra; grunde fig i, 
veife fig af] Han var oprunden af en gam⸗ 
Denne Feide 
oprandt af en Strid imellem to Familier, 
3. ſtaae op, komme over Synskredſen. (am 
Sol og Maane.) »Eom Matten. et forbi, 
og Solen nu oprinder.” Helt. "Med hvil: 
ken udſtrakt Glands, o Maane, du oprin⸗ 
der,” Rein. »Og Verden faae det ſtore 
Lys oprinde ” Thaarup. 4. fig. opſtaae, 
opfomme. ”Hver Gang Evighedens ſtore 
Tanke oprinder i vore Sicle.“ Munfter. 
»Hvor jeg mig vender hen, ny Sorg f. mig 
oprinder,” Rahbek. — Oprindelſe, en. ud. 
pl.. 1. Ophav, Begyndelſe. Denne 
Stats førfte Oprindelſe. 2, Udfpring, 
Herkomſt. 3. forſte Aarſag, Anledning. 
Oprindelſen til denne Vildfarelſe. 
prippe, v. a. 1. egentlig vel: optive 
aabne voldſonit (o. ét Saar. V, S. 9) 
en br. fun figuri. i d. Tale og lavere Stlil 
for: fremfalde paa ny, fosune, bringe igien 


, p. Bane. At os yamle Stridigheder. ” Jeg 


ci oprippe vil det ſom jeg før har ſagt. 
Holb. 5 Paars. 

- Øprive, v. a. 3. (f. tive.) 1. rykke ell. 
rive voldſomt op. Stormen hat oprevet 
de ſtorſte Irceer mt. Roden. 2. aabne v. 
at rive, At o. et Saar. — Oprivning, en. 

Oprode, v. a. 1. bringe frem v. at todes 
Svinene hare optødet og ædt Kartoflerne. 
"2. rode igiennem allevegne, forderve v. af 
råde. Hele Gaven er oproͤdet. — Oprod⸗ 
ning, en. 
lle, v. a. 1. binde: noget voleligt 
ſammen i Skikkelſe af en Rulle. At os To⸗ 
bateblade. At Øs ct Landkort p, en Stof. 


(9 ft) | 





/ſammenrullet, rulle fra hinanden. 


Å 


8 


der. 


Oprulle — Oproͤre. 


2. i modſat Betydning! oploſe det, fom ce 
t o. 
et Stykke Klæde. — Oprulling, en. pl.-er. 
Oprumpe, v. a. 1. 3 Almueſproget: 
knytte Halen op p. en Heſt, ſlaae en Knude 
p. Halen. 
Vpruffe, v. a. 1. f. ruffe. 
Oprydde, v. a. 1. borttage, ſtaffe bort 
v. at rydde. At o. en SÉov; o. Ukrud. 
skovene. aabne fig, ifald de opryddede 
Pladſor ikke igien beplantes.” Schytte. 2. 
At o. Jord, a: forbertde den v. Rydning f. 
Agerbrug. (BB. S. O.) Deraf: Opryd⸗ 
ning, cn. pl.—er, ' e 
prykke, v. a. 1. d. ſ. f. oprive, 1. At 
o. en Plante m. Roden. — Oprokning, en. 
1. Gierningen at opruffe. 2. det, at rykke 
op (intrans. om Bevegelſer. ſ. rykke.) 
prætte, v. a. 3. rakke ti Weiret. (f. 
rætte op.) br. i partic. Med oprakte fæns 
At fværge m. opratte Fingre. — 
Deraf: Oprækning, en. 
Oproge, v. a. T. og 2. forbruge v. at 
roge. Al min Tobak er oprogt. 
Opromme, v. a. 1. gisre rummeligt, ryd⸗ 
deligt, v. at flytte bort, tilſide. At o. et 


Waerelſe. (V. S. O. rettere vel intrans, at 


WMit Sind var f. meget i 


opromme i et Bærelje. ſ. romme, 3.) 

Opromt, adj. v. IT. aufgeraͤumt.] 
hvis Sind er frit, betynget; lvſtig, mun⸗ 
fer. “opromt not f. at kunne ſtiemte. 
Sneedorf. 

Opror, et. pl d. f. IT. Aufruhr.] 
1. voldſom Bevegelſe, Uro, 
Opret til. at 
jeg kunde betragte Sagen m. Kulde. He⸗ 
Te Hufet er i O. 2. Sammenrottelſe og 
væbnet Opſtand af et ſtorre el. mindre 
Antal Underfaatter imod ben lovlige O⸗ 


vrighed cl. Regiering i ct Land. - At giore 


O. ſtifte ct O. Den hele Provinds er 
i Oprør. “Enhver voldſom Modfættelfe 
mod Loven og Øvrigheden er, uden al 
Sndffrænfning, Oprør.” Birkner. (Ordet 


, br. ofte eensbetydende m. Opftand, hvilket 
dog gierne forbindes m. ef mindre forhadt 


Begreb. 


et ſtor, ell. beſtaaer den endog af hele Fol⸗ 
et, kaldes det Opſtand. Anden Forſtiel, 
ſom giores imellemn de to Ord, beroer mere 
p. vilkaarlig Beſtemmelſe, end p. Sprog⸗ 
brug. jvf. Mytteri og Opleb; det fidfte br. 
ifær om et äkke længe forberedet, haftigen 
opfommet Oprør.) = Heraf: Oprorsaand, 


- en. Stemning hos en Mængde, form leder 


t. Orror, Tilbøielighed til O. 

Uprårsfind, et. Oprersaand, 

Enkelte. Oproørsførift, et. S. hvori op⸗ 

muntres t. Opror, ſom udbreder oprorſte 

Grundſcœtninger. (Rahbek.) Oprorsſtif⸗ 

ter, en. Ophavsmand f. et Oprør; o. fl. 
Oprore, v.a.2. fætte i Bevægelfe, gisre 

(| 


(at. Orſted.) 


132 


er tilbeiclig dertil. Hele 


Gicring. 
ſamle. 


Man taler om Enkeltes, Nogles 
ell. Manges Oprør; men er nøden mes 


fær hos den. 


beſtaaende Forhold hævet. 


Oprore — Opflgẽ. 
urolig, uklar (iſer om Vandet.) Stormen, 
der oprører Lavet. Det oprørte Hav. 
»Hans Roſt ce Storm, hané hule Suk op⸗ 
rører Afgrunden.” Evald. — At giore Vans 
bet oprørt (plumre det.) J oprørt Vand 
er godt at fiſte. Ordſpr. Mit hele Blod var 
oprørt (fat i ſterkere Bevægelfe v. Liden⸗ 
fab.) fig. om Sindet. Et oprørt (liden: 
abeligt) dg forbittret Sind. En oprørt 
—— 2. egge t. Opſtand, 
giore oprorſt. (ſielden.) At o. Foltet, Me⸗ 
nigheden. »Folket oprørte fig.” Sneedorf. 
3. fornærme den moralſke Folelſe, vokke 
fin, Had. Det maa oprore enhver æds 
lere Folelſe. Et oprørende Syn. 
Oprorer, en. pl.—e. den, der fætter fig 
op imod Landeté Øvrighed cl. Regiering, 
den, fgm før Opſtand, el. deeltager m. 
andre t et —*8 
Oprorſt, adj.1. ſom ger Opror, ell. 
taden blev op⸗ 
rorſt. Gt uroligt og oprerſt Folt. ( V. S. 
O.) 2. ſom figter, egger t. Oprør. En 
oprorſt Tale. **. Grundſetninger. 
Opſadle, v. a. 1. forſyne m. Saddel og 
Ridetsi. At o. en Heſt. — Opſadling, en. 
Opſamle, v. a. 1. optage ſmaaligen, ef⸗ 
terhaanden; ſanke op. Ravet opſamles p. 
Strandbredden. Der har opſamlet fig en 
ſtor Deel Papirer (har ſamlet ſig, er ſanket 
efterhaanden.) 2. opfange. Solſtraaler⸗ 
ne opſamles i Brændepunktet. — Deraf: 
Opſamling, en. pl.-er, 
VOpſanke, v. a. 1. ſanke, fanfe op, op⸗ 
At opſanke Spaaner fra Jorden. 
— Deraf: Opſankning, en. pl.-er. 
Opſat, adj. v. [partic. af opfætte] 1. 
fom har Hu, Sind, Lnft til, er ftemt t. 
noget. At være opſat til noget. 2. meget 
lyſten, higende efter. At være opfet paa 
noget. Han er nu vet opſat paa den Reiſe. 
3. opſat Melk, fuur og tyk Melk, der bli⸗ 
ver det v. at'henſettes i Botter, Fade o. d. 
(at ſætte Melk op.) 
pfecyde, et. d. ſ. ſ. Opſigt, Opſyn; 
men forældet eller mindre brugeligt. 
Opſende, v. a. 2. fonde op. (meſt i par 
tic. cl. i entelte fig. Udtrnt. f. E. At o. 
Benner-t. Gud. »Til fællede Gud vi vore 
Sut opſende.“ S. Blicher. — fan blev op⸗ 
ſendt t. Norge.) Deraf: Opſending, en. 
Opfidden, en. ud. pl. Handlingen at 
fibde vp. Rntteriets Opſidden. 
idder, en. pl —e. den, fom har en 
Gaard i Brug uden af eie den; en Gaard⸗ 
bruger, Fæftehonde. * 
Gpfige, v. a. 3. (f. ſige.) 1. tilliende⸗ 
give at Brug ell. Laan af noget t.' en vis 
Tid ophører. At o. en Leier. Jeg er ble⸗ 
ven opfagt ft. Flyttedagen. At o. en Capi⸗ 
tal (ſom man har udlaant.) 2. erklære et 
At o. cen Tro⸗ 
ſtab, Lydighed. At o. en Baabenſtilſtand. 


a 


SOpfige— Opffyk. 
Ut ogfige Tleneftefoll. 3. fremfige, opleſe 


udenad, Opſigelſe, en. pl.-r. Handlin⸗ 
en at opfige. Deraf: Opfigelfesbrev, 
Opfigelfestid, o. fl. 00" ' 

Opfigt, en. Pl (Z. Aufſicht.] 
1.5. f. ſ. Opfyn, Tilfyn. At have O. med 
noget, have noget unter Opfigt. 
mindelig Opmærffombed, vakkes hos 
andre. Dette Skrijt gior ſtor Opfigt. Hun 
giorde megen O. ver fin koſtbare Dragt. 

Opffibe, v. a. I. fore opad (en Strom) 
t. Etibs. At opſtibe Varer p. en Flod, 
(BV. S. 2.) 2. udtage af Etjbet, loſſe. 
(Roth; nu uſebvanligt.) 

Opffiorte, v. a. og rec. 1. binde Stier: 
ter ell. andre fide Klæder op om Livet ; ops 
filtre; hvoraf: Opſtiortning, en. V. S. O. 
(ifieſden.) Derimoe figurl. I7Talemaaden: 
At være vel opffiorter d: ivonig: at være 
iite faren, i en daarlig Stilling. ”Vi hav⸗ 
de været ilde opfliortede.” Dalberge lyttel. 


Opffrift, en, pli-er. 1. noget, fom ops 
ſtrives t. Meftertetning el. Rettefnor, t et 
vift Zilfælde. Jeg har givet hende O. pan 
en ny Kage. - Dette er Opſtriften p. Alt 
brad jeg enden har at giore. 2.3. ſ. ſ. 
Indſtrift, Querſtrift. ( Snçedorf 

Opffrive, v. a. 3. tf. Frivespifore nos 
get i Pennen, antegne ſtriftligen. (ſtrive 


op.) At o. Bemarkninger p. en Reiſe. 


(j. ↄgſaa nedffrive,) Deres, Neapm vbleve 
opſtrevne i en Bog. At vore hoit opføres: 
ven (anſtreven) hos cen 9: gielde, formaae 
meget. — Øyffrivning, en. pl, pande, 
Lin — x .d pr eft F 
ut, v. a. 1. ſtrue ndge ſom 
var ſtruet i, v. af drele Skruen en Gtrue 
moderen tilbage; ſtrue op, 2. tvinge nos 
get i Griret v. Hielp af Skruer. (ſ. Frue 
op.) fig. at:opſtrue Prifen p, noget 3: fopz 
høie Jen mager end billigt. At o. uusleien. 
Ca opfør 
nen, Vpſtruening, en. … S + 
Opffud, ct. om Planter: Opvornĩng af 
Jorden, Fremſtud. ( V. S. O.) 
ve, . a. 1. ſture reen, give for⸗ 
nnet Glands v. at ſture. 2. fordærve, op⸗ 
fte vet Sturen. (V. S. 2.) I 
yde, 7.2.3. (ſ. ſtyde) 1. 
i Beiret, finde op. (fielden.) “Hoimodig 
ten fig tidt opſtyder.“ PD. H. Frimann. 2, 
orbruge v. Etvden, Da de havde opſtudt 
Krud og Kugler, gif de paa Fienden m. 
Bajonetien. 3. partic. opffudt be. under⸗ 
tiden figurt. ligeſom opløben 5: hurtig vovet 
i Veirct. — Deraf: Opſtydning, en. 
Opſtylle, v. a. 1. fivlle noget, fom til; 
foran har været vaſtet, ell. ſom er lagt i 
Vant f. at blodes. Mo. Klæder, Linned. 
2. kafte op p. Landet v. Bolgernes Magt. 
Danet har opſtyllet en Deel af Vraget. 
Opſcyllet Land, opſtyllede Jordlag, faldes 


133 
V 


2. nal⸗ 


uet xx konſtlet Stiil. — Deraf : sony. 


1. fløde; 


Opffolle — Opſminke. 


i Geognofien de vngſte Biergarter og Jord: 
ing, der have deres. Leie sverft, eller oven⸗ 


paa alle ældre Biergarter. — Opſtyl⸗ 


ling, en. pl. -— er. . 
ære, v. a. 3. (f. ffære.) 1. aabne 
v. at flære. At o. en Byſd, en Sum, 
opſfaarne Xrcmer. 2. ffære Alt hvad der 
er at flære, ſaaledes at intef bliver tilbage. 
Hele Brødet, Stegen er opſfaaren. At 
opffære en Torvemoſe, fiære al Torden, 
form den indeholder. 
aldes fold Øteg-fom flæres . 
ſteges ell. varmes p. nv. — Dpffæri 
Opflage, v. a, 3. (f. flage.) 1. heft 
fte noget i Veiret, v. at ſlaae det faſt, 
line det p. en Væg, e. d. At o. en Bea 
tiendtgiorelſe, Placat. 2. aabne, oplytte 
noget v. Slag (ſlaae op.) Denne Kaffe 
maa opflaageos. ”Ibro fom- opſlaaer Kiels. 
derdoren.“ D. Lov. 3. figurlige og uegentl. 
Udtryf: a) At 0, noget, et Cepitel, i en 
Bog, et Sprog f Bibelen. bb) Ut, oe. et 
Telt, en Bod 0: reiſe, opføre. (T. auf4 
ſchlagen.)Diſſe opſlage bereg Boder 
ligefom andre Kræmmere.” Schytte. .c 
At o. Xrmerne, bøte dem om. sl. tilbage. 


En opſlaaet Hatteſtygge. Me 
aaben —3 sd * in fn Bf É 
varteer et Sted ax bofætte fig, flage. 
Bopæl. eximod ikke —8 — 
rn Øjet 0 freidigt Mod han atter, 
opflog Piet⸗ MARY 4 
: Opflag, at. p. d.J. 1, den Del af, ef 
Klædningsſtykke, der bøies om;, ii, 9, 
Wrmet, ;Gn vbiag Rioig mm — 2 
2. Veirets Forandring fra, Froſt t. 205 Dn 
fløg. (9, Giro, 5. 9,), 3, offent 8 
Kundgierelſe. (BØ. &, 3.) 46, Dphævelfe. 
af en Forlovelſe. (f. flage op)" 43 fy 
Øpflag imellem de, Forlovebe. (Roſtgachde 
sidbog.k BEL W NEBEL. 

Opflibe, v. a. 3. (ſ. flibe,) 1. flibe —* 
2. fortæren. hyppigj Siibning. Den⸗ 
ne Kniv er neeſten reent opſieben. — Derz; 
af; Øpflibning, sn, . . , 

Opſlide, v. 2.3, (f. ſlide.) fortære, giørg, 
ubrugelig v. Slid, cl. megen og långvarig: 

rug. De, fom havde Lyſt t. at opjlide 
deres anſtaffede Klæder.” Schytte. — fig, 
udſlide, Move v. meget og ſtreugt Arbeide. — 
Deraf: Opſlidnjng, en. . 


CHver f. af 


Øpflitfe, v. a. 1. fortære v. at ſtitte, 


p 
flikte bort. (D. Bibel.) - NEDE 
Øpfluge, v. a. (f. ſluge.) fuge aldeles, 
fvælge ganſte. Han. blev opflugt af en 
Gai. — figurl. 
At.o. Ordene 3: ikke udtale dem tydeligt ell. 
heelt. — Opflugning, en. pl.-er. dl 
Opfminte, v. a. og rec, 1. give en kona 
fig Redme v. Sminke, opfriſte Anflgtss 
farven m. Sminke. Man kunde neppe 
kiende hende, ſaaledes havde hun opſminket 
fig. — fig. opſminkede Ord, Foreſtilinger, 


4 


* 


3. opſfaaren Øteg + 
et. … 


At opfluges af Bølgerncs. . 


(i . 


W 


(ud 





€ 


! 


, alt det, ſom haves. 


e 


' Opſminke — Opfpore. ” 


(2: ſwlgrende, ell. ſom forſtiösnne Sagen.) 
At bedrage cen med opſminkede Ord,” 
Gncedorf. — Deraf: Opſminkning, en. 
er 

p Gpſmokke,v. a. 1. ſmykko det, Tom har 
tabt fin Pryd; ell. ſmykke meer end ſedvan⸗ 
ligt. Maar hun bliver opſmykket, ſeer 
* ret· taaleligt ud. 

1. Gpſmoge, v. a. 1. og 2. forbruͤge ved at 
fensge ell. roge. Al Tobakken cer opſmogt. 
HE, Opſmoge, v. a. 1. Frænge toget opad. 
Xt ne NER Ho lecmer. (f. — 

more, v. a. 3. (ſ. fmere. 
—* hoget gammelt. (B. S.O. d Cafe.) 
pfnappe, v. a; 1. bemægtige fig p. en 
buvtig g7 Maade, v⸗ uforvarende Overfald. 
oreve, o. en Coureer. — fighrl., I⸗ 


inblertid funne diffe Ord opfnappes, for⸗ 


teltet, fordreles.“ Rahbet. 
per ift og her et ftarreet 
Opfnappeiſe, en. 
Gpfnoe, v. a. * Re noget, fom var 
——— ell, fammenfnqet, Ato. et Reb. 
Øpfntere, v. a. 1. i d. Tale: 
mm s ne, lege opſtaaret Kisd, (Roſt⸗ 


Han opfnaps 


* 5) na. 1. e enti. opdage v. Lug⸗ 
Tom" Hund en et Spor; men: ofteft fis 
ir —5 "Spor efter, fage Runtitab 
der nit Furagt, og om-den Nusgier⸗ 
LL 2. bruge (Æobat) op». at ſnuſe. 
Den hefe Pund Robat ev uleråde opſuufet. 


Opfuote, V a. 1. oploſe det, ſom var 


t: wel d., o For, 
—— Ef. Øptog 


Gpſpade. v. d712- fafte dø, grave op m. 
Sytide, Øg 5. 9.) Deraf: vpſbad⸗ 
nin en. pl.-ér; . , 


bløde, v. . 1. inkke vidt op. 
opfpilede Dine. (f. fpile, 2.) Deraf: Op⸗ 
ſpiling en pl. lee, 
Opjpind, et, pl. d. ſ.. det, ſom opſpin⸗ 
des; Paafund.'iſcer i ond Betydning. ) 
Opipinde, v. a. 3. (f. ſ. ſpinde.) J. ſpin⸗ 
oerren er nu ops 
ſpuudet. 2. hitte paa, udtænte, opdigte ; 
[Fire (Alt om noget ondt, ſtadeudt. 
on Løgn, ct Bedrageri, Forraderi, 
——S— a. 2. d. ſ. ſ. ſpiſe op. (meſt 
Iie⸗ AXblerne vre længe ſiden op⸗ 
iſte. 
Hpſplitte, v. 2.1. aabne noget, fom er 
fattit v. en Split. At opfplitte en Pen, 
Opſpole, v.'a. 1; ſpole eil. vinde alt det 
Gakn, fom haves, p. Spolerne. Vaveren 
har opfpolct aft Garnet og forlanger mere. 
—. Pyraf: "Opfpoling, en. 
Ovipore, v. a. 1, optage v. Hielp af 


Sporgh, wnme p. Spor efter. At o. 
Viltdi. figurl. a) opfſege, opdage, 
oplede. Politiet har opfporet hans Oy: 

byfaae at vide, erfare, komme 


Holdefted. 


134 


fig. ops. 


opvarme. 


Med 


Opſpore - Opſtand. 


efter.Jeg har ikke kunnek opſpore Sum 
den hertil. — Opſporing, en. pl.-er. 

Gpſprudle, v. n. 1. (om fiudende Lege⸗ 
X .),. »fprudle, Det opfprudlende Vand. 
y ) ⸗ 

— 5 — a. ſ. fprænge. 

Opſpreætte, v.'a. 1. fprætte 5 >. 4. ſpret⸗ 
te, 25 Deraf: Opſprætningg, en. (op⸗ 
fprætte i V. S. O. er en fellagtig Skrive⸗ 
mag ) ' 

Opſpptte, v. 2.4. kaſte Verdſter op, der 
afforibve, af Spptkiertlerne, ell. ſamle fig £ 
Binfthuulheden og Maven. pan har opz 
fnyrtet meget Blod, — Opſpytning, en. 

ex 
P Opſpæde, v. 2.1. fortynde v. at ſpede; 
fpæde noget, hvis Mengde v. Brug er fore 
mindſtket, éen cl, flere Gange. At opfpæs 


de Suppen. — Deraf: Oypfpædning, en. 
rd. — Deraf: pl. 


-er. 
Opſpændov. a. 1, ſponde noget, ſom 
breder fig i Veiret, ell. ſtrokker fig pad. At 
o. en Solſtierm, et Soltelt. — At o. Has 
nen yt ét Gevær, trække den ep ell. tilbage, 
for at tunne txyete af. 2. loføvet, fom er 
fpændt. Atbpfpænde fit Bælte. op» 
fpændte Skoe. — Opfpænding, en. pl.-er. 
Vpfparge, v. a. 3. (ſ. Porge.) finde, 
føore —— — opdage v, af fpørge 
fig for. “Jeg har endellg faaet ham ops 
fpurgt.; - pirrer ikke af o. | hele Byen. 
"Opfheze, v. nm, 3. (f. ſtaae op.) 4.3. £ 
fo ſtaac op," retfe fig: (i —3* Stiil.) 
opftød'en Olding blandt Foltket. —5— 
lade Sengen; dene op (fom -aftit.br, 
Proſa, get —F af . Ranlic,) Dun. ev 
endnu "fede opftager. blive ſevende p. 
nw, bomme t, Side. At o. fra. de Dede. 


"eat de Dode fffe opfsae. ” De Bibel, 


q.' Goſtandelſe.). 4, fremtræde, vife fig, 
er ér op faget en ny Forſvarer af denme. 
Lære. e Sandheds — Ton nu ops 
ſtode trindt ———— Wandal. 5. ops 
komme, vitfe. fig. eraf' opg sd m —* 
varig Strid. J egigtn fan dette SÅ fade 
itte ofte opftaac.“ Orfted. 8. famle: fig 
m. vobnet Magt, reiſe fig (fielden. Uimuen 
var opſtaaeti Watie,) f. Opſtand. 

Opſtable, v. a. 14 ſtable i nogen Hoide. 
At o. Brænde, Terv. “J Stedet f. at 
Gaderne I antre Stader ligge jævnfider, 
feer man tem her opſtablede p. hinanden. ” 
Baggeſen. — Opſtabling, em pl-er. 

sy opftadfe, v. a 2.1. d. f. f. oppynte. (V. 


Opſtakke, v. 2.1. reiſe i Stak, fætte i 
Stat Det He, ſom ikke rummes | Bute: 
ne opſtakkes uden for. (V. S. O 

pſtalde, v. a. 1. fætte p. Stald f. at 
fore cli. fode. At o. unge; Øinafter. pan 
har opftaldet 50 Stude. — Opjtaduing, 


en Hpfiand, en. ud. pl. én væbnet Gores 


s fæ 4 


Opſtand — Oyſted. 


ning, enten af ét heelt Folk, ell. en ſtor 
Deel af famme, mod Fiender, mod Lande⸗ 
berren ell. Regieringen. Dele Landet var i 
Opfland. - At gisre Opfland imod en 
Fiende, mod Regenten. (f. Oprør.) 
Opſtandelſe, en. Zilftanden at leve op 
ler Ø st flaae op fra de Oste. (f. ops 
age, 3. i 
Opſtander, en. pl.-e. noget, ſom ſtaaer 
op ell. reiſer fig i Veiret, ſom rager frem, 
flaacr frem 6 tun i viſſe færdeles Tilfæls 
de.) f. E. anderen ved en Bandpoft 2: 
Pumpetræct. Opſtanderen p. en Rok, en 
Sarnvinde, p. en Preffe m, v. — Deraf : 
Opflanderrof, en. Et Ølags mindre Notte, 
yp. hvilke Hiulet er anbragt | Midten, mel: 
fem Opſtandere. andervæv , en. et 
eget Slags Veverſtole, ſom bl. a. bruges 
i Joland. 
Opſtege, v. a. 1. ſtege p. uv. 1. S. 9.) 
2. fortfære v. Stegning. Swmorret er ops 


1. emme, v. a. 1. d. ſ. ſ. iſtemme. 
opflemme en Sang. (B. S. O.) 
2. Opſtemme, v. a. 1, (om Vand.) ſtandſe 
i Aflebet, demme for, opdæmme. opſtem⸗ 
me Bandet i en Dam, Canal. (Olufſen.) 
ige, v. n. 3. (ſ. ftine.) 1. hæve 
ſig ſtigende fra Jorden. a Luftbalonen 
opſteg. *Hvo ſom Ragen ſeer opſftige.“ 
Veffel, — fig. at o. fra cen Xrespoſt f. en 


anden. Zen optligende Linie i Arvefolgen. 


(Baner, Farfader, Moder, Mormoder, 0. 
3.) 2. opfomme, opſtaae. Der opſteg 


en Toivl hos mig. 
ikke, v.a.3. (f. ſtikxke.) 1. fætte 
op og fæfte m. Naate. At o. et Hovedtsi. 


2, aabne m. et Stik, fliffe Hul p. At o. 
em Blegn. At 0, en Tønde, et Biinfad. 
I, At o. en Kobberplade, fornye Stikket p. 
fomme. — Opftifning, en. pl.-er. 

Opſtille, v. a. 1. reſſe, fætte op. Skiven 
blev opſtillet. Ogſaa om at fætte ell. ſtille 
noget p. en vis Maade, ell. i ct viſt For⸗ 
held. At o. en Snare, et Garn, en Fol⸗ 
hk. Ut 0. Brifterne I Staffyil, 0. et 
Regiment, en Krigsher. — Deraf : Opſtil⸗ 

„en. pl.-er, 

pſtive, v. a. 1, bringe noget t. at ſtaae 
i Veicer v. at ſtive det. 2: five noget pe 
år. — vning, en. pl.—er, 

Opſto ppe, vr. a. 1. ſtoppe p. um», ſtoppe 
* emne nngrrade trænger t. at ops 

ppes. — opning, en. pl.-er. 

Opſtryge, 2p a. 3. —5* ſtryge no⸗ 
— At o. Haaret. Med glat op⸗ 
oget Daar. — Opſtrygning. cen, 
in hpſtudſe, v. a. 150. f. ſ. tilftudfe, (V. 
OD. O. 

Opſſtuve, v. a. 1. d. f. ſ. ſtuve, 2. op: 
vede Noer, Kartofler, — Deraf: Op⸗ 
Ruvning, en. pl.-er. 

Opſtod, st. pl. d. f. Opſtod fre Maven 


ø 


135. 


Opſtod — Opſette. 


9: voldfomt opfligende Vinde. (Opſtod, 
for: Opſtand. Hvitfeldt. forældet.) 

Opſtode, v. a. 2. fløde op, aabne v. 
Stød. Døren blev opſtodt. 2, fløde Alt, 
blive færdig m. at fløde. Alle diffe Gryn 
faae vi iffe opitedte i 
Opſtoden, Opfisdning, en. (der ogſaa br. 
i famme Ber.ærfelfe, ſom Opſtod.) 

Opſuge, v. a. 1.- fuge op, drage op v. 
Hielp af Aandedræettet. At opfuge Vand 
giennem et Rør. — Øpfugning, en. pl.-er. 

Opſummere, ſ. optælle, 

Opſpvaiet, adj. v. ſ. ſvaie. 

Opſvpie, v. a. 3. (f. fvic.) fortære v. at 


føle. (d. Tale. At opſvie en Mængde Korn 


t. —— Y— ſ. foinge.) 
pſvinge fg, v. rec. 1. (ſ. ſvinge. 
»Mod Styerne min Xand fig da opſpvin⸗ 
ger.“ P. H. Frimann. — Det br. iſer fi 
gurl. for: Gæve fig til et hoiere aandeligt 
ell. moralſt Standpunkt, ell. til re, Bær: 
dighed, eykke. »En Stat, der har opfouns 
get fig til Magt.” Treſchow. 
Opfvire, v, a. 1. tilfætte, forede v. 
Sviir. At opføire fine Penge, (V. S. O.) 


Dag. — Deraf: ” 


ØOpfonime, v. n. 1. (er) give fig. ud, . 


hovne op, flige i Hoiden. (f. foulme.) En 
opfuulmet Kind. De af Biergvandet op⸗ 
— Floder. Opſpulmet Flod bierg⸗ 

oie Bølger vælter,” Pram, — Opſpvul⸗ 
mer, en; ub, pl. 


Øpfvemmet, adj. opſtyllet, ſammenſtyl⸗ 


let af Havet, af Vandflod. (nyt O.) 


Opſye, v. 2. 1. forbruge v. at foc. Hun - 


har opſyet al Silken. — Opſyening, en. 
(B. S 8 


.S. 02 
Opſyn, et. ud. pl. det, at paaſee, tage 
vare p. noget, holde det venlige og f Or⸗ 


den; Tilſyn, Opfigt. At have Opſon med 
et Arbeide, over Arbeiderne. Det ſtaaer un⸗ 
der hang Opfyn. — Øpfynsmand , en. 
den, fom har Opſyn m. eller over noget. 

Opfærfe, v. a. 1. opbinde, opfilte Særs 


ken ell, Skiorten. (Roſtgaards Ordb.) fe 


det mere brugelige opſtiorte. 

Opſæt, ct. pl. d. ſ. 1. ſtriftligt udtag 
ell. — Concept, noget, man har 
opſat p. Papiret. (Sram. Roſtgaarde Ord⸗ 
beg.) "2. Anflag, Paafund. (foræltet.) 

Ovfætfig, ad;. IT. auffåtsig.] ti 
boieliget. at fætte fig op imod Oveighed ell. 
Forcſatte; gienſtridig, oprsrſt, alydig. — 

pfætfighed, en. ud. pl, (B. S. O.). 

pfætte, v. a. 3. (f. fætte.Y 1. fætte 
op; fielden undt. i partie. Det er Alt opz 
fat p. Loffet. Undertiden m. Bibegreb om 
at fætte i en vis Orden: opſtille. At ops 
fætte Bøger I Reolerne. opſat MelE (3: tyk 
Melk. (ſ. opſat ovenfor.) . 2. reiſe, ſammen⸗ 
fætte Delene af noget, der er helt, At o. 
en Seng. opfætte et Glerde, ſom var ned⸗ 
faldet. (fig. at opfætte Haaret, o. Hoved⸗ 
toier; dog ogſaa: at fætte dp.) 3. frem: 


Coal FN ø 


—, Opfætte — Optage. i 136 Optage — Optrin. 


fætte, udvikle friftligen', fætte I Pennen, ilde, i en god, i den bedfte Mening. At 
udfafte, affatte, (om Documenter, ell. an⸗- o. noget for Spøg, f. Alvor, ſom Foragt. 
pre kotte Skrifter, At o. ct Brov, en ”Han min Bøn m. Gunft optager,” Bor: 
Klage, en Anſogning, Foreſtilling. 4. ding, h) At optage en Cgn, % et Kort over 
lade beroe, henſtaae, udfætte. At'o. en en Egn, cen Ford ad: udmaale den, og afs 
Retfe, et Foretagende. Bi vil o. dett. i fætte Grændferne m. m. paa Papirst. — 
Morgen. (jvf. udfætte.) 5. fættep. Spil. optage et Landſtab 9: aftegne det efter Nas 
6. vove, udfætte, give ft. Priis. (i ældre turen. — At optage en Lifte, Fortegnelſe 
Skrifter.) At o. Liv og Gclfærd fot cen. over noget 3: rive, opſtrive. — At o et 
A.S. Vedel. Hvitfeldt. 7. At o. en Ra- Forhør, en Synsforretning, optage cn Sag 
gefniv, flibe, hvæffe den. 8. opfætte fig, t. Domé, m. fl. Talemaader. 
giere Hpfiand, ſette fig op. Atv. fig mød Optegne, v.a.1…giste Fortegnelſe over. 
Øvrigheden, (jvf. opfat, ovenfor.) == op⸗ fan optegnede Alles Navne og Stand. 
ttelig, adj. (af opſætte, 4.) fom fan ops 2. føre i Peunen, opſtrive. — Optegnelſe, 
ættes, taaler Udfættelfe. — Opſattelſe, en. en. gugtg 
. plor. 1. Gierningen, at fætte op, reiſe pthrone, v. n. 1. fig. og poet. reiſe fig 
ap, ſtille op. (forekommer ſielden; og hel: hoit Veiret. Opthrone i Skyen” (om 
[ere bv. ØOpfætning, Opſtilling, Opreis- et Zaarnfpiir.) Baggeſen. . 
: ming.) 2. det, af opfætte noget; Udſat⸗ Optik cn. ud, pl. ILat. Optica. 1 Lære 
telſe, Forhaling, Sagen taaler ingen Op⸗ om Loſet og dets ukbredelfe. — optiſt, adj. 
færtelfe, (Man tænker fig v. Opſattelſe ſom hører t. Læren om Loſet, ell. til Lovene 
ent mere ubeftemt Tidspunkt, end v. Udſæet⸗ f. Onfet. optiſte Inſtrunenter, Grund⸗ 
telſe, hvilket oftere br. hvor Talen er om en finger, i 
overlagt cller aftalt Opfættelfe af on be⸗ Optinge, v. n. 1. (har.) d. ſ. f. tinge, 1, 
rammet Sag ell. Gierning.) 3. Opſæt⸗ (men ficldent.) ”De Efterlevende — maatte 
telſe (2 Opſtand, Dpreisning) imod Kon⸗ optinge med Geiſtligheden, f. at faae Le⸗ 
gen. D, Lov. VI, 4,9. . gemet begravet,” Schytte. . (Det fietdne 
Gpſoge, v. a. 2. oplede, føge op. ace Ord forekommer ogfaa i D. Lov. V. 4,5: 
ogte længe efterham; men kunde ikke fage ”Optinger Mand for nogen Gag”; hvor 
—8 opſegt. — Opſegning, en. pl.-er. det enten, fom man fætvenligen har forkla⸗ 
Opſomme, v.a.1. farfone m. nye Som. ret det, bemerker: at indgage noget, tutte 
Ut opfomme en Havbaad. (V. S. 9.) Fordrag; eller maaſkee æettere : af opkræ⸗ 
Optaarne, v. a, og rec. 1. fig. opdynge ve, opfordre Zingst t. Vidne.) . . 
til en ufædvanlig Hoide. Sfn optaarnede Optoce, v. a. 1. ſtylle Kar, Fade, o. d. i 
fig v. Kyſten. ”Lad dine Bolger, Hav! Vand, hvori de dyppes, og hvoraf de opg 
optaarne fig,” S. Blicher. — Deraf: Op⸗ fageé. — absol, om at aftoe Vordtoiet. Pis 
tagrning, en. j ' gen har endnu ikke optoet. — Optorn, en. 
Optage, v. a. 3. (f. tage) 1. lefteop, Optog, ct. pl. d. f. 1. hoitideligt Tog 
tage op. At o. noget fra Jorden. At o. m. Pragt og talrigt Følge. | ”Dandé, Rid⸗ 
Planter (af Jorden.) — fig. At 0. en Mate: derſpil og prægtige Optag.” Sucedorf. — 
rie p. ny. (2: underkaſte den en ny Underſegel⸗ figurligen:Optrin. ”"Forjpiler 4.det forgslige 
fe, Behandling.) 2. ſigurl. Bemarkelſer: Optog, ſom ſnart vilde folge efter.” Kamp⸗ 
a) indtage, befætte (en Plads.) Dans Billed- mann. 2. Sammenlob, I urplig Henſigt; 
ſtotte optager igien fin gamfe Plads. Plade Oplob. G. S. O. (jvf. Optoier,) 3. Opz 
fen er optaget. Alle Billetter (t. Indgang, tog (Act) £ et Skueſpil ao: xn Samling af 
t. Plads) ere alt optagne. D) give Plade, flere Optrin, (Scener) der udgiøre.en ſelv⸗ 
indlemme. o. cen i fit Huus, i fin Fami- ſtendig Afdeling af Stykket. Egentlig CR 
lie, i et Selſtab. 0) borttage, opſnappe. Fordanſkning af det T. Aufzuf, der Lon 
Denne Courcer blev optaget af Fienden. Henfnn t. Sorhængete Sptrætning.)) 
At 9. Kreature 3: bringe fremmedt Bvæg, Optoppe, v. a. 1. opdynge noget ſaale⸗ 
fom man finder i fin Mark, i Forvaring. des, at det faner en Top. (B. S. O.) 
d) fore i Brug; ifær om det, hvig Brug ”De jævne Belger optoppe fig.” Pram. 
fornyes. At o, en ny Mode. ”At optage Optridſe, v. a. 1., bringe noget i Veiret 
en gammel Skik.“ Colding. “Tvedragt v. Hielp af en Tridſe. 
maa ei vppes ell. optages.” Hvitfeldt. x) Optrille, v. a. 1. trille cl. rulle noget 
indtage t, Dyrkning, optorke. Denne opad; it. d. f. f. oprulle, 1. (8. S. D.) 
Jord er i Fior optaget, ”At optage eg Optrin, et. pl.d. f. 1. (T. Auftrit.), 
bygge (bebpygge) en Egn.“ P. Clauſſen. en Handling, Begivenhed, Tildragelſe; 
f) modtage i Forſtud, eü. ſom Laan; have (dog ifær om én ſaadan, der p. en eller ans 
udjatte Penge. At optage fin Løn. Ato. den Maade væffer Opmærkſomhed, ell. er 
fine Renter forud. o. et aan, o,en Ca⸗ betydende. Et ſieldent, mærkeligt, tørens 
pital. g) modtage m. et viſt Sindelag; de Optrin. Et O. af det daglige Liv. 2, 
tilægge en Betydning, At o. noget vel, en Afdeling I &Skueſpil, fom fremfommer 


- 4 


Optrin — Optomme. 


derded, af Perſoner verle p. Skuepladfen; 
en Scene. 

Optræde, v. n. 3. (f. træde,) 1. frem⸗ 
file fig I en Forſamling ell. offenttigen 5 
fremtræde. At optræde for Retten, p. Skue⸗ 
pladfen. 2. vife fig, fremftaae i en vig 
Egenſtab. At o. fom Bidne i en Sag, ér 
Antlager. 3. d. ſ. ſ. opſtaac, 4. — Op⸗ 
træder, en. ud. pl. 

ælfe, v. a. 3. (f. trætte.) forekom⸗ 
mer fielden, og næften fun i partic. Fla⸗ 
ften er optruttten (3: Proppen af Flaſten. 
Ubret er optruttet (3: Fiedren, Klæden ell. 
Vegten fom fætter det i Sang.) Han er 
bleven optruftet (bedraget) ved denne Han⸗ 
tel. — optræffe for: opdrage, danne 
(Sneedorf) er næften ubrugeligt. > Ops 
mætfer, en. pl. —e. Bedrager, Suyder 
Om et Fruentimmer: Optrækkerſte. En 
liſtig Optrækkerſte. — Optrækkeri, et. Be⸗ 
drageri. (d. Tale.) — Optrækken, Optrak⸗ 
ning, en. Gierningen at trætte op. 

ævle, v. a. 1. oplofe det, fom er 
fammenfat , fammenfnoet. af Zrævler. — 
Deraf: Optrævling, ert. 

gte, v. a.1. opdrage, danne, uns 
derviſe (na langt mindre" brugeligt , end 
opdrage.) — Optugtelfe, en. (jof. Tugt.) 

Ovprsælle, V. a. 3.6ſ. 4 g 1. lægge 
Tal ſammen (addere.)' . 2. d. ſ. f. opregne 
At optælle fine Bedrifter. Det fan han o. 
paa Fingrene, — Optælling, en. pl.-er. . 

Optœnde, v. a. 2. komme t. at hrænde, 
fætte i Brand. At optænde ID. o. et 
Baal... 2. fig. ægge , vælte, fremkalde. 
Derved optændtes Padet, Forbittrelſen p. 
un. At. o. (ophidſe / cen t. Brede. ”Lpun 
af en ringe Ting optændes ken, ſaa ſnart 
Man hende gior imod.” Holberg. — ”Ders 
fom et faadant Forfæt kunde optændes i 
Alle.” Mynſter. — Optandelſe, en. 

Øptænfe, v. a. 2. hitte paa v. Eftertan⸗ 
ke, udtænte, udfinde. At o. en Lift, Und⸗ 
fivltning, ef Ragd. En optankt (overs 
lagt) føgn. — optæntelig, adj. fom fan 
optænfes, udfindes. Paa alle optænkelige 
Maader. »Han anvendte alle optænkelige 
Mile f. at komme fit Maal nærmere.” 
Rahbek. — 


Optoc, v.a.1. bringe frobne Ting t. 
at ſmelte en. føre. Solen optoer Iſen. 
En optoende Sondenvind. (%. S. O.) fig. 
om den forfrosne, der igien opvarmes. 
Jeg er endnu ikke ret opteet. 2. v.n. 
frnelte eſl. blive findende efterat have været 
froffen. (oftere : tøe op.) At lade froffent 
Band optøc, ( V. S. 2.) 

Optoier, n, s. pl. ſegentl. vel Optoger, 
ſom det findes i ældre Skrifter, af Optog.) 
vift faad Opferſel; gale, uordentlige 
Pandlinger. (db. Zale.) 

mme, vv. a. 1. lægge. Bidfel og 


% 


137 " Optemme—Opvife. 


omme paa.  At'o. en Heſt. — Detåf: 
Optomning, en. 

Optomre, v. a. 1. tilhugge og reiſe Tom⸗ 
meret (i cen Bygning.) At o. et Huus. 
optomre ct Stib o: iftlandfætte Tømmeret i 
famme. (V. S. 0.) ; J 

Optorre, v. a. 1. tørre bort, aftorre 
noget vaadt (ifær om det, ſom er fpildt p. 
Gulvet, p. et Bord e. d.) Deraf: Optoͤr⸗ 
ring, en. pl.-er. 

pvaagne, v.n. 1. (er.) blive vaagen. 
(3 Proſa fædvanligft: vaagne op, ell. 
vaagne.) Derimod ofte fiqurl. En ops 
vaagnende Folelſe. ”Dg Elſtov brat op⸗ 
vaagner af fin Dvak.” P. H. Frimann, 
»Snart, ved ſmeltende Lyd, den kielenſte 
Længfet oppaagned.“ S. Staffeldt. +; 

pverme, v. a. 1. folde, giennemtræenge 
m. Varme. Varelſet maa godt opvarmes. 
2. At 6. Mad I: late fogt Mad, fom er 
bleven fold, atter varmes p. Ilden. ops 


varmet Kaal, Suppe, Steg. — Deraf: 


ØOpvarmelfe, Opvarmer, en. , 
varte, v. a. 1. paſſe, gaae t. Haau⸗ 
de, oppaſſe. Pigen maa o. ved Bordet. 
At blive godt, flet oppartet. En opvavs 
fende Kammerherre. (At o. gen m. noget, 
i Zalefproget: beverte md, bude.) 2.” 
aflægge Beføg hos en fornem Perſon, gløve 
cen fin Oppartning. ”De anvende ikke næv 
fa megen Tid ep. at.ticne deres Velyndere, 
om de -fpilde p. at opparte dem.” Ønees 
dovf. ⸗ Øpvarter, cen. pl.-e. en Tiener, 
Oppaſſer. Om et Fruentimmer: Oppvar⸗ 
terſte, en. — Opvartuing, en. 1, ud. pl. 
Gierningen at opvatte, gåde t. Øaande. 
2. pl.-er. Beføg hos cn fornem Perſon af en 
ringere. Jeg har idag giort Miniſteren min 
ØD. At gisre flittige Vpvartninger hos de 
Store. — Øpvartningsfone, en. pl. ·r. 


Sugedogterſte, Gangkone p. Poſpitaler. — 


Opvartningopige, en, Pige, ſom varter op, 
f/E. ——— 

Opvaſte, v. a. 1. f. vaſte op, toe op. — 
Opypaftning, en. pl. er. 

Oppeie, v. a. 1. hæve i Veiret v. fin 
Vægt. (VB. S. 9.) 2. fig. betale, erſtatte. 
Man fan ikke o. det m. Penge (om noget, 


/ fom er meget dyrt.) Det fan ikke opveje mit 


Tab. 3. giore fyldeſt for. Indtomſterne 
opprie ikke (veie ikke op) imod Udgifterne. 
Opvende, v. a. 2. f. vende op, Deraf 
partic. opvendt. our . 
. Opvitle, v. a. f. vikle, vifle op. ” 
Opvinde, v. a. 3. (f. vinde.) hiſſe op, 
bringe op i Veiret v. Hielp af en Vinde. 
At opvinde Ankeret. — Øpvinding, en. 
Opvife, v. a. 2. vife noget v. at holde 
def op, I Veiret. 2. indgive, forelægge t. . 
offentlig Prøvelfe. 1%. S. 9.) 3. frem⸗ 
vife, nævne, ifær m. Roes, ell. fremviſe noget, ' 
fom er t. Sæder. Man vil ifte let opviſe 
Magen dertil, Denne By fan 0. mange be⸗ 


"| Det opvakte Lyſt ho 


” 


romte tænd, ꝰEt Under er RED maaffee 


de opvældede af Jorden. 


* 
' 


Opvife— Oratel. 


det ſtorſte, Hiſtorien opvifer.” 

Oppviſte, v. a. 1. f. optorre. 

Opvoxe, v. n. 1. (er.) f. vore op. — 
Saavel i egentl. ſom figucl. Bemaerkelſe 
foretommer det meſt i partic. act. og pass. 
En frodigt opporende Sfov. Den ops 
voxende Ungdem. 


aggeſen. 


Åftegen) t. en betydelig Sum. De vare op⸗ 


voxede med hinanden. 

Onvriſte, v. a. 1. aabne v. at vriſte, d. 
Anvendelſe af von fom Haandskraft. eed 
opvriftet Mund,” D. Bibel. 

… Opvatte, v. a. 3. f. vakke. Sielden £ 
ent. Bemark. i hvilten vætfe fædvanl. 
uges. “De gavnligfte Midler t. at op⸗ 

vælfe og ſtyrke Giælen.” Mynfter. 2. 

fremkalde, foraarfage, ſoette i Bevægelfe. 

mig. Derved op⸗ 
vaktes p. ny hans Vrede. At o. st Opror. 

Det opvakte almindelig Misfornsielſe. 3. 

At o. Døde, o. cen fra de Døde 2: falde t. 

Live, bringe ft. Live igien. ”Hang Ded 

opvækker jo dog ef den Døde.” Veſſel. — 


oppvakt, ad). v. fom har let Nemme, fatter 
be Et opvakt 


m. Hurtighed; villig ,. klog. 


poved. Er oppyakt Dreng. (Sieldnere 
eres Subſt. Opvakthed.“ (S. S. 0.) == 
pvætfelfe, en. Gierningen at vokke ell. 
opvælte. Opvæckkelſejfra de Døde. 
Opvaælde, v. n. 1. f. vælde op, En Kil⸗ 
En Glæde, 


hvoraf du ikke ſtal mettes, hvis Kilder ops 


. vælde t. ct evigt Liv,” Mynſter. 


Deraf: Opvæltning, en, 


. Opvælte, v. a. 1. vælte noget opad. 
Da Stenen var opvæltet p. Haien. — 


Wyvært, en, ud. pl. Tilftanden, at vore” 
op, at tiltage v. Bært; Fremvært. Stos 
ven er god O. J min Opvært 9: Ung⸗ 
dom. (Man figer ogſaa: En ſtien O. af 
unge Zræer 2: Ben unge Skov felv. ”SEove 
af luttev gamle Fræer, uden ringefte Uus 
derſtov og Opvært.” Dlufjen.) 

Dyæde, v. a. 3. (f. æde.) æde Alt hvad 
der er at æde, ell. faa, at intet levnes (ſpiſe 
OP.) Heſten har opædt ſit Foder, — fig. 
Jernet opædes (fortæreé) efterhaanden af 


uft. 
Opaædle, v. a. 1. forædle, opdyrke. (ufæds 
vanl. Bid. S. Sfr. VIL 477. &v. upp- 


odla.) — Opædling, en. (Moth.) 


Øpægnge, v. a. f. opegge. 
—** a. 2, f. efe op. 


Maden er 


opoſt. Alt Vandet ev endnu ikke opoſt af 


Brønden. — Opesning, en. pl.-er. 
Orager, en. ſOerager; maaſtee for: 
Overager.J1. Ager, ſom hviler hvert. 
andet Aar (Moth,) Hvileager. 2. udyrket 
Ford, ſom for Udſtiftningen laae inde imel⸗ 


lem dyrkede Agre. 


Orakel, et. pl.-Orakler. Svar, fom 
Guderne troedes at give den, ſom adſpurgte 


od 
nd 


138 


.f BE 
Orakel — Ord. 
& ' 
dem, v. deres Præfter. (Oraculum.) At 


£ 


troe p. nøget, fom paa et O. — figurl. Han 


ev ligefom et Ørafkel I den Egn, han bofr i. 

ratoriſt, adj.-[af det Lat. orator.] ſom 
ev indrettet, affattet efter Talekonſtens Reg⸗ 
ler; el. fom flader i Forbindelfe m. Tale⸗ 
konſten (rhetoriſt. Diffe Vers ere mere 


Gielden er opvoret oratoriſte, end poetiſte. 


Ørcan, en. pl.-er. [Ital. Orricono.] en 
meget voldſom Storms, en Uveiveftorm. 
»Og du-Ørcan, hvori Naturens Fader nu 
faa rædfomt foer forbi, du tier.” Evald. 


” Søg 
Baggefen. 


rd, et. pl. db. f. [9. Ord. 4.6, Word.] 


1. en articuleret, af een ell. flere Stavelſer 
beftaaende Lyd, hvorved en Tante betegnes. 
tOrd betegner en Ting; et Udtryk frem⸗ 


iler Billedet af en Tanke, undertiden m. ” 


flere Ord, ell. ved en heel Talemaade. (jvf. 
Idtryk.) 2. negentl. og figurl. a.) Or⸗ 
det, udtrykt v. Skrifttegn. Diſſe Ord ere 
reent ulæfelige. Bb.) en Yttring, Udladel⸗ 
ſe, mundtlig ell. ftrifttig. Et O. i rette 
Tid. Lovens … Forfatterens O. ere 
dige. At lade et O. falde. Med eet O. 
i Korthed… At give onde Ord. At lægge 
gen Ordene I Munden. Jeg ffal ſtrive et 
Par Ord til ham derom. - c.) Udfagn, Tale, 
Samtale. At tage t..Ørde a:; begynde at 
tåle. At tage Order (efter en anden) ao: 
tale efter at.en anden har talt, ”Den, form 
har en retfærdig Sag, frygter aldrig for at 
fade Modſtanderen komme til Odde.” Birt⸗ 
ner. At falde cen i Ordet. Han vecd 
godt at belægge fine Ord.  Gynd i Tanker, 
Ørd og Gierninger. "Guds Ord 9: der 
hellige Skrift. At ville altid have det fidfte 
Ord, At giore O. af, gere mange Ord af 
(a: prale.) At fomme til Orde (t. at tale, 
at fige fin Mening. Colding.) At tomme 
cen t. Ords, ell. (oftere) at fomme t. Ords 
m. cen 9: faac ham i Tale. ”SKongen vilde 
ikke ftede dem t. Onds.“ P. Clauſſen. (ſ. 
D. Lov. II, 17. 23.) ”Dan bød fig rf. 
Ørde” (forlangte at faae ham i Zale, as 
Audients.) Dvitf. d.) Tilladelſe at tale & 
en Forfamling. fan forlangte Ordet, 
Man negtede ham Ordet. Kun cen fif Ors 
det, E) Løfte, Forſikkring, Alſagn. At 
holde, bryde, gaae fra fit G. Jeg har gi— 
vet ham mit O. derpaa, Du fan giere det 


p. mit Ord, Jeg troede ham p. hans O. 


At tage cen p. Ordet (nede ham t, at cp= 
fulde et Tilfagn.) En Mand af Ørd 2: en 
ordholden M. ſ) Bud, Forſtrift. At 
rette fig efter ceng O. Hvo, ſom holder 
Guds Ø. g.) Foreſtilling t. Fordeel f. 
cen, Forben. At lægge et O. ind ß een, 
tåle ct godt Ord for een. Hans O. gielder 
meget hos Kongen. h.) Ordſprog, Nunds 
held, Det er et fandt, et gammelt Ord. 
i) Omtalte, Rdogte, Folkeſnakt. Order 


8 





flæf m. Skiebnens Orcaner fpøger.” 


Ord. 


gaaer, af han (al giftes. »Der gik Ord 
af at han var død.” P. Clauſſen.“ At kom⸗ 
me f. Orde I: blive meget omtalt, Komme 


i Ord for noget a: blive anfeet for. kk.) 
Ravn og Rygte. At have et godt, flemt 
O. paa fig. At have Ord for, faae G. for 
noget (være, fomme i Udraab' for.) 1.) 


RErende, Hverv, Andragende. ”Han tafte 
Bendernes Ord, Kongens Ø. paa Zinget.” 
P. Clauſſen. => Ørddog, en. Bog, —* 
Ord af et viſt Slags, alle, ell. de —* Ord 
i et viſt Sprog famfss i Bogftavs:Ordern og 
forflaree. robram, cen. fonftlet Anven⸗ 
delſe af mange, opſtruede og unyttige Ord. 
Ordbrug, en. vedtagen Maade, hvorpaa 
et O. bruges, iſeer i Videnſkaber ell. Kon⸗ 
ſter; Terminologie. (T. Rothe.) Ord⸗ 
bygning, en. Ordenes Sammenſeotning i 
Zale og Perioder; Conſtruction. (M.) 
Ord beiningg, en. Ordenes Boining ell. 
Korandring i Enden efter Sprogbrugens 
Regler. rannelfe, en: Maaden, hvor: 
pan afledede og ſammenſatte Ord i et Sprog 
dannes. Orddeler, en. den, fom er avet 
sg færdig i Ordverling (Diſputator.) *En 
flrært Orddeler.“ Wandal. I. 298. 
fstt, adj. d. f. f. ordholden, (Moth.) Der⸗ 
of Sd Ørdfafthed, en. Ordfeide, en. d. f. 
e —2 d 


ningen, at fordreie O. og Udtryk, ell. give 
tom en vrang Betydning. Ordforklaring, 
en. Udvikling, F. af et Ords Betydning. 
Ordform, en. Maade, hvorpaa et Ord er 
tannet. Ørdforraed, ét. gfer tilftræffes 
lig ell. betvydelig MWangte'td. Ordfor⸗ 
fer, en. d. f. ſ. Ordgrandſter. Ordfoi⸗ 
ning, en. Den Maade, hvorpaa Ordene i en 
Eæsmning ordnes, og forbindes. Detaf: 
Ordfoiningslære, en, Suntar, (Dahl.) 
Ordfolge, en, En vie Orden, hvori Ord 


felge p. hinanden. f. E. den aͤlfabetiſte O. 


Ordforer, en, pre. den, Hm taler, ferer 
Ordet i Fleres Navn; et Samfunds Tals⸗ 
mand. Ordgrandſker, en. den, ſom be⸗ 
flirter ſig p. af underſoge Ordenes Oprin⸗ 
deiſe og Betndning i ct ell. flere Sprog. 


ØOrdgrenMFning, en. En ſaadan Underſe⸗ 
gelfe. ordgydende, adj. v. talende ſom en 


Trignter.  ”en o. Skumler.“ Baggeſen. 
Sdavder, en. den, ſom taler meer, end 
flegt og billigt er: en übeſindig Sladder⸗ 
bant. Ordgyderi, et. en Ordguters Ta⸗ 
fe. Jullin.) ordholden, adj. pl. ords 
hoidne. trefaft i at holde Løfter og Til⸗ 
fagn, ſom iffe fvigter fit Ord. ef. Ord, 2. 
e.) Ordholdenhed, en, ud. pl. den Egen⸗ 
Kay, at være ordl ofdin, (Evald) Ord⸗ 
hoflighed, en. H. ſom viſes i Ord og Tale: 
macder. Sporon.) ordkarrig, adj. ſom 
tater lidet og netigen; ortinap (det mo. 
af ordgvdende.) Vrdkiv, ſ. Ordſtrid. 
Ordfien, ct. Ordenes grammaticalſtke Kion. 
A. Kien, 3.) Ordklang, en. 1. den To⸗ 


139 


ord⸗ 


VOrdfordreining, en. Gier⸗ 


Ord — Ordſtielning. 


ne, Stemmebslning, hvormed et vlſt Ord, 
ell. Ordene i et Sprog udtales. 2. Tomhed 
i Sprogets Udtryk, ſom opſtaaer v. aandlos 
Jagen efter klingende Ord, efter et glim⸗ 
rende Sprog. »Vilde jeg allene v. en tom 
Ordflang fornoie Læferené Øre.” Eilſchow. 
ordklog, ad. ſom noie kiender Ordenes Be⸗ 
tydning og Herkomſt.( Moth.) Man fan være 
ordflog uden at være ſproglerd. Ord⸗ 
klogt, en. Sfarpfindighed t at adſtille Or⸗ 
denes finere Bemarkelſer; ell. Vittighed, 
ſom anvendes I deres Brug (ogfaa I ufors 
declagtig Seven. om ſogt Spidsfindig⸗ 

i Ordenes Brug.) - Vrdtlever, en. 
den, ſom glor alt f. fpidefindige,  fophis 
ſtiſte Bemærfninger over Ordenes Brug. 
Deraf : Ordkloveri, ct. — ordknap, ad]. d. 
f. f. ordkarrig. Ordknaphed, en, ud. pl 
ſtor Sparfomhed i at bruge Ord.  Ordås 
Font, en. K. fom gaaer ud p. Ord ell. paa 
deres Forbindelfe, Om der gives virkelig 
nogen anden Ordkonſt, end Veltalenhe⸗ 
ben.” Baggeſen. Ordkrig, en. d. f. f. 
Ordſtrid. (Sneedorf.) Ordkundſtab, en. 
Aundſtab om Ord, ſom gaaer allene ud p. 


ODrd ell. Sprogets materielle Deel. (modſ. 


Sagkundſtab.) ordlvdende, adj. v. med 
de felsTamme Ord, og hverken m. andre, 
flere ell. færre; Ord f. O. En ordlydende 
Afſtrift. — ordlos, adj 1. fom ei Fan fvaref. 
fig. ” Denne Indvending gfotde ham v. 
2. hvortil ingen Ord anvendtes? ”Han 
knæled I ordlos Bon.” Hertz. Ordma⸗ 
ger, en. den, fom opfinder Pette ell. urſme⸗ 
lige nve Ord. (deraf: Ordmageri.) Ord⸗ 
moral, al. Moral el, moralſte Forſtrifter 
ter fun gives 1Ord. (Baggefen.) - Ord 
pragt, en. Pragt i Ord, ct glimrende o 

ordrigt Foredrag. Ordprunk, en, d: f. f. 
Ordbram. Opdqpade, ét. d. ſ. ſ. Oed⸗ 
fprog. (forældet.) Ordregiſter, et. Fora 
tegnelfe over Ord, ſom findes inet, Skrift 
modſ. Sagregiſter.) ordret, adj. ſom noie 


folger Ordene, er lige efter Ordene; ords 


indende; Ord f. Ord. Eno. Overſattelſe. 
Han oplæfte hele Talen ordret, Han kunde 
det ordret udenad, — ordrig; adj. 1. ſom 


har Rigdom p. Ord og Udtryk. Dette Sprog" 


er ikke meget oWdrigt. Heraf: Grdrig⸗ 
dom, en. ud. pl. ”Det Slags Orbrigdom, 
hvid Beftemmelfe ev at dakke aandelig Tom⸗ 
her.” (M.) 2. fom bruger mange Ord, er 
vidtløftig i fin Tale eil. Skrift. En ordrig 
Stiil. (Snęedorf.) ”ordrig Klegt.“ Gere. 
heraf ; —— en. ( WVS. 0.) ord⸗ 
feen, adj. langſom i fin Tale. (V. S. O.) 
GOrdſending, cm. Meldelſe ell. Befaling p. 
t Bud, Budftab. (Rofrg. Isl) Ord⸗ 
Ficlning, en, ud. pl. Adſtillelſe I Brugen 
imellem Ord af forſtiellig ell. af eenstydig 
Bemærtelfe, ell. i Skrivemaaden af censins 
dende Ord, der udtrykke —D Begres” 
ber. (Dahls. d. Retitrivningslære,) Ord⸗ 








* 


O⸗eltifte — Orden, 


flifte, et.” Samtale, hrari be Talende hyp⸗ 
pigen afbryde hinanden ; Ordverling, Ord⸗ 
ſtrid. Ordſflægt, en. En vis Slægt el. 
Stamme af Ord, der udrinde af og flage i 
Forbindelſe m. ét Grundbegreb. ” Hvor 
Srundordet er ſaaledes beſtaffet at en heel 
ØrMlægt deraf fan tage fin Oprindelfe.” 
H. E. Orſted. Ordſlægtſtab, et. det For⸗ 
hold imellem Ord, ſom opſtaaer v. Udſpring 
fra et fælles Stammeord el. Stammeſprog. 


Ordfnax, adj. hurtig i fin Tale, ſnar til at- 


nde Dred. (V. S. 0.)  ordfnild, adj. 
nild, klegtig i fin Tale; ſom vel veed at 
belægge fine Ord. (Moth.) Ordſpil, et. 
det Slags Ordklegt, hvorved man enten bes 
nytter en Tvetytighed i Ord og Udtryket. at 
frembringe en dobbelt Mening, el. hvorv 
man tager Ordene i beres materielle ell. ops 
vindelige Betydning, fom man underlægs 
ger cn anden og mere ſtiult. Ordfprog, 
et. Et endnu ell. fordum almindelig bekiendt 
vndigt Udſagn, ſom ofteſt i billedlig Ind⸗ 

ædning. (jvf, Mundheld.) ordſproglig 
sål. ordfprogelg, adj. fremſat i el. dannet 
ſom et Ordſprog. En o. Talemaade. (V. 
S, O.) Ordſtamme, en. En vis Stamme 
af Ord, en Ordſloegt. Ordſtrid, en. S. 
om Ord, ſom misforſtaaes, Trette, ſom 
opſtaaer deraf, at de Talende ikke forſtaae 
ell. ikke ville forſtaae hijnanden, roſtrom, 


en. fig. en meget dende, "haftig. ale m. 
flor Ordrighed. 


Ordtegn, et. Skrifttegn, 
fom bemarker et heelt Ord (forficligt fra 
Bydtegn ell. Bogſtaver.) Ordtone, en. 
den Zone, cl. det Tonehold, ſom et O. 


ner i Talen; i Modſetn. til, Sangtone. 


6. 2. Gerner.)Ordvalg, et. paſſende 
lg af Ord i Tale ell. Strift. OØrdwerz 

ing, en. d. ſ. ſ. Ordſtifte. ordviis, adj. 

omg i fin Tale vil vife utidig Klogt, ell, 

om agene gih fere Ordet. (Gram. Vid. S. 
". V. 182. 


… Ørden,en, ud. pl. [Lat. ordo.] 1. 
ølge, hvori flere Gienſtande komme efter 
inanden, cl. have deres Sted v. Siden af 
inanden. At fætte, bringe noget'i en vis 

ØW. Dan faldte dem frem hver efter fin 

Ørden. 2. flere Gienſtandes ell. Deles 

indbyrdes rigtige ell. paſſende Forhold og 

Forbindelfe i deres Folge ell. Sammenſtilling 

(modf. Uorden.) Bogſamlingen cv ikke i 

Ørden. Wi fandt Altigod O. Trop⸗ 

perne droge frem uden Orden. 3. Over⸗ 

eensſtemmelſe i Handlinger, der ſtee ſamti⸗ 
digen, ell. ien vig Folge; tilbørlig Indret⸗ 
ning, Skik. Rede. At holde over Skik og 

Orden, At iagttage en vis O. i fin Leve⸗ 

maade, i Mad og Drikke, i fine Forretnin⸗ 

ger. At binde fig f. en vis Orden, At 
holde Orden i en Skole, i cen Folkeforſam⸗ 
ling. 4. den v. almindelige Love eil. For⸗ 
ſtrifter beſtemte Gang cl. Folge i det ſom 
ſteer; i Handlinger, Begivenheder og For: 


' 


' 


140 Orden — Ordensbiſtop. 


andringer. Naturens Orden. Den bor: 
gerlige & Det er imod god Orden i en 
Stat, 5. Regel, Ferſtrift, hvorefter ” 
Handlinger i deres Følge og Forbindelfe 
ulle indrettes (fieden,) At følge en befa⸗ 
ct Orden. 6. et Samfund, der har fors 
enet fig t. et viſt Diemed og vedtaget viſſe 
Regler, at følge, En geiftlig Orden. 
Ridderorden, Munkeorden, Frimureror⸗ 
den. Maltheſerordenen. Franciſtaneror⸗ 
denen. (Ofte bv. det i denne Betydn. ab- 
sol, for Ridderorden cl. Ordenstegn. ſ. 
nedenfor.) == Ørdenstal, gt. i Sproglæs 
gen: et af Hovedtallet dannet Tal, ſom 
becegner den Orden, hvori flere Ting følge p. 
hinanden, cl. den Plads f en Rætfe, der til⸗ 
kommer enhver af dem (den førfte, det andet, 
0. f. v.) — ordentlig, adj. 1. fom følger, 
ev indrettet efter en vis og god Orden. (tet 
med, — Et ordentligt Huus, 
en 0. Huusholdning. At være o… i fine 
Forretninger. At fortælle, fremfætte noget 
ordentligt. 2.1 færdeles og mere indftræns 
fede Betydninger: a.) overeensſtemmende 
m. Gædelighed, m. god Stik. i moralg 
Henſeende; ftittelig , anſtondig, . At fere 
et ordentligt Liv. Han er et ordentligt 
WMenneffe. b.) overeensſtemmende m. en 
Tings Indretning, og gtundet i ſamme; 
egentlig. (def modſ. af overordentlig.) 
ordentligt Medlem af et Selſtab. Den 
ordentlige Dvrighed, det o. Varneting. 
Cc.) ſom fvarer f. fit Navn, rigtig, i fb 
Slags fuldkopmen. (meft id. Tale.) Der 
blev ikke hol noget ordentligt Bryllup, 
Maaltid. Det var intet ordentligt Slag 3 
men en adſpredt Fegtning. "Han holdt in⸗ 
gen o. Liigprædifen;. men fun en fort Tale 
v. Graven, Lan var jffe blot uhefligg 
men han blev ordentlig grov, (Saaledes 
jævnligen ſom adv. naav der udtrykkes Foc= 
undring, cell. Meningen er ironiſt. Han 
bilder fig ordentlig ind, at han her har no⸗ 
get at fige.) d) fædvanlig; almindelig. 
Mine ordentlige Udgifter, Forretninger. 
Til o. Spifetid, Sengetid. e.) tilberlig, 
tetmæsfig ; if. ſom ſteer, fornmer t. rette 
Tid. o. Vægt og Maal. At behandle 
Bol ordentligt (redeligt.) o. Betaling , 
Betaler, — Ordentlighed, en. Jagttagel⸗ 
ſe af god Orden. (d. Tale. f. Orden, 3.) 
rden, en. pl.-er, ct Samfund af Pers 
ſoner, fom af Regenten tildeles et viſt dæs 
derstegn, en Ridderorden; it. den Vordig⸗ 
hed, at høre t, et faadant Camfund, og 
Hæderstegnet, hvorved dets Medlemmer 
udmerkes. (ſ. ovenfor Orden, 6.) At op⸗ 
tages i en Orden. Denne G. er deelt i fire 
Claſſer. Han har faaet en udenlandſt O. 
At bære flere Ordener. — Heraf: Ordens⸗ 
baand, ct, Baandet, hvori cf Ordenstegu 
bæres. Ordensbiſfop, en. B. ved en O. 





ſom cc Medlem af Ordenscapitlet. Or⸗ 


Ordensbroder — Organ. 


dens broder, en. Et Medlem af en (tfær 
zeiſtlig) Orden. Ordenscantsler, en. Navn 
pr. en hel KErespoſt i et Ordenscapitel; en 
Riddererdens Cantsler. Ordenscapitel, 
ct. 1. Samfundet af de Embedsmænd , 
fon høre t. en Orten. 2. en Forfamling 
af diſſe Emnbedsmœnd og andre fornemme 


Riddere, hvori Ordensherren optager nve 


Kongen holdt et Ordens⸗ 
capitel. Ordensdag, en. viſſe Hoitids⸗ 
Dage om Aaret, da de hoie Riddere i en 
Orden ſamles v. poffet og bære deres Or⸗ 
densdragt ell. fulde Ordenstegn. Ordens⸗ 
dregt, en. den foreſtrevne Dragt, ſom Med⸗ 
lemmerne af en Orden, ell. de hoiere Claſſer 
ef ſamme, v. heøitidelige Leiligheder ſtulle 
bare. ØOrdensfett, en. hoitidelig Forſam⸗ 
ling af Ridderne, ſom høre t. en Orden; 
Ordenshoitid. —S—— en. Med⸗ 
lem af en geiſtlig Orden. rdensberre, 
en. den Holeſte I en verdslig Ridderoͤrden, 
fom et Regenten i det Land, hvor Ordenen 
bruges. Ordenskappe, en. K. ſom hører 
t. en Ordensdragt. Ordenskiede, en. K. 
hvori Drdenstegnet v. holtidelige Leiligheder 
beres. Ordenskors, et. HK. ſom horer t. 
eller udgior et Ordensſstegn. Ordenslofte, 
et. Løfte, ſom de, der indtræde I en Orden, 
færd. i en Munkeorden ell. anden geiſtl. Orden, 
maae aflægge. Ordensmeſter, en. Titel, 
fom Overhovedet f. viffe Ridderordener føs 
rer ell. førte. Johanniter⸗Riddernes O. 
Ordenoregel, en. Regel ell. Forſtrift, ſom 
Medlemmerne af en O. ere forpligtede t. at 
ſelge. Ordenstegn, et. Billede el. Tegn, 
fom Medlemmerne af en D. bære t. Udmærs 
kelſe og Dæder. ' | 

Ordentlig, f. ovenfor under 1. Orden. 

Ordes, v. dep. ordedes. [af Ord.] rvg⸗ 
fig, blive bekiendt og omtalt blandt Folk. 
"Cg ordes det blandt Folk, fan kommen er 
tilbage.” Merope v. Schiermann. Det 
ordedes ſtrar. (Moth.) 

Ordinere, v. a. 1. [M. X. Lat. ordina- 
re.] indvie v. Kirkeſtikkeſt. ct geiſtligt Em⸗ 
bede. To theologiſte Candidater ſtulle idag 
ordineres. En ordineret Catechet. — Der⸗ 
af: Ordination, en. pl.-er, 

Oråne,v. a. 1. [af Orden.] bringe i 
Orden, ſtille i O., bringe noget i en vis, 
rasſende Indrefning. At ordne Gæren t. 
Elag. Alt cr ordnet t. Hoitiden. — Der: 
af: Ordning, en. . 

Oret, ad;. figes om Meel, der i Lugt og 
Emag er fordærvet v. af giemmes, uden at 
være vel tørret og ſammenpakket; hvilfet 
r. Event kaldes at orna. (Jél. orna, blive 
ig FA ' 1 ; 

an, cf. pl. —er, [Lat. organum. 
Aim. Redſktab; færd. om [evente Væfenere 
Redſtaber f. det phyfiſte Liv og dets Yttrin⸗ 
ser; imeſt indſtrenket Bemært. om Ta⸗ 
lens Redſtaber: Stemme, Mæle. Et bledt, 


'd 


Riddere, m. m. 


141 


Organ— Original. 
boieligt Organ. — Seraf : |, orttanifere , 


"v. a. 1. forſyne m. Organer. De fuldkom⸗ 


ment organiferede Dyr. — fig. indrette p. 
en fornuftig, t. Diemedet fvarende Maate ; 
tfær,om fornuftige Væfeners Virkſomhed. 
At organiſere en Stat, et Selſtab. En 
vel organiſeret Krigsher. = Deraf: Orga⸗ 
nifation, en. Gierningen at organiſcrre. 
Ørganisme, en. organiſt Bngning ct. 
Indretning, — orgånift, adj. i Alm. for⸗ 
ſynet m. Organer (om phyſiſke Legemer, 
ſom v. en egen indvortes Livstraft indeholde 
Aarſagen t. deres ˖ Vort og Forplantning, 
m. fi. Virkninger.) J philoſophiſt Termis 
nologie br. det i flere ſorſtilte Betydninger. 
Organiſt, en. pl.—er. en Betient,” hvis 
Beftilling er at ſpille Orgelet ben Kirke; en 
Orzgelmeſter. 

rigel, et. pl.-er. [Lat. orgamm.] Ét 
ſtort blæfende Inſtrument, fom br. i Kir⸗ 
ferne, og hvis Toner frembringes v. Vin⸗ 
den, hvilken formedelft Blæfebælge drives 
ind i Metal-Piber af forſtiellig Storrelfe 
— Ørgelbygger, cn. den, ſom forftaace 
Ørgelbyggerict, ell. Konſten at indrette og 
fammenfætte et D. Orgelbælg, en. Blæs 
ebælg f eh Orgel, der fættes i Bevægelfe af 
Ørgelmefter, en. Orga 
niſt, Orgelſpiller. rgelpibe, en. Et cy⸗ 
lindriſt Rør hf Bin tet Orgel, hvorved en 
Tone formedelſt Binden frembringes.  Ors 
gelſpiller, en. den ſom forſtaaer at ſpille p. 
Orgel. Orgeltone, en. Tone, ſom frem⸗ 
bringes v. Orgelet. Orgeltræder, ſ. Bæl⸗ 
yctræder, ØOrgelvært, et. pl.—er. d. f. ſ. 


rgel. É 

Brient, en. Øfterlandene. (m. beft. Art.) 
"I hele Orienten. Sorientalſt, adj. oↄſter⸗ 
landſt. — Orientaliſt, en. pl.-er. en Lærd, 
ſom ifær dyrker de oſterlandſte Sprog. 

Original, adj. ſEat. originalis.] 1. 


Bælgetræderen. 


ſom er frembragt v. egen Aandsvirkſomhed, 
. p.en ny, færegen Maade, og uden Efter⸗ 


ligning af andre; it. (ſubj.) ſom virker, be⸗ 
ſtuer og behandler Tingene p. en ſaadan 
Maade; færegen, eiendommelig, oprinde⸗ 
lig, ſelvvirket. En o. Tanke; en o. Fors 
fatter, Digter. 2. ſom er fra forſte Haand, 
det ældfte, førfte i fin Art, ikke eftergiort, 
ægte, oprindelig. Et originalt Document, 
Maleri, — Øriginal, cen. pl.-er. det for⸗ 
fte, oprindelige Verk cl. Arbeide af fin Art 
og Skikkelſe; opvindeligt , eiendommeligt 
Arbeide, den førfte Opfinders Veerk; Mon⸗ 
ſterverk. (Saaledes om Malerier og andre 
Konſtvderker; i Modfætn. t. Copie cl. Ef⸗ 
terligning ; ligeledes om Documenter, om 
Skrifter, i Modſ.t. Overfættelje. m. m.) 
Originalitet, cn. 1. den Egenſtab v. Aan⸗ 
den, af dens Virkſomhed og Yttringer gaae 
ud fra egen Kraft og dens felvitændige 
Brug, og at dens Frembringelſer derfor ere 
nye og ciendommelige (Opfindelſesevne.) 


i 


A 4 


y 
s 


Original ⸗ Ormefro. 132." Ormefrs — Orne, 


2. den Beffaffenhed v. et Arbeide, at det er Frø ell. Blomſterknopper af en ell. flere 
originalt, ægte, ci eftergiort el. efterlignet, ifte ret befiendte Planter. Semen Cinw. 
—** a. 1. IJ. orka.] ſormage, have Ormefode, en. hvad der tiener Orme t. 
Evne til, kunne beftrite. Han orkede iffe Fode. Ormegaard, en. fordum: et inde⸗ 
at ſpiſe mere. Det orker han aldrig. (hes lukket Sted, hvor fangne Fiender ell, For⸗ 

. ved nu fielden og meſt fun hos Almuen. brydere kqſtedes f. giftige Orme ell. Slans 
Brugen ſom v. n. cl. absol. for: at værev. ger. Ormegang, en. Ormes ell. krobende 
Magt, v. Kræfter (Han æder mens 3: Dyrs færegne Brvægelfe. Ormeham, en. 
faalængt, han orker.“ Evald.) er egentlig Ormes ell. Snoges Gud, fom de aarligen 
ingen ——— (Ivf. orkesles.) finde. Ornmehud, en, Hud, ſom en Orm 
.Vrlog, en. ud. pl [J. Orlåg. N. S. cl. et lignende Due har. Inſecternes 
,Dorlog. Jof. Glefſariet tl—p. Darpes. Ormehud.“ H. Strøm. (Larve.) Orme⸗ 
ſtrengs Lægebog.] Krig, Feide; nu iſer om hul, et. H. hvoriglennem Orme krybe, ſom 
Sokrig og Krigstieneſte til Sses. Atfaret. de danne i Jorden, ell. hvor de have deres 
Orlogs. "Wen fiig mig nu, i Fald det gik Tilhold. (ØV. S. O.) Ormekage, en. Læs 
t. Orlogs?” Cvald. = Grlogefiaade en. gemiddel imod Orm, dannet fom ſmaa Ka⸗ 
Krigsflaade. Orlogofærd, en. Krigsfærd, ger. Ormekrud, ct. En Urt, ſom br. mod 
Krig. “Thi Orlogsfard er Nordené Cons Orm; Regnfang. Tanacetum vulgare. 
.ners Fryd.“. Y. K. Zroiel. orlo sfærdig, Ormemaaned, en. det danſte Nabn p. Aa⸗ 
adj. tede ft. Krig, til af gane i Slag. (T. rets 7de Maaned; Julius. Ormemcel, 
Rothe.) Orlogsmagt, en. Krigsmagt t. et; Støv, hvortil Zræ oploſes, naar det 
Soeßz, SGomagt. (Bording.) Orlogs⸗ giennembores af viſſe Inſecterell. Træorme. 
mand, en. pl. Vrlogsmænd (Orlogsefolk.) rmemelf, en. En Net Wad, beſtagende af 
1. Sokriger, Krigsmund t. Skibs. 2. fig. Meel, ſom trilles ca. dannes i tynde Dsis 
et Orlogsſtib. rlogoſtib, et. Krigsſtib; traade, der koges i Melk. (Mudelmelk.) 
færd. et ſaadant, der i det mindſte forer to Ormemiddel, et Lægemiddel imod Orm, 
Låg fvære Kanoner. Orlogoſtik, en. Krigs⸗ ſom anvendes i Ormeſygdomme. (ØOrmes 
it, Krigsbrug. (Srunttvig.) Orlogs⸗ kage, Ormeſaft, m. fl.) Ormepulver, 
and, en. Sokrigerens Stand, “Orlogs⸗ ct. P. der beftaaer af en Blanding af flere 
andens Sømænd.” Malling. Tale over ormdrivende Midler. Ormerede, en. Sted, 
Gerner. 45. VOrlogoſtavn, en. d. f. ſ. hvor-Orme cl. Slanger have deres Nede. 
Orlogsſtib. (i hoiere og poet. Stiil.) Or⸗ Ørmefpind, et. det Spind, ſom Ormen ell. 
logstienefte, er. ud. pl. Krigstien Fet. Inſect⸗Larven frembringer, naar den for⸗ 

= Øøet. Vrlogotog,/ ct. Krigétog t. Soes. vandler fig ft. en Nvymphe ek. Puppe. Or⸗ 


(Ambergs Ordbog meftit ell. Ormeſting, ct. En Orms Gtit, 
Ørloge, v. n. og orloges, v. dep. ſtride, ell. Stedet, hvor den har ſtukket (f. E. paa 
føre Krig. (a. S. Vedel. forældet.) Frugter.)  Ormefulfer , et. Legemiddel 


Orlov, en. ud. pl. [I. Ordlof. N. S. mod Orm, blandet m. Sukker, ſom gives 
Dorlof. T. Urlaub.] 1. Tilladelſe, Børn. Drytefvob,et. poet. en Orms Skik⸗ 
Forlov. (forældet.) 2. Zilladelfe at reiſe kelſe, en Infect-Larve. “Nys, et Krnb i 

. bort. “At tage˖ Orlov af fin Herre.“ A.  Ormefvobet, Ben heftet laae t. folde Mud.” 
" &. Bedel. 3. Forlov af Tieneſten, Frita⸗ J. Smidth. Ørmefyge og Ormeſygdom, 
gelfe for Krigstieneſte p. en vis Zid; Diems "en. Sugdom, der reiſer fig af Indvoldsor⸗ 
lov. (Bedel.) me.  Ormetaarn, ct. T. hvori man, ſom 

Orm, en. pl.-e. [IJ. Ormr.] 1. et⸗ ter fortælles, fordum fatte Fanger og For⸗ 

" , hvert Dyr, fom bevæger fig frem uden Føds brydere, f. at drebes af giftige Slanger. 
der, ell. et krobende Dor. (Ogfaa om Inſect⸗ (AX. Bedel.) Ormevrimmel, en. En vrim⸗ 
Larver f. E. Kaalorm. ſ. ogſaa Bændels [ende Mængde af Orme el, Kryb. — orm⸗ 
orm, Regnorm, Spolorm, o. fl. Sield⸗ ſtukken, ormſtukket, adj. v. giennemboret 
nere bruges def nu om Snoge cl. Slanger; ell. angrebet af Orme ell. Inſecter. orm⸗ 
hvoraf Zutorm, Staalorm.) At have ſtukket Træ. Et ormſtukket ble. [Siel⸗ 
Orm (itte Orme) være ſyg, lide af Orm. den br. Verbet i andre Former. ”At Trægts 
Et Middel mod Ørm d: Indvoldsorme. 2. Bart bliver Opholdsſtedef. Infecter, hvor⸗ 
ſigurl. herſtende LnfE, Yndlingslnft, Sie: ved Træet ormſtikkes.“ Schytte.) orm⸗ 
defnund. Forfængelighed cv hans Orm. = adt, adj. v. d. ſ. ſ. ormſtukken. 
ormeagtig ell. ormagtig, adj. fom ligner en Orne, en. pl.-r. [fattes i beflægtede 
Orm. — ormedannet, adj. dannet fom en " Sprog.] Hannen blandt Svinene (faavet 
D. , Ormcdrag, et. faldes en Mængde In⸗ vilde, fom tamme.) Jof. Gelt og Go. — 
ſectlarver, fom i lange Rætter Brage efter ornegal, adj. figes om den Co, fom er pars 
hinanden. (VB. S. 2.)  Ørmefeber, en. velnflen. Ørnegilder, er. d. f. f. Svine⸗ 
Feberſpgdom hos Born, ſom foraarſages af gilder, Ornegriis, en. En G. af Han⸗ 
Indvoldsorme. Ormefro, et. Et uden⸗ Kønnet, ſom ei ev gilcet. (modſ. Galtgriis og 
fandgt ormdridende Middel, der beſtaaer af Sogriiot) ornclyſten, adj. ðd. ſ. ſ. ornen al. 


» 
= 


? 


i Ort — Oft, 


Ort, en. pl.d. ſ. en i ældre Zider bruges 
lig Mynt for enfen gialdt 20 el. 24 Sktil⸗ 
ling. (f. Kigsort.) | 

Orthodor, f. rettroende. 


Orthographie, f. Retſtrivning, Ret⸗ 


ffrivningslære og Strivemaade. — orthos 
graphiſt, adj. fom folger, er indretter efter 
Retſtrivningens Regler; ell. ſom hører til, 
—— ——— — ortho⸗ 
raphift. orthographi el. 
5 de, en. (langt SY Des. x É £ 
s, pron. pers. Dativ og Aecuſ. af vi. 
Of. n. 1. har. [af Bes.] give Oes 
cl. ubehagelig, qvælende Damp fra fig. 
Kollene oſe: Lampen ofer. 
Oſt, f. Oſt, often, efter. Dog br. Oſt 
i Sammenfætninger: Nordoſt, Sydoſt, 
Oſtindien, oſtindifk. 

, en. pl.-e. [IItl. Ostr.] 1. ud. pl. 
te tokkere, fra Valden adſkilte Dele af Mel: 
ken. MMelfen er løbet i Oft. At file Oſten 
fra Valden. (Deraf: Oloſt.) 2. pl. -e. 
færd. et meget almindeligt Fødemiddel, fom 
laves v. at bringe diffe Dele i Melfen t. at 
afſondre fig fra Valden, blande dem m. 
Calt og andre Kryderier, forme og prefje 
dem i Kar (Oſtekar, Oſteforme) og fiden 
terre dem. Ut fave Oſt, gisre Oſt. Faa⸗ 
rroft, Sodmelksoſt, Moſcoſt, Knapoſt, 
o. fi. — oftagtig, adj. ſom udgior Oſten 
ell. 
= vor Oft giemmes og 


ligner Oſt. 
= bod, en. B. 
ſelges. Ofteform , en. Et Kar el. en 
Irceform, hvori Oſften preſſes og dannes; 
et Oſtekar. ehandler, en. den, ſom 
handler m. Oſt. Oſtehytte, en. En H. 
bdor Oſt laves til Fields I Bierglande. (V. 
E.D.) Oſtehak, en. Indretning af Bro⸗ 
ber ell. Sægter, hvorpaa Ofte henlægges f. 
at tørres. (Moth.) Oſtekage, en. Kage, 
brori kommes reven Oft. (Moth.) e⸗ 
kemmer, ct. K. hvor Ofte laves ell. hen⸗ 
lægges t. Tørring og f. at giemmes. Oſte⸗ 
Fer, et. eform. Oſtekræemmer, en. 
Oſtehandier. Oſtekurv, en. Indretning, 
liig en Kurv, t. at torre Oft ft. ( V. S. O.) 
Oñelavning ell. Oſtlavning, en. Giernin⸗ 
gen at lave O. Oſtelobe, én. ſ. Lobe. 
Oſt emid, el. Ofhnid, en. ſmaa Orme ell. 
Vider, ſom komme if gammel ell. fed Oſt. 
(acarus.) Oſtepreſſe, en. Preſſe, 
ten fra Ballen ſtilte Oſt lægget i Formen, 
f. aft te overblevne vandagtige Dele kunne 
eftrotkes. eprever ek. Øfiprover, én. 
Et Redſtab, liigt et Bor, der ſtikkes ind f 
Siten f. af prove den; Ofteſeger.“ Oſte⸗ 
fforpe, en. ben vderfte, haarde Deel ell. 
Overflade af en Oft. - Ofteffreb, ct. det, 
ſem ſtrabes af Often ell. Oſteſtorpen. Oſte⸗ 
en. d. f. ſ. Oſteprover. Oſtetiende, 
en. Preftetlende, fom i viſſe Egne gives af 
Oft. Oſtevalde, en. de vandagtige Dele, 
for v. Oſtlavning adſkilles fra de oſtagtige. 


143 


oſtagtige Dele i Melken. 


hvori 


Oſtes — Oven. 


Oſtes, v. dep. og ofte fig, v. ret. tom 
Melk.) ſtilles ad, ſtiorne, løbe ſammen, 
ſaaledes at de oftagtige Dele affondres fra 
Valden. — Deraf: Oſtning, en. det, at. 
Oſten ſtilles fra Valden i Melk. . 

indien, n. pr. ſom be. dm det egent⸗ 

lige, afiatiſte Indien. Deraf: Oſtindie⸗ 

furer (et Skib, der ſeiler p. Oſtindien.) 

oftindift, adj. fom er fra, føres til Oſtin 
en | 


Otte, en. (forældet). den tidlige Morgen⸗ 
fund, Dagning (I. Otta. A. S. Uht.) 
Deraf: Ottefang, en. Gudstienefte, ſom 
holdtes i Dagningen; hvoraf Fropreediken 
er en Levning. , i 
" Otte, Talord for Sovedtallet 8. Deraf: 


otteaarig, ottefold (adv.) ottefoldig, ot⸗ 


tefoddet, ottekanter, ottepundig (Kugle) 
otteſidet (Figur) o. fl. — Ottekant, en. 
ottekantet Figur. Otteſtilling, en. En 
Solvmynt af 8 Skillings Værdi. Otre⸗ 
tal, ct. Taltegnet 8. — ottende, Ordens⸗ 
tallet.af 8. For det ottende, En ottende 
Deel. Aho Ottendedeel åg forkortet: 


Ottendeel.) Otting, en. pler. 1. ben 
ottende Deel af en Zønde. 2. et Træ ell. 
Kar, fom holder & af en Tønde. En O. 


Smør, Sild. — Ottingkar, et, (forſtielligt 
fr Otting.) et Trakar, en — , ræk 
older et hålvt Fietdingkar ell. + SFieppes 

it; det Maal, ſom deri indeholdes. Et 
Ørtingfar Weel, Gryn, i 

Otterflange, en. ſ. Zugorm. 

Oval, adj. f. ægrund, langrund. 

Oven, adv. og præp. 1. Som adv. p. 
ben syre ell. overſte Side (ovenpaa, oven⸗ 
til.) Kaſſen var malet baade oven og nes 
den. — Ofteſt I Forbindelſe m. andre Propo⸗ 
fitiondr f. E. At tage oven af Sætfen. — 
Det lade oven i Poſen. — oven i Riobet 
o: ſom Tilgift I Kiebet; it. fig. detudern, 
endog, hvad mere er, Ingen beflagede 
ham; ja han blev oven i Riebet udleet. — 


oven over Doren. — oven pag Taget. m. 


fi. Diſſe Sammenfætninger br. dog hupp⸗ 
pigen ſom ady. og ſtrives derfor ogſaa ofteft 
i eet Ord. (f. nedenfor.) 2. Som præp. 

br. oven blot i Udtrykket: over Senge d: 
oppe, iffe i Sengen. (helft om Syge. Gan 
begynder at være oven Seuge. un fan 
endnu ifte være 0. Senge.) . 3. Æ Sams 
menfætning m. Præpoefitioner, hvorved st 
adv. dannes, det undertiden ogfaa br. fom 
Præpoſition: ovenaf. Det maa tages var⸗ 


ſomt ovenaf. — ovenfor. a.) hoiere oppe, 


noget borte p. et høtere Sted, pan ftod, 
fad ovenfor og kunde eler bedre fee ned. 
Kirken ligger noget ovenfor Byen, Han 
fidder ovenfor ham i Claffen (3: har en 
hsiere Plads i Raden.) b.) ſom Tidsbe⸗ 
greb: forhen, tilforn, i Forveien. Jeg 
har allerede ovenfor (i Skriftet) bemærtet. 
— ovenfta, fra Hoiden, fra ef hoiere Sted. 


€ 


æ 


Oven — Ovér. 


Gan fom ovenfra. — ovenom, uden om et 
Sted, der hvor det er ell. antaget af være 
bøleft Bi gif ovenom (modſ. nedenom.) 
Bi vil hellere tiere owenom Byen, end 
langs med Aaen. — ovenover. pan boer 
ovengver og. Skuddet gif ovenover, — 
ovenpaa, hoiere i Veiret; ell. hvilende p. 
en anden Ting, og tillige høit i Veirxet. 
SBi boe p. farſte Sul, og han- boer ovenpaa 
(o: over os, ell. i ct heiere Stokvark.) fig. 
At være ovenpaa 2, faae noget, ſom man 
oanſter fig det; være i en heldig Tuſtand. — 
oventil, p. den Side, fom vender opad. 
modſ. nedentil.) ovenud, ud igiennem 

verdelen af et Legeme, Tonden var'faa 
fuld, at det Gedſten) lob ovenud. 4. £ 
Cammenfætning m. nogle faa Subſtantiver: 
Ovenfald, et, Vandfaldet v. et Mollevxrk, 
naar def fatter p. Hiulets Overdeel, åg ſaa⸗ 
ledes fætter det i Gang. (i Modfærn. t. Ne⸗ 
derfald.) Deraf : Evenfaldshiul, res 


lehiul indrettet t, Ovenfald) Ovenfalds⸗ 


" mærtelfen af vven. 


molle, Ovenfaldsvand. (V. S. O.) Dog 
udtales og ſtrives diſſe Ord ogſaae Over⸗ 
fald , Overfaldshiul, ꝛc. (Moth. Kraft.) 
VGventorre, en, Opholdsveir efter Regn, 
ſtisndt Jorden endnu fan være vaad. (d. 
Zale.) 5. i Gammenfætning m. nogle 
Barticipler, hvor oven (ſ. ovenfor, b) fager 
Bemærf, tilforn, i det Foregaaende. Gaa: 
ledes: ovenenført, ovenmeldt, oven⸗ 
nævnt, overomtalt, ovenſtacende (I: for: 
hen ſtriftligen anført, ovenanfort.) 
. Over, præp. [3. yfir. E. over.] tiltien⸗ 
begiver egentlig og 1 Almindelighed, at en 
Ting er p. ct hoierd Sted, m.-Denfyn t. eu 
ånden, ſom cv under den 2: ſom befinder fig 
ſaaledes p. ct lavere Sted, at enten en lod⸗ 
ret Linie fan falde p. den fra hiin, ell. at 
den af hiin bedekkes. Dens mere uegent⸗ 
lige Brug fan her blot i fine Hovedtrok an⸗ 
ives, (Begrebet i over forudfætter ſtun⸗ 
om ikke blot et “under“, men ogfaa celler 
nærmere et ”nedenfor” , ell. at cen Ting 
befinder fig p..ct hoiere Sted, end en anden; 
i hvilke Zilfælde altfaa over modtager Be⸗ 
Dette finder [fær Sted 


»i Gammenfæfninger , hvor Modfætningen 


da ikke ev under, men neder. f. E. Over⸗ 
deel — Nederdeel; Overende — Weders. 
ende.) — A. om materielle, ell. egentlige 
Sted⸗Forhold. 1. om Gienſtandens Læs 
ren, Stilling, Bevegelſe p. ct hoiere Sted, 


m. Denfun ft. noget, fom er under den (uden 
. at det er nødvendigt, at den berører dette, 


ell. befinder fig pag Overfladen af ſamme; 
da Begrebet om at være over og under 
egentl. gaaer ud fra Rummets Forhold i 
Henſeende t. det hoiere og bet lavere Sted.) 
Skilderiet hænger over Doren. Loftet 
over denne Stue, Grenene hvælve fig 
over og. Ørnen fvævede o. Dalen, Tours 
denveiret drog lige o. Byen, Vi kiorte 


— 


Oven . 


over Broen, (og tillige paa Broen.) . figurt. 
At vore cen over Hovedet (I: med tiltagende 
Alder tabe Agtelſe f. eens Mundighed,) 2. 
om en vis Gienſtands ſtorre Holde, i Sam⸗ 
menligning m. andre, . Biergene hæve fig 
over Sletten, Taarnet rager frem 0. hele 


. Staden, — fig, Hun troet fig ophoiet over 


alle andre, 3. om Handkinger, hvorved 
en Gienſtand bringes t. at være p. et hoiere 
Sted end en anden, fom tillige ev under 

iln. Han lod bygge ct Taarn o. Porten. 

t ſtrive et Kors o. Døren, Han fatte fig 
lige over og. (ſ ovenover.) 4 Omen 
Handling ell. Forandring, der ſteer oven⸗ 
fra og virker nedad. At ele Band over cen. 
Hufet ſtyrtede ned o. ham. Sveden (25 

am ned a. Anfigtet. Taarene trillede ned 
Over (ad) hendes Kinder. (ſ. Ro. 6.) 5. 
Om en Tilſtand, hvori noget er, ftræffer fig, 
befinder ſig langs m. hele Overfladen af en 
anden Ting, ſaaledes at det bedekker denne; 
ell. om en Handling, hvorved noget bringes 
i denne Tilſtand. Bandet ftod over alle 
Agre (oꝛ ſtiulte dem. Derimod: der ftod noget 
Vand pas Ageren.) At være vaad, fold 
over hele Legemet. Laaget o. en Potte. At 
hænge noget o. Hovedet. At brede et Klo⸗ 
de o. noget. At fafte en Kappe 0. cen. 
Af lægge fig 0. en Seng, en Benk. At 
fæmme Haaret ned o. Ørene. figurl. Mis⸗ 


fornoielſen udbredte fig over hele Landet. 
Det Ryogte er o. hele Byen, 


Klokken lyder 
o. hele Byen. 6. Om en Handling, ell. 
Forandring, hvorved noget bringes til at be⸗ 
væge'fig i en Linie igiennem ell. hen ad hele 
Overfladen (ifær Breden) af en Zing, til 
Enden af dene Udftræfning, el. indtil p. 
hiin Side af dens Brændfe. At ſeile over 
Floden, o. Havet til ct Sted. 
Marken. 
Torvet. Han kom lykkelig over Grendſen. 
Vi ere nu ffomne) over det værfte af Veien. 
7. Om en Handling, hvorved noget, der 
ſagledes bevæges ell. bevæger fig indtil p. 


hiin Side af en Gtenftand, tillige for cen Tid 


befinder fig hoiere end (opløftet over) denne. 
At fafte en Steen over Taget. Fuglen Aøi 
o. Huſet, o. Hekkten. At træde 0. Dor⸗ 
tærjfelen, At ſpringe o. en Graft, o. ct 
Halmſtraa; fætte m. Heſten o. ct Gierde. 
Berit ſprang han op p. Efuldrene af ham : 

den fprang han over Hovedet paa ham. At 
falde over Bord, kaſte noget 0. Bord (ell. 
overbord) 3: fra ct SHb i Havet. 8. Om 
et hoiere (fornemmere) Sted, et Sted, der 
tilkiendegiver at den, ſom indtager det, har 
Fortrin, Forfæte f. andre. Han ſidder 
'over ham i Skolen, blev flyttet o. ham i 
Skolen. At have Rang o. cen. — fig. til al 
betegne hoiere Grad, Fortrin, fortrintig 
Egenffab, Gom Digter ſtaaer han langi 
over ham. Vi ſtulle elſte Gud o. alle Ting 
Penge gaast hos ham over Alt, (I denn 


At løbe o. 
Jeg ſaae ham gaage o. Gaden, o. 


Ovetr. 
Ketvydn. lægget det ogſaa til Titler, viffe 
Enbeders og Vardigheders Navne, f. at 
tilfiendegive en hoiere, el. den høtefte Poft 
aften Art; f. E. Overhofmefter, Over⸗ 
kammerherre, Overſtalðmeſter, ꝛc.) 9. 
cm en Reiſe giennem et Sted t. et andet, 
hvor Zalen er om en By ell. en mindre D. 
Dan reiſte over Straéburg t. Paris. Vi vil 
tage 0. Frederiksborg t. Helfinger. Vi rel⸗ 
fe over Langeland t. Fyen, (men hellere: 
iennem Fyen t. Inland;) Man figer og⸗ 
fa: Af reife over Land 9: t. Lands; mods 
ht: til Vands (ikke: over Band.) B. 
Om Tidsforhold, og i andre uegentlige Til: 
fælte.. 1. om Ziden, der tilbringes v. ct 
Arbeide (imedens, under;) t nogle faa Til⸗ 
fæfte; ffær hvor Zalen ev om andet, ſom 
tidlige i denne Tid indtraf. At fidde længe, 
telig over et Arbeide. Man talte derom o. 
Bordet (ell. over Borde.) Det er en Bog 
t. at ſove indover, Hun ſov ind over fit Ar⸗ 
beide. Lad Solen el gaae ned o. bin Vrede. 
— Ligeſaa i nogle andre Bilfælde, hvor en 
Enfjel, og Tiden, ſom m. den tilbringes, 
tilige betegnes ſom Aarſag og Anledning t. 
noget, ifær Glemſel. At glemme det ene 
o. tet andet, Over al denne Snak glemte 
jeg mit Xrénde. Hun glemmer Guus og 
Bern over den beſtandige Leſen. 2. en 
ſterre Mængde, et ftørre Antal, et ”meer 
end” (ſaavel I Udſtrekning, Tid, Maal, 
Bægt, og anden legemlig —5 — fom i 
aandelig Kraft) m. Henſyn og t Forhold t. 
en vis given cl. beſtemt Storrelſe. Vi 
have endnu 0. en Miil (at gane, reiſe) £. 
Bren. fan er o. 40 Aar (gammel.) Det 
deier over et Pund (modf. under.) Det 
ver over Middag. Klokken er over 12. 
Det er o. den beſtemte Tid. At blide ude 
over Tiden. fan har været o. et Aar 
borte. — Det gaaer o. menneſtelig Evne. 

At arbeide over fine Kræfter. Hvad je 
fif, var o. min Forventni (modf. under. 
Det gaaer over: min Forſtand.over al 
Maade forfængelig (jvf. overmaade.) — Her⸗ 
til høre ogſaa enkelte Sammenfætninger, ifær 
Xdi. f. E. overmodig, overmægtig, overs 
usturlig, m. fi. 3. Grunden, Anlednin⸗ 
gen £. noget (i faa Tilfælde; f. Er, hvor 
Talen ev om Fald.) At falde,” fnuble over 
noget. At fage fin Død over noget. " Jeg 
har havt megen Fortvæd over (af) hans 
Forſoemmelſe. 4. Gienſtanden for el. An⸗ 
Ictningen t. en indvortes Forandring ell. 
Eintébevægelfe og dens udvortes Yttring. 
At ſerge, glædes, ærgre fig, bedreve fig, 
forbauſes, forundre fig, vredes, fortørnet, 
betlage. fig øver noget. At ynkes, forbar⸗ 
me fig o. cen. At blive forftræffet, ſorg⸗ 
fald, vred, fortrudelig, opbragt, utadimo: 
tig, undſeelig, ffamfuld over noget. At 
futte, flage, græde, lee, ſpotte, knurre, 
bande over noget o. |. v. ai troſte fig over 


Danſt Ordbog. M. 


145 


cen. 


Over 


noget, over en Ulykke. Gorfundelfe o. 
Synden. 5. Gienſtanden, ſom en aande⸗ 
Hg Sysſel el. Handling gaaer ud paa, ſom 
ligger f. Grund f. dens Yttring, m. m. 
At gruble over noget. 
læfe, ſtrive o. en Materie. At give, ſtrive 
en Forklaring 0. noget. Den Sag har jeg 
længe tænkt over. At fælde en Dom 0. 
noget. 6. en Gienſtand f. Magt, Herre⸗ 
domme, Opſyn, Opmerkſomhed, Aarvaa⸗ 
genhed o. d. At herſke, byde, raade over 
cen. At være Herre over et Land. At 
fætte cen t. Dommer over andre. ”At 


der er en Magt over alle Kræfter og allé - 


Tider, fom bringer Orden i Verdens Ops 
rør,” Mynfter. At ſeire o. fine Fiender. 
Han er Opſynsmand o. allx Arbeiderne. 
At vaage o. noget. 
At gaae over Arbeidsfolk (3: have Opſyn m. 
dem.) Gun gaaer over alting i Huſet (har 
det under Opſyn.) figurl. Naturen gåaer 
over Optugtelſen (9: har ſterkere Magt.) 
7. en Behandling, el. Maade at behandle mn 
Perſon cl. Ting. At være fiælen o. fine 
Børn, nænfom o. fine Klæder, fparfom o. 
fit eget, odſel 0. andres. 8. Desuden fore⸗ 
kommer Præpafitionen Ii adſtillige egne Tale⸗ 
maader, f. Er. over Hals og Hoved o: me⸗ 
et pludſellgt. At komme over noget (9: 
faar erholde v. Tilfælde.) Ulykken, Fien⸗ 


en kom over od, da vi mindſt ventede det 


(overraſtede os.) Straffen vil nok komme 
over ham. Det vil gage ud over os (vi 
vil faae Skaden deraf. 
At lyſe Velſignelſe, Forbandelſe o. 
een. At onſke godt, ondt over een. At 
fee cen over Skuldrene (ophoie fig 0. —8 
At vore cen over Hovedet (ſ. ovenfor A. 1. 
At holde fig op (ell. opholde fig) over cen 
(2: fpotte, giore Var af.) At Tætte fig ud 
over noget'(iffe agte, endſe.) At bringe 
noget over fit Sind (nænne, have Sind t. 
at gøre) m. fl. . Gom adv. 1. efter 
gt 


ubſtantiv, f. at betegne Udlobet af en 
hvor 


Tids Varighed (p. Spørgsmaalet : 
længe?) Han bliver her Natten over. Aa⸗ 
tet over, denne Sommer over. (jvf. om, 
B. —2 2. efter et Verbum i Bemærtelfen: 
forbi, til Ende. Det, gager ſnart over 
(om en ubehagelig Fornemmelſe.) Uveiret 
drev over, Den Regn gaaer ſnart over. 
Ut fpringe noget dver 53: forbigaae noget. 
(ganſte forfttelligt fra: at fpringe over nos 
get.) 3. efter et Verbum, f. af udtrykte, 
at noget gaaer uden for en Tings Grendſe 
ca. Rand. At flyde over, løbe over. 
Gryden foger over. 4, omkuld, overende. 
At fiere, ride, løbe cen over, 5. At fidde 
oven 0: ſidde længere, end den beſtemte Tid, 
ell. fidde ledig. Drengen maattefidde øver 
i Skolen. Hun ſad over i denne Dands. 
— Ut læfe over paa noget I: læfe f. af lære 
det udenad. 6. for: I tu, ü to Stykker. 


(10) 


At tåle, prædite, 


At holde o. Lovene 


At faae Hævn 0. 


US 


. Over, ; Gan 


. over. 


2 Ld 


Over — Overantvorde. 


At (hære, flippe, tive, bryde, fave noget 
bræftede det midt over. 
Grenen er endnu ikke (favet) over. Smer⸗ 
ten var faa ſtoœrk, at jeg troede Armen var 
7. I Taleſproget br. Formen ovre 
ſom adv. i nogle uUdtryk. Gift ovre (p. hiin 
Side, f. Er. af Gaden, af Bandet.) Her 


ovre (p. denne Side.) Man figer vel ogs 


faa: nu er det ovre (forbi.) D. 3 Gam: 
menfætninger modtager Præpofitionen ell. 
Adverbiet ifær følgende Bemærfelfer: 1. 
den egentlige (4. 1 og 2.) i Modfætn. til 
under. (f. E. Overarm, Overbuxer, Overs 
deel, Overdyne, Overflader, Overkop, 
Overkrop, i) 2. En Handling, der virs 
ker. nedat (A. 4.) f. E. overgyde, overøfe, 


overſtyrte (hvori Begrebet dug forbinder fig 
m. følgende.) 
ker fig heelt ud over, cl. hvorved noget 


3. en Handling, der ſtrok⸗ 
bringes f. åt bedæfte Overflaben af noget, 


"ell. en flor Deel af famme (A. 5.) A 


Sø 


åd 


ov 


gaae, Overmagt, | 
erftel e, overſtemme, overvinde, ꝛc.) 


overblode, overdryppe, overfole, over⸗ 

ylle, overtrætfe, ꝛt. 4. en Handling, ed. 

oraudring, der udſtrækker fig i en Linie 

eelt igiennem en Flade. (A. 6.) Over⸗ 
oͤrift, Overfart, overføre, Overforſel. 
(I nogle af diſſe Tilfelde mm. Bibegreb af 
en ſtadelig Virkning p. Gienſtanden: over? 
kløre, override, overſeile) 5. En Hand⸗ 
ling ell. Virkning, der gager uden for det 
rette eN. beſtemte Maal: overſee, overſtri⸗ 


de, overſpringe. (figurl. overtræde.) 6. 


ortrin el. Fortrinlighed, hoiere Grad, 
æde; Rang m. ms (f. E. overbyde, over⸗ 
vermand, — — 


7. En Storrelſe cl. Grad, ſom ev meer end 
det tienlige, tilſtrokkelige, billige 26. (B. 2.) 
æ overdrive, overfuldftændig , over: 

[de, overile, overlydt, Overmaal, over: 
mægtig, Overtro, Overvegt. 8. En 
—2 — ell. Virkſomhed, der gager uden 


- for et vift Tidsrum. (C. 1.) At overføde, 


overleve, overvintre. 9. En Gierning, 
hugrved noget, fom var heelt, bliver i fo 
Stykker (fielden; og ofteft m. Adverbiet bag 
efter. C. 6.) overtlippe, overſkere. 
En Handling, hvorved noget gives i en ans 
dens Hænder ell. Beſiddelſe: overantvorde, 
overbringe, overdragẽ, overgive, over⸗ 
lade. 11. Desuden i andre og flere 


sok muggentlige Bemærfelfer, f. E. overholde, 
o 


erhænge cen, overkomme noget, over⸗ 


- Lægge, overfætte et Skrift, overtale, overs 


Sted. 


træde, overveie, 0. f. v. 
Overager, en. ſ. Drager. 
ralt, adv. 1. aflevegne, p. ethvert 
Man fortæller o. Byen. 2. 1det 
Hele taget; i Almindelighed (ſieldnere.) 


Jeg holder overalt ikke af det Slags Bøger. . 


ar overalt engang forbudet ham det. 


3% 
verantvorde, v. a.1. IT. uͤbe rant⸗ 
worten.], overgive i en andens Varge, 


é 


8 


⸗ 


1466 Overantyorde — Overblive. 


10. 


overlevere, betroe i Hoende. — Overant⸗ 
vordelſe, en. 
VOverarm, en. pl.—e. den hoiere, d 
averſte Deel af Armen indtil Albuen. 
Overbeen, et. En Beenſtade, foraarſa⸗ 
get derved, af en Sene har knyteet fig, og 
dannet en Hevelſe ål. Knude uden p. Be⸗ 
net. (Moth.) I 
Overbefaliugsmand, en. B. ell. Anføs 
ver, ſom har andre under fig. 
Overbefrugtning, en. pl. —er. En meer 


"end tilſtrækkelig, meer end enkelt Befrugt⸗ 


ning, Superfoetatio. . 
verberider, cen. den fornemſte, el. en 
af de fornemſte Beridere v. en Rideftole. 
Overbeſtyrer, en. pl. … & den sperfte, 
fornemſte Beftyrer af noget. ” 
Overbetient, en. pl. - e. Betient , ſom 
har en haiere Poft, har andre under fig. . 
Overbeviſe, v. a. 2. bringe cen v. Grun⸗ 
be f. at indſee ell. troe noget, overtyde, 
uphæve al Tvivl hos cen. At o. cen om 
noget. uges er endnu ikke fuldkommen 
overbeviift. En ſaa flet. Læremaade, ſom 


den, der allene ſeger at overtale, uden. at 


ovérbevife,” Kraft. 2. beviſe v. Vidner 


cl. Kiendsgierninger det, hvorfor cen er 
Man kunde itfe 0." 


beſtyldt el. anklaget. 


ham om Tyveriet. ”Og dog iffe blive 


giendrevet og overbeviift om den opdigtede 


Uſandhed.“ Baſth. — Overbeviisning, en. 
E-er, 1. Handlingen, at overtyde. 2. 
et, om hvis Sandhed, Rigtighed, man 

er overbeviiſt; Erkliendelſe af en Sags, en 

Gætningé Rigtighed. At handle efter, imod 

fin 2: ”Den, ber imod fig — 

viibning, negter det, ſom indeholder Kil⸗ 

den t. hans Forpligtelſe.“ Orſted. 3. 

Handlingen at overbeviſe een om det, han 

beſtyldes for. 


Overbid, et. den Naturfeil, ſom under⸗ 
fiden findes hos Dyr, ffær Heſte, at Overs 
æven flager længere frem, end uͤndermun⸗ 
den og hindrer Dyret i Tygning. (V. 6. 9.) 
Overbide, v. a. 3. bide itu, bide over, 
Snoren var overbidt. 


verbie, v. a. 1. ble længere , end bet 


var beftemt, bie for længe, At overbie den 
faftfatte Tid. (V. S. 9) 
Overbinde, v. a. 3. forſyne en Aabning 
m. Bindfel oventil. At o. en Flaſte. Et 
Glas overbundet med en Blære. — Deraf: 
Overbinding, en. 


Overblik, et. pl. d. ſ. et omſfuende Blit, 
et Diekaſt, hvorved man overſtuer alt det, 
fom er tilſyne. Et OX af hele Egnen. — 
flgurl. Et lyſt Overblik af (over) en Sag. 
Et O. af Landets Tilftand. (8. S. O.) 
Overblive, v. n. 3. leynes, blive tilba⸗ 
ge, blive tilovers. (meft i partic.) De 
overblevne Fiender. Det overblevne af 
Maaltidet, ”De, ſom overbleve, flyede 


—— — — — 4 — — — 


Overblive — Overdaad. 
p. Blerget.” D. Bibel, ”Hvis (hvab) over⸗ 


blive fan, naar Dielden er betalt.” D. Lov. - 
verbi 


O lede, v. a. 2. beſudle, tilføle overs 
alt m. Blod. . ' 

Overbod,en.- I det ældre Lovfprog : 
Bod t. den Dræbtes Slægt foruden den lov⸗ 
beftemte Mandebod. (VB. S. O.) 

Overbret, adv. meget hurtig, pludſeli⸗ 
gen. (forældet.) 

Overbringe, v.a.3. fore noget t. en 
Perſon fra en anden, el. til at Sted frå et 
andet. Dan har overbragt Brevet, Va⸗ 
. terne. — Øverbringer, en. ”pl.—e. 

Overbrud, et. det, at noget brydes over, 
brndes igiennem m. Magt; ell. at Bandet 
brandes over et modftaaende Legeme. ” Dis 
ger, fon v. Havets Øverbrud have beviiſt 
deres Slethed.” Olufſen. . 

Overbud, et. pl.-e. haiere Bud p. dét, 
om fælges. At giere Overbud. "Der flete 

ud. 


Øverbitstt, pl. Burer, ſom drages uden h 


over de egentlige Burer, f. E. p. Reiſer. 


Overbyde, v. &. 3. (f. byde.) byde hoiere 
end andre (p. Auctioner.) Han overbød 
ig. »Bed overvættes Rigdom har dette 
Land kunnet overbyde alle. J. Bone, 


Overbygge, va. 1. bygge overalt; op⸗ 
folde m. Bygning el. Bygninger. Rum⸗ 
met imellem de to Huſe er nu overbygget. 
It o. en Plads. (VB. S. O.) ”Det Hele er 
m. fyv Biergtaarne overbygget.” 
mann. — Øverbygning, en. 1. Handlin⸗ 
gen af overbygge. 2. en Bygning, fom er 
fat over noget, el. ſom er opført ovenpaa 
en anden, 1— 

Overbygmeſter, en. B. af hølete Rang, 
ſom Sar andre under fig. 

verbære, v. 4. 3. (ſ. bæte.) holde til: 
gode med, ikke ville lægge Nærke t. Fell, 
Ufuſdkommenheder hos andre. At overs 
bære m: Andres Svagheder forringer ikke 
dem, man felv beſidder. ”Med. Smaafeil 
ffiemt og overbær, men ſtreng måd Laft og 
Udvd vær.” Bagg. (hyppigere: bære over 
med. f. bære, 6.) At være overbarende, 
viſe fig overbærende, -— ”Man overbærer, 
naar man ikke regner Bell og Forfeelfer $ 
man rilgiver, ndar man ikke beregner 
tem.” Gporon, == Overbarelſe, en. det, 
at bere over m. Ufuldkommenhed hoé au⸗ 
tre, At vife O, mod cen. ”Xt indſtær⸗ 
pe Lydigheb mod Overmeend, ſagtmodig 
Overbærelſe mod Undermænd.” Kamp⸗ 
mann. 4 Øverbærenhed, en. ud. pl. den 
Egenſtab, at være overbærende. 

Overdaad, en. [af over og Daad.)] ſ. 
Overdaadighed.(Enkelte Nyere have brugt 
fin mindre antagne Form. ”Langt fra 


Vindelyſt åg Overdaad.“ Thaarup.) [J 
ældre Stejfter forefommer derimod Overs 
daad åg ighed for: Qvermod ; 


147 


Sighedevater, ( 


. Pris 47 


A 


Overdoad — Overdrive 
overmodig Adfærd og Handlen, Hovrmod.) 
f. Vedels Baro. . 52. og fl. 6t.] 
Vverdaadig, adj. ſom anvender meer 
end fornøden, billig og ſemmelig Bekoſtning 
p. Vellevnet ell. paa lidgifter t. udvortes 


Glands, Beqvemmelighed, el. Forlyſtelſe. 


(f. yppig og odſel.) Ovetrdaadighed, en. 
ud. pl. 1. den Egenſtab, at være overs 
daadig. — Odſelhed (der modfættes Spar⸗ 
fommelighed) har nærmeft Genfyn t. det 
overflødige 
anvendte Widler ; Overdaͤadighed (modſat 
Kerveligbed) t. deres upaſſende Anvendel⸗ 
e, ell. til Henſigten m. deres Anvendelſe p; 
limmer og Vellevnet. Man er overdaa⸗ 
dig m. Henſyn allene p. fig ſelv (af egoiſtiſte 
Grunde;) man fan være edfel ogfaa i Vel: 
glørenhed' mod Andre. 2. det, hvori Overs 


daadighed viſes; Luxus, overdaadigt Lev: - 


het. Der herſtede ſtor O. ved dette Hof. 
”Svilten Blanding åf den gamle Tarveli 
ed — og den nye Overdagdighed.“ Guld⸗ 
berg. 3: Bemærfelfeni Overmod, Stolt⸗ 
hed (A. Vedel) ev forældet. — Overdaa⸗ 
ighedsvare, ett. pl. r. Barer; ſom fun 
tjene til D. Luxſisvarer, modſ. Nodven⸗ 
reform.) 
, ampe v.a.1: udbrede Damp dven 
elé Overfladen åf en, Zing: (Ambergé 
5.) Overdampuing, en. 
verde, en. pl. = dele. den jr * 
verſte Deel af noget ; Overpart. (modſ. 
ederdeel, be is . . 
Overdommer, en. pl.—é. Dommer i en 
hølere Net, Medlem af en Overret: (modſ. 
Underdommer. 


—æe tri. på.cé. hoiere Domftot, ” 


Overret. (Orſted.) 
verdrag, et. d. 


ſ. f. Overdragelfe. 


Bed frivilligt Overdrag. (V. S. 9.) 


VGverdratge, v. a, 3. (ſ. drage.) 1. afs 
ſtaae godvilllgen t. en anden, afttæde, overs 
ade. At o. een fine Rettigheder, om⸗ 
er. 2. betroe, give cen et Hverv, rens 
de: Jeg overdrog hani åt fuldføte Arbei⸗ 
det. I Kongens å iaværelfe vår Regiexin⸗ 
gen overdraget t. Dronningen. 3. d. ſ. ſ. 
overtrætfe, betrekke. At o. noget m. Læder. 
2 Deraf: Overdragelſe, en. plier⸗ . 
Vverdrév, et. pl. d. ſ. en Fælled; ud⸗ 
mark, fom ikke Urds men altid bruges til 
Græsning f. en M. flere Byers Kreature i 
Fellesſtab; hvilfet ifær før Udſtiftningen 
var almindeligt i Danmark. — Overdrevs⸗ 


ret, en. Rettighed k. Gresning p: et Over⸗ 


drev, (8. S. D.) ' . | 
Gverdrift, en. Giennemgang f. Kreatu⸗ 
te. At have Ovetdrift giennem fin Naboes 
Matt. (VB. S. 2.) 
Overdrive, v. à. 3: (f. drives) .drive f. 
Vvertighed, drive f. bidt, gade f. vidt i no⸗ 
et. 
såå En overdreven Renlighed. 


7 (107) 


overdrev⸗ 


det meer end tilſtrektelige i de 


t os fine Fordringer, fin Hoflighed. 


⸗ 


holder 
ø. br. for' dette: Overeenskommelſe. Tre⸗ 


AJ ' K 


⸗⸗ 


Overdrive —Overeens. 148Oovereiendom — Overfeie. 


ne (alt f. hoie) Priſer. — Overdrivelſeen. 
pl.-r. Gierningen, sat overdrive, ell. det, at 


doget overdrives. Ved O. tabes Stilens 


Naturlighed. Farens Øverdrivelfe. En 
Dyd fan ved Overdrivelſe blive t. Feil. 
Overdrukken, adj. ganſte drukken, overs 
ſtadig fuld. (Moth.) 

Overdryppe, v. a. 1. overftænfe draabe⸗ 
vils, lade dryppe ned paa. Han overdryp⸗ 
pede mig med ſmeltet Smør, — Overdryp⸗ 
ning, en. pl. Fer. 
verdryſſe, v. a. 1. druffe allevegne paa. 
At overdryſſe Kagen m. Sukker. . 
Overdugge, v. a. 1. bedugge overalt, 
fugte overalt, fom den faldende Dug. 
Græffet, Engen var overdugget, V. S. O. 
Overdyne, en. pl.-r. Dyne, fom man 
lægger 'dver fig i Sengen, hvormed man tils 
dekker fig. (modſ. Underdyne.) 
VWverdynge, v. a. 1. dynge meget paa, 
overlæfje , belæffe. De unge Spirer vare 
overdyntzede m. Ford. 
Overdæek, et. det overſte Dok p. et ſtorre 
Skib, ſom har flere. 
ØOverdøve, v. a, 1. volde, af en fvagere 
Lyd iffe hores, formedelſt en ftærfere; (ſaa⸗ 
vel om Roſten, fom anden Lyd.) Paukerne 
overdoverde de andre Inftrumenter. fan 
overdever ˖ fin Modſtander v. en ſtrigende 
Stemme. ”AXt overdeve mig m. Deres 
Skrig.“ Evald. “Han frugter mere f. at 
overdeve end f. at undgaae Øret.” Bagges 
fon. — fig. At o. (undertrykke) Samvittig⸗ 
heden. -”Den Stemme, fom faa tidt overs 
doves af Verdens Larm.” Mynſter. 
VObyereens, adv. [T. uͤberein.J i Enig⸗ 
hed, i Liighed. br. fun I Talemaaderne: At 
komme overeens, ftemme 0. 3: være enige, 
leve i Enighed, formedelft Liighed i Tæns 
kemaade, Foielighed, m. mi (harmonere.) 
Ligeledes > at have Liighed, ligne hinanden, 
Deres Sader, Tilboieligheder, Skikke ſtem⸗ 
me meget o. 
overeenos. — At komme overeens om noget, 


blive enige om. Overeenskomſt, en. det,. 


at flere enes, blive enige om noget ; it. ſlut⸗ 

tede Vilkaar for en ſaadan mindelig Fore⸗ 

ening om noget. Sagen blev afgiort v. 

, mindelig O. Efter Overeenskomſten be⸗ 
ban de halve Indtægter. (Sielden 


Show.) — Overeensſtemmelſe, en. ud. pl. 
Beſtkaffenheden, at ſtemme overeens, at lig⸗ 
ne, / ikke at være Seidig ell. i Modfætning ; 
lige Stikkelſe ell. Beſtaffenhed; Enighed. O. 
i Meninger, Tilboieligheder. Der er ingen 
O. imellem diſſe to Ting. — overeensſtem⸗ 
mende, adj. v. ſom ſtemmer overeens, er 
enig med; ell. ſom ligner, er af eens Be⸗ 
ſtaffenhed. Deres Erkleringer vare ikke li⸗ 
gelydende, men dog overeensſtemmende. 
Dette er ikke overeensftemmende med hans 


foregaaende Anordninger. 


' 


J Sproget komme de næften 


Overeiendom, en. ud. pl Én vis Deel 
af Eiendomsret; hølere Elendom, uden 
Brugs og Nuttes Ret (modſat Undereien⸗ 
dom.) J Lehnsforhold f. E. har Lehnsher⸗ 
ren Overeiendom (dominium directum 
el. eminens. Fr. Suzerainete) Lehnsbeſid⸗ 
deren cl. Vaſallen derimod Undereiendom. 
(dominium utile.) Deraf: Overeien⸗ 
domoøret, en. ud. pl. (Zrefhow.) Overs 
eier, en. den, fom har Overeiendoméret. 
(Suzerain.) · j ” 

Overende, en. den sverfte Deel cl. En⸗ 
de af et høit ell. langagtigt Legeme. Mod: 
fat Wederende, 3. Kraft. ӯOverenden af 
Cylinderen.“ 

Overende, adv. 1. lige i Veiret, ſaale⸗ 
des at den ene Ende vender op, den anden 
ned. At reiſe noget o. ſom var faldet om⸗ 
fuld. Han 'funde ikke ſtaage overende. 2. 
omkuld, m. Hovedet el. Overdelen "nedad. 
At kaſte een overende. At falde overende. 

Vverengel, en. pl.-engle. En af de hoie⸗ 
te Engle. 4 

Overfald, et. pl. d. f. 1. p. en Dør: 
Haſpen, fom falder over ell. omſlutter den 
Krampe, hvori Sængelaafen hænges. 2. 
Gierningen at overfalde, uformodet Anfald. 
Han blev mishandlet og plundert ved O. paa 
Gaden. Bed idelige Overfald fvælfele han 
Fienden. (Sammenfætninger m. dette Ord: 
Overfaldshiul, Overfaldsmolle, Overs 
faldsvand, m. fl. ſ. oven og —B 

Overfalde, v. a. 3. (f. falde.) 1. paa⸗ 
komme uformodentlig, tilſtode. Uveiret, 


Natten overfaldt og undervcis. Der over⸗ 


faldt ham en pludſelig Skrok. 2. angribe, 
anfalde uformodentlig. Fienden overfalde 
os midt i Freden. At overfaldes af Rø- 
vere, ”Han overfaldt Staden uforvaren= 
de.” 2. Macc. 5. . 

Overfamle, v. a. 1. berøre, føle paa 
overalt, ifær p. en upaſſende Waade. 
(Moth.) Deraft Overfamlen, en. 

verfare, v. 2.3. (f. fare.) " 1. reiſe 

haftig over ell. igiennem. Han har over⸗ 
faret hele Landet i en Maaned. 2. fare hen 
over Fladen af noget, flenge hen over. At 
o. noget m. Haanden, m. én Rapekniv. 
3. figurl. At overføre noget (m. en Hare⸗ 
fod) overfare 'et Arbeide I: giore det flyg⸗ 
tigt, ud. Flid. At overfare een m. Stieldg-z 
ord. (f. over f ufe.) 4. beftride, -overfom=-= 
me (fieldnere.) Han har mere Jord, mere 
Arbeide, end han fan overfare. . 

Overfart, en. 1. Handlingen at fare 
ell. færdes over et Vand, (cl. et Bierg.) 
Overfarten varede to Timer. 2. undevti- 
den: Rummet, fom man faaledes t. Bands 
færdes over. Øverfarten imellem Nyborg 
og gerier er fire Miil, 

verfeie, v. a. 1. feie allevegne hen over; 

fele Overfladen. løfeligt af. Gulvet ce 17 
feligt overfeiet. — Overfeining, en. pl.—er, 


t , å 





Overfile Ooerflodig. 


Overfile, y. a. 1. jævne, glatte overalt 
m. Filen. (B. S. O.) 2. fils itu. Gan 


havd: overfilet Jernftængerne. 
Overflade, en. pl.-r. 1. den hele yders 
fie Grændfe fa et Legeme; Fladen, ſom ud⸗ 
giør Grændfen f. det Rum, et Legeme ind⸗ 
tager. Havets, Jordens O. »Enhver, 
fom Overfladens Glands, ei Grundens 
ælhet ſeer.“ V. M. Troiel. 2. fig. det 
dre, Udvendige af en Sag, det, ſom forſt 
og letteſt fattes ell. falder i Øtnene (i Modſ. 
t. Grunden, ell. Tingens egentl. Beſtaf⸗ 
ſenhed.) ”Det faſte Blik, ſom ſeer gien⸗ 
nem den verlende Overflade ind t. den dybe 
Grund.“ Mynſter. At bedomme en Sag 
efter Overfladen. Han har aldrig trængt 
videre, end t. Overfladen af denne Viden⸗ 
fab. ”At gfide frem over Tingenes O⸗ 
verflade, og give intet Svar i hurtige 
Crvar.” Malling. — Deraf: overfladelig, 
adj. [Andre ae oyerfladig (Treſchow) 
ell. overfladiſt. Ale tre Orddannelſer ere 
nve og ufædvanfige; men overfladelig ſynes 
ten rigtigſte.] ſom ikke gaaer ell. trænger 
dobere end ft. Overfladen ; loſelig, flygtig. 
En overfladelig. Jagttager. sr KS 
»Kloegtlg og konſtig, od faa offe ever 
lig og tom Yale.” Mynſter. overfladelig 
Kundſkab. Et overfladeligt Begreb. (Subft. 
Overfladighed i denne Bemoerk. er bragt 
af Zrefhorwv.) ' 
Overflod, en. ud. pl. X. Ueberflug.] 
d. ſ. ſ. Overflodighed (fom dog er den mere 
almindelige Form.) ”"Det bvrige er fun t; 
Overflod og gior Menneſkene fiælne,” B. 
Thott. Ben negtede Overflode friftende 
Gavgr.” Pram. ”At leve f Overflod og 
Glæde.” J. Boye. 2. 
Overfiyde, v. a. 3. (f. flyde.) udgyde fi 
allevegne over ; oycrftrømme, Havet over⸗ 
fvde undertiden Digerne. Nilen .overs 
yder Landet v. dens Bredder. ſheutr.“ At 
overflyde med Blod.” N. Mid: Aalborg.] 
Overſtyve, v. a. 3. (f. flype.) flyve hoiere 
end, hæve fig over v. Flugt, PHoit over⸗ 
flyve Moerkheds hele Hær.” Baggeſen. — 
Deraf: Overflyven, ep. ud. pl. ”Overz 
flyven af fig felv.” Baggefen. "” ” 
Overflodig, adj. Id. überfluͤsſig.] 
1. ſom er meer end tilſtrekkelig, meer end 
forneden. 2. ſom haves, findes i rigelig 
WMængte. At bruge overflødige Ord; at 
flere overflødigt; være 0. i fin Levemaade. 
En 0. Mængde Levnetsmidler. 3. unod⸗ 
vendig, uvedkommende. Denne Crindring 
var ganffe o. At giore overflodige Be⸗ 
mærtniuger. " Din Marværelfe er her o. — 
Øverjladinghed, en. ud. pl. 1. en rigelig 
Mængde, en ſterre Mængde, end fornøden 
er. (modſ. Mantgel.) Der er O. af Korn 
i Sandet, af Sæd p. Marken. Alle tiffe 
foftbare Klæder ere til O. Vi have Lev: 
netsmidlet i Overflodighed. 2. en Tilſtand, 


149 


ade⸗ 


Overfodning, en. 


Overflodig — Overfode. 


vori man har meer end, wan behever, 
ar alting rigeligt, furl op; Yppighed.e 
At leve i Ø. være vant til Gyerflodighed 


Overfloie, v. a. 1. i Krigskonſten? føre 


Få 


fin Gær i Glagorden ſaaledes mod Fienden, 


at cen ell. begge af dens Fleie omgaae ell. 
ftrætfe fig uden om Fiendens, for af angribe 
denne fra Siden cl. i Ryggen, — Deraf: 
Overfloining, en. 1, . 
Overfoder, et. Foder t, at, drage over 
noget f. at bevare det. (f. Soder.), Et 
Overfoder af Lerted ft. en Stol. (f. Over⸗ 
træk, fom er mere brugeligt.) . 
Overfodre, (overfore) v. a. 1. overføde 
— m. Foder Vinteren over. (Amberg 
rob.) pan fan ikke overfore ane, fine 
Køcr, men maa fælge nogle, , qoverfodrede 
Kreature. .. 
Overfolde, v. a. 1. folde noget heelt over, 
Gt overfoldet Ark Papir. ( V. S. 9.) 
Overformynder, en. plir e. en af Sta: 
ten Gegtiftet Tilſynsmand ,vg Beftyrer af 
Anyndiges Midler (f. E. i en Gfad, ie 
Stift cl. Amt.) — Overformwideri, et. 
l.-er. offentlig, af. Regieringen indrettet 
eſtyrelſe af Umyndiges Midler I en Deel 
af Staten, Pengene ere indſatte f, Haas 1 
verformyndericet, 1 
Overfrtgt, en. ud. pl. bvad der er over, 


elf. meer end den beftemte Fragt; OMverles. 


At betale for O. naar man reiſer m. Poſten. 


' 36 v.n. ſ. tilfrxſe. 
u 


Overfuloſtændig, adj. meer endfulde 


ftændig (vvercomplet.) D. O. O. . 
326 en. pl.-r… Movfure voverſt -2, 
Bakker vt, heldende Agres (Oecon. Mag, 
ii 332.) . ER 
Øverfufe, v.a. 1. (ivf. fuſe.) fg. qu⸗ 
falde m. Grobvhed, tiltale m. haarde Ord, 
overefe m. Grovheder cl, Skieldsord. (Fal⸗ 
fler. Holberg.) . ENES . 
Overfyge, v. a. 3. (f. ſyge.) tilfvge over⸗ 
alt... VBeiene ere ganſte overfogne (nv, 
Snee.) Moth. Markerne vare overfogne 
m. Gard.” Arendt Berndiken.;.. . . , 
Vverfylde, v. a. ogrec. 2. fulde mere 1; 
end Rummet fan modtage.” At o. ct Kar, 
»De overfyldre Glas get mangen falende; 
fom txugde fliffe for.” Falſter. At o. fig 
—ãA— e fig) m. Mad og Drikker! 2. fy 


e ell. forſyne m. et ſtorre Antal, end det 


fotnsdne eller tienlige. »Frygten for at 
Landet ftulde overfyldes m. Gfuderende.” 
Mynſter. — Deraf: Wverfyldelfe , en? 
(Samme.) 5. 
Overfode, v. a. 2. fode et Kreatur en 
vig Tid over, t. en vis Tid ev forbi (ſord. 
Vinteren; ſom næften altid menes. f. over» 
— Bonden fan i Xar ikke Sverfede de 
alve af hang Krcature (nemlig Vinteren 
Over.) overſodte Lam, vier, — Deraf: 
."w PP 


⸗ 


J ER, 


” en faar Siva, 


8. 9 


” - en mol 


. endelige Væfeneré Kræfter." Snecd. 


le, v. a. 2. berøve, Beføle overalt. 


',V. a. 2. bringe noget over p. 
tte Side, over p. et andet Sted. 
Diffe bib ere beffemte tip at 0, Zropper t. 
Faftfandet. , Denne Stipper har overført 
idninger. (3 denne B. morkelſe br. 
fr Dvd ke rr Dverfers 
ſel. San be] se, havde Dpfon m. Øs 
—— —3 
At overføre en Sum p. en andens Regning, 
o. noget j Hovedbogen. — Her figes fædvan= 
ligen: En 
flabet. 
Oyergaae, v. a. 3. (f. gade, vg gaae 
oner.) ” 1: overftige, beløbe fig t. meer 
end. Udgifternt overgaae Indtægterne, — 
Ligeledes, iffe blot om Størrelfer , men 
ogfaa om Kraft, Cone: ”Denne pens 
figt overgager vort indſtrenkede Be⸗ 
greb,” — "Bfrtninger, ſom overgege alle 
2, 
være forud Eyner, Egenſtaber, Kræfter, 
færdighed m, m. for den, man tappes ell. 
Ugnes med, Han overgaaer ham i Styrte, 
ſorſtand, Fortienefter, ”Een Stierne overs 
jager den anden i Klarhed,” D. Bibel. 3. 
— ſeringe over, At 0. moget m. 
Tauéhed. (B, &. D.) "4. hænde, times, 
vederfareé (meft om noget ubehageligt, og 
fun i enfelte Tfælde.) Den Stam, Øpor, 
ber overgik ham. Der er overgaaet ham 
Det er aldrig før overs 
gaaet mig. ”fan fattede itte hvad 

overgik,” P. Tlauſſen. == Overgang, en, 
lee. 1. Sierningen at .gaae over, drage 

oͤver et Bierg ell, Vand, SKrigshærens 
over Floden, over Siergene. Iſtaeliternes 
(ØV, over det røde Hav. (| fart meft om 
fo SPerfoner; Overgang om en heel Mængs 
,) 2, Sted, hvor Dvergang ſteer ell, 
fan fee. Der gives 5" Øveægange fra 
Branfrige t, Spanien over Pyrenæerne, 3, 
uegentlige Bemærtelfer,  a,) Gierningen åt 
flaae fig t. et andet Parti, O. til Fienden, 
f. den catholfte Religion. b) en Hands 
Ting ell. flere, der ligger imellem en forea 
jaaende efterfølgende, og igefom der 
Em biin t. denne. Dette var f. ham Wvera 
gangen t, et nyt Liv. ”Gandlinger, der 
fre at betragte fom Forberedelfe og Gver⸗ 
ang t. den egentlige —R—— A. 
— c.) 8: i —* et Sirift or 
Waaden, hvorpaa man forbereder emftils 
tingen, Udviflingen af en ny Materie,  d,) 
Moget, ſom ifte varer længe, ſom fnart 
gaaer oder. Denne Regn ev fun en O. 
e.) gientagen Behandling v. Haandgierning 
ell. ved SMaftinværf. Teiet maa endnu 
HaveenO.  f.) Grændfen, hvor Materier 
af forſtiellg Art p. en meer ell. mindre 
mærtelig Maade, ell. ved Blanding, opløfe 
hinanden, gaae over i hinanden. f. E. 


»Pengefumé Overførelfe i Regn: 


0, fig af Mangel p. Levnetømidler, 


Overfole — Overgaae. 150 Obergaae — Overgjedning. i 


Slergarternes, Chrvſtallernes 
(Deraf: Dvetgangebi oa: en * 
imellem Ørundbierge (Uvblerge) oo lee 
bierge.) Overgangsfod, en. v. f. f. Biels 
Fehovd. (B, 603 
Overgiemme, v. a. 2. glemme noget en 
vis Tid over, til en vis Tid ev forbi, Dette 
Korn ev overgiemt et Aar, Øvergiemt 
frugt (fom man har giemt Vinteren over,) 
su ene Biemme Kartofler om Vinteren,” 
(uffen. 
ve uBipfee v.a. 1. overdrage m. Gipé. 
Overgive, v. a. pg rec. 3. (f. give.) 
1, give i en andens Haand, MAG overles 
vere, Dan overgav Kongen felv fin Anføgs 
ning, 2. give i en andens Vold og Bærs 
je; underfafte fig. At o. en Stad, en 
fæftning t, Fienden. Fæftningen' — 
an 
overgav fig i Rettené Hænder, At 0, fig 
t, Tungfindighed, Uvirffomfed , Fortvivs 
felfe, — 3, recipr. tve hen til, tage fin il 
fuat til, hengive fig t, At o. — 
and. 4 overdrage, indrømme, afftaae, 
fratræde t, Fordeel f, en anden, Af 0. cen 
fine Rettigheder, Fordringer, Gan overs 
gieringen ft. fh Eftermand. fan 
ergivet (opgivet) Handelen t. fin 
5. opgive, frafalde, begive, lade 
Ut overgiveen Beftilling, en fkcife. 
-) "Han vilde dog iffe avergive 
, tt,” A. Vedel, "Han føgte af be⸗ 
bæge hem t. af overgive deres vrange Me⸗ 
ninger.” Bandal. — Sieldnere om Perſo⸗ 
mer (flage Haanden af, overlade t. fin Skieb⸗ 
ne.) "Den , man overgiver, uuddrager 
man fin Biftand, Man forlader den, ſom 
man begiver fig bort fra; man overgiver 
den, fom "man ikke meet vil have m. at 
re” Sporon, ”Øvergiv mig ikte og 
arlad mig ifte,” Pjatm. 27,9. 6. betvoc, 
83 i Xreride. Jeg har overgivet min 
jag t. denne Adyocat. ⸗ Overgivelfe, en. 
Handlingen at guergive, I Ordets forſtiell. 
Bemærtelfes, Brcveté Øvergivelfe O⸗ 
verlevering) Fæftningené Øvergivelfe. 
Overgiven, adj. v. pl. overgivne. i høj 
Grad munter, ſom uden Tilbagrholdenher 
overlader fig til Lyftighed og god Lune; og: 
[aa om den, ſom er overdreven i, fin Lyſtig 
d, udfvævende f fin Glæde; eler om er 
ringere Grad af Kaadhed. — Deraf: Dver 
givenhed, en, ud, pl. — 
Overgiode, v. a, 1. gisde overalt. 2 
gevet. lærft, overgisdet Jord. (VB. S 
.)— Øvergiedning,Vvergiedffning, en 
Gierningen at overgisde, 2, færd. Forden 
Sioden v, at fprede Glodſten p. den befaaet 
Møer, uden at blande den m, Jordsmonn⸗ 
ell. nedploie den. (ODluffen. Land. Dec. 5 
175.) ” 
MEN 


tr 


ø e, v. Aa. 1. latte overalt, — — 
Deraf : —ã—âùY 8* 
loe, v. a. 1. begloe overalt, ſtirre 
paa. (i lavere Tale.) J 

Øvergnave, v. a. 1. gnave p. Dverflas 
ben, i Yderdelene. Hele Oſten var over⸗ 
gnavet af Muus. (B. S. 2.) 2. gnave 

oder, gnave itu. Rebet var o avet. 
ergods, et. kaldes ſtobte Sager af 
Malm, jærd. Kanoner, der have en ſtorre 
Vægt af Wetal, end den beſtemte; modfat 
Undergods. ſ. Sods, 2. (Stiboit; i Vid. 


Overgramſe, v. a. 1. gribe ed. gramfe 
paa hift og her; overfamle. ( V. 6. 8 
ergraver, en. pl.-e. den averſte Gra⸗ 
ver ded en Kirke. | . 
Overgroe, v. a. 1. begroe overalt, Leni 
m. Plantevært (Begetation.) En Baffe 
overgroet m. ration, Haven er overs 
Ulfrud. ” ' 


mer, Gmitten to meer og mere Overhaand 
——ä — 


becve. 347.] 
—… Over 
ſterfkt fil, udbreder fig meget. 

agende Letfindighed, . 

Overhalin=, en. pl.-er. | Skibsſproget: 
en pludklig og betydelig Krængning af et 
Stib i Ssep, foraarſaget v. flært Ssgang 
ty Belgebrud. ' 

Øverharve, v. a. 1, harve (en Ager) 
oberalt :-ell. harve den løfeligt p. ny. ( V. 
S. O.) Deraf: Overhervning, en, gien⸗ 
tagen Harvning. (V. S. O J 


Overherre, en. pl. *. den, fom har at. 


bnte, har Magt over andre; færd. den, 
fom har den hoieſte Magt; en Landsherre, 
Ferſte (om hvilte det hyppigſt br.) Diſſe 


Overglatie — Overherre, 154 Overherte — Overhæeng. 
ne N . — 


Epiderm 


aandtagende, adj. v. ſom fager hvitt 
Den overs - 


v | 
LJ 
4 


gorfter erkiendte Keiſeren for deres O. — 

verherredomme, et. ud. pl. en Overher⸗ 
res Magt og Myndighed; den hoieſte Magt 
len vis Kreds, et vift Forhold ; men ifær i 


et Statsſamfund. (ſieldnere: Over ab, 
et. D. H. D Geldn. herſt 


Overhofmarſtal, en. en hel Embeds⸗ 
mand v. ct pof; den førfte, sverfte Mar⸗ 
ftal, ſom foreftaaer Alt hvad' der hører t. 
Sofftaten og Hofholdningen. 

—* mefter, en. pl.-e. En fornem 
Hofbetient, der har Spfon 
en Hofſtat og over viffe underordnede Hofbe⸗ 
tiente. Ligeledes : 
den fornemſte af Dronningens Hoffruer. 

verhofret, en. var tilforn Navnet p. 
en Overret i Norge, fom ophævedes 1797. 

Oyerholde, v. a. 3. (f. holde over.) hol⸗ 
de i Dævd, vaage over, værne om, 
d. Magt, At 6. Landets Love, 
Forbud er aldrig blevet overholdt. 

Øverhoved, et. pl. —er, den førfte, for⸗ 
nemſte, mægtigfte I ef Samfund; Hovding, 
germand, Paven er den catholſte Kirkes 

.  Ctammené, Familiens Overhoved. 
Diſſe Nomader erkiende vel Øverhoveder, 


Dette 


men ingen Overherrer. 


Overhovedet, adv. 1. under eet, det: 
ene m. det andet (om flere enkelte Stykker 
af ulige Værd, der anfættes t. en fælles 
Værdi ell. Peii8,) Jeg fælger dem o. for 
en Rigsdaler Stykket. 2, i det Hele taget, 


i. & Almindelighed; uden af agte p. enkelte 


»Man overhovedet let finder 


Unbtageljer. 
Øg; naar men 


en Foren 


Overhud, en. ud. på. den ydre, finere 
Hud p. inenneſtelige og viſſe Dyrs Legemer. 


arvelige adelige Familier. (Peers.) | 


. tuihylle overalt. 
”Sræs & Urter, der (fle overs 
ylles m. Sneer Schytte. ** 
Overhyrde, en, pl.-r, den ypperſte, for⸗ 
nemſte Hyrde. elg 

Overhyrdes Fodfpor.” Jacobi. 

Oberhang, et, 1. noget, der hænger ud 
Over, frem over en anden £ ing ; f. E. et 
Skuur, Udhæng fra et Huus, (Moth. fiel⸗ 
den.) 2, fig. alt f. hyppigt, paatrængende 
Beføg, el. Tryglend G. af Tiggere, af 
Segende. 
lige faa meget Overlob og Overhæeng, ſom 
f. af face et Levebrod.“ Rahbek. 


7 


% R 


m. viſſe Dele af 


Overhofmeſterinde, en. 


holde . 


Grunden er af 
ſamme Mening.” Baggeſen. 


a fulgte han den ſtore 


»Man maatte fornedre fig ft. 


R 


W 


noget. 


verfladen. 


å FEE 
i 


ÅL . 7 


Overhænge —Obverkammerherre. 152 Overkammerherre — Overkomme. 


Vverhange, v. a. 3. (f. hænge.) 1. fig. 
falde t. Befvær v. alt f. hyppigt Beføg, ell. 
idelig Tryglen. Ved at o. Folk bliver man 
dem tilſidſt kiedſommelig. At o. cen om 
2. partic. overhængende br. for: 

nær foreftagende, truende (fom hænger vore 
Hovedet; om noget ondt ek. farligt.) En 
overhængende Ulykke. Et overhængende 
Uveir. ”Maar han fordriver den overhæn⸗ 
gende Fare.” Kampmann. , 
Overhere, v. a. 2. prøve eens Kundſka⸗ 
ber v. Spørgsmaal (eraminere.) . At 0. 
Skolebern. 2. hore Vidners cl. Anklage⸗ 
"des Udfagn f. Retten. At o. Vidner (ogk 
afhøre.) 3. itfe at høre formedelft Uagt⸗ 
ſomnhed. Dette Ord har jeg overhørt. — 
verhørelfe, Overhering, en. Handlin⸗ 
gen at overhøre. (fieldnere: Overhør, et. 
V. S. O.) — Overherer, en. pl.c. den, 
ſom prøver, overhører andre. (Bagg. N. 
Klim.) , i 
Overherig, adj. fom et hører, ef adly⸗ 
"ber hvad der figes, befales ham; ulydig, 
opfætfig. At være o. mod Øvrigheden, ell. 
være Dorigheden o. ”At fidde fit Herſkab 
overhørig.” Coldings K. Hiſt. Overho⸗ 
rig bed, en. ud. pl. Ulydighed. (For: In⸗ 
ſubordination bruges det i Søfrigsart.) 
Overhovle, v. a. 1. hovle overalt p. O⸗ 
Bræderne maa endnu engang 
overhovles. — ØOverhøvling, en. pl.-er. 


Wverile, v. a. og rec. 1, drive, fondet. i 


ſteerkt paa; udføre mede f. megen Haſt. At 
o. cen i Arbeidet. At,o, en Beſlutning, 
fatte en overilet Beſlutning. At 0. fig m. 
noget (forhaſte fig.) Jeg har overilet mig 
i denne Handel. Vgſaa :ferlebe ig af Hid⸗ 
fighed, Ubefindighed. — Øverilelfe, en. pl. 


-n, (meft i figurl. Betybdn, for: UÜbeſindig⸗ 
. VA „Mangel p. Ovérlæg; en —R 


idſig, lidenſtabelig Yttring ell. Handling. 
Det vat i ØD. at han fornærmede mig. En 
Ungdoms Overilelfe, .”Knud var felv den 
forſte, ſom af Overilelfe overtraadte 
Gaardsretten.“ Malling. 

VOverjagt, en. kaldes (i Modfætning t. 
Underjagt) Jagten p. det ſtorre Vildt, 
Hiorte, Dyr, BVildfviln (2. die hohe 
Jag&) hvorimod Ræve, Harer, Fugle⸗ 
vildt regnes t. Underjagfen. (Schytte.) 

Øverjordiff, adj. fom er meer end jordiſt 


og forgængelig, ſoin ei har hiemme p. Jor⸗ 


den) overmenneſtelig. Et overjordiſt Bæs 
ſen, En overjordiſtk Skionhed. 

Øverjæger, en. pl.-e. En Jæger, der 
har andre under fig; it. en Underofficeer v. 
et Joger⸗Corps. 

Overjcgermeſter, en. pl.-e. En fornem 
Hofbetient, der har, ell. ſtulde have Overs 
beſtyrelſen af det fyrſtelige een: 

Overkalke, v. a. 1. heelt overſtryge m. 
Kalt. En overkalket Muur. 

Overkammerherre, en. pl. -v. En hoi 


aa 


Goftitel, hvis Befidder har den sverfte Mang 
blandt en Konges ell. Fyrſtes fornemmere 
Hofbetiente. 

Overkammerjunker, en. pl.-e. en anden 
hsi Hoftitel, fom dog i Rangen er under 
Overkammerherren. 

Overkaſte; v. a. 1. ſ. kaſte over. Han 
blev overkaſtet m. Skarn. 

Øverfiole, en. pl.-r. En Kiole, ſom 
man tager uden p. fine andre Kloder, mod 
Kulde ell. Regn. 
Overkieævebeen, et. pl. d. ſ. det werſte 
Kiævebeen. Maxilla superior. 
Overkiobmand, en, pl. - mænd. 1. den 
gverfte Handelsbetient, ſom beſtyrer Hande⸗ 
len f. Andre p. en Handelsplads el. Colo⸗ 
nie. 2. tilforn £ Lovfproget : en af de 
Handlende udvalgt Voldgiftemand, der v. en 
faakaldet Afſted ſkulde afgiore viſſe ſtridige 
Handelsſager. (D. Lov. I. ð. 3.) 

Overkiore, v. a. 2. fare over noget (les 
vende) m. Vogn og Hefte, tfær ſaaledes, at 
det derved tager Sfade. Kudſten har over⸗ 
Fiort et Barn, — Overbiorfel ,cy. 1. 
Handlingen åt fisre over. Ved Overkior⸗ 
felen over Aaen. 2. Leilighed, Vei t. at 
Fiore over, t. Giennemkisrſel. Der er in⸗ 
gen Vverfiørfel over denne Mark. ? 
Overklakke, v. a. 1. beſudle overalt cell, 
paa mange Steder m. Klakker. At over⸗ 

klakke Papiret. 
Overkline, v. a. 1. bedæekke en Ting heelt 
over. m. noget, ſom paaklines. At o. en 
„Vag m; Papir. — Overtlining, en, phrer. 
verklippe, v. a. 1. klippe over, flippe 

Un.” Baandet var overklippet. — Overz 

klipning, en. 

” Overkliffre, v. a. 1. df. f. overffine. 

Øverflæde, v. a. 2. betlæde heelt over, 
betroekke. (ſielden.) Kiſten var overFlædt 
m. Floiel. — Deraf: Overklæedning, cm. 
1. Gierningen at o. 2. det, hvormed no= 
get ovderflædes, Beflædning, Betrof. 
”Mæggen' maa have en Øvertlædning åf 
Bræder., 3. en Klædning, ſom bæres 
oven over andre Klæder. ' ” 

Overklæder, n. s. pl. Klæder, fom bæres 
oven over cell. uden p. dg egentlige, t. 
Skierm mod Veiret. (ſ. Overfiole.) 

Overkogning, en. def, at flydende Ting 
der ere fatte p. Ilden, foge over. (ſ. koge A. 

Overkokt, cen. pl. Fe, ir overſte Kok, 
fom har andre under fig. 

Overkorime, v. a. 3. (f. komme.) 1. 
paakomme uformodentlig, overraſte. Ulpk⸗ 
ken fan o. een, naar man mindſt venter det. 
Der overkom ham en pludſelig Mathed. 
2. beſtride, være et Arbeide voren, faae fra 
Haanden. Han har meer at beftille, end 
fan overkomme. Jeg kan ikke 0. mine 
Forretninger. 3. tilveiebringe, udrede, 
have Raad til. Den Fattige fan ikke 0. 
ſaamange Penge p. engang. Bonden fan 


1 i 


… 
| + 


hd 


% 


Overfomme — Overlegen. 18 Overlegen — Overlæge. 


iffe o. at fløbe fit Sædeforn. 4. træffe 
paa, ell. faac v. Tilfælde. f. komme over. 2. 
(3 ældre Skrifter ogſaa: komme i Beſid⸗ 
delfe af, el. tilvende fig. ”Overfomme 
min Ræftes Gods, — ”Paa bet at jeg fan 
overfomme meget Gods og Rigdom,” V. 
Tidemand. 1543) | J 
Overkonge, en. pl. r. En K. fon hat 
andre Konger ell. Hovdinger under fig. (I 


bet ældre Sprog: en Stoikonge.) 
Overkop, en. pl.-per. den sverfte, høter 
Kop af et Par Kopper. 


Overkradſe, v. a. 1. kraͤdſe overdtt p. 
Overfladen. mk 

Overframme, v. a. 1. kramme ovexalt. 
. kramme.) I 

Overkrop/ en. pl. -pe. den overſte Deel 


af en Krop, ifær' af det menneftel. Legeme, 


fra Salfen t. Beelteſtedet. (i Modſtetn. til 
Underkrop, ſom dog ſieldnere btuges.) 
erfænmer, en. pl. - e. "den vverſte 
Kemner ell. Regnſtabsferer over en Kiob⸗ 
ſtads Pengevæfen. NERE 
Overlade, v. a: og rec. 3. (f. lade.) 
1. afſtaae. At o. een fin Plats. " San har 
overladt mig Klædet f. Indklobspriſen. 
(ivf. overdrage.) 2. overgive i eens Vold, 
betroe få cens Raadighed. Da'"Fadéren 


bete, vat han ganſke overladt t. fig ſelv. 


At 0. fin Skiebne i Guds Haand. Stibet 
var overladt t. Bølgerne, — recipr. At 0. 
fig (hengive fig) til flette Raadgivere. At 
o. fig f. fine Lidenffater, t. Sorg, Fortviv⸗ 
felfe, t. Udfvævelfer.  ”Medené [sø ſaale⸗ 
bes p. den meſt gvindagtige Mandk overlod 
mig t. min Bedrøvelje.” Bagg. N. Kim. 
3. indſtille til, underkaſte. Jeg overlader 
bet t. Deres Kiendelſe. Han overlod mig 
Valget. — Heraf: Dverladelſe, en. Rets 
tigheders Vverladelſe (Afftaaclfe.) 

Øverlade,v.a.1. [af lede, onero. 
læffe t. meget pag, give f. flært Labning. 
Baaden var overlader, At 0. "en Boſſe. 
Deraf: Overladning, en. 1. Gierningen 
gt overlade. 2. en alt f. ſtor Ladning. 

Overlag, ct. pl. d. ſ. 1. det, fom lægs 
ges ell. er lagt over noget; Dætffel. Et 
O. af Jern. 2. det overſte Lag. (modſat: 
Mellemlag, Underlag.) 9— 

Overland, ct. pl.-e. 1. hoit Land, 
Opland; i Modfæfn. t. det lavere. (Do 
er Opland og Seiland mere brugellgt. 
"Kongen vandrede igiennem Overlandene,” 
1. Mact. 3. 
høit Land, fom fees i flern Afſtand, naar 
man nærmer fig en Kyſt. 

rlaft, en. ud. pl. Gold , Overfald; 

voldſomt Indgreb i andre Rettigheder. 
At gisre een Overlaft. ”Ut forfvare deres 
Lærer imod al Overlaſt.“ Wandal. Der 
er ingen Overlaft ſteet ham. 

Overlegen, adj. pl. overlegne. [T. 
åberlegen.] fom-overgaaer, har Fortrin 


y 


2. hos Sefarende: Bierge, 


for, ev mægtigere end'en anden Glenftand ; 
vormed Sammenligning ſteer. 

een 0. i Vittighed. ”over 
og Bælde.” A. S. Vedel: ”Hang Folk 
vare Fienderne overlegne.” Sneedorf. — 
Overlegenhed, en. ud. pl. At lade cen fole 
fin aandelige —— Hans Velta⸗ 
lenhed gav hum en ſtor Vverlegenhed over 
hans Modſtander. FF 
Ovyerleve, v. a. 1. leve længere end, opẽ 
feve én Andens Død. Faderen overlevede 
alle fine Børn. — negentl. udholde uden at 
døe, Denne Ulykke, dette Zab overlever han 
ifte. — At overleve fig felv, o. fin Navn⸗ 
fandighed ad: tabe i levende Live det Madn, 
ben Anſeelſe, man håvde vundet. É 


Overlevere, v. a. 1. [jvf. levere.] overs 
give, flye til, gipe, fra fig t. en anden. 

o. cen et Brev, en Anføgning. Deraf: 
Overlevering, cn. pl. — er. Gierningen at 
vverlevere. Mundtlig Overlevering. 
(Tradition.) 


Øverlig, adj. og adv. fom er nær Jor⸗ 
dens Overflade, itfe dyb. ”De have belt 
Nytte — af mån fan faae faa overligen ell. 
faa dybt i Jord, ſom man ſynes. Schyt⸗ 
te, ”Maar Ahlen ligger overlitz.“ Olufſen. 
Overligge, v: a. 3. (f. ligge.) ligge over 
0: længere, cnd en vid Tid. Stipperen hat ; 
overligget fin Tid. . 72 
… Overligger,.en. pl.-e. Et tungt kegeme, 
ſom hvilev oven p. et andet, ell. dertil & 
beſtemt. Dyſſen beftaaer af fire Stene m. 
en flad Overligger. 
Overliſte, v. a. 1. [Z. üͤberliſten.]J 
before m. Solg, befvige. (uſedvanl.) ”Din 
alſthed, hvormed de bedrage og overliſte 


en udi Magt 


—⸗ 


——— Mynſter. — 


Overliv, ct. pl. d. ſ. 1. det ſammé ſom 


J Overfrop, (jvf. Underliv.) 2. den overs 
ſte Deel af en Kiole; Tom ogſaa blot kaldes 


Livet. ” NNE 
Overlods, en. pl.-er. en Embedsmandð, 
der har den øverfte Beſtyrelſe af aft det, fom 
høver t. Lodsvaſenct. ' 
:… ØOverlydt, adv. ganſte høit, m. hoi Roſt. 
Han raabte overlydt: ſee Verdens fidſte 
Tider!“ Holb. P. Paars. 
Overlyſt, adv. ganfte offentlig, aaben⸗ 
bar, for alles Dinc. (”overlyjt vitterlig.” 
D. Lov. fielden.) - * 
Overlaæbe, en. pl.ar. den overſte Læbe. 
Vverfæder, et. ud. pl. det Læder p. Skoe 
SÅ Støvler, ſom bedekker Overdelen af 
oden. ' J 
Overlæg, et. ud. pl. det, at overlægge,: 
ell. Evnen dertil, Eftertanke, Betæn oms 
hed. At bruge O. At handle uden O. 
»Den Lyſt, uden Overlæg af dømme om 
Andres Handlinger.” Mynſter. — At giore 
noget med O. 92: m. Forfæt, beraad Hu. 
Overlæge, en, pl.-r. den sverfte Læge 


At væré ” 


(4 
- 


8D 


overlagt, 


Overlæge — Overmaabdig, id 154 Overmaadig — Overmorgen. 


v. en Stiftelſe el. paa et Sted, hvor flere 
£æ er ere am atte. a Læge.) " b 

verlægge , v. 2. 3. (f. e. 
3 den reg Bemeerk. at — 
belægge Overfladen af noget, forekommer 
det fielden. ”overlagt m. Marmorflene.” 
(Buntings Reiſebog. 1608.) ”Gan overs 


gåde Gulvet i Huſet m. Guld.” 1 Kong. fo 
e⸗ 


6: 30. (f. Øverlag,) 2. overvele, 
fænte inden man handler; it. giere Af⸗ 
tale om. Jeg maa o. det, inden jeg fan 
tage en Bejlutning. Dette Skridt var 
itte overlagt (uoverlagt.) ”Ci v. e 
men blot tilfældigt Bliv,” 
Zulin. En vel overlagt Plan, ” per 
maa gi allene hver Tante p. det nsiefte 


overleægtzes; ei allene Udtrykkene afmaa⸗ 


les; men hvert Ord omhyggelig afveies.“ 

Gtoud (om SÉrivem, i Embedéfager.) Jeg 

overlagt m. ham, at — Det var overs 

gt imellem dem. (Øverlæggelfe, Overs 

! lægning. B. S. O ſ. Overlæg, fom er 
det brugelige Ord.) i 

Overlærer, en. pl.-c. En helere Lærer 


ved en Skole, færd, en lærd Skole. 


» Øverlæffe, v. a. 1. lægge for fvært Læs 
paa, overlade. Bognen var overlæfjet, 
— fig. At o. cen m. Arbeide, Forretninger 
83 befvære over Evne.) Deraf: 

verlæsning , en. (fort æ.) Gierningen 
at overlæfle. 
Overlæsning, en, (langt æ.) Giernin⸗ 
.gen at læfe over p. noget, af læfe, det oftere 
ft dennem f. at lære det, 

—ã nl, 
trængende sg, Dyethæng. 
uophørligt Overlob af Folf. 2. det, at 

ydende Zing løbe over Bredderne. Vans 
ets Overleb. (v. Arh,) 3. Overgang t. 
et andet Parti, Soldaternes Gverleb. 
Defertering) 
bib, Overdek. (meſt i ældre Skrifter.) 
Gverlobe, v. a. 3, (fi løbe.) 1. falde 
Befværlig v. paatrængende Beføg, idelige 
Begieringer el, Iryglen. At o. fine Vens 
ner. ”At o. deres Velyndere m. egennyt⸗ 
tige Anſogninger.“ Sneedorf. Fyrſten 
maa mindit'troe dem, ſom meſt overlabe 
ham.” Bagg. N. Klim. 2,5, f. ſ. overs 
groe. En Wark, overleben m. Bregner. 
3. i partic. Det overlobende, overlobne 


Her er et 


Band. — En overloben So, Ko, ſom har 


aaet et Aar over, uden at fane Griſe ell. Kalv. 
. v. n. overlebe for løbe over o: rømme t. 
Fienden (VB. S. O.) vil neppe findes brugt, 
7" Wverløber, en. pl. -e. en Krigsmand, 
ſom rømmer t, Fienden; Remningsmand. 
Overmaade, adv. [aver Maade. ſ. Maa⸗ 
de, 3.] ret meget, færdeles, i høi Grad. 
En overmaade vigti Eag, (Bieldnere efter 
Adiectivet, ”See —* eilig overmaade 
ligger det, den Roſe rød.” Bording.) 
Vvermaodig, adj. IgT. Ubermaͤsſig.] 


⸗ 


t flyede de f. Overmagt 


1. alt for hyppigt og paa⸗ ded 


4. dét sverfte Dœk p. et 


om ev uden Maal og Maade, ſom overføris 
er alle Grendſer, alt for flor, overdreven. 
Tbrugt af 2. Rothe; men uden Bifald.) 
Øvermaal, et. ud. pl. 1. hvad der overs 
fliger det rette Maal, Tilgift i Maalet. 
Der var en Stieppe i Øvermaal, 2. et 
meget rigeligt Maal, en meget flor eler e for 
x Mængde el. Grad. Overmaal af 
Lytfalighed, af Foltemængde.. . 
Overmagt, en. ud. pl. ftørre Magt, end 
andre, Dverlegenbed i magt, e⸗ 
demme. Fienden havde Ø. i Landet, Thi 
ſom Normænd flye.” 
Rahbek. — At lade sen føle fin Overmagt 
(f. overmætitig og overlegen.) 
Overmale, v. a. 1. bedætte m. Malning, 
male over, Væggene ſtulle overmales m. 
Oliefarve. — Øvermalning, en. pl.-er. 
Overmand, en. pl.-mænd. 1. den, fom 
har at fige over en anden, har Magt over en 
anden. Han er min O. At adlyde fin O. 
»De ringere maae allene lyde deres Over⸗ 
mænd.” Bagg. N. Klim. (modſ. Ligemand 
og Undermand.) 2. den, fom i en vis 
Henſeende overgaaer en anden, er ham overs 
legen. . San er min Overmand Gkakſpil. 
Der fandt han fin Overmand. 
Overmande. v. a. 1. overvinde , ſeire 


"over formedelft Overmagt cl. ſtorre Mæng= 


de. fan blev ikke ſaameget overvundet , 
fom overmandet v. Fiendernes Mængde. 
»Fiſchers danſte Stander du ſtyrter dl, men 
overmander.” Sander, “Det tredie Lar, 
hvis Evighed hans fidfte Kræfter overman⸗ 
Baggeſen. 
ECOvermenneſfelig, adj. ſom er meer end 
menneſtelig, overnaturlig, ſom overgager 
Menneſtets Evner, Kræfter. Eno. Styr: 
fe. overmenneffelige Coner. overmen⸗ 
neſtelig Oprindelfe,. 
Overmeſter, en. kaldtes tilforn den svers 


ſte Skibslege ell. Skibechirurg. 
Overmed, et, ud. pl. [X. é. Ofer-mod.] 


alt f. flor, overdreven Tiltid t. egne Krof⸗ 
ter, Evner, Fortrin, Magt el. Vilkaar, 
om bringer cen t. at overſee andre ell. agte 
em f. tinge, ”Betlage Fan jeg fun din 
Stoltheds Dvermod,” Ohlenſchl. Bed O. 
ſtyrtede han fig i Fordervelſe. O. var fiel⸗ 
den god. Ordſpr. == overmodig, adj. [A. 
S. ofer-modig.] ſom beſidder Overmod, 
yttrer i Ord el. Handlinger en overdreven, 
Andre fornærmende Stolthed cl. Selvtillid, 
Ringeagt f. andres Rettigheder. “Heller 
ikke overmodig at tiltage dig meer end Ret 
er.' Mynſter. 
Overmoden/ adj. pl. overmodne. Alt 
f. moden, mere moden, end tiénligt er. 
Deraf : Øvermodenhed, en, ub. pl. 
VOvermodighed, cn. ſ. Overmod. 


Overmortgen, ady p. den Dag, fom ' 


folger efter I Morgen, overmorgen reiſe 
vi, Brylluppet ſtal være I overmorgen. 


— ae Te — — —— 





i 


Overmorgen — Overrafte. 155 
fpræp. i tilfoles glerne naar Adverbiet finger 


i Enden af Sætningen.) 
tig, adj. overlegen i Magt”, 
fom overgaaer en anden i Magt, (færd m. 
Henſyn t. denne Magts Udovelſe imod ven 
Grvagere.) En 0, Fiende. fans Modſtan⸗ 
ber blev ham overmægtig, . 
37. ad, tet met, ſom hav 
ov t fig m, og derfor vænmes v. 
ben. — sår + COverméthed , en. Mads 
lede af af have fpiift f. meget.  ”Med en 
vis Overmæthed iler man derfra, f. at hen⸗ 
fynfe i en anden, endu varmere.” Baggeſen. 
e, v. a. og rec, 1. nyde ſaame⸗ 


get af en Ting, at man bliver overmæt, af dee V 


man væmmes derved. (I denne Bemærf. fun 
recipr. At overmætte fig.) J Chemien: 
bringe et Stof I chemiſt Forbindelſe m. en 
ſterre Mængde af 'et andet, end der udfors 
res t. Mættelfe. (jvf. mætte, 2.). Deraf: 


c,en. ”At. forkorte Livet v. h 


Overmættelfe,” J. Bote. ' 
Overnatte, ve: 1. Ther.) blive Natten 
over, tilbringe Hatten p, et Sted. (VB. 6, 
D.) E. ubernadten, . 
vlig, adj, fom ligger udenfor, 
overgaaer, lader fig ef forene m. de almin⸗ 
delige Naturlove. En o. Begivenhed. 
overnaturlige Veſener. En o. Styrke. 
Overopfigt, en. og Overopſyn, et. ud, 


Pl. den fornemſte, overſte Beſtyrelſe af ed, .- 


pfon over en Indretning, ct Foretagende, 
hvorved flere Opfynsmænd ere anſatte. At 
have Overopſyn med ell, over noget, — 
Deraf: Øveropfynsmand, pl.-mænd, 
Ovevordentlig, adj. 1. ſom er over, 
er udenfor, overftrider Tingenes fædvanlige 
Orden ; en,. nalmindelig, ikte fædvans 
overordentligt Filfelde fræver 


Hg. 
ge Forholdéreghr, Cu overs 


ordentlig flor Karpe. 3, ubmærfet frem⸗ . 
—— — meer end almindelig, 


"fortrinlig, At gitte o. Fremgang. overs 
ordentlige Gaver, 3, hd er udenfor et 


erpiſſe, v. a. 1. væde overalt, ell. 
giennemvæde noget v. at lade fit Band 
eryaa. 
Overploie, v. a,1. ploie heelt over. Den 
Ager maa overpleies en Gang endnu. — 
Overpleining, en. pl,—er, - 


, em. pl.cer, everſte, fornem⸗ 


Ov f 
He Yræfi, Øpperke Præft. (Øhfcafål. fie: 


Øverraabe, v. a, 2. raabe hølere end en 
anden, everſtrige. De overraabte ham 
og eee.” £uc. 23. J 

erraffe, v. a. 1. [af raſtk⸗ haſtig. T. 
überrafſchen. So. raska, at haſte, ile. 
Ihre.] komme pludfelig over; komme bag 
paa; anfalde uventet. At overraffe cen i 


aa z 


Overraſte — Overſave. 
GSierningen, i et Tyweri. »At be Kyſter 
ikke mere fan overraffes hvor Abſalon vaa⸗ 
ger.” Jacobi. At lade fig o. af Fienden. 
”Man overraſtker (den Seendregtige) v. 
Snildhed, overrumpler (den Uforberedte) 
v. Bold, overfalder (den Uforfigtige) v. 
Lumfthed.” Sporon. 2. Ordet br. dog 
ogſag t ligegyldige Tilfælde, hvor ingen 
fiendſt Henſigt finder Sted; eler om det, 
ſom aldeles uventet hændes cen, og [om tils 
lige gior et liveligt Indtryk, Vor Neife 
git fag hurtig, at vi overreffede hele Fa⸗ 
millen om Morgenen v. Theebordet. Jeg 
blev meget averraffet v. at finde ham I hen⸗ 

é Værvelfe,” Hans Brev overraffede mig 
i høi Grad, Et overreffende Syn. — 
Overraffelfe, en. pl.—r. Gierningen, at 
overraffe andre; el. det, at overraſtes; it. 
den derved frembragte Følelfe. I min Øs 
verrafTelfe glemte jeg Alt hvad jeg vide 
ave fagt, 

1. Oyerregne, v. a. 1. [af Xegn.] dryppe 
over, giennenfbløde v. at regne. Han flod 


ude vg (od fig overregne. 


2. Overregne, v. a. 1. [af regne, com- 
putare.], giore Regning ell Beregnin over 
noget, beftemme en Sums Étørre ſe ell. flere 
Summers Forhold v. Regning. Jeg har 
Overregnet hvad jeg bliver dig ſtyldig, hvad 
Relfen vil ofte. — Overregning, en. pl.-er. 
verrende, v. a. f. overløbe. 

Overret, cen. pl.-ter. en hoiere Domſtol, 
f. hoilten Underretters Domme funne inds 


. . 


ſtævnes. 


Override, v. a 3. (f. ride.) kaſte oms 
fuld, bringe under Heſten å at vide, vide 
ned, Et Barn blev overredet p. Torvet. 

Overrtive, v. a. 3. f. rive over, Det 
overrevne Stykke Silketsl. 


Overrumple, v. a. 1. (I, ͤberrum⸗ 


ell. Seier over v. et pludſeligt Overfald. 
Feſtningen blev overrumplet. ”De tilba⸗ 
geblevne vare fag og ſyge, hvilfe det var let 
qt overrumple,” andal, ”Mag overrajter 
pen, fom ikke ev hurtig; man overrumpler 
den, ſom ikke er beredt,” Sporon. — Over⸗ 
rumpling, en. pl.-er., , 
Vverrætfe, v, a. ſ. ræffe, overlevere. |. 
Dverfage, v. a. 1, beſaac overalt, heelt 
Aver. Ageren var ligeſom overſaaet m. 
gule Blomſter. 
VOverſalte, v. a. 1, beftrse overalt m. 
Salt. ( ⁊ S. O.) 
Overſandſelig, adj. ſom ef v. Sandſern⸗ 
kan fattes, ſom gager over ſandſelig Erfa⸗ 
xing el. Fornemmelſe. overſandſelige 
Voſener. Menneſkets o. Natur. Begre⸗ 
bet om det Overſandſelige. (Riisbrigh.) 
— Øverfandfelighed , en. - Samme.) den 
Egenſtab, at være overſandſelig. 
Overſave, v. a. 1. f; fave over. . Styfs ” 


R 


peln,)] overfalde pludfeligen, fane Magt 


4 


as 


ſyn (fom i den egentlige 


% 


eӌ 


et er endnu" et overſavet. — Deraf: 
Overſavning, en. . ; 
Overſee, v. a. 3. Hf. ſee.) 1. fee, ud 
over en Stræfning, omfatte m. eet oms 
ſtuende Blik, v. at fee ned fra et hoiere 
Sted. Herfra overfeer man hele Egnen, 
Han maatte fra Biergets Top overfee det 
Dele.” "Iscobi. — fig. Jeg er endnu ikke i 
Stand t. at o. ale Sagens Omftændighes 
. der. ”Ingen af dem fan overfee og beftride 
de dermed forbundne Aubeider.” -SÅntte, 


(fieldnere: At o. et Strift 5; giennenſee.) B 


fig. Han overſeer ham: langt. 3: cv ham 
overlegen, er videre end han i Indſigt, 2. 
ifte fee, iffe bemærke, fee hen. ver. Af: 
ſtriveren har overſeet dette Ord. Denne 
Omſtendighed mon ikke overſees (forbi: 

aaes.) 3. lade ſom man el bemærker; 

fe igtennem . Fingre med. . 

Styldige; smed fine Børn. 
spe, ophoie fig over. | 
Rigemomd. 5. bringe Ulykke over v. gtSue 
el. Diekaſt. (efter AImuens Overtro.)— 


4. fig. ringe⸗ 


Gverſeilt v. a,1. ſcile (et ander Skib 
ell. Fart) f Grund; el. paaſeile det faas ' 


ledet at det kautrer. Baaden blev overſei⸗ 
let. (Fyf. paafeile) 2. ſeile haftigere , 
være en bedre, hurtigere Seiler. Denne 


Brig over feiler mangen Fregat. (V. S. O.) 


eraf: Overſeiling, en. pl.-er,  .. 
VOverſende, v. a. 2. tilfende, ifær t. et 
fornere. Sted. (ſieldnere. T. uͤberſen⸗ 
den.) Deraf: Operſending, Overſen⸗ 
delſe, en. ”De have mindſt ——— — 
VA sÉ befordxe Pengenes Overſendelſe.“ 
Schytte. SENE É 
Vverſidde, v..a. 3. (f. ſidde.) være overs 
berg ANDS kke adlyde. At o. et Bud, e 

, Befaling: Grundtvig.) ÆRE 
Overſidde, v. n: 3. i, ſamme Bemærf. 
ſbm: fidde over, forekommẽr blot i partio. 
agt. e overfiddende Drenge i Skoͤlen. 
Ovexrfigt, en.” 1. det, at overſee, Overs 
Bemoerk. mere br.) 
af hele Egnen. 2. 


Man har her en ged 
almindeligt Begreb, Foreftilling , Udſigt 
over en Gienſtand ell. Sag, i dens vigtig 
Dele og Forhold. Jeg fit derved én Over: 
figt af Cover) Sagen. ”Den, der m. ſtorre 
ØDverfigt kunde og vilde behandle Sagen.” 
Wnntter. : 
VGObverſkaal, en. pl.-e. delt overſte af fo 
Skaale, ſom høre —* X 
" Overflibe, v. a. 1. - føre over Bandet, 
fore over t. Skibs. At overſtibe Korn, 
Krigofolk. — Overſtibning, en. pl.-er. 
Overſtirlde, v. a. 1. overvælde med 
GSkieldsord, tiltale p, en grov, ſtieldende 
Saade. ”pan flændte itfe, Da han blev 
overſtieldt.“ D. Bibel. 
verffienk, en. den overſte Mundſkient 
v. et Pof. (Arreboe. ſ. Skienk, 2.) 
GOverſtinne, v. a. 1. beſtinne overalt, 


2 


—9 . 


t o. med der 


Han pil overfee fine 


h 9. fit SÉrig ell, ved en ftrig 


At o. Egnen; overſtue fit Liv. 


24 


Oyerſave — Overſtinne. 1606 Oyxerſtinne — Overftygge. 


udbrede Sys over. (Arreboe.) 2. overgaae 
i Skin, gisre uſynlig v. fin Skands. So: 
fen overfkinner Stiernerng, (V. S. D.) 
… Overffiorte, en. plc. en finere Skior⸗ 
te, fom bruges uden over en anden. . 
Overſtiænde, v. a. 1. ffiænde meget paa 
overſtielde. ”Han har ikke ſticendt igien, 
da han blev aberſtiæendt.“ Wynter, 
' Vverſt lort et. pl.-er. det yderſte Skiort, 
fon Qvindfolk bære oven over andre Skior⸗ 
ter ell. "Klædemon. (modſ. Underſtiort.) 


Overfor. Le. Et Slags Skoe, 
fom,i vaadt Veir bæres uden over. Fodtoiet. 
(v. Aph)) +. 9 


⁊ 


Dverffotpe, en. pl.-vr. 1. den averſtr 


haarde Deel ell. Skotpe, der hedt omgiver 
tt Legeme, Yderfforpe, ( SB. S. O. 2. ben 
sverfte Skorpe pct Brød,” Skotpen p. den 
Side af Brodet, der vender ogad? Bager⸗ 
ovnen. (modf. Linderfforpe,) —00 
Vverffov, en. Skov el. Samling af 
Treer, der cré spvorne t. fipre Stammer, 
og faaledes hæve fig over? de yngre Træer 
euͤ, den nedenunder eil. udenom vorende Un⸗ 
derſtov. MOlufſen.) Ivf. goiffov… » 
Overſtride, v..a. 1. gaae over, gaae 
udenfor ell? videre end, Der blev fat am 
en. Grændfe, ſom han cl maatte overſtride. 
— fig. Det overſtrider min Evne. "Ar 0. fin 
Fuldmagt. ”Den menneſtelige Konft har 
et viſt Maal, fom ingenlunde bor overſtri⸗ 
des.” Ba gefen. 2537 
vr en, pl.-er, Skrift, Indfktrift, 
der rt over, —A — oo 
erſfrige, v. a. 3. (1. ) overdeve 
ig ' tide Stymme, 
volde v. fin Skrigen, at en andtå ifte' fan 
høres. At oð cen er iftg ;" "gt vverbevife 
ham. »Deres Stemmer des "df. tæng= 
dens overſtrigende Roſt.“ Kampmatin. 
verffrive, v. a: 3. (ſ. ſtrive)1. 
fætte Overſtrift paa.” Brevet var overſtre⸗ 
vet t. Kongen. 2. fulde noget overaft m. 
Stift, Alle Ruder ere overſtrevne m. 
avne. | 


Overſtud, et. pl. d. f det, form fivder 
over, ſom er ell. bliver tiloverg. 
ſtuddet af Pengene ſtal giver” de Fattige. 
J Lande, hvor endog i Middelaar fændes 
VOverffud t. Udforfel,” I, Bone. 

Vverffuc, v. a. 1. d. f. ſ. overſee, 1. 
»Med et 
roligt Øte overſtuer han ne Farer, ber oms 
ringe ham.” Kampmann, Et overſtuende 
Blik. — Øverffuelfe, et. (I. Boye.) | 

Overffyde, v. n. 3. (br. ei ide ſammen⸗ 
fatte Tider.) blive tilovers; ikke medgaae t. 
en vis Beftemmelfe. Det, ſom overſtyder, 
ſtal jeg nof vide at anvende. 

verſtyngge, v. a. 1. B——— | 
over, beſtygge aldeleg. . ”Naar bu feer o* 


V : 


vers 


⸗ 


Overſtygge — Overſphe. 157 Ovarſpytte — Overſtraale. 


dens Morke at overſtygge dine Elſtede.“ 
WRynſter, 
Overſfylle, v. a. 1. ſtromme ud over, 
bedetke v. at flyde fremmende over. She 
vet har overfFyllet Digerne. Evert For: 
aar bliver denne Eng overffyllet af Aacn. 
En overſtvllende Regn. D. Bibel. — Der: 
af: Overffyllen, Overſtylling, en. 
Overſtære, v. a. 3. (f. ſtære.) 1. ſtære 
itu, stære heelt over. Ato. et Baand. 2. 
At o. Klæde I: m. en dertil indrettet Sar 
eftage Hjævnheder el. den grove Lu p. det 
efter Bœvningen vpkradſede Klæde, f. at 
give bet en glat Overflade. — Deraf: 
Overffærer, en. den, ſom giver fig af m. at 
overitære Klæde, cu. ſom i Klædefabrifer 
fereſtaaer ell. forretter GOverſteringen. 
Overjlace, v. a. 3. (f. ſlaae.) overøfe, 
everdunge m. noget, fom man flaacr cl. 
kafter paa. At o. cen m. Vand, m. Skarn. 


Overſlag, et. pl. d. f. 1. den Deel af 
en Kiole, eil. et lignende Kloedemon, ſom 
ſpendes ell. knappes dobbelt over Bryſtet 
cd. Overlivet. V. S. DO. logſaa blot: 
Elcg.) 2. Overregning, Beregning over 
det. et vift Diemed fornødne Bekoſtninger. 
At gisre Overſlag paa (eil. over) en Byg⸗ 
ning. … 

.Overfmøre, v. a. 3. (f. ſmore.) bedekkt 
overalt v. af' (møre paa, befmøre overalt, 
overftienge. Bogen var overſmurt m. Fedt, 
m. Stæf.. At'o. fine Kleder. — Deraf : 
Overſmaren, en. NER 

Overſnee, v. a. 15 bedekke overalt m. 
Snee. (forefommer i part. pass.) ele 
Gaarden, Marken er overſneet. 

Dverfnit, ct. pl. d. ſ. Snit, ſom ſteer 
træré over, Giennemſnit. (I. Kraft.) 

Overſnuſe, v. a. 1. fnufe heel over. 


Hunden overfnufede ham allevegne. (Ams 


bergs DD.) 
erſpaan, adv. ſiges om et Zræ, der 
hugges ell. ſaves tværs over, ikke efter dets 
Zrænlegang. At hugge en Green af overs 
fpsen. (8. 6...) J 
Overſpilde, v. a. 1. bedekke, tilflye m. 
neget, ſom fpildis. Af o. een m. Olie. 
Barnet far overfpildt fine Kleder. 
Overſpinde, v, a. 3. (f. fpinde.) omgi⸗ 
ve, bedæffe m. noget, ſom ſpindes paa. At 
overfpinde en Snor m. Silfe. En overs 
bre Guldtraad. F NER 
verſpringe, v. a. 3. (f. fpringe.) for⸗ 
bigaae, i e 1Æ9 e Mærke til, efte berøre 
eſl. omtale. Diſſe Linier har Afſtriveren 
overſprunget. Jeg vil overſpringe alle de 
uvedfommende Poſter. 
Overfprøite, v. a. 1. befprsite overalt. 
dt overſproite Blomſterne m. Vand. — 
proitning, en. pl.-er. 
e, v. a. 1.' beſudle overalt v. af 
ſede. Gulvet var overſpyet. Ligeledes: 


AJ 
N 


dre.“ Sneedorf. 


— Hperſpytte, v. a. 1. tilftye overalt v. at 
pytte. i 
Overſpænde, v. a. 2. fpænde: f. ſtœrkt. 


At o. en Stræng. — Det br. næften '£un 


figurl. for: anftrenge f. ſteerkt, ober Evne; 
ell, drive f. vidt, overdrive. At o. fine Kræfs 
ter. At gisre overfpændte Fordringer. En 
overſpendt (f. vidt dreven) Felſomhed. 
(Raͤhbek. overfpændte Forventninger. 
Overſtaae, v. a. 3. (ſ. ftane.) udholde, 
gaae igiennem, fane Ende paa. At o. en 
Sygdom, en Prøve. Wi have nu overs 
flaget det Verſte. Han har overſtaaet fin 
Eramen. — Jvf. giememgaae, udſtace. 
(giennemgaae fager nærmeft Henſyn t. Tis 
den, der forlsber under Handlingen ell. Be⸗ 
givenheden, og dens Varighed; overſtaae 
t. Tidens Ende, Begivenhedens Slutning. 
Begge forudfætte en farlig og ubehagelig, el; 
dog betydelig Modſtand at overvinde. Dog 
medfører giennemgaae ſom ofteft Begrebet 
om ſtorre $ avtigher ell. Hindring, ligeſom om 
en længere Tidsvarighed, end overſtaae.) 
Overſtadig, adv. overmaade, i het Grad. 
(br. fun om —* o. fuld, o. drukken. 
Overſtaldmeſter/ en. pl.-e. En fornem 
Hofbetient; der har Overbeſtyrelfen over de 
fyrſtelige Stalde og Staldbetiente. 
Overftamme, en. pl.-r. dén overfte Deel 
af en Træftamme Glaſha modſ. Ne⸗ 
derſtamme. 
Overſtemme, v. a. 1. og 2. overdeve cen 


v. fin RNøfti Tale ell. Sang. Han overs 


flemmer de svrige Sangere, Talende. 2. 
inde, overvinde v. Stemmefleerhed. Han 
blev overſtemt af Mengden. 3. have en 
mere gieldende Stemmeret. (ufædvanl.) 
De romerſte Roder overſtemmede de an⸗ 
4. At o. ?n Stræng a: 
ſtemme den f. hoit. (&. S. O.) Deraf: 
Overſtemning, en. pl.-er. 
Overftige, v. a. 3. (f. ſtige) 1. komme 
over en Hoide, ftige faa hølt, af man kommer 


over, Floden overfteg dens Bredder. (of 


tere fliggover.) Derimod figurl. Der g 
ves mange Vanſkeligheder, Hindringer, Des 
fværligheder at overftige, 2. overgaae , 
ale videre end, overſtride. Friſtelſer, 
om vi vilde indbilde og af overſtige menne⸗ 
ſtelige Kræfter.” Mynſter. Det overftiger 
min Evne. Det overfteg min Forventning. 
— —* Overſtigen/ en, ud. pl. ' 
Overſtiger, en. pl. — €. den, fornemſte 
Stiger v. et Grubeveerk. (f. Stiger under 


ige.) 

Wrerſtit, et.pl.d.f. J Kortfpil: et 
Stik over det fornødne, v. Spillets Love be⸗ 
ſtemte Antal af Stift. 

Overſtikke, v. a. 3. (f. ſtikke.) ſtikke det 
Kort, hvormed en anden alt har ſtukket det 
udſpilte. Jeg ſtak Udfpilet, men blev 
overſtukket. 

Overſtraale, v. a. 1. fordunkle ell. bort⸗ 


⸗ 


N 


r 


4 
Overſtraale — Overſtove. 
tage Birkningen af et andet Lys v. en ſteer⸗ 
"ere, én mere ſtraalende Eugning. Solen 
ov alle Stierner. »Frihed — 
hvor overſtraaler du alle Slottes Pragt.” 
hytte, ”Den overſtr 
der, den Krands, Tilfredshed m. os felv, 
og binder.” Bagg. 7 
VOverſtrege, v. a. 1. udflette v. at flade 
en Streg over. RE 
verſtride, v. a. 3. (ſ. ftride.). fæmpe 
fig igiennem, giennemgaae, udholde v. al⸗ 
vorlig Beftræbelfe og Unffrengelfe. ”Jeg 
har overſtridt de ſtorſte Vanſteligheder.“ 
Sneedorf. Bi faae vel ogſaa overſtridt 
denne Vinter. (ſ. overſtaae, giennemgaage.) 
Overſtrikke, v. a. 17 overdrage m. ſtrikket 
Arbeide, At overſtrikke en Puug m. Silke. 
Øverftryge, v.a.3. (f. ſtryge.) 1. f. 
føryge over (f. E. m. et Strygejern.) 2. 
overdrage m. 
Penſel ell. Koſt. At o. et Bord m. Fernis, 
en Bæg m. Oliefarve. 3. ſtryge ud, flaae 
Streg over. Jeg har overſtroget det, ſom 
ei ſtal trykkes. — Overftrygning ,en. pl—er. 
i erſtroe, v. a. 1. beftrøe overalt. Væs 
relſet, Gulvet var overftrøet m, Blomſter. 
. Overftreg, et. pl. d. ſ. Overſtrygning, 
X dey over en Gienſtand. —— 
al endnu have et Overſtrog med Fernis. 
f Overſtromme, v.a.1. bedætfe v. at flyde 
ftremmende over, overfvemme, overfyle. 
Havet glennembrod Digerne og overſtrom⸗ 
, mede hele Kyſten. (ſom v. n. i partic. act. 
flyde over. Et overſtrommende Væld.) 
— Deraf: Overſtrommen, en. ud. pl. 
Overſtyr, adv. (Sv. åfver Styr. Op⸗ 
rindelſen uvis.] br. I Talemaaderne: a. 
At gaae overſtyr 0: lykkes ikke, gaae ind 
igien, falde uheldigt ud. Dette Foreta⸗ 
ende, den hele Plan, Reiſen, Giftermaa⸗ 
et, Handelen gif overſtyr. b.) At fætte 
let, for oa: forsde, tilfæfte. Han har fat 
hele Arven overftyr. | 
Overſtyrmand, pl. - ntænd. den førfte 
tyrmand p. et Skib, hvor der findes flere 
r gprmand (anden, tredie, fjerde Styr: 
men . ' 


GOverſtyrte, v. a. 1. helde over ovenfra 
m. en Mængde Vand. V. S. O. (lidet 
brugel.) Lægen foreſtrev, at han fjver Dag 
ſtulde overſtyrtes m. folbt Vand (have et 
Styrtebad,) Vv rning, en. pl. — er. 
En O. af Øøen. (Hvitfeldt.) (1. Styrtning.) 
Overſtænke, v. a. 1. beſtæœnke overalt. 
At o. noget m. Band. At blive overſtæn⸗ 
Fet v. en Vogn. — Vverſtænkning, en. 


pl.-er. . 
Overſtærk, adj. overlegen i Magt ell. 
Styrke, fom har flere Kræfter ; overmœg⸗ 
tig. "Fordi at Kongen var ham overs 
tær” vitfeldt. + 

v 


— 


„F. 8. 1. bedekke m, Stov, Arm 


- 


== ? 
" ] 
hj 


458 


aaler offentlige Min⸗ 


arve e. desl. ved Hielp af en 


Overſtove — Overtag. 


tilfteve aldeles. Vi bleve p. denne forte 
Vel ganfte overſtovede. 

Overſukkre, v, a. 1. overſtroe, bedoekke 
m. Sukker. (Bording.) 

Øverfværte, v. a. 1. fværte heelt over, 
giore fort overalt. (8. S. O.) . 
Overſpomme, v. a. 1. ſtiule m. ovevs 
ſtrommende Vandflod, finde ud over, over⸗ 

ylle. Jdenne Vandflod blev hele Øen over⸗ 
vommet. — fig. Landet er overfvemmet 
af fremmede Varer. S Overſvommelſe, en. 

l.-rxr. den Tildragelſe, at Vandet overs 

yller Landet; Vandflod. — fig. En O. af 
flette Skrifter, af daarlige Vers. . 

Overſye, v. a. 1. bedætfe noget (f. E. 
en Sem, en Kant) v. at ſye uden paa ell. 
over. Den Sem maa overſpes. — Over⸗ 
fyening, en. (Ambergs Dvd 6.) 

Overſyn, et. pl. bd. f. 1. Handlingen 
at overſtue. 2. almindeligt Begreb om en 
Ting, Udfigt over en Sag. Han gav mig. 
et klart O. af hele Sagen. 3. i Lovſpro⸗ 
get: et nyt Syn, ſom foretages af andre 
og flere Sunsmænd, naar vedfommende 
finde fig broſtholdne mt. den forſte Synsfor⸗ 
retning. . ' 

Overſynge, v. a. 3. (ſ. ſyntze.) overſtem⸗ 
me i Gang, tage Tonen frå. 

Overfæde, et. høiere, fornemmere Eæs 
deg Forjæde. M Deel af 
en 6 e (B. S. D.) i ' 

Overſætte, v. a. 3. (f. fætte,) ovecfere, 
fortolke af eet Sprog let andet. Bogen er 
overſat af Eagelſt i det tydſte Sprog (et. 
paa Tydſt.) Digtet er ikke overſat p. 
Vers; men i Proſa. — Overfættelfe, en, 

lv. 1. Handlingen at overfætte. 2. 
et, fom er overfat, et overfat Værk, En 
dauſt O. af et tydit Digt. — Overfætter, 
en. pl.e. den, fom overfører noget af eet 
Sprog i et andet, fom giver fo af m. at 
overfætte. En duelig, en. flet D. Over: 
fætteren af Livius. (Om et Fruentimmer: 
VUverfætterinde; dog ſieldnere. Man figer 
* 8 f. E. Hun harer t. de gode Over⸗ 
ættere 4 ' LT 
i. Overfætning, en. Handlingen at ſet⸗ 
fe nogen sovet Vandet (f et —** ſielden. 


B 
2. Overſætning, en. pl. ⸗ er. den forfte 
Sætning i en Slutningsræffe, ſom inde⸗ 
holder det almindelige Udſagn. (Pfopositio 
maior.) 
Overtaarne, v. a, 1. poet. hæve fig en 
fterre Gøide over en anden Gienſtand, rage 
frem over med Toppen eller Spidſen. (ufæds 
vpanl.) Byen — overtaarnet af det prog⸗ 
tige gamle Slots Ruiner.“ Baggeſen. | 
Overtag, et. Tag ell. Greb, ſom cen af 
to, der brydes, gier over Modſtanderens 
Arm; modſ. Undertag, ſom ſteer under 
en. ” | 


L 
N 


N 1 


Overtage— Overtybde: 


Overtage, v. a. 3. f. tage. [Z. dbders 
nehm en.] paatage fig, tage imod Beſty⸗ 
relſen, Udforelſen af noget. At o. en 
Gaard, 0. en Beſtilling, o. Beſtyrelſen af 
et Vært. (8. 5. D.) Deraf: Overtagel⸗ 


, en. 
Overtaẽ, et. ſtorre Tal, overlegent An⸗ 
tal. (Rafybel. M.) ſ. overtallig. 


Øvertale, v. a. 2. fremfalde vp. fin Tales . 


Magt et Forfæt, en Beflutning Hog en ans 
den; formaae, bevæge ten v. Ord t. at gio⸗ 
re, tilftaae, ſamtykke i noget. At o. cen 
til noget. Han lod fig ikke o. var iffe at 
overtale, — 2. overtale fig til, beſtemme, 
beſlutte fig til. »Han fan ikke overtale fig 
t. at berøve Stænderne deres Nettighed.” 
Kampmann. — Overtalelſe, én. pl. - r. 
Sierningen, at overtale; det, fom figes, 
f. at overtale; Foreftillinger, bvorved man 
eet. Alle hendes ertalelſer vare 
e. 
Overtallig, adj. meer end fuldtallig, 
eet avl mær end det fornødne Antal. 
v. Aph. *8 
Overtand, en. pl. - tænder. en Tand i 
Dvearfiæven. i 
Overtee, V. a. (forældet.) f. overtyde. 
( Kan nogen mig det overtee.“ o: overbeviſe 
mig om at have begaaet det. Bording.) 
o, en. ud. pl Tro, ſom ſtrider 
imod Fornuften, Tro p. overnaturlige 


Zing, der el kunne beftade m. Fornuft og . 
m. 


furené almindelige Love. (Ivf. Tro, 
Dantré.) — overtro, ad) 1. tilbøielig 
t. Overtro; fam har Overtro. (jof. lets 
troende, vantro.) 2. fom reiſer fig af, 
ſtaaer i Forbindelfe med el. handler om 
Overtro. overtroiſt Frygt, overtroiſte 
Fortællinger. L 
Øvertræde , v. a. 3. (f. træde.) afvige 
fra , bryde, frænfe, tilldefætte 535 , 
Befaling, Anordning. At 0. Guds Bud. 
o. oven, — Deraf: Øvertrædelfe, en. pl.-r, 
OD. af Kongens Befålinger. Pligkernes 
O. — Øvertræder, en. pl. —e. den, ſom 
gier fig fyldig i Dvertrædelfe af et Bud, 
aill. en Pligt. Lovens Overtræeder. ”Med 
haarde Straffe belægge de Overtrædere.“ 
Schotte. »Han beder f. Overtræderne,” 
Jacobi. 
Overtræffe, v. a. ſ. overgaae. 
Overtræk, ct. pl. d. f. det, hvormed nos 
get overdrages, overtrækkes, betræffes. 
Ø. til en Seng, t. en Dyne, t. en Sat. 
Overtr 
udvendigen, betræffe ét Legeme m. noget 
overalt p. bets Dverflade; overdrage. At 
o. en Kiſte m. Læder, en We m. Papir, 
et Maleri m. is. overtrufne Knap: 
per. Himlen var overtrukken UR 
— Deraf: Overtrakning, en. —8* . O.) 
Øvertvært, adv. (HSolderg.) f. tvært. 
Overtyde, v. a:1, bringe. cen £. at inde 


. N 


J J 
* 


159 


ætlte, v. a. 3. (f. trække.) beflæde. 


Overtyde — Overvinde. 
fee, være overbevilſt om noget; overbeviſe 
1.), At o. cen om noget. ”Gan ſyntes 
un at ville overtale, og han ov ede,” 
Rahbek. (Sporon vil give den Forſtiel, 
at man v. af overbeviſe faaer cen t. at til⸗ 
ſtaae, v. af overtyde f. at troe noget; en 
Forſtiel, ſom Sprogbrugen flet ikke hiemler. 
Men overtyde br. Fun iden ifte Bemerk. 
af overbeviſe; og undertiden fynes det førs 
fte af diſſe to Ord nærmeft at gaag ud p. 
Handlingen, Beftræbelfen ; bet fol p. 
Tilſtanden hos den, man vil overtyde. Ver⸗ 
den maatte p. en overtydende Maade over⸗ 


beviſes herom.” Baſtholm.) — Overtyd⸗ 


ning, en. Handlingen nå overtyde gen. 
ertynge, v. a. 1. betynge m. en alf 
f. ſtor Bægt. (D. $. O.) i 
Overtælle, v. a. 3. (f. tælle.) tælle hele 
Antallet af en Mængde. At overtælle fine 
Denge. — Øvertælling, en. pl.-er. 
vertænke, v. a. 2. betænte en Bag nsle 
og i alle dens Omftændigheder, Man overs 


tænfer ell. giennemtenker en Gienſtand, 


man vil tale el. ſtrive om; man overveler 


en Ting, inden man tåger en Beflutning. 


” San funde da forud overtæenke alle de mas 
flige Ting.” Eilſchow. — Deraf: Overs 
tænfning, en. pl.- er. 

Overtoi, et. det Toi, ſom udgior den 
yderſte Deel af Klæder e. d.; det egentlige 
Toi; Pdertsi; (i Modſ. t. Underfoder, 
Dræt.) V. S. O. 


Øvervande, v. a. 1. vande overalk, p. 
2, 


hele Overfladen. (&. S. D.) 


Overveie, v. 2.1. den egenti. Bemerkel⸗ 


fe: at veie meer end, være fungere, br. flels 
den. Guldet overvejer alle andre Metaller. 
(8. 6.0.) 2. gielde mer, være merc bety⸗ 
dende, haye Fortrin for. ”Dette overvejes 
af en langt vigtigere Fordeel,” Encedorf. 

overveiende Folelſe, Betragtning. ”At 
den paalagte Byrde — ikke inddringer overs 
veiende Fordele.” Birkner. 
noie, betragte fra alle Sider, i enhver Om⸗ 
ſteendighed. At o. Folgerne af en Beſlut⸗ 
ning. — Overveielſe, en. ud. 
overveie. At tage noget I O. Giennem⸗ 
tæntning og ſtille Overveielſe.“ F. Stoud. 

Oververden, en. 1. en hølere, idealſt, 


overjordiſt Verden; i Modfætn. t. den jor⸗ 


diſte, el. den Verden, vi klende her p. Jor⸗ 
den. 2. ben jordiſte Verden, i Modfætn. 
t. en v. Phantaſien dannet Foreftilling om 


3. betænkte 


pl. det, at | 


Underverdenen. 


Overvinde, v. a. 3. (f. vinde.) 1. vinde 
Seier over, faae Magt med, ſeire over. 
At o. fine Flender. »Abſalon vecd ikke cil⸗ 
lene at vinde, men at overvinde.” Jacobi. 
— fig. At 0. Banftelighebet OVindringer. 
o. fine Lidenſtaber. ”Det er ikke faa vanſte⸗ 
ligt åt o. Andre, ſom at overvinde fig ſelb. 

need. 2. overbeviſe. (forældet. 2 
del,) == Deraf: overvindelig ; ad). 1. 


* 


es ! 


& 


Ås 


J vintre. 


" , 


ø i 


Overvindelig — Overvægt. 360 Overvægt — Overdbning. 


ſom fan overvindes. 2, fom lader fig glere, 
ſom fan beſtrides, overkommes. Et overs 
vindeligt Arbeide. (B. S. 2.) Øvervinz 
delighed, en, Beſtaffenheden, at være overs 
vindelig. (Howis,) — Øvervindclfe , en. 


(fom dog ofteft br. i ſigurl. Bemeerkelſe) 


at overvinde, ct ſeire. Fien⸗ 
dernes Lidenſtabernes O. Det koſte⸗ 
de mig'megen O. (o: Strid m. mig felv, 
indvortes Kamp) at høre trolig p. hans 
Tale. Overvinding. Reineke Foſſ. 1555.) 
— Or ovinder, en. den, ſom ſeirer, ſom 
overvinder andre. "Balder, Jetters Over⸗ 
winder.” Evald. ”DOverdaadighed blev Os 
vervindernes Overvinder.“ Schytte. 

WOvcexwintre, v. a. og n. 1. [A. S. 
oſer-vintran. .a.) act. giemme, bevare 
Vinteren igiennem. At 0. Blomſter, Qærs 
ter i fri, Jord, I Drivhuſe. “En ftor 
SMængte fiælne Planter kunne overvin⸗ 
tres , naar de blot have Beſtyttelſe mod 
der frie Luft.” Olufſen. b.) neutr. bli⸗ 
ve, opholde fig: Binteren over p. et Sted. 
Fiaaden overvintrede i Havnen. ”Man 


SDandlingen 


" Brugte endnu itfe, at lade Krigéhærene 


overvintre i Fiendens Land.” Wandal. — 
Overvintriug, en. a.) Gierningen at overs 
Planters Ø. b.) Binterophold. 
Overvogn, en. pl.-e. den øverfte Deel af 
Vognen, ell. alt det, fom bæres af Arlerne. 
5 Overvold, en. ud. pl. voldſomt Anfald 
el. Indgreb, Overlaſt, Voldſomhed. ” Her 
var el Raad og Hielp, hans Overvold at 
dæmpe.” Bording. ”Forgængelige Ting 
tan Lykken og Andres Overvold berøve 08.” 
B. Thott. (hyppig t ældre SÉrifter , og 
optaget af Nyere.)“ Da Lov du gav mod 
Synd og Overvold.“ Grundtvig. . 
Overvoxe, v. a. 1. d. f. ſ. overgroe. 
overvoxen m. Græs. Ukrud vil fnart o. 
hele Haven. ”Det qvæles afde Torne, 
fom overvoxe det.” P. Tidemand. 2. 
overgaae I Vært, vore heiere end. 
yngſte Datter har overvoxet de andre. 
Jeg er dig overvoren.” A. S. Vedel. fig. 
At være cen overvoxen'o: overlegen. ”Børs 
neflokken overvoxer da ikke Forældrenes 
Flid.“ J. Bone. 3. recipr. at overvoxe 
fig o: forgroe fig, vore f. ſterkt. (Fleiſcher.) 
—8 frugtbare Land var i Forſtningen 
faa overvoxet m. Sov.” Guldb. 
Overvægt, en. ud. pr 1. en tungere 
Veegt, et Tyngdemaal, der vvergager ct 
andet. “Begge Egenſtaber lægger du i 
Vegtſkaalen, og neppe vced du hvilfen der 
har ØOvervægten.” Baſth. “Et Sands⸗ 
forn cv i den Almegtiges Haand nof t. at 
nedtynge den Vagtſtaal, han vil give O⸗ 
vervæegten.“ Rahbek. 2. figurl. Overs 
magt, Dverlegenhed, Fortrin. Hans Par: 
tie, Mening fit Overvægt. Denne Stat 
vandt fnart Øvervægten over Naborigerne. 
3, det, ſom er over den rette, beſtemte Vægt, 


A 4 


7 


Den. 


Tilgift I Vægten, Vi. fit et Punds Over⸗ 
væjtt, havde cf Pund i Overvægt. 
vervægtig, adj. " 1. fom har Over⸗ 
vægt, veier meer end den beſtemte Vægt. 
2. alt for tung. ”En o. Byrde.” A. S. 
Vedel. 3. overveiende, overlegen, (Tre⸗ 
ſchow.) ”En overvægtig Magt.” Schytte. 

Overvalde, en. ud. pl. d. J. f. Over: 
magt. -(Baggefen.) WVed Overvældens 
Zrudfel uden Frygt.” Thaarup. 

Overvælde, v. a. 1. bebyrde, befvære 
over Evne, paalcegge en ſtorre Byrde (i 
figurl. Mening) end Gienſtanden taaler. 
At o. cen m. Arbelde, Forretninger. At 
overvælde fig m. Drik. (Wandal.) Han 
overvældede mig med Hoflighed, m. ufor⸗ 
tiente Bebreidelſer. Vi ſee vor Verden nu 
af Boger overvgldes.” P. M. Troiel. 
»Saaledes berufer og overvælder denne 
Nydelſe, I Stedet f. at qunæge og tilfreds: 
ftite.” %agg. 2. betvinge v. Overmagt, 
undertrykke m. Gold. (A. Vedel.) Over: 
vældelfe, en. (&. S. O.) ſielden. 

Overvældig, adj. d. f. f. owermægtig. 
(T. Rothe.) 

Overvære, v. a. overvar (ikke overvæs 
rede, fom i V. S. O.) overvæxrect. Være 
tilftede v. en Handling, være Vidne til ell. 
nærværende, hvor noget foregaaer. (fore⸗ 
fommer blot i infn.og begge partic: neppe 
eler meget fielden I Imperl.) At d. en Hoi⸗ 
tidelighed , en Cammenfomft. an har 
overværet, har været overværende v. alle 
Møder, = Overvarelſe, cn. ud. pl. det, at 
overvære ; Nærværelfe, Tilſtedeverelſe. J 
O. af andre Folk. Sneedorf. Det maa fun 
ſtee i Forſtanderens O. ”Præfterne toede 
forſt deres Hænder i Folkets Overværelſe.“ 
Schytte. (Narvarelſe udtrykker det blotte 
Begreb om at være tilſtede, ei at være 
borte ; Overvarelſe forudfætter I Alminde⸗ 
Lighed en Nerverelſe m. en vis Henſigt, og 
efter en forud tagen Beſtemmelſe.) 

Overvættes, adv. og adj. [af J. Yfir- 
vetti, Overvægt, hvoraf Øen. Yfirvættis 
br. paa ſamme Maade.] 1. adv. over: 


maade, ſaare, færdeies : En overvættes 


for Mængde. overvattes mange Folf. 
adj. ufædvanlig ftor, overordentlig, ual⸗ 
mindelig. ”Til overvættes Løn f. alt mit 
Hovedbrud.“ Bagg. ”En overvættes Naa⸗ 
de.” — »Hvad jeg har at ſige 
Dem, er alt f. overvættes for en Pen.” 
Bagg. “Dens overvætres Behagelighed 
blev mig tilfidft virkelig ubehagelig. ”Camme. 
Øvervært , en. ud. pl. ſtæerkere Vært, 
det, at overvore cen. (2.) V. S. O. 
Overoſe, v. a. 2. bedekke v. at sfe er. 
helde noget ud cl. over. At o. en m. 
Vand. — figurl. overvælde, tildele rundeli⸗ 
em At o. cen m. Velgierninger, m. Grov⸗ 
eder, Skieldsord. — Overesning, en. 
P s— ct. EH ' 


⸗ 


Ud 


8 


Overovrighed — Ovntoarret. 161 Oontorret — Orttunge. 


Overævrighed, en. pl.- er. den hoieſte, 
fſernemſte Dvrighed t, et Sted (færd. i Dan⸗ 
mal: Stiftamtmend4a Bijffopper og Amt⸗ 
mænd.)  - ” 

Ovn, en. pl-t. [Is]. Ofn. X. &. Ofen.] 
en Indretning,; hvdri man v. antændt. og 
sedligeholdt Ild frembringer en meer ell. 
mindre betydelig Hede, enten f. derved at 
varme Bærelfer, (Kakkelovn, Stucovn) 
el. for at Sage, tørre, brænde cl. ſmelte 
noget, ber lægget i ell. paa Ovnen (f. Baz 
gerovn, Kalfovn, Smelteovn, Masovn, 
Teglovn, 0. fi.) At lægge (Brænde) i 
Ovnen, At varme, hede en O. — ovn: 
gt, adj. v. fom er bagt i en O. Ovn⸗ 
BLE, et. Jernblik, hvoraf man gier Kakkel⸗ 
oenérør og” fmaa Stueoyne. Vvnbænt, 
ea, En Søibænt cl, Hvilebeenk nær v. Kak⸗ 
kelovnen. (Moth.) Wunder, en. Dør f. 
Jabningen f.. en Don, ell. Dvngabet. 
ODvngab, et. Ovnens Munding , ell. den 
Sabning, hvorigiennem Ovnen hede, og 
ſem luffe v. Ovnderen. —— et. 
Gulvet el. den murede Bundflade I en Baz 
gerovn ell. lignende Ovn. vnhul, et. 


i. d. ſ. ſ. Dongab. 2. Reghul p. en Ovn. Ha 


Ovnild, en. Ild, ſom tændes og brænder. 
i en Ovn. ($. Ørfted.) - Ovnlaeg, et. 
Dæffet p. en Ømelteovn. Ounlak, ct. 
ut. pl. Gt Slags Rogelſe, dannet ſom 
fmaa Stænger, hvoraf man for Vellugts 
Skyld fmelter en Deel, v. at holde Stangen 
t. en hed Døn. Wonleer, ct. dét Slags 
Seer, hvormed man opfætter og kliner Oy⸗ 
ne. Gonmeſter, en. En Betient v. Smei⸗ 
tevetker, fom har Opſyn m. Ovnen og dens 
Opvarming. Ovnmunding, en. d. ſ. ſ. 
VWungeb. Ovupibe, en. P. ell. Nor, 
fom gaaer op ell. ud fra en muret Ovn; 
f.E.en Smelteovn. vnplade, en. Jern⸗ 
plade, fom udgior Bunden ell. et af Side⸗ 
ſtptkerne len Ovn. Ovnrage, en. pl.-vr. En 
Etang, hvormed Bagere røre op i Jlden, 
eg tage Bløderne og Ajfen ud af Bagerov⸗ 
nen. ev, ct. Jernror p. en Stue⸗ 
san; Kakkeloynsrer. Ovnſtuffe, Ovn⸗ 
vder, en. Et Redſktab, hvormed Brødet 
ttes ind i og tages ud af Bagerovnen. 
Ovnſod, en, Sod, der famler fig i en O. 
Ovnſpield, et. S. paa en Kakkelovn. Aſ. 
Spield, 1.) Ounfeng, en, bd. f. ſ. Ovn⸗ 
tage. Ovnfæt, et. ſaameget (af Brod,“ 
Steen, Kalf :c.) fom mon p. engang fæt? 
fer ind å en Dun; det Maal, fom en O. 
tammer. Ovntud, en. Kør, ſom gaaer 
ud fra en Kakkelovn, og ſom Nøgen driver 
ud af. ovntoerret, adj. tørret i ell. paa 


* 


Danſt Ordbog. II. 


Stud. Yt. Forftiel fra Kohud. 


U 
Å N 


⸗ 


Fed aa 


en Dvn, tarret v. Ovnvarme. ovnter2 
ret Korn. (modſat ſoltorret, vindterret.) 
Ovntorring, en. Terring p. en Ovn, 

vnvarme, en. ud, pl. den Vatme, ſom 
en glennemhedet Ovn giver, (Dluffen.) 
Ovnviſtk ell. Ovnviſker, en, En Viſter cl. 
ct Redſtabet, at renſe det indvendige af 


Kakkelovnsrar. 


Ovre, adv. ſ. over, C. 7. We ; 
Ovre, et; og Ovring, en, Oberdeel, det 
overſte af noget, (forældet.) ” 

Øre, en. pl. Oxer; ſieldnere Ørn og: 
xne. [3. Uxi, AX. 6. Oxa. jvf. Og.] als 
mindeligt Slægtnavn p. et bekiendt Hitus⸗ 
dyr (Bas, taurus.) f. Tor, Ko, Kalv, 
Quie. (Horngvæg,) Saaledes i Sammehs 
fætningæ; hyppigſt br. Ordet, hvor det 
ſerſtilt forekommer, enten om andre Ar⸗ 
ter af denne Slægt (f. E. Boffeloxe) ell. 
for: Stud o: en gildet Tyr. Gxe⸗ 
blod, et. B. af en Dre, en Ko, ꝛ⁊c. 
Orebryft, et. Bryſtet af Gorngvceg, ffær 
af det flagtede Kreatur, Saltet, røget” 
., Oxedriver, en. Studedriver, Driver, ; 
xefedt, et. ſ. Oxetalg. Oxehandel, en. 
el m. Ørne, Studehandel. Oxe⸗ 
andler, en. (Drenhandſer.) cen Studehand⸗. 
et, Studepranger. Oxehold ell. Ørens 
hold, et. Leilighed t. at holde og fore Stu⸗ 
de. Oxehorn, ct. Horn af en Stud en. 
Tyr. Oxchoved, et. pl-er. "1. en Oxes 
Hoved, et Studehoved. 2. ct ſtort Fad t. 
Vün, ſom holder 240 Potter, ell. 6 An⸗ 
kere. Ørehud, en. Huden af en O. el. . 
Maͤn figer 
ikke; Oxeſtind.) Oxekied, et. Stisd af 
festet Horngvæg, Ko ell. Stud. Deraf: 
xekiodſuppe, en. — Oxeklov, vn. pl.-er. 
Kloven, ell. den bornagtige, kloveder Be⸗ 
dokning p. Orens Fod. relæder, ct. 8. 
af en garvet Oxehud. VOVxemarked, et. ſ. 
Quægmarked. Oxemarv, en. M. af Dres 
been. Øremule, en. de fremftaaende Dele 
af Dreng Mund, el. en Ret, fom deraf læ , 
ves.  Oremeg, et. . af Horngvæg ," 
Fægtødning.  Orxeryg, en. Rogſtytket af 
én flagtet Dre. (f. Dyreryg.)  ”Det' var 
åt giore fine Giæfter Wre, at fremlægge f. 
dem en heel Oxeryg.“ O. Guldb. 
ſkat ell. Orenſkat, cn. Stat, ſom gives af 
Orer ell. Pornavæg. xeſtald, en. Huus, 
hvor Horngvæg, Drer ell. Stude ſtaldes; 
Ferhuus; ogſaa modfak Koſtald. (1' ældre 
Skrifter: Ørenftald.) Oxeſteg, en. Cteg af 
Oxekied. Oxetalg ell. Oretælle, en. T. af 
Hornyvæg. Oxetunge, en, Tungen af en 
Ore ell, Ko. i i ' 


(11) 


re 


162 


P. 


J. Paͤ.] en Paafugl (hvilket Dvd nu altid 

bruges.) Deraf oßſaa: Paahane, Paa⸗ 

bene, Daahene, fom ligeledes nu ere lidet 
gelige. 

Daa, præép. IS: uppå. X. 6. uppan. E. 
upon. 69. på: A. 1. Udtrykker egentl. 
en Væren ved og I Berering med Dverflas 
den af Noget, ifær noget ophøict, frem: 
tagende, rummeligt eler aabent. (præp. i 
derimod mere om ef Sted, ſom er lavere, 
indſluttet, luftet, fnevert.) Paa et Taarn, 
paa Bierget (i Dalen.) paa Loftet (i Kiels 

eren.) At ſeile p. Havet. At gade p. 
Græffet (derimod: At gaae, lægge fig i 
Græffet, naar det er temmelig hit.) At 
fidde paa en Stol, fætte fig p. Gulvet. At 
lægge fig pag (I: ovenpaa) en Seng. [Men: 
at ligge t Sengen, naar man ligger under Las 

gen og — Ut klore paa en Vogn, p. en 
aaben Vogn (derimod: i Kareet, i en lukket 

Vogn.) ride p. en Heft, ligge paa Veien, 

aa Jorden. (Derimod: At grave i Jor⸗ 
den, o: under dens Overflade.) b.) Mere 
uegentlig i denne Bemarkelſe, naar Stedet 
tilkiendeglves, hvor een er, opholder fig, 
ysler, eller Nærværelfen ved en Handling. 

i nogle ſaadanne Zilfælde fan ikke paa brus 
ges, men i.) At bog paa et Torv, p.en 
aaben Pladé, p. Hiornet af en Gade. Op⸗ 
holde fig, leve paa Landet (men: boe i 
Byen.) Daa Slottet, p. Raadhufet, pag 
Comedie (I Skueſpilhuſet, I Thcatret; paa 
Scenen.) At. være paa Jagt, p. Bal, p. 
en Reiſe. Paa Holmen, pag Toldboden, 
paa Batteriet, m. m. m mindre Øer 
bruges paa; (formodentlig fordi man nærs 
meft her tænkt fig dem,'fom et af Havet 
fremragende hoiere Sted) men i om de 

e (fordi de tænfes fom Lande ell. Land: 
ſtaber; og man figer: at bog, leve i et 

Land.) ag Moen, p. Falfter, p. Lange⸗ 
land, på Bornholm x. men i Siælland, 3 
Lolland, i Fyen, i Sicilien, Irland, Is⸗ 
land, ꝛc.) Ligeſaa br. den førfte af diſſe 
Præpofitioner om Bopæl, cl. om det, der 
findes, fieer, foregaaer pas Torve, 0 
nogle enfelte Gader i Hovedſtaden (me 
de, fom benævnes efter Verdens Hierner) 
nemlig: pag Nørregade, Veftergade, Øs 
ſtergade, Kiobmagergade; om alle ovri⸗ 
ge Gader åg Stræder, uden Genføn t. 
Storrelſe og Brede, bruges i. (Derimod 
fordrer Sprogbrugen: At boe pag, at 

aae ud paa Chriſtianshavn.) 2. Udtryk⸗ 
Præpofitionen en Wevægelfe hen til 
. i 


P. (en) n. sg: Pfau. A. S. Paw. 


et Sted, en Retning imod en vis Gien⸗ 
ſtand. At reiſe, drage paa Landet. At 

aae paa Arbeide, p. Jagt, p. Bal, p. 
Eomnedie, paa Borſen (I: begtve fig derhen.) 
Ligeledes: At være paa Arbeide, pag Jagt, 
p. Bal, 0. f. v. oꝛ allerede være ſyſſelſat 
dermed. — At feile (cl. fare) paa Oftins 
dien, p. Middelhavet. (3: være i Færd m. 
en-Fart derhen, ell. jevnligen gisre”denne 
Seilads.) At handle paa Norge, p. Rus⸗ 
land. Hunden foev paa mig. At fafte 
noget paa Jorden, p. Sulvet. . Åt falde 
pag Govedet, paa Næfen. Kyſſe een paa 
Haanden,. fræde egn paa Foden. — Dan 
figer: af gage op i et Taarn 9: beftige det 


indeni; men derimod: gane op pag et 


Zaavn, ſom ovenpaa har en Flade (f. E. 

aae op paa Rundetaarn. Saaledes ogs 
* paa vor Frelſers Taarn p. Chriſtians⸗ 

avn, fordi man gager uden om Taarnet.) 
3. Af diſſe Meæpofitionens to Hovedbemœr⸗ 
kelſer (naar man enten udtrykker en ftadig 
tTiftand eller Veren, og hvor denne finder 
Sted, eller en Bevægelfe, en Retning, og 
hvorhen den figter, hvorpaa den gaaer ud) 


üdrinde flere Tilfælde, hvor den bruges med 


lignende Betydning og Virkning, el. hvor 
"aka Brug gaaer over til en mere uegentlig 
»CÆr., a.)Naar man betegner det Maal, 
hvorpaa en Handling, et Forfæt, en Virk⸗ 
ſomhed i Siælen gaaer ud eler figter. At 
hore, fee, føle, ſmage, lugte paa noget. 
(I adſtillige ſaadanne Tilfelde br. ogſaa 
til; men om en mere loſelig, ell. ſnart for⸗ 
bigaaende Handling; hvorimod paa har et 
Bibegreb af en fortſat Handlen el. Beſtræ⸗ 
belſe. Saaledes: At lugte pad Kisd, om 
det er fordærvet; men at lugte til en Roſe. 
At fpife en Kage I: ſpiſe den op, fortære 
den. Men: at ſpiſe paa noget I: være i 
Særdm. at fpife det. ”Strar efter kom en 

feneftepige, ſom ſpiſte paa et Stntte 
Smorrebrod. Baggefen. Jeg læfte Bo⸗ 
gen ud i (el. paa) cen Dag; han læfer 
endnu pag den førfte Deel. — Dog ſiges 
altid: At fmage paa (ikke til) noggt; ogſaa 
loſeligen. Smag paa Suppen, om den er 
fød nok. — At drive, ſtynde, trænge paa 
nogen. Xt ungge p. et Huus, arbeide p. 
et Skrift. At læfe paa fin Lectie (f. at 
lære den udenad.) At tænfe paa, arbeide, 
beflitte fig, tage Vare, troe, haabe, ſtole, 
give Agt paa. At forlade fig pga cen, forz 
tryde paa, — Vind paa, raade Bod 
pag noget. Kalde, raabe, bie, paſſe pag 
ten. At vente pag cen (fom ev forſtielligt 


Paa. 


fa: af vente een.) At finde pag noget. 
At anvende Tid, Møie, Flid, Penge paa 
aeget; m. fi. andre Tilfælde.  -b.) Naar 
en udvendig, fynlig Deel af en Ting, eller 
en Tilſtand ved Fingens Udvortes betegnes. 
(hvor Præpofitionen i nogle Tilfælde træder 
i Stedet f. Subjectets Genitiy.)  Lovet, 
Barfen pag Zræerne 
Barf.) Stiernerne p. Himlen (Himlens 
Stierner.) Stormen har revet Hul paa 
Taget. Gan har et Hul p. fin Kiole. 
(Men: At bore et Gul i Baeggen, i Lofs 
tet.) Klæœderne p. Kroppen. At have 
Skoe p. Fodderne. At fryſe paa Hander⸗ 
ne. At ligge paa Siden, p. Rpoggen. At, 
bære noget pag Hovedet, p. Armen, p. 
Etuldrene. At falde paa Næfen (neſe⸗ 
gras.) En Blegn pas Næfen, Udylæt paa 
Armen, Skiceg p. Hagen, Haar p. Hove⸗ 
tet. (Derimod: en lidvcext i Panden. — 
Ligeledes bruges i overglt, hvor man uds 
tryffer en Beſtaffenhed, en Smerte, eller 
kidelſe, ſom ikke blot er udvortes. At have 
ondt i Benet, Roſen i Anfigtet, Koldbrand 
i Foden, Smerte i Zaaen 2.) Man figer: 
At flage gen p. Øret (men: i Næjfe og 
Mund ; fløde cen for Bryſtet.) 6.) Imel⸗ 
lem to Subſtantiver, hvoraf det førfte ans 
ventes paa, fættes i Forhold til det fidſte. 
(eler hvoraf det fidfte udtrykker Glenſtanden 
for en (pofitiv.cler negativ) Egenſtab, der 
betegnes v. det førfte.) Rigdom p. Avæg. 
Mangel p. Penge. Misvælt paa Korn. 
Overflodighed paa Levnetsmidler. At gioere 
Orerſlag p. en Udgift. Beviis p. For: 
ſtand, p. Klogſtab. Mangel paa Efter⸗ 
tanke, p. Duelighed. Fæftebrev p. en 
Gaard. En Berel p. 100 Rodlr. Afflag 
pea en Anføgning. " d.) Hvor Zalen 'er 
om et muſicalſt Redſtab, eller om noget 
hvormed man beſtadiger fig. At ſpille p. 
Klaveer, Floite, 2c. At rive, flære, ſtikke 
ridſe, flete, brænde fig paa noget. * 
Efter Adjectiver og Participier, ſom uds 
trokke viſſe Sindsbeſtaffenheder, eler Overs 
flodighed, Mangel, Vished, m. m. Vred, 
opbragt paa een; klog p. verdslige Ting; 
rig p. Benner; belavet p. noget; vis p. en 
Cag. ff.) Foran nogle Subſtantiver, der 
udtroffe Vilkaar, Betingelfe, Anledning, 
kormaal. Det gager paa mit Anſpvar. 
ae min Xre! paa Tro og Love. ior 
bet p. mit Ord; p. hans Forbon. Det 
vil betoe paa Omſtæendighederne. Det 
kommer allene an paa hans Opforſel. 
Det fommer an p. Valget. At gaac ud 
p. Bytte; af indbyde cen pad ert Dyreſteg. 
3% Naar en vis Orden, en umiddelbar 
olge betegnes. (jvf. efter A. a.) At hvile, 
fore p. Maden. Man hørte Skud p. Stud. 
Des Regn følger Solſtin. Paa Overs 
femmelfen lgte et frugtbart Aar.  h.) 
aar Maaden, hvorpag noget udferes eller 


v 


163 


æræernes Lev, 


— 
MA 


Paa. 


ø 

feer, tilllendegives. (hvorved udtrykket ofte 
bliver et uegentligt Adverb.) Daa en god 
Maade, At leve pag en ftor Fod (Maade.). 
Daa det bedſte, venſtabeligſte, Hærligfte, 
Paa Bondeviis. Paa Franſt, Engelſt, 
Tydſt, o. ſ. v. Paa Bedrag, p. Borg, 
p. Faerde, p. Fode, p. GUD, 9. Ktiob, pe 
Knæ, p. Kneb, p. Klem (om en Dor) p. 
Kors, p. langs, faa Skraa, paa Skromt, 
paa fværs, paa Pant, paa Rente, p. RNegz . . 
ning, m. ſU. 1,) Naar et vift Widerumn, 
fæntt under eet, og i nogle Tilfælde, en 
Mængde, en Udftræfning tilkiendegives ved 
det efterfølgende Subftantiv. - Daa to 
Dage. En Reiſe påa eet Aar. Han har 
forandret fig meget paa nogle Aar. En 
Kone paa 25 Aar. En Wand paa hans 
Alder. Et Stykke paa 30 Ålen. En For⸗ 
dring p. 100 Rolx. K.) Om et beſtemt 


Tidspunkt: Det indtraf pag ſamme Tid. 


sange ud p. Natten, paa Eommeren. 
Fort, "fibft, midt p. Aaret; tidligt, Albigt 
p. Aaret. Midt paa Dagen, Paa Kon⸗ 
gens Fodſelsdag. Paa Søndag (o: næfte 
Søndag.) Paa Mandag (om) fre Uger. 
(Er Zalen om én længere Tid, uden bes 
ftemt Zidepuntt, da brugesi. Krigen⸗ 
Tid, i Sommer, i en heel Uge; ito Dage 
har jeg ikke hørt fra ham; men: paa to 
Dage, paa de flofte to Dage, er han kom⸗ 
men fig godt.) 1.) Naar en Handling, et 
Foretagende (lær en Reiſe) betegnes, med 
Varighed i Tid. Paa hele Reiſen. Paa 
Jagten, " Paa Vefen (o0: undervejs) ſtal 
jeg fortælle ham det. Paa Vandet 6; uns 
der Doerfarten) var han ſeg m.) Naat- 
et Heelt beſtemmes efter Delenes Antal. 
Der gaaer 16 Pd. paa et Lispund. B. 
Com adverb. forekommer paa a.) deels 
i Sammenfætninger: derpaa, herpaa, 
pogeee, b.) deels £ nogle andre Udtryk. 
. Gr. Alle, pag tå nær. Paa et Haar 
nær (meget nærved.) At falde pag (fage i 
Sinde, faae et Indfald.) Hvorledes faldt 
du paa, at vælge denne Bei? Det glvce 
paa at regne. Af tage noget ind at fvcde 
pag. — Cc.) I Overeensſtemmelſe m. Præs 
poſitionens Brug, t. at betegne det, fom gio⸗ 
ves el. ſteer udvortes v. én Gienſtand (f. 
ovenfor A. 3. b,) figet man: År tage Klæs 
der, Veſt, Klole, Skoe, Strømper pag 9: 
iføre fig.. At tage Kaarde, Spender pag 
o: paa fig.) æt Hatten paa. — At 
ætte Laaget pea. Kiedelen er endnu ikke 
at paa (Ilden ell. Arneſtedet.) Det hertil 
modſatte Udtryk er: at tage af. — Saale⸗ 
des ogſaa m. flere Verber: Af dyuge paa, 
hænge paa, kaſte paa, læffe pag, ſtrne 
paa, ſtode paa m. et Skib, frænde Sade⸗ 
len pag, trætte Stovlerne paa, af trænge 
paa, oſe paa, og fl. — Som Conjunct. i 
Horbindelfe med at. Paa det at, eller el: 
iptiſt: paa det, hvorved man tilkiendegie 
(11+), 


(i 


dd 


WBVegne; 


a 


U 


ON 


N 


X 


Paa — Påa-aanden. 4464 Paa⸗ agtning — Paabyrde. 


ver Hiemed eller Henfigt I den efterfolgende 
Tale. Vi bør ofte tænfe og Deden, paa 
det åt (eller paa det) den ikke ſtal finde 06 
ganſke uberedte t. at doe. C. Præpof. 
pas forekommer desuden i en Mængde færs 
egne Talemaader og Udtryk, der tildeels ikke 
høre under ovenanforte Tilfælde ; f. Exr. 


Ut drikke paa eens Sundhed, gaae ten pag 


Livet, komme p. Skud (faa nær at man fan 
ſtyde) gade Pk Frieri, give een noget p. 
Haanden, klende cen paag Roſten, par 
Bangen, p. Klæederne. At ligge paa fin 
Reiſe (være i Færd m.' åt reiſe, lave fig f. 
Reiſen.) At ligge paa fine Øferninger (9: 
falde, miſte vet, i Folge af egen Brode 
ell. af Angred p. andre.) At ftane paa fin 
Ret; at Haac p. Pinde for een; ftaag paa 
vild Væg (om en hæl aaben Dør.) At 
ftraffes p. Pungen, p. Penge; at være helt 
p. Straaet (være ell. lade fornem); at tage 
cen paa fit Ord, fige noget p. eens Bag, 
ſee p. eens Bedſte, ſtaae p. en god Fod med 
cen, — Det har intet paa fig 5: har intet 
at betyde. (dagl. Tale.) — Ligeledes 1 
mange Udtryk, hvorved tildeels uegentlige 


Adverbier dannes: f. E. Paa Afdrag (bes 


tale noget pag Afdrag); pag Bane; at 
være p. Benene (opftaaet, oven Senge) 
at tage paa Borg; paa Fald (at 'ftane paa 


Paa-agtning (ct) n. s. Det, et agte 
paa, give Agt paa. (f. agte pe.) | > 

Waa-ente (en) fe Anke. ' 

Daa-anfe, v. a. 1. Fyre Rlagemaal 
over, paatale. At paa-anke en Feih, en 
Misbrug for Øvrigheden. — Deraf : Paa- 
ankning, cn. og Paa-ankelſe (ſom Orſted 
har brugt.) ' 

Paabanke, v. a. 1. banke noget faft pan 
ey anden Ting. Det paabankede Bræt. 

Paaberaabe, v. a.2. og Paaberaabe fig, 
v. rec. (af raabe.) Det ſ. f. beraabe fig paa, 
der oftere forekoömmer. Den paaberaabte 
Sag, te paaberaabte Documenter, Den 
Tulſtaaelſe, ſom udledes ef Udeblivelfe — 
fan ikke paaberaabes ſom Beviis. — ”Den 
Omftændighed — ſom en Part har paabe⸗ 
raabt fig t. fin Fordeel.“ A. Orſted. 

Paaberaabelſe (en) n. s. pl-r. Giernin⸗ 
gen at beraabe ſig paa noget. 

Paabid (et) n. s. pl. d. ſ. Gierningen at 
bide paa. 

Paabid (en) n. s. Noget at bide paa, ct 
Re til Frokoſt eler Mellemmad. 
(Moth. . . 

Paabinde, v. a. 3. [binde.] binde noget 
uden paa. Den paabundne Bylt. 

Daaboe, v. a. 1. beboe, bve paa. (fiel⸗ 
dent og forældet. ”Den Gaard, han pea⸗ 


Fald;) komme pefri Fod; p: ſtagende Fod/ sc Et Doc. af 1594.) 


uden Dyphold., uden Betankning) p. fri 
aand (tegne p. fri Haand) p. egen Haand 
(uden af ſperge fig for.) Paea anden, tredie 
Haand; paa rede Haand (el. Hænder) paa 
et Haar nœr; Pee Halv (Hanen flaaer paa 
ffalv 3) "p. Hældingen (paa Slutningen, p. 
Jet —2* paa Gang, at fåae Munden p. 
Gang ; af være paa gode Veie (frugtſom⸗ 
melig); at gribe een paa friſt Gierning; 
Hvor paa Lav? (p. hviltet Sted ?) paa 
Nippet“(f. Cr. at robe en Ting) pag en 
Prik; paa Raad; være p. Raad med cen; 
pag Roden (at kiobe Bronde paa Roden) af 
fætte fine Dvd paa Skruer; ſtienke p. Skum; 
Klokken ev paa Slaget tolv; pag Slump; 
fætte noget paa Spil; paa Spring, p: 
Springet; at have væg paa Stald; paa 
Stand, paa Stedet, paa Timen: (ftrar, 
v uden Lyhotd ;) p. Strøget ; p. hans, pag 
mine Vegne, paa Retten", p, Embeds 
n var pag Veie af komme fig; 
paa Gets; p. Hieblikket 9: ſtrar, ufortsvet. 
m. fl andre. [JJde med Propoſitionen 
ſammenſatte Ord herſter ifær den anden Hos 
vedbemærfelfe A. 2. og den afledede Bemer⸗ 
Telfe A. 3. a. hvor Maalet, Gienſtanden 
for en Handling tilkiendegives f. E. paa⸗ 
byrde, paaditzte, paaforr, paanode, paa⸗ 


riger gen noget ; desuden iſenkelte Ord, 


paademme, paakiende, paaſtaae m. 
fl. en mere uegentlig Bemarkeilſe.)] 
Paa-aanden (en) n. s. nd. pl. 


Giernin; 
gen at aande paa noget. LM då 


aabrnd (ct) n. s. pl. d. f. det, at bry⸗ 
de paa. Bolgernes Paabrud. 
aabrænde, v. a. 2. "Sætte pan ved at 

brænde. - Et paabrendt Mærke, — Deraf : 
Daabrænding,. en. 

Paabud (ct) n. s. pl. d. ſ. Befaling , 
hvorved noget paabydes, hvorved en Stat 
paalægges. Et afminteligt Paabud over 
hele Landet. Dette Paabud er ophævet v. 
en filbigere Forordning. . ' 
Paabpyde, v. a. 3. [byde.] Paalægge Wed 
et Lovbud, At paabyde en Sat. Thi 
mangen ædru blev — hvis det paabudert 
var, ſom ftørfte Dyd, at drikke.“ Holberg. 
Paabygge, v. a. 1. bøgge paa, bygge 
fæt in til. (Moth.) Det paabyggede 


u Ud 
Paabygning (en) m. s: pl.-er, 1. Gier⸗ 
ninger at paalugge. 2. i Lovſproget? en 


. Bygnings Opførelfe paa en Andens Brund, 


ell. paa egen Grund, men fom er i en An⸗ 
dens lovlige Beſiddelſe. (D. Lov. V. 15: 
17, 18. 

Paabyltc, v. a. 1. lægge bnltevilg paa. 

Daabyrde, v. a. 1. [Byrde.] 1, Paa⸗ 
lægge nogen en Burde” ”Vor Forfænge= 
ligheds Love, der hver Dag paabyrde os 
nye Fornedenheder.“ Baſth. At paabyrde 
Nogen et Unfvar,' en Forpligtelſe. 2. 
negentl. paadrage, paafere. ”Lfgefom man 
behover fun at paadigte mig en Laſt, f. vir⸗ 
kelig at paabyrde mig den.“ Rahbek. — 
Deraf: Paabyrdehſe (en). 


Paadigte — Paafugl. : 


bfuldkommenheder, ſom han itke har, ell. 
rorſeelſer, han ikke har begagaet. “At de 
fotargeligt ham Lafter fan paadigte.“ Doc 
pes Krit. v. Schiermann.Han beviſte de 
ham pagdigtede Løgne.” P. T. Wandal. 
Deraf: Paadigtning (en) pler. 

Pacdrage, v. a. 3. ſdrage.] —** , 
ae: (fun om ubehagelige, byrdefulde, be⸗ 
værlige Zing.) At paadrage fig en Syg- 
tom; paadrage fig Anſvar, Fotpligtelfer, 

Paæadreie, v. a. 1. bringe pag, fætte faft 
ved at dreie. — Deraf : Dacdreiriing Cen) 
pl.-—er. Skruens Paadreining (modſat 
Afdreining.) 

Daadrive, v. a. 3. Idrive.] Skonde paa, 
at noget feer, udfsres haſtigere, end ellers; 
paaſtonde, dride paa. Forgieves ſogte man 
et paadrive hans Afreiſe. “nnder'begges 
Tilſon paadreves Ruſtningerne m. ſtorſte 
Iver” Engelsſt. — Deraf : Paadriven. 


dacdrivning, en. 
Daadryppe, v. a. 1. komme paa ved at 
trvppe. Det paadryppede Fedt. — Der⸗ 


af: Paadrypning (en). . 
Paadryfje, v. a. 1, komme paa ved af 
devſſe eller ſtroe. Deraf: Paadryſſen, 
Pacdrysning, en. 
Pacdute,v.a.1. Det f. ſ. dute paa. 
(dagl. Tale.) 
Pæadynge, v. a. 1. lægge dyngeviis pga. 
Den paadyngede Jord. Man paadynger 
ham bet ene Arbeide efter det andet. — 
Deraf: Paadyngen, en. 
Paademme,r.a. 2. afgiore ved Dom, 
falze Dom i en Sag. Denne Sag er 
endnu iffe paademt. ”Stridigheder imel⸗ 
lem de forbundne Folk bleve paadomte, 


forligte eller ftraffede.” Guldb. — Deraf:⸗ 


Pacdommelſe, en. 

Paafalde v. i. 3. [falde] 1: Paa: 
fomme, 0 mme. er paafaldt dem 
en pludſelig Sfræf. 2. (ZX. auffallern,) 
Forekomme beſynderligt, ufædvanligt ; fal⸗ 
de ſteckt i Sandſerne. Det maa paafalde 
enhver. (fielden uten i part. act.) En 
peafaldende Dragt, ct paafaldende Syn. 
En paafelbende Forttiel. Def var mig 
psafaldende, gt finde ham faa forandret. 

Paafinde, v. a. 3. Ifinde.] ophitte, op⸗ 
digte, opfinde. (ſ. finde paa.) Sielden 
brugel. uden i part. pass. Det er paa⸗ 
fundet af hang ilvenner. — Deraf: PDgaz 
finder (en). Ophavsmand, Opfinder. (D. 
ibel. 


Peafordre, v. a. 1. Fordre udtrykkeli⸗ 


æn, æjfe, ræve. (ſielden uden i infin. 
ass.) Naar det pasfordres, — Deraf : 
—— * en. Det Kiobte betales ſtrax, 
tller efter Paafordriug. 
Paafugl (en)-pl.-e. [Sv. Påfogel.] En 
Buglejlægt, hvis oprindelige Siem er i In⸗ 
tin, udmærket ved dens Haleſiedres Skion⸗ 


— BJ 


165. Paafugl — Paoghdning. 
- Paadigte, v. a. 1, tillægge gen Feil, hed og Pragt. Eavo.) Glandspletterne i. 


aafuglene Hale kaldes Dine, — Paafug⸗ 


efaſan, en. ct Slags Faſan, med himmels 


blaae Vingepletter. Paafugtefleder , en. 


Paafuglehalc,en. Pacfuglehane, en. Han⸗ 


nen, og Paafuglehene, en, Hunnen blandt 
Paafuglo. (f£. haa, Pachane, Paahont.) 

Paafund, ct. pl, d. ſ. Iſ. Små] 1. 
Noget, ſom cen har paafundet, udtænft ; 
en Opdigtelſe. Et fnildt Paafund. Det 
var et Paafund af hans Ficnder, 2. 
Sieldnere for: Opfindelſe. ”Lærvillig Tyd⸗ 

er, fom et brittiſt Paafund vrager.” S. 

onrad. — Paacfundstale, en. Zalg om 
opdigtede Gienſtande. “Hvis mig ſorarged 
ei flig daarlig Paafundstale.“ Phlenſchl. 
Paafolde, v. a.2. Fore paa i Overfls⸗ 
dighed, ſaaledes at noget foldes. (ſ. fylde 
pag.) Deraf: Paafylduing, cen. 


Paafolge, v. n. 3. Ifolge.J følge umtd⸗ 


delbart efter, komme efter. Der paafulgte 
et Uveir. (Men: Uveiret fulgte umiddel⸗ 
bar paa Stormen.) J den paafolgende 
sat. 

Paafore, v. a. 2. bringe poa, føre paa. 
(ſieldnere) ”At pæfere Ageren ch Jord: 
årt, hvoraf den aliekede havde for meget.” 
Olufſen. 2. paadrage, forvolde, At paa⸗ 
øve cen Ulykke, Tab, Fortræb. 

aaforing, en. (det br. i ældre Skrifter for: 

effyldning , Paaſagn. 
ringer.” Arveboc.) 

Beer en. Et mindre Gierde eller Hegn 
omkring noget; ct lidet Indelukke, en Fold, 
(Roſtgaard) 

Paagaacende, partic. af det ellers ikko 
brugel. paegaae. Gom udfordres, meda 
gaaet. De pacyaagende Omkoſtninger. 
Paagielde, van. 3. (har.) gaae ud paa, 
vedkomme, vedrore. “Den, hvis Gods, 
Wre et. Liv det paagielder.“ D. Lov. — 


aagieldende, adj. v. fom det gielder om, 


ommer an paa. De paagieldende Bevis 
jer, Documenter. — Den Paagieldende, 
den Perſon, det gielder om, fom Sager 
vedkommer. Den Paagieldendes Udebli⸗ 
velſe. ”Zittaaelfe af en Part fan ikke være 
afgiorende mod andre Paagieldende i Sas 
gen.” Arſted. 


Deraf: 
Falſte Paafe-⸗ 


⸗ 


Paagribe, v. a. 3. [griber] Gribe fat 


paa, auholde, fengſlſe. Han blev 
grebent en By nær v. Grondſen. — 
af: Paattribning, en. 
Paauroet, adj. v. Det f. f. paavoxen. 
Paagrændſende, partic. af det iffe bru⸗ 
gel. pacgrendſe. Som grændfer umiddel⸗ 
bar fit, tilgrændfende, De paagrændfende 
ande. . 
Paagrændsning, en. Beſkaffenheden, af 
get grondfer fil ef andet. . 
Daatyde, v. a. 3. ſgyde.] komme paa 
ved af gryte, — Deraf: Paaggydning, en, 


aa⸗ 
er⸗ 


Gierningen at paagyde. — Paagydninges | 


, 
ø v 


7” Vangybningsdyr — Paakiore. 166 Paakiorſel — Paalydende. 


dyret. Infuſions⸗ Dyr, ſom findes eler 
udvikle fig i adſtillige Vodſtet. 6.2.) 
Paahane - Daahene, en. f. Daa, Paa⸗ 

4 . 

1? bringe paa ved Haſp⸗ 


| 1. Paahålpe, v. 2, 
ved, hefte 


ning. — Deraf: Paahaſpning. 
Paahefte, v. a. 1. hefte faſt 
"Yder paa. paahefte noget med en Knap⸗ 
penaal, — Deraf: Paaheftning,/ cå. 
Paahexe, v. a. 1. paaføre ved Herer', 
Manden troede, at dette Uheld var paa⸗ 


hexet ham. 
. Døahold, ct. Gierningen at holde paa; 
ell. Kolde oner. (ſielden.) Paahold p. Me⸗ 
"ninger, Stiffe, 
acholden, adj. v. pl. paaholdne. 1. 
Som holdes paa. At underſtrive med pachol⸗ 
den (paaholdt) Pen. 2. knap, karrig, næu⸗ 
for: over fine Midler. — Ogſaa om andet 
vormed man holder tilbage; ſom man el 
vil meddele. ꝰAndre ere paaholdue paa 
det lidet, fom de veed, og giere Hemmelig: 
heder af alting,” Sneedorf. Deraf: Paa⸗ 
holdenhed, en, ud. pl. Karrighed, Knaphed. 
Paaholdende, v. ell. partic. act. (f. 
; olde paa.) uegentlig for: owhyggelig i at 
' (de. over ell. bevare, ”Da man veed, 
hvor paaholdende man er p. fine.gamle 
Øtitte.” Schytte. (f. paaholden.) 
Pachylle/ v. a. 1. hyller uden pag, bre⸗ 
der ud over, . 
Daahæng, et. Egentlig: noget, fom er 
vaahængt; men meft figurl, om Tryglen, 
befværligt Selſtab, Overhæng. 
< af Tiggere, af trængende Slægtninge. 

Paahænge, v. a. 3. [hænge.] Vænge 
udenpaa, hænge op paa, Ordenen blev 
ham paahængt af Kongen. — Paahængen, 
en. ud. pl. Gierningen at hænge paa. 
(egentl. og figurl,) "Med meer end Tig⸗ 
gerens Paghængen,” Baggeſen. 

Paahor, ct. ud. pl. [horer,] Gierningen 
at høre paa, eler bet, at Nogen hører hvad 

der figes elier foregaaer. Han fagde det i 
Fleres Pacher. (I ældre Skrifter ogfaa 
Paaherelſe.) 

Paakalde, v. a. 2. anraabe ved Ven , 
paa en hoitidelig Maade. (ſielden uden om. 
det heieſte Veſen.) “Hau bad ham paægs 
kalde Gud f. Barnets Helbredelſe Wan⸗ 
dal. — Deraf: Paakaldelſe, Paakalden, en. 
»At den ſande Gudsdyrkelſe beſtager ikke 
mindre inyttigt Arbeide, end i Bøn og 
Paataldelfe.” Bagg, N. Klim, 

Paakaſte, v.a.1. bringe op paa ved af 
kaſte. Deraf: Paakaſtning. 

Paakiende, v. a. 2. afgiøre ved en Klen⸗ 
delje, tiende i en Gag. Sagen er endnu 
itte paakiendt. — Deraf: Paakiendelſe, en, 

Paeakiore, v. a. 2. bringe paa v. Kisr⸗ 

-fel; klore paa, At paakiere Gisdning, 
Den paakiorte Jord, — Paakierſel, en. 


.* ⸗ 


paakom mig' en pludſelig Straf, 


Daahæng . 


1. Gierningen at paakisre. 2. Gierningen 
at kisre pag da: at ftøde paa ved Kiarſel. 

Daaflage, v.a.1. føre Klagemaal over. 
Den paak agede Sag, Forbrydelſe. (meft i 
fovfproget.) . ' 
Paakline, v. a. 1. fætte. faft paa ved . 
Klining. Deraf: Paaklining, en. 

! ßauze v. a. 1. d. ſ. ſ. paakline. 

aaklæede, v. a. 2. iføre "Kfæder. (meſt 
i part. pass. ſom desuden br. uegentlig for: 
omhyggelig paakleedt, pyntet. Hun kom 
ikke t, Borde, fordi hun endnu ef var paa⸗ 
Elædt.) Deraf: Pcaflædning ,en. 1. 
Gierningen at paaflæde. 2. Klædning, 
Klædedragt. Hun var aldrig odſel i Paa⸗ 
Flædning. ' 

Packomme, v. n. 3. [Fømme,] Indtræf⸗ 
fe, hændes , overfalde ,-; opkomme. Der 
Man 
veed et hvorledes Ilden er paakommen (op⸗ 
kommen.) 

Paakræve, v. a. 1. d. ſ. f. paafordre. 

Paalandsvind, en. J Stibsfproget : en 
Vind, fom fra Havet blæfer mod Landet; 
modſat Fralandsvind, 

Paalidelig, adj. [f. lide pgg.] fom man 
fan lide paa, fætte Lid til; fom vel og m. 
Fornuft udretter det, han paatager fig. 
(jvf. tilforladelig.) Denne Efterretning er 
ſite paalidelig ctilforladelig.) En paali= 
delig Embedsmand. pan er paalidelig 
baade I Omgang og i Forretninger.  ”Tra 
ev den, hvis Ord og Xrlighed, paalidelig 
den, hvis Klogftab og Sindighed man og= 
faa fan lide paa.” Sporon, — Deraf: Paa⸗ 
lidelighed, en. ud. pl. ”Zil Troſtab hører 
god, til Paalidelighed en traftig Villie.” 
Son 3. [ligge.] p “ 

aaligge, v. n. 3. [ligge.] være Pligt 
for, — i Folge Pligt eler Forſtrift. 
Det er en Borde, ſom paaligger Srunds 
eieren. ”Følgelig paaligge der Menneſtene 
og Dyrene indbyrdes Pligter imod hinan⸗ 
den,” Eilſchow. “J dette Zilfælde paa⸗ 
lage Beviſet ikke Sagføgeren, men den 
Indftævnte.” Orſted. 

Paaligne, v. a. 1. fordele (ffær Burder 
eller. Pgalæg) paa Flere, efter et vift For⸗ 
hold. f. ligne pas. 

Paalime, v. a. 1. fætte faft paa ved Liim. 
En paalimet Rand. 

Paaliſte, v. a. 1. paafore, ſtaffe ved Lift 
eller Svig. ”Den fine Brødre fif v. Svig 
paaliſtet Treldomskiede.“ Rahbek. 

Paalſtav, en. pl.-e. [af J. Palstafr.] 
ved dette Ord (fom egentlig ikke tilhører det 
nyere danſte Sprog) betegnet deels et Slags 
i det gamle Norden brugelige Spyd; (Jabns- 
Nord. Krigsvæfen. 231) deets et meiſeldan⸗ 
net Redſtab ell. Vaaben, der findes i vore 
Forfædres Gravheie. 

Paalydende, part. act. af ct ikke brugel. 


v. Om det, fom ev nævnt og tilkiendegivet 


- 


Paalydende — Paansode. 167 Paanode — Paaſtebrod. 


i et Bteldébrev eller. lignende Document, 


ed. fom dette lyder paa. Obligationens 
paalydende Sum. . 
Peelyve, v. a. 3. [Iyve.] legnagtigen 


at tillægge een Fell eler Forſeelſer, paadigte. 

Daclæg, et. pl. d. ſ. ILæg, bet fom læg⸗ 
ges] 1. 6vad ter lægges paa en anden 
Zing (lidet brugel.) nut Paalæeg p. 
Saaret. 2. Gierningen at lægge paa, 
Maalægning. 3. Skat og offentlige Byr⸗ 
ter, ſom paalægges Underſaatter af Regie⸗ 
ringen, Trytkende Skatter og Paclæg. 
Et nyt Paaleg paa Hartkornet. 4. Fer: 
høielfe I noget ſom ſpares, eller i en gang: 


bar Priis. At forhsie Skatter, Vares 
Priis ved Paalæg. 
Paalægge, v. a. 3. ſlegge.] 1. lægge 


paa; komme cen t. at bære. »Han dig 
peclagde tungeſt Byrde, og du m. villigt 
Mod den bar,” Tode. 2. paabyde. At 
paslægge Skatter, paalagge cen et Ar⸗ 
beide. »Ingen mag gigre nogen Eed, fø 
rend det ham af Dommeren tilftedes eler 
psslægges.” D. £ov. 3. Giore til Nod: 
vendighed og Pligt. »Denne Lov har Gud 
feln i Maturen paalagt 08.” Eilſchow:· . 4. 
Anbefale færdeles , indffærpe. — Deraf: 
Paelægning, en. Gierningen at lægge paa. 
pændere Daalægning. . ' 

e, V. 2. 1. bringe et £æs paa en 
Vogn, Katte, eller lignende. (meft i part. 
pass.) Vognen er paglæffet. . 

Pæalæſt, part. pass. af et ubrugel. eler 
forceſdet Berb. Som er læft, er læft paa. 
Paclætt og paaſtrevet. 

Paalob, et. pl. d. f. 1. Lob hen til, 
kmod en —— — ie — 

verle verheng. Paaloeb af Folk. (f. 
Overleb.) Maales | 
Paale bende, part, act. af et ubrugel. x. 
1. Som lober paa. Det paalobende Band. 
2. J det Udtryk: Capitalen med paalobende 
Renter, bemærfer Ordet: ſom ev ubetalt, 
firftig, ſom bliver at betale. . 

Dacmadle, v. a. 1. og 2. 1. føle til hvad 
der fr Maal, 2. maale fuldt Maal. (Col: 

ng. 


aamale, v. a. 1. anbringe paa ved Mas” 


ling. — Deraf: Paamaling, en, pl.-er. 
aaminde, v. a. 1. minde om, føre til 
Minde, bringe i Erindring. *At han ter 
fugen Roſt funde høre, ſom kunde vætfe, 
puaminde, veilede ham.” Mynſtet., * Der⸗ 
af: Paamindelſe, en. pl. . — Paamin⸗ 
der, en. pl.-e. den, fom minder, paamin⸗ 
der om noget. “En ubetimelig Paamin— 
de.” Baſtholm. Har du før aldrig hørt, 
ca glemt, din revſende Dacminder?” Evald, 
aanagle, v. a. 1. fæfte paa ved Nag⸗ 
er. At paanagle ét Bræt, — Paanag⸗ 
ling, en. . . 
—e v. a. 2. paafsre ved Tvang, 
Røde cen til at modtage noget imod fin Bi⸗ 


ler. 


lie Jeg vil ixrke paanode nogen mine Me⸗ 
ninger. Manden er bleven hende paane⸗ 
det af Forældrene. 


Paapatte,v. a. 1. bringe Gods og Pak⸗ 


fer op paa. Det paapakkede Gods. 
Paapaſſe, v. a. 1. fleden (fæ. vel” in⸗ 
fin. pass.) for: paſſe paa. "Der maa nete 
paapaſſes. — Paapaſſelig, adj. ombygges 
lig i af paſſe paa. 
aapaſſen, en. ud. pl. Gierningen, 
at vaffe paa.  Paapaffenhed, en. åd: pl. 
Den Egenſtab, at være paaupaſſelig. “ For⸗ 
figtighed og Pacpaffenhed, underſtettede af 
Geld, ſtaffede ham Tillid overalt.” Wan⸗ 
dal. — Paapaſſer, en. den, ſom hær Zi: 
fon med; paſſer paa noget; Tilſynsmand. 
(Wandal. Il. 228.) — 
Paapege, v. a. 1. pege hen paa, udpege. 
fig. figte til. — Paapegen, en. “Uden minds 
fte egentlig pertfonlig —8 Bagg: " 
Paaraabe, v. a. 2. opragbe, nævne (953 


e 0 — 


delig v. Navn. ”Da ſtat han tre Bange” 


paaraabes, førend Etævningen fæjes.” 
D. Lov. (jvf. ogſaa D. Lov. 27.4) 
—æ en. ud. pl. Paaleb. ' 
aarulle, v. a. 1. bringe paa ved. at 
rulle… Det paarullede Served. … 
Paarorende, adj. v. [bruges meſt ſom 
Subſt. og t pl.] den, ſom ved Slagkſkab er 
os nær ellev nermeſt; Slægtning, Frænde. 
Vore nærmefte Paarorende. Han er mig 
nær paarorende. 7 
Paſtg et, pl. d. f. Det, ſom figes een 
paa, Sigtelſe, Befkyldning. ”De maa 
den, "der figtet er, ftævng den anden ft. 
Tinge f. flig Snak og Paaſagn.“ D: tov. 
At føre Vidner om Paaſagn. 
ber figtes f. FCrefornærmelfer, indſtyder fig 
under fit Paaſagns Sandhed.” Ørfted. 
Paaſee, v. a. 3. ſſee.] have Tilfyn med, 
varetage, førge for, At paaſee Arvinger⸗ 
nes Bodte let Bo. 
Daafeile, v.2.1. ftøde fellende pan. At 
paåfeile et andet Stib. — Deraf: Paaſei⸗ 


en. pl.-er, Skibet har taget Stade 


ung 
v. Paaſeiling. 
Deafigte, v. a. 1. bringe paa ved Sigte 
ning. 2. tilfigte, tage Heuſyn til. (V. S. 
>. ufædvanl.) , ' 
Daaffe, en. ud. pl. IIsl. Paskir. N. 6. 
Paaſke, Paefſke. Hebr. Pascha.)] En 
Hoitid i den chriſtne Kirke til Erindring om 
- Ehrifti Opſtandelſe; hos Jøderne, til Erin⸗ 
dring om Folkets Udgang af Egypten; og 
Pm helligholdes Søndagen efter den forſte 
uldmaane, der følger p. Foraarsjævndøgz 


net. Til Daaffes i Paaſten; imellem 


Paaſte og Pintfe. == Paaffeaften, en. Af⸗ 


kenen, fom gaaer forud for Paaſſe. Paa⸗ 
ffeblus, ct. Glædesild, fom man fordum 
pleiede at tænde Panfteaften eller Paaſte⸗ 
bag. Daaffebrod, et. Brad, fom i Gær: 
deleshed bæger til Paaſten. (Saaledes og⸗ 


Naur derk, 


Paapaſſende, adj. vw 


i) 


NMN 


Paaffedag — Paaſtud. 


car: Paaſtekatze, Paaſtekringler.) Daar 
BE „en. —* af de D på. hollke 

aaſtefeſten helligholdes. ofte , anden 
Haaſtedag ˖ — Paaffefejt, en. Paaſten ſom 
Feſt betragtet, Paaſtchoitid. —s 
en, En Griis, født ped Paaſtetid, Foraars⸗ 
griis, Paaſtehelligdage, n, s. pl... Paa⸗ 
Fedagene. Paaſtehoitid, en. Paa itefeft. 
—BB8 et, 1. Et Lam, fodt ved Paa⸗ 
ftetid. 2. Jodernes Paaſtelam, form de fpife 
paa deres Paaſkefeſt til Minde om dens 
Indſtiftelſe. Paafkelilie, em, En bekiendt 
Forqarsblomſt. Narcissus. Pgaſſfemaa⸗ 
med, en. M. hvori Paaſtefeſten indtræffer. 
Paaſtemeſſe, eh. 1. Hoimeſſe pqaͤaforſte 
Paaſkedag. 2. Paaſtemarked. (tydſtk.) 
Paaſtemorgey en, forſte Paaſtedags Mor⸗ 
gen.“; — en. Natten før Paaqſte⸗ 
-føndag., Paaſkeofſer, ct. Offer til Pro⸗ 
ſterne ved Paaſtetid. Paafkeregning, en. 
Den, aftrondmigte Beregning, hvorved man 
Audfinder den Dag, da Paafkefeſten hellige 
holdes. Paaſterente, en. Afgift, fom.udes 
v. Pagſtetid 4f.€. Æg, fom Bønderne. v. 
den Zid give Præffen, Moth. Mandir. d. 
-Banbvæjeneret,, I. 451.) i Peaffefondeg , 
"en. forſte Paaſtedag. Paaſketid, en. "Tis 
roen. foré før dg efter Paaſte, Paaſkevin⸗ 
"ter ,;en. fildig Winter, Foraarsvinter. 
Daeftræg, ct. Wg, fom man. Paaſten 


pleier at koge med farvet Skal. i 
Paeſtienke/ vs a. 1. komme paa ved. af 
ſtienke. . Det paaffientede Vand. i 
Paaſtionnc, via, 1. Erkiende, fade ve⸗ 
derfares effer Fortieneſte, fætte tilberlig 
Pyiis paa. “En Velgierning paaſfionues 
m. ſamme Sindelag, fom den gisres med.” 
Balhoſm. At —— Fortieneſter. 
»ESorger borte ham aldrig at kiende 
at ꝓaaſtienne Glæder. —8* 
Paagkrift/ cn. pl.- er. Det, fom er ſtre⸗ 


vet uden paa noget. . 
: Paaftrive, v. a. 3. ſſtrive.] ſtrive uden 
paa, til Efterretning for Andre. At pag⸗ 
ſtrive et Pas. At faac. læft og paaſkrevet 
a: fættes i Rette, — Deraf: Paaſkrivning, 
ep. pl.-er. i 
Paaſtrue, v. a. 1. bringe pag, fætte faft 
paa ved at ſtrue. (modfat: at fkrue af.) — 
Deraf: Paaſtruening, en. pli-er. 
aaſtud, ef. pl. d. f. 1. En foregtven 
Aarſag, uden Grund, en opdigtet, ugruns 
det Anledning, 
Hans Spgdom var fun et Psaffyd. . Un⸗ 
der Paaftud af en Forkolelſe blev han borte, 
»Ethvert Paaſfud er en ugrundet Xarfag ; 
men ikke tværtimod.” Sporon. 2. en vel 
el opdigtet, men i fig felv aguldig ell. übil⸗ 
lig, Aarſag ell. paaberaabt Aunledning. 
”Krig ev ct Paaſtud f. at tage hvad Godt 
Folk hav enduu tilbage”. P. M. Froicl. 
»En Aarſag, fom beroer p, urigtige Gruu⸗ 


be, Tun et kaldes Paaſtud, mm, unndre den 


e 


Bevæggrund fil noget. 


168 


, aldrig, 


"egen 


Paaſtud — Paoftand. 
Poaſtydende ſels indſeer Urigtigheden.” 


Sporon. . 
Paaſtkyde, v. a. 3. [ffyde] 1. foregive, 
finde Skylden paa, angive fom Ørund. 
tpaaſkyde fin üvidenhed om Sagen. 
Roſtgaards Ordb. Sporon.) 2. i Lov⸗ 
—— at paaſtyde Vidnesbyrd o: beraabe 
fig paa, forlange Vidnesbyrd aflagt, ”Dg 
tal da nævnes, hvad Bidnesbyrd Fan paa⸗ 
flyder.” D, Lov, I, 13. 14. . 

Paaſkol, et, og Paaſtyllen, en. Tilſtrom⸗ 
men i ſtor Mængde. 

Paaſkylde, v. a. 1. give Skyld for, figte 
for. Deraf: Deaffyldning, en, begge li⸗ 
det brugelige. (Roſtgaard.) 

Paaſtynde, v. a. 1, ag 2. bringe noget 
til haſtigere Adforelſe, paadride. At paa⸗ 
ſtynde en Sag, en Forretning. (Derimod: 
Ut ffende paa en Perſon.) “Mit Regnſkab 
Tiden i fin Flugt paaſtynder.“ Pal. Ruͤller. 
— Deraf: Paaſtyndelſe, Paaſtynden, en, 

Pæaſſaae, v. a. 3. [figae.], fatte faft 


paa ved Hammerſlag. Beſlaget er ciitrny 
ifte pagſſaaet (bedre: ſlaaet paa.) 

Verlag, ct. pl. d. ſ. Gierningen af paa⸗ 
ſlaage.— 


Paaſlibe, v. a.1. bringe paa ved Slib⸗ 
ning. At paaſlibe en Eg. — Deraf: Paaæ 
ſlibning, en. HEN — 

)aaſmore, v. a. 3. [morer] 
vød at ſmere. — Deraf 
Paaſmoren, en. i 

Paaſnakke, v. a. 1, bringe cen ved Snak, 
Overtalelſe til af antage eller modtage noget. 

Daafnøre, v. a. 1. og 2. fæjig paa ved at 
ſnore. Paaſnorede Saaler. — Paaſno⸗ 
ring, en. FEE 

gaſproite, v. a. 1. ſproite aden paa , 
hen paa. — Paaſproitning, en. | 
Paaſpænde, v. a. 2. fæfte paa, ved at 
ſpende. — Peafpænding, en. 

Paaſtaaelig, adj. ſom holder faft ved fin 
Paaſtand, ei vil opgive fin Mening 
lade fig overbeviſe om dens Mrigtighed, 
»At han, uagtet fin ſtore Kundffab pp lange 
Erfarenhed, " ifÉc var paaftaaelig paa fin 
Mening.” Jacobi. — Deraf: 
ſtaaelitzhed, en. ud. pl. (ſ. paaſtagende. 

baaliege, v. a. 3. — 1. gidre alz 
vorlig Fordring paa, fordre med Eftertryk. 
At puaſtaae fin Ret; paaſtage (Sagen un= 
derføgt. 2. fremfætte en Mening og ſege 
at forfvare den. Ut paaſtaae en falſt Sxt⸗ 
ning. sÅDÅ vif bevife hvad jeg har paa⸗ 
flaget, ”Det kan hænder, at den ene Part 
har paaſtaget og den anden benegtet et Fac-— 
stum.” A, Ørfte 3. paaſtaaende, ad. vw. 
d. f. ſ. pagftaaclig, Eu meget padftagende | 
Mag. — Deraf: Paaſtacenhed, en. En 
eneſte Perſon I ct Collegium — fan m. fin 
Paaſtaaenhed' foraarſage megen Forvir= 
ring. Schytte. | 
Paaſtand son. ou 


N. 


— 


bringe paa 
aaſmorelſe. 


b. pl. Det, ſom paa⸗ 


eller 


sås 


y 
é 


Paaſtand — Paategne. . 169, 


ſtaaes, en paaſtaaet Mening, en Fordring. 
Retten afviſte hans Daaftand, At vedblis 


de, frafalde fin Paaſtand. 


Peaſtryge, v. a. 3. fjtryge.] ſtryge uden. 


paa” Det er for tykt 
aaſtrvgning, en. 

Paaſtroe, v. a. 1. bringe paa ved at ſtroe. 

Peajtreg, ct. pl. d. ſ. 1. Gierningen 
at paaſtryge. 2. Det, fom er paaftrøget. 
Et Paaftreg af Vandfarve. Figurlig: et 
Peajtrag at Lærdom. ' 

Daaftænte, v. a. 1. bringe Stænt paa, 
bringe paa ved tænkning, Deraf; Degas 
ſtankning, en. pl.-er. * 

Paeſtævne, v.a.1. bringe for Rettens 
Afgisrelſe, fordre paakiendt i Folge lovlig 
Etævning. Hvad ſom ci ev paaſtævnet, 
tan iffe paadommes. — Deraf: Paaſtæv⸗ 


mug, en. ' 

Bacitod, et, pl. d. ſ. Gierningen, at 
ſtede paa; det, at en Ting fløder paa ec 
anden,” Sfidets Paaſtod. — Paaſtoden, 
en; ud. pl. d. f. J. Paaſtod. . 

Daafløde, f. ſtede paa. 
Paaſye,. v. a. 1. forene ved Syening, ſye 

faſt paa. — Paaſyening, en. 

Paafyn, et. ud. pl, [Syn.] ſynlig Sagt: 
fagen af noget ſom ſteer,  ”Dette flete 
Peeſyn afden hele ſpenſte Flaade.“ Wandal. 

Psafæt, et. pl. d. f. Det ſom paaſottes, 
er paaſat. PPaaſæt t. Brændeviin — der: 
til maa anvendes friſt Dl.“ Forordn. 15 
Oct. 1778. 

Paeaſætte, v. a. 3. [fætte.], 1. fætte 
paa, føle til.… fer maa endnu paaſattes 
noget. 2. at paafætte Ild, tænde Ild paa, 
met det Forfæt at ſtade. — Deraf: Paa⸗ 


paaſtroget. — Deraf: 


fættelfe, Dacfætniug, en. 
Paatage, v. a. ogrec. 3. [tage] 1. 
antage, Advortes tilegne fig.  ”Hun funde 


Skikkelſe af Ulv og Biorn paatage.“ Holb. 
PD. Paars. paatage fig en fornem Mine, 
En pactangen Munterhed. Sagtmodighe⸗ 
den ſtal ikke blot være udvortes, ikke fun ct 
paataget Sfin.” Mynſter. 2. recipr. for⸗ 
binte , forpligte fig til af udføre noget. 
Ar paatage fig ct Arbelide/ en Fdrvetning. 

Pactale, v. a. 2, anke paa, føre Klage⸗ 
maal over noget, der ikke gr fom det burde 
være. At paårale Misbrug, Fornærmels 
ſer. ”Det afſtraffede Angreb var ikke fra 
beherige Stedet bleven pactalt?' Birkner. 
De, ſom ærefrænfende, paͤatalte Udtryk.“ 
OErſted. 2. At paatale fin Ref 3: giore lov⸗ 
lig Fordring derpaa. Ifald de havde nd⸗ 
get at indvende derimod, kunde de giore de= 
res Indfigelſer og paatale deres Net.” 
Edmtte. . 

Paatale, en. ud. pl. Handlingen, at paa⸗ 
tale noget, Udtrykkene, hvormed bet 
ſteer. At forfogre fig mod en Andens Paa⸗ 
tale. 


3 


8 


ba] 
hm 


Paategne — Paavirkning. 


Anmarkning til Efterretning eller Vidnes⸗ 


byrd. — —B en. Gierningen, af" 


paategne. — Paategning, en. .1. tet ſam⸗ 
me, 2. Det, ſom er paategnet. Kongens 
egenhændige Paategning. 
Paatrue, v. a.' T. tvuc cen t, at tage, 
modtage noget. ' . 
Paatrygle, v. a. 1. bringe een ved Tryg⸗ 
len, Dverheng, til at modtage noget. 
»Hvor tidt, hvor Fiærligt. hor min Roft 
paatryglet big mit. Haab, min Froft?” 
vald, i 


.Paatryk, ef. pl, d. ſ. Tryk, ſom anbrin⸗ 


ges paa en Gienſtand. 
Paatrykke, v. h. 1. hringe paa ved Tryk. 
At paatrykke ct Mærke. — Paatrykning/ en. 
Paatræbning, en, pl — ev, Gierningen, 
at træffe paa; Paatrekken. 
.… Pastrænge,, v. a. og rec, 2. node cen 
til, imod fin Bille, at antage eller mods 
tage en Perſon eller Ting; paangode. At 
petrengt cen noget, ſom han ikke ffiotter 
om. — Åt pantrænge fig i et Selſtab, i .et 
fremmedt Huus. 


”Denne Overbepiisning 


maa vel pactrænge fig 06, naar vi tænfe 


over vore Skiebner.“ Myonſter. — Paatæn⸗ 
gende, adj, v, tilbeielig til at ville paa⸗ 
trængte fig ; modfat tilbageholden. — Paa⸗ 


, trængenhed, en, ud. pl. den Egenſkab af 


være paatrængende! (IJ. Baden.) ”Zans 
ken om at Ziden vilde — komme hans Paa⸗ 
trængenhed f. Hielp.“ Ohlenſchl. 
Paatrængen, en. ud. på. Gierningen at 
trænge paa. Folkets Paatrængen. 
Paatvinge, v. a. 3. fruinge. | bringe cen 
ved Zrang fil af modtage eller antage nos 
gæt; paanøde. At paatvinge et Folk frem⸗ 
mete Love. ”Zunten, at det er faa, paa— 
tvinges 08 ved Erfaringer.” T. Rothe. 
z ans Meninger fremfættes ikke m. en ſtolt 
paatvingende Myndighed.” Wandal. 
Paatvivle, v. a. 4. drage i Tvivl, have 
Zvivi om. s ” 
Paatænke, v. a. 2. henvende Tanken paa 
en Gienftand. (fielden, uden i part. pass.) 
Denne Gag har længe været paatankt. 
: Døavaring, en. tid v. a. vare. ] 
pasning, Omhu f. atagte ell. tage Vare p. 
noget. (Ar. Berntſen. forældet.) ' 
aavinde, v. a. 3. ſvinde.] bringe paa 
ved af vinde. At paavinde Garn. 


Paavirke, v. a. 1. f. virke paa, (Sielden 


og fun i partic. ”Den Ligevagt, v. hvilfen 
de virkende og paavirkede Legemer holdes i 
Ordning.“ Rothe.) . 

Paavirkning, en. pl.-er. Virkning, ſom 
gen Ting yttrer paa en anden, helſt i det 
Udvorkes. Udſat f. Vindens og Regnens 
Paavirkning. De ſmerteligſte Paavirk⸗ 
ninger.” Treſchow. “'Beqpemhed £. at virke 
paa de andre Dele, og igien af modtage 


Psategne,v.a.1. forſyne med ſtriftlig diffes Paavirkning.“ X, Rothe, »Udvortes 
i - ' . … f - 


8 


hb 
Paa⸗ 


2 


ſtod. 


Paavirkning — Paffad: 


Paavirkninger af den omgivende Natur,” 
Dlufſen. 

Paaviſe, v. a. 2. give Anviisning paa, 
bringe fil Kundſtab, henvife til. Man fan 
endnu paaviſe Stedet, hvbr denne Bygning 
”Det fan mange Steder fporcé og 
paaviſes. at diffe ode Jorder have tilhørt 


Byer.” Olufſen. At paavife ſtriftlige Vid⸗ 


nesbyrd. —'Deraf : 
Bteds Paaviisning. 
Paavoxen, partic. af et ellers ikke bruges 
ligt v. voret uden paa, paagroet. 
" »Daaæffe, v. a. 1. d. ſ. ſ. paafordre. 
Paaæffning, en. Paafordring. 
" Paaefe, v. a. 2. bringe paa ved Øsning, 
paagyde i Mængde. 
Padde, en, pl.-r. [X. S. Pad. N. S. 
Padde. — Jsl. Padda, en Frø.] Et be⸗ 
kiendt Krybdyr af Fraernes Slægt, (Rana, 
Bufo) hvis danſke Navn ellers er Tudſe, 
Strubtudſe. — Paddehat, en. Et fælles 
Maun for flere Slags Jordſvampe (af Slæg: 
ten Agaricus.) ”Som Paddehatte de og 


Paaviisning, en. 


haftig vore op, Nu børfte Støvler, Stoe, 


nu ſtaae p. ASrené Top.“ Holberg. — Dad: 
deleg, en. Paddernes Leg, eller befrugtede 
eg. Paddepyt, en, Sump, Vandſted, 
hver Padder opholdefig. (Hvitfeldt.) Pad⸗ 
" Defpy, et. ud: pl. Kliim, ſom Padderne 
ttoedes at udſpye paa Løv og Græs. 
Pagt, en, pl. - er. (Lat. pactnm.] En 
imellem to eller flere indgaget Forening, 
hvorved gienſidige Forpligtelſer paalegges; 
færd. en ſaadan Forening af Vigtighed, og 
Kuttet med Hoitidelighed; et Forbund. 
”Forftiel imellem en blot Tilſtaaelſe, ſom 
faldes Tilſagn, og en Pagt, hvorved man 
" overdrager andre Ret t. at tvinge.” Sneed. 
At putte, ftifte, indgaae en Pa t m. no: 
en. At bryde en P. ”Mecd dig var hun 
Pagt, du Hoie.“ Evald. Fredspagt, 
Xgteſtabspagt. Daabens Pagt. — Deraf: 
Pagtoffer, ct. Offer, Offring,”t. Bekref⸗ 
telſe p. en fluttet Pagt, (Baggefen.) 
Dat, et. ud. pl. [€. T. og Holl. Pack.] 
1. Den fremmede Bemærfelfe: noget, ſom 
et byltet, pakket ſammen, en Bylt (f. 
Patfe) ev fun brugelig I Gammenfætninger 
med dette Ord. (f. nedenfor.) 2. Gt el: 
ſtab af Skarns Folk, af Kieltringer. (i la⸗ 
vere Talebrug; hvoraf Udtrykkene: Hore⸗ 
pak, Kieltringpak, Roverpak, Tyvepak, 
ic.) == Patkbod, en. En Bod, et lidet Huus, 
ſom benytteg til at indlægge og giemme 
Varer. Moth. (Saaledes: Pakkammer, 
Patfielder, Pakloft.) — Pakdug, en: 
Grov Dug, Scildug, til at indpakke Varer 
i. (Saaledes: Paklagen, Paklerred, Pak⸗ 
maatte, Pakpapir.) Pakeſel, en. Eſel, 
ſom bruges til at føre Byrder. (Saaledes: 
Pakheſt. 3. Baden.) Pakfad, et. Et —* 
Fad, til at pakke tørre Varer i. (Saaledes: 
Pakfierding, Pakraffe, Parkiſte, Pakkurv, 


170 


Palfoder — Pakle fig. 


Paktonde.) Pakfoder, et. Foder, hvori 
noget indpakkes for at føres paa Reiſer. 
akfuld, adj. ganſte fuld, pakket fuld. 
akgods, et. Gods og Vare, fom er ind⸗ 
pakket, eler pakket paa Vogne eller Laſtdyr. 
Pakhuus, et. Et eget Huus, el. en betyde⸗ 
lig Deel af et Huus, hvori Handelsvarer 
giemmes; Varemagazin. (Deraf: Pak⸗ 
uusforvalter, Pethuusleie (ſom betales 
. Benuttelfen af en Andens Pakhuus; Pak⸗ 
huusffriver, 0. fl.) Paklak, et. Grovt 
Segllak til at forfegle Patter. Pakleilig⸗ 
bed, en. Huusleilighed, begqvem og bruge⸗ 
ig til at ggemme Vorer. Dafmael, ct. Gt 


ſaadant Maal, naar Maalekarret pakkes 


tæt; modfat: løft Maal. ( Roſtg.) Pak⸗ 
nal, en. grov Trættenaal, fom bruges ved 
Indpakning. Pakreb, et. R. ſom ſnores 
om Pakker. Pakſadel, en. Et eget Slags 
Sadel, ſom lægges paa Heſte og andre —8 
dne, for at de bedre kunne bære deres Byr⸗ 
de; Klevſadel. Pakvogn, en. Vogn, hvor⸗ 
paa Kiobmandsvarer eller Reiſegods fores. 
Paketbaad, en. pl. -e. ſE. Paoquet.] 
Gt Skib, ſom til beſtemt Thdſeiler imellem 
to Steder; Poſtſtib, Paketſtib. 

Patke, en. pl.-r. [Isl. Packt. €. Pack.] 
Et med Ombhu ſanket, ſammenlagt Bundt 
af et eller flere Slags Ting, iſer naar diffe 
ere indpakkede et Dmfvsb. En Patke 
Breve, Bøger, Klæder. (Jof. Balle, Bylt.) 
— pakkegods, et. Gods, beftaaende af 
Pakker, forſtielligt fra det, ſom er i Kaſſer 
eller Kiſter. akkepoſt, en. den Poſt, 
hvormed ſaavel Gods, ſom Reiſende befor⸗ 
dres; Agepoſt. 

Pakke, v. a. 1. lægge flere Ting tæt og 
faft. ſammen; eller, udtage, opisfe det 
fom har været pakket. At pakke noget af 
Vognen, i Kufferten, At p. ind, ned, om, 
op, pag, ſammen. 2. fylde et Rum med 
Barer, eler andre Ting, der lægges eller 
trykkes tæt paa hinanden. Tonden, Gæt: 
ken maa pakkes heel fuld. Han er v. af palfe 
fit Tet ind y cl. at pakke ind f. Reifen. 
Alt Toiet maa pakkes om. At pakke paa 
Vognen (læfje den.) At pakke fine Sager 
ſammen. Kræmmeren har pakket fine. Va⸗ 
rer ud (fremlagt dem til Balg.) Toiet 
maa pakkes ud af Kufferten. — figurl. og⸗ 
faa om Menneſtker, der opfylde et for trangt 
Rum. Der var pakket alt f. mange Folk 
ſammen. ”Mennefter, der ſtaae pakkede 
ſom Pennepoſer i et Bundt.” Rahbek. (Jvf. 
desuden afpakke, indpakke, nedpakke, om⸗ 

akke, ſammenpakke, udpaktke.) — Deraf: 
akning, en. Gierningen, at pakke noget 
ind, ſammen, o. f. v. 


Pakke fig, v. rec. 1. [Z. ſich pacen. 


E. to pack away. Formodentlig et andet 
Ord, end det foreggaende.]) Bevæge fig 
haftig: bort, forføte fig bort, gaae fin 


4 
d 





| 


' U 
- . hån 7 
' 


afte fig — Pande. 


Bet. Qagt. Tale.) ”At jeg fan pakke mig 
og undgage anden Fare.” Holb. P. Paars. 

Dalads (et) pl. — ér. [Lat, Palatium:] 
En ſtor Pragtbygning, fom beboes af en 


ÅJ 


Fyrſte, fornem Herre eller desl. et Herreſſot, 


en Herreborg. . 
Peler, en. pl. —ter. front l En Træ: 
ftive, ſom hvides paa Tommelfingeren, og 
hvorpaa Maleren kommer te udrorte Olie⸗ 
farver, han bruger; ct Farvebret. 
peliffede, en. pl.-r. [italien] Stand: 
fryæl, Boldpæl paa Fæftningsværfer, tif 
Vern mod en ſtormende Fiende. 


Pallſk, en. pl.- er. Itydſt. J Et langt 


Gugge: Sværd med lige Klinge, Rytter: 
frærd. ' . 
Palme, en, pl. —e. Et viſt, udenlandſk 
Sængdemaal; omtrent en Haandsbred. ”14 
Palmer eller 91 Avarteer ſtal en Stodheſt 
være hoi efter Loven.” Roſtgaards Ordb. ” 
Palme, en. pl.-r. 4. en Slægt af uden⸗ 
landſte, ſydlige Fræer; "Palmetræ. 2. 
Grene eller Blade af Palmetræer, Seie⸗ 
rens Palmer, Seierstegn. ”Hvad er Kro⸗ 
ner felv og alle Palmer mod Dydens ſtorſte 
øn?” Bagg. Palmeblad, et. Blad af 
et Palmetree. Palmefrugt, en. Palmers 
Frugt, Palmenod. almegreen, en. kal⸗ 
des uegentlig de ſtore, nedhengende Blade 
p. Palmetræer. Palmehytte, en. Hytte, 
bogget af Palmetræ ell. Palmegrene. “J 
Lunden, hvor din Ven b. Palmehytten byg: 
er.” Evald. Palmekaal, en. de øverfte 
pæde Tophlade paa Palmetreer. Pal⸗ 
menod, en. Palmernes Frugt, naar den er 


udvoren. Palmeolie, en. Olie af Palmes 
nedder. Palmeſtov, en. Skov af Palmes 


træer. Palmeſtygge, en. Palmetrgers 
Skygge. ”D føg den fun bag Palmeſkyg⸗ 
ger,” Evald.. Palmeſeudag, en. Søndagen 
far Paaſte (ſaaledes benævnet t. Erindring 
om Chriſti Indriden i Jeruſalem.) Deal: 
meviin, en. Saft, ſom udtappes af viſſe 
Palmetrœers Stamme. 

Paolt, en. (forældet) f. Pialt. 

Pampuſſe, en. pl.-r. Iformodentl. af d. 
fr. babouche.] magelige Tofler, ifær a 
blødt Toi eller Kledeſtrimler. (Fattes i 
Moths Ordbog.) . 

1. Pande, en. pl.-?. 1. [Isl. og A. 6. 
Panna, N. S. Panne.] Et mere cller 
mindre fordybet, men allid mere flådt, end 
tnbt eller huult Kar, ſom bruges til Mads 
ladning eller adſtillige andre Foretagender. 
At ſtege, bage noget i en Pande. En Jern⸗ 
pande, Kobberpande, Leerpande. En 
Kradpande, Tartepande, o. fi. Salt: 
pander, hvori det ſalte Wand koges til 
Saltvirkning. En indmuret Pande i et 
Kroggeri (1 Et. for Bryggerkiedel.) 2. 
Panden i et Breæendeviinsvark, 0: det ind⸗ 
murede Kar, hvori det ſtraaede vg mæftede 
Korn bringes over Ilden ; en Brændcviinss 


4 


171 
kledel. »Thi, fom i Paunden hed ben Damp 


*8 J 
Pande — Pandehaar. 


mod Hielmen ſtiger.“ Arreboe, 3. den i. 

Boſſelaaſe anbragte Fordybning, hvor 
ængfruddet lægges. At lægge Krud p. 
Banden. 4. 

Puulning, hvori Mollegrelen bevæger fig ; 


"hvoraf Pandebielke do: den Bielke, Hvori 


banrn er anbragt. Pandeaal, et. Aal; 
egte en Pande. Pandedakſel, en. Dæk: 
fel over en Pande; iſer den Deel af en Ge⸗ 
verrlaas, ſom daekker Panden, og hvorved 
Forſtaalet er anbragt. Pandeſieder, en, 
Fi øder ved Pandedækfttet "paa Boſſer 
Pandefiſt, en. Pintkeſiſk, bpvarmet i en 
Pande. (Moth.) Pandetzrod, en. et Slags 
Grød af Riis , fom lades i en Pande. 


Datidehat, en, atren paa (over) en Bræns 


devtingpante.  Dendehætte, en. 1. d. f. 
ſ. Dandedælfel, 2: Däkſel af Læder, ſotn 
fættes over Panden p. en Boſſe. Pande⸗ 
jern, ct. ftærtt Jernblik, hvoruf Pander 
forferdiges. Pandekatze, en. tynde Ka⸗ 
ger, ſom I Smor bages i en Pande. Pau— 
delaag, et. &. over én Pande. Pande⸗ 
med, en. Mad, fom toges, bages eller op⸗ 
varmes i cen Pande. (Moth.)" Pandefkaft, 
et. Gakndgrcb paa en Pande. Pande⸗ 
frue, en. S. hvormed Panden fæftes til en 
Boſſelaas. Pandeſmed, en. Smed, ſom 


forfærdiger Pander og lignende Zing af , 


Jernblik. (Moth.) Pandeſteen, en. En 
haard Saltſtorpe, der fætter fig faſt inden i 
Saltpander. 
2. Bande, en. pl.-r. ISv. Panna. Maa⸗ 
ſtee Forhovedets Skikkelſe har givet Anledn. 
f. Brugen af det foregagende Ord i denne 
Bemærf. A. S. Panne. E. Pan of the 
brain, Hierneſtal.) Den Deel af Forhove⸗ 
det (fornemmelig hos Menneſter og Patte⸗ 
bur) fom fivæffer fig fra Noſen og over 
Dineng heuimod Hovediſſen, eller indtil der, 
hvor Haarværten begynder. Frons. En 
høt, hvælvet, bred P. At have noget paa 
Panden ad: være halv beſtienket. At rynke 
Panden, ſtyde cen for Penden. [Benævz 
nelfen er ikke gammel f vort Sprog: Endnu 


f i den gammeld. Dibelevegett forefommer 


Annæ, Isl. Enni, for: Pande.]J = Pan:z 
debaand, et. Baand, ſom bindes om Pan⸗ 
den og Baghovedet, fot at holde Haaret 
tilbdge; Pandebind. Pandebeen, ct. den 
Deel af Hovedſkallen, fom danner Panden. 
Pandebind, et. Et bredere Pandebaand. 
Moth.) Pandebraſt, en. Pandeſtal. (i 
dagl. Tale og hos Almuen.) “Han hævede 
fin Øre raſt og klovede fin Uvens Pande⸗ 
braſk.“ Veſſel. Pandebrat, et. en tynd 

læl, ſom fæfteg ved Hornene paa uvane 

reature. Pandebule, en. B. ſom man ved 
Fald ellerStod har faaet i Panden. Pande⸗ 
haar, et. 4%. Haar, der hos Menneſtet vorer 
nærmeft Panden, hos Dyret bedokker denne. 
2. fremmedt Haar, ſom Fruentimre fætte 


= 


” ÅJ 


anden i en Mølle &% den 


DJ 


- 


til Pynt i Panden. (Moth.) Pandehorn, 


et. H. der vorer ud £ Panden p. et Dyr. 
"Næbbet ſtærkt, og Dandehorn de ſtive.“ 
Arrebo. Pandehud, en. ten Deel af Hu: 
den, [om bedekker Panden. Pandeklade, 
et. Kiede ſom br. til af bindeom Panden 
pg Sovedet; ifær af Quindfolk. — Pande⸗ 
Jin, et; (f. Liin) Pandepude, en; Dans 
Defmætte, en: forfticlige Slags Pande⸗ 
bind, fom bruges eller brugtes af Fruen: 
fimre, — Pandelok, en. pl.-Fer, Haarlok ved 
Siden af, ell. omkring Panden. Pande⸗ 
rem, cu. Rem paa Heſtens Hovedtsi, ſom 
gaaer tvcers over Panden. Pandeſtal, en. 
8. f. ſ. Pandeben. Fe 
Pander, n.'s. plur. (forældet.) kaldtes 
dilforn Jegergarn, der udſpœondtes, f. at 
drive Vildt ſammen p. et viſt Sted i Sko—⸗ 
dene. (Arreboe. Hexaem. Ø. 212.) Der: 
af: Pandſtænger, plur. hvorved diſſe Garn 
ubſpœndes. —XR& en] fordum: en 
Jagtbetient, ter havde Opſyn m. Garnene 
ell. Panderne. (Jvf. Suhms Saml, t. den 
$, Dift. II. 3. &, 52.) ” 

Pandſer, et. pl.-e. ſfremmedt; af uvis 
Herkomſt. Sv. Pansar. I. Panger.] Be— 
klodning af Metal, for åt beſtytte Kroppen 
mod Hug og Stil; Kyrads,“ Harniſt. [ſ. 
Brynie,] == Pandferbaand, et, B. hvorved 
Delene i Nandſeret handtes og holdtes ſam⸗ 
men. (Ohlenſcht.) Pandſerdragt, en. fuld 


Beklœodning med Pandſer, Arm: og Beenſtin⸗, 


ner. ”Dog ſtod han f. mig i fin blanke Pand⸗ 
ferdragt.” Ohlenſchl. Pandſerhandſke, 
en. bølellg Staalhandſke til Pandſerdragt. 
Dandfertlæde, cf. poet. d. ſ. f. Pandſer⸗ 
Dragt, (Ohlenſchl.) pandſerklædt, adj. 
iført Pandſerdragt. Pandfermager sen. 
. fordum ; en Vaabenſmed, der giorde Pand⸗ 


ere; en Harniſtmager. (Roſtg. Ordb.) 
andſerplade, en. Metalplade, ſom udgior. 


en Deel af et Pandſer. Pandſerryg, en. 
Rygſtykket af ct Pandſer. “Det klang, 
om Sværdet klinger udi en P.“ Ohlenſchl. 
—* erſtal, en. poet, Bedækning f. Lege⸗ 
met af ct P. “At Pandſerſkal er god t. 
Værn og" Bærge.” Ohlenſchl. (Foſtbr.) 
Pandferffiorte, Pandſerſaærk, en. et efter 
Kroppen bøieligt Pandfer af ſammennettede 
Ringe; Ringrandfer, Ringbrynie. pand⸗ 
rn adj. v. iført, væbnet med Pand⸗ 
er. “Bueſtytter og pandfervæbnede Hel: 
te,” Syneſius v. Bd. 

Dandt, et. hvid 
fig inden i Viinfade. (Moth.)⸗ 

Paneel, tt. pl, Paneler, [T. Panele.] 
Beklædning paa murede Vægge, beſtaaende 
af tynde Ficele, der ſammenfoies fj en Ram⸗ 
me. — Paneelpoft, cen. ct fremſtagende 
Tre, der adſtiller Delene eller Tavlerne i 
et Janeel. (Moth.) Paneelvæeg, en. En 
panelet Veg. (Moth.) Paneelværk, et. 

SGSammenſcetning af Paneler; Tavleverk. 


pandehaar · Paneelverk. 172 


kimmel, ſom fætter - 


Panele — Pantelehn. 


. Danele, v. a. 1. beflæbe med Paneel⸗ 
dœrk. —, Deraf: Paneling, en. 
Pant, et. pl, -er. IIsſ. Pantr. N. S. 
and. Ordet forekommer gf i vore ældre 
Qve.]" 1. Egentlig: Alt hvad man overs 
giver en Anden til Sikkerhed om at noget 
ſtal ſtee eller giores efter Tilſagn. (dog fun 
om Zing og Gods. ſ. GSidſel.) — ſigurl. 
Forfiftring, (ogſaa v. Ord) Bished, For: 
visning. ”Derjom han fan finde Ord, hvor⸗ 
med han fan ligeſom fætte fig felv i Pant.“ 
B. Thott. Et Kiærlighedspant, Venſtabs⸗ 
pånt. “Tungens mindſte Lyd var Løftetg 
ſikkre Dant.” 9. Bull. At fætte fin Wre i 
hant f. noget (nemlig for "Sandheden, 
isheden deraf.) 2. I Sard. en Ting af 
Værdi, fom man ovevdrager en Anden til ” 
Sikkerhed for Betalingen af en Gield. 
Haandfaaet Pant a: fom virkelig er givet 
cen i Hende, (aft Pant. (modſat: urørligt 
Pant, Pypothek.) ”Haandfaact Dent, 
ſtal den, ſom det fager, glemme fom fit 
eget Gods.” D. Lov. At laane (Andre) 
paa Pant; fætte i Pant, loſe ct P. 
forfaldent Pant (naar Gielden, hyorfor tet 
er fat, iffe til rette Zid betales.) Et bru⸗ 
geligt Pant (ſom Panthaveren fan have 
Brug df.) D. Lov. V. 7. 6. 3. 3 Lovs 
ſproget bemærfer det ogſaa den Ret i og til 
Tingen, ſom Panthaveren erhværvev. >> a.) 
Panteier, en. Eiermanden til et Pant. 
(modſat: Panthaver.) pantfaaet, ad). 
det, ſom er givet een i Pant. (pantgivet.) 
antgive, v. a. 3. [give.] give, fætte t 
ant. (Roſtg.) Dantbaver, en. den, fore 
har Pantet i Hande, eller har Forſtrivning 
paa en pantfat Eiendom. Pantlaan, et. 
Laan, ſom giores imod et Pant, -Dantz 
ſtiode, ct. Skiede paa en Eiendom til bru= 
geligt Pant, Deraf: pantſtiode v. a. 1. 
(Kof. Ander.) pantfætte, v. a. 3. [fætte.] 
ive cen noget i Pant, Deraf: Pant= 
—— Gierningen at fætte noget i 
Pant hos en Anden, Pantſatter, cn. den, 
der giver en Anden Pant, ell. Panteret ft 
fin Eiendom, t. Sikkerhed for et Laan Mc" 
andet lovligt Gieldekrav. = b.) Dantebog, 
en. En Bog, Protocol, hvort tingleæſte 
Pantebreve paa fafte Eiendomme indfores. 
Pantebrev, et. Brev, Document, hvori Eier⸗ 
manden fil ct urerligt Pant giver er An⸗ 
den Panterettighed I ſamme; PanteforFriv= 
ning. Pantegield, en. Gield, hvorfor 
Skyldneren har givet Panteret i fin Ciendom. 
Pantegods, ct. pantfat Guds. (meſt om Los⸗ 
ere.) PDantelcg, en. En felpabefig Leg, 
hvori Deeltagerne, naar de overtræde veb⸗ 
tagne Forſtriſter, maa give et Pant, fom de 
ſtden indloſe efter Dommerens Kiendelſe. 
Hantelehn eller Pantlehn, cf. i ældre Tider: 
Kronens Godſer, endog hele Landſtaber, der 
pantſattes til Private f. Kongens ell. Rigets 
Gield, undertiden mod en betinget aarlig 


ø 


. £ 


J 


Panteobligation — Papirmolle. 173 Papirmolle — Paradiusfugl. 


ø= . 
Afgift. Panteobligation, en. Gieldsbrev, 
Obligation, hvorved tillige for den laante 
Sam en Eiendom fættes i Pant. Pan— 
teret, Panterettighed, en, ud. pl. den Ret, 
Panthaveren erhverver fil Pantet. Dan: 
teſag, ell. Pantſag, en. Retsſag angaaende 
Pant og Panteforſkrivning. i 

Dante, v. a. 1. yiere Indførfel i eens 
Eiendom, i Folge Panteret. Han blev pan⸗ 
tet for Skatter. (ſ. udpante.) Deraf: 
Pantning, en. pl.-er, . 

Panther, et. pl. — e. Et Rovdyr af Catz 
teflægten; en Parder, ct Pantherdyr. (Fe- 
lis Pardus.) forſtielligt fra Leoparden. 

Pautſer, et. (ce Pandſfer. 

Pap, en. (pl. Dapper fun om flere Styk⸗ 
fer.) Tykke Ark eller Blade af Papirmaffe, 
enten forfærtigete af Klude og Papiraffald, 
eſſer ved at ſammenkline enkelte Ark Papir. 
— Paparbeide, et. 1. Alt hvad der giores 
af Pap. 2. Den Syſſel at arbeide i Pap. 
Paeparbeider, en. den, ſom giver fig af m. 
at giøre Paparbeide. Papbind, et. Bind 
om en Bog, af Pap, vvertrukket med Paz 
pir, uden Skind. Papfſfiim, en. Liinr, 
fom bruges til Paparbeide. (Moth.) 

Papegoie, en. pl.-r. ſN. & Pape: 
goie. I Midd. A. Latin Papagallus. Nav: 
net af arabiſt Herkomſt.) En udenlandſt 
Fegleſſegt fra de varme Himmelſtrog, 
hvoraf flere Arter kunne lære at fremfige 
forftaaelige Ord. — Gan har ſtudt Pape: 
geien, ſiges om den, der gior en flor eg 
uventet Lykke. 

Papir, et. (pl. Papirer, om flere Styk⸗ 
for eler Slags P.) —*— aruoo'. Lat. 
papyrus.] 1. Et, af forſtiellige Slags op⸗ 
lette Materler af Planteriget (fornemmelig 
linnede Klude) forfærdiget Stof, fom be⸗ 
nottes til at ſtrive og trykke paa, foruden 
anten Brug. Et Ark, cn Bog, et Riis, 
en Balle Papir. At gisre Papir. Skriv⸗ 
pepir, Zrnfpapir, Bomuldspapir, Kludes 
pepir, Silkepapir, m. m. ſGen. Papirs 
fragcé altid med den adjectiviſte Bemær: 
kelſe: ſom er giort af Papir, f. E. Pa⸗ 
pirsdaaſe, Papirslygte, Papirsvindue, 
Pepirsæſte, 0. fl. De umiddelbare Sam⸗ 
minfætninger betegne derimod en Gienſtand, 
ter hører til, har Henſyn ell. ftaaer I et viſt 

ethoſd f. Papir.] 2. Et Blad eller Styk⸗ 
t Papir, ifær hvorpaa nogét er ſtrevet. 
Nan har forſeglet hans Papirer. = Paz 
piraffald, ct. ſmaa Stykker afjfaaret, celler 
ubrugeligt Papir. Papirfabrik, en. Ind⸗ 
titning og Vorkſted, hvor P. gisres. Pa⸗ 
pirform, en. Form, hvorpaa Arkene dan⸗ 
res i Papirmoller. Papirhandel,en. pan: 
tel med forſtiellige Slags Papir. Papir⸗ 
bendler, en. den, ſom driver Handel m. 
Tapir (Skrivebsger, Skriveredſtaber 0. d.) 
Pepirmager, Papirmeſter, cn. Den fon 
hreftaaer cn Papirmolle. Papirmelle, en, 


et Molleveerk, Hvor Klude beredes til Pa⸗ 
pir; Papirvcerk, Papirfaäbrik. Papirolie, 
en, En ſtarp, olieagtig Fugtighed, ſom 
bliver "tilbage, naar Papir forbrændes. 
Papirpenge, n. s. coll, Sedler eler Bevis 
fer, ſom udficdes af eh Bank eller Regies 
ring, om ſtulle gage ég gielde i Stedet for 
virkelig Mynt. Papirpreſſe, en. 1: En 
P. med Skrue, ſom br. til at preffe Papir. 
2. d. f. f. Papirtvinger. Papirfar, en. S. 
til at klippe Papir med. Papirſtab, et. 
Stab til af glemme Papirer i. Dapirs 
ſpaan, en. pl. — er. ganſke ſmaat Papiraf⸗ 


… fald; faafom v. Zeog⸗ Berfæring. Pa⸗ 
pirfpilde, ett, unnttig Brug af Papir. Dar 
pirſtempel, et. S. fom vraatrutfegs Papir 


til offentlig Brug.  Papirtvinger, en. Gt 
fladt og tungt legeme, en Marmorplade, 
Blyplade e. d. fom br. til at lægge ovenpan  - 
Papirer, f. at holde bem fammen. Paz 
pirværk, ef. En Papirmolle, Papirfabrif. 
Papiſt, en. pl.-er. En' Tilhænger æf- 
Paven, Bekiender af den catholfte Religion, 
— Papifterie, et. det, ſom hører til Pave⸗ 


dommet og den cath. Religion. (i dagl. T. 


og med Ringeagt.) papiſtiſt, adj. ſom 
hører til Pavedemmet og Catholicisſsmen. 
(D. Lov. VL 1. 3.) 

Dar, et. pl. d. f. [ISl. og Sv. Par.] M. 
To Ting eller Perſoner af lige Art, ſom 
enten høre ſammen, eller i en vis Henſigt 
og for en vis Tid ere forenede. Et Dår 

tøvler, Handſter, Heſte, Kopper o. ſ.w. 
(Det modſatte af Par. er umage.) Per og 
Dar, Dar ved Dar. Et Der, absolute, 
bemærfer ogſaa: et Par Menneſtker, et Par 
Xgtefolk. Et lykkeligt Par. “Samler 
nye Lykſaligheder trindt omkring det ædle 

ar.” Evald. 2. fan, nogle faa. (ogſaa 

lot to, eller omtrent to.) et Dar Dage, et 
ber Ord. — Deraf: parviis, adv. Par og 

ar fammen. i 

Parade, en. ſfranſt.] i dagl. T. for: 
Stads, prægtigt Optog. At komme 4 
Parade. “At have et uͤhr til Parade,” 
Sneedorf; men meft om Krigsfolt, naar 
de for at ſtifte Vagt, eller ved andre Leilig⸗ 
heder, trekke op £ fuld Dragt med Muſik; 
Vagtparade. Deraf: Paradeheſt, Para⸗ 
deplads, Paradeſeng (Pragtfeng) 0. fl. — 
Paradere, v. n. viſe fig i fuld Stads og i 
prægtigt Optog; ifær om Soldater. - 

Paradiis, et. pl. Paradiſer. [Af det Gr. 
og Lat.) 1. Det førfte Menneſtepars Op⸗ 
holdefted.; Eden, Edens Have. 2. figurl. 
ethvert ſerdeles ſtisnt, behageligt og ſvkke⸗, 
ligt Opholdsſted. “Fra os til hine Para⸗ 
diſer ev nu desuden ingen Fart.” Baggeſen. 
Et jordift Paradiis. (Saaledes ogſaa un⸗ 
dertiden om det tilkommende Livs ſalige 
Tilſtand.) — Paradiisæble, et. Et Slags 
Wbler af ſmuk udvortes Anfeelfec, Para⸗ 
diisfugl, en, En udenlandſt Fugleflægt , 





ſtal finde i min Tale.“ Holb. P. 


Paradiisfugl Patol. 174 


udmeerket vel deres Fiedres Pragt og ifær 
ved Halefiedrenes Længde og Farver. — 
paradiſiſt, adj. ſaaledes, fom man tænfer 
fig det i Paradiſet; i høi Grad lykkeligt, 
behageligt. ; i ' 

Daredor, adj. IGr. og Lat.] fom mods 
figer, ftrider imod en af de Allerfleſte ans 
tagen. Mening, En paradox Sætning. — 
Ogfaa ſom Subſt. “Man intet Paradox 
Paars. 

Parallel, adj, (Gr. og Lat.] ſom i hvert 
Punkt ſtaae lige langt fra hinanden; jævns 
løbende. Parallele Linier, Cirkler. 

araply, en. pl. - er. Ifranſt.] Regn⸗ 
germ: 

araſol, en. pl.—ler. Ifranſt.] Solſtierm. 

arcel, en. pl.-ler. [af det fr. og Eng. 
Parcel.] et Stykke Jord, en af en ftørrg 
Eiendom uddeelt cl. udſtiftet Jordlod. — 
partellere, v. a. 1. dele, udſtykke en ſtorre 
Jord i Lodder eller Parceller. At parcellere 
en Hovedgaard. — Deraf: Parcellerĩng, en. 
— Pårcellift, en. pl.-er. Den, ſom har en 
Parcel til Brug. (Ord, fom førft i de nye⸗ 
fle Tider ere indførte.) ' 

Parder, en. pl.-e. d. f. f. Panther. 
Deraf: Parderplet, en. forte Pletter i Par⸗ 
derens hvide Skind. parderplettet, ad). 
plettet, ſom et Parderſtind. (Kingo.) 

Parere, v. n. og a. 1. Konſtord i Ride⸗ 
og Fegtekonſten. Heſten parerer (ſtandſer 
i Galop.) At parere (afbøde) et Stød. 

Dark, en. —F [Gl. Sv. Park; beſſæq⸗ 
fet m. det T. Pferd.] Et med Muur 
eller Gierde indſluttet, aflukket Sted; ifær: 
1. et ſerſtilt, indhegnet Vand til Fiſt; Fis 

cam, Bijtepart. Deraf: Parkdynd, et. 
ynd ell. Mudder, ſom opgraves af Fiſtke⸗ 
parke, og kan anvendes £. Giodning. (Olufs 
fen.) —** en. Damfiſt (ſom mere 
bruges.) 2, €n indgierdet Lyſtſtov, Dyre⸗ 


have. (E. Parc.) “De gamle perſiſke Kon⸗ 


ger havde anlagt ſaadanne Parke tæt v. 
Vers enftjlotte” te 14 
arter, et. pl. - ter. (Fr. parquet. 
Skueſpilhuſet: de forreſte, for fig felv afs. 
lukkede Tilſtuer⸗Seder. 

Parlament, ct. pl. - er. [af Middelald. 
Lat. Parlamentum.] En Forfamling af 


lovgivende eller dømmende: Rigoͤſtender; 


nu ifær fun om denne Forfamling i Eng⸗ 
land. (I ældre Danſtk br. det almindeligen 


. og hyppigen for: Splid, Ordkiv, Opror, 


Wytteri. ”Darlament eller Elagémaal” 
forekommer endnu i Forordn. 28 Jul. 
1683.) = Parlamentsherre, en. og Par: 
lamentslem, ct, den, fom har Sæde og 
Stemme i et Parlament. 

Parol celler Parole, en. [frantt.] 1. 
Ordet, ſom den øverfte Befalingemand 
meddeler fine Officerer, for at Pofter og 
Vagter derved kunne fiende hverandre; Løs 
fen. (f. Feltraab.) 2. Forſamling af Of⸗ 


J 


"men for at forfvare den. 


a 
eg 
% 


Parol — Partiaand. 


figererne til en vig Tid, hvorved Ordet og 
Feltraabet uddeles. — DarolbefcHugp, en. 
Befalinger fra Kongen eller den overſt be⸗ 
falende, Krigshæren vedkommende, ſom 
gives eller oplæfeé ved Parolen. 

Parre, v. a. og rec. 1. [af Par] 1. 
bringe et Par ſammen, forbinde -til et Par. 
At parre Handſter, Stremper. 2. v. rec. 
parre fig, tilfredsſtille Kionsdriften; brus 
ges fun om Dyr. (Subſtantivet ſtager uns 
dertiden i sing. naar der menes hele Arten. 
Hiorten parreyſig paa en vis Aarstid.) — 
Parres, v. dep. imperf. parredes. d. f. f. 
v. rec. parre hg. (men ſieldnere. Funkes 
overſ. Nat. Hiſt. I, 50.) = Heraf: Parrgz 
drift, Parrelyſt, en. Drift, Luft til at parre 
fig; Dyrenes Kiansdrift cd. Avbledrift. 
parrelyſten, adj. ſom føler Parrelyſt. Per⸗ 
reſyge, en. En vis Sygdom hos Hornqpœ⸗ 
get, der iſer har fit Sæde I Kiensdele⸗ 
ne. Parretið, en. Den Aarstid, i hvils 
ken Dyr føle Parredrift og parre fig. (Og⸗ 
faa Parringstid.) — Parring, en. pl.-er. 
Gierningen at parre, eller at parre fig. — 
Parringsdrift, en. Parredrift. 

Part, en. pl. - er. [af Lat. pars. T, 
Part.J 1. hver eler Lod af et Heelt. 
Arvepart; Skibspart, Verdenspart. At 
have bart i noget. ”Man vecd, at Fog⸗ 
den, har af Vraget ſtorſte Part.” Holb. P. 
Paars. 2. i Rettergang og Lovfproget : 
den fom har Stridighed med en Anden, og 
ger den afgiort ved Lormaal. At indz 
de, at høre begge Parter. (ſ. Modpart, 
ederpart. 

Partere, v. a. 1. [af Part.] dele i flere 
Stykker; ſonderlemme. 

Parterre, et. Ifranſt.J 1. i Theatre: 
Gulvet i Tilſtuerſalen, indrettet for ſidden⸗ 
be eller ftaaende Tilſtuere. 2. i Lyſthaver: 
færitilte og afdeelte Stykker Jord til Blom⸗ 
ſter eller Sræépletter, m. mM. 

Parti, ef. pl.-er. [FIx. partie.] 1. en 
Deel, en ubeftemt Mængde Ting, ifær af 
tet Slags. Et Parti Vare. At fiske, 
fælge I ftore Partier. 2. endeel Folk, ſom 
have een Befåemmelfe eller et Formaal, 
(deraf: Jagtparti, Spilleparti.) Et Parti 
i Krigen, ſom gager paa Streiftog. 3. 
Endeel Perſoner, fom fHenfcende til en vis 
Gienftand ere af eens Mening og holde ſam⸗ 
Politiſte Partier. 
R-ligtonépartier, 1 At ftifte fig et Parti, 
tage Partdi en Gag. ”BVore Sandſer tage 
altid Verdens Parti.” Baftholm. F Mod⸗ 
parti, Sect, Faction, Zilhæng.). 4. i 
nogle Talemaader for: Giftermaal, Wg⸗ 
teſtab (iſer med Henſyn til Formuen.) At 
giore et rigt, godt, flet Parti. 5. 9 viſſe 
Spil: et heeit, fuldftændigt' Spil. Et 
Parti Billard. Partiet ftaaer lige. — 
Pattiaand, en. ud. pl. Tilboielighed til at 
ville ſtifte Partier og deeltage i Partiſtrid. 


N 


fø 
ka 
V 


N 


Partiblad — Pas. 


Parriblad, et, En Tidende, et Blad, ſom 
ives til Fordeel for et vie Parti og efter 
eté Grundſetninger. Partigænger , en. 
Den, fom i Krigen er Deeltager i, Anfører 
for et Streifparti.  Partihovding , en. 
Anferer, Hovedmand for et Parti. Par: 
riſtifter, en.” den, fojn ftifter, giver Anled⸗ 
ning til et P. Partiſtrid, en. Strid imel⸗ 
fem fo eller flere forſtiellige Partier. — 
partiviis, adv. i ſtorre Lodder eller Partier. 
(Parti, 1.) . 
Partitkel, en. på. Partifler. [Lat. parti 
culus.] 1. en gane liden Deel af noget. 
2. (3 Sprogleren br. det om de Smaaord 
(Prœpoſitioner, Conjunctioner, m. fl.) ſom 
ikke bsies ell. forandres. TT 
Partiſan, en. pl. - er. IE. Partisan. 2. 
Partiſane.] Spyd, med en Øre under 
Spidſen, Korsgevær, Hellebarde. 
Partiſt, adj. [af Parti.] ſom af Gunſt 
eller Tilbsielighed lader bg lede i fin Dom 
eller i fin Handiemaade. At vife fig partiſt 
for, imod nogen. ”Hvo er ikke pertiff i 
fine egne Sager?” Schytte. — Partiſthed, 
em. 1. den Egenſtab, at være partiſt. 2. 
Yttring af en partiſt Zæntes og Handle⸗ 
maade. ”Zil flig Partiſthed mig ei Haab, 
ci Frogt fan drive,” Holb. P. Paars. 
Parvk, en. pl-ker. (Fr. peruque.] et af 
fremmedt Haar forfærdiget Hovedſtiul. At 
gaae m. Paryk. = Parykblok, en. Træ⸗ 
ͤlok, til at fætte en Paryk paa. Paryk⸗ 
' mager, en. den, fom gisr Parykker, brin⸗ 
ger dem i Lave, og ellers pynter paa Haa⸗ 
ret. (ſ. Zaarſtfærer.) Paryknet, et. en 
" netformet Que, hvorpaa Haaret i en Paryk 
⸗ 


befœſtes. 

1. Pas(et) ud,pl. ISv. T.og Holl. Pass.] 
1. Maal, Maade. (forældet.) Deraf Ta⸗ 
lemaaden: ved Das, ved det Das 9: oms 
trent. Gan fom ved det Das, omtrent ved 
den TID. (ſ. Vaterpas, Paſſer, 0. fi.) 2. 
adv. fil Das (i Alm. i cet Ord) til Maade, 
fom det bør være, beletligt. Det er mig 
ikte tilpas at reiſe idag. At være tilpas, 
vel, ilde tilpas. — Pasglas, et. hølt Glas, 
fom ved Ringe er afdeelt i flere Rum til 
et vift Maal. Paskort, et. Sokort, hvori 
Beſtikket afſettes. Paskugle, en. Kugle, 
ſom noie paſſer i en Boſſe eller — 
(modſ. Rendekugle.) asværk, et. hos 
Dreiere: en Indretning hvorved man dreier 
det, ſom ikke har en rund, men kantet Form, 
og andet konſtigt Arbeide. . 

2. Pas,et. pi. Paſſer. IM. A. Lat. passus. 
I. Pafs.] 1. trang Adgang eller Gien⸗ 
nemgang, Snevring, Kløftvci. 2. figurl. 
fri Giennemgang eller Adgang; i den Tale⸗ 
maade: at have frit Pas. 3. Brev eller 
ſtriftligt Viddesbyrd, ſom gives cen, at 
ban uhindret fan reife og opholde fig paa 
fremmede Steder; Reiſepas. (jvf. Fripas, 


175 


. 


ikke, at tale f. meget i Selffaber, 


LJ 


Pascontor — Pafk. | 


| 
Bescentor, et. C. hvor Paſſer udftedes,. 
aspenge, pl. det, ſom betales f. at udfœr⸗ 
dige et Pas; it. for at kiore ind ad Hoved⸗ 
ſtadens Porte p. viffe Tider af Dagen 


(Mandir d. Kammervæfen. 199.) ſ. Port- 


enge. Pasſkriver, en. Betient, ſom ud⸗ 

eder Paſſer. Pasvaſen, et. Alt hvad ſom 
horer tit Paſſers Meddeling. 

. 3. Pas, ct. Skridt, Trin; fun i følgende 
Cammenfætninger : —8 sen. et Slags: 
Skridt og Fodſtifte hos dertil afrettede He⸗ 
fte, fom næften paa eengang lidfte begge 
Fodder paa cen Side fra Jorden. Des: 
ganger, Dasgænger, an. En til ſaadan 
Gang afrettet Heſt. At gane i Pesgang. 


Pasquil, en. pl.-ler. [af Ital. Pasqui-o 
no,] et æretfændende Skrift, hvis Ophaͤvs⸗ 


mand ikke har nævnt fig; et Skamſtkrift. 

Paſſat, en. pl.-er, en Vind, fom i de 
Igquator nærmeft liggende Jordftrøg i lang 
SMÅ blæfer ftadigen fra cen Kant; Paffatz 
Sind. ; . 

1. Paffe, v. a. 1. indrette noget til Pas, 
efter ret Maal og Størrelfe. At paſſe cen 
Qing efter en anden, paſſe noget efter et 
Maal. At paſſe Rammen efter Skilderiet. 
At valle det rette Maal. (f. afpaſſe. —8 
tilpaſſe.) 2. Prøve en Ting, om den hav 
fin rette Størrelfe. At paffe et Par Skoe. 
(Man ſiger: —ã fan itke mere paſſe 


den Kiole o: den paſſer ham ikke mere.) 3. 


tage vare paa, opvarte, betiene. At peſſe 
en Syg, pafic Børnene; paffe fine For⸗ 
retninger. At paſſe Kreature, paffe Gæs, 
Kyllinger. — Pafje op, a.) det f. f. paffe, 
3. bb.) lure paa, efterſtrebe. Roverne 
paſſede ham op underveis, overfaldt og uds 
plyndrede ham. — 
paa, give nøie Agt paa. Pas pag, hvor 
an gaaer hen. rengen peſſe paa He⸗ 
ſtene (har Tilſyn med dem. erimod: At 
aſſe Heſtene ad: pleie, fodre dem. 
ige paſſer iffe Køerne godt.)  .' . 
2. 


for liden. Støvlerne paſſe ikkee Denne 
Kiole paffer mig godt. Laaget paſſer iffe 
t. Kanden. 2. være vel ſtikket, indrettet , 


med Henſyn til noget andet, ſtemme overs 


eens med. Formen paffer ikke til Materien. 
Diſſe Folk paſſe ikke ſammen. Dette Tsi, 
denne Farve paſſer ikke til en Kiole (el, 
til Kiole.) En ung Kone paffer ikke til en 
udlevet Mand. 3. v. rec. paſſe fig, ſom⸗ 
me fig, te fig; iſer med Henſyn til'uds 
vortes Velanſtondighed, t. det i 

Sæder vedtagne. Denne Dragt paffer fig 
ikke for en aldrende Kone. Det paſſer fi 
— part. 
ſommelig, anftændig, ſom paſſer 


pafjende, 


fig. 
3. Paſſe, v. n. 1. i viffe Kortſpil: holde 


Skibspas, Sopas, Vognpas, og fl.) = fig fra virkſom Deeltagelſe i Spillet, naar 


Nn 


Paſſe paa, tage vare 


Den , 


Paſſe, v. n. og rec. 1. Have det rette " 
Maal, være til Pas, hverken for ſtor eller 


N 


E tør —e— 


Paſſe — Patent. 


man ei foer fin Fordeel ved at være den 


"4 


1 


1 Gpillende. "At vaſe i Forhaanden, i Bag⸗ 


kan t. Mød paſſere. 


X 


Der e 


pillere. 

Paſſelig, adj. [af paffe.] 1. ſom paſſer 
eller er tilpag. 2. ſom paſſer fig vel, ſom⸗ 
melig, velanftændig, paſſende. 3. maa: 
delig, middelmaadig. (Moth.) — Paſſelig⸗ 
hed, en. ud. pl. Semmelighed. 

Paffer, cn. pl.-c. IN. Sar. Paſſer.] 
et. mathematiſt Redſtab, beftaaende af to 

anſte ſpidſe, vventil forenede og bevægelige 
cen, der bruges tif at maale og affæftte 
lige og krumme Linier. ' 


. Daffere, v. n. 1. Ifremmedt, og hyppig 
brugeligt i dagl. Tale.) 1. reiſe, færdes, 
drage til Fods eller Vogn. At peffere for⸗ 
bi, igiennem en Br, over en Flod. Den⸗ 
ne Vei, fom midt om Sommeren knap var 
åt paſſere.“ M. 2. fortfætte fin Vel, drage 
uhindret videre. At fade cen paffere. 3. 
tilftedes , antages, findes taalelig. Det 


aanden. paſſet, rundt (af alle 


antages for. At paſſere for en rig Mand. 
5. ſtee, hæntes, tiltrage fig. ”Hvis af 
klare Documenter man ikke unde fee, at 

igt paſſeret er.“ Holb. P. Paars, — Pasz 
ereſeddel, en. Beviiz, ſom medgives for⸗ 


toldede Vare. 

Pasſion, en. pl-er. Taf det Lat, og Fr.] 
Egentlig: eidelfe i Almindelighed : (brugs 
tes derfor tilforn meget for det fildlgere op⸗ 
tagne: Lidenſtab.) Nu for tet meſte fun 
om: Jefu Chriſti Lidelfe og Død, Tiden, 
hvorpaa denne Begivenhed erindres (den 
ftile Uge) og Kirkeſtikkte i den Anledning. 


, Deraf: Pasfionsandart, Pasſionsblomſt, 


en Planteſlæegt, i hvis Blomſt man har vil: 
let finde Redſtaberne til Chriſti Lidelfe (Pas- 
siflora) Pasſionsben, Pasfionshiftorie , 
Pasſionsmuſik, m. fl. 


Paſtel, end ud. pl. [franft.] et Slags 
Farvedei, hvoraf dannes tynde Stifter af 
mange forſtiellige Farver, til et eget Slags 
| At male i Paftel 9:”med 
flige tørre Farver. = Paſtelfarver, pl. en 
Samling af ſaadanne —— a⸗ 
ſtelmaler, en. Den, ſom allene ell. ifær 
maler i Paſtel. Paſtelmaleri, et. og fl. 

Paſtinak, en. pl.-ker. En vildt vorende, 
i Haverne dyrket Vært, hvis Rod ſpiſes, 
og der ogſaa fan dyrkes ſom Foderurt. Pa- 
stinaca gativa. 

Paſtor, en. Præft, Stæleførger ; brus 

es fun ſom Xrestitel for enhver ordineret 
5 Paſtorat, et. ſ. Præſtekald, Sog⸗ 
nerfald. 

Patent, et. på.- er. ſMid. A. Lat, Pa- 


4 


4. gielde, holdes, 


tenta 9: literæ patentes.] 1. offentlig op⸗ 


ſlaart eller bekiendtgiort Befaling af Regie⸗ 
tingen, 2. aabent Brev, ſom meddeles cen 
for at forfitfre ham en Rettighed eller Be⸗ 


a 


ve 


* . i ' 


76 


Patent — Pattebrober. 


naadning, gide ham et Vidnesbyrd, m. m, 
Adelspatent. 

Pater, en. Et latinſt Ord, (Fader) ſom 
bruges om viſſe catholſte Ordensgeiſtlige 
cer Munke. “For Pateren holdt Huus 
en Quinde.“ Veſſel. S Daternofter, et. Fa⸗ 
derdor; de Catholſtes Roſenkrands eller 
Kugleſnor, hvorefter de tælle Bonnerne. 
Paternoſterværk, ct. Et vift Slags Maytinz 
vært til at træffe Vand op af dybde Steder, 

Patient, cn. pl. + er. en Eng, Lidende. 
At være Patient. (d. Tale og lavere ell. 
Embeds⸗Stiil) ”Naar nogen Datient en 
Koldefnge kryſter.“ Arrebo, 

Paqtriark, en. pl. - er. 1. Stammefæ: 
drene for det jodiſke Folk, fom de moſaiſke 
Skrifter omtale. 2. en geiſtlig Verdighed, 
heiere end Biſtoppers og Erkebiſtoppers. 
petriardalff, adj. ſom vedkommer, tilhøs 
rer en Patriark. patriarchalſt Levemaade, 
ſom omdankende Rationer føre, forenede i 
Stammer, under Stammefedres Styrelſe. 

Patriot, en. pl.-er. den, ſom elſter fit 
Fædreland, og agter dets Vel hoiere, end 
egen Fordeel; en god Borger, Fodrelands⸗ 
ven. ”Enhver vilde maaftee nok handle 
fom Patriot, naar alle andre giorde det 
amme.” Sneed. ”En ægte Patriot er 
vift ſin Alders Xre,.” Evald. — Deraf: Pa⸗ 
triotisme , cen. ud. pl. Fædrelandsfiærligz 
hed.  patriotiff, adj. gtundet i, betinget 
ved Patriotisme. En patriotiſk Handling, 
Tœonkemaade. ”Wed Slutningen af Maal: 
tidet begnndte hang patriotiffe Iver at 
falde.” Sneedorf. . . 

Patrol, eler Patrulle, en. [fr. patrou- 
ille.] en omgagende Soldatervagt, ſom ef⸗ 
—5 udfatte Poſter eller vaager over Sik⸗ 
kerhed.“ — patrollere, v. n. 1. gaaer om⸗ 
Æring med en Patrol. — Batrollering, en. 
1. Patron, en. pl.—er. [Lat.] Beftiermer, 
Beffytter. (ſ. Kirkepatron.) 

2. Patron, en. pl.-er. ſfr. patron.]-. 1. 
Jadftillige Saandværker? et Slags Men⸗ 
fter, Model, en huul Form -(fom Hos 
Dreiere.) "2. et Røv af Papir eller andet, 
der fyldes med ſaameget Krud, fom hører 
til et Stud. — Datrontaffe, en. hvori Sols 
däten giemmer Patroner. 

Patte, en. ud, pl. [Gv. Patt.] 1. Melk, 
ſom en Qvinde, der har født, faaer i Bry— 
ſterne; Die. 2. Avindfolfs Bryſter. (i 
begge Bem. kun hos Almuen og i lavere 
Talebrug.) 3. Uegentl. Koens Yver. — 
Dattebrog ;en. Brog eller Dug, ſom 
Qvindfolk lægge over Bryſterne. Patte⸗ 
dug, og Pettetlud, en. d. ſ. ſ. Pattebrog. 
Pattevorte, en. ſ. Bryſtvorte. 

Patte, v. a. i. fuge Melken af Ovinde= 
bryſter, eller af Yver; die. (faavel om 
Menneſker, fom om Dyr.) Føllet patter 
endnu. — Pettebarn, et. Barn, fom end: 
nu dier, ſom er ved Bryſtet. Hattebroder, 





Øg F — 


Pattebroder — Pavevalg. 177 


en. den, ſom med et andet Barn af andre 

orceldre dier eller har diet een Amme; 

iebroder. Saaledes: Patteſoſter. — Pat⸗ 
teboſſe, en. Boſſe eller Flaſte, hvoraf Bern, 
fom ingen Amme have, fuge Melk, i Ste: 
det for at die. Pattedyr, et, Dyr, ſom 
fode levende linger og fade dem patte. (Mam- 
malia.) Patteflaffe, en. f. Patteboſſe. 
Pattefol, et. Føl, fom endnu patter Hop: 
pen” (faaledes : Pattegriis, Pattelam.) 
Peattegles , ct. Et dertil indrettet Glas, 
til at lade Pattebørn drikke af, eller opam⸗ 
me dem ved. Patteglut, en. et Pattebarn. 
Pattehorn, et. f. Deggehorn. Pattelyſt, 
en. Lyſt til at die. patteſyg, adj. meget 
begierlig efter at patte. 

Pauke, en, pl. Pauker, ſom ofteſt fores 
tommer. IT. Pauke.] En Tromme af 
Kobber eller Solv, i Form af en Halvkug⸗ 
le, og hvoraf altid to ſlaages pad eengang; 
Kiedeltromme, Hœrpauke. — Paukeſlager, 
en. ten, ſom forſtager at ſlaae paa Pauker. 

Pæulun, ct. pl. - er. IM. S. Paulun. 
gr. parillon.] Et Telt; en Hytte eller 
Bngning i Stiffelfe af et Telt. (fielden, 
undtagen i vore Bibeloverfættelfer.)  ” Jeg 
bogger min Helligdoms Paulun i de ræds 
fomme Skygger.“ Evald.  , 

Peuſe, en. pl.- r. Afbrydelſe i en fortſat 
Handling, eller I noget vedvarende; meft i 
Mufiten, om et fort Ophold i Tonerne. 

Pave, en. pl.-r. [af M. A. Lat. Papa.] 
den romerjt⸗catholſte Kirkes Overhoved el⸗ 
let everſte Biſtop, ſom vælges af Cardina⸗ 
lerne, og regierer ſom verdslig Fyrſte over 
Kirkeſtaten i Italien. (Nævnes Paven m. 
bot. Artikel, og uden videre Tillæg: da mes 
nes enten den nu tegterende, ell. den pave⸗ 
lige Bærdighed i Pavens Perſon.) Endeel 
indie Keiſere have føgt at indſtrenke Paz 
vens Myndighed. At trættes om Pavens 
Skeg 3: om en reent unyttig Gienftand. == 

vegylden, en. En Mynt, ſom fordum 
betaltes for Aflad; Peterspenge, Aflads⸗ 
penge. (Woth.) Paveherredemme, et. 
Pavernes Herredomme i geiſtlige og Klrke⸗ 
Sager. (I. Rothe.) 

Pavernes og Pavedømmeté Hiſtorie. Pa⸗ 
vehof, et, Pavens Hof og. Dofftat, ſom 
geiſtlig og verdslig Fyrſte. Pavehue, en. 
ten med en tredobbelt Kronering omgivne 
Biftopshue, ſom Paverne-bære ; Pavefrone. 
Pavelov, en. 1. en Lov, givet af en Pave, 
2. ten geiftlige eler canoniſte Lov; Kirke⸗ 
lo ven. (Moth.) Pavemagt, en. den geiſt⸗ 
lige og verdeélige Magt, ſom Paverne tilegne 

… Pavepibe, en. kaldes det ſtorſte Slags 
FcHandite Leer⸗Tobakspiber. Paveftol,en. 
Pavené Stol eler Throne; figur. : Pas 
vens Magt og Myndighed. (A. 9. Vedel, 
t. Rothe.) Pavefjæde, et. Pavens og den 
ꝛavelige Regierings Opholdsſted. PDaves 
valg, ct. Balg af en ny Pave blandt Cars 


avehiſtorie, en. li 


ledreng, 


Pavevalg — Pedal. 


dinalerne. ”Kirfens Splid v. det dobbelte 
Pavevalg.“ Jacobi, Pavevalde en. Pas 
veherredomme, Pavemagt. (T. Rothe.) 
Paveværdighed, en. den hoieſte geiſtl. Vœr⸗ 
dighed i den catholſte Kirke, ſom Paven hes 
æ 
Værdighed og Magt, med Alt hvad ber af 
Tro og Kirkeſtikke hører til ſamme; åg brus 


ges derfor ogfaa for: den romerſt⸗catholſte 


Religion og Kirke. — pavelig, adj. ſom 
tilhører, vedkommer, udganer fra Paven og 
hans Værdighed. pavelig Myndighed., 

pavelige Rettigheder. 

Peber, en. ud. pl. Frokornet af adſtillige 
udenlandſte Værter (i Serdeleshed af den 
almindelige, forte Peber, Piper nigrum) der 
bruges fom et ſtarpt Kryderi. xx Deberbefje, 
en. Boſſe til at giemme ſtedt Peber i, dg 
deraf firse den pad Maden. Peberfugl,en. 
En americanſt Fugleflægt , udntærfet ved 
deres Næbé Størrelfe. ( Toucan.) Peber⸗ 
kage, en. Hvedebrod, ſom krydres med Hon⸗ 
ning og Peber. Peberkorn, et. enkelt Bær 
eller Frokorn af Pebertrxet. Pebermynte 
en. Plante af ſteærk nugt og aromatiſt 
Ømag. GJentha.) Peberned, en. p 
nodder. ſmaa runde Kager, liig Nødder, 
af famme Dei ſom Peberkager. Peber⸗ 
qværn, en. En liden Qucrn eller Molle til 
at male Peber paa. Peberriis, ct. Buſten, 
fom bærer Peber, Pebertre. Peberrod, 
en. En befiendt indenlandſt Plante af en mes 

et ſtarp Smag. (Cogchlearia armoracia;) 

— 5* — et. knuſte, halvſtodte Peberkorn. 

ebertræ, et. kaldes ogſaa en indenlandff 
giftig Buſtvext. (Daphne mezereum.). 

Deberfoend „en. pl.-e. fen for vort 
Sprog ganſte færegen Benævnelfe, ſom fors 
dum brugtes for: Kræmmerfvend.] . 1. én 


aldrende eller gammel ugift Mand. — Her⸗ 


af hos Baggefen : Deberfvenddom; en Pe⸗ 
berfvende Stand. [Det herefter dannede, 
ſelvgiorte Ord Pebermo, om en gammel 
Mo eller Jomfru, er brugt af P. K. Troiel, 
og efter ham gientaget nogle Gange; men 
uden at fane Indgang.] 2. å den oprinde⸗ 
lige Bemærfelfe br. det endnu af Holberg 
”Daa Fnat en Peberfvend og Strædder, 
man jo fiender,” (P. Paars. IV. 3 Sang.) 

Pebling, en. pl.-e, en ung Dreng, Sko⸗ 
kolepilt. (forældet.) En flattet 
Fole fan blive en Heft, en fattig Pebling 
fan blive en Preſt. Ortfer, ”Begynd med 
lidt, lær Peblinge at ſtrive.“ Rein. 


er. — Pavedomme, et. den pavelige 


Cd 


Debre, v.a. 1. komme Peber paa, kry⸗ 


dre med Peber, At pebre Maden. — Det 
ev pebret, ſiges figurl. om noget, ſom er 
dyrt. “Jeg havde gierne feet, han havde 
pebret lidt den overvættes Godme.“ Bagg. 

Pedal, en, pl.-er. 1. den Deel af et Or⸗ 
gelverk, der |pilles ved at tredes med Fod⸗ 
derne; Fod⸗Ciaveer. 2. en Indretning fif 
at dæmpe og forftærfe Lyden paa et Claveer, 


(12) 


DS 


Pedal — Peilftol. 


ved et Tryk med Foden, — Pedalharpe! en. 

en Harpe med en lignende Indretning. 

Pedalvært, et, d. ſ. f. Pedal. Pedalvær⸗ 
et i et Orgel. 

Pedant, en. pl.-er, den, ſom i Alminde⸗ 
Lighed, eller i ble Silfælde, vil hive Smaa⸗ 
ting en overdreven Vigtighed; i Særdeleshed 
og ofteſt om ſtuderede Perſoner, der fætte 
hut Priis paa ufrugtbar Lærdom, men 
mangle Aand, Smag og dannede Sæder. 
»Meen' 3, Soldater og ci være fan Pedan⸗ 
fer?” Holberg. = Pedanterie, ct. plot. 
en Pedants Zæntemaade, Opferſel, Yt⸗ 
tringer. ”Der er Dedanterie I alle Stæn:s 
,… der, og dog holder Enhver fin Stand fri 
detfor.“ Sneed. — pedantijk, adj. fom er 
egen for, pafjer fig paa, hører til en Pedant. 

Pedel, cn. pl.-ler, Opvarter og Bud ved 
et Univerfitet eller Academie. ”De ere tam⸗ 


me Dyr, de ere kun Pedeller.“ Holb. P. 


Paars. I. 3. Sang. 
Peen, adj. pl. pene. [Forefommer ikken 
det Isl. ell. f ældre Danſt; men br. ogfaa i 
Oſtergothland. Hos Moth pær, fom det 
ogfaa jævnlig udtales.] 1. pyntelig, reen 
og net, udvortes ziirlig og ordentlig uden 
Pragt. En pern Stue; peen i Klader. 
Lun havde giort fig alt for peen.“ Veſſel. 
2. meget tilbageholden, tvungen, knipſt, 
undfeclig i Adfærd. Gan er faa peen ſom 
en Jomfru. (Moth) ”Hun mere pecn og 
lekker blev.” Veſſel. = Peenhed, en. ud. pl. 
1. den Beſtaffenhed eller Egenſtab at være 
net og peen; Pyntelighed.“ “ Hendes Paa⸗ 
Flædning udmærfede fig mere v. nderlig 
Peenhed, end v. Smag.” Rahb. 2. tvun⸗ 
gen Undſeelſe. ”LViffe Folks Peenhed.“ 
Holberg. , . 
Pege, v. a.1. rev. peka.] vife hen paa 
noget, iſſer mød Fingrene, med en Kiep el: 
ler Pind. At pege paa, til et Sted. At 
pege m. Fingeren, m. Stokken paa noget. 
(Man figer: at pege Fingre ad cen, t. Spot og 
Foragt; fieldnere: pege Fingre pas cen. Holb. 
P. Paars.) At pege pga, pege hen til, fis 
url. gisre opmærffom paa, hentyde til. — 
be nger, cn. den Finger, fom cc Tom⸗ 
melfingeren nærmeft, og fædvanligen bru⸗ 
es haar man peger. Pegepind, Pege⸗ 
fire, en. Pind, Stikke, hvormed man peger. 
" Deile,v.a.1. 1. figte fra ct Skib med 
Peilcompaſſet til en fiern Gienſtand, for at 
beftemmr hvad Retning Skibet har til den⸗ 
ne, At peile Solen, prile ct Skib i Nordveſt. 
2, maale med en Peilftof, hvormeget Vand 
der er i Skihsbunden. Deraf: Peiling, 
en. = Peilcompas, et. Compas med tv 
Sigter, indrettet til at peile med. Peil⸗ 
ſtok, en. en Jernſtang med affat Maal, ſom 
man fænfer ned i Pompeſoden paa et Skib, 
for at pelle Vandet, eller maale dets Meng⸗ 
e. — Peilſtol, en. En Stilling paa tre 
Been, hvorpaa Peilcompaſſet ſottes. 


——- 


— 478 


- hvormed Penne tilſteres. 


e 
U 


Pelikan — Penneftifte. 


Delifan, en. pi. — er. 1. en ftor Vand⸗ 
fugl, udmærtet ved en Pofe, der hænger 
under dens Neb. 2. et chirurgiſt Redſtab 
fil at udtraffe Tander. 

Dels, cen. pl. Pelſe. [X. 6. Pylce, T. 
Pels.) 1. viſſe Dyrs, med lange, blode 
Haar beflædte Skind. Bisrnens, ülvens, 
Ravens, Kattens Pels (ſom ofteſt ſiges deg 
i Danſt: Skind.) , 2. en af ſaadanne Dyrs 
Skind forfærdiget, eller dermed foret Kior—⸗ 
tel eller Kaabe. — Delefoder, et. Foder af 
Pelsvært. — pen. Handel med 
Pelsverk. elshue, en. lodden Hue, fo⸗ 
tet Hue. Pelskiortel, en. K. ſom ev foret 
med Pelsvært. Pelskrave, en. faſt eller 
lss Halstrave med Pelsfoder. Pelsmager, 
en. Buntmager. (Moth.) Delsffo, en. 
En m. loddent Skind foret Sko; ell. en 
Sto ſyet ſaadant Skind, f. E. Salſlind. 
(Adr. Av.) Pelsfkrædder, en. ſ. Bunt⸗ 
mager. PDelstrøie, en. Troie, beſat eller 
foret med Pelsverk. Pelovante, en. Vante 
med Peisfoder. Pelsværk, et. ud. pl. Der 
famme fom Dels, 1. eller deslige Dyrs 
Skind, beredede til Handel åg Brug. Af 
handle med Delsværk; befætte en Kaabe 
med Delsvært. 

Den (en) pl. Penne. ſIsl. Penni. Holl. 
Penne. bejl. med Dino.,] 1. Noget, der 
er dannet ſom en Pind, og, tilfpidfet, br. 
til at ftrive med. J Sammenf. Blyants⸗ 
pen, Rodkridspen. 2. I Gard. en udtruk⸗ 
ken Vingefieder af en Fugl, ifær af Gaafen, 
fom bruges til Skrivning. En Gaaſepen. 
(Om andre Fugle i Alm. Fieder. At ſtrive 
med Svanefiedre, Ravnefiedre, Kragefiedre.) 
»En faadan liden Siær fan vore, blive Den.” 
Holb. P. Paaré. 3. figurl. Skrivning, 
Skrivemaade, Skrift, Still. At nære fig 
ved, tiene fig op ved Pennen. Det er ifte 
fommen fra hans Den, At føre en god 
Den, en hvas, bidende P. (om ben, der 
ſtriver ſpybigt.) t føre noget i Pennen 
(ſtrive det op.) At tilfige cen noget i Den= 
nen. 4. Dennen paa cn ammer 9: dens 
ene Ende, naar den gaaer ud i cen Spids 
(modſat Klov, naar den i St. for Pen har 
en Kloft, og Banen, eller den tykke, flade 
Ende.) = Pennefegter, en. den, fom ide⸗ 
lig forer Penneſtrid. Pennefeil, en. Skri⸗ 
verfeil. (Moth.) Pennefieder, en. Pen; 
en Fieder, for faavidt den tiener til at ſtrive 
med. Pennefufter, en. Cen, der fuſker i 
at ſtrive ell. forfatte; en flet, uſſel Forfat⸗ 
før. (nyt O.) Pemnehuus, et. Foder tit 
at giemme Penne i. Pennekniv, en. Kniv, 
i Pennekrig, en. 
Strid, fom føres ſtriftligen, lir paa Prent. 
(Sneedorf.) Pennemarv, en. ten blode, 
trevlete Deel inden en Pernepoſe. Pen⸗ 
nepoſe, en. den underſte hule Deel af en 
Pen, ſom tilftæree til Skrivning. Pen— 
neſtifte, et. ſigurl. Forandring af Skri— 

4 


Penneſtifte — Pengebelob. 


vemaade; ell. Omſtiftning af Forfattere v. 
cet ſtriftligt Arbeide. (Grundtv.), Dennez 
ſplit, en. Sptitten, ſom giores i den tif 
ſtaarne Spids paa cen Pen. Penneſtilk, 
en. ten everſte, fiedrede Deel af Pennen. 
(Colding.) Penneſtrid, en. d. ſ. ſ. Penne⸗ 
krig. Penneſtreg, ct. Etreg eller Skrift⸗ 
træf, ſom gieres med en Pen. Penneteg⸗ 
ning, en. Tegning, giort mød ent Pen, 
Penge, en. pl: d. f. men bruges meft ſom 
coll. [5 ældre Danſt Pending og Penning. 
Ssl. Penningr. A. S. Pening.) 
mnutcet, præget Stykke Metal, ſom i' Al: 
mindelighed er tillagt en vis Værdi ; en 
Moynt. (Ivf. Skuepenge.) At mynte Pen⸗ 
ge. En gammel, en falſt Penge. 2. a. 


Mönt, myntede Penge overhovetet, for 


faavidt fom de ere Tegn og Maal for Tin⸗ 
genes Bærdi. Pengenes Omløb i et Land. 
En ſtor Omſetning af Denge. Halvdelen 
i Penge og Halvdelen i Varer. Hverken 
Penge, cl. Denges Værd. Gode, lette 
Penge (hvis Metalværdi fvarer ell. ikke fvas 
rer til den faftfatte eler defalede Bærdi.) 
Offentlige Penge (fom tilhere , ſom hæves 
f. offentlige Kaffer.) Rede Penge (ſom 
man virkelig har ved Haanden; i Wodfætn. 
fil Gieldsbreve, Obligationer, umyntet Guld 
og Solv, cfl. overhovedet t. Gods, Løs: 
fre, det fom er af Penges Verd.) At 
giore noget i Denge 9: fælge det, afftade 
enten Eiendom ell. Brug deraf (ofteft den 
ferfte) for Penge. ”Dette vindſtibelige Folk 
gier Alf, indtil deres Gulveſtarn og Mud⸗ 
teret i Canalerne, i Penge.“ Schytte. (jvf. 
Pepirpenge.) b) en ubeſtemt Mængde 
af montede Penge, At famle Penge, fætte. 
P. til, ode, bruge P. lægge Penge op. 
Seg har endnu ingen PD. faart. Han vit 
ifte betale mig mine Denge (fom jeg har til⸗ 
geder.) At give gen Snak for Penge. At 
være v. Penge (have Ps)" ”Dg fage p. 
Cretitf, naar jeg er ei ved Penge.“ Holb. 
P. Paars. t have P. hos ſig. Den 
Pung er tom, en Andens Penge er udi. 
(Y. Bolle.) cs) ſigurl. Formue, Velſtand, 
Rigtem. Han har mange Penge. At gifte 
fig P. til. Han feer fun paa Denge. 3. 
fortum: en Mynt, fom var den tolvte Deel 
cf en Stilling. "En Hvid var 4 Denge. = 
Pengeaeger, en. Aager, fom drives med 
Penges Utlaan eller Omſotning. (Agiota⸗ 
ae.) Pengeaagrer, en. den, font driver 
Pengeaager. — ud. pl. en 
Tenkemaade, efter hvilfen man fun feer 
Faa Penge eller Fordeel og Vinding. (Rah⸗ 
bek.) Bengebegreb, et. Begreb om Pen: 
e, ſom Magaleſtoͤkf. Tingenes Værdi. ”Et 
engebegreb, v. hvis Hielp man beſtemte 


Angenes Bærdi.” Oluffen. Pengebehold⸗ 


ning, ent. det, ſom t. en vis Tid haves i 
Behold af ÿ. Pengebelob, et. Belebet, 
SEumtnen af ett dis Deel Penge. Penge⸗ 


—X 


4 


1. Et 


» Kengehanbier. (Schytte.) 


179 Pengebidrag — Pengenar. 


bidrag, et. Bidrag, ſom gives i rede Pen⸗ 
ge. Bengeblot (en) n.s. en udhulet Blok 
til at famile og giemme Penge i. Penge⸗ 
bod, en. pl.—boder. Pengt, fom betales i 
Etraf for en Overtradelſe af Lovbud. 
Dengebælte, et. Lederbelte, hvori man 
giemmer Penge paa Reiſer. Pengecours, 
en. den Værdi i Handel og Vandel, ſom 
viffe Pengeſorter tit en vig Tid have, i For⸗ 
hold fil andre; Pengepriis.  Pengedching, 
en. Deling af en Sum Penge blandt flere. 
Pengefordeel, en. Fordeel, Binding, . ſom 
beſtager i rede Penge. Pengefordring, en. 


— paa Penge, fom man har ell paa⸗ 


aner at have tilgode. Pengeforraad, et. 
famlede Penge, P. fom haves i Forraad. 
J. Bone.) Pengegave, en. Save, ter be⸗ 
aaer i rede P. penhgegierrig, adj. ſom 
har cen overdreven Begierlighed efter P., 
og en lige flor Ulnft fil at give dem ud. 
pengegridſk, adj. gridſe, meget begierlig 
efter P. (Arrcboe.) pengegyldig, adj. ſom 
er Penge værd, har Pengeværti. (Sorte⸗ 
rup.) Pengehandel, en. 1. Handel, ſom 
gaaer. ud paa Penges Omfætning, Verling 
og Udbetaling. (modſat Varehandel.) Saa⸗ 


ledes kan Pengehandel fode Landprang af 


fig.” I. Bove. 2. i aldre Efrifter: Sag 
Handel, ſom vedkommer Penge. Colding 
Pengehandler, en. Verelerer, Pengemag⸗ 
ler. (J. Bone.) Pengehielp, en. Under⸗ 
ſtottelſe vrede P. Pengehlusholdnipg, 
en. Pengevæfenets Beſtyrelſe, Finantevæs 
ſen. Pengejode, en. En Jode, fom er 
Pengekaſſe, 

engekiſte, en. Kaſſe ell. Kiſte t. at glemme 
Penge i. Pengekaſt, ét. Et Antal Penge, 
»der i Zælling paa eengang fafteé af Haan⸗ 
den. Peugekat, en. f. Kat. Pengekneb, 

1. Kneb, ſom anvendes f. at ffaffe fig 
bange. (F. Guldberg.) Pengeknude, en. 
Pengge⸗ 
Dengelgan, et; 
Pengelade, en; 


Knude, hvori Penge ere giemte. 
krav, et. Pengefordring. 
Laan, ſom giores i Penge. 


Et Skriin, en Lade, hvori P.giemmes. 


Pengelon, en. Belonning, fom gives eller 
bydes i P. Pengelenning, cn. Lonning, 
ſom gives cen i rede P. pengelos, ad]: 
ſom er uden P. ſom ganſte mangler Penge. 
(Baggeſen.) Pengemangel, én. utilftræfs 
keligt Forraad af rede Penge. Penge⸗ 
mand, en. 1. den, ſom eier mange Penge, 
en Capitaliſt. 2. den, hvis Tragten ene 

aaer ud paa at ſamle Penge. (nyt Ord.) 
Dengemaffe, en. En flor, betydelig Meng⸗ 
de af P. Pengemidler, pl. P. betragtede 
fom Middel t. at opnaae et Diemed. 
”Sfatte,… fom Ingen Anvendelſe af Penge⸗ 
midler igien fan bringe tilveie.“ M. Dens 
tgemulct, en. Pengebod, Pengeſtraf. Pen⸗ 

emegler, en. dem, hvis Syſſel er af om⸗ 
F … at ffafte andre Penge. (I. Var 
en.) Pertzenat, en. den, ſom er en Nat 


dey 


genes Omlob blandt Kolt og i ct Land. 


" dentlig i fine Pengeſager. 


efter %.; ſom 


& 


Pengenar — Pengẽudgift. 


ior fig latterlig ved fin Pens 
geſyge. —8 Pengenad, en. ſtoͤr Pen⸗ 
gemangel. (Moth.) Pengeomlob, ct. Pens 


Olufſen.) Pengeomſlag, et. ſ. Omflag, 

ermin. Pengeoplag, ct. Penge, ſom 
ſamles og oplæegges, for i Tiden at bruges. 
Pengepoſe, en. Poſe til at glemme eller føre 
P. ſ. En tom Pengepoſe.  Dengepræft, 
en. et haanligt Ord om en Præft, der alt 
for meget feer paa Fordeel og Penge. 
(Moth.) Pengepuger, en. den, ſom ved 
Gierrighed ſamler P. og karrigen tuget over 
Vem. ”Den Rigdom — fom begraves i 
Aagerkarlens og Pengepugerens Kiſte.“ 
Sneed. Pengepung; en. Pung t. at giem⸗ 
me Penge i. Pengerigdom, cn. Rigdom, 
der ifær —8 Jengefag, en. 4. 
Sag eller Forhandling, vedkommende Pens 
8 — pl. Dengejager, br. ogſaa om Alt 


"hvad der hører til cn Mands Formue, Gield, 


Tilgodehavende. At være ordentlig, uors 
2. en Sag eller 
Brote, der fores om Penge. — Pengeſen⸗ 

ing, en. Penges Tilſending. (Rimeſſe.) 
Bange, et, Ctab t. at giemme P. i. 


Dengeftat, en. Skat, fom er anfat og maa 


fvares i D. (motfat f. Cr. Kornſtat.) Dens 

effifte, et. Skifte og Deling af P. imellem 

rvinger. Pengeſtyds, cn. i Norge: Be⸗ 
fordring, fom gives en Reiſende for Beta⸗ 
ling; modſat Friſfods. Pengeſnak, en. 
Snakken om Penge, om Pengeſager. “Hvis 
Liv er Spil, hvis Lyſt er Pengeſnak.“ Bags 
geſen. Pengeſnyder, en. den, ſom bedra⸗ 


.ger en Anden P. fra. (deraf: Pengeſnyde⸗ 


ri. Moth.) Dengeforg , en. Sorg, der 
reiſer fig af virkelig eller formeent Penge⸗ 
trang. (Holberg.) ”Den, ſom for Penge⸗ 
forg om Natten ei fan ſove. Helt. Pen⸗ 


Sort, en. Veng; Mont af et vift Slags ; 


4 


- Zab, ſom man lider i Penge. 


engeſlags. engeſpilde, en. forgieves, 
unnttig Anvendelſe af: Penge. pengefpils 
dende, adj. v. fom volder Pengeſpilde ell. 
unnttig Udgift. (Rahbek.) pengeſtolt, adj. 

olt af den Formue, man eier. Penge⸗ 

olthed, en. Stolthed, form grunder fig paa 

igdom. Pengeſtraf, en. d. f. ſ. Penge⸗ 
bod. engeftytte, et. Et præget Stykke 
Metal, der bruges og gielder ſom Penge. 
»Saadanne Pengeſtykker kaldes Mynt.” 
Olufſen. Pengeſum, en. En vis Mængde 
P. ſom der taleg eler handles om. Dens 
gefvig, en. Evig, Bedrageri, ſom gaaer 
ud paa P. (Moth, engeſyg, adj. meget 
begierlig efter P. Ben efyge, eh. overs 
dreven og laftværdig Begierlighed efter 
Penge. (Moth. Rahbek.) Pengetab, et. 
Pengetegn, 
et. Noget, der ſtal foreſtille og ſettes i Ste⸗ 
bet for virkelige P. Mynttegn. Penge⸗ 
frang, gr. Trang til Penge, hvilfe man ſtke 
har, Pengeudgifr, en. Udgift i rede P. 


d i 


” - 


⸗ 


⸗ 


180 Vengcudlæg — Pergamotolie. 


engen lab et: Penge, fom een udbetaler 
o 


v en Anden, og derved'faaer tilgode hos , 


denne. Pengevexel, en. Pengehandel. 
»Handler man m. Penge imod Penge, kal⸗ 


des dette den mindre Verelhandel cl. Pen⸗ 


evexel.“ Schytte. Poigevidenſtab, en. 
—8 om Penges Erhverv og Beſtyrelſe 
i det Store; Finantsvidenſtab. Penge⸗ 
værd, Dengeværdi, en. Den Værdi, ſom 
en Zing har i Penge, eller naar den fælz 
ges. &iendommes Pengevaerdi. Penge⸗ 
veſen, et. Alt hvad der vedkommer Penge, 
ſaavel i Almindelighed, fom i Staten, eller 
hos enkelt Mand. J 
Penitents cl. Penitentſe, en. [af fat. og 
Fr.] Anger over begaacde Synder og ders 
véd fremkaldt Bod; Synrebod, Bodevelſe. 
Penning og Pending, en. den gamle 
Skrivemaa e for: Penge. “Salges ikke 
to Spurve for cen Dending?” Matth. 10:29. 


Penſel, en. pl. Penſſer. [€. Pencil. T. 


Pinſel.] Et paa et Skaft befæffet Knippe 


af Saar eller Borſter, hvormed man ved 
alning paaſtrger Farverne. Haarpen⸗ 
fel, Borſtepenſel, Liimpenſel, Farvepenſel, 
Eværtepenfel, — figurl. om ch Konſtma⸗ 
lers Art, Maneer og Dygtighed. En bled, 
kraftfuld, marvfuld, omhyggelig, ſtiodes⸗ 
løg Penſel. — Penſelfæerdighed, en. En 
Malers Fardighed i at bruge Penſel, tat 
male [et og hurtigt, Penſelhaar, pl. Haar 
i cen Penfel, ell. fom dertil kunne anvendes. 
Denfelffaft, ct. Skaftet, Stilen p. en Pen⸗ 
ſel. enſelſtrog, et. Et Strøg med den £ 
arve dyppede Penſel. i 


Penfion , en. pl. - er. ſFranſt.] Aarlig 
Pengelsn, fom gives cen, uden at han derfor 
egentlig gior Tieneſte, eller forretter et Cm= 
bede, og fom gives t. de for "Alderdom eller 
Svaghed forlovede Embedsmænd, eller t. 
Enker; Naadelen. Deraf: Penſionskaſſe, 
Penfionévæfen, og fl. — Penſioniſt, en. 
forlovet Embedsmand, ſom nyder Penfion. 

Penſle, v. a. 1. ftenge paa, male med en 
Penſel. 2. bruge Penſlen med aft for 
ængftlig, fmaalig Flid. Dette. Maleri ey 
alt for penſlet. 

Pergament, et. ſaf M. A. Lat. perga- 
menum.] Ét Slags hvyidt og ſtivt Skind, 
fom paa en egen Maade tilberedes af for= 
ſtiellige Ones Huder, og tilforn brugtes 
meft til at firive paa. En Bog, trykket 
paa Pertgament. — Pergamentmager, en. 
den, fom bereder Pergament af puder. — 
Pergamentsbind, Pergamentoblad, et 
Blad, Bind, beftaaende af P. Perga⸗ 
mentsbrev, et. Brev, Diplom, ſtrevet paa 
Pergament. (Pergamentoſtrifter. 2 Ti⸗ 
*8 4:13.) , . 


Pergamotte, en. pl.-r. (Fe. bergamot— 


te.] Et Slags rundågtige Pærer, — Per⸗ 
gamotolie, Dlie, ſom preſſes af Skallerne 


J J 


J 
-” 





- — 


na 


Pergamotolie — Perlegraa. 


⸗ 
ma Frugten af et Pergamoftræ, podet mød 
en Citronqviſt. i . 

Perial, en. pl. —er. J dagl, Tale og 
. es en let eller maadelig Ruus. (Bags 
geſen. 

Periode, en. pl, - r. [lLaf. periodus.] 
1. en vis Inddeling af Tiden i betydelig 
Sængde; et Ziderum, en Tidsalder. 2.1 
Stiil og Beltalenhed: ten Deel af ſtriftlig 
eg mundtlig Tale, der indbefatter flere, 
med hinanden til et Heelt forbundne Sæt» 
ninger. Lange, forte, flydende, afrundes 
de, indviklede Perioder. 

Periodiſt, adj. [f. Periode, 1.] 1. fom 
kommer, vifer fig igien efter en vig Tids 
Forleb.  periodiffe Sygdonime. 2. ord⸗ 
net i Perioder. (om Stilen) 

Perle, en. pl.-r. [€. Pearl: Fr. perle, 
Af uvis Sprindelfe.] 1. en.flar, hvidgraa, 
haard og rund Udvært inden i adſtillige 
Muslingers Skal; ægte Perler, (ſ. Tal: 
perle.) 2. hvad der i Sktikkelſe, og tildeels 
i Farve og Glands ligner ægte Perler, 
Glasperler, Ravperler, Coralperler. Dug⸗ 
gens Perler. — figurl. en i fit Slags for⸗ 
trinfig, udmærfet, koſtbar Gienſtand. 3. 
Perler faldes ogſag de ſmaa Luftblærer, der 
udvifte fig, naar man ſtienker Viin, Øl og 
antre Veodſter. »Den adle Drugfaft m, 
fine Perler klare.“ Arreboe. = —*8 


ling, en. Perlers Dannelſe i Skaldyr. 


”Faft alle Muslinger ſynes af Naturen at 
være dannede t. Perleavling.“ Schytte. 

erlebaand, et. et Baand befat med Perler, 

erlebenke, en. Sandbanke i Havet, hvor 
tor findes Perlemuslinger. (Schytte.) Pers 
lebor, et. Et Bor, hvormed der gistes Hul 
igiennem Perler. Perlebord, en. Bord 
tlce Bræmme af Perler omfring noget; 
Perlebremme. Perlebenne, en. En Af⸗ 
att af de almindelige, i Kiskkenhaver dyrkede 
Benner. (Phaseolus vulgaris.) perledan⸗ 
net, adj. i Skikkelſe llig en Perle. Perle⸗ 
draabe, en. En klar og perledannet Vand⸗ 
eſler Dugdraabe. Perledruer, pl. et Slags 
BVündruer, ſom dyrkes her i Landet, (Oluf⸗ 
ſens Land⸗Oec. 342.) erledug, en. poet. 
Dua, der fætter fig I Draaber paa Blade 
eler Gres. ”Og gavmild Perledug paa 
sle Planter fpreder.” Tullin. Perledyk⸗ 
Fer, en. Dokker, ſom optager Perlemuslin⸗ 
gir fra Havets Bund; Perleſiſter, Perlefgnz 
ger, Perlefengſt, en, Perlefiſteri. Schyt⸗ 
fe.) erlefarve, en. En hvidgraa Farve, 
fem figner Perlernes. "Som erlefarven 
paa en gammel Port.” Bagg. eraf : 
perlefarvet, ad;. — Perlefiſter, en, Perle⸗ 
Irffer. Perlefiſteri, ct. Gierningen at ops 
tege Perlemuslinger fra Havets Bund, 
Perlefryndſer, pl. Fryndſer, i hvis Ende 
bænger en liden overfpunden Dup elf. 
Srætugie, llig en Perle. perlegreg, adj. 
hvitgraa, fom Perler. (Ohlenſchi.) Per⸗ 


181 


t 


Perlegryn — Perſe. 


legryn, et. trinde, paa Oværnen afſtal⸗ 
lede Byggryn; deraf? Derlekrynsgred , 
Perlegrhisſuppe. Perlehalsbaand, et. en. 
erlefnor , t. at bære om Halſen. Per: 
ehue , en, Hue befat med Perler, per⸗ 
lehvid, adj. melkehvid fom ægte Perler. 


Perlehone/ cen. pl. — høns. et Siags Hons, 


oprindelige fta Guinea, med perlefarvede 
Pletter paa Vingerne. perleklar, adj. ſaa 
klar i Farven ſom ægte Perler. Perleklæ⸗ 
de, et, Et med Perler bræmmet eller beſat 
Klæde. poet. ”En kolig Luft ſtal — fvale 
Jorden med fit Derleflæde” (Duggen.) Oh⸗ 
lenſchl. — Derlefrone, en. En med Perler 
befat Krone. (Moth.) Perlekyſt, en. Kyſt, 
hvorved findes Parlebanker. Verlcmael, 
et. en hullet Blikplade, hvormed de ftore 
Perler maales. perlemalet, adj. malet. 
med Perlefarve. Perlemor, et. ud. pl. 
(egentlig Perlemoder.) den indvendige haar⸗ 
de, perlefarvede Skal hos Perlemuslingen. 
En Perlemors Wire. Perlemusling, en. 
En tveſtallet Muslingart, hvori ægte Per⸗ 
lev findes. (Avicula margaritifera,) Per⸗ 
lepragt, en. poet. Pragt af koſtbare Perle⸗ 
mytfer. “Bort Perlepragt og gyldne Skat, 


om fſfinner fun i Verdens Nat:“ H. A. 
—8 Perlerad, en. En Rad Perler, 
Perleſnor. Alle diſſe Himlens Perlera⸗ 


der.“ Baggeſen. perlerund, adj. trind 
ſom en Perle. (Ohlenſchl.) Perleſalt, et. 
kaldes det phogphorfure Natrum, (Natrum 
hosphoricum) der fmelfter i Form af en 
erle, Perleſand, et, Et Slags Cand, 


"hvis Korn ere klare og runde” Perleſtrift, 


en. kaldes I Bogtrykkerier de allermindſte 
og finefte Skrifter, fom haves. Perle⸗— 
ſmykke, ct, Smykte af ægte Perler, eler 
befat med ſaadanne. Perleſnor, en. En⸗ 
deel Perler, trufne paa en Snor,  Perles , 
ftiffer , en. den ſom befætter og udfyer - 

Pragtklædninger med Perler, el. med Guld⸗ 
og Solvtraad. Deraf: Herleſtikker⸗Arbeide, 
Perleſtikkeri, et. Perleſtikning, en, — Per⸗ 
leſtrikning, en. Gierningen at knytte fmaa 
Glasperler ind i Silkeſtrikning. perleſtuk⸗ 
ken, adj. udſyet, beſat, broderet med Per⸗ 
ler. Perlevægt, en. Vogt, hvorpaa ſmaa 
Perler veies. É… vv 

Perle, v. n. 1. (her,) danne ſmaa Luft: 
—5— eller Sktumperler. Vinen perler i 

aſſet. 

Perpendikel, en. pl. Perpendikler. M. 
A. Lat. perpendiculum.] en nedhængende 
Snor celler trend Stang, fom ved en Bægt 
i Enden holdes lodret, og ved et bibragt 
Sted fan fættes i ſpingende Bevægelfe ; 
Lodlinte;. Svingvægt, — perpendiculaie, 
f. lodret, 

Derfe, en, pl. -r. [Holl. Pers. N. S. 
Varfe.] et Redſtab, hvori et fladt Lege⸗ 
me, enten ved Anvendelſe af en Vægt eller 
Vægtflang, eller ved. Struekraft, frembrin⸗ 


VW 


Reller bringes unter cen Perfe. 


N 


Perſe. 


⸗udbvortes Skikkelſe. 


Perſe — Perſon. 


ger et,meget forſterket Tryk paa den under: 
lagte Gienſtand. +» Dlieperfe, Viinperſe. 
At lægge noget i Perſe. (I de flefte Til⸗ 
fælde bruges nu oftere Preffe.) == Perfes 
om, em. Bommen eller Vogtſtangen paa 
ftore Perſer. PDerfefiæl, cen. Fiwlen i en 
Perſe, fom ved Bommen eller Skruen tryk⸗ 
kes ned. Perſehuus, et. Huus, hvori en 
ſtor Perſe opfættes. Perſejern, et. Et 
Slags Strygejern, ſom Skcoddere bruge 
til at flette den fyede Sem. (Moth.) Per⸗ 
ſekar, et. 1. det Kar, hvori noget. perſes 
2. Kar, 
hvori den vp. Perſen udklemte Vedſte ſamler 
fig. Perſeſi, en. Si, ſom bruges 20. brugs 
tes v. Drueryes Persning. Kampmann.) 
Perſeſkrue, en. Skruen i en Skrufrperſe. 
Perſeſtang, en, Derfetræ, ect. d. ſ. f. Per⸗ 
ebom. Perſeſylte, en. f. tet mere bruges 
lige Preſſeſolte. 
ſom frembringes ved en Perſe.  Derfetræz 
der, en. ben, fom træder Druer ti et Kar og 
derved udpreffer deres Saft. . 
Derfe, v. a. 1. IHoll. persen.] trutfe 
ftærkt, klemme Saften ud af; ifær ved en 
AF perfe Druer, Moſt, Olie. (f. 
Deraf: Pers⸗ 


ning, en. . 

Derfer, en. pl.—c. (beſt. Perſerne.) En 
Indbygger i Perſien. — Perſerinde, en. 
perſiſt Xlvinde. 

Perſille, en. ud. pl. en almindelig Haves 
urt, ſom dyrkes ſaavel f. Rodene, ſom f. 
Toppens Skyld, og m. Henſyn t. den for—⸗ 
ſtiellige Brug faacs tyndt ell. tykt. (Rod: 
perfille, Topperſille.) Apium Petroseli- 
num. 

Perſon, en. pl.-er. [Lat. persona.] 1. 
et enkdit Menneſke, et Mennefte, betragtet 
ſom Individ, ſaavel med Henſyn til dets les 
gemlige Skikkelſe, ſom til dets væfentlige 
og tilfældige Beffaffenheder. En fmut, 
anſeelig, høi, liden Perſon. En ung, en 
fremmed, en fornem, fyrſtelig Perſon. Et 
Selſtab af fem Perſoner. At møde i Ders 
fon. At kende cen af Perfon a: af hans 

(Derimod: at kiende 
gen perſonlig 9: kiende cen noiere og af Om⸗ 


preſſer, fom oftere bruges.) 


, gang.) 2. Et Individ, med Henfun til 
dets borgerlige Stilling, eller til Stand og 
Rang. Uden Perſons Anſeelſe. Perſo— 


nernes Ret, i Lopkyndigheden: den Deel 


af Retslæren, ber handler om. Perſoner, 
deres Rettigheder og Pligter, ifølge deres 
borgerlige Stilling, uden Henfun ft. Ting. 


»Den, ſom Perfonen faaer, fager ogſaa al. 


hans Ret.” Holb. P. Paars. — “perſoner 


faldes Folkem. Henſynet. hoiere Stand, 


Vardighed, Rettighed.” Sporon.” (derfor: 
kongelige, fyrſtelige Perſoner, Øvvighedss 
perſoner. ſ. Folk.) 3. et ikke pirkeligt, 
men foreſtilt Individuum, og den, der ſaa— 
ledes foreftiler cen anden, end den, han vir⸗ 


182 


Perſetryk, et, Zruttet> 


Perſon — Peſthuus. 


Eelig er. Dramatiſte —38* (Perſoner i 
et Skueſpil.), Allegoriſte Perſoner (Egen⸗ 
— Dyder, Laſter ꝛc. foreſtillede ſom 

erſoner.) Han foreſtiller denne P. meget 
naturligt. — En moralſt Perſon: br. ifær i 
Lovkyndigheden om et Samfund af flere, 
der betragtes ſom et Individ ed. en Perſon. 
4. i Sproglæren: de tre forſtiellige For⸗ 
hold, hvori Ordene forekomme, med Hen⸗ 
ſyn til den, ſom taler, (eller handler) den, 
ſom tiltales, og den, ſom tales om. Et 
Sd i førfte, anden, tredie Derfon, Per⸗ 
ſonel, adj. perſonlig, for fin Perſon. (fun 
i det Udtryk: perſonel Capellan, ad: en or⸗ 
dineret Præft, uden Preſtekald, beſtikketet. 
Medhielper f. en anden Præft; en Huus⸗ 
Capellan; modſat: reſiderende Capellan.) 
— erſonlig, achj. hvad ſom horer til og 
vedkommer øn Perſon (fævdeles i Henſyn til 
fammes indvortes Egenſtaber.) perſonlige 
Forhold, Rettigheder, Egenſtaber. pers 
fonlige Fornærmelfer , perſonligt Had 
(imod eens Perſon.) perſonligt Mode i 
Retten. "At have perfonligt Kienditab ft. 
cen. (f. Perſon, 1.) — Perſonlighed, en. 1. 
ud. pl. ben Egenſtab, at være og udgiore 
et for fig ſelv beftaaende Fornuftvæfen, en 
Perſon. 2. Indbegrebet af Be Egenheder og 
Beſtaffenheder, ſom udgiore en vis Perſon. 
”Sig ſelv, og ikke mig, enhver Bagtaler 
ffiænder, fom lægger fin i min Perſonlig⸗ 
bed.” Baggy. 3. fornærmende Udtryt imod 


cens Perſon. (fun i pl.) At tillade fig Per⸗ 


fonligheder imod een. 

Perſpectiv, et. [Franſt.] 1. et pyti 
Ynftrument, hvorved fierne Gienſtande blive 
ſynlige eler tydeligere; Kikkert, Scerør. 
2. Læren om at tegne Gienſtande, fom de 
vife fig i Afſtand. 3. Maaden, hvorpaa 
Gienſtandene i en vis Fraſtand falde i Diet, 
— perſpectiviſſt, adj. grundet I Perſpecti⸗ 
"vet; efter Perſpectivets Regler, + 

Dertlinc, en. Et Slagé fvært Tougvært 
til af varpe med, af Mellemtykkelſe, vg 
mindre end Kabeltoug. (Moth.) , 

Dejt, en. ud. pl. (Lat. pestis.] en ĩ me⸗ 
get høi Grad farlig og [mitfom Syge. (br. 
fom ofteſt med beſt. Art. ell. uden Art. og 
nu fun om den egentlige eſterlandſte Peſt⸗ 
fuge.) 3 Peſtens Zid. At fmittes af Pe— 
ſten. At ſtye noget ſom Peſt. — figurl. et £ 
hoi Grad fordærveligt moralſt Onde. Vel⸗ 
Inft er en Peſt for Siælen. = peſtagtig, 
peſtartet, adj. fom ligner Peſt, har noget 
af Neſtens Natur. Peſtbyld, en. B. ſom 
bunder ud paa de af Peſten Befongtes Lege— 
me. Peſtdamp,- en. En giftig, ſtadelig 
Damp eller Dunſt. ”En lummervarm Pet: 
damp.” Baggeſen. Peſteddike, en. meget 
ſterk, med Kryderier tillavet Eddike. peſt⸗ 
fri, adj. fri for Peſtſmitte. Peſtgift, en. 
Peſtſmitte. Peſthuus, ct. H. hvar Peſt⸗ 
ſoge henlægges i Pleie og Eunr; Peſthoſpi⸗ 


AJ 


⸗ 


N 


Peſtluft — Philoſoph. 183 


tal. Peſtluft, en, En med Peſtſmitte, el⸗ 
ler andre giftige Dunſter opfyldt Luft. 
Peſtlvs, et, kaldtes tilforn et Slags Lys, 
el. Sammenſetning af brændbare,” frærtt 
lugtende Sager, fom man brændte i Pe⸗ 
fiens Tid. Pejtlæge, en. L. ſom beføger 
te Pekinge, Peſtmiddel, et. Lægemiddel 
imod Peſten. Peſtrod, en, R. ſom i Pe⸗ 
ſtens Jid tygger for at undgaace Smitten. 
(Roſtg.) Peftſmitte, en. den Smitte, hvor⸗ 
ved Peſten forplantes og meddeler ſig. 
peltjyg . adj. befæftgt med Peſten. Peſi⸗ 
ſoge, cen. den egentlige Peſt; ell. en lignen⸗ 
de, meget fmitjom 
holdes af de flefte f. en Peſtſyge. Peſt⸗ 
vagt, en. V. ſom udfættes I Peftens Tid, 
for af hindre Samqvem med befængte Ste⸗ 
der. Moth.) 

Deftilcutfe, en, brugtes i ældre Fider for: 


CT. 

bralrøgreve, en. var fordum en vis fyr⸗ 
ſtelig Verdighed i Tydſtland. (I ældre Ti⸗ 
der, ſom hos Holberg, i Comedien den 11 
Junii, ſtreves det: Paltsgreve.) 

Phantaſere, v. n. 1. (har.) At være i en 
Zilkand, hvori Indbildningskraften herſter 
oner de øvrige Sieleevner og hindrer deres 
frie VBirfning. At phantafere paa Clave⸗ 
tet 3: fpille, hvad man paa Stedet compo⸗ 
nerer. Deraf: Phantaferen og Phantaſe⸗ 
ring, en. “Phantaſiens ſammenſtillende ag 
fammenfættende Egenſtab, Phantaſerin⸗ 


gen,” Sibbern. (Det br. I ovrigt huppigere 7 


om en uordentlig, ſygelig Virken af Phans 


tafien.” Den Syges Phantaſeringer.) 


Dhantafie, en, 1, ud. pl. Indbildningss 


fraft. (f. Ordet.) ”I denne ftile Ro — 
hvor Sands og Dverlæg f. Phantafien 
tremmer.” Tullin. Phantafieus Spil, 
Virkſomhed. 2. plyær. i viſſe Zilfælde: en 
Virkning, et Vært af Phantafien. Syſſel⸗ 
fat m. behagelige Phantafier. — Heraf: 
Phantaſt, en. pl.cer, den, ſom beherſtes af 
taarlige , latterlige , eventyrlige Indbild⸗ 
ninger. —* adj. ſom paſſer fig 
for en Phantaft; ſom fremvirkes af en ud» 
fvævende Phantafie. 

Pbiloldgie, en. ud. pl. lærd Indfigt i 
ESptog (ifær de gamle ell. de ofſterlandſke) 
og hvad dertil hører; Sproglerdom, Sprog: 


videnſtab. — Philolog, en. pl, — er. en 
Evroglærd. philologiſt, adj. fom hører 
f. Evrog ég Språgvidenjfab. philologi⸗ 
fle Kunditaber. 


Philoſophie, en. ud. pl. den Videnſtab, 
ſem gaaer ud paa hølere Sandheds Erkien⸗ 
delſe, ſaavel i Tenkning overhovedet, ſom 
t enhver af Sielens Grundevner og deres 
Virken. — Philoſoph, en. pi.- er. den, 
fem durker Philoſophien, ſom har erhvervei 
fig Intfigt i de philoſophiſte Videnſtaber og 
færdomme. " En prattiſt Philoſoph, den, 


fom i fit Levnet følger, hvad den praktiſte Pibe,.en. pl.-r, [E. og N. S. Pine, 


4 
s . 


uge. Den gule Feber . 


Philoſoph — Pibe. 


Philoſophie lærer. — philoſophere, v. u. 
ſoge af danne og udvikle, eller at fremfætte 
og forklare fine Tanker og Begreber paa en 
philofophijt Maade. — philojophift , adj. 
ſom horer til, grunder fig paa Philoſophie. 
Et philoſophiſt Hoved 9: den, ér cr vel 


ſtikket til at nemme philoſophiſte Sandheder. 


Phlegma, ct. ud. pl. [grært.] vandagti 
—88 , Hær i Lio et. 
Dorſthed, Ligegyldighed, Seenhed i at be⸗ 
flute og handle. — pblegmatiff, adj. grun⸗ 

et i Phlegma, i koldt Blod. 


Dhoepbor , en. [Gr. gocgogos. Jet 
Møre 


[bagt lyſende Legeme, udmarket v. 
dets lette Brændbarhed. " Deraf ; phos⸗ 
phorſuur, Dhosphorfyre, og flere i Natur⸗ 
læren brugelige Ord, 

Phyſik, en. ud. pl.” Lære om Naturlege⸗ 
mernes Egenſtaber og Kræfter, for ſaavidt 
ſom de virke uden chemiſt Opløsning; Na⸗ 


turlære (Bevægelfeslære og Straftlære.) — 


1. fom hører til, er grundet 
2. fom er grundet i Naturen 


pbyfift, ad). 
Phyſiken. 


og dens Phænomener (modſat: moralſt, 


aandelig, intellectuel.) 

Phyſiognomie, et. Foreningen, det Hele 
af de menneftelige Anſigtstrek, og den Cha⸗ 
rakteer, de udtrykke. — Phyſiognomik, en. 
ud. pl. Læren om at ſlutte fig af Menneſkers 
Anfigtoͤtrek til deres Charukteer og Egen⸗ 
ſtaber. 

Phyſiologie, en. ub. pl. [Lat. Physio- 
logia.] Lære om organiſte Legemers Livs⸗ 


fræfter og om fammeé Ytringer. =— Phy . 


ſiolog, en. pl,-er. -den, hvis Goved-Gidenz 
kob Phyſiologien er. phyfiologiſk, adj. 
om horer til Phyſiologie. 
Pialt, en. pl.rer. IN. G. Palte.] et 
afrevet, fønderrevet Stykke Toi, Klud, 
Lafe. ꝰGiennem hullede Pialter falde ogs 
faa ringe Laſter let i Dinene.“ J. Bone, 
Hans Klæder hang I Dialter, &Pialtebod. 
en. 8. hvor Pialter og gamle, forflidte 
Kleædningsſtykker fælges. Pialtehandel ; 
ent. Handel m. Pialtekram.  Dialtefiærs 
ling, en. K. ſom paa Gaderne opſamler Pial⸗ 
ter og Klude. Pialtekram, en. allehaande 
Pialter og forfidte Klodningéſtykker, ſom 
ere ſammenſankede «ler til Salg. Pialte⸗ 
Præmmer, en. den, ſom handler med Pialte⸗ 
fram. Pialtetorv, ct. Sted, hvor Pialte⸗ 
fram og gamle Klæder ſcelges. S pialtet, 
adj. 1. reven, fom er i Pialter. ”DOfte ev 
deiligt Hierte under pigltet Kaabe.” Ord-— 


ſpr. 2. fom bærer forflidte og revne Kloder. 


pialtede Tiggere. 

Diaffe, v. n. 1. at rore [delig med Hæns 
derne eller med et Redſtab i Vand eller nos 
get vandt, — Deraf: Digffengen, ud. på 

Piatte, v. n. 1. ſnabke ufornuftigt, uden 
Moning. (dagl. Zale.)  - ” 


Å 


Deraf figürl. 


J— 





Pile. 


1. et huult Nør, eſler en Ting, ſom er fore 
fonet med et ſaadant Rør. Beenpibe, 
Boſſepibe, Lyſepibe, Mavepiben, o. fl. 
2. et bør, indrettet til at blæfe i og derved 
at frembvinge Zoner. Lyden af en Pibe. 
En Vogterpibe, Sætfepibe, Rorpibe, m. fl. 
At dandfe efter gens Dibed: i get og Alt 
rette fig efter ham. 3. et med Hoved elley 
Giemme for Tobakken forſynet Ror, hvoraf 
røges Tobak; Tobakspibe. "At ſtoppe, 
tænde fin Pibe. En Leerpibe, Merſtums⸗ 

ibe. 4. et viſt Slags lange Fade eller 
Tonder til Viin og Olie. 3. rordannede 
Læg eller Udbygtninger i adſtill. Klædningé- 
ſtyſter. (deraf: Pibehat, Pibekrave.) = 
Pibebeen, et. ſtorre, med Marvpibe forſy⸗ 
. nede Been hos Menneſter og Dyr. Pibe⸗ 
beſlag, ct. Metalbeſlag paa Hovedet af 
en Tobakspibe. Pibeboie, en. f. Tonde⸗ 


boie. pibebor ,-et, Redſtab til af udbore 
Piberer. pibedannet, adj. dannet ſom en 
Pibe. ibefabrik, en. Fabrik, hvor To⸗ 


bakspiber forfærdiges. Pibehandler, en. 
ben, fom driver Pibehandel, cll. Handel m. 
Tobakspiber. Pibehat, en. Et Slags til: 
forn. brugelig Fruentimmerhat ell. Hætte, 
forfynet m. Piber (5.) ”Stisndt det (Haas 
tet) var deiligt og. mit eget, det ſtiultes i en 
Pibehat.“ Zode. : hpibedpc et. Hove⸗ 
det paa en Tobakspibe. ibehytte og Pi⸗ 
behætte, en. Dætfel af Staal: eller Mes⸗ 
ſingtraad, ſom paafættes Leerpiber. Pis 
bekande, en. Kande med on Pibe af Bus 
gen til at ſtienke af. (Moth.) pibekrad⸗ 
fer, en, Pind, hvormed Pibehovedet ren⸗ 
ſes, naar Tobakken er udrsgt. Pibekrave, 
. en. En Krave, lagt i fætte Pibelæg. (ſ. 
Dræftefrave.) Pibekruſer, n. s. pl. Krus 
fer om en Krave eller for Hænderne, ,fom 
'ere fagte i Piber. Pibeleer, et. ud. pl. em 
filn Leerart, fom ifær bruges til Tobakspi⸗ 
ber, ell. de ſagkaldte Kriddiber. Pibelun⸗ 
te, en. Lunte, hvormed en Tobakspibe tœn⸗ 
des, (Fidibus.) v. Aphelen. Pibelyd, en. 
Lyden af en Pibe, ſom blæfes i. Dibelæg, 
et. Læg paa Zøi og Klæder, ſom ikke ere 
flade, men tørdannede. (f. Dibe, 5.) Pi: 
erenſer, cn. et Redſtab til at renſe Pibe⸗ 
rør. Pibering, en. En Ring paa den for⸗ 
reſte Ende af Hiulnavet. (Moth.) Pibe⸗ 
rør, et. det til en Tobakspibe herende Rør, 
hvorigiennem Nøgen trættes. pi beftaver, 
n. 8. pl. tilſtaarne, udbugede Staver af 
Egetræ, hvoraf Viinpiber og andre ſtore 
. Fade fanfes. Pibeſtilk, en. ct Stykke af 
en fønderbrudt Leerpibe.  Dibefvøb, et. 
Svob, der vindes om en Pibe. (Nyt phyſ. 
nec. Bibl. IX. 90.) Pibetoi, ct. Samlin⸗ 
gen af det, ſom Hører til.en Tobakspibe, 
Goved, Rør, Mundſtykke, m, m. Pibe⸗ 
værk, et. den hele Samling af Piber i ct 

EOrgelverk. 
1. Pibe, v. n. og a. peb, pebet. IN. S. 


sa 


» 


| Pibe —Pibite. 


pipen.] 1. v.n. frembringe en Har, fin . 
ibo med Munden. 


og ſtingrende Lyd. At 
"yo vil ct dandfe der, hvor LytÉen ſelv vil 
pibe?" Bording. — Vinden piber i trange 
Aabninger. Kuglerne peb f( Luften. (f. 

vine.) figur. a.) tale med cen pibende 

temme; b.)klage fig, give fig for noget, 
Den Dreng piber f. ingen Ting. (dagl. T.) 
2.v. a. udtrykke ved Piben. At p. en Mes 
lodie. Viſen blev mere peben end ſiungen. 
Ut pibe ud, vttre fit Mishag med noget ved 
Piben, pibe til Foragt. At pibe. en Skue⸗ 
ſpiller, et Stykke ud, = Dibefrihed, en. 
F. til at yttre fit Mishag v. Piben. »Naar 
Publieum fit Pibefrihed, vilde det blive den 
paalideligſte Cenſor.“ Rahbek, Pibelerke, 


en. Navn p. en egen Lerke⸗Art. (Alauda tri- 


vialis L.) Piben, en. ud. pl. Gierningen 
at pibe. — Piber, en. pr.- o. den ſom for⸗ 
ſtaaer at blæfe paa Pibe. ' 
/2. Pibe, v. a. pibede, piber. [af Pibe, 
5, ] danne Pibelæg i Toi, lægge Toi i Piz 
ber, Den Krave er ifte pibet nok. — Deraf: 
Dibejern, et. Et langt og rundt Strygejern, 
der fættes faſt p. Bordet, og hvormed Piber 
dannes i Tel. 7 i 

3. Pibe, v. a. 1. pode Træcr paa en vis 
Maade, ved at fræffe en Ning af Barfen, 
med Øie paa, over en Avift af Sræet, man 
vil pode. (Moth.) 

Pibet, adj. [Afen.s. Pibe, 1.] ſom har 
pibedannede eller rordannede Aabninger. 
pibet Oſt, Brød, | 

Dible, v.n.1. vælde frem med ſmaa 
Bobler og med ſagte 2nd, Kilden pibler 
frem af Sandet, ”Der pible fra (øvrige 
Field blandt føde Fioler de klareſte Bæld.”” 


6. Blicher. . 
pidſt, en, pl.-e. [N. S. Pietſche. 
Sv. Piska,] 1,.en Snor eller Rem paa 


Enden af ct Staft, tik at ſlaage med; en 
Svobe (fom er et mere danſt Ord.) Ride— 

idſk, Kisrepidfø, Hundepidſt, Jagtpidſt. 

t holde cen under Pidſten a: i ſtreng Ave. 
2. en i Nakken nedhængende, med Baand- 
omvunden Haarfletning eller Haardutt ; 
Haarpidſt. At binde fin Pidſt. = Pidſto⸗ 
baand, ct. Baand, fom bindet om en $ aars 
pidſt.Pidſfeknald, et. Lyden af en Pine, 
hvormed matt fmælder; Pidſteſmeeld. Dids 
ffeperyt, en. Paryk, med en eftergiort 
Haarpidſt. (f. Dungeparyk.) Pidfteifaf, 
ef. Stangen celler Skaftet paa en Pidyt. 
Ppidſteſtrald, Pidſteſmeld, et. d. ſ. f. Pid⸗ 
ſteknald. Pidſkeſnert, en, Snerten, den 
nderfte Ende af Pidſten, ell. af dens Snov. 
Pidflefnert, et. feleligt, fnertende Slag 
med en Pidſt 


pidtt. 
Pidſte, x. a,1. flade med Pidſt, Svs- 
be, Baand eller Riis. — ſigurl. fætte i ſtœrk 


Pidffe — Pigejæger. 


Revægelle, eller flage paa med en Lyd, 
ſem Pidſtens. Stormen pidſter Bølgerne; 
Regnen pidffer paa Ruderne. — At pidffe 
int, pidſte op, pidſte ud. — Pidfining, 
cu. pl.-er. Handlingen at pidſte. 
Hietiſt, en. pl. — ev, [af det Lat. Pius, 
pietas.] den, (om ved umiddelbar Naade⸗ 
virfning, og ved virkelig eller indbilde From⸗ 
hed, mener at opnaae en ftørre Reenhed og 
Pellighed, end Andre, — Pietiſteri, et. 
ovetdrenne Begreber om fin egen Fromhed 
og Reenhed (Pietisme br. ogſag ſom et 40: 
get mildere Udtryk.) — pietiſtiſt, adj. ſom 
borer fil Pietismen, t. Pietiſters Tro og 
rinder. 1. Pigge. [Sv. Pigg. E. Peak 
ig, en. pl. Digte. ISv. Pigg. E. Peak, 
en Spids.] En tort og ſmal Spids eler 
Od. Pindſpvinets Pigge. En Inreng. 
(Deraf: pigget, ad). befat m. Pigge. V. 
6.09.) = Dinbage, en. En Stav, med en. 
Vig og Page i Enden. Pighammer, en. f. 
pikhemmer. pighvas, achj. faa hvas og 
ſpids ſom en Pig. Pigkrave, en. et med 
Jernpigge beſat Hundehalsbaand. (Roſtg.) 
PigratTe, en. En Fiſt af Rokke⸗Stoœgten, 
hvis Dale er forſynet m. en (ang Pig. (Raia 
pastinaca.) Pigſtav, Pigftof, en. Stav, 
Stof med en Spids i Den nederfte Ende. 
Pigfuer, (el. Ditfuer) en. kaldes et viſt Tom⸗ 
mer i Bundſtokken i Agterdelen af ct Skib. 
igvare eller Pighvar sen, En Fiſt af 
Inndrelægten. (Pleuronectes maximus.) 
Pige, en. pl. -. IJel. Pika. A. S. Pi- 
.171. et ugift Quindfolk. Piger og 
oner; Drenge og Piger. En gammel 
Pige. 2. en Pige, ſom endnu er urørt af 
Mand, en Wø. 3. et ugift Fruentimmer, 
fom tiener for Løn, en Tieneſtepige. Karle 
og Diger p. Gaarden. At holde een Karl 
og to Diger. (f. Barnepige, Bryggerpige, 
Aoktepige, Malkepitze, Stuepige, She⸗ 
— — o. fi.) = Pigeaar, et, pl. d. ſ. (næs 
Ten altid i pl.) de Aar af et Fruentimmers 
Levetid, hvori hun er ugift, fom ligge imel⸗ 
lem Barneaarene og Wgtejtanden. Pige⸗ 
elder, en. den Alder, hvori et Fruentimmer 
et ugift. Pigearbride, et. A. der ſtikker 
fig f. en Pige, der forrettes af Piger. Piz 
gebarn , et. pl.— børn. 1. et Barn af 
Avindeltisn. Drengebern (Svendborn) og 
Digebern. 2. en Vige i Barncalderen, 
eller overhovedet: en ung Pige. Et fmuft 
Pigebarn. Pigebrud, en. Brud, fom er 
Sige, Moth, (modfat Enkebrud.) Pige⸗ 
bragt, en. Dragt, fom bruges af ) 
ig fer Piger. (Baggefen,)  pigefro, ad]. 
glad ved fin Pigeſtand. (DÅ E Dige: 
gick, en. den, ſom paa en overdreven og 
atterlig Maade er en Tilbeder af Piger 
eller af Fruentimre overhovedet. (Moth.) 
Pigehue, en. Hue, ſom det ev SEiE f. Piger 
at gaac med. (i Modfætn. t. Qvindehue.) 
Digejæger, en. den, ſom idelig jager efter 


188 


leſaar, ct. Saar af Pileſtud. 


paller, 


Pigejæger— Piil. 


piger, eller føger at vinde dem til fetfærdig 


Omgang. Pigekammer, et” K. hvor Pis 
ger, iſer Tieneſtepiger, opholde fig. Pis 
elgv, ct. Pigers Samfund og Selſtab. 
t dandſe Bruden af Pigelav. Pigelune, 
en. Lune, ſom findes hos Piger, ſom er 
egen f. Piger. (Ingemann,) igelofte, 
et. L. der gives af en Pige ell. ſommer ſig 
or en P. »Kan du ynde den Ungerſvend, 
om gior ef Pigelefte?“ Ohlenſchl. Pige⸗ 
n, en. Løn, fom gives en Tieneſtepige. 
Digeran, et. en Piges voldſomme Bortføs 
reſſe. ANG (en, Seng f. Tieneſtepi⸗ 
ser. Pige ind , et, ud. pl. Pigers Hu, 
wind, Lyſt, Tilboielighed. 
Skole, hvori Pigeborn oplæres (modſat: 
Drengeſtole.) Pigeſtand, en. ud. pl. 
Avindfolts ugifte Stand. Pigeſtemme, 
en. En Stemme, fom Pigers, unge Fruen⸗ 
timres plejer at være. igeftrenghed, en, 
S. ſom viſes, af en Pige imod nogen. ”En 
Helt, fom du, fan trodfe Pigeſtrenghed.“ 
Ohlenſchl. Pigeſvend, en. den, fom gier⸗ 
ne vil være Pigerne til Tieneſte. (Moth.) 
Bigefæder, pl. Sader, ſom ſtikke fig f. Pis 
ger. (€. Frimann.) Pigetieneſte, cu. ſom 
et Fruentimmer giør i et Guus ſom Tiene⸗ 
ftepige. Pigetro, en, En Piges Tro eller 
Løfte om Troſtab. Pigetugt, en. 1. En 
Piges Tugt og Erbarhed. 2, den Tugt, 
Pigeborn holdes i af Forældre og Opdragere. 
Pigevæfen, ct, hvad der hører en Pige til, 
ev en Piges Art og Natur, ell. ligner denne. 


"Gierne havde de fpottet over dette Pige⸗ 


ſelſtab og Pigevæfen.” Rahbek. 
1. Pi sen. 

Piel.] et med Od forfynet, og fædvantis 
gen fden ſtumpe Ende fiodret Vaaben, der 
fivdes af en Bue) ”Med diffe Ord hun flet 
Luften, fom en Piil.” polberg. = a.) 
piildannet ell. piledannet, adj. dannet ſom 
en Piil. piildannede Skrifttegn. 
flur, (Arreboe) og piilfnar, adj. haſtig ſom 
en Pitl. (Baggeſen.) — b.) Pilefieder, en. 
En af de Fiedre, fom fæftes i Enden af Pi⸗ 
leſtaftet, f. at ſtyre Pilens Fart. Pile⸗ 
flugt, en. ud. pl. en Flugt, faa holg fom 
Pilens.  Pilsfogger, ct. K. hvort Pile 
giemmes. Pileod, en. Spidfen af en Piil, 
(Dgfaa Piilsod.) pileret (vpiilret) adj. 
ige, ſom en Piils Flugt. SAS hl 
ileſtaft, 
et. Pilen, uden dens Od. pile, et. 
Stud m. en Piil. At dræbes v. et Pile⸗ 
ftud, Pileſtytte, en. ſ. Bueſtytte. Pi⸗ 

eſpids, en. og fl. 
2. Diil, en. pl. Pile og Piil. [JS]. Pill.] 
et meget almindeligt Zræ, hvis Slægt 
(Salix) har mangfoldige Arter og Afarter ; 
et Piletree. Sattepiil, Baandpiil, Kurve⸗ 
iil, Gierdepiil. At plante Piil (ell. Pile.) 
t ſtyde i Veixet ſom en Piil. Pileart, 
eu, En enkelt Art af Pile⸗EAlcegten. Pile⸗ 


Pigeſtole, en. 


1. Pile. IJet. Pila. N S. 


piil⸗ 


* 


* 


konſten: ct 


Piil — Pilegrim. 


have, en. Plantning af Piletræer, hvoraf 
tages Stager og Stiklinger.  Pilchegn, 
et; Hegn af plantede Piletræer. Pilekrat, 
en, Kratſtov af unge Piil.” Pilekurv, en. 
K. flettet af Pileriis. Pileplantning, en. 
Plantning af Piletræer p. Gierder og ans 
denſteds. At opmuntre Pileplantning hos 
Bonderne. Pileſtud, ct. en ung, tynd 
Pilegreen. (Dhlenſchl.) Pileſtage, en. En 
noget tyk, lige Pilegrern. Pilevaand, en. 
I. d. ſ. en Pilegreen, Pucpiſ, Saale⸗ 
bes: pilebark, Pilebul, Pilelund, Pile 
qvitt, Pileved, og mange fl. 
Diinagtig, piinlig, Piinſel, f. Dine. 
Dif, en. pl.-ker. IFr. pique. E. Pike,] 
En lang Stang, med en Jernpig i den ene 
Ende; et Spyd. (jvf. Dig.) = Pikham⸗ 
mer, en. Gammer, med en lang Spids i 
Den ene Ende, Stridéhammer. 2. en ſpids 


Hammer, ſom Steenhuggere bruge. (Moth.) 


Pikoxe, en. Dre, hvis Bag gaaer ud I en 
Spids; Stridsoxe. (Moth.) 

Dif, et. pl. d. f. Fi. pikke.] Et lidet Sla 
med Fingeren ell. Fingerenden. Et Pi 
paa Døren. . 

Ritet, n. s. Ifranſt.] et Slags Kortſpil, 
om fpilleé af to Perſoner; Piketſpil. At 
pille Piket. 

Pitet, en. Ifranſt. af pique.] i Krigs⸗ 

ntal Soldater, i Alm. 50, 
om altid maa være rede, for at iagttage 
iendens Bevægelfer; en Piketvagt, For⸗ 

poſtvagt. 

Ditte, v. a. og n, 1, IIsl. piacka.] 1. 
hanke fmaat, med fagte Slag, form med 
Fingerenderne, ell. fom Fuglene med Næb: 
"bet. At pitte paa Døren, pikke cen paa 

kulderen. At pilfe en Steen 9: tilhugge 
den mcd Pifhammeren. - 2. neutr. give en 
fagte. banfende Lyd. Uhret pikker. Det 
pitfer paa Døren. — At pitte af, lifte fig 
bort; figurl. doc. (Roſtg.) “Hun fnart 
maa pilfe af.” Veſſel. (f. pille af.) 

- PDiffelhue, cn. pl. -r. |af. det Tydſte: 
Pickelhaube. Isl. Pekill, Pekillhuf- 
wa, har en lignende Bem.] et Slags for⸗ 
dum brugelig, rund Hielm, enten heel af 
Jern, cller af Læder med Jernbeſlag. 2. 
et Slagé ulden Hue, (Roftg.) 3. en Beg: 
hue. (Moth.) . 

il, eu. fee Piil. 

… Pil, adv. bruges I Sammenfatning m. 

nogle Adjectiver, for: ganife, reent. Som: 
pilraadden, pilſtaldet, pilſuur. (dagl. Tale.) 

Pilegrim, en. pl.-c. [Jél. pelagrimur. 
af Lat. peregrinus. hvilket Ord i den GÅ, 
danſte Bibeſoverſ. allevegne giver m. Dilez 
grim, i St. for: Udlænding, Fremmed.] 
den, fom af Andagt, eller efter et andeg— 
tigt Løfte, vandrer til ef helligt Sted. Der⸗ 
af: Pilegrimodragt, Pilegrimsfærd, Pi⸗ 
legrimotzeng, Pilegrimoreiſe, Pilegrims⸗ 

av, UD. i : 


186 


niſtk 


| Pilke — Vimpe. 


Dilfe,v. a.1. at pille fmaaligen og jævn= 
ligen. (Moth.) 

1. Pille, en. pl. Diller, fLat. Pila. N. S. 
Piler. T. Vfeciler.] 1. cen Støtte,” 
ifær af Steen, der ſettes under en Deel af 
en Bygning.— figurl. Middel t. at ophol⸗ 
de, vedligeholde en Indretning. “Folles 
Oplysning er Samfundets (Statens) ftærz 
keſte Diller,” Engelstoft. 2. en rund, fri: 
ſtaaende Stotte; en Soile, Colonne. Jo⸗ 

e, cotinthiſte Diller, (f. Soile.) 3. 
den Deel af Muren I ef Huus, ſom er imel⸗ 
lem to Vinduer; Vinduespille. 4. Pille 


ien trykt eller ſtreven Bug, kaldes det, ſom 


er trykket eller ſtrevet paa een Side, — 
Pillebaand, et. Jernbaand, ſom lægges om 
en Pille, for at ſtyrke den. ppillebul, en. 
Bullen, Sfaftet, den mellemſte Decl af en 
Ville; Soileſtaft. Dillefod, en. Soilefod. 
doven, et. Overdelen af en Pille,” fom 

viler paa Bullen ; Pilleknap, Soilehoved. 


-Pillepgnecl, ct. Pancelverk paa Vindues⸗ 


piller. Pillerad, en. Soilerad. 

2. Dille, en. pl.-v, (Lat. pilula,] I Apo⸗ 
thekerkonſten: Lægemidler, ſom beredes i 
Form af ſmaa Kugler, der ſoynkes hele. 
”De have indkledt Læren i Fabler, hvorved 
de have forfogt at forgylde Dillerne f. den 
Enge.” Schytte. — figurl. Ord og Udtryk, 
der ere ubehagelige, frænfende, ſtraffende 
for den, ſom de ſiges til. (f. Stitpille.) 

Dille, v. a. 1. fø. pellen. Sv. pela.] 
vere ofte og fagtelig ved noget med Fingre⸗ 
ne, for af bryde eller plukke noget deraf, 
for at affondre noget derfra. At pille Bar⸗ 
ken afet Zræ; at pille XWrter (tage dem ud 
af Bælgene; el. affondre de gode fra de 
flette.) fig. af pille ved noget da: arbeide | 
langfomt derpaa. At pille op; fante ſinaaꝛ 
(igen op. At pille ud, tage ſmaaligen, ef: 
terhaanden ud af. — At p, fig i 'Govedet. 
Fuglen piller fig m. Næbbet. (I dagl. og 
lav Tale: At pille af, pille fig val, life 
fig bort. ”Lat mig udſove denne Skrok, og 

ile mig i Morgen væl.” Baggefen.) > 
Pillema sen. Mad, ſom fmaaligen maa 
pilles; f. Er. fmaa Fiſt cl. Fugle. 2. 
Plukkemad. — Pillen, en. ud. pl. Giernin⸗ 
en at pille. — Pillevi,et. pl:-er. 1. d. f. ſ. 
* 2. Smaating, Ubetudeligheter. 
illevært, ct. kaldes i en. Grynmolle den 
Deel af Maleværket, hvor Kornet ſtilles v. 


Skallen. 
Pilt, en, pl.-c. [Isl. Piltr.] et Dren⸗ 
gebarn, cen Dreng. (ct foræltet Ord, form 


er brudt af enkelte nyere Digtere, og for⸗ 
tiener af bevares.) ”Nu iler, Pilte! ſom 
en Bind i Buſten ind.” Ohlenſchl. 
Dimpe,v.a.…ogn. 1. [fattes i alle bes 
flægtete Sprog.] 1. v. n. giore fig tilgode 
med Drik; drikke langſomt, iffe meget ad 
Gangen, men idelig. At pimpe i Smug. 
2. v. a. drift ofte og lidt ad Gangen. 








Pimpe — Pindeſteg. 


Pvoraf et Fruentimmer maatte i det minds 
fi: pimpe lidt p. hvert Sted,” Holbergs Ep. 
D. 62. — Deraf: Pimpebæger, Pimpe: 
kruus. (Moth.) em 

Pimpinelle eller Pimpernelle, n. s. en 
Fanti;Stenbræf. (Pimpinella saxifraga.) 

Pimpſteen, en. mn. s. IN. S. Pimp⸗ 
[tren.] et Slagé les og meget let, pibet, 
vaa Overfladen ty, i Bruddet tvevlet og 
blærsfuld Steen af vultanigt Oprindelfe, 
fom bruges til Polering. 

Pind, en, pl.-e. [€. Pmn. H. Pinne.] 
1, gt lidet, ſmalt og tyndt Stykke Træ eller 
Metal. At ffæreen Pind, En Træpind, 
Mesfingpind, Skopind, Strikkepind. At 
ſette en Pind for noget ad: hindre, at det 
ſteer. At ftaae paa Pinde for cen 3: være 
ganffe fil eens Tieneſte, nagr han fordrer 
det. ”HDan ſtulde faa ganſte være fin egen 
Herre og min Slave, at alting funde fiere 

z2 Pinde naar jeg luftede.” Rahbek. Til 
Pinde Ende oa: til det Alleryderfte.” 2. 

inde, kaldes de [mda Fiedre hos Fugle⸗ 
ungst, naar be forſt bryde igiennem Huden, 
— a.) Pindhammer, en. Hammer til at 
ibanke Pinde med. pindhornet, ad). med 
maa, fpidfe og lige Horn, ſom Raabukken. 

indhoſe, en. 1. Strompe, fom er bundet 
me Strikkepinde. (Moth.) 2. en Sygdom 
ved Heſtens Fod, der ifør viſer fig i dens 


Bagkoder, og der frembringer ftive, bor⸗ 


frede Haar, fom Pinde. Pindhul, et. Hul, 
hvori Skomagere banke Pinde i Stovle⸗- og 
Sfohæle. Dindfniv, (ell. Piudekuiv. Col: 
ting.) en. Kniv, ſom Skomagere bruge til 
at ſtere Skopinde med. ( Moth.) pindma⸗ 
ger, adj. vderlig mager og for. 
en. Hunnen af Pindſviin. Pindſteen, en. 
ſmaa Broſtene. (Moth.) Pindſviin, et. 
pl. d. f. et Navn, ſom tillægges to forſtiel⸗ 
fige Dyrſlæegter, der begge have Legemet 
ganſte ell. tildeels beſat m. ftive Pigge, i 
St. for Haar: det hos os almindel. Pind⸗ 
ſpiin; Igel. Erinaceus; og det fremmede 
Pindſviin. Hysſtrix. Pindſyl, en. Syl, 
hormed Stkomagere flage Pindhuller i Læs 
eret. b.) pindeagtig, ad). ſpinkelt, fvagt, 
ſom hvad der er giort af Pinde. Pinde⸗ 
brænde, ct. Brænde, hugget i meget ſmaa 
Etnffer. pindebygget, adj. v. En pinde⸗ 
bygget Baad (Statstid.) 'å klinkebygget. 
Pindehugger, en. den ſom udhugger Pin⸗ 
debrende til Salg. Pindehuus, et. 1. 
Et Foder til at giemme Pinde lt; ſom Strik⸗ 
kevinde. 2. et daarligt, fvagt, flet bygget 
Huus; Neiſt et Trohuus. “Ifald hang 
Pindehuus gif op i Reg og Flammer.” 
Evalz, Pindeſto, en. Sko, hvori Saa⸗ 
kn er fæftet til Overlæderet med Pinde. 


(Roſtg.) Pindeſpil, et. Spil, fom leges 


med ſmaa Pinde paa en Britke, eller med 
fmaa, forſtielligt udſtaarne Pinde, der kaſtes 
ad paa et Boͤrd. Pindeſteg, en. Kiod⸗ 


Pindſo, 


a ” 


Å 


i 187 Pindefteg — Pintſe. 


ſtykker, ſom ſteges paa Pinde, eller med en 
Deel af Ribbenet. (Roſtg.) Pindetoi, et, 
Pindevœork. ( Moth.) Pindevogn, en. V. 
hviß Trevark er meget ſpinkelt og fvagt, 
Nindevark, ef. 1. Pindene, der fættes i 
Letterne til en QVognfading. 2. Zræværk, . 
fom er pindet ſammen, eller ec meget fpins 
kelt, ſtrobeligt. (Bording.) ”Hvis det er 
pideret — ſaa lad det ſlages jo for jo 
eller reent itu. Baggeſen. 

Pinde, v. a. 1. ſlage Pinde i noget; flage 
noget ſammen med Pinde. At pinde Skoe; 
at pinde noget fammen. At pinde Brænde 
ud, — pindes, v. n, pass, fage de førfte 
Vingefiedre. (om Fuglene.) 

Pindſe, f. Pintſe. 

Dine, en. pl.-r. ERA Pina, N. S. 
Piin.] en hoi Grad af udvortes, legemlig 
Smerte, ellevaf indvortes Siælslidelfe, = 
pinefuld, adj, meget ſmertelig, fuld af Piz 
ne. Et pinefuldt Liv, Guldberg. — piin⸗ 
egtig, adj. fom volder Pine, er forbundet 
med Pine. Deraf: Piinagtighed, en. ud. 
pl, en pinefuld Beſtaffenhed eller Tilſtand. 
— piinlig, adj. forbundet med Pine. piin⸗ 
ligt Forhør (hvorved Tortur bruges.) 
PDiinfcl, en. pl. Piinſler. Tilſtand, hvori 
man pines; Gierningen af pine. ”PDlage 
ev ct læftgere vedvarende, ofte middelbar 
anvendt, Piinſel ct mere udføgt, altid 
umiddelbar anvendt Onde.” Sporon, 

Dine, v. a. pinede og piinte; pinet. og 


piint. [Jél. pina. N. 9. pinen.] volde 


cu høi Grad af legemlig ell, gandelig Smer⸗ 
te. (I ældre Danſt br. det altid for: 
ſtraffe.) At pine et Dyr. At pine cn t. at 
bekiende. — figurl. plage, befvære, tvænge 
haardt. At pine cen m. Snak, m. Sporgs⸗ 
maal. At pine (plage, overhænge) cen om 
noget. At pine noget frem, d. f. f. frem⸗ 
pine. ”Dg piinte voldſomt hvert et Udtryk 
frem.” Baggefen. (ſ. afpine, udpine, og 
vf. plage.) = Pinebænt, en. Indretning, 
hvorved Forbrydere pines for at Tac dem til 
at bekiende Misgierninger; Tortur. At 


lægges p. Pinebenken. — fig. ethvert Pi⸗ 


neſted. “Smaakryb, ſom fyldte Huſene, 
og giorde Natteleiet felv t, en Dinebænt,” 
Guldb. Pinereodſtab, et, Redſtab til at 
pine Forbrydere med. (Moth. Schytte.) 
Pineſted, et. Sted, hvor cen pines, lider 
Pine. — Pinelſe, en. Gierningen at pine. 

Pinf, en. pl.-er, IN. S. Pinke.] et 
Slags Laſtſtibe med flad Bund og høi Ag⸗ 
terdeel, Pinkſtib. (Hvitfeldt.) 

Dinfe, v. a. 1. ſſaae med ſmaa Clag paa - 
noget, der giver en klingende Lyd, (Roſt— 
gaards ˖ Ordb.) 

Pintelhage, en. til Skibs: en Jernhage, 
i Enden af et fvært Stykte Toug, ſom brus 
ges, naar Ankeret ſtal bringes op p. Siden 
af Skibet. 

Pintſe, en. ud. pl. IGr. zevrnz05n.] 








! Pintſe — Pis. 
en af de fre flore Hoitider I den chriſtne 
Kirke, fom helligholdes den 50de Dag efter 
—8 til Minde om Apoſtlenes Begei⸗ 

ng af den Helligaand. 3 Pintſen (i 
Pintiedageng.) til Pintſe, efter, Pintſe (el. 

intfen.) — Pintfeaften, Dintfedag, Pint⸗ 

efeſt, Pintfehelligdage, Pintſchoitid, 
VPintſenat, Pintſetid, Pintſeuge, bruges 
paa ſamme Maade ſom Daaffeaften, Jules 
aften, Paaſtedag 0, ſ. v. — Pintfelilie, 
en. en Blomſt; Pintſe⸗Narcis. Narcissus 
poeticus, Pintſemai, en. grønne Levgre⸗ 
ne, hvormed Kirker prydes til Pintſefeſten. 

Dip, en, n. s. Sygdom hos Hons og an⸗ 
bre Fugle, hvorved Tungehuden forhærdes 
og Se fehulerne liſſtopres. — 

ipling, en. pl. - er. [E. pippin.] et 
Slags ſmaa, fine trae te ag ber. 
»Da tog — Prindſeſſen en Pipling ſaa rund 
og faa rød,” Baggeſen. 

Pippe, v. n. 1. (mcd have.) ſtyde frem 
ell. op, begynde at komme frem. (om Vær: 
ter, om Zine og fpæde Skud paa Træer, 
0. d.) Græffet begynder at pippe frem. 


(tagl. XT.) 
bipfæg , et. det ferfte Stiæg hos et 
Mandfolk; Duun paa Hagen, Duunſticeg. 


en 
LJ 


Pirhiernet, pirhovedet, adj. [af pirre. 
fom —* bliver vred, er let at — 
(Roftg. ” : 

Pirke, v. a. og n. [af pirre.] idelig pirre 
og pille ved, overføle, (Moth.) É 
Pirre, v. a. 1. [fatte i de beſlegtede 

Sprog. jvf. purre.! 1. røre idelig ved, 
priffe. At pirxe i Jorden med en Kiep. 
Pirres du for ſterkt i Panden Baggefen, 
2. figurl. opirre, fornærme, drille; ogfaa: 
ideligen paaminde, (dagl. T.) 3. i phyſiſt 
Bemærtelfe, om det, der gior en ftærk (ir⸗ 
riterende) Virkning paa Legemet, ifær paa 
MNervefnftemet.  pirrende Lægemidler.” »J 
bet denne Kogekonſt behageligen pirrer Gas 
nen, og fremlokker utidig Spifelnft.” Sy⸗ 
neſius v. Blod). >= Pirren, Pirring, en. 
Gierningen at pirre. — Pirremiddel, et. 
Middel, ſom gior en pirrende Virkning. 

Pirrelig, adj. fam let fan pirres; ſrrita⸗ 
bel. — Pirrelighed, en. ud, pl, Egenſtahen, 
at kunne pirres, at være —8 Irrita⸗ 
Bilitet, ” Å 

Dis, et. ud. pl. [Isl. Pissa) men ogſaa 
Ital. og Fr.] Urin hos Menneſter og yr. 
— Pifje, v. n..og a. 1. udkaſte ilrinen, fade 
fit Vand. [uagtet diffe Ord forekomme i 


2 


Skrifter og danſte Ordbseger, (Verb. ogſag i 


danſte Bibeloverfættelfer) høre de dog til 
dem, fom man undgaaer, og overlader til 
den lave Talebrug. Det ſamme gielder om 
de heraf udledede Ord, ſom: pisdrivende, 
adj. urindrivende; Piffeblære, en. Urin⸗ 
blære, Piſſetrang, cen. Trang til et lade 
Vandet; piffetrængt, adj. ſom har denne 


188 


Pis — Plate. 


Jrang, og fi.] J gainmeldanſte Sfrifter 
br. Nettæ for : Pis. ſ. Gloſſar. til H. Har⸗ 
peſtrengs Lægebog. … 
Diftol, en: pl.-er, [Fr. pistole] et fort 
Skodevaaben, fom holdes og affyres med 


ten Haand; Haandboſſe. (Roftggard.) At 


udfordre een paa Piſtoler. = Piſtolhylſter, 
et. Foder eller Giemmeſted paa begge Sider 
af Sadelen, hvor Piftoler kunne ſtikkes ned. 
Diftolffud, et. 1. Skud af en Piftol. 2. 
det Fængdemaal, fom et ſaadant Skud fan 
naae. De vare hinanden p. et Diftolffud 


nær. 

Piuſte, v. a. 1. ET. pluffe, hvoraf det ſy⸗ 
nes fun at være en forgndret Udtale.] gisre 
urede ved af ryfte og gribe i. At' piuffe cen 
i Haaret. ' Å 

BPlacat, en, pl. -er, 1, en offentlig op⸗ 
flaaet Befaling eller Beklendtgisrelſe af 
Hovrigheden.“ 2. et Lovbud eler en kongelig 
Anordning af mindre Omfang, der bekiendt⸗ 
gores v, ct Regieringscollegium. 

Vladder, et. ud. pl. 1. Dynd, og hvad 
der ligner Dynd. 2, unyttig Snak og 
Sladder; Sqvalder. (Roſtg.) — pledder⸗ 
fuld, adj. ganſte fuld, faa fuld at det lober 
over. (v. —* Pladdermund, Pladder⸗ 
poſe, en. den, ſom ſnakker meget og unyt⸗ 

tigt; en Sladdrer, Savaldrer. (Moth.) 
dagl. Tale. 

ide. a. og n. 1. tøre noget flys 
bende fammen, 2. tale unvttig Snak, flads 
bre, fqvaldre. (Colding.) Det udtales ogs 
faa v. en Omlyd: piaddre. (f. piatte.) 

Plade, en. pl.-r. [Z. Platte. E. Pla- 
.te. jvf. plat, Bled, Flade.] 1. et fladt, 
jævnt Legeme af nogen Udftræfning og Tyk⸗ 
kelſe, ſom ved Hamring, Slibning, Støb= 
ning eil. d. har faaet denne Skikkelſe. IN 
Alm, om Metal og Steen; ikke om Zræ. 
En Jernplade, Maͤrmorplade. (Derimod: 
et Bordblad, en Bordffive, af Rre.) En 
Ovnplade, Skorſteensplade. (f. Blik.) 2, 
i ældre Skrifter og hos Digtere: Pandſer, 
Harniſt. ”Min Plade, mit Pandfer, mit 
Glavind, mit Skiold.“ (i et af pr. Michgels 

Digte.) ”Da flædte de fig i Plade.” Oh⸗ 
(en kb. Lyfet var fat £ 
en Meffingplade, == Pladeguld, et. ud. pl. 
Guld, fom er flaaet i Plader. cl l. Pia⸗ 
dejern, Pladekobber 2c.) Plc hammer, 
en. i Jernbrug: en fvær Hammer, hvorved 
Plader hamres. Pladeovn, en. Ovn, ſam⸗ 
menſat af Jernplader. Pladependſer, et. 
Pandſer af bevægelige Plader eller Sæt 
(ferſtielligt fra : Ringbrynie) Pladeſla⸗ 
er, en. ſom forfærdiger Metalplader og 
aͤrbeider i Pladeverk. (Moth.) fædvanligere 
med en tydſt Form: Plettenſlager. Pla> 
deværk, ct. hvad ſom beftaacr' af Plader, cc 
giort af Plader, (Moth.) 
&e,v.a.1. lægge Plader paa. At 
plado Skoe. 2. flaae i Plader. plader 


3. en Lyſeplade. 


4 


"Plade — Pladſte. 
(Roftgagrdé Ordb. nu Ndet brus 
gelige.) 


ledø, en. pl.-e. og -r. [3 Plac. N. 
S.Plaf.] 1. det Rum, en Perfon eller 
Ting behøver for at være i, for at ſtaae, 
fitte, ligge paa, m. m. el. det Fladerum, 
ſom Gienftanden p. denne Maade indtager. 
En tom, Plads. En beqvenr, ubegqvem 
Plads. At tage Plads op at fylde et Rum. 
(Den: at tage, optage en Plads for en 
anden 0: beſette den indtil han tommer.) 
fer er Mangel p. Plads. Dette eg min 
Plads (9: den P. ſom tilkommer mig.) At 
anvife een hans Dlgds. fig. Haͤn er ikke p. 
fin tette Plads i dette Embede. — At give 
Plade, giere P. vige fin Plads for 'een. 
Rum har et mere udftratt, almindelige Be⸗ 
greb, end Plads. f. €. Da Rummet er for 
indſtrenket, afftaaer jeg gierne min Plads. 
Sted har mere Henſyn til en vis Plet i 
Rummet ; Plads til en fornøden Udftræfs 
uing af tette. Et Sted, hvor ikke de halve 
Zilhorere kunne finde Plads, er ikke ſtikket 
t. en ſaadan Forſamling. (jvf. Sted.) — 
Plads gader vel iffe blot ud paa Fladerum⸗ 
met; men har ogſaa Henſyn p. det hele (cu⸗ 
bits) Rum, et Legeme indtdger ell. behe⸗ 
ter; dog br. det altid m. Henſyn t, et vift 
degeme, en vis Gienſtand; og ikke om 
Xummets abfolute Begreb. Man figer : 
Det er Rum not i Pafthufet (f. E. t. flere 
Etibsladninger/) Der er Plads nok for 
Tilſtuerne. En god Plads (eller: et godt 
Sted) at ſtaae paa.] 2. et aabent, jævnt 
Rum, enten med Henſyn til ſammes Belig⸗ 
genhed, eller til viſſe Handlinger, ſom der 
foretages. Torve og offentlige Pladfe. En 
Saveplads (hvor en Have fan anlæggeé.) 


Kol set. 


En Legeplads, Valplads, Skueplads, m. fl. 


3. et af Menneſtker beboet Sted; en År, Sæfts 
ning. (fielden.) ſ. Handelsplads, Ladeplads. 
4. enkelte Tilfælde, figurl. Vardighed, 
Embede, Tieneſte, borgerlig Stilling, Poſt. 
Denne pieds er endnu ikke beſat. Blade i 
et Jomfrukloſter, i en Stiftelſe. En Læs 
rerpieds, Graverplads, Miniſterplads. == 
— en. kaldes den Hiort, fom i 
Brunfttiden overvinder og forjager fine 
Medbeilere. Pladsmajor,/ en. i Faſtnin⸗ 
ger: den Officeer, hvis Beſtilling det cer, 
et fordele Mandſtabet til de forſtiell. Bags 
fer, og have Opſyn med diſſe. Pladsme⸗ 

„en. den, ſom anvifer Plads, fordeler 
Pladſer. (P. J. Colding.) 

Pladſe, v. n. 1. pladſte, ſtylle ned. 
(Moth.) Heraf: Pladsregn, en. ud. pl. 
en Regn, ſom falder ftærkt og i ſtore Draa⸗ 
ber; Skylregn. (T. Plagregen.) | 

Pladſt, et. pl. d. f. 2yd, ſom frembrin⸗ 
ges ved Faldet af Vand, eller af et haardt 
degeme i Vand. “Et lydeligt Pladfſt for⸗ 
fontte Vandets Fald.” Baggeſen. 

"Pledffe, v.n. 1. [med have], 1. give 


189 


Boddel ell. Plagefoged. 


overlagt; uordentlig. 


en Syd, fom faldende Vand, frembringe et 
Pladſt. 2. tøre i flydende Ting og derved 
frembringe denne Lyd, 
Vandet. , 

Plag, cn. pl. —e. En ung Heſt i andet 


"Aar; ftørreend et Fol, mindre end en Sole. 


(Roftgaard.) 

lage, en. pl.-r. [Isl. Plaza. T. Plas 
ge) 1. et foleligt, ſmertende Onde, ſom 
een lider paa Siel elfer Legeme; Pine. 
Sovnloshed er em ſtor Plage, »At hver 
Dag have maa, hver Stund fin egen Pla⸗ 
ge.” Holb. P. Paars. 2. Fortræd, Kræns 
kelſe, Befvær, ſom Andre tilfele cen. Han 
er mig fun til Plage," ”Af cen og ånden 
han maa udftaae mange Platger.“ Holberg. 
3. £ danſte Bibel z Overfættelfer: Syge, 
Simitſot, Peft. (E. plague.) 

Plage, v. a. 1. tilføte et feleligt Onde, 
volde Plage, befvære, "I unge Møcr, ſom 
jer Legem pl 
til Døde piinte gane.” Holberg. ”Den, fom 
plager andre, forbittrer deres Skiebne uden 
Nødvendighed; den, ſom piner dem, gior det 
af, Lyſt.“ Sporon. — Plageaand, en. cyentl, 
en Aand, ſom plager. Er det en Plages 
aand fra Helvedes morke Hiem?“ J. Smith. 
figurl. om den, ſom volder Andre megen 
Fortræod og Befvær. Plagefoged, en. Fo⸗ 
ged, Forftander, Opſynsmand, ſom teyffer 
og plager fine Undergivne. ”De ſmaa Pla⸗ 
gefogeder, fom ville misbruge deres Magt 
t. at giore Bonden Vold og Uret.” Snee⸗ 
dorf.“ ”Enhver, det ikke blues v. at gløre 
fig felv f. fine Medmennejferé, Medborgeres 

Rahdbet. less 
egudinde, en. er brugt af nogle Nyere for: 
Kr urie. Plageliv, et. £. fuldt af Page, 
Reie Befværlighed. Plageſted, et. Sted, 
hvor man liter Plage el. Beſpvarlighed. 
»Et PDlagefted f. alle Reifende.” (M.) — 


lager, en. pl.-e. den, fom plager andre. 
gere ct, pl.- er. tdelig Plagen. 


—5— en. ud. pl. Gierningen at plage. 


an, en. pl.-er. [af Lat. planus.] 1. 
en jævn, flet Plads; en Slette. (I. 
Plan.) Deraf: Skovplan. 2. Grund⸗ 
rids til en Bygning, eller et Anlæg. 3. 
Udkaſt, i Tankerne, el. ſtriftligen, til ce 
Fotetagende, ſom maa ſtee efter en vig Or⸗ 
den og Fordeling. (i ældre SÉrifter Forſat.) 
»Hvilken Driſtighed i Tanken, hvilken Kund⸗ 
ab i Planen, hvilfen Kraft i Udførelfen !” 
aggeſen. At udkaſte en Plan til et Fore⸗ 
tagende. Gan havde lagt Planen ft. dette 
Felttog. En Finanteplan. — planlos, 
adj. uden Plan, ſom ikke er forud betæenkt o 
planmæsfig, ad). 
fom ſteer efter, og i Overeensſtemmelſe med 
én vis Plan. ' ' 
Planere, v. a.1. [af Plan.] 1. fævne, 
flette, udjævne, borttage Forhsininger og 
iijevnheder fra en Plads, 2. hos Bogbin⸗ 


Anden plader 


age faa, fom klemte, fnørte, ja 





- Få 


Planere — Plantefarve. 


dere: fade Trykpapir giennemtrekket af et 
med Allun afkogt Lfimvand, Deraf: Pla-⸗ 
neerhammer (hvormed det planerede Papir 
bankes efter Torringen) Planeerperſe, Pla⸗ 
neertrug, Planeervand, o. fl. 
Planet, en. pl. - cer. ef Himmellegeme, 
der har fin egen Bevægelfe ien beſtemt Tid 
omkring Solen. (f. Fixſtierne.) = Planet⸗ 
gar, ct den Tid, hvori en vis Planet fuld⸗ 
ender fin Bevægelfe om Solen. Planet— 
bane, en. En Planets Bane eller Lob om⸗ 
ring Solen i Himmelrummet. Planetſy⸗ 
ſtem, ct. de Planeter, ſan i Verdensrum⸗ 
met bevæge fig omkring den ſamme Firſtier⸗ 
ne; Solſyſtem. 
Plante, cn. pl. -r. [Z. Pfanfe.] et 
fladt og jævnt ſtaaret ell. hovlet Ctntfe 
Zræ af temmelig Tykkelſe og Længde. Ege⸗ 
Bøge: Fyrrepkanke. = Plankebro, en. En 
' Bro, fomret af Planter, (Ingemann.) 
Plankebygning, en. En af Planfer fame 
menfat Bygning.  Dlentedat, ef. Dæt, 
ſammenſat af Planter, Et Plankedæk p. 
en Baad. Plankehoved,, et. den frem⸗ 
ſtaaende Ende af en Planke. (v. Aph.) 
Plankelag,et. Et Lag af Planker, ſom i en 
. vis Stilling ligge over ell. ved Siden af 
hverandre, Plankelag i et Skib. Plan⸗ 
keſav, en. Eav til at ſtæere Planker åd af 
Zræce.  Planteffærer, cn. den, hvis Ar⸗ 
beide ev at fave Planer, (v. Aph.) Plan⸗ 
kevark, et. en tæt Lukkelſe om en Plade, af 
Planter cl. Bræder, fom lægges paa langs 
Over hinanden og faſtſlaaes til Stolper. 
Planke, v. a. 1. luffe med Planter, 
”Dermed han planfer ind, og gior ct Ene— 
mærke.” Arreboe. (ſ. afplanke, indplanke.) 
Hante,en. pl.-r. [€. Plant, T. Pflan⸗ 


ze. J Daugt af ſildigere Opkomſt og Brug,” 


end Urt og Arud,] 1. i almindelig Tale⸗ 
brug: enhver Sordvært, ſom udmarker fig 
ved åt have Stængel og Blade, en Urt 
(hvorunder da ikke regnes Zræcr, Buſte, 
Mos ell. Svampe.) J Havedyrkningen br, 
det om unge Værter af denne Art, ſom' op⸗ 
elites af Fre og udplantes. At fætte Plan⸗ 
ter. Kaalplanter, Salatplanter. 2. i 
Naturhiſtorien, og i vidtloftigere Bemor⸗ 
kelſe: ethvert Naturlegeme med organiſtk 
Liv og Livskraft og med Forplantningsevne, 
men uden Selvfolelſe og Bevagelſescvne; 
et vegetabiliſt Legeme. == Planteaftryk, ct. 
Ufpræg af den vdre Form, ſom en foiſtenet 
eller tørret Plante efterlader. " planteag⸗ 
tig, adj. fom ligner Planter. Plantebed, 
et. Havebed, hvor Planter (Sætteplanter) 
opelſtes af Fra. (Storm.)  Plantededl, 
en. Deel af et. vegetabiliſt Legeme, Jord 
af raadnede Plantedele.  Plantedyr, ct. 

1. d. ſ. den hele Claſſe af dyriſte Legemer, 
bom have den meſt enkelte Organifation , 
der nærmer fig Planternes, Zoophyta. 
Plantefarve, en. Farveſtof, taget af Plans 

4 


. 
- 


— — 


190 Plantefro — Planteſamler. 


U 

ter. (modſat: Mineralfarve) Plantefrø, 
et. Frø af cen el. flere Planter. Plante⸗ 
fode, cen. ud pl. Føde af Planteriget. (mod⸗ 
fat: dyriſt gode.) Plantegaard, en. En 
indgierdet Plads, for br. til Plantning; en 
Plantehave. (Roſtgaards Ordb.) Plante⸗ 
græn, en. Settegviſt. Plantehave, en. 
egen Haveplads, ſom bruges til der at op⸗ 
elſte enten Haveplanter, eller Zræer; Plan⸗ 
tegaard. ”At Plantehaverne ikke ligge f. 
langt borte fra. de Stræfninger, ſom ſtulle 
beplantes.“ Schytte. Plantehul, ct. Sul, 
ſom ſtikkes I Joͤrden, for deri at fætte Planz 
ter. Plantehnus, et, Huus, hvor Plan⸗ 
tor, ifær fremmede, opelſtes v. Konſt; Gært= 
huus. ”Diffe Troer kunne blot haves i 
varme Plantehuſe.“ Olufſens Land = Dec. 
Plantejord, cen. 1. Jord af opløfte, for⸗ 
raadnede Plantedele; Voxrtjord. 2. Haves 
jord, ſtikket til at fætte Planter 1. Plan-— 
tekiender, en. den, ſom er øvet og kyndig i 
at kiende og ſtietne Planter efter deres 
Slægt og Art. Plantekonſt, cen. Færdigs 
hed og rigtig Indfigt i af plante, ifær 
Traer. (C. Frimann.) Plantekul, et. Kul 
af Plantelegemer. (modſ. dyriſt Kul.) 
Plantekundſfab, en. ved Erfaring erhver⸗ 
vet K. om Planter; botaniſk Kundſtab. 

lantekyndigg, adj. kyndig i Plantelæren, 
Dlantelag, et. Lag af paa hinarfden hvilen⸗ 
de Planter. Dlantelag | Moſerne. Olufſen. 
Plantelegeme, ct. 2, fom horer til Plante 
riget vegetabiliſt Legeme. (Olufſen.) 
Planteliv, et. det Liv,” den organiſte Til⸗ 
værelfe, ſom Planten har. (T. Rothe.) 
figurl. at leve et Planteliyv ad: et. meget 
dorſt, uvirkſomt, vegeterende Liv. Plante⸗ 
ludſalt, et. Et Ludfalt, ſom allene filhever 
Planteriget. Dlantelære, cen. ud. pl. Vi⸗ 
denffab om Planternes Inddeling i Slægter 
og Arter, om detes Egenſtaber og Anven— 
delfe; Botanik. Plantemaler, en, En M. 
hvis Hovedfag er, at aæftegne o male Plan⸗ 
ter. (Baggeſen.) Plantemefter, en. den 
ſom beſtyrer en Plantehave, ell. foreſtager 
Cfovtræers Plantning og Rogt. Plante⸗ 
muld, en. ud. pl. d. ſ. ſ. Plantejord. 
Plantenavn, cn. N. for en vis enkelt Slægt 
ell. Art af Planter. Plantengring, en. 
1. d. ſ. ſ. Plautefode. 2. Næring for Plan⸗ 
ter. (Olufſens Land. Oec. 2 Udg. 50.) 
Planteolie, en. Olie af Plantelegemer. 
(modſ. dyriſt Olie.) planterig, ad]. ſoin 
har ſtor Overflodighed af Planter, (Kamr⸗ 
mann.) Planterige, ct. ud. pl. (altid m. 
beft. Art.) i Maturhift, det hele Tal af qlle 
Værter, af JIdrdens Plantelegemer; Cl 
Modſetn. til Dyreriget og Mineralriget.) 
Planteſaft, en. S. ſom findes i Planter, 
fom kommer af Planter; Urteſaft. Plans 
teſalt, et. S. ſom uddrages af brænife 
Plantelegemers Aſkte; Ludſalt. (v. Aph.) 
Planteſamler, en, deti, der” ſamler vifdts 


Planteſamling — Plantning. 191 


rende Planter. Planteſemling, en. 1. 
Sierningen at famle Planter. . 2. en Gam: 
ling af levende Planter paa eet Sted, eller 
ct terrede få en Urtebog (Herbarium.) 
Planteſtfole, en. ct Sted, hvor Blomſter og 
antre Bærter (ifær Fræer) opelſtes af Frø 
eg ved Udplantning. figurl.“Opdragelſen 
er denne gienſidige Velvillies Planteſtole“ 
(3: Middeletet. at frembringe den.) Engelst. 
”Denne Dnderé og Gloders ſtionneſte Plan⸗ 
teſtole.“ Rahbek. (Hoppigen br. det ogſaa 
om ſaadanne Indretninger, hvor unge Mens 
neſter, beſtemte til ct viſt Kald, dannes med 
Henſon til deres Beſtemmelſe.) Plante⸗ 
ſfud, et. nut Skud paa en vorende Plante: 
Dlentefliim, en. Sliimdele, der indeholdes i 
co uddrages af Planter. (Olufſen). Plan⸗ 
teſteen, en. Steen med Planteaftryk. (V. 
S. O.) Plantefyre, en. vegetabilſt Syre. 
Planteſovn, en. den Tilſtand hos Planter⸗ 
ne, ſom antages af ligne Dyrenes Sovn. 
Planteverden, en. figurl den hel, Samling 
af tilværende Plantelegemer. ”Hvdr dorſt 
og dod nu Planteverd'nen ligger.” Foer⸗ 


fom. Plantevæxt, en. 1. Planters Vo⸗ 


ren, Groenings (Arrehoe.) 2. Samlingen 
af vorende Plantelegemer paa et Sted, Ve⸗ 
getation. En rig Plantevært. plante⸗ 
ædende, adj. ſom lever af Plantefode. 
planteædende Dyr (herbivora.) modſat 
kiededende. 


Plante, v. a. 1. IIsl. planta.] fætte No⸗ 


get faft i Jorden i en opreift Stilling; i 
Sardeleshed: fætte Bærter i Jorden, for 
ter at gros, At plante Fanen i Jorden. 
At plante Kanoner paa en Bold 9: føre 
Bem op i Sindehullerne. At plante Trcer, 
plante Blomſter ud (af Potter e. d. I Bede⸗ 
mc.) At p. Kaal ud af Drivbænfen. — 
ſigurl. lægge Grund til, rodfeſte, frem⸗ 
eiſte. — Planter, cen. pl.=e. den, fom gi 
ver fig af med at plante. En P. i Veſtin⸗ 
tion, ſom der efter en ſaakaldet Playtage. = 


Planteborger, en. den, fom er finttet t. et 


fremmedt Land og der bleven Borger; .en 
Ccfentft. (Jahn.) Plantehul, ct. Hul, 
fem gisres i Jorden, f. at plante noget i, 
f. €. et Træ. (Fleiſcher) Plantemaade, 
en. pl.-r. en Maade at plante paa. Plan⸗ 
tepind, en. Pind, ſom bruges ved Plants 
ning. Planteſtad, en. Stad, fom er an⸗ 
[cat af Nybyggere ell. Colonffter, Plan⸗ 
teſted, cf. 1. Sted, Hvor der plantes, ell. 
fom dertil er ſtikket. 2. ſigurl. ct Sted, 
brcr Nyvbyggere nedfætte ſig; cen Colonie. 
Wandal.) ”Hvorledeé ct Land fan lidet 
kunde forføne Menneſter nof t. faa mange 
Planteſteder.“ Guldb. Plauteſtok, en. 
Ztok, ſom bruges t. Plantning. (Olufſen.) 
Plantetid, en. Jid, da man i Alm. plans 
"or, ſom er beqvem til Plantning. — Plant⸗ 
vaig, en. 1. Gierningen af plante. 2. et 
ESted, hvor Træer og andre Bærter plaͤntes 


ø 


Plantning — Pleie. 


og opelſtes; Troplantning. (fr. Plantage. 
En Plantning af unge Grantræer. "ge ) 
Pletter, et, pl. Plaſtre. ſCat. empla- 
strum.] en ſei, af Olie ell. andre fede Sas 
ger og deri blandede Lægemidler tillavet 
Det, fom bruges i Legekonſten; færd. naar 
den er ſtroget på ct Stykke Skind, Lerred, 
e. d. At lægge et P. paa Saaret. Deraf: 
Bryſtplaſter, Maveplaſter, Trekplaſter, 
Vorplaſter o. fl. — Plaſterdei, en. den 
ſammenrorte og rullede Dei, hvoraf Plaſter 
laves. Plaſterdug, en. et Stykke Lerred, 
eler andet, hvorpaa Plaſteret ſtryges. 
Plaſterſtroger, en. ct Redſtab, hvormed 
Plaſteret bredes paa Dugen. — plaſtre, 
v. a. 1. belægge med Plaſter. (Moth.) 
Plet, adv. ſEv. og N. S. platt.] 
Ganſte, rent, aldeles. At fige fin Mening 
plat ud, recent ud. ”Dog plet uvordig han 
ei tærer Kongens Koſt.“ Holb. P. Paars. 
(Ordet er nu egentl. et lavere Udtrok; og 
br. derfor ikke altid m. heldig Virkning af 
nyere Digtere f. E. Øhlenfhlæger,) " 
Plat, adj. [ts S. platt.] 11. flad, 
jævn, (d. Tale.) 2. uædel, lav, ikke værs 
dig. (om Ord og Udtryk i Stiilog Tale.) Et 
plet Udtryk. platte Talcmaader. ;”Mans 
ge-Vers — blive v. denne Forandring plat⸗ 
te, ubehagelige, ja ganſte latterlige.” 
Sneed. ”Ingen fan (p. Skuepladſen) frem⸗ 
ſtille en plump ell. plat Charakteer, uden 
ſels at have en vis Grad af Fiinhed.“ J. L. 
Heiberg. (Deraf Subſt. Plathed.) 3. 
fom cv uden Omſpvob, ligefrem i Tale. (ſiel⸗ 
der.) ”Jeg er plat.” Joſt, I Evalds Harl. 


Patriot. “Den Sag er plat.” Baggefen. —" 


Platfiil, en. ct Slags fmaa File, ſom Laaſe⸗ 
fmede bruge. PDletfiffe, n.s. pl. 1. tal: 
des de ved deres flade Legemébygning uds 
mærfede Fiſte af Flunder-Slægten. (Pleu- 
ronecies.) 2. ligeledes br. dette Mavn i 
Handelen om et viſt Slags tørret islandſk 
Klipfiſt. platfodet, adj. fom har flade Fed⸗ 


der. platfodede Dyr, ſom trede m. hele 


Fodſaalen p. Jorden. Plathoveder, n. s. 
pl. ct Slags fmaa Gom met ſtore og flade 
PHoveder. Platlæder, ct. hos Garverne: 
glat Læber, hvorpaa ingen konſtig Narv ce 
indſkudt. 

Platsregn, ſ. Pladsregn. 


Platting, en. pl.-er, fil Skibs: et viſt 


Slags ſammenflettede Kabelgarn. 

Piaktydſk, adj. kaldes den tydſte Sprogs 
årt, der tales af Folket i Nordtydſtland, 
(Veſtphalen, Nederſaren, Pommern, 0. f. v.) 
og har betvtelig Ordliighedem. det tante 
Sprog: Nedertydſt, Nederſariſt. (modſ. 
vðoitodſt.) Det Plattodſte; en plattydſt 
Srdbog. At tale Plattvdſk. 

Dleic, cen. ud. pl. IJT. Pflege.! 1. 
Gierningen at pleie, at bære Omſorg for ; 
Rogt, Pasning. (ilær om Menneſtker vg deres 


legeml. Fornodenheder.) Den Gamle, Syge 


platnæſet (Moth.) ſ. fladnæſet. 


N hr med Børn I en Pleieſtiftelſe. 


! 


— 


pleie. 2. Udovelſe, Jværffættelfe. 
"te 


… den.] 


Pleie — — Plet. 


behøver omhyggellg Pleie, Deraf uges 

et; 

né Pleie, Retoͤpleie. (I. Redtspfles 
ge-) — Øe følgende Sammenſetninger 
unne udleded deelg af dette n. s. deels af 
dets Verbum : Pleiecamme, en. Goldamme. 

leieanſtalt, en. (I. Bive.) f. Pleieſtiftelſe. 

leiebarn, ct. B. ſom opfødes og opdraget 
af Fremmede, ell. i en Pleieſtiftelſe. Pleie⸗ 
datter , cn. et Pigebarn, fom fremmede 
Forældre opdrage ſom deres eget; ſaaledes: 
Pleieſon. Pleiefader, en. den, der ftaaer 
et fremmedt Barn i Faders Sted. Ligele⸗ 
bes Pleiemoder; og begge kaldes, med Dens 
fon tilBarnet, Pleieforældre, Pleichuus, 
et. Huus, indrettet til Bolig og Pleie for 
Gamle, SÉrøbelige ell. Nedlidende; Hoſpi⸗ 
tal. Pleielæge, en. Læger i Klobenhavn, 
ſom beførge Fattigveſenets Sygepleie f. de 
Fattige, der ikke indlægges p. Hoſpitalet. 
Fororon. 1 Jul. 1799.) pleiemeſter, en. 
om har Opſyn over et Pleiehuus ell. en 
Pleieſtiftelſe (Roſtg.) Pleiemoder, en. 
1. ſ. Pleiefader. 2. en Kone, der har Op⸗ 


iftelfe, en. S. hvor forældreløfe Børn op⸗ 
fødes ; eller hvor Gamle, Svage og date 
tige gives Huusly og Ophold. Pleieſen, 
en. f. Pleiedatter. Pleieveſen, ct. hnad 
der hører til offentlig Pleie, Pleieſtiftelfer 
og deres Beſtyrelſe. Det militaire Pleie⸗ 
væfen; Krigs⸗Pleieyæſen. . 

1. Pleie, v. a. 1. [Ser plaga. N. S. 
plegen.] Save Omſorg for cen; rogte, 

are paa, ſee tilgode. At pleie fig; at 
pleie en Svag. »Pigen var deilig, og hun 
pleiede Kongen og tiente ham.” 1 Kong. 1. 
— At pleie Nettet, haandhæve Lov og Ret. 
(f. Pleie, 2.) 

2. Pleie, v,n. 1. (har.) have Vane til; 
foretage ofte den ſamme Handling paa lige 
Maade. (Med bet efterfølg. Veroͤ. i Infin.) 
Gan pleier daglig at vide. Tag ſaameget, 
du pleier (at fage.) Man plei 
(det ev et almindeligt Sagn, Mundheld.) 

Pleiel, en. pl.-et᷑ cl. Pleiler. [E. Flail. 
T. Flege i. Et Redſtab, af to ſtarke, 
rundſtaarne, ved en Læderrem forenede 
Kieppe, (Handelen og Slagelen) ſom pru⸗ 
ges til Kornets Torſtning. — Pleielhilde, 
en. den ſteerke Rem, hvormed begge Zræer 
i Pleiclen bindes ſammen. 

Plet, en. pl.-ter. [IS]. Fleckr. 2. Fl es 
1. et Sted paa Overffaden af no⸗ 

et, hvor ter kiendes Forandring i Farven. 
En rod Plet i Huden. At fare Pletter p. 
fine Klæder. Pletter i Solen. En Blæk: 
plet, Febtplet, Olieplet. 2. figurl. Lyde, 
Smitte, Banære. " Det var en. Plet i hans 
Charafteer. En Dyd uden Pletter. 3. 
eu liden Deel af Jordens Overflade, cl. af 
et Stykke Land. En Dlet Jord. Enhver 
elſter den Plet, hvor han føltes. (Deraf : 


402 


Pleie⸗ 


er at ſige 


Plet — Pligt. 


Eugplet, Gresplet, Jordplet, Skovplet.) 
4. et viſt, nsie beftemt Sted, hvorom Ta⸗ 
len er. Nu ere vi paa Pletten, paa den 
vette Plet. — pletfri, adj. fom ev uden 
Pletter; ſigurl. uden Lyde, feilfri. En 
pletfri Samvittighed. letkugle, en. 
Kugle af Pletſebe. Pletleer ell. Plette⸗ 
leer, et. Et Slags Leer, ſom bruges til 
Pletkugler. Pletſæbe, cn. et Slags Sæs 
be, ſom tager Pletter af Tet. (Moth.) — 
Dletteffrædder, en. S. hvis Haandvark er, 
at bøde gamle Kloder og renſe dem for 
Pletter. pletteviis, adv. i Pletter, hiſt 
og her adſpredt, ſom Pletter i Zøi. (Ogfaa: 
i lettetal,) 

Plette, v. a. ogn. 1. fætte Pletter 4, 
frembringe Pletter, ſmitte. At plette fine 
Klæder. — figurl. Ved denne Handling plerz 
tede han fit Rygte. 2. v. n. modtage, fane 
Pletter. Dette Jei er let til at plette. 

1. Pligt, en. pl.-er… [Z. Pflicht. I 
Gi. Aydſt (f. E. hos Notker) er Flihte Bud, 
Befaling.] 1. den bindende Forſtrift el. 
beſtemmende Retteſnor for Menveſkets Hand⸗ 
len og Handlemaade, for dets frie Virkſom⸗ 
hed ſom aandeligt Veſen, der enten udrin⸗ 
der af indvortes, moralſte Love og Grund⸗ 
fætninget, celler beroer p. udvortes Bud og 
Anordninger; (mere dog p. de førfte. Pligt 
geger mere ud p. moralsk Forbindtlighed 3 

kyldighed tillige p. den lovmæbsfige. Spo⸗ 
ron.) Ivf. Dydspligt, Retspligt, Tvangs⸗ 
pligt. — En betinget, ubetinget (fuldtom⸗ 
men) Pligt. Vi have ogſaa Pligter imod 
Dyrene. At efterkomme, at forfemme , 
fvigte finte Pligter, »Wi have Net t. det, 
uden hvilfet vi ei fan opfylde vore Pligter, 
og fom vi fan gioxe uden at dvertræde dem.” 

needorf. MNan forklarer jævnfig Pligt 
ved en Handling, hvortil Menneſtet er for⸗ 
bundet; eller ”en Handling, ſom formedel ft 
Fornuftens Bydende bliver nødvendig.”” 
Muller. Det oprindelige Begreb om Pligt 
gaaer dog ikke ud paa Handlingen felv, men 
p. Budet, den indvortes el. moralſte Mot» 
vendighed, fom betinger den; og dette Be⸗ 
greb overfsres p. Handlingen felv, naar det 
tilfælde indtræder, at vi ſtulle giore vor 
Pligt. ”Det er klart, at naar Menneſket 

al giore fin Pligt, maa han gisre det for 

ligtens Skyld.“ Ørfted.- Menneftet figes 
derfor af have Pligter 9: moralſke Jake 
ter f. finé Handlinger i' Almindelighed og i 
viffe Forhold og Tilfælde. Man figer der⸗ 
br ogfaa: at overtrade, at efterkomme eu 

ligt. At handle efter Pligt og Samvits 
tighed. Eet et at vide, at kiende fine Plig⸗ 
ter, ct andet, at handle ſaaledes, at vi op—⸗ 
folde dem. J jvf. Sorpligtelfe, Styldighed. 
2. De tilforn brugelige Bemarkelſer af 
Pligt: høttideligt, edeligt Lofte, Forplig= 


telſe; (hvoraf endnu haves Talemaaden: 


At tage een i Ed og Pligt) Bod, Poeni⸗ 


Pligt—Plov. 


fentfe ("Indtil du gior fand alvorlig Pligt 
og Bod.” A. Vedel) og Straf: ere i svrigt 
aldeles forældede. z= Pligtarbeide, et. Ars 
beide, fom man gier allene af Pligt eller 
Stvſdighed. Pligtarbeider, en. enn fon 
rager et Arbeide, i Følge en paa ham hvi⸗ 

unde Pligt, Pligtbegreb, et. Begreb om 
en Pligt 1 Alm. el. om en vis Pligt, om 
at nøget paaligger 06 fom Pligt. Pligt⸗ 
bud, et. Bud, der foreſtriver og noget ſom 
eu Pligt ; moralſt Bud. »Folelſer kunne, 
ſom uvilkaarlige, iffe være umiddelbar Gien⸗ 
ſtand f. et Pligtbud.” P. E. Måler. 
Pligtertiendelſe, en. En p. moralſt Folelſe 
ell. Dverbeniisning grundet Erkiendelſe af 
tet, ſom er Pligt. (Engelstoft.)  pligtfri, 
ad). fom i et vift Tilfælde ikke har nogen 
Pligt. PligØlelfe, en. F. der ſiger 08, 
at noget et vor Pligt, el. ſom driver 08, til 
af handle efter Pligt. (Treſchow.) — Pligt: 
lære, en. videnſtabelig Lære om de menne⸗ 

lige Pligter; Ethik, Moral. pligtmæsz 

, ad). overeensſtemmende med Pligt. (3. 
Badenl) pligtſtyldig, adj. forbunden t. 
at opfyſde en Pligt, pligtig, forpligtet. (nu 
fieldent.) pli idig, adj. ftridende imod 
en Pligt. ”Dvor jeg taler efter Pligt, er 
tet plügtſtridigt, at holde noget tilbage.” 
F. Stoud.  pligtvillig, adj. villig til at 
epfulde fin Pligt. (E. E. Pontoppidan.) 
Pligtydelfe, en. Gierningen at yde noget 
ſom en Pligt, i Folge Skyldighed. — plig⸗ 
tig, ad). bunden ved Pligt, fyldig, for⸗ 
pligter. — Pligtsfolk, n. s. pl. Arbeids⸗ 
felt, hvis Gierning iffe er frivillig, men 
paalagt dem, Folk, ſom giore Hoveri eler 
Fligtarbeide. Saaledes: Pligtskarl og 
Pligtsſotzed (fom har Opſyn oder Pligts⸗ 
felt. Roſig.) — pli føgieming, en. Hove⸗ 
ti, Hoveriarbeide. (D. Atlas. TV. 47.) 

2. Pligt, en. Holl. Plegt.] et Halvdæt 
ell. Xorhøining i Forſtavnen over det øvrige 
Etibstæk; — Pligtanfer , ct. det forære e 
Skibsanker; Nodanker. (kaldes ogſaͤa blot: 
Pligten.) Pligtbugger sen. kaldes den 
forrefte Baademand I en Slup ell. Skibs⸗ 
baad, ſom roes frem. Pligttoug, et, det 
Zug, fom hører til Pligtanferet. 

Dliirøiet, adj. [af plire.] ſom ofte plirer 
met Dinene. 

Plire, v. n. 1. IN. S. plyren.] træffe 
Zienlaagene hyppigen ſammen; fee med 
ſammentrukne, glippende Dienlaage. — 
Pliren, en. ud. pl. 

Plire, en. pl.-r. [G. Blær.] røde Pletter 
el. Blegner I Suten. (Moth.) 

Plombere, v. a. (: faf Fr. plomb, Bly.] 
forinne med Blyſegl. — Plombering, en. 

Dlov, en. pl.-e. [Sél. Plogr. N. 
?oog. (dre Skrivemaader: Plog 

long.] 1. Et Agerdytfningdredffa 
rmed man bryder Jordſtorpen i lige Fu⸗ 
fer, for at berede den til at modtage Gæden. 

Danſt Ordbog. IL . 


Ås 


. 
P 
U 


193 


* 


Plov — Plocgang. 


(f. pleie) Hlulplov, Svingplov, Styl⸗ 
teplov. At tiore, trætte Plov. At ſtyre, 
vende Ploven. Ut ſtille Ploven. At lette 
Ploven (ftille den t. at gane mindre dybt; 
modſat at dybne Ploven, el. flage Ploven 
i 3: fage den til at gaae dybere.) Jorden 
ſtyder Ploven, vil iffe tage imod Ploven 
(naar denne ei fan holdes i Jorden.) Plo⸗ 
ven ſtpger godt da: vender og lægger Furen 

dt og iſ en ſtraa Retning. Heſtene gade i 

lov (bruges til Plsining.) At bruge en 
Hefti, for Ploven. Bagploven, Forploven. 
Hans Plov gaaer godt: ſiges om den, der har 
god Fortieneſte ell Fordeel. 2. i Sonder⸗ 
jylland: et viſt Jordmaal; ſaameget Land, 
ſom en Bonde antages at kunne drive med" 
cen Plov. [Af de" herefter anførte Sam⸗ 
menfætninger vedkomme de, ſom betegne de 
vigtigfte Dele af Ploven, fornemmelig den 
gamle, i Danmark brugelige Plov; adftils 
lige af diſſe blive efterhaanden fieldnere, efe 
terfom andre og fimplere Plove indføres. 
NMogle Dele, ſom tilforn blot giordes af 
Tree, ere nu ſtundom af Jern. Flere ſaa⸗ 
danne, men mindve bekiendte Ord br. uden 
i; elælland i andre danſte Landſtaber.] == 

lovaas, en. det overſte, længfte "Træ £ 
Ploven, hvori Langjernet befæftes, ſom hvis 
fer m. den ene Ende p. Axelen, (I Hiul⸗ 
plove) forbinder Forfærren m. Bagploven, 
øg Overhovedet giver Ploven dend Retning £ 
Jorden. (Aaſen. Buris. T. der Grindel.) 
Plovarbeide, et, det Arbeide, ſom hører til 
Pletning. Plovaxel, en. Axel, hvorom 
Plovhiulene bevæge fig. Plovbræt, et. d. 
f. ſ. Muldfieel. Plovdreng, en. D. ſom 
kiorer Heſtene for Plopmanden. Plovdri⸗ 
ver, en. den ſom kiorer Heſtene for Ploven. 
Plovdræt, et. 1. en Deel af Forfærren p. 
en Hiulplov, (til fire Heſte) der enten be⸗ 
ſtaaer af en ſterk Jernkieede, (Jerndræt) el⸗ 
ler af fo ell. flere Stykker Zræ; ſamlede v. 


«as (men, nu neppe brugeligt.) 
dyr, et. pl, d. f. Dyr, fom br. til at træffe 
Plov (færd. Heſte og Oxer.) Plovfiæl, en. 
d. f. f. Plovbræt, Muldficel. (B. S. O.) 
Plovfolt, n. s. pl. de Folk, ſom ere ſyſſel⸗ 
fatte med Plsining. Plovfred, cen. den 
Fred og Sikkerhed, fom Loven tilklender en 
Bonde ved Ploining og Markgierning. (D. 
Lov. VI. 9. 24.) lovfure, en. Fure, 
ſom v. Plsiningen fremkommer i Jorden. 

lovfællig, en. det, at to bruge cen Plov 
ammen. (Moth.) At være t Plovfællig 
ſammen. plovfer, adj. ſtikket t. at træffe 
Plov. En plovfer Gert, Ore. Plovgang, 


en. langfom Gang el. Klørfel; fom naar 
man plosier. At Flere Plovgang. Plov⸗ 
(13) 


e 


Zordbr. (24 


⸗ 


an 


Plovgilde — Plovſtat. 


gilde, et. Gilde, ſom Bonden, giver fine 
ik efter endt Plsining. Plovgreb, et, 


Daandgreb, hvori Plovmanden holder for” 


at ſtyre Ploven. (ſ. Plovſtiert.) Plov⸗ 
hammel, en, Hammelen paa Plovdrættet. 
» Plovhandel, en. d. f. ſ. Plovgreb: Plov⸗ 
em Heſt, fom bruges i Ploven, og 

om dertil er ſtikket. lovholder, en. 
Plovmand. (Dluffen.) Plovhoved, et. d. 
Plovlob. (ſtrives ogſaa Plovshøs 
ved.) Plovhugger, en. den, ſom forſtaaer 
at tilhugge Zræværket i en P. (Fielſtrups 
Veilednat. Jordbrug. 75.) Plovhoevlen. 
Høvl til at ploie Bræder ſammen med. 
boven et. Et afde Jern, der befæftes i 


. . 


loven for at ſtere og fure Jorden (f. 
nyjern og P ovffær.) 
jern (2:. begge Jern t. en Plov.) Underti⸗ 
en forſtaaes ogſaa v. Dlovjern I Sard. et 
Langjern» Plovkarl, en. Karl, ſom pløier, 
el. fom ér. Plovdriver, Plavkiep , en. 
Kiep, hvormed Plovmanden renſer Skeret 
og WMuldfilælen fra Jord. Plovkiſte, en. 
den Deel af Ploven, ſom naaer fra Siden t. 
det Sted, hvor Aaſen er hugget ind i Sty⸗ 
ren el. Stierten. (Fielſtrups VWeiledn. t. 
Dlovtiører, en. d. f. ſ. Plov⸗ 
river. Plovkioring, en. Dreng, ſom kis⸗ 
rer Plov, en liden Plovkiorer. Aoviniv 
en. ct Redſtab til at ploie Jorden med uden 
efte; Haandplov. (Funkes V. H.) J æls 
bre danſte Skr. d. ſ. ſ. Plovjern. (Virg. 
Georg. af Ravn.) Plovkaerre, en. Hiulene 
m. deres Arel og Dræt p. en Hiulplov ; og⸗ 
faa Forkærre. (Thaers Landoec. v. Drew⸗ 
en, III, 32.) plovlam, adj. ſom ikke har 
Heſte nok, eller duelige, til at ploie med. 
lovland, f. Pleieland. Plovlav, et. 
lovfoellig. At være i Plovlav ſammen. 
lovlegeme, et. den egentlig p. Jorden vir⸗ 
kende Deel af Ploven; (Drewſen.) ogſaa 
Bagploven, (hvortil dog undertiden tillige 
regnes hele Aaſen.) Plovlob, et. det Træ, 


194 


Et Sæt. Plov⸗ 


ges paa hver Plov i -et Land. Plovſtær, 
et. Gt fladt, trefantet, ffærpet Jern, der 
reel Plovløbet bag ved Langjernet,. og 
om, naar dette har. giennemſtaaret Jord⸗ 
ſtorpen, affærer den horisontalt, imedens 
den v. Muldfiælen væltes t. Siden, og Fu⸗ 
ten dannes, Vomer. die Pflagſchaar. 
(ſ. Del og Sfær,) Plovſpilde, en. Skade 
fom cen lider paa Plove og Plovtei. (Roftg.) 
lovſtav, en. 1. en lang og ſpids Stav, 
vormed Plovdyrene drives frem. 2, Plovs 
kiep, Plovrydde. 3. en Stav, ſom Plov⸗ 
manden undertiden ſtiller ind i Bagploven 
i at ſtyre den defto faſtere. (V. S. O.) 
lovſtiert, en. de bagtil opftaaende, krum⸗ 
mede Haandgreb, ſom nedentil ere befæftede 
t. Plovløbet og Muldfiælen, og hvorved 
Plovmanden under — —* Plo⸗ 
vens Gang. (Styre, Plovhandel, Haand⸗ 
ſtykket. Stiva, Temo. Yflugfturz, 
&f lugſterze.) JIundertiden forftaaes v. 
tierten i Sœerd. fun den hoire Styre ell. 
Plovhandel; og den venftre er da en For⸗ 
længelfe af Afæder o: det Stykke Træ, der 
nedentil v. en Tap ell. Skrue fæftes i Løbet, 
og oventil i Aaſen. jvf. Gierſings Landoe⸗ 
con. I. 417.] lovftrimmel , f. Ploie⸗ 
rimmel. Plovſtud, en. Plopore. Plov⸗ 
rer, en. Plovmand. Plovſule, en. det 
enten verticalt, el. ofteſt nogen Skraahe 


ſtillede Stykke af Plovlegemet ell. Bagplo⸗ 


ven, ſom fortil forbinder den nederſte Deel 
zaf Ploven (Plovlobet, Plovhovedet) med 
Aafen. (Sulen, die Griesfåule.) Plov⸗ 
tift, en. en af 4 ell. 6 Led beftaaende Læns 
fe, der holder Plovaaſen t. Axelen og hele 
Fortærren, (ble Zuchtkette.) lov⸗ 
toi, et. Samling af Plovredſtaber; Alt hvad 
der hører t. Ploven og Ploining. plovz 
vant, adj. vant t. at —* for Ploven. En 
plovvant Heſt. Plovvending, en. B. 
med Ploven ved Enden af en Ager. 


Plov⸗ 
viſe, cen. d. ſ. ſ. Plovtiep. (Moth.) 


ſom udgiser Plovens underſte Deel, hvori Pludder, en. ud. pl. Dynd, jordblandet 
Skeret befæftes, og ſom forbinder Plovfuz Vand, Moſedynd. — Pludderdvynd, et. der 
len m. Aſedet ell. den venſtre Stiert. ſamme. Pluddertorv, en. Eiteterv. — 
(Plovhoved. Dentale. das Pflughaupt.) Deraf: pluddre, v. a. 1, At pluddre Tor⸗ 
Plovmand, en. den, ſom ploier, enten allene, ven: kaldes i Siclland, at blande Torve⸗ 


·ved baade åt ſtyre og kiore Ploven, ell. med jorden m. Band, for derefter at træde cen. 


en Plovkisrer. Plovoxe, en. Ore fom brus Elte den, inden den formes, — »Torvens 
ges t. Ploining. (Plovned. Moth.) Plov⸗ Pluddring,” Dluffen om Brændfel 163. 
redffab, ef. pl.cer, Et af de forſtiellige Rede — Pludder, en, ud. pl. haftig og uforftaae= 
ſtaber, ſom høre t, Ploven og t. Plaining. lig Snakken. — Pluddermund, en. den, 
(D. Lov. I. 24. 23.) Plovret, en. Foſte⸗ ſom er tilbsielig t. at pluddre; deraf: plud⸗ 
rens ell. Forpagterens Ret til at drive en dermundet, pluddervorn, adj. (dagl. Tale.) 
Jord efter eget SÉfønnende, Plovrulle, Pluddre, v.n. 1, IN. S. pluddenn. 
en. * Rullen) kaldes ct Stykke Træ oven: T.plaudern.] tale haftigt og uforſtaqe⸗ 
paa 

dens forreſte Ende. (Dluffens Landoec, 168. den lobe. Den ene pluddrer i Munden paa 
Døfaa.: Bolſtret. die Licht e.) Plov⸗ den anden. Barnet begynder at pluddre. 
rydde, en. Reb ftab. t. at renſe Sfæret og — Pluddren, en, ud. pl. Gierningen at 
Muldfiælen under Pløiningen; Plovkiep, pluddrø 

Plovrenſer. Plovſtkat, en. Sfat, fom læg Pluds, adj. IN S.pluͤſs, plutzi 3.1 


Å 





lovarelen, hvorpaa Aaſen hviler m. ligt, ſnakke meget og unyttigt, lade Mun= 


Pluds — Plumphed. 


i nogle Gammenfætninger: bovnende 

flæft, — pludsfed, adj. meget fed, Ål 
Xnfigtet ; opblæft af Fedt; deraf: Pluds⸗ 
cdme, en. ud. pl. pludstindet, adj. fom 
ar in sopblæfte Kinder. 


ops 
ær i 


ludfe, v. n.1. (2. Plot, — et 
haſtigt Fald.] falde haſtig ned. At pludſe 
til, komme haftigen, uden Overlæg til at 
giere ell. fige noget. (Moth.) J 

Pludſelig, ad). og adv. [H. plotselyk.] 
ſom uformodet, med uventet Haſtig⸗ 
hed. En pludſelig Dvergang fra Glæde til 
Sorg. Gan døde meget pludfeligt. ”Saa 
kom min Lytte, for pludfelig m. Rædfel at 
forfvinde.” Ohlenſchl. 

Pludſet, adj. [f. adj. pluds.] tyk, bov⸗ 
sende, opſpulmet. ( Roſtg. Ordb.) 

luf, et. pl. d. f. Sferningen at plukke, 

3 fmaa Plut᷑ (el. Smaapluk.) lidt efter 
lidt, lidet ad Gangen. At giste Gield i 
Smaapluf, — Plukgield, en, G. fom er 
giort i ſinaa Summer og lidt efter lidt, 
Smaagield. Plukiſter, et. Iſtet 1 Dyr, 
ſom piuttes Smaaſtykker af Nettet og 
Tarmene; Pluktekalg. plufftiæle, v. 4. 
egn. ftlælet Smaapluf, (Roftg.) Plus 


Plutuld, en. UD, ſom pluttes af Faare⸗ 
el. Lammeſtind. lukveer, n, s. pl. vins 
gere Smerter, ſom en Barſelkone fornem⸗ 
… mer m. Afbrydelſe, inden de rette Veer ell. 
Fedſelsſmerter indfinde fig. ( Moth.) pluk⸗ 
viis, pluffeviis,adv. nu og da, og lidt ad 
Sangen., At fliæle plukviis. 
Dinffe, v. a. 1. ſA. 6. pluccian. &. to 
pluck.] træffe op el. ud, pille ud, bryde, 
afbryde med Fingerſpidſene. At plukke 
Rsdder, Xbler. AUt plukke (bryde) en 
Blomſt. (forſt. fra: at rive den op med 
Rod.) At pluffe Gæs (plutte Fiedrene af 
bem.)  ”Det ev ondt at plukke Haar af den 
Etaldede.” Ordſpr. At plulfe op (f. Cr. 
Ufcud., AL pluffe Tougvork op. At p. 
gik, Steg op 9: flære det i ſmaa Stykker, 
for af opvarme el. foge det paa ny. — 
Pluffemad, en, ud. pl. dpyplutfet åg ops 
varmet Mad, Saaledes: Plukkefiſt, en. 
„en. — Plukketalg ell. Pluktalg, 
en. d. ſ. 0 Pluti er. — p ukkeri, et. 1. 
itetig glentagen Plukning. 2. ſammenpluk⸗ 
kede Ting, ubetydelige Smaaſager. — Pluk⸗ 
ning, en. pl.-evr. Gierningen at plukke. 
Inmp, ad]. T. ca N. S. ptump.] 
1. ſom, ev uden Forhold i den ydre Form, 
alt for føvær, ftor og tung, Plumpe Lem⸗ 
mer, plumpt Arbeide. 2. ufiin 1 Opførfel 
Adfærd, grov, ubehsvlet. At være 
plump i fin Zale, En plump Spaog. 
Plump Sandhed flader Meer, end Falſt⸗ 
ket felv fan giore.“ Popes Krik, v. Schier⸗ 
mann. — Plumphed, en, 1. ud. pl. Ves 
—— åt være plump, enten i Skik⸗ 
ty 


tyveri, ét. ſmaat "om matte ar Tyveri. 


195 


ploie.“ Thaarup. 


eller i Zale, Opforſel, (modſat: dür⸗ 


Plumphed — Ploie. 


lighed, Fünhed.) 2. pl.- er. Yttring af 
plump, ufiln Tale. — Dlumphugger,en. En 
grov, plump, ubehøvlet Perſon. dagl. T.) 
Plump, et. pl. d. f. 1. den Lyd, et ſtort 
og tungt Legeme giver, naar det falder i 
Band. Det gav et ſterkt Plump. (Ogſaa 
Interj. Plump! der laae han.) 2. (ſieldne⸗ 
re.) det, at noget plumper, ell. falder tungt. 
»At hun m. Nod blev reiſt igien, temmelig 
vaad af Plumpet i Floden,” Baggeſen. 

Plumpe, v. n. oga. 1. XR.plumpen.] 
falde ned, iſer i Vand, med et Plump. 
At plumpe til at gisre noget o: giere det 
med ubefjindig Haſt, uden Overlæg. At 
plumpe ud med noget 9: fige noget ubefindte 
gen , uden Overlæg., (Abrahamſon. dagl. 

) act. At plumpe noget fammen 92. 
blande, røre tilhobe hvad der ikke hører fam⸗ 
nen; (Roſtgaard.) J 

Plumre, v. a. 1. rore ſammen, giore 
uklar ved at røre eller plumpe. At plumre 
Bandet for Fiftene. - ; 

Pluſtke, v.a. 1. IN. S. plufen.] brin⸗ 

ge i Ulave, gior urede, ffær ved at plukke 
og gribe i med Fingrene, At pluffe cen i 
Haaret. Honſene pluffe fig. 

Plyds, et. ud. pl. [Z. Pluͤſch.] et 
Slags, Floiel lignende tykt Toi, hvis Rens 
degarn er af før, Jflætten Sille eller Ka⸗ 


meelgarn. Ntr. lydſes br. ſom adj. 
En Plydſes Kiole. 
Plyndre, v. a. 1. IT. pluͤndern, E. 


to plunder.] borttage med Vold, tilegne 
fig Andres Eiendom, berøve, i Følge Kris 
gyn6 el. den Stærferes formeente Net, 
ven blev plyndret. At overfalde og plyn⸗ 
dre en Reiſende. (f. rove, fom mere bruges 
om enkelte Stimænd; plyndre derimod of⸗ 
teft om Nov, ſom feer i Krigstider.) — 
Deraf: Plyndren og Plyndring, en. Byen 
blev overgivet t. Plyndring. 
Pleg eler Plek, cn. pl — é. IR. S. 
bugge. E—. Plug.] en liden tilſtaaren 
ræpind el. Kile, hvormed noget befæftes 
paa ſamme Maade fom med Sem. — Plegs 
fyl, en. Syl, ſom Skomagere bruge fil at 
ſiaae Ploghuller i Skohele. 
, Pløie, v; a.1. [Isl. plægia, N. S. p (ås 
gen.] 1. drage Furet i Jordſtorpen med 
en Plov, At ploie en Ager. At pløie til 
Rug, t. Hvede. At pløte ut. en Andens 
Kalv ad: tage Gavn af en Andens Arbeide, 
Den tommer og frem, ſom pleier (ell. kio⸗ 
ter) med Stude. Ordſpr. — figurl. at gien⸗ 
nemifære, ſom en Plov Jorden. Skibet 
ploier Bolgerne. ”Bølgen er jeg. vant at 
»En haſtig Vogn dem 
olger, og ploier Stovet op i Bølger.” To⸗ 
e. — At ploie fra, fratage ved Ploining. 
At ps ind pad en Andens Ager, — At pløie 
om. ds) plsidallevegne tilgavns. (Moth.) 


bs) ploie paa ny. — At ploie opo:plole forſte 


Bang. ploie gammel Jord ep. it. bringe. 


(137) , 





med af pleie. = pleicdlig, adj. ſtikket t. at 


ø 


Ploie ⸗ Podetre. 


196 


Podevox — Polere. 


- & ” 
op af Jorden ved Pleining. 2. figurl. fis beftemt f. Podning. Podevox, et. V. 
ges ogſaa: At pløie noget igiennem, 9: ſammenkogt med Terpentin, hvormed det 


glennemgaae , giennemarbeide det meget 
nsie, At pleie en Bog, et Skrift igien⸗ 
nem. 3. Hos Onedkere: gisre en Kure, 
og deri paffende Sant paa to Broder med en 
Plovhevl. At ploie et Gulv ſammen. Et 
ploiet Gulv, = Ploiedag, en. Dagsgier⸗ 
ning med een Plov. loiehovl, en. ſ. 

lovhesvl. Ploicjord, en. J. ſom er tien⸗ 
ig t. Ploven, el. ſom man er i Færd med 
At ploie. Pleieland, et. Et Stykke Jord, 
der bruges ſom Agerland. (modſat: f. E. 
Engjord.) Ploielon, en. det, ſom betales 
for at ploie en vis Deel Jord. Pleiemark, 
er. Ploieland. Pleieſtrimmel, en. den 
ved Ploven af Furen opkaſtede Jordſkorpe. 
Ploletid, en, den Aarstid, da man er I Færd 


ploielig Jord. (Olufſen.) — Ploi⸗ 


ploies. 
1. Gierningen af ploie Jorden, 


ning, en. 


| ell. 2. at ſammenpleie Vreder. 


Plexis, en. ud. pl. [Ixr. pleuresie.] Be⸗ 
fændelfeefeber med Sideſting. (dagl. Tale.) 
Plas, en. Kind, Kinder. (Moth. egents 
(ig: noget tykt, fyldigt, bovnende. ſ. pluds.) 
Deraf: Plosmund, en, den, fom har en tyk 
Mund. (Moth.) ploskindet, adj. og plos⸗ 
mundet, adj.-(Colding.) I Skriftſproget 
forældet. . 

Pocal, en, pl.-er. [It. boccale.] et mes 
get ftort Glas, undertiden med Laag; et 

ægerglas. 

Bode, en. pl.-r. ſmangler, tilligemed de 
deraf nedſtammende Ord, I. alle beflægtede 


Sprog.] en ung, opffudt Spire af et Zræ; ” 


el. en afſtaaret Qviſt fom bruges t. Pod⸗ 
ning ; Podeqvift, — figurl. Affom, Børn. 
. ode, v. a. 1, indfætte en Pode, el. en 
med Øie forſynet QOvift af et forædlet Træ f 
Stamme, Green ell. Bark af et vildt Zræ. 
At pode Frugttræer; at pode i Bark, i 


Kloft. ”DoS intet giftigt I faa ædel Stam⸗ 


me.” Evald. [I Havekonſten ſtielnes imel⸗ 
kem: at copulere, 'at oculere, at pode og at 
affifge.] Podekloft, en. Podeſplit. Pos 
dekniv, en. Kniv hvormed Podeſplitten ſtœ— 
ves i Treer. Podemeſter, en. den, fom er 
kyndig £ at pode Zræcr; Urtegaardsmand 
Gartner. (iſer brugeligt I Merrejnland.) 


Podeqviſt, en. Et Skud, en liden Qviſt af 


et Træ, fom br. til at podet et andet. Po⸗ 
Seffole, en. den Afdeling af"en Træffole, 
hvori de Unge Frugttræer omplantes fra 
Kierneſtolen for at podes. Podeſtamme, 
en. Zræftamme, tienlig til af podes, ell. 
hvormed Podningen foretages. Podeſplit, 
en. Split, ſom gisres i Grenen eller "Træet, 
Hvori man vil pode; Podekleft. Dodefted, 
et. det Sted p. Træet ell. Grenen, hvor 
"Podeqviften indfættee ell. Podningen ſteer. 
Podetid, en. Tid, ſom er ſtikket til Pod⸗ 
ning. Podetræ, ct. T. ſom er podet, ell. 


s & 
VA 
Å - 
a . . 


podede Zræ forbindes. (Dluffen.) Pod⸗ 
uing, en. Gierningen at pode. (Irtaf: Bark⸗ 


podning, Rodpodning.) 
4. 


Po en. (£. poesis.] - 1. ud. pl. den 


Konſt, at digte, at frembringe ct Digt ; 


Digtefonft. 2. pi. ct Digt, en Digtning, 
et Digtervært. (iffe gierne udenipl. J sing. 


brugeé helt: et Digt.) 


oet, en. pl.-er. en Digter. ” Hvo være 


vil Poet, den maa Pocter arte.” Holberg. 
— Poetik, en. Læren om de forſtiell. Digt: 
arter, deres Form og 

mindelige Regler for 
tiff, ad). fom hører t. Poefie Mer ft. en 


Indhold, og om al: 
igtekonſten. — pogs 


Digter; digteriſt. Poetiſte Skrifter (Dig⸗ 
terverker.) poctiſte Billeder, Lignelſer. 
Dog, en. pl.-e. [Sv. Poike. E. Box.] 
en Dveng. (br. nu fun i Skiemt, £ komiſt 
Stiil, cller af Foragt.) ”Paa glatte Træz 
ve fnelt forfølger en Dog-en anden Pog p. 
osſsne Bølger.” Bagg. . 
Pokkenholt, et. ud. pl. Vedet af et me⸗ 
get haardt og tungt americanſt Zræ. Gua- 
jacum officinale. i 
Pokker, n. s. et mildere Ord, fom i dagl. 
T. bruges for: Fanden, den onde Aand ; 
meft fom Udraabsord. “Skiondt Pokker 
fielden pleler fore Folk ind igiennem lukte 
Doerre.“ Veſſel. — Gen. PDotfers br. ſom 
adj. om noget ret ubehageligt og ſlemt, eler 
ualmindeligt og Forundring opvætfende. 
En Pokkers Stel; en Pokkers raſt Pige. 
Pol, en. (langt 0.) plPoler. [Lat. po— 
lus.] de to Punkter, i bvilte en Kugle dreier 
fig om fin Are; iſer om Jordens Poler, 
eler Jord⸗Axens Endepunkter. Nordpol, 
Sydpol. (I ældre Skrifter: Leding.) 
Magnetens Poler ds de to Punkter, hodri 
en af Magnetens modfatte Kræfter har fin 
høtefte Styrke. (f. Dolaritet,) — Polheide, 
en. I Aſtronomien og den mathemat. Geo— 
grarbie : Helden af den Bue I Middags- 
edfen, ſom tænfes imellem Jord⸗ cilce 
Verdenspolen, og et vift Steds Horizont. 
(Hos P. Clauffen: ”Ledingene Heide.) 


Polkreds, cn. den Cirkel, ſom Ecliptiken 


beſtriver paa Jordklodens Flade omkring 
dens Poler; Polarkreds, Polarcirkel. Pol 
ſtierne ell. Polarſtierne, en. den Firfticene, 
fom er nærmeft ved en af Verdenspolerne; 
ffær Nordſtiernen. 
Dolaf, en, pl.-ker. 
i Polen. 2. i dagl. Tale: Levning, ſom 
lades udruffct i et Glas. (Rahbek.) 
Polarbiorn, en. d. f. ſ. Jisbiotn. 
Polarcirkel, Polarſtierne, f. Dol. 
Polaritet, en. [af 


ter træde ud af deres Ligevægt. 
Polere, v. a. [af Lat. I c 
fafte Ting Glands paa Dverfladen ved Riv 


1. den, fom er fede : 


ol.]) Magnetens P. 
od: den Modfætning, hvori Magnetens Kræfs 


polire.] 1. give 











VPolere — Politietegn. 


ting og Glatning. At p. en Kobberkande. 
olerede Staalvarer. 2. ſigurl. (ligeſom 
ſlibe og afſlibe) om Flinhed i Seder og Ad⸗ 
fard, ſom erhverves ved aandelig Cultur. 
En poleret Nation; polerede Sæder, ”For 
golf ei ene, men og Sproget at polere,” 
Dolberg. — Polerer, en. - den, fom har med 
Polering at giore; hos Muurmeftere eg 
Zemmermænd : ten overſte Svend, Me⸗ 
fterfvend. — Polering, en. Bicrningen at 
polere. — Poicerbørfte, en. B. ſom bruges 
til Polering, Gnidebørfte. Poleerhammer, 
en. 9. hvormed Metaller, ifær Kobber, 
glattes v. Bankning. Doleermolle, en. 
WM. hvor Polering ſteer, f. Er. ved Krud⸗ 
værker. Poleerpulver, et. og Poleerſand, 
et. Pulver, ell. meget fiint Sand, [om brus 
ges til Polering. Doleerftive, en. S. hvor⸗ 
faa noget poleres v. Omdreining. Po⸗ 
leertei, et. Vorktsi, Redſtaber, ſom bru⸗ 
ges til Polering. (diſſe Ord, og flere lig⸗ 
unde, f. E. Poleerfiil, Polcerjern, Po: 
leerkugle, ·Polcerſteen, 2c. ſtrives ogſaa, 
men fieldnere: Polereborſte, 0. f. v.) 

Poliſt, adj. fformodentl. af politi] f 
Almuens Sprog og i d. Tale: fnu, liftig, 
actig. ' 

Dolitie, et. ud. pl. [Lat. politia.] det, 
fom hører til Dvrighedens Haandhavelſe af 
Yen offentl. Sitferbed, Rolighed, Orden og 
udvortes Sommelighed üen Stat eller By. 
Sikkerhedspolitie, Sundhedspolitie, m. m. 
Hemmeligt Politie, hvis Virkſomhed og 
Redſtaber ere lonlige. S Politicanordning, 
en. A. ſom vedkommer Politicvæfenet., Po⸗ 
litiebetient, en. underordnet Betient, ſom 
bruget til at overholde Orden i en By. 
Politiebud, en, Betient, der blot gior Tie⸗ 
neñe ved Politiet fom Bud. Politiedom, 
en. D. ſom affiges af Politieretten. Po⸗ 
litieforhor, et. F. i en Politieret. Poli⸗ 
fiefængfel, et. eget Fængfel, hvori de ind⸗ 
fættes, ſom af Politiet anholdes for Uorde⸗ 
net, Tyverier, m. m. olitiehaand, en. 
et Tegn, i Stikkelſe af en Haand, ſom Poli⸗ 
tiebetiente tilforn altid maatte bære hos fig. 
Politicekemmer, et. det Sted, hvor Politi: 
tieſager afgieres og Politieretten holdes. 
Politiemeſter, en. den Embedsmand, ſom 
mcd den overſte Myndighed foreſtaaer Poli⸗ 
tit i en Etad. Politieret, en. 1. En 
Xet, ſom underføger og paademmer Poli⸗ 
. ticfazer. 2, Indbegreb af de Lovbud og An⸗ 
erdninger, ſom vedfomme Politiet. oli⸗ 
ticjag, en. Retsſag, ſom hører under Polis 
tiet. Dolitiefegl, et. 1. Politiemeſterens 
22 Politievæfenéts offentl. Segl. 2. et" 
Seal, ſom Politiet lader fætte for Værelfer 
t1 Giemmer. ESS en. Soldat i 
Yelitterg Tieneſte. olitietegn, et. Em⸗ 
Lælstegn eller Stilt, ſom Politiebetiente føre 
keg fig; ell. Tegn, fom Politiet. meddeler 
ff. E. til Hunde.) Politievidenſtab, on. 


Fad 


197 Politievidenffab — Pompe. 


ud, pl. videnſtabelig Lære om Politieveſe⸗ 
net. Politievæſen, et, ud. pl. Indbegreb 
af Alt, hvad der hører til Politiets Virk⸗ 
ſomhed og Omforg. ' 

Politif, en. ud. pl. 1. Læren om det 
om hører til Staters Stvyrelſe, ifær med 
enfyn til deres gienſidige Bor hold og til 
Vedligeholdelſen af deres Seldftændighed 
og Statskraft. Statsklogſtab, Statslære, 
Statsvidenſtab. Indvortes og udvortes 
Politik. 2. praftiyt Udevelſe af denne Lære 
efter ef vift politik Syſtem. Englands, 


Frankriges Politik. — politiſt, ad). ſom 


hører til, grunder fig I Politik. 

Politur, en. ud. pl. ff. polere.] den Glat⸗ 
hed og Glands, fom Polering giver, Staal⸗ 
vares Politur. — figurl. den vdre Fiinhed i 
Opforſel, Tale od Cæder, fom er Følge af 
en paa det Udvortes henvendt Dannelſe. 
”Maaffec var en Grændfelinie mellem Mens " 
neffetg Forædling og Mennejfets Politur 
nodvendig at drage.” Rabbe. . i 

Polff, adj. født i Polen, ſom er fra Pos 
len, hører til Polen. Dalfk Pas en dan 
Benævnelfe p. et nu ikke meget brugeligt 
Kortſpil. 

Polyp, en. pl.-er. [Lat. polypus.] 1. 
i Naturhiſt. en Claſſe af dyriſte Vaſener, 
fom høre til de ſaakaldte Plantedyr, Arms 
polyper, Blærepolnper, Rotpolyper, o. få, 
2. i Medicinen: en ſtedegen (local) Syg⸗ 
dom, ſom beftaaer I en kiodagtig Udvært, 

Pomade, en. [franft.] Haarſalve. 

Pomerants, en. pl, — er. den guldgule, 
æbledannede Frugt af Pomerantétræet, ſom 
er en Art af Citronens Slægt. Citrus Au- 
rantium. 

Pommer ell. Pommerer, en. Een, ſom 
er fra Pommerland, ſom er fodt i Pommern. 
(mere brugel. er Dommeraner.) pom⸗ 
merſt, adj. fom hører til, hav hiemme i 


Pommern. 
Pomp, en. ud. pl. [Lat. 
og offentlig Pragt, Etade og 
luppet blev holdt m, fyrſtelig Domp. ”De 
anføre enhver Gierning uden Pomp, uden 
ale Lovtalens Prydelſer.“ Baſth. 
Pompe, en. pl. Ir. IT.Pumpe. Fr. 
pompe; og ſaaledes i flere Sprog.] En 
Maſtine, hvorved Vand ell. andre findende 
ing bringes.t. af ſtige indtil en vis Hoide i 
et Ror, hvori en Stang, el. et ſaakaldet 
Stempel, bevæges op og-ned, og derved et , 
lufttomt Rom frembringes; Standpompe, 
Skibspompe, Luftpompe, m. fl. (jvf. Poſt.) 
== Pompebor, ct, Indretning f. af bore cu... 
udhule Pomperor. Pompedrag, et. den 
Bevegelſe, ſom ſteer, naar Stangen med 
Pompeſtoen ſtodes ned i Reret og trættes 
tilbage. Pompeemmer, en. ſ. Pompeſto. 
Pompehierte, ef, den Spœrreklap (Ventilin 
Pomperoret, der bevirker, at Vandet, ſom 
under Pompuingen ſtyrter i Roret, itte fun 


Bompa.] ftor 


ram. Bryl:, .. 








y 


AIngtons Naturl. v. Urſin. 177.) 


a 


. værker (fom efter fin Indretning kaldes Su⸗ 


Ås 


Pompe. 


e tildage igien. Dompehiul, et. G. 
vorved en ſtor Pomye ell. — 
fættes i Bevogelſe. Pompekrave, en. Hyl⸗ 
et af tieret Segldug om Skibspomper. 
dompekrog, en. lang Jernſtang med en Krog 
paa Enden, for at optage Pomperfoen, naar 
ben havnogen Mangel. Pompekurv, en. 
med Huller forſynet Indfatning af Kobber, 
bey ſeettes omkring Skibspomper i Pompes 
foden, Pompemeſter, en. den, fom har 
Opſynem. Pomper cl. mcd ct Pompevært ; 
en Vandmeſter. Pompemolle, en. Et Pom⸗ 
pevært, der drives v. Vindens Kraft, ell. 
fom en Molle. (Phyſ. oec. Bibl. TX. 208.) 
omperedſtab, et, pl.…er. Redſtab, ſom ha⸗ 
rer t. en Pompe; Dele, hvoraf denne bes 
aaer. Pomperende, en, Rende, fom ans 
ringet under Pompetuden, f. at give Van: 
bet Afløb i en vis Retning. Pompering, 
en, Jernbaand om et Pomperer, Pom⸗ 
peer. et. Rer i Pomper og Pompeværfer, 
vori Vandet bringes til at ſtige. Pompe⸗ 
ffo, en. den hule Prop cl. Valſe af Træ, 
overtrukket med Læder, og forſynet med en 
Klap ell. Ventil, ſom ved Stangen trykkes 
ned i Vandpomper, og frembringer tet luft⸗ 
tomme Rum; Pompeemmer'; Pompeſpand. 
Dompeftive, en. Skive af Læder, tilſtaaren 
efter Pompeſtoens Storrelſe; kaldes ogſaa 
Dumpetugge. (V. S. 3.) Pompeſlag, 
et. ds f. ſ. Pompedrag. (I. Kraft.) Pom⸗ 
peſlange, en. Nor af tiæret Seildug ell. 
Læter, hvori det oppompede Band bortledes. 
ompeſod, en. et afdeelt Rum nederft i 
zkibe, hvor Vandet ſamler ſig, og hvori 
Pomperoret flaaer. Pompeſpand, en. ſ. 
pᷣonipeſto. Pompeſtang cell; Pompeſtok 
en. den Stang, hvorved Pompeſtoen bevæs 
ges op og ned. Pompeſtempel, et. den tæt 
fluttende Deel i en Pompe, der bevæges op 
og ned, og enten er heel, ell. forſynet m. 
Klap. Dompeftevle, cn. Hovedroret' I en 
Pompe, hvori Ventilerne anbringes. (Mil⸗ 
Pompe⸗ 
fætter, en, den, ſom indretter og iftandfætter 
Vandpomper; Pompemeſter. Pompetræ, 
et. Pomperor af Tro ved Standpomper; 
ell. en Dertil beſtemt, udhulet Zræjtamme. 
At bore et Pomperer. Pompetræk, et, 
Pompedraq. (I. Kraft.) Pompetud, en. 
Ror, anbragt paa Siden af Pomperoyet i 


. ben side, aft Bandet fan løbe ud deraf. 


Pompevand, et. Wand, fom opdrages af et 
dybere Sted til et hoiere ved Hielp af en 
Pompe. Pompevark, et. En af flere Pom⸗ 
per ſammeunſat Majtine, f. E. ved Blierg⸗ 


gevært eller Trykvark.) Et horizontalt, 
(vandret) et lodret Pompevark. 

Pompe, v. a. 1. ſette en Pompe I Bevæ: 
gelfe, bringe findende Ting op af Dybet ved 
en Pompe. At pompe Bandet af en Kiel⸗ 
ber, p. en Brønd lends. At pompe Luften 


i 


ea 
2 


198 


i fad : en fladbundet 


Pompe — Port. 


ud (v. en Luftpompe.) — Deraf: Pomp⸗ 
ning, en. pl.-er. ' ' 
Bontor en, pl.-cr. Ifranſt.] I Krigévæs 
aad af Kobberblik, 
voraf flere forbindes t. Underlag f. en Bro; 
Brofartsi, Broſtib. 
apegoie. 


bor oie, en. f. 

øppel, en. pl. Popler. cen” Slægt af 
Trcer (Populus) hvoraf adſtillige Arter 
dyrkes hos os. Italienſt Poppel, Solv⸗ 
poppel m. fi. Poppel⸗Piit, den alminde⸗ 
lige Poppel. (P. canescens.) => Poppel: 
lund, en. En Lund af plantede Popler. 

- Portellain, et. ud. pl. [fi porcelaine. 
J dagl. T. Porſelin, ſom ogfaa Nogle ſtri⸗ 
ve; og fordærvet: Poſtelin.J en ved ſtœrk 
Ild i Ovne brændt og fiden glaſeret Maſſe, 
beftaaende af en fiin Leerart, noget Kiſel 
eller Avarts og Gips; hvoraf Kar og an— 


bre Sager dannes. Genit, br. fom adj. En. 


Porcelains Vafe Porcellains Tallerkener. 
Porcellainfabrik, en. F. hvor Porcel⸗ 
lainvare forferdiges. Porcellainfarve, en. 
Farveſtof, ſom bruges til Porcellainets Mal⸗ 
ning. Porcellainhandel, en, Handel med 
forſtiell. Slags P. Porcelainhandler, en. 
den, ſom driver ſaadan Handel. Porcel⸗ 
lainjord, en, ell. Porcellainleer, en. den fine 
Leerart, ſom bruges til P. Porcellainma⸗ 
fer, en. den, ſom forftaaer at male paa P. 
Porcellainmaleri, et. 1. ud. pl. den Konſt, 
at male Porcellain efterat det er brændt og 
glaſeret. 2. pl.-er. et Maleri p. et Kar ell. 
en Plade af Porcellain. 

Porphyr, en. pl.-er, IGr. xoouooc.] 
en vderſt —* rødladen, med — un⸗ 
dertiden med Horubiende, blandet Jaſpis⸗ 
Art. — Porphyrvark, ct. Sted, hvor P. 
brydes, og dannes ved Sugning og Slibning. 

Pors, en. ud, pl. en Mofeurt, hvis Bla⸗ 
de og Blomfier undertiden, iſer i Norge, 
bruges i St. for Humle til Øl. Myrica 
Gale. Deraf: Porsel, et. ud, pl. Øl, fom 
er brygget m. Pors, (Moth.) 

Port, en, pl.=e. -[Laf. porta. $él. Port. 
N. S. Poorte.] Oprindeligen: enhver 


Aabning paa en Bygning, indrettet til at 


gade ind og ud deriglennem; men br. I vort 


. Sprog i Alm. fun om ſterre Indgange, 
Litede til at kiore iglennem (i Modſ. til 


ær;) og da baade om Dorfrummet, og com 
Dorren (cl. Dorrene) høorved det luftes. 
Gaard faldes en Bygning, fom har Porr; 
uus faldes den, fom til Indgang fun har 
en Dør, At aabne, lufte Dorten. Vognen 


fan ſtaae t Porten 9: i Portrummet. — En. 


muret, hvælvet P. Stadens Dorte, Stads⸗ 
port, Jæftningsport, Borgport. En Bag⸗ 
port, XWreport. 2. Porte paa et Stib, 
Stykporte, Kanonporte. 3. Dorten, ten 
ottomanniſte Port, den høle Port: den 
tyrkiſte Keiſers Hof, (egentlig Storvizirens 
Pallads) Regieringen Tyrkiet. Port⸗ 


Portaare — Portnerſte. 


are, en. En af de tre ſtore Blodaarer, ſom 


fore Blodet fra: Underlivet til Leveren. 
Portarel, en. den Stabel ell. Jernkrog, 
hvotom Porthængfler dreie ſig. Portbe⸗ 
tient, en. Toldbetient ved en Port. Port⸗ 
fang, et. Udbygning foran ell. udenfor en 
Port. (B. S. D.) Portfiæl, en. En af 
be Fiæle, hvoraf en Port er ſammenſat. 

ortfløj, en. den ene Halodeel af en Port, 
om har en dobbelt Flsider, t. at aabne i 
Midten. Portgang, en. Gang, fom fører 
til en.Port. (Baggeſen.) Porthammer, en. 
1. det Zværtræ, ſom hviler paa Portſtol⸗ 
perne, og hvoriil Overdelen af Porten ſlut⸗ 
ter. 2. en Hammer til at hanke med pag 
eu Port. Portholder, en, Portner, Dørs 
vogter. (Hvitfelt,) Porthund, en. Læn: 
kehund ved en Port, orthuus, ct. en 
Bugning oven over en Port Portkammer, 
et. Et lavt Kammer, indrettet i et Huus 
ovenover Porten, Portklinke, en, Klinke 
t. Lutfelfe for en Port, Portklokke, en, 
Klokke, med Klokkeſtreeng, ved en Port, 
Portlaage, en. Dør eller Laage ved Siden 
af en Port, ell. anbragt i en af Portflsiene. 
Portluge, en. Luge f. en Stykport. Port: 
lufning, en. Handlingen at lukke en Port, 
el. Stadsportes Lukning. Portlygte, en, 
2. fom ophænges i en Port f. Lvsning. 
forlænger en. den Længe paa en Bygning, 

vori Porten er. Portnøgel, en. Nagel t. 
en Portlaas. Portpenge, n. 3. coll, det 
fom betales, til viſſe Tider, eler beſtandi⸗ 

en, for at comme ind ad en Stadsport. 
PDorerum, et. det Rum i en Bygning, ſom 
Porten indtager, Portſeddel. en, Beviis 
fe Bare, fom maa indføres giennem en 

rt. 
Bærn for en Fæftningsport; Ravelin. 
Portføriver, en, Portbetient, fom holder 
Bog over ind: og udgagende Vare v. en 
Stadsport. Portſtabel, en. d. f. ſ. Port: 
arel. Portflang, en. &. til at lægge for 
en Port 1, Lukkelſe indentil, Portſtolpe, 
en. En af de Stolper, ſom bære.Portham: 
meren. —* ce, en, S. ved eller over en 
Port. orttearn, et. T. bygget over en 
hræfvet Port. Porttold, en, T. af Vare, 
fem fsres ind giennem en Port; Acciſe, 
Conſumtion. Portvagt, en, 1. Solda⸗ 
tervagt ved en Port. 2. det Huus, hvor en 
ſaadan Vagt opholder fig. borer en. 
Bi, ſom gaaer t. en Port, ortvogter, 
en. Portner. 

Portion, en. pl. - er, [Franſt.] en vis 
fod, Part el. Decl,i cl. af noget, ”Den, 
hvis tarvelige Hierne fan' af faa ſmaa Por⸗ 
tioner blive mæt.” Baggefen. 

Portner, en, pl.-e. [af Port.] den, ſom 
ct fat fil at opiukke og vogte en Port, => 
Portnerfone, en. Portnexens Huſtru. — 
PortnerfFe, en. et Fruentimmer, fom har 
<a Portners Beſtilling. 


180 


Portſtandſe, en. Skandſe til 


Porto — Poſt. 


Porto, en. [Ital.J det ſom betales for et 


— 


Brevs Befordring ved Poſten; Poſtpenge, 
d 


Brevpenge. 

Portrait, et. pli -· er. [Franſt.] et tegnet 
ell. malet Billede af et Menneſte; Skilderi. 
Deraf: Portraitmaler, en, Billedmaler. 
Portraitmalning, en. og fl. 

Portugifer, en. pl.-e, den, 
i Portiigal, — portugtfiff, adj, fom er fra 
Portugal cl. hører t. Portugal. 

Portulakt, cn. wd. pl. en Haveurt, ber 
br. til Salat og ſom Suppeurt. Portulaca 
oleracea. . 


Portviin, en. ud. pl. et Slags Færk pors . 


tugifife Viin, ſom ifær udføres fra Byen 
Porto, 


—8 en. pl Igel. Posi. A. S. Posa, 
Pusa. 
Lerred, Skind ell. a. 
redspoſe. En tom Pengepoſe. En Poſe 
Penge (ſom er fyldt med Penge.) 2. det, 
fom danner jen udftaaende Huulhed, ti Lig⸗ 
ning med en P. ell. en Hævelfe. 
fidder i Poſer paa Ryggen. Poſer under 
Winene. == Pofegriis, en. Pattegriis, li⸗ 
ben G. fom i en Poſe bringes til Torvs. 
Poſegrod, en. ud. pl et Slags Grod, blan⸗ 
det med Urter og Kidd, ſom koges i en Poſe. 
(Roftg.) Pofejunfer, en. den, fom er fat⸗ 
tig og ſtoragtig tillige. (Roſtg.) Poſemad, 
en. ud. pl. Wad, Yom Ziggere ſanke i deres 
Poſe. Dofemelf, en. 1. M. fom oplægget 
for at oftes I en Poſe. 2, et Slags Melke⸗ 
ſuppe. 
ber. (Moth. 
(Colding. . 

Poſe, v.n. 1. danne en udſtaaende Huul⸗ 
hed ell. Hevelſe; bovne, opſpulme. Kio⸗ 
len poſer i Ryggen. (Moth.) 

Poſementmager (Moth) el. Poſament⸗ 
mager, en, pl.-e. [af ital. Passamano, ør. 
passement. | cn Haandvœrksmand, ſom væs 
ver og virker Snore, Bræmmer, Fryndſer 
0, d, Ønorevæver, —— (Borde⸗ 
mager. Moth.) Poſementarbeide, ell. Po⸗ 
fementmagerarbeide, ct. 

Pofitiv, adj, [af Lat.] beſtemt; afgløs 
rende, Et pofitivr Svar, 

Pofitiv,et. pl.-er.et Udet Orgeltet Skab. 

1, Poft, en. pl.-er. [Lat. postis. F. die 
Yfofte.] 1. et opreiſt, lodret Træ, fat 
for at bære eller ſtotte noget. En Vindues⸗ 

oſt, Dorpoſt. 2. et opreiſt Pomperor, 

—* man poſter Vand; en Vandpoſt. — 
Deraf: Poſtrende, en, og Poſtror, et. Ren⸗ 
de cl. Rer, fom gaaer t. en Vandpoſt. 
Poftværf, en. 1. Indretning, fom hører 
til en Vandpoſt. ”En halvrund Bygning i 
Gaarden t. et Poſtverk.“ (Statétid,) 2. 
Poſtvarket v. Udløbet af en Dam 9: den 
Indretning, hvorved Bandet fan lades ud, 
naar man vil tomme Dammen.  ; 

2. Poſt, en. pl.-er. IFr. poste, T. der 


£ 


Poſepilt, en, Tiggerdreng. 


ſom er fodt 


1. en mindre Sæf, ſammenſyet af 
En Stindpofe, Ler⸗ 


Kiolen 


(Roſtg.) Poſepiber, en. Saekkepi⸗ 


” æ 


Cd 


Poſt — Poſtdirecteur. 200 Voſtdirecteut — Poftlifte. 


2 
goften.] 1. det Sted, hvor cen beſtik⸗ 
eg af ftaae. ell. være, i en vig Beftilling, 
ell. for at vare p. noget. At fætte en Ar⸗ 
beider p. fin Poſt. Han er ikke p. fin Poi 
(ikke p. fit rette, Sted.) 2. et Sted, hvor 


een ell. flere Soldater ſtilles hen, for at for: 


foare det, el. give Agt paa hvad der fore⸗ 
gaaet. Ut forfogre en Poſt. Thi i Freds⸗ 

ider han, forfvarer nok fin Poſt.“ Holb. P. 
Paars. At forlade, gaae fra fin P. At 


" fordrive Fienden fra en P. (deraf Forpoſt.) 
" 3. Embed, Beſtilling, hvortil cen er beſtik⸗ 


" hvor Talen er om Pengeſager. 


” fted, Poſthold, Poſt⸗Station. 


ket. En hel, anfeclig, indbringende Poſt. 
At foreftane en P. En Miniſter⸗Poſt. 

3. Poft, en. pl.-er. [af T. die Poſt.] 
1. En vis Part el. Deling af noget, iſcer 
At indføre 
en Doft i Regnjfabet, 2. en vig, beſtemt 
Deel i en Sag, der tales ell. handleg om. 
J denne ene Doft fandtes han ſtyldig. — 
poſtviis, adv. til sl, efter hver Poſt ifær. 
Roſtg. Ordb.) SEN 

4. Poft, en, pl. —er. [Fv. poste. T. die 
Poft.] 1. den offentlige Indtetning i en 
tat, hvorved Breve, Gods og Perfoner 
befordres frem fra Sted til Sted, ved Heſte 
og Folk, fom dertil holdes færdige. Brev: 
pol Agepoſt, Pakkepoſt, Gangpoſt, Er: 

rapoſt (ſom en Reiſende betaler for ſig al⸗ 
lene.) Med forſte, (næfte) med fidfte (ſidſt 
ankomne) P. ovedpoſt (hvor en Poſtme⸗ 
ſter, og et Hoved⸗Poſtcontor findes) i Mod⸗ 


ſorn. til Bipoſter, fom fra hine afſendes. 


2. et Sted, hvor Poſtheſte ſtiftes, Skifte⸗ 
3. de Breve 
og Sager, man ſtriver og affender med Po⸗ 
— en vis Dag. Jeg har idag en ſtor 

e " 
Der bruges ſom gaaende el. ridende Poft ell. 
Poſtbud paa Landet. Poſtaabner, en. 
den, ſom p. viſſe Steder el, ved Bipoſter 
lifær i Jorge) aabner Poftfækfen og udtager 
Breve t, Stedet. (Forordn. 1758.) pPoſt⸗ 
gnordning, en. A. angaaende Poftvæjfenet. 
Poſtbeſtorer, en. Betient, fom har Opſyn 
med Poftvæfenet paa. et vift Sted. Poſt⸗ 
befordring, cn. Reiſendes, Vares Befor⸗ 
dring cd Poſten. At reiſe med D. Poſt⸗ 
bonde, en. (i Norge) en Bonde, ſom er for⸗ 


pligtet til at levere Heſte til Brevpoſtens i 


Befordring. (Forordn. 1746.) Poſtbrev⸗ 
et. Brev, ſom kommer ell. afſendes med 
Poſten. (Holberg.) Poſtbraæt, et. B. ſom 
udhænges p. Pofthufet, f. at bekiendtgiore 
Poſternes Ankomſt og be med en Poft ind⸗ 
lebne Breve. Poſtbud, ct. Bud, fom om⸗ 
bærer de med Poſten ankomne Breve, Brev: 
brager, Poſicontor, et. 1. ct Contor uns 
der Poſtdirectionen. 2. en Poſtmeſters C. 
Poſtdag, en. Dag i uigen, paa hvilken Brev⸗ 
og Pakkepoſter afgaae fra et viſt Std. 
Pofidieesteur, en. Embedsmand, fom har 

veropſyn ned Poſtvoſenet. , Doftdirecz 


Fsring, ſom ſendes med 


4. Uegentl. og i dagl. T. en Mand, 


tion, en. Collegium, ſom beſtyrer Poſtvceſe⸗ 
net. (tilforn Poſtamt.) Poſidreng, en. D. 
der bruges ſom ridende eller gagende Poſt. 
Poſtdue, en. Brevdue. Poſtforvalter, en. 
Embedésmand, ſom foreſtager en vis Deel af 
Poſtpœſenet. Poſtfragt/ en. 1. Gods og 
gepoſten. 2. det, 
fom betales for at ſende Gods "mr Poſten. 
poſtfri, adj. fom fan ſendes med Poſten 
uden Betaling. wzie Breve. (Schytte.) 
poſtfrit, adv. — Poſtfrihed, en. den Ret⸗ 
tighed, at kunne fende Breve uden Be⸗ 
taling med Poften, ”Den m. Poſtfrihe⸗ 
den faa ofte forenede Misbrug,” Schytte. 
Poftfører , en. Betient, fom følger med 


Agepoſten, og paaſeer dens rigtige og 


filtre Befordring. Poſtgaard, en, Gaard, 
hvor kommende Pofter modtages, afgaaende 
gisres færdige, og Reiſende ſtifte Poſtheſte. 
(ſ. Poſthuus.) hatzgeg en. Poſternes 
til en vis Tid beſtemte Afgang og Ankomſt. 
Poſtherberg, et. Poſtgaard, med Henſyn til 
de Reiſendes Modtagelſe. Poſtheſt, en. +. 
ſom bruges til Poſters Befordring. At be⸗ 
ſtille, reiſe med Poſtheſte. Poſthold, et. 
Sted, hvor der holdes Heſte og Vogne paa 
rede Haand til at befordre ſedvanlige og 
Ertra-Poſter; Poſtſtifte, Poft z Station. 
Poſtholder, en. den, ſom foreftaaer et Poſt⸗ 
hold. Poſthorn, et. Horn, hvori Poſtkar⸗ 


"Ten blæfer ved Poſthuſet og for af advare 


mødende Vogne.. Poſthuus, et. det Huus, 
hvor Poftmefteren boer og hvor Poſterne 
moͤdtages og affærdiges, (Poſtgagrd er 
fædvanl. tillige Poftherberg ; men Boft uus 
er det ikke altid.) Poſtjagt, en. en Jagt, 
der bruges ſom Poſtſtib. Poſtkareet, en. 
En lukket Vogn, hvori Reiſende befordres 
giennem Landet ved Poftvæfenet. (fr. Dili- 
ence.) poſtkarl, en, Vognmandskarl, 
om kiorer for Poſten. Doftfort, et. 1. 
Landkort, hvorpaa de almindel. Poſtveie 
giennem et Land findes afſatte. 2. en i 
Poſthuſet ophængt Forteonelfe over alle de 
med Poften ankomne Breve, WSchytte.) 
Poſtkudſt, en. Kudſt, der kiorer Poften ; 
Poſtkarl. Poſtleber, en. gaaende Poft, 
Gangpoſt. (Moth.) Poſtmeſter, en. den, 
ſom foreſtager Poftvæfenet, iſer Brevpoſten 
en By. Poſtpapir, et. fiint og tyndt Pa⸗ 
pir, ſom gierne bruges til Poſtbteve. Poſt⸗ 
penge, n. s. coll. det, ſom efter en vis 
Xart, betales for at fonde et Brev m. Po⸗ 
en. Poftreife, en. R. fom foretages m. 
Poſten, m. Poſtheſte. Doftrider? Poſt⸗ 
rytter, en, ridende Poſt. Poſtrever, en. 
Stimand, ſom overfalder Poſten. (V. S. 
O.) - Poſtſeddel, en. ſtriftligt Beviis for, 
ell. Optegnelſe over noget, ſom ſendes m. 
Poſten. Poſtſæk, en. Læederſek, hvori 
Breve og Pakker fores m. Poſten; Brenfæt, 
Poſtſkib, et, Skib, hvormed Poſten føres 
over Vand. Pofiftifte, et. Poſthold, Poſt⸗ 








Aj 


ofte — potte 


Station. Poſtſtilt, ct. S. ſom viffe Be⸗ 
tiente ved Poftvæfenet bære t, Tegn p. deres 
Embede. Poſtſkriver, en. En ved Poſt⸗ 
væfenet el. i et Poſtcontor anſat Skriver. 
Poſtſtyds, en. i Rorge: Poſtens Befordring 
m. Vogn og Heſte ved Poſtbonderne. Poſt⸗ 
ſmekke, en. et Slags Poſtſtib; Poſtjagt. 
Poſttavle, en. Poſtbræt, Poſtkort, (2.) 
Poſttidende, en. 1. Tidende, Efterretning, 
ſom Poſten medforer. 2. en Tidende, Avis, 
der ſendes om i Landet m. Brevpofterr. 
Poſtvei, en. den Vei giennem Landet, ſom 
Poſten altid følger. Doftvogn, én. 1. en 
Vogn, hvorpaa Gods og Reiſende befordres 
m. Pofterne, 2, en Kurvevogn, ſom i 
Bugning har nogen Liighed m. egentlige 
Poſtvogne (holſtenſt Vogn.) Doftvæfen,et. 
Alt hvad der hører til og vedkommer de' for⸗ 
ficlige Poſter i et Land.” “Poſtvæſenets 
Hiemed er: at befordre Breve, Perſoner og 
Gods.” Edhntte. i 
5. Poſt, n. s. danſt Navn p. en Buſtk⸗ 
tært, der vorer i Moſer, men nu er meget 
flelden her i Sandet. Lédum palustre. 
Poſtei, en. pl.-ér, En m. Kryderier til⸗ 
lavet Ret, der omgives in. en Skorpe af Del 
og derefter bages i en Ovn. Kiedpoſtei, Fis 
— Fuglepoſtei, m. fi. Deraf: Po⸗ 
eibager, Poſteifylding, —52 (hvori 
Poſteien dannes og bages) Poſteilagg (den 
sverfte lsſe Deel af Poſteideien) Poſteiovn, 


o. fl. 

Poſtil, en. pl. -Ter. IM. A. Lat. Postil- 
la.) Samling af Prædifener, over Evange⸗ 
fler og Sectier paa Sendagene og Helligda⸗ 
gene i hele Aaret; en Preken s Harbog., 
”an ingen Bibel har, men herlige Poſtil⸗ 
ler.“ Holb. P. Paars. — Poftillant, en. 
ben, ſom læfer el, udſtriver fine Præfener 
af en Poftil. (Holberg) Poſtilrytter, en. 
d. — (3. en Ep ſu uPoſt 

oſtillon, en. Ifranſt.] ſ. Poſttarl, Poſt⸗ 
kudſt, Do er. 

Pot, en. pl.-ter. (ſ. Potte.) et i Dan⸗ 
mark og Norge brugeligt lovbeftemt Maal 
for flydende Ting, fom fælges og udmaales. 
En Por Ol, Melk, ꝛc. En danſt Pot er 
1 Kande, 4 Pægle, og 54 danſte Cubiktom⸗ 
mer, el. ri af en Korntonde. = Pottez 
fake, Potteglas, Pottekruus, Flaſte, ꝛc. 
fem rummer en Pot. Pottemaal, et. noi⸗ 
agtigt indrettet Maal, fom har 54 danſte 
Cubifttommeré Indhold, potteviis, adv. 
i en Mængde af gen eller flere Potter, 

Potaffe, eft. ud. pl. de faſte, ſaltagtige 
Dele, der blive tilbage, naar man lader Lus 
den af Zræs eller Planteaſte bortdunſte el. 
borttoge; Ludſalt, Planteſalt, Alkali. Der: 
af: Potaſteſyderi, et. Indretning, hvor 
Totaſte virkes. 

Dotte, en. pl. —r. [Jel. Potta. N.S. 
Pott.] ét rundt og dobt Kar, af forſtiel⸗ 
lig, itfe betydelig Stoͤrrelſe, ſom enten hviler 


201 


' Potte — Pragt. 


paa fin Grandflade eler, ſom ofteſt paa Fod⸗ 
der. Kobberpotte, Leerpotte 2c. (Sodvan⸗ 
ligt menes ned Potte, en Leerpotte.) Bloms 
ſterpotte, Iydepotte, Kogepotte, Liimz 
potte, Urtepotte, m. fl. — Con Potte Keg⸗ 
ler, d: et viſt Tal, beregnet efter Tallet af 
de ſlagne Kegler, fom i Kegleſpil giver den, 
der forſt naaer det, Dotten o: Spillet vundet, 
At vinde Potten, flaac een fra Potten: Ta⸗ 
lemaader i Kegleſpil. — Dotteaal, en. pl. 
d. ſ. fore Aal, ſtaarne 4 Skiver, ſom ned⸗ 
lægges med Kryderier i en P. og koges i 
deres egen Vodſte. (Moth.) ottebod, 
en. Bod, hvor Potter fælges. Pottegrod, 
en. G. fom koges under Laag I en Potte. 
Dottetiger, en. figurl. om ct Mandfolk, der 
giver fig af m. ham uvedkommende Zing å 
Kistfen og Huusholdning. Pottekram,en. 
alleſlags Pottemagervare, fom ere til Salg. 
Pottefræmmer, en. 'den fom handler med 
Pottekram. Potteleer, ct. ud. pl. Leer, 
fom bruges til Potter og andre Leerkar. 
Pottemager, en. pl.-e. den, hvis Haand⸗ 
vært er at forfærdige Potter og andre. 
Leerkar. (Deraf f. Er. Pottemagerarbeide 
shaandvært -hiul (d. ſ. ſ. Pottemagerſti⸗ 
ye) ⸗laug, ⸗leer (Potteleer) zovn, »ſtive 
(hvorpaa Pottemageren danner de runde 
Leerkar) ⸗ſtol (en Stol, hvorpaa Pottema⸗ 
eren ſidder under fit Arbeide) ⸗vare, og fl). 
—— et. M. hvor Leerkar ſcelges. 
Potteoſt, en. gammel, halvraadden Oſt, 
ſom rives, giennemdrikkes med Brændeviin 
ell. ſterk Viin, og giemmes i en Potte. 
Potteovn, en. Et Slags tilforn (eller endnu 
Tydſtland) brugelige Ovne, ſammenſatte 
af et Slags Leerpotter. Potteplante, en. 
Planter ell. Blomſter, ſom opelſtes i Urte⸗ 
potter. Potteſtaͤar, et. Stykke cl. Skaar 
af en ſonderſlagen Potte. Potteſtee, en. 
Skee til at røre i Potter, ſom ftaae med 
Mad p. Ilden. Potteffrabe, en. Redſtab 
t. at ſtrabe Potter rene med.  potteføden,… 
adj. v. føden, fogt i en Potte. (Roftg.) 
Pottevært en. Blomſt cl, anden Vært, 
om opelſtes i en Potte. 

Praas, en. pl. Praaſe. et lidet, tyndt 
Lys. (Sv. Brasa, en luende Ild. I. Brys.)- 
Practifere, v. a. og n. 1. i dagl. T. uds 
øve, fætte i Wært; faae noget giort paa en 
liftig, behændig Maade. At practifere (lifte) 
fig bort, 2. v. n. virkelig, practiſt af ũd⸗ 
øve en Videnſtab. mæften fun brugel. om 
Læger ; ſieldnere om Sagforere.) En prac⸗ 

tiferende Læge, Advocat. 

Practiſt, adj. If: Praxis.] udevende, vir⸗ 
kelig handlende, ſom viſer fig i Gierning, 
gaaer ud paa Handling. (modſat: theoretiſt.) 

Pragt, en. ud. pl. [T. Pracht.] uds 
vortes Glands og Herlighed, koſtelige Prv⸗ 
delfer, og overhovedet Alt, hvorved man i 
Kloder, Bohave, Levemaade, lægger Rig⸗ 


” 


» 


dom cl. overflødig Brug af Peuge jor Daz 


vepragt. 


Pragt — Praklerſtolt. 


202 Prallerſtolthed — Pramfoll. 


gen. Fyrſtelig P. At føre ſtor Dragt. tillige. Prakkerſtolthed, en. ud. pl. — 
»En Wdelfteen, der itte finnee blot i —* Prakkeri, et. Slette Vilkaar, uͤhe Ar⸗ 


heds — fold, fom en Steen.” Øhlenz . mod. (dagl. Tale.) N. SB Pracherie. 


fæl. == Pragtblomft, en. En Plante, uds 
merket vev Blomſternes Skionhed og Fars 
Pragtbygning, en. En flor, ans 
ſeelig, med architektoniſte Prydelſer forſynet 
Bygning. pragtfuld, adj. meget prægtig, 
rig paa Pragt. Pragtheſft, en, En uds 


"mærket ſmuk belt, og, ſom ifær fun bruges 


v. hoitidelige Letligheder ell. af fornemme 
Herrer. ”Den er Fyrſten blandt alle Pragt⸗ 
hefte.” Foerſoms Shakſp. Pragthuus, et. 


" Guué, ſom er bygget med Pragt, el. er 


mere til P. end t. Brug og Nytte, (Saale⸗ 
des: Pragtſeng, Dragtvogn, Pragtvæ⸗ 
relfe, 0. fl.) Pragtleg, en. offentlig Leg 
el. Skueſpil, der opføres m. ſtor Pragt. 
»Ikke for Alt, hvad hine Pragtlege og Gog⸗ 
leſpil have koſtet.“ Rahbek. Dragtlyjt, en. ; 
ud. pl. Klærlighed t. Pragt, Lyft f. at viſe 
Pragt. “Pragtlyſt hos de Mægtige.” Tre⸗ 
ſchow. pragtlos, adj. ſom er uden Pragt, 
jævn, finpel. En p. Levemaade v. Hoffet. 
Den jævne, pragtloſe Stiil.“ Grundtv. 
Pragtoptog, et. offentligt, haitideligt Op⸗ 
fog:, fom ſteer med Pragt. Pragtſtykke, 
et. En vis Ting, der færdeles udmerker fig 


" Blandt flere af fit Slagé ved Koftbarhed og 


4 


- 


Pragt. (P. C. Abildgaard.) pragtſyg, 
adj. ſom i overdreven hoi Grad elſter og his 
vr efter Pragt. (ñ. A. Brorſon.) Pragt- 
*— en. ud. pl. den Egenſtab, at være 
pragtſyg. Pragtudgave, en. En Udgave 
af et Skrift, ſom er beſorget med Pragt. 
Pragtværk, et, Et Værk, i Sardeleshed et 
Sngl Skrift, p. hvis Udvortes er anvendt 

ragt. 9 

Praie, v. a. 1. * S. praten; Sv. 
prata, at ſnakke.] I Somandsſproget: tale, 
raabe til et forbiſeilende Skib, for at give 
eller modtage Efterretninger. At praie en. 
Seiler, et Skib. — Praien, en. ud, pl. 

Draffe, v. a. 1. opnaac, erholde ved ide⸗ 
lig Beden, Tryglen og Overheng. At 
prakke Penge fammen. (Moth.) At prakke 
fig fem Berden (ſlaae fig igiennem fom en 

atter. … 

Pratfer,en. pl.-e. [Jél, Prackari, %, S. 
Pracher.] Sen, fom intet eier og intet til: 
ftræffeligt kan erhverve, fom er forgieldet og 
ikke fan betale enhver fit, (Man Fletner imel⸗ 
lem Prakkere, og Stoddere ell. Tiggere. En 
— fan ende med at blive Tigger.) = 

ratFeragtig, adj. fom hører til, paffer fig 
for en Prakker. —68 en. By, hvor 
Bonderne eller Borgerne ere fattige og foͤr⸗ 

ieldede. (Nyerup.) Prakkerfolk, n. 8. pl. 
% li, der ere, eler leve ſom Prakkere. 
Prakkerliv, Prakkerlevnet, ct. ud. pl. uffelt 
Levnet, Tiggerliv. Prakkerſtads, en. uti⸗ 
dig Stads, fom Prakkere ville foöre. prak⸗ 
kerſtolt, adj. ſtolt og fattig ell. prakkeragtig 


ad 


Pral, cn. ud. pl. (ikke brugel. med Subſt. 
beſtemte Art) Sv. Prål.] 1. Udvortes 
forfængelig Bram, stil Skue lagt Glands og 
pragt. At giøre noget m. Bram og Pral. 

Det var hans Glæde, naar han kunde 
gavne i Stilhed, uden Dral,” Thaarup. 
”"ittfiendt m. Pral i Kundftab, fom i Sæ- 
der.” Rein. 2. 5. f. f. Pralen og Praleri. 
»En Jord, ſom hylder Daarens Pral, et 
ſtille Dyder.“ F. Schmidt. 

Pralbonne, en. pl.-r. Et Slags Bøn= 
ner, ſom udmærfe fig v. brogede Blomſter 
og farvet Skal; og bruges ſom Snittebon⸗ 
ner, Phaseolus multiflorus. (Oluffens 
kand⸗Oec. 306.) , 

Prale, v.n. 1. * prahlen.] 1. viſe 
udvortes Glands, falde ſterkt I Øinene ved 
livlige, glimrende, brogede Farver. ra⸗ 
lende Farver. Dette Tei praler formeget. 
»En Boble, ſom briſter i det Oieblik, da den 
pralede m. de meft glimrende Farver.” En⸗— 
gelstoft. 2. føge at glimre og giore fig giel⸗ 
dende, ved Egenſtaber, Fortrin, Beſiddel⸗ 
fer, man enten flet ikke eier, el. i cen ringere 
Grad, end man vil indbilde Andre, ell. ſom 
man tillægger en overdreven Værdi. ”Den. 
Lærdom — fom praler ftolt med tomme 
Ord.” P. $. Frimann, At prale med fin 
Rigdom, med en Andens Lærdom, ”Den, 
fom praler m. fine gode Gierninger, og ik⸗ 
fun vofer dem f. at prale med dem.” Baſt⸗ 
holm. — At p. af noget SY prale i fin Tale, 
broute, glørve fig til af… Gan praler af For⸗ 
nemmes Gunſt, fom neppe tiende ham. 

Drale har endnu mere Begrebet af tom 
Forfœngelighed, end bramme ell. prunfe. 
Man praler endog af det, man flet ikke eter; 
man brammer, prunker med noget man har, 
og fom i det mindfte udvortes fan falde ét 
Hinene.) =— Pralclyft, en. ud. pl. Tilbsie⸗ 
lighed til at prale. — Pralen, en. ud. pl. 
Gierningen at prale. — Praler, en. pl.-e. 
ben, ſom er tilbøtelig t, at prale. — Praleri, 
ct. pl. er. 1. Pralen. 2. Pral; Yttrin⸗ 
gen af en Pralers Forfængelighed el. Glim⸗ 
relnft. — Praleſytze, en. Eu meget hoi 
Grad af Pralelyſt. ; 

Praleſtygtye, en. poet. en pralende Skik⸗ 
kolſe, et tomt, i fin Afmagt pralende Bæ= 
fon. Kryb, Praleſtygge, ftrar ned til din 
marke Bolig,” Tullin. 

ram , en. pl, - me, [C. Prame. T. 
Prahm.] et fladbundet Fartsi uden Kiol, 
ſom bruges til Forſel I Havne, over Strom— 
me og Floder, til flydende Batterier (Skyt⸗ 
pram, Stykpram) m. m. f. Særgepraem, 
Mudderpram, 0. fl. — Prambygger, en. 


den, ſom forftaaer, af bygge Pramme. 


(Roſta.) Pramfolk,en. s. pl. Folk, ſom 
ere antagne f, Arbeide p. en Pram; cd. til 


Pramlaug Prat. 


et føre den. Pramlaug, et. Laug ell. 
Eamfund, fom eter en P. og er berettiget 
til p. et viſt Sted at bruge den. Pram⸗ 
mand,en. den, fom har Opfyn med en Pram, 
el. ſom arbeider p. en Pram. Pram⸗ 
penge, n.s. coll. Penge, ſom betales for 
Brugen af en Pram. Pramſproite, en. 
En Brandfproite, indrettet p. en Pram, 
ell. ſom der har fin Plads. (Brandforordn. 
1790.) 

Pramme, v. a. 1. at ſtibe, føre paa ell. 
over Vandet i en Pram. At pramme Barer 
ind i en Havn, ud paa en Rhed. 

Prang, en, ud. pl. Pragt, Stads, Smyk⸗ 
fe, Prunk. Moth. (forældet. ”Med Pran⸗ 
ge” forekommer hos Arreboe. Hexaem. 236.) 
Pos Ryde findes det fielden. ” Feftlig Pomp 
og Pragt og Prang.“ Baggefen. "Lidt vel 
for megen Prang m. fremmed Salighed og 
Smerte.” Gamme. (Hos Colding forefoms 
met: Prangfinger, cn. den fierde Finger fra 
Tommelſingeren; Ringfingeren. Prang⸗ 
klæder, pl. Stadskleder; Pragtkloder. 
Roſtg. begge Ord nu uſedvanlige.) 


Prang, ex. ud. pl. IJsel. Prang.] d. f. f. 


Prangen , Prangeri. I Ordene: Foͤr⸗ 
prang, Landprang. i 

1. Prange, v. n. 1. FSL. pranga. Sv. 
prånga.] drive Handel, iſer med Fødevarer 
og Kreature, fom man ſtykkeviis opkiober p. 
£antet og udſelger i Kiobſtederne. At 
prange m. Heſte, m. Stude. (J Bemærf. 
prutte, tinge, forekommer det hos Veſſel. I. 
247.) — Prangen, cen. ud. pl. Prangeri. 
Pranger, en. pl.-e. den, der driver Pran⸗ 
geri, ſom N 
depranger. At kiobe Avæg af Prangere. 
— Prangeti, et. Gierningen at prange, at 
drive Landprang ſom Neringsvei. 

2. Prange, v.n. 1. II. prangen. E. 
to prank. f. prunke; og jvf. 1. prange, 
hvis Bemerkelſe maaſtee funde udledes ders 
af, at Handelsmend el. Prangere føge at 
fætte deres Varer i det bedſte £y$6.] vife fig i 
Slands eller Pragt; prunke, bramme. 
»Som Gud ft. evigt Lys i Luften bød at 
prange.”” Arreboe. Enge; der i et evigt 
Foraar prange m. de ftiønnefte Blomfler,” 
Schotte. ”Otolt pranger Skoven i fin beds 
fe Dragt.” C. A. Lund. “At prange ofs 
fentfig m. fmintet Hud og fremmede Smyk⸗ 
er.” Malling. ”Han prangede ikke m. fin 
guddommelige Hoihed.“ Myonſter. Præd. 
1823. I. 355. (Denne Bemærtelfe af pran⸗ 
ge ev formodentlig fun et fildigere Laan af 
tet Tyodſte, og forekommer hverfen t det als 
mindel. Zalefprog ell. hos Almuen.) 

3. Prange, v. a. 1. At prange Seil; til 
Skibs: fætte i ſtiv Kuling alle de Scil til, 
et Skib fan føre. . 

Prat, cen. ud. pl. [N. S. Praat.] 
Enat, Savalder, løg Tale. — Deraf : 
prate, v. n. (Jol. prata.) fnakke meget og 


— 


23 


ngsvei. Heſtepranger, Stu⸗ 


Prat — Preſſefrihed. 


ubetydeligt, fluddre, lade Munden lobe. 
(dagl. T.) Praten, en. d. f. f. Prat. 
(Baggeſen.) 

Praxis, en. ud. pl. [Grœſt.J Udevelſe, 
Jværffættelfe, virkelig Handling. (modſat: 
Theorie.) I dagl. Tale If Særdeleshed om 


» 
' 


Lægens Udøvelfe af fin Konft i at beføge de 


Syge. . Denne unge fæge har alt en flor 

Praxis. 
Preen, en. pl. Prene. [Isl. prioͤn. T. 

Pfrieme.] en tynd Spids, til at ſtikke 


Huller i noget; en Syl, ſom Skomagere, 


Sadelmagere, Skredderk ifær bruge. 


Premie, en. pl.-r. fat. præminm. ſtri⸗ 


ves derfor af nogle: Dræmie, fom dog er 
imod Udtalen.] Priis, Belonning, Gæderés 
løn. (ſ. Priis.) 

Prent, en. ud. pl. [br. uden Art. og næs 
ften fun fom adv.] det, fom er trykket med 
Bogtrykker⸗Skrifter. At læfe Prent. ”Og 
ingen Gift ſtal ſtade denne Prent.“ Evald. 
— paa Prent d: trykket, paa Tryk. ”Den 
megen Synd, paa Prent han ſiden sved.” 
Baggefen. ”Den ſlemme Laft, (Fell) pga 
Drent fiedfommelig at være.” Samme. 


Prente, v. a. 1. IJel. prenta. E. print. - 


H. printen,] trykke paa Papir ell. et lignen⸗ 
de Étof, ved Hielp af ſtaarne, i Metal ftøbte 
Bogſtaver, ſom overftruges med Sværte. 
— figurl. åndgrave. ”Dit Navn ſtal Sand⸗ 


hed felv p. dette Bravfted prente med varig 


Skrift.“ Evald. (næften forældet, og for⸗ 
trængt af det, efter d. Tydſke optagne tryk⸗ 
Fe. De heraf nedſtammende danſte Ord: 
Prenter, en Bogtrykker, Prenteri, et Bog⸗ 
—8 og Prentning, ere ligeledes foræls 
ede. ⸗ 
Prefenning, en. pl.-er, Et Dekke af tice⸗ 
ret ell. utiæret Seildug, ſom bruges til at 
hylle og brede over noget, imod Regn og 
Veir. ($. Presenning.) | 
Preſſe, en. pl.-r. 1. i Almindeligh. d. 
f. f. Perſe (hvoraf Preſſe fun er en (oran« 
dret, og nu mere brugelig Udtale.) At 
lægge noget i, under en Preſſe. 2. i Ser⸗ 
deleshed: en Preffe, ſom bruges i Bogtryk⸗ 
kerier, af Kobbertrykkere og i Steentrykke⸗ 
vier; en Bogtrykkerpreſſe, Kobberpreſſe. 


Denne Bogtrykker har fire Preffer i Gang. 


Bogen er under Preſſen (der arbeides p. 


dens Trykning.) At bekiendtgiore noget ved: 


Preffen (ved trykt Skrift.) 3. Preſſen i 
en Molle kaldes cen Ring af Tommer over 
Kamhlulet, hvorved Møllens Bevægelfe Fan 
ſtandſes. (Krafts Mech. II. 815.) 4. d. ſ. 
ß Presning. 
reſſebengel, en. En Stang, hvormed 
Skruen f en Preſſe, iſer Bogtrykkerpreſſe, 
omdreies. (Andre Dele af Bogtrykker⸗Preſſen 
ere: Preſſedigel, Preſſekerm, Preſſeram⸗ 
me, Preſſeſtolpe, m. fl.) Preſſebielke, 
reffebom, en. d. ſ. ſ. Perſebom. Pres⸗ 
efrihed, en. ud. pl. Trykkefrihed. Pres⸗ 
1 i 


At lægge noget i Preſſe. — 


- 


. U 
bh] ” ⸗ 


Preſſefrathed — Priismeſter. 204 


ekhed, en. Trykkefrihedens, for Staten 
elige Misbrug. (ct af nogle nyere For⸗ 
re indført Drd.) Preſſejern, et. d. f. 
erſejern. Preſſepoſe, en. Pofe, hvori 
kommer fogte Urter el. desi.” fom man 
ler Saften af v. at vride Poſen. Pres⸗ 
ue, en. Perſeſtrue. Preſſeſylte, en. 
daf Griſe el. unge Sviin, ſom koges og 
jeg i Preſſe. Preſſetvang, en. Forbud 
d, Indfkræenkning af Trykkefriheden. 
ſeoert, et, Veerk, ſom drives ved en 
Ce k 

'reffe, v. a. 1. trykke ſterkt, trykke ud 
en Preſſe. At prefje Druer, preſſe Saf⸗ 
af en Citron. 2. trænge tæt paa hin⸗ 
n, trykke ſammen. . 3. tvinge, nøde 
"bringe frem ved Tyvangsmidler. At 
e Penge af een. At preffe Matrofer 
ige dem med Magt til Krigstieneſte.) 
riimſtav, Priimttot, en. [af Isl. Prim, 
taane.] En Stav, fom fordum brugtes 
rden (i Norge næften til vore Zider) i 
vet for Almanak. , 


. Priis, en. [€. prize. T. Prei6.]: 


d. pl. det, ſom er givet I Alles Vold, 
er givet til Enhvers, ell. til Nogles 


dighed. (fun ſom adv. med præp. til.) 


ive noget til Priis. Skibet maatte gi⸗ 
il Priis for Bolgerne. “Og gav Na⸗ 
.Priis for Lægedom og Kok.“ Tullin. 
"ty fom tages p. engang. (fr. prise, og 
es derfor ogſaa ſaaledes.) En Priis 
ak. 3. pl. Prifer, et Skib, fom tages 
nytte i Søen. (Ligeledes franſk, og ſtri⸗ 
derfor ofte Priſe) At gisre Drifer, 
inge Prifer i en Savn. 4. [Fr. prix. 
der udfættes ft. Binding i Veddeſtrid, 
elsnning for det bedfte Arbeide af ct vift 
6, f. Gædersløn for den Verdigſte; 
nie. At vinde Drifen I Veddelob. Hans 
ndling blev tilkieudt den forſte Priis. 
t bære Priſen a: være fortrinligft af 
Dette Slags Toi bærer Prifen for 
vrige. Gun bærer Priſen f. Alle ti 
nhed. — At fætte P. paa noget 9: til: 
2? def en betydelig, indvortes Værd, 


itte høi D, paa eens Venſtab. ( Men: 


tte Priis p. eens Hoved ad: udlove en 
Belenning for den, ſom ſtaffer ham til: 
, [levende eller død.) — Priisafhand⸗ 
en. A. ſom ſtrives for af vinde en uds 
riis, el. fom har vundet den, Priis⸗ 
en, Dom, hvorved en Priis tilkien⸗ 
2, Dom af en Priisret. Priisdom⸗ 
en. den, fom tildømmer cen af flere 
n. " Driisdømmelfe, en. (i Lovkyn⸗ 
) Riendelſe af en Priisret, hvorved ct 
igt SÉib dommes at være god Prife. 
ømme, v. av dømme t. Priis. Dette 
blev opbragt og priisdomt. Priis⸗ 
, ct, Gods, Bare, v. et opbragt og 
jomt Skib. Priiemeſter, cen. den, 
tteg til Fører p. et taget cl. opbragt 
É De 


⸗ 


é 


Priisſsopgave — Yriffen. ' 


No. Priisopgave, en, En Materie, et 

mne, der udfættes til Gienſtand for Priis⸗ 
ſtrifter; en Priismaterie. Priispart, en. 
En vis Deel i Priispenge. Priispenge, 
n. s. Coll. Penge, der betales Føreren og 
Mandſtkabet p.et Krigs⸗ eller Caperſtib, ſom 
deres Deel i Vardien af et taget ell. opbragt 
Skib. Priisret, en, Søret, der dømmer i 
Priisſager. Priisſtrift, et. Skrift, der har 
vundet en udſat Priis. Priisſpergsmaal, 
et. En i Form af et Sporgsmaal udfat Priis⸗ 
opgave. Priisyinder, en. den, ſom vin⸗ 
der en udſat Priis, ſom Priſen tilkiendes. 
(Nyerup. 

2. Priis, en. ud. pl. [Isl. Pris. E. 
praise.] høj Berømmelfe, fortrinlig Roes. 
(et ſteerkere Udtryk, end diffe; og fun brus 


geligt i Poefie og høiere Stiil,) ”Dig Herre, 
vorde Priis og Wre.” Thaarup. 


”Ligefom 
dit Navn er, faa ev din Driis indtil Jordens 
Ender.” YA 48. (jvf. v. prife nedenfor.) 
Deraf : priisværdig, adj. ſom fortiener, ev 
værdig til høit Berommelſe. J 

3. Priis, en. pl. Priſer. ſE. price.] den 
Værdi, fom en Ting har eller fager I Kieb 
og Salg, enten efter almindelige Forhold 
(Landekisb, Torvepriis, Havnepriis) efter 


lovbefalede Forjtrifter. (Tarter) ell. efter 


Salgerens Godtbeſindende. ”Penge er Pri⸗ 


ſen p. Vare; Priſen er ikke andet end det 


Forhold, der er imellem Penge⸗og Bare.” 
Schytte. At fpørge om Priſen paa en 
Ting. Hoie, lave, billige, opſtruede Pri= 
fer, Priſerne, Kornpriſerne falde, ftige. 


Guldet er faldet i Priis, ſtager i het Priis. . 


At fælge noget. under Priſen (under den 
gangbare P.) — Priisbeftemmelfe, en. For⸗ 
frit, hvorved viſſe Tings Priis cl, Bærdi 
eſtemmes; Vurdering, Taxation, Tart. 
Priiscourant, en. i Handelen: en Forteg⸗ 
nelſe p. de vigtigſte Vares Priſer. 
Drik, en, pl.—Fer. [N. S. og E. Prik.] 
1. et Punkt; et Stik, Merke med en fiin 
Od. At mærfe med Prikker. Paa en 
Drik, til Punkt og Prikke 3: ganſte nøie. 
»Skiondt jeg ev fremmed, veed jeg fligt dog 
aa en Drik,” Holb. (Siefdnere : til Prik⸗ 
ce. ”Men hvo, ſom QLvindefiøn fun ret 
til Prikke kiender.“ Holb. P. Paars.) 2. 
Pritter, pl, et Slags SGømærfer, der fætz 


teg paa Grundene i Indlebet til Havne. 

" Deraf: Prikkepenge, d. f. ſ. Merkepenge. 

Pritke, v. a. 1. [A. S. ppricean.] 1. 
At pri 


fætte Prikker ved. e i en Bog. 
priffe ct. Monſter ud. 2. ſtikke ſmaat 
med en Naal el. Spids. »Han er faa ond 
(vred) ſom han var prikket m. Gvle.”” 
(Moth.) =— Pritfen, ud. på. Gierningen at 
prikke. — Prikkenaal, en. N. til at prikke 
med, hvormed noget udnrikkes. 

Pritken adj. et Ord, ber ſtundom høres 
i dagl. Zale, for: fær, vanſtelig, Tet fil at 
blive ſtodt. (forinodenti. en Omlyd af prip⸗ 


Fa 


-& 
r 
1 


pen.) Deraf: Driffenhed, en. ””Den Tør: 
bed, ben Prikkenhed, ſom hun beklager fig 
over, er maaſkee ikke unaturlig hos den, der 
foer fig forſomt af fine fiærefte Venner.” 
Rahbek. 

Prime, v. n. 1. Im. Hielpey. have.] 1. 
Snakke over fig, være forvirret i Hovedet. 
»Men ér det nok? — Ya viſt, hvad ftaner 
jeg fer og primer ”? Holb. P. Paars. 2. 
gaae i Hovedet, virke Beruusning. (Moth, 
Gorterup.) 

Prinds, en. pl. —er. [af Lat. princeps. 
T. Prin 3.] Son eller mandlig Slægtning 
af en regierende Fyrſte. (ſ. Arveprinds, 


Kronprinds.) — Prindsmetal, et. Et rode T 


guult Blandingsmetal, af tre Dele Kobber 
og en Deel Sink. (Roſtg. Ambergs Ordb.) 
— ptindfelig, adj. fom vedfommer, paſſer 
fig for, tilhører en P. — Prindſeſſe, en. 
Datter el. qdindelig Slogtning af en. regie⸗ 
rente Fyrſte. 2, cen Prindſes ASgtefælle. — 
Prindſeſſeſtyr, en. almindelig Landeffat , 
fom paalægges til en Prindſeſſes Udſtyr⸗ 

Prior, en. pl.-er. (Lat. Prior.] i de ca⸗ 
tholſte Tider: Forſtanderen for et af de rin⸗ 
gere Kloftere, fom ingen Abbed havde. — 
Priorinde, en. Forſtanderſte for et Nonne⸗ 
kloſter. (nu: den sverfte Kloſterfrue og⸗Klo⸗ 
ſterfroken, i et Frue⸗ ell. Frokenkloſter.) 

Prioritet, en. pl. er. faf Lat. prior.] 
Panteret ſegentl. forſte reed i en fag 
Eiendom. At laane p. forſte, anden Prio⸗ 
ritet. — Prioritetsherre, en. den, ſom har 
Prioritet eſl. Panteret i en faft Ciendom. 

Prippen, adj. tilfindet, haſtmodig, fnar 
til Brede. (Moth. dagl. Tale.) ' 

rife, en. ſ. 1. Priis, (2 04 3.) 

ife, v. a. 1. 092. [af Priis, Berems 
melfe.] berømme høiligen, -tilægge Priis og 
re. At love og prife Gud. ”Prife vil 
vi her m. Gang, du hulde Vaar, nu den 
bedſte Noſe i din Urtegaard.“ Ohlenſchl. — 
At priſe cen lyttclig ad: agte ham lykkelig, 
holte ham f. lykkelig. »Man prifer Wytfez 
lig hver Stand foruden fin.” Veſſel. — 
Deraf: prifelig, adj. ſom fortiener at pris 
ſes, priisvoerdig; bersmmelig. 

Privat, adj. [af Lat.]) ſom vedkommer, 
tilherer, befiddes, bruges, udeves af en ell. 
flere enfelte Perſoner. (modſ. offentlig , 
publif.) Efter Skrivebrugen ſammenfoies 
dette Ord med endeel Subſtantiver, (ſtiondt 
si med ethvert) hvilfe det da meddeler det 
angivne Begreb, i Modfætn. af Begrebet : 
offentlig. Saaledes : Privatandagt, Dris 
vatfolk (modſat deels: Regieringen, Fyr⸗ 
ſter, Prindſer i et Land; deels: Embeds⸗ 
mænd ;) Privathad, Privathenſigt, Pri⸗ 
vethevn, Privathuus, Privatliv, Privat⸗ 
lærer, Privatmand, Privatſag, Privat⸗ 
ſtole, Privattime (Underviis ningstime, ſom 
gives enkelte Lærlinge) Privatunderviisning. 

Privatiſt, en, pl. — ey. den, ſom nyder 


ø 
259 + 


a 


205 Privatiſt — Pronomen. 


privat, ikke offentlig Skole⸗ Underviisning; 
ell. den, ſom deeltager i den offentlige Under⸗ 
diisning ved en Stiftelfe, uden der at nyde 
fuldftændig Opdragelſe. 
Privét, et. pl. —er. hemmeligt Mag, 
Vandhuus. B 
Privilegium,et. pl: Privilegier. [Latin.] 
En af Negteringen til Enkelte meddeelt Ret⸗ 
tighed, form uden ſaadan Meddeling ikke tør 
bruges eller oves; (Frihedsbrev.) Adelens," 
Kisbſtœdernes Privilegier. — privilegere, 
V. a. 1. meddele Privilegium. s 
Probere, v.a. 1. [af T. probiren.] 
prøve, forføge paa, giore Prøve med. (dagl. 
.) == Probering, en. Prøve. Guldetå, 
Solvets Probering. 9: Underſogelfe af dets 
Fiinhed, Gehalt. — Probeernaal, en. Naal 
af Sølv. el. Guld, af en vis Ledighed ell. 
Fünhed, ſom ſtryges p. Probeerſtenen, for 
ved Sammenligning af bens Morke af prøve 
andet Sølv cl. Guld. — Probeerovn, en. 
Dvn, hvori ædfe Metallers Prøve zel. Pros 
bering ſteer v. Digelſmeltning. — Probeer⸗ 
ſteen, en. fiinfornet fort Stiferſteen, hvor⸗ 
paa ædle Metaller proberes; Proveſteen. 
-” Prøcent, pl. d. f. IFr. pour cent.] Et 
vift Tal af hvert hundrede. At betale fire, 
fem Procent, Fire Procents Renter. 
» Proces, en. pl.- fer, [I M. A. Lat. 
processus.] 1. Triſtighed Imellem fo Par⸗ 
for, ſom afgieres ved Søgsmaal for Retten 
og Dom; Retsſag, Lovmaal. At have, 
føre P. med een, ligge i D. med een. At 
giore fort Proces d: handle med gen uden. 
Omfvøb, gaac lige til Sagen, 2. ud. pl. 


"Å Lovfyndigheden: den Maade, hvorefter 


man i Følge Lovene ſtal forfølge en Sag; 
Orden og Skik i Sogsmaal og Rettergang. 
Den danſte Preøces ; at lafe over Proceſſen. 
Procesfion, en. pl.-er. haitideligt Optog. 
Procurator, en. pl.-er. ſLat.] den, ſom 
af Regieringen er bemyndiget til at kunne 
gage i Rette for Andre; Sagfoter, Advocat. 
Profesſion, en. pl.-er. [af Lat. proses- 
sio.] Forretning, Beſtilling. »Eet Haand⸗ 
vært man har giort til to Profesſioner.” 
Holb. P. Paars. — Iſer for: Haandverk; 
igefom Drofesfionift for: aandværks⸗ 
mand. . ” 
Profeſſor, en. pl.—er. zet en offentlig 
Lærer ved en Heiſtole. rofefforembede, 
rofeſſorgaard, Profeſſortitel, m. fi. — 
rofefjorinde, en. En Profeſſors Huſtru. 
Profos, en. pl.-fer. [Fr. prevåt.] Fans 
gefoged og Skarpretter ved Krigsfolket. 
Project, ſ. Sorflag.. Deraf: Project⸗ 
mager, en. pl.-e. den, ſom idelig finder paa 
Forlag til nye Indretning. . 
Pronomen, et. pl. Pronominer, ell. med 
den lat. Endelſe: Pronomina. J Sprogs 
loren: den Claſſe af Ord, ſom fættes i Ste⸗ 
det for det gientagne Navneord ell. Sub⸗ 
ſtautiv, og derfor af endeel kaldes Stedord. 


- 
—4 


N 





Prop — Proviant. 
J Prop, en. pi -pe: (men ogfaa Peopper 


old. 

. &. proppen.] 
tilſtoppe m. en Prop. 
2. fylde, ſtoppe fuld, 
get I en Sek, p. en Sr fuld. 
fig med Mad. 


At p. nos 
At proppe 


Weofa, en. ud, pl. [dat.] ubunden Tale. 


Modſat: Vers, Riim, Poefie. At ſttive i 
Proſa. Poent Drofa ao: alt for blomſtren⸗ 
de og konſtlet i Stilen. — proſaiſt, adj. 
1. fom er i Profa, i ubunden Stiil; mods 
at: metriſt, versbunden, riimbunden. 2. 
jævn, hverdags, uden poetiſt Aand. At 
betragte Konftværfer fra et ganſte proſaiſt 
Synspunkt. — Profaift, en. pl.—er. eu 
Forfatter, ſom ſtriver i Proſa. 

Profpect, en. pl.-er. [Lat. prospectus.] 
Det, form I cet BUE frembyder fig for Synet, 
i deri: virkelige Natur, el. efterlignet ved 
Afrids, Tegning, Maleri, Kobberſtik; Ud⸗ 
figt, Afrids, fynlig Fremſtilling. Proſpect 
af en Bygning. En ſmuk Proſpect til, fra 
et Sted. . . 

Proteſt, en. pl.-er. Erklæring ell. For⸗ 
varing, fom man udfteder imod noget, man 
ei fan hindre fra at ſtee, og hvorved man 
forvarer, forbeholder fig fin Ret. — protes 

flere, v. n. og a. [Lat. protestari, bevidne,] 
udſtede en Forvaring, nedlægge Proteft imod 
noget. F 
| Sroteftaint, en. pl.-er. Bekiender af den 

evangeliſt⸗lutherſte og reformerede Zro. — 
proteſtantiſt, ad. ſom hører til Proteſtan⸗ 
terne og deres Troesbekiendelſe. Den pro⸗ 
teftantiffe Kirke, et proteſtantiſt Land. 

Protocol, en. pl,-ler. [M. A. Lat. pro- 
tocollum,] en dertil af Øvrigheden cl. 
Andre beftemt Bog, hvori offentlige For⸗ 
. handlinger indføres. — protocollere, v. a.1. 
indføre i en Protocol. 

Proviaut (en) ud. pl. IItal.provianta.] 
Levnetsmidler for en forſamlet Mængde 
Mennefter, ſom Krigsfolk, Skibsfolk 0. d. 


»Han havde Proviant, Alt hvad de ſtulde 


206 


a 
y 


Proviantgaard:—Prud… 


tære.” Holb. P. Paars. ⸗ Proviantgaard, 
en. Bygning, hvor et betydeligt Fotraad af 
Levnetsmidler bevares. Proviantmeſter, 
en. den, ſom har Opſyn med Proviantens 
Uddeling, Proviantforvalter. Proviant⸗ 
ſtib, et. Skib hvorpaa P. fsres. Pro⸗ 
viantføriver, en. den, ſom fører Regnſtab 
over. et; Forraad, af P. (Moth.) Proviant⸗ 
vogn, Proviantvæfen, m. fi. — provian⸗ 
tere, v. a. 1. forſyne med Levnetsmidler. 
Provinds, en. let. (Lat. provincia.] 
en vig, ved fafte Grendſer beſtemt Deel af 
et Land cell. Rige, et Landſtab. (ogfaa om 
hele Lande, der, uden egen Regiering, uds 
gisre Dele af en Stat.) Kongeriget Bsh⸗ 
men er en D. af det oſterrigſte Monarkie. 
Folk fra Provindferne; modſat: Folk i Ho⸗ 
vedſtaden. — Provindsſtad, en. Kiebſted i 
en Provinds; modſ. Hopedſtad. Provinds⸗ 
told, en. T. ſom betales af Vare, der fores 
fra en Provinds t. en anden; mellewmrigs 


At proppe To 


1d. 

Provindsroſe, en. [Enten af Provenc 
eller Staden 3. i Frantrige. V. * 
OD) et Siags Haveroſer, udmærkede ved 
Storrelſe og Sklonhed. 

Provſt, en. pl.-er. 8* og A. Sar. 
Profast.] Egentl. ell. oprindelig: den ſom 
er forefat Andre, præpositus bpors endnu 
den Titel: Provſt p. Regentſen i Kisben⸗ 
havn.) men bruges nu fun ſom en geiſtlig 
Titel for de Præfter, der anſees ſom Fores 
fatte for Geiſtligheden i et viſt Diftrict. 
Stifteprovft, Domprovſt (P. og Sogne⸗ 
præft ved en Domkirke) Amtéprovft, Her⸗ 
redsprovſt. == Provſtebog, en. Bog, hvori 
indføres Breve og Forhandlinger, ſom ved⸗ 
komme Geiſtligheden i et Provſti. Prov⸗ 
ftebrev, et. Omgangsbrev fra Provſten til 
Prœſterne. Provſtedom, en. D. af Prov⸗ 
ſteretten ved Landemodet. Provſtegaard, 
en. Provſtens Embedsgaard. Provſtemo⸗ 
de (D. Lov.) el. Provſtemode, et. offent⸗ 
lig Forfamling af Provſter, Landemode. 
Provſtepenge, n. s. P. ſom gives Provſten 
af hver Kirke i Herredet. (D. Lov. II. 22. 
52.) Provſteret, en. geiftlig Ret, fom er 
fat af Provſten. Provſterettighed, en. 
En vis Afgift til Provſterne; Provſtepenge. 
Provſteſag, ert. S. ſom afgøres ved et 
Provftemøde, cl. dømmes ved en Provfteret, 
—— en. &, til en Provſtetet. 

rovftevifitets, en. ſ. Viſitats. = Prov⸗ 
fti, et, Et Antal Kirker og Sogne, der flaae 
under Opfyn af en Provſt. — Provſtinde, 
en. En Provſts Huſtru cl. Enke. 

Prud, adj. [X. Sar. prut. E. proud, 
J. prudr, urdbanus.] Prægtig, herlig, ans 
feelig; ædel og hei I Sind og af Udfeende. 
(et forældet, men af nyere Digtere atter 
optaget Ord.) ”Alt Skoven faa prud udi 
Blomſter ſtaaer.“ Ohlenſchl. “Skioldung⸗ 
ſtammen høj og prud.“ I. L. Heiberg. 


br SEE 


es . N . t 


. Prunf— Prygle. 


Prunt, en, ud. pl. IN. &. Prunk.] 
Udvortes Pryd, Stads og Pragt, ſom lægs 
ges t. Skue. 

Prunfe, v. n. 1. IN. S. og Hol. pruns 
Feu.] lægge Pragt og Prydelfe til Skue, 
ſtadſe, bramme med noget. ”Nn blev det 
itke Qæder, at prunke i borget Pragt, og 
ſpotte Arbeideren.“ Malling. “Fordi de — 
udfmuffede m. Talekonſtens Tryllerier, 
prunkem. en uægte Glands.“ Synefius v. 
Blod. (Jvf. bramme og prale.) Prun⸗ 
ken, en. ud. pl. Gierningen, at prunke. 


Prunktſtykke, et. noget, fom er giort f. -dt - 


»At fidde et halvt Aar v. 
Syerammen f. at frembringe et Prunk⸗ 
ſtykke.“ D. Tilſtuer. Druntværdfe, et. 
B. fom mere haves t. Prunk, end t. Be⸗ 
boelſe; Stadsverelſe. (D. Tilſtuer.) 

Pruſte, v. n. 1. IN. S.pruſten.] Ny: 
fe, ell. frembringe en Lyd, ſom ligner Nys 
fen. sfetten, Heſten pruſter. — Pruſten, 
en. 20. på. 

Prutte, v.n. oga. 1. [Sv. pruta; af 
uvis Herfomſt.] tinge noie p. det, man vil 
kisbe. At prutte noget af or faae den Sæl:s 
gende t. at flage af Priſen. Det, man 
prutter af, er betalt, — Deraf: Prutten, 
en. ud. pl. ne 

Prutter, adj. paaholden, karrig, fom vil 
finge og prutte p. Alt. i 
sen. ud. pl. [Jél. Prydi.] det, 
ſom tiener.t. udvortes Forfflønnelfe, t. af 
give Tingen en hoiere udvortes Anſeelſe ell. 
Slands. (Jvf. Pynt, Smykke.) — pryde⸗ 
lig, adj. [Iél. prydilegr.) ſom tieuner til 
Prydelſe; ziirlig, pyntelig. — Prydelſe, 
en, pl.-r. d. ſ. ſ. d. »Sand Hæders 
lighed er ikke en Prydelſe, hvormed man 
fun udvortes ſmykker fig.” Mynſter. 

røde, v. a. 1. [Isl. pryda.] Giore 
prydelig, forſtisnne det Ydre af en Ting, 
fmnfte. »Og pryd big med din allerbedfte 
Yragt.” Ohlenſchl. Hun var prydet m. 
koſtbare Ømytter. Et Hovedtsi prydet m. 
Diamanter. (Ligefom,- hvad Dragten ans 
gaaer, Pynt øg pynte fig meft og nærmeft 
gaaer ud p. Kloder, Stads og Flitter: ſaa⸗ 
ledeé pryde ſœerdeles p. det virkelig koſtbare 
og prægtige; ell. ogſaa p. det, det giver en 
hølere og udmærket Forftlonnelfe, Mord, 
Zidéffr. 111.73.) Det bre. derfor ogfda fis 
gurl. el. overført p. aandelig Forædling og 
Forſtisnnelſe. Beſtedenhed pryder de ſtor⸗ 
ſte Fortieneſter. 

rvgl, en. 1. pl.-e. IZ. Praͤgel. J en 
tri Stok, Knippel. 2. pl. uden sing. 
Slag med en Prygl ell. Stol, Hug, Bank. 
At fane P., give Prytzl. Gan fif mange 


Prygle, v. a. 1. [2. prågeln.] flaae 
banfe cen med Stor el. Prygl. Atp. ten 
af. ”Det er intet Slagsmaal, figer Plans 
tus, hvor du prygler, og jeg faser Dug.” 


prunke med. 


207 


. bære 


ny 


Prygle — Pregelsn. 


Birkner. — Pryglen, en. ud. pl. Giernin⸗ 
gen af give Prygg. ' 

Prædicant, en. pl.-er. en Præditer, en 
geiſtlig Taler. 

Prædiken, en. pl.-er. [udt. ftedfe efter 
den alm. Brug: Præfen, og ſtrives under⸗ 
tiden ſaaledes.] en geiftlig Tadle, fom er en 
Deel af Gudstieneften, og hvori Stykker af 


den hell. Skrift og af. bens Lære forklares, " 


At holde en Prædifen, høre en P. Vinder 
renee — Prædifenbog (Præfenbog) 
en. . 9 . 

Prædife, v. n. og a. 1. [af Lat. prædi- 
care, Efter den alm, Udtale: præfe, T. 
predigen.] 1. holde en Pradiken, for⸗ 
tolke Religionslerdomme ved Gudsticneften, 
Gode Gaver t. at predike. Den Konft at 
prædike. fan præditer hver anden Søns 
dag. 2. v. a. forkynde, forklare i en geiſtlig 


N 


Tale; it. formane, lære, paaminde ved , 


Lærdom. "At prædife Ordet, Guds Ord, 


p. Dyd og gode Sæder. 3. v. n. tale ides 


lig og længe om ben ſamme Ting. ”Hamn 
viſſe Tider har om viſſe Ting at præke.“ 
Holb. P. Paars. Gan pradiker hver Dag 


som Tarvelighed, og lever felv i Odſelhed. 


vgegnen pradiker fit (fin) Digt, og Uret. 
før fin Glerning.” Mynſter. — At præfe 
for døve Øren od: tale uden Nytte og Virk⸗ 
ning. = Prædifebrødre, n. s. pl. kaldtes 
fordum i Danmark Dominicanermunkene. 
(Gvitfeldt.) redikeembede, et. den geiſtl. 
Talers Embede, Prœſteembede. Prædites 
aver, n. s. pl. geiftlige Talegaver. (Roſtg.) 
rædifeftol, en. (Prokeſtol) ophoiet Tales 
ol i Kirken, hvorfra Præften holder fin 
rœdiken. — Prædiker, en. pl.—é. den, ſom 
prædiker, ſom holder en geiſtlig Tale. (oftere 
bruges: Drædicant.). Dræøditerens Bog, 
kaldes en af det G, Teſtamentes Bøger. 
(Ecclesiastes.) . 
Præg, et. pl. d. f. [f. præge] 1. det 
Aftryk, ſom m. Stempelet er giort p. en 
Mynt. Et godf, reent, ſtarpt, afſlidt P. 
2. figurl. udvortes Mærte, Spor, Kiende⸗ 
tegn. ”Lad mig dit Billede PDræg i Reen⸗ 
hed bære.” Thaarup. Hans Handlinger 
Præt af en retſkaffen Charakteer. 
”Fortællingen hav I fig felv et faadant Præg 
Sanddruhed.“ Baſtholm. 
Dræge, v. a. 1. [I. praͤgen. J aldre 
Danſt er prege, at ſtikke, stimulare. ſ. 
priffe.] frembringe Præg i et Stykke Metal, 


ſtemple, fætte Præg p. en Mynt. Man havs 


de tilforn baade ſtobte og prægede Mynter. 
At præge Mynter om. 2. efterlade varigt 
Spor eller Mærke. Sorg og Lidelfer ere 

rættede, have præget fig i hans Anſigt. — 
Prægehammer, en. et Frægeftempet, iForm 
af en Hammer. PDrægelm, en. det, ſom 
betales for at præge Metal f. Mynter; cl. 
det, fom beregnes f. de hertil fornødne Om⸗ 


! 


fofininger i Myntens Legering ci, Blanding 


ø 








Prægelen— Preſt. 


J 
m. uædelt Metal. (Slagſtat.)  Prægeftems 
pel, ct. Stempel! af Staal, hvort Kraters 
nes Præg er indffaaret, og hvormed det afs 
præges! — Prægning, en. pl-er. Giernin⸗ 
gen af præge. 

Drægtig, adj. [af Pragt.] indrettet, for⸗ 
ſynet m. Pragt; ſom medfører Pragt, lægs 
ger Pragt for Dagen. Prægtige Klæder, 
et prægtigt Optog. — Prægtighed, en. 
ud. pl. Beſtaffenheden, at noget er præg= 
tigt el. pragtfuldt. | 

Prælat, cn. pl. —er. [af Lat. prælatus.] 


i cathotſte Lande: én het og fornem Geiſt⸗ 


lig, Erkebiſp, Biſtop, Domherre, 2. 

—* en. ſ. Premie. 
ræſident, en. pl- er. [af Lat. præsi- 
deo.] den, ſoͤm har Forſadet (præfiderer) 
i ct Samfund af flere, Formand, Forſtan⸗ 
der; færdeles om Dræfidenter i Regierings⸗ 
Collegier. 
ræſt, en. pl. —er. Isl. Preſtr. A. S. 

Preost.| En til at foreſtade og beſorge Guds⸗ 
tieneſten, famt Ungdommens Underviisning 
I Religionens Lærdomme, beſtikket, og dertil 
ordineret ell. indviet getftlig Embedsmand. 
(i Bærdeleshed en chriſtelig Religionslærer ; 
men ogfaa om andre Religioner. Fødifte, 
mohammedanſte, hedenſte Præfter.) At 
kaldes, (beſtikkes) ordineres, (vies) indfæts 
tes t. Preſt ved en Menighed, v. en Kirke, 
i et Sogn. (|. Feltpræſt, Zielpepræſt, Zof⸗ 

ræſt, Stibspræft, Sognepræſt, 0. fi.) = 

ræfteager, en. AX. ſom hører t. en Præftes 
gaatd. Prafſtebarn, ct. Barn, hvis Fa⸗ 
der er ell. var P. (Præftefon, Præftedatter:) 

ræftebolig, en. Præſtegaard.  Præftez 

fud, en. Gt Fruentimmer, den Dag hun 
vies t. en Præft. (Grundtvig.) Praſte⸗ 
bryllupet. B. ſom en Præft holder, naar 
fan gifter ſig. Præftedatter, f. p e⸗ 

arn. Prafſtedeie, en. En Præſts Huus⸗ 
hoͤlderſte ell. Kokkepige. (ct forældet Ord 
brugt af Baggefen i Kallundb. Kren. 
Preſtedragt, en. Præftens Embedsdragt. 
Preſteed, gnu. den Embedsed, m. Henfyn t. 
den evangeliſt⸗chriſtelige Religions Lerdom⸗ 
me, ſom en Præft efter fin Ordination maa 


—— 


aflægge. (Orſted. Jur. Tidsſtr. XIL 1. S. 


241.) Praſteembede, et. det geiſtlige Em⸗ 
bede, ſom en Præft bekleder. Praeſteenke, 
en, Ente efter en P. Praſtefolk, ct. 1. 
Samfund af Præfter; Præfteftand, Geiſt⸗ 
lighed. GHvitfeldt.) 2. et Antal af endeel 
Geiſtlige. Der var mange P. famlede. 
3. en Præft og hang Kone. De gamle 
Dvæftefolf ere begge dede. 
en. den Gaard, fom en Præft for fin Em⸗ 
bedstid beboer, og i Landsbyer tillige bruger 
de tilliggende Jorder. Præftegield, et. i 
Norge: et Kirkeſogn. Praſtegilde, ct. G. 
NER —A Yræfter ere ſamlede, ell. ſom 

oldes hos en P. (Moth.) Præftehad set. 


Had til Præfteftanden,  Præftehader, en, 


— 208 


Preæſtegaard, 


Vreſt — Præftelig, 


ben, ſom hader, ikke ynder den geiſti. Stand. 
Præfteherredemme, et. geiſtligt Herredem⸗ 
me, Hierarchie, Præfteregiering. ræſte⸗ 

uus, et. 1. Huus, hvor en Præft boer. 
2. Peſtefamilie. Præaſtehovdintz, en. i 
ældre Skrifter: de fornemſte, ypperſte Prœæ⸗ 
ſter. Prættejord, en. J. ſom ligger fil en 
Præftegaard. Praefſtekald, ct. en Sogne⸗ 
præfts Embede, med tilhørende Pligter, Ret⸗ 
tigheder og Indkomſter. At. fage, fane, 
bortgive st Præſtekald. Dræftefarl, en. K. 
fom tiener en Præft. Dræftefiole , en. den 
for Præfter og Biſtopper befalede Embeds⸗ 
flædning, ſom tillige bæres af Doctores 
Theologice.  Præfteflæder , pl. Klæder , 
fom høre t. Præſtens Dragt; præftelig 
Klædning. (AX. S. Vedel.) ——— 
en. En Preſts Huftru. - Dræftefrave, en. 
En hvid linnet Krave", lagt i Pibeleg, i 
Skikkelſe af et Hiul, ſom Præfterne" Dans 
marf bære om palfen t. deres Embedsdragt; 
Pibekrave. Praſtickudſt, en. den, fom ties 
ner en Præft for Kudſt.  præftelærd, adj. 
f. præjtlærd, nedenfor. br emand, en. 
geiſtlig Mand, Præft. (dagl. Tale.) Præ⸗ 

emark, en. Præfteager. Dræftemode cl. 

ræjtemøde, et. Forſamling af Preſter, for 
at overlægge om geiſtl. Sager. (a. &. Ves 
del.) Præfteoffer, et, det, fom Menighe⸗ 
den til de tre ſtore Hoitider offrer el. ſtienker 
til Preſten. Praæſteoſt, en. 1. Oft, ſom 
gives Præfterne paa Landet i Offer. 2. et 
Slags ftore Sodmelksoſte, ſom giores i 
Thyland, ifær i Proſtegaardene. ræſte⸗ 
enge, n. 3. coll. en vis Afgift til Prœſter⸗ 
e, fom i Kiobſtederne betales een Gang om 
Aaret. Prafſteregiering, en. der Stats⸗ 
forfatning, hvor Regieringen el. den verds⸗ 
lige Magt er i Griſtlighedens Hænder. 
(Theokratie.) Praſteſfat, en. 4. Skat, 
ſom paalægges Præfterne; ed. 2. ſom er 


- paalagt t. Præftevrrfeg Underholdning. Dræz 


eftand, en. ud. pl. Præfternes Stand , 
geiftlig Stand; Geiſtlighed. Praeſteſtykke 
et. Laarſtykket af en ſtegt Gaas el. anden 
Fugl. (Roftg.) Prafſteſcek, en. fig. Præz 
Gens Pengeſek, Pengepung. ”Mer Præ⸗ 

æften han dog felv vil have fun.” Helt. 
Præftevalg, er. Præœſtens Udvælgelfe af Mes 
nigheden. Prafſtevielſe, en. den hoitide⸗ 
lige Handling, hvorved en theologiſt Candi⸗ 
bat af Biſtoppen ordineres ell. indvies tig 
Proœſteembedet. ”At der i det Løfte, Præs 
ften under Præftevielfen har at aflægge, 
ikke er Tale om de ſymboliſte Bøger.” Øvz 
ſted. Præftevælde, en. Geiſtlighedens 
Magt og Myndighed ; Præfteherredemme, 
Hierarchte. Præſteværdighed, en. proſte⸗ 
lig Værdighed, Præfteembede, “Arvelig 
Præſteværdighed.“ O. Guld. Præſte⸗ 
dømme, et. præftelig Verdighed og Embe⸗ 
be, getftlig. Stand og Bærdighed. — pr朗 
ſtelig, adj. ſom egner, tilherer, tilkommer 


lad 


Præfteffab — Prodelidelſe. 


en Proœſt. — Præfteffab, ef. ud. pl. 1. 
Geiftligheder overhovedet. ”Fordud imod 
Prætteffabets Giftermaal.” P. T. Wandal. 
»Et vantro Praæſteſtab frit Mængden vife 
maa En mere morfom Vel t. Salighed at 
naae. Popes Krit. v. Schiermann. 2. 
Samfundet af Præfter i et Land, i en Pros 
vinde, ci. Bv. Det danjfe, det ſicllandſte 
P. ”Præftejffabet i Byen tiltalte Zwing⸗ 
lius herfor.” Schytte. — Præftinde, cu. 
l1.—rvr. et Fruentimmer, fom har præftelig 
ærdighed. (forſtiell. fra Dræftefone, en 
œſts Puſtru.) = præftlærd , adj. ſom 
ar ſtuderet Theologie, geiftlig lærd. 
Preve, en. ph -r. (2. Probe. Fr. 
eépreuve.]. 1. et Forſog, ſom gløres for at 
fomme t. Kundſkab om en Tings Egenffas 
ber, ell. for at forvifje fig om en Gierning 
vil lyttes eller ikte. (Man gier Forſog med 
det, om hvis Mulighed man førft maa over⸗ 
bevifes ; man gior Prove for at erfare, om 
ct muligt Foretagende vil lyttes.) At ſtaae 
fin D. udholde Prøven. Guldet, Solvet 
holder Prøve. At tage noget paa Preve. 
2. det, hvoraf man erfarer en Tings Beſkaf⸗ 
fenhed, en Perſons Egenſtaber, Duelighed, 
Tæenkemaade ꝛc. At have mange Drøver p, 
eens Venſtab. At aflægge Prøver paa fin 
Duelighéd. ”Paa Dygtighed han ſtore Pro⸗ 
ver gav.” Holberg. P. Paars. I Dag gior 
har Prøve. En Wiinprøve, Klædeprøve, 
Skriftprove. = Af Subſtantivet og det føl: 
gende Verb. Preveaar, et. Aar, fom cen 
tilbringer p. Prøve, ell. for at prøves. 
Munkes, Nonners Proveaar. Praevear⸗ 


beide, et. A. ſom gisres til Prove; en Deel - 


af et Arbeide, der ſtal være P. paa det Hele. 
Preveark, et. Ark af en trykt Bog, hvor 
Setterfeil rettes. Provebind, ct. cen 
indbunden Bog, fom giver en Bogbinder til 
Monſter. . Pravebog, en; 1. Bog, hvort 
uoget ſtrives £ Prøve. 2, Bog, hvori 
Kisbmænd giemme Prøver af Klæde og ans 
tet Toi. Provedag, en. Dag, fom hører 
t. en Prøvetid; eller Provelſens Dag, D. 
ta noget fættes p. Prøve. ”Chriftendoms 
mens tunge Provedage.“ Grundtv. Pro⸗ 
vedigel, en. Digel, hvori Ertſer og Metal⸗ 
ler proberes. Proevedyſt, en. Dyft eller 
Kamp , Hvori de Stridende prøve deres 
Kræfter.  Preveforelæsning, en. offent⸗ 
lig Forelæsning, jon cen, der attraaer et 
Læteembede, maa holde t. Prøve p. fin Dues 
lighed. Provehingſt, en. H. ſom holdes 
ved Stutterier f. af prove, om Hopperne 
ville bedekfes. Proeveild, en. ID, hvori 


el. hvorved noget prøves. (Xingo.) Pro⸗ 


veflud, en. K. hvorpaa noget fnes f. Prøs 
ve, eller ſom tiener til P. Provekonſt, 
en. ben Konſt, at prøve (ifær Metallers og 
antre Mineraliers me ftandbele.) Ask 
Fort, ef. Samling af Zsiprøvert, heftede p. 
et Kort. Provelidelſe, en. L. hvorved 
Danſt Ordbog. …” 


m 


ed . 


Kundſtaber og Duelighed. (Jacobi.) 


—E é 


— HELD 
Provelidelſe — Provevært. 


Siceelen ſottes p. Prøve, ”Den Daab hav 
J — med tunge Drøvelidelfer affonet,” 
Rahbek. provelyſten, adj. begierlig efter 
at preve, ſom er meget for at forſoge. 
(Tode.) Proevelarling/ et. L. ſom endnu: 
ci har udholdt ſin Provetid. Pravemaal, 
et. Maal af den lovbefalede Storrelſe, hvor⸗ 
efter andre juſteres eler prøves. Prøver 
middel, ct. M. hvorved noget fan prøves. 
Chemiſke Prøvemidler (reagentia.) $. Dvs 
ſted. Provemonſter, ct. M. til Toi, hvor⸗ 


efter dette, f. Er. I Bævningen, indrettes. 


Proveovn, 
Drøvepløining , en. 


revenaal, en. Probeernaal. 
en. Probeerovn. 


Ploining ſom foretages til Forſog, ell. af- 


Flere ſor at vinde en udſat Priis; Vedde⸗ 
pleining. Proevepradiken, en. P. ſom en 
theologiſt Candidat maa holde til Prøve; 
Dimisprediken. Drøvenæl, cen. Pæl, ſom 
nedrammes i Jorden f. at prøve Grunden, 
(I. Kraft.) Prøveregning, en. En Maas 
de, v. udfundne Prevetal af overtydes om 
en Beregnings Rigtighed. (Morville.) 
Proveſkrift, en. Skrift, ſom ſtal tiene t. 
Prøve paa eens Haand. Proeveſtrift, et. 
&.-fom een udarbeider t. Prøve p. fang 
)ro⸗ 
veffud, et, Skud, ſom fyres m. en Kanon 
ell. Boſſe, f. at prøve den. Proveſkyd⸗ 
ning, en. Skydning, der foretages f. at 
prøve Kanoner og andre Skydevaaben. 
Proveſmag, en. Handlingen at ſmage pad 
noget til Prøve; eller noget, fom man ti 
denne Øenfigt ſmager paa. ”En Prevefmag 
af det flettere gior det bedres Nydelſe defto, 
behageligere.” D. Tilſtuer. Proveſtand, 
en. Stand, Tilſtand, hoori nogen ev f. at 
prøves. Kummers Søn ſtal engang glem⸗ 
me denne haarde Preoveſtand.“ F. Schmidts 
Digte, Proeveſteen, en. d. ſ. ſ. Probeer⸗ 
ſteen; figurl. det, hvorved en Perſon fæts 
te p. Prøve. Faren er Modets Drøvez 
ſteen.  Dreveftiil, en. En Udarbeidelfe cl. 
Overſettelſe I et fremmedt Sprog, ſom en 


Lærling maa gisre t. Prøve. Preveftund, 
en. Pravetid. »Minder om min. Elſkovs 
Preveſtund.“ Ingemann. Praoveſtykke, 


et. 1. ct Stykke af noget, t. Prøve p. det 
Dele. 2. et Arbeide, fom een gior for at 
viſe fin Evne og Duelighed. Preveſolv, 
et, S. ſom har eu vis af Øvrigheden befalet 
Fiünhed, og er prøvet og ſtemplet. Kjør 
benhavns Drovefølv. røyetal, et. Et 
enkelt Tal, hvormed man prøver en Reg⸗ 


e 


ning. Pravetid, en. den Tid, hvori en 


Perſon el. Ting prøves, hvorl cen er p. 
Prøve. At giennemgaae, udholde fin P. 
»Min Provetid er nu forfvunden,” Ohlen⸗ 
ſchl. Proevetryk, et. noget, ſom er tryk⸗ 
ket ell. aftrykt til Prove. 
V. hvorefter andre Vægter af ſamme Slags 

vrøves, Pravevark, ect, Bark ell. Arbei⸗ 
e, ſom gisres til Prove. (Arreboe). 


(14) 


Prøvevægt, en. 


ø 


Prove — Pudeſyld. 


J Prove, v. a. 1. ſoge af komme t. Kund⸗ 
ſtab om en Tingé el. Perſons Egenſtaber 
og Beſtaffenhed; ,gisre Prøve, forſoge. 
At prøve paa noget, At prove Viin, pro⸗ 
ve en Pen. "De lade fom de Mad f. Bør: 
nene fun prøve.” Holb. P. Paars. At 
prøve eens Kundſtaber. At prøve Verden, 
Skiebnen, (gaae meget igiennem.) | 

Pfalme, en. pl.-e. [PD udtales ikke, o 
er overflødigt. Nedérfarerne ſtrive Salm. 
en Kirkeſang, aandelig Sang, der ſynges 
ved offentlig eler privat Gudstieneſte. => 
. Pfalmebo en. B. der indeholder en Sam⸗ 
ling af Palmer. Pfalmedigter, en. den, 
fom har ſtrevet endeel Pſalmer. Pſalme⸗ 
tohe, en 
ges ; Pfalmemelodie. Pſalmeviſe, en. 
perdslig Viſe, der ligner en Pſalme, ell. 
gaaer pan en Hſaimetone. 

Du licum, et. ud. pl [Lat.] 1. de med 
98 t. cen Tid og I eet Land levende Menne⸗ 
fr naar diſſe fænfes i et offentligt Fors 

old, enten til Regiering ed. Individer ; 
Almcenheden, menig Mand. 2, en vié 
Oeel af de medlevende Mennefter, fom en⸗ 
, Ten ere ſamlede p. eet Sted, eler tænkes i 
Ret offentligt Forhold til nogen. Publicum 
1Theatret. Det læfende P., Digterens P. 
»Det Publicum, ſom la'er fig overdøve, 
ſom aldrig dømmer felv; men efter andres 
Dom.” Baggefen. i i 
— Pudder, ef. ud. pl. IFr. poudre.] et me⸗ 

get fiint, af Hvedens Kraftmeel ell. Stivelſe 
tilberedet Meelſtsv, ſom tilforn meget brugs 
tes til at dryſſe i Haaret. = — 


en, En fiin og blød Duunduſtet. at puddre 


Haaret med. Pudderkiole, cen. en hvid 
Kiole ed. Kappe, fom tages over Klæderne, 
naar Haaret apfættes og puddres. Pud⸗ 
Sdermølle, en. Maſtinvork til at male det 
nefte Meel, fom bruges t. Pudder. Pud⸗ 
erpofe, en. Stindpofe ft. at glemme Pud⸗ 
deri. Pudderpuſter, en. Indretning liig 
en Puſter, fom brugtes t. at blæfe Pudderet 
ganfte fiint over Haaxet. Dudderqvaft, 
en. Pudderduſt. Puoͤderſukker, et. Raat 
el. uraffineret Sukker, iSkikkelſe af Pulver 
ell. Meel. 
Pauddre, v. a. 1. overdryſſe med Pudder, 
Deraf: Puddren, en. ud. pl. 

Pude, en. pl.-r. [fattes i de beflægtede 
Sprog; undt. at det br. paa Øen Gulland.] 
1. en Pofe, ct Vaar, ftoppet med Fiedre, 
Duun, Haar el. andre blode Ting, t. af 
hvile paa, ell. lægge under noget. En 
Pude er en mindre Dyne. Armpude, Ho⸗ 


vedpude, Rygpude, Selepude, Sengepus 


de. 2. Puder t. Skibs: Beklædninger af 
Træ, fom lægges p. Steder ,; hvor Toug⸗ 
værftet guider paa; it. Tommer, ſom befæs 
ſtes p. Siden af Skibet, naar det leber af 
Stabelen. — Pudebetræk, et. Pudevaar. 
(v. Aph.) Pudefyld, et. det ſom foldes ell, 


210 


Tone, hvorefter en Pſalme ſyn⸗ 


Pudehynde — Puf. 


ſtoppes i en Pude, Pudehynde, et. Hynde, 
der er. blødt ſtoppet fom en Pude. Pude⸗ 
fæde, et. et Sæde, udſtoppet blødt fom en 
Pude; eller et Gæde p. Puder. udefæt, 
et. det, hvormed Puder befættes t. Prydelſe, 
under det udſtaarne Pudevaar. (Roftgi 
Ordb.) Pudevaar, et. Ovextrekket, hvori 
Pudens Fyld ſtoppes, el. linnet Betræk 
uden om dette. 

Pudel, en. pl. Pudler. ſtydik.] et Slags 
middelftore Hunde, mev lodne, krollede, 
ufdagtige Haar; Hudelhund. — Pudel⸗ 

valp, en. En Hvalp af Pudelart. Pu⸗ 
eluld, en. kaldes hos Nogle Pudelhundes 


Haar. i 
Pudsds, en: (Pyt) f. Duus. - 


uds, et. Beer IN. S. Putze.) 1. 


liſtigt, underfundigt Paafund, hvorved een 


forledes f. noget, føres bag Lyſet, bringes - 


At fpille een et Duds. 2. 
fnftig Snak og Spil. (Moth.) = Deraf : 
pudfeerlig, adj. forlyſtende, morende ved 
det, ſom er loierligt, Paafaldende, narags 
tig. (burleſt.) Et pudfeerligt Syn. Abe⸗ 
katten er et pudſeerligt Dyr. — Pudſeerlig⸗ 

ed, en. den Egenſtab, at være pudfeerlig. 

udferi, et. pl. —er. Lift, Løler, Skalke⸗ 
ſtykke, Pude. ”En Mand — ſtor Elſter af 
ſmaa Pudſerier.“ Veſſel. — pudſig, adj. 
"ya S. putyig.] underlig, [sierlig, puds 
eerlig. (Meft i dagl. Tale; ligeſom Subſt. 
Pudſighed.) ”Jeg onſter at dette pudfige 
Striveri, felv v. fin Durdfigbed maatte 
overtyde Dem om.” Rahbek. Silje. 

Puds, en. [f. 2. pudfe.] hos Muurme⸗ 
ftere : den ydre, omhyggelig glattede Be⸗ 
klæedning af Kalk el. Gips, ſom gives te 
trane Mure (Kalkpuds.) 

1. Pudſe, v. a.1. [2. putzen.] ſtille 
ved det, fom udvortes er t. Hinder, t. Van⸗ 
ziir, el. overflødigt, At pudfe (ſnyde) et 
Lys; pudfe Træer, Hokker, Støvler, Gevæz 
rer. At pudfe en Muur af. (f. Duds.) At 
pudfe noget op I: give det Gamle Udfeente 
af nyt. — Deraf: Pudſekalk, en. K. fom 
bruges f. Mures Puds el. ydre Bekledning 
(og forfficlig fra Muurkalk og Bvittekalk.) 
Pudſekniv, en. K. (om Garvere bruge. — 
Pudsholt et. Et haardt Ziæ, hvormed 
Skomagere glatte Læder. 

2. Pudſe, v. a. 1. narre ved Lift og ſniſdt 
Paafund, føre bag Lyſet. (dagl. Zale.) 
[Den Talemaade: at pudfe en Hund p. 
cen, hører maaſtee herhid.) 

Puf, et. pl d. f. - 1. den haftige og 
dumpe el. dumme Lyd, fom frembringes f. 
Er. ved et Skud, ved et haardt Stad, el. 
desl. Billige Udraabsord: Puf! der gif 
Geværet af. 2. et Sted, Næoveſtod. At 
give cen et Puf. 3. Puf: et i dagl. Tale 
brygeligt Ord, for: Borg, Credit; i Ta⸗ 


Forlegenhed. 


lemaaderne: at tage, faae noget paa Duf 


(paa Borg.) "vis han — tilfdft har 


Yuf— Ppuld. 


maattet tage fin fidſte polſte Pels paa le 
Baggefen. ”Den Maſſe, ſom jeg fik paa Puf 
of Gud.” Samme. 


— Pufjert, ep pl.-er. en liden Haͤand⸗ 


Puge, en, pl.-t. [Gl. Eng. Pug, Stott. 
Powke.] Riffe, Spøgelfe, (forældet: Pu⸗ 
ger og Giengangere.“ Vedels Caro. 140.) 


Duge, v.a. 1. [uvis Herkomſt; maaſtee 
af Subft. Duge. ] —* Penge ſammen og 
ruge over dem. t puge.Penge ſammen; 
at puge over fine Penge. — Sieldnere m. 
Fræp. paa. ”At han ei ftedfe puger paa 
galdne Malm og Skat.” Bording, — Pus 
ge, en. den, hvis Id ene gaaer ud p. at 
ruge Penge ſammen; fom intet Middel fors 
fmaaer t, at forøge fin Formue. (Evald.) 
f Xornpuger, Pengepuger. 

Pugeffole, en. pl-r. [uvis Gerfomft.] 
E Borneſtole, fom holdes i Smug, uden 
Oorighedens Tilladelfe. ' 


Puk, et. n. s. ud. pl. Et Slags Kortſpil 
hvortil hører et Dufbrat. Ø pll, 
Duttel, en. pl. Put᷑ler. M. S. Pudel. 
3. Bugle, Bukkel.]) En udaturlig, bety⸗ 
delig Udvcext p. det menneſtel. Legeme, iſcer 


”. Ryggen, foraarfaget ved viſſe Beens 


kumme Vært og Vanſkabning. — pukkel⸗ 
hryftet, adj. ſom har et forvoret Bryſt. 
(Roth) Pukkelryg, en. vanſtabt, for⸗ 
voren, unaturligt udſtaagende Ryg. pukkel⸗ 
—5 — ad). ſom har en Pukkelryg. — 
puflet, adj. forfynet m. Pukkel. 
Duffe,v.n.1. IT. pochen.] 1. trodſe, 
true, viſe fig gienſtridig, give onde Ord. 
At putte fig noget fil. (Moth.) “»Thor fun 
felten vuffer, han virker i fin Kraft.” 
Dblenſchl. 2. giøre fig til af, trodfe paa, 
gtere ſtore Fordringer. At pukke paa fin 
Xigtom, Magt, fine Fortlenefter. Havde 
Cmtedemanden ingen indbildt Hoihed, ins 
gen Slands Medhold at putte paa.” Birk: 
ix, 3. byde, fætte Penge op i Pukſpil. 
(Roth) — Deraf: Pukken, en. »Hen uti⸗ 
tie Pukken p. deres ſtore Magt.” Holberg. 
Pufte, v. a. 1. br. efter det tydſte (po » 
Øen) ved Biekgvcerkerne om at ſiede ell. 
hampe Ertſen fiin, for at giore den mere 
kittet t. Smeltning. At pukke Cité. 
Deraf: Pukning, en. — Pukmeel, et. den 
dukkede el. finllødte Erts. Pukvark, et. 


Jeſtinvact, hvorved Pukningen ſteer; 


Putle, v. a. 1. gisre ophævet og bugle⸗ 
tundet Arbeide i Metal. (Wioth.) 

id, en. l.- e. E. Poll; N. é. 
kolle, Hove ; it. Zop.] Den everſte, 
Wflaaente Deel pan en Ting, Top (ijcer 
Ka Hatte, Huer, og hvad ſom fættes p. 


211 


Puld — Pund. 


Hovedet. (ſ. Zattepuld.) Deraf: puldet, 
heipuldet, F sp 
Pulpitur, et. pl.-er. [af Lat. pulpitum. 
ophoiede og aflukkede Stoleſtader i en Kirke. 
1. Puls, en. [af Lat. pulsus.) Puléaas 
rernes Slag, der, hvor det udvendigen lader 
fig fole, og Stedet (ifær ved Haandledet) 
hvor det feleg. “Troer du, min Puls at 


banke glemme vil?” J. L. Heiberg.” At 


have en naturlig, regelmæsfig, langſom, 
fvag, ſterk, haard, bled Puls. At føle 
een p. Pulfen. = Pulsgare, cn. de Aarer 
hos Menneſtet og Pattedytene, fom føre 
Blodet fra Hiertet, (Arterier) i Modfætn. 
t. Blodaarer (Vener.) Pulsklud, en. 
Klud, ſom lægges. p. Aaren m. Bindſel ef⸗ 
ter Aareladningen. Pulsſlag, et. enkelt 
Slag af en Pulsaare. ”Ved hvert Puls⸗ 
ks fandt mit Hierte al bin Straf.” Evald. 

ulsvanfe, cn. forte Uldvanter til at bes 
dœkke og varme Haandledet. (Muffediffer.) . 

2. Duls, en. [Holl. Pols.] cn lang Stage 
med Brikke p. Enden, hpormed 
fløde I Vandet for at drive Aal i Pulsvod⸗ 
det; Pulsſtage. — Pulsvod, et. pl. - de. 


et meget fort —— ſom bruges ved 


Aalefiſteri, ifær i Lümfiorden, og drageg m. 
to Baade, imedens Andre v. at pulſe drive 
Aalene i Garnet. 

Pulſe, v. n. 1. bruge Puls og Pulgvod 
t. Aalefifferi. ” Deraf: Puifen, en. Mau⸗ 
ge Fiſt forjages v. den megen Dulfen,” 
Aagaard om Thye. 39. 


Pult el. Pulte, en. pl.-rvr. en Klump, 


Knold. Deraf: pulte, v. a. bryde, breekke 
itu. (Moth.) 

Pult, en. pl.-e. IT.Pult. Lat. pulpi- 
tum.] En Indretning, med en ſtraaliggende 
Flade, el. et oventil noget forheiet Bræt, 


til-at læfje og ſtrive ved, ell. til lignende 


Snélet. En Læfepult, Skrivepult, Node⸗ 
pult. 
Pulterkammer, et. ſtydſt.) ef K. hvor 
allehaande gamle Sager og Zing, man ikke 
bruger, giemmes; Urydskammer. »Vi har 


et Pulterkammer helt oppe i en Qviſt.“ 


Evald. Harl. Patriot. 
Dulver , ct. pl. -e. 


eller rives, til Støv ell. Meel forvandlet Le⸗ 
geme; men ifær om ſaadanne Zing, der i 


denne Skikkelſe tillaves ſom Læegemiddel. 
At ſtode noget til P. 


»Vi Pulver falde 
det, fom hine falde Krud.“ Holb. P. Paars. 
(f. Bræfpulver, Nyſepulver, 0. fi.) 2. 
Saameget af et Pulver, der indtages p. een⸗ 
ang ſom Lægemiddel. At dele noget i fem 
ulvere, — Pulverhex, en. Stiældéord t. 
et gammelt Qvindfolt. (HGolbergs) 
und , et. pl. d. f. [X. S. og N. S. 
Pund.) 1. en vis Vægt, el. et Tyngde⸗ 
maal, fom i Alm. deleg i 32 Lad ell. 16 
Unger (forhen i Danmark og endnu i Norge 


147): 


iſterne 


[af Lat. pulvis.] i 
Egentl. ethvert ført, ved at ſtodes, knuſes 





Pund — Pungdyr. 212 Pungrem — Purpur. 


X % 
2 Mark.) Et P. Brod, Kiod. Et heelt, Didelphis. (Pungrotte. ungrem, en. 
- "halvt Pund, et Flevdingpund… (f . Bismers Rem at bil —* F RA bå Punge⸗ 
pund, Skaalpund.) 2. et danſt Korn⸗ paryk, en. Paryk, forſynet m. en Haar⸗ 
maal, der nu i Alm. hvor det bruges, reg⸗ pung. Pungetyv, (Moth.) ſ. Lommetyv. 
nes for Tender el, 32 Skiepper. At punge, v. a. 1. J den Talemaade: At 
toœrſte t. Punds. (£ Pundtærſter.) 3: en punge ud 0: betale "give Penge ud. 
vig Pengefum i nogle udenlandſte Mynt⸗ | i i 8 ge ud. 
forter. Et Pund Sterling, et P. Flemiſt. Punkt, en og et. pl.-em [£at. punc- 
4. figurl. (ligefom det gr. Talent) de et tum.] 1. Warke, giort med'en fiin Spids; 
Mennefte af Naturen givne Giælstræfter, " Prit, Puntt, el. fom almindeligen bruges: 
Forſtand, Dugtighed, Naturgaver. At Punktum, et Sfilletegn i Skrift, ved En⸗ 
aagre m. fit Disnd, tage Nytte af fine Ev⸗ den af en Periode; ogſaa: Perioden felv. 
ner. Hvad Kald , hvad Drift bevæger, At læje et Punktum til Ende. 2. en beftemt 
enker qvælet dig ? Hvori beftaaer gel, ere Eg, Ribes 
dit Dund?” Evald. — ”For nu ikke at . puntxꝝ nit, z 
. nedgrave dette mit Pund, * bruge det t. punkt, Stridspuntt 9: det, hvorom der 
mine Medborgeres Nytte.” Rahbek. — a.) tviſtes. — punktlig, adj. meget nøiagtig. 
pundeviis, adv. efter Vægten'af P., i en pimtrlig i fine Forretninger. Punktlig⸗ 
itte ringere Vægt, end et P; Pundevægt, hed, en. ud. pl. den Egenſtab, at være 
en. 1. Vægt, ſom maales el. beſtemmes Punftlig, — punktviis, adv. Punkt efter 
v efter Pund. 2. en Vægt, hvorpaa der veies Punkt, hver Poft iſcer. 
efter P. og Lispund. — b.) Pundtirfebær, Dunttere , v. a. 1. gisre Punkter, be⸗ 
et. Et Sſags ˖ ſtore Kirſeber. Pundlæder, tegne med Punkter, — Deraf: Puntktering, 
et. (ud. rer maaffee : ng en.  ; 
æder.) tykt og t Caalelæder. und⸗ 
flieppe, en. den fidfte, toppede SEieppe, uzee, ee 
ſom maales i for at fyldeſtgisre et P. Korn. fremfomne Ocm bar indfpundet fig i et SD 
Moth.) Pundtraad, en. kaldes den bedſte ſedannet $ ifter el p fri & hvo 
raad, ſom ikke fælges, afdeelt i Dukker, mén —* n det f rede 3 fpurt: Pine, vv⸗ raf 
pundeviis. Pundtarſter, en. den, ſom tærs en det fut ne Inſect fremgaaer. 
fer for en vis, aftalt -Betaling for hvert Pur, adj. f. puur. 
und udtorſtet Korn; modſat Dagtarſke⸗ Purgere, v. a. ogn. IS. purgieren.] 
re, dom betales i Dagvits; deraf: Pund- egentl. tenfe; deraf ; føre af, renſe Maven, 
tærfining, en, —c.) Pundolod, cf. Lod el. give føft Liv; men fædranl. br. det fom v. 
— ———— 
ver, en. . vende Lægemiddel; faalede rgeerdrik, 
Kanoner, efter den Kuglevægt, de ſtyde. ——— o. ß bage en. pl. 
En Trepunder, en Fire og tyve z Dunder. —er. Mavens Renfelſe v. afførende Midler. 


Pundig, adj. br. ligeledes fun i Sam⸗ Purhaar, et. [af purre.] fort, krollet, ca. 
menfætn. m. Zalord, for at tilfiendegive forvirret, uordentligt Hovedhaar. (Moth.) 
Kanonkuglers Vægt og Kanoners Skud⸗ purhaaret, adj. fom har faadant faar. ” 


EGERN En trepundig Kugle. En tolvs purhoved, et. den, ſom har Juordentlig 
' „krollet Hovedhaar. (Moth.) Deraf: pur— 
6 Pund el, en. [3 unzello,] —— hovedet, adj. 
Gravſtikke, ſom Guldſmede bruge. (Moth. Purhene en 
„en. pl. Purhens. ct Slags 
Pung, en. pPl.-e. [Isl. pungr. N. S. Bons, med opad krøllede AG s 


Pung.] en liden Pofe ell. Sak til at giem⸗ | | 
me LA 3: i, færd. een »Den Pung er purt en. 1. En liden Dreng, en Pog. 
tom, en Andens Penge ef i,” Ordſpr. En Gagl. Sale.) ”At Purken briftig gaaer 
Saarpung, Pengepung 0. fi. &n Silte⸗ PAN Zræjtoc der, hvor Helten fandt fin 
pung, (P. af Silke.) Skindpung. — figurl. Bra. Baggelen. 2. den, fom er meget 
Midler, Penge. At holde tilraade m. fin Paabo den Pe. fin ſammenſtrabede Formue; 
Pung. At ivve ft fin egen PD. (foregive at en net. Woth. 
eie, el. have modtaget flere Penge, end Purløg, et. Et Slags vildtvorende, og= 
man. virkelig har.) 2. ten Hudbeflædning, faa i Saverne dyrket Løg. Allium Schoc- 
hvori Feftiflerne hos Menneſter og Due noprasum. (ſtrives ogſaa Puurløg.) | 
. have deres Lcie. (Deraf: Dungbrok- ell. Purpur, et. ud. pl. 1. en hoirsd, tit 
Pungebrof, et. hvorved en Deel af Tar⸗ det Vivlette og Blodrøde'grændfende Farve, 
mene og Tarmenettet glider ned i Pungen. ſom fordum virkedes af viſſe Havſnekkers 
Hernia scrotalis.) — Pungdvr, et, cen DyD⸗ Saft; nu af Cochenille og Kermes. (ilegent⸗ 
reflægt i Indien og Amerika, fom bære de⸗ lig og i digteriſt Stiil katldes ogſaa enhver 
AN reé nyfødte Unger i en Pung under Bugen. heired, ſtisndt iyſere Farve: Durpur.) 2. 


(| 





i, tere op; giore krollet ell. kruſet. 


Purpur — Puſt. 


parvurfarvet Kledning; ifær Fyrſtekaabe; 
3 derfor figurl. i hsiere Stiil: Fyrſtevel⸗ 
te, Kengemagt. At aflægge Kronen og 
Purpuret. »Og banke paa hos-dem, ſom 
rens Purpur bær.” Zullin. = I Sam: 


menſætning, fom ifær findes hyppigen hos de 


nheſte Digtere, bemærker det deels: purpur⸗ 
farvet (f. E. Purpurblomft, Purpurdræa⸗ 
be, Purpurglands, Purpurroſe ("Den 
Solens Kongevei med Purpurroſer ſtroer.“ 
Zulin.) Purpurrodme, Purpurſaft, Pur⸗ 
purkaabe, Purpurtlæder, —28 o. 


f.) deels: ſom beftager af purpurfarvet Tot 


(f. E. Purpurdragt, Purpurkaabe, Pur⸗ 
purleie, o. fi.) — purpurflædt, adj. ifort 
Purpurflæder. (Rahbek.) purpurrod, adj. 
ſem har Purpurfarve. Purpurſkal ell. 
Purpurſnerke, en. Skaldyr, ſom give Pur⸗ 
purfarve. 

1. Purre, en. pl.-r. et Slags Løg, ſom er 
en meget almindelig Haveurt. Allium Por- 
rum. (forſtiellig fra Purlog.) " Deraf : 
Purrebed, Purreplante, Purretop, o. fl. 

2, Durre, en. pl.-r. et lavt, forvoret, uan⸗ 

ſeeligk Tre; ifær et ſaadant, der i St. for 
at fane fin rette Stamme, fun naaer at blive 
t.cn Buſtvxxt. Bogen faber fig da, ind⸗ 
filden allene vorer i Purrer.“ Schytte. 
… Purre, v. a.1. IN.S. purren.] fare 
purre ved IIden. ”Den Gniſt, der, hvis 
mun iffe havde purret v. den, maaſtee var 
gaaet ud af fig ſelv.“ Birkner. At purre 
cen i Haarc?. (Jof. forpurre.) figurl. at 
purre cen od: minde, paaminde een. 
purre Folket ud, t. Skibs: væffe det ſo⸗ 
finde Mandſkab. i 


Pus, f. Puds og Puus. 


Puſe, v. n. og a. 1. fonime, hovne. 
(Roft3.) gisre hoven, blæfe op. (Moth.) 


Pusle, v. a. og n. 1. ISv. pussla. N. & 


S.pofeln.] vrede op, ryfte op det fom er 
faldet fammen, At pusle Dynerne, Hal⸗ 
men i en Seng. 2. v. n. ſysle med alles 
haande ſmaat Arbeide. At gaae og. pusle, 
med noget. "Saa puslede vi lidt omkring 
| futten,” Evald. — Puoleri, ct. 1. 
md Acbefde, Smaaſyſier. 2. Spogeri. 
oth.) 


Pusling, en. pl.-er. 1. Spogelſe, Un⸗ 
detjordiſt.“ſ. Puge.) 2. et lidet Menne⸗ 
ke; færd, en liden Dreng; en Dværg. 

1. Puſt, ef. IIsl. Pustr.] 1. Slag, Næs 
'ellag, (D. Lov. VI. 7. 12.) 2. Modgang, 
Rade, Anſtrengelſe. At udftaae, overftane 
lee Det forſte Puſt er det vorſte. (d. 

ale, 


2. Duft, et. pl. d. f. den Bevægelfe af 
taften, fonrfrembringes ded at puſte. Ei 
høre — * "En flygtig Taage, ſom ſvo⸗ 


213 


At 


Nas i Taage. 


Puſt — Pynt. 


ver for, et Duft i Aftenluften.“ J. L. Hei⸗ 
berg. (f. Aandepuſt, Dindputt.) 

Dutte,v.a.ogn.1. IN. &.puuften]. 
1. act. fætte Luften i Bevægelfe, blæfe fags 
telig, At puſte Ilden op, pufte til Ilden. 
pufic Støvet bort. At putte (blæfe) et Lys 
ud. Det pufter lidt i Seilene. ”puftende 
Vinde,” Rein. 2. v.n. aande ftærkt, ek; 
med Befvær. At puſte fom en Heſt, putte 
ved af gage op ad en Trappe. 3. v. n. hvile 
for at trekke Veiret. Ar lade Heſtene puſte. 
=— Dutter, en. et Redſtab t. at frembringe 
Vind 'ell. Luftſtrom. (Ildpuſter, Pudder⸗ 
puſter.) — Puſterum, et. egentl. Rum t. at 
pufte i, Aanderum; men det bv. fun figurl. 
og i d. Tale for: Ophold, Hviletid. Pu⸗ 
fterør, et. Ror, hvorigiennem man m. 
Munden blæfer ſmaa Kugler, — Puftning, 
en. Gierningen at pufte. 2. 

Putte, en. pl.-r. en gone. (d. Tale.) af 
Ordet: Put! Putte! hvormed kaldes paa 
Hons. 
Pautte, v. a. 1. [E. to put.] lægge, 
fætte, ſtikke noget m. Haanden hen p. et 
Sted, i et Giemme, ell. ind imellem andre 
Ting. At putte, Maden i Munden. At 
putte noget iLommen, i cn Sek, Pofe. At . 

utte noget bort, hen, af Veien. (jvf. ſtik⸗ 
re, A. 3. b. og forputte.) 

Puur, adj. pl. pure. [Lat. purus.] reen, 
ffær, udlandet. Det pure Guld, Det 
var puur Løgn, intet uten Løgn. 

Duus! et Ord, hvormed man falder p. 
Katte. Deraf n. s. en Puus, en Kat. (og⸗ 
faa om Harer og Kaniner.) ” 


Puus eler Duds, en. [Øv. Puss. 


-f. Pyt.] et Vandſtade, en Vandpyt, Dynd⸗ 


pyt. 
Puuskfindet, puustiævet, ad). [af v. n. 
puſe.] ſom har tykke, ligeſom opſvulmede 
inder. 

1. Pynt, en. pl.- ér. [Cgent f. vort- 
Sprog; ligeſom det følgende Ords Be⸗ 
merk.] .1. den yderfte, fremragende Huk, 
Spids ell. Kant af en Gienſtand, der ſtrek⸗ 
ker fig I Længden. Bag Pynten af Skoven. 
En Landpynt, ſom ftræfter fig ud i Vandet. 
”Dg undviger, fom Pynten af et * 

Evald. 2. det yderfte af en . 

Hoide, den. vderſte Top, Spids el. Tinde 
af en høi Gienſtand. Min fidfte AnſtrenÚ 
gere, for at nage Pynten“ (af Taarnet.) 
”Yt jeg hemmelig frodede mig over, at jeg 
var ene paa Pynten.“ Baggefen. ”Den 
hølefte Pynt af et Bierg, ſom har flere 
Toppe.“ Nord. Tidéſtr. III. 72. 3. ufæds 
vanl. er Brugen af Ordet hos Evald : ”Jeg 
ſtod p. Pynten (o: Randen) af en bundløs 
Afgrund.“ 


2. Pynt, en. ud. pl. bet, for pyntor; 


é 


8* ⸗ 5 


Pynt — Pagel. 2114 Pracgel — Paregrod. 


Staädé Prydelſe.  Fruentimmer = Dyrt. 
»En udmajet Dame, fom v. fin Pynt Be⸗ 
hag vil naae, men gior v. Pragten fig til 
Stamme.” J. Smidth. 

Pynte, v. a. 1. [fattes i de bejlægtede 
Sproͤg.] fættef Lave, fætte Skik paa; give 
et udvortes ziirligt, prydeligt, peent Ud⸗ 
ſeende. ”Jeg ſmykker og pynter mig faa 
til.” P. Tidemand. San gaaer felv og pyn⸗ 
ter p. fin Gave. — Særd. m. Henſynſt. 
Klædedragt; overhovedet kun om det uds 
vortes Syn, og meft om Klæder, Va⸗ 
relſer og det Indre el. Ydre af Hufet ; 
det tydſte puzen. «(pryde br. derimod 
ligefaa ofte om indvortes Egenſtaber. 
jvf. fmytte,) At pynte et Barn, en 
Brud. At pynte ſig, tage ftadfelige, pyn⸗ 
telige Klæder paa. At pynte et Varelſe 
op. At pynte paa fin Stiil. — Dyntez 
bord, et. B. ſom Fruentimre bruge ved 
deres Paakledning, Natbord. (v: Aph.) 
Pyntekaabe, en. K. hvormed man pynter 
fig. — fig. Beſmykkelſe. ”Den kunde vordet 


"en dſmykning højt f. min Bedrift — og jeg 


forfmaacde denne Pyntekaabe.“ Ohlenſchl. 
Paln. Pyntekammer, et. Kammer, hvor 
man paaflæder og pynter fig. Pyntekone, 
øn. Et Fruentimmer, hvis Beſtilling er at 
paaflæde og pynte andre. Pyntekonſt, en. 
Feordighed i at pynte fig felv cl. andre. 
” Ale Videnſtaber have, ligeſom Pyntekon⸗ 
ſten, deres Moder.” Sneedorf. — Pynten, 
Pynrning, en. Gierningen af pynte. 

Dyntelig, adj. ſom pynter ell. pryder det 
Udvortes; net, ziirlig. Dyntelig i Klæder, 
en pvutelig Dragt. En pyntelig Tale, 
ſom beftaaer af vel valgte, zürlige Udtryk. 
- ”Dyntelig i Tale er han, og ſnild i Ord.“ 
Ohlenſchl. 

Hyramide, en. pl.-r. [Af Gr. og Låt.] 
i Mathematiken: ethvert Legeme, hvis 
Grundflade er en ligeliniet Figur, og hvis 
Sideflader beſtaae af Triangler; meft bo 
det om en Bygning af denne Skikkelſe. 

Dyt! udraabsord, hvorved man udtryk⸗ 


ker, at een er bleven ell. vil blive ſtuffet & - 


fine Forventninger ell. Indbildninger. 

. Pyt, en. pl. -ter. [Isl. og AX. S. Pyt. 
N. S. Puͤtte.] er Vandhul, en Vandſam⸗ 
ling, et lidet Kær m. ſtaaende Band. 

, Dytting, en. pl.-er. En rund m. Toug⸗ 
væve omvunden Ketnftang, anbragt p. Ma⸗ 
ſten under Mærfet, og hvortil Undervantet 
og Dyttingbantet befæftes. 

Dægel, en. pl. Pægle. [udt. i Alm. 
Væl, ſom maagſkee ogſaa vor en rettere 
Skrivemaade. N. S.Pegel; I Sfaane: 
Pæl, Pel.] 1. et vift Maal for flyden⸗ 
de Sager, Fierdedelen af en danſt Pot. 
2. Talemaaden: at drikke til Pals (itfe: 
til Dægels) 3: drikke hinanden til m. lige 
Maal, der ogſaa br. i Skaane, ſynes at 
viſe, .ar det ligeledes hos os (fom i det 


N. S.) tilfoen har bemærket: de inden i 
Drikkekar v. Knopyer affatte Maal. == 
——a et. (efter den alm. Udtale: 
ægleglas ell. Dæleglas.) et Glas, ſom 
rummer en Pægel. Dægelfande, en. K. 
hvori Pæglemaal ere afjatte.  Pægelmaal, 
et. Maal, fom rummer en'Pægel. 2. 
Mærke i en Kande, ſom vifer hver Pæget, 
den rummer. pærgelviis el. pægleviis, 
adv. i Mængden af cen cl. flere Pogle. 


PDæl,en: pl.-e. [aA. S. Pal, Pole; 
(hvoraf formodentl. ogſaa det danſte Skibs⸗ 
ovd: Dal, en Indretning, hvorved Gangs 
ſpillets Tilbagelsb hindres) Lat. palus.] et 
tilfpidfet Stykke Zræ, ſom m. den ſpidſe 
Ende brives ned i Jorden. At nedramme 
Pæle. At fætte Skiel m. Dæle. Bropal, 
Grændſepæel, Skandſepel, Stormpel, Vei⸗ 
pæl, Boltpæl. =— Pælebefæjtning, en. B. 
ved Hielp af nedrammede Pæle, hvis Mel: 
lemrum opfyldtes m. Jord o. d. Pele⸗ 
bord, et. Et Bord, der hviler i Midten af 
Skiven p. en Pæl. (Ingemann.) Paele⸗ 
bro, en. Bro, ſom hviler p. Pœle. Pale⸗ 
buk, en. Maſtinent. at nedramme Pæle, 
Rambuk. (deraf: Pæelebukkemeſter, ſom 
Foreftaaer Vandbygning og Broarbeide v. 
Holmens Skibsverfter.) pælebunden, adj. 
v. bunden t. en Pel. ”pælebundne Riis⸗ 
knipper.“ M. Palegierde, et. G. ſom be⸗ 
ſtaaer af nedrammede Pæle, ell. fom desuden 
har en Rifsfletning imellem diffe ; et Dæles 
hegn. Pælegrund, en. Grund f. en Byg⸗ 
ning, fonr bejraaer af ell. ev ſtyrket v. Pœle. 
Dælemelle, en. Vandmølle, bygget paa 
Poœle I en Strøm. Pælcorm, en. O. eu. 
Bløddyr, fom angribe Pæle under Vandet. 
Teredo.) Paleramning, en. ſtore Poœ⸗ 
eg Nedrammen ved Maſtinvork. (Kraft.) 
pælerod, en, ved nogle Zræer : den midter⸗ 

e Hovedrod, der ſtyder lige fed fom en 
Pæl, Hierterod. æleffandfe, en. En med 
Stocmpæle (Pallifader) forſynet Skandſe. 
Dælefætning, en. Gierningen at fætte Pœle. 
Med Pælcjætning begynder Broarbeidet. 

æleværE, ct. Et Værk, fom beſtaaer, er 

ammenſat af Pæle. . 


Dæle, v. a. 1. fæite Pæle, ramme Pœle 
ned, forſyne m. Pœle. At pæle et Viin⸗ 
bierg, et Bulverk. (ſ. afpæle, indpæle.) 
At pæle ned, drive ned i Jorden m. en Pæl. 
»Her ev han pælet i Sumpen ned.” Inges 
mann, — Palning, en. pl.-er. Gierningen 
at pæle. ' i 

Dare, en. pl. r. [X. S. Per. Holl. 
Peere. Lat. pyrum.] Frugten af Pære 
træet. Gommerpærer , Vinterperer. — 
Dærebrems, en. faldes et Slags Brems ell. 
Hveps, der meget ſeger de modne Sommers 
pærer. pæredannet, adj. ſom harSkikkelſe af 
en Pære. Pareform, en. pœredannet Skitk⸗ 
kelſe. Pærcgrød, en. Perer, kogte i Band 





h Pœeremoſt — Polſe. 


ten jævn Bred. Peremoſt, en; M. press 
kt af Pærer. Pæregqvæde, en. et Slags 
pæredannede Ovæder; ved Formen forſtiel⸗ 
fige fra Wbleqvæder. Pæreffude, en. kal⸗ 
des ſmaa Jagter, ſom føre Pærer og anden 
Frugt fra Provindferne. (1 Skiemt om ?et: 
hvert (idet, ubetydeligt ØEIb.) . ”Den fors 
holdt fig virkelig t. vore Ferredsvogne, ſom 
et Orlogsjtib t. en Pæreffude.” Sago. 
Dæretræ, et. 1. et | Haperne almindeligt 
grugttræ. Pyrus communis. 2. Bed af 
Pæretræet. Dærevelling , en. Grynvel⸗ 
ling, hvori Pærer foges. [Det er uvift, 
em man t. dette Ord fan henføre det i dagl. 
ale og lav Stlil brugefige adj. pærefuld 
3: ganjte beſtienket. Baggeſen har ogſaa 
brugt det mindre bekiendte pæredum.] 


Pøbel, en. ud. pl. Foptaget i nyere Tid 
efter d. Tydſte.) br. i Alm; t. at betegne 
ten ringeſte, mindſt velhavende og mindſt 
dannede Decl af et Folk; m. Bibegreb om 
davhed i Gæder, Tœnke⸗ og Handlemaade. 
»Et fvælgende Dyb er befæftet imellem 
Debel og Perfoner'af Stand.“ Rabbe. 
(Bed dette Begreb om Lavhed el. Nedrighed 

les Ordet, i fin vedtagne Bemark. fra 

mue; man fan derfor finde Pobel i ens 
hver Stand.) == pøbelagtig, adj. fom hes 
tertil, paffer fig for, findes iblandt Pebe⸗ 
len, Pobelagtighed, en. pøbelagtig Egen⸗ 
fab, Dyførfel , Handlemaade. Pabel⸗ 
gunft, en. Yndeft, Bifald , ſom Pobelen 
diſet. At hige efter Pobelgunſt. Pobel⸗ 
opleb, Pobeloptog, et. Opiob af Pøbelen, 
Dytog af den ringejte Almue. Pobelraab, 


et. uſemmeligt Saab, hoirsſtet Stemmeyt⸗ 


tring af Pøbelen. (Rahbek.) Pobelſtiemt, 
en, lad, gemeen Skiemt. ”At ublu Døbelz 
lemt tør finde vort Behag.” Evald. Dez 

fnaf, en. lav og les Snak, Folkeſnak. 
Pebelſprog, et. lavt, gemeent, pobelag⸗ 
tigt Sprog. Talemaader af Pøbelfproget. 
obelfoærm , en. 6. ell. ſammenſtimlet 
Mængde af den ringefte Almue. ”RNaar 
fort i hendes, Klæder jeg narret har den 
blinde Pobelſvxrm.“ Hhienſchl. 

er, n. s. pl. flette, gemene Sæder, 
Pobeltidende, en. Tidende, ſom ev t Ims 
leb blandt Pobelen. (Roſtg.) Pobelvit⸗ 
tighed, en, grov, gemeen Bittighed. 


Del, en. pl.-e. [Jel. Pollr. A. S. Pul. 
$. Poel.] et dybt Hul, med Vand og Dynd 
i "For dem, fom dybt i Polen gaac, en 
hieleſem Haand at ræffe,” HOhlenſchl. — 
helwand el. Pølevand , et. flet, dyndet 
Band, Moſevand. 
denſte. 


1. fom ſtoppes i em Tarm, 


AS 


215 


Pfubl] 


Pobel⸗ 


Tele, en. åse Pylsa; maaſtee af det f 
, 


Polſe — Poſe. 


og ſaaledes koges. At fave, giere Palſe. 
Blodpolſe, Kiedpolſe, Leverpelfe, Riſen⸗ 
garynspolſe. 2. det, der er udſtoppet ſom 
en Polſe; f. Gr. lange og runde Puder I en 
Seng. [N. S. Poͤhĩ. Svab. Pfuͤltz. I. 
olſer p. Fruentimmernes Klæs 
der, pelſebruun, adj. bruun, ſom kogte 
Polſer. (Roftg.) puie en. Enden 
af en fyldt P. Deølfefedt, et. i Tærninger 
ſtaaren Svine⸗Iſter, fom kommes i Blods 
polſer. Palſegilde, et. &. hvorved Polſer, 
lfær Blodpolſer, ere en Hovedret. Pelſe⸗ 
rød, en. st Slags Grod, ſom Amagerne 
ruge. (Roſtg.) Pelſegryn, n. s. coll. £ 
Norge: en Grynſuppe, —* kommes Pol⸗ 
fe. Palſehorn, et. Redſtab, hvorigiennem 
Polſemaden fyldes i Tarmen. Pelfefiærs 
ling, Polſekone, en. K. fom laver og fæls 
vr Pølfer. Palſekræmmer, en. den, der 
andler med Pølfer. (Solberg.) Polfemad, 
en. den Mad, fom fyldes i Zarme, og fane 
ledes bliver t. Pølfe. (Veffel.)  Pelfepind, 
en. P. der fættes for Enden af en floppet Pol⸗ 
fe. At ſnakke fom cen Polſepind, taabeligt. 
Polſeſkind, et. Tarmen om Polſen, naar 
denne er kogt. Pelſeſnak, en. ud. pl. taa⸗ 
belig, ufammenhængende Snak. (dagl. T.) 
»J fører DølfefnGE udi en lærd Stiit,” 
Holb. d. Vœegelſ. “Skiondt det, han ſtri⸗ 
ver, er kun idel Polſeſnak.“ P. Paars. 
Polſeſod, en. Vandet, hvori Pølfer koges, 
Polſevand; ell. Suppe, kogt paa Dole; 
Pslſeſuppe. ”Hun er faa hvid, fom hun 
par chriſtnet i Pelſeſod“ (Talem. om en 
bruunladen Pge.) Palſetid, en. ud. pl. 
den Tid om Efteraaret, da man pleier at 
agte Sviin og lave Polſe. Polſetorſt, eu. 
orſt efter Nydelſen af ſalt Polſe. At have 
b: (om den, der altid vil drikke. Moth.) 
olſeurter, n. s. pl. kryddrede Urter, der 
fædvanl. blandes i Blodpølfe.  Polfevarnd, 
et. Peeſod. Delfevæv , et. Polſeſnak. 
a 


(dagl. 2. 
* v. n. og a. 1. [fattes I beflægtede 
Sprog.] grunde, anſtrenge Forſtanden paa 
at eftertanke ell. udteenke noget. At ponſe 
paa noget. “Som hver anden Dag penfe 
paa nye Forordninger til deres egen For⸗ 
deel.” Bagg. NR. Klim. »Vor Sæd er den 
— at pønfe paa Jer lindergang.” Ohlen⸗ 
ſot At ponſe noget ud. (udpenſe.) == Pen: 
fen, en. ud. pl. Gierningen at pønfe. ”Man 
ponſed dubt, og penfed længe; og længe 
kom der intet ud af al den Denfen.” Bagg. 

Pos, en. pl.-e. en Spand, videre fornes 
den, end foroven, fom bruges t. SkibsI. 
Cr. til at drage Vand op af Soen; Skibe⸗ 


pand. Hø 
Poſe, v. a. 1. sfe i, folbe I. (Moth.) 


- 


216 . * 


Q. 


Dene, egentlig overfledige Bogſtav bruges i 


danſte Ord med Lyden af K, foran v, og I Be⸗ 


gyndelſen af en Stavelſe; eller Hvor Lyden af & og Dsoprindeiigen hore til eet Ord (auſaa iffe 
i Ord ſom Ferſtvand cl. Trakvind.) Saaledes findes det alt i de eldſte danſte Haandſtrif- 
ter, (hvor dog u ſom ofteſt ofte træder i Stedet for vz ligeſom der endnu undertiden ſteer i frem⸗ 
mede Orde Skrivemaade f. E. Quadrat, Quart) og Bogftavets, fra Romerne laante Brug 


1 dette ene Tilfælde er endnu almindelig. 


8 


va, adj. tqvabfed. f. nedenfor (gvab⸗ 
et.) 

Ovabbe, en. pl.-e. et Navn, ſom gives 
adſtillige Fiſkearter (af Slægten Blennius.) 
ſ. Aaleqvabbe. Ligeledes et Navn p. en Fiſk 
af Torſteſſegten. Gadus Lota. (V. S. O.) 
— SODE nad. Se 

wabbe, Quwabbel.]d. £. I. æp 
p. Ovæg. (Moth.) og 

Qvabbet, qvabfed og qvabfet, adj. me: 

et fed, laſtet, hvis Hud og Kiod dirger af 
me. dagl. T. (3. qvapalegr. N. 9. 
qwabbelig.) 

Qvabre, v. nm. 1. [$. qvapa. T.q u a b⸗ 
beln,] dirre, bævre af Fedme. (Moth. 
fielden, og ligeſom de foxegagende beflægtede 
Ord fun td. Tale ell. hos Almuen.) 

GOvad,/ et. pl. d. ſ. IJ. Quedandi. ſ. 
qvæde.] 1. et Digt; egentlig, et Digt, 
beſtemt t. at ſonges, et tSaungbigt, 2. ftelds 
nere. om egentlig Sang. “Glad til den 
Eviges Throne du bringer dit Cvad.“ (om 
Lærken.) J. £. Heiberg. 

Nvadder, et. ud. pl. 1. Blanding af 
Vant m. fafte Dele til et blødt Dynd; f. E. 
paa Bunden af en Pyt ell. et Vandſtade. 
2, Lyden af Xndernes Snagen i Vand ell. 
Dynd; Snaddren. (V. S. DJ 

GOvade, en. IJ. Ovoda.] Harpix, Gum⸗ 
mi ell. Vertfedme, ſom drypper af Gran og 
Lignende Zræer. (Grams N. Lat.) Gt for= 
ældet danſt Ord (ſ. Gloſſar. t. Henr. Har⸗ 
peſtreng) ſom fortiente at optages. 

Gvaderſteen, en. pl.-ſtene. [af det Lat. 
quadrum cl. quadra.] en i Fiirkant p. 
alle Sider eler f Færningform tilhuggen 
Steen. En Muur, en Bngning af Ovas 

Derftene. ” trodfer Tidens Valde, af 

hugne Gvaderſteen.“ Ohlenſchl. (Mindre 
almindel. er: Qvaderverk: Muurvært af 
Qvaderſtene, med kiendelige Fordybninger 
imellem diſſe, ell. af Muurſteen, i Efterlig⸗ 
ning deraf. V. S. O.) 

vadrant, en. pl.-er. [af Lat. qua- 
drans.] 1. en Bur, der udgior Fierdede⸗ 


4 


. hår Eenheder (en. 


len af en Cirkel, eller 90 Grader. 2. et 
aſtronomiſt Redſtab, der har en faadan Bue 
af Mesſing, inddeelt i 90 Grader, og mins 
bre Inddelinger. 

Qvadrat, en, og vt. pL-er. flat. qua- 
dratum.] 1. en ligefidet og ligevinklet Fiir⸗ 
Kant ; eller et fladt Legeme, hvis Yderfide, ell. 


ſtorſte Giennemfnit, noget nær udgier en ſaa⸗ 


dan Fiirkant. En Mvadrat af Efenbeen. 
At klippe Qvuadrater af Pap. 2. En Stor⸗ 
relſe, multipliceret m. fig felv, ell. en Stor⸗ 
relfe taget faa mange Gange, ſom den ſelv 
Størrelfe i anden Po⸗ 
tents.) Gvadratet af 10 er 100. (f. Øvas 
drattal.) (Dette Udtryk gielder faavel om 
Zalftørrelfer, fom om Støvrelfer i Rum⸗ 
met; naar mar tilføter det Maal, man 
tœnker fig qvadreret; f. E. Ovadratalen, 
Quadratfavn, Qvadratfod, Qvadrat- 
mill, GQvadrattomme, ꝛc. — Udtrykket: i 
GOvadrat, om en Flade, bemærfer ogfaa, ſœd⸗ 
vanligen, at dene Form er en ligeſidet Qva⸗ 
brat. f. E. Vinduet er fo Alen i QCvadrat 
ao: to Alen bredt og to Alen høit,  (Anderz 
ledes er dog. Meningen i Ordet QOuadrat⸗ 
indhold.) == Qvadratalen, en. Et Flade⸗ 


maaͤl, beftemt efter en Fiirkant, fom er en 


Alen i Ovadrat, ell. en Alen lang og en 
Alen bred. (Saaledes ogſaa Qvadratfod, 
Quadratmiil, Qvadrattomme, o, ſ. v. ſ. 
Ovenfor.) Mvadratindhold, et. En Fla⸗ 
des Indhold, beregnet og angivet efter QLvas 
bratmaal; uden penfon t. Fladens Figur. 
Qvadrafmaal, et. Et Maal f. Flodens 
Storrelſe, hvori Eenheden er en Avadrat 
(f. E. Nvadratalen el. , Qvadratmiil.) 
QAvadratrod, en, Et viſt Tal ell. en vig 
Storrelſe, i ſammes Forhold til en anden 
Storrelſe, (Qvadrattallet) der opſtager, 
naar hiin (Qvadratroden) multipliceres to 
Gange m. fig felv, 2 er Bvadratroden 


-af 4. At uddrage Nvadratroden af en 


Størrelfe,  Hvcdratføat, en: En Grund⸗ 
flat, der beregnes efter Grundens Avadrat⸗ 
maal. Mvadrattal, et, det Tal, ſom ops 


⸗ 


2 


Quvadrattal — Avaffalver. 


faner v. at et andet Tal qvadreres, eller 
multipliceres m. fig felv ; en Talftørrelfe 4 
anden Potents. i 

Qvadrere, v.a. 1. [af at. quadraré.] 
1. bringe en Stovrelfe i anden Potents, 
multiplicere et Zal, en Storrelſe m. fig ſelv. 
At 'quadrere en Etørvelfe. 2. bringe i 
Form af en Quadrat, m. fuldkommen lige 
Kladeindhold. - ”Jeg har ef lært en Cirkel 
at qvadrere.“ PY. M. Troiel. (Deraf : 
Cirkelens Qvadratur ell. Qvadrering.) 

GQvag,/ et. ud. pl. et forældet Ord, der 
br. jom adv. i Talemaaden: i QOvag, hvis 
egentlige Betydning fan være noget tvivl⸗ 
ſom. [$v. at segla i Qwaf 9: kuldſeile, 
gade ft. Grunde.” Isl. færa 1 Auf, nedfæns 
fc; ganga i Kaf, gaae ft. Bunds i Havet, 
dnffe. Ihre anfeer det f. bejlægtet m. 

wåfwa, qvæle. ”Den vilde Ravn vilde 
ænfe dem ned i Qvagg.“ K. V. I. 186. — 
” Jeg jlog dem alle der ned i Gvob.“ Riüm⸗ 
frøn. 4851.] Talemaaden er optaget af 
Ohlen ſchl. om Skibe, der forgaae; men 
maaſtee ikke i den egentlige Bemært. Ski⸗ 
bet var flaagt i Qvag.“ Poet, Str, I, 263. 
»Men hvis na Stormen hele Skibet flog I 
Avag ?“ Palnatoke. 

Qmvweafle, v.n. 1. [N. S. q wakkeln, 
fnatfe ubeſindigt. Holl. quakkelen, ſpilde, 
forsde. Ordet er beflægtet m. A. S. cwa— 
cian, ſticelve, og m. vakle. Moth anfører 
. adj. qvak, ringe, flet; ſtrobellg; langſom 
t. Arbeide.] 1. handle uden Fafthed og 
uden Dygtighed ; give fig åf m. noget, man 
ikke ret forftaaer, og hvormed man, af Ube⸗ 
ſtemthed og Mangel p. Indfigt, ingen Vei 
fan komme. At qpakle med ell. pas noget. 
pan har qvaflet fag længe m. fin Gaard, 
at han reent har fordærvet Jorderne. (jvf. 
forquatle.) 2. i Serd. give fig af m. Læs 
gekonſten, uden at forſtaae ben, fuſte i Me⸗ 
ticinen. (I. Qvake, forgieves Forfeg p. 
at helbrede. Haldorſens Ordb.) pan har 
fænge qvaFlet p. fig felv, inden han ſpurgte 
Lægen t. Raads. — Heraf : Gyakleri, et. 
pl.-er. 1. ubeftemt, vaflende Handlen, 
uten Faſthed, Kraft og Dygtighed. Hans 
Qvalleri i Landbruget fører ikket. noget. 
2. Fuſteri i Lægefonften, ”Utidig Raͤad og 
Kiærlingqvafleri.”” Bording. ”Han ved fit 
OveFleri jo Penge facer ſom Skœl.“ Hold. 
P. Paars. (€. Quackery. ſ. Qvalfalver,) 
3. Fortrædelighed, Bryderi, v. idelige, 
fmaalige Hindringer e. d. Han flager over 
te mange QOvallerier, han har m. Bender: 
ne. (d. Tale.) . ' 

Quakſalver, en. pl. -e. IN. S. og E. 
Quakſalver. — Qval; et forældet danſt 
Ord, com los Sladder ell. Snak; cell. 
overhovedet noget, ſom ei er værd at agte 
. paa. “Qvindeſnak ec fun Oval,” Ordſpr. 

P. Sry. E. to quack, at bralle, ſtryde, 
favaſdre.] den, fom giver fig af m. af uds 


as 


. ⸗ —X 


217 


ham — AJ 0 
⸗ 


Owaffalver — Qualm. 


øve Legekonſten, uden at have ſtuderet den 
videnſtabeligt, og uden at være berettiget 
dertil; en Fuſter i Medicinen. (unguenta- 
rius. Grams Nucl. Lat.) — Ovalfalveri, 
ef. en Avaffalveré Gierning og Næringés 
vei. At drive Qvakſalveri. ”Medicinen 
felv, i hvor nær den er bejlægtet m. Na⸗ 
turlæren, er i hans Dine OvaHfalveri,” 
Sneedorf. 


Oval, ert. pl.- er. [T. Quaal. J. 
Qvol. Af Harpeftrengs Lægebog (Oval: 
drik, giftig, dødelig Drif) fees, at Oval 
hos og i ældre Dider bemarker Død , lige: 
ſom A. &, Cvale.] Plage, Pine, ftor Les 
gemsz<cll. Stælsfmerte. “De præge deres 
bittre Oval i det uſtyldige Metal,” Veſſel. 
”Bar du bered, f. din Gud at udftaae Døs 
dens Qvcler,” Storm. ”Sandfers Oval, 
ſom Aanden fryder.“ Bagg. (Labyr. II. 
348.) ”Før han, uden Oval at lide, Li⸗ 
vets Løb fuldendet har.” Fibigers Sdfokles. 
(Ordet br. alt i 16de Aarh. »End leve m. 
daglig Rædfel og val alt paa de, høle 
Borge,” Vedels Traͤgica. Ro. 6.) (jvf. 
qvæle.) = aqvelfuld, adj. fom har ell. ce 
forbunden m. megen Oval; pinefuld. 


Gvalk eller GQvalkved, n.s. Navnp.en . 


Buftvært, hvis Ved er huardt og hvis 
Blomſter ligne Hyld; Skovhyld, Vand⸗ 
hyld, Fugleber. Viburnum Opulus. 
valm, en, [beflægtet m. Gval og 
qvæle.] 1. en tyk, 
lig, m. Dunſter opfyldt Luft. [N. 9, 
Qualm. pol. Walm. A. &. Wylm. 
jvf. Walm i Sloffar, t. Darpefttengé Læges ” 
bog.] En ſterk QAvalm af Tobaksrog; To⸗ 
baksqualm. ”Folt, der kiore i Skoven for 
at fidde i Støv og Avelm uden foret Telt.“ 
Rahbek. ”Det- bringer m. fig Støv og 
Gvalm og Torke.“ Hhlenſchl. 2. en inde 
vortes qvælende Fornemmelſe, el. Vanſte⸗ 
lighed i Aandedraget; og ſaaledes egentl. 
d. ſ. ſ. Gvalme. [X. &. Cvealm, Ded; 
Cvealmnysse, Piinfel.] ”Naar vort Hierte 
vanfmægter, fan da al Verdens Guld og 
Gods ftille en enefte Ovalm ?” Worm Liig⸗ 
præd. over Dr, Loviſe. 1721, ”See big 
udtæret af Qvalm og Gift.” Evald. 3. 
figurl. en ubehagelig Urolighed, dovende 
Stoi, ell. ſtoiende Snakken. 


GOvalmbad, et. hos Tode uegentl. for: 
Dampbad, ”Varme, tykke Fiederdyner ere 
de rette Gvalmbade.“ — qvaimfuld, ad). 
fom har megen Qvalm, fuld af tyk og tung 
Luft, ”Fra qvalmfulde WMure t, Marken 
faa huld,” Ohlenſchl. . 


. 


Qvalm, adj. ſom betynger Aandedraget 
v. tyk, trykkende Luft. En gvalm Hede. 
Et qualmt Voerelſe. 'Naar Tordnen ren⸗ 
ſet har m.-fine Skyer den qvalme Luft.” 
Ohlenſchl. Hvor Sieclen aander fricre 


f. Aandedraget beſyer⸗ 


At giøre. 
valm og Stoi over ingen Ting. (d. Tale.) - 


e 


- 


Kal 


AT 


we 


Avalm — Svart." 
opleftet over Jordens qvalme Taager.” 

299. ,…& 

Qvalme, en. pl. -r. [€. Qualm.] en 
ubehagelig, ligefom'qvælende Fornemmelſe, 
fom har fit Sæde i Mavemundingen og 
hvorved Aandedraget befværes. At have 
Gvalmer, lide af QGvalme. ”Og val: 
me, Sting og Slag og Krampe faae. Bagg. 
poet. Ep. i 

Qualme, v. n. ég impers. 1. forvolde 
* frembringe Avalme. Maden qvalmer 
mn 9. 
ler Avalme, Bæmmelfe. 

Ovalſter, en, ud. pl. [Tyd og N. 6. 
Dwalfter. A. 6. Geolster, Boer, Mas 
terie.] tykt, ſeigt Sliim, ell. Materle, der 
ſamler fig i Bryſtet. (dagl. og lav T.) 

GOvantsviis, adv. 
qwants-wies; af N. 
ogſaa bemærker: Skin, forffilt Handling.] 
paa Skromt, f. et Syns Skyld, ikke f. Al⸗ 
vor. ”Hun uvants viis ſagde: I jer ſtul⸗ 
de ef umage.” Holb. P. Paars. (Sielden i 
fudftantiv. Form. ꝰEnddog at Mange fun 
for Qvantsviis' agte fligt.” Bording.) — 
ln. s. Ovant, en ung Perfon: (en lyſti 

vant, en indbildſt QGvant) fom Mot 
har, er nu ubrugeligt.) 

Kvappe; v.n. 1. [af Lyden.] give en 
Lyd, ſom naar man træder i noget, der er 
blødt og vaadt tillige, cl. flager p. noget 
fedt, opblæft 0. d. (VB. S. O. 

var, en. pl. Ovarer. Smaaſtykker. 
At flaae, kryſte i Gvar. [Dette nu ubes 
kiendte Stamord anføres hos Moth tilliges 
med de afledede: Gvariis, en. Jis, fom er 
fldaet el. traadt i Stykker. — GNvarre, en. 
"den Bejtaffenhed v. Bandet, at det i Be⸗ 
gyudelſen af-Froften Ugefom er tykt af Snee 
el. Jisſmuler. Det ftaaer I MAvarre. — 
quarre, 2.) x.n. 1. om Bandet: blive tykt 


"— af Sié, ftaae I Qvarre. b.) v. a. ſlaae i 
ſmaa Gtytter.j 
Qvyart, en. pl. Qvarter. [af Lat. quar- 
tus.] egentlig : den el. det fierde. rdet 


br. deels a.) for: en Fierdedeel. To og en 
GOvart (21); deels b.) i abytillige techniſte 
Betydninger; f. Cr. i Fegtekonſten; i Mus 
fifen, om den Zone, der flager p. det fierde 
Trin fra Grundtonen; og a. fi. c.) om en 
Form cl. Format af Bøger, hvortil et Ark 
foldes to Bange ell. fire Blade. En Bog 
i Qvart el. i Qvartformat; der ogfaa 
blot kaldes: en Avart. Man begynder i 
Dag at fælge Qvarterne (i en Bogfamling.) 
Deraf: Gvartbind, et. Et Bind af en 
Bog, fom er trykket i Avart. GUvartblad, 
et. Fierdedelen af et Ark Papir, der er fol⸗ 
det een Gang p. langs og een Gang p. 
tværs. MVvartforniat, en. d. f. ſ. Qvart, 
ct. Qveartfide, en. En Side af et Qvart⸗ 
blad. Quartudgave, en. En Udgave af et 
Skrift, form er trykt i Qvart, m. fl. a. 


Det qvalmer mig (jeg har ondt, føs. 


ig S. og Gold. (jvf 
. Quant, der" 


218 Qvartaf — Quarteerbetient. 


Uvartal, et. pl.-er. [af Sat. quartus.] 
1. et Fierdingaar; færd. efter den ſedvan⸗ 
lige Inddeling af Aaret i 4 Sange 3 Waas 
neder, fom begynder m. den forſte Januar. 
Forſte, andet, tredie, fierde Qvartal. 2. 
Andeel, ſom hører t. et Fierdingaar. At 
hæve fit O. (af Aarslen.) Det forfte 
Avartal af en Skat. — Deraf: Ovartal: 
retning, en. Regning el. uefregning fi et 
Fierdingaar. Qvartalffat, en. &. foni 
betales quartalviis, eller i fire lige Dele, 
gen hvert Fierdingaar. Gvartalſtrift, et. 
Tidsſtrift, fom udgaaer fire Gange om Aas 
tet; Fierbingaarsferift. og fl. a. 

1. Ovarteer , et. pl. Gvarterer. [T. 
Quartier. Fr. quartier:] Egentl. en Af⸗ 
deling, ſom udgior en Fierdedeel af et Heelt; 

ivf. 2. Qvarteer, nedenfor.) men br. ogſaa 
om adſtillige Afdelinger, hvor dette Forhold 
ifÉe finder Sted, og i andre Bemarkelſer f. E. 
1. Afdeling t en Lyſthave. Blomſterqvar⸗ 
feer, Lyſtqvarteer. 2. Afdeling i et Skiold⸗ 
mærfe el. Vaaben; Felt. 3. Afdeling £ 
en Stad. Kiobenhavn deles i 12 QOvartez 
rer" 4. Et af de Maanertifter, hvori Maas 
nen er i Tiltagende ell. Aftagende, el. hvort 
det halve af dens fonlige Side er oplyſt. 
Maanen er i førfte, i ſibſte Gvarteer. 5. 
Afdelinger af Skibsfolk cl. Matrofer t. 
Vagt ell. Tieneſte p. Skibet (egentl. Afde⸗ 
ling af Tiden, hvori de gisre Vagt.) = 
Mvarteerſtifte, et, Et afde fire Oovedſtif⸗ 
ter i Maanens Forandringer; Maanettifte. 
Qvarteerſtifterne (Maaneſtifterne) kaldes: 
Ny, førfte Ovarteer, Fuldmaane, fidſte 
Qvarteer. qvarteerviis, adv. efter Avar⸗ 
terer. m. fl. a. 

2. Ovarteer, et. pl. Avarteer. 1. En 
Flerdedeel af en Alen. Et OA. Fleaiel. Ler⸗ 
vedet er fem Quarteer bredt. 2. En Fier⸗ 
dedeel af en Time. Bi maatte vente i 3 
varteer. Klokken er eet O. — er tre 
Qvarteer til toly. — GCvarteerglas, et. 
Et Sanduhr, cl. ſaakaldet Timeglas, der 
løber af et Avarteer. Ovarteerfleg, et. 
Slag i et Urværk, der — 
Qvarteer. Uhret flaaer GNvarteerſlag. 
Goarteerviſer, en. Viſer p. et Uhr, ſom 
tilkiendegiver Avartererne. - 

3. Ovarteer, et. Pl Ovarterer. 85. 

artier.] 1. Bolig, Dpholdsſſed f. Krigs⸗ 

ik, ifær I Privathuje. At anviſe Folkene 
Q. Atgaaci Ovarteer, tage fit Q. jvf. 
HOovedqvarteer, Vinterquarteer, indqvar= 
tere. 2. Sieldnere om andre Folks, f. E. 
Reiſendes Bopæl, cl. Opholdsſted hos 
Fremmede. Bi have faaet et godt G. i dette 
Vertshuus (NMatteqvarteer.) At beſtille 
Gvarteer fil een. 3. ud. pl. Skaanſel p. 
Livet, der tilftaaes en overvunden Fiende. 
At give Q. bede om Ovarteer. —= QNvar⸗ 
teerenviisning , en. A. til Qvarteer f. 
Krigsfolt. varteorbetient, en. Polities 


m- 
— 


dl 


Qvarteerbetient — Avaft. 219 


betient f. et Qvartcer i en Stad. (V. 6. 
O.) Cvarteerfrihed, en. 1. Frihed f. 
Indqvartering. (VB. S. 0.) 2. Geſand⸗ 
ters Qvarteerfrihed 9: viſſe Forrettigheder, 
ſom de nyde f. det Huus, de beboe. var⸗ 
teermand, en. Underofficeer v. de Kongelige 
Stibstsmmermænd. (varteermefter, en. 
1. den ringeſte Claͤſſe af Underofficerer for 
Matroſerne p. Krigsſtibe. (V. S.O.) 2. 
en Underofficeer, der ſorger f. at ſtaffe Bol: 
daterne Q. (B. S. 0) QBvarteerpenge, 
på. 1. Penge, ſom betales f. Indqvartes 
ting, enfen t. Huuseierne, el. af diffe t. 
Soldaterne, i Stedet f. at give dem Avar⸗ 
teer. 2. Penge, fom Officerer fane maa⸗ 
nedlig t. at befofte dereg Bopæl. Ovars 
teerſeddel, en. S. hvorpaa er optegnet de 
Krigsfolk, der ſtulle indavarteres iet Huus. 
vartet, en. n»l.-ter, i Tonekonſten: et 
Songeſtykke f. fire Stemmer, ell. en Muſik 
f. fire Inſtrumenter. (Ital. quartetto.) 
Qvarts, en. IT. Quarz; beflægtet m. 
Warze.] en meget haard og filer Steens 
art, der beftaaer af næften teen Kiſeljord, 
og ſom ofteſt kryſtalliſeres p. Overfladen, 
ell. danner en Kryſtalform af et ſerſidet 
Prism. — Deraf: Nvartsaare, qvarts⸗ 
agtig, adj. (fomtigner Q.) Gvartsbierg, 
(&leifder.) Mvarts blanding (”Klipper 
der have en QOvartsblanding.” Fleiſcher. 
Qvartsgang, Qvartsklippe Quartskorn, 
Quarts kryſtal, Dvartslag MGvartsleie 
(et Seie el, en Maſſe af QL. hvis Grænds 
fer ere omtrent jevnlobende m. Biergets 
Sag. Bredsdorf.) Qvartsflægt (Fleiſcher) 
Qvartsvæg (KUlivpevæg , fom beftaaer af 
G. Fleiſcher) og fl. andre Sammenfætnin- 
ger, ſom forefomme i Mineralogien. 
Cvas, et. (fort «.) ud. pl. 1. fmaa afs 
hugne Qvifte, Smaariis. At brænde 
Dvas. »Et Sæde, bemalet m. visnende 
Hvas.” Sorterup. 2. det, fom bliver til⸗ 
overs, efterat Saften er udpreſſet af et Les 
geme, der i nogen Mængde knuſes f. Er ved 
en Perſe. Drueqyas, Kirfebærgvas, Moſt⸗ 


qvas. N 

QOvaſe cl. qvaſſe, v. a. 1. [€. to quash.] 
fnufe noget f. af udtrykke Saften deraf. 
”Ht qvaje Slaaen f. at lave Moſt deraf,” 
B 


Qvaſe, en. pl.-r. et Fartsi, liig en Jagt, 
m. et Rum, hvori der, giennem borede Hul⸗ 
ler, fan trænge Havvand ind, for at holde 
de Fil i Live, der føres ell: bevares i et ſaa⸗ 
dant Fartsi; en Fitcavafe, — Dvafeffips 
per, en. En Skipper, fom fører en Qvale. 


aa 2 en. pl -e. [Sv. o9 N. S. 
Quwaſt.] Egentlig vel ſamme Ord, ſom 
Kott. 1. Noget der er bundet ell. forenet 


i Ligning m. en. Koſt; men hvis Dele ere 
mere loſe cd. flappe; en Duft. Mvaſte 
vaa Omhæng, Forhæng , Støvler. En 
Pudderqvaſt. (I den gammeld. Bibeloverſ. 


ø 


Avaft—Avit. 


forefommer det 1, Mofe B. 3. 7. for: peri- 


zomata. ,”Da fammenfyede de Figentræs 
Løy, og giorde fig Ovafte.”) 2. en Sams 
ling af Blomſterſtilke (f. E. ved Hylden), 
fom, forenede i Grunden, dele fig uregel⸗ 
mæsfigt og danne en Flade, i Liighed in en 
Qvaft. Cyma. ' 

Qvaterne, en. pl.-v. i Tallotterlet: en 
Forbindelſe af fire udtrufne Tal. At vinde 
en. Mvaterne. . 

Gveld, en. (Aften.) f. Qvæld. 

Qvem, adj. ſ. beqvem. [forældet, lige⸗ 
fom: quemmelig, quemme og quemme fig, 
paſſe fig, ſtikke fig, hvilke fortiente at optages. ] 

"vidder, en. ud. pl. [af qviddre.] 


Smaafugles Lyd, faar den iffe er egentlig. 


Sang, og ifær naar flere cd. mange ere 
famføde ; Fugleqvidder. (Rahbek, om Cas 
narifuglen. Derimod meget ufædvanl. og 
uegentl. hos OAhlenſchl. »Hun lytter taué 
til Nattergalens Qvidder.“ 
Qviddre, v. n. 1. (har.) [$v. qvittra.] 
give en haftig afbrudt fiin Lyd, fom ſmaa 


Fugle, naar de iffe ſynge ell. flsite.“ Man 


hører, hvor ofte den ene Mage qviddrer 
ad den anden.” Eilſchow. ”Hvor Sanger⸗ 
ften bygger, og qviddrende røber fin Rede.” 
Evald, = Bviddrer, en. pl.-e. en gvids 
drende Fugl. »Kan du vel fane den ſvage 
Gviddrer flær, der vover Lundens Taus⸗ 
hed at afbryde?” Rahbek. — Aviddrefang, 
en. fvag, gyltbrende Fugleſang. ”Ved Fugs 
lens føde Qviddrefang blandt Skovens bla⸗ 
defulde Grene.“ Lurdorf. 


GOvide, en. ud. pl. [J. Kvidi.] en høi 


Grad af Lidelfe ell. Nod; og færd.-om ind⸗ 


vortes cl. Siælslidelfe. ”Dver færer fin 
vide” (flager fin Nod.) Ordfpr.  ”Ges 


Hold, fom han, i Livets Gvide ct trofaſt og 


et kieerligt Sind,” J. Smidth. (Ordet 
ev fdrælvet, og forekommer fun hos Digs 
tere; i dagl. J. høres det en enkelt Gang⸗ 
mere i ſpogende, end alvorligt Udtryk.) = 
qvidefri, adj. fri for Sorg og Nød. (Moth.) 
aqvidefuld, adj. fom har megen Lidelfe fler 
Quide; ſmertefuld. (Fibigers Sophokles.) 
vEn qvidefuld Ded.“ Thaarup. ſGanſke 
forældet er v. n. at qvide, klage. A. S. 
cvidan. f. E. i gamle Ordſpr. og Vers: 
»Mangen avider for den Dag, han ikke bis 
der (oplever.) ”Dem ſunes en ſtakket Tid 
at være lang, fom baade ſtulle førge og 
qvide.” f. ogſaa Bording. II. 258.] 

vie, en. pl.=r, ſJ. Kviga. E. Quea.] 
en ung Ko, fra dens førfte Aar, NM. fra den 
Tid, da den ev udvoren, indtil den har faaet 
fin forſte Kalv. — Qviefalv, en. En Kalv 
af Hunkionnet (modfat: Tyrekalv.) GNvie⸗ 
kiod, ct. Kisd af cen ung Ko. (Moth.) 
OMvieko, en. En Ko, der har faaet fin førfte 
Kalv. (Moth.) 

Dvif, ad). [I. qvikr. E. qwick.] 1. 
levende. [Dette Frrælbetde vd ſtrives i 


Å | 


ÅJ 


er overflødigt. 


"så 


Prove — Pudeſyld. 


Prove, v. a. 1. ſoge at komme t. Kund⸗ 
ſtab om en Tings ell. Perſons Egenſtaber 
og Beſtaffenhedz, gisre Prøve, forſoge. 
At prøve pad noget, At prøve Viin, pro⸗ 
ve en Pen. »De lade fom de Mad f. Bør: 
nene fun prøve,” fold. P. Paars. At 
prøve eens Kundſtabet. At prøve Verden, 
Skiebnen, (gaae meget igiennem.) 

Pſalme, en. pl... [P udtales ikke, o 
ederſaͤrerne ſtrive Salm. 
en Kirkeſang, aandelig Sang, der ſynges 
ved offentlig eller privat Gudétienefte. => 

falmebog, en. B. der indeholder en Sam⸗ 
ing af Pſalmer.  Pfalmedigter, en. den, 
fom har ſtrevet endeel Pſalmer. Pſalme⸗ 


tohe, en Tone, hvorefter en Pfalme ſyn⸗ 


ges ; Pſalmemelodie. Pſalmeviſe, en. 
verdslig Viſe, der ligner en Pſalme, ell. 
Hſaimetone. 


gaaer paa en 
Vublicum, et. ud. pl. [Lat.)] 1. de med 


øg t. cen Tid og i ect Land levende Menne⸗ 
fr naar diſſe tænfes i et offentligt For⸗ 

old, enten til Regering el. Individer ; 
Xlmcenheden, menig Mand. 2. en vis 
Dect af de medlevende Menneſter, ſom ens 


ten ere famlede p. eet Sted, eler fæntes i 


et offentligt Forhold til nogen. Publicum 
i Theatret. Det læfende P., Digterens P. 
»Det Publicum, ſom la'er fig overdøve, 
ſom aldrig demmer ſelv; men efter andres 
Dom.” Baggeſen. 
Pudder, et. ud. pl. IFr. poudre.] et me⸗ 
get fiint, af Hvedens Kraftmeel ell. Stivelfe 
tilberedet Meelſtsv, fom tilforn meget brugs 
tes til at dryſſe i Haaret. = Pudderdufe, 


en. En fiin og bled Duunduft t. at puddre 


Haaret med. Pudderkiole, en. en hvid 
Kiole ell. Kappe, fom tages over Kloderne, 
naar Haaret opſcettes og puddres. Pud⸗ 
dermoelle, en. Maſtinvork til at male det 
finefte Meel, fom bruges t. Pudder. PDuds 
erpofe, en. Stindpofe f. af glemme Pud⸗ 
deri. Pudderpuſter, en. Indretning liig 
en Puſter, ſom brugtes t. at blæfe Pudderet 
ganſte fiint over Haaret. Pudderqvaſt, 
en. Pudderduſt. Pudderfulfer, ct. Raat 
el. uraffineret Sukker, i Skikkelſe af Pulver 
ell. Meel. 
Puddre, v. 2. 1. overdryſſe med Pudder, 


Deraf: Puddren, en. ud. pl. 


Pude, en. pl.-r. [fattes i de beflægtede 


Sprog; undt. at def br. paa Øen Gulland. ] 


2. en Pofe, et Vaar, floppet med Fiedre, 
Duun, Haar el. andre.blsde Ting, t. at 
vile paa, ell. lægge under noget. En 
de ev en mindre DHVyne. Armpude, Ho⸗ 


vedpude, Rygpude, Selepude, Sengepu⸗ 


de. 2. Puder t. Skibs: Beflædninger af 
Treæ, fom lægges p. Steder, hvor Toug⸗ 
værfet gnider paa; it. Tommer, ſom befoe⸗ 
ſtes p. Siden af Skibet, naar det løber af 
stabelen. == Pudebetræk, et. Pudevaar. 
(v. Aph.) Pudofyld, et. det [om fyldes ell. 


210 


Pudehynde — Puf. 


ftoppes i en Pude. Pudehynde, et. Dynde, 
der er. blødt floppet fom en Pude. Pude⸗ 
oe et. et Gæbde, udffoppet blødt fom en 

ude; eller et Sæde p. Puder.  Pudefæt, 
et. det, hvormed Puder beſcettes t. Prydelſe, 
under det udſtaarne Pudevaar. (RNofigs 
Ordb.) Pudevaar, et. Overtrekket, hvori 
Pudens Fyld ſtoppes, el. linnet Bgtrak 
uden om dette. 

Pudel, en. pl. Pudler. ſtydſt.] et Slags 
middelftore Gunde, mev lodne, krollede, 
ufdagtige Haar ; Hudelhund == Pudels 

valp, en. En Hvalp af Pudelart. Pus 

eluld, en. kaldes hos Nogle Pudelhundes 


15388, en: (Pyt) f. Punss 
7 u 8, en. y 7 le us. 
Dude, et. pl.-er. IN. S. Putge.] 1. 
(iftigt, underfundigt Paafund, hvorved cen 
forledes t. noget, føres bag Lyfet, bringes & '- 
Forlegenhed. At fpille een et Puds. 2. 
knftig Snak og Spil. (Moth.) = Deraf : 
pudfeerlig, adj. forlyſtende, morende ved 
det, ſom er leierligt, paafaldende, naxag⸗ 
tig. (burleſt.) Et pudſeerligt Syn. Abe⸗ 
katten er et pudſeerligt Dyr. — Pudſeerlig⸗ 
—* en. den Egenſtab, at være pudſeerlig. 
nðſeri, et. pl. —er, Lift, Loler, Staltes 
ſtykke, Puds. »En Mand — flor Elſtker af 
ſmaa Pudſerier.“ Veſſel. — pudfig, adj. 
—* S. putziqg.] underlig, loierlig, puds 
eerlig. (Meſt i dagl. Tale; ligeſom Subſt. 
Pudſighed.) ”Jeg ønjter at dette pudſige 
Skriveri, felv v. fin Pudſighed maatte 
overtyde Dem om.” Rahbek. Tilſt. 

Duds, en. [f. 2. pudfe.] hos Muurmes 
ftere : den ydre, omhyggelig glattede Be⸗ 
Elædning af Kalk el. Gips, fom gives te 
raae Mure (Kalkpuds.) 

1. Pudſe, v. a. 1. IT. putzen.] ſtille 
ved det, fom udvortes er t. Hinder, t. Vans 
liv, el. overflødigt. At pudfe (ſnyde) et 

ys; pudfe Træer, Hakker, Støvler, Gevæs 
rer. At pudfe en Muur af. (f. Puds.) At 
pudfe noget op ad: give det Gamle Udfeente 
af nyt. — Deraf: Pudſekalk, en! K. ſom 
bruges f. Mures Puds el. ydre Beflædnin 
(og forfticlig fra Muurkalk og Svittekalk. 
buen en. K. ſom Garvere bruge. — 

udsholt, et. Et haardt Toͤe, hvormed 
Skomagere glatte Læder. 

2. Pudfe, v. a. 1. narre ved Lift og ſniſdt 
Paafund, føre bag Lyfet. (dagl. Tale.) 
[Den Talemaade: at pudfe en Hund p. 
cen, hører maaſtee herhid.) 

Puf, et. pl d. f. - 1. den haffige og 
dumpe ell. dumme Lyd, fom frembringes f. 
Er. ved et Skud, ved et haardt Stad, ell. 
desl. Tillige Udraabsord: Puf! der gik 
Geværet af. 2. et Stød, Næveſtod. At 
give cen et Duf. 3. Duf: et i dagl. Tale 
brugeligt Qrd, for: Borg, Credit; i Ta⸗ 
lemaaderne: at tage, fase noget paa Puf 
(paa Borg.) "ele han — tiiſidſt bar 


ON 
ge” 





U 


Puf — Puld. 


maattet tage fin fidfte polſte Pels paa af 
Baggefen. ”Den Maſſe, ſom jeg ſik paa Puf 
af Gud.” Samme. ' 
Puffe, v. n. og a. 1. give cl. frembringe 
en faadan Lyd. At puffe med en Piſtol. 


» 2. ftøde med Neven. At puffe çen i Ryggen. 


— Dufjert, en. pl.- er. en liden Haand: 
beſſe ell. —5 P 

Puge, en. pl.-r. [Gl. Eng. Pug, Stott. 
Powke.] Mifte, Spogelſe. (forældet: ”Dus 
fer og Giengangere.“ Vedels Saro. 140.) 


Duge, v. a. 1. [uvis Herkomſt; maaſtee 
af Subſt. Puge.], fErabe Penge fammen og 
ruge over dem. t putze Penge ſammen; 
at puge over fine Penge, — Sieldnere m. 
Præp. paa. ”At Han ei ſtedſe puger paa 
gyldne Malm og Skat.“ Bording. — Pu⸗ 
ger, en. den, hvis Id ene gaaer ud p. at 
puge Penge fammen; fom intet Middel fors 
fmaaer f, at forøge fin Formue. (Evald.) 
ſ. Lornpuger, Pengepuger. 

Pugeffole, en. pl.-r. [uvis Herkomſt.] 
En Børnejtole, fom holdes i Smug, uden 
Dorighedens Tilladelſe. 


Put, ef. n. s. ud, pl. Et Slags Kortſpil, 
hvortil hører et Pukbrat. 

Duttel, en. pl. Putler. [R. S. Pudel. 
Jf. Bugle, Bukkel.] En unaturlig, bety: 
delig Hdvært p. det menneſkel. Legeme, iſoer 


p. Ryggen, foraarſaget ved viffe Beens 


krumme Vært og Vanſkabning. — pukkel⸗ 
beyſtet, adj. ſom har et forvoret Bryſt. 
Moth.) — „en. vanſtabt, fors 
doren, unaturligt udſtaaende Ryg. pukkel⸗ 
— adj. ſom har en Pukkelryg. — 
putlet, adj. forſynet m. Pukkel. ” 
Duffe,v. n. 1. IT. poden.] 1. trodſe, 
true, viſe fig gienſtridig, give onde Ord. 
Ar putfe fig noget til. (Moth.) ”Fhor tun 
felten pukker, han virker i fin. Kraft.” 
Ohlenſchl. 2. giøre fig til af, trodfe paa, 
giere ſtore Fordringer. At pukke paa fin 
Rigdom, Magt, fine Fortieneſter. ”Havde 
Embedsmanden ingen indbildt Hoihed, in⸗ 
gen Stands Medhold at putte paa.” SBirÉ- 
ker, 3. byde, fætte Penge op i Pukſpil. 
(Moth.) — Deraf: Duffen, en. ”Den uti⸗ 
tige Pukken p. deres ftore Magt.” Holberg. 
Putte, v. a. 1. br. efter det tydſte (po⸗ 
hen) ved Bietgværferne om at fløde ell. 
ampe Ertſen fiin, for at giore den mere 
fliffet "t.7 Smeitning. At pukke Erts. 
Deraf: Pufning, en. — Pukmeel, et. den 
puficde el. fiinffødte Erts. Pukvark, et. 


det Paſtinverk, hvorved Pukningen ſteer; 
m 


Dutle, v. a. 1. gløre ophævet og bugles 
tundet Arbeide i Metal. (Moth.) 

Puld, en. l. - e. E. Poll; N. 6. 
Bolle, Hoved; it. Top.] Den sverfte, 
tyftaaente Deel paa en Ting, Top (ifær 


Fa Hatte, Huer, og hvad ſom fattes p. 


211 


Hovedet. (ſ. Zattepuld.) Deraf: puldet, 


heipuldet, adj. 
, Pulpitur, et. pl.ser. [af Lat. pulpitum.] 
ophsiede og aflufe 

1. Puls, en. [af Lat. pulsus.] Pulsaa⸗ 
rernes Slag, der, hvor bet udvendigen lader 
fig fole, og Stedet (ifær ved Haandledet) 
hvor det foles. ”Iroer du, min Duls at 
banfe glemme vil?” J. L. Heiberg. At 
have en naturlig, regelmæsfig, langſom, 
fvag, ſterk, haard, blød Puls. At føle 
gen p. Pulſen. = Pulsaarc „en. de Aarer 
hos Menneſtet og Pattedytene, ſom fore 
Blodet fra Hiertet, (Arterier) i Modfætn. 
t. Blodgarer (Vener.) Pulsklud, en. 
Klud, ſom lægges p. Aaren m. Bindfel ef⸗ 
ter Aareladningen. Pulsſlag, et. enkelt 
Slag af en Pulsaare. »Ved hvert Puls⸗ 
Ls fandt mit Hierte al din Straf.” Evald. 

ulsvante, cn. forte Uldvanter til at bes 
dœkke og varme Haandledet. (Muffediſſer.) 

2. Puls, en. [Holl.Pols.J en lang Stage 
med Britfe p. Enden, hrormed Fiſterne 
ftøde i Vandet for at drive Ual i Pulsvod⸗ 
det; Pulsſtage. — Pulsvod, ct. pl.- de. 


et meget ſtort Fiſtegarn, ſom bruges ved 


Aaleſiſteri, ifær i Liimfiorden, og drageg m. 
to Baade, imedens Andre v. at pulfe drive 
Aalene i Garnet. | 

Pulſe, v. n. 1. bruge Puls og Pulsvod 
t. Xalefijteri. " Deraf: Pulſen, en. Mau⸗ 
ge. Fiſt forjages v. den megen Pulſen.“ 
Aagaard om Thye. 39. . 

Pult cl. Pulte, en. pl-r. en SMumy, . 
Knold. Deraf: pulte, v. a. bryde, brokke 
itu. (Moth.) 

Pult, en. pl-e. [IT.Pult. Lat. pulpi- 
tum.] En Indretning, med en ſtraaliggende 
Flade, el. et oventil noget forhoiet Bræt, 


tilat læfe og ſtrive ved, ell. til lignende 


Enéler. En Læfepult, Skrivepult, Node⸗ 
ult. 
p Pulterkammer, et. ſtydſt.) ef K. hvor 
allehaande gamle Sager og Ting, man ikke 
bruger, giemmes; Urydskammer. »Vi har 
et Pulterkammer høit oppe i en Quiſt.“ 
Evald. Harl. Patriot. , 

Pulver , ct. pl.-e. [af Lat. pulvis.] 
Egentl. ethvert tørt, ved at ſtodes, knuſes 
eller rives, til. Stov ell. Meel forvandlet Les 
geme; men ffær om faadanne Ting, der i 
denne Skikkelſe tillaves fom Legemiddel. 
At ſtede noget til P. »Vi Pulver falde 
det, ſom hine falde Krud.“ Holb. P. Paars. 
(f. Bræfpulver, Nyſepulver, o. fl.) 2. 
Saameget af et Pulver, der indtages p. een⸗ 
gang ſom Lægemiddel. At dele noget i fem 
Pulvere. — Pulverher, en. Sfiælddord t. 
et gammelt Quindfolik. (Holbergs) 

Dund set. pl. d. f. II. S. og N. 6. 
Pund.] 1. en vis GBægt, el. ct Tyngde⸗ 
maal, fom i Alm. deleg i 32 Lod cl. 16 
Unger (forhen i Danmark og endnu i Rorge 


114") 


ede Stoleftader i en Kirke. |. 


W 


y 


Pund — Pungbor. 


2 Mark.) Et P. Brod, Kied. Et heelt, 
"halvt Pund, et Fierdingpund. (ſ. Bismers 
pund, Skaalpund.) 2. et danſt Korn⸗ 
maal, der nu i Alm. hvor det bruges, reg⸗ 
ned for 4 Tonder ell. 32 Skiepper. 

tærfte t. Punds. (ſ. Pundtærſter.) 3: en 
vis Pengeſum i nogle udenlandſte Mynt⸗ 
ſorter. Et Pund Starling, et P. Flomiſt. 
4. figurl. (ligeſom det gr. Talent) de et 
Menneffe af Naturen givne Siælsfræfter, 
Forftand, Dygtighed, Naturgaver. At 
aagre m. fit Pund, tage Nytte af fine Ev⸗ 
ner. “Hvad Kald, hvad Drift bevæger, 
hvad Indfigt qvæler dig 2. Hvori beftaaer 
dit Dund?” Evald. — ”For nu ikke at 
nedgrave dette mit Pund, men bruge det t. 
mine Wedborgeres Nytte.” Rahbek. — a.) 
pundeviis, adv. efter VWægten'af P., i en 


ikke ringere Vægt, end ct P. PDundevægt, b 


en. 1. Bægt, ſom maales ell. beſtemmes 
v efter Pund. 2 en Vægt, hvorpaa der veies 
efter P. og Lispund. — b.) Dundfirfebær, 
et. Et Slags ſtore Kirſeber. Pundlader, 
et. (udt. Bundtlæder ; maaſkee: Bundt⸗ 
læder.) tylg og ſterkt Saaleleeder. Pund⸗ 
ieppe, en. den fidfte, toppede Skieppe, 
ſom maales i for at fyldeſtgisre et P. Korn. 
(Moth.) Pundtraad, en. kaldes ten bedſte 


Traad, ſom ikke fælges, afdeelt i Dukker, men 


pundeviis. Pundtarſter, en. den, ſom tœr⸗ 
fr for en vig, aftalt "Betaling. for hvert 
und udtorffet Korn; modfat Dagtarſke⸗ 
re, fom betales i Dagviis; deraf : Pund⸗ 
t ing, en. —c.) Pundslod, ct. Lod el. 
Voegtmaal paa et Pund. ' 
under, en. bruges fun m. Talord om 
Kanoner, efter den Kuglevægt, de finde. 


En Trepunder, en Fire og tyve z Dunder. 

Pundig, adj. br. ligeledes Fun i Sam⸗ 
menfætn. m. Talord, for at tilkiendegive 
Kanonkuglers Vægt og Kanoners Skud⸗ 
vægt. En trepundig Kugle. En tolv⸗ 
pundig Kanon. 


Pundſel, en. IIt. punzello.] Et Slags 


.Gravſtikke, ſom Guldſmede bruge. (Moth.) 


Pung, en. pl.—e. [Isl. dyner: NR. G. 
Vung.] en liden Pofe ed. Sak fil af giem⸗ 
me noget f, færd. Penge. ”Den Dung er 
tom, en Andens Penge elf,” Ordſpr. En 
Haarpung, Dengepung o. fi. En Silke: 
pund, (P. af Silke.) Skindpung. — figurl. 
Midler, Penge. At holde tilraade m. fin 
Pung. At [nyg I fin egen D. (foregive at 
eie, cd. have modtaget flere Penge, .end 
man virfclig har.) 2. den Hudbeflædning, 
hvori Teſtiklerne hos Menneſter og Dyr 
have deres Leie. (Deraf: Dungbrok- ell. 
Pungebrok, ct. hvorved en Deel af Zar: 
mene og Tarmenettet glider nød i Pungen. 


—, Hernia scrotalis,) = Dungdyr, et. en Dy⸗ 


reflægt i Indien og Amerika, ſom bære de⸗ 
res nyfsdte Unger i en Pung under Bugen. 


( 


212 


Prik. 


Pungrem — Purpur. 


⸗ X h / 
Didelphis. (Pungrotte) Pungrem, en. 
Rem t. at binde f. en Pung med. — Punge⸗ 
paryk, en. Paryk, forfynét m. en aars 
pung. Pungetyv, (Moth.) f. Lommetyv. 
Punge, v. a. 1. I den Talemaade: At 
punge ud 5: betale, give Penge ud. 


Punfr, cen og et. pl.-en [£at. punc- 
tum.] 1. Warke, giort med' cn fiin Spids; 
Punkt, el. ſom almindeligen bruges: 
Punktum, et Skilletegn i Skrift, ved En⸗ 
den af en Periode; ogſaa: Perioden ſelv. 
At rele et Punktum til Ende. 2. en beſtemt 
Deel, Affnit, Poſt, Omſtændighed ved no⸗ 
get. Jalle Punkter, Hovedpunkt, Tids⸗ 
punkt, Stridspunkt 9: det, hvorom der 
tviſtes. — punttlig , adj. meget noiagtig. 
punfrlig i fine Forretninger. Punktlig⸗ 
ed, en. ud. pl. den Egenſtab, at være 
punktlig. — punttyiis, adv. Punkt efter 
Punkt, hver Poft iſœr. 

Dunttere , v. a. 1. giore Punkter, bes 
tegne med Punkter, — Deraf: Punttering, 
en. ; 

Puppe, en. pl.-r. [tydſt.] Inſectet i dets 
anden Forvandling, naar den af Xgget 
fremkomne Orm har indſpundet fig i ef val⸗ 
ſedannet Hylſter el. Purci ,» hvoraf 
fiden det fuldkomne Inſect fremgaaer. ” 

Dur, ad). f. puur. 

Purgere, v. a. ogn. IF.purgieren.] 
egentl. renſe; deraf; føre af, renſe Maven, 


give løft Livs men ſedvanl. br. det ſom v. 


n.'(f. laxere.) — Purgeermiddel, ef. afs 
rene Lægemiddel; ſaaledes Durgeerdrif, 

urgeerpiller, 0. fl. — Purgering, en. pl. 
-er. Mavens Renſelſe v. afførende Midler. 

Purhaar, et. [af purre.] fort, krollet, ell. 
forvirret, uordentligt Hovedhaar. (Moth.) . 
purhaaret, adj. fom har faadant Haar. ” 
Purhoved, et. den, ſom har juordentlig 
krollet Hovedhaar. (Moth.) Deraf: pur⸗ 
hovedet, adj. 


Purhone, en. pl. Purhens. et Slags 
Høns, med opad krollede Fiedre. 

Purk, en… 1. En liden Dreng, en Pog. 
(dagl. Tale.) ”At Purken driftig gaaer 


paa Traeſtoe der, hvor Helten fandt fin 


Grav.” Baggeſen. 
paaholden p. fin 
en Gnier. (Moth. 
Purlog, et. Et Slags vildtvorende, og⸗ 
faa i Haverne dyrket Løg. Allium Schoe- 
noprasum. (ſtrives ogſaa Puurlog.) 


Purpur, ef. ud. pl. 1. en hoired, til 
det Violette og Blodrode grændfende Farve, | 
fom fordum virfedes af viſſe Havſnekkers 
Saft; nu af Cochenille og Kermes. (ilegent⸗ 
lig og I digteriſt Stil kaldes ogfaa enhver 
hoirsd, ſtiondt lyfere Farve: Purpur.) 2. 


2. den, ſom er meget 
ſammenſtrabede Formue; 





Purpur —Puft. 


rurpurfarvet Klædning ; ifær Fyrſtekaabe; 
og derfor figurl. i høtere Stiil: Forfevæl: 
te, Songemagt. At aflægge Kronen og 
Purpuret. »Og banke paa hosdem, ſom 
Vrens Purpur bær.” Zullin. = I Sam: 
menſætning, fom ifær findes hyppigen hos de 
unefte Digtere, bemærker det deels: purpur: 
farvet (f. E. Purpurblomft, Purpurdræa⸗ 
be, Purpurglands, Durpurrofe (”Den 
Solens Kongevei med Purpurroſer ftrøer.” 
Tullin.) Purpurrodme, Purpurſaft, Pur⸗ 
purkaabe, Purpurklæder, Purpur p, o. 
fl.) deels: ſom beſtager af purpurfarvet Toi 
(f. E. Purpurdragt, Purpurkaabe, Pux⸗ 
purleie, 0. fl.) — purpurflædt, adj. iført 
Purpurflæder. (Rahbek.) purpurred, adj. 
fm har Purpurfarve. Purpurſkal ell. 

urpurſnekke, en. Skaldyr, ſom give Pur⸗ 
purfarve. i ' 

1. Purre, en. pl.-r. et Slags løg, fom er 


2 


Cd 


en meget almindelig Haveurt. Allium Por- 


rum. (fortticllig fra Durleg.) " Deraf : 
Purrebed, Purreplante, Purretop, o. fl. 

2. Purre, en. pl.-r, et lavt, forvoret, uan⸗ 
ſeeligt ZFræ; tfær et ſaadant, der i St. for 
at faae fin rette Stamme, fun naaer at blive 
t. en Buſtveext. ”Bøgen faber fig da, ind⸗ 
tilden allene vorer I Purrer.“ Schytte. 

Purre, v. a.1. IN. S. purren.] Fåre 
i, røre op; giore krallet ell. kruſet. Af 
purre ved Ilden. ”Den Gnift, der, hvis 
man iffe havde purret v. den, maaſtee var 
gaaet ud af fig ſelv.“ Birkner. At purre 
cen i Haarc?. (Ivf. forpurre.) ſigurl. at 
purre cen 2: minde, paaminde en. At 
purre Folket ud, t. Skibs: vælte det ſo⸗ 
vende Mandſtab. 


Pus, ſ. Puds og Puus. 

Puſe, v. n. og a. 1. ſpulme, hovne. 
(Roſtg.) gisre hoven, blæfe op. (Moth.) 

Pusle, v. a. og n. 1. ISv. pussla. N. 


S.påfeln.] vrede op, ryſte op det fom er 


At puéle Dynerne, pal: 
men i en Seng. 2, v. n. ſysle med alles 
haande fmaat Arbeide. At gaae og. pusle, 
med noget. ”Baa puslede vi lidt omkring 
I Gytten.” Evald. — pusleri, ct. 1. 
ſmact Arbeide, Smaaſpoſier. 2. Spogeri. 
(Moth.) 

Pusling, en. pl.-er. 1. Spøgelfe, Un⸗ 
derjordiſt. (f. Duge.) 2. et lidet Menne⸗ 
fle; færd. en liden Dreng; en Dværg. 


1. Putt, ef. IIsl. Pustr.] 1. Slag, Næs 
veſlag. (D. Lov. VI. 7. 12.) 2. Modgang, 
Mode, Anſtrengelſe. At udftaac, overftane 
— Det forſte Puſt er det værfte. (d. 

ale. 


faldet ſammen. 


2. Puſt, ef. pl. d. ſ. den Bevægelfe af 
tuften, ſom frembringes ded at pufte. . Gt 
kogte Duft, "En flygtig Taage, fom fvæs 


13 


Vuſt — Pynt. 


ver for et Puſt i Aftenluften.“ J. £, Hei⸗ 
berg. (f. Aandepuſt, Dindputt,) 
Dufte, v. a.ogn.1. [N. S.puuſten] 
1. act. fætte Luften i Bevægelfe, blæfe ſag⸗ 
telig. At puſte Ilden op, pufte til Siden. 
pufke Støvet bort. At putte (blæfe) et Lys 
ud, Det pufter lidt i Seilene. ”puftende 
Vinde.” Rein. 2. v.n. aande ftærkt, el: 
med Befvær. At pufte fom en Heſt, pufte 
ved af gage op ad en Trappe. 3. v. n. hvile 
for at træffe Veiret. At lade Heſtene puſte. 
== Pufter, en. et KRedjfab t. at frembringe 
Vind 'ell. Luftſtrom. (Ildpuſter, Pudder⸗ 
puſter.) — 
pufte i, Aanderum; men det br. fun figurl. 
og åd. Zale for: Ophold, Hviletid. Pu⸗ 
ſteror, ct. Ror, hvorigiennem man m, 


Dufterum, ett egentl. Rum t. at 


Munden blæfer ſmaa Kugler, — Puftning, 


en. Gierningen at puſte. 

Dutte, en. pl.-r. en Høne. (d. Tale.) af 
Ordet: Dut! Dutte! hvormed kaldes paa 
Hons. 
… Putte, v. a. 1. [ſE. io put.] lægge 
fætte, fliffe noget m. Haanden hen p. ef 
Sted, i ſet Giemme, ell. ind imellem andre 
Ting. At putte, Maden i Munden. At 
putte noget i Lommen, i en Sæt, Pofe. At 
putte noget bort, hen, af Veien. (jvf. ſtik⸗ 
Fe, A. 3. b. og forputte.) 

Puur, adj. pl. pure, [Lat. purus.] reen 
ffær, udlandet. Det pure Guld, Det 
var puur Logn, intet uden Løgn, i 

Duus! ct Ord, hvormed man falder p. 
Katte. Deraf n. s. en Duus, en Kat. (og⸗ 
faa om Harer og Kaniner.) ” 


Puus effer Puds, en. [Sv. Puss. 


ſ. Pyt. J et Vandſtade, en Vandpyt, Dynd⸗ 


pyt. ⁊ 

Puustindet, puustiævet, adj. ſaf v. n. 
pufe.] ſom har tykke, ligeſom opſpulmede 
Kinder. 

1. Pynt, er. pl. - er. [Egent f. vort ˖ 
Sprog; ligeſom det følgende. Ords Be⸗ 
mærk.] 1. den yderſte, fremragende Huk, 
Spids el. Kant af en Gienſtand, der ſtræek⸗ 
ker fig i Længden. Bag Dynten af Skoven. 


£ 


En Landpynt, ſom ftræffer fig ud I Bandet. | 


”Dg untviger, fom Pynten af. et ongtet 
Nas i Zaage.” Evald, 2. det yderfte af en 
Hoide, ten. vderſte Top, Spids ell. Tinde 
af en høi Gienſtand. “Min fidfte Anſtren⸗ 
gele, for at nage Dynten” (af Taarnet.) 
*At jeg hemmelig frydede mig over, at jeg 
var ene paa Pynten.“ Baggeſen. 
hoieſte Pynt af et Bierg, ſom har flere 
Toppe.” Nord. Tidsſtr. II. 72. 3. ufæds 
vanl. er Brugen af Ordet hos Evald: ”Jeg 
ftod p. Pynten (o: Randen) af en bundles 
Afgrund.“ 

2. Pynt, en. ud, pl. det, fort pynter; 


/ 


Den 








.… F ked ” 
Cd 


Pynt — Pægel. 


: Stadd , Prydelſe. Fruentimmer s Pynt. 
Ӯn udmajet Dame, fom v. fin Dynt Be: 
hag vil naae, men gisr v. Pragten fig til 
Stamme.” J. Smidth. 

Pynte, v. a. 1. [fatteg i de beflægtede 
Sproͤg.] fættef Lave, fætte Stik paa; give 
et udvortes ziirligt, prydeligt, peent Ud⸗ 
feende. ”Jeg ſmykker og pynter mig faa 
til.” P. Tidemand. fan gaaer felv og pyns 
fer p. fin Gave. — Særd. m. SHenfyn t. 
Klædedragt; overhovedet fun om det uds 
vortes Syn, og meft om Klæder, Væs 
relſer og det Indre ell. Ydre af Hufet ; 
Det tydſte putzen. «(pryde br. derimod 
ligefaa ofte om indvortes Egenſtaber. 
jvf. fmytfe,) At pynte et Barn, en 
Brud. At pynte fig, tage ftadfelige, pyn⸗ 
telige Klæder paa. At pynte et Værelfe 
op. At pynte paa fin Stiil. = Pynte⸗ 
bord, et. B. ſom Fruentimre bruge ved 
deres Paanflædning , Natbord. (v: Aph.) 
Pyntekaabe, en. K. hvormed man pynter 
fig. — fig. Beſmykkelſe. ”Den kunde vordet 
en uidſmykning høit f. min Bedrift — og je 
forſmaaede denne Pyntekaabe.“ Ohlenſchl. 
Paln. Pyutekammer, ct. Kammer, hvor 

man paaflæder og pynter fig. Pyntekone, 
en. Ét Fruentimmer, hvis Beftilling er at 
paaflæde og pynte andre. Pyntekonſt, en. 
Færdighed i at pynte fig felv el. andre. 
»Alle Videnſtaber have, ligeſom Pyntekon⸗ 
ſten, deres Moder.” Snecdorf. — Pynten, 
Pynming, en. Gierningen at pynte. 

Pyntelig, adj. fom pynter el. pryder det 
Udvortes; net, ziirlig. Pyntelig I Klæder, 
en pvutelig Dragt. En pyntelig Tale, 
ſom beſtager af vel valgte, ziirlige Udtryk. 
Pyntelig i Tale er han, og ſnild i Dvd.” 
HOhlenſchl. 

Pyramide, en. pl.-r. [Af Gr. og Laàt.] 
i Mathematiken: ethvert Legeme, hvis 
Grundflade er en ligeliniet Figur, og hvis 
Sideflader beſtaae af Triangler; meft bo 
Det om en Bygning af denne Skitkelſe. 

Dyrt! udraabsord, hvorved man udtryk⸗ 
fer, at een er bleven el, vil blive ſtuffet I 
fine Forventninger cl. Indbildninger. 

. Pyt, en. pl. -ter. (Iel. og X. S. Pyt. 
N. S. Putte.) et Vandhul, en Vandſam⸗ 
ling, et lidet Kær m. ſtagende Band. 

, Dytting, en. pl.-er. En rund m. Toug⸗ 
væve omvunten Jernſtang, anbragt p. Mas 
ſten under Merſet, og hvortil Undervantet 
og Dyttingbanter befæftes. i 

Dægel, en. pl. Pægle. fudt. i Alm. 
Dæl, ſom maaſkee ogſaa vår en rettere 
Skrivemaade. N. S. Pegel; 4 Skaane: 
Pæl, Pel] 1. et viſt Maal for flyden⸗ 
de Sager, Flerdedelen af en danſt Pot. 
2. Talemaaden: at drikke til Pals (itke: 
til Dægels) 3: drikke hinanden til m. lige 
Maal, der ogſaa br. i Skaane, ſynes af 
viſe, ar det ligeledes hos os (fom i det 


214 


foreftaaer Vandbygnin 


Pacgel — Paregrod. 


NR. S.) tilforn far bemærket: de inden 1 
Dritkekar v. Knopyer affatte Maal. —= 
Dægelglas , et. (efter den alm. Udtale : 
Pægleglas ell. Dæleglas.) et Glas, ſom 
rummer en Pægel. aceltape en. K. 
hvori Pæglemaal ere afſatte. Pægelmaal, 
et. Maal, fom rummer en Pægel. 2. 
Mærke i en Kande, ſom viſer hver Pægel, 
den rummer. pægelviis el. pægleviis , 
adv. i Mængden af cen ell. flere Pœogle. 


Dæl,en: pl.-e. ([X. S. Pal, Pole; 
(hvoraf formodentl. ogſaa det danſte Skibs⸗ 
ord: Dal, en Indretning, hvorved Gangs 
ſpillets Tilbagelob hindres) Lat. palus.] et 
tilfpidfet Stykke Zræ, ſom m. den fpidfe 
Ende drwes ned i Jorden. At nedramme 
Pæle. At færte Skiel m. Pæle. Bropæl, 
Grændſepæl, Skandſepel, Stormpæl, Vei⸗ 
pæl, Voldpæl. = Pælebefæjtning, en. B. 
ved Hielp af nedrammede Pæle, hvis Mel: 
lemrum opfuldtes m. Jord o. d. Pale⸗ 
bord, et. Et Bord, der hviler i Midten af 
Skiven p. en Pæl. (Ingemann.) Pale⸗ 
bro, en. Bro, ſom hviler p. Pœle. Pale⸗ 
buk, en. Maſtinent. at nedramme Pæle, 
Rambuk. (deraf: Pæelebukkemeſter, ſom 
og Broarbeide v. 

pælebunden, ad). 
peælebundne Riis⸗ 


Holmens Skibsvarfter. 
v. bunden t. en Pæl. 
knipper. M. Palegierde, et. G. fom bes 
ftaaer af nedrammede Pæle, ell. ſom desuden 
har en Nitsfletning imellem diſſe; et Dæles 
hegn. Pælegrund, en. Grund f. en Byg⸗ 
ning, ſom beſtager af ell. er ſtyrket v. Pœle. 
Pelemelle, en. Vandmolle, bygget paa 
Pæle i en Strøm. Pælcorm, en. O. eu. 
Bløddyr, fom angribe Pæle under Vandet. 
Teredo.) Paleramning, en. ſtore Pœ⸗ 
es Nedrammen ved Maſtinverk. (Kraft.) 
pælerod, en, ved nogle Zræer : den midters 

e Hovedrod, der ſtyder lige fed fom en 
Pæl, Hierterod. æleffandfe, en. En med 
Stotmpæle (Pallifader) forſynet Skandſe. 
PDælefætning, en. Gierningen at fætte Pæle. 
Med Pælcfærning begynder Broarbeidet. 
Pælevært, ct. Et Værk, ſom beftaaer, er 
fammenfat af Pæle. 


Dæle, v. a. 1. fæite Pæle, ramme Pæle 
ned, forſyne m. Pœle. At pæle ct Biin: 
bierg, et Bulverk. (ſ. afpæle, indpæle.) 
At pæle ned, drive nød I Sorden m. en Pæl. 
»Her er han pælet i Sumpen ned.” Inge: 
mann, — Pælning, en. pl.-er. Gierningen 
at pæle. ' ' 


Dare, en. pl. -r. [A. S. Per. Hol. 
Peere. Lat. pyrum.] Frugten af Pære: 
træet, Gommerpærer, Vinterperer. — 
Dærebrems, cen. kaldes et Slags Brems ell. 
Hveps, der meget føger de modne Sommer⸗ 
pærer. pæredennet,adj. ſom harSkikkelſe af 
en Pære. Pæreform, en. pœredannet 
kelſe. Dæregred, en. Pærer, kogte i Vand 


N FS 


kit⸗ 





h Peremoſt — Polſe. 


ft, en jævn Grod. Dæremoft, en: M. pres⸗ 

af Pærer. Dæreqvæde, en. et Slags 
pæredannede Qvæder ; ved Formen forſtiel⸗ 
lige fra Xblequceder. Dæreffude, en. kal⸗ 
bes fmaa Jagter, fom føre Pærer og anden 


Frugt fra Provindferne. (i Stiemt om !ets 
v 


ert (idet, ubetydeligt SEib.) . ”Den for⸗ 
holdt fig virkelig t. vore Færredsvogne, ſom 
et Drlogsjtib t. en Dæreffude.” Bagd. 
Pæretræ, el. 1. et i Haperne almindeligt 
Frugttrœ. Pyrus communis. 2. Ved af 
Pærtetraet. Parevelling, en. Grynvel⸗ 
ling, hvori Pærer koges. [Det er uvift, 
om man t. dette Ord fan henføre det i dagl. 


ale og lav Still brugelige adj. pærefuld N 


2: ganſte beſtienket. Baggeſen har ogfaa 
brugt det mindre bekiendte pæredum.] 


Pobel, en. ud. pl. (optaget i nyere Zid 
efter d. Todſte.) be. i Alm: tf. at betegne 
den vingefte, mindſt velhavende og mindſt 
dannede Dec af et Foli; m. Bibegreb om 
Lavhed i Seder, Zænfes og Handlemaade. 
»Et foælgende Dyb er befæftet imellem 
Pebel og Perfoner'af Stand.” Rahbek. 
(Bed dette Begreb om Lavhed ell. Nedrighed 

Aes Ordet, i fin vedtagne Bemærf. fra 

mue; man fan derfor finde Pøbel f ens 
hver Gtand.) z= pøbelagtig, adj. fom hes 
ter til, paſſer fig for, findes iblandt Pobe⸗ 
len. Pobelagtighed, en. pøbelagtig Egen⸗ 
fab , Dyførfel, Handlemaade. Pabel⸗ 
gunſt, en. Yndeſt, Bifald, ſom Pobelen 
vifer. At hige efter Pobelgunſt. Pobel⸗ 
oplob, Pobeloptog, et. Oplab af Pobelen, 
Dytog af den ringeſte Almue. Pobelraab. 


et. uſemmeligt Raab, hoirsſtet Stemmeyt⸗ 


tving af Pøbelen. (Rahbek.)  Pøhbelffiemt, 
en. lad, gemeen Sfiemt, ”AXt ublu Pobel⸗ 
iemt før finde vort Behag.” Evald. Pe: 
ſnak, en. lav og leg Snak, Folkeſnak. 
Pobelfprog , et. lavt, gemeent, pobelag⸗ 
tigt Sorog. Talemaader af Pobelſproget. 
Pebelfværm, en. S. ell. ſammenſtimlet 
Mængde af den ringefte Almue. Naar 
førft i hendes, Klæder jeg narret har den 
blinde Pobelſverm.“ Ohlenſchl. 
æder, n. s. pl. flette, gemene Sader. 
øbeltidende, en. Zidende, ſom ev i Sms 
lob blandt Pobelen. — — Pobelvit⸗ 
tighed, en. grov, gemeen Bittighed. 

Pol, en. pl.-e. [Jél. Pollx. A. S. Pul. 
6. Poel.] et dybt Hul, med Band og Dynd 
i. ”For dem, ſom dybt i Delen gaac, en 
hielpſom Haand at rekke.“ Ohlenſchl. — 
Pelvand cl. Polevand, et. flet, dyndet 
Band, Moſevand. 


elle, en. [Jél. Pylsa; maaſtee af det 
dbenske.] 1. ad, fom ſtoppes i em Tarm, 


215 
og faaledes koges. At fave, glørve polſe. 


Pobel⸗ 


Polſe — Poſe. 


Blodpølfe, Kisdpølfe, Leverpolſe/ Riſen⸗ 


bruun, ſom kogte 
esåEnde, en. Guden 


andler med Pølfer. (Holberg.) Pelfemad, 
en. den Mad, fom fyldes I Zarme, og face 
ledes bliver t. Pelfe. (Veffel.) Pelfepind, 
en. P. der fættes for Enden af en ſtoppet Pol⸗ 
fe. At ſnakke ſom en Polſepind, taabeligt. 
Pelfeffind, et. Tarmen om Polſen, naar 
denne er kogt. Pelfefnak, en. ud. rl. taa⸗ 
belig, ufommenhængende Snak. dage. T.) 
»J fører Polſeſnak udi en lærd Still.” 
Holb. d. Vægelf.….”Stiøndt det, han ſtri⸗ 
ver, er kun idel Polſeſnak.“ P. Paars. 
Polſeſod/ en. Vandet, hvori Pølfer toges, 
Polſevand; el, Suppe, fogt paa Dole; 
Pelfefuppe. ”Hun er faa hvid, fom hun 
var chriſtnet i Delfefod” (Talem. om en 
bruunladen Pige.) Paolſetid, en. ud. pl. 
den Tid om Cfteraaret, da man pleier at 
flagte Sviin og lave Pølfe. Pelſetorſt 
Torſt efter Nydelſtn af ſalt Polſe. At have 
P. (om den, der altid vil drikke. Moth.) 
Polſeurter, n. s. pl. kryddrede Urter, der 
fædvanl, blandes i Blodpolſe. Polſevand, 
ct: Peleſod. Pelfevæv , et. Polſeſnak. 
agt. 2. Y 
ene, v.n. øga. 1. [fattes i beflægtede 
Sprog.)] grunde, anftrenge Forftanden paa 
at eftertenke cl. udtænke noget. At panſe 
paa noget. ”Som hver anden Dag penfe 
paa nye Forordninger til vover pen For⸗ 
deel.“ Bagg. N. Klim. "Vor Sæd er den 
— at penſe paa Jer Undergang.” Ohlen⸗ 
fol. At pønfe noget ud. — ) Pen: 
fen, en. ud. pl. Gierningen at pønfe. ”Man 
penfed dybt, og penfed længe; og længe 
fom der intet ud af al den Penſen.“ Bagg. 
Pos, en. pl.-e. em Spand, videre fornes 
den, end foroven, ſom bruges t. Sklbs, ff. 
Cr. til at drage SBand-op af Soen; Skibe⸗ 
pand. J 
Peſe, v. a. 1. sfe i, folde i. (Moth.) 


* 


enu. 


- 


3 


216 —— 


Q. 


Deue, egentlig overfledige Bogftav bruges i danſte Ord med Lyden af K, foran v, og I Bee 


gyndelſen af en Stavelſe; eller hoor Lyden af ;K og Dsoprindeiigen hore til eet Ord (auſaa iffe 
i Ord ſom Ferſtvand cl. Trakvind.) Saaledes findes det aft i de celdſte danſte Haandſtrif⸗ 
ter, (hvor dog u fom ofteft ofte træder i Stedet for vz ligeſom def endnu undertiden ſteer i frem⸗ 
mede Ords Skrivemaade f. E. Quadrat, Quart) og Bogſtavets, fra Romerne laante Brug 


I dette ene Tilfælde er endnu almindelig. 


he] 


Qꝛo adj. iqvabfed. ſ. nedenfor (gvab⸗ 
et 


vabbe, en. pl.-r, et Navn, ſom alves 
— Sijtrarter (af Slægten Blennius.) 
aleqvabbe. Ligeledes et Navn p. en ar 
. Torſteſſegten. — Lota. (V. S. O >.) 
Avebbe, en. Quab. N. S. 
Qwabbe, Brad be] f. ſ. Doglæp 
p. væg; (Moth.) 
Uvabbet, qvabfed og qvabfet, adj. me: 
et fed, lajftet, frie Gud og Kied dirger af 
$ me, bagi. T. (I. qvapalegr, N. S. 
qwabbelig.) 
GQuvabre, v. n. 1. IJ. 
CGeln,] dirre, bævre af Fedme. (Moth. 
den, og ligefom de foregagende beflægtede 
Ord fun id. Tale cl. hos Almuen.) 


Qvgd, et. pl. d. f. II. Quedandi. ſ. 
avæde] 1. et Digt; i SBenlig, et Digt, 
beſtemt t. at ſonges, et Baugdigt. 2. ſield⸗ 


nere om egentlig Sang. “Glad til den 
Eviges Throne du oringer dit Cvad.“ (om 
Lærken.) 3. £. Heb 

Mvadder, et. ud. pl. 1. Blanding af 
Vant m. fafte Dele til ef blødt Dynd; É E. 
paa Bunden af en Pyt ef. et wvandſlade. 
2, Lvden af Xndernes Snagen i Vand ell. 

Dynd; Snaddren. (VB. S. O. 

Goade en. [J. — Harpix, Gum⸗ 
mi ell. Vortfedme, ſom drypper af Gran og 
Lignende Trcer. (Grams N. Lat.) Gt for⸗ 
ældet danſt Ord (ſ. Gloſſar. t. Henr. Dars 
peftreng) ſom fortiente at optages, 

Gvaderſteen, en. pl.-ftene, [af det Lat. 

uadrum ell. quadra.] en i Fiirkant p. 
alle Sider eler i Tærningform tilhuggen 


" Steen. En Muur, en Bygning af Cva⸗ 
derſtene. Det trodfer Tidens Vælte, af 
hugne vaderſteen. Ohlenſchl. (Mindre 


”almindel. er: Avgdervært ; Muurvært af 
Qvaderftene, med kiendelige Fordybninger 
imellem diſſe, ell. af Muurſteen, i Efterlig⸗ 
ning deraf. V. S. O.) 
Qvadrant, en. pl.-er. [af Lat. qua- 
drans.] 1. en Bur, der udgior Fierdede⸗ 


fapa. T. q uab⸗ 


len af en Cirkel, eller 90 Grader. 2. et" 
aſtronomiſt Redſtab, der har en ſaadan Bue 
af Mesfing, inddeelt i 90 Grader, og mins 
bre Inddelinger. 

Qvadrat, en, og vt. pl.-er. fLat. qua- 
dratum.] 1. en ligefidet og ligevinklet Fiir⸗ 
ant ; eller et fladt Legeme, hvis Yderfide, ell. 
ftørfte Giennemfnit, noget nær udgisr en ſaa⸗ 
dan Fiirfant. En GGvadrat af Elfenbeen. 
At klippe Qvadrater af Pap. 2. En Stor⸗ 
relſe, multipliceret m. fig ſelv, cl. en Stor⸗ 
velfe danset faa mange Sange, fom den felv 
hår Eenheder (en Stoerrelſe i anden Pos 
tenté,) Ovadratet af 10 er 100, (f. Ava 
drattal.) (Dette Udtryk gielder —* om 
Talftørrelfer, fom om Starrelſer i Rum: 
met; naar mar tilføter det Maal, man 
tænter fig qvadreret; f. E. Ovadratalen, 
GQvadratfavn, vadratfod — 
mill, Qvadrattomme, 2. — udicottet 
(vadrat, om en Flade, bemærter ogfaa, fæds 
vanligen, af dené Form er en ligeſidet Qvas 
brat, f. E. Binduet er fo Alen i Oucdrat 
0: to Alen bredt og to Alen hoit. (Anders 
ledes er dog. Meningen i Ordet Quadrat⸗ 
indhold.) GOvadratalen, en. Et Flade: 


.maal, beftemt efter en Fiirkant, fom er en 


Alen i DOvadrat, el. en Alen lang og en 
Alen bred. (Saatedes ogſaa — 
Quadratmiil, Qvadrattomme, o 
ovenfor.) GMvadratindhold, et. F rd: 
deg Indhold, beregnet og angivet efter Ava⸗ 
dratmaal; uden Denfan t. Fladens Sigur. 
Nvadratmeal, et. Et Maab f. Fladeng 
Ctørrelfe, hvori Eenheden cv en Qvadrat 
(f. E. Qvatratalen el. . Ovadratntiil.) 
Qvadratrod, en. Et vift Tal eu. en vig 
Storrelſe, I ſammes Forhold til en anden 
Storrelſe, yradrattallet) der opſtaaer, 
naar hiin (S.vadratroden) multipliceres to 
Gange m. fig felv, 2 er Mvadratroden 


-af 4. At uddrage GMvadratroden af. en 


Sterrelſe. Muwadratffat, cen. En Grund⸗ 
ſtat, der beregnes efter Grundens Qvadrat⸗ 
maal. Mvaͤdrattal, et. det Sal, fom op⸗ 


sø 


Cwvadrattal— Qvakſalver. 217 Odvxalſalver — Qvalm. 


ſtaaer v. at et andet Tal qvadreres, eler 
multipliceres m. ſig ſelv; en Talftørrelfe 4 
anden Potents. ' 

Quadrere, v.a. 1. faf Lat. quadrars.] 
1. bringe en Stovrelfe i anden Potents, 
multiplicere et Tal, en Storrelſe m. fig ſelv. 
At quadrere en Storrelſe. 2. bringe i 
Form af en Quadrat, m. fuldkommen lige 
Kladeindhold. - ”Jeg har el lært en Cirkel 
at qvadrere,” P. M. Troiel. (Deraf: 
Cirfelens Ovadratur el. Qvadrering.) 

GQvag, et. ud. 
br. ſom adv. i Talemaaden: i Ovag, hvis 
egentlige Betydning fan være noget tvivl⸗ 
ſom. ſqSv. at segla i Qwaf d: kuldſeile, 
gaae t. Grunde” åer, færa 1 Kaf, nedfæns 
fe; sanga i Kaf, gaae t. Bunds i Havet, 
tnffe. Ihre anſeer det f. bejlægtet m. 

ãſwa, qvæle. ”Den vilde Ravn vilde 
ænte dem ned i Qvag.“ K. V. 1. 186. — 
” Yeg jlog dem alle der ned i Gvob.“ Riim⸗ 
frøn. 4851.] Talemaaden er optaget af 
Ohlenſchl. om Skibe, der forgaae; men 
maatte ikke i den egentlige Bemært. Ski⸗ 
bet var jlaaet i Qvag.“ Poet, Str, I, 263. 
»Men hvis nu Stormen hele Skibet flog i 
Qvag ?” Palnatoke. . 

Qvafle, v.n. 1. IN. &. qwakkeln, 
ſnakke ubefindigt. Hol. 'quakkelen, ſpilde, 
forøde. Ordet er beflægtet m. A. S. cwa— 
cian, ftlælve, og m. vakle. Moth anfører 
. adj. qvak, ringe, flet; ſtrobellg; langſom 
ct. Arbeide.] 1. handle uden Fafthed og 
uden Dygtighed ; give fig af m. noget, man 
ikke vet forftaaer, og hvormed man, af Ubdbes 
ſtemthed og Mangel p. Indfigt, ingen Vel 
fan komme. At qvafle med ell. paa noget. 
Lan har qvaflet faa længe m. fin Gaard, 
at han reent har fordærvet Jorderne. (jvf. 
forqvafFle,) 2.1 Sard. give fig af m. Læs 
gekonſten, uden at forſtaae den, fuſte i Me⸗ 
dicinen. (I. Qvake, forgieves Forfeg p. 
at helbrede. Haldorſens Ordb.) pan har 
længe qvaklet p. fig felv, inden han ſpurgte 
Lægen t. Raads. == Deraf: Gyakleri, ct. 
pl.-er. 1. ubeſtemt, vaklende Handlen, 
uden Faſthed, Kraft og Dygtighed. Hans 
Quakleri i Landbruget fører iffe t. noget. 
2. Fuſteri i Sægefonften, ”Utidig Råad og 
Kiærlingqvafleri.”” Bording. ”Dan ved fit 
Qvakleri jo Penge facer ſom Sfæl.” Holb. 
P. Paaré. (E. Quackery. f. Qvakſalver.) 
3. Fortrædelighed, Bryderi, v. idelige, 
fmaalige Hindringer e. d. Han flager over 
be mange Qvablerier, han har m. Bønder: 
ne. (d. Tale.) 

GQwvakſalver, en. pl.-e. [N. S. og E. 
Quakſalver. — GQvak, et forældet danft 
Ord, om løg Sladder el. Snak; ell. 
overhovedet noget, fom ei er værd af.agte 
paa. ”Avtudefnaf ev fun Qvak.“ Ordſpr. 
D. Spv. E. to quack, at bralle, ſtryde, 
favaftre.] den, ſom giver fig af m. af uds 


e od N 


I. et forældet Ord, der 


- hl ÅJ 
8 


” , 


øve Læegekonſten, uden af have ftuderet den 
pidenſtabeligt, og uden at være berettiget 
dertil; en Fuffer I Mevicinen. (unguenta- 
rius. Gramé Nucl. Lat.) — Ovatfalveri, 
et. en Qvakſalvers Gierning og Nerings⸗ 
vel, At drive Ovaffalveri, "Medicinen 
ſelv, i hvor nær den er beflægtet m. Na⸗ 
turlæren , ev i hans Øine Ovetfalveri,” 
Sneedorf. x 


Qval,en. pl. er. [T. Quaal. 3. 
Qvol. Af Harpeſtrengs Lægebog (Oval: 
drik, giftig, dødelig Drik) ſeis, at Boel 
hos og i ældre Zider bemærfer DØD, lige⸗ 
ſom A. & Cvale.] Plage, Pine, ftor Les 
gems⸗ell. Slælsfmerte. ”De præge deres 
bittre Oval i det uſkyldige Metal,” Veffel. 
»Var du bered, f. din Gud at udſtaae Do⸗ 
dens Qualer.“ Storm. ”Sandfers Oval, 
ſom Aanden fruder.” Bagg. (Labyr. II, 
348.) ”Før han, uden Gval at lide, Liz 
vets Løb fuldendet har.” Fibigers Sdfokles. 
(Ordet br. alt i 1620 Aarh. »End leve m. 
daglig Rædfel og Oval alt paa de, høie 
Borge,” Vedels Traͤgica. Ro. 6.) (jvf. 
qvæle,) = avalfuld, adj. ſom har cl. er 
forbunden m. megen Qval; pinefuld. 


Qvalk eller Qvalkved, n. 3. Navnp.en . 
Buftvært, hvis Ved er huardt og hvis 
Blomſter ligne Hyld; Skovhyld, Bands 
hyld, Fuglebær. Viburnum Opulus. 

Kvalm , en. [beftægtet m. (val og 
qvæle.] 1. en tyk, f. Aandedraget befværs 
lig, m. Dunfter opfyldt Luft. [N. 9, 
Qualm. pol. Walm. AX. S. Wylm. 
jvf. Walm i Sloffar, f. Harpeſtrengs læges ' 
bog.] En ftærf QGvalm af Tobaksreg; To⸗ 
bafsquelm. »Folk, der kiore i Skoven for 
at fidde i Støv og Qwvalm uden foret Felt.” 
Rahbek. ”Det- bringer m. fig Støv og 
GOvalm og Torke.“ Hhlenſchl. 2. en indse 
vortes qvælende Fornemmelſe, ed. Vanſte⸗ 
lighed i Aandedraget; og ſaaledes egentl. 
d. f. ſ. Gvalme. [X. S. Cvealm, Ded; 
Cvealmnysse, Piinſel.] ”Naar vort Hierte 
vanfmægter, fan da al Verdens Guld og 
Gods ftille en enefte Avalm ?” Worm Liigs 
præd. over Dr. Lovife. 1721, ”See dig 
udtæret af Qvalm og Gift.” Evald. 3. 
hyurl. "en ubehagelig Urolighed, døvende 

tsi, ell. ſtsiende Snakken. At gisre 
Uvalm og Støl over ingen Ting. (d. Tale.) - 
== Gvalmbad, et. hos Tode uegentl. for: 
Dampbad. ”Varme, tykke Fiederdyner ere 
de rette Gvalmbade.“ — qvalmfuld, adj. 
ſom har megen Qvalm, fuld af tyk og tung 
Luft, “Fra quelmfulde WMure t, Marken 
faa huld.” Ohlenſchl. 

Gvalm, adj. ſom betynger Aandedraget 
v. tyk, trykkende Luft. En gvalm Hede. 
Et qualmt Vœorelſe. Naar Tordnen ren⸗ 
ſet har m. fine Skyer den qwalme Luft.” 
Ohlenſchl. Hvor Siclen aander fvicre 


ſmaa Stykker.] 


AOQOvalm — Quoart. 
opløftet over Jordens qvalme Taager.” 


Bagg. 1" 
valme, en. pl. -e. IE. Qualm.] en 
ubehagelig, ligefom'qvælende Fornemmelſe, 
fom har fit Gæde i Mavemundingen og 
hvorved Aandedraget befværes, At have 
valmer, lide af Gvalme. “Og QUval⸗ 
me, Sting og Slag og Krampe fane.” Bagg. 
poet. Ep. i 

Qualme, v. n. og impers. 1. forvolde 
el. frembringe Avalme. Maden qvalmer 
mig. Det qvalmer mig (jeg har ondt, føs 
ler Dvalme, Væmmelfe.) 

CYvalfter, en, ud. pl. [Tydſt og I. 6. 


terie.] tykt, ſeigt Sliim, el. Materie, der 
ſamler fig i Bryſtet. (dagl. og lav T.) 

Gvantsviis, adv. [N. S. og BHoll. 

nts-wies; af 

ogſaa bemærker: Skin, forftilt Handling. ] 
paa Skromt, f. ct Syns Skyld, ikke f. Als 
vor. ”Hun Hvantsviis fagde: I jer ſtul⸗ 
de ef umage.” Holb. P. Paars. (Sielden i 
rn Form. ”Enddog at Mange fun 
or Qvantsviis- agte ſligt.“ Bording.) — 
ln. s. Qvant, en ung Perfon: (en lyſti 

vant, en inddildſt Qvant) ſom moti 
har, er nu ubrugeligt.) 

Kvappe ; v.n. 1. ſaf Lyden.] give en 
Lyd, fom naar man træder i noget, der er 
blødt og vaadt tillige, cl. flaaer p. noget 
fedt, opblæft 0. d. (VB. S. 9.) 

var, en. pl. Ovarer. Smaaſtykker. 
At ſlaae, kryſte Ovar. [Dette nu ube⸗ 
kiendte Stamord anfsres hos Moth tillige⸗ 
med de afledede: GQvariis, en. Jis, ſom er 
fldaet el. traadt i Stykker. — Bvarre, en. 
den Beſtaffenhed v. Vandet, at det i Be: 
gyndelſen af Froſten ligeſom er tykt af Snee 
en. Jisſmuler. Det ftaaer i QAvarre. — 
qwerre, a.) X.n. 1. om Bandet: blive tykt 
af Jis, ftaae i Avarre. b.) v. a. flaae i 


Qvart, en. pl. Ovarter. [af dat. quar- 
tus.] egentlig: den el. det fierde. Ordet 
br. deels a.) for: en Fierdedeel. Zoogen 


OMvart (21); deels b.) i adſtillige techniſte 


Betydninger; f. Cr. i Fegtekonſten; i Mu⸗ 
fiken, om den Zone, der ftaaer p. det fierde 
Trin fra Ørundtonen; og a. fi. c.) om en 


" Form el. Formataf Bøger, hvortil et Ark 


foldes to Sange cl. i fire Blade. En Bog 
i Qvart cl. i Mvartformat; der ogfaa 
blot faldes : en Avart. Man begynder i 
Dag at fælge Qvarterne (i en Bogſamling.) 
Deraf: vartbind, et. Et Bind af en 
Bog, fom er trykket Qvart.. Avartblad, 
et. Fierdedelen af et Art Papir, der er fols 
det een Gang p. langs og een Gang p. 
tværs. Ovartformat, en. d. f. ſ. Qvart, 
ct. Qvartfide, en. En Side af et Qvart⸗ 
blad. Quartudgave, en. En Udgave af et 
Skrift, form er trykt i Nvart, m. fl. a. 


i 


tet; Fie 
Qwalſfteér. A. 6. Geolster, Voer, Mas . 


N. S. Quant, der 


— 


218 Quvartal — Quarteerbetient. 


Uvartal, et. pl.-er. [af Lat. quartus.) 
1. et Fierdingaar; færd. efter den fædvans 
lige Inddeling af Aaret i 4 Sange 3 Maas 
neder, fom begynder m. den forſte Januar. 
Forſte, andet, tredie, fierde Qvartal. 2. 
Andeel, fom hører t. et Fierdingaar. At 
hæve fit O. (af Aarélsn.) Det førfte 
Qvartal af en Skat. — Deraf: Mvartal⸗ 
regning, en. Regning ell. afregning fo et 
Fierdingaar. Uvartalffat, en. G. ſoni 
betales qvartalviis, eller i fire lige Dele, 
cen hvert Fierdingaar. Bvartalffrifr, et. 
Tidsſtrift, ſom udgaaer fire Gange om Aa⸗ 

cedingaarsførift. og fl. a. 

1. Qvarteer, et. pl. Qvarterer. [T. 
Quartier. Fr. quartier:] Egentl. en Af⸗ 
deling, ſom udgior en Fierdedeel af et Heelt; 
(jvf. 2. Ovarteer, nedenfor.) men br. ogſaa 
om adſtillige Afdelinger, hvor dette Forhold 
ikke finder Sted, og iandre Bemærfelfer f. E. 
1. Afdeling i en Lyſthave. Blomſterqvar⸗ 
feer, Lyfiqvarteer. 2. Afdeling i et Skiold⸗ 
mærfe el. Vaaben; Felt. 3. Afdeling i 
en Gtad, Kiobenhavn deles i 12 Ovartez 
rer." 4. Et af de Maaneſtifter, hvori Maas 
nen er i Tiltagende el. — ell. hvori 
det halve af dens fonlige Side er oplyſt. 
Maanen er i førfte, i fidfte Gvarteer. 5. 
Afdelinger af Skibsfolk cl. Matrofer 't. 
Vagt el. Tieneſte p. Skibet (egentl. Aſde⸗ 
ling af Tiden, hvori de giere Vagt.) = 
Mvarteerſtifte, ct, Et afde fire Hovedſtif⸗ 
ter i Maanens Forandringer; Maaneſtifte. 
Ovarteerſtifterne (Maaneſtifterne) kaldes: 
Ny, forſte Qparteer, Fuldmaane, fidfte 
Qvarteer. qvarteerviis, adv. efter Avar⸗ 
terer. m. fl. a. 

2. Ovarteer, et. pl. Qvarteer. 1. En 
Fierdedeel af en Alen. Et M. Fleiel. Lets 
vedet er fem Quarteer bredt. 2. En Fier⸗ 
dedeel af en Time. Bi maatte vente i 3 
GMvarteer. Klokken er eet O. — er tre 
Ovarteer til tolv. — GUvarteerglas, et. 
Et Sanduhr, "el. ſaakaldet Timeglas, der 
løber af et Avarteer. Qvarteerflag, et. 
Slag tet Urværk, der tilkiendegiver hvert 
Qvarteer. Uhret flaaer Gvarteerſlag. 
Gwvarteerviſer, en. Viſer p. et Uhr, ſom 
tilkiendegiver Avartererne. - 

3. Ovarteer, et. pl. QGparterer. [Fr. 

artier,] 1. Bolig, Dvholdeffed f. Krigs⸗ 
olk, ifær i Privathuſe. At anviſe Folkene 
Q. At gaae i Mvarteer, tage fit G. jof. 
Hovedqvarteer, Binterqvarteer, indqvar⸗ 
tere. 2. Sieldnere om andre Folks, f. E. 
Reiſendes Bopæl, ell. Opholdsſted hos 
Fremmede. Bi hade faaet ef godt GO. i dette 
Vertshuus (HMatteqyarteer.) At beftile 
Uvarteer til een. 3. ud. pl. Skaanſel p. 
Livet, der tilſtages en overvunden Fiende. 
At give Q. bede om QOvarteer. — var: 
teeranviisning , en. A. til Quarteer f. 
Krigsfolt. varteer betient, en. Politie⸗ 





HE | 
- 


— 


Qvarteerbetient — Avaft. 219 


betient f. et Qvarteer i en Stad. (B. S. 
O.) Qvarteerfrihed, en. 1. Frihed f. 
Indqvarttering. (V. S. O.) 2. Gefands 
ters Qvarteerfrihed 9: viſſe Forrettigheder, 
ſom de nyde f. det Huus, de beboe. var⸗ 
teermand, en. Underofficeer v. de Kongelige 
Skibstsmmermond; Gvarteermeſter, en. 
1. den ringeſte Claͤſſe af Underofficerer for 
Matroſerne p. Krigsſtibe. (VB. S, 9.) 2. 
en Underofficeer, der førger f. at ſtaffe Sol⸗ 
daterne Q. (V. S. 0;) Qvarterpenge, 
pl. 1. Penge, fom betales f. Indqvartes 
ting, enten t. Huuseierne, el. af diffe t. 
Soldaterne, i Stedet f. at give dem Avar⸗ 
feer. 2. Penge, fom Officerer faae maa⸗ 
nedlig t. at befofte deres Bopæl. Nvar⸗ 
teerſeddel, en. &. hvorpaa er optegnet de 
Krigsfolk, der ſtulle indavarteres i et Huus. 
Gvartet, en. nl.-ter, i Tonekonſten: et 
Syngeſtokke f. fire Stemmer, ell. en Muſik 
f. fire Inſtrumenter. (Ital. quartetto.) 
Qvarts, en. [T. Quarz; beflægtet m. 
Warz e.] en meget haard og ſtior Steens 
art, der beſtager af næften reen Kiſeljord, 
og ſom ofteſt kryſtalliſeres p. Overfladen, 
ell. danner en Kryſtalform af et ſerſidet 
Prispth. — Deraf: Qvartsaare, qvartss 
agtig, adj. qomligner Q.) Avartsbierg, 
— Qvarts blanding (Klipper 
der have en Qvartsblanding.” Fleiſcher.) 
Qvartsgang, Qvartsklippe, Qvartsforn, 
—— — pettelzt Qvarts leie 
(et Leie el, en, Maffe af Q. hvis Grend⸗ 
fer ere omtrent jævnløbende m. Biergets 
ag. Bredsdorf.) Avartsflægt (Fleiſcher) 
Qvartsvæg (Klippevæg , ſom beftaaer af 
Q. Fleiſcher) og fl. andre Sammenſetnin⸗ 
ger, ſom forefomme i Mineralogien. 
Cvas, et. (fort a.) ud. pl. 1. fmaa af: 
hugne Avifte, Smaariis. At brænde 
Quvas. ”Et Sade, bemaiet m. visnende 
Qvas.” Sorterup. 2. det, ſom bliver til⸗ 
oders, efterat Saften er udpreſſet af et Les 
geme, der i nogen Mængde knuſes f. Er ved 
en Perſe. Drueqvas, Kirfebærgqvas, Moſt⸗ 
qvas. J 
Ovaſe ell. qvaffe, v. a. 1. [€. to quash.] 
knuſe noget f. af udtrykke Saften deraf. 
»At qvaſe Slaagen f. at lave Moſt deraf.“ 
B. 6.5. 
Ovaſe, en. pl.-r. et Fartsi, lilg en Jagt, 
m. et Rum, hvori der, giennem borede Hul: 
ler, fon trænge Havvand ind, for at holde 
de Fik i Live, der føres cl: bevares i et ſaa⸗ 
tant Fartsi; en Fiſteqyaſe. — Bvafeftips 
per, en. En Skipper, fom fører en Ovale: 
Qvaft, en. pl. -e. [Sv. og N. S. 
Qwaſt.] Egentlig vel ſamme Ord, ſom 
Koſt. 1. Noget, der er bundet el. forenet 
i Ligning m. en, Koſt; men hvis Dele ere 
mere løfe el. ſlappe; en Duft. Ovatte 
paa Omhœng, Forbæng , Støvler. En 
Pudderqvaft. (I den gammeld. Bibeloverſ. 


ø 


Ovaſt — Ovit. 


forefommer det 1, Mofe B. 3. 7. for: peri- 
zomata. ”Da fammenfyede de Figentræs 
Løv, og giorde fig Qvafte.”) 2. en Sams 
ling af Blomſterſtilke (f. E. ved Hylden), 
fom, forenede i Grunden, dele fig uregel⸗ 
tmæsfigt og danne en Flade, i Liighed mm. en 
Qvaſt. Cyma. ' 

Qvaterne, en. pl.-v. i Tallotteriet: en 
Forbindelſe af fire udtrufne Tal. At vinde 
en. Quvaterne. ' . 

Qveld, en. (Aften.) f. OQOvæld, 

Qvem, adj. ſ. beqvem. [forældet, lige⸗ 
fom: quemmelig, quemme og qvemme fig, 
paſſe fig, ſtikke fig, hvilke fortiente at optages. ] 

vidder, en. ud. pl. [af qviddre,] 
Smaafugles Lyd, naar den itte er egentlig. 
Sang, og ifær naar flere ell. mange ere 
famløde ; Fugleqvidder. (Rahbek, om Cas 
narifuglen. Derimod meget ufædvanl. og 
uegentl. hos Ohlenſchl. »Hun lytter taus 


til Nattergalens Qvidder.“) 

Qviddre, v. n. 1. (har.) ſSv. qvittra.] 
give en haftig afbrudt fiin Lyd, fom ſmaa 
Fugle, naar de ikke fynge ell. floite. ”Man 
hører, hvor ofte den ene Mage qviddrer 
ad den anden.” Eilſchow. ”Hvor Sangers 
ften bygger, og quiddrende røber fin Nede.” 
Evald. = Bviddrer, en. pl.-e. en qvids 
drende Fugl. ”Kan du vel faae den'fvage 
GOviddrer flær, der vover Lundens Taués 
hed at afbryde 7” Rahbek. — Aviddrefang, 
en. fvag, gviddrende Fugleſang. Ved Fug⸗ 
lens føbe Qviddreſang blandt Skovens bla⸗ 
defulde Ørenc.” Luxdorf. 

vide, en. ud. pl. [J. Kvidi.] en høit 


Grad af Lidelfe ell. Ned; og færd.”om inds 


vortes cl. Sicelslidelſe. “Hver færer fin 
vide” (flager fin Nod.) Ordſpr. »Be⸗ 
Hold, fom han, i Livets vide et trofaft og 
et kierligt Sind,” J. Smidth. (Ordet 
ev forælvet, og forekommer fun hos Digs 
tere; i dagl. ZX. høres det en enkelt Gang; 
mere i fpøgende, end alvorligt Udtryk.) — 
qvidefri, adj. fri for Sorg og Nød. (Moth.) 
qvidefuld,adj. fom har megen Lidelfe eller 
Qvide; fmertefuld. (Fibigers Sophokles.) 
En qvidefuld Dod.ꝰ Thaarup. [Sange 
forældet ev v. n. at qvide, flage. A. S. 
cvidan. f. E. i gamle Ordſpr. og Vers : 
»Mangen avider for den Dag, han ikke bis 
der (oplever.) ”Dem ſunes en ſtakket Tid 
at være lang, fom baade ſtulle førge og 
qvide.“ f. ogſaa Bording. II. 258.] 

Gvie, en. pl.-r, ſJ. Kviga. E. Quea.] 
en ung Ko, fra dens førfte Aar, Al. fra den 
Tid, da den er udvoren, indtil Jen har faaet 
fin forſte Kalv. = Gviekalv, en. En Kalv 
af Suhfisnnet (modſat: Tyrekalv.) Dvie: 
kiod, ct. Kisd af en ung Ko. (Moth.) 
Ovicko, en. En Ko, der har faaet fin førfte 
Kalv. (Moth.) 

Avik, ad). (9. qvikr. E. gwvick.] 1. 
levende. [Dette forældede Ord ſtrives i 





Avif — Avinde. 


ældte Dan ogſaa queg og qvig (f. Gloſſar. 
t. Riimtton.) og er d. f. ſ. Par— i Ovæg: 
Feer, Qvægſand, Ovægfelv.] 2. fivelig, 
raſk. (en ligeledes forældet Bemærk.) "Do 
ganſke quik er han endnu.” (om en Oming) 
Fi Frimann. RES var 7— merg REE 
un lob omkring faa ” enſchl. 
Nord. G. 208. 8 i 
Avilfgræs, ell. Qv 


ræs, et. en 


æg 
Plante af Hvedens Slægt, fom v. dens 


lange, keybende Rødder er ſtadelig f. Agre⸗ 
ne, men meget nyttig til at fæfte el. dæmpe 
Flyveſand. Ogſaa: Avifrødder, Quikſe⸗ 
ner, Senegræs, Krnæegræs, m. fl. Navne. 
Triticum repens. , 

Gvikleer cl, Qvægleer, et, ud. pl. 
en af Band opblødet Leerart. f. nedenfor 
Ovættleer, ” 

Uviffand cl. Ovægfand, et. [af det 
forældede adj. quit 5: fevende.] 1. Sand, 
der finder fig op, ell. ligeſom vælder frem 
af Jorden, hvor man v. Gravning føder 
paa en Sandaare ell. et Sandlag i faftere 
Jordlag. 2. Sand, der fommer frem af 
Kildevad ; (V. S. D.)el. en los, af Vœld 
glennemtrengt Sandbudd, undertiden oven⸗ 
Over en opblodet Leerbund. (ODlufſen. Lands 
HOecon. 68. 

. OQOvitfleen, en. magnetift Jerxnſteen. (V. 
S. Or uſedvanl. maaffee brugel, i Norge.) 

Qvikſolv, ſ. Gvægſolv (fom er den al⸗ 
mindelige Udtale og Skrivemaade.) 

Gvikſtiert, en. En Fugl ell. Fugleflægt. 
(V. S. O.) ſ. Vipſtiert. 

(vind, en. Denne Form af Ordet 
vinde br. fun hos Almuen og i lavere 
Hverdagstale, i en flet og foragtelig Betyd⸗ 
ning. En doven, flem, liderlig GQvind. 
[Paa ſamme Maade br, Quean i det Eng. 
om ”a worthlefs woman, a strumpet.” 
Johnſon; og det X. Sar. Cven bemerker 
iffe blot: uæor, regina; men cgfåa mere- 
triæ.] 

… Ovindagtig, adj. faf Qvind el. Qvin⸗ 
de. TZ. welbiſch.] ſom hører Quinder til, 
waſſer fig f. Nvinder; men fun i flet og 
ufordeelagtig Betydning, el. anvendt paa 
Mænd. (jvf. quindelig.) Et qpindagti 
— blødagtigt) Folk. ”SJeg troer min 
iæl er Vor; naar var jeg faa gvindag⸗ 
tig ?”. (blodhiertet.) Evald. — QBvindeg: 
tighed, en. qvindagtigt Sind hos en Mand. 
”Denne Monark, beſtyldt f. den fiælenfte 
Qvindagtighed og den ladeſte Vellyſt.“ O. 
Guldberg. 
Uvinde, en. pl. r. [J. OQvenna. Sv. 
-Ovinna. Goth. Ovino.—1. Et Fruentim⸗ 
mer i Almindelighed, en Perſon af Nvinde⸗ 
kisn; et Quindfolk. (Femina.) ”Wand og 
vinde ſtabte han dem.” 1 Mofe'B. 1. 27. 
»Herren er med dig, du velfignede blandt 
vinder!” Luc, 1. 28. 2. et vorent Fru⸗ 
entimmer; (If Modſ. til Bern) eller et Fru⸗ 


220 


Quinde ·MOvindeferd. 


entimmer, ſom ev el. har været gift (1 
Modſ. til Diger); en Kone. 3. et gift 
Fruentimmer i hendes Forhold t. Manden ; 
en Guftru. (uxor.) ”Den Mand, fom fas 
ver en god Mvinde er lykſalig; thi hané 
Mars dal vorder dobbelt,” Sir. 26. 29. 
”&n Sommeraften, fom han fad v. Hytten 
mn. fin Ovinde.” Thaarup. (Ordet, fom 
hos Almuen endnu er almindeligt, bruges 
vel i Skriftſproget, færd. i Poeſie og hoiere 
Stiil; men er i alle tre Bemarkelſer fors 
fvundet af det forfinede Taleſprog.) 4. 
figurl. et. blodagtigt, qvindagtigt Menneſte. 
»Hvad hielper Vold, hvad hielper Muur, 
naar Landets Mænd er bløde Movinder ?” 
C. Frimann. (I en. Mængde Sammen⸗ 
fætninger ftaaer Ordet adjectivift , for: - 
windelig.) = Ovindeaand, en. den f. 
Quinden elendommelige Aand; qpindelig 
Aand. (Rahbek.)  Ovindegdel, en. fig. 
Qvindens Gærdighed. .”At den medfødte 
Folelſe f. Ovinderded og Qvindeverd bli: 
ver ſielduere.“ Rahbek, Mvindeanſigt, 
ct. qvindéligt Anſigt, Fruentimmeranſigt, 
fint glat AX. Et Mandfolf m. ct Qvindez 
anſigt. Qvindearbeide, ct. A. ſom gisres 
af, ell. ſom paſſer fig f. Quinder. Mands⸗ 
arbeide og Gvindearbeide. GBvindeart, 
en. Qvinders Skik, Natur. “Enhver, ſom 


Qvindeatt ei kiender ret, maa bæve,” Hol⸗ 


berg. Ovindebarm, cen: og Bvindebryft, 
et. Barm, Bryſt, faaledes ſom Qvinder 
have dem. pl, Qvindebryjter, ſ. Bryſt, 3. 
GQvindedaad, cen. 1. Daab, fom et Fruens 
timmer har udført. 2. Nvindegierning 
(ſieldnere.) ”Ci reent ukyndig vær i nogen 
Dvindedaad,” C. Frimann.  Qvyindes 
dragt , en. Fruentimmerdragt. (modſat 
Mandsdragt.) Gvindedyd, en. 1. Qvin⸗ 
ders Dyd i Alm.; qvindelig Dyd. Tro p. 
Qvindedyd. 2. en enkelt Dyd el. god 
Egenſtab, ſom pleier at ſindes hos Fruens 
timre. Taushed holdes ci for at være en 
Qvindedyd. Uvindeeljfov , en. Elſkov 
—* en AQ. ”En Drøm var (vindcels 

ov.“ Ingemann. WMvindefadder, en. 

adder af Qvindefiønnet, (modf. Mands⸗ 
adder.) Mvindeflok, en. En Flok, ſam⸗ 
let Mængde af Fruentimre.. GMvindefred. 
en. Roi Huſet f. Xgtemanden, v. en fre⸗ 
delig Kone; (Moth.) Gvindefrier, en. Et 
Fruentimmer, der felv beiler ell. frier t. 
Mandfolk. (VB. S. O.) Uvindefryd, en 
det, fom er Avinders Fryd cl. vælfer Fryd 
hos en Q.  Ovindefrygt, en. 1. Qvinz 
ders F.; qvindelig el. qvindagtig Frygt. 2. 
Frygt f. Fruentimre. Ovindefund , et. 
liſtigt Paafund af Ovinder, (Gierok. Jus 
ftefen.) vindefærd, cen. 1. Maaden, 
hvorpaa en QBvinde lever ell. bør leve ; 


"qvindelig Færd. (Rahbek.) 2. Færd el. 


Dandel, hvori en Qvinde har Del, en. 
hvor det gtelder om et Frnentimmer. Thi 


f 





(4 


4 


Avindefærd — Quindekram. 221 


maa vt Liften bruge i denne Bvindefærd,” 
C. Winthers Digte. 
fodt afen Q.; poet. for: Mennefte. ”LHvo 
et den qvindefødte, fom vil maale, hvor 
høit fig Konſtens Aand opfvinge fan 7” In⸗ 
gem. UWvindefolelſe, en. F. egen for 
Ovindefisnnet, qvindelig F. OAvindefol 
Hr. ct. Folge, der beſtager af Fruentimre. 

vindegiek, en. den, fom er qvindettær p. 
en Overdreven , latterlig Maade. (Moth.) 
Qvindegierning, cn. G. fom hører Qvind⸗ 
folf til, ſom Fruentimre gåsre og kunne 
giere. Ovindegilde, et. G. hvortil blot 
Fruentimre cre Indbudne. Cvindegragd, 
en. Svfnderé Graad;  Qvindetaarer. 
Qvindegunſt, en. Gunſt, ſom vifes af 
vinder, ſom opnäaͤges hos et Fruentim⸗ 
mer. ”Snffené Gunſt var Mvindeguuſt f. 
tig.”” Rahbek. Moindehad, et. 1. Had, 
ſom viſes af Qvinder. an holder GQvin⸗ 
dehad f. uforfonligt. 2. Gad t. Quinder, 
t. Avindetionnet overhovedet ; Fruentim⸗ 
merhad. MNvindehader, en. et Mand: 
folk, ber hader Avindeffønnet. (Rahbek.) 
Qvindehandel, en, 1. Handel in. Slav⸗ 
inder. 2. qvindelig Handel; det, ſom ved⸗ 


kommer Fruentimre. (MNoth.)  Avindes - 


eld, et. Qvindekionnets Held. GENvinde⸗ 

erredomme, ct. H. ſom udoves af Qvinder 
ell. af et enkelt Fruentimmer; qvindeligt 
H.  Qvindehielp, en. Hielp af Quinder. 
Mvindehierte , et, 1. Bvindefind, den 
qvindelige Folelſe I Alm. ”Hvor ftærkt hine 
&slelfer af Naturen ere Qvindehiertet ind: 
prægede.” Rahbek. 2. quindagtigt Sind. 
”De lode paafiende, at de havde Qvinde⸗ 
hierter udi Mands Bryſt.“ A. Vedel. 
Qvindehue, en. Que, fon Avinder, men 
tjær gifte Koner bruge.  Ovindefaar, pl. 
en Avindes Kaar, Forfatning. vindes 
karl, en. en quindagtig, feig Karl ell. Wand. 
”Dan huſter ci, den Årvindefarl, fit eget 
Barefind.” C. Winthers Digte.  qvindes 
Fiær, adj. fom er flær efter Avindfolk, fom 
gier meget af Fruentimre. (Moth.) “En 
imellem ridderligt Galanterie og .qvindez 
Fiær Folfomhed fvævende CSharakteer.” M. 
Qvindekicerhed, en. den Egenſtab, at være 
grindefiær.  Ovindefiær ged en. 1. 
Kvinders Kierlighed, vindeelſtov. 
»Ovindekiærlighed er farende Gods.” 9. 
Syvs Ordſpr. 2. Klærlighed t. Ovinder. 
QAvindetiender, en. En Mand, fom godt 
fiender Avinder og Qvindeart, <= (vindes 
kion, et, den, qvindelige Deel af Menneſtke⸗ 
flægten. (modſ. Mandkiennet.) MNvinde⸗ 
Flammer, en. Qvinders Klammeri, Sfign: 
tert. (P. Syv.) Ovindeflæder, pl. de 
Kleder, den Dragt, fom er egen f. Qvind⸗ 
folk, Frucntimmerflæder. (modſ. Mands⸗ 
Flæder.) Gvindeklogt, en. Avindfolts 
Klogſtab, qvindelig Kløgt. - Gvindekram, 


en. allehaande Smaaſager, fom tilhøre ell. ger af undgaae 


- 


qvindefodt, ad). v. - 


Avindefram— Avindefty, 


bruges af Fruentimre. gvindekryſtet, adj. 
fom er afhængig, underkuet af fin Kone. 
(Moth.) Gvindekundſfab, en. K. til 
Qvindekiennet, t. det qvindelige Hierte. 
Qvindelaug, et. Forſamling af Fruens 
timre; ell. færd. af gifte Koner; Kone⸗ 
laug. Ovindelehn, et. £. ſom er arves 
ligt p. Bvindefiden, ſom et Fruentimmer 
tan arve og befidde. Mvindelinie, en. 
den qvindelige Linie i Slægtfølge og Ar⸗ 
vegang, Spindeſiden. MWoindeliſt, en. 
Qvinders Lift ell. ſnilde Paafund.  Qvins 


delykke, en. Mandfolks Held hos Quinder, 


(V. 6.2.) 
Fruentimre have, ell. ſom haſtig paakommer 
dem. Uvindelecæg, ct. Slægt. p. Qvindefi⸗ 
den. (Moth. V. S. O. forældet.) 
løfte, ct. Løfte, fom en Q. giver. (P. Syv.) 
Qvindemagt , cn. qvindelig Magt. (Fibi⸗ 
gere Sophofl.) Gvindemelk, en. M. af 

vindebryfter; Die. Qvindemenneffe , 
et, Et Qvindfolk, et Fruentimmer ; (men 
fun med ef Libegreb af Ringeagt el. For: 
agt.) Mvinmdemonſter, et. Et Mønfter f. 
Kvinder, ell; givet hele Kionnet af en A. 
Rahbek. 

vinde, el. Navn, ſom br. af Ovinder ; 
Fruentimmernavn.  Qviudenytfer, pl. 
fære Indfald hos Fruentimre. (ſ. VWykz 


Gaver t. at giore Lykke i Fruentimre. 


er.) Ovindeomhu, en. qvindelig Omhu. 


Uvindepen, cen. fig. Skrift af Fruentimre. 
»En romerft Qvindepen.” Holb. GQvin⸗ 
deprydelſe, en. P. ſom Avinder bære, ell. 
ſom paſſer fig f. dem. Mvinderaad, et. 
R. ſom gives af Truentimre. ”Saa ere og 
Gvinderaad ikke altid at foragte.” A. Ve: 
del. GMvinderan og Ovinderov, et. Gier⸗ 
ningen, af bortrøve et ell. flere Fruentimre. 
Cvinderegiering , en. R. fom et Fruens 
timmer fører.  Ovinderov, ſ. Qvinde⸗ 
ren. Mvinderoſt, en. qvindelig Stemme. 
Quinderever, en. den, ſom begaaer Avins 
deran. Gvindeſadel, en. Fruentimmer⸗ 
ſadel, Tverſadel. Moindeſamfund, et. 
1. Samfund, Forening af Qvinder. 2. 
Omgang, Selſtab m. Qvinder, Fruentim⸗ 
merſelſtab, Qvindeſelſtab. (Ohlenſchl. Pal: 


nat.) Gvindeſide, en. qvindelig Slægt, 


ell. Avindekionnet, m. Henfyn t. Arveret 


og Slegtſtabsforhold (Spindefiden; i Modſ. 
til Sværdfiden.) Qvindefind, et. qvins 
deligt Sind (om Mænd: qvindagtigt Sind.) 
vindeffabning, en. avindelig Legemsſtik⸗ 
kelſe. Govindeſkik, en, S. ſom pleier at 
—— hos Fruentimre. “At laſte Qvinde⸗ 

ikke.“ C. Frimann. Mvindeſkikkelſe, 
en. 1. Udſeende, Skikkelſe fom en Q.; 
qvindelig Skikkelſe. 2. et Phantaſiebillede, 


ell. et Bæfen, man troer at fee I Qvinde⸗ 


ſtabning. Qvindeffo, en. Fruentimmer⸗ 
ſto. — adj. ſom frygter ell. ſo⸗ 
Qvindeſelſtab (det Modſ. af 


Fad 


AN 


Quindenavn, et. Navnet af 


Ovindelyft, en. Lnft, fom . 


vindes 


am 


ed 


vid, en. 
| HR 


der en Qvindes Tvang. 
ældet) ſ. Doldtægt.. 
det, der br. fom Vaaben af Qvinder. Zaasz. 
rer ere tidt Qvindevaaben. 


. ” i 4 
Quinde — Ovindelig. 


avindefiær.) " Qvindeflægt , en. En S. 
for ſaavidt fom den beftaaer af Fruentimre. 
V. 6. 2.) Gvindeſmykke, et. Quin⸗ 
GOvindeſnak, en. Qvinders 
Snak. (P. Syv.) Mvindeſtads, en. Fru⸗ 
entimmerſtads, Qvinders Vynt. GMNvin⸗ 
deftemme, en. Avindersſt. (modſ. Mands⸗ 
ſtemme.) Nvindeſvend, en. et Mands 
folk, der vifer Fruentimre en overdreven 


deprydelfe. 


Hylding og Villighed. (Moth.) Gvinde⸗ 
vig, ſom udviſes af Avinder. (A. 
qvindeſyg, adj. friſtet a Ukydſtk⸗ 


hed. (MNotfj.) Gvindeſygdom, en. Fruens 
timmerfngdom. Qvindefyge, cen. 1. Til⸗ 
ftanden, "at være qvindeſyg. 2. Quinders 
Maanedsſyge. (Moth.) Cvindefyffel, en. 
qvindeligt Arbeide. Avindefæder , pl. 


qvindelig Sædelighed, Sæder, ſom ſemme 


Qvindefisnnet. ”Den Tid — da Avinde: 
pryd vår Qvindeſæder.“ F. Guldb, vins 
deſovn, en. lang og dyb Søvn. (Ohlen⸗ 
fæl. Palnat.) Mvindetant, en. qvindelig 
Tant el. daarlig, ubetydelig Qvindeſyſſel. 
GOvindetro, en. qvindelig Troſtab, Qvins 
detroſtab. (A. Vedel.) Qvindetræl, en. 
den Mand, der p. en uvordig Maade er af⸗ 
hængig af Fruentimre. (Fibigers Sophokl.) 
(vindetrætte , en. T. imellem Qvinder. 


»En Mand flal ei give fig i Qvindetrætte.” 


vindctvang, en. Tilſtanden, at være un⸗ 
GOvindevaaben, ct. 
Mvindeven, 


en. En Elſter af Qvindekionnet. (P. Syv.) 
Uvindevenffab, ect. V. imellem Qvinder, 


. el, V. der vifes af QLvinder imod Mænd. 


Syv.) 


(Mødf.- mandlig.) 


(Rahbek.) Gvindevlis, en. DQvinders 
Viis, Maade; Qvindeſtik. »Paa Qvins 
deviis Gudinden vindes maa.” Rahbek. 
Qvindevillie, en. En Qvindes Villie. (P. 
Uvindevold, en. Qvinders Magt 
el. Befiddelfe. At fomme i Qvindevold, 
vindevorn, adj. qvindagtig. (Moth.) 
dy vindeværd, et. det Berd, Avinden har, 
i Folge fit Kiøn, og v. at opfylde fin Be⸗ 
ſtemmelſe. ”Blufærdighed er Grundſtenen 
— f. det hele Qvindevæerd.“ Rahbek. 
Mvindeværk, et. Et V. af en Qwvinde ell. 
af Qvinder. Moindevaſen, ct. Et Væs 
fen af qvindeligt Kisn. »Ei noget GMvin⸗ 
devæfen Foden fatte over Slottets Bro.” 
Heiberg. i 
Qvindelig ,adj. [Z. weiblid.] 1. 
fr hører Qvinder fil, fom er fædvanlig 
os el. vedfommer Quvindfolk. 
Dyder; q. Skioenhed. 


Den qvindelige 
Stemme. 


En reen qvindelig Natur. 
2. ſom er af Qvinde⸗ 


tisn. qvindelig Afkom; qvindelige Ar⸗ 


" vinger (i Modfætn. f. mandlige.) : 3. ſom⸗ 


melig f. Qvinder, ſom paſſer fig f. Ovins 


ber, Dvindeig dfærd, Ynde, Syſſel. 


— 


⁊ 


I 


222 


QAvindetægt (fors 


qvindelige , 


Avindelig —Avift, 


Der er mere mandligt ell. karleagtigt, end 
qvindeligt, i hendes Adferd. (Ovindelig 
anvendes i denne og de forrige Bemarkelſer 
altid fun p. Fruentimre dg p. Qvindekion⸗ 
net; qvindagtig derimod fun, og i ufor⸗ 
deelagtig Betydning, p. Mandfolk.) 4. 
qvindelige Riim kaldes de, ſom endes p. en 
fort, ell. ikke arcentueret Stavelſe. 

Gvindelighed, en. ud. pl. avindelig 
Egenſtab; Beſtaffenheden at være, fom det 
fømmer fig, og er naturligt f. Ovinden. 
»Den blide, rene. Qvindeligheds hellige 
ynde.” Rahbek. 

Uvindes, v. dep. giftes, tage fig en Hu⸗ 
fteu. (foreldet.) Heraf ogſaa adj. el. par- 
tic. gvindet, gift; om Mandfolk. (Moth. 


.Syv. 
Dvindfang, et. (forældet.) ſ. Gifter⸗ 


maal. 

GQvindfolk, ef. pl. d. f. En Perſon af 
Qvindekisnnet. (ſ. Mandfolk.)  ”Lange 
Klæder og ſtakket Sind høre Qvindfolt til.” 
Ordſpr. (Dette hos Almuen endnu almin⸗ 
delige Ord, er i det hoiere Taleſprog, ja 
felv f. bet mefte i SÉriftfproget , ganſte for⸗ 
trængt af det, af Tydſt optagne og forvendte 
Fruentimmer; ſtiondt Mandfoltk derimod 
bruges overalt.) 

vine, en. pl.- r. i Lotteriet: en For⸗ 
bindelſe af fem udtrukne, forud beſtemte Tal. 

Qvint, en. pl.-er. (Lat. quintus, quiũ- 
ta.] 1. i Muſiken: eg Tone, ſom ſtager 
p. det femte Trin fra Grundtonen. 2. den 
fineſte Streng p. Fiolinen; m. fi. andre 
Bemoœrk. — Qvintefjents , en. ſquinta 
essentia.] en Eſſents, el. ved gientagen 
Deftidation uddragen Vodſke, fom antages 
at ſtulle indeholde Tingens væfentlige og 
virkſomſte Beftanddele; deraf figurl. og i 
Alm. det, fom indeholder det Veſentlige af 
en Ting. 

Uvintin, et. pl.—er. [2. Quentchen.] 
en Fierdedeel af et Lod. — qvintinviis, 
ædv. i en Vægt af ct Q. Denne Silke 
ſœlges ikke ringere end quintinviis. 

1. Ovift, en. pl. Gviſte. 


J. istr, 
"Qvisl (og .qvisladr, blegt S år €. 


Twist. J. twistra, klsve, fplitte.] en 
Green; men ifær,en liden, tynd Green. 
En Pileqpviſt, peexzit At ſtere Qui⸗ 

e, ſanke vifte i Skoven. (Ivf. Riis og 

iisquiſt.) ”Intet Træ er faa recent, det 
jo haver en Qvift.” Ordſpr. (Her ſynes 
Ordet at bemærke: en Knaſt, Knort, el. 
et Sted, hvor en Avift ell. Green er frem⸗ 
ſtudt.) = Qvijteficp, en. falde Fiſterne 
Læffeltieppe af halvanden Alens Længte, og 
frumme i den ene Ende, hvormed Fiſtergar⸗ 
nene renſes. Maaſtkee fnarere af v. a. 
qvifte, banke.) . 

2. Ovift,,en. pl. -e. (Sv. Qwist.] en 
Overbygning p. ef Huus, der iffe har Mus 
rene el, Hovedbygningens hele Længde , 


Qvift — Avittering, 


men reiſer fig affondret over Hovedtaget, 
enten med Gavl eller Skraatag. — Der⸗ 


af: Qviftgavl, en. Gavl over en Avift. 


Quviſtkammer, Oviftfal , Bviftværelfe , 
Kammer, o. ſ. v. indrettet i en Avift. — 
Qviftluge, en. uge i en liden Qviſt, el. 
i en Quiſtgavl. viſtvindue, et. V. i et 
Dviſtveœrelſe. | 

Qviſte, v. 3. 1. [af 1. Ovift.] 
Dvifte af Zræer, bejfære. 
ven op ar giore Vel ell. Sti giennem ſamme, 
v. at kappe Ørene af Underſtoven. 2, give 
Hug, flaae m. Riis. Kingo. ”Sa, faa 
avifter han dig m. et lidet Riis.“ Y. Tide⸗ 
mand. 1543. (nu fielden.) 

Qvuiſte, v. a. 1. kaſte m. Lethed, m. en 
fvingende Bevægelfe. (lidet brugeligt; ſ. 
—*8 
Qvit, adj. ſuforanderligt, og fun ſom 
adv., ell. uden at kunne ftaae ſom Prodicat. 


1. ffære 


Af det fr. quitte; men er meget gammelt i 


Eproget.] 1. fri, befriet, fritaget, ikke 
befværet. At være, blive noget quit. Han 
et reift, og jeg fan være glad ved, at jeg 
endelig er ham quit. Jeg er meget fornsiet 
med, at jeg blev Gaarden quit. ”Gvad jor⸗ 
diſt er — det ſtal du flet da verde qvit.” 
Bording. ”De føgte v. Coloniers Anlæg 
at blive dem quit.” Guldberg. (Sieldnere: 
qvit for noget.) Avit og fri, uden Afgift 
ett. Betaling. 2. berøvet, betaget. Af 
blive - noget qvit. (Denne Bemærk, er nu 
fieſden og forældet. 3. fri f. gienſidige 
Fordringer. Nu ere vi qvit (f. E. naar 
man i et Spil vinder tilbage, hvad man 
havde tabt og var Medfpilleren fyldig.) I 
alle fre Bemærfelfer br. Ordet nu dog fun 
id. Tale. —= Heraf : qvitte, v. n. og a. 1. 
gisre Afregning over gienſidig Skyld og 
Fordring, lade Gleld og Fordring gaae op 
imod hinanden, ſaayidt det fan naae. Jeg 
har not faameget tilgode, at vi omtrent fan 
avitte. 2. jlaae af fin Fordring. At qvitte 
et god Betaling. (Moth.) 3. act. træffe 
af, regne fra i en Fordring, hvad den, ſom 
har frævet, felv er fyldig. Det Korn 
ieg har faaet, fan qvittes (el. qvittes af) 
i Regningen. ”Da fulde Sfaden paa 
begge Sider qvittes” (gaae Øe op.) vits 
fedt. (Ligeledes nu fun id. Tale. 
Quvittere, v. a. 1. give en ſtriftlig Til⸗ 
ftaaelfe f. Penges Betaling, ære ſtriftli⸗ 
gen, at en vis Sum, Fordring, Regning 
0. d. er betalt. At q. en Regning. At 
qvittere paa en Regning, p. en Obligation 
2: ſtrive Zilftaaelfen p, ſamme. En qvitz 
teret Regning. — Cvittering, en. ſtriftlig 
Tilftaaelfe f. Penges Betaling, ell. for at 
m Fordring er afgiort. ”Hvad vil han 
fge, naar jeg fafter ham hané egenhændige 
Qvittering f. Næfen ?” Holberg. (Abraca⸗ 


dabra.) == Gvitteringsbog , en. Bog (f 


Ud 
U N 


d 


At qvifte Sko⸗ 


Ej 


" 223 i Avitteringdbog — OAvægfoder. 


Er. Skattebog) hvori Quitteringer Tid efter 
anden indføres. ' 

Qvoppe el. Qvobbe, v. n. 1. give et 
Slags huul Lyd, f. E. ſom naar man flaaer 
p. et opblæft Legeme. (Moth.) ”Det qvop⸗ 
per i Heſten naar den traver,” V. S. H. 
(d. Tale.) 

Bvæd og Ovæde, et. [I. Qvida.] d. f. 
f. Qvad, men forefomme fieldnere, og ere 
forældede. ”Saa bliver — Elſtovsſukket et 
elegiſt Qvæde.“ Baggeſen. Gieng. 133. (f. 
Omqvæd.) Qvædling, en. pl.-er,. et lis 
det Qvad. (uſedvanl. Moth. Grundtvig.) 

Qvade, v. a. og n. qvad, qvædet. [J. 

veda. Sv. "qwåda, AX. S. cvedan, at 
35 ſypge. Mangen qvæder, ſom ei 
ev glader, Mangen greder, ſom intet ſta⸗ 
der.” — Den glæder fig meſt, ſom felv jvæ⸗ 
der,” Ordſpr. ”Naar ingen Skovens Sans 
er qvæder,” Rein. (Nu fieldent, og tun 

hos Digtere.) 2. beſynge. ”Hvad Hærs 
værk ev det da, min Muſa qvæde flal?” 
Storm. ”Da qvæder Digteren hvad hels 


digt Indfald bød.” C. Frimann. 


væg, et. n. s. colli. [I ældre Tider: 
Qviffæ (Iydſte £. II. 103) el. Qvægfæ 
(qvæg Sæ) oꝛ levende" Gods; hvoraf fiden. 
n. s. QGvæg.] Huusdyr, fom malkes og 
hvis Kiod fpifes (dog iſer om Køer, 
Drev, Kalve, det ogſaa benævnes o0rn⸗ 
qvæg. Nævnes: ftort og fmaat Qvæg, 
da forſtaaes v. det fidfte faavel Kalve, ſom 
Faar og Lam. Hverken Hefte ell. Sviin 
regnes nu ft. Qvæget. jvf. Fæ.) Der 
holdes fun faa efte, men meget væ 
p. denne Gaard, At lægge Qvæg til. (1. 
Ungavæg.) Føde f. Mennejter og Ovæg. 
(3 lav Talebrug, ſom Skieldsord, om et 
dumt Menneſte; ligeſom Sæ,) = Ovægs 
avl, en. Tilleg, Oveljtning af Ovæg; 
Fedrift. Heſte⸗ og Ovægavi er en vigtig 
MNæringsbrift i Landet. vægbefærning, 
en. Indbegreb af det Aveeg, ſom findes v. 
en Gaard. (jvf. Befætning, 3.) Qvæg: 
bid, ct. Bid af Qvæg, Greſſets ell. Lovers 
Afbidning v. Bvæg. ”Hvor Buſtene have 
faact Tid til at groe op over Ovægbid,” 
Olufſen. vegbrems, in. Et Slags 
Brems (Oestris) ſom plager Quvaget. 
Quvcgdrift, en. En Drift Ovæg, ſom fo⸗ 
res fra et Sted t. et andet. (forftielligt fra 
Fedrift) Cvægdrivce, en. Cen, ſom 
driveren Avægflot fra Sted ft, andet. (Og⸗ 
aa blot: Driver, Studedriver) Qvag⸗ 
d, en. det Zilfælde, at meget Ovæg p. 
een Tid og I een Cen døer af en her⸗ 
ende Sygdom. Der kom Ovægdedi Lan⸗ 
et, i Egnen.  Bvægflok, en. En ſamlet 
Mængde Ovæg. Ovægfoder, et. det, 
fom gives Bvæget t. Føde i Huus ell. paa 
Stald, og fom dertil er tienligt. (Det br. 


"derimod iffe let om den Føde, ſom —5— 
o⸗ 


felv fager fig, ell. Gravning.) Oveg 





" hytte, en. 


eſtald.) 


od Ovægfobring —Ovægtab. — 224 


dring (Avægforing) en. 
at fodre OQvæg. 2. Ovægfoder. "Alvægs 
"Fold, en. Fold p. Marken f. at indeflutte 
QOvægi. Gvagfoſter, ct. Foſter af et 
Huusdyr, fom reanes t. Qvæg. Ovægs 
giodning, en. Gisdning af Ovægeté, tfær 
LHorngvægs Mog. Ovæggras, et. G. 
fom.tiener t. læring f. Qvæg, ell. er tien⸗ 
ligt dertil. (V. S. O.)  Qvæggræsning, 
en. G. for Qvceg; den Omſtendighed, at 
Ovæg fan græfjes i en Egn ell. paa et Sted. 
Uvæghasr, pl. Haar af porngvæg. (f. E. 
i Modfærn. f. Zeſtehaar.) Ovæghans 
del, en. Handel, Kiebmandſtab med Q. 
Mveghandler, en. den, fom driver Qvceg⸗ 
handel. Gvæghiord, en. Hiord af væg. 
En Hytde t. D.vægbiorden og en anden £. 
Qaarehlorben. væghold, et, 1. den 
mftændighed, at holde Bvæg. 2. det 
QOvæg, ſom holdes p. et vift Sted; Meieri. 
Avæghund, en. H. fom er afrettet t. at 
væg og drive det ſammen; Hyrde⸗ 
hund. (8. 6.D.)  Qvæghuus, ct. d. f. 
f. … Ovæghyrde, en. den, fom er 
fat t. at vogte væg; Fæhnrde. Qvæg: 
n Hotte p. Marken, hvor B.væs 
get fan føge Stiul. Qvægluus, en. Et 
Inſect, der opholder fig paa Bvægeté Hud 
imellem Haarene. (B. S. O.) - Qvæglæz 
e, en. den, fom forſtaaer og giver fig af m. 
"at helbrede ſygt Avæg. Heſte⸗ og 
Uvæglæge. (f. Dyrlæge.) Bvægmarz 
Fed, et. M. hvor der handles m. væg, 
ifær; Hornqvæg. Qvagmog, et. Horns 
qvægé Mog. Ovægmeg, Faaremøg, He⸗ 
ſtemog. MNvagoffer, et. Offer cl. Offring 
af flagtet QAwxg. GNvaægpenge, n. s. coll. 
Afgift af det Ovæg, fom holdes ell. lægges 
til, paabudet 1671. (WNandir d. Kammer⸗ 
pæfen. 228.) OAvægpranger, en. En 
Mand, der handler m. Ovæg, fom han ops 
kiober i Landet. (f. Pranger? eſtepran⸗ 
ger.) Ovægren, et. Gierningen at rane 
væg.  qvægrig, adj. fom har Overfls⸗ 
dighed af Qrvæg. Avægrygt, en. Rygt, 
fom Qvæget faner ; ell. Gierningen at rygte 
det.  Qvægrygter, en. den, hvis BVeſtil⸗ 
ling ev at rygte ell. vaſſe Aveeg. Ovæg: 
flade, en. Skade, Tab, fom een lider p. fit 
Dveg, cl. ved Qvegdod. Ovægftat, 
en. En Stat, ſom tilforn betaltes af OLvæg 
ifær ſom Krigsſtyr. (Mandir d. Kammerv. 
Qvaæxgſtald, en. Stald f. Ovæg ell. Horn: 
qvæg. (1 Modſ. til Geftejtald og Faare⸗ 
Qvægftemme, en. En færegen, v. 
viſſe Beſtaffenheder udmærfet Art (Race) af 
Qvæg. GBvagſtykke, ct. Et Maleri, hvis 
Hoved⸗Foreſtilling er Qvcxg. (f. Dyrſtykke.) 
Avægfygdom , en. enhver Sygdom hos 
væg. Uvægfyge, en. En farlig og 
ſmitſom Sygdom, der, liig et Slags Peſt, 
angriber Horngvæget. Lues Novrilla. 
Uvægtgb, ct. Tab, fon lides v. af miſte 


' , - 


1. Gierningen, 


T. erquͤicen.] 


- 
F4 


væg — Ovaegſolo. J 


Qveg. Nvegtal, et. Antal af Qvægss 
høveder. "Qvægtiende, m. Tiende af 
Avæget, fom nu ydes i Penge. Ovægs 
tillæg, et. 1. Gierningen at lægge Dvoæg 
til. (Qvægtilægning. Dluffen. oec. Ann.) 
2. Opdræœt af Ovæg ; det væg, form læg= 
ges til. Ovægtold, en. Told, fom beta⸗ 
les af Avæg v. dets Ind⸗ ell. Udforſel. 
Quvægtorv, ct. T. hvor Qveg fælges, hvor 
Qvægmarfed holdes. Ovægtyv, en. den, 
fom har ſtiaalet QOvæg.  Ovægtyveri, et. 
den Forbrydelfe, at ftiæle Aveeg. væg: 
vogter, en. Aveghyrde, Rygter. Qvæg⸗ 
vogtning, en. Gierningen at vogte Qvag. 
— OGOveægsheved, et, et enkelt Stykte 
Llvæg, et Høvcd. 

- QOvæg, adj. [forældet IS. qvikr.] le⸗ 
vende. (f. quik.) ”Det er ũdt, qvæg Mand 
at brende.“ Ordſpr. hos P.CGyvy. — Heraf 
Ovægfolv. 

Qvæge, v. a. 1. [af adj. qvæg. f. qvif. 
ive nyt Liv, bringe hur⸗ 
tig t. Kræfter, oplive, forfriſte, ſtyrke v. en 
p. gn hurtig Virkning. (jvf. vedergvæge.) 
”Avæg ogfaa du min Siæl, o undefulde 
Sommer!” P. H. Frimann. ”Hols vi 
havde hvilet, og qvæget, i Stødet f. at 
sanftrenge 06.” Bagg. Et vift yndigt An⸗ 
ftrøg, ſom qvæger Diet i behagelig Hvile.” 
Samme, £Labyr.- Il. 304. En qvægende 
Drift, Hvile. Den qvægende Skygge. = 
COvægedrif, en. En gqvægende, ſtyrkende, 
forfriſtende Drik. (Rahbek.) “En Sund⸗ 
heds Quvægedrik.“ J. S. Seheſted. — 
O vagelſe, en. Vederqvægelfe, Vedergvceg⸗ 
ning. ”Hver en Ovezgelſe berøvet, du m. 
Dodens Nædjler ftred.” (1 en Kirkepſ.) Li⸗ 
geledes: Qvagning, én. ”Solen — fine 
Straaler ud t. Jordens Qvæguing fenter.”” 
Kings. — avægfom, adj. vederyvægende, 
oplivende, Ånrkende. »Fro vaagne de fra 
gvægfomt Blund.” J. Smidth. ”Der fins 
ver an fnart en qvægfom No.” Ohlenſchl. 

elge. 

O vegleer, et. En af Vand, fru et under⸗ 
liggende Sandlag, opbledet Leerbund, paa 
hvis Overflade fremkomme Bæld og danne 
en fartig Moſegrund. (Olufſen. Landoec. 


Qvægne, v.a.1. d. ſ. ſ. qvæge; men 
en forælget Form. ”Det Kildevand — ſom 
qvægned hendes Søn.” Arreboe. ”Det 
trætte Legem quægne.“ Samme. ”Man 
dernæft gif t. Borde, at quvægpne Liv og 
Gane.” Bording. ”Vor Hiord formerer 
du og qvegner,” Arreboe. Hexaem. 75. — 
qvætjnes, v. n. pass. faac Liv og Kraft, 
ſtyrkes, tiltage, (MNoth.) ”Da qvægnes 
Vinden faft,” Arreboe. : 
Bvægfand, (Olufſen.) f. Gvikſand efter 
adj. qvi 

Quægſom, f. unter v. a. qvæge. 

. Ovægfelv, st, ut. pl. [af adj. qvæg 


| 


Ovagſolo —Avælde. 
(gviF) levende. Ovikſylf. 6. Harpeſtreng. 


Quech,ſilber.] et Metal, fom i Farve 
ligner Solvet, ved den almindelige Tempe⸗ 


ratur er flydende, men bliver faftog i Stand. 


t. at hamres v. en meget høj Kuldegrad. 
Argentumwivum. — Deraf: Gävægſolv⸗ 
biergværf , Ovægfolveuur , Ovagſolv⸗ 
damp, Qvægfoelvgrube, Gvægſelvmid⸗ 
del, (Lægemitdel, fom fornemmelig bes 
ftaaer af Qvcegſolv) Ovægfelvoplesning, 
Ovægfelvfalve, 0. fl. a. 


QvafF, et. pi. d. ſ. ,1. Enden af viffe 
Dyr, færd. Frøer; ogſaa om Xnder og 
Gæs. 2. en fagte Lyd hos Menneſtet. 


Gan gav iffe et Qvak. “Og Afſty qvæler 
hvert et Qvæk.“ Bagg. (Emma.) f. qvælfe. 

Qvæfer, en. pl.-e. [€. Quaker.] et 
Navn, (og oprindeligen et Spottenavn) 
ſom af Andre er givet en vis, i Nordamerica 
og England opſtaaet Religionsſect, der kal⸗ 
der fig felv Vennernes Samfund. 


Cvætfe, v. n. 1. (har.) IIsl. vaka.] 


Give én £yd, fom Frøer el. Gæs; ifær als 
mindeligen om de Førfte. ”Kun diſſe ens 


kelte Frøer, hvis Natur det nu engang blev - 


at qvatte.“ Baggeſen. Labyr. I. 380, 
”Dvor den aarvaagne fund, og meer aar⸗ 
grøn Gaas ei gide, ei qvætte tør.” Holb. 
. Paars. …… j 
Dvæld, et. f. Dæld, i 
Avæld cl, Qvæl,'en. [firives ogſaa 
Qveld. Iél. Qvolid, Qvelld. Sv. Qwall.] 


Aften; (nu fun hos Digtere, og hos Almuen 


inogle Egne.) J Ovæld (i Aften.) ”L: 
ben Gunver vandrer fom helfki Ovæld, faa 
fanfefulb.” (om Aftenen.) Evald. ”Dm jeg 
end Dagens Byrde bar fra Morgen indtil 
vælde” Ingem. (vettere: indtil Qvæld.) 
[Deraf adſtillige, i Provindſerne brugel. 
Eammenfætninger: Mvaldsgift, Qvælds⸗ 


maal, Qvældsmad, Quældenadver, o.ſ. v.] 


1. Qvælde, v. n. og impers. 1. blive 
Aften, aſtnes. ”Denne Dag, fom nu vil 
qvælde.“ Kingo. ”Den flare Sol gaaer 
ned, tet qvælder meer og mcer.” Samme. 
”Det qvælder tidligt, og fold er Stuen.” 
C. Frimann. (Ogſaa v. dep. qvældes fos 
rekommer i ældre Danff, og Mouth har det 
feltnete v. n. at qvældne ”laffe mod Af⸗ 
ten.” . ' 

2. Obælde, v.n. [af væld, Aften.) 
Dette Ord findes brugt om Solens og Maas 
nen RBedgang cl. rettere vel om den fid⸗ 
ſtes fildigere Opgang. (jvf. det d. Dialect⸗ 
ler. om Ordets Brug i Inlland.) ”En.Z, ſom 
Solen qvældende i Skovetop forgulter.” 
Kingo. ”Naar Ziden minder endelig, og 
Aftenfolen qvælder.” Sorterup. Maanen 
qvælder og falder.” Arreboe. HSexaem. 17. 

3. Ovælde, v. n. 1. (om Vandet) ”fomz 
me boblende frem af en Aabning.” . S. O. 
»Blodet aqvælder af et Dolkeſtik fra Stru⸗ 
ben.” Dhlenſchl. [T. quellen. Den 

Danſt Ordbog. U. 


XD 
Ud 


225 


ger , f. E. 


N ⁊ 


Ovaelde — Qucerk. 


mere danſte Form er vælde] Heraf: 
Qvaldſand, et. (Dældfand.) d. f. ſ. Qvik⸗ 
ſand cd. Ovægfand. (Ambergs Ordb.) . 

1. Qvæle, v. a. qualte, qyalt. [I. qve- 


lia.] drobe et levende Gæfen v. at hindre, 


og ſtandſe Aandedraget. I Xurfiet henret⸗ 
tes de Fornemme v. at qvæles m. en Silke⸗ 
—8 pan blev gvelt af Wøgen. — figurl. 

andſe, undertrykke en Kraft cl. Virkſom⸗ 
hed, et aandeligt Liv ell. en Yttring af 
ſamme. “Vrede, naar din Ild kun ulmer, 
qvæle Taarer den endnu.” Evald. "Sør: 
ger og Smerter fan fue, fan quale de mun⸗ 
trefte Siælc.” Samme. “At den lærde 


Verden ikke ſtal lide under ederg Drømme, . 


faa qvælér dem herefter i Fodſelen, eler, om 
XY heller ville, eder felv.” Bagg. N. Klim, 
(Fort) — Geraf: Ovælehojte, en. Hofte 
voraf man er nær v. at qvæles. ( V. S. O. 
Uvælftof, et. en uopleft Subſtants i den 
atmoſphariſte Luft og i adſtillige (bl. a. dy⸗ 
riſte) Legemer. fr. Az 
2. Qvæle, v. ar1. 
pine, ængite, volde 
Verdens 


rængfel og Ned. I 
ørn, I Ørælle, fom m. Bekym⸗ 


"ring og m. Uro eder qvæle,” Holb P. 


aars. ”Hvor månge Timer jeg ſtal qvæz 
es af denne Angeſt.“ Cvald. “Bange 
Tanker qvæle hans Bryſt.“ Wandal. ”Den 
ftolte, folde Syot, fom qvæler mig.” €. A. 
Lund. (Uagtet Brugen hos gode Forfatte⸗ 
re, og uagtet Subſt: Gval endnu hyppigere 
bruges, er dog Verb. qvæle i denne Be⸗ 
mært, mere gn Getmanisme, end optaget i 
almindelig danſt Sprogbrug. Det vil og⸗ 


faa fielden findes i nogen Tidsboining cl. i: 


de ſammenſatte Tider. 


vær, adj. og adv. ſtille, taus, rolig. 


(nu forældet ; men brugt af nyere Digtere.) 
At fie qvær. 
el at ties quær.“ Bording. 
fidde qvær i Fred.” Samme, — Heraf en⸗ 
deel, nu ogfaa forældede Cammenfætnins. 
QAværleie,. en, Beſlag, ſom 
ægges ps: Perſoner el. Gods. (Moth.) 
Aværleie, ct. den Omſtandighed, at ligge 
ſtille pet, Sted. (. S. O.)Gvarſted, 
et. Oværlete, Beſlag. ”At meldes i Qvær⸗ 
ſted.“  qværfætte, v.a. 1. lægge Bujlag 
paa. 2. lægge i Vinterleie. (om Skibe. A. 
Vebel.) »Din Søn er (andet, har gværz 


ote. 
T. qu aͤle n.] plage, 


»Hvad ſom prüsligt er, bør ” 
”Dg dermed 


22 


ſat fine Skibe i Iſeſiorden.“ Ohlenſchl. Pals 


nat. qavartaus, adj. reent taus; hvor⸗ 


af: Qværtaushed. (Vedels Saro. 432.) - 
aværtiende , adj. v. d. f. ſ. qværtaus 


”qværtiende Wand mener ogſaa noget;” 
roſpr.) m. fl. a. 07 
Qværf,en. pl. Je. [J. Querk. Ev, 

Quarka.] den nederſte Deel af Halſen hos 

Menneſter og Dyr; Strube. 

Ovark nu i det ædlere Udtryk nfdrig-om 

Menneſtet; om Huusdyr br. det derimod, 

ſnart overhovedet for Strube; fnart f. den 

<15) 


ÅR - 


(Dog br, ' 


— 





é 


Maelie overhovedet: f. E. 


QOvacrk. 


Deel af Halſen, ſom er imellem den egent⸗ 


lige Strube (gula) ég Bryſtet. Jugulum.) 


Deraf bl. a. Gvarkebyld, en. Byld ell. 
Zarzt i Struben. Angina. (Colding. 
Moth. 
Qvarke, en. ud. pl. en Syogdom hos 
Heſte, der bar fit Gæte i Halſen eller Svær: 
ken, og ellers kaldes Krop. Deraf: Gværz 
kebyld, Qvarkehavelſe, en. 
NMAvxvxerke, v. a. 1. af n. s. Qvuark.] 
klemme cen i Halſen rl. Struben; qavale. 
WGMoth. V. S. O.) ”Jeg har en Hund, 
der er Faarene fro, ſom fan Ulvene qwuar⸗ 


Qværn, en. pl.-e. [IItl. Qvern. A.S. 
Cveorn.] 1. en Sammenſtilling af to 
runde Stene, hvoraf den underſte (Ligge⸗ 
ren) ligger ſilite og den øverfte bevæges i 


- -Fe;”? Meislings Theotrit. 


"en Kreds, v. hvilfen Berægelfe Korn cl. 


andre Ting males imellem Stenene. Den: 
ne Mølle har to Qvcerne. En Meelqværn, 
en Grungqværn, Sfalqværn.  ”Det Korn 


" bliver ilde malet, ſom bæres p, ond Qværn.“ 


Ordſpr. (Ordet Øværn br. ogfaa for 
det er Band p. 
hans Aværn.) En faanidqværn 9: en 
mindre Qværn, hvis Bevægelfe ſteer v. 
Haandskraft. 2. et Redſtab, ell. et Slags 
Øaandqværn , hvori noget males p. en 
Maade, liig den, hvorved Qvarnen i en 


4% 


Nee, en. i pl. bruges Raadyr. [A. S. 
Rah, Rah-deor. E. Roe.] ct Pattedyr af 
— Dtorteflægten, mindre end Kronhiorten og 
Daahiorten. Cervus capreolus. Oftere br. 
Bmævnelfen Raadyr. — Raabuk, en. pl 


—Fe. En Raa af Hankisnnet. Raaged, en. 


. En R. af funtionnet. (Moth.) Raakalv, 


en, et ungt Raadyr, uden Øenfnn t. Kion⸗ 
net. Raakid, ct, d. f. ſ. 
vre.) Raakolle, en. K. af'et Raadyr, Raa⸗ 
dyrskolle. (f. Rolle, 2. Dyrekolle.) Raa⸗ 
Iam, ct. pl. d. ſ. ſpode Raadyr. 
fkind, ct. Raadyrsͤſtind. (Ambergs Ordb.) 
Raavildt, et. coll. Raadyr overhovedet, 
eft. ſom Vildt; it. Kiodet af ſamme. 
fintes meget R. Han ſpiſer helſt Raavildt. 
Raa, en. pl. Raaer og Xæer. [I. Ra. 
Sv. Ra; i begge ogſaa: en lang Stang.] 


en tyk, dertil indretter Stang el. Tvorbiel⸗ 


te, ſom p. tvors befæftes p. Maften, hvor⸗ 
fra de ſtorſte Skibsſeil hænge ned, og hvor: 
ved de tildeels bindes faft, naar man bierger 


226 


Raakalv (fieldnes, 
Raa⸗ 


Her 


Raa. 


Molle bevæges. En Kaffeeqværn, (Kaffee⸗ 
melle) Pebergvern, Gennepéqværn. 
Guvarnbild, en. ct Slags Hammer, hvor⸗ 
met Molleſtene bilded,  Oværnbrug, ct. 


— 
— 


f. Mollebrug. GQvarndrev, et. Drev, 
fom fætter en Avceern i Gang. (Moth.) 
Nvarnhiul, et. ſ. Mollehiul. værn⸗ 


huus, ct. H. hvori en Haandqvern, Heſte⸗ 
melle, e. d. er indrettet. MNvarnkegle, 
en. En kegledannet Steen, der bruges i 
Stedet f. Leberen If en Q. Qværntfube, 
en, og Ovarnſtrue, en. den fürkantede 
Tragt, hvorigiennem Kornet løber mcd i 
Qværnen. Cværnfteen, en. 1. et vift 
Slags. Steen, en Biergart, Tom er ifær 
tienlig tif at giore Mølleftene af. Saxum 
molare granaticum. 2. en tilhuggen Mol⸗ 
leſteen. 

Qvuaſte, v. a. 1. IEv. qvåsa. T. que t⸗ 
ſchen, tnufc.] tilføle udvortes Stade v. 
Stød, Slag, Skud, ein. deslige; faare. (3 
Ulm. iffe om Saar, der frembringes v. 
ffarpe aaben cl. Netyfaber.) Mange 
bleve qvæftede v. Huſets Fatd. It qvæz= 
flies v. en Bonbe. “Hinanden qvæfte, 
flaag ihiel, ſom p. Theatret, uden mindſte 
Skade.“ Bagg. — Deraf: GOvaſtning, en. 
— Avæfthuus, et. Huus, hvor Queeſtede 


Ppleies og helbredes; "Gofpital,f. Saarede 


£ 


(ffær So⸗Hoſpital.) 


dem; en Seilſtang, Skibsraa. — Kaas 
baand, et. Et af de forte og tynde Reb p. 
Raaliget, hvormed Seilet bindes f; Ragen. 
Raaliig,et. tet everſte Liig ef Toüg, hvor⸗ 
med et Scil er kantet, og hvorved det uns 
derflaacs ell. heftes t. Raagen. Raamule, 
en. og Raanokke, en. Enden af en Skibs⸗ 
raa. Xaafeil, et. ſ. Storſeil. m. fl. a. 
Skibsord. 

Raa, adj. n. raat. pl. rage. IJJ. hrår. 
Sv. rå.] J. ſom ef er tilberedet, ſom er i 
den Skikkelſe, hvori Tingen kommer fra 


Naturens Haand (ſaavel om Fodemidler, 
ſom endeel andre Producter.) aat Kind 
(ikke kogt ell. ſtegt;) rage Æg. At ſpiſe 


rage Gulerodder (fordi de ſedvanl. koges; 
men derimod ikke: race Xbler, Pærer, 
Kirſeber, 0. d.) Maden er endnu halv rag 
(ikke rigtig kogt; iſer om Kied, Fiſt, o. d.) 
Raa Eitfe, Det rage Marmor. Raae 
(ugarvede) Guder. Raar Producter. En 
Bog ir, Materie (ikke heftet. Raa Eg'p. 


N 


' * 
hy J 


Raa — Raad. 


en Kniv, Øre e. d. to: en Eg, ſom endnu 
flet ikke har været fleben.) 2, om Veiret: 
fugtigt og koldt tillige. Et ufundt, raat 
Weir. 3. fig. uden Dannelſe, Cultur, 
Forfinelſe i Sæder, Tænfemaade og Opfør: 
fel. “De førfte Stater ere ftiftede i de rage 
og vankundige Tider.“ Sneed. Vilde og 
race Folkeſlag. En r. og uopdragen Pers 
fon. ”For v. denne Konſt at danne ct raat 
og tæmme ct uregierligt Folk.“ Schytte. 
= Raahed, en. ud. pl. Beſtaffenheden, af 
være raa. — Raahugger, en. pl. —e. en 
Tommermand, hvig Arbeide er at afhugge 
de pderſte, groveſte Spaaner af Temmeret, 
f. at give tet ſin forſte Dannelſe. Raajern, 
ct. ( B. & O.) ſ. Ruͤjern. Raamelk, en. 
(raa Welt) den meget fede Melk, ſom mal⸗ 
kes af en nvber Ko i de førfte "Dage. Der: 
- af: Raameikskage, en. Pandekage, hvortil 
R. bruges. Seefmeltning, en. den ferſte 
Smeltning af fattige, el. med mange frem⸗ 
mede, umetalliſte Dele blandede Ertſer (f. 
C, Kobberettfev.) Bruͤnnichs Mineral. 204, 
Xaefteen, en. faldes den endnu m. umetal⸗ 
liſte Dele forenede Kobbererts efter Raa⸗ 
ſmeltningen, ſom fiden ſmeltes p. ny (ro⸗ 


es.) 

Raab, et. pl. d. ſ. [I. Hrop.] en hoi 
Opleftelſe af Stemmen hos Menneſtet, en 
ſterk end af Roſten. (fielden for: Rn, Ud⸗ 
taab. At komme i Raab f. noget. V. S. 
O. f. Udraab.) 

RXcabe, v. n. og a. 2. IJ. hråpa. N. G. 
Topen.] oplefte Stemmen, udſtode en høi 
og ſtark Lyd, tale meget ſterkt. (Man for⸗ 
binder m. raabe ifær Begrebet om en høi 
Roſt; ſtrige br. om den mere giennem⸗ 
frængeude, ſom ofteft uarticulerede Lyd.) 
Atr. i Skoven. Yraabe Skovraab o:r. faa 
heit ſom man var i Skoven.) Af r. om 
Siclp. At vr. paa cen 9: falde p. ham'm. 
hai Roſt. At vr. efter een, forfølge m. 
Raaben (naar han gaaer bort.) — åct. og 
med Præpof. Af vr. Navnene op. At r. 
Folk ind fra Gaden. At vr. Barer op p. en 
Auction. At v. Foli ſammen. Ht r. til 
een. Han raabte over ft. og. Han raaber 
altid p. det Zab, han dengang lcd (taler 
idelig om.) ”Dg J tør raabe paa Natu⸗ 
rens Lov, da dog J felv den overtræde.” 
ode, At r. Vagten ud, t Gevær. At 
raabe noget ud t. Salg. — jvf. anraabe, op⸗ 
ragbe, tilrgabe, udraabe. == Raaben, en. 
ud. pl. Øferningen at raabe. — Raaber, 
en. pl.—e. 1. den, ſom raaber. ſ. Udraaz 
ber. 2. ct Ror, ſom man raaber ell. taler 
i, f. at forſterke Stemmen; et Raaberor. 

1. Raad, et. (br. ofte ud, Art.) pl. d. f. 
Jel. Råd. T. Rath; beflægtet m. GÅ: 
tathb, Hauérath.] 1. Mliddelt. at 
ernaage noget; Udvei. Jeg veed ikke R. 
dertil. Jeg ſeer Ingen anden R. end at 2. 
Bi maa fer at finde p. Raad dertil. , 2. 

6 


ø 


"227 


z - 
Raad. ” 


Middel t. at afhielpe ell. bøde noge 
mod en Spygdom. Gan vecd et g 
mod (ell. for) Koldfeber. For Do 
ingen Raad (jvf. folgende Ord No. 4 
Evne, Kraft, Leilighed. Jeg har i 
tilat fiebe faa dur en Bug. Han ha 
Raad dertil. Det ér der gote Raad I 
fan let ſtee) Naar jeg faner Xaui 
holde til Raade m. noget 3: tage fpar' 
det, man har; ſpare paa. (jvf, Forra 
2. Raad, et. pl. d. f. IJ. Råd. Sv. 
N. S.Raad.] | J.'ud. pl. Overvei 
Bevæggrunte, Beftemmelfen af og 
f, en tilkommende Handling, enten in 
flere, eller af en enkelt v. fig ſelr 
, holde XR. om noget (m. andre, v. fi 
At gage i R. Med cen om noget, (Sne 
2. Anſſag, Anlæg, overlagt Plan 
lægge R. op. om noget, imod cen. A 
med paa Raad om noget 9: havé 
Unlægnet. “Han War med pa Åge 
ſlutte Forbund m. Fyrſterne.“ QW 
3. ud. pl, Evne, Forſtand, Klogftal 
indſee de bedſte Midler t. noget, den 
Fremoangemaade den Sag. (en fo 
smærf. der forekommer i >. 
Herreus Raad beſtager evindelig.” £ 
»Han er underlig i Raad og ſtor i V 
Ef. 28. 29. 4. Mening om Udforelſe 
Foretagende, om de rigtige Midler der! 
rette Fremgangsmaade, f. faavidt en 
Mening meddeles en Anden. Atg 
et R. Dette er mit Raad. ꝰ»Hver 
iver holder fit Raad hoit.“ Sir..3' 
—* een bl, være cen behielpelig med 
og Daad. ” At føge R. hos cen $ At 
figs til Raads hos cen. At tage 
Raads (B. Thott) cl. paa Raader 
At folge eens R. Jeg giorde det efte 
Raad. 5. ud. pl. en Forfamling a 
for at overveie fælle Sager, og ta; 
ſlutning om deres Udforelſe; færd. et 
fund af Mend, hvis Beftilling er a! 
veie, og i Forening beftrec offentli, 
ger. Raadet var Forfamtet den he 
At ſammenkalde Raadet, have Si 
Stemme i Raadet, Borgemeſter og 
Stad. (Ivf. Kritgzsraad, Statsre 
fl.) — Af denne ſidſte Bemark.: Raad 
ling, en. En af Raatet udftedt Be 
Raadsbeſlutning, en. den äf ct Ra 
vis Sug fattede Beſſutning. Raa 
famling, en. Mode, Sammenkomſ 
Perſoner, ſom udgiore ef Raad. 
forſtander, en. den ſom foreſtager, hu 
fætetict R. Raadsherre, en, den 
Medlem af et regierende Raad, ſord 
Ciwtee. Raadsherrinde, en. Én. 
herres Huſtru. Raadsmand, en. 
Strifter: Raadgiver, den, ſom ra: 
en Gierning. (fortiener igien at o 
ſom Modfætn. til Daadsmand, Bic 
mand.) ſDesforuden: Raadhnus, 


(15+) 


e 


F net 


be 


. Uggender,” Schytte. 


" fig t. Raads. 


Raad. 


. V £ 

mand, Raadſtue. f. nedenfor.] — raad⸗ 
færditt, adj. ſom ftrar vecd at finde Raad," 
ikke —* for R. (modfa xaadvild.) 
rasdføre, v. a. 2. give Raad, lede v. Raad. 
(fielder.) ” ”Guddommen vilde r. Mennes 
ene p. deres Velc.” Guldberg. raadfore 
ig, v. rec. 2. føge Raad hos cen, fpørge 
»Raadfor tig med wife Folk, 
og hav din Zale m. Forftantige.” Sir. 9. 
»Ved Breve raadførte Andre fig m. ham,” 
Wandal. Deraf? Raadferelfe og Raad⸗ 
forſel, en. Gierningen at raadføre fig. (D. 
Lov. II. 9.7.) Xawdfører, en. Raadgiver 
(I ældre Skrifter.) — raadgivende, adj. v. 
fom giver, meddeler, indeholder Raad. 
»Hun "havde fun en ragdgivende, ingen 
afgisrende Stemme,” Nahbek. KRaadgi⸗ 
ver, en. den, fom giver en anden Naab, 
Raadgiverffe, en. 9. S. 2.) — Raad⸗ 
huu, et. .en offentlig Bygning i Kiobſtœ⸗ 
erne, hvor Dvrigheden pg Stadens Depu⸗ 
terede forſamles, Retten Holdes, m. m. 
(Deraf: Raadhuuskielder, Raadhuus⸗ 
vagt, 0. fi. jvf. Raadſtue.) — raadlos, adj. 
d. f. f. raadvild. Vr. Tvivl. — Under fors 
virret og raadlos Daad.” Hertz. Deraf: 
Raadløshed, en. ud. pl. — Raadmand, en. 
mænd. en Embedsmand, der tilligemed 
Borgemeſteren i en Kioebſtad fager Ocel i 
Byens offentlige Sagers Beſtyrelſe, (fidder 
i SMagiftraten) uden at have demmende 
Magt. Raadmandſtab, et. en Raads 


mands Beſtilling. — Raadſal, en. S. hvor 


der holdes Raad. “Fyrſtens R.“ Storm. 
raadflage, v. n. 3. hoͤlde Raad, overlægge 
i Forening. At r. med cen om noget. De 
raadſloge længe, om Byen fulde overgives. 
”Og mené man ragdflog om det for' fig 
kunde gaag,” Holberg. ”3I deres offentlige 
Forſamlinger raadſſoge de om Statens An⸗ 
Raadſlag, et. [3. 


228 


Fa 


dartning p. Raadſtuen. Raadſtuebeger, 
J. Boger, Protocoller, ſom holdes p. 
Raadſtuen. Ragdſtuedag, en. En af de 
Dage i Ugen, da Øvrigheden forſamles, cl. 
Retten holdes p. Raadſtuen. Raadſtue⸗ 
dom, en. D. ved⸗Raadſtueretten. Raad⸗ 


ſtueforretning, en. F. ſom afgiores p. 
Raadſtuen. Raad efidder, en. K. i 
Raadhuſet. Raadſtueret, en. Net, Ting, 


fom holdes p. Raadſtuen (og ſom tilforn 
Æar en Overret og forſtiellig fra Byting.) 
Kaadſtueſal, cen. et upaffende Ord for: 
Raadftue cl. Raadhuusſal. Raadſtueſa⸗ 
;pl 6. (om forhandles p. Raadſtuen. 
.) Raadſtueſamling, en. For⸗ 
amling, ſom holdes p. Raadſtuen. Raad⸗ 
ſtueſtriver, en. S. ſom gior Tieneſte hos 
Magiſtraten, ell. en Raadſtueret. Racd⸗ 
ſtuetiener, en, d. f.X, Raadſtuebud.,Raad⸗ 
ſtuevagt, en. Vagt, ſom holdes paa ell. ved 
et Raadhuus. Raadðdſtuevidne, et. Tings⸗ 
vidne om det, ſom er forhandlet i en Raad⸗ 
ftueret. (Forordn. 25 Mai 1804.) Raad⸗ 
fiuevægter, en. V. ſom om Natten varer 
p. Raadhuſet.) — KXaadftævne, et. Folke⸗ 
Stovne, Møde f. at holde Raad om noget. 
At holde X. ſamles til R. (Il. Radstef- 
na.) rgadviis, adj. fom giver gode, kloge 
Raad. (JF. rådvis.) raadvild, ad ſom 
ikke veed at finde p. Raad, Midler el. Ud⸗ 
veie. (I. rådvilltr.) Deraf: Raadvild⸗ 
hed, en. ud. pl. (Engelst.) — raadvillig, 
di nlig til at give andre Raad. (Dh⸗ 
enichl. 
Raad, en. pl.-er. egentlig: den, ſom er 
Medlem af et Raad (J. Rath;) men brus 
ges hos 08 fun i Sammenſetn. og fom en 
"Bitch, hvoraf overfledig Mængde haves. f. 
Bergragd, Etatsraad, Geheimeraad, Ju⸗ 
ſtitgraad, Kammerraad, Krigeraad, 0. fl. 
Raad, et. (fort Vocallyd.) ud. pl. (ISL. 


Radslag.|] Handlingen, af raadjlaae, holde, Hrodi.] fordærvet Vodſte, Edder, Mate⸗ 


Raad. At holde R. (D. Bibel.) Raad⸗ 
flutning, en. (T. Rathſchluß.) Beflut: 
ning, fom fattes efter at have holdt Raab. 
oth. (I. Radslag.) ”Da vor Misfor⸗ 
nøielfe ikke Fan forandre den Eviges Faad⸗ 
flutninger.“ Bafth, ”Hvor Guds Raad⸗ 
flutninger begyndte at fuldbyrdes.“ Myn⸗ 
fter, raadſnild, adj. klegtig t. sat give 
Naab. Moth. Grundtv. (%. rådsniallr.) 
raadſporge, v. a. 3. fpørge t. Raads, raad⸗ 
Forefig med.  ”Atr. Nafuren.” J. Bone. 
De raadſpurgte Oraklet.  ”At raadſporge 
fig med Gud.” P. Tidemand,  ”Overtroen 
Drev en Mængde af Racdfporgende ft. dem.” 
Guldb. Deraf: Raadſporgſel, en. Raad⸗ 
forſel (ſom mere br.) — Raad 
d. ſ. ſ. Kaadhuus, ell. egentlig det Verelſe 
i Raadhuſet, hvor Øvrighedens Forſamlin⸗ 
er cl. hvor Retten holdes. At møde p. 
aadſtuen, fores p. Raadſtuen. (Deraf 
bi. a. Raadſtuebud, en. B. ſom gier Op⸗ 


0 J 
t æ 


2 


e,cn. pl.-r. ” 


rie i Saar og Bylder. ””At gaae i Åaedd.,” 


Baggeſen. 

aadden, adj. n. raaddent. pl. raadne. 
kJ. rotinn. A. S. rotan.] om faſte, orga⸗ 
niſte, m. Vodſter forſynede Legemer: op⸗ 
løft i Beſtanddelenes Gammenhæng, hvilke 
t et Slags Giæring tabe Faftheden og efter⸗ 
haanden forgaae. Xaaddent Kied, raadne 
Xg. r. Fiſt. raaddent Træ. — Om 
flydende Ting, der komme I en oplefende 
Gicring; ifær om Band. — Deraf : Raad⸗ 
denhed, en. ud. pl. — raadne, v. n. 1. (er.) 
blive raadden, tabe Belenes Cammenhæng . 

v. opløfente Gigring. Deraf: Raadnelſe, 
Raadnen, en. (f. opracdne) ' 
Raade, v.a. 1. IJ. råda. A. S. ræ- 
dan.) 1. give Raad, anbefale cen noget, 
ſom tienligt; tilſtynde cl, advare v. Raad. 
Lægen har raadet mig Sebad. Jeg råaz 
dede ham firar at føge derom. Åt vr. cen 
vel, ilde. Atr. cen fra, til noget. Ater. 





Naade — Rabat: 


2. habe i fin Magt, have Magt 
At r. i ft eget Duus. 


ti Fred. 
over, ſtyre, regiere. 


Hun vil roede med (vil have Deel I Beſty⸗ 


telfen.) At r. for Riget. »Du, ſom f. 
Siv og Ded, for Tid og Uldfald raader.“ 
Tullin. At r. over fine Bønder, Hun 
raader over ham, ”De ſtode under Lovene, 
og vilde raade over bem,” Guldberg. " Det 
raader jeg iffe for (det beroer ikke p. mig.) 
»Derſom det ftaaer dig frit for, og du haver 
det af raade, enten du vil, eller ikke.“ B. 
Thott. Han har meget, mange Penge at 
r. over. Mu maa hen r. fig felv (leve ſom 
han vil, ſelv ſtyre fine Handliuger.) (f: 
readig.) Her raader han iffe, har han ifte 
at raade. 3. formaac, være voren. gan 
tager fig mere paa, end han fan raade. At 
raade med noget 2: formaae at bevæge det, at 
handle dermed, faae Bugt med. Denne 
Steen fan cen Mand ikke ragdermed. 4. 
giette, udtyde, fottolke. (J. rada. T. va⸗ 
then.) At r. en Drem; “Hvor er den 
Kraft, fom dig omfatte fan, og dine evig⸗ 
duntie Runer raade?“ 6. Blicher. 5. 
At raade Bod p. noget I: rette en Feil, 
afhielpe en Mangel,” bede paa. 

Raadelig, ad). [3- Tådlegr. Sv. råd- 
lig.] tienlig, "gavnlig, ſom fan tilraades 
gen. Det ev ragdeligtt at tie hermed. 

Raaderum, et. ud. pl. (ſ. racde, 2.) 
egentl. Rum f. at kunne raade, handle m. 
noget ; figurl. At have R. fane Ræderum, 
a: Lcilighed t. at gigre, udfere noget, t. at 
bruge fine Kræfter; Frihed t. at handle fom 
man vil. ' 

RXaadig, adj. [af Raad, Evne, Kraft.] 

" i hvis Evne det ſtaaer, at handle, at bruge 
noget efter egen Villie; fri, unafhongig, 
mondig over. At værer, over fire Midler, 
over fine Handlinger. (jvf. ſelvraadig.) => 

— en. "ud. pl. Myndighed. At 

have X. over noget, over Andre. Godſet 

et nu t. hang frie Kaadighed, 
Raadyr, ef. ſ. under Raa. 
1. Raatte, en. pl.-r. en Hden Dynge, en 

Bunke; (ev et iydſt Ord.) ”Lægges Møget 

i Xcager ci. ſmaa Bunker langs ad Ageren, 

faa udgiærer det meget fnart og" mifter fin 

Kraft.” Olufſens Land⸗Oecon. 

2. Kaage, en. pl.-r. er Fugt af Ravne⸗ 

Elægten.- Corvus ſrugilegus. 

Raaholt, en. pl.-er. den overſte Planke 
rundt om Siden af et- Skib. 

Xaamærfe, et. pl.-r. (forældet.) Grænd⸗ 
ſeſtiet, Skielmerke imellem Lande ell. til 
hinanden grændfende Jorder. f. Landes 


mærke. JAf det forældede Raa, Skiel, 
Grændfe. s . 
Rabarber ell. Khabarber, n. s. or frem⸗ 


ned Legeplante, ſym ogfaa her til Lands 


tyrfes. Rheum, | 
Rabat, en. ud. pl. [Fr. rabat. Jf. ra- 
batto.] 1.1 Handelen: Afdrag, Afkort⸗ 


- 
— 4— 


229 


fftere Rader af Dandſende. 


Rabat — Raffinere. 


ning p. en Vares beſtemte Handelspriis. 
At give R. paa noget. 


Rabbiner, en. pl.-e. en jodiſt Præft eller 
SÉriftlærd, 

. Race, en. pl.-ve. Ifranſt.] om Dyt, tfær 
Huusdyr; vel ogfan om Menneſter: en vié 
Deel af en Art, udmærket v. afvigende 
Egenſkaber, ſom holde. 
ningen. (f. Stamme.) … 
Kad, en. pl.-er, — og N. S. Rad. 
J. Röd.) 1: flere Ting, fom ere ſamlede 
nær v. hinanden i en. £Linic. . Soldaterne 
opftilledes to Rader. En Rad Perler, 
Huſe, Træer. (jvf. Række.) En lige Rad. 
Ut flutte Raden, være den fidftt i en R. 
2. ud. pl. Tilſtanden, at flere Ting faales 
des ere ſamlede. At fætte noget p. Rad, i 
KR. At følge, gaac, ride i Xad. Træerne 
ftaae i Rad. 3. ud. pl. den Tilftand, det 
Tilfolde, at flere Bing ſtee ell. følge p. 
hinanden i en vis Orden. Raden kommer 
ſnart til dig. Den, ſom Raden træffer, 
gåder ud. Tre Dage i R. 0: efter hinan⸗ 
den. 4. en Rad, d. ſ. ſ. Beenrad. Der⸗ 
af: Dedningrad, Rygrad. — Radbyg, et. 
Byg, ſom har flere Rader Korn i Axet. 
Raddands, en. D. ſom foretaget i cen ell 

adgaas, en. 
En Vandfugl af Andejlægten. Anas ber- 
hirla. (efter nogles Mening, fordi de pleir 
at flyve i fange Rader.) adlægning, en. 
Gierningen at lægge noget radviis (f. E. 
grøfiærner i Jorden.) radfaae, v. a. 1. 
ſaae (Kornet) radviis i Furerne m. paſſende 
Mollemrum, i St. for at ſtroe det ud p. 
Marken (Dluffen.) Deraf: Radſaaening, 
en. “Ved Radſaaening [pares meget Soed⸗ 
forn.” Olufſen. — radviis, adv. 1. få 


Fa 


Rad, ell. i flere Rader, 2. een Rad efter . 


den anden. 
Radbrakke, v. a. 1. [funde udledes 


a 1 
Rad, Beenrad; men er fnavere overført al i 


det T.radbrechen.] aflive Forbrydere, 
v. at knuſe beree Lemmer og Ry 


; 2. ombsiet Kant p. 
Klader, ifær naar den er af forſtiellig Farve. 


fig under Forplant⸗ 


g ſom. 
pleiede at ſtee m. et Hiul.fig. at rad brætfe 
et Sprog d: tale det reent flet og urigtigt. 


— Deraf: Radbrakning, en. pl.-er. 


Rodere, v. a.1. [Lat.]” 1. ætfe Figurer 


i en Kobberplade v. Hielp af Skedevand, 
ſom er et Slags Kobberſtikning. 2. ud⸗ 
ſtrabe, udſlette det, ſom er ſtrevet. 
Radeſyge, en. ud. pl. [uvis Oprindelſe; 
„maaſtee af Raad, Edder ek, af J. Hrudr, 
crusta wulneris.) ct Slags langvaͤrig og 
' fmitfom Hudſngdom. eh. Spedalfthed, ſom 
forekommer i de nordiſke Lande. 

Radiis, en. pl. Radiſer. d. f. ſ. Ræddie 
Fe, cl. en vis Art af denne Plante, (Ra- 
phanns sativus.) 

Xaffinere, v. a. ſ. luttre, renſe. 
fineret Sutter. (Raffinaderie, ſ. Sukker⸗ 
huus.) i 


' 
é 


- 


rafz 
Å 


rd 


Rafle — Raket. 


Rafle, v. n. og a. 1. Iformodentl. ber 
ſlagtet M tet T. raffen. Sv. rappa.] 
1. faſte m. Zærninger, afgiøre 9, Zærnings 
kaſt. At rafle om noget. 2. ſtrive haſtigt. 
(Moth.) 
Raft, en. pl. er, IJ. Raftur. AX. S. 
Ræbter.J en lang og tynd Temmerſtok, en 
Sparre, Lægte. En Humleraft. 
Rag, en, ud. pl. Damp, ſom ſtiger op 
af Havet; Havtaage. D. H. D. Moth. 
Gt jo Ord.) ; 
eg, adj. 1. lige, vet opftanende, ops 
ret. (forældet.) 2. ſtrid, ftisbaaret. ”Ragt 
Haar, ragt Stiæg.” P, Clauſen. rag 
lid, WMoth; br. i Iplland.) Deraf og⸗ 


faa: Rag, ef, ud. pl. ftride Haar, faafom - 


p. Bukke og Geder. (Moth.) 

1. Rage, v.n. oga. 1. [I. og Sv. raka. 
AX. S. racian.] 1. Røre idelig, ell. frem 
og tilbage i noget. Ater. i Jorden m. Fin⸗ 
grene, i Ilden m. en Zang. 2. føre noget 
fammen, ſamle i Hob, enten m. Hænderne 
el, med et Redſtab. At r. noget frem, op 
af Jorden. At rage noget t. fig. At rage 
Ilden ſammen. 3. borttage Haar eil. 
Stag m. cu ſtarp Kniv. (barbere.) At 
lade fig rage. Ater. fig ſelv. 
raget af hans Hoved. — Ratgedug, en. D 
ſom lægges om Halſen p. den, der rages. 
(Moth.) Zagckniv, en. En meget ſtarp, 
tundjleben Kniv t. at afrage Stæg ell. 
Haar; Barbeerkniv. Ragetøi, ct. alt det, 
fom hører f. at rage Skegget. — dagen, 
en. ud. pl. Gierningen at ruge. 


2. Rate, y. a. og n.1. [af uvift Slægts ” 


ſtab.] 1. mane til, røre ved. (fielden og meſt 
fun i cm lav Talemaade. Det tager ham 
ikke. Hvad ruger det dig? od: vedtoͤmmer.) 
2. At rage frem, være fremftanende og ſyn⸗ 
lig, over noget lavere. Klippen rager frem 
af Bandet, Tilforn hår den raget frem. 
”Det overfvommede Egnpten, hvor te høit 
liggende Byer røgtede frem over Vandet.“ 
Guldberg. 3. Atrege i, komme i, blive 
indviklet i. Ater. i Klammeriem. een, Han 
ev raget i en flem Sag. 

Kage, en. pl.-r, ct Redſtabet. at rage 
med; en Ildrage, Ovnrage. 

Rageri, et. pl. - er. unnttige Smaating, 
Ting ud. Vardi, ſamlede p. eet Sted. 

Ragle, en. pl.-r, en Uldtot. (Moth. 
ukædvanl. jvf, Rakle.) 

Ragle, v. n. 1, IJ. og Sv. rasla.] 
vakle, rave, fom den Drukne, ell. den Eraftz 
loſe Gamle, (Moth. forældet. jvf. rave.) 


Raigræset. n. s. et Navn, der gives fo" 


Slags Foderurter: engelſt Raigræs. (Lo- 
lium perenne) og: franſt Raigres (Avena 
elatior) dog ifær den forſte. N 
Raket, en, pl. - ter, [If. raggetto.] i 
Fyrvark: en m. Krud og ftedt Kul fpldt 
Pølfe ell. Cylinder, ſom foſtest. en lang 


R 


230 


Haaret blev - 


Ralet — Ram. 


Stok (Raketſtok), og efterat være antændt, 
ftiger hoit i Veiret. 

1. Katte, en. pl. =r. [A.S. Ræc. Sv. 
Racka, en Zæve.] 1. en (odden ell, lang⸗ 
haaret fund. (Moth. Synes af være Be⸗ 
mærfelfen, hvor ter i K. V. forekommer: 
»Lege med Reale og Munde.”) 2. en ung 
Hund; en Hvalp; forældet,  (”Lidet baa⸗ 
der Ratfe, sat lege m. gammel Zæve.” 
Ordſpr. P. Lolle.) 

2. Rakke ell. Rakeen. [Holl. Rak.] til 
Skibs: en Samling af Toug, beſatte m. 
ſmaa Trekugler, hvormed Ragen holdes £. 
Maſten. (Deraf: Rakkeline, Rakketallie 
o. fi. Cammenfætninger.)  ” 

Rakker, en. pl.-e. [H. og N. S. Ra— 
der.] tilfornz den, form flaaede dode Delte 
og Kreature (f. Watmend) og tillige gif 
Efarpretteien tilhaande, bortforte henret⸗ 
tere Forbundereé Lig, m. m. == rakkerag⸗ 
tig, ådi. (lig en R, eller hans Beſtilling. 
Rakkerarbeide, et. Rakkerens Forretning. 
Rakkerknegt. en. den, ſom tmer Rakte— 
ren, cv hans Svend. Rakkerkule, en, 
Kule ell. andet Sted, hvor Aadsler og ære 
loſe Forbryderes Liig neggraves. Rakker⸗— 
ſluſſe, en. S. cl. Karre, hvorpaa ſaadanne 
Gienſtande af Rakkeren bortſlobes. (fom 
adj. foies det i Pøbelfproget t. flere Ord, 
f. at betegne Tingens Sſethed, ell. ſom 
Skieldsord.) Ligeledes høres kun i lav Sas 
lebrug det maajfee m. Rakker bejlægtede v. 
rakke, i Udtrokket: af rakke cen til (rakke 
fig til) 2: tilfele; it, udtinlde; afprygle. 

Ratle, en. pl.-r, Blomſtringen p. Wot= 
detræer, Popler 0, a.-ÆXrævr, bvig Blom⸗ 
ſterſtilk er tet bedekket m. Stæl, under 
hvilke Blomſterne ſidde. (Amentum.) 

Ralle, v. n. 1. (har.) [IJ. hracka. X, 
roͤcheln.J give en vis Lyd i Luftroret og 
Bryftet, naar Aandedraget hindres, ”De 
Doendes Roſt, det rallende Bryoſt, er min 
Fiærefte Lvſt.“ Evald. “Det gamle Hedens 
ftab aft gifper mat, det raller alt i Deden.“ 
Ohlenſchl. — Deraf: Rallen, en. ud. pl. 
En Rallen i Bryſtet, for Bryſtet. Weraf 
vel ugfaa n. s. Ralle, ſom undertiden i dagl, 
T. bruge for: Luftror, Strube; f. E. en 
Gaaſeralle). 

1. Ram, adj. pl. remme. [IJ. rammr.] 
1. ſtarp, bidende, ftreng I i Smagen. En ram 
Smag. “Jo federe Melf, jo rammere Sft 
Bording. 2. ftært og ubehagelig Lugt, der 
ligeſom fvarer t. hiin Smag; E. Gedde 
bütkens. — Deraf: Ramhed, en. ut. pl. 

2. Rem, adj. fuld, fuldkommen; reen, 
S Talemaaden: for ramme Alvor. Det er 
r. Alvor, mit ramme Alvor, — At tale 
rem Indyt. 

Ram, et. ud, pl. Gierningen at ramme ; 
Zræf, Leilighed. At fane Ås til noget, ft. 
cen. Du ſtal ef gane Ram forbi 9: jeg ſtal 
nok ramme Dig. “De Pabpiſtiſke løb heller 


Ram — Ran. 


itfe Ram foruden.” Golting. ”IZnveri er 
Tyveri, og Tyv bør ei gage Ådm forbi.” 
Bagg. (Kallundb, Kron.) — At ſee fit Raͤm 
t. noget 9: fer Leilighed til. »Fordi han 
Gratier og Mufer fanger m. Glæde, naar 
han feer fit Zam.” Bagg. 

Ramle, v. n. 1. (har.) Haren ramler, 
naar den vil parres. (i Jegerſproget. T. 
rammeln.) —Ramler / en. pl.e. ¶KRam⸗ 
ling. Roth.) en Hanhare. V. S. O. 
Tydſt.). 

—2 v. mn, (V. S. O.) buldre. ſ. 
rumle. 

Ramme, v. a. 1. og 2. IJ. ramma.) 4. 
naae, komme t. at berøre eu Gienſtand, en⸗ 
ten m. Forfæt, v. at figte t. den, ell. ved 
Heæendelſe; træffe. Studdet rammede ikke. 
At vr. een m. en Øre. Dyr ramte tu def 
rette (traf, giwttede rigtig.) ”Men faa 
dog remme ret, hvorledes det 'gaaer til.” 
Bording. ”Zu rammer ſely min bedſte 
arv.” Kingo. ”Man ſtal ramme Maade 
udi alle Ting.“ 3. Thott. Det kommer an 
paa, hvem Lykken vil ramme. 2. fløde cl. 
flaae færft p. noget f. at faac det ned. 
T. og N. S. rammen. C. to ram.) 
At ramme VPæle ned. (at bukke Pale. 
Moth.) = Deraf: Rambuk, cen. pl. - Fe, 
Maſtkine, hvormed ſtore Pæle rammes ned; 
en Poœlebuk. FE 

Ramme, en. pl.-r, ISv. Ram. T. Ra b: 
men. A. S. rima, Kant.] en bred Ind⸗ 
fatning ell. Liſt omkring en anden Ting. 
Xt fætte et Skilderi, Kobberſtykke iX. En 
Speilramme, Syeramme, Pinduesramme. 
At fpænde Klæde ien R. for af tørres. — 
Rammekoie, en. Skibskoie, m.. en Tra⸗ 
ramme f Bunden. Rammeſnedker, en. S. 
ſom iſer  forfærdiger Skilderirammer. 
Kammeſtykke, et, 1. Et Skilderi, Maleri, 
beftemt t. af ſattes i R. 2, def overſte 
Tværftytte p. su Dorramme. Ramme—⸗ 
ſyening, en. S, cl. Udſyening (Brodering) 
p. Zsi, ſom ſpendes i en Syeramme. 

Ramſe, en, pl. -r. (ogſaa Remſe.) en 
Samling af Ord uden Mening, en lang 
Tale uden Liv og Fynd. Det er en K. han 
har lært udenad. At fige en lang Å. frem. 

e,W.a. 1. Ater. noget op, ſige 
noget haſtigen frem, uden rigtigt Tonchold, 
og uden at agte p. Mening, At ramfe op 
hvad man fjar.lart udenad, hvad man ikke 
forftaaer. . , 

Ran, et. wd, pl. [3, Ran.] den Gierning, 
vp. cen ufovlig Maade og uberettiget at 
Rille en anden v. noget, han eier ell. har i 
fin Værge, enten v. at tage tet m. Vold 
eler hemmeligt, eller v. at fyrjage ham fra 
Bejidteljeg. At begaae Ran. A Tyven 
uof engang igien f. .dette Jan sfitraffeå 
kulte.” Bagg. Haandran, Boran, Hiord⸗ 
ren, Markeran, Agerraͤn. ( D. Lov.) (jvf. 
Tyveri, ſpm ev ct mindre udſtrakt Begreb, 


"4 


231, 


"Randen, f. E. i Bøger. 
en Munt (fom ev uden p. dens Rand.) 


Ran — Rang. 


og forudfætter altid, at Gierningen feer 
hemmeligt, Ethvert Twveri cc Ran, men 
ftfe omvendt.) = Ransboder, pl.”B. ſom 


efter Loven maa betales f. Ran. Rans⸗ 
gierning, en. d. f. f. Ran. Ransmand, 
en. den, fom begaaer Ran. Ransſag, en. 


Sag, der anlægges mod cen f. Ran. — 
ranfvoren, adj. i det ældre Lovſprog: den, 
ſom v. Ed blev overbeviift om, at være 
Ransmand. Rantog, st. Tog, fom gaaer 
ud p, Ran; Rovertog. (forſtielligt fra det 
forældede Ranotog cl. Raustoug I: den 
Forretning, at være Ransnovning, ell. af⸗ 
lægge Ed om Nan.) 
and, en. pl. -e. JJ. Rond. A. S. 
Rand.] 1. en Linie, Stribe. 2. den yder⸗ 
ſte Linie, Kant ell. Indfatning af en Ting. 
En bred, ſmal R. At fulde et Glas ft. 
Randen At ſtrive i Randen af en Bog. 
En Bog m. bred X. At boie en R. paa Pas 
piret. Wed Afgrundens Rand. (ſ. Bred.) 
Randen p. Skoe, Stovler, et vift Slags 
Som og en vig Maade , at fve Cualen t. 
Dvuerlæderet, = randfyldt, adj. v. fridt 
indtil Randen, (S. Staffeldt.) randhaa⸗ 
ret, adj. i Plantelxren: om Blade, fom i 
Ranten ere befatte m. Haar. («ciliatus.) 
Randliſt, en. Liſt, ſom gager langs med eil. 
trindt om Randen af noget. Randmerygel, 
en. en Jordart, fom i Letet viſer afverlende 
rodgule og blaae Striber ; Rodleer. (V. S. 
2.) Randſcale, en. S. paa Sktoe ell. 
Støvler, ſom er ſyet m. Rand. randſaa⸗ 
let, adj. forſynet m. Randſaaler. Rand- 
o, en. S. med Randſaale. (ligeledes: 
andſtovler.) Randſkov, en, den yderſte 
Deel, Udkanten af cu Skopſtrakning. (V. 
. 9.) Raudſkrift, en. S. ſom ſtrives i 
Randſkrift paa 


Randſtrimmel, en. S. ſom gaaer langs m. 
Randen, el, udgisr den yderſte Deel of nv; 
jet. Aandſtyrte. et. S. til at fætte i Ranz 
en af noget. Randſyeniug, en. ten Maas 
de, . hvorpaa Skoe og Støvler fyes m. 
Rand. — randet, adp forſynet m. Rand, 
2. ſtribet. (Duth.)  . Mil DD 
Kande, v. a. 1. fætte Rand om noget. 
At rande en Mynt; randede Ducater. 2. 
glote fribet. (Moth.) Ni 
RKandſege, v. a. f. ranſage. 
RKRandſel en. [Tydk. I. Dadſaf. 
Rane, v. a. 1. [ſſ. Kan. J at begaae Run, 
ile cen v. noget p. en ulovlig, voldſom 
aade. At r. noget fra ek. At rane 
noget bort. — Raner, en. pl.—e. bén, ſom 
begaaer Ran; Ransmand. i 
Rang, en. ud, pl. [Franft.] den Grad i 
perfonlig Stand og Verdighed, ſom cen har 
[det borgerlige Liv, enten i Alm. ca. for: 
nemmelig for faa vidt fom denne Grad v. 
Anordninger ev beftemt. Deraf (5 AR n 
Fortrin i denne Brad f. andre, Forſede. 


v - 


⁊ 


Rang — Ranke. 


== V 


At opholes i Rangen (meddeltes R.) 
faae en høiere Xank. " En Mand af høi R. 
Ahhave R. over øen, m. cen, Rangbrev, 
ct. Kongebrev, hvorved Nang meddeles. 
Kangforordning, en. F. ſom beftemmer de 

ffiellige Glaffer og Grader i Rangen. 

angſkat, en. Stat, ſom Rangsperfoner i 
Norhold.t. deres R. maa betale, Rang⸗ 
frib, et. d. ſ. ſ. Linieſtib (af Rang, i Be: 


merkelſen: Orden, Rad.) Rangttrid, en. 


ud, pl. Strid imellem flere om Forfædet 
el. om den høiere R. rangſyg, adj. ſom 


, har en overdreven og latterlig Beglerlighed 


efter Nang cl. udvortes Fortrin. “Han 
tryngier ci [om rangſyg Nar,” P. M. Troiel. 
Rangſyge, en. den Egenjtab, at være rang⸗ 
ſyg. Xangtitel, en. 1. Titel fom tilkommer 
een, i Følge, hans Rang. 2. Titel, ſom 
blot giver Rang, ſom ef følger m. vt ⸗ 
bede. Rangsperſon, en. pl.-er, den, ſom 
har R."i Følge en Rangforordning, den, 
ſom Regenten har meddeelt Rang. 

Rangle, en. pl.-r. [J. Hraung], Stei.] 
en Pind af Been e. d. med ſmaa Solv⸗ 


Bioelder paa, ſom gives fræde Børn i 


pænde, at lege m. — Xanglebiælde, en. 
B. paa'en Rangle. Rangleklange, og 
Ranglelyd, en. den Lyd, .fom en R. giver 
naar ten ryſtes. ”darnagtig Rangleklang.“ 
Dhlenfid. Xangleflan e, én. d. f. f. 
Klapperſlange. Ran ußi et. ferm. en 
Rangle f. af-more et Barn. ”&t Raͤngle⸗ 
ſpil m. koiet Daad, t. Morſtab fun f. Dren⸗ 
gr.” T. Hauch. 


18 Rangle, v. n. 1. (har.) ryſte en Rangle, 


"CU, noget, der giver en lignende Lyd, At 
r. for ct Barn m. et Knippe Nøgler. — 
Rangletoi, et. noget t.at rangle med; det, 
fom hører til en Rangle. 


232 
At 


4 Ø - 


Ranke — Rafe. 


til din Hotte, fom ſmukt dannes af Ranker⸗ 
nes Lov.“ Heiberg. (f. Diinranke, 1.) = 
Rankekniv⸗ en. K. til at beſtere Ranker m. 


Rankepeæl, en. P. el. Stage, ſom Viin⸗ 


ranker ſnoe fig om; Rankeſtage. 
Ranke, v. a. 1. At r. Viindruer op, 
binde dem op t. Steengerne. — At ranke 
fig recipr. fhoe fig i Ranker om noget, 
cell. ligefom Ranker. En ranket Stængel 
(p. Planfer, ſom flette fig i deres Vært t. 
andre Legemer; sarmentosus.) . 
Ranſage, v. a. 1. FJ. ransaka; formo⸗ 
dentl. af Ranr, Hnus, og sækia; ſoge. 


Det ſtrives endnu i Alm. randfage.] føge 


meget omhyggelig f. at finde noget fom er 
ſtiult; giennemlede. De ranſagede hele 
Huſet, alle hans Papirer. At vr. eens Giem⸗ 
mer.  ”Vi Pengepungen gav dem at rand⸗ 
feøe; men ikke mindſte Hvid blev deri fun⸗ 
en.” Heiberg. — Nanfagnin sen. pl.-er, 
Ranunkel, en. pl! Raununkler. ct frem⸗ 
medt Navn p. en Plantejlægt, hvoraf en 
Art dyrkes i Haverne. Ranunculus plata- 
nifolius. i , 
Aap, adj. ſN. S. og Sv. rapp.] hur⸗ 
tig, fuar. i 
rap t. Fods, r. paa Benene, == rapfodet, 
adj. haftig t, Fods, letbenet. raphændet, 
adj. 1. hurtig i pændernes Gierning. 2. 
tyvagtig. (Moth.) — Xaphed, en. ud. pl. 
hår FYRE f. TØ Rapp. 4. 6 
ap, ct. på. d. 1. v. Rapp. å. S. 
hreppan, berøre, ] et Slag ; (vet Slag. 
At give een ct R. fage ct Åap., (fig. i d. 
Zale: en Skade. Han fif ct flemt Rap 


”da Kornpriſerne faldt.) 


Rapert, en, pl.-er. den Stilling ell. 


Vogn, hvori Skilbskanoner lægges og befæs 


ſtes, for at kunne rullet frem og tilbage. 


Kappe fig, v. rec. 1. ſtynde fig. (dagl.T.) 


At være r. til fin Gierning. 








Rant, ad). ſA. 6. ranc. J. rackr. N. 
S. og H. rant, rang.) lige i Værten; 


! 


| Rapſe, v. a. 1. [Sv. rappa.] fliæle me 
om høie og t. en vis Grad tynde Legemer. Behændighed (meft om ſmaa Tyverier, | 
En vr. Bøn, Gran. ”H£, bræffer Storm t d. Tale, Vos Moth ogfaa: rappe) 
de rauke Pile, 'og flaaner et unyttigt Rør,” Deraf: Rapfen, en. ud. pl. — Rapsgods, 
Evald, At holde fig rank, ſidde r. til Heſt. et. Tyvekoſter. (Ambergs Ordb)  rapfø, 
Én deilig ri Pige. Jeg fane itfe p. min adj. tunagtig. (Colding.) 
hele Gang en eneſte rant Ang,” Bagg. Rapſad, en. En i nyere Tid af bet T. 
Gun har en rank og ſmokker Skabning. [3 eller MH. S. optagen Benævnelfe p. en 
bet Overtydſter rahn, rahnig; Heit. Plante af Kaal-Slægten , ſom ˖ dyrkes f. 
ſchlank.] 2. uegentt, om Skibe, der ikke dens olierige Frø. Brassica Napus. (i d. 
godt kunne bære deres Seil, men trænge let Tale ogfaa Raps.) ” 
v. ubetmåelig Sidevind; det modfatte af: cen ” KRar, ſadj. 1. ficlden, (rarns)) Deraf : 
ſtiv Seiiet, Deraf : Rankhed, en. ub. pl. Xarhed , en. Sieldenhed, (Sneedorf.) og 
Ranke, en, pl-r. be: S. Ranko. Sv. Raritet, en. pl.-er, et fieldent Stykke, no⸗ 
Karrka.] den fynde, ſnordannede, krybende get fmuft og ſieldent. (d. Tale.) 2, forz 
Gteengek pia viffe Værter, f. €, Humlen; trinlig, god i fit Slägs, elſtvoerdig. (me= 
og de lignende, tynde Stud fra Grenene p. get hyppigen i d. Tale og hos Almuen, ſaa⸗ 
andre Værter (f. E. Viindruen, Vedben⸗ vel om Verſoner, ſom Ting.) 
den) m. hvilke de ſnoe fig omkring ell. hufde afe, v. m. 1. har. [I. og Sv. rasa, 
ſig v. andre Legemer. ”De fiælne Ranker falde pladfeligt, ftyrtes rende. J. Rasa, 
den unge Vedbend om dets Grene ſlager.“ Støt, Ras, voldfomt Lob. E. race:] 1, 
Tode. — Bed Ranker absol. menes fæds egentl. giore ſterk Tummel, heftig Stoi og 
vanligen Viinranker. »Jeg den fulgte hid Oprør; være £ voldfom Bevegelſe. En 





- . 
- 


* 


i 
% 


v Rafe — Raslen. 


raſende Storm. Vinden rafede I de fylitz 
tere Seil. At ſtrige og raſe. — 
rafede i tre Dage. Peſten rafer iblandt 
goltet. 2. handle i hoi Grad mad Fornuf⸗ 
ten, enten i Lidenſtab ell. af Uforſtandig⸗ 
hed. At r. af Brede. At raſe ud, holde 
op at raſe. — partic. rafende br. ſaavel 
for: gal, afſindig, fom for: voldſom, hef⸗ 
tig, lidenſtabelig. Den rafende Pobel. 
Han er et raſende Menneſte naar han bliver 
vred. Et raſende (I høi Grad ufornuftigt) 
Indfald. En rafende Smerte. — Endog 
ſom adv. At bære fig rafende cl. reſende 
gaft ad. 3. være Fornuften reent berøvet, 
være affindig. Den Syge raſer. — Raſe⸗ 
ri, ct. pl.-er, Tilſtand, hvori man raſer; 
Handlingen, fom man begaaer i faadan 
Tilſtand; i bei Grad ufornuftig, gål Hands 
ling. Det er R. af ham, at tænte derpaa, 
At ligge i R. (Raſen br. ogſaa om Til⸗ 
ſtanden; og Raſenhed ev brugt af Rahbek.) 

Raſf, et. ud. pl. [E. Rash: IT. Raſch.] 
et Slags fet uldent Toi. Et Xaffes Stiørt. 
= Xajfmager, en. pl.-e. den/hvis Haand⸗ 
vært er at væve Nast. (Moth.) Heraf : 
Raſtmagergarn, ct. og Raſtmageruld, en. 
Uft og Uldgarn af det Slags, fom Nafts 
muyere bruge. . 

Raſt, adj. 1. hurtig, ſnar. raffe Be⸗ 
vægelfer. At være raft ft. Fods. ”Den Raſte 
brvæger fig m. Hurtighed og Kraft,” P. E. 
Miller. At gane raff. Vi maae tføre 
raſt til. [Det br. i Alm. med Henſynt. 
Bevegelſens Hurtighed; men i ældre Danſk 
ogfaa m. Øenfyn t. Tidens Korthed ell. Ha⸗ 
ſtiahed overhovedet. ſ. Gloſſariet t. den 
gammeldanſte Bibeloverſ.) 2. flink, frei⸗ 
tig, fix. En raſt Sømand, Soldat. En 
r. Gierning. »Kan Armod da findes hos 
Reſte og Unge?” Evald.  ”F den raſte 
Hanudling fremtræder mere Hurtigheden af 
det, man gior; i den diærve mere Bevidſt⸗ 
here om hvad man vover.” Miller. 3, 
karſt, fund, ſteerk. Nu er han raſt igien. 
Aafthes, en. ud. pl. den Egenſtab at 
være raſt. ”RXaffhed I Legemets Bevægels 
fer forutfætter Sundhed; X.-f Beſlutnin⸗ 
ger vidner om Mod.” Miller, ' 

XR afte fig, v. rec. 1. Deien rafter fig ell. 
raffes 9: hæver fig, efterat være fyret, — 
Deraf: Raffning, en. Deiens Keffning. 
Racle, v.n. 1. ber. ſA. 6. hrastlian. 
Sv. rasla.] give em vis ftært og ftlælvende 
Lod, fom naar ét haardt og boieligt Legeme 
anftes ell. bevæges hen ad et andet. At 
rasle med Lenken Bognen raslede hen 
over Steenbroen. (I Danſk br. det ogſaa 
om en mindre ftæré, men afbrudt, fnærz 
fente Sød. Det raslede i Buſtene, i den 
terre Halm. Binden rasler i det tørre Løv, 
Jf. riole) Deraf: Xaslcn, en. ud. pl. 
”En Raslen forfører den triftige Jæger.” 


Cd 
⸗ . ' - 


233 


Ilden 


' | 
4 


Kaſp — Ravle. 


Raſp, en. pl.-er. ing Rasp.] et Redſkab 
af Staal, ljig en Fiil, men forfønet- m. 
dybere Indhugninger og ſtarpere, ophsiede 
Streger ell. Rivetender; ct Raſpejern. 
”Den verdslige Wayt bruger Raſpen og 


" Gfrubhovlen.” Shøtte. 


Raſpe, v. a. 1. [€. to rasp. I. taz 
ſpeln.] arbeide m. en Raſp, ſondergnide, 
afgnide m. en R. Atr. Farvetræ. At er. 
Skoͤrpen af Bred. raſpede Mandler. — 
Deraf: Raſpning, Rafpen, en. — Raſpe⸗ 
brød, et. Et Slags Hvedebrød, hvoraf den 
haarde Storpe er afrafpet.  Xafpefiil, en. et - 
Slags finere Raſp. Aſegcc et. d. ſ. ſ. 
Raſp. Raſpeſpaan, en. Spaan, foni ra⸗ 
ſpes af; f. E. af Farvetræ. — Kaſphuus, 
et, En Bygning, hvor grove Forbrydere 
dommes t. at rajpe haardt Farvetræ. At 
demmes i, "til Raſphuſet. 

aft, en. ud. pl. I. og Sv. Kaft. E. 
Rest.] Hvile. = Raftdeg, en. pl.-e. Hvile⸗ 
dag p. en Reiſe. At holde Raſtdag. — 
raftløs, adj. uden Hvile, hvilelos. ”Det. 
raſtlofe Hierte.” Ingemann, 

Rat, et. En m. Hiul forſynet Valfe, 
hvorved Rores dreies m. een til Roerpinden 
heftet Xatline, 

Ratte fig, v. rec. 1. komme fig, komme 
t. Kræfter. (i Almueſproget.) 

Xzv, adv. ganife, rent. ſ. ravgal. 
(Moth har ogſaa: ravfuld, rent drukken.) 

Xav, et. ud. pl. [IJ. Raſr. en ſom ofteſt 
guul cH. guulladen, giennemſigtig, brend⸗ 
bar og vellugtende Materie, ſom findes v. 
adſtillige Landeé Kyſter, opkaſtet af Havet, 
ell, i Jorden, og holdes f. at have fin Op⸗ 
tindelfe af Planteriget. Succiuum., — 
Ravarbeide, ct. Noget, ſom er giort af R. 
Kapdreier, en, Konſtdreier, ſom iſer gier 
Rabarbeide. Kavfernis, en. F. ſom bes 
ſtaaer af Rav, oploſt over Ilden tk en fed 
Ditte. (Oliefernis.) Ravfiſter, en. den, 
fom glor Naring af at fiſte R. Xavfifteti, 
et. Gierningen at fiſte R. Ravolle, en. 
OD» ſom ér en af Beſtanddelene i Rav. 
Ravperle, en. pl. —r. dreiede Perler af R. 
Ravſmykke, et. &. af Ravperler. Rav⸗ 
føre, en. En færeger Syre, ſom v. Deſtil⸗ 
ation faaes af Rav. . - 

Rave, v.n, 1. har. [Gv. .raga, ragle 
3. rafa, vante om.) 1, flingre, bevæges 
fra een Side ft. en anden. »Hvor Stolen 

aver, der bliver ikke langt Gade.” Ordſpr. 
»See, de ſtal ravende ſturte ved Ælde.” 
Zhaarup. . Bi ſade Treet rave og falde. 
2. gaae uſikkert, vaklende. At v. ſom en 
Drutken. »J det han ravende Adruelig⸗ 
hed prifer.” P. M. Troiel. “'Som tums 
lende af Bid m. drukne Siæle ræve,” Tul⸗ 


Tin. — Deraf: Raven, en. ud. pl. 


Ravgal, adj. [Sv. rafgalen. ] reent gal, 
raſende. (d. Tale.) 
Ravle, en. hos Bodkere: et Stylke Tro, 


' 
y 


s (N ' 





Rebning, Handlingen, af rebe. 


Udtunk, der nu, 


Ravle — Rebe. 


ber fættes f. Bunden af et Drehoved "el. 
ftort Fad, v. Pinde igiennem Staverne. 
Ravn ,en. pl.-e. [I. Hrafn. A. S. 


" Ræfen.] en Vuglejlægt (hvortil Kragen, 


den, Alliken 0. fi. høre) og færd. en 
under dette Navn bekiendt Art af ſamme. 
Corvus corax. At ftiæle fom en d 
Deraf: Ravnefieder, en. Ravnefode, en. 
gede f. Ravne; hvad en R. æder. ”Dit 
ygte, fom dit Lig blev Ravnefode.“ Ohlen⸗ 
dl. Ravneklo, Ravnerede, Ravneſtrig, 
avneunge, 0. fi. — ravnſort, adj. ſort 
ſom, en Ravn, meget ſort, glindſende ſort. 
Ravn (Fijtcæg) [: Rogn. 
Ravndutgg, et. [€. Ravenduck. H. Ra- 
vensdock; formodentlig af en Byes Navn.] 
et Elagé finere Seildug el. tykt Hampe⸗ 
erred. 
RKeb, et. pl d. f. IN. S. Reeb. J. 


— 
eg sr 


"Reip.] en af Pamp ell. andet lignende Stof 


fammenfåoet cl. tvunden Snor af nogen 


Tykkelſe. (jvf. Toug ; Suor, Stræng.) 


At flaae Reb. (v. Keb absol. forftaaes afs 
tid Zampereb. Derimod: Baftreb, palmz 
reb.) 2. i Loven forekommer Keb ofte for : 
At begiere 
Reb p. en Cicndom. (I. 18. 1.) Deraf: 
»At tage ved Rebep. Zinge” (V. 10. 12.) 
Ut falde, kræve til Reebs. (V. 10. 14.) At 
mele Reb (tilfige Rebning. I. 18. 1.) m. fr. 
tilligemed Handlingen, ere 
de. — rebdragen, adj. r. Jord, ſom 
, Lov. V. 10,42, (f. 
1. Enden af et R. 


forceld 
ér opmaalt m. Reb. 

rebe.) Rebende, en. 
2 et lidet Stytte R. Rebſlager, en. den, 
ſom forfærdiger Reb. Rebhul, ct. fmaa 
Huller i Silene, hvori Reb ell. Seiſinger 
ſtikkes ind. ft, af vebe dem. Rebſtige, en. 


En Stige, hvis Sideſtykker og Trin beftane 
. af Reb, og fom hænges cH. fæftes t. det. 


Sted, hvor man vil ſtige op. Kebyinder, 
en. d. ſ. ſ. Rebſlager. (forældet.) =— Rebsz 
jord, cen. rebet ell. opmaalt Jord; forældet 
ligefom Rebsmand, en. den, ſom reber, 
maaler Jord; Maalsmand. 

ebe, v. a. 1. maale, opmaale ell, afs 


maalem. Reb (fom fordum brugtes i St.f. 


8 


Maalekieden.) At r. en Mark, Ager, Skov. 
ao: Tildele hver af Bymændene fin Lod Å 
Byens Mark og Skov efter Opmaaling. 
»Da ſtal Rebsmendene være pligtige — 
faa tidlig ſom Gol gaaer op, at, begynde 
deres Rebning, og ſtulle faa rebe t Sol 
gaaer ned,” D. Lov. I. 18,2. 2. at rebe 
Seil 3: formindſte dem, v. af binde dem op 
m. Reb. — fig. ”Jeg maatte rebe Seilene 
(inditrænfe mig) om jeg ikke vilde firande.” 
—8* 3. at rebe Løg 9: fætte dem faft 
uden om Halmreb. Moth. = Deraf: Reb; 
ning, en. 1. Joris Opmaaling og Deling i 
odder, (D. Lov, I. 48, 2.) 2. Seilenes 


Sebning.  , . i , 
Rebe, en. (udt. Reve.) 1. cen Halm: 


. 234 


F- Cd 


da 
lv - 


| Rebe — Rede. 


ſnor, hvorom Lag fæftes. En RX. Løg, en 
Logrebe. Moth. (jvf. det T. Rebe, Ran⸗ 
fe.) 2. en flad og bred Etræng, ſom dra⸗ 
ges i Bunden p. en Seng. (Moth.) 3. et 
Slags Kam t. Langhalm og Hør. (Moth.) 
Reberbane, en. pl.-r. [af n. s. Reb.] 
det Stéd, hvor Reb og Tougvark vindes 
ell. ſlages; enten under aaben Himmel ell, 
i Guus. . 
Recenſere, v.a. 1. [af Lat.] offentlig 
anmelde og bedømme et nyt Skrift. Der: 
af.: Recenſent, en. den, ſom offentlig bes 
dømmer udkomne Skrifter, ſom ſtriver en 
ecenſion. 
Recrut, en. pl.- er. IFr. recrut.] en 
nylig indſtreven Landſoldat, cl. en uylig 
hvervet Soldat. 
Rector, en. [af Lat.)J 1. den Profeſſor 
v. en Hoiſtole, ſom efter Omgang forer 
gorfædet blandt de ovrige ell. i Conſiſto⸗ 
vium, i tet academiſte Raab. 2. den førfte 
og ftyrende Lærer i en (lærd Stole, (Skole⸗ 
forftander.) : Deraf: Rectorbolig, Rector⸗ 
embede, Rectorkaabe (ſom Unlverſitetets 
R. tilforn bar) Rectorlon, o. fl. 
. Red, en. pl.-er. ſP., N. S. og 2. 
Rede.] den nærmeft t. en Savn ell, Strand 
grændfende Del af Havet, hvor Skibe 
kunne ankre og finde noget Ly under Kyſten, 
cH. i en Bugt, ſtiondt ei ligge filtre, fom i 
Havnen. Denne Stad Har ingen Havn ; 
men fun cen aaben Red. ' 
RKedde, v. a. 1, IAI. S. hreddan. H. og 
N. S. redden.J befrle, . frelfe cen fra en 


nær Farc, betydelig Skade, Ulykke. Ater. 
eens Liv. Af r. een fra at drukne. Kir⸗— 
fon allene blev redder fra Ilden. Han 


ftaaer ei t. af redde, (Man befrier cen fra 
en mulig Ulntte, ell. fra cen, fom Gan alt 
er i; man vedder ham af den, hvori han er 
nær v. af falde; frelſe, ſom eenstydigt m. 
redde, brugeerdag ofteſt om Menneſters Liv 
cl. Velferd.) — Kedder, en. ſ. Frelſer. — 
Rrdning, on. pl.zer. Handlingen at redde; 
ell. det, at reddes. Han er uden R. (dede⸗ 
lig ſyg.) Redningsauſtalt, en. pl - er, 
Indretning t. Redning af Menneſtkers Liv i 
mulige Faͤrer. Redningsbaad, cen, En 
ftærfr bygget Bagd, ſom er færdeles indret⸗ 
tet t. at redde Stibbrudne. Rednings- 
gods, et. G. fom reddes af Ildsvaade (For⸗ 
grdn. 1 Nov! 4805.) XKWningehbielp, en. 
—— hvorved cen reddes af ſtor Nød ell. 

ate, redningslos, adj. uden Redning, 
fom ci fan reddes. . Redningsmand, cu 
den, ſom redder en Anden af Livsfare, 
Redningsmiddel, et. M. til at. redde cen. 
Redningsftige, en, Stige, fom br. til at 
redde Menneſter i Ildsvaade. 

Rede, en. ud. pl. ISv. Reida.] Orden, 
Rigtighed (modſat Urede.) At finde AX. i 
noget, i én Sag. -(finde ud af, finde, hvor⸗ 
ledes det forholder fig.) At giore Å. og 


, ⸗ 
-» å 


- 


N 


aW 


Rede. 


J 


235 WRieieede — Redſkab. 


| Riatighed f. betroede Penge, At gisre RX. i Stand, i. Orden; Indretning ; it, Red⸗ 


fer fig. "At Præfterne af Sognefolket de⸗ 
ve Kigtighed t., god Rede bekomme.“ D. 
24, 2,12. 5. — Heraf det forældede : res 
deles, adj. ſom ef har giort Rede for fig. 

Rede, adj. [Ev. reda; E. ready.] 1. 
færtig, beredt, belavet. At være vrede til no⸗ 
get. At gisre ſig rede.“ Ja, om Jalle til min 
Frelſe bdleye rede,” Falſtex. At have noget 
p. tede Haaud. Xcde Solv, virkelig Solv⸗ 
mrnt. tede Penge (Mynt, eil. hvad der 
gielder f. Mynt; i Modf. f. umyntet Selv 
bg Guld, ell. til al anden Eiendom.) 2. 
fom er ligefrem, uden Omſveb. Den rede, 
(lige) den redeſte Vei. “En rede og klar 
Cu.” D. Lov. J. b. 25, — Heraf bl. a. 
redmæelet, ad;. ſom hav ef reent, tydeligt 
Male. (Moth.) redvillig, adj. villig til 
at tiene Andre, til at opfylde Andres Onſte. 
Poth. (begge forxldede, men brugbure 
Ord 


Xcde, v. a. 1. [Sv. reda. J. reida.] 
1. i Alm. bringe i Skik, lavet. Rette, flue, 
flere i Stand, (brugtes tilforn meget for: 
trode, ell. hvor vi nu bruge leve. At 
rede Mad, r. Mad til, ”Hun fun og rede 
Kaal og Grød.” Bording. r. et Bad til, 
At rede (pynte) en Brud. vr. fil Barſel. 
Xtr. noget fra fig (giore fra fig, giore Ende 
p. Xrbeide.) Ater. en ilde tif. (f. tilrede.) 
At r. fig ud af noget, æxtticare se. r. fig 
ud af fin Gield. At x. et Skib ud. Moth. 
(inf. utrede,) At r, en Seng op, celler 
oftere: at r. en Seng d: lægge Kloderne 
t. Slette. (ſ. oprede.) At rode under fig, 
giore fit Leie Stand. At r. fit Haar m. en 
Kam, (ſ. uredet.) 2, ſom v. intrans. bv. 
det nu i Zalemaaden; At vrede for fig 9; 
dibre Rede og Rigtighed f. Skyld, Stat, 
Afgift, Deune Bonde fan godt rede f. fig. 
SEmaa Mynter, hvorved man redede før 


fig i ten daglige Smaahandel.“ Schytte. 


(i altre Danſk act. At rede Landgilde. 
f. udrede. Deraf ogſaa: Redeſtyld, Stat, 
Afgift, Skyld, ber ſtal udredes. Hvitfeldt. 
I. 435.) >= Heraf: —B en. Giernin⸗ 
gen at tede, flye, lave. — Rededeie, en, 
huushoſderſte. (forældet.) Redekam, en. 
K. hvis Zænder ſtage temmelig vidt fra hin⸗ 
enden, hvormed Haaret redes, (modſat: en 
tæt Kam.) Kedekone, en. K. ſom pynter 


andre Fruentimrent. Bryllup og Gilder; 


Pontekone. . (forælpet,) Redeſvend, en. 
fordum: en Tiener, ſom gier Arbeide i Hu⸗ 
ſet, ell. er betroet adſtillige Forretninger af 
ſin Husbonde; Huusfoged. >> Reder, en, 
pl-e, den, fom reder et Skib ud; enten 
allene ell. i Forening m. andre Medredere; 
in Skibsreder. — Rederi, et, 
pcs af flere Skibsredere. — Redſel, en. pl. 
Kedſler. Stat, Afgift, SEyld, Landgilte. 
Forældet, ſ. Smaaredſel.) 

Rede, ct. ud. pl. det, ſom er redet, bragt 


AJ 


gode Kede.“ Ordſpr. jvf. 
findes ogſaa endnu i Ordet Uleierede ct, 
Utciered.) Deraf: Forrede, Bagrede af en 


— et Sel⸗ 


ſtab. Øv. Rede: (forældet, At komme til 
ede. Riimfrøn. ”Det er godt at giore m. 
hårede, Det 


Vogn. Bagredet (Bagkroppen) p. en Heſt, 
et Kreatur. — Hertil hyrer vel ogſaa Lalca 
maaden: At være til Rede ad: færtig, beredt, 
(Sv. wara till Reds. 3. vera til reidu.) 
Rede, en. pl.-r. et, Sted, hvor Fugle 
lave fig et Opholdsſted og Leient. at udruge 
og opklaktke deres Unger; Fuglerede. 


lene drage t. Rede, ſanke til *X. ”Seg ſaae 


Pen lille Fugk, ſom'ſankede til Xcde.” Helt, 


Svalerne have bygget K. i Forſtuen. — fig. 
Seng. HDan ligger endnui Reden. => Re⸗ 
defugl, eu. F. fom ligger p. Reden, ſom 
ruger. Redehone, gu. H. ſom ruger ell. 
ligger p. Eg. Åedcæg, ct. Et Æg, ſom 
man later ligge der, hvor Honen pleier at 
lægge fine Æg, f. af den ei ſtal opſoge fig ct 
andet, ;Eiult Sted ft. at lægge NE 

Redebon, adj. IJ. reidubuin; af reida 
og buin, paratus. &(. Ev, redebon.] vil⸗ 
lin, ifortroden, færtig fil, at udføre noget. 
»Derſom han er ikke ſtrax redebon og. hiel⸗ 
per mig.” P. Tidemand. r. fil noget, 
”De Stander, ſom allevete ere redebonne t, 
at imodtage Greven,” Kampmann. — Der— 
af: Nedebonhed, en, ud, pl. hurtig”og 
ufortroden Billighed.  ”Den Redebonhed, 
Hvor Med diſſe Folk bleve modtagne af deres 

edborgere.“ Sneedorſſ. 


Redelig, adj. 1, [af v. at redo.J 1. fom . 


el er indvitiet, klar, ordentlig, uden Vinder 
og Omſvob. (explicatus, expeditys.) Den 
Sag er r. nok. At leſe redeligt, tydeligt. 
Et redeligt Maal (meſt hos Almuen, der 
udtaler det: relig.) 2. (J. redlich.) 
overeenoͤſtemmende sm. Pligt; ſamvittig⸗ 
hedsfuld i ſine Pligters Opfyldelſe, retſtaf⸗ 
fen. Gu r. Mand, Kiobmand, Embeds⸗— 
mand, Gn r. Handling, Handlemaades 
(ærlig, retſkafſfen, gage mere, ud p. Ton⸗ 


emaaden, Charakteren overhovedet; rede= 


lig.p. Anvendelſen af den moralſte Erlig⸗ 

hed. “En redelig Mand erden, ſom i Handel 

og Omgang et ærlig,” Sporon.) 3. op⸗ 
gtig, ærlig, uden Falſt ingenuus, pan 
ar redelig i Sind og i al fin Gierning. 

* 4. ſtiellig, forſparlig. (forældet. 
. Bedelg Saxo. 30. 

redelig Biergelon f. fin Umage,” Fred. II. 


Syret,) Redelighed, en, ud, pk 1. rs, 


lighed, Retſtaffenhed i Handling og Ad⸗ 
færd. ”Af en ærlig Mand fan man vente 
Redelighed.“ Sporon. 
Hiertets Kedelighed. 
ældet, ſ. D. Lov. 3813, 5.) 
Reder, Rederi, f. under v, a. rede. 
Redning, en. (Frelfe;) f. under redde. 
Redſrkab, er. pl.—er. det, hvorved noget 


Fug⸗ 


2. Oprigtighed. 
3. Billighed. (ſor⸗ 


— 


»Ham ſtal gives en 





as" 


Nedflab — Reenſkriver. 


” gteret, fom man betiener fig af f. at udrette 
noget, bringe noget i Stand. Agerred⸗ 
fab, Spinderedſtab, Taleredſtab, 2c. In- 
strumentum. (jvf. Dærftei.) Lan bes 
tiente fig af adſtillige Perfaner ſom Redſka⸗ 
ber til Udførelfen af hans Plan. »Udruſt 
et Skib, forſyn det m. alle flaaende og lo⸗ 

……— bende Redffaber (3: Zougværf) og befæt det 
om, de bedſte ſovante Folk.“ Schytte. 

1. Reen, en. pl. Rener. d. f. ſ. Renodyr. 
Deraf: Reenmos, en. Rensdytmos, ſom 
er diffe Dyrs fornemſte Føde, Lichen ran- 
giferinus. , 

2. Keen, en. pl. Rener. [J. Rein. N. 6. 
Reen. 2. Rain.] en vploiet Strimmel, 
ell. en Fure imellem to Agre, Grondſe imel⸗ 
fem Agre; Agerreen, Agerſtiel. (Deraf det 
lidet brugelige v. a. af rene en Ager o: gisre 
Mener imellem Agrene. Chr. V. N. Lov.) 

Reen, ad;. [N. 6. reen. 3. hrein.] 
1. egentl. fri f. Smuds, Plet, Smitte. 
Rene Klæder; reent Linned. At vaſte, 
føle noget reent. — fig. af holde seen 

und d: tie m. noget, At ſtrive noget 
reent. ſ. reenſtrive. At bringe en Sag i 

det Rene, komme p. det Xene m. een (i 
Rigtighed.) 2. figurl. a.) fri f. Feil. 
En r. Stemme (i Mufifen.) At tale et 
Ord reent ud; ſtrive et reent Sprog. En 
r. Skrivemaade. Denne Heſt har rene 
Been (uden Spat, ell. andre Lyder.) Den 
rene Lære (i Theol.) b.) fri f. moralſke 
Feil, fri f. Laft og Brode. Et recent Hierte. 
En r. Kicerlighed, Samvittighed. Et reent 
Levnet. En reen (ubefmittet) Mo. cc.) 
afgiort, utvivlſom. Det er enr. Umulig⸗ 
hed. Det ſtete v. reent Forrederi. Det 

var ikke andet end reen Feighed af ham. 
Reen Fordeel, r. Fortienefte (fom man har 
efter Afdrag af anvendte Omkoſtninger.) 
3. i vidtloftigere Betydn. iffe blandet, fri 
ß al fremmed Zilfætning. (modſ. ureen,) 

tent Guld, Selv, Vand. r. Luft. En 
r. (ublandet) Smag. reent Korn. At 
tale rene Ord, fige noget recent ud, (ſ. adv. 
reent, nedenfor) I: ligefrem, uden Betænt: 
ning cl. Forbeholdenhed. S Reenhed, en. 
ud. pl. den Egenſtab at være reen. = 
reenferdig, adj. venlig. Deraf: Reen⸗ 
færdighed, en. (Moth.) — reengiere, v. a. 
3, boritage Smuds, Stov, Urcenlighed. 
ifær om Warelſer. jvf. renfe,) Deraf: 

cengioren, en. og Xcengtioring, en. pl.—er. 
— recntoge, v. a. 2. hos Solvarbeidere: 


koge Solvtoi i en Lud, f. at renſe det. 


reenlivet, adj. v. kydſt, uſtraffelig i Levnet. 
(forældet.) - reenmælet , adj. ſom har ct 
veent Mæle, fom taler tydefigt. (VB. 6. D.) 


Reenſtrift, "en. noget ſom er reenſktrevet. 


reenffrive, v. a. 3. afftrive et Udkaſt m. 
omhyggelig Gannd. ” At r. et Brev, en Af: 
handling. Keenſkriver, en, En Skriver, 
ſom br. til at afſtrive ell. reenſtrive. Reen⸗ 


AJ 
sd, 
* 


* 
ÉN 


' / 


236 Reenſtrivning — Regiering. 


ſteloning, en. Gierningen at renffrive, 
reenſtylle, v. a, 1. ſtylle noget t. det bliver 
reent. Xcenffylling, en. -— reenſmagen⸗ 
de, adj. v. fom har en ublandet Smag, ſom 
ſmager recent. ” 

Reenlig, adj. ſom holder af og beflitter 
fig p. udvortes Reenhed. At være reenlig 
ti fin Paaflædning. Den Xeenlige vil man 
altid finde reen i Kleder. (uddertiden ogſaa 
for reen, 1, i egentl. Bemærk. Reenlige Bæz 
relſer.) — Reenlighed, en. den Egenſtab, 
at elſte, ſorge f. Reenhed. Hendes Reenz 
lighed cv overdreven. 

cent, adv. ganjfe, aldeles. Det er nu 
er. forbi. Han er r. affindig. ”De cre 
reent døbe, faa døde fom man fan være 
det.” Ragg. At driffe et Glas r. ud. At 
fige fin Mening r. ud (uden Omfvøb.) . 

Reformation, en. pl. — er, Rettelſe af 
Misbrug; Forbedring.  Sfær om den Re⸗ 
ligtonsforbedring, hvis Ophavsmand Luther 
var. Deraf: K eformationsfeft, Refor⸗ 
mationshiſtorie, o. fl. 

Reformere, v. a. 1. forandre ell. omgiere 
t. det bedre; rette, bøde: At r. Kirken, 
r. ct Univerſitet, en Skole. — Den refors 


meerte Kirke (fom følger Calvins og Zwing⸗ 


fø seere.) De Keformcertes Troesſam⸗ 
und. 
Regel, en. på. Regler. sg resula.] For⸗ 
frrtft É Udførelfen, Jvært ættelfen af noget; 
etteſnor. Moralſte Regler. En Forfigs 
tighederegel. Sprogregler, Statsregler. 
At foreſtrive een Regler. At følge, rette 
fig efter, binde fig t. en R. = regelbunden, 
adj. v. bunden t. viffe Regler, —— 
regelles, ad). fom er uden Noter, ikke re⸗ 
* bunden; "cl. ſom ingen Regler følger. 
egelleshed , cen. — regelmæsfig , adj. 
— ſom er indrettet efter den gieldende 
eget, ell. følger denne; det modſe af re⸗ 
gellos. Regelmasſighed, en. ud. pl. — 
regelret, adj. ſom er ganſte efter Regelen; 
regelmæsfig. Deraf: Regelrethed, en. 
Regent, en. pl.-er. 1. den, ſom regie⸗ 
rer en Stat; en Herſker, Fyrſte. 2. den, 
fom i cn Fyrſtes Mindreaarighed , under 
hans Forfald, cl. under en Thronledighed 
eftaåer Regieringen i ct Land. Ligeledes : 
egentmde , en. om et Fruentimmer. — 
Regentffab, et. Regentens Magt, naar tere 
f en ſaadan midlertidig Tilſtand er overdra⸗ 
get til Flere. 6 
Regiere, v. a. 1. [L. regere. Ordet bure 
de, efter Udtalen, rettere ſtrives regere. ] finz 
re, beſtemme og indrette, enten mechaniſte 
Bevagelſer, cl. frie VWæfeneré Handlinger; 
ifær om de ſidſte, og om borgerlige Selſtaber; 
herſte, raade. Ater. en Stat. trenge 
Herrer r. iffe længe. Hun regierer I Hu⸗ 


ſet. - Den regierende Keiſer, Kunge, Dronz= 


ning. — Regicring, en. 1. ud. pl. det, 
at regiere, Styrelfe, Herredomme. At til⸗ 


Jf 


- 
- 





indiſte Øer. 


SERENE 
Regiering — Regnbæt. 


træde, at komme til, at nedlægge Regie⸗ 
ringen. En mid, faderlig K. Under 
tenne Konges R. 2. pl. - er. den hoieſte 
Magt i en Stat, den ſtyrende Magt i dens 
hele Omfatning og Udevelſe; og Samfun⸗ 
bet af alle, ſom deeltage deri, Denne Be⸗ 
fåling er udgaaet fra Xegieringen. En 
monarchiſt, republicanſt X. At indgive ct 
Forſlag i. Regieringen. — Regierings⸗ 
form, en. den Maade, hvorpaa Regieringen 
iet Land udeves, Afær m. $enfun t. Antal: 


let af dem, ſom udøve ell. deeltage i den. 


heiefte Magt. En monarchiſt, ariſtokra⸗ 
tlif, demofratijk R. Kegieringokonſt, en. 
ten K. at regiere en Stat; Statskonſt. 
Regieringsmaade, en. Maade hvorpaa Re⸗ 
gieringen udoves i et Land efter Grundlove 
og Anordninger. Regieringergad, et. pl. 
d.f. 1. Et Raad, fom gives en Regieren⸗ 
de, politiſt Raad. 
foner ſom deeltage i en Regiering (f. fol⸗ 
gente Ord.) Regieringoraadet p. de veſt⸗ 
egieringsraad, en. pl.—er. 

Titel, ſom nogle føre, der deeltage i 
Regeringen, iſer Coloniers. Regierings⸗ 
ſag, en. Sag, der vedkommer, udgaaer fra 
Regieringen. Regieringstid, en. den Tid, 
hvori en Fyrſte regierer. 0. fl. . 

"Kegiment, et. pl.-er. [af det Fr.) En i 
flere mindre Hobe (Compagnier, Eſtkadro⸗ 
net) inddeelt Skare af Krigsfolk,der anfo⸗ 
tes af en Krigssverſte (Oberſt.) Et X. til 

ods, t. Heſt. Deraf: Åegimentsdirurg, 

egimentsfane, Regimentsqvarteermefter, 
o. fl. (Brugen af Ordet Regiment ell. Re⸗ 

Imente for: Regiering, Styrelfe, er gan⸗ 
fe forældet.) — ” 

Regifter, et. pl., Regiftre. [Lat. regi- 
strum.] Fortegnelſe over flere Gienſtame, 
fom here ſammen, ell. findes p. set Sted; 
Indhoſd, Optælling. R. over en Bog. 
Et Slægtregifter, — Deraf : regiftere ell. 
regiftrere, v. a. optegne, fore t. Vogs. At 
r. et Bo. (Forretningeftitl.) 

Feglement, ſ. Anordning, Forftrift. 

Xegn,en. ud. pl. FY: Regn. A. 6. 
—* den Maturbegivenhed, naar Vand: 
dampene i Jordens Dunſtkreds fættes og 
nedfalde i Draaber cl. i ſtorre Mengde. Vi 
havde megen R. i Gaar. Det feer ud til, 
ngner til, træffer op til, truer med Regn. 

tt vorder cf alt t. Regn, fom mulmer.” 
Ordſpr. ſ. Landregn, Stylregn, Slag⸗ 
regn, Stovregn, Tordenregn. — Regn⸗ 

ue, en. pl.-r. ét Luftſyn, der beftaaer af 
en ſyyfarvet Bue, ſom vifer fig i Luften, 


…—, Bear Solens Straaler brydes i en mørt 


Regnſty, el. i-en faldende Regn. Regn: 
byge, en. pl.-r. en fort Regn af en Str, 
ter haftigen v. Vinden drives ſammen og 
bien ſpredes ell. bottdrives; Iſing. Regn⸗ 
æk, en. B. der ſamler fig efter en frært 
Regn. ”Gom en Ketznbaks Bredder i Or⸗ 


cd 
* 


237 


2. Et Samfund af Per⸗ 


Regn ude; vandtæt. 


Regndraabe — Regne. 
Ten.” Bert. Retndraabe,eri. pl.-r. Bands | 
draaber, hvoraf Regnen beſtager. Retzn⸗ 


dryp, ct. Regnens vedvarende Falden p. et 
enkelt Sted. Regnflod, en. Vandløb af 
en ſterk Regn, (M. C. Navn.) Regn⸗ 
fugl, en. En Trekfugl af. Sneppe⸗Siceg⸗ 
ten. Scolopax arguata. regnfuld, adj. 
fom har overflødig R. Regnhat, en. H. 
ſom er indrettet t. at bruge 1 RNegnveir, 
Regnhætte, en. Hætte t. at flaae over Ho⸗ 


vedet mod R. Kegntappe , en. K. tilat" 
8 


bruge i Regnveir. ( Vaggeſen.) Regnkior⸗ 
tel, en. Reiſekiortel, ſom den holder Regn 
ude. Regnflæde, ct. ” 

Tørklæde, ſom Quindfolk hylle over deres 
Hoved og Overkrop, naar de gage ud f£ 
Regnveir.“ (Mofh.) Regumaaler, 
Redſtab t. af maale Mængden af ten R. der 
falder I en vis Tid. Regnmaaned, en. M. 
hvori der falder megen "Regn. Retgnmaa⸗ 
nederne I de tropiſte ande.  Xegnorm, en. 
pl.-e… Et Slags meget almindelige nøgne 
Orme, der leve i Jord og Dynd. Luinbri- 
cus terrestris. Agſfierm en. pl.-e. en 
rund Skierm p. en Stok, t. at folde ud og 
bære over fig imod R.  Renffuur, et. 
Sfuur t. at afholde Regn fra def, ſom leg⸗ 
ges derunder, ell. til at føge g 

Regnveir. Regnſtky, en. pl.-er., en Sky, 
fom giver R. KRegnſkyl, ct. en meget 
ſteerk Regn, cl. en ſtyllende Strøm af Regn 
p. Jorden. Regnſlag, et. Virkningen af 
ftærk Slagregn. ”De fugtige, m. ftærfe 
Regnſlag ledfagede Veſtenvinde.“ Olufſen. 
Regntid, en. "den Aarstid i hede Jordſtrsg, 
da det regner en Tid lang, næften uafbrudb. 
tegntæt; adj. fom ex fad fæt, at det holder 
Regnto, en. Toveir 
i Forening m. Regn. Kegnvand, et. 
Vand, ſom i Skikkelſe af Regn falder ned 
fra Luften. regnyarſlende, ad). v. fom 
bebuder Regn, Regnveir, et. det Veir, 
hvormed Regn følger. , 

Vind, ſom medfører Vind. (Moth.) 

1. Regne, v. impers. 1. (har.) om den 
Beſtaffenhed i Luften, naar ſamlede, tætte 
Taager, v. deres ſtorre Tyngde, end At⸗ 
mofphærens, falde ned fom Regn. Det bes 
gynder at regne. Det har regnet hele Da⸗ 
gen. Det regner endnu. Det regner 
igiennem Taget, det regnen ind i Stuen, 
ned po Loftet. (jvf. overregne.) . 

2. Regne, v. n. og a. 1. [J. reikna. 
N. S. retnen.) 1. tælle, beſtemme ef⸗ 
ter Tal. At x. Tiden efter Maaneder, Aar. 
Man regner 96 Stilling p. en Rigsdaler. 
2. tælle iblandt, henføre til et almindeligt 


Prædicat. Man regner ham ogfaa blandt - 
" Digterne. 
finte andre ubekiendte. 


3. af givne, bekiendte Tal af 
Drengen lærer åt 
r. Atr. galt, af x. paa Fingrene, At r.… 
et Stykke efter, oa: prøve, om det er regnet 


vigtigt. At r. fra, troekke fra i Regning. 


- 


"ea 


t Klæde A. ſtott 


en. Et 


y under å . 


NM 


Regnvind, en. ; 


r 


. - i " 
U N K 


” 


É . Regne — Regning. 238 | Regning — Regnſtabsforer. 


s 1 … a . 

.At er. toget med I cen. Sum. Ater. noget fælge ; Regnſtab. At føre Regning, holde 
om, fom var regnet galt, At v. over, R. over noget. At føre noget i Xegning. 
overlægge v. Regning. " Jeg maa r. over, Af glere R. med een, f. Cr. m. en Xrbecider. 
om jeg har Penge hof t. denne Udgift. At (ſ. Afregning.) At flutte, opgisre, gien— 
r. fammen, giore en Sum af flere Tal, nemſee en R. Det fvarer ikke X. 9: Reg⸗ 
tælle op. Tadtere.) Naar man vil r. ſam⸗ ningens Indhold er ikke vigtigt. (ell. om et 
men aft det, han har faaet. Ater. ud o: Foretagende: det lønner fig ikke, erftatter 
fade ud v. Regning, hvad Summen (Facit) ſtke Udgiften.) Heraf ogſaa Talemaaden: 
bliver, hvormeget noget udgier i Tal. 4. At handle, beſtyre, foretage noget f. fin 
act. bringe i Regning, fore med i en Bereg⸗ egen, f. en andens Regning. 3. Opteg⸗ 

” ning, iſet Overjlag, Jeg regner flet ikke, nelſe i Stykkeviis p. de til en anden leverede 
hvad hang Underholdning Éofter, Mit Ar⸗ Varer; p. Arbeide, ſom er forfærdiget f. en 

' beide regner jeg ikke. Vinen regnes iffe anden, cl. d. og tillige p. de Penge, han 
(betales iffe, føres ci t. Regning. Men: derfor er ſtyldig. At opfatte, indgive, be- 

Vinen er iffe regnet med v: ben hetales tale, afgiøre en R. At føre cen noget til 

' ſœrſtilt.) . Han regnes ogfna med t; Hoffet. Regning. Det fan ſtrives p. min R. At 
5, Leſtemme Tal cil, Værdi, anſlaae, vur⸗ -give cen Varer paa X. (p. Credit.) At 

dere. (m. præp. tif og paa.) Jeg regner tage (Varer) paa Regning. 4. Beſtem⸗ 

: bet hele Zab til 200 Rolr. Man regner melfe af et Antal, en Tid, Mængde, efter 
hele Hæren p. 20,000 Mand. Man fan Formodning. Efter min Å. maa han kom⸗ 
regnet at han har fortient 100 Roͤr. 6. me t Morgen, „Hans R. ſlog feil. Dette 
uegentl. hvor Talen ikke blot er om Tal cl. Foretagende ſvaker ikke Regning (lønner fig 

Stcorrelſe: agte, anſee, holde for. Jeg ifte.) — At giore Xegning paa noget 2: 
regner dette itte f. noget Arbeide, BViregne ſtole, lide paa; it. giore fig Haab om. (f. 
det ikke ſaa aoie m. hverandre. — At regne regne, 8.) Jeg gier R. paa at Du vil 
- (udlægge) gen noget ft. Onde, t. Gode, f. være min Stæft. Hun giorde R. paa en 
Synd. ”Abraham trocde Sud, og det blev betydelig Fordeel. — Ut finde fin R. (9: 
regnet ham t, Retfærdighed.” Rom. 4. 7. Fordeel) v. noget. — Regningsart, en. En 
At regne op, fremfige efter Maden, talviis, pl.-er. en af de fire Maader, hvorpag Tal 
s nummerviis. (enumerare.) Han regnede, —**— behandles. (V. S. O.) Regnings⸗ 

alle fine Foͤrtieneſter op. (ſ. opregne.) 8. bog, en. En Bog, hvori man fører R. over 
At regne p. cen, p. noget, giore Regning noget; Handelsbog, Udgiftsbog. Reg⸗ 
paa, ſtole paa. Man fan iffe vr. paa hans ningsfeil, en. F. ſom begages i Regning. 
Løfter. Jeg regner p. at du fommes — Regningsgield, en. det, man er ſtyldigt. 

% Regner, en. den, fom regner, en Regne⸗ cen f. leverede Varer, ell. i Følge en af Cre⸗ 

meer. (ftelden,) Noie cgver var aldrig ditor indgiven Regning. Regningskrav, 
god Dranker. Ordſpr. — Årgnebog, en. ct. Krav, man hår ft. en Perſon ell. til et 
En Bog, hvorl Regnekonſten læres. Reg- Bo, i Følge indgiven Regning. (AX. Uéfina.) 
nebræt, ct. 1. ct Bræt, inddeelt v. Linſer Regningsmynt, en. M. ſom si ev virkelig 
I viffe Fag efter Dallenes Betndning, fom præget og i Omlob, men fun er antaget og 

p tilforn brugtes f. at lette Regningen. 2. br, Regninger og Betalinger. 7” 
et Bræt ft. at regne p. med Krid. (Moth.) Regnſkab, ct. pl. - er. Rede og Rigtig⸗ 
f. Regnetavle. Regnefeil, en. ſ. Reg- hed, fam cen giør f. det, ſom er betroet 
tingsfeil. Kegneckonſt, en. den Konft, af hamsat: udføre, at bruge t. et vift Aiemed; 
givne Tal, at kunne udfinde andre, og Ind: færd. ſtriftligen, f. modtagne og udgivne 
begrebet af de dertil hørende Regler. (Arith- Penge el. Garer, m. m. At føre Å. over 
metit,)  Xcgnemgade,Yn. En vis Maade noget. At giore cen Regnſtkab ,for, fine 
at regne paa. Regnemeſter, cen. 1. den Handlinger. At fordre Å. af een; at ræve 
fom er meget ovet, er en Meſter i Rcgnes cen til R. At aflægge R. for offentlige - 

… Fonften. 2. den, fom lærer andre af vegne. Midlers Beſtyrelſe. At holde X. ell. Reg⸗ 
Retznemynt, cn. f. Kegningsmynt, Reg- ningm. cen. At ſtage tilbage m. to Aars 

- nepenge, en. ct Slags Tegn, flagne af Regnſkab. Regnſktabsbetient, en. B. 
Mesſing I Form af virkelig Mynt, ſom til⸗ cell, Embedsmand, ſom har at aflægge Regn⸗ 
forn brugtes p. Regnebrættet, ell. af Børn ſtab f. oppebaarne Penge og Midler dg f. 
forn Legetei, Regneſtfole, en. S. hvor deres Anvendelſe, ell. ſom fører Regning 

der undervlſes i Regning. Kegnetavle, over Andres Indtægt og Udaift. (f. Oppez 

"en. T. tilat vegne paa, af Sfifer ell. Zræ. borſelsbetient.) Kegnæabsbog, en. Bog 

egning, cn. pl.ccer, 1. Givrningen af hvori et R. indføres, Regnifabsfeil, en. 
tegne, (3.) clE af givne Tal og Storrelſer Feil ſom begages I et R. egnſtabsfo⸗ 
at finte ubekiendte. R. med Tal, m. Bogs 'relfe, en. Gierningen at fore Regnſtfab over 
ſtaver. Fingerregning. 2. Optegnelſe cgne cl, andres Midler. Regnſtaboforer, 
over Indtægt og ndgift, over bet, fom af, en. pl.-c, den, fom fører ct R. At være 
ſraboforer. (. Bogholder.) 


Penge ell, Varer tages ind dg gives ud ell. fin egen Regn 








Regnſlabsſag — Reiſe. 


Legnſtabsſatgg/ en. Sag, der vedkommer et 
R. Kennſktabsvaſen, et. ud. pl. alt det, 
fom hører t. at føre Regnſtab; Bogholderi. 

Reie, en. pl.-r. Et lidet Handyr af Kreb⸗ 
ſenes Slægt, der ſpiſes fogt. Cancer sqvil- 
la. — Reiehug, et. hos Fiſterne: ct rundt 
Garn paa en lang Stang, hvormed Reier 
ſitvges ell. fanges: 
Saetteruſer t. at fange Reier i. 

Reinfan, n. s. en ſtoerk lugtende, orm⸗ 
drivende Plante. Tanacetum vulgare. " 

1. Reiſe, v. a. 2. [S. reisa. A. S. risån.] 
1. bringe noget i en ſtagende, opret Stil⸗ 
fing, løfte noget op og ſtille det i Veiret; 
(komme noget t. at ſtaae overende, ft. af 
reife fig.) At vr. Kegler. r. en Hoſtak. 
At reiſt en Mindeſteen, et Minde over cen, 
r. Maſten I et Stib. At r. et Tag o: Tøm: 
merværfet t. et Zag. At vr. et Huus (af 
Bindingsverk.) At reiſe et Gierde. At 
rtife noget op, i Veiret. Dyoret reiſer 
Berfter (bringer Haarene t. at løfte fig og 
ſtaae ſtive) At r. fig, ſtaae op fra fit 
ECxte. Heſten reifer fig p. Bagbenene. 
(ief. løfte, Terte,, hæve.) ”Man løfter det, 
man bringer i Velvet, og reiſer det, man 
bringer overende. — Intet kan reiſes, ſom 
ikke kan ſiges, at kunne ſtaage. En Kugle 
fan lettes og løftes; men itfe reiſes. En 
Steen fan reiſes, naar den ikke er rund; 
og naar den ſtilles y. Enten.” Sporon. — 
2, figurl. act. a.) At reife Vildt o: opjage 
det i Skoven ell. af Leiet. At reiß en Hare 
m. Stevere, »Hvo ſom reiſer Dyr, om⸗ 
endſtiendt han ſaarer det p. fin egen Grund” 
x. D, £ov. V. 10.27. bb.) At reiſe (egge, 
ophidſe) Almuen t. Opſtand. At reife Folk 
imod Kongen. (P. Clauffen,) At r. en 
Arigsmagt. (Colting,)  c.) I Lovfproget : 
ſtadfaſte, betræfte. At reiſe eller fælde 
lunderkiende) en Dom. (D. Lov. I. 5. 20.) 
Da fan det Vidne hverken reiſes eller fæl: 
des,” D. &. I. 13. 18. 9) opvæfte, give 
Anledning til, afſtedkomme: At reife cn 
nrætte, reife et Oprør. At r. cn Sag, 
enlægge Sag mod cen. 3. recipr. og fig. 
%) Havet reifer fig (bliver uroligt, oprøres.) 
Felket reifte fig imod ham (giorde Opſtand.) 
Da de finge Krigsbud, reifte al Almuen 
fg.” P. Clauſſen. 2; Xt vr. fig 2: opkom⸗ 
mø, opftaae, have fin Grund i noget. Der 
teitte fig en Storm, et Uveir. Sagen rei⸗ 
fer fig deraf. — Xeifcbom , en. Bom ell. 
Fedſtab, t. at reife noget i Veiret m. 
(Roth.)  reifefør, adj. fom et i Stand tit, 
bet Kræfter t. at reiſe fig ſelv.  Reifegil: 
de, et, G. fom Zømmerfolt holde naar et 
Vuué m. Tagvarket er reiſt indtil Monnin⸗ 
den, og hvortil en Foræring gives bem. — 
eisning, en. 1. Gierningen at reiſe, op⸗ 
Tie. Maſtens, Huſets X. 2. den Deel 
af noget, ſom reiſer fig i Veiret. Skibets 
J. over Bandet, (br, iſer om det Hele af 


(4 


289 


Reieruſe, en. Et Slags 


…a… 


Reife — Reiſeapothek. 


et tiltaklet Stibs Maſtet, Stænger, Raaer, 


Zougvært o. f. v. 
boie i Forhold t. Skibet, ſiges det at have 
en fvær Xeisning.) Dette Zag har en høt 
Reisning. En Heft ſiges: at have en god 
ering- naar den bærer Hals og Hoved 

sit, i 
2. Reife, v.n. og a. 2. har og er. IT. rei⸗ 


ſen. Sv. resa. Ordet er i vort Sprog iffe 


gammelt. Saaledes br. fare for reife i den 
gammeld. Bibeloverf. 0. a.] færdes, drage 
fra ct Sted t. et andet; m. Bibegreb om en 
nogenlunde lang Vei, ſom derved lægge 8 
tilbage. Atr. fra et Sted f. ct andet. At 
v. til ct ftemmedt Land, i fremmede Lande. 


Ere Mafter og Stænger . 


At r. til Fods, t. eft, f. Vogns, t. Sktibs, 


t. Landé. At er. paa Landet (0: begive fig 
fra Staden ud p. Landet.) At r. over 
Vandet. At r. giennem, forbi cn By. At 
komme reifende t. ct Sted, — At r. af: 
fig. at doe. Han reifer nok af i denne Syg⸗ 
bom. (forſtiell. fra afreife.) At r. fra en 
Perſon (forlade ham p. Reiſen.) Han reiſte 
fra fin Kuffert (glemte den.) At vr. efter 
cen, At r. cen i Møde, Vi reifte ſammen. 
En Reiſende, den ſom er p. en ˖ Reiſe. — 
Han er reift ft. Frankrige. Hun er reift i 
Morges (har begivet fig p. Reiſen) pan 
er reiſt bort, og ingen veed hvorhen, Men: 
Bi have reift hele Dagen... Jeg har reift 
Nat og Dag f. iffe at komme for ſildigs. 
Gan har reiſt meget i fin Ungdom. Jeg 
har engang reift (giort en Reiſe) m. ham. 
— act. Jeg har aldrig tilforn reiſt denne 
Vei. Bi reifte ti Miil Gaar. Man fan 
mageligt r. ti Miil om Dagen. — Reiſe, 
en. pl-r, 1. den Handling af begive fig 
fra et Sted ft. et andet i nogen Afſtand; og 
Tulſtanden, ſom ten, Reiſende er i. 
giore, foretage en R. til et Sted. 
give fig p. Reiſen, tiltræde fin X. At op⸗ 
give, fortjætte, fuldende en XX. Jeg kom⸗ 
mer lige fra kelfen. At have en K. for. 
Han ligger p. fin R. (ev I Færd m. at tils 
træde den.) At være p. en Reiſe, paa Reis 
fer (det ſidſte, naar man reiſer langt ell. 
længe.) Dan fer nylig kommen hiem fra 
fine Xcifer. Hvor gader Xeifen hen?” Jeg 
har været fng p. min R. Vi havde en hel: 
dig, uheldig KH. Lykke paa Reiſen og vel⸗ 
kommen tilbage! (Ønjte t. den Bortdragen⸗ 
de.) (f. Afreiſe, Bortreiſe, Giennemreiſe, 
Zenreiſe, Tilbagereiſez og Dagreiſe, Em⸗ 
bedoreiſe, Kongereiſe, Landreiſe, Kyſt⸗ 
reiſe, Seerciſe, m. fl. 2. undertiden 
uegentl. for: Reiſebeſtrivelſe. Han vil uds 
give ſin Reiſe. En Cverfættelfe af Parrvs 

eifer t. Polarhavet. Af dette Subſt. og 
tildeels af dets Verb. bruges ifær følgende 
Cammenfætninger: Reiſeaar, et, Et Aar, 
ſom tilbringes p. Reiſer. Det forſte R. 
tilbragte han meſt i Tydſtland. Reiſeapo⸗ 
thek, ct. En Samling af Lægemidler, ſom 


4 


At + 
At bes” 


N 


e 


⸗ 





ed 


MA - 
e 


Reiſeapothek — Reiſeſaget. 240 Reifefelffab — Religionsmening. 


medtages p. en Reiſe. Reiſeapotheker, en. 

A. ſom hører ff. en Fyrſtes Reiſefolge. 
Reiſebemarkning, en. B. fom er giort ell. 
optegnet p. en Reiſe. Keiſebeſkrivelſe,en. 

et Strift, hvori en Reiſe beſtrives, tillige⸗ 

med det, ſom den Reiſende har feet. og fun⸗ 

det nyt ell. mærtværdigt p. Stelfen. ei⸗ 
ſebeſtriver, en. den, ſom har forfattet en 
Reiſebeſtrivelſe. Reiſebog, en. 1. Bog, 
hvori men opſttiver hvad ma p. en Reile 
fagttager. (Moth.) 2. en Bog t. Nutte f. 
Reiſende, der angiver Stodernes Beliggen⸗ 

" Hed, Afſtand, Merkvordigheder o. d. — Rei⸗ 
ſebroder, cn. pl.brodre. Reifefælle, ”Han 
kunde (ove fig, at fligt et Zog vilde finde 
Bifald, og Reiſebrodre nof,” O. Guldb. 
Reifebylt, cn. En B. af Reiſetsi. Reiſe⸗ 

bon, en. En Ben, indrettet t. at bedes p. 
Reiſer. Reiſedragt, en. Dragt, ſom br. 
aa Reiſer, ſom dertil er indrettet. Rei⸗ 
— E. ell. underlig ede 

om man oplever p. en Reiſe. KReiſefla⸗ 

ffe, en. F. fom er indrettet ft. at medtages 

» P. Reiſer. Xcifefortælling, en. F. om en 
Reiſe. Reifcfælle , en. pl.-r. den, ſom 
ledſager en anden p. en Reiſe. Han var min 

R.  Xeifefærd, en, bet Foretagende at rei⸗ 

fe, og hvad dertil hører. Vaggeſen. (ſ. Særd 
20g9 4.) reifefærdig, adj. færdig t, at til⸗ 
trade en. XR. og udrvuftet dertil. KReiſefol⸗ 
Be, et. Samlingen af flere Perſoner, der 
edſage cen p. hans N. Kongens Reiſefol⸗ 
ge. Keiſegilde, ct. Afſtedsgilde i Anled⸗ 
ning af eens Bortreiſe. Keiſehaͤt, en, og 
Reiſehue, en. Hat cl. Hue, indrettet t. at 
… Bruges p. Reiſer. 
fom cen har p. Reifer. Han pleier at have 
gott R. Keiſehynde, ct. Et loft Vogn⸗ 
, hynde ſom br. paa Reiſer. Reiſchaette,en. 
H. hvormed Hovedet bedekkes p. Reiſer. 
Reiſeiagttagelſe, en. pl.-r. Jagttagelſe ell. 
Bemærtning, ſom gisres p. en Reiſe. 
Keiſekammerat, en. ſ. Reiſefcelle. Reiſe⸗ 
kappe, en. K. ſom bruges t. at. ſvobe om 
fig, ell. omhylle fig m. paa Reiſer. Reis 
ſekiole, en. Kiole, ſom br. paa Reiſer. 
(Saaledes: Reiſcklader, pl. 
ting.) Reifætite, en. F hvori man fø: 
rer Neifetots eiſekoſt, en. Spiſe, For⸗ 
færing p. en Reiſe. RKeiſekuffert, en. ſ. 
Kuffert. Reiſelevnet, et. det Liv, den Les 
vemaade, ſom fores p. Reiſer. (Falfter.) 
Reifeliv, et. d. ſ. ſ. Reiſelevynet. Reiſe⸗ 
lyſt, en. Lyſtk. jævnligen at reiſe. Reiſe⸗ 
læge, en. Læge, fom hører t. en Fyrſtes ell. 
fornem Herre Reiſefolge. KcifcomFofts 
ninger, pl. Udgift, Bekoſtning, ſom mid: 
gaaer t. en Reiſe. At fage fine R. erſtat⸗ 
tede. Reiſepas, et. f, Das, 3. RKeiſe⸗ 

"” penge, pl. Penge, fom gives cen t. Reiſe⸗ 
udariter, ell. fom ten Reiſende felv beſtem⸗ 

. Mer dertil. Reiſeſager, plur. d. f. f. Kei⸗ 
ſetoi. (Bagg. Lab, I. 414.) Reiſeſelſtab, 


e 


Reifeheld , et. Held, 


og Reiſeklæd⸗ 


et. flere terdener, der gisre en Reiſe i Sel⸗ 
ſtab. eiſeſeng, en. S. ſom er indrettet 
t. at føres m. paa en Reife. Reiſeſkriin, 
ct. en mindre Reiſekiſte. Reiſeſæek, cen. 
Sek ell. Pofe, hvori man fører Reiſetoi m. 
fig p. Vognen. Reiſetid, en. ud. pl. den 
— ſom tilbringes p. en R. KReiſetog, 
gt. En betydelig Reiſe m. ftorte Ret efølge 
el. Reiſeſelſtab. Kongens Reifetog. De 
anſte Lærdes Reiferog f. Egyphen. Rei⸗ 
etoi, et. ud. pl. alt det, man —z8 vg 
andre Fornodenheder bruger og medtager p: 
en R. Xeifeudgift, en. pi.- er. Penge, 
ſom udgives p. cu R. Yeifeveir, et. det 
Veir, fom indtræffer medens man er p. en 
R. At have gott, flet R. Reiſevogn, 
en. V. ſom br. til at teiſe i, og er indrettet 
dertil. , 
Keiſen, en. ud. pl. Gierningen at reiſe. 
Reiſende, en. pl. d. ſ. (partic. af reiſe.) 
den, ſom er p. en Reiſe. Her kom mange 
Reiſende. i ' ” 
cisning, cen. ſ. Bader v. a. reiſe. 
Xeligion, en. pl.-er. [Lat. religio.] Tro 
MP. Guds Tilvorelſe og Forhold f. Verden 
og Menneſtene, og den p. en faddan Tro og 
p. en vis antager Lære grundet Maade, af 
. dyrke og tilbede Gud paa. (f. Gudsdyrkelſe 
' og Tro, 5.). Den ſande, den chriſtelige, 
jodiſte, Mohaminedanſte R. At betiende 
fo t. en X. antage en anden X. forandre 
eligion. En Mand uden R. Den naz 
turlige, den aabenbarede Xcligion.. Den 


herſtende Å. i et Land 9: den af Staten fars 


delos bejfyttede, —. Religionebegreb , et. 
Begreb, fom hører £. det, Religionen indbe⸗ 
fatter. Xeligionsbefiendelfe , f. Troes⸗ 
bekiendelſe. Religionsbog,en. et Skrift, 
hvori en' vis Religionelære afhandles. Re— 
ligionsed, en. edelig Forſikkring, hvorved . 
man befiender fig t. en Neligion, lover at 
overholde den 0. d. Religionsforagt, en. 
ud. pl. Ringcagt f. Religion i Alm, Der⸗ 
af: Religiousforagter, en. pl.-e. — Reli⸗ 
gionsforandring, en. den Handling at for= 
andre fin R. cl. at Religionen i et Land 
omſtiftes. Keligioneforbed ring sen. f. 
Reformation. eligionsfred , en. Fred, 

hvorved en Religionskrig endes. Keli— 

gionofrihed, en. br ed f.'at bekiende og 
udøve enhver R. eligionshad, et. H. 
ſom opſtager af ell. grunder fig p. Forſtiel £ 
Religion. Keligionshandling, en. H. ſom 
hevet t. Religion ell. Gudsdyrkelſe. Keli⸗ 
gionsiver, en. ud. pl. I. for at befæfte og 
udbrede en R. Religionskrig, en. pl e. 
K. fom føres f. Religionens Styold, ell. for⸗ 

medelſt Forſtiellighed I Religionsmeninger. 
Religionslærdom, en. pl.-me. En 2. en. 
"Lærefætning i Religionen. Religlonslæ⸗ 
re, en. Indbefatning af en Religions Lor⸗ 
domme.  Xeligionslærgg, en. den ſom un⸗ 
derviſer i R. Religionsmening, en. pl. 


Tot ' 








N 
. - 
hd N 


km 


Neligionsmening — Rende. , 241 . Rende. 


-m, M. om en cl. flere Lærefætninger I er flygtet, romt. (dagl. C.) At vende Dyſt, 


Feligionen. Religionsparti, et. pl.- er. løbe Veddelob, ell. turnere. (Moth.) Atr. 
Gt Antal af en vis Religions Bekiendere, cen Kaarden iglennem Livet (0: ſtode haſtigen, 
fom | Religionsmeninger, og tildeels i voldſomt.)Deraf: Renden, en. ud. pl. En 
Sudedyrkelſe og Kirbeſtikke, afviger fra ans idelig Løben og Reuden. ”Man kan maaftee 
bre, ter regne fig til ſamme R. Keligions⸗ fige, at i netefte Mening er Løben'en haftig 


ſeg, en. Sag, der vedkommer Religionen 
allene. Religionsſtik, en. Skikke, hen⸗ 
hørende t. Gudsdyrkelſen efter en. vig R. 
” Keligionsfpot, en. ud. pl. Spot, fom dis 
ves m. Religionen, ta. det Hellige. Reli⸗ 
gionoſpotter, en. den, ſom driver Spot m. 
Religionen. Religionsſtrid, og Keligi⸗ 
onstridighed, en. S. over Religienen ell. 
imellem Religionspartier. eligions⸗ 


tvang, en. Tvang i Henſeendent. en Reli⸗ Perſon, der uophørlig af andre ftikkes i 


gions Bekiendelſe og Udevelſe cl. Gudsdyr⸗ 
kelſe. Keligionſtvivl, en. T. med Hep⸗ 
fon t, Religionslerdomme. Religions⸗ 
evelſe, en. Udevelſe af Religionens For: 


Fart, Renden en haftig Fugt.” Sporon, =z. 
Rendebane, en. pl.-r. B. hvor man holder 
Veddelob ell. Byſtlob. Rendebuk, en. ſ. 


Muurbrækker. Rendegiaſt, en. den ſom 


af og til, uden Stadighed cf: Henfigt, le⸗ 


ber hen t. et Sted. (8. S. O.) ende⸗ 
beft, en. kaldes et vift Slags Stilling af 

ikkerne i Molleſpil cl. Zræftavl. (Dras 
getavl. Moth.) I dagl. og lav Tale om en 


Erender 0. d. Kendekierling, cn. i dagl. 
og lav Tale: et Fruentimmer, ſom løber 
fra Huus ft. Huué og fører Øladder om; 
cl. fom løber XWrender og bruges ſnart hift, 


ſtrifter i Almindelighed og af Kirkeſtikke og ſnart her, uden faft Tieneſte. Rendeknude, 
Gudetieneſte Gærd. ⸗religios, adj. (fr. en. en Knude ſom er ſlaaet faaledes, at 


relisienx.) 4. f. gudfrygtig, from, 
troende, 2. hvad ber hører. til, vedkom⸗ 
mer Religion og Gudedurkelfe; hellig, 
geiſtllg. Religioſe Skikke, Hoitider, Min: 
deemerker. 

Xeling , en. ſHoll. Regelingen.] Den 
nterite og sverſte Kant af Siderne p. et 
Etib eller Fartoi, Tom, hvor Dek findes, 
tager noget frem over dette. 

dem, en. pl.-me. [J. Reim. N. 6. 
Krem. Sv. Rem.] en bøiclig , fang og 
fmal Strimmel Læder el. Skind; en Le⸗ 
datem. Ageſtolen hænger i 
ev (et at ſtere en brød Å. af en andens Ryg”, 
(sl. Hud.) Ordſpr. En Skorem, Bryſt⸗ 
rem p. Seletsi.— rembunden, adj. v. 
bunden m. Nemme. (Moth.) Remhul, 
tt. H. i en Rem til Spændetornen. " Rem⸗ 
ſuider ek. Remmeſnider, en. den ſom gior 
Remmer af Læder og andet Lædertsl, fom 
Sadeler, Seletsi m. m. (nu: en Sadel⸗ 


meger.) | … 
empe, v. a. 1. ſye noget loſeligt og 

uten Omhu ſammen. (Moth.) At rempe 
noget ſammen, (rimpe. B. S. O. T. 
timpfen.) 

Xemfe, v. a. og Ramſe, en. f. ramſe. 

Xend, ct. ud. pl, Gierningen at rende; 
deb, Leben. J cet Rend. At komme 
fullt Rend. At ſtikke I Rend, tage t. 

ds, tage t. at rende, (Moth.) i 

1. Kende, v. n. Char go a.2. [3. renno. 
:S.rennan.] lobe m. —* Haſt. Ater. 
ter een, r. imod, paa cen. r. cen ind p. 
idet, At ride alt hvad Heſten fan rende. 
'Det er fun levende Ting (Væfener) ſom 
rende; men ogfaa lioleſe Ting, en Kugle, 
en Bold, en Vogn kunne ſiges at lebe.” 
roron. — act. af vr. cen omkuld. Atr. 
ter op, lobe ham op, judhente. At r. Livet 
af fig, r. fig ihiel. — Gan er rendt fin Bel, 
Danſt Ordbog. IL - 


- - 


den ikke behøver at loſes; men fan trekkes 
op. Rendekugle, en. Kugle til en Riffel, 
hvoraf flere kunne p. engang lades i Boſſen. 
Rendemaſte, en. i Strikning: en M. ſom 
ex, løbet ſammen. (Moth.)  RXendefnare, 
en. Rebem. en Lykke i den ene Ende, hvor⸗ 
igiennem den anden drages; og ſaaledes en 
Snare tilveiebringes. (Moth.) Rendeſo, 
en. til Skibs: en fvær Segang, hvorved 
Bølgerne 
Strandbredden ell. mod et Skib. 


[S 


2, Rende, v.a. 1. [Gv. rånna. iv. bet 
Remme. ”Det isl. v. a. renna, at gyde, helde ud, dreie, 


tc.] bringe Garn, hvoraf noget ſtal væves, 
p. Rendebommen, ß at danne de lange 
Traade (Rendegarnet) I Veven, ſom ogſaa 
kaldes Kieden. Vaveren har endnu ikke 
rendet Garnet. (jvf. trende,) Er Rending 
og Sflæt af forſtielligt Garn, da br. dette 
Verb. ogſaa intrans. f. Er, At rende m. 
Horgarn og flaae Uldgarn i. — Rendebom, 
en. En.Bom cl. Zrævalfe p. en Bæv, 
hvorom Garnet rendes, v. Valſens Omdrei⸗ 
ning. 
Garn, ſom Vaveren render, fom danner 
Kiæden i Lerredet ell. anden Væv, og mods 
fættee Iſlæt? (f. Rjæde, 3.) Det kaldes og⸗ 
faa Kending, naar det er rendet.  Xendez 
hage, en. pl-t… fager p. Væven, el. Vœ⸗ 
verftolen , hvorpaa Rendegarnet feſtes. 
Rendetifte, en. En lang Kifte m. mange 
aabne Leddiker, hvori Zraadnøglerne t. 
Rendegarnet lægges. (Moth.) Rendepen⸗ 
ge, pl. et Tilleg i Betalingen f. at væve 
Lerred, ſom undertiden gives Voverne i 
Fodtgloreife f. Arbeidet v. Rendingen. 
Rendepind, en, p.-e. to Pinde oventil og 
ta nedentil p. Rendeftolperne, ſom Garnet 
vindes om. (Moth.) 

1. Rende, en, Et Slags Garnvinde ell. 
et Redſtab hos Vovere, at rende Garn my; 
|] " . 

' (16) — 


løbe ufædvanligt langt mod, 


Rendegarn, et. det i Møgler vundne . 


é 


« 
e 





Rende — Renſe. 


beſtaaende af fire Stolper og et Korstra 
foroven og forneden, hvorom Rendegarnet 
vindes.: Deraf : Rendeſtolpe, en. 

2. Rende, en. pl.-r. [3. Renna. 2. 
Rinne. Øv. Rånna.] 1. en'larig, ſmal 
Fordnbning., hvori noget rinder; ef. ,et 
Nør af &ræ el. Metal, ſom er indrettet t. 


— at give Band Afløb ; en Tagrende, Vand⸗ 


Rende, At -grave en R. under Jorden. 
Vandet ledes v. Render fra Søen. At 


i lægge Render p. et Tag. (ſ. Aflebsrende.) 


endebor, ct. Gt ftort B. til at bore 
Zrærender og Pompetræet med. Rendebo⸗ 
, ter, en. den, fom borer Zrærender. (Moth.) 
Rendedrag, et. Sted, hvor Vand i en læns 
gere Stræfning far fit Leb i gravede, el. 
ef Naturen dannede Render; Vanddrag. 
endehul, et. det borede Hul i en Rende. 
2. det dybefte af et ſtort Band, hvor Strom⸗ 
men gaaer ftærfeft, og v. dens Fart holder 
Dybet vedlige. Saaledes Renden t. Kie— 
benhavns Havn. (jvf. Flodrende) Ken⸗ 
delægger, en. den, ſom forſtaaer at lægge 
Vand s Mender i Jorden. (Moth.) Rens 
dem sen. En Betient, fom har Op⸗ 
fyn m. Vand: Nender, og forftaaer at 
lægge og optage dem. Rendeſteen, en. 

-ftene. feenlogt Fordybning ell. Rende i 

aderne, hvor Band og flydende Uhumſk⸗ 

ed har fit Afløb. (Deraf : Rendefteenss 
væt, et. B. fom udenfor Porte og Gades 
døre lægges over Rendeſtenen; Rendeſteens⸗ 
frarn, Rendeſteensvand, 0. fi.) Rende⸗ 
ſoger, en. En lang Jernſtang, ſom ſtikkes i 

Jorden, f. at finde Vand Render. Keu⸗ 
detræ, et. Zræ, ſom er brugeligt og br. fil 
Render. 

Rending, en: [2. rende.] 1. d. ſ. f. Ren⸗ 
degarn⸗naar dette er oplagt ell. opflaaet i 
Wẽérven. (f. bemeldte Ord.) Rendingen er 
noget finere, end Iflætten. 2. t. Stibs: en 
Maade, hvorpaa man lægger tykt Tougveerk 
ſammen i en Kreds, og danner en Huul⸗ 
ning, hvori noget fan fættes; f. E. en 
Baad p. Dækket. / 

Rensdyr, et. p . d. f. et Dyr af Hiorte⸗ 
flægten, fom i de nordligſte Lande er et als 
mindeligt Huusdyr; en Reen. Cervus ta- 
randus. Deraf: Rensdyrshorn, Rens⸗ 
dyrsmelk, o. fl. 

ene „v. a. 1. [af reen. J. hreinsa.] 
befrie fra Ureenlighed, gisre reen. At rv. 
Kar, k. en Se, en Canal. At vr. (ſtylle) 
Munden. At renfe Maven v. Bræfning. 
Xt r. fine Skoe. r. Kornet (fraſtille Klin⸗ 
te, Avner 0. d.) At renſe Saaret for Mas 
ferie, r. Bøgerne f. Støv. — Renfelfe, en. 
pl.-r. Gierningen at vrenfe. Deraf: Xenz 
(elfesed, cen. Ed, hvorved man renſer fig fra 
(3: fralægger fig) en Skyld, Forbrydelſe, 
Mistante. . Renfelfesfeft, en. Marias R. 
Renſelſesmiddel, ct. 0. fl. — Rensning, en. 
pl.-er. d. ſ. ſ. Renfelfe. . Kornets Rens⸗ 


æ 


242 . 


Renſedigel — RNefidents. 


ning. — Renſedigel, en. D. hvori no⸗ 
get ſmeltes f. at bliye tenfet. (Ambergs 

rdb.) Renſekar, et. K. hvori noget ren⸗ 
ſes. Renfemaftine, en. Indretning t. at 
tenfe Korn. Kenſevark, et. det Bærk i 
en Mølle, hvorved Gold.og andre Indret⸗ 


ninger t. at renſe Kornet, fættes i Bepæ⸗ 


getfe… CRrafté Mechanik.) 


ente, en. pl.-r. Ift. Rente. It. Ren- 


dita.] 1. aarlig Afgift, ſom Laaneren af 
en Capital yder Eieren f. Brugen af famme. 
(br. meft I pl. undt. i det adv. Udtryk: pag 
Rente.) ”Renter eve en Priis, fom Penge 
have fremfor antre Vare.” Schytte. At 
leve af fine Kenter (3: Reuterne af. fine Cas 
pitaler.) At fage høje Henter, ell. høt 
Rente. 
Renter. At have, at fætte (udlaane) Pen⸗ 
ge paa Å. " 2. i eldre Strifter ogſa⸗ : Ind⸗ 
komſt i Almindelighed. (f. f. Er. D. Lov. II. 
13. 13. Vedels Saro. S. 464.) Heraf : 
Præfternes. Julerente, Paaſſerente. — rens 
tebærende, adj. v. fom giver Rente, hvoraf 
aarlig R. betales. r. Obligationer, Capis 
taler.  Xentedag , en. den beftemte Dag 
el. Termin, p. hvilfen Renter ſtulle beta⸗ 
les. (Moth.) Rentefod, en. Forhold imel⸗ 
lem Capital og Renter, fom i Almindelig⸗ 
sed angives efter :den aarlige Rente af 100 
(Procent.) En hel, en lav Xentefod. 
rentefri, adj. hvoraf ingen. NR; betales. rr. 
Gield. Et rentefrit Laan.  Rentegiver , 
en. den, fom betaler, fom har at yde Rens 
ter; Renteyder. Rentekammer, et. er hos 
os det Fongelige Collegium, der har Beſty⸗ 
relfen af Statens Inttægter og Pengevæz 
fen, af Sfattevæfenet, for faa vidt det ved⸗ 
tommer Grundffatter og perfonlige Afgif⸗ 
ter, me m. Kentemeſter, en. kaldtes tils 
forn de Embedsmand, der foreftod Rente⸗ 
kammeret el. Kongens og Statens Ind⸗ 
komſter. Rentepenge, pl. d. f. f. Reuter, 
el. Indtegt af udlaante Capitaler. At 
betale R. at leyc af fine Rentepenge. Ren⸗ 
teffriver, en. pl.-e. den, ſom foreftaaer et 
Contor i Rentekammeret, Rentetager, en. 
Den, fom modtager Renter ef en udlaant 
Capital. RXentevæfen , et. Indbegreb af 
det, ſom vedkommer Renter, Rentefod, m. 
m. Kenteri, et. tilforn: bet Sted, 


deraf udbetaltes. 

Reol, en. pl. -er. En Indretning m. 
Hylder t. at fætte Bøger paa; en Boghyl⸗ 
de. (T. das Regal.) 

Xepublif, en. pl.-Fer. [Fv. republique.] 
| etat m. demokratiſt Regiering; en 

riftat. 

Refidere, v. n. 1. (har.) boe, opholde 
fig. (refiderende Capellan. (ſ. dette fidfte 
Ord.) Deraf : . . 
Xefidents , en. pl. - er. Bolig, ifær f. 
Konger og Fyrſter; (Kongefæde, Fyrftefæs 


N 


Rentes Rente »: X. af ubetalte 


vor 
Kongens Indkomſter modtoges og Penge 





vv hg J 


⸗ 


Refidents — Ret. 


de.) Ligeledes f- nogle Embedsmænd, ſom 
p. Grund af deres Embede have en Gaard 
t. Beboelſe. (f. E. Præfterefidents, Biſpe⸗ 
refidents, Profeſſorreſidents.) 

Reft, en. ſItr. reste.] det Overblevne af 
noget; Overskud , det ſom flaaer tilbage. 
Deraf: reftere, v. n. være tiloveré, ftane 
tilbage. reſterende (tilbageftaaende) Stats 
ter. — Reftante, en. det, ſom ftaaer tilbage 
i en Betaling, et Arbeide. Stattereftantfer. 

Xet, adj. pl.-vette. (I. réttr. Sv. rått.] 
1. lige; ikke ſtiev, ikke krum.  ”Nu ftod 
vor Fondrik ret, nu var han ganffe frum.” 
Holb. P. Paars. En ret Linie. En ret 
(ligebenet) Binfel d: en V. paa 90 Grader. 
(f. lodret, vandret.) 2. fom er overeens⸗ 
fremmende m. Singen ſelv, m. dens Natur 
og Bæfen; rigtig, ſand. Ordets rette Be⸗ 
tydning. Haner den rette Arving. Stig 
mig ten rette Grund. Den rette lære. 
En ret Chriften. Han har den rette Tro. 
Det er ifte hans rette Pavn. 3. fom ſva⸗ 
rev t, Diemedet, Henſigten, Beftemmelfen. 
Den rette Vel t. et Sted. At vælge de 
rette Midler"t. noget. At komme t. rette 
. id. Det er ikke den rette Nøgle. Tin⸗ 

gen ligger ikka p. fit rette Sted. At tale et 
Ord t-rvette Tid og p. rette Sted. (Hertil 
fan ogfaa henføres Brugen af ret, i Mod: 
fætn. f. vrang, om Siderne af Zsi, 0. d. 
At vende den rette, den vrange Side ud. 
Begge ad). bruges ogfaa i dagl. T. med 
beft. Art. fom Subſtantiver. Han har vendt 
Retten ud p. den ene Strompe, og Vran⸗ 
gen p. den anden.) ' 4. fom er efter Lo⸗ 
ven, fom har gyldig ell. lovlig Adkomſtit. 
det, han er ell. kaldes; lovlig, retmosſig; 
lovbefalet. (f. adv.…. ret.) Landets rette 
Konge; ret Maal og Vægt. 
hané mette Kone. (Hyppigen Ifær I vore 
Love f. E. ret Arving, den rette Værge, r. 
Hiemmel, den rette Cier, rejte Kiſsbmands⸗ 
bøger, c.) = ret, adv. A. 1. lige, At 
flaaer. op, opreiſt. At gaae ret frem. [3 
Forbindelſe m. andre Ord: ret ſom (juft ſom, 
netop fom) jeg vilde. gaae, kom han. ret 
aldrig: forftærfende Udtryk. ret nu, ret 
ftrar, om fort Tid. vet nu ſtal jeg komme. 
ret faa! naar man bifalder noget,] 2.1 
Dvevreensftemmelfe m. Sagen ſelv, m. Præs 
dicatet. Hun fan endnu ikke ret læfe i Bog. 
Gan har ikke ret forftaaet mig. Det er ikke 
ret anbragt. Om jeg huffer ret: (jvf. 
rigtig, 4.5.) 3. nøie, nøfagtigen, gan⸗ 

e; aldeles i Dvereensftemmelfe m. Præs 
ticatet. ret i Midten. r. ſom det bør være. 
r. tilpas. Jeg veed iffe r. hvor han boer. 
De ere endnu iffe r. enige. , Gan er iffe r. 
flog. Igaar var han vr. i fin gode Lune. 
Idag vil vi ret fornsie og. Det er ret en 
elſtvoerdig Pige. (juf. No. 5.) 4. ſom for⸗ 
ſterkende Partifel: meget, f(ærdeles, bety⸗ 
deligt. Det er vr. koldt idag. Jeg bad 


943 


Det. er ikke 


Ret. 


Dam r. meget derom, Det var ret ilde, at 
u ikke var tilftede. 5. nogenlunde, t. en 
vis Grad. Jeg er r. vel fornoiet m. ham. 
Arbeidet er vet godt; men det kunde være 
bedre. (Meningen.i diſſe Udtryk er derfor 
ikke den famme : Det er ret (i Sandhed) en 
behagelig Kone at Pale med, — Hun er ret 
(temmelig) behagelig, naar hun vil være 
det.) 6. i Overeensſtemmelſe m. Henſig⸗ 
ten, Diemedet; fom det bær fig. Det har 
han ikke r. betænft, overvelst, Naar man 
r, betragter Sagen. (Ogfaa i Compar. 
Det er rettere, retteft at give Marinen 
denne Stilling.) 7. i Overeersſtemmelſe 
m. den moratfte Pligt, m. Ret og Billighed. 
Det er åffe ret giort, handlet. Deri har 
du giort ret, Gier ret og frygt ingen. At 
give cen hvab ret og billigt er. — Af adj. åg 
adv, ret mda bl, a. udledes følgende Sam⸗ 
menfætninger: retbaaren, adj. fom er ret 
Arving, ægte Arving. ”retbaaren.t. Kon⸗ 
gedsmmet.“ P. Clauſſen. — KXetfærd, en. 
Et i nyere Tid af Ehkelte brugt Ord, enten 
for: Retfardighed ell. for: retfærdig 
Handlemaade. ”Zil Retfærd du forpligs 
ter dig,” Thaarup. retfærdig, adj. nøle 
overeensſtemmende m. det, fom ev vet, ſom 
v. moralſte og borgerlige Love, men ifær v. 
» de forſte, foreſtrives ſom Ret og Pligt. 
(Drdet br. faavel i objectiv, fom i fubjectiv 
Betydn.) Enr. Handling, Dom. &n r. 
Dommer. At have ene. Sag. At handle 
retfærdigt i en Sag. ”En Lov fan baade 
være retfærdig og ſtadelig p. eengang.” 
Schytte. (jvf. billig, ſom ikke ophæver; 
men vel undertiden indftrænter Retfærdigs 
heds moralſte Bud, p. Gruyd af færftilte 
Forhold. »Retfardigt ev det, ſom ſtem⸗ 
mer overeens m. Tingens Natur; billigt 
det, ſom ſtemmer overeens m. dens Forhold 
og medfølgende Omftændigheder.” Sporon.) 


Fd 


retfærdiggiore, v. a. 3. opklare en Hands ” 
lings Overeensſtemmelſe m. det, ſom er ret, 


ell. befrie en Perſon f. Mistanke om Brede, 
Uret. Atr. fig for Kongen. Ved diſſe Op⸗ 
lysninger blev han fuldkommen retfæerdig⸗ 
giort. Deraf: Retfardiggiorelſe, en. ud. 
pl. — Xetfærdighed, en. ud. pl. den Egen⸗ 
ſtab (hos Perſoner) el. den Beſtaffenhed, at 
være vetfærdig. (jvf. Billighed.) Den 
ftrenge K. fan undertiden faldet ubillig. 
At udøve, haandhæve X. demme m. Rets 
færdig ed. Ingen kaldte Dommens Rets 
ærdighed i Tvivl, At forlade fg p. fin 
Sags K. At holde over Net og æt: 
dighed (over Retten og dens Udøvelfe.) — 
rethiornet, ad. d. ſ. f. retvinklet. ets 
holt,et. 1. d. f. ſ. Lineal. (Moth.) 2. 
Ofteſt bruges det om et lige tilſtaaret, 5 til 
10 Alen langt Treſtykke, hvoraf man be⸗ 


' 


£ 


tiener fig v. et Jordsmons Afveining ell. 


Nivellering, ell.ved Bygningsarbelde. — ret⸗ 
hovle, v. &. 1, høvle lige, jævnt; jævne v. 


" (167) 


v 


niet, adj“d. ſ. ſ. ligeliniet. 


Net. 244 
Hovling. ſoeters. vetkantet, adj. ſom 
har lige Kanter; rethiſsrnet, retklovet, 


adj. v. kloyet lige efter Aarerne eler Lagene 
(om Træ «ål. Steen.) V. S. O. xetlede, 
vV. a. 1. føre p. ret Vei; veilede. (Moth.) 
retleds, adv. lige frem, ad den lige Led ch, 
Vei. (directe.) P. Clauſſen. Moth. retli⸗ 
retlæreude, 
adj. v. ſom følger den rette Lære. (n. O.) 
[retløs, adp ſ. ꝓedenfor under n. s. Ret.] 
vetmæsfig, adj. overeensftemmende m. Ret, 


-m. Loven; lovlig, lovgrundet. (Et tydſt 


" Gyldighed, Tibarlighed. — retraadig, adj.- 


aA 


” tilforn: bd. f. Y. retfærdig. 


Ord, ſom dog. alt Moth har.)En ret⸗ 


af: Åetmæsfighed, cn. ud. pl. Lovlighed, 
fom raader tet, gider gode Raad. (lidet 
brugel.). ”Gan var en priislig Helt, fors 
ftandig og retrgadig.””? Bording.  retfidet, 
adj. ſ. ligeſidet. — Retſind, et. er af Nyere 
brugt for Retſindighed. (jvf. Sind, 1.) 
”Guld og Smiger ci forførte ham-fra Retz 
finds lige Vei.” (D. Tilſt.) retſindig, 
adj. fom i fin hele Tonkemaade beherſtes af 
Felelſen for og Kierlighed til det, ſom er ret 
og billigt 

(integer.) 


Deraf : Ketfindighed, en. ud. 


— retffaffen, adj. pl. retſfafne. 1. 


l. 
. f. f. retſindig: iſer m. Bibegreb om 
Retfindighedens Ytering i Vandel og Hand: 


lemaade. (jvf. redelig, ærlig.) 2. dygtig, 
" ægte, Så: 


fon ikke fviger fit Kald. En 
retſtaffen Arbeider, Soldat. (Som adv. hyp⸗ 
pigen dagl. Tale. Det har froſſet retſtaf⸗ 
ent i Nat. Vi vil være retſtaffen lyſtige. 

etſtaffenhed, en. ud. pl. den Egenſtab, at 
være og vife fig retſtaffen. — Retſtrivning, 
en. ret el. vigtig Skrivemaade i et vift 
Sprog, ell. den, ifær paa Vedtægt og Skri⸗ 
vebrug grundede Maade, at udtrykke Or⸗ 
dene I Sproget v. de almindelig brugelige 
og forftaaclige Skrifttegn, og Færdighed £ 
denne Skrivemaade; Orthographie. Den 
danffe, tydſte R. Ketſtrivningslare, en. 
riftlig Udvikling af Reglerne Retſtriv⸗ 
ning. — rettroende, adj. v. ſom har den 
rette, el. den, m. en vis, herſtende Kirkes 


. Lære overeensſtemmende Tro, den ſande Re⸗ 


lhion. (orthodor.) Rettroenhed, en. Or⸗ 
thodoxie. (et ikke heldigt Ord hos v. Aph. 
J. Baden, og Nyere.) retyvendt, adj. v. 
1. fom har den rette Side vendt udad. 
(Moth.) 2. fom er vendt rigtig, v. den 
vette Led. (V. S.. D.). retviis, adj. 1, 
retvife Vid: 
nesbyrd. (D. Lov. I. 13. 11). 2. Lovkyn⸗ 
dig, retslærd. (fielden.) deraf: Ketviished, 
en. ud. pl. Retfærdighed; Lovkyndighed. 
»Kong Frode vilde — ogſaa bære Mavn af 


fin Forſtand og Retviished.“ Vedels Saro. 


retvinklet, adj. ſom har rette Winkler ell. 
Hisrner. (f. adj. vet, 1,) En retvinklet 
Fiirfant (m. 4 rette Vinkler.) En r. Tre⸗ 


' - * 


.d 


mæsfig. Arving, Fordring, Grund. Der⸗ 


og i ſine Handlinger folger det. 


er ddg Lov og Ket i Landet. 


Ret. 

kant (m. cen ret Vinkel, p. 90 Grader.) 
retvifende, adj. fom vifer ref. Åetvifende 
Sokort, hvorpaa Mord: og Endftregerne 
ere aflagte efter tet ſande Jord. 

' 1. Ret, en. (3. Rettr. A.S. Riht]  A. 
overhovedet: den Tilſtand v. noget, at det 
er ret, [Dertil høre vel ogſaa Talemaa⸗ 
derne: At gøre noget t. Rette, I Stand, 
lave til. Atthielpe cen t. Rette. At komme 
t. Rette (t. Ening) m. cen,om noget. Han er 
god af fomme f. Åette med. f. nedenfor C.] | 


"4. den Beſtaffenhed v. Ord el. Handlinger, 


at de ſtemme overeens m. Sagen felv, m. 
Sandheden, Rigtigheden. I -Zalemaaterz 
ne: At have Xet 3: fige, paaſtaae det, fon 
er fandt, vigtigt ; ikke tage fell. Du har 
Ret, det var i Fior, han døde. Deri gi⸗ 
vor jeg Dem Xet (naar man tilftaaer cen 
Rigtigheden af det, han figer.) Han vil 
altid have Ret. Man maa lade ham be⸗ 
holde Ret, ellers bliver han vred. 2. mo⸗ 
ralſt el. juridiſt Evne, Grund, Fate t. ſelv 
at gisre "cl. late, ell. at tilholde andre at 


giore el. (lade noget. At have X. til at 


giore noget, — Ket tilen Ting 9: lovlig For⸗ 


bring paa Tingen, Net t. at fomme i Be⸗ 
fiddelfe ell. Brug af en Zing. (jus ad rem.) 
Ret i Tingen I: Rettighed, ſom haves over 
en vis Ting ell. følger m. Tingen ſeſv, 
uden Henſyn p. en beſtemt Perſon. Gus in 
re.) — Det frie Menneftes R. til felv af be⸗ 
ftemme fine Handlinger. Win Ret lader 
jeg mig iffe fratage. Retten er p. hans 
Eide. Det er baade imod Ket og Villige 


Y" hed. (f. dette Ord.) At boie, fornegte Ret⸗ 


ten o: ten i pofitive Love grundede Net og 
dens Haanthævelfe. Den Staerkeres R. 
Eiendoméret,  Bruptret, — Med Rette, 
br. fom adv. m. god Grund, m. Foie, ti 
Medhold af det, ſom er ret, rigtigt, billigt. 
Fivf. Rettighed.] B. i concret Betydning: 
det, fom har Bettaffenhjeden.,- Predicatet, 
åt væreret og retfærdigt, el. overeensſtem⸗ 
mende m. det Sande, Rigtige, og færd. med 
de pofitive Love, der udfige hvad der er ret ; 
ligefom og Indbegrebet af det, fom diſſe 
Love foreſtrive. 1.1 Almindelighed: ”Dvab 
der eengang' er Ret, maa i lige Tilfælde 
altid blive Ket.“ Birkner. Retten medføs 
ver det. At lade Maade gane f. Ret. Her 
At ftudere Lov 
% Ret. KRettens Pleie, Gaandhævelfe ; 

ettens Fornegtelſe; Xettens Tvang (Ud⸗ 
tryk i Lovſproget.) Begrebet om Ket ell. 
Retsbegrebet. Retslœre, Retspleie, Rets⸗ 
videnſtab, 0. fi. Sammenſ. — Retten ev i . 
Sppdſtagen. (Ordſpr om den Stærferes 
ſaakaldte Ret.) 2. Indbegreb af det, ſom 
et vift Slags Love udfige af være ret, ell. 
fremſtille ſom. Forſtrift f. viffe Handlinger af 
Mexneſtet, ſom Beſtemmelſe af dets Pligter 
og Rettigheder. Naturens Xet. Den bor⸗ 
gerlige Ret, Folkeret. Stateret. Lehns⸗ 


| 


Ret. 


ret. Krigéret, Politieretr. Handelsret. 
x. Den romerſte, den canoniſte, den dan: 
ſte Ret. (jvf. Stadoret.) 3. den af Sta⸗ 
ten til een ell. til et Samfund af Flere 
meddeelte dommende Magt, faavetfom dens 
virkelige Udforelſe; Domſtol, Ting. En 
Overret, Underrer, Vaadſtueret, Birferet. 
Aſſeſſor (Sifidder) i en R. Den hotefte R. 
i Landet. At fætte Retten (begynde Sa⸗ 
gernes Forhandling f. en Domſtol.) At 
holde X. At falde een f. Retten, møde i 
Retten. Paa Rettens Vegne. At gaae i 
Jette m. cen: egentl. fote Sag m. cen. (f. 
Åettergang.) uegentl. bebreide, - falde t. 
Regnſtab. — At gaae i Rette f. een (føre 
hané Sag.) At tage fig ſelv til Rette, 
hævne fig p. fin Modſtander; ell. felv uden 
Lov og Dom at ville udføre fin formeente 
Ret. Kettens Betiente. Kettens Middel. 
(Hertil herer maaſtee ogſaa Talemaaden: 
at fætte een i Rette 2: bebreide, ſtraffe m. 
Ord. f. irettefætte.) 4. en Sags Be⸗ 
hantling efter Loven og f. Domſtolene. At 
vælge Rettens Vei. At lade Retten have 
fin Gang. 5. Det, man i Følge en Lov 
(naturlig ell. poſitiv) er befoiet til at fordre 
af andre; Rettighed. At paaftaae, holde 
trer, bortgive noget af fin Ret. Denne 
Xet har han ſom Lehnsgreve. 6. Det, ſom 
tillommer cen efter Loven, efter hans For: 
tienefte. At gisre cen fin Ået da: ftraffe 
ham, fom han fortiener. At lade cen ves 
derfares Ret. At giere enhver X. og Skiel. 


Ål oenfor A.2.) C. Den gamle Bainings⸗ 


e be. endiu med præpos. i, med, 
ti, 11.3 
ad: trættes med, 
ei i Bette m. Gu 


Rette. At gaac i Rette m. cen 
gier⸗ Bebreidelſer. Gaae 
, — Ut fætte cen i Retre 
(f. ovenfor 'B. 3.) 2. Med Xette, m. 
Grund, m. Føte. (f. A.2.) 3. Til Rette. 
Xt bringe cen t. Rette, hielpe ham t. Rette 
(være behielpelig.) At giore noget t. Fette 
(lave, fætte i Gtand.) At komme t. Xette 
m. noget (finde ud af, fomme £. Ende med.) 
At tomme t. Rette mn. cen (9: bomme over⸗ 
eens, blive enfa med.) At komme t. Kette 
igien d: komme i tand igien. At tale cen 
til Bette, tale fig t. Rette m. een 0: bringe 
dam p. billigere Taitfer, faae ham til at 
give efter. (Men: at tale fig tå Rette, i - 
evſproget: føge fin Gag aføiort p. lovlig 
Vaade. ſ. D. Lov. I. 1. 3.) At tage fig 
felv 2. Rette. (f. ovenfor B. 3.) Afiedede 
tg fammenfatte Ord, fom høre ft. Subſt. 
et: lig, adj. 1. ſom ſtemmer overeens 
m. Retten, ſom ev, ſom det bør være, (Sh⸗ 
lenſchl. T. rechtlich.) 2. i nyere Tid 
ogſaa: fom hører ft. Lov og Ret, vedkom⸗ 
mer Domſtolene og Rettergang ; juridiſt. 
Gt retligt Forhold: nr. Grund, r. For⸗ 
jandling. (Dftere dog: Retsforhold, Kets⸗ 
forhandling, Retsgrund, o. ſ. v.) — retlos, 
ad. 4 (af Xet, 1.) ulovlig, uͤret, uret; 


245 


Net. 


mætfig. 2. (af Ret, 2.) ſom har miftet - 


fin borgerlige Rettighed, 2. fin Adfomft. 
t. Rettens Forſvar. ”I manglende Fald 
bør Morderen ſtrar erflæres retles.” Or⸗ 
fted. Cunomia. II. 60, == Retsbegreb, et. 
Begrebet om det, ſom er Ret; fom er moralſk 
el. juridiſt rigtigt, el. fom man har Res 
til, Retsbetiening, en. (ſ. Ret, B. 3.) 
Betiening v. en Net ell. Domſtol. Keto⸗ 


betient, en. Betient v. en Ret; iſer d. ſ. - 


Rettens Betient 9: Tiener, Politiebetient. 
Retsbrug. en. det, ſom er Brug i Retter⸗ 
gang. Retsdag, en. Dag, da Retten hol⸗ 
deg; Tingdag. (Ambdbergé Ordb.) Rets⸗ 
Drift, en. D. til at ſtaffe fig 'felv og andre 
Ret. ”Retsdriften er dybt grundet i dem 
menneftelige Natur.” Mynſter. Ketsfor⸗ 
dring, en. lovlig Fordring, F. fom man v. 
Lov og Ret fan forfølge. — Retsgrund, en. 
1. Grundſetning om det, fom ér ret ell. 
lovligt. Almindelige Retsgrunde. (Dvs 
fted.). ”Anvendelfe af de befientte Kets⸗ 
grunde p. Folkene.“ Treſchow. 2. Betins 
gelfe f. Lovligheden t en Fordring, Befids 
delſe, Adkomſt. Hans Krav mangler al X. 
”Grhvervelfené RKetogrund.“ A. Usſing. 
3. Grund, ſom hentes fra Lovgivningen ell. 
Netélæren ; 
adj. (om har Gyldighed efter Loven, har 
Retskraft. (Usfing.) Retsgyldighed, en. 
Retskraft, juridiſt Gyldighed. (Orſted.) 
Retshandling, en. En Handling, der uds 
gaaer fra en Net cl. Domſtol, der betinges 
v. cen Dom cl. Retskiendelſe. ”Udlæg er 
ikke en Sprighedehandiin men en Rets⸗ 
handling.” A. Usſing, 
K. fom Relten affiger, Dom. 
en. lovlig Kraft, 
ridiſt Gyldighed. Et Skisde har ingen 
etskraft før det ev tingleſt. — Retskræn⸗ 
eller en, Dvertrædelfe af Lovbud; Krænz 
kelſe, af en Andens Ret. (A. Orſted.) rets⸗ 
kyndig, adj. ſ. lovkyndig. — retslærd, adj. 
ſom har færd Indfigt i Lovgivningen og Lo⸗ 


Retskraft, 


venes Forklaring og Anvendelſe; Lovkyn⸗ 


dig, En Retsleærd, Juriſt, fovlærd Mand, 
Retslære, en. ud. pl. Lære ell. Videnſtab 
om det, fom er vet. (ſ. Lovkyndighed, 2.) 
Retslærer, en. pl.-e. Lærer I Lyvkyndighed. 
Retoorden, en. den Orden, fom følges i 
Rettergang og Sagers Paakiendelſe. 
pleie, en. ud. pl. Omſorg f. Rettens og 
Retfærdighedens Haandhevelſe v. Domſto⸗ 
lene. etsſag, en. pl.-er, S. fom føres 
f. Retten; Lormaal, Proces. Retsſikker⸗ 

ed, en. den Sibkerhed, ſom v. Lov og Ret 

iemles. Retsſtik, en. Skik, ſom finder 
Sted i Rettergang o. d. “En Ketoſtik er 
en udvortes Handling, ſom pleier at fore⸗ 
tages v. retlige Forhandlinger.” Miller. 


ets⸗ 


Retsſtrid, en. Stridighed, ter ſeges afgiort . 


v. Retten; Proces. retsſtridig, f. lovs 
ſtridig. (retſtridig, og Retſtridighed. A. 


2" 


juridiſt Grund. — retsgyldig, 


etskiendelſe, en. 


vhhldighed efter Loven,. 


LJ 





"dl 


. ø 


Ret — Retie. 


Orſted.) KRetsſtævning, en. S. ſom uds 
3 fra en Ret; i Modſetn. t. Udenretes 

ævning el. Kaldſeddel, ſom Sagføgeren 
udſteder i fit eget Navn. — Retsfædvane, 
en. En Sædvane i hvad der angaaer ret⸗ 
lige Forhold,” P. &. Miller, — Retstvang, 
en. ud. pl. Zvang, fom v. Retten (B. 3.) 

anlægges cen; Udøvelfe af Øvrighedens 

vangsret. Ketsvidenſtab, en. videnſta⸗ 
belig Indfigt i og Fremſtilling af Lovkyndig⸗ 

eden. Ketsvirkning, en. En Virkning 
med Retskraft, eller hvorved noget i en 
Retsſag tilveiebringes; juridiſt B.Egen 
Beklendelſes Ketsvirkning.“ rſted. 
lægs Retsvirkning er at give Eiendom.“ A. 
… 2. Ket, en. pl. Retter. IJ. Rettr. T. Ø es 
tid t.] eet Slags kogt, ſtegt el. paa an⸗ 


den Maade t. et Maaltid tillavet Mad. 


Den ædle Sandheds dyre Ret, fom Kon⸗ 


en. En Ret Klød, en Ret Sy . (f. 
Kisdret.) En fimpel, ſammenſat, koſtbar 
Ret. (Ofte tilføies: Mad. Cen Ket Man, 
to Retter Wad.) i ' 
Rette, v. a. og rec. 1. [J. retta.] 1. 
egentl. bringe noget t. at blive ret el. lige. 
f vr. det fom er kroget, ſtievt. At r. et 
Sem. Ater. Legemet, rette fig, antage en 
lige Stilling. Denne Stang har boiet fig; 
men den fan nof rettes. ter. noget lige. 
( Ogſaa neutr. Af rette paa een, p. noget I: 
ſoge af rette, — Det er uvift, om Tale⸗ 
maaden: at rette for fig 0: bringe fin Sag 
i Rigtighed, bevife fin SEyldfrihed (D. Lov. 
I. 5 11) hører herhid.) — fig. At forandre 
noget, fon ef er vet, rigtigt, fom det bør 
være, til det bedre; forbedre det. At rette 
en Feil, Feiltagelfe. r. en Trykfeil. Han 
burde r. fig felv, inden han vil r. andre. 
” Hvo fig felv retter, farer ei vild,” Ordſpr. 
— Deraf: Rettelſe, cen. pl.-r. Emendatio. 
2. beftemme en Tings Leie, Stilling, Skik, 
Orden; lave, giøre f. Rette; mage at nos 
pet fan ſtee. Denne Bemærk, br. ifær fun 
Sammenfætn. f. E. afrette, anrette, ind⸗ 
… rette, oprette, udrette. At rette en Heſte⸗ 
o til d: paſſe den t. Heſtens Hvv. Arr. 
aben am, (en nyere, tybſt Talemaade) 9: 
tage Maden fra Ilden og bringe den i Kar 
ell, paa Fade, f. at den fan fættes p, Bor: 
bet; rede Maden. (f. anrette, 2.) — Heraf : 
Retterbænk, en, Benkell. Vord i Kiokkenet, 
hvor Maden beredes inden den koges, og 
fiden anrettes. 
(efter dẽt T. richten:) beſtemme et Lege⸗ 
mes Stilling og Benægelfe, At r. Seilene 
efter Vinden. ”At jeg v. en Vildfarelfe 
"— fan rette mit GÉud p. min Staldbroder.“ 
B. Zhott. (ef: ftille.) — Deraf det oftere 
brugelige: Retning, en. pl.- er. Beſtem⸗ 
melſen af det Punkt, hvorimod et Legeme 


e AS 


ø 


246 


"tids: 


”Retterfværd, ct. Beddelſvord. 


. 3. 1 nogle faa Zilfælde . 


Rette — Rettighed. 


vendes, el. hvortil det bevæger fig; Sty⸗ 
relſe, Flugt. (Directio.) At gage fremad 
i den ſamme R. — fig. At give Stælené Virk⸗ 
omhed en vis R. ”Et Spil af Phanfafien, 
t bruge vil m. Frihed fine Winger i hver 
en mulig Retning.” Heiberg. »Ved den er 
en ny Tankernes og Sindets Ketning frem⸗ 
gaaet.” Mynſter. (T. Richtung.) 4. 
recipr. at'rette fig efter cen, efter noget, 
antage en Perfon cl. en anden Gienſtand 
fom beſtemmende Grund f. fine Handlinger. 
At r. fig efter eeng Luner, Serheder. At 
r. fig efter Landets Stik. 5. i Lovfproget : 
bømme, kiende, paakiende. (af n.'s: Ret.) 
At rette imellem Parterne. ”Cfter den 
Lov, fom Kongen giver ſtal Landet demmes 
og rettes.” D. Lov. I. 1.4. (J. richten. 
At rette over een. Frederik II. Gaardéret.) 
Deraf de forældete Ord: Retterhuus, et. 
Domhuus. (9. Tauſſen.)  Retterftævne, 
et. Sted, hvor Retten holdes ; Retterting. 
6. At rette bruges ogſaa f. henrette, ell. 
fuldbyrde en v. Dom tilkiendt Dødeftraf. 
Gan blev retter m. Sværd. Geraf: Åetz 
terplads, en, og Ketterſted, et. det Sted, 
fom er beftemt t. Forbryderes Henrettelſe. 
Retter⸗ 
øre, en. Boddelsxe. (V. S. O.) 
Retfardig, retſindig, retſtafſen, ſ. uns 
der ad). dg adv. ret. N 
Retning, cn. pl.-er. ſ. v. a. rette, 3. 
Rettelig , adj. [af v. a. rette, 1.1 fom 
fan rettes, gieres lige, ell. forandres t, det 
bedre. (ſielden.) ' 
Rettelig el. retteligen, adv. (af ret.) p. 
ret Maade, fom det bør være; rigtigon. 
Rettelfe, en. pl.-r. f. v. a. rette, 1. 
Retterbænk, en. f. rette, 2. s 
Rettergang, en. [af n. s. Ret, 3.] Hand⸗ 
lingen at gaae I Rette, at udfere en Sag f. 
Domſtolen; Lovmaal, Proces, Sagferelſe. 
Deraf: Kettertzangsmaade, en. En vig 
Maade, at føre Sager, paa, en vis Art 
Proces. > 


RKRetterting, et. [Af rette, 5., ell. af 


Ret, 3.] Ting, hvor Sager føres ; Doms 
ſtol. f. Ting, et. 

Rettefnor, cn. pl.—e. [af v. a. rette, 1.] 
egentl. en Snor hvorefter Haandverksfolk 
affætte en lige elni⸗ ; oftere figurl. (ud. pl.) 
Regel, Forſtrift, Beſtemmelſesgrund f. 
Handlinger. Egennytte er Ketteſnoren f. 
alle hans Handlinger. En Retteſnor, der 

ulde veilede og ſtyre dem i deres indbyrdes 
orbindelfe.” Schytte. 

Rettighed, en. pl. - er. [af Ret.] det, 
fom efter Retten tilkommer cen, ſom man 
har lovlig Adkomſt til el. Fordring paa, 
fom man er berettiget til. (f. Ret, 5.) At 
paaſtaae noget fom en R. Adelige Rettigz 
ener: Denne Rettighed liggers. Stedet, 
ølger m. Gaarden. Rettighed forudfæts 
ter altid en Lon, der befoier mig t. at fore⸗ 


Rettighed — Revfelfe. 


tage en Handling.“ Birkner. At ville giore 
noget, fom fun er en Killighed, t. en Rettig⸗ 
hed. (Den modfatte Bemærfelfe: Skyſd, 
Styldighed, Afgift, forefommer i ældre Lo⸗ 
ve. ſ. Chriſt. III. Reces C. 8. Chriſt. IV. 
Receé. I. 4. 2 og 78.) 


Xev, et. [J. og N. S. Rif. Sv. Ref.] 
1. Sfiær, Klippe el. Sandbanke I Havet. 
(Moth.) 2. færd. en fra en Kyſt udgaaende 
Grund ell. Sandbanke i Havet, der ſom of⸗ 
teft er bredeſt v. Landet og ender m. en 
Pynt. (8. S. O.) f. Rif.= Heraf: Revle, 
en. pl.-r. (Sv. Refwel.) en mindre Sands 
bane, et langt og (malt Udyb i Havet; en 


Sandrevle. (Overhovedet: en lang, liges 


ſom afreven Strimmel. f. E. a.) en Revle 
(Dale) imellem Tørvegrave. Dec. Mag. VI.” 
. 373 


b.) ꝰ»De midterſte Xevler ti et 


247 


Revſelſe — Ridder. ”, 


itte Revfelfe t. Døden.” P. E. Miller, — 
Beder, en. den, ſom revſer. (DMoth.) | 
in, 
Xhinlande, pl. Lande); Landftræfninger , 
ſom Rhinen giennemflyder; dog ifær fun 
om viſſe Egne af Tydſtland. Heraf adj. 
rhinlandſt. f. E. den rhinlandfke Fod, 
(en. — rhin „adj. fom ev fra Rhinlan⸗ 
dene. Khinſktviin, en. pl.-vines . 
Ribbeen, et. pl. d. f. A. S. Rib, Ribbe. 
Z. og Sv. Rif, Ref. T. Rippe.] de buede 
Been I Menneſters og Pattedyrs Legemer, 


Jom danne Sidetne af Bryſtet; Sidebeen. 


(Bormen : Rib. pl. Kibber, fom Moth 
har, er nu lidet brugelig. Dog finder man : 
Silbets Kibber ell. Ribbeen d: Spanterne 
i Skibets Skrog. Ribber kaldes ogfaa ans 
bre mindre Tommerſtykker i Stibet; f. E. 


Xhinftremmen, n. pr. deraf: 


Filfergarn.” Shades Beſtr. over Mors. de, fom tiene t. Underlag f. Dætsplanferne, 
Cc.) et Zværtræ ell. Hiørnebsand, ber ſlaaes og lægges tværftibs imellem to Daksbielker. 
over Bræder, for at holde dem ſammen, — Ribbeenshinde, en. H. ſom indvendigen 


f. E. paa en Laage o. desl. (Fleiſchers Has 
—B 

Revne, v.n. 1. (er,) udt. rævne. [Sv. 
rifna, remna. af rive. J. rifna, gaae i 
Etytter.] give fig fra hinanden, ſaaledes at 
Delene, ifær efter Længden, flilles ad ; 
fprætte. Muren, Toiet er revnet. (ſprække 
—— ffær om det, ſom faaer en lang og fiin 

abning ell. Solit; revne ogfaa om det, 


omgivet hele Mellemlivet, sg 
Ribbenene. (V. S. O.)  Xibbeensfteg, en. 
et ſtegt Ribbeensſtykke af et ſlagtet Dyr, 
lfær af Sviin. Ribbeensſtykke, et. en 
Deel af Ribbenene p. et 
det vedhengende Kied. 
Ribbel, en. efter Moth: de 
af Fiſt, faafom Finnerne a 
(mot) ſtriver ogſaa: Ribbel og 


t, ſom ſteres 
Dele yndre. 


fidder faſt v. 


rat 9:, 


flagtet Kreatur m. 


ſom brifter heelt itu, ell. med en ftørre Aab⸗ alt tilhobe, det gode m. det flette uden For⸗ 


ning. “At revne forudfætter Virkningen 
af en ſterkere Kraft, en flørre Bold, og en 
derved frembragt flørre bredere Rift eler 
Klaft, end ſprakke.“ Hord. Tidsſtr. III. 
77.) ”Da revnede Jorden, fom var under 
dem.” 4 Moſe B. 16. Loftet er revnet 
heelt over. "Jorden fprækfer i Tørke; den 
revner i Sordjtiælv.” Muͤller. — Deraf: 
Xevne, en. plær, en bruſten Aabning. (jvf. 
Sprætte.) . i 
Revolution, en. pl.er. heel og alminde⸗ 
lig Forandri:g I Zingenes Orden, Forbins 
delfe, Gang; Omvæltning. Revolutios 
ner i Naturen. SJfær om en ſaadan Foran: 
dring i Staters Forfatning; en Statsom⸗ 
væltning. Den franſte Kevolution. 
Xevfe,v.a. 1. udt. rævfe. [I. refsa. 
Sv. ralsa.] ſttaffe m. Ord ef. Gierning; 
tugte. At revſe cen f. en Forfeelfe. (Med 


iel. Dette Udtryk id. Tale lyder dog ſnarere 
evel og Krat. Maaffee det fidfte er det 
jydſte Krat el. Kratte, en ſtor Markrive, 
hvormed Rivelſen føres fammen m.m.) 


Rible , en. pl.-r, Skramme efter Slag 


pg. 

Kibs, et. pl. d. ſ. Frugten el. Bæret af 
en almindelig, i Haverne dyrket Buffvært. 
Ribes rubrum. (i Norgr Diinbær.) — Ribs⸗ 
buſt ell. Ribstorn, en. En enkelt Buſk af 
den Vært, fom bærer Ribs.  Ribsfaft, 
en. udpreſſet og m. Sutter kogt Saft af R. 
Ribsfuppe, en. ron fuppe m. Nibé i. 

,Ribstærte, en. Sage, hvori kommes Ribs 
en. Ribsſaft. Ribsviin, en. En Drik liig 
Viin, der laves af Ribs. ' 

Rid, et. Gierningen at vide. f. Kidt. 

Ridder, en. pl.-e, fer ride, 3. Riddari, 
en Rytter. f. dette" O.J 1. 1 Middelalde⸗ 


revfe forbindes Begrebet om den umiddels ren: en Adelsmand, ſom v. Ridderſlaget 
bare Anvendelfe af Straffen; men det har meddeltes en hoiere perſonlig (ridderlig) 
ikte det Bibegreb om en Beſtemmelſe v. nas Værdighed, uafhængtg af Sleegt og Byrd, 
turlige ell. pofitive Love, (om ftraffe har. og hvormed iſcer en forædlet Tappetheds 
Faderen revfer den uartige Dreng v. Hug Pligter, Troſtab mod Overherren, og de 
ct. Riis; Dan ftraffer ham f. en Forfeelfø, Svageres, bl. a. NQvindeklonnets Beſkyt⸗ 

r Dovenffab el. Ulydighed v. at unddrage telſe, vare forbundne. Kongen flog ham 

m en Fornsielſe c. 5.) Revſelſe, en. til 
Sierningen at revſe, ell. det, at blive reyſet. Riddervæfen, o. fl.) At ſiaae fig til R. 
kegemlig A. er ingen paffende Straf f. paa cen 9: føge at nomnge ham. 2. å fildi⸗ 
Fruentimre. ”Xevfelfe bruges fielden om gere Tider: den, der af Fyrſten og Ordens⸗ 
borgerlige Etvaffe; fer gives Straf, men herren optoges fom Medlem af vifje, oprin⸗ 


ĩ 
ø 
. 


N 


idder. (jvf. ridderlig, Ridderffab, 





' Ridder. 


dellg trildert⸗ Samfund: Ordener, Ridder⸗ 
ordener. R. af den tydſte Orden. De 
tydſte, preusſiſte Riddere. En R. af Mal⸗ 
ta, Malteſer⸗Kidder. En R. af Elefan⸗ 
ten, af Hoſebaandet. pan er R. af adſtil⸗ 
lige udenlandſte Ordener. = Ridderaand, 
en. ridderlig Aand, Charakteer, Tænfes 
maade. “En Xiddergzand, fom blev hans 
hele Sicels herſtende Folelſe.“ Rqhbek. 
Ridderbaand, et. d. ſ. ſ. Ordensbuand. 


xnidderdag, ſ. Grdenedag. Ridderdragt, 


en. den Dragt, ſom cen R. ved heittdelitge 
Leiligheder er forpligtet t. at bære; Ordens⸗ 
dragt. Riddergods, et. en hos os frem⸗ 
med Benævnelfe p. viſſe Slags adelige God⸗ 
fer i Tydſtland, ell. paa et adeligt Gode 
overhovedet. . Xidderbær, en. En pær 
ſom beftager albene af Riddere. (Ingema nn.) 
, Ridderhøitid, en. H. i Anledning af en ell. 
flere Ridderes Dytggelfe i en Orden; Or⸗ 
Denshøitid. Ridderkappe, en. den K. ſom 
horer t. endeel Rderordeners Ordensdragt. 
Ridderkors, et. Et Kors, fora i endeel Rid⸗ 
derordener br. fom Ordenstegn. KRidder⸗ 
lehn, et, i Tyodſtland: et viſt Slags Lehns⸗ 
godſer. Ridderorden, en. et Samfund, 
hvis Medlemmer kaldes Riddere, og ud 
merkes v. et eget Tegn: Ordendfegn, At 
optages f en Ridderorden. (f. 2. Orden.) 
Ridderpligt, en. Pligt, ſom paaligger en 
R.i Felge hane Stand. (F. Schmidts Dig: 
te.) Ridderroman, en; R. hvis Tildra⸗ 
velſer og Perſoner ere henjatte i Ridderti⸗ 
den. Kidderfsl, en, En meget ſtor Sal i 
Slotte, fom, bruges v. færdeles höitidelige 
Leiligheder og t. ſtore Feſter. Ridderſlag, 
et. Haudlingen, at ſlaaë cen til R., ell. ved 
et Slag m. laden af Sværdet'p, Skulde⸗ 
ren optage cen i en Ridderorden. Kidder⸗ 
fpil.ct. En af ridderlige Ovelſer beſtagende 
Leg, f. &. Turnering, Dyſtlob.  Ridders 
fpore, en. Navn p. en Urt. Delphinium 
consolida. Ridderftand, en. 1. en Rid⸗ 
ders Stand, Gærdighed. 
Ridderflab, 2. Ridderfvend, en. i Mid⸗ 
delalderen: den, ſom bevæbnet, fiente og 
fulgte en Ridder, og ofte felv var af Adel; 
Bæbner, Vaabendrager. (Ohlenſchl.) Kid⸗ 
derfæde, et. Opholobſtedef. en R. el. for et 
Samfund af.MNidder:. Kiddertegn, et. f. 
Ordenstegn. Riddertid, en. den Tid i 
Middelalderen, da Kid derva jejtet ifær blom⸗ 
ſtrede. Riddertieneſte, en. ten Tieneſte, 
Krigstieneſte, ſom en R. var forpligtet t. 
at gisre. „Kiddertog, ct. Tog ell. Krigs⸗ 
tog, ſom Riddere giore. Et hoitideligt 
Riddertog. Malteſernes Xiddertog mod 
Tyrkerne. Riddervaſen, et. alt det, ſom 
i Middelalderen regnedes ft, Riddernes Vor⸗ 
digheder og Pligter, og ſom dermed ſtod i 
Forbindelſe ell. fulgte deraf. — Ridders⸗ 
mand, en. i Eldre Tider? en Adelsmand, 
Herremand; it. db. f. f. Ridder. 


da 


248 


af et Dyr t. at ridepaa, 


2. coll. d. ſ. f. ” 


Ridderlig— Ridejunker. 


Aidderlig, adj. ſom egner en Ridder, 
hører til, eller paſſer f. en Ridder ell. Adels⸗ 
mand. Kidderlige Ovelſer. Et ridderz 
ligt Academie. 
Ridderſfab, et. ud. pl. 1. en Ridders 
Stand ell. Værdighed, ſadledes ſom den i 
Fortiden fandt Sted. (ſielden.) 2. coll. 
det hele Samfund af Riddere i et viſt Sand, 
ell. (efter Talebrugen i Svetrige og Tydſt⸗ 
land) af den hoiere Adel; Adelen ſom egen 
Stand. Det Slesvig⸗-Hoiſtenſte Ridderſtab. 


Ride, v.n. og a. red. er reden, har re⸗ 


det. pl. redne. [IJ. rida. A. S. ridan.] 
1. neutr. bevæge fig fra et Sted t. ef andet, 
fiddende p. er Dyr. At rv. paa en Heſt, p. 
en Efel. Han re p. en graa Stimmel. 


absol. forſtaaes det ſedvanl. om af ride p. 


Heſte. At lære at ride. Han rider gott, fan 
iffe ride. Han er reden (herfra) f. en Time 
ſiden. Vi have redet hele Natten igennem. 
Atr. til, hen f. ct Sted. Ater. een i 
Wøde. Han er redet fin Vei (93: bort.) 
At r. ud, begive fig ud fra fit Him t. Heſt. 
At ride til 5: haftigt. (f. til, B. 2.)  Atr. 
paa Jagt. At r. paa Landet. pan fom 
ridende i Gaarden. Et ridende Bud. — 
Atr. i Sfridt, i Trav, i Galop. Det er 
førfte Gang jeg rider, har redet (ad) denne 
Vei. AUtr. ti Miil p. en Dagy vr. en Miil i 
en Time. — fig. At r. paa en Kiepheſt. 
Skibet rider p. Ankeret, naar tet itfe ligger 
roligt. Det er en Materie, han ultit rider 
paa d: idelig taler om. 2. act. beticne fig 
At r. en Heſt, ct 
Muuldyr. Denne Heft er endnu aldrig re⸗ 
det. Ater. en Heſt t. Vands, t. Smeden. 
At r en Heſt ſtiv, træt, fordærvet, ihiel. 
At r. en Heſt til o: vænne den t. at rides 
ſtolerigtigt, gisre den ſtolereden. At vr. 
cen over, cell. overende. At vride over et 
Gierde. At ride Herredag ind. — Riden, 
Ridning, en. ud. pl. Gierningen at ride. (ſ. 
Ridt, nedenfor.) — Ridebane, en; jævn 

lads t. at ride p. og tilride Heſte. Ride⸗ 

rug, en; Brug t. Riduing. En Heft t. Ri⸗ 
debrug. Kidebuxer, pl. Burer cl. Over⸗ 
burer, ſom bv. naar manrider.  Xrdebælte, 


et. B. font tages om Livet, naar mag vider, 


Ridedratzt, en. D. fom br. naar man rider. 
Ridedætten, ct. D. fom lægges under Sa⸗ 
delen p. Heſten; Sadeldekken. Ridefo⸗ 

ed, en. kaldtes tilforn Fuldmegtige cu. 
— p. Herregaarde. ridefor, ad]. 
om en Heſt: ſtork noket. df rides. (Moth) 
Rideheſt, en. En Heſt, ſom allene ell. iſer 


br. til at ride paa: (f. Kioreheſt. Om en: 


Hoppe i Sard. Ridehoppe. — Ridehuus, 
et. Et ſtort Huus indrettet i. at ride og 
holde Ridesvelſer i. Ridehynde, ét. D. 
til at vride raa i Gt. f. Sadele. Xidejuns 
Fer, en. En halv udlært Karf i Ridekon⸗ 
ften.” Moth. Nu en Tttet, ſom gives unge 
Perſoner, der oplæreg i den kongel. Ride⸗ 


a 


, i AU 








N — J—— 





Ridelappe — Mif. 


ſtole. Ridekappe, Ridekiole, en. En Kap⸗ 
pe, Kiole, ſom br. naar man rider. Ri⸗ 
dekrnegt, en. En Betient, ſom vider efter 
Herren, naar denne rider ud, og gior Tie⸗ 
neſte I Staden. Kidekonft, on. den K. at 
tide godt, el. Indbegreb af Reglerne f. 
denne Fardighed. idemand, en. pl. 
-mænd. Perfoner, ſom tilforn udnævnedes 
af Landsdommerne, f. at giore Execution 
hes Adelige, og f. at paakiende Sande⸗ 
mændée Dom om Markeſtielsſager. (Ride⸗ 
mændstom D. Lov. I. 24. 36. I. 6. 2.) 
— en. P. ſom br. naar man rider. 
Rideplads, en. Ridebane. Ridepoſt, en. 
Brevpoft, ſom befordres t. Heſt. Ride⸗ 
ſtole, en. Indretning, hvor Heſte tilrides, 
og hvor øves og underviſes i Ridekon⸗ 
ſten. ideſtald, en. S. hvor Rideheſte 
ſtaae. Rideſtutteri, et. S. hvor Ridehe⸗ 
ſte tillegges. (Veter. Saml. 1 Hefte. 1827. 
f. Dognſtutteri.) Kideſtovler, pl. lange 
og fvære Stovler, fom bruges naar man 
rider. ridetam, adj. &n r. Heft 5: Fam 
vilig lader fig tide, er let at r. (Moth.) 
Ridetaſte, en. (Moth.) d. f. fi Sadeltaſte. 
Ridetroie, en. En T. ell. fort Kiole, ſom 
br. naar manrider. Xidetsi, ct. alt det 
Redſtab, fom horer ft. at ride, Cadel, Bid⸗ 
fl, Dekken, m. m. “Et Kidetei af 
Fisiel og Silte.” Schytte. J 

Ridſe, en. pl.-r. CEndgt,) en (fden Rift 
cl. Spvætte. En Xidfe i Glas, i Huden. 

Ridfe,v.a.1. IT. rigen.] 1. giore 
fine Rifter, Streger ell. Strammer i nos 
get m. et fpidft Redſtab. At r. Huden. 
At ridſe Figurer i noget m. en Naal. 
»Kieppen ſtrev i Stovet, førend Staalet 
ridfede i Sobber.” Schytte. At r. fig p. 
ct Som. 2. aftegne m. et ſpidſt Redſtab, 
m. er Tegnepen, Ridſefieder e. d. f. af⸗ 
ridſe. — Aidsning, en, Gierningen at rids 
je. — Ridſebly, et. Blyant. (Moth.) 
Ridfebræt , et. Tegnebret. Ridſefieder, 
en. f. Ridfepen. Kidſekonſt, en. Tegne: 
konſt. Ridſekrid, ct. Xidfeful, ct. Krid 
cu. Kult. af tegne m. (Moth.) Ridſeme⸗ 
fler ell. Ridsmeſter, en. pli-e. en Tegne⸗ 
meſter. (foreldet.) Ridſepen, en. Et ſpidſt 
Redſtab af Staal el. Mesſing t. at ridfe, 
el. drage Linier med. Ridſepreen, Rid⸗ 
ſeſyl, en. Preen ell. Sylt. at ridſe med. 

Ridt, et. ud. pl. [af ride,] Gierningen 
at tide, og Veien, ſom v. Ridning tilbage⸗ 
lægges. (br. fun, naar der tages Henſyn 
t. Veien.) Et langt og befværligt X. Bi 
Ted den hele Vei i eet Ridt. 

Rie, v. a. 1. fre noget lofeligt t. eller 
fammen. At rie en Som. At'rie et 
Eftiørt t. Troien. 

Rif, ef. pl. d. f. [f. Rev. en Sandban⸗ 


fe, et Udyb, der ftrætfer fig fra en Kyſt ud 


iHavet, eller en Samling af lave Sflær i 
Havet. (”Linea arenaria in mare procur- 


6 ø 
⸗ 


249 


(modſ. fattig.) 


"Som, 


— Rif—Rig. | 

rens.” Ihre.) Stagens Rif. Det jydyte 
IT e - h 

Kuffel „en. pl. Rifler. En m. Rifler i 


Lobet forſynet Kugleboſſe; Nen Kugleriffel 


KRiffelform, en. En Kugleform, ſom hør | 
ver t. en Riffel. — Kifſelkugle, en. K. til 
en Riffel. Riffelſkytte, en. Skarpſtytte 
ell. Jæger v. Krigsfolket, ſom er væbnet 
m. Riffel. 

Kj, en. pl.-r. fordybede Striber, (ans 
ge 0) ligeliniede Fordybninger, og .derved 
frembragte forhsiede, Linier ell. Strimer p. 
Overfladen df et haarpt Legeme. Rifler p. 
en Soile, i en Boſſe. 

Rifle, v. a. 1. [I. riffeln. €, to 
rivel. Øv. ritfla.) frembringe Rifler i no⸗ 
get. At rifle en Boſſe. KRiflede Soiler, 
Spiſeſteer. 

KRift, en. pl.-er. [Af rive. Sv. Rif.] - 
1. En reven Split cl. Spræffe. Al rive 
en Rift i Noget. — En Klipperift (hvor 
Fleldet ſynes af være fønderrsvet.) ”Grægs 
fet gronnes i de dybe Rifter.“ Ingemann. 
2. Gierningen at rive; fun I den fiqurl, 
Talemaade: Der er megen Rift om 9: ftærk 
Sogning. (f. rives.) 3. At tage Rift i et 
Seil, rebe det. (Moth.) 

Rifte, v. af 
(Moth.) 

Rig, adj. [3. rikr. A. S. ryc.] 1: 
ſom er til, er tilftede i Overflodighed, i ſtor 
Mængde. En rig Hoſt. rige Gaver. (f. 
rigelig.) 2. ſom, i Forhold t. Andre, t. 
Medlevende, har Overflodighed, en flor 
Mængde af noget ; færd. og absol. fom hav 
Overflodighed af Penge, Gods, Midler. 
»Meer end cengang er det 
erindret, at Rigdom ikke gier rig.” Rahb. 


”Maar alle ere vige, fag cv ingen det; og , 


fattig er da den, der ikke er. faa rig ſom de 
andre,” J. Boye. Han er rigere end Broz 
deren. Han fik pn r. Pige. 
rigt Giftermaal. Han fidder i Velſtand, » 
men vr. er han itfe, Landet er rigt paa 
ædle Metaller. — Et rigt Sprog (fom hur. 
Dvdrigdom.) &n r. (frugtbar) Indbild⸗ 
ningétraft, Der er en r. Opfindelſe i dette 
Digt. (3 Sammenſetn. aandrig, blod⸗ 
rig, fiſterig, folkerig, gladerig, fonftrig, 
lærerig, ordrig, talrig, o. fl.) 3. ſom 
indeholder en Mængde koſtbare Ting. Dette 
Stib har en r, Ladning. nm. Suld rigt 
befat Kiole. — Rigpom, cen. 1. ud. pl. 
Tilſtanden, at nogek er tilftede i Overfis⸗ 
dighed, ell. Tilſtanden at have Overflsdig⸗ 
hed, at være rig. (modſ. VNangel, Fattig⸗ 
Armod.) X. paa Zanfer, p. vittige 
Indfald, p. timcligt Gods.  Kt tragte efter 
HK. ”Xigdom, der har Udgift, men ingen 
Indtæegt, hører. engang op at være Kig⸗ 
dom.” 3. Bone. 
me. overfløbige Ting af en vis Art, færd, 
overfle dige 


- 


MA 


1. giore Rifter i noget. ” 


At giere ef e 


2. coll. og pl. Xigdomz= 
idler. (Subſt. Righed om,» 


/- 


veret t. et 


Beſtaffenheden br. kun i nogle Sammenſ. 
f. E. Blodrighed, Kornets Meelrighed, 
Vandrighed.) — rigelig, adj. og adv. 
verflødig; i Mængde, tiſſtrekkeligen. ris 
felige Gaver. , Møllen har rigeligt Band. 
an fif fit Tab rigeligen erſtattet. Der 
var rigelig dobbelt —* meget (noget meer 
end. —— 
Rige, et. pl.-r. [J.Riki. A. S. Rice.] 
A. 1. Indbegreb af de Lande og Landſtaber, 
ſom ere undergivne og lyde een Overherre; 
én Bemært. der egentlig fun finder Sted i 
Ordene: Kongerige, Keiſerrige og n. pr. 
Øfterrige. 2. færd. Samlingen af de Lan⸗ 
de, ſom have en kronet Overherre, (Monark) 
en Keiſer el. Konge t. Herfter og Overho⸗ 
ped. (En Republit, et Hertugdemme kal⸗ 
des el et Rige.) Det aſſyriſte, det romerſtke 
Rige (det ſioſte br. ikke let om Romerftaten 
før Ketferne.) Det tydſte X. (m. Henſyn 
t. dets fordums Dverherre, Kelferen.) En 
Konge uden Kige. Xigets Store. At 
fortane , vttife ud af Riget. Er Arorige, 
algrige. — fig. I Theol. Gude Rige. (I 
ældre Tider var den genitiv. Form Xigens 
almindelig, f. E. Xl Rigens Indkomſt. 
Rigens Cantsler, Raad, Hofmefter 20. 
Rigens Ret og Dele. Rigens Breve ꝛc.) 
3, uͤegentl. Indbegreb af alle Ting af een 
Art, naar de udgiøre en ftår Mængde. 
Deraf: Jorderige, Himmerige. (I vore 
Bibeloverſ. forekommer det fordoblede : 
Gimmeriges Rige.) Om den hele Natur 
ſiges: Naturens Rige, Noget andet er? 
et Naturrige. (f. Dyreritge, Planterige, 
Steenrige.) B. Rettighed og Magt t. at 


ftyre et borgerligt Samfund, en Stat ;- 


== Gerredbømme , Regiering. Hun føgte at 
befæfte fit R. ved voldfomme Midler. At 
frafige fig Riger. ”Zil 06 komme dit Ri⸗ 
7 — fig. i dagl. Tale: Hans X. (Magt) 

ar nu Ende (om en privat WMand.)= Sams 

menfætn. fom alle tage den genitiv. Form : 
Rigsadel, en. Adelen iet Rige; men ifær 
om den forrige tydſte Rigsadel. Rigsad⸗ 
miral, en, tilforn: den overſte Befalings⸗ 
mand over Krigsflaaden. Rigtzsafſted, en: 
filforn: en af den tydſte Rigsdag ſtriftlig 
udftedet Bejlutning. Rigsarchiv, et. 
Giemmeſted f. Rigets vigtigfre Brevſtkaber, 
ifær ſaadanne, der vedkomme Staten I det 
Hele, og dens Forhold t, audre Magter. 
Riysarving, en. pl.-c. den, fom har Ars 
Rige. Kigobant, en. alminde⸗ 

lig. Bank f. et heelt Rige. Den danſke 
Rigsbanf, opsettet 1813. (Deraf: Rigs⸗ 
bankdaler, (jvf. Rigsdaler ;) Rigobart: 
tegn, o. fi. Rigsbidrag, ct. pl. d. ſ. tits 
forn i Tydſtland. de Bidrag i Folt ell. 
Penge, »ſom Fyrſterne i Krigstid maatte 
yde t. Rigsarmeen. (Rigscontingent. Nu: 
Forbundscontingent og Forbundsarmee.) 
Ritgscantsler, en. Cantsleren i et Rige; 


= 


* . 
J v 
d 


250 


J i 


Rigscantsler — Rigſsraad. 


i Danmark, før 1660, den af Rigets hafe 
&mbedsmænd, ſom foreftod Cancelliet og 
Alt hvad der hørte ft. Lov og Ret, og t. Ret⸗ 
tens Pleie I Landet.  Xigsdag, en. pl.-e. 
Forſamling af et Riges tænder... Kigs⸗ 
daler, en. pl.-e. En Regningsmynt, deeit i 
6 Mark og 96 Stilling. (Nu afjtaffet i 
Danmark, da Rigsbanken oprettedes og 
halve Speciesdalere, under Navn af Kigs⸗ 
bankdalere, bleve Landets Mynt.) Kigs⸗ 
droſt, en. tilforn i Norden en af Rigets 
hølefte Embedsmænd, fom foreftod Gofvæs 
fenet. Xigsembede, et. E. fom cen har i 
et Rige, Statsembede, færdeles: de høie 
Rigsembeder i nogle Stater. Rigofelt⸗ 
— en. den sverfte. Gærfører i et Rige. 
igsforfatning, en. den Forfatning, hvor⸗ 
efter et R. regieres; Statsforfatning. 2. 
ærd. Forfatningen i det tydſte R. Rigs⸗ 
orfamling, en. d. f. f. Rigsdag. Rigs⸗ 
orſtander, en. den, ſom foreſtaaer Regie⸗ 
ringen I et Rige, É Fyrftens Mindrenarigs 
hed, Fraværelfe, m. m. igsfyrſte, en. 
tilforn: en F. fom hørte til det tydſte Rige. 
Saaledes: Rigsgreve, booraf Rigsgrev⸗ 
ab.) Rigsgrundlov, en. d. ſ. ſ. Brund⸗ 
ov. Rigegrændſe, en. Grændfen f. de 
Lande, fom høre t. et Rige, Rigegyiden, 
eu. et vift Slags Mynt i Tydſtland, der 
omtrent gielder + Rigsdaler efter den tydſte 
Rigsfod (ell. Leipziger Myntfod af 1690.) 
Rigshielp, en. En af hele Riget bevilget 
Hielp, enten i Penge cl. Tropper. Rigs⸗ 
hofraad, et. tilforn: en Overret f. det hele 
tydſte Rige, ſom holdtes i Keiſerens Refl⸗ 
dents. igshovmeſter, en. tilforn og før 
1660 i Danmark: en af Rigets hoieſte Em⸗ 
bedsmæltd, der omtrent havde famme Be⸗ 
ftiling, fom i ældre Tider Droſten. Rigs⸗ 
hær, cn. et Riges Krigshæer; færd. tilforn 
om den tydſte Xigshær ell. Rigsarmee. 
Rigskammerret, en. tilforn i Tydſtland: 
en af de tvende hoieſte Domftole i Riget. 
Rigsklenodier, pl. de Klenodier, der br. 
fom ſymboliſte Tegn p. den høtefte Magt i 
et Rige, iſer v. Kroninger ; Kronen, Scep⸗ 
teret, Xblet, Sverdet. Rigskreds, en. 
f. Kreds, 4. Rigstrig, en. kaldtes tils 
orn en Krig, hvori det hele tydſte Rige 
eeltog. Xigsland, et. tilforn: et af de 
Lande, der hørte t. det tydite Rige. Rigs⸗ 
lehn, et. pl. d. f. Land ell. Grundeiendom, 
fom er Lehn af et Rige, De tydſte R. 
Hertugdemmet Slesvig var I gamle Zider 
et danſt Rigslehn. Rigslov, en. Lov, 
fom gielder f. et heelt Rige. ; Xigsmark, 
en. ved denne Benævnelfe forftodes tilfor 
hos og 20 Skilling. Xigsmarff, en, (. 
Marſk.  Rigsort, en. pl. er. tilforn en 
danſt Mynt, ſom udgiorde 4 Rolr. el. 24 
Skilling. Rigsoverhoved, et. den sverfte 
Herſter f et Rige. ciferen , var fordum 
Tydſtlands X. Rigsraad, et. var tilforn 





Rigéraad —Rigtig. 
i Danmar et Samfund af Adelsnicend, (i 


de catholſte Tider ogſaa af Geiſtlige) der 


deeltoge m. Kongen i den 'høiefte Magt. 
Nigeraad, en. pl. - er. cen, fom er Wed⸗ 
lem af et Rigsraad. Rigdret, en. Net, 
sverfte Domſtol, f. et heelt Rige. KRigs⸗ 
vidder, en. tilforn: en Adelsmand, der ftod 
eler under —32 o oe tydſte R. 
(deraf: Kigoridderſtab. igsſceptexr, et. 
f. Kig eFlenpdiet. Rigofegl, et. Seal m. 
et Ruͤges Vaaben i. igsſtatmeſter, en. 
tilforn: den Embedsmand, ſom ſtyrede et 
Riges Pengevæfen. Rigoſtad, en. frie 
Xigsjltæder, vare tilforn i det tydſte Rige 
Steder, der iffe havde anden — 
end Keiſeren og hele Riget. Rigsftand, 
en, En af de fire Stænder i Riget, og deres 
fultmægtige Gendebud t. dn Nigsdag. (meft 
i pl.) At fammenfalde Rigoſtænderne. 
Xigotlyr , en. afmindelig- Stat over hele 
Riget. Rigsfværd, et. ſ. Rigsklenodier. 
Rigstropper, pl. kaldtes tilforn de Trop⸗ 
per, ſom de tydſte Fyrſter madtte ſtille i en 
Rigskrig; og ſom ſamlede udgiorde Rigs⸗ 
hæren (nu: Forbundstropper.) Rigovaa⸗ 
ben, et. Et Riges Vaaben m. alle dets for⸗ 
ielige Dele. Det danſte Rigsvaaben. 
igsæble, et. f. Rigsklenodier. 

igtig, adj. IT. richtig. E. right.] 

J Alm. ſom er ſauer , ſom det bør være ; 
ret. 1, fom har det rette Maal cl. Tal; 
ogſaa om Tiden. Uibret gaaer rigtigt. 
Regningen ev r. Rigtigt Maal, r. Bægt. 
2. ſom har den rette Orden, Indretning, 
Overeensſtemmelſe imellem Delene.  Ct 


rigtigt Forhold. . At bringe noget i fin rigs. 


tige Skit. 


Dgt er rigtig giort. Brevet ev 
r. beførget. ( 


eraf: at bringe noget i Rig⸗ 


tighed, fomme t. Rigtighed m. cen.) - 3. 


fom er i den Tilſtand, det bør være. Han 
er iffe r. Hovedet. Det gaaer iffe rigtigt 
t. Det ligger ikke vigtigt (galt.) Det 
blev ikke lagt i den rigtige Skuffe. 4. ſom 
fvarer t. Diemedet (f. ret, 3.) At vælge 
te rigtige Midler, lægge enhver Ting p. fit 
rigtige Sted. Han kommer aldrig til vr, 
Tid. 3. ſom fvarer t. Forſtriften, Rege⸗ 
len. At ſtrive rigtigt. Gt rigtigt Udtryt. 
(f. ſprogrigtig.) 6. overeensſtemmende 
in. Sagen felv og dens Predicat, m. det 
Sande. At tænte, dømme, flutte rigtigt. 


Du maa give mig et rigtigt Svar. Hun 
forftod mig iffe rigtigt. Jeg veed det ikke 


rigtigt (tilfulde, nsiagtig. Denne Teg⸗ 
ning ev iffe r. (overeensſtemmende m. Nas 
turen.) Rigtig! ja rigtig! jo rigtig! br. 
fom Udraabsord ell. Setningsord, hvor⸗ 
veb man befræfter Sandheden af en andens 
Udfagn. 7. a.) I d. Tale, ſom adv. hvor⸗ 
ved man p. en Maade formilder en Regtelſe. 
Det tan jeg rigtig ikke giore. Jeg veed det 
rigtig ikke.  b.)'figeledes ſom adv. i For⸗ 
biutciſe m. not (quidem, sane.) hvorefter 


- 


2 


"hvide af Riimfroft. — riim 


6 Å; 


v 


ofte følger men: Gan har rigtig nok en: 
gang været hev; men det er meget længe 
fiden. Rigtig nok gav han fine Sognefolk 
gode Formaninger; men fun ct flet Exem⸗ 
pel. — Jo, jeg har rigtig nok kiendt ham 
f. mange Aar ſiden. — Rigtighed, en. ude 
pl. den Beſtaffenhed, at være rigtig, iAd⸗ 
jectivets forſtiellige Bemarkelſer, og 'i ad⸗ 
ſtillige egne Udtryk. Der er Tyvivl om 
Regningens, om Sagens R. At bringe 
noget i R. i Orden.) giore Nede og Rig⸗ 


Rigtig — Riimfald. 


tighed for noget (Regnſtab.) At komme 


til X. med een (fomme t. endelig Afgiorel⸗ 
fe.) Tingen hat fin Rigrighdd (forholder 
fig virkelig fom der —8 
i Udtryk. Sprogrigtighed; grammaticalſt, 
logiſt Rigtighed. 

1. Riim, en. ud. pl. J. os A. S. Hrim.] 
Dug ell. Taage, fom. fryfer t. Snee i det 
den falder p. Jordens Overflade, ell. ſtrax 


efterat den ev falden. Der falder K. Mars , . 


fen, Træerne ere hvite af Å. == Kiimfroſt, 
en. 1. den Zilftand I Luften, naar der fal⸗ 
der R. 2. d. f. —— —— ere 

ryſe, v. n. og 
impers- 3. (ſ. fryſe.) fryſe t. Riim. (ſiel⸗ 
den undt. i part. pass. En rñmfroſſen 
Eng ad: fom er bedæftet m. Riim. — riim⸗ 

Rd, ad). fom er fuld af, bedæffet m. Riim. 
lle, en. 2. ſom fryfer.i det den 
alder. 

2. Riim, et. pl. d. f. N. S. Riem. 
Yt. rima. Fr. rime.) 1. to ell. flere Ord, 
fom have llgnende Klang; ifær en lignende 
Klang ell, Lyd i den ſidſte ell. de to fidſte 
Stavelfer i Verslinier. Klang, Sang, 
Rang ere Kiim. Ximet hører ifte nødvens 
digen t. Poefie. At føge et XX. Mandlige 
Riim, hvori den fidfte, qvindelige R. hvori 
de To ſidſte Stavelfer rime. (jvf. Botzſtav⸗ 
riim.) 2. to ell. flere Berslinier, ſom ens 
des p. Riim; ell. et fort rimet, Digt (naar 
man ikke tillægger det meget Værd fra Jnds 
holdets Side.) At ſtrive X. Dette Riim, 


diſſe Riim giorde han i Haft. (Svf. rime.) 


— Riimart, en. Et vift Slags R., en vis 
Maade at rime paa. Kiimbegeiſtring, en. 
Begeiſtring, der fremkalder rimet Poefie. 
»En mig ufattelig Magte, fom der er meer 
end Riimbegeiftring i,” Bagg. Riimz 
bogftav, ct. pl-er. et ſelvlydende ell. med⸗ 
lydende Bogſtav, der 'flere Gange kommer 
igien i cen el. to Linker af et Vers, f. E. i 
gommelnorbdlje Digte, i de ældfte danſte 

rdfprog og Vers, m. m. (Aſſonants.) 
Riimbrev, et. pl. -e, et Brev, ſetrevet p. 


R. i Tegning, 


øm 


Riim, el. i rimede Vers. (Baggefen.) . 


riimbunden, adj. v. ſom cv forfattet I Riim, 
(2) indeholdes i rimede Vers.  riimbunden 
Tale. Riünmbygning, en. Rimenes Sams 


menfæfning. 8 S. O.) Riindigt, et. 


pl.-e. D. i rimede Vers. KRiimfald, et. 


ud, pl. Zonefald i Slutningeſtavelſerne cl. 


Fr 
6 


X 


AJ W ' 


PN e 


giimfald — Rilsfletning· 262 Riibfletter-—Rinbe. 


imet I en Verslinie. rümfri, ad fom 
er uden Riim. riimfrie Vers. iim⸗ 
Flang, en. Rimenes Lyd ell. Tone; Riim⸗ 
lyd Riimkonſtner, en. den, fom lægger 
fig efter, og fætter Priis p. at giore meget 
fonftige Niim; el. .den, fom har megen 
Færdighed i at giøre rigtige og' vanſtelige 


MNiim. KRiimkronike, cn. pl.-v. en K. ell. 
Aarbog, føreven i rimede Vers. Riimli⸗ 
nie, en. Linie i et Vers, fom ender m. 


et Riim, fom rimer m. en anden Linie. 
Riümord, et. det fidfte Ord i en rimet Vers⸗ 
linie. Rümſlutning, en. rimet Slutning 
p. en Berslinie, el. paa en Tale; Ende⸗ 
vlim. - Rime en. fig. en flet Verſe⸗ 
mager; og iſcer den, fom fun er det m. 
Moie; en Rimer, - ”Xiimfmeden giør ſtive 
Vers ;" Derſemageren gier dem vandede.” 
P. E. Miller. Riimſtavelſe, en. den Sta⸗ 
velfe i et Ord, ſom udgisr Rimet. Riim⸗ 
vers, et. V. ſom har Riim, rimet Vers. 
Jof. rime, nedenfor.) 


1. Riis, en. ud. pl. En udenlandſt Korn⸗ 


art, og Planten, ſom giver dette Korn (ell. de 
L faafaldte Riſengryn.) Oryza. Riisager, 
en. A. beplantet m. Riis. KRiisbudding, 
en. B. af Riismeel el. Riſengryn. Kiis⸗ 
dyrkning, en. D. af Riisplanten. Kiis⸗ 
halm, en. H. af Riisplanten. Riistage, 
en, Kage, lavet af Rlis' el, Riismeel. 
Riismark, en; d. f. ſ. Riisager. KRiismeel, 
st. R. malet ell. ſtodt t. Meel.  Riisfupz 
pe, en, Biinfuppe, kogt p. Riſengryn. 
iistærte, en. ſ. Rüiiskage. Riisvand, et. 
Vand,, hvori Riis er udbledt el. afkogt, og 
faalcdes.tildeels opleft.  ”En Drik af Rüs⸗ 


Riis, Kurvefletning. Riisfletter, en. den, 
ſom binder Riisfletninger; en Kurveflet⸗ 
ter. iisgierde, et. G. af Riis, der flet⸗ 
tes imellem og omkring Stavre. Riisknip⸗ 
pe, en. d. ſ. ſ. Riisbundt. Kiiskoſt, en. 
En K. bundet af Riis. KRiisqpviſt, en. En 
enkelt tynd Qviſt af en Buſtvcext. Riis⸗ 
ſfov, en. Skov af Buſte, Kratſtov. (f. Riis, 
3.)  Rjisvært, en. d. f. ſ. Buſtvcert. 


Antal af 20 Bøger, cl. Balle. 

Xime, v. n., a. og rec. 1. (N. S. ri⸗ 
men. f. Riim.] 1. neutr. ſtrive Riim, 
gisre Riim. Han gier ikke andet end rime. 
2. act. opføge el. nævne et Ord, ſom Riim p. 
et andet. At r. Dorp. Smør. 3. recipr. 
danne, udgøre et Riim. Diſſe Ord r. fig. 
— fig. det rimer fig ikke 9: har ingen Rime⸗ 
lighed, paſſer fig ikke ſammen. et rimer 
fig ikke m. den Tid, han angav (vaſſer ikke 


3. Xiis, et. pl. d. f. et Riis Papir o: et 


til.) "4. rimet, ad). v. fom er p. Riim. 


rimede Vers. En rimet Krønife. = Ri⸗ 
mer, en. pl.-e. den, ſom gior Riim (et Ud⸗ 
tryf af Ringeagt.) — KRimeri, et. pl. er. 
noget, ſom ereſtrevet p. Riim. (ligeledes 
m. Ringeagt.) Hans Rimerier due iffe me⸗ 
get. — Ximegaft, en. En flet Rimer, en 

aggefen.) Rimekonſt, en. 
den Konſt el. Øvelfe, at kunne finde Riim, 
ſtrive rimede Vers. (Sneedorf.) 

Rimelig, adj. [af Riim og rime.] over⸗ 
eensſtemmende m. Tingens Natur, 3: ind⸗ 
vortes Sandhed, (rigtig,. billig) cl. med 
virkende Aarſager og Omſtoœndigheder (ans 
tagelig, m. Grund trolig, . fandfynlig.) 
At fordre en r. Befaling, en r. Godtgis⸗ 


vand jlukkede deres Torſt.“ O) Guldberg. relſe. Han er ikke rimelig i fine Fordringer. 


== b.) Rifengryn, et. pl. d. f. Kornet af 
Riisplanten. KRiſengred, en. ud. pl. Grød 
af Rifengtyn, i 
2. Riis, et. pl. d. ſ. [J. og A. & Hris. 
N. S. Ries.] 1. pl. en Samling af tyn⸗ 


de Grene el. Quviſte. Bogeriis, Birke⸗ 


riis. At ffære Å. i Skoven. Deraf: 


Riisfoft. (I denne Bemærf. cr sing. ikte 
Man figer ikke: et Riis, om en. 


brugelig. 
enkelt tynd Green; men en GBviſt.) 2. 
færd. endeel tynde Qvifte, ſammenbundne, 
t. ct Strafferedſtab f. Born el. Forbrydere. 
At binde et R. At jlaae, pidſte cen m. 
Kiis. At give et Barn Kiis. 3. i ældre 
Tid: d. ſ. ſ. Krat, Kratſtoo. Deraf ads 
fi. n. pr. f. E. Hoieriis, Norreriis. = 
iisbinder, en. den, fom binder R. Riis⸗ 
brænde, et. Brændfel, der beſtaaer af R. 
efl. tyndere Quiſte. (ſ. Grenebrænde.) 
Riisbundt, et. Endeel Riis let B. ell. Knip⸗ 

. Pe, 
Vinterbyg, FRlynderbyg, Viftebyg. Hor- 
dsum LM Be Rilsbe , en. kaldes 
Bogen, faalænge den vorer ſom en Buſk, 
ell. fom et ungt og tyndt Træ. Ligeledes : 
Riisetz. — XNiisfletning , en. Fletning af 


AJ 


Riisbyg, et. Et eget Slags Bug ;: 
salt det, fom cv flydende, ringer. 


Det er rimeligt, at denne Fallit vil drage 
flere efter fig. = Rimelighed, en. ud. pl. 
Beſkaffenheden at være rimetig. Det har 
ingen R. vad man efter R. og Billighed 
fan fordre. Man fan med R. antage. 
»For dem ev Muligheden Rimelig 
Rimeligheden afgivet Sandhed.” 
— rimeligviis, 
ſandſynligen. 

Rimpe, v. a. ſ. remppe. 

Rinde, v. n. randt. (ældre pl. runde,) 
ev runden, rundet. pl. rundne. IJ.og Sv. 
rinna.] 1. om flydende Ting, der bevæge 
fig frem langſomt, ell. i en afmaalt, ſtadig 
Bevægelfe; ofte ogfaa i en ikke ſtor Meng⸗ 
de. flrde, løbe br. derimod ſedvanlig om 

et, 
om det der flyder m. 
Kraft.) Bæffen, Aaen rinder giennem 
Engene. rindende, Vand, En rindende 
Bok. (ivf. fløde og flydende.) Alt det, 
ſom rinder, mag, være flydende; men ikke 
Blodet 
rendt draabeviis af Saaret. (ſ. dryppe.) 
Taarerne randt hende ned af Kinderne. 
Teiet er lagt. ſaaledes, f. at Vandet fan 


om tinder i fterre Mængde; me 
ſtor Haſtighed og 


adv. efter Rimelighed, 


1 


- M AX 
: Rinde— Ring. 


tinde af. — fig. Tiden rinder hen, rinder 
heftig bort. Det randt mig i Hu, i Sinde, 
i Tanker. — (Ivf. oprinde 3,4. Stundom 
br. ogſaa for dette: at rinde op. ”Naar So: 
len rinder op, og naar Ten gaaer i Hav.” P. 
D. Frimann  ”Naar jeg feer Solen rinde 
op hoer Morgen , og lyſe over MNenneftenes 
Veic.“ Mynſter. — Maar Tanken om Gud, 
ſtedſe velfommen, rinder op f 08.” Dinnfter? 
2. (m. Hielpeverb. have.) lade ct flydende 
Legeme tinde. Karret Spanden rinder 
lokker, er utæt, holder ikke Vand.) ns 
fet rinder, naar den ſmeltede Talg løber 
ned ad Siden. Dinene rinde, naar de ide⸗ 
fig affontre Vodſter. rindende Dine. — 
Rinden, en. ud. pl. det, at vinde, 

Ring, en. pl.-e. [IJ. Hrinår. A. S. 
Hrine.) 4. en rund Figur, en Kreds. En 
K. cm Maanen. Glangen lægger fig i 
Ringe. Ringene i Vedet, i Stammen af et 
Zræ, hvorefter dets Alder fan angives. At 
dandſe Aing. — fig. At kiore 1 Xing m. 
cen 2: faac Magt med, fane Overhgand 
over. ”Gan havde funnet Hørt m. man⸗ 
gen Præft i Ring.“ Holb. P. Paars. 2. 
et Legeme, dannet fom en Krede, hvis Flade 
ci er udføldt. Armring, Ørenring, Nog⸗ 
lering, Fingerring, fom i Alm. flet hen 
kaldes Ring. At gene m. Xing, lægge fin 
X. af. — Ringand, en. Et Slags Vildand 


6 


m. en hvid R. om Halſen. Anas clangnla. 


Kingblomſter, pl. i Planutelcren: flere 
Blomſter, der fidde i Kreds om Stængelen. 
En Plante, der har ſaadanne, kaldes rings 
blomſtret. KNingbrynie, en. B. ell. pars 
niſt, giort af ſmaa, i hinanden nettede 
Ringe. Kingdands, en. D. hvori Dand⸗ 
ſerne gaae i Kreds, danne en Kreds. (Moth.) 
ringdannet, adj. dannet fom en R. King⸗ 
droffel; en. En Fugl af Droslernes Slægt. 
Turdus torquatus. Xingdue, en. f. Kin⸗ 
geldue, nedenfor.  Ringdyft, en. Ring⸗ 
trenden. Kingfinger, en. den F. hvorpaa 
Ningen pleier at jættes.  Ringfod, en. 
En vig Engdom i Heſtens Fod. Ring⸗ 
gaes, en. f. Brandgaas. ingkrave, en. 
aſdtes tilforn et Stilt af Sølv, fom Offi⸗ 
cerer I Tieneſten maatte bære I en Snor p. 
Sryſtet. Kinglob, et. .f. Kingrenden. 
KXingmacl, et. M. hvorefter Guldſmedene 
gisre Ringe af forſtiellig Storrelſe. Ring⸗ 
mur, ent. 
cd. Plads. Xingmuren om en Kirkegaard. 
Xingorm, en. pl.-e… et Slags Hudſygdom, 
ter forft vtcrer fig med rødt Udſlag i en 
Kreds cl. Ring. At have Xingorme. 
Ringpenge el. Kingepenge, pl. en Afgift, 
fom betales i en Havn f. Brugey af de 
Ringe, hvorved Skibe gisres faſt. (Forordn. 
1735. 16 Sept.) Ringrenden, en. ud. pl. 
(J. Ringrennen.) et Slags Ridderſpit, 
hvorved man t; Heft i Fürſpring tager en 
ophængt Ning m. Spidſen af en Landſe. 


253 


M. fom gaaer rundt om en By. 


” Ring — Ringe. 


(Moth.)  Ringffrin, et. Et lidet S.med 
mange Rum, t. at glemme Ringe og Xdel⸗ 
ſtene t. -(Moth.) Aingſlange, en. En 
Slægt af Slanger, hvis Legeme er overalt 
lige tykt og Scdæftet m. ftællede' Ringe. 
(Amphisbæna. Cuviers Dyrhift.). Ring⸗ 
føge, en. ud. pl. en Sygdom hos Zaar, 
hvori de holde Hovedet t. en Side og dreie 
fig rundt, t. de falde om, og efter flere 
Slentagelfer døe. Ringubr, ct. Et lidet 
Uhr i en Fingerring. ingvielſe, en. 
Vielſe af Fornemme, hvorved Brudepar⸗ 
ret butter deres Ringe, enten felv, ell. ved 
Præften. (V. S. 9.)  ringeiet, adj. om 
Fugle cl. andre Dyr af mer Farve, der 
have en lys Ring om Diet. (Moth.) 

Ringe ,v. a. 1. forſyne, omgive m. en 
Ning. ”Naar- Fingeren er ringet, ſaa er 
Pigen tinget ;” en Talemaade. tr. Sviist 
(fætte en Ring i Snuden, ft at hindre dem 
fra at rote.) At r. Torv d: ftable dem fj en 
Runddeel. (V. S. 2.) At vinge et Hiul 
op (fætte en ny Ning om Hiulnaven.) At - 
ringe cn Kiole ud i Halſen 93: giore Aabnin⸗ 
gent. Halſen ſtorre. (V. $.0.) 

Ringe, v. a. og n. 1. har. IJ. hringia. 
X. 6. hringan.] 1. act. bevege en Klotfe 
faa at den giver Lyd. (jvf. Fime.) Der maa 
ti Mand t. at ringe den ſtore Klokke. — ab- 
sol. Klofferen er henne at ringe. At ringe . 
m. Klofforne.  ”Enttog man ringer vel med. , 
ſtore Løfterg Klokke.“ Bording. At r. til 
Kirken, r. for Lig. At rå pag 3: trætte 1 
en Klokkeſtrenng (v. en Gadedor ell. Port.) 
At r. paa en 9: falde ham v. at ringe. 
Ring p. Tieneren! — At vr. af (falde fra 
Arbeide v. at ringe.) Der er ringet af. — 
"At r. ind 5: tilkiendegive v. Ringen, aft en 
Handling tager fin Begyndelſe. At r. en 
Hoitid ind. (Ligeledes modſat: at r, ud) 
"Af ringe ſammen, absol. tinge fidfte Gang 
t. Gudstieneſten. Nu ringes der ſammen. 
2. noutr. og impers. om Klokken, fom bes 
væges. Man troede at hære Klofferne r 
af fig ſel. Klokken ringer ſyv; ell. det 
ringer fyv. Det ringer t. Gudstieneſte; 
det har ringet førfte Gang. = Ringen, en. 
ud. pl. Gierningen at ringe, ell. det at der 
ringes. Klokkernes Ringen. — Ringer, en.” 
pl.-e. en Betient v. en Kirke, hvis Syſſel 
ev at vr. (f. Klokker.) — Ringeftræng, ca. 
(8. 6. O.) f. Klokkeſtræng. 

Ringe, adj. ringere, ringeft. og i d. TJ. 
ringft. (Sv. ringa. N. S. ring.J 1. 
ikke flor ell, betydelig; liden af skængde, 
Storrelſe, ell, i Grad, Styrke. Gt vr. Ans 
tal, Forraad. &n r. en. Min Kund⸗ 
ſtab i dette Fag er fun vinge, Hans Tale 

iorde fun r. Indtryk p. Tilhorerne. fan 
—* ham ikke det ringeſte (flet intet.) En 
r. Ting (lidet) Fan fornsie ham. . En ringe 
Winding, Fordecl. Jeg fan iffe gade 
Veien i ringere (Tid) end fo Timer. Han 


indvortes Godhed, Brugbarhed. 


hed 
rude, 2. 09 3. 


' - 


Ringe — Riſkebotter. 


vil ikke fælge det ringere, f. en ringere 
Priis. 2. liden, ubetydelig -af Bærdi, af 


med'r. Koft. Jeg tør iffe byde ham faa 
ringe en Gave. Et ringere Slags Isi. 
»Mindre er det, ſom ikke ev faa ſtort fom en 
anden Ting; ringere cv det, ſom iffe er faa 
meget gieldende fom en anden Ting.“ Spo⸗ 


. ton. (Jof. daarlig) ſſet.) ”Ringe er egent⸗ 


kig ct negativt Begreb ,. og tilkiendegiver 
Mangel p. Fuldkommenhed ell. Størrelfe.” 
Muller. [JIylland br. ringe næften altid 
for: flet, daarlig, maadelig.] At leve i 
vinge Kaar. 3. ſom har liden Anſcelſe, 
Agtelfe, udvortes Værdighed, er af lav 
Stand. Baade ringe og fornemme Folf. 
(derimod iffe i sing. En ringe Mand.) 
pan er af r. Stand, Fodſel. At agte nos 
get ringe. (Ogſaa om Selvagtelfe: Jeg er 
for ringe, agter mig for r. dertil.) — King: 
en. ud. pl. Beſtaffenheden at være 
Bavens R. Hendes 
Gtands R. kommer cf i Betragtning. ”Har 
du fun fundet Chriſti Tienere i Ringhedens 
begvemme Skiul, ell mon iffe ogfaa i Hoi⸗ 
hedens Glands og Befværlighed ?” Mynfter. 


. — ringeagte, v. a. holde noget I ringe Ag⸗ 


m. Pandferbaand.” 


giør, og Ringelduen kurrer.“ Bording. 


telſe cl. Bærdi, ikke fætte megen Priis paa. 
Deraf: Ringeagtelſe, en. ud. pl. Mangel 


p. Agtelfe, det, at agte noget ringe, — Hos. 


nogle Ryere: Kingeagt. (f. gt, 4.) At' 
fole Ringeagt f. een, vife cen Ringeagt, 
leve i Ringeagt. 

Ringeldue, en. pl. -r. et Slags vilde 
Duer, noget mindre en) Hnusduen. Co- 
lumba palumbus. ”Stæren nu fit Bedſte 


Ringhed, en. ud. pl. f. under adj. ringe. 
KRingle, v. n. 1. har. [J. hringla.] give 
en klingrende Lyd, ell. frembringe en ſaadan 
Lyd v. at ryſte, bevæge noget. Ater. med 
Biælderne, m. Pungen.  ”Jetten ringled 
Vlienſch Nord. 9. 36. 

f. rangle. ! 


Rings, adv. [todſt; af Ring.] rings om 
Staden, rings omfring, rundt om, trindt 
omfring. (det br. itke absol.) 

Rippe,v. a. 1. Dette nu meft forældede, 
el. fun i enkelte Udtryk i dagl. og lav Tale 
brugel. Ord, bemarker egentlig: bevæge, 
rotte, cl. bevæge fig, flytte, m.m. [A. 
S. reppan, tangere.] I øvrigt br. det 
iTalemaaden: At rippe noget op o: bes 
gynde p. ny at tale om, at føre Klager 
over. 9. rippa upp. (d. Tale. f. oprippe.) 

Rips, et. (en Frugt.) f. Xibs. 

Ripsraps, ct Ord, fom i dagl. T. brus 
ges om Zing ell. Perfoner af intet Værd. 

Riſe, en. pl.-r. [J. Risi.] en Kæmpe, 
Sette. (forældet.) 

Kiſengryn, Riſengrod, f. under Kiis. 


Or rÆ te 
Kiffcbetter , pl. (egentlig Xigffe Bot⸗ 


ø 
U 


At nøtes + 


> Rift er 


— 


PA 
J — sæ 
, 


"254 KRilfebotter — Ritmeſter. 


ter) kaldes et Slags Flyndre, fom menes 
tilforn tfær at være indførte fra Riga. 
Risle, v. n. 1. har. [T. vriefeln.]) om 
den kyd, fom rindende Band giver, hvor 
det flyder hørligen over Stene, over en 
ujævn ell. heldende Flade; hvorhos man v. 
Ordet, foruden Enden, ogſaa udttykker Be⸗ 
vægeljen. En rislende Kilde. "Her raa 
den rislende Bok, hvor melodiſt den fal⸗ 
der.” Ohlenſchl. Bætten risler ned over 
Stenene, hen iglennem Engen. Der rio⸗ 
lev en Bok'forbi. — Deraf: Riblen, en. 
ud. pl. W 

Risp, en. pl.-er. beget Traad, hvormed 
Skomagerne ſye. ⸗ 

Riſpe, v. a. 1. IJ. rispa.] Egentl. giore 
Skrammer, Ridſer i noget. (At riſpe fig i 
Huden; at er.'med en Maal i Toiet. V. S. 
O.) . ”UAt rifpe Barten.” Landh. S. Str. 
1. 151. — Meft br. det i Talemaaden: At 
rifpe Jorden 3: ploie den ſaaledes, at man 
m. Ploven optager fun hver anden Fure, 
fom lægges p. den ſtaagende Jordſtrimmeil 
imellem to Furer. (Oluffen. Landoec. 168.) 
Deraf: Kispning, 4: "Wed Xispning maa 
Ploven ſtilles t. tynde Furer.” Olufſen. 

1. Rift, ert. Hvile. TX. S. Rest. ſ. Raft. 
br. fun i Zalemaaden: at have hverfen Xi 
ell, No. ”Uden Kiſt og uden No, er min 
Bedrift en Leg af Dicbliffer kun.“ Ohlenſchl. 

2. Rift, en. pl.-e. [JI. Rist. T. og Sv. 
Rost.] en Indretning af jævnfides. el. kors⸗ 
viis lagte Stænger af Metal, m. Rum 
imellem. En Jernrift, Kobberriſt. At 
lægge en XR. i en Ovn, i en Skorſteen. At 
fætte en Rift f. en Rende, et Vandleb. En 

ogfaa et ſaaledes dannet, left Neds 
ſtab m- Jabder ſom ſottes over Sløder f. 
at rifte Fodemidler paa. At ſtege noget p. en 
Rift. (jvf. Kirkeriſt.) — Xitværk, et. nos 
get, der er giort, indrettet fom en R. Git⸗ 
tervært, Tralveerk. (til Skibs. V. S. 0.) 

1. Rifte, v. a.1. ſaf n. s. Rift] ſtege Kiod 
el. Fiſt, tørre Brød og d. ved at lægge det p. 
en Rift over Gloder. At rifte Kied, Brød; 
riftede Sild. — Deraf: Riſtning, en. 

2. Rifte, v.a.1. [J. rista.) 1. ſtœre 
noget i Stykker, ſtore op, flænge. (ſielden. 
At rifte Gaanden fra Waften, r. den ud 
imellem Fingrene: en tilforn brugelig 
Straf.) At rifte Huden op. (V. S. 9.) 
2. ftære el. grave ind i. At rifte Runer. 

it, et. ſ. Ridt. 

Kit, et. pl. - ter. [Ovtaget af det T. 
Rieth, egentl. Rør. A. S. Hreod.] en 
Kam i gaden p. en Vob, hvis Tænder ere 
af Rorpinde el. af Staal. Deraf: Kit⸗ 
binder, en. den, ſom forfærdiger Ritter af 
Ror eil: Staal f. Vœeverne. (T. Riet h⸗ 
binder.): 

Ritmefter , en. pl.-e. [T. Ritt mei⸗ 
fter.] ved Rytteriet: Befalingsmand over 
en Eſtadron. 


Ritual — Rivejern. 


Aitſe, v. a. f. ridſe. 

Ritual, et. pl. —er. [af Lat. ritualis.] 
Anordning om Kirkeſtik, Samling af befas 
lede Kirkeſtitke. 

Rive, v. a. rev. reven, revet, pl. rev⸗ 
ne. (I. hrita, rifa. Sv. rifwa.] ſtille 
noget ad v. voldſom Udvidelſe, bringe noget 
t. at ſplittes, briſte. (jvf. flide og ſonder⸗ 
At r. noget midt over. At r. itu, 
i Stykker. r. et Stykke af noget. At 
rives ihiel af vilde Dyr. Kevne Klæder 
(ſenderrevne. »Ingen vil bode revne 
Gierder.“ Ordſpr. 2. ſtrabe, kradſe m. 
noget ſtarpt, beſtadige p. denne Maade. 
»Gale Hunde faae revne Skind.“ Ordſpr. 
Katten har revet hente. At -r. fig p. et 
Eem. Atr. cen i Anfigtet. 3. giere no: 
get jmaat ell. hint, v. at rive el. gnide det. 
At vr. Brød, Peberrod p. et Rivejern. At 
r. garver, 4. rage fammen ell. ovev m. en 
Rive (f. dette D.) At r. pø, r. Korn, r. 
Græffet ſammen. At r. en Gang i Haven, 
fom er fluffet. Denne Gang maa rives 
endnu engang over. 
ftigen og voldfomt fra fit Sted. At vr. cen 
omtuld. At r. noget ned fra Hylden. At 
r. ct Duus ned. At r. Haar af Hovedet. ' 
At vr. et Blad ud af en Bog; rive Hatten af 
cen. Stronmmen rev ham bort, rev ham m. 
fig. ”Rev ei nu en Bølge den ene jamrende 
i pavets Afgrund ?” Evald. — Det blev re⸗ 
vet bort: figes figurl. om Varer, hvis hele 
Forraad kiobes i Haft, og m. ſtor Begier⸗ 
lighed. — At r. noget t. fig, fig. bemægtige 
fig det m. Vold. At r. fig løg fra noget 
(kile fig pludſelig, v. Stæleng Anſtren⸗ 
gelſe, derfra.) At r. fig ud af eens Arme, 
Favntag. (jvf. bortrive, henrive, løsrive, 
oprive, udrive, 0. fl.) — At r. noget af, i 
d. Tale: giore ct Arbeide i for Haft. 6. 
rives, n. pass. imp. reves. rive hinanden. 
De rives og flages fom Katte. At rives om 
noget, trænge fig t. med ſtor Begierlighed 
f. at fane noget. Folk vil rives derom i be 
fsrſte Dage. (ſ. Kift, 2.) 7. rivende, ad]. 
v. 1. meget hurtig i fin Bevægelfe. En 
rivende Strom. et gif i en rivende 
Fart. Dette Zøi har havt en rivende Af⸗ 
fætning. 2. rivende Dyr 2: Pattedyr, 
hvig Fode er levende Nov, og ſom b. deres 
Styrke, ſtarpe Klser og Zænder ere ſtikkede 
t. at overvælde andre Dyr; Rovdyr. = 
Xiven, en. ud. pl. og Rivning, en. Giers 
vingen, af rive. (Riven i Lemmerne, Gigt: 
fmerte.) — River, en. pl.-c. 1. d. f. f. 
Rivemand. Der, behøves ikke (aa mange 
Rivere, ſom Slaackarle. 2. en Nivefteen 
ell. andet, hvormed Farver, Lægemidler 0. 
d. rives ell. fnufes. En River af Slas. 
— Kivejern, et, Et Redſtab af Jern, Mes⸗ 
fing, ell. fortinnet Kobber, (hvilket fidfte da 
ogſaa kaldes Rivejern) hvorpaa Brød og 
andre Zing rives ſmaat i Kiolkenet. Ri⸗ 


J 


955 


5. bevæge noget ha⸗ 


vekugle, en. K. til at rive Farver m. Ki⸗ 
vemand, en. Arbeidsmand, ſom er ſyſſelſat 
in. at rive. (Ambergs Ordb.) RivefFaal, 
en. Skaal, hvori noget rives fiint. ive⸗ 
ſteen, en. En flad og glat Steen til at rv. 
garver paa. 


Rivetoi, et. Noget, der brus | 


ges t.. Rivning (f. E. Rivetoiet p. en Elec⸗ 


triceermaſtine.) 

Rive, en. pier. Et Redſtab, beſtaaende 
af et, p. et langt Skaft befæftet 
m. Zænder af Zræ el. Jern, t. at ri 
dorien med, ell. rive Sed og Ps ſammen. 
(f. rive, 4.) En Jernrive (m. SJerntæns 
der.) En Markrive, Haverive. — Rive⸗ 
drag, et. Gierningen at træffe Niven ft. ſig; 
et Rivetag. Riwwehoved, et. Et Stytkke 
Zræ, hvori Rivetenderne fæftes. Rive⸗ 
flaft, et. en Stang, hvorpaa Rivehovedet 
fæftes. Xivetag, ct. Tag m. Niven, Nis 
vedrag. Rivetand, cn. pl.-tænder. fpids 
fede Pinde af Zræ el, Jern, ſom feſtes i 
Rivehovedet. 


i ⸗ 
Rivelig, adj. klar, aabenbar, tydelig. 


(Moth; vg endnu i Almueſproget.) 

Rivelſe, en. [af v. a. rive, 4.] loſe Ar 
og Kornſtraa, ſom rives ſammen p. den høs 
ftede Ager, efterat ter er neget op. 

Xivt, en. f. Rift. 


Xo, en, ud. pl. [3. Rø. N. S. Roue. 


Sv. Ro.] A. 1. 3 Almindelighed: Til⸗ 
ftanden, at være i Hvile, ei at bevæge fig. 
»Alt Arbeid uden Ro fan ikke vare længe.” 
Roſe Ovids Der. — At fomme i Ko, t. Ko. 
»Han har ingen Ko p. fig ,. figer man om 
den, der uophørlig fætter fig felv i Uleilig⸗ 
hed” (cl. i Bevægelfe.) Sporon. Lad tet 
ligge i i Ro. Hanen (p. en Boſſe) er i Ro 
ot itke ovfpændt. 2. i Særd. a.) en 
Tilſtand, hvori man er fri f. andres Uro 
en. Overlaſt, befværlig Bevægelfe, Tum⸗ 
mel og Stel. At lade en være i Ro. Lad 
os døg have Roſet Dieblik! Man har aldrig 
Xo for den Dreng. Jeg faaer itfe Xo f. 
ham, for han faaer Pengene. Hun fan 
itfe være i Ro "for ham: (jvf, Sred, 1.) 
Her er ikke Ro enten Nat ell. Dag. f. Mads 
ro, Nattero. b.) Tilſtand, hvori man er 
fri f. byrdefulde Arbeider, Forretninger. 
At finde Ro, leve i Ro p. fine gamle Dage. 
c.) Fraværelfen af Strid, Trætte og alle 
voldſomme Lidenſtaber. Jeg onſter fun at 
leve i Ro og Fred. Sindsro, Siæléro. 
[f. Rolighed, fom (m. Undtagelfe af Bes 
mært, 2, 2, og de anførte Talemaader) 
hyppigen bruges for: Xo.] " B. Behag, 


Tidsfordriv, Fornoielſe. (Moth. forældet. 


Sv. Ro. jvf. Moro. Heraf: roſom, adj. 
morfom, behagelig; i Almueſproget. “Et 
roſomt Sted.” Stenerſen. “ Den roſom⸗ 


Zværtræ. 


X& 


me Vinter.” Kampmann. — Derimod har 


Baggeſen fnarere brugt det i en ufædvans 
lig Betydn. ”Xofom Hvile f. den møs 


dige Vandret,” Labyr. 1. 14.) = rolig, 


! i 


Ro — Rodfrugt. 260 


. IJ.rolegr.) 1. ſom har Ro, er i Ro, 
itke bevæges (indvortes ell. udvortes); 
d. ſom er uden trættende Bevægelfer, 
Befværlighed, ud. heftige Lidenſtaber, 
f. v. Han fan ikke være rolig (ſtille) et 
blik. At holde fig r. (dden Bevægelfe.) 
oligt er hvad der ikke bevæget, eller bes 
hterø, da man ikke let vil falde det ros 
d, der flet ikke funde bevæges, br. def om 
Bevægelige, ſom er i Hvilc.” Miller, 
en. er rolig. Et roligt Sind. Ener. 
fbrudt) Søvn. . 2. fom medfører Ro; 
le. nr. Gade (hvor der ikke er megen 
et, Færdfel.) Et roligt Opholdsſted. 
r. Samvittighed, Alderdom. Et. ros 
t Liv. Jeg fan være r.' ved ſaadanne 
ſtyſdninger. — Kolighed, en. ud. pl. 
tfaffenheden at være rolig, ſaavel om Le⸗ 
net, fom om Sindet; d. f. f. Ro, ifær i 
morft. A. 1. og A.2.b.ogc. ” Rolig⸗ 
Rtiener den. Enge bedft. Jeg er endnu 
' fommen i Rolighed efter Reiſen. Sin⸗ 
s Rolighed. *Er der ingen Forjticl 
Hem Tröghed og Blindhed, Rolighed 
Forvovenhed?“ Bafth. (Jvf. Stilhed.) 
olighed forholder fig t. Stilhed, ſom 
rfag t. Virkning. Naar Alt er roligt 
Natten, er ogſaa alting ſtille.“ Muͤller. 
Roſted, ct. Ppvileſted, Seng. (Arrebo. 
racm. 42. foræltet.) 
Rod, en. pl. Kodder, [J. Rot. €. root.] 
den Deel af et Plantelegeme, ſom fæfter 
i Jorden, ell. i et andet Legeme, og 
jeved Planten ifær drager Næringsfaft t. 
Ar feſte Rod. At ſlaae Radder. 
rykke en Plante op m. Roden. At leve 
Urter dg Rødder, ”Lnd Bane har lang 
9,” Ordſpr. 2. fig. Oprindelſe, Op⸗ 
», Aarſag. Lediggang er en Rod til alt 
dt. At gribe noget an, begynde noget 
Roden af. At udrydde det Onde fra 
en. (jvf. rydde, (rødde) udrydde.) 3. 
ralleren: en Storrelſe, der," multiplice⸗ 
m. fig ſelv een ell. flere Gange, giver 
viſt Tal, betragtet i bens Forhold til 
te Tal. At uddrage, Roden af et Tal. 
vadratrod , Cubifrod, (f. Rodſtorrelſe, 
dtal.) == Rodblad, et. Blad, fom ud: 
inger v. Roden af en Plante. Xodblez 
en. En jævn Regn, fom trænger i Jor⸗ 
1 ft, Planterne NR. Rodbuſt, en. En 
ſtet Rod, der udgior en Samling af man⸗ 
Skud og Trevler. Naar man om For: 
ret optager gamle Krapplanter, og deler 
»dbuftene i faa mange Cætterødder, ſom 
rer unge Stud.” Olufſen. Rodende, 
. den Deel af en Vært, et Zræ, fom er 
rintſt Roden; modfat Topende. rod: 
t, adj. ſem cv faft m. Roden, har fæftet 
den ves. — fig. ſom ikke let forandres, afs 
gges. En vr. Vane, Tilboielighhed. Rod⸗ 
tning, en. Flytning af en Vort m. bene 
le Rod. (Meth.) - Rodfrugt, tan. ſpiſelig 


— 


rodf 


ſtet Vane. 


Rod af en Plante, ſom dyrkes f. Rodens 
Skyld. — Rodfæfte, ef. Rodens Fæftning i 
Jorden ell. et andet Legeme, — rodfeſte, 
v. a. og reo. give en Plante Rodfæfte. At 
es, rodfæfte fig, ſlaae Rødder. 
»Snart rodfæjtert, kraftig ſtager jeg atter, 
opreiſt fra min Afmagt og mit Fald,” S. 
Staffeldt. fig. ”At rodfæfte Dvdens Lære 

i de Unges Hierte.“ Engelst. En rodfæs 


»Naar Verdens onde Vaner 


ere hver Dag blevne mere rodfæjtede ” 


BVafih. 


Rodfeaſtning, en. det, af rodfæfte 


ell. at rodfeſtes. — rodgneve, v. a. 1. gna⸗ 
ve, afgnave indtil Roden. ”rodgnavet er 
Agren.” Hertz. —e— en. Green, ter 


yder ud fra Roden a 
ært. 


ct Zræ ell. en anden 


rodhugge, en. v. a. afhugge v. 


Roden; ophugge m. Roden. ӮEn rods 
hugger Skov.“ Ar. Berntfen. II. 133. Der⸗ 
af: Rodhugning, en. (Decon. Mag. I. 
128.) rodkappe, v. a. 1. affappe v. Ro: 
den. 
Fleiſcher. 
Stykke af en Treſtamme, ſom ſidder faft v. 
Roden, ell. hvormed en Deel af Roden 
”endnu cv forenet, (Moth. Fleiſcher.) 2. 
et Stykke af en tyk Zrærod. rodkle⸗ 
ve, v. a. 1. klave (et Tro) indtil Ros 
»Hans Haand rodklover de ſtolteſte 
Cedre.” Hertz. Rodknold, cen. Knold v. 
Moden p. en Bært. rodles, adj. ſom 
er uden Mod. Rodord, et. pl d. f. Ord, 
fom fun beſtaaer af cen Stavelfe, cl. 
hvis Afletning af et andet Ord i ſamme 
Sprog ci fan paavifes; Stammeord. (i 
Modfætn. t. afledede Ord.) - Xodplante, 


den. 


en. 


Vært. 
inde 
Dee 


At 


rodkappe unge Kaftanictræer,” 
Rodkievle, en, pl.-r. 1. det 


1. P. fom har Road. (Ambergs Ordb.) 
2. Plante, ſom giver"en Rodfrugt. Rod⸗ 
plautning, en. Plantning, ſom ſteer tillige⸗ 
med Roden. Rodpodniig, en. Podning 
af et Tre, heelt nede v. Roden. dſtuð, 
et. nyt Stud fra Roden af en afſſtauret 


Rodſtavelſe, en. ten Staveiſe, der 


older Ordets Rod, el. oprindelige 


i Rodſtilk, en. pl.—e. en entelt 


Blomſterſtilk, der kommer lige fra, Roden. 


Rodſtub 


P 


n. f. Stub. Rodſtykke, et. 1. 


Styotke af et Trees Rød. Det er dreiet af 


et Å. 


2, ten nederſte Deel af en omhugget 


Zræftamme ; Nuodfiævle. Rodſtod, ct. 
Stubben af ct omhugget Træ, (Landh. S. 
Str. III. 57.) Rodſtorrelſe, en. 1. en 
Storrelſe, ſom udgisr Roden af en anden 
(i Algebra.) 2. en Storrelſe, hvoraf Ro— 
den ſtal uddrages. (V. S. O.) Rodtal, 
et, i Regnekonſten: ct Tal, ſom udgier Ro⸗ 
den af et andet (f. Red, 3.) Rodtegn, et. 
i Regnekonſten: et Tegn, ber fættee foran 


det Tal, hvis Rod ſtal uddrages. Rod⸗ 


trevl, en. pl.—cr, En T. ell. liden, tvnd 
Deel af en- Rod. Rodtorv, en. Terv, 


hv 
ec 


or 


— 


UNE 


s Mængte af Planterødter. (B. 
Rodurt, en. Kiekkenurt, hvis 


20 


Rodvært — Roes. 


Rod ſpiſes. (Dluffen.) Xodvært, en. 

ler. Plante, hvis Rod allene el. ifær 
vifes. Kaal og Xodværter (ſom ogſaa 
blot kaldes Åodder.) 

Rodden, adj. f. raadden. 

Rode, en. pl.-r. 1. (I. Ruthe.) et 
Lœngdemaal paa 5, 6 ell. flere Alen. 2. 
(Sv. Rote. I. Rotte.) tilforn: et viſt 
udeftemt Antal Krigsfolk under cen Anfo⸗ 
rer. ( Corporalſtab.) 3. en vis Afdeling 
af Borgerſtabet i en By. — Heraf: Rode⸗ 
mefter, en. pl.-c. en Borger, ſom er bes 
ſtikket t. at iagttage viſſe offentlige Forret⸗ 
ninger, ifær ſom Cfattefræver, i en af Ros 
derne cl. Qvartererne i en Stad, (færd, i 
Kisbenhavn.) — rodeviis, adv. efter Ros 
der. At orjtilte Krigsfolk rodevils. 


Rode, v. a. 1. IJ. rota. Holl. wroeten. 
A. S. Vrot, en Tryne.]) 1. vælte Jorden 
op m. Irynen; om Spiin og lignende Dyr. 
Erinene have rodet Engen op. 22. fig. rage 
eg. tore" i noget p. en uordentlig, uſtikkelig 
Maade. Drengen ligger og roder i Jor⸗ 
Pen. . At rode om i gamle Sager. At 
rode i Andres Sager, Papirer. Det er 
ikke værd, af rode op i denne Sag (af uns 


berføge den noieke, bringe den atter p. Baz 


ne.) 3. At rode fig jnd i noget, fig. ind⸗ 
vikle fig i noget ubehageligt. (d. Tale.) — 
Xoden, ch. ud. pl. Gicrmingen at rode. 

1. Roe, en. (fo Stav.) pl. Roer, Sv. 
Rofva.] En Plante m. meer ell. mindre 
rund ell. endog kugledannet Rod, ſom dyrkes 
i Haver og ſom Foderurt, og hvoraf der gi⸗ 
reg ende! Afarter. Matz Roer, Hvide 
Roer, Mark-⸗Roer, Botfeldſte Roer, ꝛc. 
Brassica Rapa. Deraf; Roeager, en. 
Koebed, ct. Koefrøj ct. Roeolig, en. (O 
ſom preſſes af Fraet af Rapfæd, Brassica 
Napus.) o. fl. —— 

2. Roe, en. JII. Hrudr.] Skorpe, der 
fætter fig p. Saar, naar det læges. Saa⸗ 
tet jætter Roe. — Roeſaar, ct. S. fom har 
fat Roe. i 


Roe, (cen Stav.) v. a. og n. 1. [3. roa. 
X. S. rgyan, rowan.] bevæge et Fartoi 
v. Hielp af Aarer; beræge Aarerne; og 
neutr. drage ud, færdes p. Søen i ct Fars 
tel, der ſaaledes bevæges. At roe en Baad 
allene. At r. med begge Aarer, roe den 
ene Aare. At tv, op imod Vinden. Jeg 
var roet over ft. Øen. Vi roede ud fra 
Landet. — At r. fig f. vidt ud I: tage fig 
mere for, end man fan overkomme, raade 
med. == Roefartoi, et. Et Fartsi, en flor 
Baad, fom roes frem. Roeflaade, en. F. 
ſom beftaaer af Roefartsier. — Roer, en. 
f. Sluproer. 

Roes, en. (een Stay.) ud, pl. IJ.Hros.] 
bet, ſom figee ell. med Ord yttres t. For⸗ 
deel, t. Berommelſe f. en Perfon ell, Ting; 
Udfagn om dens: Fuldkommenhed. Baade 

Danſt Ordbog. I ' 


e 


257 


Roes — Roffe, … 


hans Roes og Daddel er mig Tigegnfdig… 


At fortiene R. for noget. Det maa ſiges t. 
hans Roes. — roestiær, adj. Flær efter 
Roes, ſom elſter Rocs. ”Bifalte høje 
Stemme opflammer den roestiære Skiald., 
Evald. — roesvæerdig, adj. ſom fortiener 


Roes, beremmelig. Ener. Handling, Egen⸗ 


ſtab. Deraf: Rocovardighed, ensud. pl. 
roſe, v. a. rotte,” roft. 

J. hrøsa.] fvemfige en fu 

uldkommenheder, tillægge Roes. (ſ. be⸗ 
romme.) Ater. fine Varer. Man fan bi⸗ 
falde uden at roſe. “En Klodning roſes 
aldrig af en fremmed Skradder.“ Holb. (J. 
von Zhybo.) Man maa r. ham f. derne 
Uegennyttighed. "Der er mere at rofe, end 
at dadle hos hende. At rofe fig af noget, 
jactare, gloriari. At rofe fig ſelv. “Eet 
er det at rofe fig felv, at beklendtgisre fine 
Fortrin, f. derved at befordre fin timelige 
Velfærd — Et andet er at rofe fig felv, blot 
for at prale, f. igien at rofes af Andre.” 

aftholm. 
Rogn, en. ud. pl, IJ. Hrogn. Sv. Rom 
Ron.] Camlingen af Fiſtenes 2%X&g. — 
Kognfiit, en. p.-e. Hunfiſt. 

of, en. pl.- ke. IJ. Rockr.] et Red⸗ 

ſtab t. at ſpinde (Hor, Blaar, Uld) paa; 
en Spinderok. At ſpinde p. fin egen R. 
Gun har fpundet af fin R. (3: al Horren p. 
Rokken.) — Rokkearm, cn. ct af de'to ops 
reiſte Stykker Zræ p. Stoffer , hvorimellem 
Hiulet løber; Opſtandere. (Moth.) 
kebaand, et. Baand om Rokkebrevet. Rok⸗ 
kebeen/ et. Roktefod. Rokkebrev, et. Gt 
Stykke ſtivt Papir ell. Pap, der bindes om 
Totten p. Rokkehovedet. 
det fürkantede Stukke Zræ i Rokken, hvor⸗ 
paa dens øvrige Dele ere foſtede. 
dreier, cn. pl.-e. en D. ſom ifar gior Rok⸗ 
fe, og andre grovere Arbeider af Træ. 
(modſat Beendreier, Ronftdrcicr.). Rok⸗ 
kefod, en. En af de tre Fodder, hvorpaa 
Rokken ſtaager. ”Der groer ci Guld unter 
Rokkefod.“ Ordſpr. (VB. S. O.) Rotter 
iul, et. det H. paa Rokken, ſom v. at 
ættes i Bevægelfe m. Foden omdreler Te⸗ 
nen." Rokkehoved, et. det kegledannede, 
opftaaende Stykke Zræ p. Rokken, hvor: 
om Horren ſvobes. Rokkehvirvel, en. det 
Stykke Jern, hvormed Piulet p. Rokken 
ſnoes omfring. (LG. &. O.) Rokkeſtammel, 


bund 


(m. langt 0.) 
erſons ell. Tings 


Rokkebryſt, xt. 


Kokke⸗ 


en. det Trin, hvorpaa man fraæder, f. at. 


drive Rokkehiulet om. Rokkeſnor, en. den 
Snor, der løber om Hiulet og Tridſen p. cen 
Rot tillige, og derved driver Tenen om. 
Xotfetecn, cen. f. Teen. Rokbketridſe, en. 


En Tridſe cl. et [idet Hiul af Zræ, ſom 


rues p. Tenen, og hvotom Rokkeſnoren 
ber i en anbragt Rende i Tridſen. 


Rokke, en. lt en Fijtejlægt, (af 


aſſe) udmerket ved deres 
Legemer, ſom endes 


(47) 


Bruſtfiſkenes 
rundagtige, fladtrykte 


Rok⸗. 





se 


Led 


Skueſpiller udfører p. Theatret. 
Denne X. fan hun ikke 


. hed. 


Rokke — Reman. 


ien tynd Haft, og v. Bryſtfinnernes ufæbs 
vanlige Storrelſe. Raia. Deraf: Rokfke⸗ 
fiſteri, Rokkeſtind. 


Rokke, v. a. ogen. 1. IE. to ravk.J 1. 


act. bevæge noget frem og tilbage, uden at 
flytte Det fra Stedet. ”Bindené idelige Ru⸗ 
ſten rokker og løgner Træerne.” Olufſen. 
Stenen vil iffe lade fig rokke (er ganſte ube⸗ 
vægelig.) ”Kun Moder rokker Glutten lidt 
v. jagte Vuggeſang.“ S. Blicher. At r. ved 
noget. Bi kunde vel r. Stenen, men ikke 
flytte den. — fig. a. At rokke eens Forfæt, 
Beſlutning I: bevæge ham t. at forandre det. 
b. fvælfe, giote Afbrek. Hans Mod, Kiek⸗ 
hed rokkes ifte faa let. “Hvad modftaaer 
ham, , hvad roffer nu hans Magt?” Ohlen⸗ 
føl. 2. neutr. bevæge fig hid og did. At 
fidde og r. paa en Stol. Stenen er iffe vet 
faft; den rokker. (Kun om fafte og tunge 
Legemer; om lettere br. vifre, flagre, vare. 
At vakle udtrykker en flærfere Bevægelfe, 
og nærmere Faldet, end rokfe.) == Roffez 
frade, en. Et Jernredſtkab m. Treſtaft, der 
r. i Sarverier f. at ſtrekke det garvede Læz 
der med; (GV. S. O.) — Rokkeſteen, cen. pl. 
—ftene. En ſtor Klippeſteen, ter hviler ſaa⸗ 
ledes, dt den p. et faſt Punkt lader fig 
rokte. — Rokken, en. Kokning, en. pl.-er. 
Gierningen at rokke. — 
Rolig, Rolighed, ſ. under Ro. 
Rolige, v. a. 1. gisre rolig, bringe t. 
Rolighed. (Moth.) ”De hvinende Strig v. 
Keompernes Lifg, te fun rolige mig.” Eyald. 
Rolle, en. pl.-r. [Z. Rolle, Fe. role.] 
1, egentl. tet Papir; hvorpaa den enfelte 
Skueſpillers Deel af Skueſpillet ev udſtre⸗ 
vet; At lære fin R. læfe p. ſin Å. kunne fin 
Rolle. (ikke Rulle)) 2. Ten Perſon, ſom en 
Han ſpil⸗ 
ler Hamlets Kolle. 
ſpille. — fig. en paatagen Perſonlighed; et 
Menneſkes paatagne Adfærd I untelte Tilfæl: 
de. Jeg ufaatte ſpille den Ligegyldiges Rolle. 
Rolling, en. pl.- er. [Uvis Oprindelſe. 
Magſtee af Jol. råla, gaae ſagte, vanke; 
en. af det jydſte role, græde.] et lidet 
Barn. (d. Tale.) 
- Kom, ef, og en. ſ. Xum. 
Roman, en. pl.cer. en digtet Fortælling 
i Proſa af ſtorre Omfang og mere ſammen⸗ 
fat Opfindelſe. (Oprindeligen og i ældre 
granft ogſaa: en Fortælling I Vers. f. om 
Ordets Oprindelfe Adelungs t. Ordh.) — 
romanagtig, ad). fom har Liighed m. det, 
Der forekommer t/Romaner, er dannet efter 
Romaner. Enr. Riærlighed, Tilboielig⸗ 
Romandigter, en. Den, ſom digter, 
forfatter Romaner. Romanhelt, en. op⸗ 
digtet Perfon, hvis Begivenheder fortælles 
(en Roman; Hovedperſonen i en R. Saa⸗ 
ledes ogſaa: Romanheltinde. Roman⸗ 
læsning, en. Gierningen at fæfe Romaner. 
Romanſkriver, en. Romandigter, o. fl. 


258 


t 


- bevæger f. Siderne og holder lige. 


! 


Romance — Ros. 


Romance, en. pl.-r. br; nu om et for: 
tere fortællende Digt p. Vers, i lyriſt To⸗ 
ne; ct fortællende Sangdigt. . 

Romantiſk, adj. et Ord, fom i Xftheti» 
ken og ellers hyppigen br. om en vis Arr af 
det Skisnne i Konſt og Natur, der virker 
ftærkeft p. Phantafic og Folelje ; hvormed 
man ſtundom forbinder Begrebet om det 
Vidunderlige, "Ufædvanlige, Regelloſe; og 
fom man undertiden, maar det bv. om 
Konſtverkers Inddeling, ell. om Konſtſma⸗ 

en, modfætter las. Et romentnt | 

igt. Den romantiffe Poeſie. — Ligeledes: 
en romantiſt Begivenhed. En romantiſt 
Egn, Natur. 

Romer, en. pl.—e. den ſom cv fra Rom, 
er født i Rom. Om et Fruentunmer: Åo= 
merinde. — Romerfolk, ct. det romerſte 
Folk. Romerreiſe, en. R. til Rom. Ro— 
merret, en. den romerſte Ret, Lovgivning. 
Romerrige, et. det romerſte Rige. Ro—⸗ 
mertal, ef. pl. d. ſ. latinſte Bogſiaver, der 
br. ſom Zaltegn. Romertsg, et. Fog t. 
Rom, Romerreiſe. — romerſt, adj. ſom er 
fra Rom, hører t. Rom. 

Ror, et. (langt 0.) pl. d. ſ. M. S. Ro⸗ 
der, Roſor. Sv. Roder. jvf. v. at roe.] 
en bevægelig Indretning af Brader, Plans 
fer cl. foært Tommer, f. at ſtyre Skibes 
og andre Fartsiere Rtningog Lob i Seven. 
Xi ældre Danſt: Styre; eg Ror er fildigere 
optaget efter det fydjfe Ruder 9: Aare.) 
At ftaae ft. Åors ad: paſſe Roret p. et Stib. 
Skibet vil ikke lyſtre Roret. fig. At fore 
Roret, ſidde v. Koret I: ſtyre et Rige. — 
Deraf: Rorblad, et. deg brede Deel af et 
R. (D. H. O.)  Xorget, et. Aabning bag 
f et Stib, hvor Norſtaͤngen gaaer ind; Ror⸗ 
hul. Rorhage, en. Hage p. et Ror, hvorz 
med det hænges i Stabelen. Rorhul, et. 
Rorgat. Rorpind,en. En Stot el. Stang, 
ſom fættes oven i Noret, og hpormed bette 

or⸗ 
ſtabel, en. pl.-ſtabler. Jernſtabler bag p. 
Fartoiet, hvori Roret hænges v. Hagerne. 
Korſtang, cn. d. f. ſ. Korpind p. et Skib. 
IJ Ordene: Rorbæenk 5: Toft sl. Bænt i 
et Fartot f. dem, ſom roe; og Korkarl, 
Rorskarl, Rorsfolk, er Ror det I. R u = 
der d: Aare; ell. Xorbænf tages for : 
Roerbæenk 2: Bænten, hvor Aoerne (Siup⸗- 
roerne) ſidde.] ' 

Ros, en. (Beremmelſe) f. Roes. 

Ros, et. ud. pl. (fort 2) hos Tømmerz 
mænd: Spaaner og Affald fra Temmeret, 
fom tilhugges. ' 

Ros, en. pl. d. f. (fort 0.) en Heſt. (for⸗ 
ældet. J. Hros, Hors. f. Sors.) Deraf : 
Rosbaare, en. et Slags Baare, ell. en 
Vognfading p. to Stænger, hvori fordum 
gamle og fvage Folk ell. Fruentimre reifte. 
og fom førtes af to Heſte p. Stænger. J 
d, &, D, tillægges Ordet en anden Sp z 

' , ÅY 


ø 


Ros — Roſenleie. 2839 


tindelſe, af; Isl. Ras, Løb, og Bemarkel⸗ behageligt Lele. Roſenlugt, en, Lugt af 
Roſer. Roſenlund, en. Lund, hvor 
nefte t. Heſt, hvortil Adelen i Danmark tils fentræer ere plantede; Roſenhave. ”Mig 
forn var forpligtet. 2. i fildigere Tider: tykkes denne Stund jeg ſtager i Roſenlun⸗ 
Fordegodéeleres Forpligtelfe, at holte og de.” Arreboe. (Roſenslund, hyppig i vore 
ſtille Heſte og Kuttere”t. Landets Seneſet gl. Viſer.) Roſenlæebe, en. pl.-r. 


fon: Bæreftol.) Rostieneſte, cen. 1. Tie⸗ 


Krigétid. (jvf. Forordn. 1746. 13. Der. 
afe, et. pl.-r. En f. fin: Stionhed 0 
Vellugt almindelig agtet og afholdt Biom 


tig 
vede 


Kicerligheds, Omheds Tvang. 


Roſenlugt — Roſte. 


Læber. Roſenlanke, en. fig. og 


hm] 


Ro⸗ 


poe⸗ 


: ct ungt Fruentimmers frijte, fiint far⸗ 
poet. 
»Hendes 


p. en Buftvært, hvoraf gives adſtillige Rofenlænfe ev og bliver dog et Baand.” 


Arter og en ſtor Mengde Afarter. fig. hos Heiberg. . 
Digtere : et ſymboliſt Udtryk f. Ungdom, Benævncelfe f. Mal eler Junius, hvori Ro⸗ 

Skienhed, m.m. Ligeledes ofte f. en ſtien ſerne blomſtre. 
red Farve; f. E. Morgenens Roſer, More" f. ſ. Roſenlaber. Rofenolje, en. En flærkt 


Roſenmund, en. poet. d. 


genrøden; Kindens Roſer 2c. — üegentl. af Roſenlugt duftende Olie, ſom deſtilleres 
oſenblade. roſenrod, adj. red ſom en 


en Roſe af Baand, (Baandroſe) en Sloife, 
lignende en Roſe. En Compasroſe, Af; 
tegningen af de 32 Compasftreger p. en 


afR 


Roſe; fom har Roſens Rodme. 
Kinder. En vr. Silkekiole. 
Skive. — a.) roſedamet, adj. i Plantelæs et. roſenrodt Fart» Tiær. 


roſenrode 
Rofenftiær, 
”Kiærligheden, 


ren om en Bilon. ft, hvis Krone dannes af 5 . ſpredte mildt fit Rofenffiær om fpæde Plants 
rundede Kronblade (Petala.) V. S. O. — ning.” 3. Smidth. Koſen —8 poet. 


b.) Roſenbaand, et. B. af Roſenfarve. roſenfarvet Sky. (S. Staffeldt 
„et. poct, et yndigt Smiil. »Med 


Roſenbed, et. Havebed, beplantet m. Ros 


ſmiil 


fer. Roſenblad, ct. Roſens Blomſterbla⸗ Sang og Kofenfimiil.” Ohlenſchl. 


de. (fielden br. det om Trœets el. Buſtens ſenſteen, en. 
Blade.) Roſenblomme, en. (Rofensbloms derſte Site er flad; ben sverfte derimod 


Ro⸗ 


fleben Diumant, hvis uns 


Roſenmaaned, en. En poetiſt 


Roſen⸗ 


2 


mc.) i ældre Viſer og Digte: en Roſe; og fleben i Kanter og meer cl. mindre halv⸗ 


fig. en ung og ſtien Pige. Roſenbuſt, en. rund. (jvf. Taffelfteen.) KRoſenſtilk, en: 
Et Buſttræe, hvis Blomſt er Roſen. Ro⸗ —A — 


lken af en R. oſentid, en. 


ſenfarve, en. roſenrod F. rnfarva den Aarstid, da Roſerne blomſtre. Roſen⸗ 


adj. roſenred. Roſenfeſt, en. 


np. nogle torn, en. pli-e. 1. Torn p. en Roſenbuſt. 


Steder indført Feſt, hvorved en Roſe tils 2. d. ſ. ſ. Roſenbuſt. At plante, omplante 


deeltes den v. Dyd og andre Fortrin meeſt en Roſentorn. (ſ. Torn, 3.) 


udmærfede Ungms t. Gæteréløn. Rofens et. en ſtorre Rofen but, ffær m. lige op⸗ 


flor, en. 1. Roſernes Blomſtringstid. 2. 


vorende Stamme. 


en Mængde Roſer i Blomſtring p. cet Sted. ſom deſtilleres over Roſenblade. - 
Rofe, n. s. altid m. beſt. Art. Rofen, og 
ud. pl. , en Sudfogbom, er frembringer en 


Roſengaard, en. 1. en Rofenhave, Bloms 
ſterhave. (I ældre Skrifter) 2; Étlforn : 


”en vis Deel af Kirfegaardene, der holdtes Hævelfe m. ftære 


i bedre Stand, end den øvrige.” V. S. 0. 
Rofenglod, en. fig. Roſenfarve. ”Zing, f. 
bvilfe det merke Purpur ell. Himmelblaae 
er mere paſſende, end Lilieſnee og Rofens 


odhed og ede. Erysi- 


elas. At have Roſen, faae Roſen i Ans 
gtet, i Benene. . 
Roſe, v. a. 2. beromme. f. under Koes. 


Roſenobel, en. 


pl. Rofenobler, En 


gled.” Treſchow. Roſengreen, en. G. af Guldinynt, af Værdi omtrent 2 Ducater, 
et Rofentræ. Rofenhave, en. (En Have, ſom filforn blev fladet i England, dg havde 


. 


beplantet m. Roſer. 


Roſenbuſke. (Herz.) Roſenhonning, en. i tes i Præget p. Bagſiden. 
mm g Rofin, én. pl.-er. [3 Roſine.! tor⸗ 


el. tyk Saft. Ko 
ns plantede ſammen I en tæt Roekke. 


Apotheker: ct ole af Rofer lavet Sirop 
enkind, en. poetiſt: en Kind hos et 


Fruentimmer, m. Ungdoms og Sundheds føret) 


fine Rodme. ”En Purpurmund, en Ro⸗ 
enfind.” Bording. "Ro e 


[igefom Xofenlænfe.) 
fn endnu ci udfprungne Bloruſterknop. 


et, Gt m. Roſer beſtroet, ell. fig. et blodt, 


ne, 


oſinſtilk, Rofinæddife, 0: fl. 


Rosmar ell. Rosmar, en. et Navn 


Xofenfiæde, en. Ros tinder Navn af gvalros ell. Seto 
enkrauds, Blom erhængel af Roſer. (fig. bekiendte Dyr. 
oſenknop, en. Ros Moth. Deraf: Xosmærtand. (Moth.) 


ofenhegn, et, H. af fit Navn af en Roſe, der. fædvanfigen fand⸗ 


Deraf: Xofinfiærs 
ofintur» (hvori Roſiner nedpakkes og 


Rofentræ, 


oſenvand, et. B. 


enh&F, en. pl.-ker. Ro⸗ tede Viindruer, der i fydlige Lande tilbere/ 
des ſom Handelsvare. 


P. de 


mere 


Trichechus rosmarus. 


"— Køsmarin, en. pl.-er. ct litet Træ, in⸗ 

oſenkrands, en, plc. 1. en Krands, denlandſt i det fydlige Curopa, hvis Blade 
bunden af Roſer. 2. en Rad af Kugler, og Blomſter have en ſterk krydret Lugt, 
Perler €. d. trufne p. en Snor, hvorefter Rosmarfnus. L. Deraf: Rosmarinblomſt, 
Catholiter undertiden læfe og tælle deres Roemgrinolie, Rovikarintræ, v. fl. 
Bønner; Paternoſterbaand. Koſenleie, 


R 


oſom, ach. ſ. under Kø, B. ” 
e, v. a. 1. i Olbrygningen: at 


— — 


brin⸗ 


W 


& 


rr 


⸗ 


Pr Roſte — Rov. 


ge bet meſtede og m. kogende Band ſam⸗ 
menrorte (purede) Malt, (Malt⸗Urten) fra 
Billekarret og Humlens Afkog (Humle 
ten) fra Kiedlen i Roſtekarret, og der lade 
de flydende Dele, cH. den m. kogende Vand 
fortyndede Urt, ſies igiennem det v. et Zier⸗ 
te lukkede, desuden m. Halm, ell. Klude, 
Riis o. d. bedekkede Roſtehul, og løbe ned i 
Tappehougen. (Dec. Rag. VI. 28. Ordet bes 


€ 


gynder, m. deté Afledninger, nu at tabe fig.), 


= Deraf Roſt ell. Roſte, en. Indretningen 
til at roſte, Jappekarret m. Roſtehlertet, o. 
ſ. v. (JSonderivll. Koeſt.) ”At lægge Malt 
p. Roſten.“ Moth. — Xoftehierte, ct. Et 
fladt trekantet Stykke Zræ m. Huller i, der 
lægges over Roſtehullet, og bedakkes m. 
Halm 2. for at Urten kan løberen igiennem. 
(Moth.) Roſtehul, et. Taphullet i Ros 
ſtekarret, el; den Ac ning, hvorigiennem 
ben afſiede Urt lober ned i Tappehougen. — 
Roſtekar, ct. det Kar, hvort der roſtes, eller 
hvori Urten afſies og ſtilles fra Maffen ; 
Tappekarret. (Dec. Mag. I. 107. Olufſen 
om Ølbr.) Roſteſtantz, en. En Stang, der 
gaaer igiennem Sten (Koftehicrtet) i Tapype⸗ 
karret ned ft. Roſtehullet, og hvorved dette 
luftes og aabnes. (Moth. Roſtegreb. Oec. 
Mag. III. 107.) roſteſuur, adj. faldes ØL, 
der under Vrygningen har faaet en forlig 
Smag. (Moth) Roſtetonde, cen, Tonde, 
fom br. i Stedet f. Roſtekar. m. fl. 
Rotte, en, pl.-r. N. S. Rotte.] et nu 
almindelig udbredt ſtadeligt Dot, af Gnave⸗ 
dyrenes talrige Slægt; færdeleé den Art, ſom 


ifær føger Huſene. Mus rattus: = Rottez 


ælde, en. En Indretninget. af fange Rotter 
(f. Sælde) Kottefarger, en. Cen, ſom 
har Ferdighed i at fange Rotter. Rotte⸗ 
hul, ct. Gul, ſom Rotker gnave i Gulve og 
Bægge, f. at have Giennemgang og Aabning 
, t. deres Reder. ; Rottegift, cen. G. ſom 
fættes f. Rotter. . Kottejæger , en. Cen, 
fom forftaaer at fordrive Rotter; en Rotte⸗ 
fænger. Rortefage, en. Rottegift i Form 
af Kager, Rottekrud, et. Arſenik (fordt 
det hyppigen br. fil at dræbe Rotter.) 
Rotterede, en. Rotters RK. el. Opholdsſted. 
Rotteſax, en. Indretning , hvori; Rotter 
fanges v. en Fieder, ſom ſlaaes ſammen 
over dem. Rotteunge, en. ung Rotte. 


Rotte, v. rec. i ũdtrykket: at rotte fig 


forbinde fig t. et ſtade⸗ 
oretagende. (det T. ”fid 


fammen 9: —F 
ſ. ſammenrotte og 


ligt, laſtvoerdigt 

zuſammen rotten.” 

Sammenurottelſe.) 
Rotting, en. pl.-er. ct Slags tynde Nør, 


fom bringes fra Indien, og bruges ffært. 


Fletteverk i. Rorſtole, 0. d. (egentlig Xo-z 
tang. Calamus Rotang.) Moth 
, et. ud. pl. [ISv. 


= I 


260 


gen. 


oth. 

Rof. A. S. Reof.]. 
1. Handlingen at røve, m. Bold bemægtige: 
fig det, man ei har Net t. (f. Kan.) fleften > 

. undt, i Talemaaden: at gage ub p, Rov; 


s I 
Rov — Rubbee. 


og i Sammenſ. f. €. Rovdyr, Jomfrurov. 


2. det, man rever, ell. med Vold fratager 


Eieren. (jvf. Bytte.) Roverne funde üͤke 
blive enige om at dele Rovet. Tigeren lu⸗ 


ver p. fit R. — fig. At blive Dødens Rov. 
Han blev et Rov for fine Slægtninges grids . 
ſte Egennytte. = rovbegierlig, ad]. begier⸗ 


lig efter andres Clendom, 5. efter at røve. 
Deraf : Rovbegierlighed, en. (Treſchow.) 
Rovbi, cn. pl.-er. Bier, ſom ikke ſelv ind⸗ 
ſam⸗ Honning af Blomſterne; men rove 
en fra andre Bier og Biſtader. “Saa 
flyver tilvant Rovbi hen, af fremmed Hon⸗ 
ning fig at nære.” Storm. Rovbille, en. 
l.-r. En Slægt af Inſecter. Staphylinus. 

ovdyr, et. pl. d. ſ. Dyr, ſom iffe, ell. fun 
tildeels, leve af Plantefede, men meft og 
helft af andre Dyr, ſom de dræbe, ell. af 
Aadsler.  Rovfiff, cn. pl.-e. Fire, fom 
leve af andre mindre Fiſte, hvilfe de op⸗ 
finge. Giedden , Haien, ere Rovfiſke. 

ovfugl, en. pl.-e. Fugle, ſom leve deels 
af Aatuler, deels af andre ſvagere Fugle 
cl. fiirfødtete Dyr, ſom de angribe og dræ⸗ 
be, rovgierrig, ad]. i høi Grad rovbegier⸗ 
lig. Deraf: Rovgierrighed, en. ud. pl. — 
Rovgods. ct. røvet Boté; Rov. ”RXovz 
odſet, ſom Folket havde røvet.” Tauſſen. 

ovlyſt, en. Luft ft. at vove. 
adj. lyften efter Rov, rovbegierlig. (Thaa⸗ 


rup.) 

Xu, adj. [A. S. ruh, reoh. E. rongh.] 
ujævn, hvas, ſtrubbet p. Overfladen; 
modſ. glat. En ru Cverflade. (Ordet 
hores ſielden, hvortil bidrager at neutr. ci 
er brugeligt. ru Veir, i Almuens Tale 
d. f. ſ. raat, fugtigt Veireim. fold Taage og 
Wæft,) = Rubank, en, d. ſ. ß Ruholv. 
(Moth.)ruhaaret, adj. ſom har mange, 
ikke glatte Haar p. Legemet. (Moth.) Ru— 
bammet, en. ct Slaas H. fom Guldſmede 

ruge t. at banke Solvet. (Moth.)  Ruz 
hugger, cn, den, fom hugger det yderſie, 


groveſte af Tommeret. (Fred, IV. Sokrigs⸗ 


art.) Ruhovl, en. H. hvormed Temmer⸗ 
mænd og Snedkere aftage de groveſte Spaa⸗ 
ner, Rujern, ct, Jernet, ſaaledes ſom 
bet førft kommer ſmeltet af Masovnen, in⸗ 
den det ſtobes cl. fommer under Hamme⸗ 
Rulæder, et” Et Slags Læder m. 
ujævn Overflade, el. hvorpaa Kiedſiden 
vender udad. (Moth. ”Xulæders SÉo.” 
Holberg. P. Paars I..2. Sang.) 

Xu cl. Xue, en. pl. Ruer. 1. Rynke, 
Folde. At fætte noget i Ruer. (Moth.) 
2.d. f. f. Zaandruer, Haandkruſer. (Moth.) 

Rub, n. s. uforanderligt og fun i Taz 
lemaaden: Rub og Stub 9: Stort og 
Smaat, Alt udeu ündtagelſe. (Baggeſen. 
Ungd. Arb. II. 216.) Isl. Rubh, cen uor⸗ 
dentlig Dynge. 

Rubbe, v. a.1. [€. to rub.] 1. at 


gnide, ſtrubbe; hvilket er mere brugeligt. 


rovlvſten, 


Rubbe — Ruf. 
(Moth.) 2. hevle ell. hugge det groveſte af 
Irc. (Moth.) 


Rubel, en. pl. Rubler. em rusfiſt Solv⸗ 
mynt, der udgisſsr 100 Kopeker, og gielder 
i Solv henved 1 Speciesdaler. 

Xubin, en. pl.-er, en giennemſigtig, rød 
Wvdelftcen, fom i Haardhed og Sieldenhed 
kommer naft efter' Diamanten. — Deraf: 
Xuzinférvc, en. rubinrod F. rubinfarvet, 
adj. ubinſmykre, et. og fl. 

Rubrif, en. pl.-Fer: ſSat. rubrum. Fr.” 
rubrique.| Overſtrift, Titel, der tilkiende⸗ 
giver en Afdeling i ct Skrift, cl. i Noget, 
fom er ſtrtiftlig affattet, Det hører itkke 
under derne Rubrif, — Ogſaa om Afdelins 
gen felv, ell. dens Indhold. En lang, 
vidtloftis Xubrit. 

1. Rude, en. pl.-r, En kryddret Plante, 
ſom dvrfes i Haver. Ruta graveolens. 

. Re. Rude, en. pl. -r. [S. Ruta. 2. 

Naufec.] 1. en Fiirfant, ell. fürkantet 
Tavle; i nøgle Tilfalde f. E. KRuderne i ct 

Etafbræt. Xt dele en Flade i Kuder v. at 
trætte Snore over den. At ſye noget i 
Xuder. — færd. d. f. f. Vinduesrude. At 
jlaae en R. ud, fætte nye Ruder i. 2. en 
af Fürkant, ligeſidet Fiirkant m. ftiæve 
Vinkler. (Moth.) 3. Ruͤder, pl. en-af de 
røde Farver i Kortſpil, hvis Morke er ſmaa, 
p. Spidfen ſtillede Fiirkanter. Dette Ord 
bruges ſom v. de evrige Farver, uforandret 
ſom adj. cl. i Sammenſ. Ruder Es. Xu: 
derknegt. RKuder Ti, = rudedannet, rus 
deformet, adj. dannet fom Ruder, i Ru⸗ 
der. Rudeglas, ct. f. VDinduesglas. 
XudeFrands , cn. i Vaabenkonſten: en 
Krands ell. Krone af en egen Dannelfe, 
Kudekrandſeni det ſachſiſte Vaaben.) Xus 
demonſter, ct. M. i Dreiel, Dakketei 0. d. 
ſom er vævet i Ruder. Rudeſtkiold, et. S. 
ſom er afdeelt i Ruder. Xudeftob, en. 
Stok, hvorpaa Maal i Tommer og Linier 
m. m. er afſat, og hvormed Ankeres og 
Viinfades Storrelſe maales. (Morh.) ru⸗ 
deviis, adj. i Ruder, efter Ruder. At af⸗ 
dele noget rudeviis. Rudevark, et. det, 
fom er giort cl. afdeelt i Ruder. (Moth.) = 
rudet ell. rudret, adj. fom har Ruder p. 
Overfladen, er afdeelt i Ruder, farvet ru⸗ 
deviis. rudret Zei Monſter. (Sielden 
forekommer v. af rudre, gløre rudret. Am: 
bergs Ordb.) 
udſtalle, en. pl.-rv. en liten Fiſt af 
Karpeflægten. Cyprinus rutilus. (Xud i 
dette Dvd kommer af rod;) 

Rue, v. a. f. ruge, 

Ruelfe, en. ud. pl. [X. S. Firevo. T. 
Rcue.] Anger, Fortindelfe.  ”Den Daad 
har J mcd aarfang Ruelſe afſonet.“ Rafhz 
bet. (Det af Moth) anførte V. at rue; 
angre, er ikke mere bruget.) 

Xuf,n.s. J Talemaaden: ien Ruf 9: . 
meget haftig, i én Haandevending. et 


, 261 


1 


Åy 


Ruf — Ruge. 


gif i en Ruf. ”Og t en Ruf han ſtyrter 
ham p. Jorden ned.” Bagg. (Kallundb. 
Kr.) Jel. Rof, ruptum. Ek 
Ruf, «t. pl. d. f. FF. Hråf. SOM. Roef.] 
en Overbygning, et Skuur p. ſmaa Stibes 
Dat, ſom tiener i St. for Khhyt. 
Ruffer, en. pl. - e. [Øv. Roffare. N. 
S. Ruffeler. E. Ruſfian. M. A. Lat. 


Ruſa, scortum.) den, ſom f. Vindings Skyld 


free Qruentimre ft. Ukvdſthed og Horeri, 
om fremhielper Antre i fercagtighed; en 
Kobler, (hvilket fidfte dog egenti. har en 
anden Betydn.) Dorevert. (ſ. D. Lov. VI. 
22.1.) Om et Fruentimmer br. i ſamme 
Bemærfelfe : Fufterffe. [Verb. at ruffe, 
om en Ruffers cl. Rufferſkes Forbrydelſe 
(Chr. IV. N. Lov.) ev nu uſodvanligt.) — 
Rufferi, et. den Forbrydelſe at fremhielpe 
Losagtighed, at forlede ell. hielpe et Fruens 
timmer t. ukydſt Omgang m. en Tredie, 
ell. befordre utugtig Lvſt hos Mandfolk. 
Rug, en. ud. pl. fJ. Rugr, Rug. A. S. 
Ryge. Sv. Rag.] en i Norden almindelig 
Kornart, fom iſer anvendes t. Brod. Se- 
cale cereale. " At ſaae R. bage Brød af 
Xug. Denne Rug (9: Rugager) flager 
odt, = Xugager, cn. En m. Rug beſaget A. 
uger, ct. Rugené Ar ell. Bippe. Rug⸗ 
bred, ct. B. bagt af Rug. Rugemter, ſ. 
Emter.  Xugfoder, et. Foder af Rughalm 
eu. utærffet Rugfæd.  RXuggserd, en. 
Gaard, hvis Marfer.ere tienliget. Rugſod. 
Det er en god Ruggaard. Rughalm, en. 
udtorſtne Rugftraa. Xugjord, en. 9. ſom 
ér tienlig T. Rugſed. Rußklid, et. K. 
ſom ſigtes fra Rugmeel. ugkorn, et. 
enkelt Korn af Rug.  Rugtorn i Bygget. 
Rugmark, en. d. f. ſ. Rugager. 
meel, ect, M. malet af Rugkorn. Rugneg, 
et. et Neg af meiet Rug. Rugfimle, en 
Simle af Rugmeel. (Holb. der BVægelf.) 
Rutjſtraa, et. enkelt S. af Rugen, ſom 
endnu har fin Kierne. RAugſad, en. 1. 
Gierningen at ſaae R. 2. den p. Marken 
borende R. Rugtvebak, en. T. bagt af 
Kugmeel. Rugväng, cÅ. indhegnet Rug⸗ 
mark. (D. Lov.“ Rugvippe, en. d. ſ. ſ. 
Rugar. o. fl. 
uge, v. n. 1. (har.) [Sv. rush. Uvis 
Oprindelſe; maaſtee bejlægtet m. Isl. hru- 
ER, opdynge, ſammendynge. Hruga, en 
ynge.] 1. Hovedbegrebet fyneé at være: 
at hvile paa eller over, f. at hylle ell. dølge. 
Overtro meente fordum, at Drager rugede 
over Guld og Skatte. 2. om Fugle: ligge 
p. Xggene, f. ved Varmen af udklakke Un⸗ 
gerne; ligge i Rede. Hønen ruger over 
JEggene. ”Mens huuslig Hunnen ruger 
ftile — paa Redens bløde Duun.” 3. 
Swmidth. — Ulegentl. ag poet.  ”De Næt: 
ter ruge fan lange og forte.” Ohlenſchl. 
Det rugende Morke. (Mindre rigtig m. 
præp. om: ”Den morke Domringſty, der⸗ 


3 


had 


Ruge — Rulle. 


ruger om dit Aaſyn.“ Ohlenſchl. Nord. D. 
171.) "3. fig. a.) At ruge over noget 9: 
holde det meget ſtiult; ell. idelig I Løndom 
fnffelfætte Tankerne med. At r. over et 
Anſlag. ”Dette var deres Onſte, hvorover 
, de ruge m. dyb org.” Mynſter. — b.) 
At ruge pver fine Penge, Midler, 3: ikke 
anvende dem; om den Gierrige. ”Den 
graatærdede Gnier ruger endnu over fine 
unyttige fatte,” Baſtholm. — Deraf : 
Rugen, en. ud. pl. — Kugetid, en. den 
Zip, Fuglene tilbringe m. af ruge over 
deres Æg. i 
Ruin, en. pl.- er. [af Lat. ruina, Ode⸗ 
fæggelfe, Fald. J overbleven Levning af en 
forfalden ell. ødelagt Bogning. See, en 
Ruin ſom Bidne ſtaaer om gamle Dage.“ J. 
Smidih. figurl.“ En Siæl, fom (ever blandt 
kegemets og Sandſernes Kuiner.“ Baſth. 


Rulle, v. n. (ct.) og a. 1. IS. rulla. N. 


S.rullen.] 1. neutr. a.) bevæger m. 
Haſtighed v. at drete fig om fin Arc. Kuglen 
rullede ned ad Bakken. — Ogſaa om faar 
danne Legemer, hvis Bevægelfe p. denne 

Maade or forbunden m. en ſterk, huul Lyt. 

, (forumle,) Vogue rulle uophørlig gien⸗ 
nem Gaderne. En ftor Vogn rullede int i 
Gaarden. Tordenen rullede imellem Biers 
gene. “Af Dybet fleg en Roſt fonv Torden, 
der langſomt ruller,” Evald. b.) bevæs 
ges v. en umerkelig Omdreining, el. paa 
en ſtridende Maade. Jorden, Sanden 
ruller ned i Graven, (jvf. trille.) Der 

Rer rullet megen Jord ned. — Ogſaa om 
Bantet, . Bølgerne rulle op p. Stran⸗ 
den. ”Havets Bølge t. hang Lov m. dæms 
pet Brufen ruller? Bagg. 2. act. a.) 
bringe noget t. at rulle, cl. bevæge fig 
fremad v. Omdreining; vælte et rundt Les 
geme. Atr, Zønder ind i Pakhuſet. b.) 
At rulle Dei.  c.) jævne og glatte vaſtede 
Lintlæder p. en Rulle. At z. Lagen. Vis 
gerne rulle i Dag. d.) hoie noget ſammen 
om fin Are eil. Middelpunkt; dreie noget 

ſammen i Krede, i Valſes ell. Kugleform. 

At rulle Tavlebly. At r. et Landkort om. 
en. Stof, At r, ct Blad Papir ſammen; 
rulle Kugler af Papir, af Del imellem 
Henderne. 
fom var ſammenrullet, üudvikle fig. 
rulle Teppet op, og rulle det ned (p. Skue⸗ 
plabfen,) Xt vr. noget af, (ſom var rullet 
p. en Stof.) = Kullen, en. ud. pl. 

Det, at noget ruller, Vognenes R. gien⸗ 
nem Gaden. 2. Gierningen at rulle. (ogs 
faa; Rulling, en, Fleiſcher.) == Semmens 
fætninger, der høre decis t. dette V. deels t. 


Subſtantivet: Rulleaal, pl. Aal, ſom ffæs 


få 


res i Stykker og, tillaves p. en vis Maade, 
ſom Sylte, ullebly, et. Bly I Tavler 
el. flade, ſammenrullede Stuffer, ſom ftøs 
bes af det ſmeltede Vertkbly (ell, Blokbly) 


262 


"fan rulles frem og tilbage i Varelſet. 


jævne nogetem. en Rulle, ell. et Rulletræ. 3 


At vr, noget op o: late det, 
at & 


Rulle. 
eg rulles omkring en Trevalſe. KRulle⸗ 
bro, en. En Indretninget. at føre Baade 
over — Vandfald, i Mangel af Sluſer. 
(Kraft. Meh. I. 996.) Rullegardin, et. 
pl.-er, Binduesforhæng af Lerred, ſom rul⸗ 
es op og ned v. Snore og Tridſer. Rul⸗— 
legryn, n. s. pl. et Slags fine Byggryn, 
form v. Sigtning ſtilles fra de øvrige. 
ullekammer, ct. K. hvor en Rulle hc. fin 
Plads, hvor der rulles; Rulleſtue. Rul⸗ 
lekielder, en. K. hvor en Rulle ſtaaer, el. 
hvor den tillige udleies f. Brug. Rullez 
klæde, et. Klæde, fom vindes uden om 
Lintsiet p. Kuueflot en. Rulleyaelſe, en. 
Et Slags Mad af dertil ftittede Kisdfiutfer, 
der rulles ſammen m. indlagte Kryderier 
I Gtiktelfe af en Poiſe, prefjes, lægges å 
Salt og koges. Rulleſteen, en. 1. en (iz 
den, glat, afrundet Steen, ſaaledes ſom de 
tidt findes v. Strandbredder. Olufſen. (Dec, 
Any. III. 2. 9. 121.) 2. i Mineralogien: 
et afrundet, fra fit oprindelige Sted forfinfs 
tet Klipveftnéte. (8.6.0. T. Geſchie⸗ 
be.) Rulleftof, en. pl.-ke. Et valſefor⸗ 
met Zræ, hvorom det Toi vindes, fon 
man vil platte p. en Rulle. Rulleſtol, en. 
Lænejtol, hvis Been hvile p. Ruller, som 
us 
leſtue, en. ſ. Rullekammer. Rulletobak, 
en. Tebaksblade, ſom v. Maſtiner ſam⸗ 
menrulles (ſpindes) i fafte Ruiler; modſ. 
Bladtobak. Kulletræ, et. d. ſ. ſ. Rulle⸗ 
ſtok. Rulletoi, ct, Lintet, ſom ſtal rulles, 
ell. er rullet. Rullevotgn, en. 1. En li⸗ 
den Vogn, ſom den, der fidder i den, ſelv 
fan rulle frem, cell. fom let fan bevæget af 
andre. 2. en egen Vogn, hvis Baghiul 
beſtaae af to Ruller af helt Cgetræ, og 
ſom bryget t. at fiøre fvære Steen af Mars 
ken; en Steenvogn. (Gierfings Landoec. I. 


1. 
Rulle, en, pl.-r, 1. en Stive el. Val⸗ 
fe, ſom cv indrettetet. at kunne rulle cd. 
dreies om en faft Axe, og hvorved noget 
enten fan rulles op (tridſes op; ſ. Tridſe) 
ell. bevæges frem p. en Flade. (I førfte 
Tilfolde br. dog ſom ofteſt Tridfc.) Bor⸗ 
det, Stolen, Sengen ſtaaer p. Ruller. 2, 
En los Valſe cd. Cylinder, hvorpaa noget 
fan vulles, At vælte en Steen frem p. 
uller. 3. et Redſkab, beſtaaende af en 
m. Stene ell. anden Bægt betynget Kaffe, 
fom ſtydes hen over Rulleſtokkene, der lobe 
p. en jævn Flade, f. pag denne Maade at 
rulle ell. glatte vaſtet Lintei. (Deraf: 
Rullebolt, Rulleſtok, Rulletridfe, o. fi.) 
4. Noget, fom er ſammenrullet, oprullet. 
En Xulle Bly, Baand, Tobak. 5, færd. 
et ſammenrullet Papir rl. Pergament. 
Deraf: en Fortegnelſe over Navne, Nav: 
nelifte; et Mandtal. At indfore Soldater, 
Matroſer i Rullen. At flettes ud af Rul⸗ 


len. Lan ſtaaer i Kullen. (Den i Kio⸗ 


- Rulle — Ramlepotte. 
benhavn brugel. Talemaade: At tage en 
Vogn p. Rullen 0: Vognmandsvogn, Ex⸗ 
tranoft, hører formodentl. ogſaa bid.) Jvof. 


olle. 

Xum, ct. ud. pl. ſIsl. N. S. og Sv. 
Rum.] 1. J ubſtract og philoſoph. Betuds 
ning: den Sandſeform, under hvilten vi 
bejtue og teenke ov Legemernes ell. de ſand⸗ 
felige, Tings Tilveren v. Siden af hinan⸗ 
den, eller ſaaledes, ateeen ei fan være hvor 
den anden cer. (jvf. Tid.) 2. i alm, Tale⸗ 
brug br. Ordet deels .a.) om tet fandfelige, 
udſtrakte, ſaakaldte tomme Num i Alm. 
Det ubegrændfede R. Det tomme Rum. 
Pimmelrummet. Verdensrummet. 
deets om en begrændfet, af et funligt Legeme 
udfoldet, ell. ilke udfyldt Deel af dette Hum. 
”&n Ting fulder et Aum; den ev paa et 
Sted; den bedælfer en Plads.“ Miller. 


Ud 


Bøgerne optage et ſtort Xum. Her er ikke 


K. til faa mange Tilſtuere. Vi have ikke 
K. nof i Huſet. Rummet er for ſnevert. 
Et lufttomt R. KRummet (Afſtanden, 
Pladſen) imellem fo Huſe. (Ivf. Plads, 
Punsrum, Skiberum og Stibsrum,) — 
fig. At give Dad, Brede, onde Tanker R. 
i fit Hierte (o: lade Folelſer eller Tanker 
faae Indflodelſe og Magt over Sirlen, v. 
at fortrænge andre.) 3. i ældre Skrifter, 
om Tidsforhold. ”Zi Dages Rum.“ 6. 
Pederfen. ”At give En Rum t. at betænfe 
fig.” Coldings K. pift. (jvf. Tidsrum.) 
— rumlig, adj. fom indtager, udfylder et 
NR. el. ſom vedkommer Rummet (br. fun i 
philoſ. Skrifter.) Det rumlige Forhold. 
Derimod: rummelig, adj. [J. rumlega.] 
ſom indeholder et ſtort, betydeligt Rum. 
En r. Plads. Et rummeligt Huus, Vo⸗ 
relſe. At bov rummeligt. (jvf. ådj. rum.) 
Rummelighed, en. ud. pl. Beſkaffenheden 
at være rummelig, 

Xum, en. ut. pl. [€. Rum.] Brændes 
vin, ſom laves af Sukkterrorets Gaft. 
Deraf: Kumbudding, en. B. fon tillaves 
og blandes m. Rum. KRumfad, et. e 
Tende, hvori Rum feres. Rumkage, en. 
K. tillavet m. Rum, og fl. 

[J. 


Xum, adj. ud. comp. og superl. 
rumr.] 1. vid, rummelig, aaben. Brus. 
ges nu fun i Talemagden: i rum Sø 59: 
faa langt fra and, at man uhindret fan 
file m. Ten Bind, man har. 2. om Ti⸗ 
den: for en rum Tid ſiden, længe fiden. 
rumffiede, adv. At ſeile rumffiods, 93: m. 
fuldfommen god Vind, f. fulde Scil. (Fred. 
V. Sokrigsart.) 


Xumle, v. n. 1. ber. IT.rummeln.] 
give en vis huul, rullende og ſnurrende Lyd. 
Vognen rumler p. Træbroen. 
ler i Maven. Tomme Boghe rumle meſt. 
Ordſpr. — Deraf: Rumlen, en. — Rum⸗ 
lepotre, en. P. med en udfpændt Blare 


263 


Det rum⸗“ 


Rumlepotte — Rund. 
over, ſom Bern lege med. “Snurrelyden 
af en Rumlepotte.“ Baggeſen. 

Rumme, v.a.1. [ISv. ryma.] optage i 


et vifi Rum, give Rum til, indbefatte. 


Huſet fan iffe r. alle diſſe Menneſter. Steg 
fun ifte vr. faa mange. Der Fan iffe rum⸗ 
mes meer i Sekkei. ”Det Haab om bedre 
Tider, fom ædle Sicle allene fan rumme 
og beholde.” Guldb. (jvf. remme.) — Vin⸗ 
den rummer fig, bliver fricligere. 
Rummel, eu. ſſ. rumle] 1. en huul, 
mende Lyd. (Baggeſen.) 2. i Piketſpil: 
: det ſtorſte Antal Kort gf gen Farve, fom en. 
af de Spillende har p. Haanden. i; 
Rummelig, adj. f. under Rum. | 
Rumpe, en. pl.-r. [S. Rumpr. Sv. 
Rumpa. E. rump.] Bagdeel, Bagende 
hos Menneſter og Dyr. Podex. (mindre 
egentlig og fun i lavere Tale br. det for: 
le.) At ſidde, fætte fig p. Rumpen. — 
umpebeen, et. den —8* Ende af Ryg⸗ 
benet. Os sacer. rumpedrei, adj. ſom har 
en flov, bred R. (Moth.) Aumpefinne, 
en. pl.-r. Finner, ſom udgiore KFiſtens 
Gale. 2. Den uparrede Stremmefinne 
bag Sadboret hos fie. Pinna analis; V. 
S. O. umpeficder, en. ſ. Balefieder. 
RKumpefedðſel, en. Barnefodſel, hvorved 
Bagdelen førft kommer frem. (M. Sar— 
torph.) Rumpehorn, ct. hornagtig For: 
længélfe p. Bagdelen hos nogle Inſectlar⸗ 
ver. Rumpehul, et. Endetarmens Aab⸗ 
ning. Anus. (Rop.) Rumperem, en. Rem 
p. Deftens Seletoi, fom gaaer fra Ryggen 
ned omfring Halen. Rumpeſtvkke, et. det 
Stykke Kied p. et flagtet Kreatur, ſom 
Rumpen følger med. Rumpetavl, en. den. 
Deel af — Hale, ſaavidt Been og 
Kisd naae, foruten Haarene. (Moth. Isl. 
Tagl, Heſtehale. Rumpetudſe, en. Frøs 
ernes Yngel i Larvetilſtand (B. S. O. Og⸗ 
faa Rumpetrold.) =rumpe, v. a. 1. Att. 
en Heft op 3: binde Halen op i en Knude 
1. Aund , adj. IM. &. rum, rum-gyfa. 
&v. rund.] gavmild, overflødig. “Hvo da 
har været rund og blid mod arme Folk og 
Enker.“ Bording. “Lykſalighedens runde 
Sliver.” Thaarup. At give md rund 
Haand. Af være rund af en andens Pung. 
»Efter en karrig Eier kommer en rund Ar⸗ 
ving.“ Ordſpr. — rundelitgen, adv. over⸗ 
flodigen, rigeligen. ”Nu rundelig hun 
giver, og nu p. engang karrig bliver,” Tote: 
— Rundhed, cen. ud. pl... 1. Gavmildhed. 
Har han ci Cvne til hans Rundhed at be⸗ 
lønne.” Helt. ”Den ellers roesværdige 
Rundhed fan let blive t. en ſtadelig Ødfels 
—* Schytte. “Rundhed tilkiendegiver Lets 
eden, hvormed Rogen ſeiller fig ved det, han 
ſtienker Aridrc,”" Muller. 2. Sverflodighed. 
»BVi giorde vore Maaltider m. ligefaa megen 
Sorgloshed, ſom Rundhed.“ Baggeſen. — 
rundhændet, adj. ſom giver m. rund Haaud, 


- Rund, 


gavmild. (Rahbek.) rundtalende, adj. v. 
ſom ſiger meer, end han burde, taler ubes 
tæœntſomt. largiloquus. (Moth. Schytte. ſ. 
aabennunder) Beraf: Rundtalenhed, en. 
ud. pl. (Moth.) ”Den Rundtaleuhed, ſom 
flyder af de fulde Bægere.” Schytte. 

2, Rud, adj. [I. og Sv. rund. E. 
round. Et nyere Ord, ſaavel i det T. fom i 
de nord. Sprog. jvf. trind.]) ſom i Retning 
"ett. i Omfang danner enten en heel Cirkel (det 

- Fivengefte. Begreb om rund) ell. en Bue af 
Cirkelen, og ſaaledes hverfen er lige cl. 
kautet. Det nærmere Begreb om det Run⸗ 
des Beſtaffenhed beſtemmer Subſtantivet. 
Saaledes: Cu r. Linic, En rund Flade. 
(eirkelrund, ægrund, ell. aflangrund; halv⸗ 
rund.) Et rundt Legeme. (kuglerund; i 
Modſ. t. cylindriſt. Et rundt Taarn. 
(Naar rund br. om et fladt Legeme forſtaaes 
i Alm. cirkelrund. Kuglens Rundhed maa 
beſtemmes ved adj. kuglerund, eu. ved den 
adj. Brug af Kugle f. E. Kuglefod.) 2. 


negentl. a.) om Legeméværten: trind, 
kisdfyld, fremftaaende… Nede og runde 
Kinder. b.) Er runder Tal (ſom gaaer op 


i 10.) Det var i en r. Sum 1000 Rolr. 
3. adv, rundt, a.) At gaaem. rundt (om) 
afſtaaret Haar. b.) ruudt om, runåt oms 
kring, i cen Kreds. At gaaeruldt om 
Huſet. (f. trindt.)  c.) rundt, adv. rundt 
pm, heel omkring. Jorden rundt (over hele 
Jorden.). Han gif hele Byen rundt; men 
ingen vilde hiclpe ham. > Rundhed, en. ud. 
L. Bejtaffenheden atevære rund; Trind⸗ 
hen. — rindegtig, adj. noget rund; itfe 
ganjee cirkelrund. rundbladet, adj. ſom 
har runde Blade,” rundbuet, adj. ſom far 
tunte Buer; modf. ſpidobuet. rundbug⸗ 
tet, adj. f. bugtet, — rundboiet, adj. v. 
boiet i en frum Linie. Rundboeining, en. 
Beining hvorved noget bliver rundt, Krum⸗ 
ning. (Ambergs D. B.) Runddands, en. 
D. hvori de Dandſende bevæge fig I Kreds. 
(V. 9. O.) rundfile, v. a. 1. file noget, 
at det bliver rundt. (Ambergs O. 8 
Rundfiſk, en. 1. et Slags torrede Fiſt, 
ſom modfættes Platfiſt (fordi de tørres uden 
" at flœkkes.) 2. en Ret Mad af Bergefiſt 
ell. Giedder, ſom trilles ſammen. (Moth.) 
Nundgang, en. Bevagelſe i cen Kreds; 
Kredsͤgang. (Moth.) undharv, en. et 
Slags ſvxr Brakharv, ſom bruges ifær p. 
nybrudt Jord ved Rundharvning, ell. naar 
man harver Ageren i Freds, i St. for p. 
langs og tværg. (jvf. Gierſings Landoec. 
I. Abo. Rundholr, ct. kaldes til Skibs 
overhovedet ethvert eylinderformet ell. val⸗ 
ſedannet Zræ el. Tommer, rundhove⸗ 
det, adj. fom har et rundt, rundagtigt 
Hoved. rundhugge, v. a. 1. hugge, til⸗ 
hugge. noget, af det bliver rundt. rund⸗ 
huul, adj. fom har en regelmosfig Huul⸗ 
ning indad; concay. (N. DT Funds 


i 


263. 


m. runde Buer. 


Rund — Runemaal. 


W 
boat, adj. +. det modfatte af ruadhuul: 
om udgior en Deel af en Kogleflade; con⸗ 
ver. rundhvalvet, adjv. [om ex hvælvet 
RXRuudhvælving, en. pl. 
-er. en H. med runde Bier; modſ. en 
Spidshvælving. Rundhevl, en. En H. 
hvis Jern nedentil er afrundet. Rund⸗ 
jern, et. Jeryſtang ſom er hamret rund. 
(V. S. O.) rundklippet, adj. v. klippet 
rundt omkring. r. faar, (Moth.) rund⸗ 
kornet, adj. ſom har runde Korn, Frokorn. 
rundlobende, adj. v. fom løber rundt om 
noget, rundnæbbet, adj. fom har et rundt 
ell. rundagtigt Nob. Ener. Fugl. rund⸗ 
rygget, adj. ſom har en noget udad krum⸗ 
met, el. mod Nakken hvælvet Ryg ; fom ei 
holder Ryggen lige, fuder for over m. Hos 
vedet. rundifgaren, =ffaaret, adj. v. ſtaa⸗ 
vet rundt omkring. (Moth.) Rundſkiold, 
et, et cirkelrundt Stiold. (Moth.) Rund⸗ 
flag, et. R. i et Ankertoug, kaldes t. Skibs, 
naar et Skib ligger f. to Ankere, og dreier 
fig ſaaledes rundt, at Tougene ſnoe fig om 
hinanden. Rundſtokke, et. Et. Slags Kob⸗ 
bermynt i Sverrige. (Moth.) rundtakket, 
adj. ſom har runde, ell. afrundede Takter. 

Runddeel, en. [N. S. Runde el.] En 
rund Eine ell. Bulverk, et rundt Taarn; 
en Bygning, ell, flere, opførte i en Kreds; 
Treer plantede i en Kreds, m.m. d. (Or⸗ 
bet ev vel egentlig fremmedt, og dannet af 
det fe. Rondel.) 

Runde, v. a. 1. [af rund, rotundus.] 
giore noget rundt, give noget en rund ell, 
rundagtig Skitkeife. Stiven maa rundes 
noget mere. (f. afrunde) Søen runder fig 
mere i den veftlige Ende. — fig. ”Enhver 
lagde fit Strøg af Bitterhed til, f. at runde 
Maleriet.“ Rahbek. At runde et Zal, en" 


um. 

Rundebrød, et. pl. d. f. [af adj. rund.) 
Et Slags runde Hvedebrod ell. Boller. 

Kunding, en. 1. Handlingen at runde 
noget. (f. Afrunding.) 2. en rund ell. 
buet Flade. Karrets, Krukkens Runding. 
3. En rund Plads; Runddeel. 

Rune, cen. pl.-r. IJ. Run. Runa, en 
Linie. Goth. Runa; A. S. Run, Hem⸗ 
melighed. runlic, hemmelig.] de fordum 
hos nordiſke og germaniſte Nationer bru⸗ 
gelige Bogſtaver. S Runealfabet, et. Sam⸗ 
lingen af Bogſtavtegn, ſom findes i Rune⸗ 
ſtrift. Runebogſtav, en. pl.-er. d. ſ. ſ. 
Rune. (Moth.) Runebomme, en. Et 
Slags Tromme, ſom de hedenſteLapper brugs 
te, eil. ſom der ſſundom endnu bruges. Ruͤ⸗ 
neyugger, en. fordum: den, ſom forſtod at 
indhugge Runer, at fætte Runeſtrift. Ru⸗— 
nefievlie, en. En Stok, Klevle, Hvori Ritz 
ner ere udſtaarne. Runeleg, en. Trold⸗ 
Dom, Trolddomsſpil. (Kenipev.) "Bed 
ſtiulte Ruuelege jeg Stiffelfe dem gav.” 
Hhlenſchl. Runemgal, et. tet Sprog, ſom 


ø 





— + 


* i i; 
Runemaal — RufÉ. 


findes i Runeſkrifter, Ul. det gauͤnle nordiſte 
Sprog. (Moth.) Kuncneſte pen. d. f. ſ. 
Runchugtger. Runeſkriſt, en. 1, ud. pl: 
(og uden ubeft, Art.) det, fom ev ſtrevet m. 
Runer, Runemaal. At funne læfe Rune⸗ 
ſtrift. 2. pl.-er. em. enkelt Indſkrift m. 
Runer; Rune⸗Indſtrift. Der findes en 
X. paa Stenen. ”XDa giemmes tro hans 
Daadi Xuneffrifter, og evig elſtes blom⸗ 
ſtrende Bedrifter.” Ohlenſchl. uneſtav, 
en. d. f. ſ. Runckievle. Runeſteen, en. 
med, Runeſtrift paa. Runevers, et, Et 
m. Runer ſkrevet Vers. 

Runge, v. n. 1. har. ISv. runka, bevæs 
ge ftærtt. jvf. ringe] 1. give hel Gienlyd 
(dog i Alm, fun om en ſlig Lyd, der høres 
inde i en Bygning, ell. i Nærheden, Dr: 
det ſpnes at udtrykke en vig Skicelven I Lys 
ben.) Han falte, faa det rungede i hele 
Kirken. ”Nu flaaer hans Torden (sé, at 
Jorden derved runger,” Arreboe, San: 
gen rungede i de hoie Pvælvinger, Naar 
da Straldet runger over Jord og Dav.” 
Ohlenſchl. 2: om en fvagere bævende Lyd 
cu. Gienlyd br. det af Baggefen : ”Stræns 
gene ſlappes, de bær, de runge.” 

Runfen, adj. pl. runfne. [f. Synfe.] 
fuldt af Runfer, meget rynket. — Runken⸗ 
hed, en. ud. på. (MNoth.) 

Rus, en. pl.-fer. En id. Tale og Skiemt 
brugelig Bencynelſe p. unge, nylig f. Uni: 
ver jitetet anto:nne Studenter, (Holberg.) 

Ruſe, en. pl.-r. IN. S. Ruͤſe. T. 
Reuſe. Sv. Ryssja. Maaſtee af Goth. 
Raus; A. S. Risk. E. Rush, Siv.] et 
Slags flettet rund Kurv (af Siv c. d.) m. 
ſnever Hals f den ene Ende t. at fange Fiſt 
i: eller et p. lignende Maade dannet Garn, 
ſom udſpiles over Tondebaand og fættes i 
Vandet. Aaleruſer, Reieruſer. (jvf. Sæts 
teruſe.) Kuſcfiſkeri, ct, F. ſom ſteer v. 
Ruſer. Ruſegarn, et. Fiſtergarn, fom az 
rer fil cl. udgisr en Ruſe. Kuſeckurv, 
en. d. f. ſ. Ruſe. Ruſeſtade, et. Sted 
hvor Ruſer ſettes ell. lægges i Vandet. 
Ruſeſtader i Lümfiorden. ( Mandix d. Kam⸗ 
merv. 300.) 

Ruſe, v. n. 1. [Sv. rusa. A. S. hreo- 
san. E. rush.] fare haſtigt og voldſomt afs 
fed. (næften forældet) Fienden ruſede frem. 
”Da fkal han vel rufe til dig m. Armod. 
P. Tidemand. 1543. ”Ryt ØL maa rufe 
ud” (giære ud.) P. Syv. ⁊ 

Ruſende, adj. v. ſ. under Ruus. 

Ruft, en. ud. pl. fiin Regn, Stevregn. 
Regn og Ruff. ”SImellem tykke Skyer, 1 
taaget ufe Bagg. "En Storm har hæs 
vet fig m. Ruff og Slud, og hullet Himlen 
im.” Ohlenſchl. = rutfe, v. impers. 1. 
(har.) [JJNordſicll. at rue, jvf. ru.] Det 
ruſfer, ſmaaregner. — ruſket, adj. r. Veir 


3: fugtigt, taaget Veir med Ruſt. (Sv. 


rusbogß.. 
— 


265 


EFleiſcher.) 


LJ 
4 


Ruſt — Ruftning. 
s Ruff, ef. pl. d. ſ. Gierningen at ruſke. 

Ruffe, v. a. 1. ISv. ruska. A. S. hri- - 

scian , vibrare. JYél. ruska, turbare. ſ. 
rykke.] rykke sl. drage ſterkt, voldſomt. 
At ruſte en i Haaret, i Klæderne. At r. cen 
op af Søvne, — At ruffe Hør: br. om at 
optage denne Plante af Jorden. — Deraf : 
Ruſken, en, ud. pl. — Ruffning, en. Hørs 
vens SAuffning. . 

RXRuslæder, ct. ſ. Ryslæder. ; 

Rusme ell. Roſsme, en. pl.-r. Havrens 
og lignende Værters Ar el. Top, m. pens 
fyn t. den færegne Maade, hvorpaa Kors 
nene fidde. (Havren rusmer ell. rusmes. 
oꝛ begynder at fane Rusmer. Moth.) , 

Ruſſelap, en. pl.-per. Skindlap, hvor⸗ 
igiennem man v. Garnvinding lader Traa⸗ 
den løbe, f. af den ef ſtal ſtere Haanden. 

Ruffepind, en. pl.…e. Et tildannet Stykke 
Zræ cl. Been m. Huli Enderne, der brus 
ges ligeſom Ruſſelappen. (Moth har det 
Verb. af ruffe 2: at tage det Rue af.) 

Ruſſer, en. (egentl, rettere Rus. pl. 
—5 — den, ſom er født i Rusland. — 
rusſiſt, adj. fom hører til, er fra, kommer 
fra Rusland, 

Ruſt, en. ud. pl. [X. S. og N. 6. 
Ruſt.] 1. Forfalfning af uædle Metals 
lers udvendige Dele, naar de udfættes f. 
Luftens ell. Fugtigheds Paavirtning. (færd, 
om Jernets Ruft.) At fatte Ruſt. Jer⸗ 
net fortæret af Å. ved at ligge i Jorden, 
2. Ruft ) orn, d. ſ. f. Brand; ell. en 
Engdom v, Kornet, der reiſer fig af (maa 
Svampe, ſom fætte fig i forte Pletter p. 
Bladene; og giore Axene fvange og Halmen 
ſtior. > ruſtoruun, adj. de ſ. ſ. ruſtfarvet. 

Ruſtfarve, en. guulbruun 
arve, ſom Jernruft har. ruſtfarvet, adj. 
fom har Ruſtfarve; ruſtgunl. Kuſtolie, 
én. Navn p. ef chemiſt tilberedet Lægemids 
del. Liquor stibii murialtici. - Ruftplet, 
en. pl.-ter. 1. en af R. frembragt. Plet 
p. Jern cell, Staal, 2. en ruftfarvet Plet 
Ps Linned, form fugtigt er kommet i Berøs 
ring m. Jern, ꝛc. ruſtplettet, adj. fom har 
Ruſtpletter. 
ufe, og ruſtne, v. n. 1. er. angribes 
af Ruſt, oploſes ell. forkalkes v. Paavirk⸗ 
ning af Suft cl, Fugtighed. Guld ruſter 
ikke. Jernet er ruſtnet I Jorden. Et ryft= 
net (ruſtent) Sværd. (fieldnere act. for: at 
giore ruften.) J 
Ruſte, v. a. og rec. fI. råften. Sv. 
Tusta.] berede, fætte i Stand, (ave til, for⸗ 


fyne m. Redſtab og anden Fornsdenhed. | 


At r. en Hœer. (f. udruſte, fom ev mere brus 
eligt. Dog forefommer ruſte absol. 3 
—* ruſter man. Der ruſtedes baade 
t. Soes og t. Lande.) rec. ifær om Ruſt⸗ 
ning ft, Krig. At ruſte fig til Kamp,et. 
Krig. > Kujtning, cen. pl.-er. 1. Gier⸗ 
ningen at ruſte. Krigsruſtuing. Soruſt⸗ 


⸗ 


Ruſtning -— Rydde. 
ing. At foretage betydelige Ruftninger. 
(I . Tilru inge —A— 


fom en Kriger bruger af Vaaben og Bedek⸗ 


En Ridder, Golat i fuld K. — 


ning. 
Rufifommer, et. Værelfe, hvor Vaaben og 
Kuſtninger giemmes. „en. den, 
fom har Opſyn m. et Ruſtkammer, m. Baa⸗ 
ben o. d. Ruſtvogn, en. pl.-e. En flor og 
fvær V. til at føre tunge Redſtaber, Krigs⸗ 
fornødenheder, 0. d. paa. 

en, adj. pl. ruſtne. (egentl. vel 
partic. af rufte.) angreben af Ruſt, bcdæts 
ket med NR. Ruſtent Jern. ruftne Sem. 
— Ruftenbed, en. ud. pl. Beſtaffenheden, 
at være ruſten. 

Rufvart, en. [f. adj. ru.] Et Slags 
Skind, ſom beredes allene v. Valkning m. 
Fedt, uden Bart ell. Allun. ( V. S. DL.) 

Rutte, v. n. 1. har. ſH. ruyten. Gv. 

ruta.] 1. ſvœrme, fvire, føre et uſtikkeligt 
Levnet. (Tauſſen. Moth.) 2. adſle, holde 
ilde HOuus med. At ruttem. noget. (d. Ta⸗ 
le.) ”Jeg haaber, jeg m. dem fan rutte 
Bernede [yftig t. min Død.” Bagg. Deraf: 
utten, en. ud. pl. * 

RKuus, en. ud. pl. IJ. Russ. N. S. 
Nuuft.] den Tilftand,. hvori man befinder 
fig efterat have taget mere ſterk Drik t. fig, 
end man fan taale. (Skiondt Ordet ikke bes 

ſtemmer Graden af denne Tilſtand, er det 
dog gierne ef mildere Udtryk, end Drukken⸗ 
ab, Fuldſkab.) At faae figen XR. At 
ave en lille X. ſove Ruſen ud. 2. figurt. 
om en Zilftand, hvori man af Glæde ell. 
tandre Lidenſtaber ikke er Herre over fig ſelv. 
»Skisndt mangen i XRgteſtabs Ruus flaaer 
Panden f. Stamme.” Bagg. ”Den Hoœ⸗ 
ber, ſom dine Mænd har glemt i Slædens 
Kuus.“ Ohlenſchl. — rufende, adj. v. d. 
f. ſ. beruſet. ”De kunde ikke giere noget 
uden at være halv ruſende.“ Sneedorf. 
. 1. Ry, et. ud. pl. [jvf. Xygte.] det, ſom 
tales om, ſiges, fortælles af mange; Ryg⸗ 
te, Omtale, Ravnkundighed (nu ofteft i 
god Betydniug.) ”Det ærefulde Xy af 
dine Senners Mod og Tapperhed.“ Storm, 
Der aik Ry om. Der gif meget Ry af hen⸗ 
des Sfisuhed, "VO ſikkert Haab, v. Ry 
om Andres Gicngield,” Evald. At fomme 
i Ry. Denne Sundhedsbrond er ret kom⸗ 
men i Ry. Hans Ry og Rugte gif Jorden 
rundt. Han var i Ry for at kunne ſpaae. 
2. Ry, ct. [Isl. og Sv. Rya. A. 6. 
Reova] et Slags grovt uldent Toi; Filt, 
(Toldr. 26. Nov. 1768, Landh. 
IV. 220. Hores nu ikke mere.) 
Rydde, v. a. 1. [3. rydia.] borttage 
det, ſom er i Veien ell. til Hinder. Atr. 
en Mark, da: glore den ſtikketet. at durkes 
v. at bortſtaffe Stene, Zræcr, Stubbe, 
Nødder o. d. At rydde Sfovjord, r. Stub⸗ 
be, r. Stene af Ageren; ell, r. en Ager f. 
Steen. At vr. noget ft. Side, ſtaffe det 


266 


ſtaaende Deel 


S. Skr. 


l 
Rydde — Ryg. 
bort, af Beien. At rydde op I en Stue 9: 
bringe alting i Lave, fætte i Orden. At vr. 
noget op m. Roden. (jvf. bortrydde, ud⸗ 
ry de.) Rydning, cen. Gierningen at r. 
eraf: Rydningsarbeide, et. AX. ſom fore⸗ 
tages f. at rydde. Xydningslend, et. Ryd: . 
deland. (8. &. 9.) Aydningemand, en. 
den, ſom foretager fig at rydde udyrket 
Jord.  Xydningsplads , en. En ryddet 


Jordplet. (For. 13. Dec. 1746.) Ryd⸗ 
ningøret, en. Nct & at rydde i Alminding. 


Ryoͤningotid, en, den Tid da en Jord rvd⸗ 
des f. Dyrkning. (Fr. 29. Apr. 1756.) — 


RKyddehakke, en. HD. fom br. til at rydde 
Stubber, Tuer o. d. vddejern, ct. Jern⸗ 
ſtang, fom br. til at rydde, f. E. Stene. 
Ryddeland, et. En Mark, fom er ryddet. 

Roddeligg, adj. [af v. rydde.] fom ei har 
Spor af URtÉ cl. Uorden, hvor man har 
tutdet t, Side, giort Plads. At giøre rvd⸗ 
deligt I en Stue. Rytterne giorde ſnart 
Pladſen ryddelig for Folk. 

Ryog, en. pL-ge. IIsl. Hryggr. X. 6. 
Hrycse. Hryg, spina dorsi. NG. Nå g⸗ 
ge, Rugge.] 1. I Alm. og egentl. den 
meſt ophoiede, og tillige i Længden udſtrakte 
Deel af en Ting. Ryggen af et Land, af 
en Ager, af et Tag. (f. Agerryg, Bierg⸗ 
ryg, Tagrvg.) Men færd. hos Dyr: den 
ophsiede Deel af Legemet frå Hovetet t. 
Dalen; hos Menneſter: den hertil fvarende 
Deel af Legemet, fra. Naften indtil Sædet. 
At have en bred AX. Tage noget p. Rytz⸗ 
ggen, bære een paa Ryggen. Lan vendte 
mig Ayggen. At (Ende Kyg 93: løfte Ryg⸗ 
gen i Veiret (om Dyr.) ae, n. s. Bag, 
fom i ældre Danſt br. meget for: Ryg. 
2. uegentl. Ryggen i en Kiole 3: Rygſtyt⸗ 
kerne. — Rogtgen p. en Stol 5: den ops 

, Bvortil man fløtter Ryggen. 
Ryggen p. cn Bog, p. et Bind. = Rytz⸗ 
aab, en. den overſte Rand af ct Zag; Mon⸗ 
kring, Rygning. (Moth.) f Aas. Ryg: 
been, et. den af endeel Led cl. Hvirvelbeen 
dannede Beenſamling, der ſtrekker fig fra 
Halshvirvelen t. Rumpebenet, og hvortil 
Ribbenene flutte fig; Rygrad. Rygbrede, 
en. En Brede Toi, ſom anvendes t. Ryg⸗ 
gen i en Klædning, t. Bagſtykkerne i en 
Kiole. f. Brede, 2. Rygbænk, en. Bænt 
m. Rogſtykke. (Moth. ) ygfieder, en. F. 
paa Ryggen af en Fugl. Xyyfinne, en. 
Svømmefinne i Ryggens Middellinie hos 
Fiſte. Pinna dorsaks.  Xygticff, ct. F. 
af Svinets Ryg; modſ. Sideflejt og Skin⸗ 
fe. Kygharnif, en. den Deel af ct 9. 
ſom bedekker Ryggen. Ryghvirvel, en. 
I —Bvivoler. Gt af ——— ſom 
anne Rygraden. ryglengs, ry JA 
adv. baglængé. (mot h) ' —— er, 
f. f. KRyghvirvel. Rogmarv, en. den M. 
fom findes i Rygbenets Huulhed. Medulla 
dor: lis (Deraf: Rygmarvstæring, en. 





"Ryg — Ryge. 


Nygtæring. Moth.) Rygmuſtel, en. En 
af de Muſtler, ſom ligge p. begge Sider af 
Rygbenet. Rygpandſer, et. d. f. f. Ryg⸗ 
harniſt. Rygpibe, en. den Huulning i 
Rygbenet, ſom giemmer Marven. (Moth.) 
Ryggpine, en. Smerte i Ryggen, i cu Deel 
af ſamme cl. Rygbenet. Rygrad, en. 
- def. ſ. Kygbeen. Rygrem, en, p. Seletoi: 
d. f. ſ. Kumperem. (Moth.) Rygfide, en, 
den overſte Side ell. Flade p. et Dyr; færd, 
et Inſect; modſ. Bugſiden. Rygſtiold, 
et. hos Inſecterne: en Forhoining oven p. 
Bruſtet (Thurax) imellem Vingernes Ind⸗ 
heftninger. (Scutellum.) Rygſteen en. 
ſtore og brede Stene, ſom i ældre Tiders 
Brolænning lagdes i Midten af en Bade ell. 
Bet, hvor den var høteft. (Fr. 2. Mart. 
1698.) Rygſtempel, et, S. aftrykt p. 
Ryggen af Bindet om en Bog; it. det Red⸗ 
fab, hvormed ſaadanne Stempler trykkes. 
(Roth.) Rygzſtol, en. S. ſom er forſynet 
m. Ryg cl. Kygſtykke. (Moth.) Ryg⸗ 
ſtroger, en. kaldtes tilforn en Kaarde, 
hvas p. den ene Kant, og m. en Ryg p. den 
andens: en Huggekaarde. (Roſenſtands 
Krigsr. I. 72.) Aygtlytte, et. pl.-r, 1. 
den Deel af en Krop, ſom Ryggen udgier. 
Rogſtykket af st ſlagtet Hoved. 2. den 
Deel af en Klædning ell. et Harniſt, fem 
bctæfter Ryggen. 3. den opſtaaende Bags 
deel af en Stol. Rygſtod, et. Stotte f. 
Ryggen, noget at holde ell. ſtotte Ryg⸗ 
gen til. fig. Hielp, Underſtettelſe. Ryg⸗ 
fvommer, en.n. s. i Naturhiftorien.: eu 
Slægt af Vand⸗Inſecter. Notonecta, (Cus 
viere Dyrhiſt. v. Wad.) Rogſvomning, 
en. S. i -t ſaadant Leie, hvori Ryggen 
vender nedad i Bandet. (modſat Bryſt⸗ 
ſoomning.) Rygſade, ct. findes underti⸗ 
Ten brugt f. Bagſede. Nygtitel, en. T. 
fom fættes p. Ryggen af en og: Rygs 
træ, et. faldes undertiden de Treſtykler, 
fom lægget p. Tagryggen af ſtraatakte pus 
fe. (Kragetrtæer.) 
Rygmarvens Henfvinden ledſaget tærende 
Sygdom. Tabes dorsalis. XÅygværk, en. 
d. f. f. Rygpine. (Moth.) 

1. a. Ryge, v, n. og impers. rygede, 
har ryget, og: rog, har røget. [IJ. riuka. 
Øv. ryka.] 1. give Røg, ell, give en varm 
Damp fra fig. (i denne Bemærfelfe fæds 
vanl. regtsreget,) Skorſtenen ryger. En 
rygende Brand, Skorſteen. Mens Nøs 
gelfe er til, mit Alter ryge bør” H. Bull. 
— Det ryger, det har røget i Stuen, i 
Huſet, i Kiekkenet (3; Røgen flaaer ud af 


Dvnen, af Ildſtedet.) Suppen er faa hed, S 
at ten ryger, Dyrets rygende Indvolde. 


2. frembringe Røg, giore Rog, ifær vellugs 
tende. At ryge i ct Verelſe. At r. med 
Snebær,. (her * begge Palningsformer ; 
dog It part. ofteſt røger, ert ryges, der 
bliver røget —* Dag Ii Stuen. San 


- 267 


"ryger endnu p. den førfte Pibe. 


ygtæring, en. En af h 


Ryge — Rygning. 


rygede for Alteret m. Vixak.) Jof. røgje. . 


— Rygning, en. pl.-er. Gierningen at ryge. 

1. b. Xyge, v. a. røg og (mindre rigs 
tigt) røgte; roget og røgt. 1. fræffe 
Røgen af noget brændende i Munden og 
igien blæfe den fra fig.) At ryge Tobak, re 
sen Pibe. Jeg har itfe røget cl. rogt Vis 
ben ud. Han fad og røg fin Vibe. Jeg 
2. lade 
Røgen af noget brændende fomme t. Overs 
flåden af en ; lennemtræfs 


ing, lade noget 
kes af Røg (uden at dets ſtants derved 


forandres, ell. bliver haardere. jvf. røgje, 
At ryge et ſygt Sem m. Evovidampe. . 


2.) 
At vr. noget iglennem. Brevene, Varerne 
ryges (giennemrsges) inden de komme i 
£Lahd. (Man fan vel f ſidſte Tilfælde bruge 
røge; dog har dette egentlig en anden, mere 
indſtrenket Bemært.) 
At ryge Myg ud af Stuen. i 

2. vger v. n. røg, roget. [Sv. ryka, 
rycka. 3. hröcka.] fare voldſomt til el. 
i noget, gribe voldfomt til. (dagl. T.) At 
ryge i, r. paa cen, r. los pag, r. i Haarene 
p. een. De reg fammen (angreb hinans 
den.) At ryge af, fare af, gaae af i ſtœrk 
part. — fig. komme ilde fra noget. ” Fordi 
jan flemt i Gaar reg af.” Baggeſen. 

Rygge, v.a.1. findes undertiden brugt 
(og i ældre Strifter ofte) for: rykke; 
figurl. for: omſtifte, forandre. (Moth 
»Skiebnens Love funde de ikke rygge.” O. 
Guldb. V. H. I. 335.)  ”Suden har dømt, 
og hvo vilde vove at rygge hans Dom?” 
Eamme. ”Et Puft ten ſtſenneſte Forhaab⸗ 
ning let fan rygge.” Storm, — Deraf : 
uryg rug (fom aldrig udtales cl. ſtrives 
urykkelig. 
Rygggeslos, adj. [A. S. recoeleas; af 
Recc, Isl. Rögg. Omſorg. T. ruchlos. 
N. &. vråfelds.] 1. Den oprindelige 
—5*— i det T. brugelige) Bemcrkelſe: 
orſommelig, efterladen, ſom itfe paſſer det, 
an bør — er forældet. 2. ſom ikke agtet 
ell. ændfer nøgen Pligt, i høiefte Grad umo⸗ 
ralſt og fordærvet. Et ryggesloſt Mennes 
e. r. Tenkemaade. (O. Guldb.) At 
øre et ryggeoloſt Liv. Naar Alle ere 
rygtzesloſe, jaa maa den, der vover af være 
gudfengtig , gade t; Grunde.“ J. Bove. 
”Dem falde vi ryggeoloſe og fræffe, ſom ei 
engang have —8* tilbage,” Mynſter. 
— Deraf: Kyggesleshed , en. ud. pl: en 
hsi Grad af moralſt Fordervelſe. Darn⸗ 
ninger imod den my Sadernes Fordærvelfe 
indvælfende Rygggesleshed og Fræthed.” 

ytte. 

Rygget, adj. [af m s. Ryg] forſynet m. 
Ryg ell. Bagſtykke. Gr tynget Bænt, 
Stol. ($.8.2)) 

Rygning, vn. ASA af n. 8. Nytt] den 
overſte og høiefte Deel af et i Længden uds 
ftraft Legeme; færd, af et Huus (Rygaas, 


- 


3. fordrive v. Røg 


Rygning — Rute, 


Monning.) J Dialeeterne ogſaa om den 
Halm ell. desl; hvormed der rygges, ell. 
ſom lægget pan Monningen. 
Aygt/ en. ſ. Kogt. 
Rygte, et. FJ. Rykti. Sv. Rykte.] 1. 
ler. det ſom figes, fortælles at være 
feet, mundtlig Fortælling om noget, fom 
ar tildraget fig, uden Henfyn t. Fortælinz 
gens Sandhed eller Noiagtighed. 
den er' Rygte uden Nod.” Ordſpr. Det er 
et almindeligt R. ”Haftig, ſom X 
fler han fine Lande f. Andfætning.” Kamp⸗ 
mann. Man kan ikke lide p. ef loſt X. At 
troe (off Rygter. Rygtet gaaer i Byen, 
at hun ev bleven forlovet. ”Xygtet er en 
Tidende, fom er i Folkemunde; men hvis 
Hiemmel er ubekiendt.“ Muͤller. (ſ. Ry, der 
har lige Bemark. men br. dog i andre Ud⸗ 
tryk; og undertiden i Forbindelfe m. Ryg⸗ 
te.) 2. nd. pl. Mængdens el, Manges 
mundtlig forplantede Dom over eens mos 
ralſte Charakteer, Zænfes og Handlemaas 
de; godt ell, ondt Navn, Paafagn. At 
have et gott, flet R. bringe cen i ondt R. 
Hendes R. er iffe det bedſte. Hun har et 
ffemt R. paa fig. Hun er kommen H Rygte 
for ham (er mistoœnkte f. en Kiærlighedéhans 
del.m. ham.) En Mands gode, ærlige 
Navn og R. (ſ. Danrygte.) == Rygtema: 
Bet, en. pl.-e. den, ſom udſpreder opdig⸗ 
ede Rygter. (KRygteſmed. V. S. O.) 
Rygtes, v. dep. rygtedes. blive bekiendt 
iennem Rygtet. Hans Ankomſt rygtedes 
nart i Byen, (Participiets Brug er ſielden 
og ufædvanl. Er Daaden vygtedes i 
Valhal?” Ohlenſchl. Balder. (N. Digte. 


223.) 

Ryk, et, pl. d. ſ. Gierningen at ryfte t, 
fig. At gisre et Ryk, give et R. i Touget. 
(3 —— T. 1. om Rummet: Det er et 
godt Ryk herfra, et godt Stykke Vei. 2. 
om Tiden: Han giorde eet Ryk meget af 
hende a: engang, en Tid lang.) 

XyF-ind, et. i dagl. Tale: hyppigt Be⸗ 
føg af Fremmede og Giæfter, Der er et 
uopbherligt Ryk-ind t dette Huus. i 
Rhyxke, v. n. (er) og a. 1. [J. hröcka. 

T. ruden.] A. neutr. a.) forandre 
, Stedet v. en fort Bevægelfe, lidt efter lidt, 

ikke meget langt p. engang, og ligefom v. et 
Ryk. At rykke nærmere t. Kakkelovnen 
(m. Stolen.) “Hver Dag ſyntes denne 
Skilsmiſſos Dieblik at rykke nærmere.” 
Rahbek. Viſeren p. Uhret rykker langſomt 
frem. Ut r. med en Vogn 9: lade Heſtene 
ſtyde den tilbage v. at gaae baglengs. 6.) 
bevæge fig langſomt fremad ell. tilbage. 
Solen er alt rykket høit p. Himmelen. fig. 
"At rykke op (faac en hoiere Plads) i Skolen. 
. — Jfær om Troppers Bevægelfer. Atr. 
i Marken. r. mod Fienden. r. ind Ii et 
Laud. Lan lod Garden rykke frem," Ut 


r. op (bryde op) fva ct Sted, hvor Gæren 


268 


»Siel⸗ 


gtet, 


Rykke — Ryſte. 


har ligget ſtille. 
Han maatte vr. ud m. Pengene, betale dem. 
B. act. 1. fiytte noget v. en langſom Be⸗ 
vægelfe, v. at træffe el. ſtyde det. Atr. 
Bordet nærmere t, Vinduet, eykke Stolen 
fra Kakkelovnen. At er. noget fra fit Sted. 
r. Bœonken frem. — At rykke en Vogn(be⸗ 
væge den tilbage. Ogſaa absol. At lade 
Heſtene rykke.)2. trætfe ſtoerkt. At r. 
noget t. fig. Atr. Haar af Hovedet p. een. 
Ut vr. een I Haaret, i Kiolen. At rv. en 
Plante op m. Roden. At r. I et Toug. 
3. uegentl. Af rykke et Huus længere ind 
fra Saden 9: fintte det. — At r. noget ind 
fon Avis, et Tidskrift (o: lade det indføre, 
el. optage det. f. indrykke.) 4. J den fi 
gurl. Bemarkelſe: at forandre, omſtifte, 
forekommey Ordet fielden i nyere Skrifter; 
og ( ældre findes det da altid I Formen: at 
rygge (f. dette Ord.) = Rokken, Rykning, 
en. Gierningen at rykke. . 

Rynke, en. pl.-r. ſI. Hrucka, Sv. 
Rynka.] en (mål, itfe ſtarp, men rundag⸗ 
tig Fold p. noget; iſer i Huden. Ronker 
i Panden. Kiolen faner Rynker. Strom⸗ 
Derne ligge I Rynker. — rynket, adj. ſom 
har Rynker. Ener. Pande. ”Zil et Pand⸗ 
fer af Staal' glatted fig rynkede Barf.” 
Ohlenſchl. (I. hrockin. ” 

Rynke, v. a. 1. frembringe Rynker, lægge 
I Rynker. Ater. Panden. »Rynk ei læns 
ger nu de hvide Bryn.“ Ohlenſchl. Ater. 
et Læg p. en Kiole. .r. en Strimmel. = 
Kynkebaand, ct, Baand hvormed man ryn⸗ 
fer ell, træffer Rynker i Noget. rynkeſri, 
adj. frel f. Runer, uden Rynker. Rynke⸗ 


At r. ud af Buen. — fig. 


flange, en. En Slægt af Slanger, uden. 


Stci, m. Runer p. Siterhe af Kroppen. 
(Cæcilia, Cuviers Dyrhiſt. af Bad.) — 
Rynfning, en. pl.—er. 0, 

Rype, en. pl.-r. En Fugl, fom lever i 
de nordlige Lande, og hører t, Aarfuglenes 
Slægt. Tetrao lagopus.-  - - 

Ryslæder ell. Ruslæder, et. ud. pl. Et 
Slags, v. fin færegne, meget ftærte Lugt 
udmærtede Læder, ſom ifær beredes i Rus⸗ 
and. . 

"Ryfte, v. a. og n. 1. IS. hrista.] 1. 
act. bevæge noget frem og tilbage p. en 
ſticelvende Maade (og ſom ofteft m. en gien⸗ 
kagen Virkſomhed.) At vr. et Tro; ryfte 
Wbler ned af Træct, At r. noget wd af 
en Pofe, At ryfte Barnet af Wrmet, 9: 
ophøre at være barnagtig. Feberen ryfter 
ham. neutr. At ryffe med Hovedet. — 
»Overfort p. Sindet — figeé det af ry⸗ 
ſte, fom væffer heftige og afvexlende Fo⸗ 
lelſer. Et kraftfuldt Ord i rette Tid fan 
ryfte, endog den Forhærdedes Sind.” 
Multer. ”Srigen Modgang ryſtede ham 
meer, end hendes Død. 2. neutr. bevæs 
ges frem og tilbage, ſtielve, beve. (De 
to ſidſte br. ſedvani. og egentlig om Men⸗ 


hud 


Ryſte — Nytteri. 


AJ 


neſter; ryſte ogſaa om Ting.) Buſet fvære XR. Baade K. og Fodfolk. At lade 
rvſter af Vinden. At r. af Kulde, af Kytteriet hugge ind. i i 
Etræf. Af vr. paa Haanden. ”At bæve Ræbe, v. n. 1. (har.) IGl. 3, rofan. 


ev at ryſte i Folge en indenfra bevægende 
Kraft. Uegentl. br, bæve om livløfe Zing ; 
f. E. naar de ryſtes, uden af man bliver 
nogen Aarſag vacr.” P. E. Måler, = Kys 
ftelfe, en. pl.-r. det, at noget ryſter eil. 
roſtes. Jordryftelfe, — Ryſten, en. ud. pl. 
Gierningen at ryfte. (ſieldnere Ryſtning.) 
Rytter, en. pl-e. [X. S. Ridda, Ri- 
dend. T. Neiter.] 1. den, fom vider, 
tr t. Heſt. Heſt og R. En gud, maade: 
lig, flet R. (ſ. Græsrytter.) J andre Til⸗ 
fælde omſtrives dette Ord ofte. Der kom 
, To Nidende forbi (iffe: Kyttere.) Bi 
mødte et hecit Selſtabet. Heſt (ikke: af 


Rottere.) 3 Afledning br. Ordet ikke. ſ. 


derimod: Berider, Forrider, Poſtrider, 
Strandrider, 0. fi. 2. en Krigsmand, ſom 
tiener f. eft. Et Regiment Ryttere ell. 
Rytterregiment. = Rytterbonde, en. til⸗ 
forn: en Bonde'p. de kongelige Ryttergod⸗ 
fer, fom havde en Rytter og veſt i Quvar⸗ 
teer. Rytterfane, en. pl.-r. 1. en F. 
fom br. ved Rytteriet; en Standart. 2. 
frrum: en Afdeling af Rytteri under ven 
ane; en Eſtadron. Kyttergaard , en. 
G. paa et Ryttergods. , Ryttergods, et. 
pl-er. kaldtes tilforn de kongel. Godſer 
(Rytterdiftricter) I Danmark, ſom under 
FIrederit IV. vare henlagte t. Rytteriets Un⸗ 
derholdning, men folgtes efter 1763. Ryt⸗ 
terheft, en. Heſt, fom en Rytter (2) bruger, 
og jom nu i Danmark Herregaarde og Præ: 
ftegaarde maa holde t. Rytteriets Tieneſte. 
Kytterhob, en. J ældre. Skrifter: deels 
d. f. f. Rytterfane, 2; deels om Rotteri 
overhovedet, hvor det omtales ſom Deel af 
en Spær. Kytterhold, en. Forpligtelſe, at 
underholde cen ell. flere Ryttere. Xytrerz 
raarde, en. d. f. ſ. Pallaſf. RytterFappe, 
en. K. af tykt Klæde, ſom Ryttere bruge 
ell. føre bag p. Heſten. Kytterkone, en. 
En Rytters Huſtru. Kyttermynftring, en. 
M. over Rotteriet. (Moth.) ytteroffi⸗ 
ceer, en. O. ſom tiener v. Rytteriet. Ryt⸗ 
terregiment, at. Regiment t. Heſt (færd. uf 
fvært Rytteri.) ytterfadel, en. S. ſom 
Ryttere bruge. Saaledes : Rytterhandſte, 
Rytterſtovle, o. fl. Rytterſold, en. S. 
fom en R. faner. (Moth.) Rvtterſtald, 
en. Stald for Rytterheſte. Rytterſverd, 
et. d. ſ. ſ. Pallaſt. Ryttertieneſte, en. 
ud. pl. Krigstieneſte ſom Rytter, v. Rytte⸗ 
tiet. Ryttervagt, en. V. ſom holdes af 
Rottere. Der fattes K. uden f. Huſet. 
Ryttervexel, en, i Handelen: en opdigtet 
Verel, hvis Belob den, der udſteder ſamme, 
ikke virkelig har Fordring paa hos en Anden. 
Xytteri, et. ud. pl [Z. Retteren.] 
det hele Antal af Ryttere i en Krigéhar, cl. 
ien enkelt Afdeling af ſamme. Det lette, 


So. rapa.] give Luft op af Maven gien⸗ 
nem Munden, m. en Lyd, fom Ordet uds 
trykker. (I aldre Danſt br. det ogſaa act. 
* Garpeftreng.) Deraf: Ræben, en. 


ud. pl. . . 
Ræd, adp pl. rædde. [I. hræddr.] 


fom har Brugt, betagen af Frygt, ikke mos 
dig. (f. bange, frygtfom.) Gaa ræd ſom 
en Gare. At være vr. for noget. ”Xæd 


Mand pleier el Fruer at" fæfte.” Ordſpr. 


”Ræd Mand fpaaer altid Ondt.” Vedels 


Saxo. = rædelig, adj. Had 1,5. ſ. f. 
rædfom. (Moth.) 2. adv. m. Ræbfel, af 
Rodſel. ”Det fom rædelig loves , holdes 
loſelig.“ (P. Lolle.) — Rædhbed, en. ud. pl. 
Frygtſomhed, Skrek. (fielden.) — Radſel, 
en. ud, pl. IJ. Hrædsla.] Beſtaffenheden 
at vore ræd, at ræddes; Frygt, ifær i bet 
Grad. WIvf. Skrak, Gru, Sorfærpelfe,) 
Der paakom dem en flor R. Man fan ikke 
høre derom uden XR. At have R. for nos 
get. ”Fremtide Radſeler tungt nedfaldt 
p. de grublende Hierter.“ Herz. Rædſel 
br. nå mere i Skriftſproget, end i den 
dagl. Tale, f. at betegne en hel Grab af 
Frygt.“ P. E. Miller. — Heraf: rædfelfri, 
ad). fom er uden R. cl. Frugt; uforfærdet. 
"Enhver flod rædfelfri og. flint og frrig.” 
Thaarup. Radſel 
af Skrek eller Redſel. ”En tistold Xæds 
felfroft mit Legem giennemvandter.“ Arre⸗ 
oe. radſelfuld, adj. 1. ſom medfsrer, 
forvolder Rædfel; redſom. En rædfels 
fa Nat. 2. fom vætter, maa vælte Reed⸗ 
el, fom man maa forfærdes over. 
fulde Optrin, Begivenheder. rædfelfylse, 
adj. v. fuld af Rædfel ell. Sktrek. »Jeg 
var for rædſelfyldt t. at være bange.” (Bags 
geſen.) — Radſelsaar, et. Aar, fom har 
været udmærfet p. en cl. flere rædfelfulde 
Begivenheder. (Thaarup.) Radſelsdag, 
en Dag, paa, hvilfet noget rædfomt fores 
gaaer. Radſelstid, en. Tid, ſom er fuld 
af rædfomme Begivenheder; ell. da alle 
leve i Skrek og Rædfel. (m. fl. lignende 
Ord.) = rædfom, adj. fom man maa ræd⸗ 
des ved, forfærdes over; flrættelig. 
var rædfomme Dage. En x. Begivenhed. 
Deraf: Rædſomhed, en. ud. pl. Beſtaffen⸗ 
heden, at være rædfom, at indgyde Stræl. 
”De fingte fra dette, m. en hellig Redſom⸗ 
hed omgivne Sted,” Guldberg. 

Ræddes, v. dep. ræddedes. 8 hræ- 
daz.] frygte, forfærdes, have Frygt for. 
”Den ræddes Ild, fom- brændt er, og 


Hund, ſom bibt er.” P. Lone. "”Brændt … 


Barn ræddes f. SM.” Ordfor. - (v. a. af 


ræde, Jél. hræda, (Moth.) br. iffe mere, 


og ræddes fun fielden. jvf. ſtremme.) 
Reddike, en, pl.-r. IA, S. Rædio. M. 


8R 


rædſel⸗ 


bft, en. poet, Gyſen 


E md 


Det " 








I i (3 — 
. ! U . . UREN 
⸗ 


Rerddike — Roekketræe. 270 Ræffetræe — Revehund. 


G. Reddik.] en Savevært, hvis Rod ſpi⸗ feſte Rekker ell. Knage i. (Moth.) ſ. Kæk⸗ 
ſes raa, og hvoraf haves adſtillige Afarter. Fe, 2 og 3. ” 
Raphanus sativus. Reækvark, et. pl.-er. [f. Xæffe, 3.] 1. 

. €, en. pL-r. [I. Hræda.] Stræms en Raekke af Stænger, el. forte Stager, 
fel, noget fom fætteé op f. at ræde el. fæftede m, Enden i noget, der ftrætfer fig i 
ſeremme Fugle bort. (Moth.) Længden, åg oventil forbundne, hvilfe ſettes 

' Ræder, n. s. pl. (I. Hrediar. ældre ifær f. at hindre nogen fra at falde ud. R. 
Danſt: Rærbiæ,. dier.] Testiculi. paa en Bro, om en Altan, p. et Gallerie, 


(Endnu hos Almuen.) et Taarn. 2. en Ræfte af Stænger, ſom 
Xædfom, adj. f. under ræd. |, nedfættes lodret og forbindes m. Tværtræcr 
Ræge, en. ſ. Reie. ' i Rammeform. Saaledes: Rekvark hos 


" Ræge, en. ud. pl. 1. Spyt. ſJ. Hrå- Olufſen ogſaa: Espalier, og Rætværfko⸗ 
gi.] 2. en Bid. ”Der er ef Ravas Xæge træer, de v. Rekvork, langs Mure, Plan⸗ 
p.'ham” 0: han ev meget mager. (Moth.) feværter 0. f. v. plantede Træer. 

* V. S. O. og Tideſtr. for Naturvid. Rakling, en. viſſe Dele af Helleflynde⸗ 
. 178.] ren, iſer Finnerne, ſom afſtœres og torres. 
XRægrime cl. Redgrime, en. pl.-r. En (Moth.) 

Mafte; ”en Ham, at ræde Børn med.” KRealing, en. pl.-er, paa Skibe. f. Kes 

Moth. (I. Grima.) forældet. (jvf. Ræde.) ling 
Ratel,en. pl. Rækler. 1. En ſtor Hund, ke, ent. pl. Ranker, ſom ofteſt br. 

en for Jagthund. Moth. (Af def gamle: [J. Hreckr. pl. Hreckior. Øv. Rånkor. 

Rakke, Jagthund, Støver.) 2. i lav tas F. pl. Rånte.] Lift, Forſtillelſe, ſnedigt 
lebrug: et Skieldsord, en foragtelig Be⸗ Paafund ell. Konſtgreb, der anvendes i 
enævnelfe p. en oploben Knos. Londom f. at opnaac en Henſigt. ”Xærs 
fe, en. pl.-r. (Sv. Råcka. T. Fer forudfætte baade Feighed og ond Billie.” 
Reihe.J 1. d, f. ſ. Rad, 1 0g 2. De Muͤller. Hvad han ikke v. aabenbar Magt 
ſtode, fade alle i cen Række. Han gif igien⸗ kunde naae, det føgte han at udrette v. Litt 
nem Rælfterne, de opſftillede Rekker (af og Renker. ”Jeg Sandhed følger fun, og 
Soldaterne.) En lang R. Aar. Den hele bruger ingen Kænker.“ Holb. P. Paars. 
RK. af Beſtyldninger. (Man figer altid en ”Baade Kift og Ranker forudfætte ſtiulte 
Rad Perler, Knapper, 0. d. ikke Rekke; Midler f. at nage en Henfigt — men fun de 
og ofteſt: en Rad Træer, Hufe, Stene.) "Handlinger, fom medføre en utilladelig For: 
2. En Næffe af Knage t. at hænge Klæder ſtillelſe, kaldes Renker.“ Miller. — ræns 
paa, kaldes en Slæderælfe; en Indretning kefuld, adj. fom m. Lethed finder p. Ren⸗ 
iKiekkenet, t. at ſtille Tallerkener paa: en ker; liſtig, fnedig. rænfeles, adj. fom ei 
Tallerkenrække, Tinrække. 3. Stakitvcerk, bruger Liſt og Rœenker, aaben; oprigtig. 
Sprinkelvoerk, Rætvært., (Moth.) forældet. »Den tænkelefe Kamp, den aabne Feide 
Actke. v.a. og n. 1. og rakte, vatt. ſiJ. vi et forftaae,” Ohlenſchl. Rænfemager, 
reikia. A. S. ræcan. T. re ichen. J 1. Rankeſmed, en. den, ſom bruger Renker, 
act. five, give hen til (m. udſtrakt Haand.) ſom er renkefuld. NER 
RKek mig Slaffet. At vr. een Haanden. Rappe, v. n. 1. (har) give en ſturrende 
Gun rakte mig Blomſterne over Planfeværs Lyd, ſom Anden og Gaafen; ſtræppe. 
ket. At r. frem, r. hen, r. ind, r. ned, (Moth.) 
r. ub. — neutr. Barnet rakker efter Mode⸗ Ræv, en, pl.-e. [I. Refr.] et Rovdyr 
ren... 2. act, ftræfte, udftræffe, gisre nos af Gundejlægten. Canis volpes. — fig. et 
et længere v. at træffe det. (2. reden.) øp fnedigt, falſt, træde, underfundigt Mens 
ette Læber vil ikke lade fig rakke⸗ Atter.” neſte. ſ. Ræveftreg. =—= Xæveagn, en. Lok⸗ 
Hænderne i Beiret. At r. Tungen ud. fcmad t. Ræve. (DD. H. 0.) ræveagtig, 
At r. fig i Sengen. Air. fig ud over nos adj. ſnedig, falit. (Moth.) Ravebuuf, 
get (m. Overkroppen.) At vr. noget ud i et. B. hvort levende Ræve bevares. KXæs 
ængden,. 8. neutr. a.)Ygentl. det ſ. ſ. vebælg, en. Skindet af en R. (f. Bælg.) 
mage, Jeg fan ikke vr. faa langt. Det Kævefimd, et. tredſt Svig, frigagtigt Paa⸗ 
" vælter ikke til og. Det faaer at r. faa fund. (i ældre Str.) Kævegde en. 
langt det fan. »Medens Gave ræffer, ere Indhegning ell. Indretning t. at fange 
Moder og Datter Venner.” Ordſpr. b.) Reve i. (Rothe Nordens Statsf. 1. 289.) 
fig. At ræffe til, være tilftræftelig, flaae Xævegrav, en. 1. en Grav cl. Hule, ſom 
til. Pengene ræffe ikke til, — Xeften, Ræven graver fig, og hvor ten har fit Op⸗ 

' en. ud. pl. Gierningen, at ræffe. — Ræk⸗ hold. 2. en Huulning, ſom graves i Jors 

s ning, en. d. ſamme. (ſ. Saandræfning.) den t. at fange Rave i. Rævehagel, ct. 
RKRakkenagle, en. ”En Spile, fom man pl. d. ſ. Hagel t. at finde Reeve m.  Xæs 
"tæfter eller ftrækfcy noget med.” B. S. O. vehale, en. Rovens Hale. Kavehule, 
Ræffetræ, et. pl.—er. 1. Træ, hvormed en. bd. f. f. Revegrav, 1. Ravehund, 
noget rælfes ell. udſpiles. Gt T. tilat en. H. ſom er afrettet og br. til Sæves 


Ku 
J 
had 
' 


ø 


* 


$ 


HRævejæger — Reb. 271 


jagt.  Xævejæger, cen. ben, ſom har For⸗ 
ighed I at 25 Næve. Kavekage, en. 
pl.-r. en forgiftet Blanding, der henlægs 
ges i Marken f. at dræbe Rave. Rave⸗ 
lø, en. pl.-Fløer. Revens Klo, At gaae 
p. Rævetloer' a: bruge Liſt og Falſthed. 


Rævemynde, en. ,Et Slags Mynder, ſom 


ifær br. til Revejagt, og dertil ere afret⸗ 
tede. (Moth. D. Tilſt. II. 564.) rævered, 
adj. rod fom en Ræv. (Ambergs D. 8.) 
Rævefar, en. ct Reditab t. at fånge Reve 


i. (ſ. Rottefar.) Raveſtind, en. Revens 


Bælg, naar den er beredet t. Foerverk. 
En puec af Xæveffind. Kaveſpor, et. 
Spor af Revens Fodder p. Jorden, i Snee 
o. d. RKaveſtampe, cn. d. ſ. ſ. Rævefar, 
(Moth.) Raveſtreg, en. plæer. en liſtig 
Handling; Renker, Undæfundighet.  Xæs 
vetig, en. ”En pund, avlet af en Ræv 0 

en Zæve,” Moth. (I. Tik, en Zæve. 

Ræveunge, en. pl.-r. En ung Ræv. (Ræv: 
inde, en. Repend Dun; en Hun⸗Rev. B. 
S. O. fielden.) 

Xævne, en, og ræyne, v. n. f. revne. 

Rævfe, v. a. f. revſe. 

Robe, v. a. 1. ISv. roja. gl. I. rigan.] 
aabenbare, give tilfiende det, ſom man felv, 
ell. ſom Andre vilde holde ſtiult; forraade. 
At røbe en Hemmelighed⸗ (Det udtrykker 
jævnligen, ifær naar cen figes at røbe nos 


get, der vedkommer ham felv, at det ſteer 


uvilfaarligt.) fan røbede fig f. tidligt. 
Hans Adfærd i denne Sag røber en lav 
Zænfemaade. Sammenfværgelfen blev res 
bet v. et Tilfælde. — Deraf: Roben, cen. 
ud. pl. el. Xobning , en. (flelden.) — 
Robsmand, cen. den fom røber noget, en 
Angiver. (Moth.) 

"Red, adj. [3. raudr. A. S. read.] 
Navnet p. en af de enfelte Hovedfarver, 
(ruber) fom er ben, Blodet har, og fom i 
Folge dens ſtarre ell. mindre Blanding m. 
antre Farver, kaldes m. — hoired, 

arlagenred, purpurrød, blodroð, kob⸗ 

errod, roſenred, bruunred, markerod, 
lyſerod, o. ſ. v. At blive rød, redme ( 
Anfigtet.) Drankerens Naſe rodmer itkke; 
men den bliver rodere, ſom Manden bliver 
æltre v. fin Drik,” P. E. Miller. At 
farve red, farve i Rodt (I en vr. Farve.) 
Solen gaaer red ned. J enkelte Tilfælde 
br. det om Farver, der næften ingen Rsds 


hed have. Det røde Guld, En red Ko 


2: guulbruun ell. rodbruun. rede (brands 
ule) Lilier. = rodagtig, adj. noget rød, 
om falder i det Nede, Rodarve, n. s. 

-Navn p. cen Plante. Anagallis arvensis. 
redbartet, ad). Et r. Seil, fom man ved 

Bart har givet en rød Farve. Rodbede, 
en. Én Havevært, hvis røde Nod nedlægs 
ges i Eddike og ſpiſes. Beta vulgaris. 
redblag, adj. fom har en blaa Farve, m. 
Blanding af Rodt; rodlig blaa. (fvf. hvid⸗ 


blaa, ſorteblaa.) rodblakker, adj. om 
Rræg, fom har en redagtig dl. xodbruun 
Farve, blandet med hvidt, ell. ſom er blak⸗ 
fet m. en Blanding af rodt. rodbliſſet, 
adj. om Hefte: rød m. Blis i Panden. 
redblommet, adj. fom har røde Blommer i 


en hvid ell. anderledes farvet Bund. (om 


Toi.) ſ. Blomme, 2. og blommet. rod⸗ 
bruun, adj. ſom har en bruun Farve, der 
har meeſt af det røde, falder i det røde. 
(modſ. guulbruun) Raedbynke, n. s. 
Navn p. en Plante, hvis Rod og: Blade 
farve guult. (Sfræppe.) Rumex acutus. 
roddraget, ad). om et Ovægshøved, hvis 
Hovedfarve er rød, m. en fort el. mørt 
Stribe hen ad Ryggen. oddroſſel, en, 
En Fugl af Droffel s Slægten. Turdus 
iliacus. rodfarvet, adj. v. farvet i 
Rodt. Radfarvuing, en. Gierningen at 
farve i Rodt. 
røde Finner el. Blegner i Anſigtet. rod⸗ 
giæret , adj. kaldes et Kreatur, ſom er 
rødt, m. en hvid Stribe fra Lyſten opt. 
Ryggen. (V. S. 2.) roedgloende, adj. 
om Jern, fom er gledet el. hedet faa ftærtt, 
at det antager en red Farve. (modf. hvids 
gloende.) Rodglodning, en. Gierniugen, 


at giøre et Metal rødgloende; el. Beſtaf⸗ 
fenheden, at være rodgloende. (Btuͤnnich 


Mineral. 256.) Xedgran,en, et Slagé 
Grantræ. Pinus picea. rodgrimet, adj. 
om Qvæg, hvis Hoved ikke er eensfarvet, 
men har en rød Stribe, og er ellers Hvidt. 
redguul, adj. af en-guul Farve. der falder 
i det røde. (modſ. hvidguul, blegguul.) 
Deraf: Rod 28 (Bruͤnnich.) rod⸗ 
aaret, adj. ſom har rødt Haar. rodhe⸗ 

ct, adj. v. hedet indtil Rodhed ell. til at 
blive røbloenbe, (8. 6. D.) rodhielmet, 
adj. ſ. hielmet, under Siem. rodhove⸗ 


det, ad). fom har rødt Hoved ell. Hoved⸗ 
haar. Rodkaal, en. En Afart af den afs 


mindelige Kaal, (Brassica oleracea) fom 
har.en mork, rodblaa Farve.  redfindet, 
adj. fom har røde Kinder,  Xodfrid, et. 
uegentligt' Navn p. et Slags leeragtig 
Jernſteen, af redbruun Farve, fom pr. til 
at rive og tegne m. Bolus rubrica. Bruͤn⸗ 
nich. (Deraf Rodkridspen, Roadkridsſteen, 
Rodkridoſtift.) rodladen, adj. pl. rod- 
ladne. d. f. f. rodagtig. Rodleer, et. Et 
Slags bruunguult m. Sand blandet Leer, 
fom hyppig findes i Danmark. (Aagaard 
Beftr. over Thye. 56.) redlydt, adj. 
rodfarvet, rødplettet. Tauffen. (af Lyd, 
Farve.) Kedleg, et. pl. d. f. en Løgart, 
fom ev en almindelig Madurt. Allium 
Cepa. Roadmuld, et. kaldes den ſygelige, 
halv raadnede Tilſtand i Egétræets Ved, 
fom ved Bøgen faldes Tre Deraf : 
rødmuldet, adj. 1. troſtet; om Egen. En 
rodmuldet Eg. 2. om Jord, der beftaaer 
af rodagtig Muld; modſ. ſortuuldet. ( Flei⸗ 


1 » 


rodfinnet, adj. fom har | 








Anſigtsfarve afvigende Næfe. 


Rod — Rode. 
ſcher.) rodmuſſet, adj. ſom har eg hand, 
ungdommelig Rodme i Anfigtet; rodkindet. 
(Moth har ad). muffet, rodbruun. Furvus. 
En rodmuſſet Ferſten.“ Ohlenſchl.) 
næfet, adj. ſom har en rod, fra den alm. 
rodplertet, 
adj. ſom har røde Pletter. rodprikket, 
acijj. ſom har rode Prikker i en anderledes 
farvet Bund. Kadſtalle, en. En Fiſk af 
Karpeſlogten. ſ. KRudſkalle. Rodſkim⸗ 
mel, en. En Skimmel, cl. hvid Heſt, 
hvis hvide Farve er tæt indfprængt m. 
"Rødt. deraf: redfPimlet, adj. fom har en 
ſaadan Farve. rodſtioldet, adj. fom har 
rode Skiolder, ell. ftore Pletter af denne 
Farve. (ſ. fFiolder.) 
ſom har rødt Skieg. Radſticr, en. floæk⸗ 
ket Torſt af forſtlellige Siags. (v. Aph. 
Oec. Mag. VII. 36. f. Rodtorſt.) rod: 
ſtior, adj. faldes det Jern, ſom kun lader 
fig hamre koldt ell. hvidgloende; men ſprin⸗ 
ger og briſter, ell. bliver ſtiort, naar det als⸗ 
des ell. gisres rodaloende. (modſ. kold⸗ 
ffier. Deraf: Rodſfiorhed. Rodſot ell. 
deſytge, en. et Slags Blodgang hos 
Lvæg. (Pid. S. Skr. XII. 105. Oec. 
- Mag. VI. 22.) redfpraglet, adj. ſom har 
røde Pletter ell. Striber blandede ind imel⸗ 
[cm andre Farver. Bruͤnnich. (f. ſpraglet.) 
Xodfpætte, cn. pl.-r. En Fit af Flyn⸗ 
derflægten, fom er bruun m. røde Pletter. 
Pleuronectes platessa. rodſpattet, adj. 
ſom har rode Spætter, ell. er ligeſom ſten⸗ 
ketem. røde Prikker. Redſteen, en. 1. 
d. ſ. ſ. Rodkrid. 2. en rodbrondt Muur⸗ 
ſteen; ell. Pulveret af en ſaadan Steen, 
der br. fil Polering. rodffiernet, adj. f. 
rodbliſſet. Rodſtiert, en. En liden Fugi, 
der ogſaa faldes Blodſtiert, Blodfugl. Mo- 
tacilla phoenicurus. roedſtribet, adj. ſom 
har rode Striber. Rodtop, en. En Fugl. 
f. Jriſt. (Fringilla cannalina.) Ked: 
torſt, en. faldes de rodagtige Afarter af 
Torſten (Gadus callarias) og af Selen (G. 


…… Firens,) Rodviin, en. (ogfaa adſtilt: rød 
rv 0.) Biin af rød Farve; ifær om viffe Slags 


franffe Vine, der meft føres fra Bourdeaur. 
rodoiet, adj. fom har røde, betændte Øine 
tu. Oienlaage. 
+. Rode, en. pd. pl. Rodhed. Kiin i diſſe 
—Gammenfætninger : -Aftenrøde , Morgen⸗ 


” røde, (I Siælland figes om Bygget: det. 


ftaaer i Røde, kommer i Rode, naar det 
begonder at blive rødt ell. fane røde Streger 
p. Kigrnen inden det modnes.) 
” 2. Røde, en. Et Navn paa Krapplanten; 
Farver⸗Rode. Rubia tinctorum (Moth.) 
3. Rode, cn. ud. pl. [beflægtet med Raad, 
raadne.] 1. Forraadnelfe. At lægge Gør, 
Damp I Røde 9: i Vand, f. at Stallen fan 
xaadne fra. Mot). 2. Materie i Saar v 
Bylder. Saaret drager t. Rede. (Moth. 
Deraf: Redefætning , en. Afſondring af 
. 2 . ' 


7 


272 


eds 


rodſtiegget, adj. 


& 
4 


Rodeſcetning — Rogdor. 


Materie; Suppuration. (d. Aph.) ſ. v. at 
rode og rodne. 

. Rode, v. a. 1. d. ſ. ſ. rodne. At røde 
Hør, Damp. (Dec. Mag. VI. 291.) 

Rode, v. n. 1. (har.) afſondre Materie; 
ſuppurere. Saaret roder. Moth. d. Aph. 
(bv. i Sicelland. Junge.) 

Rodhed, en. ud. pl. den Beſtaffenhed at 
være rød, rodfarvet. Hudens, Blodets 
Rodhed. 

Reding, en. [uvis Oprind.] opplukket 
Zougvant, hvormed Fonghullet p. Stibs⸗ 
kanoner tilſtoppes, f. at holde Fugtighed 
ude. (Sotrigsart. Br. 246.) 

Radme, v. n. 1. (har.) blive rød. (juf. 
redne, nedenfor.) ”For Øfteng Klipper 
redme, ſtaaer Helten op.” Evald. ”Den 
opgaaende Sol, den rodmende Hei .og den 
lysnende Stvv.” Bagg. “Snart blodfarve 
du Edoms Bred, fnart redme dens Bel: 
ger.” pers. — At rødme af Undſeelſe. (Det 
br. i Sœrd. Og hyppigſt om den v. Blodets 
pludfelige Opſtigen foraarfagede Reodhcd i 
Kinderne, ſom Skamfuldhed, Undſeelſe, 
Glede og andre Sindsbevogelſer frembrin⸗ 
ge. Ellers: at blive rød, fom blot ud⸗ 
tentfer det alm, Begreb om at modtage 
Rodhed.) “Og at de Kiæffe rødme v. dit 
Forlag.” Evald. —= Paa ſamme Maade br. 

me, en. ud. pl. om Anfigtets Rodhed. 
Sundhedens, Undſeelſens Rodme. Hos 
Digtere: Roſens Redme. — Redmen, en. 
ud. pl. det, af rødme. 
"1. Rodne, v. a. 1. 


[af Rode, Materie, 
Raadd.] lægge i Vand f. at raadne ell. op⸗ 
løfes, Ater. Hamp. — Rodning, en. Gier⸗ 
ningen at rodne (Hamp.) Deraf: Red⸗ 
ningsmaade, en. Rodningpoſted, et. o. fl. 

T Rodne, v.n. 1. [af adj. rod.] blive 
rød. (V. S. O. og Muller d. eenstvd. 


Ord. I. 350; men ev et, om ei ubrugeligt, 


dog hoiſt flelden forekommende Ord; ſom 
hverten findes hos Moth, el. i fildigere 
Ordbøger. — Rigtigere er vel Brugen af 
rodne, ſom v. trans. for: giere rod. 
Grundtvig.) - 

Rog, én. ud. pl. IJ. Reykr. A. S. Rec. 
Sv. —* Damp ell. Dunft af brændende, 
ell. ved Ilden ſtarkt opparmede Legemer, 
ſom v. at ſtige op I en foltere-Luft taber fin 
Clafticitet og danner en ſynlig Taage. At 
give Rog fra fig (ryge)Diſſe Vagtere, 
der faa ivrigen raabe Brand, om de end 
hverken kunne viſe Blus ell. Røg.” Rahbek. 
Regen ſlaaer ned i Skorſtenen, ub af 
Ovnen. egen af et Stud. Krudreg. At 
hænge Kiød i Røg. — Ragalter, et. A. 
hvorpaa Rogoffer antendtes. Rogbad, et. 
Regning, fom anvendes p. et fygt Lem. 
(Ambetas Ordb.) røgblind, adj. fom liter 
i Dinene, fom iffe fan fee af. Reg. Rog⸗ 
der, en. D. ved et Ildſted, anbragt f. at 
aflede Røgen, (V. S. 2,). ' Sogfed, f. 


CO mmm 


Røg — Regel e. 


Regelſekar. Rogfang, ct. Ci Rør, en 
Canal, hvorigiennem Røgen ledes fru et 
Stdited.  Xogflemme, en, Luc, der flaaer 
ud ell. ftiger i Veiret m. Røg; der ikke blus⸗ 
fer klart. rogfuld, adj. fom har megen 
Rog, er opfylit m. Røg. (Ohlenſchl.) rog⸗ 
grad, adj. af graaladen Farve, fom Røg; 
røgfarvet. Roghat, en. En Efierm eil. 
Hætte, ſom fættes over Skorſtene f. at hindre 
Rogen fra at flade ned. Roghul, et. Hul 
p. laget af et Duus, ell. oven tet Røgfang, 
fom Røgen farver nd af; Roggab. (ſ. Røgftuc.) 
Keoghuus, (el. Rogehuuset, 09 Roghvtte, 
en. Huus ell. Hytte, indrettet I. at roge i. 
Roghatte, cen. d. ſ. ſ. Reghat. Rogkam⸗ 
mer, et. Et Kammer, bygget v. eller om⸗ 
kring en Stkorſteen, hvor Røgen fan ledes 
. ind fra denne, og hvor man ſaaledes fan 
rege Kied c. d. (Moth.) Roglys, et. en 
Blanding af vellugtende Ting, dannet ſom 
et (idet Lys, der tændes i Enden. (Moth.) 
Rogmalt, et. d. ſ. ſ. Kollemalt. Rey: 
mand, en. ſ. Rogemand. Ragaoffer, cl. 
O. af antændt Rogelſe. Rogpibe, en. 
pl.-r. en Pibe, ct Rør f. af lede Regen 
ud igiennem. Ragpulver, ſ. Rogelſe. 
Rogity, en. pl. Jer. en ſtor og tyk Sam: 
ling af. Reg. Ragſtue, en, En Stue 


cd. et Duus, fom er uden Skorſteen ell. 


VPegafang, men hvor Røgen fra Arneſte⸗ 
tet ſeger fin Vei op mod Taget og" ud af 
Reghullet. Rogtag, ct. Et Slags 
der bygges over en Skorſteenspibe f. at tiene 
i St. f. Reghat. Ragtobak, en. Tobak, 
ſom ticner f. af røges ell. ryges. gto⸗ 
pas, en. et Slags Biergchryſtal af reggraa 
ell. bruunlaten Farve. (Bruͤnnich. Rin. 39.) 
rentørvret, adj. v. (om Malt :) tørret p. en 
Kelle (modſat: vindtørret.) - ” 
Kege, v.2.1. [IJ. reykia. T. raͤu⸗ 
hern)] 1. lade noget giennemtrænges af 
Rog, indtørres v. at hænge i Reg. Af r, 
Sild, Kied, Fleſt. røget Kisd. En re⸗ 
et Stue, ſom er giennemtrutken, farvet af 
sg. “Den røgede Kro.” Stenerſen. 2. 
(m. præp. bort ell. ud) fordrive v. Røg. 
At retge Myg bort, ud af Stuen. ”Bi 
roge iffe Ræven af Hulen, uden f. at bes 
mægte os Skindet.“ Schytte. 3. trætte 
Steg ind i Munden og igien blæfe den nd ; 
ſmoge. Atr. Tobak. (f. v. a. ryge, 1.) — 
Rogning, en. pl. —cr. Gierningen at vage. 
— Roßefleſt, et. F. ſom er beftemt t. at 
reges, cl. cv ophængt i Rog. Rogemand, 
en. ten, ſom f. Betaling røger Kisd og 
andre Madvarer. Rogepolſe, en. P. ſom 
henaer i Reg, ell. cv beſtemt dertil. Ro⸗ 
geſild, en. pl. d. ſ. Sild, ſom giores ſpiſe⸗ 
lig v. af hænges i Røg; Flackktrfild. 
Rogelſe, en. [X. 6. Rycels, Rerels.] 
bet, fom piver en vellugtende Reg, naar det 
brondes, og ſom anventes f. denne Brug. 
At brænde R. Komme R. paa Gieder. — 
Danſt Ordbeg. IE s | . 


— 


273 


ag, 


At remme fra fin Gaard. 


Røgelfe — RNømningémand. 


fig. om Lovtaler over Hbie vil. Megtige. 
»Han onſter, at man endog m. ben bedſt 


fortiente Xogelfe vil være frarfom imod 


Forſterne.“ Rahbek. ”Crv cen og anden lidt" 


god og viis, faaer han vel Rogelfe, mig 


foruten.” Bagg, — Roegelſefad, Regel⸗ 


ſekar, cf, F. ell. Kar; hvorpaa lægges 
Gleder f. at antænde I, dervaa. Ratgel⸗ 
felvs, et. d. ſ. ſ. Roglvr. 

Rogt, en. ud, pl. IJ. Rækt, Rög.] den 


Cl 


e+. 


Omſorg, ſom bæres f. at holde noget v. 


Magt (ifær OY, det om Dyr) Pleie, Vare⸗ 
gt. 

Rogte, v.a. 1. [Strives ogſaa rygte. 
IJ rækta, rækia. 4, &. recean, reccan. 
H. ruchten.) 1. rage Omſorg for, pleie, 
"tage Vare paa. (meft om Dor; om Mermes 
fler ofteft: pleie, paffe.) At r. Svæg. 
r. Heſtene p. Stalden. Fiſteren er ude at 
rogte fine Garn. 2. udrette, forrette. At rs 
et XSvente, cen Beſtilling. “Enhver, ſom 
vedbørligen røgter fit Kald, fan fremme 
det: Heles Bel.” P. E. Moͤller. ”Xygt 


Naturens bedre Kald,” J. 2, Heiberg. — 


RKogter, en. pl.-c. den, ſom røgter noget ; 
ifær alssol, for: Quægroͤgter. 
Fruentimmer: Rogterſte, en, — Røgts 
ning, en, d. f. f. Rogt. SEE 
Keoie, en. pl.-r. kaldes i Norge Urhanens 
ell. Tiurens Hun. 
de Slagnes Mod igien.“ E. Colbiorenſen. 
Reollike, en. pl.-r. En almindelig udbredt 
Ptante? Achiliea Millefolium. 
Komme, v. n/ (er) og a. 1. [I. rymas 
A. 6. ryman.] 1. neutr. undflye, und⸗ 
. vige, drage hemmelig bort, Tyven er romt. 
At r. af Landet, af Byen. “Og troede, 
han var romt f. Alvor ud af Landet.“ Bagg. 
2. act. vige fra 


»Mens Reien hidfer op 


Om et, 


et Sted, f. at lade, en anden indtage det, 


overlade cen et Sted v. felv at forlade det 3 
enten frivilligen, ell. Følge Dom og 
Landsforviiéöning. At rømme Huſet, Stuen 
f. cen. Fienden blev nodt t. ater. Staden, 
maafte r. Marken, Valpladſen. Han blev 
dømt f. at remme Landet. 
i Stuen, giore ryddeligt, lægge tilfide, (Moth: 
Gv. ryma up.) “Efter de have endt deres 
Bøn, ſtulle de remme op og feie i Kammes 


ret,” Jeſuit. Hiſt. v. N. M. Aalborg. 1607. " 


— At romme tilſide Cafe bort, gisre 
Plads.) Øncedorf. 4. At tromme fig (in⸗ 
ben man taler :) giere Luftroret frit, harke. 

Romning, en. pl. - er; [af v. remme. ] 
Gierningen at remme, undvige fra, forlade 
et Sted. — Remningodom, en, Dom, ſom 
tages over en Bonde, der er romt fra fin 
Gaard, ell. anden Romningsmand. (Moth.) 
Xemningsmand, en. 1. den, ſom rommer 
fra fin Feſtegaard, får Gield, ell. undviger 
p. anden ulovlig Maade 2. den, fom ev 
dømt t. af rømme Landet (Moth.) ell. ſom 
f. at undgaae Forfølgelfe frivilligen gaaer i 


(18) 


3. At remme op, 


e 


i Romningẽmand — Rer. 


kandflygtighed. “ Han, ſom en Remnings⸗ 
mand fin Bortgang fader at dolge.“ Helt, 
Xen, en. pl.-ner. IJ. Reynir.] et inden⸗ 
landit viſdtvorende Zræ. Sorbus aucupa- 
rias Xenncbær, ct. pl. d. f. de rede Bær, 
fom ere dette Zræeé Frugt. i 
Raonne, en. pl.-r. [af I. Rannr, et afs 
langt Huus.] et gammelt, broſtfeldigt, fal⸗ 
defærdigt Huus. . 
Xer, ct. pl. d. f. [3. Reyr. gf. T. Ror.] 
1. En Slægt af Vandplanter, hvoraf ads 
ſtillige Arter ere indenlandſte. Arundo. 
(hyppigft om det i alle Soer vorende A. 
hragmites.) At trække ct X'' op af Van: 
et. Undertiden ſom coll. At ſtære Ror, 
lægge Tag aß R. Vildenderne ligge i Ro⸗ 
rene (itte KRoret.) (jvf. Div.) 2. et huult, 
cylindriſt ell. pibedannet Legeme af nogen 
£ængde, Roret (Lsbet) paa en Boſſe. Et 
Pufterer, Blæfcrer, Kakkelovnsror. Luft⸗ 
røret, Urinroret. Vandror. 3. Under⸗ 
tiden for: Rende (ſ. d. Ord.) At lægge et 
Steenror i Jorden (en Steenkiſte, Steen⸗ 
rende.) — Rorbeen, ct. Et langt, huult 
og lige Been, f. E. Armbenet, Laarbenet. 
——— en. den, ſom forſtager at binde 
og flette adikiligt af Nør, ell. at lægge 
Nørtag. Xorblad,ct. 1. B. paa Rør. 
2. et Bæverblad (cen Skyttel) af Rør. (V. 
6. 9.) Roarbund, en. Sted, hvor Ror 
vore og trives. Rorbundt, ct. Rorknippe. 
Rorbuſt, en. En Samling af R. fom vore 
paa eet Sted. Rorbyld, en. Bryld i Lys 


ſten. (Moth. Rettere vel: Rerebyld, af 


det forældede Køre I: Lyſten.) rordanuet, 
adj. huul og dannet fom ct Nor (2.) Ror⸗ 
Orum, en. En Sumpfugl af Heirejlægten, 
der udmærfer fig v. fin [lærte og hule Lyd. 
Ardea stellaris. Xordufø, en. Blomſter⸗ 
duſt ſom vorer p. Ror. Rordætte, et. D. 
af Rør, ſom lægges ell. befæftes over noget, 
f. E. paa et Loft. Rorfletning,en. F. ſom 
er giort af Ror. Rorfleite, cn. En Floite, 
tilſtaaret af Nør, Rorgang, en. En noget 
lang dæftet Hende ell. Canal. Fleiſcher.) 
f. Ror, 3. rørgroet, adj. v. begtoet m. 
Ror. Flodens rørgroede Bred. (GGertz.) 
Rorhav, ct. Hav, hvis Bredder fre ſtærkt 
begroͤede m. Nor. Rarholm, en. En liden 
Holm cl. et forhsiet Sted i Bunden af en 
- Sø, fom ev bevoret m. Nør. (Moth.) 
Rorhval, en. Et Dyr af Hvalens Slægt. 
Balæna physalus. Rorkiſte, cn. K. flet: 
tet af Rør. Crates. (Moth.) Rerknippe, 
et. Et ſammenbundet K. af afſtaarne Rør. 
Rorknude, en. Knude, hvor et, nyt Skud 
p. en Rørvært begynder. Xortnæ, et. 
Knæ el. Boining p. et Ror, f. €. et Kaf: 
fclovnérør. Rorkoral, en. En Slægt af 
Koraller, ſom danne fig i Skikkelſe af Rør. 
(Fubipora.) Kormaatte, en. M. flettet 
af Ror. Karmeſter, en..den, fom har Op⸗ 
fon m, Vandrotr ell. Vandrender. (Arreboe.) 


274 


"tag, et. 


etøerer fig ikke et Løv, 


Ror — Rorelſe. 


Rormoſe, en. M. hvor der, vorer R. i 
Mængte: Rarpibe, cen. ſ. Rarfloite. 
Rerffæring, en. Gierningen at ſteere Ror. 
Rorſpurv, en. Et Slagé (maa Kugle, der 
bygger Nede i Toppen af Rør. Emberiza 
schoeniolus. rerſtilket, adj. (om Plan⸗ 
fer) fom har en huul Étilt , liig Nør. 
Rerjtav, Rerſtok, en. En Stof af Ror, f. 
E. af Spanſt⸗Ror el. Bambas. ”En ſtro⸗ 
belig Rorſtav.“ Baſth. Rarſtol, en. Stol 
nm. Sade af Rorfletning. Rerſtraa, ct. 
Et enkelt, iſeer torret Ror. Roerſtub, en. 
Stubben af afhuggede Ror i Vandet. Kor⸗ 
fvamp, en. En Slægt af Svampe; hvis 
Hat p. Underfladen ifte er bladet, men be⸗ 
ftaaer af fine Smaaror. Boletus. Rer⸗ 
fvovel, et. Svovel, fom er i Etænaer. . 
(Amberge Ordb.)  RXerfø, en. En Indſo, 
ſterkt bevoret m. Kør. (BØ. S. O.) Kor⸗ 
ag, ſom er lagt af Rer.  Xors 
værling, en. En Fugl;-d. ſ. ſ. Rorſpurv. 
(V. 8. 2.) 

Røre, v. a. 2. IJ. hræra. A. S. hreo- 
ran. N. S. roͤren.J 1. bevæge, fætte i 
Bevægelfe. JTalemaaden: Åt r. en Heſt. 
At fiſte i rørt Band. Ofteſt om Lemmerne, 
og recipr. fan fan hverfen r. Hænder 
eller Fødder. Kor tig itfe af Stedet! At 
r. fig er det bedſte Middel mod Kulde. Der 
2. fig. (af No. 1.) 
virke p. Folelſen, p. Sinder, frembringe 
Gindsbevægelfe. Def rorte hans Hierte. 
At rores v. andres Nod. Hun blev faa 
rært, at hun faldt i Graad. Et rorende 
Gun. En rørende Skildring. "3. tage, 
fæle paa noget m. Hœnderne. Han fan iffe 
taale, at man rører ham. Denne Tonde 
er endnu ikke rort, er urert, heel. — Ofteſt 
m. præp. ved. At røre ved noget. (f. 
berøre, vedrøre.) fig. At blive rørt, af 
Slag, ell. blot rørt. Han er rørt i ben 
hsire Side. 4. fætte noget middelbart i 
Bevegelſe, cl. ved, formedelft en anden 
Zing ; it. blande noget v. at røre det. (ſaa⸗ 
vel act. ſom neutr.) At røre Maltet (m. en 
Stok. Moth.) r. Maden (i Grunden.) Art 
r. i noget, i Grunden. At vr. en Kagedei. 
Xtr. om, r. op i noget. — fig, At r. op i 
en Sag, bringe den atter p. Bane. At r. 
noget ſammen. At røre noget ud i Vand 
m. en Skee. — At røre Trommen 9: ſlaae 

. Trommen, ifær tf. at give Zegn. — 

re,en. ud. pl. noget, fom er rørt ſammen. 
Xggerere. — fig. torden, Forvirring. Det 
ligger Alt i cen Rore. »Der blev en Eg⸗ 
gemad, en reent forſtyrret Xore.” Lurdorf. 
— Roerelſe, cn. 1. En v. udvortes Inda 
virkning frembragt Sindebevægelfe, Sinds⸗ 
vørelfe. Man fan ikke fee denne Ned uden 
XX. un hørte denne Tidende m. dyb Ro⸗ 
relfe. 2. Apoplexie. Han har faact en 
A. i Biden. (Sielden br. Ordet i den 
egentl. Bemærf. om Gierningen at rore. f. 


N 


Roreſtee — Roſte. 2 


(od 


Dedrøren, Berorelſe.) — Koreſtee, en. S. 


til at røre i Mad, t. af r. Mad ell. andre 
Ting ſammen.  Xoreftang, en. S. hvor⸗ 
med man rører £ noget (f. E. Malt.) = 
tørlig, adj- ſom fan flyttes, bevæges ; be⸗ 
vægelig. mobilis.  rørligt Gods. rorlige 
Eiendomme. Deraf: Kørlighed, en. ud. pl. 


Rorig, adj. 1. fom har funde, bevæges 


lige Lemmer, ſom er friſt og færdig f. ſin 


Gierning. agilis, vegetus. Han er endnu 
en vt. Wand. At have rørige Lemmer. 2. 
rorig Mad 9: ftærk nærende, fvær at for⸗ 
doie. — Rorighed, ud. pi. Raſthed, Be⸗ 
vægelighed i Lemmerne. 

Xering, en. [af v. a. røre] til Skibs: 
den Beflædning af Tougvark, ſom lægaes 
om Ankerringen, f. at den ci ſtal gnave An⸗ 
kertouget. 

Xoræg, en. ud. pl. og meſt ud. Art. ſaf 
v. a. tøre,|] En Ret af Wg, ſom røres ſam⸗ 
men og koges ell. fteges I Smør. | 


Ros ell. Roſe, en. pl.-r. En Steendyn⸗ 
ge. Moth. (Sv. Rose. J. Reisi. Ihre.) 
Deraf: Roskat, en. Norſt Benævnelfe paa 
Hermelinen (Lee-Katten; Mustela ermi- 
ED fordi den gierne opholder fig i Steen⸗ 

obe. 2* 


Roſt, cn. ud. pl. ſI. Raust.] den Lyd, 
om Wennejfer og endeel Dyr have &vyne t. 
t udftede giennem Luftreret. Vox. (jvf. 
Stemme.) Lovens, Tigrens Reft. Nogle 
Fugles Reſt er Skrig; andres er' Aviddren 
og Sang. — fig. Naturens Reſt. At følge 
Hiertets Koſt. Den menneftelige X. ”Mit 
Die uden Øraad, min Zunge uden Refn,” 
Jacobi. (f. Stemme, Vaæle.) Ut fige nos 
get m. fagte X. - Af tale m. het X. At 
opløfte fin Roſt. ”Man figer: et tydeligt 
Utæles en het Roſt, en klingende Stem⸗ 
me.” Sporon. (At Reſt, efter Sporon og 
P. E. Muller I. 369, nu bruges ”om ben 
Organets Bevægelfe, v. hvilken vi frem⸗ 
bringe enten høie cl. ſterke Zoner”: er vel 
en vis, el. i nogle Zilfælde forekommende 
Brug; men omfatler ikke hele Brugen; da 
Roſt, ifær i heiere Stlil, ofte Fan træde i 
Stedet f. det, fra det Tydſte laaute Stem⸗ 
me. Ogſaa bruges Xoft, men ſielden Stem⸗ 
me, om Dyrenes 219Dd.) 


Xeft, et. til Skibs: en Udbygning af 
Planter og Knæer p. Yderfiden af Skibet, 
hvorpaa Vanterne befæftes, (Deraf : Roſt⸗ 
Fiætting 03 fl. Dvd.) . 

Roſte, v. a. 1. [det T. råften.] i Bierg⸗ 
værfsfprogst.: At roſte Malmen, Ertſen 9: 
gløde ten I Masovnen, f. af ſtille den v. de 
groveſte fremmede Dele, inden pen ſmeltes. 
(Bruͤnnich, Mineral. 54.) Deraf: Roſt⸗ 


75 


Heiberg. 


& NM ME 


NRoſteovn — Roveri.“ 


ning, en. pl.-er. — Roſteobn, en. 


20 Ovn, 
hvori Ertſer roſtes. 


Røv, cu. [I. Rauf, Hul.] Rumpe, Bag⸗ 
deel (egentlig : Rumpehul, Anus. Nu fun 


i den laveſte Talebrug. Tilforn: Hul, 
Aabning. H. Barpefteeng.) i 
Rove, v.a. og n. 1. [X. &. reafian.] 


m. Vold bemægtige fig andres Gods og - 


Eiendom; rane. (f. Rov.) At r. Ovæg. 
De røvede fra Kirker og Kloftre. røvet 
Gode, At r. paa Alfarveie. — fig. berøve, 
ſtille v. Han har røvet mig min Xrve, 
Hun har rovet mig min Rolighed. — Ro⸗ 
ven, cen. Gierningen at røve. Xøven cg 
Plyndren. — Xøvefrihed, en. Lov t. uhins 
dret at røve. (Trefchow.) Rovelyſt, en. 
ud. pl. Lyſt, Tilbøielighed.t. at røve. 
Rever,.en. pl.-e. den, ſom royer, ſom 
m. Vold raner andres Eiendom. «i Kanss 
mand, Stimand,) At overfaldes af Ro⸗ 
vere, falde i Roveres Hænder. En Gøs 
røver, Kirkersver. = reveragtig, adj. 
fom ligner en Rovers Gierning og Adfærd. 
»Et Land, ſom havde et wildt og roverag⸗ 
tigt Folk ft. Beboere.” Guldb. Deal: 
Roveragtighed, en. »Tog, hvor de p. een⸗ 
gang unde fornoie deres Tapperhed og des 
res Roveragtighed.“ Guldb. — Roverban⸗ 
de, en. En Forening, et Selſtab af Roeve⸗ 
re; en Roverhob. Roverborg, en. B. 
hvor Revere have deres — Ro⸗ 
verflok, en. Reverbande, Roverhob. Ro⸗ 
verfærd , en. Roveres Færd; roveragtig 
Ferd. ergods, et, G. ſom Røvere 
have bemægtiget fig. Koverbule, en. H. 
hvor Røvere — * deres Tilhold. + Rovers 
kiob, ct. Kisob f. en Priis, der er meget 
langt under Tingens Værdi; Skamkieb. 
Reverkule, en. Roverhule. At gløre en 
Roverkule af fit Hierte (være falſt, forſtilt, 
ell. ſtiult.) Raeverpak, et. foragtelig Be⸗ 
nævnelfe p. flette, ronføge golf. Rovers 
rede, en. fig. Roveres Opholdaſted. Re⸗ 
verftib, et. S. ſom Sorevere færdes paa, 


og hvormed de angribe andre ubevobgede 


Fartøler. (Malling.) Roverflet, et. d. ſ. 
. Røverborg. Xoverftand, en. Raverens 
tand, Haandtering, Levemaade. ”Da var, 
det ſnart med Xoverftanden ude.” J. £. 
Roverſtat, en. Stat, hvlé For⸗ 
atning gager ud p. Roveri, og hvor ikke 
en blandt civiliſerede Nationer antagne 
Folkeret agtes. De barbariſke Xoverftater 
JFAlgier, Tunis, Tripolis.) Roevertog, 
ct, Zog, hris Henſigt er at ræve, Tog af 
Rovere; Rantog. 
Reveri, ct. pl.-er. Handlingen ak rove. 
At begaage Roveri. Soreveri. 


Roverfk, adj. (Moth. Treſchov.) ſ. ro⸗ 


veragtig. 


4 


⸗ 


Sae en. pl.-er, IJ. Sar.] Et Kar, iſær 
til at bære Band i, at oſe Vand med. (Cols 
ding.) “Med Spanden i din Haand, m. 
Sagen hos din Side.” Arrebo. ”CEcn m. 
en Gpand, en anden m. en Saa.“ Bagqe⸗ 
fen. — Deraf: Bygeſaa, Vandſaa. (Moth.) 
Saa, adv. og con. [Iol. sva, s0.] I. 
adv. aqh) udtrnkker det (form Scetnings⸗ 
ord) Henfyn ft. en bekiendt, en forhen om⸗ 
talt Gienſtand, ſom v. denne Partikel lige⸗ 
ſom udpeges (ſaaledes, p. den Maade.) 
Gaa giorde han; far fagde han. Saa fore 
Holder det fig, f. ev det, f. ſtal det være. 
"Cæt, at det var fer. Saa gaaer bet til i 
erden. en gior fag, cen Anden anderles 
des. (i alle diffe Tilfælde fan ſaaledes brus 
ges, og bruges ſom ofteft.) b.) har det 
- Genfon t. og ſtaaer i Forbindelſe m. ct ef⸗ 
terfølgentead;j. eller adv. og beſtemmer da 
enten en vis Omftændighed cl. Grad i Øens 
ſeende t, Egenſtaber, Mængte, Antal, Tid, 
m. m. eller udtrykker en Sammenligning. 
Han er ſaa føg, (I den,Grad) at Lægerne 
tvivle om hans Liv, Saa tig en Pige vil 
ikke fattes Friere. Saa mange, f. faa, ſ. 
(lidt ſom muligt, faa fnart, jeg fan. ſ. 
længe han lever. Det er f. gott fom (næs 
ſten) afgiort. Saa uſlyldig, fom et Barn. 


Saa ſtion, ſom Roſen, ev ingen andenBlomſt.. 
— Hertil hører ogſaa de (elliptiſte) Forſike⸗ 


kringer: ſaa ſandt (ſom at) Gud lever! 
Saa viſt (ſom) jeg er en ærlig Mand! — 
J nogle Udtryk (i dagl. T.) hentyder det p. 
en Art og Maade, hvorpaa noget ſteer. 
Han var ſaa god, at underſtette mig. Vær 
. god, f. arfig at træde ind. — Ligeledes 
vor det 

jectiv. Adverdler: Det ſtete fag lempeligt. 
Jeg veed det ikke fag egentlig. Han gif ſaa 
fagte Ånd i Stuen.  c.) i nogle Tilfælde 
br. 


det fom Udraabe⸗ og Sporgsmaalsord:. 


Saa! nu er det nof! Saa hør bog hvad i 
vil fige! — Saa? (med langt Tonehold 


vil han flet ikke komme? (Spørgsmaal, 


blandet m. Forundring.) II. Gom con). 
bruges denne Partikel hyppigen og i mang: 
. foldige Zilfælde ft. at forbinde Efterfætnins 
gen m. Forfætningen, ſtiondt den ogfaa i 
mange af disſe, i Folge Sprogbrugen, fan 
udelades. a. "efter conj. naar, hvor denne 


enten virkelig forekommer, ell. ved Omſtriv⸗ 


ning er udeladt. Naar du forer dig vel op, 
(ſaa) bliver det din egen Fordeel. Seer jeg 
ham igien, ſaa ſtal jeg ikke glemme hvad jeg 
har lovet, Er han paaftaaelig, ſaa er hun 
det iffe mindre. b.) hvor. Cfterfætningen 


⸗ 
U 


næften overflødigt, fætteé t. ad⸗ 


udtrykker Virkningen af en foregaagende 
Aarſag, ell. Henſigten af et Foretagende, m. 
m., f. E. efter da, fordi, efterdi, ſiden, 
ſaaſom, efterſom. (forkortet: ſom) for at, 
pas det af, 0. fl. Ligeledes hvor Forfærn. 
begynder m. ligeſom, ſaavidt ell. ſaavidt 
ſom, eller hvor den betinges ved om, der⸗ 
ſom, hvis, o. fl. c.) hvor Forfætningen 
indeholder en Tilſtaagelſe, ſom betinges ell. 
indſtrenkes v. Efterſetningen. f. E. efter 
endſkiondt, uagtet, i hvor, om ogſaa, 
m. fl. Her ſorekommer denne Part. ogfaa 
undertiden baade i For⸗ og Cfterfætningen, 
og ftaaer da førfte Gang og overhovedet I en 
Forſetning, i St. for: i hvor, (Saa 
gierne jeg (endog) taler med ham, fag fan 
han dog afdrig vinde min Forttolighed. 
Boger, ſaa ypperlige de endog ere, kunne 
dog ei gisre Erfaring overfløtig.) d.) til 
at betegne en Tidsfolge (for: derpac, der⸗ 
efter.) Forſt gif han længe i Daven; ſaa 
fatte hun fig t. at ſpille. Forſt de Store, 
faa de Smaa. [Hertil horer tet Udtrnf i 
d. Tale: hvad (fulgte, ſtete) fag? naar en 
Tortælling afbrydes.) Hvor det gientages, 
ſtaaer det for: ſnart — ſnart. Saa vil 
han eet, fag et andet.  €e.) hvor faa ſtager 
i cn Efterfætning, der udtrvkker en Sams 
menligning, er det egentl. adv. (i St. for : 
ſaaledes.) Gom Herren er, fag hans Sven⸗ 
de. Com Sarden er, faa bliver Hoſten. 
Jil. Da adv. og conj. fag forbindes med 
endeel andre Ord af famme Slagé, fan be⸗ 
merkes: a.) Adftilt ſtrives aftid fee st, 
conj. (adeo ut.) Skibet er klart ft. ar ſei⸗ 
le; ſaa at ter fattes nu intet uden Vind. 
le Form udelades et. Jeg har gaaet 

ele Formiddagen; ſaa jeg er nu ganſte 
træt. Han raabte, ſaa tet kunde hores p. 
Gaden.) b.) Gom ofteſt ſtrives na fol: 

ende ſammenſatte Adv. og Conj. i eet Ord: 
fealidt, non minus, non magis, itke min⸗ 
bre end. Den ene ſaalidt fom den anden. 
Gan kommer lige ſaalidt t Morgen, fom i 
Dag. (Derimod: Giver du ham ſaa lide 
ell. Tidet? tam parum.) — faclænge, do- 
nec, usque quo. Vi fan være filfrede, 
ſaalenge det iffe bliver værre. (Derimod : 
Lan tøvede faa længe, (tam longe) at Alle 
vare borte da hankom.) — ſaameget, ſaame⸗ 
get mere, quantum, tanto magis. Saa⸗ 
meget (faavidt ſom) jeg fan ſee, er der endnu 
ingen Fare. Saameget mere, ſom han end⸗ 
nu iffe er mandig. (Derimod: ſpilis ikke fag 
meget Kisd.) — ſaaſnart, adv. ut primum. 
simul ac. Saaſnart jeg erfarede hans 


" Gaa — Saale. 


Ankomſt, gif jeg fil ham. Saaſnart Kon⸗ 
gen var død, hyldedes hans Eftermand. 
Jeg kommer ſaaſnart jeg fan. (Derimod: 
Vil du gåae fag fnart? tam cito.) — ſacyel 
(m. ſom efter; tam—tam.) Saavel Fa: 
deren, ſam Sonnen. Den ene ſaavel fom 
den anden. (Derimod: an cv endnu ikke 
ſaa vel a: friſt. Det er itfe faa vel.) — 
ſaavidt, quatenus. ſ. jeg veed, er han 
endnu itfe reiſt. Saavidt min Evne ſtrok⸗ 
fer. — for ſaavidt, in quantum. Han fif 
Løfte om Erſtatning, for ſaavidt ſom han 
kunde bevife fit Tab. Cc.) Folgende Ord ere 
altid uadſtillelige: ſaadan, adj. pl. ſaadan⸗ 
ne: af det Slags, flig, ſaaledes. ſagdan 
var hans Adfærd. Saadan vil han have 
det. ſ. en Wand. I ſaadan et (ell. ſaa⸗ 
dant) Veir. Saadanne Folk. ſaadan 
ſom det fan træffe fig. — ſaafremt, adv. 
berfom, hvis. ſ. Ban. fordrer det, vil det 
ei blive ham negtet. — ſaaledes, adv. p. 
den Maade, p. ſaadan Viis. (ivf. far, 1. a.) 
Saaledes var:tet fordum; men nu langt 
anderledes. ”RNafe og laſte, efte og hade, 
£ Dag ſaaledes, i Morgen anderledes.” 
Mynfter. Det var ikke f. ment. (i ældre 
Skrifter ogſaa: ſaalunde.) — ſaaſom, 1. 
conj. d. f. ſ. efterdi, efterſom, da. (quip- 
pe, quoniam,) 2. adv. naar noget nævz 
nes t. Exempel. Der var endeel vilde Dyr, 
ſaaſom en Løve, ew Tiger, 0. ſ. v. 

. Baad, et. pl. Saader. Staller, ſom 
falde. af Korn el. Gryn v. Mafningen ; 
Klid. (br. iffo gierne udb. i pl. Søgder. 
Moth. Saaer. J. Baden. I Jylland: 
Soer, Sfal om Korn. - Brgfoer, Havre: 
foer. Jil. Sori, Affald.) — Saadbrod ell. 
Saadebrod, ct. B. bagt af Klid ell. Saa⸗ 
der. — ſaadet, adj. lidet, fuldt af.Saader. 

Seadðd, et (Suppe) ſ. &0d. 

Saadan, adj. og adv. f. under far. 

Gage, v. a. 1. [Jsl. at så.] bringe Gæd 
ell. Frø i Jorden, for at det far vore op, 
At ſaae Byg, Havre. At f. Gulerodder. 
(men: lægge Kartofler, Erter, Bonner ; 
ſaae bruges om den Seed, der udſtrees.) 
Saackorn, et. Korn, ſom bruges ell. er 
beſtemtet. Ubfæd; t. Forſtiel fra Brodkorn 
el. Fodekorn. Saaledes om forſtiell. 
Slags Korn: Saaerug, Saachavre, 
Secevilfer o. fi Saaemand, en. f. 
Særemand. — Saaeping,en. Gierningen 
at fane. (Dlufſen.) — Sacaetid, en. den 
Xarstid, hvori man pleier at. fane, Sædes 
tid. Saaeveir, et. Veir, ſom er filter t. 
at ſaae i. (Moth.) KE , 

Scafremt, conj. f. under far. 

Saald, et. f. Sold (erihrum.) 

Saale, en. pl.-r, (Id. Sali. Lat, Solea.] 
1. den underſte Deel ell. Flåde af Menneſtets 
gods dog br. i denne Bemærfelfe oftere : 
Sodfeale. 
ning, ſom bersver ell. ſiutter t. denne Deel 


e ⸗ 


nN 


977' 


"at faare en Anden. 


2. bet Stykke af. Fodens Bedek⸗ 


Eaale — Saare. 


af famme; færdeles om Skoe ell. Støvler. 
Ut ſye Sanlen t. Overlederet. At binde 
Saaler ¶ Sandaler) om Fødderne, At ſye 
Lerreds⸗⸗Saaler under et Par Strømper. == 
Saalclæder , ct. Læder , beredet af tykke 
Guder, fom bruges t. Saaler, Saale⸗ 
rem, cen. Rem; hvormed loſe Saaler uden 
Drorlæder bindes om Fedderne. OW 

Saale, v. a. 1. fætte Saaler under Fods 


tol. (Moth.) f. forſaale, ſom er mere bru⸗ 


geligt. 
Saaledes, adv. ſ. under faa. 
Saamaend! et Ord, fom i d. Tale ofte 
bruges f. Forfittring, Befræftelfe cl. Sam⸗ 
tykke. (Ligeſom i lav Tale Guds Navn 
misbruges v. ben Cd: fan Gud! ſaatedes 
menes dette Ord at være: faa tænd! 9; 
hellige Mænd ; hvoraf den forældede Tales 
magde: at fværge om (ved) Gud og Maend.) 
Saar, et. pl. d. f. IIsl. Sar, A. Sr 
Sar.) en udvortes Skade p. Legemet, ifær. 
en ſaadan, ſom udenfra er tilfsiet, v. 
Skaar, Dug, Stif, Stud ell. desl, (Man 
figer dog ogſaa: han har dt aabent Saar i 
Benet, om en Bnld ell. lignende Skade.) 
At forbinde, læge, hele et 8. Saaret hes 
les, begynder af groc til, at lukke flig. 
Studte, ligne 7 knuſte Saar. (Saar, 
ogſaa: Udſlet m. Rove el. Skorpe paa. 
Moth. Onde Scar i Hovedet.) Saagr⸗ 
bod, pl.-bøder. Pengeſtraf, ſom betales f. 
Saarfeber, en. den 
Feber, ſom folger efter betydelige Saar. 
ſaarfri, adj. ſom er uden Saar, ikke ſaaret. 
Dan gif ſaarfri af Striden. 


Aa 


bet dog Tid, at de Saarfrie føle dit Gift=, 


ſtud.“ Ohlenſchl. ſaarhendet, adj. ſom 
har Saar, Skade i en Haand ell. begge. 
Saarlæge, en. pl.-r. den, fom forftaaer og 
befatter fig m. at læge Saar og andre uds 
vortes GSogdomme; cen Chirurg. Saar⸗ 
lægekonſt, en. Chirurgie. ſaarlagende, 
acj. v. ſom læger, heler Saar. Adſtkillige 
Planter have en ſ. Kraft. ſaarmundet, 


ad. ſom har Saar ell. Skade i Munden. 


(Moth) Saarmarke, et. Morke, Ar ef⸗ 
fer Saar, Saarſlag, et. Slag, hvorefter 
der følger et Saar. ' . ". 

Saar, adj. ſIsl. sar.] fom har Saar, 
ſaaret.  ”Bedre cer æt vare fear, end føg.” 
(P. Lolle.) Deraf: faargiore, v. a. 3. 
fare, tilfste Zaar, qvæfte. . 

Saare, v. a. 1. (I. særa.] giore Saar, 
give Saar, qvæfte. pan ſaarede fin Mod: 
ſtander i Armen. At være farlig ſaaret. 
Gan ſaarede fig i Foden, p. en Kniv. — 
ſigurt. At ſaare Blufcexdigheden, ſaare den 
ædlere Folelſe. ꝰMen af! ſnart grædeg 


»Engang er 


- 


her, alt farer denne Time.“ $. Guld, — - 


Saarelſe, en. Gierningen at ſaare. — Saa⸗ 

remaal, et. Saarelſe, Saar. (Moth) ; 
Saare, adv. ſSv. såra, swår, T. fehrr.] 

1. i hoi Grad, overmaede, hoiligen. Det var 


8 


N 


- 


haj & 


Saare — Sadelhynde. 


nar ſ. bedrovet. ſaare meget, ſ. lidet. Har 
bad, grod ſaa fagre Den, ſom fan ſtille 
Havet, derſom det ſtormede og bryfede end 
cen Gang. fua fgare,” P. Tidemand. 1564. 


2. i d. Æ. og Almueſproget, efter ſaa, for: 


ſnart. Saa ſaare jeg kommer hiem. Saa 
ſaare han ſaae hende. 

Saaſom, conj. f. under faa. 

Saet, en. ud. pl. [IIsl. Satt.] Foria, 
Enighed. — forældet, ſaavelſom adj. 
fact, pl, ſaatte, enige, forligte, fredelige. 
(f. uſaatte.) 

Sabbat, en. Jedernes Hvile: og Hellig⸗ 

dag, ſom holdes om Loverdagen. i 

Sabel, en. (forældet.) i ældre Skrifter 
og Folkeviſer: d. f. f. Jobel. ”Hun mider 
Babel og Maar.” K. V. ' 

Sabel, en. pl. Sabler. [Ir. sabre.] ct 
trumt Zværd t. at hugge smed, — Deraf: 
Scbelerter, pl. et Slags meget ſtore Suk⸗ 
kererter. (Oluſſen Landoec. 307.) Sabel⸗ 
Flinge, en. den buede Klinge af en Sabel. 
Sable, v. a. 1. hugge m. Sabel; br. 
fun i Udtrykket: af ſable ned, for: hugge 
ned. (f. nedſable.) 

Scecrainent ell. Sacramente, ct. [af Lat.] 
En Religionshelligdom. Daabens, Nadve⸗ 
rens S. At meddele en Syg Sacramentet. 

Sadel, en, pl. Sedler, IA. 6. Sadl, 
Sadol, Jél. Sodull.] et Sæde, af Fræ, 
udftoppet og beflædt m. Skind, fom lægges 
p. Heftens Ryg og fpændes m. en Giord 


under Bugen, f. af den Ridende fan fidde 


derpaa. At hielpe cen i Sadelen, fitde 
faft i Sadelen, lofte een af 5. En Zvær: 
fadel, Bvindefadel, hvorpaa Fruentimre 
ride m. Benene t. cen Side. (ſ. ogſaa Klov⸗ 
fgdel.) ⸗Sadelbom, en. Zræet i en Sa⸗ 
del, ſom udftoppes med Haar, og beklodes 
m. Stiud 0. f. v. Sadelbrud, et. den 
Stade, Heſten fager v. at trykkes af Sade⸗ 
len, ſaaledes at Huden gnaves og briſter. 
(Abildgaards Hefte-Lære. 75.) ſadelbrudt, 
ad). v. kaldes den Heſt, der ſaaledes cv ſaar⸗ 
giort. Sadelbue, en, den forreſte, buede 
Deel af Sadelen eller Sadelbommen. Ses 
deldrent, en. Betient, ſom ſadler og af⸗ 
ſadler Heſten; Rideknegt. (Moth.) Sa⸗ 
deldakke ell. Sadeldakken, ct. Et Klæde, 
ſom ſpandes over ell. under Sadelen; Ri— 
dedetten. ſadelfaſt, adj. ſom ſidder faft i 
Sadeken, ſom itke let kaſtes af Heſten. 
"Dan til Heſt var alt f. raſt og ſadelfaſt.“ 
Bording, ſadelfor, adj. fon er i Stand 
t, at bære Zadel. En ſadelfor peft. Sas 
delgiord, cen. En v. den ene Side I Sadelen 


… fæftet Giord, der fpændes om Heſtens Bug 


t. den modſatte Sido ſ. af holde Sadelen 
faſt⸗ Sadelheſt, en. H. ſom rides, ell. 
bruges ft. af bære Klovſadel. (i Modſ. t. 
Vognheſt.) Sadelholſter, ct, d. £. ſ. Pi⸗ 
ſtolhyiſter. Sadohynde, et.Hynde ell. 


J 
⸗ 2 
æ 


278 
, ſaare euſteligt. En f. flor Mengde Han 


Sadelhynde — Saftgron. 


blød Beftædning ovrenpag en S. tfær Avin⸗ 
deſadel. Sadelkammer, et. St. ſom bruges 
t. Giemmeſted f. Sadler og Ridetsi f. E. 
Rytteriets. Sadelklade, ct. d. ſ. f. Sa⸗ 
deldekten. (Moth.) Sadelknap, en. den 
soverſte ell. hoieſt opſtaaende Deel for p. 
Sadelen, ſom undertiden er prydet m. ef 
Slags Knap. (f. Knap, 1.) Sadelknegt, 
en. d. ſ. ſ. Sadeldreng. (Moth.) Sadel⸗ 
mager, en. Haandverksmand, ſom gier 
Sadeler og andet Lederarbeide. (Remme⸗ 
fnider.) Sadelpoſe, en. Skind⸗Poſe, ſom 
hænges v. Sadelknappen. Sadelpude, en. 
udſtoppede Puder, ſom ligge under Sade⸗ 
len, neeſt Heſtens Rvø, f. af den ci ſtal 
trykles. Sadelrem, cen. pl. — me. Remme 
v. Sadelgiorden, hvormed den fpændev t. 
Sadelen; ell, Rem t. at hænge Sadelrn i, 
Sadelring, en. Ning t. af hænge eu S. i. 
Sodelſted, ct, Stedet p. Heſtens Ryg, hvor 
Sadelen bør lægges. Sadeltaſte, ſ. Sa⸗ 
delpoſe. Sadeltryfning, en. Tryk, ſom 
Heſten liter vw en for haard eil. ilde giort 
S. — adeltræ, ef. d, f. f. Sadelbom. 

Sadlie, v. a.1. lægge Sadel paa. At 
fadle fin Heſt. At f. og afſadle. (ſ. ogfaa 
opſadle.) Deraf: Sadling, cen. 

Safiaun, et. Et Slags tyndt, p. en egen 
Maade beredet Kalve: Faare⸗ ell. Gedeſtind, 
Der ſadvanlig farves rodt, guult ell. grønt, 
og forſt ev Fommet fra AØfterland. Sort 
Safian kaldes Corduan. Heraf: Safiansz 
bind (um Boger.) Safiansffo, o. fl. 

Saſlor, nm. 3. ud. pl. Navn.p. en Farve⸗ 
urt, Carthamus tinctorius) -m. hvig 
Blomſter farves rodt og guult. 

Safran, en. ud. pl. faldes deels en uden⸗ 
landſt tegvært, (Safranplaute, Crocus sa- 
tivus) hvis Blomſter, ell. egentlig de yders 
ſte Dele af Stovveien (pistillum) på diſſe, 
give et bekiendt redgunit Farveſtof; deels 


„og fornemmelig dette Farveſtof ſelv. — 


Sefranfarve, en. den Farve, ſom faaes af 
Safran. — ſafranguul, adj. rodguul ſom 
Safran. 

Saft, en. pl.-er. X. Saft. A.S. Seaw.] 
1. Fugtighed, fom indeholdes i et Legeme, 
og er blandet m. dets fafte Dele: Vedſte. 
S. i Træoer, i Kisdet. At prefje Saften af 
en Frugt, af Urter, Drueſaft. 2. Læds 
ſten af Urter, Blomſter ell. Frugter, aftogt, 
enten findende, ell. ſtorknet v. Iblanding af 
Sutker, t. Brug i Huusholdningen cå. Qæa 
gekonſten. En Flaſte S. Ribsſaft, Kir⸗ 
ſeberſaft, Voldeſaft, Bryſtſaft ꝛc. — Saft⸗ 
aare, en, d. f. ſ. Saftror. Saftaarcer i 
Træer. (Moth.) Saftfarve, en. F. ſom 
Malere tillave ifær af Plautelegemers Sart; 
i Modſ. t. mineralſte Farver. ſaftfuld, 
adj. ſom er rig p. Saft, vedſtefuid. Saft⸗ 
gang, ct, d. f. ſ. Saftaare. (Moth.) ſaft⸗ 
grøn, adj. hos Malere: fom bar en vis lv⸗ 
ſegron Farve (hvortil Farveſtoffet kaldes 


. 
1% - 
, 


— 


ef 


Ting, i Modfætning t. Perſoner. 


' 
2 


Saftkar — Sageſald. 


Saftgront.) Saftkad, et. de Kar ell. 
Rev hos Bærter, hvori Safterne bevæge 
fig; Saftror. ”SaftFarrene ſaavel i Bla⸗ 
dene, ſom i de unge Qvifte, i Grenene og 
hele 'Xrægt, krympes ſammen.“. Olufſen. 
ſaftlos, adj. ſom er uden Saft el. Podſte; 
ter. Deraf: Saftloshed, en. ſaftrig, 
adj. d. ſ. ſ. ſaftfuld, vœedſterig. Deraf: 
Saftrighed, en. Saftror, et. fine Nør i 
Værterne, hvorigiennem diſſes Reringsſaf⸗ 
ter ſtige op fra Roden og fordele fig. Saft⸗ 
tid, en. Zræernes Safttid, den Aarstid, i 
hvilken Saften ftiger op i Stammen eg Gre⸗ 
nene, fra Roden. — faftig, ad). ſom inde: 
holder Saft, ſaftfuld.“ Deraf : Saftig⸗ 
cen. ' 
, Sag, en. pl.-er. JA.S. Sac. Jsl. Sok.] 
1. i Ordets ældfte, oprindelige Bemærfelfe : 
Zvijt, fom føres v. Rettergang , Proces, 
Retsſag. »Man faaer altid Sag m. fed 
60.” Ordſpr. (jvf. No. 2.) Heraf, tfær 
i Lopſproget, mangfoldige: Tafemaader, f. 
E. At reife Sag mod een. At lade Sagen 
falde, forfølge fr S. At afvife en S. 
fale p. Satggen, i sn S. (procedere) vinde, 
tabe en &. fiende, dømme i en S. m. fi. 
At have en retfærdig S. At demure i fin 
egen S. J mere indſtræonket (men tildeels 
foreldet) Bemerkelſe: Klagemaal, Sags⸗ 
maal. At give S. Mod een (ſ. faggive.) 
2. Aarſag, Anledning (foreldet.) Saar 
er aldrig uden Sag. At hade cen uden 
Sag (Moth.) 3. Handel, Forretning. 
En vigtig, vanſtelig, ubetydelig S. At 
blande fig i andres Sager. At gisve fælles 
S. med gen. Han kom tilbage m. ufor⸗ 
rettet S. At tage fig af en S. Det er 
itfe min Sag (vedtommer mig ikke.) At tals 
meget, er ikke hans Bag (holder han ikke af, 
el. fed aaer han ifte,) Deraf i pl. Huus⸗ 


fager, Statéfager, Kirkeſager, Krigé= 


fager, ꝛc. 4. enhver Ting ell. Gienſtand 
hvorom der tales ell. handles. (meſt i sing.) 


Jeg vil tale med ham, ſtrive ham til om- 


denne S. Det hører ei f. Sagen, . Lad 
og fomme t. Sagen. Sagen er. denne 
(beftaaer deri.) At gane uden for Segen. 
Det gfør intet t. Sagen (har ingen Indfly⸗ 
telfe derpaa.) En Hovedſag, Bifeg. 5. 
i pl. Zing i Almindelighed, hvis Navn man 
itte veed, ell. forbigager at nævne. Hvad 
er det for Sager? færd, om Toi, Nedffas 
ber, Klæber 0. d. Hvem tilhøre diſſe Sa⸗ 
ger ? fan reifte fra fine Sager. (Bemer⸗ 
kelſen er optagen efter det Tydſte; og man 
bruger i Danſt oftere Ting ell. Toi.) ye 

er 
handles om Sagen og ei om Manden. "(Hz 
geledes en nyere, efter det T. optagen Be⸗ 
mært. i hvis Sted fom ofteft bruges Ting.) 
— 2.) Sattefald, ct. i Lovſproget: Boder, 
fom Nogen v. Dom kiendes t. af "udrede. 
Deraf: Sagefaldoret, en. Nettighet t. at 


259 


— 


Sagefaldsret ⸗ Sogie. 


oppebære uffe cl. en Deel af flige Boder. 
ger: Stampes Crfixr. V.53.) — b.) Sag⸗ 
orklaring, en. Forklaring over Zing, Cas 
ger, fom forekommer i et Sirift; modſat 
Ordforklaring.  fenfældet, adj. fiendt 


ſtyſdig v. Dem, fom har tabt fin Sag. . 


Satzforer, cu. En Lovfyndig, hvis Beſtil⸗ 
ling ev at føre ell. tale en Andens Sag 
f. Retten , Procurator. Sagyforing, en. 
Gierningen, Beſtillingen at fere en Sag. 
faggive, v. a. 3. anlægge Sag ell. Sogs⸗ 
maal imod cen; ſagſege. “Den, fom Ans 
den vil figte og fagtive f. Gierning ell. 
Dvd.” D. Lov. I. 14. 1, 


»At de have hørt . 


den Sagtjivne bruge de Udtryk, hvorover 


Sagføgeren fører Anke.“ Ørfted. Sag⸗ 
givelſe, en. (Amberg Ordb.) Sagdiver, 
cn. d. f. ſ. Sagføger. (Moth.) ſangyl⸗ 


dig, adj. ſom gielder i Sagen, har en reel, 
i Tingen felv grundet Goyldighed. (Riis⸗ 
brigh.) Sagkion, ct. i Sproglæeren: det 
Kion, fom et Dvd har i Folge den Tings 
Natur, ſom det udtrykker. (f. Kion, 3.) 
Sagkundſkab, en, Kundſkab om en: vié 
Sag, hvorom der handles. ſagkyndig, 
adj. fom er kyndig i en vis Sag, hvorom 
Talen er, hvorom ter handles. At over⸗ 
lade nøget t. ſagkyndige Vends Bedom⸗ 
melſe. Deraf: Sagkvndighed, en. ud. pl. — 
ſagles, adj. (Isl. saklaus; A. S. sac-ieas.) 
uden Stold, frifunden. ” (I Lovſproget ogs 


faa fagesles. ”Den, fom fit Liv vorgede, 


være fagesles,” D. £ov. VI. 12. 2.) Deraf: 
Sagloshed, en. ud. pl. — ſagſtyldig, adj. 
ſtyldig i det, ſom man ſagſoges for: det 
Modſ. af ſagles. — ſagſege, v. a. 2. d. ſ. f. 
ſaggive. Sagſeger, en. den, ſoman⸗ 
lægger Sag mod en Anden; Citant.“Sag⸗ 
ſegeren indgav, da fin Klage eg Paaftand ; 
og den Sanfegte befvarede lt, fom han 
bedft funde.” Guldberg. Segføgning, en. 
Gierningen at ſagſoge. 


den Indftævnte; modſat: 
Ordet egfad tilforn brugt for: Sagfoger. 
J. Badens jur, Ordb.) 

Sage, en. [ct island, i de nyeſte Tider 


ofte af danſke Forfattere brugt Ded,] For⸗ 


tælling; ifær hiſtoriſt Fortælling. Hos 
Digtere og i heiere Stiil ogfaa for: Hiſto⸗ 
rtten, Hiſtoriens Mule. [Brugen af pl. 
(Sagaer) er uvis og fieldnere; og ben is⸗ 
landſte (Sogur) 'uanvendelig.] —= Heraf : 
Sagaſkriver, en, den, ſom har ſtrevet, er 
—** af en Saga. Sagatid, en. den 
Tidéalder, hvorom de islandſte Fortollin⸗ 
ger handle, eller i hvilken de ere firevne ; 
og fl. i 

"Sagt, et. ud, pl. Bæœdſte, Spyt 
flyder af Munden, ffær hos ſmaa 
(Set zöggr, vaad, fugtig.) 


ſom 
orn. 


le, v. n. 4. (har.) [ISv. sagla; 


fom derimod i def Jel. hav en ganſke for⸗ 


så 


3 


a 


i Sagvolder, en. 
den, fom en Sag Er. —8 
K er. | ' 





Sagi⸗ — Sagtmodig. 


Fiellig Bemært. ] lade Saglet, Spyttet flute 
ud af Munden. — Sagledug ,.en. Klæ⸗ 
de, fom bindes om Palſen p. Børn, der 


ſagle. EK. 
Sagn, et. pl. d. f. [Jél. Sogn, A. 6. 
Saga. ZX. Gage.] 1. det, fom ſiges, 


fortælles , iſer af Flere, ag om noget, 
der enten fordum er ſteet, el. ved Erfaring 
bekreftet. Det var hver Mands Sagn. 
Der gif S. af. At fige efter Sagn er 
halv Løgn. (Moth.) Det er ct gammelt 
Øagn, (Mundheld) af Kiærlighed gior 
Ffortinnet. 2. færd. en ved Erindring og 
mundtlig Overlevering bevaret Forfælling 
. om noget, ſom troes fordum at have tildras 
get fig. Et gammelt S. En Hiſtorie byg⸗ 
get p, Sagn. At optegne et mundtligt 5. 
Et mythiſt, poetiſt,hiſtorijk S. (f. Folke⸗ 
ſatgu.) = Sagnkreds, en. En fammenhæns 
gende Følge af mothiſte ell. hiſtoriſte Sagn. 
Sagihiſtorie, cen. H. grundet allene p. 
- Gagn, uden ſtriftlize Kilder. ſagnrig, 
madj. tig p. Sagn, ſom beſidder mange S. 
ct. Traditioner. Saqgnſkriver, cen. ben, 
ſom optegner Sagn i ſtriftlig Fortælling. — 


vægnsmaend, en. den, p. hvis Ord ell. 


Weoyndighed noget. fortolles, fremfættes , 

paaſtaages; Hiemmelsmand. ”Jeg har de 
maattet lade mig nøie m. at anføre mine 
Sagnsmaænd.“ Guldberg. 

Sagogryn, ct. pl, d. ſ. Et Slags Gryn, 
fom laves af larven t ct udenlandſt Zræ: 
Sagotræœet, Satzopalmen (Cycas circi- 

nalis.) Sagoſuppe, en. S. kogt p. Ca: 
gogryn. 

Sagte, adj. bg adv, IV. Sſagt, 
. fagte, A. S. soft.) 1. uden Støt ell. 
ſterk Lyd, ſtille. En ſagte Lyd, Muſik. Lan 
liſtede fig faa ſagte ind. At tale fagter (modſ. 
høit.) '2. itte haftig I Bevægelfe, langs 
En ſagte Gang. At gaae ſagte. En 
.Vind. 3. ikke heftig el. voldſom i Sind 
ell. Adfærd, ſtille, rolig. En ſ. Mand. 
(Moth.) Hen ſik en ſ. Død. 4. gdv. 
vel, fettelig, i al Fald. (i d. Tale, hvor 
det ogſaa hedder ſagtens) ”Kon du lffe 
fagte foare mig t. det, fom jeg ſpor dig 
om.” Holb. d. Vagelſ. Han fan ſagte 
giore det, da han er rig. Jeg fan ſagtens 
foie ham deri, naar han endelig vil det, 
Han ſortiente ſagtens og en ſlig Fortvivs 
lelſe at friſte.“ Jo £. Heiberg. — ſagtelig / 
ſatzteligen, adv. p. en fagte Maade, ſtille. 
— fegtfærdig, adj. fom er ſagte, ſtille af 
fig, ttte ſtöoſende. Deraf: Sagtfardig⸗ 
hed, en. ud. pl. — ſagtmodig, adj. rolig 
i Sindet, uden heftig Lidenſtab, irke let t, 
Vrede (modſ. hidfig, heftig.) 
ſteren ſagtmodig .ce og mild, og gierne 
overbeere vil.” Storm. *Begrebet uf fegts 
modig betegner mere en Stemning i Sice⸗ 
ten, end det hele Sindclag,” Han var 
ſagtmodig imod dew, ſom fornærmede ham; 


A æ 


230 


”Kun Me— 


Sagtmodig — Calig. 


og taalmodig i Lideffer og Modgang. — 
Deraf: Sagtmodighed., en. ut. pl. den 
Egenfkdb, af være Inan big. Sagtmo⸗ 
dighed yvttrer fig ifær i Adfærd mod Andre, 
el. i M.-iden, hvorpaa vi optage Andres 
Adfærd mod os.” Mord. Tidsſtr. LI. 78. 
»Naar den Hevngierrige faler om fin Sagt⸗ 
moͤdighed, den Ubarmhiertige om fin Mens 
nejteltærlighed.” Baſth. “Sagtmodighed 
er iffe modfat Iver, hvilfen fandtes hos 
alle retſtafne Menneſter; men den er mod⸗ 
fat Vrede, Had og lonlig Forbittrelſe.“ 
Mynſter. 

Sagtne, v. a. 1. giore mere fangfom 
(om Vevegelſer.) At ſagtne fin Gang. 
“Mangen Vandrer — gif Ditingen forbiem. 
ſagtnet Skridt.“ F. Guldb. 2. bringe noget 
til af vlive ſagte, ſtille, berolige. Man holder 
for, at Olie kan ſagtne det oprorte Hav. 
»Taus er Stormen, atter ſagtnet Bolgen 
flyder.“ F. Guldb. At ſ. eens Pidſighed, 
Vrede. (GGyppigere br. det i pass. ell. ſom 
n. pass. Stormen, Bølgerne ſagtnes. 
Smerten ſagtnes, bliver mindre. ”Octte 
var intet Tegn, at Oproret ſagtnedes v. 
hans Fravarelſe.“ Wandal. Weooth' ſtriver 
at ſagte og ſagtes) 

Sal, en. (langt a.) pl.-e. [Isl. Salr.J 
en ſtor Stue, ſerdeles ovenpaa i Huſet, ell. 
i andet, tredie Etokverk. (Man ſiger ders 
for: Han boer p. Salen a: I andet Stok⸗ 
vœrt, hvor Huſet kun har to. Forſte Sal, 
anden Sel, a. ſ. v. bemærfer i Kilobenhavn 
andet, tredie Stofværf, o. ſ. v. Jvf. For⸗ 
ſal, Bagfel.) En Ridderſal, Dandſeſal. 
— fig. 'De m. Duft og Sang oplive Nat⸗ 
tens ede, tauſe Sal.“ S. Staffeldt, — 
Saludor, en. Dør ind t. en Sal. Sals⸗ 
jomfru, en. kaldes i Kiobenhavn et losag⸗ 
tigt, ugift Fruentimmer, ſom be 1 f. fig 
ſeiv. Salsvindue, cf. B. i en Sal. 

Salat, en. 1. Navn p. en bekiendt Ha⸗ 
veurt, fom har mange Afarter (Lactuca 
sativa.) 2. en Net, fom laves af diſſe 
Planters Blade, af Agurker, Kartofler m. 
a. m. ved at komme dem i en Dyppetis af 
Eddike, Dlie, Salt, Sukker m. m. Lac⸗ 
tukſalat, Agurkeſalat, Kartoffelſalat o. ſ. v. 
(pl. Salater fielden, og da om flere Slags 
Saclat. ”Men naar han, fung af Duca⸗ 
ter, ſpiſer evige Salater.“ Veffel.) Der: 
af: Selatbed, Salatfad, Salaturter, 0. fl. 

Salg, et, pl. d. f. [Set og A. S. Sal, 
Sala.] Gierningen at ſelge, Afhændelfe £. 
en Kiober. Kiob og Salg. Van tabte v. 
Salget af denne Ciendom. (jvf. fælge.) 

Selig, adj. [Jol. sæll, (yttelig.] ſom 
Krder den hoieſte Grad af indvortes Lytte, 
færd. i en Zilftand efter Døden, hvilten vi 
tæonke og ſom Vefrielſe fra ethvert Onde og 
Indbegreb af Ten hoieſte Lykſalighed, uafs 
brudt Mntelfe. af den hoieſte Slæde. De 
Salige I Hinmelen. — Mere fig. om en hei 


Salig — Saltagtig. 


Grab af jordiſt indvortes Glæde ell. Lykſa⸗ 


lighed. Han folte fig ſalig v. hentes Kiærs 
lighed. (Det br. i dagl. T. naar Afdode 
nœvnes. Win fslig Gikte ſalige) Fader. 


Hendes ſalig Mand. Salig Kongen.) = 
Salighed, en. den Tilſtand, at være falig. 
Den cvige S. — ſaliggiore, v. a. 3. gioxe 
deelagtig I Salighed. ”Uten denne Hengi⸗ 
venhed fan Gud ikke fæliggiøre nogen 
Skabning.“ Sncedorf. — Deraf: Salig⸗ 

ierelfe, en. Saliggierer, en. (i gude 
—* Skrifter: om Chriſtus.. 

Saling, en. pl.- er. [Maaſkee af Sa⸗ 
del ?j de ovenpaa Maſten og Stængerne 
korsviis under Cfjelshovedet befeſtede Zræer 
(to Langſalinger og to Tværfalinger) hvor⸗ 
paa WMærfet hviler og Vanterne oventil 
giores faſt. 

Salme, en. ſ. Pſalme. NE 
Salmiak, en. ud. pl. et Salt, ſom opſtaaer 
v. en Forbindelſe af en Syre m. Ammoniakt. 

Dalpeter, ct. ud. pl. et Salt, hvis Be⸗ 
ſtanddele ere cn egen Cure (Salpeterſyre) 
og Potaſte. Naturligt Salpeter. Nitrum 
nativum. — ſalpeteragtig, adj. ſom lig⸗ 
net S. har noget af S. En ſ. Smag. 
Salpetergrube, cn. Jordgrube, hvoraf S. 
vinde, cl et Sted, hvor Salpeterjord 
graves. Salpeterhytte, en. Et Huus, 
hvor Salpeter koges og luttres. Salpe⸗ 
terjord, en. Jord, ſom indeholder Salpe⸗ 
ter, og hvoraf dette vindes v. Udludning og 
Kogning. Salpererlud, en. Band, ſom 
eſes p. Salpeterjorden og mætter af denne. 
ſalpeterrig, adj. ſom indeholder meget Sal⸗ 
peter. Salpeterſeder, en. den; ſom ſore⸗ 
ſtaaer et Salpeterſyderi, ell. et Sted, hvor 
Salpeter tilberedes. Sclpeterſore, en. 
ten egne Syre, ſom Salpeteret indeholder. 
(Ekedevand) Salpetervark, et. d. ſ. ſ. 
Salpeterſyderi. 

Salt et. (pl. Salte, om forfticllige 
Saltarter.) [Isi og A. S. Salt.] 1. et 
aimindeligt Navn p. en Claſſe af Naturle⸗ 
gemer, der udmarke fig deels v. deres færs 
egne pirrende Smag, (ſom udtrykbes v. adj. 
ſalt) deels v. Letheden, hvormed de oploſes 
i Vand, ell. deres ftærfe Tilbsielighedet. at 
forene fiq m. findende Legemer. (f. i svrigt; 
Bitterſalt, Kildeſalt, Ludſalt, VNiddel⸗ 
ſelt, Planteſalt, Steenſalt, o. fi.) 2, i 
alm. Talebrug forftaacé v. Salt (ad. pl.) i 
Cærteleshed Kogſalt (cl. Kotkenſalt, fom 
et af alle Salte det meft udbredte i Naturen. 
Ut koge S. af Havvandet, af. Saltfilder. 
At fomme &. i Maden. Åt lægge Kiod id. 
3. figurl. br, Salt ſnart om Fynd, Skarp⸗ 
hed, Flinhed; ſnart om Vittighed, Stientt, 
Lune i Talen. 'Er det iffe Spotterier 
deroner, fom, give Samtalen fit fornemſte 
Salt ?” Rahbek. Saltaare, en. (NMNoth.) 
f. Saltfilde. ſaltagtig, adj. ſom har no⸗ 
get af Salt, cr liig SEn ſ. Smag. Salt⸗ 


€ 


231 


Saltart — Saltſyre. 


art, en. et viſt Slags Salt. S. 
ſter, pl. fine Chruftallifationer af & 
Blade ell. Blomſter. Saltbod, 
lebod ell. Skuur, hvor Sild ell. af 
tilberedest. Saltning; f. E. i Id 
Lkiimßorden. (D. Atl. V. 14.) 
brond, en. (Moth.) d. f. ſ. S 
Saltdeel, en. En vinge Deel Sal 
Partikel i ef Legeme. ”De Saltd 
gangen indeholder.” Olufſen. & 
et. ſ. Saltkar. Saltflod, et. 
ufunde faltagtige Bodſter. Sa 
en. Grube, hvor Steenſalt vin 
Biergmandsviis. Sſalthandel, en 
drives m. Salt i det Store, S 
ler, en. ten, fom driver Sa 
Salthav , ct. Oceanet, det fa 
»Som hun fad i Salthavets Dy! 
gers Homer. Salthuus, er, H. h 
rand af Salt glemmes, (Moth.) 
hytte, en. Bygning, hvor Sa 
(Moth.) Saltjord, en. Ford, 
mange faltagtige Dele. Saltkar 
lidet Kar t. af giemme Saft i, cl 
fætte det frem p. Bordet. (fort. 
tekar.) Soaltkiedel, en. K. hpori 
v. Saltverker. Saltkielder, en. 
ſaltede Fødevarer giemmes. 

en. Kilde, hvor falt Vand veold 
Jorden, og ſom bennttes t. at fo. 
Saltkoger, f. Saltſyder. Salt! 
Saltſoderi. Saltkogning, en. 
gen af koge Salt. Saltforn, et. 
en liten Deel Salt. Saltlage 
m. Salt mattet Vaedſtke, ſaaſom 
ſamler fig i Kar, hvori klode 
Saltlud, en. Bandet af Salttild 
bet v. Kogning har vundet .en vi 
fell. Rand, hvori eu betydelig D 
et oploſt) Saltmad, en. Mad, 
ſtaner af ſaltede Fodevarer, ifær fal 
mad, (Saltmadsfad, st. Et F. 
endeel Saltmad fættes frem og g 
Saltoplag, et. Forraad af Salt 
gafin eil. Salthuus. Saltpande 
ſtor og flad Kiedel, hvori Galti: 
Saltprove, cen. Prøve, ſom fore 
Salt el. Saltlud. &Seltprøver 
Redſtab, hvorved Saltluden pre 
en Betient, ſom foretager denn 
Saltſkat, en. Stat, fom er lagt 
brug af Salt. Saltſtum, ct. 
fogende Saltlud. ſaltſpræengt 
beſprengt m. Salt, lidt ſaltet. 
Saltſteen, en. Et Stykke, en Wa 
ell. Steenſalt. (Moth.) Salt 
En Støtte dannet af Steenſalt. 
der, en. den, ſom foreftaner et Sal: 
arbeider derned. Salrtſoderi, ct. 
retning, hvor Salt virkes af Kild 
Havet v. Kogning; et Saltværf. 
fyre, en, Gren, ſom Kogſalt i 
og fom vr. Deſtillering fan nddrac 


⸗ 


æ 


4 


—* 


Salttold — Sambyrd. 


Kogſaltſyre. Salttold, en. Told af Salt, 
der indfares. Salttonde, en. Tønde, der 
bruges t. Maal for Salt. (forſt. fra Sal⸗ 
tetende.) Saltvand, et. det falte Havs 
vand. Deraf: Sæltvandsfiff, en. F. ſom 
lever i Havet, i Saltvand. Saltvandofi⸗ 
fkeri, et. Havſiſteri. — Saltvæld, ct. d. f. f. 


Saltfilde,, Saltvark, et. Indretning, 


Hvor Galt vindes af Saltgruber, ell. ved 
Saltſyderi. J 

Salt, adj. ſom har Kogſaltets egne pir⸗ 
rende Smag. ſalt Vand, ſ. Kied. (modſ. 
ferſt. Det ſmager ſalt. — Salthed, en, 
ben Egenſtab v. noget, at det er ſalt, ſma⸗ 
ger ſalt. Vandets Salthed. + 

Salte, v. a. 1. indgnide m. Salt, lægge 
ned i Salt. At falte Kiod, Fi. (f. indfal: 
te, nedfalte.) — fig. om at give Tale ell. 
Skrift Eftertrvk cl. Skarphed v. Vittighed, 
Skiemt ell, Spot. *Ved Hielp af ſaltet 


" Bput, og pebret Gloſe.“ Bagg. = Salte⸗ 


Fer, ct, Saltetrug, ct. Saltetønde, en. 
Kar, Trug, Tonde, hvori Kiod ell. andre 
Fodevarer nedſaltes. — Salteri, et. Sted, 


s hvor Kied ell. Fiſt nedſaltes i Mængde og t. 


Handel. — Saltuing, cen. Glerningen at 
ſalte. 
Salve, en. pl.-r. [Z. Salbe.] en fed 
Smorelſe, fom bruges enten t. Lægetom, 
t. at indgnide i Haaret, i Huden ell. dest. 
— Salvebeſſe, Salvekrukke, en. Boſſe, 
Krutte t. aft giemme S. i. Salvekræm⸗ 
mer, en. den, fom handler m. Salve, vel: 
lugtende Sager ꝛc. 

Salve, v. a. 1. befmere,. indgnide m. 
Salve. At f. Haaret. Kongen blev kro⸗ 
net og ſalvet. — Salvelſe,en. 1. Gier⸗ 
ningen at ſalve. 2. fig. om en geiſtlig Ta⸗ 
ler, der ftræber at lægge meer end alminde 
lig Hoitidelighed og ſogt Værdighed i fit Fo⸗ 
redrag. At prædife m. Salvelſe. — Sal: 
ving, en: d. f. ſ. Salvelſe, 1. Kongens 
Kroning og 3. Deraf: Salvingsact, en. 
om Handlingen felv, cd. ct Skrift, hvori 
en ſaadan Handling beſtrives. . 

Selvet, en. f, Serviet, Bordklæde. 

: Salvie, cen. En krydret Urt, fom bruges 
i Lægefonften. Salvia officinalis. — Sal⸗ 
vievand, et. Et af Salvie deftilleret Vand ; 
cl. en Paagydning af kogende Band vp. 
Salvieblade. 
Sam, cen. præp. der omtrent har Aces 
' mærfetfe tilfællee m. fammen; men bruges 
fun (ligefom sam i det Isl. og Angelf.) i 
Forbindelſe m. de nedenfor anførte Ord. 

Sambaaren, adj. v. pl. ſambaarne. 
[Isſl. sambørinn.] fedte af ſamme Fotæl: 
dre, cl. paa cen Tid. (Moth.) 

Sambyrd, en. ud. pl. 1. Frændſtab. 

2. Fodſel p. cen Tid. Tvillingers 


GRot .) 
Sambyrd. 3. Enighed, Overeensſtemmelſe. 


Woth.) ”Kan det m. Parternes Sam⸗ 


" byrd og Minde fee.” Bording, (Denne | 


22 | 
Forf. har ogfon et n æedvanl. v. dep. famz" 


Sambyrd — Samhold. 


yrdes, forenes, forliges. ”Det hvorved 
— deres Herrers Sind i Kiærlighed og 
Minde ſambyrdes funde.” II. 231.) 


Sambyrdig, adj. 1. ſom ere af cet Kuld. 
fembyrdige Bern. 2. eens findet, af cen 


Mening. (Moth.) 


Samådråg , et. ud. pl: Overeenskomſt, 
Forlig, Forening. (Moth.) = Deraf: ſam⸗ 
drages, v. n. pass. enes, forliges. (Moth.) 
”Det vel p. Tiden var, de tydſte Fyrſter 
vilde ſamdrages om en Hielp.“ Bording. 
ſamdragtig, adj. enig, eens ſindet, fom 
forlige vel. Samdrægtighed, cen. Enig⸗ 

cd. ”Intet gior mere Splid i den menne⸗ 
ſtelige Sambrægtigbed, end denne Laſt.“ 
(utatnemmelighed.) B. Thott. 

Sameie, en. ud. pl. FI. Sæmeign.] fæl: 
les Deel, Fellesſtab i Eiendom; Medeien⸗ 
dom, “Frivillig og nodvendig Sameic.” 
(A. Usſtng.) 

Sameier, en. pl.- e? den, ſom har lige 
Deel i Eiendom m. en anden. (Moth.) 

Samfrænder, n. s. pl. 1. fædrene og 
mødrene Frænder. (WMNoth).) "2. i Arveſa⸗ 
ger: Parternes fælles Frænder ell. Slægts 
ninge. (D. £, 3. 12. 1.) — Semfrende⸗ 
ſtifte, et. Arveſtifte, ſom foretages indbyr⸗ 
des imellem Frænter, ell. hvorved en Enke 
deler m. hendes Mands Børn cl. Frænder. 

Samfuld ell. famfæld, adj. IIsl. sam-- 
felldr.] heel, uafbrudt. (br. ſielden uden 


"om Tiden og f pl. 3 fi famfulde Aar. 


Rot har Talemaaden: den famfælde Al: 
muc. 
Samfund, et. pl. d. ſ. [Det Fundr, 
Samlundr, Gammentomit.| Forening , 
Forbindelſe imellem flere Perſoner, Selſtab. 
(ſaavel Forbindelfen ſelv, fom de Menne⸗ 
ſter, der leve ell. deeltage femme.) Bor: 
erſamfundet. Det borgerlige S. Stats⸗ 
famfundet. At indtræde i et hederligt S. 
”Den nyere Sprogbrug har i Udtrykket 
Samfun lagt Begrebet af Aandsforening, 
og givet det en noget hoiere Betydning, end 
Selſtab.“ Miller. — Samfundsaand, en. 
den Aand, Tenkemaade, ſom herſker i et 
viſt Samfund, fom er egen for dette. (Mol⸗ 
bed) Samfundsliv, et. det Liv, ſom fle⸗ 
Te, der leve i Selſtab el. Samfund, føre. 
”&t Billed af det foundne Samfundsliv.” 
Grundtv.  GSamfundsorden , en. den i 
Samfund, færd. i Statsſamfundet, nod⸗ 
vendige og indførte Orden. (A. Ørfted.) 
Samfardſel, en. Ferdſel, ſom ſteer imel⸗ 
lem Steder, der figge I nogen Afftand fra 
hinanden. Der er ikke megen S. imellem 
diffe to Brer, S. til Lande, t. Bands. 
Samfore, v. a. 2, d. ſ. f. jævnføre, (I. 
Rothe.) 
" Samgang, en, Sammenkomſt. (Moth.) 
Samhold, et. Forbindelſe, Forening t. 


⸗ ” . 


A " aa 
n 


Samhold — Samlevende. 


en fælles Henſigts Opnaaelſe. (Consortio. 
Moth. 

Samkioeb, ct. pl. d. ſ. Kiob, ſom ſkeer af 
Flere j Fellesſtab. — Samkiobere, pl. de, 
fom jlutte Samkiob. (Moth.) 

Samftlang, cen. ud. pl. Overcensſtem⸗ 
melfe i Lyd ell. Zoner, ſom p. cengang høs 
reg; Harmonie. ”Dig — pvife min ſtam⸗ 
mende Gang i Naturens jublende Sam: 
klang.“ Bagg. ' . 

Samkuld, et. Børn af eét Kuld, af eet 
Xgteſtab. (Math.) 

Samlag, ct. Follesſtab, Forening, Sel⸗ 
ſtab. (Moth. Jol. Samlag.) 

Samle, v. a. 1. [X. S. samnan. 2. 
fammeln.] bringe flere Ting ell. Perſo⸗ 
ner efterhaanden ſammen, ſanke, lede ſam⸗ 
men; faar efterhaanden i fin Eie. Folkene 
ere endnu itte ſamlede. Folk ſamlede fig 
p. Torvet, At ſamle (ſanke) Staverne t. ct 
Kar. At f. noget ſammen. ”QNu atter m. 
lige Gierrighed at ſamle det, de have ad⸗ 
ſpredt.“ B. Thott. Han ſamlede igien de 
adſpredte og flygtende Tropper. 
ſamlet mange Pengt. At ſamle paa Wynter, 
p. Bøger (3: anvende fang Tid p. at giore 
en Samling deraf, Derimod: At f. Be⸗ 
gerne, ſom cen havde kaſtet omfring. At 
f. Urter p. Marken.) fig? jeg fan ikke vet 
ſemle det 9: begribe, forftage. At ſamle 
finc Tanker, fin Opmerkſomhed. Han har 
endnu ikke ret ſamlet (fattet) fig efter den 
Ctræf., == Samler, en. pl.…e. den, ſom 
ſamler, ſanker ſammen. Efter en S. kom⸗ 
mer tidt en Forsder. En Bogfamler ,; 
Muntſamler. — Samliug, en. 1: Gier⸗ 
ningen at ſamle. 2. Sammenkomſt, For⸗ 
famling, Mode. At holde en S. 3. det, 
ſom er ſamlet. En S. af Malerier. En 
Beogſanmlintg. Han udgiver en &. af fine 
Digte, Smaafrifret. 4. fig. Klarhed ti 
Jankerne, Ændelighed i Foreſtillinger, tys 
delig Bevidſthed. Man fan ikke have fin 
S. (hare fine Tanker ſamlede) for Støt. 
At være v. fin fulde S. At faae fin S. 
igien (om den, ſom har været fig ubevidſt. — 
" Gamlingstag, en. D. paa hvilken en Sam⸗ 
ling, et Mode holdes. (Monfter.) Sams 
lingsplads, en. Samliugoſted, et. Plads, 
Sted, hvor Flere ſamles, hvor en Samling 
et berammet. - ' ' 

, et. b. ſ. f. Lav, Selſtab. 
(Moth. f. Samlag, ovenfor.) ' 

Samleie, en. Gierningen, at Flere leie 
noget i Fœollesſtab. (Moth.) 

ᷓ; amleie, et. Gierningen at ligge p. et 
fælles Leie; færd, og efter nvere Sprogbrug: 
lidevelfen af Avledaad imellem Mand og 
C.vinde, (IS. Samlag.) . 
Samlevende, adj. vi, fnut 9.) ſom Jer 
ø. cen Zid, fon ere ſamtidige. ”Fred og 
Orden ſtulde fremtvinges medlem (blandt) 
de ſamlevende Meuneſter.“ A. Orſted. 


ſammen, leve I Selſtab, t Forening.“Sa 


Han har 


AS 


N 1 


Samlevnet — Sammen. 


Samlevnet, ct. ud. pl. det, at Flere leve 
mz 
levnet i Byer og ſtadige Dpholdsfteder.” IM. 


“Da deres hele Samlevnet brſtager i, at 


de fove under cet Tag.” Rahbek. (Sams 
menlevnet hos O. Guldb. er mindre bruges 
ligt. ”Det begundte Sammenlevnet i Bys 
erne.” Verd. Hiſt. I. 310.). 

Samliv, et. d. f. f. Samlevnet. Raar 
alt vort Samlivs Heid forbi din Tanke 
gaaer,” Fr. Guldb. »Vort Samlivs allers 
fidfte Dage.” Rahbek. 

Samlod, en. Fællesskab, Forening. M 
have noget i Samlod. (Moth.) SEE 

Samlod, en. IIsi. Samhlidd.] 1. 
Syd, ſom hores p. cen Tid. ”At-tie vover 
felv det meft forfuede Folk, nag endog 
hnrede Jubelſtrig fordre dets Samlyd,”? 
Rahbek. 2. Samtklang, Harmonie. 

Samlyde, v. n. 3. (har.) ſJ. 3amhlio- 
da.] lpde p. eengang, p. cen Tid. ſamly⸗ 
dende (harmonerende) Toner. famlydende 
(medlydende) Bogftaver. —— 

Samlob, et, pl. d. ſ. Sammenlob, Sam⸗ 
menſtimlen. (Rahbek.) WE 
Samme, pron. adj. [Jél. sama.) fon 
ty eens med, ev ikke en anden cl. et andet 
end den ell. det forhen nævnte el. bekiendte. 
Jeg hav endnu den ſ., de ſamme Hefte, -fom 


for tve Aar ſiden. Paa f. Maade. p. ſam⸗ 
me Tid. Han er altid den ſamme (fig ſely 


liig.) Samme (forhen omtalte) Wand var 
ogfaa en got. Konſtkiender. — “ſelv“ fættes 
foran famme t. at forſterke Udtrvkket. Det 
er den ſelv ſamme Bog, han cengang har vitft 
mig. Han brugte de fely famme Ord. — J 
det ſamme (Dieblik) fom han, Du fan 
gisre det m, det famme (UArbcide,) Det er 
mig det ſemme (ligegyldigt.. 2. ſamme 
"br. ogſaa ſom pron, demanstr. for: den, 
&et ell. de, Jeg fender dig ben forlangte 
Bog, og beder dig, naar du har loſt ſam⸗ 
me, at fige mig tin Mening om den. . 
Sammeledes, ſammelunde, adv. d. f. ſ. 
ligeledes. (foreldede.) 
Sammen, adv. [Jsél. saman.] udtrykker 
en Forening, Forbindelſe, Fellesſtab, ell. 
en Varen af flere Glenſtande nær hinanden, 
p. eet Sted (tilhobe, i Hob.) At fomme 
ſammen p. et aftalt Sted (ſamles.) fig: at 
tomme ſammen (9: i Wgtettab,) At holde 
Heſt, Baad ſammen (i Fellesſtab.) At have 
— men ifte Moder ſemmen. At fætte 
elene f. i en Maffine, At fne, fæfte, 
binde, fvøbe, lægge, kaſte, blande noget f. 
At rute ſ. SAA hinanden) m. Gto⸗ 
lene. At holde ſ. (modſ. at ſtilles ab.) 
Kareten er faa gammel, at den pil ikko 
hvide ſammen. — åt holde ſammen, fig. 
være I Forbund, i orme: — At hæn 
. (f. hængte.) At falde, ſturte f. (f. fal⸗ 
e.) At gaae, ride, reiſe, tale, frille, fege 
ſammoi (med hinanden, i Selſtab.) — Det 


4 


Wo. 3 


hj 


Sammen — Sammenfatte. Wa Gammenfatte — Gammenhæng. 


forenes m. al og alle, t. at forftærte Be: 
grebet. (ſ. alfammen.) og bruges i følgende 


" Gammenfætninger: ” 


Sammenavlet, adj. v. ſammenavlede 
Børn (ſom en Mand og Quinde have avfet 
fammen.) Moth. 

Sammenbage, v. a. 2. 
ſaaledes atede forenes. 

Sammenbinde, v.a. 3. binde ſammen. 
Pilene vare ſammenbundne. — Deraf : 


Sammenblande, v. a. 2. blande flere 
Sing. imellem hverandre og i en Samling, 
ell. ſaaledes at de ikke let kunne adſtilles. — 
Deraf: Sammenblanding, en. 

Sammenblæfe, v. a. 2. føre ſammen ved 
MWindent Magt, Der er fammenblæft me⸗ 
jet Sand i Gaarden. Det fammenblæfte 

tov ſpredes igien af Vinden. 


Sammenbringe, v. a. 3. bringe ſammen. 
—— Born 2: Børn, ſom Stiv⸗ 
ældre have bragkei deres Familie af for⸗ 
iellige — og ſom hverfen have 
dec ell. Moder ſammen. i 
Sammenbode, v. a. 3. byte at komme 
ſammen. Kongen ſammenbod alfe Rigets 
Etore. De ſammenbudne Gieſter. 
Sammenbygge, *. a. 1. brigge tæt op 
til hinanden. ſammenbytzgede Huſe. 
Sammenbare, v. a. 3. bære ſammen. 
"Det t. Baalet ſammenbaarne Brænde. Fra 


bage flere Zing 


Sammenbinuding, én. 


, alle Sider ſammenbar man Stene. 


Sammenbeie, v. a. 1. boie ſammen. 
Deraf: Sammenbeining, en. 


" Sammendrag, ct. pl. d. ſ. 1. Gier⸗ 
ningen af ſammendrage. 2. noget fom ér 
Et Sam⸗ 


ſammendraget, fattet i Korthed. 
mendrag af de vigtigfte Begivenheder i den 
danſte Hiſtorie. 

Sammendrage, v. a. 3. 1. drage fra 
forſtiellige Steder t. eet Sted i Forening. 
At ſ. Tropper. 2. bringe noget i et mins 
bre Omfang, forforte, fatte i kort Begreb. 
Hele Indholdel af. det vidtløftige Vært fan 
ſammendrages i eet Bind. 

Sammendrive, v. a. Id, drive ſammen. 
Qvæget blev fammerldrevet. 

Sammendromme, v. a. 1. bringe ſam⸗ 
men i Drømme, v. af dromme. At ſam- 
mendromme Eventyr. (T. Rothe) 


ſammen i Dynger, i flor Mængde, At leve 
"allene for at f. Rigdomme. Det i Forraads⸗ 
hufene ſemmendyngede Korn. ”Det, fom 
før havde været ſammendynget p. faa Ste⸗ 
Dev, blev adſpredt over det Hele.” Kampz 
mann. — Deraf: Sammendyngning, en. 

Sammenfald, ct. pl. d. f. det, at noget 
falder fammen. ' 

Sammenfalfe, v. a. 1. f. falſe. . 

Sammenfatte, v. a. 1. indbefatte, ſam⸗ 
be, forbinde. Han har fammenfatset ſin 


⸗ 
& 


je . Beſtaffenheden 
. Sammendynge, v. a. ſamle i Hob, føre ad 


' 2 
hele Lære i diſſe Hovedſetninger. At f. 
meget i faa Ord. — Sammenfatning, en. 

Sammenfeie, v. 2. 1. føle ſammen. 

Sammentilte, v. a. 1. f. filte. , 

ammenflette, v. a. 1. bringe ſammen 
v. Fletning, ien Fletning. — fig. forbinde, 
Diſſe to Begivenheder ere ſammenflettede i 
hele Fortællingen. — Sammenfletning, en. 

Sammenflytning, en. Gierningen at 
flytte ſammen. (Moth.) 

Sammenfolde, v. a. 1. folde ſammen. 

Sammenfælde, v. a. 1. f. fælde, 5. 
fammenfældet Temmer. — Deraf: Sam⸗ 
menfældning, en. 

Sammenføie, v. a. 1. forene to cl. flere 
Gienſtande, ſaaledes at de udgiare ct Heelt. 
(f. føit, 1.) — Sammenføining, en. 1. 
Gierningen at f. 2. Stedet, hvor to Ting 
ere fammenfølede, Det er gaaet op, fra 
hinanden i Sammenfoiningen. 

Sammengang, cen. Gierningen at gaae 
ſammen. — ' 

Sammengvoet, adj. v. fom er. groct ſam⸗ 
men, Saaret er ſammengroet. 

Sammenhage, v. a. 1. forbinde, bringe 
tæt ſammen v. Hager. 

Sammenhefte, v. a. 1. forene, forbinde 
v. Heftning. (f. hefte, 1.) Deraf: Sam⸗ 
menheftning, cen. * 

antmenbiafte, ſ. ſammenjaſfe. 

Sammenhobe, v. a. 1. fore i Hob, brin⸗ 
ge ſammen i Mængte. ”At ſammenhobe 
Walerier og Kobbere.“ Rahbek. Den fams 
3 Folkemongde. — Deraf: Sam⸗ 
menhobniug, en. (ſ. ſammeudynge.) 

Sammenhold, et, ud. pl: det, at noget 
holder ſammen, bliver ſammen, ikke adſtil⸗ 
leg. »Hvorledes dette Sammenhold er 
imeſem Stenens, fom og hvert andet Lege⸗ 
mes Dele" T. Rothe. — Ofteſt fig. S. 
i Statsbygningen. Enighed og S. i en 
Jamie. »Folkets Enighed og felleds 

ammenhold.“ Bording. 
Sammienholde, v. a. 3. ligne, ſammen⸗ 
ligne. (f. holde ſammen, act. 2.) — Deraf : 
Sammenholdning, en. 

Gammenholdig, adj. 1. ſom holder 
godt ſammen. 2. fparfohmelig. (Moth.) 

Gammenhægte, v. a. 1. hægte fammen. 

Sammenhæng , et. og en. ud. pl. 1. 
at hænge fammen , være 
eel ikke kal kunne 


tæt forenet. »At enhver 


"være bedre uden f. fin: Sammenhæeng m. 


andre, end den er i fin Sammenhæng.” 
Eilſchov. 2. Et famlet Poelt af Gienſtan⸗ 
de, der ere nøle forenede. ”Werden indbe⸗ 
fatter en Samling og Sammenhæng af 
alle Ting, ſom ere til udenfor Sud.” Eila 
ſchov. 3. Beſtaffenheden at paſſe ſammen, 
finne I et vigtigt Forhold. Der er intet 5. 
I hans Zale, i den Periode. 4 egentlig 
Beſtaffenhed v. en Gag ovorhovedet. At 
forklare, komme efter, fremſtille Sagens 


J 


— 


Cd 


Gammenfæng — Sammenlevnet. 200 Sammenligne — Sammenraab. 


Sammenhæng. Dette ev det rette S. i 
Tiltragelfen. S Sammenhængekraft, en. 
den Kraft, v. hvilfen alle Legemer, der 
tomme i nsoiagtig Bersring, ftræbe at hæns 
ge fammen (Cohæfionstraft.) H. Orſted.. 

Sammenhængende, ad). v. fom hænger 
ſammen, cv ret forbunden, ifiv adſplittet. 

Sammenhorende, adj. v. fom høre ſam⸗ 
men, bør være ſanmen. 

Sammenjaſke, v. a. 1. blande, bringe 
fammen p. en uortentlig, ſtiodeslss, urcen⸗ 
lig Maade. (f. jaffe.) å 

Sammenfalde, v. a. 2. bringe ſammen, 
forſamle v. at falde; indkalde, intbyde t. 
en Sammenfomft e. d. At f. Jægerne v. 
Tegnem. Hornet. At ſ. Rigets Stænder, 
— Deraf: Sammenkaldelſe, en. 

Sammenkaſte, v. a. 1. kaſte ſammen. 
Deraf: Sammenkaſtning, en. 

Sammenkicæde, v. a. 1. forene, forbinde 
v. Kiæder, Deraf; Sammenkicdning, 
en. pl.-er. “En jævnt fremgaaende Sams 
menfiædning i Naturen.” T. Rothe. 

Sammenfiob, et. Gierningen at fiøbe 
fammen. . . 

Sammenfiobe, v. a. 2. ſanke ſammen v. 
Kiob. Han har ſammenkiobt en Mængde 
Malerier, 

Sammenklang, en. ſ. Samklang. 

Sammenklemme, v. a. 2. (klemme ſam⸗ 
men) trykke tæt ſammen. — Deraf: Sams 
menklemning, en. 

Sammentline, y. a. 1. bringe noget f. 
at hænge ſammen v. at kline. | Deraf: 
Sammenklining, en. 

Sammenklude, v. a. 1. føle ſammen, 
ſye ſammen af Klude. (Noth.) 

Sammenklonge, via. 1. ſamle i en 
Klunge. (Moth.) Krigshæren var p. dette 
Sted f. tæt ſammenklynget. (ſ. v. a. og 
recipr. flynge.) — Sammenflyngning, en, 

Sammenknappe, v, a. 1. nappe ſam⸗ 
Med ſammenknappet Kiole. 


men. 
knibe, 1. 


Sammentknibe, v. a. 3. ſ. 
Deraf: Sammenknibning, en. 
Sammenknytte, v. a. 1. knytte ſammen. 
(f. Fnytte, 1.) ”De Baand, ſom fammens 
Enytre Tingenc.” Evald. (ſamknytte. Thaa⸗ 
rup. ”Dvor førfte rene Favnetag ſamknyt⸗ 
ter tiærlig Samfundskicede.“ Digte, 218.) 
— Sanmmenknytning, en. pl.cer. 
Sammenkoble, v. a. 1. f. Foble. 
Sammenkomſt, en. pl.-er, Handlingen, 
at komme fammen, at ſamles; et Møde. 
Sammenkrympe, v. a. 1. ſ. krympe. 
Deraf: Sammenkrympning, en. 
Sammenlag, et. det, fom lægges fams 
men, findes ſammen af flere t. en vis Be⸗ 
ſtemmelſe; Sammenſtud. (Moth.) 
Sammenlappe, v. a. 1. lappe ſammen. 
Cu ſamm enlappet Klodning. 
Sammenlevnet, et. ud. pl. Samliv, 
Samlevnet. (Guldberg. V. H. 1.,2. 1071.) 


u 


"ON 


Sammenligne, v..a. 1. giere Lignelſe 
imellem, fammenholde, ligne (act.) Ut 
fammenligne en, Afſtrift m. Originalen 
(Grundſtriften.) At f. to Haandftrifter. 
Det er to Digte, der ſlet ikke lade ſig ſam⸗ 
menligne, — Deraf: Sammenligning, cen. 
p —CTt. 

Sammenſlime, v. a. 1. lime ſammen. 

Sammenlodde, v. a. 1. lodde/ ſammen, 
forene v. Lodning. 

Sammenlod, en. Lyd af focrſtiellige 
Stemmer, ſom p. engang hores; Samlpd. 
”En munter Sammenlyd af Stialde,” - 
Storm. . ' 

Sammenlyde, v. n. 3. (har.) lyde p. cen 
Tid, famlyde. (D. H. Ordb.) 

Sammenlęegge, v. a. 3. ſ. lægge ſam⸗ 
men. . Den fammenlagte Sum. 

Sammenlæntc, v. a. 1. fammenfiæde. 

Sammenlob, et. pl. d. f. Handlingen at 
lebe fammen, at ſamles i Haft og Mængde 
p. cet Sted. Et ufædvonligt Samme 
af Menneſker. Et ftort Ø. af Folk vb. Tors ' 
vet” Vandenes S. (Moth.) f. Opleb, 
Tillob. ”Er Tillob Fan blive til et Sam⸗ 
menlob, og et BSammenleb t. et Opløb.”" 
Sporon. 

Sammennagle, v. a. 1. nagle ſammen. 

Sammennokke, v. a. 1. hos Tommer⸗ 
mænd: forbinde Bielker v. Nokker ell. Tap⸗ 
pe. (Moth.) HER 

Sammenordne, v. a. 1. bringe ſammen 
i en vis Orden. (2. Rothe.) 

Sammenpakke, v. a. 1. pakke ſammen. 
(ſ. pakke, 1 og 2.) fig. Der var alt f. 
mange Menneſter ſammenpakkede i det dille 
Værelfe. “'Denne Stad er iffe blot ſam⸗ 
menpakket og ſammenpreſſet; men tilſtaa⸗ 
ten og tilſpidſet.“ Baggeſen. — Deraf: 
Sammenpakning, en. 

Sammenparre, v. a. 1. parre hvad der 
hørev ſammen. (f. parre, 1.) — Deraf: 
Sammenparring, en. 

Sammenpaffe „V. a. 1. paſſe el. prove 
flere Ting v. Siden af hinanden, m. Henſyn 
t. deres Storrelſe, m. m. (f. v. a. paſſe, 
1 0g 2.) Deraf: Sammenpasning, en. 

Sammenplukke, v.a. 1. ſamle, bringe 
fammen v. at plukke hift og her. — Deraf : 
Sammenplukning, en. 

Sammenpleie, v. a. 1. ploie ſammen 
(hos Snedkere.) f. pløie, 2. — Deraf: 
Sammenploining, en. . 
Sammenpraette, v. a. prakke ſammen. ſ. 
prakke. ſammenprakket Gode, (Moth.) 

Sammenpreſſe, v. a. 1. preſſe, trykke 
ſammen. — Deraf: Sammenpresning, en. 

Sammenpuge , v. a. 1. puge ſammen 
firabe (Penge) ſammen. (f. puge.) ovſt 
at ſammenpuge endnu lidt Rigdom, ſom 
han ei fan bruge.” Storm. 

Sammenracb, ct. Gierningen at fams 
menraabe. (D. H. Ordb.) 


⸗ 


4 


til en vig Beſtemmelſe. 


| ſtud. 


e 


Sannnentaabe — Sammenſmelte. 286 Sammenfmelte -— Sammenftævne. 


Sammenraabe, v. a. 1. kalde ſammen 
m. høie Raab, (Moth.) 


Sammenrapfe,, v. a. 1. ſamte, fomme 


, TBefiddelfe af v. at rapſe, tage p. ulovlige 


Maader. fammenrapfet Øods. (d. Tale.) 
Sammenregue, f. regue ſammen. — 
Deraf: Sammenregning, en. i 

Sammenrive, v. a. 3. (Moth.) rive 
ſammen. Det fammenrevne fe. — Der: 
af: Sammenrivning, en. 

Sammentotte fig, v. rec- forene fig -t. 
Udfsrelſen af et ftrafværdigt Foretageyde, 
ifær til Opſtand, Opror imod Ovrigheden. 
Sammenrottelſe, en. Gammenfværgelfe, 
Mytteri. 

Sammeurulle, v. a. 1. rulle ſammen. 
Et ſammenrullet Papir. 

Sammenrore“ v. a. 2. vøre ſammen. 
Denne Mad var ſammenrort i en Skaal. 
Sammenſamle, v. a. 1. d. f. ſ. ſammen⸗ 
ſanke. 

Sammenſanke, v. a. 1. bringe efter⸗ 
haanden fammen p. eet Sted, ſamle i Hob. 
Deraf: Sammenſankning, en. i 
Sammenſtrabe, v. a. 1. ffrabe ſammen, 
ſanke ſammen med ivrig Omhu og Begierlig⸗ 
hed. Hans ſammenſtrabede Penge.Ind⸗ 
byggerne ſammenſtrabe m. ængftelig Om⸗ 
bvogelighed ftore Rigdomme.“ Bagg. N. 
m. 


Sammenſkrift, en. ud. pl. Skrift, ſom 
beſtaaer af ſamlede Ord, ikke af enkelte Sta⸗ 
velſer ell. Bogſtaver. Drengen har begyndt 


at ſkrive Sammenſtrift. 


Sammenſtrive, v. a. 3. forfatte ſtriftli⸗ 
gen (meſt m. Bibegreb om Ringeagt f. det 
Skredne.) Den Bog har han ſammenſtre⸗ 
vet i en Haft. 

Sammenſkud, et, pl. d. ſ. det, fom af 
flere ſammenſtydes t. Giclp f. nogen, el. 
At giøre et S. i 
Penge, af Koen t. Brandlidte. Selſta⸗ 
bet har giort et nyt S. (f. Indſkud.) 

Sammenffyde, v. å. 3. giere Sammen: 
At fammenfiyvde en Capital, | 

Sammenſtylle, v. a. 1. bringe ſammen 
v. Vandſtyl. — Deraf: Sammenſtylling, 
s en. pl.-er.  ”QVoldfomme Sammenffyllins 
er, foraarſagede af Vandſtremme.“ Dlufs 


en. 
Sammenſlag, .c'. Gierningen at ſlaae 


Iſammen. 
Sammenflynge, v. a. 1. ſlynge ſammen, 


flonge i hinanden. ſammenſlyngede Gre⸗ 
ne, Stængler. — Sammenflyngning, en. 
Sommenſlebe, v. a. 2. flæbe ſammen. 

Sammenſmede, v. a. 1. cgentl. d. ſ. ſ. 
ſmede ſammen; men br. meſt fig. for: op⸗ 
digte, finde paa. Denne Legn har han 
fammenfmedet, f. at føre fine Foreſatte bag 

yfet. 
Sammenſmelte, v. a. 1. forene v. Smelt⸗ 


ning. — fig. forene meget neie, ſaaledes at 


9 


Delene ei kunne ſtielnes. Ikke lettelig ſem⸗ 
menſmeltes to forſtiellige Nationer. — 
Sieldnere fon von. De maatte nodven⸗ 
digen ſammenſmelte fil eet m. det Folt, de 
boede iblandt.” Guldb. »Vore Tanker, 


vore Folelſer, vort helse Veſen ſammen— 
ſmeltede i hinanden,” Baggeſen. — Deraf: 


Sammenſmeltning, en. 

—e— V. a. 1. ſnoe ſammen. Et 
vel ſammenſnoet Tong. 

Sammenſnerpe, v. a. 1. træffe ſammen, 
føre rynket, ſammenkrympe. Kiolen cv 
. meget ſammenſnerpet. En Hud ſam⸗ 
menfnerpes v. Garverluden. En ſammen⸗ 
ſnerpende Smag (hvorved Tungens og Ga⸗ 
nens Hud ligeſom træffes ſammen.) — Der⸗ 
af: Sammenſnerpning, en. . 
Sammenſmnore, v. a. 1. ſnere ſammen. 

Sammenſpare, v. a. 1. ſanke fammen v. 
Sparſomhed. En fammenfparet Pengeſum. 

Sammenfpind , ct. egentl. det fom er 
ſpundet ſammen; meft fig. (ligefom Sams 
menvæv) om Paafund, Opdigtelſer 0. d. 
Et Sammenfpind af Bagvaſtelſer, af de 
urimeligſte Opdigtelſer. 

Sammenſpinde, v. a. 3. ſpinde ſammen. 
ſammenſpundet Garn, ſammenſpundne 
Traade. “En Traad, ſom Hændelfen fun 
tvinder, fom den blinde Skiebne ſammen⸗ 
ſpinder.“ Bagg. — fig. af ſammenſpinde ct 
Paafund (en Cabale.) . 

Sammenfpænde, v. a, 2. ſpende ſammen. 

Sammenftable , v. a. 1. ſtable v. cet 
Sted, bringe i Stabler. ſammenſtablet 
Favnebrænde. ”Den nanftændige torden, 
hvori Alt var ſammenſtablet.“ Baggefen. 
— Deraf: Sammenſtabling, en. 
Sammenſtemme, v. n. 1 092. (ſ. v. n. 
ſtemme, 1.) ſtemme overeens med, være 
fuldkommen enig med, harmonere. ſam— 
menſtemmende Gemytter, Toner. — Der⸗ 
af: Sammenftemning, en. Harmonie, O⸗ 


vereensſteminelſe. ammenſtemning af 


det Endelige m. Evighedens Grundklang. 


Baggeſen. 

Sammenſtille, v. a. 1. ſtille v. Siden af 
hinanden, ſaaſom t. Sammenligning. At 
ſ. to hiſtoriſte Charakter. Diſſe Mænd 
kunne itke vel fammenftilles, — Sammen⸗ 
filling, on. NE i 
Eg eftoppe, v. a. 1. ſtoppe ſammen. 

oth. i 

Sammenſtuve, v. a. 1. bringe ſammen, 
pakke fammen i et meget fnevert Rum. 
»Det er langt fra iffe behageligt, at fam⸗ 
menſtuves og tilſtudſes.“ Bagg. (Labyr. 11. 
263. 3 
Sammenſtykke, v. a. 1. fætte ſammen af 
Stuffer, ſammenfalde. (Moth.) 

Sammenſtævne, v. a. 1. ſammenkalde, 
flævne ſammen. (jvf. ſtevne.) ”Paa forfte 
Ting, fom nu jeg fammenftævner,” Dh: 
lenſchl. (Hakon Jarl.) 

⁊ 


⁊ 











AM 


a= É 


Sammenſtobe — Samnientræffe. "287 Gammentrænge — Samftemme. 


Sammenſtobe, v. a. 1. ſamle, forene v. 


Stobning. fig. forbinde meget noie, fam: 
menfmelte: — Deraf: Sammenſtebning,en. 
Sammenſtod, ct. pl. d. f. egentl. det, at 
to Gienſtande ſtode fammen. — fig. en til: 
fældig Forening, Indtræffen. " Et S. af 
uforudfeete Omſteendigheder. ”Det Sam⸗ 
menfted af Kræfter og Midler, ſom flog 
mine Santfer,” Baggeſen. , 
Sammenfværge fig, x. rec. forene fig 
v. Ed ell. anden Forpligtelfe f. et ftrafværs 
digt Foretagende ; ſammenrotte fig. De 
havde ſammenſvoret fig imod Kongen — at 
vide myrde Kongen. En af te Sammen⸗ 
ſvorne. — Sammenfværgelfe, cn. pl. - r. 
Forening imellem Sammenfvorne t. et vift 
Foretagende. 
Sammenſye , V.åa.1. ſye ſammen. — 
Deraf: Sammenfyening, cen. ” 
Sammenfætte, v. a. 3. forene, føle ſam⸗ 
men af flere Dele. Det er ſammenſat af 
fmaa Stykker. En enkelt, ſammenſat Fo⸗ 
reſtillilng. Et ſammenſat Ord. — Sam⸗ 
menfætning, en. 1. Gierningen at f. 2. 
noget, fom er fammenfat. En vidtløftig 
- Gammenfætning. — Sammenfætter, cn. i 
Bemarkelſen: den, fom fætter Folk ſammen, 
ſtifter Fiendſtab, Uenighed imellem dem, han 
taler med, og dem, der tales om. (Rahbek.) 
Sammentatge, v. a. 3. forbinde, tage 
under cet hvad ſom var adſtilt, regne ſam⸗ 
men. Naar Alt ſammentages. Det ud: 
gior ſammentaget ikke meer end 50 Rolr. 
Sammentappe, v. a. 1. d. ſ. ſ. ſammen⸗ 
note. (V. H. Ordb.) 
Sammentitzge, v. a. 1. ſamle v. Tigge⸗ 
ri, tigge ſammen. 
Sammentrille, v. a. 1. føre ſammen p. 
Trillebsre. At ſ. en Nængde Jord. 
Sammentrykke, v. a. 1. trykke noget ſaa⸗ 
ledes, at dets Omfang ell. Storrelſe for⸗ 
mindffes; ell. trykke to Ting nær t. hinan⸗ 


den. Nogle Legemer lade fig baade udvide 
og ſ. Bogerne maacëikke ftaae'f. nær ſam⸗ 
me ede, — Detåf: Sammentrykning, 


en. Luftens Udvidelſe og Sammentrykning. 
Sammentræde, v. a. og n. 3. a.) act. 
bringe tæt ſammen, fæt p. hinanden v. at 
træde. At f. Sorden i en Havenang. 
neutr. (er.) famile, forene fig I en vis Øens 
fiat. Diffe Embedsmænd ere ſammentraad⸗ 
fe i en Commisfion. i . 
Sanfmentræffe, v. n. 3. (ſ. træffe ſam⸗ 
men.) — Sammentraffen, cn. flere Om⸗ 
ftændigheders Sammenſtod, Inttræffen p. 
cen Tid. ”De komme iffe af dem ſelv, ikke 
v. Tilfældets Sammentræffen.“ Mynſter. 
Sammentrække, v. a. 3. drage ſammen, 
træffe ſammen; ogſaa fig. ſamle, lade 
ſamle fig. At f. to. Stavelfer f. et Ord. 
Kulden ſammentrakker Legemerne. At ſ. 
Tropperne, ſ. en ſtor Krigeher. — Sams 
mentrækning, en. pl.-er, 


⸗ 


e 


J 
Sammentrænge, v. a. 2. bringe med 


Magt nær ell. nærmere ſammen, i et mins 

dre Rum, en trangere Omkreds. Dele 

længden blev fammentrængt p. den ſnevre 
ads. 

Sammentvinde, v. a.  tvinde, forene 
v. at fvinde. ”Baft til Baand at ſammen⸗ 
tvinde,” C. Frimann. ”Enhver Traad bes 

fandtes at. være ſammentvunden af 360 
mindre.” Guldb. - 

Sammentælle, v. a. 3. tale flere Ting 
under eet, regne fammen. — Deraf: Sam⸗ 
mentælling, en. " 

Sammenvant, adj. v. vant ft. at være 
ſammen. ſammenvant Quceg. (Moth.) 

Sammenvie, v. a. 1. d. ſ. ſ. pie, forene 
v. Xgteſkab (mePYſieldnere.) Trolovede 
Folk, ſom ikke ville lade fig fammerrvie t. 
gteſtab.“ D. Lov. II. 9. 8. 

Sammenvore, v. n. 1. (er.) forene fig v. 
Vorekraften, groe fammen ft. eet. ſam⸗ 
menvoxne Træer, 


Øammenvæv, ct. egentl. noget, fom ér — 
vævet ſammen; meft fig. for: Forbindelſe, 


Sammenfætning. Ét Sammenvæv af uri⸗ 
melige Meninger. ” ' ' 
Qammenvæve, v. a. 1. forene v. Vov⸗ 
ning. — Deraf: Sammenvævning, en. 
Sammenælte, v. a..1. forene v. Xltz 
"ning. Deraf: Sammenæltning; en. 
Semmeflegs (ſamme Slags) br. under⸗ 
tiden, vfteft overflødigt, ſom ad). for: 
ſamme. 


Sammeſteds, adv. paa ſamme Sted. 


ſammeſteds fra, fra ſ. Sted. 

Samavem, ef. pl. d. f. IIsl. Samqvæ- 
mi.] egentlig: enhver Sammenkomſt; men 
bruges ofteft for jævnlig Sammenkomſt i 
Forening m. nærmere Forbindelfe og Om: 


gang, fortroligt Selſtab. (»Samqbhem 
medfører Begrebet om hyppig, og i en vig 


Henſeende fortrolig Omgang. Man fan 


ofte være i Selffab m. Folk, fom man ikke 


har Samqvem med.” Måler.) At have, 


holde &. med cen. 3 ſtikkelige Folfs Sams , 
»At vi leve venlig i udvortes Om⸗ 


qvem. 
gongelſe og Samgvem m. Andre.” B. 
Thott. 
Samqvem.” D. Lov. II. 9. 12. 
ſom v. af træde i Samqvem m. andre Fol⸗ 
keſlag, vilde ftrar afryſte Aaget.“ Baſtholm. 
”Selffab betyder I Alm. ethvert Follesſtab; 
Samqvem ogfaa Omgang og Venftab,” 
Sporon. | 

Samraad, ct. [Isſl. Samrædi.] 
Raad, Dverlæg. (Moth.) 

Samftemme, v. n. 1: (har.) d. f. f. ſam⸗ 
menftemme. ſamſtemmende Zoner, Jus 
ftrumenter. — Samſtemning, en. Overs 
eensſtemmelſe, Llighed HEharattøer, Zænfes 
cl. Handlemaade. (T. Rothe.) 

Samſtemme, cen, (Moth.) ſ. Samſtem⸗ 
ning. 


»Indbydes og komme t. hæderligt . 
”Et Folk, 


EEK " 


felles 


V 2 








⸗ 


.Samſindig — Samtykle. 


Samfindig, adj. eeneſindet m. en anden 

af lige Sind, — Samfindighed, en. (Moth.) 

Samſade, et, Sæde tilligemed en An⸗ 
den, cl. med flere. andre, (Moth.) 

amt, præp. og conj. tilligemed ; og 

"tillige; (uma cum. JIsl. samt; A. 
samme, samed. tidlige, simul.) a.) præp. 
Han indbod Faderen, Sonnen, famt den 
hele ovrige Familie. b.) conj. Han befale⸗ 
de, at Portene ſtulde luftes, Volden befæts 
tes, ſamt at ingen maatte forlade Buen. 
. Samtale, cu. pl.-r. f[Jél. Samtal.] 
Tale, fom føres imellem fo ell. Flere, Gier⸗ 
ningen at-tale m. hinanden. At holde en 
2. med cen. De havde en venſkabelig 9. 
»At man troer, Samtale fan ci være andet 
end Bagtale.“ Rahb. Dar. IX. 233. 

Bamtale, v. n. 2. (har.) at holte Sam⸗ 
tale. At ſamtale om noget. (Hvitfeldt, £ 
246.) . HEN . 

Samtid, en. ud. pl. en vis Tid, m. Sens 
[en t. Menneſker, ſom have levet i denne 

id, eller flete Begivenheder, ſom p. cenz 
gang have tildraget fig: (ikke blot om den 
nærværende ell. vor Tid, men ogſaa om ens 
hver forbigangen Tid, der tænke ſom nær⸗ 
værende, I  Modfætn. ft. Fortid og Efter⸗ 
tid.) Hans S. har neppe kiendt en ſtorre 
Mand. Samtiden miskiendte ham; men 
Eftertiden vil ſtionne p. hans Fortieneſter. 
Vor Samtid. Samtidens Menneſter. 
»At nævnes af de end ufodte Slægter med 
al den Roes, ſom Samtids Avind negter.“ 
Mahb. ſamtiditz, adj. ſom hører t. Sams 
tiden, t. cen Tidsalder, ſom har levet ell. 
tildraget fig i cen Tid; jevnaldrende. ſam⸗ 
tidige Begivenhedet. Bars Samtidige. — 
Samtidighed, en. Beſtaffenheden, af være 
lamtidig, at høre t. cen Tid. 

Samtlige, adj. pl. (ubrugel. i sing.) 
aflefammen , alle uten Undtagelſe. Hans 

vænder vare ſamtlige tilftede. "Ved ſamt⸗ 
ige tænfer man Alle ſamlede, ell. dog i en 
vis Forbindelſe m. hinanden.“ Muͤller. 

Samtone, v. n. 1. (har.) tone ſammen, 
tone p. engang. “Og alle de bortſpundne 
Zoner atter ſamtone Tal,” Ohlenſchl. 

Samtvodig, adj. overeensſtemmende i Be⸗ 
merkelſe, cenétutig, (hos Moth ogſaa: 
ceng-indet, ſamſtemmende.) Deraf: Sams 
tydighed, en. (ivf. eenstydig.) 

Samtykke, ct. ud. pl. Gierningen at 
famtytte ; Bifald, Minde. At give, at 
negte fit &. til noget. De har faaet For⸗ 
ældrenes Samtykke til deres Forbindelſe. 

amtytfe, v. n. 1, (har.) give fit Minde 
til, bifalde, fige Ja til. Hun vilde aldrig 
fe Å deres XSgtetab. Han famtyrkede i ve 
andres Beſſutning. ”Hun ſelv ſamtokke 
maa i det, hun dog faa nedig faac.” P. M. 
Troiel. — Sieldnere m. præp. med. “At 
den ene vilde ſamtykke med den Anden i bet, 
ſom £bifligt og lovligt var,” B. Thott. — 


, fom underkaſtes dens Dom. 


288 Santyffe — Samvittighed. 


Ogſaa act. At ſ. en Mening, Beſlutning. 
Gan kunde ikke afværge Handlingen; men 
han ſamtykkede den ikke. “'Den, der ſam⸗ 
tykker og ſynes at bifalde Ting, ſom han 
i Hiertet maa.afſtre ell. misbillige.“ Rahb. 
— Samrtykker, en. (Moth.) 
Samvandring, en. Vandring i Selſtab 
m. en anden, ſom tå ell. flere ſamlede, ell. 
paa cen Tid foretage. “Tidsrum, der gjorde 
06 vor folgende Sammenkomſt og Samvan⸗ 
dring deſto gladede.“ Rahbek. 
Samvidende, adj. v. medvidende om 
noget; conscius. (Moth. J. samvitandi.) 
Samvirke, v. n. 1. (har.) virke i For⸗ 
ening, vitke m. Andre. At ſ. med felles 
Kræfter t. noget. ”Den fortrolige; i Saad 
og Daad ſamvirkende Forening.” Mynſter. 
— Samvirkning, en. fælles Virkning ell. 
Virken. Kræffernes S. “Grundent. 
denne Uliighed ligger i en Samvirkning af 
flere Aarſager.“ Baſtholm. 
Samvittig, adj. d. f. ſ. ſamvittighedo 
fuld. (Moth.) i 
Samvittighed, cen. ud. pl. [Iél. Sam- 
vitska.] Menneſtets, p. en indvortes Fo⸗ 
lelſe grundede Blvid ſthed om og Dom over 
fine Handlinger i moralſt Henſeende. At 
have en god, en volig, en ond S. (i Gt. for 
det fidfte br. undertiden S. allene. Af tryk⸗ 
kes, plages af Samvittigheden.) Jeg fan 
forfvare det f. Gud og min S. At have noget 
p. fin S. (være fig noget bevidft, fom man 
bebreider fig.) At giore fig S. vover noget. 
(Moth.) At giore fig en S. (Samvittigheds⸗ 
fag) af noget 3: være uvis om en Handling 
er tilladelig. = Samvittighedsangeſt, en. 
den Eiælstilftand, idelig at engſtes af en ond 
cm. urolig $. — Samvittighedefrihed, en. 
grihed ft. at tænfe efter fin indvortes Over⸗ 
beviignina, Ifær i Religionsſager. ſamvit⸗ 
tighedsfuld, adj. fom f alle Zilfælde gaaer 
i Raad m. fin Samvittighed og handler ef⸗ 
ter dens Stemme; fom noie opfylder fin 
Pligt. En tro og f. Embedsmand. At 
være f. i fin Gierning. — Samvittigheds⸗ 
gierning, en. En G. hvortil man føler fig 
tilkyndet af fin S. — famvittighodsles, 
adj. det modſatte af ſamvittighedsfuld: 
ſom ikke agter p. Samvittighed ell. Pligt. 
Samvittighedsnag, et. den Ciælstilftand, 
at føle indvortes Bebreidelſer over begdaede 
Handlinger, v. Samvittighedens Stemme. 
Samvittighedopligt, en. Pligt, hvorom 
vi v. Camvittigheden fele 06 overbevifte. 
Samvittighedsprove, en. Prøve af Hand⸗ 
lingers Moͤralitet ved Samvittigheden. 
Samvittighedsro, en. den Sialstilſtand, 
at have en rolig S. at være uten Samvit- 
tighedsnag. Samvittighedsſag, en. 1. 
en Sag, fom vedkommer Sampvittigheden, 
2. en Sag, ct 
Zilfælte, om hvis Moralitet vi ci ere komne 
. Viſshed. Samvittighedsſporgomaal, 


a 


- 


Samvittighed — Sand. — "989 


et. 1. Spørgsmaal, man forelægger fig 
felv, I Henſeendet. fine Handlingers Mora⸗ 
litet, ca. Tilladelihhed. 2. &..fom man 
fordrer befvaret af en anden efter, hané 
Samvittighed, el. med fuld Oprigtighed. 
Samvittighedstvang , en. T. fom' paas 
lægget , Samvittigheden, Religionstvang. 
Samvittighedstvivl, en. Tvivl, Uvished 
om en- Handlings Moralitet. . 
Samværen,en:; ud. pl. det, af være ſammen 
p. eet Sted og t. cen Tid; Sammenveren. 
Sand, en og et. ud. pl. [Jél. Sandr. A. 
S. Sand.] et almindeligt Navn for de mindfte 
Gran el. fornede Dele af Kifeljorden, der 
forefommer i almindelig Llvarts og flere 
Steenarter, og har den denftab, at den ikke 
bliver bled ell. oploſer fig i Wand, ſom Leer⸗ 
og Kalfjord. (f. bl. a. Flyveſand, Glim⸗ 
merſand, Gu vfand, Kildeſand, Strands 
fand 0. fl.) — Ordets Kion er i Brugen 
vaklende. : Hvor det flaget fom Coll. er det 
altid neutr. men iffe, hvor Talen er om on 
vis Art Sand. (Det faldt i Sandet. Saa 
lidt ſom nogen fan tælle Sandet i Havet.) 


Man figer : grovt, filnt Sands men : guul, 


rød Sand, Den Sand duer ikkent. Veiar⸗ 


beide. ⸗ Sandaas, en. d. f. ſ. Sandbakke. 


Sandager, en. Ager, hvis Ford er, meget 
fandig. Sandager, en. (af age, Høre.) 
den, fom fiøre: m. Sandvogne, ell. beførger 
Sand fiert. ( Statstid. 1829.) ſandagtig, 
adj. ſom ligner Sand. Sandart, en. et 
vift Slags S. Sandbaad, en. B. hvors 
paa Sand føres, fom er ladet med 6. 
Sandbad, et. Anventelfe af. hedt Sand, i 
Chemien t. viffe Foretagender, ell. i Læges 
konſten i St. for varmt Bab t. viſſe Dele. 
Sandbakke, en. B. fom heel ell. for en ſtor 
Deel beftaaer af &. Sandbanke, en. br, 
ifær om ſtorre Sandbakker p. Jorden, ell. 
ſammendyngede Holder af S. i Havet. 
Sandbterg, et. en meget flor Sandbakke 
p. Sandet. Sandblad, et, kaldes de Jor⸗ 
den nærmefte Blade p. Tobaksplanter. 
fandblandet , adj. blandet m. Cand, 
Sandbrink, en. Strandbrink, høj Strands 
bred ell. Flodbred af Gand: Sandbund, 
en. Jordbund el. Bund I Havet, ſom bes 
ftaaer af 6. Sanddrive, en. fammenføs 
get løg Ganddynge. Sandegn, en. Egn, 
hvor Jorden er meget fand ig — Bands 
flugt , en. 1. Flyveſandets Beſtaffenhed, 
at føres af Binden fra Sted t. andet, og 
derved gisre Jorden ufrugtbar. At dæmpe 
affugten, 2. en Egn, hvor Flyveſand 
herifer. At indhegne, beplante en Sands 
Sand 
eplantet Sandflugts⸗Di⸗ 
Efebning 


kaldes Se nederfte og ringeſte Blade p. To⸗ 
baføpfanten. (Dlutfen.) Sandgrav, en. 
Fordybning, hvor Sand opgaves, Sands 


Danſt Ordbog. U. 


a 


oged, en. den, fom har Op⸗ 


7 Sand. n 


graver, en. den, ſom er fnffelfat m. at op⸗ 
grave Sand. Sandgrund, en. d. ſ. ſ. 
Sandbund. Sandgræs, Sandhavre. En 
Urt, fom vårer i Fliyvefand; Marehalm. 

Elymus arenarius. Sandhav, ét. fig.wg 
poetiſt: en meget flor, udftraft Sandork, 
”Arabiens Sandhav.” J. Bone. ”Et 
brændende Sandhav.“ Herz. "Et Sand: 
havs Ørf, hvis evige Slette kieder der his 
gende Syn.” Samme. Sandhede, en. 
En Hede, ganſtke bedekket m. Sand. 
Sandhob, en. Ganddynge. Sandhuus/ 
et. Gicmfel f. Sand, fom br. til at ftrøe 
p. Skrift £. at tørre den. ” Sandjord, og. 
Jord, fom er meget fandblandet; fanitg 
Jord. Sandkage, en. et vift Slags Bak⸗ 
kelſe. Sandkiſfe, en. En ſtor Kaffe, ct Af⸗ 
lukke, hvori S. glemmes. Sandklit, cn. 


aa 


"Klit eil. Strandbakke m. Finvefand. NN. 


Kit) Sandlag, et. Lag i Jorden,' ſom 
beftaaer af Sand. Sandmand, en, M. 
fom fælger Sand, farer S. omkring. 
Sandmark, en. d. f. f. Sandaget. Sand⸗ 
mergel, en. Mergel, fom indeholder en Tre⸗ 
diedeel Sand, eller noget mere, m. en lige 
Blanding af Kalk og Leer. (Olufſen.) 
Sandmile, en. En ſtor og bevægelig Dynge 


el. Bakke af Flyveſand. (Tidoſtr. f. Na⸗ 


turvid. V. 321.) 
t. at føre S. paa. 
f. Rev ell. Sandrevle. 


Sandpram, en. Pram 
Sandrev, et. d. ſ. 
”Séndrebet v. 


Dragse.“ (Statstid.) Sandrevle, en. En 


lang, fra Landet udløbende og overſkollet 
Sandbanke i Havet, (Moth.) ſ. Rif. 
Sandſteen, en. kaldes de Steenarter, der 
beſtaae af. fammenæltede, t. cen Maſſe for⸗ 
bundne og ofte m. andre Steenarter blan⸗ 
dede Sandskorn. Sandfæt, cen. &n m. 
Sand fyldt Sæt. At anlægge et Batterie | 
af Sandſekke. Sanduhr, ét, Timeglas. 
Sandvei, en. Bei giennenr en ſandig Egn. 
Sandvogn, en. $. til at føre Sand p. == 
Sandstorn, ef. den mindfte Deel af Sand, 
et Gran af Sant. ”Hvad med en Verden 
fan, fan med ct Sandskorn ce.” Bagg. — 
fandig; fandet, adj. ſom enten ganſte ell. 
for en Deel beftaaer af Sand, ell. er blan⸗ 
def m. Sand. En fandig Jordbund. Ma⸗ 
den faldt i Gulvet og blev ſandet. 

Sand, adj. [Isl. sannr.] 1. overs 
eensſtemmende m. Tingen felv og dens rette 
Veſen el. Beſtaffenhed. (modſ. uſaend, 
ugrundet, løgnagtig.) At tale fandt, Det 
er fandt hvad han ſiger. Et fandt Vidnes⸗ 
byrd. 2.' virkelig, ægte, ikke tilſynela⸗ 
dende (modſ. falſt, opdigtet.) Den ſande 
Gud, Tro, Religton, Kicerlighed. At ftille 
det Sande fra det Falſte. En ſ. Ven. 3. 
virkelig, vis: IJ Talemaaden: faa fande 


ſom (jeg er ærlig, Gud er til, 1.)' for ſand, 


i aldre Skrifter: f. viſt. Jeg figer f. ſand. 

mx ſanodru, adj. 1. 5. f. f. ſand, 1, over: 

eensſtemmende in. Sandhed. Det var et f. 
"4 (19) 4 


, 
' 


) 


E Sand. 


Vidnesbyrd , han gav ham. “Her lærte 
jeg et ſanddru Bud f. alle Livets Dage.” 
F Guldb. 2. fom altid og ſtrengt holder 
ved, følger, elſter Sandheden. En ærlig 
og ſanddtu Mand. Ottre vi denne Over⸗ 
beviisning, fanddrue i Tald og Gierning. 
Mynſter. Sanddruhed, en. ud. pl.. den 
Egenſtab at være fanbdru (i Bemark. 2.) 
— fandelig, fandeligen, adv. hvorved man 
udfiger, bevidner, at noget er fandt; viffes 
lig, tilviffe. = fandfærdig, adj. 1. d. f. ſ. 
fand, 1. | ”Sandfærdigt er det, fom har 
Sandheds, Rigtigheds Marke.“ Sporon. 
En fandfærdig Beretning, Fortalling. 2. 
fom pleier at tale Sandhed, ſom har Kiær: 
lighed, Tilbsielighed t. Sandhed. ”Jævnlig 
Samtale fan lære, om en Mand er ſandfær⸗ 
dig; fortrolig Omgang, om han er ſand⸗ 
dru,” Miller. — Deraf; Sandfærdighed, der 
vel bemærker d. ſ. ſ. Sandhed, (1); men "yg 
mere om den perſonlige Egenſtab, Villie, 
Tilboielighedet, at fige ell. følge Sandheden, 
end om Tingens ell. Gienſtandens Sandhed. 
Sandfardighed er den Maade og Denfigt, 
m. hvilfen cn Sag (i Henfvende t. dens 
Sandhed) forebringes.” Sporon. “Sand⸗ 
færdighed fan frembringes v. Klogſtab; 

anðdruhed beroer p. Forfættets Falthed.” 
Miller, — Sandhed, en. Beſtaffenheden af 
være fand: a. fom ct Abſtractum: ud. pl. 
1. Overeensſtemmelſe med Gienſtandens 
Grundvæfen, Idre, m. Tingens Natur og 
BVæfen, EM. med dene virkelige Tilſtand og 
Beſtaffenhed. At ſoge Sandheden. Gude 


"6. Ut bevife en Setnings S. Den phi⸗ 


loſophiſte, den logiſte S. 2. Overeens⸗ 
ſtemmeiſe imellem Ord el, Tale, og Sagen, 
ſom den er, forholder ſig. At fige 5. (tale 
fandt.) At folge S. blive yed S. vige af 
, fra Sandheden. At komme eftev Sands 
eden (erfare en Sags rette Beſtaffenhed.) 
At gane t. Sandheds Bekiendelſe. J 
Sandhed! oa: fandeligen, viſſelig. b.) 
. concret Betydn. pl.-er. et fandt tldfagn, 
en fand Sætning. Philoſophiſte Sandhe⸗ 
der, -”Bidenifaben ev en Indſigt i Sand⸗ 
hedernes Samminhæng.” Mynſter. Han 
maatte hore mange ubehagelige Sandheder. 
— Sandhedsfiarlighed, en. ud. pl. Lyſt, 
Kiærlighred til &. Sandhedoſtemme, en. 
frimodig Yttring af Sandhed. Den op⸗ 
vaagnende Tonknings Sandhedsſtemme.“ 
P. E. Muͤller. Sandhedsven, cen. den, 
ſom elſter, ſom altid ftræber efter S. og 
Sandfæœrdighed. — Sandſagn, cf, Et fandt 
Sagn, en fandfærdig Tale,, Fortælling. 
»Fra Vilsdoms Læbe hørtes det prifte Sand⸗ 
fagn.” Fibigers Sophotl. (Hos A. Vedel og i 
et fyenſte Almueſprog: Tradition. Eventyr. 
Moth.) — fandfige, v. a. 3. forudſige, ſpage. 
(nyt og ufædvanl.) ”Jeg Guders Skiebne 
. har fandfagt dig.” Bagg. ſandſigende 
Visdom.” Samme. — Sandſiger, en. den, 


4 


- 


290 . 


Sand — Sands. 


fom forudfigernoget Tilkommende, en Spaa⸗ 
mand. ”Dan troede fig anfeet fom en ube⸗ 
leilig Sandfiger, man fandt fig plaget af.” 
Rahbek. m Qvindfolk: Sandſigerſte. 
Sandſitzerkonſt, en. Konſten at forudfige ; 
Spaadomskonſt. (Fibigers Soph.) — ſand⸗ 

yldig, adj. ſom virkelig er ſtyldig i noget, 
om ci uden Grund ſigtes. (Moth.) => ſand⸗ 
fynlig, adj. ſom lader til, ſynes at være 
fand, fom man har Grund t. af antage f. 
fand, uden at det endnu er viſt, afgiort. 
”Stjendt der er meget ſandſonlige Grunde 
f. begge Dele.” Guldb. »Ikke efter Tin⸗ 
gens tilfældige Navn ; men cfter dens mus 
lige og ſandſynlige Virkninger.” Rahb. 
Hans Formodning er temmelig ſandſonlig. 
»Hvor ofte ev en ſandſynlig Ulykte itke en 
banet Vei t. en virkelig Lykte?“ Baſth. — 
Deraf: rand fymlighed, ent. ud. pl, Denne 
Formodning har megen Saudſynlighed, 
men endnu ingen Vished. 

Sanddru, fandfærdig, Sandhed, o. fl. 
f. under adj. fand.  ” - 

"Sande, v. a. 1. [Fél. sanna.] bevidne 
Sandheden af noget, ſom ſiges, bekrofte. 
At ſande med een. At ſ. eeng Ord, ”Nu 
maae I gode Mænd vel fande mine Ord.” 
Gelb, P. PP. ”Han funde vel være tient 
m. at'fande Modpartens Benegtelfe.” A. 
Orſted. (Derimod: "Du fandede hans 
Tale nu” 2: gtorte ben ſand, opfoldte Fvad 


" han havde ſagt. C. A. Lund. Jagerspriis.) 


Deraf: Sandemend, pl. efter vor ældre 
Retsforfatning: 8 kovfaſte Dannemend, 
ſom udnævnedes af Fogeden ft. at kiende i 
tvivlfomme Drabsfager og Trættte om 
Markeſtiel, hvilken Forretning kaldes San⸗ 
demændotog. 

Sanding, en. ud, pl. d. ſ. ſ. Sandhed. 
(forældet) 

Sands, en. pl.-er. [Lat, sensus.] 1. i 
Alim. Evne t. at fornemme. Den indre, våre 
S. At mangle, være uden S. og Folelfe. 
»uden Deel I vore Sæder, uten Bands for 
vore Glæder.” Baggeſen. “At man derover 
har tabt Sands for det Store og Herlige.” 
Mynſter. Han har ingen S. for Muſik, f. 
Poefie.  ”Denne Dverflødighed — ſlever af 
Sands f. Liveté finere Glæder.” Bagg. NM. 
Klim. (Deraf: Konſtſands, 0. fi.) — At 
være v. Sands og Samling 9: have fin 
fulde Bevidfthed.  ”Men Alle tabte baade 
Sind og Sands.” Bagg. 2. i Sard. 
Evne ft. af fornemme de udvortes Ting åg 
deres Virkninger p. vort Legeme, p. en vig 


: Maade, og v. viſſe Redſtaber (Organer.) 


De fem Sandſer. “Thi man er fom uden 
Sandſer naat man fig gifte vik.“ Baag. 
Kolelfens, Syncts, Horelſens S. At have 
Brugen af alle fine Sandſer. Det falder i 
Sandſerne (fan fornemmes.) 3. Mening, 
Betydning. XIsl. Sannr.) Der er ift 
mindſte Sands i det, han ſiger. Rogle troe, 


å 


MA 


Sands —Cantfelig. 291 


NM 


ber ligger en dyb Sands i diſſo Uderyt. — 
Sandfebillede , ct. B. fom vi' danne 08, 
el. optage I Siælen v. Hielp af den indre 
Sands ell. ved Phantafien ; fandfeligt Bil: 
lede. ſandſeklælen, adj. hvis Sandſer alt 
f. let røres af udvortes Indtryk. »Nerve⸗ 
fine og fandfetiælne Læfere,” Bagg. (Labyr. 
U. 122.) Sandſeklaæder, pl. fig. og poet. 
udvortes ſandſelig Skikkelſe, ſandſeligt Bil⸗ 
led. ”3 ſtionne Sandſeklæder menneſtelig 
den fremtræder,” Ingem. Sandſeliv, ct. 
ud. pl. det Liv, hvorom vi v. blotte udvor⸗ 
tes ſandſelige Fornemmelfer fommet. Kund⸗ 
ſtab; i Modſetn. til Aandelivet, det aan⸗ 
delige Siv. — ſandſelos, adj. 1. ſom ikke 
bruger fine Sandſer t. Opmarkſomhed, Agt⸗ 
paagivenhed; ſom ikke ſandſer det Udvortes, 
ell. kommer i Hu det han ſtal erindre og tænte 
paa. ”Jeg Daare, hvor var jeg fandfeles, 
hvor blind af Stolthed!” Evald. 2. ſom 
et uden Sands, uden fornuftig Mening. 
(2. ſinnhos.) Sandfdeshéo, en. ud. 

I. Beſtaffenheden at være ſandſelsos, 

andsfraværelfe. »Dette utidige Svar, 
ter robede en fuldfommen Sandſeloshed.“ 
Bagg. N. Klim. ”Hvad der hos hlin var 
beundringsverdig Videlyſt, vilde hos an⸗ 
tre være affintig Sandſeloshed.“ Howitz. 


— Sandferige, ct,” poet. den ſandſelige 


Verden.  ”Lrfe, fagre BSandferige! dine 
Koſter jeg beſtige.“ Ingem. —'! fandfes 
træt, adj. hvis Sandſer ere trættede, fløs 
vete v. aft f. hyppige ell. alt f. ftærfe 
udvortes Indtryt. Deraf: Sandfetrætz 
bed, en. ud. pl. ”Den Sandſetræthed og 

ankeforvirring, jeg nu følte.” Bagg. — 


Sandſeyerden, en. den udvortes Verden,” 


den Verden, hvorom vi v. Sandſerne kom⸗ 
me t. Kundſtab. (Treſchov. A. Orſted.) 
Sandſevæſeñ, et. Et ſandſeligt, m. Cand: 
for begavet Veſen; i Modſatn. t. Fornuft⸗ 
væfen. (P. E. Måler) 

Sandſe, v. a. 1. egentlig: fornemme, 
lægge Merkent. ved Sandſerne; men br. 
meſt for: bemærke v. Hielp af Sielens 


Agtpaagivenhed og v. Forſtandens Brug. 


»Raar jeg dig horer, ſtimter, ſeer, jeg aan⸗ 
ter, ſandſer neppe meer.” Rahbek. Barnet 
begynder at ſandſe. — Ligeledes for : agte 
raa, give Agt p. Han ſandſer aldrig hvad 
man figer ham. “En Elſter fandfer, hus 
fer ingen Ting.” Bagg. = Sandfetage, 
en. i d. Tale: At give nogen en S. d: en 
eftertrykkelig Paamindelſe om at være op⸗ 
mærffom. Sandſerrdſkab, ct. Redſtab, 
Organ, hvorved Sandſerne virke ell. mod⸗ 
tage de udvortes Indtryk. (Sandſelem. 
Euſchow.) — Sandsning, en. Gierningen 
at fandfe, (pl. ufædvanlig. ”En vid Mark 
" t. Bejfuelfe ev aabnet Menneſtet i Sands⸗ 
| ningerrre,” Mynſter.) ” 

Sandfelig, adj. 1. ſom herer t. Cand: 
ſerne, fornemmes, opnaaes, nydes v; Cant: 


Sandſelig —Ganger. 


ſerne. ſandſelige Jernemweiſen Drifter, 
Lyſter, Nydelſer. En blot ſ. Kiærlighed, 
2. ſom cv filbsiclig f. at lade fig beherſte af 
ſandſelige Drifter, fom har megen Tilboie⸗ 


lighed t. ſandſelig Nydelſe, overhovedet ell. 


af en vis Art. — Sandſelighed, en. 1. 
Beſtaffenheden at være fandfelig. 2. Sand: 
ſernes Herredomme over Siælen; flært Til⸗ 
Løiclighed t. fandfelige Lyſter. 
Sandſiger, fandfynlig 1. ſ. adj. ſand. 
Sang, en. [A.S. Sang. Jol. Saung.] 
1. ud. pl. Gierningen at ſynge; Konſten at 
ſynge. Jeg hører ofte hendes S. At lægge 


fig efter &. og Muſtk. Den gamle, nyere 


Kirkeſang. Shoralfang. Fuglenes S. 
2. det, ſom ſynges; et Digt, 

ſynges efter en vis Tone ell. Melodie. En 
Selſtabsſeng, Bordſang, Klubſang. 3. 
en Afdeling i ct ſtort Digt. = Sangbund, 
en. En Bund af tyndt Zræ i nogle mufl⸗ 
calffe Inſtrumenter, hvorover Etræhgene 
ære fpændte, og ſom medvirfer f. at frem⸗ 
bringe Tonerne. Sangdigt, ct. pl. -e. 


Et D. ſom er beftemf t. at ſynges (en Can⸗ 


fate; Ode.) Sangdigter, en. den, ſom 
digter Sange og Viſer; Ivrig Digter, ”3 
enhver Alter og hos enhver Nation har 
Sangtigternes Antal været ſtort.“ Rahbek. 
Sangfield, et. Digterfield, Parnaſſet. Bagg. 
—5 — Sangfugl, en. En Fugl, ſom 
unger, fom har | 
verlende Toner af en vig Art. Sanggud⸗ 
inde, cen. brugt af nyere Digtere f. det ſrem⸗ 
mede: Wiufe. (ogfaa hos Moth.) Sang⸗ 
Fhotber , pl. * Klokker af forſtiellig 
Storrelſe og Klang, Hvis Lyd fan bringes i 
et Slags Harmonie, og hvorved man fpiller 
Melodier. Sangliv, et. fig. et med San 
cl. Digtning tilbragt Liv (Digterliv. 
”Det var faa de pamte Skialdes Bane, 
Kongelov og Sangliv var dem eet.” Bagg. 
Sanglarke, en. En almindelig, v. fin be⸗ 
hagelige Nviddren el. Sang bekiendt Fugl. 
Alauda arvensis. Sangmeſſe, cen. .En 
Meſſe, hvorved Sang og Muſik finder Sted. 
forſtiell. fra den ſtille Meſſe) Sangmes 
er, en. ben, ſom foreftaaer Sangen, en 
Forſanger. def: Syngemeſter.) Sang⸗ 
mø, cn. d. ſ. 1. Sanggudinde. ”Zon du 
mig tet underfulde Qvad, dn Mordene 
Sangmo!“” Baggefen.) Sengnod⸗ „en. 
Rode t, at konge efter. Sangfpil, et. ſ. 
Syngeſpil. Sangſtemme, ſ. Syngeſtem⸗ 
me. Sangvers, ct, B. ſom er indrettet t. 
Lang: cl. ct enkelt Vers i et Sangdigt. 
fangviis, adv. i Form afen Sange Sang⸗ 
vært, ct. cen muſicalſt Cammenfætning af 
Sangklokker. 


Sanger, en. pl.-e. [A. S. Sangare.J 


egentl. en Perſon, ſom ſynger; men iſcer 
om den, det hår lært af ſynge effer Kon⸗ 
ſtens Regler og udover denne Konſt. Han 
er en god S. fig. Lundans, Skovens Sans 
(19%) 


* 


en Viſe, der 


ne t. at frembringe'afz - 


- —Aã Tommeret t. en Bygning. 


- 


— * mM 
t | 
. 


Sanger — Sav. 


202 


Sav — Savn. 
ere d: Sangfugle. — Om cf Fruentimmer; (Bladet) m. indfllede ſpidſe Takker, (Tæns 
angerinde, Sangerſtke, en. der) t. at giennemſtare ell. giennemſave nos 


Sanfe, v. a. 1. [Sél. safna.] d. f. ſ. 
ſamle her ev nyere og indkommet af det 
Tydſte. J Brugen er tog nu den For⸗ 


ſtiel, at ſanke ſom ofteſt bruges om den me⸗ 


chaniſte Gierning, efterhaanden at bringe 


el. lede flere Gienſtande ſammen; ſieldnere 


i mere uegentljge Bemarkelſer. At ſanke 
(ell. ſamle) Ax. At ſanke efter p. Ageren. 
At ſanke Levningerne ſammen. At ſanke (2: 
(Xt 

ante Midler, Rigdom, Gield. Moth.) 
Men: At Wie ſine Tanker. At ſamle p. 
Mynter. — Man ſiger [midlertid dog: At 
ſanke p. en Sygdom. At ſanke Aar, Alder. 
(Moth.) — ſankes og ſanke fig, v. n. pass. 
og rec. forſamles, komme ſammen. Folk 
Begynder alt at ſankes. Almuen ſankede 
ig p. Torvet. — Sanktax, pl. ſammen⸗ 
ankede Ar. (Moth.) Sankebrænde, ct. 
affaldne, fortorrede, Aviſte og, Greneſtum⸗ 
er, ſom det tirabes Fattige at ſanke i 
fovene. Sankedynge, en. En Dynge, 
ſom efterhaanden ſankes, forſtorres. (Moth. 
Sankeſted, ct. &. hvor noget ſankes ſam⸗ 


men, hvor det Sankede lægges. (Ambergs 


Ordb.) Sankevidner, pl. Vidner, ſom uds 
fige forſtiellige, ſtiondt lignende Smftæns 
digheder om ſamme Cay (I. Tildragelfe. 
(testes singulares.) = Sénfning, en.” 1. 
Gierningen at ſanke. 2, Stedet, hvor flere 
Stykker ere ſankede, ſammenfoiede. 3. 
Samling, Forening. ”En Sankning — af 
Rog og fugtig Damp.” Arrebo. 

Saphir, en. -pl. — er. en WEdelſteen af 
himmelblaa Farve. ſaphirblaa, adj. ſom 
har Suphirené blaa Farve. 7 

Sardug, en. Et Slagé Tei, vævet af 
UD og Bomuld. 

Sars, ct. (Fr. Serge] et Slags let uls 
dent Toi ell, Stof. (Moth.) forſtielligt fra 
Sirs. “Hans Sarſes Sondagskiole.“ Hol⸗ 
berg P. Paars. 

Sat, partic. af fætte, for: rolig, or⸗ 
dentlig, f. under fætte, B. 1. 

Satan, en. (ogfam n. propx) et af det 
Hebraiſte optaget Ord for: Diævelen. 
(Det br. vel med Art, foran Ordet, o 
uden ſamme; men aldrig m. beſt. ets 
ſataniſt, adj. die velſk. 

Satire, en. Plot, ffat. satira.] et Skrift, 
og færdeles ef Digt, hvori Laſter ag Daarlig⸗ 
heder revſes, ifæt v. Skiemt, ell. ved at giores 
latterlige; et Skiemtedigt, Spotteſtrift. — 
Satiriker, en. den, ſom ſtriver Satirer, 
ell. har ſatiriſt Lune. ſatiriſt, adj. ſom 
vedkommer, hører t; Satire; it. ſom har 
Tilbutelighed t. at fvotte over Andres Feil 
og Daarligheder. Et ſatiriſt Skrift, Digt. 
Han er meget fatirift. 

Sav, en. pl.-c… [Isl. Sog.] et Redſtab, 
beſtaaende af et langt og tyndt Stykke Staal 


2 


U 
AM 
LJ 


Sav. "At fave Brærfide. 


get med. (ſtrives ogſaa Sug.) En Bræy⸗ 
defav , Bueſav, Haandſav, Havefav , 
Sfovfav, Strenſav, Stikſav. = Savblad, 
et. Bladet af tyndt Jern ell. Staal i en 
Sav. Savbrug, ct. Et Brug eil. Vark, 
hvor Temmer og Bræder flæres v. Save, 
der ſettes i Bevægelfe v. Vandet; en Sav⸗ 
male. Savbue, et. det Zræ ell. Jern, 
hvori Savbladet ſpendes. (Noth.) Sav 
drag, et. Drag, Træt m. Gaven. (Moth.) 
Savfiſt, en. En Havfiſt af Hai-Slægten, 
udmerket v. dens Hoved, der ender fig i en 
lang, »p. begge Sider m. Takter forſynet 
Spids, liig et Savblad. Squalus pristis. 
ſavſtaaret, adj. v. ſtaaret i Stykker m. 
en Sav. favffaaret Brænde. Savffæs 
rer, en. den, ſom nærer fig af at ſtæœre 


cu. fave og tillige hugge Brænde; en 
Brændejfærer, Brondehugger. Savſfæ⸗ 


rerlon, en, Savſtœorerens, ſedvanl. fay⸗ 
neviis beſtemte Betaling. Savſnit, et. 
Indſnit m. en S. avſpaan⸗en. pl. 
Savſpaaner. te fine Spaaner el. Zræfmus 
ler, ſom falde efter Saven, i det den gien⸗ 
nemſterer Zræct. At fane en S. i Hiet. 
At røge Kied v. Savſpaaner. — ſavtafket, 
adj. ſom har Takker, liig Savens. ſav— 
taffede Blade. — Savtand, en. pl. Sav⸗ 
tænder, Takkerne i SEavbladet. Savtom⸗ 
mer, ct. Tommer, ſom ſktares v. Savbrug. 
Sayvark, et. ſ. Savbrug. 

Saur, v. a. 1. IJcl. saga.] ffære m. en 
ti. en Green af, 
ſ. noget igiennem, over, — Saveblok, en. 
br, undertiden for: Savelad. Savebuk, 
en. En Buk eller Stilling, hvorpaa ſtort 
Tommer, man vil giennemſave, lægges. 
Savelad, ct, En Indretning beſtaaende af 
fire, korsviis forbundne Stykker Zræ, hvors 
paa Brændet, man vil fave, lægges. Sa⸗ 
velon, en, Betaling f. det, ſom ſaves, 
Savttærerløn. Savemelle eil. Savmolle, 
en. d. f. f. Savbrug. Savetand, en. Fals 
des Zænder hos Pattedyr, indrettede t. at 
kunne flære ell. gnave haarde Legemer over ; 
og Redſtaber af lignente Art hos Infecter. 
8 Strøm; forſtielligt fra Savfand.) — 

avning, en. Gierningen at ſave. 

Save, en. pl.-r. 1. IJ. Safi, Inderbark 
p. Grantræct.] Trævle, Traad (Fiber.) 
Kiedſave (Moth.) 2. i Iylland: Saft i 
æræet. 

Savl, ſavle, ſ. Sagl, ſagle. 

avn, et. pl. d. ſ. men ſielden. IJsl. 


Saknadr.] Folelſen at fattes, mangle no⸗ 


get, ſom man har havt, ell. ſom man at⸗ 
traaer, i Forening m. en Lengſel efter det. 
Troft ſneehvid Oldings lange Savn, giv 
ham fin Søn tilbage.” Storm. “Den, ſom 


aldrig hav kiendt Savn og Frogt, har kien⸗ 


der heller ikke Nydelſe og Fryd.” Rahbet. 


- 


t 





J 
J 


Savn — See. 203 i Se. ” 


Jeg føler et viſt S. efter hans Bortreiſe. mod Lyfet? tør han fee fin Gud?” Evalb, 
Det er mig et ſtort Savn , at fattes Bøger. (hvor den forſtiellige Brug I 1 a'og 1 b fo⸗ 
Os glemte (et — den byrdefulde Krones rekommer.) ”De. lifte fig forbi, uden at 
mange Savn.” F. Guldb. Savnet afen fee cl. fjende den, ſom de tilforn ikke kunde 
fiær Ven. “Savnets Sorg f. det, hun afſee.“ Rahb. - De komme ikke blot f. at 
tiender, og faligt Haab om ukiendt Lnft.” fee; men ogfaa f. af fees. Jeg ſtiotter ikke 
3. Smidth. ſavnlos, adj. ſom er uden om at blive feet. (Ogſaa absol. og ſom 
Savn, fom intet Savn føler.” En favnles v. neutr. Lun feer meget daarligt oa: hat 
Tilverelſe. ”Fryd af Minde og Haab fyls ct fvagt Syn. Man fan ikke fee for Zads " 
der mit favnlefe Nu.” S. Staffeldt. 'J gen. Om jeg føer rigtigt, At være ſeende 
ſavnlos Fred de atter fig forene.” Samme. blind. — recipr. At f. fig for, vogte fig, 
Savne, v. a. 1. ſIIsi. sakna.] 1. føle være varfom. , At f. fig om, befce et Sted. 
Savn af noget, suffe fig noget igién tiltes At f. fig om efter 5: loge at ſorſtaffe fig, 
de, Tom er borte. Vi favne meget hang oplede fig. At fee fig omkring, circum- 
Selſtab. Rigdom fattes mig; men jeg spicere. ”De trodfe Himlen, Jordens 
favner den ikke, thi jeg har aldrig huvt den, Dom, og falde før man fcer fig om.” Bagg.) " 
— Wan fattes ell. mangler det, man ikke har, b.) intrans. bruge Dinene i den Denfigt, at 
og behøvede at have; man favner det, man blive noget vaer. 2. m. Bibegrsb, i 
har havt, og onſter fig tilbage. ”En Nar, uegentl. og figurlige Bemarkelſer⸗ 2.) bes 
ſom hungrer midt i Guld, og fævner det, , fragte; tage i Oieſyn. At f. et Etucf ptt. 
han har.” P. M. Troiel. 2. Undertiden Wi fade Liniedandſerne Dyrehaven. Her 
ogfaa for: fatte, itfe have. ”Om han maa være noget at fre. At lade fee 9: viſe. 
maa mifte det, da ſavner han det uden Uro.“ Lad mig: f. din Proveſtrift. At lade fig fee 
B. Thott. H. 158. “Hvad jeg mma favne, (vife fig offentlig) f. Penge. Han lader H 
det ſtal jeg undvære uden at blues.” Myns aldrig fee (kommer aldrig) p. Gaden. - bå 
ſter. MPols du maa favne, medens de ans At fee til (m. Tonen p. præp.) betragte, 
dre node.” Samme. (Præd. 1809, 1.17.) være Tilſtuer. Jeg vil helft f. til. (At fee 
Sar, en. pl.-e. [3él. Sax; A. S. Sæx: noie til, give noie Agt paa.) — At fée til, 
et fort Sværd.] et Redſtab, beftaaende af (m. Zonen p. Verb.) beføge, ifær f. at erfare 
to ffærende Jern, fom enten lægges kryd⸗⸗ eens Tilſtand, Befindende. At f. til en 
viis over hinanden, fæftes m. en Nagle og Syg. At fecind til cen. See ind til os, 
holdes i to dertil dannede Huller (Dine); ell. naar De gaaer forbi! — At f. til Kreaturene 
ſom ere forenede nedentil og v. Ombøiningen i Stalden, p. Marken, c.) At fer til, 
elaſtiſte (ſom Boarefaren.) At klippe m. en paſſe paa ,. have Tilſyn med, vogte fig. 
S. Saren Wit ikke Hippe, er ſlov. See til, at du ikke falder, kommer i For⸗ 
Scepter, et. pl.-e. (af Lat.) en Stav, træd, (m. Tonen p. præp.) At fee til Mas 
fom Konger føre t. Zegn p. deres Vordig⸗ den. fun har lovet mig at fee til Drengen 
hed; et Kongeſpiir. F medens jeg er ude. d.) At'f. efter, føge 
Secretair, en. et franſt Ord: den, hvis om, lede efter. e.) At ſee hen til, tage 4 
Forretning er at ſtrive Breve cl. andet Betragtning , tage benfyn, til. f.) for⸗ 
hemmeligt cf. vigtigt. for nogen, ct. ſon nemme, erfare, fomme t. Kundſtab om v. 
har et lignende Embede i Staten. Mermeſt Sandſerne, og færd. v. Synet. Jeg feer 
fvarer det t. vort vante r5aandfl river, fom vel, at jeg ev bleven bedraget, Mu fer jeg 
dog har faaet en noget ringere Betydning.) forſt hvori Feilen ligger. Man féer daglig, 
Deraf ogſaa: Cabinetéfecretzir, Statsfes at Dumhed gior Lytte, Nu fees det klart 
cretair, m. fl. Embedsnavne. . nok, (vifer fig) hvad. hang Henfigt var. At 
Seculum, et. f. Aarhundrede. fee fig ſtuffet i en Forventning. “Hvo fig 
Secund, en oy ct. pl.—er. den mindſte vil hævnet fee, i Stilhed lide maa.” Merope 
Inddeling af Tiden; af et Minut. —Se⸗ v. Schiermann. At ſ. Faren'f. Dinene. 
cundubr, et. ſom viſer Secunder. Seasmds Jeg vil ſee en Ende p. Sagen. — At ſ. een 
vifer,en., (ligefom: Timevifer, Minutviſer. gierne holde af, ynde eens Selſtab.) Han⸗ 
Seddel, en. på. Sedler. ſIsl. Sedin.) feer ikke gierne, at det ſteer. .) flutte fig 
et lidet Stokke Papir, hvorpaa noget er til, (af det, man ſeer, erfarer;) fatte, ind- 
ſtrevet eller trykket; et lidet Brev. ſee. Man kan ſee af diſſe Indretninger, at 
Bee, v. a. ſagae, feet, [Folat sia.] 1. han har noget ſtort i Sinde, Jeg ſeer ingen 
a. trans. blive vaerem. Øineng, faae en Grund hertil. Jeg feer nok, hvad dette hav 
—— om v. Synets Sands. (jvf. ut betyde. H.) giore Prøve, forſoge. Jeg 
e.) Jeg ſeer et Skib langt borte. Vi vil fee at, (ell. om) jeg kan blive færdig idag. 
fane ham zage ud af Hufet. t fee Vagten Vi maa f. om vi tan faae ham overtalt. 
træffe op. Jeg ſaae et befnnderligt Syn. Lad fee, ell. lad 08 fee, hvo der fan fomme , 
At fee efter noget, paa noget. Atfeeien forſt, kaſte lengſt. 1.) førge for, anvende 
Bog. At fee giennem ct Glas; ſ. ud af Flid, Moie, beſtrobe fig for (m. præp. paa 
Binduet.… »Tor Stovets Broder — fre op og til.) At fee p. fit eget, p. Statens Bed⸗ 


. 


U 


See — Seen. 


San faagr at ſ. hvorledes ban reder 
erud af. - Bi maar ſ. til at være de 
e. Jeg al fee hvad jeg fan giore v. 
te Sag. — At fee fig om noget 9: be⸗ 
be fig, gisre fin Flid f. at fade ell. ſtaffe 
- Jeg maa fee mig om en anden Zies 

»Hvor han det fader sten, det maa 
fec fig em.” Bording. . fætte Priis, 
je Bægt paa, Han feer ikke p. Penge, 
det gielder noget nyttigt. At ſee mere 
biveren, end p. Gaven. 3. See ud, 
v. n. have en vig udvortes Skikkelſe 


Ting og Perſoner; i ſidſte Tilfælde - 


om Xnfigtédannelfen.) Han frer ſy⸗ 
Jud. Hun fecr godt ud, Dan feer ud 
en Røver, — Det ſeer galt ud med ell. 
Landmanden i Aar (hans Udſigter ere 
e.) At ſee ud til, ſynes at blive, lade, 
te til. Det feer udt. Krig. Dun feer 
.at være meget from. J Morges fagre 
ud f, Regn. Det. feer. ud t, at blive et 
t Aar, = Seen, en. ud, pl. (ta Stab.) 
rningen at fee. (Moth.) — Seer, en. 
e. egentl. cen fom feer, fan fer; fig. en 
aamand, Digter. => Seeglas, et. ſlebet 
ø ft. at forſterke Synet. — ſeevardig, 
fom ev vard at ſees, fortiener at be⸗ 
jteé, — Seevardighed, en. 


erdig‘ Gienſtand. Jeg vilde aldrig 


vr ſpilde min Tid m. Betragtning af de 


indeligſt ſaakaldte Seevardigheder.“ 
39. ' 
See ! imper. sing, af at fee; bruges ogs 
p. flere Maader, ifær i d. Tale, ſom 
aabrord. 
Been, adj, (cen Stav.) pl. ſene. [IJsl. 
in.) 4. ſom ci er baftig, i Gierning, 
sevægelfer, ꝛc. langſoin. ”Hun ſtand⸗ 
fine Fied blufærdig ſeen.“ S. Staffeldt. 
augſomt er det, der ſynes at bruge lang 
ft, at bevæge fig. Seen er den, der 
ſtistter om at være hurtig,” Muller. 
være f. i fit Arbeide, ſeen til fin Gier⸗ 
g. Seen f. at bejflutte, huttig t. at 
are, (En feen Ko, ſow ei giver Melk. 
fh.) 2. fom ei kommer tidlig, ſildig. 
et ſteer ſeent, fom enten foretages m. 
gſomhed, ell. ſom man længe har vens 
Sildigt ſteer det, ſom fildrager fig 
d Enden af et viſt Tidsrum.” Willer, 
ſeen men ſikker Hevn. pan fon ſeent. 
en, ſom lader: vente p. ſig, kommer 
it; om det end er nok ſaa aarie.“ Muoͤl⸗ 
— De ſeneſte Tider. “Et UAnderverk, 
maatte bringe fin Forfatters WVavn t. 
ſeneſte (fildigite) Slægter.” Rahbek. 


Zeneſt bruger man ſnarere om den forbi— 
igne Zid, ſom er os nærmeft; ſildigſt 


vere om den tilkommende Tid, fom er 
neſt.“ Muͤltler.) Din ſeneſte (ſidſte) 
ivelſe. Jeg har p. den ſenere Tid flel⸗ 
ſeet ham. — Seenhed, en. Beſtaffen⸗ 
nm at være ſeen; Langſomhed. — ſren⸗ 


a — % 


294 


l. -er. en 


8 


Seen — Seierfane. 
— 
drægtig, adj. ſom er ſeen af Vane, Labs 
hed hang p. Driftighed ; fom altid, 
Og hvor man⸗ei bør være det, er ſeen. 
”Langfom er den, ſom ifte er hurtig; ſeen⸗ 
drægtig den, ſom ikke fan være det.” Spo⸗ 
ton. —fcenfærdig, adj. langſom, fcendrægs 
tig. ”Derved gisre vi Folk feenfærdige t. 
at beviſe Velgierninger.“ B. Thott. Man 
ſtal ei. heller være feenfærdig t. ut give.” 
Samme. Deraf: Seenfærdighed, en. ud. 

1, — ſeentalende, adj. v. langfom.i fin 
le. i. . H. Ordb.) — 

Segl, en, pl.-e. ſSv. Sikel.] en krum⸗ 
met, halvmaanedannet Kniv, ſom bruges 
t. at afſtere God, i St. f. at meie den. 

Segl, et. pl, d, f. IN. S. Segel.] 1. 
et Ravnemærfe, Vaaben ell. andet Zegn, 
ſom aftrykkes i en blød Materie, f. at bes 
fræfte Brevſtaber cl. forſegle Breve. Jeg 
ſaae et uficendt S. for (pan) Brevet, AL 
ætte S. for et Brev (forſegle. 2. Stem⸗ 
get t. at furfegle med; Signet. Det Konz 
gelige Segl. Rigets Segl. > Segibeves 
fer, en. hoi Embedsmand, ſom Rigets 
S. er betroet. Segljord, en. fiin Leer af 
forſriellige Slags, ſom merkes m. Segl. 
(terra sigillata,) Segillat, ct. d. ſ. ſ. LSE, 
2. Seglpenge, pl. det, ſom betales f. at 
trykke et offentligt Seglef. et Brev ell. Do⸗ 
cument. Seglpreſſe, en. Preſſe, hvormed 
et ſtort Sa aftrykkes i Vor e. d. Segl⸗ 
ring, en. Ning, hvori ct S. ell. Signet ce 
anbragt; Signetring. Seglvor, et. B. 
fom bruges t. Forſegling. - 

Segne, v.n. 1. (er.) [Isſ. siga. Sv. 
signa.| fonte langfomt ned, ſonke t. Jorden, 
(br. ſielden om livløfe Ting, og ſadvanligen 
fun om Menneſter.) Han fegnede, ell. ſ. 
om i mine Arme, Trcet fegnede langſomt 
t. Jorden. 

Øri, en. En Fi af Torfteflægten. ſ. 
Graaſei. 

Sei, adj. [Isl. seigr,] ſom fader fig 
bsie cf. udvide v. Trætninq, uden at brifte ; 
det modſ. af ſtior. ſeit Læder, Kiod. — fig. 
Han er ſei (vanskelig) at ſaae Penge af. — 
Seihed, en, ud. pl. — feilivet, ad;. ſom cv 
varſtelig at faae Livet af; hvig Livékraft er 
meget ftært og varig (ifær om Dyr.) — ſei⸗ 
pine, v. a..2. pine langſomt. (d. Zale.) 
ſeitorre, v. a. tørre —*8 torre noget 
tube bliver felt, Zel . y 

Seie, cn. pl.-r. [Iél. Segi.] bruges fi 
d. Tale) om Scener i Kiød; Kisdfene, . 
Kisodſeiec. * 
Serier, en. pl. Seire. [I Sigr.] Wins 
den i Strid og Krig; Seiervinding. At 
vinde S. XL tilſtrive fig Seieren. En 
dyrt klobt, uvis, blodig S. — ſigurl. i andre 
Zitfælde, At faae S. over fin Modſtander. 
a.) Seierbrev, ct. B, ſom forfynder en 
S. (Moth.) Seierfane, cen. Fane, ſom 
anvendes t. Seierstegn. (Evald. L 242.) 


⸗ 
- 
n 


nos £ 


Seierhelt — Seiervark. 


Seierhelt, en, En H. ſom har ſeiret. Ved 
Seierheltens Fald.” Baggeſen. Seier⸗ 
herre, en. den, ſom vinder S. ſom fager 
Overmagt. ——*28 v. poet. ſei⸗ 
rende. ”At ſeierbkronet jeg fra denne Døs 
dens Kamp hiemvender.” Rahb. ſeier⸗ 
los, Adj. fom ef vinder Seier; ſom taber i 
Strid. (A. Vedel.) »Den, ſom fontes 
Seiren næft, fan falde ſeierlos.“ Bording. 
»Det var altid hendes Onſte, at fee ham 
iglen; men hellere død, end feierles,” 
Bandal.  feierrig, adj. ſom ofte vinder 
Seier; heldig I Strid. ”Bed fine ſeierrige 
Vaaben havde han banet fig Bei t. Thro⸗ 
nen.“ Wandal. Seierſlag, et. 1. Et 
Sſag (ictus) hvorved Seieren vindes, ſom 
afgisr Seieren. »Men Scierflagets Virk⸗ 
ning ei forgaaer. Baggeſen. 2. ſeierrigt 
Feltſlag. At fremgage fom en Helt t. 
Seierflaget?? Bagg. Labyr. II. 246. ſeil⸗ 
erſtolt, adj. ftolt af fin Seier. “Hans ſeier⸗ 
ſtolte Siæl fig forſt t. Himlen heved.“ Bag: 

eſen. ſeierſæl, adj. (Isl.sigursæil.) d.ſ. f. 
eierrig. ſciervont, adj. vantt, af ſeire, ſom 
altid ell. ofte, hor ſeiret i Strid. »Haren 
troede ſig uovervindelig under den ſeiervante 
Carls Anforſei.“ Kampmann. 
der, en. d. ſ. ſ. Seierherre. Sciervin⸗ 
ding, en. pl.-er, d. f. f. Seier. b9 Sei⸗ 
erøbaenner, et. deſ. ſ. Seierfane. (S. Staͤf⸗ 
feldt.) Seiersfeſt, en. F. ſom hellighol⸗ 
des i Anledn. af en Seier. Seiersklader, 
pl. Klæder, fon bæres v. et Scierstog, 
Seiervinderens Dragt, Seiersdragt. “At 
ſee dig ride frem i.tine Seierstlæder?” J. 
Friis. Seierskrands, en. K. hvormed 
Seiervinderen ſmytkes. Seiersminde, ct. 
Winde om en Seier; Mindesmærke opreiſt 
t. Erindring om en Seier. ”Krigere, ſom 
opreiſte fig Seierominder p. ødelagte Stæ: 
der” Wandal. Scierspriis, en. Priis, 
Belonning, ſom erhverves v. en Seier, ell. 
ſom er udſat f. Seiervinderen. (Mynſter.) 
Seiersraab, et, Raab af de Seirende, af en 
ſtirende Lær. Saaledes; Seiersſaug, 
Seiersſktrig. ”Ficld og Bølge deres Seier⸗ 
fang gientog.“ Ohlenſchl. Mon deres 
vilde Seiersſfrig er Glædens Tolk! Bagg. 
Seiero ſtotte, en. En St. ſom er fat t. 
Seiersminde. Scierstegn, et. Tegn, 
Mærfe p. en vunden Seier. Seierstog, 
et. hoitideligt Optog i Antedn: af "en vun⸗ 
ten Seier; Triumphtog. (Thaarup.) = 


Seire, v. n. 1. (har.) vinde Seier, faae 
Overhaand I Strid. At ſ. over fin Fiende. 


Gan blev ten Seirende. 

Seierffivcte, en. ſmaaſtee af Seier. Sel. 
Sisurkufl.] faldes cen vis finde, hvormed 
nogle Wern fødes, 

Seiervært, et. pl. -er, Iformodentl. af 
tet T. Zeiger. Isl. Sigurverk.] et Uhr, 
uhrvæerk; forældet, figefom ogfag : Seier⸗ 


a 


mager, cen Uhrmager. ' 


øP = 


295 


Bramſeil, Fokſeil, 


Seiervpin⸗ 


som Skibe: 
Hielp af Seit og Vind; om Perſoner: færs 
des t. Skibs, fare over Havet Ii et 


' Sen, et. Pl. d. f. [361 "Sel. Sipla, 


en Maft.] 1. en five:Dug-af grovt Lerred, 
Seildug) el. andet Tet, (faafom Huder, 


Baftmaatter 20.) der fpændes ud p. Maffen + 


og Ragerne, f. at fange Vinden og derved 
føre Skjbet frem. At hiffe Seil, rebe, bier⸗ 
ge et 9. 


At fætte Seil til; tage Seilene . 


ind. At gaat under S. 3: frile bort. Sti: 


bet er under S. 9: feller, At ftenge &, 9: 
fade Seilene ſynke heelt ned. At ſeile f. 
fulde Seil. (Om forkert. Slags Seil, f. 

deſanſeil, Marsſeil, 
Skonfarſeil, Storfeil , Topfeil, o. fl.) 
2. Seil p. en Mølle, Seildug fæftet t. Mol⸗ 
levingerne, hvorved diffe fange Vind; Mel: 
leſeil. — Seilbaad, cn. B. fom fører Maſt 
og Seil. Seilbiergning, cn. Gierningen at 
bierge ct S. at tage det ind i Storm. Seil⸗ 
dug, ct. grovt Lerred af Hampegarn, hvoraf 
Seil ſpes. Seilgarn, ct. ſpundet Hampe⸗ 
garn af en vig Tykkelſe. Seiljolle (ell. 
Seilsjolle) cen. d. f. f. Scilbaad. Seilkam⸗ 
mer, et.tammer, Rum (t. Skibs) hvor Seil 
gemmes.  feiltlædt, adj. v. beflædt, forfys 
net m. Seil. ”Over Havet blandt ſeilklædte 
Mafter.” Pram. ”Ssimaftet og feiltlædt 
det kneiſer.“ (om ct Stib.) Samme.  ”Den 
feilflædte Strand.” Rahb. Seilkoie, en. 
kaldes det Stud i Skibet, hvor Vareſeilene 


ligge. Seillagger, en. d. ſ. ſ. Seilmager 
(foræltet ; —* br. endnu t. Skibs.) 


Seilmager, en, den, ſom ſyer, forfærdiger 
Skibsſeii. Seilraa, ſ. Raa.“ Seilſtang, 
en. Stang, ſom bruges t. at udſpæende et 
Seil, Rana. ſeilſtiv, adj. kaldes det Stiv, 
fom er en ſtiv Seiler, fomi Forhold t. andre 
fan føre flere Seil, Uden af krenge. (modſ. 
rank.) Seiltræ, ct. en Maſt. (P. Syv.) 
Seile, v. n. (vg a.) 1. [SSl. sigla] 1. 
Drives frem over Bandet v. 


kib. 
(Med Hielpeverb. har, naar Subiectet er 
perſonligt, ell. Talen er om et entelt Skibs 
Seildygtighed; derimod ikke, naar ſeile br. 
for: feile af, f. bort.) Dette Skib ſeiler 
godt. Bi har feilet hele Natten, eni; 
Skipperen er endnu ikke ſeilet. Han er feilet 


[N 


NM 


t. Amerika. — Bi har flere Bange ſeilet den 


forbi. Men: da Skibet var ſeilet 06 ford. 
Flaaden er feilet forbt I Wat. 2. act. fun 
i nogle Udtryk: At f. et andet Skib over, 
(f. overſeile) feile det i Sænk, = Seilads, 
en. 1. Seilen, Skibsfart. Her er megen 
EX. til denne Br, | En farlig, langvarig, 
vanſkelig, befværlig &. ”Oette lærer os, 
at deres Skibsbyggeri har været ufuldkom⸗ 
ment, og deres Seilads meget, langfom.” 
Guldberg. 2. hvad der herer ft, Skibsfart 
og Skibets Sturelfe, Soemandſtab. Ar 
have lært Seiladſen. — Seilen, Seiling, 
en. Gierningen at ſeile. — Sciler, &n. pl.-e. 
bruges, ifær i Somandsſproget, for: Skib. 


— 


N 


øØ 


XF 


Seiler — Selſtab. 


Æt faac tre Seilere komme op m. Vinden. 
— ſeilbar, adj. ſom har den Dybde og 
øvrige Beſtaffenhed, at man fan ſeile der. 
En feilbar Flod, Deraf: Seilbarhed, en. 
ſeildyb, adj. fom har den for Skibe tilbørs 
lige —8 Floden er ikke ſeildob. (Moth.) 


felfærdig, adj. færdig t. at kunne gage uns 


& 


ſvend. 


er Seil. ſeilklar, adj, d. ſ. ſ. — 
Skipperen er ſeilklar. At holde et Skib ſeil⸗ 
Flart, ” feilrede, adj. d. f. ſ. ſeilferdig. (A. 
S. Vedel. D, Lov.) Seilſteen, en. ſJsl. 
'Seglstem.] Magneten. (forældet, ſ. Glos⸗ 
far. t. Henr. Sarpeſtreng.) ”Jerntjær 
Seilſteeno Kraft ei lettelig begribe,” Ar⸗ 
røbe, . ; 
Seire, v. n. ſ. ovenfor under Seier. 
Seiſing, en, til Skibs: Met fort, af dob⸗ 
belt Kabelgarn ſammenflettet plat Stykke 
Toug. Rebſeifinger, Beſlagſeiſinger. — 
At ſeiſe, v. a..9: at ſammenbinde to Toug 


Selde, v. a. ſ. Salde. 

Sele, en. pl.-e, ISv. Sele, A. S. Sele, 
Te Seil: et Rcb.] 1. det Redſtab, ſom 
Heſten har for Bringen, og hvori den træffer. 
At lægge Seler p. Heſtene. 2. Nemt. at 
bære noget i (Bereſele) ell. til at holde 
Klæderne oppe med (Burefele,) =Sclepind, 
en. P. hvormed Stængerne (Skagleſtæon⸗ 
gerne) fæftes t. Heſtens Sele. eletøi, 
et. alt det, fom hører t. Selerne, ell. til 
Toiet, hvori Vogn⸗ ellex Plovheſte trætte, 

Selje, en. pl.-r,. et Slags Piil; Vidie. 
(egentl. Norſt.) 

elle, en. pl.-r. [Sv. Sælla; af sælla, 
forſamle, fomme ſammen. TeGeſell.] 
egentlig: en Staldbroder. J Lolland og 
paa Falfter bemerker det: en Knos, Unger: 
[Moth anføver Bemærfelfen: en 
Stakkel, Usling; 0 
ſelle, ſelle, uffel, ynkvordig (en folle Stak⸗ 
kel) rom ofte heres i Almueſproget. Han 
har ogſag adj. ſellig, m. ſamme Bemark. 
(hvoraf Sellighed : Han har fun Sellig; 
ed 3: lidt ell. intet, Fattigdom”) der ellers 

Bemerk. jævnlig forekommer hoé P. 
ole: Fnd ſoges ſellige, ſammen ride 

dinge.“ 

Selle, v, a. 1. ſamle, feix ſammen, for⸗ 


ene. Moth. (forældet.) jvf. Subſt. Selle 


og Selſkab. BE 
Selleri, en. (Haveurt.) f. Silleri. 
Selftab,et. pl.-er, IN. S.Sel lſchup. 
T. Gefellfhaft:] 1. perſonlig Forſam⸗ 
ling, Fleres Sammenkomſt og Samvæs 
ren, Gamqvem; Omgang. (Enten ſom 


Abſtr. og.ud. pl. ell, om et viſt Gage For⸗ 
S. At 


famting, med pl.) At holde af 
ve &, og føge Eenſomhed. Endeel Dyr 


ieve SS. Hans S. er mig altid behageligt, 


At giore cen S. d: blive hos el. med ham 
t, en Tid. ”Hvad er "det bedſte Selſtab 
unden Menneſtehedens bedfte Deel? — For⸗ 


bed 
A 


296 


lin.) 


henfører hertil adj., 


Selffab — Selſtabsſang. 


amling, hoit Samqvem.“ Baggeſen. — At 
øge flet &. Saadanne Zalemaader bruges 
kie | anftændigt Selſtab. Han hører t. 
vort &. lærde Selſkaber. Bordfelffab, 
Jagt elſtab, Reiſeſelſfkab, Spülleſelſtab. 
2. I Sæerd. en Sammenkomſt efter Indby⸗ 
delfe, f. at more fig v. Samtaler ell. p. ans 
bre Maader; Gilde, Vennelag. Et Mid⸗ 
dags⸗ et Aften ſeiffab. Han giorde et ſtort 
&. At gaae I S. (o: hen i ct G.) Han 
gaaer, fommer meget i Selſtaber. — Ogſaa 
om de ſaaledes forſamlede Perfoner : pan 
morede hele Selſtabet. Hele Selſtabet 
kisrte ud i Stoven. 3. Forbindelſe imel⸗ 
lem flere Menneſter for en (længere Tid, i 
en vis Henſigt, t. Opnaaelſe af et vift Dies 
med; et Samfund. At ſtifte, flutte,- op⸗ 
rette, indtrede i et S. Det mennejfelige 


S. (Menneſteſlœogten ſom et Heelt.) Stats⸗ 


ſelſtabet. Det borgerlige, huuslige, ægte 
ſtabelige S. Et —— Sivde⸗ 
trae, Skueſpillerſelſfab. Man fan 
være Medlem af et Selſtab, med hovis (an⸗ 
dre) Medlemmer man aldrig har været i 
Selffab.” (f. No. 1.) P. E. Muͤller. > 
Selſtabobaand/ et, Forbindelſen t, et Gel; 
34 bet, der fammenholder et S. Sel; 
absbroder, cn. 1. Deeltager i et Selſtab. 
2. i Sæerd. Deeltager i et Omgangéfelttab, 
venſtabeligt S. ell. Lav, Han er en god Sel⸗ 
ſtabsbroder. Selſtabedrift, en. D. tilat 
føge Selſtab, D. til Selſtabelighed. (Tul⸗ 
Selffabsforening, en. d. f. ſ. Sel; 

ſtab, 3. ell. den Forening, Pagt, hvorved 
et S. ſluttes. Seiffbefagi en. Et 
Slags ſmaa udenlandſte Fugle, fom gierne 
leve i Selſtab. Selſtabeglæde, en. pl.-r. 
Glæde, fom nydes i S. ell, Samqvem af 
flere Menneſter. Kortſpil regnes hos og t. 
Selffabsglæder. Selſkabsjagt, en. 
om endeel foretage i Forening. S 
absjomfru , en, Et ugift Fruentimmer, 
om ert. Duke og t, Selſtab f. en gift Kone 
el. et andet Fruentimmer. Saaledes ogs 
faa: Selſtabsfroken. — Selffabstreds, en. 
1. En Forſamling af Folf, der enten f. en 
enfelt Gang, ell. javnlig, komme ſammen i 
Selſtab. J de heiere Selſtabokredſe hor⸗ 
tes-længe ct fremmedt Tungemaal.“ P. E. 
Muͤller. 2. Omgangskreds, Omgangeven⸗ 
ner. (RabbcE.) Selffabsleg a en. Leg, 
ſom foretages. i Selſtaber, Juleleg, Pantez 
leg. ” Selffabsliv, et. 1. Livet —* bor⸗ 
gerlige ell. Statoſelſtabet. 2. Livet i ſel— 
ſtabelige Sammenkomſter ell. Gilder. Et 
adſpredende Seſſtabsliv. »Jeg — der har 
levet under evig Fryd og Feſt, og i Sel: 
ſtabolivets Tummel.“ J. £. Heiberg. (jvf. 
Baggeſens Riimbr. 355.) Selffabspagt , 
en. d. f. ſ. Selſtabsforening. Selſfabsret, 
en. Retsforhold, ſom finde Sted i et S. ifær i 
det borgerlige, (Jus sociale.) Selſtfabs⸗ 
fang, en. Gang, Vife, indrottetet. at fyn: 


3. 
el; 


. l 
[ 
+ 


[ 


Selſkabsſty — Selv. 297 Selv — Selveier. x 
es i Selſtaber. ſelſtaboſty, adj. ſom ikke ſtantiver for: endog. Selv Gearden han 
eller —8 ſtyer — ——— RE ne LMA fælge. Selv hans Sender 


gt. ( by fom ——— mende 
pil, hvori der ci fees p. Binding ; ⸗ 
fætn. t. Lykteſpil, Doveſpil. Selſtabs⸗ 
ſoſter, en. om ct Fruentimmer, i ſamme 
Bemerk. ſom Selſtabsbroder. Selſtabs⸗ 
vife, en. Selſtabsſang. = ſelſtabelig, ad). 
1. ſom ſteer I Selſtab, ell. ſom hører i. 
Selſtab, vedkominer et &. “Hvad elſter 
Ungdommen meer, end felffabelige Øvel: 
5 ” Engelst. ; orbindelſe. Det ſel⸗ 
abelige Liv. ſelſtahelige Pligter, Ret⸗ 
tigheder, Den felffabelige Tone i en By. 
»Selſtabet var muntert, levende, ſelſtabe⸗ 
ligt,” Baggefen. 2. fom ynder, gierne 
fager Selſtab. Han er en meget feiſtebeüg 
Mand. — Selffabelighed, en. 1. Beſtaf⸗ 
fenheden at være ſelſtabelig i Bem.2. 2. 
ſelſtabelig Omgang og Lyſt t. famme. J 
denne By herſter megen Selſtabelighed. 
3. def fom hører t. ſelſtabelig Omgang og 
Bone re tet bed hrde. AN De 67 
ægte Selſtabelighed, end en ſaadan Hoflig⸗ 
hø,” D. Tilſt. i ver 
— adj. [I ældre Skrifter: ſield⸗ 
fyn, fieldſynt. Z. ſelt ſam. Sv. såll- 
sam. Isl. sialdsen, fielden.] ſom afviger 
fra det ſedvanlige; ufædvanlig, beſynderlig, 
taen, forunderlig. En ſelſom Stik, Dragt, 
Begivenhed. — Selſomhed, en. Beſtaffen⸗ 
heden, at være ſelſom, Sieldenhed, Suns 
derlighed. Hans Klædebragte Selſomhed. 
(pl. et ufædvantig. - “Ikke blot de ftemme⸗ 
de, de ufædvanlige Selfomheder, der pirre 
Nysgierrigheden.“ Wandal. . , 
Selv, pron. demonstr. indeol. [361. 
sialfr. E-og H. self.] 1. foies ſaavel t. Sub⸗ 
ſtantiver, ſom t. et perſonligt ell. demonſtra⸗ 
tivt Pronomen, f, endnu noiere at beſtemme 
ſamme, ell, med mere Eftertryk give tiltlende, 
at det er den Perſon cl. Gienſtand, og ingen 
anden, ſom det gielder. Jeg f. du f, han ſelv. 
Du maa ſ. giøre bot. Kongen har felv 
befalet det. Mig ſ. vovede han at fige det, 
Den, fom vil. rette andre, maa ſelv være 
lige. — Dan fom felv anden, felv tredie, 0. 
f. v. 2: med cen, m. to 20. foruden ham 
felv. Den ſelv ſamme. (jvf. ſamme. Kun i 
diffe to Tilfælde, og hvor fl» bruges for 
endog, fan det ſtage foran Ordet, ſom det 
tilføies.) — Sig felv. At tage fig f. af 
Dage. For fig felv, a. færitilt. Tette er 
et Skrift f. fig felv, bh. i Eenrum, ſaaledes 
at ingen ſeer, eller hører det. — Af fig felv 
o: frivillig, af egen Drift. At være ude « 
fig ſelv o: iffe være fig ret bevidſt, fortvivlet. 
rf fomme t. fig ſ. igien, fatte fig; ell. 
vaagne af en Daanelfe, — I fig felv 9: £ 
ingen ſelv, i dens rette Beſtaffenhed. — fig. 
figes: Hun var Fromheden ſ. Han er Wrs 
ligheden felv 9: befidder denne Egenſtab i en. 
utmærfet Grad. 2. br. det foran Sub⸗ 


maatte agte ham, Sely det nødvendigfte 
mangler hun. — Foran Subſt. ville nogle ogs 
ſaa bruge felve for felv. Selve Kongen blev 


ikte ſtaanet. (Ligeledes 2- Han fandt felve 


Bogen, felve det gamle Brev, hvorom der 
var also: Bogen ſelp, juft den Bog. Dog 
er denne Brug flet itke almindelig, og forka⸗ 
ftes af Baden) 3, Zan Selv, gun Selvy 
hos Almuen: Husbonden og duſtruen ell 
Konen i Huſet. 4. Selv, er i nyere Tider 
brugt for: egen Perſon, eget Jeg; men da 
altid m. Tillæg af eget. Vort eget Selv, 
Hans eget Sely (Jeg) er ham det vigtlgfte 
— J Gammenjætninger faaer ſelv deels h 
activ (Selveier, Selvherſter, Selvtenker, 
2c.) deels en reciprok Betydning (ſelvbevidſt, 
Selvfornegtelſe, Selvfslelſe, ſelvkieer, Selv⸗ 
motd 26.) og ſiaaer ſibſte Tilfælde. for: fig 
felv, ell. af, paa, for, mod fig ſelv x. 5 
Selvagtelſe, en. Agtelfe f. fig felv, f. 
fit eget agndelige ell. moralſte BVæfen. 


Selvanklage, cn, Erkiendelſe og Daddel af 


egne Feil, (Kahb.) Selyavling, en. Frems 
bringelfe af et enfelt, t. Dyre⸗ ell. Plantes 
riget hørende Bæfen uf en t, Liv. ſtikket Mas 
terie, men uden. Medvirkning af forſtiellige 
Kions Avledaad. (Generatio originaria, 
æqnivoca-) Olufſen. Selvbedrag, et. 
Be 

ſely beredte os. »Lidenſtabens Selvbe⸗ 
drag.” Rahb. Selvbedommelſe, en. * 
af og over oos ſelb. Selvbehag, et. ud. pl. 
Behag, man finder i 
Perſon; Selvtilfredehed. Selybejtems 
melſe, en. Evne, Kraft i Siclen t. at kun⸗ 
ne beſtemme os ſelv og vore Handlinger, 
(Sibbern.) “Affindighed, der vttrer fig i 
Handlinger, beſtager i Mangel af fornuftig 
Selvbeſtenimelſe, formedelſt legemlig Syg⸗ 
dom.” Howitz. ſelvbevidſt, adj. ſom ev 


ag, Skuffelſe, ſom iffe andre; men vi. 


fig felv, i fin. egen . 


- 


fig felv, fin egen Tilvorelſe, fit eget Væfen ” 


bevidſt. Deraf: Selobevidſthed. en. ud. 
pl. (Riisbrigh.) “ Al Selvbevidſthed og af 
Sands berøvet.” Bagg.” Selvbevegelſe 

en. B. ved egen Kraft og Lillie; frivillig 
Bevægelfe. (2. Rothe.) ſelvbuden, adj. 
1. ſom ef er indbuden, men felv har meldt fig. 
felvbudne Gieſter. 2. ſom man frivillig 
tilbyder. felobuben Tieneſte. ſelvdannet, 
ad). d. f. f. ſelvgiort. Et ſelvdannet Ord, 
ſelvdod, ad]. (om Qvæg.) død en naturlig 
Død el. af Sygdom, ikke flagtet, Selvs 
eiendom, en] 1. Gods, hvortil haves fuld 


f.. Eiendomsret (Odelseiendom, Odelsgods.) 


2. ten Omftændighed, at have ſaadant 
Gods, felv at eje Ford. ”Selvejendom af 
Jorden er det ferſte Sfridt 1, Agerdyrknin⸗ 

ens Opfomft.” Olufſen. Selvejer, en. 
Bonde, cl. anden Mand ſom ſelv eier den 
Jord, han bruger og eier den m. fulde Eien⸗ 
dom ell. Herlighed. (Det br. fun om Eiert 


% 
t 
£ 
1 
* e 
"4 ⸗ i 
. 


— 


6 


ø 


X 


Seldeier —Selvfiendelfe. 


uf mindre Gaarbe. Jof. Godseier, herre⸗ 
mand.) Selveierbonde, en. Bonde, ſom 


felv eler fin Gaard, men m. indffrænfet 
Eiendom, ell. uden at have Herlighed ft. 
Selveier⸗ 


Gaarden. (jvf. D. L. III. 12. 
bonde maa fælge fin egen Jord t. hvem han 


vit.“ V. 3. 1.) Denne Benævncelfe br. ſaa⸗ 
ledes i Alm. fun om Jordeiere af Bonde⸗ 


ſtand; Selvejer kan bruges om enhver, og⸗ 


faa uden f. Bondeſtand, ſom eier en Selv⸗ 
enkelt 


eiergaard (hvorved forſtaaes en 
Gaard, enten smed Herligheden, ell. dog 
m. indftrænfet Selveiendom.) felv flys 
Sende, adj. fom finder, fommer t. at finde 
af fig ſelv. Seloforagt, en. Foragt f. 
fig ſelv. (Engelst.) Selvforbrænding, 
e én. Opbrendelſe af et Legeme, hvortil Aar⸗ 
fagen ikke er kommen uden fra, men fra Le⸗ 
gemet ſelv. Seclvofornedrelſe, en. gornes 
drelſe, fon vi felv frivillig underkaſte 08. 


Selvfornegtelſe, en. Fornegtelſe af fin egen 


kyſt, f. af fremme 'andres Bedſte, ell. for 
at opnaae et ſterre Gode, et hoiere Maal. 
"Enhver S. for Pligts og Samvittigheds 
Sfyld,” Moynſter. Selvfornegter, en. 
/den, ſom beſidder, udøver Selvfornegtelſe. 
(Baden.) Selvforfvar, et. Forſvar imod 
Angreb 2; eens egen perſonlige Tilvarelſe. 
Et Drab begaaet wd S, Selvofrelſe, en. 
Frelſe, Redning, v. egen Hielp ell. Kraft. 
*Rtdelg er Selvfrelſe af Bildfarelſe f. fil⸗ 
dig.” Tode. Selvfelelſe, en. Folelſe af 
eget Bærd. “Ved Selvfolelſen bliver Mens 


" neftet fig bevidft, hvad det er af være ct 


Led 


Fornuftvæfen.” Muller. ”Selvføldfe, vor 
egen Dom over vort perfonlige Værd, og 
Andres "Domme over ſamme, ell, Agtelſe.“ 
Birkner. ”Selvfølelfen af eget fandt Værd 
Og andres uſtromtede Agtelſe.“ Samme. 
ret, ad). fom man er fig bevidſt om v. 

ølelfer, (Et ikke meget heldigt Udtrek.) 
”Zilid t. ſelvfolt Kraft.” Pram. “Og 
bød ham at lite — p. flofølte Kiæfhed.” 
Samme.  felvgiort, adj. ſom s vort eget 
Voerk, fom vi ſeld, og ingen Anden har 
giort, , ”Du eied — ci felvgiorte Plager og 
Borg.” Rein, ſelvgroet, adj. v. groet op 
af fig ſelv; ikke faaet sl. plantet. " Selv⸗ 

ad, et. Had ft. fin egen Perſon. Selv⸗ 

erffer; cn. den, fom m. uindſkrænket 

agt beherſter et Rige; Enevoldsherre, 
Eneherſter. (T. Rothe.) Selvherdelſe, 
en. Beſtrebelſe f. at hærde fig ſelv, fit Les 
geme. (Rahbek.) Selvhaævn, cen. ad. pl. 
H. fom man felv tager fig, (P. nv.) 
»Mandebod kunde ikke finde Sted, naar 
Selvhæevn var taget.” Wandal. »Selv⸗ 
hævn er altid utilladelig i det borgerlige 
Selſtab.“ Birkner. Selvindbydelſe, en. 
"den Handling, at byde fig felv ft, Giaeſt. 
(Baggeſen.) Selvkiendelſe, en. Selv⸗ 
kundſtab, Evnent. at kiende og bedomme fig 
ſelv. ”Selvfiendelfens Talent.” Rahb. 


298 


N 
é 


Selvkiendt Selvroes. 


vkiendt, adjr ſom man ſelv veed af kl. 

ender. »ſelvkiendt Værd behøver ingen 
Stotte.“ Tode. ſelvkiær, adj. ſom er fig 
ſelv det Etærefte, ſom fun har fig ſelv kier; 
egoiſtiſf. ”De — ſtolte Romere.“ 
Baggeſen. elvFiærhed, en. ud. pl. Ego⸗ 
fømc. ſelvkiærlig, adj. ſ. egenkiægrlig. 
Selvtiærlighed, en. K. der gader ud paa 
os ſelv. ”I den fuldendte Selvkiarlighed 
bil ogſaa Felelfe f. Wren: være udted.” 
Mynſter. (ivf. Egenkixrlighed, ſom helſt 
br. hvor man finder Selvklarligheden at 
være overdreven , ell. at fortiene Daddel. 
”J den beſtemtere Talebrug har man Grund 
t. at falde Egeukigrlighed en udartet 
Selvtiæerlighed.ꝰ Muͤller.) ſclvklar, adj. 
klar, tydelig v. fig ſelv. ſelvklog, adj. 
flog.i fin egen Indbildning, ſom troer fig 
klogere end alle andre. Vankundighed, ſom 
den Selvkloge er f. ftolt t. af blive vaer hos 
fig felv,” Jacobi. Deraf: Selvklogſtab, 
ctr. ud. pl. — Selvkundſtab, cn. HK. til fig 
felv, t, fin egen Charakteer. Selvlyd, en. 
En Lyd, ſom udtales, fan udtales i og for 
fig felv. (T Modf. t. ediyd.) ſelvlydende 


adj. v. i Sproglæren: et felvlydende Bog⸗ 


ſtav, ſom udtales v. en blot Aandelyd uten 
Medhielp af Tungeſpidſen cl. Leberne; en 
Vocal. Selvmagt, cn. uafhængig Magt, 
Raadighed. (ufædvanl,) “Til Oprer ct, 
men Held, os Seloniagt ſtienket er.” He 


Bull. ſelvmindet, adj. fom har mindet ſig 


Selvmord, et. den Handling, frivillig 
Selvmorder, en. 
ſelvmyndig, 


ſelv. 
at berove fig ſelv Livet, 
en ſom begaaer Selvmord. 
adj. 1. fuldmyndig. 
vene ikkd ere felomvndige, maa ikke give 
deres Gods bort,” Schytte. 2. egenmægs 
tig, ſelvraadig. »Intet taaler mindre 
ſelvmyndige Love, end det Sindrige hos 
Menneſket.“ O. Guldb. ſelvneiet, adj. 
v. tilfreds m. fig ſelv, m. fit eget Qæz 
ſen. (S. Staffeldt.) Selvnøifomhed, en. 
den Egenſtab, at være fig ſelv nok, ell. at 
noies m. del, | 
Selvopholdelſe, en. Medvirkninget. af op⸗ 
holde fin egen Tilvorelſe, fit eget Liv, 
Selvopholdelſens Drift. Selvopoffrelſe, 
en. Gierningen at opoffre ſig ſelv, fin egen 
Velferd, Fordeel, for andres Skyld. 
Selvpinelſe, en. Handlingen at pine ell. 
Plage fig felv. (Baſtholm. Selvpiinfler, 
pl. Mynſter.) Selvplager, en. den, ſom 
er fig felv t, Plage, gier fig Livet fuurt. 
Selvprovelſe, en. En Provelfe, vi foretage 
m. os felv; en P. af vor ege Tœnke⸗- og 
Handlemaade m. m. (Mynſter.) — felvresz 
dig, adj. fom ci vil høre Andres Raad, fun 
vil raode fig felv, om ogfaa t. fin Skade. 
vEn ſelvraadig Frihed.” O. Guld. ”Du 
gide vel, naar du boier den ſelvraadige 
Villie.“ Mynſter. Deraf: Selvraadighed, 
en. ud. pl, Selvroes, en. Gierningen, af 


ss 


”De, fom efter Lo=" 


man felv har. (Rahbek.) 


sæ 


Seloroes — Selvva gt. 


rofe fig felv, Roes, vi tillægge, udfige om 08 
ſelv. ſelvſtabt, adj. felvbannet, ſelvgiort. 
eve e Sorger.Snart han ſynker Ivag 
t felvffabs Ned.” FJ. Smidth. ſelvſtif⸗ 
tet, adj. fom ei behever af ſtiftes ell. deles, 
»Sild er ſelvſtiftet Mad.” Ordſpr. Selv⸗ 
ffilring, en. S. af fin egen Perſon ell. Cha⸗ 
rakteer. Rahb.) Selvſkud, et. 1. en Ind⸗ 
retning, hvorved et Skud gaaer af v. loſelig 
at træde p. eller berøre en Snor ell. Fieder, og 
fom lægges ſtiult i Mark el. Have mod ſtade⸗ 
lige Dyr og Tyve. 2. Glerningen at finde 
fig ſelv. (utædvanf. Bagg. Ungd, Arb. I. 4.) 
Selvffyldner,.en. & Lovfproget ». ten, ſom 
faaledes gager i Borgen f. en anden, af Cre⸗ 
ditor, naar det Styldige ikke ſvares, fan 
fagføge ham førend Skyidneren. Selv⸗ 
fpægelfe, en. Gierningen at fpæge fig felv 
eil. ſit Legeme, ”Den Selvfpægelfe, jegi 
min Barndom hørte ſnakke om,” Rahbetk. 
feloftændig , adj. 1. ſom beſtaaer v. fig 
felv, hvis Veſen et er afhængigt af, elf. en 
Deel af ef andet, (P. Syv.) 22. fom hands 
- ler efter egne Ørundfætninger og er faſt i 
die. En ſ. Mand. En ſ. Zænfemaade. 
»J Menneſket kalde vi denne felvftændige 
Birkſomhed Vihlie og Frihed.” Howitz. Der⸗ 
af: Selyſtændighed, cu. ud. pl. — felvfyg, 
adj. i en (aftværdig Grad egentiærlig; meget 
egoiſtiſt. Smaalig er Sorgmodighedens 
hele Adfærd, indſtronkel og ſelvſyg.“ —5— 
fer. Selvſyge, en. hoi Grad af Seloͤ⸗ 
klixerli hed ell. Egoisme. (n. O) ”Maat 
Selyſygen bliver herſtende i et Menneſke, 
da anſeer han "Alt f. Ret, hvad han 4 
vil,” Mynſter. ſelvtagen, adj. ſom man 


tiltager, har tiltaget fig ſelb. En ſ. Myndig⸗ 


hed. felvtilfreds, adj. tilfreds m. fig ſelv, 
m. fine Grundfæfninger, .fin Zæntemaade, 
fine Handlinger. (ifær om den, fom er det 
for meget.) Deraf: Selytilfredshed, en. 
ud. pl — Selvtillid, år, Tillid t. egne 
Kræfter og Evner: “Eu hoimodig Selv: 
tillid udbreder Rolighed over hans hele Bæs 
ſen.“ Kampmann. Selvtægt, en. Gier⸗ 
ningen, at tage fig feluden Net, man v. Lov⸗ 
maal buede føge. (D. Lov. 1. 1. 3.). ſelw⸗ 
tænfende, adj. v. ſam veed at fænfe ſelv, af 
anvende egen Sicelsvirkſomhed. ”Landets 
felotæntende og: felvvirfende Fædre,” Mal: 
fing. Selvtaenker, on. den, fom er gvet 
i egen Zænfning og Grandſtning, Tom ikke 
blot holder fig t. Andres Meninger og 
Ord. (Treſchow.) Selvtankning, en, egen 
Zænfning, Anvendelſe af egne Sicleevner. 
Selvtænkſonhed, en. db. ſamme. Hvor⸗ 
mange af diſſe Menneſter ſtaae i ſand Op⸗ 
lysniug og Selvtænfomijed under ans 
dre.” Birkner. 
bragt v. Selvtæntning. Selvudvikling, 
cen. Udvikling inden fra, v. egne Kræfter, 
egen Birkſomhed. ſelvvalgt, adj. v. fom 
man felv har udvalgt fig. »En ſelvvalgt 


v 


v 
' 
U 


- ø 


felotæntt , adj. v. frem=, 


hj * 
bagi 


, . ) 
i Sefvvalgt—Sme. . 


Anfører.” O. Guldb. ”Omfider tvangfti 
han — ad ſelvvalgt Vei fortumlet iler.“ F. 
Guſdb. ſelvvillig, adj. d. ſ. ſ. frivillig. 
— Corea) ſelvvirkende, ad). v. 


AJ 


om. pirker v. egne Kræfter, ſom beffdder + 


Selvvirkſomhed 5: virkſom Anvendelſe af 
vore egne (iſer Sicelens) Kræfter; ell. en 


Anvendelſe af diſſe, hvortil vi ſelv beſteume 


os. felvvoldt, adj. v. ſom een forvolder 
el. paadrager fig ſelv. ”Sorg af frugtloſt 
Gad og af ſelvvoldt Plage.” per. ſelv⸗ 
voxende, adj. v. vildt vorende. (Colding.) 
Sebohed, en. [ét nyt Ord; af ſelv. 1. 
den: Egenſtab at have et Selv, af være fig 
felv, vt fæteget Bæfen. “Selvheden, det 


elendommelige Livsprincip, hvorved Men: . 


nejtet er et Jeg, dg dette beftemte Jeg.” 
Mynſter. 2. Cgvisme. (Baden:) f. Selv⸗ 
kierhed, Selvſyge. I 
Seminarium, ct. pl. Seminarier. (ét 
lat. Ord.) en Underdiisnings⸗Anſtalt, ifær. 
f. dem, ſom ere beftemte til; i Tiden at blive 
Andres Lærere. — Seminariſt. cn, pl. — er, 
Lærling i et Seminarium, om! 
,… Semslæder, ct, ud pl. [Z. få miſech 
Leder.] blødt Skind, ſom Hvidgarvere bes 
rede af'Faareffind, Dvreffind, m. m., 


ſom hav den Beſtaffenhed, at kunne vaſkes; 


Vaſkelceder. ( Moth.) i 
" Sende, v. a. 2. ſIJél. senda.] faae en 


Perſon t. at begive fig fra et Sted t. etanbefj EN 


ell. en Ting ft. at fluttes andenſteds hen. (jv 
ſtikke.) At ſende fin Tiener i Bnen, (hvor 
man boer;) af fende ham ind t. Byen (fta 
Landet.) “Du ſendte Sorgen; ſend og nu 
din Troſt!“ Evald, — Send mig Brevet m. 
et fiffert Bud. At ſ. noget m. Poſten. At 
fende (nogen) efter Brod, efter Aviſerne (lade 
hente.) At, Bud til, efter cen. — fig. at 
fo cen ind i den anden Verden, være Aarfag å 
hans Ded. = Sendebrev, et. d. f. ſ. Brev; 
Skrivelſe. Sendebud, ct, en Perſon, der 
ſendes m. et Budſkab t. een. Sendefærd, 
en. (Jsl. Sendiferd.) Reiſe ſom Sendebud 
f. cen; Legation. (Moth.) (Geſandtſtkabs⸗ 
reiſe.) — Sendelſe, en. 1. Sending. 2. 
Beſkaffenheden, ad ſendes, ell, at være ſendt. 
»De Gierninger, hvormed hån havde beviiſt ſin 
Sendelſe,“ Mynſter. — Sending, en. pl.-er. 
1. Gierningen at ſende. 2. bet, ſom fendes; 
—— (Moth. Deraf: Sendingemad,) 

endingsgods, ell. Sendegods, et. Gods, 
ſom ſendes, fores nogenſteds hen. 


Sene, en. pl.-r. [Iel. Sin. A. S. Senve. 


T. Sehne.] 1. Strænge ell. Baand i 
byriffe Legemer, hvorved Been og Ledemod 
forbindes, ell. ſom tiene t. at boie Lemmerne 


⸗ 


og ſpoœnde Mufklerae. (Ligamenta) Dette ss" 


tykke Kiod er fuldt af Sener (jvf. Seie.) 
2. d. ſ. ſ. Nerve. (Moth. Denne Vemerk. 
findes dog ikke ell. ſielden i nvere Skrifter.) 
== Senebaand, ct. 1. d. ſ. f. Sene, 1. 
(Moth.) 2. et af Scener dannet cl. fam: 


by] 
LJ 


- ge figi Sengen f. aft fove ; lægge fig. 


Sene — Sengebund. 
menſnoet Bagnd. »Leenken — den var et 
fmidigt Senebaand.” Ohlenſchl.“ Sene⸗ 
drag, en, Senetræfning, (Moth.) ſene⸗ 
dragen, adj. fom har Kramve el. Gene: 
trætning. ſenefuld, adj. fuld af Sener. 
»Den ſenefulde Krop.” Storm. uegentl. 
for: feneftært, ”Og drag Staalhandſten p. 

in fenefulde Haand. Storm. Seneknu⸗ 
De, en. Knude p, en Sene, Rerveknude. 
(Moth.) Senckrop, er. En fenefuld, ſe⸗ 
neftært Krop. Senekrympning, en. Se⸗ 
netræfning. Seneſamling, eu. Forening 
af flere Gener p. cet Sted. Seneſaft, en. 
Rerveſaft. ”"Senefaft og Marv i Been.” 
Mord. Bruun. ſeneſtærk, adj. ftærk af 
Sener) muffelftært, »Den ſeneſteærke 
Kempe de blante Plader ryſted.“ Ohlenſchl. 


Omſider flappes ſeneſterke Arm.” S. Bli: 


er. Senetraækning, en. Krampetrek—⸗ 
ning; Senedrag. (v. ph.) 
Senegreæs, et. Navn, ſom flere inden⸗ 
landſte Planter have, bl. a. Nardus stricta, 
Der vorer i dæmpet Flyveſand, og en anden 
Sandvert: Hielme, Klittetag (Arundo 
arenaria.) 
Senep ell. Sennep, en. En bekiendt 
Plante, hvis Frø bruges ſom Kruderi t. 
Mad og i Lægefonften. Hvid, fort Sens 
nep. Sinapis albå, nigra. 

Sener, pl. Navn p. en Plante, ſom v. 
fin meget lange, frybende Rod er fortrinlig 

itfet t. af dæmpe Sandflugt. (Steengros, 

attegræs.) Carex arenaria. (D. Lov VI. 
17. 29.) IEEE . 

Seng, en. pl.-e. f3él. Sæng.]. 1. en 
Indretning, hvori redes et Leic af Dyner, 
Madratſer e. d. for at ſove el. hvile ders 
pag. En Jernſeng. En Buefeng, Him⸗ 
melſeng, Topſeng, Thronſeng. Ved Hove⸗ 
det, v. Fødderne af Sengen. At rede Sens 
gen. At gage i Seng, til Sengs 9: læge 
pan 
Gan var faa 


er alt i &. har lagt fig. 


ſyg, at han maatte lægge fig. t. Sengs. At 


ligge t. Seugs, gt holde Sengen 9; ligge f. 
Svagheds Skyld. Han fan endnu ikke være 
oven Senge, At føge Seng med æn.” 2: 
fig. den Fordvbning i Jorden, hvori et rin⸗ 
bende Vand har fit Lob; Flodfeng. = a.) 
Sengkammer, ct, Kammer, Hvor en Seng 
havet og bruges, Sovekammer. Seugz 
klæder (rettere Sengeflæder) pl. Diner, 
Puder 0. d. hvoraf Leiet redeg i Sengen. 
b.) Sengebaand, et, Baand; ſom fæftes v. 
Sengehimmelen, hvorved den Liggende fan 
lette fig op fra Leiet. Sengebetræk, ſ. 
BDynevagr , Pudevaar. Sengebræt, ct. 
Bræt [om hører f. en Seng ell. til en Sen⸗ 


gebund. Sengebund, en. den Deel af 


Sengen, hvorpaa Sengflæderne hvile (en⸗ 
ten p. Bræder cell. udfpændte Remme.) 
fengebunden ; adj. v. fom ei fan forlade 
Sengen cl. Sygeleiet. »Syg og ſenge⸗ 


800:  Gengetxeffen Sengevarme. 


bunden,” Kingo. Sengebækken, et, B. 
hvormed Genge varmes. Sengedyne, en. 
Dyße fom brugts.i en Seug. engedæt-: 
Fen, et. Sengetæppe. Sengeder, en. D. 
til at' ſtyde f. en Seng, indrettet ſom et 
Stab'i Væggen. (MNoth.) Sengefiæl, en. 
d. f. ſ. Sengebreet. Sengefod, en. Fod, 
hvorpaa Sengen hviler. Sengegardin, 
et. ſ. Sengeomhæeng. Sengegiord, en. 
Giorde, hvoraf Sengebunden gisres, i St. 
for. af Bræder. . Sengehalm, cen. H. ſom 
lægges p. Sengebunden i Gt. f. Madraͤts. 
Sengeheſt, en. ct Redſtabet. at fætte f. 
Sengen, at Dynen ei ſtal falde af. (Moth.) 
Sengehimmel, en. Overdelen af en Seng, 
Loft over en Seng. Sengekammer, et. f. 
ovenfor Sengkammer. Sengeklaæder, pi. 
f. ovenfor Sengkleder. Sengeknap, en. 
K. paa Enden af en Sengeftolpe i en Seng 
uden Simmel. Seutekrands, en. 

Krands, udſtoppet m. Krolhaar og over 


trukken m. Skind, ſom lægges i Sengen 


under Syge, der tage Skade af et lang⸗ 
varigt Leie. Sengekurv, en. Kurv, der 
bruges fom en S. Sengelagen, et. £. til 
en S. Sengelaun, et. det, at to ligge ſam⸗ 
men i een Seng. contubernium, (Moth.) 
Sengelcie , ct. Leje i en S. (I. Boye.) 
fengeliggende, adj. v. fom maa holde Sen⸗ 
gen f. Evgdoms Skyld. Sengemager, 
en. Snedker, ſom gier Senge. Senge⸗ 
ombæng, ct. Sperlagen ell. Gardiner, ſom 
hænges om en Himmeiſeng. Sengepotte, 
er. Ratpotte. (Moth) Sengepude, en. 
Pude, ſom hører t. en Seng. engere⸗ 
der, cn. En Betient, hvis Beſtilling er at 
tede Sengene i et ftort Huus. Sengero, 
en. Ro t. at hvile i Sengen, Nattero. 
Sengerætfer, pl. ſmalle Træftvkfer, ſom 
læggés i St. f. Fiæle i Sengebunden. 
(Moth.) Sengeffammel, en. Sfammet t. 
at ftige op i en hal Seng. Sengeſted, et. en 
Seng uden tilhørende Sengekleder. Sen⸗ 

eſtok, en, d. ſ. ſ. Sengeſtolpe. Senge⸗ 
—** en. En af de fire Hiorneſtolper ti en 
S. hvortil. Sengefiælene feſtes. Senge⸗ 
ſtue, en. Stue m. en Seng 1, Sengkammer. 
»De norſte Bonders ne brugelige Senge: 
fluer; der fun ftaae Fremmede t. Zien sfte.” 
(Athene, III. 453.) Senheſtykke, et. Sis 
deficel ell. Endeſtykke af en Seng. (Moth.) 
Sengeſoſter, en. Fruentimmer, ſom har 
Seng tilfælles m. et andet. Sengetid, en. 
den Tid om Aftenen, da man pleier at gaae 
t. Sengs. Sengetop, en. den averfte Deel 
af en Topſeng. Sengetæge, en. Vœgge⸗ 
luus. (Danſte Tilſt. I. 145.) Secugetæp⸗ 
pe, ct. Tæppe, ſom bredes om Dagen over 
en S. ell. fom bruges f. at hylle over fig i 
Sengen, i St. for Overdyne. Sengetoi, 
et. det, fom hører f, Sengen, Dyner, Pu⸗ 
ber, Lagen, m.m. Sengevarme, cn. den 
Varme, man faaer. v. at ligge I en S. 


f + 





Sengevarmer — Sid. 


Sengevarmer, en. Jndretning t. at varme 
en Seng ; Sefigebætfen. . 
Sennep, f. ovenfor Senep. 


Sennesblade, pl. Blade af en udenlandſt. 


Buſtvxrt (Cassia Senna) ſom bruges i Læs 
gekonſten. — 

Sentents, en. plrer. [af Lat. J et Tanke⸗ 
ſprog, Fyndſprog, Ordſprog, en Leveregel. 

September, en. Aarets niende Maaned, 
hvis danſte Navn er Fiſtemaaned. 

Sergeant, en. pl.- er. [Franſt. ] Under⸗ 
Befalingsmand over Krigsfolket. Fods, den 
nætte efter Lieutenanten. 

Serk, en. f. Sark. | 

Serviet, en. pl. -ter. (et franſt Ord.) 
et Bordflæde, en Haanddug v. Bordet. 


Sevenbom, en. Navn p. en udenlandft 


Vært, der bruges i Legekonſten. Juniperus 
Sabina. 

Ser, Hovedtal (6) hvoraf Ordenstallet: 
den, det fiette, og Sammenſ. fersarig, ad). 
Sexaaring, cn. den fom er 6 Aar gammel 
(meft om Dyr.) , ferdobbelt, adj. ferfold, 
ferfold, adj. 6 Gange faa ſtor, 6 Gange 
taget. (uforanderligt.) ferfoddet, adj. ſom 
hav 6 Fedder. Sexkant, en. En ſexkan⸗ 
fet Figur, et ſexkantet Legeme. ſexradet, 
adj. ſom hat 6 Rader. ſ. Bug. ſexſpændt, 
adj. forfpændt w. 6 Heſte. At kiore i en 
ſ. Bogn. (f. firfpændt.) Sextal, ct. 0. fl. 


Sexten, Hovedtallet 16. Deraf Ordens⸗ 
tallet: ſextende. — Sextendeel (egentlig 
Sextendedrcel.) —'; af et viſt Maal, en vis 
Storrelſe. En Alen og en Sextendeel. 

Si, en. pl.-er. [Isl. Sia AX. $. Sif.] et 
Redſtab £. at fie noget igiennem; færd, et ſaa⸗ 
dant, der beſtager af en cylindriſt Ring, hvori 
er ndfpændt en Haardug; en Haarſi, Melkeſi. 
(jvf. Sigte, Sold.) = Hertil hører: fie, 
v. a. 1. [Sél. sia. N. S. fifje n.] lade fly⸗ 
dende Ting lobe giennem en Si c. d., for at 

illes v. tykke Dele, ell. ved Ureenlighed. 

t ſie Melk. At ſie Grynene fra Suppen. 
fiede Erter. At fle noget giennem Trækpa⸗ 
pir. (f. afſie.) — Siebotte, en. Botte, hvort 
man lader det løbe, ſom ſies; Melkebotte. 
Siekar, ct. Siebotte. Sieklud, Bictlæde, 
et. Klud el. Dug, ſom bruges t. at fie 
giennem. Siekurv, en. Et Slags ftor Sit, 
lignende en Kurv, der bruges f. E. v. Ol⸗ 
brngning. (Meth.) Siepoſe, en. P. til at 
fie giennem. (Moth.) 

Siaffe, v. n. ſole i Vand, gaae I Wade 
ell. Dynd, og giore fig vand. Deraf: ſia⸗ 
fer, adj. v. vand og ſolet. Et ſiaſtet Fore. 
dagl. Tale. jvf. fleffe.) , 

Sid, adj. [J. sidr.] 1. fom hænger 
langt ned, og tillige er los ell. vid. fide 
Stlæder (modſ. korte og ſtramme.) En fid 
Kiole, Kappe. — Heraf: fidbuget, adj. om 
Dre, fom have en hængende Bug. % lav, 


"901 


være p. et Sted, være fæftet paa. 


LS 


Sid — Sidde. 
lavt Uggende. (fun om Jord.) " En ſid Egn. 
fide Jorder, = Deraf: fidlænder, d. f. f. 
fid, 2. En fidlændet Mark. — Sidhed, 
en. ud. pl. Beffaffenheden af være ſid. 
Sidde, v. n. fad, har ſiddet. [Jél. si- 
tia. A. GS. sittan.] 
Stilling, at Overkroppen hviler opreiſt p. 
Enden af Rygbenet og Rumpebenet m. de 
omgivende Muſtler, tillige meer el. mindre" 
underſtottet v. Laarene (i Modf. t. at ſtaae 
og af ligge.) At fidde pan Gulvet, p. en 
tol. At ſ. ved Bordet. At f. til Bords 
(f. at ſpiſe.) At ſ. til Heſt. Bliv fiddende! 


— ALY. for en Maler (f. at: betragtes af.) . 


Uegenti. At føre ct fiddende Liv. Siddende 
Arbeide (ſom forrettes ſiddende.) 2. i ſam⸗ 
meBemark. men m. et activt Bibegreb, o 
i Forbindelſe m. nogle propo, At fidde a 
a: ſtaae af Heſten. Rytteriet fit Befaling 
at f. af, — At f. hoo, fidde hvor flere, fidde. 
Kom og fid hos! — At ſidde ned. Sid ned! 
a: fæt dig. "Han bød mig iffe engang at f. 
ned. — Ut fidde op. a.) flige t. Heſt. (ffær 
om flere ſamlede, og om Rytteri.) b.) 
reiſe fig, ſtaae op (af engen.) hos Almuen. 
(Dan er endnu ikke opſiddet 3: opſtaaet.) 
3. figurl. a.) boe, opholde fig, have Gæs 
de. (fun i enkelte Tilfælde og i høiere Stiil.) 
Her fed fra ældgamle Sider et krigerſt Fol⸗ 
feflag. I det Tidsrum, da Paverne fad i 
Avignon. Greven fad imidlertid rolig p. 
fin Borg. (jvf. Sæde.) b.) være I en vø, 
m. Rolighed el. Mangel p. Bevægelfe fors 
enet Tilſtand cl. Forretning. At f. hiem⸗ 
me. Sidde i Retten (om Dommere, Bifids 
dere.) At f. i Raadet, ien Commisſion. At 
f. i Fengſel. Han fidder i Caſtellet. At f. 
paa Band og Brad (være demt til.) Han 
fad imidlertid ſtille (var uvirkſom) og vens 
fede p. Udfaldet. c.) om livløfe 
Hatten 
fidder p. Hovedet. Der fidder et Skilt over 
"AK (Ogſaa Solen, Stiernerne figes at 
dde paa Himmelen.) Vognen blev fiddens 
de i Uforet (kunde iffe trættes op.) Det 
fidder mig f. Bryſtet. d.) om Kloder p. 
Stroppen : paſſe. Denne Kiole fidder ikke 
godt i Livet. 4. Med præp. og adv. At 
f. af, f. ovenfor, 2. — fidde faft, være 
fæftet til; ſ. ſaaledes, at det ikke falder af. 
Ogſaa: At fidde faft i en Moſe. — fidde hos, 
f. ovenfor. — fidde inde m. Penge, m. et 
Regnſtab 9: ikke gisre Rede for, i; betale, — 
fidde op, fintte fig hølere op let Sæde. Sid 
hoiere op v. Bordenden! (jvf. ovenfor, 2.) 
— fidde over. Han fidder uophorlig oner 
Bøgerne. At f. over, i Dands: lade en 
ell. flere Dandſe gane forbi uden af tage 
Deel deri. Drengen maatte t. Straf fidde 
over i Skolen. (f. over, C. 5.) = Sid- 
defiæl, en. Fiæl, Bræt t. at fidde p. f. Cr. 
hos Vœvere. (Moth.)  fiddefiær, adj. ſom 
er meget f. at fidde. — Sidden, eu. det, 


1. være I en ſaadan 


ing :. 


Sidde — Sidebygning. 


Sidden. |. 
. Side, en. pl.-r. [Iel. Sida.] 1. den 
Flade af et Legeme, ſom hverken er for ell. 
bag, men imellem diſſe. Saaledes: den 
hoire, venftre S. af det menneſtel. Legeme, af 
. en Bygning, m. m. At gaae paa, af fidde 
p, eens hoire &. (fig. I. Genie kan han ikke 
, fættes v. Siden af denne Digter 9: (igncé 
m; ham.) At have Ondt i Siden. 
»lægge noget p. Siden. At angribe Fien⸗ 
den fra Biden (i Flanken.) En S. Flejt 
ar Halvdelen af et ſlagtet Sviin, ud. Hoved 
og Ang. Heraf Sidebeen, Sidebygning, 
2. 2. enhver Flade p. et Legeme (undta⸗ 
gen, 4 nogle Zilfælde, den overſte og ne⸗ 
derite.) Én Tarning har 6 Sider. Zaar: 
net har Vinduer p. alle Sider, og ovenpaa 
even Altan, Forſide, Bagfide. (Har et 
Legeme fun to Flader, ud. mærkelig Tyk⸗ 
keiſe, el. denne er betydeligt mindre end 
Breden, kaldes diſſe Flader Legemets Sider, 
Den rette, vrange S. faa Toi. Saaledes 


har et Blad Papir, en Mynt, m. m. to 


Sider. Sider i ep Bog (Pagina.) At 
lægge en Muurſteen p. Biden (modſat p. 
Kant.) 3. fig. om Sammenhold af flere ; 
Parti. 
faae ham p. fin Side. 
Ogſaa uden Henſynt. Modpart ell. Modpar⸗ 
ti. Paa Fodrene, Mødrene Side. Sktyl⸗ 
den ev ikke p. min, men p. hans &. Fra 
min S. ſtal intet mangle. 4. Kant, Lcd. 
Den oſtlige, nordlige Side, De gik hver 
t; fin 9. Vandet ſirommede ind fra alle 
Gider, At betragte, beſee, underſoge noget 
p. alle Sider. At lægge noget t. en 
Side 93: af Veien. (f. tilfide,) Han tog 
, ham t. en S. (f. at tale allene m. ham.) 
5. Art el. Maade, hvorpaa noget vis 
"fer fig, cl. hvorpaa man betragter, fores 
ftiller fig en Sag. At vife fig fra en god S. 
Det er eu af hans gode Sider. Tingen fan 
ſees fra meer end cen S. At ſee noget fra 
ben gode, onde Side. ”Hvor gierne ſee vi 
fun vort Anſlags guldne Side.” Evald, = 


Sideaabning, en. Aabning i Siden af cen 


GBienftand; A. til en af Siderne, iffe for 
Il. bag til. Sidearv, en. Arv, ſom fal⸗ 
der itke i lige nedſtigende Linie, men (en 
Sidelinie. Sidearving, en. den, ſom fas 
ger Sidearv, ſom ikke nedſtammer i lige Li⸗ 
nie fra den Afdode. Sidebeen, et. Rib: 
been. Sideblik, ct. Bliket. en Side, ikke 
lige frem. — fig. a.) Henſyn t. en Biſag. 
Tanken om et Sideblik til Vinding kan alt 
beſtyage Dyden.” Evald. b.) i Talen: en 
Yyttring i Forbigagende, hvorved ſigtes t. no⸗ 
get. (Alluſion.) “Et bittert Sideblik ts de 
Indffræntuinger, ſom herved foretages. ”Nahs 
b. Sidebræt, et. B. fom danner Siden af 
” en Ting, f. E. i en Seng. Sidebygning, 


v 


302 
at fidde, At ſtade fin Helbred v. for megen Forhnus og Sidebygninger. 
en. 


At 


(Krafts Mech.) 


Han er p. var S. Han ſogte at 
Pga Fiendens S. 


en. B. ved cen af Hovedbygningens Sider. 


Stdedor —Eiden. 


Sidedor, 
Dor v. Siden af en, Hovedder, ell. paa 
Siden af et Guus. Sideflade, en. den 
Flade af et Legeme, fom er p, en af dets 
Sider, hverken for cl. bag, neden ell. over. 
Grundfladen og Sidefladerne. Sidegang, 
en. G. ved Siden af ex Hovedgang. Si⸗ 
degavl, en. Gavl p. Siden af et Huus. 
Sidehuus, ct. d. ſ. ſ. Sidebygning. fide= 
langs, adv, p. Cider, langs m. Siden. 
(Moth. Arreboe. Hexaem. 69.) Sidelt⸗ 
nie, en. 1. cen af de Linier,, ſom udgior 
Siderne i en. Figur; modſ. Grundlinie. 
2. I Slegtregiſtere: en Ræffe af Frænder, 
ſom nedftiamme fra Broder ell. Søfter t. 
Stamfaderen, cl. af Sidearvinger; modſ. 
såovedlinie, Sidemand, en. den, ſom 
fitder cl, ftaaer næft v, en anden, v. Siden 
af ham. Sidemuur, en. Muur, fom ud⸗ 
gier Siden af en Bygning; (f. €. modfat 
Endemuur) ell. ſom er opført 0. en Side. 
Sideplaenke, en. P. raa 
Siden af noget, f. E. af et Stib. Side⸗— 
rod, en. Rodſkud fra Siden af Hovedroden. 
(Olufſen.) Sidefmerte, sm. Smerte i 
en af Legemets Sider. Sidefpring, et. 
Spring t. en Site, ikke lige frem. At 
gløre $. ”At cen gigr ſtieve Sideſpring, 
en anden aldrig fan gaar lige.” Tode. Siz 
defting , ct. Sting, pludſelig og heftig 
Smerte i Siden. Sideftue, ct. d. f. f. 
Sideværelfe, (Baggefen.) Sideſtykke, et. 
1. egentl. et Stykke, ſom utgier Siden af 
en Ting. Rnaftyffe og Sideſtykker I en 
Kiole. 2. noget, der fætteg ell. fan fætters 
t. Gammenligning v. Siden af noget andet. 
(det fe. Pendant. Sideſted, ct. Sted 1 
Siden. Sidetal, et, TX. paa Siderne, 
Bladſiderne i en Bog. Sidetegning, en. 
T. af et Anfigt fra Siden, Profil. (Ambergs 
Ordb.) Sidetrappe, en. 1. T. ved Siden 
af en Hovedtrappe. 2. Trappe, ſom er p. 
Siden f. E. af et Skib. Siderryk, et. 
Tryok, ſom gives I Siden, feer fra en S. 
Bygningens , Murens Sidetryk. (Side⸗ 
trvkningg. Kraft.) Sidevei, en, 1. Vei, 
ſom løber langs med, v. Siden af en anden. 
2, V. ſom lober af t. én Side. ſidevendt, 
adj. v. vendt t. Siden, mod ct &. Sis 
devind, en. V. ſom blæfer mod en af det 
ſeilende Stibs Sider. Sidevæg, cn. V. 
ſom er p. Siden af ef Huus. Sidevæ⸗ 
relſe, et. V. ved Siden af et undet, ell. ved 
Siden afen Sal. Sidevarge, ct. Kaarde 
ell. andet V. fom bæres v. Siden, (Moth.) 
Siden, adv. og conj. IJ. sidan. A.S. 
sythan.] Asadv. 1. efter den Tid, (ſaa⸗ 
vel om den nærværende, fom en forbigangen) 
derefter, lærigeré hen i Jiden. Forſt loſte 
han; fiden gif han I Saven; endelig (tilfidſt) 
fatte han fig til at ſpille. Nu fan jeg ikke 
komme; men jeg kommer, ſtal komme fiden.- 
Lad det beroe til ſ. (ligelebes br) ſiden efter, 


N 


Lett 


Siden — Giidflaføigt. SE 


Jeg ſtal f. efter fortælle dig det.) — Ogſaa 
Eted forhold om Orden cl. Folge: Forreſt 
gif Prindſen; næft ham fulgte Rigets Stoa 
ve; fiden fom den ovrige Adel. 2. fra et 
viſt Tidspunkt, efter at, efter en vis Tid, 
m. Bibegreb om uafbrudt Tidsfolge. 2. 
feit. Er since. (i hvilke Tilfælde fiden fan 
anſees fom Overgang fra et Adv. til en Pro⸗ 
poſ. og udtrykker Denjyn t. et dobbelt Tids⸗ 
punkt, nemlig tt forbigangne, fom nævnes, 
og det nærværende, ſom menes, eller ogſaa 
en ſildigere forbigangen Tid, dér ligeledes 
uævncs.) (jvf. efter. A. 8.) Han fagde-- 
mig engang i Binter, at han ſiden Brode⸗ 
rens Giftermadl fun cengang havde talt m. 
ham. Hun har været ſengeliggende ſ. Juul 
(fra Juul af.) Siden han reiſte, har man 
ilfe hørt fra ham. Siden den Dag hørte 
man ham aldrig tale. Siden Carl den 
Store hår Europa ikke fect hans Lige i 
Daad. Siden ten FZid, -f. i Vinter, (1 
Gaar, f. Foraaret. - (Udtruffes derimod en 
Tidelængde af den forbigangne Tid, br. ikke 
ſiden, men i. Jeg har i mange Aar ikke 
feet ham. ”fiden mange Aar,” er udanſt.) 
Derimod br. fiden 3., eftev ct Subſt. efter 
adv. længe, og efter præp. for, til at 
uttrnffe, den forbigangne Tid. Det ér 
mange Aar f. jeg har feet ham. Hvor længe 
er det ſiden? — Det er før længe fiden, f. 
lang Tid fiden ſteet. For tre Aar fiden 
beføgte han mig engang. Sør en Maaned 
fiden blev han ſyg, og har ſiden (efter den 
Tid) itke været ude. B. con. efterſom, 
efterdi, da. Siden han endelig vil have det, 
faa gior det, Siden vi nu alle ere ſamlede. 
Jeg er fornoiet dermed, fiden du er det, (I 
ældre T. felt.) . 

Sidhed, en. ud. pl. f. adj. ſid. 

Sidſt, adj. og adv. [3. sidast, af sid, 
filde.] 1. ſom iffe har nogen anden af 
famme Slags efter fig ; (det Modſe af forſt) 
ſaavel om Tid, ſom om Sted, om Orden 
cl. Følge. Aarets fidyte Dag. Han var 
den ſidſte, der kom. Han kom med, blandt , 
de ſidſte. Hvo var ſidſt? Sidſte Bang jeg 
ſaae ham. J ſidſte (forrige) Krig. I den 
ſidſte (fidft forløbne) Maaned, Det ſidſte 
Grev. Det ev den fidſte By, inden man 
nager Grændfen. Han var den fidfte Mand 
af fin Stamme. “Hvor Folk ved Havet 
boe, er Fiſteren den Sidſte, fom ei er Kon⸗ 
gen tro.” Ninſan Det er de ſidſte Pen⸗ 
ge, jeg eier. Hans ſidſte Villie (Teſta⸗-, 
ment.) — tilſidſt). 2. adv. a.) Han 
kom ſidſt (ultimus advenit.) ſidſt p. 
Sommeren (in fine æstatis.) b.) for: 
fidſte Gang. Sidſt jeg ſaae ham, ſidſt han 
var her. Tak for fidft! 6.) for: tilſidſt. 
rft reiſes Gavl og” Tag, og Spiir m. 
Krands oprettes.” Arreboe. — ſidſtafvigt, 
adj. d. ſ. ſ. fidft, om Tiden. (1 Brevftitl : 
Sidftafvigte 10de Januar.) ſidſtleden, 


AS 
. NMN 


308 


dan Opforſel. 


Sidſtleden Gig 2 
adv. nylig, forleden. — Sidſtning: i 
Sidſtningen, p. Sidſtningen, tilpdft, t. 
Slutningen. 

Sie, v.a. 1. f. under Subſt. Si. 

Sielden, adj. og adv. pl. ſieldne. [3. 
sialdan.] ſom iffe tidt ſteer, findes, er ell. 
bliver til. En Åelden Begivenhed. -Enf,. 
Bog, Pfante. et ev fieldent at finde ham 
misfornoiet. Sielden faae man ham leg. -— 
Sieldenhed, en. 1. Beſtaffenheden at være 
ſielden? 2. pl. - er. en ſielden Gienſtand. 
Denne Bog er en ſtor S. Han eier mange, 
Sieldenheder. 

Siette, Ordenstal af Sex. Siettedeel, 
en. Han gav ham Siettedelen deraf. — 
Siettepenge. Siette⸗ og Tiendepenge, 
Afgift af Arv, ſom føres udenlands. 

Sig, pron. recipr. uforanderligt i Kion, 
og Tal. (I. sig.) bruges om tredie Perſon 
ell. Ting, naar Handlingen, ſom v. den 
ſteer, gaaer tilbage p. den felv; ell. i St. 
for den Gienſtand, der er Object f. fin egen 


Handling; og ſaaledes v. alle tilbagevirs < 


kende (reciproke) Verber. (Undertiden tils 
feies ſelv, hvorved Udtrykket forſtærkes.) 
Han ſlog fig I Hovedet, ſtodte fig p. Bordet, 
Enhver ev fig felv nærmeft. Han er fig 
felv værft. Hun tager fra fig felv f. at give 
Børnene. Man maa ærgre hg over en fags 
Hver for fig 2: enhver færs 
filt. I fig felv 9: i Tingen ſelv, fort Tin⸗ 
gen virkelig er (ré ipsa.) " (I plur, er Brus 
gen. af dette pron. ikke ganſte beſtemt. Det 
hedder: Kongen forbød Stænderne af blans 
de fig idenne Sag. Kongen og Dronnin⸗ 
gen vifte fig f. Folket. Begge glædede fig 
over det heldige Udſald, — Men i Taleſpro⸗ 
get hores hyppigen: Foræltrene tage dem 
det meget nær. Præfterne blandede dem i 
Sagen. De maatte hielpe dem ſelv faa 
godt de kunde 0. f. f. — Almindelig er ogfad 
den Sprogbrug, at hvor den 3die Perfon f 
pl. bruges i Tiltale, i St. f. den anden 
Perſ. i sing. der følger iffe fig, vmen Dent 
efter. De gior Dem aft for megen Umage. 
Hvor har De ftødt Der? De maa ſtamme 
Dem ! 0. ſ. f. — Ligeledes maa bemærfes : 
at hvor Verbet ſtaaer i pl. og Handlingen 
ikke faameget gaaer tilbage p. Perſonerne 
overhovedet, ſom den virker indbyrdes er. 
gienſidigen, der bruges i Danſten ikke fig, 


men pimanden cl. hverandre, De elſte 
hinanden (ikke fig) fom Brodre. Alle ligne 
hverandre, To modſatte og lige Kræfter 


ophæve hinanden, Denne Sprogbrugens 
Lov findes hos nyere Digtere (f. E. Bagge⸗ 
ſen, Øhlenfhlæger 0. a.) ikke fielden overs " . 
traadt 
Sig, en. pl.-e. (forældet; men br. i 
Iylland. J. Siki, af siga, ſynke.) en Vand⸗ 
ſamling, Sump, Vandpol. ”Der er længe 
Vand i fure Sige.” Ordſpr. ” 
Sige, v. a. ſagde, ſagt. [J."segia.] 





» 
U 


— 


bo] 


Sige. | 


4. give noget tilkiende v. Ord ell. Zale; 


fremføre en Mening el. Tanke mundtlig. , 


Hvad fagde han? Jeg har ſagt ham det to 
Gange. Han ſagde, at han ikke kunde 
fomme. (jvf. tale.) ”Man fan ſige miget 
m. fga Dvd; derimod fan en Perſon tale 
meget, og dog fun fige lidt, naar han m. 
mange Ord fun har udtryft faa Tanker.“ 
Miller. — At figeja t. noget. At f. Sand: 
hen. Jeg har noget at f. dig. At f. een 

od Morgen, god Nat. At f. Tak. — Jeg 
Bar ladet mig fige (fortælle ; man har fagt 
mig.) Man figer, der figes 0; der fortæls 
66, Rygtet gaaer. (pass. Dan figes dt være 


gſtet p: der figes at haner, Man har =tffe 


fagt ham ded.) Hvad vilde han ſige dermed? 
(hvad meente han.) Gom ſagt, (fom jeg 
har fagt) jeg kommer ikke. Com jeg figer 


. big, han er dod (naar man gientagende bes 


træfter.)- Saa at fige, p. en Maade, næften. 
pan har, fag at fige alt givet fit Samtykke. 
End fige (ne dum: faa meget mindre.) 
an er ikke engang forlovet; end fige gift. 
Jeg vil.itte gisre det f. min egen Clægt ; 
end fige at jeg ſtulde giore det f. Fremmede. 
ſHos Miller hedder det: ”Man figer ikke 
noget, uden at Talen udtrykkelig henvende 
t. en Perſon. Man taler t. Mængden, og 
finer noget t. de Enkelte.“ Dog hedder det: 

an fande i fin Tale a:. han yttrede p. et vift 
Sted i Talen den Tanke ell. Mening. At 
tåle betegner den mundtlige Meddelelſe i 
Alm. ; at fige gaaer mere ud p. en, beftemt 


. Øttring afZanfen.] 2. Y fig. el. mere ind⸗ 


” Maade, bude. 


tftrænfet Betydning: a.) melde (ogfaa 


ſtriftlig, v. Bud o⸗ſ. v.) Jeg har ſagt ham 


det i mit forrige Brev. 


Jeg lod ham ſige 
v. min Tiener. 


b.) ſige p. en befalende 
Jeg ſiger dig, lad det ligge! 
Her har han intet at f. Han har intet at 
ſige (befale) over mig.  c.) ſtrive, udtrykke 
fig ſtriftlig (naar man anfører noget af et 
Skrift.) Saaledes figer Cicero. d.) gis⸗ 
fe bekiendt, melde, underrette om p. enhver 
Maade. At fige noget v. Miner, Lader. 
Min Folelſe, Samvittighed har ſagt mig det. 
Der er meget, ſom figer mig, at hans Sin⸗ 
delag har forandret ſig. e.) betyde. Hvad 
vil dette ſige? Det vil fige faa meget fom at 
; Gan ikke kommer. Et intet ſigende Udtryk, 
f.) gielde, være af Vigtighed. 400 RNdolr. 
fiser ikke meget, Han har intet mere at 
ige (gielder intet mere.) Pan har meget at 
f. bod Miniſteren. 3. Uegentlig br. dette 
.ogſaa, ifær i d. Tale, deels om Dyrs 
Roſt, deels om Lyd, ſom p. anden Maale 
frembringes. Knek! ſagde Glaſſet. 4. 
med præp. og adv. figeaf. a.) afbeftille 


(jvf. affige.) At fige en. Forfamling, et. 


Siæftebud af. I Gaar lovede han at kom⸗ 
me; i Dag har han ſagt af. b.) At f. fig 
af med en Beftilling, frafige fig. — ſige efter, 
f. for, fremfige efter en andens Ord; ell. 


? 


Poe 


1 


hvad en. Anden flat figte efter. fan ſagde 
efter Alt hvad den anden ſagde for (fore= 
fagde ham.) — ſige forud, fige en Ting fø- 
rend den ſteer. ſ. forudfige, — fige fig fra 
noget, d. f. f. fraſige ég: — fige frem, fige, 
fremføre fin Tale. tigg frem hvad du har 
at fige! — fige imod. Altid vil han fige 
imod, f. modfige. — fige om, fige p. nm. 
Jeg ſiger iffe om, hvad jeg engang har ſagt. 
— Sige op, ophæve noget om var fluttet, 
indgaaet. (f. opfige.) Han vil fige op hvor 
han boer. Hun har ſagt op ft. Matdag (op⸗ 
fagt fin Tieneſte.) — At fige een noget paa: 
bejtylde, give Skyld f. noget. Man fan 
fige ham paa, at han er 'øbdfel.  ”Alt 
hvad der vrangelig figce 08 pag, fom om 
vi ſtulde gage viffe Bedragere t. Saande.” 
Rahb. — Sige til. a.) At f. cen til hvad 
han ſtal take, ſtrive (lægge ham Ordene £ 
Munden, i Pennen.) b.) At ſige til i Tide 
(vare, advare, fremfomme m. det man har 
at ſige.) jvf. tilſige. — ſige ud. At ſ. cen 
ud af de Varelſer, han boer i 9: opſige ham 
Leien. (jvf. udfige.) . 

Sigende, et. (partic. act. af fige, brugt 
fom n. s.) det, fom figes, fortælles. Efter 
hans Sigende. Efter Sigende ſtal Flens 
den 85 pnbet. fe . x 

ignal, et. pl. - er, (franfk.) et Tegn, 
hvorved noget I Afftand gives tilkiende, en. 
en Befaling gives. At plve et S. Dags 
Signaler, Nat⸗Signaler p. Flaaden. — 
Signalbog, en. 8. hvori vedtagne og giel⸗ 
bende Eignaler findes optegnede og forkla⸗ 
ignalflag, Signalſtud, 0. fl. 

igne, v. a. 1. egentl. betegne m. Kor⸗ 
ſets Tegn, glore Koré over. At forfe og f. 
fig. ”Den fom har Korfet, figner fig felv.” 
Ordſpr. (I. signa.) 2. V f. velſigne. 
(J. fegnen.) Gud figne dig! ”Vandre= 
ren — veemodigt figner dig, dit Av, din. 
Slummer.” F. Guldb.  ”At han maa kiebe 
den fignende Fred f. græffende Hiotde.“ 
Hertz. 3. læfe Bønner og Formubarer over 
ten, el. bruge anden Overtro f. at fordrive 
Sygdom m.m. Signen, Maalen, Igien⸗ 
viisning, m. m. forbydes I D. Lov. VI. 1. 
12. — Deraf : Siguetiærling, Signetone, 
Signeqvinde, en. Qvinde, ſom befatter 
fig m. ſaadan Overtro. 


Signet, ct. pl.-er. [J. Signet; men 
formodentlig et nyere Ord.] Redſtabet. at 
forſegle m. hvori Navn elf. andet er udgra⸗ 
vet, (Segl, 2.) — Signetring, en. R. der 
bruges ſom Signet. Signetſti 


rede. 


ikker, en. 
den, ſom udgraver Navne, Vaaben m. m. 
i Signeter. 

Sigt,.n.s. i Udtrykket: Sigt og Sage⸗ 
fald (9: Sigtfald og Sagefald.) Boder, 
fom falde v. Proceſſer. SELEN 

Sigt, n. s. (det T. Sicht.) Foreviis⸗ 
ning. br. blot i Kiobmandsſtiil, om Verel⸗ 


. ⸗ 


Sigt — Sigtemaling. 


breves Foreviisning. Tre Uger eftor Sigt, 
(eftørat Verelen er preſenteret. 
Sigte, v, a. 1. ſSv. sekla. af Sak.] 
(ægge til Laſt; beſtylde (ifær offentlig ell. 
for Retten), tiltale een efter Beſtyldning, 
Klagemaal. ”Man figter blot Samtidige 
— men baade Døde og Levende funnce be— 
ſtoldes.“ Muller. At ſigde cen for Drab, f. 
Tyveri. ”Sigter den Dræbte, forend han 
doer, Nogen for Banemand.“ D. Bov. VI. 
6.15. At ſ. cen p. hans XWrc. Den, fom 
figter, bør beviſe. “Man antlager, naar 
man beffylder cen f. Ovrlghed, Foreſatte 
cl. Søtere, Man figter, naar" man lægs 
ger en Perſon en vis Gierning t. Lak.” P. 
E. Muller. (Synes neppe at være bejlægtet 


m. efterfølgende; ſnarere maaſſee m. det Joel. t. af fnuble, 


sekr , ſtrafſtyldig, ſtyldig i Forbrydelfe.) 
= Sitgtelſe, en. beſtemt Beſtyldning, ifær. 
offentlig ell. for Retten. Sigtelſesed, en. 
i Lovſproget; den Ed, fom en Part tillades 


305; , 
figtes (modſ. Grovmaling.) Sigtemeel, . 


e FE 4 


⁊ 3 


Sigtemeel — Sild. 


et. fiint,. figtet Meel. Sigtemolle, cen, 
M. ſom er forfnnét m. Sigteredſtab-ell. 
Sigtedæerk. Sigtepoſe, en. P. med Hul⸗ 
ler i, hvorigiennem Meel ſigtes. — Sigt⸗ 
ning, en. Gierningen at ſigte (Meel.) 
Siirlig, ſ. züirlig, pyntelig. 
Sitter,/ adj. pl. HAG [Z. tider] 1. 
ſom ev uden Fare, fri for Fare, tryg. Her 
er man f. for Kualerne:; ”For at giere Sta⸗ 
ten ſikker for indvortes Fornærmelfer.” D. 
Guldb. Han er iffe f. for fine Fienders Cfz 
terſtrebelſer. At være fitferp. fir Liv. Man 
ftaaer ikke ſikkert p. denne Brink. 2. ſom 
man trygt, uden Fare kan bruge, betiene ſig 
af. Heſten er ikke ſikker do: den er tilboielig 
En ſ. Vei, Havn. At ſende 
noget m. en ſ. Leilighed. En ſikker (pablis 
delig) Mand. 3. fom itfe tager feil; ell. 
fom man fan lide paa, vis. En f. Ømag, 
Demmefraft. En ſ. Efterretning. 


Du/ 


at aflægge, f. af udfylde det Beviis, han fan ſikkert forlade dig herpaa. “Man figes 
ſtal fore. quramentum suppletorium.) ,at være vis paa en Ting, naar man veed 

Sigte, v. n. 1. [af ſee.] henvende Synet og indſeer; ſikker naar man veed og troer.” 
m. Omhu p. en Gienftand, fom man vil Sporon. — Sikkerhed, cen. ud. pl. Beſtaf⸗ 


ramme m. Stud e. d. At ſigte til.cen, p. 
cen m. en Boſſe. 
figter. 
han figter efter (p: tragter efter, attvaaer.) 
2. gage ud pda, have Henſyn til. Diſſe Ud⸗ 
finffigte til hans tidligere Forhold. Hvortil 
figter dette Sted i hans Brev? — Sigten, 
en, Gierningen at figte. — Sigtekorn, et. pP. 
Geverer: un liden Knap-p. Enden af Boſſe⸗ 
lebet. Sigtelinie, en. Linien, hvori man 
figter, v. at finde. Sigtepunkt, ct. det 
Punkt, hvortil man figter: ' 
Sigte, et. 1. Maal, hvorefter man ſig⸗ 
ter, Der er Sigtet, Dette var hans 5. 
At tage Sigte af, paa noget. — figurl. 
”Dvg afdrig fabte han fin Reiſes Hovedmaal 
af Sigte.“ Wandal. 2. Forhøining m. et 
Indſnit i p. en Boſſe, hyorigiennen man 
ſigter t. Kornet (Sigtekornet) v. Mundin⸗ 
gen af Boſſelobet. 3. Synlighed, det, at 


At ramme der, hvor man 
At figte rigtig. — fig. Det er dette, for noget. 


fenheden, Tilſtanden, at være ſikker; Tryg⸗ 
hed. At vaere, komme, at ſette fig i S. 
Ut have Sikkerhed f. fin Eien— 
dom; give cen S. for en Fordring. “Sik⸗ 
kerhed gior at vi iffe frygte; Viohed, at. 
vi ikke tvivle,” Sporon.“Fordi han ikke bar 
Sikkerhed nok f. at bevare det, han ſamler, 
for Cfterfommscne.” Sneed. — ſikkerlig, 
adv. viſſeligen. 


Siffre, v, a. 1. ſJaf. adj. ſikker. ] tilveie⸗ 


bringe Sitkerhed imod noget, imod en Fate, 
ef Tab; befrngae. (Det br. dog meft fun 
recipr.) Ut filfre fis, imod noget; filtre 
fig for Tab. At filtre fig felv, uden Hen⸗ 
fon t. Andre. — Sikkring, en. tilveiebragt 
Sikkerhed, Betryggelſe. — Sikkringsmid⸗ 
del, et. M. til at ſikkre noget ell. ſikkre ſig 
ſelv. Et Sikkringsmiddel imod Smitter, 
imod Peſten. 


Sild, en. pl. d. f. Få. Sild.] en bekiendt, 


blive ſonlig. At fomme i Sigte. (fom ct i Norden almindelig Saltvandsfit. Clupea 


feilente Stib.) At 
faae Syn p. noget. 

Sigte, en. pl.-r. [Isl. Sigti.] et Kar 
ell. Redſtabem. hullet Vund t. at figte terre 
Varer igiennem. En Haarſigte, Grynſig⸗ 
te, Meelſigte. (jvf. Si, der bv. om et lig⸗ 
nende Redſtabet. vaade ell. flydende Ting, 
og Sold.) 

Digte, v. a. 1. [Isl. sigta.I ſtiſſe gros 
vere Dele i tørre Barer fra de finere, v. at 
roſte diffe giennem en Sigte ell. et Sold; fæl: 
de. Ar figte Gryn,” Meel. — Sigtebrod, 
et. B. ſom ex bagt af Sigtemeel. Sigte⸗ 
dug, en. Dug, Haardug, ſom udgiør Bun⸗ 
ten i en ffin Sigte. Sigtekage, en. Sig: 
tedrod, ell. Kage af fiint Weel, Sigtema⸗ 
ling, en. Maling!, hoorefter Melet tillige 

Danſt Ordbeg. 11, 


faae noget i Sigte, 


N 


harengus. — Sildebaad, en. B. fom br. 
ved Sildefangſt, ell. Sildefiſteri. Silde⸗ 
garn, et. G. fom ſottes f. Sild. Silde⸗ 
lage, en. Lage af ſaltede S. Sildeleg, 
en. Sildenes Wg. (Moth.) Sildefalat, 
en, Én Ret af ſmaahakket falt Stid blandet ” 
m. Eddike, Løg m. in. Sildeſaltning, cn, 
Gierningen af lægge S. ned i Tonder m. 
Salt, Sildeffal, ct. f. Stel. Sides 
ftade, et. Sted, hvor Sildene fanget, hvor 
Sildegarn fætteg, (Moth.) Sildeſtimmel, 
en, En ſtor, ſamlet Mengde Sild, der i 
Havet føge cen Vei, f. E. ind f en Vig ell. 
Fiord. (Nord. Brun.) . Sildetende, en.” 
T. hvori Sild ſaltes. Sildevrgger, en. 


En, hviv Beſtilling er at efterſee, underſoge 


nedſaltede Sild. (Moth.) 
| 20) 


bad 


* 


Silkevarer forfærdiges. 


« [| ' 
É 


' 
U 


Silde — Silfetraad.” 


Silde, adv. [3. sid, sidarla, sidla.] 
fom ſteer, er, kommer filpig. (mot. aarle.) 
Silde om Aftenen. Silde (langt ud) paa 
Aaret. At komme for ſilde. Det'cr nu 
for Ade. Bedre ſilde, end aldrig. “Silde 
Bod, gisr ſielden god.” Ordſpr. (hvor ſilde 
ftaaer f. ſildig.) — Sildefodning, en. 
pl. er. 1. Dvr, ſom er fodt ſilde 9: 
längt ud p. Aaret. 2. et Barn, ſom fodes 
i Foreldrenes fremruͤkkende Alder, ell. ſom 
WAgtefolk avle, efterat have været længe 
barnloſe. — ſildefedt, adj. v. ſom er født 
filde p. Aaret; ell. i Foreldrenes hoie Alder. 

Sildig, adj. og adv. ſom ſteer, kommer, 
bliver til efter den fædvanlige, tilborlige, 


rette Tid; det modfatte af ridlig. Det var 


for fildigt; han var alt borte. En fildig 
Modenhed, Forſtand. Den fildig modne 
Gæd. Han kom endnu fildigere end jeg. 


C(ivf. feen.) ”En ſeen Forbedring er den, 


jom gaaer langſomt for fig; den fildige 
Forbedring finder Sted mod Livets Ende,” 
Miller. — Ogſaa om Dagens, Aarets vidt 
fremrvkkede Tid. At gaae ſiig (filde) 
til Sengs. J den fildige Efterhoſt. 
Silfe, en. ud. pl. IJ. Silki.] de Traa⸗ 
de, héori Silkeormen ſpinder fig ind, f. at 
undergaae fin Forvandling ; Silkeormens 
Spind, ſaavel i dets rage Tilftand, ſom tvun⸗ 
det, ell. vævet ft. Tot. At ſpinde S. Raa, 
ſpunden S. Syeſilke. At ſye m. Silke. 
Han ſpandt ikke Silko derved 2: havde in⸗ 
gen Fordeel deraf. At gaaet Silke, klode 
fig iS. (Hyppigen bruges Ordet ſom adj. 
f en Mængde Sammenfætninger f. Er. Sil⸗ 
kebaand, B. vævet af S. Silkedragt, 
Silkedug, Silkeflor, Silkefrondſer, Sil⸗ 
kehue, Silkekiole, Silkefleder, Silke⸗ 
Flædning , Silkekniplinger, Silkelidſe, 
Silkeſeng (hvori Klæderne eve overtrukne 
m. Silketoi) Silkeſnor, Silkeſpind SAME 


Vævning af S.) Silkeſtof (tykt Silfetsi) 


Silfeftremper, Silfetæppe (I. overtyukket 
m. 6.) Silketoi (I. vævet af Silke) Silke⸗ 
vante, Silfevarer, 0. fl,) — Desuden fan 
maerkes: Silkebarm, en. poet. en meget 
bled Barm. ”Freiag runde Silfebarm.” 
HOhlenſchl. ſilkebled, adj. meget blød, 6. 
ſom Silke. Silkefabrik, en. Sted, hvor 
Silkefarver, en. 
Den, ſom ifær giver fig af m. at farve Silketoi. 

ilkehandel, en. Handel m. raa ell. tvun⸗ 
den Silke; Handel m. Silketoi. Silke⸗ 
handler, en. den, ſom handler m. Silkevarer. 
Silkehaſpe, en. hvorpaa ran Silke haſpes. 
Silkehoſt, en. Gierningen at indſamle Sil⸗ 
keormeem. deres Spind af Morbærtræerne. 
ſilkeklædt, adj. v. iført Silfeflæder. Sil— 
keorm, cn. Larven af en Sominerfugi (Pha- 
Jæna mori) hvis Svind cf. Holſter giver 
Cilten. Silkeſvob, ct. Svob, Indhylling 
af Silketoi. (Grundtvig.)  filfefver, adj. 
y. udſvyet m. Sitke. Silketraad, en. En 


206 


Siltetraad — Gin. 


enkelt T. af Silke. (ivf. Traad.) Silke⸗ 
tunge, en. fig. at have en Silketunge: om 
den ſledſte Smigrer cl. Hukler. Silkevat, 
et. Et Slags loſt Filt af raa Silke, ſom br. 
til Foder under Pelſe og andre Klader. 


Silkevev, en. Væverftpl, hvorpaa Silke- 


toi væves. 
ver Silketoi. 

Sillevi, en. pl.-er. (Selleri. Hornemann. 
Olüfſen. T. Sellerey. en Haveurt, 
hvoraf baade Roden og Toppen bruges. 
Rodfilleri, Topſilleri. Apium graveolens. 
F Silleriknop, en. Silleriens Nopdannede 

od: 

Sime, en. pl.Ir. 1. ct ſnoet Baand, 
ifær af palm Salmi fime) cl. Haar (Haar⸗ 
fime.) At ſnoe Simer (Moth. "Gr. ifær 
endnu i Iyſland.) 2. en Medeſnor. Der⸗ 
af: Simefieder, en. Pennefieder, ſom fæs 
ftes pi Medeſnoren. Moth. ; [Jel. Seimr, 
noget, fom fan træffes ud i Lengden; 
ductile.] J BE 
Simle, en. bl.-t. [X.Gemmel. Lat. 
simila, fiint Hvedemeel.] et Slags Hvede⸗ 
brød; en Hvedeſimle. 

Simpel, adj. pl. fimple. IFr. simple.] 
1. ringe, ikke fornem. En ſimpel Soldat 
(Moth.) En ſ. Bondepige. ſimple Folk. 
2. jævn, ligefrem, flet og ret, tarvelig. 
Simpel i Cæder. f. Levemaade. ”Deres 
Kode var fimpel, og Band deres Drift.” O. 
Guldb. En fimpel d: ufonfilet, jævn, ikke 
opſtruet, Etiil, — Deraf Simpelhed, en. 


Silkevaver, cen. den, ſom væs 


Ud. pl. Jœovnhed. 


Sin, pron. pass. neutr. fit. pl. fine. 
[ISL sinn, T. Kein.] 'adjectiviyt perſonligt 
Pronomen, ell. Eiendoms-Pronomen, hvis 
færegne tilbagevirkende ell. tilbageviſende 
Brug (ſom pron. poss. reflexivum) ſteder 
ſammen m. Brugen af' hans og hendes; 
derimod ikke m, Brugen af pl. deres, da 
den rigtige danſte Sprogbrug fordrer, at 
det fidfte anvendes overalt, hvor Subjectet 
ſtaaer i Fleertallet; og fine derimod fun, 
naar flere Gienſtande omtales i et Eien— 
domsforhold til Sætningens Subject, og 
dette er sing. f. E. Furfterne ſtuffes ofte af 
deres (itke fine) Yndlinger“ Derimod: 


Moderen underviſer ſelv ſine Dettre. — 


Men, efter Eproglærens almindelige Regel: 
at fine maa fvare til Subjectet i den Sæt: 
ning, hvori det forekommer: Jeg har nylig 
feet Hønen m. alle dens Kollinger. (J det 
ſidſt anførte Tilfælde vil man dog høre fine 
i Taleſproget, hvor Indſtrenkningen af de 
perfonlige Pronominers Brug ft. et perſon⸗ 
ligt Cmennefteligt) Subject, iffe iagttages 
m. regelmægfig Strenghed, og færdeles Gen. 
dets ſielden ell. aldrig hores. Endog i Til⸗ 
fælde, hvor det perſonlige fin og fit flet ikke 
Fan paſſe, udelades ders, Saaledes figer 
man f. E. Jeg har kiobt Huſet, fom det 
ſtaaer, m. alle (dets) Indretninger. Han 


Sin — Sind. 


"” Gin. 307 | 
kiebte Godſet med (dets) Skove og Tiender imod: Min Broder forærede mig tre Biſta⸗ 
f. tet, ſom Skoven allene er værd.) — Om der overfødte i hans Bihave. (I svrigt er 


den vette Brug af fin, fit og fine, og om de 
zilfælde, hvor det nødvendigen maa, og 
de, hvor det fan træde i Stedet f. hans cl. 
hendes, fom hører til de vanſteligſte Pofter 
iden danſte Sproglære, fan her blot i Al 
mindelighed bemærfes: al) Hoved⸗-Rege⸗ 
len, er: at fin maa bruges, hvor den Gien⸗ 
ſtand, til hvilken en eller flere andre ſiges 
at høre ell. at flage i et Eiendomsforhold, er 
Subjectet I Sætningen; derimod hans, 
(pendes, dens 2.) naar man vil udtrykke ct 

endomsforhold t. Setningens Object. 
Hiin nødvendige Brug af det reflexive fin'er 
dog egentlig fun ganſte klar, hvor et, beſtemt 
tilbagevifende Forhold t. Setningens Sub⸗ 
ject finder Sted. f. E. Zan (Peder) overlod 
ham (Chriſten) fin (Peders) Hund. Buſet 
gisr fin (ikke dets) Bygmeſter Rre. En⸗ 
hver tog fit Vaaben. NUlſan bør aldrig rin⸗ 
geagte fin Fiende.S (Derimod : Han gav fin 
Tiener hans (Tienerens) Penge tilbage. 
Gan negtede at betale Tieneren hans (dens 
neg) Løn.) — Ogſaa naar Subjectet cv 
friutt, fan den foreſtrevne Brug af fin være 
(ar nok, f. Er. I følgende infinitiviſte Sæt- 
ning: ”At fordomme Andres Meninger , 
eller paatvinge Nogen fine.” Bagg. NR. 
Klim.) — b.) Forbindes en efterfølgende 
umiddelbar Deel af Subjectet med den fos 
regaaende ligefrem v. og, fan derimod al: 
drig fin bruges. Manden og hans Kone 
have været her. Konen og hendes, Datter 
reiſte begge i Saar. — Men beftemmer et 
mellenkommende Verbum ſom Prædicat den 
Handling ell. Tilſtand, hvori Andre deeltage 
m. Hoved-Subjectet, faa ingtræder det til⸗ 
bageviſende Forhold, hvori fin, fit og fine 
enten maa, eller i det mindfte fan bruges. 
Manden var her med fin Kone. 
reiſte med fin Datter, m, fit Barn. Han 
remte med fine Tyvekoſter. c.) J infini⸗ 
tiviſte Gætninger beroer Brugen. af fin celler 
hans p. Forholdet til de forſtiellige Perſo⸗ 
ner i Sætningen ; hviltet Forhold i mange 
Tilfælde førft bliver flart, naar en ſammen⸗ 
fat Sætning rigtig opløfes. (jvf. Dichmans 
it. Syroglære. 1800. S. 403—5.) f, E. 
Jeg hørte ham tale m. fin Broder (9: jeg 
børte ham — han falte m. fin Broder.) 
Jeg ſaae hende fyffe ft Barn. Jeg ſaae 
ham ftaac i fit Vindue (9: Jeg fade, at han 
flod i ſit Vindue.) Derimod: Peder havte 
lovet , at han aldrig mere vilde fomme i, 
Chriſtens Huus, og nu faae jeg ham ftaae 
i hans (9: Chriſtenẽ) Gadeder, — Han (A.) 
lod ham (B.) blive v. fir (9: B's.) Arbeide. 
(Abrahamſon: For af Brugen af fit her 
fan være rigtig, maa Sætningen ſaaledes 
opleſes: A. tillod B., at B. blev ved fir Ar: 
befte.) Bin Broder forærede mig i Saar 
i fin Bihavétre overfedte Biſtader. — Der. 


Konen 


den Regel, at fin, ſom pron. poss. reflex. 


altid maa fvare til Subjectet i Sætningen, > 


ofte meget vanftelig at anvende rigtigt ; ifær 
i ſammenſatte Sætninger; el. hvor Sub⸗ 
fectet er ſtiult. Flere Tilfælde f. bl. a. $ 
Abrahamſons d. Sproglære. 1812. S. 377 
—381.)  ;d.) J Forbindelfe med egen, 
eget, fager fin'et Tillæg i Bemærtelfen, da 
derved undertiden udtrykkes enten ſeerſtilt 
Eiendom eller færftilt Brug ; eler Fillegget 
af egen udtrykker: for fig allene. f. E. 
Konen har finne egne Midler, Indkomſter. 
Sønnen har fin egen Tiener. Han holder 
fin egen vuusholdning. — Gientages fin 


om tv, Perſoner / fom leve ſammen, bemor⸗— 


fer det ligeledes ſerſtilt Brug eller Elendom. 


Faderen har fin (el. fin øen) Zlenet, og 


Sønnen fin. Konen har fine (el. fine eg⸗ 


ne) Midler, og Manden fine. — Paa en 


ganſte egen Maade br. sing. fin og fit £ 
Forbindelſe m. hver; og ligeſom m. dette 
fammenfmeltet t. cet Begreb. Man figer: 
Vi fif, tog hver fin 0: Enhver fik cl. tog 
cen for fig felv, f. fin. Deer. 


af dem fan hver af Eder tage eet.) Dich⸗ 
mans Sprogl. 6. 403. — e.) Ligeſom 
pron. poss. pl. Mine, br. ogſaa Sine (i 
tredie Perfon) for: Elægt, Paarerende, 
Mærmefte. Enhver førger for Sine, f. 
Sines Bedſte. — Saaledes br. ogfaa Sit 
ligeſom Mit og Dit) for: Eiendom, hvad 
der tilhører, tilfommer cen Perſon, f. E. 
Giv enhver Sit, Lad enhver faar Sit 
igien. Arbeidet er ſaaledes fordeelt, at en⸗ 
hver faaer ſit. (T. das Seinige.) f.) 
Dette og et under d. anført Tilfælde ere de 
enefte, hvori fin fan ſtage fom ct Abſolutum, 
eller uden Subſtantiv (hvilket dog fun ſteer 
v. en elliptiſt Talebrug.) — JF andre Til: 


fælde, hvor-man i det Tydſte bruger fe'in J 


— 


"Der ligge 4 . 
ERbler; af dem fan J tage hver fit” (eſler: 


absol. (i det Franſte le sien, la sienne) " 


bruges i Danffen hans og hendes, Huſet 
ev hans. (Das Haus ift ſein“.) Pengene 
ere hendes. Hvis er dette Huus ? — Det 
er hans (”C'est la sienne”,) Det er itfe 
min Bog; det er hans. 

Sind, pl. Sinde. FIS. Sind.] Gang 
(Handlingé Gientagelfe.)- ”Det er ci ten 
førfte Sinde, Kiv m. Elſkop endet blev.” 


Storm. Forældet; men tilovers i: ingen⸗ 


Rg nogenſinde, og i Talordene: tted⸗ 

indstyve (tre Sinde tyve) halvfierdsſinds⸗ 

tyve (halvfierde Sinde Tyve.) 
Sind, et. pl. d. ſ. IJJ. Sinni. 2. Sinn.] 


fer gründede Tilſtand; Hiertelag, Gemnt. 


jvf. Sindeleg, (indoles.) Et fromt, ædelt, 


mildt, ftrengt , vredt, haſtigt 
roligt Sind, At være roli 
iſit S. ”Sind indbefatter Briccr end den 


(20 t) 


heftlat , 


Sindet P 


Aa. Inpbegreb af Siclens, iſer p. Folel⸗ 


Aa 


Sind. 
J 


blotte Villie; og v. Sind forſtaaes Villien, 
i Forbindelſe m. alt det Indvortes, f. ſaa⸗ 
vidt dette har Sudfindelfe p. den,” Mer. 
Der er ct ondt S. i hjerte. (Moth.) — Deraf 
adj. findet i de Sammenſ. iilfindet, ildes 
fndet, jævnfindes, færfindet, 0. fl. [Bind 

ar i vort Sprog et [langt mere omfattende 
Begreb, epd det tydſte Sinne (fvf., Howitz 
om Affindigh. og Tilregnelſe. S. 1.) og ind: 
befatter egentlig Menneſtets hele indre Til⸗ 
iftand, med Henſyn faavel ft. intelectuclle, 
, fom moralſke Evner og Anlæg, dog meft og 
nærmeft f. de fidfte.] Det udtrykker ogſaa 
i Særdeleshed: 2.) ten, tildeels v. Tempe⸗ 
rament og andre phyſiſte Aarſager fremvir⸗ 
kede Tilſtand ell. Stemning, ſom betinger 
Maaden, hvorpaa vi føle vor egen Tilvo⸗ 
velfe, Saaledes: at have et let, tungt, 
muntert, traurigt, lunefuldt, Inftigt, ” ros 
ligt, bevægeligt Sind. 3. Begiere⸗Ev⸗ 
nens Yttringer i Giælen: Villie, Hu, Lyſt, 
Attraa. (3. Sinna.) Saamqnge Hoveder, 
faamange Sind. Ordſpr. Hun har ti Sind 
over et Dørtrin (om den Vægeljintede, Uſta⸗ 
dige.) Et høit Sind. At faae gt andet 5. 
»Een haver Sind til Gierrighed, en Anden 
t. Dverdaadighet.” B. Thott. “ 
hans Natur dog ſaadan, at hans Sind vil 
føre ham dertil.” Samme, “En god Dillic 
frembringer en god Gierning; et godt Sind 
bevarer en god Opforſel.“ Miller, Hendes 
Sind (Hu) ftaaer ikket. Verden. — At faae 
i Sinde, have i Sinde (fatte, have ct For⸗ 
fæt.) ”Hvovr Fom det dig i Sinde, faa 
haardt at plage og forfølge faadan Mand ?” 
Holb. P. Paars. At ſlaae noget af fit S. 
— Til Sinds: San er nu bleven anderles 
des ft. Sinde. Jeg var til Sinds, at rei⸗ 
fg; men har betænft mig. ”Til Sinds en 

yſt m. os at prøve,” C. Frimann. "Det 
NE ifte efter mit Sind, Heraf: egenfin⸗ 
dig, ftivfindig, vægelfindig cl. vægelfinz 
det. 4. Andre Bemarkelſer, hvori dette 
Ord tilforn har været brugt (og endnu br. 
i nd, Svenſt og Islandſt) ere i Danſten 
deels —— og ſieldne; deels forekomme de 
Fun i afledede Oord. Saaledes: a.) Ten⸗ 
keeöne (Sands, Samling, mens.) At være 
fra Sind og Sands. Moth. “Sielen eller 
Fornuften, fom Romerne forklarede v. Sin⸗ 
det (mens.”) Schytte. „En flig fornuftig 
Mand — fra Sindet faa at demme.“ Holb. 
P. P. At fore fig noget til Sinde (tænte 
derpaa, komme ihu.) ”Det Gode, vi have 
nødt, det føre vi og iffe igien til Sinde,” 
B. Thott. ”Saalænge maa ogfaa hine 
Ord rinde enhver Forftandig i Sinde.” 
Mynſter (Præd. 1823. II. 136.) — Deraf: 
-e flindig, amens, Dyd findig, ſkarpſindig; 
findsfvag, Sindsſtyrke. At befinde fig, 
0. fi. b.) Forſtand, Klogffab, Konſt. 
Deraf : Bindbillede, ſindrig. Sindeto Ga⸗ 
vev (Moth,) » C.) Syccdorf bruger endnu 


308 . 


”Saa ér. 


Sind. ON 


Ordet for: Sicel, Menneſtets aandeltge 
Væfen. “Sindets Kræfter ere fan ædle 
Dele afvort Bæfen.” d.) udvortes Sands, 
Sandſeevne. ”Ligefom alle Menneſter have 
deres fem udvortes Sind,” B. Thott. I. 40. 
— ſindet, adj. [Iél. sinmadr.] 1. fom 
hav en vis Beſtaffenhed, Stemning i Sin⸗ 
wet, iGemyttet. At være vel findet mod 
allc. Han er ikke mere ſaaledes findet imod 
mig, ſom tilforn. (Dgfaa i Sammenſet⸗ 
ninger; ftivfindet, vægelfindet, 2c. f. oven: 
for, Sind, 3.) 2. til Sinde, fom har en 
vis Tanke, et vift Forfæt, Han er itfe ſindet 
at ville afſtaae ſin Ret. = findig, ad). 1. 
fom vel betænfer (befinder) fine Handlinger, 
inden han foretager dem. “En findig Mand 
ev den, ſom gier intet uden Cverlæg.” 
Sporon. En f. Xdfærd, Handlemaade. 
”Gan maa ele baade finding Klogftab og 
diærv Kraft.” Blochs Syneſius. At gaae 
findig t. Verks. (mod. hidfig, overilet.) 
— Sindbillede, et. en (egemlig Gienſtand, 
et Billede, der ſtal minde og om noget aanz 
deligt, ell. hvori en vis Betydning er lagt ; 
et Symbol, Emblem. (Moth. Sneedorf.) 
»Sindbilleder, ſom betegne Gudernes Magt, 
Herredemme og Forretninger.“ O. Guleb. 
”Zil Hekate offredes en Hund, dette Sind⸗ 
billede p. Troſtab. og Aarvaagenhed.“ 
Schytte. — ſindrig, adj. ſom har, ell. ſom 
vidner om Forſtand, Ktkogſtab, Opfindſom⸗ 
hed; klogtig, vittig. (inzecniosus.) Moth. 
Heraf: Sindrighed, em ud. pl. “Et Folé, 
ſaa vin bftibellgt og v. Landets Beſtaffenhed 
tvunget f. Sindrighed.“ Q. Guldb. 

Sinds beſtaffenhed, en. En vis Beſtaffen⸗ 
hed i Sindet; ”det hele Forhold imelem 
et Menneſkes, Villie og alt det Indvortes, 
fom fan virke p. ſamme.“ Muͤller. (f. Sind, 
1. og Sindoforfatning.) Sindsbevegel⸗ 
fe, en. den Tilſtand, hvori Eiælen fætter v. 
Indtryk, ſom virke ſtæorkt og dybt p. Folel⸗ 
ſen, ſom bringe Sindet ud af dets ſedvan⸗ 
lige Ligevægt; Affect, Sindelidelſe. (Muͤl⸗ 
ler forklarer det ved; “en indvortes Folelſe, 
der vttrer fig,m. en vis Styrke;“ og anſeer 
det fremmede Affect f. et ftærfere Udtrvt, 
end Sindsbevegelſe.) Sindsforandring, 
en. Forandring i Sindet, Zæntemaaden, Ge⸗ 
myttet; Sindſtifte. (A. Orſted.) Sinds⸗ 
forfatning, en. d. ſ. ſ. Sindsbeſtaffenhed 
(men mere brugeligt.) Sindefred , en. 


"trolig Sindeforfatning, Fred i Sielen, Fred 


m. fig ſelv. “'Og Sindofred ſmiilte af det 
matte Mic.” M. S. Buchholm. Sinds⸗ 
gaver, pl. f. Aandsgaver. (det førfte egent⸗ 
lig: Gaver, fom tilhøve Sindet, udvinde 
af Gemyttet.) ”Wan fantt Dyder og 
Sindsgaver hos Fruentimmerne, ſom 
Mandfolkene p. andre Steder allene tilegne 
fig.” Bagg. N. Klim. ſindskarſte, adj. 
ſom intet mangler p. Sind og Forſtand. 
(Baggefen,) Sindokraft, cen. Styrke i 


4 





” Sind. . 
Sindet, Sialétraft, Aandskraft. Sinds⸗ 
krænkelſe, en. Krenkelſe, ſom virker p. 
Sindet; Xrgrelſe. Sndslethed, en. ten 
Beſtaffenhed i Sindet, ei at tage fig Tin⸗ 
gene nær, ell. hengive fig t. megen og varig 
Sorg over noget. Sindslidelſe, en. 1. 
d. f. ſ. Sindsbevægelfe, ell. en hoiere Brad 
af denne. 2. Undertiden br. det (mindre 
rigtigt) for; Lidenſtab. ”Plato falder El⸗ 
ſtov en ſlem Sophiſt; men alle Sindoli⸗ 
delſer ere det.” Rahbek. Tilt. V. 397. 
Sindvbolyſt, en. hvad der forlyſter Sindet, 
fætter i en behagelig Sindsſtemning. 
Sindsnærværelfe, en. d. ſ. ſ. Aandsneær⸗ 
vœrelſe. (Treſchow.) Sindsro, Sindsro⸗ 
lighed, en rolig, af ingen Sindslidelſer 
forſtyrret Forfatning i Sindet. Sinds⸗ 
ruus, en. fig. en Tilſtand, hvori enkelte 
Sicleevner have opnaaet en meget hoi Grad 
af Virkſomhed, imedens de ovrige derved 
ere fvætføde, ”En Sindsruus, fom i 
gerftningen, iffe tillod os at iagttage det 
minifte af hvad der omgav os.“ Bagg. 
Sindsftemning, en. pl.—er. en Sindefor⸗ 
fatning, vi tænke os ikke ſom beſtandig, ved⸗ 
varende hos Menneſtet; men forbigagende, 


ell. grundet i tilfældige Aarſager. (ſ. Stem⸗ 


ning.) Sindoſtorke, en. ud. pl. d. ſ. ſ. 
Sindskraft. Sindsſvaghed, en. (jvf. 
Sind, 3. a.) den, ved legemlige Aarſager 
bevirkede Tilſtand i Siælen, hvorved Men⸗ 
nejfet, for en længere Tid, er berovet For⸗ 
nuftens fulde Brug (Sindsſvaghed udtryk⸗ 
fer en ringere Grad, end Afſindighed, Ra⸗ 
feri.) indsfvætFelfe, en. Svætfelfe af 
Forſtands- eller Siælefræfterne; ell. bes 
gyndende Sindsſvaghed. Sindsſygdom, 
en. enhver vedvarende ſygelig —28 i 
"Ciælen, ell. en ſaadan, der formindſter, 
flover dens frie Aandsvirkſomhed. Sinds⸗ 
ſoge, en. Sindsſygdom. (Rahbek.) Sinds⸗ 
tilftgnd , en. Sindsforfatning. Sinde: 
uro, en. det modfatte af Sindsro. (OH. 
Bull.) 
Sindelag, ct. [af Sind, indoles.] den 
vedvarende 'Bertaffenhed af et Menneſtes 
Sind; den vedvarende Stemning, fom dets 
Folelſer, Villie, Attraa danne i Glælen, 
fornemmelig m. Øenfyn t. dets Forhold t. 


andre Skadninger; dog ogſaa til Maaden, 


hvorpaa Menneſtet yttrer fin egen. Tilvæs 
relfe. Et venligt, blidt, fredeligt, bittert, 
menneſtefiendſt Sindelag. ”For faavidt 
Sindsforfatningen betragtes ſom noget, der 
har faft Grund og altſan Varighed, kaldes 
tet Sindelag.“ Muͤller. jvf. Charakteer, 
Biertelag, og Sind, 2. — Imellem Sinde⸗ 
lag og Sind i denne Bemærk. (No. 2) er i 
Brugen den Forſtiel, at det førfte mere 
gaaer ud p. Menndftete moralſte Beſtaffen⸗ 
hev; det fidfte p. den hele indvortes: Stem⸗ 
ning, ikke allene f. fagvidt denne fan være 
afhængig af Folelſer; men endog af phyſiſke 


⸗ 


Er 


Indvirkninger. Man bruger derfor ikke let⸗ 


felig (fom P. €. Måler) det Udtryf: et 


muntert Sindelag. . 
Sinder, ell. Sinner, en. pl. Sindet ell. 
Sindre. 1. Gnifter, ſom ſpringe fra glo⸗ 


ende Jern, der hamres. Moth. (J. Sindur.) . 


2. Aſke, fom falder fra brændt Zræ. (Moth, 
E. Cinders, Kul;m. m.) 3. Skum af ſmel⸗ 
tet Metal. A. S. Sinder. (Moth, der ogſag 
har adj. findret, ſtorknet. ſindret Blod.) 

Singron, n. s. en Plante, ſom beholder 
fine grønne Blade om Vinteren. Vinca 
minor. (T. Singruͤn.) 

Sinke, en. pl.-r. [IZ. Zinke. ct Slags 
Bleſehorn, Krumhorn. Deraf: Sinke⸗ 
blæfer, en. i 

Sinke, en. pl.-r. [af feen,] Den, ſom 
ingen Fremgang gier i det, han lærer. 
”Men m. Grunde bevife, at de Gamle i 
Kundſkaber og Genie vare ſande Sinker 
imod 06.” Rahbek. (Sinkelectie, tilfovn : 
den nederſte Claſſe i cen Skole.) 

1. Sinte, v. a. 1. [I. seinka, af seinn, 
[cen] hindre, giore Ophold. At finte een i 
hans Arbeide. Det vil f. mig formeget p. 
Veien. Det finfede ham, at han maatte 
gaae ind underveis. — Deraf :, Sintelfe, 
en. “Sinkelſe feer altid imod vor Billie, 
og undertiden med vor Uvillic,”” Sporon. 

2. Sinte, v. a. 1. fælde i. At ſinke en 
Stolpe i eu anden. (Moth.) . 

Sinner, f. ovenfoͤr Sinder. 

Sinnober/ en. ud. pl. ct Mineral; en 
Blanding af Bvægfelv og Svovl, fonr gi⸗ 
ver ct, rødt Farveſtof. Skrives ogſaa: 
Jinnober… 

Siokke, en. pl.-r. i dagl. og lav T. og 
iſer om Avintfolf: den, ſom gager ſtiedes⸗ 
løft, flæbende , hvilket udtrykkes v. v. n. 
at fiofke. ”Mens Fiſterkonen hiem fra 
Stranden ſiokker.“ Anderſens Digte. (1830, 


Sirkel, én. f. Cirkel. 

Sirts, ef. pl.-er. det fineſte Slags fars 
vet Kattun. 

Sirup, en. 1. den tykke Sukkerſaft, 
fom finder fra Sukkeret, naar det koges el, 
raffineres. 2. i Apothekerne: en med Suk⸗ 


ker indkogt Saft af Urter. (Arab. Sørup. ” 


Fr. Sirop.) Deraf: Sirupskrukke, Si⸗ 
rupstonde, o. fl. 

Sife,-en. ud. pl. [af det T. Accifſe. N. 
S. Ziſe.] Afgift, ſom betales af Fodeva⸗ 
ter, der indføres i en Kiebſtad; Porttold. 
— Sifebod, en. Huus, hvor Siſen betales. 
sifefede sen. ftriftligt Beviis f, betalt 
Siſe. — —— v. a. at ſiſe, betale 
Siſe af. At tife fine Varer, ſ. dem ind. 
Vi har to Tonder Korn at ſiſe. W 

Sisgen, en. pl. - er. en Fugl af Finke⸗ 
Slægten. Fringilla spinus. | 

it, pron. poss. n. af fin. (f. ovenfor.) 
Staaer undertiden fom Subſt. At giøre 


4 


Sindelag — Sit. me 


X 


J 


Vildenderne 


ger; f. 


1. Menneſtet 


U i 


Sit — Siel. 310 


Sit 't, noget a: gisre hvad man formaaer, 
giore fit Bedſte. Hver git t. Sit, hiem til 
Sit. At give enhver Sit (ikke, efter den 
ellers gieldende grammaticalſte Regel: en⸗ 
hver hans.) 
Siunge (hvoraf partic. ſiungen, ſiun⸗ 
get) f. fonge. NOE . 
Siv, et. pl. d. f. [I. Sef.] et Navn, fom 
gives flere Vandplanter, f. E. Scirpus la- 
dustris. Juncus conglomeratus, o. fl. 
Hornemann.)  ”Det nøgne Siv, tynd⸗ 
ænglet, hæver fin Stilk v. Kildens Rand.” 
J. Smidth. At ſtœre Siv. Ogſaa ooll. 
ve Rede i Sivet. — Deraf: 
Sivblomſt, Sivbund (hvor Siv voxer) 
ſiofuld, adj. (rig p. Siv) Sivgræs, Siv: 
knippe, Sivfurv, Sivmagtte (Kurv, 
Maatte, flettet af tørrede Siv) ſivſtior, 
adj. ſtisr, fom et Siv (Ohlenſchl.) 0. fl. 
Give, v. n. 1. her. 1. vinde fågtelig, 
frænge ſig langſomt igiennem fine Aabnin⸗ 
. i Sand, Jord ⁊ꝛc. (“deſiuere, 
er tacitos meatus & rimas penetrare.” 
bre.) (Sv. siga.) Her fiver Vandet 
igiennem. ”Snee — ſom langſomt fiver 
igiennem Tangen og udvaſter Saltet.“ 
Olufſen. 
har ogfaa en anden Bemaerkelſe: Bandet 
figer ell. ſiger ned o: ſunker, falder. J. 
iga.) 2. fvinde hen, ſvinde bort, tæres 
hen. tabescere. CaRoth,r der ogſaa har det 
ſom v. a. for: udtære, giore mager.) 
Siæl, en. pl-e, [IX Sal. A. 6. Savel.] 
s Aand, det ulegemlige Væfen, 
Der udgior den aandelige Side af Menneſtets 
Natur, og virfer i og giennem Legemet ell. den 
phyſiſte Organisme, indtil begges Forening 
v. Døden ophører. Siælen figes at forla⸗ 
de, ht ſtilles fra Legemet v. Døden. De 
Afdodes Siæle. absol. br. det fun om den 
menneſkelige Siæl (f. E. Siæl og Legeme. 
Siælens Kræfter, Udedelighed. Jvf. Aand. 
”Wcd Sielen tæntes blot det uſynlig Virk⸗ 
ſomme hos Menneſtet, I Modfætning t. Les 
gemet. Ved Aand fan tænfes: ct ufnnligt 
æfen i Alm. i Modfætning t. Materien.“ 
P. E. Muller.) Meñ ogſaa om Dyrenes 


Epvne t. at danne fig Foreſtillinger, at for⸗ 


nemme, begicere, m. m. bruges Udtrykket: 
Dyvrenes Siæl. (Nan bruger ofteſt sing. 
Sporgsmaalet, om Dyrene have en .Siæl, 
Dog ogfan pl. Dev er ſtrevet meget om 
Dyrenes Siæle,) 2. uegenti. ell. i ind⸗ 
trænet Betydning: Menneſtets indre Fo⸗ 
elfe,. Sind, Gemyt, den moralſte Side af 
den menneſtkel. Aand og dens Evner (dog 
br. oftere Sine, Ʒcte En hsi, ædel, 
ftor, lav, nedrig 8.  ”Siælen fan være 
øm og deeltagende; den fan opflammes t. 
Vrede, og torſter efter Gævn.,” Muller. 
Det gaaer mig t, Siælen, ſmerter mig t. 
Siælen, At læfe i Anſigtet hvad der⸗boer 
i Sixlen. Dexaf ogfaa 3. fig. et. Bon 


. 2000 Siæle. 


Siecrll — Sielencring. 


ſen, begavet m. en fornuftig Sicel, et Men⸗ 
neſte. (meſt i d. Tale.) Det er en god, 
from, nedrig S. Der var ikke en levende 
Siæl i hele Huſet. Feige Siæle ræddes f… 
den mindſte Fare, fom den Mobdigcæl en⸗ 
ang mærker, ”Den fvage Siæl fan ikke 

fatte nogen kraftig Beſlutning.“ Muͤller. 
(Undertiden for: Indbyggere. Byen har 
4. fig. det, ſom giver en 

ting Liv, Virkſomhed, Virkekraft, el. fom 
er den væfentligfte, vigtigſte, nodvendigſte 
Deel af Tingen. SKiærlighed er Siælen i 
alle Dyder. Han er Siælen i det hele For⸗ 
bund. Retfærdighed er Siælen i al Lov⸗ 
givning. ”De, fom troe at Brede er Six⸗ 
len i Tapperhed og Misundelſe Stræbfomz 
heds Spore.” Bagg. N. Klim. = a.) 
Siæleangejt, en. Angeft, vedvarende Skreck 
i Sindet. (f. Pierteangeſt.Sicælebod, 
en. 1. aandelig Bedrovelſe, Poenitentfe. 
(Kingo.) 2. Omſorg f. Siælens Zarv , 
aandelig Troſt og Forbedring. ”Og fiat. 
Siælebod hun m. Foetrængte fig forener.” 
Frimann. Siælcevne, en, En enkelt Evne 
cu. Kraft i Siælen, for fig betragtet. 
Siælefrcd, en. den Tilſtand I Sindet, hvori 


At five bort, five hen. (Moth“ det ci føler indvortes Uro, Utilfredshed ell. 


Samvittighedsnag, Sindsfred. (Baggeſen.) 
»Hans Sorg var blandet m. Siælefred og 
Troſt.“ Jacobi. Siealefryd, en. Siæle- 
glæde. (Grundtvig.) Sialefode, en. fig. 
om det, fom p. engavnlig, lærerig ell, under⸗ 
holdende Maade fnfjelfætter Siælen og Zænz 
keevnen. En ſaadan Bog 'er en fand S. 
”De Digtere, hvis Læsning var hans Mor⸗— 
ſtab og Siæleføde,” Jacobi. Siælegaz 
ver, pl. i de catholſte Tider: Gaver i le⸗ 
vende Live el. ved Zeftamente t. derfor at 
lade Sicelemeſſer leaſe⸗ Sialegift, en. det, 
der er fom Gift, el. til ſtor Fordærvelfe f. 
Siclen. (Rahbek.) fiecleglad, adj. meget - 
glad, inderlig, hiertelig glad. 1 Sicleglæ⸗ 
de, en. En meget levende Glæde, hoi Grad 
af G.  Siælehyrde, en. fig. d. f. ſ. Siæs 
leſorger. Siclehoihed, en. aandelig Høi: 
hed, Hoimodighed; et over det Almindelige 
opløftet Sind. (Baſth.) JIroniſt: “Alle 
de, fom m. ſand Siaglehoihed fee ned p. 
Ait hvad danſt er.” Rahb. ſiælekarff, adj. 
ſom har en fund, ufordærvet, af ingen Nag 
ængftet Siæl, (Ingemann.) Siælcdære, 
gen. Lære om Stælens Veſen, Evner og 
Egenftaber; Pſychologie. Sielemaler, en. 
den, fom har Cvne £. at flildre Menneſtets 
aandelige Natur og dens Virffomhed. “Hvor 
er den Siælemejer, der m. fornøden Kraft 
udfører diſſe ſtrokkelige Skildringer!“ Rahd. 
Siælemeffe, en. Meſſe, fom I den catholſtke 
Kirke læfes f. Afdødes Stæle, i den Meniug 
at forforte deres Ophold i Stiersiſd. Siæz 
lenydelfe, en. aandelig, intellectuel P.. (Bag: 
gefen. Labyr. I, 342.) Siælenæring, en. 
fig. det, fom nærer, hanner, fordrer Sixz 





Sd 


Ud 


Siælenæring — Sicelsſtyrke. 311 


len. Den gavnlige Siælsnæring Oplys: 
ning.” Rahb. Siealeplage, en. det, ſom 
plager, ændfter Sixlen. (Kingo.) Six⸗ 
leprove, en. Prøve, ſom foretages f. at 
fomme t. Vished om Sindets Forfatning, 
om Tenkemaaden, e. d. aandelig Provelſe. 
(Sibbern.) Sielero, en. d. ſ. ſ. Siælez 
fred. Sicleruus, en. fig. en Tilſtand, 
hvori viſſe Siclekræefter ere meget overs 
foændte; exalteret Sicloͤtiſſtand. “Kan 
man drikke fig en Ruus i bar Luft ? ſpurgte 
jeg. Den fuldkommenſte Siæleruus, fvas 
tede han.” Bagg. Sieleſorg, cu. 1. 
en levende, dybt følt Sorg, Hierteſorg. 2. 
Dmfvig f. Siælen, -f. Menneſtets aandelige 
Zarv. ”Zienden blev hans førfte Omhu, 
Siæleforgen den fidſte.“ Malling. - Sie⸗ 
lejørger , en. En Præft, Religionslorer, 
m. Denfyn t. hans Menighed cl. et enkelt 
Medlem af denne. “Sin Sieleſorger nu 
faſt ingen elſter meer.” Holb. P. P. jælez 
ſevn, en. 1. Tilftand, hvori nogle troe, at 
" Giælene, efter Adſtillelſen fra deres Legemer 
ville befinde fig. Roge have antaget en 
Siælefovn indtil p. Dommedag.” 5 E. 
Muͤller. 2. Dorſthed, Slovhed i Sielen: 
fielctom, adj. fom har cen tom Siæl, ube⸗ 
tydelig” Aand. (Rahb. Ingem.) Siæie⸗ 
troſt, en. Troſt f. et modfaldet, bedrøvet 
Sind. (C. Frimann.) Sialevandring,en. 
En menneſkelig Siæls Overgang efter Døden 
i ct andet (menneſteligt ell. dvriſt) Legeme, 
ell. i flere egemer efter hinanden. Siælezs 
ven, en. En Ben, man foler fig bunden t. 
med inderlig Hengivenhed, ligeſom v. ef aarts 
deligt Slægtjtab. Sielevirkning, en. V. 
af Stælsfræfter, Dyrenes Kundſtab, Tan⸗ 
ker og Sieglevirkninger.“ Eilſchow. ſiale⸗ 
vækkende, adj. v. ſom vælter Siælens Evner 
og Virkekraft. “ Tvende af de meſt fiæles 
væffende Phænomener.” Bagg. “Et ſiæ⸗ 
levætfende Blik.“ Samme. Siæleværd, 
et. aandeligt Bærd, Aandéværd, moralſt 
B. ”Som arvet Scepters Zab mm. Siale⸗ 
værd erſtatter.“ N. Brun. — b.) fiælfuld, 
adj. ct nyt, ſielden forekommende Ord. (f. 
Siæl, 2.) ”pvad der har et liveligt Udtryk, 
ell. bærer Præg af ftærfe Folelſer, fan kal⸗ 
des frælfuldr.” Muller. ”Ct ſiaelfuldt 
Die.” Ingemann. ælles, adj. fom ev 
uden Siæl, ubefiælet, ”Siællofe Dyr.” 
Evald. “En blytung, false Dvale.“ S. 
Staffeldt. (ſiæleles. 
Stemme! jeg din Spot dog lide maa.“ 
Bording. I. 266.) c.) Siælsevne, en. 
d. f. f. Sielcevue. Siealskraft, en. 1. 
Sicleevne, enfelt Kraft i Sielen. 2. d. 
ſ. ſ. Sicleſtyrke, Aandskraft. 
ning, en. En vis herſtende Zone el. Be⸗ 
ftaffenhed i Slækgys indre Virkſomhed. 
Sieæls 
ſtaae Virkningen af Lidelfer, Sorger og 


andre udvortes, heftige Indtryk, ell, tilei 


N 


8 ø 


. med f. Haand. 


Siælsftem-= " 


ftyrke, en. Cyng i Siclen t. at mod⸗ 


Siæléftyrfe— Staar. 7 


at lade fig nedflaae, nedtrykke af faadande. 
Siælsyttring, en. pl.-er! udpovtes Yttring, 


Virken af en Siælecune. (Sibbern.) og fl. 


Siællend, n. pr. ſSiolund, ell. Soland. 
Sôl. Sæland, Siclund. A. $. Sillend. 5 
Deraf: Siegllandsfar, Indbygger i S. 
”Den, ſom t. Sigllandsfar er ſtabt, bli'er 
aldrig Inde.” Hold. P. Paars. — ſigllandſk, 
ad. ſom hører Sicelland til, er fra Eiælland, 

Skaade, en. f. Skodde. 

Skage fig, v. rec. 1. ſmaaſtee af flabe, 
jvf. ſftabe, 3.] opføre fig, FitÉe, tee fig. At 
ſtaae fig vel, ilde. ”Han"flagede fi 
Fryd fom den, der ei var klog.“ Veffel. 
(Golding. Moth.) Hores endnu ftundom i 
d. Tale.  (”Stit og ſtaae dig vel!” er en 
Talemaade i Sonderjylland. Ufædvanlig ev 
derimod Brugen af Ordet ſom v. a. tdr: 
ſtikke, danne, tilrede. »Thi Synd og Styld 
har ſkaaet mig meget ilde,” Kingo.) , 

Skaal, en. pl.-er og e. IJ. Skak, A. S. 
Scalu,] 1. et rundt, mere dyobt end fladt 
Kar, fer t. Fodemidler cl. Drikke. En 
Suppeſfaal, Melkeſkaal. En Drikkeſkaal, 
Sukkerſkagl. En S. Melk. (ivf. det bes 
—A Skal.) f. ogſaa Zofteſtaal, Vagt⸗ 

aal. 2. ſig. len Drik. Han ſtal kommet. 
at drikke den ſamme S. han har flientet i f. 
andre, Cnbitter Skaal. At dritte Dødens 

Faal, 3. At drikke eens Skaal ad: enſte 
hans Lykke, Velgagende I det man drikker; 
med der Udtryk: Din Skaal! Deres Staal! 
Skaal! min Wen! — Kongens S. blev druk⸗ 
ket. At britte mange Saaler. Skaal⸗ 
pund, et. kaldes i Norge et Pund, fom bes 
ſtaaer af 32 Lod, forſtielligt fra et Bismere 
pund. — 
i Vegtſtaal, forjticil. fra Bismervegt. 

Stalde, v. a. ſ. ffolde. 

Skaane, v. a. 1. IT.ſchonen.] vogte 
for Skade, Forringelſe, Slid, v. varſom 
ell. ved liden Brug; fritage f. noget ubeha⸗ 

eligt. At f. fine Klæder, f. fine Folk. At 
—* een for noget. Skaan mig f. denne 
ſorgelige Forretning. Han føganer ingen i 
fine Skrifter. — Skaanſel, en. Gierningen 


— - 


for 


at ſtaane. — ſtaanſom, adj. ſom er tilbøtelig 


t. at ſtaane. At omgaaes noget ſtaanſomt, 
Deraf: Skaanſomhed, en. 
kaane, en. pr. deraf; Skaaning, en, 
pl.-er. Indbygger i Skaane. —— adj. 

Skaar, et. pl. d. ſ. Stykke af ct ſonder⸗ 


»Echo, ſigleloſe ſlaaet Leerkar; Potteſtaar, Leerſtaar, Tal⸗ 


lerkenſtaar. 
Skaar, et. pl. d. ſ. [af ffære.] 1. Gier⸗ 
ningen at ſtere, Snit, Indſteren. At 
isre ct dybt Sfaar i noget. — fig. Zab, 
ormindſtning, Forringelſe. Skaar i eens 
Indkomſter. ”Man kunde da have nogen 
ætlevning t. at betragte Høitiderne ſom et 
Skaar t vore timelige Fordele,” Snecdorf. 
”Nu giorde denne Beflutning et ſtort Skaar 
i den romerſte Kirkes Myndighed, og i dene 


- ø 4 ⸗ 


v 


Skaalvergt, en. Vogt, ſom veies 





* 


⸗ 


Skaar — Skaberveerk. 


Indkomffer.“ Wandal. 2. indſtgaren Rev⸗ 
ne, Indjnit, Kierv. At (fore Skaar i en 
"Pant. Der er Saar i Kniven, Øren. 
3. At ligge paa Skaar, om Sad eller 
Gres (3: ſaaledes, ſom det er melet eller 
flaact.) ” ”Xt lade den afſtaarne Saed ligge 
paa Skaar, ell. i de Rader, fom Len v. 
Meieredet lægger deri.” Olufſen. 
Skab, et. ud. pl. (korttonet Vocal.) [X. 
S. Scæb. E. Scabb.] ſmitſom Hudſygdom 
hoé Mennejfer og Dyr, Udjlæt (Spedalſt⸗ 
hed.) — ſfabbet, ad). (€. shabbv.) befængt 
m. Skab. — Skabhals, en: et Skieldsord 
i (av, Falebrug. (Weſſel) Skabſalve, en. 
Salve, ſoin bruges mod Skab. 

Stfab,et. (langt a.) pl.-e. [I. Skåpr. N. 
S. Schaap.] Giemme, inorettet m. Hylder 
ell. Knage i, og m. Dør og Lukkelſe for, t. 

at bevare noget i. Bogſtab, Hængeffab, 


Hine, Linnedſtab, Pengeſtab, o. fl. 
Skab — en Endeſtavelſe (fvarende t. 


Jol. skapr og T. ſchaft.) i afledede Sub⸗ 
ſtantiver, der a.) i Alm. tilkiendegiver en 
Weſtaffenhed, hvis Art Ordets forſte Halv⸗ 
deet udtrykker (f. E. Bekiendtſtab, Daar: 
ſkab, Broͤderſtab, Fiendſtab, Egenſkab, 


Klogſfkab, Gledſtkab, Slægtfkab, Ben: 


Aab, Videnſtab 0. fl.) b.) Sieldnere dan⸗ 


ner den (i concret Betndn)) . ef. collectivt 


Subſt. der betegner ſamtlige Gienſtande ell. 
Perſoner af en vig Art, ell. i en vis Kors 
ening (f. E. zt Borgerſtfab, Broderſkab, 
Geſandtſkab, Mandſtab.) Enkelte lignen⸗ 
De Ord bemærte Indbegrebet af de til en 
Gienſtand herende Ciendomme c. d. f. E. 
Grevſkab, Friherſkab, Landſtab. 

Skabe, v. a. 2. [I. skapa. A. S. sca- 
pan.] 1. frymbringe noget, ſom forhen et 
var til, frembringe af Intet, Gud har 
ſfabt Verden. Det ſkabte Alt. 2. dan⸗ 
ne, give Skikkelſe, giere, frembringe. At 
ſ. ſig mange unyttige Sorger. Billeder, 
ſom Phantaſien ſtaber. En —* Krafé. 
Han er.vet flabt (ſtikket, begvem) t. Sø: 
mand, ft. dette Arbeide. Den Plov er uns 


- derlig ſtabt. — Deraf: velſtabt. (jvf. om⸗ 


ſtabe.) 3. fec. at flabe fig 3: tee fig, 
viſe fig i Lader, Fagter, ſtage fig. Ser, 
hvor underlig hun ſkaber fig. fig. ”Staber 
han fig, fom han kunde være redelig, god⸗ 
troende.” Tode, = Skabelſe, en. Gicvnins 
gen at ſtabe. 
Bog i Bibelen.) — Saber, ej. pl.-c. 
ſom ſtaber cell. har ſtabt noget. 
Skaberens (Guds) Varker. 


Den, 
At heundre 
Deraf: Ska⸗ 


beraand, Skaberbud (Bagg.) Skaberev⸗ 


ne, Skaberkraft (»At en ny Side af 
Sklonheden v. Konſtens Skaberkraft er 
aabenbaret os.“ M.) (“Guldets Skabe⸗ 
kraft.“ Evald. III. 281.) Skabervelde 
(D du, ſom over Altem. Skabervalde 
byder.“ Rein.) Skabervark (Gierningen 
at ſtabe. Han fang m. hellig Aand om 


312 


Skabelſens Bog (1. Moſe 


AJ 


Skabervgrk — Skade. 


Skaberverkets Gang.” Grundtv.) og fl. 
— Skabning, en. pl.-er. 1. noget fom cv 
ſtabt; creatura. Den hele Stabning falt 
Det ſtabte.) Hun er en beklagelig ID. For- 
nuftige, ufornuftige Skabninger. 2. hoz 
get, fom er frembragt. Alt hvad vi fee ber 
omfring, ev hans Skabning. En S. af 
Phantaſien. 3. udvortes Skikkelſe, Dan⸗ 
nelſe; Form, Figur. Hun har en deilig 9. 
(Legemsjtabgting.) Dette Skib har en egen 
Skabning. (Miller. vil, at Skabning, 
om ct Legemes Udſeende, kun br. om-det 
menneſkeliga; men ogfaa om Dyr bruges det. 
Denne Heſt har overhovedet en ſmuk Skab⸗ 
ning ; men ten øv ikke feilfri. Dette Dyrs 
Skabning er ganſte indrettet efter dets Le⸗ 
vemaade.) > Skabningsrakke, en. de ſtabte 
Tings, efter viſſe Sſegtſtabs-Love beſtemte 
Følge el. Rekke. »En Plade i Skabnings⸗ 
rætfen.” Skebningsvark, et. det ſtaͤbte 
Alt, den hele Stabning. (I. Rothe.) “End-— 
nu er Gud i Skabningsvarket ftor.” Rein. 

Skabelon, en. pl.-cr. Skikkelſe, Skab⸗ 
ning (Monſter, Lignelſe. Moth.) Peres 
undertiden id. Tale, og f. E. om et Skibs 
Bygning ell. Dannelſe. (Efter Ihres For: 
modning det ſamme Ord ſom tet Sv. 
Skaplynne.) . 

Skaberak, ct. pl. -ker. (et udenlandſk, 
formodentl. tyrkiſt Ord.) Sadeldætten, Ris 
dedekken. 

Skabilken eſl. Skabilkenhoved, ct. ſfor⸗ 
modentlig af Skabelon.] Et af Træ dan⸗ 
net, i Zræ udſkaaret Hoved. (f. Er. af det 
Slags, der tilforn brugtes ſom Hueblok.) 
sf dagl. T. og Almueſproget. 

Skade, en. pl.-r. "Sv. Skata.]en meget 
almindelig Fugl af Ravneflægten, bekiendt 
af fin idelige og ubehagelige ſtrigende Lyd. 
Corvus pica. . 

Skade, en. ud. pl. [3. Skadi.)] 1. 
egentl. Brud, ſom er ſteet p. en Gienſtand 
I dené Heelhed ell. fuldkomne Tilſtand; tet, 
ſom et levende Gæfen ell. en livløs Gien— 
ſtand har lidt v. udvortes Vold; Vaade, 
Sygdom ell. andet Vanheld. At have en 
S. i fin Fod. En aaben, indvortes, gam⸗ 
mel Skade. Digerne haye lidt S. ved Vand⸗ 
flod. At kommeſt. Skade (v. Fald, Sted, 
Saar 0. d.) Huſet har taget Skade. En 

Beenſſtade, Dienſkade. 2. i mere udftraft 
og uegentl. Betydning : Forringelfe , For: 
vanſtning af en Perſons ell. Tings Jil: 
ſtand; Afbrek, Tab (f. E. i Formue og 
Elendom.) At tage S. paa ſin Helbred, 
p. fin Siel. Af &. bliver man klog. At 
blive klog af Andres Skade. Det er hane 
- egen S. (Tab) naar han ikke er varſom. At 
volde, tilfsie een S. At giore Fienden 5. 
Vildtet har giort S. i Kornet, p. Ageren. 
At erſtatte en SS. gibe een Opreisning f. 
hans Skade.Jeg har fun havt Tab og S. 
deraf. At forvinde, oprette ſin S. (Deraf 


. ; i 


Skade — Skadelig. 


Rrandſkade, Krigsſfade, Va ndſtade) 3. 
eHiotijt er den ZFafcbrug: Stade! at hun 
ikke længer er ung! S. at han ikke fom før! 
ior det er at beklage, er et Uheld.) Man 
figer ogſaa: det er S. for den Mand, at 
han fffe har em anden Virkekreds. — Jeg 
fom for Skade og nævncde Mandens Navn, 
og tabte Koppen (I: jeg giorde' det ubetenk⸗ 
fomt, af Vanvare.)  ”At hun omfider fon 
for Skade; og fif en Hals f. fint,” Bagg. 
Men derimod: Han fom til Skade, og ſlog 
Benet. S a.) Skadebod, en. Crfiatning f. 
den Skadd, man har tilfeiet en Anden; 
Skadegield. 
gior Skade, ſtadeligt Dyr. (P. A. Heiberg.) 
ſfadefri, adj. ſom ev uden Skade, uſtadet; 
eil. ſom eikan ſtades. (A. Vedel.) ſtadefro, 
adj. ſom glæder ſig v. Andres Skade. Der⸗ 
af: Skadefrohed, en. ud. pl. (TZ. Rothe.) 
(cl. hos Nogle: SEgdefryd, Mynſter. 
Prœd. 1823. IT. 136.). Skadegieid, en. 
ud. pl. d. ſ. f. Skadebod. Skäadeild, en. 
Vaadeild, ſom gior ell. Fan giere Skade p. 
Byaninger og Gods. (”I noget Tilfælde, 
hvor Skadeild er opkommen.“ Brandf. 19- 
Suk 1790.) ſradelidende, adj. v. ſom li⸗ 
der, udftaaer, ell. har lidt Skade cl. Tab. 
(UA. Arſted.) Skadelyſt, en. Loſtet. at 
giere Andre Skade. (f. nedenfor under v. af 
ſtade.) Skaderacd, et. Raad, fom gives 
forfætlig ell. uforfætlig f. en Andens Skade. 
Skadevand, et. V. fom gier Skade, f. E. 
paa Marken. ”I Tanken nu hander et Ska⸗ 
devand afleder.“ C. Frimann. = b.) Sta: 
deserſtatning, en. d. f. ſ. Skadebod. ſtx⸗ 
deslos, adj. ſom er fri for S. cl, Tab, form 
har faaet Opreisningf. fin SFåde. ” Derved 
bliver jeg ikte ſtedeslss. At forbinde fig t. 


ſtadeslos Befaling (n. Rentes Rente, og. 


Crfratning f. Omkoſtninger i Zilfælte af 
Vreceg.) (Sieldnere fhadelss.  ”Inaen 
dog v. den fig ſfadelos befinder.” Bording. 
li. 352. — Uſedvanl. og ubrugel. er An⸗ 
vendelſen af dette adj. for : 
Skade. Guldb. V. pift. I. 2. 748.) 
hotte een ſtadeslos. Deraf: Skadesloshol⸗ 
delfe, en. ”den Handling, hvorved man ſik⸗ 
krer en" Anden fuld Crftatning f. ten Stade, 
han f en vis Anledning har lidt.“ Muller. 
Sfade, v.a.1. [Den pasſiv. Form br. 
fielden.) gisre Skade volde Skade, Tab, 
Afrmbrœk. (det Modſ. af Ravne, nytte.) Dette 


Forbud har fadet. Handelen. Han fader 
fig v. fin uforſigtige Tale. Det flader Dels 
breden. Det fhader Sæten. Notter det 


itte , faa ffader det iffe heller. — Skade⸗ 
lvſt, en. Lyſt, Attraa' t. at giore Andre 
Skade. ”Hvor Forbrydelſens Milde ligger 
i blot Skadelyſt.“ Ørfted. — fladelytten, 
ad;. ſom har Skadelvſt,har Glæde af af 
flade. (Engekst.) Skadefind, et, Sind t. 
at ville ſtade. OT 
Skadelitz, adj. ſom vider Slade; er til 


e 


313 


Skadedyr, et. Dyr, ſom 


uſtadt, uden . 
åt 


⸗ 


Sladelig — Skaglereb. 


Stade. (modſ. gaviilig, nyttig.) ſtadeli⸗ 
e Dyr. ” Det er ſtadeligt —— 
Deraf: Skadelighed, en. (modſ. Gavn⸗ 
lighed).— 

Skeffe, v. a. 1. volde, af noget kommer 
tilſtede, bringe til Veie. (Gt efter det T. op⸗ 
taget Ord, ſom har fortrængt det danſtke: 
at fee.) "At f. cen Penge, Hielp. At f. 
fig Klader, Bøger. Jeg maa fee at fFaffe 
mig Fred. — Skaffe af. At 
noget 9: ſtille ham derved, befrit ham derfor. 
J di: fine unvttige Tieneftefolt f. afs 
kaffe. 
da: bringe bort, af Veien, t. Site. 
cen hemmeligen” bort, — At faffe frem, 
bringe for Dagen, bringe tilſtede. Saale: 
des ogſaa: at ſkafſe cen hicm, fi noget ind 


af. 
At f. noget afveien: — gt bort 
At ſ.“ 


cen af med | 


ell. ud, ſfaffe tilbage, tilſide, ſtaffe een over 


Vandet, m. fl. Talemaader. 


fie 
Skaffe, v.n. 1. (har.) br. allene i Skibs⸗ 


ſproget for: at holde Maaltid, ſpiſe t. Borde. 


Mandſkabet har endnu ikke fraffet. (Jdet 
N. S. er ſchaffen ogfaa: at rette Maden 
an. ſ. det folgende.) | ' 
Skaffer, vi. pl.-e, den, ſom v. Bryllup⸗ 
per og andre Gilder har Opſon m. Mad og 


Dritfe, m. Gieſternes Bevertning og Orden ” 


v. Bordet. (nu næften forældet.) 
Skafot, et. ſ. Retterſted. 
Skaft, et. pl.- er. ſI. Skapt. A. S. 

Sceaft, Stang, Spod.J 1. det, hvorved 

en Ting holdes i Haanden, færdeles naar 

det er af'en trind, noget lang Skikkelſe. 

Saft p. en Øre, Kniv, Skee, ce, m. m. 

At jætte en Kniv i Skaftet. Et Spydſkaft, 

Hreſkaft, Boſſeſkaft. Stovleſkaft. Soi⸗ 

leſtaft (Bullen, den mellemſte Deel af Sei⸗ 

len.) 2. Hingſtens Avlelem. ſHoll Schaft. 

Sv. Skap. Jil. Skanf.| — ſtaftet, adj- 

fom har Skaft; forjunet m. Skaft. (Moth.) 

Skafte, v. a. 1. fætte Saft paa, for⸗ 
ſyne m. Skaft. At ſtafte en Boſſe, en 
Øre. Moth. (hedder ogſaa: ffæfte.) 

Skaftehavre, en. ud. pl. [Sv. Skaft- 
havre.] hoſtet og utorſten Havreſed. At 
fore Heſte m. Skaftehavre. ſev. Skaft, 
et Straa, Kornſtraa. A. S. Sceaf, Sceaft, 
Knippe, Neg.] 

Skatze, v. a. 1. IA. S. scacan. Sv,. 
skaka.Jervſte, bevæge ſterkt. (brugeligt i 
Iylland og i Norge.) “Kan Storm et mo: 
digt Hierte flage?” Tullin. 


Skage, v. a. 1. At flage Hor ell. Hamp 


oa: aftage den vdre Skal af de tarre Steng⸗ 
fer; ſticette. (Moth. Hornemann.) 
Skagle, en. pl.-r. ſa. &. Scacml, li- 
amentum, nervus. &v. Skakel, J. Skö- 
kun temo.| 1. de Reb, ſom gaac frå Ses 
lerne til Svinglerne p. erf Vogn, og hvårved 
Heſtene trætte. 2. Skagle ell. Skagel ps 
en Rok da: den Træftof, ſom naaer frå Ares 
len t. Trædeladet. (Moth.) = Stuglereh, 
et. Reb, hvoraf Skagler gidres. Skag⸗ 


led 


—4 


Staglerem — Staldyr. 


lerem, en. Lederrem, ſom bruges i Stedet 


f. Rcb"t. Skagler. Skagleſtænger, pl. 


— Rræftænger, fom bruges, ifær p. Cenfpæn:s 


— 


dervogne, i Gt. for Skagler. 
Sktak, adj. pl. ſtakke. ſJ. skakr.]. ſom 


viger af fra den lodrette ell. vandrette Linie; 


fora, ftiev, heldende. Brættet ligger 
akt. Huſet er fFakt t. den ene Side. — 
fatte, v. a. 1. giore noget ſtakt, give en 
Sfraaning, bringe I en ſtxaa Linie. (Moth 
har ogſaa Van. flalfe, aae ſtievt, gaae af 

Veien. At ſtakke til Siden. At Katte 
fig. Arreboe. 88.) — Skakning, en. 1. 
Skraaning, Helding. ”Murens Skak⸗ 
ning.” (I. Kraft.) . 2. en ſtak Flade, en 


… SØkraaplan, (Kraft Med. &. 723.) — Sal: 


fevn, en. En Seng, hvis Stolper fun p. den 
ene Side nage op t. Himmelen, og hvis Over⸗ 
deel paa den anden Side gaaer ſtak opad. 
Skak, n. s. ud. Art. og Beining. Gt, 


agſaa i Norden, fra eldgamle Lider bekiendt 


Å + 


pil m. 32 Brikker. — Skak! et Udtryki 
Spillet, ſom bruges naar Modſpillerens 
Konge ſtaaer I Skak, ell. fan flaaes, hvil⸗ 
ket hedder: at byde Skak. — Skakbrikke, 
en; En af de 32 Brikker i Skakſpil. Skak⸗ 
bræt, ct. Bræt, inddeelt 164 Zavl ell. lige 
ſtore Flirkanter, 
Skakſpil, ct. 1. det Spil, ſom kaldes 
Skak. Skakſpillet fordrer ſtor Opmeek⸗ 
onbed. 2. Camtingen af de Brikker, ſom 

øret. Spillet. Et Skakſpil af Elfenbern. 
Skakſpiller, en. den, ſom forſtaaer at ſpille 
Skak. Skaktavl, n. s. Skakſpil. (foræl- 
det.) At lege Skaktavl. 

Skakkre, v. n. 1. (har.) -[T. ſchak⸗ 
kern.] id. Zale: handle m. gamle Sager, 
Smaating og Ragerier, ifær v. at vandre 
om f. at fisbe og fælge bem. (n. Ord.) 
Deraf: Skakkrer, en. ”Ordet Skakkrer 
er overført fra Tydſk, og iſeet brugt om 
Jøder, fom fra Arilds Tid dreve denne 
Handel.“ P. E. Miller. 

Statt, en. pl. -er. IT. Schacht. Sv. 
Skackt.] kaldes v. Bicrgværfer et fra Jor⸗ 
dens Overflade I Dybet tilveiebragt, ſedvan⸗ 
ligen fiirkantet Hul cl. Rør, hvorigiennem 
Arbeiderne fare ned i, og. op fra Gruberne, 


— 
— 


Walm ell. Erts ſtaffes op derfra, ligeſom og 


det i Gruberne ſamlede Band, m.m.  . 
Stel, en. pl.-ler, [A. &. Scala, Scea- 
la. Jél: Skal. Ihre.]) Et huult (ſædvanl. 
haardt) Legeme, der giemmer ell. omgiver 
et andet blødere, cl. en Kierne. Saale⸗ 
des: Hierneſtal, Muslingſtkal, Noddeſtal, 
Xggeſkal, Oſtersſtal, ꝛc. Krebſens, Skild⸗ 
paddens S. “Skiondt født t. Skal, han 
ſtolt vil være Kieerne.“ Ohlenſchl. At fee 
mere p. Skailen, end p. Kiærnen (mere p. 
det udvortes, uvæfentlige, end p. det Vir⸗ 
kelige, det Indvortes.)Skallen vp. Æbler 
o. fl. Frugter. (jvf. SFæl.) = Skaldyr, 
et. pl. d. f. Bloddyr, fom leve inden i en 


2 
£ 


314 


hvorpaa. ſpilles Skar. 


e 


Skaldyr — Skalkagtig. 


haard (enkelt el. dobbelt) Skal. Skaler⸗ 
fer, pl. Erter, hvis Bælge ikke ſpiſes; Pil⸗ 
erter. (Olufſen. Landoec. 307.) Skalfiſt, 
ſ. Skalfiſft. Skalfrugt, en. Træfrugt, 
forfynet m. en Skal. (Shlenſchl.) Skal⸗ 
qværn, en. (el. egentl. Skallequcern.) 
værn p. Ørynmeller, hvorpaa Kornet 
ſtalles. — føglle, v. a. 1. tage Skallen af, 
ftiælte, At ſtalle Kornet t. Gryn. — ſkal⸗ 
es, v.n. pass. ſtalledes. gaae af fom en 
Skal, falde af lidt efter lidt. Huden ſtktal⸗ 
les efter denne Sygdom. 

tal, præs. af ſtulle. ſ. ſtulle. 

Skald, en. (Digter) ſ. Skiald. 

Skaldepande, en. pl. -r. [Isl. Skalli, 
bart Sted, ogſaa p. Gavedet.] egentl. cen 
ſtaldet Pande; men betegner i dagl. og lav 
Tale: den, ſom er ſtaldet. | 

Skades, v. n. pass. blive ſtaldet. At 
ffaldes i Naffen. (Moth. I. skaldaz.) 

ætaldet, adj. ſEv. skallog. Jél. sxkol- 
lottr; og skalda, at giore ſtaldet.) 1. bar 
for Haar, hvor de ſtulde være; fom har mis 
ftet Haarene. Han er ſtaldet paa Forhovedet, 
i Iſſen, bag til. Faaret er ſ. under Bugen. 
2. uegentl. i andre Zilfælde for: bar,no⸗ 
gen, berovet Gres, Lov c. d. Deaf Sol: 
heden forbrændte, fraidede Marker. “Den 
guldſtrimede Frugt under Faldede Qvifte.” 
Stenerſen. *gJ det vi nu ilede henad den 
følgende nøgne og ſtaldede Bakke.“ Rahbek. 
(Skaldethed, en. forekommer i Bisrn Hal⸗ 
dorſens Ordb. men er ikke antaget. Moth 
har det ſelvgiorte: Skaldenhed.) 

Sktfalk, en. pl.—e. (I. Skalk. Ihre. AX. 
S. Scalc, en Svend, Tiener.] 1. en liftig, 
underfundig Skielm, en ſnedig Bedrager. 
”Lad ingen liftig Skalk uſtraffet gaae forbi.” 
P. M. Zroicl. , At ſtiule Skalken (dalge 
fit Stielmeri.) “Gammel Skalk er om 
at giætfe.” 2. Denne bl. a. i mangfoldige 
Ordſprog forekommende Bemarkelſe er nor⸗ 


ved ganſte af forældes; (ſ. Skielm) og Or⸗ 


det br. nu meſt i en mildere Betydning og i 
Skiemt om den, fom godt forftaaer at ops 
finde og ſtiule Lift og Paafund, der ci hore 
t. Forbrydelſer. f. &. Du er en ſtor Skalk! 
ſom ſiges i venlig Tale. Der ſtikker en ſtor 
Skalk i den Dreng. Han har en Skalk 
(ell. Skielm) bag Øret 9: han har et liſtigt 
Paafund i Sinde o. f. v.) — Den fordum 
brugel. Bemarkelſe: en Tiener (hvoraf 
Marſtalk) er derimod aldeles forældet. — 
—— adj. egentl. fuld af Liſt og Skiel⸗ 
meri (Solen ſtinner ogſaa over de Skalk⸗ 
agtige,” B. Thott. ”Du — ſom faa ſtalk⸗ 
egtig i dit Savn har fanget mig.” C. Roſe. 
Ovids Her.); men bruges nu (ligefom 

ielmſt) meſt i mildere Betydning. Gt 

alkagtigt Smiil. ”Hendes Øine befiælede 
en ſtalkagtig Vittighed og en om Folelſe m. 
lige Ynde.” Rahbek. Deraf: Stkalkagtig⸗ 


hed, en. Uſtyldighed, Munterhed og vits 


& 








Skalkagtighed — Skam. 


tig Skalkagtenhed fremlyſte af hendes hele 
Væfen.” Bagg. = Skalkhed, en. Skiel⸗ 
meri, Bedrageri, Skarnagtighed. “Stkelk⸗ 
hed og lind have Herredommet.“ B. Thotts 
»Med Retrens Skin hun ſminkey mangen 
Gang fin Skalkheds Feil.“ Bording. Et 
Barns ”Ullydighed og Skalkhed.“ D. Lov. 
VI. 6.19. 2. i mildere Betydning: Lift, 
Liftighed. ”Ja, at jeg kunde Skiemt og 
Skalkhed forevende.” Roſe. Ovids Her. (nu 
lidet brugeligt.) Skalkefund, et. fnedigt 
og ftaveligt Paafund. Kingo. ”At fare 
med Skalkefund.“ Roͤſe's Ovid.) Skal⸗ 
kemeſter, en. En Meſter i liſtige Paafund 
og Pudſerier. (Bording. I. 27. ſ. Skalk. 2.) 
Skaelfkepuds, et. d. ſ. ſ. Skalkefund; men 
ogſaa i mildere Betydning. — Skalkeraad, 
et, Raad, ſom gives p. Skromt, t. Skade 
f. den, ſom det gives. (Arreboe.) Skalke⸗ 
rænfer, pl. fnedige, f. Andre ſtadelige Ræns 
fer. (Helvaderus.) — Skelkeſtiul, et. Falſt⸗ 
het; falſt Uundſtyldning ell. Foregivende, 
hvorved man dolger et ſlet Forſet ell. en 
flet Handling. At bruge noget til S. 
Chriſtendommen maa ſelv beqvemme fig 
t. Skalkeſtiul f. Eders Synder.” Ohlenſchl. 
Gang Sygdom var fun Skalkeſtiul. — 
Skaelkeſmiil, ct. ſtalkagtigt, ſatiriſt Smiil. 
»Stor er Cervantes m. fit Skalkeſmiil.“ 
S. Blicher. — Skalkeſtykke, et. Skielms⸗ 
ſtykke. — Sfalfejtævne, ct. Etævne, Sam⸗ 
menkomſt, hvor onde, ſtadelige Raad op⸗ 
lægges. (Moth.) Skalkeſovn, en. foregi⸗ 
ven, forſtilt Gøvn. . ”Jeg lutter Diet og 
t. SFalfeføvn mig vender.” C. Roſe. 

Sfkalk, en. 1. kaldes ind. Tale Endes 
ſtoukket, Endeſtiven af et Brød. (ligefaa i 
Svenſt.) 2. Skalk cl. Opſtalk er i Byg⸗ 
ningsfonften : et Bifpær, ell. mindre Spær, 
ſom tilfærtes Zagfpærene nedentil, og nager 
ud t. Tagſtieget. Hele Rætfen ell. Sams 
lingen af Skalkene kaldes Opſtalkning. 

Skalke, v. a. 1. at ſtalke en Luge, til 
Skibs: at lægge i haardt Veir Overfaldet 
over Lugen, og et tiæret Seildugsdekke, 
ſom ſpigres faſt. 

Sfalle, en. pl. -r. et Slags ſmaa Fifte 
af Karpeflægten. Hvidſtallen. Cyprinus 
albula. Roedſtallen. C. rutilus. 

Sfalle, v. a. og ſtalles, n. pass. f. Skal. 

Skalte, v. n. 1. (har.) i dagl. T. opta⸗ 
get af det T. ſchalten: handle med, 
haandtere, behandle. (Talemaaben: at 
ſtalte og valte m. noget, er reen tydſt.) 

Skam, en. ud. pl. [J.Skoͤmm. A. S. 
Scame.] 1. (d. Tydſte: Schande.) det 
Modſatte af AÉre: den Tilſtand, hvori em 
Perſon ſottes v. Andres Foragt, ell. med 
Banære og Fornedrelſe forbundne Dom over 
hans Handlinger. En heiere Grad af Stam 
et Slandfel. “Skam, gior af man for: 
gater; Stændſel af man afſtver.“ Sporon. 
Skam er ſaaledes vel egentlig d. f. f. Danære 


315 


Skam — Skamfuldhed. 


(dedecus;) men dette Ord fan figes mere 
at hane Senfon t. den moralſte Dom, fon 
Andre fælde over eens Handlinger; Skam 
derimod t. den udvortes Virkning af denne 
Dom. At være til S. og Spot f. Foltk. 
At blivet. Samme, fiaae t. Skamme. 
At giore cen t. Stamme 3: overgaae ham t 
meget høi Grad. — ”Lad os f. Europas 
Wine giore denne ublu Bagvaſtelſe så 
Skamme.“ (9: vife dens Falſthed.) Rahbek. 
Gan har fun &. af en ſaadan Handlemaade. 
Ut fane &. til Tak (9: lonnes m. Utaknemme⸗ 
lighed.) "Denne Son gior Faderen Skam. 
Fattigdom gisr Ingen Skam. Det holdes 
f. en Skam (o: for en Handling ſom medfører . 
S.) 2. (d. Tydſte Schaam.) den Til⸗ 


ſtand, hvori man har en ubehagelig Folelſe 


enten af fin Nogenhed, Blottelfe, el. af en 
moraljt Ufuldfommenhed , en Uanftændige 
hed, en ufømmelig Handling, fom man en⸗ 
ten virkelig har begaaet, el. fom man ops 
fordres til; Tilſtanden, at fanme fig, 
Bluelſe, Undſeelſe. (Denne ganſte forfſkiel⸗ 
lige Bemærfelfe forekommer fielden i Danft. 
f. famfuld, Skamfuldhed, ſtamred. Mere 
bruges det om Evnen ft. at kunne ſtamme 
fig.) Der er ingen &. i ham (Han * bidt 
Hovedet af al Skam. Moth.) ”Hvor ingen 
S. er inde, der kommer ingen Sæder pd.” 
Ordſpr. Der er hverken Xre (EXresfolel⸗ 
fc) cl. Skam hos ham. (ſ. ſfſamlos.) 3. i 
nogle Talemaader (ligeſom det T. Schan⸗ 
de) Stade, Fordervelſe, markeligt Beſta⸗ 
digelſe. At ſlaae cen t. Skamme, vide en 
Heft t. Samme. Hans nye Kiole fif 
Skam p. Reiſen. Han fulde faae S. for 
fit Arbeide, faa flet er det, Gid du faag 
Stam! Skam faae han! (male sit illi.) 
Denne Bemærfelje finder Sted i ended 
Sammenf. f. E. ſtambide, ffambrænde , 
famfile, Skamkieb, ſtamſtoende, ffams 
flaae, 0. fl. = a.) Sammenfætninger i 
1jte Bemærtelfe: Skamflik, en. pl. — Fer. 
vanærende Fornærmelfe (ct af det Tydſte 
Schandfleſcck fordærvet Ord ind. Zalc.) 
Skamkiende, et. vanærende Merke. Skem⸗ 
Frog., en. Krog, hvori een henftilleé t. 
Stamme. Skamlogn, en, gr0D, ſtamme⸗ 
lig Logn. peege Ordb.) kamplet, en. 
fig. det, ſom bringer cen Skam; en van⸗ 
ærende Handling. Det var en uudjlettelig 
Skamplet i hans Levnet, Rygte. Skam⸗ 
ſkiul, et. noget , hvorved man ſtiuler ell. 
ſoger at ffiule fin Stam. Skamſtette, en. 
Støtte, opreiſt t. eens Vancre (det Modſ. 
af MÆresſtotte.) —, b.) I ꝛden Bemark. 
Skambeen, et. Os pubis. Skamdeel, 
en. pl. Skamdele. d. ſ. ſ. Kiensdeel. (A. 
S. Scama, Scam-lim.) amfuld, adis 
fom foler Skam, ſtammer fig over fin Til⸗ 
ſtand el, Handling. (ivf. blufærdig, undz 
ſeelig.) Skamfuldhed, en. den Siælstilz 
ſtand, af flamme fig, at blugs,v. gl. over 


N 


fæ 


. Slkamfuldhed — Stamme. 


noget. ”SEamfuldhed' og Sftræk, min 
Brodes ferſte Frugt.” Evald. “Skam⸗ 
fuldhed, eller Bevidſthed om egen Skam, 
kan blive den meſt nedtrykkende Folelſe.“ 
Muͤller. ſ. Bluelſe, Bluſel. — ſtamlos, adj. 
A. S. scam-leas.) .1. ſom ingen Skam 
ar, ſom ikke blues v. noget, impudena 
2. ſom grunder fig i, kommer fra et ſtamloſt 
Sind; uforffammet. flramlefe Handlinger. 
En ffamlos Beſtyldning mod en ærlig Mand, 
Deraf: Skamloshed, en. ud.pl. — ffamred, 
adj. rod, rsdmende af Bluſel, af Undſeelſe. 
»Han ſtamroed blev og faae t. Jorder lige 
ned.” Roſe. Ovids Her. Skamrodme, en. 
opftigende Rodme i Anſigtet, ſom en Folge 
, af Bluelfe el. Skamfuldhed. = c.) 3 Idie 
Bemerk. ſtambide, v. a. 3. bide een t. 
Skade, t. Skamme. (fia. giennemhegle, 
laſte m. overdreven Skarphed. »Fordi 
han i Flæng ſtambed Perſoner og Stæns 
der.” Rahbek.) ſtambrænde, v. a. 2. 
brænde noget faaledes, at det fordærvee, 
lider Skade. (Moth.) ſtambrændt i An⸗ 
figtet. Skambud, et. Bud vp. en Ting, 
der ſtal fælges, fom ev faa ringe, at den 
Sælgende maa lide mærfeligt Tab derved 
(el. Bud, man har Stam af.) ſtambv⸗ 
de, v. a. 3. gisre Sfambud, misbyde. At 
ffambyde een p. hans Varer. ſtamfile, 
v. a. 1. i Skibsſproget: opflide, fordærve v. 
Gnidning, v. for ftærft Slid. Ankertouget 
er blevet ſtamfilet. SFamfærd, en. Ska⸗ 
de, Ulykke. (d. Tale, og ikke meget brugel.) 
Du ſtal faae en S. derſom du rorer det. 
fe at fhamfærde findes i ældre Danit. ”At 


ortale og ſtamfæerde fin Næfte.” Tidemand.) 


amhugtte, v. a. 1. hugge t. Stade, for⸗ 
hugge. Skamkiob, ct. alt for billigt Kiob, 
hvorved den, man kiaber af, fælger fig til 
Skade (ell. et Kieb, faa ringe, at man har 
, Stam deraf.) Skampriis, en. ubillig lav 
Priis. 
de, ſom er t. Skam ell. Skade f. den, der 
roſes; rofe m. ſtamlos Overdrivelſe. (Rahb. 
D. Tilſt. X. 183.) Skamſtiul, et. d. ſ. 
ff. Skalkeſtiul. ”Guds Navn maa være mit 
Skamſtiul.“ P. Tidemand. ſtamſticnde, 
"va. 2. ilde tilrede, forderve, mishandle. 
ſtamſfære, v. a. 3. fotderve v. at ſtere. 
WMoth.) ſtamſlaae, v. a. 3. flaae een, 

"faa han tager mærkelig Skade; flade for⸗ 
dærvet, = ſtammelig, adj. ſaf Skam, 1.1] 
fom man har Stam af, fom bringer, med: 
fører Vanære; i høj Grad⸗nedrig, l(aftvær: 
dig, vanærende (ſ. ffiændig, fom er et Kær: 
kere Udtryk, og uærlig.) En ſtammeling Op⸗ 
” førfel, &evemaade, Haandtering. Utaknem⸗ 
melighed er en ſ. Laft, At giore fig Fordeel 
i Smaating, er undertiden vangrende; at 
taale Ydmygelſe f. Fordeels Skyld, er ne⸗ 
Drigt: at ſege den v. Aager er ſtammeligt. 
Skamme ſig, v. rec. 1. føle Stam (2) 
dver det, di enten hos os felv, eller andre 


316 


ſtamroſe, v. a. 2. roſe p. en Maa⸗ 


LØR LEN 


Skamme — Skandfſkrift. 


holde f. uſommeligt ell" vanxrende; blues. 
»De vare nøgne, og ſtammede fig ikke.“ 
D. Bibel. ”Naar forft man kommen er fag 
vidt, at rigtig man ſtammer fig, faa har 
man meer ci nødig at (femme fig.” Ohlen⸗ 
ſchl. (Hakon 3.) Hun ffemmer fig ikke v. 
at vife fig uanſtendigen blottet. - Det er Ud⸗ 
tryk, man maa flamme fig v. at here. Du 
maa f. dig ved (over) en ſaadan Opforſel. 
Ut f. fig for cen (fom ev Bidne t. det Uſom⸗ 
melige, man begager.) 2. i mere udftraft 
Betydning : undſee fig ved, anſee for upas⸗ 
fonde. Jeg ſtammer mig ikke ved min Fat⸗ 
figtom. Jeg flammer mig ved af fige det. 
Det er en Xoræring, ſom en Konge ikke be⸗ 
hovede at f. fig ved. (jvfundſee fig.) 

Skamme, v. a. 1. fun m. præp. ud. 
At ffamme cen ud, fremſtille cen t. Stam, 
dadle, irettefætte cen ſtarpt, iſer i Andres 
Mærværelfe. Han ſkammede dem ud f. 
deres Feighed. ' ; 

Skammel, cen. pl. Samler. ſa. 6. 
Scamull. J, Skemmill. gf. 2. Scamal.] 
i Alm. en lav og liden Benk; if. Er, Læs 


verſkaemmel, ſom Vaveren ſidder p.) iſer 


"en lav Bank ell. Indretning, t. af fætte 
Fødderne paa, naar man ſidder p. noget 
bhoiere; en' Fodſtammel. (Skammel p. en 
Gæv kaldes ogſaa de to ſmalle Treer, ſom 
Væveren træder paa, for at bevæge Spring: 
holtet. Moth.) ' 
Skandſe, en. pl.-r. [FX. Schantze.] 
en fleerſidet Vold, ſom opkaſtes enten ft. at 
beſtytte en Hær i Marken, ell. til at for⸗ 
ftærfe en ſtsrre Foſtning, forfvare en Bro; 
m.m. Ogſaa bruges det om en liden Feſt⸗ 
ning; et Caftel. At fafte Skandſer. AR 
flaac en S. En Broffandfe, Feltſfandſe,. 
Leirſkandſe, Portſtandſe. — Skandſear⸗ 
beide, ct. A. ved af bygge el. opkaſte en 
Skandſe. Skandſegrav,en. Graven, hvor⸗ 
af Skandſens Bold er opkaſtet. Skandſe⸗ 
raver, en. den, ſom arbeider v. en Skand⸗ 
ſes Anlæg, v. Skandſegravning. Skand⸗ 
ſekurv, en. En rund, flettet Kurv, ſom 


fyldes m. Jord, og hvoraf flere ſtilles Rad, - 


f. i Saft af danne et Slags Skandſe, ell. for 
at beſtotte Skandſegraverne mod Kugler. 
Standfepæl, en. pl.-e. ſpidſe Pole, ſom 
ſtikkes radviis Jorden p. Bolde og Skand⸗ 
for, f. at hindre den ſtormende Fiende; 
Stormpel (Pallifade.) Skandſeverk, et. 
Forſtandsning, Befæftning. “Stadens 
Skandſevark, ſom end i Bygning ſtager.“ 
Bording. *. 11 
Skandſe, v.a. ogn. kaſte Skandfer op, 
befeſte m. Vold og; Skandſer. Benderne 


Vleve opbudne f. at ſtandſe. At ffandfe om 


Leiren. (tranfitiv Bemærfelfe har Ordet i 
Sammenfætning: forfandfe , indſtandſe, 
omſtandſe.) = Skandsning, en. Giernin⸗ 
gen at ffandfe. 

Skandfkrift, et. pl.-er. [det TZ. SB Hand: 





| 


r 


Skandſkrift — Skarndynge. (317 Skarnkiſte — Skarprygget. 


ſchrift.J Sktift, hvorved en Mands Xre 
tronkes, cerersrigt Sfrift, Paſquil. (D. £. 
VI. 22. 8.) ”Lat Satiren ei ut af fin Bane 
gane p. Sfandſkrifts Pobelvei.“ P. M. 
Troiel. — Tilforn brugtes flere lignende 
Eammenf. ſaaſom: Skandbotgg, Skand⸗ 
bore, Skandtegn (Brændemarte. Moth) 
Skandviſe, Nidviſe. 

Skank, en. pl. - er. [X. S. Scanca.] 
kaldes hos nogle Dyr, iſer Huusdvr, ben 


Deel af Benet, ſom er imellem Krnæet eg 


Foden; og bruges ofteſt om Dyret, naar 
det er ſlagtet. 
(En Fleſteſtank. — ſkankhalt, adj. kaldes 
en Heſt, der er ftiv I Kneet ell. Haſeledet og 
derfor halter. (i dagl. T. ogſaa (adj.) ſtant 
og hos Colding: ſlankhaſet.) 

Skare, en. pl.-r. ſJ. Skari.] en ſanket 
Mængde af levende Voſener; en meget tal⸗ 
rig Flot, Forſamling. (ſ. BZærſtare.) En 
ſtor S. af Folket drog ham i Mette.” En 
Skare af Fugle, af Greshopper. — føårez 
viis, adv. i Skarer, 1 ſtore Flokke. 

Skarlagen, ect. [af det Fr. ecarlat. T. 
Scharbach.] 1. en ſtæerk heired Farve. 
2. Tøi, ifær Klæde, af cen ſaadan Farve. 
Klædt i Purpur og Starlagen. —= Skarla⸗ 
genferve, en. ud. pl. (Moth.) ſfarlagen⸗ 
rod, adj. rød, ſom Skarlagen. — Skarla⸗ 
gensfeber, en. en hidſig Feber, hvorved 
Puden faaer en flærk'red Farve. Eebris 
scarlatiua. 

Skarmydſel, en. ſ. Skiermydſel. 

Skarn, ct. ud. pl. IJ. Skarn. X. S. 
Scern.] 4. det, ſom ev ſtident, Ureenlig⸗ 
hed, Uhumſthed, Snavs. Af falde, kaſte 
noget i Skarnet. Feieſtarn, Gadeſktarn. 
(Secrdeles ogſaa: tet, fom affores af dyriſtke 
Legemer; Erxkrementer, Meg. f. E. Ko⸗ 
ffarn.) 2. det, ſom intet duer. Det bli: 
ver til Skarn (faaer ingen Lykke, Frem⸗ 
gang.) “Svor hovmodige flige Folk blive, 
der af Skarnet fomme t. ſtor re og Vor⸗ 
dighed.” Holb. (Jeppe p. Bierg.) 3. ifær: 
et Mennefſte, fom intet duer, en flet, nedrig 
flettænfende Perfon. Han var ct S. mad 
, fine Børn, mod fin Kone.” “En Helgen 
blive fan et Skarn, et Skarn omvendes 
fan.” C. Frimann. “Han troer det ſtager 
i ethvert Skarns, enhver Dosmers Magt, 
at befmitte denne Ære.” Birkner. 4. gen. 
Skarns bruges i d. Tale fom adj. for: plet, 
ond, nedrig. ſtarns Toi, ffarns Folt, 
Menneſter. Deraf: Skarusſtokke, ct. flet 
Gierning, Skielmsſtukke. — Skarnager, en. 
den ſom opſamler og borttiører Gadejkar⸗ 
net. ſtfarnagtig, adj. flet, ondſtabefuld, 
nedrig. Deraf: Skarnagtighed, en. ud. pl. 
Sfarnbaſſe, en. pl.-r. Navn p. en Claſſe af 
Inſectet, (Scarabæus). fom fornemmelig 
leve I Dyrenes Starn. Skarnbotte, en. 
B. hvori Feieſtarn ſankes. Skarndynge, 
en. Dynge, Hob af Si Skarnflue, en?f. 


MA . - 


At koge Suppe p. Skanker. 


ger. 


Skarnbaſſe. Skarnkiſte, en. Et muret 
Samlingsſted f. findende Gadeſtarn, hvoraf 
det optaget og.bortfores. Skarnkule, en. 
En i Jorden gravet K. hvor Skarn ſamles. 
Skarnlæs, et. Et Vognies af S. Skarn⸗ 


pram, en. Pram, hvori Dynd og Mudder 


ſamles og bortfsres af Havne og Canaler. 
Moth. jvf. Nudderpram.) Skarmpol, 
en. Pøl, hvor S. og. Dynd ſamler fig. 
Skarurende, en. Rende, hvorved Ureenlig⸗ 
hed bortfores fra Huſe og Gader. (Moth.) 
Skarntyde, en. En giftigt Plante. Conium 
maculatum. (Navnet tillægges ogſaa fo 
ell. flere andre Urter.) Skarnvogn, en. 


Vogn, hvorpaa Skarn bortkiores. 


Skarp, adj. IJ. sSkarpr. A. S. scarp, 
acerbus.) 1. ſom har Eg, fom fan ffære, 
hvas (modſ. flov, ſtump, but.) Cu ſtarp 
Kniv. Et fharpt Sværd. fFarpe Kanter 
3: ſaadanne fom danne en Vinkel (modſat 
ſtumpe Kanter, ſom danne en Flade.) 
ſtarp at føle paa (9: ru, ujævn.) 2. fis 
gurl. 
ſtyde 
hidſig, alvorlig. En f. Fegtning. Det gik 
fharpr til. hh.) ſom vætter cu bidende, lis 
geſom ſqarende Fornemmelſe. En ſtarp 
Blæft, ſ. Luft. Ligeledes om Smagen: 
Denne Eddike, Sennep er meget ſtarp. En 
ffarp (3: meget ſammenſnerpende) Lud; 
(harpe Veodſtker. 
fandig, opfyldt m. Stene. En f. Jord, 
Ager; modſat; en fed Jord.  d.) ftreng, 
alvorlig, eftextrykkelig. En ſ. Irettefæt= 
teſſe. Han ſtrev ham ct ſtarpt Brév til. 
Ut være f. i fin Tale (ſpydig, bitter, ſati⸗ 
riſt.) flarpt Forhør. At holde ſtarpt 
Tilſyn. ffæarp Tugt., Er ſtarpt Forbud. 
En f. Underføgelfe, Randſagelſe. e.) ſom 
neie bemærfer, fom fatter Hart og gien⸗ 
nemtrængende (baade om Synets og Horel⸗ 
feng Sands, og om Giælcevnerne.) Et 
ſkarpt Syn.‘ En f. Horelſe. At ſee ſtarpt 
(viſt, noic) p. cen. En ſ. Hukommelſe, 
Dømmefraft. ljvf. ffarpfindig.) 1.) om 
Lyden: giennemtrængende. Denne Pibe 
har en alt f. ſfarp Lyd. — J Syproglæren 
figes en Stavelfe at ære, ſtarp, at betones 


flarpt, naar den udtales fort, men klart eg 


lydeligt (f. E. Heſt, gierne, tæt, ffarp 0. 

g.) i nogle Tilfælde: hurtig, raſt. En 
ſkarp Seiler (cm Stibe.) En f. Fodgen⸗ 
At trave ſtarpt. — Skaͤrphed, en. 
Berjfaffenheten at pære ſtarp. — ſtarpkan⸗ 
tet, adj. ſom har ſtarpe Kanter. ſtarpla⸗ 
det ell. ſtarpladte, adj. ladet m. Kugle, 
En ffarpladet Boſſe. ffarplydende, adj. 
ſom lyder ſtarpt, bar en ſtatp Tone. ſtarp⸗ 
næfet, adj. ſom har en ſpids Neſe. (Moth.) 
flarprandet, adj. ſom har en ſtarp, ikke 
afftumpet Hand. Skarpretter, cn. pl.-e. 
d. f. ſ. Boddel, Meſtermand. ſtarprog⸗ 
get, adj. ſom har en ſtarp, mager Ryg 


(4 


a.) om Skydevaaben: at lade, af” 
ffarpt 9: m. Kugle. — Om Strid 


G.) om Jorden: mager,” 


as 


' 


ø 


AS 


N 


- 


N 


RKonſtverker. 


at 


Starprygget — Sfat. 


Cmobf. rundrygget.) En f. Heſt. ſtarp⸗ 
ſeende, adj. d. ß ſ. ſtarpſynet; ogſan fig. 
usigfeende, ſom paſſer neie paa. ”Med 
ſamme ſtarpſeende Øie opdagede han Kil⸗ 
derne t. Landets Fattigdom og Velſtand.“ 
Kampmann. ſfkäarpſindig, adj. fom har 
en ftarp, giennemtrængende Forftand, ſom 
let og klart giennemſtuer og fatter Tinge⸗ 
nes Bæfen og fande Beſtaffenhed; ifær og i 
mere indſtronket Bermdning: fom let fatter 
Tingenes ſtiulte Forſtiel (f hviltet Zllfæblde 
man uudertiden fætter fParpfindig imod 
vittig.) Deraf: Skarpſindighed, en. ud. 
pl. — ſtarpſtoet, adj. En ſ. Heſt, hvis 
Skoe ere ſterpede, I glat Fore. (fom Mods 
fætn. br. flapfioet.) Skarpſtytte, en. ct 
Slags Zeltjægere sl. Krigsfolk, der finde m. 
Rifler, og vest at træffe viſt. ſtarpſynet, 
adj. fom har ct ſtarpt Syn, fom ſeer godt 
og Hart , baade fternt og nær ved. = ſtær⸗ 
"pe, v. a. 1. giore ſtarp, hvæffe. (Begge 
Ord bruges dog ci altid i Flæng. Man 
figer baade at ffærpe og åt hvæffe en Kniv, 
Lee, Øre; men derimod fun: at ffærpe en 
Fiil, en Sav. ffærpe bruges I mere almin⸗ 


' delig Betydn. om at give baade Od og Eg; 


bv e kun om at ſterpe en Eg. (jvf. flibe,) 
t 
d. f. ſ. brodde 9: forſyne ene m. Jis⸗ 
brodder. 2. figurl. forftærfe, forhøfe i 
"Grad. At f. en Straf... At f. Synet. At 
Færpe Forftanden, Tænfeevnen. — Deraf: 
Sfærpning, en. pl.-er. — Skarpejern, et. 
Jern, hvorpaa noget ſſœrpes el. hveſſes. 


Skarre, v. a. 1. fælde et Stykke Fræ i 


et andet. (Moth; fom har den Talemaade: 
: arre Stade m. cen 9: dele Skaden.) 
Deraf: Skarrehevl, en. d. f. ſ. Dlovhevl, 
— Skaroexe, en. et vift Slags ſtore Ører, 
ſom Zømmermænd bruge. 
1. Skat, en. 
1. Forraad af fo 
mer og vogter m. Omforg ; ifær et ſaadant 
Forraad af Penge, ædle Metaller og Stene, 
m. m. At finde en' nedgravet S. At 
ſamle Skatte. Denne Konge eier en flor 
Stat af W'delſtene. (Saaledes ogfaa i 
Sammenfætn. Ronftfstte, Samlinger af 
En Bogſkat 9: en koſtbar 
Samling af Bøger.) 2. fig. en Ting af hoi 


(Indvortes cl. udvortes) Værd; en Forening. 


af Ting, el. Egenſtaber v. en Ting af ſtor 
Værdi. Sundhed cer den bedfte SEet. Han 
cier en ſtor S. (et Klenodie) i fin Huſtru. = 
Skatkammer, et. Giemmeſted for Statens 
Penge; ell. Sted, hvor Statens Hoved: 
Caffe findes, hvorfra Udbetalinger ſtee, og 
hvor der holdes Bog over Indtægt og Ud⸗ 
gift (f. Rentekemmer.) Skatkiſte, en. f. 
Pengekiſte. Skatmeſter, en. ten, ſom fo⸗ 
reſtaager, har Opſyn m. Skatkammeret. 
»Hvor let fandt duelige Skatmeſtere heraf 
Anledniuget. en aarlig Skat.“ Guldberg. — 


318 


ærpe en eft ell. flærpe Heſteſtoe, er 
o 


l. Skatte, [T. S ha $.] " 
—* Ting, ſom man giem⸗. 


Skattegield, en. d. ſ. ſ. 


⸗ 


1 


.Skat — Skatteligning. 


Skattegraver, en. den, ſom graver og le⸗ 
der i Jorden efter ſtiulte Skatte. i 

2. Skat, en. pl. Statter. IIsl. Skattr.] 
Afgift, fom af Regieringen paalægges Un— 
derfaatterne i cen Stat. De Kongelige 
Sfatter; Buens Skatter (9: faadanne , 
fom umiddelbar anvendes t. Stadens. Udgif⸗ 
ter.) Formueffat, Grundet, Kornſkat, 
Landffat, Saltffat, m. fi. At paalægge, 
udſtrive, indkreve (opfræve) , inddrive 
Skatter. At fvare, betale Skat. At fætte 
een i Sket. = a.) flatfri ſ. ſtattefri. 
ſtatgiven, adj.v. 2. ſ. f. ſtatſtyldig. 
(Riimkr.) ſtatſkyldig, adj. fom cer ptiatig 
at betale Skat; ifær t. en Overherre. ſfat⸗ 

yldige Konger, Niger. (Guldberg.) ſtat⸗ 
ætte, v. a. 3. fætte i Stat, beſtemme Afgif= 
tens Storrelſe f. en enkelt Perſon, ell. for et 
heelt Land, en Provinds, en vis Folkeclaſſe. 
(J. Baden.) — Skattebetient, en. Be⸗ 
tient, fom har m. Skatters Indfrævning, 
ell. med Skatteregnſtab o. d. at giore. 
Skattebog, en. B. hvori holdes Regnſtab 
over det, cen har åt betale i Stat,» og hvad 
han derpaa afdrager.  Stattebonåe, en. 
betſeie Bonde. Skatteborger, cen. en 
B. ſom er ſtattepligtig (br. meſt i Skiemt, 
ligeſom Spidshorger.) Skattebrev, ct. 
Kongebrev, hvorved Skat udſtrives. Skat⸗ 
tebyrde, en. Byrde af hoie, trvkkende, over⸗ 
drevne Skatter. “Pybt nedtrykte uf Skats 
tebyrderne, ſom Krigen fordrede.” Malling. 
Skattecommisfion, en. C. fom er nedſat 
f. at beftemme, fordele en Stat. Skatte⸗ 
fod, en... den Maade, hvorpaa Sfatterne i 
ét Land hævet og fordeles. ”Cn urigtig 
Skattefod.“ Olufſen. Skattefoged/ en. 
tilforn: ten, hvis Embede er, at indfræve 
Skatter og føre Regnſtab derover; (nu: 
Amtsforvalter; i Norge blot: Foged.) 
Skatteforordning, ens F. hvorved en Skat 
paabydes. “Han gforde aldrig noget uvil⸗ 
ligere, end underſtrive en Skatteforord⸗ 
ning.” Kampmann. ſteatkefri, adj. frita⸗ 
gen f. at betale Skat ell. Afgift; it. ſom 
ingen Afgift betales af. ſtattefri Jord, 
Grund, (Guldberg.) Deraf: Skattefrihed 
en. ud. pl. — Skattegaard, en. G. hvoraf 
ſpares S. til Kongen; ufri Gaard. (Moth.) 
Skat, Afgift. 
Skattekonge, en. tilforn: en Konge eil. 
Herre over ct Land, der ſtod under en Over⸗ 
konges Herredomme og var ham ſtatſtoldig; 
en Underkonge. Skattekorn, cf. Korn, 
fom ydes i Stat af Jordeiere og Jordbru— 
gere. Skattekræver, cn. Ten, fom ind: 
krever Skatter. Skatteland, et. ſtatſtyl⸗ 
digt Land. (Grundtvig. jvf. Dolmers Hird⸗ 
ſtraa. S.; 10.) Skattelehn, et. ”Qebn, 
fom en Furfte havde overladt nogen imod en 
vig marlig Afgift.” SÅytte. Skattelig⸗ 
ning ;en. En Afgifts Fordeling p. Flere 
efter et vift Forhoſld. Skattemandtal, et. 


s . [4 


væ 


Mandtal, Regiſter over ſkattepligtige Perſo⸗ 
ner og hvad de have af betale; Skattere⸗ 
gifter, Skatterulle. Skattepaabud, ct. 
Skatters Paalæg; Udſtrivning af en Stat 
v. Regieringen. (Olufſen.) ſfkrattepligtig, 
ad). 1. pligtig t. af ſvare Skat. (det 
Modf. af ſkattefri.) En f. Bonde. 2. ſom 
Afgift maa ſvares af. fFattepligtig Jord. 


Skatteſeddel, en. Angivelſe, hvad og hvor⸗ 


meget en enkelt Mand, f. en vig Tid har at 
betale i Stat. Skatteting, ct. i Norge: de 
aarlige Tinge, p. hvilfe de kongelige Skat⸗ 
ter bør ſpares. ſtatteydende, adj. v. ſom 
yder Stat, fom maa fvare Sfat. (Olufſen.) 

Skatte, v. n. 1. (har.) [af Set, vec- 
tigal.] vde Sfat, give Skat, og være for⸗ 
pligter dertil. At —* til Kongen. ꝰGeiſt⸗ 
ligheden maatte ffatte t. Staten af dens 
Godfer,” Schytte. “Evig er dets tauſe Lov 
. Ti fine Sonner, at flatte til de Kickkes 
Dyd,” Evald.  ”Og Todfkeren mig fatter, 
af Sfræf for mine Sværd.” Hhlenſchl. 

Skatte, v. a. f. vurdere, agte, ſctte 
Priis paa. ”En Forfatter, der ci fin egen 
Dom meer end al Verdens ſkatter.“ P. M. 
Troiel. [Dette, af det T. få sen dans 
nede Ord br. aft af Bording, (II. 154.) Hol⸗ 
berg, (f. E. Skiemted. 1. Cat.) af Sacobi, 
0. a. men førft i nyere Tid ev Brugen bleven 
hyppig; ſtiondt den endnu altid ſtoder det 
danſte Ore.] 

Skave, v. a. 1. IJ. skafa. X. S. sca- 
fan.] rive m. et ſtarpt Redſtab, f. at bort⸗ 
tage noget fra Overfladen af cen Ting. (f. 

rabe.) At ſkave Barken af en Green. — 


Skavegræs cl. Skavgræs, et, en Sumps 


plante af Bregnernes Claſſe, hvig hvaffe 
Stængler br. til at ſtave og glatte Træ 
m. m. Equisetum hyemale. — Skave— 
jern, ct. Skavekniv, en. Jern, Kniv fom 
br. til af ſtave med. . 

Sfede, en. pl.-e. [X. S. Scæd. N. 6. 
Scheede. Sv. Skida.] et langagtigt Hpl⸗ 
ſter ell. Foder, hvori noget (ffær et ſpids ell. 
ſtarpt Redſtab) giemmes. Kaardeffede , 
Knivffede. ”Sværdet allene holder Svær: 
tet i Skeden.“ Engelstoft. 

Skedevand, et. [dannet afd. T. Schei⸗ 
dewaſſer. Id. Tale: SFecvend.] et af 
Salpeter m. calcineret Jernvitriol deftilleret 
Vand; concentreret Salpeterſyre. (Egent⸗ 
lig: Stillevand, fordi man m. reen Sal: 
pererinre fan ſtille Guld fra Soly.) 

Skee, en. pl.-r. [I. Skeid. By. Sked.] 
1. et —8R . at oſe Sebemad med, ell. 
fore ten ft. Munden. En Spiſeſkee, Sktum⸗ 
meffee, Kiokkauſfee, Theeſtee. En Solv⸗ 
ffee, Tinſtee, Sornflee, Traſtee. Skeer⸗ 


bled, et. den forreſte hule Deel af Skeen,« 


hvermed tet Flydende eſes. Skeefuld, en. 
ſaameget, ſom der rummet i en S. Skee⸗ 


jern, ct. Et Slags Knivet. at udhule Bladet 
p. Treſteer. Skeemad, en. ud. pl. Mad, 


8 


£ 


— ' L 


Skattemandtal — Skeemad. 319 Skeemad — Skialdedigt. 


fl io) . 
! ' 


'N 
fom ſpiſes m. Skeer, Sobemad. Skee⸗ 
fhaft, en, den Deel af en Skee, hvori man 
holder den. Skeeurt, en. En i nordlige 
Lande (f. E. Grønland) hyppigt vorende 
Plante, ſom er ef virkſomt Middel imod: 
Skiorbug; Cocleare. Cochlearia offici- 
nalis. . w 

Skee, v. n. impers. fede og flete; er 
ſkeet. [J. at ské.)] blive til i Virkelighe⸗ 
den, gade over fra det Mulige ft. det Virke⸗ 
lige. ” "Det flete engang (tildrog fig.) Det: 
maa være ſkeet f. længe fiden. Det ſteer 
ikke hver Dag. Det ſtete, fom han havde for: 
udfagt. 2. hændes, times, vederfares. Der 
er ſteet cn Ulykke. Der er ſteet ham Udet, 
en Stade, en Ulykke. Dig feer din Met. 
Dermed feer mig en ſtor Tieneſte. Skee 
Guds Villie! 3. giores, udfores, fulden⸗ 
des, Nu er det feet (giort, udført.) Det 
ev feet af Vanvaye. Det' kan ikke flee 
idag. Jeg har fagt ham det f. en Maaned 
fiden, og endnu er det ikke ſteet. Medal . 
hang Travlhed treer der dog intet. 

Skeeloiet, adj. f. under ſkele. 

Skeevand, et. ff. Skedevand. 

Skeie, v. n. 1. (er og har.) [beflægtet m. 
ad]. ſtiev; Jél. sketkia, at vakle; m.fl.J 
vige af fra ten rette Linie, fra den rette 
Vei. Det ſteiet t. denne Side. At ſteie 
fra den rette Vel. ”Hvis de ſteie et Haar 
bredt fra de vante Veie.“ Veſſel. At ß af. 
fra Veien. At ſteie til Siden. »Til hvor 
forvorpne Veie fan dog en Dødelig af Xre⸗ 
ſyge freie.” Popes Krit. v. Schiermann. 
At fleie ud. (ſ. Udſkeielſe.) 

Skeite, v. n. 1. gaae ſtiebt p. Benene. 
(Moty.) 

Skel (Graendſeſtiel) ſ. Skiel. 

Sfele, v. n. 1. (har.) [N. S. ſchelen.] 
1. ſee ſtievt, ſeet. Siden, v. at vende Di⸗ 
nene uden af bevæge Hovedet. At fFele med 
Hinene; Han flelede ft; Pigen, flelede t. 
Siden hvor hun fad. 2. fee ſtievt, fee 
Tingene dobbelt, naar begge Øines Gien⸗ 
nemfnit ikke faltev i een Linie. Barnet fles 
ler. (jvf. Ficve.) = fleeløiet, adj. fom hav 
ben Naturfeil, at ſtele m. Øfnene. ”Den 
Skeeloiede regierer blandt de Blinde,” Hol⸗ 
berg. P. P. " 

Skelet, et. ſ. Beenrad. ' ' 

Sti, en. pl.-er. [I. Skid. A. S. Stide] 
et Slags Skoiter af tynde og lange Bræder, 
fom ſpondes p. Fodderne, og hvorved man, 
iſer i Norge, lober ovenpaa den frosne Snee. 


— Skilober, en. den, ſom forftaaer at lobe 


p. Skier. 

Stiald, en. pl.-e. [I. Skalld.] en Dig⸗ 
ter, Sanger. (Ordet bruges vel, endnu un⸗ 
dertiden og fornemmelig i Proſa, færdeles 
om tet gamle Nordens Digtere ; derimod £ 
Poeſie hyppigen, og meft i den fildigfte Tid, 
for: en, Digter I Almindelighed.) > Skial⸗ 
dedigt, et. poetiſt Digt, Poeſie, Digter⸗ 


| i 














” øndt.” 


Krigsſtib. 
b.) Sktiberum, et. bruges i nogle Zilfælte 


' i CS 


U U 
EStkialdedigt — Slibibyggeri, 


værf; ”Du, ſom har beilet, liender Migt 
det læres ci af Stialdedigt.“ Phlenſchl. 
Sktialdekonſt, en. Digtekonſt. Skialde⸗ 
Uveet. Digterliv. (GCrundtvig.) Skial⸗ 
dequad, og Skialdeſang, en. et Digt, ſor⸗ 
deles af det gamle Nordens Cfiulde. f. E. 
Stialdeqvadene i Snorro's Hiſtorie. “ Da 
Misden ny var drutkket og Skialdeſangen 
Dhlenſchl. ⸗Skialdſkab, et. Dig⸗ 
tekonſt, Poeſie. (i hoiere Stiil.)- ”En Drik, 
ſom beſieeler Menneſtets Brnft ft. Sang, at 
hun heurykt ovede Sktialdſtab.“ Ohlenſchl. 

Stib, et. pl.-e. IJ.Skip. A.S. Scippj 
1. et ſtorre Seil⸗Fartdi, bugget paa en Kiol, 
og forſynet m. Dek; forſtielligt fra en 
Pram, Baad, Farge o. a. Fartoier. ſ. 
Dampſkib, Forſelsſtib, Handelsſtib, Krigs⸗ 
ſrib, 0. få. At bygge et S. lade et S. lebe 
af Stabelen. At udrufte, bemande et S. 
holde et S. i Soen. At gaae til Stibs 2: 
tage Tieneſte p. et Skib (derimod: at gage 
ombord, begive fig paa et Skib.) At fare t. 
Skibs. At føre noget 1. SFibs, 2. Sti 
bet ien Kirke kaldes (efter det T. og Mid: 
delalderens Latin): den meilemſte og ſtorſte 
Deel af Kirkens Bygning, i Modſ. til Cho⸗ 
vet og Korſet. — a.) Stibbro, en. Bro 
ell. Bulverk ud i Bandet, hvor Skibe lægge 
til. (jvf. Skibsbro.) Stibbrud, et. ulyk⸗ 
keligt Tilfelde, hvorved et Stib ſtrander p. 
en Kyſt, p. Skicer ell. Banker i Soen, og der 
ſlaaes i Stytkker. At lide Skibbrud (ſiges 
om den Sofareude. Skibet ſiges at ſtrande, 
forlife, m. m.) ſtibbrudden, adj. fom 
har lidt Stibbrud. Skibbygger, en. den, 
ſom bnggevet Skib, fom forftaaer Skibsbyg⸗ 
ningskonſten. (Malling.) Stibbyggeri, et. 
1. Sted, hvor Stibe bygges. 2."Xonften, 
at bygge Sktibe. “'For at Skibbogheriet 
Fan blive drevet fom en Videnſtab.“ Malling. 
Skibmand, en. den, fom gier Tieneſte p. 
et Skib (lidet brugel. ſ. Baadennand.) 
Deraf: Skibmandsgarn, et Slags Reb. 
Skibrede, ct, kaldtes filforn ct Antal Gaard⸗ 
ell. Jord-Eiere v. Kyſterne, ſom tilſammen 
vare forpligtede t, at udruſte og bemande et 
Skibreder, f. SFibøreder. — 


(f. E. i Stipperbreve, Connoſſementer) for: 


Skib, Fartoi. — c.) Skibsanforer, en. 


ten, ſom ev den Befalende p. ct Orlogsſtib, 
ell. Anfører f, flere. (Malling) - Stibøs 
basd,en, Band (ifæren ſtorre B.) fom horer 
til, og haves ombord p. et Stib. Skibs⸗ 
befæthing , en. d. ſ. ſ. Stibsmaͤndſtab. 
Seibsbielfe, en. Bielke, Tvortre i et Stib. 
Skibsbro, en. Bro, ſom beſtager af nær hin- 
anden liggende og forbundne Skibe ell. Pram⸗ 
me, ell. ſom hviler P. ſaadanne. At jſlaae 
en Skibsbro over en Flod. Sfibobrod, et. 
haardt bagt Brod, ſom bruges p. Soreiſer. 
Stibsbyggeri, ct. 1. Sted, hvor Skibe 
bygges, og dertil harende Judretninger. 


æ 


Skibshunde.“ Holb. P. Paars. 


320 Skibsbyggeri — Skibsmaaler. 


2. Skibsbygningskonſt. “At lære Somand⸗ 
ſtab og Skibobygggeri.“ Wandal. (jvf. oven⸗ 
for Skibbyggeri og Sfibbygger.) Stibs⸗ 
bygmefter, en. den, ſom fovituger og paa— 
tager fig at bugge Skibe. Skibsbygning, 
en, 1. den Yngntug, ſom udgior ct Stib. 
2. Gierningen at byggg ct S. — BVidemias 
ben, ſom rer dette kaldes Skibsbygnings⸗ 
kouſten. Skibscapitain, en. Sfibsfører, 
ifær p. et ſtort Skib, ell. et Krigsſtib. 
Skibsdragt, en. D. ſom Skibsfolk bruge. 
Stfibsdreng,en.⸗den, ſom tiener for Dreng, 
p. et Stib, ſom har den ringeſte Poſt. 
Skibsdaær, ct. d. f. f. Dek. Skibsfart, 
en, ud. pl. Fart t. Skios, Soreiſe, Sei⸗ 
lads. SFibefarten hav endnu ikke ret be⸗ 
gundt, Handel og S. blomſtire, ligge i 
Dvalc. (jvf. Seilads.) Skibsfeber, en. 
pl.-febre. viſſe Slags Febre, der ifær dys 
komme p. Stibe i Soen.  SFibeflasde, 
en. ſ. Slgade, Skibofolk, pl. Folk, ſom 
alere Tieneſte p. ét Stib; færd. Matroſer, 
Baadsmænt p. d. Stibsfragt, en. Fragt, 
fom betales f. Brugen af et Stib. Stkibs⸗ 
fragter, en. den, ſom fragter ct 8. Stibo 
færd, en. Somandsfard, Skibsfart, Seilads. 
Skibsforer, en. den, fom forer et Stib, fom 
har den overſte Befaling og Raadighed, euten 
p. et Handelsſtib ell. Krigsſtib. tjvf. Skip⸗ 
per.) Skibsgods, et. 1. Gods, ſom fas 
res p. ef Stit, hører t. et S. 2. lobende 
Skibsgods I: bevogeligt Tougvark p. et 
Skib. Skibshavn, en, Havn, hvor Stibe 
funne ligge (t, Forſt. fra Baadehavn.) 
Skibshund, en. H. ſom haves ontbord p. et 
S. “Opregne Takkel, Tov, Watrofer og 
Stkibo⸗ 
hvre, en. ſ. gyre. Skibshar, en. i lire 
Skrifter: eu Flaade. (D. Riimkren. A. S. 
Scyp here.) Stibsjolle, en. En min: 
dre Skibsbaad. Skibskarl, en. Matros, 
Baadsmand. (Moth.) Skibskiſte, en. K 
hvori Skibsfolk giemme deres Toi ombord. 
Stibstiol, en. f. Kiol. Stiboatlokke, en. 
En Klokke, ſom p. ſtore Skibe hænger p. Duis 
ket. Stibstlæder, pl. Klader, ſom Stibs⸗ 
folk bruge, Sktibsdragt. Skiboklædning, 
en. Er Skibs udvendige Beflædning, Fors 
hudning. (Sfibehud. Moth.) Skiboknae, 
ct. f. Knæ.  SFibskot, en. den, ſom tos 
ger Mad f. Skiboͤfolket. Skibskoſt, en. 
Den Føde, ſom Skiböefolk fædvanlig faae 
ombord. Skibskiekken, et. det Sted, hvor 
Maden koges, paa ſtorre Skibe Kaͤbvs.) 
Skibsladning, en, ſaamegetGods, fom ct 
tilladet Sftib-fører, , Stibslaſt, en. ſ. Laſt. 
Skibsluft, en. den Luft, font berstev i et 
Skib unter Dakket. Sfibsluge, en. Lu— 
ge, hvorved er Aabning i et Stibsdet fu €= 
kes.  Stibelygte, en. Lvate, ſom br. om⸗ 
bord p. ct Stib. Skibsmaal, et, Maal, 
hvorefter et Skibs Storrelſe ell. Dragtig- 
hed beſtemmes. Skibsmaaler, en. Beticiu, 








Stibsnaaler — Stide. 


. 


321 
hils Syffel er at maale Stibe. Skibs⸗ skita. A. S. scitan.] give Starn ell. Er: 


Shide — Skiel. 


maaling, en. Gierningen at maale et Skibsn crementer fra fig giennem Endetarmen; 


Storreiſe. 
. fat, ſom høre t. et Skib i Soen, ſom ud⸗ 
giare dets Befærning.  SFibsmægler, en. 
Megler, hvis Forretninger vedkomme alt 
hvad der hører t. Skibes Klarering, at 
ſtaffe Stippere ell, Redere Fragt, m. m. 
Skibspart, cn. En vis Deel i Eiendommen 
af et S. Skibspompe, en. P., hvormed 
tet i Skibets Bund ſamlede Band udpom: 
pes. . Stibspræft, en. En p. Krigsſtibe og 
andre ſtore Skibe, ſom gisre fange Reiſer, 
anfat Preſt. Sktibsraa, en. ſ. Raa. 
Skibsraad, et. Forſamling af Skibets Of⸗ 
ficerer og fornemſte Betiente f. at holde 
Raad i vigtige Tilfælde, Skibsreder, en. 
den, ſom p. øn Befoffning udrufter et Skib 
m. Redjkab og Mandſtab, og enten lader 
der feile m. Ladning f. egen Regning, ell. 
paa Frågt f. Andre. 


værif.  Sfibøret, en. Ret, form holdes p. 
Krigsſtibe f. at demme i Forbrydelfer. 
Skibsror, et. f. Xor.  Stibsrum, et. det 
Rum, fon et Skib indbefatter under Dæfs 
ket. Skibsruſtniug, en. Gierningen at 
udruſte et S. og hvad dertil hører. kibs⸗ 
ſeil, et. ſ. Seil. Skiboſeng, en. En Koje. 
Skibsſfiode, et. Stisdebrev p. ct Skib, 
el. Document, hvorved Sælgeren af et 
Etib overtrager fin Ciendom t, en Anden. 
(&r. 3. Mai. 1803.) Stibsffr 


Capitainens Haandſtriver. Skibsſoldat, 
en. Soldat, ſom gior Tieneſte p. et Krigs⸗ 
ſtib (Mariner, Moth.) Skiboſpeil, et. 
den bageſte udvendige Flade af et Skib. 
Sfibsfprog, et. Samlingen af de færegne 
Did og Udtryk, fom bruges i Soveſenet 
og v. Scilatfen. Skibsſtyrer, en. den, 
foam ſtyrer et Skib, er den exverſte af dets 
Reſctning; Skibsforer. S ſaden 
en. Sogdom, ſom herſtker p. Skibe blandt 
Mandſtkabet. Skibstold, en. Told af ind⸗ 
og udgaaende Skibe; Sotold. Skibs⸗ 
rtvcbaf, en. et Slags meget haarde Tve⸗ 
batfer, der bruges ſom Skibsbbrod. Skibs⸗ 
tei, ct. Tel, Redſtab, ſom bruges t. Skibs. 
(Moth.) Skibstemmer, et. Temmer, 
fom er tienligt og bruges t. Skibsbygning. 
Sfibstemmermand, en. En⸗T. ſom arbei⸗ 
der v. Skibsverfter, el. ev anſat ombord p. 


et Skib. Skibsvrag, et, Vrag af et ſtran⸗ 


Bet Skib. Skibsvarft, ct. ſ. Varft. 
Skibe, v. a. 1. føre ombord paa så. føre 
af et Stib (fun m. præp. ind og.ud.) At 
ſtibe Tropper må (føre dem ombord.) Li⸗ 
geledes: ſtibe dem ud. (ſ. indſtibe, udſti⸗ 
be.) Sieldnere bruges: At fTibe Varer ud 
2: føre dem ud t. Stibs. Af flibe Korn ud 
t. Dollend.. N É… 
Skide, v. n. og a. ſted, har ſtidt. [3. 
Danſt Ordboq. IL 


R 


Skibsmandſtab, et. de Søs. 


Skibsredſtab, et. 
Redſtab, ſom hører t. ct Skib, ifær Toug⸗ 


iver, en. 
p. ftørre Skibe: den, ſom fører er hear 


giore fit Behov, have Aabning. (Dette, med: 


de deraf - flammende Ord, ſom Skidehuus 


o. fl. finde fun Stcd i den laveſte Talebrug.) 


Skiden, adj. pl. ſtidne. [J. skitinn.] 
ureen, befudlet, tilflyet m. Skarn, fnavfet. 
— ſtidenfærdig, adj. ſom ikke holder over 
Reenlighed; ureenlig. Deraf: Skiden⸗ 
færdighed, en. — Skidenhed, en. Beſtaf⸗ 
fenheden, at være ſtiden, Ureenhed. — ſtid⸗ 
ne, v. a. 1. giore ſtiden, beſudle, tilflyc: 

Skidt, et. ud. pl. då; Skit, Skitr.] 
Skarn, Ureenlighed, Snavs. (Kun i lav 
Talebrug; i hvilfen det ogfaa bruges ſom 
ad). om det, ſom er meget flet ell. ringe.) 
Skiebne, en. (pl. r, fielden.) [Jel. 
skepna, Dannelfe, Natur; skipa, indrette, 
ordne.] 1. Indbegreb af de Omſtiftninger 
MA det menneffelige Liv, af de Forandringer i 
Zingene , de Tildragelſer I Verden, hvig 
Beſtemmelſe ikke ſtager i Menneftets Magt ; 
ell. ſom udrinde af ubekiendte, nødvendige 
ell. dg en hoiere Magt betingede Aarſager. 
Lan ar havt en forunderlig; heldig, uhel⸗ 


Staternes S. At finde figt fin 


(Førft i den nyeſte TID er pl. Skiebner bes, 
gyndt at fomme i Brug. “Alle de uviffe 


t 


d ' 
&, »Ingen Kraft t. at mede nogen Skieb⸗ 
ne, t. at bære nogen Sorg.” Mynſter. 


iebner, fom vi nu, fee i Møde.” Baſth. 


”Uftadige Skiebner.“ Mynſter. ”Hvilfe 
Skiebner der end ſtulle vederfares 08.” 
Samme.) jvf. 2£09,4. ”Ingen fan bes 
ſtemme fin Lod; Ingen raade f. fin Skieb⸗ 
ne,” Miller. 2. Skiebnen absøl. faldes 
ogſaa den Magt, hvilfen man: tænter fig 
fom Grunden og: Kilden t. alt det, der 


⁊ 


ſteer uden Menneſtets Medvirkning, t. alle 


Tildragelſer og Forandringer i Verden, hvis 
Gang og Udfald ei af bekiendte Aarſager kan 
forklares. Saaledes tales om Skiebnens 
Styrelſe, Billie; om den blinde Skiebne 2. 
— ſtiebnerig, adj. rig p. Skiebnens Om⸗ 
ſtiftninger; ſom har oplevet mange og 
mærfværdige Skiebner. Skiebneſtifte, et. 
Skiebnens Forandring, Omſtiftning. (Ra⸗ 
bek.) fliebneftyrende, adj. v. ſom ſtyrer, 
beſtemmer Skiebnens Gang. 
Stiel, et. pl. d. ſ. IJ. Skil] 1. op⸗ 
rindelig d. ſ. F Forſtiel, hbilfet nu bruges. 
2. den Linie, ſom ſtiller imellem to Jord⸗ 


ſtykker, imellem to Eiermends Grund; 


Greændſe, Grendſeſkiel. At ſette Skiel, 
at rvkke Skiellet. Deraf: Lafhideffiel, Mar⸗ 
fefficl. 3. Evne t. at ſtielne mellem Tin⸗ 
gene og deres Betfaffenheder ; Fornuft, 
Skionſomhed. (f. ſtiellig.) At fomme t. 
Skiels Aar og Alder (t. Fornuftens Alder.) 
(Undertiden allene, og fammertrutfet : ”Da 
jan naacde Stielsgar,” Wandal. I. 41. 
»En Mand, ſom er kommen t. Skielsal⸗ 
der.” D. Lav, II. 2. 8. 4. Grund, Aar⸗ 


26 


⸗ 


—* 


Skiel — Skielden. 


fag. Med Skiel, uden Skiel. Han veed 
inket S. til det han åger. ”Eller han figer 
fig at vide ingen Skiel dertil, andet end 
han haver hørt loft Folk faa fige.” D. £. 
VI. 21. 1. — Heraf ogſaa: billig Grund, 
Bltlig hed, At giøve noget uden Net og 
Skiel. ”Af hvem han fik det m. rette 
Skiel.“ D. Lov. VI. 15. 15. At giore 
Skiel for fig 2: giore hvad man bør, hvad 
billigt er, At giore een ſamme Skiel 5: 
Giengield. ”Førend han (Faderen) faner 
fort de andre (Bern) lige k 

. 2. 61. ”Hun giør ham ærlig Skiel 
derfor.” Rahb. (D. Tilſt. IV. 496.) 5. 
Vilkaar. (forældet.) ”Det var mig lige 
Skiel“ (ligemeget.) Ohlenſchl. (Thors R.) 
Med faa Skiel (m. ſaadant Bilkaar; eller: 
naar faa er, at, ”Med faa Skiel, Andre. 


" Derved funne reddes af Fare.” B. Thott. 


ba] 


, Tem to Eiendomme. (Moth.) 


(i. 81.) jvf. D. Lov. I. 3. 26. V. 3. 31.) 
Skielager, en. A. ſom gisr Skiel imel⸗ 


et. Dige, Gierde, ſom udgisr ef Srændfes. 
ſtiel. Stielgrøft, en. Graft, ſom udgier 
Skiel imellem Jordeiendomme ell. Lodder. 
Skielled, et. Lcd v. et Grandſeſtiel, el. 
anbragt i et Skieldige. Skielmarke, ct. 
det, hvorved ct Sficl, en Grendſe udmærs 
kes. Stielpæl, en. Srændfepæl, Skiel⸗ 
ſteen, en. og Stieltræ, et. En Steen cl. et 
Stykke Træ, ſom er opreift t. Skielmerke; 
Groœndſeſteen, Grendſepel. Skielvei, en. 
det Sted, hvor to Veie lobe ſammen ell. 
ſtilles ad. Moth. — ſtiellig, adj. 1. for⸗ 
nuftig, rimelig, grundet, tydelig. En 

iellig Grund. “Skiellig ell. lovlig Aars 
ag.” D. Lov. III. 16.13. ”Uden fiellig 
Narfag. II. 14. 6. 1IL 13,7. ”Naar det 
ſtielligen beviſes fan.” DI. 1. 2. IV. 1. 4. 
V. 6. 1. ”De — ſom ſtielligen befindes 
p. deres rette Reiſe at være.” III. 19. 17. 
2. billig, retmæsſig, rigtig, ”Sfiellig og bils 
lig Betaling.” D. Lov. I. 24, 25. “Efter 
ſom fFielligt fan være.” IV. 3. 4. ”For 


.— vet ffielligt Bernd,” III. 4. 8. ”For fliellig 


Dphjold t. Føde, Klæde og anden Nod⸗ 

tørft.” V. 1.9. — Skielligbed, en. ud, pl; 

Billighed, Rimelighed. »Da ſtal han nyde 

fri Ildebrand t. Skiellighed.“ D. £. II. 
2. 2. 

Skielde, v. a. og n. 2. IT. ſchelten.] 


give onde Ord, ſtiende; tillægge ærerérige Ta 


Benævnelfer, At fhielde —*8 p. cen. 
Han ſtielder og fmælder den hele Dag. (Op⸗ 


rindeligen bemarker ſtielde: at give en hoi, 


en klingende Lyd; og det Sy. skalla bemærs 
ker ogſaa: at gise.) At ſtielde cen ud. (ſ. 
udſtielde.) 
ſom en Anden ſtielder ud for Navreri.” 
Eilſchov. At f. cen for en Tyv, Nidding. 
”Nu 3 feer, hyad Mand jeg er, for Zyo 3 
frielder mig ei meer.” Holb. P. Paars. — 
Skielden, en, ud. pl. Banden og Skielden. 


ud 
» 


Fie,” D. &,, 


Skieldige, »Skielmsmeſt 


Hos een hedder det Lerdom, 


322 Sltieldsord — Skiemtedigt. 


— Skieldsord, et. pl. d. f. Ord, hvorved 
man ſtielder cen ud, perſonlige Benævnels 
fer, hvormed man tiltaler cen i vredt Sind 
el. Hidſighed; ligquvelmsord, crerorige Ord, 
»Der gives ogſaa Skieldsord, fom flet ikke 
ere ererorige, og hvorved det utilborlige 
blot ligger i Tone og Genfigt.” P. E. Mål: 
ev. . i 

Skielde, en. dette jydffe Ord forekommer 
i D. Lov V. 10. 45, ſom fynonymt m. 
Yædbor, og bemærker en Stof ed. Pind, 
der ſtal tiene t. det lovlige Maal f. Maſtker⸗ 
nes Vidde i Fiffegarn, fom br. iLiimfiorden. 

Stiellig, adj. f. under Skiel. 

Skielm, en. pl. - er. [S: Skélmir.] et 
æreløft Menneſte, en Nidding, en uærlig 
Bedrager. " ”Forden maa lade fig betræde 
og dyrke af mangen flem Skielm.“ Eilſchov. 
(Ordet bruges ogſaa, ligeſonr Skalk, iSpøg 
og i cen mildere Betydning. Din Skielm! 
hvad hav du der Fundet paa ?) Ligeſaa: 
er,en. den, fom godt vecd at 

nde p. Lift og Lsier. — Derimod: Skielms⸗ 
ſtreg, en. allene om nedrige, flette, ucrli⸗ 
ge, bedragerfte Gierninger. amme Bes 
meerkelſe har Skielmsſtykke, et. Dog br. 
defte Dvd ogfaa for: Løier, Pudferier. 

Skielmſt, 5 egentlig: ſom kommer fra 
en Skielm, erelss, nedrig; men Ordet har 
næften ganffe tabt denne Bemarkelſe, og 
br. for: overgiven Inftig, fuld af Loier (det 
—* espiégle.) En ſ. Dreng, Pige. — 

eraf: Skielmſthed, en. ud. pl. 

Skielne, v.a. 1. (af Sfiel) giere For⸗ 
ſtiel paa, ſaavel v. de udvortes Sandſer, 
(ifær Synet) ſom v. den indre Sands, 
Foͤrnemmelſen, el. Forſtanden. discernere. 
At ſtielne imellem to Gienſtande, ſom ere 
langt borte. Jeg kunde ikke ſ. om der var 
cen, ell. flere. At ſ. imellem vene og falſtke 
Zoner, imellem Godt og Ondt. Det er vans 
ſteligt her at ſtielne, hvad der ev det rette. — 
Skielneeyne, en. Cyne t. at ſtielne. Skiel⸗ 
nekiende, Sfielnemærte, Sfielnetegn, et. 
udvortes Mærfe el, Tegn, hvorved en Ting 
ſtielnes fra andre. 

Skiemt, en. ud. pl. Taf $. skammr, 
fort, P. E. Skatter? 1. Lyftighed, Leg, 
Spog, morende Tidsfordriv. (I. Skem- 
tan.) 2. færdeles : det, der figes uden al⸗ 
vorlig Mening, for Loiers Skyld, ſpogende 
le; modſ. Alvor. - At fige' noget f. 
Skiemt, 15. Eet (er) Skiemt, et andet 
Alvor (naar man vil, at den Skiemtende 
fe tale Alvorligt.) At flage noget hen i 

kiemt. At drive Skiemt m. cen, med 
noget. (jvf. Spog.) ”Sfiemt er det mod: 
fatte af Alvor I Talen. Speg dr. om den 
ſamme Modfætning, faavel i Tale, fom i 
Handlinger.” Måler. — Skiemtebroder, 
en. den, fom godt forftaaer fig p. Skiemt, 
en Spøgebroder, lyſtig Perſon. kiem⸗ 
tedigt, et, Digt, ſom ev ſtrevet i en ſiem⸗ 


en. ud. pl. — 


Skiemtedigt — Skienk. 


tende Zone, ell. hvori ſtlemtes m. Ting og 
Perſoner. (ſatiriſt Digt. Holberg.) Skiem⸗ 
tedragt, en. Indklæedning i Skiemt ell. 
Speg. “»Jeg, ſom gaaer igien i denne 
Stiemtedragt.“ Baggeſen. ſtiemtefri, 
adj. fri, fritalende i fin Skiemt. (Sorte⸗ 
rup.) ſtiemtefuld, adj. ſom tidt og gier⸗ 
ne bruger Skiemt, ſpogefuld. Skiemte⸗ 
ſprog, et. ſtiemtende Sprog, ſpogende Tale. 
(Bagg.) — ſtiemtſom, adj. 1. ſom inde⸗ 
holder S. gager ud p. Sktiemt. 2. fom brus 
ger, under Skiemt. Han er meget ſtiemtſom. 

Skiemte, v. n. 1. har. [I. skémta.] 
bruge Stiemt, ffær i Zale, fpøge, gtere fig 
Inftig.  ”Den, ſom friemter, taler f. at 
more fig felv.” Muller. At f. med fine 
Jevnlige. ”Sfiemt, itfe m. dit Barn, at 
du ikke herefter ſtal ſorge m. det.” Sir, 30. 
Han fhiemter f. grovt. Det er itfe at f. 
med (det ev en alvorlig Sag.) ”Den ene 
Skiemt i Samtale fremfalder (et den Ans 
den; Derfor vil den Stolte ikke lettelig 
ſfemte m. nogen.” Miller. En fFiemtende 
Tale. (jvf. ſpoge, fiafe.) Deraf: Skiemten, 
iemtviis, adv. I Skiemt, 
p. en ſtiemtende Maade. (Hhlenſchl.) 

Skiend, et. pl. d. ſ. og Skiender. vrede, 
ftraffende Ord. At give Skiend. Hun fk 
mange S. fov hendes Efterladenhed. (d. 
Tale.) Deraf: Skiendsord. d. ſamme. 
”Uden Knur, Skiendsord og: anden Ulem⸗ 
pe.” D. Lov. II. 14. 8. (Mot 
Paars.) Nu flelden. ' 

Sfiende, v. n. 1. [X. &. scendan. 
reprehendere.] ſtraffe m. Ord, fige haar⸗ 
de, onde, ſtraffende Ord t. een, tiltale. i 
Vrede. At ſ. æaa cen. ſ. overſtiende. 
(Xt ſtiende cen Aden fuld. act. I dagl. T.) 
2. ffiendes, v. n. pass. trættes m. hoiro⸗ 
ftet Tale, ſtiende p. hinanden. At ſfien⸗ 
des og bandes. De ſtiendtes offentlig p. 
Gaden. = Sfiendegiæft, cn. den, ſom ide: 
lig ſtiender, bruger onde Ord uden grundet 
Anledning. D. £. II. 5. 25. ”Da han den 
ſpottende Stiendegiæft til Taushed hav 
tvunget.” Fibigers Homer. — Skienden, 
en. Gierningen at ftiende paa cen. Skien⸗ 
den og Banden. — Skienderi, et. Gier⸗ 
ningen at ſtiendes, hoiroſtet Trætte. jvf. 
Strid, Klammeri. — ſtiendeſyg, adj. me: 
get tilbølelig t. at ſtiende. Deraf: Skien⸗ 

efyge, en. ud, pl. É 

1. Stient, en. sud. pl. [J. Skénkr.] 
det, fom gives uden at fage Vederlag ; 
Gave, Forcring. ' . 

2. Sfienk, en. pl.ce. 1. Bord, hvor⸗ 
paa ſtienkes, hvor de Kar ſettes, fom man 
flienfer af og i; Skienkebord. (A. S. 
Scænc, Bæger, Drittetar.) 2. den, fom 
har Beftillingen at ſtienke i for andre. (For⸗ 
ældet ; .men br. endnu i Ordene: Mund⸗ 


ſtienk, og Overſtienk, ſom er Titelen Pe 


et af de hele Hofombeder.) | 


323 


.Holberg. P. 


4 ! ' f . 
, / m — ' 


 Gtienfe—Gfierm. 


Skienke, v. a. 1. [$. skénkia. A. S: 
scæncan.] 1. gyde Drikke af et Kar i et 
andet, af en Kande, Flaſte, Dunk, 20. i et 
Bæger, Glas, en Sfaol ꝛc. At ſtienke Viin, 
DI i Glaſſet. 


rdet, for Borde, og frienkede f. Gie⸗ 
fterne. At 6 for Folk a: at holde Verts⸗ 
huus, Kro, Ølhuus. Han. har Tilladelfe 


at f. Øl og Brændeviin (9: at fælge i liden 


Mængde.) Jd. Tale figes: at ſtienke cen ao: 
give ham at drikke. (Skienke truges i Alm. 
om at gyde noget, ſom ſtal drikkes, af et 
Kar m. fmal anunbing ek. Zud. jvf. oſe, 

de, Man figer: At helde Mel af ct 

ad, af en Skaal i én anden. At ſtienke 
(af Theepotten) i Koppen; men at helde 
af Overkoppen i Underfoppen.) 2. give 
uden Vederlag, forære. At f. cen noget. 
Seierherren ſtienker den Overvundne Livet. 
Gud frienkede ham mange af Livets bedſte 
Gaver. At ſ. noget bort. (jvf. forære.) 
"At ſtienke er at give noget, man kunde 
raade over, t. en Ånden; at forære er at 
flienfe noget af ſin Slendom.” Muͤller. — 
Det ſtal ikke blive ham ſtienket (han ſtal 
ikke have giort det uftraffet.) => Sammenſ. i 


ifte Bemært. Skienkebord, et. f. ovenfor " 


2 Skienk. Skienkekande, en. SBientez 
Far, ct. Kar, hvoraf Drikkevarer ſtienkes. 
Skienkeſtue, en. den Stue i Kraer: og 
Vertshuſe, hvor der ſtienkes f. Slæfter: 
ne. Skienkeſvend, en. ſ. Kielderſvend. 
Skienkevert, en. Krovert, Kromand. (C. 
—* Skienker, en. den, hvis Be⸗ 


Ning er at ſtienke f. Gieſter. (juf. Nund⸗ 


ienk.) Skienkning, en. Gierningen at 
ſtienke. 

Sfieppe, en. pl.- tr. [ISv. Skåppa. T. 
Scheffel.] et" Kornmaal; den ottende 
Deel af en Tonde. Ligeledes om Jord⸗ 
maal: en S. Land, en S. Hartkorn. (f. 
Tende.) == Skieppemaal, et. Et Maal, ſom 
older en S. Fieppepofe , en. En V. 


vori rummes en Skieppe Korn, Mel e. d. 


Skieppetold, en. Told af Korn, fom tages 
eppeviis, efter Skieppemaal; ell. Fold, 
om tages af. hver S. Korn. fficppevjis, 
adv. i Sfiepper, efter Skieppemaal. ' 
Skieppe, v. n. 1.. har. fylde i Skieppen 
a: give rigelig Grøde i Axene. Kornet 
ſtiepper godt i Aar. . 
kierf ell. Stiærf, et. IT. Scherpe.] 
Ardegnd, Livhelte, Gværdbælte (Axel⸗ 
erf. 
ft Skierm, en. pl.-e. [Z. Schͤrm. Sv. 
Skårm.] 1. det, ſom v. at være imellem 
og og en anden Gienſtand, afholder dens 
ubehagelige Virkning p. os, beffytter 08 
mod denne, Bierget er en S. mod Nor⸗ 
denvinden. En S. mod Solheden. At 
fætte en S. for Lyfet. — figurl. »At tiene 


t. en Skierm for Uredelighed.“ A. BSrſted. 


219 


Stienk i! Ut f. for een. 
6: give ham at drikke.) Han gif felv v. 
0 


Deraf: Snfeffisem, Ovnſtierm, Regnfkierm, 
Golffierm. 2. Farfvar, Bærn, Beſtier⸗ 
melfe. (Moth. fieldnere.) ”Ved gamle Lo⸗ 
ves Skierm og gammel Hævd betrygget.” 
C. Frimann, — Stiermbræt, et. en Ind⸗ 
retning af fiere, v. Gængfler "forenede og 
ſtramt beflædte Rammer, (Floie) ſom op⸗ 
ſtilles p. Gulvet i Varelſer f. at afholde 
Trœk. Skiermhat, en. Enſſtor, bredſtyg⸗ 
get Hat. (Moth.) Skiermplante, en. pl. 
mer, kaldes de Planter, hvis Blomſter fidde 
ſamlede, og danne ligeſom en S. (umbel- 
latæ.) ogfaa: ffiermblomftrede Planter, 
Stiermfag, ct. Tag, ſom fættes over noget 
ér E. Kornſtakke) — 

eiret; ell. ſom lægges p. Mure, f. at for⸗ 
vare dem mod Regn. Skiermvatg, en. f. 
Skierwbræt. | 


Skierme, v. a. 1. IT. fhivmen] ſ. 


beffierme,. værne, »Bedre at ſtierme fig 
m. Haanden, end m. Mur den.” A. Vedel. 
»Som bevarede. hans Dvd og ſtiermede om 
Hans Rige.” Mynſter. (ufædvanl.) 
Skiermydſel, en. [T. GE harm 
E. Scürmish. Gammeld. at fhirme, 
me, ſtride, fegte. ”De, ſom løbe Vodde⸗ 
”Iob, eller figte og ſtierme.“ H. Tauſſens 
" Poftil.] en Fegtning imellem mindre Krigs⸗ 
hove, ell. Fortropper; en liden (ct Fegtning. 
Sbkierv, en. pi. —e€. [J. Skeértr, Por: 
tivn.] cen ganſke liden Deel, ben mindfte 
Deel af cl, i noget. Den Fattige gav og⸗ 
faa fin Skierv.  ”Naar han udfuer Enter 


ag Faderlaſe, og berever dem den fidſte uſle 


Sbtierv.“ Birkner. 
Skiev,/ adj. [IJ. skeiſr. T. ſchief. N. 
S. ſcheev. ] 1. ſom ei er ret ell. lige or ſom 
viger af enten fra den lodretto ell. den vand⸗ 
reite Linie; (jvf. ſtak, ſtraa, vind.) Huſet 
er ſtievt. Bordet ſtaaer ſtievt. At ſtrive 
ſkievt; gaae ſtievt p. Benene. — 2 
fſtrev fig to Ryggen ſtiev, og Verden blev 
. dog el mere lige,” Bagg. En f: £inic. 
En fliev (3: ſpids ell. ſtump) Vinkel. En 
ffiev (ſtraa) Flade: (Skraa bruges ofte om 
Flader, fom ci ere horizontale; modfættes 


vel ogfaa lige, men har aldrig det Bibegreb 


af en urigtig Stilling, der for det mefte 
- følger mi. — jvf. vind.) 2. fig. urigtig, 
falſt. En ſtiev Foreſtilling. At dømme 
ffievt om noget. At fee ſtievt t. -een, t. 
en Zing 3: betragte m. Avind, m. uvenligt 
Sind. — Det åt ham ſtievt, det gif ſtievt 
f. ham ad: galt, uheldigt. ”Oet er blevet 
ft. et Ordſprog: Man maa være fornøiet m. 
en ſtiev Kegle.” J. Smidth. — Af flicv, i 
haves: ſtievarmet, ſtievbenet, ſtievhal⸗ 
ſet, ſtiebhovedet, ſtievmundet, ſtievnæ⸗ 


ſet, ſtieyryggget, 0. fl. En ſfievvinklet Tri⸗ 


angel, ſom har tre ſtieve Vinkler; modſ. en 
retvinklet. — Skievhed, en. Beſtaffenhe⸗ 
den at være ſtiev, baade iegentl. og fig. Be⸗ 
tydning. ” 


324 


at beſtierme det mod 


SAS 8 


Fife atꝗ £cer. (Argilla schistosa,) Oluf⸗ 
e 


Stive — Skifte. 


Skieve, v. a. og n. 1. (har.) 1. gløre 
iev. At ffieve Munden. (Moth.) “At 
ieve Furen i Ploining.“ J. Baden. 2. 

blive ſtiey; have en ſtiev Dannelſe ell. 

Stilling. Det ſtiever t, den ene Side. 3. 

gaae flievt ell. i en ſtley Linie. At f. fra 


hj 


Veien. (Moth.) 4. At ſtieve til cen 3: ſtele, 
fee ſtievt til. ' 
Skieve, en. f. SFiæve, 

Stifer, en. [T. Schifer.] Et almin⸗ 
deligt Navn f. de grovbladede Steenarter, 
fom lade fig flæffe i ugtennemfigtige Tavler, 
og deles i to Hovedelaſſer: Leerſtifer og 
Kaltffifer ; hvoraf Brandflifer, Kiſeiſtifer, 
Tagſkifer, Tavleſtifer o. fl. Under⸗Arter. 
— Peraf: ſtifetagtig, adj. ſom noget lig⸗ 
ner S. kiferart, en. Et viſt Slags Ski⸗ 
fe: Skiferbierg, ct. ſom beftaaer af S. 

"iferblag, adj. glindfende blaaladen, ſom 
nogle Stiferarter i Bruddet. Skiferbrud, 
et. Grube, hvor Stifer brydes. Skifer⸗ 
flife, en, Et fladt Stytkke Skiferſteen. 
Stiferkul, pl. et Slags let, brændbar Ski⸗ 
fer; Brandſkifer. biferlag , et. Lag af 
. F Biergene. Skiferleer, et. et flags 


n. Skifertag et. Tag, dekket m. Stis 
ferflifer. Skifertavle, en, Tavle af Ski⸗ 
fer t. at ſtrive paa, Regnetavle v. fl. 

Stifte, et. pl.-r. ſJ. Skipti. A. S. 
Scyfte.] "1. det; at een Tilſtand afloſes 
v. en anden; Forandring i Tilſtand, Om⸗ 
ſtiftning. Aarets Skifter. Det forſte, an⸗ 
det Skifte. ”Sielden er Skifte bedre.” P. 
Lotle. — Deraf: Maaneftifte, Qrdſfifte, 
Sverdſkifte, Sadſtifte, Tidsflifte, Vogn: 
ftifte, 0. fl. = —— adv. med Afver⸗ 
ling, paa en omſtiftenẽ Maade, ſaaledes 
at der ſtiftes med flere Ting, ell. imellem 
flere Perſoner. At bruge fit Tei ſtifteviis. 
De arbeidede fEifteviis, — SFiftercl , i 
Skiftetal, adv, d. f. f. ſtifteviis. »Mens 
hun i Skiftetal nu gif, nu lage ved Sen⸗ 
ge.” Arreboe. 2. afdeelt Antal, Afde⸗ 
ling. (Om faadanne Afdelinger, der ſeif⸗ 
teviis giore Tieneſte, i vore fildigere Bi⸗ 
beloverſ.) ”David delede dem i Skifter.“ 


1 Krøn, 23. 6. ”De vare I hvert Skifte 


fire og tyve tuſinde.“ 27. 1. (Bibelen af 
1550 har Skikkelſe) 3. Agerland, hvori 
flere Bymend have Lod, og ſom dyr⸗ 
kes I Stifter, (Moth, ſ. Agerſtifte, Dan: 
peffifte.) 4. Deling af Gods og Midler, 
om en. Afdod efterlader, imellem Arvingerne; 
Arveſtifte. At holde &, efter cen, i et Bo. 
At forrette, at flutte et Skifte. ſ. Sams 
frændeffifte. = Heraf: Skiftebehandling, 
en. lovlig Behandling af et Bo, f. at 
det. At tage et Bo under &, . ”Til Slut⸗ 
ning giver Stifteforvalteren den hele Skif⸗ 
tebehandling beſtreven i et Stiftebrev.” 
Schytte. iftebog, en. Ting⸗ eller 
Raadſtuebog, hvori ale Skifter indfores. 


w. 
; 





J 


ifte . 


"angaaende et 


" flere. 


Slifte. 


(Moth) Skiftebrev, et. Document, hvori ſ 


Boets Formue opregnes, og Alt hvad der 
horer til Stifteforretningen meddeles beſtre⸗ 
vet. Skiftecommisſion, en. Samfund af 
Flere, fom holde et Stifte, Skifteforret⸗ 
ning, en. den Retshandling, at holde ef. 
afgiore ct Arveſtifte; ft, Documentet, hvori 
Stiftet beſtrives. Skifteforvalter, en. den 
Embedsmand, fom efter Lov og Anordnin⸗ 
ner er berettiget t. at flifte efter Afdøde. 
Skiftehold, et. den juridiſte Handling, at 
holde Arveſtifte efter en Afdod. (Hanſens d. 
Skiftevoeſen. 2. Udg. 202.) Skiftekien⸗ 
delſe, en. Kiendelſe, (Decifion) ſom Dom: 
meren ell. Skifteretten afſiger i en Skifte⸗ 
ſag. Skiftelovgivning, en. Love og An⸗ 
ordninger, fom' vedkomme Arveſtifter. 
Skiftemode, et. Møde, ſom holdes af en 
Skifteret cl: i Sfifteforretninger. (Hanſens 
d. Stiftevæfen. 290.) Sfifreprotocol, en. 
d f. ſ. Stiftebog. Skifteret, en. 1. 
Ret t. at holde Stifter i en vis Jurisdic⸗ 
tion. Lehnsbeſidderes Skifteret. 2. en 
egen Net, eller viffe Medlemmer i en Ret, 
ſom (f. E. i Kiobenhavn) behandle Skif⸗ 
terne. 3. den Deel af Retslexen, ſom 
handler om Arveſtifte. Den danſte Skifte⸗ 
ret. Skifteſag, en. Gag, Forhandling, 
kifte. Skifteſamling, en. 
Forſamling af Arvinger og andre Vedkom⸗ 
mende i Stifteſager; Skiftemode. At holde 
en Skifteſamling. Skifteſtriver, en. den, 
der forretter Skriverarbeidet v. Stifter cl. 
i en Skifteret. Skifteveſen, ct. Alt hvad 
ter hører t. Arveſtifter og deres Behandling. 

Stifte, v. a. og n. (har.) 1. IAI. 9. 
Soyſtan, dividere. J. skepia, skipta.] 1. 
act. dele, inddele; iſer m. Bibegreb om 
Deling 1 lige Parter. At lifte en Arv. 
Bornene have ſriftet diſſe Eiendomme imel⸗ 
lem dem. ”Landet blev da v. Lodkaſtning 
er O. Guld. At have noget at ſtifte 
(aføfere) m. cen. — absol. om at dele en 

endom imellem dem, fom have Arveret 
dertil. Der er endnu ikke ſkiftet efter Mo⸗ 
deren. At f. med Samfrænder. Han har 
ſtiftet m. ſine Barn (om en Enkemand.) 
2. ombytte ell. faae en Ting for ef anden 
af fomme Art. "Dette Folk har ſtiftet 
Navm ligefaa tidt, fom det ffifrede Kon: 
ger.” O. Guldb. At ſ. Linned, Klæder, 
Defte. At ſ. Tieneſtefolk. Barnet ſtifter 
Zænter. Nogle Dyr frifte Farve om Vin: 
teren. fun ffiftede Farve (rødmede,) At 
ffifre Sind, forandre fin Mening." ”Da 
fifrede hun Sind faa hurtigt, ſom p. Ha⸗ 
vet den bedragelige Vind,” (C. Winthers 
Digte.” 3. Ligeledes om to Perſoner ell. 
At ſ. Breve m. cen. At f. Ringe 
(om Brudefolk.) At f. Kugler (ſtydes.) 
At.f. Sug. 4, neutf. forandres, omſtif⸗ 
tes, blive anderledes, Da maae vi forſt 
troe p. noget Evigt, ſom ikke flifter eller 


⸗ - 


" 825 


Aj 


Skifte — Skik. 
vinder.” Monſter. ”Sruntfætninger, ſom 
ikke ſtifſte m. Tider og Skiebner.“ Samme. 
At ſtifte om, forandre ſig, forandres. pan 
flifter tidt om (forandrer Mening, Sinde⸗ 
lag.) ivf. omftifte. = Skiften, Skiftning, 
en, Gierningen at flifte.  ”En beftandig 
Skiften imellem Udvidelſe og Sammeutrok⸗ 
ning.” Mynſter. = Sfiftefærd, en. om⸗ 
ſtiftende Færd, Omſtiftning i Livet, i Men⸗ 
neſtets Færd. »Var Villien vores Magt, 
den ſtulde ei ſamtykke i ſaadan Sfiftefærd,” 
et Liigvers. 1698. Skifteſted, et. Sted, 
hvor Reiſende ſtifte Heſte og Befordring ; 
Station. Sfiftetid, cen. den lovbeftemte 
id om Aaret, da man fan ſtifte Tieneſte⸗ 
for, cl. diffe forlade deres Tieneſte; Fa⸗ 
Tedag. X 
Stiftes, v. nn. pass. giore noget ſtifteviis 
m. en anden. De mafuetes til at bære 
Barnet. ”Men at ut fliftes ſtal, ved den 
at holte Vagt.” Rabbe, 


Stifting, en. pl. —er, [af v. at flifte] 


et forbyttet Barn. f. Byetingg, ' 
Skik, en. pl.-ke. IJ. Skick.]. Overeens⸗ 
ſtemmelſe £ frie Handlinger, grundet paa 
Bane, herſtende Mening, cl. Vedtægt ; 
Brug, Gad, Sadvane. (3 Alm. bruges 
Stif om de udvortes, miere ligegyldige, 
Sæder om de morale Handlinger. Stik 
har derimod et mere almindeligt Begreb end. 
Brug, fom er en Stif, der nœrmeſt grun⸗ 
der fig p. Vedtægt, og Sœodvane, hvorved 
nærmeft teenkes p. Vanens Magt.) ”VGed 
Sader betegnes det, der grunder fig p. 
hævdede moralſke Begreber; v. Skikke det, 
fom efter menneſtellgt Godtbefindende er 
blevet indført. — Det fom mange gisre, 
fan figes at være Brug; men fun det, 
fom giores almindeligt, er Skik. Naar en 
Fit ophører, fan den figes at være gaaet 
af Brug; men meget er Brug, fom ei fan 
kaldes Stik; f. E. Sprogbrug , Skrive⸗ 
brug.” Miller. — Det er ikte S. her i 
Landet. Forfædrenes Gader og Skikke. 
”De holdt intet af deres Fodres hæderlige 
Skikke.“ 2 Macc. 4. 15. At føre noget i 
Stik (bedre: i Brug.) At indføre nye« 
Skikke. Jeg har den &. at ride en Time 
om Dagen, Det er Stik og Brug her i 
Byen. (2: almindelig vedtagen Brug.) => 
ffiffelig, adj. 1. ſommelig, mancerlig, 
paſſende (fom nu i denne Bemerk. mere 
bruges.) ”Ovinderne ſtal pryde fig i ſtik⸗ 
kelige Klæder.” 1 Tim. 2.9, 2. Kom fol⸗ 
ger god Skik, rettænfende, retſtaffen, ula⸗ 
ftelig I fin Opforſel. »En ftitkelig Mand 
er den, der handler, ſom det ſtikker fig, der 
i fin Opforſel iffe giver Medborgere Stund 
t. Klage,” (IJ det ſelſtabelige Livs forfinede 
Talebrug er Ordets Værdi nu meget nedfat« 
»WVed en ſrikkeligg Pige forſtages ofteft en 
ærlig Tieneſtepige — en ſrikkelig Frue vil 


ingen fige VO ”flitfelige Folk” fora 


e 


* 


<= 





en SFitEelfe i Mørket. 


Skik — Skikke. 
* — 
ſtaaes de, den Talende kan vare bekiendt 
at omgaaes m. Skikkelige Folks Børn ere 
de Rigeres ell. Fornemmeres Bern.” P. E. 
Muͤller.) Deraf: Skikkelighed, en. 
Stik, en. ud. pl. udvortes, paſſelig Dan⸗ 
nelfe, Orden. At bringe, faae noget i 
Skik. (Moth.) Det er ikke i fin rette S. 
(Orden.) ”Wt haver i vor Stad ci Skik, 
ti Politie.“ Holb. P. Paars. At fætte 5. 
paa ct ungt Menneſke. Gan har ingen S. 
paa fig. Het har-ingen &. med ham. (f. 
fPitte fig.) J ældre Danſt: Indretning, 
, Deden overhovedet. Hvo ſom modſtaaer 
Guds Stik, han modſtaaer Gud fc.” P. 
Tidemand. »J Verden haver det fin Maas 
de og Skik, at man giver den meget t. Løn, 
ſom arbeider meget.” Samme. 
Sbkixke, v. a. 1. IIsl. skicka.] 1. dans 
. fe, indrette, ”Gan ſtikrede Grenene lige⸗ 
fom en Kalle.“ A. Bedel. ” 2. ordne, lave, 
fætte Skikkelſe paa. (fielden.) At f. Lov og 
Ret i Landet. Hud har ſaaledes ſtikket det. 
. "Du ſtikked mine Tider-og mine Kaar i 
- bem,” C. Frimann. (f. beſtikke. — Skikke 
fig, for: lave fig til, forekommer endnu 
fieldnere, og er en Germanisme. ”Den 
gamle Fiſter ſtikked fig fil en Morgendræt.” 
hlenſchl. (Helge.) — Deraf: ſtikket, adj. v. 
1. dannet, ſtabt. Den Vogn er ilde ſtik⸗ 
ket. 2. beqvem, duelig, vaſſende. — At 
være ſtikket, vel ſtikket til et Arbeide, en 
Poſt, et Embede. = Skikkelſe, en. pl.-r. 
[ef v. a. ſtikke. d. tydſte G eftalt.) 1. 
tyrelſe. Guds, Forſynets Skikkelſe. 2. 
udvortes Dannelſe, Form, Skabning. (Det 
fidfte, nu hyppige Ord forekommer ilke i 
Bemerkelſen Sfitfelfe i Bibelen af 1550 
el. de" fildigere Bibeloverſ. Derimod er 
Skabning langt mere brugeligt hos Al⸗ 
muen, end Skikkelſe.) Det var af Skik⸗ 
kelſe fom en Fonde. Skion, deilig af 
Skikkelſe. I legemlig S. ”Jeg havde 
den Efærere, end Sundhed og deilig Stik: 
kelſe.“ Viisd. 7. 10. Det har en underlig, 
ufædvanlig S. At give noget Skikkelſe. 
»En Feil fan have meget ulige Skikkelſer, 
og dog blive den ſamme —* Sneed. 
»Det Uſynlige, ſom aabenbarer fig i de for⸗ 
gængelige Skikkelſer.“ Binnfter. ” Gan tog 
en Tieners Stikkelſe paa fig.” Phil. II. 7. 
3. en ubekiendt (ifær levende) Gienſtand, 
fom man vel bliver vaer, men ikke noie 
ſtielner, cl. ikke veed at nævne. Jeg face 
3* 8 HE S. — 
ig i Baggrunden. ”Der flod f. mig ſom 
en Mands Skikkelſe.“ Dan. 8. 15, i 
Stiffe fig, v. rec. 1. a.) paſſe fig, 


£ 


All fig, være paſſelig, fømmelig. Det 


Fler fig vel, ilde, Det ſtikker fig ikke 
for mig, at bede herom. hb.) foie fig. Det 
vil ikke vet f. fig (paſſe.) At ſtikke fig i Ti⸗ 
den, f. fig efter eens Villie, Luner. c.) 
opføre fig, forholde fig. At f. fig vel i fin 


326 


Stitfe — Skille. 


Zienefte.  ”Hun ſtikkede fig | ] 
fom en Tienefteqvinde.” Vedels Saro. 

Skikke, v. a. 1. Id. T. fhiden.] d. f. f. 
fende, og bruges I alle Tilfælde fom dette. 
Ut ſkikke Bud efter cen, ſtikke cen i Byen, 
ſkikke bort, tilbage, 0. ſ. v. (P. E. Muͤl⸗ 
lers Bemerkning: at “ſende“ bruges frem⸗ 
for “ſtikke“ i hoiere Stiil, eler maar Talen 
er om noget vigtigt, gielder ikke om almin⸗ 
delig Sprogbrug eller om d. Tale, hvor 
fende endnu altid br. hyppigere, end ſtikke.) 

Skilderhuus, et. pl.-hufe. et Huus ell. 
Skiul, hvori en Stildvagt p. fin Poft fan 
føge Én imod Veiret. (et ligefrem afd. T. 
Schilderhaus optaget Ord; af ſchil⸗ 
dern, at ftaae p. Poft, ſtaae Skildvagt; 
hvilket hos Moth ogſaa hedder: at ſtildre.) 

Skilderi, et, pl.-er, [af ſtildre.] en bil⸗ 
ledig Sfterligning af noget; et Malert , 
en Tegning, et Kobberſtykke (meft dog om 
faadanne, der indfattede Ramme ophæns 
ges p. Bæggen.) Gt S. i Glas og Ram⸗ 
me. At tage et Skilderi ud af Rammen. 

Stildpadde, en. pl.-x. En Slægt af 
Krybdyr ell. Amphibier, ſom udmærke fig 
v. at være beklædte m. to hornagtige Skiol⸗ 
bg, forenede v. Siderne, hvorunder de kunne 
ſtiule Hoved og Fødder. Testudo. (af det 
J. Schild kroͤte, ſom egentl. ſtulde hedde 
Sfioldpadde. 

Stildre, vr. a. 1. [T. ſchil dern. J 1. 
male m. Farver, afmale. (Det brugtes, og 
br. endnu, i en ſerſtilt Betydn. om at 
male p. Silketosi, Baand 0. d. med Vand⸗ 
farver t. Pynt. Skildrede Baand, ſtil⸗ 
dret Taft.) 2. fig. beſtrive p. en levende, 
f. Indbildningskraften beſtuelig Maade, 
Taleren ſtildrede hans Fortieneſter af Fæs 
drelandet. 
Billedlige, naar male br. paa ſamme Maa⸗ 
de. Den gode Digter ſtildrer ikke blot; 
han maler,” Muͤllet. Heraf: Stildring, er. 
pl.-er. ſom ifær br. i den figurl. Bemarkelſe. 
En levende, poetiſt, udførlig Skildring. 
At udkaſte en S. af Tidens Sæder. — 
Skildrer, en. pl.-e. 1. En Maler. (Nu 
fielden. ”Den ſtorſte Skildrer i Miniature 


udi Franfrige.” Holb. I. de France) 2. - 
Forfatteren af "en Stildring. 


En heldig 
Charakteer⸗Skildrer. 

Stildvagt, en. pl.-er. 1. Gierningen 
at ſtage p. Poft, af give Agt paa et vift 
Sted hvad der foregaaer. J den Talemaa⸗ 
de: At ſtaage S. 2. en enkelt Soldat, der 
ſaaledes ftaaer p. Vagt. At afloſe en S. 
(Optaget af der T. Schildwache, og 
forekommer forft i fidigere Bibeloverſ. Bib. 
af 1550 har 1 Sam. 14. 16. “Sauls 
Dættter.”: 2 Sam. 13. 34.-”Drengen faa 
Bagt.” jvf. Stilderhuus.) 

Fille, v. a. ſtillede og ſtilte; ffilt. [3. 
skilia. A. S. scylan.)] 1. bortfierne to 
ting, fom vare ſamlede, el. Dele af cen 


»Mere tydeligt fremtræder det 


fig i tre Stykker | 





Stile — Stilling. 


og ſamme Ting, fra hinanden. ”Lvor 
Himlen ſamler dem, ſom Jorden fPiller,” 
IJ. 8. Heiberg. — br. iſer m. præp- ad, 
af, fra, ved, At ſtille ad hvad der var 
ſamlet. At f. Folk ad, fom ſlaages. At 
J. ad hvad der er i Urede. (jof. adſtille.) 
At ſ. cen af med noget 3: mage, at han 
miſter det, berove ham det; ell. befrie ham 
derfor. At ſ. cen af med det, han eter. 
— ſtille fra, affondre. At f. fordærvede 
Barer fra de gode; at f. Hveden fra Klin⸗ 
ten. — At f. cen ved noget 0: berøve, fras 
” tage. At f. cen v. Livet, v. hans Næring. 
2. recipr. At f. fig ved noget, el. frille 
fig af. med noget 9: mage, lave det faa, at 
man bliver der qvit. At f. fig fra fin u⸗ 

u. 
det. 3. fig. neutr. ſtielne, giore Forſtiel 
imellem. At føille imellem godt og endt. 
»Thi man om dette Slag ei demme fan 
og frille,” Holb. P. Paars. 4. ſtille, 
neytr. i dagl. Zale. Det friller fun lidet, 
at de ere lige ftore (der fatte iffe meget 
i killemuur, cen. ſ. Mellemmuur. 
Skillemynt, en. pl.—er. en liden Mønt, 
hvorved Gælger og Kieber I Smadhandel 
kunne flilles ad; (el. maaſtee fordi man i 
gamle Dage ſtar tynde Mynter over, naar 
man behøvede at betale en ringere Vardi, 
end man havde myntede Penge,til.) Smaa⸗ 
penge, Smaamynt. — Sfillerum, et. pl. 
db.f. 1. det, ſom adſtilldr et- (mindre) Rum 
fra et ſtorre (jvf. Skiel, Grendſe, Græend⸗ 
eſfiel.) Dette Plankevark er fat til S. 
.imellem hans Gaard og Naboens. 2. færd, 
en tynd Vag, hvorved et Rum files fra 
et andet, cell. et Værelfe afdeles. Et S. 
af Bræder. — Skilletegn, et. f. Skielne⸗ 
tegn. 


— 
gemmen 


FA 


387 


Dan ſtilte fig fra Selſtabet, forlod . 


Skilletragt, cen. i Chemien: en 


Tragt, ſom man lader blandede Vadſter 


løbe igiennem f. at ſtilles ad (Separato- 
rium.) Stfillevæg, en. et Stillerum, ſom 
beftaaer af en Væg. (Mynſter.) 

Stilles, v. n. pass. ſtille fig fra hinan⸗ 
den, gaae, fomme fra hinanden. m. præp. 
Ge. 


Ordet af ſtill⸗ (og Adelung finder denne at 
være den rimeligſte af de mange forføgte 
Etymologier.) jvf. Stillemynt.] Tilforn: 
den mindſte danſte Solvmynt, hvoraf 16 


gif paa en Mark, og ſom deeltes i 3 Hvide 


eg 12 Penge. Nu, den mindſte danſte 
Skillemynt, hvoraf 96 gaae paa en Rigs⸗ 
bankdaler. — Hvor Zalen er om Monten 
felv, i Regning, er pl. flig sing. Det fo: 
fler 8 SFillmg. 48 Sfilling ev en Rigs⸗ 


ſtruen, naar 


Stiding — Sfimneel. , 


daler Courant. Et Streffillings - Brod. 
For fo Skilling Peber. — Men er Talen om 
enkelte Stuffer af denne Mynt, for fig be⸗ 
tragtede, bliver pl. Sfillinger. En Rigs⸗ 
daler i enkelte Skillinger. Han befalte 
mig i Kobberffillinger, — Ligeledes i d. 
Tale figurl. 
Stillinger 9: Penge, Formuc. Lan ſik 
Stillinger m. Konen. En Stillin hs Pens 
ge, ironiſt: ifte faa Penge. = i inge⸗ 
viis, adv. en Skilling ell. faa Stilling ad 
Gangen. At kiebe, —* Skillingeviis. 


— Stfillingslys, ct. Lys, ſom koſter en 


Skilling. Skillingsmand, en. ſom tager 
imod Portpenge. Skillingorente, en. en 
Skillings ugentlige Rente af en Rigsdaler. 
rings sitt. tyndt ØL t. en Stilling 

otten. ” . 

Stillinge, v. a. 1. At flillinge ſammen, 
giore ct Sammenſtkud I Stillinger, el. hvor⸗ 


At have Skillinger, gode 


- 


til hver enkelt bidrager faa Stilling, ganſte 


lidet. (dagl. Tale. ”At flillinge ſammen 


til Punſch i Klubben.” Rahb. D. T. IX. 
114.) 


Stilsmiffe, en. 
Yhre.] 1. Xofti 
Denne S. koſtede Forældrene Taarer. En 


fang, fort S. Xgteſtabsſtilsmiſſe. (Der⸗ 


af: Srueniſebeð ſom Manden gav Hu⸗ 
n vilde ſtilles v. hende. (Jer, 

1.8.) Stilsmiffedom, hvorved Ægte: 
folk ſtilles —8 Moth har Ordet Skils⸗ 
maal, i ſamme Bemark. fom nu er foræl-: 
det, 2. Forældet er a.) Bemarkelſen: 
Skiel, Adſtillelſe. (I vore Bibeloverſ. ”At 
gløre Skilsmiſſe imellem Dagen og Nat-⸗ 
fen.” 1 Moeſe B. 1.7.) b.) Bemarkelſen: 
Bor iel. »Var ikke denne Frihed, da var 
er ikke Skilsmiſſe imellem Dyd og Udyd, 

lovlige Gierninger og ftratfelige.” N. Hem⸗ 


mingſen. 1572. . 


Skilt, et. pl.-er. [Z. Schild.) 1. 
en Plade af Metal, ſom Perfoner bære £. ct 
Tegn p. deres Beſtilling; f. E. Poſtſtilt. 


2. Skilt p. en Laas 9: et Stykke Jernblik 


f. Noglehullet. 3. en Favlc, ell. noget 


lignende, fom hænger over Sadedøren f. at 


betegne, hvo der boer i Hufet. -”Hvor tidt 
et Skilt har ſtaffet et Vertshuus ell. en 
Bod Søgning.” Rahb. 
ſtilt, Kvoffilt, Haandvorksſtilt, Stoma⸗ 
gerſkilt, X. 

Skimle, v. n. 1. (er.) overtræffes m. 
Skimmel, fætte Stimmel; mugne. Oſten 
ffimler v. at ligge p. et fugtigt Sted. 
Brødet er ſtimlet (hvilket dog ogfag fan 
tages for adj. afledet af Simmel.) 


Sfimmel, en. ud. pl. IT. GS Himmel, 


Eb. Skymmel.] et Slags Gunlteværter, 


beſtaaende af et hvidt ell, gronladent Mob, 
der fætter fig p. Overfladen af Ting, ſom 
tage Fugtighed t. fig, p. raadnende Fede⸗ 


midler af Plante⸗ cd, Dyreriget o. ſ. v. 


r 
& - 


plet. [Sv. Skilsmessa. i 
elfe imellem Petſoner. 


Et Vertshuuss 


N 


Skimmel — Skin. 


Mucor. Deraf: ſtimlet, adj. (ſ. muggen 
og mugne) 

Skimmel, en. pl.-cr. IT. Schimmel.] 
en Heſt, hvis Farve falder meft i det hvide, 
men tillige er blandet m. morkere Farver. 
Saaledes efter den forſtiellige Farve: Graa⸗ 
ſtimmel, Rodffimmel, XWtbleffimmel, p. fl. 
(hos Moth: cen Skimling.) ' 

Stimring, en. (Moth.) ſ. Skumring. 

Skimt, ef. pl, d. f. [I. Skima.] En 
fvag Lusning, et fvagt Skin. Det førfte 
&. af Daglyſet. ”Diet blev v. Sfimt t. 
Lkyſet forberedet.“ Tullin. — figurl. ”Raar 
Helbreds forſte Skimt p. falmet Kind. er 
fluet.” C. Colbiornſen. 

Skimte, v. a. og n. 1% fee utvdeligt, ikke 
klart cl. fuldkomment. Art ſtimte noget i 
Tusmorket. At ſ. den frembrodende Dag. 
2. lyſe m. et foagt Sktin. Demanten ſtim⸗ 
fer i Halvmorke; men glimrer, ſtraaler 

v. Lys. Det ſtimter af Dagen. (Moth.) 
Deraf: Skimten, en. ud. pl. [Det AX. 6. 
Scima ér Glands, Lysning; og sciman, 
at glindfe; men ogſaa: at fe fvagt, være 
fvagfonet.] ' 
fin, et. pl. d. ſ. [I. Skin] ” 1. bet 
Lys, ſom udgaaer fra ct lyſende Legeme ; 
Lysning. ”Alt Lys giver Skin; og uden 
Lyé er hyerken Glands cl. Klarhed.” Spo⸗ 
ron. Skinnet af en Ild, af en Lampe. 
At give et ftærft, fvagt S. ”Et dunfelt, 
klart Skin.“ Sporon, Maaneſkin, Sol⸗ 
in, »Saa efter Lykkens Skin fig Folkets 
Medhold vender.” Falſter. 2. figutl. det 
udvortes Syn af en Ting, det ſom falder 
- 4 Dinene. ”Naar mindfte Skin af Ret, ja 

Skygge Fun er til.” Holb. P. Paars. “Et 

Folk, hvor der 'hverfen findes Grund til, 

ell. Skin af Misfornsielſe.“ Rahbek. Sy⸗ 

nes dette dig ikke en piis Tale? og dag er 
det fun Skinnet af Viisdom, den har,” 
Mynſter. — Særdeles for faavidt ſom det er 


Aa 


forſtielligt fra cl. modſat Tingen i fig felv, . 


dens rette Poſen,/ ſande Beſktaffenhed. 
Skinnet bedrager ofte, »Virkelig finde vi 
næften allevegne mere Glimmer, end Væts 
di, mere Stin, end Virkeliqhed.“ Rahb. 
"Ig Sorgens faljfe Skin et Glædes Merke 
bar.” Schietmanns Merope. At fvige een 
under Venſtabs Skin, under S. af at wille 
fremme eens Bedſte. 
vilde de bane fig Vel ft. Almuens Fortro⸗ 
lighed.” (Tiltro.) Kampmann. — At giore 
noget f. Stinnets Skyld (f. et Syns 
Skyld.) At give fig S. af (Anfeelfe af, 
lade form.) Skimet er imod ham. A 
denne fig. Bemerkelſe: Skindyd, en. ud⸗ 
vortes Anſeelſe af en Dyd, en god Egenſtab 
fom i Virkeligheden ike ev det. (3. Baden.) 
»Ikke desmindre har denne Skindyd Yndig⸗ 
s hed nof f. at henrive et folende Hierfe,” 
Sneed. ſktindod, adj. fom er kommen i en 
ſaadan Tilſtand, der udvortes ligner Do⸗ 


328 


"noget overdrages. 


"inder dette Skin 


Stin — Sint. 


den. Nedningsmidler for Stindede og 
Druknede. (T. ſcheint odt.) Ligeledes : 
Skingode, et. (Treſchow.) Skingrund, 
en. 1. tet, der, ſynes at være en Grund, 
men ikke er det; falſt, urigtig Grund. 
»De, fom fade fig forlede af Skingrunde 
og urigtige Slutninger.” Sneed. WVed alle 
optœntelige Stingrunde at bille gisre deres 
Vidnesbyrd misteenkeligt.“ Baſth. ” Den, 
der har daaret fig felv nt. de Skingrunde, 
der ere t. Selvmordets Forfvar.” Rahb. 
2. tilſyneladende, foregiven Grund, naar 
man dølger den virkelige. Det var fun en 
Skingrund, fom han angav. — ſtinhellig, 
adj. ſom giver fig et udvortes Skin af Dels 

lighed cd. Gudsfrygt, uden virkelig at bes 

ſidde diſſe Egenſtaber. (id. Tale br. hellig 

ironiſt famme Bemærk.) Deraf: Skin⸗ 

belligBed, en, ud. pl. — Sktinlykke, en. ind: 

ildt, formeent Lykke. (D. H. Ordb.) 

Skinbarlig, adj. klar, aabenbar, sien⸗ 
ſynlig, ſom enhver fan ſee. (Holl. schijn- 
baer. Moth hav ogfaa ſfinbar.) Det fore⸗ 
kom mig ſtinbarligt, ſom jeg ſaae ham ſelv. 
”Det er jo ligeſom du feer ſtinbarlig hende.” 
Falſters Ovid. ”At det gaaer iffe mere faa. 

inbarligen til m. den legemlige Hielp, ſom 

Chriſti Tid.“ P. Tidemand. 1555. (Ganz - 
ſte ufædvanlig er i d. Danſte Brugen for : 
tilſyneladende: ”Jtfe den blot ſtinbarlige 
og fremkonſtlede Forfinelfe ev entværdig.” 
Rahb. D. Tilſt. XI. 83.) 

Sfind, et. pl. ds. ſ. [3 Skinn.] 1. 
Det f. f. 449,1. tynd pinde, hvormed 
S. paa Melk, Fløde. 
2. det f. f. ud, 2. cutis, pellis. (Itte 
om alle Dyr; jvf. $ud; men iſer om dem, 
hvis Hud er haarrig; ligefom det T. Fell. 
Om Menneſtet altid Sud; undtagen i la⸗ 
vere Zalebrug.) At berede et Skind. 
Bisrneffindg, Dyreſtind, Faareffind, Ha⸗ 
reffind, Hundeſkind, Kalveſtind, Ræves 
ſtind, Scelhundeſfind, TigerfFind (men 
Levehud,) UlvefFind o. fl. Ogſaa om Fiſte, 


der havg en Hud, fom fan drages af: Aalez 
"fino, Finnderffind, Haiſtind. — At flaae 


Skindet af et Dyr; at berede et S. (Jen⸗ 
deel Sammenſ. forſtgaes derved ifær hvids 
garvetSkind.) At holde fig i fit Skind 5: 
holde fig rolig (dagl. T.) ”Zi! og hold dig i 
dit Skind!“ (Holb. P. Paaré. 11,3. Sang.) 
Ivf. ogſaa Sælg, Æ Sxtindbuxer, pl. Burer 
af Skind, ifær Dyreſtind ell. andet hvidgar⸗ 
vet S. Saaledes: Stindhendfter, Skind⸗ 

ue, Skindpels, Stinötroie, o. fl. — 

inddoven, adj. i høi Grad doven ell. (ad. 
Skinddyne, en. D. med Dvertræt af Skind. 
Skindfoder, et (under Klædet.) Sfiud⸗ 
Flæder, pl, Klæder fnede af Stind. ſtind⸗ 
mager, adj… yderlig mager, fom fun er 
Skind og Ben. Sfindmær, en, i lav 
Talebrug: en uffel, meget: maver Heſt— 
Skindpoſe, en. P. af Stind. Skindpu⸗ 


Skind — Skinne. 


de, en. P. overtrukket m. Stind. Skind⸗ 
faf, en. Loderſœk, Skindpoſe. (0. Guldb.) 
Sefindtroie, en. Iroie, ſyet af beredet Skind. 
ſtindtor, adj. f. ſtindmaver. Skindvark, 
et. Klæder, Toi og andet, ſom er giort af 
Skind. (Tauſſen.) 

Stinder, en. pl.-e. [IIsi. Skinnari.] 
1. Egentlig i Alm. den, ſom bereder raae 
Huder til Læder og &find (en Sarver ; 
jvf. D. Lov. 111. 13. 23 og Mandir. d. 
Landv. Ret. II, 27.) Senere er det meft 
brugt om den, fom bereder hvidgarvede 
Stkind; en Felbereder; og er nu næften 
forældet. 2. fig. den, ſom udſuer fin Næs 
ſte, tager ubillig Fordeel cl. Aager, “Blod⸗ 
fuere man. nof og Skindere her feer.” Holb. 
P. Paars. (Moth; der ogſaa har det her⸗ 
hen hørende V. at ſtinde (T. finde n) 
fom nu i Skriftſpr. ei er brugeligt.) jvf. 
flage, — Skinderi, ct. Handlingen, at bes 
drage v. at tage ubillig Fordel ; Snyderi. 
(d. Tale.) ”3I haner Ret, hos os en Dyd 
er Skinderi.“ Holb. P. Paars. 

Skinger, adj. pl. ſtingre. om Lyden: 
hel, giennemtrængende og ligeſom klingen⸗ 
de. (T. gellend.) ”Med mere ſt 
Zonet, end Efræftens felv,” Baggeſen. 
”Den Overgivnes fingre Latter.” Samme. 
Riimbr. 55. . 

Skingre, v.n. 1. (har.) give en hoi og 
flingende Lyd. At ſynge m. ſtingrende 
Røft. “'J Stormklokkers og Stormtrom⸗ 
mers Bulder ſtingrer Fortvivlelſens Raab.” 
Baggeſen. En ſcringrende (høi) Latter. 
»En ſtingrende Gienlyd.” Evald. »For⸗ 
tvivlelſenẽ ſtingrende Skrig.“ Pram. 
»Mens Skielmen — ſtingrende af grundlss 
Redſel leer.“ Tode. — At fingre med Kob⸗ 
berkar. (Moth.) Det ſtingrede i Skiolde⸗ 
ne. »Ved varſlende Lyd af ſtiugrende Jagt⸗ 
horn.” Berg. (itfædvanlig er Brugen af 
dette Ord, fom det forekommer hos Bagge: 
ſen: 'Naar Skoven ftingrer af Natterga⸗ 
ler.” Ungd. A. II. 131,) — Skingren, en. 
en ſtingronde Lyd. 

Skinke, en. pl.-r. IN. S. Schinke.] 


Baglaaret af et Sviin, heiſt naar det er. 


faltet og røget; en Fleſtkeboſte, Fleſkeſtin⸗ 
fe. (Man figer ogſaa: en Bierneſtinke.) 
Skinkekiedel, en. aflang Kobberkiedel, hvori 
Skinker toges. 
Skime, cn. pl.-r. (2. Schiene. Sv. 
Skena.] en (mal, tynd Plade af Sern ell. 
andet Metal, hvormed noget beflaaes ell. 
omgivet. Æaaledes : Giulffinner. — Arms 
inner, Beenffinner p. et Harniſt. — 
Skinnebeen, et. det lange Been, ſom naaer 
fra SKrnæet t. Anklerne. IA. S. scin-ban 
af Scina, pars anterior crurtis.]  . 
Sfime, v.n. 1: (har.) [af Sfin, lu- 
men. 3. skiaa. A. &. scman.] give et 


Stin, en klar Lyéning fra fig. Solen, 


Maanen ffiuner. Det ſtinner iglennem Paz 


329 


ingre 


Skinne — Skioldmerke. 


ø U 


'plcet. (inf. Tyfe, glimte, glimre.) En 


Gienſtand lyſer, der giver Lys; ben, der 
vifer fig felv at have, eys, ſtinner.“ Muͤller. 
Stinſyg, adj. [efter den nu brugelige, 
ſtiondt neppe rigtige Skrivemaade. Sv, 
swartsiuk.] ntdfiær over cen, man elſter; 
ſom frygter den Elſtedes Utroſtab, og pla⸗ 
es af Mistanke derom; (iverfng.) At være 
infyg over fin Mand. ”Vil i dit Bryſt 
en ſtinſyg Tante flige.” F. Guldb. (Dette 
Dvd, hvis Oprindelſe og Skrivemaade er" 
uvis, findes alt tidlig I det 17de Aarh. og 
hos Moth, og er derfor m. Uret anfeet for 
nyt. Skrivemaaden ſtindſyg, er den ælds 
fte og uden Tvivl den rette; ſtiondt Ordets 
etymolog. Forklaring efter denne file bliver 
lettere. De, ſom udlede det af Skin, og. 
forklare Skinſyge v. cn Syge, fremfaldte 
v. Blendvært (fuf. Millers Synon. I. S. 
100) tage ikke Henſyn nvfÉ t. Orddannelſen, 
og t. Ordets Alder.) — SFinfyge, en. ud. pl. 
den Egenfkab at være ftinfyg. +. 
Skiold, en. pl.- er. en Plet af nogen 
Storrelſe I Tøt, Linned el. desl. Der er 
kommet en ſtor Skiold i Dugen. 5 Deraf: 
ffioldet, adj. ſom har Stiolder, plettet, 
Kiolen er bleven ſtioldet I Vaſten, p. Bles 
gen. — En ſtioldet Ko, broget m. ſtore 
Pletter. (Er vel bejlægtet m. det følgende.) 
Skiold, et. pl.-e. [3. Skidlidr.] 1. et 
tilforn brugeligt Forſparsvaaben, beſtagende 
af en Plade, ſom fortes p. den venſtre Arm, 
f. at afbøde Hug og Pileſtud. 2. i Vaa⸗ 
benfonften : den Indfatning, liig et Skiold, 
hvori Vaabenets Figurer tegnes; Vaabens 
ſtiold. At føre adeligt S. og Hielm 9: 
adeligt Vaaben. ”At fee Uduelighed bryſte 
fig bag Forfædrenes SFiolde.” Jacobi. == 
a.) Stioldbillede, et. B. ſom man tilforn 
brugte at male uden p. Skioldene, hvoraf 
VWaabener og Baabenifiolde have deres Op⸗ 
rindelſe. Skioldborg, en. kaldtes tilforn 
den Maade at fegte paa, naar Krigsfolb i 
tæt ſluttede Rokker drog de ſtore Skiolpe 
over Hovedet, for at beſtytte ſig under et 
ſtormende Angreb. (Moth.) PHundrede 
Mænd ſtulde ſlaage en Stioldborg om 
Kongen.” Grundtv. fig: ”Om mir Fe⸗ 
dreland dér ftaaer en Skioldbord af Lan⸗ 
dets egne Børn.” Thaarup. Sbjolgbugs 
le, en, rund Forhøining i Midten af Skioꝛ⸗ 
det. ſfiolddannet, adj. dannet fom et S. 
Skiolddrager, en. tilforn: en Svend ell. 
Tiener, fom bar fin Herres Skiold; Vaa⸗ 
bendrager. Skiolddreng, cen. d. ſ. fe. 
Skiolddrager. (Rahbek.) Skioldholder, 
en. i Vaabenkonſten: de Skikkelſer af Wiens 
nejfer cl. Dyr, em oreſtilles at holde 
Vaabenſtioldet. ioldhæugt, adj. v. be⸗ 
hængt m, Skiolde. En ſ. Sal. Skiold⸗ 
knap, en. 1. d. ſ. ſ. Skioldbugle. 2. 
Knapper i Skioldranden. Skidldmærke, 
et. tifforn: d. ſ. ſ. Skioldbillede; det, ſom 


— 


J betee et Skib Gandelsſtib) p. 


— 


Skieldmurle ⸗Sklippund · 30 


em førte t. Mærke: i fit &. (Arreboe.) 
Sfioldæg, en. 
nelſe p. ugifte Qvindfolk, der giorde Krigs⸗ 
tieneſte. kioldrand, en. den yderfte Deel 
af Skioldet, der omgiver Skioldpladen? 
(Moth.) Stiolderand. Ohlenſchl. Skiold⸗ 
rem, en. Rem), hvori Skioldet hænges p. 
Armen. (Skioldhefte. Moth.) iold⸗ 
ſtykker, pl. ”Faldes de fire Ringſtykker t. et 
Møllehiul.” (Moth.) Ftioldtegn , et. d. 
J. ſ. SFioldmærte. (Ingemann.) Skiold⸗ 
vagt, en. er af Ohlenſchl. brugt for: Skild⸗ 
vagt, 2. dog m. Henſyn til, at det &r. om 
en Zid, da Skioldet hørte m. til Krige⸗ 
reng Bevæbning. Skioldvagterne vented i. 

umle Vraa.” Nord. Guder. 367. — b.) 


kioldebulder, et. Bulder af Skioldene un⸗ 


der Angreb og Strid, eller af fammenftedte 
Stklolde. ”Da blev der blandt Heltene et 
vældigt Stioldebulder.“ Ohlenſchl. 

Stiolde, v. n. 1. At ffioide for fig, bøde 
f. fig m. Skioldet. (Hvitfeldt.) 

Stiorse, en. pl.-r. (I. Skyrta.] linned, 
Kledemon, ſom bœres nærmeft Kroppen 
(af Mandfolk. jvf. Serk.) At gaae i bar 
Skiorte (uden andre Klœoder; eller i Been⸗ 
Flæder og Skiorte.) — SFiorrebul, en. den 


Deel af en Skiorte, ſom brdæffer Kroppen 


Gorſtiell. fra Kraven ell. Linningen og XT: 
merne.) Moth. Skiorteknap, en. K. hvor: 
med Skiorten fæftes ſammen v. Halſen ell. 
Haandledet. Skiortekrave, en. den Deel 
af Skiorten, ſom er ſyet oven t. Bullen 


og omgiver Halſen, eller emboiet ræffer ud" 


over Kiortelen. Skiortelinning, en. f. 
Linning. iortelerred, et; Lu. ſom er 
tienligt t. Skiorter. Skiortecxrme, et. 
den Deel af Skiorten, ſom Armen iføres, 
Sfipper, en. pl. - e. [I. Skipari. 2. 
Schiffer or Schiffherr, hvoraf Arre⸗ 
boe har dannet fit Skibherre.] den, ſom 
Seilad⸗ 

og har Tilſyn m. Skibets Mandſkab, 
Ladning, m.m, en Sfibsfører, Skibscapi⸗ 
tain. — Skipperbuxer, pl. vide Burer, 
Skibsbuxer, Matrosburer. Skipperdragt, 
en. En Skippers ell. Somands Klede⸗ 
Skippered, en. Cd, ſom en S. afs 
lægger om Soſkade ell. anden Hændelfe p. 


Reiſen, og ſom man ei pleier at troe for 


vel. Skipperkone, en. En Skippers Hu⸗ 
fru. Sktipperlaug, et. Laug, Forening 
mellem de i en Stad boende Skippere. 


Skipperregnſtab, et. R. ſom en S. aflægs 
ger t. Stibsrederen. Skippertidende, en. 
J. fom en S. bringer fra et Sted, han 
tommer feilende fra. At troe p. Sktipper⸗ 
tidender. ”Cn falſt Skippertidende fra et 
fremmed: Land fan give Folfet en anden 
Teœnkemaade.“ Schytte. Skippertroie, 
en. fort og vid Troie, ſom bæres t. Skibs, 
Matrostroie. 


Sfippund, et. pl. d. f. et Tyngdemaal 


r 


å 
. N 


fån gammel danſt Benævr 


i ⸗ 


Skippund — Skicende. 


ell. en Vogt, fom £ Danmark udgier 20 
Lispand el. 320 Yd. 

Skiul, et. pl. d. f. IJ. Skidl.] 1. det 
hvormed noget ſtiules, bedæltes. Diſſe 
Vilde have iffe mindſte &. f. deres Legeme. 
Et S. mod Uveir. 2. Sted, hvor man 
ſtiuler noget, hvor man dølger fig.Har 
Dnbet vel et Skiul, hvor jeg gå. feer min 
Stam?” Evald. At lægge noget Skiul. 
At være i &. gaae, krybe I Skiul. VDit 
Skiul mod Narrenes Beføg.” J. Smidth. 

Skiule, v. a. 2. [IJ. 4kyla.) 1. und: 
drage noget fra at fees, bemærkes ; bringe 
t. Side, glemme hemmeligen, dølge. £an 
havde ſtiult det p. Loffet. At >f. fig i en 
Krog, bag noget. At ſ. noget for cen. 2. 
bedekke, tilhylle. fan har iffe det, han 
fan ffiule fig med. 3. ikke aabenbare, delge, 
fortie; holde hemmelig. At f. Sandheden. 
Man føgte at fhiule hans Dod. At fliule 
fin Stam. ” 

Stive, en. pl.-r. (9. Skiſa. T. Sche i⸗ 
be.] et p. begge Gider jævnt, fladt og 
tundt (i Alm. rundt el, rundagtigt) Lege⸗ 
me. Solens, Maanens S. 0: Solen og 
Maanen I den ſonlige Skikkelſe, hvori de vife 
fig f. os. En Solffive a: et Soluhr. At 
(ende t. Skiven. At ffære noget i Stiver. 

n &. Brød, Smer. En Sisdffive. 
Honningffiver, Vorffiver, i en Kube. En 
Bordſtive, Bordplade. (I Jylland kaldes 
overalt et Bord: en Skive; ligeſaa N. S. 
Schive) Skiveglas, et. tyndt Vin⸗ 
duesglas (ſ. Tavleglas.) Skiveſtud, et. 
Skud, ſom ſteer t. en Stive. Stiveffyds 
ning, en. Glerningen, af finde f. en Ski⸗ 
ve, hvorpaa farvede Kredſe om et Middel: 
punkt ere affatte. Skiveſteg, en. Steg, 
fom er ſtaaren I tynde Skiver. . 

Stive, v. a. 1. ſtere i Skiver. At ſtive 
Smør. 

Stiælve, v. n. ſtialv, og ffiælvede ; 
har ffiælvet. IJ. skialfa. A. S, scylfan, 
vakle.] bevæges haſtigt 0 heftigt hid og did; 
ryſtes, beve. At ffiælve af Frygt. At 
ffiælve fom et RAſpelsv. (oftere dog: ”bæz 
ve fom et Xfpelev;” men ikke bævre, fom 
hos Miller.) — ”Han ſtoggerloe, faa hele 
Hufet Fialv.” Bagg. N. Klim. Jorden 
ffiælvede under Heſtenes Hovſlag. 
Jordens Grundvold flialv, og H 
ſtialv derved.” Evald. At ffiælve for cen, f. 
eens Brede, ffiælve ved Tanken p. noget. (jvf. 
bæve, 2. (fom Miller tillægger, nærmeft 
om levende Væfener, den Bemærfelfe: ”at 
ryſte I Følge en indenfra bevægende Kraft.” 
»Et Menneſte kan ffiælve uden at bæve ; 
thi Ryſtelſen er maaſtee blot Legemets.” 
KA €. Miller. — Deraf: Sfiælven, en. 
ud. pl. 

Stiænd, ffiænde (reprehéndere, con- 
viciari) f. SFiend, ſtiende. 
Stiænde, v. a. 1.092. IT. fhånden. 


ÅJ 


Sticende — Stien. 


X. S. scendan.] sdelægge, fordærve, fræns 
fe; tilfele Sfam, Vangære. 
(frænfe) en Pige. (f. D. Lov. VI. 13. 8.) 
”Den der flær fin Ræfe af, ſtiender fit An⸗ 
figt.” Drdfpr. ”De ffiændte og brændte 
hvor de drog frem.” Storm. ”En Fornuft, 
fom han daglig ffiænder v. fine fandfelige 
Udfvævelfer,” Baſth. At f. eens Rygte. 
»Sig felv, og ikke mig, enhver Bagtaler 
ffiænder.” Baggeſen. — Deraf: Skicenden, 
en. ud. pl. Sfiænden og Brænden. ”Den! 
Storm, det Overfald, den SFiænden, den 
Skyden, Plyndren, Myrden, Brænden.” 
Baggeſen. 

Stiændig, adj. ſA. S. scandlic, sceond- 
lic. T. fhåndiid.] ſom medfører el. for⸗ 
tiener Sfam og Banære; ffammelig, nes 
drig, i høi Grad ufømmelig , forargelig. 
En ſ. Opforſel, Neringsvei, Gierning. — 
Stiændighed, en. Beſtaffenheden, at noget 
er ſtlicendigt. 

Fiændfel, en. ud. pl. [T. Schande.] 
en høi Grad af Stam. cl. Vanære. ' ”Gx 
Antallet blevet ſtort nof af dem, ſom fætte 
deres re I deres SFiændfel ”? Mynſter. 
Bed Naragtighed fan et Menneſtke blive t. 
Spot; v. Daarlighed t. Skam; y. Udyder 
t. Stiændſel.“ Spoton. 

1. Sfiær, et. pl. d. ſ. ISv. Skår. E. 
Scarr.] en Klippe i Havet, ifær ſagdanne, 
ter findes langs m. Kyſterne. “At Kislen 
f. knuſende SFiær maatte brifte;” Pram. 
At feile indenfor Sfiærene. Blinde SFiær 
2: ſaadanne, ſom ikke fees over Vandet. 
»Hiin Seiler, fom fit Stib nu fynfefærdigt 
feer blandt blinde Sfiær.” Bagg. (jvf. ins 
denffiærs.) = Skiarbaad, en. et Fartoi 
(ogſaa Krigsfartoi) fom v. fin Størrelfe og 
Bogning er indrettet og beftemt t. at ſeile 
indenfor Stiærgaarden. — Sfiærflaade, 
ell. Stiærgaardoflaa de, en. En Krigsflaade 
af Stiærbaade. — Skiergaard en. Rokte, 
Samling af Klipper lange m. en Kyſt. 

2. Sfiær, et. pl. d. f. 1. et fvagt Skin 
af Snsning ; (f. Dagffiær, Morgenffiær.) 
»Som den frembrydende Morgenrøde, der 
forſt begynder m. et fvagt SFiær i Øften.” 
Mynfter. 2. en vis, ikke ftærk Grad af en 


Farve, ſom bliver ſynlig under eu vis Beg 


lysning. Jeiet har et roſenrodt Skier. 
Denne Farve har et blaaladent Skiagr. (ſ. 
Farveſticer, Rofenffiær.) 

Sfiætte, v. a. 1. ſtille Huden ell. Skal⸗ 
len fra de indvendige Taver i Hørftænglers 
ne, efterat Horren er braget. At f. Hør. — 
Deraf: SFiætning, en. pl.-er, — Skiette⸗ 
fald, et. det, ſom falder af v. Sfiætningen. 
(Moth.) Skicttel, en. Redſtabet. at ban: 
fe Horren m. naar den fliættes. (Moth.) 

Stiæv, en. pl. -e. [A. S. Sceaf, et 
Knippe, Neg.] ct Ord, fom hos Slagtere 
og 1'det dagl. Liv bruges om de mindre Lars 
me i et ſlagtet Kreatur, der ere omgivne af 


- 


331 


At ffiænde 


i Dobets Skiod forſbinder.“ Tode. 


t 


Blommerne og Kroſet, og fun Slaoterne 
ælge I en Fletning. En Skiev Tarme. 


sø 


Fiæve , en. [I. Skæfl. Sv. Skæf,]" - 


pl.-r. en ganſte liden Deel af palm ell. 
Strag; ifær om de Smaadele af Horſtœng⸗ 
lens Skal, der. falde af v. Stiætningen, 

1. Skiod, et. pl. d. f. IJ. Skaut.] den 
Deel af Legemet hos et ſiddende Menneſtke, 
om er imellem Underlivet og Knœerne. At 
afte, lægge naget I eens S. Han fov m: 
Hovedet i hendes Skiod. At tage, fætte een 
p. Skiedet. — fig. At lægge Hænderne i 
Skiedet da: være orkesles. ”I Lytfens: 
Skiod a: i overflødig, fuldkommen Med: 
gang. “Mens mangen dum og nedri 


g 
Herre født flumrer midt i Lyftens Stied,” | 


Bagg. — fig. det Indvortes, Inderſte af 
noget. Jordens S. ” Og atter fom et em 
an 


føler fig lykkeligſt i ſin Families &. »Kun 


ban, ber veed, hvad de tilfommende Zider 


bære i deres SFjod.” Wynfter. == a,) Sties 
debarn, et. 1. Et lidet Barn, fom endnu 
vil fidde p. Sligd. 2. fig. ef ſerdeles 
fiært , begunfliget Barn; Yndlingsbarn. 
»Vi Nordboer, hos hvem alle Ting komme 
fildigere, end hos Naturens ſydlige Sklode⸗ 
born.” Rahbek. Skiodehund, en. En lis 
den Hund, ſom Fruentimre kunne have p. 


Skiodet; Fruerhund. Skiedelyſt, en. Lyft, 
hvortil cen ifær er hengiven. Wore Skio⸗ 


delyfter og herſtende Tilbøieligheder, ”Rabs 
bet. (Oftere, men i en mildere Betydning, 
br. Pndlingolyſt.) Skiedeſynd, en. Synd, 
ſom ifær herjfer p. en vis Tid, ell. ſom ens 
kelte Menneſter el. Samfund, Stænder, 
Folfefærd ere hengivne til. ”Hver ny Les 
vealder anfeer mig f. fin Skiodeſynd.“ 
Rahbek. ”Om 
Skjodeſynd, andægtig Gierrighed.“ P. M. 


Zroiel. ”De forrige Tiders Skiodeſyn⸗ 


der kunne vel gage op mod den nærværende 
Tids.“ D. Tilſt. Skiodeſon, en. (ufæde 
vanl.) f. Skiedebarn. “Dog tæntte jeg, 
åt Dyd var Himlens Skiedeſen.“ Tullin. 
»Fortunas Stiedeſon.“ Rahbek. = b.) 
Skiodſtind, et. Stind, ſom viſſe Haands. 


vœrksfolk, iſer Muurmeftere og Zommerz 


mænd bruge ſom Forflæde. 

2. SFied, et. pl. d. f. 1. den Deel af en 
Troie, fom er nedenfor Belteftedet, fom er 
ſtiodet t. Rygſtykket; den Deel af en Kiole 


han vil røre v. fin egen | 


& 


(ffær hos Mandfolk) fom er nedenfor Ryg⸗ 


gen og Hofterne. En Troie med, uden 
Skiod. En Kiofle m. lengt, fort 6. T&. 
S. Schoot. Sy. 8Sköt. pos Moth: Flig 
p. en Troie.]) Deraf: Skiodeveſt, en. in⸗ 
dertroie cl. Veſt m. Skiod paa. (Rohbek.) 
2. den nederſte Ende el. Flig af et Seil, 
(I. Skåut. Bemærfelfen, fom dog et fores 
kommer hos Moth, ſtager i Forbindelſo m. 
følgende Ord, der maaſtee egentlig ør det 
famme.) 


øst 


, af Mangel p. Lillie. 


Horelen. (5 Moſe B. 23. 18.) 


Skledt — Skiogeftilt. 


,et. pl.-r. [Isl. Skaut.] den 


Stiode 
nederſte Flig af et Seil, og Rebet i Enden. 
p, famme, hvormed Seilet ſtrammes cl. 


ſpendes. At hale, at fire Skiedet. (Hos 


Moth: Skiede; hos v. Aphelen: Skiod.) 
Skiede, v. a. 1. øge v. Tilfætning, Til⸗ 


ſyening. At ſtiode et Seil. 


Skiode, et. pl.Ir. det Brev ell. Docu⸗ 
ment, hvorved Sælgeren indfætter Kiobe⸗ 


zen t. Eier af det Solgte, en. ſtioder ham 
en (faft) Elendom. (egentlig Skiodebrev.) 
At tinglæfe et Skiede. At faae S. paa et 
Huus, en Jord. 

Skiede, v. a. 1. ISv. skåta. jvf. Ihres 
Gloſſ. og Schlegels Anm. t. K. Anders 


jur, Skr. II. 415.] overdrage en Grund⸗ 


elendom f. en anden v. Skisdebrev efter 


Loven; give Skisde paa. Gaarden er ſtio⸗ 
det til en af Sønnerne. EK. 
Skiodesloe, adj. [af det forældede v. a. 
ſtiode 3: paſſe, have Omſorg for. f. ffiots 
te.] ſom ikke har tilborlig Omſorg for, ikke 
paſſer noget, ſom det burde paſſes (det 
Modſ. af omhyggelig, noiagtig.) Han er 
fligdesles i Alt hvad han foretager fig. 
At leve ſtiodeslos hen udi f. megen Trvg⸗ 
hed.” Vedels Saro. 24: (Vi fige nu: ſorg⸗ 
løs, ubefnmræet.) At være fFiodesløft paa⸗ 
kleedt. En f. Dragt. (jvf. efterladen.) 
»En efterladen Mand er det ofte mod fin 
Willie; men den Skiodesloſe ſynder altid 
En eſterladen Mand 
forfømmer idelig at giore det, han ber; 
den Skiodesloſe bryder fig iffe om at giore 
det,” Sporon. — Skiedesloshed, en. 1. 


- ud. pl. Beffaffenheten, at være flisdesles; 
< 2. pl.-er. Yttring, Virkning af en ſtiodes⸗ 


lød Behandling. Man finder mange Skio⸗ 
deslesheder i hans Sprog. i 
Stiøge, en. pl.-r. IJ. Skækia. N. 6. 


Schoͤke (Ihre.) Sv. Sköka.] et Fruens 


timmer, ſom f. Betaling lader fig bruge af 


. Enhver t. Utugt; et offentligt Fruentim⸗ 


mer. “Da Statsmend Giogleſpil, og 


Skiager Love ſtrev.“ Popes Krit. v. Schier⸗ 


mann. f. ore; 3. (Sfiøge har allene Be⸗ 
mærtelfen meretrix, fom det efter nuvæz 
rende Brug deler m. gore. En gift Kone, 
fom bruger andre Eiſtere, Fan vel kaldes en 
såore, sgorqvinde, men iffe en Skioge, 
hvorimod undertiden feiles i Skrifter. = 
Skiogehuus, ct. d. f. f. Horehuus. Skio⸗ 
gejagt, en. fig. Streifen efter Skioger p. 
Gaderne. ӯmaagaderne p. Skiegejagt 
J giennemfare.“ F. Guldberg. Skioge⸗ 
lader, pl. ukydſte, letfærdige Lader, Mi⸗ 
ner. Skiegelevnet, ct. det Levnet, en S. 
fører. ””Det offentlige Skiogelevnets Jam: 
mer og Rædjler.” Rahbek. Skiegelon, en. 
Skioge⸗ 
fhilt, ct. Tegn, hvorved Skisger give fig 
ell. deres Opholdsſted tilkiende. “At den 
almindelige Mening erklender Sminken f. 


3932 


Gtisgeftilt — Stionhed. 


⸗ 4 

et Ski⸗geſtilt.ꝰ Rahb. (D. Lu. IX. 67.) 
Sfiogevife, en. ukydſt, liderlig Viſe. 

Sfien, adj. pl. ſtienne. ſA. 6. scon, 
scen. T. fhon; formodentlig af ſchei— 
nen. jvf. Fion,] 1. egentl. og i Alminde⸗ 
lighed: ſom v. fin udvortes Skikkelſe, ell. 
ved det, ſom vi af Gienſtanden fornemme 
giennem de finere Sandſer (færd. giennem 
Synet) vætter et indvortes Velbehag hos 
os. (pulcher.) Det Skionne modfætteé 
det Stygge, ssæslige, Uffionne. Et friont 
Syn. En f. Muſik. En f. Farve. En 
ſ. Billedftette, Bygning, et Piont. Maleri. 
Den flionne Natur. En ſ. Skabning. 
Smag f. det Skionne. Læren om det 
Skionne. (Derimod ſiges ikke: det ſmager, 
lugter ſtiont; men godt.) 2. ſtion bruges 
ogfaai vidtloftigere Bemærk. om Alt, hvoraf 
Etælen faavel v. den indre Sands og Phan: 
tafien, ſom v. Fornuftens og den moralſte 
Folelſes Virkſomhed, modtager et velgis⸗ 
rente, harmoniſt Indtryk. En f. Tanke. 
Et ſtiont Digt. En f. Handling. De 
ſtionne Konſter, Videnſtaber (ſom gaae ud 
pr.at frembringe noget ſtiont, el. handle 
om det — — Sfion (ſom ev et nvere 
Dred af tyde Oprindelſe) har i det Hele 
Brug og Bemærfelfe tilfælles m. fmuf; 


men dette br. mere i Taleſproget, og om 


den blot fandfelige Skisnhed; ſtion der: 
imod hyppigere i Skriftſproget, el. om en 
hoiere (intellectuel, eſthetiſt, aandelig) 
Skionhed. Deilig (i den ædlere Talebrug) 
allene om det, —* f. Synet er ſtiont. 
Man figer: en ſtion, en deilig Pige, og 
forftaaer derved gierne noget mere, end v. 


en ſmuk Pige. (Om en hermed uovereens⸗ 


ſtemmende Brug af dcilig i Hverdagstale, 
ſ. Muͤllers Gunon. II, 12; hvor dog ei er 
ſtielnet nof imellem god og ſtisdeslss Tale⸗ 
brug.) De ffienne, ikke de ſmukke Kon: 
fter. (Derimod: det ſmukke Kien.) En 


ſmuk Blomſt; men: en udmærket ſtien, 


deilig Roſe. 


En ffion Muſik — én ret 
ſmuk Mufik. 


En ſkion, hellere end en 
ſmuk Handling. “Hvor den hoiere Skisn⸗ 
hed fremtræder, anvendes Zillægéorhet 

iont; hyor der fun findes en Skønhed, 
om m. SHenføyn t. en vig Kreds af Fore⸗ 
ftilinger, ſynes at være af en lavere Art, 
br. Udtrykket ſmukt. Hvor denne Forſtiel 
ikke fan iagttages, ell. ikke bemerkes kunne 
begge udtryk br. i Fleng.” P. E. Muͤller. 
— Skienhed, en. den Egenſtab, at være 
ſtisn. [pl. Stionheder bruges for: ſtisnne 
Perſoner (helft Fruentimre) ell. Egenſtaber. 
Hun er en af Byens ſtorſte Skionheder. 
At føle, fatte Skionhederne i et Digt.) 
Skionhedsform, en. den Form, Skikkelſe, 
fom udfordres t. Sfisnhcd , ſom ſtemmer 
overeens m. Reglerne f. Stionhed. Skion⸗ 


hedsfyldr, en. Rigdom p. Skienhed; en hoi 


Grad af S. Skienhedoſands, en. Sands, 


J 





Stionhed — Stionſomhed. 


Evne t; at fatte det Stisnne. ⸗Skilenpla⸗ 
fler, ct. og Skionplet, en. kaldtes ſmaa runs 
de Stykker fort Silketsi, fom Fruentimre 
engang brugte at kline i Anfigtet. — Skion⸗ 


ſtrift, en. ſmuk Haandſtrift. Skionſtri⸗ 


ver, en. den, ſom ſtriver en færdeles ſmuk 
Haand (Kalligraph.) Skienſfrivning, en. 
Ferdighed i at ſtrive ſmukt, og Konſten, 
ar lære det (Kalligraphie.) 

Stien, ef. ud. pl IJ. Skyn.] Mening, 
Dom, grundet p. bet, man ftisnner, ell, 
paa Forftandené Slutning; Tykke. “3 
Tilfœlde, hvor Forbryderen underkaſter fig 
Dommerens Skion.“ A. Orſted. — ISt.f. 
dette, i Skriftſproget næften forældede Ord, 
bruges hyppigen: Skiennende. Efter mit 
Skionnende fan hun være faa gammel. 
»Naar Udfaldet af dette, vort Skionnende 
er ſteet, kan vor Dom fun blive een og ens 
felt.” Sporon. — Heraf i Lovſproget: 
Skionsforretning, en. (Orſted. N. Sur: 
Ark. V. 146.) ' ' 


Skiendt, conj⸗ en Forkortn. 
ſtiendt. (f. dette Ord.) : 

Sfionne, v, n. 1. har. 3 skynia.] 1. 
indſee, forftaae, have Forſtand paa (egentl. 
og oprindel. ligefom skynia, om det, man 
fatter, ſtielner v. Synet,) Barnet begyns 
der at ffionne 9: at flielne een Gienſtand 
fra en anden, at blive opmærffomt. Saa⸗ 
vidt jeg fan ffionne, Jeg ſtienner ikke 
rettere, end at han har alle Vidner f. fig. 
»Foragt f. Alt hvad Poblen ſtiomier og m. 
fin SMængdes hæfe Bifald lonner.“ Bagg. 
Ut ſtionne i en Gag. ”3 det man ſtionner 


af ende 


om en Ting, troer mar, at den forholder fig - 


ſaaledes; naar man dømmer, er man (ſub⸗ 
jectiv) forfiffret derom.” Sporon. 2. At 
f. paa noget 9: erkiende, tilſtaae Fortiene⸗ 
ſten v. noget. At ſ. paa Velgierninger. 
(f-, paaſtionne.) kienner, en. pl. - e. 
den, fom veed at ſtionne, at paaſtionne 
noget. (Tullin.) ” 
Stienfom, adj. pl.-me. [af v. ſtionne. 
J. skynsamr.| 1. ſom har Evne t. at 


stionne, ſom indſeer det rette, billige; for⸗. 


ſtandig. At komme til f. Alder. (Baden.) 
En f. Lœſer. 2. ſom ſtionner p. Velgier⸗ 
ninger, p. det Gode, han modtager; er⸗ 
fiendtlig. ”Kun f. den Skionſomme har 
Livet Slæde og Værd.” Mynſter. “Hvo 
ffionfom nød det Smaa, fif tidt det Stor⸗ 
re.“ Rahbek. — Skionſomhed, en. ud. pl. 
1. Evnen at kunne ſtienne. ”Deraf, at 
man itfe vælger m. Skionſomhed blandt de 
forſtiellige Anlæg.”' Bagg. N. Klim. (f. 
Demmekraft.) 2. Beſtaffenheden at, være 
ſtisnſom, Crtiendtlighed, ”Den Skienſom⸗ 
hed og Folelſe, m. hvilken han betragtede 
onteg den mindſte Velgierning af Forfynet.” 
Sneedorf. —Skienſomhed er af en videre 
udſtreekning, end Erkiendtlighed.“ L. Heis 
berg (i det nemlig Skionſomhed imod dem, 


,37. I. 


ass Sctienſomhed ·Eleroſt. 
ſom have giort vel imod es, Quaer lIgeſaq 


vel, ell. egentlig meſt ud p. hele Sinde⸗ 
laget, og p. enhver Yttring af ſamme i 
Tale, Adfærd ; Dpmærkfomhed, 2. Er⸗ 


Hendtlighed derimod p. en beſtemt Gier⸗ 


ning, der udrinder af Onſtet, af giengielde.) 
Stier, adj. ISv. skör, skårna, bryde, 
bræffe i Stykker.] ſom let brydes, fom er 
let brætfelig. ſtiert Jern, Træ (modfat 
ti.) ffiore Tvebakker. At gigre Jorden 
or v. Plsining. Skiorhed, en? ud. pl. 
eſtaffenheden at være ſtier. — 
net, ſtiorhovedet, ed). fig. fom har 
Tenkeevner, ſom ikke taaler meget Hoved⸗ 
brud; ell. er tilboielig t. Sindeforvirring. 
(Moth.) 
Stierbug, en. ud. pl. IJ. Skyrbiugr, 
H. Scheurbuik, N. S. Schaͤrbak.] en 
Sygdom, der yttrer fig v. udſlet og anden 
fordærvet Tilſtand i Huden og Legemets 
blede Dele. - -- 


Skiore, v. a. 1. [af ffior.] At ſtiore 
en Ager I: ploie den anden Gang p. Tværs: 
(Moth.) f. ſtiorne. 

Skiore, en. [af adj. ffior.] hos Toms 
mermænd og Skibsbyggere: ſaadanne Ste⸗ 
der inde i ef Zræ, (ifær Egetræ) hvor Vedet 
ev ſtiort, aabent og mindre fatt og ſtærkt. 
("Nogle Stierer kaldes Marvſkiorer, fordi 


de krydſe Marven eller udgaae fra famme.” 


Kierneſtiorer d: Aabninger i Klærnetræct, 
— ”En Rundffiøre i Træet, ſom Skibs⸗ 
byggere falde Kalv.” Ardiv f. Sovæfen. 
LI. 235. føf. 226. 233.) …. J 

Skierlevnet, ct. ud. pl. ſikke af det for⸗ 
rige adj. men af et forældet adj. ſtior, 
uven, akydſt; Isl. saur (f. E. ſtior Begie⸗ 
relſe, ſtior Lyſt; en ſtior Datter. P. Elice.) 
hvoraf ogſaa ſkierſk 


kisrffhed. H. Tauſſen) Et 


ierhiers 
vage 


i ſamme Bemerk. og. 


ufo « 
utugtigt Levnet; herſtende Liderlighed hos 


en Perſon. [I. Saurlici.] jvf. Ukydſthed, 
Utugt, Lesagtighed. ”Den Vandel * 
bærer Lsosagtighedens Præg, kaldes Skier⸗ 


lepnet.“ P. E. Miller. — Det hertil ho⸗ 


vende, beſynderligt dannede Ord Skiorlev⸗ 
ner d: en Liderlig, en Horkarl, ſſom findes 
hos Moth, I Bibel. af 1550 (5 Mofe B. 23. 
Cor. 5. Aab. 21. 8. ꝛc.) i vore nyere 
Bibel⸗Overſeottelſer, og er brugt af v. Aphe⸗ 
len, Baden, Rahb. (D. Tilſt. U. 445. 651) 
og andre Nyere] kunde maaffee tænkes at 


være opſtaaet v. urigtig Læsning af Skior⸗ 


leffuere 2: Skiorlever, der virkelig ſindes ſaa⸗ 
ledes ſtrevet gammelt Danſt; men muli⸗ 


gen blot v. Skrivfeil, thi ogſaa denne Form 


er ellers ubrugelig. 

Sfiorne, v.a. vogn. 1. [af adj. ſtior.] 
act. giore ſtior. At friorne Jorden v. gien⸗ 
tagen Plsining. 2. blive fliør. (Piores. 
Moth.) Melken ſtiorner 9: bliver fuur. 

Sktioroſt, en. pl.—e. et Slags Off, ſom 


8 


Ctioroft:— So. 


laves, tfært Fyen og JIylland, af oplagt og 
preſſek Melk (fom p. Iél. hedder Skyr.) 
Skiort, ct. pl. — er. Et Kledemon, ſom 
Qvindfolt bruge, enten til en Troie, eller 
under en Kiole (Undertttørt) og ſom nager 
fra "Bælteftedet f. Fødderne. . Hun gaaer 
(fe | Kiole; men i Skiort og Trsie. (Det 
Sv. 8körte og T. Schuͤrte er derimod 
vort Sorflæde; det Isi. Skyrta, E. Shirt, 
en Stiorte,) 
. Stiørte, v. n, 1. (har.) At ſtiorte op 
om fig oa: ſanke Skierterne, el. overhovedet 
då nere op.om fig; opktilte fig. (f. op⸗ 
tety 
. Atiette, v. a. og n. 1. paſſe, tage Bare, 
have Omforg for. (Sv. skåta.). ”Viben vil 
i alle Tuer og fan elf f. fin egen.” 
Ordſpr. FI ældre Danjt br. det hyppigen, 
09 ſtrives meſt ſtiode. f. E. ”Jeg ſtulde 
iode og tage vare paa det, Gud ſtikker 
mig til.” P. Tidemand.] Nu ikke meget 
brugel. uden i den Talemaade: at ſtiotte 
fø fl 2: paſſe fine egne Sager, lade An⸗ 
bret Fred. ””"Agt itke p. hang Raaben, han 
fikkert langt om længe ſtiotter ſig.“ Bagg. 
(Denne Udeladelſe af Pron. er imod Sprog⸗ 
brugen.) 2: agte, ændfe, bende fig om. 
"San ffietter ingen Ting, et Kuld, et hede 
Dane.” Helt.” »J deres Hidfighed de Liv 
og Blod et fFjøtre.” Holb. P. P. ”Ders 


ſom Straffen kommer f. tidt, faa ftiotter 


man den intet; men foragter den,” B. 
Thott. PMon Slaven ffietter hvo hans 
Herre er?” Storm. 3. gide, have Lyſt 
til. Jeg ffietter iffe hans Xoræringer. 
(fædvanl. m. præp. om.) Jeg ffiøtter ikke 
om, at-være den fidfte. “Man kiober dog 
itfe gierne det, man ikke ffietter om,” 
Schytte. (Isl. skeyta.) 

Sko, en. pl. Skoe. (I. Skår. A. S. 
fco, Sceo.] en Bedekning, el. Beklæd⸗ 
ninget. Foden, ſom nager t. op p. Vri⸗ 
ſten, ſyet efter Fodens Dannelſe, fædvant. 
af Skind, og forſynet m. en Saale. Sko⸗ 
ens tre Dele ere: Saalen, Bags ed. Kap⸗ 
pelæderet og Dverlæderet. Er den uden 
Kappclæder, kaldes den Toffel. 2. Kort, 
ØBræmme , ben nederfte Kautning om et 
Skiort. Moth. brugel. i Jylland.) = Sko⸗ 
baand, et. Baand, hvormed Skotemmene 
bindes ſammen over Vriſten. Skobod, 
en. B. hvor Skoe ſoelges, Skomagerbod. 
(Moth.) Skoboerſte, en. B. hvormed 
Skoe renſes pg blankes. Skodreng, en. 
(Moth.) ſ. Skoſbend. Skofedt, ct. fed 
Emarelfe t. Skoe og Stevler. Skoflik⸗ 
Fer, en. den, ſom bøder gammelt Fodtoi. 
Skohammer, en, Hammer, ſom Skoma⸗ 
gerne bruge v. deres Arbeite Skohal, 
en. den tykkere Deel af Skoſaalen, ſom er 
under pælen. Skokniv, en. K. ſom Sko⸗ 
magere bruge f. at ſtoeere Lederet til, Sko⸗ 
læſt, en, +. Læeſt. Skomaal, et, Maal 


7 


84 


Ru 


Elo — Stof. 


for Storrelfen af en Sko. Skomager cen. 
ben Haandværfémand, ſom ſyer nye Skoe, 
Stovler og andet Fodtoi; forffielig fra Sko⸗ 
flifferen, fom kun bøder det gamle. Deraf 
Skoͤmagerarbeide =dreng ⸗haandvæerk⸗kro 
Tdug smefter ⸗ſvend, 0. fi. Sammenfætn. 

— Skopind, en. pl.-c. fmaa Pinde af 
Tre el. Jern, ſom ſlaaes i Sko⸗ el. Støv: 
lehele. Skopudſer, en. den, fom nærer 
fig af at renſe og pudſe Skoe og Støvler 
f. andre. Skorem, en. 1. Enderne af 
Kappelederet p. Skoen, ſom fpændes fam: 

men over Vriſten; Spændelæder. 2. tynd 
Nem, hvormed diffe Dele af Skoen bindes 
fammen, i St. f. at ſpendes; Skotvinge. 

Skoſaale, en. det tykke Læder £ Stoen, 
ſom ſyes til Kappen og Overlæderet , og 

er under Fodſaalen. Stkoſpæende, et. S. 
hvormed Skoen ſpendes ſammen over Vri⸗ 

ſten. Skoſvend, en. Oppvarter, Tiener. 
— J. Skôsveinun.) Ohlenſchl. 

Sfofværte, en. Blanding af Fedt og Kon⸗ 
røg m. m. hvormed Skoe og Støvler fværs 

tes. Skotraad, en, Traad, hvormed Skoe 
ſhes (Begtraad, Riſp.) GSiorvinde en. 
d.ſ. f. Stotraad. (Moth.) Skotvinge, en. 
pl.-r. d. f. f« Øforem. (AI. S. Sco-prang; 

af bvang; J. bvenngr, en Rem.) Sko⸗ 
viff, cn. det, hvormed Sfve vijfes ell. afs 
torres. At agte een f. en Skoviſt 9: meget 
vinget. Skodox, et. Blanding af Vor, 
Zerpentin og Konreg, hvormed Skoe og 
Stovler blankes. 

Skodde ell. Skaade, en. pl.-r. [af fys 
de.] det, ſom ſtydes f. noget t. Lukkelſe. 
S. for en Dør. Vinduesſtodde. 

Skoe, v. a,1. lægge Skoe under (bejlaae 
en Heſt.) 2. beflaae Enden af noget m. 
Metal. (Noth:) ”Pælene ſtoes m. Jern.” 
J. Kraft. 

Skofte, en. pl.-r. det grovefte Brød af 
ell. Blandingefarn , ſom ifær gives 
Heſte at æde. 

Skogger, en. En Lyd, ſom hai Latter. 
(Moth.) fun i diſſe Sammenfætninger : 
Skoggerdue, en. et Slagé Duer, hvis Lyd 
ligner Latter. Columba risoria. — Skog⸗ 

erlatter, cen. hof, ſtoggrende Latter. ”Hun 
de en Skoggerlatter, def over Havet 
gialdt.“ Ohlenſchl. Acee v.n. 3, lee 
meget høit. ”De firige hait og floggerler, 
naar de ei Skolemeſter fee.” Veſſel. ”Maar 
Thraſo ſkoggerleer af egen Vittighed, faa 
[cer jeg ogſaa med, men af hans Daarlig⸗ 
heh.” P. M. Troiel. 

Sfoggre, v.n. 1. har, fee m. høi Lat: 
ter. (Moth.) 2. ogſaa om den Lyd, hvor: 
med viffe Fugle, ſom Urhanen og Tiuren 
falde p. deres Hunner. (Moth.) 

STOF, en. pl.-Fe. IX. Schock.] et An⸗ 
tal af 60. — iSkokkretal, fforreviis, adv. 
t flor Mængde, i ſtore lo » (3. Skockr; 
Sv. Skock, en Skare. 


- 


Stolde — Skolebarn. 


Skolde, v. a. 1. IJ. skallda. E. to 
scald.] brænde, folie m. hedt Vand. Har 
har foldet fig, har Poldet fit Been. At 
ffolde Sviin (f. at faae Haarene af.) fig. 


Kulden, Blæften Folder Kornet (Moth.) 


Deraf : Skoldkorn, ſtoldet, affvedet Korn. 
(Ambergs Ordb.) ſtoldhed, adj. faa hedt, 
at det fan ſtolde (f. E. om Vand.) Skold⸗ 
ning, er. Gierningen at folde. = Skol⸗ 
deblegn, en. en ſtor Blegn, uden Materle; 


QVandblegn. (Moth.) — Skoldekage, en. et 


Slags tynde Kager, fom bages i Bagerovn. 
(Moth.) el. det Brød, dev bages af den 
fitfte' Levning af Delen. — Skoldekopper, 
et. En Hudſygdom, fom i Udfeende noget 
ligner Bornekopper; Vandkopper. 

Skole, en. pl.-x. [Lat. schola.) 1. 
Sted, hvor Børn el. unge Menneſter uns 
dervifes, og Indretningen, fom har dette 
Diemed. At gaage i SFole 3: oplæres i en 
6. ”De opvorede imellem Vaaben; Lei⸗ 
ren var deres Skole, Tapperhed deres 
— Dyd.” Bogelius. At ſende fine Børn i 

Skole. At holde en Dreng. i S. 9: betale 
f. hans Skolegang. At holde S. ell. en 
S. 2: foreftaae en S. ell. være Sfolelærer. 
At læfe I en S. 3: være en af Lærerne i en 
S. Dun holder en S. f. Pigeborn. En 
lærd S. Borgerffole, Landeébyftole; en 
Drengeffole, Pigeffole, Sveffole. Ride⸗ 
Fole, Fegteffole, Byngeffole, TegnefØole, 
0. fl. — fig. At tage cen i &. 9: give ham 
en Frettefættelfe el: ftreng Formaning. — 
Ligeledes fig. om ethvert Stød, enhver Les 
vekreds, hvor Omgang, Vane, Exempel 
give Anledning t. at lære Godt ell. Ondt. 
Sans Huus var en Skole f. ale Dyder. 
Lafternes Sole ”Dereé Forfamlingefted 
er en Skole f. Umenneſtelighed.“ J. Bove. 
2. Forſamlingen af Lærere og Børn i cn 
Skole, ell. blot af de fidfte. Skolen er 
begyndt. Hele Skolen har faaet Lov idag 
fan har faaet Lov af Skolen ad: Tilladelſe 
at være borte af S. 3. det, fom læres 
i en Skole (Curſus.) f. E. i den Talemaa⸗ 
te: Han har gaaet hele Skolen iglennem. 
J Ridekonſten kaldes Skoler de forſtiellige 
Zvelfer, ſom Heſten og Rotteren lære; 
Heſten deed fine Skoler. At late en Heſt 
gane alle Skoler igiennem. 4. i Maler⸗ 
konſten: cen vig Smag i denne Konſt, fom 
enten nedſtammer fra en enkelt udmærfet 
Maler, cl. har været herſtende I et vift 
Land ell, Landſtabz faavel om Malerne, 
fom om deres Værter. Et Maleri af Ras 
phaels Skole 3: af en af hane Lærlinge. 
Den italienſte, nederlandſte, tyde S. 
Den florentinſte, lombardiſte, romerſke, 
venetianſte &. — Skoleaar, en. Aar, ſom 
Lærlingen tilbringer i Sfolen. Det førte, 
antet Skolegar. Sfolearbeide, et.” A. 
fom foretages, læres i en &. Skolebarn, 
tt, B. fom gaaer i S. føger en S. Sko⸗ 


N 4 


W 


2 


⸗ 


335 Sloledarn —Skoleret. | 
lebetiening, er. En Skoleleerers Embede, 


Beſtilling. Skolebog, en. B. der bruges 
t. Underviisning, ſom Lærebog i en 6. 
Skolebroder, en. den, fom gaaer i ſamme 
S. med en anden og t. cen Tid. (Moth.) 


Skolebrug, cen. SHE, fom følges i en BG. 


Skolebygning, en, B. hvor en G. holdes, 


Skoledegn, en. D. ſom tillige holder S. 


(Moth.) Skoledreng, en. Dreng, ſom gaaer 


i Skole. (derimod br. fielden: Skolepſge.) 


Skoleembede, et, d. ſ. 1. Skolebetiening. 
Skoleexamen, en. Børnenes Overhorelſe i 
en S. Skoleflid, en. den Flid, ſom Lær: 
lingen viſer I Skoletimerne, ell. under Sko⸗ 
legangen i det Dele. Skoleforordning, 
en. F. ſom faftfætter, hvad J hvorledes 
der ſtal læres I Skolerne. S sleforftans 
der, en. den fom foreftaaer en S. ko⸗ 
lefux, en. (Tydſt) den, ſom gior hs til af 
unvttig Lærdom; Pedant. (Moth.) Sko⸗ 
lefengſel, et. fig. Skoletvang. ”I Sko⸗ 
lefængflets Baand han hærdes f. Naturens 
Stemme.” Fr. Guldb. Skolegaard, en. 
Gaardsrum, Legeplads v. en Skole. Sko⸗ 
legang, en. Gierningen "at gaaer f Sfole, 
ſege en SÉole f. der at underviſes. Sko⸗ 
leherre, en. den, fom har Ovfun m. en åns 
ſeelig Skole el. Hoiſtole. 
H. til at holde et Barn I Skole. »Hvad 


Skolehielp de fan af Kongens Naade faae.“ 


J. Friis. Skolehold, et. den Beftilling; 
at holde. Skole. Sfolcholder æn. den, 
fom holder en Skole, fom allene, ell. med 
en Medhielper, beſorger Underviisningen I 


en S. Sfolehuus, et. d. ſ. ſ. Skolebyg⸗ 
ning. Skolekammerat, en. d. ſ. ſ. Sko⸗ 
lebroder. Skoleklogt, en. overflodig, ilde 


anbragt Klegt, hvorved man vil lægge før 
Dagen hvad man har lært. Sköolekund⸗ 
re pl. K. fom læres, erhverves i en S, 


olelærd, ad). fom hat den Lærdom, det 


faaes v. Soler, v. Underviisning , mere 
gud v. egen Grandſkning. (Rahbek.) Der⸗ 
af: Skolelæerdom, en. (hvilket ogſaa overs 
hovedet bruges om det, ſom læres i Skoler.) 
Skolelærer, en. den, ford er anfat t. at 
undervife i en Sfolc,  Stoldærling, en. 
den, Tom faner Undervifsning i en Skole; 
Skolediſcipel. (Moth.) Skolelen, ch. def, 
ſom Lærlingen betaler f. fin Underviisningt 
en S. Skolemeſter, en. d. f. ſ. Skolehol⸗ 
der. Skolepebling, en. (forældet.) Sko⸗ 
ledreng. (f. Pebling.) Skolepenge, pl. 
d. f. ſ. Skolelsn. Skolepog, en. (forag⸗ 
teligt.) d. ſ. ſ. Stoledreng. Skoleprove, 
en. Prøvelfe, ſom foretages m. Larlingeri 
en Stole; Skole⸗Eramen. 
et. Forlamling af Yn Skoles Forftander og 
overſte Lærere, f. at raadſlaae om Skolens 
Sager. olereden, adj. v. En fholereden 
Heſt o: ſom har gaaet Nideffolen igiennem. 
Skoleret, en. offentlig Afftraffelfe i Solen 


Skolehielp, en. 


⸗ 


Skoleraad, 


v. Pidſtning, hvilfet tilforn kaldtes: at 


m. at undervife cl, ſtudere. 


tide, fegte ſtolerigtigt. 


Skeleret — Slerſteen. 


aae Skoleret. “Da han endnu ikke var 
dt, havde jeg allerede tre Gange ſtaaet 
Sfoleret.“ Hoib.. (Er. Wontan. I. 5.) 
Kolerigtig , adj. overeendſtemmende m. de 
Forſtrifter, ſom læres i en Skole. At 
Stolefag en. 

Sag, fom vedkommer en S.'ell. Skoler. 


Skoleſprog, et. Samling af Udtryk, ſom 


bruges v. Underviisning overhovedet, ell. 
f en vig Videnſtab i Sardeleshed; ell. 
det Sprog, de üdtrok, man lærer i Sko⸗ 
derne. (modſ. f. E. Ømgangsfpro et.) 
Skoleſtraf, en. Straf f, Forfeelfer i Sko⸗ 
len. SFoleftymper, en. En ſom er flet 
plært i Skolen; ell. en ſtolelerd Pedant, 
* »Kunde jeg kun faae en Skole⸗ 
mper fat.” Evald. IV. 31i0.. Skole⸗ 
flov, et. figurligt Udtryk. f. E. at ryſte 
Skoleſtovet af fig 03 for en Tid ophore 
Skoleſo⸗ 
ſter, en. En Pige, ſom gaaer i S. med 
en anden. (Moth.) Skoletid, en. 1. den 


Tid, hoori een ſoger Skole, nyder Under⸗ 


viisning i Ungdomsaarene.Min S. er 
leongſt forbi.” Keſſel. 2. den Tid, da ter 
underviſes en S. Skoletime, en. En 
nkelt T. hvori Underviisning ſterr. Sko⸗ 
ctone, en. den i Skoler, v. Underviisning 
brugel. Tone. 


den, fom holdes i Skoler. Skoletvang, 


en. &Zvrang, ſom Sfolerg Indretning 0 


Stolcunderviféningen medfører. (Holberg. 

Skoleven, en. 1. den, mamr har fliftet 
Venſtab m. under fin Skolegang. ”En 
gammel Skoleven, ter næften har boſat 
fig hos 06.” Rahb. D. Tilſt. L 61. 2. 
den, ſom er en Ven af Stolcvæfenet.  ffo- 
leviis, adj. ſom har fin Klogſkab, Viisdom, 
allene fra Stolen eil. ved Skolelxrdom 

itte v. Kundſtabet, Livet. ”De SEolevife 
har vel ogfaa havt denne Lærdom; men 
udledet den af falske Kilder,” Eilſchow. 
Efter hine Bud af ſtoleviſe Mænd.” F. 
Guldberg. Skolevaſen, et. alt tet, ſom 


» hører t. Skoler og Skoleunderviisning. 


Haarde, der fætter fig uden p. en bledere 


— 


ſect m. Halebrod, hvig Stik holdes 


—— 


—Sbkole, v. a. 1. i Ridekonſten: at ſkole 
en Heſt 9: lade den gage Skolen igiennem. 
Skolorm, en. pl. -e. et Slags Inſecter 
m. mange Fødder. (Scolopendra. (Badené 
Hat. Ordb. 
Skomager, en. f. under Sko. 
Skonfarſegl, ct. pl. d. f. et Slags.ſtore 
Seil p. Baade ell. Jagter. (Arreboe. 
Heraem. 69.) 
Skorpe, en. pl.-r. [I. Skarpa; eg 
skorpna , ſammenkrympes, rynkes.] det 


Ting f. €. paa Brod. Brødfforpe. — 


Skorpehud, en. Arpe. 


Skorpion, en. pl.-er. et udenlandſt In: 
far⸗ 
ligt. Scorpio. 


Skorſteen, en. pl. - ftene. IX. S ch or⸗ 


336 


Skorſtenen. 


Skoletugt, en. Tugt, Or⸗ 


haj ø 
i 


Skorſtern — Skov. 


ſtein. NR, S. SchornſteenJ 1. Op: 
rindeligen d. ſ. ſ. Arne ell. Arneſted (jvf. 
Ihre's Gloſſ. og Adelungs Ordb.) ligeſom 
det endnu i dagl. Tale hyppigen ſaaledes br. 
At tænde Ild, at koge Mad p. Skorſtenen. 
2. Nu i Almindeligh. en Bygning af Steen, 
beftaaende af en tragtdannet Opmuring 
over Arneſtedet, fom enter fig i et fürkantet 
Rør, og tiener t. at fore Røgen op igienen 
Huſet. At bygge, opfore en &) At feie 
n Tuktet Skorſteen kaldes 
den, fom ingen Arne har, fom blot mods 
tager Kakkelovwror. — Skorſteensanker, 
et. det Tyvarſtykke, af Jern ell. Træ, ſom 
er lagt over Aabningen t. Arneſtedet, og 
hvorpaa . Forfiden af Sforftenen hviler. 
Skorſteensfeier, en. Den, hvis Beſtilling er 
at renſe Storftene og. Stueovne f. Sod. 
Skorſteensild, en. J. ſom tændes i et 
ureent Skorſteensror. Skorſteenskappe, 
en. den Deel af Skorſtenen, ſom hvælver fig 
over Ildſtedet. Skorſteenspibe, en. den 
Deel af Skorſtenen, ſom nager frem over 
taget. Skorſteensplade, en. Jernplade 
p. Arneſtedet ell. i Skorſtenen. Skor⸗ 
ſteensror, en. den Deel af Skorſtenen, ſom 
naaer fra Xrnen t. Taget. Skorſteens⸗ 
ſtat, cn. Stat, fom betales af.hver S. i Hu⸗ 
ſene. Skorfteensſpieid et. et Spield ell. 
Stud, hvormed Aabningen i et Skorſteens⸗ 
rør fan lukkes. Skorſteensvarme, en. den 
fBarme, ſom kommer fra Ilden p. Arneſtedet. 
Sorte, v. n. 1. hear. [J. skorta.] fat⸗ 
tes, mangle. Det ſfortede p. Fodemidler. 
(uperſonl. og næftsh reent forældet.) 
Skoſe, en. pl.-vr. [af uvis, formodentl. 
fremmed Oprindelſe.]) Spotteord, Spot: 
tegloſe, ſpydig Tale. At give cen Skoſer. 
(d. Tale. ligefom v. a. at ffofe cen.) 
Stothovl, en. pl. e. den ſtorſte Høvl, 
fom Tommermend, Badkere og Snedkere 
bruge. (Ambergs Ordb. T. Bankhobel.) 
Skotland, n. pr. deraf: Skotlænder 


(ell. Stotte) og ſtotſt, adj. 


Skotrende, en. pl. -r. i Bygningskon⸗ 
ſten: det Vandlob, ſom to ſammenſtodende 
Tagflader danne m. hinanden, og hodr 
man tildeels pleier at lægge en Rende. (T. 
Kehlrinne.) ” > 

Skotrok ell. Skotterok, (Moth) en. Gt 
eget Slags Spinderot m: et ſtort Hiul, ſom 
bruges i Fabriker. 

Skotte, v. n. 1. har. ſbeſlæogtet m. Jsl. 
skoda, ſtue.] fee hemmeligen, uformerkt 
hen ten Gienſtand. Han —** til, hen 
til, over t. Pigen. Hans Øie uftadigt 
fhottede, fnart her, ſnart der, kun aldrig 
voligt.” Ohlenſchl. — Deraf : Skotten, en. 
ub. pl. 

Stov,en. pl.= ce. [IJ. Skågr.] ct m. 
Treer bevoret Stykke Land af betydelig ell. 
temmelig Stotrelſe. (jvf. Lund, Krat.) 
Ordet bruges ſaavel om Jorden m. Træer⸗ 





Skov — Stovfugl. 


ne, ſom (m. beſt. Art. ell. uden Art.) om 
Træerne i Gærdeleshed. — Der er Forſtiel 
p. Zræer i en Save og i Skoven. At om: 
hugge en &. forvandle en S. til Agerland. 
At frede, indhegne en S. At boe i Sto⸗ 


ven. Foven er endnu ikke grøn, ud⸗ 
fprungen. fer vorer god Skov. At viſe 
S. ud. Granſtov, Begeſfov, Egrffov. 


Underſtov, Hoiſtov (Overſkov, Storſtov) 
Søvifov, Naaleſfov (Barſtov.) Oldenz 
ffov. pan har ingen S. til fin Gaard. 
At brænde Sviin ind p. Skoven (f. at fedes 
om Efteraaret v. Oden.) Men: Gan har 


Sviin Yell. et Sviin) paa Skoven 9: han. 


er ikke cet klog. At love cen Guld og grenne 
Skove 2: giore ſtore Løfter. —= Skovabild, 
en. det vilde ZCbletræ. Pyrus Malus. 
Sfovanlæg, et. d. f. ſ. Skovdyrkning. 
(Dluffen.)" Skovbakke, en. B. inde i en 
Etov , ell. bevoret m. Skov. (Baggefen.) 
Srovbetient, en: Den, fom er anfat v. 
Etovvæfenet , el. til at have Opfyn m. 
Skove. Skovbi, en. pl. - er. vilde Bier, 
fom leve i Skovene, og famle Honning i 
Trœerne. Stovblomſt, en. B. ſom ifær 
vorer i Skovene. ”En Roſe blev hver 
Skovblomſt under mig.” F. Guldb. Skov⸗ 
bonde, en. B. ſom boer I Stoven, ell. ſom 
iſer har ſin Nering af Skoven. (Baggeſen.) 
Skovbrand, en. B. ſom opſtaager i en Skov, 
og fortærer,en Deel Træer. SFovbrug, 
en. den Næringével, at opelſte Skov og 
leve af Øfoven. ”Agerbrug — en mere inds 
bringende Dyrkning af Landet, cnd Skov⸗ 
brug.” Dluffen. (om Brændfel. 292.) 
Skovbund, en. Jordbund, hvor Skop fan 
vere. Stovbygger, en. den, fom boer i 
en &. Skovbalte, et. fig. en ſmal Strok⸗ 
ning Skov ell. en SÉovftrimmel, omkring et 
Stukke Land. (DOlufſen.) Skovboder, pl. 
Beder, fom betales f. Dvertrædelfe af Skov⸗ 
Anotdninger. (D. Atl, V. 949.) Skov⸗ 
drift, en. Maade at brive Skoviord paa 
el. at tage Fordeel af Skoven. (Dluffen.) 
Skovdue, cn. den vilde Due, fom er Stam⸗ 
faderen f« de forſtiell. Afarter af Huusduer. 
Columba Oenas. Skovpdorkning, en. 
Gierningen at opdyrke, opelſte Skov. (Schyt⸗ 
te. Olufſen.) Deraf: Skovpdyrkningslare. 
—8 Skovegn, en. Egn, Land⸗ 
æfning , hvor der findes megen Skov. 
(Etovbngd. mob) Skoveiendom, en. 
Jordeiendom hvortil der er betydelig Skov. 
Skoveier, en, den fom tier SÉov, ifær af bes 
tntelig Storrelſe. Skoven , en. Eng, 
Groæsmark, ånde i en 6. kovfald, et. 
Affald af Fræer i Skoven. (jvf. Dindfælde.) 
Skovfoged, en. Opſynsmand ved en Skov; 
af ringere Grad, end en Skovrider. Skov⸗ 
forordning , en. Anordning om Skoveneb 
FIredning, Opelſtning, m. m. Skovfred⸗ 
ning, en. Gierningen, at frede, indhegne 
EStov. Skovfugl, en. F. ſom lever i 
Dauſt Ordbog. If. s ” 


sd 


"337 
Stovene. ſtovfuld, adj. f. ſktovriig. ”Gt 


" Bindfæld. 


d. f. f. Skovbund. 


i Zræer, man vil udviſe. 


(4 


Stoofugl — Slovmerke. 


ſfovfuldt Land.” Olufſen. Skodfald, et. 
Skade, ſom er p. Sfover v. Storm ; 

Fovfældning , cen. Skovens 
Wedfældning, ”De nærværende Skovfald⸗ 
ninger give Landets Skionhed det fidfte 
Stød,” Olufſen. Skovgang, en. 
Gang cIl. Bei, ſom dannes f en SÉov v 
Udhugning. (M.) fFovgroet, adj. v. bes 
groet m. Stov. Stkovgrund, en. 1. en 
m. Skov bevdret Grund ell. Jord. 2. 
Sfovgræs, et. Græs, 
fom falder i Skovene. Faar elſte ikke 5. 
Skovgud, en. i Mythologien: Guddom f. 
Skoven. rov hammer, er. Et Redſtab, 
liig en Hammer, hvormed et Mærfe hugges 
| Skovhegn, et. 
Hegn, Gierde, hvormed Skove , fredes. 
Skovherre, en. d. f. ſ. SÉoveier, »Da har 
Skovherren en vis Grundvold at bygge fine 
Beregninger paa.” Schytte. Skovhon⸗ 
ning, en. H. af Sfovbier, vild Hoͤnning. 
Skovhugſt, cn. 1. Gierningen , at fælde 
æræer i Skoven. 2. én vis Dee af en 
Skov, ſom aarviis hugges. (Schytte.) 
Zrovhpue et. H. ſom ligger i ell. ved en 
S. kovhyld, cen. Navn p. en Buft: 
vært m. temmelig haardt Ved og hvide 
Blomſter (hvoraf en Afart dyrkes i Haverne 


under Navn af Sneeboller.) Viburnum 


Qpulus. (Qvalkved, Vandhnld, Fuglebæer.) 
kovhytte, en, ct lidet Skovyhuus. Skov⸗ 
høi, en. Skovbakke. “En Dal, omkrandſet 
af fierne STovhoie.” Bagg. Skovjord, 
en. 1. den Jord, form er bevoret m. Skov 
fom anvendes t. Skopdyrkning, eller dertå 
ev tienlig (modſat: Agerjord, Engjord.) 
2. det Jordsmon, ſom falder i Skove, vege⸗ 
tabilſt Jord i Skovene. ſtovklædt, adj. 
v. ſtovgroet. Den ſfovklædte Strand: 
bred.” Pram. “Skovklædte Bierges Kioe⸗ 
de.” Rein, Skovland, et. Et Stykke 
Land, tienligtet. Skov ell. bevoret med S. 
Skovlod, en. En vis afdeelt Part af en 
Skov. Skovlarke, én. Et Slags Lær: 
fer; Buſtlœrke. Alauda arborea. (Moth.) 
Skovlæs, et. Et ſtort Les Brænde, fad 
meget fom 3 Bønderlæs. (Moth.) Skov⸗ 
løber, en. Tilſynsmand i Sfoven, ringere 
end. Skovfogeden. SFovlog, en. En Plans 
te m. Logrod, almindelig i Krat og Skove; 
Fuglemelk; Sræsløg. Ornithogalum lu- 
teum.  ffovles, adj. uden SEn ffov: 
los Cgn. ”Enhver Beſiddaer af en ffovlee 
Gaard,” Olufſen. Skovmenneſte, et. 
Et M. fom i Vildhedens Stand opholdet 
fig i Skove og udyrkede Egne. (I. Bone.) 


Skovmuus, en. M. fom lever i Skovene, 


Markmuus. (Moth.) Skovmarke, ct, 
Morke p. Treer, ſom udviſes. “Til Tegn 
aft Zræerne ere beſtemte t. Omhugning, 
merkes de m. et viſt Skovmarke.“ Schytte. 
Skovmarke, en. Navn p. en Plante, ſom 


— 


⸗ 


ſe; Bukar. Asperu 


v 


Stkovmerrke — Sfovdang. 


tsrret lugter ſteerkt, og derfor bindes i Krand⸗ 

a odorata. Skov⸗ 
(ante, der ev almindelig i 
Enge; Grasnellike, Engucllite. Lychnis 
flos cuculi. Skovplan, en. En Slette 
inden i en S. ell. bevoret med S. (f. Plan, 
1.) Stovplantning , en. Gierningen at 


nellike, en. En 


plante S. Skovppnt, en. fremragende 


Pynt af en Skov. ”Det helte Tag, hiſt 
bag v. denne Skovpynt.“ Evald. Skov⸗ 
raab, et. hoit Skrig cl. Raab. (Moth.) 
Skovrand, en. 1: den yderſte Kant ell. 
Linic af en Skov, ſom den f. Diet viſer fig 
i Afſtand. Den fierne Skovrand, forgyldt 
af Morgenfolen, 2. den yderſte Deel af en 
Skov, de yderſte Zræcr i en ſamlet Skov. 
Den veftlige Skovraud bør man tfær ſtaa⸗ 
ne. 
Skov, ell. for at fore Brænde fra Skoven. 
Moth.) Skovrider, en. Opſynsmand 
over en Skov, med flere Skovfogeder under 
. fPovrig , adj. fom har megen Skov. 
kovrydning, en. Gierningen at rydde S. 
Skovrover, én. R. ſom opholder fig I Sta: 
ven. Sfovfag, en. Proces, ſom vedkom⸗ 
mer en Skob, Skoptyveri, ell. desl. ſtov⸗ 
fat, adj. v. (om Brænde) favnſat i Sko⸗ 


ven, hvor det hugges. En Favn ſtovſat 


Brænde. SFowfav, en. ftor Sav, hvor: 
med fældede Zræer faves over, Skovſta⸗ 
de, en. Fugl af Ravnneflægten. Corvus 
landarius. Skovſtiel, ct. Grendſeſliel 
mellem to Skove. Skovſtkyld, en. Skov⸗ 
jords Skyldſceetning efter Hartkorn, cl. Be⸗ 
regning over Storrelſen af en Skov efter 


den Landſtat, deraf ſtal fvares. (t. Forſtiel 


fra Ager og Eng, og Molleſtyld.) Saa⸗ 
ledes rå — Dene Gaard har fo Tønder 
Hartkorn Skovſtyld. Skovſnoppe, en. 
En ſpiſelig Fugl af Sneppe⸗Slogten. Sco- 
lopax rusticola. Skovſti, en. Sti, ſom 
gaaer igiennem en S. Skovſtrækning, 
cd. Et betydeligt Stykke Land, bevoret med 

. Sfovfviin, et. d. f. ſ. Oldenfviin, 1. 
(Diplom af -1452.) 
SuurFlever, " Stovtegning , en. Lands 
ſtabstegning, hvorpaa Dele KE: en Skov fo⸗ 
reftines. Bagg. (Labyr. II. 271.) Skovp⸗ 
trold, en. ct Veſen, en Trold, hvis Bolig 
antages at være i Skoven (de Gamles Sa: 
fre.) ”En Skovtrold bildte fig engang 
ind, at han fang ligefaa godt ſom Apol.“ 
Sneed. SFovtræ, et. T. ſom vorer og 
opelſtes i GÉove ; vildtvorende Træ. ”De 
træer og Buſkte, hvis Ved forbruges i 
Mængde, - faldes SFovtræer.” Olufſen. 
Skovtyv, en. den, ſom ftiæler Træer cl. 
Brænde i en Andens Skov, eller begager 
Skovtyveri. Skovudviisning, en. f. Ud⸗ 
viisning. Skovurt, en. Plante, ſom al: 
lene el. ifær groer i Skoye. Skovvang, 
en. mindre, indgierdet Sfov, der tillige 


338 


Skovreiſe, en. Reiſe gicnnem en " 


Skovſyre, en. Én 
"almindelig i Skove vorende Plante. f. 


Stoovei — Skraatag. 


nyttes t. Gresning. Skovvei, en. Vei 
liennem en S. Skovvogter, en. den, 
om er fat t. at vogte en Skov; Skovleber. 
Skovvaſen, et. Alt hyad der hører t. Op⸗ 
elſtning, Fredning og rigtig Brug af Skove. 
At lægge fig efter, anfættes v. Skopvæſe⸗ 
net. Fovæble, ct. Frugten af Skovabild. 
Skovog, et. Heft, ſom gaaer ude i Sko⸗ 
ven. “Saa træde fom ct Skoveg.“ Moth. 
Skovork, en. En flor, af Mennejter ube⸗ 
boet Skov. (Baggefen.) Skovoxe, en. 
ſtor Brændesre, ſom bruges v. Sfovhugft. 


Skove, v. a. 1. fælde (Træer) i Skoven. 
Ut flove Treer. Det ffovede Brænde. 
Folkene ere ude at ffove, — Deraf: Skov⸗ 
ung, en. 


Skove ell. Skovre, cn. (ſielden i sing.) 
pl. Sover (Moth) cl. Skovrer. [3. pl. 
Skofir.] focden Skorpe, der fætter fig p. 
Bunden af Kar, hvori Grød, Welfem 7 og 
dest. foges 


Skovl, en. pl. -e. [X. S. Scoſi. 3. 
Skupla. bre 1. et Redſtab af Træ, 
beftaaende af et bredt og hulet Blad m. 
langt Haandgreb, t. at ſtuffe ell. kaſte noget 
med. ſ. Kaſteſtkovl. At kaſte Ford p. med 
Skovlen. At kaſte Korn m. en Skovl. 
2. de Flæle i ct Mollehiul, ſom Vandet 
falder pan, og derved omdriver Hiulet. 
(Moth.) Deraf: Skovlevark, et. en Ind⸗ 
retning v. Bandhiul, m. Skovle. (Krafts 
Mechanik.) 
Sktovle, v. a. 1. kaſte, kaſte ſammen m. 
en Skovl. ' 
Sfraa, adj. pl. ffrace. [I. ſchraͤge.] 
ſom viger af fra den vandrette cl. lodrette 
Linic, hældende, fom ci er lige; d. f. f. 
ak, hvilfet dog nu mindre bruges. (jvf. 
iev.) 'CEn førag Flade. Et føreet Tag. 
(En føre« Linie giennem en Fürkant 9: 
Diagonal. Derimod: En fhiev Vinkel.) 
Daa ſtraa, i en ſtraa Retning (IJ. ä ska.) 
At boe ſtraas over for (i Gaden; modſ. 
lige over for.) (jvf. v. a. at ſtraae (1.) og 
Y, n. ſtraane.) = Skraabialke, en. i Vaas 
benkonſten: en bred Stribe, ſom gaas= p. 
ſtraa giennem et Vaabeyfelt. Skraafag, 
et. Vinduesfag, anbragt p. ct afifaaret Mig 
afſtumpet Hiorne af et Guus. (jvf. Smig⸗ 
fag.) Skraahed, en. Beſtaffenheden, at 
være ſtraa. kraakors, ct. Kors , hvis 
Sammenfælding ell. Cammenfætning danner 
flere Vinkler. (St. Andrcas-Kors.) A. G. 
arſtens. fftraaliggende adj. v. ſom lig⸗ 
geri en ſtraa Retning. ſtraélobende, aqj. 
v. ſom gaaer p. ſtraa ell. ned add. Skraa⸗ 
plau, en. jævn, men holdende Plan cl. 
Flade. Planum inclinatum. Skraaſti⸗ 
ver, en. En p. Skraa anbragt Stiver; f. 
E. ved Zommerværfet t. et Tag. Skraa⸗ 
tag, ct. Et Tag, der har Halding mod Ho⸗ 
rizonten (mudfat: et fladt Tag, fom man 


” 


te 


⸗ 
Skraatag — Sktabe. 


ogfaa falder det, der har en ringe Sælding 
f. €. af 15 Grader.) . 


Skraa, et. ſmaa —8 ell. Jernſtum⸗ 


per og d. ſom foldes i Sktraaſekke (Wandal. 
Il. 102) og ſtydes af Kanoner. At ſtyde 
med Skraa. 

1. Skraa, cen. pl.-er. (forældet. jvf. Fr. 
21. Dec. 1681. $. 1.) En ſtreven Vedtægt, 
Bylov, Gildeſtraa. (I. skra, at optegne, 
opſtrive.) Skraaherre, en. kaldtes tilforn 
ten Ordforende cl. Forſtanderen i et Gilde. 

2. Skraa, en. (noget, ſom ſtraaes) 
ſammenrullede Tobaksblade, -fom tygges ; 
Sfkraatobak. Han bød mig en Skraa. 

Strage, v.a.1. a.) At ſtœre pa ſtraa. 
Kiolen maa ſtraaes mere, (Veien — 2* 
fig t. den Sive.” Moth.) b.)IN. S. ſchra⸗ 
den. T. fårotern.] knuſe, male grovt p. 
en Mølle. (jvf. grutte.) At fFrage Korn, 
Malt. At f. Tobak, ell. absol. at ſtraae 
a: tygge Tobak, fom holdes i Munden. — 
Skraaening ell. Skraaen, en. Gierningen 
at ſtraae. — Skraaeſax, en. S. hvormed 


Kobberplader flæres i Stykker. (Moth.) 


Skraacyvark, et. Indretning p. en Mølle t. 
at ſtraac Korn. Grynværtog Skraavark. 

Skraal, et. pl. d. ſ. et høit, Indeligt, 
giennemtrængende Strig. “En Drufus felv 
yligt Skraal af Sovne vælte fan.” Holb. 
p. Paaré. — føraale, v. n. 1. (har.) ſtri⸗ 
ge, raabe, græde meget høit, give Skraal 
fra fig. “Naar Barnet ſtraaler, faa dem⸗ 
per du dets Roſt.“ &. Frimann.  ”Saa:s 
fnast een aabner Munden, ſtraale de ovrige 
alle med, alle af een Tone, og det kommer 
tun an paa, hvo ber fan ſtraale høteft.” 
Rahb. — Deraf: Skraalen, en. ud. pl. — 
Skr.raler, en. den, ſom raaber, firiger (0 
uegentl. den, fom taler) meget høit. “Diſſe 
politiſte Skraalere, der overdøve os m. Des 
clamationer.“ Rahb. — Skraalhals, en. 
(dagl. T.) den, ſom idelig ſtraaler ell. græs 
der meget. 

Skraane, v. m 1. har. [af adj. ſtraa.) 
hælde, blive el. være ſtraa, have en ſtraa 
Stilling el. Dannelfe, “Hvor Høten vens 
lig ſtraaner.“ Ohlenſchl. — Skraaning, 
eu. En hældende Flade, Holding. —— 
tigger p. Skraaningen af en Bakke, (jvf. 

krent.) 

Sfrab, et. ud. pl. ISv. Skrafwel, 
Skråp.] det, ſom ſtrabes af, ſtrabes ſam⸗ 
men. — fig. det, ſom intet duer, ſom er af 
in en Kerdi. At fælge gammeft, unyttigt 

«D. ' 

Skrabe, v. a. og n. 1 og 2. IN. S. 
ſchrapen. Sv. skrapa. I. skrapa, kner⸗ 
ke. rive, gnide ell. kradſe poget haardt m. 
et ſtarpt Redſtab, ell. ſaaledes, af en mærs 
kelig og ſturrende Lyd frembringes. At f. 
en peft. At ſ. Gryder. Hunden ſtraber 
p. Døren. Hønen ſtraber i Jorden. At 
ffrabe Aborrer. At ſtrabe en Oft (f. at renſe 


—W 


2 


339 


LE 


Stkrabe — Skranke. 


* 

Skorpen.) At ſtrabe noget af. — At ſ. ud 
a: flette ud v. at ſtrabe. At ffrabe med, 
cl. ſtrabe ud m. Fedderne. At ſtrabe 
ſammen, fig. at famle. At ſ. Penge ſam⸗ 
men. = Strabejern, ct. og Strabekniv, en. 
Et Jern, en Kniv, fom br. til at ſtrabe. 
(Moth.) Skrabekage, en. K. fom bages 
af den Dei, der toft ſtrabes ſammen. 
(fig. id. Tale; det ſidſte Barn i et Egte: 
ſtab.) Skrabeſtarn, et. S. ſom afſtrabes. 
Moth. — Skraben, Skrabning, en. Gier⸗ 
ningen at ſtrabe. 

krabe, en. pl.-r. ). Redſkabet. at 
ffrabe med f. E. Heſteſtrabe. 2. et lidet 
Saar, en Rift, fom ei gaaer dubt, en let 
Skramme. (Moth.) 

Skrade, v.n. 1. (har.) give en ſturrende 
Lyd fra fig, knerke. (Colding. Moth.) Deraf 
Navnet: Skrade, Skraa cl. Skradekorn p. 
Planten: Rhinanthus crista galli (Stial⸗ 
ler, Ras, Raffel, Hanekam) fordi dens tørre 
Freogiemmer, naar Planten bevæges, give 
en raslende Lyd. 

Stral. adj. ſHoll. schraal, mager, tar⸗ 
velig, ringe.] En rel Vind kaldes i Søs 
mandsſproget en knap Sidevind, cl. den, 
hvormed man netop fan ſtyre ben Cur⸗ ' 
man vil. — Binden figes at ſtralle, naar den 
bliver ſtral; og modfat, at den rummer, | 

Skrald, et. pl. d. f. en ſterk og bragende 
Lyd. Tordenſtrald. Sneen ſtyrtede ned i 
Dalen m. et høit Skrald. — Deraf: ſtral⸗ 
de, v. a. 1. [Sv. skrålla.] give et Skrald, 
frembringe en bragende, knerkende Eyd, 
(Man bruger dog gierne Verbet om en min: 
dre ſteerk Lyd ; og figer ef let, at Tordenen 
ſtralder.) ”Bedøvende ſtralder den væbs 
fomme Stemme.” Pram.  ”Hør! ſtralder 
det ei hift, fom Skiold mod Skiold?“ Evald. 
Hornets Klang ſtralde hen ad Øftrefaltet, 
falde Kæmperne t. Dyſt.“ Ohlenſcht. 

Skralde, en. pl.-r. et Redſtab, ſom v. 
af omdreies frembringer en ſtraldende ed. 


knerkende Lyd. 


Skramle, v. n. 1. (har.) give Lyd, ſom 
tomme Kar, der rulles. Moth. (Sv. 
skramla.) . 

Skramleri, et. pl.-er. og Skrammel, ct. 
ud. pl. (I. Skran.) gammelt, unyttigt Bo: 
have og andet ubrugeligt Toi, ſom fun fyl⸗ 
der Plads op, ”Fortafter Stoffets loſe 
Skramleri, faavelfom Formen, der var ins 
tet i.“ Baggeſen. W 

Sfkramme en. pl.-r. [IJ. Skråma.] et 
Saar, ifær et hugget, men ſom ei er bety⸗ 
deligt em. dybt, ”Den, fom flaaer fin Fien⸗ 
de et Saar, og den, fom hugger ham en 
Skramme.“ B. Thott. (Det bruges faavel 
om det friſte Saar, fom om Mærket efter 
det lægede.) = Heraf: ſtrammet, adj. lm 
har Skrammer. (Baden.) J. skråmadr.. 

Skranke, en. pl. r. (2. Schranke.] 
1. Lukkelſe for eN. omkring ct Sted, bes 


229 





lm 3 


J 


⸗ 


ø 


Sommelighed foreſtrive. 


, Den, Jom altid ſtrauter, er ſvagelig. 


Skranke — Skred. 


ſtaaende af nær hinanden fatte og v. Tværs 
træer forbundne Stave. Hoieſterets Skran⸗ 


ker. At vride inden f. Skrauken cl. Skrau⸗ 
kerne (hvormed en Pladé, en Bane er af⸗ 


deelt.) 2. fig. det yderfte Maal, Grændfe 
æ: en Gienſtand, Kraft, Cone; ell. en ſaa⸗ 
an Brændfe, ſom Billighed, Klogſtab, 
At fætte S. for 
noget. “Srandſer ere det fidſte af en Ting; 
Skranker det ſidſte ved en Ting.“ Sporon. 
Ørændfer have Tingene i og ved fig ſelv; 
Skranker ere Ørændfer, fom fætter for el 
ler om Zingen.) Den mennejtelige Aands 
krauker. “Der er noget, fom den ende⸗ 
lige Zing enten ikke befidder, cl. ikke fan 
faae; det er dette, jeg falder Skranker.“ 
Eilſchov. “Guden — oploftede mit Mod 
Jangt over Siclens Skranker.“ (Merope 
v. Schiermann.) At overjEride Binligheds 
Skranker. Ut holde fig i Skrankerne, i 
fine Skrauker. —= SEranPevært, et. Ind⸗ 
tetning t. at aflukke ell. indelukke et Sted 
m. Skranker. (Unge Karles Speil. 1571.) 
Skrante, en. pl.-r, (Moth.) f. Skran⸗ 


ting. 

Srrante „v. n. 4. (har.) være fygelig, 
aldrig have fuldfommen Helbred. Hun har 
længe Jfrantet ; men er aldrig fengeliggende. 
— Øfrenten, en. ad. pl. Skrantenhed. 

Skranten, adj. pl. fhrentne. ſom idelig 
ſtranter, er fvagelig af Helbred; ſtrante⸗ 
vorn. (Moth.) Skrautenhed, en. ud. pl. 


— Silftanden, at være ffranten. 


Skranting ell. Skrantning, en. pui 
En 
ve Deel af de Sygdomme, der ofte I deres 
aafaldte bedfte Aar gior dem t. Skrant⸗ 
ninger.” Rahbek. “Hiſt tæller en indbildt 
Syg hvert Skridt — her mådes han af en 
virkelig Skrantning.“ Baggeſen. 
Skrap, adj. bruges i nogle Tilfælde 
(meſt i d. Taie) i cen m. ſtarp beflægtet 


Bemoerkelſe, og er formodentl. fun en Om⸗ 


ind af dette Ord. Saaledes for: dygtig; 


ſtreng, raſt, hurtig, hidſig. En ſtrap Ar: 
beider. Enſſ. Kone i fit Huus. En ſtrap 
Seiler, Loder. Det 


Det fryſer uit 

gif Frapt til. Seilet ſtaaer 

(Moth.) - i 

Sbkratte, v. n, 1. (har.) 1. give en vis 

Lyd, ſom ſprukne Leerkar, naar man flager 
”Brattende Kar.“ Kingo. (f. 


rant 9: ſtivt. 


. paa dem. 
— Colding har ogſaa n. s. Skradt, 
orepitus.) 2. lce høit, ſtoggerlee. (v. Aphe⸗ 


len; formodentlig brugeligt I Norge, Sv. 
skratta.) 

Skratte, n.s. Navn p. en Plante; Skral⸗ 
"le, Hordetaſte, Pungurt. Thlaspi bursa 
pastoris. 

Skred, adj. 1. ſom let kan ſtride ell. 
glide ud; hældende, brat. En fred Batt. 
2. glat, ſlibrig. Skred Fis; fred ſom en 
Aal. (Moth.) i 


haj 


340 


om Bevagelſe p. en jævn Flade, 


Skred — Skridt. 


Skred ell. Skrid, et. det, at noget ſtri⸗ 
der. fr i Sammenſ. ſom: Fieldſtred, 


Jordfkred, Sneeſtred. (Jel. Skrida.) 
Skrent, en. pl.- er. en ſteil ell. fred 
Brink, en brat Hælding, “ſteil Vei ned 
ad Batke.“ Moth. Skrenten af et, Field. 
(Nogle — bet Sktrent). 

Skribent, en. pl.-er: Puf at. scribere.] 
den, ſom ſtriver og udgiver Boger; en 
Bogſtriver, Forfatter. (T. Schriftſtel⸗ 
ler.) Bogens Forfaͤtter (ikke S.) ér en 
længe bekiendt Skribent. 

krid, et. ſ. ovenfor Skred. 

Skride, v.n. ſtred; har og er ſtredet. 
[Sv. skrida; hvilket p. Isl. bemerker: 
krybe, ſtyde fig frem; og skridna, vakle, 
glide.] 1. bevæge fig i Skridt, cl. paa 
anden Maade, lidt efter lidt fremad ; ſaavel 

fom om 

det, der langſomt glider ell. falder ud over. 
Denne Bakke ſtrider efterhaanden, mere og 
mere ud i Soen. Væggen ſtrider, er ſtre⸗ 
det ud. Man mærfer neppe v. denne Bind 
at Skibet ſfrider. ”Fra Landet Kjølep over 
Bølgen ſtrider.“ Fr. Guldb. At ſtride frem, 
ſ. igiennem, ſ. ind; ſtride over en Bat. 
(Den Bak har jeg tidt fFredet over.) ”Du 
atte Vandet Grondſer, hvorover det ci 
(Pride ter.” C. Friman. — figurl. om Ti⸗ 
der: Dagen ſtrider under. (Moth.) ”Gid 
min Alder ſtride, fom du faa ynderig.“ C. 
Friman. Aarene ſtride haſtigt bort. — 
Kornet ſtrider, naar det vil t. at ſtyde Ar. 
Moth.) 2. figurl. a.) fremmes, have 
remgang. Arbeidet ffrider fun langſomt, 
er ſtredet betydeligt cm. bb.) At f. til 
noget 3: give fig til, i Færd, med, begynde 
p. At f. til Sagen. Jeg maa f. tit ſtrenge 
Midler, faa nødig jeg vil. At f. til et 
Giftermaal. (jvf. fremſtride, overſkride.) 
3. glide hvor der er glat. (Moth.) Skri— 
debane, en. Glidebane p. Sis. (Moth.) — 
Sfriden, en. ud. pl. Gierningen at ſtride. 

Stridt, ct. pl. d. ſ. [F. Schritt. J. 
Skref,] 1. Flytningen ell. Bevegelfen 
fremad m. Fodderne, fom finder Sted v. 
ædvanlig Gang. Ht gisre et S. frem, 
tilbage. At tage ſtore, lange, el. fmaa, 
korte SFridt. At komme m. ftærfe, fa⸗ 
fle, langſomme S. At gaae m. fagte 
Skridt. (Fied, Trin.) Skridt for Skridt 
2: m. langſomme, afmaalte S. At hols - 
de Skridt m. cen 9: gaae ligeſaa hurtigt 
(om han. — fig. At holde Skridt m. Zi: 

en (følge dens Fremſtridt.) “Diſſe vifte 
drive dem t. at holde Skridt m. deres 
Tidsalders Fremgang.” Rahb. — figurl. 
a.) At giøre det forf Skridt i ell. til no⸗ 
get 2: gisre Begyndelſen. “Oet maa være 
Dommeren forbudet, at gaae et eneſte Skridt 
uden for Lovens klare Bogſtav.“ Birkner. 
b.) et Foretagende, en Handling, ffær be⸗ 
fværlig, el, en ſaadan, der ci gieres m. god 


f 2 


Skridt — Skrift. 


Billie ell. Behag; cell, ſom der er noget be⸗ 
tænteligt ved.” Det var et driftigt Skridt 
af ham, at gaae lige f. Furften. Dette 
Skridt vil Du fomme f. at fortryde. fun 


giorde, vovede dette Skridt i Fortvivlelſe. 


79 * 


Jeg veed, at man vil undſtylde dette 
Skridtem. Nedvendigheden.“ Birkner. 2. 
det Lengdemaal, ſom et S. udgioer, ell. 
fængden fra den Gagendes bageſte Fods 
Spids, under Gangen, t. den forreſtes. 
At gage faa mange &. i en Time. At 
ramme (m, et Beſſeſtud) p. 200 Skridt. 
3. den ſedvanlige Gang, fom er forſtiellig 
fra Løb og Spring, cl. hos Heſten fra 
Trav og Siirfpring eq. Galop. At game 
ct jævnt S. gane, ride i ftærft S. lade 
Heſten gaae i Stridt,” == Skridtgang, 
en. d. f. ſ. Skridt, 3. SFridtmaal, et. 
Maal, fom en Gaaende har f. fine Stridt, 
ell. hvorefteer han indretter fin Gang. ””Den, 
fom gaaer f. at rore fig, har fit viſſe Skridt⸗ 


maal, fom han t. Legemets Tarv frogr. 


tienligſt.“ Rahb. — Skridtmaaler, en. Et 
Redſtabet. at tælle fine Sktridt naar man 
gaaer. ffridtviis ,adv. i Skridt, efter 
Stridt. 2. fig. efterhaanden, lidt efter 
fint. ”Xc Orden og Kraft fan ſtridtviis 
udbrede fig over hele Landet.” Målling. 
Sfridte, v. a, 1. maalc el, afmaale ved 
Skridt, i cl. efter Skridt. (Isl. skrefa.) 
Sedvanl. m. præp. af. At ſtridte en 
- Gang, en BVei.ef. At ſtridte et Bed af i 


en fave. s ' 

Skrift, en, ud. på. IJ. Skrift] 1. 
ſtrevne Tegn p. Ord og Tanker; (i Modf. fil 
Tale el; til Tryk, Prent.) At kunne fæle 
S. Denne Skrift er mig ubeklendt, fan 
jeg ikke læfe. — Heraf: Skriftlinie, en. En 
jſtreven Linie; en L. i er Skrift. Skrift⸗ 
tegn, ct. Tegn, ſom bruges til i Strift at 
udtrykke Bogftaver og Ord. Skrifttræk, 
et. Zrat-ell. Linier hvoraf Bogftaver og 
ſtrevne Ord beſtaae. De oſterlandſte Skrift⸗ 
træb ere meget forſtiellige fra de euro⸗ 
pæljte. 2. Maade at ſtrive paa,” med 
Denføn ft. Bogſtavernes Form, Træf, Cam: 
enlærmag, fa m. ——— Sande 
ſtrift. Gan føriver en ſmuk, en alt for 
fin &. “Man kæfer godt min Skrift, 
men fatter ei mit Sprog.” Baggeſen. 
Hver Nation har fin egen Skrift. Der: 
af: Gancellieffrift , Krasturftrift , Mun: 
keſtrift. 3. ſtobte Bogſtaver, fom bruger 
i Trykkerierne. At lade ſtobe en ny Skrift. 
Bogen er tirykt med nn S. eil. med nye 


Skrifter, m. ſtägende Skeifter (Stercoty⸗ 
ver.) Bogbinderffrifter. — Heraf: Skrifte⸗; en. Bibelens Fortolkning. 


kaſſe, en. En i ſmaa Rum afdeelt Kaſſe, 


kvori Bogtryklerfſtrifter lægges ———— viſes af Skriften. 
Skrift⸗ 
ſteber, en. ten, ſom tilftærer. Stemplerne, 


og deraf udtages v. Satteren. 


Tanner Formerne (Matricerne) til Bogtryk⸗ 
kerſtrifter, og ſtober dem t. Brug i Treytk⸗ 
LS ' . i 


[4 


344 


Skrifter. Eilſchov.) 


ed 


Skrift — SfFriftlærd, 


kerierne (faa vel fom f. Bogbindere.) 
Skriftſtoberi, et. Sted, hvor Strifter ſte⸗ 
be, m. dertil 


i hørende Indretninger og 
Redſtaber. Skriftſtobningz, en. Giernin⸗ 
en at ſtebe Skrift, m. de forſtlellige dertil 
orende Arbeider. WB 
Skrift, en, og et. pl.-er. — 14. (med Art. 
en.) 3 Alm. noget, fom ev førevet -a: en 
Samling af Ord og Tanker udtrykte y. Boͤg⸗ 
ſtavtreek ell. andre Tegn. Jof. ovenfor. (1.) 
Han fod fætte, indgrave en Skrift i. Ste⸗ 

onen. Hvo ſom læfer denne Skrift. — 
absol. Sfriften, ell. den hellige Skrift 9: 
Bibelen. — Deraf i Sammenſotning: en 
— en Omſkrift, en Paaſkrift, en Un⸗ 
derfkrift. (Undertiden det m. Skrift fyldte 
Rum i en ſtreven ell. trykt Bog. Bogbin⸗ 
deren har ſitaaret ind i Skriſten) 2. (med 
Art, et.) Et É et viſt Diemed opfat ell. for⸗ 
fattet ſtriftligt Arbeide; ſaavel om det, der 


virkelig er ſtrevet, (Document, Haandfkrift, 


Brevſtaber; dog kaldes ct Brev, aldrig et 
Sfrift) fom i Sard. om det, der fiden er 
trykt (hvilet undertiden udtrykielig nævnes.) 
”Derpaa maa enhver, fom i trykte Skrif⸗ 
ter vil paatale Misbrug, belave fig.” Birk 
ner. Efterladte Skriſter. At udgive eens 
ſamlede Skrifter (Vorker.) “ Diſſe Jud⸗ 
ſtreenkelfer kunne angane enten Skrifternes 
Materie eller Form.” Birkner. Heraf og⸗ 
faa: Afftriſt, MaanedefFrifr, Strideſtrift, 
Tidsſtrift, Ugeſtrift, o. fl. [Enhver Bon 
er et Skrift; men ikke omvende. Et Strife 
p. eet Ark falder man iffe en Bog. ” Et 
gammelt Skrift, naar det udgiver p. ny, 
bliver en ny Bog.  ”Ordet Bog har mere 
Henfigt t. Formen; Strift t. Indholdet.” 
Syporon.] — Heraf : Skriftdommer, en. 
4. den, ſom er beftitfet f. at giennemlæfe og 
bedømme Skrifter før de trykkes, ell. inden 


de fælges og uddeles ; Cenfor; Bogbommer. 
2. den, ſom kritiſt bedømmer et udtfomnræet. 


Skrift; en Recenſent. (Popes Krit. v. 
Schiermann.) . Sfriftfag, et. Et viſt Fag 
el. Slags af Skrifter; f. E. i at Biblio⸗ 
thek. Skriftſprog, et. ſtriftlig Tale; det 
Sprog, fom bruges i, og'er uddannet v. 
Skrifter; modſat: Taleſprog. Skrift⸗ 
tvang, en. Tvang, Hindring, ſom paalægs 
ges — i Udgidelſen af Skrifter. 
(Rahbet. D. Tilſt. IX. 134.) = Desuten, 
hvor Subſt. bemærker. Skriften I: Bibelen: 


ſtriftfaſt, adj. d. ſ. ſe bibelfaſt. Skrift⸗ 


fortolker, cn. den, ſom fortolker, udlegger 


(Ogſaa om Fortolkere af andre 
Skriftfortolkning, 
ſkriftgrun⸗ 
det, adj. v. ſom ev grundet i, fan be⸗ 
Both.) ſkfſriftklog, 
ſtriftlærd, adj. fom har grandſtet Skriften, 
og hvad der høre t. dens Fortolkning; 


Bibelen. 


(føf. Mynſters Prædikener. 1823. TF. 6325). 
Sær bv. det om de Skriftkloge hos Joderne. 


J Skriftſprog — Skrig. 


'" len. 


Striftfprog , et. pl. d. (, Et Sprog, en 
Sentents af Bibelen. kriftſted, et. 1. 
Et Skriftſprog, el. ethvert enkelt Udtryk, 
enhver Talemaade, ſom forekommet i Bibe⸗ 
2. det br. ligeledes, men ſieldnere, 
om enkelte Steder af andre Forfatteres 
Skrifter. Han anfører ft. Beviis mange 
Skriftſteder af gamle Forfattere. 
ifte, ud. Pl. og et med ubeft, Art. 
[3 Skript ell. Skrift og pl. Skriftir. A. 
. Scrift, Scryfte. Om eindeien ſ. 
Gram i Vid. S. Skr. II. S. 85.] den 
"Gandling i Gudstieneſten, at Præften, efter 
vor æltre, nu aflagte Kirkeſtit horte de 
Skriftendes Bekiendelfe og derpaa gav; dem 
Afløsning; eller efter den nuværende Skik, 
at Præften holder en SÉriftetale t. dem; 
fom bille gaae til Alters. Ordet br. fun i 
de Talemaader: At gaaent. Skrifte, være 
t. SFrifte, Det ringer t. Skrifte (Moth.) 
At ſtaae aabenbar Skrifte. — Skriftebarn, 
et. kaldes et Medlem af den chriſtne Kirke 
i Forhold t. Skriftefaderen. Skriftebon, 
en. B. ſom bedes inden man gaaer ft. 
Skrifte. (Moth.) Skriftedag, en. Dag, 
hvorpaa der holdes Striftemaal. ifz 
tefader, en. kaldes Præften i Forhold t. den 
Perſon, af hané ell. en anden Menighed, 
fom gaaer t. Strifte hos ham. Skrifte⸗ 
maal, et. 1. d. f. f. Skrifte. 2. Synders 
Bekiendelſe, ſom aflænrges af den, der gaaer 
t. Skrifte. ——— pl. Betaling, 
fom gives Præften f. Skrifteſedler. Skrif⸗ 
teprædiken, en. P. ſom Præften holder v. 
Skriftemaal og Altergang., Skrifteſed⸗ 
del, en. Vidnesbyrd, ſom Præften meddeler 
den,,fom har ſtriftet og været t. Alters. 


(Skriftevidne. Moth.) Skrifteſtol, en. 


En⸗aflukket Stol i. Choret ell. Sacriſtiet, 
hvor der ſtriftes. 

Prifte, v. a. og n. 1. [X. S. scrifan.] 
2.) aflægge Synders Bekiendelſe f. Præften: 
confitert. At ſtrifte fine Synder. At f. for 
en Præft/ b.) at høre Skriftemaal og give 
Aflesning. absolvere. At ffrifte Menighe⸗ 
den. (Moth.) ”Der jeg — tæller min Tien⸗ 


. de felv, døber og ſtrifter mit Sogn.” F. 


Guldberg. 

Skriftlig, adj. ſom er ſtrevet; ſom ud⸗ 
trykkes i Skrift, forhandles, ſteer v. Skrift. 
(modſ. mundtlitz.) Et ſtriftligt Vidnes⸗ 
byrd. Jeg har ſagt ham det baade mundt⸗ 
lig og ſtriftlig. Man har intet ſtriftlig 

erom. 


Skrig, et. pl. d. ſ. II. Skrækr.] en 


ſteerk, giennemtrongende uarticuleret Lyd, 
fom udſtedes enten af Skrok, Vrede, 
Smerte ell. en hoi Grad af Sæde. 
hørtes Raab og S. At udftøde et S. gine et 


Skrig. Gladesſkrig, Vaandeſtrig. ISkrig 


br; baade om Menneſter og Dyr; Raab 
allene om de forſte. ”Endog Børn, ſom 
endnu ef kunne tale, ell. udtrykke Tanker v. 


242 Strig — Skeive. 


vet Udkaſt til. 


Der 


rd, kunne ikke ſiges at ragbes de ſtrige 
itden. Xhi Skrig ev ikkun en høl Lyd uden 


Ord og Mening — Raab der fornuftige 


Brug af en forhoiet Roſt; Skrig en dyriſt 
Virkning af vor Stemmes Dpløftelfe,” 
Sporon. ] 3. 

Skrige, v.n. ſtreg, har ſtreget. [J. skræ- 
kia.] udftøde Skrig. At ſtrige for noget. 
Barnet fPriger efter Ammen. At ffrige 
fig hæs. At f. fom en Grils.  ”Man raa⸗ 
ber, fordi man vil; man ſtriger underti⸗ 
den ogfaa naar man iffe vil, og fordi man 
ikke andet end fan, At raabe om Hielp, 
ſteer naar man indſeer Trangen dertil (og 
Faren ifke er alt f. ſtor og overhængende ;) 
man ſtriger om Hielp, fordi man føler (en 
overvældende) Trang hertil.” Sporon. — 
Skrigen, en, ud. pl. det, qt ftrige. Skri⸗ 
ger, en. den, ſom ffrlger. — Frigbale 
en. om den, fom idelig ſtriger; Skraal⸗ 
hals. (d. 2.) 

Skriin, ct. pl. Strine, IJ. og A.S. 
Skrin.] en liden Rifte m. Laaé for. — 
ffriinlægge, v. a. 3. kaldtes tilforn den Ce⸗ 
remonie, åt lægge canoniſerede Menneſters 
Liig ell. Levninger i en Kiſte ell. et Helgen⸗ 
ffriin, t. offentlig Wdftiling. — Skriinlæg⸗ 
ning, en. Handlingen at ffriinlægge. 

kringel, en. En Rangle. (Moth.) 

ffringle, v. n. 1. at rangle. (Colding. 
Maaſkee Jydſt.) 

Skrive, v. a. ffrev, ſtrevet. IJ. skrifa.] 


1. i Alm. frembringe Skrifttrek, Bogſta⸗ 


ver, Ord, og diſſe forbundne i Skrift, en⸗ 
ten v. Pen og Blæk, v. en farvende Stift 
(Blyant) ell. ged let Indridening i Over: 
fladen af noget ; (ſaaledes forſtielligt fra at 
indgrave, indhugge en Skrift, ſtikke Skrift 


4 Kobber ell. male den m. Penfel.) At 


ſkrive m. Blyant, Redkrid. At ſ. med 
Fingeren p. Ruden, i Sand. J Indien 
ſtriver man p. Palmeblade. At ſ. paa 


Papir, Petgament. At i: Bogftaver, Sam⸗ 
menſtrift. At ſ. cn lætelig, tydelig, fmut 
Haand. At f. tæt, vidtløftigt, At rive 
reent 9: afſttive, hvad man førft har ſtre⸗ 
Pennen' vil ikke ſtrive. — 
At ffrive af 3: ſtrive hvad en Anden forſt 
har ſtrevot. (ſ. afſtrive.) At ſtrive efter, 
(m. Zonen p. Præpoſitionen) 3: eftergiøre 
Skrift. Art ſtrive cené Haand efter. (f. ef; 
terſtrive.) Men: At ſtrive efter Forftrift, 
ur ler Tilfigelfe (Dicteting.) — At ſtrive om 
hvad man eengang har ſrrevet. (At ſtrive 
om (over) en vis Matertie.) jvf. omſfrive. 
Ut f. op 9: optegne ſtriftlig. — At ſ. fam: 
men. Gan hav ſtrevet en heel Bog ſam- 
men derom. (jvf, Sammenftrift.) — At f. 
til (m. Zonen p. Prævof.) føle til i noget, 
ſom er ſtrevet. — At ffrive ud 0: ſtrive en: 
telte Stykker, fon andenſteds ere ſtrevne 
ell. trykte. (jof. udffrive.) — At f. under 9: 
tegne fit Ravn under et Skrift, Brev e. d. 


Shrive — Skrivelſe. 


2. i Sard. udtrykke ſtriftlig (ofteft med den 
Henfigt, at det Sfrevne ſtal læfes), frem⸗ 
ſtille i Skrift; forfatte. At ſ. et Brev, en 
Regning, en Klage, en Bog. Ӂt Kilden 
f. al Net maa ſoges noget dybere, end i 
tryfte og ſtrevne Lovc.” Birkner. At f. 
fit Navn. Han fFriver (a: fan ſtrive) ad: 
ftilige fremmede Sprog. — absol. oin at 
ſtrive Breve og forfatte Bøger. At f. med 
Poſten. Jeg har førevet t. ham-(ell. fFre- 
vet ham til) i Dag. Man ſtriver fra Paz 
tis. (0: melder i Breve, Tidender.) Hvor⸗ 


* 


343 


fra ſtriver denne Efterretning fig ? (o: hvor⸗ 


fra er den førft fommen.) Han ſtriver paa 
en Bog om Opdragelſe (3: han er i Færd 
m. at ſtrive) At f. imod een. Denne 
Forfatter har ikke ſtrevet meget. “At ſkrive 
om eller imod Lovene og deres Organ.” 
Birkner. “Offentlig river hvo fom har 
lært fun at flære em Pen.” C. Frian. 
At ſtrive fig fra fit Embede 9: mifte det for» 
metelft fine Skrifter. — Afledede Ord: 
(hvoraf den førfte Afdeling fun ſynes at 
høre, men iffe virtelig horer til n. s. is 
ver.) a.) SFriverbog , en. Bog , hvori 
man lerer fig til, øver fig i at ſtrive. 


SfFriverbord, ct. B. fom er indrettet t. at ver (Moth) cl. i en Skriverſtue. 


fitde ved, naar man ſtriver. Skriverbræt 
el, dFrivebræt, (Moth) et. Et Bræt, en 
fort Tavle, hvorpaa Børn lære at ſtrive. 
Sfriverpult, en. Pult, t. at fidde ell. ftaaev. 
naar man ſtriver. 
n. s. Skriver. 

at ſtrive paa, ifær af Skiferſteen. 
toi, æt. Samling af de Redſtaber, fom høre 
t. af ſtrive, i et lidet Skriin ell. en lignende 
Indretning. b.) Skrivekonſt, en. den 
gærdighed at kunne ſtrive, betragtet fom 
Konſt, el. i en heiere Grad. Skrivelyſt, 
cen. nft ft. af ſtrive, iſer Bøger. Skri⸗ 


Skrivertavle, en. Tavle t. 


velærer, Strivemefter, en. deri fom giver at ſtrive noget. 


Underviisning i Skrivning. krivemaa⸗ 
de, en. En vis Maade, at ſtrive paa, ſaa⸗ 
vel m. Øenfvn t. Brugen af Lodtegn ell. 
Bogſtaver, (Orthographie) fom af Ord og 
Udtrrt. (Stiil). ſtriverigtig, adj. overs 
tensftemmende m. rigtig Skrivemaade ell. 
Skrivebrug. Deraf: SFriverigtighed, en. 
Fardighed i at ſtrive, ſaavel grammaticalſt, 
ſom orthographiſt rigtigt. (jvf. Retſkriv⸗ 
ning.) Skriveſtole, en. S. hvor Børn 
lære at ſtrive. Frivefø adj. fom har 
flor Lyft t. at ſtrive el. til at være For: 
fatter. Skriveſyge, en. En høl, overdre⸗ 
ven Brad af Strivelyft, cc.) Skrivfeil, 
en. pl.d. ſ. Feil, fom af Uagtſomhed bes 
gaaes i det man ffelver. Skrivpapir, et. 
Papir, ſom cv ſtikket, indrettet t. at ſtrive 
vaa (f. Forſtiel fra Trytpa ir) Skri⸗ 
ven, Strivning, en. Gierningen at ſtrive. 

Skrivelſe, cu. pl,-r. noget, fom er ſtre⸗ 
vet i ten Henſigt at tilmelde een Noget, 
give Efterretning, Underrotning, Befaling 


& 
i 


Skriver⸗ 


⸗ 


2 


Skrivelſe —Skrog. 


o. f. v. om ell. angagende noget. (det T. 
Schreiben.) [Sporon har bemærket, at 
”ethvert Brev er en Skrivelſe; men ikke 
omvendt;“ og han fætter Forſtiellen i, at 
man v. Udtrykket Skrivelſe | 
Indholdet af tet Skrevne. Dette er f. ſaa⸗ 
vidt grundet, at Skrivelſe nu ifær fun br. 
om Embedsbreve, fra Collegier, (en Can⸗ 
cellieſfrivelſe) Øvrigheder m. fl. cl. andre 
Breve, der faae meer ell, mindre Offent⸗ 
lighed; Brev derimod om private Skri⸗ 
velſer.) 
Skriver, en. pl.-e, 1. J den alm. Be⸗ 


moerkelſe: een, ſom ſtriver, en ſtrivende 


Perſon, bruges det næften fun i nogle ſam⸗ 
menf. Ord f. Er. Afſkriver, Bogſtriver, 
(ſieldent; f. Forfatter, Skribent) Brevſtri⸗ 
ver, Hiſtorieſtriver. 2. den, hvis Hoved⸗ 
ſyſſel ev at ſtrive f. andre. At holde fig 
en S. J dette Contor er en Fuldmægtig 
og to Strivere. Deraf: Birfeffriver, By⸗ 
Feiver , Daandffriver , Herredsſtriver, 
Renteſkriver, Skibsſtriver 0. fl. (jvf. Co⸗ 
piift og Secretair, fom i adſtillige Tilfælde 
har fortrængt Ordet Skriver.) = Skri⸗ 
verdreng, cn. Dreng, ſom tiener en Skri⸗ 
Skri⸗ 
verembede, et. Embede, hvormed Titel af 


Skriver er forbundet, ſ. Birkeſtriver, Bys 
Skriverkarl, en. den, der har 


ſtriver. 
tient fig op fra Skriverdreng iſen Skriver⸗ 


Skriverſtue, en. ſ. under flue (Ordet anſees nu f. at være,f. ringe, 


og er næften aflagt, undtagen hos Almuen. 
J St. for Skriverkarl ſiges Skriver.) 
Skriverkorn, ct. En Afgift I Korn, der p. 
nogle Steder af Bønder og Jordbrugere 
ydes t. Rettens Skriver, ligefom Dommere 
Forn ft. Herredsfogeden, ell. Birkedommeren. 
Skriverlon, en. 1. den Løn, ſom gives en 
Skriver ell. Skriverkarl. 2. Betaling fa 
Skriverpenge, pl. 1. 


d. f. ſ. Skriverlon. 2. ifær om den faſtſatte 


Betaling cl. Sportler, fom betales v. Rets 


ferne og andenſteds for en Affkrift, et ſtrift⸗ 
ligt Vidnesbyrd, ell. desl. ligeledes 
tefogeder cl. Oppebørfelsbetiente f. at afs 
—* det, [om betales af en aarlig paabu⸗ 
en Skat. Skriverſtieppe, en. den Skiep⸗ 
pe Korn, ſom hver Bonde i viffe Egne var 
pligtig at give Herredsſtriveren; Skriver⸗ 
Forn. (Moth.) f. Skriverkorn og Dommier⸗ 
korn. Skriyerſtue, en. den Stue, hvor 
Skrivere forrette deres Gierning (Contor.) 
bv. nu fielden, uden hos Forvaltere p. Lanz 
det. Skrivertieneſte, en. En ringere Skri⸗ 
vers Tieneſte ell. Beſtilling. Skriverar⸗ 
mer, pl. Lerreds Xrmer, ſom Skrivere dra⸗ 
ge uden p. deres Kiolexrmer f. at ſtaane 
dem f. Slid. (Moth.) | ml 
Skriveri, et. pl.-er. Gierningen at ſtri⸗ 
ve; ell. det, ſom ſtrives. (i begge Tifcelde 
ofteft m. Slbeoreb om Ringeage) ie 
Ofrog , ef. pl. d. f. [3. 8Kkrockr.] co 


t 


eer meft p. 


kat⸗ 


"i 


. en Tudſe. Rana bufo. 


Skrog — Skrue. 


ſtor, uhandelig , udannet Ting; ell. en 
faadan, fom har miſtet der Ydre af fin rette, 
fuldftændige Stikkelſe. Skroget af et Skib, 
af en Hvoͤlfiſt, af et Dyr, ”Som Skroget 
fra Toppen af Skibsmaſten, feer Staden ud 
fra denne Taarnſpids.“ Bagg. ”Banjtabte 
Klippers Skrog, uhyre ſteile Ficlde.” Po: 
pes Krit. v, Schiermann. Skrog af Fug⸗ 
le, kaldes Kroppen, naar Been, Vinger og 
det meſte ovrige Kisd er afſtaaret. Et S. 
et gammelt, ſtaktels Skrog: figes i d. Tale 


pm et uſſelt, gammelt, ſtrabeligt, nodli⸗ 


dende Menneſte. 
Sbrolle, v. n. 1, (har.) indtage et ſtort 
Rum, Det ſtroller mere end det virkelig 
er. (d. Tale.) $v. skrylla. - . 
Skrolle cl. Skrolde, en. pl. - tr, noget 
ſtort, vidtføftigt, ſom intet duer (ifær om 
Bøger.) n har ſtrevet en heel ftor, lang 
S. 3 Stedet f. gode Bøger, fandt jeg fun 
gamle Skroller. ' 
Skrot, en. (hos Moth: Skrutte, Fug⸗ 
lekro.) Bug, Mave. At have Skrotten 
fuld (| lav Tale.) ”Da SFrotten nu var 
fuld, hun hen t. Sengen rendte.” Hold. P. 
æ i 


Paars. 
ESkrub, pl. (hos Moth; Skrup, et.) 
Sug, Slag. At fane Skrub. (dagl. T.) 
krubbe, v. a. T. gnie noget haardt el. 
ſteerkt. At ſtrubbe ct Gulv. = SFrubbe: 
Flud; en. Ktud, fom br. til at ſtrubbe med, 
Gulvklud. Skrubbekoſt, en. grov Koft 
ell. Børfte-t. SÉrubning, Gulvſtrubbe. — 
Skrubhoevl (Skrubbehevl) cn. En Høvl, 
m. afrundet Jern, ſom bruges ft. at høvle 
det grovefte af Tommer cell. Bræder, hvilket 
faldes at ſtrubhevle. fig. ”Jeg fun ſtrub⸗ 
—* har min Stiil, det gaaer-faa lang⸗ 
omt m. en Fiil,” Veffel. Skrubbe, en. 


| f. Gulvſtrubbe. — ſtrubbet, adj. ujævn 


p. Overfladen, ru. 
Skrubbe, en, pl.-r. en Ftft af Flynder⸗ 


Slaegten, der har faaet fit Navn af dens 
rubbede, ſtarpe og tildeels takkede Skind vp. 


iſtens ene Side. Pleuronectes limanda. 
Skrubtudſe, en. lt. (af dens ujævne, 
ſtrubbede Hud.) et Dyr af Froernes Slægt; 


Skrud, en. [3. og 4. 8. Skrud.] pry⸗ 
delige Klæder, Hoitidsdragt, ifær f. Geiſt⸗ 
Lige. (et forældet Ord, optaget af nyere 

. Digtere.) ” Den unge Drot, i grønne Sil⸗ 
keſtrud.“ Øhlenft. Helge. 

Strue, en. pl.-r. ſI. Skruf, Skruſa.] 


1. en m. trade cl. —— Vinder 


forfynet Valſe, (Cylinder) ſom paſſer trangt 


I en lignende Huulning (Skruemoder) for, 


”, at dreies ind t denne, af virke m. for⸗ 
ftærfet trykkende Kraft, ell. for at holde 
noget faft ell. ſammen, ſom Skruen umid⸗ 
deldar fæftes i, — fig. at fætte fine Ord p. 


Skruer, tale i hoitravende, ell. tvetydige fru 


Udtryk. Svyvarct var fat p. Skruer (3: tve⸗ 


Cd 


344 


- 


Skrue — Skrukke. 


tydigt.) At have en S. los 0: el være v. 
fin fulde Forſtand. ”Jeg feer, i Hovedet 
J haver løg en Skrue.“ Holb. P. Paars. 
”Om den Sorrytte figer man, at han her 
en Skrue les.“ P. E. Muͤller. 2: Skrue, 
Queornſkrue, kaldes den Tragt over Molle⸗ 
ſtenen, ſom Kornet ſlaaes i, naar det ſtal 
males. (Sv. Skruf. hos Moth: Skru ell. 
Skrug.) = Skruebaand, et, ell. Skrur⸗ 
bændler, pl. et Slags linnede Baand af en 
egen QGævning, — Skruebaand, et. kaldes 
et Jernbaand, ſom v. en Skrue befæftes om 
et Kar. Skruebolt, en. Bolt, fom har 
en &. i Enden. Skruebor, et. Gt Bor, 
hvormed puulningen t. Skruer udbores. 
ffruedannet, adj. dannet fom en Skrue. 
Skrueform, en. ſtruedannet Form, ell. 
Form, t. at paſſe en Skrue i. -”Xt ville 
bruge en ſelvdannet Skrueform, f. deri med 
Magt at indſtrue alle hiſtoriſte Charaføerer.” 
(M.) Skrutgang, en. Gengerne ell. Vin⸗ 
derne ien Skrue ell. Sktruemoder; Skruegen⸗ 
uehoved, et. d. ſ. ſ. Sktruepande. 

kruejern, et. Jern, hvormed man danner 
en Skruegang ell. borer et Hul. Skrue⸗ 
Praft, en. den trykkende Kraft, hvormed 
en Skrue virker. Skruemoder, en. Huul⸗ 


ningen, hvori en Skrue paſſer og fan ind⸗ 


dreies. Skruenegle, en. et Redſtab af 
Jern, m. en fiirkantet Aabning, fom paſſer 
t. Skruepanden, og hvormed en Skruebolt 
fan ſtrues og vp. Skruepande, en. bet 
ere ell. runde Stykke ovenfor Skruen, 
vortil SÉruensgien paſſer eN. hvorved 
Skruen p. anden Maade dreſes. Skrue⸗ 
erſe, en. Perſe, fom et virker v. Bægtz 
Rang, men v. Skruekraft. Skrueſuit, et, 
et Redſtab, beftaaende af en Staalplade m. 
forſtiellige Huller til SÉrucgærger, hvor⸗ 
med man jlærer Struer. krueſnor, en. 
et Slago Snore af halv Silfe ng halv Bomz 
ud. Skrueſtift, en; En D.etalftift, ſom 
endes m. en Strue. Skrueſtikke, cen. 
En Klemme af Jern, ſom v. en Skrue 
fan lukkes tæt ſammen, og ſom, fæftet p. 
en Benk, tiener i adſtillige Gaandværter ft. 
at holde den Ting faft, fom man arbeider 
paa; en Skruͤetang. (N. S. Schruvſti⸗ 
de) Skruetvinge, en. hos Snedkere: en 
tog Skrue i en Ramme, hvorned Træ, ſom 
limes, Brædder, man vil bære 0. Desi. , 
ſtrues ſammen (Ambergs Ordb) Skrue⸗ 
værk, et. Indretning, hvori Skruen er Ho⸗ 
veamiddelet t. af drive eller bevæge, (Krafts 
Mech. 775.) N 
Skrue, v. a. 1. [I. skrufa.] omdreie er 
Skrue; bringe ell, trykke noget fammen v. 
Omdreining af en Skrue. ſtrue af. i, 
ind, op. ſ. faſt. Det maa ſtrues tættere 
ſammen. At f. et Huus op, ſom er ſiunket 
2: føfte det v. Skruer under Bielkerne. (At 
e Torv 9: fætte dem f en Stat. Moth.) 
Skrutzge ed. Fruffe, v. n. 1. (har) 


* 


Gfruffe— Gtradder. 


[ute ftærft m. Hovedet, gaae Erogrygget. 
(Moth.) Deraf: ſtrukrygtzet, ad). krog⸗ 


rogget; ell. pukkelrvgget. ”Saa ſtrukryg⸗ 


get ſom en Kamcel.” (Moth.) 

Skrukke, v. n. 1. (har.) give en vig kluk⸗ 
fonde Lyd, fom Hons, der ville ligge. — 
Strut høne, en. En Lene ' fom vil ligge 


p. Æg, J— 
Skrukketrold, en. pl.-e, Navn p. et vin⸗ 
geleſt Inſect af bruungraa Farve, med 14 


Fodder, fom holder fig p. noget fugtige Ste⸗ 


der, under Stene og Zømmer, i Muurſprek⸗ 
fer o. d. Bæntebider. Oniscus asellus. 

Skrummel, et. en gammel Muur, ell. 
en ſtor, men forfalden Bygning, Ruin ell. 
desſl. (Moth.) Hores, ſtiondt itke ofte, i 
daal. Tale. 

Skrumpen, adj, pl. ſtrumpne. rynket 
runten. (Moth.) ſtrumpe, v. n. (Moth. ) 
ffrumpes, v. n. pass. (Baden.) blive ryn⸗ 
fet, faae Ronker. 

Skrup (Hug) ſ. Skrub. 

Skrup, ct nadſtilleligt adv. ſom (i dagl. 
T.) lægges ft. nogle Ord, m. Bemarkelſen: 
meget, ſtœrkt, heftig f. E. ſtrupſulten, 
ſtrupkoge, ſtrupſyde. (Moth.) 

Skrupel, en, pl. Strupler. 1. en Apo⸗ 
thekervegt, Trediedelen af et Quintin. 2. 
i dagl. T. (af det fat. scrupulug.) Tviol, 
Urolighed i Sindet. At faae, at giore fig 
Skrupler over noget. 

Skrutte, v. n. 1. (har.) d. ſ. f. ſtrugtze 
ell. ffrutfe, — Skrutrog, en. Udvært, 
Pukkel p. Ryggen. (Baden.) — ſtrutrygget, 
adj. pukkelryggct; ell. krumrygget (det fis 
ges ogſaa om den, der har en rund, krum 
Ryg og fudende Hoved, uten af være egent⸗ 
lig puklet.) . ' 

Skryd, et. ud. pl. 1. em ſtærk Lyd, 
ſragor. stridor. (Moth.) 2. Pralen, Pra⸗ 
iert Brouten. 0, 

SFryde, v. n. 1. har. (Moth har im- 
perf. ffred.) 1. give en ſtoerk, hvinende 
ell. brølende end; men bruge færd. og 
næften allene om Aſenets Lyd. ”Mon et 
vildt Eſel ſtryder over Græffet ?” Job. 6. 5. 
(At ſtryde i. Sevne, ſnorke. Det fryder 
if Bugen p. ham. Mofh.) 2. broute, pra⸗ 
le, rofe fig af det, man et beſidder. (Sv. 
skryta.) => SFryder, en. pl.-e. en Praler. 
Skryden, en. Eſelets Skryden. — Skryde⸗ 
ri, et. Praleri. 

Skrædder, en. pl.-e. [IJel. Skraddari. 
H. Schrqoder. A. &. scredan. &v. Skræ- 
da, at ffære.] Den, hvis Haandværk er at 
tilſteere og ſye Klæder (i ældre Tider fun at 
flære dem, da Quindfolk altid frede dem. 
Gram.) => Deraf: Skrædderarbeide, et. en 
Skroœdders Gierning. Skradderbord, ct. 
B. hvorpaa Sfrædderen ſtœrer Toeiet til, 


cd. hvorpaa han ſidder naar han ſyer. 


Skrædderdr 
derkone, S 


J 


Skrædderſvend, Skræd⸗ 


345 Skrodderlon — Sfræmfel. 
derlarg, et. o. fi. — Skrædderlen, en. 


' 
AJ 
y 


det, ſom betales t. en S. for at ſye et 
vift Klædemon. 
Skrædderlon. Skræddermaal, et. Et tils 
ſtaaret langt og ſmalt Stykke Papir, hvor⸗ 
med Skrodderen tager Maal t. Kleder. 
SfFrædderregning, en; R. ſom en S. giver 
over fit Arbeide. Skræedderſal, en. En 
Gal, hvor mange Skræddere arbeide ſam⸗ 
lede. Strædderfar, en. En ſtor og fvær 
Sar, fom Skræddere bruge. Skredder⸗ 
ſyening, en. Syening efter Skreedderens 


Maade. At lære 3. Hun fan ſye Skræd⸗ 
derſyening.  SFrædderværtjted , et. f. 
Bærtjted. 


Sfræder, n. s. (pl.?) Navn p. en Plan: 
te, ſom vorer i Torvemoſet, v. Grofter og 
Damme: og m. hvis Blomſter fan farves 
guult. Brendfel. Bidens tripartita. 

Skraæk, en. ud. pl. [T. Schrecken.] 
den ubehagelige og heftige Fornemmnelfe ; 
ſom opſtager v. en høj Grad af Frygt ell. 
Overraſtelſe, v. dit pludfelige Syn af noget 
Ondt, af en truende Fare; Nædfel. At 
døe af S. betages af S. At fætte een 5. 


for noget. Skrek er den heftige Frygt, 


der opftaaer, naar et ftort og overhængende 
Onde vifer fig.” P. E. Miller, — ſtrtekke⸗ 
lig, adj. 1. font volder SÉræt, rædfom. 
2. fom medfører ſtor Ulykke, gruelig, for⸗ 
fordelig. En ſ. Overfvemmelfe, Hungers⸗ 
nød. — ffrætfom, adj. d. f. ſ. ſtrækkelig, 1. 


See, gaaer den taufe Død ct langſomt 


over Jorden, Stiult Ten Frætfom Nat be⸗ 
veder den fin Zurden,” Evald, ”En Tante, 

mere ffræffom , end Bolger, Storme og 

Tordenſtver.“ Baſth. — Sfræfbillede ell. 

Strættebillede, et. en Foreſtilling, et Phan: 

tafie-Billede, fom fætter een Stræt, “ Be⸗ 

høvede hans Tilhængere vel diſſe Skrække⸗ 
billeder ?” Baſtholm. 

Strætfe, v. a. 1. volde Stræf, fætte i 
Stræf; forfærde. ””Vece den, fom fig tør 
roſe, at intet fer 
Han lod fig ffræffe af tomme Zrudfler. (f. 
afſtrække, forffrætfe; og jvf. ffræmme.) 
At ffræffes 2: ræddes, ved, f. noget. 

krælle, v. a. 1. [I ældre D. ſtræede. 
Sv. skråda; A. S. scredan, secare, com- 
minuere.] tage Skallen, den yderſte Storpe 
af noget. At ffrælle ct Wble, en Qft. At 
ſ. det yderſte af Kiod, af en Steg. — 
Skrallen, en. ud. pl. Gierningen at ffrælle, 
— Øfrælling , en. pl. -er. 1. det, om 
ftrællee af. Iebleffrællinger. 2. cen, ſom 
er fvag i fin Opvært; en Stakkel, tsling. 

Fræmme, v. a.1. fætte cen i Frugt, ét 
Stræf. Han er ikke [et at ſtremme. At 
fade fig f. fra noget. ”Du, fom tør prø: 
ve, at fPræmme mig fra Somands Pligt 
og Ære.” Evald. "Da det er eders Hen: 
figt fun, at ſtremme den Daarlige herfra.” ' 


derhaandvært, ct. Skræad⸗ Øhlenføl, — Skeemſel, et. noget form" | 


i 
⁊ 


Kiolen koſter ſaameget ” 


er ham.” C. Frimann. 


NM 


| 
|; 
| 





. 
nal 


ralſt Svaghed. 


Skremſel — Skromte. 


J é 


ſtremmer. (J. Skrimsl, monstrum, spec- 


trum. H. Schroom, Radſel.) 

Afrænt, en. ſ. Skrent. 

Sktræppe, en. pl.-e. et Navn, ſom gives 
adſtillige Planter, ifær den, hvis Frøhufe 
(undertiden ogſaa Planterne ſelv) kaldes 
Borrer. Arctium lappa. 

Skræppe, v.n. 1. (har.) give en ſtærk 
ſturrende, uharmoniſt Lyd, ſom Gæs ell. 
Ænder. Anden, Frøen (Fræpper. (Moth.) 
fig. ſtryde, broute. (Moth. Sv. skråppa.) 

Skræv, et. ISv. Skref.f 1. det Éred 
p. det mennejtel. Legeme, hvor Laarene 
gaae fammen, og fom udvides, naar Laar⸗ 
benene bevæges fra hinanden. At udvide 
Skrævet. — Ogſaa om Klæder, ſom bedæfte 
dette Sted. Burerne fprang, eve f. trange f 
Skrævet. — Deraf: fFræve el. paa ſtrævs 
9: m. udvidet S. At ride fPrævs: (Moth.) 
2. fadmeget Rum, fom cen fan tage v. at 
udvide Sfrævet i Gangen. Et lever S. 
Det gaaer over Skreaͤvet (d, T.) 0: gaaer 


. for vidt, er for meget. 


L 7 


Sfræve, v. n. 1. har. ſtrokke det ene 
Been fra det andet i Gangen. At fPræve 
langt. At (Fræve over noget. 

krobelig, adj. Sv. skroåpelig.] fom 
ei har fin rette Styrke; fom let fan gade i 
Stykker, ikke taaler meget; fvag. En f. 
Hytte. Et fFrebcligt Redſtab. Broen er 
gammel og fFrøbelig… En É: Olding. Hans 
Helbred er ſkrobelig. (jvf. ſpatz.) 2a.) fig. 
ubeftandig, forgengelig; (fragilis.) Lyf⸗ 
ken er ſtkrobelig. 6.) tilbøielig t. at feile 
af Svaghed. “Ere Alle juſt ikke laſteful⸗ 
de, faa ere Alle dog ſkrobelitze.“ Baſth. 
== Strøbdighed , en. ud, pl. 1. Beſtaf⸗ 
fenheden, at være ſtrobelig. ”De jordiſte 
Tings ——— og alt Menneſte⸗ 
værfs SFrøbelighed,” M. 2. fig. em mo⸗ 
Han feilede af menneſtelig 

”Det er Zegn t. ſtor Skrobelighed, 
iffe at kunne bære Rigdom.” 8. Thott, 
»Vanfkeligt vilde det blive, om vore For⸗ 


Brudelfer end vare lutter SFrøbeligheder,” 


aſth. 
Skromt, en. ud. pl. Tale, ſom er uden 
virkelig Grund, uden Sandhed, hvorved eet 
figes, og et andet menes, Hang Deelta⸗ 
elfe var fun Stromt. “Trods al din føs 
eølaje Strømt.” Bagg. At giore, fige 
noget, rofe cen p. SFrømt I: m. Falſthed, 
uden.at det er meent (ironiſt.) “Da, tro 
mig, var cen Hevn paa Skremt for liden.” 


. Evald, ”Zhi han fun fingted pag SFromt 


f. af flage Fienden for Alvor paa Flugt.” 
Zbhnſch.. [J. Skrum, Opdigtelſe, Slad⸗ 
er. 

Skromte, v. a. og n. 1. foreſtille ander⸗ 
ledes, end det virkelig er, lade, ſom, hykle. 
(simulare.) At ſtromte Venſtab f. den, man 
i Hiertet hader. En ſktromtet (ell. ſtkrom⸗ 
tende) Roes, Gudfrygtighed. Gan for⸗ 


346 
ſtaaer godt at ſkromte. — ”Endftiondt vi 


Skromte — Stud. 


U 


ville for og ſmigre felv og ſtromte.“ Bor: 
ding. ”Wcn. fFrømter han fig død, fom 
menes vel af mange.” Samme. ”Han fat⸗ 
tor fig m. ſkromtet Mod, og bæver,” Pram. 
— Skromter, en. den, ſom veed at fors 
ftile fig; en Hykler. (H. Tauſſen.) — 
Sfrømteri, et. Hykleri, Forſtillelſe. (Moth.) 
Skromteſuk, et. Suk, ſom drages af For⸗ 


ſtillelſe, af ſtromtet Sorg, — ſtromtviis, 


adv. p. Skromt, ironiſt. 

Skubbe, v. a. 1. at gnide. At f. fig op 
t. Væggen. At fhubbe fig fra noget, lifte 
fig fra (Moth. d. Tale.) 

Skud, ct. pl. d. f. io. feyde.] 1. det, 
fom jyder op, ſtyder frem af noget (ifær af 
Zræer,) Dette S. er fra i Aar. Et Rod: 
ſtud. 2. det, ſom ſtydes for noget, Skod⸗ 
de. Der er et Skud for Døren. 3. Gier⸗ 
ningen at ſtyde m. Bue, m. Boſſe ell. andet 
Skydevaaben. Hon giorde det førfte S. 
Der blev ikke left et Skud. At holde et S. 
ud. Skuddet gif af imod hang Billig. 
Et Pileſkud, (egentlig BuefFud). Boſſeſtud, 
Kanonſkud. 4. faameget (Krud) fom der 
findes m. paa cen Gang. Vi havde ikke et 
S. Krud mere tilbage. 5. fag langt, ſom 
man naaer m. et Skud. De vare hinanden 
p. et Pileſkud, Boſſeſfud nær. Jet Pi⸗ 
ftolffuds Afſtand. — Skudaar, et. Et 
Aar, ſom v. at indſtyde en Skuddag faaer 
366 Dage i St. for 365. 


ningen indſtydes hvert fierde Aar i Febr. 
Maaned, hvilfen derved fager 29 Dage, f. at 
bringe det borgerl. Aar i Overeensſtemmelſe 
m. det aftronomiffe, Skudbov, en. En 
af Dyrets Forbove, ſom Skytten fordum 
fik i Sktydelon (Moth. N. Lov. V. 10. 3.) 
fFudfri, adj. fom ci fan rakkes v. Stud; 
cl. fom ei fan faareé af &. Skudlinie, 
en, den Linie, fom en udftudt Kugle tager ; 
el. den lige Linie, hvori man efter Sigtet 
finder. kudmaal, et. M. hvorefter man 
ſtyder. Skudmaaned, cen. den M. hvori 
en Skuddag indſtydes. (Moth.) Skud⸗ 
port, en. En Port, Gitterport, ſom er ind⸗ 
tettet t. at drages op og falde ned; en Fald⸗ 
port. (Moth.) Skudſaar, et. S. af Sky⸗ 
devaaben; ſtudt Saar. Skudſtive, en. 
ſ. Skydeſkive. Skudſteen, en. Steen, 
ſom faftes t. Maals; Kaſteſtive. Discus. 
(Moth. jvf. 2 Macc. TV. 14.) ſtudvant, 
adj. v. vant t. at taale SÉud.: ”Med ſtud⸗ 
vant Heſt og tillært Hund han tør det vilde 
Sviin angribe.” Lurdorf. Skudvidde, en. 
den Afſtand, hvori ct Stud fan naae. Sti⸗ 
bene laag uden for Kanonernes 9.  SFudz 
vægt, en. Bægten af Ladningen (ell. blot 
af Kuglen) i en Kanon. = Studøjern, et, 
kaldtes fordum det Jern, fon bares v. Jern⸗ 
byrd 9 Skridt, og derefter kaſtedes (ſtodes) 
undertiden i ét Frug, hvoraf Trugsjern. 


Studdag, en. 
s en Dag, (d. 24. Februar) fom i Tidsreg⸗ 





Studdermudder — Stuemad. 347" Skueriab — Sluffelhiort, 


Skuddermudder, n. s- (i dagl. Tale) i 
Udtrykket: at gaage i Skuddermudder 9: 
gage reent tilgrunde, sdelægges ganſte. 
”seg gif | Skuddermudder, og tüuſidſt i 
Staae.“ Bagg. Poet. Ep. 250. 

Studdet , ad; ganſte fuldt, vent op⸗ 
folde; i den Talemaade: knuget og ſtuddet 
Maal 0: meget rigeligt, J 

Skude, en. pler. ſH. Schuyt.] et (idet 
Skib. ”Der vugger fig en Skude, og kna⸗ 
ger m. fit Roer.” C. Winthers Digte. (I 
Somandsſproget og fom et Hverdagsudtryk 
br. det ogſaa om et Skib ed. Fartsi i Alm. 
og uden Henfyn t. Størrelfen, jvf. Dæres 


é. 4 

Skudsmaal, et. pl. d. f. 1. ſtriftligt 
Vidnesbyrd om Opforſel, ifær f. Tieneſte⸗ 
folt. 2.1 Lovſproget: Anmeldelſe af For: 
fald i Rettergar: .  ”Med unødige og føgte 
Skudsmaal, uden billige Aarſager Sagen 
opholde.” D. £. 1. 9. 10. 

Skudte fig, v. recipr. drage Axlerne og 
vrie cl. ryſte Kroppen. (Roth) d. Tale. 

Skue, et. ſſ. folgende Verb. T. die 
Schau.] Ligefom idet Tydſte, hvoref det 
er optaget, br. dette Ord fun ſom adv. i 
Talemaaden: til Skue 9: offentlig ſynlig, 
t. Alles Syn ell. Paaſyn. Ar bringe, lægs 
ge, ſtille, ſette noget til Skue. ”Fræfs 
hed £ tøileløfg Udfvævelfer, uden Und⸗ 
feelfe baarne til Skue.“ Mynſter. ” Gan 

af i Fremtiden fremſtaae til haanlig Skue.“ 

lochs Snnefius. (Kun Enfelte have i den 
filtigfte Tid villet bruge Ordet felvftændigt 
ell. med Art. for: Sun, noget der vifer fig 
f. Synet; men alm. Sprogbrug har hidtil 
itke hiemlet denne Nyhed.) 

Sfue, v. a. 1. [I. skoda. T. ſchauen; 
derimod A. S. sceariau. E. to shew, at 
viſe. Brugen af fEue er nyere; det fore 
kommer iffe i Bib. af 1550.) fee, fee paa, 
betragte, beſee noiere, m. ſterre Opmært: 
fomhed , vedholdende (aspicere, intueri.) 
At (Fue de ſtabte Tings Herligheder. ”At 


fee bemærter at bruge Dinene; at ſtue: at 


bruge dem m. Agtſomhed.“ Sporon. ”Gis 
ven Heſt ſtal man ci fEue i Munden.” 
Ordfyr. »Saaledes lade ftore Mænd fig 
ofte (Bue fra en fvag Side.” Kampman. — 
Mere uegentl. (el. hos Digtere f. Rimets 
Skyld) for: ſee.“ ”DOg hvor man vender 
Diet hen, man fFuer Pocter overalt fom 
Fluer.” Bagg. — Skuen, en. ud. pl. det, 
at ſtue. ”Stor, ſtion og behagelig — for 
det hurtigfte Blik, og f. den langſomſte 
Skuen.“ Bagg. — Skuebrod, ct. hos de 
gamle Joder: Brod, der lagdes ſom Offer 


t. Stue p. Alteret. Skueleg, en. Skue⸗ 
ſpil. ”Som fig i Skueleg —*— tidt 
omſtifte.“ Bording. Skuelyſt, en. Lyft t. 


at fee ell. flue (iſer det, ſom offentlig frem⸗ 
viſes. Rahbek.) S ad, en. Efterlig⸗ 
ning af ſpiſelige Ting, ſom tilforn ſattes 


penge. (Schytte.) 
egentl. det Sted, hvor Skueſpillet opføres. 


p. Spifebordene t. Stads, uden at kunne 
nydes. Skuemynt, en. Mynt, der ſlages 
t. Erindring om noget, t. Rreminde f. cen, 
el t. at gage og gicfde fom Penge; en Skue⸗ 
Skueplads, en. 1. 


af de Spillende, Scenen ; uegentl. ogſaa om 


N 


hele Skueſpilhuſet, Theatret. — Undertiden ; 


ogſaa om en Samling af trykte Skueſpil. 


Den danſte Skueplads af Holberg. 2. Sted, 


hvor en betytelig Handling, el, en Rekke 
af Gandlinger foregaae. Skueretter, pl. 
d. f. f. Stuemad. ”Der gives Retter nok; 
men sberiblandt om du de flefte Skueretter 
fandt” S. Blicher. Skueſands, en. 


Sands, Cvne t. at ſtue. Sicelens Skue⸗ 


ands.“ Grundtvig. Skueſpil, et. 1. 4 

im. Leg og Spil, ſom offentlig opføres t. 
Forlyſtelſe f. en Gamillug af Tilſtuere. 2. 
i Gærd, et digtet Værk, fom i Samtaler fo⸗ 
reſtiller en Rekke af Sandlinger og Begi⸗ 
venheder, beftemt t. af foreſtilles cu. opføs 
ter af Skueſpillere p. et Theater. — fig, om 
betydende Handlinger, ſom foregaae offent⸗ 
lig. Stueſpilhuus, Theater, Comedie⸗ 
huué. (n, Ord.) Skueſpiller, en. den, 
fom offentlig foreftiller digtede Perfoner i 
Skueſpil; (Acteur.) ifær den, ſom gior 
bette f. Len ell. Betaling, og hvis Soffel 
det er. Om et Fruentimmer: Skueſpil⸗ 
lerinde. (Actrice. Skueſpillerſelſtab, et. 
en. Forening af Skueſpillere, der hielpes i 


at opføre Skueſpil, under Tilſyn af cen ell. 
1. et Giemme, bes 


flere Beſtyrere. . 
Skuffe, en. pl.-r. 


ſtaaende af en firfantet Kaffe, indrettet t. 7 


at finde ind og træffe ud af et Stab, under 
et Bord ell. andenſteds. (Sv. Skuflåda,) 
2. b. f. f. Skovl. Deraf: zZuulſkufſe. 
Skuffe, v. a. 1. [4. S. scufan, detru- 
dere. I. fhaufeln.] a.) føre ſammen 


ell. ſprede m. en Skuffe cl. Skovl. At uffe 


Jord ſammen p. en Grav. 
et Skuffejern. 
Skuffejern, et, Et fladt, p. en Stang 
befæftet Jern, hvormed Gros og Ukrud 
ſtuffes bort af Davegange. Skuffeplov, 
en. En Indretning, liig et Skuffejern, ſom 
træffes af en Heſt. 

Skuffe, v. a. 1. bedrage, fvige, ikke fvare 
til, itfe opfylde Forventningen (fallere.) 
Mit Haab blev fEuffet.… ”Med (Eufjet 


b.) renſe m. 


paab, i bittter Smerte, ci nogen fra vor 


Hutte gane.” F. Guldb. At ſeuffe cens 
tillid, Forventning. ISkuf, Svig, Be⸗ 
drageri. (Moth.) H. Tauſſens Poſtil. Vin⸗ 
terd. 58. b. Vedels Saro. S. 88. Isl. 
skopaz, ſtiemte, fige i Spog.) = fPuffelig, 
adj. fom let ſtuffer, bedragelig, "Hvor 
fFuffeligt af dømme efter det udvortes.” 
Jacobi. — Stufſſelſe, en. pl.-r, Indbild⸗ 
ningskraftens Skufſelſer. 


At ſ. Gangene i en Have. 


Sruffeidiorten pl.-e. ſegentlig: Skovl⸗ 


é 


. » Stuldrene. . 


1 st ml i z 


' 


Skuffelhiort — SFulfe. 


hiort.) i Jegerſproget: en Hiort, "hvis 
- Gorn i Enderne itfe ere ſpidſe, men brede 
og fidde, form Daahiorten, el. Kronhiorten 
Åen vis Alder, 
Skulder, en. pl. Sktuldre. [X. 6. Scul- 
dor, Scyldre. 2. Schulter. f. Axel, 
såærde.] Den Deel af. det menneſtelige Les 
geme, ſom udgier Forbindelfen imellem 
Roggen, Halſen og Armene, og beftaaer af 
Skulderbladet tilligemed Muſtlerne, ſom 
" bedæffe diſſe Been. Den hoire, venſtre S. 
At løfte noget p. Skuldrene. ”Din 2 
ners Brede forſt læg paa din egen Skul⸗ 
C. Frimann. At træffe p. Skul⸗ 
deene 9: finde dem i Velvet. — fig, at fee 
een over Skuldrene 3: foragte, ringeagte, 
troe fig bedre ell. ypperligere. ”De, der 
nyde de flejte Fordele i Staten, fee de Rin⸗ 
gere over Skuldrene m. Foragt.” Bagg. 
N. Klim. = Skulderbaand, et. 1, Baand, 
ſom er fæftet p. Kiolen over Skuldrene, 
Axelbaand. (Fr. Epanlet-) 2: d. ſ. ſ. Arel⸗ 
erf. Skulderbeen, et. Et af de Been, 
om danne Skulderen. Skulderblad, et. 


Et fladt, i Midten noget ophøiet, næften 


trekantet Been, v. Biderne af Rygraden, 
hvori Armbenets Hoved er -befæftet og be⸗ 
væger fig. Scapula.  fFulderbred, adj. 
d. f. ſ. bredſtuldret. (Ohlenſchl.) Skul⸗ 


derled, ct. Ledet, hvori Overarmen bevæs 


ger fig. Skulderſom, en. Sem p. et 
Klædemon , fom er anbragt over Skulde⸗ 
ren. S. paa en Skiorte, Kiole. Skul⸗ 
dertrækning, en. Gierningen af trætte p. 


Skuldre, v. a. va n. 1. lægge paa ell. 
øcd Skuldrene. At ſfuldre Gevceret. Gol: 
daten fFuldrer f. Aflssningen. ISv, sky!- 

ra.) 
Skule, v. n. 1. (har.) IN. S. ſchulen.]J 
ludre m. Hovedet og ſlage Øinene ned, ſom 
den, der ſtammer fig, dev ci tør fee lige p. 
Folk. an ſkuler ſom en Hønfetvo. Et 
fPulende. Blik. Hun fEulkr m. Øiftene, 
ell. i det mindſte noder fig f. at fee frit op.” 


Rahb. (D. Tilſt. IX. 250.) 2. fee hem⸗ 


melig til, fom af Mistanke ell. Frygt. 
»Man ſkulede et til mistænkelige Siæft.” 
Rein. — Heraf: Skulen, en. ud. pl. 
Skulke, v. n.“ 1. (har) fEv. skolka. 
af Skiul og ſkule. J den gammeld. Bibel⸗ 
overſ. br. ſfulke for: ligge I Skiul, være 
tult, latitare.] 1. gane ſtulende ell. ſtam⸗ 
uld bort, lifte fig bort. ” Og fom opdaget 
ænv han ſkulked hier.” Tode. 2. lifte fig 
- fra, hemmelig unddrage fig fra et Arbeide 
cl. blive borte fra et Sted, et Samfund, 
hvor man ventedes at være ell. at forme. 
At ſtulke fra Sfolen. 4 Dag ſekulker han. 
»Jeg blev ftrengelig holdt t. Bogen; men 
ſtrebte beftantiy at fkulke far meget 


—⸗ 


muligt.” Rahb. Fint. (At ſtulke for Ar⸗ 


beide 


⸗ 


for Sfolen: Meth.) At Fulfe fra 


—- 


348 


ie⸗ 


Skulke — Skulle. 


Gildet. —= Deraf: Skulken, en. ub. pl. 
Skulker, en. Den, fom ſtulker. — ſkul⸗ 
keſyg, adj. ſom gier" fig ſog o: foregiver at 
være ſyg, f. at kunne ſtulke fra et Arbeide, 
blive borte fra et Sted. Deraf: Skulke⸗ 
førte, en. — Skulkeuge, en. den Uge, hvari 
Zyende gaaer af og i deres Tieneſte. (Moth.) 
Sbkulle, v. n. d auxil. Jeg ſtal (pl. vi 
(El og fFulle) "jeg ſtulde, har Hullet, 
[Jsl. skål. E. shall.) 1. i Alm. være for⸗ 
bunder, bevæget, drevet ell. nødt t. noget, 
v. Pligt, Billighed ell. en andens Villiv og 
Befaling ; undertiden ogſaa om den 
vendighed, der ligger i Skiebnen el. Na⸗ 
turen. Bi ſtkal alle døe. ”Stenen, der 
kaſtes I Veiret mee falde ft. Jorden ; man 
Fan ogſaa fige, at den, i Følge en Natur⸗ 
lov, ffal falde; men ikke at den ber.“ P. 
E. Muͤller. — Derſom enhber giorde, hvad 
han fEulde (burde.) Jeg fFulde m. Rette 
ſtrive ham til. Du fulde have tœnkt der⸗ 
pan fer det var f. fildigt. Han paaftaaer, 
at jeg fFal vige min Plads. Det ſkal ſtee 
idag. (Ofte eNiptijk, ell. med Udelade fe af 
det Verb. ſom udtrykker Handlingen :. Hvad 
ſtal jeg? (giore) Hvor ſtal han (gaac, 


reiſe) hen? Gan ſſal bort. Hunden fEal 
ud af Stuen.) [Ivf. maa og ber.] ”Jeg 


maa gisre, hvad jeg iffe fan undlade; jeg 
(Eal giere hvad jeg ikke ter undlade; jeg 
ber giore, hvad det var Sund at undlade.” 
Muller. (At ſkulle, naar det br. om Men⸗ 
neſtets Handlen og Virken, forudfætter al: 
tid Frihed i Billien og en betinget Nedven⸗ 
dighed; den abſolute udtrykkes ved mac.) 
2, i mange FZilfælde er det i Danyfen et 
Hieflpeverbum ,… fom få Forbindelfe med et 
andet Gierningsord udtrykker, at noget vil 
ſtee i en tilkommende Tid (det latinſte og 
andre Sprogs Futurum. Indicat.); og i en⸗ 
deel ſaadanne Tilfælde udtrykker det da ikke 
fan meget en udvortes Tvang el. abſotur 
Nodvendighed, ſom Villien, Forfættet hos 
den Handlende. Jeg ſktal ikke glemme det. 
Jeg ſtal nok huſte det. I Morgen ſkal vt 
reiſe, bage, vaſte, have Fremmede (3: det 
er ſaaledes beſtemt, aftalt.) Jeg haaber, 
det ſkal ikke vare længe, det fFal ſnart være 
forbi, Han lovede mig, at han næfte Gang 
fEulde tage fin Datter med. Det ſktal ikke 
blive glemt. Det ſkal ſtee, fE2l blive ud⸗ 
retter? (t. Svar p. noget, fom forlange 
ell. befales.) Hvad fEal her nu foretages ? 
3. I andre Tilfælde bruges det i conjunk⸗ 
fivijte Sætninger, hvor Muligheden af no⸗ 
get tilkommende udtrykkes. Skulde han 
døe inden den Tid. Derſom du fſkulde 
made ham underveis. Før han fFulde give 
fig tabt, (for) fætter han hellere Livet til. 
Før vi fulde blive Slaver, fer ſtal vi døc. 
— Ligeledes i en ſporgende og onſtende 
Setningéfotm. Skulde han virkelig være 
død? Skulde ikke marere en Sogdom hade 


⸗ 


AJ 





Mød. 








- Skulle — Skumle. 


ham tilbage? Hvorledes ſtulde jeg kunne 
handle faa utafnemmeligt ? — Du (Fulde 
. Eun pide, (o: gid du vidſte) hvilke Sorger jeg 
har! Du ſtulde have feet, hvor ombygges 
lig hun var for Børnene! Han fFulde fun 
cengang prøve, hvad jeg maa lite. 4. 
En het Grad af Rimelighed, Sandſynlighed 
udtrykkes v. de Talemaader: Man fFulde 


troe, mene, ſynes, tænfe, fværge paa ꝛ⁊c. 


Jeg fulde næften froe, at han er bleven 
ſyg. Men fFulde ſynes, at han engang 
maatte blive flog af Skade. Jeg (Fulde 
dog troe (3: jeg har dog vel Ret't. at troe) 
at jeg var den nærmefte. 5. I nogle Fils 
fælde udtryffer det en Formodning (om nos 
et, fom har været ell. vil blive) ell. Uvigs 
Beden v. en Zildragelfe, hvorom fun Ryg⸗ 
tet melder. Jeg haaber, der fEgl intet være 
i Beien. Man sener, dt Toget ſtal kom⸗ 
me (kommer) ad denne Vei. Det forekom⸗ 
met mig, at jeg ſtal have feet ham engang 
før. — Wan figer, han (Eal være hemmelig 
gift. Hertugen ſtal være død. Keiſeren 
fEzI have vundet et Slag. 
Skulpe, v. a. 1. ryſte noget flydende i 
et Kar. (Moth.) — Deraf: Skulpen, en. 
ud. pl: (jvf. fqvulpe.)  . . 
Skum, ét. (en. Moth.) ud. på. [3. 
Skum. E. Scum. T. Schaum.] 1. et 
v. Luftens Udvifling f. Boblet forvandlet 
flydende Legeme; Fraade. Havets S. 
Heſtene ftode i S. pare bedekkede m. Skum 
(af Sved og den hede. Aande.) At ſtienke Ol 
p. SFum 3: ſaaledes af det fætter meget 
SFum i Glaſſet. 2. be lette Dele, blandede 
m. Ureenlighed, der fætte fig i Bobler p. 
Overfladen af ſmeltede Metaller og desl. —= 
Skumbolge, en. poet, en ſtummende, ſtum⸗ 
- hvid Bølge. (Ohlenſchi.) ſtumfuld, adj. 
1. fuld af Stum, hvor meget S. ſamler fig. 
Den flumfulde Strand. 2. fuld af en 
- Bædike tilligemed dens udviklede Skum. 
At ſtienke et, Glas flumfuldr. (”At have 
Hovedet flumfuldt af noget.” Evald. D. 
Tilſt. 1805. 190.) Skumfode, en. fig. en 
meget los, det, vandet Føde, ſom ikke nærer. 
(Rafbet.) frumhvid, adj. hvid af at gum: 
me. »Den ſtumhvide Bølge.” Storm. 
Ohlenſchl. — ſfumkoge, v. n. 2. foge m. 
Skum, ſaaledes, at det kummer. Bums 
vred, adj. i hoi Grad opirret, raſende for⸗ 
bittret. (Veſſel; uſedvanl) Skumvove, 
en. poet. Stumbelge. ”Rislende den ſmalle 
Kisl igiennemſtar Skumvovens Top.” Oh⸗ 


lenſchl. 
&fumle, v. n. å har. [formodentlig bes 
jlægtet m. ffummel.] laſte, dadle, af Avind 


og uden gyldig Grund, ziennemhegle for⸗ 
tale. ”Det er fun Ryggesloshed el. Dum⸗ 
hed, ſom hør finder Anledning t. at ſfum⸗ 
le.” Baſth. ”Det er Frygten, der driver 
songvafteren t. at ſtumle; og Udtrykket br. 
derfor iſer am dem, der af Ondſtab ſoge 


349 


kende. 


NA 


Skumle — Skuppe. | 


at midtyde, Regicringens Foranſtaltninger.“ 
Muͤller. (f. Fx. 27. Sept. 1799. 6. 7.) 
At ſtumle over noget: =— Deraf : Skum⸗— 
len, en. ud. pl. ”Hvad hine Hyklere føgte 
at udrette v. plump Smiger, det eftertragte 
difje v. ligefaa grov SFumlen.” Rahb. — 
Stumler, en. pl.cc. ubefoiet Dadler, (Ca+ 
villator. Moth.) ſtumleſyg, adj. fom har 


Megen Tilbeielighedet. at ſtumle; dadleſyg. 


(Delt.) : . 

Skumme, v. n. og a. 1. A. neutr, 
give Okum, frembringe, fatte Sfum; fraaz 
de. Havet, Øllet, Heſten ſtummer. Gu 
ſkummende Elv. ”Naar det flummende 
Bæger kun blinker.“ Evald. At ffumme 
af Vrede. Bx act. tage Skum af. At 
ſfumme Suppen, f. en kogende Kiedel. At 
fhumme Melk (9: tage Floden af.) (ſ. af⸗ 
ffumme,) = Skummefedt, et det Fede, 
fom ſtummes af Mad, der koger. Skum⸗ 
meſtee, en. Skee, fom bruges t. af ſtumme 


ø * 


(Mad cl. Melk.) — Skummen, en. HGa⸗ 
vets, Ollets Skummen. — Skumning, en. 


Giexrningen at ſtumme. 
Skummel, adj pl. ffumle. ISv. skum, 


halvmork. jvf. ſtimte og Stumring] 1. 


ſom hverken er vet lys ell. ganſte mørf, og 
derfor uhyggelig, rædelig,- Frygt opvæf- 
”Den fhumle Nat fit Slør alt over 
Jorden kaſter.“ Tode. ”Og ſffumle Skyg⸗ 
ger foer forbi mit Øie.” Evald. 2. ſom har 


noget mørkt, fraftedende i fit Xafon. Af 


fee ſi ud. Et ffummelt Blik. — Heraf 
overført p. Gienſtande, ſom enten v. deres 
morke Farve, v. Dunkelhed ell. foag Be⸗ 
lysning, el. ved Tomhed og Eenſomhed 
frembringe lignende Folelſer. Et ſtummelt 
Sted. »For af en cenfonr'Borgs ſtumle 
Munr at indeſluttes.“ J. £. Heib. En ode 


og ſ. Bygning, Egn, Gade. ”Bqard og . 


Egn var ffummel, nøgen, fæl.” Tode. — 

Deraf: Skummelhed, en. ud, pl. . 
Skumpe cil. ffumple, v. a. 1. (det fidfte 

nu hyppigſt.) fløde, ryhe, bevæge hid og 


‚did. At ſfumpes i en Vogn. (Moth.) At 


ſkumples p. ef Vognſede.“ Baggeſen. (Su. 
skumpa, at lebe, ſpringe hid og did.) 
Skumpelſkud, ct. i dagl. T. den fom er 
forhadt, forffudt af ale. (Moth. Veſſel.) 
Skumring, en. ud. pl. [fattes hos Moth, 
fom derimod har Stimring, der nu el br. 
Sv. Skymning. Det. A. S. scymrian bes 
merker baade: at ſtraale, glindfe; og: at 
ſtogge, formørfe.] den Tid, v. Daggry og 
efter Solefæt, da det hverfen er lyft ef. 


gang fra Lys t. Morke.) At fidde uden Lvé 
Skumringen. Morgenffumring, Aftens 
ffumring. (jvf. Tusmorke og Dæmring.) 

Sfungrå, v. n. 1. (har.) runge, gien⸗ 
lyde ſterkt. (Baggeſen; ellers ikke bekiendt. 
jvf. fingre.) | '… 
., Stuppe, v. a. f. ſtubbe. 


Pad 
, 


morkt. (dog br. det meft om Aftenens Overs . 





- 


Sture — Sky. 


Skure, en. pl.-v. IJ. Skor, Skora.] 
indſtaaren Fordybning; Indſnit (f. Skaar.) 
At ffære Skurer i en Trœſtok. »Karve⸗ 
ſtokke, hvorpaa de m. Skurer betegnede de⸗ 
Ted Indtægter og Udgifter.” Schytke. 

kure, v.a.1'. [Ev. skura. T. ſcheu⸗ 
ern.) gnide ſterkt f. at renſe, gnide m. 
Sand, Kalt, Aſkte ell. desl. At ſture ct 
Gulv; at ſ. Koekkenkar, Kobbertoi. — Sku⸗ 
ren, en. ud. pl. Skuring, en. — Skure⸗ 
bænt, en.” B. fom bruges ft. af ſturr Kar 
pad. Skureſand, en. filn Cand t. at ſture 
med. Saaledes ogſaa: Skureſteen, en. 
Skureviſk, en. (Halmoviſk.) 

Skurk, en. pl.-e. (af det Tydſte S Hur: 
ke.) ct Skieldsord: en Act, nedrig Perſon, 
Midding, ”Indgangen er ſtreven af en brav 
Mand, men Slutningen af en Sturt,” 
Bagg. N. Klim. *Det kræœver Konſt, felv 
rigtig Skurk at være.” Rein. ſvUdtrykkene 
Widding og Sturt fomme hinanden meget 
nær; det forſte udtrykker mere Foragt; det 
-fidfte mere Afſty.“ Muͤller.) Skurkeſtreg, 
en. nedrig Handling, Niddingsdgad. (ſturk⸗ 
agtig, Skurkeri. Rahbek,) 

Skurre, v. n. 1. har. [Sv. skorra.] 
give en falſt, ilde klingende Lyd. Det fur: 
ver I Øret. En ſturrende Lyd, lt Lys 
ben fhurrer i mit Øre, ſom Ugleſkrig.“ 
Evald.” ”Seg griber fell, da ſturre far: 
pens Strænge.” Rein, — Deraf: Skur⸗ 
ren, en. ud. pl. Strengenes Skurren. 

Skurv; en. ud. pl. II. S. Scorf.] den 
Roe, "der fæfter fig p. Guden, ifær i Ho⸗ 
vedet, efter Fnat og lignende Hudſygdom⸗ 
me; men br. ogſaa om Sygdommen felv. 
— ffurvet, adj. fom har Sfurv. — Skurv⸗ 
middel, et. M. imod Skurv. Skurvpla⸗ 
fler , ct. Begplafter, ſom br. mod Skurv 

"ff Hovedet. J 


Skurvhat, en. pl, - te Navn p. nogle 
Svampe, ifær: Skampionen. Agaricus 
campestris. 


Skutte, ſ. ſtudte fig. 

Skuur, et. pl. d. ſ. [II. Skrr.] Tag, 
ſom reiſes t. Ey p. Støtter, uden Vægge, 
el. blot m. Brædevægge (Brædeffuur , 
Fiellebod) ell. fom bygges f. et Huus, v. 

[den af famme, cl. over Døren, f. at 
være i £y derunder. 

Sky, adj. ISv. skygg. I. skygger. Ih⸗ 
re. ] ſom ſtyer, flugter f. en G enftand af 
Redſel ell. Frugt, ifær en faadan, der 

runder fig p. uklar Foreftilling om Tingen. 

n Heſt ev ſty naar den ſtandſer ell. fpringer 
t. Side, v. Synet af enhver ufæivanlig 
Gienſtand. — Sieldnere om Menneſter, und⸗ 
tagen i Sammenſ. ſom: folkeſty, lysſty, 
mennefteffy. (Hertil hører det p. en uſed⸗ 
vanlig Maade dannede Ord? Skyklapper, 


pl. ftive Læbderfiyffer, fæftede t. Heſtens 


Hovedtoi, v. Giden af Øinene. Moth har 


ogſaa Ordet Skyhnar i den Talemaade: 


360 


" nær. 


Sty. 


kyhaarene ere fagne af ham o: han er 
itfe bange.) 
Sky, en. ud. pl. IT. die Scheu.] den 
Egenſtab, at vært fin, Rodſel, Frygt. 
(mere 2.) ”De Saar, den Enge ſtiuler 
. deh hele øvrige Verden, blotter han uden 
Styt. fin Læge.” Rahb. (jvf. Afſty.) 
fy, cn. pl,—er. [J. Sky. E. Sky, 
Luften, Lufttredfen.] En Samling af vand: 
agtige Dunſter, der i tættere og ſonlig 
orm drive om i Jordens Dunſtkreds. 
»Som naar Vaaren fvæver over Engen i ten 
lune SFy.” Ohlenſchl. En Reguſty, Tor: 
denffy. — fig. om det, der ligner en SÉv; 
f: E. en Regſty, Stovſky. = 
anke, en. En tæt Samling af ſtore og 
morke Skyer v. Horizonten, der ligner 
Bierge. Sfyborg, en. poct. Sktyhimme⸗ 
(en. ”Opleft mig holt fra Jord, Sky⸗ 
borgen lad mig bryde,” Arrebbde. Sky⸗ 
brud, et. pludſelig Briftning af en fivr, 
tæt fammentrængt Sky, hvorved en bety: 
delig VWandmængde falder p. cet Sted. 
dætfet, adj. bedæffet, ſtiult af Skyer. 
”&nd ftirrer han fænge mod dættet 
field.” Pram. fald, et. d. ſ. ſ. Skv⸗ 
rud. (Moth.) ſtyfri, adj. fom ev uden 
Skyer; ganſte liar. En ſtyfri Luft, Sky⸗ 
fri var din Morgens Purpurftiær.” Thaa⸗ 
trup. ”Om ingen Egn en ſtyfri Himmel 
. fvæver.” Rein. fyfuld , ad). fuld af 
Skyer, meget ſtyet. Skyhav, et. poet. 
om den ſtyede Himmel. ”SFgiennem det op⸗ 
rørte Sfyhavs Bolger.” Foerſom. Sky⸗ 
immel, en. den Deel af Himmelen cl. 
Dunſtkredſen, hvori Skyerne findes. ſty⸗ 
oi, adj. faa hoit, at det naact Skyerne. 
yhoie Flelde. »Intet Bierg er fan ſty⸗ 
bei at de jo kunne komme op p. det aller⸗ 
siefte.” A. Vedel. Skykaſt, ct. Et Veir⸗ 
faft, Vindkaſt. (Arreboe.) ffyles, adj. 
fom ér uden Skyer, klar. “Seer p. den 
klare, den ſtyloſe Himmel.” Ohlenſchl. 
mørk,adj. 1. mork af ſammentrukne 
Regn: ell, Tordenſkyer. en ffymort'e 
Himmel. 2. formørfet v. en ffyfuld Him⸗ 
mel. ”Det ſtymorke Bierg.” Bagg. (La⸗ 
byr. II. 220.) Skymorke, et. Morke om 
Dagen af tyk, ſtyet Luft. (M.) ſtynær, adj. 
fom hæver fig mod Skyerne, er Skyerne 
»Seep. vor Klode de ſtynære Fiel⸗ 
de.” Thaarup. Skyplet, en. En ganſte lis 
den Sky. ”Paa Himlens hvalte Blaa fan 
ingen Skyplet kiendes.“ T. Stodfleth. 
pompe, en. et Navn, ſom nogle have gi⸗ 
vet det Meteor, da en Hvirvelvind ſammen⸗ 
trykker en Sy og frembringer et Slags Sky⸗ 
brud, der I Faldet antager en fegledannet 
Skikkelſe; rettere: Vandhvirvel el. Sky⸗ 
hvirvel. Skyrand, en. den efter Dieſynet 
yderſte Grendſe af en Ey. “Solen forlod 
m. falmende Straaler overſte Skyrand.“n 
Herb Skyrift, en. ſmal og fang Aabning 


— Skv⸗— 


ud 


TT — — — Fed, 


Sky — Skyde. 
i en SE, hvorigfennem enfet falder. (So⸗ 


toft.) kyſpætter, pl. ganſte ſmaa, lyſe 
Skyer p. en blaa Emnet. ” Svor nær 


ſynes jeg at være de ſmaa Styfpætter i 


⸗ 


ten blage Simmel over min Iſſe.“ Bagg. 
Skyſtette, en, En S. dannet fom en 
Støtte. Ifracliternes Styftotte, ”For dem 
Alle lod han Skyſtotten drage veiledende 
frem.” Mynſter. Skvtop, en. poct. en 
Top, ſom naaer f. Skyerne. ”Biergets 
Stvtop.“ꝰ Bagg. vævet, adj. poetiſt: 
meget tynd øg lvt, ligefom vævet af Luft 
ell. Skyer. (Pram.) = flyet, adj, fom har 
Skyer, er overtrukket m. Skyer. En flyet 
Himmel. = ſtye, v. n. og ſtyes, v. n. pass. 
blive ſtyet. Det ſtyer, Himlen ſtyes. 
(Moth. Det forſte nu ufædvanligt.) 
Styde, v. a. og n. ſtod , ftudr. [3. 
skiota.] A. act. 1. føre, drive noget 
affted v. Haandskraft (ell. anden levende 
Kraft.) Gan ffød t. ham m. begge Hœen⸗ 
der, faa at han faldt om. At ſtyde Slaaen 
for, ell. fra (Døren.) Skyd Kaſſen af 
Veien. At f. Vognen frem, t. Side. At 
f. Brød i Dvnen. At ſ. Baaden i Van: 
det. At f. een ud i Vandet, ind ad. Døren. 
At ſtyde (noget) fra fig m. begge Hænder. 
figurl. at f. noget fra fig 2: ci ville modtage. 
— Slangen fryder fig hen ad Jorden. At 
f. fig igiennem en fnever Aabning. ” Den 
ad de frosne Vover han henrytt flyder fig.” 
Ohlenſchl. Muldvarpen flyder Ford vp. 
2. fig. fafte, ftille fig ved, tabe. Hiorten 
flyder fine Takker, Slangen fin Ham, 
Krebſen fin Stal. Heſten flyder af fig 
(nemt. Hovedtoiet.) . 3. bringe frem, drive 
cm v. Boretraft, Troet flyder Rødder, 
Grene, Knopper, Lov. (f. Skud, 1.) og: 
faa nentr. At ſ. haftig Veiret. Han er 
frudt haftig op I det fidfte Aar. 4. føle 
til, give fin Decl, betale. At ſtyde ind 5: 
giøre Indſtud, f. Penge ind i en Caſſe. 
De ffød 100 Rdlr. fammen t. denne Reiſe. 
Der maa endnu føvdes flere Penge til, (f. 
Indſtud, Sammenſtud, Tilffud. 
desnden fig. I adſtillige Talemaader: At 
flyde Fart (om Skibe.) At ſ. Gienvei. At 
f. Ryg ad: løfte Ryggen i Veiret. At f. 
Ryg fom en Odder, At f. Rynker i Pan: 
den. Vandet ffyder Bobler. At f. Bug⸗ 
fer 2: bugte fig. At ſ. Skylden p. een 59: 
give ham Sind for. At ſ. Vand 9: ikke 
giennemtrænges, vedes af Bandet. Gaa⸗ 
ſen, Klæbdet, Læderet fryder Band. — At 
f. fig ind under en anden Domſtol, en 
høicre Net (appellere.) jvf. indſtyde, 4. 
»Efterdi de nu føde al Sagen ind for ham, 
ba var bette hans Mening.” Colding. ”Man 
kunde mod alle Øvrighedsperfoner, og fra 
dem alle, ſtyde fig ind under Folket.“ Guld: 
berg. — Ligeledes i Lovſproget: a.) At 
fryde fig fra fit Verneting, 2: vægre fig v. 


at ville fvare f. ſamme. B. &. 1.2.3. b.) Deraf: 


351 


Skyde — Skyds. 
At flyde pga or beraabe fig paa. Derſom 


nogen af Parterne flyder paa andre Vid⸗ 


nebyrd.“ D. Lov. I 13. 14. At Føde 
p. Hiemmel. V. 10. 41. 
kaſte (f. Udſtkud.) B. neutr. i Bemerk. 
fare haſtig hen, afſted (en Germanisme, der 
ikke ofte forekommer; og ſom ben rene 
Sprogbrug vi tillader.) ”Hvor hift den ſtille 
Bat p. glatte Stene finder, og her den raſte 
Elv ned over Klippen fhyder.” P. H. Fri- 
man. Derimod ſiges om Værter, at de 
ſtyde op af Jorden. Træet flyder ſtorkt. 
Ut flyde £ Frø. (gane i Frø.) Denne Bei 
flyder giennejt t. Byen (Moth.) . 


Skyd 


benet felv: Denne Boſſe flyder godt (er 
uden Feil. — Deraf: Syden, Skyd⸗ 


Skydegrav, en. tør Voldgrav, hvor der ſty⸗ 
— — f 


f. at finde til Skive ell. til Fuglen. 
detaarn, et. T. ſom er bygget v. en Borg 
cl. Fæftning , f. at kunne ſtyde derfra. 
Skydevgaben, ct. Vaaben; v. hvilket man 
m. Konſt, cl. ved en fonftig Indretning 
driver en ſtadende Gienſtand (en Piil, Kug⸗ 
le, Steen 0. a.) imod det Maal, man figter 
til, (modſat Kaſtevaaben, Zaandvaaben.) 
Skyds, en. ud. pl. [Norſt. Isl. Farar- 
skidti. (Y. E. Muͤller. Sv. Skiuts; pg i 
ældre Sv. Skiut. Isl. Skidti: en Seft.] 
Befordring p. Reiſer, iſer v. Vogn 0 
Heſte (bog ogfaa om Befordring v. Baad. 
kydsbonde, en. Bonde, fom er 


U 


At ſ. ud 0: for⸗ 


— 


3 


4 


AJ 


P 


…fom Peſt. (jvf. afſtye.) 


Styds — Skygge. 


forpligtet t. at afgive Heft og Kieretet t. 
Reiſendes Befordring. Skydedreng, cu. 
ſom følger m. Sktydsheſten. Skydofrihed, 
en. Befrielſe f. den Pligt at befordre Rei⸗ 
fonde. (Fr. 20 Aug. 1784.) Skydsfaærd, 
en. i Norge d. ſ. ſ. Kongereiſe, Kongeægt. 
(Badens jur. Ordb.) Skydseheſt, en. H. 
ſom Bonden giver f. at kiore i Skyds. (Fr. 
20. Aug. 1784.) Stydsſtaffer, en. den 


Ø 


Perſon p. Skydsſtederne, ſom tilfiger Nei: 


ſendes Befordring. Skydsſfifte, et. og 
Skydsſted, et. Sted, hvor Reiſende ſtifte 


Beffe; Skifteſted. Skydsvaſen, et, Be⸗ 


fordringsvæfen. ' 
Skydſe, v. a. 1. (fun brugel. i Norge.) 
befordre Reiſende. Deraf: Skydsning en. 
Skye, v. a.1. [Gl. T.scuuan, sciuhen. 
H. schuwen.] føge at undgage, vogte fig 
for. At føve Laſterne, f. det Onde. ”Faa 
Menneſker ſtye Sonder, fom de holde for 
at blive uſtraffede.“ Munfter.  ”Hvo ikke 
ſtyede Daaden, Ord-han frygter ci.” Fibi⸗ 
gere Soph. 2. afholde fig fra, undflye. 


t ſtye eens Selſtab. “Een fØyer, cen ef⸗ 


terſtreeber Xre; cen dyrker, een foragter 


Guld,” Evald." fan ſtyer ingen Fare, 
ſkyer hverken Ild cl. Vand. At ſtye noget 


Fyes, v. n. pass. og flyet, adj. f. un: 
enn. pL-r. [3. Skuggi. A. S 
ygge, cn. pl.-t. IJ. Skuggt. A.S. 
Scadu, Scua.] 1. Mangel p. £ys i en 
Deel af en ellers opinft Overflade, frem⸗ 


. bragt v. et morkt Legeme, der opfanger 


nogle Lysſtraaler, imellem Lyſet og Over⸗ 
fladen, ”Det vilde du — indbilde os, at 
Skygtgens Legeme er felv en Skygge.“ 
Grundtv. At kaſte S. (ſiges om det Lege⸗ 


— ane, der frembringer Skyogen.) Biergets 


hele Top var oplyſt af Solen, medens dets 
Fod laae i Skygge. Lys og S. i ef Ma⸗ 
lert (9: Efterligning af Skpggen v. mørfe 
Farver.) 2. Skygge f. Solftradlerne, m. 
Bibegreb om Kolighed; it. ct Sted, hvor 
"der er S. Dette Zræ, denne Buegang gi: 
. ver god Skygge i Sommerheden. ”Zræer, 
fom hive Stygge, Mute den, ethvert m. 
fin Sfygge.” 9. .17. At føge Skyg⸗ 
gen, fætte, leire fig i Skyggen. 3. det 
morke Billede af et Legeme, der fremkom⸗ 
mer ſom Skygge; et Skyggebillede. At 
' fee fin &. paa: Bæggen, i Vandet. Taars 
nets, Træets S. Vort Liv 
&. ”ans Dage ere fom en Skygge, der 
farer forbi.“ Pf. 144. " 74. fig. 1 mange 
Talemaader: a.) noget fom el er virkeligt, 
»Kort var den Skygge jeg af Gjæben 
fandt.” S. Blicher. At gribe, jage efter 
en S. være bange f. en Stygge. 
vbarngef. fin egen S. (om den meget frygtſom⸗ 
me.) b.) det, ſom hav miſtet fin aandelige 
el. legemlige Kraft, Anſeelſe, Betydenhed; 
Rell. det, der fun giver et fvagt Billede af no⸗ 


e 
Fad 


392, . 


ner fom ens 


Han er - 


Slygge — Skyggered. 
et. Gan feer ud fom en S. Hun ſvinder 
"hen fom en S. ”Han er en Skygge blot af 
hvad han var p. Jorden.” Baggejen. ”Xre 
er dog intet andet, end Dydens Skygge.” 
Bafth. Denne Stiftelfe er fun en S. af 
hvad den engang har været, har fun en S. 
af fin fordums Glands. ”Navnet og Skyg⸗ 
gen af andre Rettigheder blev tilbage” 
uldberg. Cc.) poetiſt: en v. Døden fra 
fit Legeme adſtilt Siæl; en legemlos Aand. 
Skyggernes Rige. Her tænfe vi 06 om⸗ 
fvævede af vore Forfædres Skygger. 5. 
noget fom giver SEngge f. Hovedet (um- 
braculem.) En Hat m. bred, ſmal Skog⸗ 
ge. ſtyggeagtig, adj. ſom ligner en Skyg⸗ 
ge, har noget af en S. “ſtoggeagtige Leges 
me Wandal. ragede ede; i d. f. ſ. 
te, 3. egentl. og figurl. At hige, jage 
eng tomt &. ”ZFrættene f. Stygge 
billedet af Nordens Fortid.” (M.) ”Diin 
Kierlighedsdrift, der ikke neics m. ct Skyg⸗ 
ebillede, men higer mod et beſtemt Gæs 
en.” Mynſter. Skyggeblanding, en. 
Blanding af SEngger m. Loſet i et Maleri. 
M. (J. Schattierung.) Skyggedal, 
en. poet. en overſtygget ell. mørt Dal. 
"Og ſtinned ei — hans blanke Lys i Dødens 
Skyggedale.“ Grundtv. Skyggedrom, 
en. poetiſt: en Drom, Indbildning om no⸗ 
get, der flet ingen Birkelighed har. Skyg⸗ 
g egter, en. den, ſom fegter blindt, ufitz 
ert, (Moth.) . Styggefiæl, en. Bræt ſom 
ſlaaes over Vinduer f. Hede, Regn og Stud. 


⸗ 


(Moth.) ffyggefri, ad). Tom ev uden 
Stngge (hvor den ci bør findes ;) ſolbar, 
uſtygget. g⸗ 


Sagttagelfen hør ſtee p. et ſty 

gefrit Sted. Skytzgegang, en. G. cl. 
Gangfti hvor man fan gaac, være i Skygge. 
Den venlige Skygnegang langs m. Aaen.” 
Skyggehat, en. pat ell. Skierm p. Hove⸗ 
det mod Solens Hede. (Moth.) Skygge⸗ 
hvælving, en. H. ell, hvælvet Sted, hvor 
man er i Skygge. Skovens Styggehvæl- 
vinger, (Ohlenſchl.) Skyggekaſi, et. det, 
at en Skygge kaſtes v. et Legeme p. en lvs 
Flade. Skyggeleg, en. d, f. ſ. Skoggeſpil. 
Skyggelinie, en. Linie, ſom dannes v. en 


Skygge, der falder lige (f. E. paa en Solſei⸗ 


ve.) Skyggeliv, ct. L. fom ef er virkeligt, 
fom meft ballader i Indbildningen; et fvagt, 
kraftloſt Liv. ”Et Skin af Tilværelfe , et 
Sfyggeliv, fvævende imellem uophørlig Til⸗ 
bliven og Tilintetgisrelſe.“ (M.) Skyg⸗ 

elund, en. En tæt, ſtyggefuld, Lund. (M.) 
Skyggely, et. Sted, hvor man finder Lu 
og Sipgge. ”Da man v. fødeft Søvn i 
Styggely fan ruge.” Virgils Georg. v.. 
Ravn.  ffyggeles, adj. ſom fattes Skvg⸗ 
ge. Skoggerige, ct. poetiſt: Skvagernes 
Rige, Underverdenen. Skyggerids, et. 
Omtræt, Omrids, ſom er giort efter en 
S. (3.) ffvggeræd, adj. fom er bange f. 
en Skygge, for det allermindſte. (Moth.) 


Cy 





… - 


Skyggefide, en. den Side, hvor Skyggen 
falder, ſom liggeri Sktygge. fig. den ufors 
beelagtige Side ell. Deel af noget. Skyg⸗ 
geſpil, et. Epil, Leg m: Skygger, Skygheleg. 
Styggeſpil p. Væggen (v. den ſaakaldte 
TFroldingte.) ”Zhi hvad der leved, var el 
Skoggeſpil. Grundtvig. Skytzgeregning, 
en. d. f. f. gerids. Sfyggetræt, et. 
Ekyggerids, yoeetepoin .Skyggever⸗ 
den, en. 1. En indbildt Verden; en Vers 
den, (dm Phantaſien danner fig, ſom er ell. 
tæntes at være uden Virkelighed. 2. en 
Verden f. Skygger, ikke f. virkelige Voſener. 
»Gamle og nye Folkeſlags Begrebet om en 
Skyggeverden, hvor de Afdøde gfenfoge, 
hvad de her i Verden havde bedrevet.” P. E. 
Muͤller. Skyggevark, et. noget, der fun 
er Etngge, der forgaaer. ſom Étn gen. 
»Skuffer en Drom mig, et trollende fygs 
evært ?” Bagg. ”Et tomt Skyggevark, 
fom vi ftundom opføre det m. brogede Bil: 
satte vor Moro.” Mynfter. A 
gge, v.n. og a. 1. .nentr. at 
give, at fafte Stygge. Zræct ſtygger mod 
Solen. Du ſtygger f. mig (ftaaer mig i 
Snfet.) " B. act. at ffynge en Tegning, ct 
Maleri 2: bringe S. i Maleriet. (ſ. Skyg⸗ 
ge. 1.) Moth. jvf. afflygge — Derat : 
kygning, en… Gierningen at ſtygge en 
Tegning, et Maleri; Skyggeblanding. 
Skyl, et. pl. d. f. det, at noget ſtyller 
cl. finter m. ſterk Fart. (ſ. Re nfl.) 
Skylregn, en. ſterk Regn, fom falder i 
Mængde. 1 
Styld, en. ud. pl. [X. &. Scylde. 3. 
Skulld.]  A. 1. Brode, Forbrydelſe, 
Feil. (ifær i Bibel⸗Overſ.) ”Forlad 06 
vor Skyld." Jeg finder ingen Skyld i 
ham. Joh. 18. NOvertrædelfe og Skold 
tan gives ogſaa m. Henfyn t. borgerlige 
Sove; Synd tenkes allene m. Henfon t. 
Menneſtets Forhold t. Gud.” Niller. — 
Deraf i vore Bibeloverf. Skoldoffer, et. 
Sffer ft. at forfone End ell. Sond. 
”Styldofferet ſtal høre Præften til, den, 
ſom gior Forligelfe derved.” 3 Moſe B. 
. 7. 2. Forfeelfe; Aarſag, Anledning t. 
noget Ondt, f. en Feil. Skylden ligger 
hos ham. Jeg ev ikke S. deri, Hun har 
megen S. deri. At fane, at give cen S. 
for noget. Det var itfe min &. at det ſtete. 
At finde Skylden p. en anden. At tage 
Skylden p. fig. (Uegentl. og i Skiemt, 
om Xarfay t. noget godt. Jeg var Skyld i, 
” at han fif fine Penge.) B. med præp. 
for udtrykker det en Aarſag, Bevæggrund 
overhovedet. (Lat. causa, gratia.) Gior det 
tog f. min Skyld. Jeg beder dig f. Guds 
Skyld! For den Sagé, f. en vis Sags S. 
gor Morſtabs S. C. Gield. At være 
Skyld. Deraf; Skoldbrev, et. Gields⸗ 
brev. EStyldforſtrivning. Mynſter.) 
Skyldmand, en. den, hos hvem en anden 
Danſt Ordbog. II. 


353 


"fri har F. 


1 v 
| Skyld — Style. 


er i Snld; (Creditor) i Modfæfning ft. 
Skyldneren. (forekommer i et Kongebrev af 
1572.) DD. det, fom cen ev ſtyldig, for: 
pligtet t. æt betale 


Afgift. (1. Jordſtyld, Landſtold, 


ger; 

,; At ſatte en Gaard i S. 
Den Gaard ſtaaer høit i Skyld. Deraf: 
Skyldbog, en. d. ſ. ſ. Jordebog. —33 
en Bog, hvori det, man har "tilgode hos 
andre, indfører.) ſtoldſætte, v. a. 3. bes 
fremme Jordſtyld, ell. Grundſtat, fætte i 
Skyld, tarere; paalægge Afgift. “En aft 


f. hett ſtydſat Ciendom.” Olufſen. Der: 
af: Skyldſætning, en. Å 
Stylde, v. a. 2. [X. S. scyldan.]  A. 


flage paa, gine Skyld paa, beſtylde. (J. 
skullda.) At fFylde cen f. Uret. (Moth.) 
Han ſtyldte paa fin Broder. 
Gield, være ſtyldig. Jeg ſtylder ham intet. 
Han ſtylder mange Penge bort. At betale 
hvad man fylder. C. neutr. være ſtyld⸗ 
fat. Denne Bonte ſtylder høit, ſtylder af 
tre Tonder Hartkorn. 

Sktyldfri, adj. (af Skyld, 1.) ſom el 
har begaaet noget Ondt, nogen Boricelfe ; 
brødefri, ufTnldig. (3 Modfætn. til frylds 

uldberg ſtyldſuld. Digte. 1803, 


I. 288.) — Skyldfrihed, en. ud. pl. 
Siaen! adj. S. scyldig] " 1. 
den, fom har begaact ell, været Aarfag: f. 
noget Ondt, en Forfcelfe el. Forbrydelſe. 
At være, at 
Gan er den ffyldige. 2. pligtig, forbun⸗ 
den til. ”At æres iffe-allene m. tvungne 
og ffyldige, men og m. frivillige Handlin⸗ 
ger,” Sneed. — Deraf: Skyldighed, cen. ud. 
pl. Forpligtelfe, Forbindtiighed. »At der: 
er viſſe Pligter, fom vi ere Afdode Bige, 
hvilke dog ikke forpligtes f. nogen Skyldig⸗ 
hed imod os.“ Eilſchow. ”Han iagttog p. 
det nøtefte alle tomme —— 
Sneed. (Tilſt. III. 37.) “Pligt in 
ter Begrebet af moralſt Forbindtlighed; 
Skyldighed tillige af den loymæesſige. Det 
fan være Pligt af ernære fine Forældre — 
men det er Stkyldighed at opdrage fine 
Børn.” &. Heiberg. YSabft. br.-ef i de 
øvrige Bemærfelfer :) 3. ſom er i Gield, 
fom eier cl. ſtylder en Anden noget. Hvor⸗ 
meget ev jeg endnu ſtyldig? Han er mig 
intet fyldig. TT, . 
Styldner, en. P.. den, fom er en An⸗ 
den ſtyldig, fom er i Gisld f. cen. Dobitor. 
»Pengetrang — ſom fnart ſtal have den 
Virkning, at alle hans Skyolduere giore 
Opbud.“ Sneed. “Saaledes fan en Skyld⸗ 
ner bæve, naar p. hans Dør, m. ivrig 


Næve, der bankes af. en Creditor,” Veſſel. 


»Sin SKiærlighed udøver han ſom en god 
Skyldner, ter betaler fin Gield.“ Malling. 
Stylle, v. a. ogn. 1. [Fél. skola.] 1. 
act. Devæge noget i Bandet, f. at renſe, 
tvætte det; ell. lade Band lobe over, igien⸗ 


(23) 


fer Eiendom, han brus ” 


B. være i 


gere fig f. i en Forſeelſe. 
y 


dbefat⸗ 


Aph.) 


- endt.” E. Colbiornſen. 
At ſkynde paa Arbei⸗ 


Stylle — Skyt. 


nem noget, man vil renſe. At f. Tei, 
Kopper, Fade. Det urene Fan ſtylles af i 
Vandet. At f. Munden. 2. act. drivé v. 
Bolgernes cl. det oprørte Vands Kraft. 
Havet ſtyller Sand, Tommer, Vrag op paa 
Landet. Det ſtylles bort v. Floden. " 3. 
neutr. (om Vandbolger og Regn) drives 
frem m. Voldſomhed; falde i ſtor Mængde. 
Havet føvller op p. Stranden, op'mod 
Klipperne. "Mu ſtylle Havets Bølger mod 
dens Fod, og rive ftore Stykker ud af Klip⸗ 
pen.” Heiberg. Vandet ſtyller over Di: 
get, igiennem Aabningen. Det flyllede ned 
(ſtylregnede) den hele Rat. = 
et. Bad, hvorved man overſtylles. Tydſk⸗ 
land maatte Ta hide meget, og faa at ſige 
udſtaae et ſtort SFyllebad.” Colding. Bi 
fit ct S. underveis (Moth.) — SFylleballe, 
Skyllekar, ct, Skyllekiedel, en. Bålle, Kar, 
Kedel, hvori Toi ſtylles. — Skyllebak, en. 


En haftig rindende Bæf, fom efter ftært 


Regn ell. To ſtrommer ned fra Biergene. 6e. 

Styllehals, en. Dranker. (Moth.) 
Sfylleregn , ſ. Skylregn, under Skol. 
Stylletrug , et. I. hvori noget ſtylles. 
Styllevand, et, B. hvori man har ſtyllet 


"fc get. 


Skynde, v. av og rec. 1. [IJél. skynda 
sær.|] a.) act. 1. forftærke en Bevogel⸗ 
ſes Haſtiahed. ”Og naaer m. ſfondet Flugt 
det onſtte Hiemmeſted.“ H. Bull. Dog 
blev v. ſtyndet Haſt et Bondens Onſte 
2. bringe cert ft. 
at hafte, Zrive paa. 
dere, 3. opmuntre, ragde til, tilſtynde. 
Det var ham, der meft ſtyndede til bette 
Tog. ”De befattede fig itke felv m. MÅ 
nigheden, men Alle ſtyndede de Andre ders 
til,” B. Thott, “Hans Kundſtab ſfyndede 
Eftertiden til at tærte videre.” Suldberg. 
b.) recipr. bruge Haft, haſte, fle. At 
ynde årg bort, ind, ud. At ſtynde fig 


, Tacd noge ”Den haſter, ſom ftræber efter 


fnart af naae fin Henſigt; den ſtynder fig, 


ſom ſtrober efter fnart at fuldføre fin Gier⸗ 


Ed 


ning. Naar man feer nogen ſtynde fig, 


flutter man deraf, af han haſter.“ Muͤller. 
= Sfynding, en. (I. Skundi, Skyndi.) 
Daft, Jil. Oet blev giort i en &. i flor 
Sfynding. ”Hvad der maa ſkee i en Skyn⸗ 
ding, foretages m. Jilfærdinhed, og blis 
ver Saftvært,” Miller, — ffyndelig (P. 
Clauſſen) og ffyndfom, adj. haftig, ,itlfom. 

ndel, en. Bægten p. et Reb, hvor⸗ 


"med en Dør bringes I, at lukke fig; Dør: 


vægt. (Moth.) 

Skyrd, en. [IS. Skurdr. &v. Skyrd.] 
1. Gierningen af ſtæere (deraf: Heft.) 2. 
noget fom er ſtaaret, Skaar. (Moth.) foræl> 


"dets men fortiente af br. iſer i Bemærk. 1. 


Styr, et. ud. pl. [af yde. ] egentl. Vaa⸗ 
ben, hvormed ſtydes, SEndegevær; men br, 
meft fun om de ſtorre Stydevaaben, Ka⸗ 


364 


kyllebad, 


Styt — Skoeggeſebe. 


noner o. d. — J de nyeſte Tider har man 
forvanſtet Ordet ved at ſtrive det Skyts. 


ſOrdet: Skotlade (Skytlad, Lavef) br. 


1564. N. D. Mag. V. S. 64.] = Styts 
pram, en. Pram, der fører Kanoner, og br. 
til Forfvar mod Søfiden; flydende Batteri, 
(Wandal. II, 110.) 

Styre, en. ud. pl. ef nygiort Ord af tet 
T. S hut f. Beſtyttelſe, Værn, Beſtier⸗ 
melſe; ſom vel er brugt allene; men tog 
meft i Sammenſ. Skytsaand, en. beſtyt⸗ 
fende Aand. (Schutzgeiſt.) Eaaledcé 
ogſaa: Skytsengel (Baggefen.) Skyts⸗ 
gud, Skytshelgen, Skytsherre (Patron.) 

Skytte, v. a. (Moth.) f. ſtiotte. 

Skytte, en. pl.⸗x. FX. S. Scytta.] 1. 
den, ſom ſtyder ell. fom forftaaer at ſtyde. 
an er en god &. 2. færd, den, fom er 
oplært til, øvet i at fiyde; en Jæger. At 
tienc f. Stytte p. en Serregåard. ſ. Skarp⸗ 
fhyrte, Skyttehund, en. Sktydehund eil. 
Jagthund. Skyttehuus, et. H. hvor en 
Skytte boer. (Skytteri, et. Jagt, Wan⸗ 
dal; ufædvanl.) ' ' 

Skytte (Moth) ell. Skyttel, en. ſaf v. 
ſtyde. A. S. Scyttel, en Skodde, en Bom, 
der findes for noget; sera.] hos Vævere : 
et lider Redſtab af Træ, fladt og I begge 
Enter ſpidſt, med en Aabning i Midten, 
hvori Spolen me Sflæt lægget, og ſom ſtv⸗ 
des haſtig frem og tilbage giennem Rende⸗ 
garnet; Veverſtytte. 

Skyttel, en. pl.-em en liden Kugle, ſom 
Børn lege med, At fege m. Skytteler. 
(Moth.) = Deraf : Skyttelbane, en. (hver 
der leges m. Skytteler) og Skyttelſpil, ct. 
—8 

Skafte, et. pl. -r. [J. Skẽfſfti, et fort 
Skaft.] Indretningen af Træ t. en Beſſe. 
At tage Boſſelsbet af SFæftet. — Skæfte⸗ 
fræ, ct. T. ſom er tienligt f. SFæfter. 

Stæfte, v. a. 1. [IF. skefti.] forſyne m. 
Skaft cl. Stæfte. At ſtæfte en Boſſe, enZre, 
Deraf: Boſſeſtæfter. — Skaftning, en. 

Sfæg, et, pl. d. ſ. [Etriveé ogſaa 
Sfiæg. I. Skegg.] Haar, fom vore om 
Munden, påa Hagen og Kinderne hos Mens 
neſter, iſer Karlfolk. Ogſaa om de lange 
Haar, der vore ud v. begge Sider af Mun⸗ 
der hos viffe Dyr, ifær af Katteſlogten. 
At faae S. lade Stægget rage, tåge af. 
At tale af Skaegget, fale reent, tydeligt. 
== Skagbund, cn. Huden p. den Deel af 
Anfigt og Hals, hvor S. vorer. At have 
en ſterk Sfægbund. (Moth.) f. Saarbund. 
Sfægberfte , en. fiden Vorſte t. at rede 
Efægget m. (Moth.) Skeaeßgfieder, en. 
pl. - fiedre. (maa udftaaende Fiedre, ſom 
nogle Fugle have v. Siderne af Næbbet. 
(Fleiſcher.) — Skaggelevning, en. fig. hvad 
gen leyner f Slag ell. Kruus, efterat have 
drufket. Steæggeſax, en. S. til at klip⸗ 
pe Cfægget, (Moth.) Stæggefæbe , en. 


"4 


A 





Skaggeſæbe — Skare. 


haard Sæbe, ſom bruges naar man rager 


Etægget. S ſtægget, adj. forſynet in. 
Etæg. — ſtæglos, adj. fom er uden Stæg. 
(ſteggeles. Moth.) - SEE 
æfæl, ct. pl. d. f. [af SEaL] 1. tyn⸗ 
te, flade, beenagtige Stykker, hvormed Hus 
den hos viſſe Fiſte og Slanger er bedekket; 
Fiſteſteſ. (Sguama.) “Hans Pantſer var 
om Livet ſom ſolvblanke Skal.“ Hhlenſchl. 
At have Penge fom Skel. 2. Smaadele 
af Huden, ifær i Hovedet, der losnes naar 
ben fornves. 3. undertiden br. det for 
Skal, om Muslingers og lignende Sødnrs 
haarde Bedæfnidg, Heraf: ſtældækket, 
adj. v. bsdæffet m. Stæl… (Ohlenſchl.) 
Stældør, Stælfiff, fom ere forfuncte. m. 
Stal. — flællet, adj. forſynet m. Skel. 
— Skelpandſer, et. P. beftaaente af flade 
Jernſtykker, dannede ſom Skel, og befæz 
fiede vover hinanden, ſaaledes at de kunne 
boie fig efter Kroppen. /Skeælvinge, en. 
(hos Inſecter.) f. følgende Ord. —** 
get, adj. har man kaldt de Inſecter, hvis 
Vinger ere bedæffede ligeſom m. fine Skal, 
der ligne Stov. Lepidoptera. (Cuviers 
Dyorhiſt. v. Wad. II. 258.) ' 
æfælle, v. a. 1. tage SÉæl af. At 
fælle Fiſt. . 
Skæmme, v. a. og rec. 1. IJ. skemma,] 
1. forringe i Verd, Duelighed, Udſeende; 
fordærve. (formodentl. af I. skammr, fort, 
So. skåmma, forforte.) Han har rent 
ffræmmet Zræerne, v. at hugge f. meget af 
bem. Det fhfæmmer Øynet af den Byg⸗ 
ning. 2. besfæmme, giore Slam. ”MNaar 
— du Ven og Slægt og Fædreland vil ſtem⸗ 
me.” Tode. [3t. skamma, vanære.) (At 
Fæmme en Pige. Moth.) 3. rec. At ffæms 
me fig 3: tabe fit Huld, fit ſunde Udſeende. 
Sun har ffæmmet fig meget I den Sygdom. 
Sfær, adj. ſ[J. skir, skær.] reen, klar, 
uplettet, uforfalſtet. Skært Linned; ſtær 
Honning. Hvid og ffær i Guden. (Ordet 
begnnter at fabe fig, og Bemærfelfen : 
jtyldfri, reen fra Skyld, har længe været 
forældet ; ligefom v. a. at ſtare, renſe, gisre 
reen,) == Deraf : Skarhed, en. ud. pl. — 
ffærhudet, adj. fom har. en klar, fiin Hnd. 
(Moth.)— Hertil maa ogſaa henføres Ordet: 
Stærſommer, det danſte Navn p. Aarets 
fiette Maaned ell. Junius. Formodentlig 
ogſaa: Skærtorsdag 3: Torsdagen før 
Paaſtedag. (jvf. Skærsild, nedenfor.) 
Skar, ct (en. Klippe) f. SFiær. i 
tær, et, det flåde Jern i Ploven, bag 
Langiernet; Plovftær. 
Sfære, v. a. ffar; faren, ſtaaret. pl. 
ſtaarne. 3 præs. forfortet ofte ffærer t. 
ær. f3. skéra. A. &. scieran, scearan.] 
1. dele fra hinanden, ſtille ad ell. fra, v. en 
Kniv cl. et andet ſtarpt Redſtab. At f. 
i Stykker, itu, ſ. ſonder. At ffære (Klips 
pe) Haaret. At f. gt Mærke i noget, At 


355 


Stære — Slaa. 


ffære (oa: alle) Griſe „Heſte, Tyre. At 
ſ. et Sty 


— afem. en Segl. Der er ſtaaret 


f. meget bort. — Ut ſ. for, ffære Maden for 


(m. Tonchold p. præpos.) 9: f. Maden i 
Stykker v. Bordet (ſ. Sorffærer.) At f. 
noget igiennem. At f. ind i noget, f. for 
nær ind. — At f. en Bog op; f. Bugen 
op p. ct flagtet Dyr. — At f. et Brod over. 
At f. til 2: danne et Stykke Teiſt. Klæder 
m. Saxen. 
(er til, — At f. ct Stykke ud af noget. — 
At f. fig i Haanden, at f. fig paa en 
Kniv, p. et Stykke Glas (mod Ån Billie. 
Derimod: Han fPar fig felv i Armen m. en 
Kniv.) Atf. Tænder 2bevogß Tænderne 
mod hinanden. 2. neutr. trænge ind i ell. 
igiennem noget m. ſtarp Eg. Den Krniw 
ga ffærer (bider) iffe godt. (f. bide, 4.) 

lulet ffær dybt i (i en blod Vei.) 3. 
fig. volde Smerte ell. ubehagelig Fornem⸗ 
melfe. Lyſet, Røgen ſtarer mig i Øinene. 


Det flær mig i Hiertet, naar jeg tenker p. ” 


hendes Nød. En ffærende (bidende) Bind, 
Kulde. — ffærende Farver 3: ſaadanne, ſom 
i et Maleri ikke ere nof ſammenſmeltede, 
eler ſom ſtikke for meget af mod hinanden. 
Han er alt f. ffærende (3: afgisrende, ell. 
ſtarp, ſtreng) i fine Udtryk, Domme. = 
ærebræt, ct. B. til at ftære noget 
paa, ” Skarebenk, en. Bænf, hvorpaa 
alm ſtœres t. Hakkelſe (Moth.) Hakkelſe⸗ 
kiſte. Skarekiſte, en. d. ſ. ſ. Stærebænt. 
Skarekniv, en. En ſtor Kniv t. at ffære 
med, undertiden befæftet i en paſſende Indz. 
retning; f. E. en Hakkelſekniv. Skare⸗ 


tand, en. Fortænderne hos viffe Dve, fom . 


ere ſaaledes beſtafne, at de dermed let flære 
æræ ell. andre haarde Ting over. 
Skerpe, Skarpning, m. fl. j. under 


ſtarp. 

Skaroild, en. [af adj. ſtær, ell. det for⸗ 
ældede v. a. at ffære 9: renſe, purgare, lu- 
strare. J. Skyrsleldr. Ihre.] efter den ca⸗ 
tholſte Kirkes Lære: en Tilſtand efter Do⸗ 
den, hvori Menneſtenes Sicle lide Piinſler, 


f. at renſes fra jordiſte Feil og Laſter, inden 


de blive ſalige. Purgatorium. (Af ſamme 
Oprindelſe ev det forældede : Skærsjern 9: 
det givende Jern, ſom v. Jernbyrd maatte 
bæres ell. trædes paa.) i 

Sfærfommer, Skættorsdag, f. ovenfor 
unter ad). ſtær. i 

Sted, et. f. Skiod. 

Skoite, en. pl.-r. ſH. Schuit, (Schoit) 
et lidet Fartoi, en Baad, hvilken Bemark. 
Moth ogſaa tillægger det danſte Ord.] et 
Redſtab af Staal, m. ſtarp Kant og opad 
krummet Spids, ſom fpændes p. Fødderne 
under Saalen, f. at kunne glide ell. lobe p. 
Jis. At lobe p. SFøiter.= Dcraf: Skoi⸗ 
teloben, en. Skoitelober, en, pl.-e. 

Slaa, en. pl. - er. (I. Sla.] Luttelfe f. 


" (23+) 


N ! 4 


e af noget. (jvf. affære.) At . 


At f. en Kiole, ct Par Stev⸗ 


* 


- 


haj 


Slaa — Slaae. 


en Dør ell. Port, beſtaaende a en Skodde, 


der indenfor findes i et Hul el. en Krampe 


i Stolpen. 
fra.“ Veſſel. 


- 


kiendegider v. 


ſtraffe) et Folk m. Plager. 


i Panden. 


Skiondt Slacen luffer inden⸗ 
(Slag br. fæbvantig fun om 

en faadan Indretning af Jern. S 

Skud ogſqa naar den er af Træ.) 

Slaae, v. a. og n. flogs (er) ſlagen, 
faaet ell. har ſlaaet. pl. flagne, [36l. 
slå. A. S. slean, slan. 2. ſchlagen. 
Almuen udtaler Ordet f. det mefte: —** 
A. act. 1. bevæge et Legeme, mod et an⸗ 
det m. Kraft og Hurtighed. At f. med 
en Hammer. At f. Døren i. At ſ. påa 
Stioldene m. Sværdet, At f. Kegler. 
At f. et Gom i Væggen, en Pæl i Jor⸗ 
den. At f. noget itu da: lade det falde el. 
flaac, ſtode dertil m. en anden Ting faa 
at det gaaer i Stykker. At fe noget op p. 
en Veg 9: befæfte det m. Gom. At ſ. et 
Bord op, ned 0: lade Bordflappen op ell. 
ned. At f. Gænderne ſammen. At f. nos 
get ud af Haanden p..cen. — At f. (9: 
hamre) Kobber i Plader. At flage Penge, 
Mynt (2: præge, munte.) At f. en Aare 
o: aarelade. At ſ. paa Tromme. — Des⸗ 
uden i flere uegentlige Udtryk og Talemaa⸗ 
der, f. E. At ſ. Takt (tilkiendegive Takten) 
m. Foden e. d. At f. en Leir. f. en Bro 
over Floden. Klokken ſlaaer Tolv (9: til⸗ 
Slag den tolvte Tim«.) 
Klokken er flaget ti (rettere : har flaget ; 
men Brugen er f. det forſte.)En ſlagen 
(2: banet) Landevei. 2: færd.: bante, 
flaae en Perſon, ct levende Væfen, enten 
m. Haanden, m. en Kiep cl. andet Neds 

ab, At ſ. cen p. Øret, i Anfigtet. At 

ae igien nade man bliver flaget. . At 
ae fra fig, værge fig m. Slag. ”Naar 
man fig lader prygle fun, og itke fra fig 
flager.” Holb. P. Paars. At f. efter cen. 
— fig. At ſlaae med Blindhed. 
3. J nogle Til⸗ 
fælde for: kaſte. Ut-f. cen t. Jorden , 
f. cen omkuld. At f. noget over m. Blæt, 
Heſten flog Rytteren af. At f. Vinduer 
ind. At |. Sand p. ct Brev. At f. nos 
get ud af Binduet. 4. dræbe, ihteljlaae. 
(Denne Bemærk. forekommer hyppig i vore 
Bibel⸗Overſ.) ”Hiin gaaer t. Døden hen, 
ei for han flog ihiel, men for han flog fun 
gen.” 9. BUD... 5. vvervinde i Strid, i 
Krig. Fienden blev flagen (tabte Slaget.) 
Da han havde ſlaaet RNufferne (vundet et 
Slag fra dem.) Ogſaa: At f. paa Flugt; 
ſlaae · af Marken. Fiendens Angreb. blev 
ſlaaet tilbage. (ſ. afſlaae, 2.) 6. At flage 
(Sræs) a: hugge det af m. Leen. (i Mod⸗ 
Åætn. t. meie d: hugge Kornet af.) 7. 
recipr. a.) At ſlaae fig 3: gisre fig Skade 
v. Fald cl. Stød. . San faldt og log fig 

Gan flog fig p. Kanten af Bor: 


det. b.) uegentlige Talemaader: At f. fig 


Skodde ell. 


At flade (9:. 


356 


havde fegtet f. at blive 


AJ 


N a 


⸗ 


Slaae — Slaaekarl. 
Koen, Heſten har ſlaaet 0: revet fig los.) 
At ſ. fig igiennem. absol. ad: levé, nære 
fig. ”Man maa fige, han ſlaaer fig ærlig 
og brav igiennem.” Kahb D. T. X. 17. 
(Men: At ſlaae fig igiennem Fienden.) 
At f. fig ſammen 9: forene, forbinde fig. 
At f. fig til et Parti (tage Parti.) At flage 
fig til noget 2: tage fig for, ell. vænne fig 
til. At f. fig til pvlle, t. Ro. Han har 
flaget fig t. et Haandværk. At flage fig t. 
Drik. — Xræ ell. andre Ting ſiges at flage 
fig, naar de:v. Fugtighed give fig ud. 
8. figuel. Udtryk, ogſaa m. Propoſitioner: 
At flage (a: danne, giore) en Linie, en 
Kreds. — At.f. af pag Barer 3: formindſte 
Priſen. At f. noget af Sindet, af Tan⸗ 
kerne o. gisre fig Umage f. at glemme det. 
At flage p. noget ad: tale løfelig derom, f. 
at høre en andens Mening. — At flage (fœt⸗ 
te) Lid f. noget. — Det flog ham 3: giorde 
et haftigt Indtryk p. ham. — At ſ. Oinene 
op, (naar man vaagner) ned (fee ned t. 
Jorden.) At f. noget hen i Veir og Bind. 
Ut f. Papir om noget 6 Omſlag.) At 
ſ. en Knude: o. fl. a. 3. neutr. 1. bes 
vœges, drives m. Kraft (fun i enkelte Til⸗ 
fælde, og deriblandt ogſaa om Legemsbe⸗ 
vægelfer, hvor Bemærfelfen gaaer over t. 
at blive activ.) Vinden flader i Seilene. 
Vandet flog ind i Baaden. Falken, Ørnen 
åger ned p. fit Rov. Lynilden flog ned, 
i Dujet. At flage (kaſte) op, i en Bog. 
Luen ſlaaer ud af Ovnen. Seften flager ud 
m. Bagbenene. Fuglen flager m. Vin⸗ 
gerne. At f. med Nakken (kaſte Hovedet 
tilbage.). 2. ucgentlige Udtryk : Papiret 
ſlaaer igiennem (lader Fugtighed gaae igien⸗ 
nem.) Det flog fell, har flaget feil Uyk⸗ 
kedes ikke.) Det fog ind (indtraf) ſom han 
havde forudſagt. At ſ. ind (om Hudſyg⸗ 
domme, fom hindres i deres Udvikling.) 
Kopperne flog ind hos ham. — At flage op 
m. en Pige 2: ophœve fin Forlovelſe. — Det 
flog til 2: var nok, tilſtræekkeligt. 3. 
Om viſſe Fugles Sang: Nattergalen, 
Droffelen ſlaaer. ”Fra Grenene, ſom næn: 
ſom faand har ſtaanet, flager Nattergal 
og Iriſt.“ J. Smidth. = Slaaes, v. n. 
ass. imperf. floges. være i Slagémaafl, 
rydes og ſlaae hverandre i Strid cd. Træt: 
te. (Ogſaa i dagl. Tale: At være oppe 
at flages.) Bønderne fløges i Kroer. ”De 
onger, og nu ſlo⸗ 
es de f. at plyndre hinanden.“ O. Guidb. 
t.flaaes m. cen. ”FZor Fremmede er lis 
det af vinde; imellem dem feD er intet at 
ſlaaes om.” Schytte. (Ogſaa om et enkelt 
Subjett: “Ham jeg nok Tilladelſe tør give, 
at flages faa meget ſom han vil.” Storm.) 
(Sm ſtridende Krigshære br. det ikke giernc 
uden i d. Zale.) NE 
Slaackarl, en. pl.- e. Karl, fom unter 


les 0: overgive fig t. Lyſtighed. (Pen : Hohoſten bruges, ev i Færd m. at flaac 
, eg 


AJ 


t 


w. 


"dl 


a 


Slaaekarl — Slag. 


Græs (jvf. Slætmand.) Vi. have fire 
Slaackarle I Marken. (Derimod: Uleier 
i lige Tilfælde v. Kornhoͤſten.) 

Slaaen, n. s. (to Stavelſer.) en hos os 
almindelig Buffvært , med lange Torne, 
haardt Ved, hvite Blomſter og forte ell. 
meget morkeblaͤa Bær, der fættes p. Viin 
og give den ſaakaldte Slaaenviin. Prunus 
Spinosa. Slaaentorn. 

Slaces, v. n. pass. f. under flade. 

Sladder, en. ud. pl… unyttig og overfløs 
dig Snak, ifær den, ſom gaaer ud p. at 
udſprede loſe Angter og Bagvaffelfer om 
Andre. At teve eens Øren mod S. At 
troe p. Sladder; føre S. blandt Folk. 


=— ſladderagtig, adj. ſom er 'hengtven t. 


at flatdre; ſom ci tan fie m. det, ſom bes 
troes ham. Deraf: Sladderagtighed, en. 
ud. pl. Sladderhank, en. pl.-e. den, fom 
gierne ſnakker meget, ell. ſom har den. Feil, 
at fladdre ; en Sladdrer. (d. Tale.) ”Den 
Sladderhank, ſom cvigt risler, vælter, og 
hvad den burde tie med, fortæller.” J. £. 
Heiberg. — Flere Ord af lignende Bemær:s 
kelſe forefomme i dagl. T. ſom: Sladder: 
Fiærling, Sladdermund, Sladdertaſte (et 
Fruentimmer, ter fladdrer) Sladderſtue, 
Sladdertorv (hvor der fladdred)d Slad⸗ 
dertunge. — Sladderrygte, ct, R. ſom 
opſtaaer af og udbredes v. Sladder. ſlad⸗ 
dervorn, adj. d. f. ſ. fladderagtig. (Moth. 
Tode,) 3 
Sladdre, v. n. og a. [J. Sladra, og 
sladda, at pladſte. 1. tale meget pver⸗ 
fledigt og unyttigt. At fidde hele Aftenen 
og fladdre. ”To unge Piger kunne ſladdre 
helge Timer m. hinanden om de ſtorſte Smaa⸗ 
ting.” P. E. Muller. At ſ. Titen bort. 
2. fige iglen tet man hører og ikke fulde 
fige, ell. det, ſom betroes een; fore Slad⸗ 
der, leg Snak og Rygter om Andre t. des 
res Skade. Drengen har ſladdret. Hurt 
gaaer om i Brun: og fleddrer, — Deraf: 
Sladdren, en. ud. pl. Gierningen at flads 


dre. Slaeddrer, en. den, ſom er tilboie⸗ 


liget. at ſladdre. 

Slag, et. pl. d. f. [3. Slag.) 1. den 
m. en Lyd forbundne Bevægelje, fom frem⸗ 
bringes v. at flaac. Et S. med Haanden. 
At give cen et S. med en Stok. At fade 
S. af en Kiep. Slag i Slag 9: hurtigen, 
fom naar et S. følger det andet. At flaae 
fre S. med Hammeren. Klokkens Slag. 
Klokken er p. Slaget Zi (er nær v. at 
flaae ti.) jvf. Hammetſlag, Kloͤkkeſlag, Tor: 
denflag, 0. fi. 2. Strid, Fegtning imel⸗ 
fem to Krigshære. At holde et S. Vinde, 
tabe et S. falde i et Slag. Her ftod Sla⸗ 

et. 3. en Engdom,,der pludfelig ſtand⸗ 
et ell. tilintetgier Hiernens og Nervernes 
Birkninger; Apoplexie. At faar. &. faae 
et S. dee af 3. 4. noget, ſom flaaes 
over cl. tilbage. S. paa en Kaabe, Kap: 


så ha] 
2 


357 


Slag — Slagsbroder. 


pe. Slaget p. et ſlagtet Kreatu 
tynde Kisd over Bugen. At gier 
paa et Rcb-o: giore det kortere v. a 
det. 5…et krydſende Skibs Lob 

Vending t. den anden. At giore et for: 
Slag. 6. Mynters, Preægning. 
to Dalere ere ikke af eet Slag. 7.5 
Vei 3: Hul, Ujevnhed. 8. Orde 
flag (Duehuus) er optaget efter det 
(Taubenſchlag) og Bemarkelſen 
i dette Ord er ikke danſt. = Slage 
d. f. f. Pulsaare. Slagbold, ene 
Etintbold, ſom ſlaaes m. en Stof. ( 
Slagbom, en. Bom, fom ſlages ne 
fværre en Vei cl. Port, Slagb 
Bord, ſom fidder faft v. Bæggen, 
flanes op og ned. (Moth.) Slag 
B. over et Vand, ſom fun v. ten ci 
er faft, og herfra fan drages op cv 
ned (Moth.) en Faldebro. Slagt 
en Fælde t. at fange vilde Dyr i. ( 
Slagbænk, en. Benk el. Seng t. 
i, fom fan flaaeé op, naar man ei v 
den, og ligner da et Stab. Slcgf 
Gir til Sagt afrettet og brugelic 
Slagfiæder, en. de ſtorſte og flærtej 
dre I viſſe Fugles, iſer Rovfugles 

ſom ogſaa kaldes Slagfugle. Ol 
mer, en. hos Bogbindere: en H. I 
de flage ell. banke Bøgerne v. Ind 
gen. (Moth.) Slaghætte, en. 
drages over Hovedet p. afrettede Fal 
de føres ud p. Jagt. Slaglod, 
Lod i et uhr, fom driver Slagverket. 
2. en Blanding af Mesſing og Zink 
med Kobber loddes. Slagorden, 
Slag, 2) den Orden, hvori en Krigsho 
ges f. at begynde et Slag. At flaae, 
t Slagorden, Slagpompe, en. En 
pompe, der drives v. en lige og næfte 
zontal Pompeſtang, og anvendes i € 
v. Brandvæfenet. (Brandforordn. 

Slagpos,en. til Skibs: en Pos af€ 
forfunet oven og nedentil m. en Kra 
Tougveork, fom br. til at hale Van: 
Søen. Slagrtegn, en. d. ſ. ſ. E£ 
Pladsregn. lagſtaadde, en. El 
Skud ſom tiener t. Lukkelſe. ꝰ»Viſſe 
ſtaader tiente t. Lukke f. Hufene.” 

V. Hiſt. I. 454. Slagſtkat, en. d. ſ. 
gelen, f. faa vidt, ſom denne anſlac 

angbar Mynt ell. dens Gehalt. 


ſryggge, en. kaldes i Malerier den | 


Skygge, ſom et Legeme, der fra i 
Side er i Enfet, Fafter med fin Skygg 
en oplyſt Grund; Kaſteſtygge. Slag 
er, Et ſtott og tungt Eværd, ſom tilfor 
tes, og undertiden førte m. begge £ 
Slegvært, et. 1. et Uhrvork, ſom 
Co) 2. den Deel af Bærfet i 
vorved det bringes t. at flaac; 


Gangværk. = Slagsbroder, en. p 


dre. den, ſom er tilbøiclig t. af yppe 


Slagsbroder — Slagterlaug. 358 


meri og give fig I Slagsmaal. Slags⸗ 
maal, ct. Gierniͤngen at flaact, at flaae hin⸗ 
anten i Trætte. Xtfomme i &. ”Slagss 
maal ev en Kamp uden egentlige Vaaben; 
altfåa m, Handerne og hrad der laae nær: 
meft f. Haanden.“ P. E. Miller. 
Slagel, en. pl.-er. [af v. ſlaae.] 1. det 
fortere, tykke Stykke p. en Pleiel, hvormed 
man ſlaaer. ſ. Zandel. 2. ct Redſtab, 
boegre Leergulve jevnes. 
lags, et. pl. d. ſ. ISv. Slag. Isl. 
Slag, Maade.] en vig Act af noget; Ting, 
ſom have Natur og Egenttaber ' tilfælles, 
og derimod ere forftiellige fra andre, ſom 
de dog ci ere aldeles ulige. (Ivf. Art.) Fle⸗ 
re, forſtiellige Slags Viindruer, Æbler. 


Dette Slags Menneſter ere ſielden tilfreds. - 
Slagte, v. a. 1. [IJ. slatra. €. Slaugh- 


tor.] dræbe, ihielſlaͤe; det br, dog Fun om 


bruge. 


Dyr, ſom dræbes f. at tiene t. Fede, (eu. 
for at offres;) og tillige om tet, ſom efterat 
Dyret er dræbt, foretages f. at giere Krop: 
pen fliffet r. denne Brug. Han har lært 
at ſlagte. Kalven er ikke fed mot t. at flags 
tes. At f. et Offer. At ſ. Menneſtfer. 
= Slagtefaar, et. Et F. ſom ev. fedet t. 
Slagtning, ell. dog beftemt t. at ſlagtes. 
»Et Lys er tændt, ſom Verden lærer, at 
Folket er ei Slagtefaar.” P. AX. Heiberg. 
Saaledes ogſaa: Slagtegaas, Slagteko, 
Slagteſtud —— (Derimod br. 
neppe: Slagtekalv.) — Slagtehoved, et. 
cen Dre cl. Ko, beſtemt t. at flagtes. 
Slagtemaaned, en. det danſte Navn f. Mos 
vember. Slagtened, et, d. ſ. ſ. Slagte⸗ 
haved. Slagkeqvæg, et. alt Qrvæg, fom 
ſlagtes A. er beſtemt dertil. Slagtetid, 
en. den Tid om Efteraaret, da man pleier 
at ſlagte og ſalte Kiod t. Vinterbrug. > 
Slagteri, et. pl.-er. 1. Sted, hvor der 
jævnligen ſlagtes, hvor en Slagter driver 
fin Haandtering. 2. d. f. ſ. Slagtniug, 
Gierningen at ſlagte. — Slagtoffer, et. 
Dyr ell. Menneſte, der ſlagtedes ſom et 
Offer. 

Slagter, en. pl.-e. ten, ſom har fin 
Nering af at ſſagte Qveg og fælge Kiedet. 
— Slagterbod, en. Bod, hvor Kiod af 
—— offentlig falholdes. Slagter⸗ 
bænk, en. Benk, hvorpaa mindre Kreature 


ſlagtes, el. hvorpaa Slagteren ſonderhug⸗ 


ger Kiedrt, han ſelger. Slagterdreng, 
en, og Slagterſvend, er. Dreng , Svend 
hos en Sſagtermeſter. Slagterhaand⸗ 
vært, et. en Slagters Haandværk, be⸗ 
ſtaaende i at indkiobe Slagteqvæg , flagte 
bet og falholde Kiodet. Slagterhund, en. 
Et Slags ftore Hunde, fom ofte holtes af 
Slagtere. Slagterhuus, ct. H. hvor der 
et Slagteri, og Kied fælges. (Moth.) 
Slagterfniy , cen. ſtor K. ſom Slagtere 
Slagzterkone, en, Cu Slagters 
Slagterlaug, ct. Laugsforening 


I), 


vuſtru. 


Slagterlon — Slappe. 


imellem Slagtere. Slagterlen, en. bet, 
ſom betales Slagteren f. at ſlagte for en 


anden.  Stagtertorv , et. d. ſ. ſ. Kied⸗ 
torv. Slagteroxe, en. D. ſom Slagtere 
bruge. 


Slagtoffer, et. ſ. under ſlagte. 
Slagtorden, en. ſ. Slagorden. 
Slam, en. (Baftholmé aand. Taler. 
1779. I. 341.) ſ. Dynd. Dette tydſte Ord 
forekommer i: Slamkiſte, en. En Steen: 
kiſte el. ct muret Tillobsſted, hvor Dynd 
af Render 0. d. ſamler fig. (Moth.) 
Slange, en. pl.-r. [I. Slongvir, Slan- 
i.) En Claſſe af Krybdyr uden Fodder, 
om finde ell. ſnoe fig bugteviis hen ad 


"Jorden v. deres Legemes Muſtelkraft. Ser- 


entes. (Jvf. Suog.) 2. fig. af Liighe⸗ 
en i Dannelfe: et langt Loderror, hvor: 
igiennem Bandet v. Spreiten drives m. 
Kraft og ledes hen mod Ilden. Slanger 
el. Feltſlanger kaldtes tilforn et viſt Slags 
Kanoner, — Slangeart, en. En vig Art af 
Slanger. Slangebid, et. Bid afen Slan⸗ 
ae, ifær af de giftige. Middel mod 5. 
Slangebugt, en. en bolgedannet Bugtning, 
liig Slangens Bugter, naar ten ſtyder fig 
frem. ſlangebugtet, adj. ſom guaer i 
Slangebugter. ſlangedannet, adj. dannet 
ſom en S. (D. H. Drdb.) Slangefedt, 
et. Fedt, ſom fages af Slanger. Slan⸗ 
egang, en. En Gang ell. Sti, der ſnoer 
ER Slangebugter. Slangegift, en. den 
Gift, ſom nogle Slanger giennem en Gift⸗ 
tand gyde i Saaret, naar de have bidt. 
Slangeham, Slangehud, en, Slangers 
flællede Hud, ſom de aarligen ſtifte. Sans 
efors, et. i Vaaberkonſten; et Kors, hvis 
inder dannes af dobbelte Slangehoveder. 
Slangekrop, en. 1, En Slanges Legems. 
2. en Krop, liig en Slanges. ”Dg fælt 
hun bugter fin Slangekrop.“ Ohlenſchl. 
(Helge.) Slangelinie, cn. En bugtet, i 
flere Bugter frummet Linie. Slangeliſt, 
en. 8: en meget fnedig Liſt. Slaugeror, 
ét. Et Ror, fom ev dannet i Bugter. 
Slengetræk, pl. ſlangebugtede Trok, ſom 
tegnes ell, drages m. noget. At ſtrive nv: 
get i S. Slangeurt, en. En Plante. 
Polygonum bistoria. Slangeyngel, en. 
Clangeré Unger, ſom udklaktes of Wg. 

Slap, adj. pl. ſlappe. [N. S. flapr. 
J. slapr. Ihre.] ſom iffe er foæritt, itke 
ſtiv, leg; det Modf. af ſtram. En f. 
Bueſtreng. Rebet hænger Hapt. fig. en 
f. (flappet) Opmærtfomhed. — Deraf : 
Slaphed, en. ud. pl. — ſlapſtfoet, adj. fi: 
ges Su en Heſt, der er forſynet m. ſedvan⸗ 
fig Skoe, i Modfætn, t. ſtarpfkoet; cut. 

vis Skoe ere forjlidte. 

Sldppe, v. a. 1. [J. slapa, at blive, 
være flap.] 1. giore ſlap, giore leg, for⸗ 
mindſte Spændingen. At f. ct Toug, f. 
Seilene. Rebet flappes v. Fugtighed. 


2 
dd 





) 


" 5 
5 


Slapøe — Slavekaar. i 


figurl. ſyeekke, betage Kraft og Cong. Bed 
Lctiggang ſlappes Siæleevnerne. Lang Ans 
ftrengelfe flapper Opmærtfomheden. Hvor 
der er intet at haabe, og intet at frygte, 
der ſlappes alle vore Kræfter.” Bafth. 
Sleffe, v. n. 1. (har.) [Sv. slaska, 
humoren sordidum' effundere. Ihre.] ſele 
i Band, gade i ſtident Arbeide og giore fig 


vaad. Moth, ſom ogfaa tillægger tet Be⸗ 


mærfelfen: 'at vanke hid og did. Ructuare.) 
Deraf ev det i dagl. T. brugelige: at ſiaſte, 
og adj. fiaffet (ſolet, vaadt) fun en foran: 
tret Udtale. 2. hænge løft og ſlapt, ell. 
uordentligt, fom vaade Klæder.  Klæderne 
flaffe om ham. (Moth.) — ſlaſket, 
vorn, adj. (f. fludfte, fludifer) 


den. høres id. Talt.) ' 


Slet, adj. ogfaa: flatten, flettet, ſlap, 


vid, og loft hængende; flaccus, flaccidus. 
(ogſaa m. Bibegreb om torden og Ureen⸗ 
lighed i Sæder m, m. hvoraf n. s. Slatte, 
i lav Tale: et ſtidenferdigt Fruentimmer.) 

Slattes, v. n. pass. at blive slap, ſlat⸗ 
tet. (Colding.) 

Slave, en. pl.-r. FE. og N. S. Slave. ] 
en Perſon, der aͤnſees og behandles ſom 
Ting ell. ſom en Andens Eiendom; et Men⸗ 
nejte, hvis borgerlige Frihed gt det berøvet ; 
en TFræl. At gisre Krigsfanger t. Slaver. 
At fælges form S. “»Thi hvor ev Fodre⸗ 
land, naar Borgeren er Slave?” Storm. 
— Slaver faldes ſaaledes ogfaa hos og id. 
ale de ft. Feſtningsarbeide p. Livstid ell. 
paa viſſe Mar dømte Forbrydere. (jvf. Træl.) 
fig. at være en S. af fine Lidenſtaber. == 
Slaveaag, et. egentl. Aag, ſom panlægges 
en Slave; fig. en tryffende, hordefuld 
Trang.Slaveaand, en. ſlaviſt Xand , 
Frællefind. (Birkner.) Slavearbeide, et. 
AX. ſom paalaegges, udføres af Slaver. 
Slavefanger, cn. den, ſom giver fig af m. 
Elavrjagt; Slavejæger. (Nord, Tidsſtr. 
H.69.) Slaveſoged, en. Opſynsmand 
over Slaver, ſom giere Fæftningserbeide. 
Slavefæn ſel, ct. Fangehuus f. Slaver; 
Slaveri.8ykfalighed er i din egen Magt, 
p. Kongethronen og i Slavefſæengſel.“ S. 
Blicher. Slavehandel, en. Gierningen 
at fælge og kisbe Menneffer ſom Slaver. 
Slavehandler, en. den, form driver Slave: 
handel. Slaveherre, en. 1. den, ſom 
eier Cleaver. 2. en Fytſte, der beherſtker 
fit Folk ſom Trælle cl. Staver, en Deſpot. 
»At fee Fyrſten fra eu Ven og Fader for: 
vandlet f. en Afgud og Slaveherre.“ O. 
Guldb. Slavehuus, et. hvor Slaver have 
teres Bolig, Slavejagt, en. Jagt efter 
bortlobne Slaver, cl. for at fange Menne⸗ 
ſter og gisre dem t. Slaver. Slavejern, 
et. Fodjern og Lænfe, hvori Slaver ſmedes. 
Slavekcar, en, En Slaves Vilkaar, Til: 
ſtand. ”At han blev dømt, hans Slave⸗ 


359 


afte 


Slat, en. pl.- ter. en Levning. (I. Ba⸗ 


N NEN . Wa 


Slavekicde — Slem. 


kaar at dele.” Rabbek. Slavekiede, en. 
Stavelænte. »Jordens Børn i Slavetiæs 
der [vte,” Thaarup. Slaveklæder, pl. 
Kladedragt, ſom Slaver bære, Slave⸗ 
lænte, en. 2. ſom paalegges en Slave. fig. 
bruges det fom Slaveagg. Slaveſind, et. 
lavijt Sind og Tenkemaade, Trællefind. 
Slaveftib, ct. S. hvorpaa Slaver fores fra 
Afrika. Slaveſtand, cen. den Stand, For⸗ 
fatning, af være S. Zrælfeftand. »Men, 
endſtisndt han loſes kan, elſter han fin Sla⸗ 
veſtaud.“ Rein. Slavetorv, et. Torv, 
heor Meunneſter offentlig, fælges: 1. Slaver. 
(3: Bone.) Slavevogter, en, den , Tour 
ar Opſyn m. Slaver. — Slaveri, et. der 


Frihed; Troldom, fig. den Tilſtand, at 
være underkaſtet befværlig Zvang ell. cu 
Andens viltaarlige Behandling. 2. Fang⸗ 
fol, forefet m. Feſtningsarbeide. At dom⸗ 
meg i Slaveriet p. Livétid. ſlaviſt, adj. 
ſom horer til, paſſer fig f. en Slave. En 
. Behandling, Frygt, Zænfemagde.… ”Wed 
Javiſt Dorſthed og dyb Folelſe af egen Aj 
magt.” Engelstoft. ' 

Olof, ad]. IE. sleek, glat, btod. — 
ad. fleiden. Sv. slika, repere. Sli- 
krave, adulator.] venlig, og ſodtalende af 
et falſt Hierte, og f. fin Fordcels Sfyld, 
(Moth.) En Hed Hykler. Lykkelige 
Born onſke at holde en ged Fader — det 
er Tun ſledſte Børn, der overvælde ham mir. 
itelige Lovtaler.“ Rahb. At være HcdfE i 
fin Tale. ”Din fledffe Smiger fan mig 
ikke røre,” Ohlenſchl. — Deraf: Sledſt- 
hed, cen. ud. pl , 
Sledſte, v. n. 4. (har.) bokke eg ſmigre 
for, tale ccn efter Munden f. fu Fordele 
Skyld. ”Man kærte Drengen fuart, at 
ſledſte f. fn Moder.” Rahbek. — Deraf: 
Sledſken, en. ud. pl. — Sledſter, en. 
pl. -e. (Math.) den, ſom er ſledſt, ſom 
Jedſtker f. andre. 

Sleg, adj. [6% sleker, J. skeer, un⸗ 
derfundig, fnu.] har ſamme Bemærfelfe 
fom ſledſk, men er mindre brugeligt , lige 
fom Subſt. Sleghed og v. n. at ſlege. 
(ſledſte.) Du fleger for den tiære Mark 
og Eng.” Storm. (Fabler og Fortoll. 105.) 

Slegfred, en. ISv. Slægfrid, Sløgtrid. 
J den ſidſte Stavelſe ev Ordet beflægtet m. 
Srille (Fridla) den førfte kunde være det 
Jel. Slækk, en-Vige, Tieneſtepige. Gudm. 
Andr.J det ſamme ſom Frille. (forældet ; 
og forekemmer ogſaa i ældre Danſt ſielden 
alene; oftere derimod: Slegirdlene , 
olegfredqvinde Slegfredviv.) = Sleg⸗ 
- fredbarn, ct. B. avlet m. Stegfred, Fruͤ⸗ 
iebarn; ligeſaar Slegfredſon. — Slegfred= 

æt, en. uægte Affom. (Rahbek). … 
Slem , adj. pl. ſſemme. IJ. skemr.] 

3. cd, ſtadelig, led. En ſlem uertig 

Dreng. Gt flemt Lenet. Den flemme 


4 


Tilſtand, at være berøvet den borgerlige 


- ære, en. 


genledes. (d. Tale.) 


Slem — Slet. 


Syge, Epilepfie. (Moth.) 2. flet, daar⸗ 
lig, ugunſtig, ubehagelig. Et ſlemt Veir. 
En f. Vei. Def var flemt (ilde.) Det 
fan blive en ſſem Sag. (”En flem Sag 
er den, ſom fan blive Aarfag ft. Ulykke fors 
medelſt Omftæntighederne.” Sporon.) En 
flem Omfltæntigbed.  ”Ond ſiges en Ting 
at være formedeift fin Natur; lem formedelſt 


WVirkninger og Følger,” Sporon. (Subſt. 


Slemhed forefommer i ældre Skrifter; men 
hores nu ikke. 
Sleng, et. ſ. Slæng. 
Slentre, v. n. 1. her. (Sv. slentra. N. 


SG. ſlendern.] gaae ſtiedesloſt; ell. gane 


ledig, drive omfring. (Moth.) “At ſlen⸗ 
fre Livet igiennem, ſom jeg bedſt kunde.“ 
Evald. Det flentrer af d: det gaaer nos 


Slentring, cen. pl. - er. J dagl. Tale: 
en Regnepenge. ”Dg fætter du mod Slen⸗ 
tringer dit Guld, hvad nytter dig, om du 
vandt Lommen fuld?” S. Blidov. 

1. Slet, ad). pl. flette. [J. slettr. Goth. 
slaiths.] 1. jævn; glat. Paa f. Mark. 
En f. Plads. En ſ. Gøm, ſom er uden Stik⸗ 
ning. (Moth.) Slet' Flor, fom ei er kruſet. 
Slet Floiel, glat, fom ei er blommet. 72. fig. 
i. Zalemaaden: flet og ret 9: ligefrem, op⸗ 
rigtigen, ærligen, uden Pral, uden Omfvøb. 
3. flet, adv: ganfte, aldeles. (jvf. reent.) 
Slet ikke, flet intet. (ellers næften forældet.) 
”A lle de andre, fom allerede ſtulde være flet 
forglemte.“ B, Thott. ”LHan heller flet er 
hendes Treel, end felv fin egen Herre,” Borz 
ding. ”Mig troer du da faa ſvag, faa flet 
afmægtig.” Evald. (Ellers næften forcl⸗ 
det; dog br. det I Taleſprogek m. Beneg⸗ 
telfe, Han gaaer, nu ikke ſlet fon daarlig 
flædt, ſom tifforn. Denne er ikke flet faa 
vinge, ſam ders anden.) = Deraf: Slet⸗ 
te, en. [J. Slettlendi, Sletta.] en jævn 
Wark, et fladt Land, uden Merge og Bak⸗ 
ker. At boe p. Sletten. En &. af mange 
Miles Omkreds. — flette v. a. 1. IJ. slet- 
ta.] 1. giore flet, jædne, glatte. At f. 
Klæder , Lerred. “De ſoge at flette den 
Kold, fom i fremmede Laude ex dem paaz 
lagt.” Holb. At f. noget over 3: at jævne 
det heelt over. 2. fig. At f. en Sag '3: 
jævne, forlige, 3. At flette ud 9: ftryge 
ud, viſte ud. At f. ud hvad man har føres 


vet. f. udſlette. = Sletbag, en. [I. Slett- 


backr.] kaldes den grønlandife Hbßal (Ba- 
læna mysticetus) fordi ven ingen Rygfin⸗ 
nd har. Slethevl, en. En Høvl, hvis 
Jern er glat og lige f Enden, hvormed Træ 
hovles glat. — Sletning, en. Gierningen åt 


ſen en et, T. hvormed noget fl 


ettes, fævnet; Slagel.” (Moth.) — Slet⸗ 
En bred Øre, hvormed Tommer 

og Bielker flettes. 
2. Slet, adj. pl. flette, [af d. T. 


ſchlecht.J fom ef' er,” fom det burde være 


360 


Slet — Slibe. 


(modſat god) med mange forſtiell. Bibegreb 
1Bemerkelſen: ond, ringe, daarlig, udue⸗ 
Lig, o. f. v. En ſ. Perſon. At have f. 
ekytke. Slet Guld (fom har megen Til⸗ 
fætning.) Slette Penge; fler Veir; flette 
Barer. (”Slet fan man fige, er det, ſom 
ikke er godt not; ringe det, ſom iffe er ko⸗ 
ſteligt nof,” Sporon. jvf. ringe.) It ftaae 
fig flet. Det gif ham flet. Det var flet 
giort, handlet.  ”Den nyder flet, 03) glæs 
des fvagt.” Ohlenſchl. Det ev fun f. med 
ham (han befinder fig ilde.) jvf. ræge. — 
Slethed, en. Betfaffenheden at vere flet. 
Charakterens S. — ſlettænkende, adj. ſom 
har en flet Tenkemaade. 
Slette, v. a. ſ. under flet, jævn. 


Sletvare, en. En Fit af Fiunter:L læg ” 
' fen, 


[Plearonectes]  (Rhombus lævis 
Linn. v. Aph. Nat. pift. II. 469.) 
Slev, cn. pl.-e. Iſtrives ogſaa Slov. 
J. Sleif.] en ſtor Treſteent. at øfe med ; 
Kiokkenſtee, Grydeſtee. “Hun blev domt 
t. Kotkekniv og Slov, ſamt forbudet Blok 
og Ven f. Livstid.“ Rahb. D. T. V. 189. 
1. Sli, en. ud. pl. I Ipllands Marſt⸗ 
egne: en meget frugtbar Mergel,blandetem. 
harpiragtige Delte, der famler ſig v. Kyſterne 
og I Floders Udlob. (Olufſens Landoec. 47.) 
2. Sli, n. 5. kaldes ogſaa p. Inllands 
Veſtkant de lange forterrede Rødder af 
Candværten Klittetag. (Artindo arena- 
ria.) Aagaard om Thye. S. 68. 
Slibe; v. a. ſleb; er fleben, har ſlebet. 
pl. flebne. f3I. slipa.] glatte ell. hvæffe no⸗ 
get, enten v. Gnidẽn, Rivning paa ell. m. 
en anden Ting overhovedet, ell. ved at lade 
det guides p. ct omlobende rundt Legeme ; 
£ hviltet Tilfælde ſtibe iſer bruges. At 


⸗ſlibe en Kniv, Gar (9: hvæffe den.) At 


ſ. Glas, Marmor, Wdelftene. Marmor⸗ 
plader ſlibes, ikke f. at hvceſſes, men for 
at glattes. (jvf. hvæffe, ſtærpe. — ”Man 
fan hvæffe og ffærpe v. at ſlibe. (men og⸗ 
faa uden Brug af Slibeſteen, v. at ſtryge 
Tingen, man vil hvæfje.) Man ffærper 
tet Stumpe, hvæffer det Sfove, fliber det 
Ujævne.” Sporon. At f. Ruſten af eu. 
ud af noget: At. f. Figurer ind i Slår. 
— ſleben, adj. v. br. figurl. ligeſom pole⸗ 
ret. Slebne (forſinede Sæder. “ Da man 
altid har fundet, at flebne Seder og Vel: 
ſtand frembringe tenkende Siæle,” O. 
Guldb. Gt ſlebent Veſen. En f. Tunge 
oa: dannede Talegaver.) “Saa veed en 

kalkem. ſleben Tunge Folk at indbilde tu⸗ 
find Zing.” C. Frimann. En fleben (glim⸗ 
rende) poleret) Stiil. "Et Onſte — ran 
eben Hofmands Læber.” Mailing. ”Bi 
ſee andre Fulfejlag , ſom kaldes dannede, 
flebne, forfinede; thi al Slags Kløgt og 
Konſtighed ce udviklet hos dem,” Mnnfier. 
= Sliberg, (Slibe⸗Eg) en. Eg, ſom frem⸗ 
bringes v. Slibning (ſ. Kræemmereg.) 


LJ 





Slibe — Slide. 


Slibeballe, en. d. ſ. ſ. Slibetrug (Moth.) 
Slibemolle, en. Mollevork, hvor ber flibes 
f. €. Marmor. Slibeſtaal, en. 6. af 
Robber cl. Mesfing, hvori Glas flibes. 
Slibeſpaan, en. f. Strygeſpaan. libe⸗ 
ſteen, en. En bled Sandfieen ell. Skifer⸗ 
ſteen, ſom br. til at ſlibe ell, hvæffe, Sli⸗ 
betrug, et. T. hvori Slibeftenen hviler p. 
en Axel, for under Omdreiningen at væde 
af Bandet i Truget. Slibevark, et. en 
mechaniſt Indretning f. at flibe.- — Slib⸗ 
ning, en. pl.-er. Gierningen at flibe, Hvad 
Diamanten taber i Slibningen. 

Slibrig, adj. IA. &. slipeg, slipere. 3. 
sleipr. R. S. flibberig.] glat v. Fugs 
tighed; fom har den Beſtaffenhed, at det 
(et glider, cl. at man let glider derpaa. 
Slibrig ſom en Aal. »Hiſt trang og flis 
brig Vvien gaaer,” F. Guldb. Veien er f. 
af Regnen. En glat Sis bliver flibrig i 
Toveir. — fig. (ligeſom glat:) for: trolsé, 
falſt. “Hvor flibrig Hofmand mig m. 
goldne Løfter fveg.” H. Bull, ”At Hof⸗ 
mænd os fvige med flibrige Ord.” Rahbet. 
2, fig. mfilig, betænkelig, vanſtelig. Det 
er en ſ. Gag at røre ved. ”Slibrig er den 
Bane, ſom ſtore Mænd have at betræde.” 
Kampmann. ”Hvor flibrigt, ta af være 
Naadgiver.” Jacobi. 3. Ogfan, efter det 
Tydſte: ſom ved halv ffiult Vellyſtighed 
vekker ukvdſte Foreſtillinger. Et ſlibrigt 
Digt, Maleri. — Deraf: Slibrighed, en. 
ud. pl. 1. Glathed forenet m. Fugtighed. 
»At Naturen t. deres Frelſe ikke har givet 
dem (Aalene) andet, end deres flimede 
Slibrighed.“ Rahbbek. 2. upohedi Fo⸗ 
reſtillinger ell. udvortes Fremſtilling. Diſſe 
Digtes Slibrighed gior dem ft. en ſtadelig 
Læsning. ' ' 

Slid, et. ud. pl. [3. Slit.)J 1. Tilſtan⸗ 
ten, at ſlides, det, at noget ſlides. S. 
raa WVögne, Redſtaber. Der gaaer meget 
&. paa. 2. Slæb, Moie, Kræfternes 
Anſtrengelſe. En Heſt fom er god til 5. 
Dan taaler godt Slid. 3. Barighd t. at 
ſlide p. Der er intet S. ved dette Tei. = 
Slidarbeide, et. Arbeide, ſom fræver og 
medferer Slid, befværligt Arbeide. ”Jeg 
tiender intet koldere, tørrere Slidarbeide, 
end at gløre Vere.” Bagg. (Labyr. I. 172.) 

Slide, v. a. og n. ſled, ſlidt. [J. slita.) 
1. gribe, rykke eil. drage voldſomt i noget. 
At rive og ſ. i noget. »Jeg mine Lokker 
fled og flog mig f. mit Hierte.“ Jacobi. 
Ut ſ. noget i Stykker imellem Hænderne. 
(flide medfører Begrebet om en (ængere Tid, 
hvori Kraften maa anvendes; rive om en 
hurtigere , ſterkere Kraft.) De føgte at 
holde ham; men han fled fig fra dem. At 
1. fig fø. ”Dig intet p. "Jorden ſtal flide 
m. Stift cl. Magt "af min Haand.” Storm, 
a, fortære v. lang Brug. At ſ. Klæder, 
Stkoe. — Han har ſlidt fine Borneſtoe (er 


fe, mt, klæbende 


8 


Slide — Slinge. 


intet Barn, iffe ung mere.) At f. fin Tid, 
ſ. Tiden hen 9: leve, fom man fan, [ike i 
den bedſte eykke. Det ſtides af, bort, v.. 
Brugen. At f. Jorden ud ad: udmagre den 
v. for hyppig Sed. (f. opflide, udflide.) 
3. neutr. fig. arbeide meget og ftrengt. 
Dan flider og flæber hele Dagen. At f. 
for andre. At ſ. i noget, Sliden, en. 
ud. pl. Gierningen at jlide, — Slidejern, 
et. d. f. ſ. Xrelplade. — flidfom, adj. 1. 
ſtoerk, ſom vel lader fig ide paa. 2. ſom 
godt taafer at ſlide. ' 

Slig, pron. pl. flige. (3. slikr. forkor⸗ 


-fet af deslig, deslige; el. af det £l pron. 


sa og lik; faaledes i gl. Sv. salik. Goth. 
svaleiks. T. fold.) d. ſ. ſ. ſaadan. Slig 
en Wand; flige Folk. Slig Opførfel har 
leg ifte kiendt. (Det flager ofteft foran 
rtikelen, og i Forbindelſe m. et Subſt. 
Dog br. n. fligt for: noget fligt, ell. flige 
ting. Sligt og andet mere.) ' 
Sliim, en. ud. pl. IN. S. S liem.] en 
Fugtighed. Slüm i 
Maven, i Bryſtet. Melfen fætter S. Der 
har fat fig S. paa Kiedet. Summifliim, 
— fliimagtig, adj. fom ligner S. ſliim⸗ 
drivende, adj. ſom driver S. ud af Lege: 
met. Sliimdyr, et. Infufionsdyr, ſom 
avles i Sliimvedſter. T. Rothe. (Jorden 
efter kiendelig Plan. 33.) Sliimfeber , 
en. F. hvormed en ſtark Afſondring af 
Sliim ev forbunden, Sliimflod, et. en 
ſteert Afſondring af S. i Halfen el. Bry⸗ 
ſtet. Sliimhinde, en. 1. flimet Linde, 
ber fætter fig p. en Vodſte. 2. en pins 
de, hvormed Næfené Bruſt intvendig er 
bedœkket. Sliimkiertel, en. K. i Legemet, 
hvorved Sliim afſondres. ſliimoploſende, 
adj. v.… fom oploſer Slliim. Sliim⸗ 
poſe, en. d. f. ſ. Sliimkiettel; ell. et. 
Sted i Legemet hvor Sliim ſamler fig. ( Tre⸗ 
ſchow.) Sliimvadſte, en. En ſlimet Vod⸗ 
ſte. — ſlime, v. n. 1. (har.) frembringe 
S. give Sliim af fig. — ſlimet, adj. ſom 
har Sllim i ell. ved fig. En ſlimet Vedſte. 
Slik, en. En ringe Ting, en Ubetyde⸗ 
lighed. (d. Tale. Moth.) ”Hvorved han 
Navn af lærd, af viis og dngtig fk, ret, 
fom man figer, for en Slik.“ Storm. 
Slikke, v.a.1. (I. leden. J. slikia, 
glatte, polere. ] beftryge m. Hanen. Dun: 
den fliffede hané Haand. At fliffe fig om 
Munden. — Slikken, Slikning, en. Gier⸗ 
ningen at fliffe, — Slikkeri, et. pl.-er. 1. 
idelig Slikken. 2. født Bagværk, Sukker⸗ 
bakkelſe, Knaé. At fordærve Maven v. 
Slifkerier. — Sſlikmund, cen. figurl. den , 
fom holder meget af Slitteri. 
Slitffen, adj. pl. flifne, ſom er meget 
for Slikkeri. NER 
Slime, v. å. ſlimet, ſ. Sliim. 
Slinge, v. a. 1. ffære ct Zræ igiennem 
p. langs. (Moth.) ”Zræct ber aldrig hen⸗ 


Slinge — Slotsbh. 


men denne bør aftages, og Fræet fidehugs 
es.“. Archiv. f. Øsvæfern. II. 377. 2. 
ugge et fældet Træ filrkantet og -glat. 
(Woth.) Isl. slingia, Fante, fve en Kant 
cd. Bræmme omkring. , SEE 
Slingre, v. n. 1. (har.) [I. slingra.] 
ikke at holde en, vet Linie, ell. ikke holde 
Kroppen lige i fn Gang; gaae en vaflende 
ang. 
Storm, ogpy. en ujævn Bei.) — Deraf : 
Slingren, Slingring, eu. — Slingregang, 
gu. ujævn Sang. (Ambergs Ordb.) - 
Slip, n. s. Gierningen at flippe; fun. i 


den Talemaade: af give Slip paa noget o3 


bade: fare. . . 

: Slippe, v. a. og n. ſlap; har fluppet ; 
ér fluppen; flupne. [3. sleppa. N. S. 
flippen. Sv. slåppa.] 1. give los, lade 
fare det, man holdt paa, ell. det, ſom var 
indfpærret. At flippe Zommerne. At ſ. 
en Fugl af Buret, ſ. Kreaturene p. Græs. 
Ar f. cen ind, ud 9: lade ham kommerind, 
ud. 2. neutr. komme les, komme bort, 
komme fra et Sted, hvor man var hindret 
eſl. faſtholdt. Fuglen flap ud af Buret. 
Ut f. ud af Fengſelet. At f. fra, f. vel, 
ſtadeslos fra noget. Han flap m. en ringe 
Stade, m. yn Srettefættelfe, Jeg flipper 
ikte fan let (Tet vil koſte mig mere.) - At 
f. leg (blive fri.) Dren flap af Skaftet. 
Rebet flap f. ham (fom ban holdt p.) » fig. 
Ordet ſlap ham af Munden. 
Ruus flap der et Løfte af hans Mund,” 
Ohlenſchl. At flippe til noget a: komme 
uventet, ell. paa en heldig Waade t. noget, 
' 3. neutr. være opbrugt, fattes, vi være 

mere af. Øllet er fluppet. Landet flap i 
Poſten. — Slippedands, en. En D. hvori 
den ene haftig ſtipper den anden. (Moth.) 
—— Slobrof cd. Slgabrof, en. Et fordærs 

vet tydſt Ord (N. S. og H. Slaaprock) for: 

en Natkiortel, en let Overkiortel, ſom man 
iforer fig naar man ſtaaer af Sengen ꝛc. 
(høres og bruges nu fun fielden.) “En 
Philofoph i fin Studereſtue med Nathue og 
Slobrok,” Sneed. (P. Tilſt. IL 632). 
Slod, et (!). te ved Sædens Opbin⸗ 
ding p. Ageren ſpredte Ar, der fiden rives 
ſammen- Rivelſe. (Olufſens Landoec. 228. 
Sloie, en. pl.-v, et i fin Giexning ſtis⸗ 
deslos, i fin Dragt fludffet Fruentimmer. 
(I lav Tale, Moth. ſ. Sleie. 

" Slot, et. pl.-te,… [I. og N. S. SI vt.] 
et anſeeligt, fort Huus, ſom en Fyrſte ell. 
fornem Herre eier og beboer, enten beſtan⸗ 
Mig, ell. for en Tid (ſ. Jagtflot, Lyſtjlot 
c.) Om Privatmænds Boliger af dette 
" Slags br. ikke gierne Slot; men Zerreſæ⸗ 
de, Berregaard, v. a. Et befaftet S. ſ. 
Borg, — Slots betient, en. den, ſom har 
en Betiening v. ct S. Sloteby/ en. En 

Wv anlagt v. et Slot, eN. hvor Slottet ar 


AJ 


362 
uͤghe m. Barken paa efterat det er ſlinget; 


fig. Skibet, Vognen ſlingrer (i 


»J Glodens 


Slotsby — Sluddre. 


Hopedſagen.“Vi opholdt os ikke længe i dens 
ne fplinternne Slotsby.“ Bagg. Slots⸗ 
bygning, en. pl.-er. 1. Bygning, herende 
f. et Slot, 2. Gierningen at bygge et S. 
Slotefoged, en. den, fom har ODpſyn m. 
et Slot og m. Slotsfolkene. Nu: en 
Slotsforvalter,  Slotsfolf, pl. de, ſom 
ere i Tieneſte p. et S. Slotsgaard, en. 
Gaardsplads, omgiven af Glotébngninger. , 
Slotegrav, en, "Grav f. Befæftning om⸗ 
kring et &. Slotshave, en. D. ved et S. 
Slotsherre , en. tilforn: den, ſom havde 
overſte Befaling p. et kongeligt &. ell. 
havde det i Forlening. Slotskirke, cn. 
En Kirke, et Capel i ct G. Slotsmenig⸗ 
hed, en. den Menighed, fom føger en Slots⸗ 
kirke. Slotsplads, en. En ſtor Slots⸗ 
gaard ell. Plads uten, f. et Slot. Slots⸗ 
præft, en. Præft ved en Slotemenighed. 
Slotsſtriver, en. Regnſtabsbetient hov en 
Slotsfoged ell. Slotsforvalter. Slots⸗ 
raarn, et. T. paa et Slot. Slotstiener, 
en. i ældre Tid: den, ſom gior Tieneſte 


p. ct Slot, ſom ſtager under Sitsherren. 


(Suhms Sami. ft. den d. Hiſt. ÅL, 3. S. 
73.) Slotsvagt, en. 1. Krigsfolk, ſom 
giere Vagt p. Slottet. 2. Vagthuus ell. 
Vagtſtue, hvor diſſe opholde fig. Slots⸗ 
vægter, en. V. ſom holder Nattevagt paa 
ell. ved et Slot. 

Slothamp, en. det danſte Navn p. Ham⸗ 
pens Han⸗Plante; hvorimod Hun⸗Planten 
faldes Galle. — 

Slu, Lell. ſlug) adj. IT. ſchlau. Felt. 
slægr.] fnild, Hog, liſtig. (Sv. Slug: J 
Jylland: ſlon, lov.) . 
Slubre, t. a. 1. IJ. slubra. I. få lur: 
fen.] ſobe ell. drikke lydeligt. Moth. 

Slud, en. ud. pl. [Bejlægtet med E. 
Sludge, Onnd; ell, med Sluſe; m. det 
T. Schloſſen, Hugel; E. sluice, at 


ftremme, m. fi.] Regn, Toſnee, Fuatigz 


hed fra Luftkredſen, ſom falder f et koldt 
og vaadt Veirlig, m. tyk Luft og Bleſt. 
At reiſe i Snee og Slud,  ”Zil Solens 
Glands fan bryde det tykke Slud, ſom 
Skyer og Bølger fprudle.” Evald: (Moth 
anfører v. impers. bet fluder 2r ev ondt Veit 
med Glud.) = fludfuld, ad; fom bringer, 
medfører megen Slud. Et fludfuldt .Crz 
teraar. En ſludfuld Dag. ”Deté Dim= 
mel ev vandkoid, fludfuld, uftabig.” Oluf⸗ 
fen. — Sludvinter, cn. En Vinter m. mes 
gen Slud, og uden alvorlig Froft. ”Hvors 
ledes man Foraar, Efteraar, og i Slud⸗ 
vintre fan færdes p, denne Bei)? M. 

Sludder, en. ud. pl. ufornuftig Snak, 
Tale uden Mening ell. Betydning. — flud= 
dervorn, adja ſont hruger megen Gludder. 
(ſ. ogſaa nedenfor.) 

Sluddre, v. n. 1. het, (93. Sludra.] 
ſnakke meget og ufornuftigt, fore Slutder. 
f. ſladdre. (fludee bas Moth: tale ufor⸗ 








” Luften. 


……o… Å 
' 


Sluddre — Slukning. 
ſtaaeligt, flamme. fludermælet, adj. ſom 


har tungt Mæle.) 

Slude, v. n. 1. ſtille fig ilde v. et Ars 
beide, gisre noget ſtiodesloſt. (Moth. Der⸗ 
af: fludervorn, adj. flisdesles i fit Arbei⸗ 
de. Deraf ogfaa: 

Sludſte, v. n. 1. har. [€. slu gish 
slothfull, doven, efterladen. J. slækinn, 
giore noget uden Flid, ſtiodeslsſt. At 
fludffe i fit Arbeide, = ſludſtet, adj. v. 
1. fom er giort uden Flid, ſtiodesloſt. 2. 
uordentlig i Paaflædning. J dagl. Tale 
br. ogſaa n. s. Sludſte, om et uordent⸗ 
ligt, efterladent Fruentimmer. J. Sleæki. 
En Rioekkenſludſte. Olufſen (om Danm. 
Brændf. S. 219.) 

Sluffe, en. pl.- vr. en ringe Karre ell. 
Slæde, fom flæbes hen ad Jorden (Rakker⸗ 


uffe. 
Slug, adj. f. ſſu. 
Slug,et. pl. d. ſ. Aabningen fra Munden 
giennem Halfen ned i Mavepiben; Svælg. 
(Moth.) = Slughels, en. pl.-c., den, ſom 
ev meget graadig; ſom ſpiſer m. ftor Graa⸗ 


, Tighed. (d. Tale.) en Fraadſer. »En Slug⸗ 


hals i ét Fad, en S. i en Bog, de ſluge 
begge, den ene fig f, mæf,. den anden fig 
for flog.” Bagg. — flugvorn, adj. graadig. 
Sluge, v. a. 1. [I. sloka. Sv. sluka.] 
fvælge , ſynke m. Graådighed ; devorare, 
glutire. (f. nedſluge, op uges) At fluge 
Maden i fig. ' . 
Slugen, adj. pl. ffugne. meget begiers 
lig efter Mad, graadig. ”Hvor godt, hvor 
trygt og flugen han ſidder v. fit Fad.” 
Evald. — Slugenhed, en. Graadighed. 
Slugoret (Moth) ell. ſlukoret, adj. 
egentl. ſom har brede, hængende Øren; br. 
meſt figurl. om den, fom. bliver forfagt, 
kleinmodig, v. ſtuffet Forventning. “Slufk⸗ 


aret floi den ſtumme Sud, ſom Agerhone f. 


alubſte Heg.“ Ohlenſchl. 

Sluffte, v. a. 1. og 2. ſJ. slokva.] 1. 
bringe en Brand t. af ophore, gvæle Ilden, 
enten m. Fugtighed ell. ved af unddrage 

At ſ. Lyſet, Ilden p, Storſtenen. 
»For at ſlukkes Glæden fun mellem Grav 
og Bugge fændes.” F. Guldb. — At ſlukke 
Lyſet ud. ”Jorden falder , Cole fluttes 
ud.” Thaqrup. (jvf. udſſukke.) 2. fig. at 
ſ. Terſten, bringe den t, at ophøre. At 
f. Sorgen. ”Dine Længfler kunde ikke ſtil⸗ 
ies, dine Savn iffe flutffes,” Mynſter. 
»Bolgen er kold, den ſlukker Elſtov ud,” 
SJ. 2. Heiberg. 
Fedes, ſluktes. ophøre at brænde, gaae ud. 
Branden, Lyſet fluftes, == Slukkehorn, 
et. Et H. paa en lang Stang, hvormed 
Aiteriys ſiuites. (Moth.)  Sluftetul, pl. 
æræful, der flulfes m. Band, inden de ere 
fuldtommen udbrændte. — Slukker, cen. 
Redſkabet. af ſlukke med, Slukkeredſkab. 
— Slukning, en. Gierningen at ſlukke. 


4 


363 


3. fluffes, v. n. pass. ſluk⸗ 


Sluføret — Slumre, 


Slutoret, adj. ſ. ſſugoret. SEN 

; amme, v.n. (Moth. Baggeſen.) d. f 
. flumse.… i ' i 

Slummer, en. ud. pl. [€. Slumber. Z. 
Schlummer.] en let Sovn, hvori man 
ligefom er halv vaagen, og hvoraf man lets 
fefig vaagner. At falde fl Slummer. At 
dyſſe et Barn i &. — fig. Gravens Slum⸗ 
mer, “Tryghed, Hvile, Vished, Ro, er 
forft bag Dodens lange Slummer.” F. 
Guldb. == Slummerleie, et. poet. Seng, 
Hvileſted. ”Knæler "jeg i Nattens taufe 
Fred, f. bit file Slummerleie ned.” Baga 
geſen. 

1. Slump, en. 
Lump.] 1. en Mængde af noget, uden 
vis Vægt el. Maal; endeel Der er endnu 
en S. en hel Slump tilbage. Han kiobte 
en S. Bøger. (d. Tale.) At kiabe noget p. 
Slump 9: uden at maale el. veie det. 2. 
en Levning af noget, ifær af Dritfevarer, 
hvis Mængde el. Maal ikke angives. (deraf 
id. Tale: at flumpe noget ſammen.) 


2. Slump, en. ud. pl. ISv. og N. S. 


Slump. AX. S. lympan, hænde fig.] Til⸗ 
fælde, uvis Hændelfe, Enftetræf. == Deraf: 
Shimpeleg, en. Leg, Spil, blot p. Tilfæls 
De og Lykke; Lykkeſpil. (Colding.) Slum 


ke. ”Slumpelytte naaer og til Maals.“ 
P. Syv. “At Slumpelykken tidt meer end 
vor Flid formager.“ Schiermanns Merope. 
"Bil man i Hverdagstalen betegne det plud⸗ 
felige, mod al Formodning heldige Udfald, 
falder man det, Slumpelytte.” Muller: 
Chan tillægger derfor den Slumpelykte, 
om har den reent uden al egen Fortienefte ; 
Lykketræf fan ogſaa finde Sted, hvor man 
ftræber og umager fig f. et heldigt Udfald.) 
Slumpeſkud, et. €. hvorved man tvæffer, 
uden Fardighed i at jyde. 
fe, en. (Moth.) den, fom rammer blot ve, 
Slumpelykke. — Slumpeſpil, et, Lykkeſpil, 
Voveſpil. Krigens Slumpeſpil.“ P. M. 
Troiel. Slumpetraf, et. figurl. d. ſ. ſ. 
Slumpelykke. 

Slumpe, v. n. 1. (har.) At ſlumpe til 
noget 2r faae, opnaae v. Tilfolde, v. Slum⸗ 
pelytke. (d. Tale) ”Hvo ofte gietter, ſlum⸗ 
per af og til lykkeligen til Sandhed.” Guld⸗ 
berg. ”Atomer, Der have ſlumpet til at 
udgisre Himmellegemer.” T. Rothe. “Vel 
ſlumper Lykken fra og til, og Mange ſely 
den fpilde.” Bording. 

lumre, v. n. 1. har, [X, $. slume- 
ran.] at fove let, ligge i Slummer. — figurl. 
være unfrkfom. Stumreyde Arafter, Cys 
ner. “Forgieves vage» Fyrſterne, naar 
Embedsmondene —E Malling. 
»Den ſlumrer, ſom audnu ikke er ret i 
Søvn; og ligeledes den, ſom nu fnart vil 
t. gt vangne.” Sporon. — Slumrevp, en. 
ud. pl. Tilſtanden at jlumre. FU 


Ler. [So. Slump. E. 


Slumpeſtkyt⸗ 


N 


pelyrbe cn. tilfældigt Held, uformodet Lyfs 


Slunk — Slutning. 364 


Slunk, en. pl.-er. et Slags ufuldkomne 
Skorſtene. De ſaakaldte Slunker maa ins 
genſteds opføres.” Brandforordn. 19, Jul. 


. 1799. ' 


Slunken, adj, pl. flunfne, åndfalden ,. 
- tee udfuldt, flav, mager: Deraf: Slun⸗ 


kenhed, en. ud. pl. 

Slunte, v. n. 1. være doven, viſe fig led 
I fin Gierning. (Moth.) Det ſlunter af, 
flunter faa hen o: det gaaer faa nogenlunde. 
(d. Tale.) . 

Slup ell. Sluppe, én. pl.-r. IIr. Cha- 
loupe. E. Sloop.] en ſtor Jolle, GSkibs⸗ 
baad, ſom roes frem. — Sluproer, en. pl. 
-e. Matros, Baadsmand, ſom roer en Slup. 

Slurk, en. pl.-e. ſaameget Vodſke, ſom 
man fvælger. p. cengang; en Drik. (I. 
Slarkr.) 


Slufe, er. pl.-r. FT. Schleuſſe. E. 


Sinice; og v. to sluice, at ſtromme.] en 


Bygning af Muurværf og Zræ, hvormed 
man dæmnter for Bandet i ſeilbare "Floder 
ell; Canaler, ſaaledes at man fan bringe det 
til at flige og igien at falde, naar Sluſen 
aabnes. — Sluſearbeide, et. A. ved en 
Sluſes Bygning. Sluſebom, en. Bom 
for en Slufeport e. d. luſebro, en. Bro 


. Over en Flod ell. Canal, anbragt v. en 


Sluſe. (Bagg. Labur. I. 50.) Sluſebund, 
en. Bunden I den Canal ell. Vandſamling, 
Jom er imellem tv Elufeporte, cl. Bunden 
et Sluſekammer. Sluſebygning, en. 1. 
Gierningen, at bygge Sluſer. 2. Bygnin⸗ 
en, de forſtiellige Dele, hvoraf en S. bes 
aaer. Slufedanr, en. Samlingsſted f. 
Bandet ovenfor en S. Sluſcgulv, et. d. 
f. ſ. Sluſebund. (I. Kraft.) Sluſekam⸗ 
mer, ct, Rummet imellem Murene og Pors 
tene i en Sluſe, hvilfet man fan hofte ens 
ten tort, eil. fuld af Vand. (3. Kraft.) 


Sluſemeſter, en. den, fom har Opſynem. 
en" 


. Sluſemuur, en, Muur v. Siderne 
af en S. (Kraft. Mechan: U. 969.) Slu⸗ 
ſepenge, pl. Afgift, ſom betales af Ski⸗ 
be, der gaae igiennem en S. Zueg 
en. Aabningen i Midten af en Sluſe, ſom 
lukkes v. Porte og Bomme. Sluſevark, 
et. Alt hvad der af Bygninger og Jundret⸗ 
ninger herer ft. en Stuſe. 13. Kraft.) 

luſte, ſluſfet, f. ſludſke. 

Slut, et. Slutning, Beſlutning; det, 


at ſlutte, cq. det, hvorved noget ſluttes. 
” br. fielten uden i nogle Sammenſ. (der og: 


faa kunde udledes af v. at flutte) f. E. 
Slutbielke (i Tommerverk,) en Bielfe, ſom 

utter Taget; Slutbolt, Slutnagle, Slut⸗ 
eddel (i Kisbmandsſproget: en Seddel, 
hvorpaa ct p. Borſen m. en Mægler ſluttet 
Kiob p. Stedet autegnes) Slutſteen, Ste⸗ 
nen, hvormed en Bueſell. Hvælving tilſidſt 
lukkes. 

Slutning, en. pl-er. [af v. at ſlutte.] 
1. Beſtaffenheden, at een Ting flutter tæt 


Slutning — Slutte. 


t. en anden. (ſ. flutte,- II. neutr.) At 
Stenene v. deres egen Tyngde og Slutning 
beholdt deres Sted.“ Guldb. 2. Giernin⸗ 
gen af flutte; men fun i Bemerkelſen 4: 
den Virkſomhed af Zænfeevnen, af grunte 
en Sætning, (et. Omdømme) p. cen ci. 
flere andre, ſom tilforn ere dannede, (For: 
udfætninger) v. at udfinde el. bemæerke For: 
holdet imellem Sætningerne ell. Begreber: 
ne, fom indeholdes i diffe. At gisre Slut⸗ 
ninger, — En Slutning (Sollogismus) 
kaldes da ogſaa den Forening af en Folge⸗ 
fætning (Conclufion) med cen, to eller flere 
Forudfætninger, (Præmiffer) hvorved man 
ſlutter cer bevifer noget. En rigtig, faly, 
ulogiſt, middelbar, umiddelbar &.. 3. det, 
hvormed noget ſluttes el. endes, (m. Hen⸗ 
fyn t. Ziden) Enden p. noget, ſom gisres, 
foretages, figeg m. m. Slutningen paa 
(ell. af) en Zale, et SHrift, en Bog, ct 
Digt. Ved Arbeidets S. (Derimod: En⸗ 
den, ikke Slutningen, af en Bielke, en 
Vel, cen Ager, eller alt det, ſom cv cu. 
tæntos i Rummet, uden vedvarende Hand⸗ 
ling.) Aarets S. J Slutningen af Maa⸗ 
neden, Timen, Forelæéningen. (jvf. Be⸗ 
flutning.) = Slutningsdom, en. 1. den 
Dom, det Omdømme, der”indeholdes i en 
Slutning ell. Folgeſetning. 2. en ende⸗ 
lig, afgiorende Dom. Slutningofolge, 
en. 1. Følge, fom uddrages af en Slut: 
ning. 2. Folge af flere, m. hinanden for⸗ 
bundne Slutninger; Slutningsrekke. »En 
her paafolgende Sætning knyttesſt. den fo⸗ 
regaaende v. Slutningefolger.“ Mynſter. 
Slutningskiede, en. Roftke, Folge af 
flere fammenhængehde Slutninger. Slut⸗ 
ningsmaade, en. En vis Maade, at fluttv, 
isre Sfutninger paa. En rigtig, logiſt 
lutningsmaade. Slutningstale, en. 
male, ſom holdes tilſidſt, hvormed en For⸗ 
handling puttes. (ſaaledes: Slutninge⸗ 
ſtrift, ien Bog, Slutningsvers, o. fl.) 
Slutſeddel, Slutſteen, 0. fl. f. ovenfor 
under Slut, ' 
Slutte, v. a. og n. 1. [€v. sluta. H. 
sluvten.] I. act. 1. lukke, i viffe Til⸗ 
fælde og Bemerkelſer: At ſlutte jen Hvol⸗ 
ving, luffe den m. Slutſtenen. At f. cen 
inde, (lukke inde) ſ. indeſſutte, indſlutte. 
At ſ. cen i LænÉer, At ſ. Rokkerne (Gele⸗ 
derne) om Krigsfolk, der træde nær til hin⸗ 
anden I Rekke. — ſig. At f. fig fil cen o: 
ſoge nærmere, fortrolig Omgang m. ham. 
et lutter Seiſtab, hvis Antal er indftræn- 
ket, beſtemt. At ſpiſe v. flnrtet Bord. 2. 
bringe i Stand, indgaae (om Foreninger 0. 
d.) At flutte ct Kiob, en Handel, et For⸗ 
bund, Xgteſtab, Forlig med een. 3. brin⸗ 
ge (et Foretagende) til Ende, lægge ſidſte 
Haand p. (N. S. fluten.) At f. et Brev, 
f. fin Tale, Prediken f. en Forhandling, 
et Arbeide. Dermed ſluttede han fit Livs 


f 
4 


⸗ 


Slutte — Slynge. 


Virkſomhed. Jof. fuldfore, ende, v. a. 
»En Ting fan vel endes, (p. Halvveien) 
men ikke Åuttee før den er fuldført,” Spo⸗ 
ron. —Man ſiger: at flutte en Rætfe 3: at 
være den fidfte Ratkken; og her er Betydnin⸗ 
gen neutr. ftiondt Brugen er act. 4. at 
grunde en Setnings Sandhed p. dens For⸗ 
hold f. cen ell. flere tilforn danhede Sæt: 
ninger, Omdsmmer, Forudfætninger. (f. 
Slutningøt.) At domme og flutte. Dette 
ſlutter jeg af mange ſikkre Erfaringer. At 
1. fra det almindelige ft. det enkelte. Heraf 
maa man flutte, ſtulde man ſlutte at han iffe 
vil fomme. At f. tjøtigt, falſtt. — Ofte 
recipr. At f. fig til noget, Af det jeg 
ſaae, flutter jeg mig til det, jeg ikke har 
fort: Il. neutr. paffenoie t. en Aabning, 
udfylde den natagligen. Døren, Stuffen, 
flutter ikke. Dette Bræt ſlutter godt i Aab⸗ 
ningen. Laafen flutter ikke, fan iffe luk⸗ 
kes. = Slutter, en. pl.-e. den, fom har 
ganger i Forvaring; Fangefoged, Fange⸗ 
vogter, — Slutteri, et. pl.-er. et Gields⸗ 
fænafel. 

Sluttelig ell. ſlutteligen, adv. ſqaledes, 
ſom man fan jutte, formodentlig. Den 
flurtelige Feige heraf vil blive Utilfredshed 
p. begge Sider. 


Slyde, en. pl.-r. et Heloft, Hoſttenge. 


(Jen anden, utydelig, og formodentl. urigs 
tig" Bemærk. forekommer hos Baggefeg : 
”en merf og fugtig Slyde.“ Labyr. HH. 226.) 
Slydejfænger, pl. Stænger, fom lægges, i 
Stedet. f. Loft over en Stald, en Lade e. d. 
for derpaa at funne lægge Ho. 

Slynge”, en. pl —r. [I. Slongva.] ct 
Redſtab, indrettet ft, med forftærfet Kraft 
at Fafte Steen e. d. i lang Afſtand; ifær 
en Snor el. Rem, hvormed kaftee af fri 
Haand; en Haandſlynge, Stavſſynge. (jvf. 
Blide, Valſlynge.) At kaſte med Slynge. 
=— Slyngebaand, et B. ell. Remme, hvoraf 
en Haandſlynge beftaaer. Slyngekaſt, et. 
1. Gierningen at kaſte mød S. Slynge⸗ 
kaſtning. 2. ſaa lang en Afſtand, ſom man 
tan kaſte m. en S. Slyngekaſter, en. ten, 
fom er evet i at fafte med S. Slynge⸗ 
læder, et. Et Stykke Lader i Enden af 
Slyngebaandet, Hvori Stenen lægges. 
Slyngereb, et. R. hvori Børn flunge cell. 
gunge fig. (Moth.)  Slyngeffytte, en. 
Slyngekaſter i Krig. (WMoth.) Slynge⸗ 
fteen, en. Steen, ſom kaſtes af en Slynde. 
Slyngeftav, Slyngeſtok, en. En Stav ell. 
Knippel, fom br. ved et vift Slags Slyn⸗ 
ger: Stavfinnger. 

Slynge, v. a. 1. IJ. slångva.] 1. kaſte 
af en Elynge, cl: paa anden Maade m. 
voldfom Kraft. At f. en Steen heit i Luf⸗ 
ten. ”At erfare, hvorledes Lynets Pile flyns 
ges i Tordenſtyen.“ Mynſter. 2. ſlaage 
Traade korsviis over hverandre, at bet bliver 
t; en Lidſe. (Moth.) At ſlynge Suldtraade 


e $ 
U 


365 


me) 7?” B. Thott. — At f. fig frem 9: 


LJ 


Slynge — Slebe. i 


i et Baand. 3. ſnuoe, vinde i Bugter. 
Ranken ſlynger fig om Treet. Snogen 
flynger fig i Bugter (Moth.) Veien ſlyn⸗ 
ger fig igiennem Krattet. ”Lige og flyns 
gede Gange og Fodſtier.“ Wandal. fig. 
”Maar Stormen fig flynger om Fieldet.” 
Hertz. 4. vinde, flette tæt ſammen ell. 
ind imellem. Det er flynget faa tæt ſam⸗ 
men, at man ei fan bringe det ud df hins 
anden. 
Slyngeſtok, en. En Kiep cl. liden Stok, 
fom br. til af ſlynge ell. knytte, f. E. et 
Garn. Slyngevark, et. noget, fom er 


giort v. Slyngning. (færd. efter Moth: et - 


Slags Bindingsvært af Tommer, ſom lægs 

ges f. Grund unter Bygninger, der opføres 

p. fumpige Steder.) => Slyngning, en. 1. 

ggnoen at ſlynge. 2. noget, ſom er 
ynget. 

Slyngel, en. pl. Slyngler. IT.Schlin⸗ 
gel.” et Ugusméord, der egentl. bemarker 
en fad, doven Perfon; men br. ogfaalt, at 
betegne en flet, nedrig Karl; en Kieltring. 
”At Slyngler hæves t, XSrens Top.” P. 
A. Driberg. J 

Slæ, Slene, Slæninug, en. Omſlag I 
(Moth. br. i Jylland og flere Provindſer.) 

Slæb, et. pl. d. ſ. 1, noget, ſom flæs 
ber; ifær en lang, p. Jorden flæbende Ende 
af den bageſte Deel p. en Kiortel. Slebet 
p. en kongelig Kappe. 
Dronningens S. blev baaret af Hofdamer. 
2. fig. i dagl. T. et Følge, pan har altid et 
ſtort Slæ med fig. 3. (af v. n. 
befværligt Arbeide. Der er meget &. i den 
Tienefte. (id Slæb, ”LHvad Arbeid 
der ſtal til, hvad Slæb, for vi den vinde.” 
Lurdorf.  ”Du under Slab og Sved deel⸗ 
tagende fade ft. min Glæde ned.” Rein, 


— fig. id. Tale: den, fom idelig flæber, ars 
k Slæb. i 


beider uden Ophør. Han er et godt 
læbe, v. a. og n. [N. S. ſlepen. 
Sv. slæpa. jvf. flap.] 
drage noget langs hen ad Jorden, ſaaledes 
at det umiddelbar hviler p. denne. At f. 
noget p. en Sluffe. At f. Ploven hen ad 
Marfen. “Hvad er det nu for en Daar⸗ 
Tighed, heller at lade fig flæbe, end at efelae 
ybe, 
drage fig frem m. Moie, f. C. om en Lemlæ⸗ 
ſtet. — Uegentl. bære p. noget tungt. At 
f. en Sœek p. Ryggen. At 1. fig til Stade 
(forjlæbe fig.) At f. af m. noget. At ſ. 
paa noget, bære tungt derpaa. At f. nos 
get ind; ud. — fig. At flæbe m. fig, ſ. 
fring med 9: ført allevegne m. fig. 
meutr. 1. bevæges hen ad Jorden, cer 
bag efter en anden Gienſtand m. Fladen, 
eller i en liggende, hængende Stilling. Kio⸗ 
len, Kappen er faa fang, at den flæber 
paa Jorden. Rebet, Gætfen flæbte bag 
efter Vognen, — fig. et flæbende (tungt) Fo⸗ 


z 


En Kiole med S. 


At flynge et Baand af Snorre. == 


Veiret, Dvergang fra Froſtveir til To… 


æbe.) 


1. A. act. egentl. 


" fom flæber, ev forfnnet m. Slæb. 


- 


æ 


redrag, en flæbende Stiil. 


anſeet Slægthevding.“ Mynſter. 


. 


Slebe — Slegtliigheb. 


2. arbeide moi⸗ 
ſomt, trælle." At ſ. ſom en Heſt. At ſ. fra 
Morgen t. Aften. — Slæben, en. Gier⸗ 
ningen at flæbe. — Slæbefidle , en. K. 
Slæ⸗ 
beſted, et. Sted, ved en Havn, v. et Bul⸗ 
være €. d: hvor Tender og andet Gods 
kunne flæbes op p. Landet. Slæbetoug, 
et, T. hvdri man ſlaber noget. At tage 
et Fartsi p. Slabetouget »: fæfte det m. 
Tong bag til et andet ſeiſende Stib. 

Slæber, pl. i dagl. Tale:'(men neppe i 
sing.) Tofler, nedtraadte Sko. (E. Slip- 
per, Slipshoe. A. Sar. Slebe-scgh, ere- 
pida; slype-scoh, soccus.] 

Slæde, år. pl. -r. [I. Sledi.] et Age⸗ 
toi uden Hful, t. at fare over -froffen og 
ſneelagt Jordbund; beftaaende af to for til 
krummede Zræer, fom forbindes v. Zværs 
finfter , og hvorpaa fættes en Fading. = 
Slædefore, et. Et ſaadant Veifore om Vin⸗ 
føren, naar Jorden er froſſen og bedekket 
m. Snee. Slædefiorfel, en. det, at fiere 
m. Slæde, age i Slede. Slademede, en. 
pl.-r, Zræerne, Gængerne, hvorpag Clæs 
den glider. (Slædemeier. Moth.) Slade⸗ 
toi, et. Fading, Sæder, Stang og åndet, 
fom hører t. en Slæde. 

Slægt, en. pl.-er. (I. Slekt.] 1. Liigs 
hed , Cenéhed i Herkomſt; Perſoner, ſom 


. nedftamme fra ſamme Forfædre, Stamme, 


Familie. Adelige Slægter. En gammel, 
berømt, en udded &. Lan har megen S. 
en ftor S. Hun er af min &. At arte 


" efter fin S. Mennefteflægten, Efterſlæg⸗ 
ten, Den nærværende S. (Generation) de. 
tilkommende Slægter. 


2. Forholdet, fom 
Censhed i Herkomſt giver; Frændftab , 


Slogtſtab. AXtværeiSGlægt mød cen. De 


ere i &. ſammen. 3. en Samling af flere 
Slagt el. Arter, ſom v. Liigheder i Natur, 
udvortes Beffaffenhed og Kiendetegn, uds 
giøre ef ſtorre Heelt. Denne Panteart he⸗ 
ver t. cen anden S. Dyrenes hele S. 
Hundeflægten , Palmeflægten. = Slaægt⸗ 
begreb, et. Foreningen af de Beffaffenheder 
og Klendemærfer, hvorved Begrebet om en 
Glægt (3) opſtager. (Treſchow.) Slægt: 
beffrivelfe, cn. B. over det udmærkende v. 
en vis S. af Naturlegemer. Slægtbog, 


—* Slægtebog) en. B. hvort de Perſoner, 
om høre f£f. cen ell. flere Slægter ell. Famis 


(ler, og deres Nedſtammelſe fra hinanden, 
anføres. Slægthevding, en. H. cller Os 
verhoved f. en Slægt eler Stamme. ”En 
Slægt= 
Tav, ct. d. ſ. ſ. Slægtifab , Frendſtab. 
(Colding) Slægtled, et. Led i en Slegt⸗ 
rætte, i'en Stamtavle eller ct Slogtregi⸗ 
ſter; Xtled. - Slægtliighed, cen. 1. den 
Liighed i Kiendemerker, hvorved en Slægt 
fitelnes fra'en anden; (generiſt Liighed.) 
(Sporon.) 2. Llighed imellem Perſoner, 


366 


e ' , 


Slegtliighed — Sloife. 


ſom ere af cen Slegt.; Familieliighed. 
Slagtlinie, en, Rekke af flere fra hinanden 
nedſtammende, i Sidelinier m. hverandre be⸗ 
flægtete Perfoner af cen Familie. Slægt: 
mærte, ct. færegent Kiendemærte f. en vis 
Slægt.  Slægtnavn, ct. Navn, fom en 
hel Slægt fører, Familienavn. 
regiſter, et. Opregning p. Slægtled, p. 
Perfoner, ſom høre t. een S. Slagt⸗ 
regning, en. Udregning af Ætled og Slægt: 
ſtab i Stamtavler og Slægtregiftere. 
Slegtregiſter, ct. Slægtebog, Stamtavle. 
Slæytrætfe, en. flere p. hinanden folgen⸗ 
de, ell. fra hinanden nedſtammende Sleg⸗ 
ter. (P. E. Miller.) Slægtvagben, et. V. 
ſom cen adelig Slægt fører, Famillevaaben. 
Sleaegtning, en. pl.-e. den, fom er i 
Slægt m. een, &rænde, Paarorende. 
(Elægting. Moth.) 

Slegtſtab, et. ud. pl. Forholdet, at 
være i Glægt, beſlgatet m. nogen; Frond⸗ 
ſtab. At være i Slægtføab m. sen. Gan 
giorde det f. Slegtſtabs Sktyld. 

Slang, et. pl. d. ſ. Hul, Slag I en Vei. 
(Moth.) 

Slæng, et. pl. d. f. en ſamlet Hob Folk, 
ét Følge (m. Ringeagt.) Han fører et heelt 
Slæng af Tienere m. fig. 

Slænge, v. a. 2. [Sv. slånga.] kaſte, 
ſmide (ifær m. Bibegreb af Skiodesloshed, 
Ligegyldighed.) At ſ. noget i en Krog, 
omkring p. Gulvet. »Tre Gange preved 
vi, at roe mod Stormen; tre Gange flængte 
Bølgen os tilbage.“ Evald. — uegentl. At 
flænge m. Armene naar man gaaer (beve⸗ 
ge dem meget.) — Deraf: Slængen , en. 
ud. pl. — Slængfappe, cn. en vid K. til 
at kaſte over fig, Kaſtekappe. ' 

Slæt, en. IJ. Slattr.] det, at flaas ; 
men fun i diſſe Bemærfelfer: . 1. GSiérnin: 
gen at flade Græg; Hoflet. Deraf: Slæts 
mand, en. (i pl. Slatfolk.) den, ſom ſlager 
Græs. 2. Kloftené Slag. (f. Klofteflæt.) 
Ved fem Slæt 9: Klokken fem. 

Slei, adj. vid, rummelig. (Moth.) 


Slægt 


Deraf: Sleikiole, en. løg og vid Kiole, - 


ſom fmaa Børn gaac i. ”For Børn, faas 
ſnart de flippe Sleickiolen.“ Pram. (Digt. 
Arbeidet. I. 175.) ' 

Sloie, en. pl.-r. ct færftilt Stykke Ager⸗ 
ell. Engjord. (Moth.) 

Sloie, v. n. 1. gaae ſludſket I Klæder ; 
ſludſte, være uordentlig i fin Gierning. 
(Moth.) Detaf: en Slaie, et ſludſtet, 
uordentligt NQvindfolk. (d. T. Moth.) 

Sloife, en. pl.-r. [af det T. Schleife.] 
en vig Sammenknytning eller Lytte, ſom 
giores ſaaledes p. et Baand, at den fan 
træffes op igien. At binde en Kiole fam⸗ 
men m. Sleifer. (Moth.) 

Sloife, v. a. 1. IJ.ſchleifen.] ned⸗ 
rive og jævne noget, ſom er bygact, opført. 
At ſleife en Fæftning, Muur, Vold, “At 


— 


Sleife — Smaa. 


ſloife Hiernen og befætte Maven.” Bagge⸗ 
ſen. — Deraf: Sloifning, en. pl.-er. 

Sloer, vet. pl. d. ſ. ſẽv. Sloya. T. 
Schlaͤyer.J et let Klatemon, en Dug, 
et Tørklæde, hvormed Fruentimre bedæfte 
Hovedet og undertiden Anſigtet. — fig. det, 
fom ſtiuler, delger en Ting. At kaſte 5. 
over Sandheden. Der hviler et tykt, fæt 
S. over denne Sag. Nattens Sler. “Me⸗ 
dens fig. Aftenens Slor udbredte fra oſtlige 
Dimmel.” Hert. — ſlore, v. a. lægge Slor 
paa. ”Paradifetg Engle fløre dig I Uſtylds 
hvide Lagen ind.” J. £, Heiberg. — fig. tils 
hrile, ſtiuſe. ”Den ſidſte Skty, fom ſlore 
vil vor Gledes Sol.” Ohlenſchl. (Balder.) 
f. rilfløre, ſom oftere bruges. ' 

Sløre, v. n. 1. vante hid og did. (Moth.) 
2. til Sfibs: at feile rummere, late Skibet 
v. forandret Retning faae mere Vind i Sei⸗ 
lene, ſeile mecr fra Vinden. At fløre Nord 
efter. (Det Modf. af: at ſeile nær t. Vin⸗ 

en. 

Sloſe, v. a. og n. 1. ode v. ſtiedeslos 
Brug. At f. Tiden, fine Midler bort. 
”At ſleſe Aftenftunden bort i Kicdfommes 
ligheder.” Malling. At flefe med noget. 
(dagl. 3.) . 

Slev, en. f. Slev. i 

Slov, adj. [I. slidfe, skhoflegr.)] 1, 
ſom ei er ſtarp, fom er uden Eg; ſtump. 
våd niven er bleven flev. En flev Sar, Øre, 

av. 
evnerne: fom har miftet fin Styrke, fvæfs 
ket, udvgtig. Hans Ovn er bleven flovt. 
De viſde Glæders Ruus bortdunfter brat, 
og efterlader Siælen flov.” Ohlenſchl. En 
lov Dømmefraft.  ”Mænd af et langſomt, 
eller ſpotviis ſaakaldet flovt Begreb.” Bagg: 
M. Klim. (jvf. dum.) ”'S tal Vaarens Dragt 
— forgicves tale t. hans fleve Aand ?” 
Rein. = Deraf: Slovhed, en. ud. pl 
ſaavel egentl. ſom figurl.) Sandſernes, 
Aandens Slovhed. “En Tale, (om ikke 
fvarede t. hans hidtil foregivne Slovhed 
og Enfoldighed.“ Rahb. — iore, v. a. 


3. ſleve, fvæffe Virkningen af. “WVi hin⸗ 


bre dets Kraft, vi ſlovgiore dets Vaaben.” 
Raſth. ſlovgiorende, adj. v. flevende. 
»Eenſomhedens ſlovgiorende Indflydelſe.“ 
Monſter. 

Slove, v. a. 1. giere ſlov, betage Skarp⸗ 
heden. Den ſtarpeſte Kniv ſloves v. Bru⸗ 
gen. — fig. fvæffe, betage Kraften. Al⸗ 
derdom fløver Sandſerne, Folelſen, Aands⸗ 
træfterne. “Et langſomt, tungt, ſvagt Les 
geme ſlover, ftandfer og ſongſtier Mandens 
Virkſomhed.“ Engelstoft. »Medgang har 
ſlevet Manges Kraft.” Monſter. 

Smaa, adj. plur. af liden, lille. n. 
ſmaat. comp. mindre. superl. mindſt. 
(fmærre og fmærrvejt hores fun hos Al: 
muen.) f. liden, — FI det Isl. er smaår 
Sing. og + den Kløbenhavnjte Tale hores 


2 


367 , 


ofte: den Smaae 2: den Lille, ell, Barnet ; j 
(”Den ſmaae Fiol 9— 


den ſmaae Dreng. 
gierne feer,” Ohlenſchl. Poet. Skr. I. 189. 


2. ſigurl. om Sandferne og Sicele⸗ 


N 


Smaa⸗ Smaahandel. 


* 


J ovrigt er Brugen, ſelv i gamle Tider, 
i det danſte Skriftſprog, indſtrænketet. 
Fleertallet, undtagen hvor det foies til et 
Collectivum f. E. ſmaat Korn, Salt, Zoms 
mer, I. og i nogle tildeels forældede Sam⸗ 
menfætninger, f. E. Ømaadreng, Smaa⸗ 
ield, Smaahandel, Smackonge, Sinaa⸗ 
fond. J andre ſammenſatte Drd, der brus 
ges i Enkelttallet, evSudbft, et Collect.“f. 
€. Smaakorn, Smaakram, Smaamad, 
Smaapluk, Smaaſtade, Smaatei. — 
Smaa, br. ſom Subſt. i. Taleſproget hyp⸗ 
pigen for: Born. f. E. Hun har mange 
Smed. Ere de Smaa alle friffe? Hun 
fan ikke værge borte fra fine Smeg.” "De 
tvente Smag 1 Glædens Vaar alt bittre 
Taarer fælde.” Kr. Guldb. — IJ det Smace 
(fr.en detail.) At handle i det Smaae. Det 
gaaer formeget i det S. — ſmaat bruges 
fom adv. for: f£ ſmaa Stykker sl. Dele: 
f. E. at hugge Brændet ſmaat. At føde 
noget ſmaat. it. for fint: At rive fmaat. 
Saa ſmaat, adv. noget, lidet, f. an Deel. 
Man taler ſaa ſmaat derom. £ 
der faa ſmaat at lave fig t. Reiſen. — 3 


nogle Sammenſ. har ſmaa en formindſtende 


Betydning, eller tet bemarker: fünt, ſagte. 
f. E. ſmaalee, ſmaaſfende, ſmaaſnakke, 
ſmaaſynge. De Sammenſetn. hvori 
ſmaa, deels ſom adj. deels ſom adv. forenes 
m. andre Ord, ere ifær folgende: ſmag⸗ 
bande, v.n. 1. bande faa ſmaat, v. fig feivs 
(Moth.) ſmaablommet, adj. fom hav 
(maa Blommer (om Toi.) Smaablom⸗ 
ſter, n. s. pl. mindre Blomſter, Markblom⸗ 
ſter (ofte hos Digtere for Blomſter oqver⸗ 
hovedet.) Smaabrod, pl. fiint og .fmaat 
Hvedebrod. 
derſtov, mindre Buſttræer. Smaadigte, 
pl. forte Digte. ' Smaadreng en. 1. 
Dreng, ſom tiener. (forældet.) Den liden 
—— i vore gamle Viſer. “Naar 
min Smaadreng lyſte mig m. Kierten t. mit 
Leieſted.“ Ohlenſchl. (Helge.) 2. Smaa⸗ 
drenge . pl. ſmaa, unge Drengeborn. 
Smaafift, coll. mindre Fiſt. Sild og.ans 
den S. (cl. andre Smaafiſte. Smaca⸗ 
folk, pl. fig. ringe Folk, i Modſ. til ſor⸗ 
nemme. Ofte ironiſt. Det er iffe f. Smaa⸗ 
folt. Her faaer S. ikke Lov at komme. 
”At Smaafolk 'bør undflye de Store, ſom 
Peft.” Rahbek. ”Jordené . Monarfer er 
Smaafolkef. mig.” Samme. Smaafugle, 
pl. mindre Fugle. (hos Digtere br. det Hr 
gefom: Smaablomſter.) Smaggicld, en. 
ubetydelig Gield t. flere ; Plukgield. (Moth.) 
Smaapuar pl. unge, ſpede Griſe. (Moth.) 


Smachaar, pl. (maa, forte Haar. (Moth,) 
Smachandel , en. H. fom drives i det 
Smaac, Kramhandel, ”Mynt, hvormed 


Dan begyn⸗ 


Smaabuſte, pl. Krat, Uns 


- 
. 





W 
V 


Smaahandel — Smaaſticele. 368 


vman redede f. fig i den daglige Smaahans 
Del.” Schytte. Smaahandler, cu. den, 
fom driver Snaahandel. Smaaherre, en. 
(meft dog i pl. ſom Smaakonger.) Rogle 
Myere have v. dette Ord villet udtrykke det 
fr. petit-maitre; en Sprader, Spradebas⸗ 
fe, Straajunker. ”Falde bet en halv Snees 
'Omaaherrer ind, at Elappe,af en Dum⸗ 
Hed.” Rahbek. ſmaahoſte, v. n. 1. hofte 
… faa ſmaat, itke ſterkt. ſmaahugge, v. a. 
1. hugge fmaat. Deraf: Smazhugs 
ning, en. Smaakager, pl. mindre Kager, 
fom ikke ffæres, (Moth.) Smaaknas, f. 
Knas. (Moth.) ſmaaknurre, v..n. 1. 
knurre faa ſmaat, nttre fin Fortrydelfe uden 
at være høirøftet, Fnurrc v. fig felv. (Moth.) 
Smaakonge, cn., (meft dog i pl. Smaa⸗ 
konger.) Underkonge, Vaſal, —* 
Smaakopper, pl. Børnefopper. Variolæ. 
Smaakorn, pl. Gran, fine Korn. ſmaa⸗ 
kornet, adj. ſom har ell. beſtager af fine 
Korn, fünkornet. Smaakort, pl. Kort, 
ſom gielde og tegnes efter deres Tal; modſ. 
erreblade. Smaakram, en og ct. (f. 
ram.) ſmaa Handelsvarer, Ømaatsi, 
Smaakrat, et. ud, pl. mindre Krat, Smua⸗ 
buſte. Smaakreature, pl. Hong, Gæs) 
X'nder og andet — Smaakryb, 
gt. coll. ſmaa Inſecter ell. Kryboyr.“ Da 
ſog ham i det heieſte imellem Forgemakker⸗ 
nes Smaakryb.“ Rahbek. ſmaalee, v. n. 
3. lee v. ſig ſelv, lee ſaa ſmaat. Smaa⸗ 
lyn, pl. ſvagere Lynglimt. (Baggeſen.) 
Smaalys, pl. mindre Lys. (Moth.) ſmaa⸗ 
Jænges, v. n. pass. længes noget, følg nos 
en Lengſel. Gun begynder at f. efter 
am. (Moth.) Smaamad, en. Kisdmad, 
i ſmaa Stykker. ( Moth.) Smaamynt, en. 
coll. Mynter af liden Pengeværd, Smaa⸗ 
penge. . ſmaanynne, v. n. 1. ſynge ell. 
nynne ganffe ſagte. Smaapenge, n.s. pl. 
d. f. f. Ømaamynt. Smaapiger, pl. 
fmaa, unge Pigebørn. Smaopluf, i S. 
adv. plutfeviig, lidt efter lidt. Smaa⸗ 
redſel, en. Afgift, t. Præfter vp. Landet af 
Hons, Xg og andre Fødevarer. Smaa⸗ 
regn, en” R. fom ikke falder ftærkt, fün 
Regn. (Moth.) ſmaaregne, v. impers. 
1. regne ſmaat, iffe flærtt. Smaarcifer, 
pl. forte Reiſer. Smaafand , en. coll. 
fint Sand. (Moth.) Smaaftillinger, pl. 
"1. d. f. ſ. Smaapenge. 2. fig. faa Penge, 
fom anvendes t. mindre Udgifter; Lommes 
penge. Smaaſktift, en. 1. S. med ſmaa 
Bogſtaver. (Moth.) 2. pl. Smaaſkrifter 
o: forte Skrifter, Afhandiinger. Smaa⸗ 
fiænde, v. n. 2. ſtiende faa ſmaat, ikke hef⸗ 
tigen. ſmaaſnakke, v. n. 1. fnatfe fagte, 
v. fig felv,. itfe lydeligt. Smaaſtads, en. 
ſmaa, ubetydelige Sager, t. Stads el. 
—— Smaating. Smaafteen ell. Smaa⸗ 


— 


ere, pl. Stene af liden Starrelſe, Haand⸗ 
ſtene. fmaaftiæle, v.n. 3. begaae Smaa⸗ 


* 


- 


Smaaſtribet — Smag. - 


tyveri. ſmaaſtribet, adj. finſtribet, ſmal⸗ 
ſtribet. Smaaſtykker, pl. mindre es ykker, 
Stykker af liden Storrelſe. ſmaaſtode 
v. a. 2, ſtede noget fiint. — odt Salt, 
Sukker. (Moth.) Smaalvend, en. d. ſ. ſ. 
Smaadreng (det fr. Page.) forældet. 
ſmaaſynge, v.'n. 3. nynne. Smaatar⸗ 
me, pl. de mindre, tyndere Tarme. 
Smaating, pl. Ting af ringe Vard ell. 
Betydenhed, ubetydekige Ting ell. Gienſtan⸗ 
de. (fr. Bagatelles.) ſmaatravende, adj. 
fom traver m. forte Fied (om Heſte. Moth.) 
Smaatyveri, et. (men uden Art.) Giernin⸗ 
gen at ſuge Smaating. Han har for be⸗ 
aaet Smaatyveri. pl. Smaatyverier. 
ſmaatærende, adj. ſom ikke ſpiſer meget, 
iffe har ſterk Madluſt. ſmaatærnet, adj. 
om Toi, ſom er farvet ell. trykket i ſmaa 
Ruder ell. Terninger. Smaatoi, et. Toei, 
ſom er ſmaat, ell. ſom cer af liden Vordi. 
aaudgifter, pl. Udgifter t. flere Ding, 
men ei betydelige. 
Smaahed, en. ud. pl. (nyt Ord.) Ube⸗ 
tydelighed, indvortes Ringhed ell. Lidenhed. 
Denne Slethed — ſom efter egen Smaa⸗ 
beo Alt beregner.” ODhlenſchl. — Smazz 
edsaand, en. et Sind, der faſter fig til, 
lægger megen Vægt p. det Ubetydelige, 
Uveſentlige, p. Smaating. (Rahbek.) 
Smaclig, adj. og adv. 1. ſom gaaer 
ud p. det, fom er ſmaat, ſysler m. det 
mindſte, m. det ſmage (Im. Bibegreb deels 
om anvendt Omhyggelighed; deels om Ube⸗ 


tpdelighed.) Met f. Flid. At ſege ſmaa⸗ 


ligen. Guder bygged m. Pral ſmaalige 


Vaoark.“ Ohl. (Pelge.)Dine daglige Plig⸗ 


ter frnes dig faa fmaclige, at du trættes 
og fictes derved.” Mynſter. 2. deraf: oms 
, huggtlig,; indſtrenket, aandsfattig. En ſ. 
Misundelſe, Vindeſyge. Smeøalige Cha⸗ 
rakterer. — Smaalighed, en. ud. pl. Egen⸗ 
ſtaben, Beſtaffenheden, gt være ſmaalig. 
inve Ord.) 

Smag ,en. ud; pl. ſI. Smekr. Sv. 
Smak.] I. a.) den Egenſtab v. et Lege: 
me, at det, v. Opløsning af enfelte Dels, 
frembringer en vis Fornemmelſe p. Tungen. 
En fod, fuur, ſtarp, bitter, brhagelig, 
modbydelig S. Det har ingen S. har tabt 
ing. At fætte Smag p.. noget, p. Ma⸗ 
en, give den en forhsiet Velſmag, ed. en 
mere pirrende Smag. fig. ”Jeg vilde fætte 
Smag p. min Smiger. m. et Par Korn 
Bagtalelfe.” Rahbek. (jvf. Efterſmag, For⸗ 
ſmag.) b.) figurl. den Beſtaffenhed v. en 
Ting, hvorved den virker tilfredsſtillende ell. 
utilfredsſtillende p. vor Sands f. det Skion⸗ 
ne (v. Smagen) ſom ofteft absol. i forſte 
Zilfælde. Der er megen Smeg ingen S. 
i dette Maleri, i denne Bygning, i hendes 
Paaflædning, i hans Skrifter. Der her⸗ 
ſter en flet S. i diffe Decorationer. 1. 
a.) den Sands, hvorved vi fornemme Virk⸗ 


UNE ' 
⸗ 











Smag — Smage. 


ningen af Delenes Oplosning v, Tungens 
Nerver; Evnen at kunne ſmage, Smagens 
Sands. At tabe Smagen. At have en 
fiin S. b.,) figurl. Evne og Færdighed t. 
at domme om det Rigtige, Harmoniſte og 


Etienne, færteles i Konftværfer og i Alt, - 


hvoraf vi modtage Indtryk v. Synet og 
Horelſen. En god, rigtig, dannet, .flet, 
fordærvet S. i Malerkonſten, Digtefonften, 
Muſfiken d: I at bedemme Varker af diſſe 
Konſter. En naturlig god S. 9: en ſaa⸗ 
dan, ſom man har af Naturen, ell. af 
Jagttagelſer har dannet fig felv. — absol. 
br. det, fom i I. a. om den gode, rigtige 
Smeg. En Mand af Smag. — J mere 
udvidet Betydning br. det om en vig Maade 
(Maneer) ſom enkelte Konſtnere have fulgt, 
cl. ſom herſter el. har herffet i cen vis 
Tidsalder, hes en vis Nation. f. E. Dette 
Stykke er malet i Rembrandts S. Den 
italienſte S. I Muſiken. En Have i franſt, 
engelſt Smag. Den græffe, den gothiſte 
65. i Bygningskonſten. cc.) fig. en v. Sin⸗ 
deté Bifald frembragt Tilboielighed; Lyſt, 
Ænfte. At finde &. i noget. Et faadant 
Liv er ikke efter min Smag. At give, bis 
bringe cen &. for fæsning. — fmagfuld, 
adj. (fun figur.) fom der ev megen Smag, 
god Smag i (1. b.) eller: ſom befidder god 
S. har en fiin, dannet mag. (H. b.) Et 
ſmagfuldt Konftværf. En f. Kiender af 
Malerier. . Deraf: Smagfuldhed, en. ud. 
pl. — ſmagles, ad). det Modſatte af ſmag⸗ 
fuld : fom ev giort uden Smag ; ſom ingen 
S. har. Et fmagloft Digt. En ſmaglos 
Konftdommer. Deraf: Smagleehed, en. 
ub. pl. = Smagslære, en. d. 1. f. Smags⸗ 
videnſtab. (Sander. Polyhymnid. 325.) — 
Smagonerver ell. Smagnerver, pl. de 
Nerver i Zungen, hvori Smagens Sands 
har fit Sæde. Smagevidenſtab, en. et 
nyt, efter det T. dannet Ord, for: Xſthe⸗ 
tik, eſthetiſt Kritik (Emagélære.) Bagges 
ſen. (Danfana. II. 270.) 

Smage, v.a. og n. (har) 2. act. for⸗ 
nemme, ſtielne en Tings Smag v. Tungen. 
Man fmager det Bittre i denne Drif, Det 
ſmages itke let. — uegentl. nyde m. Sma⸗ 
gené Sands; ſpiſe, drikke. Jeg har ikke 
ſmagt et Jordbær I Aar. fan bar aldrig 
ſmagt Brændeviin. 2. neutr. prøve .v. 
Sieſp af Smagen. At f. paa noget. At 
f. Maden. 3. neutr. have en vis Smag 
(1. a.) give, frembringe en vis S. Det 
fmager fedt, fuurt, bittert, godt, Ude. 
Det fmager ſom Honning. 
ger af, efter Røg. 4. nentr. absol. have 
god Smag, vætfe og nære Madlyſt. Naar 
man har, arbeidet, fmager Maden. ”Nu 
fmager Thee og et Slag Viin fra Rhin.” 
A. Stub. Ingen Mad fmager mig. — fig. 
Det ſmagte ham, at hans Arbeide blev 
roefſt. Nu ſmager Hvilen. At lade fig no: 

Danſt Ordbog. I. ! . 


8 U 
2 X 


369 


Suppen fmaz. 


Smage — Smedeovn. 


get fmage: (cen tydſt Ordfeining; rettere: 
ade noget fmage fig) 3: ſpiſe, nyde noget 
m. Velbehag. ”Om du de flefte Skueret⸗ 
ter fandt, m. Noiſomhed lad dig de andre 
fmage 5, Blicher. (Nordlyſet. XY. 338.) 
makke, en. pl.-r. et lidet Skib, en 
Sagt, ſom bruges t. at føre Folk og Gods, 
over Bandet; en Færgefmatfe. ' 
. Smel, ad]. pl. fmalle. [df ſmaa. Sv. 
og N. GS. Ima . A. S. smal, smæl, li⸗ 
den, tynd.) 1. egentl. og oprindeligen: 
ringe af Udftræfning eler Omfang, liden. 
Eng. small. forældet, men forekommer 
endnu i diſſe Udtryk: ſmal Toring 9: ringe 
Koſt. Det er en ſmal Sag for ham 9: en 
ringe, let Sag. 2. fom har ringe Brede; 
det Modſ. af bred. En f. Vei. 4malt Ler⸗ 
red. 3. fom ei er vid af Omfang ; tynd. 
En Flaffe med f. Hals. Hun er meget f. 
i Livet, — Smalbeen, et, den Deel af Be⸗ 
net, ſom naaer fra Læggen t.Ankelen. 
malbenet, adj. ſom har ſmalle, tynde Been. 
malbladet, adj. fom har ſmalle Blade. 
malhalſet, adj. fom har en f. ell. tynd 
Hals. — Sme bane, ud. pl. et fig. Udtryk 
i d. Tale for: Trang, for Tarvelighed, 
Sparſomhed i Mad og Drikke. Der er S. 
Kokkenmeſter. — Smalhed, en. ud. pl. den 
Beffaffenhed, at være (mal. — ſmallivet, 
adj. fmal, tynd i Livet. . ' . 
Smalle, v. a. 1. giore fmal, gisre mas 
er eil. fynd, (Moth. fielden.) — At ſmal⸗ 
eo, blive fmal, mager. (Moth) 
Smaragd, en. pl. er. en Xdelfteen af 
græsgrøn Farve. 
Smaffe, v. n. 1. (har.) ſmekke, give 
Lyd m. Læberne og Tungen i det man ſpiſer. 
(P. Lolle, Moth.) Deraf: Smaſten, en. 


ant fø 

med ,en. pl.-e. IJ. Smidr. 6. 
Smid; men gen. Smedes, og i Afled⸗ 
ninger: Smedeknegt, 26.] en Haandvorks⸗ 
mand, ſom arbeider og danner Metals 
lev (ffær Jern) m. Hammer og andet Neds 
ſtab. ſ. Ankerſmed, Grovſmed, Guldſmed, 
Rovſmed, Knivfmed, Kobberſmed, Laa⸗ 
ſeſmed, 0. fi. Derimod bruges jtke Jern⸗ 
fmed; men blot˖ Smed, om den, fom freder 
almindelige Redſtaber af Jern. = Smede⸗ 
arbeide, et. A. ſom gisres afen &. Sme⸗ 
debælg, en. Blæfcbælg , ſom bruges i en 
Smedie. Smededreng, en. den, der ftaaer 
i Lære hos en Smed, fom Dreng. Saale⸗ 
des : Smedeſvend. Smedeeſſe, en. ſ. 
e. Smedegierning, en. En Smedé 
Gierning el. Arbeide, Smedehaandvark, 
et. det Haandverk, ſom en S. driver. 
Smedehammer, en. H. ſom Smede bruge. 
Smedekone, en. En Smeds Huſtru. Sme⸗ 
dekul, pl. Steentul ell. Zrætul af den Be⸗ 
ſtaffenhed, ſom bruges t. Smedearbeide. 
Smedemeſter, en. den, der har taget Bor⸗ 
gerſtab fom Smed. Smedeovn, en. En 


(24) 


⸗ 
| d = - 


Fi AJ 


— - 


Smedeovn — Smeltefonft; 370 Smeltelonſt — Smidig. 


Eſſe Smedeeſſe. Smederedſtkab, Sme⸗ 
„deverktoi, ct. R. ell. Værftet, fom Sme⸗ 
"bene bruge. Smedefvend, en. ſ. Smede⸗ 

dreng. medetang, en. Tang, hvormed 

Smeden holder det gloende Jern. Sme⸗ 

detrug, et. T. hvori Jernet ſvales og hærs 

des i Band, naar det er ſmedet. Smede⸗ 
varkſted, et. Huusrum, hvor Smedegier⸗ 
ning gieres, hvor en S. har Bærfited. ; 

mede, v.a. 1. IN. SS: fmeden. Isl. 
og Øv. smida. T. ſchmieden.] danne og 

bearbeide Jern el. andet Metal, ifær v. 

Hammeren; it. danne noget af Metal v. 

Smedegierning. Man maa ſmede Jernet 

medens det ce varmt. (en Talemaade.) At 

ſ. et Plovijern, ct Anker. Bolten er ikke 

ſmedet, men ſtobt. fig. at ſmede en Løgn, 

et Anſlag a: finde paa, udtenke. — ſmede⸗ 
lig, adj. fom fan fmedes, 


Smedie, en. pl. - r. [9. Smidia.] En. 


Smeds Varkſted; et Smedevorkſted. (brus 
ges dog iſer om de Smedes Varkſteder, der 
arbetde I Jern.) (år 


Smef, et. og ſmekke, f. Smæk, ſmække. 


Smekker, adj. pl. —5 [A, S. smi- 
cer.] fund og ſmal (helft m. Bibegreb om 
Smidighed.) Smetfer om Livet, En f. 
Vaand, Green. ”Smal var hun, trind og 
ſmekker fom ct Nør.” Dhlenſchl. “Hvor 
tryllende det blode Atlaſk ombølger dette 
ranke, ſmekkre Legem.“ Samme. 
Smelde, v. n. f. ſmalde. 

Smelte, v. a.ogn. 1. [I. smelta.] 1. 
act. bringe noget, fom var faft, f. at blive 
Flydende v. Hlelp. af Ild ca. Varme. At 
fmelte Smør, Bly, Jern. At f. Fedt af, 
fell det v. Smeltuing fra fremmøde Dele. 
At f. Metaller fammen. — ſigurl. om det, 
ſom vætter milde ell. fiærlige Folelſer. 
Smeltende Toner. “Hun fmeltede Kon⸗ 
gens Datters Hierte ft. Kicerlighed.“ Vedels 
Caro. ) neutr. (er), blive flydende v. 
Ild ell. Batme. Smerret fmelter i Solen. 
Jern ſmelttr ikke let. Sneen ſmelter v, 
Foraarsvarmen. — At ſ. hen, ſ. bort, 
tabe ſig v. Smeltning. — fig. ſmelte bort, 
ſmelte hen 9: formindſtes, tabe ſig. » Ind⸗ 
komſterne ſmelte bort f. Staten, inden de 
kunne fomme t, Nytte.” Schytte.“ 
Formue ar fmelter bort, Arven fmelter 
hen under Stifterettens Behandling. — 

Graad fråelted hen i Smiil, naar Veffels 
Lune bød.” Baggeſen. — Smeltedigel, en. 

" D. til at ſmelte i(ſ. Digel.) Smeltehede, 


en. den Grad af Hede, hvorved et Metal ell. 


andet Legeme ſmelter. Smeltehytte, en. 
En Bygning v. Biergvorker, hvor Metal: 
ler v. Smeltning ſtilles fra fremmede Dele, 
hvormed de i Ertſen ere blandede. Smel⸗ 
teild, en. FJ. hvorved der ſmektes, ell. fom 
er ſterk nok t. at ſmelte ved. Smeltejern, 
set, J. ſom er beftemr t. at omſmeltes. 
Gammelt S. Smeltefonft , en. den K. 


R 5. t 


Hans 


paa en rigtig Maade at ſmelte Metaller ell. 


andre Mineralier. - Smeltemiddel, ct. M. 
hvormed noget bringeé f. af ſmelte ell. dets 
Smeltning lettes. Smelteovn, en. Ovn, 
hvori Ertſer, Metaller ell. andre Ting ſmel⸗ 
tes.  Smelteffec, en. Jernſtee m. langt 
Skaft, hvori man ſmelter noget over Kul: 
ild, — Smeltning, en. 1. Gierningen at 
ſmelte. 2. det at ſmeltes. 
Smeltelig, adj. ſom lader fig ſmelte, Fan 
fmelte. Dette Metal er let ſmelteligt. — 
Deraf: Smeltelighed, en, ud. pl. ” 
Smergel, en, ud. pl. et Slags jernhol⸗ 
dende Erts, fom nytter t. at polere Staal, 
Wdelftene 0. a. ” 
Smerte, en. pl - rt. [X. S. Smeorta. 
Sv. Smårta.] 1. en i betydelig Grad ube⸗ 
hagelig phyfijt Fornemmelſe af en ungtur⸗ 
lig (abnorm) Forandring i en eil. flere Dele 
af Legemet; Vark, Pine. At lide S. for⸗ 
vinde fin Smerte. At føle en S. heftige 
Smerter i Siden, i Bryſtet, i Hovedet. 
Jeg har ingen S. Det lindrer Smerten. 
Smerten tiltager, ſagtner, opherer. 2. 
fig. en i hel Grad ubehagelig Folelſe i Sie⸗ 
len, iſer over Tabet af et Gode; en hoi 
Grad af Sorg, Bedrøvelfe, Ulyſt. Hendes 
S. over Zabet af fit Barn. Jeg hører bet 
med Smerte, “gIkke fielden ſteer det, at 
den, ſom over en elſtet Perſons Død føler 
flor Smerte, "hurtigt forvinder ſamme.“ 
Muͤller. — fmertefuld, adj. 
megen S. 2. fom volder ſtor S. har mes 
gen Smerte i Følge. En ſ. Sygdom, Ope⸗ 
ration. — Smerteleie, ct, poet. Sygeleie. 
»Smerteleiets mørfe Dage glide langſomt, 
tunge hen, ” M. S. Buchholm. Smerte⸗ 
ſtrig, ct. S. frembragt v. Smerte. ſmer⸗ 
teſtillende, adj. v. ſom lindrer, betager S. 
Smerteſon, ct. ſmerteligt, bedrovende Syn. 
Rahbek. (Digte. 1802. II. 67.) = ſmerte⸗ 
lig, adj. 1. ſom er forbunden m. Smerte, 
er llig S. En ſ. Sygdom, Fornemmelſe. 
2. ſom volder, frembringer S. Et ſmer⸗ 
teligt Tab. Eu ſ. (fræntende) Tilſideſcot⸗ 
telfe, — Deraf : Smertelighed, en. ud. pl. 
Smerte, v. n. 1. (har.) volde Smerte (i 
degge Bemeerkelſer.) Foden, Saaret ſmer⸗ 
ter endnu. Det ſmer er mig, at fee hente 


"lide. Hendes Ligegyldighed ſmerter mig meſt. 


Smide, v. a. ſined; ſmidt. [X. S. smi- 
tan. N. S. ſmiden. Sv. smita.] at faftv, 
flænge. Han fmed Bogen p. Bordet. Ar 
fmide noget ud af Vinduet. (Kun td. Tale 
og lavere Stiil. Den af Moth anførte Be: 
mærfelfe: at bledgisre, iinde (N. S. ſmi⸗ 
den) klender Skriftſproget ikke.) 

Smidig, adj. [Sv. og N. S. ſmidig.] 
1. ſom (ct later fig boie, hamre, udſtrakke. 
(egentl. vel om Metaller, der let lade fig 
ſmede. J. smida.) Smidigt Jern. Gt 
fmidigt Metal, 2, ſom m. Lethed fan boie, 
vende el. dreie ſig. ”Han m. fin ſmidige 





1, fom lider " 





LJ 
N v 
- MA 


Smidig — Chnigre. 


Fod ſprang let over Trinnet v. Dørren.” 
Meislings Theokrit. At være f. I Kroppen. 
Saa fmidig fom en Aal, — Smidighed, 
en. ud. pl. Beſtaffenheden at være ſmidig. 
Bevægelje, Dvelſe giver Legemet Smidig⸗ 
ev. ” ' 

, Smidſke, v. n. 1. [af ſmigre. Sv. sme- 
kal] føge at vinde v. gode Ord TI, venlige 
Miner, ſledſte og fmigre for. " Hun fmid: 
fler f. ham, At ſmidſte ad cen 3: yiere 
venlige Miner ad cen. 

Smig ell. Smige, en. et tydſt Ord, 


(Sd mtege) fom br. i Bygningskonſten 


og af Daantværfsfolf, f. at betegne en jliæv 
(ſtump cl. ſpids) Vinkel. — Deraf: Smig? 
fag, et. f. Skraafag. Smigjtof, en. En 
Maaleſtok, forſynet m. en bevægtlig Tunge, 
hvorved Smigen ell. den ftiæve Vinkel fan 
angives. 

Smiger, en. ud. pl. IJ. Smiadr.] 1. 
d. f. ſ. Smigreri. v 2. det, ſom figes f. at 
fmigre. En fin, grov S. ”At give gen 


Smiger for Smormad.“ (Moth.) *“Smi⸗ f 


ger ev (ofte). en udartet Hoflighed; Grun⸗ 
ten t. Zykleri maa føges i en fordærvet 
Tæntemaade,” (Sporon.) = Smigerreft, 
en. d. ſ. ſ. Smigerſtemme. “Hans Aand 
— fod fig af Hovmods Smigerroſt bedsve. 
Thaarup. Smigerſang, en. fmigrende 
Sang ell. Digt, *uklendt er Smigerſang 
og Smadeſtrifte m. Navn og Sprog af dine 
Slaver.“ S. Blicher. (Sneeklokken. 149.) 
Smigerſtenme, én. ſmigrende Tale ell. Ud⸗ 
traf, ”Hiin ſledſte Smigerftemme, ſom v. 
kildrende Bifald forderver Tenkemaaden.“ 
Syneſius v. Bloch. Smigerviſe, en— 
Sang ell. Viſe, der indeholder Smiger, 
gaaet ud p. at ſmigre. “Smigerviſen fan 
han ikke ſynge.“ Grundtvig. 

Smigre, v. n. og a. 1. har. ISv. sme- 
ka. I. S. og £. fmegen, 1 gå, Tyd 
ſmeichen. 9, smeikr, glat, jlibrig.)] 
1. egentl. d. f. f. fmidfte; blandiri (Moth.) 
og da m. præp. for. Hun veed godt 
at ſmigre for den Gamle. fig. og recipr. 
giere fig behagelige Foreftillinger. (efter 
tet 2.) Han fmigrer fig m. det Haab, 
at Rygtet har overdrevet Sfaden. Jeg 
ſmigrer mig med, at have udrettet det efter 
Deres Onſte. Ogſaa act. At fmigre cen 
m. ct ugrundet Haab. 2. tillægge cen, m. 
fit Bidende, ufortient cm, overdreven Roes, 
f. at behage, vinde Yndeft, ell. gløre fig For⸗ 
Feel. At f. for cen. Ogſaa act. fan for; 
ſtaaer godt at ſmigre de Stores Forfæenge⸗ 
lighed. — Smigre br. fædvanl. i mindre 
alvorlig YÉtudn. end hykle, og gaaer min⸗ 
dre ud p. en fordærvet Zænfemaade ell. 
Falſthed I Charakteren, end det fidfte. Man 


371 


Smigre — Smitte. 


fuldkomnere, end han er. — Smigren, en. 
Gierningen at ſmigre. — Smigrer, en. pl.-e. 
deng fom ſmigrer en Anden, ſom bruger 
Emiger, er hengiven t, at ſmigre. (vf. 
yfler.)  ”Smigreren og Hykleren ſige 
begge Andet, end de mene; hiin føger for⸗ 
nemmelig at behage; denne bedrager under 
ASrligheds Maſke af egennyttige Henſigter.“ 
Sporon. Smigreri, et. pl.ær. 15d. ſ. 
f. Smigren. 2. det, fom fig f. at ſmigre 
gen. »Fruentimre høre ofteſt Smigrerier, 
og det værfte er, de ville i Almindelighed 
gierne høre dem.” Sporon. 

Smiil, ct. pl. d. f.' det, at fmile. Han 
fayde tet m. et Smiil, et halvt undertrykt 


Fad 


Smiil. N s 


Smile, v. n. 1. og fmiilte, ſmiilt. Igl. 
T. ſmielen. Sv. smila.] trætfe Mun⸗ 
den t. Latter, uden at aabne den ell. lee 
høit; ſmaalee. ”Hun ſmiler ikke let; man 
veed hun aldrig leer.“ Holb. P. P, At f. 
venligt T. cen.” At fmile af Spot. "Du 
mile fan ad Nattens Skrok ng Dremmens 
Trudſelbilled.“ Ohlenſchl. — fig. om det, 
fom f. Øiet er lyſt, venligt, yndefuldt. 
Solen fmiler giennem Skyerne. Uſtyldig⸗ 
hed ſmiler af hendes Aaſyn. ”Sloftet, oms 
ringet af ſmilende Viinbierge.“ Bagg. — 
Smilebaand, et. i den fig. Talem. at træffe 
p. Smilebaandet 0: begynde at ſmile. 
fmilefærdig, adj. beredt t. at fmile, nar v. 
at (mile. ”Hvert Anfigt, i hvorhen jeg 
feer, fig fmilefærdigt mod mig feer,” Cars 
ſtens. — Smilehul, et. pl.-fer. en liden For⸗ 
dybning (Dæl) I Kinden, der vifer fig naar 
man fmiler. 

Sminte, en. (pl.-r. ſielden.) en (iſæer 
tør) Farve, hvormed Anfigtet ell. andre Le⸗ 
gemsdele beſtryges, i den Henfigt at forz 
ftionie Hudens Udſeende. (T. Schminken) 
fig. at fætte Sminke paa noget, beſmykke. 
»Vel føgte han at fætte Sminfe paa ethvert 
Foretagende.“ Wandal. “Om jeg m. fſogte 
Ords Sminke vilde ſtrobe at forſtienne 
hang Bedrifter.” Jacobi. — “At Venner 
ligefrem, uden Sminke og Omfvøb, kunne 
fige hinanden hvad de tænfe.” Rahb. — 
Sminkedaaſe, en. D. tilat giemme Sminke i. 

Sminke, v. ac1. farve m. Sminke. Hun 
er ſminket. Atſ. ſig. — figurl. (ſielden) give 
ct falſt udvortes Syn cl. Anſtrog. “Hyis 
du troer, af Gud — finder Behag i ſmin⸗ 
Vet Dyrkelſe.“ Bagg. N. Klim. 202. (jvf. 
n. s. &minte og ufmintet.) — Sminteflor, 
et. Et Slags meget fiint Flor, hvormed 
Sminken bredes p. Huden. (Moth.) Smin⸗ 
Ferød, en. Navn p. en Plante. Convalla- 
ria polygonatum. Sminkevand, et. fars 
vende Bædite f. at ſminke fig med, i St. f. 


ſmigrer ſom ofteft f. at behage; man hytler - med tør Sminke. (Falſter. Utidig Rangſ.) 


f. af bedrage. En Smigrer tillægger ans 
tre Fuldkommenheder, fom "dg ei befidde ; 
en Zykler føger ſom ofteſt at vife fig felv 


Smitte, en. pli-r, 1. egentl. Plet af 
Ureenlighed cl. Farve (macula); men fo- . 
rekommer ficlden t denne Bemærk, 2. 
| (4) 


befenge. 


Smitte — Smugleri 
Sogdoms Meddelelſe og Forplantning v. 


Beroring, Uddunſtning ell. et eget Stof, 
fom Luften modtager og. forplanter; (pel. 


om en vis Art af fligt fmittende Sygiomés , 
Der herſter en farlig S. i denne Egn. 


ſtof. 
Mogle troe at Peften itke forplantes ved S. 
Peſtſmitte, Koppeſmitte, den venctijte 
Smitte. > fmittefri,adj fom er uden S. — 
Smittegift, on. den egne, v. Sandſerne ikke 
fornemmelige Materie, ſom antages, giennem 
Luften, v. Bersring, Aandedrag, Indſug⸗ 
ning 2. at forplante en Smitteſot; Smit⸗ 
teſtof. — Smittefot cl. Smitfot, en. Sy: 
ge, ſom forplantes, udbredes v. Smitte. 
Smitteſyge, en. d. ſ. ſ. Smitſot. (Moth.) 
Smitte, v. a. og nm, 1. (har.) IA. 6. 
smitan, besmitan. Øv. smitta.] 1. act. 
fætte Plet paa, gisre urcen. (jvf. beſmitte.) 
Den Kiedel ſmitter ikke den Gryde. (Talem. 


” om To, fom ere lige flette ell. onde.) fig. 


for: befmitte, - ”Du fmittet har din Xre. 
Ohlenſchl. 2. act. bibringe v. Smitte (2) 
Gan har ſmittet hende m. Børs 
- nefopper. Hun ev bleven fmittet af ham. 
Denne Sygdom fmitter ikte. 3. neutr. 
fætte Plet v. Berøring, plette, farve. 
Vaer tig f. den malede Dør, den ſmitter. 
Dette Toi, denne Farve ſmitter cl. ſmit⸗ 
ter af. 
Smitfom, adj. [Sv. smittosam.] ſmit⸗ 
tende, fom forplantes v. Smitte, En ſmit⸗ 
om Syge. — Smitſomhed, en. den Egen⸗ 
ſtab af ſmitte. 
Smuds, en og ef. ub pl. [T. Schmu 
„Skarn, Ureenlighed, Snavs. — ſmudſe, 
V. a. glore ſtiden, ureenlig; tilflye, tilſole. 
—. fmudfig, adj. ſom har Smuds paa ell. 
ved. fig, ureenlig , ſtiden. Moth. (et tyde 
Ord, ſom holdes f. ſommeligere end det til⸗ 
ſvarende danſte. Smudſighed, en. ud. Pl 
Smug, et Subft. der fun. br. ſom adv. 
i Smug, hemmeligen, lonligen. At drikke, 
. at handle i Smug. ”Kun nogle raſke Styt⸗ 
ter i Smug han felge lod.” Ohleuſchl. (bes 
flægtet m. det isl. Smiugr, Øv. Smuga, 
en Gang, et Sted, hvor man maa krybe 
ind. jsf. Smoge.) — Heraf: Smughandel, 
"en. 9. fom drives hemmeligen, b. ulovlig 
Maade, m. forbudne ell. indſmuglede Vare. 
— Smughandler, en. den, ſom driver 
Smughanñdel. (I. Schleichhaͤnde er.) 


Smugle, v. a. 1. [J. smegia.] egentl. 


bringe ind i Smug, p. en hemmelig Maade; 
men br. fun om ſaaledes af bringe Varer 
ind, hvoraf Told ei er betalt. At f. Varer 
ind) indfmuglet Gods. ſE. to smuggle. 
Mouth har ikke dette Ord, men derimod v. a. 


og rec. ſmuge, ſmog, ſmotet, gisre noget. 


hemmeligt.] eraf: Smuglen, en. ud. 


pl. — Smugler, en. pl.—e. den, ſom ſmug⸗ 
" Jer 


Barer ind. Smuglerſkib, et. S. hvor: 


- - paa Barer indſmugles. — Smugleri, et, 


pl.-er. jævnlig Smuglen. 


, 312 


et ganſte lidet 


Stene hen ad Vandets Oberflade. 


Smut —E myte. 


Smuk, adj. pl ſmukke. IN. S. ſmuk. 
gl. Sv. smöck. E. smug, net, peen, 
ifær om Pynt, Paakladning. jvf. det T. 
Schmuck, og vort ſmykke. d. f. ſ. ſtien; 
nten er et oprindelig danſt Ord, og br. der⸗ 
ig (langt almindeligere i Taleſproget, hvor 

ien neſten aldrig høres i fin egentlige Be⸗ 
tydning (ef. om den hoiere Skionhed;) men 
derimod ofte deilig. ”Man figer: det ſmuk⸗ 
Fe Kion, ikke det ſtionne Kion; men man 


taler om te ſtionne Konſter, ikke om de 


ſmukke, forti Skienhedens Jdeal er deres 
Maal.” P. E. Miller. — Om den v. Bru⸗ 
gen, ifær I Skriftſproget, indførte Forſtiel 
imellem fmut og ſtion, f. det fidfte Ord. 
— Smukke Ting: At fige cen mange fmuk⸗ 
ke Ting »: Artigheder. — ſmuk br. ofte iro⸗ 
nift t. Daddel. Der har du ført dig fmuft 
op! Han er en ſmuk Perſon. — Subſt. 
Smukhed er ſieldent, og mindre brugeligt, 
end Stionhed. (jof. deilig.) 

Smul, et. ud. pl. de mindſte Dele af en 
Ting, Støv, Gran. At falde hen i Smul. 

Smule, en. Bl. [€v. Smola, Smula.] 

tykke, en meget liden Deel. 
Brodſmuler. At fanfe Smulerne op. En 
Smule 0: meget lidt, en Kiende. Giv ham 
en Smule Kiſsdet. Brødet. Der er endnu 
en Smule tilbage. 

Smule, v. a. 1. gløre f. Smuler, bryde 
i Smuler. At ſmule Brødet i Melken. 

Smuldre ell. Smulre, v. n. 1. (er.) blive 
t. Smuler, falde hen I Smuler. “Selv 
Runernes Granit fortæres og det ſtolte 
Warmor ſmuldrer.“ Foerſom. 

Smut, n. s. It kaſte Smut, en Borne⸗ 
leg, beftaaende i at kaſte ſmaa og flade 

(At 
flaae Sinker. Moth.) — Smutſteen, en. 
Steen, fom bruges t. denne Leg. (Colding.) 

Smuthul, et. pl.-ler. lonligt Sted ; 
Sted, hvor man fan ſtiule fig. »Jeg faag 
mig om efter et Smuthul, hvor jeg kunde 
tye hen.” Bagg. N. Klim. 

Smutte, en. pl.-r. [af Smug.] en for⸗ 
borgen Indgang, Lonvei. Moth. (f. Smo⸗ 
ge. . 

Smutte, v. n. 1. (er.) komme haftigen 
og uformarkt bort, lifte fig haftig bort. 
Muſen ſmuttede ind i Hullet. Hvor er den 
fmuttet hen? “Han fmutted giennem Bus 
ſten; hun fulgte ham faa fnart.” Ohlenfchl. 
Duret fmuttede bort imellem Hænderne. 
»Det fmutter ud, det, fmutter ind, igien⸗ 
nem Vinduer og Borre.” Baggefen. 
Smykke, ct. pl. -r. [Sv. Smycka. af 
fmut.] det, ſom tiener Menneſtetet. udvor⸗ 
tes Prydelſe; iſer hvad der tillige er koſt⸗ 
bart. Et S. af Guld befat m. ERdelſtene. 
Et Perleſmykke, Bryſtſmykke. Kun Dnd, 
men aldrig Glimmer er det Smykke, der 
pryder Qvindens Grav,” F. Guldb. — Et 
Smykkse cv en koſtbar ell. glimrende Pry⸗ 


Smykle — Smaæffe. 
delfe,” P. E. Miller. ”Smyffe er aftid 


noget andet og mere end'end Dynt; man ” 


tænter v. hiint altid p. Koſtbarhed, p. ædle 
Stenes ell. Metallers Glands.“ Nord. Tids⸗ 
ſtr. III. 74. Smykkedaaſe, en. Daaſe, 
vori et S. giemmes. Smyfreklade, et. 
koſteligt Klæde t. udvortes Prudelfe. (Kin⸗ 
ao.) Swykkeſkriin, et. Skriin, hvori 
Swmykker og Koftbarheder giemmes. 
Smykke, v. a. 1. forfnne m. udvortes 
Prydelſe, pynte, pryde. [Det br. i mere 
udſtrakt Bemærtelje, end Subſt. Smytte, 
At ſmykkeſen Brud: er overhovedet at pyn⸗ 
tv, ifsre hende Brudeſtads; og Bruden fan, 
ſom Miller bemarker, ”være ſmykket baade 
m. Diamanter, og m. en Bloniſſterkrands.“] 
” Sun prydede fit Anfigt og ſmykkede fit Ho⸗ 


, ver,” Bib. af 1550. 2 Kong. IX. 30. ”Et 


ſmokke ten t. Pragt din Barm; fun her den 
glæde dig uſeet og ene!” Fr. Guldb. — 
figurl. forſtienne. “Den ſmykker ſelv Or⸗ 
kenen m. uvisnelige Blomſter.“ Mynſter. 
»ecv, og fmvE dit Norden fremdeles m. din 
Heltekraft.“ Ohlenſchl. En Kone, ſmykket 
m. alle qvindelige Dyder. — Smytten, en. 
ud. pl. Gierningen at ſmykle. = Smykke⸗ 
Fonft, en, Indſigt, Færdighed i at ſmykke, 
pryde; Puntefonft. (Bording.) mykke⸗ 
pige, en. P. ſom forſtager at ſmykke ell. 
pynte. Brudens Smykkepiger. (Moth.) 
Smykketoi, ct. det, hvormed man imykker 
fig. (Moth.) 

Smæde, v. a. 1. ISv. småda. 2. 
fømåben.] frænfe , fornærme” v. Ord. 
Moth. Ordet er nu iffe brugeligt ; ligeſom 
ogſaa Smadeſkrift, Paſquil, Skandſtrift, 
(Moth), nu ſielden forefommer. utiendt 
er Smigerſang og Smadeſkrift.“ S. Bli⸗ 
cher. (jvf. forfmædelig, Forſmadelſe.) 

Smægte, v. n. ſ. vanfmægte. (Bed en 
Germanisme br. det af enkelte Nyere, og i 
tet kiobenhavnſte Hverdagsſprog, for det 
tydſte ſchma ten” Mangen paaftaaer 
at ſukke, at ſmagte, at-lide for mig.” Rahb. 
D. I. X. 781.) - 

Smæf, et. pl. d. f. en vig haftig forbi⸗ 
gagende End, fom afet Slag old. Et S. 
med Munden, m. en Pidſt. 2. et Slag. 
At give cen et Smak. Drengen fil Smæk, 


Hug. 
Sme ed, adj. meget fed, vel laſtket. 

'" Smætfe, v. n. og a. 1. (har.) 1. give 
frembringe en Lyd, fom ct Smak. Xt f. 
met Munden, m. en Pidſt. 2. flaae. Af 
fmætfte efter cen m. en Pidſk. At f. cen over 
Fingrene. At ſmakke en Dør i, flaae den i 
Laaé. — Deraf: Smakken, en. ud. pl. 

Smæftfe, en. pl.-r. 1. et Redſtab f. at 
fmæfte ell. ſlaae med. f. STuefmælfe. 2. et 
Klæde, ſom Qvindfolk fæfte for Bryſtet, 
eller fom gives Børn om Halſen. (f. Sage⸗ 
ſmakke.) Hun har et Forflæde m. Smakke 
paa. J 


"al 


ner Smør. ”I nogle 


" 373 Smerkker — Smorfræmmer. | 


" Smætfer, adj. ſ. ſmekker. 

Smæld, et. pl. d. f. et ſterkere Smok; 
iſer om Enden af en Svobe. 

Smalde, v. n. 1. (har.) [ISv. smålla.] 
frembringe Smold. At fmælde med en 


Pidſt. — fig. bruge Ugvemsord; i den Tale⸗ 


maade: at ffielde og fmælde p. een. — 
»Hillemen, hvor vil hun ſmalde!“ Storm. 
(Fabl. og Fort. 12.) Stielden og Smalden. 

Smarer, n. s. pl. én almindelig Plante 
og god Foderurt; hvid Kløver, hvide Smœ⸗ 
ter. Trifolium repens. . 

Smeg, en. ud. pl. en tyf Røg. (Moth.) 
”Ingen Ild, fom jo haver nogen Smeg.” 


P. Syvs Ordſpr. J. 166. 


Smoge, v. a. 1. og 2. [af. Smeg, T. 
ſchmauchen.] at rege. At ſmoge Tobak. 

Smohe, en. pj.-r. ſudt. Smoie. Isl. 
— en fnever Giennemgang. (i Al⸗ 
muefproget.) “Smaa Huller, Smeger og 
Adxele, at ſnoe fig i.“ P. Syvs Ordſpr. 1. 
18. J 
Smaoge, v. a. 1, og 2. [IJ. smeigia. 
Jof. Smog, Aabning, Hul, i Ihres Glos⸗ 
ſar.] bringe noget, der ſidder trangt, af m. 
Lempe, og v. at drage noget ud af en Aab⸗ 
ning ff ingen. At ſmoge fine Strømper 
af (v. at vende dem.) Heſten ſmoger af fig, 
naar den ſtiller fig v. Hovedſtolen og Bid⸗ 
ſelet. (mindre brugeligt er: at ſmoge fine 
Støvler, Klæder paa. Moth.) | 

Smole, v. n. 1. rode omkring. (Moth.) 
fig. være ſeen i en Gierning. (dagl. T.) 

Smer, et. ud. pl. [Iél. Smior.] den 
fede, olieagtige Diet af Melken, ſom ſtilles 
fra Floden v. Kierning. At kierne S. 
Bi kiernede, men kunde ikke fane Smør. 
At ſtikke S. op p. en Tallerken. Ut ſege 
Smar 3: prøve en Tønde Smør m. en So⸗ 
ger. (Moth.) = ſmeragtig, adj. ſom lig⸗ 
gne — faaer Mel⸗ 
ken en ſtorre Mængde fmeragtige Dele, 
end oftagtige.” Olufſen. Smerblomſt, en. 
Navn p. en Plante. Ranunculus acris. 
Smoerbrikke, en. Trobrikke, hvorpaa Smør 
fremfættes. (Moth.) Smerbotte, cn. B. 
hvori Smor fores ell. glemmes. Smoer⸗ 
dei, en.en fed Dei af Meel og Smer, 
hvoraf laves flere Slags Kager. Moth. f. 
Bladdei, (I. Butterteig.) ſmoerdrei, 
adj. fom giver meget Smer. ſ. Mel. 
Moth.) Smørdyppelfe, en. D. favet af 

mør, el. hvori fommes meget G. Smora 
fierding, en. et Træ ell. Kar af Staver, 
fom holder Fierdedelen af en Tønde S. 
Smorgrod, cen. G. fom koges af Meel og 
S. Smaerkage, en. K. af Smerdei, 
(Moth.) Smerkande, en. et lidet Kar m. 
Laag paa, hvori Smer føres ell. fremjættes 
p. Bordet. Smerkringle, cen. K. af en 
Dei, æltet m. Smer. Smerkrukke, en. 
Leerkrukke, hvori &, giemmes. Smer⸗ 


kremmer, en. den ſom handler mød S. 


AJ 


- 


AJ 4 





p. Brødet. 


- 


- 


Smorotting — mange. 


(Moth.) Smeoerotting, en. ct Træ, ſom 
indeholder Halvdelen af en Fierding S. 
Smerpande, en. P. hvori noget fun ſteges 
ell. bages i S. (D. H. DD.) Smerſtaal, 
en. Skaal, hvori Smør giemmes ell. frem⸗ 
ſœttes. (Moth.) 234 
at ſtikke S. med. Smorſtiver, pl. en Ret 
af Bredſtiver, bagte i i S. ( Moth.) Smor⸗ 
yld, en. Landgilde, beſtaaende i Smer ell. 
ammer Værdi i Penge, Smorſtikker, en. 
gt Redſtab af Zræ ft, at ſtikke Smot af en 
ende. Smørfoger, en. et Slage Bor, 
hvormed Smor üen Tonde proves. Smer⸗ 
tiende, en, T. ſom ydes af Smer. Smoer⸗ 
tønde, en. T. ſom bruges ell. er beftemt t. at 
giemme Smer i. Han havde en Fonde 
Smør og en tom Smortonde p. Vognen. 
Smeræft'e, en, Eſte cl. Daafe t. at føre 
. Smør i. . ' 

Smere, v. a. ſmurte, ſmuurt. JJôl. 
smyria. A. S. smeran.] 1. udbrede noget 
fedt, eller noget, ſom er imellem faſt og fly⸗ 
Hende, p. en faft Overflade, At ſmore Smor 

At ſ. Stovlerne m. Flejt, Laa⸗ 
At ſmore en Vogun. 2. fig! 
dagl. Tale: a.) beſtikke m. Gaver. .) 
banke, prygle. Han derpaa hendes Ryg 
begyndte brav at ſmore.“ Holb. P. P. 0.) 
At f. noget ſammen, 3; ſtrive, haftigt og 
flet.” 4 At ſmere cen om Munden m. 
noget ad: indbilde cen noget, beſnakke, fane 
gen v. Gaal cl. ved en Ubrndelighed t. at 
glemme Savn cl. Tab af det vigtigere. 
”Zhi han er taabelig, om Munden let at 
-fmøre,” Holb. P. Paars. = Smerelſe, en. 


feng m. Olie. 


. n. 8. noget, hvormed man ſmorer en Ting. 


Vognſmorelſe. — Smoren, en. Gierningen 

at ſmore. — Smoter, cen. pl.-e. fig. en jlet 
orfatter. »Roes af en og anden Degnets 
morer” Baggeſen. 
Smorrebrod, ct. pl. d. ſ. [udledes ſod⸗ 


vanl. af Smør, Hos Moth: Smorebrod.J. 


et Stykke Brød, p. hvis ene Side Smør 
er bredet ell. ſmuurt. — fig. det er fun et S. 
(en meget let Sag) f. ham. "Nu er det 
Smørrebrød Pififtratus at være.” Bagg. 
dSnabel, en. pl. Snablc, (Sv. Snabel,) 
ef troſt Ord, der undertiden bruges f, en 
lang, fremragende Deel af et Legeme. f. E. 
Elefantens Suabel. Skoe m. en meget 
lang Syds kaldtes tilforn Snabelſtoe. 
Snadre, v.n. 1. (har.) IT. fh rat: 
fern.] bruges om Geſſenes, og ifær om 
XSndernes Lyd, naar de haftig rore Næbbet 
i Mand for at æde deri. At ſnadre fom en 
And: om den, der ſnakker meget hurtigt og 
-utyteligt, — Deraf; Snadren, ell. Snad⸗ 
der, en. - 

Snage, v. n. 1, rage og fede omfring i 
noget; fnufe omfring. At fnage ffter no: 
get. [Isl. snåfa, ſnuſe; it, luſte omkring 
ct Sted.) At ſnage i Gryder og Patter. 
(Math har ogſaa Subſt. en Snag a; en 


374 


cc, en. Zræjtee t. 


dreven Lnft t. at ſnakke. 


— 


Snage — Snapsling. 


Snyltegiceſt, og Talemaaden: af være p. 
Snag efter noget a: giøre fig Flid f. at 
udforſte.) 
Snagen, adj. ſom har Zilbsielighed t. 
at fnage, og t. af ſtiele Fødevarer. (fiefs 
den.) (Katten)' ”fom nokſom kiendtes for 
at være ſnagen.“ Veffel. 
Snak, en. ud. pl. [N. S. Snakk. 
Aanten⸗Snakk, Ande⸗Snadder.] daarlig, 
taabelig, ugrundet ell. opdigtet Tale. Jeg 
gider itke høre p. hang Snak. En dum, 
taabelig &. - Det var Alt Snak (3: Digt, 
Løgn) han fom med. ”Der ſtundom figer 
fandt, men ofteft ferer Snak, og fylder 
By m. Løgn.” Holb. P. Paars. " At fpife 
cen af m. Snak, give cen Snak for Penge. 
Snakke, v. n. 1. har. IN. S. ſnafk⸗ 
ken.] tale; men fun om den daglige, uten 
noiere Eftertanke fremførte Dale At f. 
med cen' om noget. . De ſuakkede ſammen 
en heel Time. ”Man fan ſnakke høit og 
fagte; men af ſnakke beftemt , vilde indes 
holde cen Modfigelfe.”” Muͤller. — En Stær, 
Papegoie, fom fan ſnakke. — At ſnakke cen 
noget fre 3: faae ham v. Snaf ft. at give 
det bort; modſat: at fo cen noget pag. — 
At ſnakke een fva noget 3: fane ham overalt 
t. at lade det være. — At f. cen noget for 
ao: indbilde. At fØ een efter Munden, Ar 
É over fig 3: tale forvirret. Snakkebro⸗ 
er, en. den fom er fnaffom, ſom godt fan 
ſnakke. ſnakkeſalig, adj. fnalfefng, meget 
ſnakſom. ”For ret at bruge ſnakkeſalig 
Mund.” Tode. ſunakkeſog, adj. fem vil 
ſnakke uophorlig, har en overdreven &unft t. 
at ſnakke. (Rahbek.) Snakkeſoge, en. overs 
”Saadan Dont 
curere hans Snatfefyge iffe fan; men hel⸗ 
(ev den formere.” Holb. Snakketoi, et, 
fig. iUdtryk ſom: af have godt 5. 2: kunne 
godt tale for fig. (d. Tale.) ”Saa længe 
maatte de uafbrudt Sladder høre, t. ſelv 


, de ovyede lærvilligt Snakketoi.“ Tode. — 


ſnakſom, adj. ſom gierne vil tale meget. 
Deraf: Snakſomhed, en, ud, pl. 
Snaphane, en. pl.-r. 1. egentlig: en 
Fiederlaas p. en Boſſe (f. Sene, 4.) 2. 
tilforn: en Partigænger, Fribytter i Krig ; 
en Røver. (Moth.) 7 . 
Snappe, v.a. 1. [Sv. snappa; snabb, 
haſtig.] tage noget hajtig bort, ” Han ſnap⸗ 
pede Bogen fra mig. At f, noget ud af 
Haanden p. een. Bi ſnappede ham op uns 
derveis. (f. opſnappe.) At ſnapße efter 
noget 0: ville gribe det haſtigt (uden altid 
at faae det.) "En fmilende Hofmand ſnap⸗ 
pede efter en Roſe — men greb i dets Sted 
en Nælde.” Rahb. Hunden frappede efter 
hans Been gilde bide.) fig. Kiæle, ſmaa⸗ 
-ftiæle. (Moth.) . ' 
Snapsting, et. [af uvis Oprindelſe.] 
faldes en beftemt Tid cl. Termin om Gomzs 
moren t. Penges Udbetalinger i Viborg, 


N 


y 








1 


Snar — Sned. 370 Suedig — Sneefsre. 


Ver finer! 9: ſtynd dig. En ſnar Vind, dugr.] ſom forftaaer at finde paa og at 
eu ſnar Beſlukning. “Paa ſnare Vinger bruge Lift (”ifær f. at udvikle fg af Farer 
nu han forte Kongens Bøn,” C. Friman. og vanſtelige Tilfælde.” Sporon.) — Af de 
”Demmeér iffe m. ſnar, med letſindig Dom.” - eenstydige Ord, der tilfiendegive en Brug 
Mynſter. (bv. ifte meget, uden i hoiere af Forſtanden t. af føre andre bag Lyfet t. 
Stiil.) = ſuarfodet, adj. haftig t. Fods, fin egen Fordeel, bruges a. nogle I tvetydig 
letfodet. — Snarhed, en. ud, pl. Haſtighed. b. andre blot i ond Bemærkelfe… Efter Ud⸗ 
”Med hvilfen Snarhed ere diffe Dage hen⸗ urykkets ſtigende Grad ell. Styrke, ere de: 
floine.“ Baggeſen. — ſnarlig, ſnarligen, a.)Muu, forſlagen, liſtig. b.) ſnedig, un⸗ 
adv. haſtigen, rr net, adj. has derfundig, ræntefuld,; fvigfuld, trædſt. 
flig t. at tale ell. ſpare, ſom ei fattes Svar, — Snedighed, en. ud. pl. Beſtaffenheden, 
ſnarraadig, adj. fom let og haftig finder p. at være fnedig. “Snedighed er en i farlige 
Raad. (P. Clauſſen.) ”Han var ſnarraa⸗ Omftændigheder virkſom Liftighed.” Sporon. 
dig- uden Overjlelſe.“ Vogelius. “Billig Snedker, en. ply- e. IN. S. Snitier. 
beundre vi den ſnarraadige Anfører, fom J. og Svi Snickare. en Haandvaerksmand, 
feer det begvenime Dieblik og bruger det.““ ſom gier Boſtab og andet finere Arbeide 1 


Snar, adj. ſIsl. snar.] haftia, hurtig. Snedig, adj. [Holl. sneedig. 3. sni- 


Kampmann. ſmarſeilende, adj. v. hurtig Zræ. (jvf. Tommermand.) > Deraf: , 


ſeilende, (etfellende, (Moth.) ſnartalende, Snedkerarbeide, ct. pl.-r, det, ſom forfærs 
adj. v. hurtig i fin Tale. Deraf Snar⸗ diges af en S. Snedkerdrentz, en. Sntd⸗ 


talenhed, en. (n. O.) Baggoͤſen. (Labyr, II. Ferhaandværk, ct, Snedkerkone, en. En 


122.) ſuart, adj. 1. haſtigen, uophol⸗ Snedkers Huſtru. Snedkerkro, en. (f. 
delig, inden fort Tid. Kom ſnart igien. Kro, 2) Snedkerlaug, et. Snedker⸗ 
»Snart eller ſeent gader han fin Vel alles liim, en. den 2. fom Snedkere bruge. Sned⸗ 
ne.” Mynſter. (ivf. haſtig.) Man fan giore kermeſter,en. Snedkerſvend, en. Sned⸗ 
en Ting haftig nok, og dog iffe ſnart nok. kervæerktoi, ct. o. fl. — Heraf: ſnedkre, 
»aſtig har nærmeft Henſynet. Hurtighe⸗ v.n. 1. (har.) at giore Snedkerarbeide. J 
den, hvormed der handles; fnart f. Tidens Once, en. ud. pl. [Jél. Snær, Smiar, 
Korthed, i hvilken der handles.” Sporon, . Snidr. Sv. Snö. A. S. S$nåv.] Vand: 
2. næften, omtrent. Det er fnart bedre at dampe ell. Dunſter i Luften, ſom v. en vis 
vi gaae. Den ene er ſnart lige fan god ſom Kuldegrad fryſe og falde ned £ kryſtalliſte 
den anden. i Former. — Sneebierg, et. B. hvis Top 
Snare, en. pl.-r. [Isſ. Snara.] cn Ind⸗ altid er bedætfét m. Sñee. ſneeblind, adj. 
retning af-Rcb ell. Snore, med en løbende ſom har taget Skade p. Synet v. at fre p. 
Knude, hvori Fugle cl. andre Dyr kunne Sneen. (Moth.) Snetrblomſt, en. B. fom 
fanges derved, at de træffe Knuden ſam⸗ vorer om Foraaret under Sneen. Snee⸗ 
men ; en Hilde, At fætte Snarer f. Fugle. bold, en. Snee, ſammentrykket i Gænterne 


— fig. Lift, Underfundighed , hvorved cen  t. en Klump cl. Bold. “Ret fom en Suce⸗ 


befnæres. At lægge Snarer f. een. lags bold der — jo meer den væltes frem, jo 
tet af hane Klogſtab, faldt han dug i Sna⸗- meer den Kræfter faner”. Holb. P. P. 
ren (fod fig befnilde, narre, befnære, for- Sneeboller ell. Sneebolde, pl. et Navn, 
loffe £. noget.) f. fnære, befnære, — Sna⸗ der gives en Buftvært, m. hvide Zopttete 


regarn, ct. Garn, hvori Dyr fanges lige- ſom dyrkes i Haverne. (ſ. Skovhyld.) 
fom ft en Snare. — fig. ”En daarlig Xre: Sneebrud, et. den Forandring, naar den, 


Inft blev: mig t. Snaregarn.“ Merope v. frosne &. pan Jordens Overflade v. Teveir 


Schierman. — Snarerype, en. pl.-r. Ry⸗ begunder at blive los. (Ambergs Ordb.) ſ. 


per, ſom fanges i Snarer p. Sneen. Tobrud. Sneebryn, en. Rand el. Ud⸗ 

Snaſtfe, v. n. og a. 1. ſpiſe m. en vis kant af en Sneemaſſe, el. det yderſte afeen 
ubehagelig Lyd, (jvf. ſnadre) og tillige m. ſneedekt Brink. ”Kaade Reen, fom p. 
Begierlighed, f. E. Slikkerier. (Sv. sna-—' Zu ebrynen dandſer.“ Storm. Sneedek⸗ 
ska.) At ſnaſke fom en And i et Gadeker. ” Fe, et. D. af Snee p. Jordens Overflade. 
(Moth.) At ſnaſte i fig Alt hvad man kan fneedæft., adj. v. ffiulf med &. Snee⸗ 
fade. (lav Talebrug.) drive, én. En flor fammendlæft Sneedynge. 

Snavs, ct, ud. pl. faf ubeftemt Her⸗ Sneefield, et: d. f. ſ. Sneebierg. ”Norde 
komſt. Hos Moth: Snaus. Sv. Snusk.] udyrkede Sneefield.“ Baggeſen. Snee⸗ 
1. tet, ſom cv ureenligt, ſtident; Starn, flage, en. pl.-r. Snee, der falder i tykke 


Ureenlighed. 2. fig. det, fom intet duer, Klager. (Foerſom. Digte, II. 73.) Snee⸗ 


ſom er flet, ringe. (d. Zale.) flofter, pl. mindre, finere Snceflager., (f. 
Snavſe, v. a. 1. giøre ureen, flye ilde Flokke.) Sneefog, et, den Naturbegivenz 
til. — ſnavſet, ad]. v. uven, ſtiden. hed, at Sneen falder ned m. Blælt ell. 


Sned, et. ud. pl. Lift, Renke. (foræl: Storm. Sneefugl, en. Fugle, der flotte 


Tet. Id. Tale: at ſee fit Snid ell. Sned t. fg om Vinteren mod Snecvelr. (Moth.) 
noget 2: være ſnild t. at fee fin Leilighed.) neefore, gt. den Beſtaſſenhed v. Jorden, 
4 


I, " — - . 


. Solen har meppe — uver 


Nedfald af Luften. 


- 


baſt gr fort.” Bagg. 


"I 


Ønceføre — negl. 


376 


ø 


Sneglebakke — Snert. 


at den er bedættet m. froſſen Snee; Sla⸗ f. E. Sneglebakke, en. B. hvorom en 


defsre. Sneegarn, et. G. til at fange 
Fugle p. Sneen. 
Glands, naar den belyſes af Solen ell. 
Maanen.“Imod hvis Sneeglands Alås 
Sneehob, en. En 
Dynge Snee, Sneedynge. fnueehvid, adj. 
ſtinnende hvid ſom Snee. ſneeklar, ad). 
finnende klar, fom S. (Herz.) Sneeklok⸗ 
e, en. En af de tidligſt blonftrende Plan⸗ 
ter, ſom ogſaa dyrkes i Haver (Sommergiæf, 
Giæfurt, Blidelslilie.) Galanthus nivalis. 
neeflædt, adj. v. bedekket m. Snee. Snces 
dte Bierge. “Sneekladte Vinter ſelv er 
ham en bruybar Tid.” Storm. Sneelag, 
et. udbredt Lag af falden Snee p. Jorden. 
”Bøfe Sncelag fmelte, og væde Egnen.” 
Foerfom. necluft, en. En m. Snee ell. 
Sneeſtyer opfyldt £. Sireemand, en. 
igur, liig et Menneſte, dannet af S. 
neemark, en. Enem. Snee bedættet Mark. 
Sneemarkens 
Teppe fine Straaler ſpredt.“ J. L. Heib. 
Sneemos, en. En Ret af Flode, XRg og 
Sukker, der pidſtes t. Skum. “Som ſvam⸗ 
pig Sneemoos, naar man den i Munden 
faner, til intet bliver.” Holberg. Snee⸗ 
regn, en. f. Slud. Sneerype, en. ſ. Ry⸗ 
pe, S&nærerype. Sneeſto, en. Skoe, ind: 
rettede t. med ſtorre Lethed at gane i Sneen. 
(forſtiellige fra Stier. f. dette O.) Snee⸗ 
fforpe, en. Et Lag Snee p. Jordens Over: 
flade el. paa iislagte Rande. Sneeſtred, 


et. Sneens Nedfald i en ſamlet Mengde 


fra et hoiere Sted 1. et lavere, Sneeffy; 
en. En Sky, der giver Snee. Sneeſok⸗ 
Fe, en. pl.-r. Et Slags Sokker t. at drage 
uden p. Fodtsiet, f. at kunne lettere gane 
p. Snee og Jis. Sneeſpurv, en. En Fugt 
af Spurvens Storrelſe, fom lever i de nord⸗ 
lige Polarlande; men undertiden vifer fig 
hos 06, ell. i fydligere Lande, Emberiza 
nivalis. Snectæppe, et. fig. et Sneelag, 
utbredt over Jorden. Sneevand, et. V.“ 
af fmeltet Snee. Sneeveir, et, det Veir⸗ 
lig, naar der falder Suce. 

Suee, v. impers, 1. (har.) om Sneens 
Det ſneer ſterkt. Det 
har fnect i Nat. Det har ophørt at ſnee. 

Oncees, en. pl. Sneſe. et Antal af 20. 
”Feh Sneſe Aar bar Gubbens Iffe.”” Thaa⸗ 
rup. — ſneſeviis, adv. i Antal af en ell. 
flere Sneſe. At fælge Xbler ſneſeviis. 

Snegl, en. pl.-c. [A. S. Snegl. Isl, 
Snigilld et Nuvn, ſom ifær tillægges to 
Slags Dyr: 
i enfelte Skaller cd. Sneglehuſe; og færdes 
les den hos os almindeligſte Claſſe af diſſe: 
Landſneglen, Haveſnegglen. lielix. b.) 
Jordſneglene uden Huus. Limax. — Adjec⸗ 
tiviſt br. Ordet i adſtill. Sammenſetninger 
f. at betegne in rundfuoet ell. Spiralform, 
liig en. Skrue ell. Toppen af Sneglehufe. 


ralfieder. 


a.) Bloddyr, ſom opholde ſig 


noet og ſtraa Gang, m. aftagende Gien⸗ 


Sneeglands, en. Sneens nenſnit, gaaer op t. Toppen. (Ambergs 


Ordb.) Sneglebor, et. et nu fielden brugt 
Redſtab, ſom tilforn anvendtes ifær af Bod⸗ 
kere ell. Fadbindere. (T. Sneckenbohrer.) 
ſnegledannet, adj. v. dannet ſomet Sneg⸗ 
lehuué, cl. i Spiralform. ſnegledreiet, 
adj. v. dreiet ell. ſnoet, ſom Linierne p. et 
Sneglehuus; ſpiral. Sneglefieder, en. 
En ſammenſnoet elaſtiſt Staglfieder; Spis 
Sneglegang, en. 1. en Snegls 
Bedegebſe. fig. en meget langſom Gang. 
»Indretninger, fom figte t. at lette og for⸗ 
forte Proceſſens Sneglegang.“ Birkner. 
»De raar Producter — flæbe fig frem i en 
feendrægtig Sneglegang, hvori hvert Skridt 
er dyrt.” Olufſen. 2. En fnegledreiet Bang, 
en G. ſom i Sneglelinie enten dreier fig 
om en Pille, gaaer om en Bakke, eller 
p. flad Jord fører t. et Midtpuntt. (jvf. 
Skruegang, og Sneglevei.) Sneglehorn, 
et. Et ſtort Sneglehuus, ligt et Horn, ell. 
et Horn m. udvendig Snegle⸗ ell. Sfruc= 
gang. Sneglchuus, et. den runde, dreie⸗ 
de Skal, hvori Sneglen opholder fig, og 
fom den flytter med fig. Sneglehvælving, 
en. En H. fom i Skruelinie vinder fig om⸗ 
Éring en Vile.  Sneglelinie, cen. En krum 
Linie, der enfen I Struegang fnoet fig om 
en perpendiculair Linie, ell. paa en Flade 
ſnoer fig m. aftagende Diameter ind ad til 
et Midkpunkt; Spirallinie. Snegleſtal, 
en. d. ſ. ſ. Sneglehuus. Snegleſlægt, en. 
En Slægt eu, Claffe af Snegle. Snteglez 
trappe, en. En T. der gaaer i Sneglelinie 
om en Pille; Vindeltrappe. (Baggefen.) 
Snegletræk, et. d. ſ. ſ. Sneglelinie. Sneg⸗ 
levei, en. Vei, der gaaet opad og omfring 
en Heide, i en Sneglelinie. Den Sneg⸗ 
levei, ſom er anlagt fra Midten af Bierget 
t. Zoppen.” Baggeſen. ſneglevunden, 
adj. v. vunden éH. vredet i Sneglelinie. 

Snekke, cn. (Tydſk.) f. Snegl. 

Snekke, en. pl.-r. [J. Sneckia. AX. S. 
Snacca, scapha.] et let ſeilende Fartei, ct 
agt. (et forældet, af nyere Forfattere 
f. E. Suhm, optaget Dvd.) ”Hané Snef: 
Fer fciled vide om - fra Havn t. Havn.” 
Storm, ”Imctené fvæver Sneften fri, 
fom Fugl om Biergets Tinde.“ HOhlenſchl. 

neppe, en. pl.-r. Navn p. en vild Fug⸗ 
leflægt. Scolopax. (ſ. Bekaſine, Skov⸗ 
frreppe.) Deraf: Sneppefangſt; Sneppe⸗ 
garn, et. Sneppejagt, o. ſf. 

Sherpe, v. a. 1. [bejlægtet m. ſnære. 
Isl. snerpa, giore haardere, ſterpe.] trætte 
ſammen, krympe ſammen. At ſ. Munden 
ind, ſammen. Det ſnerper Guden fams 
men. (fig. ſnerpet, unaturlig peen, affec⸗ 
teret ;- om Fruentimre; hvoraf vafad n. s. 
en Snerpe; i d. Tale.) 

Snert, et, pl. d. f. IJ. Snertr, Bere⸗ 


a 
3 


8 


Aj 


: Maade. 


É v oa 2 


Snert ⸗Snigmorder. 


ring.] - 1. et foleligt Slag m. en Vaand, 
Pidyk ell. desl. men ikke m. en Kiep cl. 
anden haard ell, ftiv Ting, 2. den yderſte 
Snor ell, tynde C>. + af en Svobe. 
Snerte, v. a. 1. at give Snert. 

Snever, ad). pl. fnevre. ISo. snæfwer. 
J. næfr, knap, vanſtelig. Ihre.] ikke ˖vid 
ell. rummelig, trang. En føeverIndgang, 
Gyde. Snevre Kleder, Skoe. (fig. overs 
dreven peen, ſnerpet; forældet.) 2. fig. 
indſtrenket i aandelig Penſeende. ”Dit 
alt f. nerige, dit ſnevre Hierte.” Evald. 
”Maar deres fneyre Hierter hverken vide, 
hvad det er at elſte, eller at trde.“ Myn⸗ 
ſter. = Deraf: Sueverhed, en. ud. pl. 
Beſtaffenheden at være fnever ; Tranghed. 
— Snevring, en. pl.-er. et trangt Sted, 
f. Er. imellem Bierge. (nyt Ord.) 

Snevre, v. a. 1. giore ſnever, ell. ſnev⸗ 
rere end før; indſtrenke. (uſedvanl.) “Vin⸗ 
tren ſnevrer Dagen.” Arreboe, 

Snibbe, en. pl.-r. Iretteſettelſe, Utak, 
Skenden. (dagl. T.) Han fif en Snibbe. 
Moth.) ”At give een en ſſem Snibbe.“ 

dahbek. (D. Tilſk. 11. 633.) = fnibbe, v. 
a. ogn. irettefætte, Fœnde paa. At ſnib⸗ 
be een, f. ad cen. (begge lidet brugelige.) 

Snid, et. f. Sned. . . 

Snide, v. a. 1. d. f. f. ſnitte. (ſ. Rem⸗ 
meſnider.) 

Spidſer, en. ( Tydſt.) 1. en liden Feil. 
At gane en S. (d. Tale.) 2. en liden 
Ruus. (Moth.) 

Snidr, ct. f. Snit. ' 

Snige, v. a. og rec. fneg, har ſneget. 
A. 6. snican, at krybe. Ordet i denne 

orm mangler ellers i de bejlægtede Sprog, 
og ev tet Jsl. smiuga, (A. S. smugan, 
serpere) det DT. ſchleich en.]) 1. act. 
bringe frem, afſted, p. en ſagte, uformærtt 

Xt fnige fine Varer ind, Moth. 
2. recipr. fomme frem p. en hemmelig, 
uformærft Naade; lifte fig. ”De krumme 


Beie, ad hyilke Hykleriet ſneg fig frem.” 


Mynſter. At fnige fig bort. Tyven freg 
fig ind I Huſet om Watten. ”D aab, fom 
fniger dig i det beklemte Bryſt.“ Evald. 
”an fan undgaae mangen Tanke, hvilfen 
funde ſnige fig ind i hans Siæl.” T. Rothe, 
(Nat. Betr. III. 28.) 
Fienden. At fnige fig til at gisre noget. 
3. neutr. er ufædvanl. dog bruges dets 

artic. fnigende, for: hemmelig, ſom færs 

es, rorer fig, er til i Londom. “Qucel 


fnigende Mismod, nedflaae trodfende Sag.” 


Derg. En fnigende Feber, = Snighan⸗ 
Sel, en. ud. pl. d. f. f. Smughandel. 
Snighandler , en. En Smugler, Smug⸗ 
handler. Snighavn, en. £. hvor Snig⸗ 
handel drives. (Ambergs Ordb.) Snig⸗ 
mord, et. pl. d. ſ. lonligt Mord, M. ſom 
udføres v. et lumſt, uforudſeet Overfald; 
Lonmord. Snigmorder, en. den, ſom bes 


1 


377 


å 


At fnige fig p. 


med. 


| Snigmorder — Snittela 


gaaer Snigmord. ſnigmyrde, 
dræbe v. lumſt Overfald. Sniſ 
hemmelig, ſtiult Vei; Lonvei. 
Snild, adj. [J. snialir.] fom | 
og hurtigt Nemme, ſom veed at 
Raad, at gribe de rette Forholdsre 
ſom bevirkes v. en ſaadan Evne; El 
ſtelige Tilfælde. Han vat ſuild nok 
udſee og undgaaae Fiendens Liſt. 
Raad, Paafund. “Heel pyntelig 
han, og ſnild i Ord.“ Ohlenſchl. — 
hed, en. ud. pl. Klogſtab, Fiinhe 
Snildhed er Cvne t. at anven 
rette Tid og Sted.” P. E. Muͤller. 
de, en. ud. pl. d. f. ſ. Snildhed 
men foroldet. (Isl. Sniild.) — ſn 
ſnildt, adv. m. Snildhed, p. 
Maade. — ſnildraadig, acj. fnil 
at give Raad. (A. Vedel. Bording 
Snip, en. pl.-er. En i en < 
gaaende, langagtig Flig ell. E 
Styfke Toi, ct Klodningeſtykke. 
m. Snip i Panden. (Deraf de 


Ord: Snippehue, Snippeklud, 


klæde, Snippetroie. Moth.) 
Snirkel, en., pl. Snittler. 


Schnoͤrkel.J en Sneglelinie. 


p. Soilehoveder. 

Snit, et, pl. d. ſ. 1. Hand 
fnitte cl. ffære. At giore et dy 
Indſnit.) Han ſtar det over med 
2. Fordybning, Revne, ſom frem 
at ſtere, Sktaar. Her er ci 5. 
f Zræct. fig. Maaden hvorra 
ſtaaret. Snit p. Klader. (3. Sr 
de udvendige Flader, fom dannet 
dene i en indbunden 03 beſtaaren! 
des Bogens Snit, At forgulde c 
Snittet. En Bog m. Guldfnit. 
bor, ct. en fielden forefomment 
nelfe p. Skrueboret, hvormed & 
Huulſtruen (Moderſtruen) danner 
den egentlige Skrue ved et Skr 
Skrueblik. Snithovl, en. ct 
hvormed Bogbindere beſteere Bogi 
Beſkærehovl. — Snitlog, en. 
Græsløg "ep urleg: Allium Sch 
sum. — Gnitvært, et, udſkaare 
(Moth.) 

Snitling, en. pl.- er. en lider 
Vaand el. Planteqpiſt. 

Snitte, v. a. 1. [J.Snida.] 
ffære m. en Kniv, ifær om im 
Ting, el. om det, fom ffæres | 
I tynde Spaaner. At f. Træer 
Grenene. Af fnitte (udftære) i 
Snittebonne, en. pl.-r. kaldes d 
Bonner (Sværdbørmer, Pralbøn! 
medens Bælgen er grøn, fnittes i 1 
ver og ſaaledes koges el. ſyltes (Pl 
Onittejern, et." J. fom bruges t 
Snittekaal ell. Snitkaal 
vedkaal, ſom ſteres m. en Kniv ell. 


—* 


- 


Aa 


Snot — Snurre. 


Suittclaal — Snorle. 378 


for at ſyltes ſom Suurkaal. Snittekniv, Snot, et. ud. pl. [E. og Holl. Snot.] 
en. Kniv til at beſtere Zræer med, Have⸗ den ſlimede Vadſte, ſom afſondres v. Næs 
" Entiv. (Motfr.) NE ! fehindens (ell. Snathindens) Kiertler. 
Snuzve, en. ud. pl. [f. det følg. Verb.] — frottet, adj. vaad o Ræfen af Snot (i 
en ſmitfom Heſteſygdom, hvormed følger ct lav Talebrug.) . 
Gliimflod af Næien. (£. der Rotz) 2 Su, adj. [J. snotr. A. S. snoter, 
Sniveflod, et. Sliimflod hos ſnivede Heſte. viis.] d. f. f. liſtig, forflagen. (iſcer om' 
Snivepulver, ct. P. fom indgives Heſten den, fom godt veed aft komme pl Spor efter 
mod Snive. Snivefear, ft. Saar i Næs det Skiulte, cl. efter Andres Lift.) Han 
fen hos fnivede Peſte. Snivefmitte, en, er ſnu; man narrer ham ikke faa fet. ”Lan 
den Gmitte, hvorved. Sniven meddeles. ſau tilbyder fig at hvæffe deres Segle.” 
Suiveſtald, en. affondret Stald ,. hvor ſnie Baggeſen. (hvor fnid hellere unde have 
vede Heſte indfættes. været brugt.) ”Som den Snedige kaldes 
Snive, v. n. 1. (har.) drage Aanden m. forſlagen, naar han er nem t. at opfinde 
Lyd igiennem Neſen. (Moth.) ”De fove ei Raad, faldes han fnu, naar han ev nem t. 
Alle, ſom ſnive og ſnorke.“ P. Syvs Ord: at udfinde det Skiulte.“ Muͤller. — Deraf : 
ſpr. I. 248, jvf. ſnue. . Snuhed, en. ud. pl. ” 8 
Snoc, v. a. 1.-[3. snua, vende.] 1., Sirmb, en. adv. Jen Snub 3: meget ha⸗ 
dreie rundt, dreie omkring; boie, vende i ſtigen 6(d. Tale.) 
Bugter. At ſnoe fig i Bugter, ſ. fig ſom Snubbe, v. a. 1. At ſnubbe noget af, 
en Aal. At frioe ſitg fra noget 3: ſlippe fra giere det ſtumpet, kortere, afſtumpe. — 
m. Lift. ”Sce fun, .hvor vel han allerede ſnubbet, adj. v. ſtumpet. (da T.) Moth har 
veed at ſnoe fig i fin Beſtilling.“ Holb. Pol. - ogfga Talemaaden: at ſnubbe en Ting af, 
Kandeft. 2. forene, bringe fæt fammen v. giore den haſtig t. Ende, der ſynes at hore 
at dreie rundt. At ſnoe Traad, Lidſer. At t. det forrige Ord. 
f. noget ſammen. Han fan ſnoe en Lssgu Snuble, v. n. 1. har. ſHoll. sneſelen. 
uden Teen da: fan gott lyve, — Deraf: Sv. snafva.]. ftøde i fin Gang, komme ud 
Snoening, en.— af Ligevægt og være nær v. at falde. ”Ci 
Snog , en. pl.-e. [I. Snokr. N. S. haane den, fom ſnubled, mens du flod.” 
ES nafe.] et Slags Krybdyr, hvoraf en⸗- Rein. ” fan ſtal iffe fade din Fod ſnuble.“ 
deel Arter ere giftige; Slanger; iſer om Pſ. 121,3. At fnuble med Foden. (Job.. 
en vis Claſſe af diſſe. Coluber. — Snoge- 12. 5.) At f. over en Steen. En Heſt 
ham, en. Snogens bud, fom den aarligen ſom let frubler, ”Den, fom vafler, fan 


,… flifter. Snogchul, et. Enogerete, Sno⸗ let fnuble, naar et Xnfted tommer til.” 
! Bevielen, en. €n end, fomenogle Snoge Sporon. (Snublende Knæ. Ef. 35. 3.) — 


É 


rembringe v. at aabne Munden og bevæge Deraf: Snublen, en. ud. pl. 

Tungen. Snogepande, en. et uegentligt Snude, en. pl.-v. [N. S. Gnut.] den 
Navn p. ct Slaßs Muslinger, der i Skik- langagtige , fremragende Deel af Hovedet 
kelſe have nogen Liighed m. et Snodehoved. hos viffe Dyr, fom indbefatter Munden og 
(Korié. Cypræa moneta.) Snogerede, en Deel af Pandebenet. Hundens, Ræ- 
en. et Sted, hvor Snoge have deres Rede. vens, Ulvens Snude. (jvf. Snabel.) I den 

Snogeunge, en. En liden Siog. Snoge⸗ lavefte Tale for: Mund, Anſigt; hvoraf : 
yngel, en. Samling af Snogeunger. Sno⸗ Snudedrag, ct. Slag over Snuden. 
geæg , et. pl. d. ſ. Snoges XEg, ſom de Snuc,v.n. 1. har. IM. S. ſnuven. 
fleſte Arter udklekke i Legemet. IJ. snäſa.J 1. træffe Aanden ftærft og m. 

Snor, en. pl.-e. IJ. Snura. N. S. End giennem Neſen; ogfaa act. At ſnue 
Snoor.] en af flere Traade ſammenſnoet noget op i Neſen. At ſ. Tobak. (Moth.) 
ell. tvunden Stræng ell. tynd Line. En jvf. ſnuſe. 2. fig. at ſove. Gan ligger og 
Klædefnor, Medrſnor. En Silkeſnor. (jvf. fruer hele Dagen. (d. Tale.) 

Skrueſnor.) fighpet, fom ligner en Enor, . Snue, en. ud, pl. (4. &. Snoß. Snofel. 
ell. er frukket p. en Snor; f. €. en Perleſnor, Sv. Snufva.] en Forkslelſes-Spgdom, 
Koralfnør. == fnoret, adj. befat m. Swore. hvorved overflødige Vedſter famle fig ten 
— Snorevgver, en. den, ſom tvinder el, Huulhed over Næfen, og' enten der ſtoppes 
vœver Snoxe, Fryndſer og lignende Ting; og hindre Xandedraget, eller flydg af Neſen. 
en Poſſementmager. — ſnorlige, adj. faa At have Snue. — Snuefeber, en, En m. 
lige, fom en ſtrammet Snor, fuldkommen ſtark Snue forenet Feber; Katarhfeber. 

lige. Snorperle, en. pl.r. ſterre Perler, Snur, en, i dagl. T. en halv Ruus, let 
ſom kunne træftes-p. Snor. — ſnorret, adj. Ruus (Moth. hvoraf adj. v. ſnurrende, let 

Ds ſ. f. ſnorlige. . beruſet.) 8* 

Srorke, v. n. 1. har. IN. S. ſnor⸗ 1. Snurre, v. n. 1. har. IM. S.ſnur⸗ 
ken. J. snarka, knorke.] drage fit Veir i ren.] give en vis fvagt brummende ujævr 

Sovne m. ſterk Lyd. — Deraf: Snorken, Lyd. Fluerne ſnurre, Rokken, Tenen 
en. ud. pl. i É ſnurrer. ”Fører Heſte sp, ſom fnurtende 


— v 


- 5 i f . 


4 


* U 
« 


EN . 


Ønurre — Snare. 


Ofdenborrer,” Jer. 51. 27. (formodentl. 

jamme Ord, fom følgende, fordi en ſaadan 

Bevægelfe tidt frembringer denne Lyd.) jvf. 

furre, — Snurren, en. ud. pl. en ſnurrende 
yd. 

2. Snurre, v. a. 1. dreie haſtig omkring. 
At ſnurre cen omkring. 

Snurre, cen. pl.-r. Et Redſtab, ſom gi⸗ 
ver en ſnurrende Lyd. (Moth.) 

Snurrepiberi, ct. pl-er. et efter det T. 
dannet og optaget Ord, fom br. (meft i pl.) 
for : ubetydelige Snaating. “Med vore 
Duffer, vore Loier, og alt det Snurrepi⸗ 
beri, ſom Smaafolk fun og Børn fornsier:“ 
Baggefen. ” ! 

nuvrig, adj. IPlattydſt. ] lsierlig, puds 
ſeerlig, underlig. En ſnurrig Perfon. Et 
ſnurrigt Indfald. ”Naar Bern fig om mig 
klynge ved ſnurritzt Eventyr,” Baggeſen. 

Snuſe, v.n.bgå.1. 1. træffe Veiret 
m. Neſeh, f at faae Lugten af noget. Hun⸗ 
Ten ſnuſer efter Sporet, efter Stegen. — 
fig. I dagl. T. at ſ. efter noget I: fritte, ſege 
at fomme t. Kundſtab om, ell. tragte efter. 
Heraf: Snuushane, en. den, ſom føger at 
ſpeide, at udfritte Andre, (Holberg.) , 2. 
act. træffe noget v. Veiret op i Neſen. At 
ſnuſe Tobak. 

Snuus, en. ud. pl. en Forkortelſe for: 
Snuustobak, Tobak, reven t. Støv, fom 
man træffer op i Noſen ell. fnufer. 
= Snunsdaaſe, en. D. hvori Snuustobak 
giemmes. 

Snyde, v. a. ſped ſnydt. [A. S. sny- 
tan. &v, snyta.) 1. renſe Neſen f. Snot 
v. en ſtœrk Udſtoden af Luften. At ſ. fin 
Neſe. 2. af ſnyde et Lys, borttage den ud⸗ 
brændte Tande, pudſe Lyſet. 3. fig. bes 
drage, narre een i Handel ell. Pengeſager. 
pan lod fig fnyde, At f. cen i Handel, 
fnyde cen noget fra. — Snyder, en. den, 
ſom jævnligenYnyder Foli, en Bedrager. — 
Snyderi, et, Bedrageri. 

Snylte, v. n. 1. har. [IJ. snikia.] gaae 
ubuden til Borde hos Andre, node ſig p. 
Folk f. at faae Mad, At gaac om og ſuyl⸗ 
te. Doen fnyltende Vandbi.“ Zroiel, —- 
fnylteagtig, adj. fom (ligner Snylteri. Def 
lader ſnylteagtigt. Onyltegiæft,en. ubu⸗ 
den Biætt, v. Andres Maaltid. Snylte⸗ 
giæfteri , et. Enyltegiæftens" Levemaade. 
(fteldent,) “At leve godt endog af &Snyltes 


giæfteri.“ P. M. Troiel. Snylteplapte, 
en. fig. en Vært, ſom drager fin Næering 


itfe umitdelbar af Jorden , men af andre 
Værten, hvorpag den er foeſtet. Snyltes 
ri, et, Handlingen, at ſnylte. Snylte⸗ 
fFud, et. uegentl, for: Skud af en Snyl⸗ 
fcvært; el. for: geilt SÉud p. et Træ, 
Vandgreen. ”Den (Kniven) ſtarer bort de 
vilde Snylteffud,” Bagg. Snyltevært, 
en, Snylteplante= . 
Snare, en. ſ. Snare og Snere. 


379 


og frnøfte,) . tale giennem Neſen. 


8— 
1 


å ' … 
Snære — Soboder. 


Snære, v. a. 1. (af Snare.) indvifle; . 


forvikle, hilde i ea ved en Snare (jvf. bes 
frrære, indfnære,) At fnære noget fammen 
a: ſnoe, vinde det i hinanden p. en forvir⸗ 
rende Maade. — Snaregarn, et. Fange: 
garn, hvori Dyr fitæres ell. hide fig; 
Snare. (Kingo.) ' 
Sneærte, v. n. 1. (har.) rynke Snuden 
og viſe Tender, ſom Hunden naar den vil 
bide. Hunden ſnarrede ad ham. (Moth.) 
”Det Slags Hunde, ſom aldrig gige rigtig, 
men ſnarne beftandigt,” Rahbek. . 
ænefte,.v. n. 1. (har.) d. f. ſ. ſnue: 
men br, iffe i act, Bemæerk. At f. med 
Næfen. Hunden, Hiorten fnofter. 
fnøfted m. fin Næfe, han ftided fig for 
Vind.” (om Hiorten.) Ohlenſchl. 
Snore, en. pl.-r, if. Snor.] en fynd 
Snor, et Baand, en Ldfe f. at ſnore med. 
Sneøre, v. a. 1. [af Snor.] drage noget” 
tæt ſammen v. Hielp af en Snor. At f. fin 
Kiole. Aff. en Pakke. At ſnore noget ſam⸗ 
men, At f. fig 2: drage Snorlivet ſammen 
om, Kroppen. = 2.) Snorebaand', et. et 
Baand cl. Dæntel t. at fnere m.  Snez 
regarn, ct. Garn ell. Net, ſom er indrettet 


t. af drage fammen i Enden. ” Snorehue, 
en, En Qvindehue, fom fnøres fammen bag , 


til. (Moth) Snerehul, ct. udſpede Hul⸗ 
ler iet Snorliv ell. andet Klædemon, hvor⸗ 
igiennem Snørebaandet filtfes, naar man 
vil fnore det ſammen. Snerckiade, cell. 
Snørelænfe, en. tynd Solvlænke, der uns 
dertiden bruges til Stads ſom Snorebaand.” 
Snorelidſe, cen. Lidfe ell. tynd Snor, der 
bruges ſom Snørebaand. Snoerengal, gr. 
En Frætfenaal, hvormed Snøfelidfen dra⸗ 
ges igiennem Snorehullerne, Snorerem, 


en. Rem, m. Spænde i den ene Ende, hvor⸗ 


ved man fan føre noget tæt fammen. 
Snoørefmytfe , ect. Indretning af Snore⸗ 
lonker og Snorenaale af Guld el. Solv, 
ſom Fruentimre brugte t. at ſnore Kiolen 
eler Livſtykket for paa. — b.) Snørliv, et. 
pl. d. f. Et med Fiſtebeen ſtivet ſnevett 
Klodningsſtykke t.. Overkroppen, hvorved 
denne indfnøreg, og ſom ifær bruges af. 
Fruentimre. ”Det gamle Snerliv var en 


. Plage, det giorde alting regelret,” Tode. 


Snorrotting, en. pl.-er. kaldes de tyn⸗ 
deſte Skud ell. Stængler af et Slags oſtin⸗ 
diſt Rør (Calamus Rotang) hvoraf en Art 
giver det ſaakaldte Spanſtrsr. 

Snovle, v. n. 1. har. (Betlægtet m. ſnue 

(Sv. 
snofla, mucum resorbére, AX. S. Snofel, 
Snue.) 


So, en, pl. Søer? [Sv. So. E. Sow. E 
Isl. Syr.] Et Sviin af Hunkionnet. (jvf. — 


Orne, Galt,) En bødet (udſtaaren) So. 
En Grifefo 53: en Go m. Griſe, ell. en drægs 
tig So. = Sobøder, én. den, ſom hoder 
CU. udſterer Sogrife (for af giore dem 


' 4 
8 


”Dan 


* 


N 


ho] 


s 
ø 


Soboder — Sognevidne. 


ufrugtbare.) FSogriis, en. Grils af Hun⸗ 
kiennet; modſ. Ornegriis. 
Sobel, en. (Mustela zibellina) f. Zobel. 
1. Sod, ct. (korttonet.) ud. pl. føden Mad, 
Suppe. (Isl. Sod.) fan har havt en Fins 
ger med Soddet o: har været declagtig i 
Gierningen. (forældet ; ſtrives ogſaa Saad.) 
2. Sod, en. (langtonet.) ud. pl. [I. Sot. 
A. S. Sood, Sot.] Bundfald af Rogen, 
fom brændende Træ, Steenkul, Torv o. d. 
give, ell. de faſte, noget harpixagtige Dele 
af Røgen, der (ætte fig i Ovne ed. Skor⸗ 
fteenémure. = fodbruvm, adj. fortebruun i 
Farve, liig Fod. fodbunden, adj. v. tæt 
beſat m. Cod. (Moth.) ſodgrimet, adj. 
beſmurt m. Cod i Anſigtet. (Moth.) ſo⸗ 
det, adj. 1. fuld af Sod. 2. d. f. f. fods 
bruun. En ſodet Heſt. (Moth.) ”Et ſodet 
Field ud over Taget luder.“ S. Blicher. 
Sofa, en. pl.-er. en udftoppet Bæenk, m. 
Rygſtykke og Sideftykfer , t. af fidde ell. 
hvile fig paa. (Dette oſterlandſte Ord har 
fortrængt det danſke Loibenk.) 
Sogn, et. pl.-e, IJ. Såkn. Sv. Sokn 


(Ihre udleder tet af v. såkia, ſotge.) A. 6. 


Sognemands Huftru el. Enke. 


Socn, Socne, refugium , immunitas.] 
Samlingen af de Folk, der høre t. een Kirke 
ng Menighed; Kirkeſogn. Vi høre ikket. 
dette Sorn. At fintte t. et andet S. 
Hovedſogn og Anner. — At reiſe, fiore t. 
Sogns, ſiges om Præften p. Landet, naar 
han reifer t, fin Annerkirke. — Sognebud, 


"et. Bud, der ſendes omkring f et S. Sog⸗ 


neby, en. 1. en Landsby i et vift Sogn. 
Preſten har tre Sognebyer og ligeſaa man⸗ 
ge Skoler. 2. den Landsby, hvori Kirken 
ligger; Kirkebv. (Moth.) Sognedegn, 
en. faft Degn i et Kirkeſogn. (tilforn modſ. 
Lobedegn.) Sogneſoged, en. Gaard: 
mand i et Kirkeſogn, der bekiendtgior og 
tildeels udfører Sorighedens Anordninger i 
Sognet, m. m. Sognefolf, n. s. pl. 
Folk, der høre t. eet og ſamme Kirkeſogn. 
Sogneherre, en. d. ſ. f. Sognepræft. (Moth. 
forældet.) Sognekald, et. en Sogne: 
prafte Embede. Han har føgt adjtiltige 
Sognekald, men har nu faaet et Capellas 
nie. Sognefirfe, en. 1. Kirken i et vift 
Sogn. At ſoge fin rette S. 2, Hovedkir⸗ 
ken i ct viftS. modfat Annexkirke. Sog⸗ 
nekone, en. En Kone i et vift Sogn, en 
Sogne: 
mand, en. En af Mæntene , Bønderne I et 
Sogn. Sognepraſt, en. ben, ſom er be⸗ 
ſtikket t. Præft for en vis Menighed, el. for 
flere, forenede under ect YFræfetal. Sog⸗ 
nepræſten og Capellanen. ogneret, en. 
Ret, ſom holdes i et Kirkeſoßgn. Sogne⸗ 

icl, ct, Skiel, Grændfé imellem to Kirke⸗ 
ogne. Sogneftævne, ct. Møde af ale 
Sognemænd t ct Sogn paa Landet. At holde 
S. Soguevidne, et. Vidnesbyrd af alle 
Sognefolk cl, Sognemend i et &. “Hvor⸗ 


390 


Gognevibne — Solfald. 


paa de bør at ſtaffe Sognevidne og Skuds⸗ 
maal.“ D. Lov. HR 19. 17. fogneviis, 
adv. hvert Sogn for fig. . 

Søfte , en. pl.-r. [A. S. Socc. Sv. 
Socka.] forte Strømper, der fun naac et 
Stykke over Anklerne. Uldſokker, Filtſok⸗ 
ker, Lerreds Sokker. — Heraf tet id. Tale 
brugel. v. n. at ſokke d: gaage ſtiodesloſt, 
ſom cen, der Tun har Sokker ell. Strew⸗ 
per, men itte Skoe paa. De (Biornene) 
træde p. hele Foden, ”g have en ſokkende 
Gang.” Hornemann. Overf. af Funkes I. 
Ek (flig. Moth.) = ſokket, ad), fom har 

offer paa. — fig. ſokkede Hons, Duer. 
— Sokkedue, en. pl.-r. en Duc m. fiedrede 
Fedder. 

Sol, en. (langtonet.) pl. Sole. IJ. Sol; 
i de tpdſte Dialecter derimod: Sunna, 
Sun, Sunne, Sonnex.] 1. et lyſende 


Himmellegeme, hvorfra andre Kloder ell. 


Himmellegemer (Planeter) modtage Lys og 
Varme. Firftiernerne ere Sole. 2. færs 
deles menes v. Sol (ud. Art.) og (m. heft. 
Art.) Solen, det lyſende Himmellegeme, 
t. hvis Planetſyſtem vor Jord hører. Fra: 
Sol gaaer op f. den gaaer ned. Han ſtal 
ikke fee Sol mere. Solens Opgang, Ned⸗ 
gang. Solen ſtinner (er fynlig.) ”pané 
Anſigt var ſom Solen, naar den ſtinner i 
fin Kraft." Aab. I. 16. Der er intet nyt 
under Solen (i den menneſtel. Verden.) 
3. fig. Solens Straaler, Stin, Solſtin, 
Solvarme, At fatte fig, at lægge noget i 
Solen. Det er brændt, indtorret af So⸗ 
len. Et Varelſe, fom Solen ſtager paa. 
== 82.) Solaar, et. det Tidérum, hvori Jor⸗ 
den fuldender fit Løb om Solen. (jvf. Naa⸗ 
neaar.) Solbgd, et. Et Slagé Luftbad, 
hvori man udfætter det blotte Legeme f. Sot⸗ 
ſtraalerne. ſolbade, v. a. og rec. lade gien⸗ 
nemvarme, opvarme af Solens Skin. (Am⸗ 
bergs Ordb. Moth har Ordet: at ſolbage, 
i famme Bemarkelſe) Solbane, en. den 
Bane, fom Solen ſynes at giennemiøbe i 
Himmelrummet. ſolbar, adj. aaben, til⸗ 
gængelig f. Solens Skin. En ſolbar Plet. 
”Fra ſolbar Bæg han førre Træ nedtager.” 
Rein. ſolblind, adj. blendet af Solens 
Skin. (Moth.) Solblink, et. Et Glimt, 
Blink, en haſtig Lysning af Solens Straa⸗ 
ler. Solblomſt, en. ſ. Solſikke. ſol⸗ 
brændt, adj. v. forbrændt, fortorret af So⸗ 
len; men br. meft i den fig. Bemerkelſe: 
guulladen ell. bruun i Huden af af være 
udfat f. Solen. Solbær, et. pl. d. ſ. 
Frugten af en Buffvært. Ribes nisrum. 
Soldaling, en. den Tid p. Dagen, da So⸗— 
len daler, ell. nærmer fig fin Nedgang. 
”Det var I Soldalingen:” (harimod Sole⸗ 
fæt.) Solfakkel, en. pl.-fatler. "Dele 
af Solens Overflade, der ſynes blankere be⸗ 
lyſte, end det ovtige af Skiven. T. Rothe. 
(Natur. Betr. I. 229.) Solfald, ct. 1. 


' HE 
ÅY 


Solfald — Solſtlerm. 


Solens . Nedgang. 2. ftærk og klendelig 
Birkning af Solen p. et vift Stød. 5. i 
en Ager. Denne Ager har taget Skade af 
Solfald. Solformoerkelſe, en. Solens 
Formerkelſe v. Maanens Skygge. - fol: 
fru, adj. folbar, fotrig. (ufædvanl.) ”Han 

fin vifte Ork en folfuld Plet opleder.“ 
E. Colbiornſen. Solglands, en. Glands, 
ſtoerk Lysning af Solen. “Som Field i 
Solglands ftaae hang Navn i Sang.” 
Foerſom. Solglas, et. et mørt farvet 
Glas, der fættes foran i den Kikkert hvormed 
man vil betragte Solen, f. at betage denne fit 
flærende Lys. Solglimt,et. en fort Lysning 
af Solen. ”Ved dig de Solglimt lyſe, ſom 
Sortfvunde,” Ingem. Solgran, ct. det 
mindſte, knap ſvnlige Gran, Stevgran, Atom. 
»Selv holder du tit Vært vedlige, et Sole⸗ 
gran forkommer ei,”? Storm. Solhat, en. 
Dat m. ftor Skygge imod Solen, ſom ifær 
bruget af Frueutimre. ſolhed, adj. hedet 
. af Solvarmen. En ſolhed Muur. ”Det 

folhede Indien.“ J. Bone. Solhede, en. 
Hede af Solens Etraaler.  Solhverv, et. 
den Tid, da Solen p. dens tilfuncladende 
Bane p. Himlen ſynes at vende fig, cller ta 
den berører Krebſens og Steenbukkens Vens 
dekreds, fom er Aarets længfte og korteſte 
Dag. Solstitium. (af hverve, at vende. 3. 
Sålhvorf.) Deraf : Solhvervsdag, Sol: 
hvervotid. Solhoide, en. i Aſtronomien: 
Solens Hoide over Horizonten. ſolklar, 
adj. opinft af Solen. Den ſolklare Him⸗ 
mel. (jvf. ſoleklar.) Solkrede, en⸗ Kreds, 
hvort Planeter bevæge fig omkring deres 
Sol. (Baggeſen.) Solkuller, en. et Slags 
Kuller, ſom Hefte fane, ber ef kunne taale 
ſtoerk Solhede. Solmaaler, en. Et aſtro⸗ 
nomiſk Redſtah, beftemt t. at. maale So⸗ 
lens Diameter, og andre ſmaa Afjtande p. 
Himlen. (Heliometer.) Solmærke, ſ. 
Solemærte. Solplet, en. mork Plet i 
Solens Skive. Solrand, en. den yder⸗ 
ſte Kant af Solens ſynlige Stive. ſol⸗ 
ret, adj. ſom vender lige mod Syd og 


ER Solffieem — Solebierg. 


ſtifte⸗ ct. 


ø 


Nord. folrig, adj. fom har megen Sol, 


meget Solſtin. Solring, en. 1. en ly⸗ 
ſende cl. morkere Ning, der viſer fig om⸗ 
kring Solen. 2. et Soluhr, i Skikkelſe af 
en flad Ring. Solreg, en. et Slags 
Taage ell. Uklarhed i Luften, der underti⸗ 
ten viſer fig i meget ſterk pede. Solſide, 
en. 1. den Side af en flor, faft ſtaaende 
Gienftand, fom vender mod Sonden; Mid⸗ 
dagsfiden. Solſiden af en Bakke, af et 
Bierg. Dette Huus har ingen Værelfer, 
Vinduer p. Solſiden. 2. den fydlige Side 
ell. Kant. At boe p. Solfiden i en Gade. 
Solſikke, en. En Pragtblomſt, fom dyrkes 
i vore Haver. Helianthus annuus. “Stolt 
en Solfik hilſer dig; med luttret Guld dens 
Krone ſynes bramme.” F. Guldb. Gol: 
ſtierm, en. 1. Skierm, Beſtlermelſe intod 


' Le 
ø 


Solen. 2. en rund Sklerm p. en Stok, 
der fan foldes ſammen og flgacé ud, f. af 
beſtytte fig mod Solens Straaler, Sols 
id fra Solens Ovgang t. dens 
Nedgang. (forældet.) Solſtin, et. ud. pl. 
den Tilſtand, at Solens Straaler, uden 
Hinder af Skyer, naae t. Jordfladen. 
(Deraf: Solffinsdag, en. En ſolklar Dag. 
”Win Frydei Lykkens milde Folffinsdage,” 
S. Blicher.) Solffive, en. En Plade 
Skive, hvorpaa Skygaen af en opftaaende 
Stift vifer Zimerne i Solſtin.  folffolder, 
ad). v. om Sæden, naar den hentorres, ell. 
hindres I Værten af alt for flærk Hede. 
ſolſtoldede Ar.” pers. Solſkud, en. 
En heftig Ewgtom, der pludfelig tager den ” 
af Dage, fom deraf overfaldes. Morbus 
solstitialis. (Moth.)  folffudt, adj. v. 
ſom har faaet Solſtud. (Moth. jvf. P. Syvs 
Dedfpr. 11. 257.) folffy, adj. ſom finer 
Solen el. Dagslyſet. (Arreboe. Heraem. 
272.) Solſmiil, et. poet. et Solglimt, 
oplivende Frembrud af Solen efter tr Luft. 
»Intet Solſmiil glimted.“ Ingemann. 
Solſort, en. En Fugl af Droſſeiſlegten. 
Turdus nærula. ”J Skovens morke Lov. 
den ſpede Solfort fonger.” Frimann. ſol⸗ 
ſtegt, adj. v. fig. meget folbrændt ca. mork 
af Hudfarve. ”Den folftegte Neger.“ En: 
gelst.  Solfpætter, n. s. pl. d. f. f. Freg⸗ 
ner. (Moth.) Solſtik, ct. en heftig og. 
ſtadelig Virkning af Solftraalerne p. Ho⸗ 
vedet. “Hans Iſſe taaler Solſtik et.” Oh⸗ 
lenſchl. (Balder.) Solſtraale, en. pl.-r. 
de fra Solen udſtrommende Lysſtraaler. 
Solſtov, et. d. ß ſ. Solgran. ” fan tvens 
de Solſtov ef har dannet ligedan.” L. I. 
Benson. ſolſveden, adj. ſpeden, udtsr⸗ 
ret af ſterk Solhede. Solſvedne Heder. 
»Det ſolſvedne Land.” Thaarup. Sol⸗ 
tegn, et. Himmeltegn. (ufædvanl,) Sol⸗ 
tegnenes ftraalende Bue.” Hertz. Soltelt, 
et. Ct Telt, opflaget f. at holde Solens 
Straaler ude; f. E. paa Skibe i Søen, , 
Soltø, en. Ts om Dagen, fom Virkning 
af Solſtraalerne; Dagmilding. Man fan 
have Solte og ftærf Nattefroft. Sneen 
fmelter p. Fieldene v. Solto. ſoltorret, 
adj. v. torret Solen. (Moth.) Soluhr, 
et. en Indretning t. at angive Dagens Ti⸗ 
mer v. Skyggen af en Viſer, enten p. en 
Skive, t en Ring el. desl. Solvarme, 
en. den Varme, fom frembringes v. Sol⸗ 
ſtraalerne. Solverden, en. Samlingen 
af de Kloder ell. Planeter, der bevæge fig 
omfring en Sol; et Solſyſtem. Solvif⸗ 
te, en. Bifte, fom holdes f. Anfigtet mod 
Solen. Solvifer, cen. Viſeren p. et Sol⸗ 
uhr; br. ogſaa for: Solſtive cl. Soluhr. 
) Solebierg, n. s. Soleſet, Solens 
Nedgang. (forældet. "Om Aftenen efter 
Solebierg.” P. Clauffen. 11. ”I Sol: 
bierglavet,” P. Syvs Ordſpr. II. 257.) 


n 


” nærn:ejt af det 


Soleklar — Som. 


ſolriar adj. meget klar, ganſte aaben⸗ 


ar, fuldkommen begribelig. ”Da Vir⸗ 
keligheden laane mig, ſoleklar f. Dinene.“ 
Bagg. N. Klim. “At man føger at paa⸗ 
byrde det Almindelige enhver fløgtig Tanke 
fom en ſoleklar Sandhed.” Kraft. (bruges 
altid figurt. tvf. ſolklar.) Heraf det fields 
nere Subſt. Soleklarhed. ”Dette Vink ſy⸗ 
nes at have al onſtelig Soleklarhed.“ Oluf⸗ 
fen. — Soletlæde ell. Solflæde, et. Lin⸗ 
klede, ſom QvindfolE fæfte om Hovedet i 
St..f. Solhat. — Solekreds, en. d. f. f. 
Solkreds. “De Solefredfe, hvis Tal vt 
itfe kunne beſtemme.“ Sneed. ”Naar v. 
hans Vink en Solekreds forgager.“ Evald. 


— Soleſet, ct. ud. pl. Solens Nedgang. 


(€. Sunn-sett.) . 

Sold, et. pl. d. f. ſi Medhold af Ety⸗ 
mologien, ſtrives det af Nogle Saald. Jsl. 
Såld.] et Redſtab, dannet af en Zræring 
(Soltftom. Moth.) hvori frndsviis fpændes 
Strænge af Baft ell. desl., ſom danne fir⸗ 
fantede Huller, hvorigiennem noget tert fan 
fældes; f. E. et Kornſold. Ere Hullerne 
meget tætte, og Etrængene ne, f. E. af 
Heſtehaar, faner Redſtabet Navn af Si eller 
Sigte. = Soldbinder ell. Soldmager en. 
den, ſom gier Sold. (Moth.) Soldſtim⸗ 
mel, en. Bunden i et Sold. (Moth.) 

Sold, en. ud. pl. IT. Sol d.] det, ſom 
betales (Krigsfolk) for Tieneſte; Lenning. 


Tropperne have ikke faaet deres Sold, At" 


tiene for Sold, ”Han ſtikkede vor Hær 
Vaaben og gav dem Sold af fine egne Pens 
dinge.“ Bib. 1550, Macc. 14. 32. , 
Soldat, en. pl.-er. [oprindelig af Sold; 
&. og dette af Ital. Solda- 
to.] 1. den, ſom (uden. fenfyn t. Stand 
ell. Grad) gier Krigstieneſte f. Sold; en 
Kriger. En god S. Haner &. med Liv 
og Sicel. 2. i Sord. Krigeren af underſte 
Grad, den adlydende Krigsmand. Sol: 
dater og Officerer. At tiene for S. lade 
fig hverve til 3. fee Landſoldat, Soſol⸗ 
dat. — Deraf: Soldaterbarn, en Soldats 
Barn, Soldaterbolig, Soldaterdreng, 
Soldaterkirke, Soldaterkone, Soldater⸗ 
koſt (Holberg.) Soldaterlevnet, Solda⸗ 
terſtand, Soldetervæfeu, o. fl.” 

Sole, v. a. 1. [af Sol.] lægge noget i 
fri Luft og Solſtin, f. at lufte, tørre cl. 
giennemvarme det, At fole Sengflædet. 
Han er ude at fole fig. "Hvor Svanen foler 

g i Lyaf gamle Bøge,” 3. Smidth. — 
fig. ”Hofmanden, der gierne foler fig i de 
Stores Glandé,” Treſchow. 

Solle, en. Sollelæder, m. fl. ſ. Saale. 

Som, pron. rel. IJ. sem. Sv. som.) 
Dette henfigtende, uforanderlige Pron. brus 
ges blot ſubſtantiviſt, ”eler t. at betegne og 

ielde for et umiddelbar foregagende ſub⸗ 

antiviſt Begreb, ber kan være baade Sub⸗ 

ject og Object, og flage I Enkeltallet ell. 
' N V 


8 


- 


382 


Fieertallet. Det hor Brug og Betydning 


ofte, 


ø = 


Gom.  - I 


tilfælles m. de henfigtende Pron. der (hvilket 
dog blot fan bruges efter ct Subject) og 
hvilfen; og udelades eller underforſtages 
ifær hvor det ſtager ſom Object. 
Den Wand, (fom) jeg talte m. paa Gaden. 
De Bøger, (ſomd vi, fidft have læft. — Du 
”fom” blot fan ſtaae I Nominativ ed. Accu⸗ 
fativ, bruges ”hvis”, hvor det relative 
Forhold ev genitiviſt.“ Den Enke, fom mi: 
ftede fin Mand i Krigen, og hvis eneſte 
Søn nylig er ded. (Jof. der, hvilken, hvis.) 

Som, en Partifel, der bruges p. adſtil⸗ 
lige Mauder i Betndningen deels af en Con⸗ 
junction, deels af et Adverb. A. Fonj. 
1. f en ſammenlignende Sætning. Saa rad 
fom en Roſe., Saa god ſom rede Penge. 
Skion fom Dagen. Han lever fom en 
Fyrſte. At forfvinde fom Dug f. Sofen. 
Som Herren er, faa hang Svende. — 
(Naar en Lignelfe ſtal udtrykkeGrund ell. 
Anledning t. noget, ell. man vil betegne 
noget, der ſynes, Tader, forekommer, følger 
undegtiden om efter ſom; men udelqdes 
ogſaa tidt.) Han taler, fom om han var 
et Barn. Han forer en Stade, fom om 
han var cen Fyrſte. Han fom, form (om) 
han var faldet. Det ſynes, ſom (om) ban 
har i Sinde at blive borte. Han lod, ſom 
han, ikke vidfte det. Det var, fom jeg ſaae 
Moderen ſelv. Jeg betragter hende endnu 
fom et Barn (fom om hun var et B.) 2. 
til neie at beſtemme et Subject, cl. en 
Sags Beſtaffenhed og Forhold (Lat. quå.) 
Deri handler han ſom en retſtaffen Mand. 
Som Fader bør han ikke giore det. At 
være tilftete form Vidne. Jeg fordrer det 
fom en Pligt af tig. fan betragter bet 
fom en ligegyldig Sag. — Undertiden m. 
en indſtrenkende Beſtemmelſe af Subjectet. 
Kongen, tom Hertug af Holſten. Han 
taler her ikke ſom Underſaat, men ſom en 
fremmed Fyrſtes Sendebud. (Elliptiſke ere 
felgende Talemaader: Som man figer, (i 
Folge det, ſom man ſiger) ſtal der være 
fluttet Fred. Som jeg har hert, er han 
reiſt Gaar) 3. i Forbindelſer, efter ſaa, 
ſaavel (meſt i længere Sætninger) og lige⸗ 
faa. Havde hun faa ftor Forftand, ſom 
(hun har) Skienhed. Derpaa beroer ſaa⸗ 
vel Statens Sikkerhed, ſom den enkelte 
Borgers Velſtand. Det er en ligefaa ædel, 
fom gavnlig Syſſel. (Undertiden foies ogs 
faa el. og til. Jeg har overveiet, ſaavel 
Vanſteligheden af dette Foretagende, ſom 
og (ogſaa) dets Følger. 4. i St. for 
con]. de. Som nu Tiden nærmede fig. 
»Som jeg fad og fang og ſomte.“ Bagge" 
for. —Ret fom bemærker : i tet ſamme, net⸗ 
op da. Ket fom vi vilde gaae, kom han. 
Ret ſom han ftod, faldt han. B. adv, 
i Stedet f. hvor ell, der. (flelden) Paa 
Stedet, ſom (der) hun fat, 2, folet til 


bond 


? 


- Som — Sommer. 


nogle Adverbier I Superl. gielder det f. mes 
get, lagt t. Pofitivug. (Lat. quam) Som 
oftejt (meget ofte;) ſom fnareft (meget 
fnart, faa fnart muligt; ogſaa: ganſte ny: 
lig. fan var her form ſnareſt.) Gom helſt 
(meget gierne; ogſaa: ofteft. Man feer 
ham ſom helſt uden ſtort Følge.) 

Som, en nadſtillelig Partikel, fbet Jsl. 
samr) der foiest. andre Ord, ifær Sub⸗ 
ftantiver og Verber (der bortkaſte Infin. e) 
hvis Begreb da gaaer over i det faaledes 
dannede Adjectiv. ”fom” har da omtrent 
ſamme Virkning og Betydning fom Parti: 
kelen lig, og betegner en Liighed m. bet 
foregaaende Ords Begreb, en Zilbøielighed 
dertil, en Færdigbed deri, en Befiddelfe af 
famme, o. d. f. E. arbeidſom, betæntjom, 
gruſom, iilſom, langſom, moiſom, neer⸗ 
fom, ſtiemtſom, ſparſom, voldſom, o. fl. 
lundertiden forlænges ſomet. ſommelig, f. 
E. fredſommelig, langſommelig, moiſom⸗ 
melig. 


— 


Somme, pron. ad). plur. [Zøl: i Sing. 


sumr. E. some, some one.] Nogle. 
Somme Folk, Menneſſer, Dyr. Somme 
elſte Arbeide, Andre Lediggang. Somme 


Folk (viſſe Folk, naar man itte vil nævne 
den ell. dem, man mener.) ”D holder ci 
faa grufomt Huus m. Somme, der har den 
Feif, jer Yndighed at ſee.“ Bagg. "Det 
træffer fig jujt, at Somme 'og Viſſe, fom 
jeg itke vil nævne, ogfaa have faaet Griller 
i Hovedet.“ Rahb. D. Tilſt. ſJvf. nogle, 
der baade fan foies t. Adjectiver og Cubs 
ſtantiver; hvorimod ſomme altid; enten 
ſtaaer allene, ell. foran et Subſt. — Som⸗ 
me, der oprindeligen cv d. ſ. f. nogle, har 
nu efter Brugen faaet ct mere ubeftemt Bis 
begreb, end dette ; (derfor Somme for: viſſe 

Kotf, quidam, simt qui) ligefom det og⸗ 
faa, fnarere end nogle, br. naar man bes 
tegner ct ubeftemt Antal af Faa.  ”Soms 

me er: iffun nogle faa iblandt iffe mange 

Wan figer f. €. om en flet Bogfamling : 
der er nogle faa gode Bøger, og ſomme 
iblandt dem ere endda maatelige nok.“ Spo⸗ 
ron.J = Heraf: ſommeſteds, adv. nogens 
ſteds, p. nogle Steder. ſommetid, ſom⸗ 
metider, adv. undertiden. E. some time. 
ſSielden forefommer sing. ncutr. ſomt, 
noget; dog høres det hos Almuen. “Somt 
fuurt, fomt født,” Arreboe. 119. ”Derfor 
ſtal man tage Somt i Betenkende, Somt 
ſtal man belee, og Somt ſtal man forlade,” 
3. Thott. U. 79.] 

Sommer, en. pl. Somre. IJ. Sumar. 
T. Sommer.] den varmere ell. varmeſte 
Aarétid; enten Lefter æltre Sprogbrug, 
hvoraf endnu haves Spor i d. Tale) I Mod⸗ 
fætn. t. Dinter d: den hele foldere Aarstid; 
ell. ſom een af le fire Aarstider: Vaar, 
Sommer, Efteraar, Vinter. Nu faaer vi 
S. (ſiges om Vaaren, naar Varmen begyn: 


383 


— 


Sommer — Soinmerlam. 


der.) — En fugtig, fold, tør, hed S. 3 
Sommer, figes baade medens def tærvæs 
rende Aars S. varer, og efterat den er - 
forbi. (I 9. vil vi ret forlyfte og. Han 
var her i Sommer.) Til S. ellert. Som⸗ 
meren d:.t. næftfådmmende S. Om Som⸗ 
meren. Sommeren over” ad: den hele 6. 
»At ride Sommer i By“ cen gammel Skik 
hos Almuen i Siælland og flere danſte Pro: 
vindſer. (Svf. Efterſommer, Midſommer.) 
== Sommeraften, cn. Aften om Sommeren. 
Sonmerarbeide, ct. X der pleier at fore⸗) 
tages om Sommeren. Sommerbo en. 
Sommerbolig; Opholdefted om Sommeren. 
(&. Frimann.) Sommerbolig, en. B. 
hvor man kun om Sommeren opholder ſig; 
Landſted. Sommerdag, en. varm og klar 
Dag om S. Sommerdragt, en. let D. 
ſom bruges om Commeren. fig. “Den 
Can, fom her omfavner mig, nu klædt i 
Sommerdragt.“ C. Frimann.  &ommerz 
flor, en. trivelia Bært ell. Vegetation i 
Sommertiden. ”Nu ſtaaer i Sommerflor 
Lyſthaverne, de ſtionne.“ Arrebbe. Som⸗ 
merfoder, et. Sommerforing, en. Dvæge 
foder, Avægets Foring, Sommeren over. 
Sommerfrugt, en. Zræfrugt, ſom modwes 
om Sommeren; f. E. Sommerpærér , 
Sommeræbler, ”Deté Binterfæd engang 
i Sommerfrugt opgaaer.“ Bagg.  SSms 
merfugl, cm. et almindeligt Navn f. de 
ffælvingede Inſecten (den Linneiſte Claſſe 
Lepidoptera) fom i Naturbhiſtorien deles i 
tre Hovedjlægter Dagfugle (Papilio) Afz 
tenfugle (Sphinx) og Natfugle (Phalæ— 
na.)  fommerfældet og ſommerhugget, 
adj. v. fældet, hugget om Sommeren (om 
Treer; i Mobdfætn. til: vinterfælder. Ars 
div. for Sovoſen. II. 377.) , Sommer⸗ 
gilde, et. d. ſ. ſ. Maigilde. Sommer⸗ 
ix, en. Navn p. en Plante. ſ. Sneeklokke. 
Sommergræs, et. G. ſom vorer om Som⸗ 
meren. (Ohlenſchl. Helge. 194.) ſommer⸗ 
grøn, adj. af en friſt, rig aren Farve, ſom 
øvet i Sommerens Kegundelſe. Den ſom⸗ 
mergronne Skov, “Ad Doren ind de treen 
i den ſommergronne Dragt,” Hhlenſchl. 
Sommerhede, en. ſtork Sommervarme. 
Sommerhuus, ct. Sommerbolig. Som⸗ 
merhvede, en. Et Slags Hvede, der ſages 
om Foraaret og hoſtes ſamme Aar. Som⸗ 
merbytte, en. V. hvori man boer, cl. nu. 
og da opholder fig om Sommeren. “Her 
i dette føde en jeg min Sommerhytte byg⸗ 
ger.” Hhlenſchl. Sommerklæder, pl. 
Klæder, fom høre t. Sommerdragt, f. en …. 
Sommerklædning. ”Ut han ikke ſtal fer⸗ 
” ære nogen Sommerklæder om Vinteren, 
eller Vinterkleder mitt om Sommeren.“ B. 
Thott. Sommerkorn, ct. Korn, der hes 
ſtes om Sommeren, æll. ſamme Aar, ſom 
det er ſaaet. ommerlam, ct. 2. der fo⸗ 
des om Sommeren, ell. langt ud p. For: 


U 
NM 


Sommerland — Sone. 


. Somnterland, et. figurl. et varmt, 
pt Land. ”Maar bort den vil fra Nor: 
øre, f. hiſt et Sommerland at finde,” 
iſcht. fommerlang, adj. “Man kan 
t ſnakke en ſommerlang Dag.” Ordſpr. 
Syv. J. 496.) Sommerlide, et. Sted, 
Glen altid ftaaer p. om Sommerxen. 
th. 

tre Liv i Naturen og hos Menneſtet 


et Sommeren medforev. Shienfhlß 


imerluft, en. varm og klar L. ſaaledes 
den haves om Sommeren. Sommer⸗ 
en. Lyft, Glæde v. Sommerens Be: 
lighed. Sommermaaned, en. En af 
Naaneder, ſom regnes t. Sommeren. 


imernat, en. En Nat i Sommermaa⸗ 


one.  fommerpleie, v. a. ploie Jor⸗ 
om Sommerent. Brak. Deraf: Som⸗ 
loining, en. Sommerpæere, f. Som⸗ 
rugt. Sommerregn, en. varm Regn, 
alder om S. Sommerſal, en. Sal, 
pholdsfted om Sommeren. ꝰ»J levgron 
nmerſal.“ (Skoven.) Arrebo.  Soms 
Tud, et. de Skud, et Træ finder paa cen 
1mer; ell. fom det tinder, længere hen paa 
ameren. Grenene og be fidfte Gom: 
kud fryſe ofte bort,” Dlufſen. Som⸗ 
fy, en. S. der om Sommeren ſees p. 
melen. "Som i lette Folder gleed, liig 
nmerfØyer ,forbi Maanen.“ Baggeſen. 
nmerfol, cn. Solen, fom den om Som: 
en vifer fig og virfer, “J Sommerſo⸗ 
Aftenrede.“ Ohlenſchl. Sommerſol⸗ 
cv, et. Aarets længfte Dag. (ſ. Sol⸗ 
9.) " Søommerfpætter, pl. d. f. f. Freg⸗ 
(Moth.) Sommerſtue, en. En tue 
phold om Sommeren. Gømmerfæd, 
Sæd, der modnes p. een Sommer. 
nmertid, en. den Tid af Aaret, der reg⸗ 
t. Sommeren. Sommertorke, en. 


Torke, fom indfalder om Sommeren. 


nmeruld, en. U. ſom klippes af Faar 
Sommeren. Sommervandring , en. 
V. der foretages om &. Sommer⸗ 
me, en. V. hvilfen Sommeren medfører. 
mmeérvet, en. Vei, fom blot benyttes, ell. 
fan benytteg om Sommeren. om⸗ 
veir, et. varmt, behageligt Veir om 
nmeren. Sonimerværelie , ct. V. 
c man blot opholder fig om Sommeren. 
mmervært, cen. Urt, fom fun varer cen 
nmer. (ſ. Dintervært.) . 
Sommerlig ,adj. fom ligner, hører ft. 
mmeren. æstivus. ſommerligt Beir. 
oth.) 
Zomres, v. n. impers. blive Sommer. 
oth. ”Siden da det fomredes.” , P. 
uffen. 285. Isl. somra. ”Det ſom⸗ 
” Arreboe. (Hexaem. 239.) 


Somt/ pron. adj. n. noget. jvf. ſomme. 


Bone, en. LE, Suͤhne, Soͤhne. 3. 
Sv. Sona,] 1. Forligelſe, Forſoning. 


384 


Sommerliv, et. det frodige, 


* 


Sone —Sorgblandet. 


(Rumkran. Kingo. Moth.) “De havde 
brudt den Sonne.” Hvitfeldt. 2. det, ſom 


boedes f. Feil; bet, hvormed en Forſeelſe 
ſones. (piaculum. Moth.) 

Sone, vi a. 1. [Sv. sona. T. ſoͤhnen, 
ſuͤhnen.] giore foldeſteell. bøde f. en For⸗ 
ſeelſe (expiare.) Colding. (ſ. afſone, for⸗ 
ſone.) 2. forfone, forlige. »Begge Ri⸗ 

ers Trætte at fore fredelig, og ſom man 
unde bedft,” Bording. “Din Synd er ſo⸗ 
net.” Kingo. — Deraf: Soning, cen. — 
Soningooffer, et. (Fibigers Sophokles.) 

Sop,'en. Svamp, Paddehat. (v. Aph. 
Mat. Hiſt. VII. 675. Er et norſt Ord. ſ. 
Hornemanns Pl. Lære. Isl. Sveppr.) . 

Sopken, cen. pl.-er. et hol. og plattydſk 
Ord, der br. i dagl. Tale for: en Drik 
Brændeviin (I Fyen: en Taar; I Norge: 
en Dram.) ⸗ 

Sorenſkriver, en. pl-e. ſo: en ſvoren, 
edfvoren SÉriver.] i Norge: en Underdom⸗ 
mer p. Landet, fvarende til Zerredsfoged 
i Danmark. — Sorenffriveri, et. det Dis 
ſtrict, hvori en Sorenſtriver er Dommer. 

Sorg, en. pl. er. ſſtreves fordum, og 
tildele endnu, Sorrig, og er da ub. pl. 
J. Sorg. E. 3 1. den Sindsli⸗ 
delfe cl. Tilſtand i Stælen, ſom frembrin⸗ 
ger en vedvarende urolig, ell. trykkende og 


ſmertende Folelſe, v. Tanken p. et ind⸗ 


truffet Uheld, ell. paa et Onde, man fryg⸗ 
ter for, p. en tilkommende uvis Skiebne. 
»Menneſtenes Sorger angaae det Tilkom⸗ 
mende, deres Sorg det Forbigangne” (el⸗ 
lev Mætværende.) (jvf. Bedrevelfe, og 
Bekymring.) Bedrovelfe er en ftor Sorg ; 
men mindre lidenſtabelig, end Smerte. 
Man fan tale om en lille Sorg, men ”en 


"lille Bedrevelſe“ vilde klinge underligt.” 


P. E. Muller. Gorg blander fig tidt i 
Glæden. At volde een ſtor Sorg. At gøre 
fig unyttige Sorger f. Fremtiden. At have 
megen S. Naringsſorg. [Ofte br. Sorg 
absol. for den Sindslidelſe, ſom Tabet af 
Elſtede v. Deden fremkalder: Sige om en 
Enkelt, ell. om en Familie: at den har 
Sorg, har havt Sorg : da menes derved i 
Alm. at den har lidt et ſaadant Tab; ſtiendt 
dette Udtryk ogſaa br. om enhver anden 
tung Skiebne, der rammer den. — Uagtet 
Sorg i sing. iffe, fom det TZ. Gorge og⸗ 
faa br. for: Omſorg; faa har dog pl. Sor⸗ 
ger i det Danjte en lignende Betydning. 
PSorger tilkiendegive itfe, at man førger 
over noget; men at man førger for noget, 
m. Bibegreb af nogen Wnaftellghed. — 
Den dybe Sorg fan ſaaledes fløve Opmært- 
ſomheden f. Liveté Sorger. — "De ſmaa 
Sorger tale; den ftore Borg fler.” P. E. 
Muller. - 2. fig. Sorgedragt. Hun gaaer 
endnu i Sorg. At bære 3. for fin aftøde 
Mand. = forgblandet adj. blandet m. 
Sorg. ”Du har forvoldet mig ſorgblandet 


V 


| Sorgfri — Sortebroder. 


Slcæde.“ Tode. ſorgfri, adj. ſom er uden 
Sorg, uden Bekymring. Et ſorgfrit Liv. 
Et ſorgfrit Sind. ſorgfuld, adj. ſom 
har megen Sorg, ſorger dybt. (ogſaa: 
forrigfuld.) »BVildſtab hos Bern gior For⸗ 
ældre bekymrede; deres Kaadhed gior dem 
bedrovede; deres Ryggesleshed ſorgful⸗ 
de.” Sporon. ſorggiven, adj. v. betagen 
af S., forgfuld. - forgløs, åd;. fom ci gior 
fig 9. over noget, ſom har et let Sind. 
Barndommens forgløfe Aldér. “Sorygfrit 
rer det Sind, hvilet Livets Sorger ikke pla⸗ 
ge; forgleft det Sind, der flet ikkg ændter 
Skiebnens Afverlinger.” Miller. Deraf : 
Sorgloshed, en. ud. pl: — ſorgnem, adj. 
fom er let t. at førge, tager fig alting nær. 
(Moth.) — forgeføg, adj. hos Wldre: ſyg 
af Sorg og Græmmelfe. (“Eſtild blev faa 
forgefyg at han faldt udi en ftor Svag: 
ed.” Vedels Saro. 489. Sorgeſygdom. 
fammeft. 490.) ſorgvant, adqj. fom er 
vant f. Sorg, fom har havt megen Sorg. 
”Det forgvante Hierte.” Hertz. (Ivf. det 
hertil hørende v. at forge.) 

Sort, en, pl.-er. (0 udt. fom fort aa.) 
Slags, Art. (Fr. sorte.) deraf: fortere, 
v. a. lægge hvert Slags færligen. (d. 
æale.) 

Sort, ad). ſJ. svartr. N. S. og 606. 
swart; men A. 6. blæe.] taldes den mor⸗ 
keſte Farve, fom er uden alt Lys, og er 
modſat hvid. At farve fort. åt giexe 
Sort t. Hvidt, og Hvidt t. Sort 0: for⸗ 
dreie, forvende Sandhed. 
Gort p. Hvidt I: ſtriftlig Forſikkring. Det 
blev ſ. for hans Oine. jvf, fortne. == Sort⸗ 

ed, en. Beſtaffenheden, at være fort af 
arve "Saa mørkt det ſynes — er i hver 


Sorthed noget hvidt.” Bagg. — av) forte 


atjtig, adj. fom nævmer fig den forte Farve, 
fortblaffet; adj. om kvæg: meget mørfs 
blatfet. ſortbleg, ad;. f. blegſort. ſort⸗ 
bliffet, adj. om Heſte og Qvæg: fort, m. 
hvid Blis I Panden. (f. bliffer,) ſortbro⸗ 
get, adj. meget morkebroget. ſortfarvet, 
adj. fom er farvet i Sort, m. et fort Farve: 
ſtof. forthaaret, adj. fom har forte Haar. 
ſorthielmet, adj. f. hielmet under sSielm. 
—— ad). v. iført forte Klæder. ſort⸗ 
aden, adj. fom nærmer fig t. at være fort, 
morkladen. ”Du, Danſtes Veiſt. Roes og 
Magt, ſortladne Hav. Evald. (om en 
ortladen cl. mørt Anſigtsfarve br. forts 


mudſet.)  fortmuldet, adj. fom har Plan⸗ 


temulds forte Farve, ell. beſtaaer af faaban 
Muld. ſortmuldet Jord, (D. Atl. IV. &, 
20.) fortfleret, adj. hylet i fort Slor. 
poet. ”den fortjlerede Vat.” Pram. forts 
fore let, ſortſpættet, fortttribet, ſorttav⸗ 
et, |. de enkelte Adi. — bh.) ſorteblaa, adj. 
meget morkeblaa, blaaladen fort. (faaledet 
ogſaa: fortebryun, ſortegraa, ſorteguul, 
g. blandet m. ſort.) Sortebroder, et. 


Dauſt Ordbog. II. 


388 Sortebroder — Spaae. 


At give een 


é 


pl.-brodre. kaldtes en Munk af "Domini: 
”taner-Ordenen. 7 4 

Sortne, v. n. 1. [af fort] blive fort, 
formorkes. Himmelen ſortnedes af morke 
Tordenſtyer. 'Da ſortner Skyen, hvor 
hans Banner vaier.“ F. Guldb.“Da ſpul⸗ 
med og da ſortnede ie Bolger blade.” Oh⸗ 
lenſchl. — Det fortnede f. mine Øine (om 
den, fom er nær v. af baanc.) ”Det forts 
nede f. den Elendiges Syn.” Baggeſen. 

Sot., en. ud. pl. [I. Sott.) Sygdom. 
”Hvor Alderdom og Set m Hierteforrig 
mødes.” Bording. ”Com det i Verden 
gaͤger, at Sot er Hvermands Herre.” Ars 
reboe. (ſ. Smitteſot.) Det bruges nu ſiel⸗ 
den, undt. i det ſammenſatte Ord: Sot⸗ 
tefeng, en. &. hvori man ligger under en 
Sygdom ; Sygeleie, Sygeſeng. 


ove, v. n. ſov; ſovet. (har.) I[J. 


sofa. AX. S. svæfian.] være i Søvnens 
Tilſtand. At f. faſt, haardt, frygt, let, 
uroligt. » At lægge fig t. atſove. At finde 
ten fovende, At komme fovende t. noget: 
At fs Dagen bort, At fove hen, ſigurl. at 


døe. At-f. ind, falde i Savn. (Isi. sofna.) 


Gan er nulig fovet ind. At f. over fig dc 
fove for længe. At ſove paa noget 3: op⸗ 
fætte Afgierelſen deraf t. følgente Dag. -— AE 
ove UD, (fy udſove.) act. At f. en Ruus ud. 

t fove ud, neutr. ſove tilftræffeligt, ſaa 
meget ſom man har Trang til, el. til man 
itte meer er ſovnig. »Naar man hat fovet 
ud, opvaagner man igien.“ Bagg: == S02 
vedrik, en. Drift, fom frembringer Sovnig⸗ 
hed og Sovn. 
Sengkammer. Sovemiddel, et. Lægemids 
del, fom befordrer Sovn. 
Sted, hvor man tilbringer Natten i Cøvn. 
»Naar vi atter reift og af Graven, vort 
fidſte Sovefted,” Pal. Måler. vver 
ſtue, en. Sovekammer, Soveverelſe. (Hold: 
P. Paars.) 
hengiven ell, tiibsielig t. at ſove. Sove⸗ 
ſyge, en. vedholdende og uimodftanetig Til⸗ 
botelighed t, Søvn, ſom Følge af legemlig 
Ervaghed. Sovetid, en. den Tid, da 
man pleier at .gage t: Sengs, Sengetid. 
(Kingo.) 

Sover, en, pl.-& cen ſom fover, (fiel⸗ 
dent.) De fyv Sovere. — Soverfke, en. 
Et ſovende Fruentimmer. ”Og fofted dét 
end min viffe Død, jeg maa dog Soverſten 
flue.” Ohlenſchl. 


Spaac, v. a. 1. [I spå.) forudfige nos ' 


et tilkommende. Det var ham ſpaaet. At 
4 feil, rigtig. Han ſpaaer of Ondt, Godt, 
Dan ſpaaede et flet Udfald af Krigen. At 
ß i ev i Kort; 2, fig; dg om Natur⸗ 
sgiven eder: være Forbud paa, bebude. 
Diſſe Fugle ſpaae os Storm. “Forbedrings⸗ 
lyſt, ſom endog v. fvage Fotſog viſer hvad 
den vil, bg ſpaaer dm dets den i fin Tid 
ſtal kunne. O. Guldb. (Altid om det Fils 


, . (25) 


Sovekammer, et. d. ſ. . 


Soveſted, et. 


ſoveſyg, adj. alt f. meget 


, 


- F, fom vedligeholdes v. Spaaner. 
nekniv, en. K. til at ſtere Spaaner af Zræ fi 


Fyrreſpaaner. 


2 


R 
An, 


É. Spaae — Spade. 


berg: “El ct Tegn fra dig troſtende ſpager, 
(forfynder) at du hører mig,” Saml. Dig: 
te. H. 288.), Spaadom, en. pl. - me. 
Udfagn om noget, deri Fremtiden ſtal ſtkee. 
Den Spdadom traf ikke ind. Deraf : 
Spaadomsaand, en. hoiere overordentlig 
Gave t. at fpaae. Spaadomsevne, en. 
Cvne t. at kunne forudfige cl. fpaae. (Fibi⸗ 
ers Soph.) Spes domegav⸗ og Spaa⸗ 
833— en. d. ſ. f. Spaadomsevne. 
ESpaadomsmidler, pl. det, man bruger ſom 
Middel cl. Redſtabet. at ville fpaae af. 
(Guldberd.) Spaadomsſagn, ct. Sagn, 
der indeholder en Spaadom. (Fibigers So⸗ 
phokles.) == Spaafugl, cn, F. af hvis 
Flugt ell. Skrig man fordum vilde ſpaae. 
(”Romerneés Spaakyllinger.“ Guldb. V. 
Hiſt. I. 408.) Spaaklogt, en. Spaadoms⸗ 
konſt. SALSA Spaakone, cen. K. 
der giver fig af m. dt fpaac (i foragt. Udtr. 
Spackicrling; Spaaqvinde.) paa⸗ 
konſt, en. d. ſ. ſ. Spaadomskonſt. (O. 
Guidberg.) Spaamand, en. den, ſom for⸗ 
udſiger ell. vil forudſige det Tilfommende ; 
en Profet. Spaavidenſfab, en. Spaa⸗ 
domskonſt, Spaakonſt. “Ethvert Folk havs 


de fin egen Spaavidenſtab.“ Guldb. 


Spaan, en. pl.-er. II. Spanu. A. 6. 
Spon.] et lidet, tyndt (ifær fladt) Stykke 
Træ, fom er afhugget, afſkaaret, ell. paa 
anden Maade v. et ſtœrende Redjfab ſtilt 
fta et ſtorre. Fyrreſpacner, Egeſpaaner. 
Hevlſpaauer, Huggeſpaaner, Savſpaa⸗ 
ner. At ſanke Spaaner. "Snarere brænde 
vaade Spaane, end tørre Stene.” Ordſpr. 
»Naar Træct falder om, hver Spaaner 
ſanke vil.“ Bording. (Ordfpr.) (egentligt er 
Ordet Siilfpaaner.) = a.) Spaaneild, en. 
Dpaa⸗ 


Spaanekurv, en. K. flettet af lange 
Spaanetag, ct. 2. fom 
er lagt af tilſtaarne flade Træftytter ell. 
Tagſpaaner. Spaanctakker, cu. den, ſom 
forftaaer at lægge et; Spaanetag. (Moth.) 
Spaaneyark, cf. noget, ſom er giort af 
Spaaner. — b.) Speanfletning, en. En 
Fletving af tynde pg lange Spaaner. 


med, 


Spaanhat, en. En DQvindehat, flettet af 


meget fine Træfpadner. Spaanhugger, 
en. den, ſom forſt tilhugger Zemmer, ſom 
afhugger dets yderſte Stal. Spagçnmaat⸗ 
fe, en. Maatte, flettet af Spaaner. (Moth.) 


Spade, en. pl.-r. [3. Spadi. E. Sv. 


og poll. Spade. A. S. Spad, Spadu.] et 
Redſtabet. at grave Jorden med, hvis Blad 
fædvanl. er af Jern. (dog haves ogſaa Træ⸗ 
ſpader, fom fun ere beſlaaede m. Jern.) 
ſ. Torveſpade. — Spader, pl. kaldes en af 
de 4 Farver i Kortfpil (fe. pique.) Spa⸗ 
derknegt, Spaderfornge. = Spadeblad, et. 


det flate, nedentil tyndere og noget afrundede 


É JR 


386 
tommende; derfor urigtigt hos Fr. Sulds 


Spadeſt 


Modfætn. t. vilde.) 


NA 


Spade — Spang. 


Stykte Sern, ſom ev den egentlige Spade. 
Spademon, et. ſaameget Jord i Dybden, ſom 
man fan optage og omvælte m. en Spade. 
aft, et. HGaandfanget t. en Spade. 
Spadeſet, et. d. f. form Spademon. Spa⸗ 


, detog, et. ſaameget (Torv) fom en Karl 


fan jfære m. Spaden I cew Dag. (Moth.) 
Spade, v. a. 1. omgrave m,”en Spade. 


At ſpade Jorden i Stedet f. at pløte den. 


padel cl. Spatel, en. pl.-er. ( Tydſt.) 


"et lidet Redſtabſt. af være og blande, ſom 


ifær Apothekere bruge. (Moth.) 
Spadſere, v. n. 1. har. [nærmeft af det 
2. ſpazier en. Ital. spaziare.] gaae om⸗ 
kring allene f. at gaac, enten f. at bevæge 
fig, ell. for fin Fornsielſe. (d. Tale.) [Det 
forekommer ikke blot hos Arreboe, (peracm. 
76) men allerede i Chr. Pederſens Wocabu⸗ 
lar.] = Spadferegang, en. 1. Gierningen 
at ſpadſere. 2. en Gang, indrettet t. Spad⸗ 
ſering. Spadferevei , cen. V. hvor der 
ſpadſeres, ſom er indrettet ft. at f. paa. 
Det er fun en S. 9: et lidet Stykke Vei, 
fom man magelig fan gaae. — Spadferen, 
Spadfering , en. Gierningen at fpadfere 
(nogle Nyere have i St. f. dette, efter det 
Tydſte, optaget Lyſtvandring.) 
Spag, adj. [Jèl. spakrl ſtille, rolig, 
fagtfærtig, taalig, temmet. “Saa vil den 
fpage Heſtem. Bidſel nødig gaae.“ Falſter. 
Gaa ſ. fom et Faar. (I ældre Skrifter fo⸗ 
rekommer: ſpatge Dyr, (for: tamme) i 
Han bliver nok ſpag 
med Tiden. ”Dg fpage Borgere forvand⸗ 
lede t. Delte,” Storm. = fpagfærdig, adj. 
ſpag af Naturen. En meget fragfærdig 
Left. ”Drengene vogte fpagfærdige Zaar.” 
Ohlenſchl. (Helge.) Spagfærdighed, en. 
ud. pl. den Egenſtab, at være ſpag ell. 
ſpagferdig. GEvf. det tilhørende Verb. at 


pæge. - 

Bvalte, en. pl.-vr. ( Tydſk.) en Sprætfe, 
Kloft. (En Spalte i Bøger, Halvdelen af 
en i dobbelte Piller trykket Side: i Trykke⸗ 
rierne ogfaa; en heel Side.) | 

Spalte, v. a. 1. (tydſt.) f. klove, ſplitte. 
Spand, et. pl. bd. f. et Længdemaal ; faa 
langt, fom man fpænder med Fingrene, 
fra Tommelfingerens indtil den lille Fingers 
Spids. Moth. (jvf. Spænd og fpænde. 

Spand, en. pl.-e. [N. S. Span.] ct 
Zræfar, fom bæres i en Jernboile, ifær til 
at oſe Wand med, og have Vand i t. Brug 
i Køttenet. En Spand Vand I: ſaameget, 
fom en S. rummer. (f. ogſaa Brandſpand, 
Kalkſpand, Melkeſpand, Madfpand, Tor⸗ 
veſpand, Bandfpand.) = Spandevark, 
et. i Hydrauliken: Indretning t. at lofte 
Vand i Veiret v. Hielp af Spande, fon 
benet omtring Hiul. (Kraft. Med. Il. 

J 


1. Spang, en. pl.-er. IT. Spange.] 
Spande ell. Sylle, f, E. paa⸗Seletot, p. 


3 


1 


Spang — Spare. 


Bøgeré Bind, m. m. "Deraf ogſaa: Bryſt⸗ 
fmvtte, Armbaand o. d. (Moth. forældet £ 
begge Bemætfelfer.) = Spangebryniẽ en. 
d. f. ſ. Skelpandſer. (Moth.) Spange⸗ 
bælte, ct. B. med Spænde i. (Moth.). 

2. Spang, en. pl. -e. en Gaungbro over 
en Aa, enten af enfelte Steen, ell. ct Gangs 
bræt, fom man fan gaac torſtoet over, 


Moth. (3 Kæmpeviferne : Spangebro. Sv. 


Spång. 

Spanier, en. pl. — e, den, ſom er født, 
har hiemme t Spanien. 

Spanke, v. n. 1. (har.) gisre hole Trin 
i fin Gang ; fpottende, om den Overmodi⸗ 
ges ſtolte Gang. ”Han trodſig hid og did 
f. mine Dine ſpanker.“ Jacobi. 
op og ned i Buegargen ſpanke.“ Bagg. 
Deraf: Spanken, en. ud. pl. 5. 

Spanne, v. a. 1. hos Skowagere: fy 
Helſtykkerne ſammen p. Skoe ell. Stovler. 
(Moth.) 

Spanſt, adj. ſom er fra Spanien, horer 
t. Spanien. fpanffe Fluer, Cantharides. 
En ſpanft Slue, br. ogfaa for: et Trokplaſter 


af Cantharider. Den fpanffe Kappe, en 


ſordum brugelig Straf, ſom beftod i offentlig 
at gaae m. noget, liigt en Tønde ell. en 
Kappe af Træ, over Hovedet. Det kommer 
mig ſpanſt for ad: uvant, underligt. — 
Spanføgront, n. s. et grønt Farvemiddel, 
fom frembringes ved af lade Kobber oploſes 
v. en Syre. — Spanftrør, et. Et Slags 
oſtindiſt Ror, fom bl. a. bruges t. Spad⸗ 
ſereſtokke, og af Spanierne førft bragtes t. 
Europa. 

Spant, et. pl.-er. [HSoll. Spant, Spaud; 
formodentl. af ſpende; og beſlæegtet m. det 
jndſte Spændtræ.] En Sammenfætning af 
Tommerſtykker, der, m. ten ene Ende filet 
p. Kislen, danne Skibets buede Form, og 
hvorpaa ſaavel Pderplankerne, (Alednin⸗ 
— ſom de indvendige Planker (Foringen) 

æltes. , ' 

Spare, v. a. 1. [I. spara. T. fparen.] 
1. giemme, bevare t. en følgende Tid. At 
f. til Alderdommen. ”Den, ſom fparer, 
lader noget blive tilbage, f. i Fremtiden at 
bruge det; hvori ligger, m. Henſynſt. Die⸗ 
blitfet, Afholdenhed, m. Henføn t. Frems 
tiden Forſynlighed.“ Muͤller. ”Spar din 
Viisdom indtil cen anden Zid.” J. Syr. 32. 
Derfom Gud ſparer mig Liv og pelbred. 
2. ikke bruge mere af en Ting, end det nøds 
vendige; holde til Raade med. "Bedre cer 
at fpare paa Bredden, end p. Bunden.” (P. 
Lolle.) At fore m. Halm f. at ſpare Hoet. 


Gan fparer hverken Flid cl. Umage. (Ofte 


m. præp. paa. At f. paa Stillingen; ſpare 
paa def, man har. fer maa itte fpares 
p. Penge.) At f. fammen, ſamle v. Spar⸗ 
ſomhed. — uegentl. Spar dine Formaninger! 
(3: hold dem tilbage.) Den Umage funde 
ieg have fparet mig. = Spareboſſe, en. 


”De, ſom 


dels⸗Speculationer.) 


3870 Spareboſſe — Spede G. 


Boſſe, hvori Penge lidt efter lidt ſankes. 
Sparecaſſe, en. offentlig Indretning, hvori 
man fan indfætte Penge, fom man fparet 
fra fine Udgifter, Sparekonſt, cen. den K. 
at ſpare, holde til Raade med det, man har. 
Sparepenge, pl opfparede, ſammenſparede 
Penge. = ſparſom, adj. 1. tilboielig til 
at ſpare; ikke odſel, ſom veed at holde t. - 
Raade m. tet, han befidder. (i denne Be⸗ 
mark, br. ufte: parfommelig.) 2. ikke 
hyppig, ſielden. n ſparſom Brug af £æz 
cmitler. — Deraf: Sparſomhed, Spars, 
fommeligbed, en. ud. pl. . 
Spart, et. pl. d. f. et Grød m, Foden. 
At give éen et S. give et Spark til noget. 
Sparke, v. a. og n. 1. [I. og Sv. spar 
ka.] ftude t. med Foden. At f. til cen. 
”Ut ſparke andre ned, ſom ville krybe op.” 
Popes Krit. v. Schiermann. Barnet ſpar⸗ 
Fer Klæderne af fig om Natten. Heſten 


ſparker Jorden op. — Deraf: Sparken, en. 


ud. pl. 
Sparre, en. pl.-r. IJ. Sperra. Sv. 


Sparra. I. Sparren. Ital. Sbarra.] de 
ommerſtokke, ſom, fra begge Sidevægge af 
et Guus, fættes ſammen mod hinanden i en 
Spids, og ſaaledes danne Tagets Reisning. 
At fælde Sparren i Bielken. = Sparrehul, 
et, det 1 Tagbielken huggede Hul, hvori 
Sparren ell. Zagfpæret indlades. Sparre: 
værk, et. Samlingen af Sparrer i et Tag. 
Spat, en. ud. pl. (fort a.) IN. S. og 
Hol. Spat.] en Sygdom hos Hefte, bes 
ſtaaende i en haard ell. bled Hevelſe p. Has 
feledet, hvorved meer ell. mindre Halthed 
fovaarfages ; færteles en Beenknude p. den 
ndvendige Side af Haſeledet (tor Spat ell. 
Beenſpat, forſtiellig fra Vandſpat el. blød 
Spat.) — ſpatlam, adj. kaldes en Heſt, 
der har Spat i den Grad at den halter. 
Spath, en. (langt a. Tydſt.) et Navn, 
ſom tillægges flere Slags Mineralier, der, 
for det melle eve kryſtalliſerede, noget gien⸗ 
nemfigtige, og af bladet Brud. Saaledes 
Dobbeltſpath, Feltſpath, Kalkſpath, 0. fl. 
Specerie, et. pl.-r, ſ. Rryderi. Saa⸗ 
længe Specerie til Kræmmerhufe trænger.” 
Storm. " ' N 
Specie, en. pl.-r. faf Lat. Species.] i d. 
Tale: d. f. f. en Rigsdaler Species, en 
Speciesdaler; en Solvmynt, liig to Rigs⸗ 
bankdaler Selv, el. 60 Styver. 
Speculation, en. pl.-er. 1, philoſophiſk 
Grandſtning, dyb Betragtning. 2. i dagl. 
T. ét Handelsforetagende, hvorved man føs- 
er at benytte forudſeete ell. forndberegnede 
———38 At giøre en heldig S. 
Speculere, v. n. 1. (har.) [af Lat. 


- 


e 


speculariJ anvende dyb og vedholdende 
r 


andſtning p. en Gienſtand. At ſpeculere 
paa, over noget. (ligeledes i d. T. om Han⸗ 
[af Ital. Spedale. E. 


Spedalſt, adj. 
66 


" 


Spedalſt Speilfabrit… 6388 


Spital. T.Spital; forfortet af Lat. Ho- 


spitale,- Sygehuus, Peſthuus.] befengt m. 
ulægelig Hudſygdom cl. Spedalſthed (Ele⸗ 
phantiafis, Radefnge, o. d.) 

Spee, en. ud. pl. ſSv. Spe. Isl. Spie; 
og spea, at fpotte.] Spot, Vånære. (hæs 
ften forældet.) ”De hængte dem op p. Kro⸗ 
se, og giorde Spee af dem.” A. Vedel. At 
være ft. Spot og Spee for Folk. 

Spege, v. a. 1. IJ. speikia.] tilberede 
Kiod cell. Fiſt v. Saltning og Rogninget. 
åt kunne ſpiſes uden at koges. ſpeget Mad. 
=> Spegefleſt, et. Fleſt, ſom p. denne 
Maade er tilheredet. Saaledes: Spege⸗ 
gaas, Spegelax, Spegemad (al Slags 
Mad, der ſpiſes fpeget) Spegepelſe, Spe⸗ 
gefüd (uegentlig, da Silden blot ſaltes, 
men ikke røges. At ſpege Sild, efter Moth: 
tage Huden af ſalt S. for at fpife den raa.) 

Spege, v. a. 1. bringe noget traadagtigt 
i Ulave. At fpege Garn, Gør, Traad, 
Langhalm. (udt, ſpeie.) 

Speger, et. ſ. Spiger. 

Spåde, v. a. og n. 1. [ISv. speja. E. 
to spy. It. spiare. Fr. espier.] ſoge oms 
hyggeligen at udforſte, iſer p. en hemme⸗ 

Maade. ”Atter ſpeider han m. roligt 


li 
—*— hvoer Plet i Haven fra det hoie Dis 


ge.” F. Guldb. At ſpeide Fiendené Hær. 
Aldrig dog oprandt i Venners Hierte 
— Tanken at ſpeide dit Raad eler Kald.” 
Hertz. At f. efter noget, -”BVidt ſpeider 
efter Rart det gridſke Syn,” J. Smidth, = 
Deraf: Speiden, en. ud. pl, — Speider, 
en. pl.-e. ben, fom giver fæ af m. at ſpeide. 
Speideri, et. Gierningen atsfpelde. Spei⸗ 
dertog, et. T. ſom gisres f. at ſpeide. 
Speil, et. pl.-e. [J. Spegill. R. S. 


Speige'l.J en glat og iys, ugtennemfigtig 


Flade, ſom viſer Billedet af en Gienſtand, 
Der bringes for famme. Et Staalſpeil, Me⸗ 
talſpeil. Huulſpeil, ic. — Jfær en Glasplade, 
ſom ved Underlag (Folie) af Tin og Qvceg⸗ 
ſolv er giort ugiennemſigtig t. bemeldte Die⸗ 
med. At fee (kaſte Oinene) i Speilet, ſpeile 
fig. At ſee noget, fee fig I Speilet. — Uegentl. 


- om andre. Gienftande, der giore ſamme Virk⸗ 


- 


dige Flade p. et Skib. 


preſſet Ramme p. Siderne. 


" ning, fom ef S. Landet er fom ct Speil. 


”Beundre dig" i Floders blanke Sptil.” 
P. K. Troiel. 2. fig. den bagefte udven⸗ 
”Da ſank hvert 
fiendtligt Speil.“ Evald. . “Og vidt ſtin⸗ 
ner Bagſtavnens konſtige Speil,” Pram. 
3. Speil, falde Sfibstommermænd de blan⸗ 
fe Steder i Egetræ, hvor Fibrene ikke fees, 
og fom vife fig under Tilhugningen. (Ard. 
f. Soveſen. II. 380.) Speilbind, et. Et 
vift Slags Skindbind om Bøger, m. en 
ſpeilblank, 
adj. meget blank, faa b. fom et S. Speil⸗ 
bue, cen. et Redſtabet. aſtronomiſte Sat: 
tagelſer. Speilfabrik, en. et Sted, hvor 
Speilglas og Speile gisres i Mængde ; 


"hvormed man ſpekker cn Steg. 


= ” . U 
Speilfabrik — Spid. 


Speilſteberi. Speilflade, en. En fuldkom⸗ 
men jævn og glat Flade. Havets Speil⸗ 
flåde, Speilflor, et, Et Slage glat Flor. 
Speilglands, cn. den G. ſom er v. ef Speil 
el. en fpeilblant Flade. Speilglas, et. tykt 
og klart Glas, hvoraf Speile giores. Ru⸗ 
der af Speilglas. ſpeilglat, adj. ſaa glat, 
ſom ct. S. ſpeilklar, adj. klar fom et S. 
fuldkemmen klar (bv. ogſaa om det, ſom er 
giennemſigtigt f. E. Bandet.) Speilmas 
ger, cn. den ſom gisr Speile. Speilma- 
geri, ſ. Speilfabrit. Speilramme, en. 
R. hvori et S. er indfattet. Speilrand, 
en. ſleben Rand om Glaſſet I et S. Speil⸗ 
bag en. glindfende harpiragtig Sod, der 
ætter fig i Sforftenen af en Kisnregs-Dvn. . 
Speilvæg, en. V. ſom er heẽel beflædt m. 
Speilglas.  Sprilæg, pl. en Net af Æg, 
der ſteges blede Smør. . 
Speile fig, v. rec. 1. viſe fit Billede I et 
Speil, cl. paa en anden glat Flade. Sko⸗ 
ven fpeiler fig i Bandet, ÿ. Soens Flade. 
2. betragte fit Billede i et Speil. Hun 


ſpeiler fig faa tidt hun gaaer forbi et Speil. 


t ſpeile fig i en Bæf. 
pef, et. ud. pl. ſſtrives ogſaa Spaæk. 
J. og A. S. Spik. T. Sped.] det dyriſke 
Fedt I uſmeltet Titſtand; men br. fun om 
Hvalens Fedt, hvoraf Tran ſmeltes. Der⸗ 
af: Spefhugger, en. En af Folkene p. en 


. Grønlandéfarer, der arbeider p. at hugge 


Spek af Hvalen. . 

Spekhoker, en. pl.-e. en Handelsmand, 
der i det Smaae udfælger Flest, Smør og 
andre Fedevarer og Levnetsmidler. (ffær i 
Kiobenhavn.) (jvf. 30ker.) 

Spekte, v. a. 1. IS. spika, fede.]J 1. 
fylde med Mad, fede, el. nære m. got og 
rigelig Fode. At ſpekke fig, i d. Tale: 
tage vel fil fig af god Mad. Hun ſpekker 
fin Mand. ”.Du onſter, fom Bonden, det 
ſpæekkede Fad.” Øhlenkhl. Helge. 2. inds 
ſtikke fmaa Stykker Fleſt i andet Kied, der 
ſtal ſteges. At f. en Hare, en Dyreſteg. 
— Heraf: Speffebræt, et. Gt livet Bræt, 
hvorpan Fleſt ſtœres t. at ſpekke med. 
Spekkefleſt, ct. Fleſt, ſom man ſpekker med. 
Spekkenaal, en. et Slags Mesfingnaal, 
3. udfnide, 
jævne, belægge m. Kalk cl. Leer. At f. 
en Muur. Diffe Huller .maae ſpekkes, in: 
den Muren hvidtes. — Deraf: Spekning, 
en. pl.-er. 
var. en. ud. pl. fX. S. Spelt, far.] 
en Kornart, fom hører ft. Gvedens Slægt; 
Spelt⸗Hvede. Triticum Spelta. 

Spente, v. n. ſpare, være ſparſom; it. 
forhale. Foreeldet.) 

Sperre, v. a. f. fpærre. 

Spette, en. pl.-r. f. Spætte. 

Spid, et. pl db. f. [X. S. Spitu. Hold. 
Spit.] en tynd, ſpids Stang. Lofefpid,. 

radſpid, Stegeſpid. (Ital. Spiedo.) At 


⸗ 


* 


ESpid — Spiddhovedet. . d 389 Spidshue — Spiirtaarn. 


ø 


fætte en Gaas p. Spidder. At ftege noget 
p. Spid. (Jvf. Spyd.) = Spiddelys, et. 
pl. d. f. Lys, fom tilberedes v. ofte at Iyppe 
de p. et Spid ell. en Brikke hængende Voger 
ned i den ſmeltede Zalg; modfat: Forme⸗ 
lys, ftobte Lys. "| - 

Spidde, v. a. 1. at fætte p. Spid, gien⸗ 
newmſtikke m. ct Spid. 

Spids, en. pl, —er. IN. S. og Ev. 
Spetis. T. Spies beflægtei m. Spieß 
og Spyd, ] den Deel af ct Legeme, hvor det 
løber fammen i ct Punkt, cl. nærmer fig ct 
Punkt; Od. Spidfen af en Naal, en 
Kniv, en Kaarde. Fingerſpids (Fingers 
ende) Knivſpids, Taarnſpids. At fætte 
fig i Spidfen for en Hær, en Folkehob 9: 
paatage fig dens Anførfel. At bude cen 
Spidſen 9: fætte fig t. Bærge imod, mod: 
ftaae. Moth.) 

Spids, adj. [N. S. ſpit.] fom har Od, 
el. fom gaaer ud i en Spids. — Af dette, 
og tildels af Subſtantivet, haves følgende 
Sammenſ. Spidsbolt, en. Bolt med en 6. 


i den ene Ende. Spidsbor, et. ct ſtort Bor, 
ſom Rokkedreiere btuge. (Both) Spids⸗ 
rger.) br. 


borger, en. (af d. T. Spießb 
i Stiemt ell. af Ringeagt, om dén ringere 
Borgerftånd.  Spidsbue, en. (ifær i Byg⸗ 
ningskonſten) en Bue el. Hvcelving, ſam⸗ 
menſat af flere Stykker, ell. ſom i Giennem⸗ 
ſnit danner en krumliniet Vinkel. (ſ. rund⸗ 
— En Gothiſt Spidsbue. Spids⸗ 

vild, en. B. med én ſpids Hævelfe ; ſurun- 
culus. Moth. Spidsfiil, en. F. fom ens 
der m, en Spids; cl. ſom br. til at file 
Spids p. noget. ſpidofindig, adj. ſom 
har Feerdighed i af udfinde (maa, uvæfents 
lige Forſtielligheder, Beviſer ell. Modgrun⸗ 
de i en Materie, ſom der tviſtes om. ꝰJeg 
vovede ikke at indlade mig oftere i Ordſtrid 
m. diſſe ſpidsfindige Folk.“ Bagg. I. Klim. 
Et mere —8 end avpfindigt Be⸗ 
viis. En f. Diſtinction. Deraf: Spids⸗ 
findighed, en. ud. pl. — Spidegavl, en. 
Gavl, fom danner fo Sider af cen Trekant, 
fom ender m. cen Spids. Spidsglas, et. 
Et Slas af en ſpids, kegledannet Form. 
Spidsglas, en. et Mineral: Antimonium 


(fordærvet af det tydſte: Spießglaß. 


Viborg bruger: Spydgiends.) Spids: 
kh. En H. fom er mere ſpids, end 
i mer, en. H. hvis ene 
Ende gaaer ud i en &. - Spidsharpe, en. 
et tifforn brugeligt muficalt Inſtrument, i 
Skikkelſe af en fra Spidſen f. Grunden gien⸗ 
nemſtaaren Pyramide, betrukket m. fo Ra⸗ 
der Metalſtroͤnge, der adſtilles v. en dobbelt 
Sangbund. pidohat, en. H. med ſpids 
ell. fegledannet Pul. . Spidshiort, en. En 
ung Kronhiort i andet Aar, hvis fo førfle 
fremſtudte porn, udrn Takker, kaldes 
Spidſer. (f. Gaffelhiort.) fvidehovedet, 


ad). fom har st ſpieſt Hoved (modſ. rund⸗ 


2 , 


bovedet.) Spidshue , en. H. med, ſpids 
op. (Moth.) Spidsfaal, en, Et Slags 
tidlig Hvidfnal' m. tilfpidfede Hoveder. 
Spidsmeifcl, en. M. hvis Ende gaaer ud 
i en Od.  fpidsmundet, adj. ſom har en 


ſpids, tilfpidfet M. Spidsmuus, en. pl. . 


d. f. En Slægt af Pattedyr, ſom (m. Mulds 


varpene, Biornene 0. fl.) høre f. de Platfo⸗ 


—* Claſſe (Plantigrada) og ere forſtiellige 
a Muſene. Sorex. ſpidonaſet, adj. ſom 
har en tynd, mager, tilſpidſet Neſe. fig. 
fpidenæfede Stoe. Spidopoſe, en. Fils 
treerpoſe hos Apothekere. 


Ord.) en lang, enkelt Qvift, uden Side⸗ 
ffud, en Vaand. At løbe Spidsrod, en 
Straf f. Soldater. Spidsſtagge, en. d. f£, 
f. Spydſtage. (Noth.) Spidoſtorte, en. 
En Stotte, ſom er noget tilfpidfet el. afta⸗ 
gende mod den øverfte Ende; Obelig. (v. 
Aph.) Spidstand, en. Tand, form er no⸗ 


et fpids i Enden. " fpidsvintlet, adj. fom 


"har en ſpids Vinkel. En ſpidsvinklet 
Triangel; modſ. ſtumpvinklet. 

Spidfe, v. a. 1. giore ſpids, give en ſpids 
Form. At fpidfeen Pen, en Blyant. At 
fpidfe Munden. (f. tilſpidſe.) 

Spield, et. pl. d. f. [Isl. Spelld, 
Spialld, et lidet Bræt, en Srætavle.] 1. 
Stud cl. Lukkelſe i et Skorſteens⸗ ell. Kak⸗ 
kelvonsror; Skorſteensſpield, Kakkelovns⸗ 
fpyteld. - 2. en Kile, der ſyes Ind I et Klode⸗ 
ton, f. E. i Stiorter under Xrmerne. 


(Palo⸗⸗ Spieid, Krme-GSpidd. f. V. S. 
Str. VI. &. 32.) s . 
Spiger, et. pl. Spigre. ISv. Spik. E. 


Spike.] et ſtort Som. (jvf. aandfpiger, 
af I. Spik, en Stof.) = Spigerbor, et. 


Et ftort Bor t. Spiger; ſtsrre end Fritbor. | 


— Spigerhud, en. En Klodning el. For: 
hudning af tyndere Planker, hvormed et 


Skibs virkelige Klædning overtræffes, enten 


f. at ſtyrke Skibet (f. E. ſaadanne, ber gane 
p. Hvalfangſt) cl. for at beſtytte det mod 
Orm, i hvilken Henfigt man tilforn ogſaa 
stæt beſatte denne. Forhudning m. Spiger, 
der havde flade og brede Hoveder. 
Spigre, v. a. flaae faft m. Spigre. At 
fpigre noget faſt. (N. S. fpife rn.) 
piltoug, f. v. a. fpile. i 
, Spiir, et. pl. d. f. [J. og Sv. Spira.) 
noget, ſom er langt, tyndt og tilſpidſet til⸗ 
lige. Maſter og Spiir (o: tyndere Skibs⸗ 
ftænger.) S. paa et Taarn. ſ. Taarn⸗ 


ſpiir. Kongefpiir, Scepter. ”Hvis Fædre " 


giennem Sekler aldrig lod udanſte Spiir.” 


Bagg. (jvf. Spiger og Spær.) = Spiir⸗ 


fod, en. den underfte Deel af et Spiir. 
(Bagg) Spiirhvælving, cn. 9. i et mu⸗ 
ret Zaarnſpiir. (Bagg.)" Spiirfpids, en. 
den øverfte Spids af et Spiir. (Bagg.) 
Sviirtæarn, ct. Et Spiir, faa betydeligt, 


at det udgior et egentligt Taarn. Det er 


a 


8 


Spidsrod, en. 
(et af det T. Spießruthe , fordeervet 


åd 


ESpürtaarn — Spilde. 
egentlig et fuldftændigt Spürtaarn f. fig 
felv, oven paa det andet.” Bagg. (Labyr. 


. 330. ' . 

Spil, et. pl. d. f. IJ. Spil. 2. Øpiel.] 
1. en Handling, der foretages fun t. Forly⸗ 
ſtelſe, til Tidéfordriv; ell. uden alvorligt 
Formaal. ”Scer du Livets Alvor? kiender 

du „at det ikke er beftemt t. et Spil for 
Daarer ?” Mynfter. (f. Leg, ſom ev den æl: 
dre danſte Benævnelfe.) — Særdeles, naar 
det ſteer efter viffe Regler, imellem flere, og 

"om. den Henfigt at vinde, cl. at frifte det 

verlende Held. ”Spil blev de Vornes Leg, 
fit et Anſtrog af Alvor, og blev bundet t 
Megler.”” Muller. Der giveg mange Slags 

Spil. Brætfpil, Kegleſpil, Kortſpil, 
Stakſpil. (f. Lykkeſpil, Voveſpil.) At være 
hengiven til, at elſte Spil. pan er heldig 
i Spil. ”Spillet lor m. egen fælles Øie: 
med: at more v. at fætte Sindet I en afvers 
lende, ikke trættende Bevægelfe.” Miller. 
— fig. en let Bag, Det er fun et Spil for 
ham. — At fætte noget p. Spil 9: fætte 
det i Vove, udfæfte bet f. sienk 

»TFroer mig, han fætter ei fit tjære Liv p. 

Spil.” Storm. 2. Fortfættelfen af et 

viſt Spil, indtil Vinden og Tab er afgiort. 

Ut ſpille et Spil Skak, Piquet, Billard, 

Kegler. (meft br. dog: Dearti,) Spillet ev 

ude. At blande fig 1 en Andenés Spil. 3. 
— Det, fon hører t. nogle viffe Slags Spil. 
To &. Kort, Et Damſpil, Kugleſpil, 
Skakſpil. 4. Brug af Toneredſtabert; 
Muſik. (fun i Gammenfætn. og om nogle 
Inſtrumenter.) Floiteſpil, Klaveerſpil, 
Violinſpil. (jvf. fpille.) I Talemaaden: 
m. flyvende Faner-og klingende Spil, be, 
det om Inſtrumenterne ſelv ell. deres Lyd. 
5. i nogle Gammenfætninger for: Skueſpil. 
Et Sørge fpil, Lyſtſpil, Syngeſpil, Forſpil, 
Mellemſpil, Efterſpil. 

Spil, et. pl. d. f. [af v. n. ſpille, be; 
væge fig frit.) en Bom ell. Valſe, fom 
dreies om v. Hielp af Stokke ODaandſpiger) 
f. at vinde en tung Byrde'op; ifær t. 
Skibs, f. at hiſſe Ankeret op. (ſ. Gang⸗ 
ſpil.) 2. Jernet p. en Rok, hvorpaa Vins 

erne fidde faft, og fom Tenen og Tridſerne 
ættes paa. (Moth.) 

Spild og Spilde, en. ud, pl. Tab, For⸗ 
liis, det, at noget ſpildes. (At bringe i 
Spild, Riimkr.) At gaae t. Spilde. Det 
ev fun t. Spilde a: fun at øde, fordærve 
det. Deraf: Livsſpilde, Pengeſpilde, 


Tidsſpilde. 

Spilde, v. a. 2, [Iol. og Sv. spilla. N. 
S. ſpillen. A. S. spyllan, censumere, 
vitiare.] 1. tabe noget af det, man holder 
i Haanden, ell, har at bære, (br, meſt hvor 
Talen er om det, fom tabes i Smaadele 
ell. om flydende Ting.) At fpilde Band a 
Skaalen, ſ. Viin p. Bordet. At ſ. noget 
langs hen ad en Vel. At ſpilde paa fig. 


J 
"4 


2 


390 


ynlig Fare. 


Spyilde — Spille. 


2. ſtille fig ell. andre ved, volde at man miſter, 
øde. At ſpilde fin egen, en aͤndens Lytte. 
“Saa ubeſindig en. Opforſel kunde ikke ans 
det end ſpilde al hans Lyffe.” Eilſchow. 
At fpilde fin Credit, fit gode Rygte. (ſ. for⸗ 
pilde,) 3. bruget. Unytte, gdsle bort. 
18 fin Tid, ſ. fin Umage. Den Dag 
er ſpildt. ”Enhver Dag, vi opfætte fag 
vigtige Beftræbelfer, er fpildt f. 06, for vor 
Faldkommenhed.“ Baſth. At fpilde Ord, 
Foreſtillinger, Overtalelſer p. ten. 4. At 
—* tabe fig, blive borte. Spilde⸗ 
oder, et. Foder, ſom fpildes af Avoget v. 
itfe at opedes. (Landh. S. Skr. 1. 273.) 
Spildekar, ect. K. hvori Spildevand ell. d. 
løber. Spildevand, et. Band, ſom leber 
fra en Poſt, Mølle, cl. anden Vandſam⸗ 
ling. = fpiRfom, adj. fom let fan ſpildes, 
hvoraf en Deel let gaaer t. Spilde, ell. bliver 
unyttigt. Spildſomt Foder. — Deraf: 
Spjldfombed, en. (Oecon. Mag. IV. 254.) 
pile, en. pl.-r. INM. S. Spyle.] Stok 
el. Pind, hvormed noget holdes i en uds 
aft ng (f. Er. Læder) el, udſpiles. 
(Moth. | 

Spile, v. a. 1. udftræffe noget, og holde 
det ſaaledes v. Spiler. (f. udfpile,) “Ski— 
bet alt ſtod m. de ſpilede Seil, udſttammed⸗ 
fra Maſten.“ Meislings Theokrit. 2. aab⸗ 
ne, lukke vidt op, At ſ. Øinene op. Ul⸗ 
ven fpiler Gabet op, — Heraf: Spiil⸗ 
ning, cen, Gierningen at ſpile; Udſpiilning. 
”Zienbruneneé Sammentrekning cd, Spiil⸗ 
ning,” Bagg. N. Klim. — Spiiltoug, et. 
afdeelt Rum f. hver enkelt Heſt i en Stald. 
(ivf. Baas.) | 

Spilfegter, en, pl.-e. [af det ft. Spie⸗ 
gelfedter.] den, ſom ikke fegter for Als 
vor, men f. et Syns Sfyld. (Moth.) er 
lidet brugel. ſaavelſom v. n. at ſpilfegte. 
»Eller lære dem at fpilfegte m. Gåer,” 
Birkner. — Spilfegteri, et. ikke ſaameget 
egentlig, fom fig. for: Skromt, Gickkeri, 
Handling, der ikke gisres f. Alvor. (Myn⸗ 
ſter. Spilfegtning, en. Fegtning p. 
Skrsmt. (Moth. Bording. II. 276) ”At 
de kunde nedſette flige ædle Øvelfer, hvor⸗ 
ved man ſtœrper Forftanden og lærer af fale 
mm. £ethed, t, Spilfegtninger.” Bagg. R. 

m. 

Spille, v. n. og a. 1. [3. spila. T. 
foflelen.] 1. neutr. om viffe frie, lette, 
uhindrede Bevægelfer. Bølgerne fpille p. 
Stranden, Havbredden. Det ftaaer og fpil: 
ler (ev ikke faſt nok. Moth.) Øinene en 
lede i Hovedet p. hende af Glede. (ivf. 
No. 5.) Spillende (levende, bevægelige) 
Wing. Vinden fpiller i Seilet, i Bladene. 
(f. Spillerum.) 2. bruge viffe- Slags 
Lege ell. Spil. (jvf. lege.) At fpille Kort, 
Kegler, Billard," Bold, Dam, Skak, Tær: 
ninger (overhovedet om alle Spil, der gage 
ud p. at vinde) At ſ. ud 2: lægge et Kort 


Spille — Spilling. 


p. Vordet, naar Raden ert. een. At fpille 
om Penge. At f. bort hvad man eier. — 


301 


ESpinat — Spion. 


Spinat/ en. ud, pl. en almindelig $as 
veurt. Spinacea oleracea. —:i Spinatbud⸗ 


fig. ct f. med. cen, handle ftrengt med. At- ding, en. B. lavet af Spinat, Meel og 


f. een et Puds. At 'f. under Dæffe m. cen 
(holde hemmelig fammen om et urigtigt Fos 
tagende.) 3. frembringe harmoniſte To⸗ 
net p. viſſe Inſtrumenter, hvor dette ſteer 
v. dielp af Hænderne, og deri beſidde en 
Færdighed. 
Bai, Harpe-, Guttarre. (men derimod : 
blæfe paa Floite, Clarinet, Hoboe, Trom⸗ 
pet, ». f.v. f. blæfe.) At fpille godt p. 
Klaveer. Hun lærer at f. og dandſe. At f. 
et Stykke, en Dands, en Marſch. At fpille 
op d: begynde at ſpille. 4. foreftille Op⸗ 
trin og Handlinger af Menneſtelivet p. 
Skuepladſen. At ſpille Komedie. (opføre en 
K.) HPolbergs Komedier fpilles nu femme: 
lig ofte. At f. en Role el. i en Rolle (9: 
udføre en vis Perſon i et Skueſpil) Hun 
fpillæ nu fun ficlden. 5. neutr. fafte 
Lréfiraalerne fra fig m. et' bevægeligt el. 
tindrende Skin; glimre, funkle. Diaman⸗ 
ten ſpiller i Solen, v. Lyſet. (ſ. ovenfor 
No. 1. om Dinene.) uegentl. Vinen ſpiller 
i Glaffet. = Spillebidfe, en. den B. len 
Mølle, hvori Drevets overſte Ende Isber. 
(Moth.) Spillebold, en. d. f. f. Legebold. 
Spillebord, et. B. ſom bruges v. Kortſpil 
ell. andet Spil. Spillebræt, ct. B. ſom 
bruges v. et Spil, el. til at ſtrive p. naar 
man ſpiller. Spillefugl, en. den, fom er 
meget. forfalden f, Spil (en lyſtig Broder. 
Moth.) Spillehuus, et. Guns, hvor ens 
hver fan gage ind f. af tage Deel i Spil, 
iſer Voveſpil. Spillelyſt, en. £. til at 
ſpille. Spillemaade, en, En vis Maade 
at ſpille paa, viſſe Spilleregler i enkelte Til: 
fælde. Spillemand, en. den, fom f. Be⸗ 
taling ſpiller p. et muficalſt Inſtrument. 
»Tidt den ſtorſte Spillemand — fun flet p. 
Hyrdepiben fleiter.“ Bagg. Spillepenge, 
pl. P. ſom anvendes p. Spil. (jvf. Kort⸗ 
ppenge.) Spillerum, et. (af fpille,-1.) 
nødvendigt Rum t, uhindret Bevægelfe. 
»Anomaller, der finde Sted, formedelſt det 
Spillerum, enhver Kraft nødvendig maa 
have.” Olufſen. Spilleſelſfab, et. &. der 
hav forenet fig ft. et vift Spil. Spilleſy⸗ 
ge, cen. umaadelig Spillelyſt. Spilleverk, 
et. 1. et Uhrvark ſom ſpiller viſſe Stykker. 
2. noget, der ſeer konſtigt ud, men er uden 
Nytte; noget, fom er let at giere. Det 
ev fun &. for häm. ”Den hører ft. den 
falſte Smags barnagtigfte Spilleværfer.” 
Baggeſen. 

Spille, en. pl.-r. 1. d. f. ſ. Skytte el. 
Skyrttel. (Moth.) 2. et Kruſejern. (Moth.) 

Spilling, en. pl.- er. et Slags ſmaa 
gule Blommer. (N. S. Spolje, Spelt⸗ 
16.) 2. det uforedlede Blommetræes Frugt; 
ſom findes guul blaa og rod. Oluffens Land⸗ 
Del. ha 


At fpille paa Klaveer, Violin, - 


Xg. Spinatfrø,-et. ud. pl. 

Spind, et. ud. pl. det ſom ſpindes ell. er 
ſpundet; Garn.  Fiint Spind. ”Ligefaå 
prægtig en Klædning, fom den, Konfterne 
havde lært os at væve af Ormenes Spind.” 
Snetedorf. 

Spinde, v. a. ſpandt, ſpundet. pl. 
ſpundne. [J. spinna.] frembringe Traad 
ell. Garn v. at ſammenſnoe Taver ell. 
Trævler af en bled, men ſammenholdende 
Materie. At ſpinde Hor, Blaar, Hamp, Uld, 
Bomuld, Silke. At f. paa en Rok, Haand⸗ 
teen. (jvf. tvinde og vinde.) At f. af fin 
Stof o: fpinde Totten af, ſom man har p. 
Rotten. — fig. At f. Silfe v. noget 3: have 
Fordeel af. At fpinde noget opo:giore hems 
melige Anſlſag. — Spinden , en. ud. pl. 
Gierningen at ſpinde. — Spindebod, en. 
v. Reberbaner: Huus; hvor der ſpindes 
Tougverk. Spindehuus, et. Huus hvor 
der fpindes t. Straf; Tugthuus. Spin⸗ 
dekone, en. 1. Kone, fom fpinder f. Be 
taling. 2. et Legetøi f. Børn, der drives 
om fom en Top og da giver ånd. Srvinz 
delen , en. det, ſom betales f. at før ides 
noget. Spindemefter ; en. den, ſom fo⸗ 
reffaaer et Spinderi. Spindepige, en. 
Pige, ſom fpinder f. Betaling. pindes 
rok, en. f. Rok. Spindeſide, en, fig. 
Qvindefiden, Qvindelinien i Arvegang. 
Spindeffole, en, Indretning, hvor Born . 
oplæres i af fpinde m. m.  Spindeftue, 
en. Stue hvor ftere ſamles f. at fpinde. 
Spindeteen, en. ſ. Teen. Spindetot, en. 


En Zot Her, Blaar ell. desl. ſom fættes p. 


Rokkehovedet. (Moth.) Spindetraad, en. 
En Traad, ſom ſpindes. Edderkoppernes 
Larvernes Spindetraad. (H. Strøm. 


Spindeviſe, en. V. ſom ſynges det man 
ſpinder, el. er beſtemt dertil. — Spinder, 
en. pl. - e. Mandfolk, ſom ſpinder. om 
ruentimre: Spinderffe, en. pl 
Spinderi, et. pl.-er. Indretning, hvor der 
ſpindes I Mængde. Hørfpinderi, Bom⸗ 
uldsſpinderi. 
pindel, en. pl. Spindler. Tydſtk.] en 
Bom, fom dreies rundt. (f. Spil, Tecn.) 
Spindelen i en' Vindeltrappe 3: Pillen, 
hvorom Trinnene ſnoe fig. ( Moth.) 

Spindelvæv, et. pl. d. ſ. Sv. Spindel- 
waf, af Spindel, Edderkope]) den Bæv af, 
yderft fine Traade, ſom Edderkoppen ſpin⸗ 
der t. et Fangenet for Inſecter. 

Spinkel, adj. pl. ſpinkle. (Sv. spinkog, 
spenslig.] tynd og fang ; fiin, klein af Stit⸗ 
kelſe. Spinkel af emmer. . Diulene t. den 
Vogn ere alt f. ſpinkle. NL Moth. 
Isl. Spengill, et fmalt og heit Menneſte.) 
Deraf: Spinkelhed, en, ud. pl. ' ' 

Spion, en. pl.-er. f- Speider. 


e— Te —⸗ 





Syire — Øpifemefter, 


Spire, en. pl.-r, IN. S⸗Syp ler. bes 
flægtet m. Spiir.) 1. det forſte Skud, ſom 
vorer frem af Jorden effer Fro; (ermen) 
nyt Foraarsſtud p. overvintrede Planter (f. 
E. Gronkaal) 0. d. ”Spiren udvikler fig af 
fom hæver fig over Jorden, og, Rov iren, 
om trænger ned i denne.” J. Smidth. 2. 
. figurl. den forſte Oprindelſe, tidligfte Ophav 
eũ. Anledning f. at noget bliver fil. | Spis 
ven, den forſte Spire t. en Begivenhed, et 


Foretagende. 
Spire, v. n. 1. ler og har.] drives frem 
af Jorden el, af ef Plantelegeme v. Vores 
traft. (germinare,) ”Alt fpirer , modnes 
og forgaaer.” Thaarup. At fpire frem af 
Jorden. Blomſten er fpiret frem. Kaas 
len har ſpiret (har. ſtudt Spirer.) > Deraf: 
Spiren, en, ud. pl. — Spirekaal, en. ud. 
på. Gronkaal, fom flyder Spirer fra Stokken 
om Koraaret. Spirekraft, gu. Kraft hos 
Planten t. at ſpire; Voretraft. . 
Spiſe, v. a. og n. ſpiſte, fplift, IT. ſpe i⸗ 
fen,] tage Føde t. fig, fage Wad, æde. 
(Det fidfte, oprindelig danfte Ord br. nu fun 
om Dyrene; om Menneſter fun i lav Tale, 
en. naar man dadlende og m. Foragt vil 
talem graadig, flugvorn Spiſen. Dog 
forefommer æde for fpife ogfaa i vore nyere 
Bibeloverſ.) At fpije Brød, Kisd, Sup⸗ 
pe. — absol. fane Mad. Jeg har endnu 
itfe fpiift. Bed dem komme ind at ſpiſe. 
At fpife til Middag, t. Aften. (At ſpiſe Fro⸗ 
koſt.) Ut f. hos cen, f. hiemme. Jeg ſtal 
ſpiſe ude i Dag, Man fpifer.godt i dette 
Huus. (Den act. Bemaerk. at give, uddele 
Mad, er forældet. ”Du haver fpifer dem 
m. Taarers Brød.” Pf. 80. 6. f. udfpife, 
Udſpiisning.) At fpife «f, neutr. ende 
Maaltidet. (fom dog fielden vil høres; men 
derimod: at have affpiift. Naar han faner 
afførift.) act. at fpife cen af m. et Smor⸗ 
rebrød, m. Løfter, m. Snak (ikke give andet 
end.) At fpife op, fortære Alt hvad man 
har at fpife, == Spifebod, en. Bod, hvor 


RKimoen og deler fig i to Dele: 55 


— 


, + tillavede Madvarer ell. Retter udfælges. 


—8 Plaut. I. 24.) Spifebord, et. B. 
om Maden bæres frem paa, 0 hvorom 
man fidder v. Maaltidet. Spiſefad, et. 
F. hvorpaa Maden bæres frem. Spiſe⸗ 

Spiſeſted (2,) Spifeqvarteer: (nyt 


hold, et. 
.) ”Den Slagter, £. hvis Spiſchold her. 
” Bagg. 


hiemme tyer hver fulten Knold. 
(Danfte Bærter IV. 277.) iſekammer, 
et. (udtales: Spiokammer.) K. ell. Aflukke 
nær v. Kokkenet, hvor Mad og Madvarer 
giemmes. ſ. Sadbuur. 
1. K. hvor Madvarer giemmes. (Moth.) 
2. Kielder, hvor der fælges tillavet Mad, 
(f. Stegekielder. Spiſelyſt, en. 8. til 
at fpife, Madlyſt. Spiſemeſter, en. den, - 
ſom ſorger f. Maden og Spiisningen v. en 
Koſtſtole ell. anden offent, Stiftelſe. Spi⸗ 


Spiſckielder, en. 


| ' 


: 809 Ebiſeqoatteer — Splidagtig. e 


ſeqvarteer, et, Et Sted, hvor enhver bar 
gang t. at ſpiſe f. Betaling; Spiſehuus. 
Spiſeror, et. d. f. ſ. Mavepibe. Spiſe⸗ 
7 en, Et ſtort Vorelſe, hvor der holdes 
Maaltid. Spiſeſeddel, en. Fortegneſe p. 
de NRetter, ſom t. hvert Maaltid kunne ſaaes 
p. et Spiſeſted. Spiſeſelſtab, et. S. der 
har ſamlet fø, f. at ſpiſe fammen; Bard⸗ 
ſelſtab. piſeſtes, en. SÉce t. at ſpiſe 
Søbemad med; Madſtee. Spifefted, et, 
1. Sted, hvor man ſpiſer. 2. offertligt 
Sted, hvot man faner Mad f. Betaling. 
Spifeftue , en, Vorelſe, hvor man helder 
Maaltid. Spifetid, en, Tid, ſom er be⸗ 
ftemt t. at holde Maaltid. Spifgtime,.en. 
J. ſom tilbringes v. Maaltidet. Spiſe⸗ 
vert, en. den, ſom holder Spifeqvartcer, 
el. giver Mad f. Betaling. /Spiſevertin⸗ 
de, en. — Spiisning, en. 1. Gierningen 
at ſpiſe. 2. Fede, Spiſe, Fedemiddel. (nu 
fielden.) ” Den enfoldige, tarvelige 03 ær= 
lige Spiisning, fom de formere Danſtke 
Konger havde brugt.” A. Vedel. — piſe⸗ 
lig, adj. fom fan ſpiſes, er tlenlig t. af ſpiſe. 
Spife, en. pl.-n, det, ſom ſpiſes, ſom 
er fpifeligt; faft Føde; (ofteſt vel om tilavet 
Mad; men ellers i Almindelighed om Men: 
neſtets fafte Føde, ligefom AEde om Dy⸗ 
rets. At give cen Spiſe og Driffe, ”Hun 
ſtaaer op, faar det endnu er Nat, ag giver 
fit Ouus Spifa” Ordſpr. 31. 15. (Jof. 
Maqd, ſom er det ældre, oprindelig danſke 
Ord, der br. overalt i Bi&. af 1550 for 
Svife, og endnu hyppigſt i Talefproget og 
af Almuen; men dog allene ell. meft om 
tillavede Fodemidler ell. Retter. Man fis 
ger: at lave, tillave Uad; fielden: at bes 
rede Spiſe. f. ogfaa Søde, Koft.) — I vore 
fildigere Bibeloverſ. forekommer Spiſe jævn: 
lig for: Fode. f. E. om Myren: ”Den 
ſamler fin Spiſe om Løften.” Ordſpr. 6. 8. 
”Ubt det, ſom lever, ſtal være cder t. Spi⸗ 
e.“ 1 Mofe VB. 9. 3. (”Ral være eders 
2209.” Bib. 1550.) . 

Splid, en. ud. pl. [Sv. Split. jof. ſplit⸗ 
te.] Uenighed, Tvedragt, At fætte S. 


imellem Folk. 
Splid blandt danſke Venner ſpreder.“ Rah⸗ 
bek. “Hvis Strid imellem Menneſtker be⸗ 
virker Adſtillelſe (I Sindelag, Venſtab, Hen⸗ 
givenhed, Samliv 9. d.) faldes den Splid.” 
jvf. Tvedra t. ”Splid fan foraarfage Tve⸗ 
dragt; og Tvedragt bevirker altid, at Spli⸗ 
den bliver ftorre.” Måler. — ſplidagtig, 
ad). tilbetelig t. Splid, trættefiær. ”Man 
finder dog ikke, at de have været ſplidagti⸗ 
ge, eller tragtet efter noget Herredom⸗ 


8 


»Tidt Frankrigs Tvedragt 


me over hinanden.” Guldberg, — Deraf? 


Splidagtigbed, en: ud. pl. Uenighed, Zræt-: 
tekierhed, Uſamdrogtighed. Uenighed 
imellem de gamle, og endnu langt ſtorre 
SPlidegtigped imellem de ye Stater" 
uldb. - " 


Splidſe Spole. 


Splidſe, v. a. 1. [Holl.aplissen.] forene 
Enderne af to Touge v. at oploſe Stræœn⸗ 
ene og igien flette dem ſammen ell. ind i 
verandre. 
ӯplint, en. pl. - er. [Sv. Eng. og 2. 
Splint.] 1. et v. Kløvning, Hugning, ell. 
paa lignende Maade frattilt lidet Stykke, 
ijær om Træ. Mange Folk faares i Soſlag 
v. Splinter. At hugge Splinter af Toms 
mer. - Af hugge, ſtyde, ſlaae i Splinter. 
At faae en Se i Fingeren. Beenſnlinter 
(af et brudt. Been.) 2. den ydre, yngre- og 
blodere Deel af Vedet I et Træ, fom ev 
imellem Barken og Kernen. (N. S. Spint 
og Splint.) — ſplinterny, adj. aldeles 
ny og ubrugt. (Lignelſen er faget af nylig 
tilhugget Tre; derfor ogfan ſpaaneny. 
Moth.) — ſplinthugge, v. a. hugge Splin⸗ 
ter af Tommer, glathugge. > fplintre, v. 
a. 1. ſlaae, hugge til Sptinter. En Kugle 
ſplintrede Maſten. — fplintre, v.n. og ſplin⸗ 
tres, v. n, pass. gage i Splinter, faae 
Splinter. Dette Træ fplintres (ſplintrer) 
ikke let. ! 

Split, on. n. s. pl.-ter. IN. S. P le t- 
te, Sytett.) 1, en, indſtaaren, reven, 
ell. pan anden Maade frembragt Aabning 
el. Sprætfe, iſer i Isi. At ffære en 
Split i en Kiole. Splitten i en Skiorte. 
(en Splitte. Moth.) 2. et tyndt, ſammen⸗ 
bsiet Stutfe Jern cl. Staal, der ſtikkes i 
en Aabning i Enden af en Bolt ell. deeL,, 
hvorefter Enderne af Splitten ᷣoies fra bin: 
anden f. at kunne holde. 

Splitholt, ef. pl.-er. forte Fyrreplanker 
af temmelig Tykkelſe, hvoraf Staverne dans 
nes t. de ſtore Kar i Brænderier, Brygge⸗ 
rier og Fabriker. 

Splitte,. v.a.1. FN. S. og Holl. ſplet⸗ 
ten. E. to split. 3 splita. Verel.] 1. 
ſtille fra hinanden v. et ſtarpt Redſtab; klo⸗ 
ve. pan ſplittede det m. cet Dug. Træet 
er ſplittet v. Lynilden. Tager du den bort, 


da ſplitter du'm. det ſomme tet menneſteiige 


Kiens Forening.” B. Thott. 2. drive fra 
hinanden, adſprede. Han ſplittede fine 
Folk isflere Hobe. At ſplitte Fienden ad. 
(ſ. adtplitte,) Mængden ſplittedes ad. 
Splitter , adv. [af uvis Oprindelſe.] 
reent, ganſte; bruges fun i de Sammen⸗ 
fætn. ſplittergal og ſplitternegen (N. S. 
ſplinternaken. T. ſplitternakt.) 
Spodſt, adj. [af Spot, J. ſpoͤttiſch.] 
1. fom yttrer Spoͤt i Miner ell. Tale; ell. 
fom Indeholder, medfører Spot. At fee 
ſpodſt ud. ”Hun mtulte dog i dobbelt ſpod⸗ 
e Miner fin Klærlighed.” Bagg. At give 
et ſpodſt Svar. »Spodſt Skiemt. X. 
Bedel. pan fagde der m. et ſpodſt Smiil. 
2, tilbøtelig t. at ſpotte. Hun er meget 
ſpodſt. — Deraf: Spodſthed, en. ud. pl. 
Spole, en. pl.-vr. [N. S. og Holl. Sp os 
(c.] 1. et lidet Ror, hvorpaa Povere 


4, + 


393 


- 8 


Spole —Gpore. | 


vinde Sflætten, og ſom derpaa fættes ind t 
Skyttelen; Væverfpole, 2. Pindene 
Hoſthaver (Moth.) . 
polc, v. a. 1. vinde Garn p. Spoler 

t. Iſleet. Bæveren er nu ved at fpole. = 
Spolegarn, ct. G&G. ſom bruges-t. Iſlet. 
———n I. det, ſom Veveren beregner 
fig f. af ſpole Sflætten, foruden Veverlon. 
(Moth,) Spolerok, en, En Rok, hvors 
med Garnet vindes p. Spolerne. (Moth.) 
— Spoling, en. Gierningen at ſpole. 

Spolere, v. a. 1. [af £. spoliare.] i d. 
Tale: fordærve, sdelægge. (Moth.) »Nu 
ev det reent forkeert, det hele Stykke er ſpo⸗ 
leert.“ Veſſel. J 

Spolorm, en. pl.-e, IN. S. Spool⸗ 
worm.] et Slags Orme, ſom ifær findes i 
de menneſtelige Indvolde. Ascaris. 
Spor, et. pl. df. IJ. og A. S. Spor. 
NM. S. Spoor.] 1. Merke af Foden efter 
Menneſters ell. Dyrs Gang; Fodſpor. 
Hunden jager i Sporet, har tabt Sporet. 
Man ſaae hans &. i Sandet, blodige Spor. 
2. Merke, Fordnbning i en Vei efter et 
Kisretoi. ſ. ZSiulſpor. At folge, kiore i 
Sporet. Denne Vogn holder ikke Sporet, 
er bred i Sporet (har vidt fraſſaaende Hiul.) 
f. bredfporet, ſmalſporet. 3. fig. Mærte, 


Kiendetegn p. noget, ſom er giort ell. ſteet. 


Man finder ingen S. til denne Stik i vor - 
Hiftorie. ”Da er der knap faa mange Spor 
af Vid og' Tankekraft tilbage.” Storm. 
Der findes enkelte &. af Bente i dette Skrift. 
At gaae, komme p. Spor efter noget. . Man 
"er paa Spor efter Tyven. 4. Spori Kiol⸗ 
fvinct: ct Fræ m. fiirkantet Hul, hvori 
Maſterne befæftes. (Moth.) = Sporgang, 
en. G. ſom efteMader Spor. (D. H. Ordb.) 
Sporhund, en. H. ſom er afrettet t. at 
ſpore, Stover. (Moth.) ſporlos, adj. 1. 
ſom er uden Spor, hvor intet Spor ſees. 
2. fom intet Spor efterlader. Sporſnee, 
en. Snee, hvori Vildtets Spor kiendes. 
Spore, v. a. ogn. 1. (af Spor.) 1. ef⸗ 
terføge v. Hielp af Spor ef. Marker. 
Hundene fpore efter Vildt, At f. en Hiort. 
(Det br. meft I Sammenſtetn. ſ. efterſpore, 
Spfpore, udfpore.) 2. marke, befinde, for⸗ 
nemme v. fandfelige Erfaringer ell. Kiende⸗ 
tegn. At f. Kræfternes Aftagelſe. Man 
fporede Søg i Huſet. Der fpores ingen 
Mangel. »Eftertiden ſporede Virkningen 
af hans Flid.” Wandal. . 
Spore, en. pl. -r. [3. Spori. A. 6, 
Spora.] et Redſtab, hvori et broddet el. 
pigget Hiul er befæftet, ſom Rytteren 
fpvænder om pælen f. at hugge Heften 1 
Siderne, og derved paaſtynde dens Løb. 
At fpænde Sporer paa, - give Heſten af 


Sporen. — uegentl. Hanens Sporer 9: horns 
agtige Udvexter p. dens Fødder, — fig. 
Drivefiæder, Opmuntring. PAX Misundelſe 


er Strebſomheds Spare, og Mistæntfom- 


A 


Srore —Spette. NE 


hed, Forßgtigheds Moder.” Bagg. N. Klim. 
= Oporebatfelfe , en. et Slags Kager, 
hvortil Deien udftæres m. et Sporejern; 
Kleiner. (Moth.) Sporehiul, et. det tak⸗ 


ell. Stød m. Sporen. (fporehugge, v: a. 
1. hugge m. Sporerne. ”WBillig peft ſtal 
man ei fporehugge.” Ordſpr. (P. Snv. I. 
487.) Sporejern, et. Jern, hvori et Spo⸗ 
rehiul er befeſtet. Sporeknegt, en. et ſtivt 
Stykke Læder uden p. Stovlehcœlen, hvor: 
paa Sporen hviler. Sporelæder, et. Læs 
derrem, hvormed Sporen fpændes p. Foden. 
Sporemager, en. hen, ſom gior Sporer. 
Sporerem, en. d. ſ. ſ. Sporelædes. 
retryk, ct. Trykeim. Sporen i Heſtens Side. 
— fpøre, v. a.1. hugge m. Sporen, give 
vCʒ af Sporen. At fpore en Heft. 

.BSportel, en. PL Sportler. [af Lat. spor- 


tula.] 1. det, ſom betales f. viffe offent⸗ 


lige Breves og Bevilgningers Udſtedelſe. 2. 
uviffe og tilfældige Indtægter v. et Embede. 
pot, en. ud. pl. (I. Sv. og T. Spott.] 
1. Yttring i Drd,, Miner, ell. paa anden 
Maade, af Glæde oner en Andens Ufulds 
kommenhed, Skade cl. Uheld; eller lig⸗ 
nende Maade, hvorpaa man føger at giore 
gen latterlig f. Andre. ”Bær ſtolt af Ondes 
- Dad og Narres Spot.“ Baggefen. Spot 
og Skade følges gierne ad. Hans Spøg 
bliver ofte (gaaer over til) Spot. At drive 
Spot m. noget. Haner hvermandt, Spot. 
Han giorde det af S. Til Se gav man 
ham en Krone paa. (aan, en ftærfere 
Grad af Spot. “Spot gior, at nogen bli⸗ 
ver beleet, Zaan at han bliver foragtet.” 
Sporon.) jvf. Spee, Skam. 2. Gienz 
ftand f. Spot; Skam. Han er en S. før 
Alle. At blive til S. At giore fine Vens 
ner Spot. Det er en Skam og Spot, ſom 
han handler m. Godſet. = ſpotfuld, ſpot⸗ 
tefuld, adj. fuld af Spot, meget ſpottende. 
"Med et fpotfuldt Smiil.” Ohlenſchl. 
Spotkiob, et. d. f. f. Skamkiob. — Spot⸗ 
priis, en. Sfampriis. — ſpotviis, adv. af 
Spot. ”Naar de roſer, er det allene ſpot⸗ 
viis.” Holberg. 
Spotte, v.a. og n. 1. drive Spot med, 
giore latterlig, beſtemme; misbruge Spog 
t. Beſteemmeiſe. At ſpotte een. »Det ev 


ikkun det Letſindige og Naragtige, ſom fan, 


blive ſpottet af den Kloge.” Sporon. ”De 
potted den grædende EnÉc.”? Storm. Hvo 
nden fpotter, bliver ei uſpottet. Ordſpr. 
»t haane Folf er, at fremſtille deres Hands 
linger p. en Maade, at de blive foragtelige ; 
at ſpotte, er at fremſtille dem ſaaledes, af 
- de Blive latterlige.” Birkner. »Det er ufors 
fvarligt, (ſtammeligt) at forhaane den Rin⸗ 
ge, og at ſpotte den Skrobelige; hiint vifer 
en ſtor Grad af Ondſtab, dette af Kaad⸗ 
hed,” Sporon. — At f. med Religionen 
(drive Spot med.) At fpotte over noget 


W 


po⸗ 


394 


1 
CO så 


Spotte — Spraglet. 


(ftelbnere.) == Spottedigt, et. D. hvorh der 
drives Spot m. nogen ell. noget. Spot⸗ 
tefugl, en. ben, ſom finder megen Lnft i at 
ſpotte andre, Spotteglofe, en. ſpottende 


fede Hiul i cen S. Sporehug, et. Hug. Ord, noget fom figes t. Spot. (d. Tale.) 


”De døvede ham m. Skieldsord og Spotte⸗ 
gloſer.“ Bagg. N. Klim, Spottelatter, 
en. Latter, hvormed man vil fpotte en an⸗ 
den. (C. Frimann.) ſpottelig, adj. ſom 
volder Spot, beſteemmende. Spottelyſt, 
en. £. til at ſpotte. Spottenavn, ct. 
Navn, fonr,gives cen t. Spot, hvorved man 
ſpotter m. noget. Spotteord, et. ſpot⸗ 
tende Ord, Spottegloſe. Spotteſang, 
en. ſpottende Sang, Smadeſang, Spotte⸗ 
digt. Ohlenſchl. (Nord. Guder 374.) Spot⸗ 
teſtrift, et, Skrift, hvori der ſpottes m. no⸗ 
gen el. noget. ⸗ Spotter, en. den, ſom 
fpotter, ſom bruger Spot. s 

Spraae, v. n. 1. blive ſtier. (ifær om 
Xg, hvori Kyllingen har dannet fig; el. 
hvoraf den fnart vil bryde ud. Egget 
ſpraaer, ſpraaes, er fpracet. Moth.) Cr 
formodenti. det A. Gar. sprytan, germi- 
nare. J. spretta. partic. sprottin. vore, 
fpringe ud, I Sonderj. ſpryde. 

Sprade, v. n. 1. her. 1. tage lange 
Skridt, ſpanke. (Sv. spretta.) At fprade 
i fin Gang. (Colding.) [I Sonderjyill. br. 
fprade for: ſtrabe, kradſe m. Fødderne. 
Fer. spreyta sig, gestibus superbire. . 
broute, tale ſtore Ord, gisre fig til. (Both) 
»Med Kongers hoie Stand jeg agter ei at 
ſprade.“ Helt. 86. Bording. I. 58. (foræl- 
det.) — Spradebaffe, en. den, fom er op⸗ 
blæft og giør fig vigtig; en Brouter, Ord⸗ 
gyder. (Moth. J nrere Sfrifter, meft om 
unge Mandfolk, og ſynonymt med: en friſt 
For; det fr. petit-maitre.) “En Spra⸗ 
debaſſe er den, ſom ſprader, viſer en pra⸗ 
lende Adfærd, og endſtiondt han er et Faar, 
vil ſynes en Baſſe.“ Miller. — Sprader, 
en. pl.-e, d. ſ. ſ. Spradebaſſe. (Moth.) 
»At anſee den tanketomme, hierneloſe Spra⸗ 
der m. grundet Foragt.“ Rahbek. »Tilbe⸗ 
dere vil du finde i Mængde, det er Smigre⸗ 
te, Spradere og Forførere,” Samme. D. 
Tilſt. I. 203. (Mindre rigtigt ſtriver P. 
M. Troiel. Sprade, pl. Sprader. »Er 
der i Byen Sprader, -da har jo Skoven 
Stader.”) d. pi. S ſ 
Sprag, et. ud. pl. Smaaqpviſte vas 
Grentbrænde. (MNoth.) ” ” 

Sprage, v. n. 1. har. [Sv. spraka.] 
give en Lyd, fom tørre Grene, naar de bry⸗ 
des, cl. fom Ild i tørt NQvas og Ved; f. 
brage, fprætte. Ilden, Stranden ſprager. 
(Moth.) “Som Zorne fprage under Gry⸗ 


den:“ Præbd. 7. 6. ”Ligefom en Lue ſpra⸗ 


er i Halmen.“ Joel. 2. 5. (Bib. 1550.) 
Deraf: Spragen, en, ud. pl. 
Spraglet, adj. [Sv. sprecklot. ISL, 
Sprekla, Plet, Stribe. of, indfprængt, 


⸗ 





9 
På | ' 


Spraglet — Spring. AE 395 EN Spring — Springe. 
broget.] fom har flere mod hinaunden afſtik⸗ 


kende Farver, ell. Pletter i en Grundfarve. 
Spraglet Marmor. En ſpraglet Som⸗ 
merfugl; ſpraglede Klæder; ſpraglede 
Nelliker. (Spraglet udtrykker endnu mere, 
end broget, det Äfſtikkende i Farverne, og 
at de ere blandede imellem hverandre, ind⸗ 
fprængte.) ”Nu ſpraglet Sommerfugl om: 
flagrer Dalens Enge.” C. Friman. ”Jeg 
iler bort fra ſpraglet Blomſterbed.“ C. A. 
Sund. »Den brune Hoſt, naar Solen ftaz 
digt ſtinner p. et ſpraglet Lod.“ Ohlenſchl. 
Ligeſom ogſao, at de indfprængte Farver 
banne meer end enkelte Smaapletter i 
den herſtende Grundearve. (jvf. ſpatter.) 
»Spraglet bruges jævnlig om en Blomſter⸗ 
flor m. Genfon t, Virkningen af Bloinſter⸗ 
nes mangfoldige Farveſpil.“ Nord. Tidsſtr. 
III. 68. »Man fan tale om det ſpraglede 
Blomſterteppe, Foraaret udbreder; ders 
imod kaldes Engen broget, naar ſpraglede 
Blomſter vife fig p. deng grønne Tæppe.” 
Miller, ſAt ſpragle, gigre ſpraglet, og 
ſpragles, blive fpraglet, er et ufædvanl. og 
nyt Ord hos Ohlenſchl. ”De Blomſter, 
fom du der p. Holen ſtuer, de ſpragles me⸗ 
get ſtiennere derinde.”] 
Sprede, v. a. 1 og 2. [A. S. spredan. 
E. to spread.] ſtille det, fom er ſamlet, 
vidt fra hinanden. Hans Godſer ligge vidt 
ſpredte. ”Landébnerne og de hiſt og her. 
predte Bøndergaarde.” Bagg. At fprede en 
fot. At f. Os (f.. at tørre det.) “Hvad 
vilſdt Naturen fpreder, I rolig Harmonie 
forener den.” (Konften.) Bagg. — Uegentl. 
”Naar Solen fpreder fin Glands p, Engens 
Græsſtraa hen.” Bagg. “Natten daler — 
om Borg og Vraa dens taufe Merke ſpre⸗ 
des.” F. Guldb. At ſpredes, fpredes ad, 
ſplitte fig ad. En ſpredt Fegtning (hvor 
de Stridende ikke ſigge i ſluttede Linier.) jvf. 


adſprede, omſprede, udfprede, = Spred⸗ 


ning, en. pl. -er. Gierningen at ſprede. 
Spring, et. pl.d.f. 1, En Bevægelfe, 
hvorved man forandrer Sted, v. pag ens 
gang at hæve begge Been og hele Kroppen 
fra Jorden. At gisre et S. over en Groft. 
Heſten gaaer i Spriny. (ſ. Siirfpring.) 
figurl. et v. Overgange iffe udfyldt Mellem: 
rum;i Handlinger, Begivenheder, ell. i Nas 
tutens Indretninger. ”Alle Forandringer 
ſtee uden Spring.” Snecddrf.  ”Den Gud, 
jom intet Spring I Sfabningéræffen- tags 
ler.” Tulllin. 2. Bandets bring, naar 
bet v. Iryk drives i Veiret. (ſ. fpringe, 1 
d. og Vandſpring.) 3. Dingftens, Tyren 
Spring. -Coitus. ==. Springbuk , en. en 
udftoppet, m. Skind overtvutren Buk, ſom 
man øver fig i at ſpringe op paa. Springs 
dands ell, Springedands . cen. D. hvori 
der giøres mange Spring. ”Førft gotter 
den fig liſtigt v. Staklens Springedands,” 
Ohl. Springfiæder, en. d. ſ. ſ. Siæs 


— 


⸗ 


hvori Springfloden indfalder. 


der, 2. Springflod, en. en ſtœerk og 
pludfelig Flod i Havet, hvorved det haſti⸗ 
gen ftiger meget høit over fine, Bredder. 
Springfyr, en. pl.—e. en indbildſt, overs 


" modig ung Perfon; en frit Fyr, Sprade⸗ 


balle. (d. Tale; hvor Ordet dog har en 
mildere Betydning ,, end Laps, Sprade⸗ 
haffeo.d. “Springfyr betegner den Unge 
m. Øenfvyn t. Raftheden af hans Bevægel: 
fer.” Muͤller.) Sopringgaas, en. Et Le 
getøt, ſom Vørn lave af Gaaſens Bryſtbeen. 
Springglas, et. et Slags ſmaa tynde Glas⸗ 
flaſter, ell. ſtorre Glaskolber, ſom v. en 
ubetydelig Berøring ſpringe i Stykker (Bo⸗ 
logneſer⸗Flaſter.) Springheſt, en. Stod⸗ 
himgſt. Spriughilde, en. Hilde, ſom læg» 
es om Forbenene af en Heſt, der gager los 
i Marken, f. at hindre den fra at ſpringe 
over Hegn. Springholt, et. i en Vævs 
to ſmalle ZFræftntfer, fom bindes t. Sylle⸗ 
redſtabet. (Moth.) Springhval, en. et 
Havdyr af Delphinernes Slægt ; Springer. 
Delphinus orca. Springkilde, en. KIG 
devæld ; fom fpringer i Veiret. (Arreboe.) 
Springkorn cl. Springurt, n. s. Navnp. 
en Plante, hvis Frogiemme, naar Froet 
nærmer fig Modenhed, fpringer op v. den 
mindfte Berøring. Impatiens nåli me tan- 
gere. Springorm, en. En m. Snive be⸗ 
tlægtet Sygdom hos Heſten, der viſer fig p. 
forjtiellige Steder af Kroppens Overflade 
ved udhulede Sdar og ſnordannede Havelſer. 
Springpoft, en. Bandpoft t. Springvand. 
Springrem, en. 1. d. ſ. f. Springhilde. 
2. en Dred Lederrem, ſom man undertiden 
brugte at befæfte v. Buggiorden p. Heſten, 
drage imellem Forbenane, og m. den anden 
Ende giøre faft v. Tommen, f. at afholde 
Heſten fra at ſteile, ell. at kaſte Hovedet. i 
Veiret. Springffammel, en. p. en Bær: 
det Fodtrin m. tilhørende Indretning, hvor⸗ 
ved Iſlotten ſlages faft t. Rendegarnet. 
(Moth.) Springtavl, en, Et Slags leg 
el. Bretſpil. Springtid, en, den Tid, 
Spring⸗ 
tyr, en. Tyr, ſom holdes t. at ſpringe 
øerne, Springvand, et. Band, fom les 
des fra et hoiere Stedet. et lavere, og fra 
dette trykkes i Veiret el. ſpringer. 
Springe, v. n. og a. ſprang; ſprunget; 
ſprungne. er og har, [I. og Sv. springa. 
A. &, springan.| 1. neutr. a.) brydes . 
pludfeligen itu; ſprokke, briſte. Glaſſet 
ſprang af Heden. ”Den ſtiore Boble brus 
ſten ſpringer.“ Fr. Guldberg. Strængen 
er ſprungen. Touget ſprang (braft) v. 
den. alt f. ftore Tyngde. b.) om levende 
VWæfener: forandre haftigen Sted v. en Be⸗ 
vægelfe, hvorved-hele Kroppen lefteé fra 
Jorden. At fpringe frem, tilbage, Over en 
Groft. At fpringe ud af VBindaet, Dan er 
fprungen ud i Bandet, (Wen absol.: 3 
hans Ungdom bar han fprunget meget høit. 


AX 


er fprungen af. Skibet ſprang i Luften. 


ge ud. (Sv. spricka. A 


| Springe — Sprog. 


Qi Har ſprunget og dandſet hele Dagen.) 
At fpringe oP, ſpringe t Veiret Af. E. af 
Etræt, Vrede, el. anden heftig, pludſelig, 
uventet Fornemmelſe.) Han fprang i Vet: 
tet af Fortrætfelfe. At f. af Slæde. (jvf. 
ppe.) Cc.) om livloſe fafte Ting : ſtifte 
aftigen Sted, naar dette ſteer v. et Slags 


Vold, v. en voldſom cl. pludfelig Kraft 


Der er ſprunget et ſtort Stykke af Klippen. 
”Beftormes tangtlædt Bred df fprungne 
Planter.” Fr. Guldb. Farven, —**— 


At lade en Mine ſpringe. d.) om flyden⸗ 
de kLegemer: drives v. ét Tryk m. Kraft og 
Saftiged ud af en Aabning; ifær: drives 
i Velret. Vandet fpringer af tre Mer. 
Kilden fpringer af en Klippe, Blodet af 
Aaren. Springvandet har fprunget hele 
Dagen. 6.) At fpringe ud, fig. om Urter 
og Zræer: udvikle deres Blomſter ell. Bla⸗ 
de. Bøgetræerne, Roſerne ville ſnart ſprin⸗ 
S. spryngan, 
oriri, pullulare. E. Spring, Foraar.) 2. 
act. om viſſe ſtorre Dør af Hankionnet? 


bove Avledaad. (ſaaledes om Hingſten, 


Tyren, Vederen, Hiorten,) Springen, 
en. ud. pl. Gierningen at ſpringe; ell. det, 
at noget ſpringer. Glaſſets Springen af 
Hede. Dandfen og Springen. — Spriu⸗ 

er, en. pl.-e. den, fom har Fardighed 

at fpringe. — Springedends, en. 
Springdauds. fpringefærdig , adj. em 


. Duer, fom ere i Stand t. at fpringe. En 


⁊ 
— 


WMenneſtet 
Sprogenes 


ſ. Hingſt. Springeleg, en. Leg, hvor⸗ 
ved der lobes og ſpringes. (Arreboe. 183.) 
Springeplads, en. P. hvor man saver fig 
i at ſpringe. (Moth.) Springeftof, en. 
En lang Stof, hvormed man hielper fig t. 
at fpringe længere end ellets. Springe⸗ 


tid, en. den Aarstid, da Hoppetne fædvanl. 


bedæffes. (forſt. fra Springtid.) 
Springſtk, adj. (fprings. Moth.) fad, 
e. 


overgiven. Ta 
Sprinkel, et. pl. Sprinkler. [X. 6. 


Sprincl, fiscella. jvf. det T. Sprenkel.] 


Hegn, ſom beftaaer af tynde, lodret opreiſte 


ek. hinanden krydſende Stave el. Vinde ; 
Gitter, Sprinfelvært. (hvilket fidfte oftere 


. forcfommer; begge nu dog ikke hyppigen. 


Ordets Slagtſtad er uviſt. f. følgende.) 
Sprinkler, un. s. en hidſig Sugdom, hvor⸗ 


ved røde Pletter fremkomme i Guden. (Holl. 


Sprenckel, Plet, Spette. T. Sprenk⸗ 
lein. E. Sprincle.) 

Sprog, ct. pl. d. f. ISv. Språk. T. 
Sprache.) 1. Indbegrebet af de articu⸗ 
lerede Lyde, hvpraf Talen beftaaer, hvoraf 


Wenneſtet betiener fig i Talen; FTuhges 


maal: (ſaavel om Taleevnens Udøvelfe i Al⸗ 
mindelighed, ſom om et vift Folks Tunge⸗ 
maal.) Ved Sproget (Talen) udmærfer 
fig fru Dyrene. 
prindelſe. At lære, kunne, 

' ⸗ 


308 


t underføge 


Sprog — Sprogkonſt. 


forflaae, tale, ſtrive et Srog. Fremmede 
Sprog; i Modfætn. t. Ulodersmaclet. 
(Ivf. ogſaa Tungemaal.) — fig. dg uegenti. 
om andre Maader at tilkiendegive Tanker og 
Fornemmelſer paa. Fingerſprog, Tegn⸗ 
fprog. ”Hvo' lærer Menneſtet hans Zaaz 
rers Sprog?” Evald.” Dyrenes Sprog a: 
Maaden, hvorpaa de udtrykte Fornemmelſer 
og Vegilringer. 2. en vis Art og Maade 
at tale, at udtrykke fine Tanker paa. Ta: 


leſprog, Skriftſprog. Almueſproget, Hof⸗ 


ſproget. — Ligeledes om Indbegrebet af vi⸗ 
denſtabelige ell. techniſte Udtryk af en vis 
Art. Lovſproget, Jægerfproget, Bierg⸗ 
pærfsfproget, Stibsfproget, i. Underti⸗ 
den ogfaa m. Henſynet. Talens Indhold og 
Charakteer, til Stilen, cl. fil viffe Udtryk 
og Talemaader. Dette S. er feg ikke vant 
t. at høre, At føre et høit Sprog. fans 
S. er ikke nof dannet, At ſtrive et godt, 
reent, flet Sprog. Det &. har han lært i 
Kipper og Kroer. 3. noget, fom tales, 
udfiges, ifær m. forte, fyndige, indholds⸗ 
rige Udtryk; en Sentents. æt S. hf Bi 
belen. Et Lovſprog (Lovſted.) ſ. Ord⸗ 
fprog, Dalgfprog. = Sprogblander, en. 
den, ſom iffe taler el. ſtriver et Sprog 
reent, fom blander det m. fremmede Ord. 
Sprogblanding, en. 1. Blanding, Cam: 
menfmeltning af flere: Sprog t, cet. 2. 


ſ. Indblanding af fremmede Ord og Talemaa⸗ 


der I et Sprog. Sprogbrug, en. den v. 
almindelig Brug hævdede Lov eil. Vedtægt, 
fom i et viſt Zilfælde, ell. overhovedet, føl: 
ges i et Sprog. Sprogdannelſe, en, D. 
og Udvikling af et Sprog overhovedet ; ell. 
af en Entelté Sprogkyndighed. Sprog: 
deel, en. En vis, enkelt Deel, Beſtanddeel 
af et Sprog. (Dahl. Retſtr.) Sprog-⸗ 
egenhed, en. pl.-er. færegne Udtryk, Tale⸗ 
maader ell. Vendinger, fom bruges i et vift 
Sprog; Idiotismer.  Sprogelger, en. 
den, fom finder Lyſt i at tiende og ſtudere 
Sprog. Sprogfeil, en. Feil imod Sprog: 
lxrens Regler ell. imod Sprogbrugen. 
Sprogfordærver,en. den, ſom (iſer i Skrift) 
begaaer hypnige Sprogfeil. Sprogfor⸗ 
virring, en. Sammenblanding af flere 
Sprog, ell. Forvirring af Sprogbrug og 
Syroglære i et enkelt. Sproggrandſfer, 
en. den, der ſoger at erhverve ſig noiagtig 
Kundftab I cet cl. flere Sprog. Sprog: 
grendføning , en. omhhggelig Underføgelje 
af et Sprog, dets Regler og Indhold. 
Sproghad, et, Gad t.… et vift (fremmedt) 
Sprog. ”FTiden nærmer fig, da Sprog⸗ 
Ban, Nationalhad og deslige vil fvinde f. 

ordborgerdyd,” Bagg. (Labor. 1. 381.) 
Sprogkiender, en, den, ſom har usiagtig 
og grundig Kundſtab i et ell. flere Sprog, 
Sprogklang, en. herſtende, eiendommelig 
Klang ell. Lyd i et vift Sprog, naar det 
tales. (Baggeſen.) Sprogkonſt, en. ſ. 


ø 


"Tilfælde i Sproglæren. 


Syrogkundſtab — Spræfte. 


Sprotzlære. Sprogkundſtab, en. pl.-er. 
Indſigt i et ell. flere Sprog. At have gode 
Sprogkundſfaber. ſprogkyndig, adj. 
den, ſom forſtaaer, er kyndig i et Sprog. 


Sprogliighed, en. £. ſom finder Sted imel⸗ 


lem flere Tilfælde i Orddannelſe, Ord⸗ 
feining cl. andre Dele af Sproglæren, 
fproglærd , adj. den fom har lærd, cl. 
gruntig og omfattende Kundgtab I et ell. 
flere Sprog. Deraf: Sproglærdom, en. 
ud. pl. lærd og udbredt Sprogkundſtab. 
Sproglere, en. Indbegreb af Reglerne for 
et Sprog, Læren om at. tale og ſtrive et 
Sorog tigtig; Grammatik. Sproglarer, 
Sprogmeſter, en, den, ſom giver Under⸗ 
viisning i Sprog. Sprogmoenſter, et. Et 
Strift, der v. fine ſtiliſtiſfe Fuldkommenhe⸗ 
der ev et Monſter i det Sprog, hvori def er 
forfattet. Sprogregel, en. R. for et vift 
Sprogrenſer, en. 
den, ſom giør fig Umage for, ved Lære og 
eget Monſter, at renſe et Sprog f. Feil og 
fremmede Ord, fom lægger Vind p. Sprogs 
rensning. ”Naar feg feer en Sprogrenſer, 
Efædt i fremmed Bei, efterjagende fremmede 
Manerer, dg upatriotijt i fin hele Zæntes 
maade.” Storm. Sprogrigdom, en. R. 
paa Ord, udtryk og Talemaader i et S. 
fprogrigtig , adj. overeensſtemmende m. 
Sprogets og Sproglerens Regler. Deraf: 
Sprogrigtighed, cn.ud. pl. Sprogver⸗ 
i em, en. fig. det Samfund. af Folk, fom 
tale og rive et vift Sprog. Sprogvark, 
et. Et i et vift Sprog forfattet Skrift, et 


friftligt (poetiſt ell. proſaiſt) Arbeide. 


rude, v. a. 1. ſSv. spruta.] drive 
en Bæbdyfe m. Kraft ud igtennem en trang 
Aabning. SEvalen fpruder Bandet Hsit i 
Veiret. fig. Bierget fpruder Ild. (ſ. ild⸗ 
ſprudende.) — ſprutte, har ſamme Bemærs 
kelſe, el. er et ſrequent. af ſprude. (jvf. 
ſproite.) 

Sprudle, v. n. 1. [af fprude.] om flys 
dende Ting: bevæge fig ell. bevæges, ifær 
v. Fald ell. ved en drivende Kraft p. en 
ſaadan Maade, at Vedſten, ſtummende og 
m. Lyd ſproites i Beiret. Kilden ſprudler 
frem af en Xabning i Klippen. ”Som fas 
vet; hoiere fprudler det op mod det Field, 
fom ei det fan ſtiule.“ Øerg. - ”Da ſprud⸗ 
led i Bægeret den Biin.” Ohlenſchl. — 
Sielden act. ”per Stranden koge og 
fprudle Taage, ſom ſtiuler den,” Evald. 

Sprut, Sprutbakkelſe, en. Bakkelſe, 


fom dannes v. et Slags Sproite, og koges i 
. t 


Emer. 
i Sprutøe, f. fprude. | 

Sprakke, en. pl.-r. (Sv. Spricka.] en 
fmal, fiin Aabning i et faft Legeme, ſom til⸗ 
lige hor en vis Længde. ”Maar enkelte Dele 
i et faft Legeme give fig fra hinanden, ime⸗ 
dens andre holde fammen, opkommer den 
langagtige, ſmalle Aabning, ſom Sprakken 


397 


J Sprekle — Sprod. * 


vifer.” Måler, En ſtarre Sprekke faldes 
ren Acvne. Fadet, Theekoppen hav en 
Sprælfe. Muren, Loftet har faaet en 
Revne. Der er baade Huller og Sprækker 
i Træet. »Et bløde Legeme faaev aldrig 
Sprakker, og et meget haardt aldrig Rif⸗ 
ter,” Muller. i 
Spraekke, v. n. ſprak, ſprukken, ſpruk⸗ 
Bet. pl: ſprukne. — Sv. spricka.] faae 
Revner, briſte, ſpringe (1. 2.) Kanden, 
Tallerkenen, Koppen er ſprukken. Treet 
fprætfer af Hede.“ Jorden ſprækker i Tor⸗ 
fe; den revner i Jerdſtielv.“ Miller. Hus 
den er ſprukken af Kulde, — Ved en Sprogs 
egenhed figer man: Speden ſprakker af min 
Pande. .”Deel fvarligt blev da drukket, faa 
Sved paa Panden ſprak.“ Ohlenſchl. 
Spræld, et. pl. d. ſ. Bevægelfen, ſom 
gisres v. at ſprelde. 
"+ Sprælde ell. fprælle, v. n. 1. (har.) 
øve ftærfe Bevægelfer m. Lemmerne, ſaa⸗ 
om f. at komme løg, el. ubevidſt i Sovne. 
Fiſten fpræller i Garnet. “'s Strømmen 
hængende, han fpræller, ftvæber op.” Rein. 
(om Larxen.) BE 
Sprænge, v. a. 1. og 2. [€v. språnga. 
3. sprengia. A. S. sprengan.] bringe nos 
get m. Bold t. at brydes, revne, ell. ſpringe 
i Veiret, At fprænge fine Burer. At f. 
Stykker af Klippen. At f. Steen; fprænge 
en Skandſe i Luften (v. Krud, Miner.) — 
Sprængekraft, en. K. fom er ſtork nok t. 
at fprænge noget. 
Øprænge, v. a.2. [det T. ſprengen.] 


beſtroe m. noget i Smaadele, Smaakorn; br. 


dog fun om at beſtroe loſelig m. Salt. Der⸗ 
af: fprængt Kiod, fom er lidet faltet. At 
fprænge Si 
om fort Zid vil bruge. (Nord. Brun.) ſ. 
indfprængt. 

1. Sprætte, v. n. 1. (Sv. spritta.] d. f. 
f. fprælde (og fædvanl, om en mindreYtært 
BVevægelfe.) En Fugl, fom man holder, 
fprætter m. Vingerne. 
ne. ”Mené i Scilet den ſpogende ˖ Veſtvind 
fprætted m. klapprende Daft.” Ohlenſchl. 

"Da du f. filde blodig fprætter fom Ræven 
Å fin Rævefar.” Samme. Dgſaa act. At 
fprætte Klæderne af fig (I Sengen.) — Her⸗ 
af: Sprætten, en. 

2. Sprætte, v. a. 1. [Jél. og &v. spret- 
ta.] løfe noget op, ſom var fnet, ſplitte m. 
en Kniv cl. Sar: At fprætte cn Som op. 
Kiolen maa fprættes op i Xrmerne. (f. 
opfprætte.) 


pre, adj. ſ⁊. ſproͤde.J fom let -. 


foringer, let fan brydes; ſtior, ikke boielig. 
Kagen er ikbe ſprod nof.” (cv egentl. tydſt og 
ſynonymt m. ſſfior.) ”Landet havde en 
prød Jordt, og var hiſt og her fandigt.” 

. Guldb. (B. Hiſt. I. 1. 209.) ”Jovds 
bunden ſtal være vel renſet, og noget 
ſprod.“ Olufſen. NE 


[d or falte dem løfeligt, fom man. 


* 


At ſprætte Sov⸗ 





"trang Aabning. 


.N. 9. fprutten.] 


f 


Sprod — Spunds. 


Sprod ell. Sprøde, en. [So. Språte. 
I, Sproti. E. Sprit. H.Gprist.] en Stof, 
et langt og rundt Tre. (br. Fun i enkelte 
Xilfælde: Soroder i en Stige, Plov, Bæv. 
Moth. f. Bovſprod cf. Bugſprod.) 

Sprodſeil cl. Sprodſeil, et. Et fürkan⸗ 
tet Seil p. fmaa Fartoier, hvig ene Liig bes 
væger fig langs ad Maften, og hvis ndre 
Hiorne oventil udftræffes v. et Spred, der 


"fan drete fig om Maſten. 


… Sprøite, en. pl.-r. (Sv. Spruta.] et 
Redjtab, hvorved et flydende Legeme drives 
m. Kraft I en tynd Straale ud igiennem en 
En Klyſteerſproite, Dre⸗ 
Iſœer absol. om Vandſproiter t. 
at ſlukke Vaadeiſd. At prøve: Sproiterne. 
=— Spreittbro, en. En af tre Stokker bes 
ftaaende Indretning, der v. Ildsvauder 


ſproite. 


logges over Rendeſtenen I Gaderne, f. be⸗ 
qvemt sat fiere over den m. Sproiterne. 


Sproitehuus, ct. H. hvor Sproiter m. til⸗ 
hsrende Redſtaber giemmes. Sproiteme⸗ 
ſter, en. ſ. Straalemeſter. Sprøiterør, 


et. Rør, anbragt p. en &., ell. Rør, Hvor: 


iglennem man ſproiter. Spreoitefkat, en. 
Stat, ſom Indbyggerne i cen By betale t. 
Sproiternes Vedligeholdelſe. Sproite⸗ 
flange, cen. et langt Lederror, hvori Vans 
det drives ind v. Sproitens Trykvork og 
føres m. Kraft t. Rorets Munding, hvor 
Straalen farer ud af et Mesſingror. 
Sproite, v. a. og n. 1. [IT.ſpritzen. 
1. d. ſ. ſ. ſprude, 
(f. E. at ſproite Vand ud af Munden) men 
bruges tiere, og altid naar Talen er om at 
frembringe Virkningen v. en Sprseite. At 
ſproite noget t cené Øre. At ſproite Øret 
m. lunken Melk. At f. Vand p. et bræns 
dende Huus. 2. neutr. (ligeſom ſprude) 
om flydende Legemer, fom enten m. ſtœrk 
Kraft brydes i Smaadele, der drives imod 
en Gienſtand, el. fom m. Heftighed i Afs 
ftand' trænge frem af en liden Aabning. 
Bølgerne ſproite hoit op p. Strandbredden. 
Blodet fprøitede frem af Aaren. Vandet 
fproiter (ſproites) ind fra alle Kanter. — 
proitning, en. pl. - er, Gierningen at 
ſproite; ett. det, at noget ſproites. — 
Sproitekande, en. K. til at ſproite Vand 


Ud af, Vandkande. 


Spundpal, cen. [af ſpunde ell. ſpundſe.] 
en Pæl, ſom man, v. Anlæg af Vandbyg⸗ 
ninger, cl. hvor Pælevært fættes i Vans 
det, driver m. Magt ned imellem to andre 
undertiden m. en Fals forſynede) Pæle, for 
uldkommen at udfylde Rummet imellem 
diffe. (Kraft. Med). II. 948, 952.) 
Spunds, et. pl.-er. [Z. Spund.] en 


Tap fom tiener fil Lukkelſe f. det firkantede 


ell. runde Hul midt p. en Zønde, hvorigien⸗ 
nem den fyldes. (Hos Mothog ældre Forfat⸗ 
tere: Spuud. ”Som Viinfad uden Zapog 
Spunde,” Bording, I. 121,) = Spundss 


£ 


ha] 


J 


gos ESyundebaand -—Spygab: 


baand, et. bet Tondebaand, ſom' ligger 
nœrmeſt Spundſet. Spundebor, et. B. 
hvormed Spundshullet bores I eh Tønde. 


Spundedybde, cen. den D. ell. det Maal, 


ſom et "Fad holder, naar dit maales i 
Spundshullet. Spundshul, et. det Hut, 
ſom lukkes m. Spundſet. 

Spundſe, v. a. 1. lukke m. Spunds. (hos 
Moth: ſpunde. T. ſpuͤnden.) 

Spurre ell. Spurv, en. pl. Spurrer 
el. Spurve. FJ. KSpörr. &v. Sparf. A. 6. 
Speara. i Gl. D. Sparv. pl. Spørjæ.] 
En Fugleflægt, hvoraf ifær Graaſpurven 
(Fringilla domestica) er bekiendt og almin⸗ 
delig. — Spurrehagel ell. Spurvehagel, 
et, og ooll. d. ſ. ſmaa Hagel t. at ſtyde 
Spurrer.  Spurveheg , en. det mindite 
Slags Hog. Falconisus. Spurverede, 
en. Spurvens Rede. Spurvetrav, en. 
figurſ. langſom og fort Trav. | Spurve⸗ 
unge, en. en ung Spurv. 

Spy, et. det, ſom ſpyes, oypkaſtes. Flue⸗ 
fry kaldes Rg, ſom Spyfluen (Musca vo- 
mitoria) lægger p. Kiod. 

Spyd, et. pl. d. f. [3. Spiét. GSv. 
Spiut. jvf. Spid.] et Vaaben, ſom beftaaer 
af en lang Stang m. Spids p. Enden. ſ. 
Landſe, Baftefpyd ; og jvf. Spid. — 
Spydkamp, en. Kamp, ſom føres m. Land: 
for el. Kaſteſpyd. (Fibiger.) ”Styrfe i 
Spydkamp.“ Baggeſen. Spydrytter, en. 
R. fom ér bevæbnet m. Synd ; Landſerytter. 
(Ambergs Ordb.)  Spydffaft, et. d. f. ſ. 
Spydſtage. Spydsod, et. Od, Jernſpids 
I Enden af et S. “Til Varket jeg da 
blev indviet, med Spydsodden mærfet,.” 
Grundtv. Spydſtage, en. den Stang, 
hvorpaa Spydsodden ér fæftet. Lovene 
havde ingen Kraft, og Retten lage i Spyd⸗ 
ſtagen.“ Wandal. I. 194. (en Talemaade, 
om den Sterkeres ſaakaldte Net.) ”Spyds 


sflagens Ret et gielde meer.” Thaarup, 


de, v. a. 1. fæfte p. et Byrd, (f. 

fpidde) giennembore m. et Spyd. (Moth.) 
Spydig,adj. egentl. ſpids ſom en Spyds⸗ 
od; men br. fun figurlig, for; bidende, bit⸗ 
ter, hvas i fin Tale. Han er mere ſpydig, 
end vittig. — Deraf: Spydighed, en. Bits 
terhed, Gvashed i Tale; og pl. Spydig= 
heder, bittre, fornærmende Udtryk. ”Eaa 
langt fra Spydigheder, faa fpag, faa mild, 
- from, faa fri for Brod og Piil.” Bags 

eſen. 

Spve, v. n. og a. 1. [JIél. spya.] give 
fra fig det fom ev i Maven v. en ufædvanlig 
Cammentræfning og Bevægelfe i dette Or⸗ 
gan; kaſte op, brokke fig. (jvf. ſpptte.) At 
ſpye af Seſyge. At f. megen Galde. At 
fpyve cen over. = Spyen, en. ud. pl. Gier⸗ 
ningen at ſpye, Bræfning. — Spvedrik, 
en. Drit, hvori et Bræfmiddel er blandet. 
(Spyeflue, f. ovenfor under Spy.) Spye⸗ 
gab, et. pl. d. ſ. runde Huller i Relingen 


Spygab — vand, 
(el. I Vaterbordet) af et Skib, hvorigien⸗ 
nem Vand fra Dekket fan løbe ud. (jvf. 
Vedels Saro. 352.) — Spygat, et. pl.-ter. 
d. f. ſ. Spygab (men er det nu brugelige 
Udtryk.) Spygatterne i Laften ere fiirkan⸗ 


tede Huller p. Siden af Bundftoffene , 
ſtaarne i Klodſerne, f. at Bandet fan have 


frit Lob i Laſten. 

Spyt, et. ud. pl. ſIsſ. Spyta.] den 

Vadſte, ſom Kiertler i Munden og Ganen 
fſondre. = Spytflod, en. En unaturlig 
ært Affondring af Spyttet. Spytkier⸗ 

tel, en. pl. -Piertler, de Kiertler, fom afs 

ſondre Spyttet. 

Spytte, v. n. og a. 1. IJ. spyta.] uds 
fafte Noget af Munden; i Særd. og absol. 
om at udkaſte Synttet. Han ſpotter iffe 
naar han ryger Tobak. At ſ. Blod. At 
ſ. Maden ud. At f. paa cen; fpytte een i 
- Anfigtet. — Heraf: Spytten, en. ud. pl-— 

Spyttebakke, en. En Bakke, Skaal el. et 
lignende Redſtabet. at ſpytte i; ligeledes: 
Spyttefrutfe. Spyttecuur, en. Sygdoms 
Helbredelſe v. et konſtigen frembragt Spyt⸗ 
flod. Sypyttegiog, en. i Foragt: en ung, 
indbildæ Perſon; en Gronſtolling. (d. Tale. 
Holberg.) ”Af gamle, latte , erpærtige 
Mænd, og itfe af de nnmodens Spoͤtte⸗ 
giege.“ Rahbek. D. Tilſt. Spyttemid⸗ 
Del, ct. M. ſom frembringer Spytflod. 
Spæd, adj. [Sv. spåd.] nylig født ed. 
fremvoren; it. lidon, fiin, klein, formedelſt 
Ungdom, nylig Fodſel cer Fremvært. (te< 
ner.) Spæde Lam, Grife, Kalve. Et fpædt 
Barn. ”RNoligt Blunt og ſtadig Fryd ſtabte 
Himlen f. de Spæde.” F. Guldb. Han 
blev opdraget der fra fin fpæde Alder, Det 
fræde Græé , Løv. ”Hun faae den fpæde 
.Blomſt, hun traadte paa.” Bagg. Spæd 
af emmer. En ſpad (fiin) Roſt. = Spæd: 
hed, en. Beſtaffenheden, at være ſped. — 
fpædlemmet, adj. fom har ſpede, kleine, 
fine Lemmer. (Tullin.) ”At en lille, ſpæd⸗ 
lemmet, af Naturen frygtfom Pige iffe mere 
ræddes v. deslige Dptog.” Bagg. 

Spæde, v. a. 1. ISv. spåda. Af Spad, 
Suppe, fom endnu bv. i Iylland.] fortynde 
en Bædfte; komme Vand t. noget findende. 
At fpæde Melken (ni. Vand.) Suppen 
maa fpædes. . 

Spæge, v. a. 1. [af fpatt.] betage en for 
ftor Grad af Sundhedsfylde, Kraft, Mod, 
o. d. At fpæge fit Legeme. ”LHvi fulde 
de ellers faa ftrengt have plaget og ſpage 
deres Legeme?” P. Tidemund. 1564. ”En 
ſaadan Overmod og Driftighed at fpæge.” 
Holb. P. Paars. ”Gud fpægede dem med 
Armod.” P. Zidemand. 1543, — Deraf: 
Spægelfe, en. pl.-r, ”Han vendte Straf⸗ 
fen t. en faderlig Underyiisning og Spæ⸗ 
gelſe.“ Tidemand. 

Spænd, et. pl. d. f. 1. den Længde, 
man fan fpænde; et Spand. 2. et Spæend 


ø 


399 


Spende. 
Heſte oꝛ et eller flere Par eensfarvede Hefte, 
der fpændes ſammen for Vogn. 3. et: 
Spark. (f. fpænde, 4.) — — 
Spænde , v. a. 2. II. Spenna. A. S. 
spannan. Øv. bånda, spånna-l 1. uds 
ſtrekke et enten elaſtiſt, eler beteligt -dg 
ſammenrullet, fammenfoldet Legeme. At 
fpænde en Bue, en Stræng. (jvf. ſtremme.) 
At f. en Snor, en Klæde fra et Sted tt. ct 
andet. At f. Toi i en Ramme. At f. 
Hanen p. et Gevær (fordi den har en elaſtiſt 
Ficder.) En ſpondt Boſſe. 2. naae ved 
Udftræfning (iſer Hændernes ell. Armenes.) 
Jeg fan fpænde hende om Livet (nemlig 
m. Cænderne,). To Menneſter kunne ikke 
fpænde om Træet (m. Armene.) jvf. om⸗ 
ſpæende. Saalangt man fan fpænde mød 
Fingrene, m. Haanden. .3. befæfte v. et 
Spænde, ved Strænge el. Snore, fom gio⸗⸗ 
res faft t. noget. At fpænde ſine Skoe, fin 
Skorem, Knerem, fit Bælte. At f. He⸗ 
ftene for el. fra Vognen, Ploven. At 
fpænde for Vognen (fætte Heltene i Sele⸗ 
tøtet for Vognen) (f. forfpændt.) og absol. 
at fpænde for, fpænde fra. At ſ. Oren i 
Aaget. (fpænde Heftene i Plov.) At f. - 
los, fpænde op. 4. ſtode, fparfe m. Fo⸗ 
den. At fpænde cen ud af Stuen. At 
ſpænde Krog f. cen (fløde t. hans Been, faa ” 
at han taber igevægten;) = a.) ſpenddvg⸗ 
tig, adj. fom fan fpændes, har Spænde-s 
fraft, eiaſtiſt. b.) Spændefiæder, en. En 
Fiæder, (f. E. i en Laas, i et Uhr) ſom hol⸗ 
der noget fpændt, og har Spændetraft. fig. 
”Spændefiædrene, der ſtulde have brevet Vi⸗ 
denſtabeligheden frem.” T. Rothe. Spen⸗ 
dehage, en. H. i Enden af en Lenke, hvor⸗ 
med denne fpændes opp. Spandekiede, 
en. Koſſom tiener t. at ſponde eller holde 
noget ſpendt. Spændtraft el. Spændes 
Fraft, en. den Egenſtab v. et Legeme, at 


det lader fig enten udſtrekke, og felv fgien ' 


træffer fig ſammen (ſom en Bueftræng) ell. 
lader fig boie, og igien antager den lige 


Form (ſom en Staalfiæder,) Clafticitet. 


Staalets Spændkraft.“ Ohlenſchl. ”Din 
(Frihedens) trodſende Spandkraft fylder 
Barmen og kempende Arm.” Herß. ”Da 
ſlappedes den Spandekraft, ſom vedlige⸗ 
** Statslegemernes Liv og Øelvftæns 
dighed.” J. Blod. (1797.) Spændtræ, 
et. 1. p. en Bæv: en Stol ell. et ſmalt 
Bræt m. fager i Enderne, v. hvilfet Toiet 
under Vevningen holdes i lige Brede (I, 
Sperruthe, Spannholg.) 2. iJyl⸗ 
land br. dgt for: Sparre, Tagſpar; af 
Spænd 2: Huusfag. Spaænderem, cen, 
R. hvorved noget fpændes. " Spandeſene, 
en. Sene i Legemet, hvorved Lemmerne 
boies og udftræftes. (Moth.) Spandetoi, 
et. Tsei, hvori Heſten lærer at gane Paga 
gang. (Moth.) - 

Spænde, et. pl.-r, [ISv. Spann. 3. 


t 


» 


Sparre, Sagfpær. (N. &. Speer.) 


Spange. M. A. Lat. Sp 


Spende — Spætte, 


a.] ' 1. et Rede 
fad, beftaaende af en Selle m. Zorn i, 
vorved en Nem ell. desl. træffes ſammen og 
derefter holdes faft. Skoſpende, Kn朗 
pænde, Hatteſpende. 2. uegentl. Spæns 
er o. en Bog: Nemme ell. fager, hvors 


med Bindete Sideſtyfter preffes fammen. == 


Spændebog en. B. forfynet m. Spender. 
Spændebæ fe, et. Bælte, forfnnet m. 
Spoende.  Spændefiæder , en. Staalfice⸗ 
der i et Slags Spænder, ſom ikke fpændes, 
men til Stads hages faft uden p. Skoen. 
Spamdehierte, et, den Indretning inden i 
Speændet, hvori Tornen fidder.  Spæn: 
delæder , et. Lederremme hvormed Skoen 
fpændes. . Spændemager, en. den, ſom 

iør Spender. Spænderem , en, p. en 

og: det- Stykke Læder, hvormed Bogen 
ſpendes. Spandetorn, en. Spidſen, der 


ſtikkes faft i Remmen el. Baandet, ſom dra⸗ 


ges igiennem Spændet. 

Spær, ct. pl. d. f. [X. S. Spære. J. 
Spior. T. Speer.] 1. en lang, tynd 

pids, ell. en med ſaadan Spids fotfunet 
Stang; et Spyd, en Landſe. (nu lidet brus 
gel.) Deraf: Spærbrydning, en. Landſe⸗ 
brydning, Turyering. (Moth.) 2, D. f. ſ. 
er⸗ 
af: Spærhoved (Hovedet, Enden af en 
Sparre) Spærtemtmer, Spærværk, Spar: 
revært, 0. fl. . 

Spærlegen, et. pl.-er, og llig &. [af 
pærre. Sv. Spårlaken.] et forældet Ord: 

mhæng, Forheng, Gardin. Heraf: 
Sparlagensprædiken, Srettefættelfe, ſom 
Agtefolk give hinanden i Eenrum. Moth. 
(høres endnu i d. Tale.) 

Sparlemmet, f. fpædlemmet. 

Spærre, v. a. 1. [JJ. sperra. X. 6. 


| sparran.] lufte, aflukke, formene Adgang 


med en 


til, v. en Bom, en Dør, v. udfat Vagt, 
el. paa anden Maade. Indgangen, Por⸗ 
ten cv fpærret. At ſ. Indlobet t. en Havn 
m. Jernlænfer. Byen er fpærret f. Pe: 
ſtens Skyld. At f. een inde. f. indſpærre, 
tilfpærre. 2. hindre, ſtandſe den frie Beve⸗ 
gelſe. At fpærre Hiulene p. en Vogn ned ad 
Bakker. fig. At fpærre Tilforſelen, Hans 
delen, Udforſelen. — Deraf: Spærring . 
en. pl.-er. — Sparrehage, en. Hage, hvor: 
—— hæftes.” Spaerrekiæ⸗ 
de, en. K. hvormed noget (f. E. et omløs 
bende Hiul) fpærres. - 
Spætte 7; en. pl.-r. [E. Spot. A. 6. 
Specce , macula.] (maa, uregelmasſige, 
ligeſom ftæntede Pletter i en anderledes far⸗ 
vet Grund. (meft £ plur.) “Man efter 
mukke Spatter i blødeft Skind fig her fun 
idet retter.“ Tode, = Heraf: fpættet, adj. 
om har Spœtter. ”Faarene fødte brogede 
pættede og fpraglede” (Lam.) 1 Moſe B. 
30. 39. Zigerené fpættede Skind. Sort⸗ 
ſpattet, grønfpætret, i 


3 e 


⸗ 
e 


400 


hvis Aarſag man el veed. 


Eves - Cpole. 


Spog, en.˖ ud. pl. ſi denne Bemarkellſe 
egen f. det danſte Sprog.] det, der ſiges 
ell. gisres t. Morſtab, for Lyft og Loiers 
Skyld, uden nogen alvorlig Henſigt; Skiemt 
(hviltet Ord nu i d. Tale overhovedet er 
langt mindre brugeligt end Spog.) ”Speg 
er det Modſatte af Alvor, faavel i Tale, 
fom i Handlinger. Skiemt finder fun Sted 
m. det, fom fan more I Talen.” P. E. Muͤl⸗ 
ler. At gisre Spog (Løter) drive &. med 
en Perſon el. Ting. Det blev ham en dyr 
Spog. Bi fagde, giorde det fun af Speg 
c: f. at ſpoge.) At fige, giore noget for 

pog (9: iffe for Alvor, iffe i alvorlig 
Mening.) Lan flog det hen i Speg (giorde 
S. deraf, føgte at undgaae Tingens alvors 
lige Omtale.) Heraf: ſpogefuld, adj. d. 
ſ. ſ. ſtiemtefuld. — ſpogviis, adv. for 
Spøg, i Spøg. (Bagg. N. Klim. 39.) 

1. Spøge, v. n. 1 og 2. (har.) 1. bruge 
Spogi Ord ell. Gierning; ſtiemte. At ſpoge 
med cen. Vi fpogte fun, men han tog det 
f. Alvor. Han er ikke at f. med: — Dgfaa 
act. At ſ. Tiden bort. ”De fponyte bort 


— det trygge Liv i Fredens kicelne Favn.“ 


Bagg. N. Klim. 2. handlé m. noget p. en 
ubefindig el. letfindig Maade. At ſpetge 
m. fit Liv. ”Huusfaderen formaner til, 
iffe at fpøge m. Ild ell. Lys.” Miller. 
= Spøgebrøder, en. d. f. ſ. Skiemrebro⸗ 
der, — Spøgefugl, en. den, fom idelig 
finder p. Spog og Løler, en fyftig, overgis 
ven Perſon. Spagevark, et. noget, der 
fun tiener t. Speg; Spilleværk,: »Rig⸗ 
dom, Hoihed, Xre, Pragt og andet Lyfs 
kens Spogevært,” Schytte. 

2. Spøge, v. n. 1. har. ISv. spdka. N. 


S. ſpoͤken. T.fpufen.] om afdøde Pers 


foner, ſom troes at viſe fig, lade fig fee el. 
høre; gage igien. (meſt impers. Almuen 
fortæller, at der fpøger p. Slottet. Jeg 
tvoer, det ſpotger (naaͤr man hoter en Lod, 
At Ordet oprins 
deligen har Henfun t. Lyden, har Adelung 
viiſt.) ”Cen Griller faner, og troer, det udi 
Huſet ſpoger.“ Holberg. Heraf: Spe el⸗ 
fe, ct. pl.-r. Et Voſen, ſom gaaer igten, 
en Gienganger (N. S. og Sv. Spok, Spö- 
ke. Hoũu. Kpooksel. — Spogeri,et. pl. 
⸗er. Aanders ell. Spogelfers ſynlige ed. 
hørlige Birfen; ”den Larm, ſom Spegelſer 
giore.” Moth. M. S. Spoͤkerile.) 

Spol, et. ud. pl. egentl. og overhovedet 2 
noget, ſom ſpeles bort; men, færd. d. f. ſ⸗ 
Berme, cell. det Dverblevne af Meſten, 
faavel fafte, fom flydende Dele, hvoraf v. 
Brændeviinebrænding al Spiritus er uds 
trutten. (2. Spuͤlicht.) 

Spole, v.a.1. [N. &. ſpoͤlen. I d. ſ. f£. 
v. a. ſtylle: reengioere v. at finlle i ell. mød 
Vand. (ielden, undtagen t. Skibs.) At 
pole Dætfet. — Heraf: Spolkumme (udt. 

poltom) en. En Skaal, hvori Kopper 


— — 


aa 


R 


Spole — Sqvalder. J 


ſtpſles ell. aftoes. — Spolekar, ct. 
lefiedel, en. Et Kar, en Kiedel, hvori man 
fveler noget” (Moth.) " Spolevand ell. 
Spolvand, et. Band, ſom bruges til at 
ſpole i ell. med. HEE . 
Sporge, v. a. og n. ſpurgte, ſpurgt. 
[J. spyria. A. S. spyrian.) 1. -fortre 
Svar, Efterretning, nærme-e Beftemmelfe 
af en Anden, v. Tale el. Strift, At ſ. 
een om noget. Jeg fpurgte ham, hvad der 
fattes ham, men han fvarede ikke. Vi vil 


Spo⸗ 


ſporge ham ad. (ſ. adſporge.) At ſ. efter, 


cen 2: forlange at vide, om han er p. Ste⸗ 
del, ell. hvor han ex. Hvem ſporger du 
efter I (f. efterfpørge.) At f. om Prifen 
p. noget; ſporge om Vei. fig. føorge om, 
ſporge efter I: ændfe, brude fig om. Jeg er 
bleven fpurgt, om jeg vilde mede. — recipr. 
At ſporge fig for, v. Spørgémaal indhente 
Beſted ell. underretning. At f. fig til 
Raads hos en. At f. til en Eng ad: begicrve 
Underretning om hans Tilſtand. At fpørge 
een op. (f. opſporge.) At ſporge cen ud, 
fritte onhyggelig (f.udfporge.) 2. faae at 
vide, erfare (ogſaa uden af man føger det.) 
Jeg har fpurgt, at han ev fommen.t, Byen. 
»Man ſporger, her pg der ſtor Sfade feet 
at være” Bording, - ”Hvig. de efter den Tid 
fporges ell. oberkommes her i Riget,” D. £. 
Il. 20.3. Det vil no fporges (rugted) 

”Og det, fpurgses, at han var hlemme.” 
Marc. 2. 1, = Spørgen, en. ud. pl. det, 
at ſporge. — Spørger, en. pl.-e. den, fom 
ſporger. ⸗ESporgelyſt, en. Lyſtet. at giore 
Andre Sporgsuſaai.“Sporuelyſt kan dri⸗ 
ves ſaate vidt ; men Svar -par altid ei faa 
let at finde.” S. Blicher. — ſpergeſyg, adj. 
fom har en overdreven, befværlig Sporge⸗ 
loſt; ſom idelig vil ſporge og: fritte; frittes 
fog. (Arreboe) Deraf: Spørgefyge, en. 
ud. pl. = Spergemaal, et. pl. DØ er 
Tale, (mundtlig ell. —2— hvorved man 
ſperger. At gere „ fremfætte , fvare paa 
ell. beſpare et &. At opfajte et S. (fore⸗ 
lægge flerg æt t. Beſparelſe) Bogen er 
ſtreven i,9, og Svar. 2. Ølerningen af 
efterfpørge , føge, begtere (ifær t. Kiebs. 
Der ev i denne Tid meget. 5; ter diſſe 
Varer. Her var Spørgsmag! efter. ham 
(man (øgte ham, fpurgte efter gam.)  3« 
uvis Rilftand, uafgiort Omftændighed, fom 
underſoges, ell. wis Afglerelſe der handles 
- om. et gr et Spørgsmaal, om Fordelen 
dpveier Tabet (det er⸗ usiſt.) Det er endnu 
et S. (det er iffe afgiert.) VAt Sagſogeren 
eengang har voret Cier af den under Sporgs⸗ 
macl værende, Ting. Mrſted. — Sporgs⸗ 
maalstegn, st, pl. Dif Teqn, ſam i Gktrift 
og 57 ſettes efter et ꝓoxg maal. - 
frorgsmøglsvije , advii &.…, Å, Form ef 
HrergstenlG si 1 ses. De .1 
S næ. ud. på. [J. valide, 


' 


gealder 
Sgvoll]' 1, unyttig; ;pg: helroftet, Gus, 


Danſt Ordbog. IL, 


401 


3 


Savalter — Siaae. 


Sladder. ”Savalder er den” hølreftede 
Sladder; fordi den lyder ftærfere, er den 
ikke bedre grundet.” Miller. 


Lolle. ”En ærlig Mand trocr ei paa Sqvals 
der,” Ohlenſchl. Palnat. — Savaldergaar⸗ 
den, Napn p. en Gade i Kiobenhavn. 
Sqvalderfaal , en Plante. Ægopodium 
podagraria. 

Sqvaldre, v. n. 1. (har.) føre Snak og 
Savalder, flatdre, vaaſe; bagtalt. (3%. 
sqvalidra, sqvola.) = Sqvaldrer, en. En 

laddrer, Ordguder. . 

Suvalpe, V. a. 1. ryſte noget flydende i 
et Kar. 

Savat, en. pl. d. ſ. 1. et Gtænt,- (ogs 
ſaa Savæt.) Z. en ringe Deel, en Levning 
af noget. (d. Tale.) Der blev en Se tilz. 


overs. — Heraf: Sqvatlæd, ét, Et gone 


lidet Vognlæs. (Moth.)  Sqwatmelle, en. 
En liden (ikke ſtyldſat) Vandmolle, hvorpaa 
fun males t. Eierens Fornsdenhed. “Bon⸗ 
dernes Sqvatmoeller, ſom ere p. een Miil 


nær rette Landgildémøller — ſtal afſtaffes.“ 


De Lov, V. 11. 4. [Ordet ſavatbuget, 
— fom Moth har, ſynes ei at høre 
erhid. KÆRE KE 

Savatte, v. a. 1. IJ. sqvetta.] udkaſte 
noget fiydende m. Haſtighed, flænfe oms 
kring. fig. at fqvaftte noget hen, fqvatte 
bort, forøde, tilfætte. (d. Tales) 
- Sqvulpe, v.a., og n. 1. act. det ſ. ſ. 
fqvalpe, At ſavulpe en Flaſte, el, noget i 
en Flaſte. 
det ſtylles mod Strandbredden, mod Stene 
e. d. Balgerne fqvulpe paa Sandet, med 
Klixpen. Bolgernes, Vandets Squpulpen. 

Staae, yv. nſtod, har flaget. [I. stan- 
a. A.S. standan. Denne ældre Form 
(ſtander, ſtod, at ftænde) er heller ei ganſte 
forældet, ifær i Poefie.] 1. i Alm. hvile 
p. den mindfte Flade, være i en opreiſt 
Stilling (modſat ligge ;) og om Menneſter 
el. Dvr: hvifg p. terne (modſat ligge 
og fidde«), Uøgentl. figer man : At flage 
Daa Hovedet, — At f. paa. Jorden, p. en 
Steen. Glaſſet ſtaaer i Skabet, pg 
ligger.v. Siden. At ſtaae lige, ſ.opreiſt. 
te lege og ſtrive O: -ftrive ſtaaende. At 
ſtðle, 
At lade noget flage 0: ikke røre def, lade det 
blive urørt. (Her tages fædvanl, ogſaa Hen⸗ 
føn br Gienſtaͤndens Skikkolſe. Om en ing, 
der hviler p. en af dens flørfte. Flader, ſiger 
man: lad den ligge) - 2.1 vidtleftigere 
og figurl. Bemærk. deels aa) om nogle 
Handlinger, ſom udfores ſtaaende. At ſtaae 
"Brud, ſtaae Fadder til ct Bern, ſtaae til 
Confirmation, ſtaae Skildvagt. (Formen 
er her. P. en Maade activ, dog intvanfitig,s 
ag man dan tænke ”fom”" udelt Ht 
Faae (ſom) Brud). .:b.)s deep Å, nogle IgÉ: 
fælde,, hvor. der udtruntter ou hvilende. Til⸗ 


” (26) 


fe 2. Bagtalelfe. . 
”Sqvalder drukner f. god Kones Dør.” P. 


redet 


* 


* 


2. neutr. om Vandets Lyd, naar 


ftandfe fin Bang, blive ſtaaende. 


n 


f 


Staae. 


ſtand, en Modfætning t. Bevogelſe. Uh⸗ 
vet ſtaaer (3: det. gaaer ikke, er itfe i 
Gang.) Varket, Maſtinen flager. — Staa⸗ 
ende Band; i Modfætn. t, rindende. cc.) 


deeis i Tilfælde, hvor der intet | Henſyn 
tages t. Stillingen, og hvor Ordet blot. bes. 


mærfer: at være, være til, cl, blive p. et 
Sted. Heſtene, Kerne ſtaae p. Stald. 

At have fin Heſt ſtaaende I en andens Stald. 
At blive ftaaende I: ikke borttages, udſlettes 
e. d. Piadſen ſtaaer ham aaben. At ſtaae 

" i tære hos gen. Den fiendtlige Hær ſtod 
p. hiin Side af Floden. Det ſtaaer i Bos 
en. Zræet flager v. Bokken. Alteret 
Åaaer i Enden af Kirken. Saa længe Ver⸗ 

. den flager, — Der ſtod (holdtes) et Slag. 
Brylluppet flod hos hendes Forældre. 3. 
Med Præpofitioner og Partikler: At flage 
an (efter. det TZ. anftehen:) a.) tækkes 
behage, være ff, Behag. (jvf. anftaae.) 
»Hun futter efter Ly — hvor Skoven ſtaaer 
mig an!” Luxdorf. b.) paffe fig for, ſom⸗ 
me. ”Derer en Anden, fom det ſtaaer bes 
dre an, at tale derom.” B. Thott. (I begge 
Bemærfelfer overflødigt, da mere danſte 
Udtryk haves.) — At ſtaae cen bi, være ham 
til Hielp, Biſtand. — At flage (3: tragte, 
ſtrehe) cer efter Livet: egentlig en tydſt 
”Safemaade, men gammel i danſke Skrifter. 
ſ. Vedels Saxo S. 5. ”Han ſtod fin Fader 
og Broder efter Livet og Riget.“ ſammeſt. 
e. 21. — At ſtaae øl noget, (m. Accenten 
p. Verb.) have Indſeende, Opſyn med, fo⸗ 
reftaae. Han figaer f. det Hele. — Heri⸗ 
mod m. Tonefald p. Præpofitionen: Der 
ſtager ham en Reiſe, et ſtort Arbelde for. 
KY foreſtaae.) Det ſtaaer ham frit for, ev 
am uhindret. — At ſtaae fra, vige fra, 
läde fare; At f. fra fin Ret. — AE flage 
frem, træde frem. — At f. hen, henhyvile, 
være üdſat. Denne Sag fan endnu flage 
ben i nogen Tid. — At ſtaae hos, ſ. ved 
iden. At ſ. hoöe, absoi. holde Huen v. 
Bartnedaab. — At ſ. i Blomſter, i Dræ. 
… t Stampe 3: opholdes, hindres. 
aaer ikke min Magt, "Det få 
Guds Haand. (f. ovenfor.2, c.) At. ſtaae 
t-Degreb med, f. i Betenkning ell. Be⸗ 
raad, følt Fare for, i Forbindelſe med, 
i Jorhoſd til, m. fi. — At'f. imod. f. 
iodſtaae. 5 At flage op, iteiſe ſig, naar 
man ſidder eil. ligger; forlade Sengen. 
fig. Solen ſtaaer op. — At fi paa 'fitt 
Net, Mening, forſvare den.At ſ. paa 
ald, p. Poldy paa krur. Bygningen 
od ikke længe pad; ellet: det flod ikke lange 

ad med Bygningen 0: varede ikke længe. — 
hade til (Habere se.) Hvorledes flager det 
iil? Det ſtaaer godt, maadeligt, ilde dl 
med, hos ham. — At ſtaae til, komme an 


ha] 


Paa, beroe paa. Def ſtaaer t. Gad, Hvis 


bet endog ct vor Villie — de ſtaaer det. itfe 
altid til os.“ Mynffer, ⸗ At ſtaae til, m. 


se 
”… 
LJ 


42 


har fagt. 


Det. 
ager 6. 


AJ 


* 
N 


Staae — Staalhandſſe. 


infin. efter 5: kuͤnne, være mulig. ”De 
ſtode ingenlunde til at læfe ell. forſtage. 
Vedels Sare. 4. Han flager ikke til at 
redde (fan lÉÉe reddes.) Et Fruentimmer⸗ 
hierte, der engang er blevet Folde, flager als 
brig meer £f. af optoe.* .Rahb. (Derimod i 
en mere ufædvaniig Forbindelſer “At de 
engang fulde efterlade mig ſaameget, at 
jeg ikte ſtod til at trænge.” 3: kunde fomme 
til. Rahb. Tilt. VI. 464.) — At lade ſtaae 
til, lade noget gaae, ſom det fan. At flage 
til Anſvar f. noget. — At f. tilbage, silfis 
deſettes. Han maatte-f. tilbage f. en Øns 
gte. Der flager endnu meget tilbage (at 
giore.) — At ſtaae ud, nentr. 0: ſtaae frem, 
være fremragende, fremſtaaende; men act. 
At f. fin Straf ud. jvf. udſtaae. — At 
. Ude, Kornet figser endnu ude (p. Mar⸗ 
en.) — Ut ſtaae under, være undergiven, 
underkaſtet. — At ſ. ved, iffe gaar fra. 
At flage ved fit Ord, ſtaae ved det, man 
”Zværtimod, fad flod han ved 
hvert Ord, han havde ſagt.“ Shl. (Alad⸗ 
din.) - Dan fan afdvigy ſtaae ved det Kiob 
ao: være ſtadeslos derved. 4. recipr. af 
ſtaae fig: a.) igee d. T. ſ. Faae til. 
Hvorledes ſtaaer det fig? Det ſtaaer fig 
fun flot m, ham. b.) forfvare fig, uds 
holde en Strid, Dnft. At flace fig fom 
en Karl. — uegenti; Han ſtod fig godt 
v. den offentlige Provo. e) At ſtaae fig 
godt 3: være i Velftand; velhavende. 
Staal, et. ud; pr. 83 og A. S. Stal. 
M. S. Staal.] renſet, forfinet og hæœrdet 
Jern, ſom derved undertiden. tillige bliver 
mere elaſtiſt undertiden mere: ſtiett. At 
foredle Jern til Staal. At vinde Se ved 
Smeltning, ([btænde., S.) ved Cementering. 
Naturligt Staui, (Vortkſtaal, Kiæneftaal) 
a: Staal, frembragt v. at unddrage Stobe⸗ 
jernet ell. Raajernet en Deel af dets Kul⸗ 
ftof. Konſtigt, dementeret Staal (Cement⸗ 
ſtaal, Bræœndſtaal) 2: Stual, frembragt 
v. af forbinde Smedejern m. Kulſtof. 
(jvf. Stobeſtaal.) ⸗Staalarbeide, et. nos 
get, ſom er giott af &. Stazlarbeider, 
en. den, ſom gisr Staalarbeide. ſtaal⸗ 
bleg , adp blaa, ſom anlebet Staal. 
Staalbue, ent Bue, forfærdiget af flere 
forenede: Staclſtonger. Staalerto, en. 
reen Jernerts, ſom anvendes ft, at brærde 
Gtanl. Staalfarve, en. ſtaalblaa en. 
ſtaalgraa F. Stgalfingre, pl. fig. meget 
haarde Fingre. Staalfixder, en. elaſtiſt 
—** taal. ſtaalgraa, ach. jerngrau. 
aalhaard, adj. megtt haard, haard ſom 
Staal, Ogknuſte — ſtaalhaarde og 
traende Pande,” HB," Staclhaudſte 
en. H. af Staal. Oh drog Stüalhand⸗ 
en: paa din. ſenefulde Haand” "Sorin. 
fg. At tage noget m. Staalhandſfen 2: m. 
Vold, behandle p. en voldforme Maade. ”At 
Riget maa vinder mc VOetveſtiold og tages 
.  spni 


tub, $ 


' "4 


Staalhandſte — Stsbel. 403 


m. Staalhandſte.“ Jacobſ. ſtaalhrerde, 
v. a. hærde (Jern) til Staal, ſaaledes at 
Staal frempirkes. At ſtaalhæerde Jern.“, 
Olufſen. fiaelhærdet, adr. v. hærdet. ſom 
Staal, ſtaalhaard, meget haard. ”Gn ſtael⸗ 
hærdet Slægt, ſom ingen Medynk raver.” 
Storm. Staalkaarde, en. Staalftinge, 
en. Kaarde, Kaardeflinge af S. ſtaal⸗ 
Flædt, adj. p. ifort Staalharniſk m.m. 
(Pram.) Staalknap, en. Knap, Kiole⸗ 
knap af S. Staalod, en. DD, Spids. 
af Staal. “Spyddets Staalod.“ Hettz. 
Staalorm, en. Er Sfagé Slanger af ſtaal⸗ 
graa ell. redladen Farve.  Anguis fragilis. 
Staalperle, en. fmaa jlebne Petler aj Staal, 
ſom Fruentimre bruge t. Prydelfe. Staal⸗ 


pille, en. Piller, hvori blandes fünſtoadt 


Sraalpulver t. Legedom. 
ad). v. bejlaaet m. 

ne Spyd. Pram. " Staalſpeil, ct. S. af 

en ſleben Staalplade. Staalfpænde, et. 

Spende af' Staal... Stedjtræng;, en. 

(modſ. Mesſingſtræug, f. E. paa Klaverer.) 

ſtaalſætte, v. a. belægge m. Staal. At 

ftaalſæette en Øre. fig, ”Med ſtaalſat Mans 

demod. blid Broderaand forene.” Mord. 

Brun. Staaltraad, en. En af Staal ell. 

Jern truffen Traad. Staalvalfe, én. V. 

.hvorved Staal valfes f. tynde Stænger ell. 
Plader. Staalvand, ct. V. hvori fine 

Staal⸗ ell. Jerndele ere opløfte. " 4 

Stab, en. n. s. coll. [Zydjt.] 1. Sam⸗ 
lingen af de Officerer v. en Armee, fom, uden, 
at anføre nogen ſœorſtilt Troppeafdeling, tiene 

ſom Medhielpere f. den overſte Anforer, ens 

ten v. den hebe Krigsher, ell. v. en betydelig 

fær (Genexalſtab, Abjutantſtab, Ovarteers 

meſterſtab.) 2. Staben v. ct Regiment (Nes 
gimentsſtab) 3: de Officerer, ſom enten ikke 
anføre ell. tiene i et Compagnie, el. ſom, 
tilligemed dettes, forene en anden. Befaling 
( Oberſtlie Utenanten, Majoren; undertiden 
regnes Oberſten med. ſ. Støbsoffireer.) 
Btellemftaben v. Regimentet 0: Auditeu⸗ 
ten , Regimentsqvarteermeſteren og. Regis 
mentschirurgen. At anſettes v. Staben 
(a: Generalſtaben.) == Stabscapitain, en. 
tharafteriferet Capitain, C. uden Compag⸗ 
nie, ell. Capitain, ſom varetager en Stabs⸗ 
ofricgers Compagnie. Stabochirurg, en. 
den øverfte militaire Chlrurg. Stabsdyrs 
læge, en. den sperfte militatire D. Stabo⸗ 
ofticeer, en. En Q; ſom herer t. Staben 

y, et Regim̃ent, en bolere Dfficeer,. 5 
Stabhe, cu. (forældet) En⸗Amboltſtot. 
”Sun et faa. fm iMidien, fom . ste 
ſtaaer i Smidien,” Moth.Gvf. det følg. 
1204 É… > rar 


232)" . | 
1. Stabd, en. pl. Stabler. ISv. M. 
S. Stapel. « % Stabbi, en Dyzage.) en 


ob, Dynge, beſtaaende af noget, fomi sk 
— — 28 —* mØlis bvens 
pag Vnanben. Gr 5; Breupen Oræders 


4 


ſtaglſlagen, 


taul. ”Det 2 


Hengſlen hænger. Cardo. 


' 


U 


Stabel — Stab, NV 


hi U 

En Tommerſtabel, Vedſtabel. (jvf. Dyn⸗ 

ce, 306b.) ”En — bringes en ' 

tabel, v. at lægget, i en Dynge v. at. 
kaſte Stykkerne p. hinanden.” Sporon. — 
Man fan fige: der ligger en "29, en Dyn⸗ 
ge af Brænde; ”men en Stabel fan allene 
ftaae. Siges om en Stabel Brænte, at ” 
gen ligger p. Jorden, faa menes derved, at 

et, ſom før udgiorde en Stabel, nu er kaſtet 


om i en. gok.” Miller. 2. et Underlag, 


en Stilling, hvorpaa noget reiſes ell. byg⸗ 


ges; ifær om den Indretning, hvorpaa et 
Skib bygges fra Kislen af. Der er et Lis 
nieſtib p. Stabelen. At fætte et Skib p. 


Stabelen, begynde dets Bygning. At labe 


af Stabelen, ſiges om færdig byggede Ski⸗ 


be, naar man lader dem glide i Vandet. 
3. et Sted, hvor Varer nedlægges I Mængde 
t. Forhandling. ⸗ Deraf: Stabelplads, en. 
(Stabelſtad.) Stabelrettighed, en. den 
R. at funne fade Barer oplægge i Magazi⸗ 
ner t. Udforfel og Forhandling. Denne By. 
har Stabelrettighed. — Stabelftad , en. 
Kiobſtad, fom har Stabelpettighed. = ſtab⸗ 
le, v. a. 1. opdunge, fætte i Stabel. At 
ftable Brænde, Bræder. (f. opſtable.) . 

2, Stabel, én. pl. Stabler. [X. S. Sta- 
pul, en Pol, Støtte.) tet runde Jern, ſom 
flaaeé i Dørs ell. Portſtolpen, og hvort 
Deørftabel,. . 
Portſtabel. (I Ordet Stabelſeng, en Him⸗ 
melſeng m. fire Stolper [Moth] har Star 
bel Bemeerkelſen: Stolpe, Støtte.) 

Stad, en. pl, Stæder. [I. Stadt, J. 
Stadr, Sted, By. Sv. Stad.] en ſtorre 
By, en Kiebſtad. Deraf: Handelsſtad, 
Hobedſtad, Landſtad, fri Rigsſtad, Ses. 
ſtad, o. fi." (Ordet er i vort Sprog af 
fildigere Brug; og det ældre. By bruges 
endnu, ogſaa om Kisbſteder; ifær dog om 
mindre.) == a.) Stadboer, en. (I. Bone) 
og Stadbygger; en. Indbygger i en Stad. 
»Men, kicre Stadbyggere! er en Stad 
virkelig tilftræftelig fr.alle Stænder 2” Bagg. 
abw b.) Stadgbygmefter,en. den, fort 

ar Opfyn m. Bygningsvæfenet i en flor 
Stad. Stadsembede, et. offentligt Em⸗ 
bede, fom hører t. Øvrigheden I en &. ell. til 
dens Beſtyrelſe. Stadefrihed,.en. Fribed 
og Rettighed, fom en S. befidder. ads⸗ 
rev, en. Grav omkring en Stadsmuur. 
tadslov, en. Bylov. Stadsmuur, en. 
Muur, ek. muret Vold, hyormed en S, ev 
ømgivet… . Srtadsmægler, en. offentlig bes 


ſtikket HGandelsmægler i en, S. Stads⸗ 
port, er. Port, hvortgiennem er Indgang: 
og: Intfærd: ff, en Stad. Stadbret, en. 


ældre Love; fom Konger og Forſter gave fo 
en enkelt Stad, ell. for Landets Kiobſtader 
overhovrdet; Bylov. Stadoſegleet. Stas 
ban offentlige Segl . Stadsvagt, en. 
Bagt, befættes af Borgexe ell, Bor⸗ 
——— sa, 60 om en 


(267) - 


N 


1 


N 


; ' i "oe 
hy ge 


Gtad — Bias 


befaler Stad” Stads⸗vrighed, en, DH Abelard na.) Stadebeſog, ét: ſom gine 
veighed i en Stad. " " " . 


”Bo . 
- —— de mange Legemers Glenvirkulng p. d. A. j0 Stadeno.  Stafsjånfer, cn. er 


ſnam błefales i deie af et Grade (f. E. ved ef” Fleduæag, en. elg: pl. Liste, 


U 


æ 


CS 
a 


. Brug. (f. 

adfætte; v. a. 1. [af Ståd.3: Sted og” Sverdagstlæder.). Stademe, en. ”Bor: 
fæjte.J-giøre noget faft, uryggeligt; befræfa "ede "»” fønver i eu anden Mands Huus 
fe, ” . af Dpttage6, ;og holdes i Hæder fom eget 


»En 'FTrøft] der du. fan ſtadfaſte din For⸗FIrdien vove ter, end ben; ſom. ſtadfe fon.” 
haabelſe vag.” Tidemands Poftil. 1564. Liz! Bording. ”Xt ville wate fø, ser en na⸗ 

eledes be, fætre Strifrer-adj- ftadfaft for: turlig Folge af Ovindens ms ct. at behage; 
—* Gaa . at ville ſtadſe, er Forfteengeligheds Foſter.“ 


Sradig, achj. IA. S. Stædig. conctans. 
gl. T. stadie. 1. ſom ikke, cd. itte let” 0. d. ſom er ſtikket ell. auretget in. Pynt ell. 
forandrer Sted, Retning ; ubevægelig, ufors: udvortes Pragt. Hun er altid ſtadſelig. 
anderlig --flaigt Veſr. En fradig Vind) "Gan vavfort i alle fine ſtadſeligſte Klæz 

” Cu ſta ig Bopæl ,” Bofty. (D 106.) ber.” Eſth. 15. 4. En 
Det er mit ſtadige Forfæt: —* en.talrig Et ſtadſeligt. Gilde. mi i, 

Slægt har bygget Buer, hvor den nu ſtadigStafet, cu. pl.-ter. (fr. Estafette.) Fils 

vil boe. O. Guldb. FJeg Har Teet Ret⸗ bubts 1, 1. — 


vende ſor BH 

Kedning; it. peægtig Anretning, Feftlige Seil, der v. Hielp af. Fenlaterren h uns 
; tit Brulluppet. Hua der cl. lapgé mt. badeae: (Gam ccc og 
fætters Meget pA. gior aeget af Stade⸗ et Rotſeiq der helle nr et. Stalis 
i tagu. mn: plet? [RC..S Stan. 38. 
i jen lanoð moedelig Enti og lige 
Pel eu. Staug. f. Spydſtage. — Sreaf - 
ab ggeffov) ——ã— more hoateS reecrc, 

heistStawmer· en⸗ iii. Zo 
Sinde ſnit.O 


Ditelber 
408 (viro Mntet oq albetnge Biden uben 
SK ALL SUEDE FEE 





Be 8. Vedtægt,” Muͤller. Boͤndepigens 
ks er nette tet engang Pyrct f: Mtobs 
ſim ⸗avir 








A in " n 
LJ 


AJ 


N 


ilagende Bdtapf. - 





VPexſonz⸗e Tigger, 


— — — HEER. Sad bille mund 


t 


Stagt — Gtalbvaders ßMWEcolhrader ·Sinue 


Stage, v. ns fr Sk stiaka.] 7 1fætte 
Stager tif… XL age Erter⸗ 4 HJ "2. 
fløde, drive, frem m. en Stage. At. ſtatge 
en Baad frem,,, Kaye figr. frem 1:01, Baod. 
Stagſo, at. dt Slags fladbundede Baade, 
fom flages frem. langs m. Landet. Math.). 

Stat, en. pl.-Fe. IJ. Stacks]. on: Pob, 


Samling af noget, ſom ex: opbynget, Arer i 


en rund eg tilfpidfet, ek føgledannet Forn. 
En Hoſtak/ Kornſtak. Lefråælje) Torvt⸗ 
ſtak. — er si F; V..Aa. 15.0 e 
Stak. At tale Sa 10. star. 
akaandet ad)« faf ſtakket.] .den/ foam 
m. Befvær trætker Veiret; fartaantets - 
Statit, et. IN. S. Statit. ItalSta- 
chetta.] Heon af Stager rl: Lægter, ſom 


fættøæ i nøgen Afftand v. Siden af hinauden 
ogeforbindes v. Zværtræer, —' Devafz Sta⸗ 


Dar i et S. Statitport, en. 


kitder, en. 
J. ſ. arti, "ek. Ste: 


Stakitværl et. d. 


fitbeggk und 5 


odder: Dan erdit⸗ 
ven f. en, Stakkel. (meft tå, Bale, fon bes 

Den Startel en. 
Stattels br; fom adj. Den ſtakkels Mand, 


Kone. Cu ſtakkels fattig Pige, ”Sktendt' 
famme ſtakkelzs Mænd K: CA betlagers” 


Bagg. 3. cén, fom ei Fan giere fyldeſt 
hvcr'hant burde, fom er udygtig, flet oplært. 
3 fit Embede, i Lovkyndigheden er Ban en 
Statkel. 2 RT, 
Ståtfet , adj. ISv. stackig , -ktacked. 
ivf. ſtække.] fort, (om ei har den tilborlige 
dœngde. (jeft Fort.) ”En fort Glode, Tid, 
Zalt figer jkke noget fan indſtroenket, ſom 
en flalfer Glæde” 0. ſ. v. Sporon. ”Alt 
hvad? Haft er giort, opnaaet fun ſtakket 
Atder,” C. Frimann] Hans Liv var ſtak⸗ 
ket. Gan levede fun ſtakret. ”Maav Da: 


gen er fralfet -om Vinteren.” D. Lov. 


Som Solens Straaler p. en ſtakket Vin: 


terdag.“ Storm. — Deraf: ſtækre, v. a. 1. 


giore feitere, forkorte. At fæffe Bingerne 
p. Fugle. (Af ſtakket kommer ogfaa ſtabaan⸗ 
det. f. dvcgfor, Sieldnere bruges ſtakar⸗ 
met, ſtakhaaret, ſtakhalſet, ſtaklivet; flat 
uidet, og fl. ſom Moth anfører fod: kort⸗ 
armet, 0. f. v.) —8 
Stal, en: Hoppens Kiensdele. 2. Hop⸗ 
pens Yber. Moth.) f. ſtalle. 77 
Saualbrtoder, en. pl - brodre. fY. Smik 
hrodjæ.j ygenti..den,” fom deler Værelfe m. 
cer. 2. Rem, fom deeltager m: en anden i 
hans Byer, Levnet, Mm: v. Folle, Kame⸗ 
rat. ”Zternt; ſem er. Daored Stalbroder; 
ſtaſ faac Ulnkfe.” Ordſpr. 13. 20. Ogſaa 
iæbæ T. Stalibrender, af Stall, Sas 


de, Bærdfe, Boliga, men ta dette dog er 


famme Ord, foni Stald, fan Skrivemaa⸗ 
, , N , 





fætte i 





— 


X 


"Pen Staldbruder vet fotſnaroo.).Stal⸗ 
erſtab/ et Samfund imellem Stalbra⸗ 
dres.Contubetalam: (Moth).2 
Stald „eEn. pl.- . IJa. Suim Ac S. 
.Btal; og stalde; septum.] Huuscun,-ind- 
tettit.t. Heſte cf, Ovæg. , At hava rr 
Drag Steld… At fætte Kamen. Sted. 
En ald,, Avonſtald, Bottle, Fo⸗⸗ 
reſtald (men Spivrſti, Gaaſeni Honfe⸗ 
— En Sygeftald, hvor ſyge Dyr ind⸗ 
.B. ved førftelige Stalde. Staldbom, sp. 
Så. hpormed en Deel af Stalden aflukfkes. 
GMotha Staldbytzning⸗ cm. B. Audrettet 
14. Heſtes ell, Dvægftald,  Srelddrreg. en. 
ir lle! un v efte I Staden, — 
" spå Ole og andte rtygere, es 
stenet førftelige dale, , fle 
fore Qveg Sammer og Vinter. p, Stalben. 
i Deraf: Staldforiug/ m. ſtalfas auj. 
form see gammel. not t.at ſœottes p Stød 
ell. ſedes P. SfAdan. Gu Hald far Stup. 
Staidgaerd, en. faldtes ilforn Ivlland 
de Herregampe.,ſom hapda: Ret fu gt 18; 
ſtolde. Sinde; po modſattes Fodeggarde, 
on itta havde denne Rettighed; men hyyr 
Be: unge⸗ Stude Éun i nogte Aar. mente 
opfodes; afſtaffet ſiden 17884 (D. las 
HV. 33)" Staldhund, cu. H. ſom "hol: 
ses i Stalden. 
mer ude Stalden f. Kudſten ell. Regte⸗ 
ven, Staldfkerl, em. Katl foam ssøgter 
efte, i en? S. Staldleie, en. £, fom 


betates fs Brugen af' en "hæl Stald, 


sek, "Pads i en S. til Heſte ell. Qpœg. 


Staldløft set. Left over en. &. Stald 


Jygte, am. .L£, fenr hænger I Staiden og tan: 
des An. Natten. - Staldmeſter, en. Betient 
v. fyrſtelige Staͤlde, ſom bar QOpfyn — Øe: 
ſtene, deres Rogt og Silridning. Stald 
mod, et. Meg ck. Giebning, ſom ſamtxs 
i Staldene. (Aagaards Beſtr. over, Thye)) 


œtteo.t. Helbredelſe. Stald betient, en. 


Pfare⸗ æTÅ. |, 


ldkammer, et Ka: 


Staldere, en. 3. ſom ſtaaer p. Stald. f, at. 


fedes.. Staldgvæg , m 8. nell: Bvæg, 
fom holdes p. Stald. Staldrum, et. 
Plads t. Ophold f. Heſte ell. Qvæg feng. 
er er Sraldrum t. 30 Hefte… At betale 
f. Natteleie og S. Staldſtriver, Øh: Be⸗ 
tient v. ſtore. Stalde, ſom forer Bag over 
hvad der modtages og forbruges af Foder 
m. m. Staldſtrædder, en. dens. der syer 
Klatsinger t. furftelige Staldfolk. Stelde 
fiud, en. En Ctaltore; færd. Apllnd aiu 
de Stude, der syftaldet, ell. Mres p. SAD 
ém flor Deel af· Winterex · m. atorſten Sæde 
Staldfornd, cm. d. f; ſ. Sd ar Mata) 
Staidvagt, en. Tieneſtr fam givet flifte 
viis og m. Afløsning "i ſoxſtelige.til. ordre 
ſtoxe Stalde. At have S. re pas minn 
vant. * 1 701, seu” få 7 

"Stalde, v.a. 1. fætter, Stald, fore eI. 
fede paa Sthid. Der ſaldes ak. langt 
fœrre Stude $ Inkant, entre tiiforn. ' 


4 


ss 


É… 


Stalke — Staͤnnieland. 


Stolke, v. n.1. (hat.) [A.S. cratcau] 
ane m. lange Skridt ek, med. belt loftede 
Been, gaae m. Stylteſtridt (grallare-) 
Storfen Baller i Mofen. 1 7. 
Sialle, v. n. og a. fOu: staa. C.stale. 
NS ftallem] om efte: lade Urinen, 
piſſe.Beſten ſtaller Blod. (jof. Stal, ſom 
beg næppe ér StammeerdeteMoth har 
. derimod det 
åt fole)s..2 
Stam, adj. [J. stamr, A. S. stamer.] 
ſom har vanſteligt v. at tale, kun m. Molte 


heraf udledede V. at ftale, o2 


406 Siammeland — Stampe. 


fra et: Folfrfærd nedſtammer. Thracernes 
fore Stammen”. O. Guldberg. (V. 

iſt. I. 288. 300.) ”De fleſte gamle: Folk 
ſegte, ſaa .fænge de kunde, at beholde et 
lags Samfund m, deres gamle Stam⸗ 
meclznd,”.Samme. " Stammemoder ell. 
Stammoder, en. Qvinde, fra hvem en 
Siregt nedſtammer. “Men, for at diſſe 
Planteſteeder itke ſtulde rive fig los fra Rom, 
deres Stammemoder.“ Guldberg. (Plinii 
Lodt. Indl 18.) Stammenavn, æt. 1. 
oprindeligt Navn; N. ſom er felles f. en 


pg ufuldfemment fan. bringe Otdehe frem. ”Stalmac: v "Dette par et gammelt Stam⸗ 
— ſtamme, v. n. og a.1. [IJ. stama.] tale menzvn. f.. mange Folf.” O. Guldb. 2. 
m. Moie, ſtsdviis, eller figefom. ved at Navn, ſom ten fører efter fin Stamme. 
flede Ordene frem, i. enkelte og gleritagne . ”De, .fomiffe have andet af bryſte dem af, 
Stavelſer. At ſtamme i fin Tale. Gan end et Stammenavn.“ Sneedorf. Stam⸗ 
ſtammede negle Ord frem. — Stammen, meord, et. Ord, hvoraf andre ere udrundne 
en. ub. pl, den Fell at flamme. - …? ell. afledede, hvorfra de flamme; Nodord. 
Stamme, en. pl.-rt. [Z. Stamm.] (Radix.) " Stammeſamfund, et. det Sams 
"4, Bullen pet Zræ. :2, bet, hroraf én fund, fom finder Sted i en Stamme, imel⸗ 
Ting ell, flere af ſamme Art have Udſoͤring. Toni Midlemmerne af et Stammo. Stam⸗ 
Dette Sprog'ét en &, til adſtillige andre. meſprog, et. S. hvorfra andre- nedſtamme 
Stammien i viffe Kortſpil, faldet den Hob ell. have deres Oprindelſe; modſat afledede 
Kort, ſom lægges p. Bordet, efterat der ér, Sprog. (ſ. Grundſprog, 2.) Stamme⸗ 
NJivet Kort k. de Spillende. 3. eoll. men -træ,«t, Opteguelfe over en Slagt, efter 





ed plur. Flere Gienſtande af zen: Art, 
ſom have fælles Oprindelſe ell. Utføring ; 
og: færdeles om WMennejter. (Slægt.) Det 
jodiſte Folbvar deelt i 12 Stammer, ; Gan 
ev den fidfte af fin S. Med ham uddeer 
Srtammen. (jvf. Solbeftamme, Sprogſtam⸗ 
. me, og: det nye Ord Ovægftamme.) 
endeel af de fammenfatte Ord har Brugen, 
f. Vellyds Skyld, indført at bortkaſte den 


ſidſte Stavelfe, efter den tydſte Form. — 


a.) Øtambog , cen. (Stammebog. Holb. 
P, Paars.) 1. Egenttig: det ſ. J. Slæg⸗ 
rebet. 2. en Bog, hvori Cicren fader Bens 
ner og Bekiendte tegne deres Navne, et 
Tankeſprog m.m. til Erindring. - Stam: 
fader ell. Stammefader, cn. den Mand, 
fra hvem en Slægt nedſtammer, ell. fom 
er den ældfte Mand i Slægten, man kien⸗ 
der. ”En SKE, der' havde fin Grund i 
den ældre Brug, at en Stamme kaldte 
fig m. Stamfaderens Navn.” OD. Guldb. 
Stammefader. Eilſchov. Schytte.) Stam⸗ 
gods, et. Jordegods, ſom tilhører en 
vie (ſom ofteft adelig) Slægt, vog et maa 
ftilles fra denne, men gaae i Arv fra Fader 
t. æltfte Søn; Odelsgods. Stamherre, 
en. den ælbfte Sen i en Familie, fom har 
Stamgods; ben tilkommende Arving f. et 
faabant Gods. Stamhuus., et. d. f. ſ 
Stamgods, eller Samlingen af de Godſer, 
ſom titfalfde em Stamherre. — b.) Stam⸗ 
mefolk, et. Et Folk, hvorfra andre Nationer 
nedſtamme. (Ireſchow.) “Et Beviis paa, at 
Danmarks Stammefolk havde væretafkæms 
peart.” (Werlauff.) ” Stammehovding ., 
"en, 9. for en Folteftamme ell. Slægt. (€. 
Boye.) Stammeland, ct. Sand, hvors 


⸗ 


"Dens "Led og Følge i nedfilgende og opſtt⸗ 
gende kinte; Slegtregiſter, Xtled. 


Stam⸗ 
tavle, en. de f. ſ. Stammetræ, 

Stamme, v. n. 1. (har.) have fit ud⸗ 
føring, fin, Herkomſt fra. Han ſtanmer fra 
en gammel og beremmelig Slægt. f. ned⸗ 
ſtamme. 

Stampe, v. a. og n. 1. IN. S. ſtam⸗ 
pen.] ſtede m. ct haardt Legeme, ſaaledes 
at en ſterk Lyd frembringes ; (jvf. trampe.) 
it. trykke fæt.fammen v. at ſtampe. At 
ftampe. Jorden faft m, Fødderne. , At f. i 
Gulvet, Heſten ſtamper af Utaalmobdighed. 
At frKaal (I en Tonde.) Et ſtampet deer⸗ 
gulv. — Stampen, en. ud. pl. og Stamps 
uing, en. pl. —er, Gierningen at ſtampe. 
= Stampekar, ct. K. hvori noget ſtampes. 
Stampemolle, en. Mølle, ſom driver et 
Stampeverk; f. E. en Krudmøde, Olie⸗ 
mølle, Valkemolle. Stampetrug, et. T. 
til at ſtampe noget i. Stampeværk , ct. 
Indretning, Majtinvært t, at ſtampe noget, 
f. E. Klæde, Krud, m. m. “Hans Sams 
mer faldt, ſom Stempeværk m. tunge 
Pœl.“ Ohlenſchl. 

Stampe, en. 1. Tilſtanden at ſtampe. 
At fætte noget i &. fig, at vere Stampe. 
ftaae i Stampe, hindres i fn Fremgang, 
el fomme videre ; it. ftandfe I fin Vært. 2. 

lv. Redſtab til at ſtampe med. (Moth. ) 

llers ogſaa: en Stamper. — Heraf: Stam⸗ 
pehul, et. Hul hvorigiennem Stamperne i 
en Stampemoelle' gaac. (I. Kraft.) 3. 
gælde £. af fangeRæve i; Rævefar. Moth.) 
"Gammel Næv gaaer et gierne I Stampe.” 
Ordſpr. | 








Stand, en. deels ud. pl. deeld m. pl. 
Steænder. [Sv. Stånd. T. Gtand.] 1. 
ud. pl. i den oprindel. Bemærk. fom Ab⸗ 
ſtract. af ſtaae fun i nogle Sammenſ. (Paa: 
ſtand, Opſtand, Stilſtand, Standpunkt 
o. fi.) og figurl. Udtryk: at holde Stand, 
a: blive ſtaaende, ikke vige — i Staend, 9: i 
Lave, i den rette Tilſtand. At fætte noget i 
Stand, bringe i Stand, fomme i Ssand 
igien. — Pas Stand, adv. ftrar, uden Ops 
hold. — 2, ud. pl. Samlingen af en Tings 
tilfældige Beſtaffenheder til en vis Tid; For⸗ 
fatning, Tilſtand. At være i god Stand 0o: 
trivelig, fed; it. i Velſtand. At vore i Stand 
til, formaae, have Evne til, kunne. At fætte 
noget i fin forrige Stand; aflevere noget i 
uſtadt S. — Ogſaa om et vift Slags Til⸗ 
ſtaud: Naturſtand, Uſtyldighedsſtanden. 
(Ved Stand tages, altid HSenſyn t. Zingens, 
udvortes cl. materielle Beſtaffenhed, dens 
ſynlige Tilſtand, og Varighed. “Man ſpor⸗ 
ger ikke om, i hvad Stand Vinen er; heller 
ikte ſiges, at en Videnſtab ev I god ell. flet 
Stand,” Muͤller.) jvf. Tilftand. 3. (pl. 
Stænder.) en vig Forfatning, hvori man 
levsr m. Henſyn til andre Mennefter, og 
færd, med Denfyn £f. det borgerlige Selſtab; 
it. de, fom leve t en fagdan Forfatning, Bor: 
gerclaſſe. Wgteſtand, den ugifte S. Pi⸗ 
geſtand, Koneſtand, Enkeſtand. En Mand 
af (fornem) Stand. At høre t. Middelſtan⸗ 
den. De haiere Stender. Adelsſtanden, 
Borger⸗Bondeſtanden, Krigsſtanden, den 
geiſtlige S. At være fornoiet med fin S. 
leve efter fin Stand. 4. Stænder (i pl.) 
Samlingen af,de Perfoner, fom, enten af Na⸗ 
tionen [det Hele, ell. af enkelte Stænder, i de 
Stater, hvor Regieringen ei er uindſtrenket 
monarkiſt, ere udvalgte til, p. Standens ell. 
Nationens Vegne, at deeltage i Lovgivnin⸗ 
gen og Statens Styrelſe (Nationens Re⸗ 
præfentanter.) Kongen har ſammenkaldt 
Stænderne. Rigets Stender. Stænders 
nes Forſamling i England kaldes Parla⸗ 
ment, = &$ammenfætninger i 1fte Bemært. 
ſtandhaftig, adj. (tvdſt.) ſom beſidder Faſt⸗ 
hed i Villien t. at (holde over en Beſlut⸗ 
ning el. til at) modſtaae udvortes Indtryk. 
Standhaftig i Modgang, Lidelfer; ſ. i fin 
Bejlutning. (Bedre var den plattvdſte 
Form: ſtandfaſt, ſom Baggeſen har brugt 
i phyſiſt Bemærtelfe,  ”Det pludſelig bes 
ſtudte, tændte — fandfafte brave Kiøbens 
havn.” Poet. Ep. 156. A. S. 'stedfæst, 
stabilis.) jvf. "heardnaftet, balftarvig , 
gienſtridig. — Heraf: Standhaftighed , 
en. ud, pl. varig Fafthed i Vlllien. »Snart 
maa Efiergivenhed, fnart Stand baftigbed 
befordre hans Diemed.“ Sampmann. ”Mted 
Standhaftighed og Mod gate han Be⸗ 
fværligheder i Mode.” Wandal. — Stand: 
Foie, en. t. Skibs: eh Koie, ſom er faft ; 
i Modſ. t. Sængetoie. Standplads; en. 


i ' 
aa 


407 


Fernike. 


Standplads — Stang. 


! t 
P. ſom noget ſtaager ell. fan fane paa, 
Stade. Standpompe, en. P. med et ops 
reiſt, ſtagende Pomperor. Standpuntr, 
en og et. det Punkt, hvor man ſtaaer cl. 
befinder fig, og hvorfra man betragter en 
Bienſtand (ell. figurl. bedømmer den, og 
dené Forhold t. andre Ting ;) Synspunkt. 
At ftaae p. et lavt, høit $, i Livet, i Kons. + 
ſten, i en Videnſtab. Standavarteer, et. 
Sted, hvor Krigsfolk, en Deel af en Krigs⸗ 
Kær bar fit Opholdsſted. Standret; en. 
Krigsret, ſom uopholdelig og m. en fort 
Rettergang holdes over en grov Forbryder. 
At dømmes t. Dsdev.en S. Stand: 
feng, en. en Seng m. lige opſtaaende Sen⸗ 
eftolper og Himmel. (ogfaa: Standers 
feng.) Standtræ,et. Træ, (dm man tilfidſt 
later ſtaae tilbage v. Skovhugſt, fo at det fan 
beſaae Pladſen m. ny Opvært. andz 
tærſter, en. Zærffer, fom har ſtadigt Ar⸗ 
beide p. en Gaard. (Beftfiætl. Avis. 1821. 
9.) Standtønde, en. Zønde m, cen Bund, 
ſom man har ſtaaende p. et Sted uden at 
flutte den, t. at giemme noget i, f. E. 
Saltmad, Erter, Gryn e. d. Moth.) 
Standvæv, en. opreiſt, faldſtendig Vev. 
Moth.) w 
Standart, en. pl, — er, en Rytterfane; 


Stande, v. n. ſtod. jeg ſtander. FA. S. 
standan.] ten ældre Form for: ſtaae, ſom 
endnu forekommer hos Digtere. (f. €. om. 
at ſeile: lade ſtande. 8 lave Vande, 
hvorhen Snekken før [od ſtande.“ Ohlenſchl. 
(Poet. Skr. I. 279.) . 

” Stander, en. pl.-e. foldes p. Krigseſtibe 
et lidet trekantet (el. fiirkantet, og m. Split 
forfynet) Flag , fom en Commandeur cl. 
Befalingsmand over en Eſtadre fører p. 
Stortoppen t. Udmærkelfe. Ogſaa p. Han⸗ 
delsſtibe heiſes Standere ell. trekantede Flag 

Standerfeng, en. d. ſ. ſ. Standſeng (og 
det forſte hnppigere.) 

tandſe, v. n. og a. 1. ſaf ſtande. Jsl. 
stansa.], 1. neutr. ſtaae ſtille, blive ſtaa⸗ 
ende, ikke gaae videre, At ſtandſe midt p. 
Veien. Han er ſtandſet midt iArbeidet. 
Arbeidet maatte flundfe cl. Man maatte ſ. 
med Arbeidet. 2. act. opholde cen i hans 
Gang, Handling, Foretagende. Han ſtand⸗ 
fede mig p. Gaden. At f. noget i Farten; 
ſtandſe en Heft i Lobet. — Srandsning, en. 
det, at ſtandſe; Gierningen at ſiaudſe. 

Stang, en. pl. Stænger. A. &. Stæng, 
sudes, nipes. Sv. Stang. T. Stange] + 
1. i Alm. et. mete langt, end bredt, tyndt 
og lige Legeme; hvilken Bemarkelſe Ordet 
ogſaa bar i enkelte ſorſtilte ZTilfælte: f. E. 
Bidſelſtang', Bismerſtang, Laofteſtang, 
Vognſtang, Vogtſtang, o. fi. At bære 
noget p. en Stang. 2. færd. et ſaadant 
Legeme af temmelig Længde, men .uden bes 


Ud 
od 


AJ 


a 


tang — Øtangvært. 


” tydelig Zytfelfe (af Træ, naar Ordet næv: 
nes uden videre Tilæg;) en Stage. Stan⸗ 
erne p. et Efib. Han ſtod m. en lang S. 
Haanden. Erteſtenger, Dumleftænger, 
"En Jernſtang. Solv i Stænger, En 
Fugteſtang. — At holde een Stangen 91 have 


Nige Kræfter, formaae ligeſaa meget, ſdette 


Grendſer for. 3. til Skibs kaldes Stæn⸗ 
ger de Silfætninger, hvorved Maſterne for⸗ 


enges ovenfor Marſet; og diſſe ere forſt de 


faſte Gtænger, og derover Bramſtæenger og 
Bobenbramftænger, == Stangarm, en. et 
, fueget, til Arelen faſtgiort Åræ, hvori 
VWognftangen bofdeſtes m. en Bolt; Vogn⸗ 
tyv. (Moth.) Stangbidſel, et. Bidſel, 
hyvor Mundbiddet p. begge Sider er befæftet 
t. to ſtive, frummede Stænger, ell. Jern⸗ 
ſtykker, hvis ene Ende er faft T. Hovedſtolen, 
"Den anden t. Toilen. (I. der Stangen: 
ja um.) Stangbolt, en. B. fom ftiftes 
. glennem Vognſtangen og Stangarmen. 
angbriller, pl. B. ſom holdes p. Hove: 

det v. Stænger. Stangbenne, en. pl.-r. 
Bannev, font vore opad Stænger. (forſt. fra 

- Krybbønner.) Saaledes ogſaa: Stanger⸗ 


fer; , Stangglerde, et. S. af Stæenger, 


ſom fættes jævnfides i Jorden. (Moth.) 
Stanghammel, en. 9. ſom ſettes foran p. 
Vognſtangen, og hvori Forløberne trætte. 
Staͤngheſt, en. En af de Heſte, ſom gaae 
v. Vognſtangen. (modſettes: Forlobere.) 
Standgijern, et, Jern, ſom ev ſmedet £ files 
fantede Stænger. (jvf. Xujern og Baand⸗ 
jern.) Stangkicde, cn. K. hvormed Bid⸗ 
felftænger forbindes; Bidſelliede. Stang⸗ 
kobhel, et. Halskobbel, hvori Heſtene bære 
Vognſtangen. Stangkugler, pl. tifforn 
brugolige Kanonkugler, hvoraf to bare for⸗ 
bundne v. en Stang. (jvf. Kcænkekugle.) 
Stanglygte, en. En rund. Lygte p. en 
Stang, hvori Lyfet ſœttes. (Moth.) ell.en 
Lygte ſom ftaaer p. en Lygtepel. Stang⸗ 
"== magi, ct. Maal, fom er affat p. en Stang. 
Stangmealing, eu. Maaling ved Stænger; 
i Modfætny f. Kigdemaaling. Staug⸗ 
mile, cen. ſ. Stantzbidſel. Stangpaſſer, 
en. et mathematiſt Inſtrument, fon. bru⸗ 
ged. tik meget fine Udmaalinger af rette 
Linier; ell. en Paſſer, ſom, i Stødet f. 
Been, beſtaaer af en Stang, hvorpua bes 
vægelige Spidfer ere befoſtede ſaaledes, at 
de funne findes frem og tilbage, Stang⸗ 
pas, en, ft, Skibs: en Pos ell. 
fæftet p. en Stang ; modſat Raſtepes. 
Stangrogelſe, en. vellugtende Rogelſe, ſom 
er ſammenſmeltet og ſtebt "+" Stænger, 
Stangvegt, cen. Bægt ell. Fyngdemaal, 
ſom beſtager af en Stang, med et bevæges 
ligt £ob, hvis Flytning indtil Ligevægtss 
punktet angiver Bægten;" Bfømervægt. 
Statera. (modſ. Staalvægt,) Stang⸗ 
vaerk, et.” Er Saummenſetning af Stænger, 
hvorved Kraften af et Vandhiul forplantes, 


Sdand, 


e 
* LJ 


- 403 Stangvært — Ståtifange. 


ſom ofteft I horigøntal: Linie; t. Tangt fras 
liggende Pomper. (Kraft. Mechan. II. 892, 
93.) == Af Øtang (og pl. Stænger) lAves 
ligeledes i Stibsſproget: Stangeſtag, et. 
og Stængevant, et. Stage og Bane ſom 
gaae fra Øtængerne f. Naagerne. 

Otanf, cn. ud. pl. [X. &. Steno.) ond 
Lugt. (Oprindeligen I det AS. og Bam: 
meitvdſte: Lugt.) ſ. finte, 

Starblind, f. ſtorblind. 

Stat, en. pl.-er, II. Staat:) 1. et 
Samfund af Menneſter, ſom leve i den bor⸗ 
gerlige Eclikabsforening under cen uafhæns 
gig Negicring;  Monarfijtey ariſtokratiſte, 
republicanſte Stater. En S.tkaun beſtaae 
af flere Riger, Lande og Folkefeerd. RKepa⸗ 
bliten ER Marino ev den mindſte europæifte 
Stat. — Gom et Abſtractum, blet i sing, 
Det er imod Statens (en Stats) Vatur, 
Statens Bel er vwadftilleligt fra den enkelte 
Statsborgers. En Forbrydelfe mod Sta⸗ 
ten, . 2. Stater i pl. Lande, Provindſer, 
fom høre t. cn Siat, flaae under een Re⸗ 
giering. . De danſte, oſterrigſte, preufiſte 
Stater. 3. i endecl ſammenſatte Ord (f. 
E. Statsaarſag, Statsfeil, Statskonſt, 


o. fl.) taget det abſtracte Begreb Stat ſom 


et Adj. 3: politik, hvad dér vedkommer 
Staten og dens rette Styrelſe. == Stets= 
aarſatz, en. politik A. Man vilde af vifte 
Statsaarſager ikke befienttgisre denne 
Tractat. Statsauliggende, ct. en Sag, 
et Anliggende, ſom vedfommer Staten, 
Statvarbeide, et, A. ſom hører t. Sta⸗ 
tens Styreiſe, Negieringsarbeide. (Pram.) 
Statsbaand, et. fig. det Baand, den Foͤr⸗ 
ening, hvorved Statsſamfundet beftaaer. 
(P. E. Miller.) ”Hvov betenkeligt det er, 
med eet at tive alle de gamle Statsbaand 
itu, uden at man har befæftet de nye.” 
Birfner; . Statsbegivenhed, er. B. ien 
Stat, politiſt B. »Man taler ci; faa høit 
om Statebegivenheder,” Edald. Statsz 
betieut, en. den, ſom er i Statens Tiene⸗ 
fe", "offentlig Embedsmand. Statsbud, 
et. offentligt Sendebud fra Negicringen & 


cen Stat t. en anden; Geſandt, Miniſter. 


(nyt. Drd. Amberg.) Statsbygnintz, en. 
fig. den hele Sammenfætning af en Menñgde 
foryttellige Indretninger, hvoraf en S. bes 
ftaaer, ”De almindelige Grundſtstter hvor⸗ 
paa Fyrſterne have befæftet deres Statsbyg 2 
ninger.“ Sdntte, ”Den romerſte States 
bygning.” Engelstoft. Statsborde, en. 
Byrde af Skatter og Afgifter, fon Borges» 
ren maa 'ubrete t. Statens Fornddenheder. 
Statsdyd, en. En f. Staten tfær velgis⸗ 
rende Dyd, borgerlig D. ”Da man agtede 
Zavperbed .f, den eneſte S.“ Schotte. 
Otetsembede, et, E. hvortil man af Re⸗ 
gitringen bettiftes, offentligt E. (iſer af et 
hoiere Slags.) Sfatafange, en. den, fom 


for enꝰ begaaet · Statsforbrydelfe holdes i 


. en Stat. (Conſtitntlon.) 


greb i den høtefte Magt. 


å 


- 


Fongſel. Statsfeil, en. Feil imod Stats: 
konſt el. Statskſogſtab; politiſt Fett. 
Statsfeſt, en.” ”En Heitid, beſtemt t. aars 


lig at fornye det Enighedsbaand, der ſtulde 


ſammeningpttse et heelt Føl, ell. beſtyrke 
Forbundet (mellem flere Erater,”- Guldb. 
(V. Gift, 1 374.) Stataforendring, en, 
F. i en Stats "Forfatning: (Birkner.) 
Statsforbedring; en. F. af em State Ind⸗ 
retning. - Statsferbrydelfe , en. F.- foin 
begaaes mod Staten, fom gaaet ud p. at 
krœnke ell. flade Regieringen, at gisre Ind⸗ 
Statsforbroder, 
en. den, ſom gior fig ſtyldig i en States 
forbrydelſe. Statsforbund, et. T. For⸗ 
ening af flere Stater i cet Statslegeme. Det 
tvdjfe Statsforbund. 2. Forbud, Fracz 
tat imellem forſtiellige Stater, (A. Defted.) 
Statsfordeel, en. Fordeel, fom Stater og 


Statsindretninger medfore. ”Han levede 


ſaaledes j Staten, at han nod Statsfordele 
og "var fri fu Statsbyrder.“ J. Bone. 
Statsforfatning, en. det'b. Grundlove bes 
ſtemte Forhold imellem Kolt og Regiering i 
Statsforhold, 
et. F. hvori én S. ftaaer, enten m. Pen⸗ 
fin t. andre Magter, ell. til üUnderſqatterne. 
Statsform, en. den Form, i Henſeende til 
Regiering og Forfatning, fom en Stat har. 
(D. Gu125.) Statsforretning, en. F. ſom 
man udforer f. Staten ell. Regieringen, 
offentlig Forretning. - Stateforræder, en. 
den, ſom begager et Stateforræderi ; Fæs 
drelandsforre der. Stetsforræderi, et. F. 
imod den Stat, hvis Borger man er, 
Statsfængfel, et. F. hvori Statsforbrndere 
cu. Statsfanger indfættes. Statsgield, 
en. den Sield, ſom en -Regtering' giørv i 
Statens Navn, og hvorfor Staten: er an⸗ 
fvarfig. Statsgreb, et. politi Konſt⸗ 

reb. (0, Guldb.) Hvorledes Statsmond 


—* Statsgreb fig firere.“ Holberg. 


”Det er et defpotiyt Statsgreb, at gru 

de Regierendes Sifferhed p. Underſaatternes 
Undertrykkelſe.“ Schytte. Statsgrund⸗ 
fætning, en, G. i Statskonſten, politi G. 
(Engelstoft) Statshandel, cn. d. ſ. ſ. 
Etatéfag. (Moth.) Statéhemmelighed, 
en. En Sag, ſom Regileringen i en S. vil 
have holdt hemmelig. Stetshenfigt, cn. 
HD. der gaaer åd p. Staten og dene Styr 
relfe, politiſt Henfigt. »Religionen, ſoͤm 
et Redſkaͤbef. Srarshanfigter,” Guldberg. 
Stats hiſtdrie, cen. H. fom ifær gaaer ud p. 
at fortælle Staternes Skiebne c) Foran: 
bringer; politi £. Statohuusholdning, 
en. Beftyrelfen af Statens Oeconomie, ell. 
af dens Indfomffer og deres Anvendelfe; 
Statsindfigr, en. I. i Statsfonften,” polis 
tiſt Indfigt. (Gukdberg.) Statsindtægt, 
en. def, ſom flyder ind i Statscaffen, of⸗ 
fentlig Indtegt. Statskietter, en. den, 
fom fremfætter og forfvarer en Lære, ſtri⸗ 


⸗ 


i 


Stacdfeil ⸗Stactkietter. 400 Statdtietter Statsopdragelſe. 
dende imdd den alm. antagne Statelære 9 - 


Staterck, Eilſchov. (Philoſ. Breve. 55.) 


Statskirke, en. den i en Stat v. Forfats 


ning og Love fortrinlig beftyttode Religlon; 


herſtende Kirke.(Grundtvig.)  flatstlog, 
adj. 1. ſom har Indfigt i Statskonſten. 
12, føm;ftemmer overeens mi. Statsklogſtabs 


Grundſeetninger. Statsklogſtab, en Ind⸗ 


ſigt I det, fon hører t. åt ſtyre en Stat, 
og fremme dens Velferd; færd. i ders For⸗ 
”hofd t.randre Stater; Pofiti:  -Srøts: 
"Hogt, en, En Statsktogſtab, der et mete 
"grundet p. Kløgt, ' end p. Yndhigt, Forſtand 
og Erfaring. (jvf, Kløgt.) Statolkneb, et. 
ug Paafund, tendiget ſom ån: 
vendes tStatskonften. (Schytte.) »GEn 
Thtone er uſſtker, ſom vil grundfeſte fig v. 
ugudelige Statsineb.ꝰ O Guldb. Stats⸗ 
konſt, en. praktiſt Statstlogftab ; "ef Yi. 
Fordighed I Hdøvelfen . forenet Indfigt Po⸗ 
lititen, ”Srarsfonften har de tilfælles 
"ur. Læegrkonſten, at Ven. er øn Konſt at glette 
vel,” Bchutte,  Sratsfraft, en. den ind⸗ 
vortes Styrke, ſom en vel indrettet S. maa 
deſidde. ſtatekyndig, adj,,d. f. f. ſtats⸗ 
Flog, 1. (Jacobi'Ændedorf,) Statslaan, 


et. £. fom en Regiering gjør i Statens - 


Navn. Statslegeme, et. fig. den Fore⸗ 
ning, faavel af Lande. og-Folf, fom af Ke⸗ 


giering og offentlige Yndretninger m. mi. 


der. udgior en Stat. ”At give Statslege⸗ 
met en fund Faſthed.“ Jacobi, Statslw, 
et,” Livet i Statsſamfund, i en Stat. (3. 
"Benc.) ”Helte- i Statolivet og p. Krigds 
ſtuepladſen.“ (M.) Statslov, en. &. fon 
gives af Regieringen i en... . Grételære, 
en. Lære, faavel om Statens Veefen og Be⸗ 


"ffaffenhed, fom om dene rigtige Swrelſe; 


Skatsvidenſtab, Politik. (Eilſchov. (Shot: 
te.) Statsmagt, en. 1, den offentlige, 
den hoieſte Magt, Regieringens M. ”En 
enkelt Deel af Statomagten.“ A« Orſted. 
Den. hoieſte Statsmagt. 2. en virkende 
Magt i Staten, hvor der, efter Statens 
Forfatning, fan gives flere. "FI Me Gle⸗ 
menters Forbindelfe viſer Ariſtokrakiet fig 
ſom en virkelig Statsmagt.“ J. L£. Hei 
berg. Statsmand, etr. den, ſom deel⸗ 
fager I Statsſtyrelſen i de betvdeligſte 


Statsembeder; ell. fom hav god Indigt 


1 Politik og Statskonſt. Statsmid⸗ 
Sel, ct. Statens Middel , Elendom. WVor 
Agerdyrkning betragket form Statsmiddel.“ 
Slufſen.) Statsminiſter, en. En af de 
betefte Embebeimcænb i en Stat, fom er 
Medlem af Statsraadet, ell. foreſtager en 
enfelt Green af Statsfturelfen. Statemis 
nifteren f. de udenlantite Sager. States 
omvæltning, en. Begivenhed, hvori Stats⸗ 
forfatningen ell. Regieringen i et Land p. 


* 


en voldſom Maade forandres; Revo ution. 


Stats opdragelſe., en. O. ſom free efter 


ø 


w- 


ar Å + 


Statens Forſtrifter, f offentlige Soler 0. d. 


Lg 
t 


— 


1. 


” Øtat ” 
hevelſe befæftes Statefamfundet. States 


ten; det borgerl. Solſtab. 
Judd, et. d. ſ. ſ. Statd bud⸗ 
ett Skrift, ſom offenalig udſtedes af Kongen 


dens og p. Statens Vegne. . 
der, en. 
Sxatseſtyrelſe, en. Statens Beftneelfe-t Gens 
-feende t. indvortes og udvortes Anliggender; 
Kegiering. 


Statotiener, en. den, f 
Tieneſte. (I. Kierulf.) 
,Stetavelfærd , en. ud. pl. offentlig Vel⸗ 


indretning, Statsmaſtine. 


SGtataraad Stav. 


offentlig O. (Engelstoft.) Statoraad, et. 
Forſamling af Statsminiſtre 20. af Statens 


hoieſte og meſt betroede Enibedsmeend, der 
raadſjlaae med Negenten om vigtige Stats⸗ 


. fager. 
Grundſetning. 


Statorcgel, en. polltiſt Regel 
—8 Statøret , en. 
1. Lære el. Videnſtab om det, ſom er Ret 


Øg Vedtægt imellem Stater. 2, Widenſtab 


om Netéz Forholdene imellem Regenten åg 
Underſaatterne i em vis Stat. tatsſag, 


42," S. ſom vedkommer Staten og Stats: 
 ftøvrelfen, 
Schytte. 


"At artelde i Statsſager. 
Stats ſamſund, et. Foreningen 
af Borgere og Regiering, ſom udgier en 
Ved gode Love og:deres Haand⸗ 


felffab, et. det Selſtab, fom dannes v. Sta: 
Srtetsfendez 


Stateftrife, 


ell. Regicxingen, zil; af en Miniſter paa 
— pet: 
pofttit. Speider. (T. Rothe.) 


Statoſtyrer, er. den, fom er 
Statens Ovexhoved, eil. ſom foreſtaaer Nes 
gieringen i Fyrſtens Navn. ”Den Tro, at 
alle Statsftyrere t. alle Tider ſtulde være 
vife,. ftandhaftige og gode.” Birkner. 
om er i Statens 
Statsvel, et, og 


Statsvidenſtab, en, d. ſ. ſ. Stats⸗ 
Stats værk,et. 1. den hele Stats⸗ 
»At ophæve 
Stats værkers fredelige Sang.” (M.) d. ſ. 
ſ. Statsſtyrelſe. (T. Rothe.) 2. Foreta⸗ 
gende, Indretning af Regieringen i en Stat. 
”Undre vigtige Statsværfer, ſom v. Kon⸗ 
gebud ſattes i Gang.” Malling. Stats⸗ 
væfen, et. alt det, fom hører t. en Stats 
Indretning og Styrelſe. (Guldberg.) 
Statsærende, et. rende, Hverv, fom bes 
mom en Underſaat i Statens Navn; Stats: 
yverv. 
Statholder, en. pl.—e. ſaf det T. Statt⸗ 
halter.) den; fom i Landshetrens ell. Re⸗ 
gentens Sted udever den hoieſte Magt, eller, 
ſom den hoieſte Dvrighed, beſtyrer et Land 
ell. en Provinds. ”De vare fun Stathol⸗ 
dere, og vilde være Eyevoldoherrer.“ Guld⸗ 
berg. — Statholderſtab, et. en Stathol⸗ 


færd. 
færre. 


ders Embede. (Moth.) 


Statue, en. (rigtigſt 3 Stan.) pl. Sta⸗ 
tuer. En i Leer ell. Gibs formet, ed, i 


Steen udhuggen Efterligning af ct Menneſtte 


ell. Dyr; en Billedſtotte. Lat. Statua. 

1. Stav, en. pl. -e. [3. Stafr. A. S. 
Stæf. Sv. Staf.J cen lang og lige Kiep el. 
Stol: (jvf. Hyrdeſtav, —2 Van⸗ 
breftav.) ”En Olding, der, boiet af Dage, 
et elſter den Verden, ſom leer ad (af) hans 


N 


430 . 


ft. 


Stav.“ F. Gulbb. En Stav ver fra 
amle Tider af et Billede p. hoi Myndig⸗ 
d. Deraf: Bifpeftav, Marſtaleſtav, m. 

, At gaae v, Stav, (Stettefav.)  ”Cn 
Stap er blot.en.fagdan Kiep, ſom Menne⸗ 
fler vide at føre"t Haanden. — Baade 
Fieppen og Stotfen fan Vandreren bruge 
fom fin Stap.“ Miller, (jvf. Grof.) — 
Heraf: a.) Stavkarl, Stodder. f. Stakkel. 


ſtavret, adj, lige, ſom en Stav. (Moth.) 


Stavſeler, pl. Seler, ſom høre t. Stavtoi. 
Stavſlynge, en. Slynge, ſom er fæltet t. 
on Øtav, kaſtes m. en Grav. Staytræ, 


æter 1. Fræœ, hvoraf Tønder gisres. (Moth. 


.f bet følgende Stav,) , 2. Seletræ i Heſte⸗ 

:tøl. (I Iylland.) Stavtoei, et. Seletai m. 

Styvtøi og tilhørende Puder, hvorved He⸗ 

ftene træffe m. Halſen og Rakken, i Stedet 

f. med Bryſtot v. Rringetoi. =>.) Stavs⸗ 

"bug , tt. bug, Slag af en Kiep. (D. 
v. . | 


go ; mee 

… 2, Stav (ell. Stave; Stavr, Stayre) 
pl. Staver (ll. Stavre.) [Jél. Staur. 
-Gv. Stafwer.) -1.-n Pœl. ”Han ſtodte 
mig: i Siden m. cu Stavre, faa han nær 
:haude giort mig lænbelam.” Bagg. NR. 
Klim. Deraf: Gierdeſtaver. (pl.) 2. uds 
ſayede og tildannede Stykker Zræ, hvoraf 
Bodkerne fammenfætte Tonder og andre 
Treækar. Egeſtaver, Pibeſtaver. Karret 
falder i Staver, bliver føft i Baandene, 
falder fammen. (fig. at falde i Staver 3: i 
Tanker. Stavkar, st. Kar, ſammenſat 
af Staver; færd. et ſaadant fladt og rundt 
Kar.t. at fætte Melk i. (Moth.) Stav⸗— 
kruus, et. En Zræfande m. Giorde om. 
(Moth.)  ftavraffet, adj. falder det Kar, 
fom er aabent imellem Staverne. (Moth.) 

Stave, v. m og a. 1. ſJel. stafa.] for⸗ 
binde Bogſtaver t. Stavelſer, lægge (Bog⸗ 
favør) ſammen. Drengen fan ſtave. At 
ſtave et Ord oa: adſtille det i fine Stavelſer, 
eu angive de Bogftaver og Stavdelfer , 
hvovaf det beftaner. — At ſtave fig fil no⸗ 
get: egentlig, læfe, lære, faae at vide vw. 
at ftave (om den, ſom ikke har Færdighed i 
at læfe.) Man overalt fig fan fif denne 
Sandhed ſtave.“ Bagg. 

Stavelſe, en. pl. - r. en Lyddeel af et 
Ord, ſom fremfiges p. eengang, og beſtager 
enten af en Vocal ell. Diphthong (Tvelvd) 
allene, eller forbunden m. een ell. flere 
Conſonanter. — Stavelſemaal, et.” 1. en 
Stavelſes Tonechold, eſl. den længere ell. 
kortere Tid, man i udtalen holder p. den. 
(Quantitet,) 2. et vift Antal Stavelfer & 
en Verslinie; Verfemaal. "”ODe føgte at 
ſtyrke Hukommelſen v. Riim og v. Stavel⸗ 
ſemaal.“ Sneedorf. — Stavelſetegn, ct. 
Skrifttegn f. en heel Stavelſc. Stavelſe⸗ 
tryk, et. et viſt Eftertryk, ſom i Udtalen 
lægges paa en S. (ſ. accentuere. 

Stavn, en, plc. [3 Stafa.] 1. Jord, 


Fr 


L Stavn ⸗ Sted. 


Grund, ſom een foer: paa. Det Baand, 
der bandt” Agermanden t. Stavnen, og 
lagde Tyngſel p. hans Flid.“ Malling. 
»Det være fig p. hvis Stavn den (Hoved⸗ 
lodden) og findes.” D. Lov. 2. 24. 7. tAt 
dels en Vorneds til Stauns,” fordum :. b. 
Rettens Magt tvinge ham t: at komme tils 
bage p. Godſet, naar han havde. forladt.det. 
D. Lov. Ill, 13, 14.) — figurl. Bolig, 
Hiemſted, Hiem. "Hvis Folt i Slædens 
Stavn og Fredens Skyghe boer.” H. Bud. 
Deraf: Fodeſtavn, Ziemſtavn. (Staun: 
hold, Bupæl. Iydſt. Moth) = Deraf: 
Stavnsbaand, et. den Forfatning, efter 
hvilken en Bonde er” ſtavnsbunden eller 
Vorned:; Vornedſtab. ſtavnsbunden ell. 
ſtavnbunden, adj. ſom ci maa forlade det 
Gode, hvor han er fodt, uden Godseterens 
Tiflatelie;  Vorcaed;. Livegen. (Ssadns 
ſvend. Moth.) Glebæadscriptus. ””Staons 
bundne Vorned man blandt Arbeidodyr nu 
talte.” 0. Bull. — 2. Bags og For⸗Enden 
af et Skib. ſ. Bagſtavn, Sorftavn. == 
(Deraf: ſtavne, win. 11. flnre, felle hen til, 
vende Stavnen til. (Nu fielden f. ovn. 
ftævne.) ”Hvor vi end vit ſeile, felv ſtavne 
vi mere.tilbage, end frem.” A. Etub. ”Den 
kloge Etnrmånd — her ſtavner glad ft. Land 
p. en formildet Bølge,” Frimann. 2. fætte 
Fod paa Lands ell. maajlee rettere: lægge 
til Land m. ct Skib. 3. ftaae ftille. Moth.) 
Stavr, en. f. ovenfor: 2. Stæv.  . 
Stavre, v. a. 1. forſyne, indhegne m. 
Stavre; ſlaae Stavre i Jorden. At ſtavre 
et Gierde. — Stavrekolle, en. K. hvormed 
man flaaet Stavre faſt. 
Sted, et. pl.-er. [I æltre Skrifter og 
i vore Bibeloverſ. en Sted, Saaledes 
endny i P. Paars. I. 2. Sang: ”Den 
Sted ſtal være fed.” A. S. og N. S. 
Stede. Jél. Stadr. Sv. Stad; Stålle.J 


. 1. en vig Plet i Rummet, en vig begrænds , 


fet Deel af. Rummet, enten for faa vidt 
fom vi tænfe og ſamme -affondret og f. 
fig felv, ef. for ſaavidt ſom den udfyldes 


el. fan udfuldes af en vis Gienſtand. (jvf. 


Plads.) ”Sted og Plads tilfiendegive be⸗ 
ftemte Dele af Rummet. — Bed Sted tæœn⸗ 
fer man p. det beſtemte Forhold, hvori en 
vis Deel af Rummet ſtaaexet. de øvrige ; 
ved Plade mere p. det Forhold, hvori denne 
Deel af Rummet flager. til hvad der er, ell. 
fan være p. famme.” Miller. Et luunt 
Sted i Skopen. (”Man fan tale om den 
fmuffefte Plads i Skoben; men iffe i Hus 
fet ;”. derimod vel om den bedfte Plads i 
Stuen.) At fætte fig p. det forſte det bedſte 
Sted. At fætte, lægge enhver Ting p. fit 
Sted. »Kirken er det enefte Sted, hvor 
der ikke giores (eller burde gisres) Forſtiel 
p. Menneſtker.“ Miller. Heſten vilde ikke 
gage af Stedet (hvor den ſtod.) Et pass 
ſende, maſſende, ubeyvemt, et eenligt, tørt, 


* 


fuztigt. Sted. Ser (i. Skriſtet) er ile. S. 
til denne Materies Udvikling. — Dad Ste⸗ 
"Det, ftvar, uovhoddelig. af Sted, ſ. aſſted. 
-2. fig, ” a.) Et Sted | cl. af en Bogaren . 
BH. flere Sætninger , ſom hare ſammen. 
Et Lovſted, Striftſted. At anføre et Sted 
af eu Forfatter, af et Digt. . b.) Forenin⸗ 
gen: af.dc. færegne Forhold, (ell. Forplig⸗ 
- telfer) .hvori en Perſon ell. Ting ſtaaer. 


Sat dam: i mit Bred, : Jeg vilde i, hans 


Sted (near jeg var i hans⸗ S.) ikke handle 
-fanlødes: At-fende, aft beſtikke en anden i 
. fif: 5. At være: gen i Faters Sñ. Par 
de Fatierløfe-fom en Fader; og deres Moder 
Å Bande Sted? Sir. då. 10. - J Ste⸗ 
det for, adv. At give cen. Laffer. ieStedet 
for Penge. (J Bibel⸗Owerſ. og endnu of⸗ 
teſt i da Tale: £ Steten far.):— Sted: 
begreb, et. Begreb om Sted, fom de): 
atommer: Stedets: i Modfætu:- f. Tidobr⸗ 
greb. — ftedegen, adj pl. fledegne. ſom 
væ. egen sfor et viſt, horer fund, et viſt 
Sted; local. (nyt Ord ;.:ligefom - ogdnd 
Stedegenhed for: Localitet) ſtedfaſt, 
.ecj. I. G.stedfæst.) ſ. ſtadſaſt under ſtad⸗ 
fæfte; og ſtaudfaſt, ander Stand. Sted⸗ 
forhold , et. F. ſom vedfommer ØE, 
Rummet (f. €. i Sproglexen ; modſ. TRÆ2 
forhold.) ſtedkyndig/ adj. ſom er bekendt. 
m.et Sted, dets Beſtaffenhed. ell. Indret⸗ 
ning; ſom har local Kundſtab. ( M.) Un⸗ 
der Veiledning af en ſtedkvndig Mand. . nm: 
Stedbarn, Steddatter, Stedſaden, 
Stedmoder, Stedſon, ſ. Srivbarn, Stiv: 
Retter, sf. 0. 2. NU 7 4 7 
”» tede, v. a. 1. fœſte, feta. (faavel -af an 
auden, ſom til en anden.) At fede en Pige. 
At ftede en Gaard af cen (Moth.) At ſ. 
Gaarden t. en anden. At ſ. fig bort, ſtede 
fig hen (i Tieneſte.) YHan har dermed fors 
tabt fin Ret, at han har ſtedt fig t. tvende.” 
D. Lov. IV, 1. 2. 2. tillade, tilſtede. 
»PVi ville gi længere ſtede ag lide den Uret,” 
Hvitfeldt. At f. cen. til Alters. ”Saas 
fremt han ellers t. noget: Kald ſtal ſtedes 
og forfremmes.” D. e. 13,:2. 5; Man el 
forviffet var, af ſtedes hiem igien.“ Bor⸗ 
ng. 
eder Alle til fig:” B. Thott. At ſtedeo 
. Kongen (tilftedes at tale m.- Kongeu.) 
3. ſtedes, n. pass. at fomme, fættes, brinz 
es i. At ſtedes i Nød, i Fare. »Rygtet 
dedes ci (bliver iffe ſtadigt, ſtandſer ef) I 
forfte Huus og cf i næfte By.” Ordſpr. 
4. act. at ſtede, give et Sted, en Plads, 
anbringe, det fr. placer, ex nu noget nær 
forældet; men findes i Riimkron. og er 
brugt af enfelte Nycre… “Eldre Tiders 
flet ſtedede og lidet benyttede Bogſamlin⸗ 
ger.” (M. 
Stedſe, adv. [Taſtet s.] altid, beſtan⸗ 
digen. ”Hvert Aar ſtal man offre ſtedſe 
eenhaaude Offer.“ Bid. 1550. (Ebr, 10. 1.) 


a 
lg LJ N 
" 


»Ingen er fra Dnden udeluft; den " 


é 


N 


; s * ” beden € 
Steen, J SGammenſ. WCbetftren, alm: 


ø 
AJ 


Etectn SSteeabhhyget. BAR 


ſtedſeoaraido adj. 72 forloren MED, 
udfbrudt, -bekamdigi sl mee som der 
1 "Bredsmiet, vt. af: flederor fæfte; løb] 
in Lovfpråget  detj. fon. et Hæftet Din: 
»Ntiftning betales af dem. næ Fæfter f, Gles 
Grin; Indfæftalng. "3 Dyre RNåvne AD i 
Negnſtabet indføres, tiligemed Stedoman⸗ 
"det, om ddvaf ganget er.“ D, Sv Aꝛ: 30. 
1Steen, en. pl. Steen og Stene. FE. og 
"3 VEL. Asinn.. 1.1 3tm. og:uben pe: yt: 
Hvert minerals degemen, der beſtarer "af 
? erbarter,. hois Dele ere Jaa faſt ſruuuon⸗ 
ergeoe at æg iftr tiueſtem Otdendernr Måde 
fig Togrive' ch imulre. De fleſte Mater 
"Findes. blandede .m… Steen? 1%t ſtitte Me⸗ 
tallet fra: Stenen. Saa haard fon Steen. 
2 Ur forvandicd, "blive til S At hugse S. 
øeemonflern; Koltfterii Fodtſteen, Gund⸗ 
⁊ ns 

288 


ecu "han vr tiellige Clagé Argen 
: Stvnarrer, I 2.00 Strea pl. 
nætenstfielonede Ste men mindro Bot, 
Tet Biuktedf va Steenmaſſe.(Deſtave⸗ 


Etdenmaoſſet taltes Biert. Field Slipyr.). 


At Aft en B. bre ber. HA Ûgoaor ⸗Stern 
vp af —ã— ende, 3 Stren 
"CR. Stehejr Ao. Mage Soren 


ſteen, Grondſeſtern, Giorneſteen, Mudr: 
Gſteen, Tagftern; Tegiſteen; 267! Ovdt Grete 
br. fom. pl. kunde det "off. ſynis rat nære 
-Drdet £ abftroct Bemærk, ell. Noͤ. 1.: roen 

man figer ogfån: At lægge to Tagſteen vover 
hinanden.) 3. Gfeert Blæren, i Muren. 
Calculus. At Hide af Øreen. At ſtterrẽf. 

Steen. (ſ. Blareſteen, Veyreſteen, Scocu⸗ 
»frmerte;) . 4% den haatde: Kicerneſtalkviſſe 


" Rræfrugfer. At pile Stenene ud af Sir: 


febær. Blommeøftene; Ferſtenſtene, Kirſe⸗ 
»bærftene,2c, — flecnaytig, ad). ſom ligner 
S. Greenbider, ch. et Slags Fiſt, fags 
ledes falder af drifs>niange "og flærte Tre: 
Fer. Anarrhitas. (Søulv.) - ſteenblind, 
adj. Tæfdre Skeifterr aldeles blind." San 
er ſteenblind, at han. ſeer aldelts: intet. 
"Zitemands Poſtiß. 1564, Gteembor, et. 
Redſtab, hvormed man borer i Stene, der 


ſtulle ſpreenges. Steenbord, ef. Bordaf 


Steen. Steenbro,en.“ 1. Bro af Stten, 
muret" Bro; tModſ. til Træbro, 2. et 
Jordémon (f. G;en Vei, Bate) belagt ut. 
tt Lag af tæt fammenfåiebe og. nedftampede 
Stene. (Btoſtene.) Steenbrud, et. Sted, 
Hhvor der brydes Steen af en flov: Sterns 
maſſe; Steengrube(ſ. Brud, 4) Steenb 
Brydér, én. den, ſom arbeider i eft Steen⸗ 
vrud. (Moth.) Steeubrak, n. s. et Mavn 


P. Planten Pimpinella caxifebgahed. fl 


andre, Steenbuk, en. et Yaftedyr, af 

Sebens Slægt, der opholder fig p.megot 

høie. Bierge. Capra Ibex. Steenbuud, 

en: Jordbund, fom ér rigelig belagt eft: af 

Naturen forføtterm. Grene, effeenbeggri; 

ach.V. opbigget ; opfort af &. "Gere 
' i .…, ; , U 


FR V 


J 


Stoeneg 


- 


Steebollon Gbenkiſte. 
C Vaudbelten (Bas fin] af Stren. 


ed 


7 hlenſchl.EStrendige/ et. Dige, opført 
u: 


.af: Steen. Stcengietbe. Olufſen)ſteen⸗ 


drivende/ adg. v. ſom fordriver. 6. t Blæs 


ten og Nyrerne. Et f. Middel, Steen: 


… Dynge ; ea." Staeuhob.: Steendyſſe, en. 


On famtet, ell. i Jorden opreiſt Gob af ſtore 
.Memnt: ef. Dyfſſe.) Saecndamnming, en. 
Can't. Stene opfort Dæmning. I ſtcended, 
nad): aldeles Kvles, reent dod. dev, 
ad]: reetitt døv. Moth. (oftere: ſtof̃dev.) 

»ew. Cs Slags Eg,, ſieldnere end 
: tern: Almindelige Eg. Qunercus:sessiirftora. 
trcenflife, en; "Ca, paa den ene, ell. paa 
ri Gider glat tilhugget el. fleben Stern, . 
ſonn brugtes t. Sulve,. Bordplader. m..m. 
1Stxenfrugt, un. en Trafrugt, vis: Fiierne 
e yimcun ttetai on hard Stal, (Stenen; . 


MieanmeſteenMrſchauftren, Ferſtenfteen) 


fſonn er omg aſ·en — ——— 
uGStrnfeugttraer, draspi )Saecen⸗ 
hyben, en. Steenhuus. Steengade, 
æn.bralagt Gade. (Moth) Steemgalle, 
Hu Bet Sygdonts til fido bog Heſten, naar 
fed .udtræder murder. Fodens Hornſoale, 


de »ynfped fornarfagek: AQmhed og Betænddke 


ni Joden.“: Btetnugavl,en, Gavl, ſom ex heel 
søpfort af Steen. Steenged, ven." Steen⸗ 
venttens Hunz cl. ds f. f.: Gtænbut: (om 
Dyret i Alm.) Steengierde, ct. G. om 
Ager elf, anden Jord, opreiſt af ſtorre og 
mindre Øtene.;: undertiden: m. Beflædning 
af gen: " Steengrube, en, d. ſ. f. Steen: 
" Steengtund, en.  f. f. Steen⸗ 
bund. . Steengruus , em: G. af knufte 
Steen. Steengulv, et. G. af Stecn AM. 
Flifer. ſteenhaard. adj. h. ſom Steen, 
vppermaade haards ' Steenhage, en. Er 
;Sétnhage, hvormed fvære Stene draget op 
.dg vælfes. . Steenhald, en. 1. en Klip⸗ 
peJ 2; en Dynge Steen. (Moth.) Steen⸗ 
hierte, et. fig. et. haarbt, ufslfomt Hierte. 
"Steenhob , en. apdønget Mængde af S. 
.Steenhugger, en, den, ſonr tilhugger .S. 
”og't Steen udhugger grove Ting (jvf. Bil: 
Jedhunger.) Strenhüus, ct. H. bogget 
af hugne ell, brændte S. grundmuret 
Hnuus. Steenher, en En Stoenart, ſam⸗ 
menſat af Taver el. Fraabe, der lade 
fig afſondre 'og. fpinde; . Asſsbeſt, Amiant. 
trentalt, en. 1. Kalk, ſom er brændt af 
Kalfficen (1 Modf. til Muffelkalt.) 2. 
brændt og ulæjtet Kalk i hele. Str. 
Btemnfar, et. egentl. et K. af Steen; men 
br. ogſaa om Kar af finere Leer cf. Fajance, 
D.d.-(f. Stentøi.) 2. d. fi ſ. BroFar, 


Brokiſte: (Moth.) Stecrukarve, en K. til 


at fore S. paa. Steenkaſt, et. .1. et 
Kaſt m. en Stren2. faa tangt,… ſonmn 
I Xtm, fafter nr. en Steen. Sternkiſte. 
oki 11, Cm. Rende af hugne ell. murede 
Stene, ſom lægget der, hvor Vand ſtal have 
fl. tar uudar in uei. 2. d. ſ. fi Bratiftc. 


17 








, 


Steentiſe · Sicaſlhage. Slcin ſaweie tuſeg. 


Mothh · ¶ 3. Iven, Vrott Malte Sme Moren erta serie: belt ng i 
mene ligge i Mellem. (Kra! w ed 27,3 Sem: —— Gtæn1 Bfærew: 
SteénfFit, ef Gti Sfags 2, Kalt, fon ok. BWnretne, . fØtteufrit., et. «nit ſom 





anvende 3, —e— —X—— foretøges i fr at udtage Steen, af 
Etcenfttm, ” Stcentlævde, em Forftenins Blæser ; Blareſnite Sti men. Cx 
Øer; Tricd Aſtroe df; et il Lenet inden. al gene i 
Dige Form. (FunfoR, HM, KR) Gran Stue mm 
Prop, cen. Et Slags uhdaftet Krvprhos per. Breenfyge, em. 
Rå Der fan gane over t. Gnive. Strtker Seedktfædning, em: 1. lkfernitigen at, vel! 
ÆrtePe, en, K. af Sten ril. Seentvi. Stene" pan el. ned hlnandett, ell, at. fætt 
Sreentul , pl et bræmt6art' Mhæral , df Strengiecdexc neon sell paa hin⸗ 
fort Farde, for ophraves unde: —ãſ andon bypfatte Stene.) e. a. 2. 
pen og undertiden under Sabbundem Se! ømfætfrim. Stent. 24 — danne af: 
fortid. Urter taltes. Gladshid, Stifer⸗ Grene, dir fætter — anes" p." hnerang- 
Sooviful, ie; > (Deraf : i ss bit; uden. SMaudsærfs : mſen Brond, 
KA: "Steentulsdemp, Srontubsprube Sendt: S. Rrafts) on: —E ans 
Steenfulsild, Sterntulslag; 0. fi) fleend ban, 1fom arbølder mat fætte Steenglerder: 
lagt, adj. v. belagt m. Gtenei " Guf, Vel Srentfogen, ch. es <htrurgik Redjtab, fom- 
Steenliim, én. 1. Steentit. > ftiffek ind 1. Biæren, ;f. ad udtage Steen. 
v. a. 3 belegge m. Gene; . pE Stian; ct. Tlaf brændte Steen ; Tegl 
min 71. Siveringen åt fieehlænge. 1 fg" iecntatle, sen, En Tanle af 
et tenlest Sted.⸗ 



















Mustela foina. Øteenmaleri, et. BRA tenfning , en * 2, pud. 
Wufivarbeide. Steenmeiſel, en, M. fon denne Maade aftrytt Tegning. 
Steenhuggere . og. Billøbhuggere bruge. trykrer, en. der. fom sforftaner Steentr 
Steenmos, ct, Moé, ſoin vårer.p, gens) ning. + ftteri et. 

(fl. Træemos.) Sieenmuur (Moth.) Sieentryt forfærtiges. 

Muur. Steenglic, en. et Slage fi en. ds fa F. Stoentrat, 

Jordharpir: Petroleum. ""Gteenpille ser, " Sterntoi, et; i —R 

Dille, Stotte af Steen. Strenplade, ex. ſom giores af finere Børs Fajance: irere 
flad, giatſtchen ter Greenplantt, end. ugle, en: Ci Stags meget fore Upfer; Sn 
Et udicy om Sdtalene, "Hvor 2. Bren> bilbe. " Strenvogn, en, fan. Bog 't: 
raden vitiesi Gtrenplantens Grenr.” Øf> fiere Stene paa. . ” Stenvært, o. B. f 
Fenfl,…: Srteehpram.;.em, P. tifat.føre groer paa ell imeftem Øtere: = Gere 
Steen p/ ved Bandbugninger. -(Moth.S hug, et. i føvførøget: Girtming ab & 
St cenpære, en. et Siags haarde, ffdigmodt= ell. flaae cen mv Stene. —flene, we) a. 

nende, Pærer, — —— en. Ramme forfune mz Stene, lægge S ved sed. pa 
ik. Kant, for | ” af Sten⸗/ vmnkriag Ze font Bun, sfætte 4 raster; Avt 



















| noget. (Moth) " Øteearegn, ens Ga for Xe ftenee1480od, bindeØtene derned,” (D 
Mængde nfalderbe Øerne ” Steen) imoS i Iolkond: * — 
R. he, af S.ell. —E F for: Øteen, fanfe Stenene fra,),… 2, kk 


E: at lighed Stene p. een, fans thirt "mm. Stene 6 
erne fil af S. ufalt, et. &. died ftenet ud af Bmøn, bemtt; at 
fom vinde i Jotden p. BicngmenbetBii: "olfet 1. Landet ſtulle ſteue ham. ihte 
BSreenfav, en. 6. ——., —— Cteme; Bib. 1550. (3 Mofe B. 20. 2..3. hva 
fom Sandfizen, fanekover.- Stemfkred,et, p.tn Eos At · ſtene én.dbe, 4 D 
— Harald: Rilsire.  |Stverme. aft Stønig; cu; az flenet,; ma 
frrift, p. Stene. "Steenflær Grene. "€n ſtenet Ager. i 
me ——— at færde (84 .: Greg, en; Pæl, MierdeyrlPal ft: 
aften int om ere. fæfte —* (f. Stagẽ.)o · Den 
— Venom forftaacrut glide 87 erde (MM Sth.).— Af fege en Bæg 
(haard og —e Stue inde uden; inben ben tlimnek Sko! 
an, Glernlagen dt flibe Sten tdyiftone⸗ fat kr en. N.e. TI: Steik.] Lied, i 
trone og" haabe rene). ure ar tilbeder »Syiianiæg v. ESS 
, favn — Gitte, Elsa Fr Br trae vende; sm pan tr Sergi 











ter, 





"forment Ghuffenrihsocpaa 'upbrudfe Steg (2: fom er ftaaret aß het Ste 
— —— —555 — — 
— Fi tilfath er Sierrelbe 
— —— Sløgfet, ” 


Gent] Bal flanije 19. KARTON KrELZ ONS, 


— 


e 


. ' ' 
Steg — Steile. | 


men: flegte.' Serier, Aramsfugle, Xgcre 
høns, 2. Dog figes: Dueſteg. En flegt 
Fiſt, hvor flor den. end ev, faldes el en 
Steg.) = Stegvender, en. et Redſtab, m. 
Fiul og odder, hvorved Stegeſpiddet m; 
Stegen omdreies i Sforftenen.  .. . 
Stege, v. a. 2. FIsl. steikia.] giore 
Kied, Fik og andre Fodemidler møre over 
Ilden, enten v. dennes umiddelbare, Birds 
ting, cl. dog uden at koge dem i Bend; 
, At'f. en Hare p. Spid..HOan ftegeren Steg 
og mættes.” Eſ. 44. 16. At ſtege Kaſtauter 


i Aſten, Xbler p. Kakkelovnen. At ſtege nos. 


et i en Gryde, Pande. At f. Fiſt i Omør, 
DOlie. At flege Kiod, ſom forſt ev kogt. 
(ivf. koge, rifte, bage.) == Steygebuk, en: 
Jernbuk, hvorpaa Stegefpiddet hviler .m.: 


Enderne. Stegefad, et. 1. et Jernfad, 


el. en Vande, der ſœottes under en: Steg, St 


ſom ſteges p. Spid, f. at tage imod. det, 
ſom drnpper af Stegen. 2. st Fad t. at 
fætte Steg p. Bordet. (egentl. Stegfads) 
Stegefedt, et. F. hvori noget er fregt, ett. 
ſom drypper af en Steg. Stegegriis, en. 
En ung Griis, ſom ſteges heei. Stege- 
gryde, en. Jorngryde t. at ſtege l. Ste⸗ 

bede, en. (ell. Steghede, fom det udtas 
eg.) En meget flærf pede ; en Hede, fom 
man fan ſtege ved... “Steg "maa være 
ftærtere, end Kogheden.“ Olufſen. Ste⸗ 
geild, en. J. fil at fege ved. Stegelugt, 
en. L. af noget, ſom ſteges. ( Moth.) Ste⸗ 


i — Dun ,- ſom er indrettet p. en 


oeſteen t. at ſtege i:: epande⸗/ en. 


„P. til at flege t. . Stegepølfe, en. Polſe St 


af Svinekied, ſom ſteges en Pande; Med⸗ 
oiſe. Stegeſo, en. et Redſkab af 


Irxxrnu dL Jernblik, hvori en Kor: Steg fan 


ſteges for Ilden. (ogfaa en ſtor Jerngryde 
m. Laag, t. at ſtege i.) Stegeſpid, et. 
d. f. ſ. Bradſpid. —> Stegen, en. Giernin⸗ 
gen at ftege. — Stetger, en. Er Kok. (fors 
ældet.) — Stegers, et. Et Kekken. ”Som 


Stegers uden ID og Mad, og Kielder 


uden Dritfe." Bording. (forældet; men 


endnu brugeligt hos Almnen. Deraf: Ste⸗ 
gerspige, en. Kokkepige. Moth. Bording. 
. 195 AA sår 


U. 97.) .77 

Steil, adj. ſSv. stel. A. 6. sticele.] 
ſom har en ringe Skraahed, er ſaadan, der 
meget nærmer fig den rette Vinkel; brat; 
En ſiteil Klippe, Klint, Brink, Opgång. 


vHan trak. hende fra den ſteile Bted, glad 


v. ſin Svig.“ Evald, Acuppen er: 

(Braf bruges mere om det, der fra Højden 
af viſer fig m. en ſaadan Straahed; ſteil 
derimod, Mm. Henſynet. dén, der: nedenfra 


Kat flige op imoð Osiden.)-— Deraf: Steib⸗ 


hed, en. ud. pl. … FLEET 
Steile, v. n. 1. (har.) om efte : ræte 
fig i Bciret p. Basbenene. Veſten ſteilede 


m. Rytteten,“ 


63. PL, V Støgel; fon 


*14 


ſtrument. 


|, Steile Stemme. 


Ihre udleder af stel o: ſteil.) en opreiſt 
Stang ed. Pæl m. et Hiul p. Enden, ſom 
mar filforn brugte, at lægge henrettede 
Forbeyderes legemer paa. Deraf: ſteile, 
v. a. lægge paa Steile. (I. og Sv. stegla,) 
Gan blev damtet. at ſteiles (cl. til Steile 
og Siul.) ſivf. det følgende, ſom egentlig 
nen] ſamme Ord, brugt i et andet Til⸗ 
æret: [ ' . 

2. Sttile, en. pl,-r. tvekleftede Stager 
ell. Stænger, fom fættes i Jorden, og hvor: 
pas Fiſterne ophænge deres Garn, f. at 
tørre og renſe dem. — Steilegang, en. fals 
des den hele Reekke af opreiſte Steiler. 

Stemme, en. Isl.Stemma. (Nucl. Isl.) 
4. 6. Btemn. 2. Stimme.] 1. ud. pl. 
d. f. ſ. Roſt (men bruges dog fornemmelig 
om den menneſkelige Reſt.) »Ei nd til 
emme aandeg ud.” Thaarup. En grov, 
flærf, fvng, fiin, reen S. At hæve, ops 
lafte fin 9. -Gt hørte fremmede Stemmer 
i Stuen. Jeg horer Vredens Roſt mod 
Glædens Stemmer raabe.” Evald. — Og⸗ 
faa i Scerd. om Syngeftemme, S. til Sang. 
Ut tabe' fin Stemme, Hun hav en god 
Stemme a: vel ſtikket t. Sang. Hun har 
ingen &. 9: fan ikke lære at ſynge. det: Roſt, 

æle.) ”En Sanger fan tabe Stemmen, 
(Songeſtemmen) uden at tabe Åøjten; og 
en Taler fan tabe Nøften:, uden at tabe 
Meler. Sporon. — fig. Hiertets S. 
Naturens Stemme. . "Vær ikke dev imod 
Fornuftens Stemme.” Storm. 2 9 Mus 
ſiken faldet de forſtiellige Tonarter Sangen 
emmer, En Diſcant⸗Alte Jenor⸗ Bas⸗ 
Stemme. Ligeledes: Noder, ſtrevne for" 
enhver Syngeftemme, ell. for ethvert In⸗ 

t udfætte en Melodie f. fire 
Stemmer, Violin⸗Stemmen fattes. 3. 
den v. Ord el; Tegn udtrokte Mening, ſom 
hoer Entfelt giver tilkiende, huor Flere raad⸗ 
flade om noget. At give fin S. At ſamle 
Stemmer. De, flefte Stemmer giere Ud⸗ 
flaget. Han havde tre Stemmer for fig, 
øg to imod ſig. Jeg gav ham min &. — 
Ogſaa d. f. f. Stemmeret. At have Sede 
og Stemme i cn Ret, => Heraf: Stemme⸗ 
fleerhed, en. det ſterre Autal af Stemmer. 
(Pluralitet.) Stemmegivning, en. Gier⸗ 
ningen, at give. fin S. hvor Flere bolde 
MNaad. (Botering.) Stemmeſamler, en. 
den, der ſamler de Enbeltes Stemmer, 1 
Tulfelde hvor der ſteimes. Stemmeſam⸗ 
ling, en. — Stemmeſeddel, cu. Geddel, 
hvorpaa man ſtriver flå Stemmẽ. 

Stemme, v. n. 1. og 2. (har.) 1. have 
Der rette, harmoniſfe Forheld'i-Fonerne 
gaavel vom et enkelt Janeredſdab, ſom om 
flere, der pilles ſammen.) Abaveret, pars 
pen Hanmer ikte (er forftent,) -Diffe to In⸗ 
fteumenter ſtemme ifke ſammen. At ſtemme 


Ed beghndte Ecngen; og als ene E 
inf, fjerne, —RS* fa go 








" 


Stemme — Stempel. 4156 
pet cv altſaa daade et vedtaget og et varigt 


ſtemme (harmonere) ikke ſammen (ere ueni⸗ 
ge, uſtge i Charaftecr, m.m.) Heraf ogs 
faa Talemaaden: at ſtemme overeens med 
oa: være enig med, fvare'til. - Derf ſtemmer 
jeg overeens m. hende. Hans Handle⸗ 
maade ſtemmer ikke overeens m. (er ikke 
overeensſtemmende med) de Grundfætnins 
ger, han vedkiender fig. Delene 
dvereens m. det Hele. 2. give fin Stem— 
me, fin Mening i en Sag tilkiende. — Heraf: 
ftemmedygtig, adj: fom har Net t. at give" 
fin Stemme, (ſtemmeberettiget. Stem⸗ 
mefleerhed, en. Overtal af Stemmer p. en 
af Siderne, for Mer imod en Bag, hvorom 
dør ſtemmes. (Rahbek.) Stemmeret , en. 
Net t. at funne ſtemme. (Stemmerettigs 
hed. O. Suldberg.) ' ” 

Stemme, v. a. 1. give et nruficalyt Flid 
ſtrument det rette Forhold, den rigtige Har⸗ 
monie i Tonerne. At ſtemme et Klaveer, en 
Harpe. At ſ. Violinen en Zone hoiere. — 
fig. Hoit t. Aanders Glade ſteinmes Jor⸗ 
dens Son v. Harmonie.“ Bagg. — At 


ſtemme cen for, imod en Sag, bibringe 


ham forud en Mening, der ikke er grundet 
p. egen Underføgelfe, At være flet: ſtemt f. 
noget. Iſlet ftemt, forftemt, ikke i god Lune) 
Jof. beſtemme. = Stemiiing, en. 1. Gier⸗ 
ningen at ſtemme; ell. Tifftanden, at være 
ſtemt. 2. fig. Lune; Siælene Netning t. 
en vig Art af Folelſer og Indtryk. At være 
i en blid, lvkkelig, munter, ell. alvorlig, 
mork, tungfindig &. ”Den, hvis Sindelag 
et muntert, fan gierne én Dag findes (en 
fergmodig Stemning,” P. E. Muller. (f. 
Siælsftemning.) = Stemmettaffel, en. et 
gaffeldannet Staalredſtab, hvormed man, 
bed at flage det p. et haardt Legeme, angi⸗ 
ber en Zone, hvorefter Claveret ſtemmes. 
Stemmehammer, en. Et Redſtab, dannet 
fom en Hammer, hvormed Strængepindene 
p. Claveret og Harpen omdreies, naar man 
ſtemger dem. Stemmepibe, en. Pibe, eſ⸗ 
ter følg End et Orgel ſtemmes 

Stemme, v.d. og n. 1. I[Isl. stemmu. 
T.ſtammen. En rigtigere Skrivemaade 
var vel ogſaa ſtamme.] flandfe i fit Lob 
(fielden undt, om Band.) "At ftemme Mol⸗ 
levandet. ”Det er bedre'at ſtemme Bætfen, 
end Aaen.” Ordſpr. At ſtemme for Vande 
len Rende, i en Aa. At f. Veiret, anden 
hos cen. (Moth.) jvf. dæmme. — Stem» 
meværf, kt; Indretning, hvorved rindende 
Band ſtemmes el, ſtandſes i fit Løb. 

tempel, et. på. Stempler, [T. Stå m⸗ 

Vel] 1. et Neditab af Metal, hvori en 
Figur eg udgravet, ſom v. et Slag eil. Tryk 
p. Stemøelét aftrykkes p. et andet Legeme. 
Saalebes: Bogbi 
Rynter, Spillekort, m. m. At afitrokke 
fit Ravn m. ct &. 2, det Tegn, den Fi: 
sur, fom er aftrykt m. åt S. ”Man prw⸗ 
ger Medailler og flenipler Barer. Et Stertis 


. itte 


“Saa bygger cder Stier f. eders 


nderftempel, Stempel f. h 


Stempel — Stiernt. 


Mærke.” Muller, Stempel p. Kort, Pas 


piv, Klæde x. — fig. om aft det, hvorved: 
et varigt Mærke ell. Præg bringes tilveie. 


»Skicendſels Stempel blev p. hver en Nid⸗ 


ding flaget.” Storm. ”Fidt bærer Viisdom 


Dumheds Stempel,” Bagg. ” Har præged 
Dudens lyſende Bedrift i Tidens Bog m. 
Evighedens Stempel,” Shlenſchl. 
Valſe ell. Cylinder af-Metal, der bevæges 
op og ned inden I en anden, ſom tæt oms 


flutter den. Stempel en Luftoompe, (IS 


Kraft) I en Dam ypmattine. — Stempelaf⸗ 
gift, cn. Afgift t. Regieringen f. Stempling 
af Zidender, Kort, m. m, , ftempelpligtig, 
adj. fom efter Anordning ev undertaftet 
Stempling og Stempelafgift. ſtempel⸗ 
ligtige Varer. Stempelſtarer, en. den, 
om ſtoter Præget t. Wynter ell, andre Fis 
gurer i Staal, el. ſom giet andre Slags 
Stempler. 
gen at ſtere Stempler. He 
Stene, v. a. 1. ſ. under Steen. 
Stemple, v.a. 1. trutfe Stempel pad; 
forfyne m. Stempel. At ſtemple Varer 
Kort, Aviſer. ſtemplet Papir (hvorfor er 


Stempelafgift betales.) — Stempling, en. 


Gierningen at ſtemple. 


Stervbo , ef. pl. -er. [ét fordærvet sg 


halvtydſt Ord; ſterve for: døe, forekommer 


ogfaa t ældre Danſt.J den Afdødes efter⸗ 
ladte Bo ell. Eiendomme; Dedebo. 
- Stevne, ſ. ſtevne. fer 
Sti, en. pl. Stier. (9. Strør] 1.en 
fmal Vei for) Fodgængere ; Fodfti; Gang⸗ 
fi, 2. Stald f. viffe mindre Kreature 
fonr: Faareſti, (dog ogſaa Saareftald) 
Honſeſti, (Honſehuus) Gaaſeſti, Zeeſtt 
mag 
Avæg.” 4 Mofe B. 32. 24. (IS 
Yfær om det Sted, hvor ſaadanne Dyr fedes: 
At fætre Gæs, Svin p. Sti, = ſtilos, 
åd. hvor ingen Vel el. Sti er; veiles. 
Stimand, en. pl. - mænd, den ſom 'overfals 
der og plyndrer Veifarende; en Rover, 
(Jel. Stiga=madr.) Deraf? Stimands⸗ 
færd ,cn. Stimandskog, et. Roverkog. 
(Stimord, Stiran, ct. Mord, Ran, føj 
begaaes p, Alfarvei, forekomme hos Moth. 
Stierne, en. pl.-r. [J. Stiarna.] " 1; 
et lyſende Himmellegeme, der vifer fig f. 
Hiet i en tindrende Glands, og ligefom m. 
ſtraalende Spidſer. Sol, Maane og Stier⸗ 
ner. —— og Firſtierner. (ſ. Aftenſtier⸗ 
ne, Morgenſtierne, 0. fl.) | At have cen lyk⸗ 
kelig 3. d: være heldig, have Lykken m. fig. 
At have en hel &. hos cen, formaage meget, 
2. fig. hvad det i Skikkelſe har nogen Liig⸗ 
ed m. en Stierne. En Ordensſtierne. 
” Kunde Fyrſten giere hindre, end m. en 
Stierne af pryde denne Mand, der oploftede 
hane Aand over Stiernerne? Rahbek. — At 
klippe sn S. af Papir, En Stietne (Blis) 


Stempelſkæring, en. Glernin⸗ 


Stia. 


3.en 


— 





£ 


NERE — ——— 


Sfieme Stiernelys. 410 


4-Podden af em Sejt, en Ko. ⸗ Stierne⸗ 
aar, et. det Tidsrum, ſom forløber , fra: 


Solen har havt Sængde tilfælles m. en 
Stierne, t. den atter faaer ſamme Længde 
igien (det fideriffe Aar, el. den ſamme Zid, 


hvori Jorden cengang tilbagelægger fin Baz, 


ne om Solen; og 207 23" længere. end 
det, tropijfe Solaar.) Stierneanis, en. 
Frøet af en Plante i Aſien. IHicium Lion 
Stierneatlas, en, og st. En Samling af 


Stiernekorter. Stiernebillede, et. Et af de, ſt 
Billeder eſl. Omrids, hvori mani Aſtronomien 


tænter fig et vift Antal Stierner ſamlede 


(onſtellation.) ſtierneblank, adj. poet. 


lank, glimrende, ſom Stierneſtin. BVin⸗ 


terkuidens ſtierneblanke Snee. Ohlenſchl. 


(Helge.) Stierneblink, et, Blink af en 

tierne, f. E. i Bandet, ell. paa en mørt 
Simmel. Stierneblomſt, en. En uden: 
landet Vært, ſom dyrkes i Haver f. Blom» 
ſtens Skionhed; Aſter. Stiernebue., en. 
poet. den ftiernefulde Himmelhvolving. 


Seer du å Luften op ft. Himlens Stierne⸗ 


bue.” Kingo. fiternedannet, adj. v. dan⸗ 
net fom en S. Stiernedyrkelſe, en. Stier⸗ 
gernes Tilbedelſe, ſom Guddomme. (D. 
Guldb.) ſtiernefuld, adj. fom , har en 
Mængde fonlige Stietner. Den ſtiernefulde 
Himmel om Vinteren. Stierneglimt, et. 
d. ſ. ſ. Stierneblink. ”Ved Patlens blege 
Stierneglimt.“ Ohlenſchl. *Et Stierne⸗ 
glimt i Tidens bølgende Elv.“ S. Staffeldt. 

tiernehimmel, en. 1, den Deel af Ber⸗ 
densrummet, . Hvori Stiernerne vife. fig, . At 
tilbede Stiernehimmelen. (Baſtholm.) 2. 
En ſtiernefuld H. Stiernehiul, et. St 
Hiul m. Tænder, ſom ligge i Liulets Klag 


drette p. Hiulfladen. (Kraft. Mech. 228.) 
tiernehvælving , en. d. ſ. ſ. Stierne⸗ 
bue, Stiernehimmel. (T. Rothe.) .Him⸗ 


modſat Kamhiul, yvis Zænder ſtaae fr 


ens heie Stærnehvælving.” S, Blicher. 
tiernehær , en. poet. den hele ſonlige B 


Mængde af Stierner. ”Utalte Stiernehære 
, Mattens Himmel.” Thaarup. Stierhes 
iger, en. den, ſom lægger fig efter af iagt⸗ 

tage Stierner pg Himmelſyn. ſtierneklar, 

—F oplyſt ved Stiernerne. En ſ. Aften 

at, Himmel. Stierneklaſe, en. en 

Nimmelrummet meget fiern, og derfor ikke 

tydelig afſondret Stierneſamling el. Stier⸗ 

neklynge. (Moth.) Stiernekort, et, Kort, 
hvorpaa en Deel af Himlen, el. begge Halv⸗ 
kugler, m. de derpag ſynlige Stierner ere 
oflatte, Stiernekrands, Stiernekredo, en. 

Stierner, fatte i en Krede. ſtiernekyndig, 

adj, hen, fom ér kyndig I Læren om Himmels 
egemerne og deres Bevægelfer. (Guldberg, 

Wandal.) | Stiernetyndighed, en. ub. pl. 

Kftrgnomie. (Wandal.) iernelyé , adjs 
. f.. ſ. ftierneklar. Stiernelys, ct. det 


Bys, ſom Stierrerne give i klar Luft, ”Jeg 


[ae Taarnet fiden I Stierpelyg og, Maehi⸗ 


* 


i Nattens Mulm hvert Stierne 


ſtin Bagg. ”Gine Frugter — ſom fiernt 
m. Stiernelys nedglimte.” Ingems  Stiers 
nelob, et. Stierners virkelige ell. tilſynela⸗ 
dende Bevægelfe. (Moth.) Stiernenat,en. 
En ſtierneklar, ſtiernelns Nat. (Ingemann.) 
Stiernepol, en. et faſt Punkt, hvorom hele 
Stiernehimmelen antages el. ſynes at dreie 
ſig.“ Trofaſt ſom Stiernepolen.“ I. L. Hei⸗ 
berg. Stierneſamling, en. Stiernetne i 
ct Stiernebillede. (Guldberg.) Stierne— 
andſe, en. Skandſe, ſom i ſin Form ligner 
en· Skandſe. Stierneſtin, et. Stiernelvs. 
Stierneffiær, et. poet. Stiernelys, Stier⸗ 
neſtin. ”Livets friſte Farver blegne i det 
matte Stierneffiær.”” Ingemann. Stier⸗ 
neſtud, et. Et lvſende Meteor ell. Luftſyn, 
der lader for Diet, ſom een ell. to Stierner 
faldt ned mod Jorden. “Atter ſvinder dvbt 
d.“ Bagg. 
Stiernetaage, en. En meget fiern Stierne⸗ 
klonge, hvori Stiernerne fun v. Kikkerter 
blive tilſyne. Stiernetaarn, ct. T. hvor⸗ 
fra Stiernerne og Planeternes Sang iagt> 
tages. Stiernetegn; et, d. ſ. f. Stierne⸗ 
billede.  Stiernetelt, ct. poet. den ſtierne⸗ 
fulde Himmelhvælving” ”Himlfené Stier⸗ 
netelt.“ Kingo. Stiernetyder, en. ben, 
fom troer ell. foregiver , af Stiernernes 
Stilling p. en vis Tid at kunne forudfige 

tilkommende Ting og Menneſkers Stiebne; 
en Aſtrolog. Stiernetyderi, et, og Stier⸗ 

netydning,en. (Moth.) Aſtrologie. Stier⸗ 
nevare, en. Sted, hvor man glør Jagtta⸗ 
gelfer p. Himlen; aſtronom. Obfervatorium. 
(Wandal. I. 428.) " Stiernevidenftab, cen. 
d. f. ſ. Stiernekyndighed. ”Stiernetuteri 
blev Stiernevidenſtabens Beſtytter og For⸗ 

emmer.“ Guldberg. Stiernevrimmel, 
en. poet. den ſynlige Mengde af Stierner. 
»Naar, ſtroet p. klaren Himmel, du ſeer 
om Vinternat den ſtore Stiernevrimmel.“ 
C. Frimann. ”Natteas Stiernevrimmel.“ 


agg. 
Shierneman,en. [af det T. Stirn; Ev. 
Stierna, Pande.] Haarlok i Heſtens Pande, 
Pandelok. 5 


Stiert, en. pl.- e. [Fé Stextr, Seſte 


hale. Holl. Steert, A. S. Steort, eaudafg 
Stært, os sacrum,] Bagdeel; Halé, "Dan 
greb tre hundrede Ræve,- og tog Brante, 
og vendte den enes Stiert t. den anden.” 
Bih. 1550. (Domm, 15, 4.) ”De havte 
Stierte ligeſom Storpioyer.“ Aab. 9. 10. 
(Forekommer i nnere Tid fielden ; åg da vel 
meft om Fugle.) Jof. P ovftlert, Vogn: 


Stif ell. Stiy, gt ældgammel, t fin færs 
feilte Betodning uvift Did, fom fur (faard 
ĩ vort, fom —1* bejlægtede. Øptog) fote⸗ 
fommer i de nedenfor anførte, Sammẽnſerl⸗ 
ninger. Af alle de 'forjtlellige Etymolo⸗ 
gjer, man har forfegt,.gr.maajtes dog in⸗ 
"gen simeligere, sd Aapkungs,at-flif (I 


PA ; 


Sif — Stik. 


stiup. A. S. stedp. (Stepte, orphanſ) 
E. step. gl. J. stif;.struf. N. e. free f. 
R. ftief. Sv. styf, 20.) er ét aldeles, 
foræftet adj. ſom bemærfer: . uægte, no: 
get, fom- ci er fuldeligt, virkeligt. J vort 
Sytog modfætter man ogſaa: virkelige, 
rette Foreſdre og Stivforældre. Sfrives 
maaden fliv bor vel helſt følges, fordi f£ 
i Enden af en Stavelſe hos og ér gaaet over 
til v. z= Stivbarn, et. pl. - børn. Barn, 
hvis Forældre, el. cen af famme, anden Gang 
har giftet fig — t Forholdet t., Barnets 


Stwfader, Stivmoder ell. Stivforæltre. få 


Hun har fo virkelige Sønner og en Stiv⸗ 

n. Stipdatter, en. Stivbarn af Ovins 
ekien. Stivfader, en. Mand, fom en 
Huſtru (Enke ell. fraſtilt Kone) ægter i ans 
det Giftermaal — i Forholdet t. denne Kos 
nes Bern. Han, hun har Stivfader, 
Dan er kun hendes Stivfader. (Isl. Stiupi 
og Stinpfadir.) Stivforældre, pl. For 
æltre, fom begge have indgaaet nyt Xgte⸗ 
ſtab, føre dette Navn m. Genfun t. Børn 
af forſtiellige Kuld, ſom v. ſaadanne Sifs 
termaal bringes ſammen. Stiymoder, en. 
En Kune, fom er anden Gang el. oftere 
gift — i hendes Forhold t. den nye Wgter 
fælles Børn. Jol. Stiupa og Stiupmodir. 
Stivmoderblomſt, en. Viola tricolor.) 
jomoderlig, adj. ſom paſſex til, ev fæds 
vunlig hos en Stivmoder. Et ivmoders 
ligt Gierte, Et Land, fan ſtivmoderligt 
behandlet af Naturen.” Engelst, — Stif⸗ 
fon, en. Stivbarn af Mandkion. (I. Stiupr 
og Stiupsonr.) 

Stift, en. pl.-er. II. Stift.) et fort 
og tyndt, tilfpidfet Legeme; et Gem uden 
Doved. At fæfte noget ft. Væggen med 

er. 

Stift, et. pl-er, 1. i vort Sprog: en 
Inddellng af Riget, (oprindelig geiftlig) der 
indbefatter ſaamange Provſtier og Sogne⸗ 
kald, ſom have een Biſtop, og ſaamange 
Amter og Herreder, der høre t. eet Stiftamt⸗ 
mandſkad. Sicllands, Fyens Stift. Aal: 
borg, Viborg Stift, 2. fremmed er Benævs 
nelfen Stift for: et Domtapitel, ell. for et 
fornemt Frokenkloſter (Frokenſtift); ſaaſom: 
Valse Stift, hvoraf Stiftsfroken, Stifts⸗ 
gods, Stiftopræſt, 0. fi. (1. nedenfor.) == 
Stiftamtmand, en. En het Embedsmand, 
fom (tilligemed Biſtoppen) har Opſyn over 
offenttige Midler og Stiftelfer I hvert Stift 
m. m. og nu aftid tillige er Amtmand over 
et Anit i Stiftet. Ogfaa: Stiftobefalings⸗ 
mand. — Stiftebog, en. Regnſtabsbog f. 
offentlige, ifær $ flige Midler i et S. 
(Moth.) Stiftsherre , en. et tydſt Ord 
for: Domherre, Canonicus. .(f. Stift, 2.) 
Stiftskirke, en. 1. en K. ved et Froken⸗ 
ſtift. 2. d. f. ſ. Domkirke. Stifrskiſte, 
en. Kaſſe, hvori et Stifts geiſtlige Midler, 
Obligationer, Adkomſtreve, m. m. bevas 

Danſt Ordbog. TE . 


< i 


417 


res; Stiftets e, Btiftéarchiv. (D. Atlas. 
IV. 73. tiftoprovſt, en. Provſt v. en 
Stiftskirke, ſom tillige et Sognepreeſt, og 
undertiden ogſaa ——i , og tom i 


geiftlig Værdighed antages at være den næfte . 


efter Stiftets Biſtop. tiftsffriver, en. 
ben, fon fører Regnſtab over de geiftlige 
Midler og Stiftelſer i et Stift. 
Stifte, va. 1. [I stiſta. 1. 6. stig- 
tan.] Tægge Grund t. noget, fom man vil 
give en beſtandig Tilværelfe; indrette noget 
m. Varighed. (of. anlægge, oprette) At 
ifte cn aarlig Felt, Hoitid. At f. et Rige. 
At ſtifte ct Klofter, en Skole, en Orben, et” 
Hoſpital (m. Bibegreb om at give Midler f. 
ſammes Underholdning i Fremtiden.) Og⸗ 
faa, i vidtlsftigere Bemerkelſet være Aars 
fag til, give Oprindelſe, volde, tilveiebringe 
(altid dog m. Begreb om en vis Varighed.) 
At f. Fred, Forlig imellem ſtridende Parter; . 
ifte et Forbund, ct Xgtejfab. Han "har 
iftet meget Godt, meget Gavn, ſaavel v. 
fin Lære, ſom v. fit Levnet. At ftifte (frem⸗ 
bringe, begrunde) en Rettighed. 
at ſtifte den paatalte Net fornødne Form.“ 
A. Orſted. — Stiftelfe, en. 1. ud. pl. 
Gierningeu at ftifre Oprettelſe, Anlæg. 
2. pl.-r. en ftiftet Indretning. , En lærd, 


velgiorende S. En S. for trængende Stu: , 


denter, fil Pigeberns Opdragelſe. Fods 


ſelsſtiftelſe, Pleieſtiftelſe. — Stiftelſes⸗ 


brev, et. Brev, Document, hvorved man 
ftifter noget. Stiftelfesdeg, en. 1: den 
Dag, hvorpaa en Stiftelfe feer. 
dagen , paa hvilfen noget blev ſtiftet. — 
Stifrer,en. pl.-e. den, fom har ſtiftet noget, 
giort, oprettet en Stiftelſe; cl. den, (om 
ev Aarſag, Dphavémand t. noget. J denne 
Stiftelſe hoitideligholdes aarligen den kon⸗ 
gelige Stifters Fodſelsdag. tifterne af 
denne geiftlige Orden, Han var S. af dette 
Forbund. (ſ. Fredsſtifter, Oprorsſtifter, 
0. fl.) Stifterinde, cn. et Fruentimmer, 
fom opretter en Stiftelfe 0. d. 

Stigbord, et. pl. d. f. [formodentlig af 
v. flige og Bord, Plante, Bræt; hvorfor 
den jævnlige Skrivemaade Stibord et fan 
være rigtig. f. Kraft. Mechan. II. oo En 
Indretning, liig et Slags Faldder af Pil 


el. Udlobet af en Molledam el. en anden 
Vandſamling, naar man enten vil give 
Vandet £ø5 t. Hiulene, ell. ſtemme det. 
Stige, v. n. ſteg, er ſtegen, ſtetzet. pl, 
ſtegne. (imperi. ſtigede i Bib, 1550 og 
nyere Bibel⸗Overſ.) IJ. stiga.] 1. Gaae 
opad ell. nedad, gane p. Trin, enten f. at 
komme holere op ell. dybere ned (ſom den 
tilfsiede prep. giver tilkiende.) At flige op 
p. ct Bierg, Uvf. beſtige.) op p. en Stol, 


op i Sengen, ud af Sengen. At ſ. ned af 
Bierget. At flige til Heſt (fatte fig ft. 
Heſt) At flige af Deften. t ftigei tand (af 


27) 


”Den t. . . 


2. Aare⸗ 


an⸗ 
ker, til at drage op og lade ned, v. Renten 


ø 


- Stig 


Grige—Gtiim. 


Skibet.) flige over Glerdet. 2. ſigurl. 
a.) bevæge fig opad. Fiſtene flige i Van⸗ 
det, flige op imod Havfladen. Falken 

Ørnen fliger hoiere og hoiere (hæver fig. 

Barometret, Thermometret er ſteget (9: 
QAvegſolvet i Glasrsret.) Vandet ſtiger 9: 
tiltager i Mængde og Høide. Ar lade Toner⸗ 
ne flige og fonte (i Muſiken.) b.) tiltage, 
forfremmes i Vardighed, borgerlig Pæder 
og Anſeelſe. Gan er ftegen høit i fort. Zid 
(faaledes : falde, om det Modſatte. f. fal⸗ 
de, 5.) 06.) tiltage i Tal, Mængde, Grad. 
Priſerne flige, Kornet, Smerret ſtiger 
(bliver dyrere.) Kladet er ſteget i Prus. 
En —* — Lytfe, Beundring, Lidenftab, 
— Øtigen, en, ud. pl. Gierningen at flige ; 
det, at noget ſtiger. — Stiger, en. Op⸗ 
fnngmand i Biergværfer. — Stigbord, el. 
Stibord, et. f. ovenfor. 
En Boile af Metal, hængende i en Rem v. 
Siden af Sadelen, hvori Rytteren ſtiger op, 
naar han fvinger fig p. Heſten, og hvori 
han holder Fodderne medens han er tr. Heſt. 


der, "der fætter Svingficderen , ell. ben 
ſaakaldte Uro i Lommeuhre i Bevagelſe. 
Stigrem, en. Remmen, hvori Stigboilen 
hænger. 

Stige, en. pl.-r. [J. Stigi. A.S. Sti- 
ga, trames. Sligele, scala, gradus.) ct Red⸗ 
stab, beftaaende af to Stænger, forenede ved 
Zværtræer , hvilket man fætter i en ffraa 
Stilling op ft. noget, for at ftige-t Veiret. 
(Rebftige, fom er giort af Reb i Gt. for 
Zræ, og fom maa hænges. jvf. Xeb.) 
At gaae, trybe op dd en S. fætte en S. 
til Vinduet. En Brantftige, Daveftige, 
Stormſtige 0. fl. (jvf. Trappeftige.) = Otis 

trin, et, pl. d. f. et af Zværtræerne i en 

tige. 
tigt, et, f. Stift. 

Still, en. [Lat: stylus.] 1. ud. pl. den 
Maade, hvorpaa man, ſaavel i Henſcende 
til Tankernes Betegning ved: Ord og Ta⸗ 
lemaader, fom til diſſes Forbindelſe i Sæt: 
ninger, udtrykker fig i det ſtriftlige Fore⸗ 
brag. Forfatterend Aand og Charakteer 
præger fig ofteſt hans Sriil, At ſtrive en 
god, reen, mandig, kraftig S. En flet, 
vidtløftig, tung , forvirret S. Proſaiſt, 
poetiſt Stiil. Brevſtiil. — fig. om Konſtnere 
og Konſtverker 3: Smag, Mancer, Maade 
hvorpaa en Konſtner udtrykker fine Ideer, 
Det er malet, componeret-i en god, . flet S. 

En Bygning i en reen, ædel Stiil. 2. pl. 
Stile. en ſtriftlig Udarbeidelſe. En dan, 
latinſt S. At giore Sriil, rette en S. 
»Jeg frygter. — man vores Reiſe fager til 
Stiil. i Skolerne.“ Hoͤlb. P. Paars. — 
Deraf: Stiilovelſe, en, pl. -r. Øvelfe i 
ſtriftlige Udarbeidelſer f. Sprogets Styſd. 
Sttim, en. ud. pl. ISv. Stym. I. Stim, 


Bryden; Fletning.] Sammenlob af en 


418 


Stigboile, en. 


hiul, et. det Hiul med favratfede Zæns 


hd ”; 


Stiim — Stik. 


Mængde Folk, og den Tummel, Stsoi, fem 
derved volde. (At giere Stiim. Riimkr.) 
Rorhvale og ſmaa Hvale — naar de løbe 
i Stiim.” P. Elauſſen. (Norg. Beſkr. 152.) 
— ſtime, v. n. 1. har. (Øv. stimma. J. 
stima, at brydes; at flette.] 1. giore Stel 
og Urolighed, fløje. 2. Uden Tyvivl ogfas: 
glere Sammenleb cl. Opleb, ſom Elæat: 
ſtabet m. ſtimle viſer. Saaledes br. det vel 
og hes Zulin: ”Hvad nytter det du bift i 
bundles Afgrund ftimer ?” — Deraf: Sti: 
men, en. ud. pl. Stoi, Urolighed af Sam: 
menleb. ”Hvad er det, ſagde han," for 


Stsien og for Stimen?”" Holb. P. Paars. 


— timer, en. ”den, fom gier Optøier og 
Larm.“ Moth. (jvf. Stimmel, ftimle.) 
Stik, et. pl. d. f. IM. S. Stift. T. 
Etid.] 1. Gierningen at ſtikke. Med 
Hug og Stik. . 2. Hul, fom man ſtikker; 
Sting, Saar, fom gives m. et ſpidſt Vaa⸗ 
ben cl. Redſtab. At giere et S. med en 
Maal, en Syl. Han gav ham tre Stif i 
Bryſtet. Naaleſtik, Dolkeſtik, Kaardeſtik. 
Loderet holder ikke Stik (gaaer itu under 
Syeningen. Deraf Talemaaden: At holde 
Stik .a: have Snidighjed, holde ud. Det 
holder ikke S. i Længden. Reviſet holder 
itfe Stik.) Et ſmukt, reent Stik, figes om 
Kobberſtikkerens Arbeide (af: at ſtikke i 
Kobber.) 3. Et Stik i Kortfpil 3: Mods 
ſpillerens et. Medſpillernes Kort, ſom ſtik⸗ 
kes. 4. et Stik kaldes t. Skibs en vis 
Maade at faſtgiere et Toug paa, ſaaledes at 
det let fan aabne fig og lofes igien. (Deraf 
forſtiellige Slage Stif f. E. Ankerſtik, 
Halvſtik, Krengeſtik, Lebeſtik, Peleſtik, 
Tommerſtik 2c,) 5. Formodentlig optaget 
efter det T. er. Talemaaden (m. forandret 
Kien:) at lede i Stikken 9: forlade, gaae 
fra, opgive. (”im Stiche laſſen.“ Roverne 
fingtede , og lod deres Boytte i Stikken. 
»Stikken de lod deres herlige Skatte.“ 
Meislinzs Theokrit. Ogſaa: Han lob fin 
Vei og lod os andre ſtaae i Stikken. — 
Deels af dette Subſt., deels af V. ſtifke, 
maae følgende Sammenfætn. udledes: Stik⸗ 
ambolt, en. En ſiden A. ſom, naar man 
vil bruge den, ſtikkes i el. paa en Fod. 
Stikblad, et (T.) en Plade neden for Kaar⸗ 
defæftet, ft. at værne Haanden imod Stik 
af Flenbent Kaarde; Stikplade, Pareer⸗ 
plate... Stikbrev, ct. pl. -e. (T. Sted: 
brief.) Brev cl. offentlig Betiendtgiorelſe 
af Øvrigheden om en Fordryders Undvigel⸗ 
fe, hvori hans Perfon beſtrives, og Opfor⸗ 
dring ffeer t. at hæfte ham. . Stikbekken, 
ect. B. med langt Haandfang, ſom fætte 
under Syge i Sengen. Stikflod, en. (3. 
Stedflufs.) Slag, Slagflod, pludſelig 
dræbende Apoplerie, . Stikgarn, et. Et 
Slagé Garn, der br. ved Damfiſteri, f. et | 
adſtille den Deel af Dammen, hvor der ſtal 
files, fra det, vrige Rum. (Gudme om 


2 
' 





U 


M 
U 


Stik — Siikke. 


Damfifferi. 1828. 79.) Stikline, en. til 
Skibs: et Slags tynde, trosviis Magne. Liz 
ner, tykkere end Hysſing, men ſmekkrere end 
en ſer Garns Line. tikleg ell. Sættes 
leg, pl. kaldes Smaaleg, ſom man giem⸗ 
mer Vinteren over p. et varmt Sted, og 
lægger om Foraaret. (Olufſen, Landoet. 
301.) Stikmeiſel, en. Meiſel r. at ſtikke 
Huller med. Stikpenge, pl. Penge, hwot⸗ 
ved man beſtikker ell. ſoger at beftifte” el. 
undertiobe cen, ”Det maa erindres, at 
Beftitfelfe og Stikpenges Modtagelfe 4 
fig felv — er en Forbrydelſe.“ A. Orſted. 
tifpille, cen. egentl. et Middel ft. at ſtaffe 
aabent £jv, fom man anbragte i Endetar⸗ 
men, i St. for Klyſteer; figurl. fpndige 
rt, Skoſer, Sluffer. At give cen Sti 
piller. 
(Moth.) Stikplanke, en. pl.-r. paa Otis 
be, falde en Rad Fyrveplanfer, . ans 
bragte udenbords , lidet over Vandgan⸗ 
gen, hvori Matroferne ſtikke Baadshagen, 
naar de fætte af fra, ell. holde til Skibet m. 
et Fartsi. Stikſav, en, S. med.et fort 
og imalt, men tykt Biad, ſom fan ſtikkes 
ind i et Hul, og bruges f. E. til at giore 
ell. udvite en Aabning. Stikſpade, en. 
(Moth; maaſtee et Slags Torveſpade.) 
Stikſom, en. pl.-me, en Gom, der ſtikkes, 
ell. udſyes uden p. slet cl. Læderet. (f. 
ftiffe. A.2.a.) Stikvaaben, Stifværge, 
et. Vaaben, Kaarde, fom bruges t. at ſtitke 
med; modf. Sugvaaben. . 

Srif, adv. br. i det Udtryk: ſtik imod, 
lige imod. Vinden var ſtik imod. 

Stille, v. a. og n. 1. flat; ſtukken, 
futter. pl. ſtukne. A. S. stican. N. 6. 
freden. Det danſte Ord udtrykker ſaavel 
det hoitydſte freden, fomfteden.] A. 
act 1. bringe et ſpidſt Legeme ind i et 
andet; faare m. en Spids. (tet T. ſte⸗ 
den.) pan ſtak ham I Bryſtet m. Dolken. 
an fisk Dolfen i Bryſtet p. ham. Naa⸗ 
len, Sylen ſtikker (0: har den Egenſkab, at 
ſtikke.) Bien ſtikker m. fin Braad. Hun 
har ſtukket fig i Haanden. At f. een ihiel. 
At ſ. Hul p. Noget. 2. figurl. a.) om 
adgillige Handlinger og Arbeider, ſom uds 
fores v. at ſtikke. At ftikke i Kobber, inds 
grave Figurer i Kobberplader, f. fiden at afs 
trutfe dem (f. Kobberflit.) At ſ. Signeter 
i Staal, i Steen. — At ſ. (ſlagte) et Svlin. 
at fliffe til Ringen, t. Skiven (om viffe 
ridderlige Øvelfer.) At ſtikke en Som, ſ. 
en Sfiortefrave 9: udſye den t. Pynt, ſaa⸗ 
ledes at alle Sting i Sommen vife fig ſom 

maa Huller, i lige Afſtand fra hverandre. 


.) at ſtikke i Kortfpil, figes om den, fom f. 


Udſpillet har det hoieſte Kort, og derfor, med 
fit, tage Modſpillerens udſpillede Kort hiem. 
pan har ſtukket, fan ikke ſtikke. Eſſet ſtikker 
Kongen (agtes hølere.) c.) volde et Slags 
ſtittende Smerte. Solen ſtikker, ſtak mig 


419 
i Unfigtet,,t Hjnene, Det · ſtak mig i Gis 


Stifplade, en. d. ſ. ſ. Stikblad. ftli 


LY 


dn Stillte. | 


den, £ Bryſtet. — Jeg veed ikke hvad der 
ſtikker ham (hyad der volder hans forandrede 
Sindelag.) . Det funde vel ſtikke ham, at 
han ſiet ikke kom. ”Hvad fan et ſtundom 
ungt Wiger ftiffe 2” Baggefen.. 3. a.) 
fætte en Zing paa ell. i en anden; færd. om 
ret langt ell, ſpidſt Legeme, - hvorpaa noget 
fœſtes, ell. ſom bringes ind i on Aabning. 
At ſtikke Kaarden i Sfeden, Nøglen i Nog⸗ 
lehullet. At ſ. en Gaas p. Spiddet. 
en Ring p. Fingeren. ſ. en Pæl i Jorden. 
f. en Traad giennem et Naaleeie, f. en 
Knappenaal i Noget. At ſtikke noget faft 
m. cn Maal (det T. ſtechen.) b.) i vidt: 
loftigere Bemarkelſe: bringe en Ting ind i 
en anden, fom har en Aabning; putte. At 
ikke noget i Lommen; ſ. Haanden i Bars 
men ; f. noget bort. At ſtikke noget (hems 
meligen) t. cen. At ſ. Hovedexne famnten 9: 
giere hemmelig Aftale. (jvf. putte.) 4. 
med Præpefitioner og i Talemagder: At 
fitte af. At f. en Leir af 3: merke dens 

mkreds m. Pele. At f. Vinen af et Fad 
paa et andet (m. en Hæver.) At f. ct Læs 
Ho af Vognen. 
m. en Hetyv.) — At ſtikke efter cen m. en 
Kaarde, et Spyd. — Ar f. Sul paa, en 
Tonde, et Fad Ba: aabne det førfte Gang, 
At f. i Brand (tænde i Brand, ſtikke Jid 
paa.) — At f. gen igiennem m. Kaarden. 
— Ut ſ. Kiolen op, fæfte den op m. Naale. 
At f. en due, et Sæt op 9: fætte i fine 
vette Folder, At ſ. Bolten op, aabne den 
m. en Spids. — At flitfe paa noget 9: fire, 
lade glide, give Rum. ”At de ſtulde blive 
ved at ſtikke paa Rebet.” Bagg. N. Klim. 
Til Skibs figes ogfaa act. at flilte Toug 3: 
ve meer p. Ankertouget, naar man (loger 
. Anfer, og Kulingen tiltager, — At ſtikke 
ud, (f. ndflitte, udgrave, og ovenfor ſtikke, 
A. 2. a.) At f. Øinene ud p. een. Ar 
ſtikke (drikke) en Flaſte Viin ud. At f. en 
Dam ud, late Bandet løbe ud. At ſtikke 
een ud hos en Anden I: faae den Yndeft, ſom 
han havde. — At f. noget under Stolen 9: 
fortie det. (At ſtikke under Stol m. een 5: 
tie m. ham.) B. neutr. 1. være, fidde 
faft (m. Spidfen, Enden) i et andet Legeme, 
1 en trang, tiljſſuttende Aabning; egentl. om 


ſpidſe Ting; i vidtføftigere og overført Be⸗ 


tydning: være faft p. ct Sted. (T. fed en.) 
Nøglen ſtikker i Deren. Pilen ſtak endnu 
i Saaret. Der ſtaf en Bylt i Hullet. At 


blive ſtikkende (ſiddende) i Dyndet, At ſtikke 


i Skiul. — ſigarl. At f. i Gield, være for: 
gieldet. Der ſtikker noget under (det har 
en ſtiult Senfigt.) Der fit mange Penge 
i den Bugning (er anvendt paa.) 2. med 
præp. og I fævegne Talemaader: At ſ. af 
a: falde i Øinene, p. en modfat, uharmoniſt 
Maade. Dette Tørklæde ftiffer underlig af 
imod Kiolen. Hans Simpelhed ſtikker mes 


(27+) 


(At ſ. Ho op 5: pag Loftet, . 


ftitte ” 


(3 


K Stikte — Stille. 


get af imod hendes Pragt. (f. afftuüteude.) 
At f. frem, Være hoiere, mere fremragende, 
fremftaaende , end andre omgivende Ting. 
(eminere;) fig; væte færdeles flendelig, mœr⸗ 
kelig. Forfængeligljed ſtikker frem af alle 
hans Handlinger. — Sktibet ſtikker 4 Søen 
o: ſeiler ud af Havnen. At ſ. i at lee, i at 
grede (bryde ud f atter, I Graad. Stik⸗ 


" Ten, en. ud. pl. og Stikning, en. Gierningen 


at ſtikke. 

Stiffe, en. pl.-t. ISv. Sticka. T. Stes 
den.] en liden, tynd Stok, en Pind, Med 
intet paa Stiffe, (Bindepind) m, intet p. 
cen.” &. Frimann. (Deraf: Pegeſtikre.) 

Stikkelhaaret, adj. om Heſte, ſom have 
graa Haar indfprængte bl. andre af en mørs 
kere Farve. ' 

Stitfelsbær, ct. pl. d. ſ. [X. S. Stic- 
cels, aculeus.] en i Gaver almindelig, tors 
net Buſtvoert, og dens Frugt. Ribes gros- 
sularia. (2. Stadelbeere.) duften felp 
kaldes ogfaa' enkelt: en Stikkelsbærtorn 


erliis ell. »buſt. — Stikkelobærviin, en. 


En Drik, liig Viin, ſom laves af Stikkelsbœr. 
Stille, v. n. 1. (har.) give ſpydige, bits 


tre, nargagende Ord. At ſ. paa cen. Han/ de Bande. S Stilftend, en. 


ftiflede p. denne Sag I fin Zale. ”De have 
nu fiunget Lovfange, nu v. fliflende Vers 
hevnet fig p, veres Modftantere.” O. Guldb. 
— Deraf: Sriflen, rn. ud. pl. ” 

Sritling, en. pl.-ér, [af n. s. Stifke.] 
en liden aſſtaaren Green cl. Qvift, ſom 
, fættes i Jorden f. at groe; en Sætteqvift. 
”Næft efter Zræeré Formerelſe af Frø, er den 
af Stiklinger den fædvanligfte.” Olufſen. 

Stile, v. a. [af Stiil.] brugtes tilforn 

” for: fammenfætte, forfatte noget ſkriftligt. 
(At ftile ct Brev. Moth.) Nu derimod fan 
a.) (i d. Tale) for: figte, have Henſyn til, 
Det var flilet p. ham. Ligeledes om en 
Perſons Bevægelfe: pan ftilede lige her t. 
Huſet. b.) henvende ſin ſtriftlige Tiltale. 
Brevet var ſtilet til Miniſteren. 

Stilk, en. pi.-e. IJ. Stilkr. Sv. Stel- 
ke, Stelk.] 41. den forlængede Deel af 
viſſe Redſtaber, ſom fivner t. Haandfang. 
Stilken p. en Stee, Gaffel (ellers i Alm. 

Farre.) 2. den Deel af en Vært, hvorved 
dens Blade ell. Blomſter "forenes m. Stæns 
gelen cq. Grenen. Bladftilk, Blomſter⸗ 
fik, — ſtilket, adj. ſom har en Stilk. ſtil⸗ 

ede Blade. — ſtilkes, v. n. pass. at faae 
Stilke. (Moth.) 

Stillads, en. pl.-er. [af ſtille.) en Inde 
retning, iſer af enkelte, ſammenfoiede Zøms 
merſtokke, Bræder 0. -d. til at ſtaae p. får 
Arbeidere, em. til af fætte noget p. (I ældre 
Skrifter: en Stilling.) 

Stille, adj. og adv. [A. Gar, stille. E. 
og Z. ftifl.] 1. fom ev uden Bevægelfe, 


"+ ell: fun har en meget ringe Grad af ſamme. 


"(I forfte Tilfælde fun ſom adv.) At flaae , 


Ulgge, ſidde ſtille. At hotde ftille med Vog⸗ 


ctaus) Ben. (jvf. taus.) 


40 


Stige. 


nen, Heſten. Det flille Vand, der f. Luft. 
Det Rille Dav,. Grdhavet. 2. fom er 
uden Syd, el. fom ei giver nogen Lyd fra 
fig; taus. En flille Aften, Nat. Den f. 
lige, Patfionsugen. »Rolighed forholder. 
fig t. Stilhed, ſom Xarfag t. Wirkning. 
Naar Alt er roligt om Natten, er ogsa 
Alting ſtille.“ Waller. At tie ſtille. Der 
blev med eet ganfte f. i Selſtabet. Ver 
ille! — Ligeledes om Folelſer, Lidenffaber, 
indsbevægelfer, der itfe' yttre fig i Ord. 
En f. Slæde, Sorg, Kicerlighed. En ſtille 
3. figurl. ſom 
er indvortes og udvortes tolig; fagtfærdig. 
Et flille og fædeligt Menneſte. ”Et roligt 
Bind lader fig ikke anfegte, og bevarer fin 
Fred. Et ſtille Sind fan nære en heftig Lis 
denſtab, uden at give den tilficnde,” Muͤnler. 
At fore et ſtille Liv. Her er meget f. i denne 
By. At leve ſtille og for fig felv. = Stil⸗ 
leſidden, en. den Tilſtand af fidde ſtille. At 
blive ng af f. megen Stilleſidden. ſtille⸗ 
fiddende, adj. v. ſom fidder ſtille. (uegentt. 
At føre et ſ. Liv.) ſtilleſtaacnde, adj. v. 
ſom ſtaager ſtille, ikke rorer ſig. flilleftagens 
1. egentlig: 
Tilſtanden at ſtage ſtille (hvorfor tog hellere 
bruges : Stilleftagen.) 2. Ophør i Be⸗ 
vægelfe. Der er indtraadt en S. i VBærfet, 
i Verkets Gang. 3. Ophoer f. en Tid af 
Fiendtligheder, Vaabenſtilſtand. De fluts 
tede en S. paa 4 liger, — ſtiltiende, adj. v. 
ſom ikke yttres I Tale. At give fit f. Sam⸗ 
tykte t. noget. En f. Overeenskomſt. ”Den 
ſtiltiende Deftedenhed er maajfce en talende 
Selvroes.“ Baſth. Stiltienhed, en. br. 
undertiden f. Taushed; ifær i Tilfælde, 
hvor man” vil udtrykke, at cen tier, Hvor 
han bør, fortier det, han bør. ”Stiltiens 
* langt meer end Spot her nntte vil.” 
opes Krit. v. Schierman. = Stilhed sen. 
ud. pl. Beffaffenheden, at være flille. Has 
veté, Luftens, Nattens Stilhed. At leve 
t&. Han blev begravet i S. Det ſtete 
i al Stilhed, uden at giore Opfigt.) *Ro 
er Frihed fra Befværing; Stilhed er Man: 
gel af Bevægelfe (færd. m. Henfen f. Be⸗ 
-mærfelfen 1. af adj. ftille.) Om den, ſom 
ftedfe føger Arbeide og Syſler, figet man: 
han fan ikke være i — Sporon. 
Stille, et. IT. die Stille.) Taushed, 
Stilhed. (fielden.) “Et tauſt og livleſt 
Stille,” Storm. (Sami. Digte. 237.) 
”Stormen , fom brød allene det natlige 
Stille.” pers. ”Dagené Larm aflefer Nat⸗ 
tens Stille.” S. Blicher. 
1. Stille, v. a. 1. IJ. ftillen. J. stii- 
14.) 1. ſtandſe. At ſtille Blodet. (hellere 
br. dog det danſte ſtandſe.) 2. bringe noget, 
fom er i Bevægelf€, i Oprør, t. Stilhed: bes 
wolige; tilfredsſtille. At f. et Oprør. ſtille 
Alindre) Smerterne. At ſ. Hungeren, 
Torſten. »De Skikte, hvorved Opertroen 


⸗⸗ 








bd 


Sticle ⸗Stitung .  42t 
orenauferte forflelig Bemcerbelſe "for det 


filter fr Iryat, og feger at fit 
Dan.” Guldb. “At alle —— 
ang ſtulle læges, alle mine, Sarn engang 
illes.“ Mynſter. — flilles , v. n. pass: 
fagtnes. Stormen, Uveiret ſtilles. Tum⸗ 
melen, Oplobet ſtilledes ſnart. (i Soſpro⸗ 
get ſiges: Vinden ſtiller af, det ſtiller af, 
bliver ftille;) ou 
2. Stille, v. a.1. IS.ſtel len.J 1. brin⸗ 
ge noget t. at ſtaae, bringe det i ru ſtaaende 
ilſtond; it. fætte (én vis Orden, At ſtille 
figi Døren, i et Vindue, ſ. fig i Veien f. cen. 
At f. Folk, Soldater i Orden, i en Række, 
(f. opttille. Om Ting br. i Danfign oftere 
førte. ivf. ogſaa lægge. ”Man fliller det, 
om ſtal ſtaae; og fan det ikke, fan ſtifles det 
op til noget.” J. Smidth.) — fig. at ſtille 


cen tilfreds. f. tilfredsſtille. At. f. et uhr 
"Å Flok, en fam 


fine (ret —2— p. vet sete — Kal 
ille (rette) Kanonerne. (jpf. ogſaa foreftille, 
henſtille, indftille,) 2. bringe cen t. at 


' A 
é 
48 —M— 
Stilling Eix 
LS 


nu mere buigelige Stillade. At reiſe en 
Stilkng, fore en Stilling op. . :- 
Stillite, en. pl.-er, En iFugl af Spur: 
venes Claſſe. Fringilla. ,.,… 
Stimand, en. f. under Sti. 
. time, v. n, f. under Stiim. . 
Sti le, Y. nn. 1. bar. tof Stijm. J. 
stimla, fterfne.] famlø fig i Hob/ i Klynge. 
(om. levende Veſener, og maft om Menne⸗ 
fler.) At ſtimle ſammen. Mængden ſtim⸗ 
ede omkring ham. Mu ſtimler hele Byen 
til? Fr, Guldb. — (Ogfaa,. men ſieldnexe n. 
pas. ftimles. Folt begyndte: at ſtimles. 
oth. 
ne Fr R , 


Kreds omfring - mig.” 


en. md. pl. det, at ftimie, at ftimle fammen. 


1. Srimmel, en. pl. Stimle. Sammenleb 

1J et Meengde, ſtor Forſamling. 
, 2, Stimmel, en. Randen efl. Ringen p. 
et Sold. (j. dette Ord. Moth. (Egentlig 


være perſonlig tilftede el. paa rede Haand. Iydft.) 


Ut ſtille Soldater. Denne Provinds maa f. 
tufinde Wand. At flille cen i en anden 
Sted. (Ordet er af nyere. Brug. Bibelen 
af 1550 har ſom ofteft ſtikke, ell. et andet 
Udtryk, hvor nyere Overſ. have ſtille. jvf. 

emftille.) = Stillebeile,; en. Boile og 

ndretning p. en Ylov, hvorved den fan 


ſtilles til at lade Jernene gade meer ell. S 


mindre dybt i Jorden. (Ny Landoæec. BD 
U. 385.) Stillekile, en. Kile, hvorved 
noget (f. E. en Kanon) ſtilles, bringes i en. 
vis Stilling, et vift Lele. Stillepind, en. 
P. hvorved noget holdes oppey derved 
ſtilles p. en vis Maade; f. E. Stillepind i 
en Violin, ien Fælde, e. d. Stilleffrue, 
en. Skrue, hvorved et Inffrument f. E. 
ſtilles hoiere el. lavere. ( J. Kraft.) Stil⸗ 
levært, et. db. ſ. ſ. Stille. . . 
Stilling. en. il. er. [af V. ſtille.] 1. 
Handlinyen at ſtille. 2. det v. Bevægelfe 
frembragte Leie, fom Delcne. t ef levende 
Bæfinsé Legene have (færd, om Menneſtker, og. 
itfe blot om ſtagende.) At ſtaae, Kode i en vig 
Srilling. En Imuf, natuviig, upaffende, bes 
vem S. nl foren re fin BD. - Stillingen, 
om Maleren har givet denne Heſt, er ikke 
naturlig. 3. Maaden, hvorpaa flere Giens 
ſtande åf cen Art, ell. betragtede under eet, 
ere ſtillede; elev Indbegreb af de (iſcer 
udvortes nærværende) Forhold, hvori noget 
er fet f. andre.Stenftande.” (Muͤller.) Pla⸗ 
neternes S. Herens Stilling. Ordet 
anvendes ſaavel p. enkelte Menneſter, fom 
p. hele Samfund; og derned tages Henſyn 
ikte blot t. hvad der er p. en vis Tid, men 
ogfaa f. hvad der fan ventes. Et Lands 
Teliftend fan være blomſtrende, dets For⸗ 
fatning. suffelig , men dels Stilling flet, 
naar farlige Fiender pludfelig true. Muͤller. 
Stilling, en. pl.-er. i ældre Skrifter fo⸗ 
rekommer dette Dred jckonlig i cen fra "de 


ydſt. — W BENET 

Stind, adj. IIJol. stinne] ſtiv./ fram. 
(forældet.) Deraf: - flinde,, ſtivne, ,og 
Stindhed. Moth)... 

Sting, et. pl. d. f. [Iel Stingr, AX. 6. 
Stinegs] d. f. ſ. Stil 3" men denne Form er 
forældet, og, br. nu ſielden, uden om en ind⸗ 
vortes, heftig, og ſtikkende Smerte, ifær i 
iden ell. i Bryſtet, under Bryftbetændelfe. 
(Sidefting. Pleuritis,) At have, at faae et 
Sting. (ivf. old.) 

Stinge, v.'a. ſtingede, ſtak; ftungen, 
flungne. d. PL f. ſtikke; forældet Form. (I. 
stinga. 4.8. stingan.) 

Stinke, v. n. ſtank; 
ond Lugt fra fig; lugte iſde. (T. ſtinken, 
ſom oprindetigen har bemærket > lugte; li⸗ 

om A. &. stincån.) ſ. Stank. — Stink⸗ 

tt. Et americanſt Dyt ,-fom, naar 


det forfølges, giver en utaalefig "ond Lugt 


fra fig. (Mustela putida, mephitis.) 
Stipendium, et. pl. Stipendier. et fat. 

Ded, der be. til at betegne, den: offentlige 

Underſtottelſe, fom gives Studerende, enten 


i Stolen, v. üniverſitetet ell. fU at reiſe for. 


(Reifeftipendium) 1. 
Stirre, v. n. 1. her. ISv. sure. J. 
stara.] fce pan, betragte mm. ufravendte, 
uberægetige Pine. ”En, Pigs fane ham 
fidde v. Jen, og ſtirrede paa hen.” Zur. 
22. 56. Et ſtirrende BLUL. "Gom Bamet 
ftirrer op mod Solens Jid, ad blendes, og 
dog mere ftlirre bil.” Rein. — Deraf: Stir⸗ 
ven, em ud. pla 
overſer mig v. alt f. færk Stirren,” Rahb. 
. Stiv, adj. IJ. styfr. AX. Øs stife.) - 1. 
fom ei lader fig boie, ubetclig, sl» vanftelig 


at,beig ; (enten efter fin Natux, cl. ved en 


titfætbig Beſtaffenhed.) Denne Stof, dette 
Fiſtebecn er tife flivt nok. Stive Stavler; 
ftive Papir. Fingrene ere flive af Kuͤlde. 


2 


Alt flimledes de ældfte Afer i i 


s har ſtinket. give 


”Dan ſtaaer, Fare f. af" 


U 


SER Giv — Stiorife 


At veere fi Laumerne. Ab fave en f; Arm. ' 


— En ſtiv Selløe (om Stibep det modfarte 
af rant. f. dette D,) ”At Stibene, haw bugs 
gede vare flivel Kuling.“ Malling. — Dgs 
jaa om bløde Legemer/ der ſtorlne. Sretvet 
. bliver flivt i Kaiden. Deiemetr (ffe ſtiv nok. 


(modſat lind); 2.. figur, "a/). om Lege⸗ 


mets Bevægelfer og Stillingen: teangen, 
itte nof balelig. - Dun ·er fda'f. fom en 
Decdukke: Eniſtiv Stilling, Boining. At 
gaae fliot.  -b.)'fom itfe let lader. fig bringe 
fra in Menmg;i et Forfæt; egenfindig; ſtiv⸗ 
, findelt; ubgidig. »En ſtiv Mand lader fig 
itke boie; en kro dſig Mand ifte svinge, en 
modvillig Mand ikke⸗ bevege; én fortroden 
Mand itke behandle.” Spoton. c.) om 
Adfeerd, Maneer og Omgang: fom' holdrr 
ſtrengt v. viſſe Former, vr det Ceremonielle, 
og derfor mangler Frihed i Talen, Liv t 
nderyktet. At være f. I Omgang. Stive 
Selſtaber.Gn ſtiv og fornem Tone. d.) 


AR Stiüvlader — Stodderſtav. 


St ; Stboforældre; Stivmoder, 
— rStif. 
Stivne, vh, 1. (er.) blive ſtiv. At 
ſtione af Kulde. 
Sticele, via, ſtial; ſtiaalen, ſtiaalet, pl. 
iaalne. IJ. stela. A. S. stælan.] 1. 
mmeltgen og uden perſontig Vold bersve en 
Anden hans Ciendom. (f. rane, røve.) At 
ftiæle noget fra em (beftlæle een.) Spaden 
er ftiaalct bort (fra Stedet, Hvor den ſtod.) 
At f. fom en Ravn. Stiaalue Kofter, Ty⸗ 
vekoſter.  .2:;dm, maaſtee oprindelige Bes 
mærfelfe: at gisre noget hemmeligen, ufor⸗ 
mærft,'fjae Ordet beholdt i de Talemagder : 
at ftiæle fig bort af Selſtabet, ud af Buen; 
ftiæle'fig ind i Guſet v. Nattetid. At ftiæle 
fig Tif:at gføre noget ad: giore det ubemærfet 
af alle. ⸗ Stielelyft, en. Lyſt, Tilbsietig⸗ 
ed f.'at. ſticele; Tyvagtighed. (Beffel.) 
tiæler, en. den, ſom ftlæfer, en Zoo; br; 
fun i Ordſproget: Hæleren er faa god fem 


At fee ſtivt p. een a: længe og lige I Anfige Stiæl 


tet, ' e.) 4 bagt. Zale for: rigelfg, lang, 
betydelig; el. til at betegne, enten noget 
over den angivne Mængde, så. en hoi, tems 
melig hol Ørad, Jeg maabte vente an ſtiv 
Time, Der er en ſtio Miilt. Buen: Det 
er en ſtiv Priis, han forlunget. ”Den' vas 
ter, naar man tegner flivg., t. Parret bils 
ver gift" S: Blicher. —ſtivarmen; ſtiv⸗ 
benet, adj. ſom:d. Sygdom ell. uvvortes 
Skade har faqet en Arm, et Veen, han ei fan 
boie. ſtivfroſſen/ adj. ſom af Froft er ble⸗ 
ven fell. fom ev froſſen ſtiv. ſtivhaaret, 
adj. ſom har ſtivt, berſtot Gaas. ſtiv⸗ 
lighed: kan boie Halſen, ſtivpmundet, adj. 
fon) silfe slet yſtret Toile og Bidſel, (om 
Heſte) haarhmyndet. (modſ. bledmundet,) 
ſtivnakket, adj. 5. f, f. ſtivhalſet⸗ſtivpſi⸗ 
Jet, adj,, d; f. ſ. ftiv, 2 b. ⸗ Sti en, 
Beſtaffenheden at pære fliv; Jaavelegentl. 
fom figurl..”Ganerne, ſom for, vare, unas 
tutlige 'f. deres Stivhed, ere nl five af 
alt f: migén Natur.“ Rapbet, FØRER 
Stive, v.4. 1. giore ſtiv. At ſtive vaſtet 
Linned. At ſ. et Huus, ct Planfeværko: 
jætte Stivere til; ogſaa: at ſtive det af. 
«(. afſtive. = Stiver, en. pl. — 22: Øtotte 
ell. Mel, hvormed noget ſtives. At- færte 
Stiveret, et Planfevært: (A. G&G. Stipore.) 
Stivning, en. Bietningenat flise, — Stil 
vebiæltfe, en. B. hvormed nodet / ſtives ell. 
afſtives. (f: Stiver.) 1 NEN NT 
Stivelfe,en. ud. pl. [af ſuv 'og; five] 
det, hvormed noget' giores fipr i; færd. en 
Grød, kogt af fiint Meel, elf, Kornete mes 
lede Beſtanddeet, (SKraftmeel).. høortidd va⸗ 
et Tai ſtlves eil. dette Meel felv, inden bet 
uges. (Deraf: Stivelſekliſter, en. Kliſter, 
font koges af S. Stivelſemeel, ct. Meel 
af knuſet SG. Stivelſevcerk, et. Sted 
hvor &. laves Stivelſefabrik). 


i 


fræleren, 
Stob/ et. pl. d: f. IJel. Staup. A. S. 
Steap.) ut Drikkekar, Bæger, ſom ev lige 
Bredt "f. oven dg for heden, (Moth.) foræls 
det. 2. et Maal p; to Potter. (Moth.) 
Btoblånde, en. K. føm holder to Potter. 
Siod, et. pld. ſ.ien Flot af 12 efte, 
ell. egentl/af 19 Hopper. II. Ståd. X. 6. 
Stood. jvf. Jvc £. III. 48.] Stod⸗ 
fold, em: Fold, Yndehikte t. Gefte, Moth. 
(A. Seo Stod-ſold.) Stodhave, en. heg⸗ 
net Market. Heſte, Stutterivang. (Roſt⸗ 
aard.) Stodheſt, Stodhiugſt, en. 
ingſt, four bruges t. Bedætning, færd. 
naar den holdes v. et Stutteri, (AX. 6. 
Stod-kors.) .Stødhoppe, cen. 9. hvoraf 
gel tillæggts ;”. Fethoppe, (Moto. A. S. 
Stodmyra.) Stodmeſter, en. den, ſom 
fager vare p. Heſtene 1 et Stod (ell, Stut⸗ 
teori.) Moih. J Gt. for dette Ord er nu 
bet halvtydſte Stutmeſter indført, (f. dette 
O. og Stutteri.) 7 ? 2 ⸗ 
Stodder, en. pl-e. [af Stod a: Sted, 
Hielp, Underſtottelſe.]) den, ſom er faa fat: 
tig, at han itkke ſels fan underholde fig, men 
maa bede vm Almiſſe; en Tigger. (Han 
er en S. figegd d, Tale om den, ſom er me: 
get fattig, om han juſt ikke tigger.) ſtod⸗ 
deragtig, atj. fom paſſer fig id en S. üſſel, 
meget fattig... Stodderfoged, en. var til⸗ 
forn un Betient, der i Byerne ſtulde anholde 
Stoddere og førgængere, f. at føre dem af 
Byen ell. fætte dem. f. Arbeide; Ogſaa 
Srodderkonge, faldet, Stoddergang en. 
Stodderes Omvanken fi at tigge. Glipper 
lt, faa glipper ikke Sroddergang. At 
hane S. Stodderhovmod, er. $. for⸗ 
enof.m. Fattigdom. Stodderpoſe, en. 
Tiggerpoſe. · Stodderſtads, en. det, ſom 
fat vxre Stads, og er dog fattigt og ringe. 
Stodderftav, en. Stodderens Stav. At 


gvibe t, Stodderſtaven, give flg t,-af tigge. 








Stodderſtevne — Stolverk. 


Stodd 

ſamling. (Moth.) 
Stof, et. 

cu. fan blive til; Materle, Amne; Aars 

fag, Anledning. Stoffet t. dette Sorge⸗ 

fpil er taget af Hiftorien. At give 5. til 


Latter, t. Eftertanke. (M. S. Stoff.) 2. 


pl. Stoffer (om flere Arter.) et Slags tykt, 
vævet Tøi, ifær ſaadant, hvori Blomſter, 
Figurer 0. d. ere indvævede. Silkeſtof, 
uldent Stof, blommet &. (Fr. etoffe. 
Hol. Stoff. — Stof m. indvævede Guld⸗ 
traade kaldtes Gyldenſtykke, ſom maaſtee 
oprindeligen er (amme Ord.) 

Stof, en. pl. Stotte. IJ. Stockr. Z. 
Stock.) 1. ef nogenlunde langt, rundags 
tigt Legeme. Denne Bemarkelſe forekom⸗ 
mer i adſtillige Silfælde, hvori dette Ord, 
ogfaa hos 08, bruges ; f. E. Kaͤalſtok 0: 
en udvoren Kaalplante m. hoi og tyt Stæns 

el. Viünſtok, et Biintræ. En Mangle⸗ 
for, Rulleſtok. En Sengeſtok, Senge⸗ 
ſtolpe (ell. Sengefiæl. Moth.) Tingſtok, 
(hvoraf Stoffemænd.) Tommerfiob, et 
rundagtigt Stykke Tommer, en Biælfe, 
At lægges over Stokken (f. at faae Bank; 
en tilforn brugelig Skoleſtraf.) En Skiel⸗ 
ſtok, Stielpæl. (Moth.) 2. en Stav af 
maadelig Længde og Tykkelſe; en Kieps 
Spadſereſtok. (Man tænfer fig v. Stof, 
til denne Brug, noget mere ponteligt, end v. 
Kiep. ”Man henter fig en Riep i Skoven; 
men tisber figen Stof i Iſenboden. — Der 
gives ogſaa fun Sroffeluappe ; thi hvo ſom 
fader fætte en Knap p. fin Kiep, gior den 
t. en Stol.” Muller.) En Ladeſtok. En 
Maaleftof, (jvf. Stang, Stage, Stav.) At 
gaae m. Stof. 3. en Trablok, er lang 
eg tung Klods, t. at aabne og luffe, hvori 


man tilforn fluttede Forbrydere m. Benene. 


At lægge cen iStokken. (heraf: Stok⸗ 
huus, Stokmeſter, v. fi.) 4. Paa en egen 
Maade br. det (efter det T.) t. at forftærfe 
Betydningen-af nogle Adj. hvormed det for⸗ 
bindes. —> a.) ſtokblind, adj. aldeles blind. 
ſtokdod. (Moth.) f. ſteendod. ſtokdov, 
adj. ganſte dev. — Stokfiſt, en. Fiſt af 
Torſtejleegten, ſom fanges i de nordlige 
Have, og' ſom, opftaarne, zenfede og flække⸗ 
de, vindtorres p. Stænger uden at være ſal⸗ 
tede. — Stokhamp, en. kaldes Hampens 
Hun⸗ePlante. Olufſen. (Landoec. 241.) f. 
Herhamp. Stokhuus, et. Fengſel for" 

de Fororydere, fom enten p. Livstid, cl. 
paa viſſe Zar ere dømte t. af arbeide i Jern. 
Stoffnegt , en. d. f. ſ. Byſvend. (Moth.) 
Stokmeſter, en. den, fom tager Bare p. 
gangerne i et Stokhuus, Fangefoged. 
ellike, en. Mellike, ſom i Haver opel⸗ 

ſtes og. bjindes't. en Stof. Stolfap, en. 
En ſtor Sar (f. Cr. til at fære Blil) Hvis: 
ene Arm er ubevægelig og faftet t. en Zræs. 
blok. Stelvark et. Samlingen af de Bas: 


423 
erftævne, et. Stodderes Møde, For⸗ relſer i etfuus, fom. ere byggede p. cet, 
1. det, hvoraf noget bliver + 


” det ell. Stolehyntet. 


Stotvxrk — Stole. 


Bicelkelag, hvis Gulv og Loft ligge i cen 
Linie. (Dette tydſte Ord er i nyete Tider af 
Nogle (bl. a. O. Guldberg og Baggefen 
brugt f. det danſke, forældede Loft og d 

fr. rage.) Hos Guldb. er pl. uforandret: 
»Huſene beftode undertiden af to Stok⸗ 
værk.” V. pift. I. 45 ) Stokke⸗ 


baand, et. Baand, ſom bindes ien Spad⸗ 


ſereſtok, f. et at tabe den af Haanden. 
Stokkedrev, et. Drev i et Mølleværk, ſom 
beſtaaer af to Skiver, forenede v. Stotte, 
der virke fom Tender. Stokkeknap, en. 
Knap oventil p. en Stof. (f. No. 2.) 
Stoffemand , eu. En af de fire (tilforn 
otte) Mænd, der ſom Vidner (tilforn ſom 
—8 i Retten ere tilſtede p.. Tinget, 
aalænge Retten holdes; Tingherer, Ting⸗ 
mand. Storkeprygl, pl. Bank, Prygl af 
en Stok. 

Stokke, v. a. 1. i Søemandsfproget: at 
ſtokke Ankeret 2: at fætte Ankerſtokken p. 
dene Plade om tæggen. af Ankeret, og ſurre 
den faft. 00 . 

Stol, cen. pl.-e. [J. Stoll. A. S. Stol.] 
1. Et Redfkabet. at fidde paa, beſtaaen⸗ 
de af ct Sæde, hvilende p,. Been, og for: 
ſynet m. Rygſtod; fædvanlig fun indrettet 
t. cen Perfon; (jvf. Benk, og Stammel.) 
En Armſtol, Leneſtol. — uegentl. En 
Stol, luftet Srol i Kirken ad: et aflukket 
Eted m. Sæde f. Flere, ſom bivaane Guds⸗ 
tieneſten. At ftiffe under Stolen. (f. ſtikke, 
A. 4.) At gaaet. Stols, giore fit Behov. 
(f. Natſtob.) 2. uegentlig:. Stolen p. at 


Fiolin, et Stykke Træ, hvorover Stren⸗ 
gene fpændes. En Bogſtol, Nodeſtol, f. at 


lægge Bøger, Noder opflagede. Klokke⸗ 
ſtol, Trævært, hvori Klokker hænge. 3. 
ſigurl. En Biſpeſtol, et Biſpeembede. Kon⸗ 
geſtol, Throne. Tagſtol. 4. Stolen, 
kaldes den ſpiſelige Frugtbund p. Artiſtotker. 
Stolebetræf, et. Dvertrot p. Stoleſæ⸗ 
Stolebrev, et. Fo⸗ 
ftebrev p. en Stol el. ct. Stoleſtade i en 
Kirke, udftedt t. Leieren gf Kirfens Bærge 
el. Eier. Stolehynde, ct. udftoppet, løft 
Hynde, fom dægges p. Stolefædst. to⸗ 
lemager ell. Stoimager, en. den, ſom for⸗ 
færdiger Stole, og andet”dignende Sned⸗ 
kerarbeide. Stoleſtade, tt. Rettighed t. 


Serde i om Kirteſtol. (Stoleſtadspenge, 


aarlig Betaling derfor. Stoleſade, et. 


"den Deel af Stolen, man ſidder paa, og 


fom enten er los ell. faft. — Stolgang, 
en. Handlingen at gaa t. Stols; Lareren. 
»Boger, dér virke Bræfning, Soevn og 
Stolgang hos Læferne.” Baag. N. Klim. 
. Stole, v. n. 1. har. JJI. stdla.]' fætte fin 
Lid til, forlade ſig paa. 
ſ. paa ecus Løfte. ”Forgilves ſtoler hiin 
p. fine Kræfterz forgieves denne paa de 
unge Gar,” Crald. - - rr 


Ut ftole pan. ten; 


| 








7 Eitolpe — Stoppe. 


Stolpe, en. pl.t. (3. Sidipi. G. Stol- 
pe.j en tyt Zræftof, der bruges t. Stotte 
unter noget, Stolpe br. altid om lodret 
opreiſte Fommerſtokte; Bialke dm de lig⸗ 

ende; Stiver om,de ffraae. => Stolpe: 

od, en. en Bod, et lidet Huus, opreiſt 
over Jorden p. Stolper. J Norge: et 
Stolpebuur. Stolpefod, en, den underfte 
Deel af en S. Stolpefeng, en, Seug m. 
Stolper og Himmel; Standerſeng. - Stol: 
peſpiger, et. pl.-fpigre. fvære Spigre t. at 
jlaae i Stolper. Srolpeværf,et. en Sam⸗ 
ling af opreiſte Stolper. Stolpevarket i 
gt Huus. 
"— Stolpe, v. n. 1. har, fætte Stolper, reiſe 
Stolper. At f. under et Huus, (Moth.). 

Stolt, adj. [I. staltr.] 1. fom er fig 
fit Verd, fine Fortrin ed. Fuldkommenhe⸗ 
der bevinft, og ſom tillige felv vurderer dem 
høit, og lægger diſſe Folelſer f. Dagen. 
(modſ. ydmyg, beffeden,) At være — af 
fin Lerdom 
fan være folt af Penge, Rang og Wagt, 
f. faavidt fom han mener, at diffe Fortrin 

ive ham Vigtighed i Samfundet,” Lyften 
har giort ham ſtolt. En ſtolt Adfærd, Dps 
forſel. At tage ſtolt imod een. En f. og 
Fold Hoflighed. — Ofte ogfaa I god ell. mil⸗ 
dere Betydninge om grundet Bevidſthed af 
eget Bærd, om en Folelſe af egne virkelige 
ortieneſter, ſom vi billige. Han fan være 
olt af denne Son. Jeg er ſtolt af en ſaa⸗ 
dan. Mands Agtelſe. — Den stolte fætter 


hoi, ftundom.alt f. hot Priis p. egne, vir⸗ 


elige Fuldkommenheder; ten Indbiloͤſte er 
olt af det, ſom ingen ſand Værdi har; 
den Sorfængelige vil vife Te, tidt ubetyde⸗ 
lige, Fuldkommenheder ell, Fortieneſter, han 
har ell. mener at have. Den Stolte og ben 
Indbildſte have. derfor ofte nok i deres eget 
Bifald: den Forfængelige er ikke lykkelig 
uden Andres. (jvf. indbildte.) 2. fieldnere 


(og ofteft id. Tale) br. dette Dvd om noget, itt 


der væffer Opmerkfomhed, og vinder Bis 
" fald, ed. for: udmærfet, fortrinlig, fuld: 
" Fommen i fit Slags. En ſtolt Bedrift. Et 
ſtolt Foretagende. — Men ifær om udvor⸗ 
tes Anfcelfe; "prægtig. En f. Heſt. Et 
ſtolt Stib. En Kronhlort er ct ſtolt Dyr. 
Det var en 
dig, = Stolthed, en. ud. pl. den Egen⸗ 
ſtab, at være ſtolt (1), og dem udvortes 
HYttring. Gvf. Indbildſthed, Sovmod.) 


Stolthed beroer p. Gammenligning; this 


t, Stolthed harer at fætte Priis p. fig ſelv 
p, Brund af Fortrin, man fremfor Andre 
troer at beſidde. — Der gives aldrig nogen 
ædel Indbildſthed; men der gives en ædel 
Stolthed” P. E. Muller. | 

Stoppe, v. a. 4. II. S. stoppan. Jol. 
stappa-J 1. bringe noget (iſex meget 
blødt, boieligt) glennem cu Aobning ind i 
et andet egene, ſaaledes at: dette. derved 


ÅJ 


424 


åen Pofe, Cal, 


Fedſel, Rang. “Et Menneſte 


der. 


olt Klædning, Du har faaet " 


Stoppe — tor, 

cH. Tildeafs udfyldes. At f. noget 
At ſ. Fieder i en Dyne. 
At ſtoppe ned, ſ. omkrĩng noget. (f. E. 
med 95) at ſ. til (hvor der er aabent; ſ. 
rilſtoppe). At ſtoppe ud (f. udftoppe.) At 
floppe fig ud, gisre fig tykkere v. Fyld inden 
for Klæderne. — 2. fylde et Legeme v. af 
ftoppe noget deri, At ſtoppe fine tavler 
m. Hs. At f. en Sæt fuld m. palm: At 
f. en Pibe (m. Tobak.) fig. At f. Munden 
p. cen, bringe ham t. Taushed. 3. At 
ſtoppe Kalkuner, Gæs, 20. fede dem m. en 
Dei, fom ſtoppes dem ned i Halſen. Deraf 
ogſaa: At f. fig o: fylde fig m. for megen 
Mad. . At ſtoppe et Hul i Toi, i Kloœd⸗ 
ningefinfter or udfylde det v. Iraade, ſom 
ſyes korsviis derover, At ſtoppe Strømper 
(o: Huller i Stromper.) 5. ſtandſe, opholde 
noget, ſom er i Gag, i Beyægelfe. (NR. 6. 
ſtoppen. E. to stop.) At fo et 
Toug. (t. Skibs.) At ſtoppe een. oppe 
et Stib i Farten. — Fodemidler, ſom hin⸗ 
dre den naturlige Aabning, figes : at ſtoppe 
(binde, give Bindfel.) jvf. forftoppe. — 
Stopning, en, pl.-er. Handlingen at ſtop⸗ 
pe. — Stoppedei, en. ud. ph hvormed Fie⸗ 
derfræ ſtoppes. Stoppegarn, et, Garn 
ell. Zraad, ſom br. fil af ſtoppe (Stremper) 
med. Stoppekone, en. K. ſom fyffelfætter 
fig m. at ftoppe og hede Strømper sg Klæs 
Stoppenaal, en. grov Synaal, ſom 
bruges t. Stopning. 

Stor, adj. ſtorre, ſtorſt. IJ. står.] 
A. Egentlig: <a.) absol. t. at betegne 
Rummets Udftræfning, faavet i Høiden, 
fom t. Siderne; fornemmelig dog t fidøe 
Tilfœlde. Hvor ſtort (høit) er defte Bierg? 
Han er ſtorre (holere) end Broderen. Lan⸗ 
bet er 100 Quadratmile ſtortr. b) fom 
har en forholdsviis betydelig. Udſtrekning 
indtager.et betydeligt Rum. (modf. liden.) 
En ftor (høi) Mand. Haven ex fmuf, men 

e flor. Et fort (vidtfeftigt) Huus, 
Bierg, Land, ”Ct ſtort (rummeligt) Huus 
fan være lavt.“ £. Heibera. Den ſtore 
Taa (i Modfætu. ff. de svrige, mindre.) 
Stoen er f. ſtor (ſor vid.) At tage ſtore 
(tange) Skridt. 


Ked 





En f. Lytte, ulokke, eUghed, Miighed, 
Klogſtab, Uforfigtighed. Store Dyder, Las 
fter. pan er en flor Digter, Konfiner, Klas 
veerſpiller, Lovkyndig, o. ſ. v. En flor 
Mand (i Alm. den ſom befidder meget uds 
mærtede Siceleevner.) ”Stor af ærefulde 
Fædre, fun liden af dig felv.” Storm. 
”Det ev Diertet, der adler Tenkemaaden; 
naar derimod Forſtand, Klogffab, ofte blot 
udvortes Fortrin ere .nof t. at giore Folk 
ftore.” £, Heiberg. Store Ord &: Pralen. 
At giere ſtore Ord (være ſtortalende.) Han 
vil føre Set ſtore Ord i alle Selſtaber I: vil 
være den, fom taler måft, ſom vil gisre fin 
Tale fortrinlig gieldende. — Sprogbrugen 
allene fan lære de Tilfælde, hvor flor ei fan 
anvendes; men ſtark, el, andre Udtrok 
træde i Etedet. (f. E. en ſtærk, itfe flor, 
Lugt; et ſterkt ns, Skin; men en flor 
Klarhed ;En ſtærk, heftig Forkolelſe, Tand⸗ 
pine. 0. f. f.) — adv. fore br. i nogle Til⸗ 
fældefor: meget, Jeg bryder mig ifte ſtort 
derom. Det agter han ikke ſtort. At jlaae 
ſtort paa, leve prægtigt, koſtbart. 2. vigs 
fig, betydende i. fine Virkninger, Folger, 
mn. m. Gt ſtort Foretagende. En flor (ops 
hsiet) Tanfe. Store Handlinger, Planer. 
Der bliver neppe noget Stort af ham. At 
være ſtor paa noget, giore fig til, være 
ſtolt deraf. 3. fortrinlig, .udmærfet, ops 
hoiet over Andre, ypperlig, enten i (ms 
feende f. udvortes Stand og Stilling, eft. 
fil indvortes Egenſtaber. (jof. hel, 9 
»Stort kaldes ogfaa det, fom iblandt Ting 
af ſamme Slags udmærter fig v. andre cell. 
flere Egenſtaber.“ £. Heiberg. Store pers 
Tet. De Store, (Fornemme.) Den flore 
(fornemme Verden.) En ſ. Sicel. Store 


(meget udmærtede) Mænd. (ſ. ovenfor.) ſt 


At vife fig ſtor i Modgang. — Storhed, 
en. ud. pl. den Ggenffab, at være flor. 
1. Dette Subſt. br. næften fun i den figurl. 
Bemærfelfe, om det, fom er indvortes fort; 
ell. hvor begge Begreber forbindes. Siæz 
lens og Legemets, den aandelige og legem⸗ 
lige Storhed. Sicelsſtorhed, Aandeſtor⸗ 
bed. Storheden i en Handling. ”Ct falſtt 
Begreb om Zerde⸗ og Bælde har forledet 
mangen Fyrſte fra at blive virkelig flor.” 
Liebenberg.  Gudé uendelige 3. 2. Ogs 
faa færd. for: Betydenhed, Ypperlighed, 
Herlighed, Fortrinlighed. Fra det høiefte 
ærin i menneſtelig Brorhed, t. den dobeſte 
Pdomygelſe. “Hvem er du liig i din Stor⸗ 

cd? — Du fom var ſaadan i Xre og Stor⸗ 


cd iblandt Edens Træer.” Ezech. 31,2. 18. 


—e i Bid. af 1550.) Steorrel⸗ 
ec, en. L. (ud. pl.) 1. legemlig idftræfs 
ning, (i Øside, Vidde, Omfang) Optagen 
af Rummet, og Quantifeten af denne Ud⸗ 
frætning; legemlig (ertenſiv) Storhed. 
Landets Befolfning ſvarer itfe ft. dets S. 


Gu Mant af Kæmpettarselfe, At maale et. 


Å 


428 


Stor.” : 


Kb Storrelſe. 2. Quantitet + Gral, 
indvortes (intenfiv) Storhed. Efter Evner⸗ 
nes Storrelſe. At beſtenme Starrelſen af 
en Kraft. IIi. (pl. Størrdfer,) i Mathema⸗ 
tiken: en delelig Gienſtand, betragtet ſom 
Eenhed, en Glenſtand, der lader fig ſormind⸗ 
ſte ogformere cl. forfterre. az Storadmiral, 
'en: den sverfte Befalingsmand fil Soes, ved 
Somagten. ſtoragtig, adj. ſom vttrer sm 
daarlig, ubefsiet Stolthed ell. Indbildſthee; 
iſer grundet p. hoiere Stand ell. Forume, 
i fin Opførfel mod Andre. Den Ringe, 
ſom ophsſies, den Fattige, ſom med cet 
faaer Rigdom, blive tidt Koragtige, ”Stors 
agtig i hans Sang, og prægtig i hans Klæs 
der,” Helt. Deraf: Storagtighed, en. 
"ud. pl. ”Den Opførfel, fom 1 Hverdagsli⸗ 
vet rober Ringeagt f. Andre p. Grund af 
egen Storhed, falde Storatztighed.“ Måts 
ler, (jvf. Zofferdighed. — ſtorbryſtet, 
adj. ſom har ſtore Bryſter, fuldbarmet. 
(Moth.) Stordaad, en. En ſtor, meget 
udmærfet Handling. [Det ft. Großthat.] 
”Raar han i Stordaad fun fin Manddom 
piſer.“ Ingem. (Sorte Ridd. 120.): Stor⸗ 
ſyrſte, en. Titel f. en Regent, der færtes 
over Sertug og Storhertug. . (tilforn de 
rusfiſte Zarers Titel.) Storfyrftendems 
me, et. En Storfyrſtes Land. Storfyr⸗ 
ſtendommet Finland. Srorhav, et. port: 
Verdenshav, Dcean. ”Et Storhav fig om 
Kloden vælted.” Foerſom.  Storherre,en, 
Pen tyrtiſte Keifers Titel. Storhertug⸗ 
n. Zitel f. en regierende Fyrſte, der fættes 
over Sertug. Storhertugen af Toſcana. 
Storhertugdomme, et. en Storhertugé 
kand. orhiertet, ad). ſtorſindet, hoifin⸗ 
bet. (Moth.) ſtorknoglet, adj. ſom hår 
ore, meget udftaaende Knogler. Stor⸗ 
kors, en: Titel f. dem, fom have en hai 
(fædvanlig den hoieſte) Grad af en Ridder⸗ 
orden. ſtorladen, adj. ſtoragtig, hopmo⸗ 
dig. (Moth.) ſtorlemmet, adj. forlemmet. 
(Moth.) Storluge, en. den ſtorſte Luge 
p. et Skib. (Baggeſens Sabyr. I. 36.) 
Stormand, et. pl. 
Mand, Wagnat. (optaget i ndere Tider; 
ſtiondt ikke almindeligt.) “Thi mellen 
Stormanden og den ſtore Mand er der uneg⸗ 


telig Forſtiel.“ Rahbek. ”Ci onſter jeg mig 


Stormands Herlighed.“ F. Guldb. Au⸗ 
ſendes Fryd er i Stormandens Gunſt.“ Pa 
A. Heiberg. Stormaſt, en. den mellem⸗ 
ſte og ſtorſte Stibsmaſt. Stormeſter, en. 
titel, ſom Formænd i negle geiſtlige eg 
Ridderordener føre, og ſom — *? — 
bruge. flormodig, ad). ſom har et ſtort 
Sind, er hævet over lavere Synsmaa⸗ 
der og Begteringer; hoimodig, hoifindet. 
P. Gliæ. magnanimus. Moth. [Spoton 
har en anden, neppe ret grundet Forklaring, 
hoorefter ſtormodig. fun ſtulde bemerke den, 
der iftun tragtede ater af vinde et Rarg,/ el. 


formænd. en fornem: 


4 


( 


* 


Ud 
⸗ 


⸗ 


Stor orm. 


at giere Dyflgtv Efter Sporon "føger ben 
Stormoditge tun det Uaimindelige, den 

i ẽ bet"Yjpverlige; den AEdelmos 
dige det Sode: og Tætfelige.” Uden Tvivl 
gt dog ſtormodig dannet efter det lat. mag- 


hanimrås ; ſtisndt det hos XAldre ogſaa fin⸗ 


des i mindre foedeelagtig Betydn. ”Man 
ſorundrer fig over ber, ſom er ſtormodig, 
ap holder dem | re, fom ere dumd ” 

. Thott. II. 103.] — Heraf: Stormodig⸗ 
Bed, en. ud. pl. (Grundtvig.) ſtormun⸗ 

et, adj. fom har en flor Mund. (Moth.) 
flormægtig, adj. hoimcegtig, meget mægs 
tig. (en Zitel, ſom gives Konger.) ſtor⸗ 
mtæfet, adj. fom har en ſtor Neſe. ſtor⸗ 
pralende, ad). v: fom praler, brouter mes 

t. (Holbergq.) Storpraler, en. der, ſom 


høt Grad er en Praler. (Storſkryder. 
Moth.)  ftørraadig, adj. fonrhar er ftærtr, 


mandigt Sind; fom-iffe fattes Raad og Mod. 


(Bedels Saro. 314.) Storfeil, ct; det nes 
dæfte og ſtorſte Ssil p. Stormaſten. ſtor⸗ 

det, adj. d. f. ſ. Horbiertet. (Moth.) 

orſtue, en. den ſtorſte, anſeellgſte Stuet et 
Duus en. Stolværk; Gal. ſtortalende, adj. 
ſom gier mange og ftore Ord ; broutende. 
Stortalende er den, ſom v. Ord vil giere 
fn Vigtighed gieldende, og derfor gierne la⸗ 
ber Andre høre om fine Penge, fin Indfly⸗ 
delſe, fit MOD, fire Bedrifter.” P. F. Muͤl⸗ 
lev. Heraf: Stortalenhed, en. ud. pl. 
Mlagtet Stortalenhed foͤrudſotter Stolt⸗ 
hed, gives der viſſt Arter af Stolthed, hvilke 
ikte føre det ſtore Ord.” Måller. Stor⸗ 
taler, en. den, font er ſtortalende; en Brou⸗ 
ter, Draler. Og hvad vinder denne Stor⸗ 
taler m. al fin Seloroes?“ Baſtholm. 
Stortarm, en. "den ſtorſte Tarm hos Men: 
nettet og Pattednrene. Colum. Stord 
ting , et. I Norge: Forſamling af Folkets 
Nepræfentanter; Rigsforſamling. or⸗ 
foppet, adj. ſom har en ſtor Top. or⸗ 
tæerende, adj. ſom fpiſer meget, (Moth.) 
Storvark, et. d. f. f. Stordaad; ell. et i 
hoi Grad udmærket; Værft.” (Engelstoft om 


Qvindet, 74.) "Dette Storværtk i den Evi⸗ 


ges Alſtabning. T. Rothe. ſtoroiet, adj. 
fom har ſtore Øine. 
Storhed, en. ſ. ovenfør ander ſtor. 
Stork, eh: pl. 
Storc,] en —2 Zrætfugl. — Storke⸗ 
mæb, et. 1. Stortehs Næb. 2. én Plans 
tø Geranium cicutarium. Storkertde, 
om, Storkens Rede. Storkeunge, cn. pl. 
mm en ung Stort, Storfens Unge. 
Stotlig, ſtorligen, adv. [af ſtor. ] i hoi 
Grad, hoiligen. ”Han ſtal ſtorligen ophsie 
ſig i fit Hierte. Danm.-8. 25. (Storlig⸗ 
hed, for: Storrelſe. B. Thott. I. 1] 
Storm, en. plet, «[A. 6. Storm, 
Stéarm; Iſsl. Storfir:) 1. en ftærk, volb 
fom Vind. (ſ. Orkan, Uveir.) Det reiſte fig 
en Storm, Stormen begynder at lægge fig. 


. & 


X 


-— €. (3. Storkr. X. G. 


Storm — Stormtag. 


— fig. Lidenſtabernes Storme. 2. ligeſom 
Storm tilforn hat været brugt f. ſtært 
KTummel, og færd. Strid, Stridstummel, 
(f. Stormflotfe) ſaaledes bemærfer det ends 
nu: voldſomt Angreb f. med Magt at træas 
ge ind i et befæftet Sted. At indtage en 
Fæftning med &. afſlaac en Storm. Da 
han fornam, at Stormen var vunden.” 
Hvitfeldt. At lebe Storm, forme. (f. 
Stormſfſridt.) = Stormbro, en. Bro, ſom 
kaſtes over Graven om en Fæftning, man 
vil forme; (i forr. Tider: en Bro, fom man 
fra. Stormtaarne lod falde ned p. Feeſtnings⸗ 
— Stormbuk, cen. ſ. Muurbrækker. 

tormbyge, en. En Negnbyge, der kom⸗ 
mer m. en Storm. tormdag, en. En 
Dag, da det ſtormer; en ftormfuld Dag. 
Stormfugl, en. et Slags Habfugle, der af 
alle findes fængft fra Land, og hvis Nær: 
melfe t. et Skib bebuder Uvrir. Procellaria. 
ftormfuld , adj. fom medfører megen 6. 
En f. Xarstid: ſtormfyldt, adj. v. poet. 
opfnldt af. Stormen. Mellem ftiælvende 
Kriter ſpendtes den ud ſom et ſtormfyldt 
Seil.” pers. Srormhage, en. Stang m. 
en Sage i Enden , fom bruges naar man 
ſtormer en Feſtning. (of. Brandhage.) 
Stormhat, Stormhue, en. kaldtes tilforn 
et Slags Hielm, der var uden Hielmgitter. 
Stormhav, en. et af Storm oprørt, ſtorm⸗ 
fuldt Sav. — fig. "De blinde Skicer i Ung⸗ 
dinmens Stormhav. ”Baggefen… Storms 
bål, en.: Aabning ſom ſtydes i Bolden cd. 

uren om en Fæftning, f. at kunne lobe 
Storm. . At ſtyde Stormhul. (Holberg.) 
Stormhviin; et, Stormens hvinende End. 
”Stormhvinet mellem Stammerne nrærtte 
han m. kyſt.“ Ohlenſcht Stormhvir⸗ 
vel, en. En ſterk Hvirvelvind. (Fibigers 
Homer.) Stormklokke, en. K. ved hvis 
Ringen man giver Tegn t; at ſamle Ind: 
byggerne i en Stad ell. Egn, f; af møde 
en angribende Fiende; ell⸗ fem forkynder en 
farlig Iſdsvaade. Stormleb, et. Gier⸗ 
ningen at løbe &. Stormpæl, en. Pæle 
m. opſtaaende Spids, der fættes fæt v. hin: 
anden i Bolde og Skandſer, f. at hindre en 
fformende Fiende; Pallifader. Storm⸗ 
redſtaber, pl. ſom bruges naar man ſtor⸗ 
mer, ſtormrig, ad). formfuld.  ”Sfen 
* Bort i de ſtormrige Nætter.” F. Guldb. 

ormrort, adj. v. oprørt af Storm. ”I 
ſtormrort Hav og rolig Kildes Bæld.” F. 
Gualdb. Stormffridt, et. det ftærtefte 
Skridt, hvori angribende Soldater bevæge 
fig fremad i ſſuttede Rekker. Stormſto. 
en” En Sky, der bebudet” ell. medforer 
Storm. (C. Frimann.) Størmftige „en. 
Stiger, ſom lægges t. Maren cl. Volden 
om en Fæftning; det ſtormes. Stormtag. 


et. "&n fordum brugelig Maſtine, m. ct 


dag, hvorunder de Beleirende ruffede frem 
mod Feeſtningen.“Et andet Slags hoiere 








U * 


Stoimtag — Stratjunker. W Straaliel Steaaleglands. 


Redjfkaber af denne Art, brogede fon Tan 
ne, kaldtes Stormtaarn.) ormtroms 
me, en. Trommeſlag, iſamme Ølemed, fon 
Etormfloffens Ningen ; (Alarmtromme) el. 
hvormed Krigsfolk fores t. en Storm. BR 
Stormklokkers og Stormtrommers But 
der.” Baggeſen. Stormtoi, et. Storms 
redikaber. (D. Bibel.) Stormveir, ct, Bi 
fom medfører Storm; Uveir. Storme— 
vind, en. heftig, voldſom WBind. — 
Storme, v. n. 1. har. 1. [af Storm 1.] 
blæfe meget ſterkt, blæfe m. en Storni. 
Det ſtormer, har ſtormet i nogte Dage. . 
Storme, v. n. og a. 1. [af Storm, 2] 
1. neutr. lobe til, m. voldſom Haſtighed, 
m. Bulder og Tummel, ell. for at angribe. 
Mangden ftormede ft. Udgangen. ens 
derne ſtormede r. Broen. ”Der Mængden 
vilde indtage Taarnet, dg ſtormede t. den 
ftore Dør.” 2 Macc. 14. 41. — fig. Gan 
ſtormer mod fin Helbred (odelægger den.) 
Storm i din Ruus mod Afmagt.” Evaid. 
2. act. angribe m. Storm, ſobe Storm, 
fage m. Storm," Tregange flormede - Ve 
Skandſen forgieves. Fæftningen biev ſtor⸗ 
met. At afſiaae en ſtormende Fiende. 
Stort, adv. ſ. ſtor, B.b.2. . ' 
Stout, adv. høres undertiden, dog ſiel⸗ 
den, i d. Tale f. ſtolt, ſtoragtig. 
Straa, et. pl. d. f. IIsi. Stra. 2. 
Stroh.]1. Gros⸗ og Kornarters varens 
de Stængel. Et Gresſtraa; Bygſtraa. 
Denne Rug er fort i Straaet. (J. palm.) 
At fælge Korn i Stradet (uhøftet.) . 2: 
d. f. f. Zalm, 1. (T. Stroh.) . At ligge 
p. Strea,. Et Zaguf S. (Straatag.) = 
Strae⸗arbeide, et; det, ſom giores af tørret 
Straa eller Halm. Straabaand, ct. Et 
af S. flettet Baand. ſtraabred, adj. faa 
bred fom et S. (man ſiger: ikke ef Straa⸗ 
bredt; ſtisndt det ſtulde hedde: iffe en 
Straabrede.) Straabundt, er. Straa⸗ 
tnippe, Halmknippe. Straadakke, et. D. 
af Straa t. at lægge over noget. Straa⸗ 
dod, ert. naturlig Dad, O.'af Alder ell. Syg⸗ 
dom. (modſ. voldfom Dead.) ”Nu hævner 
Stracdoden jo dog fart dit Nidingsvœrk.“ 
Ohlenſchl. Straæaente(Moth.) ſ. Græsen⸗ 
Fe. Straafarve, en. ſtraaguul F. ſtraa⸗ 
farvet, ſtraaguul adj. guul, fom tørt 
Straa. Straaheteen; H. flettet af hele 
ell. floekkede Straa. Straahytte, en. 1. 
H. ſom relſes 2. Marken af Straa.25 
eu ftraataft Hytte. »Svalen, der ſees m. 
Glæde ved Straahyttens Tag.” J. Smidth. 
Straajunker, en. En Dagdriver, Spra⸗ 
debafje. (Moth.) “En Straajunker, pyu⸗ 
fet og ftram.” Thaarup: ”De vilde hverken 
have deres Børn t, Straajunkere ell. Mo⸗ 
dedutter.” Rahbek. (jvf. Spradebafje og 
Millers cenét. d. Ord) I 84. Det 2" 
Strohjunker ev et Spottenavn p. em 
kandjunker. Mdelang.)- Straaklol, en. Be⸗ 


£ 


Kofdilirig af Planter under ben. egentlige 
Etidstisl, fattage af f. Stod. Straa⸗— 
kuippe, ct. Salmfnippe. Straabrande,ent 
Krands flettet af Straa. Soraabirtv, en 
Kurv, fam flettes af fiint S. (ſ. Salmfurv:) 
ftraslagt, adj. vi --%.. belagt, beklædt im. 
Straa: "2. tættet mm; Crna] "Rd Lun: 
dene for, og m. Lundene bug, der føgér. at 
bølge fit ſtraalagte Tag.” S. Blichen 
CStraalægte, én. tyndere Lægte, fom bruges 
under Straatag. (f; Steenlægte,) Straa⸗ 
maatte; en. M. flettet af Straa. Straut 
mand, en. Efterligning af en mennertelig 
Skikkelſe, giort af Straa, ſom bt. til Fugs 
leſtreemſel. Stracfat,en. d. ſ. f. Salmi 
dyne. Straatag, et. T. fom er tæltet 
med &. eller Langhalm. “Straataget dæfs 
fer tidt en Helt.” Storm. ſtraataeakke, v. 
a. 3. at tæfte m.. Straa. En ſtraatakt 
Hytte” . Streatæffer, m. ſ. Tækkemand. 
Straaviff, f. Salmviff. Straaafke, em. 
ke giort af, ell. bekledt m. Straa. ” 
Straale, en. pl,-r. ISv. Stråla, M 
Strahl. — AX. S. Stræl, en Viil. 
Gl. T. og Ital. Strala, ⁊c.] Ordets. afs 
mind. Bemerkelſe er: et lige Segeme, 
der m. flor Hurtighed bevæger fig i en 
get Linie. Saaledes: 1. Ensdele, fom 528 
væge fig efter hinanden f fige Linfe, m. den 
ſtorſte Hurtighed, man klender i Naͤturen! 
en eyeſtraale. Solens Stracler. »Furi 


ven er fun Skin af braͤdte Atraalr; "farves 


los er Straalens rene Glands. Grundtvig 


At lade en Solſtraale falde. ind 1 et fore 


movket Værelfe. (f. Lyoſtraale.). En Lyn⸗ 
ſtraale. 2. et flydende Legeme, der i lige 
Linie drives ud af en trang Aabning; Band: 
ſtraale. Straalen af en Sproeite, B.i et 
Vandfpring. 3. Straalen kaldes (efter di 
Todſte) den mellemſte Deel af Heſtens Hov 
nedentil (fordi den hur Liighed m. én Piit⸗ 
ſpids; og Straale fordum ogſag har bes 
merket en Piil.) = Straalebro, en. poet. 


Maanen over Havet bngger f. Aanderne ſin 
Straalebro.“ S. Staffeldt. Straale⸗ 
brydning, Straalebrækning, en. Sysftraas 
lernes Aſvigelſe frå den lige Linie, derved; 
at de falde fra ef totterr Legeme i et tyndere; 
el. omvendt ; Nefvaction. "Znge Brahe 
var den forfte, ſom boſtemte Straalebreke 
ningens Virkning.“ Bandaf. ⸗Muidenhedt 
øg Fordommens Taage, der foraarſagede 
bønne falſte Stratlebrækning.“ VBirkner. 
ſtraalebrærket, adj. form ſteer, fremkommer 
ved, ér forenet m. Straalebrydaing. Og 
al aturen fryder:m. jſtraalebræaklet Lys/ 
for oͤyſet felv ev der.” Tullin. ſtraaledan⸗ 
net, adj. v. dannet liig en Straalte, -(ffær 
car dét, ſom i Stvaafefolm. omgiver et 
rundtẽegeme.) Straaleglands, ent 1. en) 
ſtraalende Glands, fomiudgader fra et. lyft 
Legeme. (Arceboe.) Solenoigoldue Steaa⸗ 


AJ 


.om.cn ſtraalende Lysning p. Bandet. ”Naat . 


Ud 


; Kart, ſtraalende 216. 


Stiil. 


ds.” Tullin. ”Som Roſens Kaon, 

der aabner Blade f. Morgeuſolens Strau⸗ 
6.” Mard. Brun. 2. Foreftidingen 

af en ſtraalende Glands, der omgiver et Les 
eme,. f. E. Hopedet af en malet Helgen ; 
orie. —— — et. poet. Lysdlimt. 
gt Stræaleglimt dig ſendte Himlen nå.” 
S. Blicher. Straalekaſt, et. Lyeſtraaler⸗ 
nes Tilbagekaſtning fra et tert ell. morkt Les 
geme; Reflection, Refler. "Nu Stiernen 
aldrig mifter fit lyſe etraalstaft.v Ohlenſchl. 
ekrone, en. figuri. .. f. ſ. Straale⸗ 

lande, 2. Straalelys, et. Et ftærtt og 
(Arreboe.) Straa⸗ 
lemefter, en. (af Straale, 2.) den af Bram: 
folfene, der holder og ſtyrer Roret p. Sproi⸗ 
teflangen, og ſaaledes leder Vandſtraalen. 
Straalepragt, en. glimtende ſtork og klar 
Splyening »Overtroens Mulm forfvinde, 
Kundſtab! v. din Straclepratzt.“ Thaarup. 
Straalepunkt, et. P. hvorfra Snéftraafér 
udgaae. Straaleregn, en. poet. et flærtt, 
ftraalende eys, en Samling af ſtoœrke Svés 
ftraaler. ”Den Straaleregn, fom Dagens 
Stierne ned fra tændte Äret fender.” E. 
Colbisenſen. ſtraalerig, adj. fom kaſter 
mange Straaler fra fig. “ Hendes ſtore, 
ſtraclerige Die.” Ohlenſchl. Strealerer, 
gt. Noret i Enden af en Sproiteſtange, 
hvorigiennem Vandſtraalen ledes. Birger 
effin . et. ftraalende Lys. ”Den maa — 
fit lyſe Stradleffin t. Jorderig nedſende.“ 
Arreboe. Straalevarme, en. i Naturfæs 
ten: ben Varme, fom udbreder fig og virker 
firaalertde, ell. hvorved f. E. en Ild opvar⸗ 
mer en Sienftand i markelig Afſtand, uden 
tidige i famme Brad at hede den medlems 
voœrende Luft. Straalevei, en. poet. Lys⸗ 
plante, Solglands. “Som naar en Straa⸗ 
evei beredes f. nogen Sud.” Storm. 
aalevirkning, en. Virkning af Lyſet ek. 
Varmen formedelſt Straaler. Varmens 


Straalevirkning.(Orſteds Naturi. II. 122.) 


Straglevæv, en. poet. en tæt Straaleſam⸗ 
ling. ”CEt (en) Straslevæv er deres Dragt, 
fom flyder p. Bindens Vover.“ S. Blicher. 
Straale, v. n. 1. har. koſte Lysftraaler 
fra figs five en ſtorrk og klar Lysning. So⸗ 
n ſtraalede frem af Slven. »Som naar 
Solen pludfelig ſtraaler iglennem Skven.“ 
Mynſter. Diamaunten ſtraaler (funklex.) 
En ſtraalende Glands. — figuri. ”Det fora 
gende Smiil, ſom de frem giennem 
rindende Taarer. Pram. — act. ihaiere 
Hans Aaſyn ſtraaler Fred og Slede. 
Strabads, en. pl.-er. IT. Strapaz⸗ 
ge.]i d. Tale: anftrengende Meie, Be⸗ 
fværligbed., Deraf v. a. at fre ſeve. 
( Ital. strapagråre. Isl. strabba.) . . 
: Straf, en. pl-fe. IJ. Straff.) et Onde, 
fom følger paaiem uret, pligtſtridig ell. 
ulovlig Landing, ell. ſom tilføles — 
har begaget en ſaadan Oaudling. (jvf. Kes 


AJ 


* 


GStereleolarde — Scraſ. 408 "Giraf — Straſbeboder. 


88 Tugt, Tugtelſe) Syndens Straf. 
Guds S. var Straffen, ban ſik 
for fin Aétte Handling. ”Straf er et phyfift 
Onde, ſom tilføles og lides f. et moral 
Ondes Skyld.” E. Hornemann. At faae 
S. over cen. At dømme, fætte cen i 5. 
At udſtaae S. (den idømte S.) Livs⸗ 
ſtraf, Xres ſtraf, Pengeſtraf (Bøder.) Den 
ſidſte udtrykkes ofte blot v. Straf. At give 
S. fan maatte give feameget i Straf. = . 
ſtrafbar, adj. et af Nvere (færd. A. 6. 
Srfied) indført tydſt Ord, for: ſtrafſtvl⸗ 
dig, frafværdig, ſtraffelig. Deraf: Straf⸗ 
barhed, en. (Strafbarkeit) »En 
Handlings Strafbarhed.“ Orſted. ſtraf⸗ 
fri, adj. uden Straf, 

ældig, (Dirkner) d. f. f. fre ldig. 

s, ad). uſtraffet. »Ei flos 

falde din Yndling.” Hertzz. Strafleshed, 
en. det Tilfælde, nt Brøde, Forbundelfe 
bliver uftraffet. ”Kunde Lovens Overtræs 
ber ſtole p. Strafloshed, hvis hans Giers 
ning midinkfedes.” A. OErſted. ſtrafſtyl⸗ 
dig, adj. ſom fortiener Straf, ſom har bes 
gaaet en Handling, der fortiener Straf ; 


"el. (om Gicrninger) font fortiener at ſtraf⸗ 


fes. ”Ct ſtrafſtyldigt Foretagende.” Schyt⸗ 
te. ”Det eneſte, der p, nogen Maade kunde 
glerr bereg sr UK RAD får Rig.” gabe. 
af: Steg i sen. Betfaffenhes 
den, af. være fraf fn . —— , 
ad). fom fortiente Straf, ſom burde ſtraffes; 
ofteft I moralſt Henſnn: umoralæ, laſtver⸗ 
dig. Strafværdighed, en. ud. pl. den 
Tilſtand, at være frafværdig. ”Straf fors 
udfætter nødvendig Strafværdighed, altfaa 
Forbrydelſe.“ C. Hornemann. 
Straffe, v. 2. 1. tilfele cen Straf, give 
Straf f. en, begaaet * , Tevfe. Af 


—* en Forfælfe; ſtraffe nogen for en 
orſeelſe. At f. en 


orbryder. (f. ger.) 
Ut ſtraffes p. Livet. p. Penge, p. fu For⸗ 
mue, re. Han blev haardt et f. den 
Forfeelfe. At ftraffes med Affættelfe, (Or⸗ 
bets oprindelige Bemarkelſe har maafkee 
været: at tilfeie udvortes Stade, femlæfte, 
Man figer derfor endnn iFyen: at e 
et Zræ, ſom vorer f. høit.) 2. Uegentlig 
om at lide Ondt, ſom man felv hor for⸗ 
idt ell. foranlediget. Han blev ſtraffet 
fin Vindeſyge v. Tabet af Capitalen. 
Born ſtraffe tidt Forældre, fordi diſſe itke 
have tugtet dem i IRC." GSporon. 3. 
(uſœdvanlige og nu foræltede ere Bemerkel⸗ 
ſerne: a.) trettefætte,. revfe m. Ord; ſom 
byppig forekommer i vore Bibeloverf. "Men 
hen vendte fig, og ſtraffede dem og fagje.”” 
Snc. 9. 55. .b.) badle, laſte. »Ingen 
Baodsmand maa ſtraffe Skipperens Koſt.“ 
D. Lov. IV. 1. 15. Straffebrev. ct. 
Brev, hvori mas ſtraffer mn. Ord 2: revſer, 
iretteſœtterx cen f. begsnede Feil. Straffe⸗ 
beder, pl. ſ. Bod, Boder Straffedag. 





uſtraffet. (Moth) | 


1 [4 


en. den Dag, ſom er beſtemtt. Nforelfem 
af en Straf. Straſſedom, en. Dom, hvor⸗ 
ved en Straf tilfiendes den, ſom har begaaet 
en Forbrydelſe. At affige en —— 
»Det er den ham forhen overgaaede 
fedom, der p. nu træder I Kraft.” Orſted. 
Jeg feer Gude Straffedomme opfølde Los 
vene Trudſler.“ Mynſter. Strafſegrund, 
en. Grund t. at ſtrafe cen f. en Forbrydelſe 
el. Forſeelſe. (A. Orſted.) Straffelov,en. 
Lov, ſom beſtemmer Straffene f. Forbrydel⸗ 
fer; Criminallod. (Schyttke.) 
givning, en. den Deel af Lovgivningen, der 
aaer ud p. at ftraffe Forbrydelſer. Straf⸗ 
emaade, en. Maade, hvorpaa cen. ftraffe6, 
eller hvorpaa én Straf udføres. Straffes 
prædifen, en. P. hvori Tilhorerne forehol⸗ 
des og iretteſœttes f. deres Feil og Forſeelſer. 
Strafferet, en. 1. Net t. at ſtraffe Forſeel⸗ 
fer. Lopgiverens Strafferet bør ikke udvi⸗ 
des t. Tanker og Meninger. 2. Criminal⸗ 
vet. (A. Orſted.) Straffetale, en. Straf⸗ 
feprædifen. (Hoſberg.) Straffetrudſel, en. 
Trudſel om tilkommende Straf i Tilfælde 
af en Forbrydelſe. (A. Orſted.) 


Straffelig, adj. faf v. ſtraffe.] ſom ber 


traf ; ftrafværdig. (nu 


ſtraffes, fortiener 
” Da var der ikke 


fielden; jvf. uftraffelig. 
Skilsmiſſe imellem Dod og Udyd, fovlige 
Gierninger og ſtraffelige.“ NR. Hemmingſen. 
1572. *»Er der ingen Ting udi Xgteſtab 
laſtelig ell. ſtraffelig nogen Maade.” 
Eamme. 

Stram, adj. pl. ſtramme. [i tydgte Dia⸗ 
lecter ſtramm.] 1. ſtivt udfpændt. Et 
ſtramt Toug. (modſat ſlap.) Kiolen maa 
amt. *Han ſielden ſpendte Buens 
ftramt , at" den i Latter braft.” 
2. fig. og i Skiemt, sm den, der 
anvender latterlig Omhfu 'p. Peenhed i 
Klædedragt, ”En Straajunfer pyntet og 
fircm,” Thaarup. ”Og fandt end ingen 
Junker peen og firsm.” F. Guldb. (ſ. Dig⸗ 
te. lil. 216.) — Stramhed, en. ud. pl. 

Stramme, v. a. 1. fpænde, udftræffe noget, 
at det bliver ſtramt, At ſtramme ct Toug. 
Deraf: Strammen, Stranming, en. Gier⸗ 
ningen at ſtramme; det, at ſtrammes. Jeg 
føler en Strammen I Lemmerne. — ſtram⸗ 
mes, v. dep. blive ſtram. — Strammeev⸗ 
ne, en. Evne t. at kunne ſtrammes, ell. til 
af kunne træffe fig ſammen. 

Strand, en. pl.-c. (Sel. Strond, Udett 
Tvivdl beflægtet m. Rand. I det Finnſte er 
Randa en Strand.) den yderſte Deel af et 
Land, ſom fløder t. Havet, og tildeels bes 

alles af defte (thi ogſaa den, Strandbred⸗ 

en nærmefte Del af Zavbunden m. Vans 
det, ſom overftniler den, indbefattes under 
Begrebet Strand , der egentlig. fan figes, 
at bemærfe ”de Dele ell. Strekninger af 
Landjorden og af Havet , Som gienfidigen 
begrændfe hinanden,” (Nord. Tideſte. IU, 


* 


420 


Straffelov⸗ 


Etrand. — 


69.) Dog ſaaledes, at Strand ogſaa uns 
bertiten udtrntfelig.6r. om den, Kyſten ell. 
Setrandbredden nærmefte Dect. af Havet. 
f. €. ”Bruus i din Stolthed, ſoiblaa 


afs Strand,” Evald, "Hør Stranden toge og 
fprudle Taage,” Gamme. »Gyldne Ager" 


øg ſolvblaa, ſtolte danſte Strand,” Sams 
me: (Ht Muller derimod vil indſtronket Be⸗ 
tytningen af Strand allene t. den ”yderfte 
Ded af Gavet,” fan ilke v. Sprogbrugen 
beſtyrkes.) (jvf. Ayſt.) Cu hoi, (av, ſtov⸗ 
bevoren Strand. At boe v. Str * 
Agnetoͤ fidder paa den eenſomme Strand,” 
Ohlenſchl, Skibet blev kaſtet p. Stran⸗ 
den. Bolgerne ſtylle op p. Stranden. Fis 
fterne hænge deres Garn p. Stranden f. at 
tørres. Anteret blev fundet I Stranden, 
Derimod figes: Bredden. af en So, Ftod, 

a. jvf. Strandbred.) J nogle Gammens 
fætninger (f. E. Strandfiſt, Strandfugl, 
Strandgræs, Strandvand, ſtager dette Dvd 


egentlig for: 5av; i andre, f. E. Strands 


fand, —— tœnkes ffær p. den Lan⸗ 
det nærmefte Deel af Havbunden. jvf. For⸗ 

and.) == Strandaborre , en. Aborrer, 
om leve I falt Band. Strandager, en. 


A. fom ligger i Nerhed af Stranden, gaaer 


ned t. Stranden. Strandarve, en, 

Plante, ſom vorer i Sandet v. Strands 
bredden. Arenaria peploides. Strands 
baffe, en. B. ved Stranden. Strands 
boer, en. den, fom boer i Nærheden af S trans 
den. Strandbred, en. d. f. ſ. Strand, 
ell. egenti. den yderſte Kant af Landet, ſom 
umiddelbart begrændfer af Havet. (Man fis 
ger derfor: at boe v. 
Treer v. Stranden ; heller end: v. Strands 
bredden.) Strandbrink, en. høj og ſteil 
Strandbred; en brat afſtaaren Strandbakke. 
Strandbygger, en. d. ſ. ſ. Strandboer. 
Stranddige, et. Dige, opfsrt mod Havets 
Indbrud. Stranddæmning, en. ſ. Dem⸗ 
ning. Strandeier, en. d. ſ. ſ. Forſtrands⸗ 
eier. Strandfiſt, en. pl. d. ſ. Fiſt, ſom 
fanges i Havet ell. langs med RKyſterne; 
Saltvandsfiff. Strandfiſteri, et. F. ved 
Kyſterne. Strandfoged, en. Betient, ſom 
har Opſyn m. en Strand ell. Forſtrand, 
m. Henſyn p. Strandinger, ell. med Hen⸗ 
fyn ft. ufortoldede Vares Indſmugling. 
(Moth.) Strandfugl, en. Søfugle, dre 


NA 


Stranden, der vore 


ophotde fig paa ell. i Nærheden af Stran⸗ 


1. Græs , ſom 


den. Strandgræs , et. 
2. Havgræs, 


vorer langs m. Stranden. 
fom driver op p. Stranden ; Tang. 


Plante, ellers falder Marehalm. 4. em 


3. en 


anden Plante (Sut.) Plantago maritima. 


Strandhug, et. Faldtes tilforn Roveri; ſom 
blev begaaet p. Stranden ell. Kyſten af Søs 
røvere; Strandrov. Strandhuus, et. H. 
bygget ner v. Stranden. trandkaal, 


en. En Haveurt, der dyrkes og bruges form 


Aſparges. maritima. (Olufſen. 


i 


h ) 


ret Slage 
harer. Triuga. 


EStrand Strande. 420. Guxande mr Shec. 


Landeec. 26.)., Strandkant, mt. D. ſ. fo 
Strandbred. ſtrandlangs, adv. lan 
. Strander,. ¶ J. Arandlongis.) At-:redfe 
andlangs. (Moth.) Strandløber, en. 
trandfugle, hvortil ogſaa Vibes 
log, en. Gn:Urt, 


jom vorer v. Havbredden i ſydlige Lande, og 


Strandbred. ”Sandklitternes Strandværn , 


” gernes Slægt. (Funte N. H.) 


, af tufinde Baade,” N. Brun. 


h Reg. V. 170.) 
ſom blæfer fra Havet ; Søvind. 


Strands 
af Maas 
andmal⸗ 
urt, en. et Slags Strandplante. Artemisia 
maritima. trandmark, en; M. fom 
gåaer ned t. Stranden. Strendoddæ, 
en. Et Slags Odder, fom lever y. Stran⸗ 
ben, og hvis Pels er meget ſagt; Soodder. 
Mustela-lutris, Strandplante, en. Plans 
fe, ſom groer og: findee paa Stranden. 
Stvandravn, en. ef Slags Strandfugle. 
Hoit Strandravnen hvirvled op fin Flugt 
a Dybet,” Foerſoms Digte. H. 69. 
trandret, Strandrettighed, en. d. ſ. f. 
Forſtrandsret. Strandrider, en. Told⸗ 
betient, fom har Opfyn m. Stranden: 
Strandrov , et. d. f. ſ. Strandhug. 
Strandrover, en. Sørøver, ſom begager 
Strandhug. Strandſand, et. Sand, form 
opgraves i Stranden eller paa Strandbred⸗ 
den. Strandſidder, en. d. f. f. Strands 
boer. (Moth.) Strandſide, en. br. I æl: 
bre Sttifter for: Strand el. Kyſt. Det 
ganſte Land omkring Strandfiden er 
beſat.“ Bording. Strandfiden bedokkes 
Strandſiv. 
et. En ved Strandbredder almindelig Siv⸗ 
plante,.m. lange, ſtive og ſpidſe Blade. 
Scirpus maritimus. Strandffade, cn. et 
Slags Strandfugl. Hæmatopus.' Strands 
Fræppe cl. Strandſyre, en. En hift og 
ber v. Strandkanten, ſieldnere inde i Lan⸗ 
det vorende Streppe⸗Art. Rumex mariti- 
mus. Strandſpale, en. Et Slags Sva⸗ 
lev, ſom bogge Reder i Strandbrinkerne. 
Hirundo riparia. ftrandfætte, v. a. 3. 
at ſ. et Skibo: lade det løbe p. Strand (hvad 
futen dette ſteer m. Flid, eler ved Vindens 
agt. Jacobi.) Strandtorv, en. d. f. f. 
Btarterv, (Dec. Mag. VI. 307.) Strands 
vagt, cen. V. ſom holdes langs m. Strans 
den, f. af hindre ell. iagttage en Fiendes 
"Landgang. Strandvand, et. falt Vand 
Havvand (hvilket dog er mere brugeligt.) 
Strandvildt, et. Fuglevildt, der opholder 
fig v. Havets Strande. Schytte. (Indv. 
Strandvind, en. Vind, 
Strand⸗ 
vrag, et. Vrag af ſtrandede Skibe, B. ſom 
findes p. Stranden. (D. Atl. V. 606.) 
Strandværn, et. Værn, Beſtyttelſe f. en 


bruges i Lægetonften. Squila. 
maatge, en. et Slags Strandfugl 


imod Havet,” M. Strandorn, en. et 

Slags ſtoxe Orne, ſom leve v. Stranden, 

Falco ossiſragus. SNG 
Strande, y.n. 1, (er.) 1, om⸗Sfibe: 


fæltes følt y. Stranden ell. paa Udyb t Sas 
vet, v. Stormens Magt, ell. ved Skibs ſtyre⸗ 
rens Forſeelſe, Skibet er ſtrandet p. Ans 
holt, p. en Klippe. — fig. mislykkes, blive £. 
intet, Den Forhaabning, Plan ſtrandede. 
2. om Søfarende: forulykkes m. et Stib, 
lide Skibbrud. San ſtrandede m. Briggen 
p. Skagens Rif. = Stranding, en. pl.-er. 


"bet, at ſtrande. Skibets S. — Stran⸗ 


dintzsgods, ét, ud. pl. Skibsgods, ſom v. 
Stranding driver-i Land. (f. Drag.) 
Strangſtee, en. pl.-r. Et Sveb, en 
Skede af. Læder,. fom lægges om Skaglen, 
for af den el ſtal berøre og gnave Heſtens 
Bug ell. Side. (Ordet har maaſtee oprin⸗ 
deligen bedt: en Strængſtede, af Stræng, 
9. Strengr, et Toug. i 

Stratentever; en. pl.-e. (tvdſt.) ek Sti⸗ 
mand. 

Strax, 'adv. [J. strax. N. S. ſtracks.] 
1. i den næft paafølgende Tid, ufortovet, 
uden Ophold Det maa firer ſtee. Bi vil 
f. reiſe. Strax førend, firer efterat. — 
Strax paa Stedet, ſtrax p. Timen (forftærs 
kende, befalende Udtryk.) — Dgfaa 7 meget 
fnart, com en ganſte fort Tid. Jeg Tal f. 
komme tilbage. Nu begynder det ſtrax. 
Strax efter Bordet. 2. ligeledes om en for⸗ 
bigangen Tid. Strardg (faafnart fom) han 
ſaae Faren, ilede han dem til Hielp. Det til⸗ 
drog ſig Ab eftet at han var fommen t. Byen. 
3. dagl. Tale, for: juft, følgelig , nod⸗ 
vendigen. Fordi man. gierne taler m. et 
Fruentimmer, "derfor er man ikke ſtrax for⸗ 
elſtet i hende. 4. om Stedet: lige, umid⸗ 
delbar (for ved, bag ved, ꝛc.) Strax inden 
for, uden f. Porten. Stræz, ved (ganſke nær 
ved) Møllen ligger et Huus. Han fulgte 
ftrar efter Prindſerne (i Toget.) 

veg, en, pl.-er. [J. Strik. N. 6. 

Strect.] 1. et fiint Zræf, ſom giores 
(ridſes, tegnes) m, et fpidft Legeme, f. E. 
en Pen, Blyant, RNidfefiæder 20. en Linie ” 
(for faa vidt denne virkelig er dragen, og 
ifær m. et ſtrivende Middel.) ”Streg be: 
tyder en ſaadan Linie, ſom v. fammenhæns 
gende Punkter ev giort fynlig.” Måler. At 
disre en lige Streg med Vennen. (Man 
figer ogſaa: ffiæve, frumme Streger; men 
v. Streg absol. forſtaaes gierne en lige 
Linie.) At ſlaae en S. efter Anealen. En 
Kridſtreg, en Blakſtreg. “Tegneren ſoger 
v. Streger at betegne de Linier, ſom Lege⸗ 
mernes Omrids deſtrive.“ (jvf. Linie og 
Strog.) fig. det var, det giorde mig en 5. 
i Regningen (hindrede min Plan, ſtuffede 
min Forventning:) 2. Træt, der ligner 
en Streg, Stribt. En bruun Heſt m. en 
fort S. langs ad Ryggen. Streger (Fu: 
ver, Linier) i Hænderne. 3. Streger i 


Compaſſet, Compasfireger o: de 32 Dele, 
hvori Cirkelen i Compaſſet er deelt. Vins 
ben er gaaet to Streger mere ſydlig. 4. 








- 
, 
* 


Streg Etreng. 
ſtaurl. Steder, flette Stregerdr ſlette, 
underfundige Handlinger 
bres Stade. (d. Tale. 
Streger.) ' HE 

Strege, v. m. og a. 1. gløre, træffe 
Etreger. At ſtrege med en Pen p. Papiret. 
— Ut ſtrege Linier af. At f. noget over ell. 
ud 9; jſlaae en Streg derover, f. at vife, at 
det tidl udelades. ſtreget (linteret) Papir. 

Streife, v. a. og n. 1. [T. ftreifen.] 
1. n. og a. fare hen ad Overfladen p. noget; 
berore Dverfladen i Flugt. " Kuglen ſtrei⸗ 
fede langs ad Muren. Kuglen ſtreifede 
hans Arm (hvorved menes ch vel folclig, 
men ikke farligt faarende Berøring.) 2. 
neutr. (Øv. ,stråfva.) farangre hoftigen 
Sted, ile fra Sted t. Sted. Jeg har ſtrei⸗ 
fer om i Byen den hele Dag. Fiendens 
Fortropper ſtreife alt over Grændfen. At 
f. om i en Cgn. (jvf. ftrippe.) Streiferi, 
et. Gierningen at ſtreife. Streifparti, et. 
endeel lette Tropper, ſom drage ud vp. 
Stretftog.- Streifſkud, et. Sud, ſom fun 
ſtreifer Kegemet uden at ſaare. Streif⸗ 
tog, et. haſtigt Tog af Krigsfolk f. at ſtrei⸗ 
fe, giore Bytte, overrumple, o. , 

Streng, en. f. Stræng. | 

Streng, adj. (3. stranger. T. ftrenge.] 
1. haard, ſtarp, meget følelig. (modſ. mild.) 
En fireng Vinter, Kulde. (Man figer at 
noget har en ſtreng o: ſammenſnerpende 
Smag. ! 
haard, vanſtelig at fmelte.) . 2. haard, 
uden Viegremmetighed. At føre et ſtrengt 
Siv. “Saa ſtrengt et Liv frembringer iffe 
flavifte Mennejter.”. D. Guldb. En fireng 
Munkeorden; ſtreng Faſte. (Et ftrengt 
Udvortes, Aaſyn o: alvorligt, ikke mildt?) 
3. beſpœrlig, metfom. ftrengt Arbeide, 
4. meget nølagtig „ſtarp, neieregnende. 
(modſ. Temfældigt.) En f. Lydighed. At 
være under: ſtrengkt Opſyn. Den firengefte 
Retfœrdighed, Ond, Kydſthed. Streng f 
fine Pligters Opfyldelſe. At fee ſtrendt p. 
noget. En f. Underføgelfe, Eramen. 5. 
fom fordrer meget af Undergivne, feer als 
vorligt p. Pligters Opfuldelfe, og firaffer 
deres ODvertrædelfe uden Skaanſel. (modſ. 
mild , eftergivende.) 
regiere ſtrengt. ”Den ftrenge Mand, ſtraf⸗ 
fer aldrig, uden hvor han vil gavne; ber 
haarde ogſag der, hvor han flader.” Spo⸗ 
ron. Et ſtrentzt Forbud, en f. Dem; 
en f. Lovgivning. At ftraffe cen fvengt 

n 
ns 


gſaa: gale, vilde 


(efter Lovens Strenghed.) — ſtrenge 
gen, ſtrengt, adv. Han forbed det 
geligen (meget alvorligt.) — Strenghed, 
en. ud. pl. den Cyengtab at være fireng (i 
Adjectivets forfttell. Betydninger.) Vinte⸗ 
rens S. At ftraffes efter Lovens Strengs 
hed. "Staten maa .snfte fig ftrenge Em⸗ 
bedémænd; thi Grunden ft. Strenghed er 


Jver, og Iver et en, Folge af Retfeerdig⸗ 
D 


434 


Øaafund t. ans" 


En firengflydende Malm, fom er 


En ſ. Derre. At - 


Stroug n Strid . 


heb.Eporon.c ſtren adj.v. onn 
—— ſ. ovenfor. (fire 1.) free 3 
Strenge, v. n. og, 1. Faf adj. 
drive paa m. Strefighed, viſe Strenghed, 
(fieldent.) At firenge med een oꝛ holde ham - 
m. Strenghed t. at efterkomme fin Pligt, 
(Moth.) At firenge paa' Betalingen af.en - 
Gield, inddrive den m. Strenghed. (jvf. 
anſtrenge.) — ſtreugeo, v. dep. blive ſtren⸗ 
gere, haardere. Vinteren ſtrenges. 
Stri, ct, ud. pl. I0. Sirigi.J et Stage 
meget grovt Lerred ell. Foi, ſom vævet. af 
Blaar. (jof. ſtrid.) 
Stribe, en. pl.-t.IN. 5.6 tripe. E. 
Stripe,] en lang og fmal Afdeling i den 
farvede Overflade af et Legeme, ſom afvers 
ler m. andre lignende af forſtlellig Farve, 
cl. begrændfeé af en flørre, anderledes fars - 
met Overflade. "Hvidt Tol m. blade Stri⸗ 
ber. Brede, ſmalle Stuͤber. En hvid S. 
i Havet, i den blade Luft. (Ved Stribe 
tages altid fun Genfon ft, Farbe og Udſeende 
p. et Flade. Langeog ſmalle (afſtaarne) 
Stykker af et Legeme, kaldes Strimler. 
Striber p. ét Legemes Overflade, er noget 
andet, end Rifler: og Surer. ſ. diſſe Ord.) 
ſtribet, adj. fom har Striber; hvis Over: 
flades Farve verler i Striber, el. frem 
Striber i en ensfarvet Grund. ſtriber, 
guulſtribet, blaaftriber Toi. En firibet 
Kiole. Luften feer ſtribet ud. . 
Strible, en. pl.-r. 'en liden Stribe; f. 
E. i Huden efter Sfag mm. en Pidſt. (Moth; 
fom ogfan har v. a. at fivible, frembringe 
Stribler.) B 
Strid, adj. n. ſtridt. IJ. stridr,] 1. 
ujævn, haard at føle paa. (fun om de Ting 
fom bør være, cl. fædvanl. ere bløde.) 
Stridt Lerred, Haar. (jvf. ru.) heraf : ſtrid⸗ 
aaret, ſtriduldet, ſom har firidt aar, 
vid tild. 2. haftig £ fit Lob. (om rindende 
Band.) Den ſtride Elv. ”Saafom den, 
der .foommer imod den ſtride Strøm.” Helt, 
” San ſnoer de ſtride Stromme, han jævner 
Bolgens Top.” C. Frimann. “Snart i 
det ſtride Fald, ſnart i det dybe Leie, forføls 
ger han fin Fangſt.“ P. 9. Frimann (om 
Fiſteren.) i , 
Strid, en. ud. pl. 19. Strid. A. S, 
Strith.] 1. egentlig : den i voldſom Gier⸗ 
ning udbrudte Uenighed imellem to el. flere 
Parter; Krig, Kamp, Slag. At brage i 
Strid, At falde i Striden, Der flod. en 
haard Strid (ct haardt Slag.) Striden. 
blev uafgiort, varede en heel Dag. 2. 
uegentl. og figurlig: Uenighed, der yttres i 
Dvd, i mundtlig Tale cl. ſtriftlig Forhand⸗ 
ling; Tviſt, Trætte, Stridighed. De kom 
i Sirid v, Bordet om den nye Komedie. 
Han var den, fom begyndte Striden. Par⸗ 
tiernes Gerid i en Stat. Gun lærd, videns 
ſtabelig Strid (ſ. Ordſerid.) At ligge i 
S. (Proces) m. cen. At demme i en S. 


”— Meninger cl. Dandlinger. 





A 


Strib. 
t leve i en Seftentig Riv og Strid. (Strid 


… er diſſe Tilfælde omtrent eenstydigt m. 


Trette: hvorimod Kiv og Klammeri brus 
ges meſt om mundtlig Zrætte af en lavere, 
mere perſonlig fornermende Art; Kis dog 
fun ſtelden i Taleſproget. Skenderi har, 
ligeſom Klammeri, DGenfyn t. det Lydetige, 
Hoiraſtede i Frætten, og tillige t. det upas⸗ 
fende , fornærmelige i de Frættendes Uds 
tryt.) — fg. edepntkabernes Strid med Fors 
nauften. En &. Imellem to Pligter. ”Ues 
nighed er Mangel p. Dvercensſtemmelſe, I 
Strid er en 
Modſetning af Kræfter. Uenighed gives 
tun imellem Mennefker; Strid findes I hele 
Naturen.” P. E. Måler. — ſtridbar, adj. 
af Strid, 1.) tilbsielig, oplagt, ſtikket i. 

teld ell. Krig; krigerſt. (bellicosus.) 
Gt ſtridbart FÉ. .”Stridber var han, og 
not fandt han, at ftride imod.” O. Guldb. 
fig. ſom gierne føger Strid (2.) trættetlær. 
Deraf: Stridbarhed, en. ud. pl. — ſtrid⸗ 
Jyften, adj. begterlig efter Strid ed. Krig. 
Stridbar ſtal Borgeren være; men itte 
ftridlyften.” Engelstoft. ftridfinder, adi. 
d. f. f. ftridig,. 1. — ſtridvant, adj. vant 
t. Strid, avet i Strid, krigsvant. Et ſtrid⸗ 
vant Folk. ”Jeg klender den ſtridvante 
nordiſte Delt.” Pram. — b.) Stridsbul: 
der, et. Stridens, Krigens Bulder. (Fibis 
ger.) Stridsdeg, en. den Dag, hvorpaa 
en Strid el. Kamp holdes. . Stridofolk, 
pl. f. Stridsmend. idshammer, en. 
et fordum brugeligt Vaaben, der havde Liigs 
hed m. en H. Stridshelt, en. En i Strid 
Vmeerket Halt, en ſtridbar H. FIpieeſ 
Stridshingſt, en. kaldtes tilforn den Heſt, 
(og ofteſt Hingſt,) ſom Ridderen kun red, 
naar han gav fig ind i Striden (Dextrarius; 
mobfat: Ganger.) Stridshielp, en. H. ſom 
vdes en Anden i Strid. (Fibigers Homer.) 
Stridsbielper, en. den, fom —* en ans 
den i d. (Ftbiger.) Stridehorn, et. 
6. fom fordum brugtes t. at blæfe til Kamp 
i Krigen. (Hertz. ſ. Luur.) Stridshær, 
en. Krigshæer. (I poet. og hoiere Stiil. 
Pram,) Stridshevedsmand, en. Overan⸗ 
fører over Krigsfolk, Feltherre. (ifær f vore 
Bibeloverſ.) Striberræfter. pl. de Kræfs 
ter, ſom ſtridende Magter modfætte, el. kunne 
modfætte hinanden i Striden. Strids⸗ 
" Fræfterne i dette Slag vare ikke lige. Et 
Lands Stridsfræfter 3: de Midler, af Trop: 
per, Krigéfornødenheder m. m. fom det har 
at bruge imod en Fiende. (Sieldnere i sing. 
, ”Srtridefraften grundes itke p. det blotte 
Antal af Menneſter; men p. Muligheden 
af at underholde og væbne dem.” Olufſen.) 
Anvendt p. andre Forhold og enkelte Perſo⸗ 
- tier: ”Gienftanden ér begvem t. uden ſtor 
Anſtrengelſe at sve fine Stridstræfter.” H. 
Ørfted. Stridsleg, en. krigerſt Leg, Ef⸗ 
terligning af Krigsoptrin i en Leg; Kamp⸗ 


ø 


* 


⁊ 


J 


Gtrid — Stridig. 


leg. (Schytte) Stri sen. Snft t. 
KØN ell. Krig, Kamplyft. »Stridslyſt 
luer p. ny-i hans Barm, og Fryd i hans 
Die.” Berg. Stridsmand, en. den, fom 
er svet i Strid, fager Deel i Striden; en 
Kriger, Krigsmand. (1 pl. Stridsmænd, 
Strids folk.) Stridemod, et. Mod t. at 
ſtride, erſt Mod. (Fibigers Homer.) 
Stridspunfr, et. pl. -er. en vis Materie, 
ell. en enkelt Gienftand i en Materie, hvor: 
om der tviſtes, fom ei er afgiort. Strides 
ift, et. S. hvori man angriber og mot: 
ger en andens Meninger og Yttringer, cd, 
rfvarer fine egne mod Andre. Et academiſk 
S. a: en Diſputation. Stridoſporge⸗ 
maal, et. Gt nafgiort Stridspunkt, ſom 
der handles om, ſom er fremfat ft. Behand⸗ 
ling.  Stridsvogn, en. Vogn (undertiden 
foriunet m. Segl ell. flærende Redſtaber p. 
Siderne) hvorpaa Krigere ſordum fiørte I 
Striden, og hvorfra de fegtede, ifær m. 
Kaftes el. Skudvaaben. ”En Krigemagt, 
der beftaaer af Fodfolk, Rytteri og Strids⸗ 
vogne.” O. Guldb. 
tride, v. n. fred, har ſtridt. [J. 
sſtrida.) 1. beftræbe fig for i Kamp at 
overvinde en Fiende ell. Modſtander (uden 
nærmere Beftemmelfe af Maaden ;) fæmpe, 
fegte. At ſtride for fit Fedreland. Hau 
ſtred længe mod Overmagten. At ſtride med 
Døden, ligge i Dedskamp, i fidfte Aande⸗ 
brag. (act. At ftrideen haard Strid.) Ogſaa 
om Dyr: Man ſaae Løver og Tigre f. med 
hinanden. (figurlig, eUl. en Levning af Ben 
maaſtee oprindel. Bemærfelfe: at anſtrenge 
fine legemlige Kræfter, er Brugen af dette V. 


i nogle Zalemadder. Man figer f. E. See 


hvor Dyret, Hunden ſtrider f. at komme 
los. act. at ſ. Vinteren over, igiennem 5: 
faae Ende paa, giennemgage. f. ðverſtride. 
At ſtride fig frem, arbeide. fig frem m. Moie. 
»Saa ſtal dn aldrig firide dig op til dit lyſe 
Udſpring.“ Evald. 2. four. 2.) føre 
en Strid m. Ord, i mundtlig ef. fEriftlig 
Tale, forfegte en Sag” Mening, Sætning 
mod Andres Indvendinger. At f. med cer 
om noget. At f. mod Sandheden. — ſtri⸗ 
des br. ogſaa i denne Bem. fom v.d. At 

ides m. cen. De fredes længe om hvem 
er ſtulde gaae forſt. b.) have en Hin⸗ 
bring at overvinde. At ftride m. Sygdom. 
San har havt flor Fattigdoin, Modgang at 

ide med. Cc.) modfige, være imod, Det 

ider imod fund Fornuft, Erfaring, imod 
Sov og Anordninger. ſtridende Sætninger 
a: motfigende. ridende Pligter, ſom hin⸗ 
dre hinanden i Opfuldelſen. ” 


Stridig, adj. [af Strid, 2.] 1. ſom ei 


vil vige ell, give efter i en Uenighed, ikke 


opgive fin Mening, Paaſtand; paaftaaslig, 
ubsiclig. 2. ſom ex underfaftet Strid, ſom 
der ſtrides om. firidige Meninger. At 
giere cen noget ſtridigt, modfætte fig hans 


ON Fis 














Stridig — Strippe. 


Befiddelſe deraf. (I. ſtreitig.) 3. ſtri⸗ 
dende, modvirkende, ſom ſtrider imod noget. 
»Stridige Fordele, Villier, Indſigter maa 
forenes If. den almindelige Velfærds Befor⸗ 
bring.” Schytte. “Naar ſtridige Onſter 
fremſtille fig 'f. Bevidſtheden.“ Howitz. = 
Stridighed, en. 1. ud, pl. den Egenſtab, 
at være ſtridig, paaftaaclig, ueftergivende. 
2. pl. Stridigheder. 3. f. f. Strid, 2. m. 
Indbegreb af de Setninger, Meninger ell. 
Punkter, fom der ſtrides om. En langva⸗ 
rig Stridighed. At bilægge en S. Theo⸗ 
logiſte Stridigheder. I denne S. ere 
mange uvedfommende Materier indtrufne. 
Strigle, en. pl.-r. [Lat. Strigil, Stri- 
gilis.] et Slags Strabe, cl. et Jernred⸗ 
ftab, fammenfat af Kamme, (Rekker) hvors 
med Heſte ſtryges og renſes, og hvorpaa den 
ftive Borſte, der bruges i famme Diemed, 
afſtryges eſl. affradfes. IStrigleborſte (J. 
Kardåtf he) er en Borſte af den Art.] 
. Strigic, v. 2. 1. ſtrabe eller ſtryge en Heſt 
m. Strigle. — Striglen , Strigling, en. 
Strikke, v. a. 1. IX. ftriden.] forfærs 
dige noget af Traade, der ſlynges i Maſter 
m. Pinde; binde, inyite. (ſ. binde, 3.) 
At ſtrikke Stromper, Huer, Vanter. En 
ſtrikket Pung. = Strifning, en. Giernin⸗ 
gen at ſtrikke. = Strikbuxer, pl. Burer, 
hois Tei enten ev ſtrikket, el. vævet ſom 
Strømper. Strikſtrompe, en. En 6. ſom 
er ſtrikket, ell. fom man ſtrikker paa. (Moth.) 
= Striffegarn, et, G. ſom br. til at ſtrikke 
af. Stritfefonft, en. ud. pl. den K. ell. 
gærdighed at funne ſtrikke. Strikkenaal 
ek. Strikkepind, en. Pind af Staaltraad, 
hvormed Strikkegarnet knyttes i Maſter; 
Bindepind. Strikkepoſe, Striffepung , 
en. Poſe ell. Pung, hvori Fruentimre fore 
deres Strikketsi med ſig. Strikketoi, et. 
det, man har i Arbeide, at ſtrikke paa. 
Striffe, en. pl.-r. [IT. Strick.] en 
ſnoet Snor;,et Reb (ſom er det danſte Ord.) 


”Det Fandens Elſtovbaand — maa hede 


hetde Strikke.“ Holb. P. Paars. 

Strime, en. pl.-r. egentl. vel d. ſ. ſ. 
Stribe (Moth, der ogſaa har Bemarkelſen: 
Straale) men bruges ijær om Striber ell. 
Marker i Guden efter Hug og Slag. ”En 
lys Strime langs ad' NRyggen.“ H. Strøm. 
(om et Inſect.) hvoraf ad;. ſtrimet. 

Strimmel, en. pl. Strimler. (I. Stri- 
mil. Gl. T. Stremelin. Zriftan.] et langt, 
fundt og fmaft Stykke, fom enten er af: 
ſtaaret af noget ſtorre, el. feer ud, tenkes 
fom det kunde dære afſtaaret. En S. Ler: 
red, Silketsi. At ſtœre en S. af noget. 
En ſmal Strimmel Land. 


Strippe, en. pl.-r, et lille rundt Trœkar, 


m. Haandfang v. den ene Side, t. at øfe 
Band med, cl. d. (Deraf maaffee:" at 
ftrippe, i Fylland: at malke.) 
trippe, v. n, 1. har, lobe om fra Sted 
Danſt Ordbog. TI. . . 


43 


langt og m. Magt af Gaanden. 


N 


Strippe — Stryge. ” 


ale. — At ftrippe omkring i Bhen, 

ippe Landet igiennem. 

1. Stritte, ya. og n. 1. fajte noget 

At f. en 

Steen, og: at ſtritte m. Stene. (f. ftride, 

1.) [ISL streita, anſtrenge fig; strita, ſli⸗ 
de, tlæbe.] 


2. Stritte, v. n. 1. fætte udad det, fom 


naturligen bør vende indad (om Legemoͤdele.) 
At ſtritte med Benene 3: vende Knæene 


indad. (Moth.) ”Gan ſtritter ſom en So 


p. hal Jis.“ P. Syvs Ordſpr. 1. 17. 

Stroppe, en. pl.- r. et fort, m. begge 
Ender tilſyet Baaͤnd e. d. fil at holde, fæfte 
ell. træffe i. Støvleftropper. At ſye 
Stropper i et Stykke Lerred. En Stroppe 
i en Kiole (t. af hænge den ved. 

Strube, en. pl. -r, [JZ. Strup. Gudm. 
Andr. Sv. Strupa.] den Deel af Halſen, 
der indbefatter ſaavel Madpiben, ſom Luft⸗ 
røret. ([. Drangftrube, Svælg.) At gribe 
een i Struben. »Hyvad Tone Fulde ei i 
denne Strube ſtabes? Storm. — Strus 
behofte, en. et Slags farlig og haftig dræs 


t. Sted, uden længe at bliveyp. noget (foite.) 
Dagl. £ 
ſtrippe om i Hufet; 


bende Sygdom, der har fin Grund i Luft⸗ 


rerets Opſvulmen. Angina polyposa. 
Strubeſaar, et. Saar i Struben. 

Strud, en. Yderende, det yderſte af nos 
get; (Moth.) 

e.“ P. Syvs Ordſpr. II. 69. Detaf Strud⸗ 
bred, Kappeſtrud o. fl. foralede Ord. 
[€>. Strut, Kremmerhuus. 

elfe, Strutbakkelſe, gt Slags Kager i Kis⸗ 
benhavn, i Form af en tynd, kantet Polſe, 
ſom koges i Smør ell. Fedt. 

. Strude, ſtrutte, v. n. 1. (har.) give fig 
ud, fprede fig. (ſtrutte m. Benene. Moth. 
(jvf. 2. ftritte.) ”Som et Par Øren ti et 
Nag, der ſtrutte hid og did.” Sir, 26. 8. 
i nyere Bibeloverſ. men itfe i B. af 1550.) 
— ſtrutbuget, adj. fom har en udftadende 
Mave. (Moth.) 

Strudel , en. pl. Strudler, (Tydſt.) 
Hvirvel i Havet, Havfvælg. (f. Strom⸗ 
hvirvel.)  .- 

Struds, en. pl.- er. den ſtorſte af alle 
Fugle, ſom har hiemme i Afrika og nogle 
Dele af Aſien; Strudsfugl. Struthio. — 
Strudsfiæder, en. Strudſens Fiader, iſcer 
dens Hale⸗ og Bingefiædre, ſom bruges 8. 

Strudsunge, en. Én ung Struds. 
set. Strudſens Æg. 

Strunk, adj. [Sv.strunck.] ſtiv, lige, 
opreiſt; ſigurlig: indbildſt, hoffæerdig. 

Stryg, et. (1. Strøg.) Stryg, pl. Hug, 
Prygl. At faae Stryg, give cen Stryg. 
(FSL. strikia, pidſte.) 

Stryge, v. a. og n. firøg; ſtrogen, ſtro⸗ 
get. pl. ftrøgne. [J. — I. act. 
1. fare hen over en Tings Overflade m et 


. andet, fladt Legeme. (I mange færjtilte Til: 


fælde.) Saaledes: At f. Zot (mm et Stry⸗ 
, 4 (28) — 


P 


A 


En Pølfe haver to Stru⸗ | 


⁊ 


(Strudbak⸗ 


ø 


AJ 


mn] 


gejern) ogſaa absol. at ſtryge 9: glatte det 
vajtete og torrede Tai m. Fladen af et Jern, 
hvori en gloende Bolt er indlagt. At ſtryge 
noget glat. At ſtryge fig om Munden, om 
Hagen. At f. en Kat henad Ryggen. At f. 
en Heſt (m. Striglen.) At f. Penge ind 9: 
fage imod dem. ſ. Salve p. Saaret. At 
f Plaſter. At ſtrone Steen d: danne dem 

Formen, hvori Leret ftryges lige m. en 
Spaan. At f. Kornet i Sfteppen, Tonden 
(f. Strygmaal.) At ſtryge (a: hvæffe) en 
Kniv, en Lee. (. Strygeſpaan.) — At ſtryge 
af. At f. Bladene ne en Green (m. Haan⸗ 
den.) BHeſten ſtryger (Hovedtoiet) af fig. 
At ſ. noget over m. en Farve. — At ſ. nos 
get ud, udflette v. at ſtryge ell. virke. At 
ſ. Folder ud m. Strygejernet. 'Om det 
nu kom af, at der faa tidt var ſtroget paa 
ESkiltet) og igien ſtreget ud.” Rahb. — At 
fe cen t. Kagen (9: pidſke, kagſtryge.) m. fl. 
andre Talemaader: (jvf. viffe.) 2. recipr. 
At ftryge fig p. noget, berøre noget, m. Fla⸗ 
den af en Legemsdeel. At ftryge fig p. en 
hvid Muur, 3. At fryge Flag, f. Seil, 
t. Skibs: lade Flagget glide ned ad Flags 
ſtokkeuͤ, lade Sellet falde, t. Tegn p. Er⸗ 
bodighed. II. neutr. 4. com en haftig, 


uafbrudt, uhindret Beveegelſe, ifær om 


Vind og Lufttrek. Her fan Binden, Luf⸗ 
ten frit ſtryge igiennem. Der ſtryger en 
" følig Luft, Luftftrem giennem Dalen. Sva⸗ 
lerne fteyge langs m. Jorden. En ſtry⸗ 

ende Iſterk) Vind. “Han bem fendte en 
—* e Medbor.“ Fibigers Sophokl. 2. 
bevæge fig haftigen, (løbe. (om Dyr og Men⸗ 
neſker.) Her ſtrog et Raadyr forbi. Hun⸗ 
den kom ftrygende over Marken. 
ham ſtrotge her forbi, ſ. ned ad Gaden. fig. 
At ſtryge Landet om, f. omkring i Landet 9: 
flaffe om fra Sted t. Sted. (ſ. Landſtry⸗ 
ger.) At f. om i Buen, pi Gaderne. 3. 

igeledes om livloſe Ting, med Bibegreb af 
Berorelſe af en ander Tings Overflade. 
Kuglen ftrag langs henad Muren, over 
Bandet. 
"loger: ſtrokke, udſtrokke fig, tfær ihorizon⸗ 
tal Linie. Gangen, Leiet, Flotſen ſtryger 
fra Nord mod Syd. == a.) Strygebaand, 
'et. et i Almindelighed uldent Baand ell. bredt 
Skruebendel, ſom Fruentimre tilforn brugs 
te, deels t. at ftenge Haaret tilbage, deels t. at 
holde det opſtrogne Haar under Hnen. (Moth.) 
Strygebolt, en. Jernbolt, ſom gisres glo⸗ 
ende og lægges I Strygejernet. Stryge⸗ 
bræt, et. Et Bræt £f. at ſtryge Kloder paa. 
(Strygejern, et. 1. Redfkab, fædvanlig af 
Staal el. poleret Jern, m. Rum indeni, 
t. at lægge Strygebolten i. (Strygejern 


kaldes i Alm. fun det, ſom v. et Haandtag 


af Træ føres løft i Haanden. ſ. Pibejern.) 
2. Strygejern p. en Vogn f. nedenfor Stryg⸗ 
jern. Strygetlæde, ef. uldent ell. linnet 
Klæde, fom ægget under det Tet, man ſtry⸗ 


U 


Stryge — Strygekliede. 434. 


Vi ſaae 


4. hos Biergmond og Mincra⸗ 


. 


Strygenaal — Stræde. NE 


er. 
—— , en. Læbderrem, t. at firnge 
Knive (ifær Barbeerknive) paa, f. at bvoæffe 
dem.  Strygefand, ct. (Moth.) Et Slags 
Sand, ſom Bønder komme p. deres Stry⸗ 
geſpaan 0: et fladt Stykke Tre, ſom men 
GA i Tiære og belægger m. Sand, f. at 

vgå cen derpaa, naar den fløves. (Ders 
af: Strygegang, faa langt, ſom Slætfars 


len gaaer imellem hver Gang at han ſtryger 


Leen. Moth.) Strygeſpade, en. en glat, 
bred Spade, f. at 445 f. E. Ler ell. 
Torv med. (Moth.) ; Steygeftok, en. S. 
hvormed noget firnges. ”En Strygeſtok, 
hvormed Xltetorv ſtryges Formen.” O⸗ 
lufſen om Brændfel, 180. Strygetræ, 
et. Et trindt og lige Stykke Træ, hvor⸗ 
med man ſtryger Kornet, ſom er maalt 
i cn Tonde ell. Skieppe. (D. Lov) = 
b.) Stryghammel, en. den overſte Hammel, 
fom bruges p. nogle Vogne. Stryg⸗ 
holt, et. d. f. f. Strygetræ. Strygjern, 
et. Et Jern, ſom m. den ene Ende fidder 
faft p. Hammelen, m. den anden p. Vogn⸗ 
arelen imellem Hiulnavet og Lunteſtikken. 
(Moth.) Strygmaal, et. Kornmaal, hvor: 
ved det m. Korn fyldte Maalekar ſtryges 
(modſ. Topmaal.) Strygning, Strygen, 
en. Gierningen at ftryge. (f. Strøg.) 
Stræbe, v.n. 2. har. [X. 6. stræfan. 
Øv. stråfva.] anvende al fin Kraft (enten 
Legemets ell. Siclens) p. et Arbeide, ell. 
—— naae, opnage noget. ”Da fil, da 
æb, da tynd dig ftrar p. Stand.” Dh⸗ 
ienſchl. Vi ftræbe af ale Kræfter f. at 
blive færdige i Aften. Han arbeider og ſtræ⸗ 
ber nof, og bliver dog fattig. ”AXt de troe 
fig fritagne fra at ſtrebe efter det, de ikke 
kunne nage.“ Mynſter. At f. til et Maal. 
At ftræbe frem. "Derfor ftræber endnu 
Kærligheden frem af ethvert Pierte.“ Myn⸗ 
ſter. At ftræbe hen imod noget. (Mynſter.) 
Han ftræber v. ethvert Middel af vinde 
Mængdens Bifald. At ſ. een efter Livet. 
(f. efterftræbe.) “At tragte er egentlig i 
Tanke og Forſet; at ſtræbe i Billte og 
Gierning. Man fan ikke ftræbe efter noget, 
uden tillige åt tragte derefter.” Sporon. 
jvf. tragte, attrage, beftræbe. = Stræs 
ben, en. ud. pl. det, at ftræbe. En ivrig, 
redelig Streben. — ftræbfom , adj. ſom 
idelig ſtreber, er flittig, vedholdende i fin 
Neringsvei ell. daglige Gierning, arbeid⸗ 
ſom. (jvf. arbeidſom, virkſom.) ”Den, 
fom er arbeidſom f. at erhverve, kaldes 
ftræbfom. Man taleritte om en ftræbfom 
Digter ell. Konſtuer.“ Mulder. (jvf. flittig.) 
Deraf: Stræbfomhed, en. ud. pl. — Stræ⸗ 
bebielke, en. (eftev det Tydſte: en Bielke, 
fom tiener f. Stiver; en Stivebiælke.) ”Xt 
ſtive hsie Pæle udentil m. ſtraa Stræbe⸗ 
bielker.“ Krafts Wed. 11.953. 
Stræde, et. pl.-r, 13. Stræti. A. S. 


⸗ a 
LJ 


Strygenaal, en. d. ſ. ſ. Probeernaal. 














Streede — Streeng. 


Stræte, Gade.]. 1. en ſmal, fnever, eller 
liden Gade. — 2. Strædet v. Gibraltar, 
Indlobetet. Middelhavet. (AX. S. Stræde, 


passus.) . 


Strælfe, v. a. og rec. 1. og ſtrakte, 
ſtrakt. [T. ſtrecken. f. rærte.] 1. udvide 
noget (ſammenholdende, felt) i Længden. 
At ſtrakke et Stykke Læder, elaſtiſt Gummi, 
Sernet fader fig ſtrakke under Hammeren. 
At f. fig (f. fine Zemmer.) At f. fig i Græffet. 
2. vælte langt ud. At f. begge Armene efter, 
ud efter cen. (ſ. udttrætfe.) fig. at ſtrække 


Gever d: overgive fine Vaaben, give fig t.… 


ganges 3. Strakke fig, naae i Længden, 
have en Beliggenhed langs m. noget, Hans 
Godſer ſtrække fig lige til Amtets Grændfer. 
Etoven ſtrækker fig langs m. Bugten. = 
a.) Strakhammer, en. H. hvormed Jernet 
ſtrekkes i Længden. Strækvalſe, en. Val⸗ 
, fe, hvorved noget f. Er. Metalftænger cl. 
Plader, ſtrekkes i Længden. Stræfværk, 
Indretning, Maffinvært ft. at ſtrefke noget. 
b.) Strætfebæntf, en. Pincbænt. OB. Thott. 
forældet.) Stræffepind, en. Pind, Stof, 
hvormed "noget ſtroœkkes ell. udfpiles. = 
ftrætfelig, adj. fom har ben Egenſtab, at 
kunne ſtrekkes. Strakning, en. pl. -— er. 
1. Gierningen at ſtrekke. 2. et til Siders 
ne, men ifær i Længden udftraft Rum, af 
ubeftemt Størrelfe. En lang, fort Stræk⸗ 
ning. En &. Land. (ſ. Landſtrækning.) 
Gndnu ere ſtore Strækninger af Afrika ubes 

endte. i 


Stræktedam, en. pl.-me. [af v. ſtrække.] 
en Dam, hvori man henfætter den i Leges 
dammene avlede Karpe⸗Yngel, naar den har 
naaet et Aars Alder, og hvoraf man atter 
efter en Sommers Forlob udtager de unge 
Karper f. at fætte dem i Hoveddammene. 
(Gudme om Damfiſteri. 65.) 


Stræng, en. pl.-e. [3. Strengr. A. 6. 
og Øv. Stræn 7 en Snor, et Reb ell. nos 
tet lignende, ſom enten er udfpændt, ell. 
fom bruges t. at træffe i. En Bueſtræng. 
Harpe⸗ Violin⸗Klaveerſtreng. (ſ. Tarme⸗ 
ſtreug.) En Klokkeſtreng. (Ogſaa om 
ſpundet Barn, naar Traadene fælles i Styk: 
tet, f. at angive Fiinheden.) jvf. Navle⸗ 
ſtreng. = Strengeklang, cen. Klang af 
Strænge, ef. af et m. Etrænge MANG 
Inſtrument. “Og Øret kyſſe m. din hulte 
Strængetlang.” Ohlenſchl. Strangeleg, 
et. 1. muſicalſt Anſtrument, forfunet m. 
Strænge t. at fpille paa. ”Hun vitite m. 
for Konſt en Strængeleg at røre.” Helt. 
2. Spil p. et ſaadant nn 
Bemark. fun i hen hoiere Stiil.)  Stræns 
p. et Klaveer pg en Harpe giores faſt, og v. 
hvis Omdreining m. Stemmehammeren diffe 
nØrumenter ſtemmes. Strængefang,en. 
poet. Øtrængenes Klang 1.en Strengeleg. 


1 
— 


Lengſel og udelet Elſtov klang.“ Fr. 
Strænge, n. s. ef Slags Tang, der bes 


rument. (I begge" boer) ju 
fig. en vis Deel af Jordens Overflade, ifær 
Bepind, en. Metalpind, hvorom Strængene m. Henſynt. Climatet. ſ. Jordſtrog (Zona.) - 


435 Streng — Strogfugle. 


”Dg mar i min Harpes 'Strængefang 


ftaaer af trinde, bruſtede, ſtrengedannede 
Zradde. Fucus filum. 
Strængel, en. En m. Feber og fede 
forbunden Halsſygdom hos Heſten, ſom hin⸗ 
drev ten fra at ſynke Foder og Dritte, og 
reiſer fi) af en Byld ell. Betendelſe i Hals 


”fen. (Abildgaard Heſte og Avægl.) 


Strøe, v. a. 1. [Gv. strå. A. 6. strea- 
Wwian, strævdan.] fomme noget tørt, ſom 


veſtaaer af Smaadele, p. Overfladen af kn …. 


anden Ting, egentl. vel pletviis (ſprede det) 
men ofte dog ſaaledes, at et Rum paa Over⸗ 
fladen dermed bedekkes. At ftrøe Blomſter 
p. Veien, p. Graven; ſtroe Cand p. Gul⸗ 
vet; ſtroe Sukker p. Maden. ”Hån ſtroer 


Riimfroſt p. Jorden ligeſom Salt,” Sir. 


A;3. (Bib. af 1550.) At ſtroe (Halm) uns 
der Kreatureue. (jvf. brede, ſprede, kaſte.) 
fig. Huſene ligge ſtroede (adſpredte) omkring 
i Dalen. — Stroelſe, en; det ſom ſtroes 
under Qvceg. — Strøegaffel, en. En tve⸗ 
grenet Greb, hvormed man ſtiller Stroelſe 
fra hinanden. (Moth.) Strocgioedſte, en. 


Giſdſte ell. Glodning, ſom ikke nedpløies & 3 


Jorden; men fun ſtrees over Ageren ell. 
Saeden. (Olufſen.) Strøegode, ct. Jor⸗ 
degods, ſom ikke ligger ſamlet, men hiſt og 
her adſprebt. Stroekar, et, i Garverier 
et Kar, ſom fætter i Jorden og bvori Hu⸗ 
derne ſtroes, cller nedlægges imellem Lag 
af Bart. 
P. ſom ſtrses blandt Lintlæder. (Moth.) 
Strøefand, et. ud. pl &. til at ree p. 
bet, ſom ſtrivesf. at tørre det. Stroeſkee, 
en. Et Slags Skee, [yvis hule Deel ev rund 
vg giennemboret f. dermed at kunne ſtroe 
ftødt Sutter c. d. paa Maden. Straeeſuk⸗ 
Fer, ct. fiinſtodt Sukker, ſom ſtroes p. Mas 
den. Stroctanker, plur. Yttring af ads 
ſpredte, ikke fammenhængende Tanker over 
forſtiellige Gienſtande. (Nyt Ord.) Rahbek. 
D. Tilſt. X. 517, 

Strøg, et. pl. d. ſ. [X. 
—E 1. Handlingen at ſtryge. (kun 
i enkelte Tilfælde.) S. med Buen p. 
Violinen. At tage et reent S. Et Strog 
m. Penſelen, m. Pennen, m. Ragekniͤ⸗ 
ven. 2. den Vei ell. Retning, ſom folges 
af den, ell. det, der ſtryger. Vindens 
S. Luftftroget. Biergenes, Bakkernes, 
Flodernes Strotz. Metallernes, Ertſer⸗ 
nes Strøg I Biergene. Jeg fan m. det 
famme 
p. Stroget (9: p. min Vei.) 3. 


Ogfaa m. Genfun t. Beliggenhed: Paa dette 
hele Strøg (denne hele Strgkning er Sans 
det battet og ſtovrigt. Strogfugle, pl. 
Fugle, der iffe altid leve i ert Land cl, i cen 


(287) + 


uldb. 


Stroepulver, et. vellugtende 


aae ind t. ham; han ligger (9: 


AJ 


AM 


S. Strice. E. ? ' 


Ud 
. 


bens ſterte &. 


" Å en vis Retning. 


AJ 


Broen. 


6. I. 145.) 
” Strøgffud, et. ſ. Streifſtud. 


tende Snee p. Biergene. (Moth.) 


Strogfugle — Stromme. 


Egn, men undertiden og t. uviſſe Tider 
komme der flokkeviis. (fornem. Funkes Nat. 
Stroglinie, en. Linien, hvori 
Kuglens 5. 
ſtrogviis, 
adv, iffe i Sammenhæng , men i enkelte 
Strøg ell. Pletter, hift og her.  ”Derfom 
man feer Dampe ſtregvñs at opftige, og 
Sneen ſtrogviis at ſmelte.“ Schytte. 
Strom, en. pl.-me. [9. Straumr.] 1. 
den Zilftand v. ct findende Legeme, at det 
ftrømmer ; Strommen, Strømning. Flos 
»Som Berkkenes Strom 
fare de forbi.” Job. 6. 15. Havets S. 
Strømmen (i Havet) gaaer ftærft idag. 
2. den Dec! af et rindende cl. bevægeligt 
Band, hvor dette har et ſterkt Løb el. Drag 
(I. Danddrag.) At felle, roe, fovomme 
imod Strommen. Stremme i Havet a: 
Bandmaſſer, fom bevæge fig m. ftært Fart 
Skibet blev forfat af 
Strømmen. At have baade Bind og S. 
imod fig. — fig. Tidens Strom. 3. en ſtor 
og ſterkt rindende Flod. Donauſtrommen. 
” Hvor Floder løbe ud i Havet, faae de ofte 
Navn af Stremme.“ Sporon. — fig. En 
Strøm af, Taarer, af Blod, En Strem 
(a: en ftor Mængde) af Dvd. — Strom⸗ 


noget ſtryger el. bevæger fig. 


baad, en. Baad ell. Krigsfartsi, ſom br. 


paa en Flod. (Wandal. I. 105.) Strom⸗ 
bad, ct. 1. Bad, anlagt i en Strom el. 

lod. 2. uegentl. Bad i falt Vand, anlagt 

vor der gaaer Strøm i Havet. Strøm: 
bæk, en. ſterk rindende Bæk, f. E. af ſmel⸗ 
trom⸗ 
—* et, Sted t en Strøm ell. Stromfure, 

vor Bandet falder fra en Hoide Ii et lavere 
Jordsmon. Stremfure, en. Fordybning 
i Jordsmonnet, ſom Strømmen danner fig, 
og hvort den vedbliver at flyde; Flodſeng. 
(Jacobi.) 
Flugt, Retning, ſom en Strem bar. 

tromgangen er nordlig, ev ftærfeft under 
trømhvirvel, en. Strøm i Ha⸗ 


ævet cl. i en Flod, ſom dreier fig i en Kreds, 


danner en Hvirvel. (9. Aph.) 


Arreboe. 139.) 


Strem⸗ 
kurv, en. En Indretning v. Strombygnin⸗ 
ger.m. Stokke, der ſtikkes I Jorden, og v. 
Flettevork forenes i en kegledannet Skikkelſe 
og dannes t. et Slags Kurv, ſom foldøs m. 
ovne og lægges ned i Strømmen p. Siden. 
(Ktafts Med. U. 294.) Stremlob, et. 
en Stroms Lob, Torer (Strommelob. 
tromtold, en. Told, 

ſom Skibe maa betale, der fare p. en Strøm, 
— ftremmeviis, adv. ſom en'$., i Strom⸗ 
me, meget ſterkt. ”Flod- Iſen ftremmes 
viis, opleft v. diſſe Luer.” E. Colbtørnfen. 
KS Blodet hift, ſom flyder ſtrommeviis.“ 

ein. NE 

Stromme, v. n. 1. er og her. [9. strey- 
ma.] fivde m. ſterk, voldſom Fart og (bes 
tydelig Mængde, Floden fremmer m. flor 


— 


436 


Stromper. 


f. at holde Strmpen. 


Dan. 4. 15. 
Strømgang , en. den Gang, 


. 
So, 


x el ” 


Stromme — Studepranger. 


Voldſombed i Den ſnevre Kleft. Havet 
ſtrommede ind iglennem Digebruddet. Der 
er ſtrommet meget Vand ind. Regnen har 
amme ned den hele Mat. — fig. Blodet 

ommede ud af Saaret. Der ſtroͤmmede 
Folk til i Tufindeviis. 

Strømpe, en. pler. ſSv. Strumpa.] et 
Klodemon, hvormed Fødderne og Benene 
indtil over Knæene bedekkos; Hoſer. (ivf. 
Sokke.) Strikkede, vævede Strømper; uldne 
Uuldſtromper. Traad⸗ Bom: 
uldsſtromper. == Strømpebaand, et. B. 
fom bindes om Benet, over cl. underKnæet, 

tr æt, et. 

B.dannet efter Fodens Skikkelſe, ——— 
per drages paa, for at torres. Strempe⸗ 
hæl, en. den Deel af Strompen, der omgi⸗ 
ver Hælen. ſtrompelos, adj. ſom er uden 
Stromper, ſom ingen eier, ell. ingen har 
paa. “Hvor let en Sag f. dig — at ſtaffe 
mig igion den Strempeloſes Sted.” Veſſel. 
Stromperulle, en, den overſte Deel af 
Strompen, ſom man tilforn traf i en Rulle 
over Knæft uden p. Burerne, og holdt ſtramt 
om Beuet. Straempeſtaft, ct. Overdelen 
af Strompen indtil Foden. Strompeſaa⸗ 
le, ea. den Deel af Strompen, ſom ér uns 
der Fodbladet, el. en Saale, ſom ſyes uten 
p. derne Deel. Strempeuld, cen. Uld, 
fom er tienlig t. Strømper. (Olufſen) 
Strømpevæv, en. Bæv, hvorpaa Strøm: 
per forfærdiget. Strompevæever, sn. den, 
hvis Haandveerk er at væve Strømper. 

Stub, en. pl.-be. IJ. Stubbr. A.S. 
Stubb, Stybbe. jvf. Stuv.] 1. det over. 


"Jorden ſtaaende Stykke af et afhugget Træ ; 


Fræftub. At rydde en Mark for Stubbe. 
”Lader Stubben m. dens Rødder i Jorden.” 
2. lignende Levninger af an⸗ 
dre afhuggede Værter, færd. af det meiede 
Korn. Megen Sæd ligger endnu paa Stub: 
ben. At bede p. Stubben, p. en høftet 
Ager. Græsſtub. = Stubjord, cl. Stub⸗ 


bejord, cn. Jord, ſom har været befaaet i 


det fipft forløbne Aar; Jord, hvoraf Sœoden 
er indhoſtet. At trætfe Gandfurer i Stub: 
bejord. (Dlufſen. Landoec. 238) Stub⸗ 
molle, en. Veirmslle, bygget af Zræ, ſom 
bveles £ ter Vinden omen —8 ſſta 
Stubbe, v. à 1. hugge af, afſtumpe. 
(Moth.) Øv. stubba. . N 
Stud, en. pl.-e. ISv. Stut. I d. nordi. 
Engl. Stot.] en gildet Tyr. (f. Ore.) Stu⸗ 
dedriver, ci. den, ſom driver Stade t. Ste⸗ 
det, hvor de ſtulle fælger og ſſagtes. Stu⸗ 
dehandel, en. Handel, m. Stude, om Stude. 
Studehandler, en. den, ſomhandler m. 
Stude og Svæg, Qpeeghandler. Stude⸗ 
horn, ct. Oxrehorn. Studehyrde, :n. ſom 
vogter Studene I Marken. Studemarked, 
et. Bvægmarfed, hvor ifær Stude fælges. 
Studepranger, en. d. f. ſ. Studehandler. 
”Hvorfor ſtal Landet endeligen være ſtiont? 


⸗ 











hi — 


. Studepranget — Stue. 


kan en Studepranger ſporge. Fordi alle 
Zerneſter itke ere Studeprangere.“ Oluf⸗ 
en. 
Student; en. pl.-er. [af det lat. Partic. 
studens.] den, ſom ſtuderer, ell. dyrker Bis 
denſtaberne v. et Univerſitet, og er optaget 
blandt dets Borgere; academiſt Borger. 
»Han blev Student , og holdt ikke op at 
ftutere.” Rahbek. — Deraf: Studenter⸗ 
aar, pl. de Aar, hvori men cer Student; 
Univerfitetsaar. Srtudenterbolig , en. 
Srudenterforening , en. Studenterliv, 
et. og fl. FRE 

Studere, v.n. og à. 1. [Lat.] 1. dyrke 
Videnſtaberne, lægge fig efter boglige Kon⸗ 
ſter. San har ſtuderet v. adſtillige uͤniverfi⸗ 
teter. At ſ. Theologie, Medicin, ꝛc. (Man 
figer ogſaa: at ſtudere Konftværter, f. et 
Waleri Ia: føge v. ofte gientagen Betragtnin 
at erkiende deres Fuldkommenheder, m. m. 
2. penfe paa, ſoge v. Eftertanke at udforſke, 
udfinde; it. lære paa, lære udenad. (meft 1 
dagl. T.) At ſtidere paa Skielmſtykker, p. 
en iindſtyldning f. noget. At ſ. det menne⸗ 
ſtelige Hierte. At ſ. paa en Tale, p. fin 
Prædiken. Hans Zale er meget ſtuderet 5: 
forud overveiet. — ſtuderet br. ogfaa'adj. 
9: fom har ſtuderet. En vel ſtuderet Mand. 
Studerekammer, et. cl. Studerejtuc, 
en. Bærelfe, hvor en Lærd el. Videnſtabs⸗ 
mand opholder fig f. at ſtudere. — Stude⸗ 
ring, en. pl.-er. Gierningen at ftudere, Vi: 
Denptaberé Dyrkning, videnſtabelige Sysler 
og Beftræbelfer. 

Studs, adv. i en Studs, p. en Studs, 
i en Haft, uden Forberedelſe. (d. Tale.) 

Studs, adj. IT. ftugig.] uhoflig i fin 
Tale, ſom ikke giver mange gode Ord, fort 
f. Hovedet. = Studshed, en. Grovhed i 
Tale (d. T. ”Hvis du fremturer m. ſaadan 
Studſighed, nodes jeg t. at vife dig Døren.” 
Holb. Bern. forte Frokenſtand.) 

1. Studfe, v. n. 1. (har.) overraſtes, 
ſtandſe, forbauſes v. en pludfelig og uventet 
fandfelig Fornemmelſe. (det X. ſtutzen.) 
Jeg ſtuðſede v. at fee ham her, da jeg troede 
ham faa fangt borte, ”Baade den ftore og 
Yen lærde Verden ſtüdſede v. at fee denne 
Bog.” Sneed. ”Fornuftende ſtudſende op⸗ 
tager Alvidenhedens fieldne Spor.” Veſſel. 
Heſten ſtudſede v. Lyden.Henrykt ſtudſede 
noſtabt Aand, naar Fuglens Qviddren han 
børte lyde.” F. Guldb. — Deraf: Stud⸗ 
ſen, en. ud. pl. ” 

2. Studſe, v:a. 1. [2. ftuge n.] gføre 
noget kortere, afftumpe. At ſtudſe Haaret, 
Kleederne; f. et Træ. (Deraf: Studs⸗ 
glas, st. Et Glas, Biinglag, m. en lav 
tigefom afftudfet Fod. T. Stukglas.) 
— en. pl.x et, Gierningen at 
ſtudſe. 

Stue, en. pl.-r. [J.Stuka ] 1. opriv⸗ 
deligen: Opholdefted,, Bopæl (faalcdes og⸗ 


e 


$7 


"og Varme.” J. Bone. 


"Der t. Verden, uden af Bøger. 


Stue — Stum. 


faa: A. 6. Stov,. Stova. Sv. Stufva. 
Deraf Ordet: Ulveſtue. f. ogſaa Bagſtue 
og Btur pus.) 2. aflukket Rum I et Huus 
. at op 


Skriverſtue, Storftue, 
flue, Vinterſtue og fl.) En Stue kaldes i 
Alm. ct Varelſe I Huſet, fom er ſtorre end 


olde fig i; Varelſe. (T. —88* 
Dagligſtue, Forſtue, Siorneſtue, Raadſtue, 
Sygeſtue, Vagt⸗ 


et Kammer, men mindre en) en Sal. Et⸗ 


hvert Kammer og enhver Stue er ct Dæs 
relfe; men en Stue cv et ftørre Værelfe, 
et Kammer ct mindre.” Sporon. En Stue 
m. Sengkammer. — Stuen i et Huus ab- 


sol. (el. Stuc-CEfage) kaldes i Kløbenhavn + 


den underfte Etage, lige m. Jorden, ell. 


Oven over Kielder = Ctagen. (fr. rez- de —" 


chayssce. jvf. Sal.) At bog i Stuen, at 
leie Stuen bort, Stugn t. Gaden, t. 
Gaarden. = Stuebetræk, et. Vægbefræf. 
Stuedor, en, Dar fra Gangen cl. Forſtuen 
ind f. en Stue. Stuefange, en. den, ſom 


ei før forlade fin Stue, enten fom Fange,” 


el. for Svagheds Skyld. Stuefangſel, 
et. Fangenſtab i eens eger Stue el. Huus. 
Stuegulv, ct, G. i en Stue. Sturt 
en. En blodagtigt opdragenKriger. ”Holdt 
vel en Stuehelt fit Mod faa længe varmt?” 
J. Bone. Stuehund, en. H. fom altid 
opholder fig inde i Værelferne ; i Modſ. til 
Gaardhund, Jagthund. Stuchuus, et. 
den Deel af.en Gaard p. Landet, fom er ind⸗ 
rettet t. Bolig f. Familien; Vaaningshuus; 
i Modſ. til Udhuus. Stuekat, en. Kat, 
in holdes inde i Stuerne; fig. en Stue⸗ 

er. 


tal; it. Gangkone i et Sygehuus. Stue⸗ 
levnet, Stueliv, et. Levnet, hvorved man 
tilbringer den ſtorſte Deel af Tiden i Stuen, 
inde i Huſet. 
liv. 
indfluttet Verelſe. Stuely, et. Huusly, 
Beftiermelfe mod Veirliget i Voerelſer.“ Da 
Storm og Glud jage os t. at ſoge Stuely 


Lærd, fom fører ct Stueliv, ſom ikke klen⸗ 
Stuepige, 
en. (udt. i 3 Stavelſer.) den Pige, hvis Be⸗ 
ſtilling iſer er, at holde Huſet reent, vaſte 
og.varte op i Huſet (i Modſ. t. Kokkepige, 
o. fl.) —— en. den, ſom ſidder 
meget inde, ſom kommer lidet ud/ af Huſet. 
Stueuhr, et. Uhr, ſom man i et Giemſel 
har ftaaende I Verelſet (modſ. Lommeuhr.) 
Stucvarme, en. den Varme, ſom haves i 
en Stue, ifær em Vinteren . af Ovne. 
Stuevæg, en. En af Væggene i en Stue. 
(6. Frimann.) i 

Stum, adj. [T. ſtumm.] fom ei fan 
tale (egentl. om Menneſter;) maallss. Saa 
ſtum fom en Fiſt. (f. dum.) “SEindighed 


Jog Betœnkſomhed gior ofte den Kloge taus; 


Straf, Forbauſelſe og megen Skamfuldhed 


At føre et beſtandigt Stue 
Stueluft, en. Luften fom den er iet 


h3 


ø 


i Stuekone, en. K. fom har Opfva 
m. de qvindelige emmer i et Fattig⸗Hoſpi⸗ 


Stueclærd, en. . 


SS 





Stum — Stunde. 438 


gior flum;” (det forſte betager Villie, det 
andet Mod t. at tale.) Sporon. Stum⸗ 
hed, en. ud, pl. Zilftanden, at vare ſtum. 
Stump, adj. [X. ſtumpf.] fom har: 
miftet fin Eg ell, Od; ſlov, ikke fpide, ikke 


ſtarp. En ſtump Kniv, Fill. ”Stump vg.. 


veg er dog Satirens Piil.” S. Blicher. En 
f. Vinkel da: den, fom har meer end 90 Gra⸗ 
der. Deraf: ſtumpvinklet, adj. En ſ. Trian⸗ 
gel. (modf. fpidsvintlet og retvinklet.) 
Stump, en. pl.-er. ſev. Stump.] 1. 
Levningen af noget, fom er afſtumpet, forkor⸗ 
tet v. at ſtgres, afhugges. Stumpen af en 
affat Arm, et afſtudt Been. Der er endnu 
en AfKlcedet tilovers. (f. Stuv.) .2. et 
afſtaaret Stykke. En S. Mad, cl. blot 
"en Stump, falde Bønderne 'et tykt Stykke 
Smørrebrød, ſtaaret af hele Brødet. Han 


fkar en Stump (et fort Stykke) af Klædet. 
. Stumpet, ad). 5. stumpig,] afkortet; 


ell. blot: kort, ſtakket. Den Klole er alt 
for ſtumpet. En ſ. Neſe. (J Sammen⸗ 


fætn, bliver det t. ſtump.) ſtumphalet, 


adj. fom har en fort Hale; korthalet. 
flumpnæfet, adj. fom har en ſtumpet Næfe. 
ſtumprumpet, adj. d. f: f. ſtumphalet. En 
mprumpet bet. (d. Tale.) ' 
Stund, en. Tid. (ud. pl.) [I. Stund.] 
Om en liden Stund, om fort Tid. Det ſtete 
1 famme &. Det vil endnu vare en &. en 
god S. ”Den Stund at de fil os om Med⸗ 
hold føge fag.” Bording. ”Man tænfer tidt, 
man et fin Lykke nær, og trolos den i ſamme 
Stund forfvindrr.” Storm. (I dagl. 3. 
bruges : al den Stund fom adv. for: naqr, 
da, efterfom. Han taber intet v. Byttet, 
al den Stund han dog bliver v. Gaurden, 
imellemftunder, undertiden.) — Stunder, 
pl. Tid nof, god Tid, Leilighed. Nu harjeg 
ikke (ell. Ingen) Stunder. At give fig Stun⸗ 


der, tage fig Tid; give fig gode Stunder, 


vifte hafte m. noget. Det har gode Stun⸗ 
Der, ingen Haft. = ſtundesles, adj. fom ei 


, har Zid, fordi man tager fig f. meget for 


p. eengang; fom ev uordenflig fyffelfar m. 
mange Ting, og derfor intet udretters 
Deraf: Stundesloshed, en, ud. pl. — 
Stunderum, n. s, fornøden Zid ft. noget. 
Lad mig havne Stunderum, (Moth.) 


Stunde, v. impers. og n. 1. om Tidens. 


Normelſe: det lakker, det bliver fnart. Det 
ſtunder ad Aften, til Aften, t. Natten. 


- Matten ſtunder til. »Det Xar, ſom ſtun⸗ 


der til.”? Borhing, (II. 133.) Paaſte ſtun⸗ 
der til, nærmer fig. KE 

Stunde fig, v. rec. 1. give fig Tid. 
(Moth) . 

Stunde, V. 3. 1.193. og Sv. stunda, af 
stund, Flit, studium] attrage, tragte efs 
ter, At flunde efter noget, til, noget. 
»Tidt ſtunde vi efter de Ting, ſom funne 
gisre og Skade.“ B. Thott, At ſtunde 
cen efter Livet,” Hvitfeldt. — At ſtunde til 


din Hu?“ F. Guldb. ”Den, ſom ſtu 


Stunde — Siyg. RE , 


Évile, ”Zil Sævn fun frunder hans Vil⸗ 
lie.“ Ohlenſchlſ. ”Srtuuder aft til Gravene 
nder t. 
Fuldkommenheds Maal.“ Engelst. — Sield⸗ 
nere: at ſtunde mod noget. ”Da er det, 
at Selvopholdelſesdriften ſtunder mob Sov⸗ 
nens lægende Ro.” Mynſter. ”Forgicves 
jeg ſtunder mod Onſternes Maal.” Grundtv. 
(San flunder t. at blive noget. Moth.) 
— Stunden, en. ud. pl. Tragten, Attraa. 


Stuudom, adv. [Sv. stundom, 3. 


stundum. hf undertiden, imellemſtunder. 

Sturen, adj. (et norſt Ord. Jél. stu- 
rinn.) ftille, tankefuld, ulyftig. Mord. Bruns 
Digte. 1791. S. 245. €. Frimann Almuens 
Sanger. 1790, S. 210.) 

Sturbingft, en. f. Stodhingſt. 

Stutmeſter, en. pl,-e. den, ſom har Ops 
fyn over cf Stutteri. ( Et af det 2. Stu⸗ 
tenmeiſter, Geſtuͤtmeiſter, dannet 
Ord. ſ. Stodmeſter.) 

Stutteri, et. pl.-er, en Indretning, hvor 
Hingſter og Hopper af god Art underholdes, 
f. at lægge Føl til, og opføde gode Heſte. 
(2. Etuterev, Geftuͤt.) Zeſtehold. 
Langebek. 

Stuv, en. pl.-er, [Sv. Stuſ. N. S. 
Stuve.] en Erumy, Levning af et Styk⸗ 
ke, hvoraf der er ſtaaret. En Stuv Klæde, 
Sittetei. Han folgte mig hele Stuven. 

1. Stuve, v. a. 1. pakke noget fæt o 
faſt ſammen (iſer om en Skibeladning. 
Det maa ſtüves bedre. At ſtuve Laſten t ct 
Skib. ſHoll. stouwen. af A. S. Stov, 
Sted, Vaaning (jvf. Stue): hvoraf det E. 
ta stow, lægge p. fit rette Sted, lægge op.] 
— Deraf: Stuvning, en. Laſtens Stuv⸗ 
ning. . 

2. Stuve, vsa. 1. [Holl. stooven. N. 
S. ſtoͤven. T. då —8 n.] egentlig vel: 
ſyde noget v. langſom Varme (det E. to 
stew; “to seeth in a slow, moist heath ;") 
men hos Os almindeligen: opfoge noget, 
ſom tilforn er kogt, ell. afkogt, I en Suppe 
el. Dyppelſe, I Melk, Band og Smør, erd. 
At ſuve Kartofler i Melt „i Kiedſuppe. 
At ſtuve Kiod, Erter i en Kafferolle (eller 
Stuvepande.) 

Styg, adj. pl, flygge. [ISv. stygg. 3. 
styggr, haard, vanſtelig, barſt, vred, I fom 
ei or veldannet, ſmuk, ffær af Anſigt, (de- 
Tormis) hæslig; overhovedet ”om alt det, 
fom giennem Sandſerne fister vor naturlige 
(el. dannede) Sands f. det ſmukke.“ (Nord. 
Tidsſtr. I. 588.) (jvf. grim, led, hæslig. 
fæl.) Hun er ſtyg, (af Anſigt) men ret 
velskabt. ”Find ef min Skabning ſtyg, for 
den er klædt m. Berſter.“ Bagg. RV. Klim, 
Stygge Lader. 2. Saaledes ogſaa om det, 
der mishager Horelſen. En flyg end, Mu: 
fif (hvorfor dog oftere bruge : ubehagelig.) 
Man figer vel ogſaa: en ftyg Lugt; en flyg 
Fornemmelſe. — 3. Ogfaa om det moralſt 








. U 
- 


U 


Styg — Stykke. 


dhoedlige, el. om det, vi føle en moralſt Aar 


ell. Modbydelighed for (dog ringere i Gra⸗ 
den end ved affkyelig, fæl.) En ſtyg Laſt, 
Vane. —Han har den flygge Feil, at bags 
tale.” — Deraf: Styghed, en. ud. pl. Be⸗ 
ſtaffenheden, at være ftyg. (ſ. Hæslighed.) 
Stykke, et. pl.-r. [J. Stycki.] 1. en 
afſondret, ell. afdeelt, ſoerſtilt Deel af et 
Heelt. At brode, rive, ſlaae, hugge noget 
i Stykker. At ſtoœre noget i fire Stykker. 
Et Stykke Brød, Kiod, Kage, Tre, o. f. v. 
Hovedſtykket, Mellemſtykket af en Fiſt. 
Denne Maͤſtine er ſammenſat af mange 
Stykker, og fan ſtilles ad i fine Dele. ”De 
enkelte Lemmer ere Dele af Legemet; de 
kaldes forſt Stykker, naar legemet bliver ft. 
et Liig.” P. E. Muͤller. — Om Jorden : Et 
Stykke Land (en Mark, Ager, ell. Deel af 
ſamme.) At opdyrke, indhegne, afgrofte 
gt S. Land, Et S. Vei oꝛr en vig Længde 
af Veien. Der-er endnu et godt S. Bet 
t. Byen. pan gif ct langt S. Vel (el. 
blot: et langt Stykke) med os. (Derimod : 
et DeiftyfFe ad: en Deel af Landeveien. f. Or⸗ 
det.) — Stykke bruges ſaaledes egentl. om 
legemlig affondrede Dele. Dog figer man: 
et S. af en Bog, af et Digt. — Uegentl. for 
Deel. J nogle Stykker maa man give ham 
Ret. “Betragtes Delene m. Henfnn t. des 
res Affondring fra det Hele, kunne de kaldes 
Stykker; og naar Stykkerne betragtes m. 
Genføn t. deres Forbindelſe m. et Heelt, 
funne te kaldes Dele,” Muller. — 2. et 
ſammenhangende legemligt Heelt, ſom ei er 
forbundet af. flere.Dele. (ér egentl. fun en 
Anvendelſe af forrige Bemerk. og br. derfor 


altid m. Talordet eet.) Det er giort af eet få 


Stykke. Floiten, Obeliſten er af eet Styk⸗ 
Fe. 3. en enkelt Glenſtand af fit Slags; 
et Individ (dog fun i viſſe Silfælde og meft 
om livløfe Zing. Man figer imidlertid : et 


Stykke Vildt; og efter Sporgoͤmaal, naar Heel 
man blot angiver Zallet : hvormange Heſte, 
Koer, Zaar var der? — Der var en ti, en 

Snees, en hundrede Stykker 9: omtrent ſaa⸗ 


mange: men aftrig i sing.) Derimod: et 
Se ty Stytter Klæde, Lerred, Taft o. f. v. 
hvorved betegnes ſaameget af Toiet, ſom er 


vebet i eet. — Stykke f. Stykke 9: hvert S. 


for fig. (fig. ct Stykke Arbeide 0: et vift, 
enfelt Arbeide.) Ligeledes om nogle livloſe 
Ting, fom ci udgiere en flor og betydelig 
Maſſe, til at betegne Antallet, og ifær efter 
Sporqsmaalet: hvormange? — Fem Styk⸗ 
Fer Bøger, Knive, Hovle, Sare, o. ſ. v. 
Dog bruges dette Fun fielden. — Om Konſt⸗ 
værter, ifær Malerier og dramatiffe Digte, 
br. Ordet derimod hyppigen. et er et 
Sat ftyre, Sarfykte. Snaflytte. (| ob; 

ag e, e, Knæ e. (]. Kob⸗ 
b e.) Det nye Stykke o: Skueſpil. 
Der opføres to Stykker i Aften. 4. til at 
udtrykte Antallet br. det ogſaa om flere for: 


' . 


439. . 


— nogle Sammenfætninger, Et Mar 


Skridt, ſom en Styltegangers. 


Sty fle — Siylte. 


iell. Ting, ſom haves i Samling, ell., 


—8 p. ect Sted. Jeg har i alt modta⸗ 
get fer Stykker sfor tiet Ting.) Der er 
kommet ti Stykker (forſtielligt Gods) p. 
denne Vogn.“ 5. om myntede Yenge å, fun 
et Rigsortsſtykke, et Guldſtykke. 6. om en 
Handling, ct Vark: Et flet, nedrigt Stykke. 
ß Streg, 4.) og I Sammenſettn, Sklelm⸗ 
EFe, Kieltringſtykte, Mefterftytke, Sven⸗ 
deſtykke. 7. en Kanon, ” Han hiſſede fit 
Blodflag, og [vd fine Stykker fpille p, Fien⸗ 
den.” Wandal. (af det Tydffe; men nu næs 
ften forældet, undtagen i Sammenſ. Styk⸗ 
knegt, Stykport, 0. fl.) = a.) Stykdek, 
et, Dek ell. Gulv f. Kanonerne t. Skibs, 
Batterie p. et Krigeéſtib. 


ods, ct, Gods ell, Varer, ſom beſtaae af 
—** Stykker, ſom føres t. Skibs ell. 
Lands i Kaſſer, Tönder, Patter, o. f. v. 


di Modfætn. t. Styrtegods, cu. en Skibs⸗ 


åbning af Korn, 


Styld, et. (af ftiæle.) Tyveri. (forældet.) 
Stylte, en. pl.-r. [(&v. Stylta. E. pl. 
Stilts.] En Stang mM. et Tværtræ el. Trin, 
hvorpaa man fatter Foden, og, ſaaledes 
aaer, i det man holder m. Armen om 
tangen. At gaae.p. Stylter. (figiden ñ 
Sing.) = Styltedends, en. Dands, ell. 
Hoppen, fom foretages p. Stylter. Styl⸗ 
tegeng, cen. Gierningen at gane p. Stylter. 
Styltegænger,en. den, ſom gager p. Stylter. 
Stylteplov, en. dette Navn har man givet 
"en Piov 'af en egen Indretning, m. en 
Stang, der gaaet ned fra Aaſens forreſte 
Ded, og hvorpaa Ploven hviler i St. f. 
paa gen Forkærre. (Ny Landoec. Tid. IT. 
381.) Stylteffridt , ct. pl. d. ſ., lange 


W 
y 


Stykfad, et. 
AT. Stuͤckfaß.) et ftort Viinfad. Styk⸗ 


- 


Styite — Siyrelſe. 


ter. (Moth.) 2! gane laugſomt. &0. stylta. 
(Motfh.) 

Stymper, en. pl.-e. [T. Stuͤmper.] 
den, ſom fun daarligt fan ell. veed det, han 
paatager fig, el. udgiver fig f. at funne ed. 
vide; en Fujfer. ”Jeg bander el den Stym⸗ 
per, ſom forſt udfandt det Ord,” Evald. 
En Perſon kaldes en Stymper, f. ſaavidt 
han itke er det voren, der paaligger ham. 

En Suffer er den, der gior et Arbeide flet, 
fordi han ikke vedberlig har lært det,” Muͤl⸗ 
ler. (En uſſel, yntværdig Staffel; egentl. 
den, fom bar miftet et af fine Lemmer; af 
flympre ; mutilare, Moth.) = fltymperags 
tig, adj. fuſteragtig. 

iv Styr, n. s. ud. Art. og Fun i følgende 
adv. Talemaader: 1) At holde Styr paa 
gen or holde ham i five, inden for fine Grænds 
fer, “Han har al fin Myndighed nodig, f. 
at holde Styr p. dem.” Sdytte. “Og mes 
dens jeg kyſſer, Gudinde! held Styr paa de 
ſpegende Vinde.” Bagg. — 2. At gaae over 
Styr d: blive t, intet, gaae ind, ophæves. 
Planen, Reiſen, Selſtabet gik over Styr. 
3. At fgtte noget over Styr ad: filfætte, øde. 

2. Styr, n. s. IT. Steuer.] Bidrag, 
Hielp, Sfat t. Udredning af noget. f. Krigs⸗ 
ftyr, Prindſeſſeſtyr, Udſtyr. 

Styrborð, en. ud. pl. [Af Styre, i æls 
bre D. Roer. A. S. Steore. Stéor-bord.) 
Skibets hoire Side. (modſ. Bagbord, og 
Bruges fon dette 1 Sammenſetning.) 

i tyre, v. a. 1. IJ. styra. A. &. steo- 
ran.] 1. beftemme et Legemes Bevægelfe ; 

ifær om ſeilende Skibe og Fartsier. At 

e et Skib. At f. med Noret, m. en 
are. — Ogſaa absol. ogn. At ſtyre mod 

Oſten, at ftyre fra Land. it. ſtyre en Cours 
(en vis Compadfireg.) At ſtyre eens Arm 
… under en Bevægelfe. Stangen er mig f. 
tung, leg fan iffe flyre den. At ſtyre en 
Heft m. Toilen. fig. at flyre (tvinge, tæms 
me) fin Vrede, Hidfighed. 2. beftemme 
Mennefters frie Handlinger, raade over, 
xegiere. ”At flyre er at give en Virkſomhed 
(overhovedet) en vis Retning: at beftyre, 
ev at ordne en Mangfoldighed af Virkſom⸗ 
heder. Styrmanden flyrer et Skib; For: 
valteren beftyrer et Gods.” Muller, (Man 
later ikke let en anden ſtyre, ell. raade for 

" fin Eiendom; men man fætter vel Andre £. 
at beſtyre hvad man ikke felv i det Enkelte 
fan ovdne.) At fyre et Rige, et Folk. 
Gan forftaaer godt at f. og leve den hele 
Forſamling. Drengen vil ikke lade fig ſtyre. 
3. Egne Talemaader: At ſtyre Klammeri 
(afværge , hindre, Moth. Z. fteuern.) 
”Det flyrer el 
ſtyre tilfreds, fyre tilRette, formilde, berolige 
den Hidfige, Opbragte. At ſtyre fin Lyſt 
paa noget oꝛ tilfredeſtille. = relfe, en. 
1. Gierningen at ſtyre; Regiering. Rigets, 


X 


430 
Stylte, v. n. 1. (har.) 1. gaae p. Styl⸗ 


det Smaating, at tuſinde 


hans Harm.” Helt. 42. At 


p. mit Legeme.“ Job. 4. 15. 


e 
J 


Folkets, Skibets Styrelſe. (jvf. Beſtyrelſe, 
der kun om mindre betydende Tilfælde tan 
bruges.) 2. om det haieſte Veſens TFilſtik⸗ 
kelſer: Gudoͤ, Forſynets Styrelfe. »Den 
Fromme feer en Styrelfe i Alt hvad der ves 
derfares ham.” P. E. Miller. — Styre⸗ 
mand, ſ. Styrmand. Styrepind, en. d. 
f. ſ. Roerpind. — Styrer, en. pl.-e. den 
ſom ſtyrer, reglerer. Heſten og dens Sty⸗ 
rer. Folkei⸗ Styrer (Regent.) 


Styre, v. a. 1. At ſtore ud, et i Bryg⸗ 
erier nu forældet cm. fielden brugeligt Ord, 
fom bemærfer: af meſte, ell. blande det 
udftyrtede Malt m. det fogende Bånd. — 
Deraf: Styrrekar, et ligeledes forældet Ud⸗ 
tryk for: Vlæffefar ell. Gilkar. 


Styrke, en. ud. pl. J. Styrkri] en bes 
tydelig Grad af Kraft, ſaavel egentf. om 
Legemets, fom fig. om Sicelens; og om livs 
løfe Ting: Evne f. at modſtaage udrortes 
Virkninger. — At have megen StyrFe i Ar⸗ 
mene. At prøve &. med cen. En Wand 
af Kempeſtyrke. Siælsftyrfe. ”Der bes 
høves ofte Styrke t. af bære hvad Magten 
fan udrette,” Sporon. Forſtandens, Hu⸗ 
kommelſens Styrke. — Det er ingen Styr⸗ 
Fe (Hold) ved dette Toi. Murens, Byg⸗ 
ningens, Fæftningens Styrke. *Kraften 
kaldes Styrke, f. ſaavidt den tænkes at over⸗ 
vinde, ell. dog af modſtaae Hindringer. — 
Styrfen ſynes mere at betegne Kraftens 
Storhed; og Magt mere Kraftens Udſtrek⸗ 
ning.” Muller, = Deraf: Styrkeforhold, 
et. Forhold imellem forſtiellige Legemers 
Styrke. Styrkeprove, en. Prøve eſi. For: 
føg, f. at erfare Styrken af en Ting, ell. 
hvo der af to eller flere er den ſtorkeſte. 
Naar StyrFeprove ſtal afgisre Zviften, er 
vage opoffres.” 


U 
s 


S. Boye, ' 


Styrke, v.a. 1. give Styrke, gløre noget 
ftærfere , forøge Kræfterne. At ſtyrke en 
Bngning. Arbeide ſtyrker Legemet. At 
ſtyrke Hukommelſen. At f. fig v. nærende 
—7 v. god Viin. Det ſtyrker den Soge. 

rkende Midler, At ſtyrke (befæfte) een i 
det Sode, i et ondt Forſeet. ”Man ſtyrkede 
bem i den Lyft, de felv havde t. denne Nei: 
fe.” Wandal. (ſtyrkes, blive flærk, vinde 
Kræfter, Moth.) — Styrkelſe, en. 1. Gier⸗ 
ningen, at ſtyrke (Mindre brugeligt er Styrk⸗ 
ning. ”3 dette ene er der ing og 
Lægedom mod alle Ulykker.“ Rahbek.) 2. 
et ſtyrkende Middel, noget ſom flyrder, Biin 
er en Styrkelſe for den Gamle. ” 

Styrkne, v. n. f. fterbre. 

Styrle, v. n. 1. rriſe fig i Veiret, ſom 
Gaar p. Hovedet af Skrok, o. d. (Moth. 
Rtimkron. &. 2411, ”Deé flyrled Haar om 
Hoved.“ Bording. I. 33. ”Haarene ſtyrlede 
Ordet et nu 
fieldent. Funkes Nat. Gift. v. Hornemann. 





* 


S. ftårten.] 


Styrle — Styrtning. 


I 187.) »St ele med Haaret.“ Arreboe. 
Hexraem. 230. Jol. styrdr, ſtiv.] 


Styrmand, en. — [af v. a. ſtyre. 


A. 6. Steor-man.] egentl. den, ſom ſtaaer 
t. Roers, ſom ſtyrer et ſeilende Fartei; men 


Br. hyppigſt ſom Bencevnelſe f. en Sømand, 


der har lært hvad der hører t. Seilads ell. 
Beſeiling (Styrmandskonſt,) ſom p. Hans 
delsſtibe er def Næfte efter Skipperen, (ell. 
Capitainen) og p. Krigsſtibe regnes blandt 
Underofficererne. (I. D. Lov: Styremand. 
IV. 1. 2, 5, 6.) Overſtyrmand, anden, 
tredie Styrmand (p. ſtorre Sfibe.) = Styr: 
mandoexamen, en. Prøvelfe i Styrmands⸗ 
konſten, ell. Leren om at finde Vei i Soen 
m. et Skib efter mathemat. og aſtronomiſke 
Beregninger. 

Styrte, v. n. og a. 1. ISv. störta. N. 
a.)neutr. 1. falde plud⸗ 
feligt og m. Voldſomhed. At ſ. omkuld. 
Ut ſ. ned I en Groft, (en Afgrund. At 
f. med eü Heſt. Heſten ſtyrtede (naar den 
virkelig falder; fnublede, naar den træder fell 
og er nær v. af falde.) ; Bandet flyrter ned 
fra Klippen. Soen flyrter ind (i Skibet.) 
— fig. Der ſtyrtede p. cengang en Nængs 


be Folt ind, Ale ſtyrtede t. Uddangen. 2. 


absol. om Heſte og Bvæg: dør, ifær plud⸗ 
felig. Heften, Koen er flyrtet, Der er 
ſtyrtet adftillige Gøveder f. ham. b.) act. 
bringe noget t. at falde pludfeligt og vold⸗ 
ſomt fra et hoiere Sted f. et dybere, 
ſtvrte cen ned fra et Taarn. At f. fig ud i 
Vandet. At f. Kornet af Sætfen i en 
Kaffe. — figurl. file cen v. Magt, Myn⸗ 
dighed, Hoihed. Man har tidt forføgt at 


ftyrte denne Minifter. At f. en Konge fra 


Thronen. — Ligeledes : bringe een pludfelig i 
en ringere, ubeldigere Tilſtand. At ſtyrtes 
i Armod, Elendighed. At f. fig frivillig i 


Fordervelſen, t fin Undergang. — Styrte⸗ få 


bad, et. Bad, hvorved det folde Wand plud: 
ſelig flyrtes ned over Legemet. Styrte⸗ 
gods, ef. Varer, ſom umiddelbart ſtyrtes 
ned i Stibslaften; f. E. Korn, Saft. (f. 
Stykgods.) Styrtegrav, en. Grav, ſom 
lsſelig bedetkes m. noget, f. af bringe Men⸗ 
neſter ell. vilde Dyr t. af falde deri. (Moth.) 
Styrtekam, en. ved Jordvolde ell. Steens 
gierder: der Jordſtrimmel eller Plads, ſom 
lades Imellem Bolden cl. Gierdet og Hegns⸗ 
grøften; Styrtekant, Spilderum. (Gier⸗ 
fing Landoec. I. S. 12.) Styrtekarre, en. 
K. med to Hiul, hvis Kaffe man lader falde 
ned over Hlularelen, og ſaaledes ſtyrter Læs: 
fet ud. (1, Sol. en Styrte.) " Styrteplads, 
en. Sted, hvor noget ſtyrtes ud, f. Cr. v. 
Gruverne, hvor Malmen ſtyrtes ef de ops 
vundne Tender. Styrtevand, et. Gt ned⸗ 
ftystende Vand, Vandfald. (€. Frimann. 
Poet. Arb. 11.) = Styrtning, en. pl.—er, 
1. Gierningen at flyrte el. Omſtendigheden, 


at noget ftyrter om. (Baggefen. Poet, Ep. 


441 


At 


ftor Mængde. (Svarer t. fprede, ſtroe, om 


n c 


Ul AJ 


Styrtning — Stenke. 


150.) »Snart f. Huſenes Brand, ſnart 
ængftes I for deres Styrtning.“ Ohlenſchl. 
2. en &. af Søen (Soſtyrtning) Vandets 
voldſomme Indſtyllen i Stibet, 3. Flos 
dens, Vandfaldets Styrtning.Golvfar⸗ 
vet tar m. Kæmpefræfter fpringer , men 
s wtningen ham ned i Dybet tvinger,” 

ein. . , 

Styrvolt, n. s. et Slags, ſom det ſynes 
i Danmark oprindeligt, Kortſpil. At ſpille 
Stvrvolt. 

Styver, en. pl.-e. T. Stuͤber.] en 
Skillemynt i Tydſtland, af forſtiellig Bærs 
di; fædvanlig forhen hos os regnet for 2 
danffe Stilling. . J 

Stædig, ad, [ud. Tvivl ſtrives dette Ord 
ſaaledes rigtigft m. Moth, og udledes af 
ſtaae. A. &. stædig.] om en Heſt: fom ei 


vil gaae frem, efter Rytterens ell. Kudſtens 


Villie, men jævnlig, naar det falder den 
ind, ftaaer ſtille. (Kun figurl. om ſtivſinde⸗ 


, de, vrangvillige Menneſter.) — Deraf: 


Srædighed, en. ud, pl. . . 

1. Stække, v. a. 1. [af Stak.] fætte i 
Stak, reife i Stat, At ſtekke Hs. — Ders 
af: Stakning, en. Hsets —— 

2. Stække, v. a. 1. faf ſtakket.] giore kor⸗ 
tere, At ſtække Vingerne p. en Fugl. fis 
gurl. Hans Magt er bleven ſtakket. (f. ſtak⸗ 
Fer.) — Stakken, en. Vingernes Stakken. 

tæmme, v. a. ſtandſe. f. ſtemme. 

Stænder, pl. f. Stand. ' 

Stændig, adj. I d. Tale (og undertiden 
hos Almuen:) beftandig , ci. vedvarende, 
uafbrudt. ”Bneeclag nedfinrte vidt og bredt, 
og morkne Dagen m. flændigt Fald.” Foer⸗ 
fom. (Digte. H. 73.) 

Stænge, et. [af Stang.] Loft over en 
Stald cl. andet Udhuus, ſom helt ell. for 
en Deel Fun, beftaaer af Stænger. ſ. Høs 

ænge. W 
Stænge, v. 2. 1. [af Stang] 1. fætte 
Steenger ell. Stager ved. Xtftænge Humle, 
Bonner, Erter. 2. luffe v. at fætte Stang 
for, el. overhovedet: luffe. At f. for Døren 
(fætte Stang for.) At ſ. fine Døre. At 
f. for Kreature. At flænge (lukke) cen inde. 

Stængel, en. pl. Stængler. [af Stang. 

rives dog ofte Stengel. den Deel af en 

(ante, fom er over Jorden, og bærer Bla⸗ 
dene og Blomſterne. Caulis. jvf. Stilk, 
Stamme. — Stangelgreen, en. Sideſtud 
p. en Stængel. (Moth.) 

Stank, et. pl. d. ſ. 1. Gierningen at 
ftænte. Et &, med Roften, 2. Spor efs 
ter Stænfning; hift og her adſpredte fmag 
Pfetter. Der er kommet nogle Stænk paa 
Kiolen. — Stankregn, en. Regn, ſom fals 
der af og fil i ſmaa Stænt. 

Stænte, v. a. 1. ISy. stænka. 3. ståck- 
va.] 1. flaae cl. kaſte noget flydende ud i 
draabevlis, i pletteviis, cl. dog ef i meget - 


U ø 
AJ 


vorligen) p. noget. 


Stene — Stette. 


tarre Ting.) At flrænke Band p. cen. At 
ſ. Viin, Eddike p. Gulvet. 2. væde, fugte 
v. at ftænte. At få Lerredet p. Blegen. 
At ſtænke Toi, der ſtal ſtryges. => Stænbes 
koſt, en. Koſt til at fænte med. — Staænk⸗ 
ning, en. pl.-er. Gierningen at ſtæonke. 

- , Stænte, en. pl.-r. [af flage. Sv. Ståt- 
ta.] et Ætin p. begge Sider af et Siærde, 
t. at ftige over dette. 


1. Stær, en. ud. pl. [X. S. Stær. 3. 
,Star.] én Dienſygdom, hvorved Synet mi⸗ 
ſtes. Den graae Stær. Cataracta. Den 
forte Stær. Amaurosis. = ſtærblind, adj. 
INM. &. stærblind. 3. starblindr.] ſom 
neppe fan ſee, meget ſvagſynet cl. nærfys 
net. ”Jeg tænfte, at denne Nation maatte 
være blind, sl. I det mindſte ftærblind.” 
Bagg. N. Klim. 

2. Stær, én. pl.-e. en" Fugl, der fan 
lære at efterligue den menneſtel. Stemme. 
Sturnus vulgaris. [3vl. Star. A. 6. Stær.] 


3. Stær, Stærgræs, n. s. [I. Stargrez 
si.] Navn p. en Grosplante m. five Straa, 
almindelig p. lave Enge oq v. Grofter. 
Carex vulpina. (Formodentlig ogfaa flere 
Arter af denne meget talrige Slægt.) 

", Stæretue ell. Stærretue, en. pler. fal: 
des i nogle Egne de m. Graos overvorne 
Jordtuer, fom ofte og i Mængde opkomme 
p. Marker, der længe ligge udyrkede. (Fors 
modentlig fordi de jævnligen ere begroede 
m. Stærgræs.) ”Jfær giore de opvorente 
Stærretner meget t. Engens Ujævuahed,” 
Schytte. (Indv. Reg. II. 125.) 

Srært , adj. IJ. sterkr.] 1. fom har 
megen Kraft, ſom fan overvinde en betyde⸗ 
lig phyfiſt Modſtand, ell. ſom fan, holde 
længe, udholde meget (ſaavel om den le⸗ 
vende, fom om den døde Kraft.) modſ. ſvag. 
En flærk Mand. At have en f. Natur. Den 
Sterkeres Net. Dette Reb er ikke ſtarkt. 
En f. Bro, Muur, Bygning. En ſ. Ma: 
ve, fom fordeler godt. Stærk Fode, fom 
fordrer en god Fordøtelfe. Stærke Drikke, 
fom virke haftigt og betydeligt p. Nerverne. 
2. ligeledes om Sicelens Kræfter: betydelig 
i Grad, i indvortes (aandelig) Styrke. En 
ſ. Hukommelſe. At væve f. i en Videnſtab 

ell. Konft 9; beſidde ſtor Indfigt ell. Færs 
bighed I ſamme. Han ev en ſ. Skakſpiller. 
3. i Alm. betydelig i Grad, (Irftenfiv Kraft) 
heftig. En ſ. Varme, Kulde, Bind, Regn, 
Jorden, 0. f. v. En f. Stemme. ſ. Lugt. 
Et ftærke Slag. Starke Lidenffaber. Der 
hører en f. Tro til. At lebe, gaae ſtærkt 
(haſtigt.) At tænfe flærkt (3: meget, als 
En Strom (ſom 
rinderm. ſtor Haſtighed.) 4. betydelig t 
Antal: En ſtærk (talrig) Krigshær. Hvor 
ft bar Fiendens Gær? Lan Ht et ſtærkt 


86. 
Stætte, en. (Moth.) ſ. Stænte. 


4 


æ 


442 


Stevn — Stobegrube. 


Stavn, en, bruges undertiden for: 
Stavn, 2, 

1. Stævne, v. n. 1. har. [af Stavn, 2.] 

ſtyre, ſeile hen t, med et Stib. (meſt i hoiere 
Stiil.) Jof. ſtavne under Stavn. 
2. Stævne, v. a. 1. kappe, bejtære, hugge 
Grenene af (om Træer.) At ftævne Piil. 
(3. stofna.) Deraf: Stævneffov, en. 
Skov ell. Krat af Treer, fom man aarligen 
deelviis kapper. 

3. Stævne, v.a.1. IJ. stefna. Sv. ståm- 
ma, ståmna,] egentl. beſtemme en vis Tid 
ell, Dag f. cen f. at møde, el. fil en vig 
Handling; (jvf. Subſt.) men br. nu ifær fun 


om at indfalde cen t. af Møde f. Retten. 


At ftævne cen for noget (fom han har be⸗ 
gaaet.) Han ev fltævnet for (ell. til) Bu: 
tinget. At f. Vidner. (f. indftævne, pssz 
ſtævne.) — Man figer vel ogjaa itagl. Tale: 
Gan har ſtævnet mig herhen i Aften (fat 
mig Gtavne.) => Stævning, en, pl.-er. 
1. Øandlingen at ftævne, indftævne, 2. 

riftlig Indkaldelſe af Dommeren, at mode 

. en Ret. At udtage, at forfunde en 5. 
Stævningsmand , en. En af Rettens Be⸗ 
tiente, ſom forkynde Stævninger; Etævnez 
mand, Kaldemand. — Stævnedag, en. 
Dag, til hvilken man er ftævnet f. Ret⸗ 
ten, (Moth.)  ÆØtævnefald , ct. Bønder, 
fom den maa give, der iffe meter efter 
Stævning. (Moth.) - Stævnemeel, ct. d. 
f: f. Stevning. Stavnemand, en. Etav:s 
ningsmand. Stæevnemode, ct. Dione, 
hvortil man er faldet el. ftævnet; ell. form 
man har aftalt m. en anden p. et vift Sted 
og f£. ep vis Tid. Stevucpenge, pl. det, 
fom betales f. en Ctævnings Forkyndelſe. 
Stævnevidne, et. Perſon, ſom er ſtœvnet 
t. at vidne i en Sag. ” 

Stævne, et. pl.-r. IJ. Stefna.] 1. 
Møde ti beftemt Tid og p. beftemt Sted. 
At fætte een Stævne, bete cen komme p. 
et viſt Sted. ”Ut holde Stævne og Raad 
m. cen.” Hvitfeldt, (ſ. Kyveſtavne.) 2. 
Forfamling (af Bymend) f. at ovérlægge 
handle om noget. ſ. Byftævne, Kirkeſtæev⸗ 
ne, Sogneftævne. 

Steb, n.s. 1. Kornets Blodning f. at 
blive t, Malt. At fætte, lægge Bug i 
Stob. 2. Korn, fom har været lagt i 
Stob; Malt, At bære S. pag Kollen. 
At vende Stob. Moth. (mindre brugeligt.) 

Stobe, v. a. 2. [I steypa.) 1. danne 
æt Legeme i en vis Skikkelſe, v. at gyde en 
feltet Materie ĩ en Form, hvori den ſterk⸗ 
nex. At ſtobe Lys, f. Kugler, Kanoner. ſ. 
en Klokke. Stobt Jern; modſ. hamret, 
2. lægge i Stob. At ſ. Korn. (Moth.) 
3. gisre Lyd af Vand og Aſte, fætte Lud. 
Moth. (de to fidfte Bemærf. ere nu mindre 
brugelige.) == Stobeform, en. Korm t. at 
ſtohe noget i. Stobegrube, en. G. ſom 
gravegi Jorden, f. at nedſotte en ſtor Stebe⸗ 


(d 


den over Ild. 


lm] 


” Stobehuus Etiode. 


form, f. E. en Klokkeform. (Moth.) Ste⸗ 
behuus, ct. H. hvor man ſtoeber, Stoberi. 
(f. Giethuus.) Stobehytte, en. Et Støs 
behuus v. Biergverker; et Hytteverk. 
Sro bekar, et. K. hvori noget ſtobes. Sto⸗ 
belys, ct. ſtobt Lys, Formelys. (Moth.) 
modſ. Speddelps. Stobemalm, en. M. 
fom br. til at ſtobe noget af. Stobeovn, 
en. Ovn, hvori Stobemalm ſmeltes. Ste⸗ 
beſand, ch» S. ſom er tienlig og br. til at 
ſtobe Metaller i... Stebeffee, en. &. hvori 
man fmelter noget, f. E. Bin, v. at holde 
Stobeſtaal, et. omſmeltet 
Cementſtaal, ell. ſammenſmeltet Raaſtaal 
(naturligt Staal) og Cementſtaal, der van⸗ 
ſtelig fader fig ſinede; men har en eensfor⸗ 
met Maſſe. — Stober, en. den, fom er 
ſyſſelſat m. at ftøbe; f. E. Klokkeſtober. — 
Stobning, ?n. Gierningen at ftøbe. 

Stød et. pl. d. f. 1. Handlingen at 
ſtode, Virkningen af at ſtode. At give een 
et Stod. At faar ct S. Et &. med en 
Kaarde. Stødet gif ham igiennem Armen. 
(f. Vindſtod.) fig. en betndelig Stade, For⸗ 
ringelſe, Uheld. (f. Knæk.) Det gav hans 
Helbred, hans Formue et haardt &. ”Som 
hans Lykfe var paa det hoieſte, fif den et 
uforvindeligt Stød,” Rahbek. Dette S. 
forvinder han aldrig. (ſ. Kuæk.) At tage 
det førfte Stød af (den forſte Virkning af nos 
get ubehageligt.) ”Dum. Stæleftyrte ſaae 
tet haardejte af Eficbnens Sted i Møde.” 
Rein. 2. Stød i Veien 9: Ujævnheder, 
Duller, Slag. 3. Stumpen af'et afhug⸗ 
get ell. afblæft Fræ; cen Stub. 4. Mel: 
femrum i Tiden, ſielden undt. i Sammen⸗ 
fætn. J Stødetel, Stedeviis, adv. med 
Mellemrum, ikke uafbrudt, minutatim. li 
Stoderyt᷑. d. Tale.) ”Der er Folk, ſom 
Hofligheden kommer over i Stodetal.“ Rah⸗ 
ef. 5. Bemarkelſen: Hielpv. Sammen⸗ 
ſtud, er forældet. ſ. Brandſtod. 

Stode, v. a. ogn. 2. IJ.sSteyta.)J A. 
act, 1. giore en haftig og ſterk Bevægelfe 
m. et Legeme f. ef andet, f. af bringe dette 
fra fit Sted," give det ct voldſomt Tryk 
(Stød) e. d. At fløde een f. Bryſtet, ſ. cen 
m. Foden, m, en Stang. At f. cen Kaar⸗ 
ten i Livet. At ſ. cen om (omfuld,) Han 
blev ſtodt omkuld. At f. een ud af Døren, 
af Huſet. (fig. ſtode edn ud af en Forfamling, 
af et Selſtab. f. udſtede.) At f. een fra 
fig cm. Armene.) At f. en Stang i Jor⸗ 
den. At f. een af Veien, til Side, i Rende⸗ 
ftenen. (jvf. ſtode, neutr. 1.) — ”Det, ſom 
ſtoder, virker siebliffeligen; det, ſom drjz 
ver, yftrer fig fom noget vedvarende, Man 
ſtoder en Kniv i et Dyr; man driver et 
Som giennem en Plante.” Miller. — re- 
cipr. At ſtode fig 9: faae et Stød, give fig et 
Stod af Vanvare. — fig. At ftøde en Kon⸗ 


-ge fra. Thronen; fløde cen fra fit Embede. 


2. At ſtode een, fig. frænte, fornærme ham. 


443 


Stode — Storkne. 


Han kunde ſtodes derover. Det har. ſtodt 


ham, at jeg ikke gif forſt t. ham. "At blive ſtodt 
over noget o: tage Det ilde op, fortryde paa. 
pan bliver let ſtedt, fortrydelig. 3. færd. 
knuſe v. at ſtede ell. ſtampe. At ſtode Suk⸗ 
fer, Peber, Salt. At f. noget t. Pulver i 
en Morter. 
ſten ſtoder d: gaaer eller traver umageligt f. 
Rytteren, Veien ſtoder, naar den-er ujævn. 
Denne Vogn fteder, er umagelig. B. 
neutr. 1. give Stød. At ſtede til cen. 
Jeg ſtodte m. Foden p. noget haardt. + 
drives vojdfomt paa ell. mod et andet Leger 
me. Seg ſtedte paa, mod neget i Morke. 
— Sfær om Skibe. Skibet ſtodte p. cg 
Klippe, ſtodte p. Grund (er ſtodt p. Grund.) 
— Ut f. paa noget, finde det uformodentlig. 
At f. paa een, træffe ham uventet. Vi 
ſtodte ſammen af en pændelfe. 3. forene 
fig med. (fun om Krigefolk,) Han ſtodte 
m. fit Regiment t. Kongens par, 4. 
grændfe til, ligge umiddelbar ved eN. op til. 
Hans Have ftøder t. min. Marken ftøder 
k: en Skov. Stalden ſteder t. hans Bags 
uus. 
pet, blæfe nogle forte Toner derpaa. 8. 
At fløde i Ordene, f. i fin Tale 2; ſtamme, 
ftandfe i Zalen. 7. At ſtede op, ſiges om 
det, man har nydt, naar Maven giber ud: 
viklet Luft fra fig. = Stodebuk, en, et 
Redſtabet. at jævne en Steenbro med, en 
Haandbuk. (Moth.) Stodejern, et. 3. 
ſom ſidder i Axelſtokken p. en Vogn, f. at 
ſtyrke den "imod Stød. (Moth.) Stode⸗ 
rem ell. Stedrem, en. Rem, hvori Ageſtoke 
hænge f. at giore Vognens Stød mindre 
foelelige. (Moth.) == Steder, en. (Isl. 
Steytr.) Redſtabet. af ſtode med. Stede 
ren t. en Morter. »Derſom du vilde ftøde 


en Daare i Morteren m. Støderen,” Ord⸗ 


ſpr. 27. 22. (”med Stempelen.” .B. af 
1550.) — Stodning, Støden, en. Giernin⸗ 
gen at ſtode. . 
Steoi, en. ud. pl. ISv. Stoi.] Tummel, 
Urolighed og den derved frembragte Lyd. 
At giøre Stei. Der var megen S. i For: 
ſamlingen. Borneſtoi. 
dens Pomp, dens Loſt, dens tomme Stei 
for diffe?” Foerſom. 

Støie, v. n. 1. (har.) gisre Støl; bul⸗ 
dre, larme. (ofteft am Menneſter 

Stonne, v. n. 1. (har.) [Isl. stynia. I. 
ftåhnen.]drage fin Aandem. Lyd, (Moth.) 
vaande fig, give fig, ”piorden ſtal ſtonne 
med Yverne ſpœondt.“ Ohlenſchl. Deraf : 
Stennen, en. ud. pl. W 

Ster, en. pl. —er, en ſtor Havfiſt, ſom 
ogſaa lever I Ftoberne, og hvoraf. faaes Cas 


·viar og Huusblas. Åcipenser. . 
Størfne, v. n. 1. er. [I. storkna.] blive 


tut, blive ſtiv el. haard. (allen om findende 
Ting.) Olien ev ſterknet i Kulden. Avoega 


vHywad er Verden, 


— 


5. At ſtode i et Horn, len Trom⸗ 


"4 


ſolvet ſtorkner 4. ſtart Froſt. Storknet 


1 (4 
! 


Stødt Sutter, Salt. 4. He⸗ 


Forventning derpaa. (Ivf. und 


4 


Storkne — Stov. 
Blod. ”For ſtorkner Havets Bolge fom et 
levret Blod.” Ohl. — Deraf: Storkning, en. 


, Større, ſtorſt, ſ. ſtor. 
r Størrvelfe, en. ſ. under ſtor. 

Stotte, v. a. 1. [J. stydia.] holde et 
Legeme opreiſt, i Veiret, hindre det fra 
Fald, v. at fætte et andet, ſtivt Semege 
derunder. (jvf. ſtive, fom mere br. naar 
man befæfter noget, v. at fætte et andet 
Legeme v. Siden af ell. op til det, man vil 
flette.) At fløtte et Huus, f. Taget v. Biel⸗ 
fer. — Ogfaa neutr. At flette under noget, 
ſom vil falde. At ſtotte fig p. en Stok. At 
. Haanden, Armen p. Muren. — fig. at 

e fig p. noget, grunde fin Paaftand, fin 
erſtotte.) ** 
ottepille, en. Pile el. Soile, hvorpaa 
en Dverbygning flettes. Stotteſtav, en. 
Stav, hvorpaa: man ftetter fig i det man 
gaaer.  SStetteværtf , ct. Tommer: ed. 
Muurvært, ſom bngges t. Støtte under nos 
gt Stettevarket under Broen, under 
et. 


Stotte, en. pl.-r. IJ. og Sv. Stod. N. 
S. Stutte.] 1. et opreiſt, ſtivt Legeme, 
der fættes under et andet f. at hindre det fra 


”" Fald, f. åt fistte ell. bære tet. Columna. 


- & 


At fætte Støtter under noget. ”Som gyld⸗ 
ne Støtter paa Sølv: Fedder.” Sir. 26. 20, 
(Bis. af 1550.) fig. den, ſom ophielper, 
vedligeholder, underftetter. Han var en af 


Statens Stetter, en S. for Staten. Dens 


ne Son var hendes Alderdoms Stette. (ſ. 
Pille, Stiver, Soile.) 2. en opreiſt, fris 
ſtaaende Pille. En Mindeſtotte, Spidsſtot⸗ 
te, Xreeſtotte. »End kneiſer en Stotte p. 
ſamme Sted,” Storm. — Sieldnere bruges 
det for: Billedſtorte (Statua.) Af Bemær: 
kelſen 1. haves diſſe Sammenſcetn. Stotte⸗ 
fod, Stottegang (Buegang, Arcade, Co⸗ 
lonnade) Stottehoved ell. Steucknap , 
Stotteorden, Stotterad, 0. fl. i hvis Sted 
dog hellere og ofteft br. Soilefod, Soile⸗ 
gang, 0. f. v. fom findes under Soile. 

toy, en og et. ud. pl. IN. S. Stof f. 
Sv. Stoft. I. Dupt.] 1. (m. Art. et.) 
de allerfinefte, neppe folelige Dele af et tørt 
Legeme. Saaledes : Blomſterſtov, Kulſtov, 
Meelſtev, Molleſtov, Veiſtov. — Sard. 
absol. om flige fine Dele, der føres omkring 
v. Lufttræftet, og lægge fg p. andre Lege: 
mer. Der er faldet meget Støv. At tørre 
Støvet af Bøgerne, banke, børfte Støvet 
af en Kiole. 2. ifær om de finefte Dele af 
Ford, (egentl. fun af reen Leer⸗ og Kalk⸗ 


ijord) fom fremkomme v. Nivning ell. Gnid: 


ning, og let føres omkring i Luften. Denne 
Jordart bliver let f. Stoo. Vinden reiler 
Støvet, blæfer os Støvet i Øinene. At 
gisre Stov (9: reiſe Stovet.) — fig. At 
fafte een S. i Oinene »: blende, forblinde 
ham. — Om Ringhed, ringe Stand og Vil: 


444 


. Plante, d. f. ſ. Stovtraad. 


ø 
. 


Stov — Stovvei. 


kaur: At reiſe cen af Støvet t. Hoibed og 
Værdighed. ”Den Xrede haver fine Friz 
ftelfer, og den, der digger i Støvet føler 
ogfaa fine,” Baſth. At fafte fig i Stevet, 
krybe i Støvet f. cen 9: vife ham en overs 
dreven Minyghed. At blive til S. (efter 
Døden.) — Poet. ogfaa for: Mennejte, Nen⸗ 
nejtelægten. ”At Himlens Vint er Sto⸗ 
vets Bel.” Evald. ”Sicldne Lod for Sto⸗ 
vets Sønner.” Storm. — 3. J Bemcrkel⸗ 
ſen 2. br. det m. Art. en, fom Coll. eller 
naar Talen er om ert Mængde Støv. — 
Hvor fommer al den Støv fra? Der reiſte 
fig en tyk Støv. ”LHuvde hine Gedehiorde 
opvaft halv fas "megen Stev.” Bagg. 
Denne S. er tfadelig f. Planterne. — 
Stevdamp, en. d. ſ. f. Stovſty. (Baggeſen.) 
Stovdeel, en. ſ. Stevgran. Stoev⸗ 
drager, eng den Deel af en Blomſt, ſom 
bærer Plantens Befrugtningsdele. Stamen. 
Stovdragt, en. poet. et jordiſt Legeme. 
»Medens Menneffet, i Stovdragt“ gaaer.” 
Ingem. Stoevdekke, et. 1. et Dætfe, 
Lag af S. over noget. 2. poet. det men: 
neſtel. Legeme. Borttag Stevdakket, du 
os Dav ig ennem Livet her at bære.” Bagg. 
ftevdætfer , adj. v. bedekket m. Stev. 
(Bagg.) . Stevgiemme, ct. p. Planter. 
d. f. f. Stevknap. Støvgren, ét. den 
mindſte, for det blotte Øie neppe ſynlige 
Stuvdeel. ”J et Stovgran ſtal de finte 
din Almagts underlige. Spor.” Evald. 
Stovhvirvel, em En af Veiret reiſt Meng⸗ 
de Støv, ſom v. en Hvirvelvind feres oms 
Ering. ”Den ilende pær Stovhvirvler oms 
give.” Hertz. Stovjord, en, meget tør 
Jord, ſom næften er heel oploſt i Stov. 
Stovkaabe ell. Stevkappe, en. K. ſom 
man tager paa over Klæderne imod Stov. 
Stovknap cl. Steovknop, en. p. Planter : 
den yderſte Deel af Stsvtraaden, ſom be⸗ 
ter ell. Indeholder Frugtftøvet. Anthera. 
Stovmeel, el, det finefte Meel, Melets fi: 
nefte Dele.” Pollen. Stevnaal, en. P. 
Stovnacle 
fun i Bægeret han tæller.” S. Blicher. 
Stovplet, en. Plet, frembragt v. Stov. 
(Baggefen,) Stovregn, en. En ganſte 
fiin Regn. (J. Staubregen.) (Derfor 
itfe Støbregn: J. Steipi-regn, Plads⸗ 
regn.)- Stovſand, en. den allerfineſte, 
letteſte Sand, der reiſes i Skver, liig Støv. 
Stovfigte, en. En fiin Sigte, hvorved mar 
ftiler fine Gran cl, Støvdele frå noget. 
Stovſky, en. En ſamlet Mængde Støv, der 
føres hen over Jorden, liig en Sty. Stov⸗ 
ſvamp, en. Jordfvampe, hris Hat er op⸗ 
fyldt m. et fiint Stov. Stovtaage, en. 
En vidt udbredt Stevſty. ”Steytaager 
omhvirvle ilende Hær.” fers.  Stev: 
traad, cen. den Deel af Stovdrageren i 
Blomſter, fom bærer Stovknappen. Fila- 
mentum. Støpvei, en. de Befrugtnings⸗ 


— 


Stovvei — Subleri. 


* 
dele p. Blomſter, fom udmætte Hunkiennet. 
Pistillum. 

1. Steve, v.n.coga.1. A. neutr. og 
impers. give Støv fra fig, reiſe Støv. 
Veten ſtover meget i: Dag. Det ſtover 
ſterkt. B. act. At flove afa: tørre tov. 
At Rove Boger af. At f. ned fra Loftet, 
— Stevdoft, en. Koft t. at ſtove af med. 

2. Støve, v. n. og 2. 1. (har.) [N. S. 
ftåvern.] lede efter, oplede v. Sielp af 
Lugten; ſpore. funden ſtover efter Vildt, 
har ſtevet en Hare op. ” pan ſtover Bon⸗ 
Der bedre, end en Hund ſtover Harer.” Hol⸗ 
berg. (Melampe.) fig. om Menneſter: at 
flove efter noget 2: lede ivrigen efter. — 
Støver, en. pl.-e. en Hund, fom af Na⸗ 
turen og v. Øvelfe er ſtikket t. at ſtove Vildt 
op. (N. S. Ståver.) fig. om den, der 
ivrigen (ser at opſpore noget, faae noget 
at vide; en Speider. ' 

Stovild, en. pl.-r. [Sv. Stofwel. $. 
Stefel.) Betæfning af Læder t. Foden og 
Benet, der ſyes fammen i Stikkelſe af en, 
Strompe, og naaer deels op over Knæet 
(Vandſtovler, Rideſtovler) deels op paa Lægs 
gen, ell. endnu lavere. (ſ. Si vle.) 
Fruentimmerſtoe, ſom ſneres over Ankelen, 
kaldes nu ogſaa Støvler. = Stovleblok, 
en. En efter Foden og Benet dannet Blok, 
fom Støvler fættes p. for af udvides ell. 
borſtes. renlefod, en. den Deel af en 
S. der omgiver Foden. Støvlehæl, en. 
Helen under en S. (f. Sæl, 2.) . Stevs 
leknegt, en. Et Redftab af Zræ, hvorved 
man —* brager fine Stsvler af. Stovle⸗ 
krave, en. 1. den ovorſte Deel af de tilforn 
brugelige lange Støvler, fom var indrettet 
t. at kunne drages over Kuæet, cl. bøies 
. om og danne et Læg ell. en Krave. 
les Krave af guult Læder, ſom fæftedes p. 
Støvlen. Stoevlekrog, cen. En Jernkrog 
m. Haandtag, ſom man hager i Stovles 
fſtroppen, f. lettere at træffe Støvlen paa. 
Stovlefaft, et. den hele Støvle uden Fod 
og Krave. Stevleftroppe, en. En af de 
to Stropper ell. Remmer, fom ſyes oventil 
i Støvlen, f. i dem at kunne træffe den paa. 
Stovleftremper, pl. Strømper , fom man 
gdacum. i Stovler.— ftevlet, ad). fom er 
iført Stovler, beftgsvlct, (Woth.) ”Jeg 
ſtovlet vgrog fporet.” Falfter (Aarh. Tide⸗ 
fordriv.) “Tal om den ſtore Stam, en 
ftevlet Brudgom' vil blandt Folk paaføre 
hente.” Veffel. - 

Suder, en. pl. - e. En Ferſkvands⸗Fiſt 
af Karpe-Slægten. Cyprinus tinca. 

Sudle, v. a. 1. (Sv. suddla.] beſmitte, 
giøre ureen. (Moth.) ſ. beſudle, hvilfet nu 
fun bruges. — Heraf: Sudler, cn. den, 
ſom omgaaes urcenligt, ſſudſtet m. fit Ar⸗ 
beide (Moth.) f. E. en daarlig Maler. (J. 
Sudler.) Sudleri, et. pl.-er. (Moth.) 
begge Ord lidet brugelige. 


us 


2. en. 


beftaaer af S. (Confect.) Moth. 


Suge — Sullerbalkelſe. 


Suzge, v. a. og n. 1. (3. singa. A. 6. 


sucan.] drage noget flydende t. fig m. Mun⸗ 
den, v. at udpompe (udfuge) Luften m. Læs 
berne; ell. fæfte Leberne p. denne Maade 


t. et faft Legeme. At fuge Vinen af Glaffet 


giennem ct Halmſtraa. At dj; Saften af en 
Frugt. At f. pad noget. At f. Saften ud. 
fuge Giften ud af Saaret. (jvf. udſuge.) 
At f. fig faſt. — uegentl. Svampen, Jor⸗ 
den fuger (trekker) Bandet i fig. (jvf. ind⸗ 
fuge.) = Sugefiſt, en. ct Slags Fifte, ſom 
v. én Deel af. deres Legeme kunne fuge fig 
faſt t. andre Legemer. Remora; Echeneis. 
Sugepompe, en. en (mindre paſſende) Be⸗ 


nævnelfe p. den alm. Bandpompe, hvori . 


Bandet hæver fig ene v. Luftens Tryk. (f. 
Millingtons N. £. ved Urfin. 92). Suge⸗ 
rør, et. „ hvorigiennem noget ſuges, 
Åndfuges; ell. Røv, hvori Vandet ſtiger, v. 
at følge det Rum, hvoraf. Luften udpom⸗ 
med ; Pomperor. Sugevorte, en. Borte 
p. Patter og Yver hos Wennefter ell. Pat⸗ 
tedyr. SugeværF, et. en Indretning, 
hvorved Vandet hæves i Veiret v. Hielp af 
Luftens Fortyndebſe cl.-Wdpompning i Sus 
gerør. Krafts Med. 1. 860. forſtielligt 
fra Trufværf.) = Sugning, Sugen, en. 
Gierningen, at fuge. i 

Suk ,.et. pl. d. ſ. (Suttfe findes | Bis 
beloverſ. og hos nogle Nyere.) Gierningen 
at ſukke, og den derged frembragte Lyd. At 
drage et dybt Suk. ”Zhi mine Sule eve 
mange, og mit Hierte er fvagt,” Ser. Begr. 
1. 22. ”Mange Anſter blive uopfyldte ; 
mange Guffe fomme ubenhørte tilbage.” 
Baſtholm. i 

Sukke, v. n. 1. har, ISv. sucka. A. S. 
sican.) dvage Aanden dybt og m. en horli 
Lyd, ſom ifær er en Virfning af Bedrovelſe 
cl. Længfel. At ſukke ved, over noget. At 
ſ. dybt. — fig. At f. efter noget 3: ſukke af 
Længfel, el. længes meget efter, ”Endelig 
fom Dagen, Alle ſukkede efter, og nu fryg⸗ 
tede for,” O. Guldb. Ut futfe for en Pige, 
være forelſtet. At futfe under en Byrde 0: 
fole dybt dens Tryt. ”MNaar nedboiet Ol⸗ 
dina ſukker under Lidelſer og Aar.” Rahbek. 
— Saffen, en. ud. pl. det, at ſukke. 

Sukker, ct. pl. Suffere fun ſom et Sans 
delsudtryk om flere Slags. [IT. og N. 6; 
Zucker.] et født Plantefalt ,, der v. Kog⸗ 
ning kryſtalliſerer fig af mange Planteſafter, 
men ifær af Sukkerrorets Saft. At koge, 
at renfe (raffinere) Sukker. En Top S. 
hvidt, brnunt S. (jvf. Pudderfutter,) => 
Sufferbager , en. ben, ſom forftaaer at 
anvende Suffer t. Bagværk, øg t. deri at 
indkoge ell. indſylte Frugter og andre Ting 
(Conditor. f. Confect.) Sukkerbageri, et. 
Sted, hvor Sukkerbageren driver fin Syſſel. 
Sutferbagværk , et. el.d Sukkerbakkelſe, 
en. Bagvært, ſom ganffe cl. f. ſtorſte Deel 
Sukker⸗ 


% 


J 





. fe. 





Sutterbted Sulte. 446 


bred, et. Kage, ſom bages af filnt Meel, 
Sukker og Wg. ufferbeffe , en. 

Boſſe, m. hullet Laag, hvori Stroeſukker 
kommes. Sufferdaafe, en. D. hvori ſmaa⸗ 
hugget Sufter giemmes. Sukkerdei, en. 
, Dei til Gufterbagvært. (Mothe) Sukker⸗ 
ert, en. pl.—er. (ſom meft br.) et Slags 
Stangerter, m. brede og flade Bælge, ſom 


fvifes tillige med diſſe. (jvf. Sabelerter.) 


Sukkerfad, et. Fad, hvorpaa Sutter fæts 
ted frem p. Bordet.  Sutferform, en. keg⸗ 
ledannet F., hvort det kogte Sukker gydes, 
f. at dannes t. Topſukker. Sukkergodt, 
et.” kaldes alleſſags Smaating, ſom bages 
af Sutter; Knas, Confect. Med Suk⸗ 
kergodt — den lille Martyr tyſſes.“ Falſter. 
Sutferhuus, et. Sted, hvor Sutter foged 
og luttres; Raffinaderie, Sukkerkogeri. 
Sukkerkage, en. d. ſ. ſ. Sukkerbakkelſe. 
Sukkerkringle, en. K. bagt af S. ell. med 
Strsſukker ovenpaa. Sukkermandel, en. 
En i &. indbagt Mandel. Sukkermeſter, 
en. den, fom har Opſyn m. Arbeiderne t et 
Gutferhuus el. Sukkerkogeri. Sukker⸗ 
mund, en. id. Tale: ten, ſom gierne ſpi⸗ 
fer Sukker. Sukkermolle, cn. Mollevork, 
hvorpaa Sukkerroret knuſes, og Saften uds 
preſſes, inden den koges. Sukkerpare, en. 
et Slags føde Pærer. Sukkerror, et. En 
Rorplante, hvoraf Sukkeret koges. Saccha- 
rum officinarum. Sukkerſaft, en. den 
af Sukkerroret udpreſſede Saft. Sukker⸗ 


Fee, en. En hullet Skee hvormed Strseſuk⸗ 


fer dryſſes p. Mad. Sulterfmag, en. 6. 
af Sukter, futferfød Smag. Sukkerſirup, 
en. Sirup, der foges af raffinoret Cutter, 
Sukkerſyder, en. ben, ſom foreftaaer Sukke⸗ 


rets Kogming, cell. ſom foreftaaer et Sukker⸗ Muͤ 


huus. Sukkerſyderi, et. Sted, hvor S. 
koges. ſukkerſod, adj. fed ſom &., meget 
fod. Sukkertang, en. En liden Solvtang, 
hvormed Gutferftntfer kommes i Theekopper⸗ 
Sukkertop/en. ſaameget raffineret ell. 
Topſukker, ſom ſtorkner i een Sukkerform. 
Sutkertvebak, en. Tvebak, i hvis Dei man 
har kommet Sukker. Sukkertoi, ct. d, f. 
f. Sukkergodt, Confect. Sukkervand, ct. 
Vand, hvori S. er oploſt ell. ſmeltet. 
Subkkre, v. a. 1. komme Sukker i ell. 
. Paa, giøre født m. Sufker. . 
. le, en. ſ. Soile. (jvf. Plovſule.) 
Sult, en. ud. pl. IJ. Svelta.] Fornem⸗ 
melſe af utilfecdeltilet Madlyſt. (jvf guns 
ger.) At lide &, og Torſt. Der kiendes 
ngen Sult p. ham (han feer trivelig ut.) 
2. den Tilſtand, længe at undvære Føde. 
At deg af Sult. . i 
Sulte, v. n. og a. 1. [9. svelta.] 41. 
neutr. af lide Sult, mangle Fede. (færd. 
ilængere Sid, jævnligen. At fulte cv ders 
for iffe det famme fom: af være ſulten.) 
Gan havde fultet | fo Dage, At f. ihiel. 
At lade fine Tieneſtefolk fulte (ikke give dem 


Sulte — Sund. 


tilftræffelig Føde.) 2. act. fade cen lide 
Gult, At fulte et Barn. At f. Kreature. 
At fulte cen ud. (f. udfulte,) 

ulten/ adj. pl. ſultne. IJol. soltinn.] 
fom føler Zrang t. Mad, har Madiyſt. (jvf. 
bungrig:) | 

ultfode, v. a. 2. give cen utilſtrækkelig 
Føde, ell. Underholdning. ”At ſultfode cn 
Duuslærer,” Rahbek. Diſſe ville leve i 
Velſtand p. Jordlodder, ſom knap kunne 
ſultfode dem.” Olufſen. 

Sum, ad). ſtille, ikke ret vel fil Mode, 
halv bedrøvet. (forældet.) ”Han ſidder faa 
ſum, ſom Fruer havde ſtaaret hans Haar:” 
en Talemaade hos P. Syv. II. 60. 

Sum, en. pl.-mer. ſLat. Summa.] ct 
ſtorre Tal, ſom opftaaer naar flere mindre 
tælles fammen. Hvad er Summen af diſſe 
Tal? En &. Penge. ogſaa absol. At bude 
en ftor Sum fornoget. pan har anvendt 
ftore Summer derpaa. (f. Dengefum.) — 
Deraf : ſumme op. ſummere, tælle ſam⸗ 
men. neutr. det fummer op a: løber op ft. 
en betydelig Sum. — Summering, en. . 

Summe fig. v. rec. 1. [formodentlig af 
adj. br komme i Rolighed, i Orden, i 
Klarhed m. fine Tanker, efter Bevægelfe, 
Uro o. d. >. Tale.) &eg har endnu ikke 
tet ſummet mig efter Reiſen. “Lidt efter 
lidt man da fig Åimmer og befinder.” (efter 
et opført Skueſpil.) S. Bilder. 

Sump, en. pl.-e. [T. Sumpypf. A.S. 
Swamp.] 1. en ſid Egn, et lavt Jords⸗ 
mon, bor Vand ſamler fig over en bled 
Sordbund; en Mofe, et Hær. ”En Sump 
et det Vand, der ſamler fig jævnfigen i 
Fordybningerne af en ble) Jordbunn.” 
er. 2. en udgravet Fordybning, hvor 
Vand har Tillob og ſamler fig, Vandſam⸗ 
ling. (dog fun i enkelte Tilfælde.) En 
Gump len Grube, I en Kielder. At grave 
en &. i Gaarden. (f. Kielderſump.) = 
fumpagtig, ſumpet, adj. ſom har Beſtaf⸗ 
enheden af en Sump. En ſumpet (fid) 
Jordbund. Sumpfugl, cen. F. fom fever, 
bygger Rede i Sumpe cell. Moſer. Sump⸗ 

g, en. flere Slags Hege, der ifær opholde 

g i og ved Moſer. Sumpjord, en. Mos 
fejord. Sumpland, ct. Et meget fart, 


ſumpagtigt ell. med Sumpe opfpldt Landt. 


Sumppand, et. Moſevand. Sumpvpei, 
en. Vei, ſom gaaer igiennern, er lagt over 
en Sump. . 

Sund, et. pl.-e. [J. og Év. Sund.] et 
ſmalt Hav imellem to Lande ell. Per; et 
Havſtrede. (Sundet, absol. 9: Oreſund. 


Sundtold, Tolden ſom hæves i Oreſfund, 


Drefundstold.) Der er et langt og (malt 
Sund imellem .tiffe to Øer. (Ordet bruges 
ikke i Geographien om ethvert ſaadant Sted. 
Man figer f. E. Sundet v. Mesfina; men: 
Strædet v. Gibraltar.) 

Sund, adj. [X. S. og Sv. sund, T. 


Sund — Suppe. 


gefund.] 1. fom hat fin. naturlige, ufors 
værvdde Beffaffenhed. Sundt Træ, Kiod. 
(En find Forftand, fund Mennefteforftand, 
naturlig god (ufordærvet, ſtiondt iffe dans 
net) Forftand. 2. fom har en naturlig, 
god Legemsbeſtaffeuhed, hvori alle phyſiſte 
Livsforretninger ere i naturlig, ufætfet 
Virkfomhed; karſt: sanus, incolumis. (mod⸗ 
fat: ſyg, fvag.) Et fund Legeme. ſunde 
Børn. En find Anfigtsfarve. (jvf. fri, 


karſtk.) fig. En fund Siæl i er ſundt Les- 


geme. 3. fom fremmer Sundhed; er gavn: 
lig f. Helbreden. (saluber.) Sund Luft. 
En ſ. Levemaade, Føde. = Sundhed, en. 
ud. pl: 1, den Tilſtand at være fund, (2.) 
Karſthed. I Sundhed og i Sygdom. 
At førge for fin S.  ”Man fan iffe vel fi: 


ges : at føle Sundhed ; thi deri beftaaer den 


ſunde Tilſtand, af man i den ikke føler at 
have et Legeme,” P. E. Måler. At drikke 
cené S. ell. paa eens Sundhed (onſke ham 
S.i det man drifter ham til.) 2. den Egen⸗ 
ſtab, at være gavnlig f. Helbreden. Luf⸗ 
tens $. Denne Egn roſes f. fin Sundhed, 
— Sundhedsbeviis, ct. ſtriftligt B. ſom 


gives Reiſende, Skibsfsrere; og Andre, for af: Skygger!“ Rein. 


de ikke medføre nogen Smitſot, cl. fomme 


fra et dermed befængt Sted, 0. ſ. v. (Sunds 
Sundheds, 
Baggeſen. 


hedsatteſt, Sundhedspas.) 
brond, cn. mineralſt Kilde, hvis Vand drik⸗ 
kes f. at gienvinde ell. ſtyrke Sundheden; 
Sundhedskilde, Suurbrend. Sundheds⸗ 
drik, en. En D. ſom ſtyrker, befordrer 
Sundheden; uden at pære en egentlig Læs 
gedrik. Sundhedskilde, cen. Sundheds: 
brønd, Sundhedslære , en. Lære om at 
vedligeholde Sundheden v. en tienlig og pass 
fende Levemaade; Diætetif, Sundheds: 
pas, et. f. Sundhedsbeviis. Sundheds: 
pleie, en. Omforg f. Sundheden. Den of: 
fentlige Sundhedspleje. Sundhedsraad, 
et. R. fom har Henſyn t. Sundheden, hvor⸗ 
ved man troer åt gavne cen p. hans Helbred. 
Sundhedøregel, en. R. for den, ſom vil 
bevare fin Sundhed; dicrtetiſk Regel. 
Sundhedoreiſe, en. R. ſom man foretas 
ger f. fin Sundheds Skyld. (Baggeſen.) 
Sundhedstegn, et. udvortes Z. paa Sunds 
hed, Helbretstegn. Sundhedotilſtand, 
en. Legemets T. med Henſyn p. Sundhe⸗ 
den; Helbred. 

Sup, en. En Drik, en Slurk. (Moth. 
Sv. Sup.) heraf: ſupe ell. ſuppe, v. n. 
fom i d. Tale br. for: at drikke meget, være 
en Dranker. ſieldnere act. at ſuppe Bræns 
deviin. (N. S. ſobben. supa p, Svenſt 
er derimod blot: at tage en Drik.) 

Suppe, en. pl.-r. ſI. Sup, Supa.] 
tynd Mad, ſom ſobes cl. ſpiſes m. Steer, 
Sobemad. (Suppe ed. Sobemad er tynd 
Skeemad; derimed er f. E. Grød vel en 
Skeemad, men ikke Sobemad ell. Suppe.) 
At koge 6. paa Kied, Fleſt ꝛ. Kiodſuppe, 


! 


47 


Suppe — Suul. 


Grynſuppe. Viinſuppe (men iffe: Olſup⸗ 
pe) Melkeſuppe, Erteſuppe, Skildpadde⸗ 
fuppe, 0. fl. Holberg bruger det ogſaa for: 
Dyppelſe (Fr. 'Sauce.) ”En Ret Fiſtem. 
"fin rette Suppe.“ Den Vægelf.] = Sup⸗ 
pefad, et, Et døbt Fad, hvori SS, fætteg 
p. Bordet. Suppekage, en. K. af ſtœrk 
indkogt og ſtorknet Kraftfuppe, ſom oploſes 
i kogende Vand: f. at give Klodſuppe. 
Suppekiod, ct. K. hvorpaa Suppe er fogt> 
"ell. fom er beftemt og tienligt dertil. Sup⸗ 
peffaal, en. Efaal, hvoraf Suppe ſpiſes, 
ell. hvori den fremſeties. Suppeffee, en. 
Stee t. aft fpife &. med. Suppetallerken, 
en. dyb T. hvoraf Suppe ſpiſes. Sup⸗ 
peurt, en. Urt, ſom man bruger t, at koge 
i Kiedſuppe. 

Surre, v. n. 1. (har.) [Af Tingens Lyd; 
ſom det lat. susurro.] frembringe en vis 
dump ſuſende Lyd, hvoraf Ordet er et Slags 
Efterligning. Bierne, Fluerne ſurre. “At 
forfolge den enkelte Gedehams, der furrede 
dem om Ørene.” Rahbek. — Uegentli. f. E. 
om Vandets Rislen, el. en ſtæerkere Lyd af 

: famme : ”Find furrende Bæf, omfavner mig 
Mens Kislcn furrende 
„i Havet Furer pleies.“ P. H. Frimann. — 
Deraf: Surren,en.- ud. pl. ”Siig Bier, 
frærme de m. Surren rundt omfring.” 


é 
⸗ 


Surre, v. a. 1. binde, binde faſt, vinde 
omfring (br. ifær i Stibsſproget.) Af furre 
noget faft; furre et Toug omkring noget. 

fe, v. n. 1. har. IN. S. ſuſen.] 
frembringe en Lyd, fom den af Vinden ftærft 
og haftigt bevægtde Luft. (jvf. brufe.) Vin⸗ 
den fufer I Zræerne, Bomben fufer igien⸗ 
nem Luften. Kanonkuglen fufede forbi mig. 
En ſuſende Lyd. Det fufer f. Ørene. — 
Ogſaa om Vandets end: “Saa høres Kil⸗ 
den klar og fri fra Gældet født og ſagte ſuſe.“ 
Bagg. — Suſen, en. ud. pl. fufende Lyd: 
det, at fufe. ”I kolig Dal: v. Beokkenes 
fagte Suſen.“ Rein. ”Zhi man hører en 
Suſen af megen Regn.” 1 Kong. 18. 41. — 
Suſevind, en. fufende Lind cl. Luftſtrom, 
"Ctherijfe Suſevinde giennemſtromme dets 
te Steentelt.”? Bagg. 2 

Suul, et. ud. pl. ISv. Soſvwel. $. 
Suyvel. Øl. E. Soul.] Mad, ſom ſpiſes 
t. Brødet, ifær Kiedmad, ell. overhovgdet . 
dyriſt og faft Fode. (Obsonium. A. 6, 
Salu, Fede.). Skeemad kaldes ikke Suul; 
og Bonden vil ikke let tanke p. Fiſt v. Des 
det Snul. At give ven S. til Brødet. “ En 
Kiende Suul t. Brodet, det faner I, om J 
maae.“ HOhlenſchl. (Helde.) At kiobe Suul 
ind. “Til aandelige Suul behoeves ogſaa 
Brod.” Rahb. (Hores nu ſielden, undtagen 
hos Almuen, der ogſaa bruger Subſt. Suul⸗ 
mad Ul. Sulemad, og v. n. at ſule 9: for⸗ 
flane, om Kiedmad ell. Suul. Fleſt ſuler 
mere, end Kiod.) Suulvarer, pl al 


⸗ 





f 


dd 


ø 


(4 


melig. 


Suul — Soag. 


Slags Suul, ſom Handelsvare. “Suul⸗ 
vare, beftaaende af Bondeſild, Sci, nor 
Salt, alle Ølag Meel, Fleſt,“ 0. f. v. nod⸗ 
nes i et Reſcript. 5. Febr. 1732. 

Suur, ad). pl. ſure. IJ. sur.) 41. uds 
trykker den Fornemmelſe v. Smagen, ſom 
er modſat fod, og fom frembringes v. de 
Legemer, der indeholde en Syre, Om ſaa⸗ 
danne Legemer ſiges ogſaa: at de ere fure, 
ſmage ſuurt. Ølleter blevet ſuurt. Suur 
Mel, Flode. En ſ. Smag. Den ſure 
Giæring. At komme Suurt og Sedt p. 
Maden; lægge noget ned i Suurt (i Eddike.) 
Undertiden, men fielden, br. det for: raad⸗ 
den, fogdærvet. Suur Sild ; ſuurt Fleſt. 
(Moth.) At have fure Been 9: m. aaben 
Stade. 2. figurl. a.) befværlig, moiſom⸗ 
Et ſuurt Arbeide, At gløre fi 
Livet fuurt. Det falder mig fuurt (tungt. 
b.) umild, fortrædelig, vranten. Et fuurt 
Anfigt. fure Miner. At fee fuurt, t. nos 
get (ikke fee det gierne) = Suurhed, en. 
ud. pl. Beſtaffenheden, at være fuur. Gra⸗ 
her i Suurheden. jvf. Syre, fyrlig, = 
Suurbrod, et. cgentl. d. ſ. f. fyrer Brød, 
B. bagt m. Suurdei; men br. ijær om fig: 
tet Rugbrød, ſom æltes m. Euurdei. 
GSuurbrend, en. d. ſ. ſ. Sundhedsbrend. 
Suurdei, en. ud. pl. en med Eddike æltet 
og v. Giæring foret Dei, hvormed den ovrige 
Dei t. Brød fyres og bringes ft. at gjære. 
Suurkaal, en. fiinſtaaret Hvidkaal, ſom 
lægges ned I en Tonde m. paaſtroet Salt, 
og ſaaledes bringes i en fuur Giæring. 

uurklever cl. 


/ heve en. behagelig forlig Smag , uddrages 


reſalt el: Suurklaver⸗Salt, hvormed 
Ruſtpletter tages af Linned; Skovſyre. 
Oxalis acetosella. Suurmdt, en. ſtri⸗ 
ves undert. for: fuur Melk; og deraf: 
Suurmelksoſt, fom laves af flig Melk (lis 
geſom: Sodmelfsoft.) ſuurmule, v. n. 
1. (har.) vife fig fortrædelig og i ondt Lune 
fætte ct fuurt Anſigt op. d. Tale, (Mot 
har ogſaa Subſt. en Suurmule.) Suur⸗ 
ſalt, et. ſ. Syreſalt. ſuurſeende, adj. v. 
vranten, af et ſuurt Udſeende. (Colding.) 
Suurſteg, en. Orekiod, ſom netlægges en 


Tid i Eddike og ſiden koges el. ſteges i en 
3 Gryde. 


ſuuroiet, adj. ſom har fordærves 
de, rindende Dine. 

Suus, en. Sviir, Sværmen, vildt, uor⸗ 
dentligt Levnet; forekommer kun i den Ta⸗ 
lemaade: at leve Suus og Duus. 

Svaber, en. pl. -e. [€,..Swabber.] t. 
Skibs: et Slagés Koſt af Toug⸗Ender, ſom 
lfær brugesſt. at feie ell. toe Dætfet. — 
Deraf: fvabre, v. a. 1. at feie m. en Sva⸗ 
ber. (E. to swab.) 

Svadſe, f. ſladdre, pluddre. 

Svag, ad). ISv. swag. T. ſchwach. N. 
G. fæad.] 1, fom ef har den fornødne (le⸗ 


448 


uurklover, en. En i Sko⸗ 
. ve almindelig Plante, af hvis Blade, der 


é 


Gvag— Soale. ' 


i — ell. Hudeiige) Styrke; det mobf. af 


jvf. Ørøbelig, ſom hyppigſt br. om 
phyfiſt Svadhed, og fun figurl. om den møs 
ralſte. Skrobeligt falder man det, ſom ikke 
taaler meget; ſvagt det, ſom ikke evner, for⸗ 
maager meget. Glas er en ſeeenn Materie. 
En Stol, der har været ſtœork og vel giort, 
bliver ſtrobelig ved Alder og megen Brug ; 
men felv en ny Stol fan være for fvag.) 
Som Barn var han meget fvag. En fvag 
Mand 3: fom ingen Legemsſtyrke har; ell. 
ingen Styrfe i Villien, i Charakteren. En 
f. Helbred En f. Hukommelſe, Forſſand, 
Hørelfe, Lugt, Stemme. Dette er den 
fvagefte Deel af gæftningen. Atvære ſvag 
Latinen, i Hiſtorien (fattes Færdighcd, 
Indfigt.) Et Menneſtes fvage Side 3: en 
Feil, Skrobelighed, fom han ifær er hengi⸗ 
ven til. — Tilforn brugtes fvag meget ofte 
ligefrem for ſyg, ligeſom fvagelig ogfaa 
for: frugtſommelig. (”Lær, før du taler, 
og lad dig læges, for du bliver ſpag.“ 
Cir. 18. 21.) 2. ikke talrig. (f. ſtark, 
4.) Gæren var for fvag til at modftaae 
Ølenden. = fvagelig, ad. noget ſvag, ikke 
vet ftærf (iſer om Pelbreden.) Gan begyn: 
der at blive fvagelig. En f. Helbred. — 
Svaghed, en. 1. ud. pl. Bejffaffenheden 
at være fvag. Legemets, Aandens S. 
Alderdomsſvaghed, Gindéfvaghed. 2. 
1.-er. fom et Concretum; Forandringer, 
slelfer, Virkninger, Handlinger, ſom reiſe 
fig af Evaghed. Alderdommens, Fruens 
timmernes Svagheder. Man fan overſee 
enfelte Svagheder hos en ſtor Mand. At 
benytte fig af eens Svagheder. — Svag⸗ 
hedsfeil, en. Feil, ſom hidrerer ikke fra ond 
Billie, men fra S. i Charakteren. — ſvag⸗ 
hiertet, ad). fom har ct fvagt Hierte, en 
alt for om, let bevæget Folelſe, fvanfins 
det, ad). ſom ikke har Forſtandens fulde 
Brug; noget vanvittig. ſvagfynet, ad). 
fom har et fvagt Syn, fvage Dine. ſvag⸗ 
troende, adj. v. ſom ikke er ſtork i fin Tro. 
— (ivf. ſvakke.) 
vaie, v. n. 1. har. [bcflægtet m. vaie 
og fvæve.] bevæges hid og did, frem og til: 
bage. Roret ſvaier f. Vinten. ”Fugle — 
der ſvaie rundt om oprørt Sø og Kær.”. 
Foerſom. Skibet ſvaier cl. ſoaier op (naar 
det ligger t. Ankers, og dreier Forenden 
mod Strem ell. Vind. Skibet ligger op⸗ 
ſvaiet for Strømmen. jvf. vindret. — Der⸗ 
af: Svaien, en. ud. pl. (Subſt. Svai fot: 
Gviir, Sværmen, hores hos Almuen i 
Kiebenhavn. ſ. Danſte SE.) i 
Sval, adj. ſJ. svalr, Øv. sval.] noget 
fold, kolig. En f. Aften efter en hed Dag. 
Et fvalt Sted. fer er fvalt i Skoven, — 
Svale, en. ud. pl. Koling, fval Luft. At 
gane, reiſe i Svalen. (ſ. Aftenſvale.) 
Svale, v. a. 1. giere fval, kole, afkole. 
At ſvale fig. “En Baek, ſom ſvaler ten 


| 


” FE 
4 


Svale — Svanebai. 


hede, lædffer den & e Jord.” J. Smidth. 
— figuri. ”Vrede ſpales m. gode Did.” P. 
Syvs Ordfpr. I, 487… ”Men eders Brede 
valer i Medynks milde Band.” Kingo. — 
vales, n. pass. blive kolig. Lad Dritfen, 
andet førft foales. = Svalebad, et. Bad 
hvori man fvaler fig, koldt Bald: (Colding.) 
Svalebænk, en. B. 4 Badftuer, hvor man 
fætter fig f.-at foales efter et varmt Bad. 
(Moth.) Svaledrik, en. En følende Drif, 
Koledrik. Svalekar, et. Kar, hvori nos 
et affoles. Svaleſtue, en. kolig Stue, 
vor noget ſvales i Lufttrek e. d. (Moth.) 
Syaleteinde, en. Tønde, hyvorigiennem 
Slangen p. et Brendeviinsvcerk gaaer, og 
hvori man fommer foldt Band under Bræns 
dingen, f. at føle de ncdfindende Fordraaber. 
Svalevand, et. V. hvori noget afkøles, f. 
E. Vandet i $valetønden. — 
Svalning, en. Gierningen at fvale. 
Svale, 'en. pl. -r. [af v. at fvale.] 1. 
Koling, Ketigbed, fval Luft. »Det ſtolte 
Palmetræ udbredede omfonft fin ſtyggefulde 
Svale.“ Storm. 2. [Sv. Svale. Isl. 
Sualir. pl. (Snorre Sturl.) T. Soͤller.] 
en lidbygning el. Bang uden p. ef Huus, 
m. Tag over, men aaben mod den ene Side, 
hvor man fan gade fra een Stue t. den 
anden; en Svalegang. (Dette er den hos 
os fædvanlige Bemærfelfe; men Ordet er, 
ligejom Tingen, næften forældet. jvf. Bis 
flag. I Norge bruges: Langfvale, for: 


Gallerie.) 
Svale, en. pl.-r. [IJ. Svala.] en bes 
kiendt og almindelig Treekfugl, hvoraf ads 
ſtillige Arter forekomme hos os. Hirundo. 
Deraf: Svalerede, Svaleunge, o. fl. 
Svamp, en. pl.-e. [IJ.Svampr. N. 6. 
Swamp.] 1. en egen Kfaffe af Plantes 
legemer, udmoeerkede v. Skikkelſe og Udſeende 


fra alle andre Værter (Fungi.) ſ. Blad⸗ 


ſvamp, Jordſvamp, Rellefvemp , Træ⸗ 
fvamp, o. fi. 2. d. ſ. ß Soſvamp, Das 
ſteſvamp, hvilfen dog ikke hører t. Svam⸗ 
pene, men t. Polyperne. At toe fig m. em 
"Svamp, trykke Vandet af en S. Han drik⸗ 
fer fom en Svamp. 3. Ordet br. ogfaa om 
viſſe Hœvelſe i Ledemodene hos Menneſter 
og Huusdyr. ſ. Ledeſvamp. — fvampags 
tig, fvoempet, adj. fom I Bejtaffenhed lig⸗ 
nev en S. En ſvampagtig Havelſe. — 
ſvampet, adj. ſpampagtig. ”Den løfe, 
ſvampede Zørv.” Olufſen. 

Ovande, en. dette tydſte Ord br. under⸗ 
tiden (ligeſom Swans i det Sv.) i d. Tale 
for: Sole og Slæb. — Svandsmefter, en. 
kaldes Formanden f. leiede Dagarbeidere 
v. Stibsværfter og Havnebygningsvoeſenet. 


Svandsſtrue, en. Skrue, hvormed den ba⸗ 


geſte Ende af Boſſepiben fæftes t. Sfæftet. 

Svane, en. * [J. Svanr.] en be⸗ 
kiendt Bandfugl af Gaaſens Slægt. Anas 
cygnus. = Svanebai, et, ud. pl. et Slags 


Danſt Ordbog IT. 


449 


"en Svanehals. 
»en. Sagt efter Svaner. 


Spaling, 


ſping⸗ J. im Schwange gehen, 


” ø 


Svanebai — Svar. 


tykt og meget blødt uldent Tsi. Svanes 
barm, en. poetiſt: en Barm, hvid og blev, 
fom Svanens Brnft.  Svanebryft, .et. 
Svanens Bryſt; og poet. et Bryft, hvidt 
og hvælvet fom Svanens. ”De ftore Lokker 
i gyldne Pragt — ei Svanebryftet bedæfs 
fer.” Ohlenſchl. Spaneduun, pl. 1 
Svanens Duun ell. finefte og —X Fi: 
dre. 2. et Slags tykt og meget blodt Tet 
af UD og Bomuld. Svanefiæder, en. F. 
af en Svane. vaneflok, en. en famlet 
Mængde af Svaner. Svanchals, en. 
Svanens als, cl. en Hals, der ligner dens 
ne; ſaaledes ſiges undertiden Heſten, at have 
ſvanehvid, adj. blen⸗ 
dende hvid, fom Svanen. Svanejagt, 
Svaneſang, en. 
En ſtion Sang, ſom fabelagtige Beretnin⸗ 
ger tillægge Svanen, fort før dens Død; 
deraf figurl. en Digters fidfte Værk e. d. 
Svaneunge, en. Svanené Unge. ' 
Svang, adj. ſIJ. svånkr, tom, fulten.] 
gold, uden Kiærne, ufrugtbar. (figee fun ” 
om Oden.) Rugen er meget fvang i Aar 
(har mange golde Ar; ell. faa Kiærner i 
Axene.) ”Vipperne fvange og Halmen bleg, 
ſom Nyet mod Regntid.“ Hertz. 2. om 
Jorden: ſtarp, mager, ufrugtbar. Moth. 
Svang, en. Huulheden under Fodbladet. 
(Colding. Moth.) NE 
Svang, ud. Art. og ſom adv.' i den Ta⸗ 
lemaade: At gaae i Svang 0: udoves, være 
gængfe, være i Brug; ſom nu dog fun ſiges 
om laftværdige Handlinger. ”Hvis Laſter 
vare Dyder, Syud ef forbudet var, ten gik 
ei faa i Sveng.” Holb. P. Paars. ”Dg 
al den Daarlighed, i Svang p. Jorden. 
gaaer.“ Helt. — Hos Ældre br. Talemaa⸗ 
Den ikke faa indſtrenket; men ogſaa om 
gode Tings Fremgang. f. &. ”Der ganger 
Lytfen felv udi fin fulde Svang.” Bording. 


II. 152, ”De gote Sæder ſtulle vel nu 


igien komme til af gaae i Svang udi Vers" 

den.” 3. Thott. U. 133. (Svang, åf 

—A fan.) 

vanger, ad). ſ. gtſommelig. 

Svangerſkab, et. Frugtſommelighed. (us 

danſte, og af det Tydſte optagne Ord, ſom 
fun i flet Talebrug hores. , 

Svar, adj. [Sv. swår.] tung, vanſtr⸗ 
lig, befværlig. (f. foær.) = fvarlig, adj. 
befværlig, —8 fvarligen, adv. mes 
get, i høt Grad. (forældet.) . 

var, ct. pl d. f. [3. Svar. A. S. 
Andsware.] Tale, fom har Henſyn til og 
foraarfages v. en Andenes Spørgsmaal el. 
tale; Beſted, fom gives en Spsſstgende. At 

ive, af fige een Svar paa noget. Mundt⸗ 
igt, ſtriftligt S. At faae &. paa et Brev. 
Dette var Kongens S. paa Minifterené 
Tale. At blive een S. ſtyldig (ikke ſvare 
een.) Budet ff S. tilbage, — ſvarlos, 
adj. 1, fom intet Svar faaer, ſom ef bli⸗ 


(29) 


& 
2 


Soar — Svede. 


ver befvaret. 2. ſom intet Svar giver ell. 
fan give. »Jilſomme floi hang ſogende 
Blik giennem ſvarloſe Egne.“ Pram. 
Svare, v. n. og a: 1. og 2. har. [JI. 
&vara.] 1. give Svar, fige Svar. Svar 
nrig p. mit Spørgsmaal. Jeg vilf. ham (p. 
hans Brev) m. Poſten. Dertil ſvarede han. 
(ivf. befvare, gienfvarc.) Lun fvarede, 
lod ſpare, at han ei unde fomme. — Og⸗ 
faa I act. Bemærk, (dog ci med noget Subſt. 


”fom Object.) Hvad fvarede han? — Han 


fvarede intet. — At f. for fig 9: fige noget t. 


" fit Forſvar. — Figuri, det fvarede fra Sko⸗ 
2. neutr. høre til, paſſe 
. til, ſtemme overeens med. 


ven (gav Sfeniyd.) 
Denne Dragt 
fvarer iffe til hendes Stand, Alder. Dette 
Bræt fvarer iffe t. det andet. Udfaldet ſva⸗ 
rede itfe t. min Forventning. 
indeſt aae for, være anfvarlig, være god for. 
Ham tar jeg fvare for. Jeg fan ikke ſvare 
for, hvad der ſteer v. Gændelfe. 4. act. 
vde, betale: præstare. At fvare fin Lands 
gilde; ſvare Statter, Afgifter. Hvormeget 
ſvares der af denne Gaard? 5. $p08 


BDaandbarksfolk figes et Underlag, fom man 


ſlager, banker ell. hugget paa, at ſvare, 
naar det ikke giver efter, men beholder en 
faft Stilling. ER 
Svarre ell. farve, v. a. 1. ISv. swårf- 
wa.] dreie; tornare. (forældet; ligeſom 
Svarrer ell. Svarver, en Dreier, Svar⸗ 
rejern 0. fl.) “Ei Svarvers konſtig Haand 
fan den m. Hinlet dreie.“ Arreboe. 


Svart, adj. høres endnu ſtundom for: 


fort. (I. svartr.) f. Svarte. 

Sved, en. ud. pl. [A. &. Svete, Svæt. 
NR, S. Swest. J. Sveiti.] Uddunfts 
ning af dyriſte Legemer, fom er faa ftært, 
åt den vifer fig draabeviis p. Huden hos 
Menneſker, og væder Haarene hos Dyr. 
At komme i &. Sveden fpraf af Panden. 
»Den falte Sped ned af de lærde Pander 
randt.” Holb. P. P. At dryppe åf S. 


Angeſtſved, Dodéſved, Natteſved. — 


Svedblegne, en. Hedeblegne I Huden. 
(Moth.) Sveddamp, en. meget ſtærk, 
dampende Sved. »J faa Minuter kogte 
alt hans Blod, og hele Kroppen i en Sved⸗ 
damp ftod.” Storm. Sveddraabe, en, 
Draabe af &. paa Huden. "Blodige Sved⸗ 
draaber trilled.“ Ingem. ſpeddrivende, 
'adj. v. ſom frembringer Sved, driver Sve⸗ 
den ud. fveddrivende Midler i Lægefons 
ſten. = Svededug, en. D. til at tørre Sve⸗ 
den af Anfigtet. ſvedet, adj. fund af Sved. 

Svede, v. n. og a. 1:og 2. (3. sveita.] 


' give Sved fra fig, uddunfte i Oraaber. At 


ved et Arbeide. fan foeder meget let. 
At blive fvedt, være fvedt. — 
den ſelv: bryde frem, vife fig. 


Om Søes 
”Af Pan: 


, ben fvede Draaberne frem.” Ohlenſchil. — fi 


fig, At ſvede over, ved noget. 2: giore fig 
megen Moeie dermed, — Ordet br. ogfag 


40 


3. peutr. 


J 
26 


Evede — Svend. 


om andre Legemer, end dyrige, ſom nås 
dunſte, eu. ſynes af uddunſte, near Fugtig⸗ 
hed af Luften fætter fig derpaa. Stenene 
ſoede. Denne Saft fveder ud af et Træ. 
— act. At fvede Blod. = Svrdebad, et. 
Bud ell. Ophold i en hedet Badſtue, hvor 
Sveden drives voldfomt ud af def negne 
Legeme. Svedecuur, en. , Anvendelſen af 
ſtarkt fveddrivende Widler mod en Øngtom. 
Svededrik, en. D. hvoreftev man fveder. 
Svedehul; et. pl.-huller. meget! fine Aab⸗ 
ninger i den ydre Sud hos Menneſter og 
Dor, hvorigiennem Uddunſtning og Sved 
trænger fg ud. Svedekiſte, en. En Bug: 
ning 9. Ofibsværfter, m. indmuret Kiedel, 
over hvilken Skibsplanker træffes krumme 
v. at henges i Dampen af det kogende Vand. 
Svedemiddel, et. fveddrivende WM.  Svés 
deſtue, en. , Badftue, indrettet t. Svedebad; 
el. Værelje let Hoſpital, hvor man bruger 
Svedecuur. 

Sveden, partic. ſ. fvide, fvie, 

Svedſtke, cn. pl.-r. [I. Zwetſchke.] 
torrede Blommer; ifær af viffe Arter, fom 
anvendes p. denne Maade, og derfor faldet 
Svedffeblomme. — Svedtefuppe , en. 
Grunfuppe, hvori Svedſter koges. Sved: 
fPetærte, en. Kage, hvori Svedſter indbages. 

Sveie, v.a. 1. boie (Jol. sveigia;) fov- 
ætter. (Jvf. ſvaie.) 

— ad). ſaf I. sveigia, at beie.] 
fom har et indaddstet Rygbeen; huulrygget. 
(foeibaget, ſveilendet. Colding.) 

Sveiſe, v.a. 1. [det TZ. ſchweißen.] 
ſmede to Stykker glødet Jern ſammen m. 
Dammeven, — Deraf: Sveisning , en. 
pl. er. ——— 

Sveitſer, en. pl.-c. Een ſom "er fattet, 
har hiemme iSchweitz. I Sammenſetn. 
ſom adj. i Bemerkelſen: fom er fra dette 


Sant. f. E. Sveitſeroſt, Sveitſerthee, 0. 


fi. (Sveitfer kaldes ogſaa Portneren i 
Slotte og fornemme Huſe, fordi man dertil 
tilforn brugte Sveitſere.) 

Svelte, v. acogen. 1. ſulte; udhungre. 
(forældet og lidet brugel.) ' 

Svend, en. pl.-e. IJ. Sveinn.] 1. et 
ungt Mandfolk, en ugift Mand. (jn venis; 
puer castus; ſparende til Mo hos Avins 
befisnnet.) Denne oprindelige Bemært. cc 
forældet, ell. hores fun fielden i Speg. f. E. 
Dan er alt cn gammel S. Heraf: Svends 
doms, en. pudor virilis. Svendbarn, et. 
Drengebarn. 2. en Tiener. Ogſaa dens 
ne, i ælpre Danſt faa hyppige Femærfelfe, 
er gaaet af Brug. jvf. Solgefvend, Ridder⸗ 


fvend, — deraf: Svendebord, Tiener⸗ 


bord; Svendebrod, grovt Brad; Sven⸗ 
dekammer, Tienerkammer; Svendelen, 
Tioneſtekarles Len; Svendeſtue, Borge⸗ 
ne, 2. fl. forældede Ord. 3. den, ter 
Har udlært et Haandværk (fom Dreng) og 
arbcidev hos en Mefter; en. Haandværts: 


* 


vend — Svigagtig. 


fvend. En Vagerſvend, Dreierſvend. 
Skraodderſvend, Tommerſvend, 2c. At 
blive S. giores til Svend. = Svendegilde⸗ 
et. Gilde i Anledning af at gen er bleven 
Haantværfsfvend. Svendekro, en. Fors 
ſamlingeſted f. Haaniværfefvente af et viſt 
Laug. (f. Kro, 2.) 
fe, bvori Haandvxrkoſvende aarlig indſtyde 
ct Bidrag ft. Udgifter v. deres Laug; hvil: 
ket Bidrag har Navn af Svendepenge. 
Svendeſtykke, ct. Et fortrinligt Stykke År: 
beide, ſom Haandverksdrengen maa giøre t. 
Beviis p. fin Duelighed, f. at kunne blive 
Svend. 

Svenſt, adj. ſom er fra Sverrige, (en 
Svenſt. pl. Svenſte) har hiemme i, hører 
til Sverrige. ' 

Svibel, cn. pl. Svibler. [det T. Zwie⸗ 
bel. Svf. siuæl, i Gloſſar. t. Harpeſtrengs 
£æged.] kaldes den runde, knoldede Deel af 
Roden p. viffe Planter, (egentlig en Deel 
af Stængelen , der groer under Jorden) 
ifær ſaadanne, ſom dyrkes i Haver ell. Ur⸗ 
tepotter f. Blomſtens Skyld; Blomſterlsg⸗ 
Hyacinthſvibler, Tulipanſvibler, ꝛc. (det 
br. itte om dc ſpiſelige Logplanter.) 

Svide ell. ſvie, v. a ſved; ſveden, ſve⸗ 
der. pl. ſvedne. [IJ. og Sy. svida.] 1. 
brænde noget p. Overfladen. Hans Kiole, 
Daar blev fvedet af Luerne. At fvie fine 
Klæter p. Kakkelovnen.“Man ſkal et fvide 
alt det ſom laaddent er.” Ordſpr. En fves 
den (brændt) Lugt, — At fvie af, brænde af. 
At ſ. Stægget af I Stedet f. at rage det. 
Den jiærte Torke, ede har reent fvedet 
Græfjet af. ”Morgenrøden faae den ſmile; 
Solens Middagsild den ſved.“ Thaarup. 
2. lade noget, ſom koges, v. Forſommelſe 
af at røre det, fæfte fig v. Karret og derved 
faae en brændt Smag. Hun har fvedet 
Maden, ladet Maden ſvies. ſveden Grad. 
.— SBvie, en. ud. pl. 

Fornemmelſe, Smerte. 

Svie, v. n. ſved ell, fviede (foee. Moth) 
"har ſviet (ſveet. Moth.) volde en fært, ſtik⸗ 
kende Smerte, fom efterat have brændt fig; 
fmerte. Mine Sænder ſvie af Kulde. An⸗ 
figtet fvier af Blæft. Det fvier i Aufigtet, 

Saaret. Saaret fvier meget. — fig, det 
foier t; ham, t. hans Pung (9: det fofter 

am meget.) Dette Tab fvier endnu ft. mig. 

S ifte, v.n. 1. har. ſſ. vifte.] bevæges 
hid og did af Vinden ; blæfe ſterkt. Vin⸗ 
ben fvifter omtring Hiornet. (Moth.) 

Svig, en. ud. pl. [J. Svik.] Handlin⸗ 
gen at fvige, Bedrag, underfundig Skuffel⸗ 

fe; Falſthed. ”Magt, fom Vold og Svig 

har vundet.” Thaarup. At begage &. af 
opnaae noget v. Lift og Svig. Dan er fuld 

rel Sænker. er så S. * (f. 
Hfvig.) == fvigegntig, adj. ſom medforor 
S. sdkt: Så fig p. Gris z bedragerſt. En 
f. Handlemaade.: En ſvigagtig Adkomſt. 


451 


Svendelade, en. Sass ' 


[ BB 


ESvigagtig — Soin. 


En ſvigagtig Befidder (ſom er vidende om, 


at han ingen Net har t. Beſiddelſen.) 
Deraf: Ovigagtigbed, en. ud. pl. — ſvig⸗ 
fuld, el. ſvigefuld, adj. fom .ce fuld af 
Svig, har en fvigagtig Charakteer. En 
fvigfuld Opforſel; ſvigfulde Tienere. 
'Gvige, v. a. ſveg; fvegen, fveger. pl. 
foegne…. J. svikia. A. S. svican.] ſtuffe en 


ndené Forventning, Zro el, Tillid, p. en 
f. ham ſtadelig umoralſt Maade; bedrage, 


bryde Ord og Lefte. Hans 
ſveg ham. ”Hvo Ræven troet, bliver ſve⸗ 
Ben Ordſpr. At f. cen i Handel, »De 
ulgte mig i Fryd, men ſvege mig i Fare.” 


egne grægder 
, 


Fr. Guldb. At fvigeen Pige: fvige fit For 


dreland i Farens Tid. At f. fit Løfte. "”Nos 
gen Tid betages os; nogen fviges os fre.” 
B. Thott. — At f. Farven, i Kortfpil 9: 
ikke kaſte til Udſpillet, ſtiondt man har Kort 
p. Haanden af den udfpillede Farve. 2. 
— br. det om livlsſe Ting, der gage i 

tykker, el. paa anden Maade iffe opfylde 
deres Beftemmelfe, el. iffe kunne modftaae 
udvortes Wold. Den Rem, dette Toug ſtal 
ikke let fvige. »En Nagle funde fvige; 
Roerpinden brækfes af.” 8. Frimann. 

Svigtger. Dette af det T. optagne Ord 
(gf. Z. Suigar. 4. 6. Suegr, Suægr.) brus 
ges nu i følgende Sammenſetniuger: Svi⸗ 
gerdatter, en. d. ſ. ſ. Sennekone. Svi⸗ 
gerfader, en. Huſtruens eller Mandens Fa⸗ 


"der, I Forholdet t. hang Sonnekone ell. 
Daitermand (i fidfte Tilfælde : Konefader.) 


Svigermoder, en. Mandens ell. Huſtruens 
Moder, iſamme Forhold. Begge tilſam⸗ 
men kaldes: Svigerforældre, Svigers 
fon, en. d. f. ſ. Dattermand. 


Svigerinde, en. pl. —r. Xgtemandens 


ell. Huſtruens Soſter, i Forholdet t. Konen 
el. Manden. (jvf. Svoger.) Det bruges 


ogfaa for: Broderkone. (T. Schwieger⸗ 
[J. Svidi.] fviendé å 


n. 

Svigte, v. n. 1. har. [af ſvige.J har 
intranfitiviſt) ſamme Bemerk. ſom ſyige. 
t foigte i Farens Tid. — Dog br. det 
gierne I mindre forhadt Betydning, og v. 
mindre vigtige Leiligheder. Vi ventede ham 
efter Løfte; men han fvigtede (blev borte.) 
Lan fvigter ikke I et godt Lav. Man figer 
bel ogfaa act. han ſvigter iffe et godt Lav. 
” Dan fvigtede aldrig de tungefte Pligter.” 
Pram. [Moth anfører, under en dobbelt 
Sktivemaade, Ordet: ſvegte el. ſvigte, 
bsie fig, give fig under en Byrde. (381. 


hs 


sveigin, at bøle; Svig, en Boining, Krum⸗ 


ning.) Dog er dette maaſtee et andet —8 

Sviin, et. pl. d. ſ. (3. og A. S. Svin. 
et bekiendt, almindelig udbredt Huusdyr, 
frembragt v. Afarter af Dildfvinet. Sus 
sctofa. jer. Ørne, So, Briis, Salt.) fig. 
i dagl. og lav Tale om et meget ureenligt, 
ſtidenſerdigt Menneſte. — At have Sviin 
paa Skoven 9: iffe være vigtig klog (have 


(297) 


f - 


e , * 


Soiin — Svineſyſte. 4 
en Skrue los.)Man marked ſtrax af deres 
Tale, at de p. Skoven havde Sviin.“ Veſſel. 
Soammenſxeetninger: a.) ſviinagtig, adj. 
ſom ligner Svinet i Uteenlighed, ſwiinſt, 
flidenfærdig. (Moth.) Sviinagtighed,en. 
ud. pl. Sviinſthed. Sviinegel, en. et lis 
det Huus t. Sviin; cu Svineſti, et Svine⸗ 
huus. ”Du føder ham fom en Galt paa 
en Sviinetzel.“ Vedels Saxo. 129. — b. 
Svineavl, én. Opfodning, Tillæg af Sviin. 
fvinebinde, va. 3. binde alle fire Been ſam⸗ 
Men p. et Kreatur. Svineblod, et, B. af 
Sviin.  Svincblære , en. Blæren af et 
S. Svinebovy, en. f. Skinke. Svine⸗ 
byld, en. En ſtor og ſmertelig Byld. (Moth.) 
Svinebonne, ert. pl. Ir. En Afart af den 
alm. valſte Bønne, ſom dyrkes i Marken 
og br. fil Foder. (Vicia faba minor,) 
vineborſter, pl. de ftive Haar langs ad 
Ryggen p. Øviin. Svinebeſte, en. ſ. 
Fleſteboſte. Svinedild, n. s. et i Haver 
meget udbredt Ufrud, fom S. gierne æde. 
Sonchus oleraceus. Svinefcdt , et. det 
ſmeltede Sfter af S. Svineflomme, en. 
f. Flonme. Svinefylking, en. faldtes en 
eger Pagde at opſtille Hæren paa, en kile⸗ 
dannet Slagorden, i det gamle Norden. 
Svinefode, en. F. ſom paſſer f. Sviin. 
Svincgiilder, en. den, ſom forftaaer at gilde 
S. vinehaar, et. pl. d. ſ. de mindre 
ftive Saar paa Svinet. Et Toir af Svine⸗ 
haar. Svinehiord, en, En Flok Solin. 
Moth.) Svinehoved, ct. H. af et Sviin. 
altet, røget Svinehoved. Svinehund, 
en. H. fom ev afrettet ft. at jage Vildſviin. 
Svinehyrde, en. den, fom vogter 6. 
Svineiſter, en. Fedt i Bugen p. Sviin, 
Flommer og Pluktefedt. vinejagt, en. 
3. efter Vildſviin. Svinekiod, et. d. ſ. ſ. 
Sleſt. Svineleie, et. Sted, hvor S. eder 
Bildſviin have deres Leie. (Noth.) - foines 
lendet, adj. kaldes den Heſt, fom har et 
ſterkt affaldende Kryds. Spinemave, en. 
EBvinets Mave. Svinemeg, et. Skarn 
af Sviin. Svinepolſe, en. Polſe, lavet 
af Bvineblod, ell. af. hakket Fieſt. Svi⸗ 
—5 en. 1. Ryggen paa et levende 
Spiin. 2. den udhugne Ryg af et flags 
tet Sviin, hvorpaa koges Svinerygs ſup⸗ 
pe. Svinefide, en. ſ. Fleſfeſide. Svi⸗ 
neffind , et. den aftagne og beredte Hud 
af et S. (ſ. Sleffefvær.) En Gadel af 
S. En Bog indbunden i Svineffind, 
Svineſtinke, en. d. ſ. ſ. Fleſteſtinke. it. 
Stinfen af et Vildſviin. Svineſlagter, 
en. den, ſom flagter Sviin og fælger Kiss 
det. Svineflagtning, end Gierningen, at 
Pagte Soviin. Svincſtald, en. ſ. Svine⸗ 
ſti. Svineſteg, én. En Steg af Svine⸗ 
sd; Fleſteſteg. Svineſti, en. Huus, 
hvor Sutin holdes og fødes. Svinefnude, 
en. ſ. Svinetryne. Svinefylte, en. Svi⸗ 
nekiod, fom lægges i Saltlage og preſſes. 


d 


4 


2 


€ Preffefnlte.) Svinetand, en. T. af et 
viin. ſpinetandet, adj. kaldes den eft, 
ſom er ſaa gammel, at man ei kan kiende 
dens Alder p. Zænderne. (Moth.) Svi⸗ 
netang, en. et Stags Enndret Hapvtang. 
(Landh. Selſt. Str. I, 276.) Svinetrug, 
et. TZ. hvoraf S. æde. Svinetryne, en. 


Svingtand — Soimmel. 


den forreſte Deel af Svinets Hoved. (f. 


b.) Tryne.) Svinetunge, en. Tungen af et 


S. Svinevogter, en. d. f. f. Svinehyr⸗ 
de, = Svineri, et. pl.-er. 1. en høi Grad 
af Ureenlighed, Sviinſthed. 2. Sted, hvor 
Svlin opfødes i Mængde. (n. Ord.) ”Men 
har endogſaa Grunker — og felv et Svine⸗ 
ri.” Bagg. Poet. Ep. 72. 


Sviinſt, adj. meget ureenlig. — Svin: | 


hed, en. ud. pl. høi Stad af Ureenlighed. 


Sviir, en. ud. pl. uordentligt Levnet m. " 


overftodig Drik. At være t. Sviir, fage 
fig en S. (d. Tale. fattes i beflægte 
Sprog.) jvf. v. n. ſvire. 

Svik, en. En liden Zap i Spundſet p. 


en Tønde, (Moth. En Svik, et letferdigt 


Qvindfolt; P. Syvs Ordſpr. II. 123.) 
Svikhul, et. Hul, fom bores (m. et Svits 
bor) oven i en Fonde, ell. i Spundſet, f. 
at give Luft naar man tapper og fane Ved⸗ 
ſten bedre t. at finde. (Moth.) . 

Sviffe,v. a. af ſvikke Seilene paa en 
Mølle d: formindſte Seilene og Mollens 
Vindfang, hyvilket ofteſt ſteer v. af oprulle 
en Deel af Seilet p. nogle el. alle Vinger. 

Svime, v.n.1. [JIél." svima, sundla. 
NR. S. fwimen,] faae ondt, daane, be: 
ſvime. (Moth.) Subſt. Svime forekommer 
hos Holberg. Faſt uden Folelſe og ligeſom 
i Svime.“ P. Paars. I. 2 6. 

Svimle, v. m. 1. (har.) [Ivf. ſoime og 
ſvingle.] blive sr i Hovedet, blive foimmel. 
”For den, fom fvimler, ſynes Alt at gaae 
rundt, og han bringes derved letteligen ſelv 
t. at fvingle.” Miller. (N. S. ſwimeln.) 
”Der faldr en beſtienket Herre — fvimlende 
I Vandet ned.” Storm. — figurl. om Side⸗ 
lens Henrykkelſer, el. Tæntetraftens For: 


-vivring. ”ODet er det Viisdoms Dub, Hvori 


de Størfte foimle.” Evald. »Forundret 
foimlede mit Die imellem Skabningen og 
Gud.” Samme, ”For at ſynke, drukne , 
daane, fvimle i Salighed.” Bagheſen. 
Svimmel, adj. [N. S. ſwimelig.] ar 
t Gonedet, ſom har Dovedfvimmel, ſom det 
ſvimler for. 2. negentl. og tfædvanl. form 
bringer cen t. at fvimle, ſom forvolder Ho⸗ 
vedfvimmel. »Til Magtens haie Bolges 
ſvimle Top.“ Bagg. N. Klim, — ſvim⸗ 
melbed, adj. meget hoi, uhyre høi. ꝰSvim⸗ 
melhoit fremragede hans Iſſe. Baggeſen. 
Lafnr. II, 219.) “Svimmelhoie Mure.” 
amme. …. Te 
Svimmel, én. ud. pl: [N. S. Swi⸗ 
mel. E. Swimming,] den ſygelige Til⸗ 
ſtand, hvori Gienftandene fønes. ett. at dreie 





Gvimmel — Svinge. 


fig rundt, indtil man I ſtorre el. mindre 
Grad taber Bevidſtheden; Hovedſyinmel. 
(det ſidſte mere brugel.) ”Her — føler jeg 
mig tung i Sfrætfene Svimmel.“ Baggeſen. 
Svinde, v. n. ſvandt; er founden, 
vundet. pl. ſpundne. [Øv. swinna. 2. 
chwinden.J 1. forgaae, ophøre af væres 
»Men naar hvert Glimt af Trøft igien, ſom 
Lvnet, m. dets Komme fvinder,” Bagg. 
Tiden ſvinder haftigt. Hvor fnart ſoandt 


diſſe lykkelige Timer! Den røde Farve er 


ſvunden af hendes Kinder. At f. fom Dug 
for Solen. ”Med Nattens Morke bort min 
træthed ſvandt.“ Ohlenſchl. (ſ. forſvin⸗ 
de.) 2. Aftage t Storrelſe, Omfang, For⸗ 
lighed, Mængde. Kornet fvinder, er ſvun⸗ 
det p. Loftef. Træet fvinder ell. fvinder 
ind v. af tørres. — At fvinde hen, fvinde 
bort. ”Min Arvepart foknét daglig hen, 
ſom af en indvortes Svindſot.“ Rahb. Og 
Kummer fvinder hen ſom Dug f. Solens 
Sd.” Thaarup. Hun fvinder hen (tæres 
hen) fom en Skygge. Pengene fvinde bort 
uden at man mærfer def, — Spinden, 
Svinding, en. det, at fvinde. = Svindfor, 
en. ud. pl. en langſom Udtæring af Legemets 


Kræfter, der ſom ofteft er en Folge af Lun⸗ 


geſyge. Phihisis. (f. Tæring.) fvindforig, 
adj. ſom har Svindſot. 5 g 

Sving, et. pl. d. ſ. 1. Bevægelfen, ſom 
ſteer v. at fvinge, fvingende Bevægelfe. Pers 
pendikelens Sving. At giøsre S. med Krop: 
yen. ”. Gan felv ſtod i Midten af hines lette 
Sving.” J. £. Heiberg. At fætte Klokken i 
S. 2. uegenti. for: Bugt. ”Der frnber han 
en Tid omfring I mange underlige Sving.” 
Vang. — fig. At giore høie Sving i Stilen, 
i fine Udtryk.“Een tænker p. fin Sales hoie 
Sving,” Rein. == Svingfieder , en. hos 
Fugle: d. ſ. f. Slagfieder. Svingham⸗ 
ntel, en. En leg Hammel, ell, en Hammel, 


der er ſagledes befæftet, at den frit fan fvinge 


om en Naele. Svinghiul, et. Hiul, fom i 
Peripherien er forſynet m. tyngende Bægter, 
hvorved dets Syingning fremmes ; og ſom 
man undertiden har brugt i Maſtiner, f. at 
give deres Bevægelfe, en ftadig Gang. 
(Krafts Wed. 99.). Svinglod, et. 1.3. 
f. f. Svingvægt. 2. en Stang m, to fvære 
Tyngder i Enderne, der Fan bevæge fig frit 
om fin Midtpunte .CEKraft. Meh. 99.) 
Svingplov, en. d. f. ſ. Riædeplov, ell. 
Plov uden Hiul; (modſ. iulplov. ſ. Ny 
Landoec. Tid. 1J, 376.) Svingrulle, en. 
En Rulle, ſom drives af een Perſon, der 
ved af omdreie en Øringel, frembringer 
Rullekaſſens frem og tilbagegaaende Bevæz 
gelſe. Svingvægt, en. Bægt, der fan fæts 
tes i en fvingende Bevægelfe ; Perpendikel. 

Svinge, v. n. og a. 1. men ogfaa: ſvang, 
founget, IA. S. swengan. T. fhwin> 
gen.) 1. neutr: bevæge fig frem og til: 
bage f en Bue; om hængende Legemer, f. 


453 . Gvinge— Soip. 


E. om Pendulen ell. Perpendikelen i et Uhr. | 


En ſvingeude Bevægelfe. — uegentl. om en 
Krigshæré el. Troppers Bevægelfer, naar 


de ſtee I ſtoxxe Gobe ell. Maſſer. Rytteriet 
fvingede t. Venſtre. — At ſvinge m. Krop⸗ 
pen, m. Armene, naar diſſe under Gangen 
kiendelig cl. meer end ſedvanligt bevæge fig« 
— Gt fvingende Læs, i d. Tale: et meget 
ſtort, fuldt Læg, der v. at kiores ſpinger ell. 
ſynes at giore bølgeagtig Bevegelſe. »En⸗ 
delig kom en Kurvevogn m. et heelt ſvin⸗ 

ende Læg.” Rahb. (D. Tilſt.) 2. act. 

evæge noget p. en fvingende Maade, m. 
Sving el. ſaaledes, af Bevagelſen ſteer i 
en Bue. At ſ. cen omkring. At fvinge 
Hatten; ell. fvinge med Hatten. At f. Fa⸗ 


nen; fvinge ct Spyd I Haanden. ”Glat - 


- 


var din Kind, da forſtegang du Sværdet over 


Fienden ſvang.“ C. Frimann, At fvinge 
fig I et Toug. 
len. Fuglen fvinger (hæver) fig opl Luf⸗ 
ten. 3. at fvinge Hor 9: afſondre Stiæ-z 
verne fra Horrens Zaver, ved at banfe ben 
fliættede Hør med ct Slags Kohler. (Svin: 
getreck.) = Svingedandø, en. D. hvori 
man fvinger hinanden rundt, (Moth) Valts. 
Svingerum,et. Rum t. at kunne fvinge noget 
i. (Arreboe. — Svingelſpaan, Svingelfod, 
en. Redſtaber, ſom br. naar man brager og 


At f. fig p. Heſten, i Sade⸗ 


ftlætter Horren. (Olufſen. Landoecon. 240.) - 


— Svingning, en. Gierningen at fvinge ; 
el. det, at en Ting fvinger,  ”GIv Luften 
en vis harmoniſt Svingning.“ Baggeſen. 
” Den nu dyrkede Krigstonfts Svingninger 
t. Angreb og Forfvar.” Malling, — Deraf: 
Svimgningstid, en. . 

. Svinge, en, pl, Svingler. de bevæges 
lige, fil pammelen fæftede Stokke, hvorpaa 
Skaglerne ſpendes, og hvorved Oeſtene 
træffe Vognen. . 

Svingel, adj. (Moth.) f. ſvimmel. 


Tum temulentum. : 

Svingle, v. n. 1. (har.) [J. svingla. 
af Sving og fvingge.] valle, rave i dans 
gen, fom drukne EGE; ell. fom den, der 
er nær v. at falde, men beftræber fig f. at 
holde Ligevægten. ”Den Drukne fvingler ; 
men man fan og fløde den Xdrue faaledes, 
at han fan fomme t. at ſvingle.“ Muller. 
(ivf. ſvimle.) 

Svinte, v. n. 1. (har.) bevæge fig hid og 
did, vrikke. 62: ”bevæge fig hid og did, og 
m., al Gurtighed iffe fomme vidt.” Miller. 
D. Syn. 1. 396.) [Øv. swinka, tergiver- 
Sari, subterfugia quærere. Swink, dolus. 
Ihre.) — Svinfcærende, et. XRrende, ſom 
man gisr fig, imedens man har andet at 
paffe, Bi⸗Wrende. (d. Sale, ”et hurtig for⸗ 
rettet Wrende.” Muller.) 

Svip, et. Et Hieblik, en meget fort Tid; 
ftor Skynding. (d. Zale,) Det var fun ct 


Svip, faa var han igien tilbage. Det gikiet 


Svingel, n. s. Navn p. en Plante. Lo- 


kommer hos Baggefen 0. a. 


7 Gvip— Svovellugt. 


ding.) = Svipærende, et. Xrende, ſom 
man afgiør i Haft. 

p Svippe, v. a. 1. fmæffe, ſmelde; flaae, 
pidſte. At fvippe cen om Ørene m. Pidſten. 
Moth. (I. svipa, sveipa, pidſte.) 

Svire, v. n.1.(har.) 1. gade, bevæge 
fig len Kreds, gisre Kredſe I Sangen. Moth 
(om ogfaa ſtriver det: ſvirre, hvilket fore⸗ 
»Han runden 
om maa ſvirre.“ Arrebbe. Moth har ogſaa 
subst. en Svirre, Ujævnhed i en Vel, ſom 
fommer en Slæde t, at dreie ſig.) 2. ſivf. 
Sviir.] leve uordentligt, ffær m. Denføn t. 
overflødig Drik; fade fig en Sviir. S Af⸗ 
tes fvirede vi, (Denne Bemark. fattes hos 
Moth.) = Svirebroder, en, den, ſom jævne 
lig og afte ſvirer. (Rahbek.) De Svire⸗ 
brødre, ſom fortære Parnaffets Gods, og 

fænde Muferé re.” Bagg. — Sviregils 
8 G. hvor det gaaer uordentligt til med 


Svirre, v. n. f. fvirve, 1. 

Svogjer, en. pl. Svogre. [IT. Schwa⸗ 
ger,] den, fom er gift m. en Andens Søfter, 
el. med hans Kones Soſter, I Forholdet t. 
fin Kones Broder cl. til fin Svigerindes 


" Mand. De ere Svogre. — Svogerſtab, 


at vere eens Svoger. 


et. ud. pl. Forholdet imellem Svogre; det, 
At være, fomme i 
Svogerſkab med cen. Dobbelt Svogers 
flab: naar to Brodre have ægtet to Soſtre. 

Svop, ct. en vis ſmakkende Lyd. deraf: 
fvoppe; v. n. impers. give en ſaadan ånd. 
F. E. det fvopper under Foden, naar man 
gaaer p. Dængedynd, 

Svovel, et. ud. pl. m. beft. Art. Svov⸗ 
let ell. Svovelet. [Sv. Svafvel. T. 
Schwefel. gl. Danſt: Brandeſteen.] et 
mineralſt Legeme af guul Farve, ſom er 
brændbart, og v. Opbrændingen frembrin⸗ 
ger en færegen Lugt og qvælende Damp. 


. Sulphur, = ſpovelagtig, adj. fom har 


ø 


Btighed m. Svodel. vovelbad, et. Bad 
i Vantet af en Svovelkilde, ell. i Vand, 
hvori $. er oploſt. 
blantet med S. Svovelblomſter, pl. fine, 
naaledannede Kryſtaller af ſublimeret Svo⸗ 
vel, Svovelbrend, en, d. f. ſ. Svovelkil⸗ 
de, Svoveldamp, en, D. af antændt S. 
ell. fvovlet Damp, der ftiger op af Jorden. 
Svovelgrube, en.” G. hvor man vinter 
gedigent Svovel, Svovelerts cl. Svo⸗ 
veljord. foods, ad). fom har Svov⸗ 
lets gufe Farve. Svovelhvtte, en. Bug: 
ning, hvor det brændes S. ell. hvor S. ved 
Ilden ſtilles fra Erts og Metaller. 
veljord, en. Leerjord ell, anden I. blandet 
m. Spovel. Svovelkilde, en, K. hvis 
Vand indeholder Svoveldele. Svovelle⸗ 


ver, en, en Forening af &. med Ludfalt 


og Kalfjord, af leverbruun Farve. Hepar 
sulphuris. Svovellugt, en. L. af Svo⸗ 


454 
Svip. (J. Svipstund. Svipan, Sit; Stons 


foovelblandet adj. 


Svos 


Svovellugt — Svulſt. 


vel; den ſoregne Lugt, ſom S. har, iſcer 
os 


naot det antændes ; jvovlet Lugt. 

velmelk, en. et'hvidt Pulver, ſom bundfœl⸗ 
des af Svovellever, opløft i fogende Band, 
hvori dryppes fortyndet Svovelſyre. Svo⸗ 
velolie, en. Svovel, oploſt v. Hielp af 
Varmen i Olie; Svovelbalſam. Svovel⸗ 
pande, en. Blypander i Svovelværferne, 
hvori det ſmeltede Svovel fiyder f. af koles 
i Vand. Svovelplaſter, et. P. lavet af 
Svovelolie, Bor, m. m. & tyndere Form : 
Svovelfalve.  Svovelregn, en. Nedfald 
af Luften, blandet m. Svobeidele. Svo⸗ 
velrog, en. d. f. f. Svoveldamp. Svo⸗ 


velſtikke, en. En tynd Pind, dyppet m. 


Enderne I ſmeltet S. for m. Lethed at tæne 


des. foroven, adj. fom indeholder, er 
blandet m. Svovelſrie. Svovelſyre, en. 


Svpovelets ciendommelige Syre, ſom vindes 
bande v. at opbrænde det, og p. andre Maa⸗ 
der, f. E. ved Deftillatton af grøn Vitriol. 
Acidnm sulphuricnm. (f. Ditriolføre, fom 
er d. ſ. ſ. concentreret Svovelſyre) Svo⸗ 
veltraad, en. En i ſmeltet S. duppet Traad. 


Svovelvand, et. Vand, hvori S. er oploſt; 


Band af en Svovelkilde. Svovelvark, et. 
Indretning, hvor der brændes ell. tilberedes 
Svovcl. = fvovlet, adj. fom har. noget af 
Svovel, fvovelagtig. En foovlet Lugt. 
(forſtiell. fva partic. ſvovlet. 

Svovle, v.a.1. bringe i nær Berøring 
— S. eller Svovelreg. At fvovle Viins 
ade. 

Svulme, v. n. 14 er. IS.suella. A.S. 
svelian.) 1. give fig ud, tiltage i Omfang 


v. en Udvidelfe af Delene indenfra ; hovne, 


bulne; ſtige. Hele Anfigtet ev ſoulmet p. 
ham. ſvulmede Aarer. (Blodet foulmer 
i Aarerne.) ”Alt ſom Barmen ſvulmer mere 
moden frem.” Ohlenſchl. (Balder.) Havet 
foulmede op v. Stormen. “Svulm da ti 

rede, grumme Hav!” S. Blicher. ”&n 
Pige, fom fvulmerifinlingdome friſke Fol⸗ 
de.” Ohlenſchl. — 2 figur, om Sindsbe⸗ 
vægelfer og Lidenſtaber, færd. Stolthed el. 
Brede. ”Waar mit Hierte ſpulmede i Liz 
vets Lykke.“ Mynſter. Ligeledes poet. om 
andre Fslelſer, hvoraf Soͤndet er opfyldt, 
”Gané Diccte fan fvulme af Haab og af 
Frygt.“ Cvald. »Af Tak og Onſter f. 
Foltet ſpulmed hang ædle Barm.” Herg. 
rr V. forekommer ogfaa i Formen : 
vulne, hviltet dog” neppe bruges, uden i 
de Tilfælde, hvor det ſtager for: hovne. 


Hans Fødder fvulncde, Man har ogfaa et. 


ad). ell. urigtig dannet partic. foullen, 
En foullen Kind; ſvulne Fodder.) f. ops 
foulme. . 

Svulſt, en, ud, pl. 1. Et opſvulmet, 
hovnet Sted p. Legemet; en Hævelfe. (I. 
Schwulſt, Geſchwulſt.) 2. fig. den 
Feil I Stilen, at bruge Ord, der ſynes at 
udtrykte mere, end den Tanke, de virkelig 


— — 


Evulſt — Svært. | 
udtrykke, ell. hvis høie Sving og Klang ikke 


il paffer t. Gienſtanden. »Tal uden Svulft 


et Sprog, ſom Mængden fatter.” Baggeſen. 
— Deraf: fvulftig, adj. ſom indeholder 
Soulft (2.) En ſvulſtig Stiil. foulttige 
ers. 
Svakke, v. a. 1. [af foag.] giore ſvag 
KT. fvagere end tilforn,) formindſte, betage 
Styrken cl. Kræfterne. (modf. ſtyrke.) At 
foætte fin Helbred. Et fvæltet Son, en 
ſvarket Hukommeiſe. At f. Fienden v. ide⸗ 
lige Angreb. pæren var ſvgkket v. Neder⸗ 
lag. — Svakkelſe, en. 1. Gierningen at 
ſocekke. Kongemagtens Svakkelſe. 2. 
fvættet Tilſtand, Evaghed. At fele en S. 
. I Lemmerne, i Siælefræfterne… W 
Svælg, et. pl. d. f. [J. Svelgr. 65. 
"Swalg.] 1. den everſte Deel af Wadpiben 
el. Spiſersret i Munden, fom' modtager 
Spiſe og Drik, og v. en: Muſtelbevegelſe 
tvinger det ned i Maven. 2. Xabningen, 
den øverfte Deel af en Hule, af et Dyb, en 
Afgrund; cl. Afgrunden ſelv. Vulkanens 
brændende Svælg. Et IMfvælg. Et bunds 
løft Svelg. "En Afgrund. er den Dybde, 
hvori man ei fan enten oine el. finde Bund; 
et Svælg er den Afgrund, hvori noget dra⸗ 
ges ned og forfvinder.” P. G&G. Miller. — 
figurl. br. det ogſaa, ligeſom Afgrund. 
»Tallotteriet er et Svælg, der fluger den 
Arbeidendes ſidſte Sfiærv, og flyrter ham i 
Fortvivlelſens Afgrund.“ Muͤller. 
Svalge, v. a. 1. ſ3. svelgia. A. S. 
svelgan.] bringe iglennem Svælget ned i 
Maven; fonte. Han fvælgede bet heelt. 
— Et fvælgende Dyb 3: en dyb og vid Af⸗ 
grund. — Svalgning, en. (Moth.) 
Svær, en. [J. Svardr, Svorb. Sv. 
Sward.], en tykt Gud. "Deraf: Fleſteſver. 
(jvf. Ørenfdær. Eng. greensword.) 
vær, adj. 1. (T. ſchwer.) tung. En 
f. Burde. Det fvære (tungt bevæbncte) 
Rytteri. (Svær br. jævnfigen f. tung, hvor 
mar i Udtryfket fager Henſyn p. def tunge 
Legemes Vanſtelighed fat bevæges ell. bevæs 
ge fig. Svært Skyt. En fvær Heſt. Han 
bliver aft for fvær til at ride.) 2. vanſtelig, 
moiſom, befværlig, ſtreng. Et fvært Fo⸗ 
retagende. 
Svaranker, et. pl.-e. kalded t. Skibs de 
tungeſte og ſtorſte Ankere, f. hvilke Skibet 
lægges t. Ankers, (Daglig-Ankeret, Toi⸗ 


Anteret, Pligten og Læggeren) I Modſet⸗ 


ning t. domintre Darpantere. 

Sværd, et. . 
Sweord.] egentt. ethvert Saaben t. at 
hugge mcd, en Kaarde; men br. nu fielden, 
uden i hoiere Still ag figurlige Udtryk (da 
men ſœdvanl. bruger Raarde em et ſaadant 
Vaaben, naar det er indrettet ft, Stik, og 
Sabel om det, fom br. til at hugge m.) 
J Zilfælde, hvor Sværd endnu bruges (f. 
ogſaa Rytterſverd, Slagfværd) tænfss 


5 Svar) — Sværge. 


45 


smidr og Sverdfægari.) 


pl.-e. [I. Sverd. A. S. f 


berved gierne et ſtort, tungt Vaaben af. 
denne Art, og, ſom ifær br. til Sug. (jvf. 
Kaarde.) ”Acarden fan af Taleren an⸗ 
vendes fom' ct billedligt Udtryk p. Krigerens 
Stand; Sværder fom et Udtryt p. Krigen 
ſelv.“ Miller, — Svardebid, et. poet. 
for: Svxrdhug. “Paa vore Pandferfærke 
et kiendes Sværdebid.” Ohlenſchl. — 
Sværdbrev, et. en ſtreven Formular, (A⸗ 
mulet) ſom tilforn af Overtro bares p. Bry⸗ 


ſtet, f. at beſtierne mod Ondt. (Moth.) 


Sværdbælte, ct. Bælte ft, at bære Sværdet 
i. (Øblenfhl.)  Sværdbenne, en. Gt 
Slags Stangbonner m. fore og brede 
Bælge. (jvf. Pralbenne; Suittebenne.) 
Svarddands, en. En krigerſt Dandé, hvor⸗ 
ved de Dandfende holdte Sværd i Hender⸗ 
ne. fværddannet, adj. dannet ſom et S. 


Svarddrager, cn. den, ſom bærer: Svær» 


Den tyrkiſte Sultans 
Svæerddrager. Svardfang, et. d. ſ. ſ. 
Sværdfæfte, Svardfeier, en? (det T. 
Schwertfeger.) den, hvis Haandverk er 
at forfærdige Gværde, ell. ſom gior Haand⸗ 
fang ft. Kaarder, indfætter og polerer Klin⸗ 
gen, m. m. (i det Sél. har man Sverda- 
Sværdfiff, en. 
En Hapfiſt, udmorket ved at dens Overkicebe 
forlænger fig i et langteog ſmalt Sværd. 
Xiphias gladins.  Sværdfæjte, et. Greb, 
Haandfang p. et Sverd. Svardhug, et. 
pl. d. ſ. Gicrningen at hugge m. ef 6. 
Sværdfamp, en. Hamp, Fegtning m. 
Sværd. Svardknap, en. En Knap ell. 
Kugle overft i Svordfeſtet. (I ældre Str. 
Sværdklod.) Svardlilie, en. En Plan⸗ 
te, ſom dyrkes t. Prydelſe i Haver. Gla- 
diolus communis. Sværdorden, én.” 1. 
en Orden, fom i Middelalderen var meg⸗ 
tig t Lifland, og hvis Medlemmer kaldtes 
Sværdriddere. 2. en ſvenſt Ridderorden. 
Svardſide, en. den mandlige Site eu. Li⸗ 
nie i Xtled og Arvefolge; modfat Spinde⸗ 
fide. Svardſtifte, et. poetiſt: Sværdhug 
i Strid; Strid m. Sverde. Svardſlag, 
et. d. f. ſ. Sværdhug ell. Sverdkamp. ” Al: 
tid fiæreft dig Trætte tog var, og Feide og 
Sværdflag.”” Fibigers Homer. At afgiore 
en Strid, Uenighed uden Sværdflag (uden 
Krig, v. Underhandling.) (Svardeſlag. 
”Dg t trolss Afgrund ſegner uden &værdez 
flag.” S. Blicher.) ” 

dværge, v.n. og a. (i præs. ogſaa: fvær, 
og infin. — ſvor; fvoren, fvoret. pl. 
vorne. [I. sveria.] 1. i Almindelighed : 
aflægge Ed, bekræfte, forſikkre v. Ed, en. 
ved af paafalde Gud, en hellig Perfon ell. 
Gienſtandet. Vidne om Sandheden af det 
marr figer, lover, 0. f. v. - At foærge ved 
Himlen, v. alle Helgene, v. Guds Navn. 
»Baade Cavaleren og Skoledrengen fvænge 
ved deres Wre.“ Miller. — At fværge paa 
noget, aflægge Ed pan; edelig love ell. for⸗ 


bet f. en Anden. 


Gværge — Socrmeri. 


fiftre.  ”Han maatte fværge 


ære, uden at prøve den.” Kampmann. 


Jeg ter, vil fværge paa, at han aldrig har - 


havt det i Sinde, At f. til Fanen (om 
Krigsfolk.) At fværge (aflægge) Troſtabs⸗ 
ed. "At aflægge bruges iſer om at 
fværge for vrigheden.. p. E. Miller. — 
pan har ſvoret ham evigt Fiendſtab. Det 
var hans ſvorne Fiende, fom dræbte ham. 


2. i mere indſtrenket Mening : om de miss 


brugte Bekroftelſer v. Eder, el. diſſes An⸗ 
vendelſe i Talen ſom Mundheld ell. af Vane. 
(f. bande, 2.) ”pvo ſom [etfærdigen fvær 
og bander, og faaledes misbruger Guds 
Wavn.” D. £. VI. 2.1. = Sværgen, en. 
Gierningen, at fværge. “Al letfindig Svær= 

en pleier man i dagl. Tale at falde Ban⸗ 

en,” Muller, (”De, fom offentlig m. Svæs 
ren og Banden lade fig here,” D. Lov. 
. VI. 2.) , ' . 

Sværm, en. pL-e. [A. S. Svearm.] en 
ordentlig, ſamlet Mængde af levende Skab⸗ 
ninger; ifær om ſaadanne, hvis Samling 
er forenet: m. en ſtoiende eU. ſurrende Lod. 
Deraf: Vifoærme, Myggeſverm. En S. 
drukne Menneſker. En Pøbelfværm, Dren⸗ 
gefværm. — At leve I Sviir og Sværm 9: 
meget uordentligt. “Et Menneſte, der er 
vant t. at leve i en faa vidtlsftig Sverm.“ 
Sneedorf. 
Sværme y. n. 1. (har.) [A. S. svear- 

wian.] 1. bevæge fig, finve I en Sværm. 
Bierne foværme, naar en Sværm af Yngelen 
i en Kube forlader denne, og flyver om i en 
tæt ſamlet Klynge, indtil den finder et andet 
Opholdsſted. Myggene fværme, 2. figurl. 
om Menneſter. At ſpire og ſverme. At 
fværme fra cenForlyftelfet. en anden. Enkel⸗ 
te Rytterhobe fværmede omkring p. Sletten. 
då. figurl. bruges det ogſaa om den, fom (az 
der fig forvilde af Indbildningskraften, ell. 
lader dunkle Folelſer og Foreftilinger ſtyre 
fine Handlinger. At f. for en Sag. At 
f. blandt Phantaſiens Billeder, En fvævs 
mende (tøllelos) Phantaſie. “Den Siæles 
vo, vi af Kiedſommelighed forftyrre v. fværs 
mende Lyſter.“ Sneedorf. (Dog er det i 
denne Bemærf, mindre brugeligt, end de fol⸗ 
gende Subſt.) = Svarmer, en. pl... 1. 
en Perſon, ſom fværmer. a.) i Bemark. 2, 
hyvor det dog fun br. i ſammenſatte Ord f. E. 
Natteſvermer. b.)iBemærf. 3: den, ſom 
er indtaget af, har hengivet fig til ct el. ans ' 
det Slags Sværmeri; f. E. en Religions⸗ 
—63773 en politiſt S. 2. 2. fmag Ild⸗ 
iul i Fyrværf, fom holdes p. en Stok og 
tændes , "hvorefter de ſprude Gniſter i en 
Kreds og m. bragende Lyd, indtil de ere uds 
brændte, — Sværmeri, et, pl.-er, den-Zil; 
ſtand i Siælen, hvori denne antager Ind⸗ 
bildninger og Folelſer for Sandhed, Operbe⸗ 
viisning, ell. overnaturlig Indvirkning, og 
lader fig v. en ſaadan Siemnino lede i fin 


n 


456 


paa Kirkens 


Gværmeri — Soeobe. 


Tonte⸗ og Handlemaade. Sværmerier i 
pl. kaldes Meninger og Ganbdlinger, der ud⸗ 
gaae fra en ſligSicelsſtemning. — ſværmerſt, 
adj. fom er hengiven t, Spærmeri, ell. ſom 
udrinder derfra. = Svarmehul, et. i en 
Bikube; ufædvanl. for: Slyvehul. Bagge: 
ſen. (Labyr. 1I. 121.)  Sværmefæf, en. et 
Slags Sæt p. Enden af en lang Ørang t. at 
indfange Biſvœornie. (Fleifhjer) 

Sværte, v. a. 1. [af fort. J. svartr.] 
giøre noget fort. At foærte Læder, f. Stov⸗ 
ler. — figurl. bagtale, before. At foærte 
cen hos hans Forefatte.. “Bagvaſteren 
fværter, i det han imod Sandhed ftræber at 
ſtildre fin Flende ſom aldeles fordærvet.” 
Ruller, — Deraf; Svarten, Sværtuing, 
en.pl-er. 

værte, en. ud. pl. det, hvormed noget 
foærtes, fort Farve f. E. SFofværte. 

Svæv, et. Et af nvere Digtere, efter det 
t. Schweif dannet Ord, f. at betegne no⸗ 
net ſpevende; f. E. en Dale. ”Gangerens 
Svaæv.””'Bagg. ”Bidt for Vinden vifted 
Svævet.” HOhlenſchl. . 

Svæve, v. n. 1. har. (I. svifa. Sv. 
swæfwa. T. ſchweben.] bruges a.) om 
en fagte, jævn Bevægelfe, ifær i et findende 
Legene, ſom Vandet ell. Luften. Skibet 
fvæver fagte hen over Bølgerne. Røgen, 
Taagen fvæver over Huſene. ”Zæt over 
Havet foæver en Rad af tunge Skyer, for⸗ 
fulgt af Stormen.” Evald. ”Om vundet 
Diem den hvide Due fvæver m. Tillids glade 
BVingeflag.” J. Smidth. Skverne fvævede 
os forbi p. Biergtoppen. — Ogſaa om en 
let og jevn Bevægelfe af det menneſtel. Les 
geme: Hun gif iffe, hun fvævede hen over 
Gulvet. ”Hun [væver faa let v. ber Stræns 
geſpil, fom Bladet fvæver p. Voven.“ Oh⸗ 
lenſchl. — fig. At fvæve imellem Haab og 
Frugt. bb.) om en Stilling, hvori noget 
hænger, ell. paa anden Maade befinder fig, 
ſaaledes at det ikke, el. fun fvagt bevæger 
fig; men dog far i det mindfte bevæges frem 
og tilbage. At fvæve imellem Himmel og 
Ford. Svardet fvævede over hané Hoved. 
En Fugl fvæver i Luften, naar det ſynes 
fom ben holder fig ubevægelig p. cet Puntt. 
(jvf. fvaie.) — Deraf: Svaven, en, ud. pl. 
en fvævende Tilſtand. me 

Svob, et. ud. pl. [3. Sveipr.] det, hvori 
noget fvøbce, er indſvobt, ſom noget er tæt 
omhyllet af; ſerdeles de Klæder, ſom vins 
des om fpæde Børn, Barnet ligger I Svob. 
— fvøblagt, adj. v. fom er lagt i Svob ; 
6. Thiele.) Svobliſt, ſ. Sve⸗ 


it. ER 

Svobe v. a. 2. [I. sveipa.] vinde noget . 
om en Gienftand, ſaaledes at denne tæt am⸗ 
hylles deraf; ed. lægge noget i et Svob, i 
en Ting, fom tæt indhyller det, At fvøbe et 
Barn. At ſ. noget.om Haanden, om Finge⸗ 


ven, At ſ. noget i Papir — ell. ſvobe Papir 





Soebe — Svomme. 


om noget. — figurl. ”Den ſvober Slælen 


fun i Zaage; Zvivl og Klage.” Tullin. 
Ut fvebe fig i fin Kappe. (f. indſvobe.) — 
Svobning, en. pl.-er. Gierningen at fvpbe. 
= Svoøbebarn, et. Et B. ſom er i den Al⸗ 
der, at det maa ſvobes. Svobedug, en. 
Dug, hvørt noget fvsbes. Svobekaabe, 
en. vid Kaabe, fom man kan fosbe fig Ii. 
(Guldb. Plaut. I. 13.) Svabeklade, ct. 
d. f. f. Sovsbedug. ( Kingo.) Svobekone, 
en. K. ſom gaaer tilhaande m. at fvøbe 
ſpode Børn. Svobelagen, et. £. hvori 


noget: fvobes. (Kingo.) Svobeliſt, ell. 


Svobeliſte, en. Et langt Vindfel, hvormed 
Svobeklœderne holdes ſammen om Barnet. 
(Moth.) f. Lifte, 2. Svobetøi, et. det, 
fom hører t. at fvobe ef Barn. 

Svobe, en. pl.-r. (I. Svipa. N. S. 
Schwepe.] en Pidſt. At give Heſten af 
Svøben. At hugge f. een m. Svoben. 
At kiore paa medens man har Svoben 9: 
bruge Leiligheden. (Som Zilfældet ce m. 
flere oprindelige dauſte Ord, ſaaledes er 
ogſaa dette nu mindre i Brug end Pidſt, 
der er fommet af det Z.) Svobehug, ct. 
Dug m.-er Svobe; Evsbeflag. Svobe⸗ 
rem, en. Remmen, ell. den af Remme flet⸗ 
tede Gnært p. en Svohe. Svobeffafr, et. 
d. f. ſ. Pidſteſtaft. Svobeſlag, et. Svo⸗ 
behag. Svobeſnart, en og et, d: f. ſ. 
Pidifefnært. . 

Sveft ; et. ſformodentl. af v. ſvobe.] 
den Deel af Seilet, fom man fan opbinde 
eller rebe, f. at formindſte Vindfanget. At 
tage Svoftet ind, tage et Svoft ind: vela 
contrahere. (Moth, der ogſaa ſtriver Soft. 
Grams Nucl. Nu er det iSomandsſproget 
næften ubeflendt,,  ”Bejkuct denne Wand, 
og tager Svoftet ind,” Holb. P. Paaré. 
»Men, langt fra Hovmods Feil, dit Svoft 
indtage.” 3. 3. Lund. 

Svemme, v. n. 1. har og er. [JJ. svei- 
ma. A. S. swimman. Ét forældet Im: 
verf: af fvomme er ſvam.] 1. bæres af et 
fFindende Legeme; flyde og bevæge ſig p. 
Vandet ell. en anden Bædite, enten v. na⸗ 
turlig Lethed, el. ved Hielp af Bevægelfe. 
Zræ ſvommer p. Bandet; dog gives der 
noget, faa tungt, at det ſynker. Olien, 
bet Fede ſvommer oven paa. Fijfen fvems 
met i Vandet. At kunne f. lære at foemme 
om Wefinejter.) At f. under Vandet (a: m. 
fre kegemet under Vandſtorpen.) Det er 
kommet fvemmende ft. Landet. — Han ger 
ſvommet en halv Time uden at hvile. Jeg 
har engang fvommet over Soen. Heſten 
er fvemmet over Aaen. Vraget er fvommet 
Gort. — fig. at foomme i Rigdom, Overflo⸗ 
dighed. 2. Zalemaaden: at ſvomme i Blod, 
er fun en metaphoriſt Overdrivelſe; og hertil 
horer maaſtee ogfaa det Udtryk: at ſ. i Taa⸗ 
ver. — Naar man derimod figer: Stuen, 
Gulvet foommer m. Vand, es Betydningen 


⸗ 


457 


i Bandet. 


| Svomme — Syd. 


forſkiellig, og har Henfyn ;t. Vandets bol⸗ 

gende Bevægelfe. jvf. averfvon:me 3. 

act. At ſvomme en eft 9: lade den fvgmme 

i et Band. Svoemmen, Svomning, en. 
Gierningen at fvsmme. At redde fig 8. 
Spommen. — Svommeblære, cn. 71. En 
Blære i Underlivet hos endeel Fiſtearter, 
hvilken Fiſten er i Stand t. meer ell. mindre 
at fulde m. Luft, og derved at flige cl. ſvnke 
2. en m. Luft fuldt Oreblære,. 
fom uevede Svommere bruge i Vandet. 


Svammebalte, ct. B. fom cen Svommer 


har om Livet, enten f. derved gt lade fig bolde 
faft i et Toug, el, i anden Henſigt. ſvom⸗ 
medygtig, ad). fom er i Stand t. at foemme. 
Svoømmefinne, en. pl-r. de Finner hos 
Fiſten, ſom den ifær bruger t. at fvemme 
el. bevæge fig i Bandet. Svemmefod., 
en. Foden hos vifje Fugle (Svommefugle), 
ſom er ſaaledes indrettet, at de ved den kunne 
roe fig frem i Bandet. Svomm ekonſt, en. 
den K. og Fardighed, at funne (vomme: 
Svoømnielærer, en. den, ſom undervifer i 
ESvømning.  Svommeredflab, et. R. ſom 
hielper t, at fvomme, f. E. Fiſtens Finner. 
Svoemmeſele, en. Sele, ſom én Lærling i 
Svommetonfien har om Livet, og hvori et 
Zoug, fom Læreren holder ham f, er faſt⸗ 
giort. Svoemmeſted, et. 1. Sted, hvor " 
man fvammer el. øver fig i Svomning; 
Spommeplads. 2. Sted, hvor man ſvom⸗ 
mer Heſte. Svømmetrøje, en. En m. 
Korf foret Troie, hvorved et Menneſte fan 
holde fig over Vandet. = Svommer, en. 
den, fom fan, har lært af Jvemme. Gan 
er en god Svommer. . ' 
Syd, n. s. ud. ubeftemt Art. JJ. Sudr. 
A. S. Suth. T. Suͤd.] den Himmelegn, 
ſom vi p. den nordlige Halvklode have lige. 
for 08, i det vi vende og mod Solen, naar 
den ev i Middagslinien; og fom ev modfat 
Word. (inf. Sonden.) Hufet ligger lige i 
Syd og Nord. Vinden er gaaet t. Syd. 
(ell. til Sønden.) At reiſe mod .Syden. 
Sydens (9: de ſydlige Lande, JFordfiregs) | 
Producter, Luft, Glima. = Svdbo, en. 
pl.-er, Indbygger af ct ſydligt Land. (modſ. 
Kordbo.) " Sydfrugter, på. Frugter; ſom 
tfær vore j ſydlige Lande, og, derfra udføres. 
Sydfugl, en. pl.-c. Fugl, fom har hiemme 
i et fydligt Land (tropiſte Fugle.) S. Staf⸗ 
feldt. Sydhav, et. n. propr. den Deel 
af Verdenshavet,, ſom adſtiller Afia fra 
Amerika: det ftille Hav. (Om andre fydlige 
Have br. det ikke. Spydland, ct. L. ſom 
ligger i de fndlige Jordſtrog, cl. mod Sens . 
den. Sydleding, en. d. f. ſ. Sydpol (for⸗ 
œſdet.) Spdlænding, en. d. ſ. ſ. Sydbo. 
(Rein.) Spdoſt, ud. Art. den Compas⸗ 
ſtreg ell. Himmelegn, ſom er midt imellem 
Syden og Oſten. Vinden er Sydoft, er 
gaact om til &. Deraf Sydoftvind. 
Sydpol, cen. Jord ⸗.Axens ſydlige Ende⸗ 


w⸗ 


Syd — Syeſtole. 


punkt; Jordens ſydlige Pol, og den dertil 
fvarende Himmelpol. wdfide, en. den 
6. ell. Kant af en Ting, fom vender mob 
Syd. Sydvejt, en. den Himmelegn og 
Compasſtreg, ſom er midt imellem Syd og 
Veſt, el, modfat Sydoſt. Sydvind, en. 
d. ff. Sendenvind. = fydlig, adj. ſom 
er, ligger i eller imod Syden. (modſ. nord⸗ 
lig.) Sydlige Lande. Et ſydligt Clima. 
Syde, v. n. og a. 1. men ogſaa: fod ; 
foden, ſedet. pl. fodne. (3. sioda. Sv. 
sjuda T. ſie den.] ſaavel neutr. ſom act. 
d. f. ſ. koge; men høres nu ſielden i Tale⸗ 
ſproget, og forefommer ogſaa i Skriftſpro⸗ 
met ikke ofte, undtagen i Poeſie og hoiere 
Stiil; ligefaa m. Præpoſ. fyde bort, ſyde 
ind, fyde over. (jvf. Foge.) Havet fyder, 
naar Bolgerne I en Storm ligeſom foge og 
flumme. "Naar vilde Bølge ſpder.“ Thao⸗ 
trup. Det faldende Band fyder og brufer i 
.Dybet. (At Ordet. egenti. udtrykker den 
£yd, ſom frembringes v. Kogning, vifer bl. 
a. nogle Talemaader. f. E. Det fyder f. 
mine Dren. Brændet føder i Dvnen — af 
-Fugtighed.) == Spydekiedel, en. En flor 
Kiedel (f. E. i Fabriker el. Bryggerier) f, 
"deri at foge en Mængde Vand e. d. En 
indmuret Sydekiedel. — ſydhed, adj. d. f. 
pohed. (Moth.) Sydhede, en. Kog: 
4 . . 


ede. 
Sye, v. a. 1. IIA. S. siwan. E. to sew.] 

ſte ſammen, bringe i Skik v. Hielp af 
raad og Syenaal. At ſye en Kiole, et 
Par Skoe, £ Handſter. At fye en Som. 
At ſye med Silke, m. Traad. At f. lange, 
forte Sting. At fye p. en Kiole, p. et 
Tørflæde (være I Færd m. at fyedet.) At 
f; Mavn i Toi. At f. noget ind; giere det 
nevrere v. at ſye. At ſye en Kiole, ct Xr⸗ 
me ind (modſat: at lægge det ud, At ſye 
i Ramme. jvf. udfye. — Syebord, et. 
Bord, fom Fruentimre fidde ved, naar de 
ſye, og hvori de giemme det, ſom dertil 
hører. Sychandſke, en. H. ſom Seilma⸗ 
gere tage paa, naar de ſye. (Moth.) 
jomfru, Syekone, en. Jomfru el. Kone, 
fom lever af at ſye f. andre. Syekurv, 
en. Haandkurv, hvori Fruentimre bære de⸗ 
res Syetsi. Gvelen, en. det, fom betales 

i Arbeidslon f. at fne noget. Syenaal, en. 
En fiin, tilfpidfet Naal af Staal, m. et Die 
ell. Hul i den ene Ende, hvorigiennem Zraas 
den drages, ſom man ſyer m. epige, 
. en. En Pige, ſom holdes I et Huus allene 
f. at ſye. Syepude, en. d. f. ſ. Naale⸗ 
pude. Syeramme, en. Ramme, hvori et 
Stykke Tei fpændes, f. at udſye (brodere) 
det. Spering, en. Ring, ſom Skroddere 
: tage p. Mellemfingeren f. at bruge den i 
- Gt. f. Fingerbolle; el. ſom Fruentimre 
tage p. den lille Finger, f. ikke at ſteres af 
Syetraaden. Sycfille, cen, S. ſom bru⸗ 
ges t. at ſye m. yeſtole, en. Et Sted, 


458 


Syen. 


Sye⸗ 


Syeffole — Sygdom. 


hvor unge Piger lære at ſye, m. m. Spe⸗ 
ſtriin, et. Et lidet Skriin, hvori Fruen⸗ 
timre giemme Syetsi. Spetraad, en. 
Traad, fom bruges rt. at ſye m. Syectoei, 
et. det, ſom Fruentimre have under Hen⸗ 
der, at ſye paa, og de dertil hørende Red⸗ 


ſtaber. 

Syening, en. 1. Gierningen at ſye; 
At tilbringe Jiden v. Syening. 
kerredsſyening. 2. Sted, hvor noget er 
fyet fammen;. Gem. Det er løbet op i 
Syeningen. 

Syg, adj. [I. siukr. A. &. seoc.] ſom 
el er v. Helbred, hvig indvortes Natur eller 
Organisme er i en ſorſtyrret Tilſtand; det 
modſatte af fund, friſt, karſt. At være ſyg 
ligge ſyg. At blive pludſelig ſyg. At gibre 
fig ſyg 2: lade ſom, foregive at man er ſyg. 
At pleie, helbrete en Syg. Wad, fom er 
tienlig f. Syge, — At være f. af Feber, af 
Klærlighed. At være føj for noget, figurt. 
At være meget begierlig derefter. — Man 
figer: At have en fyg Lever, Lunge; o. ſ. v. 
Om andre Legemsdele br. det derimod tfte. 
f. E. At have en fvag Mave, ell. have en 
Sygdom i Maven, i Hiertet, i Underlivet. 
Wan figer: den ſyge Haand, Arm, Fod, 
Finger, det føge Øte — i Modfætn. t. der 
friffe; men man figer egentlig ikke, at cen 
ér fyg, fordi han har ondt, har Sfade i cn 
Haand, Fod, eller anden udvortes Legems⸗ 


deel. — fig. om Siælen. At være ſyg paa 


Siæl og Legeme. jvf. findsfyg. = Heraf i 
Sammenfætn. Sygebeſog, en. Beſeg hos 
en Eng ell. flere Syge.  Præften er i (paa) 
Sygebefeg. Sygehiſtorie, en. Beſtrivelſe 
over en enkelt Perſons Sygdom, dens Op⸗ 
rindelſe, Fremgang og Udgang. ”Xt faae 
troværdige Sygehiftorier fra de mærfvær-s 
digfte Patienter.” Rahbek. Sygchuus, ct. 
+. hvor Enge modtages f. at pletes og hel: 
bredes; Hoſpital. Sygeleie, et. den Sy⸗ 
ges Seng ell. Leie. Sygepleie, en. ut. 
pl. Omſorg f. en Syg vr Lægemidler og 
andet, fom ev ham tienligt. Sygeſcd⸗ 
del, en. Xnviisning f. at erholde fri Su: 
gepleie, ſom meddeles af Fattigforſtandere. 
(Forordn. 1 Jul. 1799.) Sygefeng, cn. 
Dd. f. f. Sygeleie. Sygeſtib, et. Stiv, ſom 
ev indrettet t. af optage Syge, f. E. af en 
Krigsflaade; Hoſpitalſtib. Sygeſtald, en. 
S. ſom er indrettet t. inge Heſte, ell. an⸗ 
bre Huusdyt. Sygeſtue, en. S. hvor 
flere Syge ere indlagte; Hoſpitalſtue. Sv: 
etroſter, en. den, ſom treſter Enge, eU. 
om Dertil er ſtikket. Sygevogn, en. 
Vogn, indrettet t. at føre Evge og Saarede 
paa, ilær i Krigen. Sygevogter, en. den, 
ſom vaffer og pleier en Eug ell. flere; om 
et Fruentimmer: Sygevogterſke, en. 
Sygdom, en. pl.-me, [af Års-] den Til⸗ 
ftand, at være fng ; el. en Silftand, hvori 
Legemets naturlige Virkſomhed, der er en 











Sygdom — Sylte. 


Folge af Sundheden, i ſtorre ell. mindre 
Grad hindres og forftyrres, og ſom endes 
med, af den Syge enten helbredes, el. doer. 
Hvad er hans Sygdom? At falde i S. 
Pan har, ligger i en fartig S. At døe, at 
komme fig af en S. At overſtaar, giennems 
gaae en Sygdom. Deraf: Sygdomslare, 
(Pathologie) Sytzdomsſmitte, fom følger 
med, er egen f. en vig S. 
(Tegn p. at man er fyg) Sygdomstid, v. fl. 

Syge, en. pl.-r. (N. S. Snede.) d. 
f. f. Sygdom; men bruges fleldnere; undt. 
om viſſe enkelte Øngtomme og i Sammen⸗ 
fætninger. En fmitfom Syge. Halsfyge, 
Radeſyge, Dienfyge, 0. fl. Fvf. Sot. 

Sygelig, adj. 1. ſom jævnligen er nos 
get fvag ell. ſyg, uden at være det i hoi 
Grad; fvagelig. 2. frugtſommelig. (i æls 
dre Skrifter.) Sygelighed, en. ud. pl. 
Ætlftamden at være fugeli 

y 
blive ſyg, være fygelig. (nyt O.) 
fygner du hen7 Meislings Theokr. 

Syl, en. pl. -e. lSv. Syl. H. Suyle. 
N. S. S vel] et tyndt og ſpidſt Jern, ſom 
Skomagere og Sadelmagere bruge t. at 
ftifte Huller i Læderet, fem de ſye paa. ”Det 
et feent at give Bælling op m. en Svl.” 
Ordfpr. = Syleffafr , et. Haandfang af 
Træ ell. Been, hvori Sylen er befeſtet. 

Syld, en. ſEv. Syli. A. S. Syl] 1. 
Fodſtykke under et Huus af Bindingsverk. 
(Moth. forældet; men br. endnu i Jylland.) 
— Deraf: Syldøre, en fmal Øre, hvor: 
med Temmermænd hugge Huller og Render 
i Fodſtykker. (Moth.) 2. Dertrin, Dør: 
tærſtel. (Moth.) Syldſteen, en. 1. Steen, 
fom lægges f. Dertrin, ell. under Dørs 
trinnet. 2. Grundſteen under Fodſtykket. 
.(Moth.) 

Sylle, en. ele: [Isl. Sylgia, Sv. Sol- 
ja.] 1. en Indretning, liig et Spænde 
(men uden det ſaakaldte Hierte) hvormed 
man glør en Rem faft (f. E. paa Seletei) 
v. at ſtikke Sylletornen ind I et Hul. 2. 
Syllen paa en Bæv kaldes, efter Moth, 
”det Garn, fom hænger paa Redſtabet, og 
hvorved Vœvningen ftyres, at den ene Traad 
gaaer op og den anden ned, imedens ber 
ſlages I med Skytten.“ (En nu forældet, 
ell. neppe bekiendi Bencevnelfe.) 

Sylte, v. a. 1. [af Salt. A. S. syltan.] 
1. egentl. nedlægge I Salt ell. Saltlage f. 
at bevare fra Forraadnelſe, hvorfor nu dog 
ofteft br. ſalte. jvf. n. s. Sylte. 2. at fylte 
br. derimod meft om at nedlægge cl. koge 
Bær, Frugter og andre ſpiſelige Ting i Gut: 
fer, Æddike, el. Brændeviin, m. tilføicde 
Kryderier. (Condire.) Atf, Blommer, Ribs, 
Kirfebær. ſyltet Ingefær. Syltede (1 Salt: 
lage ell, i Xddike kogte) Agurker. At fylte 
ft Sutter, i Honning. == Syltegles, et. 
Syltekrukke, en. Glas ell. Krutte , Hvori 


Sygdemstegn, 


” Svi 


459 


ne, v'n. 1. —* begynde at 


-Tetning, Synsmand.) 
get, ſom man ſeer, en enkelt Erfaring v. Sy⸗ 


— J 
& 
f 


| . Sylte — Syn. | 


ſyltede Frugter ell. Syltetei glemmes. 
Syltemelk, en. ſuur Melt, ſom man v. 
Tilſetning af Kryderier bevarer fra For: 


raadnelſe.. Sylretid, en. den Aarstid om 


Gommeren, da, man pleier at ſylte Frugter 
og Bær. Syltetoi, ct, noget, ſom er ſyl⸗ 
tet i Guffer, — Syltning , en, Gierningen 
at ſylte. 

Sylte, en. — Suͤlte. Ev. Sylta.] 
Kisd, jævd. af unge Sviin, fom lægges I 
Saltlage, koges, undertiden prefjes, og ſpi⸗ 
ſes koldt m. Xddike. 
ſylte. = Syltefleft , et. F. hvoraf laves 
Sylte. Sylregriis, en. En ſpod Srite, 
fom lægges heel i Sylte. Syltelage, ea. 
Lage, hvori Sylten nedlægges ell. koges. 

Sylteng, en. [af Salt. jvf. v. ſylte, 1.] 
kaldes I nogle Provindſer de nær Havet ligs 
gende Enge, fom t. viſſe Xargtider el. ved 
hoit Vand overſvommes. (Dluffen.) 

Symbol, et. pl. -er. [&. Symholum.] 
et Billede, ell. ſandſeligt Tegn , hvorved 
man vil udtrykke noget aandeligt, en Idee 
ell. Foreſtilling; et Billede, en billedlig Fo⸗ 
reſtilling, der har en vis, ſamme tillagt Be⸗ 
"tydning. (Sindbillede.) = —* ad). 
ſom udgaaer fra, opnaaes, erhverves v. 
Symboler. Symbolifk Kundſtab, fømbos 
life Foreſtillinger. ($ en anden Bemærf. 
om De ſaakaldte ſymboliſte Bøger I: de, fom 


indbefatte en vis Kirkes Troesbetiendelſe) 


Syn, et. ISv. Syn. 3. Sidn.] 1. ud. 
"pl. Cvnet, at ſee. At have et ſterkt, ſvagt 
Syn. At miſte Synet, faae fit S. igien. 
Synets , Diets Sands. 


nemmelſen af at fee, det at fge. At komme 


Grifefølte, Svine⸗ 


2. ud, pl. For⸗ 


i Syne, til Syne. Jeg tabte ham af Sy⸗ 


ne. Det falder ikke godt i Synet. 3. 
Gierningen at tage noget i Dieſyn f. at un⸗ 
derſoge dets Tilſtand e, d. Befigtelſe. Fo⸗ 
rend Syn ell. Beſigtelſe ſteer.“ D. Lov. I, i7. 


Befigielſe, Syn cl. Granſtning.“ 1. 4. 1. 


At tage Syn p. en Gaard. (deraf: Synsfor⸗ 


nets Sands. Det er et pragtfuldt Syn, at 
fee Solen ſtage op. Dette Syn glemmer jeg 
aldrig. 5. Maaden, hvorpaa en Zing vi⸗ 


fer fig, falter i Øinene; udvortes Anſeelſe. 


Det udvortes Syn, Synet (Stinnet) be: 
brager ofte. At giere noget f. Synets, f. 
et Syns Skyld 3: p. Skremt, uden at 
mene noget dermed. ”De Ting, der til 


4. (pl. Syn?) no: 


Syne ere herlige, og kunde blive gavnlige.“ 


B. Zhott. 6. pl. Gyner. noget, ſom 
man v. en Virkning af Phanrafien troer at 
fee; overnaturlig Erfaring v. Synet; en 
Bifion. At have Syner, fee Syner, = 
Synsevne, en. d. f. f. Syn. Synsflade 
(ell. Billedflade,) en. kaldes i Optiken den 
lodrette Flade, ſom fan tænfes at afſtœre 
alle Synsſtraalerne af et Legeme ſaaledes, at 
den fremftiller det nolagtige, ſtiondt noget 





8 


- 


i Eyn — Synd. 


formindſtede Billede af den ſynligeGienſtand. 
Synsforretning, en: den juridiſte Hand⸗ 
ling, at optage et Syn, en Befigtelfe over 
noget, p. den v. Loven foreſtrevne Maade. 
Synskreds, en. den Ørændfe for Synets 


— ndſtræekning, ſom opftaaer, ikke blot v. 


gurl. 


Synsevnens Grad, men v. Jordens kugle⸗ 
dannede Skikkelſe; den virkelige” Horizont. 
»Lead ham hearykt ſtue den vide Synskreds 
over felltlædt Strand.” Rahd. Synsli⸗ 
vile, en. d. f. f. Synskreds. Synsmaade, 
en. En vis Maade at ſee, betragte, ell. fig. 
at bedomme en Gienſtand. Synsmand, 
en. En af de Mænd, ſom af Øvrigheden 
beftitfes t. at optage ell. overvære en Syns⸗ 
forretning. Synspunkt, en og ct. det 
Standpunkt, hvorfra man feer el. betrag⸗ 
ter en Gienſtand; faavel egentlig , fom fis 
Denne Sag fan fees, betragtes fra 

flere Synspunkter. At fer en Ting fra det 
. tette S.  Synsftradle, en. den rette Linie, 

ſom man tænfer fig at gaae fra Øtetf. en 
ſynlig Stenftand.  Svnsting, en. pl. d. f. 

Zingene, ſom de udvortes vife fig f. Erfarin⸗ 

gen; Phænomener. (Riisbrighe) Synss 


vidde, en. den Afftand ell. Længde, hvori 


man er i Stand t. at fee; faa langt, ſom 
Synet naaer. Synsvidne, ct. den, ſom 


vidner efter Dieſyn, ell. om det, ban har 


feet. Synsvinkel, en. den Vinkel ſom 
dannes af to Synsſtraaler, cl. af en 
Synéftraale og en antagen. Linie. = fyn: 
ug , adj. fom fan ſees, fom er til Sync, 

ynlige og uſynlige Gienſtande. Tan⸗ 
ken om de ſynlige Tings uſynlige Op: 


hav.“ Mynſter. "Den hoiere Videnſtab, der 


- faa Bemærf. 


føger at bringe — det Synlige og Ufynlige 
i nærmere Forbindelſe.“ Treſchow. (jvf. 
æienfynlig.) Synlighed, en. ud. pl. Be⸗ 
Maffenheden at være fynlig. (pl. Synlig⸗ 
"lån bruger T. Rothe for: ſynlige Gien⸗ 
ftande, Phenomener. Natur, Betr. I. 95. 
ſ. Synsting.) — ſynſt, adj. ſom har ell. 
troer at have Syner, 6. (Moth anfører og⸗ 
fom feer vel; fom fan fee i 

dRørfe.), SEE 
Synd, en. pl.-er. IJ. og &v: Synd.] 
Overtrædelſe af de guddommelige og almin⸗ 
belige moralſte Love. Peccatum. En for: 
fætlig, uforfætlig, ubevidfi Synd, ”Hver 
er fin Synd fød og fin Anger led.“ Ordſpr. 
At begaae en Synd, giore fig ſtyldig i en 
Synd. Det er S. at: fraffe hende faa 
haardt. S. imod Gud, imod, Naturen. 
Du gier Synd (handler ilde) mod dig ſelv. 
(Synd betragtes ſaaledes altid ſom en mo⸗ 
ralſt Brøde ; ved Forbrydelſe, Utisgierning 
finder tillige en Overtræbelfe af boͤrgerlige 
Love Sted. Ikke enhver Synd kan ſtraffes 
efter diſſe; og undertiden kan den blive ſtraf⸗ 
fet ſom Forbryder, der efter Moralloven er 
fri for Synd.) (jvf. Skyld, Brode, Laſt.) 
Synd indbefatter baade Dvertrædelfe og 


1 


460 
Styld. — En Synd er en enkelt pilgtſtridig 


- Synd. 


Handling; en Laſt ev en herſtende pligt⸗ 
ftridig Tilboielihhed. En Løgn, et Tyveri 
ere Synder; Løgnagtighed og Tyvagtighed 
ere after.” Miller. 2. Synd (ud. Art.) 
og Synden betegner overhovedet det moral: 

e Dude hos Menneſtet, i den menneſtelige 

illje ed. Zilbelelighed. Synd findes og⸗ 
faa hos den Dydige. ”Nu gioer ikke jeg det ; 
men Sypnden, fom boer i mig.” Kom. 7. 
17. ”Synd betegner Menneſtets moralſte 
Bvaghed uden Henfyn t. ſammes Srad.” 
Miller. — a.) Syndebod, en. det, mau 
gter f. at udflette, udfone en begaaet S. 
(f. 300.) Syndehuk, en. figurl. (efter 
Anordningen om Syndoffere i de moſaiſte 
Lone) den, ſom maa lide f. Andres Brede, 
Uheld ell. Misfornsielſe. (J. Sunden⸗ 
bod,Y ”Jeg nød den Lytte — at faae 
Stiænd, naar de fpilte flet, og være deres 
Syndebuk hver Bang de tabte.” Rahb. (D. 
2. IX. 181.) Syndebprde, en. den Sam⸗ 
vittigheden trykkende Bevidſthed om begaaede 
Synder. (Brorſon.) Syndefald, et. br. 
fædvanlig fun om de forſte Forældres 
Synd, ell. Overtrædelfe, af Guds Bud, 
efter den Moſaiſt⸗ Fortælling. fyndefri, 
ad). ſom iffe er ſtyldig i nogen Synd, 
reen f. Synd. »Gior Siclen fyndefri.” 
H. A. Brorfon. Syndefrihed, en. den 
Beſtaffenhed, at være ſyndefri, brødefri. 
(Grundtvig; bedre: fyndfri og mdfriz 
hed.)  fyndefuld , adj. ſom har begaact 
mange Synder; ci. hvor megen Synd be⸗ 
gaaes. Den fyndefulde Verden. Syn: 
delevnet, et. ſyndigt, ſyndefuldt Levnet. 
Syndelyſt, en. Lyſt, Drift t. at ſyn⸗ 
de. ſyndelos, adj. fom er uden Synd, 
ſyndfri. (Tauſſen. Grundtvig. Synde⸗ 


fil, et. det,' hvormed man ril dolge ell. 


eſmykke en Synd. Syndeſtyld, en. ben 
Brode ell. Skyld, man paadrager ſig v. at 
ſynde. (Fibigers Soph.) ”Ruelfe er et for⸗ 
ældet Udtrykef. Sindets Sonderknuſelſe v. 


den dybe Folelſe af Syndeſtfold.“ Måler. 


Syndeſmitte, en. Tilſtanden, at være be⸗ 
fmittet, beladt m. Synd. (Fibigers Soph.) 
ſyndeſmittet, adj. v. befmitfet m. Synd. 
(Xibiger.) Syndeſtraf, en. Straf f. en 
begaaet S. (Moth.) " Syndevene, en. V. 
til at begaage Synd. ”Oen v. et heelt Live 
Syndevane forøgede Sandfelighed,” P. E. 
Muͤller. Syndeverden, en. V. hvor Synd 
Herſter, ſyndefuld Verden. ”Den gamle 
Syndeverden,” Ingem. (Sorte Ridd. 117.) . 
— hb.) Syndflod, en. br. ſedvanlig om den 
almindelige Overſvommelſe, hvorved, efter 
den Moſaiſte Fortælling, hele Jorden fattes 
under Vand. Syndoffer, et. Offer en. 
Offring, ſom giores f. at udſone begaaede 
Synder. (Moth.) — 0.) Syndsforladelfe , 
en. Forſikkring, fom gives cen, at hans Syn⸗ 
der ci ſtulle tilregnes ham; Zilgivelfe af 


— 


. Syndig — Synes. 


begaaede Synder, — fyndig, adj. (3. syn- 
duar.) 1. fom er Synd, indeholder ca 
Synd. En ſ. Handling. ſyndige Begier⸗ 
ligheder. “Hvergang, naar en ſyndig Lyſt 
opſtiger I vor Siæl.” Baſth. 2. beladt m. 
Synd. Den ſyndige Verden. J 

Synde, v. n. 1. (har.) [J. syndga.) at 
begåae Sund. At fynde imod Gud, mod fin 
Neſte. Deri har du ſyndet. (Sielden ſom 
v. a. hvad har jeg ſyndet ?) ſ. forſynde fig, 
— Synder, en. pl.-eJ den", fom har giort 
fig ſtovldig Synd. "Om et Fruentimmer 
Synderinde, cen. | 

Synden, Syndenvind, ſ. Sanden. 

Synderlig, adj. og adv. 1. af. betyde⸗ 
lig Grad; flor, betydende. Der bliver itfø 
fønderligt at vinde, — Hyppigſt ſom adv. 
(for: meget, færdelcé) og I benegtende Uds 
trok. Ikke fynderlig god, rig,”paffende. 
Han beboldt ikke ſynderlig meget tilovers. 
Dan ſtiotter ikke fønderligt derom. .Min 
fynderlig gode Wen. 2. adp. d. ſ. f. bes 
fynderlig, egen, underlig, fær, ualmindes 
lig. (singularis.) En fønderlig Perfon , 
Hændelfe , Tildragelſe. Det kommer mig 
fønderligt for. (A. S. synderlice.) > 
Deraf: Synderlighed, en, Særhed, Under⸗ 
lighed. (Uagtet dette Ord har fin Oprindelfe 
fra ſonder, Isl. sundr, hvoraf fonderbrys 
de, fønderrive, 0. fl. har dog Brugen ind⸗ 
fort, at ſynderlig ſtrives med y, ligeſom 
det Sv. synnerlig.) 

Syne, v.n. 1. viſe fig p. en anſeelig, 
pyntelig Maade, tage fig ud, falde i Øtnene. 

- Dette Tei fyner mere, end det andet. Be⸗ 
træffet ſyner ikke i Stuen. ' 

Syne, v. a. 1. [af Syn.] tage Tilſtanden 
af en Zing i Oieſyn, tage Syn paa, beſig⸗ 
tige. pan lod Gaarden fyne af Haand⸗ 
værfsfolf. ”At ſyne br. fortrinligen om 
Bygningers lovmæsfige Anderſogelſe; om 
Dyrs og Mennefteré Legemer br. helft be» 
ſigtige.“ Måler. (beſigte. D. Lov. IV. 3. 
5. beſigtige. V. 11..1. VI. 15. 15) = 
Syrfing, en. Synsforretning. 

Synes, v. n. pass. og impers. ſyntes 
(det bat fyntes mig.) Isl. synaz. . 1. mene, 
holde for. Jeg ſynes, det er nu paa Tiden. 
(Moth.) Mig ſynes, han funde være tils 
freds. 2. lade fom, forefomme. Maanen 
ſynes os ligeſaa flor ſom Solen. Jeg fys 
nes (mig ſones, det fynes mig) at jeg har 
feet ham tiijorn. Det ſyntes for mine Øi: 
ne, fom jeg ſaae. Det ſynes fom (at) .en 
Krig er uundgaaelig. — 3. flade til. fan 
ynes af være en gammel Bekiendt i Huſet. 
Gan ſyntes (lod fil) at være fornoiet. Hun 

es at være en fornuftig Pige. Gom det 
vnes, er han nu vrl tilfreds. — At ville 
nes mere end man er, Eet er at være, 
et andet at ſynes. At ville fynes lærd. 
»Hoit til at ſynes rælfer deres Konſt.“ F. 
Guldb. ”Deft, du ikkun ſynes, Klære! du 


AJ 


461 


ſynge. (Melomanie. Rahbek.) GS 


y 


Synes — Synke. 


let fan holdes for at være,” Tode. 4. at 
ſynes om noget, tykkes om, holde af, kunne 
lide (ogſaa: fyres godt om.) 5. pass. fys 
nes, vife fig, komme til Syne; it, kiendes, 
være kiendelig. Der fønes ingen Ra ip. 
ham. Der ſynes ingen Fattigdom i Huſet. 

Synge, v. n. fang; ſiungen (ſunhen) 
fiunget. pl. ſiungne — [Jel. syn- 
gia. A, 6. syngan. Øv. sjunga. Den æfls 
dre Form i danſt er ligeledes fiunge; hvorgf 
det endnu forekommende partic.] 1. ops 


‚rindeligen udtrykker det en vis vedvatende, 


klart tonende og eensformig Lyd; f. E. naar 


man figer: det ſynger f. mit Øre; ell. naar 


det foies t. Flinge, Det fang og klang i⸗ 
Slaffene, i Inſtrumenterne. 2. frembrin⸗ 


ge behagelige, harmonijffe Toner v. Hielp af 


Roſten, ell. ved Anvendelſen af viſſe blandt 
Taleredſtaberne. (om Menneſtet, og om 


Sangfuglene.) Hun lærer at ſynge. At 


fynge efter Noder, t. Claveret. At ſ. i 


Chor; fønge i Concert. At ſ. med klar, ſteerk 


Reſt. — fig. behandle i et Digt, Sangdigt 
el. Avad; digte, gvede. ”Jeg fynger ikke 
om Kamp -og Krig — Seg ſynger itte t. 


Evans Priis.” Bagg. — 3. Ogſaa act. At 
ſynge en Sang, en Pſalme. — fig. beſynge i 


et Digt ell. Ovad. ”At fønge noget, fom er 
reent forflidt, jeg iffe gider.” — ”Jeg fyns 
ter iffe — min Neſtes Feil og min Naboes 
Éuder.” Baggeſen. ”Freft fynger dig den 
glade Fugl.” J. Smidth. = Syngechor, 
et. Et Chor af Sangere, en Forfamling af 
Perſoner, fom ere øvede i at ſynge in. for⸗ 
encte Stemmer. | 
ben Konſt, at ſynge efter Poder og f. Inſtru⸗ 
menter. fig. for: Digtekonſt. »O kunde 
jeg v. Syntgekonſt mig faa'tilvende Egnens 
Gunſt.“ €. Friman. Syngelyft, en. Lyſt, 
Zitbøiclighed t. at fønge. Syngemaade, en. 


En vis M. at ſynge paa, Maneer i Sangen. " 


Syngemefter , en. Leœremeſter i Sang. 
Syngeffole, en. Sted, hvor Flere i Fort⸗ 
ning lære at ſynge. Syngeſpil, et. dra⸗ 
matiſt Digt, Skueſpil, ſom er indrettetet. 
at ſynges, el. er blandet m. Gang. (ſ. Ope⸗ 
ra.) Syngeſtemme, en, 
me, fom ev ſtikket t. Gang. 2. den Stem⸗ 
me cl. Tone i en mufſicalſt Compofition, 


fom er fat t. Sang, bettemt t. at ſynges.. 


Syngeſtykke, et. d. f. ſ. Syngeſpil. Syn⸗ 

efyge, en. overdreven, latterlig Enft t. at 
geto⸗ 
ne, en. T. ſom ſynges, ſom er beſtemt og 
lempet t. at fønges. ” 


. nfe, v. n. og a. ſank; funten (ell. 
ſiunken) ſunket; pl. ſunkne, ſiunkne. (Sv. 


sjunka; I. såckva.] 1. neutr. falde el. 
fevæged efterhaanden nedad; ifær i et Dyb, 
i Vandet 0. d. (Salde udtenffer den pludſe⸗ 
lige Bevægelfe, hvorved noget hvilende ell. 
ſtaaende fommer f. at ligge, bringes af fin 
Stilling; fynte et langſommere Fald, en 


Syngefonft, en. ud. pl. 


fø 


— 


1. En Stem⸗ 


"+ fønte (falde). 


£ 


. At fyft 


- Deien. (f. uføret.) 
9 


Sonkbe —Øyfle. 


jævn Bevægelfe nedad ell. Dybet.) Han 
faldt i Vandet og ſank firar t. Bunds. 
Stenen fynter i Bandet; Træ flyder oven⸗ 
paa. Skibet er ſiunket m. Top og Tavl 
ou: aldeles. At f. ned i Sneen, i en Moſe. 
At fynfe undet en Byrde. Ar f. i Knæ (ſeg⸗ 
ne.) At ſynke i fil Knæctne. Snart løfs 
tede han Hænderne i Veiret, fnart [od han 
dem ſynke. Hans Hoved (om ned p. Brys 
ſtet. Gulvet, Hufet er ſunket i den ene 
Ende. Lad 
Ende. — fig. aftage, formindſtes, forne⸗ 
dres. (modfat flige.) Vandet begynder at 
Hans Mod ſank, er fiunket. 
Hesr dybt er han ſiunken fra fin forrige 
Heide! Menneſtet (ynber ofte ned under 
Dyret (fornedrer fig.) 2. act. 1. lade nos 
get glide giennem Svælget i Maven, fvælge. 
At f. en Steen. Han har ondt v. at ſynke. 
2. At ſynke en Sfaft, i Biergmandéfproget: 
arbeide dybere ned i Jorden. (jvf. affynke; 
afſœnke.) ſynkefærdig, adj. (af fynte, 1.) 
fom ev nær v. at ſynke. ”Sfibet blev fyn: 
Fefærdigt, og forſt da forlod han det.” 
Wandal. ”CEt fyntefærdigr Brag.” Schyt⸗ 
te, = Synten, Synfning, en. det, at ſynke. 
" Synlig, adj. f. under Syn. 

Synſt, adj. Synskreds, 0. fl. f. under 


yn. 

1. Syre., ey. (pl. Syrer er ogſaa brus 
gelig.) en vildtvorende og i Haver dyrket 
Plante (Have⸗Soyre), der bruges. ſom Gront 
t. Kied. Ruinex acetosa. 

2. Syre, en, pl.-r. faf ſunr. I. Syra.] 
et ſuurt Legeme, en fuur Vædike; ell. i Mas 
turlæren: ethvert Salt af ſyrlig Smag, 
ſom har det Kiendetegn, at farve den blane 
Lakmustinctur rod, og beftaaer af Suurſtof 
og 'er Subſtans, der kan ſyres ell. forene 
fig m. hiin. Gaaledes: Rulſyre, Svovel⸗ 
føre, Blaaſyre, Eddifeføre, Saltſyre, 0. 
mange fl. At have Syre i Maven. — Sys 
refalt, et. Et Plantefalt, ſom faaeg ifær af 
Planten Oxalis Acetosella, og hvis Brug 
faavel i Medicinen, fom t, at udtage Plets 
ter, er bekiendt. 

Syre, v. a. 1. at gisre fuur. At fyre 


Syrlig , adj. noget fuur. En ſyrli 
Emag. — Syrlighed, en. Beftaffenhaber 
af være fyclig.” ”Daatlighed er i Selskabet 
bet famme ſom Syslighed i Maven." Bagg. 

.Klim. 


Syfkende, ſ. Soſtende. i 
Syfle, v. n. 1. her. (3. og Sv. sysla.] 
arbeide, hare en Gierning under Dænder. 
e med, ved noget: ifær om ſmaat 
Arbeide, fom man gaaer til og fra, hvormed 
man uden megen Meie er beſticeftiget. At 
aae om og føfle i Huſet. Hun kan aldrig 
aae afføfler. Moth. At fyfle betegnede 1 
det gamle Sprog at udføre noget — Ordet 
er nu fortrængt af det offentlige Liv, og ind: 


AJ 
2 


462 


iælfen ſynke noget mere i hiin 


7 Brødre i 


Sdyſle — ESebe. 


ſerenkett. huuslige Forretninger,” Muͤller. 
— act. forekommer det hos P. Clauſſen: 
»At fyfle hang rende pag Tinget.“ (217.) 


= Syjflegierning, en. pl.-er.  Syflegier=, 


ninger i en Gaard or allehaande forefaldende 
mas betydende aner. KØramé Hue.) 
fyflefyg, adj. fom v atte fig m. Alt, 
lev, e andres Sager. Sv) etid, en. 
Ben Tid p. Dagen, f. E. I Merkningen, da 
man ef fan beftille noget rigtigt. Moth. 
Syſletimer. Grams Nucl.) — Syflen, en. 
ud. pl. det, at fojle. 

SyffeL, en. pl. Syfler. [I. og Sv. Sys- 


13.] en Gierning, man har for; et Arbeide, 


en Beftilling, Forretning (faavel om £aant: 
fom om Hoved⸗Arbeider; ifær deg m. Bi: 
begreb om nogen Varighed i Arbeidet.) At 
paſſe fine Syfler. At have mange forſtiel⸗ 
lige Syſler. — Deraf: fyffelfætre, v. à. 3. 
fætte i Arbeide, beſticeftige (jof. ſyſle.) At 
fyffelfætte fine Foli m. noget. Han har not 
at ſpfſelſætte fig med. ”Den Lyſtt. altid at 
være ſyſſelſat, ſom er en Følge af Ubekiendt⸗ 
ſtab m. Lediggang.” Engelstoft, Man 
fyffelfætter fig med at handle; man beffiæf- 
tiger fig m. at tænke.” Miller. (Dog figer 
man meget vel: At være ſyſſelſat m. Be⸗ 
tragtninger, m. Tanken p. moget, m. Læs⸗ 
ning.) — Deraf: Syſſelſattelſe, en. pl.-r. 
Gierningen at fætte andre ell. fig i Arbeide. 

Syffel, et. pl. Syſler. (3. Sysla.] en 
tilforn i Danmark, ifær i Jylland, brugelig 
Inddeling af Landet; omtrent ſvarendent. 
det, ſom nu faldes Amt. Norreijvlland var 
deelt i 9 Syſler. Island deles endnu i 
Syſler. — Syffelmand, en. pl.-mænd. 1. 
tilforn: en Embedsmand, Beſtillingsmand. 
2. Mu paa Jsland og Færserne : en Under⸗ 
dommer; def. ſ. Herredsfoged i Danmark. 

Sytten, Talord, for. Hovedtallet 17 ell. 
10 og 7. Deraf Ordenétallet : den ſyttende. 

Syv, Taford for Hovedtallet 7, — Der: 
af: fyvearig,adj. fom har en Alder af 7 Aar. 
(ogfaa fyvaars. En ſyvaars Dreng.) — 
ſyvdobbelt, adj. og ſyvfold, adj. og adv. 
fno Gange faa meget, —* mange: En ſvv⸗ 
dobbelt Beflædning. Det ſtal ſyvfold 
hœvnes. — Syvufover, en. ten, der ſover 
meget og længe. (Af en chriſtelig Legende om 
heſus, der fov 155 Aar: de 
fov, Sovere.) Syvſoverdatz, er i Alma: 
nakken den 27de Junius. Svyſtiernen, 
n. s. (m. beſt. Art.) et Stierncedillede, ſom 
har ſyv ſtore og mange mindre Stierner. 
Pleiades. Syvtal, et. Taltegnet 7. — fys 
ende, Ordenstal. Den fyvende Dag. 
halvſyvende. 

Sæbe, en. ud. pl. [X. S. Sæpe. N. S. 
Sepe. 3. Såpa.] et v. Kogning m. Plans 
teludſalt forenet Fedt, fom lader fig oploſe 
å Vand, og bruges ffær t. Vaſtning⸗ Hvid, 
gron S. At koge Sæbe. Spanſt, venetianſt 
S. (af Bomolie.) Baſteſæbe, Stæggefæbe. 


genrer fn — — — tt— ⸗ 


' ? i 1" 


Sæbe— Sed. i 


— fæbeagtig, adj. fom figner Sæbe, ”Den 
fattes Slathed og fæbeagtig: Overflade.” 
Bruͤnnich Win. 78. Sæbeboble,en. Bob⸗ 
le ell. Luftblexe, ſom dannes v. at blæfe i 
Sebevand el. Sobeſtum. ”Ederg Indbild⸗ 
ninger, der ſtege høit og glimrende ſom Sa⸗ 
beboblen.“ Baſth. Sabedaaſe, en. D. 
til at giemme Sæbe i. Sabefierding, 
en. F. hvori gren Sæbe nedlægges og føres. 
Sæbehorn,et. ”H. hvori Bonderkoner kiobe 
Sæbe.” (Moth.) Sabejord, en. En fiin 
fæbcagtig Leerjord, ſom br. til at borttage 
Det fedtede v. Ulden; Valkejord. ”Valtes 
jorden forholder fig I Vand fom Sæbe, 
og kaldes derfor Sabejord.“ Schytte. 
Sabekugle, en. haard Vaſteſebe, dannet 
fom en K. Sæbelud, en. Lud af Potaſte 
m. m. hvori Fedtet koges t. Sæbe. Sæs 
bemefter, en. den, ſom foreftaaer Arbeidet i 
et Scebeſyderi. Sabeplaſter, et. Et P. 
af ſtravet Sebe, Bomolie, Kampher m. m. 
Sæberiis, et. Nils, hvormed S. pidſtkes i 
Vand, f. at faag dent. at fumme. Sæbe: 
ſeum, et. S. af Sebevand, derrøres. Sæs 
beſpaan, en. Et Træredſtab, hvormed Kroem⸗ 
meren tager gren &. op af Zenden t. Salg. 
(Moth.) æbefyder, en. den, ſom koger, 
tilbereder Sæbe; ell. den, fom eier et Se⸗ 
befnteri. Sabeſyderi, et. en Indretning, 
hvorS. foges i Mængde. æbetvæt, en. 
b. f. ſ. Sebevaſt. Sæbevand, ct. Vand, 
hvori Sæbe er oploſt. Sæbevaff, en. 
Vaft, fom ſteer m. Sæbe, ell. i Gæbevand ; 
forſtiellig fra Ludvaſk. 

Sæbe, v. a. 1. beſtrvge m. Sæbe, ind⸗ 
gnide, vaſte m, Sæbe. At ſebe Linned ind 
t. Vaſt. (ſ. indfæbe.) At fæbe af o: afvaſte, 
f. E. en Bæg, et Paneel, m. Seebevand. 

1. Sæd, en. ud. pl. [4. G. Sæd, Sed. 
J. Sad.] 1. det, fom faaes (Frø, ꝛemen;) 
men bruges ifær om det, ſom faaeg i Mark 
ell. Ager, ell. om be forſtiell. Slags Korn. 
”Sæd er i Almindeligh. alt det, ſom fan 
ell. stal faaeé; og Frøet er en Art Saed.“ 
J. Smidth. »Der gif en Sedemand ud at 
faae fin Sæd.” Luc. 8.5. At udſtree Sæden. 
At nedharve Sæden. (f. Udſed, Daartfæd, 
Dinterfæd.) — fig. Anledning, Dohav. En 
Sæd t. Fordervelſe. “Hiin — udſtroer en 
Sad, frugtbar p. tilkommende Ulykker.“ 
Kampmann. 2. det endnu p. Marken vor⸗ 
ende, ell. heftede og hiemforte Korn, fom 
endnu er i Straaet. Sæden ſtaaer godt i 
Mar. At nedtræde, giore Skade p. Sæs 
den. Han har faaet al fin Sæd hlem, har 
aftorſtet fin S. — Ogſaa om anden Mark⸗ 
fæd; f. E. Horſeden vil ſlaae feil i Aar. — 
J Almuefproget endog om det udtorſtne 
Korn. En Tonde Sæd (naar ikke Korn⸗ 
flagfet beſtemmes.) — Sammenfætninger : 
a.) fegentlig maaſkee ſnarere af ef v. a.'at 

æde. A. S. og Sv. sida 2: ſaae.) Sæs 


- * 


dekorn, et. coll. d. f. ſ. Saackorn. Den 


463 


End. 


Omkoſtning, ſom derpaa gager, m. Pets 
ning, Sædeforn og Hoſtarbeide.“ D. £. U. 
13. 5. (Urigtigen hos Dluffen : »Ved Rad⸗ 
ſaaening ſpares meget Sadkorn. og bedre 
Sæd erholdes.” Landocc. 179. jvf. Sæds 
Forn.) Sædeland, et. 1. En tilfaaet A⸗ 
ger; ell. en Ager, beftemt t. Sd. ”+vad 


nytter Plov p. &Sædelend,” C. Frimann. - 


2. et Land el. Landſtab, vel ſtikkett. Korn⸗ 
avl; Kornland. Lolland er et godt Sæs 
deland. Sademaaned, en. det danſte 
Navn p. October. Sademand, en. den, 
fom ſaaer, font udſtroer Seden. Sade⸗ 
tid, en. d. ſ. ſ. Saaetid. (Moth.) b.) 
Sadart, en. et viſt Slags Sed. Sad⸗ 
følge, en. i Landbruget: en vis Orden ell. 
gelge, fom iagttages i forſtiellige Sæders 
ters Dvrkning p. cen Ager. ædðorn, et, 
Et enkelt Korn, der ſaaes ell. nedlægges 1 
Jorden; (forſtiell. fra Sædeforn.) jvf. Fro⸗ 
Forn. Sædffifte, et. på.- er. Dim ſtiftning 
af Sædarter, ſom ſaaes i ſamme Ager, i en 
vis Nætte af Aar. Sadſpire, ch. 1. 
Spiren cl. Groden af det i Jorden nedkagte 
Korn ell. Frøs. 2. den forſte Begyndelſe 
t. et udviklet Fofter cl. Eg. ”En aandes 
li Sadfpire, der lidt efter lidt bliver et 


2. BGæd, en. ud. pl. [X. &. Sæd. 3. 
Sædi.] den Vadſke, i det menneſtelige Les 
geme og hos Dyrene, hvis Beſtemmelſe er 
at tiene f. Befrugtning og Artené Forplant⸗ 
ning. Sperma. = Sædblære, en. Vesicula 
seminalis. (Moth.)  Sæddyr, en. Infu⸗ 
fionsdvyr, ſom man har opdaget i Setden. 


Sædfiod, et. Sædens uvilkaarlige Afgang. " 


Sadkar, et. pl. d. f. Kar i Legemet, ſom 
optage og bevare Seden. Sædflev, et. 
falder hos Planterne, et fiint Støv p. Stav⸗ 
dragerne, hvorved Blomſtens qvindelige Defe 
befrugtes. Sædvædffe, en. d. f. ſ. Sæde 

3. Sæd, en. pl. Sæder. [S. Sidr.) 1. 
Brug, Skik. (mos. T. Sitte.) Man ſtal 
Sad følge, eller£ant flye. Ordſor. (P. Lolie.) 
”Hun havde for Bæd, at beſtue fin Faders 


Giæfter.” Vedels Saro. 160. — Ogſaa: pl. ” 


Sæder (fom dog egentlig vel ikke er forſtlel⸗ 
ligt fra No. 2.) Gamle og nve Sæder. 
Sæder og Skitke. (Wed det førfte betegs 
nes det, der grunder fig p. hævdede moralſke 
Begreber; ved det fidfte (Skik) det, fom efter 


menneffeligt Sodtbefindende er. bleven inds ' 


fort.” Miller. 2. pl. Sæder, Skik, ſom een 
følger Handlinger og Opforſel; den tilvante 
Ferdighed el. Liighed I cené frie Handlinger 
og udvortes Adfærd; (mores) ſaavel m. 
Henſyn f. egentl. moralſte Gierninger, ſom 
t. Adfærd og Opforſel i det ſelſtabelige Liv ; 
men dog fornemmelig t. de forſte. (jvf. Ops 
orſel, Adfærd,) ”Sæder betegner Alt, 

vad Menneſtet foretager fig, f. ſaavidt det 
ſtaaer i Forhold t. Pligtetne mod fig felv.” 
P. E. Miller. »Det er Opdragelſe og Un⸗ 


—X 


(4 


" mod fig (elv. 


Gad — Bade. 


dervilsning, fom danne Sæder, og iffe 
Himmelegnen.“ O. Guldb. Rene Sader. 
Gode, flette Sæder. Lan har ikke de bedſte 


Sader. At forbedre, fotværre fine Sæder. ” 
Gt Menneſte uden Sæder 9: af flette Gæs 


der, uſedelig. ”lagtet man laſter den raae 
Krigers Sæder, fan man giernè roſe hans 
tiætte Opfarſel.“ Muͤller. = Heraf: fædes 
lig, adj. 1. tugtig, anftændig, ærbar, af 
gode Sæder. (J. sidlegr.) En fædelig 
Pige." En ſ. Opførfel. ”I Hverdagstalen 
er —8 den, fom har gode Sæder, hvis 
Opforſel vifer, at han lagttager Pligterne 
Sædelig ér. ofteft om Ung⸗ 
linge, ſielden om Mænd, aldrig om Oldin⸗ 
ge.” Muͤller. (jvf. anftændig.) 2. ſom ſtem⸗ 
mer overcens med, er grundet i, hører t. 


Menneſtets moralſte Natur. (f. moralſt 


fom langt hyppigere bruges.) Sadelig 
Fuldkommenhed. *Hvor megen fædelig 
Nytte kunne ſaadanne Øvelfer ikke have ?” 
Engelst. — Sadelighed, en. ud. pl. 1. 
Anſtœitdighed, Wrbarhed. "RI mindes, 
at det er itfe nof, om der er udvortes Sæs 
delighed p. Jorden,” Mynſter. 2. Moras 
litet. (Deraf : Sædelighedslov, Moral: 


lov. Howitz.) — Sædelære, en. ud. pl. 


Pligtlære, Moral. = Sædvane, en. pl.-r. 


' det, fom Vance, lang Brug har gfort t. 


Gæd eller Sit, enten hos en Entelt ek. 
lere. (Dog br. Dane hyppigere om det, 
fom en Enkelt har vant fig fil; Sædvane 


> ombet, fom efterhaanden, giennem flere 


" Slægter, ved Gientagelſe og Bane er bleven 
Skik hos et Landé, et, Landſtabs, en vis 
Egne Indbyggere 0. ſ. v.) Mod Lov giel⸗ 
der ikke Sædvane. (jvſ. Dedtægt.) ”Sæde 
vane udtrykker Stadigheden i en vig Hands 
ling, f. faavidt den er en Følge af ſammes 
hyppige Gientagelſe.“ Miller. “Brug er 
det, fom de fleſte giore. Sædvane dt, ſom 
længe er brugt. Der ſtal altfaa fan Brug 
t. af giore en Ting t. Sædvane.” Sporon; 
Det er en gammel Sædvane, — fædvenlig, 


” ad). fom ev efter Sædvane, efter almindelig 
de flefte eller 


gl. hnopig Brug, ſom ſteer 
i mange lignende Tilfelde. Det er en fæds 
vanlig, ſtiondt ikke almindelig antagen Skik. 
At vige fra fin ſedvanlige Levemaade. 

Sede, et. pl.-r. (3. Sæti.)] 1. det, at 
fidde, Sidden. Her bliver ifte langt Sæde, 
At tage Sæde ad: fætte fig. figurl. i nogle 
Zalemaader. At have S. og Stemme i en 
Ret, et Collegium. At have &.'og Gang 
(2: Nang) med, vver een. 2. Sted, man 
fidder paa; noget, t. at ſidde paa. Sædet 
p.en Stol. At lave fig gt S. af Straa. 
At have 5, i. en Kirkeſtol. At bytte S. 
med cen; vige fit S. for cen. At ſidde 
faft i Sædet. (ſ. Dommerfæde, Hrifæde, 
Stolefæde 0. fi.) 3. Øted, hvor man har 
fin beftandige Bopæl, Ovpholdefted. Denne 
Stad er Regieringens Sæde. f. Bifpefæde, 


Ø 


164 


J 


Eutefæde, Serreſæde, Kongeſede, 0. fi. — 
Deraf: Sædedegn, en. D. ſom har et faſt 
Kald og boer i fit Sogn. (D. Lov. II. 15.8.) 
»Ei for Paven meer — end f. en Bettelmunk 
og fimpel Sædedegn.” Bording. (modſattes 
tilforn: Kobedegne,) Sadegaard, en. 
Enhver fri Selveiergaard; men færd. en 
privilegeret , el. med de ſaakaldte adelige 
Rettigheder forſynet Hovedgaard ell. Herre⸗ 
gaard. (En complet SGædeggerd a: hvortil 


Scde — Sælge. ' 


eies 200 Idr. Hartkorn Bondergods. (f. og⸗ 


faa Odelsgaard) Saderet, en. En vis 
Arveret t. Selveiergaarde p. Bornholm. 
Sadelig, adj. f. under 3. Sæd. 
pl.-fe. 3. Seckr. X. S. Sæc.] 
et af blodt el. beteligt Tei ſammenſyet 
Giemſel, m. viid Xabning f den ene Ende, 
og lukket i ben anden; en flor Pofe. En 
Læderfæf, Vadſæek. — Gærd., ca ſtor Poſe af 
grovt Lerred ell. Seildug, form, efter dené 
Anvendelſe, faner forſtiellige Ravne. En 
Kornfæt, Meelſek, Foderſek, Kulſek, o. 
f. De “Hver fin egen Sæl t. Mølle ſelv 
ſtal bære.” Bording. - En Tondeſek, ſom 
tummer en Tonde Korn (derimod ikke: 
Skieppeſek; men Skieppepoſe.) At binde 
f. en …—-= ebaand; et. B. hvor⸗ 
med Sætten bindes til. Sakkegods, et. 
det, fom fores, ell. pleier at føres i 
Sæfte. (Moth.) Sæffelerred ell. Sek⸗ 


ketoi, et. meget grovt og tykt & hvoraf 


Sætte ſyes. Sætfepibe, en. et muſicalſt 
Inſtrument, beſtaaende af en lukket Læders 
fæl, hvortil en Pibe cl. Floite er fæftet, 
fom man blæfer 1, medens man tillige v. 
ærme m. Armen giver Luft af Sætten. 
Sakkepiber, en. den, ſom forftaaer at blæfe 


i Sætfepibe. Sakketei, et. Sakkelerred. 
1. Sætfe, v. a. 1. komme i en Sat. 
(Moth.) 


2. Sætte, v. n. 1. hænge net hænge i 
Læg, iffe være ſtramt optrukket. Kiolen 
ſækker for meget. (X. faden.) 

Sæl, en. (3. Selr. X. &. Syle.] et Pat⸗ 
tedyr, af Amphibiernes Claſſe. Phoca vi- 
tulina. Ogſaa: Sælhund, ſom mere brus 
ges, (J. SechunDd) og i pl. altid: Sal⸗ 

unde, Deraf: Salfangſt el. Sælhundes 

nyft; Sælhundetiod (Wandal. Il. 237) 
el. Sælbundstied; Sæelhundstran; men: 
Sælftind, et. Sælhundenes vandtætte, haa⸗ 
rede Stind. En Sglffindsfuffert (overs 
truffet m. Sæljtind) en Salſtindepung. 
— Salſpyd, et. Spyd t. at flyde Selhun⸗ 
de med. (Arreboe.) … 

Sælve, v. a. 1. [I. sålda.] at ryſte no: 
get igiennem et Saald, f. at ſtille de finere 
Dele fra de grovere. At fælde Meel, Gryn. 

Sælge, v. a. folgte, ſolgt. [I. selia. 
AX. S. sællan.] overdrage en Ciendom t. 
en Anden v. Salq, afhænde v. Salg. At 
ſ. dyrt, fælge f. godt Kiev. At f. noget ud 
i det Smaae. 


i 


fhende br. I Alm. eensty⸗ 


* 





Sælge — Øer. 


digt m. fælge; bøg fan det førfte ogſaa mod⸗ 


tage den mere almindelige ell. egentlige Be: 
mærtelfé: at give i en Andens Hænder, give 
fra fig, overgive. f. E. ”Den Samling, 
fom jeg havde folgt ; men endnu itfe afhæn⸗ 
Det.” Wandal.) = Sælgen, en. ud. pl. 
Kioben og Selgen. — Sælgebrev, et. B. 
cl. Decnnient, hvori Bitfaarene v. ct Salg 


beftemmes; Ki⸗sbebrev. . Gælgefone , en. 


En Kone, der fælger hoget nd, der gaaer om 
m. noget f..at falbyde det. — Sælger, en. 
pl. -€. den, ſom fælger t. Kioberen. 
Sænt, i Sænk, adv. faaledes, at noget 
ſynker. At ſtyde et Skib i Senk. 
Sanke, v. a. 1. [X. &. sencan. Isl. 
søckva.] 1. bringe noget t. at ſynke, lade 
noget ned i et Dyb. At fænfe et Sid i 
pavnen; ſænke et Brokar. 2. lade noget 
fafde t. Jorden el. bevæge fig dybere ned 
USED, ”ANedens Aftenen fit Purpur⸗ 
forhæng fænter trindt omkring.“ Foerſom. 
”De goldne Skyer ſanke fig, og krandſe 
Hoiens Kanter.” Bagg. 3. grave, uds 
grave (en Grube, (Gang e. 9 i Dybden, 
under Jorden (ifær om Biergværfsarbeis 
der.) ”Den tå 
et Grubens Xabning.” Nord. Tidsfér. IH. 
149. *Stollen — fom fnart er ſenket uns 
der ten vanbrette, Linie, ſnart hævet over 
dentie.” ſammeſt. = Sankevod, et. Vod, 
ſom fænfes i Havet; Bundgarn. 

Secnke, en. pl. Sænker. Jernſtykker af 
Stobejern ell. Smedejern, der ere ſaaledes 
udhulede, at et Stykke Jern, ſom drives 
ind i dem, fan faae en vis beftemt Form, v. 
at udfylde deres Fordybning. (Duffel om 
Haandvcerkeredſt. 6. 80.) 

Sænter, en. 25 ved Sklbsbyggeriet: 
tynde, beielige £ægter, der ſpigres langſtibs 
for fra gg ter ud p. Spanterne, i en vis 

Xfftand fra hinanden, f. derefter at afpaſſe 
Sideplankernes Løb. ( 
Csmandft. 1817. 62.) 


J. sér. Sv. sær.] efentl. 


, åd 

addilt, for fig 83 men druges nu fun i 
diſſe Bemærfelfer: 1. egen, ſynderlig, uds 
mærfet fra andre. Gu færPerfon. Sære 
Meninger, Indfald. »Den er fær, hvem 
man I Omgang let fan giere imod, fordi 
hans Meninger og FZilbeieligheder ere afvi⸗ 
ende fra rn —e— mig 
er. (jvf. vanfelig, lun , egen. . 
befnnderlig, —— ——6 Det 


var fært, at han ikke ſavnede det. Jeg er 
fommen til det p. en fær Maade. (f. ifær.)=" 
Deraf (foruden endeel forældede Ord :) fer 


deles, 1. adj. beſynderlig, færegen. En ſær⸗ 
deles Egenſtab, Beftaffenhed. Wed en Skat 
forſtaae vi en Deel af Borgernes færdeles 

ormue, ſom de ere pligtige at give t. Sta⸗ 


fen. ” Schytte. ”At færdeles Aarſager finde 


Sted, ſom betage Overeenskomſten fin Gyl⸗ 
dighed.“ A. Orſted. bedre: færegen, ſær⸗ 
Danſt Ordbog. II. 


—3 
- 


46 


ybet fænfede Tragt, ſom 6 


Sechneider Veiledn.t. 


ſæettes p. eengang. 


" Gær — Set. 
it.) 2. adv. a:) meget, ndinærfet, i 
Grad, En fi ſmuk Pige. Han bar 
viift fig 4. hoflig. b.) fornemmeligen, 
iſer. Denne Sag cer ham vigtig; færdedes 
i hans nærværende Stilling. — Særdeles: 
hed, i S. adv. d. f. ſ. ijær, færdeles, b. 
— ſaregen, adj. egen f. et piſt Tilfælde, f. 
en vis Perſon ell. Ting; fom iffe er tilfælles f. 
flere. Denne Forretning udferes af færegne 


Folt, Arbeidere. Hver har fin ſeregne Bolig. 


færegne Omftændigheder. Et færeget Fils 
fælde. — Særegenhed, en. ud. pl. færegen 
Beſtaffenhed. — Serhed, en. 1. Synder⸗ 
lighed, Egenhed i Tenkemaade, fornemmes 
lig naar denne yttrer fi i Op 

færd mod Andre. 2. Sarheder, Yttringer 
af Cærhed i Charakteren, ell. i Handliuger. 
»Hverdagsmenneſters Særheder beroe ofteft 
paa Banen.” Muller. (f. Lune.) — Særs 
Fiende, et. pl.-r. udvortes Tegn ell. Mærs 


fe, hvorved en Ting kan ſtie lnes, ell. udmœer⸗ 
fer fig fra andre. »Flinhed og Correction 


blive hans Arbelders Sarkiende.“ Rahbek. 
Sarkiob, et. i Lovſproget: Jord, fom no⸗ 
gen ſerſtilt har tilkiobt fig. (D. Lov. 5. 10. 

.) Særfuld, et. i Lovfproget : et Kuld 
Barn, hvis Fader el. Moder, efter Wgtes 
fællens Ded indgaager et nyt Xgteſtab, hnori 
andre Børn avles; Stivborn, i deres For⸗ 
hold, iffe t. Forældrene, men t. deres Stiv⸗ 
ſodſtende. — Ogſaa: Sarkuldborn, pl. (f 
Modfætn. t. SFællesbørn.) Maar' Særs 
Fuldbørn hverken have Fader ca. Moder 


orſel og Ad⸗ 


Ls 


tilfælles , kaldes de ſammenbragte Børn. . 


færlig,adj. 1. d. f. f. færflilt. 2. færdeles, 
fortrinlig udeluftende, (D. Lov.) — færs 

ndet, adg. fom har en fær, egen, beſyn⸗ 
derlig Charakteer, ſom fun vil følge fit eget 
Hoved. (Moth.) ”Han fyntes jo og fine 
Samtidige færfindet og befynderlig.” Myn⸗ 


fler. — ſerſtilt, adj. v. adſtilt, fraftilt for 


felv; itfe blandet m. andre. (v. at færs 
ille bruges ikke) Særfyn, et. pl. d. f. 
1. et fieldent, beſynderligt Syn. 
flere ſtionue Særfyn fvævede forbi mit indre 
Die.” Baggeſen. 2; en ualmindelig, bes 


fonderfig Begivenhed. — Særvæfen, et. pl. 
v 


-er. individuelt Veſen, Individ. “ Et mens 
neſteligt Særvæfen.” 
turkraft, der legger Kimen t. def aandelige 


Særvæfen.” (M. 


⁊ 
Sark, en. pl.-e. [IJ. Serkr. &v. Sæsk.] 


linnedt Kledemon, ſom bæres nermeſt 
Kroppen af Quindfolk. (ſ. Skiorte.) deraf 
Sarkelerred, færteles (uden Serk.) Særs 
Fcærme, 0. fl. 
Sæt, ct. pl. d. f. 
te, el. det, at ſettes; men br. kun i Tales 
maaden: i eet Sæt, m. eet Sæt 9: i ect 
Spring. (1ef. fætte, A.) Moth forklarer 
Dette Udtryk ved: p. een Gang. 2. noget, 
fom ſottes, ſaameget, ſom ſettes, frem⸗ 
Et Sæt Kegler. Gt 


(30) 


4 
s d 


”Deés | 


.Rothe. ”Den Nas 


« , 


& 





1. Gierningen at fæts 


4 


Sæt — Sætte. 

Sæt Retter p. Bordet. (Moth) . 3. Maas 
de, Viis. Paa - dette Sæt 
Moth. 4 et Sæt (pl. Sætter?) faldtes 
tilforn et Slags Hovedtoi, ſom Fruentimre 
brugte; fordi det tildeels blev ſat op, ell. fœ⸗ 
ſtet ſammen m. Maale. At. fætte et Sat op. 
Sctter, en. pl. —c. ct Norſt Ord: Fields 
græsning, Øommergræsning p. Fieldene. 
IIcẽl.l. Sætrur, pl. Øræfgange.] Deraf: 
Sæterhytte, en. 9. hvor Folk, ſom tøgte 
Qvæget i Sæferen, opholde fig. Sater⸗ 
- pige, en. Pige, fom opholder fig Somme⸗ 

ven over i Gæteren m. Qvæeget. 
. Sætte, v.n. og a. fatte, fat; tilforn fæt, 
fom endnu høres i Almueſproget. (”Var 
jeg — "paa Lykkens Tinding.fæt.” Kingo.) 


(3. setia. A. S. settan.] A. neutr. be⸗ 


vœge fig fremad m. Haſtighed/m. ſtoerk Fart, 
I Spring el. Lob o. d. At ſ. over Groften, 
over Bommen (t. Heſt.) Heſten fatte i cet 
Spring over Gierdet. Ruyutteriet ſatte over 
Floden (ſvommede.) At færre over Søen i 
en Baad. Rujtterne fatte ind p. Mængden, 
… øg'fog dem fra hverandre. At f. efter cen 
a: forfølge ham, ifær t. Heſt. — At f. til, 
alssol. om Skibe: ſtrande. Skibet fatte 
til p. Skagen. . Gan fatte til m.. SÉlbet. 
B.act. 1. egentl. komme cen f£. at fidde. 
At f. Barnet p. Stolen ,:p. Gulvet, p. 
Bordet, Han fatte Drengen p. Heſten. 
recipr. At fætte fig, fætte É ned, bringe 
fig i en fiddende Stilling, fidde ned. At 
, fætte fig paa noget; fætte fig til Bords, t. 
Heſt, p. en Vogn, i en Kareet, i Vinduet, 
i Døren, i Skyggen. 
ætter Cder! — Deraf I figurlige Udtryk : At 
ætte fig (a: tænte, foreſtille fig) I en andens 
. Sted. At f. fig ud over noget 5: ikke tage 
Henſyn dertil, ikke agte det. At f. cen p. 
Thronen, ophsie ham t. Regent, 
Retten 9: begynde dens offentlige Forhand⸗ 
linger. — At fætte fig, om Verdſter, der 
efter at have været i en oprørt Tilſtand, og 
deraf uflare, grumſede 0. d., igien fomme i 
Ro. Ølét har endnu ikke fat fig. - Bær: 
men fætter fig, ſynker t: Bundé. Lavet 
fææter fig efter Stormen. Blodet fætter fig. 
Hidſigheden vil not f. fig (fagtnes) hos ham. 
(Deraf br. partic. fat ſom adj. om Perſo⸗ 
ner, der m. Aarene have aflagt Ungdoms 
mens Heftighed og Lidenftaber; rolig, ads 
ftadig”, ordentlig. Hun vilde heller gifte 
fig m. en noget-ældre og far Mand. »En 
anden fraadte m. mere fat og ſtille Gærdigs 
hed f. Speilet.“ Rahbek.) — En Hævelfe 
- fætter fig, ſynker, bliver mindre. — Fien⸗ 
den fatte fig i en faft Stilling. 2. bringe 
noget t, at ſtaage. At fætte Slags, Taler⸗ 
kener, Mad, Viin p. Bordet. At fætte 
” enhver Ting p. fit Sted. At f. Foden p. 
' toget, f. Foden fvem. At fætte en Stol 
t. cen. At fætte noget bort, hen, af Veien, 
tilſide, o. ſ. v. At ſætte Zræer, Kaalplan⸗ 


466" 


er det fig giore.. 


Sæt Dig! fæt Dem! 


At fætte . 


LÅ ø 


r Sætte. . 


ter; fætte Stænger t. Urter; fætte.Stetter 
under noget. De fatte — ham en Min⸗ 


Deftøtte… (I Alm. br. fætte om alt det, der 


figes at ſtaae; ligeſom lægge om det, ber 
ſiges at ligge. "Man lægger det, ſom kom⸗ 
mer til at hvile efter Længden ; man fætter 
det, fom. ſtal hvile efter Breden.” 3. 
Smidth.) — Figurlige Udtryk: At f. Grend⸗ 
fer f. noget. At fætte fig t. Modværge. — 
At fætte (I: beftemme, anordne, antage) cen t. 
Dommer, t. Formynder, Bærge. At fætte 
en vig Ti t. noget. At f. cen t. en Tie⸗ 
nefte, Forretning. — At fætte (antage, fo⸗ 
reftifle fig fom virkeligt) et Tilfælde (pone- 
re.) ” Lad os f. det Zilfælde, Sæt, at det 
forholdt fig faa. Sæt ogſaa, at jeg var i 
Stand t. at giore det, (jvf. forudfætre.) 
3. bringe, anbringe noget p. fit Sted, ell. 


pan et beftemt Sted (dog kun i viſſe Tilfæls 


de, hvor Brugen fordrer dette Verb.) f. E. 
At fætte Hatten, Huen p. Hovedet, Kam⸗ 
men i Haaret, Ringen p. Fingeren. Sætte 
Knapper i en Kiole, Wrmer i en Trsie. 
f. Lys i Løgten. Sætte Bladet en Bog. At 
f. cen Kaarden f. Bryſtet. At fætte cen i 
Fengſel, f. een faft. At f. cen i Land a: 
føre ham t. Landet i en Baad. At f. noget 
t. Pant... At f. noget p. Biin, p. Brændes 
viin o: komme det ſammen i et Kar og late 
det trekke. At fætte Blak oa: komme de 
tilhørende' Dele fammen i et Kar, for at 
blandes. " At fætte Farve, f. Lugt, Smag 
p. noget, — At fætte, absol. br. i Bog⸗ 
trykkerier om at udføge de. Bogftaver i 
Sfriftfaffen, ſom høre t. hvert Ord, og 
ſamle diſſe I Linter, Sider og Art i Jern⸗ 
rammen, hvori den fatte Strift bringes &ns 
der Preſſen, f. at trykkes. — Desuden og: 
faa i mange uegentlige Talemaader, f. E. 
At f. (Penge) 4 Lotteriet. At fætte noget 


så Spil. ſ. fine Penge. i.en Banf. 
an har fet (anlagt) fin .fele Formue i . 
Jordegodſer. At f. cen p. Prøve. At f. 


cen noget i Hovedet (fane ham t. at troe, 
indbilde.) At f« fin re i noget.m. fl. 4. 
br. det i mange Talemaader (ifær m. præp. 
i) om at frembringe en vis Forandring ell. 
Tilſtand. At fætte cen i Stand f. noget, ſ. 
en Zing i Stand; ſ. noget i Bevægelfe, i 
Gang; fætte cen I Arbeide, i Fare, i Frihed, 
i Forundring, t Frugt, i Stræf, i Uro (men 
ikke: I Glæde, i Xilfredebhed, 2.) At f. 
cen ud af Virkſomhed. At f. en Bu, en 
Egn under Vand. At fætte nøget i Orden, 
i Lave. Ut fætte cen i Rette. (f. iretrefæts 
te.) At fætte i Værk (f. iværkfætte.) At 
fætte noget i cen o: faae ham t. at troe no⸗ 
get; ifær noget ondt om en anden. (d. T.) 
At f. et Land, et Folk i Skat (paabyde en 
S.) Art f. fig i Befoftning, i. Gield m. fl. 
a. Om Zræet og Planter figes: at de 
fætte Frugt, ſ. Kierner, Blomſter; naar 
Diffe begynde at danne fig. 5. om af føre 


J 
å 








v 


Sætte. 


Perſoner over Vandet tet Fartoi. At færte 
cen t Land (fra Stibet ;) fætte cen ombord. 
At fætte cen over Vandet, over en Flod. 
At f. cen over t. en Z.. 6. Med Præs 
pofitioner: 
noget, form var paa et Sted, ned el. hen 
p. et andet. Vi ſatte ham af underveis 
(fra Vognen.) At ſ. Mad af f. cen (ra 
Bordet.) b.) At f. cen af fra en Beſtil⸗ 
ling. (f. affærte, 2.)  c.) at f. Barer af. 
ao: fælge. (f. affætre, 3.) d.)vAr f. ct 
Been, en Arm af.a: afſtæœre. (f. affætte, 4.) 
e.) neutr. Qvæget fætter af d: bliver mas 
tere. Koerne f. af paa Melken (give mins 
re Melk; binde op.) — At ſeette for. At 
f. Slagen f. Døren, At f. (toget) f. Vin⸗ 
duerne. At f. een noget-for I: gide: ham 
et vift Maal at beſtille. At færre Ondt for 
cen hos nogen o: tale ilderom. At f. fi 
or da: tage 'en' Beſtemmelſe, beſlutte. fig 
orefætte, 4.) — At fætte fra. At ſ. cen 
re Embedet (affætte.) At f. en Bonde 
Gaard (tage en Fæftegaard fra ham.) 
— ſette ind. At få noget ind i Skabet, i 
Spiiskammeret. At f. en Rude ind, ſom 
var flaget ud. At f. cen ind i et Embede 
m.m. At ſette noget ind p. en Auction 
oa: lade det fælges p. Andtes Auction, p. en 
— fom man ifte ſelv lader holde. ſ. 
ndfætte. — fætte om. At f. Træer.om 9: 
plante om. At f. noget om, der vat fat galt, 
At fætte Penge om at bytte, verde, — fætte 
op. At f. noget op p. Hyiden. At f. Melk 
op. At f. (reiſe) op det, ſom var faldet om. 
At fætre et Hovedtet op da: fæfte det op i den 
Skikkelſe, det ſtal have. ”Hun nærede fig 
P: eu Bagſal v. at fætte Sætter op.” Pram. 
t ſ. et. Brev, en Anſogning op f. een (ſ. 
opfætte.) At f. fig op imod Øvrighebden. o: 
vile fig ulydig, overborig. — fætte over, 
At f. ten over et Vand, cn Flod ad: føre 
ham over i en Vaad ell. Færge. At fætte 
gen over noget, give ham Raadighed, Myn⸗ 
dighed over. — færte paa. At fætte cen p. 
sven 9! nøde ham f. af gade ud. At ſ.ð 
Penge pag Nente. At f. Penge p. noget 
0: andende. Han har far (koſtet) meget p. 
Pigen, p. Gaarden. At f. Malurt p. Viin, 
p. Btændeviin, At ſ. et Skib p. Stranden 
ad: fiure det m. Flid, faa det ſtrander. — 
færre ſammen. At f. noget, en Fortælling 
fammen 9: finde paa, opfinde. " At fætte 
— ſammen, bringe dem.i Splid, i Uenig⸗ 
ed. — fætte til (om Penge, Midlet) uds 
giver fortære, sde. Han har fat til (tilſat) 
ft hvad han eiede. At fætte Livet til f. 
æbrelantet. 
den; men fætter meget til (digter) At 
f. een t. et Embede, en Beftilling. — f. 
tilbage, Dette Tab fåtte ham meget til⸗ 
bage, forringede hans Tilftand, Formue. 
— fætte ud.” At f. noget ud p. Gaden 
fom var inde! Huſet. ff; ef Barn ud n$ 


467 


At fætre af. a.) egenti. fætte' 


Dan bliver te v. Sands. 


I 


Seette So. 


ae 
Huſet or i Koſt hos Fremmede, At fi Po- 
fter, Vagter ud, At ſ. Penge ud ot p. 
Rente. — At f. ud p. noget (dadle.) At 
f. ud, (forhale) f. udfærte, — At fætte een 


ud p. noget ad: hemmelig overdrage ham et . 


Hverv. De ſatte Speidere ud p. ham. — 
Sattedam, en. Dam, hvori man fætter Fi⸗ 


ſteyngelen ſom tages af Legedammen, kaat . 


Den ér i andet Aar, for der at udvore. 
Sættedommer, en. pl. den, ſom af Overs 
svrigheden beſtikkes t. Dommer i en, vis 
Sag, ell. i alle Sager t. en vis Tid, hvori 
den fædvanlige Dommer iffe Fan beflæde fit 
Embede; en conftifueret Dommer. Sæt: 
tefiff, pl. Fiſteyngel, fom haves I Damme: 
(Schytte. Indv. Reg. II, 363. ſ. følg. Ord) 
Sartegarn, eti Barn, hvori man v. Dams 


fiſteri henfætter de v. hver Dræt fangede > 


gifte, faalænge t. deres Mængde er flor nok 
t.at bortferes. (Gudme om Damfijteri. 80.) 
Sættefarpe, en. Karpe, fom har den Stor⸗ 
relſe, at den af Legedammen fan bringes t 
Sættedammen. ætteptil, en. En afhug⸗ 
gen Pilegreen af en vis Størrelfe, ſom fætr. 
tes i Jorden f. at vore. 
P. af en vis Storrelſe, ſom fan ſottes ell. 
plantes ud. (Dtuffen.) Gaetteqviſt, cen. 
afſtaaren Nviſt, ſom fættes i Jorden f. af 
vore; en Planteqvift. (Moth.) Sætte 
rod, en. Rod, ell. Aflægger af eh Rod, ſom 
fættes i Jorden, og hvoraf en Plante opel: 
ſtes. Satterod af en Krapplante. Man 
deler Rodbujtene i faa mange Sætteredder, 
ſom der er unge Skud.” Olufſen. Sættes 
rufe, en. Ruſe, ſom fættes nær v. Landet i 
Vandfladen; modſat Kaſteruſe, ſom ned⸗ 
ſoenkes. Sarteſkriver, en. Ø. ved en Ret, 
hvor en Gættedbommer er beſtikket. Sat⸗ 
teftipper, en. den Skipper, der ikke ſelv eier 
fit Fattsi, men af Skibets Redere fættes eds 


antages t. at føre bet, (Reſtr. 11 Apr. 1770.) ” 


== Sætning, en. pl.-er. 1. Gierningen 
åt fætte; Sætten. 2.1 Sproglœren og Lo⸗ 
gifen: et v. Ord udtrykt Udſagn, en Dom; 
Mening, Yttring, der i det mindſte maa 
forbinde eet Prædicat m. eet Subject, men 
ogſaa fan indeholde flere. Deraf: Forfærz 
ning, Eftetſetning, Grundſetning, Ho⸗ 
vedſæetningg, 0. fl. — Satningsord, pli d. fa 
Et enkelt Ord, hvorved man udtrykker en 
heel Sæthing. (Interjection, Udraabdord,) 
f. E. rigtig! da: det er fandt, rigtigt. 

Sætter, en. pl.—e. den, ſom 4 ct Bog⸗ 
trykkeri arbeider p. at fætfe det, der ftal 
tryktes; en Sktiftſotter. I dette Trykkeri 
ere fem Sættere og to Trukkere. ” 

Sø, mm. pl.-er. [Ev. 8jo. IF. Sær.] 1: 
et af Land omgivet Vand, af ndget betyder 
lig Storrelſez en Indfø. (Kun cen Indſo, 
det Caſpiſte Sav, faaet fædvanlig denne 
fidſte Brnævnelfe.)  ”Sø er et Vand, inde 
hluttet indenfor viſſe Grændfer ; Sav ders 

mod et j vor Foreſtilling uendeligt (uover⸗ 


(30") 


Satteplante, en. 


( 
3 


' 
U 


Fod 


— 


So . I 468 J So. 


3 

t) Indbegreb af Band,” Sporon. udfort tappre Sedrifter t. Sses. Soheſt, 
e Beſtemmelſe af begge Ords Forſtiel cen. ſ. Flodheſt, Zavheſt. Sojagt, en. 
mindelighed gieldende; men dog iffe Jagt, ſom foretages efter Ssfugle (Straud⸗ 
t Brugen er omſtiftende. ſ. nedenfor jagt) cl. paa Indførr. Sefelv,en. ſ. 
og. jvf. Millers d. Synon. II. S. Zavkalo. ”Ret fom cen Sekalv — den 

iqutt. figer man: der flod en Se Storm og Viud et fon af føle Søvn op⸗ 

eien; der flager hele Søer.p. Agrene vætte.” Holb. P. Paars. Seflæder, pl. 
tdfamlinger. 2. Sem, m. beft. Ar⸗ Kl. fom bruges t. Skibs, Stibetlæder. 
ir. ofte for: Havet, det falte Hav,. Sofo, en. et amphibiſt Pattedyr ved de 
ct. Søen gaaer hsit i Dag, et uro: americanſte Kyſter. Trichechus manatns. 
At gage i Søen (m. et Skib, en Flaa⸗ Sokort, et. Kort, hvorpaa en Deel af Ha⸗ 
(t holde Seno: kunne ſeile. Skibet ver, ffær v. Kyſterne, m. Skicer, Sand: 
ikke længere holde Seen. At kunne banker m. m. og tillige Landenes Koſter, ere 
ale Søen, “Den, ſom ikke fan taale afſatte. Sokrebs, en. K. ſom fanges i 
ſtal ikke komme p. Havet.” Sporon. Seer, t. Forſtiel fra Flodkrebo. Sokrig, 

'e fin egen So oꝛ raade, førge f. fig en. Krig, ſom fever t. Sses, m. bevæbnede 
At reiſe, fare t. Søes. J aaben, Skibe; modſ. Landkrrig. iger, en. 
jø, vidt ude p. Havet, hvor Land ef den, ſom gior Tieneſte I, er dannet t. So⸗ 
. (Ligefom nogle Delc af Oceanet faae krig. .- Sotyft, en. b. f. ſ. Kyſt. Selufr, 
af Sav, f. E. det flile Sav, det en. den Luft, ſom herſter p. Savet ell. kom⸗ 
sav, Middelhavet ; ſaaledes andre af mer fra Havet... Solægd, et. Et Lægb nær 
E. Nordſoen, Ofterſoen.) 3. Med v. Kyſterne, hporaf Matroſer ell. Ssfolk 

at Art. en Sø, br. i, Skibsſproget udſtrives, (f. Kegd.) Soleg,f. Strands 
vet, ſom det er i ell. efter en Storm. leg. Solaove, en. Ef amphibiſt Pattedye, 
sager en ſterk, en huul Se) ogom af Sælhunpens Ølægt. Phoca leonina. 
zolgegang ell. Bolgeſtyrtning (So⸗ Soeniagt, en. 1. eu Krigsflaade, m. Fors 
En fvær Se gif over Dekket. En eningen af alt det, fom hexeret. dens. Be⸗ 

3 Råvet bort. ”Søen, d. c. Segan⸗ manding og Udruſtning, Krigsmagt t. Sses. 
yder ſterkt p. Dæmningen ; men brus Den danſte S. (modſ. KLandmagt.) 2. en 
ane igiennem, de ſtyrter Zavet ind Stat, fom underholder en noget betndelig 
grene.” Muller. — J Sa:>menfæt:  Krigemagt t. Cøcå. England er den fterfte 


— 


forekommer Ordet i begge Be.nærfel: Somagt i Europa. emand, cm. (pl. - 


Sebagge,en. Navn p. et Slags Mud: Sømand og Sefoll.) den, ſom er-oplært i 
tiner, (om drives v. Heſte. (Maling Skibstieneften ell. Seiladſen, ſom farer t. 
zerner. 70.) Sobiorn, en. d. ſ. ſ. Sees. “En gammel og befaren Somand, 
rn. Soblomſt, en. ſ. Vandblomſt. der kiender dette Farvand af lang Crfaring-” 
v, et. pl,-e. de Papirer, ſom en Rahb. (faavel sing. ſom pl. SGemænd br. 
r ſtal fore m. fig, vedkommende Ski⸗ meſt, naar Talen blot ev om cen, der hører 
rar han farer t. Sses; Skibspapirer. t. denne Stand; uden Senfon t. hvad Trin, 
.) Søbugt, en. Bugt i en Indfø. han ſtager paa. Ved Sofolt forftanes fom 
sd, en. Bundenien Så Sødige, ofteſt Matrofer,) Heraf: mandsliv , 
ge mod Søen, Stranddige. Se⸗Semandsſprog. Somandoſtand, o.fi. — 
. Dyr, fom lever i Vandet, epten I Somandſkab, et, det, ſom hører t. en Søs 
v, ell. i Havot. ſofarende, adj. fom mands. Kopſt,e Færdighed. og Sierning. 
Sses, gior Tienefte 1. Søes. ſofa⸗ Han begav. fig f. Holland f. der at lære 
sol. En Søfarende. Sofari, en. Semandſkab og Stibsbyggeri.“ Wandal. 
erning el, Beſtilling, at ſeile p. Ha⸗ ”Naar Flaaden forſomtes eg Semandſta⸗ 
kibsfart. Soefiſt, en. Fiſt, ſom [ever - bet ringeagtedes.“ Malling. Somcrke, 
Vande. Moth. (Ferſtvandsfiſt er et. Tegn, ſom haves (f. E. I Træer, Huſe, 
rugel.) Sofolk, pl. Folk, ſom fare- Taarye) ell, fættes p. høie Steder v. HKns 
6, ſom giøre Zienefte t. Skibs; ſterne t. Mærke f. de Seilende…— , 
dk. Seofugl, en. F. fom lever p. en. Et Slags Odder, ſom opholder fig i 
tævheden af Havet ell. Indſeer. (f. Havet v. Strandbredden, og ſeges meget f. 
gl, Strandfugl.) Sogang, en. dens Velg, Mustela lutris. Søeofficeer, 
voldſomme Bevægelje under ef. efs en. den, fom hører t. de Beſalende over 
Storm, ”At Stibene, han byggede, Sofolk p. Krigsſtibe, en O. ſom tiener t. 
ſtive i Kuling, magelige i Segang.” Soes. Soord, et. £. fom bruges i Skibs⸗ 


3. ſogron, adj. fom har den grøns fproget ;- So⸗Terminus. Seorm, en. O. 
arve, hvilfen Havet undertiden faaer. ſom lever i Havet ell. i Seer. Sepas; et… 


del, en. Handel, fom drives t. Sses, Pas, ſom meddeles et Handelsflib t. en vis 
Søen; modſat Land: Fart. Soplante, en. Qlante, fom vorer i 

Sohavn, en.'$. fom Søren ell. Søer, Vandplante. ertifé, an. R. ſom 
anner. Sohelt, en. den, ſom har ſteer t. Skihs (modſ. Landreiſe.) Seret, 


⸗ 
å 


* 


hj 








ha + 


' 
en. 1; Set, hrarunder Gofolk, ell. de t. 
Soemagten høvende Perfoner fvare." 2. Lov 
og. Net, fom i Alm. ell. i et vift Land 
gielder f. Ssfart og Søfarende. Saret⸗ 
righed, en. Rettighed, fom gielder p. Ha⸗ 
vet, R. i: Genfeende t. Skibsfart. Ri⸗ 
gernes Sørdttigheder,” Maliug: Sori⸗ 
ge, et. Semagt, 2. ”Hvad Fordeel det 
magqtte blive f. - Danmar ſom Sørige.” 
Malling. Soruſtning, en. Udruſtninget. 
en Sokrig, li. af. Krigsſtibe. Sørever, 
en. ben, ſom begaaer Sarevweri, ell. med et 
bevæbnet Skib onerfalder ubepabnede Skibe 
i Seen, f. at pinndre dem, uden at have 


Caperbrev. Søfelt, et. S. ſom vindes af 
 pavvandet, v. at lade bette udtorres i So⸗ 
len. ide, en. den Kant af et Land, 


en Kyſt 9. ſ. v. der vender mod Søen: i 
Modf. til Landfiden. Seffib, et. Gt 
Stkib m. Denign t. dets Evne at kunne uds 
holde Storm og haardt Veir p. Soen. ”Ct 
godt flærft. Soſtib, og et ſtort Krigsſtib, 
vpperligt i Storm og I Øøgang.” Rahbek. 


ſoſflaaet, achj. beſtadiget v. at fugtes af Hav. 


vandet. Soſla set. S. ime lem to Krigs⸗ 
- flander. - Soſoldat, en. S. ſom tilforn 
bengtes t. at tiene p. Krigſſtibe; Mariner. 

, en. S. fom ligger v. Havet. So⸗ 
flat, en. d. ſ. ſ. Somagt.Soſtrækning, 
eu. En Strækning af Havet, langs m. Kv: 
. Saſtykrke, et. Maleri, hvorpaa pa: 
vet ſoreſtilles. To Landſtaber — begge 
Soſtykker, det ene i Storm, det andet i 
Davblit.” Bagg. Seſtyrtning, en. vold: 
fom Brydning af en ſtor Boetge over et Skib. 

radj. 1. ſom fan.taale øen, uden 
at blive ſoſyg. 
er godt bygget t. at modſtaae Storm og 
Bolger. "Seftevier See! Stoevler, ſom 
bunges. 1. Stibs p. Dæffet i ondt Veir, el. 
. fil at vade i Bard med; Vandſtevler. 
Sefvale, en. En Svommefugl, hvis Flugt 
er llig Svalens. Sterna hirundo. Søs 

pen. S. ſom vorer i Havet. (f. Va⸗ 
flefoaomy.)… ſoſyg, adj. ſom har Søfyge 
> en m. Opfkaſtning, Madlede og andre 
Tilfælde forbunden Sygdom, ſom de, der 
ei 'ere: føvante;, overfaldes af p. Soreiſer. 
Satieneſte, eu. Tieneſte (ifær Krigstieneſte) 
t. Sses. Setold, en. T. af Varer, ſom 
ind: ell. udføres f. Goes. ſotræt, adj. 
tecet, udmattet v. Arbeide t. Skibs i Storm 
og Uveir. “En ſetræt Skipper.“ Evald. 
Seubr, et. Gt megei neiagtigt Uhr, ſom 
uden at forſtyrres v. Skibets Bevegelſer, 
fan benyttes v. aſtronomiſke Jagttagelſer 
t. Sses. Souhyre, et. Et it. i Havet, et 
vanjtabt.e&. umaadeflig flort Havdur, ſom 
Indbildning har vypdigtet. |Sovand, et. 
B. af en ferſt So. (fe SZavvand.) ſoevant, 
ad). v. vant t. at taale Søen, vant t. So⸗ 
reiſer. Sovei, en, Bel saver. Havet (i 
Modjætn, til Kaudvei.) Gan forstrat en 


y 


i ÅJ 


469 


2. et ſoſterkt Skidb o: ſom 


0 


ESe —Sodme. 


længere Landvei f. Soveien. ”At Dan: 
marti Krigstid kunde holde denne lange 
Sovei tryg og aaben.” Olufſen. Sovi: 
denfkab, en. V. ell. Lære om det, fom ho⸗ 
ter t. Seiladſen, ell. om ct Skibs Tiltak⸗ 
Jing, og Maaden at'bringe det frem p. Soen 
i beſtemte Retninger. (Malling.) Sevind, 
en. B. ſom blæfer fra Havet; modſ. Land: 
vind. Sovinter, grå, mild Vinter. ”De 
"milde Vintre, cl. ſaakaldte Sovintre, da 
det regner uafladeligt. Olufſen. (Dec. Ann. 
YV. 473.) øværn, et. St Lands ell. en 


Stads Beffyttelfe mod Angreb fra Gofiden… 


Seovæfen, et. Det, ſom hører t. Seilads og 
Skibefart, faavel i Krig, form i Fred. Se⸗ 
vært, en. V. ſom groer i Søer ell. i Havet. 

Saber, v. a. 1. [I. supa. A. S sypan.] 
tage en Bædike t. fig i Munden v. at fue den 
ind m. Leberne, ifær' af en Skee. 
ſeber Maden, Suppen m. en Skee; man 


Mån 


, 9 


drikker af et Glas ed. Kruus, t. hvis Rand 


man (ætter Læberne; men man ſober ogſaa 


af en Skaal, naar man drikker af den, uden 


at derore Rånden. S Sobefad, et. d. f. ſ. 
Suppefad. (Moth.) Sobekaal, en. hak⸗ 
ket Kaal, der. koges p. Kiød ſom Suppe. 
Sobemad, en. al tynd Mad, der ſebes af 
Skeen; ſaaſom Suppe, Velling, Sobekaal, 
o. ſ. v. Grød er ikke Sebemad, men 
Skeemad. NERE 
Sod, adj. IN. S. og Sv. såt; J. sætr.] 
ivegentlig: ſom har den f Smagens Or⸗ 
ganer behagelige og milde Smag, ſom Suk⸗ 
kerſtoffet giver; en Smag, ſom man nærs 
meſt modfætter den fure. 
Sukker, fom Honning. Deteſmager født. 
»Beedſt er den ſodeſte Viin, knurrende 
Stolthed os gav.” Foerfom. At komme 
Sodt og Suurt i Maden. At blande 
og fuur Melk: fammen. 2. ſigurl. i 
Grad behagelig , enten 
(dog ifær Hørelfen) el, for den indvortes 
Folelſe. Man figer ſaaledes: føde Toner; 
en fod Stemme; ſieldnere om Lugten. En 


fød Lugt (D. Bibel.) Blomſternes føde Duft. | 
am (&n fød (fuldfommen rolig) Sorn. fode 


Folelſer. En af Livets fødefte Glæder. 
At give, bruge mange føde Ord 9: ſledſke, 
tale cen efter Munden. ”Jv mere fod og 
myg og frum dig nogen noget beder om.” 
G&G. Frimann. (Adv. født forekommer hos 


- Digtere ſammenfoiet m. nogle Participier; 


f. E. ſodtduftende, fodtfmilende,) ſod⸗ 
agtig, adj. noget fod. ſodelig, ſodeligen, 
adv. født, behageligt. dulciter. Sov før 
delig! (fielden; og aldrig i Adj. egentlige 
Bemært.) Sodhed, en. 
den, at være ſod. 2. en høj Grad af Be⸗ 
hagelighed; el. det, fom giver en ſaadan. 
” Dam fpørge man om Haabets Sodheder; 


” af ham lwre man at kiende dem” Rahb. 


Godme,en. 1. en fød Materie ell. Beſtand⸗ 
deel; det Sode i ell. ved noget, Og Sod⸗ 


Saa fod fom. 


1. Bejfafferthes" 


⸗ 


3 


f. andre Sandſer 


Aa 


— 


iSedme — Soge. 
mon af hver Het t. Honningfagen ſanker. 
C. —X (om Bien.) 2. d. ſ. ſ. Sed⸗ 
hed. (Ofteſt i den figurl. Bemærk.) Bit⸗ 


terheden blev tilbage, og den forte Sodme 
fvandt,” Ohlenſchl. — Sodmelksoſt, en. 


Oſt, lavet af fød (ikke ſtummet) Melk. (bv. 
fon cet Ord; ſtiondt fod Melk ſodvanl. 


ou 
ſerives adſtilt.) — fød 
ver føde Ord, fletter, ſmigrer for Andre. 
(Moth.) Deraf: edtalenbed, ett. ud. pl. 
Søge, v,n. og a. 2. [N. S. fåten. 
J. sækia. So. saka.], 1. beſtrobe fig for 
at finde en Gienſtand, hvis Sted ikke vider 
el. fom ef cv tilftede, lede om, (jvf. lede.) 
At ſege om, føge efter noget, ſom er tabt, 
forlagt, er borte. At f. efter noget p. Gul: 


ende, adj. ſom gi⸗ 


vet, i Squdet, Man ſager i Cluffen, ef: 


fer et Papir, man favner; man leder efter 


Miller, — act, At føge een Ylede om ham.) 
Seg bar ſotzt ham overalt, uden at kunne 
træffe ham. . At f. noget op 0: finde v. Gøs 
gem, føge t. man finder det. At foge fit 
Yel ſammen. At ſage det bedfte ud. — 
At ſoge Selſtab m. cen 3: komme jævnlig i 
hane Selſtaͤb. — føgt, figur, om en Ht⸗ 
tring af ZTænfningen, Forſtanden, Vittig⸗ 
heden ell. andre Siceleevner, ſom ei eg na⸗ 
turlig og. paſſende, ſom røber den Umage, 
der er anvendt p, at bringe den t. Ble. 
En føgt Bittighed, Lignelſe. Dans Udtryk 
ere ofte føgte og tvungne. 2. (om Barer) 
begtere t. Kiebs, attraae, efterfpørge. 
Dette Zoi ſeges nu meget, ev nu meget 
ogt. "ege mange paa engang viſſe Va⸗ 
re; da blive de dyre.” Schytte. 3, At 
føge et Sted a: komme der jœvnligen, dfte. 
roquentare. At ſege Kirken, Hoffet, ſoge 
eens Huus, ſoge Kroen. At føge Ting, 
føge Welle, Dette Vertshuus føges me: 
et, —1Om Øefarende : tye hen'til, ſtyre 

fibet hen til. Pa vi mærfede, at Blæs 
ſten tag til, ſogte di Land. ”Stormen fan 
fvinge den erfarne Skipper t. at føge Havn; 


"men ikkun den uerfarne Skipper maa, ſoge 


efter Havnon.“ Miller. — Ogſao neutr. 
at ſoge til et Sted. Heſten føgte ftrar t. 
Stalden. Der pleie vi at ſoge. 4. nærs 
me fig f. at angribe, giore Anfald paa. At 
ten m. Kaarden. Den pund føger Folk. 
DOgſaa neutr. At føge ind p, cen, Hundeu 
fogte flige ind p. oss 5. At føge cen f. 
Retten, ell. blot: at føge cen, df. f. ſag⸗ 
ſege. (At ſoge Sag med cen 2: føge Ans 


ledning t. Proces.) At fore een f. Gield, 


f. Tyveri, (deraf: Sogsmaal.) 6. bes 
ftræbe fig f. at opnaac en Henſigt, at fane, 
befomme noget. At føge Sfyggen (ikke: 
at lede om. den; men at gaae hen, hvor der 
tr 6.) Han ſotger fun min Skade, føger 
at flade mig. — At føge Døden, tragte ef⸗ 
ter at mifte Livet. Han ſogte Døden i ets 
hvert Slag; men kom uſtadet fra dem alle, 


470 


Molle. Denne Kræmmer, 
det Papir, man troer der at have glemt,” 


fom ere t. Salq, efterfpørges, begieres t. 
Kisbs, ſoges (2.)  ”Bareé Pris hænger 
altid 


"een f. 


Soge — Sole. 


"BE føre ofte Faren, i Stedet f. at undſtoe 
—8 6 at f. fin adds fin re 
At f. et Paaſtud t. noget; føge 
Hield, Beſtiermelſe. — At f. om noget 2: 
ved Ben » Anføgning ftræbe at faae det. 
At ſoge et Embede. At f. om offentlig Un⸗ 
derſtsttelſe. — At f. seng Wenſtab. Han 
foger at hielpe enhver (aa. vfdt han fors 
maaer. Jeg ſogte at opmuntre ham. Bi 
fogte forgieves at overtale hende. = Søs 


i noget. 


. fin, en. ud. pl. terningen at føge. — So⸗ 


ger, en. pj.-a 1. den ſom ſeger. (fielden.) 
2. et Redſtabet. at — med. En Jernſo⸗ 
ger, Brondſoger, Smorſoger. — Søg: 
ning, en. 1. bd. ſ. f. Sogen. -2. bet, at 
mange føge til, fomme t. et Sted. - 
tis. Der er megen Søgning t. den Kro, 
ager, Berts⸗ 
huusholder har megen S. 3, det, at Ting, 


ikke af deres Beerdi, men af 
Schytte. Kiobmend agte 
fornemmelig efter deres Sogniag.“ Sueed. 
— Sagemaal, pl. d. ſ. Gierningen at føge 
etten, at forfølge fin Net ft. Tinge; 
CSagføgning, Proces. At afgiore en Gag 
uden Sogomaal vi mindeligt Forliig. 

Sognedag, en. pli/- e. IJ. Sykndagr. 
Sv. Sokndag.] Dag, fom ci er Helligdag; 
Arbeidsdag, Dverdag. *At PHviledagene 
jtke allene helligholdes; men af man ftræber, 
ſaameget muligt at helligholde Sogneda⸗ 
gene med,” Rabbek. . S 

Søile, en. pl.-r. [J. Suli, N. S. Su⸗ 
le. Z.Såule, hvoraf det nærmeft ce op⸗ 
taget; da Sule derimod endnu findes i danie 
Dialecter.] en opreiſt Ststte ell. friſtaaende 
Pile, ſom bærer ell. underftetter noget ; 
færd. i Bygningskonſten: d. ſ. f. Pille, 2. 
Columna. = Seilebygning, en. En el. 
flere Rader af Soiler, anbragte po eller ved 
en Pragt:Bygningg Soilefod, en. egent⸗ 
lig: den underfte, mere fremftaaende Dept 
af Soilens Bul ell. Skaft; men be. ogfaa 
om hele Poſtamentet ell. Underdelen, hvor: 
paa Soilen hviler. ilegang, n. flere 
Soiler v. Siden af hinanden, ſom ere for⸗ 
enede under get PHovedgeſims. ¶ Colonnade.) 
Soilerad, en. Rekke af Soiler i en lige ell, 
krum Linie. 

Sel, og Sole, et. ud. pl. IA. 6, Sole, 
volutabrum.] vaadt Skarn el, Dynd, ifær 
p. Gader cd. Vele. “Fordi der. bli'er nod⸗ 
vendig Sel, hvor Solen ſtraaler i en Pol.“ 
Baggeſen. — ”Øoen ev helft I Sole.” P 
Syvs Ordſpr. 

Sale, V. a,1. IN. S. ſoͤle R. A. S. 


niger.” 


Barene 


ø 


sylian. E. to soil.] at giøre uveent v, no⸗⸗ 


get, ſom er vandt, dyndet ; tilflye m. Skarn. 
At føle fin Kivke, fine Kloder. At f. noget 
til. At f. noger i Skarnet, i Rendeſtenen. 
Suinet føler fig i Polen. (fig, at føle fig t 


- 


— 


ESele — Seivllar. 41 


uteertighed, Vellyſt. O. Guſob.) — folet, 
adj. v. (A. GS. besylæd. N. 6. fålig.) 
urfen, bundet; om Beic og Gader. So⸗ 
lefore, et. Beir og Fore, hvorved Landes 
velene ere dyndede vg btode. — Soleri, et, 
Ureenlighed; ureen Behandling. (Id. Tale 
br. føle ogſaa ſom neutr. om at.tove, ſinke 
fig en ultbsrlig Id v. noget; ifær v. at 
brifte, Moth. Bønderne føle i Kroen.) jvf. 
droſe. ”Om den, der er 'feendrægtig t fit 
Arbeide, hedder det, at han føler med Ar⸗ 
beidet, og droſer under det.” Miller. 
Selv, et. åd. pl. [J. Siltr. X. 6. seolfx.] 
Gt glindſende hvidt Metal, fom regnes f. 
det ædelftenæft Guldet. Myntet &, forar⸗ 
beidet &. flint Sølv (uden Zilfætnings) 
Ligeſom audre Metallers Muvne br. det i 
Sanmenſcetn. adjectiviſt; (jvf. nedenfor 
folver) og absol. om viſſe Ting, ſom gio⸗ 
res af Sølv. At betale, af bytte i Selv 5: 
Ssivmynt. = Solyaere, en. A. i et Bierg, 
ſom indeholder Solverts. (ſ. Aare, 2.) 
Solvalder, en. 1. hos Digtere: om en 


Zidsalder i Menneſteſlæœgtene Fiftorie, "da. 


Guldalderens Lykſalighed begyndte at afta⸗ 
ge. 2. om en Periode I Literaturen, næſt 
efter Guldalderen (I. dette Ord.) Salv⸗ 
. arbeide, et; noget, fon er giort af Selv. 
Solvarbeider, en. Cen ſom gior Solvarbei⸗ 
de. ſ. Guldſned. Solvbarre, ert. S. 
flirkantede Stænger, ſom gaaer i Handelen. 
ſelvblaa, adj. blank og meget lyſeblaa ell. 
hvidblaa, ſom Luften ell. Havet unter en 
vis Syéning. ”Hver Danff, ſom -uforfærs 
bet følger vor ſolvblaa Bei t. Roes.” Evald. 
Solvblad, et, Et Stykke meget tyndt flaaet 
Esiv t. af forfølve med; Bladſolv. ſolv⸗ 
blank, adj. biank og hvidglindſende ſom 
S. . ”Mannens ſolvblanke Lys. Arrebo. 
Solvblif,ct. Golv i tynde Plabder. Sølv 
bryllup, et, den Feſt, hvorved et XRg⸗ 
tepdr hoitidelighoſder fin 25de Bryllupsdag. 
Solvérts, en. Erts, Biergſteen, ſom inde⸗ 
holder G. Solvferve, én. En glindſende 
hvid Farve, fom er egen f. Selvet. deraf: 
folvfarver, adj. Selvflaade, en. kaldtes 
tifforn en Flaade af de Stibe, der førte 
Solv og andre Barer. fra Amerika ft. Spa⸗ 
nien. -Solvgiande; en. En hvid Glands, 
tlig Solvets. ſolvgraa, adj. ſiges ifær 
fun om graat Hovedhaar, naar det hos 
gamte'. Folk tillige faner et Slags Sølv: 
glands; . Ulfædvanl. cer Brugen hos Evald 


IV, 345: ”Stille, ſelvgrag, fom Maanen : 


bag Negnſty.“ Solvgrube, en. &. hvor 
Solv vindes af Bierget. Solvhgar, et. 
ſolvgraat Haar.  foølvholdig, ad;. ſolvhol⸗ 
dende, ſom indeholder G. ſolvholdig Malm. 
Solvkammer, ct. K. hvori Søfvtsi' giem⸗ 
mes: Solvkar, et. Kar af Solv. Selv: 
Flang; en. en reen Klang, ſom Solvets. 
Deraf: “ſolvklingende Røft.” Hertz. ſelv⸗ 
Hav, adj. i bet poctiſſe Udtryt: meget klar. 


bå 


Kongens Solvotoi i Forvaring. 


"p. Gølvet naar det ſmeltes: 


- Gelptracd en. 


6. 


£ . . É 
Solvkorn — om. 


En ſol æt. - Solvkorn, et. en gan⸗ 
te liden Deel S. Solyvmine, en; et Sted, 
hvor ſolsholdende Ertſer vindes. Solv⸗ 
mor, st. Et Stager Silketsi, m. indycx ve⸗ 
"de Solptraade. (Moire Argentée.) . ”Gom 
Sært af Seilduget. en Solvmors Zrøie.” 


Baggeſen. Solvmynt, en. M. præget i. 
Salv. colL d. f. f. Solvpenge. 
Solvoplos⸗ 


Selv: 
mynten gaaer ud af Landet. 





ning, cen. Vodſte, hvori S. er optoſt. 


Solvpenge, en. 1. en Solvmynt, der giel⸗ 
der, er i Omleb. 2. i pl. en vis ell. ube⸗ 
ſtemt Mængde Sſlomynter. At bytte fig 
S. til. Her cre mange &. i Omlab. (f. 
Penge.) Solvpop, en. den, fom: har 
Solvpro⸗ 
vejen. Prøve, ſom ſteer f. af erfare Solvets 
Fiinhed.  Seolvffab ,et. &. hvor man 
giemmer Sslvtei. — Salvſtee, en. Skee af 
sø.  Selvffum, ct. Skum, der fætter fig 
folvflagen, 
ſolvſlaaet, adj. beſlaaet m. Gøtv; ſoldbe⸗ 
Hagen (form mere bruges;) ” Selvftang ., 
ent, e 
En tiden, ſpidſet Griffel ell. Stift af Solv, 
fom br. til Tegning. At tegne m. Solv⸗ 
ſtift p. Pergament. Solvftiil, en. den 
mindſte Skrift, ſom bruges f Bogtrykkerler; 
Perleſtvift. (Non pareil.)  Solvfivit 


e, et. 


f 11. Silkeſtof, giennemvævet m. Solvtraade. 


(Moth.) 4. Goldenſtykke. 7. en Solvmynt. 
1, Solv, adtrutket faa 
tyndt fom en Traad.t 2. en m. Solvtraad 
omſpunden ell. ſammenſpunden Silfetraad. 


Solvtoi, et. collect. alleſlags Ting, iſer 


Kar og andet, fom br. i et Huust. Nytte 
og Pragt; forfærdiget af Selv. (ſ. Kobber⸗ 
toi, 0. fl.) Selvubr, ct. Lommeuhr af 
Gelvvægt, en. Vægt, hvorefter, ell. 
Vegtſtaal hvorpaa S. veies. Solvvær: 
di, en. egenttig: den Værdi, ſom Selv har, 
iForhold et. et viſt Slags Mynt; hos 06 
br. det nu om et lovbeſtemt Forhold imellem 
Solvmynt og Papirpenge, ſom retter fig 
"efter Pengecurſen. Salvverk, et. Blierg⸗ 
værk, hvor der vindes Selv: ' 
Solver, adj. brugtes, og bruget endnn 
af Digtere, i nogle Sammenſetninger, i 
St..f. Selv; f. E. ſolverhvid, ſolverklar, 
”Dené klare Sølvervove m, Rislen mellem 
Blomſter flyder.“ (Heiberg.) 0. fi. At bruge 
det absol. f. E. den ſolverne Maane, er en 
Germanisme. 
Solverglod, en, ud. pl. Blykalk ell. 
Blyaſte, ſom v. en flært ig fmelter f. en 
gla6agti Subttante , 
avnet bar det formodentlig af at det ofteſt 
mindes, naar man afdriver ell. renſer Solvet 
m. Bly. (hvid Blyglands.) 
Som, et. pl. d. ſ. IJ. Saumr.] er ſpids 
Metalſtift, iſer af Jern, m.'en Knap ell. 
et Hoved paa, fom man banter ind i noget) 


man vil tæt forene m. cen anden Sing; 


. T. Solvbarre. - Selvftift , en. 


liig ſnaa Stæl… 


⸗ 


1 


& J 


Gan — Sen. 


Magle. Xi flade noget ſammen m. Slom. At 
banfe et Som i. Mesfingſom. Legteſom. 
Firetommeſom. — Semhoved ,. ct. den 
sverſte, runde Deel ell. Knap p. et Com. 
Somſmed, en: den, fom gier Sem. = ſom⸗ 
ne, va. 13: seyma.] ſlaae S. i, beſlaae m. 
Sem. Ut ſomme et Hiul. Moth. (fielden.) 

Sem, en. pl.-me. [A. S. Seam. 3. 
Saumr. IT. Saum.] en omboiet og v. 
Syening ſammenheftet Rand p. Toi, Ler⸗ 
red ell. en anden boielig Ting. At ſye en 
Sem (ſamme.) At føje, fprætte en S. op. 
(Hvor to Styffer Toi ſammenſyes m. en 
ombsiet Rand, kaldes det ogfaa en Som,) 
En bred, fmal Som. En ſiet, glat Sem. 
(jer. Skrædderfem.) ; 

1. Gemme,v.a.ogn. 1. IM. S. fåmen.] 


rod 


at fve en Gam p. noget. At ſomme Lerred. 


Ut f. et Zørflæde. (Det J. seyma er: at 


ſammenſye; sauma, at ſye. Denne mere . 


udftratteBemærfelfe har ogſaa ſomme havt. 
Deraf: Sommerfke, en. Syerſte, Syepi⸗ 
gt.) Somning, en. Gierningen at femme. 

2. Gemme, v. impers. øg rec. [I. sæma, 
såma.] være bvereensftemmende m. perſon⸗ 
lig Værdighed cl. Xrbarhed og Anſtæendig⸗ 
hed; paſſe fig, ſtikke fig. decet. En faadan 
færd fommer fig itfe f. en Mand af hans 
Stand. "Det fommer fig ikke, at en ung 
Pige gaaer allene m. Mandfolk. — Brugen 
å den uperſonlige og. intranfitive Form er 


- mu fieldnere. Dog fan den i alvorlig Stiil 


P 


finde Sted. Det ſemmer mig itte, at være 
i hané Selſtab. (Moth.) Beſtedeuhed ſem⸗ 
mer ifævr den linge. “ Det ſamme, ſom foms 
met en Fader, det ſommer og Fyrſter at 
giore.“ B. Thott. ”Hvad der anſtacer den 
unge Pige vel, ſemmer derfor ci den al: 


drende Kone.” Muller. S fommelig, adj. 


ker fig f. den Enkelte.“ M 


- N 


forſtefsdte, ældfte,. 


(Sél. sæmilegr.) ſom ſommer fig, anftæn; 
dig, pasfende. ”AXt fløde de antagne Be: 
greb om bet Sommelige.“ Sneed. ”Soms 
melig ev dybe Smerte i den Dødes eget 
Glem.” Brundtv. — Sardeles m. Pens 
fon t. Gædelighede Betegnelfe £ det Udvor⸗ 
tes, og i mere indſtronkede Forhold, hos en 
vis Claffe, en enkelt Perfon, ell. £ et vift 
Zilfæfde. (ff. Målers d. Synon. II. 55. 
56.) En ſommelig Dragt, Adfærd, Op⸗ 
forſel. — Sommelighed, en. ub. pl. Beſtaf⸗ 
fenheden, af være ſommelig. “Anſtæudig⸗ 
be indbefatter hvad der angager Menne⸗ 


tiet; Velanſtandighed hvad der paſſer fig oſtr 


. Borgeren ; Semmeligbcd hvad der flit: 
ev. 

Sem, én. pl. -ner, [N. S. Såne. J. 
Saonr. &. og Sv. Son.] en Perſon af Wand: 
Hønnet, 1 Forholdet f.. hang Forældre, 
Sonnen ligner fin Fader, ell. Faderen. 
Denne Søn er Moderens kicereſte. “Jeg er 
Moder til en Sen.” Thaarup, Han er den 
nngfte S. En af Sen: 


nerne i Huſet. (ivf. Gudſon, Pleieſen, Gvi⸗ 


Fod 


472 


Gan — Genie. J 


en, GSetivſen.) ꝰ i « Tale Fe. det 
Segen. * leret * t. en Dv y 
ed. un on, ifær af ringere nd. 
Stom bid, Sen! Hvad vil du, min Sen? 
— fenlig, adj. fom horer til, paſſer fg f. en 
San, i 5* t. Foreldrene. Senlig 


Kierrlighed, eydighed. — Sennebern, pl. 


Børn af cens Søn, i Forholdet t. Farfades 
ten cl. Farmoderen. Sonued en. 
…pl.-dettre. Datter af cens SGey. Sen: 
—8 en. ennen SuREn, reder 
vid 't. Svigerførældrene. (f. i ets 
ter.) Sonnekuld, et. Kult af Gønner ; 
Sonner fødte af eet Rgteſtab. (Grundrvig.) 
fonneles, ad;. fom er uden Sen, miftet 
fine Sonner. (A. Vedel.) »Jeg / ſounelos 
endnu den anden Sang ſtal blive.” Schier⸗ 
manns Merope. Senhefen, en, Cen af 
eens San. . 
Sendag, en. pl.-e. IJ. Sunnudagr.] 
den | forſte * er * i er nd e 
e er en beſtan elligdag. At ig⸗ 
holde Sendagen. It arbeide om Souda⸗ 
em Sendeg Mergen, A 
agsanfigt, et. fig. og i d. Tale: et meer 
end fæbvanlig mildt ed. venligt Aaſyn. 
Sondagsarbeide, st. A. ſom man foretager 
fig om Gendagen. Sen e et. 
den, fom ev født p. en Sendag. Saudags⸗ 
bogflav, et, i Chronologien: det Bogſtav, 
fom i Almanakken betegner Sendagene hele 
Karet igiennem. endagstiole, en. K. 
ſom man bruger om Søndagen, cd, til Stads. 
Seøndagstlæder , pl. fom br. om Sonda⸗ 
gen; Helligdagekleeder. ſondagtpyntet, 
adj. fom har ſine Soeudagsklæeder paa. 
Sendagefelifab, et. S. der forſamles 
om Øsndagen. “Stive Sendsgafelf abs 
tvungne Gammen.” Bagg. Sendegsffos 
le, en. S. tfær f. Oaandverksſtanden hvori 
der gives Underviisning Søndag Eftermid⸗ 
dag og Aften. j 

Senden, adj. [9. sunnan. Ev. sun- 
nan, ſom kommer fra Boder. 
Vinden er ſonden. Det er envind. 
— Efter en Præpof. betragtes det. øfte ſom 
Subſt. (f. orden, 0. f. 1.) Vinder kom⸗ 
mer fra Senden (Syden,) er ganen t. Sens 
den. At ſeile mod Senden, (jøf. Syd og 
fol :) — Ca anden adjertiviſt Form et fre 

er, (om fun br. med beft, Art. Den jens 
dre Ende af Huſet (ligefom den nordre, den 
e, den veſtre.) Derimod iffe: fondre, 
men: ſydlige Lande, pave, Nationer. — 
At ſeile, at bog pag oa: mob Søn: 
den, — Heraf n, pr. Senderborg, 
deriylland, Sendermarken, o. fl. 

Sonder, i Sender, adv. [(IJ. sundr. 
Øv. sonder, ſom Ihre nudleder af det for⸗ 
ælt. Sund, Stykke, Deel.] i Stykker, itu. 
Det git fønder, At flaae, bryde noget ſon⸗ 
der (i Sender, Moth.) — Mere br. det i 
følg. Sammenſetninger (Hver det emmer 


W. 











y 
Ud 


overens m. den tydfke Partikel zer.) fons 
derbryde, v. a. 3. bryde i Sintfer. 
revne Seil p. ſonderhrudte Maſter.“ C. Fris 
mann. Deraf: Sønderbrud, ct. (Spro⸗ 
gets Sonderbrud.“ Bagg. Danfana. I, 
197,) Wen oftere : Seonderbrydelſe, Sens 
derbryden, en. om Gierningen ar fønders 
bende noget. ſonderhakre/ v. a. 1. hakke 
i (maa Stylker. ſonderhugtze, v. a. 1. 
hugge heel igiennem , bugge i Stytker. 
Hans Hielm blev fonderhuggen. Deraf: 
erh ning EeEn.. — ſenderkl 
v. a. 2. flemme i Stykker. ſonderknu⸗ 
fe, v. a. 2. knuſe noget i ſmaa Dele, 
fnufe t. Stov. Et ſonderknuuft (dvbt bes 
drovet, augerfuldt) Hierte. ” pan tilbeder 
Herrens Dom, og føler fonderknuuſt, han 
denne Straf forttente”. mode. — af : 


noget; og Senderknuusniutz, en. — ſou⸗ 
derlemme, v. a. 1. ſtille Lem fra fem 8: et 
egene (anatomere.) 2. ſonderrive, rive 
Semmerhe i Stoffer m. Bold. »Han hende 
fonderiemmer.m. flort og vældigt Brags” 
Ohlenſchl. Deraf: Senderlemmelfe , en. 
fig. Begrebers Sanderlemmelſe (Oplesning 
i deres Grunddeſe.) — ſonderrive, V. 2. 
3. rive i Stykker. At ſonderrives af vilde 
Dyr. ſonderſtære, v. a. 3. flære i Styk⸗ 
sker.  fonderjjage, v. a. 3. flaae itu ,… i 
Stykker. ſonderſlide, v. av 3. flide noget 
m. Bold fra hinanden, i Stykker. 
fond ider et tufindfinekget Baand faa 
et.” 
n. Mord, Indfald og Krige var ſenderſle⸗ 
det.” B. Thott, ”Krufet i Hiertet af ſon⸗ 
derjlidende Nag.” Hertz. — ſonderſplitte, 
v. a. ſ. itte. ſenderſtode, v. a. 2. 
ftede i ſ maa Stytker, knuſe. ſondertryk⸗ 
ke, v. a. 1. trykke i Stylker. 


Gingo.) 
Sondue, v. a. 1. ſJJ. ↄnndra. A. 6. 
syndrian.] ſtille ad, ſtille i Stykker. Moth. 
(forældet; men kunde hellere br. end det 
vent tydſte ſon dre, ſom Nogle have ops 
taget. Jof. afſondre.) 
€, V. n. Og 3. 1. har. IJ. .] 
1. at have Sorg og yttre denne Sindelibel: 
fe, være betaget af Sorg, Beky 
ell. for noget; præmme fig. Hun forger 
meget over Barnet, hun miftede. At f. 
før den Dag i Morgen. At færge fig ihiel (v. 
Sorg paadrage fig Sygdom og Dod.) Dgs 


faa act. m. Gientagelſe af Subſtantiver: 


"Guo ber har en Sorg at ſorge, ſom min.” 
IJ. Nothe. 2; bære Borg oa: Sørgeflæder 


f. en Afded. Gan førger endnu for fin. 


Kone, ſtiondt det er længe fiden han ſorgede 
over hendes Dsd, 3. bære Omforg for, 
have Omhnu f. noget. At f. for fin Familie. 


- 


"473 


»Med 


Grev, et. B. 


enme, 
de. 


(Merove, v. Shiermann.). 
en. fort Fane, ſom v. ſtore Herrers Liig⸗ 


anden Maade, t. Sorgedragt. 
vald. — fig. Fedrenelandet, ſom 


og Lærdom ærværdig 


i 


Sorgebeſog, et. Beſog iet Sorgehuus, ek, 
ved en anden førgelig Anlednin Serge 


fald; ell. B. af førgeligt Indhold. Soar⸗ 
gebud, et. Sorgebudſtab eks førgeligt Bud 
(Befaling.) "Ben morte Tales ftrættelfke 
Sergebud,”" J. 2. Det Sorgebud⸗ 


eiberg. rgepud⸗ 
"ab, et. B. ſom bringer en ſorgelig Tiden⸗ 
Sorgedag, en, Dag, ſom meltbringer <= 


Sorg, p. hvilken en førgelig Begivenhed 
indtræffer, en Sorgefeſt holdes e. d. ”Gn 


af diſſe Sorgedage, der vife -Glaterne i 
deres Forgengelighed.“ Malling. 
Sonderknuſer, æn. den, ſom ſonderknuſer 


igt, et. Digt i en ſergelig Anledning, over 
* Dsd. Sarzgedragt, en. Dragt, fom 
den bærer, der førger f. en Afded. Sor⸗ 
gedæette, et. Liigdæfte , Liigteppe. fig. 
aar under holde Sorgedekke Naturen 
ſynes ligge Lig.” Veſſel. Sorgyefakkel, en. 
J. fom br. ved Liigtog, Liigfattel. »Og 
lade Brudeblus v. 
Sorgefaue, 


færd bæres bag efter Sorgeheſten. ⸗ 
gefeſt, en. ſ. Sergeheitid.  Sergeftor, 
ct. Fler, fom bæres om. Hatten, ell, aa 


Sotge⸗ 
— En m. fort Klæde behængt Def, 

m v. ſtore Herrers Lligfærd feres bag efter 
Liget. (Moth.) ; 


han fores ud t. Graven (Bencynelſen br. 
fun den. Dag, Begravelſen foregaaer, ell. 


fort efter. At aflægge Beføg i Serzehu⸗ 


fet.) 


. Børgeheitid, en. Højtidel 
ffeer t. Minde over en Afded. 4 


ighed, fom 
orgttaps 


pe, en. Kappe, ſom bæres d. Liigfeerd af 


dem, der følge den Afdøde t. Jorden. 
Sorydleng, en. -forgelig Klang, K. fom 


vidner om, lilkiendegiver Sorg ell. en ſor⸗ 


elig Dændelfe. (Ohlenſchl) Heæ⸗ 
Se, et. Klæde, ſom er et *8 p, Sorg; 
Sorgeſlor, eiiglixde. »See Norhens Fryd 
— omhullet m. et Sorgeklæde.“ Evald. 
Sorgeklæder, pl, K. ſom høre t. 
bragt Sorgeklædning, en. Sorgedragt. 


Soryelyd, en. Lyd, ſom tilllendegiver Sorg 


ell. en sugelig Handling; f. E. Klokkernes 
Ningen- t. Liigfeerd. Sorgeminde, et. 


Minde om Efterlevendes Sorg over en Af⸗ 


bød, “Sorgemindet over en v. Borgerdyd 
Mand.” Malliug. 
”&t Sorgeminde var opreiſt i Kirtea.” 
Sørgemufik, en. M. ved en Begravelfe ell. 
Sorgehoitid. Sorgeoptrin, et, ſorgeligt 


Optrin, førgelig Begivenhed. (Pal. Muͤl⸗ 


ler.) Sortgepar, et, Et Par af Sorgeſta⸗ 


ren. Sorgepragtren. P. ved en Begra⸗ 


Gorge — Sangere 
. v e rſorget.) + lg ' et or at 
—* —* mangler, * —— 
weynſetringer høre alle t. Bemærfelfen 1 og 


2. — Sorhzeaar, et. det Aar, Hvori man 
beœrer Sorg f.gn. afdød nær Glægtning. 


aller tænde,” .- 


Sergehuns, et. det Huub, 
hvor en Afded havde fit Diem, ag hvorfra 


Sørge:= 


. 9 
hvorved man melder et DeodsÜ 


—* 





velſe ell. Sørgehettid.  Sovgefskg ; en. 
Gang v. en ſorgelig keilighed; i im Flg 
(3. £. Deiberg-) Sorgeſtare, en. d. ff. 
Ligffare, erneffoe, pl. Skoe, fom høre 
t. Borgedragt. (faaledee Sorgehandffer 
v. fi.) Sargeſkraal, et. hoit, upaffende 
Sørgejfrig. ” 
de funde,” Bagg. Riimbr. Sorgefkrig, 
"et. Skrig, høit Raab ell. Klage, hvori man 
af Sorg" udbryder. Serge er, et. fort 
Slør, ell. langt —— oth.) Sar⸗ 
ii, et. et txagiſt Skue 
die. Kmodf. Cyftfpil,) Sorgeſtue, en. den 
Gtue i Sorgehuſet, Hvor Liget flager. 
(Deth.) Sørgelsle, en. Tale, ſom hol⸗ 
Bed v. eens Begravelſe, ell, ved en Sorge⸗ 
heitid. Sorgerid, en. den Eid, hvori 
man bærer Sorgeklæder. (Shutte.) | Sor⸗ 
getone, en. T. førn.vitner om org, 
til Sorg ell. til en førgelig Anledning. 
Sorgeve n, en. ſ. Ligvogn. ” 
.Sorgelig, adj.1. fom volder ell. fan 
volde Sorg, medforer Sorg , bedrevelig. 
En ſ. Sændelffe, Begivenhed. Den ſorge⸗ 
* Dag i hendes Liv. 2. ſom kommer 
at, ſtaaer I Fordindelſe med ell. vidner om 
Sorg. En f. —— Møre —8 
ig, ad). (egentlig: ſorgmodig. 
huls ind ec hengtvet t. Sorg, bebrevet. 
efter et ældre Ubtrnt :. nrod i Hu.) Deraf: 
rigmoditzhed, en. ud. pl. ”Denne Til⸗ 
bslelighed, denne Billie ft. at førge, falde 
vi Sørgmodighed.” Mynfter. ” ”Det Sta: 
delag, hvorved Menneſtet let ſtemmes t. at 
ſorge, kaldes Sorgmodighed.“ Muͤller. 
1 orpe, en. Gt norſt Navn p. kogt vægs 
foder, ell. Hs, Avner, Maft, Roer, Kar: 
kofler, 'e. d. ſoin foges-i- Vand og ſpandeviis 
gives Avæget p. Stalden. (Olufſens oc. 
Ann. KT, 20); 13 5 k = av 
8BSeoſtkende, pl IJ. Systkyn. Sv. Sy- 
$ skon. Hos Mocth: Sydffende. ] Børn af 
ſamme Forceldre; Brødre og Seftre. De 
ere Soſfende. Gan har mange Saſfende. 
"Deelfolfende, Fuldſoſtende, fom have baade 
Fader og Moder tilfælles. , Bale ende, 
om fun hade een af Delene. — 
ørn, et "bl.-bern. Børn, avlede eli. fødte 
, af Soſtende. Han, hun ce mit Soſtende⸗ 
barn, De ere Soſfendeborn. Tf.-Hætter?) 


en 

fom Soſtende holde. (Moth.) om 
et, en. pl. Soſtre. [3 "Systir.] en 
Perſon af Qvindekionnet, ſom far Foræl: 
dre, ell. een af Forældrene tilfælles. m. en 
anden. J fidfte Tilfælde: Zalvſoſter. (f. 
Broder.) Uegentl. om Fruentimre, der ſtage 
I et meget nøle venſtäbeligt Forhold, cm, £ 
en ſelſkabelig Forbindelſe. Legeſoſter. Klas 
erſoſter, en Nonne. = Soſterborn, pl. 
En Seſters Børn, i Forholdet ?. deres Fa⸗ 
ftev ell. Moſter. Saaledes : Softerføn og 
vg Soſterdatter. Saſterhad, ct. Dad, 


Sorgerragt — Soſterhad. 474 
ſonm en Saſter har t. den anden; ed im: 


emte Sorgeſtraal faa høit” 


or⸗paſſer fig f. Saſtre. 
pil; en Aragoe⸗ 


Dromme. 
maffer - forftlellig Art Down er. 


tighed, en. ud. pl. 


nog. 


deſtifte, et. Stifte efte Forældre, - 


Seſtechad — Eeavnles. 


fem Soſtre. ( Holb. Melampe.) a⸗ 
e, en. et Slags. Kage af Bred, REg og 
ukker, fom bages ten-Tærtepande cl. Ovn. 


Soſterkicerlighed, en. H. imellem Soſtre, 


ell. imellem en Soſter og Broder. — Se: 
ſterlod, en. halv Arvelod, ſom Softeren 
faaer mod Broderen: Soſtermand, en. 
Svoger. (Moth.) 
Soſterlitz, adj. fom hører t. en Soſter, 
ſoſterlig Kieerlighed. 
Sovn, en. ud. pl. IX. S. Seſne, Svoeſn. 
J. Sroin.] den hoilende Tilftand hos Lege: 
met, hvori Sicelens Magt t. at handle og 
virte v. degemet ophører, ell. fun ſvagt yt: 
trer fig, og dens tæntende Virkſomhed er 
indſtreenket t. utydelige Foreſtillinger, eller 
Gu egen, og fra den almindelige 
atrevandring (at 
vne.) At falde I S. fode ind. 
Syffe sen I Søvn, fun kunde iffe faae 
Barnet I Søvn. At fnatte, fonge cen i 
&evn. Han laae i fin førfte S. En dvb, 


gade i 


tu let, urolig S. fig. Samvittighe⸗ 
dens Sevn (9: — — J —2 


fovende, ӯvdd i 


Sevne var min Lyft, bli⸗ 
ver vaagen t. min Plage.” J. £. Hetbe 


tg. 


At gløre noget-i Sovney at gane i Sov: 


me, — At vætte-cen af Sovne; forme op 
af Sovne. Dyrenes Vinterſevn (Vinter: 
dvale.) jvf. fore; ſovnagtig, adj. ſom 
er meget hengiven I. at ſove. — fig. dorſt, 
langſom. Han er meget f. i fine Foreta⸗ 

ender, ”De ſevnagtige Siæle, fom for: 
vare gamle Waner og Misbrug f. ikke at 
fytlbe deres egen Mo.” Sneed. Sovnag:s 
1. overdreven Tilbeie⸗ 
lighed t. Søvn. 2. Langſomhed, Doerſthed 
i Foretagender.  ”Sovnentighed fafde vi 
der Feil, ſom beftaaer i at føve, dvæle og 
droſe af "Mangel p. Flid åg Forighed.” 
Sporon. — ſevneblind/ adj. fom el fan ſee 
formedelſt Sovn, ell, ved nylig at være kom⸗ 
men op af Sovne. (Kingo.) ſevnbrin-⸗ 
gende, adj. v. fork bringer Sovn, befor⸗ 
drter Soevnen, gier ſovnig. ſevndvſſe, 
"vw. a. 1. at dyſſe Sovn. (ſ. dyſſe.) Mo⸗ 
deren trygt ſovndyſſer fin Spade.” Hertz. 
Et ſovndyſſende Middel. fig. “At ſovn⸗ 
"dyfje Nogles Folkeflid. J. Boye At ſovn⸗ 
dyſſe Samvittigheden. “8i ville bruge ver 
Eeeref. at væffe Samvittigheden, itke for at 
ſevndyſſe den.” J. P. Mynſter. — fovnfri, 
adp. fom ev uden Savn, fri f. Søvn. NMaar 
bu' vaagen, mM: ſevnfrit Blik, vil Stedet 
randſage.“ Meislings Theokrit. ſevnfær⸗ 
dig , àadj. nær v. at falde i Søvn, (B. 
Thott.) Sevngænger, en. den ſem gader 
1 Govne, og har Bane: dertil; en Ratte⸗ 
vandrer; (Rahbek. Om Ftuentimre: Sovn⸗ 
gengerſte.) Sotbhgængéri, ct. Bane t. 
at gaae t Sovne; SMattvantring. (3. 2. 
Letborg.): -fovnlos, adj. "1, fom et fan 


ſode. At vore o vles en hoel Nat ihiennem. 
2. ſom ev uden Søvn , hvori man ingen S. 
har. En f. Tiltand: Fu lang fovnløs 
Nat. Sovnloshed, en. ud. pl. Cilftan⸗ 
deu, at være fsvniss. — Sovnvandring, 
en. ben forhølede,: ſogelige Birkſomhed af 
Giælcevnerne i 2 hvori den Sovende 
gaaer omfring, el. foretager fig andre Ting. 
(Somnampulismus.;) Rahb. D. Jitſt. UI. 
162. 


Sovne, v. n. 1. ſove ind , ell. være nær p 


vp. at fove. Moth. (forældet.) 
Sevnet, adj. f. tetfovner, tungfevnet. 


1 vy ⸗ U 
ie … bd, 


TT en. 1. Tæer. [J. Ta. A. S! Tu.] 
de yderſte, bøielige og fra hinanden abſtilte 
Dele af Foden hos Menneſter og Dar; ſva⸗ 
rende hos de førfte f: Fingrene p. Haanden. 
At gane, reife fig p. Tærrne. 

e, en. pl-r. [F. daufr, ſisv, bum.] 
et Menneſte uden Forſtand, en dum, en—⸗ 
foldig, uforftandig-Perfons ”For mine Dine 
jeg et.meer. vil fec den Taabe.“ Holb. P. 
Paars. (f. Toſſe.) (Taabe medfører, efter 
Muͤllers Mening,? mere Begrebet om Slsvs 
hed, Toſſe om Forvirring ell. usvede Evner 
i Siælen.) — Taabchaas (om et Fruentim⸗ 
mer) Taabemuad, Tasbenaite (Holberg. 
Weſſel.) — ere Ubtryk af ben lavere Tales 
brug m. famme Bemærf, — taabelig, adj. 
[3. tapilegr. Sv. tåpig, plump, uden Stit.] 
1. ſom er uden Forftand, dum, enfoldig. At 
bære ſig taabeligt ad. 2. fom er uden Me⸗ 
ning, arimelig. St taabeligt Svar. "Det 
er allene Toſſen, fom finder det taabeligt, han 


ifte felv forftaaer.”. Midler. — Deraf: Taa⸗ 


belighed, en. ud. pl. (Taabelighed udtryk⸗ 
fer en hølere Grud af —* 3 Dear⸗ 
lighed. Den Daarlige fattes Klogſtab; ven 

abelige endog fund Menneſteforſtand,) 
jvf. toſſet. ”Det ev Daarlighed, ikke at ville 
det, form er muligt / vg rigtigt ;) det er Taa⸗ 
belighed, at ville det, fon ér umuligt.” 
Sporon. SEE ' 

Taatze, en. pl.-r, [J.hoxka. &v. Tokn. 
N. S. Daage, Daat. A. &. doc, dun⸗ 
kel. Ihre.) I Almindelighed: noget, der v. 
at ſamle udbrede fig i en Stræfning f. 
Diet ell. i Synskredſen, hindrer ell. morkner 
f. Synet; men færd. om vandagtige; v. 
Kulden tættede Dunfter, ſom holde J— 
Jordens Athmoſphæete, nær ve dens HYver⸗ 
flade. Jden hoiere Luft kaldes de: er, 
Taagen falder, ſtiger. Der flod en tvt T. 
Over Engen. Solen adjprẽdte Taagerdae. 


- 


475 


4 
9 a - 
⸗ 
' . 2 
' ni a et 2 ” 
. såe 


aagehad. 


BSovnitz, ådj. ſom feler Drift", Traug 
t. at ſode. (modf. aarvaagen.) At være, . 
vblive føonig, 2. fig. uden fly, Raſthed, 
Munterhed I Bevægelfe og Handling ; dorſt, 
uvirffom. At være ſovnig af fig. Det gaaer 
fovnigt m. dette Arveide. Et ſevnigt Fo⸗, 
redrag I: (angfomt og uden Siv. ”Perferne' 
— magtes loſe under deres fovnige dg velly⸗ 
flige Regiering.“ Guldberg. ”Derfor være 
Tanken om det, vi kalde Hiſſet, ikke en dorſt 
og ſevnig Foreſtilling; men en levende og 
glad Forhaabning.” Mynſter. — Sovnig: 
hed, en, ud. pl. Silftanden at være ſovnig. 


Fa 


4 … ' ”d 


3; 


77 
* .... 
»J fee ligeſom igiennem en Taage, bag holl⸗ 

ken Lyſet ſtiuler fig.” Bafih. - Taage figter 
egentlig fun t. Synskredſen. Det fan vælte 
enten Damp, Dunſt si, Rog, der var Aar⸗ 
fag t. Taagen.“ 8. Heiberg, — At have en 
T. for Pinene 9: uklart Syn. Der var fis 
geſom er: T. for mine Dine. fig. ”Foriag 
da felv - Banfumdighedens Taage?“ Rcia. 
[I den Talemaade: at gade i Taaget, bin 
i Taaget, 2c. d: fandfeles, uden Eflertantt, 
forekommer det m. forikicllig. Kiondendetfe ; 
og nogle have derfor ſnarere heri villet ſinde 
st andet Ord (f. €. Tog.) Men man: fis 
der i ældre Danſt et Taag for: en Taage. 
f. E. i Bib. af 1550. Biied. B. 2. 4. Ligete: 
beg: ”Maar fom nogen færdes .og vandrer 
i ct tykt Taatg.“ P. Tidemands Poſtil. 
"1577. 1 Pårt. 106. b.. "Taapet og Skyer⸗ 

, fe vorte faa tykke. D. Londſay overſ. af J. 
Madſen. 1591. f. 28.] At giere noget hen 
3 Taaget (uden af Efterkanke.) ”Naturen, 
fom intet. gior hen i Traner.” Bugg. I. 
Klim, 212. Driver Tiden el:hen' i Taa⸗ 
get bort.” Bagg. U. Arb. I. 7. At ſnatke 

"hen i Taaget, uden Eftertanke og Samling; 
(”være hen i Taaget.“ Storms Fabler. 28.) 
Mange leve hen i Traget.” Holt. (Ylutus.) 
CTaagebillede, et. Et uklatt, Agefom m. 
en Taage omhyllet B. i Sicelen ell. Ind⸗ 
bildningskraften. Taagedamp, en, En 
tyk, opſtigende el. fvævende Taage. (Tul⸗ 
lin.) Taagedunſt, en. En tyk, tæt Dunſt, 
der ſtiger op af noget. taagedeekket, adj. 
indhyllet i, ſtiuld aß 2. taagefri; adj. om 
Luften; iffe opfylde m. Taage; uomtavr 
get, Har, . En taagefri Morgen. (Bagg.) . 
fig. ”En aaben og taagefri Pance," Rahb. 
(W. Zilft.) taagefuld, adj. fom Hår mes 

en T. Gt taatzefuldt Efteraar. “Et taa⸗ 
gefuldt Morte,” OD. Guldb. Taatgehav, 
ofr. pdef. ser Aaagoſamling, al Skyer, der 


a 


Taagchav Taale. 


igne en ſaadan. GSock du fun, Maane, i 
it Tacgehav.“ S. Blicher. Taageland, 
t. Et Land, hvor idelig Taage hersker. 
[dagemofe, en. Moſe, fom idelig er taage: 
æffet. (Dhlenſchl) taagemork, adj. mørt 
ormedelſt Taager; omtagget. fig. Du 


476 


ø 


Taaleli Aamrebeen. 


Taaltüg, adj: 9 Ac. fon fan. taele⸗ 
udholdesſs; lidelig. rd et nu tæaldig. 


adv. —— temmelig. ; Gan befinder 
g 


fig taalelig vel. — Taalelighed 


ig, adj. 1.3. f. f. tealmodig. En 


, en. ad. pl 
Bettaffenheden-at være taalelig. (ſielden.) 


— fom har ſag tidt oplyſt en tacgemerf taclig Heſt. Saa taalig fom et Sam. “At 
forſtand. N. Brun. Taageſamling, en. , være faalig underSmerte.” Storm; ”Zaus 
äaageſty. Taageſty, en. €n p. cet Sted og taalig vil jeg lide.” Thaarup. ”Og 
amlet, cl. drivende Taage. Taageflyg: taalig bære tunge Kaar.” Thaarup. 2. 
je, en. Skygge ell. Morke, ſom voldes af T. 

rageſlor, ci. ſigurl. eu — , der hine Taalmodighed. (Moth.) »Wor 
ver Synet ell. Udſgten. Hele Egnen var har ſnevre Skra 
yſlet i et Taageſſor. “Aftenen alt bedek⸗ 


ter Maal.” Tode. , , 
ev m. fit Taagefler den. flile Vig.” S. Taalmodig, adj. IJ. polinnmodr.] 


d. f. f. taalelig. (Meth.) — Tedlighed, er 
Taalighe | 

e, vor Attvaa daglig ſtif⸗ 

1. 


Ztaffeldt, Taageſtierne, fn: En af de ſom har Evne taat taale, udſtaae ubehagelige 


ængft bortfiernede Stierner, ell. Stierne⸗ Fornemmelſer og Indtryk, færd. ſaadanne, 


lynger. (f. Stiernetaage.Y - 


Taatze, v. impers. blive taaget, giver Grad. 
* "fandt fig taalmodigen i al den Uret, man 


Laage. Det taatzer. (Moth.) (Som v. a. 
c det ganfte ufædvanl. Kun cen Ting 
ragede de blide Dage.” Tode poet. Sr. I. 
09.) f. omtaage. ' W 
Taaget, adj. ſom giver Taage, er opfyldt 
1. Taage, diſig. En taatget Luft. 
Taal, et. ud. pl. den Egenſtab at kunne 
zale, ell. det, at man taaler, er taalmodig. 
zodt Taal fk aldrig. ond Ende. Ordſpr. 
At bære det Onde m. et godt Taal, og foie 
g efter det, man af Fornodcuhed ſtal ud⸗ 
aae.“ B. Thott. »WVed ſtille Taal fit Onde 
an bortdrev,” Fr. Guldb. ”Med mandig 
nandigt) Taal vi vandre med det fælles 
Raal." Samme. At: gine fig t: Tacis, 
aae fig t, Taals, have Taalmodighed. => 
talfom , adj. fom har: Zaal, Overbærelfe 
te andre; overbœrende. (Moth.) Taal⸗ 
—* en. ud. pl. Overbærenhed. (Tole⸗ 
ints. 
Taale, y. a.2. IJ. bala.] 1. modſtaae 
vvortes ſtœrke ell. ubehagelige Indtryk og 


irkninger v. Sicelens ell. Legemeté Kraft; 


holde, udſtaar. At funne taale flærf Hede 
Kulde. pan har: maattet taale meget 
idt i fin Ungdom, Haus Dine reale ikke 
ſet. Dan taaler iffe ſteerk Drikt. pan 
aler ikke gode Dage, Medgang (bliver for⸗ 
ervet derded.) 2. finde fig i, fordrage, 
rem. Taalmodighed. -Atlide og taale. 
Ran lider bet Onde, ſom man itke fan, 
an taaler det, ſom man ikke vil fætte fig 
od.” Sporon. Man maa taale det, man 
fan forandre. Lun taaler alle hans Uar⸗ 
heder, “Mit Onſtes Maal er ef, du elſte 
Ak; nel fun min Elſtov taal.“ Jacobi. — 
Det, man ikke fan lide, nodes man dog 
te t. at taale. At lide bliver her: at fade 
ehag i; og. tree: at lade noget have fin 
ang uden Forbindring.” Sporon. XM 
ſe Ubehageligheder taaler han f. hendes 
fuld, Hun fan ikke taale at fee hant (has 
ſtor Modbydelighed f. ham.) San du 
ale, at han ſaalcdes fornermer dig? 


- teaimodig t.te fulde. Timer. 


ell. sive ham Friſt t. noget. 


Biin, Ol, Brendeviin. 
en Taar (drikke noget Btæendeplinc) 


der ere varige og tillige af en noget betydelig 
At væye taalmodig i Lidelſer. Han 


giorde ham. 2. ſom fan holde ud v. noget, 
uden af trættes ell. blive Hed deraf; ifærm. 
enfny t. Tidens Varigheßs. Han ventede 
fan hørte 
taalmodigen den lange Præditen t. Gude. (1. 


afaalmodig.) => Taalmodighed, en. ut. pl. 


den Egenſtab, at vote taalmodig, i begge 
Bemeerkelſer. At udholde Lidelſer mod T. 
At fætte eens T. pan Prove. Han bar in: 
gen T. til at undervtfe Børn. At vente 
med T. At fabe Taalmodighedera. At 
have T. med cen 3:. være overberende med, 
At have T. 
med en ung Begynder. At have T. i no: 
pen mid. med en Skyldner. (Nogle Mere, 
fær Digtere f. at hielpe p. Stavelfemaalet, 
have for Tealmodighed brugt Taalmod. 


Moad Maalet du gavnlig henile, m. Taal: 


mod fuldende din Daad. F. Guſdb.  ”2a: 
ber ps hellere fareſtille:oa, at Taalmod be⸗ 


"fegner et Mod t. at taale. Mynſter.) 


Taar, en. nå. pl. IJ. Tar] egentlig: 
en Draabe; men .br… om en fiben Deel ei. 
Mængde af en Vædfte. En Tear Vant, 
- Der et. endnu en 
T. Å Flaſten. Drit en Taar! At tage fg 
drikke en T. over en (faae en letTuus.) 

Taare, en. pl. Taater. (Gos ældre Forf. 


pg enkelte nyere, f. E.:Cmid og Weſel, 
findes pl. Taave.) [Sv. Tår.] Bæœdſte 


fom rinder draabeviis ud af Dinene; færd. 
natur dette ſteer v. Graad. Der fod en T. 
i hendes Dine. At fælde Taarer, fvemme 
iTaarer. Taarerne tom hende i Øincne. 
Gan læfte Brenet m. Taarer (man lægger 
endog tik: mm. grædende Taarer.) . Slæ: 
destaarer. (Hvor Taarer itte komme af 
Graad; ſiger man hellere: at Dinene fobe 


i Vand, f. &, af Reg. Oedet er i ældre: 


Tid ogſaa brugt ˖ for: abe. jvf. Taare:⸗ 


tal.) z Taarebeen, et. 1 Anatomien: tv 
tynde og Aade Been, i den forreſte Deel af + 


a 








. rålimt, et. poet, om en enfelt 


Taarebern ⸗ Tauen. 


Dienhulerne, hoilte de bidraget. at daune 
(oasa lacrymalia.) taareblendet, adj. 
ſom et fan fce formedelſt megen Graad. 
(Evald. Baggefen.) Taarrblik, ct. Et- 
Blik, Dickafi af en Grædende, (3. L. Hei⸗ 
berg.) taareduggget, adj. port. d. f. f. taa 
revædet. ”Dypiarte blev de taaredugte 
Kinder.” P. H. Frimann. Taarefald, et; 
En Bædffes Nedfald i enkelte Draaber ell. 
Taarer; Draabefald. »Aldrig ſtandfer deres 
(Draabernes) Taarefald.“ S. Staffeldt. 
Taarefiſtel, en. En Fiſtel sl. Rorbyld i 
Taarekiertlerne. Taareflod, en. poetiſte 
en flor Mængde Taater. (ECvald.) taa⸗ 
refri, adj. ſom er uden Taarer, uden 


Graad. »Taarefrit dit: fyfe Øie tindrer. 


Baggeſen. — taarefuld, adj. ſom et fatd. 
af Taarer; forgreedt. Hendes faurefulde 
Die. ”Mon diſſe taarefulde Enkers Taus⸗ 
hed ikke talte bedre , end Andres ſtorſte 
Beltalenhed?” Worm. (Llgpr. ov. Dr. Lo⸗ 
vife. 1721.) ”Hvor mange bittre og taares 


"fulde Klager vilde da ci blive borte?” Eil⸗ 


ſchow. “SEkaan mig for dit taarefulde 
Blik.“ Ohlenſchl. — Taaregang, en. et fünt 
Ror v. Taarebenet i Diehulen, ſom fører 
Taarerne fra Taarekiertlerne i Diet. i Ghas 
. 1. Piet. 
”Det Taargzlimt, ſom lyſt i Øiet brænder.” . 
J. Smidth. Taar „en. En af.be 
Kiertler i Diehulen, "der afſondre den Bæds 
ſte, ſom naar den . braabeviié rinder af 
Diet, kaldes Taacer. Glandulæ lacry males. 
Taarekilde, en. poetiſt: et Øie, der fælder. 
mange Taarer. taareles, adj. ſom ei græs" 
der ell. fan gtode, graadlse. (£. Kruſe.). 
taaremat, ad). mat af at græde. ”Fors. 
gieves er min Mate, til Søvnen lukker til 
det taarematte.Die.” Jacobi. ; fakremild;, 
ad;. J. tarmilide.] fom let græder, græs 
denem. Moth. (ſ. lattermild.) Taareper⸗ 
le, en. poetik: en enkelt perlende Taure. 
e, en. ſig. noget, ſom tvinger Zaa⸗ 
rerne frem, tvinger cen t. at græde. (Zite⸗ 
len p. en danſt aſcetiſt Bog.) Taareſty, 
en. poet. et v. Graad uklart Blik. En 
en faner —* Deluge — S: 
t. areſtrom, en. (Baggefem) f. 
Taareflod. i Taaretal, —8 
i Draaber, braaberiioDe ſtyde Vandet 
op i Taaretal.“ Vedels Saxo. Fort. taa⸗ 
revædet, adj. v. vand af Taarer, vædet af 
Graad. De aldrig fane m. taarevedet Øte 


| — p. en haftig founden Luft.” Tode. 


arevæld, et, poetiſt: d. f. ſ. Taarekilde, 
Zaarefiod. »Men fnart bet Taarevæld flod 
file.” Tode. VStue dog det Taarevæld, 

fom mig fortærer.” Foerſom. 
ri ,ct. pl.-e. [3. Turn. N. $. 


Toorn.J en høi og fmal Bygning, hvis 


Pside langt overgaaer dens Brede o9. Om⸗ 
fang, og ſom ofteft er opført ved ell. oven⸗ 
Paa en anden Bygning. (jvf. Spiir og 


477 


Taåtn — Tabe. 
) Gtrandt; ſtictautet, heldende 


⸗ 


T. Gt Kirketaaru, Klokteraarn, Slots⸗ 


taarn, Fangeraarn, Vagttaarn, Fyrtaarn. 
(jvf, Krudtaaru.) Taarnet i Skakſpil, kal⸗ 
des Der Britfe, der agtes næft efter Dron⸗ 

ningen; = Taanibørg, cn. B.-forfynet ms 

Taarne. ( Ohlenſchl.) Taarnbygning, en. 
1. Gierningen at bugge ef Taarn. 2. dens 
Bugning, fom udgior et T. At boe, have 
fit Vævelfe i Taarnbygningen. Taarnz 


floi, en. Fløi el. Veirhane p. Spidſen af et" 


T: Taarngang, en. G. ſom udgier Op⸗ 
gangen i et T. (Baggeſen.) Taarngiem⸗ 
mer, en. Fangefogden, Slutteren i et Fans 
getsarn; Taarikammer,/ et Kammes. 
Vorelſe, indrettet i et T. (Ingemann.) 
Taarntlofke, en; K. fom hænger t'et Taarn. 
Taarnknap, en. K. cl, Kugle, fom er fat 
t. Prydelfe p. et T. eler Spiir. Taarn⸗ 
penge, pl. Penge ell. Afgift, ſom betales t. 
et Taatns Vedligeholdelſe.Taarnf 
n. s. en Plante, der vorer p. Diger og” 
tørre Steder; vild. Kaal. Turritis gZlabra. 
Taarnfpide, en. den. averfte ſpidſe Ende af 
et J. iiv, et. kaldes den overſte˖ 
Deel af Taarnet , frå det Sted p. Bygnins 
gen, hvor denne begynder” af aftage I Om⸗ 
fang, ell. at tilſpidſes, indtil den sverfte 
Spids ed. Knap: ” Taarnſvale, en, d. f. ſ. 
Kisteſvale. Hirundo Apũs. Taarnuhr⸗ 
et. Uhrvcerk, ſom er anbragt I et T. 
Taurnvatzt, en. -1.. Vagt, ſom holdes p.“ 
et Taarn. 2. den, ſom er fat t. Vagt p. 
et: Taarn. Taarnvoyter, en, ſ. Taarn⸗ 
giemmer. Taarnvægter, en. Vægter, fon 
har fin. Poft og fit Dpholdafted p. et Taarn, 
f: at:agté p. vpfommende Sidsvaande, 
Taarne, v. a. og rec. 1. dynge noget 1 
Veiret t. en hoi, fmal Hob. (f. optaarne.) 
Att. noget høit i Beiret. Balgerne taar⸗ 


nede fig ſom Huſe (hævede fig I Belret,) — 


taarmet; adj. v. 1. reiſt hoit i Beiret. 2, 
forſynet m. Zaarn. En taarnet Bygning. 
„En. ſ. Toſſe. ⸗ 
Aab, et. plad. ſ. 1. det, at miſte noget, 
at beraves, ftilles v. et Gode; Forilis. 
Sundhedens Tab. Med Tabet af- hans 
mue var endnu: et ſtorre Uheld forenet. 
en'Cnes T. er tidt den andens Winding. 
”Tab forudfætter en forudſeelig Muelighedz 
men man mifter ogfaa-det, fom man itfe 
tænkte p. at blive tilt ved.” Spoton. 2. 
Stade, ſom man liter v. at miſte noget. 
At lide T. paa fin Formue. At erſtatte 
cen hang Tab. ”Hané Cab vil Aar f. Aar 
blive mindre; da der Aar f. Aar bliver mins 
dre at tabe.“ Rahbek. a 
Tabd v. a. 2. IJ. tapa.] 1. i Alm. 


ſa⸗ v. Befiddelſen af noget, miſte. (Det 
| 


dſte Verb. er i denne almindelige Betydn. 
mere brugeligt; og tabe br. ofteſt hvor der 
er Zale om Penge, Penges Værd ell. For⸗ 
mue; ſamt i nogle ſœregne Tilfælde.) - At 





ennepy: . 


N 


KS ” SER 


iſte. Man. tigen : iſtede 
—* fine | ele —— re øve tabte 


desuden en betydelig Capital v. et uheldigt" 


Handelsforetagende. ”Man taber v. lagt: 
famhed og vovelige Foretagender; man mi⸗ 
. fle ogiaa uten felvgiven Aarſag og Anled⸗ 

ning.” 
rabe i Spil (modſ. vinde.) Jegtabte Spillet 
(ver den Tabende.) Jeg tabte 10 Rigsda⸗ 
ler (i Spillet.) At tabe Modet, tabe Taal⸗ 
modigheden. Solen taber fin Glands. Den 
taber meget, ſom mifter en tro Ven. Jeg 
har i ham- tabt min bedſte Ven, Maar: 
Hiertet bæver .v. de Tabtes Minde.” F. 


Guldb. — ”Man mifter den Ben, ſom bli⸗ 


ver. borte; man tabrr ham, naar Venſtkabet 
ophorer, og .det endda ikke uden men ſelv 
fan tilskrive fig det. Sporon. 
XUfælde, fan mifte ikke bruges; derimod 
kunne i det farfte begge Verber br. uden for⸗ 
andret Mening.) At gaae tabt 9: miſtes, 
blive borte. — At give.tabt, give fig tabt 
av erklære fig f. obervunden. ”Det er ſem⸗ 
meligere, hæderlig at tabe, en) umandigen 
at give tabt.” Rahbet. Denne Dag. er. 
tabt Aſpildt) f. mig. — At tåbe cen Sage 
en Proces oa: ikke opnaae det, hvorem den 
fares , frademmes fin formeente Net. At. 
tabe et Slag (blive flaact.) — fig. i Modſ. 
til vinde: ſynes ringeve. Dette Toi taber 
v. Siden af det andet. Ved denne. Gam. 
menligning maa han tabe, — Et Uhr ta⸗ 


ber ſaamange Minuter 1. en Time or gager. I 


f.-fagte. (ſ. vinde) 2. i mere indſtren⸗ 


fer Betydning: blive af m. noget, ſom ſte 
man havde hos fig, v. Uagtſomhed, og ifær.: 


derved af det. falder fra cen. (Inf. mifle 
1.). At tabe. noget p. Gaden. 


ge At føge noget, man har fa 
tabte Koppen p. Gulvet…: At tabe nøget i 
Vandet. — Jeg veed ikke om jeg har tabt 
Pengene, eller miftet dein $. anden Maade. 
—. fig. At tabe Sporet. Atrabeger af Syne 
(ophore at sine ham.) ” 3. recipr. At tabe 
g. 2.) bortfierne fig lide efter lidt, umærs 
fcligt. Mængden af Tilſtuere tabte fig ef⸗ 
terhaanden. Barnets Undfeclfe taber fig 
m. Alderen. Bi fulgte Skibet m. Dinene 
indtil det tabte fig i Horizonten. fig. En 
"Farve taber fig (gaaer umærfelig over) ten 
anden. b.) | rdnbe fig m. Glælene hele 
Virkſomhed. 
Beundring.  c.). forfvinde, blive til 
AL denne Herlighed vil engang tabe fig. — 


tabelig, adj. fom fan tabes, miſtes. (Moth). 


aben, en. ud. pl. det, at tabe. Vinten og 
Taben. — tabes, v. dep. blive Borte, Sag⸗ 
vanre Smaating funne let tabes (ell. tabe 


) 
8.bel, en. pl. Tabeller. [Lat: Tabelia.] 
en Fortegnelſe, hvori enkelte Gienſtande, 


— 


478. 
taba en betydelig Deel af fin Forme, (ns 


Sporan.) At tabe ved en Handel, : 


(3 det ſidſte 


At tabe 
en Bøg af Lommen, tabe fit Ubr, fre Dans 


Ut t. fig i Betragtninger, 4. 


(| 
ed. lægter: og Arter anſores i Sorthød 
en vis Følge, ell. ved Siden af hinauden. 
En chronologiſt genealogi T. At bringe 
noget i Tabeller. — Tabelverk, et. Gt be: 
tudeligt V. el. Skrift, ſom beſtaaer af Tas 
beer. — tabellariſt, adj. i Form af en Tabel. 

Tadder, n. s. et Navn, fom | Sønder: 
inlland gives: Boghoeden (ogſaa: Tadder⸗ 
Forn.) Cu indenlandſt dindſeart (Ervum 
tetraspermum) fafdes ogfaa Tadder. (Hors 
nemanns Plantel.) ' 

Taddergaas, en. En Fugl af Andeſlæeg⸗ 
ten, - der udflætfer fine Unger i meget nord: 
lige Fgne, mer findes om Foraaret i vore 
Vande. Anas Bernicta. . 

Taffel, et. pl.er. [T. Tafel.] dette 
fremmede: Ord br. i St. for Bord, Spiſe⸗ 
bord, fun hver Talen er om høie ek. for: 
ftelige Perſoners Splisning. Det kongelige 
Herſtab er gaaet ft. Taffels (t. Borte.) 
Det fortgelige T. Et Warſtalstaffel. Mid⸗ 
dagſtaffel. Aftentaffel. At holde aabent 
Ta ſpiſe offentlig... == Taffeldætfer, en. 
Betient, hvis Suffel er, at dælfe Bordet og 
have de dertil hørende Sager i Giemme; 
Dugſvend, Bordfvend. elmuſik, en. 
M. ſom apføres imedens ſtore Herrer fidde 
t. Bordé' ell, ved andre feftlige Maaltider. 
Taffelpenge, pl. Benge , form agrligen tils 
ſtaaes en Miniſter ell. anden fornem Em⸗ 
bedemand t. at holde fit Bord for. 
dfpil, et. Taffeimuſik. »Og vinter t. ct 

fi en fiedret Skare Hoboiſter.“ Oh⸗ 
en 


i 


. == Taffelfteen, en. En tynd, p. to 
Gider flabt fløben Rreifteen. (f. Rofens 
en.) eluhr, et, Et ſtorre Uhrvært i 

en Kaffe, beftemt t. at fættes p. et Bord. 
Taft, et. ud. på Før. taffetas.] ct Slagi 
tyndt og let Silketsol. (Sen, Taftes brus 
Taftes 


es ſom adj. En Taftes Kiole. 
—2* —— en, En GSilkeveeper, 
ſom væver Taft. 


1. Tag, et. plc (I. bak.] den overſte 
Deel af en Bogning, ſom dekket og beſtier⸗ 
mer den mod Regn og Guee; færd. det, 
hrormed Bygningen egentl. er tælfet 1 det 
udvendige Tag. Gt Straatag , Rortag⸗ 
Teglrag, 6 ertag. Adt lægge Ceget , 
hænge Taget i. t bringe en Bugning 
under T. At retfe Taget. (ſ. Tagreiss 
ning;) At boe under Tan, under cet T. med 
cen 0: i famme Huus. — Tagbiælfe, en. 
En af be Bicelker, hvoraf Taget beftaaer el. 
hvorpaa Tagreisningen hviler, Tagblik, 
ct. Jernblik, hvormed et T. ell. Dete af et 
T. dæekkes. Tagbrage, en. Ct fladt Træ 
m. et Haandgreb, hvormed Zætfemanten 
jævner Langhalmen cl. Rsret p. ct Tag. 
(Moth.) Tagdraaber, pl. Vanddraaber, 
ſom dryppe fra et Tag. dryp, et. 1: 
den Beftaffenhed, at det dtypper ned fra eil. 
igiennem Taget. 2. det Stokke Tag, fon 
ganger uden for Bygningen (Moth.) f. Tag: 


4 " 
r - 


| 





ffiæg. tagdælfet , adj. v. bederkket · me 
Tag, tættere »En tagdættet Vaaning f. 
Zaarnvægteren.” (Bagg.) Taghalm, en: 
1. Langhalm, fom br. til at tætte. 2. 
£alm, hvoraf ct Stradtag beftaaer, Tag⸗ 
hul, ct. 9. el. Aabning p.t Tag, f. at give 
Lysning p. Loftet. Tagkammer, et. d. £ f. 
Loftrammer. taglagt,adj. v. lagt ell. 
ftilet i Stikkelſe af et Tag ell. ſom Tadfleen . 
0. d. lægger (imbricatus.) f. E. i. Plantes 
læren: taglagte Blade, et taglagt Blom⸗ 
ſterbeger. Taglutge; en. En Luge ft. Luk⸗ 
kelſe f. et Taghul cl. Tagvindue. Tag—⸗. 
lægte, en. £. ſom ſlaaes p. Sparrevorket, 
og hvorpaa Tagſtenene hænges ellt Straget 
befæftes.  Tågløg (en; Plante) ſ. Zuus⸗ 
løg. Tagmos, et. Mos, ſom vorer p. 
Straatage. Tagmønning, en. den sverfte 
Rand el. Rygning af et T.  Tanrende, 
en. En Mende ell. ef Nør, t. at opfange og 
aflede det fra Taget nedlsbende Regnvand. 
Tagecisning, en. 1. Gierningen, at relſe 
et T. 2. Samlingen af det Jommer, der 
opreiſes over en Bygning, f. at danne Taget. 
En hoi, lav Tagreiſsning. Tagrer, en. den 
Rettighed, at —— fra et Huus maa 
falde i anden Mands Grund. - Tagrør, et. - 
f. Tagrende. Tagſtalk, en. kaldes de Træs 
ſtykker, ſom ſlaaes neden til p, Sparrerne, 
f. at Taget fan gane uden f. Bygningen. - 
(Colding.) Tagihifer, en. Skiferſteen, ſom 
br. til Tage. gifiæg, et. den nederſte 
Deel af Zaget, ſom hænger uden f. Byg⸗ 
ningen f. at aflede Tagdenp fra denne. 
Tegfpaan, en. flade Treeſtykker, ſom br. til 
at tæffe med, i St. for Skeen. agſpor, 
et. d. ſ. ſ. Sparre. Tagſteen, mp .d.f. 
brændte Steen, ſom br. til at tætte med. 
Tegftol, en. i Bygningskonſten: det Tem⸗ 
mer, ſom fættes under Sparrevarket f. at 
bære ell flette ſamme.  Tagyfiraa, et. 
Langhalm, ſom bruges t. at tæfte med, 
Tanflige, en. En tang Stige, ſom br. ved 
Zæfning el. Tages Iſtandſcetteiſe. Tags 
vindne, et. 8. fom er anbragt i et Tag. 
Tegværk, et. det, ſom hører t. Taget oner 
em re goning , færd. Fømmerværtet. [jof. 
2. Tag, ét. pl d. ſ. 1. Gierningen af. 
kage, tage fat; et Greb, At tage et Tag i: 
noget. - 2. et Haandfang, Haandgreb. Der 
et et godt Tag paa den Kaarde. (Moth.) 
Tage, v.a. og n. tog; tagen, taget. pl. 
tagne. [I. taka. 4. S.tæcan.] I. act. 1. 
bringe noget nær t. fig, ell. til en Deel af fit 
fegeme. (Denne Ordeté almindeligſte Be⸗ 
mærtelfe ev, i Henſeende t. Maaden, hvorpaa 
bet ſteer, ubeſtemt, og den nærmere Beſtem⸗ 
melſe udtrykkes enten v. Zillægdord, el. bes 
roer p. Zalebrugén i mange uegentlige og 
figurlige Udtryk. Dog fan bGemærfes: at man 
v . Gterningen, at tage, uærmeft og fædvans 
ligſt forftaaer, gt. Haanden dertil bruges.) 


Er: 


479: 


med,) .At tage noget m. pet Gode, m. det 


Ut tahe noget I Hond⸗rne, m. aanden, ms 
en Tang. Pun tog Barnet p. Armen. ar 
tog, Sætten, Byſdten p. Nafken, p. Ryg⸗ 
gen. At tatge cen i Favn tomfavne.). At 
tage cen v. Haanden (f. at gage m. ham.) 
At£age noget bort. fra Stedet. hvor det ſtaaer. 
Sæt vet, hvor du havteget det. At tage fat 


' 


paa (gribe; og fig. begynde. paa.) Attage · 
( er endt.) Pal 


af Bordet (efterat Maaltidet 

tage cen i fin Vogn, opp. Vognen. At tage 
noget ,i Munden. - 2. gribe, gribe fat p. - 
med Haanden el. Henderne. At tage cen: 
i Bryoſtet, i; Barmen, i begge Skuldrene. 
At tage cen i Haanden (1. Velkomſt ell. 
Hilſen.) . 3. At tage br. ogſaa absol. for: 
tage t. fig, berhægtige, tilegne fig, berøve. 
cen noget. Der har Nogen tages min Bog. . 
Hæver. har taget en'af Sæffene. "Om bet - 
ellers er at give een Livet, at man iffe tager, 
ham det.” B. Thott. 4. Xt tage, modta⸗ 
ge. "Dan vilde iffe tage noget. (t. Betaling) 
af. den fattige Mand. — fig. finde fig i. Man. 
maa tage Verden, ſom den er. 5. tage/ ab” 
sal. og figurl. for: taget. Wgte. Hun vilde 
iffe fage den Mand, Ferældrene foreſlog 
hende. Han tog hende f. Pengenes Sivld. 
6. Om Brugen af dette V. med Præpof. kan 
bl. a. merkes: tate af. - At tage Barken 
af et Zræ. 
være Skyld i eens Dod; ikke altid v. umiddel⸗ 
bart Drab.) At tage een af Dage. (dræbe.) 


At tage en Ed, et Løfte af een. At tage Ordet 


af Munden p. cen (fige det, han netop vifte 


fige.) — tage an, f. antage. — tape fon. : 
At tage noget f. Alvor, f. Skiemt, f. guldigt 


(antage.) At tage for fig (af Maden, af Rete 


terne.) — tatge fra. At tage noget fra cen. 
(berøve ham det.) tage Lammet fra Mode⸗ 
ten. At fatte Myndigheden, Magten fra cen 
(f-frat e.) At tage Ordet fra cen (falde ham 
i (en) At tåge frå (formindſte) og lægge 
til. — At tage noget frem (fra et Sted, hvor 
det var giemt, henfat.) — talte i, Der es. 
nok at taget, at tage Gaand i (at beftille,) 
At tatze (zribe) cen i en Løgn, Ufandhed. Det. 
fan tages (udtydes) i flere Meninger. At 
tage cen i Ed (fade ham forpligte fig v. Ed.) 
At tage cen i Forfvar, I Beſtytteiſe. At 
tage noget i Agt, i Beſiddelſe, i Forvaring, 
— At tage igien hvad. man har givet, — 
At.tage imod noget. accipere. ſ. modtage. 
At tage vel, ilde imod pen. — tage ind, At 


tage cen ind i Huſet (give ham Huuslh.) At 
tage væg ind (af Marken.) At fane Seilet HE 


it æd (ind 


. At tage et Styukke Jord ind t. 


hegne det.) At tage noget (et Lægemiddet) 


ind at fvede paa. Han tager mere ind, end 
han giver ud. Det tager megen Plads ind 
(udfylder, optager.) jvf. indtage, Indtænt. 
— tate med. Han tager med Alt hvad han 
fan faae. (forſmaaer intet.) Han tog ham - 
med, ell. med fig p. Reiſen (lod ham følge. 


ø 


å 


At tage Livet af cen (aflive; ell. 


* 





J 


At tage ved, tage imod, antage. 


* 


Zage. 


Oube o behandle det p. en god, femfældio, 
el. haard, fſendik Maade. fan praa tages 
(behandles) m, bet Gode. At tage noget u. 
Magt. At rage en Pige m. Bold. (f. volde 
tage.) — tage op. At tage noget op fra Gul⸗ 
ver. At tage Planter op (af Zorden) m. Ro⸗ 
den. At tage Penge op 3: laane. At tage 
fin £ønning op (hæve den forud.) At mage 
Maſker op p. en Strempe. At tage noget 
vel, ilde op (være tilfreds, utilfreds med ; uds 
tude ien.god, ond Mening.) Gun ton mig 
det ilde op, at jeg gik foran. — tage paa. At 
tage haardt paa cen. Attage en Kiole paa, 
tage fine Klæder, Stromper paa (induere.) 
Det har taget p. ham, glort ham mager, 
aftræftet ham.) At tage Kiende, Mærte p. 
noget notare, — fagje til. At tage cen tr. 
Gide (f. at tale hemmelig m. ham.) At tage 
een t. Naade (in gratiam recipere.) At 
tage til Wgte. At tage cen til Kone, til 
Tand. (Hun tog ham (t. Mand) eftet Fors 
ældrenes Overtalelſe.) At tage til Tatte. 
At tage noget t, fig (I Forvaring, i Befid⸗ 
delfe.) At tage vel til fig 9: ſpiſe meget, 
(føf. ogſaa nedenfor fage til, nentr.) — 


tage nd. At tage Indvoidene ud af et Dyr. 


At tage ud 9: vælge blandt flere Ting f. at 
beholde. At tage Isi ud hov en Kræms 
mer. At tage Soldater ud. f. udtage, — 

” ertus 
oem tog ved diſſe Bitkaar.“ Vedels Saro. 
114, 
(act. men intranfitivigt) for? faae. At 
tage fin Begyndelſe (begynde.) At tagt Ens 
de (fane Ende.) At tage Overhaand. At 
tage Stade, 8. Desuden i endrel andre 
Dalemaader, ber ifær betegne en d. Handling 
fvembragt Forandring. f. E. At tage Affted. 


Ut tage en Afittift af noget. At tage Decl i” 


noget. At rage Flugten (flygte.) At tage 
Mod til fig. At tage Sæde (fætte fig.) At 


" have meget af fage vare (forrette. f. vareta⸗ 


te.) At tage Vure p. noget (bevogte.) At 


- tage Veien hen t. et Sted (begive fig.) At 


rage feil,/ ſani. oq a. A. S9. recipr. i Ta⸗ 
lemaader, ſom deels udtrykke, at man tile 
ner fig noget, ſtaffer fig Brugen deraf; 
deels en handlende Tilſtand. f. E. At tage 
fig en Lærer i Engelſt, Sang. At tage ig 
en -Sovn. Lan har taget en Kone. 
Jeg tager mig den Frihed. — "Af tage fig ef 
noget, af en Perſon (fremme, fremhieipe. 


At tage fig noget for (foretage, beſtille. At 


fage fig noget nær (ſorge, bekymre fig over.) 
modfat : af ta 
Arbeide paa. |. paatøge fig. — At tage fig 
noget til 3: foretage 3 tiltage ſig. 

Samfund af Menne 
tage fig til i Verden,” Mynſter. (Ogſaa t 
ældre Skrifter: paatage fig. ”Hvi vil ieg 
da tage mig flor Umage til?” P. Tide⸗ 
mands Poſtil. 1563.) — At tage fig vare, 


tage fig i Ugt (vogte fig.) Il. neutr. iſex 


2 


400 


7. i nogle Talemaader bruges det ket 


At faae Glam t. Tal (ell. til Takke.) 


Takken for mine Velgiernin 


" Barm betunger.” F. Guldb. 


fig noget ler, At tage fig et 


”&t” 
fler, ſom Intet ſtulde 


i Sage — tek 
i tre Bemerkriſer: 'a.)bøgende. Vinterer 
vil fnart fage (Moth.) Jfær m. præp. 
pag og til. . Dun tog paa, tog til af græde. 
Da den (Katten) tog til at ſnefte.“ Ohl. 
(Nord. G. 101.) — b.) Af tage af, for: 
mindſtes. Dagen (Dagslnſet) fager af. 
At fage til, forsges, formeret. At tage 
til i Styrke. Som Euboeas Handel tog 
til, maatte og deres Nigdomme formeres.” 
Guldb. cc.) begive fig, drage bors, reiſe. 
titte t. Fods.) At tage ud i Befeg. tage 
ud p. Landet. , Gan tog bort i Worges. 
At tage (vetfe) m. Poften. (Isl. og ældre 
Sv. toga, ifær om Krigsfærd; hvoraf Tog.) 
1. Taf ell. Talfe, en: pl. Talfer. (Sv. 
Tagz. N. S. Tad.] en fremſtadende 
Spids. Hiortens Takker, p. Hornene. 
»Tidt en Mand langt ſterte Takker bær, 
end allerſtsrſte Hiort, ſom gaaer i Skov 
og Klær.” Bording. (jvf. Siorterak.) At 
klippe Takker i noget. En Krone, et Ho⸗ 
vedſinykte m. opftanende Takker. Takker 
i et Mollehtul. Takker; eu Sygdom. hæ- 


morrhoides cæcæ. — tatttet, adj. 1. for⸗ 
ſynet m. Takker. Gom. 2. dans 
net ſom Takker. »Herren flynged fra bra⸗ 


gende Sky fine raffede Luer.” Hers. - 

2. Taf, en. ud. pl. (3. båck.] 1. den 
Sindstilſtand, hvori noget tætfes sen, hvert 
man gierne feer, m. Kelvillie modtager el. 
optager noget; Belbehag. Deraf Udtrot⸗ 
: t. Takke. Al taget. TalTe, være tils 
freds med, lade fig neie. cf: ogfaa Utat.) 
2. — ed, ſom viſes i Gierning; 


Løn. Dan tun flet T2E f. fin Mole. 


3 
agter ham et meer, han faaer fun SÉam t. 
Fe.” Holberg. P. P. ”Hvo Alle tiener, 
faner Taf af' Ingen.” Ordſpr. bette 
2 (Brugen 
viſer, af herved I mange Tilfælde menes 
Erfiendtlighed.) 3. Giengieldelſe af et 
modtaget Gode. ek. Bevidnelſe af Erkiendt⸗ 
lighed mn Ord. At fige cen Tak. ”Derfor 
Taf dig, Gud! ad ingen lat min fredelige 
T. fo Taf ſtal du hav 7 
. for noget. Tak fla e! ger 
Tak! Tak f. ſidſt! a.) takfuld, ad). 
ſom yttrer megen Tak, viſer fig meget tak⸗ 
nemmelig. ”Om Een far nærmer fig ſaa 
rakfuld engeng t. dit Liig.“ F. Guldb. 
tafløs, ad). ſom ingen Tak fager, bliver 
uden Tak. ”talleft Arbeide.” F. Guldb. 
(Plautus. I. 32.) taknemmelig- ad;. til⸗ 
bølelig til at erkiende og glengielde Bel- 
gicerninger. At viſe fig taknemmelig imod 
cen. ”Faa findes længere talnemmelige, 
end det varer, man, haver givet dem.” B. 
Thott. (jvf. erFiendtlig.) " Taknemmelig⸗ 
hed, en, ud. pl. tafnemmeligt Sindelav. 
(Taknemmeli ed og Skienſomhed gaae 
ifær ud p. Folelſen af den modtagne Velgier⸗ 
ning; Erkiendtlighed p. Indfigt, Overbe⸗ 


ø 








tal — Zakt. ” 


viisning om Zorpligtelſen, og p. Stræben 
efter at giengielde. — ”Den faldes.og tak⸗ 
nemmelig, ſom m. et godt Hiertelag tager 
mod en Welgierning.“ B. Thott. — Tak⸗ 
offer, et. Offer, ſom bragtes (f. E. hos Js⸗ 
derne) for de af Gud modtagne Velgiernin⸗ 


er. — Takſigelſe, en, Yttring af Tak ell. 


knemmelighed i Ord. At aflægge fin T. 
== b.) Tetfebrev, et. pl.-e. Brev.; hvori 
man takker cen f. noget. takkebunden, 
adj. v. ved Belptetninger forpligtet t, Taf. 
CBaøgefen.) Takkefeſt, Takkehoitid, en. 

eft, ſom holdes f. at vttre fin Tabt. Gud. 
Takkelyd, en. Lyd, hvorved Tak udtrykkes. 
»Hierter, hvis Slag v. Band og Brød er 
Takkelod.“ Foerſom. Takkeſang, ch. En 
S. ſom udtrykker Tak, ijær t. det hoieſte 
Voſen; Takkepſalme. — takſtyldig, adj. 
forpligtet t. Tak; ſom. ſtylder en anden 
Erkiendtlighed, Taxx. 

Caffe,;v. a. 1. IJ. backa.] vttre fin 
Tak i Ord. At takke cen for noget. At takke 
for en Hilſen (bemœrker ogſaa blot: at bilfe 
igien.) At huve een: at takke for noget 9: 
', føinlde ham Tak derfor; el. blot: vide i ham 
Aarſagen dertil. Det har jeg dg at takke 
for, fan jeg takke dig for. Han fan fatte 
fig felv for, gt han iffe ff Embedet, — At 
tatfe af, absol. og neutr. 1. v. Bryllup⸗ 
per og andre Hoitider: takke Slæfterne f. 
deres Mærværelfe, 2. fige fig fra et Em⸗ 
bede, en Beſtilling. (jvf. aftakke.) 

Takkel, — [E. Tackle. H. Ta- 
kel.) fort Sfibstougvært. ”Saa glem⸗ 
mer Somand al fin Wed, fit Takkel nu ban 
ſtrammer.“ €. Frimann. ”Som et Skib 
Der ſynkert. Bunds, m. Mandſtab, Tabel 
og Skrog i den vilde Sø.” J. Bone. Ski⸗ 
bet fant m. Takkel og Toug. ”Nagrt Xoug 
99 maktel. hvine,” Frimann. == Deraf I 

kkelads, en. 1. Samlingen af Skibets 
fafte Tougveerk. 2. Gierningen at takle et 
Skib, og hvad der hører t. at bruge Toug⸗ 
værket. At lære, at forftage fig p. Taf: 
keladſen. (Motf.) — Takkelgarn, et. til 
Skibs: et ſterkt tiæret Seilgarn, ſom brus 

es t. af takle Tougvork med. ( Kabelgarn.) 
krelmeſter, en, den Embedsmand, ſom 
ordner og beſtyrer Takkelveſenet, el. Alt 
hvad der hører t. Krigsſtibenes Takling. 
Fret, adj. ſ. under n. s. Tak el. Takke. 

Talle,.v. a. 1. forſyne et Skib m. det 
fornødne Zongvært og anbringe det p. til⸗ 
hørende Steder. ”Hyert Skib, ſom takles 
t din favn.” C. Frimann. ſ. tiltakle, fom 
oftere br. oy aftakle. — At føble en Ende, 
kaldes t. Skibs, at belægge Tampene af et 
Toug med Seilgarn, f. at Touget ei ſtal 
ſplittes. — Deraf: Takling, en. Giernin⸗ 
gen at takle el. tiltakle et Sktib. 1 

Takt cl. Tact, en. 1. ud. pl. i Muſiken: 
enhver Tones rette og beſtemte Varighed; 
Tanemaal. Ut fynge efter, Tagsten, at holde, 

Dank Ordbog. H. | 


as Ud 


AJ rar 


484 


Åtufinde Tel; i Sneſe Tal (el. Sn 





P U 


Zalt — Kal. 


komm⸗ ud af Tacten. At ſlaoe Tacten. 2. 

pl. Tacter. Barigheden af Tonerne, der 
angives v. de imellem fo Streger indſluttede 
Noder. En heel, halv Tact. Gan ſprang 
to Tacter over, — taktfaſt, adj. fom har 


⸗ 


. Færdighed i at holde Takten. 


Tal, et. pl. d. f.[3. og Sv. Tal. N. 6. 
all.) 1. Begrebet om en Siarrelſe, en 
Mængde, ſom beftaaer af Eenheder. Et lige, 
et ulige Tal, Dette Tal gaaer opiå (fan des 
les med 5.) At lægge en Rekke Tal ſammen. 
»Tal giver en beſtemt Foreſtilling om Fleer⸗ 
heden i Forhold t. Eenheden. Antal er en 
Wængde, ſom enten er talt, ell. tan tælles.” 
J. Smidth. 2. en Talſigur, et Taltegn. 
Romerſte, arabifte Tal. 3; ud. pl. Fils 
ftanden at et Heelt beſtaaer af flere Eenhe⸗ 
ber; Antal. ”En Mands Liv har fine Das 
9 Taj.” Sir. 37, 30. De vare faa i 

allet, At tage Tal paa noget, (4 Moſe 
B. 3.40.) Den førfte i Tallet. Uden Tal 
(utallig.) ”Indtil han lod af at tælle ; 
thi der var ikke Tal paa.” 1 Mofe B. 41.49. 


Jeg regner ham blandt mine Venners Tal. 


(Det fættes ogfaa umiddelbar efter Talord, 
m. Præpof. i, f. at tiltiendægive Mængden, 
hvori noget forekommer. J hundrede ag 
a 
»J Millioner Tal,” Tullin.) 4. J Sprog⸗ 
læren: Formen, hvorved et Begreb udtryfs 
kes, enten fom enkelt, ell. ſom beſtaaende 
af flere Eenheder. Numerus. ſ. Enkelttal, 
Fleertal. = Talbogftav-, et. B. ſom be⸗ 
tegner et Tal. Talbrod, et. hos Bagere: 
det B. hvorpaa Brodenes Antal fættes v. 
Baguingen, Taleenhed, en. pl.-er; Een⸗ 
hedébegrebet, anvendt paa Sterrelſer og 
Tal; (ſ. Eenhed, 1.) el. Begrebet om den 
fælles, den ligeartede Egenſtab v. Stortel⸗ 
fer, hvorved de kunne tælles ſgmmen, ell, uds 
aløre et Tal. Talfigur,en. d. ſ. ſ. Caltegn. 
Talhaſpe, en. En Haſpe, ſom v. en vis Ind: 
retning angiver Antallet af Barnftrængene, 
der vindes p. Haſpen. Tallotterie, et. Et 
Slags Spil, ſom Regieringer ſpille m. pris - 
vate golf, hvori de Spillende kunne befætte 
ell. vælge fem Zal fra 1 til 90, og vinde, . 
naur iblandt fem, af det ſaakaldte Lykkehiul 
(blandt de 90 udtrukne Tal, findes to eler 
flere, fom vare befatte. (f. Lotterie.) tal⸗ 
9, adj. ſom ci fan tælles, utallig. Tel: 
ord, et, Ord, ſom betegner et Tal. (ſ. 
Grundtal, Ordenstal.) alperle, en. 
pl.-v. kaldes de ſiorſte ægte Perler , ſom 
æelges efter Tallet. (modſ. Lodperler,, Una 
zeperler, Stovperler, ſom veies.) talrig, 
ad). ſom beſtager af: mange Eenheder, uds 
gior ct ſtort Antal. rælfe, en. En 
Rokke Zal, hvis Følge beſtemmes v. en .vis 
Lov (series.)  Talffive, cn. Skiven p, 'et 
Uhr, hvorpaa Zimcr og Minuter ere afſatte. 
Taltegn, st. Et Tegn, en Figur, ſomud⸗ 
tryfter et Tal. — (Ivf. tælle) . . 


(31) 


AJ 


* 


. (2: hang 


AJ 
£ 


Tafe. 

Tale, v.n. og a. talte, talt, fleldnere, i 
hotere Stiil: talede, talet. (I. tala.] 1. 
neutr. udtryfte ſine Tanker og Folelſer v. hor⸗ 
lige Tegn, fom beftaae af fammenhængende 
Ord. ”At tale er, i horlige Tegn at tolfe fin 
Mening. Vedat mæletænfes fun p. den ens 
kelte eyd; v. at tale p. en heel Mening. — 
At fige, er v. horlige Tegn at bibringe en 
Anden fin Mening. At fnatfe er at tale; 
uden ret af tænfe derved, — Man fan tale 
i Eenrum, og i flor Forſamling; men naar 
man figer noget, henvendes Talen t. en vis 
Perfon.” P. E. Måler. (f, ſnakke, der br. 


deels om ufornuftig, deels om den m. min⸗ Tal 


dre Valg og Orden fremførte Tale.) Bars 
net be inder at tunne tale, kg — 
tigt, langſomt, tydeligt. tale fagte, 
tåle m. hoi Roſi. ”Forbyder ikke, at tale 
med andre Tungemaal.“ 1 Cor. 14, 39. 
At tale med een om noget. At tale gådt'f. 
fig, have Talegaver, være veltalende, — 
fig. Det taler f. fg felv, anbefaler fig v. 
gode Egenſtaber. t tale til een, henvende 

n Sale t. ham. (f. tiltale.) Man taler 

elt derom o: figer, fortæller det offentligt, 

er tales om 2: Rygtet gaaer, — act. At 
tale et Sprog. Han har talt, kunnet tale 

ranſt fra ſin Barndom. At tale (fige) 

aarde Ord t. cen. At tale et Ord, et Par 
Ord m. een. At tale Hiertets Syreg. 
”De Folelſer, fom ingen Læbe taler.” C. 
X. Lund. “Saadanne, ſom tale de Ting, 
der ikke fomme fig.” 1 Tim. 5, 13. 2. 
mere indffræntet Betydning: fremføre et 
længere, fammenhængende Foredrag, holde 
en ale. (Jol. bylia.) At tale offentligt, 
at tale til Folket. pan talte en heel Time. 
le varede en T) At tale om, 
over en Gienſtand. At tale for, imod en 
Sag. (f. Taler, orator.) At tale fig 
t. Kette m. cen orL ende en Tvift, Uover⸗ 
ſtemmelſe v. mundtlig Tale ét. Udvikling af 
Sagen; (oprindelig vel: at tale cd. for: 
fvarg fin Dag f. Retten. jvf. D. Lov. I. 1.3.) 
3. med Præpof. og i figurl. Udtryk: At 
tale efter cen, eftetabe hans Maade at tale. 
At tale for cen, f. en Gag, anbefale, uns 
derfløtte mundtlig, — At tale vel, ilde om 
cen, roſe, lafte cen, — At tale (malke) over 


"mn 


, fo 9: tale i Vildelſe. — At tale paa en Gag. 


» paatale.  ”BVil Huſtruen ell. hendes Ar⸗ 
vinger tale derpaa, da ſtulle de tiltale Hus⸗ 


" bonden.” D. £ov. V. 3. 17. (jvf. I. 4. 33.) — 
At tale cen til, tale cen haardt til, overffænde. 


(br. fun i denne Betydning. Derimod : At 
tele til cen; alloqui.) At tale ſammen, d. 

.ſ. fåles ved. — At tale ud, føre fin Tale ud. 

ad mig dog tale ud, før du afbryder mig. 
4. tåles ved, v. dep. confabulari, Derom 
fan vi tales ved en anden Gang. Vi taltes 
ved i Gaor. ꝰHerpaa raltes begge Anførere 
ved,” Bandal. II. 99. = Telebrug, en. 
En vis Maade at tale paa, fom Brugen har 


€ 


482 


"dighed ft. at tale vel f. fig. At Have 


Sale. 
indført , giort gieldende i et Sprog. Det 
ev efter, imod Talebrugen. ”Navnet, troede 
man, vår iffe i Talebrugen, uden ans 
Ben GUDS var i ——— DER Bone, Ut 
ge af fra en engang indfort Talebrug.” 
Bagg. Talceyne, en. Evne t. at kunne uds 
tuntfe fine Tauker v. Ord. Talefrihed, en. 
Frihedet. at yttre fine Meninger og Over⸗ 
beviisninger I mundtlig Tale ell. Samtale. 
»Hvor vidt Ovrigheden m. borgerlige fore 
fan indſtreute vor Talefrihed.” Eüſchow. 
Talegave ell. pl. Talegaver. Gvne, Bær: 
gode 
aver. Talegitter, et. Gitter ell. 
Gittervindue i Taleſtuen i et Vonunekloſter. 
Talekonſt, en. den Konft, ſom lærer at tale 
vel, at blive f. en Taler, Xuvtisning t. 
Bettalenbed , re Calemadde, en. 
1. en vis Maade af tale paa overhovedet, 
Egenhed, Charakteer i den mundtlige Tale. 
Det ev efter Almuens Talemaade. .2. en 
af flere Ord beftaaende Setning; færd. en 
Sætning, der i et vift Sprog fædvanl. uds 


trytfes m. de ſamme Ord, ell. er faa at fige 


en ftaaende Sætning. Talemaader i cet 
Sprog kunne ſielden overfættes ovdret i et 
andet. Denne T. høres fun | Almueſpro⸗ 
et. (jvf. Udtryk. Mundheld.) En Ta⸗ 
emaade fan ogſaa betragtes ſom et Udtryk; 
nemlig f. ſaavidt den betegner en Tante.” 
Sporon. ”Talemaaden bliver ft. Mund⸗ 
held, naar den af enkelt Perſon bruges ved 
enhver Leilighed.“ £. Heiberg. — Talered⸗ 
ſtab, et, en af de Dele i det menneſtel. Le⸗ 
geme (Zungen, Struben, Ganen, Leber⸗ 
ne, ꝛc.) ſom bruges naar man taler. Ta⸗ 
leror, ef. "1, Gt Rer, anbragt i en Byg⸗ 
ning, hvorved Lyden forftærtes, ſaaledes at 
man fan tale til cen, fom er langt borte i 
et andet Vœrelſe. »Man horer tydeligen 
Digteren, der trods de forſtiellige opftillede 
Taleror, ikke er i Stand t. at forondre fin 
Stemme.” C. aud. 2. D. f. ſ. Raabert. 
Taleſprog, et. Et Sprog, for ſaa vidt fom 
det tales, ell. er til i den mundtlige Tale; 
mor SEnfafprog. Taleſtol, en. Stol 
eu. Indretning, hvorpaa den, ſom holder 
en Tale, et offentl. Foredrag, flaaer; Ca: 
theder. Taleſtue, en. Stue, hvor man 
modtager dem, man vil tale med; f. Gr. i 
Kloftrene. Telefynd sen. Synd, fom 
man begaaer i fin Tale. e, en. 
Dvelfe i at tale vel og rigtigt. — Tals⸗ 
mand, en. pl.-mænd. 1. den, fom taler 
fører Ordet i Fleres Navn. (f. er. 
2. den, ſom taler t. Fordeel, t. Anbefaling 
f. en Anden. Han er min Talsmand, Jeg 
har en god Talsmand i ham. 

Tale, en. 1. ud. pl. det, at tale og at 
kunne tales Gvne t. at tale. Loquela. 
Talen er ikke Menneſtet medfedt. Ved 
Talen udmærfer Menneſket fig fra alle Dyr. 
2, ud, pl. det, ſom tales, ſiges; en Folge 


Ed 


N ' & 


J 


, Tale— Tam. - 


af fanmenhængende Ord og Udtryk, hvor: 
ved den Talende udtrykker fine Tanker. 
Sermo. ”Hans Tale var fød, ſom Harpens 
. Slang,” Evald. At afbryde eens T. fulde 
gen i Talen. »Det almindelige Bedfte var 
Alles Tale og Ingens Befymring.” Guldb. 
At fage cen i Tale, komme cen i T. At 
komme p. Tale om noget. Det fom paa 
T. om hans Giftermaal. Jeg vil ikke høre 
p. hané forargelige T. Der var T. om, 
at han fulde befordres ao: der blev talt, 
handlet om. Der gaaer Tale (Rygte) om. 
”YWæle ev den menneſtkelige Stemme (ifær 
dog f. faavidt den anvendes t. af tale ;) 
Tale er Indbegrebet af de forftaaclige Dvd.” 
P. E. Måler, Los Tale. (f. Snak.) jvf. 
Fortale, Tiltale, 0. fl. et offentligt, 
hoitideligt Foredrag. Oratio. At holde en 
Tale. f. Liigtale, Lovtale, o. fl. —=— Tales 
deel, en. i Sproglæeren: en af de forſtiel⸗ 
lige Ordclaſſer, hvoraf Talen beſtager. 

Talg, en. ud. pl. Efter den alm. Udtale: 
Tælle , fom det ogfaa ofte ſtrives. [T. 
Tarlg. E. Tallow. Séf. Tåla; tålga, at 
ſtorkne.) Fedt af viſſe Dyrs Indvo e og 
Iſterflommer, ſom, naar det er ſmeltet og 
affølet, ſtorkner t. en faſt Maſſe. = Talg⸗ 
grever (Zællegrever) pl. Grever, ſom blive 
tilovers af udfmeltet Talg. (ſ. Grever.) 
Talyhinde, ent. H. fom omgiver Iſterflom⸗ 
merne; Iſterhinde. Talglys, (Zælelys) 
et. Eng, ſtobt af Talg. v 

Talk, en. ud. pl. et Navn, ſom givet flere 
Arter af en blød Steen, der udmærfer fig 
ved, at den er glat og fedtet at føle p. fom 
Zalg ell. haard Sæbe ; Talkſteen. Talcum. 
(Egenttig Talf. Talcum proprium Vene- 
tum. f. ogſaa Fedtſteen, Grydeſteen.) = 
Talkjord, en. En egen enkelt hvid Jordart, 
der üdgier en af Talkens Beftanddele. 

Tallerken, en. pl. —er. [T. Teller.] et 


fladt, noget fordybet, runtt Kar, hvorpaa. 


Maden oſes ell. lægget f. enhver. Bordgieſt 
ifær. En flad T. En dyb T. (Suppetal⸗ 
lerken.) En Solvbtallerken, Tintallerken, 
Treætallerken. 
Tellic, en. pl. -r. IN. S. Talje.] et 
Slags Tridſer el. Tridſeverk, ſom ifær 
bruges pe Skibe, og beſtaaer i Alm. af to 
Blokke m. tilhørente Skiver og Toug, fom 
forbinde dem. At hk: en Tallie p. noget 
gf. E. det, der ſtal hales op af Laſten.) At 
ale i Tallierne , hale Tallierne ſtive. — 
Heraf: Tallielober, en. tet Toug, ſom an⸗ 
bringes (ſteres) imellem Blokkene i en Tal: 
lie. Talliereb, ct. tyndere Reb, hvormed 
- Enderne af Vanter og Stage (eil. det fafte 
Zougnærf) befæftes t. Skibets Sider. 
Talsmand, en. f. under tale. 
. Cam, adj. pl. tamme, [J.tamr. A.S. 
tam. N. S. tamm.] 1.'fom har aflagt 
Vildheden, fom er bleve, vaht f. at leve 


blandt Menneſter (om Dyr, 1Modfætn, t, 


e 
i 
nm 


— 


gierdet. 


Tam — Tandgierde. 


vild ell. utæmmet.) Det underligſte, og 


ofte det meſt utæmmede Dyr blandt alle 


tamme.” Schytte. Et tamt Raadyr. En 
tam Stork. Tamme Ender,” Gæs — dog' 
fun naar de £f Talen modfættes Dildænder, 
Dildgæg; da man ellers et om de almind. 
Huusdyr bruger Tillxgsordet tam.) 2. 
figurl. om Menneſter: foielig, folgagtig. 
Ved Penge faae vi ham nok fram. »Han 
vifer Klser, ftrar ce Critifen tam.“ Storm. 
(f. tæmme.) = Tamhed, en. Egenſtaben 
at være fam. . 

Tamarinde, en: pl.-r. Et I Aften og Ame⸗ 
rifa vorende Træ, hvis Frugt (der ligele⸗ 
des kaldes Tamarinder) ſyltes og bruges t. 
Wad. Tamarindus indica. 


Tambur, en. (Fr. tambour.] en Trom⸗ 


meſlager. En Regimentstambur 0: den, 
fom foreſtaaer Regimentets Muſik⸗Corps. 

Tamis, et. Et Slags, ved Valtſer glat⸗ 
tet, meget tyndt og glindſende uldent Tal. 
(Fr. tamise.) ' . 

Tamp, en. pl.-e. Enden af et Toug, ifær 
naar det br. til af flaae med. it. Hug af en 
Tamp. At faae T. give cen Tamp. = 
tampe, v. a. 1. flaae een m. Tamp. — 
Deraf: Tampning, en. 


Tamperdag, en, pl. - ce. Ét af det fat. 


uatuor tempora, og bet heraf fordærpvede 
dr uatember opſtaaet Ord, ſom deels brugs 
tes i den cathoiſte Kirke om 4 ſtrenge Faſte⸗ 
dage, p. den forſte Fredag i hvert Fierding⸗ 
aar; deels i andre Bemarkelſer. — Ligele⸗ 
deg: Tamperret, en. En Ret, ſom tilforn 
holdtes p. Tamperdagene, og dømte i Xg⸗ 
fejfabsfager. (D. Lov. I. 3.8. 11. 9. 7.) 
Tand, cen. pl. Tænder. IJ. Toon. N. 6. 
Tæn.] 1. ſmaa, i Kiævebenene fæftede 


at ſonderrive Føden og at knuſe den v. Eygs 
ning. Fortand, Kindtand, Hlernetend, 
Skeœretand, Huggetand. Barnet har Ondt 
f. Tænder, har aft faaet Tænder, At ſtifte 
Tænder. At træffe en T. ud. At ſtæœre 
Tender o: gnide Zænderne mod hverandre. 
— Ut fane Blvd p. Tand, drikke Vuin; (meſt 
i Norge. €. Frimann, Alm. Sanger. 133.) 
»Og naar vi førft face Blod p. Tand, vi 
ført om Frihed dremme,” N. Brun. At 
holde Tånd for Tunge 9: tie ſtille. At fele 
gen p. Tænderne 0: føge at udforſte ham. 
Hans Tænder lobe i Band derefter 3: han 
er meget begterlig derefter. 2. uegentl. om 
adſtillige ſpidſe ell. takkede Ting. Teæœm⸗ 
derne ſen Kam, Rive, Harv, Gaffel, o. fl. 
— Tandbræffer, en. et Redſkabet. at bryde 
Tænder ud. Tandbyld, cen, B. i Tand⸗ 
Tandborſte, en. B. til at gnide 
og renſe Tenderne. Tandfald, et, d. ſ. ſ. 
Tandfæeldning. Tandfeber, en. F. hos 
Born, der fade Tender. Tandfældning, 
en. det, at fælde ell. ſtifte ZTandor. (Moth.) 
Tandgierde, et, den Deel af Kievebenet, 


(317) 


"Been hos Menneſter og Dyr, fom tiene t. 


Us 


Hiulets Omkreds. 


ſom forretter dette: 


"en. d. ſ. ſ. Tande. Moth. 


” &. og H. Tan 


Tandgierde — Tang. 


hvori Tænderne ere befeſtede. Tandgræs 
el. Tandurt, én. En Plante, fom man har 
tillagt den Kraft at ftillceZandpine, v. Dam: 
pen af dens Afkog. (Knavel. Scleranthus 
annuus.): Tandhiul, et. Maſtinhiul, for⸗ 
ſonet m. Zænder ell. opſtagende Takker p. 
Taudhul, et. 1. d. ſ. 


ſ. Tandhule. 2. Hult en fordærvet Tand. 


Tandhule, en, den Huulning i Tandgierdet, 
” fom Zandroden udfylder. 


Tandjern, et. 
Jern, fom bruges f. at renſe Zænderne f. 
Kalt o. d. (dentiscalpium. Chr. Pederſen.) 
Tandkiod, et. dét Kidd, ſom bedekker Tand: 
gierdet. Tandlæge, en. den, ſom har Fœr⸗ 

dighed £ af træffe Zænder ud, og indfætte 
falite ænder ,' og fom veed Midler mod 

andpine m.m. tanåes, adj. fom er uden 
Tænder. Tandmiddel, et. M. mod Tand: 
pine, ef. til at bevare Tænderne. Tand⸗ 
nerve, en. N. fom berører el. gaaer ind i 
Tandroden. Tandpinc,en, Smerte i Tand⸗ 
nerverne. Tandpulver, et. P. hvormed 
ænderne gnides f. at renſe og bevare dem. 
Tandrod, en. den Deel af Tanden, fom er 
befæftet i Tandgierdet. Tandſtifte, et. og 
Tandfkiftning, en. d. ſ. ſ. Tandfældning. 
Tandfkraber, en. et Redſkab t. at renſe Tœn⸗ 
derne m. (Moth.) Tandſtikker⸗en. Et ſpidſt 
Redſtab, hvormed man flanger Tænderne, 
ell. renſer dem fra Dele-af Maden, der have 
ſat. ſig imellem dem. tandſtærk, adj. ſom har 
ſtore, ſterke Tænder. (Moth.)  Tandfæts 
ning, en. det, at faae Tænder, Zændernes 
Fremvært. Tandtræffer, en. . 1. Redſtab 
t. at træffe Zænder ud. 2. en Perfon 
Tandvark, en. d. f. f. 
Tandpine. — tandet, ads. forſynet m. 
Tonder. Et tandet Hiul. . I Plantelæren: 


en tandet Rod ; et tandet Blad (dentatum.) - 


"ande, en. ud. pl. ſudt. Tane. Taande: 
Moth. &v. Tan, en Sene, A. 6, Tan, 


vimen, virgultum.] den udbrændte, t. et 


Slags Kul forvandlede Deel af Bægen i Lys 
ſet; eyſetande. At pudſe Tanden. (Moth 
har det Verb. at taande Lyſet.) — Tandel, 
”De tænde Lyg⸗ 
ten op, m. vet forguldte Tandel.“ Arreboe. 

1. Tang, en. pl. Tænger. [I. Tong. A. 

Jet Redſtab (af Metal) ſom 
beſtager af to, ſom ofteft fortil krummede Des 
le, der, liig en Gar, kunne bevæges om et fa 
Punki, og ſaaledes tiene t. at gribe og holde 
noget med. At holde et givende Jern m, 
Tangen. f. Ildtang, Knibetatugg, o. fl. 

2. Tang, en. ud. pl. (Sv. Tång.] ved 
bette Mavn betegner man deels i Alm. de p. 
Havbunden i Nerhed af Stranden vorende 
Saltvandsplanter; deels ifær en meget als 
mindelig Art af ſamme, m. lange, tynde, 


græœsagtige Blade: den egentlige Tang (Zo-" 


stéra marina; Bændeltang, Havgræs, 
Strandgræs.) Under den alm. Benævnelfe 
Tang indbefattes ogſaa endeel Havplanter, 


1 


484 


"om et fmalt Land, der ftræ 


” ang — Tanke. 


ſom hore t. de ſaakaldte Tarrer (Algae). oꝗ 
ſom ellers have egne Navne; f. E. Rloer 
ell. Bredtang (Fsicus serratus) Strandkle- 
ver, Svinetang (Fucus vesiculosus) og fl. 
a. (Imod fædvanlig Brug er det, at giore 
Ordet f. neutr. ”Hvor Tanget groer, m. 
fine fange Blade.” Ohlenſchl. Gelgé. 116.) 
=— Deraf: Tangart, en. pl. er. ct viſt 
Slags Tang. angaſte, en. A. af brændt 
Tang. Tangbrænding, en, Gierningen at 
brænde Tang, f. at virke alt cl. Soda 
deraf. Tangdine, et. og Canggierde, et. 
Dige ell. Gierde af opdunget Tang. Tang⸗ 
giedning, sn. G. til: Ageren, ſom beftaaer 
af brændt ell. forraadnet ZÆ, Tangloppe, 
en. ct [idet Havinſect. Tangovn, en Ovn, 
hvori Tangbrænding ſteer. ( Phyſ. oec. Bibl. 
I. 325.) Tangſalt, ct. Salt, fom. vindes . 
af Tangaſte. 

Tange, en. pl.-r. [Moth har folgende, 
nu lidet beklendte Bemærfelfer af dette Ord : 
1. den Deel af en Kniv, Kaarde e. d. ſom 
fidder i Skaftet. J. Tangi. 2. en ſmal, 
fvidg Ager, fom gaaer ud fra en anden 
Mark.] Endnu bruges det ” ifær i Morge, 

er 


ſig ud i Ha⸗ 
vet; en Landtunge. 3. Tansgi. 

Tanke, en. pl.-=r. [3. banki.] 1. i 
Alm. en m. fuld Bevidſthed forenet Fore⸗ 
ftiling i Siælen. Tanken om Udodelighed, 
om et tilfommente Liv, om det hoieſte Bæ: 
ſen. (Tanken paa det tilkommende Liv, ud⸗ 


⸗ 


trykker derimod en vedvarende Beſtieftigelſe 


af Zænfeevnen m. denne Gienſtand; og 
ſaaledes br. Ordet jævnligen for: Tænt: 
ning, Tœnkeevnens Brug. ”De forvendte 
Foreſtillinger, hvorved Tanken forvirres.” 
Mynfter. Tanken fordunkles ofte af den 
mere livfulde geletfe.) — Ut komme p. en T. 
At komme p. Canfen om noget. At falde i 
Tanker (fordybe fig i Tænfning, ſaaledes at 
man er fig de udvortes Ting ikke ret bevidſt.) 
At være, at ſidde, ftaae jdyke Tanker, At 
holde fine Tanker ſamlede or tænfe m. Op⸗ 
mærffomhed p.,en vis Ting. At forſlaae 
Tankerne (flaae ubehagelige Tanker, Be⸗ 
Enmringer -af Sindet.) 2. med adfikillige 
Bibegreber, i en deels indſtronket, deels 
mere. udvidet Betydning : a.) Mening. 
(fom ofteft i på.) Jeg vil fige Dem mine 


fit Tanker beror. At nitee fine Tanker om 
noget. Gan ftod i den T. at det var Fruen 
i Huſet. At have høie Tanker om fig ſelv. 


At bringe een p. andre, p. bedre Tanker. 
At komme p. andre Tanker. ”En Tante, 
fom er bygget p. Rimelighed, er en For⸗ 


” modning,” Sporon, (jvf. Indfald, og føl: 


gende Bemærk.) bb.) Formodning. Jeg 
har mine egne Tanker derom. Jeg giorde 
mig ingen T. derom. Som et eyn opfteg 
ben T. hos mig. Jeg er kommen p. den T. 
at det Dele Fun er Giſgleveerk. (jvf. Mis⸗ 
tante, — Hertil hører ogſaa, hvad Sporon, 


1 U 
AW 


Zanke — Tankejagt. 


i ” 
meget f. indffræntet, ſiger: Mening er det, 
man antager og troer, at have Grunde for; 
Tante'er det, ſom nian ſynes efter Gietning 
el. Folelfe,”) . c.) Foreſtilling om noget 
ferbigångent, el. fraværende. . Hav mig i 
TT, i Tankerne" Xt flane noget af Tan: 
kerne (ſoge af glemme det.) "Og hvor jeg 
gik og flod, han mig i Tanker laae.” 6. D. 
Biehl. " d.) ipl. en Kæffe af fammenhæns 
gende Foreftillinger, Betragtninger, tfær 
ſtriftligen udtrykte. At opfætte fine Tanker 
om .en Gag. Tanker om Pennevæfenets 
nærværende Tilſtand. 6,) Foreſtilling om 
Muligheden af noget tilkommende; For⸗ 
hadbning. J Tankerne var han alt en rig 
Mand. Hans Tanter gift ikke i Opfyldelſe. 
(ſ. Giftetanker.) 
var min T. at han ſtulde være holdt f. Bogen. 
Jeg bliver v. min førfte Tante, at reiſe i 
Morgen. — Tanfebiilede, et. 1. et Bil: 
lede, ſom Siælen v. fin Foreftillingseone ell. 
ved Indbildningéfraften danner fig. (Idee.) 
»At Digtet i høi Grad udfylder Digkerens 
Tantebillede.” (M.) 2. et B. hvori der 
ligger en Hutt Betydning. Emblema. 
(Moth.) ankeblik, et. Et Blit, der vid: 
ner om en tænfende Ciæl, der udtrykker li⸗ 
gefom en Zanfe i Siclen; £ftertænffomt 
Blik. ”Og flue roligt hen m. Tankeblik ned 
oner Dalen,” Ohlenſchl. ”Paa dette Tan⸗ 
Eeblit jeg tengt e 5 rel —5* 

ebygning, ent. Sætning af flere Led, Pe⸗ 
—* —ã Tankedigt, et. Et D. 
ſom er rigt'p. Tanker, et philoſopherende 
Digt. Tankeflugt, en. figurl. Tankens 
haftigej Overgang fra cen Gienftand t. en 
anden, e. d. (2. Rothe.) ”Fra Tankens for⸗ 
fe Flugt t. Tankeflugtens Ender.” Bagge⸗ 
ſen. Tankeforbindelſe, en. ' naturlig F. 
imellem Tanker, hvorved cen opſtager, verk⸗ 
kes af den anden. (Idee⸗Aſſoeiation.) Tan⸗ 
keform, en. En vis Form, Maade ell. Skik⸗ 
keiſe, hvori Tanken el. Sicluns tænfende 
Virkſomhed danner fig. TenFeforvirring, 
en. Uorden, Forvirring i Tenkningen ell. 
Tankegangen. (Baggeſen.) Tankefoſter, 
tt. noget, ſom er frembragt v. Tenkning; 
f. E. om et Skrift: Dette T. har ikke koſtet 
ham meget Hovedbrud. tankefuld, ad). 
fordybet i Tænfning. Tankefylde, en. 
Rigdom , Overfledighed af Tanker. Der 


herſter en ſtor T. i denne Forfattere Skrif⸗ 


ter. tankefedende, adj. v. ſom frembrin⸗ 
ger Tanker, nærer ZTæntningen. (Bagg.) 
Tankefolge, en. Orden el. Følge i en Række 
af Tanker. Tankegang, en. 1. 5. f. f. 


Tankeſolge. Maar Regieringen lemper fig" 
2. i et Skrift: 


efter Folkets T.“ Dlufſen. 
den Maade; hvorpaa Overgangen ſteer fra 
ten fremſat T. til en anden. Tankeglimt, 
et. "fig. en fvag el. haftig forbigaaende Yt⸗ 
tring af Tenkningen. Barneis førfte tv- 
delige Tunfeglimt.” (M.) Tankejagt, en. 


i.) Agt, Henſigt. Det. 


ved blev min Tankerakke afbrudt. 


⸗ 


48 Tankejagt — Zanfefptog. 


Jagen⸗, Sigen efter ualmindelige Vanfer; i 
fremtvungen Tankefylde. ”Da Tentejegt 


er ligefaa farlig i Poeſie ſom Billedjagt.” 
M. — el 


ekiæde, en. d. ſ. ſ. Zantefølge. 
Tankekreds, en. En dis Mængde af Tanter, 
el. Foreſtillinger, der ftaae i Forbindelſe. 
SY denne T. er hans Siæl uophørlig ſyſſelſat. 
”Bindrige Foreftillinger havde udvidet Tan⸗ 
kekredſen over. det blot Saͤndſelige.“ Myn⸗ 
ſter. Tankeleg, en. d. ſ. ſ. Tankeſpil. 
”Den tilfpidfede Antitheſe, den unaturlige 
Tantfeleg (concetto) Ordſpillet eg deslige 
falyte Prydelſer.“ Rahbet. Tankeliv, et. 
Et tenkende, t. Zæntning el. aandelig Virk⸗ 
ſomhed opoffret Liv. “Vil Tankelivet fig 
p. nn glenfode her mellem Kirkens aandelige 
Døde !” Bagg. ”Stælens udvortes Yttrin⸗ 
er af deng indre Tankeliv.“ (M.) tan: 
elos, adj. uden at tante, hois Sicel er 
uden Tanker; ſom ſteer, glores uden at 
tœnke derved. Han er mere adſpredk end 
tankelss. ”Om du berafer end de tanke⸗ 
leſe Daarer.” P. M. Troiel. ”Blind Lys 
dighed og tankelos Gædvane.” Treſchow. 
En tanfeles Andagt. Tanteløshed ; en. 
ud. pl. Zilftanden, at være tanfelse. Tan: 
kerad, Tankerekke, en. Én vis Folge af 
Tanker, hvoraf den efterfølgende udfpringer 
af vil. betinges v. den foregaagende. Her⸗ 
»Syn⸗ 
derlig greb dette Tilfelde ind i den Gamles 
Tankerad.“ Rahb. tankerig, adj. rig p. 
Tanker, ſom indeholder mange Tanker. &t 
tankerigt Skrift, Den tankerige Eenſom⸗ 
hed.” J. Boye. Tankerigdom, én. Over⸗ 
flødighed af Tanker. (Engelst.) Tanke⸗ 
ring, en. kaldes en Samling af Ringe, ſom 
maun p. en vis Maade fan hefte ſammen og 
Loſe op (fordi man v. dette Arbeide fan ſys⸗ 
feltætte fig m. fine Zanfer.) Tankeſcodel, 
en. S. hvorpaa man optegner det, mer 
vil huſte. Tankeſkrift, en. Skrift, hvor 
man v. enkelte Billeder ca. Tegn udtrykker 
en heel Tanke, et Begreb, f. E. Chineſer⸗ 
nes og tildels Egypternes. (Dahls Ret: 
ftrivningst.) tankeſnild, adj. ſnild i Zænt: 
ning, vel begavet m. Fœonkeevne. ”Den 
tanFefnilde Mand.“ Fibigers Sophokl. 
Tankeſpil, et. noget, der fun ev et Spil, 
en morende Leeg for Leniningen. »At man 
fan friftes t. at holde dem f. lutter Tan⸗ 
Fefpil og poetiſte Opdigtelſer.“ Bagg. N. 
Klim. tankeſpredt, adj. fom ei bolvet 
fine Tanker ſamlede; ci. fom, v. af ſys⸗ 
felfætte fig f. meget m. een Focftiling, . 
glemmer andre. (f. adfpredt.) Tantes 
fpring , ct. Tanfené Overgang fra cen ft” 
en anden meget fiern cl. forſtiellig Gien⸗ 
ſtand. ”Fra at tænke dig og t. dit Nordens 
Lykfe var intet Tankeſpringe Stodfleth. 
Tankeſprog, et, en i faa Ord udtrykt fyn⸗ 
dig, indholderig Tanke; en Sentents. (jvf. 


Ordfprog.) Et Ordſprog maa føre fin 


R 


Tankeſprog — Zap. 
Hiemmel m. fig (det maa være. ell. have 
været i Folkemunde, og dertil v. Fynd og 
Indkloœdning være ſtikket.) Det er derfor 
fun det baade findrige o føndige Tanke⸗ 
ſprog, der kaldes Ordfprog.” Muller. 
Tanfeftof, et. Stof t. Zænkning, t. Efter⸗ 
tanfe. (C. Bone.) anteftreg , en. Én 

treg, dér fættes i Skrift og Tryk, for at 
— betegne, deels at en Tanke afbrydes, derlé en 
Mellemſcetning, Ord, hvori man lægger et 
viſt Eftertryk, m. m. nke sen. 
— fig. en hurtig afverlende Mængde af Tanker. 

»Min T. forflog mig f. fangt fra det tils 
… —— Maal.” Rahbek. anfefynd, en. 
ord, fom man gier fig ſtyldig i v. onde 

Tanker. (N. Mich. Aalborg. i Modfætn. t. 
Taleſyuder og. Gierningsfynder.) Tan⸗ 
keting, en. En T. ſom blot ev til i Tanken 
el. Foreſtillingen. »Ville de overbepiſe ans 
dre om at Gienſtanden f. deres Underſogelſer 
ev meer end blotte Tanketing.“ Birknei. 
tanketom, adj. ſom ev uden Tanker, tanke⸗ 
les. En tanketom Sicel. ”Den ſtive, tan⸗ 
ketomme Etiquette.“ Rahb. Tankever⸗ 
den, en. den hele Mangfoldighed af Tanker 
og Foreſtillinger, ſom Siælen v. dens for⸗ 
ſtieſlige Arter af Virkſomhed er i Stand t. 
at danne'fig, og fom man undertiden mods 
fætter den ydre 8. eller Sandſeverdenen. 
"Den Grændfelinte, ſom et forſtielligt 
Soprogs forſtiellige Tankeverden foreſtri⸗ 
ver.” M. tankevild, adj. forvildet i Tœnk⸗ 
ningen, forvirret, adſpredt. tankeveg⸗ 


"tig, adj. fom har Fund og Kraft v. dvde ( 


el, indholdsrige Tanker. »Hiin levende — 
tankerige, om ikke tanfevægtige Reiſeſtil⸗ 
dring.” M. . tantevælfende, adj. ſom 
fremtalder Tanker, vælter Siclen t. Tenk⸗ 
ning, Eftertanke. Tankevæſen, et. noget, 
der fun er til.i Tanken, fom en Tanke. 
en dette Begreb er ef tomt T.“ Treſchow. 
Tankeyttring, en. Yttring af en Tanke I 
Tale el. SHiift. (Suf. tænke, Eftertanke, 
Ømtante.) . 
Tant,et. ud. pl. IT. Tand. I. S. 
Tant.] Det, fom er uden fand Værd ; 
Daarlighed, Forfængelighed, Fias. ”Iffe 
at fætte fin Otolthed i fingtigt, forgeenge⸗ 
ligt Tant.“ Rahbek. ”Voglærdom agtes 
fnart f. Tant.” Bagg. ”Ut opoffre for mes 
get f. Smaating og Tant.“ Ohlenſchl. 
Den Tanke — fom meer ev værd, end alf 
det Tant, jeg lærte.” Rein. 
vel med Tant?” Ohlenſchl. (Poet. Skr. I. 
149.) x. Speg, Skiemt. ”Der er ef faa 
(idet Tant, der er jo Alvor iblandt.” (Moth.) 
Tap, en. pl. - pe. [Sv. Tapp. A. S. 
Tæppe. N. S. Tappe.] 1. et rundt, gien⸗ 
nemboret Zræredffab, noget tilſpidſet i Ens 
den, og forſynet m. en Pind f. Lukkelſe, 
hvorigiennem man lader Vadſten løbe ud af 
en Tønde. 2. et rundt el. fürkantet Trœ⸗ 
ſtykke i Enden af et flørre Tommerſtykke, 


Å 
s 


486 


»At, 3 fare, 


Aap ·Tapyerhed. 


runde Hul i en Tande ell. andet Kar 
Xapper fættes. (foritiel. fra Spundshul.) 
Tapkile, en. Kile, der ſlaaes igennem en 
Zap, ell. drives ind i en Zap, f. at fæfte den, 
Tapet, et. pl.-er. [IZ. Tapete.] Bægs 

betræt af Lerred, Papir, Silketsi, m. m. 
Vævede apeter, — Deraf : Tapetmager ; 
den, fom gier Tapeter, ell. ſom betrekker 
Bager. pitvæver, en. 0. fi. 

ppe, v.a.1. (2. ;japfer, &v. tap- 
pa. f. Tap. 1.]- lade Vædffe lebe af. et 
Kar giennem en Tap. At tappe Vün af et 
Antker p. Flaſter. At tappe ØL i Kruſet. 
At tappe Vinen om fra et Fad p. et andet. 
At tappe cen f. Vatterſot. — Tapning, en. 
Gierningen at tappe. = Tappehoug, en. i 
Bryggerier 3 det Kar, hvori den affiede og 
klarede Urt løber ned fra Roſtekarret ell. 
Tappekarret. (Dfufen Anviisn. til Olbrugn. 
1812. 6. 28. Tappetar, et, d. ſ. fa Ro 
ſtekar. (Woth.) ppeftang , en. den 
Stang, ſom ſtaaer i Taphullet, i Mæjtefars 
vet ell. Gillekarret, hvormed Bryggeren ſty⸗ 
ver Urtens Udiob. (Moth. Tappeſtav. Oluf⸗ 
ſen.) Tappetrug, et. 1. cup fom nos 
get tappes i. 2. d. f. ſ. Tappehoug. 
(Moth) Tappevand, et. Vand, fom uds 
appes. 
Tappenſtreg, en. [Z. Zapfenſtreich. 

hf, ſom dne om Aftenen t. et vi 
Klokkeſlet, at Soldaterne ſtulle begive fig i 
deres Qvarteer; [”at Natvagten er fat.” 
Moth; fom falder det: at flaae Zap. i Ton: 
de. Formodentl. har Ordet fin Oprindelſe 
deraf, at det fulde være et Tegn f. Golda: 
terne. t, at forlade Ølhufene. J et ældre 
Krigsartifels=Brev finde: Te ] 

pper, adj. pl. tappre. ISv. tapper. 
T. tapfer. R. S. dappers.] 1. From 
har Evne og Færdighed til, ved Kref⸗ 
ternes Anvendelfe at overvinde Modſtand; 
dygtig, kraftig. Denne mere udſtrakte Be⸗ 
mært. høres jævnlig i dagl. T. At arbeide 
tappert. Der blev drukket tappert. Hold 
dig teppert! 2. færd. udholdende i Strid ; 
ſom iffe ſtver Stridens Fate, men modigen 
ftræber at vinde (modſ. feig.) Cu tapper 
Helt, Kriger, Soldat. De giorte en tap⸗ 
per Modſtand. Ivf. kiek. — “En tapper 
Wand overvinder Modſtand; en kiek Mand 
udholder Modſtand; hün gaaer frem f. at 
vinde, denne holder faſt Fod, f, ikke at tabe.” 
Sporon. — Tapperhed, en. ud. pl. den 
Egenſtab, at være tapper. (men fun i 2den 
Bemarkelſe.) “Tapperheden er hes dem 
lutter Voldſomhed, der begynder fra Ubefin⸗ 


et 











Zapperhed — Tarvlos. 


dighed og haftig vanſlee 
dette - ”Det er v. perhed, at man 
haudler, og v. Kickhed at man vil handle ; 
der ev ingen Tapperhed til uden Kicethed. 
Sporon. SEN 
Tarm , en. pl. -e. [JII. barm. X. S. 
Bearm.] hudagtige Ror i dyriſte Legemer, 
ſom modtage de fordsiede Neringsmidler fra 
Maven, affætte Neringoͤfaften, og bortjøre 
de uduelige Dele giennem Endetarmen. — 
Tarmebad, et. Clyſterr. Tarmebrud, et. 
bd. f. ſ. Tarmelob. (Moth.) Tarmniebag cl. 
Tarmbug, en. den Deel af Bugen el. Un⸗ 
derlivet, hvor Tarmene ligge. (Moth.) 
L, en. F. i Endetarmen. Tar⸗ 
mehinde, en. den tynde Hud, der omgiver 
Tarmene og andre Dele Underlivet; Tar⸗ 
f. Peritons um. Tarmrhud, en. den 
fine Yderhud, hvormed Tarniene ere bes 
kleedte. Tarmelob, et. Brok, Nederlob. 
— Tarmebrok; t. Forſtiel fra: Vends 
k.) Tarmeſtind, et. d. f. ſ. Tarme⸗ 
bud: Tarmejlyugning, en. En Sygdom, 
. tfær hes Botn, hvorved Tarmene kuytte 
fig øg antage et unaturligt Leie. 
frig, et. Indfnit i Endetarmen, ſom viffe 
Gygdomstilfælde gløre nødvendigt. Tar⸗ 
om en. Streeng, ſom gieres af nogle 
Dyres terrede Tarme. Tarmeſek, en. det 
fe f. Tarmehinde. Peritonæenm. Tarme⸗ 
vrid, et. heftig Smerte i Underlivet, Bugs 
vrid, Colit. i 
Tarre, en. pl.-r. Navn p. en Claſſe af 
fantelegener, (Alsæ) m. utydelige Bloms 
er i Blerer, Prikker, Knoppe ell. Skiol⸗ 
de; hvortil ifær hører Tangarterne eg flere 
Bandplanter, famt nogle Mos⸗Arter (Lav, 
Lichenes.) (Hornemanns Plantel. 
Nat. pift. U. 563.) [Benævnelfen er egent⸗ 
lig norft.] 


Tartar, en. pl.-er. (egentl. Tatar, hvor⸗ 
af Tater.) et Navn, fom gives endeel Afi⸗ 
alijte Folfefævd. — Deraf: Tartariet, Tar⸗ 
tarernes Land. tartarift (cl. tatariſt) adj. 
De tartariffe Nationer. ” 


Tarv, en. ud. pl. IS. Parſi, porf. X. S. 
bærf. Øv. Tarf.] 1. det, fom er forns⸗ 
denr, Fornodenhed, Trang. ”Faa vide tiende 
Mands Tarv.” Ordſpr. (P. Lolle) “Som 
Fader der forud feer til Aſtoms Tarv.” 

. Frimann, 

Tarv, tilfredeftiller en fælles Tran 
fremmer ſaaledes det. almene Bel.” Muller. 


2. Nytte, Savn. (Moth.) ”At drive p. 


fælles Tarv og Fred, og dertil Raad at 
give.” Bording. II. 369. At fremme Sta⸗ 
tené, Menneſtenes Tarv. “Skulde Nogen 
af Ligegyldighed forſomme det, ſom tiener 
t. ang Tarv.” A. Ørfted, ”At jeg ikke 
ſtulde ſynes, under Skin af Landets Tarv, 
at føge min egen Fordeel.“ Bagg. N. Klim. 


tarvles ell. tarveles, adj. 1. ſom er 


487 
t. Cruſemhed.“ | 


Tarme⸗ M 


— e, Poſttaſte, Relſetaffe. — Ta⸗ 


unke 


»Hvad der ſteer efter Alles 
Og · 


darvlot — Son. 


uden Zrang, fomsi trænger, 2. unyttig, ſom 

evt. Unytte En tar Ben. (Moth.) 
Tarve, v. a. 1. trænge til, behøve. 

(Moth. forældet.) . 
Tarvelig. adj. ſom er indfkreænket, ell. 


ſom indgtrænfer fig t. det Fornsdne, ſpar⸗ 


[om, itte koſtbar. frugalis. (modſat: overs 
aaditz, edſel) Et tarveligt Maaltid. 
En tarvelig Levemaade. Han er tarvelig 
i fin Klædedragt, “Dyden er en tarvelig 
Stienhed, der ikke praler ur. forfængelig 
Pragt.” Schytte. Meiſom er den, fom 
pᷣleier at noięs, el. ſom lettelig er tilftreds 
m. håad han nyder; ig se den, ſom 
fever ſaaledes, af netop hans førfte Forno⸗ 
denheder tilfredsſtilles.“ Miller. —=' Tears 
velighed, cn. ud. pl. den Egenſtab, at være 
tarvelig (modſ. 
ſomhed (eder t. Tarvelighed, ”Landmænd 
der avle netop det, de i cenfom Tarvelighed 
fortære.” FJ. Boye. Maiſomhed fan viſe 
fig i Alt hvad Menneſtet artraaer; Tarve⸗ 
lighed iffun i det, Menneſtet bruger f.…. 
at Sfbielpe fine legemlige Fornsdenheder. 
et. ' i . 
Tafte, ett. Lr. [S. Taska. N. G. 
Taſke.J en Poſe, ifær af Skind, t. at 
gieinme noget i. (juf. Lomme, ſom ogſaa 
pᷣ. Tydik hedder Taſche.) Meſt br. det i 
Sammenſcetn. En Brevtaſte, Jagttafke, 


e ad et. 

ommer ft. deri at giemme Penge 0. d. 2 
et B. hvori man hænger en Taſte. (Moth.) 
Taſtekrabbe el. Taſtekrebs, en. et Slags 
Krabber. Cancer pagurus. Taffelaas , 


verdaadighed.) Spar⸗ 


1. B. ſom er indrettet m. 





en. En ſtor og bred — — Taſten⸗ 


ſpiller, en. (T. Tafdenfpieler.) en 
Gisgler, der v. legemlig Behændighed for⸗ 
ftaget at giore mekaniſte og andre Konſter, 
fom blende Synet (Tafkenſpillerier.) 

Tater, en. pl.-e. kaldtes tilforn de under 
Mavn af Zigeuncre bekiendte Landſtrygere. 
(f. D. £ov. III. 11. 8. II. 20.) 

Taune, v. a. 1. [af taus.] gisre taus 
bringe t. Taushed. (nfædvanl. men br. ] 
Yylland.) ”Da hører Jehova; lukker Ha⸗ 
gelens Port, og tauner den brølende Tor⸗ 
den.” Hertz. 

Taus, adj. [mangler i beffægtede Sprog. ] 
1. fom tier file; tiende, ſom ikke taler ell. 
giver &yd. silens. ”Taus er ben, fom ikke 
faler; ſtum den, ſom ilke fan tale.” Spo⸗ 
ron. Han. fad ganſte taus den hele Aften. 
Han blev m. eet faus efterat han længe 
havde talt. ”Mené i Taaren, den tauſe, 
hun taus modtager fit Offer.” J. £. Hei⸗. 
berg. 2. fia. ftile, rolig. ”Cenfomhes 
dens tauſe Dal.” Heiberg. 3. fom taler 
lidet. Han er altid taus, i ſtore Selſfaber. 
Den taufe Nat, Sfov. 4. ſom kan tie, 
ſom ikke figer, rober det, han bør fortie. 
Vær taus og forfigtig. (jvf. tie og ſtiltiende. 


å 


lemaonſter ell. rettere Taylmon 


Nioenkelte Zilfælde. (jvf. 


"aud — Tavle, 


Hertil hører ogſaa · det danſte DAL, bruget, 
v. a. at tarme, bringe, faae cen t) at de.) 
Taushed, ct, ud. pl -4.-den Edenſkab 
at være taus; ell, det, at der ties, ikke tales. 
Man fan forlade fig p. hans T. Der vlev 
med eet en almindelig T. i Salen, i Sel⸗ 
ſtabet. ”At bringe cen t. Taushed, er no 
et andet, end at Bringe ham til af bli 
Aum.” Sporon, 2. Stilhed, dys Rolig⸗ 
hed. Tausheden i den merfe, alvorlige 
Granſkov. "Hvor Alfer fig i Nattens Taus⸗ 
hed ſvinge. Heiberg. 
Tave er. plr. en Troœvle, Traad af.et 
Plantelegemo;: fi E. Taveri Hat, Hamp, 
Baſt. (381. Tæ, Garn] 7 1" 

1. Tavl, et. pl. d. ſ. Reb, Toug. Moth. 
Den (Flaaden) Skåde ſik p. Folk, Tavlh, 
Amker, Sell og Mafter.” Bording. II. 389. 

" frorældet, jvf. Callie: Isl. Tåg, en Vidie; 
Tagl. en pale, Heſtehale. Sv. Tagel. A. 
6. Tægl. E. tatl.] Talemaaden: m. Top 
og Tavl med Forenden og Bagenden, al⸗ 
deles — høres endnu. Skibet ſank, forgik 
m. Zop og Tavl. " 


a 


2, Vavl, ct. pl. d. f. 1. en fifrfantet FE 


gur, en Nude, Moth. (ſ. Tavlemønfter, 
tavlet.)” 2. da firkantet Hul i en Dæf. 
(Moth) og-bet, hvormed det udfyldes. (f. 


” Tavleværf,) 3. Tærning, Brætfpil. (A. 


S. Tæf. Tæbl, alea; Tebleré, aleator. 
jvf. doble, Dobler.) (forældet, Deraf de 
forældede: Skaktavl, Vartavl. At lege 
Tavl, ſpille i Brettet. “De legto Guld⸗ 
tavl i Kæmper. Man har endnu et Slags 
Brætfpit, ſop faldes : at trætte Tavl.) = 
Heraf: aa.) Tavlbord, et. Bord, hvorpaa 
ſpilles m. Tæsninger , el. andet Bretſpil. 
(forældet,) Taulbræt, et, B. inddeelt i 
Zavl cl. Ruder, hvorpaa ſpilles SEE, Dam, 
m.m. grund, en. Grand i Toi e. d. 
fom ev i Tavl. (Moth.) ſ. Tavlmoanſter. 
tavlfpættet , adj. ſom hav: ſtore Spætter, 
„liig Tavi, f. E. om Dyrs Hud, (Arreboe. 
235.) b.) Tavleleg, en. Brætfpil. Tav⸗ 
ſter, et. kal⸗ 
des et Slage Manſter I Dreiel, ſom beſtaaer 
af fmaa indvævede Ruder. Tavlevark, et. 
oget, ſom er giort, fammenfat af Tavl. 
(Broen var beflædt m. Tavlevark (Pas 
eelvært) af Zræ. == tavlet, adj. fom bes 
ſtaaer af Tavl, er dannet ſom Tavl el. Rus 
der. En tavlet Bag. . 
Tavle, en. pl.-r. [T. Tafel. egentl. vel 
d. ſamme Ord, fom forvige.] 1. et fladt, 


… jævnt, fædvant. fürkantet Legeme, ſom er 


ulige mere langt og bredt, end tykt; dog fun 
i if. Blad, Plade.) .€n 
Skiferravle, Regnetavle, Zrætavle, Kob⸗ 
bertavle.“ Omſtandſet hiſt af Tavler, Pens 
ne, Bloœk.“ Fr. Guldh. Indſtriften var ind⸗ 
gravet i en 


en Tavle. En Skrivertavle af Elfenbeen. 


(Plade br. derimod gierne om et ſaadant Le⸗ 


al 


488 


fra Tavlbord.) 


, el, A. Se. Tigel. Lat. te 
teentavle. At opfætté, ophænge 


1 


”" Salg — Tegl. ' 
geme, des er liggende.) 2. et ſtort Skiſderi 
ell. aleri. Moth.) jvf. ogſaa Anetavle. 
3. Tavle ell. Kirketavle kaldes et Slags Kaffe 
m. Haandfang, hvori man under Gudstie⸗ 
neften indſamler Gaver t. de Fattige m. fl. 
Tavlebly, ct. Bly, ſom ſtobes i Tavler. 
Tavlebog, en. En Bog, ed. noget, fom 
ligner ent. Bog, fammenfat af Tavler c. 
d. ”Wan face ham at blade i fine Tav⸗ 
Jebogter.” Schytte. (Indv. Reg. 11. 48.) 
av ebord, et, Bord, i hvis. Blad en Ski⸗ 
fertavie er indlagt; Regnebord. (forſtiell. 
Tavleglas, et. Glas, ſom 
dannes i fiirkantede Tavler; Speilglas. 
Tavlepønge, pl. Penge, ſom indſamles i 
Fe v. af mere nerne. Tavle⸗ 
ifer, en. ſinere Skifer, ſom bruges t. Reg⸗ 
metavler v. ds Tevleſteen, en. d. ſ. ſ. Tab⸗ 
leſtifer. 
. Tax ell. Tartræ, et. Et Batfræ m. mes 


"get tætte Grene og Naale, fom man tilforn 


huppigen bragte i Daverne, og v. Saxen 
gav anderlige Skikkeiſer. Taxus baccata. 
Taxere, v. a. 1; «beftemme Bærdien cell. 
Priſen p. en Tinq; vurdere. — Taxering, 
en. Burdering.. |. W— 
Taxt, en. pl. er. [Fr. Taxe.] beftemt 
Værdi ell. Prils'p. Bare, beftemt Betaling 


f. noget, der fårft fættes af Øvrvighebden. 


Poſttaxt, Brodtaxt, Kiodtaxt. 


At. fælge 
efter, over, undre Taxten. 

Tee, v. a. 1. [Jsl. tia.] viſe, udviſe, 
fremviſe. »Faſt ingen Kierlighed man 
mere mod ham teer.“ Holb. V. P. ”D 
er din Pligt, af lade Dyden tec fin Glands.“ 
Storm, (Nu fieldnere ; dog hores det endnu 
hos Almuen.) — Offere forekommer recipr. 
at tee fig, vife fig iOrd ell. Gierning, 
udvife fig. At tee fig fom en brav Karl, 
»Opfyldte Pligters Ro fig i hang Aaſnu 
teer.“ E. Colbisrnſen. *J hvor barſt fig 
Skiebnen teer.“ Bagg. I det Bryſt, fom 

g faa aabent ter,” Tode. »Sangen vif 
g bebre fee, naar'i Anelſer den fosmmer.” 

. £. Heltberg, “Hun anderledes til Sinds 
fig teer,” Ohlenſchl. 

Teen, en. pl. Tene. [I. Tein, Goth, 
Tainse en'tynd Stol, Vaand.J denne Be— 
merkelſe, (hvoraf Tene p. Træer 9: unge 
Skud, vifte) er nu lidet brugelig. »Er 
Gehalten vigtig, udſtobes Metallet I Tene, 
i de dertil ſtukne Huller.“ Schytte. (Indv. 
Reg. II, 223.) Ordet br. nu færdeles om 
det tynde Jern, forfonet m. Vinger af Træ 
ſom fættes ind i Rokken, og hvorom Garnd 
pindes. At fpinde fin Teen fuld, — Mid⸗ 

elteen, Diameter. Moth. (Jordens Mid⸗ 
delteen: Jordaren. Arreboe.) , 

Tegl, en. pl. d. f. SSv. og N. S. Te⸗ 
la.] en af 
cer æltet Steen (ifær Tagſteen; da ans 
dre Leg! nu meft falder Uuurſteen) ”De 
havde Tegl for Steen, og Liim havde de 


(4 


for Kalt,” 1 Moſe B. 11. 3. At fler 

Tegl d: forme dem. Raa (ubrændte) Tegt, 
At brænde Tegl. —. Oftere bruges Tegl⸗ 
ſteen. — Teglarbeide, et. 
ar ſtevge og brænde Z. 2. noget, fom ev 
giort af brændt Leer. figulinum opus. 
Moth). Teglbrænder, es. den, ſom bræn: 
der Tegl. eglbedenderi/ et. Sted, Inde 
retning, hvor Tegl og Muurficen bræne 
des. teglbogget, 2qj. v. bygget af brændte 
Steen. tegldannet, adj. dannet fom en 
Tagſteen. teglfarvet, adj. bruunrsd ſom 
en Teglſteen. Teglform, en." F. hvori 
Tealſteen ſtryges cl. formes. ” Teglgaard, 
en. Huus, hvor der brændes Tegl. (Moth.) 
Teglgulv, et. G. af brændte Steen. Tegl 
huus, ct. H. hvor Tegl torres. Teglhyt⸗ 
te, en. d. ſ. ſ. Teglbrenderi. tegibængt, 
adj. belagt, tekket m. Tegl. En regl⸗ 
hængt Bygning. Et teglhemzt Tag. 
Tegijord, en. den mirndſt rene Leerjord, 


fom iſeer nyttes t. Teglſteon. (Funkes Mat. Et T 


Hiſt.) tegllagt, adj. v. brolagt m. Tegl. 
Teglleer, en. Leer, fom er tienlig og arms 
vendes £. at ælte og firnge Steen af, - ””Den 
almindeligfte Gott Teglleer, ſom er blandet 


m. Kalt, Sand og Jerndele.“ Funkes Nat. 


H. M. 316. Teglmeel, et. Teglfreen, ſtodte 
ell. revne t. et filnt Meel el. Stev. (Paa 
Apothekerne deſtilleres af Teglmerl, mættet 
m. Olie, en Teglſternsolie. Funke. HI. 321.) 
Teglmuur, ex. M. opført af brændte Steen. 
Teglovn, en: Ovn hvori Tegl el. Muurs 
ſteen brændes. — adj. teglfarvet. 
Teglſteen, en. d. f. ſ. Tegl; men br. meſt 
for: Tagſteen, da de svrige Tegl nu ofteſt 
kaldes Muurſteen. Teglſtryger, en. den 
ſom arbeider v. at ſtrvge Tegl. Teglftryg 
ning, en. Gierningen, at ſtryge cl. forme 
Tegl. (Funte Naturhift.).  Tegltag , et. 
Z. belagt m. Teglſteen (t. Forjticl fra 
Straatag. Stfifertag, ꝛe) Tenhrætter, 
en. den, ſom lægger, Tegltag, (Ambergs 
Ordb.) Teglterv, en. pl, d. ſ.T. ſom 
æltes og dannes i Former, liig Tegl; Stryg⸗ 
tørv. Teglvaeg, eu. V. af brændte Steen. 
Teglværk, ct. en Indretning, hvor Tegl og 
Muurfteen ſtryges og brændes. ' 

Tegn, et. pl. d. f. [J. Teikn. A. 6. 
Tacn. Sv. Tekn.] 1. Billede, Omrids, 
Figur; fun i nogle Udtryk. At gisre Kors 
ſets T. De 12 Himmeltegn 2: Stiernebil⸗ 
leder. Bæderené, Jomfruens Tegn. 2. 
noget ſynligt ell. ſandſeligt, der. vætter en 


vis Foreſtilling, giver noget tilfiende, (f. E. 
Mærværelfe, Villie, Befaling) tlener t. 


Kiendemerke; eller noget, fom man beftems 
mev f£f, at opfylde en af diſſe Henſigter. 
signum, indicium) Ord ere Tegn paa 

anker. Skrifttegn, Lydtegn. Det er T. 
paa en. god Helbred. Der var ikke T. til 
Liv hos ham. 6 Livstegn.) At give cen 
et Tegn med Dinene, m. Haanden. ”Da 


£ 
- % 


489 


1. Arbeide v. 


Tegn — Tegne: 


'gtør mig et Tegn, ' af du ev den, ſom 
taler m. mig.” Domm. 6. 17. — Et 
Tegn kan ogſaa gisres v. at 'frembringe 
en &nd; et Marke gieres blot f. Synet 
Sands. At gide Jegerne T. med Hor: 
netet. at fyrede fig. At fætte et Tegn 
(Mærfe)-p; noget. (ſ. Kiendetegn.)Tegn 
Har et vidtloftigere Omſang, end Meerkeo; 
kun det. fynlige Tegn, og det, der fan ber 
tragtes ſom noget bliverde, ”er et Dærfe. — 
Saar". Læferen lægger et Mærke i fin Bog, 
ler det 'et'Eryn p. at han vil erindre et Sted 
deri.*Muͤller. 3. færd. Merke p. nøgét 
tilkonmende; det, hvorved en tilkommende 
Forandring forbetydes; Varſel (ostentu 


omen, præsagium.) Der ſtal ſtee Teg 


i Sol og Maane.“ Joh. 4. 48. Jeg holder 
det f. et godt, ondt Tegn. ”Som en Yng⸗ 
ling, vakt af tmilende Drom, - ugrundet 
dens Tegn,” Hertz. Man holder det 4. 
Tegn p. en (foreſtaaende) ſtreng Bintet 
. Paa Uvetr, Storm. Dev ingen &. 
til at det ſnart vil fee. Smamærnd 2 

—5 Udlæggere. (Bibeloverſ.) 4.1i vo 

Bibeloverſ. br. det vgſaa hyppigen «for z 
Andervoerk, Undergierning. f. G. Der 
ſom J iffe ſee Tegn og underlige Gier⸗ 
ninger, vil I ikke troe.” Joh. 4. 48. * 
Tegnbillede, et. B. ſom matt har tillagt 
en vis Betydning, ſom er et T. paa no 
get; ſymboliſt Billede. tegnbunden, adi. 
om er ligeſom bunden t. et viſt Zegn 

ſtaaer iForbindelſe mcd., væftes--v. et 
vift Tegn ; ſymboliſft. tegnbunden Kund⸗ 
ſtab. Tegnlare, en..1. £, om at opfiude 
paſſende Tegn t. Foreftillinger, Ars chat 
racteristica.) 2.i Lagevidenſtaben: Lære 


gr om at beffemme en Sygdom og den Syges 
Tilſtand efter udvortes Tegn; fi G. Palſen, 


Tungen, Urinen, 2. ¶ Semiotik.) — Tegne 
ſerift, en. kaldes (i Modſ. t. Bogſtavſkrift) 
en Strift, der betegner Eproglyt og Ord v. 
andre Tegn, end Bogſtaver. Tegnfprog, 
et. Maade at meddele Tanker og Følelfer t. 
en anden v. Tegn, i St. for v. Tale cl. 
Skrift. (Baggefen:) : Tegntyder, cn. den, 
ſom af viſſe Tegn ell. Varſler vil forudfige 
tilkommende ell. forklare ſtiulte Ting. (. 
Stiernetyder.) Tegntydning , en. Gier⸗ 
— at udtyde Tegn ell. Varſler. (O. 
uldt.) ; ” 


" Tegne, v.a. og n. 1. [I. teikna.] 1. 
danne, efterligne Omtræffene af en Gien⸗ 
ſtand, ſom den er ell. viſer fig. (jvf. ridſe, 
male.) Af tegne et Tre, et Dyr, en men: 
neſtelig Figur. Han tegnede hende af ſom 
hun fad, el. ſiddende v. Rokken. »Den, 
ſom forftaaer at tegne, maa kunne aftegne 
baade Wenneffér og Dyr,” Miller. At 
tegne efter Naturen, efter en levende Mo» 
del, efter Antiker. Hun lærer at tegne. 
fig. ”Sorg og' Forbittrelfe fig £ hans Øie 
tegner.” (bedre: maler.) C. D. Biehl. 


u ' 


he man vil tegne paa. Tegnekouſt, en. 


boer, lever i Telte, ikke tg 


Zegne — Telthuus. 

2, fætte Meerke paa, incerke (ſom oftere br. 
Sar dig f. den, fom vor aller efter se) 
3. at rive, ifær fir Navn; ogſaa: tegne 
fig. Der har mange tegnet fig fom Deel⸗ 
tagere. At tegne paa en Omgangsſtrivel⸗ 
fe. At tegne noget op o: rive det op f£. 
Erindring (f. optegne.) At tegne under, 
f. undertegne. 4. neutr. vg impers. have 
Udſeende af, ſynes af ville blive, varfle. 
Drengen tegner godt. Han tegner til at 
blive en dygtig Karl. —En vel tegnende 
Xftom.” O. Guldberg. Det tegner £. en 
od poft, t. en haard Vinter. Tegnes 
bog. 1. en B. hvori man tegner (1.) 
til Voelſe. 2. Bog, hvori man tegner sp 
det, man vil huſte, in. m. el. en Brevtaſte, 
m. dertil indrettede Blade, Tegnebræt, 
et, 3. hvorpaa man kliſtrer det Papir faft, 


Konſt at funne tegne (1.) neme⸗ 
Årg den, fom under» fer i at tegne; 
23 . egnepapir, et. t 
jævgt spir, den br. fil at gone raa, 
nepenge, pl. (a e, 3. nde, ſom 
ives — f. —*8* ne deres Navne, 
ville gaag t. Alterd. neffifer , en. 
Gt Slags blød Stifer, fom anvendes t. Tegs 
ning, og I Xlm. kaldes Sortkrid. Argilla 
nigrica. (Funte R. Lift.) = Tegnelfe, en. 
A. Dandlingen at tegnes men fun i 2, eg å. 
Bemærk. (flelden.) 2. noget, ſom er ops 
tegnet, opſtrevet f. at erindres ell. bevares. 
vf. Antegnelfe.) — Tegner, ens Tegning. 
—— en. den, fom fan tegne. 4 
Dan er en god mer; men at male fors 
flaner han iffe. — Tegning, en. 1. ud. pl. 
Gierningen at tegne; iſer i 1. Bemerk. 
At anvende fo Timer daglig p. Tegning. 
2 pl. - er. noget, fom er tegnet (1.) 
meget udført T. ”Ct udkaffe €. en Tegning 
indeholder de blotte Dmtids; en udført 


Tegning tillige Sys og Stygge.” Muͤller. 


At ſtygge en T. Tegningen t. en Byg⸗ 


nine, t. en Maftine. 
eu, et. ub) S. Teld. N. 6. 


æelt, J. Tiaild.] en af Lerred, Huder, e. d. 


over Stænger udſpilet, oventil ſpids ell. 
fegledaunet Bopæl f. Vennefter, indrettet 
t. let at kunne nedtages og flyttes. At 

nedtage et T. At ligge uns 


reiſe, opflaae 
der Telt. Zliforn laae Soldaterne i Telte 


p. deres Tog, ell. i Leire. Nogle omvan⸗ 
kende Folkeferd boe i Telte. — Teltbod, 


en. Krambod ſom er opflaaet I et Telt, un⸗ 


ber et T. Teltboer, en. 


l.-e. den, ſom 
fe ufe. Telt⸗ 
boere og Skovbyggere feire let over dem, 
der boe i fatte Huſe og Stæder.” J. Borne. 
TeltdætTe, et. det, hvoraf Teltet beftaaer ; 
el. noget hvormed et T. udenpaa bedættes. 
(Teltdælfen. Roſenſtand mil. Refcr. IV. 2. 
496.) Telthuus, et. Et meget ftort T. 
dammet fom ct Huus; cl. et Suus (f. & 


Lerred danner 1 


490 Jeithuvs — Temperament, 


Lyſthaus i en Save) dannet ſom et Telt. 
sen. den sverfte Gude af 


en. Teltlerred, et. tykt £. ell. Seiſdug, 


menſyer 
rebo.) Cape en. Dæl, hvorved de Reb, 
fom Teltet vdſpiles med, holdes ſtrammede. 
—* et. R. hvorved A en: 
pilet. Teltſeng, en. Seng, ms 
æng ligne et Belt. Cdtflang, ea. Guy 
Stang, der reiſes i Jorden, i Midten af 
Teltet, og hvorved dets sverfte Spids befæs 
ſtes. Telttag, et. Tag, der fra alle fire 
Gider løber fpidit ſammen fom ef T. Telt⸗ 
vogn, en. 1. Vogu, hvorpas Telte føres 
efter én Krigshær. 2. En 8. hvorover 
der er fpændt et Slags Felt (ſom Kalmuk⸗ 
ternes.) Tel en. Gu af Siderne i et 
Felt, ell. en af de Flader, ſom det udſpilede 
eltet. »Fra beduggede 
Teltvæg tog han Sfioldet.” Hert. 

Telte, v. n. og a. 1. at ſlaae Telte op; 
at dæfte m. Telt. ”Han lod fine Mænd 
ſtrar telte over fig.” — Vore Landsmænd 
har alt teltet Stibet.” HOhlenſchl. (Hakon 
J.) (Inf. Vedels Caro. 6. 311. 387.) 

Temmelig, temmeligt, adv. [N. S. t åm: 
WWE, T. ziem lich i en hverken færdeles 
flor, ell. meget liden Grad, (bog ſnarere noget 
ftor, end f. Uden), nogenlunde. (Egentlig: 
hverker for meget ell. for (idet, paffelig ; I 
gefom d. Gol. temelick, conveniens.) HOans 
Helbred er nu temmelig god. Hun ev tem⸗ 
melig ftor f. fin Alder. Bintereñ er i Aar 
temmelig ftreng. Temmelig meget, lidet. 
Det gaaer fan temmeligt m. Arbeidet, m. 
Helbreden. — Undertiden fem adj. hvor dog 
egentlig for ell. et andet Adj. er udeladt : 
Han efterlader fig en temmelig Formue. 
Der ev endnu en temmelig Deel tilbage. 

Tempel, et. pl. Templer. flat. tem- 
plum.] cu til offentlig Gudsdyrkelſe indviet 

ygning. Det br. altid, og i enhver Ud⸗ 
trytsmaade, om de Gamles Gudehuſe (Ju⸗ 
piters T. Sandhedens, Dydens T.) men 
fun i poetiſt og oratoriſk Stiil om de Chriſt⸗ 
nes Kirker. (f. dette ) Man nævne 
da ogſaa: der fande Guds Templer; i Mod: 
fætn. t. Aftgu . ”Tempel er i Al: 
mindelighed en (forment) Bolig f. en Gud: 
bom — Rirke betyder et Sted, hvor de 
Chriſtne ære og tilbede Guj.” Sporon. = 
Tempelherre, en. Medlem af Tempelorde⸗ 
men, ell. Tempelherrernes geiſtlige Ridder⸗ 
orden, ſom ſtiftedes i Begynd. af det 126, 
og ophævedes t det 14de Aarhundrede, 

Temperament, et. pl.-er. [Lat. tempe- 
ramentum.] En vig Legemsbeſtaffenhed, og 
dennes Indflydelſe p. Charakteren, ſom 
man tilforn ifær tilſtrev Blodet, ell. For: 


Telte, fa 
b, 


hud 





Ud 


⁊ J 


holdet imellen te faſte og —— Dele i 
det menneſtelige Legeme. Det ſanguiniſke 
- dolerifte, phlegmatijte, melandolge T. 
Ut være af et hidfigt, ſagtmodigt T. Der⸗ 
af: Temperamentsfeil, co. fe. 
eratur, en. [kat.] En vis Beffafs 

fenhed i Luften, iſer m. Henfon t. Gar: 
mens og Kuldens Grad. 

Temperere, v. a. 1. (Lat. temperare.] 
give. en paſſende Grad, v. at formindſte el. 


formere, v. én paſſende Blanding. En tem⸗ 


pereret Luft (hverken f. fold ell. for varm.) 
Gt tempereret Klima. . ” 

Tene, en. pl.-r. en Ruſe, Fiſteruſe. 
(Ambergs Drdb.) f. Aaletene. 

Termin, en. Fler. (af Lat. terminus.] 
Gt vift, faftfat Tidspunkt ; et beſtemt Tids⸗ 
sum. At fætte cen en TC. At betaͤle en 
Sum i 4 Terminer. — De to aarlige Ter⸗ 
miner t. Renters Betaling og Pengeſagers 
Afaisrelſe. (d. 11. Jun. og 11. Dec.) 

Terne, en. pl.-x. IJ. berna. T. og N. 
S. Dirne, Deerne.] en Tieneſtepige, 
Kammerpige, Stuepige. (Næften forældet, 
undtagen I Poefie og komiſt Still.) ”Ci 
Ternen i Haaret hun rytter, for hende gaaer 

Drengen i Ro.” C. Frimann. 

-… Terne, en. pl.-r. gn.Slægt af Vandfug⸗ 
le, ſom huve nogen Liighed m. Maager, 
og v. deres Flugt og den hos nogle Arter 
kloftede Hale ligne Svalerne; og derfor ogs 
faa faldes Soſvaler. Sterna. 

Cerning. en. ſ. Tærning. 

Terpentin, en. En flydende, filn Harpix, 
fom faaes af adſtillige Zræer, hvoraf den 
cegte ell. Cypriſte Terpentin (ſom faaes af 
Terpentintræct : Pistacia.Terebinthus) er 
den ædelfte og bedſte. Terpentinolie, Ter⸗ 
rn itue faaes af Terpentinen v. De⸗ 


Terrin, en. pl.-er. [Ir. Terrine.] en db 
Suppeſkaal, fædvanlig m. Laag. En Pors 
ſelins 
Et Terrinlaeg. 

Terffe, v. a. ſ. tærſte. | 


Te 
Stad 


u 


— 


errin; en Solvterrin, Tinterrin. 


Zemperament — Teſtament. 491 Teftament Theologie. 


om Bibelens hellige Bøger: Det gaul⸗ 
det nye Teftamente. ! 


Text, en. [Lat. textum.] 1. en Forfat⸗ 


'terg egne Ord; t. Forſtiel fra: Anmerf⸗ 
ninger, Fortolkninger derover; Grundſtrift. 
2. (pl. Terter.) Et Stykke af Bibelen, ſom 

Fforklares I en Prediken. At vælge en T. 

prædife over en T. Texten t. en Sligyræs 

diken. Frie, faſtſatte Texter. (I ældre 

Danſt Læften 3: Lectien.) . 

Theater, ef, pl Tocetre [Lat, thea-- 
trum.] Skueplads, Skueſpilhuus. (Lige⸗ 
fom dette fremmede Ord hyppigen og neſten 
allene br. i Taleſproget, ſaaledes forekom⸗ 


mer det ogfan i endeel Gammenfætninger, 


f. E. Theaterbud, Theater: ng, Thea⸗ 
tercaſſe, Theaterdirecteur, 


o. fl. 

ee, en. 1. (pl. Theer, om flere At⸗ 
Mus terrede Blade a 
Bruun Thee, gren Thee. Fine Theer (sl. 
ere) Jvf. Kryderthee. 2. et Af⸗ 
kog af tørrede Theeblade (ſom drjkkes i China 
og Japan) el. en Paagydning af kogende 
SÅ —** —8 i Suroya. 
"Havde Chineferens Thee ængt dt 
vort firdalende Misdhorn.” Sanger 
drikke Thee; ſtienke Thee. En Kop T. 
Theen far truffet o: Vandet har udtrukket 
Kraften af Bladene. Theebakke, en. B. 
af Træ el. lakeret Blik, hvorpaa Theetoiet 
fættes el. Theen bydes omkring. Thee⸗ 
blad, et. Blad af Theeplanten. Thee⸗ 
bord, et. B. hvorpaa Theevand ſtienkes og 
fremfættes. Theebræt, et. Gt pynteligt 
Bræt, t. at fætte Theekopper, Theetat vad. 
Theedsafe sen. D. hvori man ˖giemmer 
Thee (1.) Theedug, en. D. ſom brede 
over Theebordet. heekande, en. d. ſ. ſ. 
Theepotte. Theckiedel, en. K. hvori Vand 
koges t. Thee. 


er beftemt og br. til at dritke T. af. 


P 


Thee⸗ 


maffine, en. Cu Indretning f. at komme 
kogende Vand i, og v. Glader ell. Lampeild 


at holde det i Kog, fa at fade det lebe fo⸗ 

ende i Theepotten. plante, en. Cu 
Butvært, hvis tørrede Blade faldes Thee 
(1.) - Thea: Bohea. T; viridis. Lin 
Theepotte, en. et Slags Kande m. Laag, 
hvort Theen kommes, og kogende Vand gys 


des p. den. iſtab, et. S. der ſam⸗ 


les f. at drikke Thee. Theeſftaal, en. Thee⸗ 
Theeſtee, en. —8 Skee, ſom 


tops 

br. i Theckopperne. Theeffienber , en. 
Den, der udfælger Thee iKoppeviis. Thee⸗ 
ſtrün, et. Et lidet Skriin, hvori Thee, Sukker 
m. m. derhen hørende glemmes under Laas 
Theetoi, et. ud. pl. Kopper, Theepotte, 
Theedaaſe m. m. ſom hører t. at ſtienke 
Thee. cevand, et. 1. Vand, ſom ko⸗ 
es t. Thee. 2. d. f. f. Thee, 2. ”Lab 
Theevandet fare, drik hellere Øl.” Beſſel. 
Theologie, en. ud. pl. videnſtabelig Lære 


Theeplanten. 


Theckop, en. K. ſom iſer 


2 — 





— 


4 


J 


aheelogie Ihronfolger. 402 Aadhtvoufolger — aid. 


om Gud og sm Menneſtets Forhold t. det 
hsieſte VBæfen, (Religionsvidenſtab) grun⸗ 
det enten -p. philoſophiſt Underſegelſe (na⸗ 
turlig T.) el. pax guddommelige Aabenba⸗ 
vinger (dabenbaret T.) At ſtudere Theo⸗ 
logie. —T elg, en, den, fom har giort 
Theologie til fin Videnſtab. — rheologiff. 
ad. fom hører t. Theologie. En tbeclogift 
CGandidat, ſom har taget theologi s 
bedsexamen. At høre en theologiſt Fore⸗ 
læsning. dl … 

Theorie, en. pl.-er. [Lat.]' 1. videnſta⸗ 


belig, ell. fuldſteendig og ordnet Indſigt £ en 


Materie, t Læren om en vis Gienſtand; mods 
fat Praxis ell. Udovelſe. At have Theorien 
nude. Han har lagt fig, efter Theorien i 
Medichnen, Meditinens T. men aldrig givet 

af m. at udeve den, m. Praxis. 2; vis 

ſtabelig Fremſtilling af en' vis Lære, Læs 
rebegreb. Agerdyrkningens, Lovkyndighe⸗ 
dens T. At ſtrive, fremfætte en ny Theo⸗ 
vie. — theoretiſt, adj. ſom hører t. Theo: 
vie, t. videnſtabelig Indfigt og Lære; modſ. 


aktiſt. 
Fe ri, conj. [Jol. priat. Formen thi at 
er ogfua i ældre Danſt hyppig. AX. S. by, 


ea, quia.] 1. Dette Bindes 
dvd betegner Grunden t. den ell. de fores 
gaaende Yttringer el. Sætninger, og ftaaer 
altid i Begyndelſen af en ny Sætning, der 
fædvanligen v. Colon adſtilles fra den fore⸗ 
gagende. —8 enim.) Reiſen var ikke blot 
en Lyſtreiſe; thi vi befgae alle Fabrikerne i 

nen. »Han var en from og ædel Mand ; 


ideo. propter 


Adel kaͤn en Bonde være.” Thaarup. — ” 


fortlarende Sætning fan ogſaa være 
ſporgende cl. betinget:. Jeg lager ikke over 
min Stiebne ; thi hvortil nytte Klager ? — 
Det er nødvendigt, at bringe ham p. en 
bedre Vel; thi ſteer dette iffe, gaaer han 
fin Undergang i Mode. 2. Undertiden ſtaaer 
ii Gt. for: derfor, og tyder hen paa en 
rund cl. Xarfag ft. den Handling ell. Birk⸗ 


- ning, fom udtryffes v. Gætningen, der bes 


gynder m. thi; men ogfaa her forudfættes 
en. Forbindelſe m. noget foregaaende. (igi- 
tur. $él. pvi.) — Magt funde her iffe ans 
vendes; thi vilde han forføge, hvad der 
kunde udrettes v. Lift. (Gierningsordets 
Sted foran Perſonen er her nødvendigt, og 


betinger netop Meningen: igitur tentare 


volmt. Thi han vilde,. ev derimod: nam 
voluit tentare,) ' 

Throne, cen. pl.-r. [£af. Thronus.] 1. 
en Kongeſtol, et Kongefæde, Hsifæde. 2. 
den hoieſte Magt, Regentens Myndighed I 
et ſtort Rige. At beftige Thronen (om Kei: 
føre og Konger; fielden om mindre Fyrſter.) 
Lan blev ſtodt fra Thronen 9: affat. — 
Thronarving , cen. d. f. ſ. Thronføtger. 
T 8 en. Arvefølgen i ef Rige. 
Thronfolger, en. den, ſom v. Fodſel el. 


Udkaaxelſe et berettiget t. at arve en T. ell. 


Redieringen over et Rige. Thronbimmel, 
en. En Himmel 9: Loft ell. udfpændt Dætfe 
overen T. Thronfeng, en. En Seng m. 
en Huͤnmel over, liig en Thronhimmel. = 
throncværdig, adj. fig. værdig t. Thronen, 
fil at beherſte en Stat; ”Hvar huuslig Dnd 
gar forenet fig m. throneværdig Bord.” 


alling. | 

Ti (conj.) f. Thi. - R . 

Ti, et Talord; Hovedtallet 10. pl. Tiere 
br. om Tal, fom. v. deres Plads i en Tal: 
vrætfe betegne Tallets Cenheder, ti Sange 
tagne. (f. Enere.) = Tiger, et. pl. d. f. 
dette Ord have Nogle brugt t. at betegne et 
Antal af 10 Aar; en Decade; Andre det 
mere analogiſte: Aarti. Intet af diffe Ord 
har faaet alm. Indgang. — ticarig, adj. 
fom har en Alder af ti Aar. logfaa: tiaars. 
En 'tiaars Dreng.) tiende, Ordenstallet 
af 10. Hver fiende Mand. — Deraf : Tien⸗ 
dedeel, en. Fre Tiendedele. %. (jvf. n. s. 
Tiende,) - Tiendepenge, n. s. pl. Afgift 


af en. Tiendedeel af en Pengeſum, fom t 


vifje Tilfælde (f. €. naar Arv fortes ud af 
Landet) maatte. betales, (D. £. V. 2. 76) 
Siette⸗ og Tiendepenge. — tifold, adj. og 
adv. fom tages ti Gange: ti Bange taget. 
Tikant, en. Figur m. ti Kanter,  rifen: 
tet, ad). fom har ti Kanter ell. Vinkler. 


m. fl. 

Tiadder, en. (Tadder. Moth.) unyttig 
Snakken, Sladder, Vaas. Deraf: triad⸗ 
Ore, v, a. af ſladdre, ſnakke toſſat og meget. 
Tiaddren, en. (fun i dagl. og lavere Tale.) 
Tiavs, en. pl.-er. [65. Toffs, cricic, 
cirrhus.] en nedhængende Ende af revne 
Klæder; en Pialt af ingen Værdi. (Moth.) 
— tiavfet, adj. fom hænger i Tiavſer; re⸗ 
ven, pialtet. , 

Tid, en. pl.-er. IJ. og X. S. Tid] 1. 
ud. pi. i abftract ell. philoſ. Betydning: 
2.) den Form, hvorunder vi v. Tœenkningen 
fatte de endelige Tings Følge effer hinan: 
den. Som ſaadan modſettes Tid i Serd. 
Kum. B.) det Endelige felv, ell. de en⸗ 
delige Ting i deres Folge (Tilbliven og 
Ophor;) modſat Lvigheden,  ”Den Evig⸗ 
hed, hvortil min Slæl fig giennem Tiden 

ynder,” &. Frimann, 2. i almindelig 

lebrug forftaaer man v, Tid en vig, p. 
forſtiellige Maader neiere beſtemt ell. afs 
maalt Deel af hlin Følge, (1. a.) ſaavel m. 
Henſyn t. et enkelt Moment i Tiden (Tide⸗ 
punft) fom t. en Varighed ed. Vedvarenhed. 
(Tidsrum.) f. E. a.) m. nærmere Be: 
ftemmelfe v. Tilſcetninger. Det vil ffee om 
. Dm et Aars, om cen Maaneds 
Tid. Den Tid vil komme. For fort, f. 
lang Tid fiden. Det er fang Tid fiden 
(længe fiden) jeg fane hende, (el. har feet 
hende.) - Det var paa den td. Paa den 
rette Tid. Paa nogen Tid; paa en fort 
Tid; paa en Dagé Tid. Det er nu den T. 

P 


A! 


en fort 


id. | 


Det ev ikke den rette T. paa Dagen. Den 
T. vil komme, da du fortender det. . Den 
forbigangne, nærværende, tilkommende Te 
(ſ. Sortid, Wutid, Sremtid.). Fra gam⸗ 
mel Tid af.'— J Srekernes, Romerne 
Tid. 3 den forrige Konges Tid (3: Leve⸗ 
tid, Regleringétid.) I min Tid, i hans 
Tid (2: da jeg, da han var i den Stilling, 
SBetiening, e. d. hvorom Talen er.) — En 
Tid lang (el. Tidlang) figes for: længe, 
el. en lang Tid (dog betegner det fidfte Ud⸗ 
truf ſnarere et lengere Tidérum.) pan har 
været en Tidlang i vort pyus. — Til evig 


Tid (in æternum) om en Varighed, hvors 


for man ingen Grændfe tænker flig. I pl. 
figeg: i forrige Tider (tilforn, olim) i vore 
Tider (nuomftunder,) De Tider, fom 
ſtulle komme. Tidernes Folge, Omſtift⸗ 
ning. b.) ud. pl. m. Henſyn t. en Varig⸗ 
hed, der udfordres t. af en Forandring ind⸗ 
træder, at noget ſteer. Vi have god (lang) 
T. At tage fig god T. den fornødne T. til 
noget. At give cen atte Dages Tid. (Friſt.) 
Giv Tid! giv fun Tid! (til den Haſtige, 
Utaalmodige.) Der horer megen Tid til. 
Der ev ingen T. til. Det har jeg ikke T. 
til. c.) ud. pl. med Henſyn t. et vift, 
t. det rette, det paſſende, beſtemte Tids⸗ 
punkt. Det ev hel TR. Det var paa 
Tiden, p. den høie Tid, at du kom. Det 
er endnu ikke Tid. Sfin Tid å: naar Ti⸗ 
den dertil kommer. At paſſe Tiden t. no⸗ 
get. Alting har fin T. At vælge den rigs 
tige T. I beleilig Tid, i den rette Tid. 
Tiden er forløbet. Det er hu ikke T. at 
tomme t. Folk. Nu er det Tid at angribe, 
At komme, gisre noget for (9: før) Tiden, 
t. rette Tid. J Tide da: I betimelig Tid, 
itte f. fildigt. (til Tide. Hun gik ictke til 
Tide m. fit Foſter. (Moth.) jvf. Utid.) — 
Ligeledeé m. Henfyn t. et vift Tidspunkt af 
et længere Tidsrum. Paa den Tid af Das 

en, af Aaret. (f. Aarstid.) Ved Aftens 

id, v. Midnatstid. d.) m. Henſynſt. 
Fornemmelſen af Tidens Varighed ud. pl. 
Tiden falder, bliver mig fang. At fordrive 
Tiden m. uoget, udfylde den m. morende 
Soſler. — Skeer def p. cn meget tankeles, 
unyttig Maade, br. Udtrykket: at dræbe Ti⸗ 
den.) At tilbringe Tiden p. en behagelig 
Maade. e.) en enkelt Deel af Tiden, et 
tidsrum, m. Henſynt. Omftændighederne, 
t. det, fom er ell. ſteer, hendes i Tiden; ogſaa 
i pl. At ſtitke fig i Tiden, At tage Tiden, 
fom den er. Vi vil haabe bedre Tider, 
Da var det gyldne Tider, Irykkende, bes 
fværlige Tider, En ſaadan T. kommer als 
drig mere. Dyre Tider. Dyr T. paa 
Korn. J Trengſels Tid. J Node. Tid, 
cl. Nodens Tid. I Heftene Tid. Krigs⸗ 
tid, Fredstid, Sygdomstid, Slædestid, 
Plosietid, x. 3. i Sproglæren: Giernings⸗ 
ordenes Tider ell. Tidsformer o: Boininger, 


43 
ſom tilklendegive den forſtielige Tid, hwari 


tb, 


noget ſteer ell. gisres. tempara verborum, 
4. Af egne Talemaader og Udtryk fan bl.a; 
merkes: At fige noget i en god Tid, ſausto 
omine. Tiden vil lære det 2: Fremtiden, 
Det giver fig, vil vife fig i Tiden (Fremti⸗ 
ven.) Tiden (2: den nætværende T.) fører 
det m. fig. At tage Tiden (Leiligheden, den 
vette TZ.) I Agt. At give Tid (itkke ſtynde 
f. meget.) Fra Tid t. Tid, fra Tid til 
anden, d: nu og da. Tid efter Tid, Tid 
efter anden 9: lidt efter lidt. Paa den Tid 
oa: Da, dengang. tune temporis. J vor 
Tid (Tidsalder, Levetid.) Det gr ikke ſteet 
imin T. oa: i min Levetid; el. medens jeg 


"opholdt mig der, havde dermed at giore, 


m.m. For en Tid, ell. en Tid lang oꝛ 
i nogen Zid. — eigegzdes Til en Tid. Det 
gaaer an til en Tid; men omfider bliver, 
man kied deraf. — Med Tiden o: engang, i 
Fremtiden. For nærværende Tid (ilke Åse 
Tiden.) — tidsnok, adv. i betimelig Zid. 
Det er tidsnok i Morgen. pan fom tids⸗ 
noP t. Brylluppet. (f. ogſaa imidlertid, uns 
dertiden.) == Sammenſetninger: a.) Ti⸗ 


debog, en. kaldtes fordum en Bonnebog, der 


indeholdt Bønner t; forſtiellige Dagens Tir 
der, Feſtdage, 0. f. v. Horæ. 
bruger det for: Krønife.. ”Verdens Tider 


bog.” I. 159.) Tidemarke, et. Forvar⸗ 


fler el. Tegn p. det, ſom foreftaaer, ſom 
fan ventes at ville ſtee. ”Alehaande Ti⸗ 


demærter fagte de at udgrunde,” Guldb. 


(Verd. H. II. 217.) Tidepenge, pl. en 
Afgift, fom Haandvorksſvende maae betale 
t. augécaſſen. b.) Tidkort, el. Tids⸗ 
Fort (P. E. Muͤller.) en. d. ſ. ſ. Tidsfordriv. 
»Biſtoppen Drev ſaaledes fin Tidkort.“ Ves 
dels Saxo. Tidkortning, en. det, ſom 
fordriver Tiden, Tidsfordriv. M.) tids, 
løs, adj. ſom er uden Tid, ſom el kiender 
t. Tid. ”At vi ſom tidloff Fæ ci Jorden 

ulde bygge.” Arreboe. 

ø,n.s8. en Plante. (f. nedenfor.) Tids 
mærke, et. Mærke ed. Tegn, hvoraf man 

utter fig til den paffelige Tid. “Tidmaær⸗ 
erne til Agerarbeide ere ikke de ſamme nu, 
fom fordum.” J. Boye. tidfparende, ad). 
v. ſom gior, af man bruger mindre T. til 
en Gierning. tidfpildende, adj. v. ſom 
ſpilder Tid f. den handlende, berever cen 
Tiden (ſtrives ogſaa tidsfpildende.)  c.) 
Tidsafdeling, en. En vis Deel af et Tids⸗ 
rum. (J. 5 Mynſter.) Tidsalder, en. 
En betydelig Deel af Tiden, m. Genfyn t. 
Mennefteflægtens Liv og t. det, (om i Ti⸗ 
den har tildraget fig. Vor T, En forbi⸗ 
pangen T. (f. Old.) Tidobeining, en. 

Syroglæren: den Bolning el, Foran⸗ 
dring af et Gierningsord, fom betegner Hands 
lingens forſtiellige Tid. Tidofordriv, en. 
noget, en let Syſſel, en Fornoielſe, foors 
ved man fordriver Tiden, ell. den ubebages 


LJ 


tis 


(Bording ' 


idlos cl. Tide⸗ 


i 


0 — Tidende... 


driv, »Som danner fig af fine Brodres 
Glæde en ædel Tidsfordriv.”” Evald. ”Den 
blotte Tidsfordriv betegner den ringeſte 
Grad af Fornsielfe, der ikkun tiener t. at 
" adfylde en Deel af Hviletiden.” Måler. 
Tidsforhold, et. F. ſom vedkommer Tiden 
(f. E. i Sproglæren.) Tidefriſt, en. 1. 
ldfættelfe i Tiden; Raadighed vver et Jids⸗ 
cum. (f. Friſt.) 2. -Zidérum, Forleb af 
Tid. ”Xt enhver efter en paſſende Tids⸗ 
fig funde finde Anfættelfé,” Mynſter. 

idsfolge, en. Sen Tids Folge efter den 
anden, havet m. blot Øenfun t. Tiden, ſom 
mi. Denfon t. Begivenhederne ; ell. diſſes 

Følge p. hinanden I Tiden. Dette Ord uds 
fryftter en T. At fortælle Hiſtorien, Begi⸗ 
venheder efter. Tidefolgen,  Tidefrenife, 
en. f. Rrowife. Tidslede, en. Lede v. Ti⸗ 
den, Kiedſomhed af Mangel p. Gvne ft. at 
udfolde Tiden. dslængde, en. En vis 
fængde, Udfivæfning, Varighed af Tiden. 
Tidsleb, et. d. f. f. Tidsrum ell. Tidofolge. 
»En Dag, foam ender et Tidslob i vort Liv, 
og begynder et nyt.” Baftholm. Tide: 
maal, xt. M. paa Tidens Varighed (f. E. 


ved Inddeling i Aar, Dage, Timer, x.) 
»Frulbbyrdelſens fangfomme Sang have vi 
tutet Tidsmaal for.” Oluffen. idsmærs 


" Fe, et. Merrke af den Tid, hvortil noget ho⸗ 
ver; Kiendetegn paa, fra hvilfen Tid noget 
ev. (Rahbek.) Tidsomſtændighed, en. 
færegen D. el. Beſtaffenhed v. en vis Tid; 
noget, fom hører t, et vift Tidspunkt, ſom 

dincerker det fra andre. Tidsord, et. ſ. 
ierningsord (Berbum.) Tidsorden, en. 
d. f. ſ. Tidslob. Tidepuntt, et. et bes 

'ftemt Afſnit, Ophold I Tiden; en, v. en vis. 
mærkværdig Begivenhed beftemt Afdeling i 
Tiden. idsretzning, en. 1. Maaden, 
at beregne og inddele Tiden paa (den ris 
ſtelige, jodiſte, mohamedan ſte T.) 2. Bis 
denſtab, Lære om de forſtiellige Maader, 
hvorpaa Tiden beregnes; Chronologie. (fſield⸗ 
nere.) Tidsrum, et. En Deel, Afdeling af 
Tiden. Et T. af 20, 50, 200 Kar. Tids: 
rælfe, eh. d. ſ. ſ. Tidsfolge, Tidsſtifte, 

et. 1. Tidens (o: de med Tiden forenede 
Omſtœndigheders) Omſtiftning, Foran: 
dring. 2. Dvergang fra cen Tid t. en ans 
den; Tidpunkt. CTidefpilde, en. ud. pl. 
1. den Omftændighed, at Tiden fpildes , 
ell. tilbringe p. en unnttig Maade. 2. 
noget, ſom fpilder, øder Tiden. (tidsſpil⸗ 
dende, ſ. tidfpildende.) Tidsvilaar, et. 
b. f. f. Tidsomftændighed. 

Tidende, en.pl. - r. (3. Tidindi; af 
tida; A. Sar. tidan, (tides, times) hæn: 
des, tildrage fig.] 1. Efterretning, Med⸗ 
delelfe, Beretning om noget, fom er ſteet, 
ſom hat tildraget fig. Nye Tidender fra 
Rusland. Vi har længe ikke hørt Tidende 


— 
— 


* 


494 


ornemmele, form Sebiggang, Kicbfome » 
ner, fem egene ——— 


Tidende — Tidt. 


(J 
ham. Man faaer, og bringer Tiden: 
men fender Efterretning. Efterret⸗ 
ning fan meddeles om Alt, fom enten er og 
fer, ell. ſom er ſteet og har været. iz 

ende angaaer fun Begivenheder — og br. 
fun om det Merkelige. Muller. 2. en t. 
viffe Tider udfommen trykt Beretning om 
de nyeſte Tildragelſer; en Avis. En poli: 
tiſt, en lærd Tidende, 

Tidig, adj. 1. [X. S. tidlie. N. S. 
tidigd ſom kommer, ſteer i rette Tid, be⸗ 
timelig. (Moth.) »Det raadne Zræ man 
afdrig fane m. tidig Frugt og Vært at 
ſtaae. Bording. 2. tidlig t. fit Arbeide, 
tidlig p. færde. (Moth.) J. fom far nft t. 
Mad, ſulten. Heſten er tidig til fit Foder. 
— Tidighed, cen. ud. pl. 

Tidlig, adj. 1. ſom ſteer i god Tid, 
fom er, bliver til, giores, kommer for end 
fædvanligt, før den beftemte el. almindelige 
Tid; det Modſ. af fildig.  ”Den Gieft, der 
fommer f. et Maaltid, førend Verten ven: 
tede det, kommer tidligen, om det end ert 
filde p. Sagen.” Måler. Vi kom meget f. 
tidligt, (3: før den rette T.) Tidlig eller 
fildig vil han fomtite t. at fortryde det. At 
gaae tidligt ft. Sengs 5: før Andre, iffe 
filde om Natten. Uhret gaaer en halv Time 
f. tidligt, — Tidlige Frugter, Jordbær, 
Aſparges 0: tidligt modnede. (I Sompar. og 
Superlat. bemærker det ogſaa blot: før i 
Tiden, ældre i Tiden. Man hav en tidli⸗ 
gere Lov. Den tidligfte Forfatter over 
denne Materie. Dette Ord har været rids 
ligere i Brug.) 2. fævd. om Dagétiden : 
db. f. f. aarle (hvilket altid er adv. og fun 
bemeœrker: tidligt om Morgenen.) et er 
endnu tidligt. Den tidlige Morgenſtund. 
At ſtaae tidligt op. ”At begive fig aarle 
p. Neifen, forudfætter at man har været 
tidlig p. færde” Sporon. 3 Morgen tid: 
lig od: neſte Dags Morgen; (fvarende til: 
i Wlorges og i Gaar Morgeé.) 3. om 
Acrstiden: tidligt p. Foraaret, Somme⸗ 
ren (3: I Begyndelſen af.) Vi have i Aar 
en tidlig Sommer, Winter. 4. adv. beti: 
meligen. Born bør ridlig vænnés t. at 
undvære. v. 

Tidlos, en. En Plante, m. giftige Egen: 
ſtaber, Løgrod, og blegrede Blomfler uten 
Stengel, fom dyrkes i Haver t. Pryd. Col- 
chicum autumnale. (Nøgne Jomfruer.) 

Tidfe, en. En Buffvært, m. flive, i 
Spidſen m. Zorne befatte Grene, der voxer 
i Sandgrund og p. Strandklitter; Pigtorn, 
Havtorn. Ilippophae xhamnoides…. 

Tidfel, eu. pl. Tidfler. IJ. Ppisti:..] En 
Blanteflægt, udmærfet bl. a. ved dens m. 
Torne befatte Stængel og Blade, og hvoraf 
endeel Arter ere indenlandſte. Carduus. 
(færd. den almindelige Tidfel ell. Agertidſel. 
Carduus arvensis.)  . i 

Fidt, adv. comp. tiere (3, Stav.) su- 


Side — Bien. 


erl. tidft. [af det Itl. adj. tid. n, tidt, 
—* jæevnligen, hyppigen, ofte, Han 
kommer her tidt. Det gager for tidt paa. 
Yo tiere, jo kloreve. .”Tidt betyder m. 
forte Mcllemrum ;. idelig er uden Ophør ; 
ofte vil figs mange Gange, og hyppigen 
tiltiendegiver i Mængde.” Miller. (Men 
ridt og ofte have egentlig ganſte den ſamme 
Betndning.) J 
Tie, v. n. tabg, har tiet. (hos Ældre 
ogſaa taugt.) [I. begia.] ſtte lade fin Roſt 
høre, være tays, itke tale. Naar VNatter⸗ 
alen flaaer, fie de andre Fugle. Da han 
bavde agt dette, aug han. At tie flille, 
reent flile. ”Det er bedre taugt, end uden 
Nytte talt.” Bording. II. 67. — Gu tiende 
Meſſe (ſtille Meffe. Arreboe. 177.) — Ut 
fie med noget d: fortie det, ikke fige, fortælle 
det. Han fan ikke tie oa: ikke beholde hos 
fig ſelv, hvad der betroes ham ſom hemmes 
ligt. Han fan tie fom en Muur. — act. at 
tie noget 3: fortie. (Baggefen.) “Hvad de 
ei have fandfærdigen hørt tale om, det ſtulle 
de fie,” D, Lov. II. 4.9. "Wen imidlertid 
min Sund aldrig ſtal din Xre tie.” fre, 


Brorfon. ”Det Raadſtueſager er, han , 


fom ties ber.” Holb. P. Paars. 

Tiende, en. pl. - rt. 193. Tinnd.] den 
tiende Deel af den p. Jorden avlede Sæd, 
fom i Danmark ydes af al uprivilegeret 
Jord, i tre lige Dele (Kongetiende, Kirkes 
tiende, Præftetiende ;) ligeledes den tiende 
Deel af Kreaturenes Yngel og anden Avl, 
af Fiſtefangſt, m. m. f. Korntiende, Ovægs 
tiende, Fiſtetiende. At tælle Tienden. At 
fvare Tienden, tage fin T. i Kicerven, i 
Traven; el. Skieppen (o: p. Marken, ell. 
af det torſtne Korn efter Forening.) == 
iendrafgft, en. Afgift, ſom Tiendeyderen 
betaler i St. for at. ſpare Tienden I Kiær: 
nen. Tiendeager, en. A. hvoraf ſpares 
TZ. tiendebæerende, adj. v. kaldes de 
Jord, fom bærer Kornet , hvoraf Tiende 
ſtal ſpares i Klærven. ( Hanſens d. Stiftes 
ret. 2. Udg. 208.) iendeeier, en. den, 
ſom v. Kisb el. paa anden Maade er bleven 
Cier af en Kirkes ell. Kongetiende. Tien⸗ 
deforening, en. F. om at ude viffe Skiepper 
Korn af en Zønde Hartkorn el. Penge, i 
Stedet f. Tiende I Kicerven 9. f. f. ens 
deforordning, en. F. om det, ſom høver t. 
Ziendevæfenet. tiendefri, adp, fritaget f. 
at vde T. tiendefri Jord. eraf: Tien⸗ 
defri ed, en. ud. pl. —⸗ Tiendegaard, en. 
En Gaard, af hvis Avl der fvares Tiende. 
Tiendegaas, en. G. fom ydes i Tiende; 
ſaaledes: Tiendehens, o. fl. Tiendekorn, 
ét. K. ſom vdes I Tiende. Tiendelade,en. 
Kirkelade, hvori Tienden giemmes. Tieu⸗ 
deneg, et. Neg, ſom udtages t. Tiende. 


Tiendepenge, pl. P. ſom gives i St. f. 


| 


adj. pligtig til at 


Tiende. riendepligtig, 
Tien⸗ 


ſvare Tiende. tiendepligtig Jord. 


405 


At tiene hos cen. 


Ziende — Tienerarbeide. 


ed, en. R. til at tåge Tiende. 
Tiendeſvig, en. Svig, ſom begaaes I at yde 
Tienden. Tiendetager, en, ten, ſom ops 
pebærer Tienden. Tiendetægt, en. Gier⸗ 


ningen, at tage, modtage Tiende. Naar 
Landsbypreſter bleve frie f. Tiendetegt og 
Avling.“ Rahb. (D. T. XT. 485.) jens 


Setæller, en. den, fom tæller de opbundne 
Meg p. Marfen f. Tiendetageren. Ten⸗ 
devæfen, et. Alt hvad der hører f. Tenden, 
og de femme vedkommende Rettigheder og 
Pligter. Tiendeyder, en. den, fom er 
pligtig af yde Tiende. , 
iende, v. n. 1. har. uden imperf. I[J. 
tiunda.] at give Ziende, fvare Tiende. 
Tiene, v. n. og a. 2. IJ. biena.] I. 
neutr. 1. J Alm. flage Ii et afhængigt 
Forhold t. en anden, være en Anden under⸗ 
given, og forpligtet t. Arbelde el. anden 
ølge af dette Forhold. At tiene en Herre. 
en, fom har Magt og Guld, finder nok, 
fon ville tiene ham. At tiene fremmede 
Guder. (Bibel-Dverf.) 2. færd. være cen 
forpligtet f. Løn (om Tyende, Tieneſtefolk.) 
At tiene for Koft og Sen. 
Gun tiener, har tient der i Huſet. At tiene 
i Gaarde m. cen o: I ſamme Huus, i cen 
Husbondes Brød. fan tiener nu en ans 
den Herre, At tiene for, Gaardskarl, f. 
Stuepige. — Om Krigsfolk: At tiene til 
Heſt, t. Fods. At tiene undér en Officeer, 
General. Han har tient I den franſte Ar⸗ 
mee. — Om Cmbedsmænd: At fiene Kon⸗ 
gen, tiene Staten. 3. fig. act. (men in- 
trans.) fremme en Andenes Savn el. Fordeel, 
vife cen Villighed, Hielp. At ticne cen i 
noget, med noget. Hvormed fan jeg tiene 
Dem? Tien mig i at fige det ft. ham. Der⸗ 
med er Jes iffe, fan jeg iffe være tient 9: 
det er ikket. min Fordeel. 4. være nyttig 
til, due til, være Middel f. at dynaae en 
Henſigt. Det tiener t. hans Forfvar. 
Dette Hiul fiener t. at fætte Redſtabet i 
Gang. Dette Træ tiener iffe t. Bohave. 
II. act. erhverve v. at tiene. I den Talem. 
At tjene fit Bred. — At tiene Bodg af. 
jvf. aftiene. — At tiene fig op t. en ber 
Grad, Verdighed, forfremmes i fin Tiene⸗ 
fie. Han har tient fig op t. General fra 
Soldat. 

Tiener, en. pl.-e. 1. den, ſom ficner, 
gier Tieneſte, er i Tieneſte. (modſat: Zer⸗ 
te.) Kongens, Statens Tienere. Cc om 
et Hofligheds⸗ Udtryk i Tiltale og i Brev⸗ 
ſtiil. Deres Erbsdigſte, underdanige T.) 
2. færd, et Mandfolk, ſom f. Løn gier 
Tieneſte ell. Opvartning inde i Huſet. (jvf. 
Betient.) Han holder baade Karl (Gaards⸗ 
karl) og Tiener. “En Tiener er en ſtedſe⸗ 
varende Daglenner.” B. Thott. ſ. Kam⸗ 
mertiener, Livtiener, 0. fi. Tienerarbhei⸗ 
de, et. AX. ſom hører fil, forrettes af en T. 


Det er itke Piger men Tienerarbeide. Tie⸗ 





Tiener ell: fine mandlige Tieneſtefolt. 
nerhold , ct. den Omftændighed, at holde. 


" (f. tiene, 3.) 


Krigstieneſte) — T 
J — Zrigeueneſte: (Han er gammel i 


" ” Delft kaldes de højere Beſtillinger i et 


J 


nerdragt, sn. D. ſom vaſſer f.. en, Tiener ; 
ell. egen Dragt, ſom en Herre piver (in 
cz 


Tienere el. Tieneſtefolk; Tyendehold. (3. 
Boye.) Tienerkiole, en. 
le, ſom en T. gaaer i (Livtee⸗Kiole.) …… Tics 


nerlon, en. Løn, fom en Tiener (2) faaer. 


Tienerſtand, en, Tieneres el. tienende Pers 
foners Stand. ”Jeg kendte endnu ikke Tie⸗ 
nerſtanden ſom en fau filter Gel f. Lykken.“ 
Rahb. — Tienerinde, en. egentl. et Fruens 
timmer, fom tiener; men br. fielden uden i 
Brevftill o. d. (f. Tiener, 1.) 
Tieneſte, en. pl.-r. 1. Gierning, Arbeide, 
ſom den, der tiener, er forpligtet f. at giore. 
(Ministerium, seryitus.) San gier endnu 
T. (meſt om Soldater.) Det br. fielden i 
denne Bemærf. uden fig. for: enkelte Hand⸗ 
linger, hvorved man fremmer en Andens 
Gavn, udrefter noget f. een; Villighed. 
Gan har giort, vlift mig 
mange Tienefter. De fan gisſre mig en bes 
tydelig Tienefte. Dermed bør han giort 
mig eu flet T. (ſtadet mig.) .Tilſtanden 
at tiene; cl. Indbegrebet af de Gierninger 
og Arbeider, fom den Tienende maa foreta⸗ 
ge. At forrette fin T. At været T. fun 
hor en befværlig T. At tage T. give fig 
T. gaae i T. hos cen. — Tieneſte br. ogs 
S deels om en Virffomhed, der helllges det 
ffentlige, deels om, hvad dev f. en vis 
Løn forrettes i et Huus el. en Familic. 
At træde i Statens Tieneſte. At 'gigre T. 
ved Hoffet, i Gæren, p. Flaaden. ”Man 
sføger om Letieninger (Embeder, Beſtillin⸗ 
ger) i Forgemakket, og efter Tienefte i 
dreſſeaviſen.“ Miller. (jvf. Hoftieneſte, 
ienefte, absol. brugeé 


ieneften ; ftaaer endnu i T. Den Capi⸗ 
tain ev ſtreng i Tieneſten.) undertiden og: 
faa f. Gudstieneſte. (Tieneften ev endun 
ikke begyndt.) . 3. en Tienendes Stand 
og Stilling; en Beſtilllug, et Embede. 
(officium.) "At gaae i fin Tieneſte. Gun 
(PI ) har. forladt fin T. i Utide. 
en føger om T. At opfige fin Tienefte. 
— Dér er en god T. ledig, Der er man: 
ge, fom føge om denne Tieneſte. 
Klokkertieneſte, Gravertieneſte. (Det. br. 


tife gierne uden om ringere Embeder, ell. i 


dagl. Tale. f. Embede, Plads, Stilling.) 


ag 
Embeder; de ringere Tieneſter.“ Miller. 
= Heraf : a.) Tienefteaar, et. pl. d. f. det 
ell. de Aar, een har tient, pæret i Tieneſte. 
Tieneftealder, en. den Alder, cen hav i Tie⸗ 
neſten efter Antallet af Jienegeaar (Ancien⸗ 
netet.) Tieneſtebud, en. Den, der i en 
andens T. bringer et Bud, der tiener ſom 
Budberer. 
halvvoxen Karl, der tiener. Tieneſtefolk, 


Ticnerdaaat · ieneſtetoff. 406 Diieneſtaſoſt — ienlig. 


n færegen Kio⸗ 


Kar⸗ 


Gr" 


Tieneftedreng, en. Dreng el... 


pl. Perſoner af Mands ell. Avindefignnet, 
der tiene f. Koſt og Løn, ell. forviigre fig t. 
åt varetage forſtiellig Gierning i ell. udenfor 
Huſet f. Deres Husbonde cl. Madmoder, og 
fom ere bundne t. derne Forpligtelſe i det 
mindſte p. et halvt Aar. Han holder mange 
T. men endnu flere Dagleiere. tieneſte⸗ 
fi adj. fri, befriet f. at gisre Tlenefte (2.) 

ienefteiver, en. Iver, Omhu i den Tiene⸗ 
fte, det Embede, - fom er een overdraget. (af 
det T. Dienſteifer.) “Han anbefalede 
fig v. Duelighed og Tieneſteiver.“ Engelst. 
Tieneſtekarl, en. voren Karl, der tiener en 
Husbonde og gior fin Gierning udenfor Vo⸗ 
relſerne, i Gaarden, Stalden, p. Marken, 
ꝛc. (f. Avlskarl, Brogggerkarl, Gaarde⸗ 
karl, o. fl.) tieneſtelss, adj. ſom er uden 
T. (3.) fom mangler en T. Tieneſtems⸗ 
(fielden) og Tieneftepige, en. Ethvert ugift 
Fruentimmer, der tiener i et Huus, i lige 
Forhold, fom en Tieneſtekatl. f. Brynger⸗ 
pige, Kammerpige, Kokkepige, Ualfe⸗ 
pige. Stuepige, 0. fl. Tiencſtepligt, en. 
Sy. ſom paaligger den, der er i Tieneſte, ell. 
den, ſom gisrKrigstienefte. Tieneftequinz 
de, en. 1. ethvert Fruentimmer, fom tie⸗ 
ner. 2. en Kone ell. Ente, ſom tiener. (3 
begge Bemærfelfer fielden, uden i hoiere 
Still og hos Almuen.) Tieneſteſag, en. 
en Gag, Forhandling, der vedkommer eens 
T., Beftilling, Embede. Tieneſtetid, en. 
1. den Tid, hvori en Perſon fiener en anden. 
Karlen har været tro i hans hele lange Tie⸗ 
neffetid, . 2. den Zid, hvori cen giøv Tie⸗ 
nefte ſom Soldat, og dertil er forpligtet. 
Tieneſtetyende, et. pl. d. ſ. Mandfolf el. 
Fruentimmer af Tieneſtefolkene. (f. Tyende.) 
h.) J følgende ſammendrages Hovedordet: 
tienſtagtig, adj. villig, tilbsielig t. at giore 
Andre Tieneſter. (ſ. No. 1.) deraf: Tienſt⸗ 
agtitzhed, en. ud. pl. tienſtdygtig, ad 
dogtig, i Stand t. at giere T. ((fær om | 
Krigsfolk.) En tienftdygtig Karl, Soldat. 
tienftfærdig, adj. d. ſ. f. tienſtagtig; og 
heraf: Tienſtfærdighed, en. ” lle fienſt⸗ 
agtige, ſom overvælde hele Verden m. deres 
Tienftfærdighed.” Rahbek. tienſtgioren⸗ 
de, adj. ſom gior Tieneſte, har virkelig T. 
ell. Opvartning. En tienſtgioreude Kam⸗ 
merjunfer, Adjutant. — fientilig, adj. villig 
t. at tiene cen (3.) T. dienftli ch. (i Can⸗ 
cellieſtiil.) — tienſtſtyldig, adj. pligtig t. at 
tiene cen. (år. fun, ſom halv forældet, i 
Brenfitit.) tienſtvillig, adj. t. f. ſ. tienſt⸗ 
agtig. ” 

Tienlig, adj. ſom fan tiene til noget; 
anvendelig, brugbar, duelig, nyttig æt. en 
vis Henfigt. Af være tienlig til noget. (f. 
tiene, 4.) ”Tienlig ev den Ting, fom kan 
anvendes t. at fremme et vift Øiemed. Dian 

ger iffe om en Ting, af den er fienlig i 

(mindelighed; men tilfoier, hvorledes , 


hvortil den er anvendelig,” Muller, 














ier — Gil. 


Tier, en. pl.-c, det Taltegn, ſom ten Tal⸗ 
rætfe ſtaaer foran Tallet, der tilkiendegiver 
Eenheder ell. Enere, og hvis Taleenhed er 
10. 77 er 7 Tigre og 7 Enere. 

Tiere, tieſt, ſ. tidt. 


J 
Tiger, en. pl. Tigre. Et Rovdyr af Kat⸗ 


teflægten. Felis tigris. = tigret, adj. plet⸗ 
tet, fom Tigerens Skind, tigerplettet. — 
tigeragtig, adj. liig en Tiger. tigerag⸗ 
tig Grumhed. Tigerhierte, ef. fig. et me⸗ 
get haardt, grumt p. cl. Sind. Tiger⸗ 
bet, en. Heſt med et tigret Stind. Tigers 
at, en. et Navn, ſom undertiden gives 
nogle Dyrarter af Katteflægten (f. E. Felis 
Onca og F. pardalis.) Tigerſtind, et, 
Tigerens korthaarede, plettede Skind. 
Tigge, v. a. og n. 1. har. [Sv. tigga. 
J. bizgia, af modtage.! 1. bede tidt, ide⸗ 
ligen, trygle. ”Xrens Mand ci Hæder 
tigger, thi han vil fortiene den.” Thaarup. 
— Sftere :; At tigge om noget, At tig⸗ 
ge fig noget til, Hun tiggede ham faa 
længe, t. han maatte ud dermed. Seer 
alt bleven tigget derom. (Dagl. 2.) ”Et 
ærbedigt og hengivende, men ikke tiggende, 
itke trglende Sprog.” Stoud. — Deraf: 
Tigyen, en. Med al hendes Tiggen og Bes 
Den udrettede hun dog intet. 2. bede om 
Almiſſe. At gaac om ogtigge. At tigge 
ved Dørene. — act. at tigge fit Brod. At 
tigge noget ſammen, famile v. at tigge. = 
tiggefærdig, adj. fom er nær v. af maatte 
tigge, meget forarmet. —=— Tigger, en. pl.-e. 
den, fom opholder Livet v. Almiſſer, ſom 
han tigger ſammen; en Stodder. (Betler.) 
— Deraf: tiggeragtig, ad). (fig en Tigger, 
pafjende f. en 2. Tiggerbarn, en. 1. en. 
Tiggers ch. Tiggerkones B. 2. et Barn, 
fom gaaer om at tigge. Tiggerbrev, et. 
Brev, hvori man beder om Almiſſe. Tig⸗ 
gerdigter » ent: D. ſom tihger, ell. ſtriver 
igte f. at faage Almiſſe. ”Diffe Skialde 
vare iffe Tiggerdigtere, ſom kildrede Kon: 
te Øren f. et Maaltid Mad,” Wandal. 
iggerdreng , en. D. fom tigger.  Tigz 
. gerfiærling , Tiggerfone, en. Kone, fom 
gaaer om af tigge. Tiggermunk, en. En 
Munk af de Ordener, ſom iffe maa beſidde 
Grundeiendomme, men leve af Almiſſer. 
Tiggerpige, en. En Pige, fom beder om 
Almiſſe. (Ohl. Helge.) Tiggerpofe son. 
P. Hvori Tiggere ſamle hvad der gives 
dem. Tiggerſtav, en. At gribe t. Tigger⸗ 
ſtaven, flade fig t. at tigge. — Tiggeri, 
et. pl.-er. Gierningen at tigge cl. betle. 
Tibed, en. En Eenhed, ti Sange taget. 
Til, psæp. og adv. [I. og Év. til.] A. 
ſom præp. betegner det I. egentlig og i 
Alm. tet Modſatte af fre, ell. en Nermelſe, 
æn Bevægelfe, Retning, hvorved man kom⸗ 


mer en Gienſtand nær ell. nærmere, en 


Gandling, hvorved man bringer en Gien⸗ 
ſtand tærmere t. en anden. (ad.) Jeg 


Danſt Ordbog. II. 


497 — 





Til. 


gaaer, kisrer, reiſer til Byen. Af nævme 
fig, til een. At gage fra Huus til Huus. 
Kom hen til mig. At tage noget til fig. — 
At beførge noget til cen. At ſtrive et Brev 
til een. At holde noget tæt til Diet. At 


fætte noget op til Væggen, fæfte et Rcb til 


noget, (Saaledes om umiddelbar Berøring 
af en Tings Udvortes, m. op. 
hælde, fistte fig, ftaae op til en Væg.) 
Den famme egentlige Brug af denne Præs 
poſ. ligger f. Grund i mange figurlige Ud⸗ 
tunf. f. E. At komme til fine Penge, komme 
til Kræfter, til Skade, komme til XWre og 
Værdighed. Raden kommer nu til mig. 
At lave cen komme til Orde. Det fom til 
Slagsmaal: At drage een til Xrifvar.  Xt 
tage noget til Eftertanke. At bringe noget 
til Ende. 0. ſ. v. — Ligeledes figurl. (p. 
Sporgsmaalet hvorhen? hvor langt ? m. 


m.) Det vil rygtes til fremmede Steder 


Det flunter til Aften. 


At tælle til fem, 
til tyve. 


Det figter til noget andet, har 


At hvile, 


Henſyn til. — J andre ſigurl. og uegentlige 


Anvendelſer tiltiendegiver denne Præpofiz 
tion:  a.) en Nærværelfe paa et Sted, ved 


en Handling, og Deeltagelfe i ſamme; i 


viſſe Tilfelde: At være til Barfel, til Bryl⸗ 
lup, til Gilde (nen: Selskab ;) til Lande⸗ 
mode, til Lyſtighed, til Marked; til Era- 
men, til Sfrifte, til Guds Bord, 0. fl. 
b.) Sindets, Tankens, Villiens Retning p. 


en beſtemt Gienſtand, og den deraf flydende 
Handling, hvorved man enten ſelv bevirker 


Dynaaelfen af et Forfat, el. bringer andre 
t. at virke. At have Lyſt, Attraa, Tilboie⸗ 
lighed, Had, Kiærlighed til noget. Hans 
Hu ſtod iffe til Kloſterlivet. At bede til 
Sud. At fætte Lid til een. At lave fig til 
Reiſen. At rufte fig til Krig. At hengive 
fig til, ſlaage fig til å 

Lediggang. At bidrage til noget. At holde 
een til Arbeide, til Bogen. 
node, lokke, narre cen til noget. At ind⸗ 
bude ven til et Selſtab. — Ligeledes efter 
viffe Adj. cl. Participier, og Subſtantiver 

hvorved en vis Tilbøielighed, cl. Egenheb 
udtrykkes: Hengiven til Vellyſt; forfalden 
til Drik; tilbsieüg til Vrede, til Mistanke; 
vant til Arbeidſomhed, til Lydighed; oplært 
til Forſtillelſe; haftig, langſom til Vrede 5 
hurtig, Aittig til ſin Gierning. Hengiven⸗ 
hed til Arbeide. Bane til at lyve. Til⸗ 
boielighed til Lediggang. Ulyſt til Læsning. 
Cc.) en Beſtemmelſe, Brug, Anvendelſe; 
Evne, Duelighed, Beqvemhed. Skiebnen 
Har udfect ham til Uheld. Klæde til cen 
Kiole. Tommer til cen Bygning. Vand 
til at vaſte fig i. "At give Penge ud til 
Klader. 
Det er til Deres Tieneſte. At ſpiſe noget 
til Frokoſt, til Aftensmad. At kiobe Kiod 
til Suppe. 


. (32) 


At formane, 
formaage, bevæge, ſtynde, overtale, true, 


rik, til Rolighed, t. 


N 


Penge til at figbe noget for. " 


Jeg gav ham 'en Mork til , 


Gi 


Til. 


Brød og en Nolr. til Kiod (9: til at kiobe 
det for.) At tage cen op til Dands. 
tage cen til Kone. At vælge cen til Konge. 
Yeg vil have ham til Striver, til Gaards⸗ 
kari. Det er brugeligt til en Plov. Det 
forflaaer iffe til faa mange. At være ops 
iagt, duelig, begvem, ſtikket til noget, At 
have Anlæg til noget. Dertil er han for 
god. Jeg har beftemt ham til Semand, 
til den lærde Stand. At demmes til Ds⸗ 
de, til Fæftningearbeide: (Hertil fan ogs 
faa regnes Brugen af til foran infin. hvor 


en Brugbarhed cl. Beſtaffenhed v. Bubjecs 


tet udtrykkes. f. E. Kniven er god til at 
fiære med. Snar til at love; klar til at 
vende; Ge ærlig til af love; for fvag til at 
ſtaae. 2. d.) Forening af cn Ting m. en 
anden, ſamtidig Anvendelfe, og Begvemhed 
Dertil (I nogle Zilfælde.) At fpife Brød 
til Kisdet; drikke Viin til Måden, Der 
hører et Siceb til Kiolen. Der ſtal Sutter 
til Kagen. Dette Blad hører til Bogen. 
Debt ene paſſer ikke til det andet. At tie, 
at fige ja til noget. e.) Virkning, Følge, 
udfald af en Sandling. At ærgrte fig til 
Dode. Det er mig ril ftor Stade, og ham 
til ingen Nytte. Det er 08 alle til Fordeel. 
Til hendes ftore Glæde, Sorg. Til min 


ulykke, fulgte jeg hans Raad. Til fine Vens 


ners Glæde, er han nu helbredet.  f.) En 
Denfigt Bevæggrund. Det feer til dit 
eget ebfie. At giere een noget til For⸗ 
fræd, til Skam, til Wrc. Han gforde det 
mig til Trods. At ſette noget til Skue. 
Det er til Salg. - At være til Giæft, til 


Beſog hos cen. At kalde cen til Vidne i 


tage cen til Monſter. Det flal' være ti 
Mærfe. f: ovenfor. c.) 2.) Forantring 
af en Tings Væfen og Bejfaffenhed , el. 
Ombdannelfe t. en ny Zing. At blive til 
Støv, til Vand. fan fan blive til noget 
m. Tiden. At blive til en flor Mand. At 
fløde noget til Pulver. hk.) I nogle Ta⸗ 
lemaader: en Begyndende, Gandling ell. 
Virkning: Hun tog til at græde. Han 
gav-fig tilat lee. Det gav fig til at regne. 
(Ogſaa: det trekker op til Regn; det feer 
ud til Regn; det lader til at ville regne.) 
Hertil hører p. en Maade ogſaa Udtrykket: 
At gribe, tage til noget. 
Kaarde (ligefom: nærmede Haanden t. 
Kaarden; fom er noget andet end: han tog 


. fin Kaarde.) Han tog til fin Hat, fom om 
. han vilde gaae. 


Han tog fun ril Hatten 
(lettede den fun lidet.) — Beſtemmelſen af en 
Zidslængde, el. af et tilkommende Tids⸗ 
punkt. Fra Morgen til Aften) fra Januar 
til April. (f. indtil) Til Paaſte, til Nyt⸗ 
aar (3: naar Paaffe indtræder.) Vi faae 
Negn til Natten. Jeg fan bie til i Aften. 
— Til hvad Tid ſtal jeg vente dig? til rette 
Tid. Oplysning er ret god til Tid og 
Sted, naar der er Maade med,” Bagg. 


4098 


At. 


Han tog til fin 


au. 


H. Om Brugen af til, foarende t. andre 
Sprogs Caſus, kan bemærkes: a.) den 
hyppigſte og almindeligſte Brug fvårer ofteſt 
til Objecteté Dativus. Saaledes: At ner⸗ 
me fig til cen. At leie et Huus til een. At 
fortiene Brødet til fin Familie. At plukke 
Blomſter til cen. At tiende til Præften. 
At flva, overlade, fvinde, bringe, bære, 
fælge, ſtiede noget til cen. At fige, hvifte 
noget til cen. At give fit Minde, Gam: 
tykke til noget. Det er nok til mig. SKios 
len er ſtor nof til ham. [Stiendt for og⸗ 
faa i mange Zilfælde udtrykker Obiectets 
Dativus (f. for, 3. 1.) finder dog en beſtemt 
Forſtiel imellem begge Sted; og til udtryk⸗ 
fer altid et nærmere, et mere umiddelbart 
Forhold, end for. f. E. Diſſe Fabler ere 
ſtrevne for Børn. fan har ſtrevet et Digt 
til hende. At ſye Skoe for cen (fan være 
baate f. ham felv, for hans Familie, 2.) 
At fyc'et Par Skoe til cen 9: til ham felv.] 
Om Forſtiel p. Dativ. med og uden præp. 
til i nogle Tilfælde: ſ. Hoisgaards Synt. 
6.324. .b.)til udtryffer ogſaa Genitivus 


… færegne Zilfælde og Talemaader. f. Gr. 


Det var Begyndeffen til hans Ulykte. Kil⸗ 
den til alt Godt. Hvor er Eiermanden til 
denne Bog? (denne Bogs Cier.) Han var 
Ophavsmand til dette Oprør, At være Fa⸗ 
der til et. Barn, blive Moder til en Son. 
Forfatter til (ell. af) ct Skrift. Originalen 
til en Afſtrift. Arving til et Rige. (3 
Fyrſters Titulatur bruges til foran Landes 
nes Navn: Konge til Danmarf. Hertug 
til Qolfteen.) J mange Zilfælde, hvor en 
Genitiv. finder Sted, br. til om en ſaadan 
Ting, der hører til en anden, men later 
fig ſtille, ell. fan tenkes adgin fra ſamme. 
f. E. Nøglen til Laaſen. Omhænget til en 
Regiſter til en Bog. Ladeſtokken 
t. Geværet. Hvor er Hiulet til Vognen? 
— Man ſiger: Præften, Degnen, Klokke⸗ 
ren, Graveren til en Klete, til Frue F ⸗ 
nighed; men: i et Sogn. — Daren, Por⸗ 
ten til Haven, til Gaarden; men: paa 
Huſet. 'c.) én anden og forſtiellig Brug 
af til, hvor denne Præp. fordrer den danſte 
Gen., finder Sted (fom en Levning af den 
gammelnordiſte Sprogbrug) Å endect Tale⸗ 
maader: f. E. af være til Aars, til Alders. 
Ut gaae til Alters, til Borde. At reiſe til 
Fods, til Vogns. At fonime til Torvs. 
finde til Maals; fpørge cen til Raads. 
gaae til Seng 4 reiſe til Sogns; faae no⸗ 
get til Livs; gage til Varks; blive til 
Sinde ; m. fi. (De anføres temmelig fuld: 
ftændigen i Haiſsgaards d. Syntax. &. 206. 
7.) I adftillige Tilfælde har Skrivebrugen 
indført at ſammenfeie Ordene. f. f. &. til⸗ 
deels, tilfals, tilfreds, tilfiobs, tilgavns. 
— Ved nogle Ord ſtyrer til ogſaa virkelig 
fon men den ældre Endelſe paa €e er be⸗ 


Seng. 


oldt, f. E. At ærgre fig, af demmes til 


AS 


. au. 


Dode; falde til Fode; at have til Gode; 
aae til Grunde, ſorſtaae noget til Grun⸗ 
es gane een til rande; være til Sufe; 

komme til Live; være til Mode; komme 

til Orde; holde til Raade; ſlaae til Skam⸗ 
me; komme, være til Stede: tage til Tak⸗ 
ke; bringe til Veie. — Adſkillige af diſſe 


ſtrives nu ogſaa forenede. (ſ. nedenfor.) 


III. Denne — bv. desuden i en Meng⸗ 
de færtegne Udtryk og Talemaader, hvoraf 
” endeel kunne høre til noget af de anførte 
Tilfælde; andre iffe, og ſom umuligen her 
alle funne opregnes. f. €. At giere gen til 
Maade. Til Leykke, til Ulykke mærfede han 
det. Til al eykke. At flige, fidde til Heſt. 
At komme til fort. Det flager til dig (bes 
roer p. din egen Beflutning.) At fødes til 
Verden. At ſtiftes til noget. At tage cen 
til Naade. At Lage noget til Eftertanke. 
At snfte til entte. At lægge fig til Hvile. 
Ut give fig til Nar f. Folk. At ſpiſe, drikke 
til Fornødenhed, t. Maade, t. Pas. At 
lugte, at lytte til noget. At frie til en 
Pige. Han vendte fig til Folfet, til en ans 
den Side. At finde. ce til Byen, til 
Huſet. At fee ind til cen 9:.befsge…… At 
fornemme til Kulde. At mærke, fornemme 
noget fil cen. At falde cen til Præft, til 
Degn. o.f.v. — B. Som adverb. br. 
denne Præp., foruden I Sammenſetninger, 
p. adſtillige Maader. 1. til af betegne en 
Luftelfe. Luk Vinduer til (el. i ;. modfat 
op.) Døren vil iffe gane til. At holde 
Døren, Dinene til, 2. en paaſtyndet Be⸗ 
vægelfe: Wi mage ride til, gaae raſt til, 
dertom vi ſtal naae ham. Kiør til! figes 
t. den, fom fører f. langſomt el. holder 
frille. 3. nærmere, udtrykkeligere Beſtem⸗ 
melfe af en Bevegelſes Retning, el. Op⸗ 
muntring f. at paaſtynde den. pan blev 
itte ftaaende, ſom de andre, men gif lige 
til. Hug til! flaae til! ftød til! — naar 
cen tøver m. diſſe Handlinger. fig. Jeg bes 
tænfte mig ikke længe; men flog ril 5: tog 
imod Tilbudet. — »Herven dandſer — faa 
let ad Kiskkentrappen til.” Baggefen. At 
ride ad Byen til. pan gif, kiorte ad Sko⸗ 
ven til: naav man omtrent angiver den 
Vet, cen har taget; uden dermed beſtemt 
at fe : han reed til Byen, gif til Skoven; 
heller ikke, at han virkelig form til Byen x. 
A. Efter et Verb. (Ifær efter er) br. til uns 
dertiden, (uden Tonefald ell. Accent p. Par: 
titelen) ſom et næften overflødigt Tillæg, 
hvor ligefom el. ſom gaaer foran Verb., 
og hvor man da udtrykker et Henſyn ell. et 
Betingende Forhold t. en foregaaende ((. 
ved Omfætning efterfølgende) Sætning, f. 
Gr. Prifen er forſtiellig, ligefom Klædet er 
- fil, — Hvad koſter Stykket af Melonerne ? 
— Det er Egefosn de ere til (ell. ligeſom 
de ere ſtore til, ligeſom de veie til.) ”Som 
man veder til, jag ligger man,” Ordſpr. 


499 


ſtrive cen til. 


tilbage fra fin.Neife. 





ril — tilbage, 


Accenten falder her ikke paa til.) Ihi 
vo kan revſe dem, ſom be fan ſtrive til?” Po⸗ 
pes Krit. ved Schiermann. Gfter nogle 
Verber, men dog oftere - foran og ſammen⸗ 
følet m. Verbet, har til Bemarkelſen åf en 
fuldendt Gierning, el. en ſaadan, hvorved 
ingen faaer fin rette Stik, fin tilberlige 
Skikkelſe 0. d. F. E. At Flippe et Møns 
fter til; ffære Kledet til; at ride en Heſt 
til; takle et Skib til. (inf. tildanne, til⸗ 
Flippe, tilrede, tilride, filtafle, tilvirke.) 
6. I andre Talemaader: f. E. af og til a: 
nu ogda, At gaas af og til 3: fnart komme 
og ſnart gaae bort. 
forøges (f. tiltage.) At være til (exiſtere. 


At holde til med een (m. et Fruentimmer.) 


Det gif ſaaledes til (ſtete, tildrog fig.) At 
Jeg har ſtrevet ham til ders 
om m. Poften. 


fandt. 
der. 
feer fun ril (er Tilſtner.) ꝛc. 


See til, (vogt dig) at du fife fal⸗ 


| At tale een haardt til. 
Jeg vilde give meget til, at det iffe var 


Xt tage til o: 53 i 


Tilaagre fig, v. rec. erhverve v. Aager. 


Alt hvad han eler, har han tilaagret fi 
el. aagret fig til, 
Tilarvet, adj 
Arv, har arvet ſig til. (foruden det man 
lers eier.) En tilarvet (arvet) Formue. 
Tilbage, adv. 1. i en Bevægel'e, ſom 
er det Modſatte af frem ell. fremad, i en 
Retning mod det: Punkt, hvorfra Bevæs 
elfen udgik. At gaae frem og tilbage paa 
ulvet. Vi gif en Miil frem og 
(o: i Alt to Mill. Men: Hele Velen frem 
og tilbage er fun en Mill.) At reiſe, ride, 
løbe, vige, falde tilbage. At fafte noget 
tilbage. At falde cen tilbage (til Stedet, 
hvorfra han gif bort,) Han er alt kommen 
Ut fee tilbage, ”De 
flyede faft, og ſaae ikke tilbage,” Jer. 46. 5. 
2. ſigurl. i mange forſtiell. Udtryk. f; E. 
a.) mod en forbigangen Tid. At tenke fig 


v. fom man har faaet By 


tilbage 


Jeg tager ikke Deel I Spillet; men i 


tilbage i fin Barndom. At fee tilbage pan 


fit henrundne Liv. (At onſte Fortiden 
bage 9: onſte den foruyet. At onſte fig den 
tid tilbage, man har ,levet,) bb.) til den 
forrige Ger, Beſidder. (igten.) At tage 
tilbage, hvad man har givet; give tilba 
vad man har laant. Lehnet falder nu fils 
age t. Kongen. Je 
tilbage, At betale tilbage, hvad man har 
laant. c.)-i den forrige Tilſtand. Den 
Syge er igien falden tilbake, Det gaaet 
tilbage med ham 2: hans Tilſtand forver⸗ 
res. Denne 
tilbage (i hans Nering, Formustilſtand.) 
Agteſtabet, Contracten gif tilbage (0: blev 
itfe affluttet,) d.) I andre Udtryk og 
Talemaader: f. E. At tage fit Ord, ſit 
Løfte tilbage. At falde tilbage hvad mas 
har fagt (J. gienkalde) pan maa ſtage 
tilbage for de andre (bliver tiifideſat.) At 


(327) 


P 


ar fendt ham det 


til⸗ 


Sygdom haͤr ſat ham meget 





æ 


holde fin Mening tilbage (fortie den.) 3. 
tilbage br. ogſaa a.) om det, fom endnu 
haves, ſom er levnet, ſom endnu er der, 
het tilbageblevne Dan har folgt to af fine 
Godſer; men hah har endnu det ſtorſte til: 
bage. ”Bi have intet tilbage, uden vore 
Legemer og vor Jord,” 1 Moſe B. 47. 18: 
»gader noget tilbage, at hun fan opſanke 
def;” Ruth. 2. 16. ("Lader noget blive 
igien.“ Bib. 1550,) ”Det mindfte Tab 
gior, at vi glemme det Gode, fom vi endnu 
have tilbage.” Snced.‘ Der er intet andet 
tilbage (tilovers) f. ham, end at tilftaae fin 
Skyld og bede om Naade, Han har endnu 
meget tilbage at lærg. b.) i Måtfætn, til 
frem ell. fremme om den ell. det, ſom iffe 

aaer frem, fom cv el. bliver i en Afſtand 

ag v. andre. Han reiſte iffe m. de andre, 
men blev tilbage i Kroen. Hans Heſt 
unde ikke trave faa ſterkt, ſom de andre ; 
Derfor blev han altid ct langt Stykke rilbage 
p. Veien. — ſig. om den, fom ingen Frem⸗ 
gang gior eQ. har giort i Lærdom 0. d. 
de gamle Sprog er han langt tilbage, 
Drengen er tilbage i Skolen. 4. det 
ſammenfoies m. nogle Verber og deraf uds 
ledede Subſt. men I de flefte Tilfælde br. det 
adſkilt og efter Verbet. S tilbagebetale, 
v.a.2. At tilbagebetale ct Laan. Giel⸗ 
dens Tilbagebetaling ſtal ſtee i 20 Aar. — 
tilbagedrive, v. a. 3. Fienden blev tilbage⸗ 
Sreven. tilbagedrivende Midler. (Moth.) 
— Tilbagefald, et. Et Legemes T. efter 
Tyngdens Love. Den Syge har faaet et Til⸗ 


bagefald ao: et nyt Anfald af Sygdommen. — 


4 


tilbagefordre, v. a. 1. (fædvanl. fordre til⸗ 

8 Tilbagefordring af betroede Pens 
ge. — tilbagegive, v. a. 3. Han .var ftrar 
villig at tilbagegive (give tilbage) hvad han 
havde oppebaaret. ”Men fan end Graad 
dig ef tilbagegive.“ Troiel. Deraf: Til⸗ 
bagegivelſe eü. Tilbagegiven, en. — bil: 
— v. a. 3. a.) hindre, ſtandſe v. 


at holde paa; holde tilbage. “En Skiebne 


ell. Aand — tilbageholdt min Haand.” 
Weſſel. hb.) ikke lade fare, ikke give, ikke 
udgive ell. tildele. ”De ſom m. Vold tilba⸗ 
geholde Daglonnerens Løn.” Malach. 3.5. 
filbageholden, adj. (af d. Tydſte) ſom ikke 


fet eũ. frit yttrer fin Mening, hemmelig, 


indſluttet i fig” felv. ”Den, der giver en 
tilbageholden (tilbaͤgeholdende) og tvetydig 
Erklæring.” Ørfted. ”Hané tilbagehold⸗ 
ne, ynkſomme, og ligefom mod hang Willie 
fremglimtende Deeltagelfe.” Rahb. Deraf: 
Tilbageholdenhed, en. ud. pl. Der ligger 


mere tfiult Tilbageholdenhed, end aaben 


Frimodighed i hané Eharakteer. — tilbage⸗ 
kalde, v. a. 2. Miniſteren blev tilbagekaldt 


(bedre: kaldt tilbage.) Tilbagekalde Suk 


forfvunden Lyft?” Evald. 2. d. ſ. ſ. gien⸗ 
kalde. Tilbagekaldelſe, en. Gierningen at 


kalde tilbage, — Tilbagekomſt, en, ud. pl. 


a 


Tilbage — Tilbagefomft. 500 


Zilbagefomft — Tilbehor. 


det, at kommetilbage, Gienkomſt. Ved hans 
T. fra Reiſen. — tilbandægge, v. a. 3. lade 
bag ved ell. efter fig, v. at gage, drage frem⸗ 
ad. Den Bei, vi have tilbagelagt. ”Der, 
hvor de kunne overſee den tilbagelagte Vei.” 
Muönſter. (Nevpe uden i Partic. og de fam: 
menſatte Tider.) Tilbagereiſe, en. R. til 
bage t. det Sted, hvorfra man er reiſt ud. 
(Modſat: Udreiſe, zenreiſe) tilbage⸗ 
reiſende, adj. v. — 
Gierningen, af rykke tilbage. Frems og Til⸗ 
bagerykning. — tilbageſende, v. a. 2. ſende 
noget ft, det Sted, hvorfra det er kommet, 
ell. tilbage t. Afſenderen. At tilbageſende 
en Forgring. Deraf: Tilbagefendelfe, en. 
tilbageſtaaende, adj. v. fom endnu ftaaer 
tilbage, ci er afgiort ell. betalt. Det til⸗ 
bageſtaaende af hans Løn. ”For at forviſſe 
fig om de tilbageſtaaende Skatter.“ Schytte. 
Tilbageſtod, ct. Stød, hvorved noget dri⸗ 
ves ell. bevæges tilbage, Tilbageſyn, et. 
Gierningen af fee tilbage. Fremſyn og Til⸗ 
bagefyn. (Tilbageblik. Bagg. Labyr. 1. 
131.) Tilhagetog, et. Tog tilbage t. det 
Sted, den Egn, hvorfra man drog ud ell. 
frem. Krigshærens T. — Tilbagetrin, et. 
Trin, hvorved man gaaer tilbage, ell. bags 
længé. Tilbagetrækning, en. Gierningen 
at trække tilbage, trokke fig tilbage. Rahbek. 
(D. Tilſt. 11. 731. 733.) Tilbagetrænge, 
v. a. 2. brive tilbage, node m. Magt t. at 
gaae ell. blive tilbage. ”I det nogle Drif⸗ 
fer vekkes og udvikles, og andre derimod 
tilbagetrenges.“. Mynſter. — Tilbagevei, 
en. den Vei, ad hvilfen man kommer tils 
bage, og Reiſen ell. Vandringen p. denne 
Vei; Hiemvei. Baade p. Hen⸗ og Tilba⸗ 
geveien. tilbagenirfende, adj. v. ſom vir⸗ 
ker tilbage, enten mod Stedet, hvorfra Virk⸗ 
ningen udgaaer, ell. i Tiden. En tilbage⸗ 
virkende (mechaniſt) Kraft. En Lové til⸗ 


bagevirkende Kraft o: Gyldighed I en Sag, 


ældre end den Tid, da Loven blev givet. 
1. Tilbede, v. a. tilbad, tilbedet. yde 
guddommelig Dyrkelſe. (I. anbeten.) 
t tilbede Gud, Afguder. fig. agte, hylde, 
elſte i den hotefte Grad. At tilbede en 
Pige, — tilbedelig, adj. ſom fortiener at 
tilbedes. (Baggeſen.) Tilbedelſe, en, Gier⸗ 
ningen at tilbede. Tilbeder, en. den, ſom 
"tilbeder, ell. hylder, elſter cen i meget hei 
Grad. ”Jeg knaler dybt for eder ; men ei 
fom blind og tankelss Tilbeder,” Rein. - 

2. Tilbede, v. a. ſtaffe, opnaae v. Bøn. 
At tilbede cen Lykke, Guds Velfignelſe. At 
tilbede fig noget. »Mit Onſte dig Held ſtal 
tilbede.” Pram. 

Tilbehør, et. ud. pl. d. ſ. ſ. Tilhor. 
Man finder ogſaa det nodvendige Tilbehor. 
»Mangel p. Krigens Tilbehor ſtandſede 
endnu Kongens Foretagende.“ Wandal. 
En fuldftændig Equtpage, m. alt levende 
og livleft Tilbeher. Bagg, LabyÉ, I. 213. 


Tilbagerykning, en. 


w 


| 








MA 


⸗ 
, 


Zilberede — Tilbygning. 


Tilberede, v. a.1. gisre. noget ftiffet ft. 
en vis Brug; indrette. (jvf. tillave, ſom 
br. mere indftrænfet og ifær om Mad.) At 
tilberede Alt t. Kongens høitidelige Mod⸗ 
tagelfe. At tilberede Hufet t. ventede Giæs 
fler. (f. ogſaa berede, fom i de fleſte Til⸗ 
fælde er mere brugel.) = Tilberedelfe, en. 

l.-r. det, fom ſteer f. at tilberede, ell. i 
É ocventning af noget, der ſtal komm?; An⸗ 
ſtalt, —— . Oer ſtee ſtore Tilbere⸗ 
delſer i Anledning af Kongens Indtog. — 
Tilberedning, en. Gierningen at tilberede, 
Beredning, Tillavning. ”WVi finde mere 
Glimmer end Værdi; mere Tilberedning, 
end Nydelſe.“ Rahbek. 

Tilbetle, v. a. 1. faac, ſtaffe v. Tiggeri. 
At tilbetle fig noget. Videnſtabernes Stat 
har ingen Rang, intet Navn, ſom fan ar⸗ 
ves, kiobes ell. tilbetles; Alt mag erhver⸗ 
veg.” Malling. (ſ. tiltrygle.) 

Tilbinde, v. a. 3. (f. binde.) fæfte, binde 
cen Zing ft. cen anden. ”Du ſtal iffv til⸗ 
binde Munden p. den Ore, ſom tarſter.“ 
1. Cor. 9. Det er tilbundet (bundet til) 
med Baand, 
bunden. — De bag i tilbundne Ark hore 
itfe t. Bogen. 

Tilbliven, en. ud. pl. [f. blive, B. 1.] 
Zilftanden , hvori noget bliver til, eller 
guaer over fra Mulighed t. Virkelighed. 
”Et Skyggeliv, fvævende imellem uophørlig 
Tilbliven og Tilintetgiorelſe.“ (M.) 

Tilbringe, v. a. 3. (f. bringe.) 1. bære, 
bringe hen til. Aviſen bliver mig tilbragt, 
Jeg ſtal lade Dem alle Papirerne tilbringe. 
Hun har tilbragt ham en betydelig Formue 

v. GBiftermaal.), ”Et Ord er mig tilbragt 
' —— Job. 4. 12. 2. at tilbringe 
Tiden, fordrive den m. noget. 3. At til⸗ 
bringe (3: tilvende) fig noget. ”Dobbelt 
ſaameget, ſom (det) han faaledes vilde til⸗ 
bringe fig.” D. Lov. IV. 1.14. (Tilbrin⸗ 
ger, en. Vedels Sarv. 326.) 

Tilbud, et. pl. d. f. Handlingen at til: 
byde, m. Indbefatning af det, ſom tilbydes. 
Et faatant T. bør. man ei forkaſte. Et 
ftort, paſſende, anfecligt T. Hun giorde 
mig dette Tilbud I Gaar. 

Tilbyde, v. a. 3. (f. byde.) erklære fig 
vilig t. at give een noget. pan tilbød 
mig en BVelennina. Jeg tilbad mig, at 
ville.gløre det allene. Der tilbød fig (vifte, 
frembod fig) en god Lcilighed. ”En Lære, 
der tilbyder fig os ſom Veileder giennem 
Livet.” Mynſter. 

Tilbygge, v. a. 1. forbinde v. at bygge. 
Denne Fisi p. Huſet er tilbygget f. nogle 
Aar fiden. fer ſtal endnu tilbygges en 
£ænge. — Tilbygning, en, pl.-er. 1. 
Gierningen at tilbngge. 2. noget, fom er 
tilbygget; en mindre, nyere Deel af én Byg⸗ 
ning, fom er fammendugget m. den ſtorre, 
ældre. Kirken hav adffillige Tilbygninger, 


id 


301 


Uvirkſomhed. 


Sætten var ikke vigtig til⸗ 


- å 
— 
Zilbytte — Tilborlig. 
Tilbytte fig, v. rec. 1. erhverve v. But: 


fen. At tilbytte fig en Heſt. Jeg har 
tilbyttet mig denne Bog for en anden. 


Tilboie, v. a. 1. fig. henvende til, faae 
Tilboielighed til. (ufædvant.) “For hun 


til Cie der fan faae, ſom Villien tilbeies.“ 


Bordiug. I. 122. 
Tilboiclig, adj. ſom enten af Vane, ell. 
Eftertanté og fornuftige Beveggrunde, har 
en vedvarende Attraa f. noget, en 
hed t, at ville det. At være rilbørelig til 
Fred, t. Mistanke, t. Brede, t. Ladhed, f. 
tilbøjelig t. det Onde, t. 
det Sode. — Ogſaa om Attraa, Lnft i et 
knkelt Tilfælde : Jeg kunde være tilboielig 
(villig) t. at afſtaae ham hele Eiendommen. 
Ligeledes uegentl. om uvilkaarlige, phyfiſte 
Anlæg ell. Beſtaffenheder: At være tilboie⸗ 
lig til Forkolelſe, t. Sved. = Tilbøicligz 
33 en. pl.-er. Villiens vedvarende Ves 
emmelfe p. en vis Maade cl. Retning p. 
en vis Glenſtand; ſaavel hvor Grunden ders 
fil ligger i Vanens Magt, ell. er mere phv⸗ 
ſiſt og uvilkaarlig, (T. til Vellyſt, t. Oruk⸗ 
kenſtab, t. Forkolelſe) ſom hvor Villien 
tæntve at være mere fri, ell. underkaſtet 
Fornuftens Herredemme. Saaledes: T. 
til det Gode, t. det Onde. Gode, onde, 
lave, ſandſelige, laſtefulde Tilboieligheder. 
At folge fin T. At have, føle. T. til noget. 
— Ut have, fole T. for cen Perſon da: Vel⸗ 
viltic, Kiærlighed. Hendes T. for ham var 
fan ftært.” (Jof. Drifter, fom tillægget 
baade Menneſter og Dyr; Tilboielighed 
allene de forſte. Man fan dog ikke, med 
Sporon, antage, at Tilboielighed altid 
fun bruges om erhvervede Fardigheder i 
Villien, ikke om medfødte Drifter ell. An⸗ 
læg, der ſtyldes Naturen; thi man ſiger 
ogſaa: Han har af Naturen en ſtor Til: 
boielighed til Vellyſt.) ”Tilborclighed be⸗ 
tegner en ſtorre Lethed t. at blive bevæget i 


en vis Retning, end i enhver anden; den ; 


forudfætter iffe blot, at Siælen har modta⸗ 
get denne Retning (ell. Drift) ; men ogſaa, 
at Villien har billiget denne,” Muller. 
Tilbørlig , adj. IN. S. boͤrlik.] ſom 
er ſaaledes, ſom det bor pære, fvarende t. 
Pligt, t. det fornuftigen ell. moralſt rig⸗ 
tige. At give en Arbeider fin tilbørlige 
Løn 9: den, han fortiener. Det hav itfe 
den tilbørlige Storrelfe, Han fit fin til⸗ 
borlige (fortiente) Straf, Belenning. At 
bife Forældre tilborlitz Agtelſe og Lydighed, 
»Gieckkelig Snaf og letfærdig Skiemt, hvilte 
ikke eve tilberlige.“ Eph. 5. 4. (”fom eder 
itfe ſomme.“ Bit. 1550.) (ſ. utilborlig.)/ 
ISkiondt oprindeligen d. ſ. ſ. vedborlig, 


br. dog nu tilborlig mere om det fernufti⸗ 
gen, (æquus, justus, meritus/ hiint mere » 


om det lovligen rigtige (lexalis, legaliter. 


.”Tilborligt ov det, ſom grunder fig p. For: 


Ferdig⸗ 





— 


rilborlig — Tildemmé. 


f 


ber fig I Love og Forftrifter.” Sporon 
danne.v.a. 1. danne noget, give det 
udvortes Skikkelſe til en vig Beftemmelfe. 
»De have vidft at tildanne og anvende Mes 
tallerne. O. Guldb. — Ogfaa figuri, Gan 
maa endnu tildennes, far han kan blive 
ikket t. denne Forretning. — Deraf; Til: 
annelſe, en. ”Den Kundſtab, Orden og 
Sindighed, der fan meget beroer p. fores 
gagende Dvel e og Tildannelſe.“ Engelst. 

Tildeds, adv. itfe ganſte, ikke aldeles, 
f. en Deel. Det er itfe ganffe, men fun 
tildeds et nyt Arbeide. Jeg har tildels 
hiulpet ham'v. Arbeidet. 

Tildele, v. a. tildeelte, tildeelt. beſtem⸗ 
me (om eens Lod ell. Deel, give cen ft. ns 
Deel. Det er fun lidt, hvad der er blevet 
enhver tildeelt. Bi maae være tilfreds m. 
det, Skiebnen vil tildele 06. 

Tildigte, v. a. 1. tillægge cen noget, ſom 


er opdigtet, »Man fornærmer fin Helt v. 


at sildigte ham hvad han aldrig har tæntt 


paa.” Rabb. 2. tilføie, tilfætte Opdigtel⸗ 
fer f. noget, der figes ell. fortælles. — Der⸗ 


- af: Tildigtelfe, en. Gemeenligen er der 


ingen Sammenligning imellem Forøgelfen 
af det Gode og Tildigtelfen af det Slette.” 
Baggeſen. 


tildrage fig Dpmærffomhed vr vokke, give 
Anledning t. Opmærffomhed. Denne Gag 
har længe tildraget fi 
pers. ſtee, hændet. Vet tildrog fig ens 
ang; det har engang tildraget fig. — 
Lildragelfe, en. pl.-r, noget, ſom hændes, 
tildrager fig; Hondelſe, Begivenhed. (Jof. 
Omſtændighed, 2, 3. og Begivenhed.) 
”Tildragelfe findes ikke i Naturen; men 
allene i Menneſtelivet. Et Jordjtiælv er 
en Begivenhed, ingen Tildragelfe; og dette 
Ord br. (ifær) fun om hvad der hændeé ens 


502 
nuft og Ratur; vebborligt det, ſom gruns 


fielden. 
4 AG rec. åg impers. 1. At IV 
i 


min O. 2. im- - 


Silbemme — Sifflugt. 


bet. Gan kunde fife udrede de tildomte. 
Boder. (f. idomme.) | 
Tilegne, v. a. og rec. 1. recipr, Af" 
tilegne fig noget o: paaſtaae at være lovlig 
Eier deraf, ell. fætte fig i Befiddelfe deraf. 
Den Rettighed, han tilegner fig, tilfommer 
ham ifte. Han har tilegnet fig mere af 


Godſez end der tilhører hæn. 2. act. 1. 


f ældre Skrifter: Give, tillægge ſom Eien⸗ 
dom ell. Egenſtab. ”Saa er det og efter 
Guds Stik Menneftene af Naturen tilegs 
met.” Liigpr. ov. Karine Gyldenſtierne. 
1596. ”pan ſtal dog ikke takke fig ſelv, 
fordi der er ingen, den Tal fan 
B. Thott. 2. At tilegne cen noget, ifær 
en Bog 9: —I overgive ham den, i 
Serdeleshed, ſom Tegn p. Agtelſe m. m. 
Bogen er tilegnet Kongen. Paa Jndſkrif⸗ 
ten Gar han tilegnet (helliget) fin afdøde 
Kone dette Minde. — Tilegnelfe, en. 1. 
Gierningen at tilegne fig ell. tilegne cen 
noget. 2. en Skrivelſe, hvori man tileg⸗ 
ner cen en Bog. En Tilegnelfe Paa Vers. 
Tilendebringe, v. a. 3. (f. bringe.) fuld⸗ 
føre noget aldeles, indtil det ſſoͤſte. At 
tilendebringe et Arbbeide. 
Tilfald, et. d. ſ. f. Tilfælde; men br, na 
»Uveir, —— anden ſtor 
og uformodentlig Tilfald. D. £. 
2.3. *»Naar Sindet i en Jil af noget 
haftigt og beſverligt Tilfald bliver ram⸗ 
met.” B. Thott 


Tilfalde, v. n. 3. tildeles cen, fomme i 
gens Befiddelſe v. Tilfælde. Der er tilfal⸗ 
det ham en betydelig Arv. »WVil Nogen — 
af Riget føre Arv, fom ham i Riget Fan 
være tilfalden.“ D. £. V. 2. 76. RL ilfals 
den Gield.“ (arvet Gieſd. V. 3. 7. 2. 
tilkomme, påaligge. »Giv mig den Dec 
af Godſet, ſom mig tilfalder.” Luc. 15. 12, 
”Det tilfalder den at beviſe, ſom paaftaaer, 
at en erhvervet Net fenere er ophørt.” A. 


Ulykke 


kelte Menneſter. (ell. ved enkelt Leilighed.) Orſted 


Den franſte Revolution var ingen Tildra⸗ 


elfe; det var en Begivenhed. — Omſtæn⸗ 
big cd er det Særegne, enten v. en Begi⸗ 
venhed, cl. ved en Tildragelſe, hvorpaa 


Opmoerkſomheden hefter fig.” Miller. 


Tildromme fig, v. a. 2. opnaae, ell. ind⸗ 
bilde fig at opnaae hvad man drømmer om; 
opnaae I Drømme. »Vil du — tildromme 
big, hvad ef du vaagen har.” Grundtvig. 


Tildætfe, v. a. 1, ſtiule v. noget, fom 
lægges over; tilhyle, At rildætTe fig m. 
en Dyne, et Tæppe. At tildæffe. Planter 
mod Froſten. — Tildækning, en. Giernin⸗ 
ningen at tildekke. 

Tildemme, v. a. 2, tillægge fom Eien⸗ 
dom-cl. Beſiddelſe v. en Dom; tilkiende. 
Gaarden, Tienden blev tildemt ham. (f. 


frademme.) q; paalægge cen noget v. 
ev 


Dom. Gan tildemt, et erſtalte Ta⸗ 


4 


andet 


rſted. 

ile adv. til Salg, tilklsbs. (f. fal.) 
Tilfegte, v. a. og rec. 1. vinde, erhverve 
v. Strid, i Strid. At tilfegte fig en Seier. 
»Med Kaarden i Haanden at tilfegte fig et 
œdreland.“ Guldb. 

Tilfinde, v. a. 3. (ſ. finde.) i Lovſpro⸗ 
get: paalegge v. Dom, demme til. Han 
blev tilfunden at tilbagebetale Capitalen m. 
Renter. 2. udnævne, beſtikke v. en Kien⸗ 
delſe. (D. Lov. I, 24, 36. deraf: Tilfins 
delſe. ſammeſt.) 

ilflikke, v.a. 1. øge ſtykkeviis til, ſye 
til (et mindre Stytfe ft, et ſtorre) Man 
fan fee, at det er tilflikket. 

Tilflod , et. ud, pl Tilfiyden Keb, 
det, at flyde til. Vandets Afs og Tilfiod. 

Cilftugt, en. ud. pl. 1. egentl. Gier⸗ 
ningen af flye til; men br. fg. i Talemaa⸗ 
den: at tage fin T. til een, ſage T. hos cen 
a; føge Help, Beffyttelfe, Maderitettelfe 


” N 


tilegne.” . 





Tilflugt — Tilforordne. 


hos cen. ”De tage Tilflagt under Egyptens 
Stygge.” Ef.30.2. 2. den Gienftand, man 
ſeger Hielp hos. Det er min fidſte T. Gud 
er vor T. i Neden. ”De befæftede Byen, f. 
der at have i Nodsfald en ſikker Tilflugt.” 
Guldberg. ”Jeg greb efter enhver Tilflugt 
p. Jorden, og enhver fvandt hen under ming 
Hender.“ Mynſter. — Tilflugtsſted, et. 
Sted, hvor man i Nod og Fare ſoger Tryg⸗ 
bed ell. Hielp. 

Tilflyde »v.n. 3. (f. flyde, 1.) br. fig. 
for: tildeles , tilfalde Tid efter Tid, cl, 
paa en umærfelig Maade. Der tilflyder 
ham mange uviffe Indtægter om Aaret. 
At lade en tilflyde cen Fordeel. . 

Ti flye, v.a.1. ilde tilrede, beſudle. (f. 
five til, See, hvor hun har tilflyet 6 
ole. 

Tilflyve, ſ. flyve til. Der kom en Fugl 
tilflyvende, ” 
ilfode, adv. gagende; ſtrives fædvanl. 
(t: til Sods, At reiſe til Fods. 
ilforhandle fig, v. rec. 1. d. f. f. til 
Fiobe fig. (d. Tale.) . 
LTilforladelig, adj. fom man fan forlade 
fig paa, troe, antage f. ſand; ſikker. (br. 
vel baade om Perfoner og Ting; bog ofteft 
og rigtigſt om be fidſte ligefom paalidelig 
om de forſte) En tilfør delig Efterret⸗ 
ning (fitfer, vis) figer meer, end en tro⸗ 
værdig Efterretning. (Detimod: En paa⸗ 
lidelig, ſanddru, troværdig Hiſtorieſtriver.) 

Det er tilforladelig fandt! — Ogſaa i d. 

Tale ſom en blot — Jeg vil til⸗ 
forfadelig iffe vente længere? — (Subſt. 

ilforladelighed br; for dets ſtodende Lyds 
Skyld fun fielden.) ' 

Tilforn, adv. IT. zu vor.] 1. i en for⸗ 
bigangen, forloben Tid; enten a.) m. 
Henſyn p. en Tid, en Handling, ſom tales 
om cl. toenkes paa. Vi har alt tilforn 
været der. Kort tilforn havde han falt 
. om hende. Det forefom mig idag, fom jeg 
førfte Gang fane hende; ſtiondt jeg har feet 
hende flere Gange tilforn. ”De holdt den 
nu f. en Gud, ſom ſtakket tilforn var æret 
ſom et Mennefte.” Viisd. 14, 20. ”Til- 
orm fættes imod mu; Sørft imod ſidſt; 

fint har Øenfyn f. Tiden, fom gaaer for⸗ 
an; dette t. Tingen, ſom ſteer førft.” Spo⸗ 
ron. Cllerb.) I Almindelighed (da tilforn, 
m. fenfyn t. Tidens Fiernhed, ſynes at 
ſtaae imellem fordum og forhen.) ”Der er 
itke ſteet noget, ſom dette tilforn.“ 1 Sam. 
4.7. Tilforn var det ikke Skik. Tilforn 
klagede man over Kornets Dyrhed; nu over 
Dets lave Priis. 2. i Bemerkelſen forud 
( Dine Beie ere beredte, og dine Domme 
ere tilforn bekiendte.“ Jud. 9. 8) og f. 
(Du ſtal ikke fee mit Anſigt, uden du til⸗ 
orn fører Squls Datfer t. mig.” 2 Sam. 
3. 13) ev det nu forældet, ell. lidet brugeligt. 
Tilforordne , v. a. 1, i Lovfproget og 


a 


503 


”" være uden god Aarſag.“ Sporon. 


heelt til. 


ilforotbne—ilfælbe. 


Farre tninge tt udnævne, beftiffe; (ifær i 
Forening, tilligemed cen cl. flere andre.) 
De tilforordnede Commiſſarier. 

Tilfreds, adv. [IT. zufrieden.] der 
ogfaa br. ſom adj. 1. adv. få en Tilſtand, 
hvori man føler fig rolig, fornoiet m. det 
nærværende, uden Savn el. Ønfte. Gan 
feer meget tilfreds ud. At være tilfreds 
med cen, m. noget. tilfreds med fin Skieb⸗ 
ne, m. en Bolig, m. fine Kaar. At være vel 
tilfreds, ilde tilfreds. ”Med to Slags Folk 
er min Siæl ilde tilfreds.” Sir. 50. ”Den, 
fom er tilfreds haaber ikke andet (end hvad 
der ſteer, times ham ;) den, fom er fornoiet, 
onſter iffe Andet. — Man fan være til⸗ 
freds, blot fordi man feer, at der er ikke 
andet at gisre; men fornøiet fan man itfe 
At løve 
tilfreds i trange Kaar, Er han endnu ilkke 
tilfreds? (vil han endnu have mere?) At 
give fig tilfreds o: berolige fig, ſlage fig t. 
Taals. ”Giør Pinen let, og lad dit Sind 
tilfreds fig give.” Falſter. At ſtille cen til⸗ 
frede, berolige, formilde, forſone. (Moth.) 
2. ſom egentt. adj. br. det vel undertiden i 
sing.) (f. E. en tilfreds Mine) men flelden 
og meft I dagl. T. ”Den har et tilfreds 
Eind, ſom ikke ploier at forlange meer, end 
hvad han nyder. Den har et forneiet 
Sind, fom ev ſtemt t. Munterhed.“ Spo⸗ 
ron. (Endnu mere ufædvanl. er Brugen 
m. beſt. Art, ”Det tilfredfe Sind og det 
muntre følges gierne ad” Gporon.) (Ivf. 
ſelvtilfreds.) = Tilfredshed, en. ud. pl. 
Beſtaffenheden at være tilfredse ell. fornsiet 
in. fin Tilſtand. — rilfredeftille, v. a. 1. 
gføre cen tilfreds, opfylde, handle efter eens 

nffe, Krav ell. Paaftand. 
ftille eens Fordringer. Han føgre at til⸗ 
fredsſtille ham v. Løfter, *Han ſmigrer 
fig med — at han fan tilfredsftille baade fine 
Lyſter og fin Samvittighed.” Birkner. — 
Tilfredsftillelfe, (Moth) og Tilfredsttilling, 
en. Handlingen, at tilfredeftille een; ell, 


ben Tilftand, at blive, at være tilfredsſtillet. 


Tilfroſſen, adj. v. heel belagt p. Overfla⸗ 
den m. Jis. 

Tilfulde, adv, d. f. ſ. aldeles, ganſte til⸗ 
ſtroekkeligen. Han har tilfulde overbevtift 
møg om Nodvendigheden heraf. (Isl. til 
US. s 
Tilfylde, v. a. 1. fylde mere til, fylde 
Karret maa tilfyldes. Der maa 


En tilfroſſen So. ſ. fryſe til. 


At tilfredo⸗ 


e 


X 


tilfyldes mere Viin. (fyldes.) jvf. fylde. — 


Deraf: Tilfyldning, en. 
Tilfælde, et, pl. d. ſ. T. Zufall] 1. 


i den vidtloftigſte Betydning: alt det, ſom 


kan 
tus. 
alle Tilfælde. Gan fan godt ſtikke fig t alle 
Slags Tilfælde, Der gives Tilfælde i Liz 
vet, der kunne gisre den meft retſtafne uſik⸗ 


fee, fom forefalder, træffer ind. (even- 


1 LJ 


Den Forfigtige maa være beredt p. 





Silfælde — Zilfæleé. 
fer i fin Handlamaade. I dette, i hlint Til⸗ 


fælde. , Jeg vil i ethvert T., i alle Tilfælde” 


(i hvad der end ſteer, møder) være belaver p. 
Modftand. 2. en uventet, uforudſeet Be⸗ 
givenhed ell. Forandring, ſom kunde ſtee, 
indtreffe paa flere forſtiellige Maader; og t. 
hvis Indtræffen netop i den givne Tid, man 
ingen tilftrætfelig Grund indſeer. (Dog 
tænfer man fig gierne et Tilfælde meer ell. 
mindre afhængigt af og odereensſtemmende 
m. bekiendte Omftændigheder; Zandelſe 
derimod ſom noget, der ligger uden for al 
Beregning. Man siger derfor ogſaa: Jeg 
har forudtcet dette Tilfælde.) Lad os fætte, 
antage det værfte T. Et ficldent, uſedvan⸗ 
ligt, befynderligt, uheldigt T, -”De Ting, 
fom Tee I werden, ere dog ikke et Tilfældes 
 (FZilfældets) Spil.” Mynſter. Slige Til: 
"fælde cre uberegnelige. ”Tilfælde modſet⸗ 
tes baade, hvad der er foraarſaget v. den 
menneſtelige Billie, og hvad vi antage bes 
ſtemt v. Naturnsdvendighed. — Ogſaa 
Tingenes Sang t det Enkelte vil ofte kunne 
kaldes T. Det er et Tilfælde, om det reg⸗ 
ner p. Syvſoverdagen.“ Muller. 3. den 
Tilſtand, at noget ſteer, indtræffer uforme- 
dentlig, uventet og af uübekiendte Aarſager; 
Slump, Træf. (”et Forhold, t. hvis Vir⸗ 
felighed vi ei engang kunne formode nogen 
rimelig Grund.“) Det er Tilfældet, ſom 
førte dem ſammen. Det var fun v. et T. 
(itke m. Overleg, Henfigt) at jeg kom der 
i dette Dieblik. Mangen Opdagelſe ſtyldes 
Tilfældet. (ivf. Sændelfe; og Mullers d. 
Syn. 11. 256. 57.) 4. Tilfælde br. ofte 
f. en periodiſt Forandring i Helbreden, en 
Stade, et Sygdomstilfelde. Han har et 
ſlemt, farligt Tilfælde, Hans T. kommer 
ofte igien. Har hun længe havt dette Til⸗ 
fælde? — tilfældig, adj. 1; fom ſkeer v. et 
Tilfelde, fom ef ev fotudſeet ef, forud overs 
lagt, ” Det var tilfældigt, at jeg kom der 
Dag. En tilfældig Omftændighed. 2. 
ſom beroer p. Zilfælde cl. Hændelfe, ſom 
et har fin Brund i fig felv, men uden for 
fig; modſat væfentlig og nødvendig. 
Tyngden er en væfentlig Egenſtab hos Le⸗ 
gemer; Farven ofte en tilfældig. ”Ligefom 
vi have naturlige, faa have vi tilfældige 
Fornødenheder.” Schytte. — Tilfældighed, 
en, ud. pl. Beſtaffenbeden, at være tilfæls 
dig; modſ. Dæfentlighed og Nodvendig⸗ 
ed. 
Ålbaoe, f. at lede om Sprogets Tilfældig: 
hed?” J. Boye. — tilfældigviis, adv. ved 
et T., ikke m. Overlæg. ' 
Tilfælles, adv. i Forening, I Fælles fab 
med. (communiter, junctim.) At bruge 
noget tilfælles, At have, holde en Heſt 
tilfælles med cen. (juf. fælles.) — fig. om 
Tilfælte, hvori en Gienſtand (ofteft en Pers 
fun) har en vis Liighed med en Anden. Han 
har dette tilfælles med fin Fuder, at han 


t 
' Peg 


504 


Tilfere. 


»Hvad behøve vi at gaae faa langt" 


.J.- Smidth. S tilgivelig , ad). 


Tilfelles — ilgive. 


let bliver vked. Hun har Gang og Stemme 
tilfælles med Moderen. : 

Tilfoie, v. a.1. lægge til? forene med. 
(jvf. føre.) IOfteſt, naar man beretter, hvad 
en Xnden har fagt.] Han tilføjede endnu, 
ato, f.v. Dette, tilføjede han, var Kunz 
gené fafte Willie. 2. At tilfoie een Skade, 
figer man efter det Tydſte, for: giore. — 
Tilſeining, en. Gierningen, at føle til cl. 
lægge til.  . 

ilføve, v. a. 2. bringe til-p. Vogne, v. 
Heſte, t. Skibs o. d. At tilføre en By 
Levnetsmidler. — Tilførfel, en. pl.-førfler. 
1. Gierningen at tilføre, “Skiondt han ci 
kunde der Tilførfel altid hindre.” Bor⸗ 
ding. 2, det fom tilfores. En ftor Til: 
forſel af Levnetsmidler. At afſtœore (hin⸗ 
dre) Tilførflen t. en beleiret By. Sotil⸗ 
forſel. |Lilforing , en. hos A. S. Vedel 
for: Tilforſel. (Sarq. 312.) Ligeledes : 
”De giorde ham Tilfore.“ com- 
meatus. Caro. 328.] 

Tilgang, cn. 1. det, at gane til, Ad⸗ 
gang (fom mere br.) Luften har her fri 
Tilgang,  ”Did — hvorhen hverken Smer⸗ 
te, Forhaabning ell. Frygt haver nogen 
Tilgang.” B. Thott. 2. Sted, Gang, 
hvorigiennem man gaaer f, af fomme ft. et 
andet Sted, Enhver T. Car ſporret. »Ef⸗ 
terdi Tilgangen var fnever, hvor de ſtulde 
gaace igiennem.“ Jud. 4. 5. 3. fig. For⸗ 
øgelfe. Af- og Tilgang (f: E. i Mandtal 
over Soldater.) “Ikkun, at Legemet ingen 
Aftagelfe og ingen Afgang. lider; det bes 
høver da heller ingen Tilgang.” Baſtholm. 

Tilgavns, adv. ſaaledes, af Henſigten 
opnaages, tilſtrekkeligen, dngtigen… Alt 
hvad man gisr, bør giores tilgavns. Dette 
Arbeide er giort tilgavns. “ Ingen Moders 
Ciæl fan ſlaae tilgavns en Død ihiel.“ 
Baggefen. 

ilgift, en. pl.-er. det, ſom v. Salg ell. 
andre Leiligheder gives oven i Kiobet. At 
give, at fage noget i Tilgift. 

Tilgifte fig, v. a. erhverve v. Gifter 
maal. (|. gifte fig til.) "- 

Tilgive, v. a. 3. (f. give.) lade fin For: 
tornelſe ell. Fortrydelſe over en Andens For: 
nærmelfe cl, Forſeelſe fore, og eftergive 
ham Straffen ell. Tilregnelſen derfor. »At 
tilgive ev at anmarke fin Ret, og dog efter 

ive der. — Wed ſmaa Feil bør man overs 

ære, men iffe m. ſtore Forſeelſer; dog forz 
binder Dyd os undertiden t. at tilgive 
diſſe.“ Sporon. Han har tilgivet mig min 
Brøde. Tilgiv min Driſtighed! Det ſtal 
være dig filgivet f. denne Bang! (ſ. for⸗ 
lade, 2, og undſtylde.) ”Det er fettere at 
tilgive, end. at forlade ;- thi Erindringen 
gienkalder faa let den ſteete Fornærmelfe.” 
om fan 
tilgives. En tilgivelig Feil. — Tilgivelſe, 
en, det, at tilgive en Forſeelſe; Forladels 


lm] 














Tilgive — Tilhold. 


fc. (jvf. Undſfyldning.)Der er Tiffæl: 
be, hvor en Driſtighed behøver Tilgivelſe; 
men ter ev og Zilfælde, hvor den ikke beho⸗ 
ver antet, end Undſtyloͤning.“ Sporon. 

Tilgiven, ad). v. J ældre Skrifter: hen⸗ 
given, tilboielig. ”Hvorledes ſtulde den, 
fom er tilgiver t. Vellyſt, turde fee Doden 
under Øinene ?” BeThott. 

Tilgode, adv. i Talemaaden: At have 
noget tilgode hos cen d: have et Krav p. 
ham derfor. Jeg har endnu 100 Rolr. til⸗ 
gode hos ham for de ſidſte Gaver, paa min 
fidfte Regning. Ved Afregning ſik jeg ſaa⸗ 
meget tilgode, beholdt jeg tilgode. Der 
kommer mig ſaameget tilgode. (Derimod: 
det kom mig til Gode 3: t. Savn, at jeg 
kunde tale Sproget.) Tilgodehavende, et. 
ud. pl. det, ſom gen har tilgode, en Andens 
Gield t. han. ” 

Tilgrunde, adv. (ſtrives ofte adſtilt.) 
At gaae t, Grunde, odelegges, fordærves 
aldeles. Skibet gif tilgrunde. — At gage 
ret til Grunde i en Gag da: udforſke, granda 
fle, underſoge den meget noie. 

Til rændfende, ad). v. ſom ftøder til, 
groendſer til, De tilgrændfende Lande. 
Den tilgrændfende Ager. 

Tilgængelig, adj. ſom der er Adgang til, 
ſom man uden Vanſtktelighed fan komme fil. 
Stedet er iffe tilgængeligt. Uagtet hans 
mange Forretninger, er han meget tilgæn- 


ci8. 

8 UI «ande, adv, i Talemaaden: at gaae 
cen tilhagnde I: være t, Hielp, behielpelig. 

Tilhendle, v. a. 1. erhverve v. Handel; 
tilkiobe. At tilhandle fig noget. 

Tilhefte, v. a. 1. forene med v. Heftning. 
De tilbeftede Art i Bogen. Dette Ark maa 
endnu tilheftes. — Deraf: Tilheftning, cen. 

Tilhielpe, v. a. 3. hielpe til, bidrage, 
være behielpelig ft. noget. ”At enhver kun⸗ 
de — tilhielpe, at dette fyldeſtgiores.“ D. 
Lov. III. 19. 18. : 

Tilhiemle, v. a. 1. ved Ed, Vidner cl. 
paa anden Maade bevife fin Ciendomøret t. 
noget. Et Brudevers, fom Klageren p. 
[lovlig Maade tilhiemlede fig.” Rahb. D. 
Tilſt. — Deraf: Tilhiemlingsed, en. (jvf. 
Forordn. af 1. Mai 1790.) 

Tilhobe, adv. 1.ien Samling, ſammen, 
tillige. At bringe, komme, binde tilhobe. 
»Man binder undertiden noget ſaaledes til⸗ 
bobe, at det er vanſteligt at opleſe.“ B. 

hott. »Naar Brødre bov tilhobe, og cen 
beer.” 5 Mofeb, 25. 5. — Tag det Alt til: 
hobe. 2. alle fammen, afg uden Undta⸗ 
gelſe. ”Han flabte alle Ting tilhobe.“ Sir, 
18. 1. ”Tilhobe levede de af Fedrift og 
eiede talrige Hiorde.“ Guldberg. ”Diffe 
Orakler komme tilhobe overeens dert,” 
Guldberg. (br. ikke meget.) 

Tilhold, et. pi. d. ſ. 1. det, at tilholde, 
foreſtrive, byde; Medfor. , Efter Lovees 


505 


Zilhold — Tilintetgiore. 


Tilhold. 2. det, at man holder til, kom⸗ 
mer tidt p. et Sted. (Moth.) 3. Sted, 
hvor man holder til; Opholdsſted, Til— 
flugtofted. (Herberg. Moth.) Der har han 
iſer fit T. = Tilholdsſted, et. d. f. f. Til⸗ 
hold,3. ”Muus og Rotter have deres Til⸗ 
holdsſted i ſaadanne beflædte Gægge.” Oec. 
Mag. IV. 330. 

Tilholde, v. a. 3. (f. holde til.) paaleg⸗ 
ge, node, drive fil. Han maa tilholdes at 
jætte Gaarden i forfvarlig Stand,” Hvad 
Loven tilholder. i 

Tilhugge, v. a. 1, danne t, et vift Brug, 
give Skik v. at hugge. At tilhugge Tom⸗ 


mer, — Tilhugning, en. Gierningen at til 


hugge. Tommerefs Tilhugning. i 

Tilhviſte, v. a. 1. fige noget hviffende £. 
cen. ”Dens Venneroſt i taufe Nat tilhvi⸗ 
ffer og hans re,” Riber, ”I Uſynlige, 


fom ſtundom tilhviffe os Fremtidens Hem⸗ 


meligheder.“ Baggeſen. J 
Tilhylle, v. a. 1. ſtiule v. noget, ſom læg⸗ 
ges cl. hænges over.” At tilhylle Anfigtet 
m. et Slor. — Deraf: Tilbylling, en. 
Tilhatzte, v. a. 1. forbinde med, v. at 
bægte. (f. hægte til.) Skiortet er ikke til⸗ 
ſyet, men tilhagtet. 
Tilbæng, ef, pl. d. ſ. 
geſom hænger v. en anden Zing (Anhang, 
Appendix.) Et Tilbæng tf. en Bog. 2. 
Folk, fom holde fig t. een ell. holde med, 
underftøtte cen i hans Foretagender; Parti. 
(Moth.) Lan har et ftort Tilhbæng blandt 
Almuen. 
Tilhænger, en. pl.-e. den, ſom er af 
eens Zilhæng ell. Parti, , 
Tilhor, ct. det, fom hører t. en vis Ting, 
udgiør en tilhørende Deel af ſamme. Gaarz 
den m. alt fit Tilhor, (Tilhoring. Moth. 
“Skaane med fin Tihøring,”” Vedels Caro. 
346.) jvf. Tilbehør, i 
Tilhorte, v. n. 2. (har.) 1. være eens 
Eiendom. Bogen tilhører mig. Denne 
Gaard hav engang tilhørt ham. (jvf. høre 
til, 4.) 2. tilkomme. (dog ſielden; dø 


1. noget, der fis 


præp. I denne Bemark. fædvanl. følger ef 


ter, f. høre til, 2.) 3. tilhørende, fom 
hører til, udgior en Dect af noget. Gaarz 
den m. tilhørende Befætning. — Underti—⸗ 
den, ifær t Forretningsftlil, br. Tilhoren⸗ 
de absol. ell. fom Subſt. for: Tilhør, Til⸗ 
høring. Huſet, Bryggeriet m. Tilhørende. 
Tilhører, en. pl.-e. [af høre til, audire.] 
den, ſom hører til, fom m. Agtſomhed hø 
rer paa noget. (auditor.) Denne Præft 
har mange Tilherere. At være T. ved en 
Eramen, Concert, Forelæsning. (Man 
figer derimod ikke: at være Tilhører vcd en 
Samtale; men: at være nærværende v. den, 
at høre p. den.) 
Tilhevle, v. a. 1. danne t. et vift Brug 
rat høvle, At tilhovle et Bræt. ” 
Tilintettziere, v. a. 3. (f. giore.) giore 


AJ 


R 


? » hd i 


ilintetgiore — Filtomme. ” 506 Tilkommelſe — Tillidofuld. 


Ende p. en Tings Tilverelſe; foͤrſtyrre, 


ødelægge aldeles. (br. ſom ofteſt i uegentlig 
el. mindre ſtreng Bemarkelſe.) Deraf: 
Tilintetgiorelſe, en. ud. pl. 

Tilfatte, v. a. 1. fylde vo. at kaſte noget 
I (f. E. Ford, Gruus.) Det Hul, den 
Groft maa tilkaſtes. — Tilkaſtning, en. 

Tiltiende, v. a. 2. tillægge cen noget v. 
Dom ell. Kiendelſe, tildomme. Gaarden 
blev tilkiendt ham v. Holeſteretsdom. — 
Deraf: Tilkiendelſe, en. 

Tilfiendegive, v. a. 3. d. f. f. give til 
Kiende, ell. bringe t. Nogles, t. de Bed: 
kommendes Kundſkab; meddele fornøden 
&Gftevcetning om. (f. under give, E.) Han 
tilkiendegav dem Kongens Billie. Dette 
Tegn tilfiendegiver, at Skibet ſtal vende. 
Ut rilfiendegive en Befaling, en Anord⸗ 
ning f. Vedkommende. »En bov ev en al: 
mindelig Befaling, ſom allene fan figes at 
bekiendtgiores, iffe at tilkiendegives. Spo⸗ 
ron. — Deraf: Tllkiendegivelſe, en. 

Tiltitte, v. a. 1. tillukte m. Kit; fæfte 
m. Kit. — Deraf: Tilfitning, en. 

Tilfiobe, v. a. 2. erhverve v. Kiob, en; 
Ten f. det, ſom tilforn eiedes, ell. uden 
Henſyn hertil. Foruden Godferne, han 
arvede, har han endnu tilfinbt flere. Nogle 
af diſſe Heſte har jeg tilkiobt mig; andre 
har jeg byttet mig til, ”Et Kiøb, hvor: 
ved Monarken tilfiøber fig Tieneſter, og 
itte belønner dem.” Schytte. 

Tiltiobs, adv. d. f. f. tilfals. 

Tilkiore, v. a. 2. vænne t. at gaae f. 


Vogn. At tilfiere et Par Heſte. 2. 1 
artic. d. f. f. kiore til. Han faaer Bræn: 
et frit tilkiort. 


Tiltiorfel, en. Handlingen at kiore noget 

t. et Sted, føre det t. Stedet paa en Vogn. 
Tilfiorfel af Brænde. 

Tilklappe, v. a. 1. give tilkiende v. Klap⸗ 
pen. ”At fee en talrig Mængde. Hænder i 
Beredſkab at tilklappe dem Bifald.” Rahbek. 

Tilfline, v. a. 1. lukke v. Klining. 
tilkline en Spræffe, — Deraf: Tilfliz 


ning. en. — 
ilklippe, v. a. 1. klippe noget efter et 
viſt Mønfter, ell. ſaaledes fon det bør være. 
Tilfliftre, v. a. 1. d. f. f. tilfline. 
Tilknappe, v. a. 1. luffe v. at knappe. 
At tilknappe ſin Kiole. modſ. opknappe. 


Tilfnytte, v. a. 1. forbinde med, ved at 
nytte; lukke til med en Knude, At til: 
knytte et Torklede. 


Tilkomme, v. n. 3. har. (f. komme.) 1. 


være overeensſtemmende m. eeys Rettighed.” 


Denne Indtægt tilfommer ham ſom Sog⸗ 
nepræft. Jeg fordrer ikke meer, end der 
tilfommer mig, Det tilkommer mig m. 
Rette. 2. fvare t. eens Pligt, Vilkaar, 
Stand; paffe fig for. Det tilfommer ham, 
at holde Bygningen vedlige. Det tilkom⸗ 
mer den Unge, at viſe Agtelſe mod Xldre. 


At 


Tilkommelſe, en. d. ſ. ſ. Tillomſt. (fn: 
nere.) ”De undrede paa hans Tilkommel⸗ 
fe Bedels Saro. 65. ”Hans fidſte Til: 

ommelſe var iffe af vente i deres Dage.” 
Mynſter. 

Tilkommende, adj. om Liden: ſom ſtal 
komme, fremtidig. (modfat: forbigangen 
og nærværende.) Det Tilkommende, Frem: 
tiden. ”Haabet ffal m. Slæde og Tillid 
vende vor Zanfe hen mod det Tilfommen: 
de,” Mynſter. — Ligeledes om det, der tœn⸗ 
kes i Fremtiden. Hans tilkommende Kone. 
Bor tilkommende Præft. Et tilkommende 
Liv. *Da nedes vi endelig t. at fæfte vort 
Haab p. en tilkommende Tilſtand.“ Sueced. 
— Det br. ogſaa for: næfte, neſtkommen⸗ 
de. I tilkommende lige, Maaned. 

Tilkomſt, en. Handlingen at fomme t. et 
Sted. Adventus. ”Din Tilfomft Alle glœ⸗ 
der.” Arreboe. 169. »Hvordan du from og 
vel beredt fan mod hans Tilfomft være.” 
Kingo. ' 

Tilfort, adv. i Talemaaden: at komme 
tilkort, egentl. iffe komme langt not; men 


"br. for: iffe nage det, man tragter efter, 


være uheldig, være den Tabende. 

Tilkræve, v. a. 1, i Lovſproget: opfor⸗ 
dre, falde f. Retten. ”Bliver Nogen til⸗ 
Frævet at vidne i nogen Sag.” OD. Lov, I. 
13. 7. 

Tilkæmpe, v. a. 1. d. ſ. f. tilſegte. 

Tillade, v. a. tillod, tilladt. give cen 
Frihed t. at giore cl. lade noget, give fit 
Minde til. Han tillod mig at reiſe. Jeg 
har tilledt ham det. Denne Fornsielſt vil 
han ikke tillade hende. ”At tillade en Ud⸗ 
fvævelfe, eller ikke at hindre den, og at bi⸗ 
falde den, ere tvende forſtiellige Ting.“ 
Baftholm. At tillade fig (tage fig) upas⸗ 
ſende Friheder. — Tilladelfe , en. Frihed, 
fom gives cen t. at gisre el. lade noget. 
Ut give een T. til noget, Jeg har hane T. 
— tilladelig, adj. fom fan tillades. 

Tillade,v.a. 1. forfyne (et Skib) m. 
fuld Ladning. Skibet er endnu ikke tilladet. 
— Tilledning, en. Et Skibs Tilladning. 

Tillave, v. a. 1. d. ſ. ſ. tilberede, lave 
til; men ifær om Mad. (Man figer dog 
lige faa ofte: at låve Mad ; men: vel til: 
lavet Wad.) fun havde tillavet ham en 
varm Drift. (jvf. lave til.) Deraf: Til: 
lavning, en. 

Tillid, en. ud. pl. [f. Lid.] filter Tro p. 
en andens Velvillie, Redelighed, Tilſagn, 
o. d. At fætte fin Tillid til een. Jeg bar 
ingen T. til hans Løfter, Forſikkringer. 
Guder min T. T. til fig felv, t. Andre, 
(f. Selvtillid.) ”Var det Forvovenhed, 


Herſteſyge, ell. en blind Tillid t. fine egne 


Kræfter?” Sneedorf. — Deraf: Tillidss 


BLE, ct. Blik, ſom udtrykker Tillid. Med 


bældig Arm, m. roligt Tillidsblik. Dh⸗ 
2— — tillidsfuld, adj. ſom har flor 








Tillid fuld — dillæg. 


SUD: er grundet p. Tillid. En tillides 
fuld Bøn. — Tillidstegn , ef. Tegn, Ves 
viis p. Tillid. (Wandal,) 

Tillige, adv. 1. paa cen Tid. simul. 
»Mod ham kom fre Flaader tillige.” (Abras 
hamfon.) ”Og Saab og Styrke fvinde bort 
tillige.” S. Blicher. (Ikke hyppigt.) 2. 
ligeledes, ogſaa. påriter. Hans Erende 
var baade at beføge Faderen, og tillige at 
frie t. Datteren. Han vilde ikke blot kiobe 
Huſet, men tillige Jorden, 

Tilligemed, præp. d, |. f. med, ell. og 
tillige 3' hvor der. udtryltes en Forbindelfe, 
Forening, Samling; og hvor der er pens 
tydning baade p. Zid og Num. (una cum) 
Modfat : foruden. (jvf. ſamt.) Vi unders 
føgte Hovedvolden tilligemed alle Udenver⸗ 
kerne. Han forlangte, at Befætningen tils 
ligemed Gaarden fulde overleveres ham 
(neml. han vilde have B. med Gaarden, 
p. cen Tid. Her ber ſamt iffe bruges.) 

Tillime, v. a. 1. fæfte til med eiim. Li⸗ 
ften maa tillimes. 

Tillifte . v. a. 1. erhverve p. en liſtig, 
underfundig Maade; tilfnige. Hau havde 
tilligtet fig et vigtigt Document. 

illoffelfe, en. pl.-r. 1. Gierningen, 
at lokke een t. noget. Ved megen T. fit 
han ham endelig t. at afſtaae det. (ogſaa: 
Tillofning.) 2. det, hvorved man loffer 
een; det, fom har en lokkende, tiltræftende 
Kraft. Ynde og Forftand' ere tidt ſtœrkere 
Tillokkelſer hos en Pige, end Skisnhed. 

Tillottende, adj. v. ſom fan lokke cen ft. 
noget, har en indbydende, overtatende 
Kraft. Dette Tilbud var alt for tillok⸗ 
kende. Gt tillokkende Syn. (jvf. folke.) . 

Tillutte, v.a.1. d. f. f. lufte, lukke til 
(meſt i inf. act. og pass. og i partic. neppe 
f præs. act.) Denne Aabning maa ufors 
tøvet tilluffes. Jeg fandt Døren rilluffet. 
— Deraf: Tillufning, en. 

Tillyſe, v. a. 2. forkynde, give tilkiende 
p. et offentligt Sted. At tillyfe noget fra 
Præditeftolen, p. Kirkeſteevne. Wgteffabet 
er tillyft. (f. lyfe, 3.) — Deraf: Tillyss 


ning, en. 
"Eitiyve, v. a. og rec. 3. (f. lyve.) tils af Or 


lægge, tilftrive falſteligen el. ved at fyve. 
»Naqr han ikke tillyver fig det Kongenavn, 
han har tilfælles m. Gud,” Syneſius v. 
Blod. ”Formaninger imod fremkonſtlede 
Boletfer og imod enhver tilløiet Jver.“ 


net. , 

Tillæg, et, pl.d. f. 1. det fom lægges 
til, føles til, At fane et T. til fin Len. Et 
Tillæg til en Bog. 2. det, at lægge Krea⸗ 
fyre til; Avl, Opfedning; it. opfødte Krea⸗ 
ture. Ved T. af Heſte og Ovæg fan Bon⸗ 
den giore fig Fordeel. Denne Heſt er af 
hans eget Tillæg. Han har et godt T. af 
Ungavæg. — Tillægsord,et. i Spvoglæren, 
hos Nogle: et Adjectio ( Egenſtabsord.) 


U 


507 


. Mundighed. 


Tillægge — Tilnagle. 


ge, v. a. 3. lægge til, føle til 
(men br; fielden undt. i Infin. og partic.) 
Jeg maa endnu tillægge een Omftændighed. 
Naar dette tillægges, bliver tillagt. 2. 
overdrage, give. Kongen har tillagt ham 
denne Titel. Der er tillagt ham en udftraft 
3. tilregne, tilftrive. Man 
tillagde ham allene Sktylden. At tillægge 
et Ord en Bemærfelfe, en Mening, ſom det 
iffe har. 4. at tillægge (opfede) oc 
ſ. legge til. 5. Ssen er tillagt (med ITS) 
o: tilfroffen overalt. 


Tillægt, adj. v. heel legt, lukket v. af 
læget. Saaret er nu tillægt. (v. at til: 


læge vil neppe forefomme.) . 


Tillære, v. a. 2. oplære, afrette , lære 
til. (f. Jære.) “Han dannede deres mag, 
tillærte deres Poeter, gav Tegninger t. des 
reg Malere og Billed uggete.” D. Guldb. 
At tillære en Jagthund. 


Tillob, et. 1. det, at flydende Ting lobe 
til, fremme til. Vandet har her ſtœrkt Til⸗ 
leb. T. af Melk i Bryſterne. 2. det, at 
gott ſtimle, flokkes t. et Sted. (conſinxus.) 

ſtort T. af Menneſter. Han fil et fort 
Tillob. Denne Taler har altid et ſtort Til⸗ 
løb. . Et Tilløb feer m. Henfigt, og fan 
fee m. Orden; et Sammenlob ſteer m. 
Henfigt, men uden Orden; et Opløb f. det 
mefte uden Genfigt, og altid uden Orden.” 
Sporon. 

Tillebende, adj. v. fom løber til. At 
komme tillobende. 

Tilmaale, v. a. 2. maale noget I cens 
aan og overgive ham det. Kornet blev 

am tilmaalt. »At tilmaale enhver fin 
Jord, naar Overſvommelſestiden var fors 
bi.” Guldb. — fig. om Tiden: Den frygs 
kelige Norne, hun, ſom rilmaaler Tiden, 
for den fommer, fit Held.” Evald. »Han, 
om anvifer.Xle det rette Sted, ſom til⸗ 
maaler Alle den rette Tid.“ Mynſter. J, 
de faa Aar, der ere Menneſtet rilmaalte,” 
Gamme, — Deraf: Tilmaaling, en. 

Tilmad, en. ud. pl. det, ſom ſpiſes til 
ell. tilligemed anden Mad. Kiad og Tilma 
ent. 

Cilmed, adv. desuden, ogſaa. Han har 
ikke de fornødne Kundſtaber, og tilmed er 
Han endnu f. ung. ”Tilmed da vi vide, at 
ingen Indretning i Verden bliver længe i 
ſamme Form, faa” ac. J. Bove. 

Tilmelde, v. a. 2. give een Efterretning 
om, melde, berette. Jeg har tilmeldt ham 
bet m. Poften 

Tilmode (til mode) ſ. Mod, 1. 

Tilmure, v. a. 1. lukke d. Muur, v. at 
mure, Døren er bleven tilmuret. — Der⸗ 
af; Tilmuring, en. 

Tilmæle, v. a. 1. tilkiende, tildomme. 
(Moth.) forældet. 

Tilneyle, v. a. 1. lutke v. at ſlaae Rag⸗ 








lellig. (f. Pas, 2.) 


Tilnagle — Tilraade. 


ler i. At tilnagle en Dør, en Kaffe. — 
Deraf: Tilnagling, en. 1 ON 
Tilnavn, et. pl.—e. 1. Familienavn, 
Slægtnavn. (i Modſ. til Fornavn cl. De⸗ 
benavn.) 2. et Navn, en Benævnelfe, 
fom tillægges cen foruden hans egentl. 
"Navn. Alcrander med. Tilnavn den Store. 
, Tilnævne, v. a. 1. i Lovſproget: udnœv⸗ 
ne tilligemed andre. 
Tilnærmelfe, en. Nærmelfe hen t. noget. 
(Approrimation.) 
ilovers, adv. meer end der bruges, elle 


508 


Tilrakke — Tilſammen. 


Tilrakke, v. a. 1. ilde behandle, tilſtye. 
(lav Tale.) Rahbek. die, FUR 

Tilrane fig, v. recipr. 1. ſtaffe fig v. 
Nan, p. en ulovlig og voldfom Maade. 
»Olaf vilde ei blot tilvane fig min Konge⸗ 
magt.” Ohlenſchl. (Hakon J.) 

Tilrede, adv. færdig, p. rede Haand, v. 
Haanden. At være tilrede. Alt er tilrede. 

Tilrede, v. a. 1. lave til, indrette ft. cen 
vis Brug, tede til, Han har lovet at til⸗ 
rede Alt hvad der behøves ft. Reiſen. Ar 
tilrede ct Stib. ”Som om han fulde ſtrar 


er brugt; meer end fornodent. (Jvf. svrig' til Strids, han fig tilreder.“ Bording. 


og overbleven.) Der blev et godt Stykke 
tilovers af Klædet. Diſſe Penge har jeg 
tilovers fra Udgifterne, fra Reiſen. Ikke 
have noget tilovers for Andre (ci være gods 
gierende, tienftagtig.) Lad noget blive til⸗ 
overs til de andre (levn noget.) At være 
tilovers ved noget, i en Gag da: ei blive 
adſpurgt, benyttet« Jeg feer, at jeg her 
er tilovers (at man ikke ſtiotter om mig.) 

Tilpafte, v. a. 1. patte fuld; hylle tæt 
omkring. Vognen er nu tilpakket. At til⸗ 
pakke cen m. Klæder. (tilpakket, beſtienket. 
Moth. d. Tale.) — Tilpakning, en. Gier⸗ 
ningen at tilpafkfke. Vognens Tilpakning. 

Tilpas, adv. til Maade, til Behag, be⸗ 
At giore cen noget 
tilpas (efter Ønfte, til Maade.) ”Og 
gierne vilde jeg — dig giore vet tilpas i dette 
Valg.” J. £. Heiberg. Man kommer ham 
aldrig filpss. ”Du lafter Alt, dig intet er 
tilpas,” Heiberg. ”Da det er lettere at 
være tilpas, end at behage, ville Menne⸗ 
ſtene ſnarere blive enige om, hvad der er 
tætTeligt , end hvad der er behageligt.” 
Miller. — FJ ældre Skrifter br. tilpas ab- 
sol. for: vel tilpas, v. god Helbred, karſt. 
"Den, der er faa fyg, at der er ringe Haab 
om han nogenſinde Kulde blide tilpas,” B. 
Thott. I. 79. S ” 


Tilpaſſe, v. a. 1. paſſe cen Zing f. en 
anden, f. at prøve om de fvare f. hinanden, 
(ſ. v. a. paſſe.) — Deraf : Tilpasning, en. 

Tilplanke, v. a. 1. lufte, hegne m. Plans 
fer. (Moth.) . 
VTilpligte, v. a. 1. forpligte cen ft. noget, 
paalægge ſom Forpligtelſe. 

Tilproppe, v. 21. luffe m. Prop, prop⸗ 
pe. Flaſten har iffe været vel tilproppet. 
— Deraf;: Tilpropning, en. . 

Tilraab, et. pl. d. f. Tiltale m. hel Roſt; 
Naab, ſom henvendes t. cen. 

Tilraabe, v. a. 2. raabe noget t. cen. 
Alle tilraabte ham Bifald. ”Jeg vilde ham 
alt her mit Bifald høit tilrgabe,” Baggeſen. 

Tilraade, v. a. 1. ved fit Raad tilſtynde 
cen t. noget (raade til.) Jeg har tilraadet 
ham Forliig. Cm df. fraraade.) — Deraf: 
Tilraadelſe (Moth.) Tilraaden, en. (beg; 
ge ere, ligeſom Tilraad, ikke meget brugel.) 


£ 


- hvad Øiet ſeer.“ Mymnſter. 


⸗ 


y 


»Skal da Kiv og, Grede i dit Skiod tilrede 
dine Foftres Grav?” Evald. 2. behandle 
(flct.) Han gr bleven ilde tilredet. — Der: 
af: Tilredning, en. Indretning. - 
Tilregne, v. a. 1. tilſtrive, tillægge cen 
at være Aarſag til, tillægge Skyld for nos 
get. Man bør ikke tilregne ham Sagens 
flette Udfald. Ufrivillige Handlinger kunne 
itke tilrezgnes og. — Tilregnelſe, en. Kun 
en fri Handling er forbunden med T. — 
tilregnelig, adj. fom fan tilregnes. 
Tilrette, adv. (ogſaa til Kette.) i den 
rette, Stilling ell. Tilſtand, i det rigtige 
Forhold. At lægge, fætte noget t. Rette. 
At giore noget tilrette. At vife cen til 
Rette m. ect Arbeide; vife cen tilrette ſom 
er vildfarende. Jeg fan iffe komme tilrette 


”" med ham (blive enig, forliges m.) Bi fun: 


de ikke komme tilrette om Kløbet. 

Tilreife, en. ſ. Zenreiſe. . 
Tilreiſende, adj. v. ſom kommer reiſende 
t. ct Sted. AX holde Bog over Tilreiſende 
og Frareiſende. 

Tilride, v. a. 3. vænne til, giore ſtikket 
t. at rides, - At tilride en Heſt. En tilre⸗ 
den Heſt. . 

Tilruſte, v. a.1. d. ſ. ſ. udruſte. — Der⸗ 
af: Tilruſtning, en. 

Tilfaae, v. a. oge n. 1. act. lægge Sat i 
(Jorden.) Han er i Færd m. at tilſace fin 
Jord. Den Ager er tilſaaet. — neutr. og 
æbsol. At have tilſaaet 2: være heel færtig 
m. at faac. 

Tilfagn, et. pl. d. ſ. 1. Gierningen, at 
tilſige, forfiftre en anden noget. — 2. det, 
man har tilfagt, lovet, forpligtet fig til; 
Løfte. ”Man maa gløre Forſkiel imellem 
en blot Tilſtaaelſe, ſom kaldes Tilſagn, eg 
en Pagt, hvorved man overdrager andte 
Ret t. at tvinge,” Snecedorf. »Eller Wen: 
neſtet troer Guds Tilfagn meer end Alt, 
3. Det, der 
figes til cen.  ”Hvormange Vildfarelſer, 
Samvittighedens Tilſagn og indbildte Aa- 
benbaringer ere underkaſtede.“ Bagg. I. 
Klim. 217. 

Tilſammen, adv. jvf. ſammen, der br. 
fom "det T. zuſammen; hvorimod til⸗ 
ſammen nu fun bruges om en WMængte, cil. 
flere Storrelſer, der tolles ſammen (i alf.) 





( 
H 


Tilſammen — Tilſtifte. 


Hvormeget udgior det tilſammen? Bi vare 
. tilfammen femten, — J Sammenfætn. f. 
Gr. tilſammenfoie, tilſammenkalde, er det 
overflodigt og forældet. 
Tilſats, ſ. Tilfærning. — 
Tilfee, v.m. 3. (har.) have Opſyn, Til⸗ 
fyn med, tage Vare paa. At tilfee md ef 
— Arbeide, m. Arbeiderne. (jvf. Tilſyn.) 
Tilſeilende, adj. v. Et tilſcilende Skib, 
fom fommer fgitende t. et Sted. Der kom 
i vet ſamme'et Skib tilſeilende. 
Tilſende, v. as 2. ſende hen til. Han 
har tilſendt mig. det m. Poften.  ”At frem⸗ 
fende og rilfende funne undertiden omverles 
— ten vil man fremfende noget, er det ofte 
nodvendigt, at have cen at tilfende det.” 
Muͤller. 
Tilſide, adv. af Veien, bort fra et viſt 
Sted, hvor en Anden cv; bort, p. et andet 
eſl. 
gif, traadte han tilſide. Jeg gif noget til⸗ 
fide for at han ei ſtulde ſee mig. At lægge, 
fætte noget tilfide, = tilfidefætte, v. a. 3. 
fun fſigürl. ikke fade cen nyde, hvad han for⸗ 
tiener, ikke lade ham ſtee fin Ret, foretrætfe 
antre f. ham. fan er bleven tilfidefat for 
en Yngre. — Deraf: Tilfidefætrelfe, en. 
Tilſidſt, adv. 1. ſidſt i Ordenen, i Fol⸗ 
gen. Alle Hoffolk gik foran; derpaa kom 
Prindſerne, og rilſidſt kom Kongen. 2. 
omfider, endelig. Han fatte fig længe ders 
imod; men tilſidſt gav han dog. efter. 
Tilfige, v. a. 3. forſikkre, give Løfte om. 
”Diin tilfagde ham et Sværd, ſom faft og 
ftærft fulde være i al Kamp.” Vedels Saro. 
»Af hville Keiſeren Undfætning er tilfegt.” 
Bording. ”Den Herre, hvem han har til⸗ 
ſagt fin Troſtab.“ Mynſter. At tilfige 
cen Syndernes Forladelſe. At tilfige cen 
fin Datter. 2. give con tilkiende, aft han 
ſtal komme, møde p. et Sted. At tilfiges 
t. Kongens Taffel. Han er tilſagt at møde 
i Morgen. — Tilſigelſe, en. pl.-r. 1. 
Gierningen at tilfige (2.) At møde. efter 


Tilſigelſe. Deraf: Tilfigelfesbrev. 2: 
Lefte, —— (ſom oftere bruges.) ”Guds 
Lofte og Tilſigelſe.“ Helvader. 


Tilfigte, v. a. 1. have Henſigt til, have 
t. Formaal. (Neppe uden i partic. jvf. 
figte til) ”Hvor lidet den tilſigtede Virk⸗ 
ning forfeiledes, derom vidner Kirkehiſto⸗ 
rien.“ Engelst. 

Tilſinds, adv. ſogſaa: til Sinds.] ſin⸗ 
det, af en vis Stemning i Sindet, af et 
. vitt Sindelag. Hvorledes er han tilfinds 
idag? Han er ikke vel tilfinds. Jeg er 
rilſinds (har i Sinde) at gifte mig. At 
blive anderledes tilfinde (fatte et andet 
gorfæt.) ' , 

Tilſtifte, v. a. 1. tildele v. Skifte. Saar: 
den er ham rilffiftet. — recipr. tilffifte 
fig, tilbytte fig.” "Hvorledes de ældfte Slægz 
fer tilſtiftede fig hinandens Varer,” Guldb. 


509 


ffiult Sted. Da ten Fremmede kom, 


Züſkifte — Tiſtynde. 


»Varer ſtulde tilſtiftes (tilbyttes) for Va⸗ 
fer.” Samme. 

Tilffitte, v. a. 1. d. ſ. ſ. tilſende. 2.be⸗ 
ſtemme, ſtikke, give cen t. Lod. Det er 
mig tilſtikket af Skiebnen. — Tilfittelfe, 
sn. Indbegreb af det, ſom v. en hoiere 
Styrelſe tuͤſtikkes een. Guds, Skiebnens 
Tilſtikkelſer. “Det ev ikke efter de udvor⸗ 
tes Tilftikkelſer, vi kunne domme om Guds 
Yndeſt ell. Mishag.“ Mynſter. “Hver Guds 
Tilſtikkelſe over dem, ſom haabe p. ham.” 
Samme. — ”Tilffifbelfe er en Skiebne, f. 
ſaavidt den betragtes paaført den Enkelte 
v. en hoiere Magt. Menneſtet falder fin 
gode ell. vnde Lykke en T. af Skiebnen; 
men man fan ikke tale om Tilftikkelſen £ 
Alm. faalcdes ſom man taler om Skieb⸗ 
nen.” Muller. ' 

Tilffrift, en. det, ſom tilſtrives een. (un⸗ 
dertiden for: Tilegnelſe.) ⸗ 

Tilffrive, v. a. 3. lade cen vlde ſtriftli⸗ 

en, ſende Brev. At tilffrive cen m. Po⸗ 
en. Jeg har idag tilſtrevet ham den førs 
gelige Tidende. 2. tilegne. Denne Bog er 
tilffrevet ham. (fieldnere.) 3. give Styld 
for, tillægge, udgive f. Aarſag til noget. 


: Man tilffriver ham, at Slaget tabtes. 4. 


rilffrive fig. noget, ſtaffe fig v. at ſtrive. 
(uſedvant.) “Ved Pennen at tilffrive fi 
gortræd,” Holberg. (Poet. Skr. 1746. 191. 

Tilffud, ct. pl. d. f. det, ſom ſtydes til, 
føics t. en Sum. Enhver har endnu, fors 
uden Det forſte Indſtud, giort ct nyt Til⸗ 
ffud af 20 Rdir. " 

Tilffyde, v. a. 3. give noget (ifær Penge) 
t. en vig Beftemmelfe, i Forening m. flere, 
og ifær efterat man alt har givet; flyde tit. 
Beg har endnu maattet tilſtyde mere. 

ilffuer,en. pl.-e. den, fom m. Opmærks 
ſomhed, og i længere Tid, feer paa, betrag⸗ 
ter noget. Tilffuerne p. Comedien. 
være blandt Tilffuerne, At være Tilffuce 
ved noget. 

Tilftynde, v. a. 1. bevæge, drive, ops 
muntre een f. at giore noget. (f. ſtynde, 1. 
b.) At tilffynde cen til noget. ”Naar 
Hiertets Felelfer itke tilffynde Menneſtet til 
gode Gierninger.“ Mynſter. 
Menneſtet en ſynderlig Drift, ſom tilſtyn⸗ 
der ham, ſtedſe at ville fremad.” Mynſter. 
»Den ſom egger bruger Konft og Lift; den, 
fom tilffynder, Overtalelſe; den, ſom ops 
muntrer, Overbeviisning,” Sporon. Man 
fan egges og tilſtyndes baade t. Ondt og 
Godt; mer man opmuntres fun t. det, 
fom er, ell. holdes fat være godt. Ufæds 
vanl. Brug af dette Ord for: ſtynde, drive 
fremad: “At den maa tilſtynde eder dette 
Maal I Møde.” Samme. —' Deraf: Tilz 
ffyndelfe, en. Handlingen at tilſtynde een, 
el. det, at tiſſtyndes. Naturens T. ”Drifs 
ten er fun en Tilffyndelfe, og gaaer ikke ol⸗ 
tid dver i Sterning,” Mynfter, “ Den Ans, 


Af 


”Der er i 


— 


SBSrug v. at ſtere ell. flippe det. 


Aucynde — Tilſpidſe 


er, dn mangen Gang fornam, naar bu 
vde fulgt Verdens Tilffyndelfe.” Samme. 


.m Tilffynder, en. den, ſom tilſtynder, ops 


muntrer t. noget. (Moth.) 
Tilffære, v. a. 3. danne noget t. et vift 

At til⸗· 

ſtære en Kiole, et Monſter. 
Tilfærpe, v. a. 1. ffærpe noget til et 


viſt Brug: ell. (færpe noget ud mod En⸗ 


den. (f. tilſpidſe.) 

TilJaae, v. a. 3. br. i Bemærfelfen: ved 
Falbydelfe t. den Hoiſtbydende (Auction) at 
tiltiende cen noget ſom Kisber, v. Ham⸗ 
metflag. Det blev mig tilſlaaet. (jvf. flage 


til. 
Tilflag. et. pl. d. f. Handlingen at tils 


faae (v. Auction; fielden i anden Bemark.) 

Tilfmigre fig, v. rec. 1. vinde, opnaae 
v. Smigér. ”Han behøver da ikke at til⸗ 
fmigre fig deres Yndeft.” Malling. ” Hver: 
Een f. at følge en blind Vane, ell. for at 
dl migre os Fyrſtegunſt.“ Syneſius v. 


och. 
Tilfmile, v. n. og a. 1 og 2. (f. ſmile.) 
mile de; fee ſmilende til ten. ANA reg 


hvormed hun tilſmiilte hendes lykkelige El⸗ 


er. — fig, ”Hvor mine Minder tilſmilede 
inig.“ Ohlenſchi. b.) aot. tilkiendegive, uds 
fryffe, meddele een v. Smiil. Naar hele 
Naturen dem Bifald tilſmiler.“ Pram. 
»Da al Naturen de Elffende et Elſtovsblik 
tilfmiler.” verfom. 
ilſmudſe, v. a. 1. giore fmudfig, tilflye. 
Tilſmore, v. a. 3. ſinsre, beſmore m. no⸗ 
get ſmudſigt; tilflye. 
Tilſnee, v. n. 1. (er.) ſnee ſaaledes, at et 


Rum derved opfyldes, at noget omgives m. 
Snee. Grøften er tilſneet. 


Huſet var p. 

een Nat næften tilſneet. 
Tilfnige fig, v. a. 3. erhverve, opnaage p. 
en underfundig, ikke ærlig Maade, ikke m. 


uld Net, ell. til Skade for Andre, Som 


en, der p. en liftig Maade havde tilfneget 
mig hans Rige.” Bagg. N. Klim. *At 
tilfnige fig en Dom over en Perſon, dér 
itte virkelig varfles.” A. Ørfted. Gan har 
vidft at tilſnige fig et Privilegium. 
Dufte er det ingenlunde, at erholde en til: 
ſnegen Fordeel.“ Birknet. "Jeg betalte 


enkelte tilſnegne glade ODieblik m. Dages 


Længfel.” Rahbek. — Deraf: Tilfnigelfe, 
en. ( Treſchow.) 
Tilſnit, et. 1. Handlingen at ſtere til. 
2. den Form, noget har, ſom er tilſtaaret. 
Denne Kiole er ſyet efter et ganſte nyt 
Tilſnit. 
ilfnylte fig, v. a. 1. opnaae v. at fnyls 
te, el. ſom Snyltegiæft. At rilfnylte fig 
et Maaltid. - 

Tilſnore, v.a. 1. drage tæt ſammen m. 
en Snor, ſnsre til, fnøre ſammen. At 
tilſuore en Pale. 

ſpidſe, v. a. 1. giste noget ſpidſt i el, 


E så 


gen 


"ell. lade; tilftede, tillade. 


610 ” Silfpigre—Siffand. 


mob Enden, danne det i en Spids. At tils 
£pidfe en Pind, et Som, en Blyants pen. 
— Deraf: Tilfpidsning, en. 
Tilfpigre,v.a. 1. ſukke v. at flaae Spi⸗ 
gre i. At tilſpigre en Der, en Kaffe. 
Tilſpundſe, v. a. 1. luffe noget m. en 


Spunds, v. at fætte en Spunds i. At til⸗ 

fpundfe et Viinfad. , 
Tilſpytte/⸗x. a. 1. tilflve v. at ſpytte, 

overſpytte. At tilfpytte et Gulv. 


Tiiſpæerre, v. a. 1. lukké ſaaledes, at 
Giennemgang formenes. Porten blev til: 
ſperret. “Adgangen er da ikke tilfpærret 
f. Nogle, og aabnet f. Andre." O. Guldb. 
(f. færre.) — Deraf : Tilfpærring, en. 

ilſporge, v. a. 1. adfpørge, giere 
Evorgémaal f. een. »Een af dem tilfpurgz 
te og. friftede ham.” Matth. 22. ”"”Beqvems 
hed, baade t. at give fornuftige Grflærins 


ger, naar de tilſporges, og t. at fætte det | 


i Værk, fom dem betales.” Sneedorf. (jvf. 
fporge til.) — Tilſporgſel, en. Haudlin⸗ 
at fpørge til og at tilſporge. ' 
ilſtaae, v. a. 3. vedgaae, fige ja til det, 
man fpørges om. Han har tilftaaet For⸗ 
brydelſen. ”Zyven indrømmer ikke at have 
ſtiaalet; men han tilſtaaer, det.“ Måler. 
»Tilſtaaer du, eller negter dn begangne 
Daad 2” Fibigers Sophokl. (Ivf. bekiende, 
vedgaae, vedſtaae.)  ”Wan bekicader det, 
man ſelv veed; man tilftgaer det, ſom Aus 





dte (allerede ell. ogſaa) vide” (el. tildeels 


mene at vide.) £. Heiberg. “Naar Tyven 
er bleven brågt t. at bekiende, pleier han 
ikke blot at vedtzaae det, han beffyldtes for; 
men ogſaa at tilſtaae alle de Tyverier, han 
har begaaet.” Måler. 2. indrømme. 
Denne Gætning fan jeg ikke tilftæge. At 
tilſtaae en Fordring, en Paaftand. Jeg 
tilſtaaer at have denne, Feil. Man mas 
tilſtaae ham, at have anvendt ſtor Flid p. 
dette Arbeide. 3. give Frihed t. at giere 
ſtaaet h Frih an div vr FR 
faaet ham mere ed. 4. give Vishe 
om at erholde, tuͤſiktre. Der er tilftacet 
am faameget f aarlig Sen. Man. har til 
aaet ham hvad han føgte om. = Til: 
ſtaaelſe, en. pl.- r. Gierningen at rilftaae 
i Ordets forſtiellige Bemært.) "Den Til: 
aaelſe, der udledes af efterladt Benegtel⸗ 


fe.” A. Orſted. En reen, ubetinget, en 
indffræntet , betinget Tilftaarlfe, ”Tis 


ſtaaelſe forubfætter ndres yttrede Mening, 


ſom bifaldes; Bekiendelſe har blot m. egn 


Forklaring at gisre.“ £. Heiberg. 
Tilftand, en. IT. Zuſtand.J Maade, 
at være paa, Indbegreb ell. Forfatning df 
alt det. Foranderlige v. en Gienſtand, « 
dens indvortes og udvortes Forhold t. en 
vis Tid. Godſet, Værket er I en ypperlig 
Tilſtand. Landets Tilftand er god. pan 
var I en lidenſtabelig Tilſtand. (pl. & 
ufædvanl, ”MNaar de Tilftande fomme, 


. 
⸗ 





æ 





Tilſtand — Lilſtundende. 


hvilke du forud kaldte dine Glæder,” Myn⸗ 
fer.) jvf. Forfatning. — ”Dveralt, hvor vi 
kunne adſtille en Mangfoldighed af Forhold, 
kunne vi fale om Tilſtand; men iffe om en 
T. hos Gud, ſom er den abſolute Eenhed. 
Ligeſaa lidt fan en Egenſtab, et Begreb 
have en Tilſtand; men fun det for fig be⸗ 
ſtaaende“ (individuelle.) Måler. (jvf. Stil: 
ling, Forfatning.) 

ilftede, v. a. 1. og 2. d. ſ. f. tilftage, 3. 
At tilftede cen al mulig Frihed. »Gud har 
itke tilftedt ham at gisre mig ondt.” 1 Mos 
ſeb. 31.7. “Alt hvad Loven ikke tilſteder 


- at fræve, det forbyder den.” B. Thott. — 


Deraf: Tilftedelfe, en. Tilſtedelſe af ſom⸗ 
meli 7 rihed. 
ilſtede, adv. nærværende, p. Stedet. 

Han var ikke tilftede ved Forhandlingen. 
Det. fommer nok tilftede (findes nof.) = 
Deraf: Tilftedeværelfe, en. Nærværelfe ; 
Veren p. et vift Sted. tilſtedevxrende, 
adj. v. nærværende. Ale tilftedeværende 
vare rørte indtil Taarer. ' 

Tilſtikke, v.a. 3. ſ. ſtikke til. Han havs 
de hemmelig tilſtukket ham dette Papir. : 

Tilftille, v. a. 1. bringe cen, noget til 
Hende, overgive, overantyorde; enten 
umiddelbart, cl. ved Tilſending. (At til⸗ 
flille er et fildigere, efter det T. optaget 
Udtryk, der br. ifær i Forretningsſtilen, og 
fun om Ting.) — Deraf.: Tilftilling, en. 

Tilftoppe, v. a. 1. lukke v. at ſtoppe nos 
get ind i. At tilſtoppe et Hul, en Aabning. 
”Tilftopper de Kilder hos eder ſelv, hvoraf 
eders M fo 
af: Tilftopning, en. 

ilftræbe, v. a. 2. ftræbe til, ftræbe ef⸗ 

ter; eftertragte. (ufædvanl.;) ”Naar Men⸗ 
neſtet vinder den længe tilſtrebte Herlig⸗ 


hed.” Mynſter. ””Dens Begreb er en Idee, 


hvis Fuldkommenhed tilftræbes, men i Vir⸗ 
keligheden aldrig oppnaaes.“ Samme. 

Tilſtrækkelig, adj. ſom ſtrækter til, er 
not eſll. ſaameget, font behoves; ſom opfyl⸗ 
ber vor Trang. (JIJvf. nok.) “Fordi Men⸗ 
neſtenes Onſter faa' ofte gaae længere end 
deres Trang, derfor er det Tilſtrækkelige 
faa fielden nok.“ Sporon. At have til⸗ 
ſtrækkelige Indkomſter. En tilſtrækkelig 
Grund, Opiysning. — Tilftræ pe 
en. ud. pl. Beſtaffenheden, at være tilſtræk⸗ 
e 


g. 
Tilſtudſe, v. a. 1. i dagl. T. og fig. 
fætte Skik paa, danne, giore t. Rette (lige⸗ 
ſom v. at ftudfe noget, der er for langt.) 
Baagefen. (Labyr, II. 263.) ' 
ilſtunde, v. n. 1. (er.) f. ſtunde til, 
fom mere br. Da nu Sommeren tilſtun⸗ 
er. 
Sons Forliis m. Taushed fce tilſtunde ?” 
(Merope.) — tilſtundende, adj. v. nær fo⸗ 
reſtaaende. ”Tilftundende Nætters Ro og 
Dagenes Farer fordre vort Mod,” Hertz. 


Å 


311 


” ning. 


” noget; Opſyn. At have 


ornsielfe flyder.” Baſth. — Der⸗ 


»Hvilken Moder kunde faa Hær en 


— 


hm] 


Xilftuve — Silfætte. 


Tilſtuve, v. a. 1. fylde heelt til m. Lad⸗ 
At tilftuve et Skib. ſ. ſtuve. 
Tilſtod, et, pl.d. f. 1. Anledning, Op⸗ 
muntring. Han gav det forſte Tilftod £ 
dette Foretagende, 2. Underſtottelſe, Hielp. 
»Folket maatte begvemme fig til — at give 
noget t. Statens Underholdning under Ravn 
af Stat, Afgift, Tilſtod.“ Schytte. 
Tilſtode. v. n. 2. (er.) hændes, vederfa⸗ 
res uventet, pagkomme een pludſeligen. 
Der maa være tilftødt ham et Uheld. »Der 
tilftødte og intet mærkværdigt , naar leg 
undtager de evige Stød af den ſtenede Bel.” 
——— I.) 3. .ſ 
ilfværge, v. a. 3. (ſ. fværge.) v. &d 
forfiffre om. Alle havde tilfooret hinans 
den Taushed. At rtilfværge cen Troſtab. 
”De Læber, fom fan tidt tilſvor mig mit - 
Livs enffallghed.” Evald. 
Tilſye, v. a. 1. fæfte til, forene m. ved 
at ſye. Dette Stykke er tilſpet. 2. lutte 
v. at ſye. (oftere: ſye til.) Hullet er tilſyet. 
Tilſyn, ef. ud. pl. Handlingen, at tage 
Vare paa, have Indfeende med, paſſe p. 
T. med noget, 
ved et Arbeide. — Tilſynsmand, en, den, 
ſom er fat til at have T. med noget, Op⸗ 
ſynsmand. — Tilfynsværge, en. den, ſom 
"af Øvrigheden beſtikkes t. under et Skifte 
at varetage en fraværende Arvings Tarvz 
el. den, fom af Dvrigheden forordnes t. at 
have Tilſyn m. en Myndling og hans Gods 
fra det 18de til det 20de Aar. (Gurator.) 
jvf. D. £. III. 17. 34. 
Tilſone, adv. ſogſaa: til Syne.] ſaale⸗ 
des, at det ſees, er ſynligt. At være, kom⸗ 
me, bilve tilføre. Stibet forfvandt et Die⸗ 
blik bag Klippen, men kom ftrar igien til⸗ 
ſyne. ”Vi lade den Fryd tilſyne, ſom 
er i Hiertet.“ P. Tidemand. 1555. Det 
lader fig tilſpyne ad: det vifer fig. Maar 
Stiernen havde ladet fig tilſyne.“ Matth. 
2. 7. Ogſaa uegeut!. for: det kiendes, 
er” kiendeligt, ſynes. “Evner, ſom ikke ſaa⸗ 
ledes lade fig tilføne i Menneſtenes ſæd⸗ 
vanlige Liv. Mynſter. — tilſyneladende, 
adj. v. ſom kun forekommer, kun har et 
Syn af af'være, men ikke virkelig er. 
Maanens tilſyneladende og dens virkelige 
Storrelſe. tilſyneladende (paatagen) 
MAG UDE d £ ik É i - 
i æt, e e eo e noget, om til ættes., 
GMoth.) P | . 
Tilfætte, v. a. 3. (f. fætte.) 1. føle HL, 
fætte til. Der maa tilfættes mere. Jeg 
har endnu tilfat et Stykke. 2. fætte overs 
ſtyr; behandie Eiendom ſaaledes, at den 
miſtes. Han har tilſat ſine Midler, At 
tilfætte mange Penge d. en uheldig Handel, - 
(jpf. fætte til.) ”En Mand.fan i Statens 
ienefte, i de vigtigſte Diemed, af Uforfigs 
tighed el. ved Uheld rilfætte fin Formue; 
han figes derfor ikke at have ⸗det den.“ 


kommer cen. 


"Magt. 
Te, Gun tiltagende Velſtand. 


i under Fiſtalens Tiltale. 





riſſceetning — Tilirygle. 


Muͤller. — Tilſætning 2 en. pl. - er. 1. 
Handlingen at fætte til eq. tilſette. 2. 
noget, fom man tilfættee, ſom er tilſat. 


. Det er en af hans egne Tilfætninger t. For⸗ 


tællingen. 

Tilføle,v. a. 1. giere fmudfig, tilflye, 
beſudle. 

Tiltage, v. a.ogn. 3. (f.tage.) 1. act. 
oy recipr. tilegne fig uden Ret. At tiltage 
fig en Rettighed, Mundighed, ſom ikke til⸗ 
"Bi før jo vel tiltage os, 
hvad Gud har givet vé, at ftaae p. et hoiere 
Trin.” Mynſter. Han tiltager fig ſtor Fris 
hed. En tiltagen (aberettiget) Frihed. 2. 
neutr. vore, ſ e, forøges. modſ. aftage. 
(f. tage til.) Dette Rige har tilseger i 
Gan tiltager m. hver Dag i Styr: 
Den tilta⸗ 
gende Maane, =. Tiltagende, et, ud. pl. 
det, at tiltage, Tilvært, Stigen. At være 
i Tiltagende. (ligeſom: i Aftagende.) 

Tiltakle, v. a. 1. forſyne (et Stib)em. 
Seil og Redſtab. At tiltakle et Skib. 
(modſ. aftakle.) — Deraf: Tiltakling, en. 

ler, * 
P Tiltale, v. a. 2. henvende fin Zalc t. cen. 


Gan tiltalte Folket m. diſſe Ord. Jeg vilde 


itfe tiltale ham p. Gaden. At tiltale cen 
vredt, m. haarde Ord. (jvf. tale cen til, 
og tale f. een.) 2. føge f. Retten, fagføge. 
Han er tiltalt f. Tyveri. Jeg vil lade ham 
tiltale, 

Tiltale, cen. 1. Tale, fom henvendes t. 
gen. En haard, vred T. Han fif intet 
Svar p. den Tiltale. “Det ex ct gammelt 
Dvd: Tiltale kiendes god, til Gienfvar 
tommer frem og fættes derimod.” Bording. 
2. Gøgémaal f. Retten, Lovmaal. > At væs 
re, at fætteg under T. for noget. Han er 


Tiltigne fig, v. recipr. 1. ſtaffe fig v. 
Tiggen, filtrygle fig. ”At tiltigge fig Fred 
paa de ſtammeligſte Vilkaar,” Bagg. (N. 
Klim. 306.) . 

Tiltro, en. ud. pl. Tro, ſom fættes ft. 
een, Tillid. Herved tabte han den offent⸗ 
lige Tiltro. Kongen havde ftor T. til hané 
Erfarenhed. 


Tiltrodſe fig „v. recipr. 1. ſtaffe, til: 
vende ſig v. Trods, v. trodſig Fordring. 
»Vil du — tilſynde og tiltrodſe dig, hvad 
Almagt har i Eie?“ Evald. 

Tiltroe, v. a. 1. have en Mening om An⸗ 
dres Villie cl, Evne ft. noget, være indvor⸗ 
tes forviſſet detom. Jeg havde ikke tiltroet 
ham, af kunne udrette ſaameget. Jeg til: 
troer ham alt Godt. En ſaadan Ondſtkab 
kunde jeg ikke tiltroe ham. ' 


Tiltrygle, v. a. 1. ſtaffe, opnaae, faac 
v. Tryglen cl, gientagne Bønner. ”Men 
mært dig, at jeg ct tiltrygler mig din Dat: 
fer,” Evald, At fane v, fig ſelv, hvile p. 


512 


=å 


Tiltrygle — Tilvende. 


fin egen Kraft, og ef p. tiltryglet Gunſt.“ 
Malling. 
Tiltræde, v. a, 3. (f. træde.) 1. begnns 
de en Virkekreds. At tikræde et Embede, 
en Tieneſte. Han tiltraadte Kaldet i Fier. 
2. give fig ft. et Samfund, træde ind i en 
Forening. At tiltræde ef Forbund, in 
Forening. — Deraf: Tiltradelſe, en, Ved 
min T. i (el. til) Embedet (men ogſaa: 
ved Embedets Tiltrædelfe.) 
Tiltrække, v. a. 3. drage t. fig (I figurl. 
Betvon,) At tiltræffe fig Opmarkſomhed, 
Beundring. (men ;. Magneten trakker Jer: 


net t. fig.) — tiltræffende, partic. Magne: 


tens tiltrekkende Kraft. 
tiltrækkende (tiſlokkende) Egenſlaber. = til: 
trætfelig, adj. ſom kan tiltrækkes, lader fig 
tiltrekke. Heraf: Tiltrakkelighed, en. 


»Indtil den Gienſtand, ſom har den aller⸗ 


mindſte Tiltrækkelighed.“ Bagg. (Labor. II. 
146.) — Tiltrækning, en. Gierningen at 
tiltrekke; ell. bet, at tiltrekkes. Jernets 
Tiltræfning af Magneten. 

Tiltrænge fig, v. rec. 2. erhverve, for⸗ 
ftaffe fig v. Magt ell. Vold. ” At tiltrænge 
fig Myndighaden.“ — »Tyranner, der til⸗ 
frængte fig Regieringen.“ O. Guldberg. 
”Stulde han v. Krige have tiltrængt fig 
Egne, der allerede vare befatte af andre. 

Samme. ' . 

Tiltvinge fig, v. a. 3. erhverve v. Tyange⸗ 
midler, At tiltvinge fig Agtelſe, er umu⸗ 
ligt, felv f. den mægtigfte. ' 

Tiltælle, v. 2.3. (f. tælle.) overgive cen 
noget, fom man tæller ihhans Paaſyn. 
tiltælle cen noget. Pengene bleve mig til⸗ 
talte. — Deraf : Tilrælling, en. 

Tilvant, adj. v. ved Øvelfe vant f. no⸗ 
get, fortrolig med. (Moth.) ” 

ilveie, v. a. 1. overgive een noget efter 
Vægt. Solvet blev ham tilveiet. ”300 
Rang og Roes tilveier eder ei.” Nein. “De 
Kaar, fom Stiebnen dig tilveier.“ N.E. 
Buchholm. i 

Tilveie, adv. (ogſaa: til Deie.) TI 
ſtaffe tilveje, bringe tr. Deie 0: ſtaffe at: 
kelig frem. Saamange Penge fan jeg iffe 
ſtaffe tilveie. — I Sammenf. br. fun til: 
veiebringe. ”Uhddig den Stat, hvor fr 
dighed tilvejebringes v. ſlaviſk Frygt. 
Kampmann, , Dette har han tilverebreg! 
v. egen Flid. 

Tilvende, v. a. 2. forſtaffe, iſet pP. n 
ulovlig, ell. dog hemmelig Maade og Et. 
Hun har tilvendt ham meget af hendes per: 
ſtabs Tei. Han har tilvendt fig en EC 
af Pengene, Jeg mig.en Andens Gods (i 
agter at tilvende.” Helt, ”Forfterne fæ: 
— at tilvende fig en Deel af diffe Rettighe⸗ 
der.” Schotte. — Dog ogfaa i god Bert 
ning: Sine Medborgeres Agtelfe ſtrabe 
han fun at tilvende fig v. virkelig borgerlig 
Dyd,” Birkner. 


— 


Hun hav mange 


— 
—» IM 


AJ 


Tilvifte — Tilægge. 


Tibvifte, v. a, 1. puſte, blæfe hen til 
Ngeſom m. en Vifte. Du Biomftereng = 
rilvift ham Vellugt.“ Rein. ' 


Tilvinde, v. a. og rec. 3. (vinde.) 
Faffe, erhverve fig, opnaae fom en Vinding. 
” Det var deres Henſigt, m. denne Nedrighed 
at tilvinde fig ſtore Foræringer,” Schytte. 
” Da førft han fig felv ff tilvundet den neg⸗ 
tede Fred.” Pram. ”Han vil ogſaa tilvinde 
fig denne Velſignelſe.“ Rahbek. ” 

Tilvink, et. pl. d. ſ. Vink, ſom henven⸗ 
des tif een. (Baggeſen.) 
Tilvinke, v. a. 1. give tilkiende v. at 
vinke. Alle tilvinkede ham Bifald, Som 
ſmilende tilvinker Landets Hytter Velſig⸗ 
nelſe og Fred.” Evald. ˖“Skiondt Haabet i 
den dunkle Grund tilvinker mig.” Ohlenſchl. 
Tilvirke, v. a. 1. frembringe v. Hielp af 

Arbeide, v. Haandgierning, Avlsdrift, o. 

ſ. v. (fabrifere.) At tilvirke Salt af Soe⸗ 


vandet. Her tilvirkes meget Salpeter. 


Denne Oſt tilvirkes (fær i Moſlland. — Der⸗ 
af: Tilvirkning, en. (Fabrication.) ꝰTil⸗ 
virfningen (af Klædet) er ſteet m. den 
yderfte Flinhed og Behendighed.“ O. Guldb. 

Tilviſſe, adv. ganſte viſt, med fuld Vis⸗ 
hed, viſſeligen. Det er tilviſſe en Bedra⸗ 
ger. Jeg veed det tilviſſe. 

Tilvoxende, adj. v. 1. ſom er i Opvært. 
Den tilvorende Ungdom. fan maa tænke 
p. fine. tilvorende Dettres Skiebne. 2. 
fom ev i Tilvært, tiltagende, ſtigende. ”De 
enefte Midler, v. hvilke de funne modſtaae 
de tilvorende Friftelfer.” Sneedorf. . 

Tilvriſte fig, v. recipr. 1. figurl. fors 

affe fig v. Voldsmagt ell. ſtor Anſtrengelſe. 

»Den Krands, ſom Diervhed fig tilvriſter.“ 
Grundtvig. ' . 

Tilvægt, f. Overvægt. ' 

" Tilværine,v. a. $. (f. vænne.) b, f. ſ. 
vænne til, v. Banc,, Øvelfe gioro fortrolig 
med. Dette Slags Arbeider er han tidligen 
bleven tikvant. Den — der ei tilvænnes 
kan, fin Ledingspligt at lære.” Bording, 


»Denne Deeltagelfe er ikke ſogt, iffe frem⸗ 


konſtlet el. tilvant Hoflighed. Baggeſen. 
Tilværelfe, en. ud. pl. det, at være til; 
en Tings Væren, ef allene iTanken cl. 
Ideen, men i det Reelle, i Vitkeligheden. 
(Griftents.) Den menneſtelige Tilværelfe. 
At negte Tingenes T. At have en førgelig 
Tilværelfe (leve et førgeligt Liv.) — J phis 
loſophiſt Still br. ogſaa Tilværen. 
Tilvært, en. Sorøgelfe, Formerelſe, Til⸗ 
tagen. Det er cen T. i hånds Indkomſter. 
En aarlig Tilvært. »Denne opmærffoms 
me Frygtef. Naboers Tilvært.” Guldberg. 
»Pengenes Tilvært i et Land gavne v. at 
befordre Arbeidfomheden.” Schytte. 
Tilægge, v. a.1. tilſtynde, opægge, drive 
til. (Moth.) Deraf: Tilæggelfe, en. Op⸗ 
æggelfe (fom er mere brugeligt.) “BVed 
Danſt Ordbog. II i 


. 


813. " Zilægge — Rimelig. 
Paafund og liſtige Tilæggel: i 


ans Soſtres 
— eders Saro, 26, . 
Cifonffe; v. a. 1. d. ß ſ. onſte, m. Bj⸗ 
begreb, at Onſtet virkelig henvendesſt. een. 
Jeg tilonſter Dem alt muligt Heſd. 
Time, cen. pl.-r. FS. Timi,] "1. den 
oprindelige Bemærk. Tid, (A. S. Tima) 


fom hyppig forekommer i ældre Dante, er 


forældet; men deraf: timelig, betimelig. 
2. en Inddeling af Tiden, ſom udgier + 
af Døgnet. Han former om en T. Det er 
to Timer ſiden. Hver Time. Hver anden, 
tredie T. Uhret flager Timer (Timeſlag) 
* Qvatteer. En Times: Zid. En god 

. (noget meer end en T.) Han hav al⸗ 


brig en glad, en fund T.“ Hafis T. er kom⸗ 


men (0: Tiden, hvori hans Forbrydelſer op⸗ 
dages, ell, Straffetid.) Den fidfte T. (Des 
ben.) Der ev en Times Vel derhen, — Paa 
Timen, adv. ſtrax. Den Hengeyrille gager 
paa Timen over.” Kahbek. — fig. d. ſ. f. 
kimeunderoiiening= At have, tage Timer 
hos cen. At giv imer i Ftanſt — Ti⸗ 
mebræt , et. B. hvorpaa: Dagens Time 
angives v. en Viſer, ſom dreies efter Times 

taffet (t. Stibs,) timebunden, ad). v. 

unden f, en vis T. Timebon, en. fom 
holdes hver T. el. fit beftemte Timer. 
Timeglas, et. Et, ſom en dobbelt Fragt 
dannet Glas, hvort en vis Mængde Sand 
løber af cen Fragt i en anden,“v 
ndleb tilkiendegiver en Times Varighed, ell. 
kortere Defe af Titlen. 
vendes f. et meet at løbe ud.” Grundtvig. 
"Livets Timeglas ev fnart adrundet.” Hei⸗ 
berg. Timehiul, et. H. i et Uhrverk, ſom 
briver Timeviſeren. Timekreds, en. K. 


"hvorpaa Timetallene ere afſakte. Timeli⸗ 
nie, en. den paa en fiirfantet Solſtive afg. 


fatte Linie, ſom er afdeelt efter Timerne; 


imeſtreg. Timelecerer, en, den, fom giz 
ver Timeunderviisning. Timerum, et. 
En Times Tid. (C. Pederſen.) 
flag, et. Slag af et Uhre, ſom ˖tilkiendegiver 
en Times Udieb. |. Quarteerſlag.) Tis 
meſtok, en. En Stav ell. Stotte, hvorpaa 
en Solvifer er anbragt. Timeunderviis⸗ 
ning, en. U. ſom gives og betales timeviib. 
Ut give, tage T. timeviis, adv. en Time 
ad Sangen, elil. i Timer, efter Timer. At 
have, at betale en Lærer timeviis. Aflos⸗ 
ningen feer timeviis. Timeviſer, en. 
Viſer p. ct Uhr, ſom angiver Timerne. 

Time fig, v. recipr. impers. ſaf Time, 
Tid. jvf. times.] lave fig til, ſtunde til, tegne 
fig til. (nu fleldent.) ”Saa det fig timer til 
en lang og farlig Strid.” Bording. 11. 293, 

Timelig, ad). fom ev i Tiden, hører til, 
ſteer i Tiden; jordiſt. (Ofte modfættee det 
evig.) ”Derfom J ville domme ligeſga 
upartift i det Aandelige, ſom i det Timeli⸗ 
ge.” Baftg. Timelig Velfærd, Lytte, For: 
deel. ”Maar det Fommer t. Døden, og dette 


(33) 


v. fif 


Naar Timegleffet — 


Time⸗ 


— —— — — — 


Zimelig Aindingebeen. 


r t , 
timelige Siv ſtal have Ende.” P. Tidemand, 
1564. Gt timeligt Gode. Henſyn p. det 
Timnelige. Omhu for timelig Næring. Et 
Redjkab t. at fuldbringe et ell. andet times 
ligt Bært,” Mynſter. i i 

Times, v. n. pass. [A. S. timan, tidan, 
accidere. contingere.] hondes, vederfares. 
Jeg frygter der vil times mig noget ondt. 
Gid du times en Ulykke. ”pvad Himlens 
Almagt vil, at 06 ſtal times her.” Bording. 
Hvad fom tiene fan t. Tidsfordriv og XSte, 
det times hende her.” Samme. ”Den Zi 
vil ogſaa times.” Ohlenſchl. (Helge.) — 
Det forekommer ogſaa m. Tidsbeining. 
»Han timedes en ſtor Vanlykke af de Sven⸗ 
fie.” Bedels Saxo. Han havde ſielden tis 
medes Lykke i Krig og Orlog.” fammeft. S. 
221. 2. lykkes. Oct vil ikke times for 
m. Moth. (næften forældet.) "Mens — 
et times mig at ſtue den ſmukke Herre nu.” 

ndtv. 

Timian, en. ud. pl. en krydret Plante, 
ſom dyrkes i Koffenhaver. Thymus vul- 


arms. ' * 

8 Tin, et. ud. pl. IJ. og N. S. Tin] et 
Hvidt Metal, af alle det lettefte. At ſpiſe 
p. Tin. At ſture X. 2: Tintel, (Som 
andre Metallers Navne fættes det foran 
Subſtantiver og, bemærker: giort af Tin. 
f. E. Tinbæger, Tindaaſe, Tinfad, Tin: 
tallerken 0. fl.) = Tinaſte, en. forkalket 
Tin, Tinkalk. Tinblad, et. meget tyndt 
hamret · ell. valfet Tin, f. É, til at belægge 
Speile m. ( Tinfolie.) Tinblik, et, fortin⸗ 
net Jernblikt. Tinerts, en. Malm cl. Erts 
ſom indeholder Tin. Tingrube, en. G. 
el. Biergverk, hvor Tin vindes… Tin⸗ 
andel, en. H. med Tin. Tinhandler, en. 

n, fom handler m. Tin cd. Tintsi. Tin⸗ 
kalk, en. Zinaffe. Tinovn, en. O. hvor 
Tinerts fmeltes. Tinrulle, en. Tin ſtobt 
i Plader, fom rulles ſammen. Tinrakke, 
en. Indretning I et Katten t. at fætte Tin⸗ 
fade og, Tallerkener paa. Tinſteen, en. f. 
Tinerto. Tinſtober, en. d. f. ſ. Kandeſts⸗ 
ber, Tintøi, ct. det, ſom cv giort af Tin. 

Tind, Tinde, en. pl. Tinder. IJJ. Tindr. 
Sv. Tinne.] 1. den sverfte Top, Spids 
af noget. fastigium. Teraplets Tinde. 
Biergets Tinde, (I St. for: Tinde fore⸗ 
fommer: “Paa Tindingen af Zemplet,” 
Matth. 4. 5. Luc. 4. 9. Bib. af 1550 og 
nyere Overſ.) 2. Tinder p. en Muur 9: 
ben sverfte, med Skaar ell. Udfnit forſynede 
Rand p. gamle Taarn⸗ ell. Borgmure. [Z. 
Sinne. J. Tiudr, Tand ien Rive, m. m. 
€v. Harftinne, Harvtand.] 

Tinding, en. pl.-er. ISv. Tinning. N. 
S. Dunne, Dunning.] den Deel af 
Hovedets Sider, fom ev over og ud for Øies 
huulningen, hvor Hierneſtallen er tyndeſt. 
Man ſeer Pulsaaren ſlaae i Tindingerne. 
(vf. Find, 1.) Tindingebeen, et. pl, d. 


514 


Tid de Dine. 


Sindingebeen — Ting. 


f. de Been I biernekalen, ſom udgiere Tiu⸗ 
dingen. Tindingehaar, pl. aar, fol 
vore over cl. omtring Tindingen. 

Tindre, vi n. 1. her. [Sv. tindra.] 
give et klart og ligeſom gniſtrende Skin. 
»Skiont, fom Nattens alvorlige Blda, 
naar Stiernerne tindre giennem det hvæls 
vede Run.” Hertz. "Naar p. jævne Fla⸗ 
des blanke Snee m. Farvers Blinken Maa⸗ 
nens Straaler tindre,” Fr. Guldb. Dens 
deg Daar tindrede af Diamanter. Tindrenz 

”Dit lyfe Øie tindrer af tiger ; 
dighedens rene Glands.“ Baggeſen. »Ofte 
tindrede Glæde i hans Die v. en fremmed 
Sntfe.” Kampmann. — Deraf: Tindren, 
en, ud. pl. Stiernernes Tindren. 

1. Ting, en. pl. d. ſ. [Bv. ding. Z. 
Ding.] 1. JAlm. noget, ſom er fil ell. fore 
fan tœnkes; enhver tilværende, dl. mulig 
Gienſtand. (jvf. alting, ingenting, nogen⸗ 
ting.) At have flure T. for, I Sinde. Seg 
har en Ting (noget) i Sinde. Der fattes 
fun en ringe Ting (lidet.) Den Ting (det, 
fom der tales, handles om) forftaaer, begri⸗ 
ber jeg iffe. Den T. maa vi tale nœrmere 
om. Der er noget galt v. Tingen. (jvf. 
Bag.) 2. en enkelt Gienſtand, et Indivi⸗ 
duum, hvis egentlige Ravn man ikke blender 
ell. vil bruge. Hvad mon den Ting kaldes? 


Det ev en fnurrig, underlig T. En god, 


nyttig T. Jeg faae ham bære to forſtiellige 
T. (f. Tingejt.) 3. i mere indfræntet 
Bemærtelfe: det, ſom bruges; det, der ties 
yer ft. Redſtab; Værftei, Bohave, Fest. 
(ivf. Sager.) Han har iffg de Ting, han 
ftal bruge dertil. Han lod alle fine Tin 
ligge. Alle diffe T. here ham til. 4. 
Lovfyndigheden: enhver Gienſtand for Rets⸗ 
forhold, der ef cer en Perſon. (res.), Tin⸗ 
genes Ret. 5. undertiden meft I d. Jale 
og altid i pl. for: Glerning, Forretning. 
Han kan endnu beſorge ſine T. at tage vare 
p. fine T. beſtikke fine Ting. == Tingeſt, en. 
— dette Dvd, ſom i ældre Danſk uns 
ertiden br. for Ting (f. Gr. t altingeſt) 
høres nu fun i dagl. J. i Bemerkelſen 
Ting, 2. Hvad er dette for en Tingeſt? 
En ſaadan T. bar jeg aldrig for fect. (Om 
Perſoner i (av Tale og af Foragt. 
. 2. Ting, et. pl.-e. IJ. bing. Entelte ville 
i den nyeſte Tid ſtrive Thing, f. at adſkille 
det fra foregaaende Ord; men dette er imod 
ældre og nyere danſt Skrivebrug; og den nve 
Skrivemaade har hos os ikke fundet Ind⸗ 
ang.] 1. Sted, hvor Rettergang holdes og 
ager dømmes. At møde p. Tinget, feres 
t. Tinget. Birketing, Herredsting, Byting, 
kandsting. 2. Neften, ſom holdes p. Tin: 
get, At fætte Tinget 9: begynde Retten. 
At holde Ting 9: plete Retken, ſidde i Retten 
fom Dommer. Kongen holdt fordum T. med 
Almuen. 3: en Folkeforſamling, et Fol⸗ 
kemode (forældet ; men brugt i poetiſt Stiil, 








⸗ 


og optaget i Norge, IT Ovdene: Storting, 
elsting.) —— a.) Tin bog, en. B. ed. 
Protocol, hvori Rettens Forhandlinger. p. 
Tinget af SÉriveren indføres. Tingbord, 
en. Bord i Tingſtuen, hvorved Dommeren, 
Skriveren, m. fl. fidde… (€. Frimann.) 
Tingbrøde, en. Forbrydelfe, begaaet paa 
Tinget og imedens Net holdes; og Boder⸗ 
ne, fom derved falde. Tingbud, et. i vort 
ældre Lovſprog: Zilfigelfe t. Tinget, Stævs 
ning (at bære Tingbud) og ben, fom fors 
fyndte famme, ell. bekiendtgiorde Øvrighjes 
dens Befalinger i Sognet. ( Moth.) Tings 
dag, en. Dag t Ugen, hvorpaa Tinget hol⸗ 
des. Tinugſolk, pl. de p. Tinget forfams 
lede Folt. (&. Frimann.) Tintyfred, en. 
den Sikkerhed, ſom tilfommer Borgeren 
p. Tinget, p. Reiſen derhen og derfra. 
Tingfrihed, en. d. ſ. ſ. Tinghelligt. Ting: 
færd, en. Neife t. eller inget. At 
være i Tingferd. Tinghelligt, et. den 
Tid, da ingen Nettergang maa holdes. 
Moth. (Retsferier.) Tinghold, et. den 
Handling, cl. Omftændighed , at. Tinget 
holdes. Tingholder, en. fordum: den, 
fom i Dommerens Sted fad i Retten. (K. 
Ander.) Tinghuus, et. 9. hvor Tiuget 
holdes. Tiugdhet, en: Høi, hvor der holds 


tes Ting cell. Folkemsde. (P. Clauſſen.) d 


Tingherer, en. d. ſ. ſ. Stokkemand. 
Ringhorere, ZTingmænd cl. Stokkemend. 
O. Lov. l. 13. 4. Tinglautz, et. Diſtrict, 
hvis Indbyggere fvare t. eet Sing. ting» 
lyfe, v. a. 2. lyfe op t. Tinge, oplæfe p. 

nget, og derefter indføre I Zingbogen, 
Pantebogen, e. d. At tinglyfe et Skiede, 
en Obligation. (ogfga: tinglæſe.) Ting⸗ 
sning» ell. Tinglæsning; en. Tingle⸗ 

„Tingrider, en. d. ſ. ſ. Tingbud ell. 
Tingmand. (Moth.) Tingmand, en. d. 
f. ſ. Unghorer, Stokkemand.  fingrette, 
v.n. fore Bag om, føre i Rettergang. (for⸗ 


cldet. ”De Præfters Synd var aabenbar, 


og gtordes ifte Behov at fingrette noget 
derom,” Coldings Kirkehiſt. Tingſag, 
en. Sag, fom bringes f. Tinget, Retsſag. 
Tingfidder, en. d. f. ſ. Tinghører.  Tingz 
ſtriver, en. Skriveren v. et Ting, Byftris 
ver, Birfeſtriver, Herredsſtriver. (D. Lov. 
II. 15. 5.) Tiugſted, et. S. hvor et Ting, 
ell. en Folkeforſamling holdes el. holdtes. 
Tingfiob, en. kaldtes Bænfen, ſom Tings 
fidderne cl. Stotfcmændene fidde p. (Mob. 
jvf. D. Lov. VI. 14. 8.) Tingftud, ens 


ben, ſom vil blande fig i Andres Bager ft. 


inge og ophidfe rt. Proces, ell. ſom ti at 
føre Bager f. Retten udmærter fig,v. at 
bruge Kroglove og Udflugter. (Rabuliſt.) 
Tingſtue, en. S. hvor Ting holdes. Ting: 
vei, en, Vei t. eller fra Tinget. — b.) 
Tingsdom, en. Dom, ſom fældes, affiges 
p. Tinget ell. ved en Ret, »Er han m. 
TingsSom f. ſaadanne Bager forvunden;” 


L 


Tingsed Kitelbog. 


D. Lod. I. 19.1. Tingsed, en. Ed ,ſom 
aflægges p. Tinget, f. Retten. Tingovid⸗ 
ne, et. Rettens Vidnesbyrd om en for ſam⸗ 
me, ell. paa Tinget, foregaaet Handling 
ell. Sag. At give et Tingsvidne beſtveyet. 

Tinge, v. n. og a. 1. har. (3. pingia.] 
1. neutr. handle om noget (en Bag, et 
Kieb) f. at fade det p. de bedfte, forhee⸗ 
agtigfte Vilkaar; underhandie. AT tinge 
(underhandle) om Fred. Han tingede læns 
ge m. Kremmeren, for de funde blive enige 
om Kløbet. At tinge af p. Varer (prutte.) 
”Seg feer Statsmauden og Øuferen beſtan⸗ 
bigen at tinge op m. hverandre.” Schytte. 


(Indv. Reg. U. 439.) jvf. betinge, dags . 


tinge. 2. act. afgiere, faae i Rigtighed 2. 
at handle m. cen. at tinge en Dreng i 
Lære. Han har tinget fig, fine Barn i Koſt 
hos Fremmede. ingen, Tingning, en. 
Handlingen at tinge. »Husbonden glor ikke 
Tingning m. nogen af dem.” P. Tidemand. 
156 


Tinte, en. plot, fmaa hvide Blegner £ 
Fleſt, af en Sygdom hos Svinet. — fintet, 
ad, fom har denne Zell. tintet Fleſt. 
ip, en. pl.-per. (Sv. og E. Tipp. jvf. 
Dup, ben yderſte, ſpidſe Ende el, Rig af 
noget. Næfetip. ip. Tipoldefa⸗ 
er, Tipoldemoder, en. Oldefaderens og 
Oldemoderens Forældre. ' 
Tippe, v. a. 1. ſtode een laſeligen. (Moth.) 
Tirre, v. a. 1. [jvf. tærge, A. S. tirian, 
tyrian: løcessere, fatigars.] opirre t. Vre⸗ 
de, drille. "At tirre et Dyr. 
tirre ham længe, inden han bliver vred. 
- Tirsdag, en. pl.-e. IJ. Tyssdagr.] der 
tredie Dag t Ugen. 0 ” 
i mt. Hun⸗Hund; Zæve. 


Man fan 


Få 


Tiſpe, en &! . 
Tift, en. Gt Ord, der i nogle Sammenſ. 


bemærfer et Slags Baand, 
Aagtiſt, Klokketiſt, Plovtiſt, fom dog alle 
fielden hores, (jvf. A. S. bisl. Øv. Tistel, 
temo.) —= Tiftenagle, en. N. ſom fidder faſt 


orbinding. ſ. 


i Plovaaſen og ſom Ziften kaſtes over. 


(Moth.) , 

Titel, en. pl. Titler. [Lat. Titulus.] 1. 
Overfkrift ell. Udſkrift p, en Bog, der ans 
giver dens Indhold, og fædvanl,. findes p. 
Forfiden af det førfte Blad i Bogen. noge 
faa: Titel p. Bindet af en Bog; Mugtite . 
2. Benævnelfe, der udtrykker den Betiening 


ell. Værdighed, fom cen har i Staten; el. 


en Bordighed, der blot beſtaaer i Navnet, 
og for Dæders Skyld tillægges een. At give 
gen hans rette T. Alle hans Titler maa 
fættes p. Brevet. At fore Kongetitel. Gan 
Har T. af Directeur, 

»Saaſnart een hos os faner et Embede ell. 


en Titel, er han ikke mere Borger.” Snee⸗ 


dorf. — Vitelark, ct. det forſte Ark fi en 
Bog, ſom indeholder Titelbladet a: det 
Blad, hvorpaa Bogens T. er trykket. 
telbog, en. B. hvori Smbedsmænis eg 


(33%) 


ar Etatͤraads⸗Titel. 


Ti. 


sø 


Aitelſyge Liere. 


andre Perſoners Titler afgives, m. m. 


v. Plankederket. 


Titelſyge, en. overdreven Higen efter Tit⸗ 
lev og Nang. — titulere, v. a. 1. af nœvne 
cen v. hans Zitel. i 

Titte, v. n. 1. har, [Sv. titta.] fee gien⸗ 
nem en Xabning, Gpræffe, et Hul. At 
titte ind ad Vinduet. titte giennem et Hul 
”Anudepigen bag Zræet 
flager, og ud fra Buſkene titter.” Ohlen⸗ 
ft. (ogſaa: fee nøie' efter noget. Hvad 
titter du efter?) Titten, en. ud. pl <= 
ditteleg., en. Barneleg, hvori een filuter 
fig en fort Tid f. en anden, og da igien 
titter frem bag, Skiulet. (ritrelege, v. n. 
»Et Stib, fom gled hen i det Grønne, fyns 
tes at tittelege m. Flodens Bujtvært,” 
Boggefen.) 

jur, en. (to Stav.) pl. Tiurer. ISv. 

Tjåder.] En vild Fugl af Urhanens Slægt. 
Tetrao urogallus. | 

Tiære, en. ud. pl. FA. S. Tare. N. 6. 
Zår.] en tnÉ harpiragtig Olie, der vindes 
deels v. Kogning af den af adſtill. Naale⸗ 
treer udrindende Qvade, (Harpir) deels v. 
at brænde Vedet ell. Rodderne af diffe Træer 
v. langfom Sd. At brænde T. = Tiæres 
brærtder, en. den, ſom forftaaer at brænde 
og koge T. el. fom har Opſyn m. et Tiæres 
brænderi. Tiærebærme, en. et tyndere og 


ringere Slags Tiære, end den, fom i 3 


Almindelighed bruges. Tiecregalde, en. 
Et forligt Vand, fom vindes v. Zlærgs 
Crænding, og bruges m. Fordeel i Mes⸗ 


'fingværterne. (Funte N. Hiſt. UI. 638.) 


N 


Tiæregrav. ell. Tiæregrube, en. En hel⸗ 
Dende Greft i Jorden, hvori de Rødder 
lægges, fom man v. lanugſom Jid bræm 
der Ticere af. Tiærehuus, et. 1. et Huus 
v. Stibsværfter, hvor Ticeren koges i ind⸗ 
murede Kiedler. 2. ligeledes v. ftore Res 
berbaner og Skibsovcerfter: et Huus hvor 
Zougværf tiæres. Tiacrehotte, en. Huus, 
hvor Ttære brændes ell. koges. Ticrekan⸗ 
de, en. Gr Trætar, dannet ſom en Kande, 
hvort T. eller Vognſmotelſe føres. Tiæs 
vebiedel, en. K.hvori Ticre foges ell. ven: 
ſes. Tiertkoſt, en. Ky td at ære met. 


Ticremile,en. den i en (ang Fordybning ops 


flablede Dynge af Træ'og Rødder, hvoraf 
&: brændes. Ticereovn, en. Dvn.,, hvori 
Ziære brændes, I Stedet f. i Miler. Tiæz 
retende, en. Tønde, hnori 2. giemmes ell. 
Har været glemt. At brænde Ticretonder. 
Tiæreurt, en. En Plante m, (multe røde 
Blomfſter, hvis Stæœngel altid er meget klæb⸗ 
tig under Sedene. Lychnis viscaria. Tiæ⸗ 
sevand/et. V. ſom gydes p. Ziære f. at 
blandes m. nogle af dens Beftanddele, og 
fom en Tid brugtes t. Legedom. 

Ticere, v. a. 1, overſmore, beftenge m. 
lære. At tiære et Stib, et Plankeverk. 
— Tiaærehuus, et. f. ovenfor, under n. s. 
Zicere. Tiæreffuur, et, Et v. Siderne 


/ 
ø 


"546 


Zicre — Toboeaſaft. 


aabent Skuur v. Skibsvorſter, hvorunder 
Fartsier titeres. ye 

Tiørn, en. pl.-e. (I. byrnir.] En Buſt⸗ 
vært, fom har Torne; en Tornebuſt, ell. 

Tiernebuſt. =— Tiornefagle, en. tveget 
Stang, hvormed man fløder Zisrnene fam: 
men 1 et Gierde. (Moth.) tiornefuld, adj. 
ſom har mange Tiorne, er fuld af T. — 

Tiornegierde, et. Gierde, fat af Tisrneriis. 
Tiernebæt , en. plantet Gæt af Fiorne. 
Tiornefrat,et. Underſtov af Tisrne. Tier⸗ 
nelund, en. liden Skov af Tiorne. (Moth.) 
Tiorneriis, et. pl. d. ſ. Grene af Tierne⸗ 
buſte. Tiernetyv (ell. tyve) en. En Forf, 
t. at gribe og holde Tisrneriis. (Moth.) 

To, Talord. (2.) Jél. tveir, tvær, två. 
jvf. tvende, ag anden.) = toserig, adj. to 
ar gammel. tobenet, adj. fom har to 

Been. tobladet, ad). fom har to Bla: 
de. Todaekker, en. et Skib, fom har to 
Det, og (p. Krigsſtibe) en Rad Kanoner 
p. hvert Dæf. (f. Sredætlfer.) tofold, adv. 
to Gange. rofold faa meget. (f. tvefold, 
tvefoldig. tofolds br. fom adj. Gt tofolde 
Læg.) topundig, topunds, adj. fom veier 
to Pund. Er topundig cl. topunds£ ugle. 
Topunder, en. Kanon, ſom Ænder en tos 
punder Kugle. — toradet, adj. ſom har to 
Mader af noget, ér i ta Rader. toradet 
Beg. — tøjtavelfes, Fr. ſom adj. toſta⸗ 
velfes Ord, (Det ſtrives ogſaa fon Subſt. 
Tottavelfes:Ørd.) .…. ..…. 

Tobak, en. ud. pl 1. En oprindelig 
amerikanſt Plante, hvoraf gives adſtillige 
Arter; Tobaksplante. Nicotiana. Taba- 
cum. At plante, dyrke, avle T. 2. de p. 
forſtiellig Maade tilberedede Blade af To⸗ 
bakken. Regtobak, Snuustobak. Skraa⸗ 
tobak. At-røge, fnufe; fre T. — To⸗ 
hatsavl, en. det, at dyrke og avle T. To⸗ 

bakoblad, et. B. af Tobaksplanten. To⸗ 
batsbgafe, en. D. hvori Tobak giemmes. 
Tobaksdamp, en. D. af Tobgt, fom ans 
tændes ell. røges. Tobakofabrif en. F. 
hvor-Røg: og Snuustobak tilberedes. Tor 
bakshandler, en. den, ſom handler med T. 
Tabatstlyfteer, et. KK. af Vand, hvori To: 
dak er kogt. Tobakkolie, en. En bidende, 
olieagtig Saft, der afſondres af Tobakken. 
Tobakspibe, em, En Judretming t. at roge 
Tobat af. (fe Pibe, 3. Pibehoved, Pibe⸗ 
tør.) Tobakoplante, en. En enkelt Plante 
af, Tobak⸗ Clægten. Cobaksplintning , 
en. 1. Gierningen at plante T. - 2. Ford, 
fom anvendes. tf, Tobaksavl. Tobakspung, 
en. P. hvori Regtobak giemmes og fores t. 
Brug. Tobafsrulle, cen. torrede Tobaks⸗ 
blade i en vis Mængde, dannede f. en Rude. 
Tobaksrotg,/ en. KR. fom gaaer af antændt 
F. Tobaksroger, en. den, fom har Bane 
* røge F ba 78 en fer T. Tobafs: 

t, en. Saft el. Vodſte, der ved Regning 
ell. paa anden Maade effondres af Tobak⸗ 


i 7 


. Tobalsfølnder — Told. 


Tobars ſpinder, en. den, ſom v. en 
Maſtine ſpinder ell. danner Tobalsblade t. 
Ruller. Tobarsſpinderi, et. Indretning, 
hvor Tobak ſpindes. 

Toe, v.a.1. IJ. at. bvo.] renſe, giere 
noget reent v. Help af en Bedſte; vaſte, 
afſtylle m. Vand. (f. tvætte.) At toenos 
get I Vand, i Lud 0: renſe v. at ſtylle og 
gnide det i Bandet. At toe Ureenlighed af 
noget. At toe noget af m. en vand Svamp. 
At toe fig. At toe Pletter af noget. At 
toe op; absol. 0: renſe Kotkkenkar v. at 
fivlle dem i Vend. — Deraf: Toen, en. 
Gierningen at foc. /Hun udretter intet m. 
al fin Toen og Tvætten. 

1. Toft,en. pl.-er. IJ. Toft. Sv. Tomt, 


Topt.] et Stytte Jord, en Ager, fom lig 


ger nærmeft og umiddelbar ved ef. uden for, 


en Bondegaard. (jvf. Tomt, fom i Danſt 
har en anden Bemerk.) — Deraf: Tofte⸗ 
gicld, en. tilforn: et Slags Jordſtyld. (?) 
.$. O. Toftejord, en. d. f. f. Toft. 
(Moth.) Tofteport, en. Port fra Gaar⸗ 
den ud til Toften. 
2. Toft, en. pl. —er. ſg. påpta. A. S. 
bofta.] Bånt | en Baad, Roerbenk. 
Tog, et. pl. d. f. Sv. dg N. S. Tog. 
3. Tog,. Trætfen, af toga.] egentl. Hand⸗ 
lingen, at drage hen t. et Sted; men br. 
ffær om Krigsfæerd, el. hele Foltefærds, 
Krigshæres Vandringer. Alexanders T. til 
Indien. Napoleons T. til Rusland. Paa 
deres T. mod Sonden, ftandfede Longobar⸗ 
derne i Dvte⸗Italien. f. Indtog, Krigẽetog, 
Korstog, Sotog, Rovertog. 2. Underti⸗ 
den ogſaa om den Folkemengde, ſom drager 
bort, forbi, 0. f. v. St T. af Soldater. 
Bi faae. hele Toget komme her forbi. (f. 
Ciigtog, Optog, Kroningstog,) == Tog: 
orden, en. den Orden, Følge, hvori et Tog 
gaaer for fig,. el. en Hœr brager frem; 
Marsorden. (P. Elauſſen.) — Togt, ef: d. 
ſ. f. Tog, Krigstog, Setog. (mindre brugek) 
Togger, et. pl.-e. et Slags Fiſtegarn. 
Moth.) Ivf. Ry D. Mag. V. 201. — 
eraf: toggre, v.n. fiſte p. Bandet i Baade. 
r. n. 1. (har.) 1. vife. fig toſſet 
i Gierning el, Adfærd; toſſe, fiante. At 
toffe imellem elleve og fem. (Haisgaard.) 
So. Tok, en Toſſe, og tokig. 2. flumpe 
til, At rotte til at giore noget. (Noth.) 
Deraf: Tolbeffifre, et. ſom gieres p. 
Slump, uden neiagtig Deling. (MNoth.) 
Tel, en. pl.-lé. ſmaaſtee det ISl. og Øv. 
Tol, Redſtab.] 1. noget t. at ſtikke i et 
Hul, en Munding, f. at luffe famme; en 
Prop, Flaſtetol. (Told. Moth.) 2. Pinde 
i Relingen af en Baad, hvorimellem Aarerr 
ne bevæges ; Aaretol. (formodentl. fordi de 
fættes ned i: boret Hul.) — Tollegang, 
en. ſiirkantet Aabning i Savatbordet p. 


Baate, I St. f. Aaretolle. 


Told, en. ud, pl. IJ. Tollr. N. S. og E. 


kh] 
NA Ud 
| NEN 
% 


* 2 


547, 


Tele —Tøldfvig. 


Toll. Ev. Tun.] Afgift , ſom betalet" t. 
Staten af Varer, der indføres i Landet, 
udføres, cl. føres igiennem Landet, At 
give T. betale, ſpare €. af noget. At paa⸗ 
lægge en nn T. fHavnctold, Brotold 
(Schytte.) Strømtold, Satold, Landtold, 
Mellemrigstold. Toldanordnintz, en. A. 
ſom vedkommer Tolden, foreſttiver hvoraf 
og hvorledes den ſtal betales. Toldbe— 
tient, en. ringere Betient, ſom er anfat v. 
Toldens Oppebørfel el. Varernes Underſo⸗ 
gelſe, og f. at hindre Toldſvig. Toldbaad, 
en. Baad, hvori Toldbetiente krydſe v. Ky⸗ 
ſterne, f. at hindre. Toldſvig. Toldbod, 
en. Bygning v. en Havn, hvor Varer, ſom 
føres i Land, underføges og Tolden betales, 
m.m. Toldbog, en. Anordning f. Tols 
den af forſtiellige Slags Varer. (Toldtarif.) 
J. Boye. Toldflag, et. kongeligt F. ſom 
foeres p. en Zoldbaad, en Krodebaad, ell. et 
lignende Fartoi. Toldforordning, en, b. 
f. ſ. Toldanordning. Toldforpagter, en. 
den, ſom imod en beſtemt aarlig Afgift t, 
Staten oppebærer Tolden, ell. viffe Told⸗ 
indtægter.  Toldforvalter, en. den, ſom 
p. Kongens Vegne oppebærer og aflægger , 
Regnſtab f. Tolden, ifær i et Gø-Xotdfted ; 
Told⸗Inſpecteur. toldfri, adj.  fom ci be⸗ 
tales T. af. Toldfrihed, en. Fritagelfe f. 
at betale Told. Teldindtægter, pl Stats: 
indtægter, fom indkomme af Tolden. Told⸗ 


kammer, et. kongeligt Collegium ell. andet 


Samfund, ſom Opfon'm. Tolden og Told⸗ 
væfenet et overdraget. Toldkar, ct. Har, 
hvori der toldes p. Møllerne. (ſ. tolde,) 


Toldkiſte, en. tilforn: en laaſet Kiſte, hvori 


Tolden (f. E. ved Oreſund) blev kaſtet og 
giemt. Toldmarke, et. M. ſom ſoœttes p. 
Varer, t. Beviis p. at de ere fortoldede. 
toldpligtig, adj. forpligtet t. at betale T. 
Toldrettighed, en. NR. til at hæve Told. 
Toldrider, en. vidende Toldbetient. Schytte. 
(Indv. Reg. 11. 441.) Toldrulle, en. For: 
tegnelſe p. toldpligtige Varer, m. Angivelfe 
af hvor ſtor T. deraf fvares. “At nævne 
Priſen p. de Vare, fom ikke ere anførte paa 
Toldrullen.“ Schytte. Toldſeddeh, en. 
Beviis at Tolden af noget er betalt. 
Toldſegl, et. S. ſom af Toldbetiente fæts 
tes for Barer, der oplægges, lægget under, 
Beſlag, el. ſam man vil ſtikke udabnede 
iennem Landet, Toldſtriver, en. den, 
fom holder Bog over Tolden. Toldſted, 
et. Sted, hvor TZ. betales af Barer, ſom 
føres ind ef. igiennem. Et So⸗Toldſted, 
&Grændfe = Toldfted. " Toldftempel, ct. 
Stempel, ber anvendes ligeſom Toldmerke 
el. Toldſegl. Toldfvig , en. den Hand⸗ 
ling, v. hemmelig at ind⸗ eller udføre Varer, 
at fvige Regieringen f. den befalede Told. 
Naar man fart flutte fig til, at den Rei⸗ 
fende ci fan være uvidende om Toldſtedet, 
da har egentlig Toldfvig Sted,” Schytte. 


N 


* 





Zilnagle — Tilraade. 


ler i. At tilnagle en Dor, en Kaſſe. — 
Deraf: Tilnagling, en. 
Tilnavn, ef. pi.- e. 1. Familienavn, 
Glægtnavn. (i Modſ. til Fornavn cl. Do⸗ 
benavn.) 2. et Navn, en Benævnelfe, 
fom tillægges cen foruden hans egentl. 
"Navn. Aleranter med-Tilngun den Store. 
Tilnævne, v. a. 1. i Lovſproget: udnævs 
ne tilligemed andre. 
Tilnærmelfe, en. Nærmelfe hen t. noget. 
"Qlpvrorimation.) 
ilovers, adv. meer end der bruges, cd) 
er brugt; meer end fornodent. (Ivf. øvrig” 
og overbleven.) Der blev et godt Stykke 
tilovers af Klædet. Diſſe Penge har jeg 
tilovers fra Udgifterne, fra Reiſen. Ikke 
have noget tilovers for Andre (ci være gods 
glørende, tienſtagtig.) Lad noget blive til⸗ 
Overs til de andre (levn noget.) At være 
tilovers ved noget, i en Gag 0: ei blive 
adſpurgt, benyttet« Seg feer, at ieg her 
er tilovers (at man ikke ſtiotter om mig.) 
Tilpakke, v. a. 1. pakke fuld ; hylle fæt 
omkring. Vognen er nu tilpakket. At til⸗ 
pakke cen m. Klæder. (tilpatter, beſtlenket. 
Moth. d. Tale.) — Tilpafning, en. Gier⸗ 
ningen at tilpaffe, Vognens Tilpakning. 
.— Tilpas, adv. til Maade, til Behag, be⸗ 
leilig. (ſ. Pas, 2.) At gløre een noget 
tilpas (efter 'Ønfte, til Maate.) 
ferne vilde jeg — dig giore vet tilpas i dette 
alg.“ J. £. Heiberg. Man fommer ham 
aldrig tilpas. ”Du lafter Alt, dig intet er 
tilpas.” Heiberg, ”Da det er lettere af 
være tilpas, end at behage, ville Menne⸗ 
ſtene ſnarere blive enige om, hvad der er 
tækkeligt, end hvad der er behageligt.” 
sMiller, — J ældre SÉrifter br. tilpas ab- 
6ol. for: vel tilpas, v. god Helbred, karſt. 
Den, der er faa fug, at der er ringe Haab 
om han nogenfinde fulde blibe tilpas,” B. 
Thott, I. 79. ' i 


Tilpaſſe, v. a. 1. paffe cen Zing f. en 
anden, f. at prøve om de fvare f. hinanden, 
(fv. a. paſſe.) — Deraf: Tilpasning, en. 

Tilplanke, v. a. 1. lutke, hegne m. Plans 
fer. (Moth.) . 
" Tilpligte, v. a. 1, forpligte cen t. noget, 
paalægge ſom Forpligtelſe. 

Tilproppe, v. 2.1. luffe m. Prop, prop⸗ 
pe. lagen har ikke været vel tilproppet. 

— Dgraf: Vilpropning, en. 

Tilraab, et. pl. d. f. Ziltale m. 
Naab, fom henvendes f. cen. 

Tilraabe, v. a. 2. raabe noget f. cen. 
Alle tilraabte ham Bifald. ”Jeg vilde ham 
alt her mit Bifald høit tilraabe.“ Baggeſen. 

Tilraade, v. a. 1. ved fit Raad tilſtynde 
een t. noget (raade til.) Jeg har tilraadet 
ham Forliig. 8 fraraade.) — Deraf: 
Tilraadelfe (Moth.) Tilraaden, en. (beg⸗ 


hoi Roſt; 


ge ere, ligeſom Tilraad, itke meget brugel.) flere Storrelſer, der 
! 


”Dg , 


508 


Fi 


ÅJ 


Tilrakke — Tilſammen. 


Tilrakke, v. a. 1. ilde behandle, tilflye. 
(lav Tale.) Rahbek. 

Tilrane fig, v. recipr. 1. ftaffe fig v. 
Ran, p. en ulovlig og voldfom Maade. 
»Olaf vilde ei blot tilrane fig min Konge⸗ 
magt.” Ohlenſchl. (Hakon 3.) 

Tilrede, adv. færdig, p. tede Haand, 9. 
Haanden. At være tilrede, Alt er tilrede. 

Tilrede, v. a. 1. lave til, indrette. f. en 


vis Brug, vrede til, Han har lovet af til: . 


rede Alt hvad der behøves f. Reiſen. At 
tilvede et Stib. “Som om han fulde ftrar 
til Strids, han fig tilreder.“ Bording. 
»Skal da Kiv og Brede i dit Skiod tilrede 
dine Foftres Grav?” Evald. 2. behandle 
(fiet.) Han er bleven ifde tilredet. — Der: 
af: Tilvedning, en. Indretning. 

Tilregne, v. a. 1. tilſtrive, tillægge cen 
at være Aarſag til, tillægge Skyld for nos 
get. Man bør ikke tilregne ham Sagens 
flette Udfald. ufrivillige Handlinger kunne 
itte tilregnes os. — Tilregnelfe, en. Kun 
en fri Handling er forbunden med T. — 
tilregnelig, adj. fom fan tilxegnes. 

Tilrette, adv. (ogſaa til Åette.) i den 
rette Stilling ell. Tilſtand, i det rigtige 
Forhold. At lægge, fætte noget t. Rette. 
Ut giore noget tilrette, At viſe cen til 
Rette m. et ÄArbeide; vife cen tilrette ſom 
er vildfarende. 
med ham (blive enig, forliges m.) Vi kun⸗ 
de ikke komme tilrette om Kisbet. 

Tilreiſe, en. ſ. Zenreiſe. 
Tilreiſende, adj. v. ſom 
t. et Sted. At 
og Frareiſende. 

Tilride, v. a. 3. vænne til, giore ſtikket 
t. at vides, . Attilride en Heſt. En tilre⸗ 
den Heſt. i NE 
Tilrufte, v. a.1. d. ſ. ſ. udruſte. — Der⸗ 
af: Tilruſtning, en. 

Tilfaae, v. a. og n. 1. act. lægge Gad i 
(Jorden.) Han cer i Far m. at rilſaae fin 
Jord. Den Ager er tilſaaet. — neutr. og 
absol. At have tilſaaet 9: være heel færtig 
m. at faac. . 

Tilfagn, et. pl.d. f. 1. Gierningen, at 
tilfige,  forfitfre en anden noget — 2. det, 
man har tilfagt, lovet, forpligtet fig til; 
Løfte. ”Man maa giore Forſtiel imellem 
en blot Tilftaaclfe, ſom kaldes Tilſagn, eg 
en Pagt, hvorved man overdrager andte 
Ret ft, at tvinge.” Snecdorf. “»Eller Wen: 
neſtet troer Guds Tilſagn meer end Alt, 
hvad Diet ſeer.“ Mynſter. 3. det, der 
figes til een. »Hvormange Vildfarelſer, 
Samvittighedens Tilfagn og indbildte Aa⸗ 
benbaringer ere underkaſtede.“ Bagg. $. 
Klim. 217. 

Tilfammen, adv. jvf. ſammen, der år. 
fom det T. zuſammen; hvorimod til: 
ſammen nu fun bruges om en Mangde, cu. 
tælles ſammen (i alt.) 


Jeg fan iffe komme tilrette 


fommer reiſende 
holde Bog over Tilreiſende 








— — — 


fide for at han ei ſtulde fee mig. 


DDilſammen — Tilſtifte. 


509 


Züſtifte — Tilſtynde. I 


Svormeget udgior det tilfemmen ? Vi vare ”Varer fulde tilſtiftes (tilbyttet) for Bas 


. tilfemmen femten. — J Gammenfætn. f. 


Gr. tilſammenfoie, tilſammenkalde, er det 
overflodigt og forældet. 

Tilſats, f. Tilfærning. — 

Tilſee, von. 3. (har.) have Opſyn, Til⸗ 
ſyn med, tage Vare paa. 
Arbeide, m. Arbeiderne. (jvf. Tilſyn.) 

Tilſeilende, adj. v. Et tilſeilende Skib, 
ſom kommer fgilente t. et Sted. Der kom 
i det famme'et Skib tilſeilende. 

Tilſende, v. as: 2. ſende hen fil. Han 
har tilfendt mig. det m. Poſten. “At frem⸗ 
fende og tilfende kunne undertiden omverles 
— men vil man fremfende noget, er det ofte 
nødvendigt, at have cen at tilfende det.” 
Muͤller. 

Tilſide, adv. af Veien, bort fra et viſt 
Sted, hvor en Anden er; bort, p. et andet 


At tilfee med et 


eſl. kult Sted. Da den Fremmede kom, 


Jeg gik noget til: 
At lægge, 
fætte noget tilſide. — tilſideſette, v. a. 3. 
fun ſigurl. ikke lade cen nnte, hvad han for⸗ 
tiener, ikke lade ham ſtee fin Ret, foretræftfe 
andre f. ham. Han er bleven tilfidefat for 
en Yngre. — Deraf: Tilfidefætrelfe, en. 

Tilfidft, adv. 1. fidft i Ordenen, i Fol⸗ 
gen. Ale Hoffolk gif foran; derpaa kom 
Prindſerne, og tilftdft fom Kongen, 2. 
omfider, endelig. Han fatte fig længe ders 
imod; men tilfidft gav han dog. efter. 

Tilfige, v. a. 3. forſikkre, give Løfte om. 
»Hiin tilfagde ham et Sverd, fom faft og 
ftærft fulde være I al Kamp.” Vedels Saxo. 
»Af hvilte Keiſeren Undfætning er tilfegt.” 
Bording. ”Den Herre, hvem han har til⸗ 
ſagt fin Troſtab.“ Mynſter. At tilfige 
cen Syndernes Forladelfe. At tilfige cen 
fin Datter. 2. give cen tilkiende, at han 
ſtal komme, møde p. et Sted. Af tilfiges 
t. Kongene Taffel. Han er tilſagt at møde 
i Morgen. — Tilſigelſe, en. pl.-r. 1. 
Gierningen at tilfige (2.) At møde efter 
Tilfigelfe, Deraf: Tilfigelfesbrev. 2; 
Lefte, Tilfagn (fom oftere bruges.) “Guds 
Løfte og Tilfigelfe.” Helvader. 

Tilfigte, v. a. 1. have Henfigt til, have 
t. Formaal. (Meppe uden i partic. jvf. 
figte til.) ”Hvor lidet den tilfigtede Virk⸗ 
ning forfeiledes, derom vidner Kirkehiſto⸗ 
rivn.” Engelst. 

Tilfinds, adv. ſogſaa: til Sinds.] ſin⸗ 
det, af en vig Stemning i Sindet, af et 


gif, traadte han tilſide. 


. vift Sindelag. Hvorledes er han tilfinds 


idag? Han er iffe vel tilſinds. Jeg er 
tilfinds (har i Sinde) at gifte mig. At 
blive anderledes tilſinds (fatte et andet 
Forfæt.) ' , 

Tilffifte, v. a. 1. tildele v. Sfifte. Saar: 
den ev ham trilffiftet. — recipr. tilffifte 
fig, tilbytte fig.” Hvorledes de ældfte Sleg⸗ 


ter tilſtiftede fig hinandens Varer,” Guldb, 


ver.” Samme. 

Tilffitte, v. a. 1. d. ſ. ſ. tiſſende. 2. be⸗ 
ſtemme, ſtikke, give cen t. Lod. Det er 
mig tilſtikket af Skiebnen. — Tilſtikkelſe, 
en. Indbegreb af det, ſom v. cen hoiere 


Styrelſe tuͤſtikkes een. Guds, Skiebnens 


Tilſtikkelſer. »Det ev ikke efter de udvor⸗ 
tes Tilſtikkelſer, vi kunne domme om Guds 
Yndeft cl. Mishag.“ Mynſter. “ Hver Guds 
Tilſtikkelſe over dem, ſom haabe p. ham.” 
Samme. — »Rilſtikkelſe er en Skiebne, f. 
ſaavidt den betragtes paaført den Enkelte 
v. en hoiere Magt. Menneſtet falder fin 
gode ell. vnde Lykke en T. af Skiebnen; 
men man fan 'ikke tale om Tilftikkelſen £ 
Alm. ſaaledes fom man taler om Skieb⸗ 
nen,” Muͤller. 
Tilffrifr, en. det, ſom tilſtrives een. (uns 
dertiden for: Tilegnelſe.) ⸗ 
Tilffrive, v. a. 3. late cen vide ſtriftli⸗ 
en, fende Brev. At rilffrive gen m. Po⸗ 
en. Jeg har idag tilffrevet ham den ſor⸗ 
gelige Tidende. 2. tilegne. Denne Bog er 
tilffrevet ham. (fiefdnere,) 3. give Skyld 
for, tillægge, udgive f. Aarſag til noget, 


Man tilffriver ham, at Slaget tabtes. 4. 


tilffrive fig. noget, flaffe fig v. at ſtrive. 
(ufædbvbanl.) ”WBed Pennen at rilffrive fi 
Fortræd,”” Holberg. (Poet. Str. 1746. 191. 
Tilffud, ct. pl. d. f. det, ſom ſtydes til, 
føles t. en Sum. Enhver har endnu, for⸗ 


uden pet forſte Indſtud, giort et nyt Til⸗ 


ffud af 20 Rolr. 

Tilffyde, v. a. 3. give noget (ifær Penge) 
t. en vis Beſtemmelfe, i Forening m. flere, 
og ifær efferat man alt har givet; flyde til, 
Jeg har endnu maattet tilffyde mere. 

Tilſtuer, eu. pl.—e. den, fom m. Opmoerk⸗ 
ſomhed, og i længere Tid, feer paa, betrag⸗ 
ter noget. Tilffuerne p. Comedien. At 
være blandt Tilſtuerne. At være Tilffuce 
ved noget. 

Tilſtynde, v. a. 1. bevæge, drive, ops 
muntre een £. at giore noget. (f. ſtynde, 1. 
b.) At tilffønde cen til noget.  ”Maar 


Hiertets Følelfer ikke tilſtynde Menneſtet til 


gode Gierninger.“ Mynſter. “Der ev i 
Menneſtet en ſynderlig Drift, fom til 

der ham, ſtedſe at ville fremad.” Mun fl 
” Den fom egger bruger Konft og Lift; den, 
fom tilſtynder, Overtaleffe; den, ſom op⸗ 
muntrer, Overbeviisning.“ Sporon. Man 
kan egges og tilſkyndes baade t. Ondt og 
Godt; men man opmuntres fun f. det, 
fom ev, ell. holdes fat være godt. Uſced⸗ 
vanl. Brug af dette Ord for: ſtynde, drive 
fremad: ”At den maa tilffynde cder dette 
Maal I Møde.” Samme. —' Deraf: Til- 
ſtyndelſe, en. Handlingen at tilſtynde een, 
el. det, at tiſſtyndes. Naturens T. ”Drifs 
ten ev fun en Tilſtyndelſe, og gaaer ikke ol⸗ 


tid dver i Sferning,” Mynſter. ”Den Ans, 


ss ' 
et. . 


- 





— 


" Brug d. at flære el. klippe det. 


N (| 


Silffynde — ilſyirſe 


610 


” Ailſpigre — ilſtand. 


er, de mangen Gang fornam, naar du mod Enden, danne det i en Gpidt, dt tils 


vde fulgt Verdens Tilffyndelfe.” Samme. 
— Ti der, en. den, ſom tilſtynder, ops 
muntrer t. noget. (Moth.) 

Tilffære, v. a. 3. danne noget t. et vift 


At tils- 
ſtæere en Kiole, et Monſter. 

Tilfærpe , v. a. 1. ſtœrpe noget til et 
vift Brug: ell. ſteerpe noget ud mod En⸗ 
den. f. tilſpidſe.) 

Tilllaae, v. a. 3. br. i Bemerkelſen: ved 
Falbydelfe t. den Hoiſtbydende (Auction) at 
tilttende gen noget ſom Kisber, v. Hams 
merflag. Det blev mig tilſlaaet. (jvf. ſlaae 


til.) 
LTilſlag, et. pl. d. ſ. Handlingen at til⸗ 
ſlage (v. Auction; ſielden I anden Bemærf.) 


Tilfmigre fig, v. rec. 1. vinde, opnaae 
v. Smiger. ”Han behover da ikke at tils 
fmigre fig deres Yndeft.” Malling. ”Hver: 
Cen f. at følge en blind Vane, el. for at 
— of Fyrſtegunſt.“ Synefius v. 


o 
Tilſmile, v. n. og a. 1 og 2. (f. ſmile.) 
mile til; fee fmilende til een. Den Ynde, 
vormed hun tilfmiilte hendes lykkelige El⸗ 
er. — fig, ””Hvor mine Minder tilfmilede 
mig.” Ohlenſchi. b.) aot. tilkiendegive, uds 
trytke, meddele een v. Smiil. ꝰNaar hele 
Maturen dem Bifald tilfmiler.” Pram. 
”Da al Naturen de Elſtende et Elſtovsblik 
tilſmiler.“ Foerſom. 
ilſmudſe, v. a. 1. gisre ſmudfig, tilflye. 
Tilſmore, v. a. 3. (møre, beſmore m. no⸗ 
get ſmudſigt; tilflye. | 
Tilfnee, v. n. 1. (er.) ſnee ſaaledes, at et 


"Rum derved opfyldes, at noget omgives m. 
Snuee. 


Grøften er tilſneet. 
cen Nat næften tilſneet. 
Tilfnige fig, v. a. 3. erhverve, opnaae p. 
en underfundig, ikke ærlig Maade, ikke m. 
udd Net, ell. til Skade for Andre. ”Gom 
en, der p. en liftig Maade havde tilfneget 
mig hans Rige.” Bagg. N. Klim. ”At 
tilſnige fig en Dom over en Perfon, dér 
ttfe virkelig varſles.“ A. Ørfted. Han har 
vidſt at tilfnige fig et Privilegium. “Mit 
Onſte er det ingenlunde, at erholde en til⸗ 
ſnegen Fordeel.“ Birknet. ”Jeg betalte 
entelte tilfnegne glade Dieblik m. Dages 
Længfel,” Rahbek. — Deraf: Tilſnigelſe, 


en. ( Freſchow.) 
1. Handlingen at ffære til. 


Huſet var p. 


Tilſnit, et. 
2. den Form, noget har, ſom er tilſtaaret. 
Denne Kiole er ſyet efter et ganſte nyt 
Tilſnit. 
ilſnylte fig, v. a. 4. opnaae v. at ſuyl⸗ 
te, ell. —* Suhltegiceſt. At tilſuylte fig 
gt Maaltid. hd 

Tilfnere, v.a. 1. brage fæt fammen m. 
er Snor, fnøve til, ſnore ſammen. At 
nere en Pafte. 

pidſe, V. 81. giere noget ſpibſt i ell. 


ø 


"el. lade; tilſtede, tillade, 


ſpidſe en Pind, et Som, en Blyantspen. 
— Deraf: Tilfpidening, en. 
' Tilfpigre F. a. 1. lutten. at fane Spis 
gret. At tilſpigre en Der, en Kafje. 
Tilfpundfe, v. a. 1. luffe noget m. en 
Spundsé, v. at fætte en Spunds i. At til⸗ 
ſpundſe et Viinfad. 
Tilſpytte⸗x. a. 1. tilfiye v. at ſpytte, 
overſpytte. At tilfpytte et Gulv. 
Tilſpærre, v. a. 1. luttå faaledes , at 
Giennemgang formenes. Porten 6lev til⸗ 
fpærret. "Adgangen er da ikke tilfpærret 
f. Nogle, og aabnet f. Andre," O. Guldb. 
(f. fpærre.) — Deraf : Tilfpærring, en. 
Tilfpørge, v. a. 8. adfpørge, gisre 
Eyørgsmaal ft. een. »Een af dem tilfpurgs 
te og friftede ham.“ Matth. 22. ”Beqvem: 
hed, baade t. at give fornuftige Grflærins 
ger, naar de —8 — og t. at fætte det 
i Værk, fom dem befales.“ Sneeborf. (jvf. 
fpørge til.) — Tilſporgſel, en. Handlin⸗ 
gen, at ſporge til og af tilſporge. i 
ilftage, v. a. 3. vedgage, fige ja til det, 
man ſporges om. Han hør tilſtaaet Fors 
brydeiſen. ”Tyven indrommer ikke at have 
ftiaalet; men han tilſtaaer, det.“ Miller. 
Tilſtaaer du , elev negter du begangne 
Daad ?” Fibigers Sopholl. (Svf. bekiende, 
vedgaae, vedftaae.) ”Wan befiender det, 
man felv veed; man tilfigaer det, fom Aus 
dte (allerede ell. ogfaa) vide”? (el. tildeels 
mene at vide.) £. Heiberg. Naar Tyven 
er bleven bragt t. at bekiende, pleier han 
ikke blot at aae det, han beſtyldtes for ; 
men ogſaa at tilſtaae alle de Tyverier, han 
har begaaet,” Miller. 2. indrømme. 
Denne Gætning fan jeg iffe tilſtaae. At 
tilſtaae en Fordring, en Paaftand. Jeg 
tilſtaaer at have denne, Feil. Man maa 
tilſtaae ham, at have anvendt ſtor Flid p. 
dette Arbeide. 3. give Frihed f. at giere 


flaget ham mere Frihed. 4. give Vished 
om at erholde, tilfiffre. - Der er tilftaaet 
am faameget i aarlig Søn. Man har til⸗ 
aaet ham hvad han føgte om. — Til: 
aaelſe, en. pl.-r. Gierningen at tilftaae 


Ordets forficlige Bemærk.) ”Den Til: 


rſted. 


i 
—* der udledes af efterladt Benegtel⸗ 


ce” A. O En reen, ubetinget, en 
ndffræntet , betinget Tilftaaelfe, ”Tils 
ftaaelfe forubfætter ndres yttrede Mening, 
ſom bifaldes; Bekiendelſe har blot m. egen 


Forklaring at giore.“ £. Heiberg. 


9 
Tilftand, en. IT. Juftand.] Maade, 
at være paa, Indbegreb ell. Forfatning 4 
alt det, Foranderlige v. en Gienſtand, a 
dens indvortes og udvortes Forhold t. en 
vis Tid. Godſet, Værket er i en ypperlig 


Tilſtand. Landets Tilftand er god. Gan 
var i en lidenſtabelig ager . (pl. et 
ufædvanl, ”Naar de de komme, 


⸗ 


Til 


an har stils 


| 


Tilſtand — ilſtundende. 


hvilke du forud kaldte dine Glæden.” Myn⸗ 
ſter. jvf. Forfatning. — ”Dveralt, hvor vi 
kunne adſtille en Mangfoldighed af Forhold, 
kunne vi fale om Tilftand; men itke om en 
T. hos Gud, fom er den abfolute Eenhed. 
Ligefaa lidt fan en Egenſtab, et Begreb 


. have en Tilftand; men fun det for fig be⸗ 


ftaaende” (individuelle.) Miller. (jvf. Stil: 
ling, Sorfatning.) 

fi ede, v,a.1. og 2. d. f. ſ. tilſtaae, 3. 
At tilſtede cen al mulig Frihed. »Gud har 
itke tiiſtedt ham at gisre mig ondt.” 1 Mos 
feb. 31.7. “Alt hvad Loven iffe tilfteder 
at fræve, det forbyder den.” B. Thott. — 
Deraf: Tilftedelfe, en. Tilſtedelſe af ſom⸗ 
melig Frihed. 

Til ede, adv. nærværende, p. Stedet. 
San var ikke tilftede ved Forhandlingen. 


- Det. kommer nok tilftede (findes not.) = 


Deraf: TilfteVeværelfe, en. Nærværelfe ; 
Veren p. et vift Sted.  rilftedeværende, 
adj. v. nærværende. Alle tilftedeværende 
vare rørte indtil Taarer. ' 
Tilſtikke, v.a. 3. f. ſtikke til. Gan havs 
de hemmelig tilſtukket ham dette Papir. 
Tilftille, v. a. 1. bringe cen noget til 
Gænde, . overgive, overantyorde; enten 
umiddelbart, el. ved Tilſending. (At til⸗ 
ſtille ev et fiDdigere, efter det T. optaget 
udtryk, der br. ifær i Forretningsſtilen, og 
fun om Ting.) — Deraf.: Tilftilling, en. 
Tilſtoppe, v. a. 1. lukke v. at ſtoppe nos 
get ind i. At tilſtoppe et Hul, en Aabning. 


„Tilſtopper de Kilder hos eder ſelv, hvoraf 


eders Misfornsielfe flyder.” Baſth. — Der⸗ 
af: Tilftopning, en. 

Tilftræbe, v. a. 2. ftræbe til, ftræbe ef⸗ 
ter; eftertragte. (ufædvanl.) ””Naar Men: 
neſtet vinder den længe tilftræbte Herlig: 
hed.” Mynſter. ””Dens Begreb er en Idee, 
hvis Fuldkommenhed tilfræbes, men i Gir: 
keligheden aldrig opnaaes.“ Samme. 

Tilſtrækkelig, adj. fom ftvæfter til, er 
no cl. ſaameget, ſom behøves; ſom opfyl⸗ 
ber vor Trang. (Jvf. nok.) ”Fordi Men⸗ 
neſtenes Onſter ſaa ofte gaae længere end 
deres Trang, derfor er det Tilftræffelige 


At have til⸗ 
ſtrækkelige Indkomſter. En tilftræffelig 
Grund, Opivsning. — Tilſtr inped 
en. ud. pl. Beſtaffenheden, at være tilftræt:s 


eltg. 

Tilftudfe, v. a. 1. i dagl. T. og fig. 
fætte Skik paa, danne, giore t. Rette (lige⸗ 
ſom v. at ſtudſe noget, der er for langt.) 
Baggeſen. (Labyr. II. 263.) ' 

Tilſtunde, v. n. 1. (er.) ſ. ftunde til, 
Da nu Sommeren tilſtun⸗ 


faa fielden nof,” Sporon. 


om mere br. 
er. 
Sons Forliis m. Taushed ſee tilſtunde ?” 
(Merope.) — tilftundende, adj. v. nær fos 
reſtaaende. Tilſtundende Nætters Ro og 
Dagenes Farer fordre vort Mod,” Hertz. 


J 


311 


»Hvilken Moder kunde faa kicer en 


Ziſſtuve — Silfætte. 
Tilſtuve, v. a. 1. fylde heelt til m. Lad⸗ 


ning. At tilftuve et Skib. ſ. ſtuve. 
ilſtod, et. pl. d. ſ. 1. Anledning, Op⸗ 


muntring. Han gav det forſte Tilftodet 
dette Foretagende. 2. Underſtsttelſe, Hielp. 
»Folket maatte begqvemme fig til — at give 
noget t. Statens Underholdning under Ravn 
af Stat, Afgift, Tilſtod.“ Schytte. 

Tilſtode. v. n. 2. (er.) hændes, vederfa⸗ 
reg uventet, pagkomme cen pludſeligen. 
Der maa være tilftedt ham et Uheld. ”Dæ 
tilftødte 06 intet mærkværdigt , naar jeg 
undtager de evige Stod af den ſtenede Vei. 
Bagg.(Labyr. I.) 

Tilſværge, v. a. 3. (ſ. fværge.) v. &d 
forfikkte om. Alle havde tilſvoret hinan⸗ 
den Taushed. At tilfværge cen Troſtab. 
»De Læber, ſom fan tidt tilfoor mig mit 
Livs Lykſalighed.“ Evald. . 

Tilſye, v. a. 1. fæfte til, forene m. ved 
at ſye. Dette Stykke er tilſyet. 2. lukke 
v. at ſye. (oftere: ſye til.) Hullet er tilſpet. 

Tilfyn, et. ud. pl. Handlingen, at tage 
are paa, have Indſeende med, paſſe p. 


” noget; Opfyn. At have T. med noget, 


ved et Arbeide. — Tilſynsmand, en. den, 
ſom er fat til at have T. med noget, Op⸗ 
ſynsmand. — Tilfynsværge, en. den, ſom 
af Øvrigheden beſtikkes t. under et Étifte 
at varetage en fraværende Arvings Tarv; 
el. den, fom af Øvrigheden forordnes t. at 
have Tilſyn m. en Myndling og hans Gods 
fra det 18de til det 25de Aar. (Curator.$ 
jvf. D. £. III. 17. 34. 
Tilſone, adv. ſogſaa: til Syne.] faales 
des, at det fees, er ſynligt. At være, kom⸗ 
me, blive tilſyne. Skibet forfvandt et Ølee 
blif bag Klippen, men kom ſtrax igien til⸗ 
ſyne. Vi lade den Fryd tilſyne, ſom 
et i Hiertet.“ P. Tidemand. 1555. Det 
lader fig tilſyne o: det vifer fig. ” Naar 
Stiernen havde ladet fig tilføne.” Matth. 
2. 7. Ogſaa uegentl. for: det kiendes, 
er klendeligt, ſynes. “Evner, ſom ikke ſaa⸗ 
ledes lade fig tilſyne i Menneſtenes fæds 
vanlige Liv,” Mynſter. — tilſyneladende, 


adj. v. ſom fun forekommer, fun har et 


Sun af at'være, men. iffe virkelig er. 
Maanens tilſyneladende og dens virkelige 
Storrelſe. En tilſyneladende (paatagen) 
re Coud É 

ilfæt, et. pl. d. ſ. noget, ſom tilfættes, 
(Both) i et 


Tilfætte, v. a. 3. (f. ſette.) 1. føle til, 
fætte til. Der maa tilfættes mere. Jeg 
har endnu tilſat et Stykke. 2. fætte overs 
ftyr; behandle Eiendom ſaaledes, at den 
miftes. fan har tilſat fine Midler, At 
tilfætte mange Venge d. en uheldig Handel, - 
df. fætte til.) ”En Mand.fan i Statens 

ienefte, i de vigtigſte Diemed, af Uforſig⸗ 
tighed el. ved Uheld rilfætte fin Formue 
han figes derfor iffe at have ødet den. 


Silfætning — Tilteygle. 


Miller. — Tilfætning , en. pl.- er. 1. 
Handlingen at fætte til cq. tilſette. 2. 
noget, ſom man tilfætter, ſom er tilfat. 
Det er en af hans egne Tilfætninger t. For⸗ 
tællingen. 

Tilfele,v. a. 1. giore fmudfig, tilflye, 
beſudle. 

Tiltage, v. a.ogn. 3. (f.tage.) 1. act. 
Oy recipr. tilegne fig uden Ret. At tiltage 
" fig en Rettighed, Myndighed, ſom ikke til: 
. Fommer cen. “Wi tør jo vel tiltage os, 
hvad Gud har givet os, at ftaae p. ct hoiere 
Trin.“ Mynſter. Han tiltager fig ftor Fris 
"hed. En tiltagen (aberettiget) Frihed. 2. 
neutr. vore, flige forøges. modſ. aftage. 

(f. tage til.) ette Rige har tilmget i 
Magt. an tiltager m. hver Dag i Styr: 

fe. En tiltagende Velſtand. Den tilta⸗ 
gende Maane. —. Tiltagende, et. ud. pl. 
det, at tiltage, Zilvært, Stigen. At være 
i Tiltagende. (ligeſom: i Aftagende.) 

Tiltakle, v. a. 1. forſyne (et Skib) m. 
Seil og Redſtab. Ar tiltakle ct Skib. 
(modſ. aftakle.) — Deraf: Tiltakling, en. 

l. er. dy 
P Tiltale, v. a. 2. henvende fin Zale f. cen. 
Han tiltalte Folket m. diffe Ord. Jeg vilde 
iffe tiltale ham p. Gaden. At tiltale cen 
vredt, m. haarde Ord. (jvf. tale een til, 
og talet. een.) 2. føge f. Retten, ſagſege. 
Han er tiltalt f. Tyveri. Jeg vil lade ham 
tiltale. 

Tiltale, en. 1. Tale, ſom henvendes t. 
een. En haard, vred *. Han fif intet 
Svar p. den Tiltale. ”Det er ect gammelt 
Dvd: Tiltale kiendes god, til Gienfvar 
tommer frem og fættes derimod.” Bording. 
2. Sogsmaal f. Retten, Lovmaal. *At væ 
re, at fætteg under T. for noget. Han er 

under Fiftalens Tiltale. 

VTiltiggge fig, v. recipr. 1. ſtaffe fig v. 
Tiggen, filtrygle fig. ”At tiltigge fig Fred 
paa de ſtammeligſte Vilkaar. Bagg. (N. 
Klim. 306.) . 

Tiltro, en. ud. pl. Tro, ſom ſettes t. 
cen, Zillid, Herved tabte han den offent⸗ 
lige Tiltro. Kongen havde ftor T. til hane 
Erfarenhed. 

Tiltrodſe fig , v. recipr. 1. ſtaffe, til⸗ 
vende ſig v. Trods, v. trodſig Fordring. 

»Vil du — tilſynde og tiltrodſe dig, hvad 
Almagt har i Cie?” Evald. 

Tiltroe, v. a. 1. have en Mening om An⸗ 
dres Villie cl. Cvne t. noget, være indvor⸗ 
tes forviſſet detom. Jeg havde ikke tiltroet 
ham, at kunne udrette ſaameget. Jeg til⸗ 
troer ham alt Godt. En ſaadan Ondſtkab 
kunde jeg iffe tiltroe ham. ' 


Tiltrygle, v. a. 1. ſtaffe, opnaae, faac 
v. Ærnglen cl, gientagne Bønner. ”Men 
mært dig, at jeg ci tiltrygler mig din Dat: 
ter,” Evald, At flage v, fig felv, hvile p. 


N 


512 


v. egen 


== 


Tiltrygle — Tilvende. 


fin egen Kraft, og ef p. tiltryglet Gunſt.“ 
Malling. 

Tiltræde, v. a. 3. (f. træde.) 1. begyn⸗ 
de en Virkekreds. At tikræde et Embede, 
en Tieneſte. Han tiltraadte Kaldet i Fior. 
2. give fig t. et Samfund, træde ind i er 
Forening. At tiltræde et Forbund, en 
Forening. — Deraf: Tiltrædelfe, en, Ved 
min T. i (el. til) Embedet (men ogfaa : 
ved Embedets Tiltradelſe.) i 

Tiltrække, v. a. 3. drage t. fig (i figurl. 
Betvdn,) At tiltrætfe fig Opmerkſomhed, 
Beundung. (men ;, Magneten træffer Jer⸗ 


net t. fig.) — tiltræffende, partic, Magne⸗ 


tens tiltræffende Kraft. Hun hav mange 
tiltrækkende (tilloffende) Egenſtaber. — til- 
trækkelig, adj. fom fan tiltrokkes, lader fig 
tiltrætte. Seraf : Tiltrækkelighed, en. 
»Indtil den Gienſtand, ſom har den aller⸗ 
mindſte Tiltræffelighed,” Bagg. (Labyr. IE. 
146.) — Tiltrækning, en. Gierningen at 
tiltrekke; ell. bet, at tiltrekkes. Jernets 
Tiltrækning af Magneten. 

Tiltrænge fig, v. rec. 2, erhverve, for⸗ 
ſtaffe fig v. Magt ell. Vold. At tiltrænge 
fig Mundighaden.” — “Tyranner, der til: 
trængte fig Regieringen.“ O. Guldberg. 
”Stulde han v. Krige have tiltrængt fig 
Egne, der allerede vare befatte af andre.” 
Samme. ” . 

Tiltvinge fig, v. a.3. erhverve v. Tvangs⸗ 
midler. At tiltvinge fig Agtelſe, er umu⸗ 
ligt, felv f. den mægttigfte. … 

Tiltælle, v. a. 3. (f. tælle.) overgive cen 
noget, fom man tæller ichans Paaſyn. At 
tiltælle cen noget. Pengene bleve mig til⸗ 
talte, — Deraf : Tilrælling, en. 

Tilvant, adj. v. ved Svelfe vant f. no⸗ 
get, fortrolig med. (Moth. ) ' 

ilveie, v. a. 1. overgive cen noget efter 
Vægt. Solvet blev ham tilveiet. »Jeg 
Nang og Roes tilvejer eder ci.” Rein. ”De 
Kaar, ſom Skiebnen dig tilveier.“ M. S. 
Buchholm. 

Tilveie, adv. (ogſaa: til Veie.) At 
ſtaffe tilveie, bringe t. Veie ad: ſtaffe vir⸗ 
kelig frem. Saamange Penge Fan jeg ikke 
ſtaffe tilveie, — I Sammenf. br. fun til: 
veiebringe. ”Uheldig den Stat, hvor Lys 
dighed, tilvejebringes v. ſlaviſk Fingt.” 
enn , Dette har han tilvejebragt 

(id. ” ' 

Tilvende, v. a. 2." forſtaffe, iſer p. en 
ulovlig, el. dog hemmelig Maade og Vei. 
Hun har tilvendt ham meget af hendes Her⸗ 
ſtabs Tei. fan har tilvendt fig en Deel 
af Pengene. ”"Jeg mig.en Andens Gods ei 
agter af tilvende.” Helt. ”Fyrfterne lærte 
— at tilvende fig en Deel af diffe Rettighe⸗ 
der.” Schytte. — Dog ogfaa i god Betyd⸗ 
ning: “Sine Medborgeres Agtelſe ftræber 
han kun at tilvende ſig v. virkelig borgerlig 
Dyd,” Birkner. 








Tifvifte — Tilægge. 


VTilvifte, v. 4. 1. puſte, blæfe hen til, 
— m. en Vifte. »Du Blomftereng — 
tilvift ham Vellugt.“ Rein. 
Tilvinde, v. a. og rec. 3. (vinde.) 
Faffe, erhverve fig, opnaae fom en Vinding. 
”Det var deres Henfigt, m. denne Nedrighed 
at tilvinde fig ſtore Foreringer.“ Schytte. 
” Da førft han fig felv ſik tilvundet den neg⸗ 
tcte Fred.” Pram. ”Han vil ogſaa tilvinde 
fig denne Velſignelſe.“ Rahbek. ” 
Tilvink, et. pl. d. f Vink, ſom henvens 
des tif een. (Baggeſen.) - 
Tilvinke, v. ai. give tilkiende v. at 
vinke. Alle tilvinkede ham Bifald, ”Som 
ſmilende tilvinfer Landets Hytter Velſig⸗ 
nelfe og Fred.” Evald. ˖“Skiondt Haabet i 
den dunkle Grund tilvinker mig.” Ohlenſchl. 


Tilvirke, v. a. 1. frembringe v. Hielp af 
Arbeide, v. Haandgierning, Avlsdrift, 0. 
f. v. (fabrikere.) Ar tilvirke Salt af Søs 
vandet. fer tilvirkes meget Salpeter. 
Denne Oſt tilvirkes (fær i Moſland. — Der⸗ 
af: Tilvirkning, en. (Fabrication.) ”Tilz 
virkningen (af Klodet) er feet m. ben 
yderſte Fiinh?d og Behændighed.”.D. Guldb. 

Tilvifje, adv. sønfte vift, med fuld Vis⸗ 
hed, viffeligen. Det er tilviffe en Bedra⸗ 
ger. Jeg veed det tilviſſe. 

Tilvoxende, adj. v. 1. ſom er i Dpyvært. 
Den tilvorende Ungdom. fan maa tænfe 
p. fine. tilvoxende Dottres Skiebne. 2. 
ſom ev i Tilvært, tiltagende, ftigende. ”De 

enefte Midler, v. hvilke de kunne modſtaae 
de tilvoxende Friftelfer.” Sneedorf. . 

Tilvrijte fig; v. recipr. 1. figurl. for⸗ 
flaffe fig v. Boldsmagt ell. ſtor Anſtrengelſe. 
Den Krands, ſom 
Grundtvig. 

Tilvæegt, f. Overvægt. ” 

Tilvænne,v. a. 3. (f. vænne.) b, ſ. f. 
vænne til, v. Banc,, Zvelfe gisre fortrolig 
med,” Dette Slags Arbeider er han tidligen 
bleven tik ant. ”Den — der ci tilvænnes 
Jan, fin Ledingspligt at lære.” Bording, 
"Denne Deeltagelfe er ikke ſogt, ikke frems 
konſtlet ell. tilvant Heflighed.” Baggeſen. 

iiværelfe, en. ud. pl. det, at nære til; 
en Tinge Væren, et allene i Tanken ell. 
Ideen, men i det Reclle, i Virkeligheden. 
(Griftents.) Den mennejfelige Tilvarelſe. 
At negte Tingenes T. At have en førgelig 
Tilværelfe (leve et førgeligt Liv.) — I phis 
loſophiſt Stiil br. daſaa Tilværen. 


Tilvært, en. Forøgelfe, Formerelſe, Til⸗ 
tagen. Det er en T. i hans Indkomſter. 
En aarlig Tilvært, ”Denne opmerkſom⸗ 
me Fengt f. Naboers Tilvært.” Guldberg. 

Pengenes Tilvært i et Land gavne v. at 
befordre Arbeidſomheden.“ Schyite. 

ilægge, v. a. 1. tilſtynde, opægge, drive 

til, BAR Deraf: Tilæggelfe, en. Op⸗ 

eggelſe (fom er mere brugeligt.) ”BVed 

Dank Ordeog. IT, 


813 


iervhed fig tilvriſter.“ 


aA 


ilegge — Rimelig, 


— Sofies, paher og liſtige Tilægyelz i 


Tilenffe; v. a. 1. d. ſe ſ. onſte, m. Bi⸗ 
begreb, at Onſtet virkelig henvendest. cen. 
Jeg tilenffer Dem alt muligt Heſd. 

L-r. FS. Timi.] 1. der: 
cmærf. Tid, (aA. S. Tima) 


Time, en. 
oprindelige 


fom hyppig forefommer i ældte Daͤnſt, er 


forældet; men deraf: timeligg, betimelig. 
2. en Inddeling af Tiden, ſom udgior $: 
af Døgnet. Pan kommer om en T. Det er 
to Timer ſiden. Hver Time. Hver anden 
tredie T. Uret. faaet Timer (Timejlag) 
og Qvarteer. En Times" Tid. En god 

. (noget: treer end en Z.) Han har al⸗ 


drig en glad, en fund T.“ Hatis T. er kom⸗ 


men (0: Tiden, hvori hans Forbrydelſer op⸗ 
dages, ell, Straffetid.) Den fidfte T. (Des 
den.) Der er en Times Vel derhen, — Daa 
Timen, adv. ftrar. ”Den Hengegrille gaaer 
paa Timen over.” Rahbek. — fig. d. f. f. 
imeunderviisning. At have, tage Timer 
hos cen, At give imer | Ftanſt. — Ti⸗ 
mebræt , et. B. hvorpaa 
angives v. en Viſer, ſom dreles efter Time⸗ 
gla et (t. Skibs.) timebunden, ad). v. 
unden ft, en vis Z. Timeboen, en. ſom 
holdes hver T. el. HE beftemte Timer. 
Timeglas, et. Et, fom en dobbelt Fragt 
dannet Glaé, hvori en vig Mengde Sand 
løber af cen Fragt i en anden,“v 
udlob tilkiendegiver en Times Varighed, ell. 
kortere Dele af Tiden. 
vendes f. ei meet at føbe ud.” Grundtvig. 
»Livets Timeglas er fnart udrundet.“ Hel: 
berg. Timebiul, et, H. i et Uhrverk, ſom 
driver Timeviſeren. Timekreds, en. K. 
hvorpga Timetallene ere afſakte. Timeli⸗ 


gens Timer 


v. fit 





"Raar Timegleffet - 


nå 


nie, en. den paa en filrfantet Solſtive af⸗ 


forte Linie, fom er afdeelt efter Simerne; 
imeſtreg. Timelærer, en. den, ſom giz 
ver Timeunderviisning. Timerum, et. 
En Times Tid. (C. Pederſen.) 
flag, et. Slag af et Uhr, ſom ˖tilkiendegiver 


en Times dibb. ¶. Quarteerſlag.) Ti⸗ 


meſtok, en. En Stav ell. Støtte, hvorpaa 
en-Solvifer er anbragt,  Timeunderviisz 
ning, en. U. fom gives og betales timeviis. 
Kt give, tage T. timeviis, adv. en Time 
ed Sangen, ell. i Timer, efter Timer. At 
have, at betale en Lærer timeviis. Aflos⸗ 
ningen feer timeviis. Timeviſer, en, 
Viſer p. ct Uhr, ſom angiver Timerne. 
Time fig, v. recipr. impers. [af Time, 
Tid. jvf. times. ] lave fig til, ftunde til, tegne 
fig fil. (nu ſleſldent.) ”Saa det fig timer til 
en lang og farlig Strid.” Bording. II. 293, 
Timelig, ad). fom ev i Ziden, hører til, 
ſteer i Tiden; jordiſt. ( Ofte modfættee det 
evig.) ”Derfom ville dømme ligefaa 
upartiſt i det Aandelige, ſom i det Timeli⸗ 
ge.” Baſth. Timelig Velferd, Lytte, For: 
deel. ”Maar det kommer t. Døden, og dette 


(33) 


Time⸗ 


Timelig — Tindin gebeen. 
timelige Siv ſtal have Ente.” ꝙ Tidemand. 
158 


564. Gt fimeligt Sode. Henſyn p. det 
Timelige. Omhu for timelig Nering.Et 


RNedjkab t. af fuldbringe ct el, andet times 


ligt Bært.” Mynſter. J 
Times, v. n. pass. [A. 6. timan, tidan, 
accidere. contingere.] homdes, vederfares. 
29 frygter der vil times mig. noget ondt. 
Gid du times en Ulykke. ”pvad Himlens 
Almagt vil, at os ſtal times her.” Bording. 
Hvad ſom tiene fan t. Tidsfordriv og re, 
det times hende her.” Samme. ”Den Zid 
vil ogſaa times.” Ohlenſchl. (Helge.) — 
Det forekommer ogſaa m. Tidsboining. 
»Han timedes en flor Vanlykke af de Svens 
fle." Bedels Saxo.Han havde fielden fis 
, medes Lytte i Sirig og Orlog.” fammeft, S. 
221. 2. lykkes. Det vil ikke times for 
am. Moth. (næften forældet.) ”Meng — 
et times mig at ſtue den ſmukke Herre nu.” 

ndtv. 

Timian, en. ud. pl en krydret Plante; 
fom dyrkes i Koftenhaver. Thymus vul- 


garis. J J W 
; Tin, et. ud. pl. IJ. og N. S. Tin.] et 


hvidt Metal, af alle det letteſte. At ſpiſe 
pe Tin. At ſture T. da: Tintel, (Som 
andre Metallers Navne fættes det foran 
Subſtantiver og, bemarker: giort af Tin. 
f. E. Tinbæger, — Tinfad, Tin⸗ 
tallerken o. fl.) Tinaſte, en. forkalket 
Tin, Tinkalk. Tinblad, et. meget tyndt 
hamret · ell. valſet Tin, f. &. til at belægge 
Speile m. (Tinfolie.) Tinblik, et, fortin⸗ 
tet Jernblik. Tinerts, en. Malm cl. Erts 
fom indeholder Tin. Tingrube, en. G. 
el. Biergværf, hvor Tin vindes. Tin⸗ 
ndel, en. $. med Tin. Tinhandler, en. 
en, fom handler m. Tin ell. Tintasi. Tin: 
Fall, en. Zinafte.  Tinovn, en. O. hvor 
Tinerté fmeltes. Tinrulle, en. Tin ſtobt 
i Plader, fom rulles ſammen.  Tinrætke, 
en. JIndretning i et Katten t, at fætte Tin⸗ 
fabe og Zallerfener paa. Tinſteen, en. f. 
Tinerts. Tinſtober, en. d. f. ſ. Kandeſts⸗ 
ber. Tintoi, et. det, ſom cv giort af Tin, 
Tind, Tinde, en. pl. Tinder. IJ. Tindr. 
Sv. Tinne.] 1. den overſte Top, Spids 
af noget. fastigium. Teraplets Tinde. 
Biergets Tinde, (I St. for: Tinde fores 
kommer: ”Paa Tindingen af Templet.” 
Matth. 4. 5. Luc, 4. 9. Bib. af 1550 og 
nyere Overf.) 2. Tinder p. en Muur 5: 
ben sverfte, med Skaar ell. Udſnit forſynede 
Rand p. gamle Taarn⸗ ell. Borgmure. [X. 
Sinne. I. Tindr, Tand ien Rive, m. m. 
Sv. Harftinne, Harvtand.] 

Tinding, en. pl.-er. ISv. Tinniag. N. 
6. Duune, Dunning.] den Deel af 
Hovedets Sider, fom er over og ud for Øies 
huulningen, hvor Hierneſtallen er tyndeſt. 
Man feer Pulsaaren flage i Tindingerne. 
(ivf. Tind, 1.) Tindingebeen, et. pl, d. 


J 
i 


314 


Det er en ſnurrig, underlig T. 


Tindingebeen — Ting. 


f. de Been I Hierneſtallen, ſom udglore Tin⸗ 
dingen.  Tindingehaar, pl. Haar, foln 
vore over el. omkring Tindingen. 

Tindre, v. n. 1. hat. [Sv. tindra.] 
give et klart og ligeſom gniſtrende Sin. 
»Skient, fom Nattens alvorlige Bina, 
naar Stiernerne tindre giennem det hvæls 
vede Rum.” Hertz. Naar p. jævne Fla⸗ 
des blanke Snee m. Farvers Blinken Maa⸗ 
nens Straaler tindre.“ Fr. Guldb. Dens 
des Haar tindrede af Diamanter. Ti 
de Dine. ”Dit lyfe Oie tindrer af Uſtyl⸗ 
dighedens rene Slands.” Baggeſen. ”Dfte 
findecde Glæde i hans Die v. en fremmed 
Lytte.” Kampmann. — Deraf: Tindren, 
en. ud. pl. Stiernernes Tindren. 

1. Ting, en. pl. d. f. (Sv. ding. 2. 
Ding.] 1.9 Alm. noget, ſom er til ell. fore 
tan tœnkes; enhver tilværende, el. mulig 
Gienſtand. (jvf. alting, ingenting, nogen⸗ 
ting.) At have ſtore T. for, i Sinde. Jeg 
har en Ting (noget) i Sinde. Der fatter 
fun en ringe Ting (lidet.) Den Ting (det, 
fom der tales, handles om) forftaaer, begri⸗ 
ber jeg ikke. Den T. maa vi fale nærmere 
om. - Dev ev noget galt v. Tingen. (jvf. 
Sag.) 2. en enkelt Sienftand, et Indivis 
duum, hvis egentlige Ravn man ikke kiender 
ell, vil bruge. Hvad mon den Ting i faldes ? 

god, 
nyttig T. Jeg fane ham bære to forftiellige 
T. (f. Tingejt.) 3. i mere indjtræntet 
Bemærfelfe: det, fom bruges; det, der ties 
yer t. Redſtab; Værttsi, Bohave, Isi. 
(jvf. Sager.) Han har ikke de Ting, han 
ftal bruge dertil. Han lod alle fine Ting 
ligge. Alls diſſe T. here ham til. 4. 
Lovkyndigheden: enhver Gienſtand for Rets⸗ 
forhold, der ei cv en Perſon. (res.), Tiuz 
genes Net. 5. undertiden meft i d. Tale 
og altid £ pl. for: Slerning , Forretning. 
Han fan endnu beførge fine T. at tage vare 
p. fine T. beſtikke fine Ting. == Tingeft, en. 
pl--er, dette Ord, ſom i ældre Dang uns 
ertiden br. for Ting (f. Gr. i altingeſt) 
høres nu fun i dagl. Z. i een 
Ting, 2. Hvad er dette for eu Tingeſt? 
En ſaadan T. bar jeg aldrig for fect. (Om 
Perſoner i lav Tale og af Foragt.) 
. 2. Ting, et. plc. (3. bing. Enkeite ville 
i den nyeſte Tid ſtrive Thing, f. at adſtille 
det fra foregaaende Ord; men dette er imod 
ældre og nyere danſt Skrivebrug; og den nve 
Skrivemaade har hos os ikke fundet Ind⸗ 
ang.] 1. Sted, hvor Rettergang holdes og 
Dager dommes. At møde p. Tinget, føres" 
t. Tinget. Birketing, Herredsting, Byting, 
Landéting. 2. Retten, ſom holdes p. Tin⸗ 
get. At fætte Tinget 0: begvnde Retten. 
At holde Ting 3: pleie Retten, ſidde i Retten 
fom Dommer. Kongen holdt fordum T. med 
Almuen. 3: cen Folkeforſamling, et Fol⸗ 
kemode (forældet ; men brugt i poetiſt Stiil, 











é 1 


og optøget i Norge, T Ordene: Sto , 
Isting.) = a.) Tingbog, en. B. dl. 
Protocol, hvori Rettens Forhandlinger. p. 
Tinget af Skriveren indføres. Tingbord, 
en. Bord i Tingſtuen, hvorved Dommeren, 
Striveren, m. fl. fidde, ( C. Frimann.) 
Tingbrode, en. Forbrydelfe, begdaet paa 
Tinget og imedens Net holdes; og Boder⸗ 
ne, ſom derved falde. Tingbud, et. i vort 
ældre Lovſprog; Zilfigelfe t. Tinget, Stœv⸗ 
ning (at bære Tingbud) og ben, fom fors 
fyndte ſamme, ell. bekiendtgiorde Øvrighez 
dens Befalinger i Sognet. (WMoth.) Tings 
dag, en. Dag i Ugen, hvorpaa Tinget fjols 
des. Tingfolt, Il, de p. Tinget forſam⸗ 
lede Folk. (T. Frimann.) Tinyfred , en. 
den Sikkerhed, ſom kilkommer Borgeren 
p. Tinget, p. Reiſen derhen og derfra. 
Tingfrihed, en. d. ſ. ſ. Tinghelligt. Ting⸗ 
færd, on. Neife t. eller inget. At 
være i Tingferd. Tinghelligt, et. den 
Tid, da ingen Rettergang maa holdes. 
Moth. (Netsferier.) Tinghold, et. den 
Handling, el. Omſteendighed, af Tinget 
holdes. Tingholder, en, fordum: den, 
fom i Dommerens Sted fad i Retten. (K. 
Ander.) Tingbutus,et. H. hvor Imget 
holdes. sen: bet, hvor der holds 
tes Ting el. Folfemsde. (P. Clauſſen.) 
Tinghorer, en. d. f. ſ. Stokkemand. 
Rintghorere, Tingmænd el. Stokkemend. 
OD. Lov. I. 13. 4. Tinglaug, et. Diſtrict, 
hvis Fudbyggere fvare t; cet Ling. ting» 
lyſe, v. a. 2. lyfe op t. Tinge, oplæfe p. 
Tinget, og derefter indføre i Zingbogen, 
Pantebogen, e. d. . At tinglyfe et Stisde, 
en Obligation. (ogſaa: tinglæfe.) Ting⸗ 
—— ef. Tinglæsnings en. Tinglo⸗ 
er, Tingrider, en. d. ſ. ſ. Tingbud ell. 
Tingmand. (Moth.) Tingmand, en. d. 
f. ſ. Unghorer, Stokkemand. tingrette, 
v. n. føre Bag om, føre i Rettergang. (for⸗ 


ældet. ”De Præfters Synd var aabenbar, 


og giordes ifle Behov at fingrette noget 
derom.” Coldings Kirkehiſt.) 
en. Sag, jom bvinges f. Tinget, Retsfag. 
Tingfidder, en. d. f. ſ. Zinghører. Ting⸗ 
ſtriver, en, Skriveren v. et Ting, Byſetri⸗ 
ver, Birfeffriver, Herredsſtriver. (D. Lov. 
1I. 15. 5.) Tingſted, et. S. hvor et Ting, 
ell. en Folkeforſamling holdes el. holdtes. 
Tingſtor, en. fafdtes Benken, ſom Ting⸗ 

fidderne ell. Stokkemendene fidde p. (Mot 
jvf. D. Lov. VI. 14. 8.) 


. 


Tingſtud, ens 


den, ſom vil blande fig i Andres Sagert. 


inge og ophidfe ct. Procos, ell. ſom i at 
føre Sager f. Retten udmærter fig. v. at 
bruge Kroglove og Udflugter. (Rabuliſt.) 
Tingflue, en. S. hvor Ting holdes. Ting⸗ 
vei, en. Vei t. eller fra Tinget. — b.) 
Tingsdom, en. Dom, ſom fældes, affiges 
p. Tinget ell, ved en Net. »Er har m. 
Tingsdom f. ſaadanne Sager forvunden.” 


515 


J 


Tingsſed Nitelbog. 


D. £ov. I. 19. 1. Tingsed, en. Ed, fon 
aflægges p. Tinget, f. Retten. Tingiovid⸗ 
ne, et. Rettens Vidnesbyrd om en for fams 
me, cl. pan Tinget, foregaaet Handling 
el. Sag. At give et Tingsvidne beſtvreyet. 

Tinge, v. n. og a. 1. har. [J. pingia.] 
1. neutr. handle om noget (en Bag, et 
Kiob) f. at fade det p. de bedfte, fordeel⸗ 
agtigſte Vilkaar; underhandte. At tinge 
(underhandle) om Fred. Han tingede læns 
ge m. Kremmeren, før de kunde blive enige 
om Kisbet. At tinge af p. Varer (prutte.) 
” eg feer Statsmauden og Onkeren beſtan⸗ 
digen at tinge op m. hverandre,” Schytte. 
(Indv. Reg. U. 439.) 
tinge. 2. act. afgiore, faae i Rigtighed 2. 
at handle m. cen. At tinge en Vreng i 
Lære. Han har tinget fig, fine Born i Koſt 
hos Fremmede. — ingen, Tingning, en. 
Handlingen at tinge, Husbonden gier ikke 
Tingning m. nogen af dem.” P. Tidemand. 
1564. 

Tinte, — ſmaa hvide Blegner £ 
Fleſt, af en Sygdom hos Svinet. — fintet, 
ad. fom har denne Feil. tintet Fleſt. 

ip, en. pl.-per. (Sv. og E. Tip . ivf. 
Dup.] den yderſte, ſpidſe Gude el. Fig af 
noget. Næfetip. ODretip. =. Tipoldefa⸗ 
der, Tipoldemoder, en. Oldefaderené og 
Oldemoderens Fovældre. ' 

Tippe, v. a. 1. ſtode een efetigen. (Moth.) 

Tiere, v. a. 1. [jvf. tærge, A. S. tirian, 
tyrian: lncessere, fatigars.] opirre t. Vre⸗ 
de, drille. At tirre et Dyr. Man fan 
tirre ham længe, inden han bliver vred. 

- Tirsdag, en. pl.-e. IJ. Tyssdagr.] der 
tredie Dag t Ugen. 

Tiſpe, en. EL se Huu⸗Hund; Zæve. 

Tift, en. Gt Ord, der i nogle Sammenſ. 
bemærfer et Slags Baand, Forbinding. f. 
Aagtiſt, Klokketiſt, Plovtiſt, ſom dog alle 
fielden hores. (jvf. A. S. bisl. Øv. Tistel, 
temo.) — Tiftenayle, en. N. ſom fidder faft 


Moth.) 
Titel, en. pl. Titler. (Sat. Titulus.J 14. 
Overſtrift ell. Udſkrift p, en Bog, der ans 


giver dens Indhold, og ſœdvanl. findes p. 
Forfiden af det forſte Blad i Bogen. ge 
faa: Titel p. Bindet af en Bog; Rygtit 

2. Benævnelfe, der udtrykker den Betiening 


ell. Vordighed, ſom een har i Staten; ell. . 


en Bærdighed, der blot beſtaaer i Navnet, 
og for Hœders Skyld tillægger cen. At give 
cen hans rette T. Alle hans Titler maa 
fætter p. Brevet. At fore Kongetitel. Han 
har T. af Directeur, 

”Saafnart een hos 06 faner et Embede ell. 
en Titel, er han iffe mere Borger.” Snee⸗ 
dorf. —Vitelark, et. det forfte Ark f en 
Bog, ſom indeholder Titelbladet o: det 
Vlad, hvorpaa Bogens T. er krykket. Tis 
telbog, en. 8. hvori Cmbedsmænts cg 


(33%) 


ar EtatéraadssTite. 


jvf. betinge, dags . 


Få 


i PMovaafon , og ſom Fiſten kaſtes over. 
Tingfeg, ( | i . 


N 


& 


t 


N 


be 


⸗fes. 
. Tiæremile,en. den i en (ang Fordybning ops 


[ ) * 
Aitelſyge — Tiære. 


andre Perſoners Titler angives, m. m. 
Titelſyge, en. overdreven Higen efter Tit⸗ 
lev og Rang. — titulere, v. a. 1. at nævne 
cen v. hans Titel. 

Titte, v. n. 1. hat, [Sv. titta.] fee gien⸗ 
nem en Aabning, Spræffe, et Hul. At 
titte ind ad Vinduet. firte giennem et Hul 
P. Plankedoerket. “ Hyrdepigen bag Zræet 
ſtager, og Ud fra Buſtene titter.” Ohlen⸗ 
ft, (ogſaa: fee. nøie' efler noget. Hvad 
titter du efter?) - Titten, en. ud. pl. == 
Titteleg, en. Borneleg, hvori cen ſtiuler 
figen fort Flid f. en anden, og da igien 
titter frem bag, Stiutet. (ritrelege, v. n. 
»Et Skib, fom gled hen i det Gronne, ſyn⸗ 
tes at tittelege m. Flodens Buſtvert.“ 
Baggeſen.) 

Tiur, en. (to Stav.) pl. Tiurer. [Sv. 
Tjåder.] En vild Fugl af Urhanens Slægt, 
Tetrao urogallus. 

Tiære, en. ud. pl. II. S. Tare. N. S. 
Zår.] en tyk harpiragtig Olle, der vindes 
deels v. Kogning af den af adſtill. Maales 
træer udrindende Qvade, (Harpir) deels v. 
at brænde Vedet ell. Rodderne af diſſe Træer 
v. langſom ID. At brænde T.— Tiærez 
brænder, en. den, ſom forſtager af brænde 


og koge T. ell. fom har Opſyn m. et Tiæres 


brænderi.  Tiærebærme,en. et tyndere og 
tingere Stags Ziære, end den, fom i 
Almindelighed bruges. Ticregalde, en. 
Et forligt Band, fom vindes v. Ticre⸗ 
, Brænding, og bruges m. Fordeel i Mess 
fingværtørne. (Funke N. Hiſt. UI. 638.) 
Tiæregravsell. Tiæregrube, en. En hels 
bende Groft i Jorden, hvori de Rødder 
lægges, fom man v. laugſom Ild bræem 
der Ticere af. Tiærehuus, et. 1. et Huus 
v. Skibsvderfter, hvor Ticeren koges i ind⸗ 
murede Kiedler.2. kigeledes v. ſtore Re⸗ 
verbaner og Skbsvcerfter: et Huus hvor 
Zougvært tieeres. Ticrehytte, en. Huus, 
hvor Tiorre brændes ell. foges. Ticrekan⸗ 
de, en. Et: Træekar, dannet ſom en Kande, 
hvori T. ler Vognſmorelſe fores. Tiæs 
vekiedel, en. K.hvori⸗Ticere hoges cl. rens 
Tiærckoſt, en. KK til at tære med. 


ſtablede Dynge af Træ'og Rødder, hvoraf 
FF; brændes. Ticreovn, en. Dva, hvori 
Ziære brændes, I Stedet f. i Miler. Tic⸗ 
retonde, en. Tønde, hvori 2. giemmet ell. 
Har været giemt. At brænde Tiæretønder, 
Tiæreurt, en. En Plante m., fmutfe røde 
Blomfſter, hvis Stængel altid er meget klœb⸗ 
rig under Sedene. Lychnis viscaria. Tiæz 
"gevand/et. V. ſom gydes p. Ziære f. at 
blandes m. nogle af dens Beftanddele, og 
fom en Tid brugtes t. Legedom. Neel 
Ziære, v. a. 1, overſmore, beftenge m. 
Ticere. At tiære et Stib, et Plankevork. 
* Tiærehuns, ef. f. ovenfor, under n. s. 
Siecere. Tiareſtuur, ét. Ct.v. Siderne 


/ 
ø 


8516 


* 


Zicre —bvetsaft. 


aabent Skuur v. SHibsværftct, hvorunder 
Fartsler tiberes. — 

Tiorn, en. pl.-e. [3. Byrnir.) En Bu ſt⸗ 
vært, ſom har Torne; en Tornebuſt, ell. 
Tiornebuſt. = Tiornefatzle, en. tveget 
Stang, hvormed man fløder Tiornene ſam⸗ 
men i et Gierde. (Moth.) tiornefuld, adj. 
fom har mange Tiorne, er fuld af T. — 
Tiernegierde, et. Gierde, fat af Tierneriis. 
Tiernehæf , en. plantet Hœk af Ftlørne. 
Tiernefrat,et. Underſtov af Ziørne. Tior⸗ 
nelund, en. liden Skov af Tierne. (Moth.) 
Tierneriis, ef. pl. d. ſ. Grene af Tisrne⸗ 
buſte. Tiornetyv (cl. tyve) en. En Fort, 
t. af gribe og holde Tiorneriis. (Moth.) 

To, Talord. (2.) Fél. tveir, tvær, två. 
kf. tyende, ag anden,] == toaarig, adj. to 

ar gammel. tobenet, adj. fom har fo 
Been. tobladet, adj. fom Har to Bla⸗ 
de. Todæltfer, en. et Skib, fom har fo 
Dek, og (p. Krigsſtibe) en, Rad Kanoner 
p. hvert Dek. ct æredætfer.) tofeld, adv. 
to Sange. tofold faa meget. (f. tvefold, 
tvefoldig. tofolds br. fom adj. Et fofolde 
£æg.) topundig, topunds, adj. ſom veier 
to Pund, En topundig ell. topunds Kugle. 
Topunder, en, Kanon, fom finder en tos 
punder Kugle. — toradet, adj. ſom har to 
Rader af noget, er i te Rader. toradet 
Byg. — toſtavelſes, br. ſom adj. toſta⸗ 
velfes Ord, (Det ſtrives ogſan fem Subſt. 
To avelſes⸗Ord.) 

Tobak, en. ud. pL 1. En oprindelig 
amerikanſt Plante, hvoraf givet adſtillige 
Arter; Tobaksplante. Nicotiana. Taba- 
cum. At plante, dyrke, avle T. 2. de p. 
forſtiellig Maade tilberedede Blade af To⸗ 
bakken. Rogtobakh Snuustobak, Skraa⸗ 
tobak. At-røge, ſnuſe, ſtraue T. To⸗ 
baksavl, en. det, at dyrke og avle T. To⸗ 

haksblad, et. B. af Tohaksplanten. To⸗ 
bafstgafe, en. D. hvori Tobak giemmes. 
Tobaksdamp, en. D. af Tobak, ſom ans 
tændes ell. røges. Tobakofabrif en. F. 
hvor Rog⸗ og Snuustobak tilberedes. To⸗ 
bakshandler, en. den, ſom handler med T. 
Tobaksklyſteer, et. K. af Band, hvori To⸗ 
dat er kogt. TobatÉolie, en. Gu bidende, 
olieagtig Saft, "der afſondres af Todakken. 
Tobafspibe, cm, En Sudretming t. at roge 
tør.) Tobakoplante, en. En enkelt Plante 
af. Cobak⸗ Clægten. Tobaksplantning, 
en. 1, Gierningen at plante T. - 2. Jord, 
ſom anvendes.t, Tobaksavl. Tobakspung, 
en. P. hvori Rogtobak giemmes og fores t. 
Brug. Tobaksrulle, en. torrede Tobaks⸗ 
blade i en vis Mængde, dannede f. en Rulle. 
Tobafsrøg, en. R. fom gaaer af antændt 
2. Tobaksroger, en. den, fom har Bane 
at rege T. At være en ſterk T. Tobaks⸗ 
ſaft, en. Saft el. Podſte, der ved Rogning 
el. paa anden Maade afſondpes af Tobak⸗ 





Lobakeſpinder — Told. 


ken. Tobarsſpinder, en. den, fork v. en 
Maſtine fpinder ell. danner Tobalsblade ft. 
Ruller. Tobaksſpinderi, et. Indretning, 
hvor Tobak ſyindes. 

Toe, v.a.1. [J. at. pvo.] renſe, gier 
noget reent v. Hielp af en Bedſte; vafte, 
afſkylle m. Band. (ſ. tvætte.) At toe no⸗ 
get I Vand, i Lud oa: renſe v. at ſtylle og 
guide det i Vandet. At toe Ureenlighed af 
noget. At toe noget af m. en vaad Svamp. 
At toe fig. At tøe Pletter af noget. At 
toe op; absol. 0: renſe Køtfentar v. at 
ſtylle dem i Vand, — Deraf: Toen, en. 
Gierningen af foc. Hun udretter intet m. 
al fin Toen og Tvætten. 

"1. Toft,en. pl.-er. [I. Tåft. &v. Tomt, 
Topt.] et Stykke Jord, en Ager, fom lig⸗ 
ger nærmeft og umiddelbar ved ell. uden for 
en: Bondegaard. (jvf. Tomt, fom i Dante 
har en anden Bemært.)=— Deraf: Tofte⸗ 
gicld, en. tilforn: et Slags Jordſtyld. ()) 

. 9.0.  Toftejord, en. d. f. f. Toft. 
(Moth.) Tofteport, en. Port fra Gaar⸗ 
Den ud til Toften. ' 

2. Toft, en. pl. —er. IJ. Poͤpta. A. S. 
bofta.] Bånt | en Baad, Roerbenk. 

Tog, et. pl. d. f. Sv. åg N. S. Tog. 
3. Tog, Træffen, af toga.] eaenti. and: 
lingen, at drage hent. et Sted; men br. 
tfær om Krigsfærd , el. hele Foltcfærds, 
Krigthæres Vandringer. Aleranderé T. til 
Indien. Napoleons T. til Rusland. Paa 
deres T. mod Sonden, ſtandſede Longobar⸗ 
derne i DPvre⸗Italien. ſ. Indtog, Krigẽetog, 
Korstog, Sotog, Rovertog. 2. tindertis 
den ogſaa om den Folfemængde, fom drager 
bort, forbi, 0. f. v. Et T. af Soldater. 
Vi ſage hele Toget komme her forbi. (f. 
.iigtog, Optog, Broningstog,) = Tog: 
orden, en. den Orden, Folge, hvori et Tog 
gaaer for fig, el. en Hœr drager frem; 
Marsorden. (P. Giauffen.) — Togt, et. d. 
ſ. f. Zog, Krigétog, Setog. (mindre brugek) 

Togger, et. pl.—e. et Slagus Fiſtegarn. 

Moth.) Ivf. Ny D. Mag. V. 201. — 

eraf: toggre, v. n. fiſte p. Bandet i Baade. 

kbe, v.n. 1. (har.) 1. viſe fig toſſet 
i Gierning cl. Adfærd; toſſe, fiante. At 
toffe imellem elleve og fem. (Haisgaard.) 
Sv. Tok, en Toſſe, og tokig. 2. flumpe 
til. At. folfe til at giore noget. Moth.) 
Deraf: Tolfeffifre , et. ſom giores p. 
Slump, uden nsiagtig Deling. (Moth.) 

Tol, en. pl.-lé. ſmaaſtee det Isl. og Øv. 
Tol, Redſtab.] .1. noget t. at ſtikke i et 
Hul, en Munding, f. at luffe ſamme; en 
Prop, Flaſtetol. (Told, Moth.) 2. Pinde 
i Nælingen af en Baad, hvorimellem Aaretr 
ne bevæges ; Aaretol. (fotrmodentl. fordi de 
fættes ned i: boret: Hul.) — Tollegang, 
en. flisfantet Aabning i Savetbordet p. 
Baate, i St. f. Aaretolle. 

TOR, én, ud, pl. IJ. Tolir. R, 6. og E. 


- 


ÉKÉBM… N 


* od 


527, 


eft — Fed vig. 


Toll. Ev. Tull.] Afgift, ſom betales" t. 
Staten af Varer , der indføres i Landet, 
udfores, ell. fores igiennem Landet. Ar 
give T. betale, ſpare T. af noget. . At paa⸗ 
lægge en ny T. Havnetold, Brotold 
(Schytte.) Stromtold, Sotold, Landtold, 
Mellemrigstold. ⸗ Toldanordning, en. A. 
fom vedkommer Tolden, foreſttiver hvoraf 
og hvorledes den ſtal betales. Toldbe⸗ 
tient, en. ringere Betient, ſom er anſat v. 
Toldens Oppebørfel ell. Varernes Underſo⸗ 
gelfe, og f. at hindre Toldſvig. Toldbaad, 
en. Baad, hvori Toldbetiente krydſe v. Ky⸗ 
fterne, f. at hindre. Zoldfvig. Toldbod, 
cen. Bngning v. en Havn, hvor Barer, ſom 
føres i Land, underføges og Tolden betales, 
m. m. Toldbon, en. Anordning f. Tol⸗ 
den af forſtiellige Slags Varer. (Toldtarif.) 
J. Boye. Toldflag, et. kongeligt F. ſom 
fores p. en Toldbaad, en Krodẽbaad, ell. et 
lignende Fartoi. Toldforordning. en, d. 
f. ſ. Toldanordning. Toldforpagter, en. 
den, fom imod en beftemt aarlig Afgift t, 
Staten oppebærer Tolden, ell. viſſe Told⸗ 
indtægter. Toldforvalter, en. den, ſom 


p. Kongens Vegne oppebærer og aflægger , 


Regnſtabef. Tolden, ifær i et Se⸗Toldſted; 
Told⸗Inſpecteur. toldfri, adj. ſom ei bes 
tales T. af. Toldfrihed, en. Fritagelſe f. 
at betale Told. Toldindtægter, pl Stats⸗ 
indtægter, fom indkomme af Tolden. Told⸗ 


kammer, et. kongeligt Collegium ell. andet 


Samfund, ſom Opſyn m. Tolden åg Told⸗ 
væfenet et overdraget. Toldkar, ct. Kar, 
Hvori der foldes p. Mollerne. (f. .tolde,) 


Toldkiſte, en. tilforn : en laaſet Kiſte, hvori 


Zolden (f. E. ved Ørefund) blev faftet og 
giemt. 
Varer, t. Beviis p. at de ere fortoldede. 


toldpligtig, adj. forpligtet t. at betale T. 


Toldmærke, et. M. ſom ſœttes p. 


% 


Toldretrighed, en. R. til at hæve Told. 


Toldrider, en. vidende Toldbetient. Schytte. 


(Indv. Reg. 11. 441.) Toldrulle,en. For: 
tegnelfe p. toldpligtige Barer, m. Angivelſe 
så hvor flor T. deraf fvares. “At nævne 
Priſen p. de Vare, ſom ikke ere anførte pas 
Toldrullen.“ Sntte. 

Beviis f. at Tolden af noget er betalt. 
Toldfegl, et. S. ſom af Toldbetiente fæts 


Toldfeddel, en. , 


fes for Barer, der oplægges, lægget under . 


Beſlag, ell. fom man vil ſtikke udabnede 
fennim Landet, Toldſtriver, en. den, 
om holder Bog over Tolden. 
et. Sted, hvor T. betales af Varer, ſom 
føres ind ef. igiennem. Et So⸗Toldſted, 
Grændfe = Toldfted. : Toldftempel, ct. 
Stempel, der anvendes ligeſom Toldmerke 
cl. Toidſegl. Toldfvig, en. den Hand⸗ 
ling, v. hemmelig at ind⸗ eller udføre Varer, 
at fvige Regieringen f. den befalede Told. 
"Naar man farm flutte fig til, af den Rei⸗ 
fende ei fun være uvidende om Toldſtedet, 
da har egentlig Toldſovig Sted.” Schytte. 


ø 


Toldfted, ' 





Toldveeſen — Toni. 


Toldveſen, et. aft bet ; ſom vedkommer 
Toldend et Land. 

Tolde, v. a. og n. 1. give · Told (ſ. fors, 
toldo) it. give Told af Malekorn p. Møllen 
3: Korn i Toldkarret (zp Tønde. Moth. 
ze Skieppe. Baden.) i St. for Malclan i 

enge. 2. tage Zold af Kornet i Mulelgn. 

n Meller tolder f. færtt af Bøndernes 
Korn. ”Mølleren er aldrig (aa drukken, at 
han glemmer at folde.” Ordſpr. (P. Syv.) 

Colder, en. pl.-e. den. ſom oppeberet 
Jolden, ell. bar Dyfyn dermed; Toldfor⸗ 


Valter. , 
Tolk, cn. pl.-e. IJ. Tulkr…. Gv. og N. 
S. Tolk] den, ſom tolker ell. overfætter 


en andens Tale i et fremmedt Sprog f. en 
tredie ell. flere, ſom ei forftaae det. (br. 
fædvanlig fun om den, der mundtligen uds 
fægger andres Ord. jvf. Fortolker, Over⸗ 
fætter.) Syge. og poet. om livloſe Gien⸗ 

ande. ”D Graad! du Glædens taufe 
Tolk,” Evald, 

Tolfe, v.a. 1. udlægge, forklare det, der 
figes el. rives i eet Syrog, p. ct andet. 
fig. Ord kunne ef tolke mine Folelſer. 
” vor jeg nyde ſtal — hvad ingen Tunge, 
ingen Ord mig tolke her.” Bagg. “Alt, 
faa tyt'des det mig, tolked et ældgammelt 
Sagn.“ Ohlenſchl. — Tolfning,en. pl.-er. 

Tollekniv, en. ſ. Tallekniv el. Taltze⸗ 


iv. . . , 
Tolv, Talord. q 2) hvoraf Ordenstallet : 
den tolvte, — folvgarig, tolvaars, adj. 
fom har tolv Aars Alder. Tolvfins 
gertarm, en. En af de længfte Tarme i 
det mennejtelige Legeme og hos Patte⸗ 
dyr. Tolvkant, en. Figur, fom har 12 
Kanter, ell, ev tolvfantet.  Tolvprædi: 
Fen, en. P. ſom p. viſſe Helligdage. holdes 
, KL. 12 om Middagen. Tolvpunder, en. 
Kanon, ſom ſtyder en tolvpundig Kugle. 
kaldes ogſaa: en tolvpundig Karton.) — 
olvtedeel, en. . Fem Tolvtedele. 
(Tolvtg. fr. Moth. forældet.) . 
Tom, adj. pl. tomme. [JJ. tåmr.] 1. 
egentl. om ct huult Rum: itfe opfyldt ell. 
udfyldt. (ſ. ledig.) En tom Tente. Gt 
tomt, lufttomt Rum. Glaffet er tomt. 
» Den Pung er tom, ſom Andres Penge 
ligge udi.” Ordſpr. Pungen er tom. Jeg 
- fandt hele Hufet øde og fromt (uden Menne⸗ 
fler.) — Daſaa: ubefadt (om et fladt Rum.) 
At giore tomt p. Bordet. At Høre m. tom 
Vogn. (uden £æs.) Vognen kierte tom 
tilbage. At fiere p. en tom Vogn 0: ſom 
et er læfjet. (jvf. ledig. ”Tomt' ev det 
Rum fon ikke er opfyldt; ledig den Plade, 
fom ei ev beſat; men opfylde maa fife altid 
forſtaaos om det fulde Indhold ; thi en Ting, 
fom fun indeholder noget af det, den fan 
tage imod, er derfor ikke tom. — Tomme 
Werrelſer ere de, hvor intet Boftab el. andet 
" faadant. findes; ledige Verelſer de, hvor 


518 


Tom — Tone. 


Jugen ber.” Sporon.) (jvf. tomme.) 2. 
gurvl, udtrykkes derved en Mangel p. usgst, 
fær p. Kundſtab, Forſtand, Grundighed, 

Eftertryk, Folelſe, ſand Glede o. bd. 

»Mange komme hiem m. en tom Pung, og 
et tigefaa tomt Hoved.” Jacobi. “En tom 
Hierne, tom for nnttige Kundſtaber og 

grundige Indfigter.” Baſth. 3. ligeledes 
om det, fom fun har Skinnet af hvad det 

foreſtiller el. udgives for. Tomme Ord, 

Løfter. 'Snart han igien f. tomme Trud: 

få bæver.” Rein. En tom Forfængeligs 
ed og Pragtſyge. Et tomt pierte. "Dans 
ge — fandt endog Livets Lyft faa tom, at 
de ikke ſtiottede om at nyde der,” Mynſter. 

Tomhed, en. ulk pl. Beſtaffenheden, at 

være tom. Ogſaa fig. Tomhed i Sicten. 

” Den Tomhed og Kledſomhed, der utbreder 
fig i hans Sicel, vil ogſag gisre ham Ver⸗ 
ben øde og tom.” Mynſter. — tomhiernet, 
ad. fig. uden Klogſtab, uforftantig, dum. 
tomhændet, adj. fon intet har i Henderne. 
Gun maatte gane tomhændet bort. ”Zil 
Templet maatte Ingen fomme t 
det.” (uden Gaver.) D. Guldb. Tom⸗ 
ændet han møder dog.iffe.” Herz. Tom⸗ 

et ci tilbage maa du vandre.” Fibigers 
ophotles. 

Tombak, et. Et Slags blandet Metal af 
guul Farve, fammenfat af Kobber, Mes⸗ 
fing og Tin, ell. paa anden Maade. Gt 
Tombaks uhr. 

Tome (af en Bog) ſ. Bind, Deel. 

Tomling, en. ſ. Tumling. 

Tomme, en. pi.r. IJ. bumlungr.] et 
£Længdemaal, der omtrent udgier Tommel⸗ 
fingerené Brede, Ty Fod ag Ac Alen. Fem 
Tommer lang. En Længde, Brede af.12 
Tommer. — Tommemacl, et. Maal efter 
Tommer. Tonmeſtok, en. et Alenmaal, 
hvorpaa Tommer og Linier ere afſatte. 

Tommelfinger , en. pl. - fingre. ISv. 
Tumme. 3. bumal-fingr.] den e og 
tykkeſte Finger paa Haanden, der ſidder no⸗ 
get lavere end de svrige. (Sieldnere brus 
ges : Tommeltaa, der fædvanl. kaldes: den 
ftore Zaa.) —= Deraf: Tommelffrue, (ell. 
Tommeffrue) en. Skrue, hvormed mar til⸗ 
forn klemte Tommelfingeren p. dem, form 
bragtes under Tortur. 

omt, en. pl.-er. Sv. Tomt.] en tom 

Plads, hvorpaa en Bygning har faaet, ell. 
fom er beftemt t. en Bygnings Opføvelfe ; 
Grund, Byggeplads. — Tomtegruus, et. 
Gruus, fom findes p. eller bortfores fra en 
ſaadan Plads. 

7 Tone, en. I.- . TZ. Ton. E. Tone, 
Tune. jvf. Den.] 1. en Lyd, Slang; 
faavel i Almindelighed, ſom og en enkelt 
Lyd, der høres f. fig ſelv. At give en T. 

fra fig. Dette Klaveer har en behagelig T. 

En hai, dub T. (i Sang.) At fonge af den 

vøtte E… Halve, hele Conse (i Mhufiten.) 


[4 


en 


NVone — Tonerig. 


… (ff. lang.) ”Cuhver Tone er en Kang 
(Gl. eyd;) men iffe tværtimod. Tone er 
en i Su fiten tiendt og vedtagen Klang, li⸗ 

geſom ogſaa en m. de brugelige Inſtrumen⸗ 

kers Natur paſſende Klang. — En Tone er 
fun cen og enkelt; en Klang fan være en⸗ 
felt, og ſammenſat af flere Toner.” Spo⸗ 
ron. 2. Melodie. Jeg Fiender ikke To⸗ 
nen f. denne Gang; den gaaer paa, efter, 
ien anden T. 3. Maaden, at hæve Stem⸗ 
men i Tale, og at lade den ſynke, at tale 
helt og ftærtt, eſlet m. fagtere, fvagere Roſt. 

At forandre Tonen ; at tale beftandig i cen 

T. tale i en klagende, bedende, myndig, bes 

falende T. (hvilfet tillige gaaer ud p. Ord 

og Udtryk.) 4. cu Staveiſes Længde i Ud⸗ 
talen (f. Tonehold og Tonefald.) At lægge 

Tonen p. en ürigtig Stavelſe. 3. en vis 

Art og Maade, faavel at udtrykke, fom at 

opføre fig p. i det ſelſtabelige Liv; m. Henſyn 

p. hvad Etik og Mode deri foreftrive. Den 

gode Tone. 

me Cirfler, At angive Tonen i ct Selſtab, 
len By. 6. Tone i et Maleri (Farvetone) 

Faldes Farvernes Forhold t. hverandre og 

en enkelt Farves Overvægt. En lys, mørt, 

guul; grøn T. = Toncart, en. pl.-er. i 

Muſiken: den i et muficalſt Stykke hers 

ſtende Zone. Tonefald, et. i Sproglæs 

ren: Lydens forftærfede Eftertryk p. en vis 

Stavelſe i et Ord, ſom udtales. (Accent.) 

Uegentl. om Sangtoner: ”Du fødte Cans 

erinde, lær mig det rene Tonefald,” C. 
rimann (om Nattergalen.) tonefuld, 

adj. 1. ſom der er megen Éyd el, Tone i, 

fom [yder reent og ſterkt. En tone fuld 

Stemme. 2. opfyldt m. Toner vor 

mange feNecuge Toner høres. ”Den tos 

nefulde Stor,” Storm. Toneſolge, et. 

F. af Toner i en Melodie. Tonchold, et. 

1. d. ſ. ſ. Zone, 4; Stavelſers Betoning i 

Udtalen; ell. det, at Lyden hoiler længere 

ell. kortere Tid p. en Stavelſe, at en Sta: 

velfe dt Udtalen faaer meer ell. mindre Ef⸗ 
tertryk. (Hsisgaard.) 2. i Muſiken: den 

Tidsvarighed, fom gives en frembragt Tone. 

TondFontt, en. Indfigt i Tonernes Natur, 

Forhold og Anvendelſe; theoretiſt Muſik, 

Mufitens Theorie. Tonckonſtner, en. den, 

ſom har Indfigs I Tonekonſten. (begge Ord 

ere nye og br. ikke meget.) Toneleg, en. 
poet. Mufik, Strængeleg. ”Lad fun Cone: 
ul; og Sang din Aand oplive.” 9. Brun. 

neleb, et. (el. blot Lob) kaldes i Mu⸗ 
filen en Sætfemaade, v. hvilfen hurtige 

Toner trinvits ftige og falde. Toneles, 

adj. 1. uden Tone, fom ingen Zone fan 

frembringe. Ingemann.) 2. fom Zonen 
fle falder pan; ubetonet. En tonelos 

Stavelſe. Tonemaal, et. Maal p. Zoner: 

nes Varighed. Toneqpad, et. lyriſt Digt, 

Sangdigt. (Baggeſen.) Toneredſtab, et. 

muſicalſt Inſtrument. tonerig, adj. rig 


tte ev Tonen i de fornem⸗ 


Xonerig — 3op. 


Toner, klangrig. Et tonerigt Sprog. 
et. Tonens —e— , Fra 
n hetere f. en lavere, e. d. (Ambergé 
Ordb.)  Toneftrald., et. ſtork, ſtralden⸗ 
de Zone. 'Baſunens Toneftrald.“ Tul⸗ 


"lin. “Gientagne Toneſtrald fra Dal t. Dal 


fig hæve.” E. Colbiornſen. Toneſlag, 
et. (for: Toneflags? ell. blot om Tonens 
nn 8 ret, * Buglefan ) Den 
ſamme Skov mig gav ielligt Toneſlag. 
A. Bull. (Dovre — 26.) es. 
ſtrom, en. fig. ct hurtigt Folge af livfulde 
Zoner, ”Seg hører — en Toneftrem, en. 
meer end jordift Stemme.“ Storm. To: 
neftytTe, et. En efter Muſikens Love ordnet 

orbindelfe og Følge af Zoner; et Mufik⸗ 

ytke, en Melodie, (Engelst.) Tonetegn, 
et. 1, Tegn p. Tonerne I Muſiken; Node. 
2. Tegn p. Toneholdet; Accent. Tone⸗ 
frin, ct. I Muſiken: Afſtand imellem to ell. 
flere Toner. Toneverling,en, d. f. f. To⸗ 
neſtifte. Tonevæld, et. fig. den Rigdom 
af Toner, ſom v. Mufit og Sang kunne 
fremkaldes. “Den Uvelige Klang , vort 
Nordi Sydens Tonevald tilbeder.” Bagg. 
”Det ſtrommende Tonevald vi falde Melo: 


die.” C. Hauch. 
Tone, v. n. sg a.1. har. IT. toͤnen.] 
1. neutr. give Toner fra fig, lyde, Sans. 
gen tonede hoit giennem Skoven. “Som 
Bolgens Lyd, der toner mod en eenſom 
Klippes Fod.” Evald. 2. act. tilkiendegibe 
v. Zoner. Deres Sang tonede Glæde. 
(fjeldnere . og i hoiere Still.)  ”Da tongde 
rglet af fig felv en Sorgeklang.“ Ohlenſchl. 
one, v. a. og n. 1. [(Holl. og N. S. 
tonen, vife, ostendere. Toon, Stue.] 1. 
act. i Gemantsfproget :. At tone Flag o: 
heiſe en vis Nations Flag p. Skibsmaſten. 
2. neutr. ligeledes: hæve fig over Havet, 
vife fig hølere end Havet. (om Kyſter, der 
fees i Afſtand.) Landet toner høit. Den 
[vengte Kyſt toner høit If Dag. — Deraf: 
oning. f. Sortoning, Landtoning. 
Top, en. pl.-pe. [A.S. og Sv. Topp. 
N. S. Top.] 1. den øverfte Deel, Spids, 
Endepunkt af noget opreiſt. Iſer i føl: 
gende Tilfælde: Toppen af et Bierg, af 
en Hoi. Biergtop (modf. Foden.) T. paa 
en Maſt. En Huem. Top, m. ſpids T. 
Toppen p. et Træ (det sverfte af Stammen; 
i Modſ. t. Roden, Bullen, Grenene.) 
Toppen p. Urter. (ſaaledes om Kekkenur⸗ 
ter, hvoraf ogſaa Roden nyttes. En Per⸗ 
filletop, Sellerietop.) Top (o: en Buſt af 
opftaaende Fiedre) p. Hons, Wnder og an: 
dre (toppede) Fugle. (Crista.) Haartop (p. 
Mennefter.) Fra Top t. Zaa, fra Egen 
t. Fodſaalen. Med Top og Zavl. f. Tavl. 
At kiore m. Topper (o: Metaltopper, fæs 
ſtede i Seletsiet over Heſtens Pande.) 2. 
et kegledannet Legeme, ſom endes i en Top 
ell. Spids. Saaledes: en Top, hvormed 


.… pen. (om Urter.) 





OJ 
ON 


⸗ 


Lop — LToppet. 
Børn lege, En Top Sutter, ell. Gutter: 
top. — Topand, en. Eu toppet And. 
Topdue, en. Due m. Top. 
Zeiu Topende, en. den Ende af et 
ældet Zræ éll. en Stamme, fom vender 
mod Toppen (modſ. Rodenden.) 2 
"De, en. Flade p. Toppen af en Hoide. 
Topfladen af et. Bierg. ”Topfladen af 
Klofketaarnet.“ Bagg. topfrønnet (ll. 
fornet) adj. frønnet , udgaaet i Toppen. 
(am Træer.) Tophue, en. Hue, fom gaaer 
op fen Gpidd eler T. Tophone, en. En 
toppet Hone. Toplente, cen. t, Skibs: et 
langt Toug, der tiener t, at holde Raagen i 
horizontal Stilling. (Nan figer: at toppe 
. og brafe Rævrne 9; give dem en horizontal 
ci. verticat Stilling.) Toplærfe,cn. et 
Slags Lærfer m. Top. Alauda cristata. 
topløs , ad). fom er uden Top, (Chr. Pe⸗ 
derfen.)  Topmaadl, et, Gierningen at 
maale Zønden cl. Skieppen (m. Korn) faa 
fuld, at det, ſom maales, reiſer fig i en Top 
Doer Maglekarrets Rand. (mod. Stryg⸗ 
maal.) topmaale, v. a. 2. maale m. Top: 
maal. Toppunkt, et. det øverfte Punkt af 
noget. J Mftronomien :"det P. der tænfes 
p. Himlen lige over et P. paa Jorden ; 
Iſſepunkt, Zenith. topraget, ad;. d. f. f. 
Fronraget. Topfeil, et. kaldes overhove⸗ 
. det de Seil, der ikke anbringes paa Under⸗ 
maſten eller nedenfor Mærfet; ell. paa 
mindre Stibe det Selil af lettere Dug, der 
føreé oven oves Underſeilet. “Og f. faa 
for en Magt fin Hopmods Topſeil ſtry⸗ 
ge.” Bording, Topfeng, en, S. hvis 
Dverdeel fra Stolperne af gaae ſammen 
i en Top. Topſtud, et. Skud i Toppen 
af et Zræ ell. en Urt. (modſ. Rodſfud.) 
topftævne, v. a. 1. hugge Toppen. af et 
Fru, Moth. Ogſaa blot : ftævne.) Top⸗ 
ftævniug , en. Zræeré Stævning i Tops 
pen; modfat: Rodſtævning. (Dlufſen.) 
Topſukker, gt, luttret Sukker, der ſtorknes 
iſen Top. (f. Top. 2.) Topfæt, et, pl. 
—ter, et Slags titforn brugeligt Sæt ell. 
Hovedtei for Fruentimre. (Sneedorf. Patr. 
Tilſt. I, S. 255.) toptor, adj. tør, uds 
torret i Zoppen, ”De * æræer | Sko⸗ 
venes veſtre Udkant ere toptorre.“ Olufſen. 
Topvinkel, en. den V. ſom er v. Toppen af 
en Triangel. topviſſen, adj. viſſen i Top⸗ 


Top! et Udraabsord, hvormed man ind⸗ 
gager et Forflag, 
Topas, en. pl.-er. en Xdelſteen af guul 
Farve, ſom i Gaardhed og Vardi fættes 
efter Saphiren. i 

Toppe, v. a. ogrec. 1. danne noget ten 
Top. (Moth.) toppe fig, recipr. reiſe fig i 
en Top, danne en Top. Bølgerne foppe fn. 

Toppet, adj. [af Top.] fom er fovfunet 
m. en Top; ell. ſom gauer op, ender figt 


Fa 
' 


20 


- og hst Stemme, 


£ 


Loppet — Lordenveir. 


en Top. Toppede Hans. En toppet (toys 
maalt) Skieppe. 
Torbiſt, en, pl.-er. [fvarer t. det Angelſ. 
Tord-viſel, vort Skarnbaſſe, af Tord, 
Cfarn.] et Navn, fom gives Starnbafjer 
Scarabæi) og andre haardvingede Inſecter, 
om leve i Jorden. 
Torden, en. pl. Tordener fun poet. ISv. 
Tordon. E. Thunder. 3. Duna, Torden⸗ 
ald.] 1. Skraldet el. den dundrende 
yd, ſom Luft⸗Electricitetens Udladning v. 
Lynilden frembringer. Tordenen rullede 
imellem Biergene. 2. Uegentl. a.) for : 
Lyniſd. Tordenen flog ned i Taarnet. (ſ. 
Tordenflag.) b.) d. f. f. Tordenvcir. Der 
trætfer T. op, c.) en Lyd, fom lignet Tor⸗ 
den. Kanonernes T, (f. ogſaa Torden⸗ 
ſtemme.) > Tordenbreg , et, den ftærfe, 
bragende Lyd, ſom Tordenen mctfører ; 
Zotdenffrald. (Ohlenſchl.) “ Kampens Tors 
denbrag.“ S. Blicher. Tordeubulder, ef. 
ſterk, vedholdende Lyd af Torden. (Bagge⸗ 
ſen.) Tordenbyge, en. Regninge , fom 
følger med ell. ter Tordenveir. Torden⸗ 
ron, et. huult, vedvarende Tordenbuſder. 
(S. Blider,) ”Intet lover big at Torz. 
dendronet ef forſtyrrer Nattens Glummer.”? 
F. Guldb. Tordengud, en. Et Tilnavn, 
hvorved Jupiter i den romerſte og Thor i 
den nordiſte Gudelære betegnes. Torden⸗ 
File, en, Lynild, Lvnſtraale. ”Den — fom 


Cd 


ſplintrer Egen m. fin Tordenkile.“ S. Bli⸗ 


er. Men ffær hvor Talen er om dens 
Uftegning, f. E. v. Jupiters Billede, fon 
et Knippe af takkede Straaler i Gudens 
Haand. ”Led f min Kiortelflig, der kan I, 
om J vil, en Tordenkile hitte.” Weffel. 
Tordenleder, cn. bd. f. f. Lynafleder. Tor⸗ 
denlys, et, poet. Lynild, Lys af Lynet. 
”Som m. Tordenlys opklare den ventende 
Skiebne.“ Hertz. Tordennat, en, Nat, 
hvori et Tordenveir herſter. Tordenregn, 
en. ftært Regn, fom følger m. cer etter 
orden. ordenroſt, en. En meget ſtœrk 
Ӯldt er jeg flum, og 
ønffer Tordenraft.” Ingem. Torden: 
ffrald, et, Et enkelt Sktraid, frembragt v. 
Tordenen. “Jeg ingen kynild feer, ei ho⸗ 
ter Tordenſtrald.“ Weſſel. Tordenføv, 
en, elektriſt SÉy, ſom medfører Torden og 
Syn. Tordenflag , ét. d, ſ. ſ. Torden: 
ſtrald, ifær naar dermed tillige forenes Be⸗ 
grebet om Lynet, der flaaer ned. Der kom 
et ſterkt Tordenfigg. fig. Denne Efterret⸗ 
ning var et Tordenflag for ham. Tors: 
Venfteen, en, et Navn, ſom Almuen giver 
de iſer i Hole og Gravſteder fra Hedenold 
[untne Steenkiler og Kpive af Flint. Tors 
enſtemme, en. d. ſ. ſ. Cordenroſt. »Hvil⸗ 
fon Tordenſtemme I et forkielet Øre, iftun 
vant t, Vellyſtens fagte Toner.” Baſth. 
Tordenſtraale ſ. Lynſtraale. Torden⸗ 
veir, et, Weir, ſom medfører Torden, Uveiv. 





- 


'm. ſtor og voldſom Stel. 


J i Tordne — Tortim 


Tordne, v. n. impers. 1. [I. duna. jvf. 
dundre.] har/ 1. om Tordenens Udvikling 
og £yd. Det hat tordnet hele Natten. Bi 
hørte det tordne langt borte. 2. neutr. 
fig. om anden frygtelig ſterk Lyd. Bi have 

ørt Kanonerne tordne. En tordnende 

temme. 3. i dagl. T. ſtielde og jfænde 
At bande og 
tordne. — Tordner, en. ( Tordneren) Jus 
piters Tilnavn. 


Tormaaned, en. bet danſte Navn p. Mar: 


tius el. Marts:Maaned. Tormaanedsol, 


Tiorn, Torn, 3. 


fom er brygget få denne Maaned. ”Tors 


maanedsgriſe ere de bedfte.” Moth. 


Torn, en. pl.-e. [I. porn.] 1. en 
fynd Spids, en Brod; men br. ffær 
om de ſtarpe Spidſer, hvormed nogle Plan: 
ters Blade og Stængler, og endeel Buſt⸗ 
værters Grene og Blomſterſtilke ere beſatte; 
fornemmelig om de fidfte. Det er ham en 
T. i Diet 9: reent utaaleligt. 2. Spidſen, 
Brodden paa et Spænde gt en Solle. 
3. d. f. ſ. Tiorn, el. én m. Torne forfynet 
Buſtvcert. En Roſentorn, Stitfelsbærs 
torn, Hvidtorn, Slaaentorn, o. fl. (uegentl. 
agſaa: KRibgtorn.) ⸗ Tornebuſt, en. ð. ſ. f. 
tornefuld, adj. fald af 
orne; fe. meget msiſommelig. Torne⸗ 
Bierde » ft. Tiernegierde. Tornekrat, et. 

. f. f. Tlørnefrat, Tornefrone, en. K. 
af Grenene p. en Torn. (f. ogfaa under 
Tiern.) Tornefli, en. Sti giennem et 
Tornekrat; ell. figurl. d. ſ. ſ. Tornevei. 
Stevets morte Tornefti.” Ingemann. 
Tornevei, en. poet. en tung, moiſommelig 
Bane; »For hvem jeg valgte Livets Tor⸗ 
nevei.“ Bagg. (Poet. Ep. 63.) — tornet, 
adj. forfonet, beſat m, Torne. - 

Tornføade, en. pl.-r. en Sleegt af fmaa, 
men v. deres Mod og Glubſthed udmærfede 
Fugle. Lanius. (Naynet deraf, at de ſpidde 
fangete Infecter og Smaafugle p. Torne 
omkring deres Reder.) 

Torp, en. ꝑl.ver. Joel. borp.] en Lands⸗ 
by, en liden k 
udflyttet Gaard, eller et enkelt Huus. (D 
£ov,) (Otdet er nu næften forældet; men 
tilovers i en Mængde af vote Landsbyert 
Navne.) . 

Torsdag, en, pl. =e, [I. bårsdagr. E. 
Thursday.] den femte Dag i Ugen, ' 

Torſt, en. pl.-e; [JJ. borskr.] en talrig 


filn, 
fun 


Slægt af — (f. Ruller, Babs" 


liau, 0. fi.) Den egentlige Torff. Gadus 

callarias. — Deraf; Torſtefangſt, Torſte⸗ 

garn, Torſtehoved, Torſtelever, o. fl. 
Tort, en; [Frente] Haan, Spot, Br; 


flæmmelfe. (d. Tale. 


Tortur, en. [Franſt.] én umenneſtelig 
Retsſtik, at anvende Piinsler For at frem: 


. fvinge Betiendelfe af den, der figtes ell. 


mistænkes f; en Forbꝛ vdelſe, ſom iffe v. 


. 024 


lekke (Colding.) en fra Byen 


Tortur — Yofk. 


villig Ztlftaaetfe ell. Vidnesbyrd kan bes 
er bene sr Bidnesberd lan Be 


Torv, ef. pl.-e. jJ. og Sy. Torg.] et 


rummeligt Sted, en aaben Plads inde i 
en Stad, hvor Varer bydes tilfals, og ans 
dre Forhandlinger fee under aaben Him⸗ 
mel, At føre fit Kornt. Torvs, fælge det p. 
Totvtt. ”Naar Narren fommert; Torvs, 
faaer Kremmeren Penge.” Ordſpr. Pigen 
er gaaet p. Torvet (o: hen t. Torvet, f. at 
kiobe.) Markedet holdes p. Torvet. 
firtorv, Slagtertorv, Halmtorv. Tor⸗ 
vebod, en. B. opflaaet p. et Torv, hvori 
noget falbydes, foreviſes, e. d. orve 
bonde, en. B. fom fører Varer ft, Torvet 
f. at fælge dem. Torvedag, en. pl.—e. viffe 
Dage om Ugen, p. hvilke Bonderne ifær kom⸗ 
"met, Torre, Torvedriver, ett. Løsgæn: 
"ger; cen, ſom driver orkeslss om p. Gader og 
orve. (Coldina.) Torvefeier, ci. den, 
fom holder et Torv reent. Torvefred, en. 
lovlig Fred, ſom den bør af nyde, der kom⸗ 
mer.t. Torvs f. at fælge cl. kisbe. Tors 
vefiælling, en. Kone, ſom fidber p. Torvet 
f. at udfælge noget, (Moth.) ekiob, 
et. 1. Indkieb p. Torvet. Jeg har giort 
mit T. 
ell, gieſde p. Torvet. rorvekiobe, v.a. 2. 
kiobe p. Torv ell. Marked, kiobe noget, ſom 
offentlig bydes t. Fal. torvefiobt Qvæg. 
”Torvefiober man ſtiaalne Koſter.“ B. 
Sov. VI, 17. 5. Torvekurv, en. Dantés 
-Furv mm. Laag paa, hvori Pigerne hente 
Varer fra Torvet. Torvelæs, ct. Et Læs 


af Varer, ſom fores t. Torvs, ſom fælges , 


p. Torvet. Torvemand, en. den, fom fæl: 
ger noget p. Torvet. Torvemarked, et. 
Marfed, fom holdes p; et Torv. (Baggeſen, 
Labyr. ll. a1,) Torvemeſter, en. Dettent, 
eee Opfon m. Kieb og Salg, anvl⸗ 
er de Gælgende Plade, og holder Orden p. 
Torvet. evepenge, pl. Y. ſom betales 
f. Tilladelſe at fælge p. Torvet. Torve⸗ 


Fi⸗ 


2. den Priiß, ſom Barer holdes i . 


== 


priis, en: gieldende Priis p. Torvet." At 


kiobe, fælge efter Torvepriſen· Toͤrveſtib, 
et. Fragtſtib, ſom regelmasdfigen ſeiler p. 
en Flod fra en By t. en anden. (Baggeſen. 
Det tydſte Markt [9 FF.) Torveſpand, 
en. Spand m. faſt Hank af" Kobber ell. 
Blik, der bruges ligeſom Torvekurven. 
Torveſtade, et. Et Stabe,“ Udſalgsſted p. 
Torvet. torveſegende, edj. ſom føger 
ZTorvet, kommer p. Torvet, f. af Kobe el. 
fælge. Torvevogn, en. Bogn, hvorpaq 
Varer fores t. Torvs fra Landet. (Reenberg. 
II. 174.). Torvebægter, en. Bægter, ſom 
p. Torvedage, og ellers, holder Orden p. 
Torvet. J SES ' 
Torve, v. n. 1. (har.) føre Varer t. Torvs, 
falbyde p. Torvet. Bonden vil hellere torve 
m. fit Korn, end fælge det hiemme. 

Toſſe, en. pl.-r.- [Sv. Tok. Jol. puss, 
et Dunihoved. Haldorſen. J den, ſom ev ufors 


X 





f 


Bee — Fred, 


fandig, -ufernuftig: en Daare, Mar, Flans 
e. MEN DE Åen, maar al Verden 
ham beleer.” Lurdorph. (I dagl. Tale ogs 
aa : et Toſſehoved.) = toffer, adj. og adv. 
om har ell. vifer Mangel p. Forſtand og 
logtlab; dum. (Da det endog figes om 
anvittige, ſynes det at betegne en hsicre 
ad end raabelig og dum,) At bære fig 
toſſet ab. pan er itfe faa toſſet fom han 
er ud til. Speg; tofjede Indfald. 
1” Derom het toſſet var, mig ſelv at under: 
rette; thi jeg jo ene er.” Weſſel. (”To 
betegner ikte blot Toſſens Adfærd; men til: 
lige i d. Kale) hvad der f. den Talende 
ingen Mening giver.” Måler: ell. overho⸗ 
vedet hvad der er, ell. anſees for urimeligt, 
ubrugeligt, 0. d.) == Tofferi, et. pl. - er. 
toſſede Handlinger, Foretagender. — toſſe⸗ 
voren, adj. noget toſſet. (Moth.) 
Toſſe, v. n. I. (har.) bære fig ad ſom en 
Toſſe, ell. dumt, ubetxnkſomt. See hvor 
han gaaer og toſſer! Jeg veed ikke hvor den 
Pige toſſer om. (d. Tale.) 
 Ceft,n. s. Navn p..en Plante. Vild 
Merian. Origamum vulgare. , 
Tot, en. pl.-ter. ISv. Tåtte. E. Tod. 
3. Togi.] én fammenvunden Deel af per, 
Blaar, ell. lignende” Ting. En Tet par, 
Uld, Siaar. absol ſaameget, ſom p. cen; 
gang vindes om Rokkehovedei.“ Hun har 
endnu iffe affpundet fin Tot. (ſ. ogſaa 
Saartot.) 
Totte, v. a. 1. vinde ell. binde I en Tot. 


——— 1. d. ſ. ed, Touge. IJ.T 

er. på. 0. ]. eu, uge. s å AU. 
Evs. Tog. $. Touw. A. S. Taw, Tow, 
Damp, Vært.) et Reb: ifær om ſtœrke og 
eygnkke feb. ſ. Ankertoug, Stibstoug. == 
Congende, en. 1. Enden af et T. 2, et 
lidet, afſkaaret Stykke A. Tougſtige, en. 
Rebſtige. roppe, en. ſammenknyt⸗ 
tet Stroppe af Keb el. J. Tougvært, 
"et. 1. alt det, der forfærdiget ſaaledes ſom 
Reb el. Toug; hvad der gisres af Rebſla⸗ 
gere. At ſlaae Tougværk, handle med T. 
2. færd. Tougværtet pas ell. til et Skib a: 
alle de Tougẽ (ftagende og løbende. Redſtab) 
fom høre t, Skibet. 

. Touge. F. ae 1. ſHBoll. touwen. N. S. 
tanen. A. &, tawian. E. totaw, at bes 
rede.] garve, berede Læder. (fielden.) Der: 
af: en Lædertouger 2: Garver. 

1. Traad, en. pl.-e. IN. S. Draad. A. 
$. Præd. (og pravan, at ſnoe, tvinde.) Sv. 
Tråd. jvf. det T. Drabt.] en ſpunden, 
fammenfnoet Stræng, (af Silke, Gør, Bom⸗ 
uld) el. cen, ſom v. Trækning 
(om Metaltraade.) 4f. Stræng.) En Sil⸗ 
ketraad, en ulden Traad. an kan ikke 
tælle Traadene i dette Lerred, faa fint er 
det. Hun ſpinder itfe Traaden fünt nof. 
Det falder vel i Traad, om Hør ell. andet, 
ſom fpindes, — fig. Alting falder vel i T. 


622 


magere 


Traad — Tractat. 

for ham o: lyktes vel. Dette Arbeide vil 
kke vet falde i Traad f. mig (ell. gage i 
Tratd,) — Meſſingtraad, Staaltracd, 
Guldtraad. (f. ogſaa Begtraad, Svovel⸗ 
tragd.) =— traadagtig, adj. ſom ligner en 
T. Traadbuur, ct. Buur, Fuglebuur 
af Mesfings el. Staaltraad. traaddan⸗ 
net, adj, dannet fom en Traad. Traad⸗ 
gitter, ct, Gitter af Meéfing ed. Jeratraad. 
trasdret, ad]. lige fom en Traad, ſnorret. 
(Moth.) Traadfax, en. Ear, ſom Naale⸗ 
bruge. Traadtræekker, en. den, 
hvis Haandverk er af træffe Mesſing⸗ og 
Staaltraad. Traadvinde, en. En B. 
hvorved Traadtrekkteren drager Strængene 
giennem finere og finere Huller p. en Jern⸗ 
plade. == Heraf ogſaa: træde, v.a. 1. at 
tomme en Traad i. At træde en Syenaal. 
»J Stedet for J fidder faa, og Zraad i 
Syenaal træder.” Falſter. 2. at bringe p. 
en Traad. Artræde Perler. . 

1. Traad, en. coll. ud. pl. (fun m. beftemt, 
og ofteft uden Art.) fvundet Barn af per, 
f. faavidt det br. til Syening ell. Strikning. 
At tvinde Garn t. Traad. At blege T. 
Syetraad. At lægge et Stykke Traad paa 
Blegen. Af Garn (Horgarn, Blaargarn, 
Bomuldsgarn) væves Lerred, Bomuldstai; 
af Traad ſtrikkes Stromper, giores Knip⸗ 

linser, voeves Fryndſer. Man ſyer m. 
Traade, Bomuldsgarn (ikke: Bomulds⸗ 
traad) og Sille, En Naals Traad 3: faa: 
meget T. ſom man eengang tvætfer I Sye⸗ 
naalen. — fig. at kiende, følge Traaden i 
eens Tale, Zanfegang. = Heraf: Traad⸗ 
fryndfer » pl. Fryndſer vævede af Traad. 

raadhaſpe, en. 6. til at vinde Zraad p. 

af Roflen. Traadhue, en. En Hue; kuyt⸗ 
tet fom et Net ell, vævet af T. (Moth.) 
Traadnegle, et. Et rundt Nøgle Traad, 
fom vindes af en Garn: ef. Traadvinde. 
Traadſnor, en. En af T. tvunden Snor. 
"Du ftal binde denne Skarlagens Traad⸗ 
Hor i Vinduet.” Josv. 2. 17. Traad⸗ 
pind, gt, det, ſom ſpindes ell. er ſpundet, 
. at blive t. Traad. Traadſpinder, 
Traadſpinderſte, en. ſom ſpinder Traad. 
Traadftrompe , en. En ef T. ſtrikket ell. 
vævet Øtrempe. (i Modſ. til Bomulds⸗ 
ſtrempe, Uldfirempe.)' . ; 

2. Traad, et. (fort aa.) pl. d. ſ. 
de.) 1. Gang, Træden. . 2. Mærte 
Gangen, Fodfpor. Man ſaae deres Tracd 
i Sneen. 3. en banet Bei. (Moth.) 4. 
noget, man træder p. for at faae en Ting 
t. at gane; f. E. paa en Wav. (Traadde. 

oth. 


embringes mot 


Traadtorv, en. pl. d. ſ. Torv, ſom træs 
des ell. æltes m. Fødderne, og ſiden formet 
og førtes; Xlteterv. (I. troda, ſtampe 
fammen.) . HE 

Trectat, en. pl.-er. faf Lat. tractare og 





" Ktflu 


! Auactat — Zran. 


traétatus. ]: * Forband imellem Stater: 
tte en T. Fredstractat. EK 
Tractere, v. a. ſ. behandle, beværte. 
Tragedie, en. pl.-r. et Sorgeſpil. — 
tragiſt, adj. 1. ſorgelig. 2. ſom hører 
til, fager I Forbindelſe m. Tragedien. En 
tragiſt Digter (modfat : FomifP.): Den 
tragiffe Poeſie. En god tragiſt Skueſpiller. 
agt, en. er. IJ. regt.] Et keg⸗ 


ledannet (konijt) Redſtab m. en Aabning og . 


Tad i den ſpidſe Ende, hvorigiennem man 
helder flydende Ting i en Flafke ell. et lig⸗ 
nende Kar m. fmal Hals. — peraf: trag⸗ 
te, v. a. 1. helde giennem en Tragt. — 
Tragtning, en. Gierningen at tragte. 
ragte, v. n. 1. bar. (Sv. tragta. I. 
tradten.] have noget t. Maal f. fin At⸗ 
traa og fit Onſte; fætte fig noget. t… Fors 
maal (m. Bibegreb om at firæbe efter at 
opnaae det.) (Sædvanl. m. præp. efter.) 
At tragte efter Wre, Rigdom, efter .et 
Embede, ”pan tragtede efter Fred, faas 
vidt det. flod t. ham; og han fandt Fred.” 
Monſter. Alt hvad han fragtede efter, var 
en uafhængig Stilling. ”Den Viſe ſtunder 
og tragter efter Alt, hvad heri er. fandt og 
ærbart.” Rahb. ”De tragtede efter at gribe 
ham.” Math. 21. 46. — Sieldnere m. 
ræp. til: ”Cr end Fordeel ei det Maal, 
vortil han tragter.“ &. Monrad. — "At 
tragte ligger egentlig i Tanke og Forfæt ; 
at ſtreebe i Villie og Gilerning. Den trag⸗ 
ter efter Rigdom, fem attraaer, vil have 
R.; men den fræber efter R. fom v. Vind⸗ 
ſtibelighed og Flid arbeider derefter,” Spo⸗ 
Ton. == Tragten, en. ud. pl. det, at fragte 
efter noget. ”Xen Slægt overantvorder fin 
Tranten; fine Forhaabninger t. den anden.” 
Mynſter. ”Den graadige og egennyttige 
Tragten efter Rigdom, Xre og Bellyft.” 
Schytte. Derpaa gif al hans Tragten ud. 
ver Tragten er fæddamig forenet m. 
Stræben (Beftræbelfe.) 

Traller, nx. s. pl. (I, Traljc.) Gitter, 
Gitterſteenger. (Moth.) lidet brugeligt; men 
forefommer hos Ældre. Skilsmisſe imel⸗ 
lem hvert Sæhe var giort udi Tralle af 
Bin.” Bedels Saxo. 187. — Heraf: Trals 
vindue, et. pl.-r. Vindue m. Gifter for; 
Gittervindue. (Golding) Tralværk , et. 
SM Gittervoœerk. Tralvært af Jern, af 

esfing. 


Trampe, v. n. 1. har. [90. trampa. 2; 
S. trampen.] træde haſtigt og flærft, 
Kampe. At trampe med Zræfko. At. kam⸗ 
me trampende vp ad Trappen. — Deraf: 
Trampen, en. ud. pl. . , | 

Tran, en. ud. pl. [f. Traen. N. 6. 
Zraan.] udimeltet dyriſt Olie af Qavdyr. 
Hvaltran, Sælfhunderran, Sildetran. At 
brænde (koge) T. Tranbrænderi, et. 
SYndretning , hvor J. brændes ell. koges, 
Trankogeri⸗· ¶ Tranbrending, Trandog⸗ 


AT. for noget. 


jet, en. Gierningen at brænde A. koge X. 
ranlampe, en, £. hvori "brændes Tran. 
Tranlugt, en, den egne Lugt, fo, Zran 
bar. Tranſebe, en, S. fom toges af 
Tran; grøn Sæbe. (modſ. Olieſebe. 


Frautende, en. Fonde, hvori Tran glem⸗ 


mes ell. føres. . 

Trane, en. pJ.—r. [Jél. Trana.] en 
Bumpfugl, fom hører til Heire + Claſſen. 
Ardea grus. ”Naar Tranen gaaer i Dands 
m. Stodheſten, fager hun brudne Beer,” 
Ordſpr. — Deraf: Tranedands, en.“ Det 
er ikke godt f. Spurven at komme i Traner 


dands. (eh. det er ikke for Spurvescca: . 


paſſer ikke for.) Ordſpr. (det er ikke for tinge 
Folk at komme i fornemt Lav.) Tranés 
hals, lang Hals, ſom Traͤnens. Trane⸗ 
unge, en. Tranens Unge. 

ranebær, et. pl. d. ſ. 
rode Bær, og Bærrene af (amme; Myre⸗ 
bær. Vaccinium oxycoccos. - i 


En Buffvært mu . 


Trang, adj. [J. praungr. Øv. trångj 


ſom ikke er rummelig, iffe vid; ſom er tæts 
tere ſammen, mindre i Omkreds, end for⸗ 
nodent; ſnever. Halſen p. denne Flaſte er 
for trang. Indgangen, Stuen er f. trang. 
En trang Giennemgang. Trange (ſnevre) 
Skoe, Klader, En freng Bolig. At boe 
trangt, ſidde trangt v. et Bord. — fig. 
trange Kaar, res angusta, Ned, Fattig: 
dom. trangt (befværligt) Aandedrag. —= 
trangbryfter, adj. 1. fom har en trang, 
ikke nof rummelig Bryſthuulhed. 2.ſom 
af denne, ell. nogen anden Aarſag ei kan 
aande frit; angbryſtet. (trangbryſtig.) 
Trangbryſtighed, en, den Svaghed, at have 
trangt Aandedræt ; Aſthma. Tranghed, 
en. ub. pl. Beſtaffenheden, af være fraug, 
Sneverhed. tranghovet, adj. kaldes en 
Heſt, naar dens Hove have den Feil, at 
være af en bet for fammentvyffel &orm. 
ogſaa ænghovet.) , trangmodig, adp 
ftelig I Sindet, bekymret.— 

…, Crang,.en. ud. pl. ISv. Trångmål. J. 
braungvi , Befværlighed.] 1. den Fils 
fand, hvori man trænger til, behever 
3 Nodtorft. (jvf. » Utangd.) 


naget 
Trang ev Mangel af en —— 


hvorved man fættes i Forlegenhed; 

er en nærværende Mangel af Livets nund⸗ 
værligfte Nedvendigheder.” £. Heiberg. 
”Bel er Menneſtets førfte Fornemmelſe 


Nodtorft, og Trangen ledſager ham ſMDen 


faa langt han gaaer.” Mynſter. At være 
an er i T. for Penge, f. 
Klæder. At afhielpe cens Trang. At føle 
en T. til noget, t. at aabne fit-pierte… ”De 
faae derved baade Trang og Enft £. at. fare 
over Havet.“ Guldb. 
iAlm., Mangel, Armod. At leve i T. og 
Armod. En hoiere Grad af Trang er Nod 
og Slendighed. (f. Sporon.) At fomme 


hl 


2. trængende Kaat 


i Nød og rang. (Vedels Saro. 460. == 


Trangbod — Tavl. 


Trangbod , en. Oielp Trang ell. Nat; 
. (Beth. forældet.) . 
"" Trap, en. ud. pl. en Steenart, fom fores 
fommer i hele Gange og Bferge, åg regnes 
til Bafalten, EN 
: Trappe, en. pl. - vr. 8 Trapp. G. 
Trap.] en Indretning af flade, i Vinklet 
ſammenfoiede Trin, hvorpaa man ſtiger op 
Al et hoiere, ell. ned ft; et lavere. Sted. 
Steentrappe, Trætrappe, Loftstrappe'. 
Kteldertrappe. (ſ. ogſaa Vindeltrappe, Ho⸗ 
oedtrappe, Bagtrappe.) At gaae op, ned 
ad en T. — trappedannet, adj. dannet, 
giort Stikkelſe af en T. Trappegang 
en. Gang, ſom fører til en T., ell. er 
eden af en Trappe. ”Min Kappe — 
ſom jeg havde hængt paa Trappegangen i 
en Krog.” 3. £. Heiberg. -Trappegavl, 
en. trappedannet Gavl, ſom ſindes p. gam: 
le Bygninger. Trapperum, et. det Rum 
i en Bygning , fom anvendes t. Trappen, 
hver Zrappen er anbragt. Trappeſpin⸗ 
Sel, en. Pillen I en Vindeltrappe —* 


Trinnene vinde ſig. Trappefieen, en. 


Steen, ſom ev huggenet. et Trappetrin. 


Trappeſtitze, en. en liden, los Trappe, t. 
at bruge inde i Vorelſer.. Trappetrin, et. 
Trin p. en Trappe. (f. Trin.) trappes 
viis, adv. i Form af en Trappe. (I. Kraft.) 

Traſte, v.n. 1. har. (Sv. traska; af træs 
de.] tage ſterke Skridt, gaae faft. (Moth.) 
br. fun i d. Tale, og meſt om at gane, hvor 
der er følet, el. om at gaae meget omkring. 

Trauritz, adj. ſtydſt.] førgmodig, tung: 
findig, ſorgelig. Deraf: Traurighed, en. 

Trav, en. ud. pl. det? af trave. At 
fætte en Heſt i Trav. At ride i T. ride 
" en flarp Trav. (1 Modfætn. t. Skridt og 
Galop.) 

Trave, v. n. 1. har. [Sv. trafwa. T. 
traben.] om fiirføddede Dyre Sang: løbe 
æden Spring, v. paa eengang ſtiftevlis at 
opløfte cet Forbeen og eet Bagbeen; hyp⸗ 
pigſt om Heften. Denne eft fraver: let. 
Lad Heſten trave ud. — Ogſaa om Rytte⸗ 
ten: ride i Trav, fan travede hen ad 
Veien. — figur!. om Menneſter, der gaat 
meget og hurtigt. Jeg har travet omkring 
i Byen den hele Formiddag: ”De fornam; 
at-de travede om i Mørket og leb fell af 
Maalet,” Eilſchow. — Traver, en. Heſt, 
fom traver, "En god, hurtig Traver. 

"+ Trave, en. pl.-r. (Sv. Trafwa.] et 
Antal af 20 Kornneg, Halmbundter eller 
Koſte. Kornet giver meer i Traven, end 
Skieppen (mere Dalm, end Siærne.) En 
£anghalm. - En Trave RMiiskoſte. — 
Travehob, en. Hob af Neg,ſom fættes 
fammen p. Marfen. . Travefætning ,,en. 
Sierningen, at fætte den melde og bundne 
Card f Zravchobc f. at veires. ' 
"Travl, adj. [beflægtet m. ISL. pralegr, 
foelig, o. a.] 1. ivrig fyffelfat, fom hår 


A 4 
a 


824 


"bunden m. Travlhed. 


4 ben travle Vinterflid.“ 


"I > 


” Aeavi — Deſoldig. 


meget Arbeide og ffte lader det: hvile. Den 
travle Arbeider. At have travkr mm. noget, 
med ingenting. »De renvie Bier fig om: 
fring ham ſvinge.“ J. £. Heiberg. ”Den 
travle Mængde, hvis Timer hver have fin 
Pligt.” Mynſter. 2. om Alden, da man 
er meget ſyſſelſat, har meget af beſtille, ell. 
ev ivrig ved et Arbeide. En travl Tid; da 
der er meget, ſom nødvendigen —* gisres. 
J Hoſtens travleſte Tid. 3. ſom cer for: 
”Livets travle For: 
vitring.” Mynſter. »Naar efter travle 
Mølle Gøvnen nærme fig.” Rein. Den 
travle Bid. »Her bleger hede Sommer 
hleuſchl. ”Der at 
hendrage deres Tid i en travl Drkeslsshed.“ 
Rahbet. =— Cravlhed, en. ud. pl. den Til 
fland, at. have travlt, være meget ſyſſelſat. 
En sortestos Travlhed (hvormed intet ud: 
rettes.) - 

Travle, v. n.1. har. have travlt, have 
Gaftværf. Det travdler ifte faa meget f. 
dig. (Moth.) "AT travle med noget. (et Al: 
mues⸗Ord.) 

Tre, Talord, og Hovedtal. 3. (I. Prir.) 
For tre br. ogfaa'trende. (Isl. brennr, 
trefold.) Heraf Ordenstallet: den tredie. 
Hver tredie Dag. Tredicdagefeber. Ter- 
fiana. En Trediedeel. +, - to Trediedele. 
Trediemand, en. Den, fon deeltager m. to 
Andre. i noget. At være Trediemand i 
Kortſpil. = tregarig, adj. 3 Aar gammel. 
trebenet, adj. ſom har tre Been ell. Fødder. 
trebladet, adp fom har 3 Blade. tredelt, 
adj. deelt i tre Stytker. Tredeling, en. 
Deling el. Inddeling i tre Parter, Riis⸗ 
brigh.) tredobbelt, adj. tre Gange taget, 
tre Sange faa ftor. jergeminus. En tre: 
dobbelt Portion. Tredakker, en. et Krigs: 
ſtib, fom har tredobbelt Dak, og p. hvert 
Dæt en Rad Kanoner. treenig, adj. fom 
ubgiør tre og tillige sen ell. eet, tre forenede 
t. Eenhed. Egentlig fun i kheolog. Betyd⸗ 
ning. (fig. og I dagl. T. om 3 Perſoner, der 
ære I høi Grad enige, ell. om tre uadſtillelige, 
meget nøle forenede Zing. ”Og Mand: 
doms Deld, og Aldervommens Fred , og 
Gravens Pryd treenige mig give.” Rahbek.) 
Deraf : —— en. ud, pl. hvis egent⸗ 
lige og figurl. Brug er ligefom Adjectivets. 
”Bi følte — beel.i vor Treenighed Aander⸗ 
nes Slægt,” Bagg. trefarvet, adj. fom 
har 3 Farver, refod, en. pl. Trefodder. 
et Redſtab, fædvanl. af Jern, beſtagende af en 
Kreds el. en Trekant, m. tre Fødder under, 
fom br. i Koktenet.  trefold, adj. og adv. 
tredobbelt, tre Sange faa meget. Moth. 
(triplus… ſom adj. 'br. oftere tredobbelt. 
En trefold vigtig Grund.) trefoldig, adj. 
1. trederlt, fom er i fre, p. tre Maader. 

lex: 2, d. f. ſ. treenigi hvoraf Tre: 
foldighed (Trinitas) fom er den ældre, men 
nn mindre brugelige Benovnelſe. Tre⸗ 





Sreforf — Treſſe. 
fork, en. Fort ell. Gaffel m. fre Takker ell. 
Grene. tregrenet, fom har tre Gre⸗ 
ne. -trehiørhet, adj. ſom har tre Hiorner; 
trekantet. Trekant, en. Figur, m. tre 
Kanter ell. Vinkler; Triangel. Gu ligeſi⸗ 
det, en retvintlet T. trekantet, adj. ſom 
dar 3 Kantet ell. Vinkler. trekloftet, adj. 
ſom har I Klofter. (Moth.) treklopet 
ad;. tre Gange klovet; klovet i tre. tres 
leds, adj. ſom har, udgfør 3 Led, ”Cn 
treleds Kæmperad.” Ohlenſchl. (Nord. Gud. 
54.) Tremarfobod, en. Pengeftraf af 3 
Marf, fom den maa bøde, der demmes t. 
at være Windremand (Moth.) Tremarks⸗ 
mand, en. den, fom af Retten demmes "at 
have miſtet fin borgerlige Wre; Mindre⸗ 
mand. tremaſtet, adj. fom har 3 Mafter. 
Trepunder, en. Kanon, ſom ſetyder en tre⸗ 
pundig Kugle. trepundig, adj. ſom veier 
3 Pd. (En trepundig Kanon 2: en Tre⸗ 


punder.) treradet, adj. ſom har 3 Rader 


af noget, eri 3 Rader. treſidet, adj. ſom 
har 3 Sider. treſtaftet ell. treffæftet , 
adj. vævet m. 3 Traade el. med trefarvede 
Traade. trefædig (trefædet) adj. fom har 
Sæbe t. Fre, En trefædig Vogn. Tre⸗ 
tal, et. Taltegnet 3.  fretreadet, adj. fom 
har tre Traade, er ſnoet af 3 Traade. 
Trevangsbrug,et. i Landbruget : en Driftés 
maade, ell. Maade at bruge Agerjorden 
paa, hvorved den deles I tre Bange, hvoraf 
ingen udlægges t. Grægning. ' 

Tredie, Trediedeel, trefoldig, o. fi. fe 
ovenfor. (fee.)  ” ' 

Tredive, Talord og Hovedtal. 30. [J. 
briatyger.] Ordenstal: den tredivte. 

Tredfindstyve, Hovedtallet 60. [af tre, 
Sinde (Gange) eg tyve. I. Sextiu, sex- 
tygir.] Dvedenstal: -den tredſindstyvende. 
Trende, f. under Tre. 

Trende, en. pi. -r. fager p. en Veev 
hvori Rendingen el. Trendegarnet fættes 
faſt. (Moth. 

Trende, v. a.-1. lægge Garn op p. Væs 
»en i Længden og Breden af det Stykke, der 
ſtal veves. At trende Garn. (Moth. Og⸗ 
faa: at rende, hvoraf: Rendegarn; hos 
Moth : Trendegarn.) 

Trendſe, en. pL.-r. [p. og N.S. Tronsse. 
Sv. Trens.] et let Bidſel eller Mundſtykke 
uden Stænger, hvortil Temmen fæftes; 
At ride m. Trendſe. 

Trendſe, v. a. 1. til Skibs: at trendfe et 
Toug ad: at fylde Mellemrummene (Fouter⸗ 
ne) eller Huulningerne paa det fvære Toug⸗ 
vært (imellem de faafaldte Dugter og Kors 
deler) m. fmettrere Toug, f. at ſtyrke det. 
(Schneiders Veiledn. 1817. 76.) . 

Trepan, en. pl. —er. ct Redſtab, ſam 
Saarleger bruge t. at trepanere 23: gien⸗ 
nembore Hierneſtallen f. at udtage Stykker 
deraf. ( Hierneborer.) 

Treſſe, on, pl.-r. [Franfe,] en guilds ell. 


bal e 


526 


Sreffe — Tridfe. 


lolvvirket Bræmme t. at fætte-p, Klæde 
Guldtreſfſer (Galoner.) 

Treſur, et. [uden Tvivl af det Fr. tré- 
sor.] et Ord, fom undertiden, høres og. br. 
hos Almuen, om en Indretning m. Hylder 
t, af opfætte og giemme Kar, Tallerbenev, 
Porcelain, ell. andre Ting, hvormed gieres. 
Stads I Stuen. (Et gammelt ˖ Skab, en 
Dragtifte el. et lignende Stykke Boſtab, 
fom er meget gammeldags, hører man ogſa 
kalde: et gammelt Trefuz. 
beloverf. forekommer 1 Macc. 15.32: »Der 
han ſaae Simons Herlighed, og Træfur m, 
Suldfar og Sotvkar.“ Bib. af 1550 har : 
”Den Bram med Guld og Selv.“ 

Tretten, Govedtallet 13. [I. prettan.] 
Ordenstal: den trett?nde. i 

Treven, adj. pl. trevne. (el. træven,) 
Dette Ord, ſom tilforn har bemæerket: ftit⸗ 
tig, duelig, ivrig (gnavus, diligens. Moth. 
Sv. trågen. Deraf Ordſproget: Tidt fin⸗ 
deé treven Haand under reven Kaabe.) br, 
nu (i d. Tale) netop i den modſatte Bemœr⸗ 
kelſe: dorſt, doven, ſeendregtig. (maaſtee 
af træg, Sv. trög. Jel. trogr.) En træs 
ven Seenhed ei hang Arbeid mere finfer,” 


- 


C. D. Biehl. ”Treven er oprindeligen det 


ſamme Ord, ſom træg ;. men bruges nu ifæv 
om den Træghed, der har fin Grund i Upil⸗ 
lie t. Gierningen.“ Muͤller. 

Trevl, en. pl. -er. [J. Trefia 
1. en tynd, afflidt, udplukket Frands ed, 
hvad der ligner en ſaadan, f. E. Radtrrvs 
ler. Af plutke Linned i Trevler, plutfe T, 
af Linned, 2. Uegentl. de finefte fafte 
traadagtige Dele i organiſte Legemer, 
Dyrenes Kisd og Planternes Stammer: og 
Stud + Fibrer (Fibræ.) == Treylerod, en, 
Rod, fom beftaaer af fine Trevler. 
levæv, enææForbindelfe af Trevlerne. i et 
organiſk Legeme. 
Terevle, v. a. øg n. 1. A. act. plukke 
op i Trevler. At trevle Linned. (Moth.) 
B. neutr. gage op I Trevler, fane Trevler 
i Kanterne. Dette Slags Giltetel trevler 
ket. Loſaa n. pass. at treyles. (Jol. tre 

az. rn 
Triangel , en. pl. Triangler. (Lat.) ey 
Trekant. At flage p. Triangel (ct Slags 
Muſik.) 

Tridſe, v. n.1. i dagl. Tale, i Udtrykket: 
at tridſe af 3: gaae fin Gang, gaae jævnt 
frem, ”De tridfe af, og Sveden drypper 
ned af Peer, ſom bær fin Bylt.“ Storm. 
(Fabler. 96.) i 

Tridſe, en. pl.- vr. [Sv. Trissa. N. S. 
Deryſe. Maaſtee af frind.] en rund Blok 
el. Stive m. Sænge ell. med et Siul 1, 
hvorom et Reb løber, og, hvorved man lets 
tere bifjer noget i Veiret. Trochlea. Trid⸗ 
fen paa en Rok, er det Stykke, hvorom Sno⸗ 


yen løber, og (om fidder v, Enden af Tenen. 


Tridſe, v. å. 1. hiſſe i Veiret 4. lade 


s Lg 


Å 3 


e 


FJ nyere Bis 


ha ] 


Trefill.] . 


Trrevs 


"hinanden anbragt 


ride — ae 
ned v. Gielp af Teidſer og Reb. At tridfe 


—… SP , Bed. => TridfebloP ,'ett, det Stytke 
væ, 


hvori de bevægelige Hiul dl. Skiver 


ben Zridfe ere anbragte. (Kraft. Med. 11: 


423.) Teidſehiul, et. Hlulet i en T. 
Tridſeverk, et. en Indretning, Maſtine, 


ſom fættes i Gang v. én Forbindelſe af D 


Tridſer; Indretning t. at tridfe noget op 
med. (Kraft. Meh. 11. 123.) 
- Trille, en. pl.-r. ſTrilde. Moth. J. Tri- 
un. Sv. Trilla.] en Stive el. anden rund 
Zing, fom let fan trilles, og hvormed Børn 
tfær lege. 
: Trille, v. a. og n. 1. IJ. trita, tritla.] 
A. act. taſte et rundt ell. rundagtigt Lege: 
me hen ad en Flade, ſaaledes at det løber i 
t dreie el. vælte -fig rundt. At trille en 
ert, en Kugle hen ad Gulvet. At trille 
fat Sræffet. Bolgerne — ſom langſomt 
d p. Stranden trilled.“ Tullin. ”For 
puftende Vinde, naar Bølgerne trille, de 
legende Fiſte p. Vandfladen ſpille.“ Rein. 


D. neutr. bevæges, lobe v. at vælte fig oms 


ting. Kuglen trillede hen ad Gulvet. At 
srilfe oͤmtuſd (falde.) ⸗Trillebor, en. En 
Bur, m. Haandfang og et Hiul foran, ſom 
ten Perſon bevæger v. at løfte For⸗Enden 
I Betret og lade Boren lobe p. Hiulet; en 
HSiulboer. Trillevogn, én. En liden Bogn, 
om man let fan træffe ell. ſtyde frem; en 

rnevogn. Trilling, en. kaldes i Mol⸗ 


leværfer: et vandret liggende Stokkedrev. 


" Trille, en. pl.-vr. (Ital. Trillo.) i Gang 
og Mufit: en Tones flere Gange gientagne 
hurtige og eensformige Afverling m. det næft 
bvenfor liggende hele el. halve Trin. At 
aae Triller. De haarde Toners term, 
bledes milde Trillet. N. Brun. 
Trilling, en. pl.-er. [af tre.) et af tre 


Boru, fom tillige undfanget af een Moder, ” 
Alte fort efter hinanden. (f. Tvilling.) 


i et Trillingæble, tre fammenvorne 
er. s " 
Trimle, v. n. 1. d. f. f. trille. At trimle 
(falde) omkuld. (d. Tale. Moth.) »Af 
Frygt for i / den Hule ned at trimle.“ Bag: 
gefen. ”Ut hele Dovre ſtialv, og Bauge 
imled om.” Samme. (Ungd. A. TI. 88.) 
Trin, et. pl. d. f. Sv. Tren.) 1. Af: 
ftanden imellem begge Fødder,” naar man 
flytter dem, og Handlingen at flytte dem ; 
Skridt. (Moth.) At gisre et T. frem 0 
tet tilbage. Et langt, fort Trin. (f. Feil⸗ 
trin.) 2. en af de, I cen vis Afſtand fra 
Flader, hvorpaa man 
træder i af gaage op og ned ad cen Trappe; 
Trappetrin. - Ogfaa om Zværtræerne i en 
Stige; Stigetrin. — fig. Grad. (dog fun i 
viſſe Tilfælde.) Culturens laveſte Trit. 
Paa Rangens Trappe høit fra Trin t. 


Trin at flige.” Bagg. Han flod nu p. det 


hhoieſte T. af Magt o 
naaede. (men ike: 


ve, ſom han ops 
rin t Rigdom, færs 


"Bo 


Arin — Trivelig. 


bom, ⁊c. jvf. Grad, 1.) triuviis, adv. eet 
Trin efter det andet; gradviis. going.) 
Trind, adj. ISv. irind. A. 6. Trendl, 
lobus, circulus.] vand. Det brugtes til⸗ 
ovn f. fund i Alm. ”Hvo gigt, at Sncer 
bliver hvid, og Hagl er alle frinde?” P. 
afs. — Nu meft om det, ſom ér noget 
rundt, rændfadent; cl. om det, ſom er 
rundt og langt tillige. tores. Det trinde 
Seil, ſom hiſt, Kig Pilen iler.“ Frimann. 
En trind Mave. — Om Legemet og Le⸗ 
gemsdele tidige: Fludfald, fat; i Modſœtn. 
til: mager, ſtarp, tynd. Trinde Lægge. 
Armen ér trind, fom af kryſtede Gnce.” 
Ohlenſchl. — trindt, adv. trindt om Klo 
ben. trindt omkring, rundt omtring. 
»Alle Dyder trindr om din Throne famile 
fig.” Ihaarup. — Ogſaa absol. Ned ſteg 
han af Blerget og fafted tæt v. dets Fødder 
fin modige Krop; trindt bævede Jorden.” 
Hertz. ”At der fulde være cen Hiord og 
ten Hyrde, cen Menighed trindt p. Jors 
den.” Mynſter. »Naar Himlen morknes 
trindt,” S. Blicher. (Sneeklokten. S. 5.) 
trindlagt, adj. v. rund, fed i Anfigtet. 
(Moth.) — trindmavet, adj. rundmavet, 

no et tykmavet, ades ber 
rin es, V. n. se vu runde de 

(Moth.) pe⸗ 

ar.) [Sv. 


V se 


Trine, v. n. treen, trinet. — 
trena. af Trin.] træde, gaae frem. ”Gt 
Land, hvori hvert Skridt p. frugtbar Jord 
man triner.” J. Smidth. “ Da triner Kraft 
mod Kraft.” Ohlenſchl. (Hakon 3.) Da 
hun treen ind ad Doren, ind i tuen. Ar 
trine frem, tilbage. Jeg bad ham trine 
indenfor. ”Feg ud p. Smakken treen, og 
hen ad Havet foer.” Ohlenſchl. | 

Trip, et, pl. d. ſ. ſmaa, forte Trin. . 

Trippe, v. n. 1, har, (Sv. trippa. z. 
trippeln.] gade m. fmaa, korte Trin. 
Lammene trippe p. Enger, fun tripper 
fom en Muus i cen Fledebøtte. (Moth.) 
— Deraf: Trippen, en. trippende Gang. 

Trippel el. Tripel, en. ud. pl. en mager, 
tøv og haard Ford, fædvanlig af guulgraa 
Farve, ſom ifær br. til at polere Metals 
ler, Stene og Slaé. Argilla tripolitana. 
Trippeljord ell. Trippelleer faldes der ſmul⸗ 
vende, Trippelfteen den fafte T. — Trip: 
pelffifer ev en Underart af Trippelen. Ar- 
gilla trip. schistosa. ' 
" Triumph, cen. pl.-er. [Lat.] et Seiers⸗ 
tog, Hederstog i Anledning af en Seier. 
At drage i T. — Deraf: Triumphbue, Tri: 
umphport, Triumphtog, Triumphvogn, 
0. fi. ⸗triumphere,/ v. n. 1. fig. glæde fig, 
hovere over en vunden Fordel el. Seier. 
At triumphere over een, over fine Fiender. 
Med en triumpbercste Mine. 
7 "Crivelig, adj. [af trives.) ſom trives 
godt, fom er v. godt Guld. — Deraf: Tri⸗ 
velighed, en. trivelig Tilftand., ad, pl. 








"2 ærivelfe— 20. 


Trivelfe, en. ud. pl. den Omſteendighed, 
at trives. (Moth.) ' , 

Trives, v. n. pass. trivedes. [3. pri- 
ſaz. E. thrive.] tage till Huld og Bært; 
være I Belmagt, i en god Tilſtand. Han 
trives iffe i dette Clima. Denne Plante 
trives ikke i Kulden. ”Den No, hvori al⸗ 
lene Fromhed og Andagt Fan trives,” Myn⸗ 
fler. (Det uſedvanl. imperf: treves fore⸗ 
kommer hos Bording. 'O, hvor vel min 
Hiord den treves.“ I. 292.) . 

Tro ,adj. pl. troe. neutr. ſom bliver 
uforandret, br. ikte gierne. [Fél. trur, Sv. 
tro, trogen.] Som itfe fvigter, ikke viger 
af fra Sandhed, Pligt ell. Løfte. Saale⸗ 
deg: 1. overeensſtemmende m. Sandhe⸗ 
den, m. det Virkelige; tilforladelig. En 
tro Skildring, Afſtrift, Fortælling. (modf. 
falſt, utro.) Han ev en tro og ſanddru 
Hiſtorieſtriver. (€. true, fand, ægte.) 2. 


ſom ei fvigter fin Pligt imod Andre, men' 


føger at fremme deres Vel. (jvf. paalide⸗ 
lig.) En tro Tiener, Søn, Ven. Tro 
mod fin Konge, fit Fædreland. At blive 


Sandheden tro (ikke forlade den, itfe fige . 


ufandt.) At blive fit Forfæt, fin Beſtem⸗ 
melfe tro. ”At der, f. at blive Dyden tro, 
blot behsvedes en flygtig Rorelſe, et aflagt 
Løfte.” Rahb. — Eu tro Arbeider (fom er 
trolig , ivrigei fit Arbeide.) At være tro 
i noget, i en Beſtilling. — At være fin 
Herre tro. En tro Hund. Troe Under⸗ 
ſaatter. (modſ. utro, troles.) 3. ſom et: 
fviger fit Ord og Lefte, men er ærlig i at 
ville holde det, (modſ. troles, utro.) jvf. 
paali delig. Kun faa af hans Tilhængere 
bleve ham troe. fan har været en tro El⸗ 

et. fan blev fit Løfte fro. Hun var 


Atfe Manden tro. ”Det er en tro Mand, 


fom lover en Anden noget, sg vil holde det ; 
en paalidelig Wand lover tet ſamme, og 
holder det viſt. Sporon. 4. ſom ikke be; 
gaaer Soig £ at fravende en Anden hans 
Eiendom. Troe Tieneſtefolk. (modſ. utro.) 
Denue Tiener er faa fro ſom Gald. = tro⸗ 
faſt, adj. ſ. under n. s. Tro. trohier⸗ 
tig, adj. ſom af egen EXRrlighed og Tillid 
t. andres viſer fig aaben, uforſtilt, oprig⸗ 
tig og fortrolig. At være trohiertig og 
godmobig I Omgang. Vinen giorde ham 
trohiertig. (f. godtroende.) Heraf: Tro⸗ 
hiertighed, en, ud. pl. — trolig, troli⸗ 
gen, adv. p. en tro ell. trofaft Maade. 
Pan arbeider troligen f. fin Herre. Han 
har troligen hiulpet mig, — Troſtab, en. 
(J. Troleiki, Truskapr.) Den Egenſkab 
af være tro, i Adjectivets forſtiellige Be⸗ 
mærfelfer. 1. Han har fortalt Sagen m. 
Troffab (bedre: Noiagtighed, Sanddru⸗ 
hed.) 2. Troffab mod Kongen. Han vifte 
en flor T. mod fin Herre. ”De bevarede den 
Troffab, de havde tilfagt ham, indtil i 
de yderſte Prøver,” Mynſter. »Til Tro⸗ 


527 
ftab hører cen god Ville; til Paals 
leshed.) 


om eg 


"hvor Forf. indſtrenker denne Betydnin 





rd, 
en kraftig Villie. Sporon. (mobſat: ØS 
3. Gun var ikke vis p. Elſterens 
Troſtab. 4. Ticneftefolfs Troſtab (modf. 
Utroffab.) Heraf: Troffabsed,, Tro⸗ 
ſtabslofte, Ed, Lofte om Troſtad og fl. 
Tro,en. ud. pl. få. Tru] 1. den 
Dyd, ell. den Beta ffen he hos en Perſon, 
at holde fit Løfte, Tilfagn, fin Forpügteiſe. 
sfides.) Ikke hyppig; og meft i Forb. m. 
ve. Paa Tro og Love. En Mand af T. 
og Love, Det er imod T. og Love. Naar 
de vilde, at han ftrar efter ſtulde bryde fin 
Tro, og letfindig fpøge m. fine Løfter.” 
Kampmann. — Paa min Tro! ell. blot: 
min Tro! en Forfifering, Det er min 
Tro! fandt. (Deraf: troles.) 2. Løfte, 
Troſtkabslofte. Hun gav ham fin Tro. (jvf. 
Vedels Saro. 26. 331.) At bryde fin Tro. 
[Deraf: trolove.] 3. det, at troet noget, 
kroe p. noget, at holde det f. fandt, ell. vir⸗ 
keligt. (modf. Tvivl.) ”AXttege Tro p. nos 
get.” H. Zaufjen.  ”I det dagl. Liv tilkien⸗ 
Degiver Tro en ſtorre Bished, end Menen, og 
mindre Vished end Diden,” Miller. T. 
paa det overnaturlige, p. Spøgelfer, ” Der 
gives en Tro paa Venſtab, p. Kiærlighed, 
p. Dyd.” Det har jeg ingen T. paa. At 
faae Troen i Henderne 9: v. fandfelig Erfa⸗ 
ring blive dvverbeviiſt om det, man enten blot, 
troede, ell. ikke vilde troe. ”Naar man. fader 
Troen i Hænderne, hører den felv dp.” P. 
E. Miller. Lad ham fun blive I den Tro. 
(Deraf: troværdig.) 4. Dberbevilening 
Tillid t. eens Sanddruhed ed, RErlig⸗ 
hed, (modf. Misſtro.) Jeg har ikke ret Tro 
til ham. At have god Tro rf. cen. Dan 
har forſpildt al Tro og Tillid. 5. Overs 
beviisning om Saudheden af Vidnesbyrd 
om Guds Zilværelfe og Aabenbaringer; 
Ird p. Bud, Religion. , Den fande, den . 
ſaligglsrende Tro; m. fi. andre theologifte 
udtryk. (modſ. Dantro.). ”Troen i uds 
merket Betydn. er en Overbeviisning om 
det Uſynliges ell. det Overſandſellges Gyl⸗ 
dighed. — Tro vil indbefatte baade de reli⸗ 
isſe Foreſtillinger og det religioſe Sinde⸗ 
ag.” Muller. 6. ſom 'ét Concretum: 
Indbegreb af viſſe Troeslxrdomme, en. vis 
Religion. (jvf. Millers d. Byn. I. 2 


09 
af 

Tro allene t. den fubjective Religion.) 
chriſtelige, den jediſte Tro. At fornegte, 
affværge fin Tro. — (Jvf. v. af troe, 1. og 
partiu, Trøende 3: de, ſom ere af en vis Tro 
ell. Religion.) — Heraf : Troesartikel, en, 
Art. i en Troesbekiendelſe, en entelt Frdess 
lærdom. Troesbekiendelſe, en. B. ell, of⸗ 
fentligt Bidnesbyrd om eens Tro; fort Be⸗ 
greb af en vis RNeligionslære. At åflægge 
nT. Troesbog,/ en. Bog, ſom indehols 
er Troeslardomme, el. hvorpaa cen Troes⸗ 
lære er bygget. Hans Fabellavre.om Gu: 


⸗ 


i re. 


| 508 


Trocsbog f. Amutn.“ O. 


dne en 
. —— eee don , eu. pl. - me. en 


⸗ 


enkelt, t. en vis Tro ell. Religion hørende 
Lœrdom. Troeslæere, en. Indbegreb af 


Troeslexdomme; Religionslere. Den chri⸗ 


ſtelige Troeslære. , Troesfag'; en. Rell⸗ 
ionsſag. — Af Tro, 1,2,30g4. tros 
aft, ad). og ad, 1. ſom man fan lide 
Daa, fam iffe fvigter, tro, (i Bemark. 2 
og 3.) En trofgf Ven, Son, Elſter, Hus 
ſtru, Tiener.Naar der du finder en For⸗ 
ræder, hvor du vented dig en trofaſt Bel: 
ler.” Ohlenſchl. ”Han leved trofaft, ſom 
han lærte,” Evald. 2. fom flager t. Tup⸗ 


"gude, troværdig. ”Da bør fligt m. trofafte 


Vidner af bevifes.” D. Lov. V. 2. 31. -3. 
om Zing cl. om Arbeide: dygtig, forfvars 
lig. ” De Vargelsſe han bedæffer m. trofaſt 

fiold.” C. Frimann. At gisre trofaft 
Arbeide, Det Bord er trofaft giort. Her⸗ 
af: Trofaſthed, en. ud. pl. T. i Venſtab, i 
Rlærlighed. trogiemme, v. a. 2. bevare 
troligen, giemme m. Troſtab. (ufædvanl.) 
»Men have Ord trogiemmes i Oldingens 
Hlerte.” Gerg. trogive, v. a. 3. forlove, 
trolove. (br. iJIvlland.) ”Og dermed Hierter 
to forbinde og trogive.“ Arreboe. trolove, 
v. a. og réc. 1. (I. trulofa.) act. om den 
tilforn brugellge Skik, hvorefter Præften 
hoitidelig bekreftede Forlovedes Xgteſtabs⸗ 
løfte, I Forældres el. andre Bidners Nær: 
værelfe, rocipr. trolove fig m. cen 9: give 
Xgte abelølte, fortove fig. Trolovelfe,en. 
Handlingen at trolove (om Præften) ell. at 
trolove fig. Deraf : Trolovelfesdag, Tro: 
lovelſesring, 0. fi. — troløs, adj. ſom er 
uden Tro, 1. ſom ei holder Løfte," fom fviger 
fit Ord. En trolos Forræder, Elſter. “At 
diſſe ſamme, der ere troloſe i deres fleſte 
Forhold, dog ſtundom ere trofafte mod deres 
Venner.” Mynfter. Troloshed, en. ud. 
pl. Beſtaffenheden at være trolses; ell. en 
froleé Handiing. ”Den lumſte Troloshed, 
ſom endog øvet mod Fiender, er uværdig.” 
Vogelius.  trofføldig, adj. ſom vifer en 
fuldfommen Tro t. andres Srlighed og 
Oprigtighed I et vift Tilfælde, og ljær hvor 
Denne Tillid har en SEuffelfe t. Følge. Den 
—— bedrages ofte. At giore een 
troſty (faae ham t. at troe, fæfte Lid 
t. noget.) deg var troffyldig nok til at 
laane ham Beviſerne få min Rettighed, ſom 
jeg aldrig fik tilbage. Deraf: Troffyldigz 
hed, en. ud. pl. — trovant, adj. v. vant 
t. Tro i Ord og Lefte, el. til Ganddruhed 
I Ord og Forfikkringer. “Horer fra tro⸗ 
vant Læbe ct Ord.” Herg. trovillig, adj. 
lettroende. »Venderne ere trovillige og 
fremfufende.” Vedels Saro. 429.) (Trovil⸗ 
lighed. ſammeſt.) troværdig, adj. ſom 
fortiener Tro (3,) fortiener at troes. En 
troværdig Fortælling, Efterretning. Et 
troværdigt Bidne. — Deraf; Troværtigs 


€ 


od, ens MD, på Beſtaffenheden, at være tros 
ær 


8. . 

Trods, en. ud. pl. (3. Trass, Stivfind. 
TJ. Zro$.] en, paa ſtor Tillid t. fig felv, t. 
fin Ret ell, til fine Fortrin grundet Ville 
og Zilbøiclighed t. at flage p. fin Mening 
el. formeente Bet, t. at forfegte den mod 
andre, og udæjke dem t. Fiendſtab d. For⸗ 
nærmelfer. ”Det ev bin Trods, din vrantne 
Trods, hun ſtraffer.“ Evald. At vife Trods 

vi. Trodfighed) mod Dvrigheden. Man 
feer, at han gier det allene af Trods. (Og⸗ 
faa: giore noget paa T.) At bude fine 
Fiender Trode (hvor det ogſaa, i god Be⸗ 
tydning, fan være: giore dem en kicek Mod⸗ 
fiand.) ”Dagené Hede Trods han byder.” 
pr. Guldb. Til Trods for ham ad: uagtet 
an ikke vil have det. Til T. for hele Ber⸗ 
den a: ſtiondt hele V. er af anden Mening. 
”Din Skienhed jeg til Trods endnu tør 
drage Aande.“ Weſſel. — Ogfaa i Udraab : 
Trods den, fom fan gløre det bedre ! Trods! 
om. hon før tøre mig? — og ſom adv. 
Trods (2: uagtet) alle hang Formaninger, 
blev Pobelen v. at raſe. Trods alle hans 
enge, kunde han doz ei opnaae fit Onſte. 
— Sgſaa for: ligeſaa godt, faa godt ſom. 
Han ſtyder, Trods den bedfte Jæger. (De 
flefte af diffe Talemaader ere ligefrem ops 
tagne af Tydſt.) trodſig, adj. IJ. tras- 
sugr.] ſom viſer T. reber Trods, grunder 
fig paa T. Gt trodfigt Menneſte, Barn. 
Ut give et trodfigt Svar. trodfige Ord. 
Så . ftiv.)" ”En fliv Wand vil en Ting, 
ordi hen vil; en trodfig Mand, fordi ans 
dre iffe vil. Hiin troer, at han har Net ; 
denne bekymrer fig ikke om, hvad der er 
Ret.” Sporon. — Trodfighed, en. Trods, 
fom vedvarende Egenſtab; ogfaa blot d. f. f. 
Trods. 

Trodſe, v. n. 1. har. [J. tråssa.] 1. 
viſe Trods imod, vife fig trodſig. At trodſe 
Gud, trodfe Lovene, Yvorigheden, »Alle, 
ſom veed — at trodſe Folks, Fornufts og 
Smagens Domme.” Bagg. At trodſe paa 
fin Magt, Styrke (pukke paa, forlade fig 
meget påa.) "Nu t. trodfende Overmagt, 
der burde tæmmes, nu t. fortrykt Uſtyldig⸗ 
hed.” Malling. 2. bd. f. f. byde Trods (t 
god Betydn. o: gløre kicek Modſtand, cl. 
vife fig beredt t. en ſaadan, uden Fængt f. 
Faren.) Den tappre Flok trodfede længe 
en overlegen Fiende. Hans Mod trodfer 
enhver Fare. Den driftige Ssmand trods 
fer Storm og Bølger. — fig. ogſaa om livs 
(øfe Ting: modftaae, Det flærte Skib 
trodfer Ctorm og Bølger. 

Troe, v.a. og n. 1. [J. trua,] 1. have 
en indvortes faft Overbevlisning om Sants 
ren, Virkeligheden, Tilværelfen af noget, 
om man ikke veed; enten uden Henfon 1. 
Grunden, hvorfor; ell. af Grunde, ſom fra 
den Troendes egen Folelſe ell. umiddelbare 


Troe — Trold. 


Foreſtilling hente deres egentlige Styrke. 
(meſt m. præp. paa.) At troe p. Gud, 


Tilforn troede mange tænfende Menneſter 


v. Spøgelfer og Giengangere. At troe, 
eller troe paa Siclens Udodelighed, et tils 
kommende Liv. (modſ. tvivle om.) — Tro⸗ 


ende, absol. 3: de, fom troe, bekiende ſig 


til en Religions, og iſcer den chriſteliges, 
Lærdomme. (modſ. Vantro.) 2. Jen nos 
get mere indſtrenket Betydning: holde-nos 
get for fandt, vivfefigt ; mene; have Over⸗ 
beviisning om, vel ei ganſte uden objedtive 
Grunde, men dog uden klare ell. tilſtræk⸗ 
kelige. Man troede tilforn, at Solen be⸗ 
voœgede fig omfring Jorden. Fordum troe⸗ 
de man, at Jorden var flad; nu vcgd man, 
at den er rund. — Saaledes om almindelige 
Meninger: Man har længe troet, man 
troer i Almindelighed, 0. ſ. v. (Undertiden, 
m. gorudfætning af Falſthed ell. Ugrund, 
for: indbilde ſig. Han troer om fig ſelv, 
at han er meget lærd. Du troer nok, at 
ingen har mærtet dine Renker?) 3. ans 
tage noget f. fandt, virkeligt, efter Andres 
Vidnesbyrd ell. Udſagn. Hun troer hvert 
Ord, han figer.” »Henter eders yngſte 
Broder ft. mig, faa ſtal eders Ord troes.“ 
1 Moſeb. 42. 20. Dette fan jeg ikke troe. 
San bår fag tidt [slet , at ingen troer ham. 
Jeg troer ikke hans Lofter, Forſikkringer. 
At troe cen p. hans Ord, 4. antage efter 
ſandſynlige Grunde, formode, ikke tvivle om. 
»Vi troe det, hvorom vi af indvortes Grun⸗ 
de itfe tvivle.” P. E. Miller. Jeg troer 
endnu, at han holder fit. Løfte, Nu troer 
jeg ikke (tvivler om) at han fommer. Dan 
troer fig fornærmet. At tree fig ſikker. 
5, lide paa, forlade fig paa. Man fan 
Froe-paa det han figer. Han er ikke at troe. 
Jeg troer ham ikke ret ; har Misſtillid t. 
ham. “At troe paa cen, er at have Tillid 
t. ham; at troe noget, er at antage det T. 
guidigt.” P. E. Miller. — 6. At troe een 
til, f. tiltroe. Jeg havde aldrig troet ham 
til, at have ſaamegen Sjælsfinrfe, = troe⸗ 
lig, adj. (I. trulegr.) ſom lader fig. troe, 
ſom m. Kimelighed kan troes. credibilis. 
$modfat utrolig.) (jvf. adv. trolig, strenue, 
deliter; under adj. fro.) Troelighed, 
en. den Egenſtah, åt være troelig. (Moth.) 
Troende, partic. f. ovenfor 
At ſtaae t. Troende, være traværdig, fors 
tiene af troes. ”Hvorvidt Vidnerne funne 
ſtage til Troende, eler ikke.“ Orſted. Hans 
Ord ſtaaer ikke t. Troende. 
Trold, en. pl.-e. IJ. Troll.] Forti⸗ 
dens Fabcllære og ſildigere Tiders Overtro: 
et m. meer end menneſtelige Kræfter ell. 
overnaturlige Evner forſynet ondt Vaſen; 
et vanſtabt ihyre. (Biergtrold, Skovtrold; 
de Gamles Satyr.) Foruden i andre Sam⸗ 
menfætninger forekommer det endnu i en⸗ 
deel danſte Plantenavne f. E, Troldbar, 
. Danſt Ordodg. I 


ed 


529 


Troe, 1. — 


Sammenſcetninger: 


Trold — Tromle. 


Troldhat, (Flueſpamp) Troldurt, og fl. 
Trolddom, en. ud. pl. overnaturlig 
Konſt og Evne, ſom man tilſtrev Trolde 
og Hexemeſtere, og Virkninger af ſaadan 
Konſt; Kogleri, Hexeri, Magic. Trold⸗ 


domskonſt, en. Konſten af øve Trold⸗ 


dom, Hexekonſt. Trolddomskraft, en. 
overnaturlig Kraft, magiſt Kraft, Hexe⸗ 
kraft. Troldfolk, pl. d. ſ. ſ. Trolde.” 
Troldhex, en. Troldavinde, Hex. Trold⸗ 
kamp, en. Strid imellem Trolde. Trold⸗ 


karl, en. d. f. ſ. Trold, Troldmand. — 


Troldfiærling, en. 1. en gammel Kone, 
ſom troes at forſtaae Trolddom, en Her. ”De 
ſom Troldfiærlinger p. Vandet og fan 
gane.” Holb. P. P. 


2. Troldfiærling kal⸗ 


des ſmaa Figurer, æltede af ſtodt og fugtet 


Boſſekrud, 
de og lade langſomt udbluſſe. — Troldkone, 
en. En qvindelig Trold; en Kone, ſom 
øver Trolddom. ”Troldfonen finder m. 
folograat Saar.” Ohl. (Helge.) Trold⸗ 
onge, en. K. ſom herſtker over Trolde elf. 
æroldmænd. (Prams Stærfodder.) Trold⸗ 


konſt, en. Trolddom, Tryllekonſt. »Trold⸗ 


konſten og dens taabelige Konſtgreb var 

æret og frygtet.“ O. Guldberg. Trold⸗ 

Fugle, en. fortryllet Kugle. (Ohlenſchl.) 

Troldlygte, en. En Lygte, v. hvis Skin 

Billeder, fom holdes f. dette Skin, kunne 

vifes i Afftand, ſom meget forftørrede Skyg⸗ 

get, og derved Blendvark frembringes. La- 

terna magica. ”De meft afverlende Lands 

ſtaber fore og forbi, fom i en Troldlygre.” 

Bagg. (Labyr. II. 141.) Troldmand, en. 

En Mand, fom troes af forſtaae Trolddom, 
at kunne trylle el. here; en Hexemeſter. 

Troldmaner, en. den, ſom maner f. Trold⸗ 

dom. (N. M. Aalborg. 1607.) troldreden, 
adj. v. kaldes hos Almuen en Heſt, fom er 

bleven bovlam ell. har lignende Skade, af 
den Overtro: at Trolde havde redet den. : 
(Moth.) Troldqvinde, en. d. f. ſ. Trold⸗ 

kicexling, Troldkone. 

Trolde, v. a. (Moth.) ſ. trylle. 

Tromle, en. pl.-r. IN. S. Trommel. 
ivf. n. s. Tromme. Et fælles Begreb ſynes 
at ſvare til den cylindriſfte Form.) 1. en 
Kaffe af Jernblik, fæftet omkring Roret p. 
et Slags ældre Jern-Kakkelovne; Kakke⸗ 
lovnstromle. 2. et valſeformet (cylindriſt) 


Redſtab af Tro cl. Steen, ſom kiores hen 


over Jorden p. Agre el. i Haver f. aft jævne 
ben. Trumle hos Woth, der har følgende 
Tromlekicft,en. et af 
de tvende krogede Træer, fom Tromleknubben 
lober i. 
gaaer igiennem Tromlen, og hvorom den 
dreier ſig. Tromleramme ell, Tromleræk⸗ 
ke, en. Indretning af fire flade Zræer, ſom 


ere Foſtede før og bag t. Tromleknubben, 


og holde Kiæfterne ſammen. Tromlering, 
en, Ring om Enderne af Tromleknubben. 


. (34) 


Tromlefnuh, en. det Tree, fom 


fom Drenge more fig m. at tæns . 


Tromle — Trosheft. - 


Tromleftang,en. den Stang, hvorved Heſtene 
drage Tromien. Tromletap, en. Jerntap 
i Endetne af Tromleknubben, ſom hviler 
og løber om i Zromleflæfterne. 

Tromle, v.a.1, overfare m, en Tromle. 

At tromle en Bygager. 
Tromme, en. pl-t. IJ. Trumba. 6v. 
Trumma.] et huult cylindriſt Redſtab, fåds 
vanl. ”af Mesfing, over hvis Aabninger 
ſpœndes et ſtramt Pergament, hvorpaa man 
gaag m. to Stokke. At ſlaae paa T. rore 
rommen 9: tromme. == Trommefoder, et. 
Kaffe el. Foder, hvori en T.gtemmes.(Moth.) 
Crommehinde,en. O. ſom tillukker Horegan⸗ 
ens Munding i Øret. Tympanum auris. 
Trommelyd, en. Lyd af en Tromme; Trom⸗ 
meſlag, (Weſſel) Trommeſtind, et. det 
Skind, ſom fpændeg over en T. Trom⸗ 
meſlag, et. Lyden af at flaae p. Tromme. 


At bettendtgiere noget ved T. Tromme⸗ 


ager, én. den, rr — at ſlaae p. 

römme. Trommeſtok, en. pl.-ke. en af 
de to ſmaa Stokke, hvormed man ſlaaer p. 
Tromme. Trommefyge, en. Sngdom hos 
Hornqveget, hvorved Bugen pludſelig fouls 
mer ſtœrkt op. 

Trompet, en. pl.-er. 
E. Trumpet. i ældre D. 
ſtab af Metal, beſtaaende 
ombøiet Ror, m. en nedenti 


r. Trompette. 


af et to Sange 
udvidet Aab⸗ 


, ning, hvoraf Zoner frembringes v. at blæfe 


i Mundingen. At blæfe paa Trompet. = 
Trompeter, en. den, ſom forſtaaer at blæfe 
p. Frompet. 
rop, en. pl. Troppe cl. Tropper br. 
Udet i denne Bemerk. jvf. følg. Ord. [J. 
Trupp.] en Flok, endeel nær hinanden 
famlede Menneſter, iſer Krigsfolk. En 
T. Ryttere, Fodfolk. At holde Trop, om 
Rytteriet: blive ſamlede, ride ſammen i 
Orden og Rad. — Fortrop og Bagtrop 
vr. om Krigsfolk, der drage frem foran cl. 
bag efter den egentlige Gær (Govedtraps 
pen.) — tropviis, adv. en Trop efter den 
anden. i 
Tropper, pl. ud. sing. [af det Fr. troup- 
es.) Et betydeligt Antal ſamlede Krigés 
off, At hverve Tropper. At lade T. rykke 
mod Grendſen, lægge T. i en Fæftning. 
At sve Tropperne. En liden Trop Sols 
dater, et enfelt Compagnie, kaldes ikke 


Tropper. — Fortropper, Bagtropper, d. f. 
J. Sortrop, Bagtrop, men om en betyde⸗ 
lig Styrke. 


Tros, et. ud. pl. IJ. Tros, Truss. Øv. 
eg T. Trof$.] det, fom hører t. en Krigs⸗ 
ære 
til Left efter Hæren (fr. Bagage.) At høre 
til, følge m. Troſſet. ”At Vold, Mord og 
Dbelæggelfe fulgte, fom andet Tros, nod⸗ 
vendigen de firidende ære.” Vogelius, = 
Trosheft,en. Heſt, fom træffer en Trosvogn, 
bruges v. Troſſet. 


Ud 
t * 
2 


330 


—8 et Red⸗ 


——— og føres t. Vogns ell. 


Trookarl. Trostnegt, 


we - 


+” 


Zrostarl — Trug. 
i 
en. Karl, ſomm følger m. Troſſet, kierer 
Trosheſte, m. m. (Moth.) Trosvogn, 
en. 8. hvorpaa rigoͤfornsdenheder el. 
Tros fores efter Gæren (forſtiell. fra Kuſt⸗ 
vogne, Krudvogne, m. fl. 
ros cl. —* en. pl.-r. ISv. Tråss.] 
et ſteerkt Reb, ifær hvor det bruges t. at 
tridſe ek. vinde med. (Moth; ſom ogfaa hat 
v. a. at troſſe, flæbe, træffe m. Toug, 
burere. — troffeflaget Tougvært: faldes t. 
Skibs det, fom er ſlaaet imod Solen; i 
Modfætn. t. kabelſlaaet. Schneiders Vei⸗ 
ledn. 77.) — trosviis, adv. I Sevæſenet 
ges alt Tougværf og Linegods, der er ſlaaet 
od Solen, at være jlaaet trosviis eler 
troffejlaaet (hvilket feer m. alf [løbende og 
ſtagende Tougværf) i Modfætn. t. det ka⸗ 
belſlagne (Sværtoug og Varpegods.) 

Troſtab, en. f. under ad). tro. 

Troſſe, en. En Bænk el. Kaffe af opſtil⸗ 
lede Bræder p. Marken, hvori Torvejord 
æltes el. tredes (ufædvanl,) »At ælte 
Torven i en Troffe m. Heſte eler Stude.” 
Olufſen. (Danmarks Brændfelv. 165.) 

Trudſel, en. pl. Trudſſer. 1. Handlin⸗ 
gen at true, Truen. 2. det, man figer 
truende, det, hvormed man truer een. = 
trudfelfuld, adj. fuld af Trudſler, meget 
truende. Hans trudfelfulde Harm at ſtille 
gav Folk ham Brød.” Tode. ”Hvor Døden 
venter trudfelfuld hver overmodig Kæmpe.” 
Ohlenſchl. — Trudfelsbilldd , et. truende 
Billede. Nattens Efrætfe og Drommens 
Trudfelsbilled,” Ohlenſchl. Trudſelsord, 
et, truende Did; Ord, der udtrykke en T. 
(Fibigers Sophokl.) — 

True, v. n. og a. 1. IJ. pruga.J 1. 

ide tilkiende m. Lader, Bevægelfer en, 

cd, at man vil tilfoie cen Ondt el. Stade. 
Gan truede hende, el. ad hende m. opløftet 
Haand, m. Stokken. Den, fom fruer, 
flaaer ikke altid. Vrede og truende Miner. 
Gan fruede ham m. Fængfel, hvis han ikke 
erftattede Tabet. De truede, at ville fætte 
Ild p. Byen. 2. fig. give tilfiende p. ans 
dre Maader, at man vil flade cen. Flenden 
truer vore Grændfer. — Ogſaa om. livloſe 
ing : Det har hele Dagen truet med Regn. 
Huſet fruer m. at falde. 3. true til, face 
v. Trudſler t. noget. Han truede Drengen 
t. at tage det. Hun blev truet til at give 
fit Samtykke. At true fig noget til a: faae 
v. Trudſler. (ſ. aftrue.) — Truen, en. ud. 
pl. Gierningen at true. 

Trug, et. pl. —e. [IJ. Pro, Trog.] 1. 
en langagtig, ſedvanl. fiirfantet Kaffe, ell. 
et i denne Form udhulet heelt Træ, t. fors 
ſtiellig Brug. Saaledes Deigtrug, Stam⸗ 
petrug, Svinetrug , Dandtrug (f. Krea⸗ 
ture) Daffetrug, 0. fi. 2. eft mere fladt, 
vundhulet, langagtigt Zræfar, i. at bære 
el. lægge noget paa. At bære Korn ned ti 
Gaarden p. ét T. At fætte et T. under, 


i; 
i 





” mærfelfer.) 


; rug — Arøgle. i 


hvor det drypper. — Trugſteabe, en. et 
Redſtabet. af ſtrabe Truge f. at renſe dem; 
Deigſtrabe. Trugſtol, en. et Slags Stol 
m. fire Fødder t. at fætte et T. paa. == 
Trugdiern, et. faldtes i forrige Tider et 
Slags Jernbyrd, hvorved den Anklagede 
maatte i en vig Fraftand kaſte det gloende 
Jern I et Zrug, og optage det igien ſaa⸗ 
længe til han traf Truget. 
rumf, en. pl.-er. 1. ben Farve I Kort⸗ 
ſpil, ſom ſtikker de svrige. (ſ. Dælt.) Spar 
der er Trumf. Han flaf m. Trumf Es. 
2. et enkelt Kort af denne Farve, At have 
mange Trumfer p. Haanden. ' 

Trumle, en. f. Tromle. 

Trunde , v. n. 1, har. [f. det følgende 
trutte.] give fig ud, være hoven, ſvulme. 
It trunde ud. (Moth.) ”Der raabes faa, 
at nen ttunde I Hovedet.“ B. Thott, 
(II. 97. ' NE 

Trunte, en. pl.-r. 1. en Træftub, uden 
Grene. 2. en Knold cl. et gammelt ubrus 
geligt Stykke Træ. (Moth.) 

Trutte, v. n. 1. IJ. brutna. Øv. trut- 
na.] d. f. ſ. trundes hvoraf trutten, boven, 
ophovnet. (Begge Verber, fom Moth har, 
høres kun blandt Almuen.) Hos Arreboe 
forekommer trude. ”Hans Dine truder ud, 
klaragtige ſom Lue.” 242. 

Tryg, adj. pl. trygge. (3. trygt] 1. 
fom er uden Fare; ell. fom der ingen 
er ved; filter. (ikfe i dette Ords øvrige Ves 
Ler fan man være tryg for 
Kuglerne, ”Haren tryg for Hunden gaaer.” 
Bording. Et trygt Sted. Tryg mod alle 
Farer. Heſten er ikke ganffe tryg (noget 
ufikker.) Dette Middel Fan man trygt bes 
tiene fig af. 2. ſom ikke frygter Fare, ſom 
troer fig uden Fare. Bær ikke f. tryg ! 
an fad ganffe tryg midt iKugleregnen. 
Dan lagde fig trygt I. at ſove. 7/7De eve 
faa trygge, letfindige, eg uden al Sorg, 
ligeſom de fade i Guds Skisd.“ P. Tide⸗ 
mand. 1564. — At ſove trygt 9: roligt. At 
ligge i fin tryggefte Søvn. — Tryghed,en. 
ud. pl. (3. Trygd.) Beſtaffenheden at være 
tryg, eller agte fig tryg. ”Seleren har fun: 
net gisre ham haabefuld; men ikke forlede 
Lam t. farlig Tryghed.” Vogelius. Han 


da Fun Folk i Søvn og Tryghed vugge vil.” T. 


Bording. ”Lader os falde det Tryghed ; 
men den Blindes Tryghed, der. rolig vans 
Drer en Afgrund i Møde.” Baſthoim. — 
tryggelig, adv. trygt. —— Gaa⸗ 
fer graa p. Tuen fover og hviler.” Arreboe. 
"Drager op ft. et Folk, fom er roligt, ſom 
boer tryggeligen,” Ser. 49. 31, (Nu fields 
nere. 

Tryyle, v.n. (og act.) 1. har. IJ. brau- 
ka, blive fænge ved.] overhænge m. Bønner 
el. Begieringer; bette, tigge. ”JFe 
maaer iffe at grave; jeg ſtammer mig ved 


I 


Fare 


531 


i 


for⸗ 
at tvygle,” Luc. 16, 3, At veygle om, 


Trygle — Trykte. 


noget. ”Den Kloge tryglede om Bred.” 
Rein. Han tryglede faa fænge, at jeg 
maatte give ham det. + Sieldnere act. tigs 
ge om noget, føge v. idelig Begiering åt: 
faae. Du feer han tvinger mig; han 
frygler Døden.” Evald. ”Jeg trygler en 
falig Lyft af dem, fam gav mig Livet.” 
Samme, ”Zomt er kiobt og tryglet Navn.” 
Thaarup. — ”At teygle et at .overhænge m. 
Bønner. Denne Overhængen — fommer 
fieldnere fra Betleren, end fra dem, font 
ftaae os nærmere i Samfundet.” Muͤller. 
== Deraf: Tryglen, en. ud, pl. ”Det er f. 
det mefte i Følge Uforftand, at Nogen plager 
Andre m. fin Tryglen.” Muͤller. — Tryg⸗ 
lebrev, et. B. hvori man trygler om noget, 
Tiggerbrev. (D. Lov.) — Trygler, en. den, 
ſom overhænger m. Begieringer, en Better. 
— Trygleri, et. Sferningen, at trygle. ”Dps 
reiſt gaae i Modgangs Dale, uden Trygleri 
om Troſt.“ Foetſom. 

Tryk, et. pl. d. f. IST. Drud] 1. 
Handlingen at trykte, ell. det, at et Legeme 
trykker ell. trykkes. Gt T. med Haanden. 
ſ. Zaandtrok.) Af give cen et Tryk: Der, 

der Muren Det" flærfefte T. Grunden 
kunde ikke mobftaae Trykket af faa fvær en 
Saft. 2. fig. en tryffente Behandling , 
hvorved eens Velfærd lider, Befværing , 
Undertryttelfe. == Heraf : Tryfpompe, en. " 
I.r. en Pompe, hvori Vandet v. fn tryk⸗ 
ende, Kraft drives iVeiret. (Millingtons 
Naturl. 181. modf. Sugepompe.) Tryk⸗ 
vor, ét. Roy i Vandværfer, hvori Stempe⸗ 
len gaaer, og hvort Vandet bringes t. at 
ftige v. Lufttrykket. (Krafte Meh. S. 872.) 
„et. enhver Maſtine, hvorved 
Vandet hæves I Velret v. Hielp af Lafttryk⸗ 
ket i Rør. 

Tryk, en. ud. pl. 1. Bogers Trykning, 
Prentning; dog' fun i viffe Talemaader: 
at beffendegiøre noget v. Trykken, lade nos 
get udgaae i Trykken, give i Trykken, bes 
fordre t. Trykken. .”Seg tilftaaer vi 2. 
Danft i Trykken lidet giver.” Holb. P. P. 
ſ. Tryfning.) 2. Det, fom ev trykt i en 

og, og Maaden, hvorpaa noget er tryft, 
ſaavel m. Genfyn ft. Skrifterne el. Typer⸗ 
ne, fom t. Aftrykningen. En ſmuk, reen 
Denne T. er mig aft f. fin. Tryk 
og Papir i denne Bog ere lige ſmukke. 
Latinſt, gothiſt T. Saalænge Trykken er 
gå fe ny, maa en Bog ikke banes, — 

—2* en. Feil i en trykt Båg, ſom ev 
begaaet af Setteren, og ikke rettet i Prøs 
vearkene. Trykpapir, et. ulimet Papir, 
—* Bøger trykkes. Trokſverte, en. 
— f8 værte. Irykvildelſe, en. de ſ. 
ry eil. 

Trykke, v.n. 1. (og trykte, teykt.) [J. 
bryckia.] 1. a. om den levende Kraft: 

nge en Ting tæt ind paa ell. til en ans 
den; bringe et Legemes Dele tættere ſam⸗ 

R (347) 


e 


y 


Irykke — Trykteaar. 


men, et miundre Rum, vf. Hemme, 
preſſe.) At trykke cen t. fit Bryſt. pan 


trykte min Haand. Han trykkede Xſtken 

»T Haanden, faa at den gif itu. — At trykke 
noget af i Bor, I Leer 3: bringe Formen 
deraf i Voret, v. at trykke. At trykke Saf⸗ 
ten af en Citron, " Xt trykke cen ind ft. 
Væggen. At trykke Hatten ned i Anfigtet. 
At fryffe noget ned, ſammen, tilbage. 
Han tog ham i Skuldrene og trykkede ham 
t. Jorden. — At trykke fig ved noget 3: 


giare det nsdigen. (Hvo vil fig trykte 
for, i Ceding nd at fare?” Bording. II. 
.) b.) om en bød Kraft: virke v. 
Tyngden p. et andet Legeme, faaledes at 
Dette, naar Trykket er f. ftærft, giver efter; 
ell. dets Dele ſtifte Sted, ſtilles ad, 0. f. v. 
2. volde Smerte, Saar, ubehagelig Fors 
nemmelfe v. Trykken. Skoen, Stovlén 
tr mig. Beſten er bleven trykket (af 
Gaddelen.) Det trykker mig i Bryſtet, 
underlivet, 3. befæfte v. Tryk. At tryk⸗ 
ke fitSeglef. et Brev, ell. under noget 
iftligt, 4. figurl. trænge, plage, des 
være, At trykkes af Sorger, Fattigdom, 
. angel. En trykkende Armod; trykkende 
Skatter.“At flye de Sænfer; ſom tryk⸗ 
kede eller truede dem.“ O. Guldb. 5. brin⸗ 
ge Figurer el. Skrift p. Tet el. Papir y. 
Former, ſom trykkes derpaa v. en Preſſe. 
(om Kattuntrykkere, Kobbertrykkere, Bogs 
trykkere, Steentrykkere, 20.) At trykke 
Kattun. At trykke et Kobber af. Tryk⸗ 
Fede Zørtlæder. — færd. og absol. om Bess 
ers Prentning. Arket er fat, men endnu 
" dte trykt. Her trykkes forholdéviig meget 
i Sandet (3: mange Bøger.) Han har baade 
leerrt at fætte og at trykke. = Heraf: Tryk⸗ 
ning, en. 1. Handlingen at trykke (ifær 
Bøger, Kobbere og d. J andre Zilfælde 


br. ſom ofteft Trykben ell. Tryk.) Vorkets T 


Trykning ev endnu ei begyndt: 2. den Om⸗ 
ftændighed, at noget trykkes; et Tryk. 
”Dæmningens Styrke maa ſtaae i Forhold 
m. Bandets Tyngde og Trykning.“ Schytte. 
— Trykker, en. pl.…e. 1. den, ſom trykker 
noget (ſaaſom Eb ovmer, Figurer, Strift) 
af p. et andet Legeme, f. E. Kattuntrykker, 
Kobbertrykker, Bogtryffer. absol. br. det 
"om de Arbeidere i et Bogtrykkeri, der bringe 
arven ell. Sværten p. Formerne, og tryk⸗ 

ke dem af v. Preffen;.t. Forſtiel fra Sæts 
„teren. “Skriver, Skrift og Skriven vel er 
ærlig; men Trykker, Tryk og Trykken er 
-Befværlig.” Bagg. — Deraf: Trykkerlon, 
en. 1. den Løn, fom betales en Trykker. 
2. det, ſom betales f. Trykningen af et 
Skrift; Bogtrykkerlsn. reen: 
P. fom brugesv. Trykning.  Trytferfværs 
fe, en. den tillavede S. bom Bog⸗ og Kob⸗ 
vbertrykkere anvende. — 2. Trykkeren p. en 
Laas, et Haͤandgreb, hvormed Døren lukkes 
op, naar den. el er laaſet. == Trykkeaar, et, 


Jer. De 


Aa 
' 


| 532 j Zrylfeaar — Trylleroſt. 


Det Xarstal, ell. Aaret efter en beftemt 
Tidsregning, hvori en vis Bog er trykt. 
Trykkefrihed, en. uhindret Fribed til, m. 
meer el. mindre Anfvarlighed, at lade det, 
man har føirevet, tryffe, ell. det, ſom alt 
tilforn har været trykt, p. ny blive trykt. 
»Trykkefriheden, ell. den Frihed, offentlig 


at fige og ffrive fine Tanker om Lovene, Re⸗ 
feringen og de borgerlige Indretninger.“ 
irkner, Trykkeſted, et. det Sted, den 


* 


ketvang, en. det modſatte af Trykkefrihed 
Preffetvang. ”Denne Mening beroer hver: 
ken p. Trykkefrihed, el. paa Tryffetveng.” . 
Birkner. ”DOvertræbdelfer mod (af) Iryftke⸗ 
frihedens, el. rettere Trykketvangens Lo⸗ 
ve.”.Samme. ' . 
Trykkeri, et. pl.-er. Verkſted, hvor der 
trykkes; færd. d. f. ſ. Bogtrykkeri. 
Trylle, v. a. 1. [af Trold.] egentl. fore 
giore v. Trolddom, overnaturlige Midler, 
forhere; hvilten Bemærk, dog ſielden br. 
Jvf. fortrylle. + fig. indtage Siælen, tits 
loffe i høi Grad. En tryllende Skionhed, 
Muſik. (hér br. ogſaa ofteſt: fortryde.) — 
Derimod m. Præpofitioner og Adverbier, 
om at frembringe en vis Virkning, Bevæs 
gelſe e. d. ved Hielp af Trolddom, ell. paa 
en Maade, ſom ligner Fortryllelſt. Sor⸗ 
.gen trylled -t. Jorden vor Fod.” Hertz. 
un forftaser at trylle Sorgen bort. Ved 
dette Syn trylledes jeg hen, el. tilbage i 
min Barndom. == I de afledede Ord herſter 
meft den figurl. Bemærf. el. Begrebet om 
en i hsi Grad indtagende Egenſtab el. Virk⸗ 
ing: Trylleblik, et, Gt fortryllende, i 
bei Grad indtagende Blik ell. Øiefaft, Mit 
Die drukner i ct Trylleblik.“ Baggeſen. 
Tryllebæger, et. poet. Bæner, hvoraf en for⸗ 
tryllende Drif nydes. Ei længer fan man 
ryllebægeret tomme.” Grundtv. Tryl⸗ 
legern, et. poet. en tryllende ed. ſterk Til» 
lotkelſe. ”At du hendes Ven t dine Trylle⸗ 
aut ſtal lokke hen.” M. C. Brun. Tryl⸗ 
eglæde, en. En fortryllende, Sindet ganſtke 
indtagende Glæde. Tryllekonſt, en. den 
Konſt, at kunne trylle, Trolddomskonſt; 
men meſt fig. for: I høi Grad indtagende 
Gaver én. — Tryllekraft en. 
overnaturlig, magiſt Kraft, tryllende K. 
fig. Hendes Stemme har en Trylle⸗ 
kraft, for Ingen fan modſtaae. — Trylle⸗ 
lyd, eu tryllende, i hoi Grad indtagende 
Lyd. Sangens, Harpené Tryllelyd. (Bags 
gefen.) . emagt, en. Tryllekrafi. 
»Hendes Blikke v. den gamle Tryllemagt 
tvinge £æben t. at ſtamme.“ J. £. Heiberg. 
”Den qvindelige Yndes Tryllemagt.” Rab⸗ 
bek. Tryllemidler, pl. overnaturlige Mis 
T. un anvendte t. af beherſte 
ham, vare hendes In og Forſtand. 
Trylleroſt, en. En Raft, der har en kryl⸗ 
(ende, ell. I hoi Grad indtagende Virkning. 


Byes Navn, hvor en Bog er trykt. 





Arylleſang — are. 333 Kræ. vv 


. ÅN , . 
rylleſang, em. trylfende Sang. Trylle⸗ noget fom er giort af T. trænetet; adj. 
2 noget, hvormed een v. —** ſom har nogen Liighed i Natur m. et Zræ. 
ſtiuler fin Skikkeiſe (Ohlenſchl. Nord. Sud. En træartet Plante. Trabarke en. ſ. 
152.) Trylleſmiil, et. Et i hei Grad yvynde⸗ Bark. Træbaft, en. ſ. Baſt. Træbeen, 
fuldt, indtagende S. Trylleſpeil, et. S. ét. B. af Træ; men færd. om et ſaadant, 
hvori man feer Gienſtande p. en overnaturlig ſom Menneſter, der have miftet et Been ell. 
Maade, magiſt Speil. (Storm.) Trylle⸗ begge, bruge. (Deraf i comiſt Stiil: træs 
pil, et. 1. en forunderlig , vidunderlig benet. ”En umaneerlig ſtiv træbenet Quin⸗ 
Birkning, enten : 
Sicelens Indre. Phantaſiens T. ”Dette de, en. Et Slags Sygdom i Træ, huove 
tauſe Trylleſpil hvert Dieblik ham Munden ved Vedet indentil bliver ſort. (forſtiell. fra 
aabne vil,” Bagg. 2. et Skueſpil, hvori Skovbrand.) Træbro, en. Bro, ſom et 
Trylleri og overnaturlige Tildragelfer ſdre⸗ bygget heel af TT. Træbul ; en. Builen, 
ſtilles. Tryllefprog, et. fortryllende, hen⸗ Stammen afet T.  Træbygning, mn. Bi 
rivende Tale. Trylleftav, en. Stav, fon opført heel af T. (modſ. —— 
man tenker fig at funne frembringe overnas Træfald, et. den fændelfe; at mange 
turlige Virkninger. rylletale, en. for⸗ Træer blæje om. (Moth.) Treæfang⸗ et. 
tryllende Tale. De matte Arme — ſank ud. pl. Redſtaber, Bohave af I. (ſ. Jern⸗ 
langſomt ned v. hendes Trylletale.“ Øhlen: fang.) Treeflaade, en. ſ. Tommerfleade. 
ſchl. Trylleurt, en. Urt, ſom br. til Trolde Træfrugtzt, en. ſpiſelig Frugt, fom —A 
dom; Trolddomsurt. (Moth.) Trylle⸗ Irceer.  Træfrø,set, Frø af et Zræ ell. 


værk, et. Verk, fom ev frembragt v. overs Træer. At ſaae T. Traegaard, en. fave . - 


naturlige Kræfter og Virkninger, Værk af "ell. andet Sted, hvor Zræer cre plantede 
Trylleri. (Sander) i (Moth. Egentlig et ſvpenſt Ord; men br. 
Trylleri, et. pl.-er. Anvendelſen af Trylle⸗ i Danft af enfelte Nyere. ”Fra indheg⸗ 
konſt cl. Tryllemidler; ell. en derved frems nede Erægaard faaes foræblet Frugt.” 3. 
bragt Virkning. Man flulde troe, at det Smidth, D. Haver. 60.) Tragang, en. 
— ved Trylleri. Ligeſom v. et ⁊ 
orvandledes pludſelig Scenen. Allee. (Ohlenſchl. Træhammer, en. 1. 
Tryne, en. pli-r. IJ. Tryni, Tridna.] Hammer af Træ. 2. d. ſ. ſ. Skovhammer. 
Snude af en lang, tilfpidfet Form, ſaaſom Træhave, en. d. ſ. ſ. Trægaard… . Træz 
p. Sviin og lignende Dør. . eft, en. Gt tilforn brugeligt Strafferedſtab, 
Træ,et, pl. Træer. IJ. Tre. A. S. Treo, dannet ſom en Heſt af Zræ, m. ſtarp Ryg, 
Treof.] 1. den ſtorſte og hoieſte Claſſe af hvorpaa Bønder og Soldater maatte ride. 
Værter, el. en Vert, der flyder op fra Træfaft, ſ. Vedkaſt. Trækile, en. Kile 
Roden i en enkelt, af tætte Zrævlet (Ved) af T. Træflamper, pl, et Slags Tofler 
beftaaende og m. Bart forfynet Stamme, af Læder m. Træfaaler. (Moth)  Trez 
hvilken i forholdsviis Afſtand fra Roden klodo, en, Gt tykt, aformeligt Stykke Zræ, 
deler fig i Grene, det bære Blade, Blom⸗ en Treklump, Træeknub. Träknaſt, sn. 
fter og Frugter; (jvf. Buſt, Vufftræ ,» f. Knaſt. Traknop, en. Knop p. Trcers. 
Plante, Urt.) At plante Træer, Et Aſte- Grene, — Blade udfpringe. Træs 
fræ, Bugetræ, Egetre, Grantræ, Linde⸗ knub, ſ. Traklods, Knub, Armede, 4. 
træ, 0. ſ. v. Frugttræer, Skovtræer. Trækul, en. K.'fom brændes af Træ. (modſ. 
Naaletræer, Løvtræer. 2. ud. pl. den Steenkul.) rælaft, en. ud. pl. Byg= 
Materie, hvoraf Stamme og Grene p. ef ningstømmer, Sfibstommer og andet Som⸗ 
Zræ beftaaer ; Ved. Haardt, blødt, tungt, mer, for faa vidt det betragtes. fom Hau⸗ 
let Træ. At arbeide i T. flære i T. glere delsvare. At udftibe T. handle med T. 
noget af Træ. Der er meget T. i dette Bord. Træluus, en. et lidet Infect, fon opholder 
Der maa meget nyt Træ i Vognen. (jvf. fig i gammelt Zræ. Termiculns pulsato- 
Ded , Brænde , Tommer.) Ligeledes om rius. Træemarv, en. Marven i. st Tre, 
et vift Slags T. el. Ved. Bordet er af hvorigiennem Safterne opſtige fra Roden. 
Edetræ (af Eg) og Stolene af Birketræe. Træmos, en. Mos ſom vorer p. Træer. 
Veſtindiſt T. indenlandſt Træ. 3. pl. (mob. Steenmos.) Trænagle , en. En 
" Træer. et Stykke Træ, indrettet f. en vis R. el. Pind af Træ, dannet liig et Gem. 


Beſtemmelſe, et Redſtab af Træ. Her TræneWe, en. N. eller Kolle af Iræ. - 
maa fættes et nyt T. ind. CtTværtræ (Moth.)  Træorm, en. Orm ell. Larve af, 


(ſom ſidder, ligger p. tværs.) Et Dørtræ, Inſecier, ſom lægge deres Xg if ræ. 


Pompetræ, Rendetræ. 4. et Anfer, en Træplanfe, en. ſ. Planke. (et Træplante | 
Tonde, el. et lignende Kar. . Vinen man  bemærter I ældre Skr. et Planfeværf. -f. 
fyldes om p. et nyt Træ. == Træagare, en. Vedels Garo. 252.) Træplante, en. den - 


Aare cl. Stribe i Træ;  fræagtig, adj. af Froet opſtudte Spiré t. et Træ: At 
fom ligner Zræ, har noget af Træets Be⸗ optage, omfætte Treplanter. Træplant⸗ 
ſtaffenhed. Træarbeide, ct. ArbetdefZræ, ning, en. 1. Gierningen at plante Treer. 


U 


Sandſeverdenen, ell. I de,” Baggeſen.) Trabrand el. Trabryn⸗ 


rylleri Sang, v. hvis Sider Træer ere plantede; 


” 


— ⸗ 


2, et Gied, et GStylke Land, Hver Zræer 
ꝓlantes og opelſtes. Træring, er. Ringe 
fEræeté Bed, hvis Antal tilftendegive dets 
Alder tivf. dette Ord nedenfor.) Teæſa⸗ 
del, en. S. hvig Bomme ell. fafte Dele ere 
glorte af Træ. Treſaft, en. den i et vorens 


be Træ og i grønt el. vaadt Ved værende. 


Planteſaft. Træffee, en. Skee, fom er 


„ dannet af et Stytfe TI. — Traffo, en. et 
”Glagé .Sto ell. Bedæfning f. Foden, ſom 


hb 


" Sannes af et, m. Træft 


e 


opſtablet 


ſagte. 


ojernet udhulet heelt 
Stykke Træ. (Deraf ogſaa: Træeſfokram⸗ 
pe, en: En Krampe ell. fynd Jerabaile, ſom 
lægges om Treſtoe, over BVriften, ſ. at 

dem. Træffomand, en. i Siæland : 
den, ſom forſtaaer at gisre Zræftae, og 
driver denne Næring.) — Træffole, en. et 


" Plantefted.f. unge Træer; men i Særd. 


den Deel af en Frugthave, hvor de af Kier⸗ 
neſtolen indplantede unge Frugttræer for⸗ 
æœdles og fane deres førfte Tilſnit; og hvor 
andre unge Træer, ſom dpelſtes t. Pryd ell. 
Notte, indplantes fra Froſtolen. (Olufſen. 
L£andaec. 347. 375.) Træfnit, et. pl d. ſ. 
1. Figurer, indſtaarne i en haard Træplas 
de, ſom aftryftes m. Bogtrykkerſvœrte. 
At aftrykfe et T. 2. Aſtryk af en ſaa⸗ 
dan. Zræplade. En Bog med T. Træs 
ſpaan, en. ſ. Spaau. Træftabel, en. En 
Dunge af Træ. Træftamme , 
en. 4. f. f. Træbn 
af: Fræ, m. Tretrin; (1 Modfætn. f. 
Tougftige, Retitige.) Træſtolpe, en. f. 
Stolpe. >Kræftub, en. d. f. f. Stub, 1. 
(Pram.). Træſvamp, en. pl.-e. Svampe, 
fom vore p. Træer. (t. Forf. fra: Jord⸗ 
foampe.) Træfyre; en. G. ſom uddrages 
af Vedet og Saften af nogle Træer. Træ 
tet, et, Redſtaber, Boſtab o. d. ſom er 
giort af Træ. Der fælget bande Trætsi.og 
"Serntel. Trævarer, pl. alleſlags Neds 
ſtab, Bohave, m. m. ſom giereß af Træt. 
Salgs Trœfang, Trotsi. Travox, et. 
Bor, p. en egen Maade tillavet, ſom br. 
til at Eline uden p. ſyge Træer. (ſ. Pode⸗ 
vor.)  Trævært, et. det, fom er giort af 
Træ (ffær hvor en Ting beſtager baade af 
az. og Metal.) Trævarket ten Vogn, i en 
Plov. Trævært 
Vorefraft. Denne Jordbund giver en god 


Treævæxt. 


Træd, et. ſ. Traad. 

Træde, vi a. (af Traad, flum.) f. under 
Dette Ord. 

Træde, v.n. og a. traadte, traadt. [J. 
troda. A. 6. tredan. E. to tread. Sov. 
træda, tråda,] A. noutr. 1. fætte Fo⸗ 
den p. Jorden, ell. en anden Gienſtand, i 
bet man gaaer, At træde haardt, let, 
At træde feil. At træde paa nos 
get. Gun har traadt i Skarnet. Jeg 
traadte inſtil over Anklerne. At fræde i 
cené Fodfpor 3: følge hans Grempel. Han 


334 


Træftige, en. Stige 


sa en. Treers Vært og. 


. Arcede — Srædift. 


fan iktkr træde paa Foden oa: itte ſtaae, Helle 
p. den. 2. bevæge Egdterne ‚gaae; men 
tun om faa Skridt. At træde frem, træde 
ind i Sturn, træde hen £f. een, træde ned, 
træde tilbage, tilſide. De traadte til, at 
brude Døren op.” 1 Moſeb. 19. At træde 
i Sand, træde i Baaden. — fig. At træde 
6 komme) i Stedet for. At træde I cené 
ted. At træde i cens Spor, (følge hans 
Erempel.) ”Hvis du, hans Søn, i Faderé 
Fodfpor træder.” Pram. At træde ind i 
Jgteſtanden, i.et nyt Embede. (f. indtræ⸗ 
de.) At træde over t. eens Mening, t. et 
andet Parti, At træde ſammen ad: forene 
fig i et vift Diemed. At træde een for nær 
a: fornærme ham. ”At ftaat hinanden bi, 
naar Modgang træder til.” Falſter. B. 
act. 1. for: vandre, gaae, betræde (fiels 
den.) ”Naar tornefuld Bane han træder, 
tilfmili ham et Vink af de ventende Slæs 
der.” Thaarup. ”Cr end Banen tung at 
træde.” Samme. 2. berøre en Gienſtand 
m. goden, i anden Henfigt end den, at gaae 
(faavel om den frivilige, fore ufrivillige 
Berøring.) At træde een p. Foden. Des 
? ften har traadt ham. At træde cen m. Fod⸗ 
derne, under Fødderne. - At træde noget 
itu. At træde Græffet ned, 3. fætte £ 
Bevægelfe v. at træde. Hiulet frædes af 
en Heuͤ. At træde RNoffen. At træde Bel⸗ 
gene p. et Orgel." 4. om viſſe Fugles Av⸗ 
ledaad. Hanen træder Honſene. = Træs 
debrat, et. p. en Rot eller VBæv: d. f. ſ. 
Trædelad. (jvf. Traad, 4.) Trædebælg,. 
en. 2 æfebælg, ſom fættee i Bevægelfe v. 
at trœdes. rædehiul, et. Maſtin⸗Hiul, 
der fættes i Bevægelfe, v. at trædes af 
Heſte el. Menneſter. (Kraft. Med. 11. 202.) 
Trædelad, et. Indretning p. en Rok el. 
Bæv, hvorved man, v. at træde p, et Bræt 
e. dD., fætter den i Bevogelſe. (Moth) 
Crædetoug , et. t. Gkibs: de fra Ræerne 
uedhængende Toug, hvori Folkene ſtage, 
naar de der arbeide; kaldes ogfaa Perter. 
Trædſt, adj. ſi ældre D. treerſt. (f. 
Gloff. 1. Riimkron.) Enkelte Nyere fØrive 
tredſt. Ordet ſvaret itfe t. det Sv. træsk 
el. det I. treyskr.] den, ſom m. Snedig⸗ 
hed forener Falſthed og Underfundighed; 
”fom , fot at naae fine' Genfigter bruger 
Zoiſtbed og føgn.” Sporon. (om en bet 
Grad af umoralg Lift og Falſthed.) Jof. 
ſnedig og fnild (og Stedet I Vedels Saro. 
187. *Gudmund fornam, at de Andres 
Suildhed overgik hans Trædføhed” ; hvor 
der rigtig er ſtielnet imellem begge Dvis 
Brug.) — En trædf Bedrager. Et trædſt 
oa funb. ypugormen var trædſtere, end 
alle Dyr p. Marken.“ 1 Moſeb. 3, 1. Bib. 
af 1550. »Han gior de Tradſtes Anſlag 
til intet)” Job. 5. 12, ſammeſt. (Man far 
derimod i nyere Bibeloverſ. uden Grund 
indſat tredſt p. nogle Steder, hvor Bib. 


, - 


- 





Treæbſt — Træfning. 


af 1550 rigtigere har »forſtandig.“ f. E. 
Ordſpr. 12. 6. og 12. * == Def: træd⸗ 
ſtelig adv. p. en trœdſt, fvigfuld Maade. 
Siñ Skikkelſe han trædffelig forvandled.” 
Gruntviq. — Trædføhed, en. ud. pl. den 
Beſtaffenhed at være tredſt. At det, vi 
falde Trædføhed og Underfundighed hos ham 
har været nødvendig Klogſtab.“ Wandal. 


Træf, et. ud. pl. en Gændelfe; det, at 


noget træffer ind. (fielden undt. i dagl. 2) "endog da under Arbeivet hans ulyſt dertil, 


Det fan ſtee v. et Træf. (f. É æf. 
? Det er et Træf, naar det, vi attrage, hæns 
delſesviis ſteer.“ Muͤller. (Denne Forf. vil, 
at ”ligefom sSændelfe betegner noget Til⸗ 
fældigt m. Henſyn ft. Menneſtelivet, ſaale⸗ 
des Træf noget Tilfældigt m. Henſynſt. 
vore Dnyters Opnagelſe.“ Dog er Ordets 
Brug iffe alene indftræntet hertil; men vel 
t. alt, hvad der indtræffer heldigt el. belei⸗ 
ligt, f. Er. Det var Slot gt Træf, at han 
juft var tilſtede; at han fom t. rette Tid.) 

Traffe, v. a. traf; truffen, truffet. pl. 
trufne. (3. treffen.) 1. fomme ft. at 
røre en Øienftand m. et Slag, Stød, Kaft, 
el. en anden ſterk Bevægelfe; ramme. 
Gan faftede en Steen efter ham; men traf 
ham iffe. »Lob han dog et, før truffer, 
faaret og for feent fin Vel,” Bagg. Han 
blev en af en Kugle: At træffe Maas 
let, pan traf ikke Aaren (v. Aareladning.) 
fig. At føle fig truffen ad: finde Xarfag t. at 
anvende noget, ſom figes, p. fig ſelv. 2. 
møde cen, ifær v. Hœendelſe; finde ham nœer⸗ 
værende p. et Sted. Jeg traf ham p. Ga⸗ 
den. fan er vanſtelig at træffe hiemme. 


Brevet, Budſtabet traf ham ikke. — At 


træffe paa een, p. noget ad: træffe det v. 
Hendelſe. ”Hvor fielden forefalder, at man 
tan træffe paa en Troie, et Par Skoe. 
Weſſel. (Den af Sporon angivne Forſtiel: 
”at man finder Perſoner, ſom man føger, 
men træffer dem, ſom heendelſesvlis fores 
fomme,” gielder vel ofte; men ikke altid, 
Man figer f. Er. Jeg har føgt ham overalt, 
men ingenſteds truffet ham. " Man træffer 
ſaaledes ogſaa dem, man ſoger, naar de 
uformodet vife fig. Men overhovedet har 
træffe mere Henſynet. Møtet; finde mere 
t. Opdagelſen af det ell. den, man føger.) 
3, figurl. At træffe (udfinde, giette paa) det 
Rette. Denne Maler træffer ikke godt oa: 
hans Portraiter ligne ikke. En træffende 
(ganſte paſſende) Lignelſe. Denne Forkla⸗ 

ng ev meget træffende 

Træfning, en. pl. - er. [IZ. Treffen. 
egenti. af den forældede Bemark. af træffe 
og dræbe, berøre, (Jsl. preiſa) ſtode, flaae ; 

v. trefwa, hvoraf ogſaa det gå. danſte 
Dræbning. jvf, Vedels Saro. 312.) Vaa⸗ 
benkamp, Slag imellem Krigéhære. Træf⸗ 
ning — bruges ifær, ligeſom d. tydſte 
Treffen, om en Kamp- imellem betyde⸗ 


585 


| <ræfning — Trakke. 


fgé Dele af en Armee. En Træfning er 

tfaa meer end en Fegtning, og mindre 
end et Slag.” P. E. Muͤller. 

Træt, adj. [I. tråge. I. tregr.] ſom 
har Ulyß til, og er feen i Bevægelfer; lad, 
oven, uvillig t. Arbeide. (jvf. treven, 
uvirkſom.) Den klare, dybe Tankeſtrom 
(om aldrig træg t. lave Jord fig læber.” 
Ingemann. “Nod lærer felv den Dovne, 
at arbeide m. Kraft; men mærfer man 


falder man ham'træg.” Muͤller. — Deraf : 
Træghed, en. ud. pl. ”Mens Daarſtab jas 
ger efter golde Navne, og Treghed kieder 

i Lykkens Skiod. Zhaarup. ””Dovens 

ab vifer fig meft før Arbeidet begynder ; 
Træghed mel medens det udføres.” Miller, 
(Saavel Subſt. fom Adj. br. ikke meget.) 

Træt, cn. ud. pl. d. f. f. Trætdind. At 
udfætte fig f. en ſterk Træk. 

Traæk, et. pl. d. f. 1. Gierningen at 
trætfe; Drag. At giøre et T. i Jouget. 
J Træk, % uden Afbrydelſe. Giore noget f 
Træf. Han draf det ud i cet T. 2. noget, 
fom trættes, drages, ridſes p. en Flade. 
Et T. med Vennen. At gisre de forſte Træk 
til zn 3. Deraf figurl. Anfigtés 
træf. 
et Træk.” E. Storm. Han haret Trak af 
Godmodighed i fit Anfigt. Et T. i Cha⸗ 
rakteren, Charakteertrek (Egenhed.) Et 
ædelt Træt, et flet T. da: en Handling, 
(Gammenfætn. f. under det følg. Verb.) 

Crætfe, v. a. ogn. trak; truffen, truk⸗ 
Pet; trufne, [N. ØS. treden.] A. act. 
1. db. f. fa drage. (jvf. dette. Ord.) To 
Heſte funne træffe; Vognen. At trætte 
Plov, Harv. + ”Han, ene kunde træffe des 
God, fom nu knapt drages fan af fo.” F. 
Guld, 
trække cen i Haaret. At traække i Klokke⸗ 
ſtrengen. træfte Foden t. fig. At træffe 
et Skib p. Land. At træffe Kaarden. — 
At træffe Klæderne af, paa. At trætte af 
m. noget, tage det bort, tilegne fig. De 
traf af m. ham i Fængflet. At træffe nos 
get af len Regning, afkorte. — At træffe 
Gardinet for, fra. At trætfe fra, i. Reg⸗ 
ning (fubtrahere.) De trak ham hen t. 
Raadhuſet (førte ham m. Magt.) trætte 
een frem, fom vil ſtiule fig. trakke cen op af 
Vandet. At træffe et Uhr op oꝛ bringe det 
t. at gaae. At træffe Rullegardinerne op. 
(fig. at træffe cen op d: bedrage, fnyde ham.) 
At trække noget over m. Skind. — At trække 
fammen, trætte til. At trætte en Knude 
til, Træf Rebet til dig! At træffe ud, 
absol. 2: træffe Kaarden. 2. Uegentl. og 
figurl. i mange enfelte Tilfælde og. Tales 
maader. f. E. a.) om en Handling, hvor⸗ 


Figur. 


med en dragende Bevægelfe er forbunden. 


At træffe Staaltraad. 
Xt træffe Lod om 


At træffe Linier. 


»Utaalmodighed afmaler fig I hvert . 


2? || 


At træffe Vand af Brønden, At 


- 


ſammen.) 


bro. 


KEE Træffe. , 
noget. At træffe et Uhr op. At trætte 
Blærer i Huden. b.) om det, Der v. 
Treknin 
Bevægelfe. At trætte cen t. Side. So⸗ 
Ten trælter Fugtighed af Jorden. Baaden, 
Karret træffer Vand. At træffe Tropper 
fammen (ſamle dem.) Magneten trekker 
Zernet. fig. En vis Klærlighede Magnet, 
der uophørlig træffer.” Bagg. 6.) udlede, 
forffaffe fig. Planten træffer Næring af 
Jorden. At træffe Fordecl, træffe Penge 
af noget. Har træffer ingen Rente af 
denne Capital. d.) i flere andre Tales 
maader: (jøf. dratze) At træffe noget i 

" Langdrag. At træffe paa Benene, gaae 
Tangfomt, ſtivt. At trække paa Stemmen, 
p. rdene oa: holte længe p. viſſe Stavelſer. 
At træffe paa Skuldrene Id: løfte dem lidt 
i Veiret.  Mafteret træffer (frembringer en 
Betoœndelſe i puden.) Det har truffet 
Hul. At træffe noget p. en Snor. Støv: 
Terne træffe Vand. At træffe en Verel p. 


gen. — At træffe los p. noget, paa een 9: . 


giennemhegle, laſte) udfætte paa. ”At 
træffe les p. Folk af Stond og Levemaa⸗ 
de.” Rahb. (Til. IX. 314.) B.recipr. 
i aditill. Zalemaader f. E. Skyerne træ 
fig ſammen (bevæge fig langſomt mod hin⸗ 
anden.) "Fienten har trufTet fig tilbage. 
. At trætfe fig ud af en Bag (ophæve fin 
Deeltagelſe i famme.)  C. neutr. 1. bes 
væge fig jævnt fremad (f. drage.) meft om 
en famlet Mængde. Mange Fugle trætte 
Bort t. fydlige Lande mod Vinteren. En 


… Afdeling af Gæren traf iglennem Byen. 


Skyerne traf mod Veſten. At træffe paa 
Vagt. (om Soldafer.) Han fræffer oms 
fring I Landet m. vilde Dyr. Det trakker 
unmen t. Regn. Hvor Bylden er, der 
frætfe Vedſterne til. " Det fader, ſom 
tivcivet vil træffe over. (absol. br. trætte 
ogfaa om Dyr, fom gaae f. Vogn, Mov, 
,ø.f.v. Denne Heft træffer ikke godt, vil 
ſtte træffe. Diffe to Heſte trække iffe godt 
2. frembringe Zrætvind. per 
træffe ſteerkt i Gangen. Det trakker, 
naar Døren ftaner aaben. 3. Theen træk⸗ 
ker o: meddeler det kogende Vand, fom gy⸗ 
des paa, fin Kraft og Smag. Theen har 
endnu ikke truffet. — Trakken, Træning, 
en. Gierningen , at træffe. — Traækken i 
Lemmerne. Rrampetræfnintg. = a.) Træf: 
bom, en. Bom, fom trættes ell. ſtydes for. 
Træfbro cl. Træftebro, en. d. f. f. Vinde⸗ 
Træfbrend, en. B. hvoraf Vandet 
trættes op. (Amberg.) Trakfiſt, en. gigt, 

. fom t. en vig Aarstid i flor Mængde træffe 
fra et Hav t. et andet f, E. Silden, Tun⸗ 
fiſten, o. a. 
ugle, der mod Efteraaret træffe t. var⸗ 
mere Lande. Træfbiul, et. H. hvorved 
noget træffes cl. vindes i Velvet. Trak⸗ 
hul, et, Hul el, Aabning, hvorigiennem 


336 


ell. paa anden Maade fættes i 


Trækfugl, en. En af de. 


a hj 


Srulfe — Træl. 


Luften iĩet⸗indſluttet Rum har fri gang, 
en. ſom er anbragt nogenftedé f. at ſtaffe 
Træœkvind. Cræfline, én. Line, Rcb ft. at 
trætte ell. hale i. Trakluft, en. ſ. Træk⸗ 
vind.  Træflæder, et. elaſtiſt Læter. 
Træfpapir, et. tlert, ulimet P. (ell. Papir 
af uldne Klude) ſom trætfer Vadſter ft. fig. 
»At Marmor og Metal lyve omkaps m. 
Dognbladenes uéfelfte Trækpapir“ Rahbcek. 
Tratplafter, et. PÅ. ſom lægges p. Guden 
f. at frembringe en Betendelſe og aflede 
Vedſter. Trakpotte, en. P. hvori mar 
fader Theen træffe, Theepotte. (Holberg. 
N. S. Trekk-Pott.) Træfrude, en. 
En enkelt R. i et Vindue, ſom fan aabnes f. 
at give Zræf cl. friſt Luft. Treækrulle, en. 
R. fom ev indrettet t. at trættes. (jvf. Rulle, 
3. og Svingrulle.) Trætrer, et. Rer, 
fam anbringes nogenſteds f. at give Lufttrok. 
Trætitib, et. S. fom af Heſte træekkes frem 
p. en Canal el. Flod. e,en. 
Et viſt Slags Skrue, fom br. i Skibsbyg⸗ 
geriet og ellers. Trækſtang, en. S. hvor⸗ 
ved noget træffes. Traækvei, en. Vei langs 
m. en Flod ell. Canal, f. de Heſte ell. Folk, 
fom træffe Farteier. Trækvind, en. V. 
ſom trakker ell. blæfer — *5*8* en fnevce 
Aabning, ell. et fra to Sider indfluttet 
Sted. Trakvod, et. Et langt Vod m. 
en Sak i Midten, hvori Fiſtene ſamles. 
Trækvark, ct. Et Slags fammenfat Pom⸗ 
peværk, hvori Pomperne ligge horisontalt. 
— b.) Trækkebaand, et. B. fom” trættes, 
igiennem noget, f. E. paa Klæder. Trafz 
kegarn, ef. 1. Et vift Slags Garn, fom 
Sægere og Fuglefængere bruge. 2. et 
Slags Fiſtegarn el. Lod, der ſaaledes dan⸗ 
neg, af de fortil have to Floie, fom kunne 
aabnes cl, ſammentrakkes, og bruges v. 
Damfiſteri. (Gudme om Damfiſt. 1828. 60.) 
Trætfefnude, en. d. f. ſ. Dragebnudc. 
Trækkenaal, en. Vaal, hvormed man træt: 
fer Baand ell. Snore giennem Klæder. 
Trækkepude, en. Hovedpude, ſom overtræls 
kes m. et loft Vaar. 

Trækkes, v. dep. (ubrugel. i ſammen⸗ 
ſatte Tider.) ſtrides, trettes, drages om 
noget. Det ffal vi træffes om. (d. Tale.) 

1. Træl, ct. haard Hud i Sænterne af 
Slid, el. under Fødderne af Gang. (Moth.) 


Deraf: trælhudet, adj. Af at gage m. bare 


Fodder bliver man trælhudet. 

2. Træl, en. pl-le. [J. bræll.] 1. et 
Menneſte, der et har fin nafurlige og bor: 
Ceu Frihed, men agtesf. en Andens 

lendom; en Erave, hvilfet Ord nu ene 
br. hvor Zalen ce om Menneſker, der kiebes 
og fælges fom Eiendom. Gieldnere br. 
Træl , ſaaledes ſom Slave, figurt. f. E. 
”Belinfters og Laſters Trælle bleve lettelig 
Mengeſters Slaver.” Schytte. Indv. Reg. 
IV. 52.) 2. den, ſom ef ev fribaaren, en 


Livegen. == a,) trielbaaren, adj. v. fedt 





- 


Træel — Trælbaaren. 


„af en Træl, i Trelleſtaͤnd. (modſat: fri⸗ 
baren.) ”Det trælbgarne Afien maa her 
opfsde frie Børn.” Guldberg. ”Oet ftums 
me, træelbaarne Dyrt, ſom tålede m. Mens 
neſtes Reft.” 2 Petr. 2. 16. (Bib. 1550.) 
trælbaaren (i det ældre Lovfprog) f. nedenfor, 
— trælbinde, v. a. 3. binde ſom Zræl; og fig. 


bringe i Treldom, gisre t. Slave. ”Stal 
da Ifraels aagfrie Son trælbinde fin Bros 
der?” Hertz. At trælbinde fig, giore fig t. 


Fræl, give fig i Treldom. (Colding.) — 
Wen ofteft br. partic. trælbunden , adj. v. 
bragt i Treldom, i Trelleſtand. (Moth.) 
»Det Aag, hvorunder en uopinft Regiering 
vilde holde dem trælbundne,” (M.) “Et 
ſaadant Menneſte fan aldrig blive trel⸗ 
bundet; thi hans Villie er fri.” Mynſter. — 
Trælbonde , en. ufri Bonde, Vorned. 
Trældyr, et. Huusdyr, fom bruges t. Ar⸗ 
beide; Arbeidsdyr. ” Ale andre var det 
forbudet, at bortleie Trældyr.” O. Guld⸗ 
berg. ”»Derfor er Menneſtet intet Trældyr, 
er iffe beftemt t. uophorligt Slid, uden 
Hvile og Slæde.” Mynſter. trældvrket, 
adj. v. dyrket v. Zrælle. „Af trældyrket 
Jords overflødige Frugt.” Pram. ræl: 
konge, en. En K. ſom herfter over Tralle. 
Pram. (Stærfodder. 207.) Trælmø, en. 
ien trælbaaren, i Trælleftand født Pige. 
(Ohlenſchl.) Ærælqvinde, en. ufri, træls 
bauren Quinde, Slavinde. b.) Crælles 
aag, et. figurl. Treldoms Tvang og Byr⸗ 
de, Slaveri. ”Den ſande Frihed kaldtes 
Trælleaag.“ Grundtvig. Trælleaand, 
en. Aand, ſom findes hos Trelle, egner 
fig f. Trelle; flaviſt Aand, Zrællefind. 
Trællearbeide, ct. A. ſom tilkommer, 
paſſer fig f. Treelle. Trallebaand, et. 
pl. d. f. figurl. for: Trælleftand, Trel⸗ 
dom. ”Saa er da Timen fommen, at jeg 

al bryde mine Traællebaand.“ Ohlenſchl. 

rællebyrd, en. Fodſel, Herkomſt af ufrie 
Forældre, af Trelle. (A. S. Vedel.) 
Trælleflok, en. en ſamlet Hob af Trælle. 
Trælleferd, en. Trælearbeide, Trelleſys⸗ 
ſel. ꝰSeer deres travle Hænder og deres 
Trællefærd.” Ohlenſchl. trallefodt, adj. 
v. d. f. f. frelbaaren, 1. ”Jeg er Færne, 
trællefodt hos Dronninger! (Ohlenſchl.) 
Trællehær, en. Gær af Zrælle, " Trælles 
liv, et. ud. pl. det Siv, ſom, Troelle føre. 
Trællencvn, et. "1. Navn, fom gives en 
T. 2. Benævnelfe af Zræl. ”Jeg ſtulde 
miſte Trællenavnet, f. førft at blive t. en 
rigtig” Træl.” Ohlenſchl. Trællefind , 
ct, d. f. ſ. Trelleaand, 
dets Soſtre, Tralleſind, Dorſthed, Lige⸗ 
gyldighed.” Engels, “At han ovede Kon⸗ 
gemagt m. Traileſind.“ Mynſter. Tral⸗ 
leſtand, en. den Stand, hvortil Tralle reg⸗ 
nes, ufri Stand, Slaveſtand. Trelleva⸗ 
nec, en. ſlaviſt Vane, Vane, ſom følger af 
æræleliv ell. Treelleſtand. (S. Staffeldt. 


' 
⸗ 


md 


537 


»Slaveriet, m. 


Trcelbonde — Treenge. 
y 
Digte. 1808. 215.) Trælleviis, br. fom . 


adv. p. Trælleviis, fom det hører til, egner 
en Fræl. (Grundtvig.) Trælleværf, et. 


Vært af Trelle, paſſende f. Trelle; Trel⸗, 


learbeide.. 

Treælbaaren, adj. v. et forældet Ord i det 
gamle Lovſprog, ſom Nyere forklare ved: 
voldſomt ſlaaet ell, (emfæftet, liig en Trol. 
[Bbaaren ev da det gamle barinn (ell. bardr) 


af beria, flaae, banke, hvoraf Spor ogſaa 


forefommer i ældre Dantt.] ”BVorder Mand 


"trælbearen , ſaa at han iffe fan bære fig 


fels af det Sted, men maa ages el. bæres 
erfra.“ D. Lov. VI. 9. 24. . 

Trældom, en. ud. pl. [JJ. brældåmr.] 
1. Træelles Stand, Tilſtand; Slaveri. 
»Havde Slaven end fin Trældoms Løn 4 al 
Slags Overflodighed.“ — ”Ligefom det Jor⸗ 
diſte har Magt, at fængfle Siælen i uver⸗ 
dige Begieringers Trældom.” Mynſter. 
Deraf: Trældomsaag, Trældomsc«and., 
ſſlaviſt Aand, o. fl. 2. overdrevet fvært 
Arbeide. (Moth.) 

Tralle, v. n. (her) og a.1. A.neutr. 
giore Trollearbeide, arbeide fom en Fræl ; 
giore meget og meiſomt Arbeide. ”Et Sla⸗ 
veri, der bunder Alle at trælle og frygte, 
Ingen at fænfe og vove,” O. Guld. At 
frælle for andre. ”Lad mig trælle f. at 
vinde ærligt Brod i Anſigts Sved.” F. 
Guldb. »At Menneſtene levede — fun træl⸗ 
lende for den timelige Nering.“ Mynſter. 
(Det forekommer derfor ogſaa Lovſproget 
om det Tvangsarbeide, hvortil Forbrydere 
demmes. “Da bør han fin Livstt& at trælle 
og arbelde; hvor han hendommes.“ D. Lov. '. 
VI. 6, 20. jvf. IV, 9.1.) B act. At 
trælle cen ud, uttemme , "medtage hans 
Kræfter v. alt f. fvært Arbeide. Han er 
nu udtrællet, udjlæbt. (Moth.) “Egyp⸗ 
terne trællede Iſraeliterne.“ Tauſſen. 

Trælfom , adj. [af foreg. Subſt. og 
Verb.] 1. fom er forbundet m. meget Slid, 
mølfommelig. Et trælfomt Arbeide; Lev⸗ 
nit. ”Surz, trælfomme Timer.” Mynſter. 
2. trælleagtig, lilg en Trol, p. Trelleviis. 
”Maar du gioer det, ikke trælfom og tvun⸗ 
gen; men m. Loft.” Mynſter. 

Trænde, v. a. f. trende. 

Trænge, v. a. og n. (er.) 2. 4. act. 
[Isl.prengia, braungva. AX. 6. bringan-] 
1.(I. drången.) trykke bag fra, ell. fra 
Siden p. noget,  f. at fomme f. at indtage 
dets Plads. Jeg blev trængt bort fra Dø: 
ren. Han trængte mig tilſide. ”Mange 
Folk fulgte ham, og de trængte ham.” 
Marc. 5. 24. Rntterne, fom fra alle Si⸗ 
dev trængtes af: Hoben, maatte omfider 
huage fig igfennem. ”De trængte faare 
haardt ind p. Manden.” 1 Moſeb. 19. 9. 
— Ut trænge fig frem 3: fomme frem v. af 
trykke p. de foranftaaende. Af trænge fig 
m. Magt ind i et Huus. (Heraf nm. 8. 


% 


"dels Saro. 524. 


. en anden Gienſtand havde. m. præp. 


Arcenge — ret. 


Trængfel. ſ. nedenfor.) 2. fig. drive, bes 
væge, nsde. fan gtør det iffe uden at 
Noden trænger ham dertil, ”Da hun 
trængte ham alle Dage m. fine Ord og pla⸗ 
gede ham meget.” Domm. 16. 16. »Hans 
Soſter havde trængt ham fra fit Konge⸗ 
vige.” Vedels Saro. Alle trængte p. 
ham, at han fulde tilftaae bet. En træns 
ende (9: trykkende, alvorlig, betydelig) 
d. (Da udtrykket er tvetndigt, ber det 
helſt undgaaes.) 3. fig. bringe i Fare, 
i Nod cl. Betryk. ”Hertugen blev derover 
trængt, at han maatte bede om Fred.” Ves 
»At trænge Fienden.” 

fammeft. 458. ”Endnu var Solen el faa 
trængt og overmandet.” Bording. II. 431; 
B. neutr. (I. dringen.) v. Trykken og 
Magt at komme frem ell. indtage den ER 
ens 
Den trænger frem i Landet. Pøbelen trængs 


, fe m. Magt ind PHufet. Omſider trængte 


J 


vi dog igiemem Mængden. Vandet cv 


trængt ind i Kielderen, igiſennem Taget. . 


PUAt ingen jordiſt Straale ind ſtal trænge, 

og vinfe Tanken atter hen t. Livet.” Oh⸗ 

tenf dl, Regnen trænger igtennem Klæs 
erne. 

Trænge, v. n. 2. (har.) være I Nod, i 
Trang, være nedtorftig. Han er iffe rigs 
men ban trænger heller ikke. At trænge 
til een; trænge til noget, have det nedig. 
San trænger mere f. gode Raad, end f. 

denge. ”En Skaber — hvem alle trænge 

til, fom han t. Ingen.” Ohl. — trængens 
de, adj. v. nødlidende, At hielpe den 
CTrængende, fin trængende Neſte. 

Trængfel, en. [Soth. Threihsl, angu- 
sta.) 1:ud. pl. den Tilſtand, at der træns 
ges, af man trenges; el. Sammenlob af 
Folk p. et fnevert Sted. -Der var flor T. af 
Menneſker. At fomme ind i Trængfelen. 
2. pl. Trængyfler. fig. Ned, Gienvordighed, 
haard og ulnffelig Skiebne. At lide T. 
»Ei nogen Trængfel er faa haard, du veed 
o Raad at finde.” $. A. Brorfon. ”Cre 

Velgierninger, vi have modtaget, iffe 
uendelig fterre, end alle de Trengſler, ſom 
have tugtet og?” Baſth. 3. Kummer, 
Sorg, Sieclslidelſe. »Hendes Hiertes dybe 
Fpeſe blander hun I Elſttes Bryſt.“ Oh⸗ 
lenſchi. (Nord. Gud. 204.) — Trængfelss 
tid en. Tid, hvori man lider Trængfel, er 

Træring, en. pl.⸗e. [Oprindelſen uvis: 
formodentlig af mer, ſom i ældre Danſt 
fries treerſt.] en liftig, underfundig Pers 
on, ſom vecd at ſtiule fine Henſigter og fin 
Svig. (Rahbek. D. Tilſt. I, 332.) [P. E. 

r, d. Synon. II. 138, vil udlede Or⸗ 
det af Isl. Thra, Haardnakkenhed, og til⸗ 
lægger det en fta den fædvanlige afvigende 
Bemarkelſe.] |. 

Træt, adj. pl. tratte. IJ. Proyttr.) 1. 


a R 


Bo38 


0: Proces. 2 Moſe B. 23. 6.) 


Træt — Trætte. 


ſom føler fine Kræfter udtomte v. Arbeide, 
Gang, ell. anden Brug af ſamme. At være 
træt af at gaae, ride, ftaae, grave, læfe, 
firive, tale. At blive tret. At arbeide, 
gaae fig træt, At ride, kisre en Heft træt. 
Jvf. modig og mat. (Ytat udtrykker en ans 
den og bsiere Brad af Kræfternes cl. Ner⸗ 
vekraftens Udtommelſe; en Virkning , ſom 
ogſaa uden Arbeide, v. ede, Hunger, Syg⸗ 
bom m.m. fan fremkomme. Træthed for⸗ 
udfætter derimod altid en Virkning v. Ars 
belde. Den, fom endnu er mat efter en 


Ensdom, blinet træt efter det mindſte Ar⸗ 


beide. en Trætte trænger t. Hvile; den 
Matte t. Styrkelſe.) 2. figurl. fom ved 
hyppig Brug, Nuodelſe af noget har faaet 
Ulyſtet. noget, er fied deraf. Jeg er trær 
af den evige Gientagelſe. Man fan aldrig 
blive træv af at betragte denne Udfigt. — 
Oafaa m. ſigurl. Anvendelſe af den egenti. 
Bemærf. At være træt: af Livet, af dets 
Byrder. Man bliver træt af Fornstelfer, 
naar de pare faa længe, at de blive t. et 
Arbeide. — Træthed, en. ud. pl. Beſtaffen⸗ 
heden at være træt. . 

Trætte, v. a. [ISl. preyta.] 1. giore 
træt, paaføre Træthed. Riden trætter mig 
mere end Bang. Et trættende Arbeide. 
Denne Eensformighed trætter Opmæœrkſom⸗ 
hed. Man trættes v. hans uophøerlige Kla⸗ 
ger. — trættes, v. n. pass. blive fræt, 
fomme i Tretheds Silftand.  ”Om det end 
itke blev din Lod, at trættes i legemlig 
Mølle.” Mynſter. 

Trætte, en. pl.-r. [J. bræta.]: Egentl. 
Uenighed, Uliighed i Meninger, der yttrer 
fig enten i mundtlig eler ſtriftlig Ordſtrid; 
deraf ogſaa: Proces, Lovmaal. (”Du flal 
ikke bøie den Fattiges Ret i hans Trætte” 
At dømmes. 
f. unødig Trætte. Ivf. Tvift, Riv, Klam⸗ 
meri. — De fom i T. fammen. At yppe 
T. med cen. At ligge i T. med cen om 
noget. At afgiore en Trætte. ”Tvift avler 
Trætte — Trætte er en Uenighed (ell. Tvitt) 
ſom yttrer fig i Ord ell. Gierning.” Muͤller. 
Traettebroder, en. den, ſom ev meget for 
at trætte og fige imod. Trættebælg, en. 
den, ſom er meget tvætteftær el. Elsker af 
Proceſſer. (Reenbergs Str. II. 169.) Nu 
ufædvanl.,  trættefiær, adj. ſom elſter og 
føger Trætte, ufredelig; hvoraf: Trættetiære 
bed, en. ud. pl. — trætteſyg, adj. i het 

rad trættefiær; hvoraf: Trætrefyge, en. 
ud. pl. (Moth.) . 

rætte, v.n..1. har. [S. bræta, breyta.] 
fore Trætte el. Ordverling, være i Strid 
med cen. At trætte med cen. »Og liges 
fom trætte med Forſynet over Livets Kort⸗ 
hed.” Bagg. N. Klim. At trætte imod a: | 
fige imod, negte hvad en Anden figer. Uag⸗ 
tet alle Grunde vedblev han at trætte imod. 
— Ligeſaa VV. d. at trættes 3 mp. trættes 


e 


lomme, 


ærætte — ref. 


des, Seg vil itte trættes m. dig herom. 
»Fryd ruſter fig mod Fryd, at trattes om 
mit Øie.” Evald. De trættes (ſtœndes) 
uophørlig. At trættes om Pavens Sfæg 
(om det, fom el er værd at ftride om.) 
Træven, adj. f. treven. 
Trævl, en. trævle, v. a. ſ. Trevl, trevle. 
Troffel, en. pl. Trofler. [I. Truffel] 
en ſpiſeliig Jordfoamp , (Lycoperdon tu- 
ber) af en Valneds Storrelſe, der vorer 
under Jordens Overflade, og opſoges af 
dertil afrettede Pudler el. Treffelhunde. 
Trøie, en. pl.-r. 9. Treya.] et Klædes 
bon t. at bedætfe Livet indtil Bælteftedet, 
el. noget nedenfor, med el. uden Ermer; 
en fort Kiortel (ſaavel f. Mandfolk, ſom 
Avindfolf.) At gaae i Skioert og Troie. 
Ut fane en banket Troie 2: fane Hug, Prygl. 
”Og for Umagen tidt en banket Troie fane.” 
Holb, P. P. At vove fin Trøie 3: fætte fig 
i Bdve, ikke holde fig tilbage af Frygt. 


” Gan p. det vilde Sav ef vovede fin Troie 


for Winding af hver Skat fra Perus gyldne 
Kyft.” Bagg. (Ivf. Livſtykke, Nattroie.) 
Deraf: treieflædt, adj. fom har Irsie paa, 
gager i Troie (modſ. Fioleflædt.) Troie⸗ 
Trøicærme, 0. fl. 

Trøteduus, (Lettere Troieduus: af troie 
8; trois, tre.) Egentl. 3 og 2 Dine, ſom 
kaſtes op i Terningſpil. Deraf Udtrykket I 
d. Tale; paa en Troieduus, p. eyktetræf. 

Troſtt, adj. halvraadden, opløft i fine 
Trevler: om Zxæ, ſom v. Fugtighed el. 
af anden Grund bliver mort og ppraadnér. 
Dog br. dette Adi. fieldnere, end de afle⸗ 
dede Ord: troſkagtig, adj. noget troſtet. 
(Moth.) Troſte, et og en. (Almuené Udt. 
er Tryffe.) Træ, fom har denne Beſtaffen⸗ 


"hed, trøjtet Træ. At tænde IM i tørt 


Troffe. — Troffebrænde, et. Ved, Bræns 
de, ſom tildeels er troſtet. 

Treffe, v. n. 1. (er.) blive t. Treffe, 
frennes. (Meft £ partic. pass.) Troffet 
Ved. ”Som Ilden tænder trøffet Green.” 
Ohlenſchl. (Nord. G. 172.) 

Troſt, adj. [I. transtr.] 1. faft, ſtand⸗ 
haftig, fom man. fan ſtole paa. (forældet.) 
2. uforfærdet, modig. ”Gan traadte da 
faa trøft og fro mod de vrede Barer to.” 
Ohlenſchl. — Heraf a.) v.n. troſte til, ell. 
rec. troſte fig til (I. treistaz) turde, vove 
brifte fig til. (f. ogfan Sortrøftning.) — b.) 
trofte fig, tiltroe fig at kunne. ”Og han 
trøfter fig m. Netten at kunne udføre Sas 
gen.” D. Lov. I. 6. 17. 

Troſt, en. ud. pl. IJ. Traust.] 1. det, 
fom giver en formildende Foreſtilling om, 
el. Folelſe af et nærværende ell. tilkommen⸗ 
de Gode under Lidelſe og Utykke. At føle, 
af finde T. i, ved noget. At ſtienke cen T. 
betage cen al Troſt. Det er mig til for T. i 
min Sorg. 
Gud (en forældet Bemerk. ſom findes i D: 


539 


2. Tillid. At fætte fin Trefttil Tu 





Troſt ⸗Tubdelande. 


Bibel.) Deraf: treftig, adj. tillibsfuſd/ 
modig, uden Frygt. »Dan bad dem, at de 
itkun vilde være treftige og frimodige.” Ves 
dele Saxo. 94. ”pvor flænge du med frøs 
flig Hu den rige Fure ſtar.“ S. Blicher. 
Heraf: Treftighed, en. (A. S. Vedel.) = 
Af Bemærfelfen 1, (og tildeels af Verbet :) 
Troſtebrev, et. Brev, fom indeholder Troſt, 
ſom ſtrives f. at trøfte cen. treftefuld, 
adj. .fom giver, indeholder megen T. En 
trøftefuld Betragtning. ”Denne Visheds 
hele treftefulde Salighed.“ Baggeſen. 
Troſtegrund, en. Srund t. Troſt, t. at 
trøfte fig. ”De Treſtegrunde — der opløfte 
Menneſtet over timelige Borger.” Mynſter. 
Troſteord, ct. Ord, ſom indeholde T., ſom 
tales f. at troſte een. Troſteprædiken, en. 
P. ſom indeholder Troſtegrunde i Ulykker. 
Troſteſkrift, et. S. ſom indeholder Troſt, 
hvorved man føger at traſte een. Troſte⸗ 
ſtav, en. figurl. (ligefom Støtteftav) for: 
Trøfter, Hlelper. ”Hun feer fin fidfte Tro⸗ 


fteftav nu brudden bæres t. fin Grav.” F. 


Frimann. — trøftelig, adj. 1. fom fan 
give Troſt, troſtende. En trøftelig Efter⸗ 
retning. 2. ſom fan trøfteé (ſ. utroſtelig.) 
— troſteſslos, ell. troſtlos, adj. ſom ef 
vil lade fig troſte, ei kan finde Troſt i 
noget, utrsſtelig. »Hiſſet den Frommes 
Liig af troſtlos Fader omarmes.” Hertz. 
Treftleshed, ell. Treſtesloshed, en. ud. pl. 
troſtlos Tilftand.  ”Cv det kommet vidt nok 
i Trøftesleshed, faa at der ingen Kraft er 
t. at møde nogen Skiebne, t. at bære nogen 
Corp Munſter. 

roſte, v. a. 1. give, meddele Troſt, fors 
milde Sorg, Ulykke, v. Foreſtillingen om 
et Gode, At trøfte den Syge, den Bedrøs 
vede. At trefte cen i hang Sorg. fan 
føgte at trefte mig med, at mange Andre 
vare ulykkeligere. At trøfte fig med noget. 


- 


»Jo fuldere den trefter 08 over Tidens, 


Gang, over Alt hvad Aarene toge m. fig.” 
Mynſier. Hun vil itfe lade fig trefte over 


Mandens Død. — At troſtes ved noget, føle 
”Dar vi Ko 


Troſt ved, modtage T. af. 
og Faar at troſtes ved, naar Havet glip⸗ 
per ?” Evald. — Trøfter, en. pl. — e. ben, 
ſom trofter Andre, ſom indgyder Troſt. 
”Det er m. al Net, man har kaldt Arbeidet 
en Trøfter, ſom ople 
ſtœerk.“ Mynfter. 
Troſte fig, v. rec. f. under adj. troſt. 
Treflig, adj. f. under n. s. Troſt, 2. 
Tu, (Talord) f. To. (Denne ældre Skri⸗ 
vemaade er tilovers i adv. itu a: I Stykker, 
og høres undertiden i Almuens Udtale.) 
Tud, en. pl.-e. [Jél. Tuda. &v. Tut.] 
et udftaaende, ifær krumbsiet Nør p. et 
Kar, el. et Slags udboiet Fold p. Karrets 
Rand, f. at kunne helde elf. ſtienke deraf. 
Tuden p. en Poſt, p. en Kande, p. en 
Potte. Tudekande, en. En Kande, for: 


⸗ 


fter Siclen og gior den, 


Tudekande — Tugtig. 


4 fønet m. Tud. At magiſtralſte Blod, ſom 
laf Tudekande, af lærde Hierne fied.“ 
Holb. P. Paars. Tudekar, et, Kar, m. 
en Tud paa. (Moth.) 
Tude, v.n. 1. har. [ISv. tuta. J. tau- 
, ta, ſurre.] give el. frembringe en ſtærk og 
huul Lyd, fom v. at ftøde i Horn, ell. ſom 
vifje Dyrs hylende Roſt. Hyrden tuder i 
Hornet. Uglen, Ulven, Hunden tuder. 
»Det tuder Alt, (fom) af Ulve er fommet.” 
Ordſpr. fig. (id. Tale) græde helt, hyle. 
— act. at tude Folk ſammen, fanfe dem v. 
Tegn m. et porn. — Tudehorn, et. O. tit 
af tude i, Hyrdehorn. 
Tudſe, en. pl. - r. fX, S. Tade. E. 
Toad. Sv. Tossa.] d. ſ. f. Skrubtudſe. 
Raua bufo. ”Den ſpringer ud i det fivede 
Kiær, ſom edderfvulmende Tudfe,” Oh⸗ 
tenſchi. — Tudfegræs, n. s. et Slags Siv, 
lom cv almindeligt p. fugtige Steder. Jun- 
cus bufonius. 
Tue, en. pl.-r. [3. pufa.] en liden Hej, 
Forhoining p. Jorden. Tuer f Engen, i 
cen Moſe. At giore Tuer ft. Bierge, gisre 
det Ubetydelige vigtigt. ”Thi, ſom p. Mars 
fon Tue ſtaaer v. True, faa ſtander Hekte⸗ 
grav v. Geltegrav.” Ohlenſchl. »Han fang : 
tidt vælter Turen eftæg.” Samme. — Tue⸗ 
plov, en. En P. indrettet t. at affære 
Tuer og jævne Jorden. (Winſtrups Agerd. 
Redſt. VII. 2.) Tueſiv, n. s. en Græs⸗ 
plante, der vorer i høitliggende Hedemoſer. 
(Myreſiv, Komule.) Scirpus cæspitosus. 
Tuyt,en. ud. pl. [I. Tugt. I. 6. 
Zudt.] 1. Det, fom feer, giores f. at 
holde Andre ft. deres Pligt, f. at bibringe 
Andre, gg Ungdommen, en god, moralſt, 
ſommelig Dyførfel og Zæntemaade ; fæds 
vanl. med Bibegreb om Strenghed og Straf. 
Tugt og Lære giver Brød og Xre. Ordſpr. 
At holdes i ſtreng T. holte fine Bern j 
Tugt. ”Betroe vi dem, Gud fræver af vor 
aand, t. fremmed Omſorg, lefct Tugt.” 
—* ”Det ev Tugt, naar Forældre 
affe Børns Forſeelſer; men det er Straf, 


fom Dommere paalægge Lovens Overtræs. 


dere.“ Sporon. At holde ſtreng, ſtarp T. 
blandt Krigsfolk. (f. Bornetugt, Krigstugt; 
og jvf. Tugtelſe.) — Heraf: Tugthuus, et. 
enIndretning, hvor Forbrydere indfættes 
i Fængfel og t. Tvangsarbeide, baade ſom 
Straf, og m. den Henfigt, at forbedre des 
res Moralitet. (f. Sorbebringshuus,) 2. 
Virkningen af ſaadan Tugt, tfær i udvortes 
Adfærd; XWrbarhed , Anftændighed. - Det 
ſtete i al Tugt og Xre. (fielden i denne 
Bemært.) ”Zbi hvad er ædel Byrd foruden 
ædel Tugt?” Tode. ”Mere og mere viger 
Tugtens hellige Aand fra ham.” Mynſter. 


»Derſom eders Retfærdighed — ikke er fuld⸗ 


komnere, end deres, ſom blive ſtaaende v. 
den udvortes Tugt.” Mynſter. — Heraf: 


rugtig, adj, ærbar, anſtendig; men for⸗ 


* 


Zugtig — Tumleplads. 


nemmelig m. Henſyn ft. Forholdet imelem 
Kiennene: blufærdig. (fof. utugtig.) — 
Tugtighed, en. Xrbarhed, Anſteendighed. 
(Moth.) ”GSædelighed t Kiennenes gienfi⸗ 
dige Forhold m. Henfyn f. Handlinger. — 
Kodſthed kaldes righed, f. faa vidt fom 
den vifer fig ſom en Frugt f. at begaae, hvad 
der m. Henſyn t. Kiensdriften unde kaldes 
manftændigt.” P.E. Muͤller. 

Tugte, v.a. 1. J dette Verb. er Begre⸗ 
bet om Veiledninget. Moralitet, cl. Op⸗ 
dragelſe, ikke vedligeholdt (jvf. optugte, 
hvori det endnu findes; og Tugtemeſter) 
undtagen. f. ſaavidt ſom Straf dertil er et 
Middel. »At tugte er, at forbedre (føge af 
forbedre) formedeiſt traf.” Speron. ”Hen 
brugte vel Svoben nu og da, fin Alders 
Feil at tugte.“ Storm. Den, ſom elſter 
fit Barn, tugter det I Tide, Forældre, ſom 
alt for hyppigen ſtraffe deres Bern, ere 
tilſidſt ikke I Stand t. at tugte dem. (Ivf. 
revſe, ftraffe.). — Tugtrelfe, en. Glerningen 
af tugte; cl. det, at tugtes. (Tugt, 1. 
(2. Bud t) er et mere abſtract og omfat⸗ 
tente Begreb, end Tugtelfe (2. Zuͤchti⸗ 
gung) 9: Kevſelſe. et forſte fordrer un⸗ 
dertiden det ſidſtez men der hører mere ft. 
Tugt, (1.) end den blotte Tugrelſe.) — 
Tugtemefter, en. tilforn: den, ſom var fat t. 
at tagte andres ifær ten, ſom optugtede ct 
Barn, et ungt Menneffø; en Opdrager, 
Govmefter,  ” At de meget mere anfaae ham 
fom cen Fader, end ſom en Tutztemeſter.“ 
Bagg. N. Klim. , (Nu fielden, sundt. £ 
Skiemt; el. ſigurl.) 

Tulipan, en. pl.-er. en Blomſt, ſom 
dorfes £. Pynt i Gaver (Tulipa gesneria- 
na) og hvoraf en anden Art (T. sylvestris) 
findes vild. — Heraf: Tulipanbed, Tuliz 
panblad, ⸗log, 0. fl. i 

Tumle, v. n. (har.) og a. 1. fAtumba. 
E. totumble.,] A. neutr. 1. falde hos 
vedkulde om. At fumle om. Han tum⸗ 
lede ned ad Bakken. “Det glade Marſpiin 
tidt fig tumlende opfinder.” C. Frimann. 
”Feg tumler ſom et Skib, der op af Vin⸗ 
den føres.” C. Roſe. -2. giere Tummel, 
ſtesie. At tunile med noget. B. act. 
faae noget t. af røre fig haſtigen, fætte, £ 
raft Bevægelfe. At tumle en Heſt. "Som 
Stormen tumler Havets Bolger.“ Rein. 
Gan tumler fine Folk fra Morgen t. Af⸗ 
ten. — fig. At tumle fig 2: være i raſt Virk⸗ 
fomhed. ”Cen alt f. gierne tumler fig - 
en Anden er vel magelig.“ Tode. »D⸗ 
ver Landet en Storm fig tumler i mægs 
tige Hvirvler.“ Herg. Maar han, fri f. 
alt Arbeide, allene kunde tumle fig i fine 
Vaaben.” Guldb. Han forffadir godt at 
tumle fig blandt faa mange Foli: fig. 
”Du tumler dig I vilde Slæder,”, Storm, 
— Tumlen, en. ud. pl. Staien og Tuinlen. 
Tumleplads, en, 5, Foor man frit fan 


g 





Tumleplads — Tang. 


tumle ell. røre fig. En god Tumleplade 
for Børn. ”Din Vældes Tumleplads er 
kun en Plet.” S. Blicher. ”Da vilde Sta⸗ 
ten blive en Tumleplads f. evig Uorden og 
Anarchie.“ Birkner. ”Han har ikke fat Ver⸗ 
den t. en Tumleplads f. daarlige Lyfter, for 
hovmodige Beftræbelfer.” Mynſter. ' 

Tumler, en. pl.-e. Et Slagé Marfvtin, 
den egentlige Delphin. Delphinus delphis. 

Tumling, en. pl.…er. [€. Tumbler. Sv. 
Tumlaret et lidet Bæger uden Fod, dans 
net fom en Halvkugle. 

Tummel, en. ud. pl. en flærf, uordent⸗ 
lig Lyd, enten af Ting, der kaſtes, bevæges 
mod hinanden, ell. af forſamlede Menne⸗ 
ſters Roſt. (Begrebet er ſterkere, end Støj; 
ringere end Bulder.) ”Bulder er den dybe 
£yd, fom frembringes v. en ſaare ſtor Tum⸗ 
mel.” Muͤller. T. af Børn, Børnes 
tummel. T. af Folk og Hefte p. et Marked. 
Krigstummel. 2. figurl. ikke blot om Stoi, 
men om megen Urolighed, Bevægelfe, ſom 
dermed er forenet. Stadens Tummel, 
” Den i Verdens Tummel bevægede afdra⸗ 
ger fit Sind fra de forvirrende Gienſtacke.“ 
Monſter. 

Tumult, en. ud. pl. [Lat. tumnltus.] 
Tummel af ſammenſtimlede Folk; Oplub, 


Opror. 
Tunfiſt ell. Thunfiſt, en. pl.-e. En Fig, 


der findes i Mængde i Middelhavet. Scom-— 


ber thynnus. i 
Tung, adj. IIsl. pungr.] 1. i Alm. og 


absol. fom har den Egenſtab, lodret at- 


at ſynke, ell. bevæge fig nedad mod et Mid⸗ 
delpunkt (Zungdené Centrum.) J denne 
egentlige phyfiſte Bemeerk. er ethvert Legeme 
fungt; men da Tyngden har. Grader, figer 
man: Jern ev tungere end Zræ, 2. rel. 
el. med uadſtilleligt Henſyn p. Sraden: (9: 
p. Styrfen t. af overvinde et bærende Lege⸗ 
mes Kraft, og p. Haſtighed i Faldet) ſom 
tiykker m. ftærfere Kraft, ſynker m. ſtorre 
Haſtighed, end andre Legemer; det Modſ. 
af let, — En tung Byrde. Dette Zræ er 
for tungt t. af flyde p. Bandet, En tung 
Kuſtning. Det tungt bevæbnede (tungvceb⸗ 
nede) Rytteri. — ”Man figer: den Ting 
æt ſaa let, at den fun veier et Gran; men 
ikke: den ev faa tung, at den velet et Gran; 
fordi Dægten foreftiles uden Tyngden, i 
Forhold f. Letheden.” Sporon. — fig. en 
tung (dvb) Sovn. Et tungt Suk. tun⸗ 
ge (trykkende) Sfatter [Derimod : fvært 
(ikke tungt) Rutterf; fvært Skyt; ſvare 
Kanonér. jvf. fvær.] 3. figurl. a.) 
om fræver megen Anſtrengelſe, Moie. 
her br. ofte fvær.) Det er tungt at 
begribe. Det falder mig tungt at gaae. 
Xt aande tungt. — At have en tung 
Haand 9: iffe føre Pennen cl. Penſelen m. 
Lethed. Et tungt Nemme, fom har Moie v. 
at fatte, begribe. bb.) dorſe, ikke livfuld 


41 


ung. 


cl. fyrig. At føle fig timg i Kroppen, I 
Lemmerne. » ”Tung i din bløde Favn jeg 
gled.” Weſſel. (Søvnen.) . c.) fom frems 
falder, er forbunden m. ubehagelige Føleis 
fer, der vanſteligen overvindes. (f. haardt.) 
”Kiært Barn gior Sorgen tung.” Ovdfpr.,- 
”r det befalet at fynde, faa er dette, fom 
Alt hvad der er befalet, tungt at giøre,” 
Schytte. Det ertungt, at milie fit eneſte 
Barn. Det vil blive mig tungt, at ſtilles 
fra hende, En tung Stiebne; tunge Li⸗ 
delfer. d.) ſorgmodig, forgfuld. At hare 
et tungt Sind. (ſ. tungfindig, og det modſ. 
let.) ”Hiertet vil dog ofte blive tungt og 
befymret derved.” Mynſter. = tungblo⸗ 
dig, adj. hvis Blod er tungt, ell. ikke i let 
Omløb. tungbryſtig, ſ. trangbryſtet. 
tungfærdig , adj. 1. feendrægtig, langs 
fom. (Jel. pbringfær.) 2. tungnemmet. 
(Moth.) Deraf: Tungfærdighed, en. 
Seenhed, Langſomhed, Seenfecrdighed, 
(Grundtvig.) tunghandet, adj. ſom itte 
ev let el. nem i Brugen af fine Hender. 
tungher , ad). ſom har vanſteligt v. at 
høre. Isl. pungheyrdr. (modſat: lydhør.) 
S Bibeloverſ. ogfaa: tunghorende. Hans 
re er iffe tunghorende, at han ikke kunde 
høre.” Ef. 59. 1.) Tungherighed, en. 
den Svaghed, at være tungher. (Moth.) 
Tungiord, en. En egen Jordart, fom er 
den tungefte af alle, og dånneradftill. Foss 
fler. (Barytes. Ponderosus.) tungmq⸗ 
ig, adj. tungſindig, førgmodig. (Woth.) 
"Gee, hvor tungmodigt Haand i Haand de 
gane.” F. Guldberg. tungmælende, tung⸗ 
mælet, adj. fom har vanſteligt v. at tale, - 
ſom ikke har let Mele. (Tungtalenhed. Col⸗ 
ding.) tungnem, tungnemmet, adj. ſom 
har tungt Nemme, ſom vantjteligen. fatter, 
Mine Lærere fandt mig dorjt og tungnem i 
høi Grad.” Bagg. N. Klim. (modſ. letnem, 
letnemmet.) deraf: Tungnemhed, en. ud. 
«  tungfindig, adj. (om har ct. tungt, 
delig ſorgmodigt Sind. Deraf: Tungſin⸗ 
dighed,en. ud. pl. — Tungfpat, en. et Fos⸗ 
fil, betagende af Zungjuord, forenet m. 
Svovlſyre. (Ponderosus vitriolatus. W.) 
Tungſteen, en. et i nyere Tider opdaget 
Metal. (Volfram.) tungſavnet, adj. ſom 


har en dyb, tung Sovn; ſom ci let fan 


væffes. (Moth. Grundtvig.) = Af tung 
afledede Ord: Tunghed, en. ud. pl. den 
Egenſtab ell. Beſtaffenhed, at være tung. 
”Foler du ef din Tunghed, og glemmer du 
evig din Afmagt ?”” Evald. (br. ſielden und⸗ 


tagen om Cuughed i Kroppen, cl. Folclfeg 


af at være tung, ujtitfet t. Bevegelſer.) 
En Stivhed og Lunghed i alle Lemmer, 


ſom giorde dem uſtikkede til Arbeide og. Bes "" 


vægelfe.” Sneedorf. — Tyngde, en. pl.-r. 
br. derimod i Alm. om Legemernes Egen⸗ 
Fab, af være tunge (gravitas ;) men ei om 
Adjectivets figurl. Bemerkelſer. Dægt er 


” 4 
8 





Aung — Tunge. 
' 

SMadtet p. Begemers Tyngde. geg fandt 
dens flælne Tyngde fød, og uger under 
den min Dsd.” Baggefen. (jvf. Dægt.) 
»Et Stykke Bly veier meer, end et lige ſtort 
Stykke Sslv; det er begges Tyngde. Men 
et vift ſtort Stykke Sølv veier meer, end 
.et vift lidet Stykke Bin; det er begges 
Dægt.” Sporon. — Tyongdekraft, en. 
Tyngdens Kraft, den Kraft, hvormed 
Legemerne falde, ſynke ell. ſtreebe mod Jor⸗ 
dens Middelpunkt. Tyngdepunkt, et. det 
VP. i et Legeme, p. begge Sider af hvilket 
dets Tyngde er lige fordeelt. gde⸗ 
—— en.” Nttring ell. Virkning af 
Tyngdekraften. (H. Orſted.) = Tynge, en. 
l.r. 1, Befvær , Byrde. ”Derfom de 
meente, at Paven og hans Tilhængere vare 
bem t. Tyuge.” P. J. Colding. (Stelden i 
Bemærtelfen graviias. ” Der ſtal du, ſte⸗ 
nig Jord, åted al din Tynge blive.” Arreboe. 
90.) 2. Stat, Paalæg; hvoraf: tyngefri, 
adj. ſtattefri. (Colding.) = tynge, v. n. og 
a, 1. neutr, virke v. Tyngdens Kraft. Paa 
Denne Side tynger Laſten meer, end p. den 
anden. Det tynger f. meget I min Lomme. 
— act. 1. lægge Byrde paa. (Moth.) ſ. 
Betynge. fig. trykte, engſte. ”Da Intet 
tyngede mit Hierte. Bagg. ”Min Barm 
faa tungt og ſelſomt fteg; 0 flig hved tyn⸗ 
ed den?“ S. Staffeldt. "I Stedet f. at 
Fan p. cen Gang tynges af alle fine Aars 
Ærnt,.” Mynfter. 2. at tynge noget ned, 
bringe det v. Tyngdens Kraft tt. at ſynke. 
— Tyngning , em. Tyngdens Virkning, 
Gravitation. — Tyngfel , en. 1. noget 
tungt, Byrde, Laft. (MNoth.) “ Det Baand 
— der lagde Tyngfel nag hans Flid.” Mals 
ling. 2. Svaghed, Kraftloshed. (Moth.) 
Taunge, en. pl.-r. [IJ. Tunga.] 1. det 
t. Svolget —2* m. Nerver giennemvæs 
vede Kied i Munden, ſom er Smagens og 
Talens Hovede⸗Redſkab. At have en flys 
dende T. (o: tale m. Lethed,) en hvas, ſtarp 
T. 3: være tilboielig t. at dadle. En ſledſt 
Tunge 3: ſledſt Tale, der ſtiuler Falſthed i 
Hierket. “J Eenrum faa han brugte ſleben 
Tunge.“ N. Brun. “Han daglig pidſtet 
blev af ſtarpe Tunger.“ (Bagtalere.) E. 
Storm. (Saaledes i flere figurlige Udtryk 
for Tale.) At faae Tungen p. Gang 9: blive 
nakſom. ”Og Vreden giovde nu, hun Tun⸗ 
gen fit p. Gang.“ Veſſel. 2. uegentl. af 
ligheden i Skikkelſe. a.) Noget, der er 
udſtaaret I Skikkelſe af cl. Liighed m. en 
Tunge; At Hippe noget ud i Tunger. b.) 
et langt og ſmalt Land, der ftrætfer fig ud i 
Havet ; en Odde, Landtunge. 6.) den ops 
ſtaaende Spids p. en Bægtftang m. Skaa⸗ 
ler, der tilkiendegiver Ligerægten, naar den 
ſtaaer i lodret Stilling, og v. at afvige fra 
Denne angiver et andet Bægtforhold. Thi 
Verden er f. dig, fom den lille Tunge p. 
Vægten, og ſom en Draabe af Morgen⸗ 


' 
… . ! . 


542 


Tunge — Turde. 


dug.” Bib. af 1550. (Siled. XT.) »eyt⸗ 
ken, der liig Bogtſtaalens bævende Tunge 


foinger fnart hid, fnart did.” Synefius - 


d.) en aflang Fil af Flyn⸗ 
derflægten. Pleuronectes solea, e.) det 
Stykke p. en Gaffel ell. Kniv, ſom fidder 
iSkaftet. (Moth.) f.) et Træ under 
Slutſteden p. en Væv, hvori Skamlerne 
finde, Moth. == Tungeaare, en. A. i Tun⸗ 
gen/ Tungebaand, et. en Hud, hvorved 
Tungen forbindes m. Underkiceven ell. den 
nedre Deel af Munden. Om den, ſom 
taler m. Lethed, figes: han er godt 

aaren f. Tungebaand. ”Med Tunge⸗ 

aandet løft, og Tanken mindre bunder.” 
Bagg. Tungebeen, et, Et Been v. Tun⸗ 
gens bagefte Ende ell. Rod, ſom fæfter den 
t. Gvælget. tungebunden, adj. v. ſom 
ei maa ell. vil tale; taus, uden af bruge 
Stemmen. (Rahbek.) ”Sørgende den (Fugs 
len) fidder tungebundet.“ Ingem. un⸗ 
gebyld, en. B. p. Tungen, Tungegreft, 
en. den Fordybning i Munden, hvori Tun⸗ 
gen ligger. (br, iſer om Heſte) Tungex 
Fræft, en. Kræftflade i Tungen.  tunges 
løs , adj. fom ev uden Tunge; og figurl. 
uden Mæle, fom ei formager at tale. ”Cuns 
geles og taus hun var af Længfele Vee.” 

ording. Tungemaal, et. (I. Tungu- 
mal.) Sprog ; dog fun hvor Talen er om 
et ell. flere enkelte Sprog ; ei om det abs 


ſtracte Begreb. »Vort danfte Sprog har 


ei Behov at vige for noget Tungemaal,”” 
Helt. ”Tungemaal fan flet ikke bruges, 
naar Sproget betragtes ſom en Gienſtand 
f. Diet. Man hverken læfer ell. ſtriver et 
Tungemaal z“ (men ber gives Dienſprog, 
Tegnſprog, Billedfprog:) Muͤller. unz 
generve, en. Nerve i Tungen, Smagéners 
ve. Tungerod, en. den bagefte, Svolget 
nærmefte Deel af Tungen. tungeſtaaren, 
adj. v. fom er ſtaaren f. Tungebaand. 
”Den Priſen funde bære f. hver en Natter⸗ 


dk gal og tungeffaaren Stær.” Jac. Graah. 


Tungeflag , et. En haftig Bevægelfe m. 
Tungen, ſom forftærter ell. forandrer en 
end, men iffe frembringer nogen fuldftæns 
big. Tungefliim , en og et. &. der lægger 
fig vp. Tungen.  Tunttefted, ct. Stød ell. 
haftig Bevægelfe af Tungen imod Ganen 
ell. Tenderne, fom finder Sted i Talen. 
(Blochs d. Graͤmm.) 

Tunget, adj. dannet, ſom en Tunge, ell. 
udſtaaret, udklippet I Tunger (2. a.) ”Ct 
tunger Stiert t. Knæct de lette Folder 
flog.” Ohlenſchl. (Helge.) 

Turban, en. pl.—er. [af ef forvanſket pers 
fiſt Ond.) 1. et Slags Hue el. Hovedſtiul, 
fom bruges meget i Afien. 2. en derefter 
bannet Hovedpynt, fom Fruentimre I Gas 
ropa bruge. . 


Turde, ſ. jeg ter, 





Ture — ZAubmorte. 


Ture, v.n. 1. holde ud, faalt, blive ved. 
(Moth. Uſcedvanligt.) Jof. fremture. 

Turneer, et. (pl. findeg neppe; derimod 
Turneringer.) et fremmedt Navn f. de i 
Middelalderen brugelige Ridderſpil, hvor⸗ 
ved det iſer gif ud pat bryde hinandens 
Landfe t. Heſt (Spærdrydning) el. at løfte 
(ftøde) hinanden af Sadelen; Dyftrenden, 
Turnering. JIvf. Ringrenden. — Heraf: 
Turncerheft, en. H. ſom brugtes v. Turne⸗ 
ringer. Turneerlove, pl. Forſtrifter, ſom 
v. Turneringer maatte holdes. Turneer⸗ 
ſpil, et. d. ſ. ſ. Turneer. — turnere, v. n. 
1. holde Turnçer. (Moth). forældet.) 2. 
holde ſtor Stel, rafe, (arme. Moth. (2. 


kurnen, turnieren.) — Turnering, en. 


pl.-er, bd. f. ſ. Turneer (men mere brugeligt.) 

Turteldue, en. pl.-r. [I. Turtil-dufa.] 
et Slags Duer, udmærkede v. deres færegne 
klagende Lyd ell. Kurren. Columba Turtur. 

Tuſind ell, Tuſinde, Hovedtallet 1000, 
el. tt Gange hundrede. [Det ſtrives ogſaa; 
tuſende. J. busund. A. S. dusend.] Eet 
tuſinde Aar, Ti tuſind Rigsdaler. Ikke 
een af tufinde. — Et Tuſind. Et heelt, et 
—* Tuſind. Det førfte, det andet Tu⸗ 

nde. (pl. Tuſinder. Tuſinde. Tufinder 
af Aar funne henrinde. ”D, da iſtemte Das 
lenes Tufende evig din Lovfang.” Evald. — 
Ordenstal: den tufindfte, Moth. (en Form, 
(om dog er uvis, og optaget efter d. Tydſtke. 
vf. Blochs d. Sprogt. 1817. S. 133. Man 
figeri Alm. "Hver tuſinde Wand, millesimus 
quisque.)'=— tuſindaarig, adj. tufind Aar 
ammel. Tufindbeen , en. En udevinget 
nfect-Slægt, mærtværdig ved dens mange 
Foddet, ſom hos den alm. Tuſindbeen (Ju- 
lus terrestris) udgiere 200. Tuſindblad, 
en. Urt. f. Rollike. tuſindfold, adv. tus 
find Gange, tufinde Slags , mangfoldige 
Slags. Gud vil belsnne det tuſindfold. 
”tufindfold Godt.” Thaarup. Tuſind⸗ 
d, n. 8. en Urt. Bellis perennis. Tu⸗ 
ndgylden, n. s. Navn p. en meget bitter 
Plante , fom undertiden (i Fyen) br. for 
Humle. (Agerpors.)) Chironia Centaure- 
um. Tufindfonftner, en. pl.-e. den, ſom 
forftaaer fig p. en ſtor Mængde Konfter ell. 
Konſtgreb. — i Tufmdtal, i Tufindviis , 
adv. i Antal af flere Tuſinde. 

Tuſt, et. ud. pl. [Z. Tufd.] en faft, 
fort Farve I Stænger, fom bringes fra Chi⸗ 
na, og br. opleft I Vand t. Tegning. At 
te ijne m. Tuſf. — Deraf: Tuſtfarve (et 
Navn, ſom undertiden tillægges alle Vand⸗ 
farver.) enfel, Tuſttegning, o. fl. 

Tuffe, v. n. og a. f. bytte, Tuſthan⸗ 
del, en. ſ. Byttehandel. 

Tusmorke, et. ud. pl. ſMaaſtkee af det 
gamle Thurs ell. Tusse, (ſom endnu høres 
bl. Almuen) et Slags onde Aander ell. 
Troſde. Heraf: Tufjeri, Spageri. Moth. ] 
den ZID efter Solens Nedgang, naar Dags 


843 Tismerfe—Fvanfbret. 


lyſet efterhaanden forſvinder el. gaaer over 
i Aftenmorket; Aftenſtumring. (Det brus 
ges derimod nu aldrig for Morgendamring 
ell. Skumring. ſ. dette Ord; og jvf. 2 
Kong. 7. 5. og Pf. 119. 147, hvor Talen et 
om Morgenen.) Bi fad nogen Tid uden at 
tænde Lys i Tusmorket. 

Tut, en. pl.-ter. IN.S. Tute, Tuͤte.] 
d. f. ſ. Kremmerhuus. (”Noget udftaaende 


p. en Ting.” extuberatio. Moth. Sv. Tut, 


rostrum. jvf. Tud.) heraf: tutte, v. a. 1. 
komme i en Tut. (d. Tale.) 
Tovang, en. ud. pl. ſEv. Twång. J. 
bvingan.] i Alm. a.) Gierningen at tvin⸗ 
e, Frihedens Indffrænfning ell. b.) Zils 
anden at tvinges, ell. tvinge fig; og Fols 
en af en ſaadan Tilſtand (f. Nodvendige 
bed ) (dog itte I phyfgjt Betydning.)  a.) 
t paalægge een Tvang. Lovens T. Det 
ſelſtabelige Livs Tvang. "”Cr han i anden 
Mands Bold og Tvang.” (D. Lov.) b.) 
Ut lide Tvang. Glsre noget blot af T. At 
paalægge fig felv en T. At viſe ængfter 
lig Tvang (rettere Tvungenhed.) = a.)' 
tvangfri, adj. fom er uden Tvang, iffe uns 
dertaltet T. fom 
tvangfrie Bevægeljer. En tvangfri Glæs 
de. Sandhed fled — evig tvangfri fra 
hans Tunge.” Troiel. Et ** Liv. 
Tvangtieb, et. Kiob, ſom ſteer itke ftivil⸗ 
ligen, men efter en p. Kieberen hvHende 
vang cl. Forpligtelſe. (Ambergs Ordb.) 
tvanglos, adj. d. f. f. tvangfri. Deraf: 
Tvangloshed. — b.) Tvangsarbeide, et. 
A. fom giøres i' Folge Tvang, ikke frivilli⸗ 
gen; f. E. af Forbrydere el. Zrælle. At 
dømmes til Tvangsarbeide. vanges, 
huus, et. en Indretning, hvor Losgengere 
og Fattige, der ei kunne underholde 6 elv, 
holdes t. tvungent Arbeide; Tvangsarbeids⸗ 
huus. Tovangslov, en. L. ſom paalægger 
og mebfører en udvortes Tvang, indſtræn⸗ 


"fer den menneſkelige cl. borgerl. Frihed. 


»De borgerlige Love ere Tvangslove, ikke 
moralſte Forſtrifter.“ Birkner. »At unders 
afte fig Tvang love, der beroe p. den als 
mindelige Villſe. Samme. Tvangemid⸗ 
del, et. pl.-midler, M. til at tvinge cen t. 
noget; i'Netévidenffaben de Midler, ſom 
Lovgivningen anvender, foruden -Straffe, 
t. at høde Borgeren t. fine Pligters Opfyl⸗ 
delſe. Tvangsmeølle, en, M. fom en vis 
Deel af Omegnen er v. Anordninger for⸗ 
pligtet t. allene at føge. (i Danmark ophæs 
vede 1774.) Toangspligt, en. En Pligt, 
hvis Opfyldelſe, man v. Loven fan tvinges 
til. (officinm perfectum.) ”Xt gisreFors. 


" ældrene til Tvangspligt, at fende deres 


Børn i Stole.” Engelst,. Tyangoret, en. 
fovlig Ret t. at funne tvinge Andre t. af 
giere ell. lade noget. »Tvangsret over 
Børnene er Faderen betagen, om ikke af 
Lovene, (aa af Moden.” Schytte. 


d 


cer, giores uden T. 


ve — Tveſindet. 


Toe, [Isi.tri. R.S. twe, twi.] to, 
fy Gange, ſom er to, I te Dele, dobbelt, 
o. ſ. v. Det bruges fun i Sammenſetnin⸗ 
ger: tvebagt, adj. bagt to Gange. (J. 
ivibakadr.) Tvebak, en. pl. — Fer. et 
.Slaas Hvedebrod, ſom, eengang bagt, 
pverkæœeres og derpaa bages anden Gang. 
(N. S. Twiback.) vedragt, en. ud. 
pl. [J. Tvidrægni.] Uliighed i Menin⸗ 
3 ſom yttrer fig ikke blot i Ord, men 


v 
| 


elv i Gierninger og i fiendtligt Sind; en 
si Grad af Ujamdrægtighed. (ivf. Strid, 
Splid, Uenighed, Trætte.) ”Hvis Stri⸗ 
den yttrer fig ikke blot fom en gienſidig, men 
fom 'en fiendtlig Modftræben, bliver den t. 
Tvoedragt.“ Miller. (Tvedragt vil dog 

fielden br. om enkelte Perfoner ; men mere 
” om Gtrid imellem Partier, Slægter, Uenig⸗ 
hed imellem Flere el. i et Samfund, 0. d.) 
”Der er Nidtiærhed, Kiv og Tvedragt 
iblandt eder.” Bib. 1550. I Cor. 3. 3. 
tvedeelt, adj. v. deelt i to Dele ell. Stykker. 
»Tvedeelt Haaret henfled over den Lilie⸗ 
hals.” J. £. Heiberg. Tvedyr, ct. Dyr, 

om lever deels p. Landet, deels i Vandet ; 
Amphibium. (Moth.)  tveegget, adj. fom 
"har Eg, el.er ſtarpt p. to Sider. Et tve⸗ 
ægget Sværd. tvefold, adv. dobbelt, to 
Gange. (fielden; ligeſom adv. tvefoldig.) 
—2 en. Forkem. to Grene. tvefægs 
Dig, adj. om Korn p. en Ager, fom mods 
ncs t. forſtiellig Tid. .”Da denne Sed 
gierne bliver tvefærdig, el. modnes ikke Alt 
k. cen Zid.” Schytte. (egentlig ct Provinds⸗ 
ord.) tvegrenet, adj. forſynet m. to Gre⸗ 
ne. En tvegrenet Gaffel. tvegrodet, 
ad). ſom har dobbelt Brode, bærer to Gan⸗ 
ge om Aaret. (Colding.) 
adj. fom har fo Hoveder. (Moth.) tve⸗ 
hornet, adj. ſom har to Horn. (Arreboe.) 
tvehændet, adj. ſom fan bruge begge Hen⸗ 


der lige vel. (ambidexter. Moth.) Tve⸗ 


Famp., en. Kamp imellem to Perſoner. 
Tvekion, et. dobbelt Kisn hos et Individ. 
tvekionnet, adj. fon har dobbelt Kien. 
En twekionnet Blomſt. Toeklinge, en. 
tveegget Svcerdklinge. (Baggeſen. Egentlig: 
Dobbelt Klinge.) tvcekloftet, adj. 1. ſom 
har en dobbelt Kloft. 2. kloftet m. to Gre⸗ 
ne. bifidus. Moth. tveklovet, adj. 1. 
to Sange Eløvet, 
goden; om Qvæg. bisulcus. Moth. tve⸗ 
knoppet, adj. om en Qvift, fom har fo 
Knoppe oventil. bigemmis.(Moth.) Tve⸗ 
lyd, cen. dobbelt Vocallyd; Lyd af fo Voca⸗ 
ler, der flyde fammen og udtales p. eengang 
el. i een Stavelſe (fom «i, ei, oi, ui, 
oi.) tvelodet, adj. fom har to Farver 
(Moth.) tvefarvet. tvemundet, adj. uſta⸗ 
big, fvigefud i fin Tale; ſom ſnart figer 
eet, fnart et andet. (Moth.) tvefindet, 
adj. uftadig i Sindet, tvivlraadig, ſom 
fnart mener el, vil eet, ſnart et andet, 


644 


tvehovedet, 


2. fom har to Klover . 


Aveſindet — Tvilling. 


”Den, fom tvivler, er en tweſindet Mand, 
uftadig i alle fine Veie.“ Jac. 1.17. "Gt 
Menneſte, tvefindet,. Ccvæget t. alle Cider 
efter de andres Villic.” Mynſter. tveſtæg⸗ 
get, adj. fom har ct kloftet Slæg. Moth. 
tvefpidfer, adj. fom har to Svidfer, en 
dobbelt Spids. Tveſtiert, en. pl.—er. In⸗ 
fect. d. f. f. OGrentviſt. tveſynet, adj. ſom 
feer Gienſtandene dobbelt. (Moth) "Men 
heler tænfe : jeg maatte tveſynet ce, om 
han en anden Mand i Seng m. hende feer.” 
Holb. (Skiemted.) Tvoetulle, ek. pl. 
-r. En Skabning (færd. et Menneſtke) (om 
har ell. antages ut have baade mandlige pg 
qvindelige Kisnsdele; Hermaphrodit. (ff. 
Tull og Tule. Ihres Gl.) tvertuller, adj. 
En tvetullet Skabning (tvekionnet.) tve⸗ 
tunget, adj. falsk, fvigfuld i fin Tale, ſom 
ſnart ſiger eet, fnart et andet. Ogſaa obj. 
En tvetunget Tale. ”At udaf falſte Sind 
fyetunget kom hiint Raad.” Fibigers Soph. 
tvetydig, adj. 1. ſom fan tydes, forflares 
p. to Maader, tillægges to forſtiellige Mes 
ninger. J diſſe Ord ligger en tvetydig Mes 
ning. At give et tvetydigt Svar. (ofte m. 
Henſyn p. det Uanſtændige i den dobbelte 
Mening. En tvetydig Vittighed.) 2. uvis, 
miétæntelig. Hans Dypførfel, hendes Dyd 
er meget tvetydig. Hun faae noget tvetv⸗ 
dig ud. ”Paa de flefte Steder var Under⸗ 
faatternes Troſtab tvetydig.” Vogelius. — 
Tvetydighed, en, 1. ud. pl. Beſkaffenhe⸗ 
den, at være tvetydig. *Han beflittede fig 
altid p. Utydelighed, ja Tvetydighed i fine 
Befalinger.“ Schytte. 2. Tvetydigheder 
oa: tvetydige Udtryk (ofte absol, om uans 
ſteendige Udtryk af den Art.) . 

Tvede, en. En Landtunge ell. Halys, 
omgivet af Vand p. tre Gider. (Golding. 
Moth.) [A. 6. pvitan, excidere. Sv. (i 
Veftergathl.) Twet, et afſtaaret Stykke 
æræ, en Spaan.] 

Toege, en: pl.-r. [af tve. udt. Tveie.] 
1. en Tvefork. 2. en tvekleftet Green. 

Tveget, adj. d. f. ſ. tvekloftet. 

Tvende, Talord, En anden Form: for 
to fom nu br. uden Forſtiel; men kun i 
Skriftſproget, t. Afverling. [JIsſ. tveir, 
tvennir. fem, tvinna, duæ; tvennr, dob⸗ 
belt. T. zween, to.] 

Tvennet (ell. tvendet) adj. et i Lovſpro⸗ 
get forekommende Ord. ”Tvennet Saar, 
ſom haver to Hul, ſaaſom man vorder ſtun⸗ 

ct igiennem Laar, ell. Læg ell. Haand.“ D. 
ov. VI. 7. 3. (tvimynt, I. Lov. III. 30.) 

Tvi! Udraabsord (Sy!) Turi dig! ” 

Tvigield, en. i Lodſproget: dobbelt Er⸗ 
ftatning. (f. Itzield.) ”Hvo ſom begaact 
Nan, betale Igield og Tvigield, d. e. ferft 
aameget ſom Ranet er, og dernæft dobbelt 
aa meget.” D. 8 VI. 15.1. . 

. Tvilling, en. pl.-er. IH. Tweeling.] et 


af fo Born, ſom en Qvinde føder p, cen 














sæ! i i 4 
Wvilling — Tvinge. 


Tid 9: ftvar efter hinanden, "De ligne hin⸗ 
"anden ſom Tvillinger (om en ſtor diighed.) 
De'ere Tvillinger. (ud. Henſyn t. Kionnet, 
ſom adſtilles v. Tilleg.  Tvillingbroder, 
Tvillingfotter, en, Vi ere Tvillingbrodre, 
Tvillingſoſtre. Jeg er hendes Tvillingbro⸗ 
der.) tvillingbaaren, adj. v. født tilfams 
men, ſom Zviflinger. (Baggeſen.) Tvil⸗ 
liugland, et. d. ſ. Tvillingrige. »Loft 
ftolt dit Hoved op af Stovet, Toilling⸗ 
lend.” Storm. Toillingned, en. Nød, 
ſom beftaaer af fo ſammendorne. (ſaaledes: 
Tvillingæble, 0. fi.) Toillingrige, et." 
pl.-r. to f(ærjtilte, længe under cen Regie⸗ 
ting forenede Riger. Tvillinnflægt , en. 
pl.-er. Clægt, ſom nedſtammer fra Lvillinz 
ger. (Baggefen.) 

Tvinde, v. a. tvandt. tvunden, tvundet. 
pl. tvundne. IJ.tvinua. A. S. tvinan. af 
tve.] at ſnoe fo ell. flere Traade ſammen t. 

, cen, fyviltet iſer ſteer v. Hielp af en Rok. 
»Hvoraf den ſterkt Snor fan tvindes, ſom 
iffe ſmelter din Haand.“ Evald. At tvin—⸗ 
Ve Traad. tvundet Garn. ”Naar alle an: 
bre Baand i Verden brifte, holde endnu de, 
ſom Dyd og Duelighed have rvundet.” 
Kraft. — Tvindemolle, en. Molle ell. Ma⸗ 
ftinværk, hvorpaa Garn tvindes t. Fabriker. 
(Beckmanns overſ. Technol. 53.) 

Tovinde, en. 1. Redftab t; at fvinde 
Garn med. 2. et Tvinde,. i Norge: Seil⸗ 
garn. (J. Tvinni,) i 

Tvine, v.n. 1. (har.) " 1. klynke, flage 
fig. 2. fvinde hen, tæres hen. ISv. twi- 
na. Isl. dvina. A. S. bvinan, decre- 
scere, tabescere.] “Hun feer mig m. lœng⸗ 
felfuld Sæde tvine hen, i def Haab, at jeg 
fnart ſtal giere Plads f. en nn.” Rahb. 
(D. Tilſt. V. 25.) hvoraf: Tvinefot, Tæs 
ring. 
ben, der er fvagfynet. (Moth.) 

Tvinge, v. a. tvang. tvungen, tvunget. 

"pl. tvungne. IJJ. pbvinga.] 1. fremvirfe 
en Forandring i en Ting, v. Anvendelfe af 
Magt. a.) om phyſiſk Magt: At tvinge 

”en Prop ned i en Flaſte. Man faaer det 

vel ſammen, nagr man vil tvinge det. At 
tvinge cen Green ned. — b.) Dyppigere: 

beſtemme en Andens ell. fin egen Villie m. 

Magt. ”Vilde Folkeſlag — tvang Landene 

under deres Billie, og hvad ſtulde igien 
tvinge dem ?” Mynſter. ”Tving (dæmp, 
undertryf) nu din Vrede, du, fom ellers al: 
ting tvinger,” C. Roſe. — At tvinge cen til 
noget. t tvinge fig fil at ſpiſe, f. at lee. 

Gan blev- tvungen t. af beklende v. Sug. 
”Den — fom * Son vil under Aas 

get tvinge.“ Thaarup. — Sieldnere: at 
fvinge een fre noget. “Han havde lært 

aT tvinge fin Tunge fra det utilborlige Dvd, 

fit Hierte fra den uretfærdige Dom.” Myn— 
fler. ”Tvinge fra elffet Aag den Fræl, 
ſom foragter at frelſes.“ Herd. (At tvin⸗ 

Danſt Orddog. I.- 


945. 


Zræ ell, 


3. tvine m. Zinene ad: blinte, fom 


% 


"” vinge — Toiſte. 


ge et Rige under fig.” Vedels Saro. 30.) 
— Meden tvang mig. ”Love, ber ile blot 
ſtulde være bydende, men ogfaa tvingende.” 
Birkner. 'Man noder nogen t. det, han 
ikke onffer, man tvinger ham t. det, han 
ifte vil. Hiint ſteer uden Gold, dette m. 
Vold. Det ev daarligt,-at lude fig tvinge 
f. det, man er nødt If. at giere.“ Sporon. 
Cc.) undertrykte, betvinge. ”Den, fom et 


fan tvinge en farlig Lyft, fortiener ei fit 


Liv,” Storm, == Tvingen, en. Gierningen 
at tvinge. (f. Tvang.) — Twinger, en. 
den, fom tvinger cl. betvinger noget (ſiol⸗ 
den.) ”Før var ten Sorgens Tvinger.” 
Ohlenſchl. 2. part. tvungen br. ofte om 


tet, hvori en ængftelig Beftræbelfe, en. Man⸗ 
gel p. 


Frihed udvortes viſer ſig; modſ. na⸗ 
turlig. En tvungen Stilling. En twun⸗ 
gen Stiil. (jvf. ogſaa aftvinge, fremtvinge.) 
Tvinge, en. pl.-r. 1. et Redſtab af 

Metal, dannet fom en, t. cen af 
Siderne aaben Fiirfant, der p. det ene Si— 
deſtykke har en Skrue, hvormed noget (f./ 
Er. to Bræter, man vil holde fammen) fan 
tvinges cell. klemmes faft t, den modſatte 
Side, (Dnffel om Paandvorksredſt. S. 63.) 
2. d. ſ. Skotvinge, ell. de Laderſtykker 
—5 Skoen (enten v. Rem el. Spænde) 

oldes faft over Vriſten. (Vedels Caro, 119.) 
”Dereé Skoe ere m. Remmer ved Tvingen 
opbundue.” Haſenmuͤllers Jeſuit. pift. v. 
N. M. Aalborg. 1607. [A. S. bvang.] 


Tvingfel, en. d. f. f. Tvang, Tyingen 


(Both ;) men fieldent.  ”Tvingfe gier 
uglad og tung,” C. Frimann, Almuens 
anger. 138. , 


Tvift, et. [af tve. I. Tvistr.] 1. Toft 


af tvundet Garn; ifær et i vor Tid meget 
brugeligt Bomuldstsi, hvortil egentl. Gar⸗ 
net kaldes Tviſt; (et eng. ell. ſtotſt Ord) 
og Zølct undertiden; Tviſttoi. 2. et Slags 
Haardug. (Moth.) i 
Tvift, en. ud. pl. IN. S. og Holl. 
Zwift.] Yttring af ulige, ſtridige Meninz 
gevi Ord og Sindelag; Wenighed, Trætte. 
Der har været en.langvarig Tvift imellem 
dem om denne Rettighed. AttTomme i T. 
med cen. »Thi Vellyſt er de Xdles Tvift 
om Dyder.“ Evald. ”Venftab drager Tvi⸗ 


ftens Sværd,” Storm. (”Tvift er opfom= | 


mende Ulilghjed I Meninger og Tenkemaade; 
Trætte er (oprindelig) en Ordverling grun⸗ 
bet I ſaadan Uliighed. Tvift ce mere £ 
Sindelaget; Trætte mere i Handlemaas 
de,” Sporon.) = tviftig, adj. 1. uenig. 
(Moth.) 2. fom der er Xvift om, fom der 
fvættes om, ſtridig; fvivlfom, — Toiſtig⸗ 
ed, en. d. f, f. Tvift, Uenigh.d. ”Vi fade 
faa ofte vore Tviſtigheder utarte t. Kiv; 
vor Uenighed t. Tyvedragt.“ Rahb. (D. 
Til. XI. 246.) 
s vifte, v, n. 1. (har.) fore Zvift, være 
(35) 


⸗ 


aa 


r 


X 


vakle. Wandal, 


U 2 : 


vifte — Tvivl. 
ueend, trættes. — pass. Der tviſtes, tvis 
ſtedes om en gammel Rettighed. 
Tvivl, cn. pl. d. f. [N. S. ZTwivel.] 
1. ud. pl. den Zilftand i Siælen, el at 
være overbeviift om Sandheden ell. Virkelig⸗ 
heden af noget. ”Svært fæmpede Siælen 
mellem de ængftende Tvivl, før den fandt 
Lys og Bished.” Mynſter. At være i T. 
ſtaae i Tvivl, Jeg ſtaaer i T. (er i Uvis⸗ 
hed) om jeg ſtal modtage hans Tilbud, ell. 
itte. At drage noget i T. 2. den Grund, 
hvorfor man et er overbeviiſt om noget, ikte 
antager det f. vift, afgiort. At giendrive, 
befvare en Andens Tvivl. Der opſtaaer den 


T. hos mig. Jeg har T. bærer T. om hané 


Redelighed. Der er ingen T. om. Uden 
Tvivl, ſikkerlig, viſſelig. = a.) tvivlagtig, 
adj. 1. fom ex Tvivl underfaftet, ſom de; 
tvivles om; udis. ”I hvorvel de Gamles 
Meninget have giort os de rette Srojaners 
Herkomſt tvivlagtig.“ O. Guldb. 2. ſom 
har Tvivl, ſom tvivler i eSag. (Tvivl: 
agtighed, en. tvivlagtig Sindstilſtand. Su- 
spensio animi. Moth. fielden.) — tvivl⸗ 
løs ,adj. ſom ef er tvivlſom, ingen Tvivl 
underkaſtet. Et flygtigt Omblik — gior 
Tingen tvivllos.“ Bagg. (Saml. Vært. 
IV. 128.) tviviraadig, adj. 1. nvié, 
ubeftemt i fin Beſlutning. ”Han blev ſaare 
tviviraadig i fit Sind.“ 1 Macc. 3. 31. 
Jeg cv endnu tvivlraaditgg hvad jeg ſtal 
isre. ” Andre blive tvivlraadige, og vide 
kke om de ſtulle antage det nye, ell. be⸗ 
holde det gamle.“ Birkner. 2. ſom fæts 
ter i Zolvi; tvivlſom. ”Hun vedliges 
holdt hans Beftandighed, near den v. 
tvivlraadige Omſtæendigheder ſyntes at 
”Wan er uvis, hvilket 
der er det rigtigfte at giere; tvivlraadig, 
hvilket der er det bedſte; forlegen, hvilket 
der er det ſikkerſte Sporon. Deraf: 


' i 
Tvivl — Tvarbiellke. 


veed ei hvor den kommer fra.“ Beffel. — 
Tvivlfomhcd en. tvivlſoni Beftaffenheå , 
Uvished.  b.) Tvivisgrund, en, G. til at 
tvivle, Xntedning t. Tvivl. (Jacobi.) 
Tvivismaal, ct, pl. V. f. 1.3. f. f. Tvivl, 
(1.) At fætte, ſtille noget i Tvivlsmaal. 
(Moth. Holberg.) At ſtage i Tvivlsmaal 
o: være uſikkert, uviſt. (Arreboe. 126.) 
» Det ikke vides viſt, men end i Tvivlsmeal 
ſtager.“ Bording. ”Ret ſom en voren Eeg 
— flager fom i Tvivlsmaal til hvad Site 
den vil helde.” P. Paars. 2: tvivlſomt 
tilfælde. . 

Tvivle, v. n. 1. (har.) [A. S. tvisan, 
tveogan. Tvyn, dubium. Gv. tveka ; 
af tve.] have Tyivl, el være overbevtift 
om, være uvis om; modf. troe. Det er 
ofte nyttigt i Verden, at tvivle (xx ikke 
ftrar at troc.) ”Tvivlende blive vi fraaente 
imellem Had og Medynk.“ Schytte. ”Fis 
der, hvilke nu faa ofte berøve de Tvivlende 
Glæde over det Nærværende, og Haab 
f. det Tilkommende.“ Mynſter. — At tviv⸗ 
le om Siælens Udedelighed (være uvis om 
den; fom er noget andet end, af negte, 
forfafte den.) Jeg tvivfer iffe om hans 
Nedelighed (I et vift Tilfælde; derimod 
maaſtee vigtigere: Jeg har aldrig tvivlet 
paa hans Redelighed.) Jeg tvivler om (ell. 
paa) at teg fan fomme 9: er uvis om; deg 
her, fom overhovedet, m. en mere negtende, 
end befræftende Mening. = Tvivler, cen. 
pl.-e. den, ſom tvivler, ſom er tilboieliget. 
at tvivle, Tyvivlckonſt, en. Fordighed i 
at opkaſte Tvivl, i at giere noget tviviſomt. 
»Har man ikke bragt det faa vidt I Tvivle⸗ 
konſten, at man fan falde Hvidt fort.” 
Eilſchow. Toivlelyſt, en. Tilbeielighed 
t. at tvivle. »Deres, v. denne Anledning 
opvafte Tvivlelyft.” Birkner. tvivlejyg. 
adj. fom har en overdreven Tilbøielighed t. 
at tvivle, Deraf: Tvivleſyge, en. ub. pl. 

Tvær, adj. og adv. [IJ. bver. A. &. 


" pveor. N. S. dweer.] 1. egentl. fom er i 


en Netning, der er modfat Lengdens Nets 
ning, der krydſer denne I en ret Vinkel. 3 
denne Bemark. fun jSammenſetn. og i 
adv. paa tværs, 9: efter Breden; (f. tværs, 
nedenfor.) der modſettes: paa langs, efter 
Længden, At ploie en Ager p. tvcrs, fidte 
t. Heſt p. tværs. 
2. uvillig, vrangvillig, vranten, uvenlig. 
»Mig falder man i Selſtab tvær og flolt.” 
Bagg. NR. Klim. ”Hvi ſtaaer du der faa 
tvær allene?” Ohlenſchl. At fce fuur og 
tvær ud; give et tvært Svar. At fvare 
tvært. — Bea ETværhed, en, ud. pl. 
Vrangvillighed, Vrantenhed, Suurhed. = 
Af Ro. 1. Tværager, en. Ager, ſom lig⸗ 

et p. tværs f. en anden Ager, Tværs 

send, et, B. [om gaaer ꝑ. tværé Over no⸗ 
get, fom forbinder noget p. tværs. (Krafts 
Mech. HM. 952.) Tyarbielke, en. B. ſom 


"2 é 


At lægge noget p. tværs. 


xvarbielle — Tocerſtyhkte. 847 


gaaer p. tvære dlennem et Huus, et Skib, 
ell. a. Tvarbrud, et. Brud af ct Legeme, 
hvorved dets Trevler el, Dele brydes p. 
Æværé ; it. den Overflade, der vifer fig p. 
begge Stykker, hvor de v. Bruddet ere ads 
ftilte, (Vid. 6. Str. 1802, &.. 186.) 
tværbunden , adj. v. bundet p. Zværs ; 
ſammenbundet m. Zværbaand.  tværbun:s 
det Tommer. (Golding.) | Tværbygning, 
en. Bygning, fom ligger p. tværs for Ens 
den af en anden, ell. imellem tv længere 
Bygninger. Tværdige, et. Dige, imellem 
to andre, ell, for Enden af et andet. (Krafts 
Med. II. 917.) Tocrdriver, en. den, 
fom altid vil følge fit eget Hoved, er egen⸗ 
findig, ſtivfindet. (Moth.) Tværdæmning, 
en, Zværdige, Tværfinger, en, En Fin⸗ 
gers Brede. (Moth. Man fan fige: . en 
Tværfinger (lang. Moth har ogſaa Ordet : 
en Tværfod o: en Fods Brede.) Tværs 
fløjte, en. F. hvori man blæfer p. Siden 
fom holdes tværs f. Munden. (Moth. 
Tværfure, en. Fure p. en Ager efter Tværs 
pleining. Tværfylding , en. En ſlugen 
Fraadſer, fom aldrig mættes. Tværgade, 
en. G. fom gaaer imellem to andre, ell. 
giennemſtœrer dem i rette Vinfler, Tværs 
gang, en, Gang, fom gaaer tværs igiennem 
en Bygning, ell. imellem to andre Sange. 
Tværgavl, en. G. fom er p. Siden af 
et Guus, Sidegavl. Toarhaand, en. 
Haandsbrede. (Moth.) Tyvarlinie, en. £. 
ſom drages tværs iglennem en Figur, ell. 


paa Skraa imellem to andre Linier; Dia⸗ 


onal. (I. Kraft. Mechan. II. 169.) 
værmaal , et. Giennemſnit, Diameter. 
Tværmuur, en. M. fom er f. Enden af en 
anden, ell. gaaer imellem to andre, (3. 
Kraft.) Tværmærte, pl. et Slags So⸗ 
mærfer i ſmalle Farvande (forſtiell. fra 
Langmærfer,) tværpløie, v. a. ploie en 
Ager i Breden, fom alt er pletet i Længden. 
Moth. Deraf: Tværpleining,en. ”Tværs 
pleining br. fædvanligen t. Brakmarkens 
anden ell. tredie Plsining⸗ Gierfings Anv. 
t. Landoec. 1. 437. Tværſadel, en. S. 
hvori man vider p. tværs, Qvindefadel. 
Tværffaar, Tværfnit, et. Staar ell. Snit, 
ſom gaae over tværs. (vulnus transversum. 
Moth.)  tværffgaren , ad]. ſtaaren p. 
tværé, over tværs.  tværffibs, adv. paa 
Zværs i Skibet, efter Breden af Stibet ; 
modſ. langſtibs.  tværffyde, v. a. 3. At 
| yde Dinene: ſtyde dem f. den ene 
Side, ſtele. (Moth.) Tværftang > ſ. 
: Cværtræ. Tocrſti, en. Sti, der ftøder 
p. en anden Vet, ell, overffærer den. (Moth.) 
| Tværftreg, Tværftribe, en. Streg, Stribe, 
| fom gaaer .p. tværs. Tv eg. ét. 
Streg, der krydſer et andet; værs 
' firm, en, S. der kommer tværs p. en 
| anden, (Moth.) Togrſtykke, et. S. fom 
ſattes ell, lægges p. tværs, (I. Kraft.) 
|) ;& 


I 
I 
| 


Toarſak — Tyde./ 


Tvætfæl, en. Sek, ſom lukkes op p. tværg. 
Moth. (ell. ſom Rytteren fører tvcers øver 
Heſten.) Tværføm, en. Som, der gaaer 
tværé over et Klædemon e.g.  Tværtræ, 
et, J. der ſettes tvært over noget; f. &r. 
et Dørtræ. Tværtømmer, et. Tommer 
om fættes p. Zrærs i en Bygning. (Moth. 
væœrvei, en. Tvœrſti, Korsvei.  Tværz 
vold, en. 8. ſom oytaftes p. tværs imellem 
to andre Volde el. Bryftværn. (Traverse.) 
tvætøiet, adj. fom feer ſticvt, ſom ſteler 
noget. (Moth.) 
være ell. tværre, v. a. 1. blande ført 
m. vandt v. af røre det om. (Moth.) At 
tvære Meel ud I Vand (figeé, naar man ef⸗ 
terhaanden fugter Melet, og røver det i en 
itte alt f. fter Mængde Vand.) At tvære 
Stivelſe ud. (f. udtvcre.) i 
Tvære, en. pl.-r. et Redftab f. af ude 
tvære noget m. (f Norge.) - 
Tvarhed, en. f. ovenfor tvær, 2. 
Tværs, adv. [af tvær. A. G. 
trans, perverse.] paa tværs (f. ovenfor.) 
tværs igiennem or heelt iglennem. tværs 
over ↄ: heelt over p. tværs, cl. i Breden. At 
brekke noget tværs over, Stokken gik tværs 
over." At gage tværs ovenGaden 0: t. den 
anden Side af Gaden, t. en Gienboes Huus. 
Tvært, adv. (I. bvert, fværé over, 
trans.] br. undertiden, ſtiondt fieldnere for: 
tværs, f. E. tvært igiennem. gan boer 
tvært over f. os. — over tvært (el. ineet 
Ord: overtvært) adv. hvorved udtrykkes 
sen haſtig, pludſelig Beflutning, i ˖ de Tales 
maader: At bryde over fvært, fage noget 
over tvært, ”Da brød hun ovettvært og 
t. fin Husbond gif.” Holb. P. Paars. — 
tværtimod, adv. hvorved ikke blot en Ans 
dens Yttring benegtes , men det modfatte 
befræftes. Han er aldeles ingen Fiende af 
Selſtkab; tværtimod han fſoger det, faa ofte 
Leilighed gives ham. | 
Tvæt, en. ud. pl. 1. Gierningen af 
tvætte; Zvætten. 2. det, ſom tvættes ell. 


er tvcettet, Vaſt. En ſtor Tvæt. 


Tvætte, V. 8. 1. [S. bvætta, gl. D. 
thwagæ. A. S. bvean.] d. ſ. ſ. toe, vaſte; 
men bemærfer egentl. en gientagen el. om⸗ 
hyggelig Vaſtning; ſom: at trætte Linneb 
8835 rå * here . —— i” 341.) 
”93 lyſegule fletninger — hvor ofte har jeg 
tvættet jer i Kildens Vold. Ohlenſchl. — 
Ogſaa absol. og da om- Klæderé Træt (lis 


geſom vaffe.) ”Tillade et Fruentimmer, 


at fætte fo ned paa egen Haand, ut ſye og 
tvætte f. Folk. Schytte. indv. Reg. IV. 
115. Mu er dette Ord næften aldeles for⸗ 
trængt af det tydſte, ſtiondt noget beſſogte⸗ 
de: veffe.) Deraf: Tvætten, Tvatning, 
en. — Tycettekar, et. Tvertekiedel, en… 
Vaſtekar, Vaſtekiedel. — Tværrerffe, en. 
Vaſtkerkone ell, Vaſterpige. 

yde, v. a. 1, IJ. byda. T. deuten.] 


68) 





Tyde — Tygge. 


1. bemærfe, betyde, give tilfiende (forældet. 
f. betyde.) 2. udlægge, fortolke, forklare. 
(f. udtyde.) At tyde Drømme (f. Dremme⸗ 
tyder.) At tyde fremmed Skrift, tyde en 
tatinſt Forfatter. (Her udtales det ſedvan⸗ 
ligen: at tye.) Det fan tydes derhen (eo 
referri potest, Moth.) 3. (neutr.) have 
- Genfyn paa. Dette ſynes at tyde paa, tyde 
hen paa en u Mening i Ordet. “Saa 
tegner og tyder det dog til fin medfødte Skro⸗ 
betighjed.” Worm. (Liigpr, ov. Dronn, Los 
vife 1721.) (jvf. hentyde.) — Tyden, Tyd⸗ 
ning, en. Gierningen at tyde; det, at tyde 
p. noget. (fielden; jvf. Zentydning, Ud⸗ 


tydning!) . i 
Todelig, adj. ISv. tydelig. I. deuts 
Lich. ] let at fatte, enten v. Sandſerne, ell. 
ved Forftanden, Lentningen; fuldkommen 
klar, fattelig. Han ſagde det m. klar og ty⸗ 
delig Stemme. Jeg feer aͤkke tydeligt i 
denne Afftand. Et tydeligt Foredrag. pan 
fagde det m. rene, tydelige Ord. En tydes 
"ig Foreſtilling (fom vi ogſaa i dens Dele 
kunne giore os Rede for.) — Tydelighd, 
en, ud. pl. Beſtaffenheden, at være tydelig. 
»Todelighed er ci blot det Deles, men og 
ole — rn — 
; adj. ſom har hiemme i, ſom hører 
t. —8 Heraf det i nyere Tid op⸗ 
tagne Subſt. Tydſthed (tydſk Nationalitet, 
Egenhed, m. * — tydffagtig, adj. noget 
tydſt, ſom ˖ ligner det Tydſte. — T 


ydſter, 
en. pi.⸗e. den, ſom ev født i Tydſtland. 
, ye, v. n.1. (er.) Af adftillige forældede 
Bemærtelfer (hvoraf Spor 'endnu i Almue⸗ 
proget ere tilovers) bruges nu fun denne, 
" åfær m. præp. til og hen: tage fin Til⸗ 
flugt, føge Beftyttelfe hos. Jeg har ingen 
at tye til, uden ham. Han tyde da ft, 
- Kongens Naade. Qvæget tyer t. Stalden. 
”Qangt fra tyede Stammerne did over Ork⸗ 
ner og Dave.” Hertz. — Hvor Fgarene finde 
et Skiul mod Uveir, der tye de hen. Hvor 
ſtal jeg fye hen i min Nod? (ſ. hentye.) 
Alle vare tyede ind i Stalden. 

Tye, v. a. (fortolfe, udlægge) f. tyde. 

Tyende, et. nd. pl. [formodentl. af J. 
biod, bydi. A. 6. beod, Folk; ell. af byr, 
by Zræl. A. S. peov, by, beova.] de, 


o 
fole (fat. familia) færd. de, fom ftaae i et 
tienende Forhold; Tieneſtefolk (dog ſynes 
det neppe afgiort, om el Kone og Børn uns 
dertiden regnes m. til Tyende.) "Kongens 
Underſaatter — med alle deres Tyende, Folk 
og Tienere.“ D. Lov. I. 1.1. ”Ci heler 
Rogen af hvis. unge Tyende de funde have 
i deres Hufe.” II. 6.2. “Husbond og pus 
hu deres Børn, Folk og Tyende.“ VI. 2. 
' Deraf: Tyendelon, en. Intſteten 
Len, Folkelon. Tyendeværelfe, et. hvor 
Tyendet opholder fig, Folfeftue, | 

Tygge sv. a. i. IJ. tyggia.] knuſe og 


rel 


548 


høre t. Husbondens Hiem; Folk, Huus: D 


Ting. f. 


Tygge — Tyl. 


ſendergnide inde i Munden m. Tenderne, 
hvorved det, ſom tygges, blandes m. Syrt. 
At tygge Maden vil. Hunden har tygge 
Boldten fordærvet. At tygge paa Noget. 
At tygge Drev (om viſſe Dyr, fom tygge 
Foderet, de have fvælget, anden Gang.) 
Deraf: Tyggen, Tygning, en. — Tygge: 
mad ,cn. M. fom er ingget. 
Barn T. — Tyggemiddel, et. noget, fom 
man tygger paa, uden at funte det, f. at 
fremme Spyttets Afſondring. (Moth.) 

Tyk, ad). pl. tytfe. IS. byckr.] 1. 
egentt, betegner det en legemlig Storrelſe 
cl. Udftræfning, uden Henſyn t. Længde ell. 
Brede, men til Delenes Leie over hinanden. 
a.) absol. og uden Henſyn t. Bidde el. Om: 
fang; da det fun bruges, hvor denne Ud⸗ 
ſtreknings Maal angives, ell. ſammenlignes. 
Muren er 3 Alen tyk, Grenen er en Finger 
tyk (ell. fingetyk.) Denne Plante er tyk⸗ 
Pere end den anden. (Man. figer: et to 
tommer tykt Bræt ; men rigtigere moaſtece: 
et Bræt, fo Tommer tykt. Derimod figer 
el: Troet er en XTen tykt; men: T. har en 
Alen i Giennemſnit; ſtiondt man vel figer : 
et tykt Zræ; hvor da Udtrnffet hører t. 
følgende.) b.) relat. fom har en betydelig 
Grad af flig Udſtrekning (i Modf. t. tynd.) 
En tyk Bog. En tykt Stof. tyk Sud. — 
Om Perſoner, ffær m. Henfyn ft. Maven 
ell. Underlivet. En tyk Mand, Kone. (jvf. 
for, der br. mere om Legemet i det Hele, og 
fyldig.) Det tykke Kieod. Det Tykke af 
Laaret. At have et tykt o: ophovnet Been, 
en tyk Kind. (d. Zale.) 2. uegentl. aa.) 
fom beftaaer af mange og tætte Dele. En 


tyk Skov, Sky, Gværm, Kornager. Ca: 


den ftaaer tykt. — fig, ar have et tykt Mæ: 
le, tale uforftaaeligt. Dette Zaar har tyk 
En tyf (3: tung, tæt, taget) Luft. 
fig. Et tykt Møre.” Saa tyr fom Cand 
meget tæt.)  b.) om fiydente Ting, hvts 

ele have tæt Sammenhæng (modf. tynd, 
flydende.) tykt Blod. En tyk Saft. ryt 
Welt 3: M. ſom v. at fyres er ſtilt ad i fine 
Beftanddele og tyknet. 3. Et tykt Nem⸗ 


me, SAN (modſat: et let Nemme, Elart 


Begreb.) ſ. tykhovedet. »At du, uagtet 
dit tykke Begreb ofte er bidende.” C. Biefis 
Quir. HI. 60. >= Tykhed, en. ud. pl. 
Beſtaffenheden, at være tot. (2.) er 
Felfe, en. ud. pl. (hørende til tyf, 1.) Moali 
p. denne legemlige Udftvæfning, ed. Trnthes 
dené Maal. At angive en Tings Længde, 
Brede og Tykkelſe. — J Sammenſ. mm. de 
af Subſt. dannede Adjectiver udtreffer. rvE 
denne Skikkelſe v. en Legemsdeel el. anten 

E. tyfarmet, fom har tykte Creme, 
tykbenet, tykblodet (fom par fvft Bicd: 
Tykblodighed. Bagg, N. Klim.218.) yt 
buget, tyfhovedet (figurl. dum, enformni2) 
tylbudet, tykfindet ell. tyffiævet ((om Bor 
tytte Kinder, udftaaende Klævebeen). tyt: 


At give et 





| 


nes, mene, hulde for. 


ken begynder at tykne, ev tyknet. 


| ⁊ 


— — Tynd. 


løvet —— Treeer freubod ham 
deres følende Skygge.“ Bagg. »Fuglenes 
Sang i tyklovede Skove.“ Pram.) tyk⸗ 
mavet, tyfmælet (fom taler tykt, utydeligt) 
tvkſtallet (forfynet m. tyk Skal) 0. fl. — 
Tyokſteg, emo vig Deel af et ſlagtet Høved” 
imellem Lænden og Rumpeſtykket, der an⸗ 
vendes t. Steg. 
Tykke, gt. ud. pl. (3. byckia.] Mening, 


Skioen, Stisennende; fom det ſynes, forez 


fommer een. Efter mit Eykke. Naar jeg 
finit efter alle de andre bliver kaldet frem, 
at fige mit Tykke.“ B. Thott. ”SGaalænge 
fom Haab, Frygt, og Vellyſt forfrænfe vort, 
Tokke. Samme. ”Man ffisnner . efter 


Tykke; og dømmer efter det, man ſtion⸗ 


ner,” Sporon. 2. Godtbeſindende, fri Raa⸗ 
dighed. “Saa vare dog Landene alt f. me⸗ 
get overgivne t. deres Tykke, deres Begier⸗ 
lighed og Herſteſyge.“ D. Guldb. ”At diſſe 
Indſtrœnkninger bør være beſtemte v. Love 


og afdrig beroe p. Medborgeres Tykke.“ 


Rahbek. Fa 

Tykkes, v. dep. tykkedes og'tyftes. med 
Dativ og impers. [Jél. pykia, bykiaz.] fys 
Mig tykkes (man 
figer vel ogſaa: jeg tykkes; men neppe faa 
rigtigt.) Det tykkes mig at være bedre. 
At tykkes om cen (lide, ſynes om,) Hvad 
tykkedes (tykkes) dig om hende? (I ældre 
Danſt br. tykke fom v. n. At lade fig tykke 
d% mene, formene., ”Der. han lod fig tyk⸗ 


"Fe, at han var fordi den Førftfødde.” P. 


Tidemand. 1564.) *»Han lod fig tykke, at 
det ftod hans Ære f. nær.” Vedels Saro. 
Tykne, v, n. 1. (er) og tyknes, v. n. pass. 
blive tyk. Luften tykner. (Colding.) el: 
23 en 
Damp — ber tyknes meer og meer.” Arre⸗ 
boe. 106. (tykne, v. a. 1. gisre tyk. Moth.) 
STyknintz, en. 1. det, af tykne. Luftens. 
Tykning. 2. den Deel af.en Skov, ſom er 
tykkeſt cl. tetteſt. Skovens Tykninger.“ 
Wandal. ”Zrolden end ſtiules i Skodenes 
Tokning.“ Meislings Virgil. (En Grane⸗ 
tvykning. Rahb. Fortæl. I. 488,) 3. field⸗ 
here om andre Gienſtande, hvor de findes 75 
æn tæt Mængde. ”En utydelig Larm fra 
Skarernes Tykning.“ Herz. (befr. Iſr. 17.). 
Tolde, v. à. 1. borde noget flydende i et 
Kar, giennem en ſnever Xabning. At tylde 
Di p. en Tonde. At tylde noget af et Fad 
p. ef andet. tylde noget i en Flaſte. (At 
tylde I fig, drifte i Mængde. lav d. Tale. 
t tyde fig m. noget: fieldnere, »Hvad 
— man tyder fig dermed, ell, blot niger 
Baggeſen. ”Det'er mig ingen 
Med Iee⸗ at tyldes;” Samme.” b ' 
ylt, en. pl.-er. IJ. Tylft.] et Antal 
& 12. (dr, fun i faa Tilfælde om nogle 
lags Temmer;) En T. Bræder, Lægter. 
[ Tynd, adj. [X. 6. byn. J. punnr.] 1. 
om har en vinge Tylielſe. (jvf. tyk, 1. b.) 


; 
| Å ' 





549" 





"ea CS 
s 7” 


Synd — ⁊yran. KEDE , 


Et tyndt Bræt. En tynd (fin) Traad. 
Det Zi ev meget tyndt. 2. uͤegentl. ſom 
beſtager af faa og vidt adſtilte Dele. (jvf. tyk. 
2.a.) "Hvad — imidlertid fra Fald bes 
ytter i tynde Luft den tunge Jord.” Weſſel. 
uften er tyndere p. hole Bierge, end i Da⸗ 
lene. Skoven er hev meget tynd. Gæden 
ſtaaer tyndt. Tyndt og løft Lerred. Tynde. 
Hovedhaar, -Stæg. — Om flydende Jing : 
tyudt ØL (modfættes ftærkr.) Melken er 
tynd, naar den indeholder mange Bands 
Dele. . At male m. tynde Farver, — 3. 
figurl. liden, ringe, foag. - En tynd (ringe). 
Lytte. Naar Lykken bliver ſtundom alt for 
tynd,” Bagg. Hanſer fun tyndt det: Gro⸗ 
fle (veed fun lidet.) “Slayeriet har giort 
baade Gæren fvag og Folfemængden synd.” 
Guldberg. = Tyndhed, en. ud. pl: Beſtaf⸗ 
fenheden at være tynd, = Tyndbryft, en. 
08 Slagterne: set. 1tykke Kisd imellem 
Bryſtet og Bugen af et ſlagtet Nød. 
tyndhaaret, ad). fom har tynde Haar. 
tyndhudet; adj. fom har en tynd, fiin Hud. 
tyndtlædt, adj. v. iført en tynd, let Dragt. 
»Tor hun vel vove fig faa tyndflædt af fin 
Stue?" Hold. (P. Paars.)  tyndfaalet, 
adj. forſynet med tynde Saaler. tyndſaa⸗ 
lede Skoe. tyndfſkallet, adj. ſom har en 
tynd Skal. Tyndffallet Korn. tyndſli⸗ 
de, v. a. 3. ſlide noget ſaa længe at det bli 
ver tyndt. . meft f partic. tyndflidt.  tynds 
fprede, v. a. 1. ſprede vidt fra hinanden. JER 
At tyndfprede Giødningen. Tyndſteg, en." 
ct Stykke Kisd af Slagteqvæg, der er en 
Deel af Ryggen, nærmejt Lænden, og an⸗ 
vendes ligeſom Lendeſtykket (cl. Morbrads⸗ 
ſtykket) t. Steg; men er ikke faa gedt. 
Tynde, vw. a. 1. gisre tynd, ell. tyndere 
end forhen. (rarefacio. Golding.) At tyn⸗ ). 
de Haaret f. meget (i at klippe det.) At sr 
tyndes (dep.) blive tyndere. ”Daglig tyn⸗ 
des mine Bøgelunde.” Gruntvig. ' 
Tyngde, tynge, Tyrmfel, 0. fl. f. under 
fun 


yr, en, pl.-e. f3. Tyr.] Handvret af 
Orens Slægt (Bos taurus) hvis Hun falls 
des Ko. (Ordet br. fun om denne, ikke om” 
Hannerne af Slægtens svrige Arter.) = 
Tyrefegtning , en. Kamp imellem Tyre og 
Menneſter ell. Gunde, hvilken i Spanien br. 
ſom Skueſpil. tyregal,adj. en tyregal Ko, 
ſom har Parrelyſt. yrekalv ell. Tyrkalv, 
en. Kalv af Hankiöonnet. Tyremie, en, 
1. Tyrens Avlelem. 2. em Pidſk, fom ders 
af giores. (Moth.) Tyrepidſt, en. lang 
og tyk P. ſom OQvægdridere bruge. => Tyrs 
gilding, en. En ſtaaren Tyr. (Moth.) 
tyrhalſet, adj. ſom har en tyk og bred Hals. 
(om Heſte.) tyrleben, adj. v. en tyrloben 
Ko, ſom har parret fig og er med Kalv. 
(exnet.) Colding. 
Tyran, en. pl.-ner. [af Gr. og Lat.] en 
Regent, der misbruger fin Magt fil Gru⸗ 


4 


X 


* 





M 


Syren — Tyv. 


ſomheder og Voldegierniuger. »Dyvden boer 
hverken hos Tyrannen eller Slaven. Kamp⸗ 
maun. fig. den, der m. ufolſom Haardhed 


cl. Gruſomhed behandler andre ſom hån ty 


har Magt over. Han ev eu T. mod fine 
Bønder, Undergivne. = tyranniſere, v. a. 
"behandle fom en Tyran, p. en. grum ell. 
haard Maade. »Tyrannens Slaves Træl 
vil og iſere.“ Baggeſen. — tyrans 


niſt, adj. ſom er efter Tyranners Viis grus T 


fom, umenneelig. . 

. Tørk? en En Mand, fom huøver t. det i 
Hiſtorien bekiendte Folf, der undertvang det 
veftlige Afien og det grœſte Keiſerdomme. 
Deraf:. Tyrkinde, en. et iyrkiſt Fruentims 
mer. — Tyrkiet, n. pr. de Lande, der ſtaae 
under Tyrkernes perredemme, Det afiati⸗ 

. fie, turopæifte Tyrkie. — tyrkiſt, adj. ſom 

r hiemme i Tyrkiet, tilhøver ell. vedkom⸗ 
mer Tyrkerne. — ityrkiſkf Hvede, Mais. 
Tys! Udraabsord: Stille! 
.Tos, adj. n. tyſt. ganſte ſtille, taus; br. 
fun ſom neutr. og adv. fer er faa tyſt. 
»Jeg — flod p. en aaben Mark, hvor det 


var tyft og roligt.” Zullin.:— ”Hvor al Lyd ſt 


er dæmpet, er der tyft, Der fan være frille 
i et Huus, ſom adſtadige Folk beboe ; men 
ſielden er der tyſt et Huus, uden om Nate 
ten,” Miller. Det blev m. ret gantte tyft. 
At holde fig tyſt. Det gif meget af. 
»Det gif faa tyſt den hele Bei.” Bagg. 
(Denne Forf. har ogſaa det ufædvanl. Fæls 
lestiøn. “Endſtiendt nu Kæmpen holdte 
Sagen tys.“ Ungd. X. I. 79.) 

Tyffe, v. a. og n. 1. [af tys el. taus.] 
1. act. bringe t. Taushed, til at være ftille. 
”Kyndelmiffe — har tyſſet Læren fidt, naar 
hun f. tidlig fang.” Bording. At tyſſe Bar⸗ 
net. “Med Sukkergodt p. Skiod og Arm 
den lille Martyr tyſſes.“ Falfter.  ”Frcd, 
fom Verdens Tummel tyſſer.“ Tullin. 2. 
neutr. At tyſſe paa cen, ad: betyde ham at 
være ſtille, cl. ſoge v. Ziltale at faae ham 
t. at tie, / ” 

Tyttebær, et, pl. d. f. Frugten af en 
Bufvært (Vacciniam vitis idæa) ſom ſpi⸗ 
fes nedfnftet ; ogſaa Buſten felv (Zyttebærs 

u i 


Tyv, en, pl.-e. [A. S. pyf. 3. bidfr.] 
den, ſom fllæler, ek. hemmeligen berøver en 
anden hans Eiendom. Tyv troer hvermand 
ftiæler. Ordfpr. 2, Den, ſom tilegner fig p. 
en lenlig Maade hvad han tffe har Cien⸗ 
Doméret til. alfer Wand ikke op det han 

hittede, da bliver han Tyv derfor,” D, Lov, 
— Heraf: " a.) tyvågtig, adj. 1. ſom 
har Tilbøielighed t. at —** 2. ſom pas⸗ 
fer f. en Tyv. Paa en tyvagtig Maade. 
Dette Folks Stolthed er en Modvægt mod 
tyvagtitge Tilbsieligheder.“ Baſth. — Der: 
af: Tyvagtighed, en. Tilboielighed ft. Ty⸗ 
veri. ”Tyvagthed er et Hovedtrek i de 
raae Menneſters Charalteer.“ Bafth, — 


Fa 
U 


550 


. f. ſ. Tyvemarke. 


Tyv — Tyveri, - 


tyohendet, adj. tilbøielig tat ville fliæle , 
tvvagtig, furax. (Golding. Moth.) tyvs 
kiende, v. a. 2. beſtylde f. Ayveri, tyvte. 
vſtiaalen, adj. v. et pleonaſt. Udtryk, ſom 
høres id. T. for: ſtiaalen. — b.) Tyve: 

nde, en. et Tyveſelſtab, Tyveſamfund. 
Tyvebrænde , et. d. f. ſ. Zyvemærfe. Cau- 
terium. (Colding.) tyvebrændt, adj. v. 
brœendemerket ſom Tyy. Tyvegods, f. 
Tyvrhaand, en. figurl. Ty⸗ 
veri, Det er bortkommet v. —— a: 
ftiaalet bort, .Tyvehul, et. i ð. Tale: 
Fængfel f. Tyve. Tyvekoſter, pl. ſtiaalne 
Sager, fom findes hos en Zyv, ſtiaalet 
Gods. Tyvelygte, en.” £. hvis Etin tan 
dølget, fom Tyde betiene fg af. Tyves 
mærke, et, Merke, fom t. Straf brændes 
en Tyv p. Kroppen ell. i Panden. tyve⸗ 
merket, adj. tyvebrendt. Tyvenavn, et. 
Navn af Typ, Tyvsnavn. »Tyven«avn 
han aldrig mig tillagde.” Weſſel. Tyve⸗ 
nogle/ en. falſt N. el. Dirk, hvoraf Tyve 
bettene fig. Tyveqvinde, en. ct Fruen: 
timmer, ſom begaaer Tyveri. Tyveſel⸗ 
ab, et. Forbund af Tyve, der ſticele i For⸗ 
ening. Tyveſtreg, en. tyvagtig pandling. 
Tyvetorv, et. Torv, hvor Tyvekoſter fæls 
ges blandt gammelt Toi og Bohave ec. d. 
(forum furinum. Colding.) — c.) Tyvss 
dom, en. Dom f. Tyveri. Der er overs 
gaaet ham en T. Tyvshaler, en. d. ſ. ſ. 
ssæler, Tyvslov, en. Lov om Straffe f. 
Tyveri. (A. Orſted.) Tyvsmarke, ct. d. 
Tyvsſag, en. S. ſom 
anlægges mod een f. Tyveri. (Ligeledes 
forekommer Tyvſatz og Tyvefan. ”End om 
Landbo gives Tyyſag.“ D. Lov. I. 23. 2. 
»Thi jeg for Tyoefap end aldrig figtet er af 
nogen, før i Dag.” Holb. P. Paaré. I. 2. 

Sang.) Tyvoſtraf, en. lovbefalet ell. beds 
tagen Straf f. Tyveri. =— Tyveri, et. pl. 
—er. den Gierning, at ftiæle, ell. hemmelig 
sat fætte fig i Befiddelfe af det, en Anden 
har i Eie el. Værge, imod hans Villie. 
At, tiltales, dommes, firaffes for T. At 
begaae et T. figtes for Tyveri, — Tyuvnet, 
æt. i ældre Dang: ſtiaalet Gods, Tyveko⸗ 
ſter. ”Naar Tyven kaſter Tyvnet, er han 
andet Folk lig.” Ordſpr. (P. Syv. I. 465.) 
= tyvte, v. ar 1. [I. byfga.] at beſtylde, 
figte cen f. Tyveri. 

. Tyve, Hovedtal 20 [J. tuttugu. Sv. 
tjugu.] Heraf Ordenstallet: den tyvende. 
— tyvepundig, adj. fom velée 20 Pd. En 
tyvepundig Kugle. (Tyvepunder ell. ty⸗ 
vepundig Kanon, fom flyder en tyvepuntig 
Kugle.) ' 

ve, en. pl.-r. d. f. f. Tvetze, tvegre⸗ 
net Fort. Moth. (f. Zotyv, fom det ſced⸗ 
vanl. udtales. J Jylland figeg Tyve.) 
” Det var en: god Tyve, havde hun fo Gre⸗ 
ne.” P. Lolle. 


Tyveri, tyvte, ſ. Tyv. 





⸗⸗ 


"Hvile. 


Acege — Tattelig. 


Tage, en. pl.-r. en Bæggelnus; it. den 
Slægt af Infecter, hvortil den hører. Cimex. 

Tægt, en. [af v. fæge.] 1. Gierningen. 
at tage ;/br. nu fun iſer i nogle Sammen⸗ 
fætn. Xfrægt, Indtagt, Dedtægt, Vold⸗ 
tægt. — 2. noget, fom tages, el. ſom fra⸗ 
tages Andre (Bytte.). I nyere Bibeldverf. 
”De toge alt Rovet og al Tægt af Menne⸗ 
fler og af Dyr.“ 4 Moſeb. 31. 11, (”De 
toge alt Rov og alt det, der var at tage.” 
Bib. 1550.) jvf. 31. B. 27 og 26. (”Fan: 
gernes Tænt.”) 3. Tægt i en egen Be⸗ 
mært, om Jordens Brug, afverlende m. 
»J denne Jord ér vel 5 Aars 
Tægt det almindelige,” Aagaard Beſtr. 
over Thye. S. 94. — Tildeels forældede 
ere følgende Sammonfætninger : Tagte⸗ 
dag, en. I Lovfproget.: den vedtagne Ting: 
dag, paa hvilten en Sag ſtal foretages 
I Retten. (D. Lov. I. 3. 4.) Tægtetæ, 
Tænteqvæg , et. fremmedt Qvæg, fom 
optages.  Tægteqvinde, en. fore det.) 
Medhuſtru, Frille (Gammeld. Bibel⸗Overſ. 

Takke, v. a. 1. (ogſaa, men ſieldnere: 


tabte, takt.) [af Tag. 3. bekia.] lægge 
å 3 At tælfe et: 


Tag vaa, ſtuͤle m. Tag. 
Guus m. Langhalm, m. Rør. (v. takke, 
absol. forſtaaes fædvanl. at lægge Halm⸗ 
ell. Rørfag 0. d. Ligeſom ogſaa følg. afle⸗ 


dede Ord kun dertil have Henſyn. Man ſiger 


vi: at tætte m. Kobber, m. Skifer; men 


ifke gierne: af tæffe med Tagſteen.) = Tak⸗ 


kegang, en. faameget af et Tag, fom paa 
engang tæffes. (Moth.)  Tætfegarn, et. 
Garn , hvormed en Deel af Takkehalmen 
bindes t. Tagkegterne. Takkehalm, en. 
Langhalm, ſom br. til at tekke med. Tek⸗ 
kekirp ell. Tætfevaand, en. 1. En K. ct. ef 


Træe, ſom Tekkemanden bruger. f. af jævne. 


Zaget med. 2. Stoffe i Halmtag, ſom 
Langhalmen fæftes til, og hvormed den holdes 
fammen. (Moth.) Tarkelad, et. en Stil: 


ling ell. Indretning, hvorpaa Taekkemanden 


| burgelig t. ar tekke med. 





Takkelyng, en. Lyng, 
Takkemand, en. 
den, ſom forftaaer at lægge Straatag, og 
Udøver dette. Takkenaacl ß en. NM. ſom 
bruges t. at træffe Tæffegarnet igiennem. 
(Moth) Takkeſpaan, en. pl.- er. flade 
Troſtykker, ſom br. til at tæffe med. 


ſtager p. Taget. 


1. Takke, et. [af det foregaaende Verb.J. 
def, hvormed noget ſtiules cl. dækkes. (ſ. 


Behag, Vel⸗ 


Dætlfe,) Arreboe. 45. 

2, Tætfe, et. IJ. bocki.] 
behag, Velvillie. (Moth. forældet; men fin⸗ 
des brugt af enkelte Nyere for: Takkelig⸗ 
hed.) = tælftelig, adj. (3: bockalegr.] 1. 

ag, finder Bifald. 


5514. 
2. ſom v. fit indvortes d fin Adfærd let vin⸗ 


' U 
M (N . f 


I Tekkelig — tælle. 


velbehagelig. Hun 


Gan føger 


per Andres Belbebag ; ek 
igt Væfen. 


har et meget tælfe 


at erhverve fig Omgangens behagelige og, 


takkelige Egenſtaber.“ Zehbet. (ivf. beha⸗ 


gelig, tips) Behagelig br. i Særd. 


om den, hvis Omgang behager, — Takke⸗ 
lig — anvendes fun p. Menneſter og mens 
neſtelig Færd, og udtrykker iffe nogen hoi 
Brad af Velhehag. Med hen rælkelige Pi⸗ 


aes Selſtab er man tilfreds; m. den beha⸗ 


lige taler man gierne,” Miller, Deraf: 
ættelighed,en.  [Tætfelig, (2.) ſom fun 
br. om Perfoner, gaaer ifær ud p. Adfærd, 
Legemsbevægelfer, Maade af tale paa. Pn⸗ 
de udtryffer en hølere, mere frælfuld Grad 
af Takkelighed, ſom heller ci fan være uden 
en vis Art af Skionhed. Hun er ikke ſmuk; 





- 


men vet tættelig : vil man el let fige omet - 


yndigt Fruentimmer. Indtagende, ſom 
fan br. om begge Kisn, forudfætter Takke⸗ 
lighed, f en hoiere rad, men tillige Aands⸗ 
gaver; og er uafhængigt af Begrebet om 
Skienhed. M.] 


Tættes, v. dep. tælfedes. [J. poknaz.). 


1. behage, være t. Behag. ”Ingen fan 
tæœkkes Gud, uden han, er retſtaffen og god 
i Hiertet.“ Schytte. Maatte min Beftræs 
belfe tæffeg Dem! Dette Forflag takkedes 
hende vel. 2. (ſieldnere.) finde Behag ti, bi⸗ 
falde. ”Ingen takkes fine Vilkaar.“ Tause 
ſen. (Poftil. Vinterd. 59.). Kongen takke⸗ 
des af modtage den Ham budne Gave. — 


impers. Derfom det maatte takkes Dem, 


af høre mine Grunde, > 
Tæle el. Tælle, en. Jordfroft under O⸗ 
verfladen om Foraaret. (Norſt. f. Klag.) 


Tælge ell. tælle, v. a. 1. IJ. telgia, tal- 


a.] ffære ud, fnitte, tilffære m. en Kniv. 
(Dot. br. i Iylland og Norge.) = Deraf : 
ælgetniv cl, Tollekniv (ogſaa Tollekniv) 
en. et Slags tykke, m. Staal vel belagte 


Knive, ſom bruges til af tælle med, og gis⸗ 
" ves [fær I Norge. 


Tælle, en, Tællegrever, Tallelys: ſ. 


Talg. . 

ælle, v. a. talte, talt. (ſieldnere: tæls 
lede, tællet.) I Almueſproget ogſaa taalte. 
taalt. m. fort aa. ſA. 6. tællan. 9: telia.] 


1. beftemme Antallet af Eenheder (Gutelter, . 


Individer) ſom en Mængde cl. Fleerhed 
indeholder; fane Tal paa. At tælle Qvo⸗ 
get. ”Døden tæller Ingens Aar.” Storm. 
Tæl, hvormange vi ere, At tælle til fem, 
til tyve.d: opregne Tallene i deres Folge. 
At rælle Penge ud. At trælle op 9: regne 
Tal ſammen (addere.) At tælle mange Aar 
(være gammel.) Hvor mange Aar tælle 


an? »J de mange Aar, fom du figer af 


have tællet,”” Mynſter. (Præd, 1814. I. 68.) 

2. vegne iblandt, give Plads iblandt. At 

tælle cen iblandt de Lærde, blandt Digterne. 

»Jeſus — Falder ham uretfærdig og tæller 
(4 - € 


Cd 


s Fject fornoiet er.” Weſſel. 


Tolle — Tœente. 


ham blandt denne Berdens Børn.” Mynſter. 
— tællelig , adj. fom fan telles (mobdf. 
urallig.) — Tallelyſt, en. Lyſt til af tælle. 
— Taellen, Tælling , en. Handlingen, at 
tælle. Folfetælling. . 

Tamme, v. a. 1. IJ. temia. A. S. ta- 
mian. N. S. taͤmen.] 1. giore tam, 
giore ſpag; betage Bildheden. At tæmme 
en Løve. »Diſſe Dyr maatte man under⸗ 
holde, efterat man havde tæmmet og ovlært 

- Dem t. Arbeide.“ Schytte. At tæmme cen 
Heſt 3: faae den ft. at Inde Rytteren. 2. 
fig. tvinge, ſtyre, lægge Baand paa. ”CEaa 
vild er Ingen, han tæmmes fo en Stund.” 
C. Frimann.  Xt tæmme fine Lidenſkaber, 
Begtertigheder; tæmme fin Tunge. »Han 
funde tæmme Havet og Klipper og Vind, 
tun ikke fit eget hevngierrige Sind.” Oh⸗ 
lenſchl. ”Waldemar havde befluttet, engang 


aldeles at fæmme dette urolige Folf,” Wan⸗ 


dal. — At tæmmes , dep. blive tam. = 
tæmmelig, adj. fom fan tæmmes, laver fig 
tæmme. — Tæmmelfe, en. Gierningen at 
tæmme. (Moth.), i 

Tænde, v. a. 2. [X. S. tendan, tinan. 
J. tendra.] fætte Ild f, faae noget t. at 
brænde. Attænde en Svovelftitfe, et Lys, 
en Kulmile, en Mine. ”Hané Lin ad Ende 

var, før man et Blus fan tænde,” Arreboe. 
Xt tænde Md f et Stykke Papir; tænde ID 
p. Sforftenen.  ”Cen Ild var ef ſlukt, for 
en ny var tændt,” C. Frimann.  ”Da 
Slottet i lyſende Luer han tændte.” Sam: 
me. En tændt Brand. (f. antænde, op⸗ 
tænde.) — tændbar, adj. ſom fan tændes, 
fom (et fænger. . 

Tæne, en. pl.-r. unge Skud paa Træ 
(Moth. jvf. Teen, ſom ér ſamme Ord.) 

Tængfel, en. pl. Tængfler. en krum 
Øre, ſom Bedkere bruge, Bodkeroxe. (Moth. 
Dolabra. Colding.) J. Tengsla. 

Tænte, v. n. 03 a. 2. [I. penkia. A. 6. 
pencean.) 1. egentl. om den Virkſomhed'i 
Etælen, hvorved den m. Bevidſthed modtaz 

. ger, forbinder og fammenfætter Foreſtillin⸗ 
ger. Man figer i Almindelighed at Dyrene 
ikke tenke. At tænfe paa nuget o: have det 
f. Dieblikket i Tanke. “Thi, naar vi tæn= 
Fe, da tænfe vi ftedfe p. noggt.” Mynſter. 
”Tænt itfe blot p. det Onde, fom du iffe vils 
de, af Andre fulde tænke og giore mod dig.” 
Samme. At tænke over noget 9: foffelfætte 
fig vedvarende dermed. At tænte efter, tæn: 
fc m. Omhu p. en Gienftant. (f. eftertænte,) 
At tænkte noget op, f. optærte. At tænke 
over, absol. betænfe noie. 
det man læfer. — At tænke fig om 9: falde 
alle de t. en Sag hørende Foreftilinger ti 
Tankerne. ”Maar feg mig tænter om, jeg 


a:, fænfe p. Fremtiden. At tanke dybt, 
grundigt. En tænfende Mand (3: ſom tæns 


"552 - 


At tænke ved" 


i Ej 
-—. X 


Tænfe — Tanfelære. 


At tænke en Tante. Det fan iffe tænkes, 
later fig ikke tænke 3: man fan ingen klar 
Foreſtilling giere fig derom; eller: det er 
entog i Tanken umuligt: f. E. En trekan⸗ 
tet Firkant fan ikke tankes. — At tænke fig 
noget 9: foreftille fig, danne og faſtholde en 
Foreftiling. “Dybt i dit Muim — tænker 
du dig te forſpundne Straaler.“ Ey, Man 
fan ikke tænfe fig et ſmukkere Fruentimmer. 
Tænt dig min Forundring! De fan tænke 
(el. tanke Dem) at jeg ikke flænge funde ud⸗ 
holde det, 2. figurl. m. adſtillige Bibegre⸗ 
ber: aR demme, mene. rad maae Folk 
tænfe om mig! At tanke ondt om andre. 
»Der er tidt megef langt fra det Onde, man 
figer om en Bog, t. det, man tæuker.“ Rahb. 
b.) troe, holde for. Jeg veed iffe hvad jeg 
ſtal tænfe om denne Sag. Du finde tanke, 
at jeg vilde bedrage dig. Jeg tænker itÉc, 
den Sygdom vil vare længe.  c.) formo⸗ 
de. Jeg tankte nok, at det vilde gage faa: 
ledes. Det havde' jeg mindſt tænkt.” d.) 
foreftille fig det Forbigangne, mindes. At 
tænke tilbage p. fin Ungdom. At tænfe 
paa fraværende Venner. Tænk p. mig, 
naar du fommer t. Byen (9: huſt p. der, 
du har Tovef mig.)  €,) eftertænte, over⸗ 
veie. Man maa tænte paa Midler t. at 
foreongge det.  f.) have ef Forfæt i Tan⸗ 
kerne. Han tænter alt p. af gifte fig igien. 
Vi tanke nu fun paa at fornsic os. — Og⸗ 
faa ud. præp. for: agte, have i Sinde. 
Han tanker, at reiſe Morgen. Bi tænte 
hiem, tænfe 06 hiem i Dag. (Moth.) 3. 
ahsol. m. Tillxgsord: om et Mennejfes 
hele Tenkemaade, og dennes Yttring i 
Handlinger. At tanke ædelt, hoimodigt, 
flet. (ſtettẽnkende, veltæntfende Menne⸗ 
fler.) — Tankeevne, en. Siælené Evnet. 
at tænte, i dens hele Udſtrekning. Tœn⸗ 
keform, en. d. ſ. ſ. Tankeform. Tænke 
frihed, en. F. tilat danne fig Tanker, Fo⸗ 
reſtillinger, Neninger v. egen Aandsvirkſom⸗ 
hed. Jeſuiternes Opdragelſe lagde Baand 
p. Tankefriheden. ”Saalænge det forbli⸗ 
ver v. blotte Zanfer, have ol en fuldkommen 
Tæntefrihed, fom Ingen fan berøve 06.” 
Cilfhov,  ”Jeg havde fuldkommen Tœnke⸗ 
frihed her, og ingen forfulgte mig f. min 
Religions SÉvld.” Bagg. I. Klim. — Tæn: 
kekonſt, en. den K. at tænfe grundigt og 
fammenhængende over abſtracte Matericr. 
Taænkekraft, en. d. ſ. ſ. Tænfeevne. ”Ders 
ſom de vilde indſtrenke Andres Tænke⸗ 
Fræfter efter deres eghe forudfattede Menin⸗ 
ger.” Sneed. Tankekreds, en. En vis Art 
el. uUdſtrakning af Foreſtillinger, hvormed 
cen er ſyſſelſat. “Hvad der ſtal foregage i 
min Siels ſnevre Tænkekreds.“. Sneed. 


At tænke videree Tænfelov, en. Lov, ſom den menneſkelige 


Tenkning ell. Tenkeevne følge; login 
Grundfætning. (Treſchow.) Teænkelagre, 


ker mere og dybere, end Folki Alm.) — act. en, Lore om Zæntsevnen øg Tœnkningent 


& 


W I 








TF TT Hind 


AJ 


Tænfelære — Terepenge. 


Betingelſer og Former; Logtk:; Canke⸗ 
maade, en. den hos et Menneſte herftende 
Maade at tænte m. over fædelige eller mo⸗ 
ralſte Forhold, fom beſtemmer dets Cha⸗ 
rafteer og Handlinger. Tankeſtemning, 
en. En vis herſtende Stemning, der leder, 
den Enkelte ell. et Øamfund t. at.tænte p. 
en vis Maade. (Suhm.) = tæntelig, adj. 
fom fan tænktes, lader fig tænte. En tæn⸗ 
Telig Grund ft. noget. Det er iffe, tænke⸗ 
ligt, at denne Tilſtand fan vare længe ved. 
(Deraf: Tæntelighed, cn.) — Tænker, 
en. pl.-e. kaldes fortrinligen en Mand, 
der ſyſſelſetter fig m. dybere Zænfnind. 
(Deraf ogfaa enkelte Sammenſetninger: 
Tænterblif, (Baggeſen) Tænterliv, (Tre⸗ 
ſchow) Tonkeroie. ”Herocrne du faae m. 
Tæntereie.” S. Staffeldt,) — Tænfning, 
Tænten, en. begge ud. pl. det at tænfe; den 
Virkſomhed i Slælgn, fom frembringer Tan⸗ 
fen. Et Vært af Tænfningen.  ”Der er 
et Stof, ſom Tankningen ſelv itfe giver ; 
hvorvel vore Tanker atter kunne blive Stof 
f. en ny Tænfning)? Mynſter. ”Alle Ev⸗ 
ner fig forene, Vusdoms Tænfen, Mands 
doms Kam," Thaarup. — tæntfom, adj. 
ſom elſter Eftertanke, ſom tænfer gierne og 
meget, ”Længe i tænffom Taushed han 
nød den befiælende Ynde.“ Hertz. — Tænt- 
ſomhed, 'en. ud. æt Beſtaffenheden, at 
være tænffom; Tilboielighed til dybere 
Zænfning og Eftertanke. »Det hele Præg 


af Tæntffomhed, fom giver diſſe Varker en. 


faa hoi Rang.” Mynſter. 
Tæppe, et. pl. rx. [X. Teppich.] et 
vævet cl. virket Klæde el. Dakken, t. at 
brede ud over noget; f. E. Gulvtæppe, 
Sengetæppe. (Tæppe kaldes ogſaa, ſtiondt 
uegentl. Forhenget p. en Skueplads; 
Bagtæppe det hvorpaa en Baggrund er 
malet; m. fl.) 
der beftaaer, er ſammenſat af Tæpper. 
'" Tære,v.a.0ogn. 1. ISv. tæra. A. S. 
tæran.] 1. forbruge t. Føde, t. Under⸗ 
holdning. Heſten fan endnu tære fit Foter, 
At tære paa fin Capital, p. fin ſidſte Skil⸗ 
ling (pe det fidfte, man eier.) “J leve for 
at færge Lundets Grøde,” Fr. Guldberg. 
»Hun læffer var, fom han, men færed el 
faa ſmaat.“ Weſſel. jvf fortære, 2. med⸗ 
tage Kræfterne, affræfte, giore mager. (ſ. 
pentære, udtære.) ”Jeg tæres vil af Sorg 

vis jeg ef hevnet blf'er.” Holb. (Melampe. 
Sygdommen hat tæret hans Kræfter bort. 
Han tæres langſomt hen. ”Han tæres ud 
og bliver Dag f. Dag alt mere fvag.” 
Storm. — fig. Søen tærer 2: Soluften giver 
Madlyſt. 3. neutr. formindſkes, borttæs 
res (om flydende Ting v. Uddunſtning e. d.) 
Saften tærer ind v. at glemmes længe. 
(Moth.) Wddiken tærer igiennem Fadet. 
— Tærefeber , en. tævende Feber, hectiſt 
Febex. (Moth.) Terepenge, on. Penge, 


553 


- Faldte det, fin Tærepen 


t. Vrede, drille, tirre. 


= Tæppewværk, et. noget, 


ſ. Tarſtelon. 


Tærepenge — Tarſlepleiel. 


ſom ere beſtemte for cer t. at ſtaffe ſig det 
nødvendige Ophold i en vis Tid, f. E. p. 
en Reiſe. ”Man negtede Siælen, fom de 
, og Legemet fin 
Begravelfe.” Schytte. ”Den usle Tærepen⸗ 
ge , der. ſtienktes dig fom en Stodder.” 

hlenſchl.  Tærefyge, eu. ſ. Tæring) 2. 
— Tærixg, en. ud. pl. 1. det, ſom for⸗ 
tæreg, det, fom br, til Livets Ophold. At. 
fætte Tæring efter Næring. 
hvorved den Syges tegerne og Livøtræfter. 
langſomt tæres hen ; Svindſot. 

Tærge, v.a. 1. [N. &. targen.] opirre 
»At Odin — brat 
vilde Alt forraade, og tærge Heltens Sind,” 
Ohlenſchl. (Nord. G. 93.) 

Terne, en. f. Terne, *S 

Tærnet, adj. ſom er farvet i Ruder ell. 

Terninger, rudret. 


Tærning, en. pl.- er. ISv. Tærning. N. 


S. Tarl p. Teerlingk. ] et ligefidet für⸗ 
kantet Legeme (Cubus.) Dog br. det ci 
gerne uden om ſmaa Ting af-denne Sktk⸗ 

clfe. At ſtexe Bret i Tærninger. — færd. 
om Tærninger af Træ, Been e. d. mærfede 
sm. Priffer (Pine) fra 1 til 6, fom br, til 
Spil. At ſpille Terninger, kaſte Tærnin= 
ger. = Tærningbæger, et. B. hvoraf Zærs 
ningerne faftes ud p. Bordet. tærningdan⸗ 
net, adj. v. dannet fom en T. eler Cubus. 
Tærningfald, ct. Maaden, hvorpaa Tær:s 
ninger falde efter Kaſtet. ”Da ſtadei mere 
heldigt Tærningfald i Drikkelaug dig Scep⸗ 
tret give.” M. C. Brun. Tarningkaſt, 
et. Kaſt m. Zærninger I Spil. Tarningz⸗ 
menſter, ct. Et Slags rudret ell. tærnet 
Monſter i vævet Toi.  Tærningfpil, et. 
Spil m. Zærninger. ”Luffen er deri, ſom 
I et Tærningſpil.“ Helt. (jvf. Brætfpil.) 
Tærningeine, pl. Prifferne p. Zærninger. 

Tærife. v. a. 1. hos Almuen ogfaa : tarſt 
ell. torſt; torſtet. [I. preskia.] egentl. 
vel i Al. banke, flaae (AX. S. perscan, 


bearscan) hvilken Bemærk. ogfaa i d. Tale 


finder Sted; men færd. banke Kornet ud af 
Straaet cd. Vipperne m. et dertil indrettet 
Træ, cl. en Pleiel. At tærffe for ang: 
halm a: giore noget f. intet, ell. forgiebes. 
=— Tærffning , en. Gierningen at tærfte. 
Tærfter, en. den, ſom arbeider v. Tarſt⸗ 
ning. (jvf. Pundtarſter.) = Tarſkelo, en. 
Et dertil indrettet Rum m.- ſtampet Leer⸗ 
gulv, hvorpaa Korn toerſtes. Tarſtelon, 
en. den aftalte Betaling, fom gives en Zærs 
fler. . Tærffemgade, en. En vis Maade, 
at tærfte Hornet paa. Schytte. (Indv. Reg. 
II. 117.) Tærffemand, en. d. f. ſ. Zærs 
ſter. Tærffemajfine, en. En Indretning, + 
t. at tærffe Korn, der, liig en Mølle, 

fættes i Bevægelfe v. Heſte e. d. Tarſte⸗ 

molle, en. d. ſ. ſ. Tærſkemaſtine. (Kraft. 

Mech. II. 805.) Tærffepenge, pl. d. ſ. 

Tærffeplcicl, ſ. Pleiel 


€ 


2. Sygdom, 


* 


* 
— 


Larſteredſtab — Te. 
ab, et. R. ſom bruges t. Tæœrſt⸗ 


Tærftered 
. ning. Pleielen er det fædvanligfte Tæerfke⸗ 


redſtab.ꝰ Schytte. ſtevogn, en. En 
V. el. Karre, hvormed man fordum klorte 
ever den afſtaarne Sed, f. paa denne 
Maade af faae Kornet ud. (Moth.) 

1. sen. pl. Tærſtler. [Cr formo⸗ 
Ddentl. et andet Ord, end det 3. pråskuldr; 
A. S. Tyrscel, precsvold, låmen. (f. Dørs 
tærflel ;) og maaſtee fnarere det A. Gar. 
berscel, herscol, et Redſtab at flage med, 
en Svøbe.] et fladt Træ m. Haandfang, 


t. at banke vaffede Klæeder med. 


2. Tærffel, én. et Dortrin, en Dortœr⸗ 
ſtel * . Det lægget nu fædpanligen als 
tid til Ordet I denne Bemærf.) 

Tærte, en; 'pl.-e. [E. Tari. M. X. Lat. 
Torta.] Gi Kage af Smordei, fyldt ell. 
blandet m. Æbler, Kitſeber, Mandler, e. a. 
ſom bages t en lukket Pande el. i en Ovn. 
— Tærtebager, en. den, fom bager Tærter. 
(Moth.) rtedei, en. Dei, forh br. til 
tærter. Tartenande, en. pl.-r. en ſtor 
P. med Laag p. hvori Zærter og andre Ka⸗ 
ger kunne bages. p 
Teaſe ell. tæfje, v. 
f. E. uld. Moth.) [A. S. tæsan, carpere, 
vellicare. ] 

Tæt, adj. og adv. pl, tætte. IJ. piettr.] 
C.tight,] 1. hvis Dele ere næv og nøie for⸗ 
enede m. hinanden. Tæt Lerred (modſat løft, 
aabent.) Lovhytten begynder nu at blive 
tæt. Entæt (fiin) Kam. Kornet ſtaaer tæt. 
(ivf. tyk. 2, (a.) Man figer oftere: en tyk 
Skov, end: en tær Skov; derimod: et fæt 
Gierde.) Karret er ikke tæt, holder ikke tæt ): 
har Spræflfer. Naar Maften raver, Skroͤ⸗ 
get lætfer, urokket felv at holde tæt.” Bagg. 
2. fom adv. for: ganſte nær. Tæt herved. 
Gan boer tæt ved Landeveien. — Tæthed, 
en. ud. pl. Beftaffenheden v. et Legeme, 
af dets Dele ere nær og' noie forenede. 


euftkredſens forſtiellige Tæthed.” Dlufſen. 


Tætte, v. a. 1. [I. pietta.) gisre tæt, 
bringe Delene, hvoraf noget beſtager, faa 
næv fammen, (om muligt, At tætte et Kar. 
— Karret tættes (bliver tæt) v. at ſtaae i 
Vand. i . 

Tæve,en. pl.-r. IH.Tæwe. Sy. Tæfva.] 
en Hun⸗Hund. (ogſaa Tiſpe, Tævehund. 
Isl. Tæfa. en Rævinde.) — Taevekat, en. 
Hun⸗Kat. (Moth.) p i 
CTao, en. ud. pl. ISv. Tö. J. pa; egentl. 
optøet Jord.] den Tilſtand I Veiret, da 
Luften efter Froſtveit bliver mildere, da det 
ikke fryſer mere, og de v. Froſten ftørfnede 
Voedfſker oplsſes. I Morges var det Froft ; 
nu er det To. — Deraf : Tobrud, en. den 
Forandring I Veiret, da Jis og Snee v. en 
pludfelig og ſterk Ts brydes og opløjes, 
Teſnee, en. Snee, fom falder i Toveir, ell. 
fra en foldere Froſtluft £ en varmere, hvor 
den faldende begynder af tse. — Teveir, et. 


564 


p. Biergene. 


a. 1. rede ud, pille ud, 


At kiobe ſig T. til en Kiole. 


i Sammenſetn. f. E 


Te — Føl. ; 


d. f. f.Tø. »undertvungen oplsſes Froſten 
nu i Toveirs Draaber.” Foerfom. 

Toddel, en. pl.-er og Todler. IT. Ti⸗ 
tel ell. Tuͤtt el. Iſen liden Prik ed. Streg, 
ſom I Serivning fættes over nogle Bogſta⸗ 
ver, f. &. i, u, y, &. ”Indtil Himmelen 
og Jorden forgaae, ſtal iffe den mindſte 
Bogftav og ef en Tydel af Loven forgaae.“ 
Matth. 5. (Bib. 1550.) ”Blev vred da 
han et J foruden Toddel ſaae, ſtreg: In⸗ 
den ſtakket Tid et Barbarie vi faac.” Holb. 
P. Paars. 1. (het.) ſi 

„v. impers. og n. 1. (har.) ſiges om 
Veirets Overgang fra Froft t, To. Dag 
føer det. Det har toet f Nat; men nu be= 
gynder det igien af fryſe. 2. v. n. fmelte 
ved Varme ell. Tøveir, Naar Sneen foer 
Al Sneen er tort, cl. tørt 
bort. — act. af toe noget op 3: bringe det, 
ſom er froffent, t. at loſes, drive Froften 
ud af noget. (f. optee.) 

Teffel, en. pl. Tofler. ISov. og R. S. 
Toffel. I. Taplå.] en Betlædning t, Fo⸗ 
den, fom er lettere gt faae paa og af, end 
Stoe, fordi den intet Baglæder el. Heiſtykke 
har, ell. et loſere, end Skoens, og hverken 
bindes, el. fpændes. = elmager, en. 
den, ſom gior Tofler. (i ældre Skrifter.) 

Tofle, v. n. 1. i dagl. Tale for faae, 
iſer langſomt ell. med Ulyſt. At tofle bort, 
tøfle afſted. Nylig opſtaaede, og afbrudte 
i Sovnen, tofle de derop.” Rahb. (D. Tilſt.) 

Toi, et. . Tuͤg. Sv. Tyg.] 1. 
ud. pl. Stof, Materie, hvoraf noget gieres; 
i enkelte Tilfælde, og meſt om viſſe fobi: 
varer. (f. E. i Papirfabriker, hos Skrift⸗ 
ſtobere.) 2 færd. det, hvoraf Klæder gio⸗ 
reg (coll. men om flere Slags: Teier.) 
Tykt Silketoi. 
Bomuldstoier; uldne Toier. 3. det, ſom 
br. til et viſt Arbeide, fi at giere, udføre 
noget ; Redſkab, (f. Dærftei , Tøihuus.) 
Jeg har ftfe det Toi, jeg ffal bruge. Meſt 
artei, Krigstoi 
(Bibeloverſ.) Legetoi, Reiſetoi, -Nidetot, 


Skrivetoi, Vogntoi, o. fi. Saaledes og⸗ 


faa: Fodtei, Hovedtoi, Nattei,.0. a. 
”Du ſtal udføre dit Toi, ſom Slyttetei.” 
Ezech. 12. 4. Heraf ogſaa ubeftemt og i 
Alm. om Ting, man eier, bruger ell. har 


"hot fig (Sager; res.) ”OmM nogen flyer 
-t. fin Næfte Penge ed. Tøi at forvare.” 2; 
Moſeb. 22. 7. 


Dette er mit Toi, dette Toi 
hører mig til. Gan flytter fit, Tøi i Dag. 
Vi glemte noget af vort Toi p. Vognen. 
Pigen erkommen i fin Tieneſte, men har 
itfe endnu faaet fit Toi. — Meget ofte i 
dagl. T. ogfaa om det, man iffe nævner v. 
fit Navn. Daarligt Tei; galt Toi. Det 
Ur oil jeg itke have m. at glere⸗ At ſnakke 
tofjet Toi. Endog om Perfoner, i Foragt 
(f. Stam, Dal.) f. E. Tyvetei. 4.3. 
Sammenſ. og ſom coll, om det, ſom er 
. i 1 i 








e' | & 


giort af en vis Materie, og fun i nogle til: 
fælde (hvori det ogfaa fat regnes tilBemært, 
3. om Bohave) f. E. Sølvtei, Tintei, 
Kobbertoi, Leertei, Mebſingtoi, Bliktoi, 
Treætoi, 0. fl. = Teihuus, et. en Byg⸗ 
ning, hvori Skyt, Vaaben og andre Krigés 
ornodenheder bevares. (T. Zeughaus.) 

imeſter, en. ben, ſom foreſtaaer et Toi⸗ 
huus, har Befaling over Artilleriet. Moth. 
3— det tilforn brugelige Felttoimeſter. 

iſto, en. Sto af uldent, halpuldent Tei 
el. Stof (forſt. fra Skindſto, Silkeſto.) 

Toianker, et. pl.-e. Et. af de fvære Skibs⸗ 
ankere, ſom dog er mindre end Pligtankeret. 
(Det benævnes ogſaa Toiet.) 

Toie, v. a. 1. uden Tvivl et når, el. 
andet Sandikabsord, for: ſtrekke, udftrætfe, 
tvere. ”Hun tøiede faa længe Talen ud.” 

Weſſel. I. 28. (jvf. tove, Hallagers N. Ordſ.) 

Toieri, et. pl.-er. i d. Tale: unyttige 
Sager, Tol, fom man ikke fætter Priis paa 
ell. nævner in. Foragt. (f. Toi, 3.) 

Toile, en. pl.-r. IN. S. Toͤgel. Sv. 
Tygel.] den Deel af Ridetsiet, hvormed 
Heſten ſtyres, og ſom beſtaager i cen ell. to 
lange Nemme, der fæftes ved hver Side af 
Trendſen el. Stangbidet. At ride m. leé 
T. At holde Heſten Fort i Toilen. At give 
Heſten Toilen 9: lade den løbe alt hvad den 
vil. — figurl. at give fine Lidenſtaber Toilen 
ao: give dem uindſtrenket Raaderum. ”Hver 
Higen i fit Hierte gav han Toilen.“ Ohlen⸗ 
ſchi. Gakon 3.) Ut gribe en Heſt i Toilen. 
(jvf. Tomme.) —= tøilefri, adj. ſom er uden 
T. En toilefri Heſt. fig. toilelss. (I. Bas 
den.)  tøileløs, adj. fig. ſom er uden al, 
el. uden ben fornodne Indſtrenkning; fom 
ikke lægger noget Baand p. fine Lyſter, p. 

fin Villie. ”SItfe blot, naar en toilelos 
Mængde havde brudt alle Loves Demnin⸗ 
ger.” Mynſter. En toilelos Bidengab, Be⸗ 
gierlighed. — Deraf: Toilelsshed, en. ud. 
pl. en het Grad af uſtyrlig Seiyraadighed. 

Toir/ et. pl. d. f. IJ SIyil. Tøger. hos 
Moth: Toier, Tyr. Formodentl. af Toug. 
Sv. Tog; og toga, trahere, ducere.] et 
langt Reb af to Stykker, forenede m. eller 
fæftet t. ét Slags Grime, ſom paafættes 
Heſte og Qvæg, og hvorved de holdes faft 
p. et vift Stød i Marken f. at afgræffe det, 
At fætte Owvæget i Toir. At flytte Toiret. 

Loire, v. a.1. fætte i Toir, fæfte t. et 
vift Sted i Marken v. Hielp af Toir. At 
toire Køerne. = Toirebed, en. Groœsgang, 
. hvor Obæg holdes i Toir. (Moth.)  Tøis 
regræs, et. Grosning, fom benyttes ved der 
at tøire Qvæget. (Dlufſens Landoec. 433.) 
Toirehilde, en. En Hilde, el. et Toeir, ſom 
fœſtes t. Foden af en Heſt. (Moth.) Teiz 
rekolle, en. Zræfele, hvormed Tøirepælen 
faaes i Jorden. Toirepel, en. En liden 

cl, hvorom Enden af Toiret fæftes, og 
ſom da flages faft i Jorden, 


t 
i 


555 Foite— Tommerhugſi. 


Teite, en. pl.-e, Skieldsord ell. foragte⸗ 
ligt Ord om et Fruentimmer. (f. Tos.) 


en. pl.-e. [T. Tålpel.] en 


[per 
plump, gvov, ubehændig, i Opforſel ube⸗ 
ſteden Perſon; hvoraf : tolperagtig, adj. 
[tig en Tolper, ubehovlet, grov. (Baggeſen. 
8 — Tolperagtighed, en. ud. pl. 

. Sale. 

" Tomme, en. pl.-r. IJ. Taum, Teymi. 
A. S. Tyme. Øv. Tom.] den Forbinding 
af Baand el. Remmer, hvormed en Heſt 
ſtyres, enten af Rytteren el. Kisreſvenden; 
færd. bog om hen Deel deraf, ſom cellers 
kaldes Tøile, da den svrige Deel kaldes Zo⸗ 
vedlag ell. Zovedſtol. At fiere fire Heſte 
under een T. (Toile br. aldrig om Kiere⸗ 
hefte; begge Ord, dog fleldneré me, om 
Ridedefte.) fig. Xt holde een i Tomme 9: 
ſtyre, indſtrenke ham. »Kun f. at fane en 
Mand, ſom eder i fin Tid i Tomme holde 
fan.” Holb. P. P. 


1. Tomme, v. a.1. lægge Tomme og Bid: 
fel paa. At tomme cen Heſt. Heſten er 


temmet. (Moth.) 


2. Tomme, v. a. 1. [af tom. J. tæma.] 
giore tom. At tomme en Flaſte, et Kar. 
(Nan figer: at tomme en Sæt, og: at 
tømme af det fom er i Sekken.) jvf. ud⸗ 
tomme. — Deraf: Tømning, en. pl. er. 
Gierningen at tømme noget. 
Sekkenes Tømning. (Moth.) 


Tommer, et. coll. ud. pl. [IJ. Timbr. 


A. 6. Tymber, Timbre, materia, lig- 


num.] Tre, for faa vidt det er tilhugget t,, 
Brug v. Bygninger og Skibe. 
mer, Gran⸗ og Fyrreteommer. Bygnings⸗ 
tommer, Huustemmer, Skibstommer, 
Gavntommer. Et Stykke Temmer. 
hugge T. flaade T. (J nogle Sammen⸗ 
fætn. f. E. Tommermejter, Tommerſvend 
er Brugen uegentlig.) = Tommerarbeide, 
et. Arbeide ſom anvendes p. at tilhugge, 


danne øg anbringe Tømmeret i en Bygning; 


en Tommermands Arbeide. Tommerarz 
beidet i dette Huué er godt giort. Toms 
merbinding , en. 1. Tommerets Forbin⸗ 
ding I en Bygning. 2. et Fag Bindingb⸗ 
værf. Tommerblok, en. et utilhugget 
Stykke Tommer,  tommerbygget, adj. 
bygget af T. (modf. fteenbygger.) Tom: 
merflaade, en. En famlet og forbunden 
Mengde Zømmer, der am enne lone ned 
ad Floder, Temmerfolk, pl. F. ſom have 
lært Zømmerhaandværfet; en Temmer⸗ 
mands Folk. Tommerhaandy«ærk, et. 
Frerdighed i at tilhugge og opføre Tomme⸗ 
ret t, en Bygning. Tømmerhandel, en. 
H. med Tommer. Tommerhandler, en. 
den, fom driver Zømmerhandel. Tom⸗ 


merhugger, en. Arbeider, fom hugger Tom⸗ 


meret I Skoven, cl. hugger det Grove af 


Temmeret. Temmerhugſt, en, Gierningen, 


Flaͤſternes, 


Egetem⸗ 


At. 


y 


Tommerhugſt —Tondegods. 56 


at hugge Tømmer i Sfoven. Tommer: 
hængſel, en. faldes i Norge en Bom cl. 
Indretning, hvorved Tommerflaadet ſtand⸗ 
ſes p. Elvene. Temmermaaling, en. Gier⸗ 
ningen af maalg Længden ell, Zntfelfen af 
Tommer. Temmermand, en. den, fom har 
lært Tommerhaandverket. Tommerme⸗ 
ſter, en. En Temmermand, ſom et bleven 
Borger og Meſter. merplads, en. P. 
hvor Temmer oplægges t. Udſalg el. for at 
giemme det.  Tommerfav,en. Et Savbrug, 
"hvor Zømmerftotte faves t. Planter og Bras 
der. . merffov, en. S. hvor Temmer 
hugger cl. ſom har Træer, tienlige t. at hug⸗ 
ges t. Tommer. mmerſtok.en. Et fvært, 
tykt Stykke Tommer; en Biælle. Toms 
. merfvend , en. Tommermand, der tiener 
fom Svend hos en Meſter. Tommertræ, 
et, Et Træ, der fan give Tommer (i Mod: 
fætn. t. det Zræ, der giver Brændeveb.) 
”Hvilfe Arter Tommertræer, hans Jord fan 
frembringe.” Olufſen. Temmerved, et. 
Ved af ſaadanne Zræcr, fom ere tienlige 
t. Huus⸗ eller Sfibstommer. (Oluffen.) 
CTommervært, et. det, ſom er giort af T. 
Muurs og Tommerværfet i et Huus. 
Tommeroxe, en. Ø. til at hugge T. med. 
Tomre, v. n. oga. 1. (har.) arbeide ſom 
Tommermand, giore Temmermands Gier⸗ 
ning. [A. S. timbrian, ædificare] pan 
har (ært aft tomre. — act. hugge fornodent 
Sommer til, gisre Tømmeret t. Rette. At 
tomre et Huus. Dette Lyfthuué har han 
felv tomret ſammen. 
Tonde, en. pl.-r. ſa. S. Tynne] 1. 
"ethvert ſtort Fad el. Kar af Staver m. to 
Bunde; dog kaldes de ftørre af denne Art 
i Alm. Fade (f. Diinfad) og i Sard. efter 


deres Storrelſe og Form: Oxehoved, Pi⸗ 


be, 26. (ivf. Saltetende.) 2. ct Fad af 
denne Art og af en beſtemt Storrelſe, hvor⸗ 
efter Tønde er et Maal ſaavel f. tørre, ſom 
flydende Barer. (f. Smortende, Tiæreten= 
- En T. Korn, Smør, Salt, 
- Eid, Steenkul, ØL, Brendeviin. En 
danſt Rorntønde holder 8 Skiepper, 32 
Fierdingtar, 41 Cubikfod, 7776 Cubik⸗ 
tommer, ell. 144 Potter. En Oltonde 
holder 44 Cubikfod, 7344 Cubiktommer ell. 
1365 Potter; En Kultende å Cublkfod ell. 
176 Potter. — En Tonde 

for: 100,000 Rdlx. 3. et Jordmaal. 
En geometriſt T. Land da: 14,000 Qua⸗ 
dratalen. En T. Hartkorn (f. d. Dvd.) = 
Tondebaand, et: B. af flakte Pileqvifte cl. 
tyndhamret Jern, hvormed Tondeſtaverne 
holdes ſammen. Tondebund, en. et fladt, 
Cirfelrundt Træ, ſom fældes ind i Enderne 
af Tondeſtaverne. dedælfel, en. D. 
fom lægges oven p. en Tønde, der fun har cen 
. Bund. Tondegiord, en. d. f. f. Zøndes 
baand. (Moth.) Tondegods et, Varer, 
fom føres i Tønder. D. Lov, IV. 3. 21. jvf. 


- — 


Tynder, Tender 


uld, et Udtryk få 


Tondegods — Tor. 
Stykgods, Styrtegods.) Tendehval⸗ 
ving, en. H. der bygges i Form af cen halv, 
giennemſtaaren Cylinder (Shenings nor⸗ 
ſte Reiſe) Tondelad, et. en Bænt en. 
Indretning t. at lægge Tønder paa. Toen⸗ 
demaal, et. M. paa Barer, fom ſteer efter 
Tonder. Tondepenge, pl. en vis Afgift, 
ſom betales af ſeilende Stibe f. Erſtatning 
f. de Varetander, der udlæegges f. af bez 
tegne de Lob, hvor der trygt fan ſeiles. 
Tondeſtav, en. pl.-er. et efter Maal tilhug⸗ 
get, noget udbuget Stykke Tro, hvoraf det 
fornadne Antal af Budferen ſankes om Bun: 
dene, f. at danne en Zønde ell. et lignende 
gad. Tondctap, en. Zap, der fættes i en 
JT.  tendeviis ,, adv. efter Toͤndemaal, i 
Tonder. At fælge noget tondeviis. ' 
Tender, et. ud. pl. IJ. Tundr. X. 6. 
KN et brændbart Legeme, 
ſom v. en derpaa faldende Ønift let fænger, 
og fom man bruger t. af optænde Ild. 
Tonder af Svamp, af Troſke. 

Tor: jeg før, turde, har turdet. v. n. 
der egentlig (ligefom bør og maa) fattes 
infin. ſtiondt man i nyere Tid har, brugt : 
at turde. Ligel, mangler imper. [J. bora. 
A. S. dyrran, durran. 2. dårfen.] 
A. 1. vove, drifte fig til (uden at foran 
Infin.) Det undrer mig at han ter giore 
det. Jeg turde knap fpørge derom. ”Hvorz 
ledes tør du dede m. Tillid, derfom du ikke 
tør fige dig felv dette?” Mynſter. Tør du 
fvare mig ſaaledes? Han turde iffe maale 
fig m. Fienden. — Turde fom infin. ”Da 
ſtal jeg Arme turde raabe, betrtygget i din 
eger gavn.” Evald, — Ogſaa act. ifær i 
hoiere Still. ”Den elſter ci, fom alting 
tør.” Baggefen. 2. i nogle Udtryk, og 
mefti bd. Zale, br. det i Bemærfelfen: at 
have Lov til; maa. (fom dog egentl. er en 
Germanisme, naar det ei hører t, No. 1. 
Tor jeg fporge Dem? Tør jeg bede Dem ? 
(Hoflighede- Udtryk.) Han tør nok komme 
ind t. os. (”Hvilfet Slags Arbeide man 
turde foretage fig p. den Dag, og hvilfet 
itte,” Mynſter. Præd. 1815. II. 182.) 3. 
br. det (ifær i Imperf.) f. at udtrykke Mu⸗ 
ligheden ell. Rimeligheden af noget. Det 
tør vel endnå blive t. Alvor m, Giftermaa⸗ 
let. Det turde vel hænde fig. Hans For⸗ 
ag turde vel endnu være det bedſte. Og 
det kunde ſtikke ham, hvis jeg gav ham 
mindfte Lyde, af han Freden turde bryde.” 
Weſſel. B. Ét andet Ord (det J. purla) 
er det forældede tør, åt behøve, have nodi 
have Aarfåg; ſom fielden endnu br. me 
præp. ved og Infin. Du ter ikke ved at 

adle mig, fiden du felv forhen har giort det 
famme. ”Gan for Brød og Underholdning 
el tør ved at lide Nod.” Burding. — Wen 
ogſaa uden præpos. ”Da tør hans Efter⸗ 
navn for Undergang gi frygte,” Samme. 
”I tør om intet mig, min Jomfru, længe 


4 








” J 


Tor — Torne. 


bede.“ Holb. — »Saa ter du 
itfe være ræd for Dodsfrugt.“ Gir. 9. W. 

Ter, adj. pl. tørre. [Jél. og Gl. 2. 
(Dttfried) purr. A. S. pyrre.] 1. ſom 
er uden Bæde, uden Fugtighed. (d. Modſ. 
af vaad, futztig.) Jorden er ganfte ter. 
Tørre og garpe Forbi. En tor Grav (ſom 
et uden Bam.) Skriften, Fårven er endnu 
ikke tor, Tørre Faryer (Paſtelfarver.) En 
tor Sommer, et fort Aar; tort Veir. En 
fer Luft. — tørt Brød o: B. uden Smor 


cl. Suul. Tør Mad (uden Suppe og kold.) 


En tør Hofte (hvorved intet opſpyttes.) En 
tør Vind da: torrende. — Tørre Hug (uden 
Saar ell. Blodéudgydelſe.) At have fit p. 
det Tørre Id: være i god Behold, Belftand. 
»gJuſt fordi man har Alt p. det Tørre, at 
finde fig.” Bagg. (Ungd. Arb. 1,119.) 2. 
om har miftet fin Saft ell. Væde, tørret, 
tørre Blommer, Viindruer, Fe 


udtørret. 
tørt Brænde. En fer 


' gen (modſ. friffe;) 


(ſaftloſt.) 
gel p. Foldighed og Fedme: ter, en Mars 
gel p… Bædjfe og Saft. — Et Stykke Kied 
er tort, fordi det har miſtet fin Saft, enten 
v. Behandlingen ell. ved Kreaturets Xlde; 
Det er magert naar Kreaturet iffe har været 
tilbsrlig fedet.” Sporon. 3. uden meget 
Kiod, mager. 4. fig. a.) ikke underhol⸗ 
dende, uden Behagelighed. En tør og kied⸗ 
ſommelig Bog. At være tør I Selſtaber. 
”Selv det terreſte Arbeide, naar man har 
fri Haand derover, fan v. Lune og Vittig⸗ 
hed blive t. en vis Grad underholdende.” 
Sporon. ”b.) alvorlig, fold. 
den førte Sändhed. En tør Speg (fom 
fremſiges m. alvorlig Wine.) At lee ført. 
Gan fagde det ganffe tørt. En tør (fold, 
uvenlig) Modtagelfe. ”Jeg ſaae der — barſt 
og før og uden Ynte.” Bagg. — En tor 

tiil (ſom ikke ér rig, ikke blomſtrende i Ud⸗ 
trykket.) — Torhed, en. ud. pl. Beſtaffen⸗ 
heden at være tør. — Torke, en. ud. pl. 
tørhed i Luften, tørt Veir. Cæden, Græés 
fet lider under den langvarige Torfe. — 
tørPefuld, adj. ovårvættes tar, fom har mes 
gen Torke. ”En torkefuld Vaar.“ Bording. 


II. 246. — toerſfoet, adj. og adv. uten at - 


blive vaad p. Fødderne. Tørveir, ct. den 
Bejtaffenhed i Luften, at, det iffe regner 
(modſ. Xegnveir.) . 

Torklade, et. pl.-r. Et Klæde, en Dug, 
ſom man binder om Haälſen, torrer Anfigtet 
. med, el. har t. lignende Brug (f. Salster⸗ 
. Flæde,' RKaſteterklede, Lommetortlæde , 
0. fi.) At bære, af knytte noget i et Tør: 
klæde. At fafte et T. om fig. 

e, v. n,1. hos Ældre: førtes, for⸗ 
torres. ”Høet torkner, Blomſteret viger 
og falder af.“ H. Tauſſen (af Eſ. 40. 7.) 
jvf. tørres. 


N 
Terne, v. n. 1, (har.) fede paa, ſtede 


mn 4 


7557 


(fortorret) Green. Kiodet er haardt og ført 
”Biager tilkiendeglver en Man⸗ 


At ſige een 


Torne — Torv. 


an p. noget. At torne imod noget, Baa⸗ 
den førnede mod en Steen. ”Lad da Mods 
gangs Pile forne mod vor Barm.” Ohlen⸗ 
ſchi. (I. turna, vælte.) = Tørning, en. 1. 
Anſtod. (Moth.) ”Seg faldt ved Baadens 
Tørning.” Evald. (Fiſterne.) 2. Strid, 
Kamp, Fegtning, (forældet.) ”Saa det 
fig-tegner t. en farlig Torning der.” Vor⸗ 


ding» TT . 
rre, v. a. D. Og dep. 1. (3.-purka. T. 
dårren.] 1. act. gtøre før, bortſtaffe 
Zugtighoten i elf. uden p. en Ting enten v. 

arme og Uddunſtning, ell. ved et udvortes 
Middel, Solen torrer, har tørret Jorden, 
At torre Korn. At torre fing Kinder, fine 
Dine (tørre Taarerne af fine Kinder.) ”Taas 
rens Strom p. blege Kind) Troſtens Fader 
torre.“ C. Frimann. At torre fine vaade 


. Klæder v. Ilden. At tørre (vaſtede) Klæ⸗ 


ter do: hænge tem op f. at tørres. At tørre 
Urter, Frugter. — At tørre noget af m. et 
Klæde (faavel om-udvendig Fugtighed, fon 
Støv 0. 0.) At tørre (vijte) Støv af. — 


At tørre en Cs ud. ſ. udtorre. ſSielden 


forekommer torke for v. a. førre, ”Den 
Gud, ſom torker Land, han det og væder.” 
J. J. £und.] 2. neutr. tabe fin Fugtig⸗ 
hed. Det tørrer ikke, vil ikke torre i et 
faadant Veir. 3. terres, blive tør, Lad, 
det førres i duften. (pos Idre ogfaa : 
torkes. ”Det torkedes bort, for det havde 
itfe Fugt.” Tauſſen. Vinterd. af Poſtillen. 
148.) =.Torring, en. pl. - er, Giernin gen 
at tørre. ( Korntorring, Malttorring.) — 
Torrehuus, ct. Huus, hvor noget tørres v. 
at opbænges ell. paa anden Maade. Tor⸗ 
reflud, en. K. til at tørre af med. Tor⸗ 
reloft, et. £. hvor Klæder ophænges f. at 
tørres. Torreovn, en. D. til at tørre 
Korn, Malt, o. a. paa. Torreplads, en. 
P. hvor noget, f. E. Klæder torres. 
sen. ud. pl. (I. porsti. A. S. 
pyrst.] den ubehagelige Folelſe af Tørhed 
i Munden, Svælget og Spiſeroret, der op⸗ 
ftaaer v. Legemets Trang t. Drikke. At 
lide T. have er ſteerk T. At ſlukke fin 
Terft. (Sieldnere: At ſtille Torſten.) fig. 
en heftig Begtætlighed. Guldtorſt. T. ef⸗ 
ter Rigdom, Ære. — torſtig, ad). fom har 
Torſt, føler T. At være fulten og torſtig. 
Torſte, v. n. 1. (har.) 1. fornemme 
Torſt, være tørftig. Den Syoge torſter me⸗ 


get. At torſte efter ſalt Mad. (9: efterat 


ave ſpiiſt denne Mad.) Derimod: “Og 
Folket torſtede der efter Vand.” 2 Moſe B. 
17. 3. 2. fig. have er Reg Attraa, Bez 
gierlighed efter. At tørfte efter Wre, Rig⸗ 


dom. ”Naar Døden vinter alt, ta efter 


Guld at torſte — er denne Daarlighed vel 
mindre end den førfte?” Storm. At tarſte 
efter Blod; efter eens Blod (attraae at faae 
ham bragt af Dage. f. blodtorſtig.) 

Terv, en, ud, pl. ell. pl, d. ſ. [J. Torf. 


Torv — Torvelugt. 


A. S. Tyrf. €. og Holl. Turf. Jol. torfa, 
at grave, udgrave] 1. ud. pl. den af 
Plantersoͤder og indblandet Jord beſtaaende 
Etorpe, ſom udgior Jordens Overflade, der 
hvor Græsvært finder Sted; Grønfvær , 
Grostsrv. (Det fidfte br. hyppigere end Terv 
allene.) "2. ud. pl. en brændbar Materie, 
beftaaende af en Sammenhobning af Plans 
tedele, meer ell. mindre giennemtrængte af 
Jordfedme, fom graves cl. flæres I Mofes 
grund (Jordterv.) At ffære T. brænde T. 
Torv er en organiſt Subſtants, og de 
Planter, den beſtager af, ere ikke forraad⸗ 
nede.” Stufien. — Efter den forfticll, Titbe⸗ 
redelſesmaade: Traadtorv, Abltetorv, 
Skudterv. Levende Torv, ad: den, ſom 
endnu er i tiltagende Vært; modſat: ded 
Tørv. ”Deu egentlige, levende Torv, fom 
+ Mofen aldrig er tør.” Olufſen (om Br. 
185.) Nogle Slags Tørv (fom edetorv, 
Fyngtetv) ere egentl. fun Gvæstørv. 3. 
1; Tørv. et enkelt Stykke Torv. To Sneſe 
bov. == a.) nag, adj. fom ligner 
Toerv. ”En Mofe, af tørvagtig Beffaffen= 
hed.” Olufſen. vdyrkning, en. fonftig 
Frembringelſe af.Zørv. Dluffen. (Danm. 
Brendſelv. 205. 6.) Torvegn, en. Egn, 
shvov der” findes Zørv, ifær i Mængde. 
(Dtaffen-) Torvgravning (Dluffen) el. 
rvegravnintz, en. Gicraingen at grave, 
Toerv. Toervplante zen. pl.-r. Planter, 
ſom ifær findes p. Torvejord. (Schouw. 
Plantegeogr.)  Torvvært, en. Torvens 
Voert ed. Maaden hoorpaa den danner 
fig og tiltager i Moſerne. (Dlufſen. Danm. 
SBrændfelv, 185.) b.) Torveaffe, en. 
Uffe af brændt T. Torvebrændfel, et. 
B. ſom faaes af Tørv. (Dluffen.) Tors 
vebund , en. Moſebund, hvor 2. danner 
fig. Toervegioring, cen. det Foretagende, 
at bringe Zørv tilvele f. Brændfel, ens 
ten v. Gravning, cl. ved at ælte, ſtampe 
" og forene Torypejorden m. m. e⸗ 
glod, en. Glød af udbrændt ZTørv. Tor⸗ 
vegrav, en. Vandgrav, 
man har gravet F. Torvegrund, en. 
d. f. ſ. Torvebund. Tervehuus, et: æget 
Duus p. Landet t. af giemme Tørv i. 
Torveild, cn. J. ſom vedligeholdes v. Tørv. 
Torvejern, et. Redſtab t. at ſtere Tørven 
i Stykker med. Torvejord, en. 1. Jord, 
fombeftaaer af ell. er blandet m. Torvdele. 
»Ved Tilfelde er et ſaadant Sted blevet t. 
et Vandſtade, og deri er Tørvejord frem: 
fommet,” Olufſen. 2. Jordbund, fom in⸗ 
deholder Torv. ekammer, tt. K. 
hvor Zørv giemmes. Torvekul, et. pl. 
d. ſ. Kul, fom brændes af fafte Torv. At 
fmede v. Tervekul. Tervelag, et. Et 
Jordlag, ſom beftaaer af Tarv. (Olufſen.) 
Torvelod, en. Deel af en Tervemofe, Ans 
deel i Zørveffær, Torveloft, et. £. hvor 
. atv glemmes. Torvelugt, en, £, af 


W 
" Å 


X 
i i 


forordn. 1799. 


bund, Jordlod, hvor Terv fan ſtœres. 


———— hvor 


558 2orvemoſe — Tovfom. 


brændte Torv. Torvemoſe, en. M. ſom 
indeholder Tervebund. Torveramme, en. 
Ramme, hvori Traadtorv formes, ell. Terv 
ſtahles. Garvere forbydes at ſtable Bark⸗ 
tørv ide ſaakaldte Torverammer.“ Brands 
Torverog,en. R. af bræns 
dende T. "Torveffifte, ct. d. ſ. ſ. Tørve: 
lod, Zørveftær, 2. — Teorveffær, et, 1. 
Handlingen at grave og ſtere 2. 2. Sort: 

il 
Gaarden er baade Sføv og Torveffær. 
Tervefmul, et. Smaadele af Terv. (Olufs 
fen.) Torveſpade, en. S. af en egen Ind⸗ 
retning t. at grave ell. ſtikke TZ. med. Tors 
veſtak, en. En i Form af en Stak opreijt 
Tervedynge. Torvevold,en. B. ell. Biers 
de, opreiſt af Tarv. 

Tes, en. pl. —e. En Pige; ung Pige 
(dagl. T. døg fun i Foragt og af Haan; 
cl. modſat, fom et Flælende Udtryk.« pos 
Almuen i Siælland derimod almindeligt 
for: Pige; bog ifær om en halvvoren ci. 
ikke vet fulbvoren Pige, ſom tiener. Ogfaa 
br. det i Skaane.) fFormodentl. af det gå. 
nordiſte by. 4. &. by, beova, en Zrælz 
gvinde, Tieneſteqvinde. Ør. 24 00%, serva.] 


- Toffer, tøsver, (forældet) to Gange. 


" Tove, v.n. 1. har. IN. S. toͤwen. J. 
tefia.] 1. blive, bie p. et Sted, ikke forlade 
det. Jeg vil tøve her, til du kommer fils 
bage. Toy éndnu en halv Times Tid. Jeg 
tøvede hele Dagen; men han fom iffe. 
”De have nu tevet hos mig i fre Dage.” 
Watth. 15. 32. — Man figer vel ogfaa: at 
tove efter cen; og hellere :. at vente efter. 
2. ble, vente med en Gierning, udfætte, 
opfætte, forhale noget. ”Tov ikke at bes 
føge en Syg.” Sir. 7. IK. Jeg haftede og 
tøvede itke at holde dine Bud,” Pf. 119. 60. 
»Den altid Noget, har, hvorefter der ſtal 
toves,”” Bording. II. 251. At tøve med 
noget, big med, opfætte. Hay tøvede m. 
at gisre det bekiendt faa længe ſom muligt. 
»Hvis — jeg lod dig nole m. Bortgang, og 
felv toved med mit Komme.” Heiberg. 
(Præpof. med udelades nel ogſaa; dog er 
bet mere bags »Og da han tøvede, 
at komme her tilbage.” Weſſel. ”Hvis ends 
og de gladere Dage tove at fomme.” Myn⸗ 
ſter.) — At teve cr at bie, uden Henſymet. 
Tidens Længde. At dvæle er at bie længe, 
længere end man førft vilde, længere end 
tiſborligt. At bie har mere, end tove, Hen⸗ 
fyn p. en Forventning. (At tove er egent⸗ 
lig, v. et vift Sted at ftandfe fin Sang; at 


. dvæle ev, v. en vig Gienſtand at flandfe fine 


Foreſtillinger.“ Miller.) — Uperſonl. for : 


bie, opfættes. ”Forglem engang din Meie; 


lad din Gierning føve t. i Morgen.“ Myn⸗ 
ſter. ⸗ Toven, en. ud. pl. det, at tøve, — 
tevſom, adj. tilbøtelig t. at tøve ell. nolt; 
ſeendreegtig. (Moth, Isl. tåfsamr.) 


Cd 











, 


u er en uadftillelig (præpofitiv) Vartikel, 
der fættee for v. en ſtor Mængde Subſtan⸗ 


tiver (fom udtrykke en Egenſtab cl. Beſtaf⸗ 
fenhed) Adjectiver og Participier (i den pas⸗ 


ſiv. Form) hvis befræftende Bemærtelfe den 


enten ligefrem ophæver, og udtrykker Fra⸗ 


værelfen af det Begreb, der ligger i Ordet 
(f. E. udødelig, ufri, umoden, Urecnligs 
hed;) el. den giver det ſammenſatte Ord 
. en Bemærfelfe, der udtrykker det Modſatte 
af det, ſom Ordet, uden Zillæg af denne 
Partikel, bemærker. (f. E. uartig, Udyd, 
Ufred, Ulykke, Ulyſt, urimelig , Utak, 
utaalmodig, :c. Jvf. ven, der undertiden, 
ligefom i det Plattydſte, træder i Stedet 
for u.) Bed nogle Ord indtræder et tredie 
Zilfælde: at Partikelen hverken ganſte op⸗ 
hæver Begrebet af det oprindelige Ord, ell. 
udtrykker dets Modſetning; men giver det 
en ond, ell. flettere Betydning, ell. et ſao⸗ 


dant Bibegreb (f. E. Uaar, Udaad, Udyr, 


Ulfærå, Ufere, Ugierning, Ukrud, Umen⸗ 
neffe, Ut, Urter, Uveir o. fi.) Dertil 
kommer endnu adſtillige Ord, ſom i deres 
Sammenfætning m. Partifelen ar ere ſelv⸗ 
ftændige, el. nuomſtunder ikkun br. i denne 


Sammenſeotn. f. E. nafladelig, uagtet, . 


ublu, Ubluhed, ubodelig, ubrodelig, ufor⸗ 
lignelig, uſormæerkt, ufortovet, uhumf, 
Uhumſthed,, uhyre, ulaftelig, Ulempe, 
umindelig, umælende, Ugvemsord, Uraad, 
Urydde, uteerlig, uvane, adj. uvorn. 


og Xdi. og næften alle pass. Participier 


kunne modtage denne Partikel, har Gam: 


menfætningen m. ſamme dog en v. Brugen 


faftfat Srændfe, ſom ikke vilfgarligen fan 
" ophæves. En Mengde Subſtantiver kunne 
itfe fammenfættes im. Partikelen u, fordi 
deres Bemærfelfe flet ikke tillader det, gl. 
fordi der gives egne Ord, ſom udtrykke det 
benegtende el, modfatte Begreb af hine. 
Saaledes ikke Ubifald, men Btishag ; ikke 

had, men Kiærlighed.) Det (amme giel⸗ 
der om mange Adjectiver. (Man figer f. E. 


ikke uaaben, men luffer; itke ubeſtienket, 


men ædru; iffe ugammel, men ung; ilke 


uhaard, men blød o. f. v.) I det føl: 
gende anføres derfor noget nær alle Sub⸗ 
antiver og Adjectiver , 
menſ. m. Partikelen us; men af Participier, 
der kunne modtage ſamme, kun ſaadanne, 
der fleldnere forefomme, hvis Brug kunde 
bære noget tvivlſom; ell. hvis Bemerkelſe 
enten faaer et Bibegreb, ſom det uſemmen⸗ 


X ge 
ø 


559, 


Uaget nu faa flort et Antal Subſtantiver 


.bære”i tu. Virkſomhed, Bev 


der br. i Sam⸗ 


L 


fatte Participium ikke har, el. i anden Gens 


ſeende fan beheve nogen Oplysning. 


Uaabnet, adj. v. uden at være aabnet. 


Ut fende et (forfeglet) Brev u. tilbage. 
Gan modtog Brevet aabent, og gav det 


Uaandbar, adj. fom ei er filtet t. at 
indaandes. En uaandbar Luftart. 

Uaar, et. pl. d. f. et ufrugtbart Aar, * 
hvort Misrært indfalder. »Et Land, ſom 
fun fielden har Uaar.“ Olufſen. 


uaabnet (uoplukt) tilbage. 


Uadel, en. ud. pl. og br. Fun ud. Art., 


ſom Modfætn. t. Adel, Baade Adet og 
Uadel. 

Uadelig , adj. fom ci er af Adelſtand. 
Greven ægtede en uadelig Pige. - 

Uadſkillelig, ad). fom itke kan cl. vil 
adſtilles. 
Uadſtillelighed, en. Beſtaffenheden, ikke at 
kunne adſtilles, 

Uadfpurgt, adj. v. uden af blive ſpurgt 


om. fan giorde det, mig, hende uadſpurgt. 


Uadvaret, adj. v. uden at være el. blive 
advaret. Jeg var uadvaret om Faren. 
Man lod mig 
foreftod mig. 

Uafbrudt, adj. v. ſom ei afbrydes, fom 
er, ſteer uden Ophør el. Aforydelfe. En 
u. SM £a Foœſtning. En u. Nætfe af 
Uheld. Ogſaa adv. At arbeide uafbrudt 
hele Dagen igiennem. 

Uafholden, adj. itke afholden, ikke maas 
delig ell. kydſt. (ſielden.) 

Uafhængig, adj. ſom ikke er afhængig af, 
ikke hav fin Grund i cl. beſtemmes v. en 
anden Ting; fom iffe er Andre underkaſtet 
ell. underordnet, Enu. Tilværelfe. At leve 
et uafhængigt Liv. At være u. af andre. 
— Uafhængighed, en. ud. pl. Beſtaffenhe⸗ 


den, Tilſtanden, at være uafhængig. 


Uafladelig, adj. og adv. fom feer uden 
Ophold el. Standsning; uop herlig, At 
gelſe. Der 

blev uafladelig ſtienket i Glaſſene ſaaſnart 


De vare tømte. ' 
Uafſeelig, adj. fom man ei fan fee En: 
Den paa ;: uoverfruelig, 


(N. SNG Z. uns 
abſehbar.) "I uaffeclig Vidde.“ Bagg. 
(Labyr, U. 101.) 

Uaffættelig, adj. fom ei fan fane Affæts" 
ning, ei kan blive folgt.  uaffætfelige Varer. 
aftalt, adj. v. fom ei er beſtemt v. Af⸗ 
tale, itfe forud aftalt. . Et u. Møde. 
kom uaftalt fammen. 
Uafvidende, adj. og ådv. fom man di 


2 
1 


Et Par uadſtillelige Venner. — 


ggac, uadvaret om det, ſom 


Bi 


Uafvidende — Ubagt. 5660 


hår Kundſtab om; uden at være vidende 
om. Det ſtete, det er mig ganjfe uafvis 
dende, " Jeg giorde det uafvidende,  ”De, 
fom uafvidende fældede et Træ.” Schntte. 


Uafvargelig, adj. ſom et fan ell. kunde 


afværges. En uafværgelig Stade, Ulykke. 


⸗ 


paogivenhed. 


Uagtet, conj. ſegentl. adj. v. af u og 
partic. agtet.] I. d. f. ſ. endſtiendt, oms 
endſtiondt. Uagtet, han bad f. fig, fif han 
mange Sug. Man vilde ikke lade mig kom⸗ 


"me ind, u. mange andre havde fri Adgang. 


2. uden Henſyn til, uden at agte paa. 
Uagtet hans ftore Fortienefter, maatte han 
ende fit Liv i Yrmod, (3 denne Bemærk, 
fan het ogfaa flaae bag efter Subſt. Uag⸗ 
tet hang Alderdom — ell. Hans A. agtet 
— maatte han forlade fit Huus.) 


Uagtpaagivenhed, en. Mangel p. Agt⸗ 
agtſom, adj. ikke agtſom , uforſigtig, 


ſtiedeslss. — Deraf: Uagtſomhed, en. At 
mifte noget ved U. At vife Uagtſomhed 


” imod fine Forefatte, ved Underviisning. 


Uandegtig, adj. iffe andægtig. 
Alanfegtet, adj. v. ſom ikke anfegtes af, 
ell. ikke tager fig nær. u. af Modgang. 

Uangret, adj. ſomeman ei har angret, 
fom mar et fortryder. En uangret Syud. 

Uanket, ſ. upsa-ankét, 

Uanmodet, adj. v. og adv. ikke anmo⸗ 
det, ud. af være anmodet om, fan giorde 
det uanmodet. ' 

Uanmeldt, ad). v. og adv. ikke anmeldt, 
ud. et værgaenmeldt. 


"Gan traadte uanmeldt ind. 


.conj. uagtet, 2. 


" Llanfeelig , adj. ſom ikke har udvortes 


Anfselfe. (4. anfeelig, 3.) En liden og 
uanſeelig Perfon. 

Uanſeet, adj. v. der undertiden br. . for 

Uanſeet hang høle Byrd 
(ell. Hans hoie Byrd uanſeet 2:-ud. Henſyn 
til.) ”LUanfeet han efter lang Formaning 
og Underviisning — omfider var aabenbare 
dømt." P. J. Colding. . 

Uanſtændig, adj. itke anftændig, uſom⸗ 
melig, uhsdiſt. En u. Dragt, Opforſel. 
Uanſtændighed, en. Uſemmelighed. J 
pl. uanftændige Handlinger, At begaage 
Uanftændigheder. J 

Uantagelig, adj. ſom ei kan antages. 
Et uantageligt Tilbud. 

Uanvendelig, adj. ſom ei kan anvendes. 


Dette Grempel ev her uanvendeligt. 


el. ikke hoflig; grov. 
.En u. Behañdling. — Uartighed, en. J 


(fiefden.) 
Uartig, adj. ſom ei er artig i Spfarfel, 
Et uartigt Barn. 


pl. uartige Handlinger cl. Ord. At bes 


daac, at fige een Uartigheder. 


Ubagt, adj. v. iffe bagt; ell. ilke rigti 
bagt. ubagt Bred, i b — 


"at, fil noget. 


Et uanmeldt Beſog. 


4 


=- 


uͤbanet — Ubemidlet. 


sp Ibanet, adj. v. iffe banet. Ubanede 


e. 

Uharfet, adj. (om Leder.) ikke barket en. 
beredet m. Bark. 
Ubarwhiertig, adj. ſom ikke beſidder cl, 
viſer Barmhiertighed; ell. ſom er grundet i 
denne Mangel. nu. Haardhed. — Der⸗ 
af: Ubarmhiertighed, en. 

Ubeboelig, aqj. ſom ikke fan beboes. 
Ubeboet, adj. v. ſom ikke ev beboet, ode; 
ligeledes: ubebygget. 

Ubedragelig adj. ſom ikke fan ſtuffe ell. 
bedrage; ganſte ſikker, tilforladelig. Ube⸗ 
dragelige Kientemærfer. 

Ubefolket, adj. v. aldeles ikke, el. gan⸗ 
fle lidet befolket. En ubefolfet By. 

Ubefængt, adj. v. ubeſmittet, ikke be⸗ 


fængt. | . 
befæftet, adj. 1. ikke faft ell. befæftet. 
Gan var ubefæftet I Dyd og gode Grundſcet⸗ 
ninger, 2. iffe omgivet m. Volde ell. For: 
ſtandsninger; aaben; En ubefæftet By. 
Ubeføiet, ad). ſom iffe har Ret, Aavfug 
el. Grund £. noget; uberettiget, At væres 
€n u. Dommer. Man fan 
være berettiget”, og dog ubeføiet t. cen 
Handling, fordi man ingen Aarſag har uden 
f. Lovene.” Sporon. (Svf. Foie, beføiet.) 
Ubegravet, adj. v. iffe jordet. Et ube⸗ 
gravet Liig. 000 
Ubegribelig, adj. ſom ef fan fattes, for⸗ 
ſtaaes ell. begribes; ufattelig. »Dm de 
ſtundom toge — hvad cf grihes fan for uübe⸗ 
gribeligt.“ Baggeſen. Gieng. S. 47.) 
Ulbebagelig , adj. ſom frembringer en 
uflær Fotnemmelſe; ell. ſom vælfer Wiss 
hag, Utilfredshed, Ulyſt Sindet. En u. 
Følelfe, Lugt, Smag. En ubehagelig 
Sag. — Deraf: Ubehagelighed. en. pl.cr. 
At bave mange Ubehageligheder af noget. 
Ubehielpſom, ad]. —* ikke veed at hielpe 
fig ſelv. (I. Baden; for: unbehuͤlf lich.) 
Ulbehielpfomped, en. (Baden.) "| - 
Ubehovlet, ad). itfe filn ell. dannet i 
Sæder og Opforſel; raa, plump, grov. 
(fun i denne figurl. Bemerk. og forſtiell. 
fra uhovlet.) “At vore Landemend — 
overlode Herſtabet over en offentlig Skue⸗ 
plade, efter hvitfen Fremmede dømme om 
Nationens Smag,. t. en raa og ubehovlet 
Pobel.“ Sneedorf. 
Ubekymret, adj. ſorglss, uden Bekym⸗ 
ring, uden at tage fig én Ting nær. ”Det 


er fun de Letfindige, der faa ubefymret 
Uarbeidſom, ad;. itfe arbeidſom, doven. 


ſtifte Venner” Mynſter. . 
Ubelavet, adj. v. ikke belavet, forberedet 
paa. ubelapet paa Forfvars 
Ubeleilig, adj. ikke bequein, itke tilpas i 
Henſeende til Sted ell. Tid. 
Ubeleven, adj. Jom er uden god Leuemaaz 
de. — Ubelevenhed, en (Baben. ſielden.) 
Ubemidlet, adj. ſom iffe hav Formue, 
ikke eier Midler. Han er u. men iffe fattig, 





N 


tv 


Udemærfet — ubeſkeden. 561 


v. ſom ikke bemærkes, 
uden at mœrkes. &n u. Tilſtuer. Han var 
ubemærket tilſtede. Stille og ubemarket 
henrandt hans Liv. (jvf. uformærtr.) 
Ubenævnt, adj. v. ikke nadngiven. 


Ubeqvem, adj. ikke tienlig, paſſende eil. 


Ubemaerket, adj. 


beleilig. At være u. tilnoget. En ubequem 


(ubeleilig) Tid. = Ubeqvemhed, en. Beſtaf⸗ 
fenheden, at være ubeqvem (ifær naar Ta⸗ 


len ér om denne Bejtaffenhed overhovedet. 


Man figer derimod ofteft: Mange, enkeite 
Ubeqvemmeligheder.) . 


Uberaad (uberaadet) adj. iffe overlagt 
ell. forud betæntt; fun i Talemaaden: med 
uberaad fu. (f. beraad.) ”At han itfe 
heller af uberaad Hu flulde fvare noget.” 
Coldings K. Hiſt. 

Uberammet, adj. v. ikke forud aftalt ell. 
berammet. Dagen var uberammet. 

Ubereden, ad). v. ikke tilreden. Én ube⸗ 
reden Heſt. (Derimod ſiges vel ogſaa: en 
ubereden Ryttev 3: fom mangler Left. ivf. 
beride, 3.) . , 

Uberedt, adj. ikke belavet paa, ubelavet. 
At være uberedt paa Modſtand. 


: Uberedvillig, adj. ikke redeboh. (f. bes 


redvillig.) Deraf: Uberedvillighed, en. 
Uberettiget, ad]. ſom ikke har lovlig Ret? 
ingen Rettighed t; em Handling el. Beſid⸗ 
delfe. En uberettiget Beſidder. At være 
uberettiget til noget. ' 
Uberygtet, ad). ſom har et godt, uplets 
fet Ravn og Rygte. (ifær m. Henfyn t. 
Omgang m. det andet Kion; og ofteft om 
Sruentimrve,) En ſtikkelig og uberygtet 
ge 


iberemmeligg, adj. ſom ef fortiener ell. 
har indlagt fig Berommelſe. Gt uberom⸗ 
mcligt Savn, Levnef. . 

erort, adj. ikke omtalt, vedrort. (fors 


ftlelligt i Brugen fra urert, fom fun br. om 


legemlig Bersring.) At lade en Sag. være 
uberort. 9 
Ubeſat, adj. v. ikke beſat (m. Folk, Trop⸗ 
per.) En ubeſat Skandſe, Plads. 
Ubeſeet, adj. og ifær adv. uden at fee 
paa, taget Øiefyn. At kiobe noget ubeſeet. 
Ubekndig, adj. fom ef bruger Qverlæg, 
ſom handler i Overilelfe, ”Det ev iffe fandt 
Mod, der ubefindigt iler Skiebnerne i Mo⸗ 
de,” Mynſter. — Deraf: Ubefindighed, en. 
den Egenſtab, af være ubefindig; ell. en 
ubefindig Handling. - 
beffaaren, ubeffaaret, adj. v. 1. ikke 
beffaaret. En ubeſfaaren Bog. 2. ufræns 


tet, ufornermet. Man har dog ladet ham 
ten Rettighed ubeffaaren. 


—*2*— f. uſftadt. 
Ubeffeden , adj. pl. ubeffedne. ikke be⸗ 
ſteden; ſom gier overhrevne, meer end 


billige Fordringer. — Deraf: Ubeſkoden⸗ 
ed, en. ub. pl. Oy 


Danſt Ordbog. IL 


Ubeſtrivelig — ubevant. 


Ubeffrivelig, adj. ſom et lader flg bes 


ſ trive, ell. udtrykke m. Ord. 
velin Smerte, Glæde, 

Ulbeffæftiget, ad). v. ikke ſyſſelſat, ledig. 
llbeſmittet, adj. v. ikke befængt, befmits 
tet, befudlet. (iſer fig. ubeſmittet af Laſter.) 

Ubejtandig, adj. itfe'beftandig el. varig 
(I Meninger, Tilboleligheder o. d.) uftadig. 
At være ube 
ſtab. ”Den Ubeftandige bliver iffe v. eet 
Sind ft. Enden; den Foranderlige ſtifter 
ofte Sind naar han er midt p. Velen.” P. 
E. Måler, — Deraf :. Ubeftandighed, en. 
ud. pl. Lykkens Ubeftandighed. (Man fis 
ger derimod hellere: Veirets Uſtadighed.) 
Det ſiges m.Føie om alt det Jordijte, at 
intet er beſtandigt, uden Ubeſtandighed.“ 
Muͤller. J 
Ubeftemt, adj. v. itke ſtadig, ikke faſtſat, 
uforanderlig ell. faſt. Til ubeffemte Tider. 
En ubeſtemt Charakteer. — Deraf: Ube⸗ 
flemthed, en. ud, pl. - 

Ubeſvaret, adj. uden Svar, fom et ev 
befvaret. Et u. Brev. At tabe et Brea 
ubeſvaret. 


En ubeſtri⸗ 


befværet, adj. v. ikke befværet, betyn⸗ 


get; ubebyrdet. 
Ubetalelig, adjj. ſom ei fan betales, hvis 
Værd et fan opveles m. Penge. ' s 
Ubetids, adv. ikke til rette Tid, for fildig. 
Ubetinget , adj. v. ſom ei er betinget, 
indftrænfet v. viſſe Bilkaar, Betingelfer, el. 
Forudfætninger. (ſ. betinge, 3.) ubetins 
et Bifald. 
É Livet, ſom byde udetinget Taushed.“ 
Mynſter. ” Hvis denne ſtrenge Dom. ſtal 


ubetinget gielde, Gud naade da vor Alders 


oeſie Baggeſen. 
ø Ubetraadt, adj. v. ikke betraadt. 
traadte Veie. 

Ubetvingelig, adj. ſom ef fan betvinges, 
undertvinges, overvindes. En u. Lyſt. Et 
ubetvingeligt Folk. 

Ubetydelig, adj. ſom ei har noget at be⸗ 
tyde; uvigtig, ringe, uanfeclig. En u. 
Anledning , Stade. Et ubetydeligt Mens 
nefte (af ringe Siæleevner.) — UÜbrtydelig⸗ 

ed, en, 1. (ud. pl.) Beſtaffenheden, Zils 
anden, at være u. 
delig Ting, Størrelfe. Hvad han gav ham, 
var en U. “At Ungdommens Tæntekraft 


ube⸗ 


ikke ſtal beffæftiges m. Ubetydeligheder og 


Ømaating.” Bagg. N. Klim. 
Ubetæntfom, adj. ikke betænffom , ikke 
findig (ſaavel ſubject. ſom object. ikke vel 
overveiet.) En u. Yngling. En u. Hand⸗ 
ling. Et ubetænktomt Svar, — Deraf: 
, —S adj. v. ſtte bevandret, øvet, 
forfaren i. At være 1. i en Forretning. 
Ubevant, adf. ikke i Vane med, ikke vant 
"til. At være ubevant med noget, — Ube⸗ 
vanthed, en. Ud, pl. U. med Forretninger. 
(36) 


£ 


andig i Ktærlighed ej Vens 


”Der gives ſaadanne Tilfælde - 


hb] 


2. (pl.-er.) en ubety⸗ 








Ubevidſt — Ubunden. 


Ubevidſt, adj. ſom ikke er fig noget 
bevidſt; cl. ſom ikke er fig felv bevidſt. Jeg 


… er mig ubevidft (hellere: ikke bevidft) at 


Zraihed, vi vandt, itte v 


' ſtattes. 


have giort det. En u. Tilſtand (hvori man 
ikke veed af fig ſelv.) (jvf. upitterlig.) — 
Deraf: Ubevidſthed, en. (Det modſatte af 
af Bevidſthed og Selvbevidſthed.) Hun 
laage i fuldfommen Ubevidſthed. 
Ubeviislig, adj. ſom et fan beviſes. — 
Deraf : Ubeviislighed, en. ud. pl. — ube⸗ 
viift, adj. v. ſom itfe er beviiſt. ubeviſte 
Beſtyldninger. 
bevægelig, adj. ſom ikke fan bevæges, 
el. ikke bevæget fig. At ftaae ubevægelig. 
— Deraf: 4 bevægelighed, en. ut, pl. 
Ubillig, adj. itfe billig; uſtiellig. = 
Ubillighed , en. Beſtaffenheden, at være 
ubillig. Fordringens Ubillighed. 
Ublandet, adj. v. ikke blandet m. andre 
ting: reen, uforvan et “Hvad, eller 
haaber han ublandet læbe p. Jorden 2?” 
a 6 
Ublid, adj. ikke blid, mild, venlig. (meſt 
figurl.) Ublide Dage. En u. Skiebne. 
Ublid Luft, — Deraf: Ublidhed, en. ud. pl. 
Ublodig, adj. ſom ikke koſter BID ell. 
Menueſters Liv. (En ublodig Seier. “U⸗ 
blodige Offringer.” O. Guldberg. ”Ved 
ſmaa Fornærmelfer sve de en ganſke ublo⸗ 


"Big Devn= Baſth. 


Iblu, adj. Jfamles frok, uforſtammet. 
ikke ſaameget mn. Henfon t. Blufærdighed, 
(om t. anden Adfærd, og ffær t. Fordrins 
ger) Enu. Betaling. ublue Prifer, Be⸗ 

yldninger. — Ubluhed,en. Id. pl. Skam⸗ 
øshed”, Fræthed. Ubluhed i Fordringer. 
»At det funde være fom ef Ubluheds Skilt, 
hvorved Bolerſtken ſtiltes fra ærlige Fruens 
timre.“ Rahbek. 

Ubodelig, adj. ſom el fan opreftes, eve 
Et ubodeligt Tab. ”Hvilfet tur⸗ 
de blive t. ubodelig Skade f. deres Lytte og 
Velfærd.” Rahbek. … 

Ubodfardig, adj. ſom itkke vifer Anger, 


itke er bodfærdig, — Deraf: Ubodfærdigs 


hed, en. ud. pl. i « 
Ubrugbar, adj. fam ei fan bruges; ikke 
tienlig. Deraf: Ubrugbarhed, en. ud. pl. 
Ubrodelig, adj. ſom ikke brydes ; ſom itke 
vigter; ufvigelio. u. Troſtab. Et ubrøs 
eligt Løfte. “En Forbindelfe, hvorom de 
— mene, af den ſtulde være ubrødelig, og 
dog orn des den Fun alt f. ſnart.“ Mynſter. 
Ubuden, adj. v. ſom ikke ev indbuden. 


Ubudne Giceſter. Et ubudet Følge. ”Den 
i ubudne Skare v. hans Jordefærd.”” Jacobi, 


Ubunden, adj. v. 1. iffe bunden, løg. 
2. tvanglos, uindſtrenket. Ubunden Fris 
hed. — Deraf: Ubundenhed, en. ””Om den 
Ubundenhed.“ 
Myuſter. “Den lovloſe Ubundenhed, (ret⸗ 
kere end Frihed) der blot kan trives v. den 
hoieſte Grad af haardfor Tarvelighed.“ (M.) 


, 562 . 


"flad ud over hele Gulvet. 


Ubarndig — ud. 


Ubændig,adj. IT. unbaͤndig.] utæms 
melig, uſtyrlig. *Her ſtormer det i ſtorte, 
ubændig Kraft,” Ohlenſchl. (Hakon J.) 

Ubeielig, ad). ſom iffe lader fig boie, 
ftiv. (faavel egentl. fom fig.) Et ubøfeligt 
Sind. ”Du, Tyran, ubeielig v. Taarer,” 
Evald. — Ubeielighed, en, ud. pl. 

Uæriftelig » ad). ſom ſtrider intod den 
chriſtne Lære, iſer m. Henføn t. Pligter 
imod vore Medmenneſter. En haard og u. 
Adfærd. Et uchriſteligt Sind. 

Uchriſten, en. pl. Udriftne. 
er Chriſten. 

Ud, adv. [3. og N. S. ut] er det mod⸗ 
fatte af ind, og udtrykker egentl. en Be⸗ 
vægelfe fra det Indre af ct Sted t. det ydre 
Rum, der er adftilt fra Stedet, ell. om: 
giver det; cl. en Handling, der begynderi 
Stedets, i Tingens Indre, og fortfættes i, 
el. ftræber til (gaaer ud paa) det, ſom er 
uden for famme. (Det T. aué, her: 
aus og hinaus.) — Det gaaer ind og ud 


den, ſom ci 


(om noget, der bugter fig.) At gaae ud, 


vide ud, fiøre ud (fra fit Siem.) Skippe⸗ 
ten lægger ud i Dag (af Havnen.) At bære 
noget ud (I Gaarden.) Fine det ud t. Fol⸗ 
kene. Seg kunde ikke finde ud I Haven. At 
folge cen ud, tage een ud m. fig. Kaſt 
Bandet ud! Bring bet ud! Før ham ud! 
— Beftemmes derimod Stedet udtrykkelig, 


da forbindes altid (ligeſom v. ind) en præp. 


med adv. ud. f. Cr. ud af Vinduet: ud 
af Stuen; ud I GÉoven; ud igiennem et 
Rør; at drage ud imod Fienden; at gaae 
ud paa Eventyr; ride ud t. Efoven. Det 
”Drage bort faa 
vidt ud over Mark og Skov.“ S. Blicher. 
De forfulgte ham indtil ud over Grendfen. 
»Ingen Tanke ud over den daglige Syſſel, 
ud over den jordiſte Tilværelfe.”” Mynſier. 
(Ud over, ogſaa om den heldende Stilling. 
”Dog hænger Fieldet mørkt ud over Livets 
Vel.” Thaarup.) — Ud ad br. fom det 
modfatte af ind ad; men, ligefom dette, 
uden almindelig Fafthed I Brugen. Man 
finder vel f. E. ſtrevet; At gage ud ad (5: 
igiennem) Døren (derimod: Han kom ud af 
Huſet.) Det blev faftet ud ad Vinduet 
(men: ud af Huſet giennem Vinduet.) J 
Taleſproget følges derimod denne Forſtict 
ikke; og man figer: Det faldt ud af Bin: 
duet. Hun gif ud af Døren. — Uegentlh. 
br. dette adv. derls om Gierningen, at bes 
vægt en Legemsdeel fra fig (af rakke Haan⸗ 
den ud, at frække Benet ud); at give fra fig 
(At give, betale, laane Penge ud; at five 
ud, levere ud) at ende en Handling, der 
gaaer ud p. en vis Gienſtand, ct. at tilins 
tetgisre noget (at læfe,en Bog nd, drikke ct 
Glas ud; at flette, ſtryge noget ud); at 
bringe en Gienſtand uden for el. paa den 
ndvendige Side af en anden. (At hænge 


Lygter ud.) — Desuden br, ud fi adttillige 


d 


Fi ' f 





6 
ud. 


ben Uſtyldige (den U. maatte lide derved.) 
Det gaaer nd p. Bedrageri (har B. til Hen⸗ 
figt.) Det drager længe ud (varer længe.) 


lid p. Sommeren (noget hen i Somme⸗ 


ven.) At komme ud p. eet (være ligegyl⸗ 
digt.) At komme ud, finde nd af noget. 
At fee godt, ordentligt, ilde, bleg, dadrlig 
ud. (jvf. ud cende.) - Gvorledes feer det 
ud p. Landet! Det feer: ud t. at blive et 
godt Aar (tegner til.) Det feer farligt 
ud m. ham. m. fl. &. fom unter vedkom⸗ 
mende Ord ere anforte. — Uegentlig er og⸗ 
faa Brugen af adv. ud i nogle Tilfelde, 
hvori det ofte forbindes m. et Verbum, men 
undertiden ogſaa følger umiddelbart efter 
dette. f. E. At raabe noget ud p. Torvet. 
Han bringer meget ud af denne Eiendom. 
Det.cx ikke let, at dele ud t. faa mange. 
At lede, ſoge noget ud. 2. JSammen⸗ 
fætn. m. Verber og Subſtaäntiver antager 
adv, ud en udvidet Betydning (i Overeens⸗ 
ftemmelfe m. det t. an6.) Saaledes a.) 


udtrykkes derved en Bevægelfe el. Handling, 


hvis Retning ev udad, -el. bort fra det In⸗ 
bre af en Zing (f. E. udaande, uddrage, 
uddrive, udføre, Udforſel, udgaae, ud⸗ 

ave, udgyde, udplukke, udrinde, udry⸗ 

e, udfætte, udtrætte, o. fl.) ell. en Hands 
ling, hvorved noget ſtaffes bort fra en Ting, 
ud af dens Omfang, el. af dens Indre. 
f. E. at udbanke, udblege, udbrænde, uds 
tnide, udkoge, udpreſſe, udſlibe, udfuge; 
udvafTe, o. fl. Hertil hørt adſtillige uegent⸗ 
lige Tilfælde, f. E. udforffe, udftie, uds 
fritte, udgrandſte, udlokke, udlefe, ud: 
fporgeidføge, udvælge. b.) en Hand⸗ 
irg, hvorved noget bringes p. det udven⸗ 
dige af en Gienſtand, færd. faaledes at denne 
omgives ell. bedekkes dermed. At udflæs 
de, udmaie, udpynte, udpufte; udſmykke, 
udfpælfe.  c.)en Handling, hvorved nos 
get bringes f. af indtage et ftørre Rum, end 
tilforn. f. E. udbrede, udfolde, udhamre, 
udfæmme Haaret, udſaae, udfprede, ud⸗ 
ſpile, udſpinde, udſtrakke, udvide, ud, 
ville. d.) en Handling, ſom ſteer i det 
Indre af en Ting, enten f. at fylde, eller 
tomme. At udbore et Pompetræ, uddreie 
en Kugle, udfore, udfylde, udſtoppe, ud: 
Tømme. €.) En Fordeling blandt Flere, 
en pantting, ſom ſtrœkker fig t. mange, en 
Bekiendtgisrelſe o. d. f. E. at udbyde, uds 
dde t. Salg, udraabe, udffifte, udførive 
(Skatter) udfælge, 0. fl.  f.) en intenfiv 
Virkning, ell. en Virkning, hvorved et Dies 
med opnaaes, ell, én Handling bringes ft. 


Fuldkommenhed. At udarbeide, uddanne, 


udføre, udhungre, udpine, udplyndre, uds 


Tegne, udrette, udføne, udtrælle, udtrætte, 


udtære, udvoxe, 0. fl. 
henføres: at udleve, udpibe, ndffielde cen. 
5) Ophor af en Tilſtand ell, Handling, ell. 


563 » 
"| megentt. Talemaader, f. E. Det gif ud over 


Hertil fan ogſaa 


F d ” 


* 


As r 


Ud — udarbeiee. 


en Handling, hvorved noget bringes t. af 
ophøre el. bringes t. Ende. At udblæſe, 
uddø, Zræet'er udgaaet, at udhvile fig, 
Uhret ev udløbet, at udmalke en Ko, at 
have udrafet, at udrydde, udryge en Pibe, 
udflette, udflutfe, at have ud ovet, uds 
ftryge, at udtørre en Sø m. fl. h.)en 
Gierning, hvorved noget frembringes el. 
dannes af en Materic, ell. uden p. dens 
Overflade. At udhugge Figurer I Steen, 
at udflippe, udmale, udffære, udflibe £ 
Glas, udfye i Silke. — Andre og flere Bis 
begreber, ſom Partikelen ud meddeler Vers 
ber og Subſtantiver, (f. E. om affides Be⸗ 
liggenhed el. Yderlighed, ſ. Udhavn, Ude 
kant, Udmark, Ude o. fl.) ville oplyſes v. 
de ſammenſatte Ords Bemarkelſer; og de 
Tilfelde, hvor denne Partikel/kan br. bag 
efter adſtillige Verber, findes angivne v. ets 
hvert ifær af diſſe. , 

Udaad, en. ud. pl. [af u og Dead. J. 
Odæda, ådeidi.] en flet, ond, ſtammelig 
Gierning; en Ugierning. “Den, ſom gaaet 
t. Udaad frem ad ſtiulte Veie.“ F. Guldb. 
”Som Daad forholder fig t. Gierning, ſaa⸗ 
ledes Udaadet. Ugierning. — Waaden 


forudfætter ikke blot det Oprørende i Gene 


figten, men ogſaa en omfattende Plan en. 
vigtige Folger.“ Miller. 

Udgende, v. a. 1. give fra fig vo, Aande⸗ 
draget. At udaande fit ſidſte Suk. (modfat 
indaande.) “Smilende hun p. fin Elſktes 
Læbe udaander ſidſte Suk.“ Pram, — 
af Udaanden, en. 

Udad, advs udtrykker en Retning, Be⸗ 
vægelfe, Bøining, bort fra en Gienſtand, 
ell. til den ydre, udvendige Kant ell. Side, 

T. auswårts) og modſ. indad. At fætte 
odderne udad, At vende den bedſte Side 
af Torkledet udad. At boie noget udad. 

Udaf (forfficligt fra ud af) brugtes og 
br. endnu undertiden, t. Overflodighed og 
uden al Grand, i St. for præp- ef; hvilket 
dog rigtig og almindelig Sprogbrug ganfte 
forkaſter. 

Udannelig el. udanlig, adj. 1. fom, et 
Lan dannes, formes el. modtage Skikkelſe. 
2. fom er uden Dannelfe ell. Stiffelfe ; ufor⸗ 
melig, udannet. (ufædvanl.) ”En Dag p. 


hvilken Elementerne — ſtulle forvandle det 


ſkabte Syſtem t. det forſte udanlige Chaos. 
Schytte. 

Udannet, adj. v. 1. fom endnu ef er 
dannet, eller har modtaget Skitkelſe; ufor⸗ 
met. En udannet Mafje. Det udannede 
Chaos. 2. tffe dannet, raa, ucultiveret. 
Udannetde Folkeſlag. NE ' 

Udarbeide, v.a. 1. bringe i Stand, efter. ” 
et Forfæt, en Plan, og v. fortſat Arbeide 
(dog fun om Xandsværfer.) At u. en Af⸗ 
handling , et Forſvarsſtrift, en Plan, en 
Lærebug. 2. hvor det be. om Hænders 
Gierning, bemærker det: at,bringe t, Fuld⸗ 


(367) 


ers 





' ø 


£ 


- Udarbeide — udblode. 


endelfe i Arbeldet. Dette Parti maa udar⸗ 
beides mere m. Gravſtikken. Alle Partier 
I dette Maleri ere, meget udarbeidede. — 
Udarbeidelfe, en. 1. ud. pl. GSterningen 
at udarbeide noget. 2. pl.-er. noget, fom ev 
udarbeidet (1.) Skriftlige Udarbeidelſer. 
Udarmet, adj. ganſte forarmet, yderlig 
fattig. (flelden.) ' 
Udart, en. pl.-er. En ringere ell. forrin⸗ 


get Afart. (Olufſen.) Somme Arter finder 


8 


, havde da Ii 


- et Træ ; Mderbark. 


man fremſtillede indtil deres mindſte Afarter 
og Udarter.“ Rahb. (D. Tilſt. XT. 214.) 

darte, v.n. 1. (er.) blive ringere, flets 
tere I Beffaffenhed, end det hører t. Arten; 
vanſlæegte. Diſſe Heſte ere udartede. Dens 
ne Plante udarter let i en anden Jordbund. 
Selvfslelſe fan u. Ni Stolthed. — Udart⸗ 
ning, en. 1. Tilſtanden, at udarte. 2. 
noget, ſom er udartet. Muuleſelet er en 
Udartning af Heſten. (jvf. Afart.) ”Man 
fordomt vore Stater ſom Ud⸗ 
artninger.“ J. Bone. 

Udaevingg, en. pl,-er. 1. en Arving, 
ſom er udſtiftet af Fælles jtab m. fine Med⸗ 
arvinger, hvis Arv ci er ſtiftet. (En ældre 
Bemerkelſe.) D. Lov. V. 2. 54. (jxf. Hur⸗ 
tigkarls D. Privatret. II. 1. S. 277.) 2. 
fædvanl. en Arving, ſom ei hører t. de nærs 
meſte el. ivsarvinger. D. tov. V. 4,7. 
Udbanke, v.a. 1. faae ud v. at banke. 
At udbanke Stovet af en Kiole. Deraf: 
Udbankning, en. pl.-er. 

Udbark, en. ud. pl. den yderfte Bark p. 


Udbaſune, v. a. 1. fig. og I d. Tale: 
giore allevegne og almindelig bekiendt, hvad 
Dertil ikke paſſer fig, el. paa en pralende 


Maade. — Udbaſuning, en. pl.-er. 


1 


Udbede fig, v. rec. 3. (f. bede.) bede 
om at faae, begiere v. Bøn. At u. fig nos 
get af cen. ”Jeg mig tvungen fer, en 

ags Opfættelfe mig iffun. at udbede,” 
Weſſel. ”Man udbeder fig en Tieneſte, og 
anmoder om en Villighed — Den Dom⸗ 
fældte beder Kongen om Naade; den Ans 
klagede udbederfig, at hans Sag maa blive 
underſogt.“ Miller. 

Udbetale, v. a. 2. give Penge, Mynt fra 
fig. pan udbetalte hele Summen p. een⸗ 
gang, — Deraf : Udbetaling, en. pl.-er. 
Udbide, v. då. 3. enifte v. at bide, At 

udbide cn Tand p. noget. f. bide ud. 

Udblomſtre, v. n. 1. (er.) udfolde fig 
gantte. (om en Ylomft.) Roſen, Hyacin⸗ 
then er nu udblomſtret. 

Udblæfe, v. a. 2. ſlukke v. at blæfe. (of⸗ 
tere blæfe ud.) , Lyfet blev ikke ſlukket; det 
blev udblæft. ' ' 

Udbloede, v. a. 2. gisre blad, bløde heel 
igiennem v. at lægge I en Gædffe. (T. er⸗ 
weichen.) Attu. noget i Vand. Denne 
Fiſt er ikke ret udblodt. — Deraf: Udblod⸗ 

ning, en, pl.-er. ” 


564 


te Magt, fom vel felv ikke er —— 


Udbore — Udbrende. 


Udbore, v. a. 1. bore noget ſaaledes, at 
det bliver hunlt, aabent heel iglennem. At 
udbore et Rør, et Pompetræ. — Deraf: 
Udboring, en. pl.-er. 

Udbrede, v. å. 2. brede noget videre nd, 
bringe det t. at indtage et ſtorre Rum; 
egentlig i Breden (At u. Armene, Vingers 
ne;) men ogſaa om anden Udvidelſe i Om: 
fang. Træet udbreder fine Grene meer 0 
mere. At u. Kortene p. Bordet. (f. brede) 
— uegentl. ”Høimodig Selvtillid udbreder 
Rolighed over hans hele Væfen.” Kamp⸗ 
mann. 2. figurl. a.) giore bekiendt. At 
udbrede et Rygte. (f. udſprede.) b) frem⸗ 
me, mangfoldiggiere, formere; udvide, med⸗ 
dele fig. ”For at udbrede Jeſu ſande Lære 
dit Liv fvandt hen,” Ohlenſchl. Denne gas 
milie har udbredt fig næften over hele Landet, 
Sygdommen er meget udbredt, har uds 
bredt fig vidt omfring. ”lldbred i Sor⸗ 

ens Huus din Zraft.” Thaarup. c.) uds 

række ſig; ligge udftraft f. Diet. En ftor, 
aaben Stette laae udbredt f. os. ”En hoie⸗ 
hvis Bierninger dog ligge ſynligen udbreds 
fe,” Mynfter. part. udbredt br. ofte for: 
for, mangfoldig. En Mand af udbredt 
Lærdom, udbredte (udſtrakte) Kundſtaber. 
En meget u. Nytte, — At udbrede fig vidt: 
loftig om en Sag (tale meget derom.) = 
Udbredelſe, en. Gierningen af udbrede ell. 
det at udbredes (ſaayel egentl. fom fig.) 

, Udbringe, v. a. 3. f. bringe ud. (At 
udbringe meget af en Giendom 3: ſtaffe fig 
megen Indtægt af. Hvorved enhver ſeer, 
hvor høit han fan udbringe fine Penge,” 
Schytte.) 

Udbrud, et. pl. d. ſ. 1. Gierningen cd. 
Tilſtanden, at bryde ud; i intranf. Yes 
mærkning. Fangernes Udbrud. Ildens, 
Krigens, Fiendtlighedernes, Sygdommens 
Udbrud, 2. figurl. pludſelig og heftig Yt⸗ 
tring af en Folelſe, en indvortes Foran⸗ 
dring. Han fagde det i'et Udbrud af Vrede. 
” De høtefte Dyders varmefte Udbrud af den 
Retjta nes Mund,” Rahb. 

dbryde, v. a. og n. 3. (ſ. bryde.) 1. 
act. d. ſ. f. udbræffe, 2, intrans. br. ifær 
partic. De (af Fængflet) udbrudte For⸗ 
brydere. 3. intrans. blive pludſelig ſynlig; 
opſtaae pludfeligen. I dette Huus udbrød 
Ilden. Der udbrød en Tviftighed imellem 
dem. ”Zviftigheden udbrød omfider ft. aa⸗ 
benbar Krig.” Wandal. Krigen udbrød, 
da man mindſt ventede det. et er uds 
brudt en farlig Epidemie. 4. At udbryde 
i Klager, i Fryderaab or pludfelig begynde 
at yttre. (f. bryde ud,). ”Naar man vil 
undertrykke cn indvortes Slæde, der dog 


imod vor Billie udbryder.” Sneed. 


Udbrække, v. a. 3. (f. brække.) fage ud, 
v. at brætfe. — Udbrækning, en. pl.-er. 
Udbrænde, v. a. 09 2, 2, — act, renſe v. 


é 








- ' 


udbrende — Uddrag 


Ilden; ell. fraſtille de ædle Dele fra:de rin⸗ 
gere v. Ilden. At u. et Kakkelovynsror; u. 
Guldtreffer. Deraf: Udbrænding, en. pl. 
-er. — neutr. holde op at brænde, brænde 
t. Ende. (ſ. brænde ud.) Ilden ev uds 
brændt. (fun I partic.) 
Udbud, et. pl. d. ſ. udſtrivning ed. Op⸗ 
fordring t. Krigstieneſte. (Nilmfr, A. Ve⸗ 
del. forældet.) Deraf: Udbudsbrev , ct. 
Brev, hvorved man udtæjter t. Strid; Fei⸗ 
debrev. (Moth; cl. hvorved Krigsfolk uds 
bydes.) ; . 
Udbyde, v. a. 3. byde f. mange forſtiel⸗ 


lige; byde t. enhver. At udbyde fine Barer; 


u. noget t. Salg. 2. udſkrive, opfordre v. 
Befaling. ”Maar Kongen udbyder al Als 
muen t. Landhielp eller til Sktibs.“ D. Lov. 
VI. 4.5 


Udbygger, en.pl.-s. 1. den, fom boer 
P. en affides liggende Jordlod. Udbyggere 
p. Bornholm. 2, den, fom er flyttet ud og 
Boer i et andet Sogn ell. Herred. (Moth.) 
Udbygning, en. pl.-er. En B. der. tils 
føles et Huus udenfor bet% rvette- Linie 
CMoth.) en mindre og lavere Flei el. Til⸗ 
fætning t. en Bygning. Ale diſſe Udbygs 
gtingev v. Kirken ere gamle Capeller. n 
11dbygning paa et Tag. Gvf. Udbhuus.) 
Udbytte, v. a. (fvf. bytte, udvexle.) I 
aldre Strifter ofte for: uddele, ”Der er 


flor Befværing hos, vel at udbytte fine. 
Gaver.” B. Thott, II. 161. At udbytte & 


fine Velgierninger. »Jeg føger iffe Bin: 


ding af den Velgierning, jeg udbytter.” ſte 


fammeft. I. 78. (jvf. I. 17. 77.) 

Udbytte, et. ud. pl. reen Binding; Fors 
deel, fom et: Forefagende giver, (ifær t. 
flere Deeltagere) efter Afdrag af Omkoſt⸗ 
ninger. 
vært,” af Actier. . 

Udbære, v. a. 3. f. bære ud, partic. brus 
get. Liget blev. udbaaret af Underofficerer. 

Udbode, v. a. 1. d. f. f. bede, 6. ”Uds 
bedede Køer, fom have været brugte t. Ar⸗ 
beide.“ Dlufſens Landoec. 423. 

Uddampe, ſ. dampe, afdampe. . 

Uddanne, v. a. 4. (T. au sbilden.) 
danne ft. Fuldkommenhed, fuldende Dannel⸗ 
fen af en Gienſtand. ”Den Jhee, fom de 
forfulgte, men hverken funde uddamne, ell. 
iværffætte.” Treſchow. ”At det indvortes, 
beftandige, uforfræntelige Veſen meer og 
nere uddannes.” Mynſter. — Deraf: Ud⸗ 
dannelſe, en. ud. pl.” NEAL 

Lodele, v. a. ⸗deelte, ⸗deelt. give 4. 
Mange, fordele, dele omkring. ”Dit Fa⸗ 
derbud uddeler Livets Borger, Livets Glœ⸗ 
der.” Thaarup. At,u. Brød, Penge til, 
iblandt Folket. figurl. at uddele Befalin⸗ 
ger. — Deraf: Uddeling, en. pl,-er… 

, Uddrag, ef. pl. d. f. noget, ſom uddra⸗ 
ges af en Ting, fornemmelig af et Skrift 
(extractam.) At giere U. af en Sag, et 


? 


rr 


Udbytte af en Grube, et Bierg⸗ 


Familie er udded. 


Uddrag — ude. 
Forhør. Uddrag af Protocollen. jvf. Udtog. 


CXt gisre Uddrag afen Bog, 9: udſtrive ens " 


elte Steder ell. Stykker af oem gt 
Udtotg af en Bog er derimod Hovedindhol⸗ 
det af hele Bogen, bragt i en kortere Form.) 

Uddrage, v. a. 3. (f. drage.) egentl. d. 
f. f. udtrække cl. mætte dr men br. Fun 


: figurd. iadſtill. Tilfælde f. E. At u. noget 


af et Skrift o: udſtrive enkelte Stykker ders 
af. At u. Kraften af Læegeplanter. Den 
Lære, Regel, man fan uddrage heraf. ”Af 
BBlomfterftøvet Bor og Honning at uddra⸗ 
ge.“ Storm. ”Jtfe ſaameget f. at unddrage 
almindelige Begret og Sætninger, fom f. 


"at gisre diffe Hare,” Sneed. At uddrage 


Roden (Qvadraätroden) af et Tal, — Deraf: 
Uddragning, en. pl.-er. 
Uddreie, v. a. 1. faae ud v. at dreie. 


Uddrive, v. a. 3. (f. drive.) d. ſ. ſ. drive 
ud; men fun i partic. ell. urgentl. f. E. 
at u. Diævle. Fienden blev fnart igien 
uddreven. (At uddrive noget af Metal : 
en uſedvanl. Talem. hos Bording. ”&r 
jeg af Staal uddreven ?” f. v. a. drive, 3.) 
— Deraf: Uddrivning, en. pl.-er, 


Uddufte, v. a. 1. (I. aus duͤften.) 


tve fr om Duft. (Pram.) 
— HUSE * ler fra fig i Form af 


Dunſt. Jorden, uddunſter megen Fugtig⸗ 


hed. (ogfaa i intranf. Form. Hvad der uds 
unſter af Treerne om Natten.) = Uds 
dunſtning, en. pl.-er. 1. 
. Den umærfelige Uddunfining. 2, 
Fugtighed, fom uddunſter. Skadelige, 
gvælende Uddunſtninger. 

Uddyrke, v. a. 1. dyrke f. Fuldkommen⸗ 
hed; uddanne. ”Deri beftod denne Opdra⸗ 


gelſes fande, Fortrin, at Legem, Aand og 
Hierte uddyrkedes I det vedberlige For⸗ 


hold.” Rahb. (Fortæl. 1.255.) 


det, af udduns 


ddee, v.n. i. uddøde, ev uddød. ops 


høre, tage en Ende v. Deden. Denne 
Dans Slægt uddede 
m. ham, ele Byen fyntes at være uddod. 
Udder, en. pl.-e. en Dør til en Udſide. 
(Moth. ) ' É . 
Ude, adv, 14. udtrykker det fil adv, ud 
(betegnende en Bevægelfe til et Sted) ſpa⸗ 
rende Begreb om en Væren, et Ophold par 
Stedet, fom er modſat Begrebet af inde. 
Gaaledes a.) iffe i Guus, iffe under 
Tag; i fri Luft, under aaben Himmel, 
Den flørfte Deel af Soden ligger endnu 
ude. Qveget gaaer endnu ude om Dagen, 
men tages ind om Natten. Det -er ikke be⸗ 
hageligt, af være ude i faadant Veir. Man 
måa have Tilſyn overalt, baade inde og 
unde, 
fra et Sted uden for 
ude. (f. udelukke) b.) ikke hiemme ell. i 
fit Hiem, ikke i fin Bolig. Jeg gaaer ud å 
Eftermiddag, og bliver ude' hele Aftenen. 


ufet.) At lukkes 


At komme ude fra (fra Marken, ell. 


feer ham aldrig glad, hverten hiemme eller 
ude. 
0.) fiernet fra det Sted, hvor de Talende 
ere, ell. fra det Inderfte af et Rum; borte 
fra Huſet, Gaarden, Buen, o. d. Konen 
nat inde i Stuen, og Manden ude I Ctals 
ben, i Laden. Avæget er langt ude i Mars 
gen. Ude v. Grendſerne (modſ. inde I 
Landet.) d.) figurl. At blive ude: ſ. 
blive, At blive ude m. noget. (f. udebli⸗ 
ve.) At være ude af noget. 1. have 
bragt noget t. Ende. Jeg er nu fnart udk 
af den førfte Deel (af Bogen.) 2. forſtyr⸗ 
res i en Handling, fomme nd af Sammen⸗ 
hæug. Nu ev jeg teent ude af Spillet. 
3. adv. ude br. ogſaa (ligeſom aus i det 
T.) om et Fidsbegreb, for: til Ende, forbi. 
»Et tiv — hvis hele Bærd, for det var 
ude?” Bagg. Naar Barnet: er dødt, er 
Fadderſtabet ude.” Ordſpr. Tonden, Spils 
Vet ev ude. Det er fnarf ude m. ham (han 
døer ſnart.) Miſter han denne Capital, er 
det rent ude m. ham (forbi m. hans Vel⸗ 
ſtand, er han reent ødelagt.) == I Sams 
menfætning bruges : udeblive, v. n. 3. (f. 
bkve.) blive borte, ikke indfinde fig, ilke kom⸗ 
me t. beftemt Tid. Budet, fom jeg havde 
ventet, er udeblevet. Betalingen udeblev. 
Han er udebleven m. Betalingen over Ti⸗ 
den. "De wdeblevne Medlemmer i Selfſba⸗ 
bet (ſom ikke mødte.) — Deraf: Udeblivelſe, 
en. det, at udeblive. Hans lange Udeblivelfe 
gav mig Mistanke. ”En Udeblivelfe du 
mig tilgive maa.” Weſſel. — udeholde, v. 
a. 3. holde udenfor, holde ude, (O. Guld⸗ 
berg.) — udelade, v. a. 3. (f. lade.) lade 
Blive borte, ikke lade komme i ell. med. (ffær 


om SÉrift ell. Tale.) Dette Ord maa iffe S 


udelades. Han udelod adjfillige Vers, da 
han oplæfte Digtet. (ef. bet forſtiellige ud⸗ 
lade fig.): Deraf: Udeladelſe, en. — ude⸗ 
Tutfe,v. a. 1. node cen t. at blive ude, v. at 
lukke f. ham. Derſom vi iffe ſtynde os, blive 
vi udelnkte. Jeg blev udelukket af mit eget 
Huus. — fig. ikke tage cen. m. i Lod og 
Deel, undtage fra, negte Deel i. Af u. 
cen frå en Arv. Han blev udelukt af el. 
fra Selskabet. Mod og Raſthed udelukker 
itke den fornødne Forſigtighed. »Der ere 
de after, fom til famme Tid udelukke hin⸗ 
anden,” Mynfter. (En udeluftende Rettig⸗ 
hed (form ev cen allene tilftaaet.) Heraf: 
Udelufkelſe, en. pl.-r. — udeſtaaende, adj. 
v. 1. ſom itfe ev indbetalt. u. Gielb. 
Jeg har: endnu adſtillige Fordringer ude⸗ 
ftacende. 2. At have noget udeſtaaende 
med een ad: være i Uenighed om noget. 
- Udedagtig, adj. ſom ikke har el. fader 
Deel i. At være udeelagtig I noget. — 
Udeelagtighed, en. den Tilſtand ell. Om⸗ 
ſtendighed, at værg"udeelagtig I noget. 
Udeelt, adj. v. itke adjetit i Dele; heel, 


- 


⸗ 


566 
æt Save været ude tre Aftener I Mad. Man 
Pige er ude om Sig (f. at fiøbe F.) 


ſtede. 


Udeelt — Uden. 
* Os ud 
fonten, een fem af De stedt få 
Udelelig, adj. ſom ikke fan -deled. Cu 


udelelig torrelſe. — Deraf: Udelelig⸗ 
sen, 
Uden, præp. og adv.'[3. utan.) A. 


præp. der tilflendegiver 1. en Mangel, 
en fuldſteendig Fraværelfe; i Modfætn. t. . 
med, for, el. ved; sine, absque. At gaae 
uden Hat, u. Kaarde, u. Gtof. Et Træ u. 
tøv. En Bog u. Titelblad. At være reent 
u. Penge. At ſpiſe fin Mad u. Salt. 
Uden Penge udretter man intet. At giore 
noget uden Betaling. At ville foge u. Ild. 
Atdseu. Arvinger. Et Brev uden Navn. 
— Uden Xarfag, 1. Anlebning, u. Ende, u. 
Forſtiel, u. DOmfosb, u. Ophør, u. Tvivl. 
— Begrebet om Mangel cl. Fraværelfe 
forftærfes endnu, derls v. at fætte aldeles, 
ganffe ell. reent foran uden; deels v. al 
og nogen, (ogſaa mindſte cl. vingefte) der 
følge efter. At ſttaffes uden al Aarſag. 
"Det ſtete uden nogen (mindfte, ringeſte) Ans 
ledning. Uden al Opſettelſe. — Hvor 
uden følger. efter ikke, bliver Udtrykket be⸗ 
træftende, ell. har ſamme Virkning, fom 
præp. med. Deres Afſted var iffe uden 
arer. Han er iffe u. Fortieneſter i dette 
Fag. Jeg har iffe 1. megen Vanfkelighed 
opnaaet det. 2. en Udelukkelſe, en Mans 
gel p. andre Gienſtandes Medvirkning cd. 
Deeltagelſe (hvor det dog fun finder Sted 


foran et Pron.) fan gibr intet u. hendes 
Raad. liden ham var jeg iffe bleven ct. 
det, jeg er. Uden vor Anbefaling havde de 


aldrig opnaaet det. (jvf. desuden, foruden.) 
3. en Undtagelſe (d. ſ. f. undtagen. T. 
auffer.) Jeg har ingen tilat fale min 
ag, uden ham. Der var ingen hiemme u. 
Konen. Ingen, uden Forældrene, vare til⸗ 
Man hører intet, u. Klager. Det 
er intet, uden tomme Løfter. Han fif intet 
uden Tak. (jvf. end, ſom altid følger efter 
Negtelſen, hvor denne udtrykkes v. ingen 
anden, intet andet.) [Ingen gif ft. ham, 
uden jeg 9: jeg var den enefte, ſom gif til ham 
— er forſtielligt fra : Angen gif t. ham uden 
mig a: uden aft jeg var med. f. Heisgaards 
Synt. S. 300.) B. ſom adv. (der ogſaa 
antager Virkningen af en Conj.) br. uden 
a.) deels i en infinitiv, Sætning, og udtrok⸗ 
fer (ligeſom A. 1) en Mangel cl. Fraræs 
relſe, el. ophæver det bekreftende i Sæt: 
ningen, Han gif bort, u. at nogen mær: 
kede det. Man fan. fordrive-dem, uden at 
de Zræerne. Jeg var tidt i Selſtab m. 
am, uden at jeg kiendte ham. Uden at fige 
et eneſte Ord, forlod han Selſtab. — by Um 
dertiden ogfaa f. at udtrykke en Betingelfe 
(for: berfom man ikke, mød mindre; nisi.) 
Det fan itÉc ſtee, u. forſt at føge om Tilla⸗ 
delſe. Man bør iffe dømme herom, uden 
noie at underføge alle Omſteendigheder. 


tiden. 


»Da mange ifte Fan udgisre cen Villie, 
uden v. de flefte Stemmer.” Sneed. — At 
udeladeé undertiden, Det fan ikke ſtee, 
uden (m. mindre) han vil. — Hertil hører 
ogſaa den befingende Talemaade: uden faa 
er (var), at ad: med mindre (nisi forte), 
»Uden ſaa er, at jeg fon t. Skade, at mifte 
mine Oren.“ Holb. (Dert Veſtph.) 

Uden: modſat inden, 1. adv. paå det 
vdre, udvendigen, udenpaa. (ſielden.) Ki⸗ 
ſten blev malet baade inden og uten. (f. ne⸗ 
denfor de ſammenſ. adv. udenad, udenfor, 
udenfra, udenom, udenpaa, udentil.) 2. 
præp. der udtrykker at noget er ell. tenkes 
at være i et Rum, adſtilt fra det Indre, 
fra det ſom er inde ell. inden i, og modſat 
dette. (extra.) Meſt br. det da i Sammen⸗ 
fætn. m. andre Partikler og nogle Geniti⸗ 
ver (udenbyes, udenlands, udenrigs, ꝛc.) 
Adytift fun i de Udtryk: uden Porten, uden 
Byen, uden Hufet (i St. f, udenfor) hvilke 
dog nogle ci ville erkiende f. ſprogrigtige. 
3. Bed de m. uden ſammenſatte Adverbier 
maa bemærfes, at adftillige af dem under⸗ 
tiden (naar de iffe ſtaae absol. men gaae ud 
P. et Object) adſtilles, og da br. ſom Prœpo⸗ 
fitioner (hvilket derimod ikke ell. fieldnere er 
tilfældet m. de lignende, af inden dannede 
adv.) f. nedenfor. — udenad, adv. af cl. 
formedelft Hukommelſen, uden for Bogen. 
. At lære, at funne noget udenad, Deraf : 

Uldenadslæsning, en. L. hvorved nogef fæs 
res udenad. — udenbords, adv. uden f. 
Skibet, ikke inden Borde. Inden⸗ og uden⸗ 
bords. udenbyes, adv. (der ogfaa br. fonr 
adj.) uden for Staden. At bog udenbyes. 
Udenbyes Folk, Giceſter, Deeltagere (ſom 
ikke ere fra ell. boe 4 Byen. — uͤdendors, 
adv., uden f. Døren ell. Huſet. — udenfor, 
adv. og præp. paa det Rum cl. Sted, ſom 
ved en Srændfe cl. Mellemting er adſtilt fra 
det, ſom er inde, indeni cf. indenfor. Vi 
gif ind i Huſet, men han blev udenfor. — 
Bi maatte ſaae uden for Kredfen. At boe 
unden for Byen. fig. Jeg vil helſt være 
udenfor d: iffe befatte migm. den Sag. — 
udenfra, adv. fra et Rum el. Sted, ſom 
er uden for en vis. Grendſe. Fugtigheden 
trænger ind udenfra. — udengierds, adv. 
uden f. Gierdet. Den Deel af Kratifoven 
fom ligger udengierds. — udenlands, adv, 
uden f. et vift Land, m. Henfyn t. dette og 
dets Indbyggere. At reiſe, begive fig uden⸗ 
lands. Han har været udenlands. At 
komme udenlands fra. Deraf: Uden⸗ 
landsreiſe, en. Reiſe til og i et fremmedt 
Land, i Udlandet. »Sporgsmaal, om man 
ikke ved lange Udenlandsreiſer fan glemme 
noget af fit Modersmaal, fom dog er meeft 
fornødent. at. forftaac.”” Holberg. — uden⸗ 
Iandff, adj. fom er udenlands fra. Uden⸗ 
lanðſke Varer.  ”Den ftørfte re f. en 
Dante, det veed han er, at ſynes uden⸗ 


567 





- "4 2 


Uden — Udfiſte. 


Tand.” Storm. — udenom, adv. og 

æp. udenfor og tillige t en Stræfning 
angs med ell. omkring noget. (modſat ins 
denom ell. igiennem.) Vi andre gik igien⸗ 
nem Moſen, men han foretrak at gaae uden⸗ 
om. Ulden om Gierdet gaaer en dyb Groft. 
SBi klerte uden om Byer. — udenover, adv. 
og præp. uden paa, og tillige over. Tag 
endnu denne Pels udenover , uden over de 
andre Klæder. — udenpaa, adv. og præp. 
p. Pderſiden, p. det Udvendige, p. Overfla⸗ 
den af en Ting. (modſat: indyendigen, ins 
den i, indenpaa, indentil) Man fan fele 
udenpaa hvad der er i Pakken. Det ſtod 
uden p. Brevet. "Af hefte noget uden p. 
Kiolen. — udenrigs, adv. uden f. et viſt 
Rige; ligeledes adj. udenrigſt. Han har 
været udenrigs... udenrigſte Fordringer. 
— udenflægts,adj. fom er uden f. Slægten, 
Familien. (D. 9. 0.) — udentil, adv. pag : 
den ydre Site, udvendigen. — udenveis, 
adv. uben | Veien. At gaae udenveis. 
(Hoisgaard.) ”Du gaaer lidt udenveis; 
det gior dit hede Blod.” Helt, — udenvolde, . 
adj. uden for Voldene. (Bording.) — uden⸗ 


vælts,ad;.fom ikke er Bælten (ikke er Trumf 


I Kortfpil.) At have mange udenvælts 
Sort p. Haanden. — 4. Af andre Sam⸗ 
menfætn. m. uden (1 Bemærk. af det T, 
auffen) ere i nyere Zid optagne: Uden⸗ 
verden, en. (m. beſt. Art.) Alt hvad vi 
fornemme uden for vort eget Jeg, den ydre 
ell. udvortes Verden ; Yderverdenen. (Tre⸗ 
form.) Udenvark, et. pl.-er. Fœſtnings⸗ 
vært el. Skandſe, anlagt uden f. Hoved⸗ 
voldens Grav. 
Udfald, et, pl. d. ſ. 1. det, af noget 
falder ud; Udfalden. 2. Udgang, endelig 
Skiebne. Sagen fit ct uventet, godt, jlet U. 


3, i Fegtekonſten: den Bevægelfe fremad m. 


Legemet, man giør, i det man føger at bis 
bringe Modſtanderen ct Sted. 4. et Angreb, 
fom de Beleirede i en Fæftning gisre p. Be⸗ 
Aeirerne. At giere Udfald af Fæftningen. 
Udfart, en. pl. - er, Handlingen at fare 
ud; ell. at drage ud i en Vogn, feile ud 
0. d. Bed Kuglens U. af Mundingen. Vi 
ville gøre en lille Udfart I Havnen. 
Udfeie,v. a. 1. ſtaffe ud v. at feie. — 
Deraf: Udfeining, en. pl.-er. 
file, v. a. 1. udhule v. af file; ed. 
bringe ud af, ſtaffe bort v. Filen. At u. 
Ruſtpletter af noget. — Udfiling, en. pl.—er. 
Udfinde, v. 3. 3. (f. finde.) finde, ob⸗ 
dage, komme efter v. Hielp af Tœonkning ell. 
Eftertanke. »Ei at aflade, før hun udfandt 
et: Spyd, der fiffert dræbte,” Evald. At 
u. Opløsningen ft. en Gaade. Nu har jeg 
udfundet Aarſagen. »Vilde man opgive 
ethvert Mitdel t. at udfinde og befæfte 
Sandheden,” Birkner. 
Udfiſte, v. a. 1. faage ud af v. at flife. 
2. tomme, lændfe v. at fiſfe. At u. en Dam, 


J 


4 


Udamme — Udfore. 


brede i Luer. “Udflam hans Roes, utalte 
Golehær,” P, K. Troiel. 


Udflod, et. (fort SYET b.f. 14. bet, at 


flyde ud, Udflyden. 2. noget, 
ud. (f. Flod.) . 
Udflugt, en. 1. Gierningen at flyve 
. ud. Fuglens Udflugt fra Reden. fig. Det 
er hans forſte Udflugt i Verden — efter hans 
Sygdom. 2, Udvei, Leilighed t. at und⸗ 
gaar en Fate el. noget ondt. ”Naar Faren 
Zanſte overvælter 08, naar al Udflugt er 
.Ttilfpærvet f. os.“ Baſth. 3. (pl.-er.) en 
ugrundet Aarſag el. Anledning f. at und⸗ 
Drage fig en Skyldighed; en ugrundet Und⸗ 
fiuldning. (ofteft i pl.) At loge Udflug⸗ 
' ger, Han veed nok aft finde en U. ”Diffe 
elendige Udflugter f. at undgage Følgerne 
af Sandhedens Tilſtaaelſe.“ Baſth. 
Udflyde, v. n. 3. er. (f. flyde.) d. ſ. ſ. 
flyde ud. Der udflod en tyk Vodſte. — 
Deraf: Udflyden, en. det, at noget flyder 
ud af en Ting. — Ligeledes: Udflydelſe, en. 
(ſieldnere.) [Ogfaa, men ikke heldigt, om 
Det, ſom udflyter, Udflod, 2. “Herrens 
Godhed, hvis velgisrende Udflydelſer — 
, Faa rigeligt have nedſtrommet over 08.” 
Baſth. aand. Zaler. 1779. I. 157.) 
Udflye; v. a. 1. d. ſ. ſ. udſtyre, it. giore 
I Stand, pynte op. (foreldet.) Deraf: 
Udflyening, Udftyr, Medgift. 
Udflytte, v. a. 4. bringe noget ud af et 
Num t cU. til et andet. — At udflytte en 
Bonde ad: give ham en udſtiftet Jordlod og 
Gaard uden f. Byen. (jvf. flytte ud.) = Ud⸗ 
» flytning, en. pl.xer. Handlingen, at flytte 


fom flyder 


ud (faavel i tranfitiv ſom intranſ. Betydn.) 


— Udflytter, en. pl.—e. den, fom flytter ud 
(f. E. af Byen; fer om Bønder, der uds 
iftes af Feellesſtab og udflyttes. — Ud⸗ 
yttergaard, en. En udflyttet Bondegaard. 
Udfolde, v. a. 1. udbrede noget, ſom var 
ammenfoldet. At u. en Vifte. ”Udfols 
ce, I Dage fra Oldtgd, længe tilrullede 
Bog f. min Aand.“ Herg. ”Ved Arnos 
, Bred en yndig og blomftrende Dal fig ud⸗ 
older,” Rein. Roſen, Blomſten udfolder 
"tig. — fig. At u. fit Hiertes inderſte Hemme⸗ 
igheder. ”Der, hvor Siælens Kræfter 
ulle udfolde fig I fri Virkſomhed.“ Myn⸗ 
er. ”Bi falde Menneſtet frit, naar hans 
nderfte Liv fan udfolde fig ubehindret?” 
Samme. ”Udfoldede de gamle Tider laag” 
Grundtvig, — Deraf: Udfolding, en. pl. 


mer. 

Udfordre, v. a. 1. fordre een ft. af kom⸗ 
me frem ell. ud, iſer t. Strid el. Tveiamp. 
»Naturens Undervork udfordrer mig t. 
Sang.” A. Bull. Han har udfordret den, 
fom fornærmede ham (t. Tvekamp.) At u. 
. een p, Piſtoler. 2. d. f, f. udkræve. — 
Deraf: Udfordring, en. pl.-er 

Udfore, vs a. 1, forfyne indeni m, Foder 


568 
Udflamme, v. a. 1. poet. udfende, ud⸗ 


hvad han felv har begyndt.” Sneed. 


Udfore Udfore. 


ell. Beflædning: At u. noget m. Skind. 
2. Ut udføre (udfddre) et Kreatur (af Foder 
el. Foer) 9: fore det t. det bliver fedt. 
(Moth.) — Deraf: Unforin en. pl.-er. 
Udforſte, v. a. 1. erfare —* at vide, 
lære v. at forſte, grandſte, ſporge. At u. 
Naturens Hemmeligheder. Det er ifke let at 
udforſte. Han føgte at u. det af Pigen. 2. 
at udforſte cen, d. f. ſ. udfritte, 2. føge v. 
Spoͤrgen at erfare noget, fom han holder 
hemmeligt, — Deraf : Udforffning , en, 
er. 
P Udfrie, v. a. 1. befrie den, ſom er i Fans 

enffab et. under Tvang. Af u. egn af 
—3* At udfrie Landet af Fiendens 

old. “Man udfrier den, fom man befrier 
fra den Ulykke, der omfpænder ham.” Miller. 
(Mindre fædvanligt er derfor dette Udtryk: 
”Raarv den Uſtyldige udfrics fra Miskien⸗ 
delſe og. Forfølgelje.” Mynſter.) — Heraf: 
Udfrielfe; en. 

Udfritte, v. a. 1. fane at vide v. idelig 
Sporgen, v. at fritte. Lan føgte at uds 
fritte Hemmeligheden af Tieneren. 2. uds 
loffe Hemmeligheder af cen v. at fritte. 
Gan vilde u. Pigen; men hun blev v. hen⸗ 
des Tauſshed. — Deraf: Udfritten , en. 


ud. pl. . ' 

udfylde, vV. a. 3. giore det Indre af en 
Ting, el. et fomt, huult Rum, fuldt. At 
u. et fomt Rum, en huul Kugle m. noget. 
cf. fylde;) At udfylde det ſom mangler i 
ening. — Udfylding en. Udfyldning, en. 

- Udfærd, en. ud. pl. Tog ud i Landet, 
Udfart, Udreife (Expeditio. Moth.) ”Han 
vilde ingen ſtorre Bekoſtning anvende p. 
Kongens Ziemfard, end han havde giort 
p. hang Udfærd.“ Vedels Caro. 

Udfærdige, v. a. 1. (Tydſt. dusfertis 
gen.) giore en ſtriftlig Bekiendtgiorelſe, 
Wefaling 0. d. færdig. ſ. udſtede. — Deraf: 
Udfærdigelfe, eu. 

Udfore, v.a.2. d. f. 5 fore ud; (færd. 
ud af Landet.) Der udføres meget Korn 
af Danmark, (Ellers fædvanl. Fun i par- 
tic. Dq han blev udført t. Retterſtedet.) 
2. ſigurl. a.) bringe ft, Ende, iværkfætte. 
Gan har begyndt meget, ſom han neppe 
faaer udført, At udfere en Befaling. 
Dette Foretagende udførte han uden andres 
Hielp. “At bevife, hvor langt ſtorre det er, 
at udføre, end at beſtrive Bedrifter.” Kamp⸗ 
mann. “Han' lærer fin Søn at udføre - 
”X 
den Forftand, hvormed Menneſtet opfinder, 
og al den Kraft, hvormed det udfører.” 
Mynſter. b.) udvikle ſtriftligen p. en fuld⸗ 
ftændig, tilſtrekkelig Maade. At udføre en 
Sætning, et Beviis. — Udførelfe, en. ud. 

l. 1. Gierningen at føre ud ad: lede ud. 
Fe orbryderene U. til Retterſtedet. 2. Iværts 
fættelfe, Fuldførelfe, En Handlings Ud⸗ 
forelfe, — Derimod: Udforſel, en, Hand⸗ 








Stoud. 





udfore — Udgave. 
[ingen at føre noget ud af Landet, Toldfri 


Udforſel. Kornudforſel. (modſ. Indfer⸗ 


fel.) — Udfører, en. den, ſom udfører no⸗ 
gt. (fielden og ufædvanl.) ”Diffe — behøve 
dforere af de Forretninger, fom de ſelv 
fattes Kundſtab t. at udføre.” Mynſter. 
Udferlig, adje hvori ingen fornøden Deel 
mangler, $ 


569 


Udgave — Udgrunde. 

har Hlot hele Oplaget. Oplåget er ud⸗ 
dgidld, en. ud. pl. Gield i et Bo; det, 

ſom Boet cv fyldig t. andre. (Moth.) 

Udgienne, v. a. 1. uddrive, gienne ud, 


(Tauſſen.) 
Udgierning, 


ol 


en. ud. pl. Gierning, Ar⸗ 


om ef er affortet ; fuldſteendig, beide, fom feer uden f. Huſet, Markgier⸗ 


vidtløftig, uden dog at være ell. have for "ning 0. d. (Moth.) 


meget, En u. Fortælling. At beviſe, bes 
rive noget udførligt Skriftet er udførs 
igt uden at være vidtloftigt. — Udførligs 
ed, en. Beſtaffenheden, at være üudforlig. 
Man beklager fig ikke over, at en Sag fo⸗ 
redrages udførlig, naar Udførligheden ikke 
overdrives og udarter t. BVidtløftighed.” 


Udgaae, v. n. 3. er, (f. gaae.) 1.4 den 
egentl. Bemark. at gaae ud af et Sted, br. 
det fun i hoicre Sttil. De førfte, der uds 

ik af Byen. Udzaagende Varer I: fom uds 

pres. 2. have fin Oprindelſe af (fielden.) 
Herfra udgik en nye Slægtlinie, 3. blive 
bekiendt, fomme ud iblandt Folk. Kongen 
lod udgaae den Befaling. At lade noget u. 
i Frytten. 4. Et udgaaet Træ, en uds 
tzaaet Blomſt (viffen, bortdad.) jvf. gaae ud. 

Udgade, en. pl.-r. Gade i Udkanten af 
en By; de fra Buens Midte længft fraligs 
gende Gader. ”Floden — og oven i Kisbet 
et Sfybrud har fat alle Broerne, Portene 
og Udgaderne under Vand.” Baggeſen. 

Udgang,en. 1. (ud. pl.) Gierningen at 
guae ud Giegentl. Betydn.) Iſraeliternes 

1. af Egypten, 2. fig. Ende, Fuldfortlſe, 
Slutning. Denne Begivenhed fif en anden. 
13. end man havde ventet. Aarets, Maas 
nedens Udgang. — En Udgang kaldes i 
Bogtrykkerier en Afdeling i Lerten, hvor 
man begynder m. en ny, indtrukken ell. for⸗ 
fortet Linie. 3. (pl.-e.) ét Sted, en Aab⸗ 
ning, hvorigiennem man gaaer ell. fan gade 
ud. Der er to Udgange fra Gaarden, fra 
Gaven. En ſtiult U. = üdgangeheſt, en. 
$. fom man lader gaae ude Vinteren over, 
itte fætter p: Stald (udgangssg.) Saale⸗ 
des ogſaa: Udgangsfaar. — Udgangstold, 
en, T. ſom betales af udgaaende Varer. 

tidgave, en. pl.-rvr. et i Irykken udgis 
vet Skrift, m. Henfyn t, dets Indhold, 
Indretning, el. hvad der vedkommer, ſaa⸗ 
vet Materten i Skriftet, ſom dets udvortes 
Stitfelfe, Papir, Tryk m. v.; hvorimod 
Øplag allene har Genfnn f. Handlingen at 
trykke Striftet, og t. Antallet af Exempla⸗ 
ter. Dette er den nyefte U. af Bogen. At 
beførge en ny, forbedret U. af et Skrift. 
En fmuf, billig, koſtbar, ſielden Udgave, 
En Peapfudgave, Skoleudgave. En fulds 
ftændig U. af vore gamle Love, af en For⸗ 
fatters Skrifter. (Derimod: At gisre et 
nyt Oplag af en Bog 'a: lade ben trykke af 

ſom den er. Et ſtort, lider Oplag. Han 


Udgift, en. pl.-er. Handlingen, at uds 
give Penge ; el. Belsbet afde Penge, man 
udgiver; enten t et viſt Tilfælde: (Der fos 
reſtaaer mig en ſtor Udgift Denne U. var 
mig uventet) ell. i et vil Adsſsrum: (aurlige 
Udgifter, daglig U.) el. overhovedet, At 
holde Bog over Indtægt og U. At indrette 
fine Udgifter efter Indtægterne, — Ude 

iftsbog , en. Bog, hvori man indfører 
ne Udgifter. . 

Udgive, v. a. 3, d. f. f. give wd, 1. 
Jeg har i Aar udgivet meer end i Fior. 
2, lade udgaae, udkomme. At u. en Bog, 
en Forordning. Gan har udgivet denne 
Forfatters ſamlede Værfer (beſorget dem 
trykte.) 3. beſtemme, angive Beſtaffenhe⸗ 
den af noget (hvor Beſtemmelſen enten reent 
ſtrider mod Sandhed, ell. dog bliver tvivl⸗ 
fom.) At udgive ſig for en anden Perſon. 
Gan udgav. det for et Maleri af Tizian. 
(Dgfaa m. præp. efter Verd. At give fig: 
ud for en fremmed £æge.) = Udgiver, en. 

L-—e. den, fom udgiver et Skrift; m. Dens 
yn t. dette, Bogens, Tideſtriftets U, 

Udgiore, v.a. 3. indeholde Delene, hvor⸗ 
af noget beftaaer; belobe fig til. Vinteren |, 
udgior pen ſtorſte Deel af Aaret. Håne 
Gield udgior en ſtor Sum. Det, ſom ud⸗ 
gier Menneſtets ſande Lykſalighed. (Den 
paſſ. Form br. ikke.) 

Udglatte, v. a. 1. bringe ud af v. at 
glatte. At udglatte Folder i Tei. — Der⸗ 
af: Udglatning, en. pl.-er. 

Udglode, v. a. 1. giore noget heelt igien⸗ 
nem gloende, giennemglode. — Deraf : 
Udglodning, en. pl.-er. , 

dgnide, v. a. 3. bringe ud af v. 
be. at udgnide en Plet, — Deraf: Uds 
gnidning, en. pl.-er. , | 
Udgrandſte, v. a. 1. d. f. ſ. udforſfe. 
At u. Himmelens Løb. (Suldberg.) ”Det 
Veoſen, hvis Godhed vi fjende, ſtiendt viet - 
fan udgrandfke dets Veie.“ Rahbek. ”At 
u. noie de Unges Oferne og Hierte.“ Bagg. 
N. Klim. — Deraf: Udgrandſtning, en. 

l.-er. i i ' 
P Udgrave, v. a. 3. (f. grave.) 1. bringe 
ud, fane ud v. af grave. Af u. noget af 
Jorden. 2. frembringe Fordybninger m. 
Gravſtikken. At udgrave Figurer i Metal. 
Udgravet Arbeide, — Deraf: Udgrav⸗ 
ning, en. pl.-er. . 

Udgrunde, v. 2.1. komme efter, udforff 


at gni⸗ 


i: 


Grunden t, en Sag cl. dens fande Beſtaf⸗ 
df ; 


æ g 


f 





: hamrede.” Guldb. 


ø 


Udgrunde — Udholde. 


fenhed. At u. Xarfagerne t. en Stats For⸗ 
fald; føge åt udgrunde en Hemmelighed. 
”Det, de havde feet i Omgang, lært v. Er⸗ 
aring, udgrundet v. Eftertanke.“ Sutte. 
»Ene den; fom ret de Viſes Steen udgrun⸗ 
der.” Bagg. “Unders Under,” hvis Onb t 
Evighed du knap udgrunder.“ Samme. — 
»En udgrundende Betragtning,” Sibbern. 
Udgreæde, v. n. br. fun i partic. i Tale⸗ 
maaden: At have udgradt (afgræbdt) 9: 
itte græde mere. 
Udgrofte, v. a. udtørre, ell. bortlede 
Bandet fra ved gravede Grofter. “At uds 
refte ct Hængedymd,” Dalgas Beſtr. over 
Se A. 1830, &. 54. ' 
. Åldgyde, v. a. 3.(ſ. gyde.) helde cl. 


… gyde noget ud af et Kar, Han udgød Vis 


nen, ſam var i Bægeret. — llegentl. at 


udgyde Taarer (f. fælde.) fig, At u. fit. 


Hierte f. cen. Af u. fin Harme, Brede oner 
een. ”Naar man lader dem udgyde al des 
tes Viisdom i Fred, ere de de bedſte Mens 
neſter“ p. Jorden.” Rahbek. — Deraf: Ud⸗ 
ydelfe, en. pl.-r. Bandets Udgydelſe. — 
ig. Hiertets fortrolige Udgydelſer 2: Med⸗ 
delinger, Tilſtaaelſer. 

Å Udgryble, v.a. 1. faae ud, bringe frem, 
bringe f. Lyſet v. Grublen. ”Bi ville m. vor 
liden Forftand, udgruble Guds ſtore Gier⸗ 
ningers Sammenhæng.” Eilſchow. Til⸗ 
fældige Regler, ſom Philoſopher udgruble i 
Skolerne.“ J. Bone. 

Udhale, v. a. 1. bringe ud af (en Havn) 
v. at hale. I Daget bliver Skibet udhalet 
af Bommen. jvf. hale ud. (Udhaler, én. 

L-e. i dagl. og lav Talar et udfvævende 

andfolt.) s 

Udhamre, v. a. 1. udftræffe, gisre flab 
v. af hamre. At u. Kobber i Plader. “Alle 
deres Kobberfar vare ſtobte, men iffe ud; 
2. ſtaffe ud el. bort v. 
at hamre. At udhamre en Bugle. — Der: 
"af: Udhamring, en. pl.-er. 

Udhavn, en. pl. e. En favn ude v. 
Kyſten af et Land, iffe inde i en Fiord ell. 


Big. 

lidhegn, et. pl. d.ſ. det Hegn, ber om⸗ 
giver og afgrændfer Markerne, ſom høre f. 
en. Gaard; i MWodfætn. t. Meüemdegn. 
(Olufſen.) 

Udhente, v. a. 1. ſ. hente ud. Han blev 
udbentet.p. Landet. 

dholde, v. a. 3. bære, taale,” udſtaae, 


giennemgage. (jvf. holde ud.) Han maatte- 


u. meget i denne Sygdom, p. denne Reiſe. 
Gan udholdt Prøven. Tidlig evedes han 
i at udholde Savn og Befværligheder. 
”Byd.bam ei holde ud, hvad du ei felv uds 

older,” C. Frimann. (Ivf. udſtaae, hvils 

t nærmeft betegner Tilſtanden, den phy⸗ 
ſiſte Modtagelſe ell. Lidelfe af noget ondt 
sl. ubehageligt; ligeſom udholde nermeſt 
udtrykfer. deeis Villien cl. den moralſte 


3 


570 


Udholde — Udhyvile. 


Kraft, hvormed cen udſtaaer ell. giennem⸗ 
gaaer det, ſom møder; deels den phyfiſte 


Evne ft. at udſtage.) — udholdelig, adj. p 


fom lader fig udholde, taalelig. — udholz 
dende, adj. v. fom holder flænge ud (ivf. 
holde ud, b.) ſom ikke let trætter ell. giver 
efter f. Moie og Befværligheder. At være 
udholdende i Arbeide. En utrættelig og 


udholdende Flid. — Deraf: Udholdenhed, 


en. Beſkaffenheden, at være udholdende; 
(deri forſtielligt fra Dedholdenhed, at dette 
udtrykker Villien, hilnt Kraften t., at holde 


ud.) 

Udholm, en. pl.- e. En affides liggende 
Holm (f. E. en afſides, langt fra Gaarden 
liggende Engholm ; ſ. Udmark;) ell. en 
Holm, en liden Ø, der ligger eenlig og 
langt fra Kyſten. 

Udhoret, adj. v. i hoi Grad forhoret. (f 
lav Talebrug; ligeſom ogſaa Brugen af 
Participiet: At have udhoret 3: afhoret.) 


Udhugge, v. a. 1. fage ud af v. at hug⸗ 
ge. At. u. en Steen af Klippen. 2. ud⸗ 
ule v. Huggen. At udhugge en Rende, et 
Vindue i cen Muur. (oftere blot : hugge.) 
3. hugge v. Hielp af Meiſelen i en vig Stik⸗ 
kelſe. At u. en Figur i Marmor, i Sant: 
ſteen. 4. hugge (Klod) i Stykker ft. Salg. 
Kiodet af Oren blev ſolgt, faa haftigt ſom 
Slagteren kunde u. det. 5. At udbugge 
en Skov 9: hugge en Aabning i den; giens 
nemhugge ben. — Udhugning, en. pl.cer. 
1. Gierningen af udhugge. 2. en i. i en 
Stova:en hugget Aabning giennem Skoven. 


Udhule, v. a. 1. gisre huul, frembringe 
en Huulhed inden i noget. At udhule en 


Troeklods. Et udhulet Greskar. "Og ar⸗ 


beider p. at udhule den Afgrund, der ſtal 
opᷣſluge dem begge.” Rahbek. “De, der li⸗ 
gefom havde udhulet Livet, faa der ingen 
Kraft og Lyft mere var dert,” Mynſter. — 
Deraf: Udhuling, en. pl.-er. . 
. Udbungre, v. a. 1. affræfte, afmatte, 
tvinge v. Hunger; udfulte. At fee udbuns 
gret ud. Atu. en Fæftning. “Han ſpiſte 
det, man gav ham, fom cen, der var gantte 
udbungret.” Don Quirx. af €. Biehl. 
Udhuus, et. pl. -— hufe. Bygning v. en 
Gaard paa Landet, ſom ikke tiener t. Be⸗ 
boelſe; modfat Stuehuus cl. SZovedbyg⸗ 


ning. Udhuſene v. denne Gaard ere for⸗ 


faldne. 


⸗ 


Udhvile ſig, v. rec. 1. og 2. hvile faa > 


længe t. man ikke mcer ev træt, hvile til⸗ 
ftræffeligen. ”Hvi fulde han ei m. Rolig⸗ 
hed fee det Oieblik If Møde, da han ſtal ude 
hvile fig efter fit Arbeide?” Rahb. Naar 
vi fade udhviilt os, ville vi gade videre. 
At være udhviilt. ”Maar faa det Ziet uds 
hvilet lukket op” (om Barnet.) C. Fri- 
mann. — Den udhvilede Jord. Sielden 
forekommer den intrauſ. Form: at udhvile. 





N 


urhoile — udlig. *70 Udliobe — Udkradſe. 
—SS tvungent Slabe Udliebe, v. a. 2. ſ. kiebe ud, ; Gan hav 


udhviler.“ C. D. 

dhyle, v. a. 1. udtale, udraabe hylens 
bes; fremhyle. “Og 
udhyles af min Mund.“ Rein. (Digte. IL 
380 


.) 

Udbæng, et. pl. d. f. noget, ſom hæn> 
ges ud, ell. ſom hænger udenfpr, ud over. , 

dbænge, v. as 3. (ſ. hænge.) hænge 
uden for noget, hænge ud under aaben Him⸗ 
mel. Atudhængeen Jane. 
Udi, præpos. jom har Bemarkelſe til⸗ 
fælles med i, og 1 ældre Skrifter forekoͤm⸗ 
mer temmelig byppigen,-og i mange Til⸗ 
fælde i Gt. for i. Nu derimod er Brugen 
af udi bleven ſaa flelden, at den næften altid 
medfører en forældet og tvungen Stivhed; 
og derfor helft undgaages, ed. er indſtrœenket 
t. faa Tilfælde,. hvor man, i hoiere Still, 
troer at funne noget formindſte det IWdes 
klingende i et Sammenſtod af to Ier; f. E. 
udi Italien; eller hvor man i et Vers p. en 
magelig Maade vil komme til en manglende 
Stavelſe. 

Udjage, v. a. 3. d. ſ. f. jege ud. an 
blev udjaget af Staden. — Udjagelfe, en. 
Udjord, en. pl.ser. afſides ell. langt fra 
Gaarden liggende Jord, Udmark. , 

Udjævne, v. a. 1. fane ud af v. at jævne, 

latte; jævne aldeles. At udjævne enhver 
old. — Deraf: Udjævning, en. pl.-er. 


åldEeare, v. a. 1. kaare ell. vælge iblandt . 


flere Gienſtande, udvælge. Den Prindé, 
de havde udEgeret t. Konge. (jvf. Egare og 
vælge.) — Deraf: —W en.” 

Udkant, en. pL-cr. afſides Kant cl. Egn. 
»Den Kiobmand, der I de ſtore Stæder boer 
i cn Udkant af Byen, bliver m. al fin Vind⸗ 
ſtibe ighed fattig.” Sntte. 


Udkaſt, et. pl. d, f. 1. egentt, (men 
ſielden) Gicrnik, 24, at kaſte noget ud. »Han 
drager i Haſt fine Garn t. et Udraſt.“ Melss 
lings Theokrit. 9. — 2. Aftegning, Grund: 

rids, ſtriftlig Optegnelſe cl. Plan, Anord⸗ 
. Ming, der I Hovedſagen, i det væfentlige bes 
ſtemmer Skikkelſe ell. Indretning af noget, 
ſom ſtal udfores, iværffættes, forfattes. 
At gidre U. til en Bygning, et Maleri, ct 
Skueſpil, et Brev m. m. Han har foran: 
dret meget i fit forſte Udkaſt. 


Udkaſte, v. a. 1. d. ſ. ſ. kaſte ud. (meſt i 
partio.) Da Garnet blev udfaftet. 2. 
glere Udfaft t. noget; aftegne el. opſkrive 

e væfentlige Dele af et tilkommende Vark. 
At u. en Plan t. et Foretagende ; udkaſte 
en Tegning p. Papiret, — Udkaſtelſe, Ud⸗ 


Faftning) en, Handlingen at fafte ud. (iffe 


udkaſte, 2.) . 

Udfig, et. Handlingen at fige ud. At 
ligge vp. Udkig efter noget. At være i 
Mærfet p. Udfig. »Hav ſtedſe Udkig f. 
modende Seller,” S. Blicher. 


høre Sktrak og Vee 


udkiobt alle de andre Lodseiere. 

Udkiore, v. a. 2. ſ. kiore ud. Gisodnin⸗ 
gen er udkiort p. Ageren. — Udkiorſel, en. 
1. Handlingen at fiere ub. 2. Sted, Aab⸗ 
ning, Port t. af kisre ud af. Her er Ud⸗ 
kiorſel fra Gaarden t. Marken. 

Udklippe, v. a. 1. ſtaffe ud af >. at kliv⸗ 
pe. At u. Blade af en Bog, 2. klippe f 
en vis Skitkelſe. At udflippe Dyr, Bloms 
fler i Papir. — Deraf: Udklipning, cen. 

Udklæde, v. a. 2. klode p. en egen, ufæds 
vanlig Made, ell. faaledes af den, ſom blæs 
des, bliver ukierdelig. (f. forklæde.) Hum 
var underlig udklædt, Han var udklædt 
fom en Bonde, påklædt i Fruentimmer⸗ 

feder, . 0 

Vidflæffe, v.a. 1. bringe frem t. Siv, 
bringe t. at fpire, vore. Foraaréfolen 
udklækker Blomſterne. ”Den Roſe, Sol 
og blide Baur udrlætfer.“ Pram. Strud⸗ 
fené linger udklækkes v. Solvarmen. — fig, 
(og da ifær ſpottende, ek. dadlende.) Dette 
kloge Anſlag har han felv udklæakket. »Alle 
de Misfoſtere, ſom den menneſtelige For⸗ 
ſtand fan udflætfe,” Baſth. ”Det er i Rig⸗ 


dommens og den dybe Freds Skiod, af J 


Overdaadighed og Vellyſt udtlæffes.” 9, 
Guldb. “Her udflættes Ladhed, Overdaad, 
Sandſelighed, Foragt f. de huuslige Plig⸗ 
ter.” Rahb. — Deraf: Udklakning, en. 
Udboge, v. a. 2. bringe ud af v. Kog⸗ 
ning. At u. Fedtet. Marven er udkogt. 
Ut ir, nye Leerkar iVand (o: lade dem ligge 
en Tid i kogende Wand f. at renfe dem.) 
Ut udkoge Sslvtsi (f at renfe og give det 
Glands.) — Deraf: Udkogning, en. pl.-er, 


Udkomme, ct. ud. pl. det, hvormed cen 
fan komme ud t. fine Fornødenheder, ſom 
er tilftræfteligt f. eens Udgifter. At have 
fnapt, rigeligt, rundeligt Ul. »Den, ſom 
har et tarveligt Levebrod, tragter efter rigere 
Udkomme.“ Schytte. At have fit gode U. 
»At om ikke Overflod , dog Udkomme, beho⸗ 
ves f. at betrugge den huuslige Lytfalighed.” 
Rahbek. Han har fit Udkomme; men hel; 
ler ikke mere. (Hos Moth: Udkomſt.) 


Udkomſt, en. egentlig: det, at komme 
ud; eller fig. at flippe ud af en Fare, en ube⸗ 
hagelig Stilling 0. d. (fielden,) ”Kunde 
han hermed ci mere vinde, faa vandt han 
og den Zid, en Udtomit her at finde.” 
Delt. (1759. &. 194.) ”Men faadan Md⸗ 
komſt ev der ikke m. Dyrene af det omtalte. 
Slags.” Eilſchow. (Philoſ. Br. 66.) 
Udkonſtle, v. a. 1. udføre, tilvelebringe 
m. Konſt ell. ved konſtlede Midler. (ufæds 
vanl. jvf. konſtle og fremfonftle.) ”Natus 
ren har givet og lidet af det, ſom hører t. 
den udkouſtlede Dverdaadighed.“ Schytte. 
(Indy. Reg. II. 65.) 
Udkradſe, v. a. 1. bringe ud af, ell. tenſe 


p 





i 


i 


y 


v Udkradſe — Udlevet. 


v. at trade, At udtradfe fit Pibehoved. — 
Deraf : Udkradsning, en. 
Udkramme, v. 2. 1. fremvife, fremlægge 
endeel forſtiellige Zing, ifær naar det feer 
få en pralende Henfigt. At ndframme fire 
Koſtbarheder. — fig. At udkramme af fin 
Lærdom. 
Udfryfte, v. a. 1. klemme ud, udpreſſe 
Hænderne. ' ' … 
HdPræve, v. a. 1: giore nadvendigt, paa⸗ 
” Lægge m. Nodvendighed, ſom en Skyldighed. 
Sagen udkraver en noiagtig Underſehelſe. 
Det udkræver et moiſommeligt Arbeide. 
Naar Dommeren ſynes, at Sagen det uds 
Fræver.” D. Lov. I. 14. 6. Mit Embede, 
min Pligt udkreber det. De Dele af 
ry den , fom udfræve meft Om⸗ 


elighed og Opmærffomhed.” Sneedorf. 
Udkemme, v. a. 1. bringe ud af v. at 
" Femme. 2. bringe ud af hverandre, ſprede 
m. Kammen, vrede ud. At udfæmme Haa⸗ 
ret, u. en Fletning. . - 
ltdiaan, et. pl. d. ſ. Laan, ſom ſteer t. 
en anden; Laan, m. nærmeſt Heuſyn p. Ete⸗ 
ten t. det, der laanes. 
Udlaane, v. a. 2. laane t. en anden, 
laane ud, laane bort, At udlaane Bøger 
af fin Bogſamling. — Udlaaning, en. Gier⸗ 
ningen at laane ud. ' ' 
Udlade, v. a. f. loſſe, udloſſe. — Ud⸗ 
ladning. en. ſ. Udfosning. 

Udlade fig, v. rec. 3. tilkiendegive fine 
Tanker v. Did; yttre fig. Derom, derover 
har han flet ikke udladt fig. Han udlod 
fig med, at der vil foregaae en Forandring 
m. Embedet. ”Da jeg engang udlod mig 
med, at der var intet, jeg nodigere hørre 
—— Rahbek. Du maae ikke u. dig 
. Bogen derom. — Deraf: Udlaͤdelſe, en. 


pl. -t, mundtligt Udfagn, Tilſtaaelſe, Vt⸗ 


tring, . 
dland, et. (nyt Ord.) et fremmedt 

Land; cell. ethvert Land overhovedet udenfor 
Fedrelandet. At giore en Reiſe i Udlan⸗ 
det. (ſ. Udlænding.) HEE 

Udlede, v. a. 1. (f. lede ud.) figurl. ud⸗ 
drage, drage en Slutning af. Deraf vil 
man udlede, at han er falden i Ungade. 
(for: udføge br. det fieſdnere, f. Toety:s 
dighedens Skyld.) 

Udlee, v. a. 3. (f. lee.) lee af en Perſon 
m. Spot el. ſtadefro Glæde. Han miſtede 
fin Sat og blev oven i Kisbet udleet. Det 
funde let være, at man, i det man udleer 
ham, tillige udleer fig ſelv.“ Baggeſen. 
(jvf. belée,) 

Udleie, v. a. 1. leie bort, leie t. Brug f. 
en anden. At udleje Bærelfer,.Klæder. 

Udlevere, v. a. 1. flye ud, give ud, give 
fra fig. f. levere, At u. en Fange, en 
Forbryder. — Deraf: Udlevering, en. 

Udlevet, adj. hvis Livskraft og phyfiſte 
Styrie er fortæret, At værre tidlig udievet. 


572 


'4.en 


Indforſel.) 4. Udlæg i Langboldt. 


N 


Udligge — udlægge. | 


ildkege, v. n. (ligge ud. Kun partic. 
udliggende br. — Deraf: Udligger, en. 
Fra Skibet I ſtraa Retning udliggende 
Raa el, Stang, hvortil Seil (f. E. Fok og 
Klyver) giores faſt. 2. et Skib, der lægges 
ud p. Stromme og i Farvande, fom Vagt⸗ 
ſtib (Moth. jvf, Vedels Saro. G. 454, 
470. forældet. f. Vagtſtib.) 
Udlodde, v. a. 1. dele ad f Lobber el. 
Parter. (TX. Rothe.) 
Udlokke, v. a. 1. faae ud af v. at lokke. 
At u. en Hemmelighed af eent (f. lokke ud.) 
Udloſſe, v. a. og mn. 1. fr. undertiden 


for: loſſe. — Deraf: Udlosning, en. Gier⸗ 


ningen, at bringe Ladningen ud af Skibet. 

—8 v. a. 1. bekiendtgisre det, man 
lover i et viſt DRiemed. Han udlovede en 
anſeelig Belønning t. den, ſom funde ops 
bage det. ”Den'er daarfig, der holder def, 
han af Vildfarelſe har udlovet.” B. Thott. 

1. Udlude, v. a. 1, udblode i Lud; if. i 
Chemien: bringe fafte Dele, fom ere blan⸗ 
dede m. flydende, t. at ſtilles fra Ufje, ell. 
til at bundfælde fig; ell. afſondre og renſe 
noget fva uvedkommende Dele, v. Paagyd⸗ 
ning af Vand e. d. At udlude Salpeter. 
Hvilke Dele (af Tarven) udludes f. det 
meſte v. Vandet under XSltningen.” Dlufs 
ſen. — Deraf; Udludning, en. pl.-er. 

2. Udlude, v.n. 1. lude, heide cl. ra 
frem ell. ud over en anden Gienftand. ”Hift, 
hoit paa Fleldet brat en gammel Borg ud⸗ 
luder.” ( Ohlenſchl). 
Uolufte, v. a. 1. lade tilgavns giennem⸗ 
ftryges af Luften. At udlufte Sengflæder. 
— Deraf: Udluftning, ea. plc. 

Udluge, v. a. 1. ſtaffe ud ell. bort v. 
Lugning. Alt Ukrud maa rent udluges af 
Bedene. — Deraf : Udlugning, en. 

Udlæg, et. pl. d. f. —A 1. 
Handlingen at lægge Perge ud f. en anden. 
Jeg maatte giore lægget. At gisre U. 
for cen. 2. den Sum, fom udlægges f. 
cen. Jeg fif ikke engang mit U. betaft. 
3. den Retshandling, hvorved en Arving 
el. Skyldherre tillægger (udlægges) Eien⸗ 
doméret i cen Andens Gods, rorligt el. 
urorligt, ”Da ſtal —8 — for den Skyl⸗ 
diges Bopæl eſte Udlæg efter Dommen.“ 
J. 24.17. Ut gtøre Ill. i en Eiendom. Cof. 

et 
ene Parti af de Spillende figes at have 
æg, det andet Udlæg. — Deraf: Udlægs⸗ 
—— en. den F. ell. Retshandling, 

vorved Udlæg ſteer. Udlæegehaver, en. 

den Creditor eil. Skyldherre, fom enten ved 
Arveſtifte ell. I Følge Udlæg (Erecution) cc 
bleven anvitft viſſe Dele af Styldnerens Bo, 
f. deri at fee fin Fordring fyldeftgtort. 
ildlægsorden, cn. den Orden el. Følge, 
hvori Gield betales -t.- Creditvrerne af et 
Jallitbo, (Schytte.) J 

Udlægge, v. a. 3. (ſ. Iægge.) 1. betale 


I 





AJ 


ſtab. 


kan dæmme f. Udløber.” Schytte. 


Udlegge — Udmagre. 


Penge f. en qander, hoilke man beregner ham 
fom Laan eli. Gield. Feg maatte u. 2Q 
Rdlr. f. ham €. denne Reiſe. 2. tillægge 
gen Elendomsret, i en andens (Afdøde. cl. 
Levendes) Gode. (f. Udlæg, 3.) Det er 
blevet ham udlagt i Arv efter hans Moder. 
”Ut ſtille Folket v. bet Akvegods, Skaberen 
felv havde udlagt til det,” SÅytte. 3. 
forflare Meningen, fortolfe, udtyde. At 
u. et Skriftſted. At udlægge noget t. det 
bedſte, t. det værfte, Det blev ham udlagt 
fom povmod. 4. At udlægge Unger (om 
Fuglene) forefommer hos Sneedorf (men 
imod Ordets rette Betydning) i St. f. det 
ſcedvanlige: at ligge Unger ud. “Saa bugs 
gede de deres Reder — og udlagde deres 
linger t. den beſtemte Tid.” Patr. Tilſt. II. 
570. — Udlægning, en. Fortolkning. (J. 
Baden.) ' j 
Uldlændig, udlændift, f. udenlandſt. — 
Udlændighed, en. Landfingtighed. ”Han 


lod ham komme hiem af fin Udlændighed ” 


t. fit Fedreneland. Vedels Saro. (foræls 
det.) ”Dereé Udlendigheds Zid gif t. En⸗ 
de.” Mynſter. ' 

Udlænding , en. pl.—e, den, fom har 
birmthe let —2 Land, ſom ei er ind⸗ 
sødt. . 
Udlert, partic. og adj. v. 1. At have 
udlært d: have endt fin Læretid, fine Læres 
aar. /2. adj. fom har udlært. En udlært 
Svend, — fig. en u. Skielm, Tyv (meget 
liftig, behændig.) At være udlært pag 
Ctirlmsfintfer.  ”Jeg er nu allerede [aa 
udlært p. dette Slags Bemærfuinger, at de 
aldrig ſlaae mig fell,” Rahb. 

Uldlæfe, v. a. 2. d. ſ. ſ. læfe ud, læfe t. 
Ende. Jeg har udlæft Bogen. 

Udlob, et. pl. d. ſ. 1. det, at løbe ud. 
(i enfelte Tilfælde.) Flaaden laae færdig 
til Udlob. ”Ingen Magt, ingen Straf 

eres 
lens Udlob. (Forfald.) 2. d. f. f. Mun⸗ 
ding (om Floder.) Donau har fit Udleb 
i det forte Hav. 

Udlefe, v. a. 2. gisre fri, udfrie v. at 
betale Loſepenge for. At u. een af Fangen⸗ 
2. forloſe, befrie i Alm. ”Udleft 
af Støvet& tunge Baand.” Grundtv. — 
Deraf : Udløesning, en. pl.-er. — Udles⸗ 
ningøret, en. I Lovſproget: den Rettighed, 
ſom een, der hav Deel ell. Lod i en Eiendom, 
tillige har t. at kunne udløfe fine Medeiere, 
og erhverve hele Eiendommen. 

Udmaale, v. a. 2. finde Maal p. en Ting. 
At u. en Skov, en Ager, en Plads; udmaale 
Indholdet af et Viinfad. 2. d. f. f. maale 
ud o: uddele el. fælge efter Maal. At uw. 
Korn ſtieppeviis t. de Fattige. At u. Klæs 


de i alenviis. — Deraf: Udmaaling, en. 


pl.-er. 
Udmagre, v. a. 1. udtære Kræfterne, 
giere mager, ”Denne Øgd udmagrer iffe 


373 


udmagre — Udnevne. 


Jorden.” Schytte. Slid og Nattevaagen har 
udmagret ham. — Deraf: Udmagring, en. 

Udmaie, v. a. 1. udflæde, beljænge m. 
broget Stads ell. Flitter. (vf. maie.) — 
Deraf: Udmaielſe, en. 


vi. ,Udmale, v. a. 1. faf male, pingere.] 


male noget, ſom tilforn var tegnet Om⸗ 
ride. At u. en Blomſtertegning, et Kob⸗ 
berſtykke. — fig. At u. noget f. cen ad: bes 
ſtrive ham det meget omftændeligt og fudes 
ligt. “Er en ſandſelig Gienſtand at beſtri⸗ 
ve, faa vogte man fig f. at iadmale den” 
Stoud (om Sfrivem. i Embedsſager.) — 
Deraf: Udmaling, en. pl. er, 

Udmalke, v. a. 1. malke et Dyr faalænge 
t. der iffe giver mere Melk. At udmalke 
en Ko. (Olufſen. Landoec. 429.) 

Udmark, en. pl.-er. Mark, fom ligger 
[angt fra Gaarden, ell. i en afſides Kant af 
en Byes Marker; Udjord (p. Bornholm : 
Udmarksjord.) 

Udmarve, v. a. 1. udmagre aldeles, uds 
tære i høi Grad. “Skal vort Haab ned⸗ 
ſlages, udmarves bor Kraft v. et Vind⸗ 
ſted?“ Hertz.“ Den udmarvende Overdaad, 


ſom ikke ev Nydelſe, men brammer m. 


Tant.“ Rahbek. — Udmarvelſe, en, 
Udmatte, v. a. 1. giere mat og træt, ud» 


tømme Kræfterne. Reiſen, Bevægelfen har ' 


udmattet hende. Udmattelſe, en. 1. 
det, at udmattes. 2. Mathedé Zilftand. 
”Denne Mathed — er ſom Sovuen efter 
en mødig Dag; men Udmattelſen efter 
mangfoldige Konftarbeiders Betragtning er 
ſom Feberens urolige Slummer.“ Bagg. 
Udmynte, v. a. 1. bringe ud i Skitkelſe 
af Mynter, danne t. Mynter. At u. Guld, 
Solv. Der udmyntes 9, Specier af en 
Mark Selv. — Udmyntning, en. pl.-er. 
Udmarke, v. a. 1. giøre fiendelig fremfor 
andre; lægge fortrinlig Marke til. 
har udmærket mig et vift Zræ i Skoven. 
fig. henvende fortrinlig Opmærkſomhed paa, 
hædre v. Agtelfe og udvortes Tegn p. fams 
me. 
gen af de øvrige Anforere. Det nar denne 
Handling, der ifær udmæerkede ham (hvor⸗ 


ved han giorde fig berømt.) recipr. at us 


fig v. noget 2: giore fig bemærfet, beremt. 
(faavel om Perfoner, fom om Ting. Denne 
Viin udmærker fig v. fin Styrke. — uås 
mærket, adj. v. fortrinlig i fin Art, meget 
god, af fore Fortieueſter. Mand. 
Han har udmærket gode Varer. 
mærkede og Begavede i Folfet, p. hvem 
Alles Dine tage vare.” Mynſter. — Ud⸗ 
markelſe, en. Handlingen at udmarke, ell. 
det, at udmarkes. ' 

Udmenftre, v. a. 1. borttage, affondre 
bet ell. dem, ſom v. Monſtring findes udus 
elige. At udmonſtre de uduelige Krigsfolk. 
— Deraf: Udmenftring, en. (Noth.) 

Udnævyvne, v. a. 1, og 2, falde, beſtemme 


Jeg. 


Kongen udmærkede ham fremfor no⸗ 


4 





v 


- 


ni 


dnæxvne — Btyriffes 


gen af flere (Perfoner) t. noget. Kongen 


har udnævner ham t. Profeſſor. Han er 
udnævnt t. Miniſter. — Udrrævnelfe, en. 

Udpakke, v. a. 1. tage ud, tage frem 
hvad der er indpakket. At u. noget af 


Knfferten. — Deraf: Udpakning, en. 


- 


ø 


Udpante, v. a. o9 n. 1. giore Udlæg el. 
Exrecution i eens Gods uden foregaagende 


Dom. Atu. cen, ell. hos cen, f. Skatter. 


— Deraf: Udpantning, én. pl.-er. 

» Udpatte, v. a. 1. fuge Melken i Bryſter⸗ 

ne reent ud af cen. . . 
Udpenſle, v. a. 1. male ell. udmale noget 

m. en alt f. ſmaalig Flid i det Enfelte, og 

uden fand Konſt ell. Konſtvirkning i det 


Hele. (En Udpenſler. Baggeſen. Labyr. J. 


272.) 
Udperſe ell. udpreſſe, v. a. 1. fage ud a 
v. at preffe. At udpreſſe Saften af Urter, 
— Deraf: Udpresning, en. pl.-er. 
Udpibe, v. a. 3: (ſ. pibe,) pibe ad, pibe 
efter t. Spot og Forhaanelfe, ell. for at 
give fit Mishag tilkiende. Taleren blev ud⸗ 
pebet. At u. ct Skueſpil. — Deraf: Ud⸗ 
pibning, en: pl.-er. 
Udpidffe, v. 2. 1; drive ud m. Svobe⸗ 
flag. Hun blev udpidfØet af Byen. — fig. 
og I dagl. T. for udmagre. En udpidfet 
Ager. ”At Bygninger forfalde, at Jor⸗ 
derne udpidſtkes, er iffe hans Sag.” Schytte. 
Udpille, v. a. 1. d. f. f. pilleud. At uds 
pille enkelte Stykker af en Mængde. 
VUVUdvine, v. a. 1. og 2. (f. pine.) faae ud 
af v. Tvang cl. voldfomme Midler. At u. 
den fidfte Stilling af den Fattige. “Han 
anlagde og udpiinte Skatter.“ Wandal. 
indesm. I. 184.). ”Gaverne felv blive et 
Rov, der maa udpines af Underfaatterne.“ 
Schytte. fig. En mager, udpiint Jord, 
At udpine en Lære af noget. (Baggefen.) 
Udplante, v. a. 1. d. f. f. plante ud, 
Diſſe Blomſter, Jordbær maae udplantes. 
— Deraf: Udplantning, en. pl.-er, 


Udplufte, v. a. 1. tage, plukke enkelte 


tytfer ud af et fterre Antal. — Deraf : 
Udplukning, en. pl.-er. 
Udplyndre, v. a. 1. berøve cen Alt hvad 
han har, plyndre aldeles. Byen blev ud⸗ 
lyndret. Han er bleven udplyndret af 
vere. — Deraf: Udplyndring, en, pl.-er. 
Udploie, v. a. f. opploie, 2. 
Udpompe, v. a. 1. bringe ud af v. at 
pompe. At u. Vandet af Kiclderen, af et 


Skib. — Deraf : Udpompning, en. pl er. 


Udpoſt, en. pl.-er. en af de vderſte Po⸗ 
fter, font udfættes ; en Udvagt. “Han havde 


. belavet fig p. et Angreb, og inddraget fine 


Udpofter.” Rahbek. . 
Udprifje, v. a. 1. d. ſ. ſ. udperſe. 2. 
faae ud af v. megen Meie, v. Magt. “Et 
foragteligt Smiil — var det enefte, fom jeg 
unde udpre je af ham.” Sneedorf. 
Udprikke, v, a. 1, danne Figurer v, at 


874 


f have udpenfet, hvem den 


raabe; ell. det, 


pr * 
 Udpriffe — Udrede. 


prikte m. en Naal. At udprikke noget i Pas 
pir. (Moth.) Deraf: Udprifning, en. 

Udpuſte, v. a. 1. d. f. ſ. pufte ud, blæfe 
ud. ”Hvad var mit div? — en let udpu⸗ 
fler Flamme.” C. Frimann. 

Udpynt, cen: pl.er. en vidt fremragende 
og tillige affides -Landpynt. Odsherred 
danner en Udpynt af Siclland. ' 

Udpynte, v. a. 1. pynte det udvendige af 
noget, forfyne m. -udvortes Pynt. At u. 
en Kirke m. Lev og Blomſter. Hun er ret 
bleven udpyntet. ”Poeterne fandt i flige 
Meninger et rigt Forraad, hvormed de kun⸗ 
de udpynte deres Digte.” OD. Guldb. — 
Deraf: Udpyntning, én. pl.-er. 

Udponſe, v. a. 1. komme efter, udfinde 
v. megen Pønfen. Han troede, endelig at 
fremmede Perſon 
maatte være. ([penje.) "| > i 

Udaqvælde, v. n. 1. (er.) qvælde ud af 
Jorden. df: avælde)) 

Udraab, et. pl. d. ſ. Gierningen, af ude 
ſom pludſeligen udraabes, 

udtales m. hoi Roſt. | Med eet hørtes det 
U. af Mængden, At komme i Udraab f. 
noget'a: blive udraabt, berygtet f. noget. 
”Yt tidgiveren — hiſt og her er fommen i 
ſlemt Udraab.“ Bagg. N. Klim. = Uds 


raabsord, ct. (Udraabslvd.) en £yd, hvors 


ved man umiddelbart tilkendegiver en Fo⸗ 
lelſe ell. Affect, f. E. Forbauſelſe, Skrek, 
Forundring, Glæte, m. m. draabs⸗ 
tegn, et. Tegnet () fom I Skrift ſottes ef⸗ 
fer et Udraabsſord, eller efter en Sætning, 
der enten udtrykker noget lignende, ell. ens 
der m. et Slags Udraab, m. meer end al» 
mindel. Eftertryk. ( Emphaſis.) 

Udraabe, v: a. og n. 2. bekiendtgiore of⸗ 
fentlig m. høl Roſt. "Den forſamlede Xl: 
mue udreabre ham ft. Konge. Alle uds 
raabte-m. cen Roſt, at han var en Forræ⸗ 
der. Det blev udraabt overalt i Buen, at 
enhver ffulde holde fig I i Huſene. — fig. At 
være, blive ilde udraabt blandt Folk f. nos . 
get. (berygtet.) Udraaber, en. pl. -e. 
den, ſom offentlig udraaber ell. forkynder 
noget ; en Herold. 

Udraſe, v. n. 1. (har.) ophøre at rafe. 
un i inf. og partic. og meft figuri.) Lad 
am udrafe, faa vil han nok fiden høre dig. 

”Stulde da vore Landémænd ikke ogſaa have 
Tid til aft udraſe?“ Sneed. (Patr. Tilſt. 
IT. 523.) At have udraſet. Naar den unge 
Mand engang faager udraſet. »Kun fordi 
Heftigheden har udrafet, og vi ere trætte,” 
Mrniter. . 

Udrede, v. a. 1. ſtaffe tilvele det, ſom 
behøves, ev fornedent. Landet maatte u. 
Alt hvad Hæren behøvede. Bonden fan 
ikke u. de høre Afgifter, "Saa mange Penge 
fan Byen ikke udrede. 2. forſyne, udruſte 
t. en vis Henfigt⸗ -AXf Mangel p. Penge 
kunde man ikke u, Flaaben. En vel udredet 


* 








' udrede — Udrive. 


Hær. ”De vare mere udredte t. Pral og 
Bram, end £. at ſtride.“ P. Elauſſen. ”En 
Jagtm. Takkel, Toug I Havnen at udrede,” 
Holb. (P. Paars.) (f. udrufte, fom nu ce 
mere brugel.) 3. udrede af, bringe ud af, 
befrie, udfrie af. ”For at bevæbne og imod 
el. udrede os af en Fare, ſom vi ikke kunne 
undfine.” Baſtholm. »Wi ville udrede os 
fra diffe Vanſteligheder m. ſamme Varſoͤm⸗ 
hed, ſom fra de forrige.” Guldberg. — Ud⸗ 
redning, en. pl.-er. 1. Gierningen af uds 
rede. 2: noget, fom udredes i et vift Dies 
med. Den hele Udredning t. Brylluppet. 
Udreden, adj. v. fordærvet, udflæbt v. 
at ride, ”Deres Hefte vare (amme og ud⸗ 
redne.“ Vedels Saro. 

Udregne, v. a. 1. faae ud, bringe ud, 
udfinde en Størrelfe v. Regning. Af u. 
hvormeget en Zing vil koſte. At udregne 
et Stykke, en Opgave. — Deraf: Udreg⸗ 
sing, en. pl.-er. 

dreiſe, en. Reiſe bort fra et Sted, ud i 
Landet, bort fra Hiemmet; modſat: Ziem⸗ 
veiſe. (f. Udfærd.) J 

Udrenſe, v. a. 1. ſtaffe Urcenlighed ud; 
renſe tilgavns. At u. en Stald. At uds 
renſe Legemet v. afførende Midler. — Der⸗ 
af: Udrensning, en. pl,-er, 

Udrette, v. a. 1. frembringe en tilfigtet 
Virkning; udføre, iværtfætte. Ved Penge 
udretter man meget, Man trdretter ofte 
mere m. Lift, end m. Magt, Med ham er 
. der intet at udrette (o: han er ikke dngtig ft. 
noget; ef. man fan intet opnaae hos ham.) 
At u. et Wrende, Hverv. Han har uds 
rettet hvad jeg overdrog ham t. min Til⸗ 
fredshed. (jvf. forrette, beførge.) — Der: 
, af: Udrettelfe, en. Noiagtighed i ethvert 

Wrendes Udrettelſe. (høres fieldnere, end 
Verb.) 

Udrider, en. pl.-e. tilforn , p. Herres 
go arde og ſtore Godſer: en Betient, der 
brugtes ſom ridende Bud p. Godſet, f. at 
tilfige Benderne, o. d. 08 

Udrinde, v. n. 3. (er.) d. ſ. ſ. rinde ud. 
Der udrendt en Bek af Klippen. “Stager 
han faſt 'p.… dantfe Strand, ſtiondt hans 
Blod udrinder.” Grundtv. »Lad fun uds 
rinde Livets Strøm; den finde vil fin Kil⸗ 
be.” S. Blicher. — figurl. a.) have Op⸗ 
rindelſe, Udſpring af. Deraf udrinder oftr 
Misforſtaaelſe og Uenighed. b.) gaae t. 
Ende. ”Imidfertid, og før en Time fan 
udrinde.“ Holb. P. P. Naar Ziden cv 
udrunden. ”Bi vidfte, dit Maal et endnu 
Sar udrundet.“ Pram. ”HGané Liv er ei m. 
Slagternes udrundet.” Grundtv. 

Udrive, v. a. 3. ſ. rive ud. Gom en 
Brand, der er udreven af Ilden. ”Lyb, 
ſom Stormens, naar den udriver Klippens 
Ecg.” Evald. — figurl. udfrie, befrie. At 
udrive cen af Fordervelſen, af hans Flens 
dere Bold, . ' 


⸗ 


575 


⸗ 
2 


ldrode — Udſagn. 


Udrode, v. a. 1. fane ud af v. at rode. 

Udruge, v. a. 1. faae ud, bringe f. Das 
gen ell. fil Live v. at ruge. At u. Kyllin⸗ 
ger i Ovne. — uegentl. Denne Fugl ud⸗ 
tiger itke felv fine Eg. — Deraf: Ud⸗ 
rugningt, en. pl.-er, . 

Idrulle, v. a. 1. oprulle noget,” ſom var 
ſammenrullet. At udrulle et Landkort. ”Let 
og giennemſigtigt udruller jeg det p. dit 
forte Skiold.“ Ohlenſchl. 

Udrunde, v. a. 1. giore noget rundt in⸗ 
dentil (ſ. udhule, ſom i denne Bem. mere 
br.) 2. udarbeide noget i en rund Skikkel⸗ 
fe, m. en rundagtig Yderfide. 

Hdrufte, v. a. 1. d. ſ. f. udrede, 2; færs 
deles om Krigsfolk og Skibe. At u. en 
Flaade, et Krigsſtib. En vel udruftet 
Hær. (ff. ruſte.) — uegentl. At være ud» 
ruftet m. ypperlige Gaver, Xandstræfter. 
— Udruſtning, en. 1. Handlingen, at 
udrufte. 2. det, ſom tiener t. at udrufte, 
iſer en Krigéhær. (apparatus belli.) Moth. 

Udrydde, v. a. 1. egentl. udrive, udrykke 
m. Roden; men br. meſt i videre Betydn. 
for: tilintetgiore, sdelægge aldeles.” At u. 
et Folk; udrydde Ukrud i Ageren. ”SEulde 


det være lettere, af udrydde en ond Vane, 


end at forebygge den ?” Baſth. ”Den Længs 
fel i bort Bryſt, ſom ſikkert ikke ſtal udryd⸗ 
des.” Mynſter. -— Deraf: Udryddelſe, en. 

Udrykke, v. a. 1. fage ud v. at rykke. 
At uüdrykke Haar af Hovedet. 

Idrokke, v. n. f. rykke ud. — Deraf : 
Ud rykten, Udryfning, en. Troppernes Ud⸗ 
rykken. 

Udryſte, v. a. 1. faae ud v. at ryſte. At 
udryſte Melet af Poſen. i . 

Udrakke, v. a, 3. d. ſ. ſ. rakke ud. fan 
udrakte Haanden. 

Udroge, FX. a. 1. drive ud v. Reg. (ſ. 
toge ud.) At udroge Nove. 

Idroi, adj. (af u og droi.) fom iffe er 
droi, ſom ter ei er Forſlag i. Nyt Brod er 
udreit. 

Udrore, v. a. 2. blande en Ting m. en 
anden (ifær noget tørt m. en Vedſte) v. af 
vøre deri. At u. Melet I Melken. At ud⸗ 
røre et Pulver i Vand. 

Udſaae, v. a. 1. at faae I Marfen. Der 
ndſaaede Gæd. = Deraf: Udfagening,en. 
Sierningen at udfaae. ”Udfaaening af 
fremmete Træer og Bufte.” Olufſen. — 
Udfæd, en. den Gæd, ſom faaeé i Marken. 
Gan har neppe høftet fin Udfæd. Hans 
hele lldfæd ev 20 Tønder. 

Udſagn, et. pl. d. f. det, ſom cen udfiger 
(ifær m. Overlæg , el. efter Dypfordring.) 
Vidnernes Udfagn. »Naar de'Mne have 
grundet deres Udfegn p. de Gamles Vid⸗ 
nesbyrd.“ O. Guldb. ”At en Part troes 
i den Deel af hans Udſagn, fom er ham 
fefv imod.” A. Orſted. — Ogſaa mere al⸗ 
mindeligen: noget, der gr ſagt, udtrykt m. 





— 


urſagn üdſigt. 


Ord. »Da vil han vel nævne 08 et el. 
andet af Gude Ords ſtienne Udſagn.“ Myn⸗ 
ſter. ”Udfagn, der omfatte den hele Lære 
om Zro og Pligt.” Samme. . 
Udfalg, et. pl. d. ſ. Gierningen at fælge 
ud. fan foreftaaer Udſalget i Kramboden. 
Udſanke, v. a. 1. ſanke noget m. Udvalg 
af et ſtorre Antal, en ſtorre Mængde, 
Udſee, v. a. I. udvælge, fornemmelig 
efter Beſtuelſe. Dette Toi har hun udſeet 
fig t. en Kiole. Han tar udfeet (beftemt) 
t, hans Eftermand. ””Dette var det Embe⸗ 
de, hvortil Manden var udſeet.“ Mynſter. 
Udſeende, et. ud. pl. udvortes. Skikkelſe 
og Beſtaffenhed; den Form, hvorunder nos 
et vifer fig f. Synet. (ifær om Anſigtet.) 
t ſygeligt, friſt, muntert Udſeende. * 
gen vil nu faae et andet U. Dermed har 
det et vidtloftigt Udſeende. 
Udfeiling , en. Handlingen at ſeile ud. 
Ved Udfeilingen af Havnen. 
… Udfende, v. a. 1. d. f. f. fende ud. Han 
blev udſendt i et vigtigt rende. — Deraf: 
Udfendelfe, en.  (Udfending, en. br. i 
ældre Skrifter undertiden for : Gendebud,) 
Udſide, en. 1. den Side af en Sing, 
fom er udad, vender udad; udvendig Side, 
Yderfide. ”Naar Udfiderne af Huſet faae 
et godt Kalfpaaflag.” Olufſen. ”Der gis 
des Tilfælde, huor man fra Menneſtets Ud⸗ 
fide fan og tør flutte t. hans Indvortes.” 
Rahb. (D. Tilſt. X. 741.) 2.5. ſ. f. Ud⸗ 
Fant. Der, hvor Veien er henlagt i Ud⸗ 
fiden af Marfen.” Olufſen. ” 
Udſige, v. a. 3. udtryffe m. Ord, udtale 
(tjær. p. en høltidelig Maade, ell. for Rets 
ten.) 'Det, ſom Vidnerne have udfagt om 
ham. At u. (fremfige, udtale) et Ord 
urigtigt. ”At være noget, fom ef Tungen 
Fan udſige.“ Holberg, => Udfigende, et. 
ud. p!. d. f. f. Udfegn.  ”Det er iffe An⸗ 


dres Udſigende, hvorved denne Sandhed 


ſtal ftaae el. falde.” O. Guldb. 
Upfigt, en. pl. -er. 1. Tilſtanden, at 


fee ud, ell. Beſtaffenheden v. et Sted, at 


man derfra fan fce ud. Ved at flyde noget 
for, hindrede manos i Udſigten. En vid, 
"udftratt, indſtrenket U. Fra Salen har 
man Ur til Stranden. Fra dette Taarn er 


"en meget vid U. over Staden og Omegnen, 
2. ofte br. det ikke faameget m. Henfon t. 


Handlingen at fee, fom t. det, man ſeer, 
den Egn, man feer hen til. En fmut, males 


riſt, venlig, indtagende Udſigt. At optage, 


tegne en Udfigt. (Profpect,) - 3. figurl. 
a.) ftriftlig Fremſtilling, der giver et al⸗ 
mindeligt Begreb, en beſkuelig Foreſtilling 


vm noget. (f. Overfigt, 2.). Hiſtoriſt U. 


over et Tidsrum, en Konges Regiering. 
Udſigt over de vigtigſte Begivenheder i Vers 
denshiſtorien, over Finantſernes Tilſtand. 
b.) Haab, grundet Forventning om noget 
tilfommende, (ofte i pl.) ”Da maa vi ſpor⸗ 


876 


fra Hovedſagen 


udſigt — Udſtrive. 


e ben, hvad den lover os tilſidſt, hoilken 
dfigt den aabner 067?” Myonſter. Den 
unge Mand har gode Udfigter. »Hans 
Ungdom hengled imellem blidere og heldigere 
Udtigter.” Rahbek, Der er ingen U. for 
ham t. af faac Arvinger. ”Da Udfigten v. 


denne Næringsvei ſaaledes tabte fin Tillok⸗ 
kelſe.“ Mynſter. 


Udfamme, v. a. 1. fige haanlige, bes 
ffæmniende Ord til ell. om cen i hang Nærz 
værelfe. fan udffammede Drengen for 
hans Feighed. 

Udſkeie, v. n. 1. (har.) afvige fra den 
lige Linie, den rette Vet; men Fun figurl. 
em Afvigelfer fra det Rette, -fra en. fædelig, 
fornuftig Levkmaade. (f. ſteie) At udſreie 
fra Dydens Vei. ”Mené Brøbre fig i ſelv⸗ 
giort Treldom vaande, udfleie fra Natu⸗ 
rens klare Veld.“ Rein. J Ungdommen 
har han udſteiet p. flere Maader. Deraf: 
Udſteielſe, en. pl.-r. En U. fra Materien, 
ll. fra Gædelighed, Or⸗ 
den. ”De Udfteielfer, fom vor Alders For⸗ 
dærvvelfe Har giort t. Vane.“ Jacobi. 

dſtibe, v. a. 1. føre ud f. Skibs. Der 
blev udſkibet meget Korn t. Norge. — Hers 
af: Udffibning, en. pl, -er. ; 

Udſtielde, v. a. 2. overvælde cen m. 
Skieldsord. 

Udſtifte, v. a. 1. ſtifte el. dele noget 
(ifær Ford) blandt flere, form forhen -brugte 
det i Fællig el. Fellesſtab. At u. en Bo, 
en Byes Jorder (undertiden mf. Tillæg: af 
Feœllesſtab.) 2. uegentlig for: tildele, uds 
dele til. ”Den blinde Skiebne — det altid 
ev, ſom Lyſt og Oval udſtifter.“ Grundt⸗ 
vig. — Deraf: Udſtiftning, en. pl.- er. 

Udſtikke, v. a. 1. d. f. f. udſende. 

Udſtkov, en. pl.-e. den Stov, der ligger 

i udkanterne af ſtore Skovſtrekninger; ell. 
ſom ligger ſpredt p. Marken, adſtilt fra Ho⸗ 
vedſtoven. 

Udſtrabe, v. a. 1. faae ud, bringe ud af, 
ut flette v. at ffrabe. At udffrabe det, fom 
var ſtrevet p: Pergament. — Deraf: Ud⸗˖ 
ffrabning, en. pl.-er. s 

Udſkrift, en. pl.—er, noget ſom udſkri⸗ 
ves, -fom er udſtrevet. Udſtrift af Tingbo⸗ 
gen, af en Protocol. 

Udſkrige, v. a.3. fig. og I d. Tale: at 
y, noget, gøre det overalt beklendt, giere 
ftort Ry deraf. Man har udſtreget ham 
fom en ſtor Konſtner. (intrans. At have 
udſtreget, holde op m. at ſtrige. 

Udſtrive, v. a. 3. (f. ſtrive.) 1.3. f. ſ. 
ftrive ud. At u. noget af en Bog. Det 
er udførevet efter (af) et gammelt Haand⸗ 

t. — At u. en Forfatter ad: ſtrive Ste⸗ 

er ud af hans Værker, og tilegne fig dem 

fom fit eget Arbeide. 2. At udffrive en 
Rigsdag, Landdag, ft Møde 3: ſammenkalde 
v. Skrivelſer. At u. Skatter (paalægge.) 
At udfkrive Soldater, Krigsfolk oa: udtage 





— — 


mm — — ·— — 


— 


hvor man pleler af henfætte Ud 


nudvalgt Samfund, en Commiéfion. 


s ' i 
udffrlve — Udflag. . 
Mandſtab af Sandet f. Krigstleneſte, efter ét 
vift Forhold og beftemte orſtrifter. Gan er 
udffreven t. Soldat, t. Dufar. — Udſtriv⸗ 
ning, en. pl. - er. Handlingen af udſtrive. 
U. af Krigsfolk. Skatteudſtrivning. 
u e, v. a. 1. ſtrue noget udad, ſom 
var indſtruet. 
Udſtud, et. pl. d. ſ. 1. det, ſom er uds 
—X det Sletteſte af fit Slags; forkaſte⸗ 
e, ubrugbare Ting ell. Perſener. Dette 
Klæve, Porcelain er iffe andet end U. 
»Jeg troede mig blot i et Slags Forgaard, 


Sagseſen. Det er Udffuddet af Nationen. 
— Deraf: Udſtudogods, Udffudsvarer, 


fit Gods, deringefte, udſkudte Barer. 2. 


ilforn brugtes det for Udvalg, ell. (ſom 
.) for: et t. en vis Venfi k 
iorde Borgerne et Udſtud af fig t. Raa⸗ 
Bet.” Coldingé K. —23 3. Udffa 
br. undertiden ogfaa for: Udbygning ps et 
Huus (iſcer i Jylland⸗ 
Udffuur, et. pl.- 
Huus, t. at fidde under. (Chrift, Pederſen. 
Moth. ivf. Biſlag.) . 
Udftyde, v. a. 3. egentl. fon: flyde ud. 
” San udſtod fine Pile,” 2 Sam. 22. 15. 
2. om Verter og Zræcr : finde, fremſtyde. 
Fielden.) ”Den havde udffudet Knopper og 
emfort Blomſter.“ 4 Mofe B. 17. 8: ”Lis 
geſom et Træ, der udſtyder fine Rødder hos 
en Bæt.” Jer. 17. 8. 3. vrage, forfafte 
ASA ubrugbare Sager —* 
afſondre den fra de gode oq brugbare. 
Ulve et. 2, 1. føre ud v. en Eyllende 
Stroem. Den ftærfe Regn har udſtyllet al 
Ureenlighed af Renderne. — Deraf: Ud⸗ 
Fylling. en. pl.-er. 
Udſtæmme, v. a. 1. forringe, fordærve 
en Ting, færd. m. Henſynſt. dens udvortes 
Udfeende, Denne Tilbygning har gandſte 
udffæmmet Huſet. Kirkerne vare iffe uds 
femmede m. nyftifte Billeder.” Rahb. (D. 
Filt. IX. 351.) ' 
Udffære, v.e. 1. b. f. f. ffæreud. At 
u. Blade af en Bog. 2, danne i cu vis 
ferm, t. en vis Figur v. at kære. At u. 
Elfenbeen, I Zræ. Det var udſkaaret i 
Spidſer, i Takker. udſtaaret Arbeide. 
Udſlaae, v. a. f. flage ud. — partio. uds 
Naaet br. i Talemaaden: af være udſlaaet 
p. Kroppen 3: have Udflæt. — udſlagen idet 
Udtryk: den bele udflagne Dag. "Gu heel 
Sflagen Nat.” Tode, ” Gan fad i cen uds 
ha en Time der, han fad i to, i tre” Bagg. 
dSMlag, et. egentlig om den Bevægelje i 
tungen p. en Vegtſtaal, huerved den viger 
ef fra den lodrette Linie, og derved tilkien⸗ 
degiver Overvægt i en af Skaalerne. Deråf 
fa. i Talemaahen: at give Udflagg ell. giore 
Pflatzet 9: fremvirke en afgistende Foran⸗ 
dring ,” frembringe en Handlings endelige 
Dank Ordbog. UL 


endnu i det 


877 


- Embede 
”gtøre Udſi 


dder,” gg 


udſlette. 
d gets Sta 


re, Skuur uden f. et. 


v. idelig Brug. Judſtriften p. 


ret, og" 


udſlag — udſminke. 


Udgang p. cen af to sl. flere mulige Maa⸗ 
der. Det gav Sagen fit U. ”Om han 
itke vil finde Udflaget langt anderledes, end 
han efter det loſelige Overjlag indbildte fig,” 
Kahb. (D. Tilæ. XI. 231.) 
Avdelſe vil give Udflaget. ”IF det vigtige 
hvor hans blotte Stemme ofte tan 
eget,” Birkner. »Jeg havde 
kanſtee endnu været ubeſtemt, havde man 
ikte paataget fig, at gløre Udflaget f. mig.” 
Rabbef. ”Hvor ofte har itke en Særførers 
lyktelige Valg gfort Udflaget i de vigtigfte 
eltlag.”" J. Bone. ' 
dſlette, v. a. 1. bringe noget, fom var 
ſynligt p. en Dverflade, t. at forfvinde, borte 
tage, udviſte (Skrift 0. d.) At udſlette det 
om var ſtrevet p. en Tavle. Krommeren 
avde glemt at u. det i fin Bog. 2. fig. 
borttage. Det er en Stam, han aldrig fan 
dſlette ger han beſlutter at udſlette Ri⸗ 
m i Edel Hevn. Storm. Tiden 
an aldrig u. hans Minde. ”Du byde Gæs 
rens Hevn al Iſraels Slægt udflette af Jor⸗ 
den.” Gert. — Udflettelfe, en. Gierningen 
at udflette. 


ing v. Slibning. At udflibe noget. 
af en Kobberplade. — — 


em ae 
Slide, v. a. 3. borttage v. at flide paa, 
tenen er 
udſlidt (f. E. ved af træde p. den.) fig. br. 
artic. udflidt for: affræftet , fvættet v. 
lid og Arbeide. Denne unge Mand er for 
tidlig bleven udſlidt. ' 


Udfluffe, v. a. 1. flutte-aldeles. »Naar , 


Træet er borte, udfluffes Ilden.” Ordſpr. 
26. (jvf. ſiukke; hiint br. mindre og er overs 


flodigt.) — ſigurl. for: tilintetgiore e. d. 


Ethvert Haab hos hende var udſlukt. "Da 


var Liv og Folelſe, Tanke og Bevidfihed ude. 


flute.” Skou er, SI Lytfens Skied ſlove⸗ 
es hans Villie, udſluktes hans 
Samme. — Deraf: Udſlukning, en. pl.-er. 
be, v. a. 2. fvælte, affræfte alde⸗ 
les v. overdrevet Arbeide og Anſtrengelſe. 
En gemme udflæbt Heſt (Udfflæbsbeft. D. 
$. D.) At udflæbe fig i cens Tieneſte. 
Udſleæt, et. ud. pl. noget, der ſlaaer ud 
p. Legemets Overflade; Hudſygdom, der 
viſer ſige Blegner, Betendelſe, Pletter, 
Fnat, Cfurv 0, d. ' 
mede, v. a. 1. forbruge f. ſmedet Ar⸗ 
beide. At udſmede Fernftænger t. Plov⸗ 


jern. 2, udftvætte og føretyndere v. Smed⸗ . 


ning. — Deraf: Udſmedning, en. pl. - er. 
AUdſmelte, v. a. og n. 1, bringe nd, drin⸗ 
ge tilveie v. Smeftning. At u. Fedt. 
(neutr. fomme ud af d. Smeltning. Alt 
dette Fedt er udfmelret ell. ſmeltet 29.) - 
Deraf: UMfæeltning, en. pl.-er. 

Udſminke, v. a. 1. opſminke; ell. ſigurl. 
ſege af tildele ch udvortes forſtionnet CE 


(37) 


fans Gads 


.… Udflibe, v. a. 3. fage noget ud ell. bort 
af en 


— — — 


ÅL: 


—,— Udfminfe—tUdfølre. 
kelſe. (fleldent.) ”Afguderiet blev ikle op⸗ 


hævet, men udſminket.“ O. Guldb. (V. 


pift. 1. 429.) . 
Udfmykke, v. a. 1. bv. undertiden (ffær 


gurl.) for: ſmykke, udpynte. At um. en: 


iftorit Fortælling m. rhetoriſt Pynt. 
»Diſſe Taͤler — udſmykkede m. maleriſke 
Billeder og m. alle Talekonſtens Trylle⸗ 
vier.” Synefius v. Blod. ꝰHiſtorieſtriver⸗ 
ne antoge Almuens Meninger, ſom Poeterne 
havde udſmykket. O. Guldb. At udfmytte 
Sandheden. — Deraf: Udfmyfrring , en. 
. "Den kunde vordet en Udſmykning 


i Zræ. . 

Udfolgt, partic. f. udfælge. 

Udfone, v. a. 1. forſone fuldkommen. 
De have udfonet fig m. hinanden. 
Srode vil han ikke let kunne udſone. — 
Deraf: Udſoning, en. pl.—er. 


Udſove, v. n. 1. (har.) fove indtil man 


ikke trænger mere t. Sovn. At have uds 
ovet, 

ed, Sevn. At udſove Ruſen; cl. 
ſove en Ruus ud. 
AUdſpeide, v. a. 1. komme efter, udforſte, 

opdage v. at ſpeide. Udſpeis 


længe” før det indtræffer.” Baftholm. 2. 
gnae p, Speideri efter nogen. (jvf. ſpeide.) 
”Æn Mand, ſom kiender fit Rige, uden at 
udſpeide fine Underſaatter.“ Kampmann. 
»Det er ikke Sandheden, der opfordrer dig 
t. at udſpeide enhver Feil hos din Næfte.” 
Mynſter. Han havde udfpeidet Fiendens 
Anſlag. *Ei du Himmelens Gunſt udſpei⸗ 
der af Stiernernes Tindren.“ Gers. 
Udſpekre, v. a. 1. d. f. f. ſpekke, 1 og 2. 
Muren maa udſpekkes inden den kalkes. — 
Deraf: Udſpekning, en. lie. 
Udfpil, et. pl. d. ſ. Zilfældet, ſom bes 
ſtemmer, aft det tilkommer cen, forſt at 
[pine udi Kottfpil. - (Gan har Ud filtet.) —. 
f. det udfpilte Kort, Hvis er dette Udſpil? 
Udſpile, v. a. 1. bringe noget t. at ind⸗ 
tage et ftørre Rum v. at ftrælfe ell. ſpile bet, 
— fig. Gan har udſpilet Bogen t. to tykke 
Bind. — Deraf: Udfpiling, en. pl. 
Udſpille, v.a.1. d. f. f. fpille ud (men 
fun i partic. og i inf. pass.) Det kommer 
an Pe hvad der udſpilles. Det udſpilte 
o 


Udſpinde, v. a. 3. egentl. udſtrække £ 
Længden v. at ſpinde. At u. en Traad. 
»Selv under Aarenes Byrde føge vi af uds 
ſpinde Livets Traad, faa lang vi funne.” 
al. Muͤller. — fig, At u. et Digt, en For⸗ 
tælling (udftrætfg) ft, en NS EGE Længs 
de, ”En NRætfe af Hændelfer, der udſpin⸗ 
Des i et heelt Bind.” (M.) 
Udſpire, v. n. 1, (er.) fremſpire; have 


/ 


"578 


Denne: 


og læg: 
Marke tif, hvad der fan være WLSALTE 


n Opkomſt, Oprindelfe. »Vort Guns uds 
piver af en ſtolt fornemme Rod.” Holb. P. 


Paaxs. 

ud pore, v. a. f. opſpore. 

Udſprede, v. a. 2. egentl. d. ſ. f. ſprede, 
udbrede, »Dyr, der aftræde det i en Kreds 
udfpredte Korn.” Schytte. (Indv. Reg. II. 
216.) 2. meſt ſigurligen, for: udbrede. 
At udfprede et Rygte 3: bringe det ud 
iblandt Folk. — Deraf: Udſpredning, en. 

Udſpring, et. 1. førfte, Begyndelfe ; 
egentl. om rindende Bande. Denne Flod 
har fit U. i Alperne. 2. figurl. Ophav, 
Dprindelfe.  ”Du flal aldrig —* big op t. 
dit lyſe Udfpring.” Evald. ”mMit Udſpring 
føger jeg hoit over Jorden.” Rein. 3. 
fielden om Zræer og Blomſter, ſom løver 
og ſpringe ud. Denne Blomſt er langſom 
i fit Udſpgring. »J Udſpring hiſt fig teer 
et Saab t. unge Træer.” H. Bull. 

Udſpringe, v. n. 3, er. (f. fpringe.) 1. 
have fit Udſpring. Donau udfpringer i 
Cvaben. 2, have fin Aarſag, fin Oprin⸗ 
delſe. ”Den,fande Velgiorenhed, ſom ud⸗ 

inger af et omt og varmt Hierte.“ Rahb. 


aae udſovet. (act, fordrive v. til⸗ ſpring 


Hvad er det vel, hvoraf voldfomme Ord og 
Sierninger udfpringe ?” Mynſter. »Denne 
hoiere, renere Andagt, ſom udfpringer af 
en dybere Folelſe af det Overnaturlige.”. 
Bagg. 3. om Biomfter og Træerne Lev. 
(f. fpringe, 1. e.) En udſprungen Roſe. 
Skoven er udfprungen. (fun i partic.) 
Udſprude, v. a. 1. (fvf. ſprude.) d. f. ſ. 
udſproite. ”Soin naar Vefuv fin forfœr⸗ 
bende Regn af Dybet udfpruder.” Pram. 
Udſproite/ v. a. 1. ſproite af en Aabning, 
fpraite ud. (meſt i partic.) Det udſproi⸗ 
tede Gand. Den Bade, fom Dyret ud⸗ 
ſproiter. — Deraf: Udſproitning, en. 
Udfpye), v. a. 1. ſpye ud af rn Aabning. 
Vedel og meft figur.) "De Ildſtromme, 
om Bierget udſpyede (udkaſtede m. vold» 
ſom Magt.) KE 
Udſpytte, v. a. 1. f. fpytteud. Det ud⸗ 
fpyttede Blod, — Deraf: Udſpytning, en. 
Udfpænde, v. a. 2. ſtramme og udbrede 
toget I en Flade v. at ſpende det. At u. 
et Stykke Teil i en Ramme, “Og konſtig 
Luft de lette Seil udfpænder,” Ingemann. 
— Deraf: Udfpænding, en. pl.-er. 
Udfperge, v. a.'3. (f. ſpertze.) 1. er⸗ 
fare v. at fpørge meget, ”Hvem der forſter 


efter og vil udfperge, hvad der tales ilde 
"om ham,” B. —2— "Kong 


) ode uds 
ſpurgte deres Trædiøhed,” A. S. Bedel. 
Gan havde faaet udfpurgr, at Reiſen Fulde 
gage for fig om Morgenen. 2. fpøvge, fritte 
cen meget, fi at fane noget af vide, fom han 
vil dolge. De-vilde udfpørge hende om 
mange Zing ; men hun var taus og forfigtig. 

Udſtaae, v. a. 3. lide, være underfaftet, 
gtennemgaae; pati, ferre, sentire. (jvf. 
udholde,) At u, megen Red, Bienvors 


- 





udſtaae udſtrette. 6879. Udſtrekte-· - Udſtebning. 


dighed, Smerte. Han har udſtaaet en fvær 
Sygdom.“At fole fig efter det, man af 
Fornodenhed ſtal udftage.” B. Thott. 2. 


taale, udholde (fetre, sustinere, tolerare.). fir 


»Alle Plager fan man udſtaae, dog ikke 
Hierteplage.“ Sir. 25.14. ”Kan du fors 
drage og udſtaae ſaadanne Stød i dit Hier⸗ 
te P. Tidemand, 1564. - ”Om de f. Bes 
fværings Skyld det ikke udftage kunne.“ D. 
£ov. 11.9. 2. 3. lide o: —8 om, for⸗ 
drage. Det er en Perſon, jeg ikke fan ud⸗ 
ſtaae. Hun fan iffe u. at man roſer andres 
Skienhed. 4. At have noget udftadende 
m. cen 9: ikke være enig m. ham, være i 
Tviſt el. Uenighed m. ham om ell. i Anled⸗ 
ning af en vis Ting.” def: Udſtand.) 

Udſtade, et. det averſte Stade i en Kir⸗ 
keſtol. (Moth. forældet.) i 

Udſtand, en. At have Udftand (o: Uven⸗ 
ſtab) m. cen. (Moth.) jvf. udſtaae, 4. 

Udſtede, v.a. 1. giore færdig og beklendt 
p. vedkommende Steder; ſtrive, give ſtrift⸗ 
ligen fra ſig Lom viſſe Documenter, For⸗ 
ſtrivninger, 0. d.) At udftede en Befaling 
en Bevilling. At u. en Vexel, et Bevis f. 
noget, en Forſtrivning. — Deraf: Udſte⸗ 
delſe, en. — 

Udftikke, v. a. 1. d. f. f. ſtikke ud (i nogle 
Tilfælde. At udſtikke Øinene p. cen. 
u. noget I Staal m. et ſpidſt Redſtab. 2. 
intrans. | Kortfpil: Der er udſtukket oa: 
alle have ſtukket. — Deraf: Udſtikning,en. 
pl.-er.” Udftifning I Staal. 

Udſtille, v. a. 1. fremftille ,” udfætte ft. 
offentlig Skue. At u. Malerier. => Ud⸗ 
illing, en. pl.-er, 1. Handlingen at ud⸗ 
le. 2. noget, fom er udftillet t. Stue. 
En MalerisUdftilling, Konſt⸗Udſtilling. 
dſtoppe, v. a. 1. udfylde v. at ſtoppe, 
ſtoppe fuld. En Pude, et Stoleſede uds 
ſtoppet m. Krolhaar. At u. et Dyr, en 
Fugl (3: Stindet af det døde Dyr.) — Der⸗ 
af: Udſtopning, en. pl.-er. 

Udſtramme, v. a. 1. giore noget ſtram⸗ 
mere og tillige udbrede def, v. at ſtrokke det. 
At —8B et Klæde, — Deraf: Ud⸗ 
ſtramning, en. pl.- er. 

Ubfrege, v.a. 1. udflette. noget v. at 
ſlaae en Streg derover. (f. overftrege, ſom 
"ig Sfryge, v. a. 3. (f. fryge.) udflette » 

ge, v. a. 3. (f. e.) udflette v. 
at ſtryge over m. Haanden vw med ct Red⸗ 
fab. Ut u. det, ſom var ſtrevet p. Tav⸗ 
len. At u. cen af Liſten 0: udſlette hans 
Mavn. — Deraf: Udftrygning, cn. pl.-er. 

Udſtrække, v. a. 3. (f. ct) 1. 
ſtrœkke fra fig, ud fra kegemei. At u. Ar⸗ 
mene, Benene. 
udftratt t. af tage.” Sir, 4,34. 2. udvide 
I SCængden. At u. en Snor, et Toug. — 
figurl. for: udvide i Alm. Han udſtrakte det 
franſtke Riges Grendfſer indtil Tiberen og El⸗ 
Gene LDvur vidt ville de undſtrakke deres For⸗ 


»ead din Haand ikke være. 


bringer? — Deraf br. partic. udſtrakt for s 
vidtløftig, vidt udbredt. Et ked — 
kiendtſtab, udſtrakte Forbindelſer. => Ud⸗ 
ækning, en. 1. pl.-er. Gierningen at 
udftræffe. 2. ud. pl. Tilſtanden, at uds. 
ftrætfe fig i Længden, i Breden, el. over 
et Fladerum; Indbegreb, Omfang. Ris 
gets alt for ftore Udftræfning. Et Legemes 
» i Længden, I Breden. — 
Udſtroe, v. a. 1. ſtree ud i el. over ef 
Rum. At u. Saden i Ageren, Froet I Be⸗ 
bene, “*Han ſtal give Velfignelfe t. den 
Sæd, vi udſtroede. Mynfter. ””En Stand, 
hvori han fan udftrøeLytfaligheder.” Evald. 
”Naar man betragter, m. hvor ſparſomen 
Haand Glæden er udfireet over de flefte 
Menneſters Bane.” Rahbek. 
mme, v.n. 1. (er.) udgyde ſig ien 
Strom, finde ud m. Strommens Magt. 
Det udffrømmende Band. — fig. "I ftærfe 
Toner flal min Fryd udſtromme.“ S. Bli⸗ 
cher. — Deraf» Udftrømmen, en. nd. pl. 
Udftudere, v. a. 1. udfinde v. Eftertan⸗ 
fe, udponſe, finde paa. (dagl. 2.) ”Gvad 
fan da Quindeliſt i Haft ei udſtudere? 
Holb. P. Paars. 
Udſtue, en. Stue, ſom er affides, lœngſt 
borte i Huſet; ell. ſom er udbygget fra den 


t tette Bygning. (Moth.) 


kke, v. àa. 1. dele I Stykker, ſonder⸗ 
lemme poget fom var heelt. At u. et Land, 
et Gods, en Eiendom. ”Guddommen, hvis 
vene, uſammenſatte Væfen de ofte fønders 
lemmede og udſtykkede.Symeſius v. Blod. 
— Deraf: Udftykning, en. pL-er. ”Gaaz 
ledes fan Fortælleren ũdſtykke denne Scene z 
men det Hele tabes, og med dette al Virk⸗ 
ningen f en ſaadan Udſtykning. Baggeſen. 
dſtyr, ef. T. Auéfteuer.] det, hvor⸗ 
med en Pige udſtyres t. hendes Giftermaal 
af Forældrene, el. dem, ſom ere hendet 
Forældres Sted; fornemmelig i Klæder , 
Bohave og rørligt Gods. (jvf. Medgift.) 
Hun brapte Manden ingen Penge; men ét 
rigeligt Udſtyr. 
Udſtyre, v. a. 1. forſyne en Datter m. 


Kleder og andre Fornabenheder t. at fætte 
a 


Bo, naar hun ſtal giftes. Han har udſty⸗ 


ret to Dottre. (fleldnere om Sonner, der af 


Forældre underftøttes t. at fætte eget Vo.) 
== flying, en. Gierningen at udſtyre. 
( Udflyrte, v. a. 1. kaſte voldſomt 0 plud⸗ 


ſeligt ud, ſtyrte ud. Han blev udflyrtet i 
Havet. — Deraf: U ing, en. pl.- er. 
Udſtobe, v. a. 2. fløbe Metaller i en 


Form cl. I flere. ”Sfterat Materien el. 
Godſet er vel ſmeltet og oversſt — bliver 
det (p. Mynten) udſtobt i Tene.” Schytte. 
(Indv. Reg. II. 223.) — Deraf: Udſtob⸗ 
ning, en. ”Det hændes letteligen v. Ud⸗ 
ſtobningen, at man forſommer af rore og 
blande Metallerne.“ Schytte. 


(377) 


rigtige Maal, fra det Netfe el. 


os 


fin Ungdom. 


v. utaalelige Afgifter o 
„Uelſe, en. pl.-r. og Ud ugning, en. pl. er. 


Ed 


uUpbſtode — Udfælge. 


Udflede, v. a. 2. d. f. f. ſtode ud (meſt i 
artid.) og figurl. At udſtodes (forjages, 
orviſes) af en. Stat, af det menneſtelige 
Selſtab. fans Familie. har udſtodt ham, 
— Deraf : Udftødelfe, en. ' 
Udſuge, v. a. 1. bringe ud, faae ud af v. 
at fuge. At udfuge Saften af nogét. — 
Uegentl. og fø. At u. et Saar, fuge Blod 
o. d. ud af Saaret. ” At udfuge Fortet.” 


ESchytte.) At udfuge et Land, udfuge fine 


ønder 0: forarme Indbyggerne, Bønderne 
yrder. — Udſu⸗ 


ierningen at udfuge. — Udfuger, en. den, 
om udfuger; iſer ſigurl. vFremmede Ud⸗ 
ugere fortærede det danſte Folks arv.” 
Engelstoft. .… ” 
" Udfulte, v. a. 1. d. f. ſ. udhungre. —. 
Udſultning, en. Udhungring. (J. Boye.) 
Udſvede, v. a. og n. (f. fvede.) .1. act. 
ive fra fig fom Sved eil. Uddunſtning. 
ræet udfveder en ſodagtig Saft. — fig. og i 
d. Tale: det har han alt udfvedt 9: glemt. 
2. neutr. uddunſte fra, i Skikkelſe af Sved. 


"Der udfveder en Vadſte, en Fugtighed af. 


Bladene. , W 
Udfoæve, v. n. 4. (har.) afvige fra det 
illadelige 
(itte ofte, og meſt I partio.) Mon da iffe 
vor Klærlighed f.'Werden udfvæver uden: 
for dené rette Grændfer?” Bafth. fan 
ar idfvævet meget (været udfvævende) i 
At u. i Kiærlighed. Et ud: 
fvævende (liderligt) Menneſte. Udfvæs 
vende (urimelige, overdrevne) Onſter. Et 
udfvævende (vidtløftigt) Foredrag. — Ud⸗ 
fvævelfe, en. pl.-r. 1. udfvævende Hands 
Ling, ujædelig Levemaade. 
andre Udſteielſer fra den rette Vei, el. uden 
for dét rette Maal. ”Ale Konſtens Ud⸗ 
fvævelfer og Vanſkabninger.“ Baggeſen. 
(Labyr. HM. 211,) 7 
Udſye, v. a. 1. ſye Xabninger, Figurer 
o. d. i cl. paa et dertil paſſende Toi (brodes 
re.). At udſye en Krave, en Halsſtrimmel. 
t u. —2*8 i noget. Udſyede Bloms 
tr, Tegninger. — Deraf: Udfyening, en. 
Udfæd, en. ud. pl. Saed, ſom udſaaes, 


ſom lægges i Jorden, ell. ſom er udfaaet. 


Gan vil neppe faae fin uee igien p. den 
Ager. “Agermanden — en haabfuld Udfæd 
dyrket Fure ſtienker.“ Thaarup. “Seoden 
Fan holde fig ito t, tre Aar, og endda være 
beqvem t. Udfæd.” Schytte. NE 

Udſalge, v. a. 3. fælge offentligt, fælge 


ſtykkeviis af et Forraad, en Mængde. At 


— — Barer I fmaa Partier. (f. Udſalg.) 


RH 2. fælge Alt hvad der hades i Forraad af et 


viſt Slags Varer. (meft I partic.) $£an 
vil neppe kunne u. hvad han har bragt t, 
Markedet. fan har reent udſolgt. »Han 
(Ho) ikke de andre Klobmend at fælge deres 
årg , forend han. felv hadde udfolgt fine,” 


5809 


et Prüsſpergsmaal. 


2. fieldnere om D 


udfælge — Udtale. 


Schytte. Bogen, Oplaget er udfolgt (5: 
ale Cremylarer folgte af Forlæggeren.) 
3. holde op m. at fælge, 2nde fin Handel. 
Den Kræmmer fik fnart udſolgt. (Kun i 
partic. og i denne Talemaade.. . 
Udfætte, v. a. 3. (f. ſette.) 1. i den 
egentl. Bemeerk. at fætte ud (3: udenfor en 
vis Grændfe, el. under aaben Himmel) br. 
det ſielden, undt. i partio. Teiet vår udſat 
6 ud) p. Gaden. Barnet havde han uds 
at (i Koft) hos Fremmede. De (p. Rente) 
udfatte Capitaler. De udſatte Pofter, 
Vagter. 2. figurl. a.) beſtemme. Han 
har udſat en vis Bum aarlig f. Sønnen, 
f. Datteren (t. at leve af.) At u. en Belon⸗ 
ning f. noget. At udfætte (offentlig opgive) 
b.) fætte el. bringe 
noget I den Tilſtand, af det modtager en 
udvorteg Virkning el. Indflydelſe. At 
være udſat f. Luften, f. Hede og Kulde. 
Dan ndfette fig f. enhver Fare. Det vil 
u, mig f. mange UÜbehageligheder. »Udſat 
f. almindelig orhaanelſe, Fornærmelfe og 
Forfolgelſe.“ Baggefen. Cc.) forhale Fort⸗ 
fættelfen ell. Fuldførelfen af et begyndt Fo⸗ 
retagende, cl. af et Forſet. Det øvrige 
ville vi u. til i Morgen. Reiſen ev udfet 
(opfat) i & Dage. Det er udſat indtil vis 
dere. (jvf. opfætte, 4. ſom vel oftere br. om 
af udfætte et Forft, hois Udførelfe flet itfe 


"er begyndt.) ” d.) dadle. (m. præp. pac.) 


Hvad er der af udfætte paa? £$an har noget 

at u. paa enhver Ting. 3.) fætte t. End. 

Gan har udſat de Planter, han fif, og for⸗ 

Tanger flere. Arket er udſat (i Bogtrykke⸗ 

vier.) ⸗VUpdſettelſe, en. pl.-v. Gierningen 

at nv fætg (færd. 2. c. Forhaling, og 2. d. 
ade : 


Udſote, v. a. 2. vælge noget, der føges 
iblandt flere Gienſtande. At u. fig en god 
Plads. Han vilu. fig en Kone. (partic. 
udſogt br. for: udmærket god, fortrinlig.) 
Gan har lutter udfogte Varer. De fils 
denſte og meſt udſogte Blomſter. 

Udtage, v. a. 3. (. tage ud. (udtage br. 
fieldnere egentl. og da ofteft i Partic.) 
Kar — dem udtøg Song Cyrus af Temp: 
len.” Cér, 5.14. De Styhkker, han havde 
udtaget 9: udvalgt. Han udtog (valgte) 
20.af de modigſte Soldater i Compagniet. 

Udtale, v. a.2. ubfige, fremſige. ”Min 
Mund ſtal udtale Herrens Lov,” Pf. 145. 
Gan havde neppe udtalt Ordet, før de anfaldt 
og dræbte ham. ”Hvad jeg fornam, fan 
intet Ord udtale,” S. Staffeldt. 2. nås 
trykke rigtigt, tilborligt m. Ord, ed. med 
Den rette Lyd. , Ingen Læbe fan v. def. En 
glelfe, ſom Ingen fuldkommen får udrale. 
jette Éyrog ev vanſkeligt af u. f. em Frems 
med. 3. tale f. Ende, ende fin Tale. 
Lab ham forſt udtale state ud.) Jeg kunde 
ikke fage udtalt, før han faldt mig i Talen. 
Udtale, en. ud. pl. Maade, at tale paa; 


LS 
⸗ r 


Re 


mæ En 


»De "| 





udtale — udtrhyhf. 6801 Ubtryk — Udtrek. 
Moele. En reen, tydelig, god, ufors tigt, paſſende UW. xt bruge de rette u. får 


ſtaaelig Udtale. 2. Maade at udtale Bog⸗ noget. „Udtryk er Tankens Dragt,” dg - 


ſtaver, Stavelſer og Ord £ et viſt Sprog. den, ſom paffer meft, er ogſaa ſommeligſt,“ 
Gun har en god Ul. i det Engelſte. Han Popes Krit. v. Schiermann. — Et egent⸗ 
har lært Udtalen af en Inbfødt. ligt, uegentligt, figurligt uchng i 
Udtappe, v. a. 1. bringe ud af v. at Af tiltale cen i fornærmelige U. »Et Ud⸗ 
tappe. ”Hvo ſom — udtapper eller ud⸗ tryk kaldes faaledes, f. ſaavldt ſom det frem⸗ 
tappe lader t. Overflod og itmaadelighed ſtiller Billedet af en-bis Tante, Et U. fan 
nogen Drik.“ D. Lov. VI. 3. 9, 2. ud⸗ da badde være et Ørd og en Talemaade. — 
tomme v. at tappe ell. ved at lade aflobe. Det er nyttigt 'og nedvendigt, undertiden 
At udtappe en Se. — Deraf: Udtapning, at gidrenveØrd; nemlig, naar det behe⸗ 
en, pla — ves nye Udtryk.” Sporon, 2. ud. pl. 
Udtegne, vᷣ. a, 1. optegne noget, fom Maade, hvorpaa man anvender Midlernet. 
udftrives af en Bog e. d. Han har utegs at betegne Foreſtillinger og Folelſer. Man 
net de Nummere, fem han vil kiobe. At ud⸗ figer ſaaledes: denne Taler har et flet U. 
tegne noget af en i ; 
ning. Figuren er ikde ganſte udtegnet. — i Udtrykket. Hun er kold, og har intet Ud⸗ 
Deraf: Udtegnelfe, en. pl.-r. og Udtegs tryk i hendes Tale ell. Bedægelfer. > uds 
ning, en. pl.-er. 7. tryksfuld, adj. fom har meget U. er flærk i 
dtiene, v. n. 1. br. fyn i partic: At Udtrykket, el. ſom udirykker meget. Et uds 
have udtient 9 have tient den beſtemte TID trykeſuldt Ord. En u, Mine, Bevægelfe. 
f. Ende. En udtient Soldat (fom har uds »Thi fom, 0 udtryksfulde Lånshed! tænt 
tient.) hang Priis.” Foerſom. — Udtrykomaade, 


. 


AJ 


Udtoe, v. a. 1. fane ud af v. at toe ell. en. Maade, af ndtrytte fig paa, ell. en viß 


vage, Diffe Pletter kunne nof udtoes. Maade i Udtrykket. SAGER 
" Aldtog, et. pl. d. ſ. 1.4M den egentl. Be⸗ Udtrykke, v. a udtrykte, udtrykt. (fun 


moeerkelſe: et Tog ud. af et Sted, br. det i den egenti. Bemærk, ogfan udtrykkede, 


flelden. Bed Harens U. af Staden, ”ZIl udtrykket.) 1. egentl. d. ſ. f. trykke ud. 
faadant Udtog blev en Tid af dem beram⸗ a.) faac ud af v. at trykke, udprefje. At u. 


met.” Gott. PD. Paars. 2. det, fom er uds Saften af en Citron, (T. ausdråden.) - 
draget, udſtrevet af en Bog e. d. færd. m. Dog br. her ofteft trykke af, cf. pd af. b.) i 


Forkortning ell. Sammendrag af Indhol: - tryfte noget, fom er fugtigt, f. at faae 
Det. At gtøre adſtillige U. af en Bog. Et Fugtigheden ud. ”De udtrykte Uldſkindet, 
Udtog (fort Begreb) af Verdenshiſtorien. og udtryſtede Dug deraf.” Domm. 6.38. 
— udtogsviis,'adv. iUdtog, ikke hel el. 2. frembringe et Billede, et Udtryk "af 
fuldftændigen. noget. (2. ausdrucken) Hun har det 

lidtolke, v. a. 1. d. f. f. fortolfe, uds i fin Magt, p. den naturligfte Maade at 
lægge. Deraf: Udtolkning, en. pl.-er.  — udtrytfe enhver eidenſkab. Niobes Ho⸗ 

idtordne, v. a. 1. fige, udtale m. tords ved udtrykker den hoieſte Grad af ſmerte⸗ 
nende Lyd ell. overvættes hel Roſt. Han lig Sorg. 3. frembringe én tydelig Fo⸗ 
udtordnede fine Befalinger t. Mandffabet, veftiling om noget, ifær v. Talen: et 
»Metallet Dedens Roſt udtordner, Jorden fpæde Barn udtrykker fine Fornodenheder 
Dæver.” 9. Bull. v. Graad. At u. fig (9: fin Mening) v. 
Udtryk, et. pl. d. ſ. IX. Tuédrud.] Ord, v. Tegn. ”At udtrykke fig uct i 
1. i Alm. et Middel, hvorved Folelſer og de levende og brugelige Sprog.” Sneed. 
Foreſtillinger yttres, et udvortes Tegn cl. Dan udtrykker fig iffe Hart, beſtemt nok. 
Billede, der gier dem beſtuelige f. Sands (f. 8 
ſerne el. fremſtiller dem f. den indre Au⸗ idtryftelig , ad. vg adv. 1, udtrykt 
ſtuelſe. (Saaledes Ord og Talemaader m. m. tydelige Ord, beſtemt, ikke tvivlſom. 
Henfon f. Sproget og Talekonſten, To⸗ Jeg gav ham min udtrykkelige Befaling, at 
nerne i Muſiken; Anfigtstræf , Lader og det fulde fee. Jeg har udtrykkelig fagt, be⸗ 
Stillinger i Maleri og Sculptur 0. ſ. 0.) falet det, 2.adv. m. Villie og Forfæt; net⸗ 
At fåge, finde U. for en Tante, Hun op. Han gtorde det u. i den Øenfigt, Det 
har et Udtryk i Diet, i Anfigtet, ſom blev udtrykkelig givet ham i den Genfigt. 
ingen Maler fan efterligne, Udtrykket - Udtrade, v. a. 3. (f. træde.) giore vi 
denne Figur, dette Maleri ev ganſte for⸗ dere v. at træde. At u..ct Par Stor. 
feilet. — Hyppigſt br. det om Ord og Ta⸗ — for: træde ud, br. det fun figurl. 
iemaader, ſom Tankernes Billeder; og v. Han erklærede at ville udtkede. Han vav 
Udtryk tages altid nærmeft Henſyn p. det, da alt udtraadt af Selſtabet. »At udtræde 
man vil betegne; v. Ord og Talemaade afen Ret.” Rahb. Tilſt. UL 13.) 


derimod p. Tegnene, hvormed man udtryk. — UdirgE, et. pl. d. f." 1. noget Tom fan 


Fer fine Foreftillinger og fin Mening. (jvf. udtvæffes, Et U. i et Skab, i en Drag: 


Ord.) Mau ſiger ſaaledes: St ſtient, rigs biſte. — Udtrek f. en "Seng, fom-fva den 


/ 
⸗ 
N . å 


og. 2. fuldende i Teg⸗ (Foredrag.) En Maler, der har fin Styrke . 


, 





⸗ 


Udtræf Udtomme. 


dne Sie fan trokkes ud, og igien ſtydes 
And, f. at giare Sengen ſmallere. (En faas 
Dan Seng kaldes Udrræte feng, 
—— fra en Indſtudeſeng.) 2. i 
tteriet: et enkelt, af Gyilleren beſat Ta 
ſom udkommer (modfat, Ambe, Terne, 2c. 
Ud e, v. a. 3. d. ſ. ſ. træffe ud; 
men br. ſielden. At u. Kaarden. At u. 
Quadratroden af et Tal. (f. uddrage.) 
Udtralle, v. a. 1. d. I. ſ. udſlæbe. (f. 
trælle, B.) ” Over han udtrællet gaaer, og 
Vine Marker plaier!“ C. D. Biehi. 
"" Udtrætte, v. a. 1. trætte I hoi Grad, 
piore aldeles træt. (Moth.) Bi kom hiem, 
one udtrættede af Reiſen. ”Den ftørfte 
% and bliver derved tilfidſt fra udrrættet, 
åt den tvivler om ale Grunde.“ Sueed. 
Udtvære, v. a. 1. d. f. ſ. udrore. (ſ. 
Svære.) fig. at udtvære en Materie (bes 
andle den aft for vidtloftigt/ omftændeligt.) 
eraf: Udtværing, en. pl.-er. . 
" Udtvætte, v.a, 1.0. f. f. udtoe, udvajte- 
Udtyde, v. a. 1. d. f. f. udlægge, 3, fors 
folte, forklare. (TX. deuten.) 
mærfelfen af et fremmedt Ord. 
Napn udtydes faa.” Ap. G. 13.8. At u. 
Drømme, — »Tro mig, flig Gierning man 
til Galſtab vil udtyde.””? Holb. P. Paars. 
VU. udlægge.) Hvorledes daarlige Menin⸗ 
ger og flette ẽibenſtober kunne udtyde Alt t. 
deres Fordeel.” Mynſter. = —— 
en. pl.-er. ertzienn⸗ , Forklaring. En 
bogſtavellg Udtydning. ”Lad den Drøm og 
Dens, Udtydning ikte forfærde dig.” Dan. 


tu, 


4. 19. 
Udtynde, v.a..1. giore tyndere v. Uds 


Fugning, v. at udpille, udføge e. d. ”QRaar 
Stg ven vorer til, og man begynder af uds 
tynde den.” Olufſen. Deraf : Udtynding, 


en. Egeſtovens Udtynding. Dluffen. (Lands & 


pec. 2 Udg. 390.) 

Udtælle, v.a. udtalte, udtalt. (fort a.) 
tælle Penge, ſom betales ud, ed. Ting, ſom 
: udleveres. Atudtælle Penge. Han udtalte 

Dem Brodene Stykke f. Stykke. — Deraf: 
Uldtælling, en. pl.-er. 
Udteaere, v. a. 1. aftræfte aldeles, bort⸗ 
tære —B8 Denne Sygdom har gan⸗ 
ſte udtæret ham, Udtæret af Hunger. At 
u. Jorden, — Deraf: Udtæring,en. pl.-er, 
Udtærſte, v. a. 1. (jvf. tærſte.) faae ud 
af v. at tœrſke; tærſte tilgavns. Diſſe Weg 
ere ikke ret udtorſtne. Alt mit Korn er ud⸗ 
tærſtet. At have udtærffet (udtorftet) 9: 
være færdig m. Tarſtningen. — Deraf : 
Udtærſtning, en. 
Udtemme, v. a. 1. gisre ganſke tom; 
tomme aldeles, Denne Krig har udtemt 
Statscaſſen. — fig. »Han maatte, for ikke 
reent af udtomme Landet, begive fig bort 
fra denne Egn.“ Wandal, At u. Kræfs 
terne. ”Man udmattes faaledes faalænge, 
indtil Nydelſesevnen aldeles udtemmes,” 


s82. ” Hdtemne— ubrel. 


og ev fors, tommelfe, en. pL-r. 


Be⸗ 


»Thi hang 


vacgeſen. Xt u. en Materle (9: undørfes 


get, dehandle den m. Fuldſtendighed.) Ud⸗ 
De naturlige Udtom⸗ 


l⸗ meſz Sved, Uddunſtning, Stolgang ꝛc.) 


dtorre, v. a. 1. gisre aldeles tør, bort⸗ 
tage al Vædife el. Fugtighed fra noget. 
Denne Blæft udtørrer Markerne. At u. 
en Eng (v. at aflede Bandet.) ”Vinden 
udterrer Jordens Vodſter.“ Olufſen. — 
figurl. ”Dgfaa Sam vittighedens Fred — 
er en Folelſe, fom ikke boer i. et udtørret 
ierte.” Mynfter, — Deraf: Udtorring, 


en. —88 * 

Uduflig, adj. ikke duelig el. dygtig. De 
ere ulydige og uduelige til al god Gierning. 
Tit. 1. 16. 2. unyttig. Al den Ting, 
bom var foragtelig og uduelig, den ødelagde 

an.” 1 Gam. 15.9, — Deraf: Uduelige 
hed, en. ud. pl. 

Udvaaget, adj. v. udmattet, affræftet 
v. RNattenaagen; forpaaget, ”lldvaaget, 
træt, jeg da an b unde,” C. Frimann. 

Udvagt, en. pl.- er. en afſides, fralig⸗ 
gende. Vagt; en Udpoſt. (D. H. O.) 

Udvalg, et. pl.d.f. 1. Valg, ſom fo⸗ 
retages blandt flere Gienſtande, man har f. 
fig. (f. udvælge.) At .gføre et ſtrengt Ud⸗ 
valg. 2. en Samling af udvalgte Gien⸗ 
ſtande. Dan eier et U. ef gode Malerier. 

Udvande, v. a. 1. bløde v. at lægge i 
Vand, ell. ftille p. denne Maade v. en Be⸗ 
ſtanddeel, f. E. Salt, Syre ꝛt. 
Fiſt, Kiod— 

iſet Skrift, el. 
æferen v. en 


At u. ſalt 
fg: at udvande en Materie 
' 9 fvælte Indtryffet p. 
t el. for vidtløftig Behand⸗ 
ling, — Deraf : Udvanding, en. pl.-er. 
Idyvandre, v. n. 1. (er.) forlade et 
Sted, et Land, hvor man har fin Hiemſtavn 
f. at drage f. et fremmedt. (f. vandre ud. 
ra Norden ere mange: Folkeſtammer ud⸗ 
vandrede t. ſydlige Lande. En heel By vil 


udvandre til Amerika. — Udvandring, en. 


pl.-er. At giore, foretage en Udvandring. 
De føvante, til Udvandringer hengivne 
Danfte.” Vogelius. 


Udvarpe, v.a.1. bringe ud af (en Savn, 
et Indlsb) v. at varpe (f. dette O.) ” Man 
begyndte at udvarpe Skibene.“ Wandal. 
(Mindesm. ll. 126. 


Udvaffe, v. a. 1. d. f. f. udtoe, uds 
tvætte. — Deraf: Udvaffning, en. pl.-er. 


Udvei,en. 1. ud. pl. Vel, fom man færs 
des ud f. et Sted ell. Reiſen ud t. Stedet ; 
Henvei. Baade p. Udveien og Hiemveien. 
2. Udvei. pl, Udveie. Middel ft. af afhielpe 
en Trang, komme ud af en Forlegenhed. 
Jeg feeringen U. hertil. »Han raader t. at 

tøre Gield, uden at tænke p. Udveie til at 
etale den.” Schytte. Han veed not Ud⸗ 
veie. At finde en Udvei.  ”Ingen Udvei 
kiendte mit Die meer, knuuſt var mit hele 


s a 
1 ø 


Udveie— udvikling. 


Udveie, v. 2.1. vete det, man fælger, et. 
giver fra fig. At udveie noget i Lodviis. 

Udvendig, adj. [Z.auswendig.] ſom 
ge uden p. en Ting, fo har den Retning, 
at det vender udad, bort fra det Indre, og 
modfat det indvendige Den udvendige 
Gide af en Muur, af et Plankevert (a: ben, 
fom vender ud imod Gaden, Bein,. Mars 
ken e. d.); den indvendige derimod den, fom 
vender imod Vet indelukkede Rum. Det Ud⸗ 
vendige af'et Guus, af en Bygning.  ”Liz 
gefom en Ting er meer ell. mindre ubdfat f. 
Sunet, faae dene Sider Navn af indvendig 
el. udvendig.” Sporon. (Ivf. indvendig 


& 


og udvortes.) . 
Udverle, v. a. 1, give en Slenftand 1 
Botte f. en anden af famme Art, ( T. aués 
wechſeln.) Atu. Fanger, Gidſter. Han 
blev udvexlet imod en fangen General. (br. 
" Æ øvrigt flelden.) Deraf: Udverling, ep. 

pl.-er. Fangernes Udvexling. 
Udvide, v. a. 1. IN. $. utwiden] 
iore videre, udſtrokke i et videre Omfang. 
teu, et Pat Handſker. (ofteft om udſtræk⸗ 
ning i Rummet, ell. figurl.) Ӯn Kirkel 
Fan jeg udvide el, indſtreenke faa meget. feg 
bil,” —2 Gan har udvidet fin Sane. 
At u. en By, u. Rigets Grændfer. Udvide 


fit Bekiendtſtab, fin Handel. (modfåt: ind⸗ 
rænfe)  ”Gg udvider den fit Blik, hvis , 


Vei er eenſom og affondret,” Mynfter. Et 
mere udvidet Begreb. — fig. at udvide 
Sindet, Hiertet, Tanken (ligefom det madf. 
indſtrenke.) »Den Spæde udvider felv fit 
lille Bryſt t. Blæde.” Evald. 
din herlige Skabning vil jeg ofte udvide 
mit Hierte!“ Mynſter. = udvidelig, ad). 
fom fan udvider. — Udvidelſe, en. pl.-r. 
(ogſaa, men ſieldnere: Udvidning, ert.) 
Gierningen, at udvide; Tilſtanden af uds 
vides; fig, ”Dtertete Udvidelfe,” Bagge: 
ſen. — Udvidningskraft, en. den GEgenſtab 
hos et Legeme, at funne udvide fig. | 
Udvitte, v. a. 1. vinde noget. op, ſom 
var indfvoøbt el. indviklet. (TT. atgrotes 
keln.) 2. fig. og hyppigere: udfølde, 
bringe t. en høtere Brad af phyſiſk ell. aan⸗ 
deligt Liv og en deraf flødende Virkſomhed. 
(T. entwickeln.) Blomſten udvikler fig 
af Knoppen. »Naar moiſom Konſt udvik⸗ 


let har hver Kraft.” E. Colbliornſen. Slce⸗ 


lens Evner udvikle fig langſemt hos Mens 
neſtet, ligefom kegemets. ”Den Spire, er 
allerede nu i of, ſom ffal udvikles giennem 
Evigheden.“ Mynſter. "Af Alt, hvad Men⸗ 
neſtet kan vinde udenfra, ell. fom fan uds 
ville fig i hang eget Bæfen.” Samme. 
Drengen har gode Anlæg ; men de behøve 
at udvikles. — At u. en Foreſtilling, et 
Begreb (giore det tydeligt.) — Udvifling, 
en. pl.-er. Gierningen at udvikle, ell. det 
at udvicles. Barnets, Menneſtets, Ideer⸗ 


ver nedſat en Commisſion. 


"2. viſe, tee, lægge f. Dagen. 


»O Gud, t. 


des Hierte er koldt og haardt. 
var Strid indvortes Frygt.” 2 Cor. 7.5. 


⸗ 


883 uUbvikling — Udvortes. 
nes, Tidens Udvikling. Én fuldftændig U. - 


af £æren om den menneffelige Frihed. 


Udvirke, v. a. 1. i' den egenti. Betyd⸗ 


ning: at. virke o: arbeide noget indenfta, 
el. ved ſaadant Arbeide ſtaffe noget ud, fo⸗ 
rekommer det i Talemaaden: at udvirke en 
Heſtehov. (f. virke, 2. c.). 2. bringe £. 
Veie v. Arbeide, Beftræbelfe el. "Bonner. 
Han har udvirtet hos Kongen, at ber bli⸗ 


gen. At udvirke, er at bevirke v. Bevæg: 
grunde. — Man fan iffun udvirke noget 
v. Menneſter; man fan bevirke noget ſaa⸗ 
vel v. Ting, ſom v. Perſoner.“ P. E. Muͤl⸗ 
(ev, .3. neutr. giere fin fulde Virkning, 
virfe f. Ende. Lægemidlet - har udvirket. 
— Deraf: Udvirkelſe, en. (Derimod: He⸗ 
ſtehovens Udvirkning.) ve JRer 
Udviſe, v.a.'2.regenti. det. f. ſ. vife ud. 
Gan blev udviift af Sfolen, af Bæreljøt. 
et har 
han. udviift i Gierningen. Her udviſte 
man faa megen Fortrolighedt, Guderne, at 


Man giorde dem Spoargsmaai og: haabede 


Svar.” Schytte. PVi klende de Dyder, han 
udviſte ſom Fyrſte og fon Menneſte.Myn⸗ 
ſter, 3. At ndvife Træer i ani Etov o: 


beſtemme og mœrkem. Skovphammeren de 


æræer, ſom ſtulle fældes, — Udviisrning, 
ler. "1. Gierningen at ælfe cen ud. 
ierningen af udviſe Ardeer. Skovride⸗ 
ren er idag ude paa U. 3. det,: fon er 


en. 
2. 


el. Gavntsmmer. Præften har en Udviib⸗ 
bi af 4 Favne Brænde og 32 Lœs Tork 


At u. noget , 





ell. bliver cen udviiſt I Skovenet. Brcendſel 


viſte, V. Gu J. ndſtettre "9. af viſbe, 


diſte wd; — Deraf: Udviffrning,en.pi.-er, 
Udvortes/ adj. og adv. sell, egentk et 
Adverb. der br. fon Xdi. IJ. utvortis.] 


fom er udentil, udenpaa; ſom falder i Di⸗ 
nene v. en Gleufland; el. fom vedkommer, 
ar -Denfyn.T. det Ydre, En Tings uds 
rtes Anſeelſe. Hun ſynes udvortes at 
være lutter Blidhed og Mildhed; men bens 
Udvortes 


Det Udvortes af Legemerne. At have en 
udvortes Skade. Statens u. Forhold Q: 
t. andre Stater.) 


tes Gierninger.“ Nah. 11. 16. ”Badade 


- det Indvendige og det Udvendige fan være 


af den Beſtaffenhed, at det fan kaldes 
udvortes; men det Ind vortes kan allene 
forſtaaes om det, der af en Ting ei kan 
ſees.“ Sporon. — (Ordet br. vgſaa ofte 
br Subſt. for: udvortes Stikkelſe, An⸗ 
eelſe. 


ligt Udvortes. Hans U. lover ikke meget.) 


— Overhovedet forholder dette Ord figt. uds 


vendig, fom indvortes f. indvoͤndig. Dets 
Modfætning ft. indvortes er dog ikke ganſte 
almindelig; men beſtemmes v. Brugen. 
(Man figer f. E. ikke let: en udvortes Krig, 


Guds Huſes udvor⸗ 


En Mand af et 14998 fmutt, anſee⸗⸗ 


æ 
udvortes me Udyd. 


en udvortes Smerte ; 
Tilfælde anvender i 
" ” dvoxe, V. Rn. 
Storrelſe og Forlighed. Heſten, Drengen 
er endnu ifte udvoxen. — Deraf : Udvox⸗ 
ning, en. 1. det, af udvore, (fom ovenfor) 
ell. af vore ud. Grenens Udvorming. 2. 
noget, fom ev voret ud; en Udvært, “En 
fremflaaende Udvorning i Panden.“ P. C. 
Abildgaard. . 
Udoride, v. a. S.ſ. vride, 2. faae ud af 
v. at vrido; ell. vride noget f. af befrie det 
fra Fugtighed. Bærrene fommes t en Pofe 
og derpaa udvrides Saften. At u. et 
Klæbe. — Deraf: Udvridning, en. 
Udvriſte, v. a. 1. faae ud af v. at vriſte. 
(i. dette D.) Kaarden, ſom man m. Magt 
maatte udvrifte af band Hænder. »Trolde⸗ 
ne udvriſted ham den m. Magt af Haand.” 
Grundtvig. … ” 
.— Udvæg, en. pl.-pe. En Væg af et Huus, 
Der iffe færder op t. en anden Muur, men 
ſtaaer frit og uden Forbindelfe. 
ælde, v.n. 1. (er.) d. f. f. vælde ud. 
" Den Kilde, ſom udvælder af Bakken. ”Af 
det fordærvede Hierte udvælde Lafterne, ſom 
af et Rildevæld.”” Schytte. ”Din ſtabende 
Kraft, hvoraf Fylde, Skienhed og Liv uds 
. vælder uden Maade ell. Tal. Mynſter. 
Udveltze, v. a. 3. vælge blandt flere 
Stenftande, ſom man hær for Die, vælge 
og udtage. ”Jeg lægger dig tre Ting for; 
i ælg dig am 


ſtlondt ntap i diſſe 
c8.) 


] en af dem,” I Gam. 24. 12. 
»Med fyrretyve tufinde Mænd, udvalgte 
fil Strid.” .1 Macc. 12. 41. Vn 


o: fortri od Bogſamling. — 
— for nlig ogſamling 


elfe, en. Gierningen at udvælge, ell. 
Det, at blive valgt. (f. Udvalg.) ;”At ftads 
fæ e eders Kald og Udvælgelfe,” 2'.Per. 
. i . ' ØL Teds 
Udvært, en. pl-er. noget ſom er voxet 
ud fra ell. uden paa et Legeme. At have en 
Uldvært paa Ryggen, p. Halſen. En Ud: 
vært paa et Zræ. | . 9 
dyb, adj. itke dyb, grund. (Om Vand 
el. Bandſtader.) ”At den ſmeltede Snee, 
og den vedholdende Negh, ſaaledes fyldte 
de om Vinteren udybe Floder.” O. Guldb. 
Udyd, en. plet. egentl. det modſatte a 
Dyd; ell. Tilbsielighed til og Fœtdighed 


dat overtræde, at handle imod Moralloven. 


Dog br. i den abſtracte Modfætning oftere : 
; hvorimod Udyd I sing. og pl. br. (og 
ſeedvanl. i et noget mildere Udtryk) om ens 
kelte moralſte Feil cl. Ufuldkommenheder, 
der vidne om Mangel p. den modſatte gode 
Egenſktab. Drengen har faaet mange s 
der, fiden han fom hiemme fra. Utaknem⸗ 
melighed er en ſſem Udyd. — "En ſaadan 
Feil, der vifer, at det Gode i Menneſtet fra 

- gu vig Side iffe er virkſomt, ev en Udyd 
(f. E. klo | 
- hed.) Udyder hos Porn blive lett. Laſter 

Jf N s 


684 


1. (er.) vore f. fin fulde 


. nøeve en. flet, god Handling. 


ab, Ufelftabelighed, Uvenligz: U 


AS 


udyd — uderer. 


hos de Borné.” Måler. (Mindre bruge ligt 


et. ad y e udydig.) 

Ubygtig, adj. 1. itke dygtig, ubnelig. 
En udygtig Embedsmand,” 2. iffe i Stand 
til. At være u. til noget. Romerne gior⸗ 

be Forſtiel paa Udygtige t. at arve, og 
Uværdige,” Schytte. Jygtig t. at fo⸗ 
retage noget; der kreevede Tankernes Ans 
ſpœuding. Rahbek. — Deraf: Udygtig⸗ 
hed, en. ud. pl. 

Udyr, et. pl. d. f. et adeligt Dyr, Rov⸗ 
dyr; ell. et fælt, vanffabt Dyr. ; ”Du flog 
i din egen Barm, o Heit! et Udyr uden 
BRuge” Bagg. . 

i afte, Y. 8. 1. d. f. ſ. udfordre. 

u. cen t. Kamp, t. Veddeſtrid. "Men un 
kommer han, udæffet v. en trolss Forbry⸗ 
delſe.“ Vogelius. — Deraf: Udæffning, en. 
”For at indfrie fin givne Udæffning.” Rahb. 

Uda, en. Gu atfides, el. långt fra Faſt⸗ 
landet beliggende Ø. (Sør. Pederfen.) 

" Udebt, ad]. v. den, fom el er bleven 
døbt. ”"Ingen Udobt maa arve." Schytte. 
(Indv. Reg. V. 203.) . ' 

,— Udedelig, adj. ſom el fan opføre at leve, 
at være til; fom ei er dødelig. Et udode⸗ 
ligt Veſen. Siælen tænfe vi os ſom det 

' dødelige t den menneſtelige Natur, — fig. 

om det, har en meget lang Varighed. 

Et udedeligt Navn. u. Bersmmelſt. 

— Deraf: Udedelighed, eu. ud. pl. 

Udert en. Udorken, en. pl.-er. et een⸗ 
fomt, øde Sted; en langt fra Menneſtkers 
Bolig Beliggende Egn. (Moth.) ”3I en Ud⸗ 
orken hun Melampe vil begrede.“ Holberg. 
»Afrugtbare Strækninger i vildſomme Uds 
rkener.“ Schytte. »Diſſe Fell vare nof ft. 
at gisre de frugtbarfte Lande t. Udorkener.“ 
Sneedorf. (f. Orken.) 

Udoſe, v. a. 2. sfe el. hede i Mængde 
ud af et Rum. De udefte Viin p. Alteret. 

Bandet i Baaden maa fstſt vdoſes. — fig. 
At udoſe Forbandelfer over cen. ”Den, fom 
— udeſer Zønder Guld, naar Staten fun 

Betaler,” Evald. 


… Udoeve, v. a. 1, fætte i Bærk, ove, drive 


"kom Handlinger, ſom jævnligen udføres.) 


At u. et Gaandværf, en Konſt. ”Det er 
muligt, af man fan fætte Priis p. Dyden 
— uden dog at have Lnft ft. af udevc den.” 
Suceed. — J mere udvidet Betydn. for: bes 
gaae, udføre. (om enkelte Gierninger.) At 

At forefætte 

fig og at adode en Gierning. De udavede 
mange Gruſomheder mod Gærgelsfe. ” At 
bedrive og betjaae br. helft om det, fon 
misbilliges; men hvad man udsver, fan 
værd baade godt og ondt.” Miller. — Ders 
af: Udevelfe, en. Der er ofte langt imel⸗ 

lem Forfæt og Handlingens Udevelſe. — 
daver, en. den, ſom udaver, udferer nos 
get, »At Dydens Særerg ere langt fra ile 


4 - 


- Å 


e 
ie 


def ſamme ſom Dyhend Aldevere.” Bagg. 
RR. Klim. ' sg 
“Ueens, adv. itte-enig, ikke af eens Me: 
ning, tet ſtridigt Forhold. At være, blive 
ueens. Jeg blev u. med ham, ell. vi bleve 
ueens over Vogens Trykning. At være 
ueens m. dig ſelv (itke have nogen beftemt 
Villie i en vis Sag.) “At gisre Staten 
ueens m. fig ſelv.“ Guldb. (V. Siſt. I. 544.) 
Ueensartet, adj. tile af eens Art, ikke 
eensartet. ¶ D. $. O.) me . 
Uefterlignelig , adj. fom ei fan efters 


gnes. KKG , 
Uefterrettelig, adj. Jom, el ev efterrettes 


fig, fom man ci fan lide, forlade fig paa 


En ueftcerettelig Embedsmand, —: 
Ue — ed, en. W 
eftertæntfom, adj. ſom ikke bruger df: 
tertanke, ikke er eftertenkſom Deraf : 
Vleftertænffomhed, en. 


ge mm 


egennyttig, adj. itke egennyttig. — 


Deraf: Uegennyttighed, en. ud. pl. 

Uegentlig, adj. itte egentlig. impro- 
rius. (f. egentlig, 1.). Gt Ords ucgent⸗ 

lige Bemerkelſer. i 
Uendelig, adj. 1. ſom ikke har Ende i 
Siden, ikke er endelig, En u. Varighed, 
tu. Tid. Enu. Dom 9; en Dom, der itfe 
beſtemt afgior Parternes Trætte. 
ifte er indſerænket I fit Veſen, ikke begrend⸗ 
fet | Støtrelfe, Guds: uendelige Godhed. 


endelige Stexrelſer i Mathematiken. — J ˖ 


d. Tale br. det.f. overmaade, flor ell. meget, 
meget lang, 0. d. Det er en uendelig Zid 
fiden. Hun har lidt uendelige Smerter, — 
Deraf : Uendelighed, en. ud. pl. 


Uenig, adj. ſom iffe have cen Villie ell. 


eens Mening; ſom: ere neens, i Splid. 
Derom eve. vi ganſte uenige. At blive u. 
med cen, == Uenighed, en. ud. pl. Tilſtan⸗ 
den, at pære uenig. At leve i Uenighed. 
Der opftod U. imellem dem, (inf. Strid, 2.) 
»J Menneftelivet bliver 
da t. Strid, naar den yttrer fig ſom en 
glenfidig Modſtand.“ P. E. Muͤller. 

Uerfaren, adj. pl. uerfarne. ſom har ins 
gen ell. liden Erfaring (2.) At være us 
faren i noget. En ung og uerfaren Pige. 
Gan ev endnu uerfaren i Verden, — Deraf: 
Uerfarenhed, en. ud. pl. 

erkiendtlig, adj. f. utaknemmel 


ig. 
Uerſtattelig. adj. ſom ei kan etea 


opreiſes. Et uerſtatteligt Tab. 
Ufangelig, adj. ſom ei fan faaes, uop⸗ 
naaelig. (ſ. fangelig.) ”Wen, hvad nytter 
det, at tilbyde ufangelige Ting ?” I. Bone. 
fr arvet, ad). -fom ei v. Konſt er farvet, 
fom har fin naturlige Farve. Ufaryet Uld, 
— lig, ed fom ei fan fattes, f 
” attelig, adj. n fattes, for⸗ 
NRaaecs; ubegribelig.. ”Du ſom — ufattelig 
f. Sind og Sands, din hele Gtat omſtraa⸗ 
ker,” G. Storm, ' 


udeder — ufatielg. 686 Ugjfſellbar — Uforfardet. 
Uſeubar) aqj. sg 'adv. 1. ſom et kan 


maa ſtee, indtræffe. : 
fald. ”Han forkyndte ufladelig Tingenes 
ufeilbare Fremſtridt t. det Bedre,” Rahb. 


em. ud. pl. (Samme.) 


vil forbedres , el. modtage Forandring t. 
det Bedre. &n 


2. fom. 


igheden ført , 


N 


feile, ei fan tage fell. (T. unfehlbar.) 
Paven holdes i den catholſke Kirke for u. 
i Troestterdomme. — Heraf : Ufeilbarhed, 


en. den Egenjtab, at være ufeilbar. (Infalli- 
bilitas.) 
Ufeilbarhed og Myndighed; men ogfaa t. 
dens Vantro og Bildfarelſe.“ Sneedorf. 


»Grunden t. den romerſte Kirfes 


2. fom ci fan ſlaae feil, ſom nødvendigen 
Sagens ufeilbare Uds 





X 


(Fortæl. I. 284.) bv. dog flelden; men oſ 


tere det derhen hørende adv. ufeilbarligen, 


aldeles fitfert, upaatvivlelig. 
ecaf: 


Ufin, adj. uhoflig, ubeſtkeden ikke⸗ 
lig, —— — — — Dr Å AN 


Uforanderlig, adj. ſom ei tan forandres, 
itfe er Forandring underkaſtet. — Deraf : 
Uforanderlighed, en. ud, pl. 

Uforarbeidet, adj, v. fom ikke v. Kanſt 
er· forarbeidet, ſom er i fin raa Skillkelſe. 
Uforarbeidet Sølv. KE 

Uforbederlig, adj. 1. ſom el fan ell. 


; uforbederlig Synder. 2. 
fieldnere om en Gienſtand, om er faa god, 


at den ikke ell. vanſteligen fan gisres bedre 


Uforbrændelig, adj. ſom ei fan opbræns 
bed, ſom modſtager Jiden. 


fordragelig, adj. fom el fan taales, 


lides, udholdes; ulidelig. ”Fveden var dem 


ufordraͤgelig, og de kunde ikke leve uden 


mellem Baaben.” Vogelius. — J d. Tale: 


meget ubehagelig. En ufordrzgelig Perſon. 
fordulgt, ad). ikke ſtiult, ikke dulgt for 


Andres Kundſta 


tifordærvelig ; adj. ſom ei fan 
des; itke underfaftet Fordærvelfe. 

Ufordærvet, adj. fom iffe er fordærvet.s 
ſom ev i en god, i fin naturlige Tilſtand. 

Ufordoielitg, adj. fom ei fan fordsies ; 
el. ſam er meget haard, vanſtelig at fordeic. 
— Ulfordøielighed, en. ud. pl. 1. den &s 
genſtab, at være ufordeielig. 2. deri Syg⸗ 


fordærs 


dom, ell. Gvaghed I Maven, ef at fupne 


fordsie Maden, ell. at fordete flet. Moth) 
Uforeenlig, adj. ſom ei fan forenes, ifte 
være ſamlede I een Gienftand. To ufors 
cenlige Stoffer, Egenſtaber, Betingelſer. 
Uforfalffet, adj. ſom iffe v. Tilfætning 
af fremmede ell. ſlettexe Dele er forringet 


eH. fordærvet. Gode og uforfalffede Varer. 


forfærdet, adj. ſom ikke let forfærdes 
ell. lader fig ſtrakke; kieek, modig. Han 
var uforfærdet, felv i den ſtorſte 
At gaae Døden u. I Møde.- ”Den Dri; 
flige frygter iffe for nogen mulig Fare ; 
den Uforfærdede iffe f. nogen virfelig; hiin 
feer ingen Fare, og frygter ikke; denne feer 
Faren, og frygter dog el.” Sporon. ”Den 


Tie 


lfimbed, . 


er uforfærdet, ſom ikle frygter ander Faz 


1 


Å + 


⸗ 


ypperlig ell. fortrinlig, »Denne Uforlig⸗ 


Deraf: Uf 


Uforkrænket, a 


ligelighed imellem 
 Tigdligbed mel 


Å | ' ' / 


Ufotfærdet — Uformodentlig. 586 Uformadentlig — ufoeſcendes. 


ten, der fruer, ell. ſynes af true; behiertet 
er den, fom føler hos fig felv Kraft t. at 
ansde den.” P. E. Miler, 
Uforglemmeligg, adj. ſom aldrig fan 
"glemmes, hvis Erindring ef forgaaer. Der⸗ 
af (men flelden :) Uforglemmelighed, en. 
”Bed ham ftraaler hans Slægts Ravn i 
Uforglemmelighed.” Vandal. 
Uforgribelig, adj. i d. Tale: hvorved 
"man el griber ind i andres Net, ell. vil oms 
"fløde andres Dom ell. Mening; (et urigtig 
dannet Ord.) At fige fin'uforgribelige 
——— — di. f . ' 
Uforgengelig, adj. fom aldrig forgaaer, 
aldrig fan forgage; el. ſom SÅ af en 
"meget lang, en uberegnelig Barighed. — 
"Deraf: Uforgængelighed, en. ud. pl '. 
Uforhaabet, adj. fom man ef havde giort 
fig Saab om. En uforhaabet Lytte." 
:, Uforholdr, adj. v. fom itkke forholdes 
,ten, ſom man ei hindreé i cl. fra. Det 
tal være dig uforholdt. ki 
… Mforhert, adj. v. og adv. ſom ef er føre 
hort, uden at forhøres, At demme cen 
uforhort. (jvf. uhort.) 
AUforkaſtelig, adj. ſom et fan forkaſtes 


ell. vrages. Et ufortafteli t Vidnesbyrd. 


Uforklarlig, adj. ſom et lader fig for⸗ 
En n. Begivenhed, Omftendighed. 
arlighed, cn. ud. pl.: 
Uforkrænkelig, ad; fom' ei ev Fordærs 
delſe el. Forandring t. bet Slettere under: 
kaſtet; uforgengelig. »Du ſtabte hans 
Sioceel uforfræntelig og udødelig.” Mynſtet. 
Det ſommer fig ikke den uforfrænfelige 
Aand, at (af: fig fængfle t Forfrænteligheds 
æræfdom.” Samme. — Deraf: Uforktæn⸗ 
Fliget, en. ud. pl. . "Sud ſtabte Menne⸗ 
ſtet UforFræntelighed,” Viisd. 2. 23. 
: v. 1. ikke frænfef et. 
fornærmet, »Den uforfræntfte Ret gior 
hver en Moie ſod.“ H. Bull. 2. ikke for⸗ 
"ændret ft. bet flettere t fit Veſen. ”Deres 


klare. 


"(de Affindiges) udedelige Sicl er uforfræns : 
Uor⸗ 


et, og ikkun dens Redſtab er kommet 


ber.” Powitz. 

Uforligelig, adj, ſom et vil foriget, et 
les; fom giet alt'f. mange ell. for ftore 
"Fordringer. — Deraf: Uforndielighed, en. 


er ſtitket ĩ. at leve i Enighed mr. fine" Med: 

menneſter; ſtridig, trætteffær, uforſonlig. 

— Deraf: Uforligelighed, en. ud. pl. Ufor⸗ 

gtefolk, (Moth) 

orlignelig, adj. ſom ef fan fættes i 

Ligning m. andre af fin Art; i het Grad 
nelige er desværre ikke til.“ Baggeſen. 

Uformeent, adj. v. ikke negtet ell. for⸗ 


rieent; tilladt, Det ſtal være enhver ufor⸗ 


mieent. 

Ufformelig, adj. ſom ikke har den tilbor⸗ 
li ze Skikkelſe, ikke er vel dannet; af en 
upaffende Storrelſe cl. Figur. En uforme⸗ 


Fig Bygning, Colos. (jvf. vanſtabt.) 


Uformodentlig , adj. og adv. ſom el var 


hy e 


forekommer Uformuenh 
Fravarelſe og den Uformuenhed, deraf føl: 


fuldført. 


formodet ég. ventet ; uventet, (dog bv. ſom 
adj. ofte : uformodet; ſom adv. ufor⸗ 
modentlig.) Can uformodet vtte. Ufor⸗ 
modentlig traadte Han frem i Forſamlingen. 
Uformue, en. ud. pl. Wanget p. Kraft, 
p. Evne. (fielden.) Maaſtee af den Ufor. 
mue, man foler hos fig f. at udgyde fin 
Hævn.” Baſtholm. — J ſamme Bemærf. 
ed. ”Negieringens 
er t, at ſorge f. den indvortes Sikkerhed. 
needorf. 
Uformuenhed, en. ud. pl. Mangel p. 
"Formue, Evne, Velſtand. (Moth.) — Ligele⸗ 
des br. ogſaa adj.v. uform uende. 1. ikke 
velhavende. Hun er uformuende uden dog 
at være fattig. 2. ſom ikke er Stand, 
ifte har Evne til. vulykkelige Hændelfer 
gier dem uformuende til af betale.” Sneed. 
»Et Menneſte — ligeſaa ubeftandigt I fine 
Løfter , ligefaa -uformuende t. at opfolde 
dem alle.” Baſth. " 
" Uformærfr, adv. uden: aft mærtes, for⸗ 
nemmes, bemærtesi-' Gan havde uformærtt 
kiftet fig ind I Stuen. (Som adj. br. mere: 
ubemæerket. 
, Ufornuft, en. udi pl. egentlig : Mangel 
p. Fornuft; men br. meft om Mangel paa, 
re. Zilfidefættelfe af Fornuftens Brug ell. 
rette Anvendelſe. VPi have allerede fert 
Ufornuft nok Tbdiffe Billeder.“ O. Guldb. 


vsigeſom Athelſten af lutter Fornuft fætter 


Alt t — og afſterer Forſtanden af 
Forſtunds ſorſte Stilde.”” Rahb.  ”Paa den 
legemlige Sygdom: (i Ølernen) beroer For⸗ 
ſtiellen imellem Affindighed og anden Ufor⸗ 
uuft.”” Howitz. — ufornuftig, adj. 1. 


fom fattes Fornuft. - fornuftige Skabnin⸗ 


ger, Et ufornuftitgt Dyr.” 2. ſom ikke brus 
ger fin Fornuft, eu. ſom vidner om Mangel 
p. —— Brug. Man begriber iffe, at 
en færd Mand fon være faa u. En ufor: 
nuß Handlemaaͤde. Ju 

forneden, adj. fom ikke behøves, unsb⸗ 
vendig. “Gisr dig ikke Umag forgieves i 
dine ufornodne Gierninger.“ Sir. 3. 22. 
Ufornoielig, adj. ſom ei fan tilfredsſtil⸗ 


ud. pl. 

Uforrettet, ad. v. itke udrettet; ugiort, 
Et uforrettet VRrende. Dan 
kom tilbage med uforrettet Sag. 

Uforſagt, adj. ſom iffe let forſager, iffe 
let hindres af Frygt fra et Foretagende; 
modig. ”Modtag din Ven, ſom uforſagt 


" tør møde Faren m. Foragt.“ Evald. ”Ulfors 


ſagt, fom den, der har intet at frygte, til⸗ 
linsfuld ſom den, der har Alt at haabe.” 
"Salling. — adv. »De drog fun bort, f. 
uforſagt at flaae p. ny.“ Rahbek. — Der⸗ 
af: — en. ud. pl. 

Uforfeendes, adv. uformodentlig, ufor⸗ 





- 


AJ 


uforſeendes — ufortrodenhed. 587 


varendes. ”Kqugen overfaldt ham haſteli⸗ 
gen og uforfeendes.”” Vedels Saro. 281. . 

Uforfigtig, adj. ikke forfigtig. — Deraf: 
Uforfigtigbed, en. ud. pl. (pl. Uſorſigtig⸗ 
heder br. dog for : uforfigtige Dandlinger.) 

Uſorſtammet, adj. ſom ifte har, ed. (om 
tilfdefætter Folelſe af Stam og Erbarhed; 
fom uden Betænfaing, uden Agtelfe f. ans 
bre Dom, overtræder Anſtendighed, Xr⸗ 
barhed, Billighed ed. Beſtedenhed. (ell. obs 

ject. ſom grunder.fig i denne Egenſtab.) 
Et uforſtammet Menneſte. En u. Hand⸗ 
ling, Uſandhed, Grovhed, Begiering. — 
Uforſtammenhed, en. ud. pl. Beftaffenfes 
den, at være uforſtammet. (Moth.) 
Uforſtyldt, adj. v. ſom iffe er forſtyldt; 
ufortient. En uforſtyldt Bebreidelſe, lyk⸗ 
ke. "De hadede mig uforffyldt.” Joh. 15. 
25. ”Dette vederfares mig uforſtyldt.“ 
Mynſter. i 

Ulforfonlig , adj. font ef beffdder et for⸗ 
ſonligt Sind, et er tilbgielig t. at glemme 
og tilgive Fornermelſer. — Deraf: Ufor⸗ 
fonlighed, en. ud, pl. 

Uforſtand, en. Daarlighed, Uforſtandig⸗ 
hed. Afielden) ”Bliv klog igien og ti, ops 
blæfte Uforftand !" Tullin. i . 

Uforftandig, adj. fom mangler Forſtand, 
ell. iffe bruger den, han har. (f. ufornuf⸗ 
fig, 2.) Et uforttendigt Barn. En u. 
Adfærd. — Deraf: Uforftandighed , en. 


ud. pl. 
Uforftyreelik, adj. fom ikke, ell. fun med 


ſtor Vanſtelighed fan forſtyrres, ødelægges ; 
encget ftærf. En uforftyrcelig Helbred. … 
forfvarlig, adj. fom ei fan forſvares 


" gl. undſtyldes. En uforſvarlig Handles 


maade, Skiedesloshed. (Derimod bv. det 
iffe let om mechaniſke Værter ell. Forſvar. 
Man figer f. E. ikke: en uforfvarlig Stil: 
ling, Fæftning e. d. men: en F. der ei fan 
forſvares.) 

Uforſynlig, adj. ikke forſynlig ell. oms 
huggelig f. at forſyne fig. (Moth.) ”Den 
uforfynlige, men tillige ſtorſte Deel af Mens 
neſkene.“ 3. Bone. 

Uforføgt, adj. v. ifte forføgt ell. prøvet. 

Ufortalt, ad). v. (langt 2.) fom ef paa⸗ 
figeé noget ondt. Hver anden Verden ufors 
salt, jeg ingen bedre Fender,” Baggeſen. 
Deraf: Talemaaden: enhver ufortalt (3: 
uden at man m. det, fom figes, vil fortale 
ell. bemme ilde om nogen.) 

Ufortroden, adj. og adv. ikke tilbsielig 


t. at lade fig afholde el. afftrætte fra Ar⸗ 


beide el. Moie, v. ſammes Langvarighed, 
Beſverlighed, ell. til derover at tabe Lyſten 
t. Arbeidet. En ufortroden Arbeider. At 
være u. i fit Arbeide. ”Og feer du der fors 
agtet Uſtylds Taare, ſtreb ufortroden at 
aftorre den.” Bagg. Du føge maa — med 
ie og ufortroden.“ Ohlenſchl. — Deraf : 

fortredenhed, én, ud, pl. ”Dette Mod i 


N 


ufortredenhed — Ufrivillig. 
Farer, denne Ufortrødenhed i Vanſkelighe⸗ 
der.” Jacobi. " 


fortæntkt, adj. v. br. ligefom ufortalt. 


Enhver ufortænkt or uden at figte t. nogen, 
uden aft tænte ilde om el. miétænfe nogen. 
Ufortovet, adj. uden Ophold ell. For⸗ 
haling; ftrar, uopholdelig. 
forvarendes , adj. uden at det formos 
dede, uformodentlig. De kom uforva⸗ 
rendes over ham. 
rende. ”Zaarerne vare komne mig uforva⸗ 
vende i Ølet.” Rahb. D. Tilſt. X. 723. — 
Qoſaa forekommer det, ſtiondt fielden, og 
neppe rigtigt, fom dd). ”En uforvaren⸗ 


. de Storm, der overvinder Styrmandens 


Konſt.“ Eilſchow. Philoſ. Br. 104, »Der 
var kommen en haſtig og uforvarendes 
Frygt over dem.” Viisd. 17. 15. — (Lis 
geledes, men fleldnere, br. uforventendes.) 
Uforventet, f. uventet. 
Uforvindelig, adj. fom man di fan. for⸗ 


vinde, ei fan komme fig af. En ar, Sfade. 


”Som hans Lykke var p. det høtefte, ſik den 
et uforvindeligt Stød.” Rahbek. 

forvunden, adj. v. fom ei er overbe⸗ 
vtift om nogen Brøde. (forældet.) 


Ufravigelig, adj. ſom man el viger frå,- 


et vil forandre, uforanderlig. En 
gelig Beflutning. ” … 
fred , en. ud. pl. en Tilſtand, hvori 
ved ikke finder Sted; Strid, Krig, ell. 
pftand og Urolighed i et Land, |” 
Ufred er endog i fredelige Dage.” Falſter. 
(Om privat Uenighed br. det ikk⸗ let.) == pers 
af: Ufredsmand, en. for: Fiende, Polds⸗ 
mand, F. Smidt. (Digte. 1811. 6. 85.) 
Ufredstid, en. Tid, da Ufred herfter; Krigs⸗ 
tid. ”Dem, i hvis Sænder Danmark i 
Ufredstider vilde m. Tiltro overgive fit 
Flag.” Malling. : 

Ufredelig, adj. ſom ei er fredelig, ef vil 
holde Fred; trætteftær, ſtridig, ſtridslyſten. 

Ufrels, (forældet.) f. ufri. . 

Ufremkommelig, adj. figes (i d. Tale) 
om en Vel, ſom er meget flet, fom der 
neppe fan færdes paa. 

Ufri, adp, 1. ſom mangler indvortes 
(moralſt) ell. udvortes (menneſtelig, bor⸗ 
gerlig) Frihed. Ufrie Veſener. En ufri 
Tilſtand. 2. ufrivillig. —Ufri neddalende 
Taushed bandt hver Læbe.” Ser, U 
Handlinger. — Deraf: Ufrihed, en. ud, pl. 
Mangel p. Frihed, ell. em med denne Mangel 
forbundne Zilftand. ”Læntebunden t. Ufri⸗ 
heds Fornedrelfer.” Engelst. Er Giernin⸗ 


fravi⸗ 


den bepaaet I e Zoeferoetinand fra Fri⸗ 


hed t. Ufrihed.“ How 

Ufriſtet/ adj. v. 1. ſom ikke er friſtet 
fie fat i Friftel(e, En ufriftet Me. (Moth.) 
2. ſom ikke er forføgt, prøvet; uforſogt, 
uerfaren. (Jen ældre Form ufriſt, ſom er 
brugt af Ohlenſchl.) 

— 22 adj. tffe frivillig, tvungen. 


' i 
N 
' Fi 


(Rogle ſtrive uſforva⸗ 


Å 


Ufcom— Uge. 

Ufrom, adj. itfe frem, ilke gudelig ell. 

veligies. Du gvalte venlig den ufromme 
Fanke.“ Ohlenſchl. (Poet. Ætr. ll. 371.) 

Ufrugtbar, ad), ſom giver ingen ell. li⸗ 

den Grade, ikke frugtbar, gold. Et ufrugt⸗ 

et Land, Aar. En u. Egn. Hun ev 


. ufrugtbar (føder ingen' Børn.) Deraf : 


J fru tbarhed, en. ud. pl. . 
Ufældbyrder, adj. iffe opfyldt, fuldbyr⸗ 
det. Et ufuldbyrdet Løfte. 
Ufuldkommen, adj. bet modſatte af fuld⸗ 
kommen: ſom fategg noget t. at være ſom 
bet bør, fom hav Mangler ell. Feil. Et 


ufuldkomment Arbeide. (jvf. fuldkommen, 


⸗ 


et Al 


1092.) — Deraf: Ufuldkommenhed, ef. 
(pl.-er. om fleve ufuldtomne Beſkaffenheder.) 

Ufuldftændig, adj. ifte fuldſtendig, ſom 
fattes noget til Seelhed dl. Fuldſtendighed. 


Deraf: Ufuldſtendighed, en. ud. pl. 


Ufærd, en. ud. pl. Ulntte, Stade, Ondt. 
»geg brændte og endeel — i Brede, fordi 
ved Vers i Ufærd kom.“ Falſter. (fors 


je 
kr AM og br. fun fielden i dagl. Tale, i 


Udtryffene: Du ſtal faae en Ufard! Fy for 
færd!) 

Ufodt, adj. v: fom ef ev kommen ft. Ver⸗ 
den, ikke født, cl. ikke endnu bleven til. 
»gor fold og mork felv ufodt Slægt at ſta⸗ 
de.” F. Guds. Ufodtes Arveret. Ufodte 
Menneſters Skiebrer had fane.” Baggeſen. 
”Kt nævnet af ufodre Fremtids Slægter.” 
NMahbek. ”Den ufødte (tilkommende) Als 
Der.” Storm. . . ' 

Ufølelig, adj. ſom ei kan føles, fornem 
mes. le gr. Moth, Pram.) 

Uføljom, adj. ſom er uden Folelſe, (dog 
fun I den overførte Bemærk.) hvis Sind og 
Hierts ikke let tore, el. bevæges af udvor⸗ 
tes Indtryk. (jvf. foleslos.) At være ufol⸗ 
fom mod andres Lidelſer⸗ Et haardt og 


ufelſomt Hierte. — Deraf: Ufelfomhed, 


en. ud. pl. , 

Ulfør, adj. 1. fvag, ſtrobelig; ſom ikke 
kan gaae ell. flytte fig. ”San at han ligger 
deraf beenbrudt og ufor.“ D. Lov. VI, 7.9. 
Jof. før, 1. 2. og vanfor. 2. ufør tyv Ars 
beide o: itke ſtifket, ikke I Stand ft. af ar⸗ 
beide. — Deraf: Uforhed, Arbeidsufor⸗ 
hed. Olufſen. ( Statsoecon. 1815. &. 222.) 

Ufore, et. Et Sted, en Egn, hvor man 
itke lettelig fan færdes ; ifær om cn'Gump, 
Moſe, cl. én meget flet og dyb Bel. » Dybe 
Kieer og Ulføre,””- Vedels Saro. 98. ”Vis 


der Hund anden Mande væg ihiel, eller . 


jages det i Ufore.” D. Lov. VI, 10.6. . 
Ugangbar, adj. fom ei ev gangbar. 


En ugangbar Mynt. 


pl.-r. LX. SG. Uka, Wiuca. 
J. Vika. en Juddeling af Tiden, indbe⸗ 
fattende et Tidsrum af 7 Døgn (fra Son⸗ 
ag t. koaverdag.) En Maaned regnes f. 
fire Uger (f. Ugemacned.) J Gt. for to 
Uger figes oftere: Korten Dage. Tre Gan⸗ 


e, en. 


* 
(| - 
R 1 


2 — J —F 


6588 


. 
. 


' Uge . — Ugift. 


Engang i Ugen (I denne 
H,) Øen illgen, forſt, ſidſt i Ugen. Han 
vreifer i denne, i næjte Uge. Om tre 
Uger. Inden 3 Uger (el. Ugers For: 
lob.) .Dottrene have hver fin U. til at gane 
i Quusholdningen. Det er hendes Uge. =— 
Ugeblad, et. pl.-c… et Tibsſtrift, Tidéblad, 
der ubfommer cen el. flere Gange om Ugen. 
(jvf. Dagblad. Ugeblad br. dog ſcedvanl. 
ikke om Aviſer ell. politiſte Tidender.) U⸗ 

edag, en. pl.-e. 1. en af Ugens 7 Dage. 

e tre ſidſte Ugedage. 2. Ugedahtge kaldes 
ogſaa Huusmandens Hoveridage f. Gods⸗ 
eieren cl. Bonden (ſedvanl. sen Dag om 
Ugen.) At gisre to llgedage. Deraf: Uge- 


ge om liger. 


Dagsarbeide, et. Hoveri ell. tinget Arbeide, 


fom forrettes, dagvilté, iſer af Huusmend. 
Ugedagsmand, en, Huusmand, fom gier 
ugedage. (Ugedagstienere kaldtes i ældre 
Tider de hoverigisrende Bønder, der boede 
nærmeft Hobdedgaarden, og giorde det daglig 
forefaldende Arbeide. pos Moth: Uges 
dagshonde.) Ugehoeitid, en. FR , fom 
helligholdes hver Uge. (Zauffen.) Uge 
koſt, en. Koſt, Spiisninget. en Uge, ſom 
tilſtaaes f. en Uge, gives hver Uge. Uge 
len, en. Lon, fom gives f. en Ulge ell. uges 
geviis. Ugemaaned, en. M. fom regnes 
f. 4 Uger el. 28 Dage. (modfat : Almanak⸗ 
maaned.) Ugemarted, st, M. ſom hol⸗ 
des hver U.  Ugepenge, pl. en vis Sum 
Penge, tilſtaaet t. en Uges Udgifter, Uges 
prædiken, en, P. der holdes p. en beſtemt 
Sognedag i Ugen f. €. Fredag. Ugereg⸗ 
ning, en. R. ell. Afregning ſom gisres cer 
Gang om Ugen. At giere U. med cen. 
Ugerente, en. R. fom beregnes ugentlig. 
Ugetiener, en, f. Ugedagsmand, Ugedage: 
tiener. ugeviis, adv. f. hver lige ifær. 
At arbeide, betale ugeviis. Ugeverk, et. 
beſtemt, uegentligt Arbeide cl, Hoveri. 
(Moth). forældet.) 

Ugentlig, ad;. og adv. ſom ſteer, finder 
Sted hver Uge, ell. eengang om Ugen. 


"Dané ugentlige Beføg. Han faaer fin Be⸗ 


taling ugentlig, 
Ugienkaldelig ell. nigienkaldelig, adj. 
fom ci fan kaldes tilbage, fom man ei dil 
gienkalde ell. ophæve. . 
Ugierne, adv. iffe gierne, m. Ulyſt, nøs 
digen. Jeg gier bet ugierne. 
Ugierning, en. pl.-er. en ond, flet, ſtam⸗ 
melig Gierning; Misgierning. Min U⸗ 
ierning fif ci nær faa ſtor en Straf.” Fal⸗ 
er. (Ovid. Kl. Breve. 133.) ”En Ugier⸗ 
ning ev den, der i fåa hoi en Grad oprorer 
den menneſtelige Folelſe, at den ſynes una: 
turlig. ord er en Utisgierning ; Fader: 
mord en Ugierning.“ Måler. — Ugier⸗ 
ningsmand, en. den, ſom begaaer en Ul. en 


grov Forbryder. ”Æyv eller anden Ugier⸗ 


hingemand D, Lov. I, 23. 5. 
gift, adj. fom ikkt er eller har været ægs 





… 68, ud, pl. ”Ugudelighed er 


hus hul —53 
LJ 


ugiſt — ugudelighed. 889 


a 
teviet t. en Mand el. Ovinde. Sui, han 
er endnu ugift. Bedre ugift end ilde 
gift.” Ordſpr. Unge og ugifte Folk. 

Ugild, adj. i Lopſproget: ærelsé, mins 
dre Mand, hvis Vidneéburd intet gielder. 
”Og være ugild til at ftaae i Rette mod 
nogen.” D. Lov. I. 24. 14. (jvf. gild. og 
Bedelé Caro. S. 99.) . . 

Ugiort, adj. ſom ei er giort, iværffat. 
Giort Glerning fan ef blive ugiort. Jeg 
vilde onſte, af dette Løfte havde været 
ugiptt. ”pvad jeg haver giort hidindtil, 
det vilde jeg heller var ugiort.” B. Thott. 
. Ugiørlig, adj. fom ci fan gisres, umu⸗ 
Ug at —* tte. ”At bet fuart et umuligt 
at fomme t. Fodé, ſnart ugierligt, at reiſe 
p. Baade.” Schytte. ”At fordre ugiorlige 
aipp Rahbek. 

Uglad, adj. ikke glad ell. tilfreds; ber 
drovet. (Moth.) "Med Suf og uglad Wi: 
ne.” Storm. 

Ugle, en. pl.-r. IJ. Ugla. N. 6. Uule.] 
en Slægt af Rovfugle, fom ikke taale Das 
gens Lys, men om Natten funne fee og da 
ſoge deres Node; færd. om den almindeligſte 
Art, el. Natuglen. Strix aluco. = Ugle⸗ 
billede, et. Et ſwoh vanſkabt Billede; en 
hæslig Stittelfe. "Han giver os Vanſtab⸗ 


ninger og Uglebilleder i en guddommelig 


Englehud.“ Bagg. 
uUgles H. men ogfaa fig. om'et vanſtabt Ho⸗ 
ved ell. hæsligt Anfigt. Uglerede, en. Ug⸗ 
lens Nede i hule Træer, Mure ꝛc. ugle⸗ 
fe, adj. v. ſiges om den, der pludfelig 
orfœrdes cd. taber Modet, ſom, efter gam⸗ 
mel Overtro, ſtulde være Mergen af at fée en 
Ugle om Dagen. Udgleffrig , et. Uglens 
Roſt. Ugleunge, en. Uglens Unge (i (av 
Tale fig. om et ftygt Barn.) Uglesine, 
pl. Øine, fom funne fee om Natten. 
Ugrund, en. det modſatte af Grund, f. 
fa vidt fom dette O. bemærker: en Gien⸗ 
ands virkelige Beſtaffenhed, el. def ſom 
bevifer, hvorfor den er og maa være det, 
den er (ttriprighed Uſandhed.) At vife en 
Sætnings U rund (oftere : det ugrundede 
i en 6.) . ”Og bryd dig ef om Ugrund ell. 
Grund, men fid og ſpiis din Mad, og hold 
din Mund.” Tode. ”En Grund fan fun 
være fvag, fordi der er nøgen Ugrund, ell. 
vel endõg Modgrund deri.” Stoud. 
Ugrundet, adj. fom ingen Grund, Rig⸗ 
tighed, el. Sandhed har; urigtig, falſt. 
En ugrunder Efterretning, Beſtyldning, 
Forhaabning. (jvf. grunde, 1.) 
Ugræs, et. d. f. ſ. Ukrud; men bv. fields 


nere. 

— Ugudelig, adj. ſom ikke frygter Gud, ell. 
fom er uden al Agtelſe f. Dyden, det Hel: 
lige og Gode; i høi Grad laftefuld, fordærs 


vet, ryggeslss. Et ugudeli enneſte. 
. nu, ndling. ——— : ås 8* 


udel ed, 
blot an: 


AJ 
då — ⸗ 


AUgudelighed — Uhr. 

gel p. Gudelighed; men en Dyførfet, 
" vifer Foragt f. alt Helligt. Ligeſom 
Kyggeslofe trodſer menneffelige Demme , 
fynes den Ugudelige at. trodfe den evige 
ommer.” Muͤller. ” 
Ugunſt, en. ud. pl. Utilbelelighed t. at 
fremme eens Vel; det modſatte af , 
Pndeft. At være i U. hot cen; at paas 
drage fig eens Ugunſt. = ugimflig, adi. 


1. fom har ligunft t. een. Han er mig - 


ugunflig. 2, itfe gunſtig, ikke t. Fordeel, 


nfordeelagtig. En u. Aaretid. Veiret var” 


96 ugunſtigt. 
Ugyldig, ad). 
en Gyldighed har. Enu. Aarſag, Befa⸗ 
ing. At erflære noget f. ugyldigt. — 
Deraf: Ugyldighed, en. ud. pl. ' 


fore 
den 


ſom ikte gielder, ſom ins 





LN 


Ugængs, ad). ualmindelig, 'ufædvanlig. | 


”Fht, hvor ugængs det før var, Trolddom 
der at giøre.” Bording. II. 159. , 
- Uhandelig., adj. ifte let at behandle, 
ell. bruge t. Haandgierning. Et tungt og 
uhandeligt Redjftab. — Deraf: Uhande⸗ 
lig * en. F Pl, Å É; 
net, ad). fom er uden Hegn, ile 

indhegnet, Uhegnede Marker. veg É 

Uheld, et. pl. d. f. Mangel p. Held, p. 


lyktelig Sticbhne ell. Tliſtikkelſe (ffær i ens 


telte 


ftort Il. har rammet ham. At frifte mange 
Uheld. (jvf. Seld, Lytte, 2. og Vanheld.) 
* uheldig, adj. 1. ſom intet Held har 
fom har Lykken imod fig. fan har vær 
uheldig fit hele Liv igiennem. 2. ſom med⸗ 
fører Uheld, er forbunden med ell. udrinder 
af Uheld. En uheldig Skiebne. Den uhel⸗ 
digfte Dag i hans Liv. Et uheldigt Ud⸗ 
fald. — Uheldstid, en. pl.tider. uheldig, 
ulytkelig Tid. (O. Malling.) 
Uhellig, ſ. vanhellig. (I Bibeloverf. 
»Uhellige og Vanhellige.” 1 Tim. 1. 9. 
hvor, Bib. 1550 har: Uhellige oh uaande⸗ 
ige. 2 i 
8 evnet, adj. v. ilke hevnet, ſom der ef 
tages Hevn for. En Fornærmelſe, For⸗ 
brydelſe, ſom ef vil blive uhevnet. 
—— ad). 1. uftittet t. af hielpe 
fig felv. Han er meget udbehændig og 
uhielpſom. ”Heller ikke fan de endnu 
ne Aar bedre anvendes.” J. Voye. 
2.itte hielpſom ell. villig t. at hielpe Andre, 
Uhiemlet, adj. v. ſom ei er hiemlet, ſom 
ingen Adkomſt ell. Hiemmel har; ſom man 
ev fommen ulovlig til. Cn.u. Beſidteife, 
Beſtyldning. Uhiemlet Gods. (iD. Lov; 
uhiemmelt. ”Hvo, fom fælger Uhiemmelt, 
. fom han t. Anden folgt ed. påntfat has 
ver.” V. 3. 11. 
Uhindret, adj. ſom ikke hindres ell. er 
hindret. En uhindret Adgang. ' 
Uhr, et. pl.-e. IJ. Uhr. I ældre Danſt: 
Seierverk.] et konſtigt Redſtabet; at viſe 


Et 


ilfoelde og Begivenheder.) Dét var 
Uglehoved, et, en” hans U. at han fom en Dag f. filde. 


8 ell. Stueuhr. 


£ 


e 


et. 


vree — iuhhe. 


1 


ældes sti. Amernes og mindre Adbeles 
an 


g.og Tal efter en vis Inddeling af Das 13 


en, fædvanligen i 12 Timer; et uͤhrveert. 

hrenes rigtige Gang. At ſtille et U. 
trætte et U, op. Uhret gaaer, ftaaer. , At 
fee efter Uhret (3: fee hvad Klokken er.) 


Deerket i et Uhr (ſ. Uhrvark, 2.) (Ivf.- 


rkeuhr, kommeuhr, Stueuhr, 0. fl.) = 
hrbaand, et. B. ſom tiener t. at trætte 
et Lommeuhr op af Lommen. Uhrdakſel, 
s hvormed st U. ifær Lommeuhr, er 
omgivet. Uhrfieder, en. Staalfieder i et 
Uhrvœrk, ſom foraarfager dets Gang. 
Uhrglas, et. 1. Glas, t. at bevare Sti: 
ven p. et Uhr f. Støv og d. og hvorigiens 
gem Viſernes Gang tillige er ſynlig. 2. 


-et klokkedannet Glas, fom fættes heelt over 


Bord⸗ ell. Taffeluhre. Uhrhiul, et. H. i 
et Uhrverk. Uhrkaſſe, en. Kaſſe ell. Hyl⸗ 
fler af Metal sl. Zræ, omkring et Lomme⸗ 

i Ubrtiæde, en. K. af Guld 
en. andet Metal fom hænges i et Lomme⸗ 
ufe, og tiener fom Ufrbaand m. m. Uhr⸗ 


P lomme, en. Burelomme, hvori Lommeuhr 


fer, ubyre meget. . 


- 


bæres. Uhrmager, en. den, hvis Haand⸗ 
vært er, at giore Uhre, ell. i Garvb. Verket 
t. Uhre. (Deraf: Uhrmagerkonſt, 0. fl.) 

le, en. Et Redſtab, Hig en Nøgle 
hvormed et Uhr træffes op, el. Vær et å 
famme fættes i Sang. Uhrſtive, en. En 
rund Skive, hvorpaa Timetallene m. m. 
fom Uhret vifer, ere afſatte. Uhrviſer, 


en. En Stift, fom v. Uhrværfet omductes | 


p. Stiven, og vifer Timer, Minuter og Ses 
cunder.  Ubrværk, et. 1. d. f. f. uhr. 
2, det af forſtiellige Hiul beftaaende Driv⸗ 
værf, fom fætter Uhret i Gang. 
Uhumſt. adj. [af det forældede: Suns 
?, umſte, Vobſte. $. Harpeftreng.] 

tenlig. Uhu , en. pl.-er. Ureen⸗ 
lighed. (Nær v. at forældes.) Hvilken 
fumniervarm Peſtdamp af levende, livlos 
og død Uhumfthed.“ Bagpefen. 

Uhyre, adj. og 'adv. [F.ungeheuer. 


N. S. ungehuͤr. jof. Isl. &hyr, barſt, 


bifter; af hyr, milb, blid.) ſom vætfer For⸗ 
Baufelfe, Frygt ell. Skrok v. fin Størrelfe, 
Moeengde, Skikkelſe.“ En u. Krigsbær. 
Det uhyre Verdenshav. At lide uhyre 
Smerter (ufædvanlig voldſomme.) Uhyre 


yre, et. pl.-r. en Gienſtand, færd. et 
Levende Væfen, ſom v. fin Storrelſe ell. 
vanſkabte Skikkelſe, Bildhed, Grunhed, 
vætter Forbauſelſe ell. Skræek; sell. en Per⸗ 
fon, ſom f. fine Laſter og Forbrydelſer i høt 
Brad afſtyes. Uagtet fin Storrelſe, bevæs 
gev dette Uhyre fig m. megen Hurtighed 
(om Hvalen.) Dette U. lod fin egen Mo⸗ 
der tage af Dage. . Gt Uhyre af en Søn. 
[Det beraf dannede Subſt. Uhyrlitzhed 
(Wonſtroſitet) forekommer hos BSaggefen. 


Europas nyere Politif har neppe udkicekket 


590. 


ves. 


uhhre — uindolet. 
megen heldedllgere Ubyrlighed,” Labyr. Ik 


Ubæderlig, adj. itfe ærefuld, vanærers 
de. ”Foragt f. det, fom er udueligt og 
uhederligt.“ Mynſted. 

Uhoflig, adj. ſom tilfdefætter Oeflighed 
mod Andre i Omgang, ſom viſer Mangel 
af det Anftændige i Adfærd ; uartig. (i en 
hoiere Grad: plump, grov.) — Deraf: U⸗ 
befligbed, en. (i pl. uhoflige Handlinger 
ell. Dvd, At begaae, at fige cen Uheflig= 
eder.) jf. grov og Grovhed. ”Uhefz 
aghed beſtager egentlig i at efterfade det (i 

dfærd mod andre Anſtendige og paſſende) 

m ber fleece; Grovhed i at giore det, ſom 
kke ver ſtee. — Plumphed er en Uhoflig⸗ 
hed i Maade og Form.” Sporon. 

Uhorlig, adj. 1. fom ei fan høres, iffe 
herlig (Relden.) 2. hvis Lige ei er hørt i 
Nædfombed , Afſtyelighed; græffelig , afs 
ſtyelig. “At forbigaae ſaadanne uhorlige 
Gierninger, ſom det ſyntes utroligt, at nos 
gen ſtulde begaae,” B. Thott. ”Denne 
uhorlige og mod al Krigsbrug firidende Be⸗ 
handling.” Wandal. 

Uhorſom, adj. ulydig. — Deraf: Uhor⸗ 
fomhed, en. ud. pl. Ulydighjed. 

hert, adj. 1. ſom iffe høres, ikke ce 
eq. bliver hørt.  Xt demmes uhørt. 2. 
ſom aldrig er hørt, erfaret; hoiſt ufædvans, 
lig, overordentlig. En uhort Gruſomhed, 
Forbrydelfe. “Han vidſte ikke hvorledes ban 
fulde ftraffe denne hidtil uherte Misgier⸗ 
ning.” Schytte. 

Uheviſt, adj. ufømmelig , uanftændig, 

idende imod Zuotighen og gode Sæder. 

oviſt Opførfel. vᷣFt ſlemt, iſt 

Spørgsmaal.” Vedels Saro. 91. — Deraf: 

Uheviſthed, en. (fom dog nu, ſaavelſom 
Adj., ev nær ved at. forældes.) 

igienbringelig, adj. fom ei fan bringes 

ell. faaes tilbage, 

Uigiendrivelig , adj. fom ef fan giendri⸗ 

Et uigien rjveligt Beviis. 

Uigienkaldelig, ſ. ugienkaldelig. 
Uigienloſelig, adj. ſom ikke fan indlsſes 
ell. faaes igien v. Indlesning. 

igiennemſigtig, adj. ikke giennemſigtig. 

Uigiennemtrængelig , adj. ſom ei tar 
glennemtrænges. . i 

Uimodfigelig, adj. fom ef fan modfiges,. 
Hvorimod intet Tan indvendes. En uimod= 
figelig Sandhed. ' 

Uimodftaaelig , adj. fom man et fan 
modſtaae. En uimodflaaelig Magt, Lyſt. 
— Deraf : Uimodtiaaclighed, en. ud. pl. 

Uindtagelig, ad). fom ei ton indtaget, 
erobres. En uindtagelig Fæftning. 

Uindtaget, adj. v. ſom tåte er forud ind⸗ 
taget af Foreftilinger for ell. imod noget. 
At betragte, bedemme noget m. et uindtaget 
Sind. (2. unbefangen.) 

Uindviet, adj. v… itte indviet, 


| 


⸗ 





h | 


wiern — Ulaftelig. 


Alljxvn, adj. itfe jadn. Ujævn Araad. 


En u. Vet. (ujævnclig, adv. for: ujævnet, 
itfe lige. Vedels Caro. .457.) — Deraf: 
Ujævnhed, en. &!: Ujævnheder f. E. i 
Veien 9: ujævne Steder. . 

Ufaldet, adj. ilke faldet. At komme 
ukaldet. i . 

Ukiendelig, adj. fom man ef fan kiende 
ell, gienkiende. Sygdom havde gjort ham 
uflendelig. J ere ſom de Dødes ukiende⸗ 
lige Grave.” Luc. 11. 44. — Deraf: Ukien⸗ 
delighed, en. ud. pl, 

kiendt, adj. v. og adv. itke kiendt, uden 
Nat kiendes. En ukiendt "Fremmed. Gan 
var ufiendt tilſtede. 

Ufiær, adj. itfe kier, ikke efter eens Be⸗ 
hag ell. Onſte; ubehagelig. Det var mig 
meget ufiært. ” 

.Utiærlig, adj. det modſatte af Fiærlig ; 
fom ef har et Hærligt Sind, el. ef vidner 
om et ſaadant. En ufiærlig Xtfærd. — 
Deraf : Ufiærlighed, en. ud. pl 

Uflar, adj. itfe klar; og ſigurl. utydelig. 
En u. Vedſten uklare Begreber. — Der⸗ 
af : Uklarhed, en. ud. pl. 

Uklog, adj. ifte klog; taabelig, ufors 
ftandig, uforfigtig. Det er uflogt af ham. 
En u. Handlemaade. ”DOg five mig ben, 
(Statten) uflog'p. dens Værdi.” Ohlenſchl. 
(Subſt. Uklogſtab forekommer fielden.) 
Endnu mere uſcedvanligt er Ukloegt. "Støs 
vets UFlegt laae p. min Læbe.” Dertz. 

Ukonſtlet, adj. ikke konſtlet; naturlig , 
ſimpel. Trofaſt er mit Navn, min ufonfis 
lede Sicel foragter Skromt.“ Evald. 

Ukrigerſt, ad). ikke krigerſt. En ukri⸗ 

Ukrud, et. ud. pl. en ſtadelig, ed. for 
Menneſket og Huusdyrene unyttig Urt; ifær 
f. ſaavidt fom ſaadanne Urter vore blandt 
Sæt ell. Haveurter 0. d. ; ilgræs. . 

Ulfræ, et. pl. d. f. flyvende og krybende 
Smaadyr, uden rødt Blod; Inſecter. 
(Moth. forældet.) 

Ikrævet, adj. v. iffe krevet, uden at 
Fræves. At lade cen være ufrævet. 

Ufvydf, adj. ikke fyd ek. afholden; 
hengiven t. Utugt; utugtig. En ufyd 
Handling, Kiærligheb, — Deraf: Ukydſt⸗ 
hed, en. ud. pl. PU abe ev den mos 
talfte Svaghed, der I Forholdet t. Kions⸗ 
driften bliver kiendelig. —U. i Ord og Ge⸗ 
bærder, grundet p. Folesloshed f. det Ans 
ftændige, bliver t. Bemeenhed.“ Muͤller. 
(ivr. Letfærdighed, Lesagtigbhed, Utugt.) 

Ukyndig, adj. ikke yndig; ſom ei beſid⸗ 
der Kundſtab, enten i Alm. ell. i en vis 
Deel. At være u. i noget (ikke forſtaae 
det.) ”De vidſte noget; men vare ukyn⸗ 

uk om meget.” O. Guldb, — Deraf: 


—288 en. ud. pl. 


adj. ſom ef m. 


U 
ſtes, ſom gf fortiener Dadel, Raar deres 


s0t. 


Grund fan la⸗ 


£ 


Uleftelig— legemlig. 


Vandel i Verden ev ulaftclig, kaldes de je 
fædelige,” Nynſter. 

Ulave,n. s. der. br. ad. Art. og ſom adv. 
At være, at komnie i Ulape o: Uorden, For⸗ 
virring. At bringe noget i Ulave (ud af 
Lave, ud af fn Ovden,) 

Uld, en. ud. pl. IJ. Ull, %, &. Wulle.] 
forte, bløde, meer ell. mindre frufede' og 
fammenfiltede Haar, hvormed viſſe Dyrs 
Segemer ere bedaekkede: hyppigſt br. det 
absol. om Faarenes Uld. Engelſt, ſpanſt 


U. At karte, ſpinde Uld. (3 de allerflefte 


Sammenfætn. menes ogfaa, blot Faareuld.) 
Lignende Dele hos Planterne faldes Dlens 
teuld. (ivf. Bomuld.) — Uldarbeide, gt. 
noget, ſom gisres af Uld; ell. Uldens For⸗ 
arbeidelſe, Uldvævning.  URarbeider, en. 
Uldvever. uldbærende, adj. v. fom hav 
Uld, el. hvis Legeme er bedeekket m, Uld. 
u. Planter, Dyr. ldfarver, en. den, 
hvis Haandvært er af farve uldne Toler. 
uldfarvet, adj. farvet i i Uſlſden. uc Klæde 
(fom er farvet i Ulden, inden det væves.) 
Uldfarvning, en. Gierningen at farve il. 
Uldgarn, et. G. ſom fpindes af Uld. Uld⸗ 
ierd, en. (forældet. Virgils Georg. af 
avn. 1680. 73.) og Uldgierning, en. Ar⸗ 
beide i cl. med Uld; Udarbelde. Uld- 
andel, en. H. fom drives m. Uld. Uld⸗ 
andler, en. den, ſom handler m. raa Uld. 
lidkam, en. (f. følgende Ord.) Uldfare 
de, en. pl.-r. d. f. ſ. Karde. Uldklip- 
ning, en. Handlingen , at flippe Ulden af 
gaar. Uldkatgen, et. uldent Lagen. Uld 
lok, en. En lang Uldtot. Uldmarked, ef. 
M. hvor der allene fælges UD. uldrig, 
adj. fom har megen Uld. Enſu. Faareart. 
"Gaa meget et Faar, langt meer end Lam⸗ 
met, er uldrigt.“ Meislings Theokr. 
Uidroken. R. hvorpaa Uld ſpindes. Uld⸗ 
far, en. Sar t. at flippe Ulden af Skindet 
cell. af levende Faar. (f. Faareſax.) Uld⸗ 
ſtind, et. Et Stind, fom endnu har, fin uld. 
Uldſty, en. pl. - er. ſmaa Skyer, der have 
nogen Liighed m. Faarenes frufede Uld. 
(Virg. om Landbr. af Kampmann. 36.) 
Uldſpinder, Uldſpinderſte, en. Perſon, ſom 
fer Næring af at ſpinde Uld. Uldſpin⸗ 
eri, et. Sted, hvor der fpindes U. af ens 
deel Arbeidere. Uldſtrompe, en. pl,-r.6. 
af Uldgarn. (modſ. Traadſtrompe.)Uld⸗ 
fæf, en. Sæt, hvori UND føres, ell. ſom ders 
til er beftemt. Uldtave, en. En enkelt 
fiin Beftanddeel af Ulden. Uldtot, en. En 
ſtorte ed. mindre. 
Tot.) Uldtei, et. Toi, ſom ev giort af 
u. 
fom væver i Uld. (f. Linvæver.) 
UUden, adj. pl. uldne. fom er af Uld, ev 


giort af uld. En ulden Irste.:- Uldne 
læder, Isier, Strømper. ' 
Ulegemlig, adj. ſom itfe har et kegemes 


Egenſtaber, iffe hører t. den legemlige Vers 


Ø 


ø 


Deel uſpunden UD. (ſ. 


Uldvæver, en. V. ſom gier uldtoier, 


Av 


Ufegemlig —Ulig 
der. Gt — Bæfen, Siecklent ule⸗ 


gemlige Natur. eraf: emlighed,en. 


pl Sicelens, Euglenes Ulegemlighed. 


— 


"4. Beſper, Uro og Mole. 


… Sodfet.” Sneed. II. 556. 


ſ. 
"Bat: vor Frygt ulige er,” C. 


ige, v.a.1; 5. f. f. umage, glore 
Befvær, Uleilighed. (d. Tale.) ”Fordt han 
vilde finde fig uleiliget ved en Dommers 
Særværelfe.” Eſtrup. 

Uleilighed. en. pl.-er. (f. Leilighed, 2.) 
At glore cen 
U. have U. af noget. At gisre fig U. med 
noget. 2. Fortræd, ubehageligbed. At 
komme i Uleilighed før noget. (Moth.) 

Ulempe, en: pl. vr. Uleilighed, Fortræb. 


»Heraf var dog ingen Ulempe f. Staten at 


hemærte.” Munfter. Midler £f. at fores 
omme de Ulemper, fom deraf kunde folge.” 
Sucedorf. (Saml. Str. VII. 96.) Rebs⸗ 
mændé Fald, (Boder) derſom deres Ulempe 
findes, er 30 Lod Soly.” D. Lov. I. 18. 4. 
Ulidelig, ad). ſom ci kan udholdes, utaa⸗ 
lidelig Pine. ”I ſaadan Nad, 
ſom var alle Menneſter og Kreature ulides 
lig.” P. Tidemand. 1564. 
Ulige, adj. (uforanderfigt.) ikfe lige (i 
rare, 2. og åd vette 337 ikke eens me 
enjyn ft. Storrelſe; ikke mange. . 
AR To Stykker af ulige Str 
relſe. At være af ulige Alder, De kom 
t. ujige TÅ. ”CEn alt før ulige Deling af 
En ulige Stor⸗ 
relſe. Et ulige Tal. Med ulige Surfighed. 
lige, 3.) (inæqualis.) ”Ulige ev vort 


ofe. (Ds 
vide Her. 65.) Pengeſummen er ulige 
deelt. Verden ér nlige ſtiftet. At (pille 


Uge eller ulige. (Dan .figer derimod el: 
Linien er ulige; men: iffe lige, eller: 
ffiæv.) 2. fom adv. i Forbindelfe med 
Comparativ, t. at forftærfe dettes Grad. 
Gan er ulige rigere end Broderen. " En 
nlige ftørre Stad. (Ny og efter det J. ind⸗ 
ført Talem.) 3. ulige forekommer i ældre 
Strifter ogſaa for: uret, uſtiellig (eller ſom 
Subſt. i denne Betydn. og modſat Lige, 


der ogſaa br. for: Ret, Stiel, Billighed.) 


TJo Baand af ulige Farve. 


er tig, 


”Gvo t. Sagens Dyhav feer, fan marke 
lettelig, at os ulige ſteer.“ Bording. II. 14. 
' Uliig, adj. n. uliigt. pl, ulige. ſom iffe 
kke har ſamme Voſen, Skikkelſe, Be⸗ 
affenhed, ſom en anden Ting, el, ikke ligner 
ene; itfe eens. (J. u naͤhnlich.) Son⸗ 
nen er Faderen uliig. Dette Maleri er ham 
uliigt. To ulige Brodre. De ere hinanden 
meget ulige. tinder ulige Omſtendigheder. 
Gt uliigt Xg⸗ 
teſtab (I Denf. til Alder, Stånd ec. d. hos 
gatefolkene.) En uliig Strid (hvori de 
Stridende ei hade lige Kræfter.) — Det 
feer itfe uliigt ud t. Regn, efter Re n ell. 
til at vi faae R. (dagl. J.)Dog feer det 


itte uliigt ud til, at den ene undertiden Ul 


en anden Veien.“ Rahb. 


fegte at ftoppe 
(DD. A. VIL, 77.) > Uliighed, en. Beftafs 


592 


Le 
U 


* & 
- . - 
(4 Ææ 
uliighed — Ulvehule. 
' . 


enheden, at være allig. (pl. Uliigheder br. 
eks biigheder.) s 
" Ulivefear , et. pl. d. ſ. dedeligt Saar. 
(forældet; men optaget af —* "Han 
gav fin Broder Ulivsſaar.“ Ohlenſchl. 


(Ortge.) 2 
Ulivsſag. en. En Sag, der fan koſte den 
Paagieldende Livet. (Moth.) 

. MIE, en. pl. - e. Navn p. "en Slægt af 
Caltvandéfiffe, ydmærfede ved deres i For⸗ 
hold til Kroppen fore Hoved og Gab. Cottus. 

Ulme, v.n. i. har. [mangler i beflægtede 
Sprog.] være tændt og brænde uden £ne, 
m. en fagte Rog, ſom Gleder under Aſten, 
ell. Ild ĩ Savfpaaner o. d. (æstuare.) Il⸗ 
den havde længe ulmet for den udbred. 
Det ulmer i, under Aſten. "Her ulmer 
uffendt Iid f dette Hierte.“ N. Brun. fig. 
”A levede ulmer denne Uenigheds IM i Sans 
dets Sted.” Kampmann. Den længe uls 
mende Misfornsielfe brød endelig ud i Op⸗ 
ſtand. ”De onde Tilbøleligheder, ſom ulme 
t.Dtertet, og hver Dag nærme fig ft. Moden⸗ 
hed.” Baſth. ”Gnift af. Hqeb endnu der 
ulmer i forgrædte Venners Bryſt.3J. 
Smidfh. 2. Uegentlig om en ikke voldſom, 
men vedvarende fvlénde Smerte. Det ul⸗ 
mer i Saaret. ”Kun f. at dræbe den pis 
nende Tid og den ulmende Plage.” Pram, 
—— (Efter Moth ogſaa: at koge 
agte, ſmaakoge. Ordet kunde maaſkee være 
beflægtet m. Dalm en. Volm, Kog, Opkog. 
S. Gloſſar. t. Harpeſtrengs Lægeb.) 

Ullov, en. 1. ulovlig Handling og Ad⸗ 


"færd, Uret, Uſtikkelighed. (forældet. Riimkr. 


” Dan holdt det hverken f. Stam ell. Ulov.” 
A. Vedel. ”Da ville vi ikke længer lide din 
Ulov'og Ufred.” P. Clauſſen. »Hvad cen 
m. Ulov .fåaer, med Lov tilbage gaaer.” 
Ordſpr.) 2. ond Eftertale, flet Rygte. 
(forædet.) ”At de el ſtulde tomme i Ulov 
blandt Folk, om de indførte ny, fremmed 
Klædedragt.” N. M. Aalborg. (Jeſnit. His 
ftorie. 1607.) 
Ulovlig, adj. ſom flelder imod Lov og | 
Net; fom man et har lovlig Net til. (lod⸗ 
ſtridig.) En ulovlig Handling. vere 
tu. Beſiddelſe af noget. Ulovlige Renter. 
(jvf. lovlig og lovformelig.) ”Det Ulov⸗ 
lige cv itke altid ulovformeligt; thi Uret 
uler fig mangen Gang under den lovbe⸗ 
ſtemte Form,” P. E. Måler. — Deraf : 
seret Kold en. ub. pl. En Handlings U⸗ 
ovlighed. 
ul, en. pl.-e. [I. Ulfr.] et Rovdyr af 
Gundeflægten. Canis lupus. Ut tude ſom 
en Ulv, = Ulveart, en. Gt viſt Stagé U. 
el. en Afart af Ulven. Ulvefælde, en. F. 
til at fange Ulve i; Ulveſaxr. ulvegrea, 
adj. graa af Farve form Ulven. (fr. lovet.) 
vegrav, en. gravet Foͤrdybning I Jorden 
t. at fange Ulve i; Ulveſtue. (€. Storm.) 
Ulvehule, en, Gule, hvor en Ulv har fit 


i LJ 
= 


& 1 








giore Ulyd. ”Hvo, ſom p. Tinge 


A! 


De ſtal være over den paa Ulykke 





e 


uloehund — Ulyſt. 


N . 
Opholdsſted. Ulvehuünd,en. H. ſom er afs 
rettet til Ulveiagt. Ulvehunger, en. En 
unaturlig, umættelig H. hos Menneſtet. 
Ulvejagt, en. J. efter Ulve. Ulvejæger, 
en. den, fom øv øvet i Ulveijagt. Ulve⸗ 
leie , ct. Sted, hvor en U. har fit Leie. 
Ulvemelk, n. s. Vaon p. en Plante. (Fan: 


dens Kiernemelf, Euphorbia helioscopia.) ” 
—*8 en, et Redſtaͤbt. at fange Ulve med. f 


Ulveſtind, ct. Skindet af en u. 
en. d. ſ. ſ. Ulvegrav. 
vens Unge. — Ulvoklinge, en. i Talemaa⸗ 
den: At ſtage fig ſom en Ulvoklinge 5: 
holde fig. tappert: ev det ZX. Wolfskliipge, 
et Slags fordum befiendte, .brede Kaardes 
klinger, mærkede m. en Ulv, efter Opfinde⸗ 
ven Wolf, ſom ſtal have levet 1414.) 
Ulvinde, en. pl.-r. en Ulv af Hunkionnet. 
… Ulyd, en. ud. pl. [af det forældede Lyd, 
Stilhed, Taushed.] Stsi, Inmmeli ft 
ell. for 
nogen Ret, gior Dommeren Ulyd, D. Lov. 
I. 12. 2. (Uovereensſtemmende Zoner, Dis⸗ 
fonantfer, Morh.) - ” 


Ulveftue, 
lveunge, en. Ul⸗ 


Ulydig, adj. ſom ei vil viſe Lydighed, 


hvor den fordres, elf, er Pligt. At være 
ulydig mod fine Foreſatte. — Deraf : Uly⸗ 
dighed, en. ud. pl, ' 

Ulykke, en. pl.-v. det modfatte af Lykke, 


i Dette Ords forſtiellige Bemærfelfer; Uheld, ” 


uheldig Skiebne (ſaavel i Alm. fom i enkelte 
Zilfælde.) / Det var hans Ulykke. At sn: 
fe I. over cen. ”Utodgang falde vi Alt 
vad ber møder os imod vort Ønife og vor 
Henfigt. Ulykre er ethvert Onde, fom vi 
tilſtrive, el. ſynes at ville tilſtrive et Til⸗ 
AN £, Heiberg. — Til Ulykke (9: ved, 
ormedelſt et Uheld) var Doren ikke lukket. 
At komme til Ulykke ad: fomme t. Stade, 
være uheldig, el. ved Zilfælde lide Skade. 
Gun kom til U. og flog Speilet itu. ”Der: 
m J toge denne fra mit Anfigt, og hån 
om t. UlyfFe.” 1 Mofe B. 44. Ut komme 
ien flor U. bringe cen i Ulykke. Alle diſſe 
Ulykrker kom p. cengang over ham. ” 
ns Dag.” 
Ser. 51. 2. — Deraf: Ulokkestegn, et. no⸗ 
get, fom varſler U. Ulykkestilfalde, et. 
uheldigt T. = ulykkelig. adj. itte lvkke⸗ 
lig, ſom lever i Ulykke, uheldig, (jvf. lykke⸗ 
lig, fom er det fuldkommen modfatte heraf.) 
Ulytfålig, adj. det modfatte af Iykſalig; 
1 hoi Grad ulytfelig, — Deraf: Ulytfaligs 
Hed, en. ud. pl. ' ” 
Ulyſt, en. ud. 
Attraa, Tilbsielighed. At giøre noget med 
U. At føle Ulyſt til noget, ”Naar han 
tillader Ulyft t. det, der ſtulde udfylde 
Hans Livs flefte Timer, at tage Overhaand.” 
Myynſter. 2. fieldnere: det Modſatte af 
Lyft, 1., eller af Forneielſe. At føle en 
vis U, i Sindet. ”Kun, at en hemmelig 
Ulyſt, de vide ikke hvorover, hav fneget fig 
Danſt Ordbog. U. 





03 


i udmaales. 


Sko, Strempe. 
" image, (fom er den alm. Udt. og Skri⸗ 


1. Mangel p. Lyff, fig 


Ulyft — Umage. NE 


ind i deres Hierter.” Vonſter. ”Dem, fra 
hvis Stiffelfe du bortvender dig m. ũiyſt 
Samme. Ajvf. Mishag.) —Kiedſomhed 
vælter Ulyft, Bagtalelie Mishag. VedU⸗ 
lyſt bliver jeg misfornsiet m. noget hos mig 
felv, v. Mishag misfornoiet m. noget hos 
Andre.” P. E. Miller, — Adjectiverne uly⸗⸗ 
ſtig og ulyftelig for: "ubehagelig, ell. itfe 
ornsict, ere nu ligeledes fieldnere i Talebru⸗ 
gen. ”Han blandedes med I dette ul ftige . 
Spil.” Vedels Saxo. 290., En ulv. 
Egn. Samme. 430, ”AXr hvad der er als 
vorligt, derfor ikke er ulyſteligt ell. ſorge⸗ 
han ml er, ſom ei fan læges, helb 
ægelig, adj. ſom ei fan loges, helbre⸗ 
des. En ulægelig Sygdom. Belbredes 
det ikke indenfra, .da er Saaret ulægeligt.“ 
Mynſter. — Deraf: Ulægelighed, en. ud. 
pl. Sygdommens Ulægelighed, 
Ulard, adj. itke lærd el. ftuderet ; form 
ingen Lærdom el. lærdeKundftaber befidder. 
Ulærvillig , adj. fom et har Lyft t. at 
lære, at modtage Undervlisning. — Deraf: 
Ulærvillighed, en, ud. pl. | 
Ulæfelig, adj. fom ei fan læfes, el. er 
meget vanftelig at læfe, En ulæfelig Haand; 
u. Skrift. — Deraf: Udæfelighed, en. ud. pl. 
Ullæffet, adj. v. (ſ. læſte, 2.) itke lægter. 
Uleſtet Kalt. ——— 
Umaadelig, adj. og adv. 1. ſom meget. 
overſtrider det vigtige Forhold; el. fom ef 
holder Maade. En umaadelig Sæder Sorg. 
At være u. i Spiſe og Drijk. (modſ. maade⸗ 
olden.) At glæde fig umaadeligt. 2. 
om meget overſtrider det fædvanlige, det 
almindelige Maal. (ifær ſom adv.) At arve 
en u. Formue. Umaadelig flor. Han hat 
været, umaadelig heldig. — Umaadelighed, 
en. ud. pl. den Beſtaffenhed ed. Tilftand, 
hvori man overſtrider det vigtige Forhold ; 
den Feil at være umaadelig, el. ikke maade⸗ 
Holden. Umaadelighed i Mad og Drikte, £ 
Forlyſtelſe. me 
Umaalelig, adj: fom ef fan maales rl 
t umaaleligt Rum. Gun ur. Af⸗ 
ſtand. — Deraf: Umaalelighed, en. ud. 
Umage, adj. ſſ. Adj. og Subſt. Magẽ. 
ſom ikke fvarer f, én anden Ting af ſamme 
Slags, hvortil den fulde høre. En umage 
To umage Handſter. 


vemaade) el. Umag, en (ſom Ordet egent⸗ 
lig burde hedde. f. Mag.) ud. pl. Befværs 
lighed af el. ved Arbeide; Moeie. At gisre 
U. med, for noget. ”Sattil Solen gik 
ned, giorde han fig Umag f. at redde ham.” 
Dan. 6,13.  ”De giorde fig al Umag f. 
at fane Øen folkerig.“ Guldb. (V. Hiſt. I. - 
169,) Jrg har havt megen Umage der⸗ 
mød. At faae noget uden Umage. . 
Umage, v. a. og rec. 1, volde Umage, 
giere Uletlighed, befvære, five at beftilfe. 
At umage (uleilige) cen m. noget, Du ſtal 


. 68). 


Umage — Umoden. 


iffe umage dig. At u. fig hen t. et Sted. 
At umage fig med el. for noget. 

Umagelig, adj. ikke magelig, ubeqvem. 
Et umageligt Leie. ”Stindet er flivt, af 
umageligt Maal,” Ohl. (Helge. — Deraf: 
Umagelighed, en. ud. pl. (Moth.) 

Umagſom, adj. ubegvem , befværlig. 
»Han er en urolig og umayfom Herre, ſom 
fede driver fine Zienere,” P. Tidemand. 
1564. ' 

Umandig, adj. ikke mandig, feig, qvind⸗ 
agtig. — Deraf: Umandighed, en. nn: 
»Den ene, meer end noget andet, bortfier⸗ 


" ner Umandighed fra Gæderne.” Engelst. 


Umancerlig, adj.'og adv. i dagl. Tale 


". for: uftittelig, umaadelig. | 
J- 


Umeent, adj. ſom ikke ev meent, ikke op⸗ 
vigtig. En umcent Hoflighed. ”Med paa⸗ 
tagen umeent Bifterhed.” Ohlenſchl. (Bals 

er. 

Umenneſte, et. pl.-r. et Menneſke, ber 
t høj Grad overtræder Pligterne imod Med⸗ 
mennefter ; et gruſomt, haardt, mod An⸗ 

dres Lidelfer ufølfomt M. 2. Et Menneſke, 
uden den alm. menneſtelige Natur. ”Hvor 
er det Qvermennefte cl. Umenneſte, der fan 
fige fig (el f. Sindslidelfer ?” Rahb. (Tilt. 
399. 


Umenneſtelig, adj. ſom i høi Grad overs 
træder el. ſtrider imod de ſelſtabelige og 
menneſtelige Pligter. En u. HKaardhed, 
Grumhed, Ubarmhiertighed. — Deraf: 
Umenneſrkelighed, en. ud. pl. 

Umiddelbar, adj. og adv. ſom finder 
Sted v. to Gienſtande, uden Mellemkomſt af 
en tredie Ting; (umiddelbar Berøring. 
Omſlaget anbringes umiddelbart p. den ſyge 
Deel) ell. ſom ſteer, virkes, uden Zilvæs 


relfe, Hielp, Anvendelſe af et Middel, en 


Mellemting. En u. Aarfag, Virkning. 
At henvende fig umiddelbar t. Sorgen. 
(Subſt. Umiddelbarhed br. af Treſchow. 
ild, adj. ikke mild, barft, ſtreng, 
uvenlig, ublid. En umifd Skiebne, Be⸗ 


handling, — Deraf: Umildhed, en, ud. pl. 


” Uminde, et. ud. pl. det modfatte af Min⸗ 
de, Samtykke. (flelden.)' Gan tog det med 
Elermandens Uminde. (Moth.) 

Umindelig, adj. ſaa gammel, ſaa langt 
tilbage i Tiden, at Begyndelfen ikke mindes. 
Det har været Skik fra umindelige Tider. 
»3 umindelige Tider vare de allene vante t, 
denne Regiering.” O. GUD, 

Umindet, adj. upaamindet. (Moth.) 

Umiſtelig, adj. fom ci fan miftes ell. 
undværes; uundværlig, — Detaf: iz 
fteligbed, en. ud. pl. - ' 

Umisundt, adj. fom ei misundes een af 
andre. En umisundt Lykke. i ÉN 

Umoden, adj. ſom ei har opnaaet Mos 
denhed. Umodne Frugter. — fig. ſom ikke 
har faaet den tilborlige Dannelſe; ell. hvor⸗ 
paa tilbørlig Flid og Umage el er anvendt, 


( 


594 


- til el. 


Umoden — unaturlig. 


San er endnu f. ung og umoden dertil. Et 
umodent Arbeide, ”En faadan umoden og 
ubillig Dom frænfer vore Venner,” Mun: 
ſter. — Deraf: Umodenhed, en. ud. pl. 
Umulig, adj. iffe mulig, fom ci fan være 
ce; hvis Zilværelfe indeholder en 
Modfigelſe, enten i fig felv (abſolut u.) ell. 
i et; vift Tilfælde, m. Henfon ft. en vis Gien⸗ 
ftand, t. viffe Forhold (relativ umulig.) ”En 
Sing, ſom er mulig I fig felv, fan i Orden 
m. andre blive umulig,” Eilſchov. At for: 
lange def umulige af een. Det er mig 
umuligt, ”Sau vift ſom det er, at Alt 
hvad der indeholder en virkelig Modfigelfe, 
er umuligt.” Sneed. — Umulighed, en. 
(pl.-er. umulige Ting.) Beftalfenheben , 
af være umulig. Nogle ere nsiſomme for⸗ 
di de finde en Umulighed I at opnaae deres 
Ønfter.” Sneed. Den nødvendige, den vil⸗ 
kaarlige Umulighed. (Sneedorf. Impossi- 
bilitas necessaria, relativa.)  ”Ingen, 
uden en Afſindig, tragter efter Umulighe⸗ 
der.” Engelstoft. . 
Umyndig, adj. fom el er myndig. Han 
er endnu u.  ”Af de Umyndiges og Dien⸗ 
des Mund,” Matth. 21. 16. Umyndige 
Arvinger. At giore cen umyndig 9: fætte 
ham under en Værges Opſyn. — Deraf: 
Umyndigbed, en. ud. pl. 
Umvyntet, adø v. ſom ei er flaaet og præs 
get t. Mynt. Umyntet Solv. 
Ulmælende, adj. v. ſom ci har Mele ell. 
Evne t. at tale. Umalende Dyr. 
Umarkelig, adj. fom ci fan mærkes, for⸗ 
nemmes; fom ev åen meget ringe Grad. 
En umarkelig Uddunſtning, Bevægelfe, 
Aarene henvrandt umærkeligt. (jvf. ufor⸗ 
markt. Ufædvanlig er Brugen af umærfet. 
Umarkede de glade Aar henfvandt.” Rein. 
Digte. I. 43.) — Umarkelighed,en. ud. pl. 
Beſtaffenheden at være umærfelig. 
Umættelig, adj. fom ef fan mætte; cl. 
fom ef fan tilfredsfliles. En u. Hunger; 
u. Begtærlighed. — Deraf: Umættelig» 
pco, en. ud. pl. »J Almindelighed ere vore 
egierligheders Umattelighed den ſande 
Kilde t. vor Misforneielſe.ꝰ Baſth. 
Unaade, en. ud. pl. en Heieres ell. Meœg⸗ 
figeres Uvillie, ugunftige Sindelag mod en 
Ringere. At falde i. Uncede, være i U. 
hos een. Han fit fin Afſted i Unaade. 
Uunaadig, adj. og adv. fom har Unaade, 
yttrer Unaade til cen, Kongen er bleven 
ham unaadig. Et unaadigt Svar, Afflag. 
Det blev ungadigt optaget. 
Unaturlig, adj. 1. itke naturlig, ſom 


ſtrider imod Naturen, imod en Tings Bo⸗ 
den og naturl 


Beſtaffenhed ed. Beſtem⸗ 
melſe. unaturlige Loſter, Fodemidler. 2. 
ltfe indrettet, opfundet, fanrmenfaf i Over: 
eensſtemmelſe m. Naturen ;/fonfifet, tvun⸗ 
gen, En u. Charakteer, Stilling. — Der⸗ 
af: Unaturlighed, en, ud. pl 


% . æ 











Unavngiven — Under, 


Unavngiven, adj. v. ikke navngiven el. 
Bcnævnt; unævnt. 

Lind, en uadftillelig Partifel, (ſvarende t. 
det T. ent; N. S. unt; A. S. and, æt; 
og tildeels t. Isl. undan) ſom bdeels ude 
trykker en Bortfiernelſe fra ct Sted, deels 
en Berovelſe, Fraværelfe ell. Ophavelſen af 
det m. —— Ords Bea 
tydn. (ſ. nedenfor unddrage, undflye, und⸗ 

aae, undſtylde, undtege, undvære, m. 
£. J nogle Sammenſetninger, f. E. 
undfange, undgielde, undlade, undfige, 
har Pattikelen en forſtiellig Virkning, hvis 
Henforelſe ef er ganſte klar. 

Unddrage, v. a. og rec. 3. (f. drage. T. 
entziehen.) 1. bevirke, at en —5*— 
el. Ting kommer ud af noget, befries for 
noget. ”Hvorfor fulde du ham fra fin 
Straf unddrage ?” P. M. Troiel. 2. bes 
tove ell. betage Befiddelfen ell. Brugen af 
noget. At u. een fin Hielp. ”Det, ſom 
Tankerne idelig fornye, det unddrages ikke 
af Hukommelſen.“ B. Thott, »En Sktieb⸗ 
ne, der unddrog ham næften enhver Bergs 
ting med Livets lyſere Sider,” M. 3. At u. 
fig fra noget, holde fig fra, lade blive. At 
unddrage fig fra fine Pligters Opfyldelfe. 
»Denne Rolighed beftaaer ikke dert, at han 
unddrager fig fra gavnende Forrdtninger. 
Sneed. Det er et Arbeide, jeg ikke fan u. 
mig fra. De Wenner, fra hvis Omgang 
og Tidsfordriv han ikke kunde unddrage 
fig.“ Wandal. ”Maae vi ikke fra Tid t. 
anden unddrage os fra Verdens Tummel 
og dens Adſpredelſer.“ Baſth. (Sieldnere 
m. Objectets Dat, »Mens det fig unddra⸗ 
ger Mengdens Die,” J. £. Heib.) — Der: 
af: Unddragelſe, en. CE 

Unde, v.a.2. ſI. unna. A. S. unnan.] 
tilftede Befiddelfen, Nydeſen af noget, lade 
gen nyde noget, og finde Tilfredshed, For: 
noielſe deris tilſtede, tillade. At: 11. een 


. Det bedſte. Han under mig ikke den Mad, 


jeg nyder, (ſ. misunde.) Derſom Gud 
under mig Livet, under mig at levet nogle 
Aar. i LN . 
Undentag, et. Et allene, ell. meft p. 
Bornholm brugeligt Ord, ſom bemærter ben 
Afgift, en Bonde betinger fig f. fin og Hu⸗ 


ſtrues Levetid af den, t. hvem han afftaaer - 


fin Gaard; ell d. f. f. Aftagt. (fof. Usfings 
Anm. t. Tingsr. 11. ben Deraf: Unden⸗ 
tagsmand, cen. den, der hav betinget fig Af⸗ 
tægt, og ſidder t. Huſe p. den afftaaede 
Gaard; en Aftægtémand. (Fr. 3 Dec. 1828. 


- Hanſen db. SFiftevæfen. 2 lidg. S. 18) - 


v 


Under, et. pl. e, ell. lĩig sing. J. Vndur. 
T. Bunder:] en i høl Grad ufædvartig 
og ubegribelig Gienſtand el. Tildragelſe; 
færd. (dog fielbnere) en ſaadan uddortes Virk⸗ 
ning cl. Forandring, ber ikke efter Maturene 
fædvanlige Lodr fan fattes ell. forklares; et 
Vidunder, Underveerk. Det var et Wat. 


5900. 


han ikke ſlog ſig ihiel. Det er intet Under 
at hun hellere vil have den unge Mand (9: 
man begriber det lettelig.) Et faadant U. 
var aldrig før feet, “Et Under er det, og 
magſtee det ftårfte, Hiſtorien fan opriſe.“ 


Bagg. Et Naturens Under. (pl Under, " 


” Da dit Øietaft fane Godheds Gær og Viis⸗ 
doms Under fvæve uflørede trindt omkring 
dig.” Evald. 


ſter. ”Naar den Evige ſtriver fine Un⸗ 
der i Verdens Aarboger.“ Mynſter. Præd, 
1823. I. 197.) = Deraf: underfuld, adj. 
i hsi Grad forunderlig og uforflarlig; vids 


underlig ; fom feer, virkes ligeſom ved et 
"Under. 


Et underfudt Syn. &n u. Til⸗ 
dragelſe. — Undergierningz, en. Pi -er, 
(Mynſter.) d. f. f. Underverrk, hvtiket dog 
br. mere. — Undertegn, et, vidunderligt 
Tegn, overnaturlig Forbetydning. (De 
Guldb. V. Hiſt. I. 108. T. Wun derzei⸗ 
chen.) undervirkende, adj. v. ſom gier, 
frembringer Underverker. Undervark, et. 
pler. (T. Wunderwerk.) 1. et overs 
ordentligt, I høi Grad forunderligt Arbeide; 
et Bidunder. “Hvert Stridt, du gier, er 


”At forkynde Guds Under. 
m. ftærfe, vife og troſterige Ord.“ Myn⸗— 


ſtroet m. Viisdoms Underværter,” Sullin. 


2. færd. en Gierning el. Virkning, der. ef 


v. Naturens fædvanlige Kræfter fan frem⸗ 
bringes; et Mirakel, Jertegn. (ſ. dette 
Ord.) — Nyere have desuden dannet flere 


Sammenfætninger m. dette Ord (m. den 


adject. Betydning: underfuld) fE. Un⸗ 
derbarn, (Ingemann.) Underblomſt, Ups 
dergiorer (Mirakelmager. Mynſter.) Un⸗ 
derkraft, (€. Storm.) underſtion, Un⸗ 
dervirkning, 0. fl. hvilfe dog, f. deres Tve⸗ 
tydigheds Skyld, have fundet liden Ind⸗ 

ang. — Af Under er desuden afledet : un⸗ 

erlig, adj. (I. undarlegr.) felfom, ſyn⸗ 
derlig, befgnderlig, fær. (ivf. forunderlig, 
vidunderlig, beundringsværdig.) Et un⸗ 
derligt Indfald. Det gif umderligt til mn. 
den Sag. Underlige Ting, Gierninger. 
— Underlighed, en. pl.-er. Synderighed, 


. Gærhed. Den Mand har mange Under: ” 
ligheder. rr eN 5 
nder, præp. [J. undir. A. S, under.] 


J Alm, udtrntfer dette Ord Modſetningen 
af over, ell. betegner, i den .egenti. Be⸗ 


mærtelfe; (om Stedforhold) at en Ting er 
p. ét lavere, dybere Sted, end en anden, 
og det ſaaledes, at den bedekkes af ſamme; 
ek. at i det mindfte en lodret Linie fgqu falde 
p. den fra den høtere Gienſtand, fom er 
over den. A. om Stedforhoid. , a.) 
egentlig: 1. om Øienftandens Stilling ell. 
Bevægelfe paa. (1%, hen til) et lavere ell. 
dybere Sted, mi. Henſyn t, en anden. Gien⸗ 
ſtand, ſom er over den, ell. befind er fig-p. 
et hoiere Sted: Det ligger under Stolen 
egentlig ;" Stolefædet.) Der kryber st DQyr 
u, Bordet (3: bgvæget fig krybende.) — Der⸗ 


Ed , ” (387) i 


[4 


ø 


ÅJ 


Under. 


Imod om Bevægelfens Netning: At krybe 
nt. Bordet (3: faaledes at man kommer der, 
4. Den under Bordet.) At gaae u. en Bro. 
Bi gik ind u. Broen. At fidde, at fætte fig 
under et Træ 3: under dets Krone ell. Gre⸗ 
ne. At bringe et Huus uw. Tag. At kom⸗ 
me under Tag 2: (Huus. At boe u. Tag m. 
een o: I famme Huus. At boe under Taget 
dB: sverft I Dufet, ed. paa Loftet. — At ſtaae 
u. en Trappe ad: bag den, og ſaaledes, at 
… man tillige har den over fit Hoved. At ſtaae 
neden for (neden ved; neden under) Trap⸗ 
pen. od: foran Trappen og v. dens Fod. 2. 
om en faadan Stilling cl. Bevogelſe, hvor⸗ 
ved iffe ſaameget tages Henſynſt. af noget 
er nœr ell. umiddelbar over Subjectet, fom 
at dette tænfes i Forhold t. en hoiere Gien⸗ 
ſtand (t. noget, fom er ovenfor, ovenover.) 
Fuglene under Himlen. At ligge under 
aaben Himmel. Der 
Solen. Bi ftud p. Bierget, og faac de an⸗ 
dre dyit under (neden for) pg. Veien løber 
ar Bakken o: neden under, v. Foden af. 
SBi fellede under Moens Sint. .”Han, fom 
"ver lidt inder Havet.” Veſſel. — ”Af Sims 
melen, af Duggen og af Dybet, fom ligger 
neden under.” 5 Moſeb. 33. 13. (jvf. 
nedenunder, (ſ. neden) derunder (der) og 
herunder,) 3, om en Stilling ell. Be⸗ 
vægelfe, hvorved det, fohr er under, enten 
ganſte el, tildeels bedekkes af en anden 
:Ting, el. er under (neden. for) den ſyn⸗ 
"lige Overflade af noget. At dukke fig u. 
Vandet, putte fig ned u. Dynen. At fætte 
Landet u. Wand. Hele Egnen flod under 
"Vand. At koge noget u. luft Laag. At 
"de u. Jorden. — At tage noget u. fin 
Kappe. — At tage een u. Armen. At 
"bære noget -u. Armen: (forſtielligt fra: at 
"Bære i Armen.) fig. At ſegne u. en Byrde. 


At ſtiule fin Folelſe under en forſtilt Ligegyls . 


dighed. — Dertil here p. en Maade ogfaa 
ve Titfælbe, hvori man udtrykker en Stil⸗ 
ling, Bevegelſe el. Handling , der finder 
Sted umiddelbar ved den Ting, ſom er 
"overs ef. hvor under udtrykker voget, ſom 
er indenfor, At hænge en Krandé op uns 
der Loftet. At malé p. Kalk u. Hvæls 
vingen. At fætte Stotter u. Hvælvingen. 
—At gaae m. Silkefoder under fine Klæz 
daer. Han tog en Treie paa, under Kio⸗ 
len. (Derimod, naar Talen ev om det Klæ-z 
demon ſom er-nærmeft Legemet, og ifær den 
Deel, ſom er ovenfor Bælteftedet : Han 
havde Veften paa irden for Kjolen. Han 
bar det, ſtiulte det inden f. Kiolen)  b.) 
. figurligen: 1. om et, Forhold, hvori en 
Perſon el. anden Gisuftand. tæntes ind⸗ 


ſerenket cl. beſtyret v.. én mægtigere (under: - 


»"tetven, underordnet denne.) At vœre under 
Dypſyn, rv. Tvang. At flage-u. cen (være 


vr pligtig £. at adlyde hatm;) Han havde 500 


Mand under fig (u. fin, Bofaling.) -At have 


596 


cer intet nyt under 


Ander eet, ſamlet p. cengang. 


noget. f. underſtr 
derunder, herunder, hvorunder. (Svf. og⸗ 


menſetninger ha 


Under— 


unoget u. Hender (beftyre, raade over.) 
”Seg vil endnu ikke meddele Regler f. Ars 
beidet under dine Hœender.“ Stoud. At 
bringe et Land u. fil Herredemme. At leve 
under en mild Regiering. — Det er under 
Laas og Lukke. 2; om et Forhold, hvori cen 
Gienſtand tœnkes ringere i Grad el. Rang, 
end en ander. Han flaaer langt under ham 
i Lærdom. At fidde u. cen i AMetten. 3. 
om et Forhold, der udtrykker et ringere Tal, 
er ringere Priis. Hun er ſnarere dver, end 
under 30 Aar. Børn u. 10 Aar. Jeg 
fan ikke fælge det under 10 Rolr. At fælge 
noget u. Prifen ad: den fædvanlige Priis, 
den Prlis, fom andre tage. 4. t viffe Til⸗ 
fælde: om Maaden, hvorpaa noget ér cl. 
ſteer. (jvf. A. a, 3, hvoraf dette tildeels er 
en fig. Bemærk.) Det er bekiendt u. Navn 
af Bævergelt. Under den Betingelſe, u. 
diſſe Vilkaar. At ſvige cen u. Venſtabs 
Skin, Mafte. De dulgte deres Kicrlighed 
under Skin af ingeonnoveng — Under 
hang Haand og Segl. — Om Straffen, 
fom er fat p. Overtredelſen af et Forbud: 
Ingen maa under het Straf indføre diſſe 
Varer. Det er forbudet u. Livs Straf. 
o.) Detuden i adftillige egne og figurl. Tale⸗ 
maader: At ſpille under Doœkke m. cen (være 
i Ledtog'm.) Skibet er under Seil; at 

aae u. Seil. Tropperne ſtode under Baa⸗ 

en. At ſlaae cen under Øret. At gage 
"el. fee een under Dine (iffe. frygte hans 


perſonlige Møde.) At komme u. Tiltale ; 


være u. Forfolgelſe. (A. b. 4.) At tomme 
under Veir m. noget (erfare, opſpore.) 
. B. om 
Tidsforhold: hvor man vil udtrykte, at 
noget er til ˖ell. ſteer imedens aoget andet 
varer. (en Samvaren i Ziden; dog fun i 


enkelte Tilfælde; f. £. hvor Zalen er om 


en fortere Handling ell. Tildragelſe, farms 
tidig m. en anden af længere Varighed.) 
Det tildrog fig u. denne Konges Regiering. 
Han talte m. dem af og til u. Maaltidet. 
Under Samtalen, u. Prædifenen, u. Sau⸗ 
gen (oa: medens diffe vare.) Under hele 
derne Tummel fov han roligt, Gertil bø- 
ver adv. undertiden, underveis.) jvf. ime⸗ 
dens, SC. Gom adv. br. dette Ord i en⸗ 
telte udtryt: At gaae under, gaae t. Grun⸗ 
de, 'sdeægges aldeles. (f. Undergang.) 
At butke under f. noget 2: overvældet, overs 


mindes af. Der forſtaaes noget umder (9: 


et Ord ell. flere er udeladt i Sætningen, fom - 
man maa tænte fig f. at udfylde dens Me⸗ 
ning.) At ſtrive under (fætte fif Navn u. 
ive,) 3 Sammenfætn. 
ſaa adj. og adv. underſt, D. J Sams 
Prœpof. under deels 
a.) den egentlige Bemœrkelſe m. Denfen f. 
Stedet" (f. €. Underhuxer, Underdyne, 
Underflade, underjordiſt, Underklader, 


N 


⸗ 


N 
- P 


- Under — Underdanig. 
Un , Underſriert, Undervogn, 0. fl.) 
b.) deels br. den om noget, der i Sammen: 
ligning m. andet ev lavere, el. med Henſyn 


t. det, fom er ovenfor, er hoiere oppe, ell. til 
en Ovberdeel. (f. E. Underarm, Underdeel 


Nederdeel) Underliv, Underlæbe, Under⸗ 


ſtorpe, Underſtov, o. ſ. v.) 0.) om et un⸗ 
doerordnet Forhold, et ringere Vilkaar (Un⸗ 
derafdeling, Underbetient, underdanig , 
Underdommer, Underfoged, Underhuus, 
Undermand, Underret, o. fi.) d.) om 
noget, ſom er ringere i Tal ell. Maal, end 
Det bør være, (Undermaal, Undervægt.) 
e.) i andre uegentlige og figurl. Bemerkel⸗ 
fer, (f. E. underfundig, underhandle, uns 
derſtaae fig, undervife 2.) 
Underafdeling, en. 

Afdeling. af noget allerede afdeelt ; Afdeling 
en Afdeling. (jvf. Underdeling.) 

Underarm, en. pl.-e. den nederſte Deel 
af Armen, fra Xlbuen t. Oaandledet. 

Underbetient, en. pl.-e. B. ſom ſtaaer 
under ell. er underordnet en anden; ringere 
Betient. 

Underbinde, v. a. 3. binde et Baand om 
Nederdelen af en Ting, ell. nedenfor et viſt 
Sted p. ſamme. t u. Navleftrængen , 
underbinde en Pulsaare. (Qvinderne, 
ſom vare underbundne m. Sakke under 
Bryſterne.“ 2 Macc. 3. 19.) ⸗ 

Underbud, et. pl. d. ſ. Bud, ſom er. rin⸗ 
gere, end det, en anden har budet, (modſ. 


pl.—er, en mindre 


Vverbud) ell. ringere end det, Sælgeren - 
ſom v. Rænfer og 


forlanger f. fine Barer. At giore Under⸗ 
bud p. noget, ”Han blev haardnakken v. 
fit Underbud.” Bagg. (Labyr. II. 128.) 
(Sieldnere fovefommer v. a. at underbyde 
gen, byde ringere; det modſ. af overbyðe.) 

(Inderbyrer, n. 8. pl; Buret, ſom bæres 
under andre og egentlige Burer, ell. nærmeft 
v. Kroppen, Foruden Klædes Buxer og 
Lerreds Underbuxer, tog han endnu et Par 
fyffe Overbuxer paa. 

Underdan, ſ. Underſaat. 

Underdanig, adj. 
pligtet t. Lydighed mod en Overherre ell. 
Zvrighed. ”Giører eder Jorden underda⸗ 
nig.” 1 Moſeb. 1,28. ”n Forevending t. 
at giørve fig dette Land underdanigt.“ Wan⸗ 
dal. (I denne Bemerk. lidet brugel.) 2. i 
hoi Grad følgagtig, ærbødig og ydmyg mod 
en Dvermand, J Quinder, være eders 
egne Mænd underdanige.“ Eph. 5. 22. (i 
hvilken Bemerkelſe det ofte br. ſom et af 
Hoflighed ell. Vedtægt indført Udtryk imod 
Hoiere, og i at tiltale dem. 
Sanige Anſogning, Beglering.  ”Oereé yd⸗ 
myge Bøn, ſom underdenig bede dig.” 
Cir. 36. 16.) = Underdguighed, en. ud. 
Pl 1. Lydighed mod.en Overherre el. Re⸗ 
gent, 
fig til Und erbanigbed.” Wandal. 2. en 
hoi Grad af Xrbodighed, Ydmyghed og Ly⸗ 


J 


AJ 


ſom gaaer ud p. Renker og Svig. 


1… adlydendes; for⸗ 


Min under⸗ 
om. af gaa 


»Nu maatte Sarerne p. ny forbinde . 


1 


697 Underdanighed — undergang. 


dighed mod Overmoend. At drive Under⸗ 
danigheden alt for vidt. 
Underdeel, en. pl.-dele, d. f. ſ. Neder⸗ 
deel (hvilfet dog oftere bruges.) , 
Underdeling, en. pl.- er. videre Deling 
af noget, fom alt filforn ev delt, Subdi- 
VISIO. 
Underdommer, en. pl.-e. Dommer v. 
en Underret. (jvf. Overdommer.) 
Underdyne, en. pl.-r. Sengedyne, ſom 
man ligger paa (modf. Overdyne.) i 
Underdemme, v. a. 2. forfufte en Dom, 
underkiende. (men forefommer langt fields 


nere.) ”Derfom hans Sag blev underdemt 


og falſt beviift, da vilde han iffe bede f. f 
ſelv.“ Coldings K. Hiſt. 1614, 
Underfald, et. Vandets Fald p. Nederde⸗ 
len af et Moliehiul. => Deraf: Underfalds⸗ 
iul, et. Mollehiul, fom dertil er indrettet. 
Inderfaldsqværn og Underfaldsmolle, en. 
ſ. Wederfaldemelle, — Underfaldsvand, 
et. Band, ſom ledes f. et Underfaldshiul. 
Underflade,.en. pl.-r. den Flade af en 
Sing, fom vender nedad; Nederflade. 
nderfoder, et. d. f. f. $oder, 
Underfoged, en. pl.-er. 
fom ſtaaer under en anden; en ringere Fo⸗ 


1. en Foged, 


ged." 2. et vift Slags Embedsmand i Kig 


benhavn, fom foretager Execution efter alle 
Domme, Hoieſterets undtagne. i 
Underfore, v. a. 1. ſette Foder under. (f. 
Foder og fodre.) . J 
Underfundig, adj. rænfefuld , ſnedig; 
pidefindigheder undele 
ger Forpligtelſer (Sporon) ell. ved ſtiult, 
uformodet Svig bedrager Andre, — object. 
Under⸗ 


fundige Tanker. (Job. 21. 27,)  ”Lad dit 


ierte bedaares et af underfundig Tale.“ 


Ohlenſchl. — Deraf: Underfundighed, en. 
ud. pl. ($. Undirhyggia.)' Beftaffenhez 
den, at være underfundig. ”Den, fig i 
Svig od Underfundighed haver ladet bes 
sig D. Lov, ”Aldrig manglede Under⸗ 
indighed Uindffyldninger t. at beſmykke, 
endog den værfte Gag.” Kampmann. ”Forz 
figtighed uden Frygtagcighed, Klogſtab uden 
Underfundighed,” Jacobi. (inf. det af Spas 
ron anf. Exempel. Millers, danſte Synon. 
I, S. 268.) 
Undergaae, v. a. 3. lide, giennemgaae, 
udholde, underfaftes, At u. en Forvandling. 


Vi 


”Naar et Folk undergaaer nogen mærkelig " 


Forandring.” Guldb; ”Hvorledes Myſte⸗ 
rierne Tid efter anden have undergaaet ſtore 
Forandringer,” Guldb. (Forſtielligt fra v. 
under. Dog bruger Holberg 


ogſaa undergage i- Bemærfelfen: gage t. 


Grunde, ”Wan fulde Verden fee, i Haft 
at undergaae.“ P. Paars. I. 1 Gang.). 
Undergang, en. ud. pl. Ophør af en 


Tings Zilværelfe; fuldkommen iØdelægs 


gelſe. Riget var fin U, nær, Stadens 


« 
ke — 





ms eg undergiven.“ Mynſter. 


Undergang — Underhavende. 598 Underhold — Underkaſte. 


"HI. ved Jordſtiælv. Det blev hans Under⸗ 
gang. (ivf. Fedgang.) ' 

Undergiven, ad). v. pl. undergivne, 
1. fom ev under en andené Herredomme og 
Myndighed; ſom ſtaaex under, adlyder cen. 
At være mild, haard mod fine Undergivne. 
”AUlt Follet fom gv dig undergivet.” Gam: 
meldanſt Bibeloverſ. “Menñeſtet er aldrig 
frit i den Forftand, at han jintet Herredom⸗ 
2. unders 
kaſtet, udfet for. ”Det er alle Tingé Nas 


. fær, at være Forandring undergivne,” B. 
Thott. 


»Dog fandt jeg Ingen — ſom jo 
var Vildfkrelſe undergiven.“ Munfter. ”Da 
tbør de dobbelt Straf at være undergivne.” 
D. tov. VI. 2. 5. 

»Undergivenhed, en. Beſtaffenheden, at 


være under en andens Myndighed; Lydigs ” 


hed, Underkaſtelſe. ”Ænhver Lydighed er 
ikte et Beviis p. vor Undergivenhed under 
Loven.” Baſth. 

Undergrave, v. a. 1 og 3. grave under 
noget, ifær f. at fane det t. at falde, om⸗ 
ſtyrte, fuldfafte v. at grave. Rotterne 
have undergravet hele Hufet. At u. en 
Muur. Maar vælvig Storm fra Norden 
yder, den undergraver lumſt din fandig” 
Fod.” Pram. — figurl. At u. Statens Vel: 
fland, u. Helbreden ad: ødelægge lidt efter 
lidt. ”En nedrig Bagvajfer, der under⸗ 
graver Fyrſtens og Folkets indbyrdes Til: 

id.” Rahbek. ” Den Svorm, der fun fals 
der fig dine Venner, f. at undergrave dit 
Held og fortære din Formue.“ Samme. — 
"Deraf: Undergravning, en. pl.-er. 

Undergraver, en. pl.-e. en Graver v. en 


Kirke, hvis Embede er ringere end Over⸗ 


graverens. i 

Undergroet, adj. v. fom ev voret neden 
under; ell, nedentil bevoret. Undergroet 
med faar, m. Fedt. . 
Undergud, en. pl.-er. | Mythologien: 
en ringere Guddom, en Gud af ringere 
"Magt og Anſeelſe. »En eneſte Overgud, 
fom har en Mængde Underguder under fig.” 


Schytte. (Indv. Reg. IV. 22.) 


Underhaanden, adv. ikke aabenlyſt ell, 
offentligt, ſtiltiende. At lade een u. vide. 
At fælge noget underhaanden. 

Underhandle, v. n. 1. Dar.) ſoge at 
forlige cl. forene. ſtridige 
Henfigter, føge at bringe Forliig el. For⸗ 
bund til Veie. At u. med een om noget. 
Der blev længe underhandlet om Fred. — 
Underhaudler, en. pl.-e. den, fom driver 
eller ſäager at fremme en Underhandling 
imellem to ſtridende Parter. (f. gler, 
Mellemmand.) 


Underhavende, ſ. undergiven (et mere 


naturligt og ſprogrigtigt Udtryk.) (D. Lov. 
VI. 2.5. VI 3.2. »ꝛ Med Mod og Klæfhed 
fulgte hans Underhavende deres Anfører,” 
Wandal. Mindesm. II. 106. 68.) 


ordringer ell. 


Underhold, et. ud.pl. J.Unterhalt.]) 
b. ſ. f. Underholdning, Nering, Ophold. 
Underholde, v. a. 3. (f. holde.) 1. be⸗ 
virke at en Ting vedvarer, holde v. Magt, 
vpholde. (sustinere.) Dog ifær, og næften 
allene, i Bemerkelſen: give, ſtaffe det for⸗ 
nødne f. af holde Livet vedlige, give Livets 
Ophold. At underholde en ftor Familie, 
mange Tieneſtefolk. »At ernære, er at 
give ten vis Tid et WMennejfe den Føde, det 
behsver. At underholde, er i en vis Zid 
at forfyne cen m. hvad han behøver ft. Liveté 
Ophold. Man figer om en Famillefader: 
— har flere ſmaa Børn at ernære, og en 
aværende Søn at underholde,” Miller. 
2. i en nyere, af det J. optagen Bemærs 
kelſe: forkorte Tiden, mere. Han forftod 
at u. et heelt Selſtab v. fin Bittighed. En 
underholdende Samtale. — Underhold⸗ 
ning,en. ud. Pl 1. det, ſom tiener t. Livets 
Ophold. »WGodſet var tillagt Kloftrene t. 
Underholdning, baade f. dem ſom fulde lære, 
Oc dem, ſom ſtulde optugtes,” Coldings K. 
Hiſt. 1614. 2. Morſtab, Tidsfordriv. (d. 
Zale.) ”En Fornefelfe kaldes Underhold⸗ 
ning, naar den fnffelfætter Stælcevnerne ; 
og har derfor et mere indſtrenket Omfang, 


end Morſtab. Ligefom der gives Under: 


holdning, ſom endnu iffe (<a. for enhver) 
er Morſtab; faa fan der være Morſtab, 
fom ingen "Underholdning yder.” Miller. 

Underhuus, et. 1, den nederſte Dael af 
et Guus. (lidet brugel.) 2. ben Deel af 
det engelſte Parlament, ſom beftaaer af 
valgte Medlemmer f. Landſtabern e og Stœ⸗ 
derne (House of Commons.) ſ. Overhuus. 

Underhyre, v. a. 1. hyre cl. leie den ell. 
det, fom en Anden har hyret, v. at love 
hotere Betaling, Løn e. d. »Ingen Skip⸗ 
per maa underbyre en Andens Styremand 
el. Baadsmænd.” D. Lov. IV. 1. 2. 

Underjagt, en. kaldes, i Modfætn. t, 
Overjagt, Jagten p. det mindre Vildt, 
Ræve, Harer, m. m. ſamt Fuglevildt. 
(Schytte. Indv. Reg. II. 313.) . 

Underjorden, n. s. (fin m. beft. Art.) 
Underverdenen, den underjordiſte Verden. 
»Underjorden glér et Hop.” Weſſel. »Til 
at vorde Underjordens Dronning blev du 
født.” Ohlenſchl. (Balder.) 

Underjordift, adj. fom cv, findes under 
Jordens Overflade. Underjordiſt Ild. Et 
underjordiſt Bulder. — absol. br. Under⸗ 
Jordiffe om de forſtiellige Slags digtede 
Bæfener, ſom Folketro har tenkt fig i under⸗ 
jordiſte Opholdsſteder. (Niſſer, Dverge, 
Alfer e. d.) …Underjordiſte, ſom fover! du 
maa ikke undres over, at min Sang dig 
vætter op.“ Weſſel. (Det uſedvanl. Un⸗ 
derjordsreiſe forekommer i Baggeſens R. 
Klim. S. 379.) 

Underkaſte fig, v. rect. 1. give fig i en 
andens Vold, under en andens Herredem⸗ 


å 
U 


Ce 


i Underfafte — Underfue. 


me. Dette Folk havde frivillig underkaſtet 
fig. ”Den herſtende Drift i Slælen, der 
m. lige Lyſt underkaſter fig. enhver hellig 
Befaling.” Bafth. (Den act. Bemærfelfe : 
at bringe under fit Herredomme, er mindre 
brugelig; ogſaa partic. underkaſtet for : 
underlagt, undergiven, afhængig af, fores 
kommer ikke ofte. “Alle døje Perfoner , 
Ting og Forretninger — ere underkaſtede 
Regferingen.” Sneed. (Saml, Str. VII, 
68.) 2. frivilligen fætte fig under viſſe 
Vilkaar. At underkaſte fir en Prøbe, Cras 
men." Jég vil hellere underkaſte mig et: 
hvert Savn, end indgage dette. 3. At 
være underkaſtet, lide, være undergiven, 
udfat for. “En Nation, fam boer f' Lande, 
- der af alle have været mindft Forandringer 
underkaſtede.“ Sneedorf. Den Søfarende 
ev underkaſtet idelig Livefare. S Underka⸗ 
ſtelſe, en. Handlingen at underkaſte fig. J 
andre Selſkaber, hyor al Uliighed kommer 
enten af Zvang, el. af Underkaſtelſe.“ 
Sneed. ”De ville unddrage fig fra den Un⸗ 
derkaſtelſe, fom de dog ville, alle ſtal under⸗ 
kaſte fig.” Birkner. 

Underkiende, v. a. 2. kiende ugyldig, 
forkaſte en Dom. At u. en Dom. ”Wed 
mindre det — f. nogen Overtet underkien⸗ 
des,” D. Lov. V. 6. 1. ”Xt underkiende 
Vidnev.“ I. 13. 23. — Deraf : Underkien⸗ 
delſe, en. ”Naar han fremdrog det forrige 
Tribunals Domme t. Underbiendelfe,” 
Rahbek. 

Underkiole, en. pl-r. Kiole, ſom bœres 
under en anden. 

Underkiobe, v. a. 2. formaae v. Gaver, 
kisbe til noget, beſtikke. »Jeg troer, at 
han hemmeligen maa være underkiobt af 
min Øsn t. at raade mig dette,” Sneed. 
» En underkiobt Statholder erklærede fig f. 
Ridderne.“ O. Guldberg. ”Derfor maa 
jeg underkiobe Folk, t. at lafte min Skab⸗ 
ning i Byen.” Holb. (Jac. von XD.) 

Underklokke, en. pl.-v. et Slags Under⸗ 
ſtisrt, ſom Quindfolk bruge under andre 
Kigheg (ſ. Klokke 3, c.) 

dertlæder, pl. 1. Klader, ſom bæ- 
res under de egentlige Klæder, el. fom man 
Ligger i om Natten. (Moth.) 2. Veſt og 
Burer ſom Mandfolk bruge, i Modfætning 
t. Kiole, Overkiole o. d. Rød Kiole og 
hvide Underklæder. 

Underklædning, en, pl.-er. et heelt Sæt 

Underflæder. 

Underkotk, en. pl.-fe. en Kok, ſom ties 
ner under Meſterkokken. (Moth.) 

Underkonge, en. pl. -r. en Konge ell. 
Fyrſte, fom ſtaaer under en Andens Over⸗ 
herredømme, Harald Haarfager undertvang 
og fordrev de norſte Underkonger. 

Underkop, en. pl.-per. den underfte, fla⸗ 


de Kop af et Par Kopper. 


Underkue, v. a. 1. bringe m. Wagt £. 


M 


599 





' 


Underkue — Underordne. 


Lydighed, ell. under fit Herredomme, un⸗ 
dertvinge. — At underkue et Folk. »En 
underkuet Aand et Friheds Aaſyn taaler.“ 
Storm. ”Mistillid og Lumſthed indſnige 
fig i det underkuede Sind.” Kampmann. 
2. qvæle, hindre i fin Fremvært ell. Virk⸗ 
ning. Die Treer ere blevne reent under= ” 
kuede i deres Oppœrt. “Strax underfuet 
Flid han Mod og Evne giver,” C. D. Biehl. ” 
— Deraf: Underkuelſe, en. pl.-r. 
Underlag, et. pl. d. ſ. det, ſom lægges - 
under noget andet. Et Ul, af Tommer. 
»Jordsmonnets Underlag , ell. det Fords 
lag, fom findes umiddelbart under det dyrs 
bede tag. Dluffen, ul; hed, f. eft ' J 
nderlig, Underlighed, f. efter n. s. 
Under. S 15. s 
Underligge, v. n. f. ligge under, (ligge, 
1.) ”AXt Dyden ofte fæmper her forgieves, 
og tidt I Kampen underlage.“ S.Blicher. 
(Sneeklokken. 89.) i i 
Underliggende, partic. ſom hører til, 
hører under en. vig Beftyrelfe. (Moth.) 
Dette Rige m. de underliggende Landſtaber. 
Underliv, cf. ud. pl. den Deel af det 
menneſkelige Legeme, ſom er nedenfor Bryſt⸗ 
huulheden (iſer om de indvortes Dele.) ſ. 
Bug, Tarmbug. Moth. Smerter, For: 
ſtoppelſer £ Underlivet. 
Underlæbe, en. pl.-r, den Læbe, 
rr eee latte under. (parti i 
nderlægge, ſ. lagge under. (partic. er 
brugeligt. et underlagte Papir.) ”Ja, 
hele Verdens Magt en Spaamand, Gieck 
og Nar har været underlagt.” Holberg. 
P. P. »Jord og Himmel er ham under⸗ 
lagt.” Thaarup. ”SKæmpende mod den 
ærældom, fom den imod fin Villie er un⸗ 
derlagt.” Mynſter. — underlægge fig, for: 
undertvinge, underkaſte fig, erobre. Un⸗ 
dertiden ſteete det, fordi man havde under⸗ 
lagt fig et andet Land,” O. Guldb. ' 
Underlærer, en. pl.-e. en Lærer af vins 
gere Grad. (Moth.) f. Overlærer. 
Underlobet, adj. v. i Udtrykket: under⸗ 
løbet Blod oa: Blod, ſom er lobet ud af en 
Aare og ſtorknet under Huden. 
Undermaal, et. ringere Maal, end til⸗ 
børligt, At give cen Undermaal. — Un. 
dermaalstommer, et, Tammer, ſom ikke har 
fit rette Maal. 
Undermand, en. pl.-mænd. den, ſom i 
Stand er ringere end en anden, ell. ſtaaer. 
under en anden. (modf. Overmand, 4. og 


fom ev 


Ligemand.) fan vilde befale over mig, 


fom om jeg var hans Undermand. 
Underminere, v. a. 1. (f. Mine.) grave 

Miner ell. Minegange under en Bold ell. 

Bygning, f. at kunne ſprenge den i Luften. 


. At underminere en Baſtion. 


Underofficeer, en. pl. -er. den ringeſte 
Befalingsmand over Krigsfolk. . 
Underotdne, v. a. 1. fælte en Gienſtand 





el 


pligtelſe. (H 


S 


Underordne - Underſkov. 


i Betydenhed, Bigtighed, Magt ell. Virke⸗ 
kraft under en anden (subordinare.) Dar 
er mig underordnet, En underordnet Be⸗ 
tient. ”Den Forfte — fom underordnede 
hine vilde Sindsbeveegelſer Fornuftens Os 
verherſtab.“ Syneſius v. Blod. ”Tænfesy 
ren, hos hvem Indbildningetraften mag 
underordne fig Forftanden,” M. — Dets 
af: Underordning, en. 
Underpant, et, pl.-er. Pant, ſom gives 
een t. Forſikkring om Opfyldelfen af en For: 
otheca. Moth. Egentlig iffe 
forſtielligt fra Dant, og overfletigt.) ”Un:s 


derpant i fafte Eiendomme ftifter ſtorre Net, 


vare, raade el. beſtemme. 


de Seil, 


en) Underpent i kesere.“ A. Usfing. Anm. 
t. Tingsretten. I. 4. 

Underret, en. pl. —fer. den almindelige 
Ret el. Domftol, t. hvilken Sagerne førft 
indftævnes , og hvorfra appellere f. en 


Dverret. — Underretsdommer, en. d. ſ. ſ. 


Underdommer. 


Underrette,/v. a. 1. (T. unterrids 
ten.) underviſe een om noget, give en Ef⸗ 
”tecvetning om noget, i et viſt Humed. Jeg 
er nylig bleven underrettet derom. (jvf. be⸗ 
rette.) > Underretuing, en. pl.-er. Efter⸗ 
retning, ſom m. Flid meddeles cen. At 
give cen Underretning om noget; faae den 
fornsdne U. i (om) en Gag. ”En Efter⸗ 
retning har t. Diemed, åt give noget vift 
tilftende; en Underretning tillige, at ads 
En Underret⸗ 
ning gives derſor altid af cen, -fom veed 
hvorfor han giver den.” Sporon. 

Underſaat, en. pl.-ter. IJ. Underséti.] 
Enhver i et Statsſamfund levende Perſon, 
betragtet fom den, der er undergiven ben 
hoieſte Magt i Staten, el. Regieringen. 
At beſtemme Forholdet imellem Regenten 
(Landsherren, Fyrſten) og Underſaatterne. 


(IJ ældre Tider findes Ordet brugt af Herre⸗ ber 


mænd om deres Bønder.) 

Underſat, ad. v. fort og tillige fed og 
vel v. Magt. (Moth. i d. Tale br. under⸗ 
i g.) ”Diffe fones af være en mere un⸗ 

erſat, bredſtuldret og ftærkt bygget Folke⸗ 
flamme.” M. SE 

Underſeil, et. pl, d. ſ. kaldes til Skibs 
fe om føres under Mærfet p. Ma⸗ 

rne. 
Underffaal, en. pl.-er. en Sfaal t. at 
fætte under noget. (f. Undertop.) 

Underſtiorte, en. pl. -r. Skiorte, fon 
man tager paa under en anden; Natſtiorte. 

Underſtiort, et. pl. —er. Skiort, ſom 
Qvindfolk bruge under Kiolen el. under et 
andet Skiort. 

Underſtorpe, en. pl.-t. Skorpen p. den 
Side af Brødet, der vender nedad i Bager: 
ovnen. (f. Overſforpe.) 

Underſtov, en. pl.-e. Skod af lave 
Treer og Buſte; Kratſtov ell. den Skod, 


ax 


600 


ON 
Underffov — Underſtotte. 


ſom ikke er naaet op ft. lige Sside m. Overs 
ffoven. (jvf. dette Ord.) 
Underſkrift, en. pl.—er. en Perſons Ravn, 
der af ham felv ſtrives under et Brev ell. 
andet Document. At forſyne noget m. fin 
Underffrift. Gt Brev uden U. (jvf. Un: 
era) i. fe 
erſtrive, v. a. 3. (f. ſtrive.) ve 
fit Navn under noget. At u. et bre 
Kongen har unde et Dedsdommen. — 
nderſtrivning, en. Handlingen at under 
ſerive. (cøfea Underfkrift. At give cen 
noget t. Underſtrift.) . 
uderſlaae, v. a. 3. tilegne fig hemmes 
lig; tilvende fig v. Underlæb. (uſcedvanl. 
men forefommer i D. £ov.) ”Derfom no⸗ 
gen forrykker el. underſlaaer noget af ſam⸗ 
me ſtibbruddet Gods.“ IV. 3. 1. » Hvo 
fm ſamme Gods vg Vrag underſlaaer, ſtal 
ſtraffes ſom en Zyv.” IV. 4. 5. 
Underſlag, et. en Tvoetbielke ſom læg: 
eg under andre Bielker i er Bygning t. 
esmere Styrke. (Moth.) 

Underflæb , et. ud. pl. hemmeligt Be⸗ 
drageri; Handlingen, p. en fvigagtig Maade 
at tilvende fig betrocde Penge. »Enhver 
Clasſe, f. at undgaae Underjlæb,: ber have 
fit Stempel.” Sneed. At begaae Ul. »Be⸗ 
tienternes Underflæb v. Biergværfer ct 
neppe at forefomme.” Schytte. 

Underſt, adj. og adv. superl. d. f. f. nes 
derſt, ſom ev laveſt el. lengſt nede. (mod: 
fat overſt.) Den underſte Deel af Byg: 
ningen. ”Faft, fom et Stykke af den un⸗ 
derſte Molleſteen.“ Job. 41. 15. Det (aae 
underft i Skrinet. 

Underſtaae fig, v. roc. drifte fig til vove 
paa af gtøre noget (dr. nu fun om forbudne 
sller utilladelige, tilforn ogſaa om driftige, 
forvovne, fiæffe Handlinger.) “Han afdrig 
underſtaaer fig mere fligt at gisre.” Hol⸗ 

g. P. P. fan underftod fig at gage 
lige ind I Salen. Tør du underftage dig, et 


komme ß mine Dine? — "At negte deres 
Virkelighed, det have de ikke underfigaet 
fig.” Baſtholm. ' 


Underfteen, en. l en Mele: d. f. f. Lig» 
geren. (Moth) . ' 

Underſtikke, v. a. 3. hemmeligen indſct⸗ 
te, indbringe noget nægte ell. falſtt i det 


rettes el. ægtes Sted (supponere.) br. 


fielden, og da i partic. underſtukket 
Brev, Document. (Moth.) 

Underſtrege, v. a. 1. flaae en Streg un⸗ 
der f. at udmærte. At us noget t en Bog. 
Underſtryge, v. a. 3. (f. ſtryge.) forfone 
noget m. det, ſom ſtal ſtryges under; ell. 
ſtryge noget paa, ſom Aden p. ny bliver 
overſtrsget. At u. et Tag, underſtryge 
Tagſtenene (m. Kalk.) Det er forſt under⸗ 
fergget m, Liimfarvde, og fiden malet m. Olie. 

nderſtotte, v.a.1. egentl. holde opreif, 
bevare fra FAD v. at fælte Støtter under, 


- 


J 


uUnderſtotte — Undertoinge. 601 undertvinge — Undſhe. 


At underſtotte et Huus (hvor man dog ofs af fire, faavel undertvungne, fom indfødte 9 


teſt Sruger flette.) 2. yde Hielp, Biſtand; Underſaatter.“ Vogelius. — Deraf: 
fremme eens Henſigter, Stræben, Virkſom⸗ dertvingelfe, en. i 

hed. At u. cen m. Penge. Gan har lovet Undertægt, en. d. ſ. ſ. Aftægt, (Moth. 
at u. min Anſegning. At u. een v. et Ar: fielden.) jvf. Uudentag. , El 
beide. ⸗ Underftetning, en. 1. Giernin⸗ Underveis, adv. medens man er p. Vei⸗ 
gen at flette el. underftette (1.) Man en; p. Reiſen. Jeg mødte ham, talte m. 
ſogte v. Underſtotning at bevare Bygnin⸗ ham undervejs, Viſvare tre Timer under⸗ 
gen fra Fald. 2. det, hvorved noget un: veis paa Bæltet. 


nz 


derſtottes f. ikke af falde, ”SKoftbare Un⸗ Underverden, en. (i Alm. kun m. beſt. 


derſtotninger af Tommervært.” Schytte. Art.) .en underjordiſt Verden. (i Modfætn. 


(Indv: Reg. V. 156.) — Uinderftøttelfe, en. t. Oververdenen.) Underverdeneñs (ell. 


1. Handlingen at underftøtte. 2. Hielp, Underverdens) Guder I den græfte Mytho— 
Biſtand (fom er den hyppigſt brugelige Be⸗ logie. ”Har til Underverdnens Porte Her⸗ 
mært.) At give een Underſtottelſe i Pen⸗ mes vinfet m. fin Stav.” Heiberg. 
ge. fan har faaet offentlig U. tii ſin Reiſe. Underviſe, v. a. 2. give Underretning 
Underføge, va. 2. eftæforfte , føge af om, underrette. (nu fielden.) At under⸗ 
erfare en Zingé Væfen, Bejfaffenhed, Sam: viſe cen om noget. ( Eſai. 38. 19.) 2. ans 
menhæng. Denne Gag maa noiere under: viſe, give An iisning, Veiledning. "Da 
fore At u. Godfets Forfatning. ”Den, hun var tilforn underviijt af. ſin Moder, 


om underſeher, betragter en Gienftand fra fagde hun.” Watth. 14. 8. ”De giorde, 


alle Sider,” under forſtiellige Forhold, f. at ligeſom de vare undervifte.”” 28. 15. — 3. 
tydeliggiore fig dens hele Beffaffenhed.” bibringe cen Kundſtab, Videnſtab, Øvelfe, . 
(jvf. drøfte, prøve.) ”Naar Dommeren Færdighed i noget. At u. cen i Mathe= 
vil drøfte en Retsſag, underſotger han alle matit, i Tegnekonſten, i Muſik. — Under⸗ 
de fremførte Bevifer, og prover Gyldighe⸗ viisning, en. pl.-er. At tage, at give U. 
den af ethvert Vidnes Udfagn.” Måler. — i noget. Underviisningstime, en. Time, 
Underſogelſe, en, pl.-r. At giore, foretage , hvori Underviksning tages. el. gives. 


en Underſogelſe. Undervogn, en. pl.-e. den Deel af Vog⸗ 
VUnderfag, ef. ud. pl. det førfte Lag Tag⸗ nen, fom er under. Zadingen. ' | 
halm, ſom lægges p. et Huus. (Moth.) Undervoldsdige, et. pl.-r. ſmaa ell. la⸗ 


Undertegne, v. a. 1. egentl. fætte et vere Diger, ſom anlægges for ved Hoveddi⸗ 
Tegn under; (Han undertegnede Skriftet gerne (Kraft. Mechan. II, 935.) 
m. ét Koré, da han ci kunde ſtrive) men of⸗ Undervagt, en. ud. pl. for ringe Vægt, 
feft br. det (ffær i Forvetningsftill) for: uns. mindre Vægt end tilborlig. At give cen 
DerfFrive, og Undertegning for: ünderſtrift. Undervægt. fig. om Udgift, font er ftørre 
Undertiden, adv. en og anden Gang, nu i et vift Tidsrum, end Indtggten. »Em ofs 
"og da, ſtundom. Wan gier undertiden fentlig Caſſes Undervægt.” (Collin.) 
det, fom man hverken fan giore ofte, eller Undervægtig, adj. ſom har Undervegt. 
vil giore altid. i . ' Undfalde, v.n.3. ev. (f. falde.) falde fra, 
Undertrykke, v. a. 1. hindre, ftandfe nos forlade, tabes. ”Jeg beder at du -itte vil 
get i fit Udbrud ell. fin Fremgang. At u. undfalde mig;' men hielpe, trøfte 09 ſtyrke 
et Oprer. At u. (neddyffe) et Rygte; un⸗ mig.” P. Zidemand. 1564. ”Derfor vilde 
dertrykke en Tanke, en Mistanke. 2. for⸗ hun ikke undfalde ham i sobgang, fom hun 
trykke, tilføle Overlaſt, betage lovlig Frihed havde annammet i Medgang.“ W. Hem⸗ 
og Rettigheder. At undertrykke den Ringe, mingſen. 1572. (jvf. Vedels Saro. S. 216.) 
den Fattige. *Du ſtal ikke plage en Frem: »Aldrig hendes Venſtab ham undfalder.“ 
med, og tffe undertrykke ham.”” 2 Moſeb. Rahb. (Digte, 1802. II. 111.) »Wor Helt 
22. = Deraf: Und kkelſe, en. pl. —v, i tenne Nød hans Mod og ef undfalder.“ 
At lide v. Mægtiges Undertrykkelſe. — Holb. (P. Paars.) ”At. undfalde os af 
Undertryffer, en. pl.-e, den, fom under: Hukommelſen.“ B. Thott. I. 48. ' 
tryffer andre. ”Lefede Forfvarere forøgede . Undfange, v. n. undfik, har undfanget. 
fun Undertrykkernes Antal.” Engelst. [N. S. untfangen.] blive frugtſomme⸗ 
Undertræde, v. a. 3. (ſ. træde,) trede ſig (i Alm. fun om Menneſter.) Det br. 
under Fødder, træde ned, nedtrede. (D. ogſaa, ſtisndt fielden, fom act. Efterat 
Bibel; ellers ufædvanl.) »Og Folfet uns Barnet var undfanget; " ” Hvad gyſeligt 
Sertraadte ham i Porten, at han bøde.” 2 undfanget er, ſtal ſtiont opftaae.” Dhlen⸗ 
dong. 7.27. I 
Undertrøie, en. pl.-r. Troie, ſom bæres ceptio.) “De tærte, at dette Liv er fun at 
under andre Klæder, el. nærmeft Kroppen. anſee fom en ˖ Undfangelſent. det virkelige 
Undertvinge, v. a. 3. (f. fvinge.) bringe Liv.” O. Guldberg, 18 
m. Magt under fit Herredomme.ꝰ Ar uset Undflye, v. a. og n. 1. IT. entflie⸗ 


Land, undertvungne Nationer, ”Eljtet hen.) fierne fig fva v. Flugt; undqage v. 


8" . 
* 


i 


føl. — Deraf: Undfangelſe, en. (Con- " 


2 





i) 


— 


Mudfiye— undgielde. 


Flugt. At undflye fine Flender. At 


foren. Den Fungne forfogte p. at und⸗ 
ye. ” Den Lette fan ikke undflye, og den 
Voldige iffe undkomme.“ Jer. 13. 6. ”Der 
fe! ingen, ſom flyer, undflye af dem, og 
ngen, ſom undkommer, reddes.” Amor. 
9. 1. (jvf. undvige.) ”Wan undviger (und⸗ 
ager) fin Flend;å Værværelfe; man unds 
ber (undviger) hans Forfulgelfe; man 
andflyer hans Gtterftræbelfer.” Sporon. — 


… fig. undgaae v. egen Kraft el. Beftræbelfe. 


”Ut føge Friſtelſer, hvor man kunde undflye 
dem, ev Forvovenhed.“ Baſtholm. 

— v. a. 3. (ſ. flyve.) undgaae v. 
Flyven; og figurl. flippe haftigen ud fra; 
undſlippe. “See ham, og fllælv ved de 
Dvd, ſom undfloi Spotierens Læbe.” pers. 
Dog fatted fan ikke — de Ord, ſom fra 
"Læberne undfloi.“ Samme. 

Undfrie, v. a. 1. befrie, redde, frelfe af 
Nod, Fare e. d. (Nyt og uſedvanl.) “Saa 
undfriet og” Jakobs Øsun ſeld Mangelen 
trodſer.“ Hertz. 
Undgaae, v. a.3. ſ. gaae. IJ. entges 
hen.) 1. gaae bort fra, fierne fig fra. 

fielden.) ”Seg ſaae min Søn, min Baldur, 

vi undgager han mig?” Ohlenſchl. 2. flips 
pe fra det fom er ondt el. ubehageligt (uden 
Henſyn ft. om det ſteer v. egen Virkſomhed 
ell. ved Tilfælde, jvf. undflye, og undvi ce.) 
»Man undgaaer ikke allene det Hug, om 
(man felv, eller) en anden bodede af for; 
men ogſaa det, hvor Villien iÉfe blev t. 
Gierning. — Men man figer rigtigere: den 


- Fare maa man føge at undgage; 'end: den 


are maa man undgaae.“ Sporon. (nem⸗ 
g 


» lig hvor Meningen cer: ved forfætlig Be⸗ 


ftræbelfe. Derimod figer man : Derved und: 
gik ban en ſtor Fare; da her egentlig blot 
igtes til Begivenheden.)  ”De funde dog 
itfe undgaae det, Aag, de flvede for.” 
D. Guldb. “Et forfaldent Minde — ſom 
undgik Tiden Rov.” Thaarup. At und: 
gaae den fortiente Straf. “Saa Vittige 
tidt maae begaae de mindre Feil, f. ſtorre 
at undgaae.“ Popes Krit. v. Schiermann. 
Jeg kan ikke undgaae af gisre ham et Beſog. 
Jeg føgte af u. denne Materle i Samtalen. 
” Simmel, Jord og alle Elementer har ins 
tet, ſom undgaaer hang Poeſie.“ Evald. 
3. blive ubemærket, unddrage fig Sands⸗ 
ningen. Det undgik ikke hans ſtarpe 
Blik. ”Hvad der undgaaer Spmært: 
omheden, naar man er i Bevægelfe, fafts 
older den omfider, naar man fidder ſtille.“ 
Bagg. 4. ſielden absol. og intrans. i 
Bemærfelfen: undflye, 1. ”D funde jeg 
undgage, jeg over ſalten Bø velvillig flyes 
de.” Bording. I 244. 
Undgielde, v. a. undgialdt, undgieldet. 


underkaſtes ubehagelige Folger, bøde, lide 


or. Det ſtal han komme til at u. ”Mon 
u din Omhed vil ei m. Foragt undgieldet 


J 


602 


. i t 
Undgielde — Undromme. 


ne, Æleneren maatte u. Herrens For: 
celſe. “Dit Blod det undgielde.“ Bagg. 
Undkomme, v. n. 3. er. (ſ. Fomme.) 
komme bort, flippe bort. Fienderne for⸗ 
fulgte ham; men han undkom [nÉtsligen. 
At undfomme af Faren.  ””Forbryderen 
undgaaer undertiden Straffen v. af und: 
Fomme af Fængfelet.” Sporon. ”De, ſom 
ere undkomne fra Sværdet,” Ser. 44. 28. 

Undkomſt, en. det, at undkomme, at 
ſlippe bort el. fra noget ; Leilighed ell. Mu⸗ 
lighed t. at undfomme. Her er ingen 
Undkomſt meer.” Rahbek. 

Undlade, v. a. 3. (ſ. lade.) lade blive, 
ikke gisre el. foretage, At u. en Handling. 
»Den, der undlader at gavne, hvor han 
fulde, negtet fig felv en Lytfalighed.” 
Rahb. Han undlod ikke at giore Miniſte⸗ 
ten fin Opvartning. (ivf. efterlade.) 

Undlobe, v. a. 3. undlob, undlobet. (T. 
entlaufen.) undgaue v. af løbe, ell. ved 
iilſom Flugt. (jvf. undvige.) Han et 
undloben, fom en Raa af en Snare.” Cir. 
27. 20, "Man undviger (untgaaer) fin 
Fiendes Nærværelfe; man undlober hans 
Forfalgelfe; man undfiver hans Efterſtræ⸗ 
belſe.“ Sporon. 

Undre, v. impers: 1. vœtke Forundring. 
Det undrer mig, at han ikke f. længe ſiden 
ev borte. Det maa ikke undre Dem. 

Undre fig, v. rec. 1. og undres, v. n. 
pass. føle og yttre Forundring over noget. 
"Hvo undres da, min Helt ci kunde holde 
Stand?“ Holb. (P. Paars.) At u. fig 
over noget. Hvad undrer du dig over! 

“Du maa ikke undres over, af min Gang 

dig vætter op.” Veſſel. — Mere ufædvanfig 
er Zalemaaden: at undres paa noget. 
Schytte. Indy. Reg. II. 442. (Sieldnere 
forekommer Ordet i den act. Form, fom v. 
Intrans. »BVi undrede, vi taug; men (ens 
ligt Suk og Ban ſteg op.” Evald. I. 215. — 
Ogfaa m. præp: pag. De undrede paa 
de livfalige Ord, fom udgik af hans Mund.” 
kuc. 4, 22. — Oftere derimod partic. un⸗ 
drende. ”Dets Sonners undrende Benfi.” 
Evald. J. 438. ”Han yttrer fun Siælen i 
undrende Gaben.“ P. M. Troiel. ”Da 
ſaae jeg undrende Guds Sol at dale mod 
Veſter ned,” Bagg.) = Undren, en. ud. pl. 
det, at undres. ”Feg foer, og mig i Un⸗ 
dren taber,” Rein. - 

Undrende , v. a 2. d. f. ſ. undlobe. 

"(ufædvanl.) "Dog han faa langt et (aber 
bort, han Pilen fan undrende,” Bording. 


Undrive, v. a. 3. [Nyt og ufædvanl. T. 
entreißen.] bortrive fra; og fig. redde, 
udfrie. »Thi fra Hungerens Sværd und: 
rev han Misraims Skarer.“ Hertz. 

.Undromme, v. a. og mn. 2. (f. rømme.) 
untfive; romme bort, rømme fra. (Moth.) 
Ei Verdens Gværm, nei Menneſter und⸗ 


. 1 


603 


Undroimme undſkvlde. 


rom, hvis da vil fle fra Avind, NÅ og 
Daarer,” Rein. … 
Undſee fig, v.rec. undſaae, har undſeet 
fig fole nivſt Uvilte t. en Handling ell. 
ilftand, af Agteif⸗ f. Andres Dom ell. for 
Velanſtæendighed; føle og yttre cen ringere 
Grad af Bluelfe el. Skamfuldhed. Hun 
undſaage fig v. at komme frem i hendes tar⸗ 
velige Dragt. Jeg undfcer mig ved at byde 
em en faa ringe Ting. ”.Den Indſtævnte, 
der onſtede at unddrage fig fra fin Pligt, 


men dog undſaae fig ved udtrykkelig Løgn.” . 
A. Yrfte 


d. At uw. fig for en anden, f. fig 
felv, ”En Dommer, fom ikke frygtede Gud, 
0y undſaae fig ikke f. noget Menneffe.” Luc. 
18. 2. - undſeelig, adj. tilbelelig t. at und⸗ 
fee fig, endog v. at nærme fig andre Folk, 
frygtſom, tilbageholden i andres Selſtab. 
(vereoundus. Moth.) En undſeelig Pige. 


At være u. over noget ad: undſee, fig ved. 


»Undſeelig er den, ſom foruroliges af Frygt 
f. at giore det, andre maatte finde upaſſe⸗ 
ligt.” Muͤller. — Undfeclighed , en. ud. 
, by den Egenſtab, at være uͤndſeelig. — 

Indfeelfe, en. ud. pl. den Zilftand, hvori 

man undſeer fig; en Sfamfutvhed, grundet 
p. Folelſen af den finere Velanſtendighed. 
»Den onde Samvittighed gisr at man ffam⸗ 
mer fig; men den blotte Beſtedenhed er 
Xarfag t. Undſeelſe.“ Sporon.  ”Hvor 
Folelſen holder fig tilbage formedelſt den 
naturlige Undſeelſe, der forbyder 08 at 
blotfe vor Sicet, ſaavelſom vort Legeme.” 
3. L. Heiberg. (jvf. Sam og Skamfuld⸗ 
hed.) »Mangel p. Tillid t. 06 felv frem⸗ 
pringer i Forhold t. Andre Undſeelſe; grun: 
det Dadel virker Skam.“ Mynſter. 

Undfige, v. a. 3. (ſ. fige.) true een p. 
Livet, true m. Feide. »At jeg har undſagt 
ham, da fiden han forlangte Stat og Lys 

dighed.” Ohl. (Hakon Jarl.) — Deraf: 
Undfigel e, en. (Moth.) 

Undffylde, v. a. 2. 
ell. Brøde; tiene f. Grund for Skyldfrihed. 
»Enhver undffyldes vil, og fig bevife fri.” 
Bording. II: 418." ang Ungdom undftyl: 
der ham ikke. For cen Gangs Skyld fan 
hane Forſommeiſe vel undſtyldes. — At 


være undſtyldt o: være uden Styld i et vift 
Xilfælde, iffe have giort'fig fyldig i Fors 


e 

ſeelſe. b Derſom de ikke kaldes, da ere de 
undſtyldte, om de ikke fomme,” D. Lov. II. 
7.3. Gan er undffyldt, da han ikke er 
friſt. — At have cen undſtyldt o: undſthlde, 
ikke lægge t. Laft. Jeg vil have dem und⸗ 
ſtyldt p. Grund af det flette Veir. 2. ans 
give Grunde, hvorfor noget ikke er Skyld 


cl. Forfeclfe, el. til, at gøre fig fri f. 


Skytd,. Han føger af u. enhver af hendes 
uner. Meget fan undſtyldes, fom ei fan 
forfvares, (Moth.) ”Man undffylder en 
Feiltagelſe; man tilgiver en Forfeelfe.” 
poron. 3. rocipr. anføre Grunde, hvor: 


n 





1. fritage for Styſd 


Undføylde — Undtage. 


for man ikke modtager en Indbydelſe e. d. 
Han var ogfaa indbuden, men undſtyldte 
fig, lod fig undſtkylde. At u. fig med Syg⸗ 
bom, Forretninger. S undfſky 


— ”Du er undſtyldelig, og jeg ev lige⸗ 
aa.” Weſſel. — Undſkyldning, en. pl.-er. 
Handlingen, at undſktylde fig felv cl. andre; 
eq. Grunden, fom t. den Ende anføres. 
Ut høre, modtage eens ll. At bede om U. 
Tomme, ugrændede Undffyldninger. »En 
U. ſtal tiene f. at gløre 08 frie f. Skyld; 
Tilgivelſe befrie os fra fortient Fortrydelſe. 
Man beder om Undſtyldning, hvis man har 
faget feil; men man beder om Zilgivelfe, 
fordt man har forfect fig.” Sporon. 


Undflage fig, v. rec. 3. (f. ſlaae.) negte 


at ville giøre noget, vægre fig ved. Gan 
undſlog fig” for at modtage den ham tiå 
budne Ære. Jeg fan itfe undflage mig f. 
at deeltage i Selſtabet. (Den af Sporon 


idelig, adj. 
fom fan undſtyldes, ſom fortiener at und⸗ 


angivne Forſtiel: at man altid giver Grun⸗ 


be, hvor man vættrer fig, men at man 


und flaaer fig v. ber n blotte Afjlag, er unsi⸗ 


agtig. | 
Undſlippe, ar. n. 3. (f. flippe.) 1, flippe 
bort, undkomme. ”Jeg m. Rette fri und⸗ 


ſluppen ev af denne Mød.” Fibigers Soph. 


2. fig. om ubetærffom, uoverlagt Tale. 
Der undflap ham en Ed. ”Der undſlap 
hende ikke et Vink, ikke et Ord, ſom kunde 
forraade hende.” Rahbek. 


Undfſtikke fig, v. Tec. 3. (ſtikke.) ſtiule 
fig naar map føges. (ufædvanl.) ”Derfom 
den Styfige undſtikker 


fig finde.“ D. Loy. I. 24. 48. 


Undfætte, v. a. 3. (ſ. ſætte.) hielpe, brin⸗ 

e Hielp, iſer i en nær ell. overhængende 
åre, ”Den Fattige "Fal han undfætte m. 
en Zærepenge.” B. Thott. At undfætte 
en belciret By. ”Umuligheden i at bedætte 
Grændferne og at undfætre den m. den for⸗ 
nodne Haſtighed.“ Sneed. 
er, under fiendtligt Angreb at bringe Midler 
t. Hielp; men en henfigtsret Anvendelſe af 
diſſe Midler, er Hielpen ſelv.“ £. Heiberg. 
— Undfætning, en. Handlingen at und⸗ 
fætte; ell. den Hielp, hvorved nogen und⸗ 
fættes. At forlange, faae UIndfætning. Ut 
fende cen Ul. 
til Undſetning.“ Kampmann. 


Undtage, v. a. 3. (f tage.) udelukke en 
Ting el. Deel fra Samfund el. Forening 
m. andre, fom nævnes. Fra denne Fors 
pligtelfe fan ingen undreges. Man und⸗ 
tog blot de Gamle og Svagelige, — Hyp⸗ 
pigen br. partic. undtagen ſom Præpofition 
(præter , præterquam. Jvf. adv. uden, 
B. 3.) Ingen, undtagen hendes Søfite. 
Alle, undtagen han, ſamtykkede deri. — 3 
denne Brug og Bemarkelſe ſeettes det ogſaa 
offer Subſtantivet ell. Pronomen, og da uns 


”At undfætte 


»Haſtig iler han fine Lande. 


fig og vil ikke lade 


+ 





* 


be 
8 undvige.” Peam. 


man de svrige. 


undtage —Unbvære; 


bertiden førft i Sætningen. Hele Fotſamlin⸗ 
gen, Præften undtagen, (ham allene und⸗ 


tagen) var mødt uindbuden. Det ene Til⸗ 


fælde undtaget, beſvarede han alle svrvige 
Spørgémaal. — Undtagelfe, en. pl.- vr. 
Det, at undtage noget; ell. det, ſom und⸗ 
taget. "Ved denne Undtagelfe fornærmede 
At giere en U. fra noget. 
Dette er en 


At paaſtaae noget uden al U. 
Ingen Regel 


U. fra den almindelige Skit. 
er uden Undtagelſe. 
Undvige, v. n. og a. 3. (f. vige.) 1. 
V. n. undfine,, rømme bort. Den Fangne 
undveg, er undvegen. ”Undviger nogen 
Baadsmand Skipperen m. fin Dyre.” D. 
Lov. IV. 1. 21. (en nu ikke fædvanlig Cons 
ſtruction.) 2. act. undgaac, blive fri for. 
a.) i Almindelighed. ”Hvad Skiebnen har 
ſtiert, det fan man ef undvige.” Holb. 
. Paaré.) ”Hvis Øre ei ringefte Suk, 
b.) ved forfætlig 
Beftræbelfe. Gan undveg Hugget, v. en 
haftig Beining m. Kroppen. ”Dit BI 
ustdviger mig, er altid mørkt.” Ohlenſchi. 
»Man undviger, blot v. at giore nogle 
Skridt tilbage el. til Siden ; man undflver 
v. at begive fig afſted; man undleber v. at 


flygte. — Undvige fan egentlig ikke ſiges, 


naat man føger af undgaae Ting, hvis 
Virkning ſtrokker fig langt; ligeſom undflye 


ikke br, om Ting, hvis Virkning ei naaer 
Man undviger itfe, men undflyer 


Langt. 
Peſt ell. lignende Ulykke; men man undvis 

er en Snog.“ Sporon. 6.) figurl. Længe 

ar han føgt at undvige enhver Samtale 
m. mig. “Snild undveg han at fvare, 
hvorhen dine. Tufinder føres.” Hertz. ”At 
vi føgte undvigende, næften fvigefulde Dvd, 
under hvis Stiyl Sandhed og Vildfarelſe 
kunde mødes,” Mynſter. 

Undvære, v. a. undværet. (imperf. und⸗ 
var er ubrugeligt.) være uden, have Man⸗ 
gel paa, fattes (men altid m. Genfyn t. 
Maaden, hvorpaa Savnet bæres, cl. paa 
et v. Onigændigheder betinget Forhold imel⸗ 


—— og den Gienſtand, det mang⸗ 
ler. 


Aanden kan ligeſaa lidt undvære Fris 
hed, fom Legemet fan u. Luften. »En Ven 
bør aldrig ftolt undvære Vennegave; men 
aale Bederlag.” Nord. Btun. Hvad man 
ænge har undværet, det vænner man fig 
fra: Vi maa u. mange Fornsielfer; men 
vi favne dem lidet. - Han fan flet ikke und⸗ 
væres i Huſet. Jeg vil helſt undvære den 
re. . ”Den hoieſte Grad af haardfør og 
undværende Zarvelighed.” (M.) — und: 


verlig, adj. fom man kan undvære, fom ei 


gr nødvendig at have, nyde, befidde. At 


— 


En un 


unegtelig — Ungkarl. 


Unegytelig, adj. ſom ikke kan negkes, ei 
lader ſig negte. unegtelig Sandhed. 

Unem, adj. uſtikketet. at fatte, tung af 
Begreb, ikke letnem. Moth. (Sielden.) 
Ovo er faa unem, at han ikke forſtaaer 
dette, 2” N. M. Aalborg. (Jeſuit. Hiſt. 1607.) 

ling, adj. [IJ. unge.] 1. i Alm. ſom 
fun har været til i fort TID, modf. gam⸗ 
mel, Det br. dog fun i nogle Tilfælde om 
Værter. Unge Treer, Roſer, Planter, 
Gulersdder. Ung Viin. 2. færdeleg: om 
Menneſtker og Dyr, ſom ikkt have levet læn: 
ge. (fer beftemmes ofte den relative Be⸗ 
tydning nærmere v. Subftantivet.) Gt 
ungt Menneſte. Det unge Mandſtab. Un⸗ 
ge Piger, — Derimod: en u. Mand, Xg⸗ 
temand (9: ſom faadan ung, cl. ſom ikke⸗ 
længe har været def.) En u. Kone, Cafe. 
(Man figer vel ſtundom: en u. Dreng ; men 
itfe: et ungt Barn.) pané yngre Bro: 
der. Hendes yngfte Søfter. — I mine unge 
Aar (da jeg var ung.) J mine yngre Aar. 


t€ (da jeg endnu var noget ung, ell. yngre, 


end nu.) Man.figer: i en ung Alder 
(modſ. en hei Alder.) Gan er itke ung 
mere (begynder at ældes.) — Om Dyr be: 
tegner det Tiden fra Dyrets Fodſel, ind⸗ 
til det er fuldvoret. (Om adſtillige Huus⸗ 
dyr haves egne Benævnelfer f. Dyret i 
en ung Alder f. E. Kalv, vie, Sel, 
Plag, Cam, Akllling, Kylling, it. 
Ko er derfoͤr noget andet, end ca 
Kalv ell. Avie; og en ung Høne ev ikke det 
amme, fom en Rylling. Jvf. Unge.) = 

ngdom, en. ub. pl. 1. Tilſtanden, at 
være ung; men færd. om Menneſtets unge 
Alder, Imellem Barndommen og Manddom⸗ 
men (ell. til henved bet 30te Aar.) Barn⸗ 
bom, Ungdom, Manddom, Alderdom. 
Fra Ungdommen af” 2. fig. unge Perfos 
net af begge Sin. Den muntre ll. At 
foregaac Ungdommen m. et godt Erem⸗ 
pel. — Deraf: Ungdomsaar. A. hvori man 
er el. varung. Ungdomsalder, en. den Tid 
afMenneffets Liv, ſom tegnes t. Ungdommen. 
Ungdomsarbeide, et. A. ſom man udfører 
f finUungdont. Saaledes ogſaa: Ungdoms: 
digt: — Ungdomofeil, en. F. begaaet i 
Ungdommen. Ungdomsfeſt, en. ( En Feſt 
f. Ungdommen. Engelst.) Ungdomofriſt⸗ 


ed, Ungdomsfyrighed, Ungdomshierte 
("Som mb 


”Gom fnlder Ungdomshiertet m. førfte fade 

røm.” Øblenf hl.) Ungdomofrefr. Ung: 
domsliv, Ungdomsfind (”Det lette Ung⸗ 
domsfind er brat bortveget.“ S. Blicher.) 


Ungdomsſtienhed, lone (”De 


danffe Sokrigeres Ungdomoſtfole. O. 


Malling.) m. fl. lignende. ungdomme⸗ 


favne undværlige Ting, ſom man et vant til. d lig, ad). ſom hører til Ungdommen, fol: 


”sBær, Borgerkrands, hans Løn f. Mod, 
ufmittet af undværligt Blod.“ Thaarnp. — 
Undværlighed , en. ud. pl. Beſtaffenheden 
> en Ting, at den fan undværes. 


ger m. Ungdomsalderen. u. Letfindighed, 
Munterhed. Hun harendnuet meget ung: 
dommeligt Udſeende. — Ungkarl, en. pl. 
. et ugift Mandfolt, en Ungerſvend. De 


B*ê 
' 


” Alm. Dyrenes Affødning, Yngel. 


' de IR) År 


Ungkarl — Uncevnelig. 


var flere Piger, end Ungkarle (ikke: unge 
Karle.) Han er en gammel Ungkarl (jvf. 
Peberſvend)) ,Ungfo, en. pl. Ungkeer. 
en næften fuldvoren Avie, cl. en Ko, ſom 


⸗forſte Gang. er blever drægtig. (C. Fris 


mann.) Umgmoe, en. pl.-er. en ugift Piz 
ge. (mindre brugeligt end Ungkarl; men 
igien optaget af nyere Digtere) Unge 
1100, ct. Et ungt, ikke ganske udvoret Nod 
el. Kreatur (ung Dre ell. Ko.) ng⸗ 
qvæg, et. collect. en Samling af. unge 
Kreature. Bonden har folgt alt fit Ung⸗ 
qvæg. Ungſtov, en. 6. hvis Træer en 
nu ere i Vexrt, el. iffe ere fuldvorne. (hvor⸗ 
til høre Stageſtov og Kratſfov.)  ”Naar 
man endnu ikke vil fælde gamle Træet, o 
209 ive Yingffoven Luft.” Olufſen. (fol. 

diſtov. 

linge, en. pl.-r. [XR. plur.Juvſg e.] I 
| Dette 
Dyr føder mange linger, fun cen U. Dys 
renes Kiærlighed f. deres Unger. (Om de 
ſtorre Huuddyr br. det i Alm. ikke. Man 
figer ikke: Heſtens Unge, Koens U. Deri⸗ 
mod: Katten, Hunden har Unger. Lige⸗ 
Ledes hypgigen om vilde Fugles Yngel. 
Spurveunger. Storkens, Svalené Un⸗ 
gter; ſielden derimod om Huusfuglene. Om 
Born br. det kun i lav Tale.) 

Ungerſk, adj. ſom er fra Ungarn, ell. 
horer dette Land til. 

Ungerfvend, en. pl.-e. (hvor Unger ev 
Adiectivets gamle Form.) En Ungkael, 
(forældet i Taleſproget.) 
"Uniform ,.en. pl.-er. [Fr. uniforme.] 


Krigsfolks eensformige Dragt af foreſtrevet 


Tilſnit og Farve. 

Univerſitet, ef. pl. - er. [Im. A. Lat. 
Universitas.] en m. adſtillige Rettigheder 
forſonet Stiftelfe, hvor Videnſtaberne fore⸗ 
Draget i Forelæsninger af offentlige Lerere, 
(Profeſſorer); en Heiſtole. 

Unode, en. pl.-x. uſommelig Stik ell. 
Bane, Uſtik. »Hver Oldemoder har havt 
eens Unode.“ Weſſel. "Born, der — have 


den Unode, forſt at giore fig vrede, og om⸗ 


fider ſyge.“ Rahbek. 
Unſe, tn. pl.-r. [Lat. uncia.] en Vægt 


af 2 Lod. — unſeviis, adv. i Unſer; el. een 


Unſe ad Gangen. 

Unytte, en. ud. pl. det, ſom er modſat 
Nytte; Bgoftentoden ei at gavne. Arbei⸗ 
dets U. enne Reiſe ev til U. — unyttig, 
adj. ikke nyttig, ſom ert. Unytte. ”Deres 
Biisdom er bleden unyttig.” Jer. 49. 7. 


unyttige Ord. — Unvttighed, en. Unytte. 


(Moth; fieldnere. D. Bibel. Tob. 4. 18.) 


Unyttet, adj. v. iffe benyttet, ubrugt. 
At lade Dagen gaae unyttet hen. 
ig, adj. fom ei fan nævngå,-fom. 

man ei har Bavn til. ”fan Svaret finder, 
unæoneligt i Ord, p. begges blege Kinder.“ w 


Unævne 


Frimann. 


605 


(Moth. Hores i dagl. 


af lytte 


U 
⸗ 8 
. 
8 


uneevnt — uepredt. 


Uncevnt. adj.V. itfe nævnt el. navne 


given. En uhævnt Forfatter. , 
unødig, adj. 1. ungdvendig, ikke fore 
nøden, $ oth.) “At gigre unodig Gier⸗ 
ning.” D. £ov. VI. 11.4.) At demmes f. 
imodig Zrætte, (i Lovføråget.) ”Saa une⸗ 
digt, ſom det er, at ville beviſe Forældres 
Myndighed af Pagt.“ Sneed. (Saml. Skr. 
VI. 9.) 2.adv. nebigen, vølerne, invide. 
ale.) - - 
Unodvendig, adj. on el er forneoden, 
iffe nødvendig. HEN 
Uneiſom, adj. ikke nsifom, "utilfreds m. 
lidet. ”Den Uneiſomme faaer åldrig nok.“ 
Mynſter. (Præd. 1823. I. 243.) — Deraf: 
Unoiſomhed, en. ud. pl. (Baggeſen.) 
Uombedet, adj. v. uden at være bedet 
m, uforlangt. ”Han tilfagde ham uom⸗ 
eder, v. forſte Leilighed at give ham. et 


arveligt Lehn.” Wandal. . 


Uomgængelig, adj. d. ſ. ſ. uundgaaelitz. 
”Med mindre ſaadan uomgængelig Fornes 
denhed indfalder,” D. Lov. VI. 3. 6. 

Uomſtiftelig, adj. hvis VWæfen og Be⸗ 
ſtaffenhed ei lader fig forandre; uforanderlig, 
(Uomſtiftelighed, en, D. B. Ebr. 6. 17.) 

Uomſto delig, adj. fom ei fan omſtsdes; 
dog fun fig. [om ei fan giendrives. En 


ø 


uomſtodelig Sætning, Sandhed. Et uom⸗ 


ſtodeligt Bevils. 
Uomtaaget, adj. v. iffe omtaaget, taa⸗ 
gefri. En uomtaaget Synßkreds. 
Uomtalt, adj, v. ſom ét omtales, form 
man tier om. Bedre er at være uomtalt, 
end ilde omtalt. . SE 
Uomtviſtelig, adj. fom el fan tviftes om, 
fom dér ei fan være fo Meninger om. 
llopdragen, adj. v. pl. uopdragne. 1. 
endnu ei opdraget, ganſte ung. 8 Enke 
m. tre uopdragne Børn, 2. flet opdraget, 
Sæder. Et uopdraget Menneſte. 
lopfyldelig, adj. ſom ei fan opfyldes. 
Uopfyldelige Onſter. 
Uopfyldt, adj. 
Bredden. (Moth.) 2. iffe efterkommet, 
bragt i Opfyldelſe. Et uopfyldt Onſte. 
Uopholdelig, adj. og adv. 1. ſom et 
fan opholdes, ei lader fig opholde. 
u. Haft. : 2. adv. uden Ophold. Der maa 


1. ikke heel opfyldt t. 


e 


" fn 


uUoprettelig — ttpaffende, ” 606. 


—Uaprettelig , adj. ſom et fan oprettes 
erſtattes. Enñ uoprettelig Stade. 
Uoprigtighed, en. ud. pl. Mangel p. 
Oprigtighed; Falſthed. (Moth.) 

Uopſeættelig, adj. ſoni ei fan opfættes, 
itke taaler Opfættelfe. Et nopfærteligt 
rende, Arbeide. — Deraf: Uopſatte⸗ 
lighed , en. ud. pl. 


… llorden, en. Mangel p. Orden; Forvir⸗ 


ring, Brede, Fl. ordener , uordentlige 
andlinger. At begaae Uordener, — uor⸗ 
entlig, ad). ikke ordentlig, ſom ſteer uden 


Orden. 

Uordholden, adj. ikke ordholden, tilbsie⸗ 
fig ft. af bryde fit Løfte, — Deraf: Mord⸗ 
holdenhed, en. ud. Pl. . 
Uordnet, ad. v. ſom ef er bragt i Orden. 

Uovereensſtemmende, adj. ikke overcenss 
ſtemmende; ſtridig, modffridende. 

' geneftemmende Beretninger. — Deraf : 
VUovereensſtemmelſe, en. ud. pl. ” 

Uoverlagt, adj. fom ei er overlagt, forud 
Betænft; En uoverlagt Handling. 

Uoverſtuelig adj. ſom ei kan dverfees ; 


ſom er f. ſtor, f. vidtløftig f. Synet. En 


uoverffuelig Slette. . 
Uoverſærtelig, adj. ſom et fan overfæts 
tes i et andet Sprog. i ' 
- Uovertaldlig, adj. ſom et fan overtales, 
tibevægelig v. Bonner el. Foreſtiſtinger. 


» Uovervindelig., adj. fom ei fan overs. 


vindes. . . 
Upaa-antet, adj. v. ſom ikke ev Flaget 


, Over ell. anket paa. 


… Dommer. 


Upaaklagelig, adj. fom der ikke er Brund 
til at flage over. a 
Upaalidelig, adj. ſom man ei kan lide 


. paa, itke paalidelig. — Deraf: Upaalide⸗ 


ighed, en. ud. pl. 
. rn eoufelig adj. ikke paapafjelig, for⸗ 
ſemmelig. 
VUpaaſeet, adj. ſom man ei har havt Til⸗ 
yn med, ikke paaſeet. Denne Forſommelſe 
ihar længe været upaaſeet. 
Upaatalt, adj. ikke paatalt ell. flaget 
per. ”Sætninger, ſom upaatalte af An⸗ 
dre ere fremfatte.” Birkner. 
Upaatvivlelig , adj. og adv. ſom ct fan 
; drages I Tvivl; uden Tvivl. En u. Cand: 
hed. 


dag.  - . 
"| ipeetæntt, adv. ſom ef var paatenkt. 
(Moth.) . . 
Uparret, adj. v. ikke parret. (f. parre, 
1.4.).. uparrede Handſter. 


Upartiſt, adj. fom et viſer Partiffhed . 


t Tige vetfærdig mod flere. Cp u. Dom, 
At dømme upartiff i en Gag 
— Deraf: Upartiſkhed, en. ud. pl. 
é Mpefielig, adj. 
get fyg. De 


os 


Uover⸗ 


Han kommer upaatvivlelig endnu . oprindeligt 


P 
un 5* til Pas, most. 
raf: Upaſſelitzhed, en. pl.r.. 
en het Sygdom. 2, fieidnere for: upaſſende. 
Upaſſende, adj. ſom ifte paſſer fig; He Pengeſager og I Handels) 2. Bemærk | 


upaſſende — Uredelig. 


frumelig. CEnu. Adfærd, Opferſel. Paa 
en upaffjende Tid. Ve: upaſſende Ord ſtri⸗ 
der mod Omgangens vedtagne Regler: et 
utilbørligt Ord frænfer Pligten imod Ans 
bre.” Muller: ' 

Uperſonlig, adj. ikke perſonlig, fom ci 
paaliager, hører t. cen, for hans Perſon. 
Uperfonlige Rettigheder. 
Upligt, en. det, ſom ftrider mod Pligt; 
Uret, ”Mod Upligt dg mod alſtens Over: 
vold.” Grundtvig. Til Upligt 3: meer end 
Billigt og gavnligt. At bruge Jorden, at 
forhugge Skoven t. Upligt (WNoth. D. Lov. 
III. 12. 3.) ”'Aft ingen efterdags tilftedes, 
at hugge til Upligt.“ Bording. II. 470. 
"— Uqvemsord, ct. pl. d. f. utifbørligt og 
fornærmende Udtryk, fom br. mod og om 
andre. (Nu fun i Lovfproget. jvf, D. Lov. 
VI. 21.6. Ordet Fan udledég, deels af det 
gamle adj. uqvem 3: ufømmelig (Riimkron. 
V. 1127, "Det er, 0 danſte Mand uqvems, 
big fremmed Ord at laane.” Bording.) 
deels af det forældede: ogvædens Ord 53: 
Ord, ſom ikke ber udfiges. f. Gram om An⸗ 
gelf. Dvd. Bid. S. Skr. V. 05.) 

Uraad, et. 1. ondt Raad sl, Forſet. 
(D. Riimkron.) 72. af Uraad 9: uforfæt: 


. Ugen, ufrivilligen. “Da ffulle begge Skiv⸗ 


pere fværge, at det ſtete af Uraad, og iffe 
m. Billie.” D. Lov. IV. 3. 3. 3. Ulntte, 
Fare, Der er U. paa Færde. “»Der tr 
Raad imod Uraad.“ Talcm. (Moth.) — 


Heraf Talemaaden, hvori Ordet nu ifær brus 


ges: At mærke Uraad 3: at en Fare fore⸗ 
ftaaer , af noget galf er p. Færde. . 
Vaadesgierning, Vanvare. Det ſtete af 
Uraad. (Moth.) 5. Ødfelhed. (Moth.) 
Uraadig, adj. 1.”fom ingen Raad ved. 
2. ſom el vil lade ſig raade. (Moth.) De, 
fom trætte og five, ere oprorſte og urcadi⸗ 
ge.” B. Thott. 11. 106. 7 
Urandſagelig, adj. ſom ei lader fig efter⸗ 
forſte cl. udforſte; hvis Grund ef fan or: 
daget. ”Hvor urandſagelige ere hans Dom: 
mc.” Rom. 11333. »Den i fit Veſen og i 


fine Folelſer urandſagelige Gud.” Monſter. 
Ur, cen i det Tydſte, m. forſtiellige Be⸗ 
Nogle dermed 


tydninger brugel. Partikel. 
ſammenſatte Ord (hvor ur bemærker noget 


år) ere 4 ben nyeſte Tid optagne i vort 
Sprog; filøndt uden almindeligt Bifald. f. 


Begundelfe, udſpring; det Isl. 


E. Urbierg, et. pl. - e, Jordklodens æltfe 


Biergartet. Urbillede, et. Ideal. og fl. 
Urede, ct. Uorden, Ulade. 
Urede, bringe noget i Urede. »Da han 
fandt nogen Urede i hang ſidſte Forhold.” 
Rahbek. ”De Læfende forvildes i dette Ure⸗ 
de, ſaaledes at de enten intet demme, ellct 
domme falſt.“ O. Guldb. 
Uredelig, adj. "4. iffe redelig ell. vt: 
affen; tiſbsielig t. at fvige fin Pligt (færd. 


At komme | 








uredelig — Urettelig. 


ſen: forvirret, uordentlig, fom el fan findes 
Rede i (inextricabilis. uredſom. Moth.) er 
forældet. — Uredelighed, en. 1. Beſtaf⸗ 
fenheden ativære uredelig. 2. en uredelig 
Handling. 
Uredet, uredt, adj. v. ikke redet ell. ord⸗ 
net, indviklet, forviklet. Uredet Haar. 
Ureen, adj. pl. urene. ikke reen. (ſqavel 
egentl. fom iendeel af de ſigürl. Bemerk.) 
En u. Stue, ureent Linned, Korn. Urene 
Lyſter. 
reenped, en. ud. pl. 
reenlig, adj. ikke tilbelelig t. Reenlig⸗ 
hed; ikke reenlig. — Ureenlighed, en. (der 


ogſaa br. baade i sing. og pl. for: urene 


Ring. At ſtylle Urvregnligheder] Canalen.) 
, Uregelmæsfig , adj. itke regelmesſig. 
Deraf: Uregelmæsfighed, en. . 

Uregierlig, adj. ſom ei fan ſtyres, hols 
des i Ave; uftyrlig. — Deraf: Uregier⸗ 
lighed, en. ud. p. 

Uregnet, adj. fom ci regnes, ell. regnes 
med. Det avrige uregnet. 

Uret, en. ud. pl. 1. den Tilſtand el, 
Beſtaffenhed, ei at ſtemme overeens m. 
Tingen, .fom den er, m. Sandhed cl. Rig⸗ 
tighed. error. (ſ. Ret. A. 1.) "Mon der 
pære Ulret paa min Tunge?” Job. 6. 30. 
At have Uret. (demme urigtigt af Vildfarel⸗ 
Fc.) Deri maa jeg give ham Ul, 2: negte at 
han har Met. Med Uret (el. m. Urette) 
beklage' vi 08 over det, vi have forſtyldt. 
2. det, fom er imod Net og Sfiel, imod 
Billighed ell. Retfærdighed. (f. Ket. A. 2. 


Det er 
Deri 


ſtal være, ell. omvendt; falk, urigtig. 
Gan tog den urette Bug. Jeg gif den 
uvette Vei. At fomme f. urette Zid. At 
vælge urette Midler. Uret (falſt) Maal og 
"Vægt. (ivf. ret, 2. 3. og vrang.) 2. adv. 
p. en Maade, fom ef er ret; ubilligen, uret⸗ 
"færdigt. At handle uret. (felden.) |] 
Uretfærdig, adj. ikke retfærdig, ſtridende 
imod det rette, el. det, hvilket Begrebet 
om Net foreſtriver fom Pligt; tilbøtelig t. 
Uret. uretfærdige Handlinger. En u. 
Dom, Dommer. At have en u. Sag. — 
Uretfærdighed, en. den Egenſtab ell. Be⸗ 
ſtaſenhed at være uretfærdig. 
retmæsfig, adj. iffe retmæsfig, ulov⸗ 


lig. (Moth.) Deraf: Uretmæsfighed, en. - 


ud. 1. ” 
Urettelig, ad). og adv. d. f. ſ. uri tig, 
ve 


(men nu mindre brugeligt. Endnu 


607 | 
fon: ulovlig, uden Agtelſe f. det Lovlige. en, 


En ureen Stemme, — Deraf: U⸗ 


Urinens Afſondring. 


J 
a 


Rette. Et Folk, faa fordærvet, ſom dette, 
var og vifte fig uretteligt.” Guldb. V. pift, 
"Meetviis, ad. (forældet) f. uretfærdig. 
Urhane, en. pl.—r, en ſpiſelig vild Fugt 


af Agerhønfenes Slægt. (ogſaa: Xarfugl.) - 
avn af. 


Tetrao tetrix. Hunnen faaer 
Urhøne; og Urhens er et Fællesnavn f. 
begge Kisn. . 
Urigtig, adj. font ikke er, ſom det bør 
være, fom ei er rigtig (i dette Ords forſtiel⸗ 
lige FASER HEN Et urigtigt Forhold. 
Paa en u. Tid. Urigtige Midler. 
urigtigt Udtryf. En u. Fremgangsmaade. 
At bære fig ttrigtig ad, — Deraf: Urig⸗ 
tighed, en. pl.-er. 
Urimelig, adj. 
u. Fordring, Mening, Paaftand.  ”Uris 
meligt ev det, hvis Umulighed man fan bes 
ribe; utroligt det, hvis Mulighed man 
kke fan begribe.” Sporon. (jvf. uſandſyn⸗ 
lig.) — Deraf: Urimelighed, en. pl. er. 
Betfaffenheden, af være urimelig. »Uri⸗ 
meligheden fan ofte. være faa ftor, ell. af 
den Natur, af den fan opvælfe Latter,” 
Birkner. ”Denne vor Urimelighdd i at 
kiende det bedre, og dog gløre det værre,” 


J. Bone. ' 
Urimet, adj. ikke rimet, riimfri. »Dh⸗ 
der, ſom ophoies t. Skyerne, baade i rimede 
og urimede Vers.“ Bagg. N. Klim. 

” Urin, en. ud. pl. ſLat. Urina.] den Bœd 
fre, fom hos Menneſter og Dyr affondred 
v. Nyrerne og famter fig i Blæren? Pis. 
== Deraf: urindrivende, adj. v. fom forøger, 

Urinblare, en. den 
Deel af IYndvoldene,' hvori Urinen ſamles. 

Urinror, et. Canal cl. Rer, hvorigiennem 
Urinen afføreé. 

Urne, en. pl.-t. [Lat. urna.] Kar t. at 
giemme Aſten af brændte Liig; Affekrukke. 


Uro, en. ud. pl. det modſatte af Ro; bes 


fværlig Bevægelfe og Tummet. Her er en 
uophorlig Uro i Huſet. At volde cen Uro. 
(Det br. fielden, ſom Urolighed, figur. 
"Selv ſage du ofte min Siælé Uro, udbredt 
over grublende Pande.“ Hertz.) Uroen i 


et Uhr, Perpendikelen. Moth. — urolig, 


itke rimelig; ubillig. En 


adj. ſom ei er i No, iffe rolig; ſom medf⸗⸗ 


rer Uro, er i ſtæerk ell, fdelig Bevægelfe. 
Et uroligt Liv. Batnet er uroligt om 
Natten. Xt fove uroligt. — ſigurl. At være 


u. 'over noget (bekymret.) Et uroligt Sind. 


»Hvor urolige, og i vor Urolighed hvor 
ulykſalige maatte vi være v. denne Uvis⸗ 


hed.“ Baſth. — Urolighed, en. — 1. 
indsbe 


d. ſ. ſ. Uro. 2. fig. om. S 
Sorg, Bekymring. fans Fraværelfe har 
ofte voldt mig Urolighed. En beſtandig U. 
i Sindet. 3. Urolighed (ell. i pl. Urolig⸗ 
eder) tet Land, i en Stad 9: Bevægeller 
fandt Follket, Begyndelſe t. Opftand. 


vægelfer, 


L 


a 


' 


… Uroefi, adj, v. itke roeſt, uden at roſes. 
Utossværdig, adj. fom et fortiener Roes. 
Urotfelig , adj. fort ci fan rokkes. fig. 

En urotfelig (ganſte faft) Reſlutning. En 

u. Gindéro. ”Den Sandhed beſtandig urok⸗ 

kelig ſtager.“ Baggeſen. — Deraf: Urok⸗ 

rchobe en. ud. pl. | 
roffet, adj. bom ikke ev rokket, bevæget 
- fra Stedet. . 

Urolig, adj. f. under Uro. 

Urt, en. pj.-er. IJ. Vrt.] enhver Bært, 

” fom ei fan regnes t. Zræer el. Buſte; en 

Plante (hviltet fremmede Ord nu iendeel Til: 
(ode har fortrængt det oprindelig danſke.) 
Urterne p. Marken. At fanfe Urter (Læs 
geurter.) Markurter, Gaveurter, Kokken⸗ 
urter, En Felden, fremmed Urt (Plante.) 
Mos og 
JIvf. Blomſt. — Urtebad, et. B. i Vand, 
ſom er kogt mu Lœogeurter. Urtebed, et. 
Havebed, hvori Kokkenurter ſaass ell. plan⸗ 
tes. rtebod, en. B. hvor Urtekram fæl: 
ges. Urtebog, en. 1. B. ſom handler 
om Urter, hvori Planter beſtrives; Plans 
telære. 2. en Bog, hvori tørrede Urter 
glemmes. (Moth.) Urtefang, et. Srægs 
markt, pede. (Ericætum. Math. forældet.) 
Urtegdard, en. en Dave, hvor Urter o 
Blomſter dyrkes. (f. gave og Abildgaard. 
Urtegaardesmand, en. den, ſom rogter en 
Urtegaard; en Gartner. (ſ. Podemeſter.) 
Urtehandel, en. H. med, Urter, ifær Læge: 
urter. Deraf: Urtehandler, én. (forſtiel⸗ 
Mig fra: Urtekremmer.) UÜrtehave, en. 
d. f. ſ. Urtegaard. Urtekiender, en. Plan⸗ 
. tetiender (Sotaniker.) Urtekoſt, en. En 
Samling af Blomſter, bundne i et Knippe. 
(taldes⸗ nu Buket,” Moth.) ”Jeg fun en 


ſimpel Urtekoſt dig byder.” Heiberg. (Digte. M 


1819. 39.) Urtekram, en. Kryderler, 
-Cutfer, Thee, Kaffee, 0. d. tørrede Frug⸗ 
fer og andre, ifær fpifelige Varer, fom fæls 
es i Urteboderne.  Urtefræmmer,en. den, 
Hvis Næring er at handle m. Urtekram. 
urtekyndig, adj. fyndig i Plantelæren. ”En 
" Rand, hvis Fortienefter ſom Urtekyndig 
og Læge er bekiendt. Mandal. Urtepoſe, 
ey. En Pofe m. Urter, ſom koges I Vandt. 
Sægedom. Ulrtepotte, en. 1. Potte, 
hvori Urter plantes, ſom man vil opelſte i 
Stuer el. Drivhuſe. 2. Potte ed. Kar, 
hvori Urter fættes i Vand. (Moth.) Ur⸗ 
teſamler, en. den, ſom ſamler Urter t. fi 
felv cl. andre. rtefamling, en. d. f. f. 
Planteſamling. Urteſfab, et. 6. hvori 
. førrede Urter giemmes. Urteſuppe, en. 
Subppe kogt p. Urter uden Kiod. Urres 
vand, et. Band, ſom deſtilleres af Urter. 
Uryd, ct. det, fom ligger i Veien, fom 
er uryddeligt, cl. i Uorden. (Moth.) Rah⸗ 
bek ſtriverz et Urydde, om en forgroet 
Jordplet. Et Urpdde ,, der tilforn var 
begroet m, Mælder, Tideler og Stræpper,” 


em 
e 


! 


Urceft—Hnjd, 608 


. uforgnderlig , urokkelig. 


Svampe fålder man ikke Uleter, 


uryd — tand færbig. 


D. Tilft. VI. 442. — Urydsfanmer , et. 
Pulterkammner. 
Uryddelig, adj. ſom el er i Lave ell. i 
Orden; wordentlig, iffe ryddelig. Der var 
meget uryddeligt, ſage u. ud i Stuen. 
ryggelig, adj. [jvf. v. a. rygge] 1. 
faſt, urokkelig. ”Hvor fafte og uryggelige 
maa dets Nødder blive,” Baftholm. , 2. 
En u. Seſtot⸗ 
ning. ”At' de kunne være des viſſere paa 
Gubs Løfte, fom dog udi fig felv er urvg⸗ 
eligt.“ N. Henmingſen. 1572. ”En urvg⸗ 
Overbeviisning om et viiſt Forfna.” 
aſth. “Hvor uryggelig ere diſſe Sandhe⸗ 
der ftadfæftede v. Tidernes Erfaringer.” 
Waking. — Deraf: Uryggelighed, en. 
ſom fieldnere forefommer.) ”Rygerne, fom 
iendte hans Lofters Uryggelighed.“ Wan⸗ 
dal. (Mindesm. I. 1153 For'at give den: 
ne Pagt den yderſte Grad af Troværdighed 
og Uryggelighed.“ Schytte. 
Urygget, adj. v. uforandret, urokket. 
Naturens hele Orden urygtget ſtager. 
Bird , adj.… itt fryotſom, forfærdet 
ræd, adj. ikke frygtſom, uforfærdet. 
(Moth. T. Rothe.) 
Urerlig, adj. fom et fan flyttes. Uror⸗ 
lige Elendomme; urorligt Gods (i et Huus.) 
Urert, adj. iffe vedrørt cl. berert. 
Uſaatte el. uſaattes, adj. pl. et foræl: 
bet Ord, fom dog br. af Almuen: uenige, 
ike forligte, -BVi blev uſaattes. 
uſagn adj. v. ikke ſagt, unævnt, uoms 
talt. Det lader jeg være uſagt (derom fan 
leg intet beftemt fig.) ”Ufagte blev tog 
ilfe mins Ord,” (Fibigers Sophokles.) 
Uſalig, adj det modfatte af ſalig: ulnfz 
kelig, uſykſalig. ”Ufslig ex for vift ten 
and, ſom Herrens Bifald favner,” Storm. 
Uſaltet, adj. v. itke faltet, ferſt. Uſel⸗ 
tet Smer. 
Uſambaaren, adj. ikke ſambaaren. uſam⸗ 
baarne Born. 
Uſamdragtig, adj. iffe ſamdrogtig, 
uenig. — ſamdrægtighed, én. ud. pl. 
Uenighed. (Holberg.) 
Uſand, adj ikte ſand, uovereensſtem⸗ 
mende m. Sandhed, m. det virkelige; falſt. 
ufand Beretning, — Ufandbed, en. 
4. ud. pl: Beſtaffenheden v. noget, ifær et 
Udſagn, at firide imod Sandhed. Fortals 
lingens Uſandhed faldt enhver i Dinene. 
2. pl.-er. det, der ſiges, ſtridende mod 
Sandhed. At fige en U. Han fortalte 
mange Uſandheder. ſ. Logn.“ (Nyere 
Sprogbrug har indført dette Ord, og givet 
det deels en mere udſtrakt, deels en mildere 
Betydning, end Løgn. Ved IUſandhed 
betegner man nå ”baate Alt hvad der ſtrider 
.imod Sandhed, og ifær den Uſandhed, der 
ikke m. Grund fan misbilliges.“ jvf. Muͤl⸗ 
jers d. Synon 11,.363.) 
.AUſandferdig, ad). iffe fandfærdig, uſand. 


2 











— 


- 


uſaudfutdig — iittiel. 609. Uffielig—Ufmagdig 


En ufandfærdig Beretning. (Dog mere m. 
Henſyn t. Maaden og Henſigten, m. hvilken 
noget figes el. udtryffes, end f. den objective 
Sandhed. Lyfit. Uſandhed gior ef Menneſte 
ufandfærdigt.) "Jeg veed, at det er ſandt; 
jeg fan mærfe, at det er-ufandfærdigt.” 
Sporon. — Ufandfærdighed , en. ud. - pl. 
Beftaffenheden, at være ufandfærdig. (jvf. 
Sandfærdighed,)  . i 
Ufandfelig, adj. ſom ei fan fandfe6, et 
fornemmes v. Sandſerne; ulegemlig. 
Uſandſynlig, adj. itke ſandſynlig, ſom 
itte ſones at være fand. En ſoa urimelig, 
ja næften utrolig Fortælling , kunde iffe 
andet, end forefomme os uſandſynlig. — 
Deraf : Uſandſynlighed, en. (pl.-er.) i 
Uſabnet, ad, ſom ikke ſavnes; ell. ved: 
hvis Tab intet Savn foles. Det kunde ikke 
længe blive uſavnet I Huſet. At døe uſav⸗ 
met. Waklende ſtaaer han igien og falder 
. ufavnet.” Dag. ” ' é 
. Ufeet, adj. itfe ſeet. Han var ufeet tils 
ſtede. Da holdt en ufeet Singer det ſtarpe 
Sern i Luften faft.” Ohlenſchl. 
Uſeilbar, adj. fom el fan beſeiles. Flor⸗ 
den er ufcilbar f. ſtore Skibe. 


Uſeir, en. Nederlag, Tab i Strid, (Kæms 
' ' Moth. (forældet.) 


peviſerne; forældet.) . 
fe, adj. f. uffe. ' . 
Ufelfabelig, adj. fom ikke ynder og lidet 
føger Srab. — Deraf: Ufelffabelighed, 
en. ud. pl. . . ' . 
Ufigelig, adj. 1. fom et fan figeé ell. 
fremſiges. ”Han hørte ufigelige Ord, hvilke 
itke ere et Menneſte tilladt at fige.” 2 Cor. 
12. 4. 2. fom ef fan udtrykkes m. Ord; 
fig meget flor, betydelig. En ufigelig 
mængde. En u. Glæde, Smerte. Seg 
føler mig uſigelig glad. — 

- Ufilter; adj. pl. uſikkre. ikke filter (i 
Ordets forſtiell. Betydninger; dog fan Mod⸗ 
fætningen itke allevegne br. f. E. ikke: At 
være ufiffer f. fine Fiender, uſikker p. fit Liv; 
hvor derimod iffe filter br.) Heften er ufk⸗ 
Fer, En u. Gang, Vet, Smag, Efterretning, 
Leilighed. — Deraf: Ufitte od, en. ud. pl. 

Uſtaanſom, adj. ufildøielig t. at ſtaane; 
itfe ſtaanſom. — Deraf : Uffamnfomhed, 


en gabe, adj. v. ttfe fedt, fom endnu 

er bleven til. , Uffabre .— 
Uffadelig , adj. font el fan flade, ftte 

ffadelig, — Deaf: 


b. pl. i 
un slæde, (uſtadet) adj. v. fom ingen Ska⸗ 
de har fåaet, At have en uffade Cam: 
vittighed.” Xp. 0.24. 16.. ”At dine Børn 
funde blive bevavede uſfadte.“ Vilsd. 19. 6. 
—— Uffattærlig., adj. f. uvurdeerlig. 
Uffiel, en. ud. pl. Uret, (næften forældet 
Ligefom Abi.) — uffållig, adj. 1. uvét, 
ubillig, ugrundet. En uffiellig Bchand⸗ 
Fing. 2. fom ei fan ſtielne og emne, 


Æanft 210009. U. 


y 


ufornuftig. Uffiellige Dyve,. 3. umande⸗ 

lig, ubegrændfert. (Moͤth.) ' 
Uſtiftet, adj, ikke ſtiftet ell. deelt imellem 

flere. Enten fidder buffifter Bo. 

- VARE, en. pl.-Fe, ond, flet Stil. »Der 


kunde oglaa figes et Par Se om de Uſtikke, 


fom den, f. at forebygge hine Unoder, inds 
forte Nummerering" foranlediger,” Rahb. 
(Til, VII. 58.) -  - 


Ufiittelig, adj, 1. fom ifte følger J— 


Skik, uartig, uſommelig, ufædeli 
uftitfelig Dyfstfel. 2, ſom ikke har den 
rette Skikkelſe; uformelig. (ſielden.) »Ski⸗ 
benes uſtikkelige Storhed. Vedels Saro. 
102. — Uſtikkelighed, en, ud. pl. Uartig⸗ 
hed, uartig Opforſel. 

. Ålgtittet, adj. itte ſtikket, itke oplagt tit z 
ubeqvem. At være uffiffet t. et Embede. 
<= Uftion, adj. ikke ſtion; det modſatte af 
fion. Det Uſtionne fan aldrig være Gien⸗ 

and f. et Konftværf. — Deraf: Uſtien⸗ 
ed, en. ”En Ujffionhed i Raturen,” T. 

othe. (Nat. Betr. 1. 304.) 


Uſtionſom, adj. ſom iffe vaaftienner 


Godhed ell. Welgierninger; uerkiendtlig. — 
Deraf: Uffionfombhed, en. ud, pl. 
Uffiotfom , adj. uagtſom, Aledesles, 


Uffreven, adj. v. iffe ſtreven. Uſtrev⸗ 
ne Love, Vedtægter. … 

Uſtyld, en. ud. pl. Beſtaffenheden, Til⸗ 
ſtanden, at være uden Styld ell. Brede. 
Uſtyld haver Huldꝰ (3: Yndeſt.) Moth.) 
»Den kommer, Sllengieldg 
Herren demmer Uffylde Sag.” Thaatup. 

;Uffyldig, adj. ſom iffe har Skyld p. fig, 
ſom ingen Brode har, ei er Aarſag til el. 
har Deel i Ondt, i Forfeelfe ell. Forbry⸗ 
delſe; ſaavel i enkelte Tilfælde, fom i Als 
mindelighed om Menneſtets moralſte Til⸗ 
ſtand. At være u. i en Handling. Hun 


er u. i Barnets Død. Det gif ud over den 


uſtyldige. En u. Pige. Uffyldige Hand⸗ 
linger. Uſtyldig Stiemt. — . et 
fy dig ed, an. ud. pl. d. f. ſ. Hffyld. 
Uſſeben, adj. v. ifke ſleben; ſaavel 
egentl. ſom figurl. (f. fleben, under ſlibe.) 
* endnu ufleben Kniv. 
Et uſlebent Menneſte. Rage sg uflebne 
Sæder. ”Bel har jeg en uſſeben Tunge; 
men Sandhed maa jeg tale dog.” G. Fris 


.Dannelſe. 


varig, uopflidelig. Uſtideligt Tei. 


Usling,en. pl.-er. [af uſſel.J 1. et næs 
2. et Men⸗ 
ukemaade; en nedrig, fors 


Uſſukkelig, adj. ſom ef lader fig Auktke 
En u. 


lidende Menneſte, en Stakkel. 
neffe af lav 
agtelig Petſon. 


ell. dæmpe” En ufivtEdig, Sid. 
Torſt. — fig. et uflutTelige Had. 


fvandig, adj. fom ingen Emag har,“ 


(39) 


nge Dag, da 


En u. Diamant. 


ad øer. ; — 
fredelig en, 3 Uflidelitz, adj. ſom ef fan opſlides, meget - 


Et uſſelt Skrift. 


Big, ſykkelig. 


Gaver.“ P. Hp. Friman. 


Uſmagelig — Uſtadig. 


fon ei duer t. at ſpiſes. (Moth. Sieldnere: 
aufmagende, ”Mon det ufmagende fan 
ædes uden Salt?” Job. 6. 6.) 
Uſmeltelig, adj. ſom ei-fan 
bduſminket/ adj. ifte ſminket. — figurl. 1. 
itte forſtisnnet cil. fat tet alt f. gunſtigt Lys. 
”Zyivler nogen /om diſſe ſande og uſminkede 
J. Kraft. 2. oprigtig, iffe fors 


fon, 


Uſnildhed, en. (Moth. i 
Uſnuͤde, en. 1. Utlogffab, Daarlighed. 
Hoi have de da, af megen Ufmilde, for⸗ 


gi uſonet Flendes Liig.” F. Guldberg, 
— ſom ei kan afſones. En 


ikke ſpares paa 3 
om gives m. ! Han [od 
hverken Mole eller Flid være uſparet. 
Uſporlig, 
”Fjyb og ufporlig er den gvig Gode,” Evald. 
»Det ev itfe m. Vantro, vt fige, af. Guds 
Domme ofte ere urandfagelige, hans Veie 
uſporlige.“ Muynſter. 
Wad adj. pl. ufle. ſa 


u og fæl, hel⸗ 
él. vesæll.] 1. arm, fattig, 
nødlidende, ulykkelig, fom lever i uheldige, 
”Sun Usle gav fin fordums Lytfes 
2. meget tinge, 
et ell. uanſeelig. At føre et us⸗ 


daarli 
de eo, uſſel Bolig. 


felt Liv. , 


at tabe, uden et uſſelt 
Schytte. ”Hvor usle Hytter fordum ſtode, 


der pralede de rigeſte Kiobmandsboder.“ O. 


Guldb. 
ſſelhed, en, flet Tilſtand, uſſel even 
maabe. 


”Gn Ørt, et Paradiis, hos modlos Uſſel⸗ 
hed fortiener lige Priis.” 9. Bull. . 
Uftedig sad). itke ſtadig; foranderlig , 
omttiftelig, vantelmodig. Uſtadig ſom 
Sinden ; uftadigt Veir. At noget varer 
fort, udtrykkes ftærkcre v. uftgdigt, end v. 
ubeftandigt. — Uſtadigt ev, hvad det 
mangler faft Grund; det er altſaa baade 
foranderligt og vaklende.“ Måler. “Uſta⸗ 
ig og flygtig ſtal du være p. Jorden.” 1 
SMofeb, 4. 12. (fof. ubeſtandig.) ”Saa et 


 uftadigt Folk ſnart lafter, ſnart bifalder 


Storm. At være u: 
båtelighed, i fine Beſlutninger, Idretter. 


t 


610 


fm eltes. ⸗ 


felen.” Ra 


adj. fom ei fan efterſpores. 


En uſſel Poet. 
”Det Folk, der har intet 
og byrdefuldt Liv,“ 


vDen Uvœrdige — m. ſelygiort 
Uſſelhed faa haardt maa ftraffe fig.” Tode. 


i fin Kærlighed, Til 


% e 


uſtadig — Uſommelig 
»Wi lærte m. Glode, at bet Uftadige far 
befæftes, naar vi fun felv blive beftandige.” 
Mynfter, ”Maturen, ei uſtadig meer, f. 
beftemte Former nu fig. befter.” J. Smidth. 
— Deraf: Uſtadighed, en. ud. pl. 

Uftandfelig, adj. fom ef fan ſtandſes, ilke 
lader fig ftandfe. ”Naar, Ørnen (lig, m. 
uftandfelig Wolde du ftormer.” Hertz. 

Uſtraffelig, adj. fom intet ftrafværdigt 
findes hos; ſtyldfri. Et uſtraffeligt Lev⸗ 
net, — Deraf: Uſtraffelighed, en. ud. pl. 
—— »De ufrie Handſingers lt; 

raffeliphed.“ Ørfted. (Cunomia. II. 123.) 

Uſtraffet, adj. v. ikke ſtraffet; uden 
Straf. At fade noget gage uftraffet hen. 

Uſtridig, adj. fom ei fan negtes cd. gios 
res ftridig. En uftridig Ret, Sandhed. 

r, en. ud. pl. arm, Stolen, Uro⸗ 
lighed, Forſtyrreiſe. (Moth.) (Uſtyr i 
aad og Anſlag.“ 12 Patriarch. Teſt.) 

U fyrig, ad). fom ei vil flade fig ſtyre, ell. 
holde i Orden; uregierlig. — uffyrligbed, 
en. ud. pl. "Af lade fig bevæge af Barnets 
Skrig oz nſgelighed t, at eftergive Trud⸗ 

ct, k 

Uſund, adj. 1. fom ef er fund. ſom 
mangler Sundhed, ikke karſt. Han fece 
ufund ud. UfundeBædfter. 2. iffe tienlig 
f. Sundheden. Et uſundt Sted. — Uſund⸗ 
hed, en. ud. pl. Beſtaffenheden at være 
ufund, (i begge Bemærfelfer.) At have 
megen Ufundhed i Legemet. "Stedets, Eg⸗ 
—— 

vigelig, adj. ſom ikke ſviger, trofaſt. 
Ufvigelig Kiærlighed, Troſkab. i 

—* et, adj. ikke ſpokket; ſom har fin 
fulde Kraft. “Oog var hans Iver f. diſſe 
Folks Opiysning uſvaktet.“ Wandal. 

Uſynlig, adj. ikke fonlig, ſom ef kan ſees. 
»Han blev uſynlig for dem.” kue. 24. 31. 
»Thi de fynlige Ting ere timelige; men te 
uſynlige evige,” 2 Cor. 4. 18. - Deraf: 
Ufealigbed, en, ud. pl. så. . 

Uſyret, adj. tillavet uden. Syre cl. 
Guurdel,  Ufyret Bred. | 7 

Uſed, en. (Woth.) ſ. Uſtik. . 

Uſadelig, dj. 1.-fom ſtrider imod, cl. 
er tilbøielig t. at handle imod XArbarhed og 
Sodelighed z'utagtig, uanftændig, ukvdſt. 
2. (fieldnere), umoroiſt. — Deraf: Ufædes 
—28 udsp 0 

Mfædeenlig ,adj. ikfe ſedvanlig, ual⸗ 
mindelig. — Deraf: Ufædvanlighe , en. 
»J vor Tidsalder, da, en vis Ufædvanligs 
hed itfe længer tadles.“ Baggefen. 

Uſoden, adj. v. ukogt. (3 en gldre Form 
ogſaa: uſaadet. “At give een raat for 
uſaadet“) or lige f. lige; ikke lade fig uftrafs 
fet fornærme. 

Uſommelitz, adp ſom ftrider imod Som⸗ 
melighed; uanftændig, upaſſende, uſtiktkelig. 
— Deraf: Ufommelighed, en. (pl.-er. uans 








uſommelighed — utidig. 


ſtendige pandlinger. At tillade ſig Uſom⸗ 
meligheder) 
Urtaal,en. ud.pl. Utaalmodighed. (Moth.) 
Det allermindſte Stød fan da t. Uaal 
føre.” Bording. I 135. »Ikke af Utaal, 
men af Længfel efter et bedre Liv.” Worm 
over Dr. Loviſe. 1721. ' 
Utaalelig, adj. ſom et fan taales, ulide⸗ 
lig. fig. meget ubehagelig, modbydelig. 
En utaalelig Perſon. Han er utaaleli 
ſtolt. — Deraf: Utaalelighed, en. (Baben 
Utaalig sadj. utaalmodig. (ſ. taalig. 
»At græde ev din Pligt; men ef utaalig 
græd.” Tullin. 
. Utaalmodig, adj. iffe taalmodig (i begge 
, bette Ords Bemarkelſer.) 


meget utaalmoditg. Efterat have ventet en 
heel Time, blev jeg u. At vlive utaalmodig 
over noget. — Deraf: Utaalmodighed, en. 


ud. pl. 
utar br. ud. Art. ell. I pl.) det, ſom er 
modſat Tak; Bebreidelſe, Revfelfe v. Ord. 
Hun fif mange Utak af fin Frue. Jeg fik 
Fun Urtak til Løn: i 
Utaknemmelig, adj. utilbøtelig t. at ers 
kiende og giengielde Velgierninger. At væs 
re, vife fig u. imod een. En u. Handling. 
— Derdf: Uraknemmelighed, en. ud. pl. 
Utallig, adj. fom el fan tæ es, fom man 
itfe har Zal paa. En utallig Mængde, 
»Utallig Rigtom.”” Viisd. 7. 31. »Som 
Sand, der er utalligt hos Havets Bredde.” 
Ebr. 11. 12, — Deraf: Utallighed, en. 
(Moth. i ” i 
Utrelt, adj. v. itfe talt. Utalte Penge. 
Utarv, en, Stade, Forfang. (Moth; 
v i e adj. ure ſtiden. (men fun 
teerlig, adj. ureen, en. (men kun 
Fe om det, fom i moralff Henſeende er 
urcent: ukydſt, uanftændig, liderlig. Uteer⸗ 
lige terninger ; uteerlig Snak. “Hiertet 
brænder af en utcerlig IM, ſom Rrens 
Love ffiænder.” Weffel, ”Som næret uteers 
lig Ild I fin Barm f. digtede Buder,” Hertz. 
r3. otérug. Gl. Svr oterig, ureen, uſtikke⸗ 
g, uſommelig; af terig, teen. f. Ihre 
Gloff. N. S. omgængelig, mild.) == 
Deraf: Uteerlighed, en. pl.-ér, Wt begaae 
—— | Uteerlighed han laaner 
Elſtovs Navn.” Rein. 
tid: i, til Utide, adv. 1. i urigtig, 
ubeleilig Tid. At fomme i Utide, 2, 1 
uret, ulovlig Tid. Hun kom af fin Fler 
nefte i Utide. »Den, der f. ſaadan Gier⸗ 
ning i Utide jöges af Tieneſte.“ (D. Tilſt. 
Vil. 100.) 


Utidig, adj. 1. ſom ikke feer, kommer 
irette Tid, ell. har naaet fin rette Tid. Et 
utidigt Fofter, (Præt. 6.3.) En u. Frugt, 
Sparſomhed. Utidig (umoden) Frugt. 
(Moth.) Ivf. betimelig. 2. ſom ei er tis 
dig t. Mad ell. til Arbeide: dorſt. (f. tidig, 
Be) *GSiglen — bliver ligeſom foleslos og 


&11 . 


Den Enge evr' 


utidig — Utro. 


utidig t, hvad den ſtal forrette.” B. Thott, 
Hi. 174. — Deraf: Utidighed, en. —8 pl 
Utienlig, adj. ikte tienlig, ubrugelig. 
Utienſtagtig, adj. uvillg t. at vife An⸗ 
dre Xfenefter. — Deraf: Utienſtagtighed, 
en. ud, pl. 

Utilboielig, adj. ikke tilbsiclig. At være 
utilbøielig til noget, — Deraf: Utilboie⸗ 
lighed, en. ud. pl. KEE | 

tilberlig, adj. fon ci bør være; el. 
ſom ikke er ſaaledes ſom det ber være; uſov⸗ 
lig, uret, Utilborlige KHandlinger, 8. 


4 


bed 6 


»Sprogbrugen har indjfræntet Betydningen 


af utilbørlige Ord t. ſaadanne, fom fortiene 
at misbilliges, uagtet te ikke nærme 


an⸗ 
gribe Neſtens borgerlige re.” Måler, 
(ivf. ærerørig.) ”Utilbørligt er det, ſom 


ſtrider imod viſſe Grundſandheder; og da 
diſſe af nogle enten fan negtes, ell. ikke være 
klendte: faa fan en Ting være utilberkig 4 
noglesØine, og tilborlig i Andres.“ Sporon. 
Utilfreds, adj. (fom dog; liig tilfredse. 
fun br. fom et Slags adv.) iffe tilfrede, 
ikke fornsiet, misfornslet. At være u. med 
noget, — Utilfredshed, en. ud. pl. Til⸗ 
ſtanden, at være u. enten m. cen enfelt Ting, 
ell. i Almindelighed. Utilfredshed i Sin⸗ 
det. (f. Misfornoielſe.) . 
Utilgivelig , adj, fom et fan tilgives. 
En utilgivelig Synd. 
"Utilgængelig, adj. ikke tilgengelig, ſom 
er uden Adgangs — Deraf: Utilgængelig» 
Bed, en. ud. pl. . ' 000 
Utilladelig, ådj. fom ef fan el. bør til⸗ 
lades. En utilladelig Handling. — Deraf: 
Utilladelighed, en. … 
Utilſtrækkelig, aqj. tffe tilſtrekkelig. 
Deraf: Utilſtrækkelighed, en. ud. pl. 
Utilvant, adj. itke vant til, ikke svet v. 
Vanen. (Moth.) ſ. uvant. 


Utilvarelſe, en. ud. pl. def negative Be⸗ 
grev: ikke at være til; Ophævelfe af Til⸗ 
værelfen. ”Den Paaſtand, at intet fræt: 
fer Naturen og oprører Fornuften ſaameget, 
fom Utilværelfe,” Baggefen. ' 

Utimelig, adj. utidig, ei i rette 20, 
ubetimelig (Moth. Sluffen.)  ”Gud. bes 
føgte Landet m. utimeligt Vetrligt.“ Vedels 
Saxo. S. 256. 


Uting, en. 1. noget, ſom ei er til. Non 
ens. (Moth.) 2. en ond, ſlem, skadelig 
Ting. ”Aldrig faae jeg endnu def Spo⸗ 

elfe, den lede Uring.” Cvald, ”Hvillen 


. Defværlig og truffende Ting, el. vettere 


Uting, cv itke den vilkaarlige, falſtalig ſaa⸗ 
faldte Velanſtendighed,“ Rahb. (I nyere 
Bibeloverſ. 2 Moſcb. 8. Pſ. 78. br. Uting 


⸗ 


for Utøi; hvor Bid, 1550 hart Orme, 


onde Orme.) . 
Utolkelig, adj. ſom ei fan fortolkes. 
Utro, adj. pl. utroe. ſom itke er trådt, 

uredelig. Hun blev Gam utro, Utro 


(9) 


Oy 


- 


, Gir. 23. 18. . 


Utro — Utydelig. 


ZTieneſtefolk. — Utroffab, en. Beſtaffenhe⸗ 
den, at vere utro. 
. 1. Utrolig, adj. og adv. db, f. f. utro, 
uredelig; P. en utro Maade. (fotældet.) 


, Hvo fom utrolig omgaaes m. Vrag.” D. 


' g, a ke Toe ⸗ 
2, Utrolig, adj. ſom ei fan troes, ſom 
ifke er trolig. "Bi havet Dag fect utrolige 
Zing.” duc. 5. 26. ”En Meninger at for⸗ 
Lafte fordi den ev urimelig; en Eftertetning 
at tilfidefætte fordi den er utrolig.” Sporon. 
— legentt. En utrolig Mengde Menneſter 
(3: meget 
— Deraf Utrolighed, en, ud. pl. 
Urryg, ad. pl. utrygge. ikke tryg, ufik⸗ 
er, (Coiding.) Deraf: Utryghed, cn. Us 
fitterhed. ”Store Herrers Utryghed.“ Ve⸗ 
dels Saro. S. 4. 
Urryglet, adj. v: ikke erhvervet, opnaaet 
v. Trnglen. ”Hvor dyrket Jord utryglet 
Ared dig bær.” Mord. Brun. 
Utrængende, adj. v. fom ef er I Trang, 


ſom ikke fattes ell. trænger. ”Modblltræns 


gende fan ingen Godhed viſes.“ Cvalb. 


Utrængt, adj. ſom et frænger, ikke be 


haver Andres Hlelp. (Moth. d. Tale.) 
Utrættelig, aqj. fom ikke el. vanſteligen 
trættes v. Arbeide el, Moie; meget vedhol⸗ 
dende. En u. Fodgenger, Arbeider; utræts 
telig Flid. — Deraf: Utrattelighed, en. 
Urveftclig, adj. ſom et vil lade fig trøfte. 
Hun er utreftelig over Mandens Død. — 
Deraf: Utrøftelighed, en: " Dø 
Utugt, en. ud. pl. ukydſk Handling og 


Levnet, At drive t, forføre til Utugtꝝ 
begaae U. med een. At levet Urugt. (jvf. 
Ukydſthed, Løsagtighd, Skiorlevnet.) 


wFremiroder Ukydſthed tydelig i den ens 
telte Handling, faldes denne Utugt.” P. E. 
Muͤller. — utugtig, adj. hengiven t. Utugt; 
ukydſt. Et urugtigt Levnet; utugtige 
Otd, Gierninger, — Utugtighed, en. Ves 
ftaffenheden, at være utugtig ; Ukydſthed. 
”Bæn tffe din Mund t. flem Utugtighed.“ 


Utvivlagtig, adj. d. f. f. utvivlſom 
(men br. ſieldnere.) Gt ufvivlagtigt id⸗ 
nes byrd om fin Lærdom.” D. Lov, Il. 2. 2, 

Utvivlfom . adj. ſom et fan drages i 
Zvivl; aldeles vis. 

Urvungen, adj.v. 1. ſom el er under 
Tvang. ”Ere de utvungne, (om have Tie⸗ 
nere under fig ?” Ønnfter, 2. ikke tvungen, 
ungdet, frivillig. En fri og u. Beklendelſe 
”SByed Love, fom den førft fig felv utvungen 
giver.“ Popes Krit. v. chleymann. 3. 
naturlig, fri. (f. tvungen, under tvinge.) 
En let vg u. Stilling. — Deraf I Bemært. 2: 
Utvungenhed, en. ud. pl. Naturlighed. 
” Sun modtog mit Tifbud m. den uſtyldigſte 
Utvungenhed.“ Baggeſen. 

Urodelig/ ad:. itke tydelig, — Deraf: 

Utydelighed, en. 


612 


ſtor.) Et utroligt Antal Folk. 


2 


AUtyſte — Uvane. 


Uryfte, et. pl.-r. ef fielden forekom⸗ 
mende Ord, ſom bemerker: et underligt, 
ufædvanligt cl. overnaturligt Væfen; ct 
Spagelſe el. desl. »Staae, Gienferd, 
Skygge, hvad du falder dig, lire, Spo⸗ 
elſe, Gienganger.” Bagg. (Gieng. S. 12.) 
(Snarere vel af det gamle Thuſſe, Tuffe 

urs) end af tydſt. J Almuͤeſproget, f. 

.det lollandſte, forekommer: et Tyſte fom 
Benævnelfø p. en levende ell. livløs Gien⸗ 
ſtaud, der er underlig, forkeert ell. i Veien; 
om Vorn, der anſees f. Skiftinger, m. m.j 

Utæmmelig, adj. ſom ci fon toemmes. 


u. Vildhed. Et utæmmeligt Dyr. 


Altæntkelig, adj. ſom ef lader fig tænte, 
hvorom man intet Begreb fan gisre fig. — 
Deraf? Utænkelighed, en. (T. Rothe, Nat, 
Betr. 111. 52.) 


Utenkſom, adj. iffe tænkfoni; ſom er 
uden Eftertanke el. Tenkſomhed. Meng⸗ 
den i alle Stænder er utenkſom; naar 
ltſaa Fædrelandsfiærlighed hog den Utænts 
omme ofte vanflægter.” P. E. Miller. 
Utoi, et. ud. pl. fladelige Smaadyr, 
ufræ (meft om de, fom findes hos Menne⸗ 
ſter, og hos Almuen om Rotter og Muus.) 
Utemmelig, adj. forekommer undertiden 
for: uudtommelitg. ”Forgieveé undftye vi 
ben Pldge, fom har i vor Barm et utems 
meligt Væld.” Pram. (Starkodd.) 
Uudforffelig, adj. ſom ei fan udforſtkes 
ell. opſpores. 
VUudforlig, adj. ſom ikke fader ſig udføre. 
Uudgrundelig. adj, fom et fan udgruns 
des; undforftelig. ”Diffe hemmelige, uud⸗ 
grundelige Krefter omringe os jo dog alles 
vegne.” Monſter. 
ludholdelig, adj. fom ef fan udholdes ; 
ulideug uaalelig, d. f. f. ufigel 
”Liudfigelig, adj. d. ſ. f. ufigelig. »3 
frvde eder med uudfigelig lære.” Petr. 


Uundſlettelig, adj. 1. ſom ei fan udſlet⸗ 
tes. 2. ſom el let forgager ell. taber fig, 
beſtandig. En uudſlettelig Erindring. 

Uudſlukkelig, adj. d. ſ. ſ. uſſukkelig. 
NUudtankelig, adj. fom el fan udteenkes. 

udtommelig, adj. fom ei fan udtem⸗ 
mes. Enu, Kilde. Han er u. paa Ind⸗ 
fald, Vittigheder, ”At alt dette er anord⸗ 
net m. uudtemmelig Godhed, f. at mætte 
de Utalliges Trang,” Mynſter. 

Uundgaaelig, adj. fom ei fan undgaacé 
el. undlades, En u. Fare, u. Reiſe. 

Uundſtyldelitz, adj. (om el fan unds 
ſtyldes. En u. Forſeriſe. 

Uundvarlig, adj. ſom ei fan undværes, 
umiftelig, Hun er ham uundverlig. — 
Deraf : Unndvarlighed, en. ud. pl. 

Uvane, en. pl. vr. ond, ſtadelig, laftværs 

"dig Bane. . 
VUvane, adj. (om Aveq.) uvareQ væg, 


e 





Å Usane — uvenſtab. 


om har den Uvane, at fege Folk, at fælte 
iennem Gierder, o. db. En uvane Tor. 
Uvanlig, ad). ſom ei ev fommen i Bane, 
ufædvanlig. (Weth.) He 
Uvanffet, adj. , 
f. dette Ord.] er brugt af Baggeſen for: 
iydefri, fom er uden, Mangler, En cry⸗ 
gende Duft af Lam og uvanſtede Beder.” 
Jtiaé. I. Gang: . KERES 
Uvant, adj. ikke vant til; ubevant, ; At 
være uvant til noget. (jvf. ubevent.) ” 
Uvaragtift og uvarig, adj. fom et er af 
Barighed , fom ikke holder ell. varer længe. 


(Moth. … . 
Uvare, (Moth.) f. Danvare |" .. 
Uvarſom, adj. ifté varſom, uforſtgtig. 

— Deraf : Uvarſomhed, en. 
Uvederhæftig , adi. 

ufitfer I Henſ. t. Penge og Formue. — 

Deraf: Uvederhæftighed, ED. ud. pl. 
Uvedfommende, ach. v. fom ef vedkom⸗ 

met, ikke er paagieldende. En mig u. Gag. 
Uvei;en. 1. føre, hvor ingen Vei er, 

2. urigtig Bel. (Moth) » 
Uveir, et. ud. pl: meget haardt og ondt 

VWeir, iſer m. Torden og ſteerk Storm. 

Der trætfer et U. op. Vi ſik et Uveir uns 

derveis. — figurl. om en truende, farlig Til⸗ 

and. »Da Førfølgelfens Uveir havde lagt 
g.“ Schytte. (I St. for Uveir forekom⸗ 
mer Uveirlig hos A. Bedel, Saro. 245:) 
Deraf: Uveirsfugl, en. F. ſom bebuder 
Uveir. Uveirsnat, en. Nat, hvori et U. 
finder Sted. P”Liig Vulkanen i den marke 
veirenat.” J. £. Gelb. Uveirsſtorm, 
en. En meget voldſom Storm. 
Uveiſom, hvor ingen Vei ſindes, 
el. hvor Færdfet er beſperlig. En uvei⸗ 
fom Ørken. “En tyt uveiſom Skov imel⸗ 

Vem øde Hoie.“ Bagg. N. Klim, PÆL uvei⸗ 

ſomt Krat.” Kampmann. ' 


Ulven, en. pl.-ner. den, [om el er Vent af. 


en ander. ””Ulven fan den kaldes, ſom ikke 
vil 06 vel; Siende ben, ſom vil os ilde, ”. 
Syoron. "(Det br. baade ſom et mildere 
Udtryk for Siende ; ſom ogſaa om dem, der 


blive uenige og ſaaledes komme f et uvens 


ftabeligt Forhold. Jof. Den, 1.) Han er 
min U. 
have været Uvenner, mer ere nu forligte. 
»En Uven føger aldrig vort Bedfte; en 
Fiende altid vor Stade.” Sporon. “Og⸗ 
faa i en Wen fan man finde en Modſtander; 
men tænfer Modſtanderen ilde om mig, da 
ev han min Uven.” Miller. (jvf. Fiende.) 
Uvenlig, adj. iffe venlig, umitd, uffærs 
Lig. (færd. i udvortes Uttringer.) En u. 
Behandling, Modtagelſe; uvenlige Miyer, 
rd. — Deraf: Uvenlighed, en. ud. pl. 
Uvenffab, et. pl. - er. Tilſtanden, at 
være Uvenner, at være eens Uven; Flend⸗ 
ſtab. At feve Uvenſtab med een. At 
ſtiſles ad i Uvenſtab. 


- 


, 


me det foræld. Dårfte. 


ift vederheeftig, 


Herover bleve de Uvenner. Vi 


? 14 


613 Uvenffabelig — Mvitig. 


VUvenſtabelig, adj. ikte venſtabeligq. (ivuf. 
dette Ord.) SM mee j REE 
Uventet, adj. (om ci ventedes , uformo⸗ 
det. Enu. Lytte.” Det kom mig uventet. 
Uvid, et. Mangel p. Forſtanden; Sinds⸗ 
ſpaghed. "Den, ſom nogen Svaghed paas 
kommer, enten af Alderdom, eller mm. 
vid.” D. Lov. (jvf. Did, 1.) . s 
idende, adj;" 1. ikke vidende, uden 
Kundſtab om en Ting. Af være'u. dm 
toget. ”Den, ſom J fu uvidende dyrke.” 
Up. 8.17.23. 2. fom fattes de Kundſta⸗ 
ber, han ei burde mangle, ſom iffe veed, ell. 
har lært def, han burde vide. Et u. Mens 
neſte. Gan er iffe blot ufyndig, i det Fag, 
ban bar lagt fig efter, men tillige haiſt uvis 
e. ER ' 


Upidenhed, en. ud. pi. 1. Mangel ps 
Kundftab * en vis dn . "Seg tilftaaer 
min i: hert. At fynde, tage. feet Wu. 
(Deraf: Uvidenhedsfynder.) 3 St. for 
Dette forekommer i D. Lov, detMedvanl. 
Ulvidenffab. At ingen m. nogen Uviden⸗ 
ſfab ffulde have Aarſag fig at undſtylde. 
VI 1.6. 2. i Almindelighed: Tilſtanden, 
at være uvidende (2) Mangel p. gavnlig 
undſtab overhovedet. FE i 
VUbvidenſtabelig, adj. ikke videnſtabelig 
(f. Didet, 1. 2.) . se. 
Uvigtig, adj. itfe vigtig, ubetydelig. 
Deraf: Uvigtighed, en. ud. pl.  . . 
Uviis, ad). uflog, uforſtandig. »Ver⸗ 
ben ſtal frige m. ham imod de uviſe.“ Viisd. 
5. 21, At handle uviiſt. »Det var gg 
feigt, et uviift Raad, ſom blev” os givet.” 
Moönſter. ne, Øl 
” Uoilfaarlig, adj. og adv. ſom ef fr alts 
kaarlig,/ (i Benært. 1.) ikke ſtrer efter Villie, 
el. med bevidſt Forfæt; men enten efter phys 
ſiſt, ubevidſt Drift, CM: efter en ikke ktar Ina 
vortes Tilſtyndelſe. En uvilkaarlig Beg, 
vægelfe, Handling. 'Og vvilkaarlig jeg 
tænfte v. mig felv”” Baggeſen. Uvilbaar⸗ 
ligen blottede jeg mit $ovcd; Avilkaarli⸗ 
gen foldede jeg mine Hænder,” Samme. 
(Labvr. 17,337.) ” . 
Uvillie, cen. ud. pl. 1. det modſ, af Vel⸗ 
villie; Ugunft, Fortrydelſe, Mishag. At 
fatte U. til een. U. imellem Wgtefolt, 
(Moth.) ”Ligefom der ikke havde været noz 
gen Uvillie imod dem.“. 2 Macc. 12. 3. (2 
Macc. 6. 29 forefommer Uvillighed, fors' 
Uvillie, i Modfætn. til Delvilfighed.) - 2. 
d. f. ſ. Uvillighed; Ulyſt, Vrañgvillighed. 
At gisre noget m, Uvillie, 17 7 TT." 
1. Uvillig, adj. 1. ikke villig eſſ. redeben. 
t. tinget. (invitiis.) At være, vife fig uvils" . 
lig t. noget. »At Paatvinge Uvillige Fri⸗ 
hed.“. pers. — Deraf: Uoillighed, en. 
Vrangvillighed. 2. fom cf vil cen vel. At 
vife fig uvillig mod een (malevolus.). Moth. 
(f. Uvillie.) ”Dilfig figes ten at være, ikke 
blot f. ſaavidt han beſtemmer fig t. noget; 
- i & . 


" Uviflig — Unogn. | 
men o —— han gierne gior det. Saa⸗ 
ledes faldes baade den uvillig, ſom ſiger ne 


ng den, ſom forſt nodtrungen figer ja.” 
VBiutler. "has ——ú villig gienttridt 2 
2. Uvillig, (ell. rettere uvildig) ad. 
upartiſk. faf det forældede ;, Dild, Gunß, 
Vaordeel; og derfor egentlig uvildige: Ef⸗ 
fer avillige Mænds Kiendelfe,  ”Uvildige 
g. lovfaxdige Dannemændé Bidnesbyrd,” 
dels Saxo. 245, NEN 
… 1. Uvisffom,adj, ikke virkſom, ikke arbeid⸗ 
fort elt, delftig. (iners.) Den Uvirkſonme 
afholder fig fra af virke — fordi han ikke 
Hbtter. om at bruge fine Kræfter; ben 
ræge og den Trevne yitre Unſtet. at vige 
be." Millet. 2. fom ingen Virkuning giog 
ell. yttrær. (inutilis, ineficax.) Gt uvirk: 
omt Middel, Can u. Tilſtand. — Deraf: 
"HbA ag en. nd. pl, At leve i Uvirk 
(4 e * i i es i 

… vie, adj. itte vis, (i Bemerk. 1. 2. 3. 
då å ubeſtemt, upaalidelig, foranderlig, 
ufltfer, Uviſſe Indtægter; uvis Gield. 
Det er endnu uvift, om han kommer. En 
1, Efterretning. ”Sun fynes de üviſſe, hvot 
og Hvorledes de ſtulle ſinde Friheden.” Myn⸗ 
er. (Ikke "altid, ſom Talebrugen lærer, 
an dog uvis bruges ſom Mobdfætning t. vis; 
undertiden maa ikke vis ell. uſikker træde i 
Stedet.) Jof. uſikker og tvivlraadig. — 
MDxt UVlviſſe har et vidtloftigere Omfang, end 
det Tvivlſomme. Det er uvift, f. hvis Af⸗ 
gierelſe der iffe gives tilſtrekkelige Grunde ; 
tvivlfomt ef det, fon man har lige mange 
Srunde t. at antage og t. at forkaſte. Det 
Uviffe- fan baade være ſandfynligt, tvivl⸗ 
amt.og ufandfynligt.” Miller, — Uvis⸗ 
5d. en, hd. pl. Tilftanden, at være uvis ; 
eſtaffenheden, ei at være afgiort, at være 
lyl underfaftet; Uſikkerhed. At være, at 


ſeve. | Uvished "om. noget. »Wanſtelig⸗ 


hed i at kunne vælge foraarfager 44448 


. Svar f. at tage feil, Tojiolraadighed; 
vint f. af komme i Fortræd, Forlegen⸗ 
hed,” Sporon. " ” ' 
' tvifeli el. uviſeligen, adv. uklogt. 
Uvisnelig/adj. fom el fan visne. (Moth.) 
ſigurl. uforgengelig. “En Befrielſe, der 
vinker dig t. en uvidnelig Lan.” Mynſter. 
Uvitterlig, adj 1. itkt vitterlig, ube⸗ 
kiendt. » Da var det.Gode, du giorde, mig 
ikke pvitterligt,” Tob, 12,17. ,2. fom man 
et, vecd af, uübevidſt. Det ev mfg,uvirters 
ligt. En uvitterlig Gield. YFolfeté uvit⸗ 
ferlige Synder,” Chr. 9. 7. . 
Uvittig , adj. fom mangler Vittighed; 
uforftandig , dum, Drengen er ikke n. — 
Deraf: Uvittighed, en. ud. pl. (Moth.) 
Uvorn, adj. [af u og det uadſtillelige 
adj. vorn, (om udtrykker Beſkaffenhed ell. 
Tilboielighed.) uartig, uoptugtet, ufor⸗ 
fanme. uAt han meerend eengang maatte 
obe ned m. Krabaſten og prygle de uvorne 


614 


For; 


r Rahb. ( D. Tilſt. IX. 363.) * 
ærle din uvorne Mund ſlig Driſtighed ?” 
Snlenihl. CGelge.) — Deraf; Uvornhed, 
én. ud. pl. . 
Uvurdeerlig, adj. fom et fan vurderes, 
ſom er af meget ftort Værd ell. heli Værdi. 
En uvurderlig Xdelſteen. Jeg anfaae 
det f. en u. Entte, ”Saa oprinder hos os 
det uvurdeerlige Gode.” B. Thott. 
sg Uvæbnet, adj. itke væbnet, ubevæbnet. 
Uvægerlig, adj. og adv. fom man ei far 
evil vægrer fig ved. En uvægerlig Pligt. 
"” Uwærd,, ct, ud. pl. det Modſatte af 
lærd; Mangel p. Vordhl el. Fortienefte. 
(Moth.) Af. Veftemme en Tings Vard ell. 
| D: At dpvætte Opmoœrtſomhed p. 
andens Uværd mydeng det var id.” 
hb. (Zug. 11, 620,) *Gieglende Prals 
værd.” Engelstoft, i - 
Uværd…adj. ifte værd, uværdig til. 
(ufædranl.) ”Uværd at leve, vil-jeg ſtye 
dit Aafvn.” Evald. ”Uværd at fee dig, 
du, ſom var min Glæde.” Samme, 
Uvardig, ad). 1. ikke værdig. Det er 
værdigt, Dan blev dømt u. til at 
e noget Embede. 2. uovereens ſtem⸗ 
mende m. Værdighed, Stand, Fortienefte 
o. d. upaffende, nedrig. En u. Handle⸗ 
måade, — Deraf: Uværdighed,en. ud. pl. 
ban Upardighed til Fyrftens Vndeſt var 
eviiſt. 
Uvæfen, et. ud. pl. 1. egentl. ondt 
fen;.men br. (efter det T.) om en bet 
tab af forſtyrrende ell. lovſtridig orden. 
Dette Uvaſen har man længe drevet, 2. 
noget, fom el er til; en Uting. (ſielden.) 
Mvæfgntlig, adj. ſom ikke hører til, ikke 
er grundet I en Tings Veſen. En uvæz 
ſentlig Beſtaffenhed, Mangel, Omftændigs 
3 Deraf: Uvæfentlighed, en. ud. pl. 
ædel, adj. pl. uædle, det modf. af 
del: fom ikke udmærfer fig v. berømmelige 
ganſtaber; lav, uværdig. En u. Hand⸗ 
ing, Tenkemaade. Uædle Metaller; (men 


ikke: uædle Stene.) Jvf. ucdelig, fom ev 


Modfætningen t. adelig. 

Uægte, adj. iffe ægte, falſt, efter tort. 
En u. Steen (eftergiort Ædelfteen.) Uægte 
Barn (avlede uden f. Xgteſtab.) — Deraf: 
Uægtbed, en, ud. pl. . 

lændſet, adj. v. itke agtet ell. ændfet, 
forfømt, ſom ingen bryder fig om. ”Uændz 
fet I cen Krog den lage; et Blik han neppe 
—*8 den.” Rein, ”Jeg ſtal dog ei uend⸗ 
et, uelſtek blomſtre her.” S. Blicher. 

Ucrbedig, adj. ſom mangler el, ikke 
vifer Xrbedighed. — Deraf: Værbedigs 
hen, en. ud. pl. . 

llære, (Moth.) J. Vancære. 

Hærlig, adi, ſom ſtrider imod, ci kan 
forenes m. Wren; ell. ſom har miſtet, er 
bersvet ded borgerlige Wre, enten v. Dom, 
ellet v, den almindel. Mening. Man holdet 


. hø ” nuaerlig epe AJ . i 
det længe 'f. en u. Haandtering. VWærlige 
Sfaver. En-u. Straf (hvormed Xrens 
Tab er forenet.) juf. æreles og vgnarende. 
Uarlighed, en. ud. pl. Beſtaffenheden, 
at medfore eil. være forbunden mi. rens 
ab; (itfe det Modſ. af Abrlighed.) 


615 


beider. 8 


Vaabenlare. 


Ueinelig, adf. ſom Synet ef kan naae⸗ 
ſom man ef er i Stand t. at sine, »Til 
neinelig Hoide Murene flige.” Øerk. |. 

Uovet, adj. ifte øvet, iffe dannet v. 
Bvelfe.  Uovede Krigsfolk. En uovet Ar⸗ 


VS eaben, et: (3. Vopn. X. G. Væ en. 
N. S. Waſppen.] 1. pl. Vaaben. et Red⸗ 
ſtab, indrettet eg beſtemt t. Forſvar el. An⸗ 
reb. Forſvarsvaaben. Angtebsvaaben. 

an gav fine Vaaben fra fig. Et farligt V. 
Naturen har-givet Dyrene forſtiellige Slags 
Daaben. —'fig. for Krignragt; Krigshær. 
MDen haaniige og forvirrede Flugt beffæms 
mede aldrig hans Vaabens Wre.” Vogelius. 
At 'sves;, eve figt V. At ſtaae under V. 
(være voeburt. At bære D, (være Kriger.) 
Ur gide ULD, (tuſte fig t. Angreb, ft. 
, Krig.) » At føre —8 ſit Fedreland. At 

fade Duabnené afgisre en Strid. (denne 
1. med beſt. Art, forefommer ittke ofte.) 
. pl. Daabener, Et Skiotd, rl. Figuren 
af et Skiold, Hhvori'et ell. fleve Billeder ell. 
Tegn ere anbragte, og ſom er et Marke cu; 
Skielnetegn f. en Perſon, on Familie, ef Land 
el. Rige. (ogfaa blot om Tegnet el. Hoved⸗ 
figuren i Skioldet.) Et adeligt V. At føte 
en Love i fit D. Det danſte Daaben er 
tre øver. Malede Vaabener. — Daaben⸗ 
baand, et. 1. Baand, hvormed Dele af 
Harnſſt⸗Ruſtningen holdtes ſammen. 2.t 
Waabenkonften: et vift Slags Striber i 
Vaabenſtioldet. Daabenbillede, et. B. 
aftegnet £ et V. (2) Vaabenbog, en. B. 
hvori adelige Slegters Vaabener ere be⸗ 
ſtrevne og aftegnede. Daabenborg , en. 
fg. en Skierm, el. ligefom en Sk 
af Vaaben. (Moth.) Krigerne dannede 
m. deres Skiolde en V. om 
Daabenbrag, et. Brag, Bulder af Vaas 
bens Bevægelfe; Krigstummel. "Af Vaa⸗ 
benbrag den mørke Øvæfving Flang.” 3. 
£. Heib. Daabenbroder , cen. den-, fom 
tiener tilligemed en anden i Krig. ”Da feer 
man, at han (Fyrften)'mener def oørigtigt, 
naar han falder Soldaterne fine Vaaͤben⸗ 


brødre.” (Syneſius v. Blod.) : VDaaben⸗ 


daad, en, Krigsdaad, krigerſt Bedrift. 
»Han var, ſtiendt nu t. Vellyſter henfalden, 
itfe mindre Elſter af Vaabendaad og Vaa⸗ 
benglands.“ Engelst. 


2. fig. og pået. Kamp, Slag, Fegtning. 
” VEN bort fra Vaabend dem. buns 


' 


andfe. 


Kongen. 


Vaabendands, en. 
1. D. ſom udføres m. Vaaben i Hænderne. 


den Laurberkrands.“ Sander. vaaben⸗ + 


diærv, ad). ſtridbar, tapper. ”Baabde ſnild⸗ 
raadig udi Forftand og vaabendicerv udi 
Styrke.“ AX. Vedel. »Hvor vaabendicerv 
og kiek han om i Striden foer.” Bording. 
(Deraf: Daabendiærvhed, en. (Treſchow. 
Daabendrager,'en: den, ſom tilforn i & 
bar el. førte cen Ridderg Vaaben. vas 
bendygtig, adj. i Gtand t. af føre V. Det 
vaabendygtige Mandſtab. 
bendygtighed, en. — Vaabended, en. Dad 


v. Vaaben, Ded i Kamp ell. Krig. Daar 


benfærd, en. Strid, Krig. Daabenfærs 
dighed, cen, Ovelſe, Færtighed i at føre 
dg bruge Vaaben. (O. Guldb. V. Hiſt. I. 
544.560.) "vaabenfor, adj. d. ſ. f. vaa⸗ 
bendygtig. Daabengny, et. Lyd af Vaa⸗ 
ben, der bevæges ci. ſiaages mod hinandens 
Baabenbrag. ”Zordenftrald og Daabetir 
ny forkyndte Heltens Fied.” Sander, 
aabenheld, et. Lytte i Krig, Krigslykke. 
Daabenhold, et. Forpitgtelfe t. at holde f 
færdig m. Vaaben, naar det fordres. (Mot $ 
Daabenhuue, et. Forhuus uden f. Lands 
bykirker (fordi Almuen der i gamle Dage 
henfatte fine aaben under Gubdstieneſten.) 
Daabenhvile, en. d. f. ſ. Vaabenſtilſtand. 
Daabenfammer, et, Kammer, hvor Vaaben 
gienimes. Vaabenkappe, Uaabentiortel, 
en, Kiortel, Tom man fordum bar ovenpaa 
Harniſtet. Vaabenklang, en. Klang af 
Vaaben, ſom røres ;' Baabenind. 
fordum hørtes rædfom Daabenklang.“ F. 
Schmidt. Daabenflæder, pl. Harñiſt og 


w 


Ruſtning, ſom bedekker Legemert. ”De blante 


Daabenklæder.“ Ohl. (Helge) - vaabens 
Plædt, adj. heelvebnet, ifert Ruftning og 
Vaaben. ””Daabentlædte Mænd, ubruftes 
de m.Torden.“ Storm," ”Dg vil du Dy⸗ 
ften prøve med ben væcbenflædrer Mg,” 
Hhlenſchl. Vaabenkonſt, en. Lære om at 
kiende, beſkrive og aftegne Vaabenerz Ves 
raldif: Daabenlyd, en. Lyden af 8. ſom 
bevæges ell. bruges. Vaabenlykke, en. 
Lytte i Krigen, Krigslykke. VPaabenlyſt, 
en. Byft t. Krig, Krigslutc. Endnu mins 
dre var den fan Flære Vaabenlyſt uddød.” 
Vogelius, VDaabenlare, en. Lære am be 


VV . 


AN 


Deraf Vaa⸗ 


5 Hvor 





⸗ 


- 


h ] 


Vaabenſmed, en. bem 


"røg Daabenære.” Engelst. 


- 
a 


Vaabenlære — Baad. 


X 
forſtlellige Slags Angͤrebs⸗ og Fotſvarbvga⸗ 
ben, deres rette Beſtaffenhed og Brug. 
vaabenles, adj: uden Vaaben og Bærge, 
uvgbnet, (A. S. væpnleas.) Vaaben⸗ 
mager, en. Vaabenſmed. (O. Guldb. V. 
pift. IL 227.) Daabenmagt, en. Krigs⸗ 
magt, væbnet M. Daabenmaler, en. den, 
fom bar lagt fig efter og forſtaaex at male ade⸗ 
ige Vaabener, m. deres Farver og Figurer. 
Vaabenmeſter, en. En Underofficeer v. hvert 
Compagnie, hvis Beſtilling er at efterfee, 
at alle Vaaben ere i tilborlig Stand, og at 


søvgive, naar de behøve at iſtandſottes. 


WDaabenmærfe, et. Figur i et Vaabenſtiold. 
Vaabenme, en. f. Stioldme. VDaaben⸗ 
monſtring, en. Monſtring af Krigsfolk pg 
deres B. (Baabenting.)  Daabenplads, 
n. P. hvor Krigsfolk famles under Baas 
n, cell. øve fig i VB. vaabenruſtet, adj. 
Sæbnet, "Daabenruftning , en. fuldftæns 
Dig Ruftning m. tilhørende Vaaben. Daar 
senfalve , en, S. hvormed” man fordum 
froete at kunne læge alle Saar af Vaaben. 
vaabenſtiermet, adj⸗ pvet; beſtyttet v. Vaa⸗ 
ben. Hertz. (befr. Iſr. 210.) Vaaben⸗ 
Stiold, et. S. hvori et Vaaben er aftegnet, 
)aabenſtrald, et, Vaabenbrag. (Ohlenſchl.) 
ſom ſmeder og for⸗ 
færdiger Baaben. aabenſtilſtand, en. 
ODphoid i Fiendtligheder efter Aftale imels 
Jem: de Gtvidende; Vaabenhvile. Vaa⸗ 
dbenſtvyrke, en. Magt ell. Styrke, ſom Baa⸗ 
bean give; Vaabenmagt. De fare ikke frem 
m. ſeiertig Vaabenſtyrke.“ Mynſter. vaa⸗ 
Penſtærk, adj, vel væbnet, ſom har forſvar⸗ 
Jige V. Déabenting , et. kaldtes tilforn 
Almuens Møde, naar Leding var udhudet, 
f. at mønfire dens Vaaben. aabeutroic 
en. Bryſt og Rygſokke af et Harniſt. ( Moth.) 
vaabentung, adj. ſom bærer tunge Vaaben, 
gr tung af fine Vaaben. ”Delten lofted op 
"af Østens marke Skied fin vaabentunge 
Krop” Storm. aabenven, en. den, 
man I Krig indgaaer Wenſtab med; Waa⸗ 
denbroder. (Nahbek.)  Daabenære, en, X.. 
Som vindes vs Vaaben, v. Krigssbedrifter. 
(0. Guldb.) ꝰNationens gamle Krigeraand 
aabenovelſe, 
en. O. i at ſtride, i at bruge Vaaben, Krigs⸗ 
GØR vaabenovet, adj. øvet i at føre og 
Bruge Vaaben. , 07] 
Vandel. Dad, et. ſWath i den ældite d. 
SBibel Overf.] et lavt Band, ſom man fan vade 


Yginnem) et Vadeſted. Moth, (ſ. vade.) 


add (Fiſtergarn) ſ. Vod⸗ 

Dead, ed (3. votr: Sv. wåt.] 1. 
fort ganife el. tildeels er glenneditrongt af 
et (vandagtigt) fivdende Legeme el. dog 
vetydelig fugtet p. Overfladen. df: fugtig, 
tiennemoaad.) Græfjet et vaadt af Reg⸗ 
nen. En vad Sårdbund: At blive vaad⸗ 
En våde Svamp. Skriften er vaad. Det 


dar Vaadt paa (det regner.) At gjere no⸗ 


616 


. baafat. (fi 


Baad Vaademord, 


get daadt (dede.) Daade Barer 0: figdens 
de; modſ. tarre. (Dog ikke om Diet; hel: 
ler ei br. vaad om det Tom er giennemirængt | 
af Dlie,) 2. font giver Bæde, medfører mes 
gen Fugtighed. En vaad Sommerz vaadt 
Veirlig, == vaddagtig, adj. (Woth.) f. 
fugtig. vaadſfoet, adj. fom er bleven 
vaad paa Fødderne. Moth. (modſ. torſtoet.) 
vaadeiet, adj. grædende; m. Taarer ell. 
Band t Øineng. Ci. Frimann.) Man fan 
” være vaadoiet (f. E. af Snue) uden af have 
ræbdt, ”Det, ſom Muſen felv vaadaiet 
ører her.” Zetlitz. = Heraf ogſaa: væde, 
v. a. 1. gisre vaad, komme vaadt ' paa. 
”Du tørrer Duggenf Graad, fom Jorden 
Anfigt væder.” Bagg. . (of. vande.) — 
Dæde, en. (fieldnere) pg Dædfe, en. pl.-r. 
(I: Vessi.) et flydende Legeme overhoncdet ; 
Dog færd. om de flodende Zing, der inde⸗ 
holdes i andre .og fafte Legemer. Vandet 
benævner man helft v. fit eget. Navn; et 
findende Legeme; ſom nydes, kaldes Drift, 
Dritfe, Er Dædflen ikke t den Mængde, 
ag den flyder, el. bliver fonlig, kaldes den 
ugtighed. .Cn.nandagtig,;olicagtig, fed, 
fynd, tyt V. Dædfferne i Cegemet, i Plans 
ferne. Tykblodighed og førdærvede Dæds 
fler.” Bags. N. Klim. 218. Er dyriſt V. 
"Jeg fatter et hvor al den Dædfle kommer 
aa.” (Graad.) Holb. P. Paars. — Dæds 
eblanding, en. B. af forſtiellige Bodſter. 
ædſtefang, et. Giemme, Bevaringefted f. 
en & 55805 (fs la i uegnet.) teter. 
vædſtefuld, adj. ſom har øve g 8. 
Dædfletar, et. d. f. ſ. Dædſtfefang. væde 
ſterig. adj. d. f. ſ. vædffefuld. — vædſfe, 
v. n. 1. (har=) give Fugtighed fra fig. 
Saaret vædfter. ” 
Daade, en. ud. pl. [IJ. Va. Vo. Sp. 
Wåda.j 1. Fare, farlig Tilſtand; Mod⸗ 
ang. ”Endog han blev frelſt af Live Vaa⸗ 
be Vedels Saxo. 155. Gnd har mig 
ei" forladt i nogen Vaade.“ H. A. Brors 
fon, (næften-forældet.) - 2. uforudfeet Ulyk⸗ 
fe, U. ſom ſteer, kommer uforvarendes , 
ell. ſom man ikke gior m. Forſet. Dreæ⸗ 
ber Mand ˖anden af Vaade imod fin Tante 
og Billie.“ D. Lov. (Deraf: Ildevaa⸗ 
de.) "Bed Jlds og Vands og anden Daes 
de ft. Grunde gif” Bagg. D. 8. VI. 
209. Daadebod, en. — f. 
Vaadesgierning. (Moth.) Vaadedrab, et. 
"Drab, ſom ſteer af V. vaadefuld, adj. 
ulyktkelig, farlig. Daadegierning (Moth) 
ell. Daddesgierning, (D. Lov) en. Gier⸗ 
ning, ſom man ci m. fri Villie foretager, 
fom man fommer t. af V. Vaadeild, en. 
3. ſom opkommer v. Hendelſe, fom pi er 
— Kingo bruger p. 
lige Maade Vaadevand, fom deg itke har 
fundet Indaang.) Daademord, et. Voa⸗ 
dedrab (ſom er det rette Udtryk; da Moed 
forudfætterftd Willze)nnECubog et Vaade⸗ 


% 











e 


Vaademord — Vaagne. 


mord maatte udfones,” Guſdb. (8. HIK. T. 
552.) Daadeſag, en. Sag, ſom gielder 
Baade, ſam anlægges mod cen f. Vaades⸗ 
gierning. Daa set. &, fom ſteer af 


Vanvare. 

Daadelig, adj. [af Vaade, 1.] farlig, 
(forældet. hr. Pederſen. Jertegus Poſtil. 
D 
fArmus.] fvag (af Helbred ell. Krefter,) 
uddgtig, ringe (Moth; ſom ogſaa har v. n. 

ss. at vaages, blive fvag.) Ordet br. 
——* i Sicelland. Den vaagere Qiin.” 
Tauſſeny. ”pan gav det vaage Folk Fors 
100.” P. Clanſſen. 2714. nm v ' 

1. Daatge, en. pl.-r. II. Vhk. Sv. Wak, 
N. S. 8 Aabning, et Gul i Iſen. 
At falde I en V. At hugge Deager (at 
vætfe Iſen.) . 
- 2, Daage, en. E Tre, der fættes om 
Gatfen,p. Sviin, f. at de et ſtulle bryde 
igiennem Gierder. (Moth.) J 

Oaage, v. n. 1. har. IJ. vake. E. wa- 
ke.) 1. være.t en: bevidſt Tiiſtand, hvori 
man ifke ſover <Q; dbremmerz: være vaagen, 
holde fig vaagen. At vaage naar Andre 
ſove. At vaage hos en Syg. At vaage 
en Wat igiennem. (hvor det ſynes aetiviſt. ſ. 
gienpemvange.) 2. fig. .bære uafladelig 

mforg far, At paage for: Fædrelandets 
Bet, f. Statends Bedſte MHacegen en. ud. 

. bet, at vaage, Tilſtanden. af vaage. ſ. 


1 
—SS (Woth har agſaa: Vaagen⸗ 


bed.) — Daageild, en. ”det Lyé, der fede 
om Naften at opftige af Maler pg Kær, og 
ellers kaldes Lygtemænd. ignis fatuns,” 
Moth: Daagefone,rn.…. &, fom imod Be⸗ 
taling paatager fig -at, vaage hos en Syg om 
Natten. Daageleu, en. Betaling, ſom gi⸗ 
ved f. at våage, Vaggenat, en. d. f. ſ. 
Daageſtue. (Moth.) Paageſtue, en, Gæs 
velfe, hvor der vaeges over et Liig, indtil 
det begraves (en tilforn brugelig Stik.) 
Deagefyse, en. den Svaghed, et af kunne 
fove. (D. $. 3.) 

Véxgen, adj. n. vaagent. pl. vaagne. 
II. vakinn.] ſom iffe ſover, vaagende. 
Gan er endnu ikke ret vaagen. ”Den Fred, 
hvori Menneffene ifke ere indftumrede, men 
ere vaagre t. alt Godt,” Mynſſter. Af blive 


yaagen, (er iffe ganjfe d. ſamme, f. at. 


vaækgnes da ben, ſom vaagner, undertiden 


fan fove ind igten, uden at blive ret vaa⸗ 


øjen.) — Daagrre Nætter os ſom giennemvaa⸗ 
ges. At have et vaagent Øie m. noget, 
paffe vaa. [Sieldnere m. præp. over, ”De 
troe tillige, at diffe have beftandigen et vaa⸗ 
Die over dem.” Schytte. (Indv. Reg. 
IV. 2%) ” Han vedbled at have et vaagent 
Die over deres Embedsførelje.” Wandal. 
SMindeem. II. 244.] cm Daagenhed en. 
Tuiſtanden, at være vaagen. (Moth) 


Daagne, v.nsl. (er.) [SJyrakaa.] lomme 


- e 


X 


64% 


dj, IA. 6. 'våt; vace, vilis, in- 


Vaagne — Vaar. 


fra Sovnens t en vaagende Zilftand; blee 
vaagen. Gun er nylig vaagnet. At vaag⸗ 
ne ved en Syd; vaagne til et viſt Kldffes 
Act. Daagn op! At vasgne op afsen dub 
Sovn. (jvf. vælfe.) [IJ ældre Skriſter ogs 
faa: at vaage op.] - 
Daalen, adj. pl. vaalne. [Sv. walen. ] 
ſtiv af Kulde, forfroſſen p. et fem. 
ne Dœnder. (Moth har ogſaa Bemærfelfent 


ſtrobelig; fkilælvende af Sraghed. Ordet 


udtales ogſaa volen.) 
Daand, eu. ſpl. Vaañder forekommer 
neppe. Dænder derinakd i.æfdre Danſt, 
(Hvitfeldt,) og endnu i Sylland. en maa⸗ 
delig Green, en tynd, boielig Avift. (jøfs 
Eilievand.) IIsl. Vomdr, en Ribkoſt. 
Goth. Vandus, virga.] … 
VDaande, en ud. pl: ſI. Vandi. Sv: 
Waånda.] 1. Fore, Befværlighed, ſtor 
Forlegenhed. At være i Neande. 2. mere 
te, Pine. At lide flor D. . Et Xgieſtak, 
fom ce mere t. Waade og Vaande, end t. 
Herliabed og Glede. Bedets Saro, 18. =3 
vaandefuld, adj. beladt m. Ømerte el. Pis 
ve; ſom medfører ſtor Pine. 
vent og vaandefuldt Hierte. Vedels Sqro. 
7… ”.Gvorhen han vaandefuld balvdrufing 
Die venden“ C. D. Biehl, En vaandefuld 
Tilſtand.Vaandefulde Dage.” C. Frie 
mann. Vaundelyd, en. Lod, ſom Smer⸗ 
ten foraarſager; Smettelnd, ( Fiblgers Ses 
phoft. 11; 128.). Paandeſtrige et. Skri 
af Stnerte, Smerteſtrig. (Figers Soph. 
Paandeſuko et. Suk, ſom frembringes v. 
en flov Smerte ell, Sicelslidelfe. .” Hvert et 
Daandéfuk, du drog, er hod Gud opſtre⸗ 
vet.” Thaarup. eee er, . 
Paeande fig, v. rec. klage fig, give fig af 
Smerte." Den Soge ligger.og- vender fige 
»Mens Brødre fig 1 ſelvolort Zrældom 


vaande.“ Rein, — vaandes, v. dep. 4. 
flage fig. Kingo. (Nu lidet brugeligt.) 2. 
være forgfuld, og tvivlxaadig. (Moth.) 

Daanden , adj. træfen? danſfelig i fik 


Valg. (P. tele. Han ikke vaanden er, 
med den, t. Takke tager,” Arreboe. 66. for⸗ 
ældet,) . . 

Daanin F. en. pl. = . et TT. Woh gs 
nung.] Bolig, Bopæl. (d. FZ1) == Daas 
ningshuus, et. det Ouue, den Bygning, font. 
Familien beboer; Stuehuué, Modſ. Ud⸗ 
huus. — VDaaningsſtue, en. ſ. Degligflue. 

Daar, et. pl. d. f. det, hvormed en Dyne 
ell. Pude overtræffes, den Poſe, hvori Fals 
det ſtoppes. ſ. Dynevaar, Dudewaar. 

Daar, en, ud. pl. [IJ. Vor. Øv. War. 
af. ver.] den Aarstid, fom —* P. Bins, 
. teren og gaaer forud f. Sommeren, og hvil⸗ 
ken Aſtronomerne regne fra 21 Mart, til 24 

Junius; Forgar (det ſidſte dr. hvppigſt i 
malefpreget.) Man figer ofteſt: i Vaaren, 
og: om — fig. Livets Daar (Ungdoms 
men.) Derſom Ungdommen, og fremfor 


”&t angerge 


P 


mtet vaarligt udſeende. 


WVaar — Wadb. 618 . 


f 


Alt Kierrlighdens Daar, er faa blid, (aa 


ufftværdig.” Rahbet. == Vaarblomſt, en. 
Bl. det ſpringer ud tidlig I Vaaren. Daar⸗ 
byg, et. Byg, der ſaaes om Foraaret, fom 
v. denne Sædart er det almindelige. Vaar⸗ 
bæf, en. Bæt, ſom opflaner' af det i Baa⸗ 
cen optsede Snecband, der løber ned fra 
Sierge ell. Butter, (Dlaffen. Danm. Brænds 
felv. 89.) Daavdag,en. Foraarsdag. (M. 
G. Ravn.) VDaarfſſeri, et. F. ſom drives 
om Foraaret.  Daarfroft, en. Froſt, ifær 
Btattefroft om "Fordåret. Vaarhonning, 


"ef. den tiblløfte Honning, fom Bier træffe. 


(Ruth) rkorn, st. K. ſom ſaaes, er 
ſaaet om Vaaren; vænrlag , part. (af 
vaarlæggs 6.) d. f.4. vzarpleitt. vaarlagt 
Jord. (Colding.) VDaarluft, en. Foraarés 
luft.. Daarlyfk, en. Lyft v. Vaaren, Glo⸗ 
de ſom nydes i Vaaron. (poet.). Daars 
maaned,en. pl.-er. Foraatsmaaned. (Moth.) 
Wadrplejé, V. a. plaie Jorden om Foraaret, 
ehten t, Saarſeed ell. Winterſoed. Deraf! 
Daarplalning, en. (Dluffen.) Daarregn, 
en: Foraarſtegn. ”Den ſagte Vaurregus 
Sulen.” Foerſoms Digte. II. 16. Vaar⸗ 
vet, en. R. ſom faaes om Foraaret. 
Daarfåld, en... S. fon fanges om. Foraaret 
(modfui ⸗oſtſild.) —8 en, Solen, 
fadicdes ſom den om Fuvaaret lyſer øg var⸗ 
mer: Foraarbfal.. ”Nyfødt Daarfol Falder 
af Furen gyldne Vipper frem.” Forrfoms 
Digte, I. 64. Vaatſtrom, en. Én ſtorre 
Vaarbæf. ”Sprudlede fom en Dæarfirem 
ed fra varmede Fielde.” pers. Vaarſaæd/ 
én. Enhver Sæbart, der ſaages om Foraa4 
eet, (jvf. Sed.) Jeg har lagt min O, 
Daarfæden ftaaer godt i Aar. aartorfP, 
en. T. ſom fanges om Foraaret, — Daa: 
ving,,en. pl. - er. Kreatur, ſom fødes om 
Maaren. (Moth. T. Fruͤhiing.) — vaar⸗ 
kk, adj. fom hører til, følger m. Vaaren; 
fom ligner Vaaren. Hhlenſchl. (nyt O. ſ. 
vintetlig, fommerlig.) Naturen hat endnu 
Naqr "Konges 
ſtammen vaarlig faner.” J. £, Heiberg. 
" Daares, v. dep. vaaredes. IJ. vora.] 
blive Foraar. (f. ſomres.) … 
- Dgas, et. ud; pl. IT. Gewaͤſch.] taa⸗ 
belig, meningslos, unnttig Snak; Sluds' 
der, Sqvalder, ”Daas er et flærfere Ud⸗ 
tryl p. Drevl, og forudfætter itke blot Man⸗ 
p. klare Begreber, men p. alt Begreb.” 
. Måler, ' . 
VDaaſe, v. n. 1. her. [I. waſchen.] 
fige det, fom er Vaas; ſluddre. jvf. vrevle. 
(Andre Bemærfelfer, fom Moth anfører ; 


lobe omfeing, træde undev Fødder, giore 


urede, høre itke hid og br. nu ifte, ff. Dafe.) 
Dabel ell. Vable, en. pl. 

Dævelfe i uden flat m. Vand; en Vand⸗ 

blegn. (hos Moth: Vaabel, og deraf: vaa⸗ 


beloiet, fom har ſtore, udſtagende Øine.) 
Day, . 


Dad, et; fø 


- 


abler. en 


. Bale — Vagt. 


Vade v. n. 1. hår. TX. 6. wadan, J. 

vada, gaae.] gane Vand, gieunem Bard, 
ell, i det ſom er vaadt. At væde giennen 
vn Aa. At vade i Dyndet. (Man. figer ogs 
fan: vadet det hefe Gres. At vade i fine 
Klæder, om ben, font bav dem f. lange. 
Moth.) == Dadefted eller Dadſted, et. fidt 
Sted, hvor man fan vade over en Aa ell. et 
amdef Band; ” PDadſtevlet, pl. 'd. f. f. 
Vandſtsvler Moth.) 

Vadmel, et. ud. pl. IS.vadmai. Sv. 

Wadmalz af det gamle Vad, Klæde, Klæde 
ningétel, Gl. T. Vt. Willeram. Gns 
deiſen mel er mal o: Maal. Herom f. Ihres 
Gloff.] et Slags grovt, hiemmegiort Klæde, 
ſom Almuen p. Landet overalt bruger. En 
Dadmels Kiole, Kofte, o. f. v. — At væve 
Kirkens Dadmel 3: præfe flet, el. tale vidt» 
laftigt og uden Fynd. 
… Dadfætf, en. pl-ke. 15. VWaedsack. Af 
famme Oprindelſe ſom Dadmel.] En Cæders 
fælt, Tyvcrſek, t. at føre Klæder I paa 
Reiſer. SU 

Duer (fom er den almindelige Skrive⸗ 
maade), ådv. og vaerſom, adj. ere anførte 
nedenfor under var og varſom (ſom dette 
Ord fædvanligen ſtrives.) 

VDaffel, en. pl. Dafler. [2. Waffel. E. 
wafeor.] et Slags firfantede Kager, p: Sega 
Etter dannede i ſmag Ruder, ſom bages i et 
dobbelt Jern, m. Haandfang fom en Zang: 
et Vaffeljern. — Daffelbager, Vaffelkræm⸗ 
mer, en. den, ſom bager, fælger VWafler, 
Daffelhuus, et, Huus, hvor der bages og 
adſcelges Vafter. (Holberg. Poet. Str. 


1746. 6. 182.) 
Dage, v. m 1. (har.) et Skibsuderyk. 


Et —*— ſiges at vage godt, naar det holder 


fig over Soerne, dg et dukker f. - meget. 
(Schneiders Veiledn. 77. Formodentlig bes 
flægtet med €; to wave.) 

Dager, en, pl.-e. en fort Vimpel, deg 
heiſes p. Krigsſtibe efter Solens Nedgang 
i Gt. for Vimpelen. Ved Solen Opgang 
ſtryges Vageren og Vimpelen helfes. 
Vagt, en. [T. Wache. Sv. VWakt.] 
1. ud. pl. den Tilſtand, at vaage og vœre 
aarvaagen f. andres Sikkerhed; br. kun (fom 
advérb.) m. viffe Gerber. Xt holde OY 
paa et Sted, v. Døren, i Gaarden o f. v. At 
være paa V. ftaae p. D. være fat paa D. 
Soldaterne træffe p. egt, fomme af D, 
Denne Officer hav D. fdag. 2. ud. pi. 
el. collect, een el. flere Perfoner , fom 
holde Vagt, ,“8Vi ſtillede Dagt imod dem 
Dag og Nat,” Neh. 4. 9. Der er'fat D. for 
Hufet. At afloſe Bagten. At lade Dag⸗ 
ten træde i Gevær. (ſ. Brandvagt, Livet, 
Portvagt, Stildvagt, Xresvagt, 0. fl.) 
3. pl.-er. Sted, hvor der holdes Vagt, egen 
Bngning f. de vagthavende. Han blev fort 
i Dagten. f. Zovedvagt, Portvagr, 4. 
ben Tid, hver der vaages og holdes Bagt. 


| 


| Vagt — Valten 


En V. fil Skibs er 4 Timer, Gllbet ſeiler 
8 Miil i Dagten (0: i 4 Timer.) ſ. Dags 
vagt, Natvagt. »De kom midt i Leiren 
i Morgenvagten.“ 1 Sam. 11. 11. = 
vagtfri, adj. ſom er 'fri f. Vagt, er afloſt 
af Wagten. venthavende, adj. v. fom 
Har Bagt, - holder Vagt, Den vagtha⸗ 
vende Officeer. 
gen at holde V. (jvf. Dagt, 1.) Dagts 
horn, et, H. hvori en Vægter ell. anden, 
fom holder Vagt, giver Tegn. p. fin Aars 
paagenhed. (Moth.) Dagthund, en. O⸗ 
fom holder Vagt. (Moth.) Dagthuus, et. 
1. d. f. ſ. Vagt, 8 — 2.0. ſ. É Skilder⸗ 
huus. (Moth.) . Dagtild,em 1. Ild, ſom 
ve, der holde Vagt' ell. ere leirede på fri 
Mark antænde. Dunkelt igiennem Zaat 
gen brændte. Leirens. Vagtild.“ Foerſoms 
Digte. I. 136. 2. Ild, ſom tændes i Krigés 
tid f. at give Folket Tegn. Moth). (f. Baun.) 
VDagtklokke, en. K. hvormed ringes t. Vagt 
(f. €. paa Skibe.) Dagtmefter, en. Un⸗ 
derbefalingsmand v. Rytteriet. Dagtftib, 
et. Krigsſtib, der lægges ud p. en Strom 
ell. ved en Kyſt, f. af tage Vare p. forbi⸗ 
ſeilende Skibe. Vagtſrifte, et. Omſtift⸗ 
uing, Aflasning af en B. VDagtſtriver, 
en, En v. en betydelig Fæftningsvagt (f. 
Dagt, 3) anfat Skriver. VDagtſtud, et. 
Skud, fom gives t. Signal v. et viſt Klok⸗ 
feflæt fra en Havn ell. et Vagtſtib. Dagt:z 
foreite, en. Sproite, fom findes v. en me. 
itair Vagt. (Brandforordn. 1799.) VDagta- 
sen. Stue i Vagthuſet. Dagttgarn, 

et. Taarn, hvor der holdes Bag. 

i Dagtel, en. pl. Vagtler. [T. Wadtel.] 
en Træffugl af Aarfuglenes Slægt. Tetrao 
cothornix. = Dagtelgern, et. B. til at 
fange Vagtler i. agtelbund, en. d. f. f. 
såenfehund.  Dagtelfonge, en. Navn p. 
en Fugl, (Rallus crex) fordi man troede, at 
den var Vagtlernes. Anfører p. deres Tog. 
Vagtelpibe, en. P. hvormed Vagtler lokkes. 

gid el. Deid, n. s. en Farveurt, hvis 
Blade iſcer ere tienligent. at farve blaat. 
Isatis tinctoria. II. Waid. A. S. Vad. 
E. Woad.] 

Daie, v. n. 1. har. ſGoth. waian; N. 
S. walen, blæfe.] bevæges hid og did af 
Vinden, og tillige holdes udſtrakt (br. meſt 
om Flag, Faner 0. d.) Man kiendte Ans 
foraren p. hang vaiende Fiederbuſt. Den 
vaiende Vimpel. — Deraf: Daien, en. 
Flaagets Vaien. 3 

VDaiſenhuus- et. [et reent tvdſt Ord.] 
Gt Duus, en Stiftelſe, hvor foreldrelsſe 
Born opdrages; et Bornehuus. 

Vakter, adj. pl. valfre. " 1. ſmuk, net, 
pyntelig : udvortes behagelig. (Sv. og V.. 
6. wvader.). 2. flint, raſt, dygtig. (T. 
vader, Jél. paskr, raſt, tapper.) + ”Hver- 

eget Huus ev vatter, munter, ryftig.” 

eboe. ( Pcxacm. 181.) — Moth har begge 


0 


Dagthold, et. Giernins ? 


y Aa 


Bemerkelſer. Ordet er deg fieldent i ældes 
Skrifter, men brugt af enkelte nvere, f. E. 
Ohlenſchleger. “Vakkre Ungerſvend! flig, 
vil du heller da være Olafs Mam ?” (Hafa 
Jarl.) Naar man -taler om en, vakker 
Mand, forftaagt man glerne den, der baade 
er virffom 03 behagelig. - Pigen kaldes vak⸗ 
er, Saar hun [uden at være en Skionhed] 
behager. faavel v. fit Udnortes, ſom v. fit 
Væfen.” Måler. ' 2. 
Vakle, v.n. 1. har. IT. wacke ln. Sv. 
wackla.]' 3. bevæges hid og did, rokke, af 
Mangel p. Faſthed. Bordet: vafler. 
valle i fin Gang. Knæene vakle under 
mig... "Gom Stibet uden: Kast, jeg eder 
vakle feer.” Holb. P. Y. Vi vaflen$ 
rave p. rullende Muld, og endelig falde vt 
alle omfuld,” Bagg. ,“At vakle, er at giore 
uviſſe Trin; at ſnuble er at gtøre Feiltrim 
Haklen ev altſaa en Egenſtab v. Gangeny 
Snublen et Tilfælde under Gangen.“ ** 
von. . Anden har en vaklende Gang, — 
gir "Den Overbereiſe, hvormed Tvivl 
og: Vantro valle mellem Godt pg Ondt 
Wonfer. [Mindre vigtigt: ”at vakle ſom 
et Sin for Stormen,” Mynſter. (Pred, 
1823. I. 234.) da man v. en vaklende Bien 
ſtand slid tænfer fig et ikke blodt, men * 
ell. haardt Legeme.] 2. ſig. være uvis, uß⸗ 
ker. ”Davde Kongen raadfort fig m: Mans 
ge, ell. vaklet i, fin ;Befluming.”. Kang 
na; En vablende Overbeviisning.”? 
(Myufter,) At min: Beflutning Eke tet 
olemmes | SK tNndigh ed, Aifte ꝓaatle i uſtabi 
hed.” Mynſtet. *Mit Forſot. vafler sky 
om Doden fyntig ſtod.“ Evald. Toivlrau⸗ 
digt vaklede mit Sind.” F. Guldb.Han 
ſtyrker den valide De.” Thaarupt 
»Med fin Standhaftighed havde hun, ofte 
underſtettet hans vaklende Mod.” WBandalz 
— Deraf: Vaklen, en. vallende Tilſtand. 
1. Dal, en. ud. pl, m. langt a. [IJ.Valr. 
Sv. Wal. A. S. Væl, Vale.] et gammels 
Ord, (Nederlag, Manddrab i Strid, de i 
Kampen Faldne) fom nyere Digtere igien 
have optaget; og undertiden bruge figuri, 
for: Valplads. ”Da, fom i Storm en Eeg 
i Delen, du ene ftod og fred p. Delen,” 6. 
Blicher. (Bautaftene. 107.) == Heraf: Dalar 
lads, en. det Sted, hvor der holdes el. ev 
ofdt et Clap. At rømme, beholde, overs" 
lade Fienden Valpladſen. (Sieldnere: Vald 
fted.) Bording. 11. 336.) — Ligeledes: Val⸗ 
fader (Odins Tilnavn) Valhal, Dalfyrie,: 
m. fl. mythologiſte Navne; Dalrov (f. nes 
denfor.) — Valſlynge, en. de f. ſ. Blide 
(P. Clauſſen.) . 
2. Dal, en. IJ. Wall.) et Ord, der, 
ſtisndt fielden, bruges om en. hai Kyſt og: 
færd, om den ſvenſte Kyſt v. Kattegat." 
Den fvenfte Dal. »Fra Vallen hartes 
Vraal.” Evald, (Egenti. d. ſ. ſ. Dolde) 
Halbirk, en. pl,-e.… Et indenlandit, bog 


as 
KN 


” do 


” et Valg. 


at Valg, el. for af kunne vælge. 


ifke blivedet v. 


" udfaaret kg. (S 


flelden vndt vorende Tax; Ben. Aber proc- 


latanus. 

aldhorn, en. ſ[Tydoſt.] et Slags flere 
Sagthorn, fom au huppigen br. i Mufiken. 
VDaldnod, en. ſ. Valnod. 
Dalen, adj, ſ. vaalen. 


Dalfart, en. pl-er. FT. Wallfahrt.) 
Indagteretfe t. et helligt Sted; Pilegrims⸗ 
reiſe. 


Daly, et. pl. d. ſ. IJ⸗ Val.] Handlingen" 


at vælge, ell. frit at beſtemme fig t. een 
Ting af fleres- bet, at vælge ell. at kunne 
vælge.” Valget ſtager t. ham. At overlade 
sen Dalget. At gisre et D. Tade fit V. 
62.8 noget, p. een. ”Man vilde fun 
ve Daliget imellem at flippe denne Gros 
bring, ell. at indvikle Roi en ny Krig.” En⸗ 
gelet. Ar gaae i Dalg o: betænte fig for 
man vælger. (Moth) Derfor ſtal jig 
mane i Dålg om den; af hvilten jeg vil 
modtage en Velgierning. DB. Thott. At 
Foretage et D. efter fleſte Stemmer. (f. væls 
ge.) — valg et, adj. ſom har Net 
ft. at give fin. remme v. et Valg. Valg⸗ 
dag, en. den Dag, paa hvilfen et Valg 
foretages, ell. er beſtemt at; ſtulle ſtee. (O. 
Guldberg.) valgdygtig, adj. ſom har de 
ſornodne flader f. at kunne tage — i 
traf: 
VDalgdogrigghed, end: pl. — Dalgembede; 


et. pl.-r, FT. hvortil mar vælges. . Valg⸗ 
forfamti en. F. ſom ſteer f. at foretage et 
"SBalg. algfrihed, en. Frihed t. at kunne 


86. »Ikke en Dalgfribed imellem det 
ove og Onde, (libertas indifferentiæ) men 
en Dndsfrihed.” Howitz. Valgherre, en. 
1. en fornem Herre, ſom har Valgret. + 2. 
ben; ſem ſtyrer en Valgforſamling. Valg⸗ 
Fonge, en. K. ſom ev valgt t. denne Værs 
dighed (modſ. Arvekonge) VDalgmand, 


øn. den, ſom m. Valgrettighed deeltager i 
Dalgmode, ef. M. ſom holdes - 


Anledning af et Valg; Valgforſamling. 
Dalyret , Dalgtettighed, en. Ret til at 
vælge.  Dalgrige, et, Rige, hvis Fyrſter 
rvefelge, men v. Folkets 


ell. viſſe dertil Berettigedes Valg. "Den 


vegierende Familie havde Arveret, og Folket 


havde Dalgret.” Schytte. Dalgfeddel, en. 
&. hvorpad man v. et Valg tegner fin 
Stemme; Stemmeſeddel. Valuſprog, et. 
Gt Sprog, en Sentents, ſom man ifær har 
bolum.) “„Et Valgſprog 


. ev-et viſt Tankeſptog, ſom den enkelte Mand 


hat udvalgt. fig.” Muͤller. Valgſtat, en. 
S. hvis Regenter vælges, Valgrige. 
doer def regierende Huus, bliver Arveſtaten 
t. en Dalgflat.“ Schytte. Dalgfted, et. S. 
hvor et Valg foretages. Valgſtemme, em. 
Stemme, Mening, fom- cen giver v. et 
SBalg.” Dalgftue, en. Værelje, Hvor et 


 Balg foretages. (Concdavé, Bording. H. 


a 
* 


"ds 


| Bealgting — Valm. 


182.) Valgting, et. Ting ell. Folkemede 
f. at vælge en Konge. (J. E. Barfen.) | 

… Dalk, en. En liden Pude, udftoppet m. 
Daar, Bomuld, e. d. ſom Qyindfolk tilforn 
brugte at bære bag I Nakken, t. at fæfte 
deres Hovedtsi paa. (Moth.) T. Wulſt. 

: Oeite, v. a. 1. (TT. walten. jvf, Walk 
og valka I Ihres Sstoflar.] gisre ct ſam⸗ 
menhœngende, blødt Toi tættere og fas 
ſtere i Delenes Sammenhæng, v. at ſtampe, 
bande, æltedet m. Haenderne, ell. paa an⸗ 
den Maade. At valfe Vadmel, Klæde, 
Stroͤmper, Huder. Hattemagerne valle 
ilten. — Dalkebord, et, Bord, hvorpaa 
der valfeg. Dalfebræt , et. B. hvorvaa 
ell. Jvormed noget valkes. (Moth.) Dels 
kefold, en. Fold, ſom bringes £ Klæde v. 
en urigtig Valkning. alkehuus, et. 
en egen Bygning, hvor der valkes, og m. 
Indretninger dertil. „Dalkejord, en. En 
filn Lrerjord, ſom anvendes v. Klædes Valk⸗ 
ning; Sebejord. Valkekar, et. K. hvori 
noget valkes. Valkemaelle, en. M. hvor⸗ 
paa Klæde og d. valkes ell. ſtampes; Stam⸗ 
pemelle. Valkemeller, en. den, ſom eier, 
eq. beſtyrer en Valfemøle. Valkeſtok, 
en. Stol, fom bruges t. af valfe. — Del 
Fer, en. den, fom har m. Valkning at gioere, 
ſom · arbelder i en Valkemalle. — Valkning 
en. pl. er. Gierningen at valke. 

Dalknude, en. pl.-t. En konſtig knyttet 

Knude, ſom vanftelig fan loſes og eftergiss 
vet. Moth. (Sv. Wallknut.): 
s Daltyrie, en. pl.-r. i den nordiſte My⸗ 
thologie: en af de Meer, fom Odin udfendte 
f. at faare dem, der fulde falde £ Slag. 
(X. &. Val-cyrig.) (. Dal. * 

VDallak, en. pl.-Fer. en gildet Hingſt. 

VDalland, n. pr. et Navn, ſom fordum i 

Danſt brugtes f. Itallen; ftundom ogfaa f. 
Frankrige. (Llgeledes i det Isl. Sv. og 
Tydſte.) — Heraf: valſk, adj. fra Valland, 
italienft. Dalffe Bonner (en Vikke⸗Art, 
der egentlig har hiemme v. det Caſpiſte Hav. 
Vicia faba.) . . 
- Dalle, en. ud. pl. [fattes i beffrægtede 
Sprog.] de frajtilte vandagtige Defe af 
Melken. (Dalde, Moth.) At fnlte Dalle, fig. 
ingenting beftile, udrette. — Dalleoft, en. 
Oſt, lavet af B. (f. Myſeoſt.) Dalle: 
fmorvr, et. Valle, ſammenkogt t. en tyk Ma⸗ 
terie, liig Smør, Olufſené Landoec. 41838. 
(i Norge: Myfſeſmar, Myſſebriim) Dal: 
lefutfer, et. S. ſom Melkevallen indehol⸗ 
der, elf. ſom vindes deraf. valleſuur, adj. 
hallefunrt Smør o: Smør, hvoraf aften 
kke er tilſtrekkeligt udpreffet, og fom deraf 
faaer en forlig Bifmag. Valleſviin, et. 
Sviin, ſom er opfodt m. Valle. 

- Dealm, en. Et 'tndæ Ord, fom bruges hos 
os i Bygningsfonflen om : en ſtraa Taaflo⸗ 
de, der gaaer ud oder Endeveggen af et 
Guus, (ed Valm, naar et ſaadant SÉraas 














, Åre. 


Balm — Vammel. 
tag gaaer ligeſaa fangt ned, ſom de andre 


62 


”- Bamnme— Van. 
ger Vemmelſe, virker Tilbøtefighed.t. Op⸗ 





— 


Tagflader; Zalv Valm, naar det fun naager kaſtning; voeemmelig, modbydelig. (Efter 


halv faa dybr ned, og Gavlen naaer til Ta⸗ 
gets halve Hoide. (Sv. Wålm. Holl. Walm, 


en Hoſtak.) = Deraf: Dalmrende,en. Rens 


de ved cl. under ef Balmtag. Dalmtag, 
et. et Tag, ſom har Balm, og enten fun 
halv-el. flet ingen Endegavl. ' 
Valmue, en, En Plantejlægt, hvoraf ads 
ffilige Arter ere indenlandſte; og hvoraf 
den meerkeligſte ev den, ſom i Øfterlandene 
giver Opium. Papaver somniferum. Her⸗ 
af: Dalmueblomſt, Valmuefre, Valmue⸗ 
olie (fom preſſes af Frøet) 0. fi. 
Dalned,.en. pl. - der. [N. S. og E. 
Walinut.] Frugten af et Ære, fom dyrs 
kes i Haperne. Juglans regia. Zræet kal⸗ 
des: Dalnedtræ. . ' 
Valray, et. ſ. Svalrav. HELE 
Valravn, en. Benævnelfen p. et af det 
Middelalderens Folketro, Sagn, og Viſer 


forekommende opdigtede Dyrvæfener (lige⸗ 
fom Damheſt, Zelheſt, Kirkelam, Varulv 


0, fl.) Qm Valravnen, (hvorved man mag 
tænte fig en Ravn, der føger fin Føde p. 
Valpladſen) haves en gammel Bife, (Nye⸗ 
rups lidg. 1D, XXVI.) | . 
Dalrov, et. [f. 1. Val.] efter vore ældre 


Love: Rov, don begaaes p. døde Menneſter. 


(ivf. K. Anders jurid. fr. JI. 144.) 
Dals, en. pl.-e. [Z. der Walzer. en 
Dands af færftilte Par, der fvinge eller 
dreje fig rundt m. hinanden, — Deraf: vals 
fe, v. n. 1. (har.) dandfe en Vals. At 
valſe m. en Dige. 
Dalfe eu. Daltfe, en. [T. Walze, af 
vålgen.] et Legome, hvis Form er liig en 
rund Pille, der overalt har eens Zværs 
maal; en Cylinder. (f. Tromle.) Iſcr 
hruges det om deslige Legemer, fom ere 
indrettedent. at dreies om deres Are. = 


vpalſeformet, adj. dannet fom en Walfe. 


alfehiul, et. Hiul, fom, driver en B. 
Dalfeværf, et. Vark el. Maftine, ſom dri⸗ 
ves ved en Valſe. 


Delfe, v. a. 1. glatte, jævne, udftrætkfe. 


Mm. en Valſe, ell. imellem ta Walſer. 
et Kobber, Papir. . 
Dalff, adj. ſ. under Valland. 
alte, v. n.1. [I. malten. Sv. wal- 
da.] raade med noget, beſtemme det efter 
fit Tykke; br. fun i d. Tale i det Udtryt: 
at ſtalte og valte. Han ſtalter og valter i 
Dulet, m. Pengene ligefom han vil. 
altre, Vig Me 4. d. ſ. ſ. vralte. (Moth.) 
amle, v. n. og impers. 1. IJ. væma. 
vænmes.] frembringe ell. fornemme 
Vammelſe, føle Tilbeielighed t. Optaftning. 
Ret vamlede f. mig. Maden varsler mig. 
Bengt og Savn ere de tvende Malurtdraas 


Dal: 


ber, der irydre 06 Glædens Honningbeger, 


at det ikke ffal vamle,” Rahbek. . 
ammel, adj, pl. vanle. ſom frembrin⸗ 


der elſter fin 


en ældre Form: væmmild ell. vemmild. 


Wil du æde Padden, da flat du itte være "| 


vammild.'x P. Syvs Ordſpr. ) [jvf. 
væmmelig. Moth har ogſaa det beflægtede 
vams for: vammel; formodentlig ct jydſk 
idtryk.)J ”Noget fan være vammelt f. cen, 
og man fan være vammel ved ell. over 


noget. Wen vammel indifræntes blot t. 


Smagsſandſen, og br. ifær om'det, ſom 
blot fordi det er flaut, ed. alt f. lidt pir⸗ 
rende, bliver os modbydeligt. Barnemad f. 
E. er vammel.”” P. E. Miller) == Deraf : 
Dammelhed, en. ud. pl. Beſtaffenheden eil. 
Tilſtanden at være vammel. 


Dan, [J. Van, Mangel: heraf ogſaa def 


ydſte: vante. E. to want, at fattes; og 
orvanffe.]. ec nu i vort Sprog en uads 
ſtillelig Partikel, der fættes foran Ordet 
og medfører enten Begrebet Dphævelfe (ft. 
E. vanartig, Danheld, Danæré) ell. dets 
Forringelſe (ſom vanfør, dankundig, Dans 
magt, vantro.) Foruden adſeillige gan 
forældede, haves endnu ifær følgende af diſſe 
Gammenfætninger: Danart; en. ond Art, 
ond" Natur. (Moth.) ”At dette hœndes 
Nogle af deres Naturs VDanart, vil jeg itke 
negte.“ B. Thott., ”Ét fordærvet Hierte, 
auart.“ Bafth. - vanarte, 
v. n. 1. (er.) d. ſ. ſ. vanflægte. vanar⸗ 
tig, adj. ſom er af en ond, flet Natur; 
vanartet, fordærvet. Danbrug, en. Miss 
brug. (Naar den Misbrug førft var ops 
kommen, cell. naar Appſtlernes rette GES 
var fommen I Vanbrug.“ Coldings K. 
Gift.) vanbruge, v. a. 2. misbruge. 
»Qvinden ſtal ikke vanbruge hendes Mands 
Fromhed.“ N. Palladius. 1557. 
ſtene vanbruge deres Legeme.” E. E. Pon⸗ 
toppidan. 1653. (begge næften forældede.) 
veanbyde, f. misbyde. vanbyrdig, adj. af 


vinge Fodſel, uadelig; modſ. velbyrdig. 


(Moth. Hvitfeldt. T. Rothe.) Danfær 

en. Skade, Ulykke. (Moth) Det Modf. 
af Velferd. ”Riget fom udi flor. Dans 
færd.” Hvitfeldt. vanfeode, v. n. (bar.) 
føde f. Tiden, fare ilde. (Moth.) 


ig født. 2. Vanſtabning, Misfoſter. 
(Moth.) Vanfodſel, en. for tidlig Fods 
ſel. abortus. (Moth.) 


Deraf: Danførhed, en. ud. på. Dau⸗ 
iemme, et. flet Giemme, Gorfemmelfe i at 
evare noget. (De Lov.) 

d. ſ. Uheld, Skade, Ufnfte.. vanhel 

v. a. 1. (af det forældede: helde, flæde, 

fomme.) give et hæstigt Udſeende, ſtemme, 

vanzire, gisre vanjtabt. ,”Wore Legemer 
ſom v. Lidelfer fræntes og vanhddes.” eg. 


E. Pontoppidan. 1653. ”Et Arp. Kinden, 


fom bog t hendes Dine ſnarere prydede, end 


Menne⸗ i 


an⸗ 
fodning, en. 1. Fofter, ſom er f. tids. 


auheld, et. på. 
&, 


f 


"as 


rad. fom 
ikke har fin Forlighed, ſom er en Krobling. 


⸗ 


— 


WMangel p. fornsden 


.7 Van. 


vauheldede ham.” Kahs "At vorheldr 
Etilen »m. ſlette Lignelſer.“ Sneedorf. 
vanhellig, adj. ſom ei er hellig, ſom er det 
Hellige modſat 3. profan. Deraf: Vanhel⸗ 
Lined, en. nd. pl .”Derfor ænaatte har 
friftes ft. Danhellighed, at hans Hellighed 
kunde fade en defte ftørre Glands.“ Baſth. 
vanhellige, v. a. 1. omgaaes m. det Hellige 
p. en uſommelig Maade, befmitte det, ſom 
er helligt. ”Din Syſſel i Verden — fan 
adſprede, vanhellige og nedtynge din Slæl.” 
Monſter.Ved de borgerlige Kriges Affins 
dighed vanhelliges alt det, ſom helligt og 
grveerdigt er.” B. Thott. Danhiemmel, 
en. uguldig Hiemmel, Broſt p. Hiemarl! 
vanholden, adj. v. ſom ikke er holden. ell. 
Silent m. det. han har fløbt el. faaet, (Moth.) 
vanhædre, v. a. betage cl, formindſte den 

. æder, cen befab… Vankonſt, en. (uſcd⸗ 
anl.) falme, vildledet Korſt. “Dankon⸗ 
* og den mishandlede Naturs Chaoé.” 
ag. (Labor. 15.212.) . vanfundig, adj. 

1. ſom fattes Kundſtab, enten I Alm. ell. 
en vid Dæls uvidende. ”Adftillige, hidtil 
vankundige og vilde Folk lærte af dem mere 
Zudſigt og mildere Sœeder. Guldb. ”Det 
-fr falſtt, at giore dem t. vilde og om 
Alt vankundige Mehnefter.” Samme. 2. 
rkyndig, uden Kundſtab om en vis Ting: 
(fieldnere ; end om almindelig Uvidenhed.) 
»8Wi ere ikke allene uviſſe om dette Folks Op⸗ 
rindelſe, men pg ganſte vankundige om dets 
øvrige Tildragelfer.” Guldb. Deraf: Dans 
kundighed, en. ud. pl. 1. Ufyndighed ; 
undſtab. ”Naar ef 
Barn af Dantundi sed anſeer Gift f. at 
være Øhktfer.” Gik ow. 2. Uvidenhed, 
Mangel p. Kundſtab ed. paa tilſtrækkelig 
'Biden. ”Det Lys i Kundſtab, der adſtiller 
fand Videnſtab fra lærd Vankundighed.“ 
Malling. — Dantytfe, en. (Guldberg. V. 
ift. 1. 541.) ſ. Danheld, Uheld, fom ere 
mere brugelige. vanlokkes, v. impers. 
1. 3. f; mislyttes. (Moth. I. Kraft.) 2.n. 
pass. fane Vanheld af noget. Han flal 
vanlyttes deraf. (Moth.) Vanmagt, en. 
Socekkelſe, Korringelfe i Magt el. Styrke; 
Afmagt, Skrabelighed. (Thaarup, Post. 
Str. 389, En Blanding af Lys og feng: 
ge, af Kraft. og Vanmagt.“ O. Malling. 
”Zroghed., i hvid Sy fig Vanmagt rolig 
veed.” 9. Bulb.)  vanmægtig, adj. fvag, 
afmægtig. (2. Rothe.) Kald Odin ei; 
vanmagtigg er hang Magt.” Ohlenſchl. 
(GHakon 3.) deraf: Vanmagtighed, en. 
(Moth.) Vxurygte, et. ud. pl. flet, ondt 
Rygtevanryngte, v. a. 1. føre i ondt 
Rygte, giste berygtet. (AX. S. Vedel.) 
»De Feil, ſom have giort Stridsſtrifter faa 
vanrygtede.“ O. Guldb. Vanrogt en. 
plet Regt, forſomt Pleie. Qvægets Dans 
røgt. vanrogte, v. a. 1. forfsmme Rogt 


øde 


v⸗ 


og vieie, røgte noget ilde, (Ambergs Ordb.) 


1 | 


Van. 


vanftabe, v. 2.1. (N. S. wanſchapen.) 
flabe ilde, give noget en grim Skikkelfe, ed. 
gisre hœsligt tet, ſom tilforn ikke var det. 
"En Legemet vanſtabende, naragtig og bes 
koſtelig Klædebrågt.” Schytte. —2* 

ning, en. 1. Gierningen at vanſtabe nos 
get. (Moth.) 2. en vanffabt Ting, ct van⸗ 
ſtabt, i høi Grad grimt og misdannet Vœ⸗ 
en. (monstrum,) ”Ulytftlige Prindfeffer, 
ſom cre bortførte af Kemper og Venſtab⸗ 
xinger.“ Sneed. (Patr. Tilſt. MI 11.) 
Danffiebne, en. ond, uheldig Skiebne, Van⸗ 
held. (Moth. Rahbek. - Fibigers Soph.) 


vanſlægte, v.n. 1. (har.) vige fra fin Slægt 


ell. XÆt, blive ringere el. flettere end fine 
Forældre el. Forfeedre. At vanflægte fra 
fine Forfædre, fra fin Stamme. ”Hvor let 
fan iffe denne ædelmodige Charafteer vans 
flægte til Udyd.“ Sneedorf. ””Netfærdighes 
jen felv: fan vanflægte t. Strenghed og 
Zvurannie.” Samme. ”For at ikke Folkets 
Magt ſtulde vanflægte f. en ulykkelig Selv⸗ 
raadighed.“ Guldd. (Om Dyr og Planter 
br. udarte,) Danflægtniing,en. 1. det, at 
vanflægte. ”Xt forebygge Matignens Dans 
flægtning og Indſlumring.“ Engelst. 2. 
den, fom er vanflægtet,. Danſmag, en. ud. 
pl. flem, ubehagelig Smag. (Mokh. Vedels 
Caro. 58.) ” varfmagende, adj. v. ſom 
har ingen Smag, fom ſmager efter intet. 
(Moth.) vanfmægte, v. n.1. (er.) mifte 
fine Kræfter, blive afmegtig. ”Mit Hierte 
vanfmækter , min Sicel gr mat.” Evald. 
»Skatkammeret — er ſom Milten; naar 
denne voxer til i en Saft, vanfmæ er bet 
avrige Legeme.” Schytte. Den Kilde — 
fom bliver ved at ladſte den Danfmægtende.” 
Mynſter. At vanfmæyte af Hunger, Torſt. 
At vanfmægtel Trang. (Mynfter.) ”Træs 
erne vanfmægte i deres Dpvært,” Dluffen. 
Danfnilde, en. 1. Uklogſtab, Ufornuft. 
(Arreboe. Hexaem. 270. Vedels Saxo. 8. 
773. Vanſnildhed. Samme. 427.) 2. Ufor⸗ 
ſigtighed. (Moth.) forældet, — vantteven, 
ad). v. ſom ikke har naaet fin rette Bært eg 
Forlighed. vantrevne Born, Planter, ”Det 
vantrevne, ufuldendte Fre.” J. Smidth. 
Intet uden Lyng, og hiſt og her enkelte vens 
trevne Maaletræer.” Bagg. vantrives, 
v. dep. vantrivedes. ikke at trives, miſte fit 
Huld, fvinde bort, Deraf: Dantrivelfe , 
en. (Moth.) og Dantrivning, en. (Det frdfte 
br. ogſaa for: en vantreven Skabning. 


" Dette Barn er en fugellg Dantrivning. jvf. 


Helge af Ohlenſchl. 121.) vantro, 
adj. 1. den, ſom ef er tilbøtelig t. at troe, 
ſom ikke let troer andre. (modſat leteroen⸗ 
de.) 2. ten, ſom el troer p. en vis Reli⸗ 
gions Seetninger, ſom ef ex troende el. ret⸗ 
troende. Dantro, en. ud. pl. 1. Beſtaf⸗ 
fenheden af være vantro (1.) el, ef at troe 
en anden; Mistro. Hans D, gaaer vidt, 
Wed haanlig Dantro til mit Dr,” Evald, 








Wan. | - 
aa 


2. Beſtaffenheden, etat have ben rette Tro, 
efter en vis Religions Cætninger.  Dunes 
vare, en. ud. 
Varetegt, Skisodesloshed. Det flere af. V. 
jeg giorde det af V. (ikfe m. Forfæt.) 
Danvid, et. Mangel.p. Brugen af fin Forn 
ſtand, Aandsforvirring, Forrykthed. (br. 
ierne om ringere Grader af Afſindighed cl. 
—2 »De indbilde fig at kunne være 
tloge m. nogle Grader Vawid.“ Rahb. 
vanvittig, adj. 1. ſindsſvag, forvirret $ 
Hovedet. 
vidlss, uforſtandig. (Nu fieldnere. “ Jo 
vanvittigere Mængden var.” Guldb. V. 
Lift. I. 357.) Heraf: Danvittighed, en. 
1. Ufornuft, uUforſtandighed. (ſ. D. Lov. I, 5. 
3.) ”Y diſſe Danvittighedens Zider.” 
Guldb. (V. Hiſt. I. 119.) ”Faft Alt, hvad 
Danvittighed fan optænfe og Ømagløshed 
fuldende. "Bagg. 2. d. f. ſ. Danvid. ”Df- 
telt ere Danvid og Danvittighed eengbetps 
dende; deg bruges Danvid helft om ten af⸗ 
fiüdige Yttring ſelv, og Vanvittighed om 
den Tilſtand, hvori ſamme findes,” Muͤller. 
vanvoxen, adj. v. ilde voren, liden af Bært. 
»En liden og vanvoxen Mand.” Vedels 
Caro. 519. vanzire, v.a.1. (tydſt.) d. f. f. 
vanhelde. ”Diffe Maſter — ſom tiene t. at 
gisve mange vanzirende Pletter ufiendelige.” 
Rahbek. vanædles, v. dep. blive ſlettere 
ringere; vantlægte. (Modfat: forædlce.) 
”Aldrig vanxedledes Nogen v. Folelſe af flig 
Beunbring.” T. Rothe. - Danære, en. ud. 
pl. Forringelſe i eens Ære, Stam. Det 
gier hami ingen D. vancre, v. a. 1. fore 
mindſte ren, berøve cen noget af hang 
re. [Dog br. det ofteft om at formindſte 


fin egen Wre; (ikke egentlig, efter Muͤller, 


”at ſtille v. Xren;” thi den vancereude 
Virkning fan være forbigaaende og ophøre.) 
»Sielden ſtaaer det i det ene Menneſtes 
Magt, at vanære det andet; des oftere 
vanære Menneſtene dem felv v. deres flette 
Handlinger.” Muͤller.) ”Øvrigheden gav 
efter, og bet var iffe mere en Banære, af 
vanære fig.” Schytte. (Indv. Reg. IV. 108.) 
En venærende Straf, Opferſel.  (uærlig 
udtrykker derimod Berovelſen af den borgers 
lige re. jvf. ærvreles.)  . 

Dan, (ftarpt udtalt) et Slags i dagl. 
Tale og 
Skrifter farefommende Adjectiv ell. Adv. 
(hvis egentlige Beſtaffenhed fan være tvlvls 
fom, da det ſnart funde tages for pætic. 
af vænne, fnart for n. s. Danes. om iffte 
Udtalen var imod det fidfte.) Det br. tfær 
i Zalemaaderne: at pleie van, fom ev en 
blot Pleonasme for: plcie; og: at være 
van, Ikke var du før faa van.” J. Madr 
fen, 1591, (Overſ. af Dav. Lyndſai. 21.) 
"Gom han i al min Tid er van.” Kingo. 
ng: af 1827. S. 406. ”At du vil i dine 
Evfter fare, fort, ſom du er van.” +. A. 


7623 


pl. Uagtſomhed, Mangel p. 


i.  Gaft, ferſt D: 
2. I ældre Skrifter: taabgig, 


og Almuen brugeligt, I ældre. 


| SBan-—Baubbråd," J 
B . Udg. . . 
Zxon. (tldg 1830, G. 21. vf. ec 


Dand, et. pl. Vande, ttaar Talen ev om 
viſſe Bandfamlinger. (I. og Sv. Vatn. A. 
S. Væter. 9. S. Water. jvf. Deterpas.] 
1. det over. hele Jordkloden udbredte, og ĩ 
dens Dunſtkreds ſamlede fiydende Legeme, 
ſom i dets rene Tilſtand: udgior en Blanding 
af Suurſtof og Vandſtof. Regnvaud, Sñee⸗ 
vand, Brondvand, Kildevand, Flodvand 
Springvand, Pompe⸗ 
vand. Vandet ſtiger, falder. At velfe t. 
Vands (t. Skibs.) Hoit, lavt V. Haardt 
V. oa: ſom er blandet m. jordagtige Dele. 
At lægge noget i Dand (f. at blodes ef. 
ferſtes.) At flaae V. paa noget. Naar 
man nævner Vand, ktenker man itfe p. dets 
Mængde. Man fan tale om Dandet, ſom 
ev fpildt p. Bordet, og om Dandet p. Jord⸗ 
kloden, der omgiver alle Lande.” Muͤller. 
— figyrli. at blive t. Dand 5: blive t. intet, 
sans Tænder løbe I D. derefter (o: han er 
meget begierlig derefter.) Han bær ifte V. 
fmod (tt. Moth) den anden o: fan ikke lige 
nes m. ham. At demmes, af"fidde p. 8— 
og Brød (en Straf.) At bære D. i et Sold 
oa: gisre unytti Ølevning, bære fig galt ad. 
— Deſtilleret Dand, ſ. Urtevand. 2. En 
Wandſamling i Alm. (en 66, Dam, Flod; 
el. Lavet felv.) Et ffaaende D. rindende 
Vand. At fætfes over et V. BVi vare to 
Dage p. Dandet (ao: p. Overfarten.) — 
Dandaare, en. Aare i Jorden, ſom Vandet 
vinder i, el. vœlder af. (f. Veid.) DPand⸗ 
afledning , en. Vandets Afledning fra et 
Jordémon t. en lavere Egn el. Vandſam⸗ 
ling. (Dluffen.) vandagtig, adj. ſom lig⸗ 
ner Band. Vandarve, er, En Plante; 
ſom vorer v. Bætfe og Wandſtader. Veroni- 
ca Beccaburiga. 
det. Vandballe, f. Balle. Vandbi, en. 
et Navn, fom nogle give Han⸗Bierne, Andre 
et Slags Arbeidsbier, der fun ere fnffelfatte 
i Kuben. (ſ. Drone.) 
blot fåfe og ſnurre emfring Cellerne.“ 
Stroud. 
ge, ter, fom Dandbier, i Lediggang leve a 
Andres Arbeide.” Rahbek. (Tilſt. V. 280. 
vandblaa, adj. blaa ſom Havet. (Arreboe.) 
"Det tredie Nærfe vandblaat er.” &. Staf⸗ 
feldt. Vandblegn, en. B. el, BVable £ 
Huden, fom er fyldt m. Bœdſte. Dands 
blomft, en. f. Dandplante.  Dandblære, 
Dandboble, en. Luftblote, fom ftiger op 
BVaudet, Diſſe rage Vandbobler, ſom 

yde p. Livets Strom.“ Sneed. Vand⸗ 

rok, en. En Sygdom, der beftager i en 
Pævelfe ell. Opſvulmen i Pungen, (Scro— 
tum) foraarfaget v. en unaturlig Samlin 
af.Bædfteri denne £egemsdeel. ( Hydrocele. 
Dandbrud, et. 1. Bandets Giennembrud 
v. Overſvsmmelſer. (Moth.) 2. Sted i 
Havet, hvor Vandet brydes over Sfiær, 


Vandbad, et. B. i Van⸗ 





— 


Vandbierne, der 


»Der er faa ſtort et Antal Adeli⸗ 


V 


åd 


r 


6 


" gemtrultet af Band. (Moth.) 


i Moth.) 


Vandbryn ·Vandgans. 424 


Dand et. Band Overflade, Bands 
oth. (J Dandbrynet af Aaer 


% ferie Sea.” $. 6. O. 1.6. 8) 
& 


bælfe, ” Pf. 1. 3. 
et Vaſtebæekken. 2. muret Samlingsfted f. 
Vand. (Batfin.) Dandbæerer, en. den, 
fom bærer Band omkringet. Salg, cl. hen 
ft. et Sted, Hvor det Kal bruges. Vand⸗ 
Å bølge, en. br. undertiden for: Beige. Luc. 
21. 25. (ſ. Dandveve.) “Han, hvis Her⸗ 
erroſt Dandbelgen. byder brufe.” Foers 
—* Digte. I. 71. auddamp, en. vands 
agtig D. el. Damp, fom, naar den tæts 
186, er B. Vanddraabe, en. En enkelt 
D. Vand. Danddrag, et. Bæl 20. rins 
one Vand, ifær i en Eng cl. Moſe, 
vor det ikke har meget Fald, . (Arreboe. 
Hine 262. Samme.) 
anddrager, en, d. f. ſ. Vandberer. 
Panddrifrker, en. den, ſom gierne el. blot 
drifter BB. vanddrukken, adj. v. giens 
Vanddyr, 
et. D. ſom lever i Vandet. Vandfad, et. 
. F. til at bære V. frem f, Vaſtefad. 2. 
fore Fade t. Skibs, Hhuori ferſt Vand glem⸗ 
mes. VDandfald, et. Bandets Fald fra.et 
Bsiere t. et lavere Sted, og Stedet, hvor 
Det falder. Dandfang „et. Sted, Hvor 
vindende V. fra flere Bæld ſamler fig; ell. 
Hvor man v. Inddigning ſamler det fra Høls 
Der nedrundne Vand, f. atter at hæve det, 
sg derved fuhne vande en bølere liggende 
er. (Moth. Thaers Landoec. v. Drewſen. 
All. 171.) Dandfarve, en. Malerfarve, 
om udrores i W. ell. Liimvand ud. Olie. 
andflade, en. Wandets altid horlzontale 
Overflade. Vandflaſte, en. F. hvori V. 
giemmes. Vandflod, en. den Begivenhed, 
naar en ſtigende Bandmængde i Havet ell. i 
en Flod overſtyller en Deel af det tißſto dende 
Land. Vandflue, en. et Vand-⸗Inſect. 
vandfri, ad). fom er gauſte uden 
and. Syrer i vendfri Tilſtand. 
og vandfri Potaſte.“ H. Orſted. Vand⸗ 
l, en. F. ſom lever p. Vandet, ell. der 
ger fin Pæring.  Dandfure, en. den F. 
om ploies v. Siderne af eu Ager, ell. imel⸗ 


edran 


lem Agre, f. at give Bandet Aflob. At 


træffe Dandfurer i Stubjord. Deraf: 
Dandfureplov, en, En ſterk bygget Plov, 
mm. to Muldficele og et Sfær med Vinger 
til begge Gider, ſom br..til at ploie Bands 
urer. (Dlufſen. Landoecon. 184.) Dand⸗ 
rværkeri, et. F. ſom afbrændes p. Bandet. 


andfælde, en. En F. el. Vippe t. af. 


fange Rotter, ſom derfra falde ned i et 
Vandkar. (Moth.)  Dandfærdfel, en. F. 
pan Bandet, t. Skibs. . Dandgang, en, 


, - ⸗ 


ogſaa ſtyder Daudgrene.ꝰ Rahbet. 


mefodder. Fulica. 


»NMeen 


SBandgang · Vandkonſt. 


ben Linie p. Skibet, Hvortil Vandet naaer, 
fom det ſonter til i Bandet. Siibet fif et 
Stud i Dandgangen, under V. (Grund: 
— Dandgiemme, et. Sted, hvor B. 
amles og bevaret. Et muret BU. Vand⸗ 


"grav, en. Gray for at aflede Band, én. G. 


hvori Band hat famlet fig. Dandgreen, 
en. ufrugtbar &. Paa et Åre. ”Gom tet 
ædelt vorende Zræ iblandt frugtbare Grene 
Dands 
gred, en. &. af Gryn, ſom koges i Band 
(madf. fod Grod.) Handgroft, en. d. f. f. 
Bandgrav. Dandhiul, er. 9. foni drives 
v. Band, Dandhold, et. Jordsmonnets 


" Dandbold, ell. vandholdende Gvune 2: den 


Kraft, hvormed Jordsmonnet og Wandet 
indgaae Forening, og ſom beſtemmes vp, ben 
Beſtanddeel, ſom i det forſte har Overhaaud. 
(Dluffen. Landoet. 60.) vandholdende, 
adj. om Jordemon: ſom holder Bandet 
ell. ikke haſtigen lader det aflsbe. (Dlufſen. 
Vandholdning, en. Vandſamling, Vand⸗ 
giemnie.( Ohlenſchl) Dandhov(ell. Vand⸗ 
— en. f. SZov. Dandhund, en. £. 
om af Naturen ell. ved Afrettelſe gaaer i 
Bandet 'f. at hente! noget, jage 0. d. 
Vandhuus, et. H. hvor man forretter fit 
Behov, Lillehuus. (fordi det tilforn bugges 
des over Band. Moth. f ældre Danſt: hems 
meligt Mag, Hyſten.) VDaudhvirvel, en. 
Hvirvelſtrom i Vandet, foraarfaget af Klips 
per, hvorpaa en Strem brydes. VDand⸗ 
byld, en. Et Bufttræ. (Korsved, Qvolk⸗ 
ved) Viburnum Opnlus. Dandbylfe, 
en. et muret Bandgiemme, en Gifterne. 
(Moth. jvf. ʒolk.) Dandhene, en. En 
Fugleſleegt, hvoraf nogle Arter have Svom⸗ 
Nandkalv, en. et 
Siags Vand s Infect. Dytiscus. Dand⸗ 
Fam, en. et ſtort Pantfar t, at fætte under 
en Poft el. et Springvand. Dandkande, 
en. 1. K. til at have Band i. 2. Kande 
af Blikem. en (lang Tud i, hvormed man 
vander Blomſter og urtebedei averne. 
Dandkant, en, (p. Tommer; urigtigt. ſ. 
Vankant, under van.) Vandkar, et. K. til 
at have Vand i. Vandkarſe, en. En bits 
ter Sumpplante, fom ligner og ofte tages for 
Brøndfarfe. Cardamine amara. Dand⸗ 
Figer; en. i Klobenhavn: er Betient, fom 
har Tilſyn m. Wandrenderne, Pompes dg 
Sopring⸗Vandet i Staden. Uandtilde, f. 
Kilde. Dandfifte, en. En Bygning af 
Steen ell. Træ, hvori Band ſamles, og 
hvorfra det uddeles t. andre Steder. vands 
Fler , adj. Har -og giennemfigtig fom B. 
”Høit fvæved et vandklart, glindſende Loft, 
fom et Staal.” C. Hauch. vandkold, ad). 
fugtig og kold tillige; fugtig top. Ea 
vandkold Luft, vandkoldt Veir. »Vin⸗ 
trens Forbud, vandkold Taage.“ Thaarup. 
»En vandkold, fludfuld, uſtadig Himmel. 
Olufſen.. Daudkonſt, en, Verk, Maſtine, 


— 


kere Traade, dir fæftes uden p. Formené - faaet Dan 


4 ' ' 
i ks ' R Ar 
J 


Vandkopper · Vandpyt. 625 Vandpot — Vandſtemning. 


hvorved Vandet — i Delret, Vand: Dandpes, en; (Skibsſpand) f. Des. Vand⸗ 
fyring, e. d. nm endbopper, J. en Hud⸗ rende, en. Rende, hvorigiennem B. har 
ſpgdom hos Børn, liig Bornekopper. fittøb. vandret, adj. parallel in. Vandfla⸗ 
Vandkrukke, en. K. til at have Band i. den, horizontal. »Dette Torvelags everſte 
Dandledning , en. Bygning m. Nender',, Flade er altid vandrer.” Oluſſen. vands 
hvorved Vandet ledes fra eet Sted ft. et rig, adj. fom har Dverfledighed paa V. 
andet. Vandlod, et d. f. ſ. Vaterpas. Dandrige, et. (m. beſt. Art.) Vandet 
(Moth.) VDandloppe, en, Et ganſte lidet m. de Naturlegemer, ſom det indeholder. 
Vand⸗Inſect, M ulus pulex. Dands - Dandrotte, en. Et Slags Rotter, fom leve 
leb, et. 1. Bandets Løb £ en vig Egn, efs v. Bredden af Floder og Damme. Mus am- 


A 


- fer Jordsmonnets Fald. 2. vindende Vand phibius. VDandror, et. d. ſ. f. Vandrende. 


(faanel af Kildebekke, fom af Tobrud cl. Vandſaa, en. (t. at bære V. i) f. Saa. 
overfledig Rcgn:) -”Bæffenes Dandløb.” Dandſamling, en. En: Dam, el. mindre 
4 Moſeb. 21. 15. ”Et farligt Dandleb.” Fordvbning, hvor V. har ;famlet fig. 
Bording. II, 158. vandlos, adj. fom fate Dandffade, en. den Stade, fom Overfvøms 
tes Vand. ”Dandlefe Kilder,” Arreboe. melſer volde. (Moth.) - Gandflat, en. 
Hexdem. 234. ”En vandlos Orken.“ (O. Stat, fom betales f. Brugen af offentlige 
Guldberg.) Dandlos vorde Flygtningens Indretninger, der forfyne en Stad m. 
Bei giennem Hungerens Ørkner.” Hertz. Vand. Vandſtiel, et. den v. Blerges 
Dandmaal, et. 1. Lod, hvormed Vandets ell. Bakkers Strekning beſtemte Adſtillelſe 
Dybde maales. 2. en Øtstte e, d. hvorved i Retningen af rindende Vandes Leb. "Et 
Vandets Stigen og Fald maales; Vande kiendeligt Vandſtiel finder Sted omtrent 
maaler. Vandmaaling, en. Gierningen at midt igieruem Landet.“ M. vandffoldet, 
maale Vandets Dybde el. Heide. Dand⸗ adj. ffoldet m. hedt Vand (f. Er. flagtede 
mand, en. 1. Cen ſom fælger'Vand. 2. Sviin.)Moth. Vandſtrue, en. Enm. et ſneg⸗ 
Dandmanden, et Himmeltegn. Aquarius, ledannet cl. ſtruedannet Ror forſynet Valſe, 
Dandmangel, en. Mangel p. det fornødne hvormed Vand pompes op af dybere Seeder. 
V. Vandmelon, en. Et Slags flore, me⸗Archimedis Vandſtrue.“ Schytte. Indvr 
get faftige Meloner. Cucumis Anguria. Reg. I. 105. - Dandfirætf, en. Sygdom, der 


andmejter, en. 1. den, fom har Tilſyn ” opftaaer af gale Dyrs Bid, Dg Yttrer fig bl. 
m. Vandet ten Stad, Vandkiger. (Moth.) - a. ved uovervindelig Afſty mod alt flydende. 


2. kaldes I Kisbenhavn den Øéttent, fort m. Hydrophobia. Van ffurv, en…ct Slags -" 
fine Svende (Vandkigerne) foreftaaer og uds Hudfngdom hos Faar. (Begtrup om Agerd. 


fører Arbeidet m. åt indlægge og iftandfætte: | Jon. III. S, 101.) vandſty, adj. ſom 
Vandrenderne i Jorden, og form ftaaer un⸗ har Vandſtreek. Dandffy,en. En tyk Sty, 
der Vandinſpocteurerne. »Dandmeſterne Regnſty. (Moth. Foerſom.) Vandſtyl, et. 


m. deres Svende.“ Brandforordn. 1799; - Vandets Overſtrommen, Vandlob. ”De , 


Dandmos, et. en fleeraarig Vandplante, der ere et fremførte v. vældige Vandſtyl.“ 2. 
vorer i rindende Band. Fontinalis antipy—… Rothe. Eders - Bygning flaaer p. fafte 
retica. Vandmuus, ſ. Vandrotte. Dande Grund, urørt af Vandſtyl, Stotm og 


mynte, en. Navn paa en Plante. Mentha. Strommes Vold.” F. Guldbb. vandſlaaet. 


hirsuta aquatica. Vandmærke, et. kaſdes adj. v. plettet eſl. noget beſtadiget v. af 
det Mærke, ſom bringes ind i Papiret v. flære ' overflaaes m. Band. (Dandflag. ”Det bar 

Slag.” Both.) Vandſlange, in. 
Traade: hoilket Marke angiver deels Pas Slange el. Snog, fom lever i Vandet. 
pirete Art, deels Fabriken, hvor det er for⸗ Dandfmag , en. vandet S. Vandſnog, 


| færdiget, Vandmarke, en, En Sumpplam en. Dd. f. ſ. Vandſlange. Dandſot, en. (for 


et 


te, der vorer i dybe Moſet. Selinum patu- - refommer i ældre Danſk; f. E. hos Heur.. 


stre. Dandmetle, en, M. fom drives v. Harpeſtreng.) ſ. Vaterſot. Dandſpand, 
Vand. Dandorm-, en. O. ſom lever i en. Spand til at bære Band i. Vandſpeil, 


Bandet. Dandpas, ſ. Duterpas. Vand⸗ et. Vandets Overflade, betragtet fom' en 
perle, ſ. Glaoperle. Dandpladder, ef. fuldkommen jævn glade. Bierget er 2000. 


Dynd, blandet m. meget Vand: ell: noget, Alen helt over Vandſpeilet. ”Paa det flille 
fom er udrørt i Vand. (d. T.) Dandplante, Dandſpeil Skyen ryſter de førfte Draaber.” 
en. Y. ſom groer i Vandet. Dandpoft, Foerſom.  Dandfpring, et. Band, ſom v. 
en. Poft, hvoraf B. pompes. (ſ. Pompe.) at ledes fra et hoiere Sted t. et lavere brin⸗ 
Vandprove, en. Prøve, fom man fordum ges t. at fpringe giennem Ror. (f. Springs 
foretog m. de f. Gereri beſtyldte Qvinder, vend.) Dandſtade, et. Sted, hvor VB. 
v. at fafte bem p. Bandet. — figurl. ”At har famfet fig, Vandfamling. (Oluffen.) 
de flefte m. urokket Beſtandighed beſtode i Vandſtemning, en. 1. Vandets Stemning, 
denne deres Dyders Dandprøve.” Bagge f. at lade det flyde over ed Eng 0. Ager. 
(£abvr. IL. 283.) Vandpyt, Dandpol, (Ficiftrup.) 2. En Tommerbygning over et 
en, Fordybning, hvor W. har ſamlet fig. nd, en Canal, for rr —* andets 


Danſt Ordvog U. 


P . . 
Fa t Ud 


J 


(un 


' ' > 
i 


VBandſtoſf—Vandel. 626. Banbel—Vendreffare. 


2«eb. (Moth.) ſ. Sluſe. Dandftof; ft; en mann. Min enige Troffab, min aldrig 
t Maturlæren drugelig Benævnelfe paa den / plettede Vandel.“ J. £. eiberg. »üſtut 
ene af Vandets" Clementer eller Grunda dige Menneſkers gladere, renere Dandel.” 
ftoffer ; (brændbar Luft; .|hydrøgene.) Mynſter. ”Dandel — indbefatter Alt; hvad 
Dandſtraale, en. Vand, fom m. Magt tryk⸗ Menneſtet foretager fig, bande Sæder og 
kes giennem et Nor, tiig en Straale. Opferſel. Man fan fale om en flet, og om 
Vandſtrom, en, et ſtrommende, flævtt fins en ulaftelig D, men ikte om en lykkelig Dans 
dende Vand. Daudftue, en. Samlingsſted del, Man figer heler ikke lettelig en liten: 
f. Bandet v. en Molle. (Dioth.) Vandſu⸗ ſtabelig, en udfvævende Pandel.“ Muͤller. 
gende, adj. v. ſom fuger Kandetet. fig. 2. Handel; egentl. Byttehandel. I Tale⸗ 
(om Jordsmon. Olufſen) Dandſuppe, maaden: Handel og Dandel (ſom hører t. 
en. S. af GEryn 0. åd. kogte i Vand. de rimede Pleonasmer i Sproget. Man fis 
Dandfvælg, et. ſ. Vandhvirvel. Pand⸗ ger, ogſaa: nt handle og vandle. Hvitfeldt.) 
trug, et, Et T. ell. udhulet Zræ, der læge ist. orvandle. 3. I ældre Danſt br. 
ges v, en Poft ell. Brønd t. at vande Ovæg Vandel ogfaa: for: Vederlag, Erſtatning. 
af. vandtæt, adj. fom holder Band ude, ,, “At, giare Dandel og Gederlag f. Efade.” 
V. Læder; vandtætte Silkehatte. Dande &Hvttfeldt, ”De begierede f. denne Skade 
tønde, en. T. til at have, V. i, Vandfad. tilberlig Dandel,” Samme. ”"At der ſteer 
vandter, adj. ſom ikke vædes af Bandets tilbørlig Bod og Vandel f. det Drab.” 
vandfri. »Han (Bæveren) da i andet, Loft Saume. . . 
en vandter Stue under,” Arrebbe. Vand⸗ -Dandet, adj. fom [mager af Band, ins 
uhr, et, En | Oldtiden brugelig Tidémaas., deholder Vond. En vandet. Smag. — fig. 
ler; et Slags Timeglas, hvortil Wand bes - om. Talen: uden Aand, Fund. og Liv. Dans 
nyttedes i Stedet f. Sand: Dandurt, en. ſ. deder Vers. En vandet Tale. 
1Vandplante. Dandvove, en. d. f. f. Docs. Pandre, v. n. 1. hat og er. [a. S. 
ve. ”Dandvover og Bolger.“ E. E. Pons wandrian.] egentl. gage .omfring, reife t. 





toppidan. 1653. (Faftepræd. S. 301.) Fods. Han har vandret vidt omkring i 


Himlens Befæftning. ſtager adſtillet fra Verden. Efterat vi havde vandret hele 
Dandvoverne m. faſte Baand,” IJ. Smidth. Dagen. Vi vandrede, igiennem Skoven. 
Dandvægt, en. Et Rør, fyldt m. Vand ell. — Han er vandret t. Jeruſalem. At vens 
en anden Bædfte, v. hvis Stilling i Roret dre ud (drage bort, ud af Landet.) ”At 
man beftemmer den vandrette Linie. (Ni- vender er af teife t… Fods; gage, at bes 


veau. Derafe Dandvægtslære ; en. 3. væge Fodderne fra Sted f,….andet.” Muͤler. 


Kraft.)., Dandvært, en. W. ſom groer i, At vandre bort (drage bort) fra fin Fodeby. 
Vandet. Vandogle, en: Flirbeen, fom les Han har vandret hele Landet igicnnem t. 
ber .i Band. (Moth.) z= Dandshed, en. Fods. En vandrende Ridder (Chevalrer 
Nod, Fare, Ulykke af. Bandflod. (Moth.) errant,). Dandrende Haandverksſvende. 

Dande, ct, Vandſamling el. Vandſtyl, »Pandrende Riddere findes nu fun i Ros 
ſaaſom af flærk Regn. Et efende Vande. maner; men en gaceñde Ridder, er en Fods 
(d. Tale. Man figer ogſaa: 30iyande, gænger, fom bærer ét Ridderforg.” Muͤller. 
$.avvande, om Flod og Ebbe; ſom maattee . fig. ſiges Planeterne: at vandre om Solen. 
er sing.) . …… mmm 7 sem Bigeledes ofte figurl. (ifær i Bibeloverſ.) 

Dande, v. a. 1. IJ. vatna.] . 1. komme om Menneſtets jordiffe Liv; og om andre 
" Vand paa, giere heel vaad. (jvf. væde, Dmergange og Omfliftelfer,  ” De, fom have 
under vaad.) At vande Wanter, Blomſter, troet, at Slælene bleve efter Deden her p. 
Lerred; vende et Havebede — Man væder : Jorden, og vandrede af et Legeme i et ans 
det, ſom. man gfør vaodt p. Overfladen, v. . det,” Sneed. =—Dandrer, en. pl,-e. den, ſom 
.at.dyppe det, ell. komme (fit Vodſte derpaa 5 . vandrer, en Bandringsmand. = Dandres 
man vander det, ſom man gyder el. oſor bog, en. En Bog, fom det v. en nyere Ans 
V. pga.… 2. give. et Dyrt at drikke v. at. ordning er foreffrevet, at fre de vandren⸗ 
føre det t. Vands. AL vande. Koerne;,, de Haandverksſvende ſtulle føre nt. fig i Lan⸗ 
vande en Heſt. (Men: at give Xnderne, det fra Sted t. Stød, og deri lade indtegne, 
Honſene, Koerne Vand — naar bet ſteer i hudr de have opholdt fig, m. m. Vandre⸗ 
Gaarden ell. Staben.) =Deraf : Vanding, gang, en. Gang ell. Vel, fom gages m. et 
en. — Vandingsſted, et. Sted, hvor man viſt Maal; en Vandrers Øang, ”Din Ungs 
vander Heſte og Dvæg. | doms mandregeng Gud fengtighed har bas 

' Dande, v. n. 1. (har.). bevøre Vandfla⸗ net.” Kingo. Dandreftiortel, en. Reiſekior⸗ 
den. Kuglen vandede. NE . : Tel, FJ vore Bibel⸗Overſ. (2 Tim. 4. 13.) 
… Dandel, cn. ud. pl. ITydſt: Vandel]. men forældet, ligefom andre lignende f. E. 
"1. Levnet; Leveſtis. Opforſei. Uſtraffelig Vandrehat, Vandrekleder, Vandreſtav.] 
fin D2 »Din Uåhdel, Moder! være ſtal Vandrelyſt, en, ud. pl. £. til at vandre og 
mit Monſter. — Thaarup. ”Hvilfen Yde færdes meget. Vaändreſtare, en. En ftor 
utyghed prydede hans hele Vandel.“ · Kamp⸗ . Feltchob, fom ere p. Vandring. (€. Pon⸗ 


s 
/ . P; ! 3 





Vandreſtierne Bane. 


toppidan.) Vandreſtierne, en. pl.-r; Pla⸗ 
net. ”Dandreftierner ſyv p. vidt adytilte 
Veie I Øiet tindre ef.” (Arreboe) — Dan: 
dring, en. pl.-er. Gierningen af vandre; 
RNeife t. Fods. At giore en tang, V. At 
være b. en V. At gaae paa Dandring (om 
Haandværfsfvende.) [f. Solfevandring og 
SBiælevandring.] ”Det Lærebegreb, ſom 
antager Siælenes Dandring.” Sneed. 
— Vendringsaar, ef. pl. d. f. Aar, ſom til⸗ 
bringes"m. at vandre. Dandringsbane, 
en. den B. man følger p. en Vandring. 
Dandringsdag, en. D. ſom tilbringes p. 
en Vandring. ”Med Fryd din Vandrings⸗ 
dag du endte,” IJ. Smidth. Vandringo⸗ 
færd:, en. Rcifefærd.  ”Den, Dandrings⸗ 
(rr? fag, vel afgift.” Bording N fig. vor 

. paa Jorden. ”Caa er vor ganſte Van⸗ 
dringefærd t. Himlen rettet.” Kingo. Van⸗ 
Oringsgang, en. En &. fom man gaaer blot 
f. at gane; en Spadſeregang. ”I Skoven 


git- hun en Vandringsgang.“ Ohlenſchl.“ 


”Gad mig ei p. min Dandringsgang big 
møde.” I. E. Heib. Vandringeland, et. 
Land, fom man vandrer igiennem, hvor 
man ikke har ſtadigt Ophold. 
ten er mit Dandringsland,” Kingo. Dan⸗ 
dringslob, et. Vandring , Vandringsgang 
fær figurt.) »At forvilde fit Dandrings⸗ 
ob.” -N. Brun. Vandringsmand, en. 
1.-mænd. den, fom ev p. Vandring, en 
andrer, Reiſende. Vandringoſtand, en. 
fig. om tet menneſkel. Liv. aa Jorden 
er vor Vandringoſtand; i Himlen er vort 
Fædreland.” Thaarup. Dandringsſtav, 
sen. Stav cl. Stof, ſom man bruger p. 
Vandringer. Dandringsvei, en. den Vei, 
fom man gaaer ell. drager ad, p. en Van⸗ 
bring. (3. 2. Heiberg.) 
Dane, en. [JIJ.Vani. A. S. Vuna. Gl. 


R. wanen, at plele.] 1. ud. pl. Færdig⸗ 
hed t. at foretage et vift Slags Handlinger, 
m. Forfæt, men dog uden at være fig Grun⸗ 


dene dertil bevidſt. Hvad man gier ofte, 
bliver omfider til Dane, Det er bans V. 
Jeg gior det blot af D. ”Hvor Vanens 
blinde Drift gier alting latterligt, fom Fæ-z 
Dre kiendte ef.” Ttoiel. Meget af det, vi 
falde Nødvendighed, ev fun Dane. At 
fomme i D. med noget (vænne fig f. noget.) 
Det er kommet I V. (er blevet Skik.) At 
komme af Dane. Jeg er nu kommen af V. 
meb at gaae ud. ”Imidlertid kom jeg lidt 
efter lidt ganſke af Dane med at fce t. mit 
Veirgfag.” Rahb. 2. pli Daner. et vift 
Slags Handlinger, ſom foretages af Bane. 
At have en OD. aflægge en V. En ſlem, 
ond, ſtadelig V. At gløre fig noget t. en 
D. Den V. af ryge Zobel. ”Dene bes 
ſtager i en Lethed el. Tilbdielighed ft. at 
giore noget, hvilken er frembragt v. Gien⸗ 
tagelfe af ſamme Handling el. ſamme Ind⸗ 


tryf,” Treſchow. — En Dane, fom Mange, 


% 


"Men Ver⸗ 


rn 
f 


CGåner-Vanlig. 


ell. et heelt Folk, have antaget kaldes STE, 
Sædvane. (jvf. Mode og Ulvene.) — Das, 
nedrift, cn. pl.-er. Drift, ſom opftaaer af 
Vane. . Danefeil, en. Frit, fom ved Vac 
nen ev bleven herſtende hor cen. (Werfels d. 
Gramm. 1788.) vanefuld, adj. 1. ſom 
har mange Vaner. 2. ſom har en ſtadelig 
Vane, vil gisre Skade. vanefuldt Qveeg. 
(Moth.) f. uvane. vanegod, adj. god i, 
viſſe Tilfælde”, af blot Vare. Daneliv; 
et. ud. pl. et Liv, ſom føres efter. blotte - 
Vaner, et egisformigt Liv. (f. vanlig.) 6 


Dang;en. pl.-e. [I. Vangr. 
Vang.] en indhegnet Mark, Uger el. Eng. 
(f. Dænge.) Qvæget gaaer 1 Dangen. 


Den grønne V. pan har deelt fin Jord i 
tre Dange (heraf i Agerdurfningsfæren : 
Trevangsbrug,Servangsbrug 1c.)— Dans 
geled, ct. Led, Lutfelfe f. én Vang. ”Som 
uden Mårf et Dar: cled,” Bording. Dans 
geffifre ell. Vangſtifte, et. aarlig Omſtift⸗ 
ning af Vangene t. Saed, i Agerbruget. 
(Moth.) Vangevogter, en. den, ſom tager 
Vare p. ex Bang og Ledet f. ſamme; Lede 
vogter. (Moth,) — 
Vange, en. pl.-x. 4. Sideſtykker p. en 
Trappe, hvori Trinene indſettes el. ind⸗ 
ſtemmes, og hvori fædvanligen Rekvokket 
(Gelenderet) befæftes. 2. Zræ, fom læges 


ges om Maſten, f. desmere at ſtyrke den. 


(T. Wange. Egentlig anbringes Vanger⸗ 
ne p. Siderne af Maſten, og kaldes derfor 
ogfaa Sidevanger; hvorimod det Træ, ſom 
t. Styrkelſe anbringes for p. Maſten faldes 
Skaal. Schneiders Veiledn. 67. 78.) Hvor⸗ 
af v. a. At vange en Maſt, fæfte Danger 
p. den. (Motb.) 3. Danger, n. s. pl. 
faldes hos Muurmeftere de to Gider af en 
Skorſteen. (Moth.) 7 
ante, v. n. 1. har. 1. bevæges hid 

og did, vafle. (T. wanfen. Denne.Bes 
mært anfører vel Moth; men den br. lidet. 
ſ. vanfelmodig.) 2. gaae meget og vidt 
omfring. vagari. Gan vanket meget 
om i Verden. ”Cen boer F. rolig Hei, een 
vildt 1 en vanter.” Jord, Brun. 3. 
impers. gives, fages (dagl. T.) ”Der 
vanker ikke Fleff 1. Hofdrenge: en gammel 
Talemaade. Her vanter god Mad og Drik⸗ 
fe. Der vantede Hug. ”Hver Gang man 
naaev en Ankerplads, hvor deilig Dritte 
vanker.” Rabb. 

Danfelmodig, adj. uſtadig, foranderlig 
i Sindet. (t. wanfelmiåthig.) - ”Den 
vankelmodige Lykke følger han derfor m. et 
uvift Daab.” B. Thott. “Et vankelmo⸗ 
digt Sind feer helft m. Andres Ote.“ Mes 
trope v. Schiermann. “Hun, der m. Kiærs 
figheds Lettroenhed overgiver fig til en faa 
vankelmodig Elſter.“ M. — Heraf: Dans. 
Felmodighed, en. ud. pl. (Moth.) ' 

Danlig, adj. ſom er i Bane, er i Brug: 
fædvanlig, ”Som det af Artlds Tid har væs 

(20+) 


ni 
—2 


8 


Vanlig — Vant. 


ret vanligt” Hoitfeldt. »At Joderne — ville 
blive ved deres egen Tro og venlige Stik.“ 


2 acc. 11. 24. 


”Saa fov han en Rat 


p. fif vanlige Ficd.” Pram. (Starkodder.) 
"Saa feer man, med vanlige Gang af en 
Kreds i en anden mig ik.” Bagg. 

vVauſte, en, [af ven.] Feil, eyde, Mans 
gel. (forælder. Invere Bibeloverf. 3. Mo⸗ 
feb. 22. 25. 4. Bog. 19. 2. hvor dog Bib. 
af 15850 har Lyde.) — Ligeledes forældet er 


vanffe: 1. v. a. at 


æmme, fordærve; bes 


drage. Moth. (jvf. forvanffe.)&. v. n. fats 
teg, mangle. ”Hvad der vanſter udi.” Hvit⸗ 


felt. | 
anffelig, adj. [af J. vandr, vanſtelig, 


tvivlfom.] 1. ſom fofter megen Moie og 


Flid, meget Arbeide, ſom ikke m. Lethed uds 
fores cl. tilveiebringes, tung / befværtig; 


(modſ. let.) Et van 
vanſkeli 
ikke let 


Det er vanffeligt f. ham, at finde fit Uds . 
komme. 


»Han befværer fig ſelv ikke mindre, end en, 


eligt Arbeide. En 


Bag ant ev vanffeligt, ſom 
an udføres. Det er befværligt, 
bvis Ubførelfe koſter Anſtrengelſe; og ev 
denne: Anſtrengelſe trættende, bliver det 
moiſommeligt. Det er vanffeligt at vinde 
en Terne I Lotteriet; dog er det hverken 
befværligt, cd. møifommeligt,” Muller. 


En vanffelig Forfatter (ikke let 
at læfe, forſtaae.) 2. itke let at omme f. 
Mette med, færfindet, egen. (I. vandr.) 


vanffelig Staldbroder.“ B. Thott. ”Den 
er vanffelig, hvem det ikke er let, i Om⸗ 
gang at være tilpas, fordi hang Sorbringer 
ere mange og flore.” Miller. (jvf. fær, lus 
nefuld.) Danſkelighed, eu, 1. ud. pl. Bes 
ſtaffenheden, at vore vanſtelig; difficultas. 
Det vil have D. (oꝛ være vantteligt.) Der 


er ingen V. ved at opnaae det. 


anſtelig⸗ 


hed hæves v. Flid; Modſtand vvervindes 
v: Magt; indring bortryddes v. Klogſtab. 
Danfteligheder fomme fra Tingen felv og 
dens Natür; indringer meſtendeeks fra 
Tingens Forhold f. andre Zing.” Sporon. 
2. plæer. vanftelig Omftændighed. Der 


ev mange Danffeligheder v. dette Foreta⸗ 


gende. pan giorde mange Vanfteligheder, 
inden han vilde tilftaae dets “At bortrydde 
nogle af de Vanſteligheder, fom hindre faa 
manges Omvendelfe.” Sneed. ”Da finde 


Danſkelighederne ham raadvild, og Befvær= . 


lighederne modlos.“ Monſter. 3. Egen⸗ 
hed, Serhed. Konen maa tidt bære over 
m. fin Mands Vanſtelighed. 

Dant, partic, og adj. p. f. vænne. 

Vant, et. pl.-er. Zoug p. et Skib, ſom 
er fall; men færdeles de, fom p. begue Sis 
der befeſte Maften, ell. gaae fra after og 
Stæœenger ud t. Siderne af Stibet (jvf. 
Stag) og hvorimellem undertiden Rebſtiger 


anbringed, (Deraf: Dant 
Floder, ø, fl.) ” 


1 


klamper, Dant⸗ 


J 


Vante, en. pl. — t. [Sv. WManta. 5. 
want. Fr, gaui.] en Handſte, ifær ulden 


og ftriftet (lom i Alm. menes, naar man 


blot figer Danter.) Dog ſiges ogſaa: Uld⸗ 
vanter, ligeſom Silkevanter, Bomultés 
vanter. 

Dantmager, en. [af N. 6. Wand, 
Klæde.] kaldtes tilforn en Dugmager, Klæs 


"devæver, Dantmagernes Laugéartitler af 


22 Mai 1741. . y 
Dear, adj. m. langt a. [I. var.] paa⸗ 
pafjende, forfigtig. (br. nu itfe, undtagen 
i den jydſte Dial. Et andet Ord er uder 
Tvivl det næftfølgende adv. var el. veer. 
(f. dette Dred.) == Varøiet, adj. ”Kaldes 
det Menneſte eler Dyrt, ſom vel vecd gt tage 
fig Vare.” circumspectus. Moth.  , 
Dar m. langt &. ell. væer (ſom er den als 

mindelig brugelige Sktrivemaade), adv. brus 
ges i Talemaaden: at blive var, fornemme, 
mærfe v. Sandferne, ifær v. Synet. ”Wan 
vorder meget var i mange Dage.” Ordſpt. 
(f. Lotti.) Det ſtrives endnu hyppigſt: 
blive vaer, for at betegne Udtalen. ” an 
ivred fig tfær, ta han blev væer et ø& med 
e i Enden,” Holb. P. Paars. [Isl. verda 
var vid. T. warnehmen. var ex her: 
ſeende; af et forældet V. at vare, fee; web 
rent, at fce, bemærke, br. endnu i den O. T. 
Dial.]= Heraf : ell. af bet foregagende adj. 
ver) varlig, adj (A. S. værlic.) fom tager 
fig og fine Handlinger vel i Agt, forfigtig, ſtte 
overilet, haſtig. ”Dette ſtal gisre os var: 
lige i at domme om denne Verdens Ufulds 
kommenheder.“ Eilſchow. — varfom, adj. d. 
f. ſ. varlig. At gaae varſomt m. noget; 
bære noget varſomt. At være varfom i at 
vælge fin Omgang. jvf. forfigtig, findig. 
— Deruf: Darſomhed, cn. ud. pl. ” Dans 


. Mod var i Selſtab m. den ſindige Varſom⸗ 


cd, ſom vaagede der, hvor Srændfen er 
mellem Mod og Forud enhed.” Vogelius. 
(”Sorfigtighed deſtaaer I at betænte og af⸗ 
vele Handlingers Følger og Sammenhæng. 
Darfombed ligger i den Konft, at give Agt 
p. Hindringer og Uleiligheder, ſom kunne 
møde.” Sporon.) 

Daragtig, adj. [af vere, v.n.] 1. fon 
varer længer, bolde længe ud, beſtaager 
længe, ”Daragtige Skoe af Grevinge: 
ſtind.“ E. E. Pontoppidan. (Fafteprædifes 
ner. 1653, S. 124.) 2. varig, vedvarende, 
beſtandig. — ”Bøten er bedre, end et ſygt 
Liv eller varagtig Sygdom.“ Cir, Bib. af 
1550. (Sir. 30.) ”Cre endog de Omven⸗ 
delfer, der foreggae p. Spgeſengen, ikke als 
tid' varagtige.“ Rahbek. 3. faſt, ſtadig, 
beftantig. ”At blive varagtig i fit For: 
fæt.” Vedels Garo. 142. — Deraf: Darz= 
agtighed, en. ud. pl. ”En faatang War: 
aggtighed i Folelſen har i dens Beſtandighed 
en Betingelſe f. dens Reenhed.“ M. (ſ. va⸗ 
rig og Varithed, ſom mere br.) 


Varde — Vare. 


Varde, en. pl.-r. et p. hoie Steder dps 
reiſt Tegn, enten t,. Minde el. Merke; 
ſaaledes ogſaa Træer el. Stænger:p. ſaa⸗ 
danne Steder, hvori tændtes Jid, f. at 
give Tegn om en Fiendes Landgang. ſMoth 
ſtriver det ogfan Dare, og har. deraf: Va⸗ 
rehold, et. Vagt v. Varerne. Darehuus, 
Vagthuus v. en V. (Et Dardehuus m. 
Tag og 4 Døre ſtulde bygges v. hver Var⸗ 
de.” Jahn. Nord. Krigév. 183.) Dare⸗ 
ild, en. Ild, ſom tændes p. Varerne og 
Tegn, fom derved gives. Varetaarn, et. 
Wagttaarn, Fyrtaarn. m. fl.] ; 

Dare, n. s. 1. Vagt, Paapaffen, Op⸗ 
ſon. br. nu fun adv. i den Talem. at tage 
Dare. a.) At tage fig Dare, ell. i Vare 
or noget, vogte fig, tage fig i Agt for. 

;) at tage Dare paa noget d: hane Opſyn 
dermed, . have idelig Tilfnn med. At toge 
Dare p. Gtiernernes Gang. At tage Dare 
pad fit Embede. ”Der vare altid Tienere, 
fom ift toge Dare p. deres Pligt.” Myn⸗ 
fler. (jvf. Danvare.) 2. Et Sted, hvor 
der holdes Vagt, ell. hvorfra der ſteer Jagt: 
tagelſer. (ufædvanl. jvf. Stiernevare.) 
”Bægtere,.jom fidde hoit iVeirv. en Daz 
re.” Gir. 37, 19%. ”Oypype p. en.Dare, oven 
for dem; der gaae åg ploie, ſtaaer en anſee⸗ 


[lig Mand." Rahb. (D. Tilſt. VII. 75.) = 


Darrfoged, en. Kaldes en Ladefoged, ſom 
figer Bonder til, at fomme t. Sove.” Moth. 
varelos, varevild, adj. ſom cv uden Vare⸗ 
fægt; ubevogtet. (Moth.) Darctægt, cen. 
f. nedenfor. ” 

Vare, en, Forvarfel f. Døden, ſom efter 
Almuens Indbildning lader flg fee i den 
Sypges Lignelſe. (Moth. det Gå. Wame, 
Wålnad.) f. Daretegn, 1.  .…. ”. 
. Dare, v.a.0ogn.1. ſIJ. og Sv. våra. 
ivf. ver, adv.] 1.…vogfe,. bevogte, paſſe, 
paffe pan At vare paa noget; . ”pan 
befoel dem, fom varede p. hans Liv.” Jud. 
12.7. At vare (lure) p. een. At vare ell; 
Vere p. fit Embede, ”AXt vare den Fangne. 
— Den, fom varer p. Fængfelet,” D. Lov. 
I. 24. 48. — ”Hvad han fører i Huſet, det 
Fal hun ˖ vare og gicmme 1. begges Gavn,” 


N. Hemmingſen. 1572, ”.Om du ci Stegen 


Varer.” Arreboe. (Hexaem. 48.) (Nu litet 
brugel.) Dog høres def recipr. At vare fig 
f. noget. Dar dig f. hans Renker! ”Intet 
ffal man faamcuet vare fig for — ſom f. 
Stolthed.” B. Thott, ”Den er tryggeſt, ſom 
varer ſig f. Lykken.“ Samme. ar dig! 
(gaae af Weien.) — Hertil hører den foræls 
dede Talemaade: at vere paa, opvarte, op⸗ 
paſſe, have Opvartning hos; f. Er. om 
Hoffoik. (Vedels Saro. S. 247,) 2 giems 
Mme, bevare, (forældet.)' ꝰDet ce ondt f. en 


Fattig, der har en Skilting, og ingen Pung' 


at vare den i.” Ordfor… 3. bevnre, værs 


ge, beſtierme. (foræltet.) 


629 Vare —Varetegn. , 0) 


paas give Efterretning om. At vere ten” 


ad. (ff. advare.) “Mit rende cv, at 
svare Jomfruen ad om min perees Flugt.” 
Holberg. (Mafcar.) — Ogſaa uden præpos. 
”Staa mig et (ſom) Maal, hvorefter jeg fan 
bygge, led m. dit Lys og vaer mig m. din 
Skygge.“ Ohlenſchl. At vare for cen, give 
hans Ankomſt tilfiende. ”Bedre ev for at 
vare, end efter af'Fære,” P. elle. (Heraf: 
Darſto!) — Varetende, en. f. nedenfor. 
" Dare, v. n. 1. har. [T. waͤhren. Sv. 
wara.] vedblive af være, fortſotte fin Til⸗ 
værelfe i Ziden (esse cum continuatione.) 
Krigen har varet i fyn Aar. Denne Glæde 
vårede fun Fort, Det varede længe, (drog 
længe ud) inden hån kom. Det er Tøi ſom 
varer (er varigt.):(f. vedvare og varig.) . 
- Dare, en. pl. Darer (fom er en nvere, 
men endnu ef almindelig Form) ell. Dare. 
(Bib. af 1550 og nyere Bibeloverſ. Moth. 
Sneed. Schytte og fl.) [I. Vara.] bevæges 


lige Ting, fom fælge, gaac 'i Pandelen, 


Handelsvare, Kiobmandsgods (fædvanf. fun 
om l(ivlsfe Ting.) Enhver Kræmmer rofer 
fine Varer. Jernvarer, Kobberverer . 
Mesfingvarer, Zrævarer, Silkeverer , 


Klædevarer (men iffe: Guldvarer, Solv⸗ 


varer,) Alenvarer, Kramvarer. ”Og de 
ſtal røve bit Gods 
Ezech. 26, 12, ”Dit Gods og dine Mar⸗ 
kedsvare.“ €3. 27: 27, = Dæettods, et; 
til Skibs: aft der Sods, der medgiver Sti⸗ 
bet f. at erftatte, hvad der v. Stid ell. andet 
Zilfælbde funde blive ubrugeligt; . f. E. Seil, 
Toug, Stænger 0. f. v. Darehandel, cn. 
H. med Kiebmandsgods (t Modſ. til: Pens 
gehandel, Verelhandel) Darchuus, et, 
pl.-hufe. H. hvor V. giemmes ell. oplæg⸗ 
ges, Magasin. Varekielder, en. K. hvor Va⸗ 
ver gieumes; Pakklelder. Vareloft, ct. 
Pakloft. Daremægler, en. M. form fur 
befatter fig m. Barers Salg. (modſ. Dæcis 
mægler 0. fl.) Dareoplag, et. en Mængs 
de, p. eet Sted giemte Varer. Dareffifre, 
et. Ombytning af Barer, fom feer i Byt⸗ 
tehandel. (Guleb. V. Hiſt. 1. 565.) Das 
refæt, en. 6. til at føre Varer i, 

Daretage, v. a. 3. (f. tage; og n. s. 2. 
Dare.) d. f. f. tag Dare paa; meu br. fields 
nere, At varetage fit Embede, fine Pligs 
ter, ”De, fom eve, pligtige ff. at vares 
fane den Umyndiges Tarv.“ A. Orſted 


Hdn kunde have varetaget fin Haandtering 


Ufornærmet.” Mynſter. »De Beſtillinger, 
han cv fat til af varetage.“ Samme. 

Daretegn ell. Vartegn, ef. pl. d. ſ. [f. 
adv. var ell. vare.] 1. Tegn, fom bebu⸗ 
der noget, Forvarfel. (Moth.) 2. det, der 
»fætteé ſom advarende Tegn, ell. til Advarſel. 
”Daretegir kaſtes p. Strommene t. de Sei⸗ 
lendes Underretning.“ Schytte. (ſ. Vare⸗ 


4. minde om. tønde.) 3. Tegn, Kiendemerke, hvorved 


Noget foreftaaende , valtfe Opmærkfomhed Nogen cl. Noget i Særd. er udmærket fra 


æ 


og plyndre dine Deere.” - - 
t 





ø 


* 


AJ 


SBaretægt— Barm. 


andre. Nogle Stæder have et ſaakaldet Var⸗ 
tegn. (jvf. Pontopp. Orig. Hafu. S. 350.) 

Daretægt, en. ud. pl. [Af n. s. Dare 
og v. varetage.] 14 det, at tage Bare 
paa, have Tilſyn med; Beſtottelſe, Be⸗ 
ſtiermelſe.“ Han en Orlogsmagt d. Grœond⸗ 
brne t. Gærn og Varetægt har lagt,” Bor⸗ 
ding. H. 345. ”Hvor hobeftærf man gik 
p. Bagt og Dåretægt.” ”Formane Avin: 
derne, af de m. deres Børn have god VD.” 
D. Lov. Il. 8. 10. ”%Mad,. Daretægt og 
Klæder.” Kingo's Pf. (pg. af 1827. 6. 
64.) "Børnenes mangfoldige Farer — ends 
og i de omhnggeligfte, de meſt aarvaagne 
gorældres Daretægt.” Bafth. ”Lov, Dom⸗ 
Mol — nu faa mægtig en Varetagt over 
hver Mands Gods og Liv.” Vogelius. — 
At være under eens V. At befale een i 
Guds D. ”Her, hvor vore Forældre, ſik⸗ 


' fre under Loves og Øvrighedé Daretægt, 


har funnet give os Liv og Opdragelſe.“ 
Malling. 2. Bevogtning, ffær i Fænasicls 
Gan fom under V. At fættes under Daz 
.stægt. Deraf: Daretægtspenge, 2n. det, 
ſom betales f. en Fanges linderholdning ; 
Arveftpenge. 

Dåretende, en. pl.-v. [af v. a. vate og 
Tonde.] et Slags ſtore Tretonder, ſom 
udlægges i Havne og p. Stromme, f. aft 
betegne, hvor Løbet er frygt f. Grunde. 
(jvf. Tondepenge.) ” 

Darig, adj. [af v. n. være.] fom er længe 

„til, uden at forandres, ſom varer cu. fan 
vare (enge, varagtig. (jvf. beſtandig, ved⸗ 
varende og langvarig.) ”Det, fom er vas 
rigt, forandres itke / fordi der ikke fan ; det, 
fom ge beſtandigt, fordi det ikke vil.” Spo⸗ 
ron: Staal er mere varigt end Jern. Ét 
varigt Venſtab. Varige Indtryt. Dette 
Toi er ikke varigt. Det vedvarende bli⸗ 
ver v. at være fil; ter varige, at være 
ſom det er.“ Sporon. — Deraf: Darigs 
ed, en. ud. pl. At have Darighed. Denne 
orbindelfe vil neppe væré af Varighed. 
" Darlig; adj. f. under adj. var. 

Darm, adi. (3. varmr> og t alle beflægs 
fede Sprog warm.] 1.3 Naturlæren fals 
des overhovedet det Legeme faaletes, hvori 
en folelig Mængde af Varmeſtof er fri. 
Overhovedet modfættes det Fold. . Det, ſom 
i en ſterk Grad er varmt, faldes hedt; og 
lunkent (kuldſlaaet) det, fom ci ev meget 
varmt, (jvf. gloende, koghed, glohed, 
6. a.) En varm Luft. Darmt Band 
varme Babe. At blive varm af Arbeide. 
Darin Mad 9: kogt og tillavet Mad, fom 
nydes varm. At gaas, ride fig warm. 2. 
ſom giver, foraarfager Varme. En varm 
Sommer. Darme Hlæder. Solen ftinner 
varmt. At gaae varmt kledt. 
Lande (hdor Luftens Varme er betydelig.) 
3, figur. om levende Følelfge, ell. en livelig 
Virkſomhed af Sicleevnerne. 


— 


630 


ind Ii 


Varme 


En varm 


Vatm Varpe. 


Kicerlighed, Phantaſte, Folelſe, Deelta⸗ 
gelſe. Et varmt Venſtab. Art tale varmt 
for en Sag. 
Darme, en. ud. pl, 1. Den Beſtaffen⸗ 
hed, at være varm, ell. at meddele Varme. 
Vandets, Luftens, Blodets, Ovnens D. 
Solens, Sommerens D. (jvf. gede.) 2. 
tt Sted, hvor det er varmt, et opvarmet 
Værelfe. At føde, ligge i Darmen. Kom 
Dernten! 3. Livelighed i Siclens 
Folelſer ell. Foreſtillinger, og i deres Ud⸗ 
trof. Hiertets, Phantafiens V. At tale, 
ſtrive med V. & Darmegrad, en. En vis 
Grad. eill. Styrke i Varme. Varmeleder, 
en. kaldes i Naturlæren ct Legeme, for faa 
vidt ſom det let el. vantfeligen giennem⸗ 
ſtrommes af Varmeſtof. En god, flet Dar: 
meleder. “De Legemer, giennem hvilfe 
Varmen m. Lethed udbreder fig fra en Deel 


t. en anden, kaldes gode Varmeledere.“ 


H. Orſted. Darmeledning, en. den Om: 
ftændighed, at Varmen ledés fra et Legeme 
t, et andet, enten umiddelbart, cl. igien⸗ 
nem ct tredie. (9. Orſted.) Darmelære, 
en. den Deel af Naturlæren, der handler 
om' Varmen. Darmemaaler, en. gt Neds 
ſtab, hoorved Legemers Varmegrad og For⸗ 
andringer i ſamme mqales. Darmeſpilde, 
en. Tab af Varme, ſom v. en urigtig Ind⸗ 


retning f. E. af Ovne, gaaer t. Spilde. 


(Olufſen.) Darmeſtof, en. den Subſtants, 
fom frembringer Varme, i Forhold t. dens 
Wwængde i. frlgiore Tilſtand. (T. Rothe. 


Nat. Betr. I. 301.) 


Varme, v. a. 1. giore varm, frembringe 
Varme: i ell. ved. Der gaaer meget Bræn: 
de t. at varme den ſtore Stue. Sengen 
maa varmes foden Syge. Meiken ſtal var: 
mes uden at koge. — At varme op, varme 
Mad.op, varme.dgen anden Gang. (f. gicas 
nemvarme, opvarme,)= Darmebæffen, ct. 
Bæflten m. Lang paa, hvåri lægges Gloder, 
f. at fynne varme en Seng.  Darmejlas 
fle, en. Tinflaſte, ſom foldes m. varmt 
Vand, og lægges i Sengen f. at varme Fod: 
derne. Parmekurv, en. K. hvori fættes 
en Ildpotte el. lægges et gloende Jern, f. 
nt varme Linned ell. Klæder over Kurven. 

Oarp:; et. 1. Dræt, Fifedræt. (Moth.) 
2. til 68068 forſtaaes v. et Varp cen ell. 
flere Varpetroſſer, der udføree enten,p. faſte 
Steder, ell. med Varpanlere, f. at varpe 
Skibet v. Hielp af ſamme. 

Derpe, v. a. 1. [I. varpa. N. S. war: 
pen, at fafte.] hale et Skib frem v. et 
Toug, fom enten er faft v. et udfaftet Anker 
ci. v. én Pæl. At varpe et Sfib ind, ud 
af Havnen. ”At varpe fig op” (om Pram: 


me.) Wandal. (Mindesm. IK 123.) = 


Darpanter, et. Anker ſom udfaftes i Af⸗ 
ſtand fra Sfibet, f. af varpe dette frem. 
(Moth.) arpegarn, et. Gt Siags Fi⸗ 
ſtergarn. (Moth.)  Darpegeds, et, kaldes 


AJ 


. Varpegodo Vartſto. 


t. BEIGE de forſtiellige Tͤng, der! druges 
t. Varpning. ”Darpegodfet ev Alt fabel: 
… flanet.” Schneiders Veiledn. Darpepcel, 
en. pl.-e. Pæle, F-$ nedrammes i Havne 
ell. Canaler, f. at Skibe kunne varpes frem 
v. Toug, der kaſtes om diſſe Pæle. VDar⸗ 
petoun, et. T. hvormed Skibe varpes. Dar: 
petroſſe, en. d. f. f. Varpetoug. (Schnelders 
Veiledn. 78.) — Derpning ,.en. Giernin⸗ 
gen at varpe et Stib. 7 
Harſel, en. pl. Varſler. Faf v. a. vere.] 


SEKT 


ode. 
Forfyndelf fom vil —* 
Forkyndelſe om noget, ſom vil ſtee; For⸗ 
varſel. Omen. — a.) Varſelbilled, et. Bit⸗ 
led cl. Syn, der viſer fig ſom et Barſel. 
»Thi Drømme Fremtids Varfelbilſed ete.” 
6. Staffeldt.  Darfelflang, 
advarende Klang. ”Hør —*— Gang min 
Raades hoie Darſeltlang.“Edald. Dars 
ſelkraft, eh. Evne, Kraft't, at varſte, ads 
vare om npget fom er ſkeet, eller ſtgl fred. 
»Hun Baandets Varſelkraft erindred fig.” 
Ingemann.“ Varſelroſt, et. varſlende, ad; 
varende Roſt. (Ingemann. Digte. 1817. S. 
6.) Larſelſagn,et. varflende Sign ell. 
Tale. (Fibigers Sophokt.) Varſelſang, én. 
Sang, ſom vwarſler noget —— 
»Den tidt gientagne, ſtugge hem 
Ohlenſchl. (Poet. Skr. fl. 293.) = b.) 
Darſelsfüttl, cen. F. hvis Skrig Overtro 
tillægger et Barfel om Uheld e. d. (P. H. 
Frimann.) Varſelsmend, pl. Stev⸗ 
ningsmænd. D. Lov. I.4. 5. Varſelsord, 
et. advarende, forud varſlende Ord. (Fibi⸗ 
gers Soph. U. 95.) VDarſelsraab, Var⸗ 
ſelsſtrig, et: Raab, hvorved man advarer 
om cl. for noget. ”En huulsiet Ugle for⸗ 
fulgte ham m. Varſelsſtrig.“ Ohlenſchl. 
Darſelsraad, et. advarende Raad. ”Du 
hør — ſom Yngling ftyret mig m. Varſels⸗ 
raad.“ Rahbek. Varſelsſtemme, en. ads 
varende Stemme, Varſelsreſt. ”Den milde 
eg tog ftærfe Varſelsſtemme.“ Grundtv. 
Darfelefyn, ct. Syn, ſom bebuder ell. var: 

er noget Tilkommende. (Hertz.) Var⸗ 
elstegn, et. advarende Tegn. ”Forfærdel: 
er og grumme Varſelstegn.“ Pram. Darz 
felstid, en. den Tid, ſom ev imefem en Ind: 
varſling el. Stevningens Forkyndelſe og 
den Indſtevntes Møde f. Retten. »At for⸗ 
længe Varſelstiden.“ A. Usfing nm. t. 
Zingér. 11.-171. 

Darffo! et Udraabsord, hvorved man 
advarer Folk om at gaae af Veien; hvilket 
kaldes: at varſtoe een. (Holl. og R. 6. 
waerſchouen.) 


631 


en. varſſende, 





Varſle —Vaſte⸗· 


Varie; v. a. 1. bebude, vare ab, gide 
Varfel om noget. Han har lovet at varſle 
mig i Tide. é: ftævne, indkalde tat mode. 
¶ſielden.) dive Forvarſel om noget. 
Den ſamme Roſt, fom varſlir høit i Nats" 
tens Stund, den varſler end.“ Ohlenſchl. 
”Dg Tegneom Storm hver Gemånd vares 
flede;” Frimann. Klagelyd, ford varſler 
vildfarne Mand om Qval og Ded.“ Foers 
fomt Digte. IT, 77. 4. advare. *Hvilke 
varolende og lærerige Erfaringer, hvilfe gys. . 
felige bg afikrættende Crempler- gløde der 

lifte,” Rahb. (D. Titje, XI. 309.) — Deraf: , 
'Stævning.) mu 

Varſom, Darſomhed, f. under adv. var. 

Dartavl, ef. Brætfpil. (foreſdet. 

Varte, v. a. 1. [det T.warten, auf— 
warten.] br. i d. Zalé i Uvtrykket: at 
varte een op or være ham t. Tieneſte, paffe 
håm, tiene, gade t. Haande. (jvf. oppar⸗ 
re) At varte op (gisre Opvartning) v.“ 

Bordet. 

Hartegn, et, pl. d. ſ. ſet Varetegzn. 
Vartpenge, n. s. pl. [Iydſt. af wars 
ten, vente.] Lønning, fom tilftades en 
Embedsmand, der afgader frå et Embede, 
under Forpligtelſe at gnſettes m. Tiden i et 
andet. At ſtaagꝓaa Dartpenge, 

Varulv, en. pl.-e. IN. S. Waar⸗ 
wulf. E. werewolf.] efter Fortidens Os 
vertro: et for en Tid x. en Ulv forvandlet 
Menneſte. 

Dafal, en. pl.- ler. ſ. Lehnsmand. 

Dafe, en. pl.-r. 1. En opfyldt Bel ſom 


” fægged over en Mofe, Eng cl. Vandſam⸗ 


ling, af Rilsknipper, Grene eller Jord. 
(Moth. Sv. N. S. og E. Wase, et Riise 
knippe. O. I. Waſe, Græsterv,) 2. et 
Knippe Halmem. Kornet i; et Neg. (Moth; 
men denne Bemarkelſe, formodentlig af Ale 
muefproget, bruges nu itfe.) … 

. Dafk, en. ud. pl. 1. Gierningen at 
vafte, Zvæt; dog fun hvor Zalen er om at 
tvætte Føl, og iſer I betodelig Mængde. 
Vi have ſtor V. i Dag. Ut give Fot £ 
Daff, el. i Veſten. Gun har ſtaaet i VD, 
hele Dagen, er endnu ikke færdig m. fir Vaſtk. 
(ivf. Daffning.) 2. en betydelig Deel Lin⸗ 
toi, fom er vajtet, Den hele Vaſtk er ende 
nu itfe ſtyllet. At henge D. paa Loftet. 
Loftet hænger fuldt af Daft. 

2. Dajk, en. pl. Daffe. En Indrekning £ 
Kisffenet tat toe og ſiylle Kar i. Daffen 
er af Steen. Denne Rende gader fra 

aſten. 156 ” 

Daffe, v. a. 1. * S, væscan. T. was 
fhen.] 1.D. ſ. ſ. toe. At vaffe noget i 
Vand. At vaſte op, d. f. f. toe op. At 
naffe fig. (I d. Tale ſiges om noget i fit 
Slags fortrinligt og ret dygtigt, at det har 
vaſtet fig. ”CEn Karl, fom har vaſtet fig” ” 
Moth.) 2.0. f. f.tvætte, At vaffe Toi, 


y 


ø 


* 


Linnebd 


” vet Huus indrettet t. at vaſte Toi i. 


Vaſte —Vaterline. 


Dette Silketsl fan ifke vaſtes. 
Ut vaffe Bordet af. At vaffe Pletter ud. 


3. Ut vaffe Gud 2: ſtille Smaadele op 


Guld fra Sandet, hvori de findes, v. Hjelp a 
Vand. [Dette i fin Oprindelle tydſte Ord har 
uæften fortrængt de danſke toe og tvætte ; dog 
br. det førfte af diſſe mere, og almindeligen 
af Almuen.) = Vaſten, eu. ud. pl. og 
Daftning, en. pl.-er,, Gierningen at vaſte, 
FTvætten, Toen (undt. hvor Talen er om 
en Mængde Toi, ſom vaſtes. ſ. Vaſt.) 
— Daffer, en. den, ſom vajter, har m. Vaſt⸗ 
nin 
vaſte:  a.) Daffebæften, et. Vaſtefad af 
Metal, f. E. af Solo. Vaeſtefad, et. Fad 
cl. Kar, hvori cl. hvoraf man toer. fig. 
Vaſtkehandſte, en. pl.-r. $. af et. Stind, 
fom (ader fig vaſte. Daffejord, en. f. Dal: 
ejord. Vaſtekar, et. K. hvori man toer og 
ſtyller Kleder. Vaſtekielder, en. K. —5 
aſte⸗ 
lads, en. Plads t. at vaſte Kloder, f. Cr. 
en Gaard, v. et Vand: VafPefcddel, en. 
Fortegnelſe over. Tet, der ſtal vaſtes, el. er 


i Vast. Daffefvamp, en. S. fom man 


bruger. £, af toe fig m. og faacé af et i Havet - 


vorende Plantedyr. (Spongia officinalis.) 
VPaſkeſæbe, en. S. tlenlig t. Vaſt ell. til 
. med; ifær den ſaakaldte hvide 
— b.) Vaſterballe, ell. Daffeballe, en. B. 
til at vaſte Toi i. aſke 
BVænt t. at vaſte ved, hvorpaa Vaſtekarret 
fættes. Dafferhuus, et. en Byguing, inds 
tettet t. at vajtel, Vaſterkiedel el. Va⸗ 
— en, K. hvori Vand foges t, Vaſt. 
Dafferfone, en. K. ſom tvætter f. Beta⸗ 
ling. Dafferleu, en. det, ſom betales f. 
»Vaſk. Dafferpige, en. Zienefiepige, hvis 
Soſſel blot ell. ijær er at vaſte. afferz 
trug ell. Vaſketrug, et, T. til at tvætte 
Klarer i 


Vaffers, et. d. ſ. ſ. Vaſterhuus, hvoraf | 


det ev en Sammentrokning. (Ligefom Bas 
gers, Bryggers, Stegers.) ”Den tvende 


Sypring og Povedfilder har; een gaaer fra, 


Dafferfet.” Hold. P. Paaré. I. 3 Sang. 


Dat, et. ud. pl. —8* Wad. T. Watte.]. 


gt Slags loft Filt, ſom giores iſer af Bom⸗ 
uld, ogfaa af ringe Silke, (Datfilfe) og 
pr. til Mellemfoder i Klæder m. m. (fors 
modentl. d. ſamme Ord, der haves I Dads 
mel; Vadfæt.) == Uetmager, en. den, ſom 
forfærdiger Bat. 

Vaterbord, et. [af N. S. Water, 
Vand, (ligeſom de normeſt folgende Ord), 
sa Bord da: Bræt el. Planke.] faldes t. 

kibs den yderſte Dælsplante, der fædvanlis 
gen er af Eg, og hvori Spygatterne ere borede, 

Vaterline, en, ct Toug, ſom befeſtes 


langs ad Siderne p. ſtorre Krlgeftibe, lidt 


ovenfor Vandgangen, og tiener t. at gribe 
i, mm. mM. 


⸗ 


632 


at giore. f. E. Gultvaffer. — Af 


Vaſtevand, et. Ve til at toe fig i. 
Daſterbenk, en. Én. 


Daterpas, et. FAf det N. T. Water, 
Vand] Regel ell. en il hvorefter, mon 
ager. noget i vandret (horizontal) Linie; 
DELT. Blyloe | i 
VDaterſeil, et. Et trekantet Seil, der ans 


dertiden befæftes t. Bommen p. Maften, og 


naqger næften ned ft. Vandſkorpen. 
aterſtout, en. En af Øvrighjeden bes 
iffet Embedsmand, der har Tilſyn m. 
ullerne over'det Mandſkab, der farer m. 
— W 
aterſot ell. (ſom det ofteſt ſtrives:) 
Datterfot, en. ud. pl. en Sygdom, der op⸗ 
ſtaaer af. Svættelje i de lymphatiſte Kar, 
og hvprved Vand famler fig i Nængde un: 
der puden hos Menneſtet. (Vandſot.) = 


vatterſottig, adj. ſom har denne Sygdom. 


Vaterſtag; et. faldus til Skibs de tre 
ſterke og frammede Toug, fom gaae fra 
Yderenden af Bovfpindet til Forſtavnen, 
hvor de befæftes.i Huller, anbragte i det 
ſaakaldte Skieg bag Gallionen. 

Datre, v.a.1. [af n. s. Water, Vand.] 
bringe.st. Slags Figurer, der ligne Bølger, 
p. Overfladen af Silfetsi, v. 'at valtfe det. 
— Datret Taft, vatrede Baand. 
.Dau, nm. 8. Navn p. en Plante, hvormed 
farpes guult. Reseda luteola. . 

Ved et. ud. pl. "Sv. Wed, Wid. €. 
wood, Stov.] Materien, ber udgdisr Stam: 
me Grene p. et Tro; d. f. f. Træ, 2. 
(hvilfet nu mere bruge; ligeſom Brænde, 
hvor Zalen er om Ded t, at brænde.) 
Tort V. - Haardt, blodt D. Vedet i dette 
Zræ er meget faft. Et Læs Ved. At hugge 
V. i Skoven. = Dedhammer, en, et Bran⸗ 


deoplag, ſtort Forraad af opſtablet Ved; 


(cl. Husrum t. at giemme det i. Moth.) 
Dedhave, en. Gaard, hvori et fort Bræntes 
Forraad giemmes. (”Dedfoged v. den Kon⸗ 

elige Dedhave.” Adr. Av. 1821.) Ved⸗ 

ugger, en. Brændehugger. - 
en. Gierningen at fælde Zræer t, Brændicl. 
(Moth.) Vedkaſt, en, En Brandeſtabel 
under aaben Himmel. (Moth.) Dedkiel⸗ 
der, Vedlæo, vo. fl. f. Brændekielder, ze. — 
Vedſatter, en, Favnefætter. 

Ded, præp. adv. [J. vid.) A. præp. 1. 
egentl. og i Alm. udtrykker denne Præp. Ste⸗ 
dets el. Gienſtandens Nerhed, og det ifær, 

vor den Gienſtand, fom noget cv nær, er en 

ing ; da hos allene ell. meſt br. om Nærhe 
ved Perſoͤner. Huſet ligger v. en Stov. 
Gan boer v. Stranden. At fidde v. Kal: 
kelovnen. At blive ſtaaende v… Doͤren. 
an fad v. min hoire Side. (Derimod: 
Gan fad hos mig; fffe: ved mig.) Dan 
mødte os v. Bommen. (Ved betegner ikke 
altid en umiddelbar Nærhed, ſom paa eller 
i; men Nærhedens Grad, ſom hiin Prær. 
undertiden lader ubeftemt, forftærtes ofte v. 
Tilleeg af nær, tær, firsr, lige.) Helfinger 
ligger v. Ørsfund, Slaget vv. Leipzig. 


Vedhugſt, 











⸗ 


y 


) "4 
Gaarden ligger nær ved, temmelig ner v. 
en By. Det er ſtrax d. Porten. Tæt v. 
Xaen flager en gammel Piil. Hun fatte fig 


lige vw. Indgangen. (J diffe Tilfælde fan . 


Gienſtanden ogfaa være perſonlig. Jeg ftad 
nær ved, tæt ved, lige v. bende.) — Om 
umiddelbar Bersring: (ſaavel om perſonl. 
ſom uperſonlige Gienſtande.) At. røre v. 
noget, v. cen. Hun holdt ſig v. mig. At 
tage, holde cen v. Haanden. (ogſaa: i 
Haanden. jvf. i, B. 1.) = Hertil hare nogle 
figurl. Udtryk: At blive v. Sagen. Jeg 
har det v.,faanden. (i Nærheden.) At 
tænke, fige noget v. fig felv, Der er intet 
Godt, intet Ondt v. ham. — Der er Fare, 
Lykke, Uheld, Zab,m, den Ting (93: ev el. 
fan være forbundet dermed.) 2, ugentlige 
Bemarkelſer: a.) hvor en perfonlig Ner⸗ 
hed ved, ell. Deeltagelſe i en Handling, 
Forretning ell. Tilſtand udtryffes, At være 
v. fit Arbeide: At være tilſtede v. en For⸗ 

handliug, være nærmærgnde v. noget. Jeg 
var ikke v. Brylluppet, y. Begravelfen, 
v. Feſten 2; ved et viſt Bryllup, ſom der 
alt er talt om. (Derimod ud. Art. 
var til Bryllup, til Ljigfærd, til Begravel⸗ 
fe; hvor blot figtes t, en ſaadan Handling, 
uden nærmere Angivelſe.) De ere endnu 
v. Bordet (Maaltidet.) De eve v. Bals 
letten (i Skueſpilſet.). Ar giore noget. v. 
en Sag. Ded derne Sag er adſtilligt at 
erindre. — fan er anſat v, Univerfjitetet; 
v. en lærd Skole, v. en Stiftelſe. At 
ftaae (tiene) v. Rytteriet, v. de lette Trop⸗ 
per. by) hvor et. (ej umiddelbart) Hielpe⸗ 
middel, en Medvirkninget. en Gierning, et 
Fovetagende angiveé, At læfe, arbeide v, Lys, 
v. en Lampe (v, Lampeſtin,) Dette gior man 

. bedre v. Dagen. Han kommer neppe hiem 

2 v. Dagen. (v. Dagsiyſet.) Det fees bedſt 
v. Sollyſet. Et Optog v. Falfelftin, At 
gaae v. Krykker (v. Hielp af.) At ſtotte 
fig v. en Stav. fan opnaaede Embedet 
mere v. andres Anbefalinger, end v. egne 
Fortienefter, . Jeg fi det at vide v. ham 
(middelbart; umiddelbart: af ham.) pan 
[od mig fige v. fin Tiener. At opnaae no⸗ 
get v. lemfældige Midler. Han blev hels 
oͤredet v. koldt Bad. At tørre, bage, ſtege 
noget v. Ilden. (Er Talen om den hands 
lende Perſons umiddelbare Anvendelſe af et 
Bærftot f. en Gierning, br. ikke ved, men 
med. At henrettes, halshugges m. Sværd. 
Derimod: At taget een af Dage ved Gift. 
(rettere end: med.) Han ſtal miſte Livet 

v. Boddelens Haand. — At hugge cen med 
Sabelen. Men: pan blev ſaaret ved ct 
Sabelhug. — Ut ſtyde een ihiel med en 
Piftol. Men: fan dede, blev dræbt ved 
et Piſtolſtud. (jvf. folgende Nr. c.) 0.) En 
Aarfag, Anledning, Grund t, noget. dun 
er bieven ulykkelig v. Klærlighed. Jorden 
lider v. den lange Terke. Huſet blæfte om 


, & 


« 


Veb. e38Vreb⸗Vedbend. 


v. Stormen. Det ſteete, tifdrog fig ved en 
Hendelſe. Han blev- meget rørt v. dette 
Syn. Han miftede Benet v. et Kanon⸗ 
ud, ved en Kugle. At ſegne v. et Slag. 
t brage, briſte, ſtudſe, ſtandſe, ſtenne, 
puſte, væagne, ꝛc. ved ndget. Dan fif Kes 
beren igien v. at gage f. tidlig ud. Ved 
diſſe Ord (fom hun .felv, ell. Andre fagde) 
ſtak hun i at græde. ð 
medføre ef Tidebegreh.) Ingen hat lidt 


Forſtand, At halde v. Magt. Være v. 
"Magt a: have Magt, vere mægtig, At være 
vel ». Magt d: før, fed, Jeg er iffe v. 
Penge i denne Tid. (d. J.) .e.) hvor man 
fværger, befræfter,. anraaber cen hoitideli⸗ 
gen. At fværge vs Gud, v. en Helgen. 
85 forſikkrer det v. min re. Jeg ber 
fværger dig v. Alt. hvad helligt er. ff.) 
fors henimod, henved, omtrent, (fielden.) 


Jeg Bogen er ſtreyet ved Aar 13550, v. Witten 


af det 16de.Agrhundrede. Der funde være 
ved 1000 Mand. 8.) hvor et Tidspunkt 
angives, da noget omtrent ſteete. Det vat 
v. St. Hansdag, v. Paatfetid, v. Jules 
tid, Det var i Fior.y, denne Tid, at han 
xeiſte. Det er 3 Mar v. denne Tid, ſiden 
han døde, Det ſtete v, Dagens Frembrud. 


v. Daggry. At komme, at reiſe v. Matz 


tetider. — h.) i admliilige færegne Udtrof, 
f. E. Der ér intet wed. ham (han er en flet 


Perſon.) Der er intet d. dette Toi (det er 


iffe ſterkt.) At falde een v. fit Navn, en 
ing v. fit rette Navn. Det bliver ved 
mit Lofte. At trælfe en Sag v. Haarene 
(bringe den ind der, hvor den ei horer hen.) 
vad forſtaaes ved dette Udtryt? — At 
blues, at undſee, ſtamme ſig v. noget. At 
kiendes v. cey, v. noget. At kiedes, væms. 
mes v. noget, At vægre ſig v. noget. At 
være god, ond ved een. Åt være glad v. 
noget. At ſtille een v. noget, At befinde 
ig vel, ilde v. noget, , At, ſtaae v. fine 
rd. pan har godt ell. let v. at giore det 
(det er ham let.) Jeg kunde iffe gisre v. 
det (9: jeg giorde der et m. Forfæt, uforvas 
rendes) 0. fi. B. Com adv. flaaer ved i 
enkelte uegentl. Udtryf. At giøre en Ting 
ved o: iftandfætte den. Det kommer iffe 
mig ved 3: det er iffe min Sag, jeg har ikte 


— 


dermed at giore. (ſ. vedkomme.) At tales - 


ved, 3: tale med hinanden. At blive ved 
med noget (fortfætte en Gierning.) Hun 
blev ved af ſtrive. At holde ved, iffe af⸗ 
lade. Jeg var ved at fpife, var i Fævd 
dermed. ' 
Dedbeholde, V. ad. 3. (T. Rothe.) f. bes 


olioe. 
Vedbend ell. Vedbende, en, et Tre, der 


Ø Getbend—Bebberiden. 


Jjerer t. de krybende Snyltevorter, og flyns 
ger fine tynde, tætløvede Grene opad ſtorre 
Troæer, Bygninger. 9. d. Hedera helix. = 
Vedbendranke, en⸗ En enkelt Staugel rd. 
Green af Vedbenden. “Her ſlutter jeg mig 
tæt t. Egens Stamme, ſtiondt fun en ſvag 
afmægtig Pedbendrante.” J. Lu. Bebel 
Vedblive, v. n. vedblev; vedbicven — 
blevet. pl. vedblevne. (har og er.) fort: 
fætte en Handling ed. Tilvderelſo; ikke af⸗ 
Jade, ikke ophøre; Han vedblev at fpille 
hete Aftenen. Han ce vedbleven i fin Pads 
iftand f, der. nderfte. " Jeg hav vedblever at 
Paaminde ham, Hun fur vedblevet at 
Negte faa tænge hun kunde. Faa ere ·ved⸗ 
blevne indtil vore Tider. — Deraf: Ved⸗ 
bliven, en, ud. pl. (fieldnere : Dedblivelfe?) 
Vedber, v. impers. (lidet bruget. ”og 
neppe uden i præs.) femmer fig, bør at 
være. Ut ſtraffes (om vedbor. Med den 
Hoihed, fom fig vedbor.“ Han vifte fig 
ſom det vedbør en Fyrſte. — Deraf : ved⸗ 
Gerlig, adj. ſom ev ſaaledes, ſom det bet 
være, færd. i Mcdfør af Lovene, lovlig, 
lovligen rigtig, Han har faact vedbettig 
Betaling, Han maatte udftane den ved⸗ 
borlige Straf. (jvf: tilpørlig.)  ”Dedbørs 
fig Straf er den, ſom f. nogen Forfeelſe 
findes anfat i Lovene; tilborlig Straf -ér 
den, ſom Forſeelſen fortiener, om den end 
ikke findes i Loven” Sporon, Man ſiger: 
utilberlig; men ifte uvedbørlig. - ' 
Vedde, ven. og a. 1. har, [IJ.wetten. 
N. S. wedden. So. vådja, fætte Pant, 
af. Wad, Wæd, Pant. A. S. Wed.] 1. 


netitr. indgage en ˖ Forening m. en Anden om 


Tab og Vinden af en beſtemt Sum, fom afs 
gisres v. Udfaldet af ch uvis Sag. ; .De ved⸗ 
dede om 10Rdlr. Jeg vedder, jeg før vedt 
de, jeg vedder w. Dem, at han kommer ikke 
f Morgen, "2. indfættei Veddemaal. Jég 
vedder 100 Rdolr. mod 1. Hvad ſtal vi vedde 
at hun gifter ſig igien? 3. Bemarkelſen: at 


kappes om: noget, finder itfe Sted v. Ver⸗ 


bet ſelb, men fun i- afledede Ord, == Ved⸗ 
den, en. ud. pl" PHandilingen at vedde. -£ 
Deddefamp, en. pl,-é. Kamp ell. Fegtning, 
der ei ev f. Alvor, men- hvor det gielder om 
hvo der fan blive den Bindende. DedSefrer: 
fel, en. den Handlinq, at flere fiere om Kap 
f. at vinde en udſat Priis. Veddeleg, en. 
En Leg, hvorved det gaaer ud p. Beddes 
maal, ell. offentlig Veddeſtrid. Vedde⸗ 
lob, et. Handlingen, at flere lobe (ell. ride) 
om Kap f. ar vinde en udſat Priis. 
delober, cen. den, fom løber i Veddelob. 
(ogſaa om Heſte.)VDeddemaal, et. Hand⸗ 
lingen, at vedde; Aftalen ſom de, der ved⸗ 
de, giore ſammen. oler⸗ et V. med cen. 
At vinde, tabe et D, (I ældre Dante 
brugtes ogſaa Dedd (en) for: Deddemaa!; 
hvoraf Talemaaden: at flaae Dede (Moty) 
ell. tjl Deds 2: vedde.) Vedderiden, en; 


3 % 


e 
⸗ 


634 


Ved⸗ 


Vedderidt · Vederlegge. 


Øg Vedderidt et. Handlingen at ride om fo 
Mm. en Anden f. en udfat Priis, (ſeedvanl. 
br. Vedbdelob.) ang, en. Gang 
af Flere, ſom kappes om at overgaae him 
anden f. at vinde en Priis. (C. Frimann. 
Melslings Zheotvit. 87.) "En Veddeſang 
om Klærlighed,” F. Guſbb.( Diate. I. 1803.) 
VDoddeſanger, en. den, fom i Sang, i Dit | 
"Fappeé my.⸗andre. (Trdiel,) —E | 
"ling, en. pandlingen,. at flete ſelle om Kay 
fren udſat Priis. Veddeſpil, et. 7 ſ. ſ. 
Veddeleg. Deddeſtrid, en. d. ſ. ſ. Ved⸗ 
dekamp. Veddeſvomning, en. Handlin⸗ 

gen, at flere (ramme om Kap. 
eder, en uadffilelig præp. der fun (lis 
goſom weder Sv.) br. I Gammenfætnin: | 
ger, deels f. ved (vederfare), deels for gien ell. 
mod, De flefte, i ældre Dang brugelige, af | 
"dette Slags Ord ere ganſte fordeldede, og fun 
"følgende br. tildeels endnu: · Dederdeber, 
n. pl. - e. Giendeber, Anabaptiſt. (D. Lov.) 
vederfares, v. dep. vederfores og vederfa⸗ 
redes. hœondes, ſtee, times. Det ſom veder⸗ 
fares een, kan ogſaa mode en anden, Der 
vederfores ham en Ulytfe p. Reiſen. *»Om 
du forundrer dig over, at dig vederfares 
noget befværligt,”” B. Thott. »Den Skaan⸗ 
ſel, han bod dem vederfares.“ Jacobi. 
(Man horer ogſaa: der er vederfaret ham 
et Uheld; og Morh har v. n. at vederfare. 
"Saa at man ikke noiedes m. at jamre over 


den Ulykke, der var. bem vederfaret.“ Mon⸗ 


ſer. (Præd. 1823. 11; 275.) — vederhaftig, 
hdi, ſom Penge dl. Gods ſikkert fan bes 
troes; ſom fun upfylde enhver Forpligtelſe; 
ſikker, forfvarlig, i Henſeendent. Formue. 
”Dederhæftigeug uberygtede Dannemand.” 
D. Låv. J. 5. 1. ”Sané næfte vederhæfs 
tige Frænde, eller — en anden vederhaf⸗ 
tig Mand, af Øvrigheden forordnet.” V. 
2. 9. Dederhaftige Forlovere.” 111, 3. 3. 
Deraf: Dederhæftighed, en, ud. pl. — ves 
derkiende, ſ. erkiende, giengielde. — Veder⸗ 
lag, et. 1. Betaling, Giengieldelſent. en 
anden f. det man har modtaget,/ oppebaaret. 
Pederlæg. He Tauſſen.) »Velgierningers 
Vederlag.” BB. Thott. ”Dederlag og 
Giendieſd var Veſenet i dereg Domme,” O. 
Buldd. (V. Hift. J. 504.) 2. Erſtatning. 
”Derfom man ſtulde gisſsre godt i ten For⸗ 
haabning, at faae Vederlag derfor,” B. 
Thott. Et Vederlag f. der, vi opoffre f. 
vore Pligter,” Ønced. »At han ikke kan 
holde fig ft. noget Vederlag f. det, han ikke 
har miftet.” Brorſons Lovfortolin. ”De: 
derlag er tilſtrækkelig Godtgiorelſe fuld 
Betaling.” P. E. Muller. Hvad Deders 
lag fan et Menneſke give f. fin Cial?” 
Math. 16. 2. — vederlægge, v. a. 3. bes 
tale, giengidlde hvad man har oppebaaret. 


Hvo der fager m. god Billie mod en Bel⸗ 


gierning, han vederlægger den.” B. Thott. 


I. 41, ”Den Gode han vederlægtzer Vel⸗ 


. 
la 





Gebderlægge—Betgane. 


gierninger, og den Onde annammer ingen.” 
B. Thott. 2. erſtatte, oprette, ” Hvad 
dem broſter p. adſtillig Live Lyſt og Over⸗ 
flodighed, det vederlægge de m. Artighed 
og floge Nemme.“ Vedeis Saro. — Veder⸗ 
maal,.f. Dedermæle, Gienmæle. (begge, 
forældede, ell. fun £ Lovføroget forefom⸗ 
mende Ord.). At tage til D, ”Zil Veder⸗ 
mæle tog den vaabenløfe Mand.“ N. Bran. 
Jonathan. 92. Vedermaalsting, et. i 
Lovfprdget: det Ting, ci. den Tingdag, 
paa hvilfen. Sagvolderer er pligtig at fage 
ft. Siermæle. i: Gagen. (O. Lov. V. 10. 7.) 
Dedermod, et. uheldigt, fortrædeligt Til⸗ 
fælde. (Casus adversus. Der hændtes 
ham. et Dederm od.” Moth.) ꝰDedermod 
og Trængfel.” Bording. IL 37. 38. — De⸗ 
dermæle, ct. Sicufvar ft. Zinge; Gienmæle, 
(Moth.) Dedernavn, et. Binavn, Øgé: 
navn. (forældet. ”Den Andens Navn og 
Dedernavn.“ P. Clauſſen. 663. »Et haan⸗ 
liat Vedernavn.“ Bedels Saro. 152.) Ve⸗ 
derpart, en. den, ſom i Retten ell. an⸗ 
denſteds, ſtager imod en Anden; Modpart. 
Dederqvæge, v. a. 1. oplive p. un v. ſtur- 
kende Midler 0. d. ſaavel om Legemet, ſom 
. øont Siælen. (ſ. quæge. Af qveg, levende.) 
»Troer, fom funde vcdergvæge dem m. en 
læditende Frugt og forfriſtende Skygge.“ 
Kampmann.“ Vecderqpegelſe, en. pl.<r. 
1. Handlingen at vedergvæge. ”De have 
Tid nok tiloveré tr. Legemets fornødne Hvile 
og Dederqvægelfe.” Sneed. 2. det, hvor⸗ 
ved man vederqbeges. At tage fig en D. 
vederfige, v. a. 3. gienkalde, modſige, tilba⸗ 
gekalde. (forældet.) ”Derfom Nogen — ind⸗ 
gager' ell. (over noget, og ham der t. Tinge 
vederfiger.” D. Lod. V. 1. 4. (recusare- 
Moth.— Vederſtrin, et, Gienſtin. (brugtes 
vafaa, pg hores, ſtisndt ſielden, endnu, om 
Silkeroi, der er vævet af fag blandede Farver, 
at det fnne£, i et andet Lys, af ſtifte Farve.) 
vederſtyggelig/ adj. i hsi Grad flem, ſtvg, 
afſtyelig. (J Sardelesh. om det morale 
flette og fingge.) “Vederſtyggeligt er det, 
fom v. fin Styghed er modbydeligt — og da 
iſer det Ufædelige vætter Harme og Afſty, 
vil dette ifæe kaldes vederflyggeligt.”” Muͤl⸗ 


Å 


ler, Deraf: Vederſtyggzelighed, en. ud. pl. 


"De Offringer, ſom aabenbare Syndere 


giorde, vare Guderne en Vederſtyggelig⸗ 


hed.” Schytte. “En Valplads, hvor Bold 
og Mord have efterladt deres Vederſtygge⸗ 
lighed.” Maonficr. 
Vedfoie, v. a. 1. det f. f. tilfeie. 
Vedgaae, v. a. 3. (f. gage.) tilftaae, 
vedftaac. (det modſ. af fragase.) “Hvis 
Nogen — vedgaaer det, ſom han ſigtes og 
beſtyides for, da maa han det ct fiden fra⸗ 
gane.” D: Lov. I. 15. 1. [Dedgaae er et 
ældre Udtryk for bekiende og tilſtaae. (Jof. 
Mord. Tidsſtr. Ul. 83.) Efter den nærvæs 
rende Brug ev Bemarkelſen egentlig : at 


" bende.) 


* 


630Bedgaae —Vedkommie. 
wertlendes Sandheden af noget (det være. | 


Gierning el. Mening) hvori man felv hår 


Deel, ell. hvorom man troer, at have til⸗ 
ftræffelig Indſigt. ”Mau-ligefom. gaaer 
ved ell. led fager Ordet og Gierningen, f. 
nt betegne def, ſom ſit. Mandiundremmer 
Andre Meninger; man vedgæacr-fun fine 
egne.” P, C. Muller; Jvf. tilſtaae, 1, 'og 


vedſtaae.] =— Dedgnæelfe, en. Gierningen 
ut vedgage noget. (Cagninio.) ”Ddgadelfe 


af em Ting, hvorom han muligen kunde 


manale titforladelig Kundſtab. A. Orſted. 


(Cunomia. HI. 472,) . … . 
Dedgang, en. (af vedgaae.) Tilftaaelfe, 
Bamtutte. (forældet.) "Med Nigené Raads 
Samtyukke og Almuens Dedgang.” Hvitfeldt 
Dedgiore, v. 'a. 34 (f.. giore.) gigte t 
Stand, iſtandſette, gisré ved, (meſt i par 
og infin. pass.) siv. 72, 
Dedhefte, v.a.1. hefte t. en anden Ting. 

Deraf: Vedheftning, en. 7 
Vedholdende, adj. v. ſom ikke afladert; 
beſtandig, vedvarende. En vedholdende 
Regn. Gt vedholdende. Arbeide. En veds 
oldende Sygdom, Forſtoppelſe. — Ved⸗ 
oldenhed, en, ud. pl. den Be kaffen, gt 
i 


vare længe ved, eſl. ut være vedholden 


noget. Regnens V. Hans Vedholdenhed 
i Arbeidet er ikke ſtor. —1 


. Dedhæng, et. det,” fom.hænger ved, fol⸗ 


ger med en anden Ting (Moth.) 
. Dedbænge, v. n..2. og 3. [f. hænge] 
1. hænge faſt ved, være forenet m. (br; Hel 
den ud. i Inſ. og part. act; og past. Det 
vedhængende, vedhængte Segl. "Der fan 
tkke vedhænge nogen NMistaute.)2. vid 
forenet, forbunden med. “Med mangfols 
dige Indſtroenketfet, ſom nod vendig maa 
vedhænge alle endelige Naturer.“ Eliſchovo 
(Sielden forekommer mn. s. Vedhængenhed. 
”Denne Dedhærgenhed v. det Gamle maa 
giere dem al Culkur vanſtkelig.“ Bafth. 


»Den feige Dedhængenhed "v. det nærnete' 


rende Liv.” Mynſter. Præd. 1814. 1. 74.) 
Pedkaſt, en. Brændeftabel. f. Ded, n. s. 
Dedtiende fig, v. rec. 2. kiendes ved, 

vedgaae at man kiender. Denne Hat ved⸗ 

kiender jeg mig ikke. Han vedkiendte fig: 
fin Eiendom. ”Retfærdighed vil aldrig ved⸗ 
kiende fig, at være et loſt Paafund af Men⸗ 
neſter.“ Wunftvr,  ”Om bette er noget hæs 


derligt, fom du tør vedkiende dig for dig: 


felv, og f. andre Menneſter.“ Samme. 
(Ogfaa n. pass. Gan: vilde ikke vedkiendes 

Dedfomme, v. n. 3. (ſ. komme.) have 
Henſyn til, angaae, vedrøre. (m. Dat. og 


ofteſt m. Negtelſe) Denne Sag vedkom⸗ 


mer mig ſlet ikke. Det vedkommer ham, 
meer end mig, — vedkammende, part. paa⸗ 


gieldende (den, fom noget vebfommer.) At 


forlange vedkommende Øvrighedé Betcenk⸗ 
ning. — Vedkommende, ud. Art. den ell. de 


J 


- 





"de.)= Deraf: Dedtagt, cen. pl. - er. 
denne Vedtagt tfilac. 


W 


Vedkomme ·Vedtegt. 


MPaagieldende. Jeg har falt m. Vedkom⸗ 


mene Han hat faaet Dedfommendes Til⸗ 
elfe. ' 

. Dedlige, adv. [af det forældede: liig, 
set, billig, tilberlig.] br. fun i- Talemaas 
ben: at holde vedlige 2: holde v. Magt, i 
tilborlig Stand, underholde, ikke lade fors 
xringes. Han maa, efter Contracten, holde 


Huſet vedlige. — I ſamme Bemærf. br. 


vedligeholde, v. a. Huſet er vel vedliges 
holdt. ”Denne begyndte Dannelſe i de.vns 
gre Aar maa Lovgiveren vedligeholde de 
ag Shytte. Deraf: Dedligeholdels 
, en. u . P . s 
, smedliggende, ad). v. fom ligger ved, er 
ne agt. ” ' 
" Dedlægge, v. a. 3. (f. lægge.) lægge ved, 
fade medfølge. Jeg har vedlagt alle Bila⸗ 
gene. De Sagen vedlagte Documenter. 
» Dedrøre, v. a. 2. bérøre. (f. røre v.) 
Ofteſt figurlig: ſtaae I Forbindelfe, i Sams 
menhæng met, vedkomme. Jalt det, ſom 
vedrører den indre Statsſtyrelſe. Den Gag 
vedrarer mig ifte. »Hans Jver f. alle, 
men ifær f. de Videnſtaber, ſom vedrørte 
Sægefonften." Wandal, * 
Dedſtaae, v. a. 3. (f. flod.) vedkiendes, 
tilſtaae, ikke fragaae (fine Tanker, Menin⸗ 
er, Yttringer 0. d.) At vedſtaae det man 
bar ſagt. At vedſtaae (vedgaae) fine Ord. 
”Andre, ſom ikke havde det Mod, at ved⸗ 
aae deres Overbeviisning.“ Mynſter. 
»Mäar man ikke blot vedgaaer at have ſagt 
noget, men tillige forfvarer det ſom rigtigt, 
vedftacer man det. - Man ligefom ftaaer 
faft v. det, ſom cengang er blevet fremført.” 
Muller. 
Pedtage, v. a. 3. (f. tage.) komme overs 
eens om noget vedvarende, antage noget 
ſom gieldende Regel, Brug el. Lov. Bon⸗ 
derne i Sognet have vedtaget, at enhver 
ffal polde fit Avceg toiret. Det er en ved⸗ 
tagen Stif i den Egn. ”Naar de hellige 
Skikke vedtoges allevegne.” Mynſter. (Saa⸗ 
ledes vedtages det, der ofte ſteer, der i 


ſamme Zilfælde altid ſtal giͤres. Man afs 


taler derimod det, der f. en enkelt Gang ſtaͤl 
fee, gere, iagttages. Hvad Flere aftale 
og indgase, at ville overholde, det vedtage 
1. 

Handlingen dt vedtage. De forbandt fig i 
At gisre V. om nos 
et. 2. det, ſom er vedtaget; en vedtagen 
rug, Regel, Lov. Bønderne i den Egn 
have, følge den Vedtegt. ”De have dans 


net fig en Retfærdighed af unyttige Ved⸗ 


tægter, en Kierlighed af folde Stikke.“ 
Mynſter. Vedtagter modfættes ofte de 
egentlige, af Regieringen udſtedte Love. 


, Vedtægt ér — en Handlemaade, om hvis 


Gientagelſe man cer kommen overegné, cl. 
en Sædvane, der grunder fig p. Aftale. — 
En Sadvane fan være optommen ufor⸗ 


(| 


636 . Vedteœgt —Vee. 
merkt og uvilkaarligen; derimod gives in: 


gen Dedtægt, uden af Vedkommende have 
pillet det.” Miller; 3. en SHE, fom 
mange følge af Bane, uden udtrykkeltq at 
have vedtaget den, Cæbtvane. (Ded⸗ 
tægtehenfyn, et. H. til Skit og Bedtægt. 
Rahbek. Fortæl, I. 376.) 

Dedtegne, v. a. 1. tegne, førive noget 
ved, cl. ved Siden af noget, ſom alt er 
ſtrevet, og færd. til Oplysning om bette. 
Man vedtegner, f. at give nve Dypirsnins 
ger; man paategner, f. paa det Skrevne 
at meddele en ny Underretning. Muſller. =— 
Deraf: Dedtegning, en. pl. er. Giernin⸗ 
gen at vedtegne, ell. noget ſom er vedtegnet. 
”Dedtegninger ſtee f. E. i det Reviſor er: 
klæerer fig over hva) Regnſtabsfereren har 
ſvaret p. hans Antegnelſer.“ Miller. 

Vedtorftig, adj. trængende, fattig, ned⸗ 
lidende. (ufædvan!.) D. Lov. H. 22. 55. 

Vedvant, adj. fom man ev vant til, ſom 
Banen har indført. “Gamle og vedvente 
Neringsveie.“ Schytte. i 

Dedvare, v.n. 1. (har.) vedblive at vare; 
være endnu, være til éfterat have vatet en 
Tid lang. Krigen har varet ever 10 Aar, 
og vedvarer endnu. Det længflte Liv vaz 
ter dog fun fort, hvis ikke Livet vedverer 
endnu efter Døden. ”Frod og Feide — vens 
tede Koglernes Vink f. at blive, vedvare 
og endeé.” Herg. Dette Venftab, haabe 
jeg, vil vedvare indtil Døden 'adftiller os. 


(Men: Dette Stykke fan vere min Levetid, 


el. min 2. ud.) En Ting, en Handking varer 
fænge, eller fort. En Handling, et Sin⸗ 
delag, en Folelſe vedvarer, faalænge den 
ikke afbrydes; den fan vedvare længe; 
men man figer aldrig, at noget vedvarer 
fort. — Vedvarende har iffe Denfen f. 
Tingens Beſtaffenhed ell. Uforanderliabed, 
og br. overhovedet meſt om uſegemlige Bien⸗ 
ftande ; varig derimod br. faavel om. legem⸗ 
lige, ſom ulegemlige, og har Øenføn t. at 
en Zing holder længe ud at være ſom den er. 
En vedvarende Torke; vedvarende Be⸗ 
ftræbelfer; en vedvarende Flid. — Et ve⸗ 
rigt Venſtab. En varig Helbred. Et ve: 
rigt Eftermæle, »Noget falde vedveren⸗ 


"de, f. faavidt det. betragtes at være ell. 


virfe uafbrudt.  Derigt faldes det, fom har 
den Egenſtab, at kunne vare ded. Erfaring 
allene fan fige mig, hvad der er vedverens 
De; Eftertanke Fan lære mig, hvad der cz 
varigt.” Miller, S Dedvaren, en bet, at 
vare ved. Ciælené Vedvaren efter Døden. 

Vedvarenhed, en. ud. pl. ben Beſtaffen⸗ 
hed, at vedvare, at være vedvurente.  ”De 
til en evig Vedvarenhed beſtemte Sielckrof⸗ 
tør.” Sneedorf. — 

Dec! interj. ſom deels (dog I Talen fiel⸗ 
den) er et Udtryk af Smerte; (man figer 
vel i en Talemaade: At (krige, raabe AF og 
Dee d: at jamre'fig ved, over noget; men 


- - 1 
hud 


AJ 


* 


Vee — Vegne. 


neppe vil man hore det.) deels et Udraab, 
hvorved man forkynder og ynker en nærvæs 
rende ell. tilkommende Ulykke (m, Dativ. ell. 
præp. over.) Dce mig ulytfelige! Dee 
den gader, der maa opleve faa ſtor en Sorg 
vet fit Barn! At raabe Dee over een. 

Dee, en. ud. pl. (I. das Web.] 1. 
Smerte, Pine Lendevee, Hoftevee. 
(Moth.) 2. Angeſt, Sorg. Moth.) ”Jeg 
har tabt al Livets Slade, jeg har udtømt 
Dødens Dee.” Bagg. " ”Derfom du. har 
Sorg f. Andres Dee.” Mynſter. 3. Us 
held ; i Modſ. t. Del, ”I Vel og Dee, i 
Fryd og Noden — o lader og betænfe Døs 
den.” Thaarup. (Men t alle difje Tilfælde, 
hvor Brugen fun er Efterligning af den 
tydſke, høres Ordet i Talelproget næften ikke 
mere.) 4. pl. Verr, en Barſelkones Fod⸗ 
ſelsſmerter. 86 Kynder.) Veemod, en. 
(el. rettere et.) bruges af Nyere for: Dee⸗ 
modighed; (og deraf: Veemodoſuk, Vee⸗ 
modstaare, m.fl.) —J hans Smiil felv var 
meer Deemod fynlig, end Frød.” Bagg. 
(Thora.) ”Dcemod er en Sorg, ber f. 
faavidt er mildnet, af den iffe fængere ned⸗ 
trytker. Sorg gisr vranten: Veemod gigt 
blid.” Miller. — veemodig, adj. [2. 
wehmuͤthigNJ] ſom ex betaget i Sindet af 
en dyd førgmodig Folelſe, dog af en blis 
dere Art, ell. ſom iffe ganſte nedboler Siæs 
(en. Lad min Siæl vecmodig ſtue den, 
hvig Dod jeg frelftes. ved.” Evald. ces 
modighed, en. ud. pl. veemodig Folelſe ell. 
Sindsſtemning; (hos nyere Forf. ogſaa: 
Decmod. f. ovenfor. 

Veg, adj. ISv. wek. N. S. week. —! 
A. S. wac. E. weak. I. veikr, ſvag.] 
1. bøjelig, flap, ſom let lader fig beie og 
handle. Han er veg fom Bor. Moth. 2. 
fvag, ſtrobelig. (Moth.) — Dette, nu næs 
ften reent forældede Ord burde ei aflægges. 
Deg er iffe det ſamme fom blød; da biint i 
Danſten egentlig br. om det, ſom et hoie⸗ 
ligt og blødt, men fillige feit ell. fammens 
holdigt; blød derimod, fom det T. weich, 
om det, fom giver efter f. ethvert Tryk. 
— Deraf: Deghed, en. ud. pl. (Moth.) 

Dege, v. a. 1. giore veg, boielig, blode. 
(Moth, for ogſaa ſtriver: vegne. Baden.) 
jof. v. n. hvcge. 

” Degite, v. a. 1. bøle, bukke. At vegne 
et Sem 9: boie Enden af et Sem, dér har 
—8 igiennem et Bræt, og banke den ned i 

Træet, f. at Sommet fan holde. (Moth. 
At væge en Bolt: læfes i Vid. S. Skr.f. 
1800. 11. &. 273.) . 

Vegne, pl. bruges fun fom adv. m. 
ræp, paac. — Paa mine; paa dine, p. min 
ones Vegne 0: for mig, i mit Sted, i mit 

Navn. — 3 ældre Tid brugtes det ogſaa i en 
noget forjtivllig Betydning for: i Henſeende 
til, hvad angaaer, e. d. f. Er. “Paa mit 


Lernets Vegne er jeg ikke værdig t, andet,” 


637 


- nené 


. gaaer igiennem — 


Vegne Vei. 


PY. Tidemand. 1564. I[IIsl. minna . 
Sv. på mina wågnar. J ældre D. fore⸗ 
tommer ogſaa Vegnei sing. ſ. Riimkron; og 
tag, for: Side. ſ. Henr. Harpeſtrengs 
ge, ] Jof. alleve ne. 1 
Dei, en. l.-e. J 0 Vegr.] 1. den Ret⸗ 
ning, det Strøg, ſom et Legeme følger £ 
deté Bevegelſe. Fuglens V. i Luften. Fi⸗ 

ſtend V. i Pavet. Dyret tog fih V. henad 
Skoven til. Vandet baner fig Dei giennem 
Jordlagene. ”Mit Vink betegner Stiers 
ci” Evald. — fig. At ftaae cen i 
Deien, være cen i Deien, fomme i Deien f. 
egn or t, Hinder, Han er alprig nogen i 
Veien. At gane fin D. da: gage bort frø 
Stedet, hvor en anden er. Dan red fin 
Dei. —* gaae, kiere af Veien f. cen (oꝛ 
vige af fra hang Vei; ikke gane ell. kisre 
ud af Landeveien.) 2. det Rum p. Jor⸗ 
den, fom man betræder, ell. paa anden 
Maade bevæger fig paa i det: man drager fra 
cet Sted t. et andet; færdeles naar dette 
Rum er banet. FO. indrettet t. at reiſe paa. 
Der er ingen anden D. til Huſet, end en 
Fodſti. En lige; bugtet, god, optiørt , 
hullet, befværlig Dei. En Biergvei, Huul⸗ 
vei, Landevei, Hovedvei, Bivei, Sidevei, 
Markvei, Jagtvei, ꝛc. (Ivf. Afvei, Gicna: 
vei, Omvei, Udvei.) Jeg har ofte gaaet, 
kiort, redet, reiſt denne V. Et fort, langt 
Støtte V. At give fig p. Veien a : begyn⸗ 
de en Gang, Vandring. vor mon han tog 
Veien hen ? — At forfeile den rette D. fan. 
er p. Veien (9: p. Reiſen) t. Paris. Veien 
løber af f. Hoire. 
At vife cen Dei, bringe, følge ham p. Dei, p. 
ret V. Det er, ligger af Veien f; mig 0: det 
ligger ikke p. den lige, den korteſte Reiſevei. — 
fig. Det var ikke af Deien o: det var nyttigt, 
(At komme til Deie m. cen ad: fomme ft. 
Rette med; en forældet Talemaade. P. Tis 
demand.) — At være cen i Deien a: være 
ham t. Hinder. — At være paa Dejen, (med 
infin.) figurl. være I Begreb med, være nær 
ved. Jeg var,p. Veien at ville gane, faa. 
længe tøvede han. Hun var p. Deien at fal⸗ 
de. At være p. gode Deie, være fin Opfyl⸗ 
delfe, Udforelfe nær, Det har gode Veie o: 
har ingen Haft. — Han kommer ingen V. ders 
med 0 Arbeidet:hat ingen Fremgang, han 
udretter intet. (f. ogſaa tilveie, undervejs.) 
At fomme til Deie (tilveie,) blive funden, 
fomme f. Dagen, komme frem. ”Som de 
ikke kunde føre det til Veie.“ Coldings Kir⸗ 
kehiſt. — fig. br. Dei ofte f. Maade at handle 
paa, Fremgangsmaade &x. At gaae den 
rette Dei 5: handle ærligt. (ſ. Snigvei.) At 
gade p. ulovlige, forbudne Dee. ”Retviis 
og ſtyldfri Dei frikiendte den Fromme.” 
Hertz. Dpdens, Salighedens V. Ar vige. 
fra Rettens D. ” Dette var rens og Rig⸗ 
dommen Dei,” Guldb. — Veianlgg, et. 
A, af en Landevei ell, anden Vel, Veiar⸗ 


y 


. . F 
Vei. 


beide, et. A.paa at anlegge ell. iſtandſætte 
Landeveie. Veibetient, en. B. ſom ev ans 
fat v. Veivefenet. Peibred,en. s. Navn, 
fom gives flere Arter af en Planteflægt, der 
vore alm. ved Landeveie. Plantago. (A. S. 
Vægbræde.) VDeibrud, et, Bøder f. for⸗ 
ſamt Veiarbeide. (Moth.) Deibryn, et. 
der vderſte af Veien, der hvov den ſtoder t. 
Maxken. (Colding.) Deibymning, en. Vei⸗ 
anlæg (Olufſen. Dec. Ann. V. a78.) vei⸗ 
arende, adj, v. ſom cy p. en Reiſe, Rei⸗ 
ende. Veifred, en. ud. pl. den Fred, ſom 
en Weifarende er berettiget at nyde p. fin 
lovlige Reiſe. Deifore, et. en Veis Ves 
ſtaffenhed m. Henſyn t. Fordſel. (ſ. Fore.) 
veitiendt, adj. v. d. ſ. ſ. veikvndig. Ey. 
veikiendt Fører. (Hertz.) Deifors, et. 
Kors, ſom er opreiſt v. Siden af en Vei. 
(Coldiug.) veikyndig, adj. bekiendt m. 
Beien, ſom fører. t. et viſt Sted, ell. med 
Veiene i cen Egn overhovedet. -”Avin: 
der og fpøgende Smaa — ledſaged' af faa 
veikynditge Unge.“ Der. 
1. egentl. lede, viſe een p. ret Bei; meſt 

url. give een Anviisning til, Undervüs⸗ 


ning om noget. At -vrilede cen i hang 


Studeringer.  ”At de mere forvilde For: 
nuften, end veilede den,” &Gneetorf.  ” Da 
ville vi ftedfe finde — Umyndige nok at un: 
detvile, erfarne pof at veilede.“ Mynſter. 
Heraf: Deileder, en. (nannductor. jvf. 
Deivifer.) ”En Lære, der tilbyder fig os, 
ſom Deileder giennem Livet.” Mynſter. 
»ead mit Bud din Daads Veileder være.” 
Thaarup. — Deiledning, en. pl. er, — vei⸗ 
lys, adj. vellyſt kaldes Veiret, naar het er 
faa lyſt om Matten, at den Reiſende fan ſee 
Velen. (Moth.) Veilængde, en. En vig 
Længde, Stræfning af en V. Veiloeber, 
"en. 1. et gaaende Poſtbud. 2. Deiløbere, 
de forreſte efte i et Spænd, Forlebere. 
(Moth.) veilos, adj. hvor ingen banet 
Vei gives. ”Deéilefe Ørtener.” D. Buld⸗ 
berg. ”Ct veiloſt Bierg.“ Fibigers Soph. 
Deimaal, et; '1. d. ſ. ſ. Breilængde. 2. 
faa lang en Vei, ſom den Reiſende (ætter 
fig for at velfe i cen Dag. (Moth.) Vei⸗ 
maaler, en. Redſtab, hvormed den Gagende, 
eller Kiorende maaler Veiens Længde, ſom 
i en vis Tid lægget tilbage. Deimaaling, 
en. Handlingen at opmaale en V. Dei⸗ 
meſter, en. En hoiere Betient ell. Opfyns⸗ 
mand v. Veiveſenet. Deimøde, et. 1. 
Sted, hvor mange Veie lobe til ell. ſtode 
ſammen. (Moth.) 2. Møde paa en Vei; 
det, at Folk mødes p. en Vei. 'Bidt er Vei⸗ 
møde” (Ordſpr.) Veipenge, n: 3. coll. 
P. ſom betates f. Fordſel p. en Vei, m.m. 
(Olufſen. Statsoecon. 1815. S. 217.) Dei⸗ 
pæl, en. Pæl, forh opreiſes v. Veie cl; Vei⸗ 
ſtiel, enten f. at tilkiendegive et vift Maal af 
Veien, cl. f. af veilede den Reifende. (Dec, 
7 nu, V, 476.) Deirider, en. ridende Pos 


— 


N 


638 


veilede, v. a. 


Lisvund. 


litiebetient cm, Polſttieſoldat. ”Deridere . 
ledfage og; bevæbnede Beiviſere beſtierme 
08.” Schytte. (Indv. Reg. Fl. 394). Vei⸗ 
flat, en. S. ſom betales t. Landeveies An⸗ 
læg cl. Vedtigeholdelſe.  Deircl, et. 1. 
Sted, hvor'to ell. flere Veie modes. (Moth.) 
2. Skiel ell. Grendſe v. en Vei, ell. ſom en 
Vei danner, - Deifpor, ct. d. f. ſ. Ziul⸗ 
fpor. (Moth.) veiſtiv, adj. ſiges om en 
Vogn, der folger Veiſporet, der er ligeſaa 
bred ſom dette, Veiſtokke, et. Et viſt Stykke 
af cu Vei. “Den aarlige Veiſtat burde itke 
bruges ſom en Capitalt. at giore et Veiſtykre 
færdigt.” Schytte. Veiſtotte, en. S. ſom 
er opſat v. en Vei, f. at give Milenes An⸗ 
taltiltiende, — eller f. at viſe Vet. 
(Moth.)  Deiftov; ct. S. ſom reiſes rv. 
en Vei af de Veifarende. Veitold, en. 
Told, ſom maa betales f.-at reiſe ell. fere 
Bodé p. en Vei. Veitaring, en. hvad 
man bruger, forer m, fig t. Tæring p. en 
Reiſe. veivild, adj. vildfarende p. fa Kei. 
(Moth.) Veiviſer, en. 10 den, ſom felgev 
en Veifarende, f. at viſe ham den rette Vei. 
"En Veiviſer, der betegner ham den Bane, 
Gan har af vandre.” Rahb. (D. Z. XI. 5.) 
2. en v. Korsveie ell. andenſteds p. Veie op⸗ 
reiſt Pæl m. Tdortræ og Paaſtrift, ſom 
angiver, hvor Veien fører hen. 3. figurl. 
en Bog, hvori Mærfværdighederne i en 
Stad beſtrives, Indbyggernes Bopæle ans 
gives, 0.d. [Ufædvanligt er v. at veiviſe 
(veilede.) ”Den Sky, der: veivifte og be⸗ 
ſtyttede dem.” (vifte dem Veien) Guldb. $. 
Gift, 1.7100, “Kundſtabalys, der ſtulle 
veivife t. Livets Beqvemmeligheder.” O. 
MWaling.] " Deivæfen, et. alt det, fom bes 
rer t. offentlige Veies cl. Landeveies Anlæg 
og Vedligeholdelſe. . 

Veie, v. u. og a. 1.(Imperf. ogfaa vog.) 
(3. vega. 4. 6. vægan.) A neutr. havre 
en vis Veogt ell. Enngde. Det veier et 
Solvet veiede ell. vog (fandtes 
at veie) 60 Lod. Det veier kun lidt. Det 
veier tungt, let i Vogtſtaalen. B. act. 


. forfare, maale et kegemes Vægt. At veie 


noget vp. en Bismer — i, paa en Vegtſtaal. 
At veie noget af 3: afdele det efter Vagt. 
Føden blev vejet dem til. At veie noget 
ud t Lod, loddeviis. Det er knapt, vel 
veier (lidt under, over den rette Vægt.) 
Man fan iffe veie det op m. Penge (I: tet 
er meget dyrt.) 2. figurl. betænte forud; 
prøve, grandſte. At veie fine Ord, betænfe 
dem meget noie (ſ. overveig.) "At deri denne 
Bog intet findes, der kunde fortiene at læ⸗ 
ſes, veirs, desftes, vel endog at giendrives.” 
Rafb/ (D. T. Xl. 391.) At veie (preve) 
Grundene for og imod noget. “Deier Daad 
og tæller Dage, J, ſom ville ſee tilbage.” 
Thaarup. 'Naar vore Tanker undertiden 
gaae videre, end til af veie de udvortes Om⸗ 
ſtendigheder, da bruge vi en ganſte anden 


AN 
* 








⸗ 


han vog i fit Sind pg Tankernes Omlob. 


Bagg. (Jlias. 1. Gang.) = Deining, en. 


pl.-er. Gierningen at veie. — Veieſtaal, 
en. Vegtfkaal. (mindre brugel.) ” Men ſeer 
du Veieſtaalen uvis vante.” "Ingemann, 


(Digte. 1817. S. 299.) PDeier, en. "den. ” 


fom af Ovrigheden er bejtitfet t. efter Paa⸗ 
fordring at veie og maale Gods og Varer, 
ell. prøve deres Vægt; m. m. (En Deier og 
Maaler. + Veierbod, en. og Veierhuus, et. 
offentligt Sted, hvor der veies og maales f. 
xolt m. Landets rette Vært og Maal. 
Veiermeſter, en. (Moth.) ſ. Veier. Veier⸗ 
penge, pl. det, fom betales f. at lade veje 
i Veierboden. ' 

VDeie, v. a. vog, veiet. IJ. vegn.] 

fælde m. Vaaben, i Strid. (forætder.) 

- Deile, en, pl.-r. et lavt ag iffe bredt 
Vandſted i en Vig ed. Fiord, hvor man til 
fin Tid fan vade el. kiore over, 

Veir, et ud, pl. IJ. Vedr. A. S. og N. 
S. Weder.] 1. Luftens cl. Dunſtkred⸗ 
ſens foranderlige Tilſtand, for ſaa vidt den 
fornemmes p. Jorden; Veirlig. Vi have 
godt, flet, koldt, tørt, fugrigt D, . Stas 
digt, foranderligt, klart, merkt V. Bi 
faue andet V. Regnveir, Torveir, Gro⸗ 


ſſlaae, 


deveir, Tordenveir, Hoſtveir, Uveir. 2. 
Luften, Luftkredſen nermeſt Jorden. (ſ. 
Zalem. nedenfor.) 3. Luft, Aander At 
tabe, miſte Deiret. At trætte Deiret. 4, 


Bind, Blæft. (en tilforn meget huvpig, men 
nu næften forældet Bemaerk. fom dog findes" 
i nogle Talemaader og Gammenfætninger. 
”Deiret blæfer hvor det vil, og tu hører 
dets Suſen, men du "veed 'iffe hvorfra det 
kommer, og hvor det farer hen.” Joh. 3. 8. 
»Lad iffe hvert Deir føre dig, og felg itto 
hver Vei.“ Str, 5. (Bib. 1550.) , ”Dg han 
ftod op, og truede Deiret og Hadet.“ Math. 
8. 2. (Bib. af 1550. J nucre Overſ. Vei⸗ 
rene,) - 5. figurl. Udtryk: 1 Deiret ad: op⸗ 
ret, lige op. Reis dig i Heiret. it. over 
orden. Løft Drengen i Deiret, at han 
fan ſee. Han leftede Spydet høit i Veiret. 
Det ſtod faa høit-i Veiret, at jeg ikke kunde 
naae det. At kaſte noget i Deiret, op i 
Deiret, (i Luften.) - Ar ſnakke hen i Deiret, 
gisre noget hen i Dciret oa: ubetæntfomt, 
uden Eftertanke. At fvare cen hen i Veiret. 
At fegte i Veiret m. en Stok. - At finde i 
Veiret Tom Planter) more op over Jorden. 
At færte Næfen i Veiret font en todſt Griis 
(Moth.)  Xt faae noget hen i V. og Bind 
ad: itfe agte derpaa, — At gaae t. Deirs:2: 
op i Mafterne, t. Skibs. . Ar fætte Seilet 
t. Deirs (naar man vil krydſe.) Der maa 
ikke er V. blæfe ps ham (om den, ſom holdes 
meget Fiatent.) At ſtœre, vende Kaaben 
efter Veiret. — At komme unter Defr m. 
noget ao! evfare meget, fane under Haanden 
al vide, z= Deirbiørn, en. den Bislfe i en 


tagelſer og Regler om Veirliget. 


AD. Ranudo.) 


NERE 


Veie —Veirbiern. 630WeirbogVeirt. 
Veegt.“ Sneedorf. Gee, fom nu delte" 


Molle, hvorpaa Arelens fungefte Ende hvi⸗ 
ler. (Morh.) Derrbot;, en. Bog, ſom in⸗ 
deholder Forudſagn om Veirligets tilkom⸗ 
meme Beſtaffenhed; ell. almindelige Jagt⸗ 
veirfaſt, 
ad]. ſiges om den, der ligger og venter p.“ 
god Bind f, at frille, Moth. 
ct. en Aabniag, ſom er udfat f. Luften. 
VDeirglas, et. Glaetor, håøort Ovægfels 
vets Stigen og Salten, v. den atmoz 
phærifte-Lufte Irnf, viſer Luftens Tyng⸗ 
de og det deraf følgende Veirlig; Baro⸗ 
meter. Veirhane, en. 1. Fløi p. Taarz" 
ne ell. Huſe, hvis Stilling vifer Vindens. 
Retning (fordi man tilforn gav dem Skik⸗ 
felfe af en Ganc,) -2. fig. et meget uſta⸗ 
digt, ubeſtandigt Menneſte. »Jeg mærs 
fer nok, at du er en Deirhane, og har ſam⸗ 
me Nutfér, fom alle Fruerviger.“ Holb. 
Veirhat, Drirhætte, en. 
Indretning, der ſotkes oven p. Skorſtene, 
f. at hindre Vinden fra at fare ned i Skor⸗ 
ſteensrsret. Veirhul, et. Veirgab, Luft⸗ 
hut. Veirkave, en; ”en ſterk, men Tort: 
Blæft cl. Kuling.” Moth. Veirkule, én. 
d. f. ſ. Kuling. veirkyndigg, adj. fom 
forſtaaer fig p. Veirliget og Forandrin⸗ 
ger i ſamme. Veirlys, et. Et lyſende 
Luftſon, af brændbare Dunftet, ſom an⸗ 
tændes. ”Lad dig: ikke forlede af Veir⸗ 
lys t. at vandre p. uſikkre Veie.“ Sneed. 
»At usle Deirlys af tomt, af flygtigt Haab, 
du kunde glimte for mig!” Evald. Veir— 
lære, en. videnſtabekih Lære og Underret⸗ 
ning om Veteligets Beſtafenhed og Foranz 
dringer, enten i Alm. ell. Å et vift Land. 
Dcirmærte ; et, Mærfe ell. Kendetegn, 
hvoraf man mener at funne forudfige Velz. 
rets tilfommende Beſtaffenhed. Dlufſen. 
(Landoec. 97.) Deirmelle, en. M. ſom 
drives rv, Vinden.  Deirmøller, en. den 

fom eier el. driver en Veirmelle. Veirſrtif⸗ 
te, et. Veirligets Forandring. (Arreboe.) 
Deirfol, en. et Luftſyn, ſom forklaͤres af 
en egen Brydning af Lréftraalerne, hwor⸗ 
ved en el. flere lyſe Skiver, liig Solent, 
vife. fig v. Siden af denne; Bifol. Veir⸗ 
ſpaadom, en. Ferudfigelfe af tiſtommen⸗ 
de Veirlig. Veirſtak, en. et rodagtigt blus⸗ 
ſende. Luftfon i Sktverne, liig en halv 


⸗ 


Deirgab, 


i . 


a 


Regnbue, der bebuder ſtoerk Bloſt. (Moth.) 


veirſtemt, adj. (ſ. Veir, 3.) fom ei fan 
drage ſin Aande. (Moth.) VDeirſtrog, et. 
Luftens ell. Vindens Strøg. “Drirſtroget 
i Gruberne.“ VDeirſtette, en. et Stykke af 
en Negnbue, der ſees v. Synsekredſen. 
Deirfyn, et. d. ſ. ſ. Luftfyn. (v. Aph.) 
Deirtegn , et. Tegn, ſom bebuder Foran⸗ 
dring 1 Veiret ell. tilkommende Veirlig. 
(prognosticum.) 

Deire, v. a. 1. lufte, udluffe, lade tor⸗ 
reg i fri Luft, v. Veirets ell. Vindens. Ind⸗ 
virkning, ”Det er bedre, ftrar efter Mei⸗ 


ha 


, bevæge v. Vindens Magt. 
ler veires Lovet.“ I. Smidth. ( Danſte Ha⸗ 


| A. S. vel. Øv. wal. 


( 
' d 


ei· Vel. 


ſnatere.“ Olufſen. 2. (fieldnere.) blæfe ; 


”J gule Hvirv⸗ 


ver. S. 95.) 

Deirlig, et. ud. pl. det ſ. f. Deir, 1 
Vi have i denne Gommer et meget fugtigt, 
uſtadigt Veirlig. At lægor Mærfe t. Veir⸗ 
ligets Forandringer. (Det høres ſieldnere 
end Veir; og br. ofteft om Veirets Tilſtand 
i et længere Tidsrum; i Sammenfætning 


aldrig.) 
Def (bort) |. væl. 


Del, et. ud. pl. (og aldrig m. beft. Arti⸗ 


kel.) er det følgende adv. brugt ſom Subſt. 
for : Velfærd ; det, ſom er vel, gedt, tienligt, 
ft, det Gode, Hans Del ér mig ſaa nær ſom 
mit eget. Det ert. dit eget Del, t. vort 
fælles V. Fadrelandet, Statens, det He⸗ 


keg, den Enkeltes Del. (f. Bedſte, ſom er et. 


mindre indeholdende og mindre betydende 
UdtrvÉ, end Del. ”&t Samfunds Del — 
er Indbegrebet af Alt, hvad f. dette Sams 
fund fan kaldes godt, og indbefatter langt 


mere, end Samfundets Bedſte.“ Muͤller.) 
Jvf. Almeenvel, Statsvel, der urigtigen - 
af nogle (Engelstoft, A. Ørfted) bv. med. 


beftemt Art. i 

Del, adv. og conj. bedre, bedſt. ſII. og 
A. 3. Almindelighed: 
godt, til det gode. (bene.) .De færftilte Til⸗ 


" fælde og Bemarkelſer, hvori det bruges, ere 


- 


villie. 


iſer følgende: 1. om den legemlige Til⸗ 
ftand: uden ubehagelige Fornemmelſer, karſt, 
v. Helbred. (modſ. ilde.) At føle, befinde fig 
vel, Hun hav iffe været vej i nogle Dage 
(d: noget upaffelig.) At fee vel ud o: friͤſt 
—& : Dun feer godt ud o:. hun er ret 
muf.  Wan figev ogſaat "At fmage, lugte, 
klinge gode; itfe pel.) 2. overeensſtem⸗ 
mende med Henfigten, Ønffet, Tingens Nas 


tur; p. en rigtig, paſſende, fuldkommen 


Maade. At lide, leve vel. Man er meget 
vel der i Huſet. At være vel til Fods (gane 
raſt.) At være vel (el. godt) fierende. At 
være vel til Mode. Gid det gaag ham ved! 


pan har vel forrettet fit Wrende. At giere 


vel imod een 9: fremme hang Bedſte af Vel⸗ 
At ville cen vel (m. Dat.) Hun 
vil mig vel, mener mig det vel. (har Gods 


"hed f. mig.) . “Hvo fan tænfe vel, naar 


man er flet til Mode??? P. M. Troiel. 
Der gior han vel (rigtigt.) Det flaaer vel 
til med ham (han.lever, befinder fig vel.) 
Forføget lob vel af. Celvgiort er vel giort. 
At være vel opdragen. En vel fruderet 


Mandz vel tillavet Mad, vel bagt Brad; 


en vel giennemvarmet Stue o. ſ. v. 3. 
noget meer end enſteligt., end tilborligt. 
Dans Zale var vel lang. Siolen-er vel 
vid. Du blev vel længe borte. . gager 


det adiectiviſte Begreb over tåf en blog difal⸗ 


t U 


6410 e * 


ningen at binde Sæder ſmaa Bundter eller 
Meg — hodrved den torres ell. veires fangt 


deligere. 


Sorg! Vel dig, Del. 08! 


Vel. 


dende, beſtemmende el. bekreftende Partlkel. 
(censtydig m. mol.) Del! nu vel! jeg viltils 
ftaae. ham det, han begierer. (f. netenfor 
velan.) Jeg hører vel hvad han figer. Han 


fommer vel (nok, viftnot) naar hans Penge: 


ere forterede. Han gier det vel, naar man 
beder ham derom. Jeg feer vel, (nof) at de 


er intet at haabe. Jeg veed vel at jeg ofte har | 


forſeet mig. Jeg maa vel førge, naar jeg min: 
des mit Tab. Troer Du vel, at han vil tilgis 
ve,mig? — b.) for: rimeligviis, formodent⸗ 
lig nof. (sane, nimirum.) pan kommiet 
vel qngang. Jeg opnaaer vel engang mil 
Onſte. ”Del figeé, hvor Talen er om muligt 
Tilfœlde, fom man onſter; nok om rimelige 
Xilfælve, fom man formoder.” Spoton. — 


Det fan ikke vel, ikke vet vel ſtee idag (fle 


bequemt, itfe faa godt.) 5. Undertiden 
forandrer det fun Udtrykket, der ligger I ct 
andet V. ell. adv., ell. giver det et ell. andet 
Bibegreb f. E. af Formodning, ell. Zvivl; 
færd. i den fpørgende Form. 


Løfte. Troer tu vel p. dette Rygte? Det 
var vel dig, fom tog Vognen? Det er vtl 


iffømuligt, at faae ham i Tale ? 3eg bes 


hover dog vel iffe en ny Fuldmagt 


Ligeledes: hvor man w. nogen Uviehed ud⸗ 


trykker en Mængde, et Tal; og dog ſaale⸗ 
des, at man mener, fnavere at fige f. lidt, 
end f. meget. 
Menneſter. 
ham det. 

adv. 


Han fan vel være 40 Aar. (iel. 
odt.) — Undertiden forftærfer del 


lidtryffet i ct ſaadant Tilfælde endnu firm 


Jeg har været der ti, ja vel tv 
Gange. Han fandt ligefaa ſtor, og vel endnu 
ſtorre Fordeel derved. | B. Com con) har 
vel (ligeſom nok, quidem) ren tilſtagende 
(conceéfiv) Betydning , der indſtrænkes 7. 
Efterſatningen. Del har jeg lovet ham 
Pengene: (ell. Jeg har vel fovet ham) mn 


jtte alle p. engang. Del er hun fmut; må 


tillige forfængelig. Vel finder mån det mt 
get ofte; men icke altid. — I andre dis 
junctive Sætninger, hvor vel ſtager i Cf 


terfætningen, faaer det den bekroftende Bit | 
ning. IJ Dag vil jeg iffe; men vel i Mors | 
gen. (Omvendt: Del, vil jeg iffe i Dag; 


men i Morgen.) . Jeg har ikkte lovet af 
ſtaffe ham Tieneſten; men vel at anbefale 
ham dertil. 
hvor man vttrer Tilfredshed, anger fig (Il. 
andre t. EyÉfe m. noget. (det modf. af Dee") 
Vel mig, at jeg ifke Fulde prove denne 
Del den, fom 
lever ufiendt, og umisundt! — Gt Clay 
Interj. er ogſaa Udrdabet: Del!" meg 
vel! naar éen har hørt det, en anden har dt 
fige ham. — Et opmuntrende Tilraab fr: 
Delen! el, det br. hvor man endelig be⸗ 


flutter fig t, noget, ag Ugeſom opmuntii 


⸗ 


Cc.) Com Interj. med Dativ. 





/ Nu er ban | 
vel (formodentlig) bleven klogere. Man 
fan vel ikke (neppe) flole meget p. hans 


Der var vel over huntrete 
Jeg har vel tyve Gange ſagt 








f 
X "md 


. É ” 
fig felv dertil Teuge, age dum!) Delan! 
vi vil da prøve paa, om vi fan' udføre det. 
”Grublende taus, udbrød han tilſidſt: velan 
da, min Thora! ja, jed har dulgt dig en 


hemmelig Sorg.” Bagg. — I Bemærtelfen - 


under Mao. A. 2 fammenføieé vel m. endeel 
Ord, hvoraf følgende i Alm. ſtrives fom eet : 
velagtbar, adj. en tilforn brugelig, nu for⸗ 
ældet Titel. velanſtændig, adj. overeenés 
ſtemmende m. gode Sæder og m. den finere 
Levemaade. (Dette af det T. optagne Ord 
br. ikke ganſte ſom anftændig, og ſieldnere, 
end dette; velanftændig figer noget mere, 
gader nærmere ud p. det felffabelige Livs 
fnere Forhold, end anſtendig.) Deraf: 
Delanftændighed, en. ud. pl ”en Færdigs 
hed til, i Opførfel og Adfærd at følge Sede⸗ 


Tighedene, f. viffe Borgerclafjer. vedtagne 


Tegn.” P. E. Miller. Det er imod, firider 
imod Delanttændigbeden. ”Den uforder⸗ 
vede Folelſe lærer Anftændighed, Beklendt⸗ 
ſtab m. Verden Delanftændighed, Efter⸗ 
tanfe over fine Forhotd Senmmeclighed.“ 
Muller. (Jvf. D. Synon. II. 55.56.) — 
velartet, adj. ſom har artet ſig vel; ikke 
udartet. velbaaren, adj. pl. velbaarne. 
fom er af god Afkomſt, af adelig Byrd. 
” Det var ligefaa latterligt, fom om en Van⸗ 
ſfabning føgte om Titel af velbaaren,” 
Bagg. N. Klim. (br. nu meſt ſom Zitel, 
faavel f. Adelige, fom Borgerlige af en vis 
Rang, hvilke tiltales ell. tilſtrives: Deres 
Velbaarenhed. »Enhper nyfødt Velbaa⸗ 
renhed, hvis Adelſtab er kiobt foruden Blod 
og Sved.“ P. M. Zroiel.) " Delbefindens 
de, et. ud. pl. Tilſtanden, åt befinde fig vel; 
legemlig Sundhed. (jvf. Delgaaende.) 
Velbehag, et. ud. pl. 1. den Folelfe, der 
er forbunden m. at være tilfreds el. fornsiet 
m. noget. (Egentl. d. f. f. Behag, m. et v. 
Adverbiet forftærfet Udtryf,) ”Det er na⸗ 
turligt, at finde Behag i en god Spiſe; men 
den, ſom finder Delbehag | Mad, ſtaaer 
Fyre f. af blive lekker. Miller. Kongen 
fandt D. i hans Tale. Det var hende til 
Delbehag. ”Zil ham, fom ftuer ned m. 
Debian t. glad Uſtyldighed.“ Pram. 2. 
Tykke, Godtbeftudende, At overlade noget t. 
teens Delbehag. Enhver fan give efter Del: 
behag, efter eget V.  velbehagelig, adj. 
d. f. f. behagelig (men br. fieldnere ;,ligefom 
Delbebageligbed, der findes i, Bibeloverſ.) 
velbemel 

ningsſtiil, naar man hofligen omtaler een, 
ſom tilforn er nævnet. velberaadt, adj. v. 
vel betoenkt, vel overlagt, forſetlig. Med 
velberaadt Hu, Sind. (Sieldnere ſtrives vel 
betæenkt i cet Ord.) velbevaagen (Moth) 
ſ. bevaagen. 
m. Omhu, godt og ſmukt bygget. vel: 
byrdig, adj. d. f. f. velbaaren (og br. lige⸗ 


fom dette i Titulatur, m. en ringere Grad," 
og om alle. Perſoner i Rangen, de heiere 


Danſt Ordbog. I. ” 


” ASER 
a 


641 


t, adj, v. br. i Brev⸗ og Forret⸗ 


er bygBet, adj. v. bygget” 
| 


Velbyedig —Felgiorende. 


Claſſer undtagne. Tiltalen er da: Deres 
Velbyrdi 
fom Subſtantivet, forekomme nu ſielden £ 
den oprindelige Bemarkelſe om Adelſtand, 
adelig Fodſel; men undertiden hos Ældre, 
»Hvad fom pag Naturen og Velbyrdighed 
fattes.” Vedels Saro. 25. ”Hvad Tilſtand 
værre et — end naar Velbyrdighed m, Ar⸗ 
mod fig forener ?” Holb. Daphn. Blodbad.) 
— Veldaad, en. ds f. f. Velgierning. (Bag⸗ 
gefen.) ”See Veldaads rette Løn i Deldaads 
Lyſt.“ Rahbek, "For at belønne p. ſildigſt 
Sen Stamfaderens Veldaad.“ Herg. vel 
dannet, ad). fom har en ſmuk, ell. fulde 
kommen rigtig og paſſende Sktikkelſe. (jvf. 
velffabr.) 
Deldædighed, en. ud. pl. d. f. ſ. Velgioren⸗ 
hed (men forefommer nu meget fielden, er 
tydſt, og overflødigt.) velforrettet, vel⸗ 
forſtyldt, velforſynet, velfortient; diſſe 
adj. v. ſtrives ſtundom i cet Ord, men, 
kunne uden Feil adſtilles. (om deres Be⸗ 
mærfelfe ſ. Verberne.) Velfard, en. ud. 
pl. Indbegreb af det, ſom hører t. et Mens 
neffes (en Forenings, et Selſkabs) tykkelige 
tilftand eil. Tilverelſe. Timelig, evig 


hed. — Saavel adj. velbyrdig. - 


veldædig, adj. ſ. velgiorende. 


Delfærd. Hans hele V. blev odelagt (hvor⸗ 


ved fom ofteft i dagl. T. forſtages: For⸗— 


mic.) Statens, Borgernes, Medborgeres 
Delfærd (man figer dog oftere: Statens 
Del.) ”At befordre Underfaatternes Dels 


færd, er Diemedet af al Regering.” Schytte. 


En Delfærdsfag'd: en Sag, hvorpaa eens 
V. beroer, ſom har Indflydelfe derpaa. 
(Delfærdsting, Rahb. D. Tilſt. 1. 332.) 
— Velgagende, ct. ud. pl. lykkelig, onſte⸗ 
fig Zilftand, I Genf. f. Helbred og andet 
timeligt Gode. ”At enhver Gnkelts Vel⸗ 
aaende cv, faa nøle forbundet m. det Deles 
[.” Bagg. N. Klim. 88. (br. ellers fiel⸗ 
den uden naar man I Samavem unter eens 
Velgaaende, drikker p. eens D.) PDel⸗ 
geaende indbefatter mere end Delbi 
ez thi det forudfætter tillige en Tilfreds⸗ 


hed m. det Udvortes; er altſaa cen Folge " 


baade af Sundhed og Medgang.“ ller. 
Delgierning, er. pl. - er. Handling, hvor⸗ 


ved man, uden egennyttige Henfigter, gior 


vel imod en Anden, befordrer en andens 
Bel; (iſer hvor det ſteer v. Gaver; dog ef 
blot om diſſe.) “gIkke enhver nyttig Ting er 
en D. thi nogle Ting ere faa tinge, at de 
ét kunne kaldes Delgierninger.” B. Thott. 
an har beviiſt mig mange Velgierninger. 
Hendes mange Velgierninger mod de Fat⸗ 


tige. Det er en fand V. imod ham, at give: 


Bam noget at beftile, velgiort, adj, v. 
ſom er giort m. Flid, fvarende t. fin Henſigt; 
godt giort, rigtig giort. Et velgiort Ar⸗ 


beide roſer fig ſelv. Selvgiort er velgiort. 


velgiorende, adj. +. 1. fom. fremmer en 
Perfond ell. Tings Vel el. Bedſte. Denne 
Erfaring har været mig tal) velgierende. 


hs 


-I 


Se 


Mødlidende. 


Ud 


Belgiorende—Bellyd. 


Bevægelfe er mig velgierende. En veltzis⸗ 
rende Egenſtab. En f. Jorden velgiorende 
Regn. 2. tilbgielig t. at giore vel, t. at be⸗ 
viſe Velgierninger. En velgiorende Mand. 
Et velgiørende Sindelag. Heraf; Delgigs 
renhed, eu. ud. pl. Tilboielighed ft. at sløre 
vel imod andre, og deraf oprundne Handlin⸗ 
ger. At leve af Andres V. ”Delgiorens 
bed har ftørre Omfang, end Godgierenhed. 

en er godgiorende, ſom gierne underftøtter 
Den er velgiorende, der an⸗ 


- vender fin Virkſomhedet. Gavn f. fine Med⸗ 


Om vi fulde finde 06 vel 


velkommen. 


ledes: Velgiorerinde, en. 


menneſter.“ Muͤller. Velgiorer, en. pl.-e. 
den, ſom gier vel imod en anden, beviſer 
Bam Velgierninger. Gan er min V. Lige⸗ 
pl.-r. —⸗ vel⸗ 
grundet, ad]. ſom har en tilſtrekkelig, fyl⸗ 
ſserend Grund, Anledning. (ogſaa ad⸗ 

ilt. 

lige Midler t. at leve beqvemt og anftæns 


- digt. Han erikke rig, men han er en p. Mand. 


(Delhavende figer omtrent d. ſ. ſ. bemidlet 
ell. formuende; dog ſnarere noget mindre, 
end diſſe). Delhavenhed, en. ud. pl. den 
Beſtaffenhed at være bemidlet, velhavende. 
velholden, adj. d. f. ſ. velhavende. En vel⸗ 
holden Wand. Moth. (Derimod adſtilt: 
Gan fan være vel holden 9: vel tient der⸗ 
med. Det forefommer dog ogſaa ſamlet. 
—*8 m. at føge 

Sandhed p. denne Maade.” L. Smith. Om 
Dyrene. 1800. 6.13.) Velklang, en. ud. 
pl. den —— at noget klinger vel, 
at det p. en behagelig Maade fornemmes v. 
Horelſen. D. f et Vers, en Periode. (det 
Modf. af Misklang.) velklingende, adj. 
v. fom klinger vel, ſom der ev Velklang i. 
velklingende Vers. velklædt, ad). fom har 
gode, pyntelige Klæder paa. Anſtendige 
og velflædte Foli. velkommen, adj. v. 
à velkomne. ſom gierne ſees at komme, 
vig Ankomſt p. et Sted er fiær; fiærfoms 
men. En velkommen Giæft. Bær velkom⸗ 
men! (ell. blot: Velkommen!) At byde cen 
»Saa velkommen fom Galt i 
fuurt Øie.” Moth.) Velkomſt, en. ud. pl. 
Yttringen af at een ev velkommen; det, der 
figes el. giøres f. af byde cen velkommen. 
At drikke til V. Deraf: Delfomftbæger, et. 
d. ſ. ſ. Velkomſtdrik 2: en Drif, hvormed 
man byder een velfommen. “Valkyrien bod 
dem en Velkomſtdrik.“ Øhl.” (Nord. G. 
114;) Velkomſtſtaal, en. pl. er. Skaal, 
ſom drikkes til Veikomſt. — Vellevnet, et. 
ud. pl, Et Levnet, hvori Sandſeligheden til⸗ 
fredeftiles, tfær v. Mad og Dritke, Mage⸗ 
lighed, 0. d. ”Hané Ufigdom var übekiendt 
m.Vellyſt, ufvætfet af Vellevnet.“ O. Mal: 
ling. vellidt, adj. v. afholdt, Moth. (vel 
lidt.) Dellugt, en, ud. pl. behagelig Lugt. 


vellugtende, adv. fom lugter godt, fom yder. 


Bellugt. Dellyd, en. 1. en f. Øret beha⸗ 
gelig Lyd, 2. den Egenſtab, af noget lyder 


vel. Euphonie.) Det forſtyrrer, er imod 
Vell 


velhavende, adj. ſom har tilſtræk⸗ 


Vellyd · Velmagt. 


en. vellydende, adj. v. ſom lyder 

vel, ſom frembringer Vellyd. Vellyſt, en. 
1. ud. pl. i Alm. en hoi Grad af fandfeligt 
Velbehag el, Fornsielſe. Det er en V. paa 
en hed Sommerdag at bade fig i Søen. Jeg 
kiender ingen ſtorre V. .”Bi finde dette 
golf — handlende, rigt og lykkeligt, m. ad⸗ 
— Opfindelſer t. Livets Magelighed og 
ellyſt.“ Guldb. ””Og felv (Sognepræften) 
leve i Orkeslsshed og Dellyft” oa: Vellevnct. 
D. Lov. II. 14. 2. — Dog ogſaa, overført p. 
Siælene Nydelſe, p. aandelige Forhold. »O 
under mig den Vellyſt, at adlyde faa om en 


Moders Bud!” Evaid. ”Trøft har jeg i mig 


felv, og ſalig Dellyft i din Glæde.” Samme. 
2. pl.-er. færd. uordentlig, utemmet Til⸗ 
bølelighed t. fandfelige Lyſters, og fornem⸗ 
melig Kionsdriftens Tilfredsſtillelſe. Vel⸗ 
lyſt er en ſterkere Folelſe af Kyſt, og br. 
fortrinligen t. at betegne det blot Sandſelige 
i Sionstiærligdedens" Muller. At være 
hengiven tit V. Hellyſtens Herredomme 
over Siglen. Alle Vellyſters Slave. ”Jeg 
haſtede fra dette Sted, hvor faa mange Velly⸗ 
ſters bruſende Stromme oprorte mit Sind.” 
Evald. (?) — Heraf: vellyſtorufken, adj. 
ganſte beherſtet af vellyſtig, ell. i hol Grad 
behagelig Felelſe. Baggeſen. vellyſtfuld, 
adj. forenet med en høi Grad af D; ”LDen 
tiæffe Vinter — viger for ten vellyſtfulde 
Baar.” Ohl. “O fode, vellyſtfulde E mer: 
te, o bange, ſmertefulde Lyſt!“ S. Staffeldt. 
»J Lykkens vellyſtfulde Stisd.” Bagg. — 
vellyſtig, adj. 1. ſom yder Vellyſt cl. den 
hoieſte Grad af ſandſelig Lyft og Mydelſe. En 


vellyſtig Fornemmelfe. ”Det blev nødvendigt 


ftrar, fom fun vellyftigt var.” Tullin. 2. 
hengiven t. Vellyſt. Et vellyftigt Menneſte. 
3. ſom røber, væffer, tilſtynder f. Velloſt. 
vellyftige Billeder, Foreftilinger, Digte. 
En veliyſtig Stilling.  Dellyttighed, en. 

herſtende Tuͤbslelighed t. Vellvſt. ”Der Sin⸗ 
delag, hvori Ukydſthed ikke blot v. en given 


Anledning viſer ſig virkſom, men hvor Men⸗ 


neſtets Idretter og Tonkemaade derved er⸗ 
holde deres Retning,” kaldes Dellyftighed.” 
Muller. Vellyſtling, en. pl.-er. den, ſom 
er hengiven til Vellyſt (2), udfvævende, lis 
derlig. (nyt Ord.) ”Hvis den fine Verden 
bærer over m. Glæffen, Vell ftlingen, ia 
m. Forføreren.” Rahbek. ellyftliv, et. 
Et velinftigt, til V. opoffret Liv, ”&t uop⸗ 
horligt Vellyſtliv, hvis Behagelighed ikke 
forſodes v. mindſte Arbeide.” Bagg. — Vel⸗ 
magt, en. kraftig, ufvætfet Tilſtand. (sta- 
tus incolumis.) Da han endnu var i fin 
»Hvad de have talt og giort den Stund 
de vare t deres Delmegt.” P. Tidemand. 
1564. D. Lov, V. 2. 20. Riget var dai 
fin hoieſte V. ”Udfigt til Hæder og Del: 
magt f. Fædrelandet.” Malling. (Der br. 
ſaavel om Sundhed og phyſiſt Styre, ſom 








HE FEE — 


* 


Velmagt ⸗ Velviis. 


om borgerlig Velſtand.) Velmagtsdage, 
pl. den Tid, da nogen ell. noget er i V. 

»En Veninde af min Moder, fom havde me: 
gen Omgang m. os i vore Delmagrsdane.” 
Rahb. (Tilſt. VII. 13.) velmeent, dd). v. 
fom er mcent t, det Gode, t. andres Bedſte. 
Et velmeent Raad. velmenende, adj. v. 
ſom mener det vel m. noget, har god Bil: 
lie. En velmenende Vens Naab. vel: 
nemmet, adj. fom har godt Nemme. (ufæds 
vanl,) ”Delnemmede unge Karle.” M. 
Mid). Aalborg (1607.) velopdragen, adj. 
pl. -opdragne. ſom har faaet en god Ops 
dragelſe (ogſaa adſktilt.) 
1. tildele cen Held, Fremgang og Luffe i 
. hang Foretagender og efter hang Onſter 

(egentl. fun om Gud.) Gud velſßignede 
ham m. et langt og lykſaligt Liv. eraf 
Onſtet: Gud velfigne dig! Herren vel: 
figne Eder! — Deraf ogſaa: onſte cen 
Guds Velſignelſe. Faderen velfignede fine 
Børn. Vræften velfignede Menigheden. 
(ivf. figne.) - Delfignelfe, en. 1. det, at 
velfigne el. at velfignes. Guds V. Gud 
give fin V. dertil. “Skulde I ikke bruge 
eders Gods, for derved at erhverve Velſig⸗ 
nelſer?“ Mynſter. (Guds Delfignelfe br. 
ogfaa i d. Tale, ligeſom Guds Gaver, (og 
i Jylland: Guds £aan) om en ſtor Meng⸗ 
de. fan har Guds D, af alting. Der er 
Guds Delfignelfe af Korn p. Marken.) 2. 
en hettidetig, Zilenitning af Guds WV. Fas 
deren gav ham fin V. (3: onſtede, tilfagde 
ham Guds BVelfignelfe.) Præftén lyſte Vel⸗ 
fignelfen over Menigheden. — velſindet, 


adj. fom har et velvilligt Sind, mener det - 


vel; velmenende. veiſtabt, adj. v. ſom 
har et veldannet Legeme. (br. fur om Dyr 
og Menneſter, færd. de ſidſte; veldannet ogs 
faa om livloſe Ting.) “Ret fom alting var 
afgiort dermed, at Legemet er velffabt, —* 
ledes end Siælen er dannet.“ Mynſter. 
velſmagende, adj. v. ſom har en god, be⸗ 
hagelig Smag. Velſtand, en. ud. pl. ti: 
meclig Lykke, færd. i Genf. til Gods og For: 
mue; god, hefdig Tilſtand. Han er i god V. 
Han efterlod Enken i megen V. Landets, 
Folkets V. almindelig V. Deraf: Del: 

andskilde, en. Grund, Anledning til V. 
veltalende, adj. fom har den Færdighed, i 
ethvert Tilfælde at tale godt og m. Lethed; 
fom har gode Talegaver. Veltalenhed, en. 
ud. pl. 1. den Sgepitab at være veltalende. 
Gan har megen V. en god naturlig D. 
2. videnſtabelig Lære om at udtrykke fig rig⸗ 
tigt og fmuft i den mundtlige og føriftlige 
Tale; Tatekonſt. Han er Lærer i Veltä⸗ 
lenheden. veltilfreds, adj. fuldfommen 
tiirrede, vel fornoiet. (ogſaa adftilt,) vel: 
rænkende, ad]. ſom tænfer vel eller moralſt 
rigtigt; velmenende. : 
viished. en Titel, ſom tilforn brugtes til 
Dommere og Øvrighedsperfoner, —**— 


643 


velfigne, v. a. 


Velvillie fremmer en a 


velviis, adj. og Vel⸗ 


⸗ 


då ; - 


ue, en. ud. pl. Tilbøtelighed £. åt ville An⸗ 


dres Vel, t. at fremme det, og. glæde fig ders 
over. ”Belgtørerens Dclvillie forefommer 
deſto ſtorre, jo mindre den, der modtager 
famme, kunde fordre den.” P.E. Måler! 
Ar have V. for cen. velvillig, adj. ſom 
befidder Velvillie. —S Velvils 
lighed, en. ud. pl. d. f. f. Delvillie. vel⸗ 
voxen, adj. pl. svorne. høl af Bært, øg 
tillige velſtabt. "Delværen, en. et i nyere 
Tid (efter det t. Woblfenn) dannet philos 
ſoph. Udtryk f, at betegne Begrebet : at være 
vel, cl. en fuldfommen. Silværelfe I Almin⸗ 

lighed. (Mynſter. Hovitz om Affindigh. 

.J Velynder, er. pl.e. den, ſom af 

—8 Bedſte, veget 

ter og fremhielper ham, veladel og Dels 
ædelhed : En Zitel, fom i Moths Tid (1704) 
gaves dem, fom vare i Rangen; nu dem, 
fom ingen Rang have. velærværdig og 
Delærværdighed: en Titel, fom gives Præs 
ſter. (S. heiærværdig.) 

Delan! f. under vel, B. c. 

Velling, en. ſ. Valling. 

Demodig, adj. ſ. veemodig, unter Dee. 

Den, en. pl.-ner. [IJ. Vinr. A. 6. og 
gl. T. Vine, Vin, dilectus.] 1. i det ops 
rindelige og almindeligfte Begreb: den, vt 
have fiær, og ſom igien har os fiær. Nu 


br. det ifær om Forholdet imellem to Perfos + 


ner, (ofteſt af eet Kion) fom føle en mest 
end almindelig reen Velvillie og Tilbøieligs 
hed for hinanden, m. en deraf oprunden 
Fortrolighed, Lyft f. af omgaaes, og t. at 
fremme hinandens Vel, m. m. Du Avins 
dekionnet: Deninde, en. pl.-x. — fan er! 
min fiærefte, fortroligfte Den. . Jeg har en 
tro V. i ham. De have været Denner fra 
Barndommen af. En Ungdomsven, Ungs 
domsveninde. En Huusven. At blive go⸗ 
de Venner m. een, id. T. komme i et ven⸗ 
ftabeligt Forhold til. Øam fan man let blive. 
gode Denner (ikke god Den) med. De vare 
gen Tid Uvenner; nu ere de gode Denner. 
Lad os være gode Dermer iglen. Derfor 
kunne vi være lige gode Denner. — Id. T. 
br. dette Ord ogſaa tidt om Forbindelſer 
uden egentlig Venſtab, f. E. imellem Kiob⸗ 


mænd (hvoraf Udtrykkene: Handelsven, 


Bordven, 0. fl.) 2. fig At være Den af 
noget 0: lide, holde af. Ses ev ingen V. 
af lang Snak. (S. Elſker.) Sandhedens, 
Dydens, Fædrelandets Denner. En Borne⸗ 
ven, Fædrelandsven. (jvf. Uven.) Afle⸗ 
dede Ord: vennefaſt, adj. (venfaſt. Moth.) 
beftandig i Venſtab. ennefavn, en. En 
Vens Favn; fig. en Vens kierlige Deeltagelſe. 
»Naar Stælen fig I Vennefavn udgyder.” 
Rahbek. Vennefred, en. venligt, fredeligt 
Forhold, fom det finder og bør finde Sted 
imellem Venner. Vennefred med dem, ſom 
mine Grander vare,” C. Frimann. Dens 


negave, en. Gave af en Ven. »En Ven 
EN 


Belvillie—Vennegave. i 


i 


' 
⸗ 


1 


é 
VBennegave — Vennetro. 


bor aldrig ſtolt undvære Dennegave” N. 
Brun. Venneglede, en. Glode af Ven⸗ 
ſtab, af Venners Samfund og Omgang. 
SOhlenſchl. Nord: Gud. 323.) Venne⸗ 
haand, en. En Vens Haand; og fig. ell. 
overflødigt om en Vens Gierning, Medvir⸗ 
Een. Cu Gave af Vennehaand.“ Foœdrene 
ønffede at døe for Vennehaand, hellere end 
af Alder og Svaghed.“ Wandal. Dennes 
ielp, en. Biftand af en Ven, (Flbigers 
ph.) ennehilſen, en. venlig Hilſen, 

el. Hilſen af en Ven. (Rahb.) venne—⸗ 
huld, adj. huld, fiærlig, ſom en trofaft 
og deltagende Ven. Hans vennehulge 
Trøft, Opmuntring. Vennehuus, et. 
Venners ell. en Vens Huus. ”Man ſtal 
varlig — ſoge.“ Ordſpr. vens 
netiær, adj. (om holder meget af fine Von⸗ 
ner og Glægtninge; vennefæl, 2. (Moth.) 
Saa vennetiær og elegod, fom du, fan 
ingen være,” Bording. (venkiæer, vens 
lig. .”Gom en venfiær Hund, med $vis:s 
menom fin Herre.“ Arreboe. fer. 189.) 
Dennekreds, en. Forening imellem flere 
Venner, ſom jævnligen ſamies dg omgaaes; 
doſaa d. f, ſ. Vennelag, et, en Forfamling, 
et Selſtab, Glæedeslag af Venner, el. af 
Folk, dér alle ftaae £ ef meer el. mindre vens 
ftabeligt Forhold. vennelos, adj. fom ins 
gen Venner har. (Kingo). "Bedre død, 
"end venneles.“ Ordſpr. "Den Arme, der 


maa vandre vennelos i Alderdommens Ørt,”» 


Rahb. Vennemaal, et. Venners Sale, 
venſtabelig Tale. JVennemaal at fige 0: 
i Benſtab fagt, ſom Venner funne tale f. 
hinanden. (Moth.) vennemild, adj. vens 
lig og udvortes mild. (Grundtvig.) Dens 
nensed, en. Nød, hvori en Ben ell. Wen⸗ 
ner befinde fig.  ”I Dennened at glemme 
egen Fare.” Grundtvig. Vennepligt, en. 
Pligt, ſom Venſtab paalægger, fom Vem 
ner indbyrdes have. (Wandal.) Dennes 
ſavn, ct. Savnet af Venner, af Venſtabs 
Glæder.  ”Bnart Vemnneſavnet felv dog 
vinder der,” Rahbek.  Dennefelffab, et. 

. f. ſ. Vennelaͤg. Vennefind, et. En 
Vens Sindelag, et venligt, velvilligt Sind. 
vennefindet, adj. ſom har BVennefind, er 
venligt findet imod. een. (Fibigers So⸗ 
phoki.) VDenneſtiod, et. en Vens Skiod. 


"FJa i dit Venneſtiod han rørt fin Aand op⸗ 


gav.” Grundtv.  Dennefvig, en. Svig 
af Venner; fvigfuld Adfærd af en Ven imod 
en anden. ”BWogt dig vel for Dennefvig.” 
Wording. I. 228. venneſal, (ell. venne⸗ 
falig. Moth) adj. 1. [J. vinsæl.] fom er 
meget yndet, almindelig afholdt. 2. ſom 
er Meget venlig, har et kierlig Sind. ”Nef, 
kom du fun, du vennefæle Dat, og bring 
mig i min elſtte Faders Skiod.“ Ohlenſchl. 
(Poet. Skr. IL. 295.) Vennetale, en. ven⸗ 
lig Talez el. Samtale imellem Venner. 
EGhl. Helge. 151,) vennctra, adj. tro” 


P — 


644 Vennetro ⸗Venſtabelig. 


ſom Ven, tro I Venſtab. »Affindig gaaer 
du, ſtiondt mod Venner vennetro.“ Fibi⸗ 
gers Soph. Vennctviſt, en. Uenighed, 
Tyviſt imellem Venner. ꝰHer ender fig vor 
forte Vennerviſt. Grundtv. Vennevold, 
en. (m. præp. i.) i en Vens Forvaring, 
Værge, Giemme. At betroe nuget i V. 
Det er i Vennevold. = venlig, adj. fon 
røber Velvillie, et mildt; kicerligt Sind, eller 
fom udrinder deraf, femmer overeens der⸗ 
med; faavel om Yttringen i udvortes Ad⸗ 
færd og Miner, form om Handlinger cl. ans 
bre Kiendemærfer. Et venligt Anſigt. En 
i Omgang venlig og behagelig Mand. 
Hun er mild og venlig imod alle. Deus 
lige Ord, en venlig Hilſen, Gt venligt 
Brev. At tage en venlig Afſted m. cen: 
(jvf. venffabelig.) — Denlighed, en. ut. 
pl. Beſtaffenheden, at være ell: vife fig 
venlig. Hendes V. indtager enhver. At 
modtage cen med V. Haus UD. var fun for: 
ſtilt. == Venſtab, et. ud. pl. 1. det For: 
hold, hvori en Ven flader f. ben anden; Fe⸗ 
lelſen af uegennyttig Velvillie og reen Til⸗ 
boielighed f. en anden Perſon. At ſtifte, jluts 
te, holde V. med cen. At gisre noget af V. 
for cen. “VDenſtab er den Art af Kiarlig⸗ 
hed, fom det blotte Samliv fan væfte. 
Ordet fan betegne baade ct Sindelag, 03 
en p. dette grundet Forbindelſe. ”Mulicr. 
(Da der gives mange Grader i Venſkabeſe⸗ 
delfen, br. Ordet ogſaa ofte i en forſtiellig 
Betydn. eller am meget forſtiellige Forhold. 
Man figer f. E. At holde Denffab m. Folk, 
naar man dermed fun mener: at undgage 
Fiendſtab m. dem. Den Fornemme har D. 
for en Mand af ringere Stand a: Yndeſt, 


Velvillie, uden at Forholdet fan være —— 
aber 


digt 0. f. 9.) ”Det Modſatte af Den 

Flendſtab, af Riærlighed Had, af Elſfov 
Koldſindighed.“ L. Dciberg. 2. i d. J. 
br. Ordet ofte blot for: Tieneſte, Hoflighed. 
Beviis mig det V. — Venſtabobaand, tt. 
fig. venſtabelig Forbindelfe. Venfkabb⸗ 
brud, et. Ophævelſe af V. Venſtabo⸗ 
forhold, et. det F. ſom finder Sted imellem 
Venner. At ſtage i V. til een. Venſtebe⸗ 
folelſe, en. den Folelſe af reen Tilboiclig⸗ 
hed og Kiærlighed f. en anden Perſon, 
hvori Venſtab beſtaaer. Denffabspligt, 
en. Pligt, ſom V. paalægger 08, P. imod 
Venner. —— et. id. J. en 


venſtabelig Handling, en Venſtabegier- 


ning. —= venffabelig, adj. ſom tommer cf, 
hører eller fvarer- t. Ventas, ev drundet 1 

. &t venſtabeligt Sindelag. En v. 
Handlemaade, Grintring, Advarfel. At 
holde venſtabelig Omgang, ſtage p. en vens 
fPabelig” Fod m. een. (Denlig udirpffer 
deels ct mere almindeligt Begreb; deri 
gaaer det mere ud p. üdvortes Yttringet, 
venffabelig mere p. det Indre, p. det bele 
Sindelag; Man fan være venlig I Adferd 


- v 


|; 


- en anden Retning. ; 
” Jeg, ſom har Vreden voldt, 


Ven · Vende. 


(ogſaa venlig findet) mod Alle; venſtabelig 


ev og handler man mod fine Venner.) — 


- Denffabelighed, en. ud. pl. venſtabelig Ad⸗ 


sr Handlemaade. At afgiore noget i 
enftabelighed. 

Vende, v. a. øg n. 2. (I. venda. VA, 
act. 1. i Alm. forandre en Tings horizon⸗ 
tale Stilling, bevæge noget fra cen Side t. 
en anden, færd. naar det ſteer ved Dreining 
om et vift Punkt. (jvf. dreie. — At vende 
et Sfib, vende en Gogn. At vende Dinene 
til, fra noget (v. Hovedets Dreining.) "At 
vende en Steg (p. Spiddet.) At vende fi 
i Sengen. At vende .fig til een. (egent 
dreie fig t. cen i Samtalen. fig. At vende 
fig a: henvende fig t. ceft, med en Begierin 
€. dD.) ”Zil letfindig Modgang de dem (fig 
vende.” Rahb. (Digte. 1802. II. 174.) 
Vinden har vendt (dreiet) fig (forandret fin 
Retning.) At vende noget om, lægge, dreie 
det om p. den modſatte Side. At vende op 
og ned paa noget d: vende det, fom var 
øverft,. nedad. At vende Anfigtet fra, til 
Binden., At vende Ryggen t. een (el. ven⸗ 
de cen Ryggen.) Saafnart jeg vendte Ryg⸗ 
gen 9: gif bort, forlod Stedet, At vende 
den Side ud,⸗ell. udad, ſom før var indad. - 
(At vende cen i en Kiep 9: banfe ham.) 
2, i noget mere indſtreænkede ell. figurlige 
Bemærfeljer: a. bringe den indvendige Si⸗ 
de af eu Ting udad. At vende en Kiole. 
At vende Handſter, Strømper. b. vende, 
absol. vende m. en Vogn, Her er iffe 
Rum ft. at vende, ”Den fan iffe Høre, 
ſom itke fan vende.” Ordſpr. 6. At vende 
fig nogenſteds hen 3; begive fig, forandre fin 
Bei, Keife, Fra Holland vendte vi 06 .t. 
Tydſtland. Han veed ikke hvor han ſtal 
vende fig hen. d. omſkifte, forandre, give 
”Bang ev ond at vens 
de.” Ordſpr. i 
ſtal vende ten t. Glæde.” C. Roſe. . Han 
fan godt vende og dreie fine Ord. ”Dendt 
var nu den vrede Hu, vendt var Harm og' 
Klage.” Ohlenſchl. RBAt vende cen fra e 
Forfæt. (Moth.) At vende fit Hierte fra' 
cen (tabe fin Velvillie f. cen.) At vende 
alt t. det Bedſte (forklare, optage. 1 Lykken 
Bladet har vendt fig. B. heutr. (har.) 
1. At vende med en Vogn, m. en Plov 9: 
lade Heſtene bevæge den omfring i en mods 
fat Retning. 2. At vende om, vende tils 
bage 3: gaae tilbage mod Stødet, man gif 
ud fra. At vende hiem fra Jagten, 3. 
om en Tings Stilling. "At verde nedad, 
opad, Bagfiden vendte (laae) i Veiret. 
(Saalænge mit Hoved vender op 9: ſaa⸗ 
længe jeg lever.) 4. om Stedets Belig⸗ 
genhed. Bifje Vaerelſer vende mod Jord. 


Vinduerne vende mod Gaarden. = Den⸗/ tove, bie. 
ding, en. pl.-er. 1. Gierningen, at vende, forbi. 


Dørs Vending. Vendingen i Fodſelsvi⸗ 
denſtaben. S. Zaandevending. (At give 


45 


Vende⸗ Vente. 


i ; OM 
fig 4 Dending, komme i Dending m. cen, 
mn. et Skib til "Søes o: komme i Strid, i 
Fegtning, komme til Slag: en fordum bruz 
gelig Talemaade. (Moth. Bording, H. 69.) 
2. Forandring, haftig Omſtiftning. ””Der 
fan ſtee meget i en (mal Dending.” Moth. 


for. 3. den Stilling el. Retning, hvori. 
noget ev vendt. ”Den Vinkel, fom Marken 
Øer m. Horizontalplanen, udtrykker dens 

ending imod ef Verdenshisrne.“ Olufſen. 
(Landoec. 81.) 4. figurl. i Sproglæren 
el. Talekonſten: en færegen ell. mere (uds 
ſogt, fouftig Maade, at uüdtrykke en Tanke 
paa. “Deres Talore ftræbe mere efter pyn⸗ 
tede Talemaader og konſtige Dendinger, end 
efter grundige Fornuftsſtutninger.“ Bagg. 

. Klim. == Dendefure, en. den Plovfure, 
der frembringes v. den anden Ploining af 
en Brakmark, ell. efter Brakfuren. (Thaers 
Landoec. II. 88.) Vendehals, en. En 
Fugl, der har fit Navn af dens meget boie⸗ 
lige Hals og de fynderlige Vendinger, den 


illa. Vendekaabe, en. den, ſom ftifter 
Ein efter Leiligheden, holder m. den, ſom 
ev i Fordeel; [om veed. at vende Kaaben ef⸗ 
ter Veiret. endekreds, en, en af de to 
Kredſe p. den fynlige Himmel, hvor Solen 


”Siort Gierning har ingen Dending,” Ord⸗ 


fan giore med denne Legemsdeel. Jynx tor- 


ſynes af vende fig idens aarlige Løb. Tro . 


bicus. Vendemod, et. ud. pl. Uſtadighed, 
ankelmodighed. (Moth.) - ”I Lediggang 
fig føler Dennemod.” Ohlenſchl. Vende— 
plov, en. et Slags Plov m. dobbelt Ruld⸗ 
fl og Plovſtær. (Olufſen. Landoec. 170.) 
endepunkt, et. det Punkt, hvorom en 
Ting bevæget, i det den vendes ell. vender 
fig; el. det P. hvorfra man, i en Bevægelfe 
frema, vender om. — fig. Dette var ef Den⸗ 
epunkt i hané Liv, i hang Skiebune. 
Dent (el. værne) fig, v. rec. 1, IJ.veina.] 
give fig, flage, jamre fig. Moth. (Kingo. Udg. 
af 1827. &. 166.) “Ved ukiendt Oval forgie⸗ 
ves vene fig.” Rahbek. Ved min Lod jeg mi 
et meer ſtal vene.“ Samme. (Digte. II. 26. 
Venlig, Venſtab, f. under Den. 
Venſtre, adj. uforanderligt, og aldrig m. 


ubeftemt Art. [I. vinstri, A. &. vynster.] - 


fon ev p. den Ode, der er modſat den hoire. 
Den -venftre Haand. Paa venſtre Side. 
At vende fig t. Venſtre (9: t. venſtre Side.) 
fan veed itke Forſtiel p. Hoire og Venſtre. 
Den venſtre Side, Floi af et Huus0: den, 


man har p. venſtre Daand, naar man ſtager 


m. Ryggen mod Huſet. Saaledes: Krigs⸗ 
hærens venſtre Flat. 


ente, v. n. og a. 1. [9$. og Sv. vænta.] 


Av neutr. 1. egentl. blive p. et Sted, indtil 


noget ſteer, indtil en Bern fommer, e. d. 


Jeg vil vente her f. han kommer 
Jeg har ventet p. ham f to Timer 
og vil nu itke vente længere, Hau lader Folé 
længe vente paa fig. ”Åt vente efter cen, 


dd + 


- 


é 


p. noget, der tal ſtee; 


er det ſamme ſom at ble eſter ham.“ Muaͤller. 
Heſtene, Kudſten maatte vente paa den Reis" 
fende i flere Timer. At vente med noget 3: 
opfætte det t. eens Ankomſt, De ventede 
p. ham m/ Maden ito Timer. 2. være i 
den Tanke, i den Formodning (i Forvent⸗ 
ning om) at noget vil ſtee. Man venter, 
at Krigen vil bryde ud. Jeg venter endnu 
p. Svar fra ham. — Ogſaa m. Bibegreb om 
at opfætte ſfin Handling: Jeg venter fun 
p. Sagens Udfald, f. at udføre min Beſlut⸗ 
ning. ”Xt bie er en Handling; at vente er 
at foreftile fig, noget vil møde,” Miller, 
B. aot. og recipr. formode, giore ſig Haab 
om, fee i Røv, forvente, (faavel en Pers 
ſons Ankomſt, fom en tilkommende Begiven⸗ 
hed.) Vi vente ham i Aften. Han har 
været ventet i flere Dage. " Man venter et 
Slag, venter Efterretningen om hans Ded. 
»Da gier han ogfaa, at det Dentede ikke 
er Mynfter. pan ventede fig en Be⸗ 
nning, men fik ingen. Jeg venter mig'en 
rig Hoſt. (jvf. forvente.) — figurl. Straf: 
fon venter (3: foreftager) ham. Der vens 
fer mig et fvært Arbeide. (ventendes ex- 
spectatus. Dentendes Are. Moth.)—= Dens 
telig, adj. fom fan ventes, formodes. Det er 
ikke venteligt, at han opgiver fin Fordring. 
”Hvad var mere venteligt, naar Stamfa⸗ 
deren forlod den offentlige Gudstieneſte?“ 
Guldberg. vegstelig, venteligen, adv. fors 
modentligen. — Venten, en. Tilſtanden at 
vente. Jeg blev tilſidſt kied af den lange 
Venten. — Ventepenge, pl. det, fom maa 
betaleé t. den, fom venter p. en anden (f. E. 
med beftilte Heſte. VDenteſtund, en. den 
id, I hvilfen man venter p. cen; ell. venter 
Ventetid. (M. S. 
Buchholm.) eutetid, en. d. ſ. ſ. Vente⸗ 
ſtund. (Baſtholm.) 
Vente, i Vente, adv. efter Forventning 
oreftaaende, Der ev en Forandring i 
ente. Her er intet godt i Vente. pan 
har en Arv i Vente. ER 
Verden, en. fom ofteft fun m. den beft. 


rt. igen. undertiden Derdfens. (ffær efter 
0.2. IS. Verådlid. A. 6. Verold.]. 


el.) ſ. 
1. ud. pl. i den meft omfattende og abftracte 
Betydning: Indbegrebet af Alt det, ſom er 
til, den helge Skabning, det ſtabte Alt (Uni: 
verfum.) Fra Verdens Begyndelfe Til 
Derdens Ende. ”"Derden er et Sammen⸗ 
hæng af alle, p. eengang tilftedeværende og 
efter hinanden følgende Ting.” Eilſchow. 
Mogle have tænkt fig Gud ſom Verdens 


Sicel. Bor Klode fynes ubetydelig i Sam⸗ 
. menligning med den hele V. 


Jordklo⸗ 
den mobfættes ogſaa: den evrige Verden.) 
2. ud. pl. vor Klode, Jorden, m. alle 
Stabninger, fon findes p. den. At reiſe 
omkring V. Han har været vidt omkring 
iD. Den nye Verden p: Amerika, i 
Modfætning ft. den gamle. (S. Derdens⸗ 


646 


Verden. 


deel.) Ikke for al Verdſens Guld, Herlig⸗ 
hed. 3. m. ubeſt. Art. og pl. Verde . 
Et Himmellegeme. Aſtronomien har lært 
og at kiende flere Derdener.  ”Han hvis fas 
derlige Baretægt omfatter Derdeners pære.” 
Mynſter. 4. Indbegrebet af det, ſom p. 
cen Tid cl. i et pift Tidsrum er til; færd. 
de p. cen Tid levende Menneſter; ſom ogſaa 
nærmere betegnes v. Tillegget: den, menne⸗ 
ſtelige D. Man figer ſaaledes: den gamle, 
den nyere, den nærværende D. At komme 
t. Derden o: fødes. Han hører iffe t. 
denne Derden, lever iffe i denne D. (om 
een, hvis Siv og Tænfemaade ere forſtiellige 
id alle andres.) En Wand af den gamle 

Jerden o: af gammeldags Sæder, Leve⸗ 
maade, Denne Verden modfætteg: hlin 
el. den anden Derden 3: det tilkommende 
Siv. J denne og hiin D. At fende cen ind 
i den anden D.-9: ſtille ham v. Livet. Hele 
Derden ftiælvede f. hans Navn. Hans Be⸗ 
drifter giorde ham navnkundig over hele 

erden. 5. ud. pl. i en mere inditrænfet 
Betydn. om en ubeftemt Mængde, et bety⸗ 
deligt Antal af de p. een Tid levende Men⸗ 
neſter. V. klendte ham ikke. Derden er= 
farede aldrig, hvor velgiorende hans [Liv 
havde været. Han veed godt at ſtikke fig i 

. At fomme frem i Verden, føge fin 
Lnffe i D. At tomme ud iD. leve meget 
iD, (o: blandt Menneſter, i det ſelſtabe⸗ 
lige Liv.) At erklare noget offentligt f. 
hele D, At flye D. (det. mennejtelige Sei⸗ 
ſtab) og føge Eenſomhed. ”Ligefaa vel i 

erdens Vrimmel og Larm, ſom unter 
Sygeleiets uvelfomne ECenſomhed.“ ons 
ſter. — Ofte nævnes i denne Betydn. al 
Derden ell. hele Derden. Hele V. veed det. 
Al V. taler derom. (ligeſom: Enhver, alle 
Menneſter.) 6. Indbegrebet af en vis 
Deel af det erifterende, f. E. Den menne⸗ 
ffelige . Den legemlige V. Aandever⸗ 

enen. Tankeverdenen. Han lever i fin 
egen V. (Ideekreds.) — Ligeledes: a.) om 
en vis Claffe Menneſter: Den lærte D. 
(de Lærde, der lærde Publicum.) Den ftore, 
den fornemme Derden. Den fine Derden. 
»En Mand: af Verden beſidder ikke blot fiin 
Levemaade, viſer ikke blot Belevenhed, men 
har tillige Verdensklogſtab; thi Verden be⸗ 
tegner her Indſigt i de menneſtelige Anlig⸗ 
genders ſedvanlige Gang.” Muͤller. b..) 
om en vis Virkekreds, Omfanget af en vis 
aandelig Kraft ell. Virken. Konſtens, Poe⸗ 
ſiens Verden. cc.) Om Indbegrebet af 
Menneſtets Aandsliv, dets Evner og Kref⸗ 
ter overhovedet. »Gud har lagt en heel 
Derden, har lagt dybe, uudgrundeligeK ræfs 
for I Menneſtets Hierte.“ Mynſter. 7. 
ud. pl. det borgerl. Selſkab, i Modſ. til 
Kirken ell. det kirkelige Samfund (heraf: 
verdslig.)At forlãde V. og gaae i Kloſter. 


At ſlaae fit Sind fra V.  Dendes Hu ſtod 


U 


… Berden—BVerdensmand,  - 647. Werdenſmand - Vertshuus. 


mere t. Derden, end ft. Kloſterlivet. Et 
Verdens Barn, et verdelig findet Menneſte. 
»Dem har hun lært af dig, at ſtye ſom Ver⸗ 
dens Børn.” P. M. Troiel. (I bibelſt og 
theolog. Sprogbrug bemærfer Verden ogfaa 
De jordiſte Ting, i Modf. til det evige Liv.) 
8. bruges Verden ogſaa om Skiebnen, det 
menneſtelige Livé Gang. Jeg 
min Deel af Verden. D. gaacr ham imod, 
har været ham imod. Han har prøvet 
Derden; har, gaget meget iglennem i VD. 
Saaledes gaaer det til i D. Det er Der: 
dens Løb. 9. I, d. Tale, er Derden, al 
Derden ogfaa et forftærfende Udtryk(ſe oven⸗ 
for Mo. 5.) Intet i D. kan troſte mig. 
Al Verdens Rigdom fan ikke hielpe mig. 
Ikke f. Alt i Verden (paa ingen Maade.) 
Hvad i af Derden vil han dermed ? (i For⸗ 
undring.) == DerSensgand, en. En Aand, 
der tœnkes at befiæle, "at give Liv ft. den 
hele Skabning. (S. Staffeldt.) i Der: 
den, 1. Verdensalt, et. d. f. ſ. Ver⸗ 
den, 1. (optaget efter det 2. Weltall.) 


Derdensbarn, et. (I. Welt kind.) f. uns. 


der Derden, 7. Derdensbegivenhed, en. 
B. ſom har Indflydelfe p. hele V. eller en 
betydelig Deel af ſamme.  Derdensborger, 
en. den, der vil betragtes ſom Borger i den 
hele Verden, iffe i nogen færjtilt Stat; en 
Kosmopolit. Derdensbygning, en. Ind⸗ 
retning, Mechanismen i det hele Univerſum. 
Verdenodeel, en. pl.-dele. En af de fire 
el. fem Ppoveddele, hvori man inddeler Jord⸗ 
floden. Derdensegn, en. En vis Deel, et 
vift Strøg af Jordkloden. Verdensglade, 
en. Slæde, ſom ſoges i Werdenélivet. (jvf. 
Derden, 7.) ”Hun vinter ei f. flygtig Ver⸗ 
densglæde.“ Ingem. Verdenshandel, en. 
Handelen, betragtet i fin ſtorſte Udſtrekning 
og Indflydelſe p. den hele cultiverede Ver⸗ 
ben. (Bagg. Poet. Cp. 311.) Verdens⸗ 
nl et. ud. pl. Havet, ber udfylder den 

øvre Deel af Jordens, Overflade, betragtet 
fom et Heelt; Oceanet. Verdenshiſtorie, 
en. Fortælling i Gammenhæng om Menne⸗ 
flægtens Udvifling I Tiden, giennem de vig⸗ 
tigfte Nationers Skiebne. verdensklog, 
adj. fom har Erfaring og Indfigt i de men» 
nettelige og borgerlige Anliggender, ſom 
kiender Verden, veed at ſtikke fig i Verden. 
Deraf : Derdenstlogfra verdenskyn⸗ 
dig, adj. d. ſ. ſ. verdensklog. (£. Kruſe.) 
Verdensliv, et. 1. (S. Verden, 5.) Et Liv, 
der føres meget i Verden, deels I borgerlig 
Virkſomhed og Statsſyblet, deels i Selſta⸗ 
ber og Adfpredelfer (modfal det huuslige ell. 
eenſomme Liv.) 2. kivet, ſaaledes ſom det 
nttrer fig, enten hele Skabningen, i Uni⸗ 
verfum, ell. I den menneftelige Verden. ”En 
Aand, ſom veed, det hele Derdeneliv at 
fatte.” Ohlenſchl. Derdensmand, en. En 
Mand, der fever meget I Verden, og godt 
vced at ſtikke fig I Verdenslivet. ”Manden 


X BB) 


ar havt 


af Verden er derfor ikfe nødvendig en Ver⸗ 
—— thi Verdensmanden er den, 
vis 
Aniſggenders fædvanlige Gang.” Muller, 
Derdensffaber, en. Gud, betragtet ſom 
Univerfets Skaber. ”” Derdensffaberens 
Hellighed Kder intet herunder.” Eilſchow. 
Verdensſtiebne, én. S. ſom overgaakr den 
hele Verden el. Menneftejlægt. (Rahbek.) 
Verdslig, adj. IS. Derden, 7.] 1. ſom 
hører t. Verden 3: £. det borgerl. Samfund, 
i Modfætn. t. kirkelig og geiſtlig. Den 
verdslige Øvrighed, Stand, Lovgivning. 
2, i theolog. Betydning: fom hører t. det 
jordiffe Liv, t. den timelige Velfærd; jors 
— fandfelig. (modſ. geiftlig.) Verdolige 
nå. 
Denne Vræft ev meget verdslig ſindet. — 
Deraf: Verdolighed, en. ud. pl. 
Dergarn, f. Zoergarn. 
Derf, et. ſ. Dært. ' 
Ders, ct. pl. d. f. [2at. versus.] 1. en 
Linie iet Digt; en Verslinie. Skueſpillet 
er ſtrevet p. Vers. At fætte noget p. Vers. 
Diſſe to D. rime iffe. (Denne oprindel. Be⸗ 
tydning br. dog ikke ofte) 2. en Strophe i 
et Digt. Viſen, Pfalmen har fer D. At ſyn⸗ 
ge det førfte og fidſfte Bers. 3. (meft i pl.) 
et Digt, digtede Arbeider. At ſtrive V. 
giore Ders. Lette, tunge, flydende Ders. —= 
a.) Dersart, en. Maaden, hvorpaa et Digt er 
indrettet, i Henſeende til Stavelſernes Antal 
i Verfene, og deres Tonefald. versbun⸗ 
den, f. bunden Stiil. Verslinie, en. d. 
f. f. Ders, 1.  Derslære, en. Lære om de 
forſtiellige Versarter og deres rigtige Tone⸗ 
fald. (Metrik, Profodie.) = b.) Derfemaal, 
et. Maal p. Verslinierne, efter Stavelſer⸗ 
neg Antal og. Tonefald. Verſemager, en. 
den, ſom gior Vers (ct ringeagtende Udtryk. 
f. Kiimfmed.) — ”Derfemageren træller ;. 
fun Digteren leger, tænkte jeg.” Bagg. 
(kabyr. I. 172.) ”Ver'en Verfemager for⸗ 
ſtaaes den, fom paa en aandlos Maade har 
fært at giore Vers efter et viſt Mønfter.” 


- 


E. Muͤller. 
Vert, en. pl.-er, ISv. Ward. T. 
Wirth.] 1. Den, der forſyner andre m. 


Huusly, Mad og Drikke, enten f. Betaling, 
el. af Venſtab og Stæftfrihed. (i Modſ. t. 
Giæfterne.) Verten i Kroen. Han er ent 
god D. (beverter ſine Gieſter rigeligt og 
gierne.) Vi maae takke Derten og Vertin⸗ 
den. (jvf. beverte, Spiſevert.) 2. Ver⸗ 
ten i Huſet, Zuusverten, kaldes ogſaa den, 
ſom eier (ell. har leiet) et heelt Huus, ifær 
naar han tillige. ſelv boer der; i Modſetn. 
t. Aeierne. — Dertshuus, et. Huué, hvor 
Fole f. Befaling gives Huusly og Bevert⸗ 
ning, ell. blot den ſidſte; Giæftgivergaard. 
(S. Kro.) UDertshuus old, et. den 
MNæring, at holde Vertshuus, Krohold. 
Vertshuusmand, en. Gicſſtgiver, Kromand. 


Idrætter beſtemmes af de menneſtelige 


At tœnke f. meget p. det Verde ge. 


⸗ 


"dige Lande, Kyſter, Bierge. 
e 


rikas Pffſide. 


kaldes ffær den 


”… Vgger p. Veſtſiden. 


- Den ve 


WVerthuus — Vette. 


Vertshunskone, en. Kone, ſom holder 


Vertshuus; Krokone. Vertshuuorettig⸗ 
hed, en. R. til at holde Kro cl. Vertshuus. 

Vertſtab, er, * Wirtſchaft.] Dette 
fremmede Ord (fon Moth anfører i Be 
mært. et prægtigt Maaltid) høres fun i 
dagl. Tale, fielden i egentl. Betydn. for: 
Huusholdning, Næring, Næeringsdrift, ell. 


Vertshuushoſd, Krohoid; meſt i Talemaa⸗ 
der ſom: at holde et b 


gatt Vertſtab (Huus.) 
Hvad er her for et Dertfab? (hvad tager 
man fig for?) 0. d. 
Derv, ct. ſ. $verv; verve, f. hverve. 
. Defpe, en. pl.-r. [X. S. Wæspe.] br. 
undertiden i St. for den mere danjte Be⸗ 
nævnelfe KOMAS (Vespa.) hvoraf Veſpe⸗ 
rede. (f. Bveps.) 

De t, en, pl.- e. FE. Vest. T. Weſt e. 
Goth. Vastja, en Kiole. en fort Troie 
uden Wrmer; ſom Mandfolk bære nærmeft 
inden for Kiolen. (en Undertroie.) 

Deft, n. s. ud. ubeſt. Art. LJ. Vestr. 
A. S. Vest.] ten Himmelegn, fom.yp. vor 
Halvklode betegnes v. Solens Nedgang; 0 
fom ey modſat Øft. Huſet ligger lige i Ø 
59 VD. Herfra ſeer man Kirfemligge lige i 

eft. At ſeile mod Veſten. Vinden er 
geeet om i Veſt. — Den adject. Form er: 

eſten. Man figer ſaaledes: Vinden er 
Veſten, (itke Dett; naar det blæfer lige fra 
denne Led. (ſ. vejtlig.) Fyen ligger Deften 
. Stællant. En anden adj. Form er ve⸗ 
er (ligeſom efter, ſonder og nor ell nørre.) 
Den vejtre Ende af Huſet. At ſeile Veſter 
paa, Derimod figer man ofteſt: De veſt⸗ 
— Gammen:s 
fætn. dannes med Veſt, Deften og Defter. 
a.) Deſtfarer, en, et Skib, der ſeiler p. Veſt⸗ 
indien. Veſtindien, n. pr. v, dette Navn 
betegnes I Alm. ikke det veſtl. Indien, men 
de americanſte Øert den ftore Bugt p. Ame⸗ 
Deſtindianer, cn. pli-e. en, 
Mand fra Veſtindien.  veftindiff; adj. ſom 
ev fra, hører t. Veſtindien. Vefttyf, en. 
den veftlige Kyſt af et Land. (I Modſ. £. 
Oſtkyſt.) Veſtfide, en. den veſtlige &. af 
et Land. 
blœſer fra Veſten, c.) Defterhavet, n. pr. 
eel af Nordſoen, ſom ſto⸗ 
der t. JIyllands Veſtkuſt. Veſterkant ell. 


Deſtkant, en. den veftl. Kant el. Side af 


et Land. Paa Veſterkanten af Soland, — 
Deſterland, et. den Decl af et Land, fom 
Veſterlandet Fohr. 
VDeſterleding, en. den veftre Kant af Ver⸗ 
Den, (Moth.) (desuden adſtill. n. pr. f. E. 
Defferborg, Veſtervig, 0. fl.) . 
Veſtlig, adj. 1. fom ligger mod Veſten. 

flige (veftre) Deel af Landet. 2. 
ſom kommer fra Veſten, fra Veſterkanten. 
Veſtlige Vinde. 

Vette, en. 
1. ct Slags vnde cl. gode Jordaander, ef⸗ 


648 


b.) Veſtenvind, en. den V. ſom 


L-r. ſIsl. Vætg, Vættr.]” 


ter Fortidens Overtro; Niſſer, Ellſefolk. 
Gode, onde Detter. (Moth.) Deraf hos 
Moth: Vetteild, en. Ild, ſom fordum troe⸗ 
des at brænde om Natten i Gravhelene; 
Hoi⸗Ild. Vettelys, et, brændbare Duns 
fter, lilg en blaalig Lue, der om Natten ſees 
i Mofer. 2. Det f. f. Baun. (Moth.) 
Dever, adj. pl.-vevre. [Formodentl. 
beflægtet med E. wave; m. væve, vifte o 
fl. Ord, ſom betegne en, hurtig — 
hurtig, val, nem i fine Bevægelfer. (agilis. 
Moth. vevert Barn: puer · alacris.) 
»Som Fuglen i Luften, faa vever.“ Bagge: 
fen. ”Hvor munter, let og vever, og overgi⸗ 
ven fom en Dreng p. fytten Aar.” Samme. 
(Giengang. 69.) “En fort og vever Flugt 
p. ny, v. Hielp af lange Vinger, ſtobt' af 
Bly.” Samme, — Deraf: Deverhed, en. 


ud. pl. 

, Devi el. Devle, en. pl. Vevler. [Sv. 

Wefwel.] Reb til dt ſnoe om noget, f. E. 

en Zovevl, hvormed et Holes bindes ft. 

Stangen. . ' 
Vevle, v. a. 1. ſnoe noget ſammen, i 

hinanden. At vevle noget ſammen. (3. 


.viſia, forvirre.) - 


- Derel, en. Skifte, Omſtiftning. Dette 
tydffe Ord (ſom fun i den nedenfor anfarte 
Betydning: Berelbrev, er almeen brugeligt) 
forekommer i nogle Sammenfætninger, der 
temmelig hyppigen bruges, — Dereldrift, 
en. et Agerbrug, hvorved de inddeelte Mar: 
fer dyrkes ſtifteviis hvert antet Aar m. (ang; 
ftraaet Sæd, hvert andet Aar m. en renſende 
Sadart (Bælgfrugter, Boghvede, Rodfrug⸗ 
ter, Kaal ꝛc.) og ſaaledes egentlig ikke hvile. 
verelviis, adv. d. f. ſ. ſtifteviis. ”Marz 
mor — (om i hvide Bølger bæver fig og fons 
fer vexelviis.“ 3. £, Heiberg. Vexelvirk⸗ 
ning, en. pl.-er. glenſidig Virkning. 

exel, en. pl. Dexler. [2. Wechſel.] 
1. en Gieldsforſtrivning af et eget Slags, 
fom-den, der udfteder ſamme, forbinder fig 
t. at indfrie ell. lade indfrie p. en beſtemt 
Dag, og i Mangel deraf underkaſter fig 
Vexrelrettens Tvang. At udftede en D. At 
laane Penge paa Derel. 2. en Anviisning, 
hvorved en Perſon begierer af en anden at. 
udbetale f. en Tredie en vis Pengeſum p. en 
beftemt Dag, og ſom, naar den, Fordringen 
gisres til (el. ſom Verelen trætfes p.) har 
antaget (accepteret) den, faaer ſamme Gol: 
dighed, ſom en egen Ogrel, og derfor i Han⸗ 
delen gelder fom rede Penge. (en Tratte. 
Ital. Fratta.) At--træfke (udſtede) en D. 
paarein. At fende een Penge v. Derel. 
Gode (ſikkre) Vexler. At acceptere, endos⸗ 
ſere, proteſtere en V. m. fl. Kiebmandsud⸗ 
tryk. == Derelzager, en. A. ſom dtives m. 
Vexrler ell. Verelobligationer. Derelbog, 
en, Bog, hvori Siøbmænd antegne Vexler, 
fom de have af udbetale el. indkreve. 
Vexelbrev, et, d. f. f. Vexel. (foræltet. 


⁊ 








Vexelcurs —Vi. 


Schytte. Indv. Reg. I. 254.) Derelcurs, 
en. den Bærdt, ſom Vexler fra et vift Land, 
ell. en vis Handelsplads have, Imod rede Pens 
ge, p. en fremmed Handelsplads cl. i et andet 
Land. Den danſte, engelſte V. Vexel⸗ 
ield, en. den Gield, maner i, i Følge uds 
edte (egne) el. accepterede Verler. exel⸗ 
, en. 6. fom drives m. Verler. 


—* 
Vexelhandel ſkeer enten v. at udverle 


Muntſorter imod Myntſorter; el. Penge 
imod Derelbreve ell. andre (Penge⸗) Bre⸗ 
ve.” (Obligationer.) Schytte. (Dog br. Or⸗ 
det Derelhandel nu flær fun om det fidſte 
Slays.)Vexelhaver, en. den, der har en, 
af en anden udffedt V. i Hende. Vexel⸗ 
mægler, en, En M. til hvem Kiebmend 
eller Andre henvende fig, der ville fælge ell. 
kiobe Verler. Derelobligation, cen. Et 
Gieldsbrev, der lyder Pp. hoiere Rente, end 
almindelige Obligationer, men ci maa uds 
ſtedes p. længere Tid end 3 Maaneder. 
Derelregning, en. Maaden, at beregne 


Verelcurſen og cen Myntſorts Forhold t. en - 


anden. Hexelrente, en. den Rente, ſom 
betales af en Vexelobligation, cl. af en 
Vexrels Beløb, naar den udbetales før For⸗ 
faldsſtiden. Derelret, en. 1. den Ret, ſom 
Verler have efter Lovene, fremfor andre 
Gieldsfordringer. 2. de i Genfeende t. 
Verler gieldende Love. 

Vexelerer, en. pl. ⁊e. den, ſom gior Næs 
ring af at ombytte eet Slags Pengeſorter f. 
andre, imod at beregne fig derfor en vis For⸗ 
deel (Opgield, Agio.) ”Diffe Penge tilvers 
ler man fig hos de Handelsmend, fom vi 
falde Deérclerere.” Schytte. (Indv. Reg. II. 
2352.) ””Derelerer er den, fom driver Pen⸗ 
gehandel i det Smaa.“ Miller. 

BWDerle, v. a. og n. 1. [2. wed feln.] 
1. bytte, ſtifte, ombytte, At verle (bytte) 
Penge. (Moth.) ”At blande Smiil m. 
Suk, og verle Borg m. Glæde,” Bagg. 
»At verle er at bytte Zing af eens Værdi — 
og det bruget derfor ifær om aft bytte Pen⸗ 
ge.” Muͤller. 2. neutr. ſtifte, omſtiftes. 
(nyere, tydſt Talebrug.) ”Drivffyen ver: 
er el faa ſnart, fom Mandens Hu.” Ohl. 
(GHelge.) ”Livets de,verlende Kaar.” Bagg. 
”Da Sorg og Frygt og Haab faaledes have 
verlet, og endnu verle i Menneſtenes Bryft.” 
Mynſier. “Et Menneſtehierte ſlager I dets 


Broſt, det føler en evigt verlende Loft,” 


J. £. Heiberg. ” “Thi det Jordiſte vexler, 
uftadigt det fødes og fvinder,” Samme. 
Vext, en. S. Vært. 
Di, perſonligt ſubſtantiviſt Pronomen, 
'" Den 1fte Perfon i Fleertallet, ſom br. naar 
flere tale I førfte Perſon, I deres eget Ravn, 
ell. cen taler i Fleres, figer el. fremfiger 


noget om flere. (gen, vores. Dat. og Acc. 


os. Om Øen. vores ſee under vor,) Re⸗ 
gierende Fyrſter bruge i offentlige Breve og 
Kundgierelfer denne afte 


” 


— 


649 


ringere Værdighed (f. 


memſtue Zing of deres Forhold. 


Perſon i Fleertal⸗ 


' " 
… Vi—Vid. 


let, ſtiondt de tale alene i dexes eget Navn. 
Di Frederik den Siette. TA vort Hof. 
or og er indkommen, o. f. v.). . 

Vibe, en. pl.ur. En befiendt Fugl, der 
holder fig t. fugtige Egne, og regnes hos 
og f. Frækfuglene. Tringa vanellus. At 
have Diber i Salt d: være velhavende, have 
Formue. (Moth.) 

Dice, det lat. og 
fættes for ved ädſtillige Embedsnavne, f. at 


betegne den, fom enten beflæder et Embede, . 


uden at føte Titelen (f. E. Dice z Stats 


Boder, der undertiden endog kaldes Dicez 


onge) ell. fom i viſſe Tilfælde træder, i 
Embedsmandens Sted (f. E. Dice⸗-Præſi⸗ 
dent) el. ſom hat en lignende, Monde noget 

&. Vice⸗Admiral.) 


fe. vice: et Ord, der ” 


Did, et. ud. pl. IJ. Vit, Forftand, Inde 


figt ; af vita, ſee, fiende. Sv. Wett.] 1. . 


Forſtand, Evne i Siælen t. at fatte og glen= 
22 an 
tabte Did m. Modet, og blev dum.“ Bagg. 


Lan har godt naturligt Did. “Vrede gader 
. ofte for Did.” Ordſpr. (P. Syv.) At gene . 
fra Sands og Did, fra Did og Forftand. 


»Hvad mere en Gud fan glemme, naar han 
gaaer frå Did.” Bagg, ”Jeg var gaaet 
fra Did og Sands, fulde jeg udholdt det 
længe.” Rahb. (D. Tilſt. IX. 212.) fan 
har ikke fit fulde Did. (Jvf. Vittighed. 
”Did har ftørre Omfang, end Vittighed 
fom Evne, og er mere ubeftemt, Fan badde 
betyde meer og mindre, end Vittighed. J 
Alm. betegner det Fordigheden t. hurtigen 
at opfatte, paffende at ſammenſtille, og lis 


veligen udtrykke det Opfattede.“ Miller.) 


2. hoiere Grad af Forſtand, Klogſtab. ”Did 
ev meer end Styrke.“ Ordſpr. ”At det er 
Did, Videnſkab og Dyd, der giver Men⸗ 
neſtet den væfentligfte Glands.“ Malling. 
(Tale over Geus. S. 11.) 3. Undertiden 
nærmeft for: Vittighed. “Hun havde Did 


uden Ondſtab.“ Nafhb. (D. Tilt, X. 592.) ” 


(jvf. Alegt.) = vidles, adj. 1. uden Bid, 
uforftandig, uklog. ”Didløs efter Fryd din: 
"Siæl ei higer.” Fr. Guldb. 
for: ſandſelss, uden Sands og Samling ell. 
Bevidſthed. ”Som vidlos gifhun der, bleg 
fom et Liig.” Ingemann. (men ei i ſamme 
Bemark. fom vanvittig.) ”LOvervældet — 
ſank han v. Teltets Dør, og tilbage han for⸗ 
tes ſom vidles.“ Hertz. (Befr. Ifr. 297.) 
Deraf: Vidloshed, en. ud. pl. — Didfpil- 
ler, en. (uſedvanl.) den, fom leger m. fit 
STE nm. Vittigheder. (Baggeſen. Labyr. 
Did, adj. n. vidt. IN. S. wit. A. S. 
wvid.] 1. ſom indſlutter ell. fan indſlutte et 
betydeligt Rum, jrummelig. Kiolen er mes 
get vid. En Kiole m. vide Ærmer, (modf. 


- fnever, trang.) ·At gaae ud i den vide 


Verden. 2. ſom ftræffer ſig, nager ud 
Over et betydeligt Hum, En vid Slette, 


1. 8 


2. ſieldnere 





Vib —Vide 


En vid Udfigt, Synskreds. (modſ. ind⸗ 
ſtrænket.) En vid (vidtloftig) uͤdſtrekning, 
Afſtand. “See, Landet er vidt nok f. dem!” 
1 Mofeb. 34. 31. ”Paa den vide Jordens 
Kreds Savneté tunge Tadre finder.” Thaa⸗ 
rup. jvf. adv. vidt. 3. fom danner et bes 


tydeligt Mellemrum, folh har fine Dele ten, 


Afftand. En vid Xabning: Denne Kam 
er ikke vid nok. ”Den Port er vid, og den 
Bet cv bred.“ Math. 7. 13. Doren ftaaer 
p. vid Bæg 9: heel aaben. — Vidhed, en. 
Beſtaffenheden, at være vid; det modfatte af 
Sneverhed. Amplitudo, laxitas. (Moth.) 
Vidde, en. ud. pl. 1. Indflutning af et 
Rum, Rummelighed, Skiortets, Kiolens 
V. Der maa tages noget af DVidden. (Om 
afte Legemer, f. E. Bygninger ell. Kar, br. 
et fieldnere, ſtiondt et andet Ord fattes. 
Dog figer man f. E. Rorets Didde for oven 


'er flørre end nedentil.) 2. Afſtand, Fras 
ftand. Træerne maa plantes i tüborlig 
Vidde. 


Dide, adv. brugtes tilforn for: vidt. 
f. E. vide om i Verden, i Landet; men er 
forældet. i 
Dide, v. a. præs. jeg ved. (pl. vi veed 
ell. i Striftfproget : vi vide) vidſte, vidſt. 
Den pasfiviſte Form er ubrugelig, undt. in- 
def. [IJ.vita; ek veit. Sv. weta.] 1. have 
en tydelig Kundskab, en tilſtrokkelig Erfa⸗ 
ring, et klart Begreb om en Ting, om dens 
Zilværelfe, Natur og VBæfen; have Vished 
om. Jeg veed iffe Veien. Jeg veed, at han 
er en ærlig Mand. Det har jeg længe vidft. 
Hvoraf veed du det? — Jeg troer det ikke 
blot; men jeg veed det, At vide meget, 
have megen Erfaring, mange Kundftaber. 
(Man figer iffe: af vide, men: at kunne et 
Sprog; og: at have en Videnſtab inde.) 
Øvad han veed, (fan) har han lart fig ſelv. 
Jeg veed ikke, hvor han er, hvor han boer. 
”Gan ved bedſt Vandet, fom vadet har.” 
Ordſpr. — Han veed ingen Udvei. Bi vide 
(ell. veed) endnu ikke, om vort Tilbud mod⸗ 
tages. At vide noget m. Vished. — At 
fane noget at vide 3: erfare det. At lade 
gen vide noget o: melde, berette ham det. 
Han har ladet mig vide at han reiſer I Mor: 
.gen. Lad ingen vide det (ſiig det iffe t. no⸗ 
gen.) Jeg gad vide, (havde Luft t. at vide) 
om hun var p. Ballet. (Man figer ogfaa: jeg 
gad gierne vidft, om hun var der — om han 
kommer. “Men hvad gad den og De vel 
gierne vide om mig — det gad: jeg overs 
maade gierne vidſt.“ Bagg. D. V. VI. 244. 
recipr. At vide fig ſikker (vide, at man er 
fikker.) Jeg veed mig uſtyldig heri. Jeg 
veed mig fri for af Dect heri, — At vide af 
, Toget: a.) være vitterlig om, have Kund⸗ 
ſtab om. Det veed jeg ikke af, cl. noget 
. af. ”Dg han kiendte itke fine Brødre, og 
vidſte ikke af fine Sønner,” 5 Moſeb. 33. 9. 


Een Brede vccd jeg af, og denne bliver. 


på ⸗ 


650 


Vide ¶Videlyſt. 


min.” Weffel. Ingen vidſte noget af hans 
Reiſe. Gan var borte, før nogen vidſte 
deraf. — Fig. Jeg vil ikke vide af den Stoi 
(naar man forbyder noget.) Han vil tffe 
vide af Sønnen (forſtyder ham, vil ikke hol: 
be ham f. fin Søn.) At bide af figsfelv 5: 
være fig bevidſt. Hun vidſte ikke af fig feir, 
da hun giorde det. b.) kiende til, være 
bevant med. Der veed man ikke af andet, 
end Zræhufe. Han vil ikke vide af, at han 
kiender hende (negter, vil ikke vedgaae.) 
” Den græder ct for Guld, ſom ef af Guldet 
veed.” A. Bull. — pan har aldrig vidft, 
hvad Zrang var ſatzrig kiendt t. Trang.) — 
At vide med fig felv. conscire sibi. Jeg 
veed m. mig felv, af jeg er uſtyldig. — At 
vide forud (inden nogen befræfter det.) 
Jeg veed forud, at han negter det. — at 
vide om noget. (have Kundſtab om.) De 
ere mange, fom vide om den Sag. Hvat 
ondt veed du om hende? »Sñnart een, om 
hvem man intet veed, fnart cen, om hvem 
man ved formeget,” J. Smidth. (vis 
dende, partic. At være vidende om noget. 
br. fiefdnere, end uvidende.) 2. i mere 
indffrænfer ell. neiere beſtemt Betydning, 
og i egne Udtryk: forſtaae, have Gone, Færs 
dighed fil. (m. infin.) ”Jordens og Gimme: 
lens Skikkelſe vide Jat prøve.” Luc. 12, 56. 
Gan veed at indrette alting p. det begvem: 
mefte. Hun vecd at give fit Svar en fiin 
Vending. Jeg veed intet at fvare hertil. 
”Maar du p. ingen anden Maade veed dig 
at redde ud.” Weſſel. Man maa vide at 
hielpe fig. Jeg veed ikke (mindes ikke) at 
have feet ham før. — Hvo veed, (hvem 
veed) udtrykker en Formodning, Uvished. 
Hvo veed, om hun vil have ham? Hvem 
veed, om han dog ikke har ret? — Saa vidt 
jeg veed, er han hiemme (naar man udtryk⸗ 
fer en temmelig ſikker Formodning.) Veed 
du vel (har du hort) at han er gift? — Du 
maa vide (ct Udtryk, hvorved man gior ops 
merkſom p. det, man vil fige.)= Diden, 
en. det at vide, af man veed noget, fom al: 
mindeligt Begreb. Al vor Diden er ufuld⸗ 
kommen. Den mennejtelige Diden. Tro og 
Diden. ” Qun ei hvad Læben figer veed, hun 
fonder uden Viden.“ Baggeſen. — Diden⸗ 
de, et. ud. pl. og ud. Art, den Tilſtand, at 
man har Erfaring, Efterretning, Kundſkab 
om.noget. Det er ikke ſteet med mit D. 
Han har giort det mod mit Vidende. — Didz 
frab, et. ud. pl. 1. d. ſ. f. Didende. 
”Uden med fine Rederes Vidſtab og Sam⸗ 
tykke.“ D. Lov. IV, 2. 1. “Det ſteete 
uden Kongens Vidſtab.“ Holtfeldt. (jvf. 
Kingos Pf. Udg. af 1827. S. 302.) 2. 
Kundſtab, Videnſtab (1.)  ”Hiftorigt Vid⸗ 
fkab hielper os der plat intet.” H. Tauſſen. 
(Poſt. Vinterd. f. 45.) “En Fattig æres f. 
fin Vidſtabs Skyld.“ Sir. 10. 13. J begge 
Zilfælde nu fieldent.Videlyſt, ed, ud. pl. 





Bidelyft—Videnftafbsbyrfer. 601 


Lyſt t. at vide, erfare, lære, Flende, Barnet 
har megen V. Nysgierrighed er en upas⸗ 
ſende, p. uvedfommende, ubetydelige Zing. 
henvendt Didelpft. — videlyſten, adj. ſom 
har Videlyſt (videbegterlig.) “Maaſtee han 
mætter nu.fin videlyjine Aand.” Storm. ' 
2. Vide, v. a: vidſte, vidſt. [Isl. veita. 
Sv. weta. A. S. witan. Ihre.] give, ude; 
ræbere, præstare. (forældet,) ”Han vids 
he dem ingen Zak f. deres Løgn.” Clauſfſens 
Snorre. 680. "Saa bør man da og, at 
vide fig felv Tak.“ B. Thott. I, 109. »At 
vide een gode Raad,” P. Clauſſen. 230. At 
vide cen Bøn, vide cen Svar, (Hvitfeldt.) 
»De Tienere, ſom vide deres Herres Bed⸗ 
ſte.“ Hpitf. ”Dem ſtulde vides tilberlig 
Beſked.“ Samme. 
Didenfiab, en. [Æ. Wiſſenſcha'ft.] 
1. ud. pl. Indbegreb af det, man vecd, af 
bet, man har vig Kundſtab, flare, tydelige 
Begreber om. Al menneſtelig Videnſkab 
beroer p. at modtage og fammenſette Fore⸗ 
ſtillinger. Hans VD. er temmelig inditræn- 
ket. “Et Forraad af Kundſtaber kaldes 
Læœrdom m. Henſynet. dets Omfang, Vi⸗ 
denſfab, m. Henſyn f. dets Grundighed.“ 
Muͤller. 2. pl.-er. i objectiv Betydning: 
Indbegreb af almindelige Sandheder, ell. 
klare, af hinanden udledede og p. faſte 
Grundfætninger Anggede Lerdomme, der 
udgiøre et fammenhængende Heelt i Zænf- 
ningen. — I denne alm. Bemærfelfe modſot⸗ 
tes det Konſt, hvorved man iffe blot tænter 
= fig en Biden, men ogfaa en Færdighed i af 
udøve, frembringe noget efter viffe Regler. — 
De enkelte Videnſfaber. Mathematiken, 
Philoſophien, Theologien er en D. men da 
denne bar mange Under=Afdelinger, figer 
man ogfaa : de mathematiſte, philoſophiſte, 
theologiſte DidenfPaber.  ” Den ſiges at ha⸗ 
ve cn Videnſtab inde, fom har en tydelig 
Kundſtab om dens Grund og Dele.” Muͤl—⸗ 
ler. — videnſtabelig. adj. 1. ſom ev efter 
en Videnſtabs Art, paa en Videnſtabs Maas 
de; ſom beftaaer af, udgager fra alminde⸗ 
lige, i hinanden grundede Lærefætninger, 
fom fører de enfelte Zing tilbage t. almin⸗ 
delige Begreber, og forklarer deres Grund 
og Gammenhæng. En videnffabelig Kund⸗ 
ſtab. (modſettes undertiden den hiftoriffe 
el. empiriffe.). At behandle en Materie vi⸗ 
denffabeligt. 2. fom er fremmet ved, fom 
udgaaer fra ell. hører til Videnſtaber. Vi⸗ 
denfrabeløg Dannelſe. fan er en meget 
videnffabelig Mand (fom aiver fig meget 
af med, er dannet v. Videnſtaber.) Di: 
denfabelige Foretagender, Inoͤretninger. — 
Didenjfabelighed, en. ud. pl. videnſtabelig 
Aand og Streæben; Deeltagelſe i Alt, hvad 
der hører ft. Videnſtaberne og Beftræbelfe f. 
at fremme og udvide dem. = Videnſtabs⸗ 
dyrker, en. pl.-e. den ſom dyrter, lægger 
fig efter: Videnſtaberne, en Studevende, 


4 


vita.] 1. d. 


- 
t 
' 


Bidenfabslivo—BVidneførelfe. 


Didenſtaboliv, et. Et videnſtabeligt, t. Vi⸗ 
denſtabernes Dyrkelſe opoffret, Li. („I. 
fårtfætte et fvageligt Didenffabsliv.” D. 
Ugeſtrift. I. 474,)  Didenffabslære, en. 
ud. pl. Philoſophie (et nyt, af enfelte' efter 
d. Tydſte optaget Ord.)  Didenffabs: 
mand, en. En Mand, fom har fagt fig, efter 
en ell. flere Videnſtaber, og erhvervet fig en | 
videnſtabelig Dannelſe. ”JÉfe enhver, fora 
forftaaer en Videnſkab, er derfor Diden⸗ 
ſtfabsmand. Denne maa baade være fortro- 
lig m. Videnſtaben, og hape Byft.t, af "vs 
ſticeftige fig m. den.” Miller. ' 

… Diderlig, f. modbydelig. 

Didie, en. pl.-r/ [I. Vidir. A. 6. 
Withig. N. S. Wied, Wede.)] 1. et Navn, 
der tillægges flere Arter Trece, for hoke 
t. Pilene Slægt (Salices) og overihovedet 
har Genfyn f. diſſe Zræers ſeie og boielige 
Brene (der ogſaa felv kaldes DiX er, Vier; 
hos Moth DidSer.) 2. Særdeles en vis 
Pile⸗Art; Vidiepiil. Salix caprea. ”Der 
ſeie Vidie jeg opelſtte v. din Side.” A. 
Bun. ”Man ſtal vride Vidien medens den 
er grøn.” Ordſpr. — Vidiebaand, ct. 
Baand af Vidier. PDidiekurv, en. Kurv, 
flettet af Vidier. Vidieriis, et. pl. d. f. 
Vidier, Vidiegrene. 

Didne, et. pl.-r. [J. Vitni. A. S. Ge- 

bp f. Vidnesbvyrd. Da bør 

han at føre de Folk, fom i hang Huus ere, 

cl. Andre t. Didne derpaa.” . DD. &. VI. 

17. 14. At bære Didne om noget. “At 

du fan bære Dine: m. dig ſels derom.” 

(være dig det felv bevidſt.) B. Thott. I. 25. 

»Trygt hvile de; og evigt Vidne bære om 

Eders Daab.” C. A. Lunte. 2. den, ſom 

vidner, cl. fom udfiger at have feet ell, paa 

anden Muade felv erfaret noget, cl. fom af 

faadan Erfaring betræfter en andens Ud⸗ 

ſagn; ifær naap dette firer efter Indkaldelſe 

f. Retten, og under Ed. (Dicvidne, Øres 

" vidne.) Et edeligt V. At have Vidner 
paa noget, At fræve, drage een t, Vidne 

p. noget. At fige noget i Vidners Paahor. 

, At føre Didner I en Gag. At fange, ſtaffe, 
fremſtille Vidner. At fælde et V. (bevife 
dets” Ugyldighed.) Gyldige, troverdige, 

ugyldige, falſte Vidner. (I ældre Danſt 

rives baade Subſt. og Verb. ſtifteviis vin⸗ 

e og Didne.) 3. imere uegentl. Betydn. 
at være, have været Didne til en Handling 
a: have feet, overværet den. Jeg har tidt 
været Didne til, at han bar endnu tungere 
Byrder. Det fan jeg være Vidne til om 
bevidne. »Vi ere Didner til alt det, han. 
har giort.“ Xp. G. 10. 39. — a.) Didne⸗ 
beviis, ct. Bevils i en Retsſag, fom føres 
v. Vidner. 'Er der fort ct rilftrætfeligt 
Vidnebeviis for, at dette er Tilfældet” 
A. Orſted. Vidneforher, et. pl. d. f. 
Vidners Forhøring, Udſporgelſe f. Retten. 
Vidneforeiſe, en, pl.-r, Handlingen at fore 


Åj 


Ls 


. Øidnepligt—Bidt. —— 653 BWidt—Vivunber, 


. | 

Vidner, beſtyrke fin Sag, el. fælde Mod⸗ fan prale, og giare vidr og bredt af ingen: 
parten v. Vidner. - Vidnepligt, en. (fan ting!” Storm, 2. om en vig. Grad i 
Ogfaa henføres til v. at vidne.) Pligt ft. af Fremſtridt, en Handlings Fremgang, ell. i 
aflægge fit Vidnesbyrd, hvilfen t. en vig indvortes Storke. Hvor vidt er du fom: 
Grad paaligger den, der er ftævnet t. af, men m. Arbeidet? Det er kommet f. vidt 
vidne i en Saz. A. Srſted. (Eunomia. III. m. denne Sag, t. af han finde træde til: 
489.) Didneftævning, en, Retshandlins bage. Han har drevet, bragt det vidt i pa 
n, at indftævne een t. at vidne i en Konſt. Saa vidt lykkedes Forſeget. Saa 
ø; ell, Kaldfeddelen, hvorved dette cer. vidt (indtil den Grad) gif hang Forblin⸗ 
=b) Ciducsbyrd, et. pl. d. ſ. IJ. Vit- deſſe. At drlve noget f. vidt. — Saa vidt 
nisburdr.] 1. Udfagn, grundet p. egen Er⸗ jeg veed; far vidt jeg fan forſtage, begribe 
faring, rorved Sandheden af en Gierning, (guantum, quatenus.) Oan ſtal have fit 
(Kiendsgierning) af en Sags Forhold, af en Udlæg, for fe vidt ſom det itke allerede 
Andens lidfagn befræftes cl. bringes f. Daz er ham betalt, (in quantum.) 3. com- 
gen. Gt troværdigt V. At aflægge et ede⸗ par. videre, om Fortfættelfen af en Hand⸗ 
igt V. om noget. At fige, føre falſt D. ling. Hvad fagde han, hvad fulgte faa vi: 
mod nøgen. ("Mange bare faljte Didness dere? (Hvad faa videre? — Øg faa videre: 


- byrd imod ham.” Marc, 14. 56.) At fors naar man afbryder noget, fom- anføres ell. 


dre eens Vidnesbyrd. — Ogſaa fig. om æmtales.) Der er intet videre foretaget. 
[ivløfe Ting. 2. et højtideligt: (ſtriftligt En anden Gang tale vi videre herom Indtil 
el. mundtligt) Udfagn om def, man i Pens' videre (f. en Tid, til det anderledes beſtem⸗ 
feende t. en Andens Moralitet, Evner, Due: mes.) Man bruger denne Compar. p. en 
lighed me m. bolder for at være fandt. At egen Maade: f. E. Gior det uden videre 
give, meddele cen ct godt, berømmeligt D. Omftændigheder, (Ogſaa blot: uden vi: 
Han har fun Mette Vidnesbyrd dm fin Op: dere. pan gifuden videre lige ind i Stuen.) 
forſel. — vidnesfaſt, adj. 1. fom fan beviſes Han vilde ikke give nogen videre (yderligere) 
m. gyltige Vidner. 2. fom har de Egen⸗ Forflaring. 4. J Sammenfatning m. 
ſtaber, at han fan aflægge et gyldigt Vid- Participier br. ifær: vidtbekiendt, adj. v. 
nesbytd. (Moth.) 3. adv. i Vidners Overs .befiendt-p. mange Steder, f. mange Folt. 


. værelfe, Pan (od ham det vidnesfaſt for⸗ Ligeledes: vidtberygtet, vidtberomt. vidt⸗ 


kynde. dnpher ad). -d. ſ. ſ. vidnes- ſtrakt, ſom er udftraft vidt i Længden, ell. 
faſt; 2. (Moth. over et ſtort Rum. “Hver Egn⸗p. den 

Didne, v. n. oga.1. har; [J. vitna.] vidtſtrakte Jord.” Pram. Stærfodd. 150. 
1. neutr. aflægge Vidnesbyrd; udfige hvad vidtudfeende, hvortit Udfigten er fiern, hvis 


" man af. egen Erfaring veed om cen Sag. Udførelfe, Opnaaelfe ef er nær. vidtud⸗ 


adj. vid; men fom br. i endeel færegne Til: Et vidt 


At vidne i en Sag, vidne for Retten. ſeende Planer, Foretagender. — Flere fore⸗ 


- ”Den vidner ikke vel, fom vred ev uden komme hos Digtere f. E. vidtſtingrende, 


Skiel.“ P. Lolle. At vidne for, imod een. vidtflyggende, vidtſtraalende, o. fl. 

At vidne om noget, om Sandheden af cen .  Didtleftig, adj. [Z. weitlåufig.] 
Fortælling. — Uegentl. om uperfonlige Gien- 1. fom har vide Mellemrum. En vidtlefrig 
flande; ”Diffe Gierninger "vidne om mig.” Strift, Tryk. At ſtrive vidtloftigt. (mot: 
Joh. 10. 25. Hans Arbeide vidner om fat tæt.) 2. ſom fremſettes, fortælles, 
utrættelig, Flid (røber, bærer Præg af.) ſiges m. megen Udforlighed, m. alle fine Om⸗ 
2. act. oͤckrefte, udſige v. Vidnesbyrd, be⸗- ftæntigheder, og derfor varer længe. En 
vidne, “Har du aldrig meent, at vidne vidtløftig Fortælling. Skriftet er vidtlof⸗ 


Sandhed, og Dog fiden erkiendt, af dit Vids figere, end det behovedes. At være vidt⸗ 


nesbyrd var uſandt?“ Mynſter. "Ingen leftig i fin Tale. En vidtløftig Stiil (mod⸗ 
fan vidne Nogen fin Mund fra.” Ordſpr. ſat: Fort, fammentrængt, fondig.) 3. ſtor, 
Didffab, et. f. under v. vide. meget udbredt og tillige ſammenſat. Dan 
Didt, adv. (videre; videft) er neutr. af har meget vidtløftige Embedsforretninger. 
ftigt (ftort) Preſtekald. At have 

fælde: 1. om Afftand, Fraſtand; (ofte med en vidtleftig Familic. 4. i d. Talks: 
Bibegreb om, at denne forholdsviis gr ikke vidtloftige Glægtninge. (m. hvilke man 
ringe; for: langt.) Zræerne ere plantedé langt ude er beflægtet.) At være vidtloftig 
f. vidt fra hinanden. Hans Kundſtab ſtrek⸗ ao: udfvævende, liderlig. — Deraf: Didr:z 


ker fig ikke vidt. Jeg fan ikke gaas videre. leftighed, en. ud. på. Beſtaffenheden at 


Gan har været vidt omkring i Verden. ”Det være vidtløftig. »Naar Udforligheden overs 
udbredte fin beſtiermende Skygge vidt hen drives og udartert. Vidtloftighed.“ Stoud. 
over Landeng.” Mynſter. — fig. Inden vi Didunder, et.” pl.-e. ISv. Widunder. 


gaae videre (i Sagen.) Uttale vidt og bredt Af det or: Wid, Wide, Himlen, Synskred⸗ 


(vidtløftigt) om noget. Det er vidt og bredt ſen. Ihre.] en Ting ell. en fandfelig Erfa⸗ 
beklendt. At gisre vidt og bredt (meget - ring, ſom v. fin felfomme, ufædvanlige Art. 
Wæfen) af noget. ”Hvor diſſe Store dog fætter os i Forundring; noget, -fom er os i 


4 


FÅ 


N 
ø 


Vidunder —Vielſe. 653 
hel Grab forunderligt, fremmedt ell. ufor⸗ ifær R 
klarligt. Prodigium, ostentum. (jvf. Un⸗ Der er 
der, Indervære 


5: 


Vielſe — Vige. 


folk, Brudevielſe. At holde en V. 
i Kirken i Dag. — Deraf: Viel⸗ 


.) ”De Vidunder, du p. febrev, et. d. ſ. ſ. Kongebrev, 2. ell. 


Himlene udbreder i Millioner Tal.” Tullin. Vidnesbyrd, ſom en Præft giper om et Ægs 
Man ſaae p. ham, ſom p. et V. ”At være tepars lovlige Vielſe. Vielſetale, en. d. 
t. Spot og Vidunder f. Verden.” E. E. f. ſ. Brudetale. 

Pontoppidan. 1653. “Jeg er nær v. at Dift, ct. pl. d. f. en ſagte Bevægelfe £ 
blive ft. et Vidunder blandt alle Folk af min” Luften, ét Vindpuſt. Et Dift af Veſten⸗ 
Stand.” Sneedorf. ”Maar man driver vinden. Vindens fagte D. i Seilet. ”Gom 
Svpog m. Straffe — og later den Lemloſtede Gran, der af et Digt rf. Intets Grube føres.” 
løbe t. Vidunder.“ Schytte. Han var ef - Baggefen., ”Hvert Suus og Vift i Skov 
D. af Lærdom. ”Fandt man i Alt hamet og Vang.” Samme. . 
fandt Didunder af Flid og af Troſtab.“ Vifte, v. n. og a. 1. har. ISv. wefta.] 
Bang. Kan nogen forklare dette Didunz 1. neutr. bevæges hid og did v. Vinden. 
der? ”Et mageloſt Sktionheds Vidunder.“ Hendes Haar viftede i Vinden. Ildens 
Bagg. — Vidunderland, ct. Et ſelſomt, viftende Lue. Lyſet vifter v. Trekvind. 
forunderligt, af Vidundere opfnidt Land. ”Difter mildt I Aftnens ſpegende Vinde!” 
(Baggeſen. Labyr. I. 304.) Vidunder⸗ Ingem. 2. 
mørte, et. poet. Morket, der hviler over en en ſagte Bind ell. Luftning frembringes. 
vidunterlig Tid, cl. eventyrlige Sagn om At vifte fil.Ifden men Flædervinge. At 
denne. Pvad vel vor Tidsalders Poe⸗ vifte cen, vifre fig i Anfigtet,  ” Gt visnet 


fie, af Hedenolds 


2. act. bevæge noget ſoaledes at 


idundermorke fattes.” Lovd, fom ufcet viftes hen.” S. Staffeldt. 


Bagg. (Giengang. 131.) — vidunderlig, ”Du mig ofte vifte mildt imede Lethes finde 
adj. fom er [fix et Vidunder, i hei Grad Duft.” Bagg. At vifte med Haanden, 
forunderlig. . En vidunderlig Begivenhed. m. et Tørflæde. —" "Deraf: Diften, Vift⸗ 
” Fortællinger om vidunderlige Tildragelfer ning, en. En fagte Diften. ”Sydens 


og (Gierninger.”” Mynſter. 


lunfne Viftning.“ S. Staffeldt. 


Die, en. ſ. Vidie. Difte, en. F -r. 1. Et Redſkab ft. at 


Die, v. a.1. [J. vigia. N. 6. wijen.] vifte mod. f. 


Idvifte. — færd. et ſaadant 


den alm. Bcmærfelfe er: ved høitidelige Redſtab, der fan ſammenfoldes og bredes 
Skikke ell, Ceremonier at beftemme, beſtikke ud, hvormed Fruentimre deels holde Solens 
t. helligt Brug, t. et helligt Embede, m. m. Straaler fra Anfigtet, deels vifte fig f. at” 
2. Difte i Brænderier kaldes et 
viet Viin. (Colding.) ”Erftendtlig Savnets Kors, m. derpaa anbragte Floie, ſom enten 
Taaͤre rinde; den vie det (Ovileſtedet) til v. et Haandſving, ell. middelbart v. ef Drev, 
ſtille Fred.“ Thaarup. — I Dantt br. det nu fættes i Omlob, f. at bevirke en Luftſtrom, 
iſer fun 1. om den geiſtlige Handling, at der bortfører Dampene, og derved hurtigere 
en Præft v. viffe kirkelige Ceremonier fors ſvaler Mæjfningen i Mæjtefarret. — Vifte⸗ 
ener Mand og Qvinde i Egteſtab. At vie byg; et. Et eget Slags Byg, fom v. fine" ” 
udſta 


(ivf, indvie, og Kirfevielfe.) Diet Brød, koles. 


ct Par Folk. De ſtulle vies blemme, i 
Kirken. 2. om den heitidelige Handling, 


aende Stakke ligner en Vifte. vifte⸗ 
dannet, adj. dannet ſom en udſlaaget B. 


hvorved cen af Biſtoppen forordnes (ordine⸗ Diftedannede Blade. 


tres) t. Præſte-Einbedet, el. en Præft for⸗ 


ig, en. (pl.-er. ſielden.) [I. og Sv. 


ordnes, helligesſt. det bifpelige Embede afen Vik.] En Bugt; færd. en Bugt af havet, 
anden Biſtop. Art vies til Dræft. (Der⸗ hvor det gaaer ind i Landet; en Fiord. 
imod: At vies til en Præft: om ct Fruen: Fiord har man fædvanlig brugt om en ſtor⸗ 
timmer, der ægter en Præft.) Dog høres ve, dybere Indbeining af Havet ; Dig om en 

Verb⸗ i denne Bemark. fieldnere end Subft. mindre. 
Vielſe i: Praſtevielſe, Biſpevielſe. 3. hos Dig bør ligge imellem Venner, en Fiord 
enkelte nvere Digtere og I hoiere Stiil uns inellem Fiender.“ P. E. Muͤller. 


dertiden for: indvie, hellige, i Alm. ”Dig 


ne, Himlen gav.” Thaarup. = 


»Et islandſt Ordſprog figer: En 


ige, v. n. og a. veg. er vegen, veget. 
vier ſonligt Sindelav hver Kraft, hver Ev⸗ pl. vegne. (er og her) [3. vikle] 
Viebifp, en. give langfomt efter f. et Iryk, en ſtydende 


1. neutr. 


Den, fom er viet t. Biſtop, men ikke har nos ell. drivende Kraft. Stenen vil ikke vige 
get eget Stift ell. Biſpedomme. Moth. (hog (naar Kraften t. at bevæge den ikke er ſterk 
Catholikerne.) Diebrød, et. i den catholſte nok.) - Væggen er veget noget p. denne: 
Kirke: det indviede Brød, Alterbrod. (pos Side. ”Før Rlippen veeg, fer han ſtal 
fle.) Moth. Vievand, et. ud. pl. i den fvige.” €. Frimann. Hæren veg langſomt 
catholſte Kirke: indviet Vand, der ftænfes tilbage. — fig. Jeg viger itfe f. ham (giver 
omfring v. kirkelige Ceremonier, øg hvormed iffe Plads f. ham.) ”Umuligt funne de bes 
Folk i Kirkerne beftænte fig. Deraf: Dies ſtaae m. hinanden; den ene maa vige for 
vandefar, Dievandsticdel, Dievandsfoft. "den anden,” Baſth. Han vil iffe vige 'e£ 
S Vielſe, en, pl.-r. Handlingen at vie; Skridt (ikke give det mindfle efter.) "Den ' 


a 


4 


3 


Bige—Biinfad. 


glade Digter, f. huls Latter Livets Kummer 
veg.” Bagg. 2. neutr. gage bort fra, 

aar til Side, forlade. Hun viger ikke fra 
Pam. Dig bort fra mig! "Diger fra mig, 
alle J, ſom gisre Uret 1” Pſ. 6.9. ”Da veg 
Herrens Aand, da veeg Troſt og Glæde fre 
dem.“ Monſter.  ”At vi maa lære at.frygte 
dig, og,at vige fra tet Onde,” Samme. — 
At vige af Veien f. een. At vige tilfide. 
”Dog Søvnen alt f. fnart, og du med Sov⸗ 


nen viger,” Jacobi. fig. At vige af fra den 


rette Vei (fra det, ſom ret er.) “At de vige 
ef fra en herſtende Mening ell. fra en ind⸗ 
fort Talebrug.“ Bagg. N. Klim. 124, (f. 
afvige.) 3. act. (dog uden paſſiv. Form.) 


"At vige fit Sæde, vige fir Plads (forlade.) 


. Sag, en Mand af 


y 


Digtig, adj. [I. widtig. jvf. vægs 
tig.) jom har meget af fige, meget at bes 
tyde, fom der ligger ftor Magt paa; giel⸗ 
dende, betndende, magtpaaliggende. Det et 
mig en vigtig Sag. Et vigtigt: XWrende. 
En vigtig (gieldende) Aarſag. En af de 
vigtigſte Mend i Staden, i Raadet. Han 
vil giøre fig vigtig (late, føm han var bety⸗ 
dende.) >= Digtigb 
fenheden at være vigtig; Betydenhed, En 
igtighed. Han giver 
fig megen D. (9: vil fane Andre t. at troe, 
at han er vigtig.) | 

Diin, en. øl Dine, om flere Arter. [3. 
og A. 6. Vin.] den Drik, ſom faaes af 
Biindruers udpreflede Saft (Druemoft), 
naar denne i nogen Tid har giennemgaget 
en Giering. Gammel, ung, ſtork, let, hed 
D, Node, hvide, franſke, fpanjfe Dine. = 
viinagtig, adj. fom har Liighed m. Viin. 
En viinagtig Smag.  Diinanter, et. Et 
Kar el. Zræ af en vig Storrelſe, (fæd: 


vanligen p. 40 Potter, el. 2 DOrchoved) 


… Plantning af Biintræer. 


. gammeld. Bib.) 


hvori viffe Vine føres ell. ſelges. Diinavl, 


en. ud. pl. Viintræets Dyrkning f. af frem; 
bringe Viin. (Diinavling. Guldb. V. pift. 
11. 210.)  Diinbierg, ct, Egentl. et Bierg, 
en, biergig Egn, hvor Viintræer ere plan: 
fede; men det br. ogſaa for: Viingaard, 
ell. ethvert Sted, hvor der er en betydeli 

Diinblad, et. 
St enkelt Blad af Viintrzet. Viinbar, et. 
Bær, fom er Viinſtokkens Frugt (og hvis 
Samling i en Klaſe egentl. ere en Djindrue.) 
Diinbærme, en, B. der famler fig i Vünfa⸗ 
dene. Diincahdel, en. et Siags Drif, 
lavet af varmet Viin og Sukker m. m. 
(Viinvalle.) Diindriffer, en. den, ſom 
jævnlig og gierne drikter Viin. Piindrue, 
en. Biinnæets Frugt; ſaavel om de enfglte 
Bær, fom om diſſes Samling f en Klaſe 
(men ifær det ſidſte. Diinbærtlafe, i den 
Viindyrkning, en. d. f. 
f. Diinavl. Viineddike, en. E. ſom til: 
laves af Druer ell, fuur Viin. Viinfad, 
et, Et Fad, en flor Tønde, hvori Vün fem: 
mes cl, forfendes, (ſ. Orehoved,) iin⸗ 


664 


ed, en. ub. pl. Beſtaf⸗ 


O 
—— t. Presning. 


Viinflaſte —Viinranke. 
efte, en. En Flaſte t. Viin. *Diinfle⸗ 


en, fordi den formodes beftemt f. at ip: 
deholde Viin; beholder fit Navn, uagtet der 
maaſtee ev Band ell. flet intet i.“ Rabb. 
(D. Tilſt. V. 392.) Diingaard, en. Gi 
Sted, et Stykke Land, hvor Viin dorkes; 
en Biinhave. (Kongens Diingaard i Kie: 
benhavn. 1510). iingaardsmand, en. 
den, ſom paſſer en Viingaard. (Colding. 
Diingeift, en. det ſtarkeſte, fra alle Vant: 
dele luttrede Brænteviin, hvad enten dette 
er brændt af. Druer ell. Korn. Spiritus 
Vini. Alcohol. Viingiæring, en. den Zil 
ſtand, hvori føde Vodſter komme, v. en: 
ten at udfættes f. Luften ell. blandes m. 
et Gicringsſtof, og hvorved Alkohol dan: 
neg ſom Beftanddeel af Vedſten; hvorimod 
en længere fortſat Gigring danner Eddike⸗ 
fyre og kaldes ta Eddikegigring. Dim: 
glas, et. Glas til af drikke Viin af. Viin⸗ 
gud, en. de Gamles Gud f, Vinen; Boe⸗ 
chus, Lveus. Viinhakke, en. H. fom tr. 
i Viingaarde. (Moth. Viinhandel, en. 
Handel m. Vine. Viinhandler, en. den, 
ſom handler m. Viin, fælger Viin ul 
Diinhov, en. Et ſtort Kar, hvori Vinen 
finter, naar den renſes. (Colting. Moth. 
Diinhuus, et. Huus, hvor Viin fælacs c3 
offentlig udſtienkes (f. Viinkielder.) Viin⸗ 

ft, en. Gierningen at afplukke og ſamle 
Viinkande, en. 


K. til at ſtienke Viin af. Viinkar, ct. 


Kar, hvori Vinen perſes eller giemmes. 


Diintielder, en. 1. K. hvor man giemmer 
VW. 2. en Kiclder, hvor Viintappere ſaavel 
giemme, ſom udfælge Vinen. Diinkiender, 
n. den, fom vel forſtager at ſtielne imellen 
—2 Slags Vine og at prove deres 
Godhed.  viinfiær, adj. ſom holder meget 
af V. Viinkyper, en. pl.-e. den, ſom 
gaaer t. Haande i en Viinkielder m. at 
tappe, omtappe og blande Vinen, og fort: 
ſtaaer fig herpaa (Viintapperſvend.) ün⸗ 
land, et. pl.-e. £. hvor Viintræet vorer eg 


dvrkes i Mængde, Diinlev, et. 1. s. coll. 
Vünſtokkens Blade. Viinmaal, et. M. 
ſom bruges t. Viin. Diinmaaned, cen. kal⸗ 


des i Viinlandene October Maaned. Viin⸗ 
moſt, en. d. f. ſ. Druemoſt. Viinperſe, 
en. Indretning, hvorved Druernes Saft ut: 
preſſes. (S. Perſe.) Viinpibe, en. pl.-r. 
Et Slagé ſtore Viinfade. (6. Pibe, 4.) 


. Diinprøve, en. Prøve, ſom ſteer m. Viin, 


f. at forvisſes om dens Godhed ell. Forfalſt⸗ 
ning. VDiinprever, en. den, ſom forſtaget 
at prøve V. og befatter fig dermed. (Moth. 
Diinpæl, en. P. hvortil Viinrankerne ſtotter 
og bindes op. (Moth.) Viinqpiſt, en. Qoiſt 
af en Viinſtok. (D. Bibel.) VDiinranke, en. 
pl.-r. 1. en ung, beielig Green af Viin⸗ 
træet, der fnoer fig om og op ad den (Stier: 
ftand, ſom Træet er plantet v. (S. Ranke.) 
2. d. ſ. fy Diinftol, Viintræ. At plante, 


| 





Biinranke— Viis. 


opelſte Viinranker. (Moth anforer adſtill. 
Navne p. Viinranker, f. E. aabne Ranker, 
lufte Ranker, Leireranker (ſom ci ere ops 
bundne), Stokranker (fom vore Hge op ab) 
Stabelranker, fom vore v. Pæle, 0. fl.) 
viinriig, adj. fom giver, frembringer megen 
Biin. viinrige Druer. En v. Provinds. 
Viinruus, en. ud. pl. R. ſom faaes af at 
drikke Viin. (Rahbek.) Viinſmag, en, 
Smag af cf. efter Viin, viinagtig S. 
Viinſteen, en; ud. pl. et naturligt Salt, der 
under Vinens Giæring fætter fig p. Bunden 
og Siderne af Biinfade. Raa V. renſet 

. (Tartarus.) Diinſteensſyre, en. En 
Syre, ſom udgiør den ſtorſte Deel af Viin⸗ 
ſtenen. Acidum tartaricum. Viinſtok, 
en. den Vært, hvis Frugt er Viindruen; 
Viintræet,' Viinranken. Vitis vinifera. 
(”Dg Træerne fagde til Viinſtokken.“ 
Domm. 9. 12. Bib. 1550. Diinbærtræet 
i den gammeld. Bib.) Viinſuppe, en. 


655 


Viis— Bild. 


lavere Taͤlebrug: viisnæfet, (nœsviis) viiss⸗ 


kieftet, viismundet, uforſtammet, alt f. 
driſtig i ſin Tale.) 
(3. vis. N. S. 


Diis, adj. pl. viſe. 
wies. X, weife.] egenti. og oprindel. 


ſom veed meget, meer end andre; men iſer: 


ſom er i fortrinlig, i hoi Grad overeensſtem⸗ 
mende m. Fornuften, ſom udrinder af en 
dyb og klar Indſigt; og (om Perſoner) fom 
befidder en faadan Indſigt, har denne. Egen⸗ 
fab. sapiens, En viis Handlemaade, Ops 
forſel. Et viift Raad. En viis Mand. ”Den 
ev ten viſeſte, ſom gavner meft fit Fole.” 
Storm. En af de græjte Viſe. ”Jeg toœntk⸗ 
te, at en Diis p. ſaadan Daarlighed et fatte 
Priis.“ Storm. ”Den Hiertets Varme, 
fom udmærker ten Dife fra den Lærde.” 
Bagg. — vifelig, vifeligen, adv.p. en viis 
Maade. — Viisdom, en. ud. pl. der Egen⸗ 
fab, af være viis; en hsiere Grad af Klog⸗ 
ſtab. (Begge Ords Bemærfelfe er egentl, 


Grynſuppe ell. lignende S. hvori kommes fun i Graden forſtiellig; men Viisdom br; 


V. viinſuur, adj. fom har en. behagelig 
Syrlighed, liig viffe Vine (Rhinſtv [ns 
Viinſyre, en. den Syre, ſom indeholdes 
Vinen. viinſyrlig, adj. noget viinſuur. 
VDiinſak, en, Læderfæb ft. at giemme Viiln 1. 
Colding.)  Diintepper,,en. En Biin⸗ 
andler, der ſtienker Viin ud f. Gieſter. 
Diintræ, et. d. ff. Viinſtok. Viinvalle, 
en. Et Slags Viincandel ell. Viinſuppe. 
(i ældre Str.) Diinæble, et. Et Slags 
Wbler af viinſyrlig Smag. (Moth.) 

Diis, en. ud. pl. [X. S. Vise. Sv. Wis.] 
1, en Handlings tiljældige Beſtaffenhed; 
Maade at handle p. Paa den V. gaaer det 
itfe an. Han har p. én liſtig Viis (ell. p. 
liſtig Viis) ſtaffet fig dette Document. 2. 
Maade, hvorpaa noget pleier at ſtee, at 

gisres; Brug, Skik. Efter gammel V. 
»Efter al Verdens Vüs.“ 1 Mofeb. 19. 31. 
”JImod den Diis og Bane, fom lang Tid 
havde været brugt I Papebommet.“ Col: 
dings K. pift,” »Thi det var Præfternes 
. Diis m. Folket,” 1 Sam. 2. 13. Han 

hav fin egen Viis. At blive v. fin gamle 
V. Lad enhver følge fin Viis. At holde 
fig efter Lands Skik og V. 
Lands Ære,” Ordſpr. (jvf. Stik, Mode.) 
3, i Sammenſetn. danner det Adverbier, 
fom betegne den Art el. Maade, der be⸗ 
ſtemmes v. det foregaaende Ord. f. E. deel⸗ 
viis (Deel efter Deel) hobepiis, korsviis, 
leilighedsviis, parviis, ſangviis, 0. ſ.v. 
Ligeledes om Maal og Vegt, hvorefter nos 
get fælges el. uddeles; f. E. lodviis, pun⸗ 
deviis, ſtieppeviis, tondeviis, o. fl. 

Diis, adj. [ISv. wis. T. weis.] videns 
de, ſom veed noget; br. fun i dagl. Tale i 
de Talemaader: at gisre cen noget viis 0: 
indbilde ham noget. At gisre cen viis paa 
noget 3: give ham Beſked, Kundſtab om. 
(Dertil fan maaſtee henføres de Drd af den 


iſer om Fornuftens hoiere Indfigt, anvendt 
p. Livets ædelfte og vigtigfte Formaal. S. 
Klogffab. ”Diisdom er Evne t. at erkien⸗ 
de det Bedſte, faavel de bedfte Diemed, ſom 
de bedfte Midler; Klogſtab, er Cvnen t. at 
vælge de tienligſte Midler.” Muͤller. ”Gn 
Nar, fom uden Skam før af fin Diisdom 
prale.” P. M. Froiel. ”Grundfætninger, 
der ikke lære Viisdom, men blot Klogſtab.“ 
oprindelige Bemarkelſe: den Egenſtab, at 
vide meget, haves, endnu den Talemaade: 


"At udframme al fin Diisdom 5: giore fig 


til af, fomme frem m. alt det, man veed om 
en vis Gienſtand. — Heraf: Viisdomsaand, 
("Den Diisdomsaand dig lærte, hvad VBærs 
dighed def er, fom egner Mænd.” Rein.) 
Diisdomslære, og fl. — Diismend, en. 


pl.-mænd, ten, ſom er viis ella (ironiſt) 
de 


n, ſom troer at være det. “Som det 
fommer Diismænd;” T. Rothe. “Viis⸗ 
manden giver os den vigtige Advarſel.“ 
Samme. (Nat. Betr. I. 348.) ”Vide ere 
Diismands Veie.“ P. Syvs Ordſpr. I. 483. 

Diking, en. pl.-er. IJ. Vikingr.] en 


”Lande Viis, Gørøver. (forældet; men br. dog jævnlig & 
hiftor. Str. og hos Digtere.) Deraf: Vi⸗ 


tings ærd, en. Difingstog, et. Soreveri. 
ikke, en. pl.-r. En Planteflægt, hnor⸗ 
af ifær en Art (Vicia sativa. Fodervitfer) 
dyrkes ſom Foderurt. At fodre m. Differ: 
At fane Differ. (det br. meft | pl.) Deraf: 
Ditfeager, Ditfefoder, Vikkehalm 5. fl. 

Ditle, v. a. 1. ſd. tydſte wickeln.] 
fvobe vel ind i noget, 
Papir. (Ordet ev overflødigt. f. ſoobe og 
vinde; og jvf. indvikle) Med præp. br. 
iſer i d, Tale: At vifle om; ville op, 
vikle fammen, ville ud. (Moth.) 

Dild, en. ud. pl. [961. Vild, Vildi.] 
Sunft, Medhold, Partiſthed. forældet.) 


At vifle noget ind £. 


- 


af 


— 


moralſt Cultur, ufædelig. 


er mig alt f. vild. 


Sild. 


D. Lov. 11, 17,16. Derſom befindes, at 
de m. Nogen, enten f. Dild eler Venſtab 
fee igiennem Fingte.” 11. 9.3.  ”Men hvo, 
fom uten Dild t. Sagens Ophav feer,” 
Bording. II. 14. (jvf. 11. 57.) ”Naar hver 
regieres fnart af egen Dild og Tanke.“ 
Samme. ll. 278. (”Herrevild og Spaaue⸗ 
td endes ſnart.“ Ordſpr.) [Heraf Adiect. 
vildi eller villig. ſ. nedenfor.] ” 
. $ 


d, adj. [Jél. vilir. A. S. vild.) A. 


1. ſoin ei er p. rette Vei, ell. ſom et fan 
finde den, “Hver ev vild i Andens Praa.“ 
Ordſpr. P. Syv. (Nu fun brugeligt i Ta⸗ 
lemaaden: at fare vild 3: fomme”af fin 
rette Bel og nogle flere Talemaader. (f. 
det nedenfor anførte adv. vild.) Deraf: 
vildfarende, Dildfarelfe, vildlede, Vild⸗ 
fpor, og fl. 2. urolig, toilelss, uſtyr⸗ 
lig. En vild dreng Pige. Denne Heft 

et vilde Dav. ”Den 
vilde Bølge.” Thaarup. (f. vildræadig, 
Dildføab.) . 3. vegeles, ordentlig. Hanñs 
Spil er ganſte vilde” At tale vildt. De 
raabte vildt imellem hverandre. ”Dilde 


Naab mod Himlen flige,” Thaarup. B. 


ſom er uden Cultur, uden Forædling v. 
Konſt og Dyrkelſe; 1. om Natur⸗Gienſtan⸗ 
de (færd. af Dyre⸗ og Planteriget) fom fate 
tes Cultar. Dilde Dyr (modfat tamme ell. 
Huusdyr.) Den vilde Heſt, Heſten i fin 
vilde Tilftand, (f. nedenfor Vildand, vud 
fviin, 0. fl.) Vilde Planter, i Modſ. t. 
Haveværter, durfyde Planter. Denne Plan⸗ 
te vorer iffe vildt (af fig felv) her i Landet. 
En vild (udvrket) Hede, Orken. Den vilde 


(ubeboede) Skov. Det vilde Hav (Oceanet.) 


At ſtrige i den vilde Sty. 2. om Menne⸗ 
ſtet: uden det ſelſtabel. Livs Cultur. Vilde 
Menneſter, ell. blot Dilde, 9: de, ſom (eve i 
den aldeles raae Naturſtand, uden al borger: 
lig og m. ringe ſelſtabelig Forbindelfe. De 
Dilde'i Nyholland. Menneſtet i dets vilde 
Tilſtand. (Udtrykket er vaklende, da der gives 
mangfoldige Grader i Vildhed; og ei engang 
Mangel paa Agerbrug nødvendig forutfæt:s 
ter en fuldfommen Viſdhed.) 3. fom fattes 
At føre et vildt 
og ryggesloſt, uordentligt Levnet. 4. vildt 


Ktød d: en Udvært af fordærvet Kiød i 


Saar. — Dildand, en. pl.-ændet, Den als 


mindelige And (Anas boschas) i dens vilde. 


Zilftand. Vildbane, en. pl.-r. indheg⸗ 
net Sov el, Mark, hvor Jagtretten tilhs⸗ 
ret Kongen ell. en anden Grundeier. Kon: 
gens V. Vildbaſſe, en. d. f. ſ. Vildſviin. 
(Arreboe. Heratm. 243,) " Dildbrad, en. 
ud. pl. 1. d. f. ſ. Dildt, n. 3. (P. Syvs Ord: 


. for. I. 488.) 2. Dyrekied; Steg ell. an: 


den Net, lavet af Dyrekiod ell. andet Vildt. 
Moth. 3. Villibråd. ”ZXhi Lappen t det 
Field flig Vdbrad vel behager.” Arreboe. 


vexaem. S. 66.) Naſten forældet; men 


- ⸗ 


656 
"For Gunft ell. Gave, Vild ell. Venſtab.“ 


agtig. 


Sild. i | 


fortiente at optaget. Vilddyr, et? D. 
fom lever I Vildhedens Stand, vildt Dyr, 
(Fibigerg. Cophott.) — Dildfarelfe, cen. 
pl.-r. det, at fare vild; men fun i fig. Be 
mærf. en falſt, urigtig Mening ell. Slut: 
ning, iſer den, der udvinder af urigtig ell. 
mangelfuld Kundſtab.˖ At forlede cen til, 
at giore fig ſtuldig i en D. En fandfetig V. 
o: en ſaadan, ſom Sandſernes Ufuldkom⸗ 
menhed giver Anledningt. Han betog mig 
min OD. At falde i en D. “Svigcfulde 
Ord, under hvis Skiul Sandhed og Bildfae 
relfe funde modes.“ Mynſter.  (Ivf. For⸗ 
dom. ”Sordom tilkiendegiver nærmejt en 
urigtig Maade, hvorpaa en Mening er fat: 
tet; Dildfarelfe nærmeft Meningens egen 
Urigtighed. — Det er ifær de nedarvede 
Dildfarelfer, ſom kaldes Fordomme.” V. 
„E. Muͤller.) — vildfare, v. n. fieldent og 
ufædvanligt for: fare vild. (jvf: det følg. 
articip.) ”Den, hvis Fod fænge har vild⸗ 
— i et dunkeit Øde.” Kampmann, (For: . 
føg i de Fu BVidenjt. 13. S. 170.) ”QNaar i 
en Orken Vandrere vildfare.“ Ingemann. 
(Digte. 2 Udg. S. 163.) vildfarende, 
adj. v. 1. ſom farer vild, ſom er kommen 
fra fin rette Vei. En vildfarende Van: 
dringsmand. “s vare ſom vildferende 
Faar.“ 1 Petr. 2. 25. (Ufædvanligt er i 
ſamme Bemætf. det paſſ. partic. vildfaren. 
»Klagelyd, ſom varſler vildfarne Wand.” 
Foerſoms Digte. II. 73.) 2. ſom beroet 
paa, udrinder af en Vildfarelſe; urigtig, feil⸗ 
En vildfarende Mening, Grundfæts 
ning: ”Jeg overlader mig — til den aldrig 
vildfarende Viisdoms Beftnrelje.” Rahbbik. 
”Saaledeé, at han offentlig fulde gienkalde 
fin vildfarende Lærdom,” Wandal. — vild: 
fore, v. a. 2. d. f. f. vildlede. (Im: 
bergs Ordb.) vilðforende. Der& befr. Jr. | 
180, “En falk og vildforende Udviklings 
Gang.” D. Ugeftr. I1, 44. — Dildgaas, 
en. pl.-gæs. den almindelige Øaas (Anas 
anser) i dené vilde Tilſtand. Dildgang, 
.en. En vildfom Gang, Labyrinth. vild⸗ 
hovedet, adj. d. ſ. f. vildſfindet. (B. Thott. 


11.115.) Dildfar, en. Katten I dens vilde 
Tilſtand. fig. i dagl. T. en vild, uſtyrlig 
unig Pige. vildlede, v.a. 1. føre p. Af⸗ 


vele, føre cenæild, giøre vildfarende. (faavel 
egenti. fom fig.) ”Dildledes ſtundom deres 
Fred.“ M. S. Buchholm. ”At vildledes 
af Frygt.“ Fibigers Soph. Han blev vild: 
ledet af onde Raadgivtre. Dildmand, en. 
1. Dildmænd,. et vildt Menneſte. pan 
ger ud fom en V. Det danjte Vaaben har 
t. Skioldholdere to Dildmænd," vildrea⸗ 
dig, ad). ſom ef kan finde v. tienlige Raad, 
raadvild. (Moth.) vildfindet, adj. vidt 
Sindet, ſom har et uroligt, uſtyrligt Sind. 
(f. vild, 4. “Han ſtal blive et vildfindet 
. Mennejte,”” 1 Moſeb. 16. 12. “Den, foam 
vildfindet er, hun er baade Fader og Rode 


wel 








å 


Fr >" . . 
. &: 
Bild, 
Ud 


| m Banære”" ett. 22, Bi. — Did: 
por, et. pl. d. ſ. urigtigt Spot; S. hvor⸗ 
ved man vildledes. ce fomme i Vil por. 
At føre, bringe cen paa Vildſpor. ilds 
fti, en. urigtig Bei el. Sti ;,d. f. ſ. Vild⸗ 
. fvor. (Moth.) Atfars, at komme p. Vildſti. 
Dildfvim, et. pl. d. ſ. Svinet I vid Til⸗ 
ſtand. (Dildſpviinfleſt, Cildfvlinjagt 0. fl.) 
=— Desuden følgende afledede Ord: Vil⸗ 
delſe,/ en. 1. Pr. Feiltagelſe, Feil. At 
føres i Vildelſe. (Bording. I. 235.) 
V. i Synet. Dildelfer i et Skrift. 2. 
, ud. pl. Sindsforvirring, Affindighed, Han 
har giort deti D. ”Sfeer Drab af Nogen 
i Vildelſe og Raſeri, da bør han ei p. Livet 
at ftraffes.” D. Lov. VI. 6. 17. | ”Dildelfe 
er det (emfældigfte Udtryk f, at betegne en 
forvildet Tilftand ell. kortvarende Sindsfra⸗ 
varelſe (delirium) hos Menneſtet.“ Muͤl⸗ 
ler, — Vilderede, et. ud. bl Forvirring, 
Forſtyrring. At komme i D. bringe een i 


D. PAt (ede ham ud af et Dilderede, hvori I 


han let kunde forvikles.“ Malling. ”Uden 
at antage dette, bliver den hele Lære — et 
Dilderede, hvori man intet 2ys fan finde” 
Baſth. ”Et Dilderede af Vanſteligheder.“ 
Engelstoft. = Vildhed, en, ud; pl. Be⸗ 
ſtaffenheden, at være vild (men dog ifær fun 
i Bemærf. 1 og 2.) Dyrene f deres Vild⸗ 
heds Stand. ”Kun Skialden løfter dig 
af Vildheds dyde Stand,” S. Staffeldt. 
Dette Folks Dildhed har endnu ef villet vige 
f. nogen Cultur. — Vildſtab, et. ud. pl. 1. 
Beſtaffenheden at være vild; i Bemærk. 4. 
Denne Dreng, Pige er fuld af V. og Over: 
givenhed. Ingen fan ſtyre hans Vildſtab. 
Et ubeſtemt Veſen, uden fornuftigt Die⸗ 
med og Henfigt, kaldes Vildſtfab.“ Sporon. 
2. (ſielden.) vild Tilſtand, Vildhed. ”fi:s 
gefom hine (Dyr) ſynes meft at være dan: 
nede t. et evigt Dildffab.” Schytte. (Indv. 
Reg. IT. 328.) — vildfom, ådj. 1. vanſte⸗ 
lig at finde Vei £, let at fare vild i, ”En 
vildſom Vei, forvirret Sti, der feder 06 ſom 
Daarer,” Reenberg. Denne Skov er me: 
get vildſom. ”Ledende Stierner han el føs 
ger p. vildſomme Hav.“ J. &. deibeze 
2, vanttelig at finde Rede i; indviklet. En 
vildfom Sag, Handel. Vildſomhed, en. 
Beſtaffenheden, at være vildfom. (Guld6.) 
PDild og vildt, adv. Ef. ovenfor adj. 
vild, A.1.] 1. vild, paa en vrang, feil⸗ 
agtig Maade, ikke p. den rette Bei; bruz 
ges i de Talemaader: at fare vild oa: tage 
fell af Beten, komme fra fin Vei. "De, fom 
fare vild i Ørten p, en øde Vel.” Pf. 107. 4. 
(If. vildfare og vildfarende. under adj. 
vild.) At lede cen vild. ”Saaledes funne 
endog de lede 06 vild, ſom dog ville oå 
vel, Wynſter. Jeg gik vild, lob vild 
fore fe Smaagaber. ” Der er grøn, 
neer ell. mi 
63 ell. mindre gaaer vild efter 
Tauft Ordbeg. I 


657 


1l. 316.) 


gfemænd.” Rahbek. (Man figer id. 


Bild — Biftaar. 


Tale? at være vild fremmed p. et Sted oa: 
ganſte ubekiendt. En vild fremmed Mand). 
2. vildt, p. en vild Maade. At tage vilde 
(grumt) affted. At tale vildt 9: uſammen⸗ 
bængende, uden Samling, i Vildelſe. Dens 
ne Plante vorer vildt her i Landet. — Der⸗ 
af: vildtvorende. — Dildling, en. kaldes 
(efter det tydſte: Wild ling) HBhavekonſten: 
de unge, af Kigrneſtolen udplantede Træer, 
fom endnu el ere podede. Oldffene Landoec. 


Dild, en. n. s. Bildfarelfe, Tvivlraa⸗ 
dighed. (Moth: forældet.) Deraf Tale⸗ 
maaden: det ſtaaer i Dild og Vove I: er 
gange ufikkert. Huſet flaaer f, Dild og 
Vove d: ev øde, forladt. Moth. At lades 
cen gaae f. Dild og Vove. (Dild i Træer: 
naar Trevlerne i Vedet ere ſtieve. En Vil⸗ 
de, et øde, forladt Sted. Moth.) i 

Dilde, v.a.1. vildlede, forvilde, »Vrede 
vilder offe godt Raad,” Ordſpr. (P. Syv. 

. 491. ! ' 


Vildes, v. n. pass. vildedes. forvildes, 
fare vild. (Moth.) ”Hvo der vildes, han 
vaandes.” P. Syvs Ordſpr. I. 485. ”At 
Røgen derved ildes, og driver hid og did, 
faa Bonden derved vildes.“ Arreboe. 

Vildig, adj. (partiſt.) ſ. nedenfor villig, 
2. og n. s. Vild. &. 655. 1 

ildr, et, ud. pl. vilde Dyr, ſom jages s 
og fornemmelig de, ſom ſpiſes. ”Gaf ud 
p. Marken, og fang mig noget Dildt,” 
1 Mofeb. 27.3. Kronvildt, (Kronhiorte) 
Daavildt, Raavildt, Fuglevildt. At 
handle m. Vildt. Vildtet idiſſe Skove 
er næften' bortſtudt. Han ſpiſer gierne 
Dildt. En Net Dildt (S. Dildbrad.) — 
Vildtgierde, et. G. for at beſtytte Mark 
og Ager imod Vildt (Schytte. Indv. Reg. 
Vildthandel, en. ud. pl. £. 
med: Bild. Vildthandler, en. st. 
den, fom handler m. Vildt (og fædvant, til⸗ 
ligemed Frugter, 0. a.) ildtſtade, en. 

fade, ſom Vildtet gier i Mark og Ager. 
Dildtflade, et. Sted el. Landfrætning, . 
færd, indhegnet Skov) hvor Vildt har fit 

phold. ”Mån befaler Sfovbdetientene, at 
have Opſigt m. Vildtſtaderne, at de ikke 
forhugges.“ Schytte. Vildttyv, en. den, 
der uberettiget jager el. fanger Vildt ten 
Andens Vildbane; en Krybeſtytte. Vildt⸗ 
tyveri, et. ulovlig Jagt p. en andens Grund, 
f. at tilegne fig det ſtudte Vilſldt. 

Vilkaar, et. pl. d. ſ. IT. Billtuͤhr. 
So. Willkor.] ſegentt. Cvne t. at handle 
efter egen Billie (f. vilfaarlig) men denne” 
Bemært. er i Subſt iffe brugelig el. fores 
kommer gantte ſielden. (Den, hvis hele” 
Tilſtand er fremmed Vilkaar undergiven, 
og ſom Intet fan falde fit eget.” Mönſter. 
Præd. 1814. I. 205.) — Derimod: 1. Betins 
gelſe. Kun under bette D. ſteer det. Han 
maatte undertaſte fig, indgaae haarde De 


142) 


4 


Kaar, Tilſtand, Forfatning. Hans D. ere det ſtal ſtee uden Ophold, — Med Bibegteb 
tu vet gode. ”WMennejtet er ſtadt m. de og i færjtilte Tilfælde: 1. tage el. haveta: 


bh] 


. mere befegner den fuldkomnere Frihed f ert. hans Bedſte. (Sieldnere br. at ville cen 


- i Å 1 


Vilkaar — Vilee. 638. Vik. |, 


»De ere lige Vilkaar undergitme m. eder.” efterfølgende Infin.) ”De tanke, kiend, 


E. E. Pontoppidan. Fafteprædifener, 1653, dømme, ville, beglereg men Orden, Fr, | 
Ø.31. (Moth har deraf: Dilkaarsed, Ed Helllghed er borte.” Bulb, Menneſtetkan 
m. Forbehold, Dilkaarskieb, K. med Fors itke Alt hvad det vil. Han kunde nok gire 
behold. Dilkaarvpant, Pant, ſom er fat det, men han.vil ifte, Jeg vil reiſe i No: 
eller givet, overdraget cen, under vift Bil: gen. Han vil ride, vi andre ville tier. 
faat; (pignus conditionale) jvf. Oſter⸗ Jeg vilde juft have gaaet, da du kom. Kor: 
ſens jur. Sloff. 0. fl.) 2. fun i pl. gen vil det' (at det ſtal ſtee.) Jeg vil, at 


Dilfgår, at det fan vende fit Sind f. de get en Beflutning. Han vced ikke hvad han 
Ting, fom ere imod hocrandre, t. Ondt og vil; han vil og vil ikke. Hvad mon han 
t. Godt.” N. Hemmingſen. 1572. ”Ederé egentlig vil? Jeg vil da giore det, li 
Anſigter faac flettere ud, end! Drengenes, Anſbar. 2. begicre; attraae, have ell. at: 
fom ere af lige Dilfcar m. cder. ”Dan. 1.10. tre cu Begiering. Hvad vil den gamle Ke⸗ 
”Fje rige Borgere formanedes t. at ſtaffe de ne? Hun vil bede om nogtt. Karlen vilde 
fattige Arbeidé” og give den Leilighed til at gierne have fin Len. Jeg vilde bede Den 
forbedre deres Dilfagr.” Guld. om en Underfføttelfe. bi du have denne 
Diltgarlig, adj. 1. ſom udgaaer fra en Bog? Hum vil dn tale med? 3. ban 
"Evne t. at handle efter Foreftillinger, efter Tilbeielighed til, ønfte. Jeg vilde hele ; 
Billie: spontaneus. (Moth.) Menneſtets blive Natten over, end reiſe ftrar. Jegv | 
vilkaarlige Handlinger”, (3: ſaadanne, der dem. Fornoielfe giore det, hvig jeg kunde. 
ſtee m. Bevidſthed) vilkaarlige Beftem= ”Af Ladhed blive de ved af leve, iffe for 
melfer af dets Handlinger. Dyrenes, Mujk: de vilde; men fom de have begyndt.” 3. 
lernes vilkaarlige Bevægelfe. (ivf. frivils Thott. — Han vil nødig, ikke gierne dertil. 
lig, hvis bejtægtede Bemærtelfe dog nær: At ville cen vel 3: oͤnſte, gierne fee det, ſom 








Menneſtets Villic, og Evne t. Valg efter ilde.) ”Ogfaa ham vilde de ilde, men hvad 
klare Foreſtillinger; hvorfor det heler aldrig have de formaact ?” Mynſter. — I Anmot 
br, om Dyrene.) 2. fom ikfe Har anden ninger, Bønner: Dilde De være faa got, al 
Grund, end Cené Villie, Tykke ell, Sktien⸗ 0. f. v. ilde De vel bevife mig den die 
nende. arbitrarius. Dilfaarlige Straffe neſte, 0. f. v. 4. have t. Henfigt, agtt, 
(der modfættes de loobeſtemte.) En ganſte agte fig hen. Hvor vil difje Folk hen? 


vilkaarlig Handlemaade, Fremgangsmaade. Man figer, han vil t. England Dreng 


At giere vilfaarlige Forandringer i Spro⸗ vil ikke, vil gierne i Skole. Hro ſom ift | 
get. ”Ellers var Muligheden felv foran⸗, vili Ovnen, lægger fig tvært for.” Omdfør. 
derlig og vilkaarlig, og Bæfenet iffe node Hvad vil han fige dermed? Hvad. vil detle 
venpigt.” Cilfhow. (Phil. Br. 202.) (J Udtrytfige? Det var puft itke der, jeg vilde 
denne Bemarkelſe modfættes vilkaarlig al⸗ fige. — Wan vil fige 3: man paaftaaer, Rog⸗ 
tid det, fom er uforanderligt, fordi def er tet figer. — At ville til at giere noget 
loubeftemt, lovfaſt, v. Brug, Bedtægt ell. ſtaae i Begreb med, være rede fil. Han vi 
anden Lov.) 3. Dilkaarlige Contracter nutilas gage. Da man vilde t. at føre Ka⸗ 
(af Vilkaar, 1.) kaldes i Lovfproget de Fore⸗ nonen af. — (Dille br. ſaaledes ogſaa, del 
eninger, hvis Opfyldelſe beroer paa, aften om nær foreftaaende, endog uftivillige, dt 
forud betinget Omftændighed indtræffer. = andringer el. Begivenheder; deels om liv⸗ 
Dilfgarlighed, en. ud. pl. 1. Evne t. vil: loſe Tings Eyne, el. Mangel p. Evne t. at 
kaurlig Handlen, t. at frembringe Foran: modtage, en vis Forandring.) Det vil nok | 
bringer v. egen Kraft. (Spontaneitet.) Ire⸗ ikke vare længe. pan vil neppe have mangt 
ſchow. ”Dilfaarlighed (arbitrium libe- Dage at leve i. Jeg tröcde? Hufet vilde 
rum).er Evne, at vælge imellem modſatte falde i Nat, ſaaledes ryſtede Stormen tel 
Beſtemmelſesgrunde, ell. Evne, t. aft tilfides Dette Zræ vil let revne. Planken vil ikke | 

tte Enftfølelfe f. Grundfætning, og denne ” give fig. Sommet vil itfe ud (ſidder f. faſt.) 





—4 


c 

| hin.” Howig om Affindigh. S. 31. (jvf. 5. udfordres, behøves (1. præp. til.) | 
S. 37..54.) 2. den Bejtaffenfed, at no⸗ vil Penge til. Der vil meget til, f, 
get et vilfaarligt, feer p. en vilkaarlig fætte dette igiennem. ”Der vil meer til ens 
Maade; vilfaarlig Händlemaade. “Vi overs dets fiftre Vern.“ Grundtvig. 6. under 


beviſes ydermere om denne Vilkaarlighed i tiden udtrykker det (i Forbindelſe m. mes ell. 


Dyrenes Bevægelfer og Handlinger,” 2. Fan) en Ligegyldighed v. noget tilkommende, 
Smith. 7) mø, en Anbdens Tilſtand el. Handlen; ch. 

Dille, v.n. oga. jeg vil, vi ville (eN. vil); Udeluttelſe af Mulighed t. at opnaae nogel. 
jeg vilde, har villet. [I. vilia. Goth. viljan. Det maa gaae mig, fom det vil, Han ma 


A. S. villan, N. S. willen] ie Alm. "VAR ſao fornem, fom han vil. Hun fan 


have Billie t, noget, pttre en Villie (ofte m. ſtiende, fan meget hun vil, Jeg mas ſige, 


ø 
L 3 . 
Ås i 





Ø ” 
⸗ 4 17 


STE 
. Ville — Villie. 


mag komme til hugd Tid jeg vil, faa negter 
han fig hiemme. 7. Det by. ogfag i andre 
Zilfælde, fom et Slags Hielpeverb. hvor no⸗ 
get tilfommende udtrykkes (faavel i ligefrem 
udfigende, fom i betingede Sætninger) ell. t. 
at omſtrive et fimplere Udtryk, Det vil 
Fofte mange Penge. Skal denne Bygning 
udfores ſaaledes, vil den fofte langt mere, 
"end Overſlaget. Det vil herefter gaae ans 
derledes til. Diffe Penge ville ikke forſlaue 
meget. Dertil vil udfordres mange Forbes 
redeiſer. Det vil være nødvendigt. Jeg 
vil dog haabe, at han har fågt det. Denne 
Bog vil iffe ret behage mig. — Ogſaa (ſom 
Pielpeverb.) t. at udtrykke en Nødvendighed 
(for: mag; en Brug, fom dog nu iffe ex 
hyppig.) ”pvad der ellers ſtal gieres, vil 
derfor ingenlunde forſommes.“ Monſter. 
( Prœd. 1809. I. 298.) 8. Jonſtende Ud⸗ 
fryf Wetinget.) Vilde han dog, Fun (gid 
han dog vilde) ſamtykke deri! Vilde Folk 
dog betenke, hvor tinge Fordelen er. 
Dillen, en. det, at ville (ſom abſtract Be⸗ 
greb.) Den blotte Dillen ev iffe nof t. en 
Handling. ”En umiddelbar Dillen af det 
fornuftſtridige, ſom fornuftſtridigt.“ A. ODr⸗ 
ſted. (Euffomia. II. 121.) 
Dillie, en. ud. pl, IJ. Vild, Vili. A. 8. 
Vylla. Goth. Willja.] J den vidtleftigfte 
philoſophiſte Betydning: den virkende (ac⸗ 
tive) Kraft i Siclen, ell. Kraftent. at vælge 
og faftholde, ell. forſkyde og bortfierne Fore⸗ 
ſtillinger ell. deres Gienſtande (Kraften t. 


at ville og iffe at ville: Begieringsevne og - 


Afſty.) J denne Bemark. ſtielnes imellem 
Foleeone (Fornemmelſe, Folelfe) og Villie, 
Worſtaund ell. Fornuft og Villie. Menne⸗ 
fr frie V. Dilliens Frihed. At lade cen 

ave fin frie V. 9: overlade ham at beſtemme 
fin Handlemaade i en vis Sag. 2. Mere 
indſtrenket br. det om Villiens Yttring v. 
Begieringsevnen; og i enkelte Tilfælde, hvor 
man fom ofteft under Dillie indbefatter det, 


fom cen vil. pan vil have fin Villie.“ Kun 


den en Dillie har, ſom noget tet alvorligt 


vif.” Ohlenſchl. (Baldur.) Du fan heri: 


have din egen D. (9: du maa handle fom du 
vil, fane det, du begierer.) Det git efter 
hans V. ”Det er ei alt godt, efter Villie 
gaaer,” Ordſpr. At faae fin D. (faae det, 


man begierer.) At fane fin Villie m. et 


Fruentimmer. Dette er min V. Det var 
ice min V. at det faaledes fulde fee. At 
giore, at udfere eens V. ſtikke, rette fig efter 
eens Dillie, Den ſidſte Dillie o: Teſta⸗ 
mente. (I Theologien: Guds D. hvoraf 
Udtinttet : Skee Guds Dillie! hvorved man 
yttrer fin Hengivenhed i denne.) 3. Fors 
fær, Beflutning. Jeg har ftfe giort det m. 
Dillie: Det er m. Dillie udeladt. 4. Dns 
fle, Tilbetelighed, Behag. Alting gaaer ham 
efter V. (Vioth.) ”Mande-Dillie, Mando 


den vil.” 


650 
hvad jegrvil, fan er det itke tilpas: geo 


Villie — Villighed. 


Himmerige.“ Ordſpr. At være cen t. Dils 
lie, gisre cen noget til V.“ Dig til V. gior 


jeg det, “Jeg vil ikke forefafte ham, hvad, 


jeg haver giort ham til Villie.“ B. Thott. 


"At have V. til en Pige (Kiærlighed, Tilbøies 


lighed.) 5. Ynſte, Villie ft. at handle (i 
Modfætn. t. Gierning.) At tage Dillien i 
Gierningens Sted. Han har en god V. 
men Evnen er ringe. ”Det er en ringe 
Ting, at have Dillie tilat giere en t. gode, 
uden det og ſteer.“ B. Zhott. 6. Sams 
tykke, Bifald, Bevilgnøng. Det er ſteet 
mod min V. At giøre noget med, imod 
eens Bidende og D. 


ſtulde tage det fra, fan var mig pligtig, og 
ikke kunde faae det m. en god Dillie,” B. 
Thott. = a.) Dilliebeftemmelfe, en. Vil⸗ 
liens Beſtemmelſe v. Indvirkning p. Sic⸗ 
len. ”D. uafhængig af Bevæggrunde.” 
Hovitz. — villielos, adj. fom fattes Vile, 
cl. fom er uden fraftig Villie, og derfor i 
fine Handlinger let lader fig beſtemme af An: 
dre. Én ſvag og villielos Charakteer. “At 
Menneſtet nedværdiges til en Aand⸗ og vil⸗ 
lielos Maſtine.“ Birkner. ”Sgadanne, ſom 
vi'af Naturen ere, el. ſom vi v. et tankeioſt 
og villieloſt Liv funne blive.” Mynſter. 
"Livets Strøm bærer dem. villielefe hvorhen 
Samme. — Dillieretning, en. 
pl.-er. Retning ell. fortrinlig Henvendelfe 
af Billien t. et vift Slags Bienftande. ”Hers 
frelngen, den egoiſtiſte Dillieretning, ſom 
uh faaler de egne Tanker udførte.” Myn⸗ 
fter. > b.)Dilliesfribed,en. Frihed i Villien 
ell. til at ville, ſom betinger Handlipgens 
Tilregnelighede (Ørfted. Eunomia. 1. 79.) 
Dilliesyttring, en. Yttring , 
kiendegivelſe af Villien. 
mia. Il. 124. II, 482. 
mig om Affindigh. 54.) - 
illig, adj. 1. fom har god Villie til, er 
redebon, ufortrøden t. Gierning. At være 
villig til noget. Jeg er villig til at opfolde 
hans Fordringer. “Villien maa p. en anden 
Maade fætte Foden I Bevægelfe, naar den 
felv er villig; end naar den er uvillig,” 
Rahb. En villig Tiener, Pige. En villig 
Lydighed. “Saa vi ikke blot tiene dig tvung⸗ 
ne, men villige.” Munften At.doe villi⸗ 
gen. ,Jo lettere Veie man baner, defto 


. Ørfted. Euno⸗ 


villigere fager man Fol£ t. at gane.” Kraft. ” 


(jvf. frivillig, godvillig.) 2. villig ſegent⸗ 
lig vildig, åf * s. Dild; jvf. — 
hed, 3.] br. i Lovſproget for: partiſt, vun⸗ 
den el. beſtukken v. Haver o. d. Dillige 
Vidner. (f. D. £ov. I. 13. 16, 17.) ”De, 
fom ere vildige I Sagen.” P. Clauſſen. 640. 


byrd.” Fort. til Arreboes Pexaem. = Dil: 
lighed, en. 1. ud. pl. den Egenſtab, at være 
villig, Han vifte altid V. 59 Ufortrodcahed 
i fin Tieneſſe. 2, pl.-er.… Tieneſte, fore 
(42) 


Jeg gisr det iffe m. 
min V. med min gode OD, Den, form jeg 


udvortes Til⸗ 


illieyttring. Ho⸗ 


Ba 


, Saa er det ikke mit, fom et vildigt Vidnes⸗ 


i nd 


Villighed — Vind. 


man villigen, af fin gode Villie og uden 
Pligt, gier een. Den D. fan du vel gisre 
mig. an har viift mig mangen Dillighed. 
3. Deraf ogſaa, ifær hos Almuen, frivillig 
Gan, t. Giengield f. en Tieneſte, 0. d. 

Dimmel, en. pl.-er. [J. Hvim, haftig 
Bevægelfe; hvoraf v. n. hvima. &v. Wim- 
la.] et Bor, hvis Skaft beſtager af to Styk⸗ 
fer, hvoraf det nederfte har en Krumning og 
er indrettet t. af dreies rundt, imedens det 
overſte holdes f. Bruttet;, et Bimmelbor; 
Spigerbor. — Dimmelffaft, et. pl.—er, 
Treſkaftet p. en Vimmel. 

Vimpel, en. pl. Vimpler. IT. og N. S. 
Wimpel. Jet'langt, ſmalt og ſpidſt, under⸗ 
tiden ſplirtet Flag, ſom heiſes i Toppen af 
Maſterne p. Krigsſtibe og deres Fartsier. — 
Dimpelftage og Vimpelſtok, en. den Stage 
i Maſtetoppen, hvorpaa Vimpelen heiſes. 

Vims, adj. ſijvf. vimfe.] hurtig I fine Be⸗ 
vægelfer (meft om Perſoner; i dagl. Tale. 
Om gantte ſmaa Hunde figes ogſaa: en lille 
vims pund.) “Med hvilfen Troſkab, hvil: 

en Iver, hvor lydig, venlig, vims og rap.” 
Bagg. (Riimbr. 14.) Ӯrtppende frem og 
tilbage faa vims, nu herhen, nu derhen.“ 


Bræt der har faftet ca. frummet fig. Et. 


vindifievt Zræ (fom er voret vindt; vind⸗ 
leben, Moth.); vindſtievt Tommer (hvis 
Trevler gaae i en vind Retning.) ”Det 
vindſtieve Træ er i Alm. ſnartere felt, end 
ſtiort.“ Arch. f. Sovœſ. III. 228. -[Ligefom 

andre oprindelige Ord, har vind maatte vige 
f.. det fildigere; efter det T. optagne ſtiev, 


, "pg br. fun lidet I Skriftſproget; heller ikke 


figurlig, fom fliev.] Ogſaa de ſammenſat⸗ 
få: vindbenet, vincoiet (ſtelende, ſteelsiet. 
Moth.) o. fi. br. neſten fun af Almuen. 

Dind, en. (trochlea) ſ. Dinde. 

Vind, n. s. ud. Art. ſom br. i den Tale⸗ 
maade: at lægge Vind paa 9: beflitte fig 
paa, lægge fig efter, anvende ilmage og Flid 
p. noger. At lægge Dind paa Studeringer, 
p. Agerdyrkning. (af det J. Vinna, Ar⸗ 


beide.) — dertil hører da ogſaa Adj. vind⸗ 


ſtibelig: ſom er flittig, ſtrebſom i fin Gier⸗ 
ning, arbeidſom og omhyggelig f. at erhverve 
op frembringe, ifærv, QGuuéflid, Paor vind: 


6650 ') 


Ten Mølle, fom Arelens tungefte Ende 
ler paa; ogſaa Veirbiorn. (Moth.) 


Vind. 
ffibelig I alle dine Gerninger,” Sit. 31.26. 


»Altid flager den Dindffibelige over Tiden; 


den er, ham f. fort,” Schytte. Den vindffi: 
belige Bonde, Haandværfømand, Fabritar: 


beider. »Stræbſomhed, der yttrer fig iat 


frembringe og forædlede raae Stoffer, iltes 
Dindffibelighed.” Måler: En vindftibelig 
Huusmoder, Bonde, Landmand, (Man figer 
derimod ikke (et om en Kiobmand, at han er 
vindſtibelig, m. mindre han med fin Handl 
forener andre Syéler.) >= Deraf: Vindſti⸗ 
belighed, en. ud. pl. den Egenſtab, at nært 
vindtfibelig. ”Loven maa befordre Vindſti⸗ 
belighed og nedtrykke Ørfesløshed.” Snet⸗ 
borf.. [vindftibelig kommer ud. Zviol af 
Vinna, og skipa, ſtikke, lave, indrette, 
hvoraf: skipulegr, vel indrettet, paſſende. 
Nogle have derfor indført at ſtride vinffi 
belig, fgm vel ci var urigtigt; men man 
maatte da ogſaa ſterive: At lægge Din paa.] 

Vind, en. pl.-e. [IJ. Vindr.] 1. den 
ftremmende Bevægelfe I Jordens Dunft: 
freds, ſom opſtaaer naar Ligevægten i Luften 
ophæver derved, af den v. Varmen ell, ar: 
dre Aarfager udvides p. et Sted, og trykker 
p. den foldere Luft, der faaledes drives frem 
i en vis Retning. En ſtork Qnd kaldes 
Storm; den meget fvage: en Luftninh. 
Blætt er Vindens, Virkning; ifær om en 
ftærfere Grad. — Der reiſte fig en V. Din: 
den hat lagt fig, ſpringer i et andet Hlerne. 
At feile f. halv D. at ſiaae noget hen i Veit 
og Dind s: itfe agte derpaa. At ſtagef. 
Dind og Vove ad: være udfat f. Fart. 
(Moth.) At gisre Vind (cl. Blæk) 5: 
bevæge Luften ſtœrkt. figurl. prale, oct; 
brive hvad man figer om fig ſelv. ”9Y 
de, der ſtabe Dind, fan og ef matt 
Penge.” Holb. P. Paars. »Af Dør t 
Mennejfer omdanned” af en Skredder, de 
vinde Prifen i den Konſt at giore Dind. 
Bagg. ” Det lette Sind, der leer ad Daa⸗ 
rens aan, og, fmilet ad hané Dind,” 5. 
Guld. 2. Pind, men: ifær "pl. Vinde 
bruges om den i Tarmene indjluttede kuft 
og dens Bevægelfe og Trykning. At lide, 
plages af Vinde. Et Middel mod Dindr. 
= vindaaben, adj. 1. aaben ell. udfat f. 
Vind og Veir. ”Den Vanſtelighed, det 
har, at opelſte Fræerne i et vindaabent 
Land,” Olufſen. 2. liggende p. Ryggen. 


(Moth. Riimkr.) Dindbielfe, en. ben i: 


Vind⸗ 


boble, en. tom B. Luftblecere. (Moth) 
Vindbrok, en. uegentlig. Benævnelfe 2. ét 
Slags Vandbrok el. Tarmebrok hos forde 
Børn. (Hernia ventosa.)  Dindbyge: en. 
. Ar. Ten haſtig opkommen Bind. (f 
Lege Dindboſſe, en. VB. ſom Hun) 
len cl. Ladningen drives ud af v. fam 
mentrykket Luft, Vinddraabe, en. pl.-T. 
gutelte Regudraaber, ſom falde near ca 








ſtaber, 


mann. (Alm. Sanger. 21.) 


mind. 


Reqonſty- driver forbi v. en flærf Blaſt. 
vinddrivende, adj. v. tienlig f. at fordrive 
Vinde. Vindfang, et. 1. Beſtaffenhed 
el. Beliggenhed, ſom tilſteder Vinden fri 
Adgang. Denne Mølle har godt D. 2. 
Længde ell. Stræfning af Mollevinger ell. 
Molleſeil. ”Mollen fører 36 Alen Vind⸗ 
fang.” Statstid. 1829. 183. Dindfangft, 
en. det, at opfange Vinden. ”Dine Geil 
frumme fig til Vmdfangſt fom den Gierri⸗ 
es Haand efter Penge.” N. Brun. inds 
fe, en. ſ. Floi, 1.  Dindfæld, et. 1. 


. &ræers Omblæœsning. Der er ſteet megen 


indfælder, 


Skade p. Sfoven ved V. 2. 
Vind⸗ 


I. omblæfte Zræer. (Schytte.) 
bvirvel, en. d. ſ. ſ. Svirvelvind. (Moth.) 
indjunker, en. En ung vindig Perſon. 
”Dindjunfere p. et Bal.” Baggeſen. (Las 
byr. I. 380.) f. Vindmager. Vindkave, 
en. Bindftød, Vindkaſt. (ufædvanl.). ” Hvor 
left Sand ſtiuler Markerne og v. mindſte 
Dindfave fulder og udjletterde gamle Spor.” 
Guldb. (Verd. pift. I. 481.) Vindklap, 
en. S. Kuftkrlap. vindlet, adj. i høj Grad 
let el. flygtig. En vindlet Fieder. (M. C. 
Navn. 1680.) ” pift fremjlæber fig en tung 
Podagriſt; her hopper en vindlet Kammer, 
junker.“ Bagg. Vindmaaler, en. Gt In⸗ 
ftrument t, at maale Vindens Styrke ell. 
Hurtighed. (Schouw. Plantegeogr. 107.) 
Dinudmager, en. den, ſom praler m. Egen⸗ 
er dighed, han ikke befidder, ſom 

gior fig vigtig v. mange Ord og ſtore Ophæs 
velſer. Vindmoelle. Veirmolle. vind⸗ 
nem, adſ. beqvem for enhver V. (I Bas 
den.) Vindovn, en. Stucovn el. anden 
Ovn, hvori Ilden forftærfes v. Lufttræf, 
fom derfor har en Aabning ind t. Værelfet,, 
m.m. (jvf. Bilægger.) Vindpuſt, et. en 
ganſte ſvag £Luftning af Vinten. vindret, 
ad). lige efter Vinden. Floiet ſtaaer ikke 


vindret, Et Stib, Der fvaier f. Amkers, 
ligger vindret, naar det dreicr Forenden mad 
Vinden, Vindroſe, en. den efter Vind⸗ 


ftregerne inddeelte Skive p. Compaſſet. 
Dindrør, et. Rør, hvorigiennem V. cell. Luft 
fan træffe f. E. paa en Blæfebælg. Vind⸗ 

ade, en. S. ſom foradrfages af Etormien. 


Vindſkee ell. Dindffed, en. et fremftaavnde 


ræt, der ſlages nderft p. Gavlen langs m. 
Taget (p. Huſe m. Etraatag, ell. af Bin: 
tingsværf) f. at hindre Vinden fra at bende 
Taget. (Moth.) ”Naar Gtorm har revet 
Tag, og høje Dindffed bræffet.” C. Fri: 
Vindſkierm, 
en. Skierm imod Blæften, noget, der holder 
Vinten ude ell. borte. Vindfrifte, ct. For⸗ 
andring, Omſtiftning af Vinden. (Rah⸗ 
bet.) Dindffy, en. pi.-er. en Sty, ber fo⸗ 
rer V. med ſia., vindfnar, ad). faa hurtig 
fom Vinden, overordentlig hurtig. (Engeis⸗ 
toft,) Vindſtille, en. (og et.) Stilbed i 
Luften, Wangel p. Vind. Goth.) ind⸗ 


| 


664 
fre, en. kaldes p. Compaſſet en af de 32. 


. 3 fra et viſt Hisrne.“ Olufſen. 


bud 


Bind — Vinde. 


Afdelinger i Cirkelen p. Skiven ell. Vindro⸗ 
ſen, hvorefter Vinten benævnes og Roret 
ſtyres. (ogfaa blot Streg. f. I. O.) vind: 
ftridig, adj. fom gaaer imod Vinden, En 
vindftridig Strøm. (Axreboe.) Vindſtreg, 
et. 1. Strøg, Zræfvaf Vinden, Lufttræt. 
Øer gaaer ofte ftærfe Dindftreg 
denne Biergkloft. 2. cn vis Retning af 
Vinden. Det herſkende Vindſtrog p. denne 
Aarstid. ”Zræer fom ere udſatte f. Vind⸗ 
Dind⸗ 

ed, ét. en ſterk Virkning af Blæften. Et 

.kaſtede Huſet overende. , Dindfyge, en. 
Sopgdom frembragt. af Binde. (f. Dind, 2.) 


vindter, adj. giennemtorret i Luften, ”Cn - 


vindtor Stav.” Ohlenſchl. vindterre, 
v. a. 1. tørre i Luften. vindtorret Malt. 
(Moth.) Vindvaage, en. Hul i Iſen, ſom 
er frembragt v. Vindens Virkning, og uns 
dertiden er bedekket m. tyndere Jis. (Moth.) 
Dindvifer, en. Viſer p. en dertil indrettet 
Stive, ſom angiyer Binden. | Dindæg, ct. 
ufrugtbart 2Cg, fom Fugle undertiden lægs 
ge. (orum subventaneum.) viudig, ad]. 
1. om Luftens Rilftand, naar Vinde herſtke. 
Veiret cv meget vindigt. 2. fig. tilboiclig 
t. at giore Vind el. prak. En ung vindig 
Herre. 3. fonr indeholder, gaaer ud p. 
Praleri. Dindig Snak, Tale. “En vins 
Din gey af Ord.” F. Guldb. (Digte. 1802. 
ll. 65. 


Vinde, v. n. impers. 1. (har.) blæfer. 
(ſieldnere, og om en ikke ſterk Bloſt.) Det 
vinder noget i Dag. 

Vinde, en. pl.-r. 1. En Indretning, 
hvorved en Burde lettere hiſſes op ell. bevæz 
ges, ifær i Weiret, v. Hielp af en Valſe ell. 
ct Hlul, (en Tallie) der dreies ell. vindes om 
Axen ell, det faſte Punkt. (jvf. Spil, der 
er det ſamme Redſtab; men br. meft om 
de ftørre Dinder, ell. Gangfpil paa Ski⸗ 
be, Bærfter 0. d.) Heraf: Vindeblok, 
en. Blok el. Tallie i en Vinte… 2. et 
Redſtab m. omlebende Hlul e. d. hvor⸗ 
ved man vinder Gern, Traad, Silke. f. 
Garnvinde, = Dindcbom, en. Bommen ell. 
Valſen i en V. Vindebrond, en. Brønd, 


ſom ev fſorſynet m. cen Vinde til at drage 


Spanden op m. Vindehiul, et. Hiul, 
ſom hører t. en Vinde. Vindereb, et. 
ſteerkt Reb, ſom bruges i en Vinde. Din: 
deftolpe, en. den fafte Stolpe, hvorpaa en 
Hiulvinde er anbragt. indetavl, Dinz 
detoug, et, d, ſ. ſ. Vindereb. (Moth.), 

1. Dinde, v. a. vendt; munden, vundet; 
pl. vundne. IA. 6. vindan. Øv. winda.] 
1. bevæge noget um et Legeme, ſaaledes at 
det flutter fajt omkring dette. At vinde 
Traad (danne ét Nøgle af Traaden v. at 
vinde den.) At vinde Garn. At vinde no 
get om en Finger, en Arm. Heraf: Dinde” 
pind, en. rund Pind, hrorom man vinde 


NA 
J 


giennem 


8 


J 


8F 


Vinde. 


bet førfte af Garnuoglet. 2. bevæge noget 


' gå. en Snor, et Toug dl. nøget lignende, der 


Lag! 


, 


ES 


1 


føres cl. bevæges omfring et faft Punkt; ell. 
bevæge noget v. en Vinde. At vinde Ans 
keret op. ”Stibet vinder op fit Anker.“ 
Bording. I. 239. At vinde Seil op (v. 
Hielp af Toug og Tridſer.) At vinde Korn: 
fætte, Kisbmandsgods op p. et Loft. 3. 
undertiden (ogſaa recipr.) for: (noe, i Alm. 
At vinde noget ſammen. “Wor Bet her⸗ 
nede vinder fig igfennem mange Savn.” 
Mynſter. — Heraf: Dindebro, en. Bro, 
fom fra Midten fan vindes op t. begge Sis 
der, og igien lades ned.  Dindeflæde, en. 
En Slæde eller Indretning m. et lidet Spil, 
hvormed Rebet vindes op, naar man drager 
Vod p. Iſen. (Moth.) Dindevogn, en, 
Vinde m. Hiul under, v. hvis Hielp en 
Stub⸗Molle dreies. (Moth.) 

2. Dinde, v. a. (bøice ſom forrige v.) [J. 
og Sv. winna.] 1. ved Streben og Flid 
at naae, opnaae et pift Maal. Heſtene kunde 
neppe vinde den forte Gel. (hyppigſt i dens 
ne Bemerk. fom v. n. Jeg troer ikke, vi 
vinde faa langt idag. At vinde hiem 9: 
naae Hiemmet. “Da vi derfra havde vun⸗ 


det op t. Toppen af Bierget.“ Bagg. i sag 
iv, 


Klim.) At vinde (2: fane, ftaffe fig) 

Plads. At vinde Tidet. gt Arbeide. 2. 
ved Arbeide, Umage at faae, erhyerve noget 
(i viſſe Tilfælde.) At vinde Malm af Gru: 
berne. Der vindes tilligé noget Sølv af 
denne Erts. 3. faae Overhaand, blive 


Overmand t en Handling, gage af med Pris 


fen. (I act. Bem.) At vinde Sejer over en 
Fiende. At vinde et Slag. (f. overvinde.) 
"At vinde ct Land, en Stad 9: indtage, eros 
bre. At vinde Prifen i Veddelob. At vin⸗ 
de et Veddemaal. At vinde en Prodeé, 
vinde fin Sag if. Retten.) ”At vinde fin 
Proces, er, ſom Ordſproget figer, altid at 
tabe fine Penge.” Birkner. 4. opnaae v. 
Kieerlighed, Godhed, Fortieneſter, m. m. 
At vinde eens Hierte, Yndeft, Fortrolighed, 
Venſtab, Kierlighed. “Den, han nys m. 
Knefald vilde vinde.” Storm. “Guderne 
vindes ligefaa vel ved en Skienk, ſom Men: 
neſter.“ Samme. Han vandt Folket v. 
Gavmildhed og Veltalenhed. At vinde Bi: 
fald. AP vinde cen f. en Sag. 5. for: 
tiene paa Varer, faae v. Handel Overſtud 
over Indkiebspriſen og anite Omkoſtninger. 
(movf. tabe.) Han vandt endeel p. Kornet; 
han havde kiobt I Efteraaret, men tabte p. 
Sukkeret. Der e 
Handel. At vinde ind igien hvad man har 
fabt. 6. blive Overmand I Spil; opnaae, 
komme i Beſiddelſe af v. at vove, ell. i Spil 
(hvor alt Begreb om Arbeide forfvinder.) 
Dette Spil fan ikke vindes. At vinde et 
Spil Skak. Jeg har vundet (Penge i Spil: 
let) de andre tabte alle tre. Jeg vandt 10 
Nviv. At vinde i Botteriet. 7. under⸗ 


hj 


663 


det at vinde ved denne: 


Vinde — Vindue. 


gaae en Forandring t. fin Fordeel ell. Motte: 
opnaage det ſom er t. Fordeel ell. Gavn. 
Hans Still har vunder i Klarhed og Efter⸗ 
tryt. Hun hår vundet meget v. hendes 
Ophold i dette Huus. J ham vendt Stolen 
en udmerket, en duelig Lærer. — Dinden, en. 
Bd. pl. tet, at vinde. Dinden og Taben. — 
Dinding,en. 1. det, at vinde fun i Bemark. 
5.6,) 2. det, mån vinder, Fordeel, Baa: 
de. At fælge Barer m. en ringe Dinding. 
”Den egne Dinding er hans Gud i Erøver.” 
Fre. Guidb. ”Dinding er egentlig Arbei⸗ 
deté Frugt; men ifær bruges Dinding om 
Eiendommens Forøgelfe. (jvf. Sorded.) 
Det er, Fordeel f. en Skipper, at erholte 
Fragt; men om der bliver Hinding ved, be: 
toer paa Seiladſens Udfald.“ Miller. — 
Heraf: Dindingshaab, et. H. om at vinde, 
fortiene. (Rein. Digte. 1. 17.) vindings: 
les, adj. fom ef giver Binding. ”Overiil 
dig ef, udſtedte Ord ere vindingsloſe.“ 
Ohl. (Palnat.)  Dindingsjpil, ct. Spil, 
der medføre Binding og Tab f. de ſpillende; 
Spil om Penge. — Dindelyft, en. Drift, 
Lyſt t. at erhverve, t. at forøge fin Formue. 
”Zab ſtœrper fun hang Dindeiyſt. Evald. 
vindeſyg, adj. meget begierlig efter at vinde, 
fortiene; gridſt efter at erhverve. Pinde⸗ 
ſpyg er den, ſom itfe fan være tilfreds, uten 
at vinde meget, og ſom f. at vinde meget 
færter Alt p. Spil.” Miller. — Deraf: Din: 
defyge, en. ud. pl. Gridſthed ell. ſtor Be: 
gierlighed efter Vinding. . 

3. Vinde, v. n. og a. vandt, vundet. bru: 
ges i vort ældre Lovſprog a.) deels for: vid: 
ne ell. aflægge Vidnesbyrd; b.) deels f. bes 
vife ved Vidnesbyrd, erhverve, komme i Be 
fiddelfe af v. Bevifer 0. 5, (jvf. D. Lov. V. 
3. 13, 14. V. 10, 2, 17. og Nyt Jur. Acch. 
VII. 221.) i id 

Dindelbugt, en. pl.-er. en Bugt, der 
fyger fig i Sneglegang (i Sviralform ;) 
neglerugt. ”Man dreie fine Jerntraade 
i Dindelbugter.” H. Orſted. 

Dindeltrappe, en. pl.-r. [det T. Wen: 
deltreppe; af vinde, volvere.] Dd. f. f. 
Snegletrappe. — Saaledes ogfaa: Vindel⸗ 
trin, ct, Trin p. en Vindeltrappe. En 
Zrappe m. Dindeltrin, 

Dindfel, et. pl.-er. 1. det, fom noget, 
. f. Er. Traad, vindes paa. Et Traadvind: 
ſel. 2. det, ſom vindes ell. vikles om noget. 

Dindfer, ell. Dindfel, en. En Stang: 
vægt, Bismer. statera, trutina. (Colding. 
Moth, Formodentlig et iydſt Provindéord.) 

"Dindffibelig , og VDindſtibelighed, ſ. 
ovenfor under Dind, labor. 

Vindue, et. pl.-r.… [J. Vindanga. E. 
Window.) 1. Aabning i en Bygning, form 
giver Luft og Ensning t. Vorelſerne. Run: 
De, fiirkantede Vinduer. At ſtage i vin: 
duet, at ſee ud af et V. At kaſte noget u? 
af Dinduer, 2. Det, hvormed denne Aab⸗ 














Fa 


. en. 


a Ul i V 


i Vindue — Vinge. 


ning ev udfyldt. Vinduer af Glas, af Pas 


pir. At lufte Dinduet op. Man har ogſaa 
Vinduer p. lukkede Vogne. = Vinduesbe⸗ 
flag, et. Jernbeſlag, Gængfler og Kramper 
m.m. p. Vinduer. Dinduesbly, et. lange 
og tynde Stnffer Bly, forſynede med en 


als, ſom tilforn brugtes i Stedet f. Træ, 


tr. af fæfte Nuderne i. Dinduesbolr, en. 
Bolt, ſom ſtikkes igiennem Vinduespoſten, 
f. at holde Vinduesſtodderne. 
bue, en. 1. den i Muren oven over Vin⸗ 
duet anbragte Bue. 2. Buen oventil p. et 
afrundet Vindue, Runde, tilſpidſede Vin⸗ 
duesbner. Vinduesberſte, en. B. til at 
vaſte og renſe Vinduer m. Vinduesdug, 
en. Fugtighed, der ſamles om Natten p. 
Bindueéruder. (Moth.) Dindueøgitter, 
rt. 1. Gitter af Jernftænger uden f. et 
Vindue. 2. Traadgitter, ſom indſattes.i 
et V. i St. for Ruder. bindues las, et, 
G. ſom br. til Vinduesruder. Dinduegs 
hage, cen. d. f. ſ. Vindueskrog (ifær en læn: 


gere.) Det br. ogfaa om ten Aſten, der 
kaſtes over den ſedvanlige Krog , hvorved 


et V. holdes lukket. Vindueshængſel, 
et. H. hvorved Vinduet hænger i Kar: 
men. Vindueskarm, en. en iyk Ramme 
af Zræ, ſom indfættes i Muren, hvort 
Binduerne hænges , og hvortil de flutte 
i en indſtaaret Rende. Dinducefrog, en. 
Krog, hvorved ef oplukket Vindue holdes faſt. 
Vinduespoſt, en. det lodret ſtaaende Fræ, 
der fædvanlig deler Vindueskarmen I to, un: 
dertiden ogfaa itre lige ftore Afdelinger t, 
de enfelte Vinduer. Dinduesramme, en. 
Træœramme, der omgiver Ruderne £ et V. 
Dinduegrude, en. pl.-v. kantede (ell. afs 
rundede) Glastavler, der indfættes imellem 
Tværtræer i Vinduesrammen. Vindues⸗ 
ſtammel, en. S. eller Forhoining, der an: 
bringes p. Gulvet Under Vinduet, f. at for⸗ 
hoie Stolen, ſom fættes derpaa. Vindues⸗ 
ſtat, en. Skat, ſom betales af ct Huus, efter 
Antallet af dets Vinduer. Vinduesſtodde, 
pl.-r. En Lukkelſe af Træ, der fættes 
paa uden f. Vinduet og befæftes v. Vindues⸗ 
bolten, ell. luftes f. Vinduet indentil. (S. 
Skodde.) Vinduesſtabel, en. Jernſtabel, 


"der flaaes I Karmen, og hvorpaa Vinduerne 


hænges. induesftang , en, Jernftang, 
der fættes f. Vinduesſtodder, naar de luftes 
int enfra, g ve c , 

inge, en. pl.-r. IJ.Vængr. €. Wing. 
1. J in, et —X t. at * med; faaz 
ledes det m. lange Fiedre forfunede Ledemod 
hos Fuglene, ved hvis Hiclp de flyve; og de 
Hinder, ell. lignende Legemsdele, hvorved 
Inſecterne finve. Flaggermuſen har ikke 
Dinger, men Hinder imellem Benene. En 
FInglevinge. At ſtekke Dingerne' p, en 
Fugl. Vingen af en ftegt Gaas. Fug⸗ 
len faaer m. Dingerne, bryder Vinger⸗ 
ne ud. 2. fige a, Vingerne p. en Veir⸗ 


A 
* 


669 


Vindues⸗ 


Vinge vingeſtov. 


Mølle 9: de fvære, m. Seil forſynede Træer, 
ſom Vinden driver omkring, og hvorved. 
Molleværfet ſettes i Gang; Mollevinger. 
b. Dingen p. et Plovffær kaldes den egent⸗ 
lig ſterende Deel af ſamme; i Wodfætning 
t. Dellen, hvorved den fæftes t. Plovlege⸗ 
met, (Thaers Landoec. v. Dremwfen. 111. 17.) 
c. Dinger p. en Præftefiole: et ſtivt, ned⸗ 
hængende Slag, der gaaer om Halſen, og 
knappes foran t, Kiolen. (Vingekiortel, cn 
m. deslige Vinger forſynet Proſtekiole. 
Moth.) — Vingebeen, et. det af to Dele 
beftaaende Been, ſom danner en Fuglevinge. 
— fig. at fætte cen v. Vingebenet 3: fængfle 
ham. ” vingebrudr, adj. v. om en Fugl, 
hvis V. er⸗knekket ell. brudt. Vingedak⸗ 
ke, et. de haardere, hornagtige Laag, ſom 
hos nogle Inſecter ligge ovenpaa Vingerne. 
Vingefieder, en. pl.-ficdre F. i Fuglenes 
Vinger. Vinzgehat, en. Enm. Vinger fors 
ſynet pat (bvormed f. E. Guden Mercu⸗ 
rius afbildes.) “Adſtillige græd efter en 
Dingehat, og fif en Nathue.“ Rahb. (D. 
Tilt. VI. 568.) Vingeraſt, et. ;d. £. f. 
Bingeflag. fig. ”Gtormens frærte Vinge⸗ 
aft.” e. Blicher. Vingekiortel, en. f. 
Dinge,2.c. Vingeklede,xt. Ct m. 
Vinger forfunet Klæde, ell. en ſaadan Klæds 
ning. ”Det tunge Pandfer bliver Vinge⸗ 
klæde.“ Rahb. 
Vinger; let til Flugt. “Den vingelette 
Fugl.” Fibigers Soph. vingeloes, adj. 
fom er uden Winger. “Der ſtode de ſom 


— 


vingeloſe Haner.“ P. Daſs. vingeloſe In⸗ 


fecter. vingeſid, adj. om en Kiole, ſom 
er ſtiev og mere ſid p. den ene Side, end p. den 
anden. (Moth.) vingeſkudt, adj. ſtudt 
Vingen. Fuglen er vingeſtudt. ”Saa vin⸗ 
geſtudt og tung den laag.” Grundtv. (Bio⸗ 
wulf. 243.) ingeffygye, en. poet. Be⸗ 
ſtiermelſe, ligeſom under Vingerne af en 
Fugl, der datter fine Unger (Vingefttul.) 
”Zam. Fred I 
Dingeffygge.” Grundtv.  Dingeflag, et. 
üglens Glag m. Bingen el. Vingerne. 
”Omflagrer mig m. hulde Dingeflag.” 
Bagg. Dingefpade, en. et Slags 1 Jyl⸗ 
land brugelige Torveſpader, hvis Blad paa 
en af Siderne har et i em Vinkel tilfæz 
ftet ffærende Stykke Jern. Vingeſpids, 
en. den yderſte Spids af en Fugle Pin⸗ 
ger. Dingeftræfning , en. Rummet, ſom 
en Fugls Vinger indtage, ell. Længden 
fra den ene Bingefpide f. den anden, 
naar Vingerne ere heelf udſtrakte. Din— 
eſtykke, et. afſtaaret Stykke af en kogt 
ell. ftegt Fugl, hvormed Vingebenet følger. 
vingeftælfet, adj. hvis Vinger ere ſtokkede. 
fig. ”Da fandt jeg Proſabogen vingeſtæk⸗ 
Bet,” Ohlenſchl. vingeſterk, ad. ſom 
har ftærfe Ginger. Arreboc. (Hergem. 197.) 
Dingettsvw et. fiint Stov, ſom viſſe Infec= 
ter have p. Vingerne. "Har forſt din Haand 


& 


⸗ 


vingelet, adj. let v. ſine 


ulle bygge unter Herrens 


(å 


Fi 


Bingefter— Vinkel, . 664VBinkelſtiling — Viater. 


ham røvet, taber han Vingeſtovet.“ 3. £. 
Heiberg. 

Vinget, adj. forſynet m. Vinger. Vin⸗ 
gede Inſecter. — ſigurl. f. at udtrykke ſtor 
Daſtighed. Med vinget Jil. 
m. vinget Geil han flyver fra vort Øte.” 
P. 9. Frimann. ”Naar Heltedod hvinende 
flyver p. vingede Big.” Troiel. 


Dint, et. pl. d. f. [T. Wink.] en Ves 
vægelfe in. Haanden, hvorved man vinter 
ad cen; et Tegn, fon man giver v. af vinke. 
Dan gav dem et Dinkf m. Hatten, m. et 
Torklcede. De havde Befaling af fivrte 
frem v. det førfte Vink af Anføreren. ”Jts 
fun et Dink, fun et ſtabende Blik, og Na⸗ 
turen adlyder.” Hertz. — fig. et Tegn, en 
Anviisning, et Varſel, ſom man flutter fig 
til. ”Jeg holdt det f. ct advarende Dinf.” 
Bagg. (Labyr. I. 37.) ”Naar Himmelen 
og Jorden adlyde Vink af Onſtet i vort 
Sryſt.“ Evald. 

Vinke, v. a. 1. IN. &. vinkian. E. 
"to wink. T. winken.] tilkiendegive, "give 
Tegnet. Nogen v. legemlig Bevægelfe, ifær 
m. Haanden ell. Armen. (Man figer vei 
ogſaa p. Dang, men ſlelden: at vinfe m. 


inene, m. Hovedet, Moth.) At vinke cen . 
- (vinke cert t. fig) m. Fingeren, m. Haanden. 


Ded! -ham bort t. varigt 
åt 


Se rig fb. — Dof 

e ” Ir. u — —i 9 a nentr. 
vinke ad cen. “Han vinfed ad 9 
fin Herre den hørte,” C. Frimann. ”Gaas 
bet venligt ad ham vinter.” Storm. 


Dintel, en. pl. Dinfler. [T. og N. S. 


" Vinkel] den Afftand i Cirfelbue, ſom er 


imellem to Linier, der lobe ſammen cl. 
ftære hinanden I et Punkt; it. Spidſen ſelv, 
om faadanne kinier danne; en Lut. 

vet V. (p. 90 Gradér,.)' En ſpids, ſtump 
V. Triangelens Topvinkel. (ſ. Ziorne, 
Kant.) Vinkelhage, en. to, i en ret Vin⸗ 


tel ſammenſatte Linealer af Jern el. Mes⸗ 


nø, fom Haandvaerksfolk bruge, Ligeledes 

os Bogtrykkere: en liden, fortil aabnet, 
retvinklet Kaffe af Meſſing, ſom Satteren 
holdet i venſtre Haand, og hvori han førft 
fætter Skriften, afpaſſet efter Liniernes 
Længde. inkeljern, et. 1. d. f. ſ. Vin⸗ 
kelhage. 2. to t en ret V. ſammenſmedede 
Jernſteenger. 3. et Jern, der anbringes 


' ånde i Hukken af to under en ret Vinkel for⸗ 
bundne Stykker Zræ ell, Temmer, f. at: 


holde dem faft £ deres Forbindelſe. Din: 
kelmaal, et. Redſtabet. at træffe en ret V. 
efter. Vinkelmaaling, en. Gierningen, at 
maale, opmaale Vinkler. vinkelret, adj. 
ſom fvarer t. en vet BW. “Store Stene, 
faa vinkelret og ſtarp behugne, at de v. 


deres egen Tyngde og Slutning beholdt de: 


res Sted.” Guldberg. Vinkeltag, et. Tag, 
hvis Sparrer ſtode fammen i en wet V. el. 
fæften i en ret VW.  Dinfelflilling , en. 


”Og naar, 


olgen, 


-" ' 
den Vinkel, hvorunder et Legeme er ſtillet. 
(I. Kraft.) 

Dinter, en. pl. Vintre. IJ. Vetr. %. 
Sar. T. og Øv. Winter.) den Aarstid, (om 
p. den nordlige Halvklode er den foldefte, eg 
af Aſtronomerne regnes fra 21. Dec. til 21. 
Warté, it. det i deme Aarstid fædvanlige 
BVeirlig. Det lader £. at vi nu fane V. 
Bi have i Aar neſten ingen D. havt. En 
tidlig V. Eftervinter (Froſt ed. Vinter: 
fulde om Foraaret.) 3 Dinter 9: medens 
Vinteren varer ell. varede. Til Dinter 9: 
i den foreftaaende Vinter. Vinteren over 
d: hele Binteren. (jvf. Sommer.) = Din: 
teraften, en. En A. om Binteren. Din: 
terarbeide, et. A. fom foretages om Vinte⸗ 
ten, ell. ſom er paffende dertil. Dinter: 
blomſt, en. Plante, ſom blomſtrer, bringes 
t. at blomftre om Binteren. Dinterbo, 
en. Opholdsſted I Vintertiden; Vinterleie. 
»Biosrnens Dinterbo.” Arreboe. ”Jeg i 
min Dinterbo belønnes f. min Flid m. Over: 
flod og Ro.” Storm. ”Han tager der fin 
Havn og Dinterbo.” €. Frimann. Vin⸗ 
terblæft, en. fold B. om Vinteren; Vinter⸗ 
ftorm. "Nordens Vinterblæſt.“ Ohlenſchl. 
Dinterbrug, en. Brug om Vinteren, cl. f. 
den Tid, Vinteren varer.  Dinterbrænde, 
et. B. ſom ſamles, henfættee t. Vinter rug. 
Dinterbyg, et. B. der ſaaes om Cfteraaret. 

Moth.) Dinterdeg, en. En kold D. om 

interen m. Froſt og Snee. Vinterdragt, 
en. D. ſom br. om Vinteren, er indrettett. 
Vinteren. fig. Naturens, Jordent Vinter⸗ 
dragt. ”Alle, fom m. Aandens Blik be 
tragte Waturen i dene Dinterdragt.” 3. £. 
Heib. Vinterdvale, en. Dvaleføvn, hvori 
viſſe Dyr falde om Vinteren. fig. ”Det 


En. Træ, der ſlumrer nu 'faa dødt i Dinter: 


dvale.” Fr. Guldb. ”Jorden nu f VDinter⸗ 
dvale hviler.” Camme. . Dinterfange, en. 
dén, ſom om Vinteren er fængflet. »Jeg 
ynker eder, arme Dinterfanger!” JF. £. Hei: 
berg.  Dinterflid, en. Huusflid ell. flitrig 
Gierning i Vintertiden. ”Den travle Vin⸗ 
terflid.”” Ohlenſchl. Vinterfoder, et. Fe: 
der f. Heſte og Kreature, ſom haves i For: 
raad ell. bruges om Vinteren. vinter⸗ 
fodre, v. a. 1. fodre Vinteren igiennem. 
»At vinterfodre Kreature p. Stald,” M. 
for Lit. VII. 235. Dinterforraad, ct. 
Forraad af Fødemidler ell. andre Ting, fom 
ſamles t. Vinteren. (Dluffen.) . Dinter: 
frugt, en. Zræfrugt, fom fan giemmes ud 
p. Vinteren ell. Vinteren over. vinter⸗ 
fældet, adj. v. ſom er fældet om Vinteren. 
vinterfælder Træ. (Ardiv f. Gevæf. IN. 
227.) Dinterfælding, en. Gierningen at 
ælde Zræer om Vinteren. (ſammeſt. 210.) 

interføde, en. F> ſom er beſtemtet. Vinte⸗ 
ven, fom br. om Vinteren. Vinterfore, ct. 
Veifore, fom det ér om Vinteren, ifær i 
Froſtveir. vintergammel, adj. fom has 


. aa 


AJ 





| 5 
" Vinter. 

⸗ 

levet en VB. oved. vintergiemt, adj. v. 
fom er giemt t. ud paa Vinteren, ell. Vin⸗ 
tersh.over, ”Dintergiemt Frugt,” Foer⸗ 
ſoms Shakfp. vintergroet, adj. v. ſom 
er voret om Vinteren. vintergroet UD. 
( M. Blicher om Vium.) intergræogang, 
en. Græsgang, hvor man fan lade Huus⸗ 
Dyr føge Føden om Vinteren. (Maanedſtr. 
f. Lit, VILL, 219.) Vintergron, adj. fom 
er grøn, har grønne Blade om Vinteren. 
”Dintergrønne Træer.” Olufſen. Vin⸗ 
fergrent, n. s. i Alm. om Værter, ſom 
have grønne Blade Vinteren over; færd, 
Navn p. nogle Arter af Planteflægter Py- 
rola. Vinterhavn, en. H. hvori Skibe 
kunne overvintre og ligge filtre under Vin⸗ 
terſtormene. Vinterhiem, et, Opholds⸗ 
ſted i Vintertiden. Man kiender ikke Sva⸗ 
lernes Dinterhiem. »J ſneetakt Hyttes 
interhiem.“ F. Guldb. Vinterhold, et. 
Opholdsſted for Vinteren (Vinterquarteer; 
Vinterlele.) “At føge Dinterhold.” Bor⸗ 
ding. II, 60. Vinterhvede, en. H. der 
ſaaes om Efteraaret (t. Forſt. fra Sommer: 
hvede.) Vinterhvile, en. Hvile, medens 
Vinteren varer. fig. "Mon du fan rolig 
fmile, dag t. Dødens Dinterhvile.” 3. 
Smidth. Vinterklæder, pl. og Dinters 
Flæning; en. viſſe Klæder, el. en heel 
Klædning fom br. om Vinteren, Vinter⸗ 
Porn, et. 1. Korn, ſom forbruges i en 
Huusholdning om Vinteren. 2. d. f. f. 
Vinterſed. Vinterkulde, en. K. ſom Vin⸗ 
teren medforer, ſom finder Sted om Vinte⸗ 
ren. Vinterleie, et. 1. Leie, hvori nogle 
Dor (f. E. Biernen) tilbringe Binteren I et 
Slags Dvale. 2. Opholdsſted (f. Menne⸗ 
fer) om Vintéren; el. Sted, hvor Skibe 
kunne ligge fortoiede og ſikkre i Vintertiden. 
»Man maatte tage Vinterleie p. en af Ud⸗ 
gerne.” Wandal. ”De opfloge deres Vin⸗ 
terleier i Nerheden af hans Bolig.” Sam⸗ 
me. 3. om Krigsfolk d. ſ. ſ. Vinterleir. 
At begive ſig i Dinterleie, drage i Vinterleie. 
Wandal. (Mindesm. 1. 392. 408.) “Han 
m. fin pær begav t. Dinterleie fig.” Bor⸗ 
ding. II. ab. Vinterleir, en. det Dpholdse⸗ 
ſted, hvor Tropper ell. en Krigshær holde 
fig ſtille om Vinteren, efter Felttog og Fegt⸗ 
ning om Sommeren; Binterqvarteer. (Col: 
ding.) Vinterlilie, en. Navn p. en Plante. 
Pyrola ratundifolia. Dinterliv, en. det 
tv, den Levemaade, fom føres om Vinteren. 
Stræbfomt Dinterliv i ſneetakt Hyttes 
Etied.” F. Guldb. Vinterluft, en. 1. 
fold, ſtarp Luft, fom Vinteren medfører. 
2. Luften, Skyerne, fom de p. en fold Vin⸗ 
terdas pleie at vife fig. vinterlægge, v. a. 
3. ‚pleie en Jord forſte Gang om Efieraaret, 
hvilten man t. Foraaret vil beſaae m: Vaar: 
fæd. ”Bugmarfen maa vinterlægges, og 
vieics om Foraaret to eller tre Bange” 
Olufſen. — Dinterleg, en. Gt Slags Leg, 


666. 0. 


ſisſstulosum. 


. Mærmelfe. (Moth.) 


Vmter. 


der fan flage ude om Vinteren. Alium 
Dintermaaned, en. Cu af 
de Aarets Maaneder, fom regnes t. Vinte⸗ 
ren. VDintermark, en. En Mark, hvori 
VWinterfæd er lagt. “At trætte Vandfurer 
p. Vintermarken.“ Oluffen. Dintermels 
le, en. d. ſ. ſ. Øræsmelle. Mandir Land⸗ 
væfenér. II, 398. Efter Moth: en Bands 
mølle, der ogſaa om Binteren har Malevand, 
ber altid fan drives. (mola perennis.,) 
Dintermørfe, et. tytt Mørke f cen Vinternat. 
(Ohlenſchl. Nord. D. 386.) internat, en. 
En lang og fold Mat om Vinteren. ins 
terophold, et, 1. Livsophold om Vinteren, 
D. for den Fattige. 2. Opholdsſted om 
Vinteren. Kongen har der fit Dinterop⸗ 
old.  vinterpløie, v.a. 1. d. f. f. vinter⸗ 
ægge. (Olufſen. Landorc. 197.) Vinter⸗ 
pære, en. pl.-r, nogle Slagé Pærer, fon 
kunne giemmes ud p. Vinteren. Vinter⸗ 
qvarteer, et. d. ſ. ſ. Vinterleir. Vinter⸗ 
reiſe, en. R. ſom foretages“ om Vinteren. 
Dinterrug, en. Rug, ſom faagt om Efter⸗ 
aaret. (modſ. Vaarrug.) 
Rogt og Tilſyn i Vintertiden.“ Faarenes, 
Kreaturenes Vinterrogt. vinterſaaet, adj. 
v. ſom er ſaget om Efteraaret, ell. mod 
Vinteren. ”vinterfagcet Ang.” Schyotte. 
(indv. Reg. II. 112.) Dinterfeilade, en. 
S. el. Sfibefart om Vinteren. (Moth.) 
Dinterfmør, et. 1. Smør, fom kiernes om 
Vinteren. 2. Wvrefmør, fom nedlægges i 
Zønder t. Vinterbrug. Vinterſol, en. 
Solen, fom den vifer fig og virfer om Vin⸗ 
teren. " Dinterfolhverv, ct. Aarets fortefte 
Dag. (ſ. Solhverv.) Vinterſtade, et. 
Sted, hvor en Gienſtand ftaaer, er, henfæts 
tes om Vinteren, At indplante Blomſtert. 
deres Dinterſtade. Vinterſtorm, en. ftært 
Storm, fold Blæft om Vinteren. (Evald.) 
Dinterftue, en. S. hvori man opholder fig 
om Vinteren, vg fom dertil er ſtikket. Vin⸗ 
terfæd, cen. den Seed, ſom lægges om Efter⸗ 
aaret. (modf. Daarfæd.)  Dinterfovn, en. 
Dyrenes Vinterdvale. Vintertegn, et. 
T. ſom tilkiendegiver Vinterens ell. Froſtens 
Dintertid, en. den 
Tid af Aaret, ſom regnes t. Vinteren. “Der 
eir det Dag v. Midienat, og Baar v. Vin⸗ 
tertide.“ Ingemann. Vintertræ, et. 2. 
fom beholder fine Blade om Winteren. 
(ufædvanl.) ”Dintertræer, ſom iffe kaſte 
deres Blade mod Vinteren, men ere beſtan⸗ 


digen grønne.” Schytte. (Indv. Reg. II. 


278.)' Vintervei, en. Vei, ſom man fun 
reifer om Vinteren, naar Vandene ere til⸗ 
lagte (ifær I Bierglande.) At vife een Vin⸗ 
terveien I: vife cl. jage ham p. Døren. 
Vintervæxt, en. pl.-er. Værter, fom vare 
Vinteren over cl. flere Mar (perennerende; 
t. Forjfiel fra SGommervært.) Vinter⸗ 
æble, et, S%6te, fom fan giemmes ud p. 
Binteren, el. Vinteren over, 


Dinterrøgt, en. 


⸗⸗⸗ 


Le 


& - 


9— Vinterlig — Virke. 


Dinterlig, adj. fom ligner Vinkeren, fol⸗ 
ger m. Binteren. (Moth.) Egnen har alt et 
vinterligt Udfeende 

Dintre over, v. a. ſ. overvintre. (At 
vintre over, neutr. blive Vinteren over p. 
et Sted. Moth.) i 

Dintring, en. pl.-er. en vinterfødt, Bins 
teren overfodt Kalv. (C. Frimann. Alm. 
Sanger. 173. Et ufædvanligt, men i Norge 
brugeligt Dvd.) … 

ippe, v. n. og a. 1. FT. wippen. 
Øv: wippa.] bevæges, el. bevæge noget 
hurtigen op og ned. Fuglen fad og vippede 
p. Grenen. ”Liig Fuglen, ſom p. fette Vin⸗ 
ger over Dybet vipper.” Bagg. N. Klim. 
— act. Børnene vippede hinanden p. et 
Bræt. — Dippen, Dipning, en, Sternins 
gen at vippe. — Dippebiælfe, Dippebom, 
en. Blælfe I en Kran, der bevæget op og 
ned.  VDippebræt, ect; 1. Bræt, fom er ind: 
retfet t. at vippe; f. Cr. At fange Rotter v. 
et Dippebræt. 2. B. fom hviter p. noget 
i Midten, og hvorpaa to Perfoner, fiddende 
p. Enterne, vippe hinanden.  Dippegelge, 


” en. Et Slags G., hvorpaa man tilform traf 


en Forbryder i Veiret v. et Reb om Armene, 


n og fødte diſſe af Led v, at lade ham haftig 


falde ned igien. Dippegynge, en. d. f. f. 
Dippebræt. ippefarre, en. (Ambergs 
Ordb.) d. f. f. Styrtekarre. Vippeſtiert 
en. Vipſtiert, en. Navnet p. en talrig Slægt 
af fmaa Fugle, der have faaet det af den 
haftige Bevægelfe, nogle af dem giore m. 
Halen. Motacilla. 

Vippe, en. pl.-v. 1. En Indretning, be⸗ 
ſtagende af' en Opſtander el. lodret faft 
Biælte, p. hvis Ende en Stang, forſynet m. 
en Bægt, fan bevæges, og v. denne noget 
loftes i Veiret; f. E. en Brondvippe. Der: 
af: Dippejftang, en. Stangen i en B. 2. 
et Kornar tilligemed Arejfægget (Moth 3 
færd. imedens det ſidder p. Straaet i Ageren. 
(af den vippende Bevegelſe. Det br. derfor 
vel ifær om Rugen; aldvig om Havren.) 

Dips! et Udraabgord t. at betegne en 

meget hurtig Bevegelſe. Vips! var Fuge 
fer borte. Dips! ſmuttede han ud af 
Stuen. ”Og vips! fom Tante, Sands og 
Ord og alting hiem.“ Baggeſen. 

Dipſtiert, ſ. ovenfor under vippe. , 

Dire, en. ud. pl. [uden Tvivl af,det T. 
Weihrauch. gl. T. Wiroch.] et Slags 
vellugtende Harpix, der kommer fra Øfter: 
landene og br. t. Rogelſe. Deraf: Dirak⸗ 
duft, en. (figurl. overdreven, ſmigrende 


»Roes.) irakkorn, ct. en liden Del V. 


Dirfe, v. n. og a. 1. (2. virten. Sv. 


Virke Virkekreds. 


virke.) 2. Act. a. frembringe Forandrin⸗ 
ger (fun i enkelte Tilfælde, og færd naar en 
virket Forandring fun i Alm. angivet ; men 
dene Beſtaffenhed ikke nsicre beftemmes.) 
Jof. giore. ”Wan fan virke enten felv, cl. 
ved Andre. Man fan ikke giere noget, uden 
felv at virke; bevirfer man det v. Andre, 
aa lader man det gisre.” P. E. Muller, 
- Denne Mand har. virfet meget i fit Liv, 
”Livet beſtaaer i Virkſomhed, og intet lever, 
uden (aa vidt det virker.“ Sneed. ” Den 
virker uden Henſigt, og fun f. at virke.” 
Samme. ”At virke ev at yttre en Kraft. 
Herved henvendes Tanken nærmeft, itfe ft. 
det, Kraften felv er, ell. til det, den frem⸗ 
bringer; men til hvorledes Kraften fremtræ⸗ 
der. — Man fan virke Gavn og Sfade, 
orbedring og. Tilbagefald, Forandring og 
pfættelfe; men man fan iffe virke en 
Gierning, Bedrift, Lidelſe“ 2. Miller. Jeg 
har dog virket (udvirket, bevirket) ſaameget, 
at ꝛc. Det er ham, der har virket meft t. 
Sagens Udfald. En virkende Kraft, Mar: 
(og. »De gamle Skolaͤſtikere have bemær: 
et, af det Onde ikke havde en virkende, men 
en manglende Aarfag.” Eilſchow. (jvf. Dirt: 
ning.) — Man figer vel: at virke noget 
Godt (dog oftere: giore, udrette.) ”Atgiore 
Goit, er noget andet, end at virke godt. 
Ved den forſte Talemaade tæntesk. Virk⸗ 
ſomhedens nærmefte Følge; v. den ſidſte p. 
de gode Virkningers hele Rekke.“ Muller. 
b. frembringev. Arbeide; kuni faa og ſœr⸗ 
egne Tilfælde. f. E. At virbe Salt. jvf. bes 
virke, fremvirke, udvirke.) ”Her Malmen 
virkes frem, der ſteres gavntig Bord.” H. 
Bull. — Bierne virke Honning og Vor. 
»En fværmende Biflok — der vil bade fig 
I de væltede Kubers Honning; men ingen 
virke.” Grundtv. — ”Hvad de puntede fig 
med, var baade frembragt og virket i Landet 
felv.” O. Guld. Dirfede (vævede) Ta⸗ 
peter. At virke Guldtraade i Silketsoi. (6. 
indvirker.) c. at virke ell. udvirke Ho⸗ 
ven, figes, naar Smeden pudſer og tilftærer 
den (m. Virkejernet) inden han bel aaer He⸗ 
,ften. = Virken, en. det, af virke. Kref⸗ 
ternes Virken. “Huſtruen glæder fig v. fin 
ſtille Virken.“ Munfter. = Dirfeform, en. 
Maade, hvorpaa en Kraft virker, udvortes 
Form, i hvilfen dens ——— vttrer fig. 
vVarme og Lné ere fſorſtiellige Virkeformer 
af de ſamme Kræfter.” H. Orſted. irke⸗ 
jern, et. Et Jernredſtab, ſom Smeden bru⸗ 
ger t. at virke Heſtens Hov. Virkekraft, 
en. 1. Kraft, Evnent. at virke. Alderen 
har endnu iffe fløvet hans D. 2. den 


wirka.] 1. neutr. (har.) frembringe For⸗. Kraft, hvormed en Materie, en livløs Ting 


andringer i cl. v. en Ting (ifær om et liv⸗ 
loft Subject.) Luften virker p. det menne⸗ 
ſtelige Legeme. Lægemidlet har ikke virket. 
Et kraftigt virkende Middel, Stine Forez 
ſtillinger virkede ikke p. ham. (jvf. med⸗ 


virker. Magnetens, Electricitetens V. 
Dirkekreds, en. den Kreve f Liver, det Om⸗ 
fang af Forretninger og Arbeider, hvortil en 
Mands Virkſomhed udftrætfer fig. En vind, 
omfattende, fnever, indſtrentet V. ”AS 


EK 7 


⸗ 


⸗ 


leve m. Hæder i en ſtor Virkekredo.“ Myn⸗ 
ftrer… ”Om vor Virkekredo omfatter Tu⸗ 
ſinde, el. ev indſtrenket inden for vort Hu⸗ 
ſes Mure.“ Samme. —6 en. Lyſt 
t. af virke, Arbeidslyſt. (Kahbet.) Virke⸗ 
maade,en. En vis Maade, at virke paa. 
Kundſtab om Siglens Virkemaade. ”Den 
Dirkemaade af Forſtanden, hvorved Begre⸗ 
ber dannes,” Mynfter. ”Siælené forſtiel⸗ 
lige Yttringer ell. Virkemaader.“ Samme. 
Virkemiddel, et. Middel, hvormed der vir⸗ 
kes, hvorved en Birfning frembringes. “Ved 
Ild eller andre Naturens ſtore Virkemid⸗ 
ler.” T. Rothe. Virkerum, et, Rum ft. 
at funne virke. ”Stiffelfer, fom bevæge fig 
p. et alt for indſtrenket Dirferum,” MR. 
Virkelig, adj. (I. wirklid.] 1. fom 
er til i meer end Tanken el. Mulighe⸗ 
den, ev til i Tingen ell. Gierningen, p. 
en virkende Maade (realis); modfat mus 
lig. Den virkelige Verden. En virke⸗ 
lig Gienſtand. En virfelig Grund, Aars 
fag (modfæfteg dogſaa en indbildte ell. 
Skingrund.) 2. fom er til i Gierningen 
09 m. Virkekraft, i Modfætning t. det, ſom 
fun har Mavnet eller Skinnet. Forſten 
noiedes m. Mavnet; den virkelige Regent 
var hans Yndling. “Som om hané virke⸗ 
lige Fortieneſter vare utilftræktelige t. hans 
Roes.“ Rahb. (Om Embeder, br. tet ofte, 
i Modfætn. t. dem, ſom fun føre Titelen. 
Han er virkelig Borgemeſter.) — Ligeledes 
ſom adv. t. — om at noget er i 
Sandhed, fom det ſiges. (re vera.) Deri 
tager dur virkelig feil, Vi lade os virkelig 
tidt beftemme af Andre, naar vi feoe at 
. handle efter egén Billie. Mener du virke⸗ 
lig at hun fommer ? = Virkelighed, en. 1. 
ud. pl: den Egenſtab, at noget er virkeligt; 
virkelig Silværelfe; £ Modf. til Mulighed. 
”Erfarenhed overbevifer os om Virkelighe⸗ 
den af ſaamange Zing, fom man tilforn 
holdt for umulige.” Sneed. ”At bringe f. 
Virkelighed bliver tager i en vidtloftigere 
Bemærtelfe, end af ſtabe.“ Eilſchow. 2. 
(pl. Virkeligheder.) noget virkeligt; en vir⸗ 
kelig tilværende Ting. (fleldnere, og ſom 
philoſ. Konſtord.)  ”Fra Virkeligheder 
burde man gade ud og oplede Aarfager,” 
T. Rothe. (Nat. Betr. III. 3.) 
Virkning, en. pl. -er. en Forandring, 
ſom virkes, bevirkes v. en Gienſtand, der er 
en. tænfee af være forſtiellig fra den, der 
lider (modtager) Forandringen; en Foran: 
dring, fom har fin Grund i en anden Ting. 
(effectus.). Enhver D. maa have fin Aar: 
fag. Tanken er en D, af Sicelens Tenke⸗ 
cvne. Alle mine Bønner, Foreſtillinger 
mare Uden D. Lægemidlet har giort fin 
Virkning. En V. hvis Xarfag ef fan for⸗ 
klaͤres efter Naturens Love, kaldes overna⸗ 
turlig. Et Maleri, Konſtvork gior megen 


Dirkning (Effect,) naar det v. et haftigt og 


8 


Virkekredd — Birfning, 667 


Fa 
' bh) 


Virkning — Vio. 


ſterkt Indtryk virker p. Sindet. — virk⸗ 
ningoles, adj. ſom ev ell. bliver uden Virt⸗ 
ning. (A. Orſted. Eunomia, ll. 120.) 
Virkningsmaade, en. ſ. bitkemaade. 
Virkningomagt, en. Cvne t, at virke, Virs 
kekraft. ”Hver Kraft har jo fin egen Virt ⸗ 
ningsmagt.” Ohlenſchl. (Poet. Str.) . 
' —3 — adj. pl. virkſomme. ſom yt⸗ 
trer enebetydelig Kraft ell. Drift t. at virke, 
ell. fremvirke noget. Dirkſom er den, fom 
v. Yttringen af fin egen Kraft formager at 
fætte andre Kræfter i Bevægelfe.” Muller. 
Et virkſomt (kraftigt) Legemiddel. En mes 
g virkſon (driftig, arbeidſom) Mand. — 
irkſomhed, en. 1. den Egenſtab, at være 
virkſom. Hans UD, ſynes ſnarere at tiltage, 
end aftage, m. Aarene. 2. Evne t. at 
virke, Virkekraft. (fieldnerc.)  ”BVi maa 
nøles m. at arbeide i den Krede, hvorhen 
vor Virkſomhed Fan naae.” Mynſter. 
ivre, v. a. Og n. [N.S. myren] 


(Sieldnere 
om phufift Egenſtab, Bevægelfe o. d. hvor 
man oftere bruger ſikker. ”Giører viſſe 
Trin m. eders Fødder, at ikke det Halte ſtal 
drages meer af Lave.” Ebr. 12.13.) 2. ſom 
man fan forlade fig paa; ſikker, paͤalidelig. 
Han er en vis Mand i Selſtabet hver Aften 


(3: man fan ftole-paa, at han kommer der.) 


Et viſt (fikkert) Bud. Doden er os alle vis. 
Intet er viſſere. Det er viſt, at' hun er 
forlovet; men at hun bliyer gift, er derfor 
itkc vift. Han har faaetket vift Løfte der⸗ 
om. .Man holder det f. vift, at Freden ér 
fluttet. — At være vis paa noget. Han er 
vis p. Embedet (har Sikkerhed om at faae 
det.) | ”Han enSeierſang iſtemmer, Bytiet 
er han vis nof paa.“ Storm. »Man figer, 
at være vis p.en Ting, naar man veed og 
indfeer, ſikker, naar man veed og troer.” 


Sporon. Man fan være vis paa, af han 


tier. ”Man gaaer m. lufte Dienlaag⸗ i 
Lykkens Tempel viffeft ind.” Storm. "Als 
tid er bedre i Difje, end i Vente. — Fem 
Fingre ere vifjere end cen Knivsod.“ Ord⸗ 
fyr. (P. Syv. I. 489.) 3. faft, beſtemt, 
uforanderlig, Han har intet vift Dyholdes. 
ſted. Planeferne have deres viſſe Gang. 
En vis Priis p. Barer. 4. fom man har 
fun Overbeviisning om, iffe tvivler om; 
upadtvivlelig. En vis Kundſtab, Efterret⸗ 
ning. Han fagde det for viſt. Tingen eg 
fun alt for vis. (jvf. ſikker, 3.) subject. 
At være, blive bis paa noget (være, blive 
ganſte overbeviiſt om.) At være vig i fin 
Sag. (Sielden i disſe Talemaader i Fleer⸗ 
tallet; dog ſorckommer det. Og tal m: 


⸗ 


—6 


Bis — Viſedigter. 


Mistillid, ſtiondt viſſe paa Jer Sag.” Pos 
pes Krit. v. Schiermann. “Da de vare 
viſſe paa, at kunne overvinde en hovedlos 
Gær.” Wandal. Mindesm. 1. 219.) Jeg 
troer det f. viſt. Jeg veed det viſt (m. 
Vished.) (Jeg veed det tilviſſe. f. dette 
adv,) 5. om Ting, hvorom man fun ( 
Alm, veed noyet, ell. vil fige noget, uden 
naiere Beſtemmeiſe, el. om en Gienſtand, 
fom man fun v. et ganſte almindeligt Udtryk 
betegner. Jeg har en vis ubehagelig For: 
nemmelſe i Bryftet. En vis Mand har fors 
talt mig (naar man ei vil fige Navnet.) 
il viſſe Tider. J viffe Tilfælde flader 
det ifte, at fordre meer end man fan vente 
at faae. — Ofte ilær, naar man af en eller 
enden ufordeclagtig Grund ikke vil nævne 
Tingen felv. or viſſe Omſtæendigheders 
Str. Man maa tage fig t Agt for viſſe 
Folk. Han har en vis Øngdom. B. adv. 
viſt. 1. til Forfikkring, Betræftelfe af noget. 


Han ſtal viſt ikke giøre det ticre. Hun pil 
anſte viſt fpørge efter dig. Der vil vift 
Han er viſt 


fle en mærfelig Forandring. 
ngen ond Mand. 2. hvor en tillige fitter 
Formodning udtrykkes. Der er viſt ingen 
hiemme? Mu troer han viſt, at man vil 
narre ham. = Vished, en. ud. pl. Beſtaf⸗ 
fenheden, Tilſtanden at være vis (dog br. 
bet ef t alle Zilfælde, hvor Adj. anvendes ; 
men ifær om det, der éi fan tvivles om, om 
det, fom i Erkiendelſen er vift, utvivlfomt, 
hvis Modfatte enten ei fan tænkes, ell. m. 
fornuftig Grund antageg.) Dødens Dis: 
ed. - Min Formodning blev t. Vished. 
At have, faage V. om noget. “Thi Dished 
om hang Xvivl var Ro mod det, han føler,” 
Foetſoms Digte. 11.57. At vide noget med 
Disbed. At fomme til V. i en Gag, oͤm 
noget. ”Den forſte Grund t. den menne⸗ 
ſtelige Dishod er i de flefte Tilfælde en hoi 
Grad af Rimelighed.” Sneed. Den mø: 


ralſte V. (om Ting, hvor vi ef m. rimelig" 


el. fornuftig Grund funne antage det mod: 
fatte.) Den mathematiſte Vished. — vis⸗ 
felig, ell. viſſeligen, adv. d. ſ. ſ. ſandelig, 
tilviſſe. »Thi det er den gamle Pagt: du 
ſtal viſſeligen dec.” Sir, 14. 7. 

Dife, en. pl.-r. [J. og Sv. Visa.] et 
Digt, fom er beftemt t. at ſynges, en Sang. 
(dog br. Dife aldrig om Sange t. heltidelige 
Leiligheder)) “ Ingen falder pca,' at ſtrive 
en Dife t. en Jordefærd; men t. et Stu: 
dentergilde ſtrives fnarere en Dife, end en 
Cang.” Muller. En Bordviſe, Drikke⸗ 
viſe, Folkeviſe, Gadeviſe, Klubviſe, Nid⸗ 
viſe. At forſtaae en halvgvædet V. 9: 
hvad der ikke figes m. rene Ord. ” Den 
Pife, fom et vel hørt, er og vel qvædet.” 


Crifpr. = Difebog, en. ſtreven el. trykt 


Bog; Bog, hvori endeel Vifer ere ſamlede. 


- biſedigter/ en. den, fom ifær digter Vi⸗ 
for. Gan er en god Viſedigter. Viſe⸗ 


668 


Viſedigtaing — Vitte. 


Vigtning, en. Gierningen, at digte Biſer. 
(9R.) Viſemager, en. Dd. f. f. Viſedigter, 
men foragteligt, . 

Dife, v. a. vifte, viift. II. 6. visan. 
N. S. wiſen.] 1. bringe t. Evne f. en 
anden, lade fee. Hunden vifer Tænder. 
Han vifte mig fir Have (førte mig om i den.) 
At viſe een ſmukke Kobberſtykter. At vife 
Konſter. At viſe noget frem, viſe det of⸗ 
fentligt. Uhret viſer Secunder. At viſe 
cen noget m. Fingrene o: holde det hen f. 
ham, at han fan fce det. At vife m. Fin⸗ 
geren p. noget I: pege derpaa. At vife een 
Veien, (enten blot m. Haanden, el. v. at 
gaae m. ham, v. at beſtrive Belen.) At 
vife cen t, Nette. — At viſe igien 9: fore⸗ 
give, at kunne v. overtroiſte Midlet paa⸗ 
viſe, hvo der har bortſtiaalet ſavnede Ting. 
»Paa Embedsvegne udlægge de Drømme, og 
vife Tyvekoſter igien.“ Schytte. (Indv. 
Reg. IV. 24.) fig. at viſe cen Døren, viſe 
cen ud o:. byde ham at gaar ud. Det vil 
vife fig 2: det vil Tiden, Udfaldet lære. Jeg 
ſtal vije hgm, (lære ham) at jeg har Magt 


- dertil. At wife noget i Gierningen 9: handle 


efter fin Tale. (Ivf. afvife, anviſe, bort⸗ 
vife, fremvife, henvife, paaviſe, udviſe, 
undervife.) 2. anvife, betyde cen et Sted, 
at gage hen til. Han har viift Pigen i 


Byen. (”Han er god at vife efter Hel“ 5: 
Døden. Talemaade om den Langſomme. 
Moth.) At vife cen nogenfteds ben. Han 


vifte mig hen t. Præffen. Jeg viſte hende 
hiem. At viſe een fra eet Sted t. et andet. 
At vife Soldater i Qvarteer. Man vifte 
ham t. Dorigheden m. hans Begiering. 
Han blev viift ud af Byen. Han blev vill 
af (f. afvife.) Præften vifte Pigen ned 9: 
vilde ikke antage hende. t. Confirmation. 

Difer, en. pl.-e4 1. Cgentl. den, ſom 
vifer noget; fun i Sammenſetn. Forevifer, 
Fremviſer, Veivifer. 2. Redſtab, ſom 
vifer noget. ˖Diſerne p. et Uhr. Timcvi⸗ 

er, Minutviſer. 3. Difer (Moth) ell. Vi⸗ 
e, en. ad: en Bimoder, Bidronning. ”Naar 

ifen er borte, flyve Bierne vilde.” Ordſpr. 
(P. Syv. I. 498,) . 

Difir, en. (Moth) ell. et. d. f. f. Zielm⸗ 
gitter, (Diſir el. Vezir, en. er et tyrkiſt 
Ord, fom bruges om en Miniſter ell. høi 
Embedsmand ; og Storvizir om Sullanens 
førfte Minifter.) 

Diff, en. pl.-e. 1. det, hvormed man 
vifter, fom tiener t. at viſte med; ifær nos 
get, der er ſammenbundet, f. E. af Straa, 
Klude, e. d. Én Salmvift. At binde en 
Dift (en Klub) v, noget. (Roth.) 2. en 
Dijf p. Suppen, kaldes et lidet Bundt af 
grønne Urter, fom koges m. Kiodet. 

Difte, v. a. 1. [N. S. wiften.] berøre, 
overfare m. et bledt Legeme, f. at tørre det, 
eller borttage Støv, Urcenlighed 0. d. (ſ. 
tørre.) At viſte Støvet af i Værelferne. 


Viſte — Vitiig. 


noget af m. en Harefod 3: giore det haſtigt, 
og ſtiodesloſt. — Differ, en. pl.-e. Redſtab 
t, at viſte m. Ved Artilleriet er Differen 
en Borfte'p. en lang Stang, hvormed den 
affvrede Kanon udviſtes ell. renſes. 

Visme ell. hvisme, v. n. 1. (har.) d. ſ. 
ſom vimſe. At visme hid og did. (Moth.) 
Deraf: Dismen, en. “'Som en venffær 
Hund, med Zvismen om fin Herre.“ Arre⸗ 


" Bor. 189. . 


Disne, v. n. 1. (er.) [3. visna. A.G. 
veosnan. Almuens Udtale er vesne og Ådj. 
vefen-J om Wærter: blive biffen, miſte de 


669 


Ut viſte (tørre) fig om Munden. At viffe Barn, Den Dreng er vittig for fin Al⸗ 
(flette) noger ud m. en Svamp At vifte der.) 


vittig — Vorhals. 


2. i mere indſtræonket Betydning 
br. Ordet i Alm. om” den Forſtandsevne, 
hurtigen at udfinde ell. opfinde gt Forhold, 
faavel Liighedens, ſom Uliighedens, imellem 
Gienſtande ell. Foreſtillinger, hvorved deres 
alvorlige Betragtning ophæves, og de blive 
t. ct forlyſtende Spil f. Indbildningskraften. 
Dittighed beftaaer altfaa i en Gave t. med 
Forſtand at ſpille.“ Treſchow. Et vittigt 
Hoved, Indfald. — Vittighed, en. 1. den 
Egenſtab, at have Vid; Forſtandighed, 
Klogſtab; (en nu ikke mere brugel. Bemork.) 
”Man brugte i Krigstider Dittighdd I Ste⸗ 
det f. Stokken, f. at holde Folfet i Orden.” 


naturlige Safter; og derved efterhaanden Schytte. “Herved fandt Vittigheßen Mid⸗ 


tørres hen og gaae ud. Blomſten, Groeſſet 
visner af Torken. Blomſterne visne hen, 
visne bort af Heden. fig. Hun visnede 
langſomt hen (fvandt, tærede hen.) 

iffen, 'adj. pl. visne, om Værter ell. 
Dele af Værter, ſom miſte deres Saffer. 
En viſſen Blomſt. Et viffent Blad. fig. 
om Legemsdele: en viffen (3: (lammet) 
Haand, Arm, — Deraf: Diffenhed, en. 


ud. pl. 
DI, adv. f. under adj. vis. &. 668. 
Ditriol, en. ud. pl. et metalliſt Salt, 
ell. en Blanding af vovet: el. Vitriol⸗ 
fyren m. metalliſte Dele, Jernvitriol (grøn 
VB.) Kobbervitriol (blaa V.) Zinkvitriol 


(hvid V.) Koboltvitriol 0. fl. Vitriol⸗ 


ytte, en. Indretning, hvor V. vindes af 
tſer v. Udludning og p. andre Maader, 
Ditriololie, en. ftærf ell. concentreret Vi: 
triolſyre (Svovlſpre.) Vitrioloplosning, 
en. O. af Vitriol i en Vedſte. Ditriol⸗ 
fyre, en. den egne Syre, ſom v. Forbindelſe 
m. metalliſte Dele udgisr Vitriolen, og fon 
p. adſtillige Maader tilveiebringes adſtilt, af 
Vitriol ell. af Svovel. (ſ. Svovelſpre.) 
Ditterlig, adj. [af vide; I. vita] 1. 
fom vides (af mange,) fom er vel bekiendt. 
”Sagen blev ikke vitterlig.“ 2 Gam. 17. 19. 
At giore noget vitterligt, Det er vitterligt 
for Alle, f. hele Verden. ”At dens Virk⸗ 


" ning i eders Tro ſtulde være vitterlig f. 


Alle.” Mynſter. 
fig bevidft og vedgager. 
vitterligt. 
En vitterlig Gield. — Ditterlighed, en. 
Beſtaffenheden af være vitterlig ; br. fielden 
undt. i Udtryftet: at underſtrive til D. 9: 
t. Stadfeſtelſe, el. ſom Vidner v. en fluttet 
Foxening e.d. De, der ſaaledes underſtri⸗ 
ve, faldes Vitterlighedsvidner. 
ittig, adj, 13. vitugr, vitr.] 1. egentl. 
ſom har meget Bid, klog, forſtandig. ”Den 
fom er vittig, mærfer naar han fnubler.” 
Sir, 21. 8. "De vittigſte Mationer.” 
Schytte. ”Man havde cen Gudédyrkelſe f. 
Almuen, en anden for de Vittige. Samme. 


2. ſom man veed af, er 
Det er mig ikke 


Mu felten, Man figer deg” et vittigt 


e 


At begage en vitterlig Synd. Mand og ung 


lert. at regiere Almuen.“ Samme. 2. ud; 
den Egenſkab'at være vittig (2.) ”Ved 

ittighed betegner man nu Forſtandens ud⸗ 
mærfede Yttring I Talen, nemlig v. en 
Samwirfning af Forftand og Phantafie, der 
fremhæver Tingenes Liighed og Contrafter.” 
Muͤller. (Naar D. forklares å Alm. v. den 
Evne, at indfee Tingenes Liigheder, ifær de 
ſtiulte, ev denne Forklaring f. indjtræntet 
og unstagtig; da denne Evne tilhører For⸗ 
ftanden overhovedet, Rigtigere figer Tre⸗ 
ſchow: ”Dittighed, ér en m. Dverlæg ſpil⸗ 
(ende Forftand.”) 3. pl.-er, noget, ber 
figes vittigt, et vittigt Indfald. Han fagde 
mange gode Dittigheder,.  ”Did tiltiendes 
giver en Evne; Dittighed baade en vis Ev⸗ 
ne og ſammes Yttring; man far baade bes 


finde Dittighed, og fige en Ditrighed,” 


Miller. En falſt, ſtiev D. 9: en faadan, 
fom el træffer der, hvor den figter hen. En 
fold D. ſom er for vidt føgt, itke ny ell. paa⸗ 
faldende. = Dittighedsjæger, en. den, ſom 
uden felv af Naturen at være vittig, jager 
efter ell. føger at opfange og igten at ans 
bringe Vittigheder. (Ligefaa: Vittigheds⸗ 
jegt, en.) Virtighedsvark, et. Et Bært, 
et Digt, ell. andet Strift af en vittig For⸗ 
fatter, ell. ſom er vittigt ſtrevet. ”Bittige 
Menneſter og Vittighedsvarker have noget 
mere tiltræffende, end de Sfarpfindige og 
deres Domme,” Stoud. 

Div, en. ud. pl. [J. Vif. %. 6. Wiſe.] 
en Kone, Huſtru, Wgtefælle. ”En gammel 
Div leve fielden uden Kiv.” 
Drdfpr. ”Det en Somands Div anftaaer.” 
Thaarup. ”Den Mand, fom eier ingen 
Div, fun lever halvt.” Hhienſchl. (br. nu 
fielden uden af Digtere, og i Almueſproget.) 
ivf. Avinde. i . 
Vocal, cn. pl.-er. et ſelvlydende Bog⸗ 
ſtav; en Selvlyd. 

009, et. (fort og aabent o.) pl. d. f. IJ. 
Vod.] et Fiſtergarn, af det ftørte Slags, ſom 
fættes i Vandet, nærmere ved Strandbredden, 
og er forſtielligt fra Bundgarn. At drage 
Doddet. Et Eildevod, = Dodfifferi, ct. 
Jf. fom ſteet ved Bod. Vodhals, en. En 


km] 


Wold. 


klende [en Sag. »Derſom Parterne vold⸗ 
give deres Sag.” D. Lov. ”De voldgave 
endelig Sagen til deres Svoger.“ Güldb. 
(B. pift. I. 215.)  voldgiæjte, v. a. 1. 
overfalde Nøgen m. Bold I hans Bolig. 
»Ja, ban voldgiæftes tidt af den ubudne 
re.” Luxdorf. At voldgiæfte ct Land. 
(Rahbek.) voldtage, v.a. 3. bortføre med 
Bold. (Moth.) 2. nøve et Fruentimmer 
m. Magt t. Samleie. (Tage med Vold.) 
Voldtægt, en. ud. pl. Gandtfingen at vold⸗ 
tage. (Doldtægtsmand, en. den, ſom bes 
gaaer Boldtægt. Worth.) — b.) Doldsbe: 
der, pl. Boder, ſom Loven demmer ten 
t. at betale, der begaaer Bold oe bær 
vært. (3 Bange 40 Lod Selv.) olds⸗ 
færd, en. ud. pl. voldſom Adfærd, Hands 
iemaade. (Rahbek.) Voldsgierning, en. 

I. - ev. , voldfom Gierning; Handling, 
morved Wold anvendes. oldsherre, ey. 
din, fom p. en voldſom Maade et kommen 
t. Herredomme (Ufurpator) el. den, fom 
udøver det p. en haard, voldfom Maade; 
en Zytan. ”En Konning ell. anden Volds⸗ 
herre, naar han tager fra cen og giver en 
ånden.” N. Hemmingſen. 1570. Volds⸗ 
herfler, en. d. f. ſ. Voldsherre. (Hertz. befr. 
Ifr. 69.) Doldshevner, en. den, ſom hev: 
ner tilfsiet Bold cl. ftraffer Voldsmanden 
derfor. ”Doldshevneren tnufte din Lœnke. 
Hertz. Doldsmand, en. den, fom begager 
Gold cl. Votdsgierninger. Voldomiddel, 
et. voldſomt, haardt Middel, At bruge 
Voldsmidler. (OD. Guldberg.) Dolderet, 
en. den Ret, ſom cen tager fg felo m. 
Magt; den Starkeres Net. oldsfag, 
en. pl.-er. Sag, i Anledn. af begaaet Vold. 
At figre een f. Voldsfatz. = voldelig, vol⸗ 
deligen, adv. med Bold, p. en voldſom 
Maade. “Enhver, ſom voldeligen overfals 
des, m. Slag, Hug cl. Sting.” D. Lov. 
VI. 12. 1. (Sielden ſom adj. ”En voldelig 
Gierning.“ A. Ørfted, Eunomia. III. 578.) — 
voldſom, adj. 1. ſom medfører Bold, er 
grundet p. Gold, Overlaſt, Uret. En haard 
og voldſom Regiering. »Lad voldſom 
Haand ci det, du bør beſtierme, røve.” C. D. 
Biehl. 2. fom ſteerm. Bold, el. m. Ans 
vendelfe af anftrenget Kraft. At anvende 
voldfomme Midler. En voldfom Behand⸗ 
ting. Paa en voldfom Maade, Voldſom⸗ 
me (meget heftige) Lidenſtaber. En voldfom 
Det (modſ. den naturlige.) jvf. heftig. 
»En heftig Wand fan iffe holde Munden i 
Tomme, en voldſom Mand. itte Haanden til⸗ 
bage.” Sporon. Voldſomhed, en. 1. ud. 
pl. Beſtaffenheden, at være voldſom; Hef⸗ 
tighed, ſom vifer fig i en overdreven Grad, 
iſeer i Handling. Hans Lidenſtabers VD, 
”Da Ord og Tanker ikke altid gaae over t. 
Gierning, faa fan der være en zeftighed 
. Uden Boldfomhed.” Sporon. 2. ud. pl. 
onm livløje Krafters Bitkning i en meget 


U 
' i 


6 


Vold — Bor. 


ſterk Grad. Stodets, Storment, Ildens, 
Giftens Voldſomhed. 3. pl.-er. en volt 
ſom Handling. At begaae Voldſomheder. 


Volde, v. a. 2. IJ. vallda. Sv. wulla.] 
1. være Aarfag til, foraarſage, paafsre. 
(f. forvolde.) ”Den volder ci (ESkaden) 
fom varer.” Ordſpr. ”Jeg, ſom har Vreden 
voldte, ſtal vende den t. Glæde.” C. Roſe. 
»Han volder, at dit Liv m. Øngdom ſaa 
flat drages.” Samme. — ”At volde br. nu 
eensbetydende m. foraarfage; dog fnarsft 
naar Talen /er om noget ondt,” Mall. 
an har voldt mig megen Fortred, Skade. 
Den Ulykkewoldte han fig ſelv. ”Den Uro: 
lighed, man volder ham, er ham felv gavn: 
lig.” Birkner. — Ogſaa impers. og absol. 
Det voldte hané Uforfigtighed. Det vol: 
der, at han er fattig (I: kommer deraf, 
Hores ofte i Taléfproget færd, hos Almuen. 
”Det volder, at hos Dyrene, ligefom hos 
os, Forſtandens Virkninger ere underkaſtede 
Maſtinen.“ Eilſchow.) Det fan volde fig, 
oa: hænde fig (Moth.) 2. v. a. at volde 
noget, raade for, have Magt over; er foræl: 
det. "Da volder han hendes Gods imens 
hun lever.” D, Lov. UI. 16. 2. “Den 
hoieſte Gud, Tom ene er viis, og alting ha⸗ 
ver at volde,” J. Madſens Overſ af Dav. 
Lyndfai. 1591. ”Den, fom Magt og Seiet 
haver at volde.“ Vedels Saro. 598. (Lige 
ledes forældet er Bemerkelſen: at virke, får: 
maage, medvirke t. noget, ”Duclighed vols 
er meget til Kierlighed.“ Vedels Caro. 


79 


d mv 


Voldſom, Voldſomhed, f. under 2. Dob. 


" Dom, en. pl.-me. ſI. Vömb. A. €. 
Vamb, Vomb.] den Dect af Legemet, fom 
gaaer fra Ribbenene til Jisbenet ; (Moth) 
Bugen. Bruges fielden undt. om Dyr, ell. 
foragtelig om Mennefer. (vommet, ad). i 
Sammenſetn. tykvommet.) 

Vor (Edder) ſ. Deer. 

or, pron. poss. forſte Perſon i Fleer⸗ 
tallet, foarende til min i Enkelttallet. neutr. 
vort. — pl. (ſom udtrykker at flere Ting 
haves, eies, beſiddes af Flere) bore. — 
Vor Konge; vort Fædreland. Vore Bens 
ner, vore Brødre, Soſtre. — Vor Fa⸗ 
der, vor Moder, hos Amuen: Husbon⸗ 
den, Huſtruen, Konen i Huſet. Vor Frue, 
ſige Tieneſtefolk ogſaa naar Konen er 
af Stand, eller fører denne Titel. (Dor 
Srue' brugtes ellers i den catholſte Tid om 
den hellige Jomfru.) vor dette Pron. 
ftaaer absot. eller, hvor der tilhørende Sub⸗ 
ſtantiv ikke følger efter, bruges i Alm. iffe 
vor ce. vore, men vores. f. E. det er vor 
Hund, vote Kør; men: unden er vorcé, 
Køerne ere vores. (Dog iagttages dette ikte 
altid i d. Tale, Ligeledes br. vel ogfas 
vores foran Gubftantivet: vores Huus, 
vores Foli; og man finder dette cudog [NB 


£ 


/ 











… fildigere TIDS Kongebreve; men denne Fell 
høres neppe i Almuens Tele.) 

Vorde, v.n. [imperf. vordede (i ældre 
Dang: vordh) er næffen ubrugeligt. Bags 
geſen. bland. Digte. 1807. 50:] perf. er 
vorden, ere vordue. (I. verda. &v. warda. 
T. werden.] begnnde at være det, man iffe 
var; ſieri. »Alt det ban byder, ſtal vorde 
i fin Tid.” Cir. 39. 22.  ”Derfor ſporger 
jeg: hvad vil du nu være? hvad vil du her⸗ 
efter vorde?” Mynſter. (Præd. 1814. I. 12.) 
»Ordet vorde indeholder et almindeligt Be⸗ 
greb om det Tilkommende.“ Sneedorf. (f. 
blive, 5.) At vorde gammel, flog, mægs 
tig.  ”Dord, hvor Himlens Godhed byder, 
vord en Moder f. et Folt!” Zhaarup. ”Det 
er os iffe aabenbaret, hvad vi (f det tilkom⸗ 
mende Liv) ſtulle vorde.“ Mynſter. (Or: 
det er forfvundet af Taleſproget, og bråges 
fun i Skrifter, og næften fun I hoiere Stiil. 
Som Hielpeverb. i Stedet f. blive forekom⸗ 
mer det vel ogfaa, men ligeledes fieldent.) 

Vorued, en. pl.- e. [Ordets Oprindelfe 
er uvis. jvf. Ihres Gloſſ. Sv. Wårdnad 
”farhilia, tam tognati, quam servi.” J. 
Varnadr.] faldtes tilforn de ufrie Bønder, 


der vare forpligtede at blive p. det Gods, hvor P 


de vare fødte, el. der vure bundne ft. deres 
Fodeſtavn, og ſom Husbonden el. Herreman⸗ 
den derfor kunde nøde t, af fæfte Gaard og 
ord efter ſin Villie. (ſ. D. Lov. 111. 14.) = 
ornedret, en. "Den Net, fom Herremœend 
fordum i endeel Egne af Danmart havde 
— Over deres ufrie Bønder ell. Vornede. Ved 
sForordn. af 21. Febr. 1702 ophævede Fre⸗ 
derif IV. Dorncdretten. (jvf. Stavns⸗ 
baand.) — Vornedſtab, et. ud. pl. den Til⸗ 
ſtand, da Vornede og Vornedret fandt Sted. 
Dorte, en. pl.-r. [X. 6. Veart. N. 6. 
Waarte. Sv. Vårta.] en rundagtig haard 
Forhoining p. Huden (hvoraf Bryſtvorte) 3 
men færd. en ſaadan Forhoining, der be⸗ 
ftaaer i en feiiagtig Udvært i Huden, og ifær 
fætter fig p. Hænderne ell. i Anſigtet. (jvf. 
L.iigtorn.) = vorteagtig, adj. fom ligner 
BVorter. En vorteagtitz Udvært. (Moth.) 
Vorterod, en. den nederfte, I Huden faſt⸗ 
gragde Deel af Vorten. Vorteurt, Vorte⸗ 
melf, nys. Navn p. Planter, hvis ſtarpe 
Saft bruges mod Vorter. Euphorbia pe- 
plus, E. helioscopia 0. fi. Arter, 
1.Dove,en. pl.-r. [X. 6. Væg. E. wave. 
J. Woge.] en Belge, S un hos Digtere 
- og i hoiere Stiil.) ”De Dover faa fagtelig 
trille,” Storm. . ”pør den ſidſte Dove 
trille,” Bagg. ”Langfomt Snekken Vo⸗ 
ven klsver. Ohlenſchl. - 
2. Dove, n.s. Fare, uvis Udgang. ”Han, 
fom fan og vil hielpe dig af Sorg og Dove,” 
$.Tauffen, (Poſi. Vinterdelen. f. 6.) — 


u fun fom adv. i Dove. At fætte fit Liv 


Å Dove, Hart Velfærd ſtager i V. (Moth.) 
Det ev bedre I Viffe, eud i Dove,” Ordſpr. 
Danſt Ordbog. II. 


673 


Æt voveligt Foretagende. 


"de bygoe Rummene i deres Kuber. 


Vove — Vor. I 


i; 
”Gan fane tillige fin tinielige Velfærd 2 
Love, om han iffe begav fig did.” Wandal. 
Dove, v. a. og recipr. 1. [I. voga. 
ZZ. wagen.] 1. udfætte f. den Fare af 
miſtes, tabes; fætte noget i Vove. Åt vove 
fit Liv f. een, Han vovede fin hele Formue 
p. dette Foretagende. At vove det vderſte. 
At vove fig midt ind iblandt Fienderge. 
2. giore, foretage fig noget m. Tillid t. Lyk⸗ 
ken, t. et heldigt Udfald; driſte ſig til. Jeg 
vover iffe at giore det. Man vover ikke 
meget i dette Spil. At vove det forſte 
Skridt, vove det Yderfte. At vove et An⸗ 
greb. Vi maae vove et. Slag, At vove 
en Bøn, Anmodning. Den fom ikke vo⸗ 
ver, han vinder iffe. — Det ſtal jeg vove 
for: ſiges i d. Tale, naar man troer at 
kunne forfitfre noget m. Bished ; (omtrent 
ſom: det ſtal jeg love for.) ”Og jeg ſtal 
vove for, du er el længer vred,” Weſſel. 
— Jeg tgr vove ham (før indeftaae f. at 
han fan udføre det ;) jeg vover ham mgd 
den Anden. 3. rocipr. driſte fig f. 
noget. Af vove fig ind i Sværmen. 
Gan har vovet fig f. tidligt ud. »Jeg tørv 
mig iffe vove, at fige ham Imod,” Holb. 
. P. = Dovehals, en. den, ſom vifer em 
hoi Grad af Forvovenhed og Driftighed £' 
Fare. ”Bandre iffe paa Bet m. en Dove⸗ 
als, at han ikke ſtal føre dig I Ulykko.“ 
iv. 8, 18. (Bib. 1550.) — vovelig, adj. 
(om der er Fare ved, fom der hører Oriftigs 
dt. at tage fat pga ell. give fig I Færd med. 
En 3 
Handling. — Voveſpil, et. 1. Spil, hvor 
der, voves meget, hvor Udfaldet kommer als 
lene an paa Lykken; Lyftefpil.' ”Den Skat 
for Voveſpil dog alt f. foftbar var.” Nord. 
Brun. 2. figurl. for: Voveſtykke. ”Og 
nøder dem t. at prøve det Dovefpil, omde 
blive ftraffede eller ikke.“ Birkner. —Ei f. 
hele Verden jeg prover end et ſtadant Vo⸗ 
veſpil.“ Ohlenſchl. Poveſtykke, et. pl.-r. 
en vovelig Gierning. Vovevark, et. Vo⸗ 
veſtykke, Voveſpil; (men fieldnere.) ”Dette 
Kiob var fterre Doveværf.”” Mord. Brun: 
(Jonath. S. 148.) == vovfom, adj. 1. 
vovelig, farlig. ”Dovfomme Bebrifter.“ 
Vogelius. ”Dovfémme Tyvekamps opfor⸗ 
drende Kaar.“ Pram. ”Hvad om m. vov⸗ 
ſom Flugt han fig mod Skyen fvinger.” Jas 
cobi. ”Et eller andet vovfomt Arbeide, | 
der giorde Opfigt.” Bagg. N. Klim. 2. 
forvoven. ”Dovfomt Overmod.” H. Bull. 
»Jo mindre bør hun vovſom være.” Tode. 
(Poet. Str. I. 100.) ӯendes Smiil lokker 


og tilbagedriver lige ſterk hver vovſom 


Haand,” Bagg. (Vovſomhed, en. Bagg.) 

Vox, et. ud. pl. II. $. Veaxe, Vex. 
Øv. Wax.] den beregne, — men ſammen⸗ 
holdige og harpiragtige Materie, ſom Bierne 
ſamle af Planternes Blomſterſtov, og hvoraf 
Guult, 
J 


(43) 





Vor — Vore. 


hvidt V. At blege V. At trokke et Segl 
af i Dør. == Doranfigr,ct. Et af V. formet 
Anfigt; fig. et meget fint og holdt Anſigt. 
Dorbillede, ct, Et af V. dannet Billede. 
Stiv og ubevægelig fom et Vorbillede. 
Døorbleg, en. Indretning fi at blege Det af 
Maturen gule Vor i Luften. Dorbleger, 
en, den, fom har eR. foreſtaaer en Vortleg. 
Voxblegeri, et. d. f. f. Vorbleg. Dordug, 
et, og en. egentl. en været Dug, ell. Lerred, 
fom er giennemtrukket af ſmeltet Vor; men 
bemerker nu ogſaa Lerred (el. Silketoi/ ſom 
man overftenger eil lader giennemtrokkes af 
et Slags Oliefernis. Man brotte en flor 
Dordug over Vognen." Der maa kiobes un 
Dordug t. Bordet. Voxdukke, en. D. fom 
ev giort af V. ell. ſom har et Voranſigt. 
Voxfakkel, en. F. af Vor (forſt. fra Begfak⸗ 
Fcl.) vorguul, adj. guul, ſom Worst, naar 
det ſmeltesaf Vorkagerne. Voxrkage, en. 
ſammenpreſſet Biværf, ſom er ſtilt v. Hon⸗ 
ningen, ell. en udſtaaren Skive af Bivarket 
m. Vor og Homing. Vorkorn, et. kald⸗ 
tes tilforn cen Afgift, fom i Jylland blev 
ydet i Korn ft. Vederlag for Tiende af Bier. 
(D. Atlas. IV. 38.) Voxlagen, et. været 
Lagen, hvori Liig undertiden ſvobes. Vor⸗ 
Ierred, et. Vordug, ſom beſtager af Lerred. 
Dorlys, ct. pl. d. f. Lys, ſom ſtobes af V. 
Dormalning, en. Et Slags Malning, fom 
ſteer m. oploſt og p. en egen Maade tilbere⸗ 
det V. Det ſaaledes frembragte Maleri 
Rkaldes et Voxmaleri. Voxnaſe, en. N. af 
Vor. fig. at fætte nogen en Dornæfe paa 
9: narre ham, bilde ham noget ind. (Moth.) 
»Jesg f. min Wart føger aldrig at fætte Gud 
el. Menneſter Dornæfer paa.” Holb. (den 
BVægetf.). Dorperfe, en. P. hvorved Hon⸗ 
ningen ſtiſles fra Voret. ( Moth.) Voxpla⸗ 

ér, et. P. hvis Hoved-Beſtanddeel er Vor. 

oxſtabel, gn. En lang, med Bor overtruk⸗ 
ken ell. omgiven Traad, der bindes fammen 


fom en Stok ell. Cylinder, f. at kunne bes. 


fæjtes p. en Indretning. (Moth.) VPox⸗ 
… faft, ct. været, ell. med Oliefernis overdra⸗ 

get Taft. Voxtavle, en. En med V. over⸗ 
truffen Tavle, ſom i gamle Tider brugtes 
t. at ſtrive paa, — Af Vox er dannet : 
være, v. a. 1. .at overtrokke med, lade gien⸗ 
nemtrætfes af Vor. At være cen Traad. 


Dæret Lerred. (Moth har ogfåa: at voxe 


iſſamme Bemærfelfe, ſom nu ikke høres.) 
"Døre, v. n. 1. ev, og har. IJ.vaxa. A. 
S. weaxan.] 1. tiltage, blive ftørre v. 
nye Deles Dannelfe formedelſt en organtjt 
Kraft; om Menneſter, Dyr og Planter ; 
undertiden ogſaa om Mineralier. (tuf. groe 
der fun or. om Pfanter,) “At vore er at 
foroges v. Føde og Næring. Uegentlig figes 
ogfaa pe Ting at voxe, fom foroges v. For⸗ 
merelſe (ell, fom tiltage.) Rigdom voxer 
(men; Armod ſtliger, tiltager;) et Biblio⸗ 
; thek (en Stat, en Colonie) ſiges at vore,” 


La 


674 


. Borge — Vraa. 


Sporon. Drengen er voxet meget i de fit 
Aar, er voxet et halvt Hoved. Dette Tre 
vil ikke vore. At vore i Heiden, i Breden. 
At late Haaret, Stægget vore, Hun er 
vel voren (itfe voret.) Hun vorer I, fin 
Fordeei (bliver ſmukkere, mere velſtaht, alt 
ſom hun vorer.) I[Sſkiendt Brugen m. 
Hielpeverb. er ſedvanligſt forekommer; fi: 
ger man dog f. Er.: Dette Zræ har ikke voret 
noget i de fitfte Aar.] Med Præpofitioner 03 
Adverbier: At vore af, holde op at vore (f. 
afvoret.) At vore af Skarnet (om den, fem 
er af ringe Fodſel, og bliver rig ell. fornem. 
Moth.) — At vore fra I: vore ſaaledes, at 
man et fan bruge en Ting. At vore fra 
fine Klager. Han er voxet fra Riſet (adul- 
tus est.) “Han gruede meer og meer f. den 
Tanke, at fre Børnene vore fra fig.” Rab⸗ 
bet. — At vore frem af Jorden. — Gre: 
nene vore ind i hverandre. — At vore ne: 
ad, fig. aftage. (At vore netad ſom en 
Kohale. Moth.) At vore op af Jorden 
Denne Svamp er voxet op p. cen Nat. — 
Nogle Evampe vore paa Fræcr. — It 
vore ſammen, forenes v. Værten. — It 
voxe til, tiltage i Gært, Kornet vorer gåtl 
til. Bedene vore til med Græs. (Weth.) 
— At vore ud, excrescere. Fanden vort 
ud af Tandgierdet. (jvf. udvoxe.) 2, blive 
til og trives i fin Vært: om Ylantt. 
Denne Plante voxer fun I Sumpiord. Vi⸗ 
nen (Viinftoften) voxer ikke faa helt imod 
Mord. 3. figurl. a.) tiltage, i Omfang, 
i Mængde, Storrelſe. Mit Arbeide vort 
m. hver Dag. Denne Afhandling er vore 
t. en hel Bog. 
hvert Aar. b.) tiltage i en Egenſtab. Al 
vore i Forſtand, i Indſigter. 
Grad, indvortes Stvorke; flige. 
voxer. 
Voxekraft, en. orgånijt Kraft t. at vorx, 
tiltage indenfra. Voxekreds, en. om Ylan: 
fer: den Stræfning af Jordkloden, hvor en 
vis Plante vorer. (Schouw. 
129.) Dorerum, et. det fornødne Rum f. 
Planter og Zræer t, at kunne vore. 
ſted, et. enkelt, beſtemt Sted, 
Plante ell. et Træ voxer. (Dluffen. Edoum) 
— IJIvf. Dært, nedenfor. 
Voxen, part. af vore. pl. voxne tet 
1. At være 


(i på 


Modet 


voxen. 
mandvoxen.) 
være ham liig i Kræfter, Evner, J 
o. d. Deri cv han mig ikke voren. 
ere omtrent hinaͤnden voxne. kl 
Kronen, fom er Kronen voren.” Ohl. (23 


fon Jarl.) ”Naturen har her været ir : 
Voldémænd voren.” Baag. (Labyr. ll. R — 


Draa, te pi.er. ISo. ri. 3; 


PE. Geogt. 5. ' 


”Den bal | 


Hans Formue vore 
Cc.) tiltaget 


Hans Lidenſtab voxer daglig. = 


Dorte: | 
hvor en 








U M i 


Vraa — Vraggods. 


1. Sted i Huſet, hvor to Bægge ſamles og 
giore et Hisrne. (Moth.) ”De vrimlende 
Tienere — ſom flokkeviis fyldte hver Drag 
i hver Sal.” Pram. (Stærtodd.) 2. en 
ſtiult, afſides Krog, ct hemmeligt Sted. 
”Zhi det er ikke ſteet en Drag.” Ap. G. 
26. 26, At ſtiule fig ien V. “Han lagte 
Haand p, Varket, og grov i dunkle Vraa.“ 
Shienſqᷣl. At (ede efter een i alle Vraaer. 
»Maͤnge ere Drager i vred Mands pu.” 
Ordſpr. ꝰSoge og Sengeliggente krobe ud 
af deres Drager,” Engelst. »Gives ter i 
den vide Chriftenhed nogen Egn faa eenſom, 
nogen Draa faa afſides.“ Mynſter. — figurl. 
»Hans Død har — i hvert ct Hiertes taufe 
Vraa raabt Sorgen frem.” Øbhlenidl. — 
DOraaffab , ct. et lider Skab i Væggen. 
(Roth. Saaledes i Inland: Vrcaſeng.) 

Draad, en. pl. d. f. [Wrath, + Skaanſte 
Lov. A. S. Vræth, grex.] en Hiord ell. Flok 
Sviin (beftaaende af 12 Stykker. Oſterſen. 
Moth.) D. Lov. VI. 14. 11 og 13. 

Vraade, v.n. 1. rode, rage om I (f. E. 
om Sviin. At vraade i Maden.) Moth. 
A. 6. wrotan. (Nu ikke mere brugeligt. ſ. 
rode.) 2. “At vraade et Hlul:” giennem⸗ 
bore Hiulnavet. Moth. 

Vraal, et. pl. d. f; et høit Skrig, Skraal. 
(ivf. vræle.) ”Fra Vallen hørtes Vraal, 
fom brød den tvffe Sky.” Evald. (Ordet, 
fom her er brugt m. poetiſk Eftertryk, høres 
nu ikke let i den forfinede Talebrug.) 

Vraale, v. n. 1. (har.) ſtrige hoit, ſtraa⸗ 
le, raabe hølt og fælt Sv. wråle. (f. vræle.) 

Drag, et. pl. d. f. (Sv. Wrak. N. 6. 
Wrack. beflægtet m. det foræld. vræke, (I. 
reka) drive, jage, kaſte ud el. bort. jvf. 
Stedet hos Snorre. Ol. Trygy. S. c. 35, 
hvor Ordet Vagrek forekommer.) 1. Et 
Skib uden Folk, ſom findes drivende I Søen, 
ell. ſom ſtrander, driver t. Lands; ell. og 
Dele deraf ell. andet Skibsgods, ſom dri⸗ 
ver ft. Landet og der bierges. “J, ſom følge 
broftfældigt Drag hen over Skicr og Boi⸗ 
ge.” M. S. Buchholm. (I fildigere Tider 
jtielnes imellem Drag og ſtibbrudet Gods, 
naar levende Folk ſtrande m Skibet.) Gt 
Skib i Søen figes, at blive t. Drag, naar 
det v. at miſte Mafter, Roer, m. m. bliver 
udngtigt t. at ſeile og ſtyres. 2. noget, 
man forfafter, ſom udygtigt cl. mindre godt 
og dygtigt (f. de ſammenſ. Ord); og Sand: 
lingen, at forkaſte ders hvilket hedder: at 


flaae, fafte Drag p. noget. Hvor ftor' en > 


Stam, at Fafte Drag p. en faa nyttig 


Mand,” Gtorm. = Vragbrudt, adj. gan⸗ 
ſte fønderbrudt fom gt Veell. forlig Skib, 


(Baggefen. bb. Digte. 1807. S. 294.) 
Dragbræder, pl. Bræder, ſom ikke have det 
rette Maal i. Længde, Brede ell. Tykkelſe, 
og derfor udſtydes fom Vrag (t. Forſt. fra 
Maalsbræder.) Draggods, et, ringere, 


flet, forkaſtet ell. draget Gods, ”Roget 


675 


| NE 
Vraggods — Vrang. 


| 
godt, noget maadeligt, og endeel Draggods 
faldt der for.” Rahbek. D. Tilt. ra 
ret, en. ud. pl. Ret t. at bierge og tilegne 
fig Vrag ell. ftrandet Gods. (f. Strandret 
og Forſtrand.) . 
Drage, v. a. 1. IS. wråka. N. S. 
wrafen, repudiare. Isl. reka, drive, 
fordrivé.] udſtyde, forfafte noget, man 
har prøvet, ſom udygtigt, ſom ringere, 
itfe godt Kiobmandsgods. , 2. foretage en 
lovbefalet Underſsgelſe af viffe Varers God⸗ 
hed og Beſtaffenhed. Diſſe Varer ſtulle 
vrages v. Toldboden inden de indførte. 3. 


- 
e 


J vidtloftigere Bemark. forfafte,-flaae Vrag 


paa, ikke finde god nof. ”Den, ſom vra⸗ 
ter hvad Algodhed gav.” Evald. Atvrege. 
Maden, vrage god Mad. “Hvad cen vra⸗ 
ger, finder en anden Ømog udi,” Holberg. 
— Ut vrage Mad 9: af Kræjenhed ikke ville 
ſpiſe den. “'Hvorved den Unge vonnes til, 
at vrage daglig Fede.” Falſter. Dre: Pige 
har vraget mange Friere. ”Den fede Dum⸗ 
hed — mættes fan af det, den fultne Viis⸗ 
dom vrager.“ Lurdorf. — Deraf : Dragen, 
Dvagning., en. Handlingen at vrage. — 


Drager, en. den, ſom vrager; færd. en af 


Hvrigheden beſtikket Betient, der ſtal ſyne 
Fodevarer ell. andre Varer, ſom fælges of⸗ 
fentlig, og udſtyde de flette ell. fordeervede. 
— Vragerbod, en. Bygning, hvor Varers 


Vragning ſteer. (Fr. 5 Mai. 1683.) Vra⸗ 
gerlon, cn. og Dragerpenge, pl. det, ſom 
betales Vrågeren f. hans Arbeide. Drag 


germærte, et, M. ſom Vrageren fætter p. 
de underføgte Varer. (Moth.) 

Dralte, v. n. 1. (har.) gane m. en ſlin⸗ 
grende, vaflende, ubegvem Sang, ſom meget 
tytfe Folk, At yralte ſom en Gaas. (Moth.) 

Drampet, adj. kaldes af Skibstommer⸗ 
mænd den Planke, der er ſtaaren linieret af 
et vindſtievt Zræ, og derfor fiden har faftet 
fig efter Fibrernes Flugt i Troet. (Arch. f. 
Soveſen. III. 228.) 


. ⸗ 


Drang, adj. [IJ. rangr. E. wrong. A. 


&. vringan, dreie.! 1. ſom ikke er ret, 


omvendt, forkeert. Den vrange Side af en 
Kiole, en Strompe 2: den, ſom ikke pleier 
at dende udad (hvilken kaldes den rette.) At 
vende det Drange ud: fig. at blive vred, 
Bemærk. ſtiev, fordreiet, f. E. en vrang 
Mund, Haand (Moth.) br. det nu ſielden. 
”Æn vrang Havn” forekommer i Vedels 
Saro. 368.] jvf. vrænge. 2. ikke rigtig, 
urigtig, falſt. ("”Bagvendt, i Betydningen 
af urigtig, bruges helſt om det, ſom frem⸗ 
træder I det Ydre, om Sader, Skik og Op⸗ 
førfel, og modfættes det Paffelige; vrangt 
anvendes iſer p. Begreber, i Modfætn. t. 
det Rette.” Miller.) € 

vrang Lære, ”Drang Horelſe giør vrang 
Fremforelſe.“ P. Lolle. ”At bringes fra 
Fvivl t. vrange Meninger.” Schytte.“Fo⸗ 
cer han nogen vrang Lærdom, ell. for⸗ 
(43+) 


hu] 


IS, 


n vrang Troz 


8. 


" 


”. 


Side af noget, Vrangen. 


"tet Offer fordres 


$ 


om Vrang — Vred. 


fømmer fit Embede.“ D. Lov, TT. 17. 22. 
”(Eller Sagen er ham vrangt foredragen.“ 
D. Lov. ”De giøre dem vrange Begreb 
om den virkelige Verden.“ Sneedorf. — 
vrangeligen, adv. p. en vrang Maade. — 
Drange, n. s. (men fun beftemt :) Drengen, 
den vrange Eide af. en Ting; br. i dagt. 
T. ſom Subſt. i Modf. t. Retten, — 
Dranghed, en. ud. pl. Beſtaffenheden at 
være vrang. (Ambergé Ordb.) Drang: 
Tære, en. hos nere: en vrang Zro: 
eslære; Heterodorie. ”At én Biſtop fan 
mifte fit Embede formedelft Dranglære.” 
A. Orſted. 
vrangfindet, adj. 
om har ct forvendt, forkeert Sind. (Moth.) 

rangſtrube, en. kaldes Luftroret, i den 
Talemaade;: at fage noget i Vrangſtruben. 
vrangtroende, adj. v. ſom har en falſt Tro; 
modfat rettroende. (Moth.) vrangviis, 
adj. ſelvklog, fom har den Indbildning at 
være meget klog, og vil følge fit eger Hos 
ved. (Moth. jvf. wrangwis. Ihres Gloſſ.) 
Drangvillie, en. En modftræbende, gienſtri⸗ 
dig Billie. (P. E. Muller.) ”Mod den blotte 
Vrangvillie i at opfylde fine Forpligtelſer.“ 
A. Orſted.  vrangvillig, adj. gienftridig, 
itke foieſig, uvillig, hvis Villie er tvœort⸗ 
imod Andres. ”Den Prangvillige ev ikke 
tilbsiclig t. af gisre Andre t. Behag; den 
Modvillige er tilbøiclig t. af giore Andre t. 
Mishag.” Muller, Drangvillighed, en. 
ud. pl. en Zilbølelighed t. Vrangvillie. 
Vrangvorn, adj. vrangvilig, gienttridig. 
(Moth.) ⁊ 

Drange, v. a. 1. vende Vrangfiden ud p. 
en Ting. At vrange en Strompe. (Moth; 
ufædvanligt.) EN 

Drante, v. n. 1. (har.) [N. &. wrans 
ten.] være vranten, knurre, ſmaaſtiende. 
(Moth.) — Dranting, en, den, fom altid 

knurrer, el. er vranten og ilde tilfreds. 

Vrauten, adj. pl. vrantne. ſmaaſkee af 
vrang. N. S. wrantig.] fom aldrig er 
tilfreds, fom idelig knurrer og el fan giores 
tilpas; knurvorn, gnaven. (morosus. ”Da 
jeg, vranten og vanſtelig, ikke vilde lade mig 

daſſe af nogen anden, end hende.” Rahbek. 
»Fornuft og Sindighed vi falde tidt vor 
vrantne Klage.” Storm. ”Selv naar ins 
udbroder den vrantne 
Utilfredehed inophorüge⸗ Klager.” Engelst. 
— “Yttrer man Fortrædelighed i Mine, Ad⸗ 
færd el. Tale, da ce man vranten; ug et 
vrantent Sind kaldes det, fom er tilbøieligt 


t. Vrantenhed.“ Muller.) Naar derimod . 


jeg vægrer mig at ſynge, jeg kaldes egenſin⸗ 
Dig, vranten, tvær.” Bagg. N. Klim. — 
Deraf: Drantenhed, en. ud. pl. ”Alders 
dommens tiltagende Vrantenhed under Aa⸗ 
renes belværlige Byrde.“ Baſtholm. 

, Dred, adj. [Isl.reidr. A. S. rebe, re- 
big. Holl. wreed, ſtreng, haard.] ſom bes 


ø 


676 
hexſtes af Brede; opbragt, fortrutellg. 


Drangfide, en. den vrange 


Bred — Bride, 


”Dred Mand finder vel Vaaben.” — ”Læn: 
ge vred er hver Mand led.“ Ordſpr. At væs 
re, blive vred paa een, At blive vred over 
noget. At giste een vred. At giore fig 
vred f. noget (I: blive vred uden ſonderlig 
Aarfag.) ”De flefte' Ting, vi giore os 
vrede for, fortørne 08 meer, end de ſtade 
os.“ B. üyoit. Han ſtal giore det, enten 
han bliver vred eller blid. S vredagtig, 
adj. ſom let og haſtig bliver vred, fom er 
tilbeiclig t. Brede. (Ciracundus.) “Idelig 
finde de vredagtige fig fornærmede, idelig 
flage de Over hverandre.” Monſter. — vred: 
laden, adj. 1. d. f. ſ. vredagtig. 2. ſom 
nttrer Vrede i fit Udvortes. Vtredladnt 
Miner. Deraf: Dredledenhed, en. ud. pl. 
Vrede, en. ud. pl. IJ. Reidi. A. E. 
Wrath, Wrathe.] en betydelig Grad af den 
ubehagelige, mod Andre uvillige, fortornede 
Belelie, ſom vokkes v. Misſfornsielſe one 
eres Handlinger. (ſ. Fortrydelſe, hvorved 
udtruffes en ringere Grad, Fortornelſe, 
Der omtrent er lige m. Vrede, og arme.) 
At vætte, formilde eens V. At giere noget 


"AD, Ar yttre fin Vrede mod cen. ”Drede 


gaaer ofte f. Bid.” — “ Den Drede er ilde 
ſpildt, fom Ingen ſtiotter om” (oa: endſer.) 
Ordſpr. “Saalenge Dreden rafer, ved ts 
ike andet, end at pu har fuld Grund t. Xl 
hvad du gier.” Mynfter. U 

Vredes, v. dep. (br. fun i Præs. og inf.) 
blive vred, fortornes. At vredes over no⸗ 
get, vredes pag cen. *Hver den, ſom vre; 
des paa fin Broder, er ſtyldig.“ — ”Enteg 
om Gud figeé Bet, at han vredes over Men⸗ 
neffenes Synder.” Mynſter. 

Vtevl, ct. 1. egentl. noget, fom er ſnoet 
i hinanden ; et ſammenvundei Nøgle. 2. 


ofteſt br. det fig. i dagl. Tale om ufammens 
hængende, vidtløftig og uforftandig Snck; 


men den nyere Strivebrug har indfert, al 
Ordet i dette Tilfælde nu ikke blot ſttives, 
men ogſaa udtales Vrovl. (f. nedenfor.) 
Vrevle, v. a. 1. ſnoe, vinde noget ſam⸗ 
men. At vrevle noget fammen, I hinanten. 


2. arbeide uder at komme från i fin Gin: '- 


ning. (Moth.) 3. føre vidtløftig og nfors 

ftandig.Snaf. (ſ. Vrovle.) 

Vrid, et. pl, d. f. 
es. 


”Da jeg læfte videre, fornam jeg allercde | 


ftærte Drid i Maven.” Bagg. N. Klim. 18. 
Vrſoblegn, en. pl.-er. Blegn ell. Garde 
fe i Huden, fom fages (f. Er. inden i Har” 
den) af Slid ell. ſterkt og ideligt Arbeide. 
Dridbor, et, pl. d. f. et Bort. Somhul⸗ 
ler, ſom man, v. af vride cm, dreie det OM 
in. Haanden, bringer ind i Zræct. 
Vride, v. a. vred; vreden, vredet. 
vredne. IUA. S. vrithan. p$oQ. wryden.] 
1.dreie, vende noget om cl. fif Siden, ifer 
hvor dette ſteer 7, en vis Auvendilſe df 


1. det, at noget tri 
2. Vrid (3: Kneb, Smerte) i Mann. | 





på f 


U 


Vride — Vringle. 


Kraft. At vride en Vogn. »De Mukkede Vrinſk, adj. udtrykker den Beſtaffenhed 


Ax, og vrede dem m… Henderne, og 


aAade.“ Luc. 6, 1. At vride fine. gændtr, 


Fingre. At vride fig fom en Orm, 
»Jeg vred mig p. idet kumwmerfulde Leie.“ 
Evald, Det vrider (kniber, ſmerter) i Mas 
ven (f. Bugvrid.) 2. fane noget ud af 
en Zing v. af vride den. At vride Saften 
af Ribs (i en Pof&) 3. pagt. vreden br. i 
d. Tale og i Almueſproget for: vranten, 
ſom intet er tilpas. = Deraf: Driden, en. 
ud. pl. Gierningen at vride. — Vride⸗ 
bgand; ct. Et Baand, fom er vredet cl. 
ſnoet fammen, f. E. af Halm. (C. Frimann. 
Alm. Sanger. 144. ufætvanl.) Vride⸗ 
pind, en. Pind, fom er indrettet t. at vri⸗ 
Des ell. dreies omkring. (Moth.) 

Vridffammel, en. [af vride og Skam⸗ 
mel.) det Stpkkeſi Vognen, hvori Bognes 
. Fiæppene indfærtes, og ſom p. Arbeidsvogne 
i Almindelighed fan dreies om en Bolt.: 
Vridig, adj. (af v. at vride.) fom fan 
vrides, boielig. (Moth. Nu ſieldent.) ,“Ikke 
Malmen felt, af Jern, af Mesſing ſmidigt, 
og ei af Sølv og Guld og andet, ſom er vri⸗ 
digt.” Arreboe. (Hexaent. 50.) 

Dritfe, v. a. og n. 1. [af vride. N. S. 
wrikken.] bevæge noget, ell. bevæge fig 
haſtigen frem og tilbage. At vrikke en Pind, 
"en Zap f. at faae den ud. Ar vritfe med 

" Hovedet. (Ogſaa: vriſſe. Moth. Coldings 
Etym. Lat. fluctuon) 


Drilde, v.a.1. vifle cl. vrevle ſammen. 


el. ind i hinanden; contorquere, implica- 
re. (Moth, “En Drild Ho.“ glomus. 
Samme.) | 

Drimle, v.n. 1. her. ISv. wimla. T. 
wimmeln.] .1. rores, bevæge fig om 


AJ 


67 


, 


Vrinſk — Vrovl. 


hos Hingſteñ, at ben er. avledygtig og har. 
Begierlighed f. Hoppen. jvf. vrinffe. FA. 5. 
vræne, salax, libidinosus.) En vrinſt Heſt 
(ogſaa: en Drinfter) bemærfer ſaaledes d. 
f. i. en ugiudet Hingſt. ”pan horer ſam⸗ 
menſtodende Skioldes Larm og Drinffernes 
Ztumpen,” Hertz. i . ' 

Oringe, v.n. 1. har, ISv. wrena. J. 
Hrinr, vedholdende Etrig , Gienlyds] br. 
om Heſtens, ifær Hingſtens hvinende og 
giennemtrengende nd, fom den udfteder, 
naar cen Hoppe fommer i dens Naorhed. 
"Og de vrinffende Hingſte fnyſe fraadende 
frem.” Bagg. ' 


Drinfler, en. f. under vrinſt. ! 


Drippe, v. n. 1. (har.) dagl. Tale og 


lav el. komiſt Stiil: viſe fig vranten, for⸗ 


— 


hverandre i utydelig Forvirring og Mengde. 


Myrene vrimle | Tuen. 2. være omfnldt 
af en ſaadan Mengde. Often vrimler af 
Maddiker. "FL. Ten ſtal vrimle med Frøer.” 
2 Moſeb. 8. 3. — ”Det Viisdoms Dyb, fom 
vrimled faldt af Liv p. Almagté Bud.” 5. 
Blicher. “De ſelſomme Skabninger i Has 
vets vrimleude Grunde.” Mynſter. — Og⸗ 
»ſaa om en Mængde af Folk. Der vrimler 
af Fremmede i Byen, af Bønder p. Torvet. 
”Stort ef de vrimlende Tieneres Tal.” 
Pram. (Stærfodd.) = Drimlen, en. nd. pl. 
Vrimmel, cen. pl. Vrimle. &n Mængde 
af levente Voſener, der bevæge fig om hver: 
andre, Folkevrimmel, Beornevrimmel. 
”Bi tilbede ham — midt I Naturens glade 
Drimmel.“ F. Guldt.  ”BWond mød huuélig 
Fryd din Stavn bort fra arm og Drimz 
mel.” Bagg. “Tidens Ormes Drimmel 
moſlre i mit Hoveds Svimmel.“ Samme. 
Drinyle, v. a. 1. ſnoe i hinanden, vril⸗ 
de; contorquere. (Moth.) = vringelhor⸗ 
net, adj. ”Faldes det Qvceg, ſom har ftore, 
i mee Horn. - Cu vringelhornet Voder.“ 
e ,…. me i 


trædelig; og give Tegn herpaa v. Klynken, 
Skienden 0, d. “Han vrippede den Tid 
han forſt blev ſpobt.“ Bagg. u. Arb, I. 11. 
”Dentes gamle Mand — v. Siden gif og 
vripped.“ Bagg, N. Klim. [vrippe, bevæge 
haftigen hid og did; vriffe, vriſſe. Moth. ] 
Drippen, adj. pl. vripne. Tom haſtig bli⸗ 
ver vred, ſom let bliver ſtodt ell. fornærmet, 
(id. Tale,) ”Den Dripne pirres let, men” 
fun i ringe Grad.” Muͤller. > Vrippenhed, 
en. Beſtaffenhrd at være vrippen, ell. Til⸗ 
boielighed dertil. “Naar Vrantenhed viſer 
fig v. den mindſte Berørvelfe i Adfærd og 
ale, bliver den t. Drippenhed.” Muller. 
vriptinder, ad. d. ſ. ſ. vrippen. (Moth.) 
Dritt, en. pl.-er, [af uride, Sv. Wrist. 
A. S. Wyrst,] den overſte Deel af Fodbla⸗ 
det, fra Fodledet indtil hen imod den ſtore 
Taa. At have en hoi, en lav Vriſt. At 
binde Saaler, Skoe over Vriſten. 
Driſte, v. a. 1. [af vride,] med Vrſden, 
Magt og Anftrengelfe (færd. v. Legemé-z 
kraft, m. Hænderne, ell. et Redſtab, ſom 


* 


føres i diſſe) at tage noget ud ell. fra hinan⸗ — 


den. Man.funde neppe vriſte det. fra hin⸗ 
anden. At vriſte Munden op pag cen. At 
vrijte cen Kaarden af Haanden. “J Bros 
derblod var Kaaben farvet, og Spiret vri⸗ 
ftet af den Dræbtes Haand.” Dhlenſchl. — 
fig. ”Dette Guld, ſom 3 har vriftet af Ha⸗ 
vets gridſte Svælg.” Ewald. ”Hvo fan 
vrijte dem af Dodens Hænder?” Samme. 
Dræle, v.n. 1. har. [f. Dræal.] d. f. f." 
vraale.“Den grumme Dval i Strande ſtal 
vræle lydeligt.“ Arreboe. (Hexaem. 27.) .” 
Drænge, v.a. 1. [af vraug.] giore vrang, ” 
vride ffiæv. ”Dræng Munden, vrid din 


, krop, bær dig fom du var gal.” Weſſel. 


At vrænge Mund ad cen (t, Foragt, og 
Beſpottelſe.) 
Drovl, et. ud. pl. vidtløftig, uſammen⸗ 
hængende, kiedſommelig Snakken. (f. Vrevl, 
ovenfor.) Han kieder Folk m. fit uendelige 
rovl. ”Maar den flæbende, langt uds 
ſpundne, ſovnagtige Sunafken iffe blot er 


* 


AJ 


Ny 


e 


? NM 
k - . 
NEN s ? 
Fé 


Brev! — Vunde. 678 Wunde — Vaggeſteen. 


kiedſommelig, men ogſaa uiydelig, bliver er nu neſten vent forældet, og derfor bør 
den t. Drqvi; thi hvad der er filtet i hverans ogſaa de ſammenſ. Ord helft untgaacs.) 
bre, figes af være ſammenvrovlet.“ Miller. Durdere, v. a. 1. [i ældre Danſt: vur⸗ 
røvle, v. n. 1. (har.) tale vidtloftigt, de. J. virda. Sv. vårdera.] 1. beftemm 
forvirret og Fiedfommeligt. (jvf. vaaſe.) Værdien af noget, At vurdere en Eton; 
Øen ſom vrevler, fan endnu tænfe noget, vurdere Lesore i ct Bo. Hvor heit vurde: 
ſtisndt utydeløgt, v. det han ſiger. Den, res denne Diamant? 2. agte, fættå Priis 
ſom vaaſer, ſnakker hen i Taaget.“ Muller, paa. Jeg vurdere hans Venſtab heit. — 
== Drøvler, en, pl.-e, den, (om jævnligen Vurdering, ex. Handlingen , at vurdere. 
yrevler. — Drovleri, et. pl.-er. Indholdet Deraf: Vurderingoforretning, (i ct Lo) 
' af en Vrovlers Snakken. — vrevlevorn, den Retshandling, hvorved Boets opſtrevne 
adj. tilboieliq ft. at vrøvle Eiendomme, iſcer Losbre, Stykke f. Site 
Vugge, en. pl.-r. ſSv. Wagga. T. vurderes af dertjl beſtikkede Durderings: 
Wiege.J] en liden, paa Valſer ell. Gænger mænd. , 
bevægelig Seng, hvori ſmaa Børn ligge. Dæbne, v. a. 1. [af Vaaben. ] forfonem. 


fig. fra Duggen af d: fra den tidligfte Barn: Vaaben og Værge, ifore Vaaben. Ar vab⸗ 








Dom. Fra Dugnen t. Graven, fra Fodſe⸗ me fig. Bønderne væbnede fig m. Leer og 
len t. Døden, = Vuggebaand, et. B. fom Høtyve. Med væbnet Haand 93: med Bea: | 


bindes over Vuggen, eil. hvori man træffer benmagt, Krigsmagt. — fig. at væbne fig 
ß at bevæge Vuggen. Vuggebarn, et. m. Taalmedighed. (ſ. bevæbne.) 
pœdt Barn, ſom endnu ligger i Vugge. Dæbner, en pl.-e. 1. kaldtes underti⸗ 
Duggetlæder, på Puder og Dyner,” ſom der tilforn de, ſom regnedes til den ringere 


lægges, i en B. Duggelad, et, Zræct m.” Adel, fom havde Rettighed t. at føre adeligt 


. Gængerne, fom Vuggen ſtaaer paa. (Moth.) Slagtvaaden, men ci vare Riddere. Nil: 
Dugygelagen, et, £. fom bruges t. en V. dere og Dæbnere, 2. d. f. ſ. Daabendre⸗ 
Vugggepenge, pl. Penge, ſom Fadderne efter ger. (Moth) | , 
Daaben lægge p. Vuggen, fom en Foræring Dæbning, en. pl.-er. Gierningen at oak 
t. Barnet ell. dets Amme. Duggepude, ne cen el. væbne fig. 
en. P. fom lægges i en Bugge. ugge⸗ Dædde, v. n. og a. ſ. vedde. 
ang, Duggevife,en. Gang, beſtemt t, at Vader ell. Dædder, en. pl.-e. II. 6. 
ynges f, Barnet i Vuggen, ell. medens man Wether. 2. Wid'der. Sv. Väder.] Mar: 
vugger. vuggeſyg, adj. figes om det nen t. Faaret; kaldes ogſaa Buk. (jvf. Sast 
Barn, der idelig vil dugges. (Moth. ) og Bede.) = Vaderhorn, et. Baæterins 
Dugge, v. a. 1. bevæge noget p. en rund Horn. Daderlam, et. Lam af Harfien 
,Underflade (iſer en Vugge) ſagtelig frem net. (modſat: Gimmerlam.) Dæder: 
og tilbage; ell. bevæge den, ſom ct i et ſaa⸗ ſtind, et. Vederens, m. Uld bevorne Sfind. 
dant Legeme. At vugge en Baad p. Ban: ' Dæde, en. n. s. væde, v. a. Vadſke, en. 
bet. pan fad og vuggede hende i Baaden. vadſte, v. n. 0. fl. ſ. under vaad. 
”Snart — ſtal Ehiber hende vugge p. Bel: Dæg, adj. (bſod) f. veg. 
gernes Bryſt.“ Ohlenſchl. At vugge ct  Wæg,en.pl,-ge. (ffarptonet.)[3. Vægt. 


Barn ; vugge Barnet i Søvn. (absol. el. A. S. Vag. pol. Væg.]. et lodret ori 


intrans. fosefommer det vel ogſaa; men Skillerum, ſom afdeler de. forſtiellige Varel: 


fieldnere. fan fad og vuggede paa (cell, før i et Huus, ell. adſtiller dette fra Rummet 
med) Stolen.  ”Bølger fmaa. — vugge udenfor. (f, Utellemvæg, Sidevæg, Yder⸗ 


mod den klare Sommerdag.“ Ohlenſchl. væg.) En Trævæg, muret V. — Syfaa 
Poet, SÉr. I. S. 377.) . ten bratte Side af et Bierg kaldes en Dag. 
Vule, v. a. 1. i Skibsſproget: vinde, (ſ. Biergvæg, Fieldvæg, ;Klippevæg.) = 


omvinde. Deraf: Vuling, en. pl. - ec. a.) Dægjfab, et. Skab, ſom er anbragt! | 


Toug, hvorved Enden af Bovfprydet p. Væggen ell, Muren. (Dæggeffab. Moth.) 
ſtorre Skibe furres faft t. Forſtavnen, hvor —— en. S. ell, Ridfe & en Bag. 
de ſamlede Dulinger (Gulingstfammen), b.) Dæggelcer, et. L. blandet m. ſmaagftaa⸗ 

ane iglennem Dulingsgattet i det ſaakaldte ren Halm, t. at kline Vægge met. (Molb.) 

Fæg bag Gallionen. Dægtelurer, en. ”Den, ſom farer udenfet 
VDulkaun, en. pl. - er. [IFr. Volcan.] et Andres Dørre og Vinduer.” Moth. Dag: 
ildſprudende Bierg. — vulkaniſt, adj. ſom geluus, en. ph d. f. et bekiendt, modbute: 
hører til, ftaaer i Forbindelfe m. en Vulkan. ligt Infect, der opholder fig I Bægfpratfr 
vulfaniffe Biergarter. Et Fosfil af vul: og ti Træfenge. Cim-dkx lectularius. f. Tage. 
kaniſt Oprindelſe. Vaerggerum, ct. Et Rum imellem fire Vagse 

Dunde, cen. pl.-r., [J. Und. T. Wuns" f ef Huus; ct Værelfe. (Moth. interco 
de.] et Sams, aabent Saar, = Deraf: lumnium. Colding.) Dæggtjmet, en. et 
Vundfeber, en. Saarfeber. Dundlæge, Inſect. d. f. ſ. Træluué. - ehztgeſteen, en. 


en. Saurlæge. Bagg. N. Klim, S. 31, *Muurſteen, ſom ei ev brændt tilgarnäe, 


(Det tilforn ogfad i Danſt brugelige Vunde, ſom iffe duer t. andet, end at mure inden i 


& 
—8 


Cd 
- 


Vaggeteppe — Vægt. 


Huſe med.” (Moth.) VDatgtzeteppe, et. T. 
ſom hænges op f. en Veg; Tapet. (Moth.) 
- Dæge, en. pl. -r. IJ. Oveikr. A. 6. 
YWvecca, Weoce. E. Week. Gr. Weke.] 
det brændbare Legeme i et Lys ell. en Lampe, 
ſom optaget Fedtet cl. Olien, der under⸗ 
holder Luen i Enden af Bægen ;. Lyfevæge, 
Lanivevæge. ' 
Dægelfindet, adj. [af A. S. vænan, vak⸗ 
le, bevæges hid op did. ivf. hvege.] fom let 
og haſtig ftifter Sind, meget uſtadig, for: 
anderlig i Zænfemaade, Meninger og For⸗ 
fætter. jvf. uſfadig. ”Dægelfindet er den, 
ſom intet fan. bejlutte; uftadig den, fom ci 
Fay vedblive fin Beflutning ; hiin forandrer 
ofte fine Tanker; denne fin Villie.“En V. 
begynder fielden noget, og en Uſtadig fulds 


fører itffg noget; hilr mangler Sindighed f…. 


Sat overlægge; denné Klogikab t. at ſtyre 
Dverlægget.” Sporon. — Dætjelfindighed, 
en. den Beſtkaffenhed, at være vægelfindet. 

Dætter, en. pl.-c… falde t. Skibs de fvæ: 
rere Planker af Foringen, hvilke altid ere 
af Eeg. Datévæger, Kimingvæger, 0. f. 
v. (Schneiders Veiledn. 77.) 

Dægge, en. pl.-r. [IJ. Vægur, A. S. 
Væcg.] en Kile of Jern (ell. Tro. SRoth) 
hvorved man Elever Brænde, v. at drive den 
ind mf. en Nodde ell. et Jernſſag. ”Man 
driver gierne den Dægge, der gange vil.” 
Ordſpr. P. Lolle. ”Der vil en haard Nedde 
t. en haard Vegge.“ Moth. 

Dærtge, v. 2. (vægge Jis) f. vætfe. 

Dægne, v. a. (vægne et Som.) f. vegne. 

Dægre, v. a. og rec. 1. [X. S. vergan, 


verian. Sv wågra. S. weigern.] negte 


at ville giore noget, fom man anmodes om, 
fom forlanges. af cen; negte, afflaae cen 
- noget. fan vægrede Udleveringen af Pas 
pirerne. (Denne activ. Brug, fom Moth ans 
fører, ev meget ſielden.) — recipr. at vægre 
fig ved noget. — ”Den, man beder om nos 
get, fan afſlaae eens Bøn. Perſonen (ſom 
beder) faaer da Afſlatz; Tingen, ſom on⸗ 
ſtes, bliver negtet; og den, ſom ikke vil op⸗ 
folde den Andens Ønite, vægrer fig.” I. 
Smidth. ”Man undflege fig f. en Ting, 
fom man ikke vil gløre ; man vægrer fig for 
det, man nodig vil giøre,” Sporon. Han 


vægrer fig ved af opfylde denne Fordring, v. 


at give ham fin. Datter. Det Fan han ikke 
vægre fig ved. . Jeg vægrer mig itfe ct 
Dieblik. ”Det var hans Velynder, ſom 
bad, og han vovede iffe at vægre fig.” 
Wandal. — Dægring, en. pl.-er. det, at 
vædre fig; Negtelſe. Han giorde det uden 
al Dægring. HEE 
1. Dægt, en. ud. pl. IJ. Vigt. Sv. oa N. 
S. Wigt.] 1. Maalp. et Legemes Tong⸗ 
de, At tiobe nogetsefter. Dægten. Denne 
Mynt har ikke fin fulde D; At holde, fane 
G have) fin. V. At tage V. pan noget, 
dele upgrt Mothu (Derimod figes: vylbie dr 


679 
brydniug: at tage til Dægt ell. veie Ste⸗ 


aandelige Lidelier lagde en ny 


Virkning. 


Pogt — Bægter. 


nen 9: løffe den v. at fryffe. Bægtftangen 
el. Bræffeftangen ned.) Dægten af alt 
Solvtoiet ev 500; Lod. (jvf. Tyngde.) 
Tyngden er Legemernes egentlige og bes 
finte Dægt; Dæyt derimod Legemernes 
fammenlignede Tyngde.“ Sporon. — Om 
et vift Sliags Tyngdemaal: Danſt V. og 
Maal. Kræœommervagt. Apothekervegt. 
2. ñgurl. 
hed. At boies unter Aarenes Dægt. ” Hans 
ægt t. de 
legemlige.“ Baſtholm. “Ved Prøven føle 
de hvert Arbeſds Dægt.” Fr. Guldb. .) 


Betydenhed, Vigtighed. En Gag af megen 
»Dette vifer 06, af hvad Dægt diſſe 
Embedsmond vare.” Guldb. At lægge 


Vægt p. noget ad: tillægge, tilſtrive det Vig⸗ 
tighed. Han lagde megen Dægt p. denne 
Betingelſe. 
Han veed at give ſine Grunde 
Dægt. - Deres Embede og deres Kundſkab 
— gave deres Raad ſaadan Dægt i de oͤffent⸗ 
lige Beſlutninger.“ O. Guldberg.  ”Sfo- 
lemeſterens Foreſtillinger — fif ſaadan Dægt - 
hos mig.” Pram. “Den ulntteljige Prinds 
fes Zaarer gave Talen Dægt.” Bagg, N. 
Klim. Hans Mening er af megen V. i 
Raadet. ”F; hvis Stilling ſtulde lægge 
Dægt tf. eders Ord, Tillid t. eders Veiled⸗ 
ning.” Engelst. Der er V. og Fund f hang 
Stiil a: han figer meget mi. faa Ord. (jvf. 
Ligevægt, Yiodvægt, Overvægt, Un⸗ 
Oervægt.) == vægtles , adj. ſom er (2 
tænfes at være) uden Vægt II, uden Tyng⸗ 
de, Hvis Materien udſendes vægtløs fra 
Solen.” T. Rothe. (Nat. Betr. III. 40.) 
Dagtmaal, ct. M. hvorved cl. hvorefter et 
Legemes Vægt beſtemmes; Tongdemaal. 

2. Dægt, en. pl.-er. Et Redſtab, hvorved 
man prøver og erfarer Legemers Tyngde, 
ell. veier dem. En Bismervægt, Stangs 
værljt, Sfaalvægt. Tungen p. en Dægt. 
— Daegten (libra) et af de tolv Himmeltegn 
el. Stiernebilleder i Dyrkredſen. = Dægtz 
bielke, en. 1. Stangen cl. Bielken p. en 
fvær Stangvægt. (Moth.) ” 2. Stangen p. 
en Ofaalvæst. (Millingtons Naturl. v. Ur⸗ 
fin. 49.) Vagtfylde, en. br. af H. Orſted 
for: ſpecifiſt Vegt (Egenvægt. I. Kraft.) 
Dægtprøvee en. Prøve, fom foretages m. 
en Veegt, f. at erfare, om den er rigtig (for 
at juſtere den. Dæntifaal, en. pl. - e. en 
af de to Skaale p. en Sfaalvægt , hvoraf 
den ene tiener t. af lægge Loddet 1, den 
anden, Zingen, man vil veie. Vagtſtang, 
en. faldes i Mechaniken averhovedet enhver 
uübsielig Stang, der indrettes og anbringes 
ſaaledes, at den fan bevæge fig om gt faſt 
Punkt cen Stift) cl. paa en Kapt (Vegt⸗ 
ſtangens Hvjlepugtt,) VJ 

Dægter,eu. pl.-e. Taf Vo gt og vaage. T. 
Baͤch texIen. ſom ct, be ftitket t. af have 


8 


a.) Zungde, Burde, Befværligs 


Øs 


Cc.) Indflydelſe ,” Eftertryk, . 


é 


, 


Led 





⸗ 
OU 


Vægter — Vette. 660 "Bælte — Valge. 

U ' 1 i 
Bagt, f. at fremme Andres Sikkerhed, ſaavel Flitlgees Sophokl. — Vakker, en. egentl 
om Dagen (Taarnvægtere, der ſtulle give den, ſom vorkker en anden af Sovne; men 


Baadeild tilfiende, (i ældre Danſt: Kure) br. ifær om en Indretning, i et Uhrvark, 
Zorvevægtere, Brovægtere, Havnevægtere) fom t. et beſtemt Klotfeflæt v. ftærfe 603 


” fom | Soerd. om Natten: Gadevegtere. = lan væffe en Sovende. — Vakken, Dat: 


ægtergang, en. 1. Gang uden om et ning, en. Gierningen at vætfe, 
, Jearn t en betydelig Oeide, hvor Zaarnvægs " 2. Dætte, v. a. ĩ. FS. vaka. Sv. wåcka, 
erne ſtiftes t. at gaae, omtring.” 2. til jvf. Daage. 3. og So. Wak.] hugge is 
Skibs: en (mal Sang udenbords, bag v.Kas op, hugge Hul Ii tillagt Jis. At vælfe Jie. 
Hytten p. ftørre Stibe,  Dægserfiole, en. ”Den vætfer Sis, ſom tørftig er.” Ordſpt. 
Et vift Slags Kiole, ſom Vægtere ere befas At værfe til Kreaturene. Borgerne maatte 
lede at bruge. Dægterpibe,en. P. hvormed ſende Folk t. at vakke Stadégravene. . 
Gadevegtere ere forſynede, t. af tilkiendegive Dæld, ct. pl. d. ſ. Sted, hvor Vand 
Uorden ell. Jiddvaade. ægterſtat, en. vælder frem af Jorden; Kildeveld. Der 
S. ſom Indbyggere i en Stad maa betale er et D. i Bakken. »Om hende rise 
t. Beœgternes Lonning. Dægterffilt, et. Dæld og Bælte.” Rahb. ”Den, fom — 
Skilt m. Kongens Mabnetrat i Mefling, fun oſer Blæden af dens rene Dæld.” Cvatt, 
? fom Bægtere bære uden p. Kivlen. Dægs” ”Da maa tenne Kilde rinde mod rigt 9 
tervers, et. Et af de Vers, ſom Gadevægs levende Dæld i vort Inderſte.“ Monk. 
tere i Stæderne fynge hver Time, f. at tils — Valdgang, en. et Sted, hvor der finte 
fiendegive Tiden og deres Aarvaagenhed. Wæld under, faa at Jorden giver fig unde 
Detzterviin, en. ud. pl. meget ringe, flet Fødderne. (Moth. Dældetilde forefommer i 
el. fordærvet Viin; f. E. ung Franſtvlin. ſamme Bemært. i Vedels Saro. 474) 
"(dagt. 2) ” . Dældvand, et. Vand, ſom vælter ov af 
- Dæntig, adj. 1. fom har en betydelig Jorden; Kildevand. (Dalgas om Ribe 4J. 
SGægt (tung.) En vægtig Burde. ”vor 6. 15.) . 
vægtigt diſſe Ord paa hendes Hierte faldt,” DaNe, v. n. 1. er. [3. vella.] om Var: 
Bagg. — Meſt br. det figurl. for: betydende, det, der baner fig Vei giennem Jorden, 4 
" aneget virfende, fom har megen Indfiydelfe, trænger frem p. dens Overflade. Vandet 
Dægtige Grunde, Aarſager, Bevifer, Be⸗ valder frem, ell. op af Jorden. Der vd: | 
væggrunde En vægtig Mand I Staten. der en Kilde ud af Bakken. — figurl. eg 
(ivf. vigtig.) ”Man figer en tung Skieb⸗ poet. ”Fra Markets Egner vælder ud der 
ne, ifte en vægtig; thi Skiebnen foreftilles folde Nat.” Thaarup. . 
itke efter fin Tyngdes Storrelſe, men efter Vælde, en. ud. pl. [3. Valid, Velldi.) 
dens Beſtaffenhed. Derimod figes en vægs Magt, Myndighed, Herredemme, erat. 
tig Grund, Aarfag; thi her tæntes p. et (ſ. Vold. 1.) Dælde br. iſckr om en fl 
Forhold, en Sammenligning m. andre udftraft Magt, om Furfters og mægtige vti⸗ 
Grunde ell. Aarſager, ſom ikke veie faa mes rers Myndighed; ogſaa om Staters Kegle 
get.” Sporon. 2. fom har fin rette Vægt; ring og Herredemme, Den romerſte Dal 
fuldvægti:… Gode, vægtige Ducater. — ſtrakte fig Over tre Verdensdele. "pagt, 
Dægtighed, en. ud. pl. Beſtaffenheden at hans Søn, arvede hans Dælde og bebolt 
være vægtig. ' … den,” Vogelius. (Deraf : Enevælde, (Kv 
1. Værte, v. a. væffede, væffet; og narkie) Folfevælde (Demotratie) "HUG 
vakte, vakt. IJI. wekia. T. wecken. giore vælde, Kongevælde, Adelsvælde, Prællis 


wvaagen, bringe cen t. at vaagne. »Vaagen vælde. (Med Dælde figes i høiere Grill 


Mand er ond at vække.” OSfpr. Han har for: m. Kraft, m. Eftertryk, Styrke. var 
forlangt at verkes Klokken 7, da hun iffe flog m. Dælde.) i 
troet at kunne vaagne af fig ſelv, efterat ældig, adj. [af Dælde, og Dold, 1« 5 
have vaaget langt ud p. Natten. , At væek⸗ valldr,] 1. fom har Veide, Magt; mi) 
kes af (ell. i) fin bedſte Gevn. Jeg blev tig. En vældig Fyiſte. 2. betydelig, | 
mælfet af min Sovn v. Steien. »Og, Størrelfe ell, Grad; flor; heftig, fe 5 
vatt t, Lyſt, mit Hierte helt fig hæver,” >” Hun ſtar et ſtort og vældigt Cnit.” del. 
Bagg. "At dette ſidſte Haab er fun en (PY. Paars.) fan gav ham et vældigt 
Drøm , hvoraf jeg og omfider vekkes.“ Slag. ”Naar Kærren vældigt gialder, bel 
F. Guidb. ”At min Sang dig vætter op kaldes Tordenſtrald.“ Ohl.. ; 
t. at gisre Glædes Hop.” Weſſel. — fig, Dæle, en.epl.-r En forſtielligen denn, 
fremfalde, bringe t. at uttre-fig. At vekke ſammentrykt Klump af udtrevlet finne, | 
en Lidenſtab, væffe Opmærffomheden hos (Linſtav, Charpie) ſom lægges i et adr | 
et Barn, "Det ér Menneſtets Lod i Vers: Saar, f. at hiclpe t. at læge det. (Ret 

den, at fans Kræfter ftule vælfes i Nød v. Aph. ”Læge = Dæler" forefommer he 
dy Trang.” Mynſter. Denne Zildragelfe "Kingo. Udg. af 1827. S. 478.) . 

har vakt almindelig Opmertſomhed. ”Et VHelge, v. a. valgte, valgt. 13: velia. 
Edn, fom maa vælfe ſeiv hos Fieuder Hal,” f. Balg.] beftemms. fig; msn f. P 


ON . - 


U 


”Pafhuus. 


- fiælen p. Pidven. (v. Aph.) 


bs 


Veelge — Valtſom. 


Glenſtand af flere; gisre et Valg. At væl 
ge det mindſte Onde af flere, At vælge fig 
en Pige t. Kone. At vælge cen til For⸗ 
mand, t. Konge, fer er mange Zing at 
vælge imellem. - — SE 
Vælig, adj. [er vel egentlig ſamme Ord, 
ſom vældig.] kraftfuld, modig. br. i Alm. 


: == fun.om Heſte, der i Spring og Bevægelfer 
yttre deres Kraft. En vælig Hingſt. — 


Deraf: Dælighed, en. ud. pl. 

Dælling , en. ud. pl. [3. Velling, Af 
det forældede v. at vælde cl. vælle, ſyde, 
koge.] En Sobemad, beftadende af Gryn, 
kogte i Melk. ”Fattig Mand koger tynd 
Dælling.” Ordfor. Buggrynsvælling, Rliss 
vælling, ꝛc. (Koges Grynene i Vand, kal⸗ 
des det I Alm. iffe Dælling, men Grynſuppe. 
f. ogſaa Nos, en.). ”Won jeg en Dælling 
eller Moos af Løfter fan anrette 7” Bording. 


Dali, adj. ſT. wålf hd. ſ. valſt, uns 
der Valland. J ſom er fra ell. hører t. Ita⸗ 
Lien, italienſt. — Dælffland, n. pr. Italien. 


Dælt, en. ud. pl. og I Alm. fun m. beſt. 

Art. [af v. vælte.] Kortſpil: den Farve, 
fom kaͤſtes ell. lægges op p. Bordet, f. at 
beſtemmes ſom den, der har hoiere Værdi, 
end de ovrige, og fitfer alle svrige Farver. 
Denne Farve er D. 
Dælten. — fig. at være i Dælten 9: have 
Maagat, Indflydelſe, Anſeelſe. (Moth anfører 
Dæltfort, Dæltfonge, Valtknegt, o. f. v. 
Men diſſe Ord ere nu el. mere brugelige, og 
det danſte Ord næften ganſte fortrængt af 
det fremmede Trumf.) 


Å + 
- Dælte, v. a. ogn. 1. er og har væltet. 
[3. vellia. A. 6. veltan, wyltan. N. S. 
wålfern.] A. act. 1. bevæge et tungt 
Legene langſomt v. af drele det omkring. 
(T. waͤl zen.) At vælte Tønder ind i et 
At vælte en Steen tilfide, bort 
fra, hen fil et Sted. At vælte fig p. Jor⸗ 
den, i Græffet, 2. bringe noget t. Fald, 
ſtyrte det omkuld. ”CEn liden Tue fan vælte 
"et ftort Læ6.” Ordſpr. Han vælte alle 
Fruentimrene,. da han felv vilde kisre Vog⸗ 
nen. Gan væltede Stotten omkuld. Den 
øverfte Steen fan nof væltes af, B. 
neutr, (T. umwerfen.) kaſtes om m. en 
Sogn. (faavel om dem, der age, fom om 
Vognen.) - pan væltede, er væltet i Huul⸗ 
veien. At vælte med en Vogn, en Slæde. 
Den Vogn vælter let. Jeg har væltet ene 
gang tilforn p. dette Sted. = Dæltning, 
en. pl. — ér. det, af vælte. — Dæltebræt, 
et. faldet undertiden Muldbrættet ell. Muld⸗ 


en. kaldes ps en Plov, fo Zrænagler der 
anbringes p. hoire Side i Afædet, og p. 
hvis nderfte Ende Laaret faftgiores. (Moth. 
Gierſings Landoec. I, 415,) væltenem,adj. 
fom (et vætter (om en Bogn.) valtſom, 
adj. 4. &x fe. fo veeltenem. HE vreltſom 


681 


Dæltenagle, 


Valiſom — Værne, 


Bogn. (Moth.) 2. ſaaledes beſtaffen, at 
der let veeltes. En væltfom Gel. ( Moth.) 
Dæmmelig, adj. [af væmmes. ] ſom man 
væmmes ved, føler ell. maa føle Vammelſe 
for, fom vætlfer VBæmmelfe, modbydelig. 
iꝛ En i hine Lande herſtende ſmertelig, væms 
melig og oftelt ulægelig Sygdom.” Mynſter. 
(ſ. vammel, fom ifær br. om det, Smagen 
væmmes ved.) Det er væmmeligt at høre 
hang Selvroes. Der gives vemmelig 
Smiger, væmmeligt Pralerie og væmmes 
"lig Hovmod.“ Myiller. [Ufædvanlig er Brus 
gen for: uden Madlyſt; fom væmmes v. 
Mad. ”At finde væmmelig ved mange træge 


ne Retter.” Weſſel. Sr, 1787. II. 160.. 


Dæmmelſe, en. ud. pl. [Iél. Væma. 
den Tilftand, hvori man væmmes v. noget. 
(f. Lede, Blodbydelighed.) ”DOverfladigs 
hed overfvommer og, og mætter oé til 
Dæmmelfe.” Baftholm, 


Dæmmes, v. dep. vemmedes. [3 ve- 


ma. E. wamble) 1. egent!. have den 
ubehagelige Fornemmelſe, der gaaer forud 
f. Bræfning; (have Ondt, Qbalmer. nau- 
seare,) men denne Bemark. er forſpundet 
af Sproget. 2... fole en hoi Grad af ſand⸗ 
ſelig Afuͤy ell. Modbydelighed f. noget, ſom 


Dierter er Dælt cu p enren er vammelt f. Smag. og Lugt, fom 


formedelft Sygdom cl. Overmattelfe byder 
og imod, eſl. paa anden Maade er modbudes 
ligt for en af Sandſerne. ”SJeg ingen Føde 
nød, jeg væmmedes v. Erter.“ Weſſel. 
Hun væmmes v. al Mad. Denne Ret har 
en Lugt, feer ud ſaaledes, af man maa 
væmmes derved. 
den Ureenlighed, her herſter. Man væms 
mes v. al Jordens Læfferheder, naar Ny⸗ 
delfen ef ſtundom holder op.” Bagg. R. 
Klim. " 3. føle indvortes Modbodelighed 
for. Man fan ikke andet end vemmes ved 
hans Smiger. “Han væmmes ffal v. ringe 
Stand og Hiem.“ Réin. (Digte. II. 423.) 

" Dæn, adj. [Jél. vænn. fem. væn. Å. S. 
vine, dilecius.] ſtion, fmuf. 
Herre, jeg veed — en deilig/ Avinde, faa 
værner Viv.“ J. Madſen. (Overf. af Dav. 
Lindſav. f, 160.) (Dette forældede Ord er 
igien optaget af nyere Digtere; men br. 
fun. om Qvindens Stiønhjed.) ”Da qvad 
"han altid ef om Sværdete Klang; men om 
den væne Mo, den elſtovsblide.“ Ohlenſchl. 
Dæne, v. n. og recipr. væne fig. (Moth. 

v. ph.) ſJ. veina.] f. vene, vene fig. 
Dænge, et. pl.-r. en afdeelt og indheg⸗ 
net Marf, der br. enten fom Agerland cl. 
Græsmark: ifær om en ſaadan Mark, ſom 
ev af en magdelig Størrelfe. ”Han flod p. 
grønne Dænge i broget Kloverſtraa.“ Øh 

(f. Dang.) Isl. Vangr, Vengi. 7 
ænne, v. a. og rec. 1. (fieldnere) og ? 


vante, vent. (i dagl. T. ogſaa vant.) 


IS3. venia. A. 6. wenian.] 1. frembringe 
Færdighed f. et vift Slags Handliager; 


»Een ſagde: 


⸗ 


Man mag væmmes v. 





É… Bænne — Veerd. 


bringe cen i Bone m. noget. At venne et 
Barn kt. Lydighed og Orden. At vænne fig 
til noget fra liIngdommen.  ”Da vænnedes 
Folket uformærtt til at tilftage deres Fyr⸗ 


… Fler diffe Rettigheder.“ Schntte. — ”Det er 


"fe noget, have Bane dertil. 


. vw Dærbar, adj. IJ.wehrhaft.) 
er forſynet· m. Vaaben, vobnet, bevæbnet. 


hr HEE + 


VPolb. (P. Paaré.) 


ondt af vænne det Sviin af Bang, fom i er 
vant.” Ordſpr. At vænne cen af m. no⸗ 
get, bringe een ud af Bane med, Han har 
vant fig af m. af røge Tobak. At vænne 
et Barn fra Bryſtet. Drengen er endnu 
itte vant fre. 2. partic. vant, br. mø 
Hielpeverb. være og blive. At være vant 
At være vant 
Jeg er ikke vent t. Omgang m. 
”Du, fom blandt Store 
Lan har været 


t. Arbeide. 
udannede Folk. 
et ev vant.” C. Frimann. 


vant f. Viin (t. at driffe B.) fra fin Ung⸗ 


dom. At blive vent til, vænnes til, vænne 


fø t. Man fan blive vant t. alting. — 
Lige 


ledes (dog meer i ældre Sfrifter:) At 
blive vant ved noget. — Ogſaa hos endeel 
Nvere ſom et verbalt adj. Dante Sysler, 
Adſpredelſer (fom man er vant til.) pan 
vedblev at gage p. de vante Veie, ber førte 
ham t. Ødelæggelfe. "Da vaagner t. den 
vante Dyſt hver Leires Mand.” S. Staf⸗ 
feldt. »Hvorfor klage ſaa, at Skiebnen ei 
fin vante Gang forlader?“ S. Blicher. 
»Hvor vilde han (ænges tilbage t. den vante 
Virkſomhed!“ Munfter. 
1. ſom 


Roth.) “Alle verbare Skibe ſtulle om Nat⸗ 
tetider have Lygter.” D. Lov. IV. 7. 4. 2. 
ſom fan fore Vaaben, vaabenfor. (I. Baden.) 

Værd, et. (en. Moth.) ud. pl. [I. Verd. 
A. 6. Veorth. ældre T. Werd. Sy. Vår. 
de.) 1. Mening om cen Tings Godhed, 
Fuldkommenhed; den Priie, man har rund 
t. af fætte p. Tingen, ell. den Grad af For⸗ 
trinlighed, fom man dommer den af befidde. 
(æstimatio.) (jvf. Dærd.) . “Han t. fit 
Dærd el brugte (behøvede) Throne.” Thaa⸗ 
rup. ”En Tingé Dærd beftaaer deri at den 
er ſtikket t. fit Diemcd.” Sporon. (jvf. Dær: 
di.) ”Moget fan have Dærd i og f. fig felv, 
uden Senfnn ft. Brugbarhed; og dette er det 


moraiſte Gode." En dandlings Dærd beroer 


p. Forfætteté Godhed, dens Dærdi p. hvad 
Udforelfen gavner.“ Muͤller. At fætte V. paa 


"en Fingo: agte den ſom den fortiener. Lam⸗ 


pen, uden Dard f. alle Andre, har altſaa 


dog et indbitdt Dærd f. mig.” Ohlenſchl. At 


tillægge noget et hoiere Dærd, end det fortie⸗ 
ner. Penges Dærd 3: det, der er ligeſaa godt, 
fom Penne. Han eier hverfen Penge eller 
Penges Verd. »Af Eder maa jeg have idag 
en Dalers Pærd.“ C. Frimann. (Almuens 
Sanger. 143.) At lade en Ting ftaac v. 


fit Dærd a: lade dens V. være uafgiort. 


»Det vil jeg r. fit. Dærd f. Alle lade ſtage. 
€ ”Cm ban i gammel 
Tid fan lad og" doven var — det ſtaaer faa 


Veid — Værdi. | 


veb fit Dærd,” ſammeſt. I. 1. 2. i æl: 
dre Strifter ogſaa, hvor nu Priis bru: 
ges. At enhver f. et ſtielligt Dærd fan 
befomme hvis Varer” 2c. D. Lov. III. 4. 8. 
— værdles, adj. fom er uden Værd, 
”Dærdies Nang og tomme Titler.“ Bag⸗ 
geſen. (Labyr. 1. 205.) Vardſtyld, en. 
Værd, fom cen'v. Handlinger har erhvervet 
fig; Fortieneſte. (br. ſielden, og meſt fun 
i theulog. Strifter.)  ”SÉfe, fom om heri 
vas ringeſte Verdſtyld p. min Side.” Bagg. 
(£Labyr. 11. 197.) 

Dærd, adj. i pl. uforanderligt. n. værdt 
(Moth.) ér uvift. IT. werth.] 1. ſom 
har en vis Værdi, ſtager I et vift Forhold 
t. def, der er antaget f. Maaleftof f. Tings 
Værdt. (valorem habens.) Gaarden er 
1000 Rdir. værd. Det er rigelig de Pen: 
ge værd. Ringen er ikke det værd, han 
har givet f. den. ”Der er et andet Folke⸗ 
færd, fom troer fig hele Verden værd.” 
Weſſel. ”Dærd ſammenligner m. en vis 
ing i Priis; værdig m. en vis Zingi . 
Godhed.“ Sporon. 2. (egentl. ell. ofteſt 
ſom adv.) ſom har, kan have en vis Paaſtand 
p, Deeltagelſe, Dpmærffomhed , Agtelſe; 
ſom fortiener noget, er værdig t. noget. 


(diꝑnus.) ”En Arbeider er fin Løn værd.” 


Luc. 10.7. ”Om et godt Træ i en Have fis 
ger man, at det er fin Plads værd.” Sporon. 
ingen er ikke værd at tage fig nær. fan 
er iffe Pigen værd. Det er ikke Umagen 
værd (fonner ikke Umagen.) “En ny Op⸗ 
fordring t. dig, efterdi du er lykkelig, da at 
være din Lykke værd.” Mynfter. Han var 
værd at mifte fin Hals. ”Net, ta var 
Thorvald aldrig værd, .at lofte Stkiold.“ 
Storm. —"Wan figer om et ondt og uheldigt 
Menneſte: han er fin Skiebne værd. Cm 
en god og heldig Mand fan man ogſaa fige: 
han er fin Lyffe værdig.” Sporon. — Det 
er ikke værd, af tale derom, at agte derpoa. 
Det er nof værd at gisre fig Umage for. 
3. fom har et viſt Værd, der foarer fil, der 
opveier en anden Gienſtand, el. er denne 
værdig. (f. værdig, 1.) ”I Fredens Stied, 
i Orlogéfærd, at være Fædrelandet værd.” 
Thaarup. ”Da vorder Fyrſten værd fin 
Krone.” Samme. 

Dærdi, cn. ud. pl. d. f. f. Dærd; men 
m. den Forſtiel, at Dærd nu i'Alm. br, om 
den Priis, ſom ſettes ell. bør fættes p. en 
Ting, m. Henfun t. den indvortes, væfent- 
lige, aandelige ell. moralſte Fuldkommen⸗ 
hed; Dærdi derimod om den Tingens Friis, 
der beroer p. tilfældige, ikke væfentlige Om⸗ 
ſteendigheder, p. Tingens udvortes, materielle 
Egenſtaber, dens Sieldenhed, Brugbarhed 
t. et viſt Øiemed , det p. Tingen anvendte 
Arbeide, m.m. (pretivm,) Guldets Dardi i 
Rorhold t. Selvet. “Dardi tilkiendegiver 
Størrelfen af Tingens Brugbarbet.. — Én 
Ting af 'Dærdi.. fan:falde: i.RÉia, naar 


i Ø 


ns, 


Perdi — Verd ighed. 


Trangen dertil (og Sogningen) er formind⸗ 
ſtet. En Tings Priis bliver derfor Maale⸗ 
ſtokken f. dens oieblikkelige Dærdi.” Muͤller. 
Varernes Dærdi i Handelen beroer ikke blot 
p. Mængden el. Sieldenheden, men p. den 
ſtorre el. mindre Efterſporgſel. — En Ting 
af ftort intvdrtes Dærd, fan være af ringe 
Dærdi, fordi den ikke kiendes, agtes, bru⸗ 
ges ell. efterſpsrges. — At væré, at ſtaae i 
høi Dærdi, at tabe i Dærdi, fomme igien 
i Dærdi. At beftemme en Tings Dærdi 
(o: dens omtrent gangbare Priis.) Der: 
imod: at beſtemme en Handlings moralſte 
Værd, (Dog ombyttes undertiden denne 
Brug af Ordene, Mdhn figer: Penges Værd. 
Jeg vil give dig ſaameget i Dærd derfor. 
(Moth.) Man paaftionnede ifte Dærdiæn 
af en ſaadan Opoffrelſe.) 

Vardig, adj. [3. verdugr.] 1. fom 
frarer t. "det Værd, den Fuldkommenhed, 
Fortieneſte, en Perſon el. Gienſtand beſid⸗ 
der, (m. Dat.) Denne Handlemaade var, 
ham værdig. Det er mig ikke værdigt, 
at trygle om det, fom er min Rettighed. 
Denne Belonning var en Konge værdig. 
Denne Handlemaade var hans  ophølcde 
Stilling værdig. ”Giør du vort Land fin 
Lyfte værdig.” Zhaarup. (jvf. adj. værd, 
1.) ”Man fan ogfaa fige, at cen Ting er 
intet værd; men iffe, af en Perſon ell. 
Ting er intet værdig; thi værdig. tilfiens 
degiver ftrar en Fuldfommenhed, fem v. 
Sammenligning ſtal faftfætteg.” Sporon. 
2. fom har de fornødne Egenſtkaber, Forties 
neſter, Fortrin t. at fage, befidde noget. m. 
præp. til (dignus.) Lan har fænge været 
værdig til denne Forfremmelfe. t giore 
fig værdig' til noget. (I nogle Tilfælde m. 
Dat, 3eg vil føge, at giore mig hans Bi: 
fald værdig.) 3. fom har Bard, fom 


fortiener andres Agtelſe, berommelig. En 


anſeet og værdig Wand. 4. ſom har den 
udvortes, perſonlige Anſeeliſe, Skikkelſe, 
Anſtand, der indgyder Agtelſe (ofte om al: 
drende Folk.) En værdig Olding, Matro⸗ 
ne. Han traadte frem m. ædel og værdig 
Anſtand. = Dærdighed, en. 1. ud. pl. 
den Egenftab, at være værdig til, at fortiene 
noget. (fielden, og udtrykkes ofteft m. et Verb. 
Og ved adj. værdig.) Man erkiendte hane V. 
tildenne Udmærtelfe. 2. ud.pl. den p. Fo⸗ 
lelſen af indvortes Verd grundede Selvags 
telfe, (dignitas.) Det ev under min V. Det 
var (mod hans Dærdighed. 3. ud. pl. Li⸗ 
geledes om moralſt Agtelſe overhovedet, om 
det p. Fornuftbegreber grundede Værd, og en 
deraf udleder udvortes Anſeelſe, ſom tillægs 
neg en Øfenftand, Menneſtets, Quindens, 
Borgerens Vardighed. Agerdyrkningen 
ÉT NÆr ved at ophøies t. fin forrige Verdig⸗ 
Hed” Scintre,  ”Regieringen fan, uden 
i mindfte Maade at vove fin virkelige el. 
ndbildte Dærdighed; forjvare fig felv.” 


t Form: at værdiges (f. E. 


AJ 


AS 


683, " Værdigdeb — Være, 


Birkner. »Ethvert Fortrin, hvorved Gud 


, har tildeelt os en hoiere Dærdighed, end de 
ovrige Sfabninger, vi fee.” Mynfter.” 4. - 
ud. pl. den Betfaffenhed, at een har opnaaet. 


cen hol udvortes Anſeelſe. At fomme ft. 
Wre og V. Han levede i flor, Xre 
og D. Den høiefte geiſtlige Vardighed. 
5, pl.-er. Et Embede, en Stilling i Vers 
den, i det borgerl. Liv, ſom er forbunden 
m. hoi el. betydelig Anfeelfe' og udvortes 
Agtelſe. Den keiſerlige, kongelige D. De 
hetefte geiſtlige Dærdigheder. Han miſtede 
alle fine Embeder og Dærdigheder. 6. 
ud. pl. het Grad af udvortes,” perfonlig 
Anfeelfe el. Anſtand. (gravitas.) Han fors 
rettede den hellige Handling m. Alvor og V. 
Gan har megen O. i fit Udvortes, p. Præs 
dikeſtolen. — ſigurl. Dærdighed i Stilen 9:- 
et Udtryf og Foredrag ſom er alvorlige , 
en. hetere Gienſtande værdigt. 

Dærdige, v. a. 1. IJ. virdaz. T. wuͤr⸗ 


digen.] holde værd, agte cen værdig, holde 


gen f. værdig t. noget. (dignari.) Han har 
iffe verdiget mig et Svar. Jeg værdis 
fjer ham ikke at fvare p. hans Angreb. At 
værdige cen fit Wenſtab, Bifald. — [Den 
neutr. paſſ. Form: at værdes (””Dærdes dog 
min Nod at ſtue, fom vil tage Overhaand.” 
H. A. Brorfon.) er forældet: en anden 


høre mig!. ”D værdiges tu at fornemme 
min ufuldkomne, fvage Stemme.” Weſſel.) 
fr. nu ogfaa fun ſielden, og giver, hvor den 


anvendes i jævn Stiil, f. E. i Skueſpil, et + 


. feat eg tvunget Udtryk.] 

" Dære, v. n. præs. jeg er, vi ere. impf. 
ieg war, vi være, (J Taleſproget høres ins 
gen Forſtiel p. præs. og impf. i sing. og i 
pl: Man figer: vi er, vi var.) part. act. væs 
rende (fom dog ſielden br. uden fammenfat.) 
part. pass. jeg har, havde været. [I. vera. . 

ræs. ég-gr, eg em. Ev. vard.) I. ſom 

ſelvſtendigt v. n. 1. udtrykker det ' a.) 


- deelg et fuldkommen enkelt, abftract Begreb: . 


at noget tænfes fom virkeligt, ſom modfat 
det ikke værende. (At være, og ikke at være. 
Det, ſom er, fan ef tillige iffe være, ” Af, 


ærdiges at. 


” 


det Minut — er førft, naar det ſtal holde , 


op at være.” Evald, ꝰIkkun et Eneſte er, 
var og ſtal være fom før.” S. Staffeldt. 
Man ſtielner imellem Begreberne: at være, 
og at være til, Meget har været, ſom ikke 
er. At ophore af være. Tanken er; (er 
et noget.) Sfælen, Individet er til, ”Der 
er det, at jeg førft mig felv opdaget har, og, 
om jeg før ver til, forſtffolte, at jeg var.” 
Evald.) b.) deels: Begrebet af være cd. 
at være til (fom ſubſtantiviſt) i Forhold t. og 
i Forbindelfe m. en Maade at være paa, ell. 
et adjectiviſt Predicatsbegreb. Jeg er ſyg. 
Hun er karſt. Bogen ér god: pan var 
engang lykkelig. VI vare alle glade. . Gan 
er fangt borte, Jeg er tilfreds: dermed, 


' 


ø, 


ville være Efogere, end alle andre. De 
s velkommen. Vær mig velkommen! 
jen er hendes. 
er koldt, morkt, ivſt, varmt 0. ſ. v. (i 
ret.) Ligeledes: Det er mig t. Gavn, 
Stade (gavnligt, ſtadelizt.) At være 
gey være i BetrpfÉ f. noget. At være 
, ond imod cen; være vred p. cen; 
e fattig paa Penge. At være for 
inden. At være god f. noget (indeſtaae 
or.) At være fri f. noget. At være 
iſtet i cen; være vel v. Magt; være 
age i noget; være | Zvivl om; m. flere 
e Udtryk og Talemaader, fom hore her⸗ 
(Infin. være bruges ogſaa act. i den 
'ende, tilsnſtende Maade. pil være 
. re være Gud i det Øsie! ””Dære 
d m. eder Alle!” Abrahamſon. “Ham 
BVelfignélfe, 2Cre i Evighed være!” 
n.) Cc.) Begrebet at være, i Forbin⸗ 
e m. et Prædicatébegreb, der udtryfkkes 
et Subſt. (hvilket, ligeſom Subjectet, 
ev i Nom. med ell. uden Art.) fan er 
mand. pan har været Kiebmand. Er 
Verten i Huſet? Hun er en god Pige. 
er en flet Undſtyldning. — Daſaa uper⸗ 
ligen: Det er Sommer. Det er alt 
g. Det er ſmukt Veir. Det er hei Tid. 
' er ikfte Tale om ham (Talen er ikke om 


1.). Der var (levede) engang en Konge." 


: har været (levet) mange berømte Mænd 
enne Clægt.  . 2. forbindes v. n. er i 
le Tilfelde m. et andet Verb. i infin. 
den i præt. partic.) Derved er intet at 
ce. Her ⸗er godt af være, at boe, let at 
. (J d. Tale ſiges: hvor er han nu at 
te? ad: hvor boer, opholder han fig.) 
ved er intet at vinde, at fortiene. Den 
et at overtale, fom gierne vil. Han er 

at fpøge med. Det er ham blot om 
mene at gisre. — At være tient m. no⸗ 
(hvor Formen ef er egentlig pasfiviſt.) 
J Forbindelſe m, Prævoſitioner og Adv. 


kommer være i en Mængde Udtryk og. 


emaader, ſom tildeels maa ſeges under 
ommende Ord. — Folgende Erempler 
ne tiene t. Overſigt af endeel Tilfolde: af. 
sære af noget : tiltjendegiver Egenſtab, 
kaffenhed. At være af Steen, af Træ. 
sære af god Familie. (jvf. af, 5, 6.) At 
e af m. noget. Lan vilde gferne være 
n. Gaarden (ſtille fig v. den.) At være 
By 9: være borte fra fit Hiem, bortreift. 
At være borte, f. borte; — efter. At 
e efter cen 9: forfølge ham. — for. At 


e før noget I: billige, bifalde det. ”Saa 


et de begge vare for at læfe, faa lidt 
e de for at bramme m. deres Læsning.” 
w. (f. for, 3a.) — forbi. At være forbi 
orbi, 2.) — fra. Af være fra Forſtanden 
se miſtet den.) Dun fan ifte være fra 


C(vil altid være hos ham.) — i. At være” 


'd en Perjen (i. Forbindelſe m.) med cu 


- 


Pengene ere dine. — 


0) Sidbbrftemmelfe. 


Være. 


y ' aA 
Handling (været Færd m.) jvf. præpos. i, D. 
— imod. At være (mod noget (ikke billige, 
iffe fremme, føge at hindre tet.) År være 
cen imod, ikke underftette hané Henfigter. 
— med. At være med I: tage Deel i, være 
Deeltager. Han vil være med allevegne. 
Gan vil ogfaa være med (vil vife fig, lade 
ſom han var betndende.) Ar være m. Barn 
(f. med, 11.) Koen ev m. Kalv. — om. 
At være om et Arbeide, Forctagende (bruge 
id dertil.) Hvor længe var du om at 
rive dette Brev ? — At være om fig 9: 
være driftig, føge at fortiene. — Der cer 
intet om (det er ugrundet, ikke fandt.) Cr 
der noget om, at han ſtal giftes? — over. 
Seg gider ef være over, at giere tet om, 
at gaae fjen f. ham (har ingen Luft til.) 
— paa. At være pag eens Bedfte I: føge af 
fremme det, — til, At være til a; være 
meer end i Tanken, være i Sandsningens 
Verden, eriftere, have virtefig Filværelfe. 
Cr ſaadant Ove er ikke ril i Verden. En 
Sphinxt er en opdigtet Skabning, der afltrig 
har været til. Det ſteer iffe (da Jænge jeg 
er til 3: fever. — At giore, fom man cer til 
(m. Zonefaldet p. ér) da: ſom cens Charak⸗ 
teer er. At være til Huſe. At vare fil 
Nytte, t. Skade, t. Fordeel (f. til, A. e.) 
— være tilovers. (f. tilovers.) — ude. 
At være ude (i fri Luft) modſat inde. Dvæs 


'get er ude (i Marken.) Det er ude (forbi) 


m. bam. — under. Der er noget under, 
noget andet under. (jvf. under.) — ved. 
Gan er ved at lave Vohnen til (er i Fard 
m,) At være ved fit Arbeide. Ar være odd 
Bordet. Hun var ikke v. Arnlluppet. (f. 
ved, 2 a.) Nu var du v. det (3: nært v. 
at gfette det.) At være v. fin Forſtand, 
være ved fig felv, være ved Penge, være 
ved god Helbred ved godt Mod. (f. ved. 2. 
d.) At være god ved cen, Der er iffe 
noget. ved ham”(han duer ikke, er en flet 
Perſon.) Der er intet ved dette Toi. — 
5, At være br. desuden uegentlig I endeel 
Zilfælde, ſom her el m. Fuldſtændighed 
funne angives, f. Cr: a.) t. at udtrykke 
Nærværelfe, Ophold p. et Sted. Han er 
i Byen. Jeg veri Gaar p. Landet. fan 
har været i Jtalien. Han er altid bos 
hende. Han vil fnart være her igien. Fol⸗ 
kene ere i Marken. Dun er i Kirke, i Stole 
(naar Talen er om Gudétienefte og Under: 
viisning. Derimod: jeg var i Kirken, i 
Skolen 3: i Bugningen,) b.) Beſtaffenhe⸗ 
den. Hvorledes er det med ham? Han er 
itfe vel. Hvordan ere hans Dmftændighes 
der? Derſom jeg ver ſom du (var i tit 
Sted.) Man veed, hvorledes Fruentimre 
ere (beſtafne.) Saaledes ere Menneſtene, 
ſaaledes er det m. Menneſtet. — Det være 


nu ſom det vil (det maa forholde fig m. Se: 


gen.) Er det faaledes, faa ſom du figer. 
Det var i gior „i 


Vare — Veerelſe. 


Sommer, at jeg fidft talte m. ham. Det 
er nu, det vil fnart være ti Aar fiden, jeg 
faag hende. d.) m. nogle Adi. og Perfos 
nens Dat. om en Felelſe, Sindstilſtand. 
Det er mig fiært, behageligt, forupderligt. 
Det var mig overraſtende, ufiært. Det 
var ham noget ganſte nyt. e.) Jadſtillige 
færegne Udtryk, hvor det tildeels p. en min⸗ 
dre egentlig Maade, ell. ved Ellipſer, hører 
t. noget af de foregaaende Tilfælde. f. E. 
Havde jeg ikke været, faa levede han maa⸗ 
fire nere mere. Det fan vel være, det fan 
iſte være (det er vel muligt, ec ikke muligt.) 
Det funde være (muligt) at jeg reiſte £ 
Morgen. Det maa iffe være, (iffe ſtee; 
eller: det maa forandres, omgisres.) Skal 
det endelig være (ſtee), faa lad det da være. 
— Den være, det: være, I en disjunctiv 
Sætning. Ingen Afvigelfe fra Sandhed, 
den være ftor cl. liden. Det være de 9: 
m. mindre at. — At lade noget være 9: ikke 
giore, undlade det. — Lad være at at ends 
ſtiondt, uagtet. 
nem, faa er han derfor itke over Loven. — 
Dære fig, br. i en disjunctiv Sætning for; 
hvad enren det er. Ingen, være fig Frems 
mede, eller Indenlandſte, maa handle der⸗ 
med. YHvad fom hører i ef Huus, være 
fig til Smypkke, eller t… Øavn.” N. Sem: 
mingfen. (1572.) HH. Som Hielpeverb. 
br. være ved nøgle ſammenſatte Zider i de 
tranfitive Verbers pasſiviſte Form (Lerredet 
er vandet, har været vandet o. f.v.5) men 
ogſaa v. enkelte intranſitive Verber, der til⸗ 
deels mere udtrykke en Tilſtand el. en Tildra⸗ 
gelſe, end en Gierning, iden activiſte, Form 
f. E. lande, ſtrende.) Bed nogle intranſitive 
erber dannes de ſammenſatte Tider baade 
m. være og have. f. E. Vi have kiort, 
reiſt, ſeilet hele Dagen (hvor Talen er om en 
vedvarende Handling i den forbigangne Tid.) 
Han er fisvt, reiſt, ſeilet for en Time føden 
hvar det ettfelte”forbisangne Tidspunkt, 
Måde Hamdlingen foregik, udtrykkes.) Jeg 
har gaaet en heel Time i Haven. Han var 
alt gaaet, dg jeg kom. — 
1. Dærelfe, en. ud. pl. 
f. det abſtracte Begreb: at være, for Begre⸗ 
bet: Tilværelfe (existentia) eler Veſen 
essentia, substantra) forefommer i ældre 
anſt (f. E. hos Chr. Pederſen. (”Han er 
Gud i fin Varelſe.“ Jertegns Poftil. 134.) 
og P. J. Colding. 
den viede Viin var omvendt i fin Dærelfe t. 
Kied og Blod.” Coldings K. Dift.) — Siel: 
den 1106 Nyere. »Guds Dærelfe.” T. Ro⸗ 
the. (Nat. Betragtn. I. 26.) ”Den Uende⸗ 
liges Dærelfe.” ſammeſt. HI, 11. — Nyve⸗ 
Te philoſophiſte Forfattere bruge derimod 
æren om den Filſtand, at være; det, at 
noget er, »Skal denne Eenhed udbrede fig 
Over vor hele Handlen eg Dæren.” Mynſter. 


2. For: Ophold p. et Sted forekommer det 


⸗ 


683" 


Cad være, at han er for⸗ 


1. dette Udtryk 


”Det viede Brød og- 


"| 


f D. Lov. ”IYnderfter — maa iffe af Saard⸗ 
ell. Guusmænd t. Dærelfe antages," II, 


119. 7. (jvf. Vedels Saro. 6, 49.) 


2. Dærelfe,et. pl.-r. et Huusrum f. Mens 
neſter at være i; en Stue. (Darelſe ev vet 
det alm. udtryk f. et beboeligt, afdeelt Rum 
i et Huus; men det br. dog iſer om ſaadanne, 
hvori Menneſter opholde fig. Et V. er et als 
mindeligere üdtryk, cnd Sal eller Kammer; 
det forfte et ftort, det antet et mindre Dæs 
relſe.) ”Fordt der i den overſte Ded af et 
Duus — i Almindelighed fun indrettes fmaa 
Varelſer, derfor hedde gierne de overſte Dæs 
relſer Kamre.“ Sporon. (Man bruger ſom 
ofteſt Stue og Dærelft, ſielden ammer 
(undtagen Sovekammer) om Huusrum i en 
Stue⸗Etage eller Sals⸗Etage.) ” 

Dærft, et, pl. er. IT. Werft. Sv. 
Hvarf. A. 6. Wharfa, Strandbred.J Sted 
v. et ſeilbart Vand, hvor Skibe bygges og 
iſtandſœttes, m. de dertil hørende Indrets 
ninger; Sfibsværft. . 

Dærge, v.a. og n. 1. [I. værja. A.S. 
veran.] 1. act. modfætts fig Angreb, forz 
fvare, v. Legemétræfter, og Vaaben. At 
værge fit tv. At værge Landet mod Fien⸗ 
den. ”JFeg fiender den, fom mig fon værs 
ge; hans Haand jeg rolig mig betroer.“ C. 
$ imann. ” Jeg værges ci af trolss Leie⸗ 
hær.” F. Guldb. (Det br. deg ofteft ſom 
recipr.) Han værgede fig tappert imod 
Røverne, ”Den, fom veed at føle fine Ord, 
fan bruge dem til fir Forſvarz men Ord ville 
ei forflage t. dermed at værge fig.” Miller. 
2. neutr. At værge for et umyndigt Barn. 
oa: være dets Værge,,Formynder. Moth. 
(nu fieltent.) ”Alle fom værge f. dem, der 
Værge behøve.” D. Lov, 

1, Dærge, en. pl.-r. den, ſom værger'f. - 
cen, fom ev en andens Forfvar, Beſtotter. 
»At Fromhed ingen Ven, Ret ingen Dærge 
fandt.” Zvde. — Deraf: Dærge, d. f. ſ. 
Formovnder. (jvf. Kavvarge, Tilſynsvar⸗ 

e.) Umyndige og deres Dærger, ”JIngen 

ærge maa afhænde Umyndiges Jordegods, 
fom han er Dærge for,” D. £. 11, 17. 22. 
Gan ev Bornenes fødte Dærge. At fætte 
cen til D, Er Dærger itte født" Dærge 
efter Loven, men fat Dærge,” D, ?, — 
værgeles , adj. f. nedenfor efter Dørge 
(et) Dærgemacl, et. pl. d. f. den Foez 
retning, at være V. ell. Formynder f. nos 
gen; Formynderſtab. At antage, paatage 
fig, frafige fig et V. At foreſtaae et B. 
overdrage, betroe ven et DD, ”Forloveé nos 
gen fra Umvndiges Dærgemesal.” D. £. III. 
17. 31. — Dærgepenge, pl. det, fom en 
Vaerge efter Loven fan beregne fig f. Uma⸗ 
gen, at beftnre fn Mnndlings Gode, og 
fom er en Trediedeel af det, der fan blive 
tilovers af dennes Indkomſt, naar enhver 
Udgift er udredet ;7 Bærgemgalspenge. (D. 


209,11, 16. 26.) 


4 





, førelfe fofter nogen Moie. Et 


2, Dærge, en. ud. pl. Magt, Eie, Forvas 
ting (og dermed forenet Veſffottelſe, For: 
fvar.) Godſet, Smykket er i hans V. Jeg 
har det i-min Dærge. Gun er fommen i 
Wandé Dærge (er bleven gift.) 

3. Dærge, ct. 1. det, hoormed man fan 
værge fig mod Angreb, Vold, Oberlaſt; 
Qaaben. ””Vred Mand finder vel Dærge.” 
Ordſpr. ”Xt værge fit eget Liv — m. hvad 
Dærge han mægtig er.” D. 9. V. 12. 1. 
Gan havde intet andet D. end en Steen. 
2. en Gierning, hvorved man føger af værge 


fig, eller. at fætte fig imod en Andens Sands” 


ling. (jvf. Utodværge.) ”Fine f. den Stære 
kere, er altid bedfte Dærge.” Weſſel. At 
gribe t. Dærge, fætte fig t. Dærge.  ”Ders 
fom han enten felv, el. ved fine Folk, gri⸗ 
ber t. Dærge.” O. £. I. 24. 29. , 

Dærgeles, adj. 1. ſom ev uden For: 
fvar, ſom ingen Forfvarer, Bærge, Beſtier⸗ 
mer har; forivarsles. (f. 1, Dærge.) ”Da 
hun var værgeles, han værget har.” Rahs 
bef. 2. fom er uden Vaaben, ell. uten 
Cvne t. at kunne forſdare fig. (f. 2. Dærge.) 
At overfalde den værgebefe. Et vargeloſt 
Dyr. ”Nu' ræffter jeg dig her min værges 
loſe Haand.“ N. Brun. (værgesles. ”In:s 
gen ev faa forfigtig, at han jo undertiden 
ſlaaer fig felv værgesles.” B. Thott. II. 
91.) — Deraf: Dærgeleshed, en. ud. pl. 
(Rahbek.) 

1. Dark, et. pl.-er. JA. 6. Weorc. T. 
Wert. f. virket 1. Tilſtand, hvori noget 
pirkes, gløres, frembringes; Anvendelſe af 
Kræfterne t. Arbeide, m. Bibegreb om Gien⸗ 
ſtanden ell. det, ſom v. Arbeidet frembringes. 


. (jur. Gierning. Arbeide.) At fætte noget i 


ært (f. iværtfætte.) Værker er nylig 
Begyndt, fnart fuldendt. Det ev aft i Dærk 
(bedre: i Arbeide. Derimod figeg: det er i 


VDark at han ſtal forflyttes or der tæntes, 


arbeide derpaa.) At lægge Haand p. Dær: 
ket. Det ;er iffe eet Menneſtes D. Gå 
heel Tidsalders Dærk. (jvf. SZaandgierning, 
saandvlærk.) — I Gammenfætning fan 
Ordet erholde en mere beftemt, og derved 
undertiden meget indſtronket Betydning. 
f. &, Bagværk, Levværf. 2. Noget, fom 
er virket, alort, udført, frembragt; et Pros 
Duct, ”Et Arbeide er en Gierning, hvis Ud⸗ 
ært kaldes 
det Arbeide, ſom er en Frugt af Forftanden.” 
Sporon. 2.) i Almindelighed: Gude 
Varker. Det er et D. af Maturen, af 
Konſten. Et konſtigt V. Varket priſer 
Meſteren. — Zræværk, Muurvært v. en 
Bygning (det, fom er giort af Zræ, muret 
af Sten.) Blyværtet p, Vinduer. Toug⸗ 
værket i et Stib. Et Aandsvark, —* 
vcerk. ”Om det, ſom i Almindelighed af 
Haandværfefolf forfærdiges , bruger man 
(fædvanligen, og naar Ordet ſtaaer allene) 
itte Dært, uten Arbeide,” Sporon. ”Dæd 


N 


2 
— 


Sar. 


er egentlig det v. Virkſomhed frembragte. 
Gt Dark er ct Arbeides Frugt; men belji 
br. Vark om det ſtorre og vigtigere.” Mu:: 
lee. bb.) om eukelte Slags, v. Ronſt frem: 
bragte Ting. 1. Maſtiner; ifær i Gam: 
meufætn. f. E. Mollevark, Orgelvark, 
Sangvgrk, Uhrvork, o. fi. (Man figer 
ogſad: Varket i et Uhr 2r den indvendige 
Indretn.) 2. andre, middre tonſtige 
Judretninger og Bygninger, f. E.“ Breni: 
vært, Bulvork, Planteverk, Sprintei⸗ 
værk, ꝛc. 3. Bolde, Skandfer, Grave, 
m. m. ſom hører t. Befeſtning. At edr⸗ 
lægge, de fiendttige Dærter. Feſtnings⸗ 
værter, Et Udenverk, Hornvært, x. 
4. Steb, hvor Metaller vindes af Jorten 
og af Biergene; Biergvgrk. Et Blyværk, 
Jernværk, Kobberverk, Sølvvært, xx. 
Et Alunvark, Koboltværk. Deraf i Nor: 
ge:, en Varkseier od: den ſom eier et Bierg⸗ 
vært, ell. andet Brug. ,5. Et ſitriftligt 
Arbeide af temmelig Storrelſe (Opus.) Et 
fort, vigtigt, nyttigt D, Han arbcider p. 
et D. over Kirkehiſtorien, Holberg, Sas; 


geſens Pœrker, ſamlede Vrker. b.)D 
ell. Biværk 3: Biernes Bygning i Kuben. 


=— Dærtbly, et. kaldes Blyet, ſaaledes ſom 
det v. Smeltning ell. Roſtning vindes af 
Ertſerne, og hvoraf fiden dannes Rullebly. 


Darkmeſter, en. den, ſom beſtyrer et Vart, 


et Maſtinvork, en Fabrik, e. d. Machina- 
rius, opifex. (Colding. Moth.) »Natu⸗ 
rens, Jordens Dærtmefter,” (Skaberen.) 
T. Rothe, Varkſted, et. Verelſe, hvor 
der arbeides, iſer hos Haandverksfolk cl. 
Konſtnere. (Darkſtedsarbeide; Vorkſteds⸗ 
flid. I. Boye. Darkſtedsmand, Fabrit: 
arbeider. Malling. Zale over Gerner. 39.) 
Dærtfilfe, en. Silke, ſom bruges t. af være 
af. (Moth.) Darkſtykke, et. Et p. et 
Vorkſted forfærdiget Arbeide; et Haand⸗ 
vœrtsarbeide.“Hvyver Arbeider fuldendte felv 
et Darkftykke.“ J. Bone. Statens Ven. 
III. 105. (uſedvant.) Varktoei, et. ud. pl. 
det, hvormed en Ting gisres, forarbeides; 
det, man betiener fig af t. at giore, forfer⸗ 
dige en Ting, ell. til at lette fig et Arbeide. 
—* betegner en umiddelbar Brug t. 


åt Arbeide, formedelft den Arbeidendes les 


emlige Kræfter ; ſtab ofte fun en mid: 
elbar Anyendelſe. ”Ait Dærtrei fan tal: 
des Redffab; men iffe omvendt.” Sporon. 
gurl. br. derfor ogſaa hellere og oftere 

edſtab, end Dærktei. “Et ſelvdirkende 
Væfen, hvoraf et andet betiener fig, Fan itfe 
kaldes et Dærfrøi; men maa, juft fordi det 
ufvunget virker felp, faldes et Redſffab.“ 
Sporon.) 

R Vært, et. gammelt opplukket Stibss 
tougvært (Brandgods), fom bruges til ab 
fatring o. d. (FRF. Werg, Werrich, Wert.) 

3. Vark, en. ud. pl. IJ. Verkr. ISmerte 
i Ledemodene ell. i udvortes Legemodele⸗ 


a 
Le 


ært — Vernepligtig. 


Tor Dærk. (Gigt, Rheumatieme; 0. d. 
Hos Moth ogfaa Dærfbrud.) = Deraf: 
værfvrudden, adj. pl.-brudne. form er fag 
betagen af Vark i sn Legemsdeel, at han 
itke, eil. fun m. Moie og Smerte fan røre 
den. - 
Dærke, v.n, 1. (har.) pines, have Ondt, 
Ude Smerte. Wif Hoved værer. (Ogſaa 
impers. Dit værker i mit Hoved, i min 
Finger.) ”Hlertet maatte varke af ret Med⸗ 
pant.” V. Saro. “Hvo ſom ifte falder, han 
ſtager værfende op,” Ordſpr. hos P. Lolle. 

Varkelig, adj. (maaſtee af det foregagen⸗ 
de Verb.) fortrædelig, vranten, vanttelig 
at giøre tilpas. (Moth. Dagl. Z. De boti⸗ 
gt, af ham anførte Bemærfelfer: befværlig, 
felfom, inftig, kiendes nu ikke.) i 

Dærn, ct. pl. d. f. IJ. Vernd. Sv. 
Vårn.] d. f. ſ. Sorfvar, 1. Beſtiermelſe, 
Beſtyttelſe. Han anlagde denne Foſtning 
til Dærn for Ørændferne. Flaaden er Lan⸗ 
dets bedſte V. ”Der vil meer t, Landets ſikkre 
Dærn, end Krud og Kugler, Folketal og 
Sern.” Grundtv. De havde intet ander W. 
cnd Landeté Uveiſomhed., Et naturligt V. 
»Nogne Fieldes Dærn om Enges gyldne 

Pragt.“ Frimann. (jvf. Grændfeværn, Lan: 
deværn.) ſTalemaaden: at giore Dærn o: 
Modſtand, forekommer hos Borting; meg 
er ufædvanl. ”BVel giorde Slottet Dærn,” 
JI. 410. ”Men Slottet greb til Dærn af 


yderſte Formue.” II. 417.) = værnles,' 


adj. fom er uden Bærn, ubeſtyttet. 
Værne, V. a.0g n. 1. ISv. vårna.] 1. 
forfvare , beſtierme mod Anfald, tlene t. 
Forſvar. Bierge og Floder værne Landet 
(cl. for Lander) p. denne Kant. ”Den 
%Sdle, fom har værnet Nordens Fred.” 
Thaarup. .”Det er Pimlens Roſt, fom bys 
der, at værne for vort Fodeland,” Samme, 
" (Nogle Nyere ſtrive ogſaa: værne om Lan⸗ 
det. ”Ar oplyſt Kieekhed værner om hans 
Thront.“ Zhaarup.) “Han værnede fit 
Hoved imod deres Hug.“ Vedels Saxo. 229, 
(ivf. forſvare.) “At beſtytte ev at ſiktre 
for Ondt;- at værne er at ſikkre f. Angreb; 
at forſvare (fig) er: at modftaae Menne⸗ 
ſters og Dyrs Angreb; at værge er v. Le⸗ 
gemskraft (og Vaaben) at modjætte fig Ans 
greb.” P.E. Muͤller. 2. beſtytte, tiene t. 
Eticrm. Denne Sfov værner godt mod 
Blæften. == Dærner, en. Beſtiermer, Be: 
ſtytter. “Fredens Helt og Statens Dær: 
her.” Bagg. (Riimbr. 162.) = Dærnedyg: 
tig, adj. fom er i Stand f£. af værne, t. af 
forfvare m. Vaaben. Det værnedøgtige 
Mandſtab. Varnehiem, et. det Huus, 
man boer i; Bopæl. domicilium. (Moth; 
ufædvanl) Varnepligt, en. den Forplig⸗ 
telfe, i Krigstid at føre Vaaben t. Larmeté 
 Forfvar. Bøndernes V. værnepligtig, 
ad). forpligtet t. at føre Vaaben i Krigstid, 
Og t. de i Landet indførte Vaabenovelſer; 


687 


- 


ø 


Vernepligtig — Veſen. 


forptigtet t. Krioetieneſte p. Grund af fa 
Fodſei. En værnepligtig Karl. — Dærs 
neting, et. pl..d. f. det Ting ell. den Net, 
f. hvilket een, p. Grund af hans Bopæl, 
Stand ell. andre Rettigheder, i førfte Lovs 
maal (Inſtants) bor jyges. At føge cen 
f. hang D. Almindeligt, privilegeret V. 
Ingen ſtal drages fra fit Dærneting.” 
D. Lov. 

Dærp, ct. den halve Drel af en Agers 
Brede, fra Ryggen til Renden. «Moth. 


Ellers ubefiendt.) , 
har. [JJ. verpa.] 1. 


Dærpe, v. a. 1. 
fafte. (Moth; forældet.) ”Dærp ei mere 


op, (p. Bæven) end du fan væve.” Ordſpr. 
2. at lægge Wg. (Moth. v. Aph.) “Og 
fom der Fiedervildt paa een Tid ikke værs 
per.” Arreboe, “Hvide Høng værpe og 
Bindæg.” Ordſpr. (V. Syv.) — Deraf : 
Varpetid, en. Læggetid. (Moth. ) 

Dærre, værft, compar. og superl. af 
adj. ilde og ond. f. diffe Ord. . 

Dæjel, en. pl.-er. En Slægt af Rovdyr, 


der ifær' flade Duusfuglene og ud ærter fig 


v. deres ſtinkende Lugt. Mustela. 
almindelige Dæfel. M. vulgaris 
Dæfen, ct. pl.-er. [et nyt Ord, optaget 
efter det T. Weſen, fom igien cer den 
gamle Infin. for: feyn, at være, N. Gar. 
wejen. A. S. wesan,] 1. ud. pl. i ben 
meſt abſtracte Betydn. det, fom under alle 
en Tings Forandringer vedbliver ftadigen at 
være v. Tingen, fom gior den' t. det, den 
egentlig er, og ſom el fan tænfes borte fra 
Tingen, uden at den ophører af være def, 
den er; “den værende Tings Beſtaffenhed.“ 
Moth. (Essentia.) “Guds Dæfens rette 
Billede,” Ebr. 1. 3. (Dærelfe; i Bib. af 
1550.) Sicelens V. Tingeneé Dæfen mods 
ſœottes deres tilfældige Beſtaffenheder; un⸗ 
dertiden ogſaa Tingens Watur. (f. Natur. 
1.) ”Bed en Tings Dæfen forftaaes det, 
fom har Grunden i fig f. alle den Tingé 
øvrige Egenffaber.“ Eilſchow. 2. pl.-er. 
en felvftændig, f. fig felv tilværende Ting ed; 
Gienſtand (et almindeligt Udtryk, hvormed 
man ikke betegner andet, end Tingens ſelv⸗ 
ftændige Zilværelfe,) (Ens.) Et levende 
Dæfen. Et aandeligt, legemligt, forgenge⸗ 
ligt, evigt B. Alle.Dæfeners Herre. O 
Dæfeners Hær, ſom ſpire, udvikles og 
groe!“ Rein. 3. ud. pl. i Gammenfætn. 
m. nogle Gubftagtiver:; Indbegreb af ens 
deel Ting af cen Art, fom høre ſammen, og 
i Begrebet udgiore et Heelt. f. E. Huusvæs 
fen, Krigsveſen, Myntvæfen, Fagtvæs 
fen, Sfvvovæfen, m. fi. 4. ud. pl. et 
Menneſtes hele udvortes Adfærd, Anſtand, 
Lader, Maade at føre fit Legeme, at bevæge 
fig, tale, m. m. At have et fiint, behageligt, 
fmutt, fornemt Dæfen. Han er af et Rille, 
tungſindigt D. Hans D. behager mig itke. 
5, Egne Talemaader: At gløre Dæfen, 


ærd. ven 


bh 


Lygtemand. 


"| met.) Denne D. ev meget ujævn. 


Bæfen — Veve. 


indget V. af noget a: gisre mange Ophee⸗ 
velfer, gisre Tingen vigtigere, end den er. 
At giore meget Dæfen, ftort D. af en Perſon 
ao: bevije ham megen Xre, anſee ham f. 
betydende. — Hvad er dette for et Dæjen ? 
hvad gisr 3 her et Vaſcu? (9: Støt, 
Uorden. i dagt, TZ.) Det er iffe mit Dæjen 
po: iffe min Art, Natur. — Deraf: Va⸗ 
fenbed, en. ud. pl. et i nyere Tid underti⸗ 

en brugt philof. Udtryk, hvorved deels bes 


tegnes det ſamme fom v. Dæfen, 1; deels 


Tilværelfe ell. Virkelighed overhovedet, 
»Er Gud Ophavet og Kiften t. Liv, Dæs 
ſenhed, Forſtand.“ Gynefiué v. Biom. 34. 
326Giv du felo dette Billede Dæfenhed og 
Virktelighed.“ ſammeſt. 36. ”Det ligger i 
vor Dæjenheg.” I. Rothe. (Nat. Betragtn. 
1. 3.) UVafſensart, en. En egen, færgtilt 
Art af Bæfener. (I. Rothe; om Jorden. 
6. 56.) =— væfenles, adj. fom er uden Væs 
fen, ev blot Tomhed ed, Indbildning. (N. 
Ord.) ”En vaſenlos Indbildning,” (M.) 
»Den fvæver veſenlos i tomme Luft.” $. 
Staffeldt. tos denne forekommer ogſaa 
Subſtantivet. Ar daanet den igien t. bes 
vidſtiss Voſenloshed ſtreber.“ Digte. 1808, 
S. 358.) 


F Dæjentlig, adj. fom hører til, vedkom⸗ 


mer, ev grundet i en Tings Væfen, (modſ. 
tilfældig.) ets v 
ſtaber. Legemets væjentlige Dele, Beſtaf⸗ 
enheder. Det ev vaſentlig fornedent. 
2Man har mere og mindre agter Follet efter 
det Tilfældige, og itfe efter det Dærfentliz 
ge.” Schytte. — uegentl. Det vaſentlige 


dvoigtigſte) Indhold: af et Skrift; et Brev. 


At fortælle dét veſentligſte af en Hiſtorie. 
— Deraf: Dæfentlighed, en. (fom modfæts 
tes Tilfældighed.) . 
Dætte, en. pl.-t. [Isl. Vættir.) kaldtes 
i Fortidens Overtro Niſſer, Jord s ander 
eu. Underjordiſte. (Ordet br. endnu i Nors 
ge.) ”En god Dætte har det: ſiges naar 


noggt er haftigt blevet borte.” P. Syv. 


(Ovdfyr. H, 40.) — Deraf: Dættelys, et, 
vættefeet, adj. v. ſom Bæt:s 
ten har feet ell. viiſt ſig for. (P. Syv; ſam⸗ 

mefteds.) . . i . 
Dæv,en, pl.-e. [Isl. Vefr.] - 1. den 
Indretning, hvorpaa man væver; Vævers 
fol. Tela. Hun fidder hele Dagen v. Dæs 
ven. 2. det, ſom væves ell. er vævet, 
Textura. At flaae Dæven op (rende Gar⸗ 
Deres 
Dæv ſtal ikke blive t. Klæder d: deres Ans 
ſtal iffe lykkes. (Id. Zale br. ogſaa 


geg 
et Dæv for: vidtløftig Snak uden Indhold, 


Jeg gider iffe hore p. alt det Dæv. ””Naar 
Snak gaaer i det Brede, bliver den til 
Dæv.” P. E. Miller. f. væve, 2.)  - 
Dæve, v. a. og n. 1. [I. vefa. A. 6. 
wefan,] 1. virke, frembringe Toi, (Lerred, 
Klæde, Silketei m. mM.) v. at flyde Traade 


⸗ 


Menneſtets vaſentlige Egen: pige, en. En 


. 
— 8 


Væve— Gare. 


p. tværs (Iftæt) ind imedem de p. langs ? 
BVæven udfpændte Traade (Rendegarnet.) 
At væve Lerred, Klæde, Baand. At væve 
Figurer, væve Guldtraade ind i noget. 
At væve Stromper. Hun fan væve, læs 
rer af væve, — 2. fig. I dagl. T. at væve, 
neutr. tale vidtloftigt, ufammenhængente 
Og uden Indhold, pan flød og vævede 
derom en heel Time. “At vævdbhen i Taa⸗ 
get,” Storm. [Gram vil, give Ordet, i 
denne Bemærfelfe, et andet Udſpring og 
Slegtſtabem. AX. S. wafian, fluctuare, 
hæsitare, dubitare. Kbh. Selſt. Str. V. 
203.] = Væver, en, pl. - e. (I. Ve- 
fiari,) den, ſom forftaaer at væve, og 
driver det fom et Haandverk. — Dævers 
bom, en. (I. Vefiar-rifr.) et Bom i Læs 
ven, hvorom Rendegarnet vindes. Da⸗ 
verdreng, en. D. ſom er i "Lære hos- en 
Vever. Daverhaandvcerk, et. En Bas 
vers Haandverk. Daverknude, en. Et 
viſt Slags K. hvormed Vaoyperre pleie at 
knytte Garnet. At flage en OB. Dever⸗ 
bone, en. En Bævgré Huſtru, ell. en Kone, 
fom væver f. andre. Dæverfurv, cen. £. 
hvori Bæveren hat Garnnøglerne liggende. 
(Moth.)  Dæverlen, en. ud. pl. det, ſom 
betales Bæveren f. hans Arbeide. Væ⸗ 
derpenge, pl. d. f. f. Bæverlen;  Dævers 

Pige, fom fan væve, og ſom 

gier dette Arbeide f. fit pertab, ell. ſom 

væver f. Betaling. Dæverifa ; et. den 

Deel af Veven, hvorigiennem Kiæben cl. 

Rendingen er trukken, og ſom v. Traaddet 

bevæges op og ned. (Uvfin. Heraß Benævs 

nelſen: treſfaftet Dreiel.)) Dæverffams 

mel, en. den Indretning, ſom Veoveren bes 

væger m. Foden, f. at aabne Rendingen og 

flage Jjlætten faft i famme. (Moth.) Dæs 

verſtee, ell. Dæverffede, en. d. ſ. ſ. Kam⸗ 

men ell. Rittet I en Gæv. (Moth.) Daæ⸗ 

verffytte, ell. Veverſtyttel, en. et lidet 
Redſtab af Træ, hvori Garnſpolen (Bævers 

ſpolen. Moth.) m. den omvundne Jjlæt 

fætteg, og ſom Voveren ſtyoder ell. kaſter 
frem og tilbage imellem Rendegarnet. ”Og 

haftig , fom en Dæverffytte, henlyne Ti⸗ 

dens fnare Fied. Thaarup. Daverſtang, 

ſ. Deverbom. Daverſtue, en. Stue, 
hvor der væves, hvor man har en Vorv 

ſtaagende. Dæverfvend, en. S. ſom tiener 
en Vaver, Dæverfylle, en. ”faldes de 
lange Traade, ſom ere fafte v. Rendingen 
og Skammelen I Voeven, og hvormed Rens 
dingen aabnes.” Moth. 

: DæverfTe, en. pl. r. et Fruentimmer, 
fom væver., ”pun, langt fra fædrene 
Hiemſtavn, tiener ſom Dæverffe mig, og 
deler mit natlige Leie. Baggeſen. St. 1. 
Sang. 

Dævning , en. pl. - 
væve. 


gr. Gierningen at 
Daxe, va 1. -Caf Vox. File vexa.] 








sø 


Vaoerre —⸗ 


overſtryge, cverdrage m. Bor. At være 
en Traad, et Lagen. Dæret Lerred 
Dærlerred, f. Vorlerred. " 
Vært, en. IJ. pl. vextir, vegetebilia. 
So. Wåxt.] 1. ud. pl. det, at vore, et 
Legemes Tiltagen v. at vore. Han er nul 
fin ftærfefte P. At ftandfes i Værten. 
æræet ftaaer i en ftisnu V. ”En evig Viis⸗ 
dom og Magt, v. Hvilken det Hele ſammen⸗ 
feies og vorer en guddommelig Dært.” 


… Mynfter,,(f. Fremvært, Opvært, Tilvært; 


den tilbarlige Cgenttab el, Godhed 
kunne ydes: Et ydefort Bam, (Mot) "De 


Udvært,) 2. ud. pl. Hoide og Sitkkeiſe, 
fom er opnaaet v. af vore; Legemsvært. 
(T. Bud 8.) Gun har en herlig rant D, 
Dette Træ har en.udmærfet D. En Wand 
af høt Dært. 3. pl.-er, Ethvert af og paa 
Jorden vorende Plantelegeme, uden Henſyn 
t. Art ell. Sterrelſe. (T. Ge waͤch 8.) Træer 


689 


SGommerværter. —= Dæ 


et.d. f. ſ. Plantelegeme. (v. Aph.) 


x. 


3 Mer. 
og andre Dærter, Indenlandſte, udene 
landſte Værter, Martværter, Havevaxter, 
rændfe, en. den 
forſtiellige Hoide, hvortil Planteværten (Ves 
gstatfonen) naaer p. Biergene. (Schvuw,) 

ærthuus,et. H. hvor Urter og andre Bœr⸗ 
ter bevåreg om Vinteren mod Froft og Kul⸗ 
de; Drivhuus. (Moth.) Et foldt, varmt 
Dærthuus (hvilket dog adſtilles fra et egent⸗ 
ligt Drivhuus.  ”Et koldt Dærthuus, ſom 
undertiden flet ikke varmes.” Olufſen. Lands 
oec. 379.) Dærtjord, en. d. f. ſ. Plante⸗ 
jord, 1. (P. C. Abilbgaard.) Daxtlegeme, 
ærts 
olie, en. Olie, ſom faaeé så Værter; ves 
getabilſt Qlie (modf.dnrijt O.) Vaxtrige, 
et. (altid m. beſt. Art.) d. f. ſ. Planterige. 
Gt Product af Vaxtriget. (Olufſen.) 


— 


Fa 


D eite fremmede Bogftav, der bruges i Midten og Enden af endeel Ord med Lyd af Fo, (f. Cr. 

vore, Dært, ſtrax) men iffe i faadanne, hvori g eler E fandtes, for der ved Boining eller 

Gammenfætning kom et s efter diſſe Bogftaver, (ogſaa, Slagomaal, udtryksfuld) forekom⸗ 

mer derimod aldeles ikke ſom Begyndelfesbogftav i noget danſt Ord. . 
ÉéR 


Wee, v.a.1. Tenten af adv. ud, ell. af 

d. Sel. idia, arbeide.] 1. bringe frem, 
bringe til Veie. Hvad Jorden yder t. Mens 
neſtets Nytte. ” Hvad Hons, Gæs og Duer 
yde,” Holberg. ”Den Tak, jeg yde maa t. 
Falffhed,” Lurdorf. Forgieves yder Sims 
len Staterne fin Regn og fit Solſtin, Jor⸗ 
den dem fin Grøde og fine Frugter,” Mal: 
ling. | 2. færde udgive, betale, fvare, er: 
lægge hvad man er pligtig t. af udrede, At 
v. Stat. Feſtebonden pder.fin Landgilde 
deels i Korn, deels i Penge. ꝰJeg har 
Penge at yde for to Pund Byg.” Holberg. 
Stundest. == Deraf: ydefør, adj. fom har 
t. at 


Bare, fom vdefore ere.” P. Clauſſen. Y⸗ 
the, et. po, der ſtal ydes el. leveres i 


” 9der Afgift af Ford. " Saaledes ogfaa 2 


Rdehens, Pdekorn (Landgilde⸗ 
ſ. v. == Ndelſe, en. 


Danſt Ordbog. 1. 


* i 


i superl. yderſt. 


Fed 


i Sammenſotning og m. den beft. Art. ſamt 
1. fom er udenpaa, ud». ; 

vendig p. en: Ting; udvortes: externus, 
(fielden i posit.) Den ydre Anſeelſe. Tin⸗ 
ens ydre Beſtaffenhed. Huſets Pore. At 
fee p. det Ydre (Udvortes.) ”Cen har det 
Ydre, fom man nævner Lykke, cen har det 
Indre, fom man nævner Aand.” Øblenf Ål. 
”Zingenes Ydre, d: det, de fremſtille f. Be⸗ 
ſtueren, br. mere i videnſtabeligt Foredrag; 
udvortes -og udvendig mere i dagl, Zale.” 
Måler. Træeté yderſte Bark. — Uegentl. 
Den yderſte (finfte) Der. Den yderſte Pont, 
Grændfe. »Det Mderfte er det ,ifom er 
længft frå Midten; det tan ogfaa betegne 
det Storſte, det Hoieſte.“ Miller, — 2. fig. 
i' superl. om Tiden (ultimus) og andre 
Tilfælde, hvor man befegner den fidfte 
Grændfe f. noget. Han kommer aldrig for 
I det yderſte Dieblit. Den yderſte Dag. 
At være, ligge p. fit Pderſte (o: Deden 


nær.) — At levé i den yderſte (ſtorſte) Ar⸗ 


mad, Han var i yderfte Fare. Men 
-— (44) 


y 


ø 


Yder — Ydermert. 


endog f derne pderfte Nlykke klender man et 
fordærvet Folt.” Guldberg. At tage den 

derſte Prils f. noget. Det er kommet t. det 

derſte m. ham. Han lader det fomme t. 
der Yderſte, før han gior noget SÉridt. 3. 
adv.yderft 2: hoiſt, f meget høi Grad. Det 
er y. vigtigt. En ⸗yderſt behagelig Kone. 
== Gammenfætninger: Yderbark,en. ſ. Ud⸗ 


bark. — NYderdeel, en. det nderfte, udven⸗ 


dige, de yderſte Dele af en Ting. uegentth. 
for: udvortes Skilkelſe, Anſeelſe. “Paa 
derdelen Lør man ingen troe.” Bagg. 
derdør, en. udvendig Dør. (modſ. Inder⸗ 


der.) Pderflade, en. udvendig Flade, 
Dverflade. dergrav, en. udvendig G. 
Feſtningens Wdergrave. NXderkant en. 


den yderſte Kant, Udkant. ”Hollfen ſom 
ét Bælte omgiorder NYderkanten af vor 
Synskreds.“ T. Rothe. RNdermuur, en, 
1. Muur p. en Bygning, def vender ud ad 
(f. E. mod Gaden, Veien;) el. fom danner 
en af Bygningens ydre Ejder, el. Udvægge. 


2. Muur, fom er udenfor eller uten om en 


anden (modfat Indermuur.) Nderſide, 
en. udvendig Side, Udſide. NYderſtorpe, 
en. udvendig Skorpe; ell. Skorpe, ſom ven⸗ 
der udad. Nderſtrue, en. den Skrue, der 
m. fine.Sænger omgiver en anden, ell. In⸗ 
derſtruen. Nderſom, en. den vderfte Som 
omtring et Kledemon. “En Yderføm af 
Herrens Klædebon;”” Ingem. (Sorte Ridd. 
96.) Nddertoi, et, det udvendige Zoli p. 
Klæedemon. (modſ. Soder.) Ndervæeg, 
en. udvendig Væg p. et Huus; Væg, ſom 
vender imod en Gade ell. aaben Plads foran 
Huſet. (Baggefen. Labyr. II. 68.) Vders 
værelfe, et. Bærelfe udenfor ef andet, For⸗ 
værelfe. (Ambegée Ordb.) 

Nderlig, adj. og adv. 1. fom er yderft, 
p. Hderkanten af noget. (forjt. fra udven⸗ 
dig, udvortes.) “Nderligt ev ikke Bet Mods 
fatte af inderligt, men betegner det, ſom er 
v. Grændfen.” Miller. Et yderligt Sted 
p. Klippen. (Moth.) At gaae yderlig (p. 
en Brink.) Veien er lagt faa yderligt ſom 
muligt. 2, fig. adv. meget, i hoi Grab. (f. 


adv. pderft.) pan er ydérlig fattig. »At 


vove Livet faa pderligt f. Sinding,” Evald. 
»En yderlig Trang er en ftor Trang; en yder⸗ 
lig (rettere: vderligere) Forklaring er den, 
hvorved noget bliver lagt t. den ſidſt givne.” 
Muller, zz Pderlighed, en. (Extremitas.) 
fielden egentlig; men ofteft figurl. for: den 
Wderfte d. e. den heieſte Grad. At gaae fra 
teen P. til en anden, "Borlaler hun den 
[rygge Middelvei, t. Pderligheds Afgrund 
vis hun gaaer.” F. Guidb. ” Det har altid 
været Menneſkenes Skiebne, af forvildes p. 
Pderligheds Afveie…” Schytte. “ Den chriſt⸗ 
ne Religion lærte Menneſtene, at gage en 
Middelvei imellem diſſe Nderligheder.“ 


Snecdorf. 
Rdermere, adv. 1. fremdeles, desuden, 
. j 


690" 


Dyfordring t. Folket 


Ydermere — Ylde. 


end videre, (ofte m. Tilleg af end.) Lan 
har ydermere tilftaaet, at — Jeg vil end 
ydermere give ham den Forfiftring. 2. 
vore Bibeloverfættelfer: mere, længere, her⸗ 
efter. ”I ſtal itfe ydermere give Folket 
Galm,” 2 Mofeb. 5. 7. ”De Kal itke pders 
mere bog hoé eder.” Begr. 4, 15. (men denhe 
Brug er nu ufædvanlig.) 
derſt, f. yder, adj. 
dmyg, adj. [I. andmiukr. (Forſta⸗ 
velſen and bemerker let.) A. S. eadmod. 
N. S. og H. oodmodig.] ſom føler fig rin⸗ 
ge, uværdig i Sammenligning m. Andre, 
tænfer ringe om fig felv, og i Adfærd mod 
andre lægger dette f. Dagen. (humilis.) En 
ydmyg Bon. At være y. £ fit Udvortes, 
sg ftolt i enettet, lan bleter at —R det 
mygge Sind, og åt dadle den ydmyge Op⸗ 
—* Muͤller. (ivf. beffeden.) re mye 
gelig, ydmygeligt, br. undertiden (ffær ſom 
adv.) for: ndmyg. fan bad ydmygelig 
om Forladelfe. — Pomyghed, en. ud. pl. 
den Egenſtab, af være ydmyg. (modſ. 
Stolthed.) ”Ligefom man under Pomyg⸗ 
eds Stin fan virkelig tragte efter re.” 
ilſchow. ”Påmyghed ev en Dyd i Tæns 
kemaade; Beſtedenhed I Ord; Zoflighed 
i Atfærd.” Sporon. (jvf. Beſtedenhed.) 
” YSmyghed er det Sindelag, i Folge hoil⸗ 
ket MNennejtet ev giennemfrængt m. Folelſen 
af fine nærværende Ufulttommenheder. — 
Beffedenhed br. nu om den Sindighed, tet 
Maadehold, et Menneſke vifer i fine Domme 
over fig felv — og er deri forſtiellig fra Yd⸗ 
myghed, at hiln nedfætter vore Fortrin, 
denne forhoier vore Mangler.“ Muͤller. (jvf. 
Not theol. Bibl. DI. 78.) 

Nomyge, v. a. vg rec. 1. giore cen ringe, 
bringe cen t. at blive ydmyg. At ydmyge 
den Stolte. Modgang kunde vel bette, men 
itke y. ham. At dette herlige Navn p. en⸗ 
gang baade ydmyger og udvider den menne⸗ 
ſtelige Kundskab.” Eilſchow. (Jof. beſtæm⸗ 
me.) ”Wan ydmyger den, ſom man brin⸗ 
ger t. at føle fin egen Svaghed; man hes 
fræmmer den, hvem man tilføjer noget, 
hvorfor Andre bringes t. at agfe ham ringe⸗ 
re.” Muller. At ydmyge (overvinde, tvinge) 
fine Fiender. 2. rec. ydmyge fig, vife fig 
vdmyng. ”Jo mere vor Foͤrſtand ſtœrves 
jo mere maa den ydmy e fig under Verdené 
Serre,” Eilſchow. ? Sene Dag, m. fin 
at ydmyge fig for 
Gud.”. Mynſter. dmygelſe, en. 1. 
Gierningen af vdmyge. 2. noget, ſom vd⸗ 
mynger cen ; en vdmygende Hændelfes Krœn⸗ 
kelſe. At udfætte fig for Pdmygelfer, Han 
led, taafte mangen Wdmygelf . 
gore, f. adj. yder. 

Ade, v. a. 1. [af UIS.]. ”orcde UA ud, 
f. at lægge p. Totten.“ Moth. (Deraf Ta⸗ 
lemaaden: at ylde op (f. E. Garn, en 
Strampe) oꝛ plutte op, vinde op. dagi. 2.) 


u 





7 


… ” — 


fe velvillige Stemning; 


8 
el. Sindsbeſtaffenhed, at ynde noget 


Ympe—Yntling. 


NYmpe, cn. pl.-r. [f. bet følgende rerb.] 
et lider Rlis, en Qvift, Podeqviſt. (D. Lov. 
IIi. 13. 18, Olufſen.) Nmpen flal, boies 
mens den er veg.” Ordſpr. Moth. . 

NYmpe, v, 2. 1. [X. S. impian. 6v. 
ympa.| pode Træer. ”At man forgieves 
yniper m. en fortørret Green.” Helt, Nu 
ympes Frugt i vilde Grene.” Lurdorff. — 
fig. ”Xt ympe gode Sæder i hellig Ungdoms 

iæl.” Storm. (Ordet forekommer nu fiels 
Dent, baade i SÉrift og Tale.) — Ympe⸗ 
Fniv, en. Podeknivs. Pmpenvpiſt, en. d. 
. f. Ympe. Pmpevor, et. Podevor. — 
mpning,cn. Podning, Oculering. . 

Pmte, v. n. 1. har. [IJ. ymta.] tale 
fagte , hemmelig om noget, ſmaaſnakke. 
Man har længe ymtet derom. "” Der ymtes 
om, at han har noget havt i Sinde mod 
Keiſerens Perſon.“ Bording. (Moth har 
ogfaa et andet verb. at yme ell. ymle i 
ſamme Bemærf. og n. s. Ym, Lyd; Ym⸗ 
mel, hemmelig Snaf; hvile alle nu iffe 
meer ere i Brug.) [Ufædvant. er Brugen 
af ymte ſom v. trans. “Og intet Ord, 
fom —8 hans Forſet.“ Thaarup. (Saml. 
Pude, v. a. 1. IJ.unna. (præs. ék ann.) 
una, (præs. ék uni) være tilfreds, fornoiet 
m. jvf. unde] have fiær, være gunftig, lide, 
unde vel. (Jof. unde og elſte.) ”Ar elfPe er 
at fole en heftigere Lyft t. noget, fom altid 
medfører en Stræben efter at tilfredsſtille 
den; at ynde noget er af føle Velbehag ders 
med, hvormed denne Stræben ikke altid er 
forenet.” Muller, Denne Konge yndede 
Lærdom og Bidenffaber. Jeg ynder ikke (er 
ingen Ynder af) den ftølende Muſik. En 

mådet Skueſpiller, Digter ”Xgtemanden 
feer gerne, at hans Kone ynder hans Vens 
men ſom ofteft ugferne, at hun clyfer ham. 
Muͤller. Man fan ogfaa elffe noget, uden 
at ynde det, ”Slagsbroteren elſter Kiv; 
men fan neppe ſiges at ynde den.” (yndes, 


V. n. pass. ”Hvor to yndes, De vel findes.” 


Ordſpr.) = NPnder, en. den, ſom 'ynder, 
gierne [fder noget, At være en Y. af no⸗, 
et. — Xndeſt, en. ud. pl. den Tilſtand, 


at 

have cen Fiær; Gunſt, Bevaagenhed, Bel: 
villic. At vœere i 3. hos cen. At vinde, 
at forfpilde, tabe eens Pndeſt. (jvf. Gunft.) 
”Yndeft 
aber, ſom bliver vundet, og betegner ins 
unſt er Lyſtet. 
at befordre en Andens Belgaaende. Man 
fan itfe udbede fig Pndeſt, men vel Bunft.” 
P. E. Miller. — NYndling, en. pl. - er. 
egentt, en Perſon, fom man ynder; fig. om 
vr. Fyrſter have vel Pndlinger, men 
fielden Venner. Denne Datter var Fades 
rens P. Denne Kat er ret hendes P. Hau er 
Luftens Pndling. (Om livloſe Gienſtande, 
ſaavelſom om Dyr, br. det ogſaa i nogle Sam⸗ 


69t 


vœkfkes v. dens behagelige Egen⸗ 


J Hndliag — Yngledam. 


menſtetn. og.m. Adj. Betydning: ſom fortrin⸗ 
ligen yndes. f. E. En Pndlingshund, Iuz 
lingsheſt, Pndlingsid (Rahbek) en Ynd⸗ 
lingsmening, et Yndlingefted og a. fl.) 
Sinde, en, ud. pl. (undtagen, og det fiel⸗ 
den, hvor det br. for: Yndighed.) 1. den 
Skitkelſe el. Beſtaffenhed i udvortes Ad⸗ 
færd, Bevægelfer, Miner og Tale, fom vælter 
et meer end fandfeligt Behag, ſom indtager 
v. Foreſtillingen om en indvortes Harmonie 
(ligeſom Skionhed v. Foreſtillingen om en 
udvortes.) “Ved at ſtue hendes Pnde Kum⸗ 
mer ſvindet bort i Fryd.“ Bagg. »PYnde 
findes iſſer hos det ſmukke Kion, ligeſom 
Bærdighed hos Manden. At tale em en 
yndig Mand, vilde være latterligt.” Måler. 
(Overført br. det ogſaa om Naturen o 
Landſkaber, faavelfom om Konſtens Bærfer. 


"Blandt Zorne feer du Roſens Pnde.“ H. 


A. Brorſon. (1730.) — ”Xt fynge om Jor⸗ 
dens Pnder, Livets Held.” Rein. (Digte II. 
468.) 2, De tilforn brugel. Bemarkelſer: 
a.) Gunſt, Yndeft: »At han ſtor Pnde fil 
Derved af Kongen.” Bording. I. 41. ”Ovo 
hielper mig t. Ret, hvo under mig fir Pu⸗ 
de?” X . Eehejted. ”Du har vor Her⸗ 
reg Pude,” H. A. Brorſon. Hvad vll du 
'giøre den, fom Jordens Guder fafte faa flor 
en Pnde paa?” Bording. II. 368..0g b.) 
Lyſt, Attraa, f. E. i Ordſpr.“ Pnde fan alt 
Arbeid vinde:ere derimod forældede, ' Lis 
geledes: c;) Tilfredshed, Fornøtelfe, (f. . 
Gloſſ. til Riimkron.) — yndefuld, og yn⸗ 
derig, adj. tig p. Unde; meget yndig 
»Opliv min Sang, du ynderige Fred |”? 
Thaarup. — Yndig, adj. (3. yndislegr.) 
ſom befidder Ynde, ſom indtager'v. Ynde. 
En y. Pige; yndige Børn. Et yndigt 
Landffab. En y. Blomſt. »Ingen Bugs 
ning fan være yndig; thi den mangler Liv; 
intet Dyr fan være Ynbigt, thi det mangler 
Aand,” Muͤller. — n — en. 1.- er. 
1. d. et begi ndig⸗ 
hed 0 . 24. [Bib. af 
1550 


fom let og hyppigen formerer fig, frugtbar ; 
om Dvr. (€. E. Pontoppidan. 1653. Moth.) 


ugle, v.n. 1. har. [Sv. yngla,] faae 
—5 —eS n É 


hvori man lader Fiſtene fætte deres Yngel; 
(441). 





£ 


4 


VYngledam — Ynkes. 


Legedam. IJLegedammen ell. Pntzledam⸗ 

men kaftes de Fiſte, ſom udſoges t. Fiſteav⸗ 
lingen.” Schytte. (Indv. Reg. HM. 363.) 
Yngleevne, cn. Cvnce t. at yngle. PYng⸗ 
leferpe, rn. Karpe, ſom bevares i Dammen 

F.at yngle. (Schytte.) Nngßleſted, et. 
Sted, hvor Dyr yngle, have deres Reder 
0. f. 7. ”Ørnens PYngleſied.“ P. H. Fris 
mann. Ingletid, en. den Aarstid, hvori 
Fiſke ell. andre Dyr yngle. (Edhytte.) 

ugling, at. pl.-er. [IJ. Ingliugr. I. 
Juͤngling. Af ung.| et ungt, endnu ikke 
fuldvorent Mandfolt. Adolescens. ſ. Uns 
gerfvend. (Ordet forefommer alt i Chr. 
Pederſens Vocabular. 1510; men er do 

eførft i vov Tid blevet hyppigt i Skriftſpro⸗ 
et, uden at høres id. Zale, Jof. Rahbeks 
D. Tilſt. VII. p. 261. 271. Paa Dreis 
bruges det om Grife.) Deraf: NYnglings⸗ 
er, o. fl. M ” 

ngre, yngſt, compar. 

ung. (ſ. dette Dvd.) e ' . 

nigres , v. dep. blive yngre. Roſtg. 
Moth. (Sieldent og neppe i Skr.) 

. Nnk, en. ud. pl. 1. Jammer, Elendighed, 
" flor Sorg og Lidelſe. (Deraf: Medynk.) 
Det er en Ynk at ſee, hvorledes Barnet lis 
der. “Ja Taarene af Ynt i hendes Dine 
flod.” Holb. P. Paars, 2. Medynk, Med: 
iidenhed. “Det forſte Glimt af fiærlig 
Punk.” Evald. ”liden Pnk ham bringe vi 
Oval,” Ohl. (Helge.) = yntfom, adp, 1. 
ynkelig, ynfværdig, bedrøvelig, ”Det ynk⸗ 

ſom' Klagemaal dog rørte hendes Blod.“ 
Holberg. 2. medlidende, meduntfom. ”De 

. falde den PYnkſomme ell. Barmhiertige en 
god Mand,” B. Thott. — Deraf: Pntz 
fomhed, en. ud. pl. Medlidenhed, ”GOuds 
PYnkſomhed.“ Guldb. V. Hiſt. J. 113. 
”Mængden iſer havde opvakt Kongens Pnfk⸗ 
fomhed.”” Wandal. Mindesm. 1. 234. — 

vynkvœrdig, adj. ſom fortiener af ynkes, 
meget bedrovelig og beklagelig. Eny. Til⸗ 
ſtand. At føre et ynkværdigt Liv. »Aldrig 

. haard af Dyd mod en Pnkvœrdig.“ Evald. 
— Deraf: NYnfkvordighed, en. ud. pl. 

Pnte, v. a. 1. IJ. aumka. &v. omka.] 
yttre en høi cl, betydelig Grad af Deeltagelſe 
cl. Medlidenhed v. andres Ulykke, heklage 
høiligen, have Medynk med. Man maa v. 
hans Stiebne. At ynke den Ulykkelige, er en 
tinge Troſt. “Man beklager den Uheldige; 
meg man ynker den Elendige. ”Dg, man 

nker, behøve derfor ganſte vor Hielp; thi 
e kunne ikke hielpe fig ſelv.“ Sporon. = 
ynkelig, adj. meget beklagelig, ynkvordig, 
uffe. — Deraf: NYnkelighed, en. ud. pl. 

Nnkes, v. dep. ynkedes. have Medliden⸗ 
hed m, cen, iſer naar den ntirer fig i Gier⸗ 
ning, forbarme fig over. At pyntes over 
nogen. Han vynkedes over deres usle Til⸗ 
ſtand. “Da ſtal han ynkes over den doende 
Oniſt af fin Aand.“ Evald. J 


e å 


og superl, af 


692 . 


Sppe — Yi. 8 


Rpype, v,a. 1. [I. yppa, af reiſe, op⸗ 
løfte; af upp, op.] 1. komme affted, være 
Aarfag til. (Sv. yppa.) At yppe en Kiv, 
Zrætte. - ”Deraf yppedes en flor Krig.” P. 
Clguffen. 199. ”Hvormange Forretninger 
har Staten f. Lovkyndigheden, faalænge 
Menneſtet ypper Trætte,” Malling. ” ””Der, 
fom (mellem dem har yppet denne Trætte." 
Holb. (P. Paars.) 2. begynde paa. ”Xt 

ppe meget, dg intet føre t. Ende.” Moth. 

ty. Klammeri m. gen. ”øvi deg vppe I 
nu Tungers Tvedragt?“ Fibigers Sophokl. 
”Siden de nu vare faa ſvcekkede, at de itfe 
let kulde øppe nogen Fiendtlighed.“ Guldb. 


Npper (fortrinlig) et forældet Adj. hvoraf" 


ypperlig il auperi. ypperft: fortrinligt, 
bedſt, hoieſt, —* af Anfeelfe. Den vp⸗ 
perfte Præft, En af vor Tids yppertle 
Dintere. ”Hæderlige Avinder, og de Yp⸗ 
perſte i Staden.” Ap. G. 13. 50. . 


BRpperlig, adj. (3. ypparlegr.] utmær: 
ket fremfor andre af fit Eiage fortrinlig, 
fortræffelig. | ”Baade dets ypperlige Folſt, 
og dets menige Folt.” Es. 5. 14. ” Dan 
faaer ypperlig Hvede og udvalgt Byg.” 28. 
25. typperligere. Ebs. 8. 6.) — Deraf: 
Npperlighed, en. ud. pl. De tænfente 
Veſeners NYpperlighed fremfor Andre.” 
Encedorf. . ! . 

Pypig, adj. IZ. åpvig. 60. ig.] 
1. hengiven £, ſandſelige Nydelſer og —8 
digt Levnet, helſt af finere Art. (Iu xurians. 
Moth.) “En Pppig føger Lyſt, en XÆrefng 
ftor Rang.” Falſter. At føre et yppigz Lev: 
net. En y. Levemaade, Klædedragt. 2. 
ſom trives meget ftærtt, meget frodig. (field⸗ 
nere.) “Ogſaa Dyoreriget ſynes her at være 
meget yppigt,” Bagg. Labyr. I. 236. = 
Pppighed, en. ud. pl. Tilboielighed t. finere 
fandfelige Nydelſer, t. et overdaadigt, vel: 
lyſtiat Levnet. ”Yd, Fyrfte! Landets Marv 
f. Yppighed. H. Bull. (Nogle have ogs 
faa i Danſt brugt det f. Luxus, hvis Ve⸗ 
greb det dog ef udtsmmer,) ”Hvorletes du 
bør indrette dit Liv, uden Gierrighed og 
uden 2.” Mynſter. ”At øde alt det, man 
har og fan borge, p. Klæders, Boſtabs, 
Varelſers, Gilders og Forlyſtelſers Pppig⸗ 
FANS (D. Tilſt.) “Ved NPppighed fors 

ages ifte blof en Maade af handle paa; 
men tillige en Maade af være paa: — Én 
yppig Levemaade, udtrykker meer, end en 


overdaadig; fordi Pppighed tænfes i nær: | 
mere Foryold t. Sindelaget, end Overda⸗ 


dighed. Nppigghed er egentlig et forfiælet 
Gind, ſom opitaaer af af være vant t. Over: 
Baadighed.” Miller. 

Nre, en. pl.-r. Kiertel i Kisd. (Moth. 


"9, Vaden.) — yret, adj. fuld af Yrer. 


DIE cl. poſt, adj. dette forcidede (af 
HOhlenſchl. brugte) Ord, fom jævnlig fo⸗ 


rekommer i Kæmpeviferne, forllare Rof: | 


Å 





' ⸗ J 
NA— — 


Moth o. f. ved: ung, affteferdig. 


gaard, 
— anforer tillige: LAG LØ fom fan ydes. 


(Mot 
aptus.) 
Xnre, v.a. 1. ISv. yttra. E. to utter.] 
give tilkiende Afær v. Ord ell. Miner) lade 
ſee, mdvife; it, recipr. blive kiendelig, kom⸗ 
me f. Dagen, viſe fig. At yrtre Frygt for, 
Lyſtet. noget. Han har engang yttret f. 
mig (fagt mig.) Han vil ikke yttre fig ders 
om f. nogen. Sygdommen har endnu ikke 
tet øttret fig. Der yttrede fig mange Tegn 
p. Misfornøtielfe, Enhver Kraft ftræber ide⸗ 
lig at yttre fig.” Treſchow. ”Det er Livets 
Veſen, at yttre ſig.“ Mynſter. = RXttrel⸗ 
fe, en. d. ſ. . Yttring (men ſieldnere.) ”En 


1 


. 693 


"brede. Melk famler fig. 


/ 
… | . 


i 


— Bitten, 


Særboms Nttrelſe. Virkner. — Mtring, 
en. pl.-er. det, hvorved man yrtrer noget, 
(ifær Ord) el. Gietningen, at yttre fig. 
Hlin Ulnft er ikke Modbydelighed f. Tabet 
af vort VWæfen; men for Tabet.af dets Pt⸗ 
fring.” Bagg. En I: af Frygt, Utilfreds⸗ 
hed. Frie, driſtige Pttringer. — Deraf: 
—e— en. F. til at yttre fig. 
ttringsmaade, en. Maade, hvorpaa en 
Pttring ſteer, dl. hvorpaa noget yttrer fig. 
Xver, et. pl.-e. [A. G. Uder. (Yver. 
Gram.) Sv. Julwer.] den Legemsdeel hos 
Pattedor (ifær Huusdyr), hvori den afſon⸗ 
Koens, Hoppens, 
Faarets, Gedens Nver. (jvf, Dald.) 


4 


Dene fremmede Bogftav, med Dobbeltlyden ts, forekommer iffe i noget oprindeligt danſt Ord; 
men bruges i folgende, ſom ale ere fremmede i vort Sprog, fliondt de hores i Talen, og, bruges 


i Sfrifter. 


” 


Zahltammie, et. pl- kamre. Et aldeles 
tydſt Ord, der bruges om de Varelfer, hvor 
Udbetalinger af den almindelige Statscaſſe 
fire. Ligeledes: Zahlcaſſe, om den Konge: 
lige Hoved⸗Caſſe ell. Statscaſſe; og Zahl⸗ 
caſſerer om den Embedsmand, der fører 
Regnſtabet over dchine Caſſe. 
Zenith, ct. i Aſtronomien: det Punkt, 
mar tænfer fig p. den ſynlige Himmelhveel⸗ 
ving, lige over Iſſen; Iſſepunkt (modfat: 
Nadir, Fodpunktet.) 

zephyr, en. Veſtenvind. “En rov 

fæfer nu, og Stormen gr forbi,” Veſſel. 

(ogfaa i ph hos Digtere.) — 

Ziffer et. pl. diffre. 1. ct Taltegn. 2. 
et ſtiult, hemmeligt Tegn, ſom har en vis 
Betydning, ell. Lom man bruger f. hemme⸗ 
lig Skrift. At ſtrive m. Ziffre. — Jiffers 
blad, et. Talſtiven p. et Uhr. Zifferbog, 
en. En B. hvori de Opgaver og Erempler, 
ſom en Regnebog indeholder, findes oploſte 
og udregnede. 

Ziir, en, ud. pl. IT. Sier, Sierde.] 
det, ſom pryder, ſom tiener t. udvortes 
Forſtionnelſe; Pryd, Prydelſe. ”Siir fan 
vel ſtundom anvendes t. at betegne, hvad 
ſom ttener f. ualmindelig Pryd ; men fan 
tilige betegne det Konftlede.” Miller. (jvf. 
3tiglig.) — giirlig, adj. pyntelig, net, pry⸗ 
delig, ”Man roſer en Tale, near man kal⸗ 
Der den ziirlig; men naar man figer om et 
Mandfoik;: det ev en ziirlig Perſon, ev man 


itfe langt fra at holde ham f. en Modenar.“ fi 


Duͤller. — Ziirlighed , en. ud, pl. Pyntes 


— 


⸗ 


lighed. = zire, v. a. 1. pryde, ſmykke. (Den 
af Sporon angivne Forſtiel imellem Ziir og 
Prydelſe, zire og pryde, at hine mere ſtulde 
gieide om indvortes, diſſe om udvortes For⸗ 
ſtionnelſe: er mere vilkaarlig, end hiemlet 
v. Sprogbrug; og gielder fnarere om pryde I 
og pynte. — Ziir og de deraf udledede Ord 
ere fun fildigere og overflødige Laan af det 
Tydſte. Til diſſe høre ogſaa: Zirat, ens 
pl.-er; hvorom rigtigt ſiges: ”Jiret br. 
fun cåy Prydelſe p. livloſe Gienſtande, og 
det endda kun om Prydelſer af ef mindre 


Slags. — En. Dame fan bære Drydelfer, 


itte Zirater.“ P. E. Miller. Men, helſt 
undgaaes aldeles i ætlere og reen Stiil baade 
Ziir (hvorfor vi have Pryd,) Zirater (Pry⸗ 
delſer, Udpyntninger) og give (pryde, ſimnk⸗ 
fe.) Adj. giirlig ev det: Ord af denne Slægt, 
fom endnu ſnareſt taales.] 
Zink, en. ud. pl. IT. Sint.] et Metal, 
ſom ifær br; til Blanding m. Kobber og 
Tin. Deraf: Zinkblomſter, Zinkerts, 0. fl. 
Zinnober, en. og et. ud. pl. et rodt mine⸗ 
ralſt Farveſtof, ſom beftaaer af cen Blanting 
af Ovægfolv m Svovel. Deraf: zinvo⸗ 
berrod, adj. fom har Zinnobers røde Farve. 
Zire, v. a. f. under Ziir. i 
JZittre, v..n. 1. har. IJ. gittern. 3. 
titra.] ſticelve, bæve. »Er det Skam, at 
ittre f. en Halvgud ?”? Evald. ”Siælen 
æved, Hiertet zittred I fa Dimmels Luft.” 
Bagg. At gittre er at Pafte hurtigt og 
ærkt. — Noget dirrer, for faa vidt ſom 
alle dets Dele ſynes at bæve,” Muller. 





€ 


" Ondt man lider 


Bitre— . 


Egentl. er Here det danſte Ord, ber mæt: 
meſt udtrykker det T. zit teru.) — Zittren, 
gu. Skicelven. (Baggeſen.) 

Zobel, en. pl. zobler. Et Pattedyr af 
Veſel⸗Slæœgten, hvis Skind er et koſtbart 
Foervœrt. Mustela zibellina. — Zobel⸗ 
pels, en. pl. e, en Pelé af Zobelſtind. 


4 


4 


694 


. sone, en. pl.-t. TLat. Zona,] en Gar, 


et Strøg af Jordkloden, rundt om famme, 


imellem viffe Brede-Grader, m. Henfnnt, . 


de: der herſtende Varmegrader; Jorttælte, 
Jordſtrog. Den hede, den tempererede, der 
folde Zone. (I Digterſprogkt: Egn, Joni: 
firøg overhovedet.) 


⸗ 


W. 


Wel. et. pl.-t. FX. GS. Apl, Æple. f. 
Abild.] Frugten af Xbletrœet. Pyrus ma- 
lus. (uegentl. om andre Legemer, af æbtes 
dannet. Skikkelſe. ſ. Salæble, Kigsæble, 
o. fl.) At ſtroœlle et AC. At tørre, at ſtege 
AÆbler. At give et X. bort f. at faae en 
Pære igien com egennuttige Gaver.) At 
maatte bide i ct ſuurt XEble 3: udftaae, 
finde fig i noget ubehageligt. ””pvad andet 
hvor tidt og ofte man i 
fure Akbler bider.” Holb. (P. Paaré.) 
”UEblet falder ei langt fra Stammen. — 
Akblet falder ei faa langt fra Træet, det 
jo fmager af Roden.” Dråfpr. = æbleags 
fig, adj. fom ligner Wbler, En æblesgrig 
Frugt. Akbleblomſt, en. B. paa Xble⸗ 
træet, ” æbledannet, adj. i Skiktkelfe liig 
et W. Alblefrugt, en. Frugten af XYb-= 
fetræer (ifær coil.) Æblefrugten ev i Aar 
maadelig. æblegrag, f.abildgred. Akb⸗ 


legred, en. Æbler, kogte m. Vand og Sukter 


t. en Grød. (Moth.) æblegren, adj. lyſe⸗ 

røn, ſom umodne Xblers Stal. hævles 
Dave, en. Ø. m. Wbletræer og andre Frugt⸗ 
fræcs; Abildgaard. Akblehuus, et. Kar 
t. at ſtege Wbler I. (Moth.) Ablekage, 


en. Kage af Brød, Rbler, Wg og Gutter. 


Xblekærling eli. AEblefone, eu. K. ſom 
fælger Wbler. At lade Munden løbe, ſom en 
Akblekiæxrling. (Moth.) Ablekicerne, en. 
Frokierne i XEbler. Wolemos, en. ſ. Akb⸗ 
legrod. Akblemoſt, en. Moſt, ſom pres⸗ 


… fes af Xbler. Wbleplukker, en. et Red⸗ 


ſtab p. en lang Stang f. af plukke Xbler 
af Træet. 
æblerund , adj. 


œhledannet. Æebleſtal, en. den Skal, der 


. omgiver Frugtkiodet el. den faftige Deel 
. af Wolet. AEbleft 


immel, en. Et Slags 
fimfede Heſte m. æblerunde Petter, Akb⸗ 
eſtfive, en. 1. en tynd Skive, ſtaaren af 
et X. 2. ſmaa, runde Kager, hvori faa⸗ 
danne Skin egk dbages, i en Æbleſkive⸗ 
pande. Xhieſkralling, en. den m. en 
Kniv frællede cd. afſtaarne Wbleſſlal. 


Ulbleftilt, cu. &. jvorpad Æblet Corers - 


i 


blegvæde, en. Bvæder, ſom 
A Formen ligne Æbler. j 


paa Kreature gives Xde. 


⸗ 


Frugt er NRbler. AEbletærte, en. Xdlo 


kage. 

Eddike, ſ. Eddike. 

Ade, v. a. agd, ædt. [3. eta. A.6. 
etan,] . 1. tage Fode,t. fig, ſpiſe. En 
Rand, der udi Sovne glat en Pantsfog: 
aad. Holb. P. Paars.) Er. fædvanl, om 
Dyrene, og nu fun i lav Zale om Mexne: 
fir, ell. om den, ſom ſpiſer m. Graatie: 
hed.) ”At æde er den dyriſte Maal, at 


Nytte.“ Sporon. Koen vil iffe ælde. åt 
æde fom en Heſt. ”Maar det er Tit — dl 
fpille Kort, at ſove, og at æde.” Kcin. — 
Ormen æder fig ind i Treet. (f. cjedt— 


opæde.) 2. figurl. om ſtarpe Bede N | 
andre Legemer, der fortære Dele uf der, fon 
Nuft æder Jernet. Materca 
æder om fig. Skeevand æder Hüller i dett. 

Kræfter æder fig ind i-Legemet, adelig 
adj. ſom duer t. at ædes, ſpiſelig. (Bb. dl 


de berøre. 


1550.) — A£den, en. ud. pl. terningen 


men ifær om den, der fætter overdreren 


Priis p. Mad, el. ſpiſer m. flor Groadig: 


fom opſtager af at ſpiſe j. meget cl. ufe 
dødelig Fode. AEdegilde, et, åd. dat: 


et Gilde, hvor det ifær gaaer ud pat re 


(f. Drittegilde,) AEdelyſt, en. Kridturd 


enft t. at æde. adelyſten, ad). — 
efter at æde. (Ohlenſchi. Mord, Sud. H8. 


hvoraf det betiener fig t. af æde. JN 
ters AEderedſfaber. Adeſyge, én. Er 
dom, der beftaaer i 
unaturlig , 


gives deres Fade, 


1. d. f. f. Sedevare, hviltet fr. mes. 
r Aede, et, Moth. (dog meft ud. Art.) 


Moth.) MEbleteæ , et. det Tre, fr 


.fortære Foderet paa; at fpife derimod k: | 
tegner, at tage Føde t. fig til Neting o3 


hed; en Stughals. — Mdefeber, en. d 


UFderedifab , et, Legemedcel hos le 


ell. er fedfaget af få | 
umættelig funger. (Hor, | 
NEdetid, en. den beftemte Tid, da Årene 


detrug, et. TÅ 
NEdetrug AÆdevertt,/ 


S. ie.] hvad form ædes, Fodez iſer om tt 


Dar Fuglen faaet Akde? At givr Grit 








… de — XEdru. 


betyde begge faft Sode, t Modfærn. til Drik⸗ 
Pe; det forſte Mennejters, det fidfte Dyrenes 
faſte Fodg.” Miller. 
ẽddel, adj. pl. ædle, II. &. ædel. jvf. 
adj.. adel, fom egentl. er ſamme Ord, og 
odel.] 1.1 den egentlige ell. oprindelige 
Bemærttelfe: udmærtet v. Fodſel, adelig, 
(ædel Byrd, Herkomſt. Moth. Baden) br. 
Det nu vweſten fun i de dermed fammenfatte 
Ord: helædel, vslædel, og det ei alminde⸗ 
lige adj. ædelbegren , af adelig Byrd. (i 
ældre Danſt ogſaa: ædelig.) 2. figur. 
a.) nåmærfet i fin Art, fortrinlig. De 
Adle, de Ædelſte blandt Folket. ædfe 
Metaller (fom udmærfe fig v. deres Varig⸗ 
hed og ildfaſte Egenſtab.) AEdle Stene, 
2delffene; ædle Druer; ædle Heftearter. 
Den ædle arabiſte Heſt. b.) udmærfet fra 
og ophøiet ovev det almindelige, det lave og 
ringe; fortrinlig f aandelig eller morahſt 
Henſeende. En ædel Mand; ædel Tænfe: 
maade. AEdle Handlinger, Srandfætnins 
v. ”Xner fan et meget hædre den Stæl, 
om felv ci ædel er,” Tullin. At tænte, 
. handle ædelt. En ædel Stolthed. (Ogſaa 
overført p. udvortes Form og Udtryk. Wdle 
Træf. En . Holdning. En ædlere Stiil.) 
— ædelbagren, adj. v. (X. S. ædelboren.) 
ſom er af adelig Byrd ell. Fodſel; adelfødt ; 
uegentl. for: ædel, 2. b. —PIntet ædelbaa⸗ 
vent Hierte Taalighed I Trætdom lærte,” P. 
M. Troiel, — XÆdelhed, en. ud. pl. Be⸗ 
ſtaffenheden at være ædel. (fieden.) — ædel: 
- modig, adj. egentl. d. f. f. ædelfindet; men 


Abr. ifær om Den, fom uden Henſyn t. fig 


felv, el. med ZTilfidefættelfe af egen Fordeel 
ſeger at fremme Andres Vel. (jvf. hoimo⸗ 
dig.) Den Xdelmodige tilgiver let en 
Fornærmelfe. At vife fig æ. imod Fiender. 
En ædelmodig Opoffrelſe. ”Den Hoimo⸗ 
dige agtes og æres; den Ædelmodige agtes 
og elſtes.“ Sporon. — Deraf: MÆdelmo⸗ 
dighed, en. ud. pl. Xdelmodighed har 
Andres Gode ft. Hiemed, m. ZTilfidefættelfe 
af alt andet. At hlelpe og trøfte, at affige 
Avind og Nid, ev denne Dyds Hovedfag.” 
Cporon. — ædelfindet , adj. fom har et 
ædelt Sind, en edel Charakteer, Tænfemaas 
de. »En heroiſt Dod, ſom ædelfindede 
golf udvælge fig, førend de ville fornedre 
fig.” Holb. (D. Ranudo.) — Adelſteen, 
en, pl. - ſtene. en af de, v. Sieldenhed, 


Stisnhed, Varighed og Koſtbarhed fremfor 


alle øvrige udmerkede Steenarter; en ægte 
Steen. (ærlig Steen. H. Harpeſtreng.) 

AEdling, en. pl.-e og er. et ædelt Mens 
neſte, en ædel Wand. (A. 6. Ædeling, 

delsmand.) 

oru, adj. [Afſtamningen uvis; om af 
det 3. adruckin? cell, er æ den gamle 
Partitel: altid ?] ſom ef ér drutten, itfe 
deruſet. At være den enefte Akdruec iblandt 


695 
Sanfene, XEnderne de. ”Spife og de 


fle; 


vedru — Xggehride. 


e. At blive ædru igien efter en Ruus. 
eraf: Akdruhed, en. ud. pl. ædru ti⸗ 
ftand. Moth. == ædrudlig, adj. ſom afſtyer 
og untgaaer Drukkenſtab, ſom ikke elſter 
ftært,Drit. (modſ. dritſældig.. Akdrue⸗ 
lighed, ens ud. pl. den Egenſtab af være 
ædruelig. … 
UEdfe, v,a. 1. [af æde, T. åtgen.] 
oploſe, fortære en Deel af ct Legeme, v. 
Hielp af en ſtarp, ædende Materie ell. Ved⸗ 
iſeer om. Kobberftiftere, der p. denne | 
Maade bringe Træt og Figurer i Kobber⸗ 
pladen (radere) En ædfende Steen. At 
have en ædfende Kraft, En ædfer (raderet) 
Tegning. At ædfe i Kobber; ædfe med. 
Skeevand. = Deraf : AEdoning.en. pl,—er. 
Gierningen at xdſe. — AELdfegrind , en. 
den Deei af Kobberpladen, hvorpaa Edſe⸗ 
vandet virfer, hvorimod den ovrige Deel v. 
DOvertræt af Vor ell. Fernis er beſtyttet 
derimod. Adſejern, ét. og Xdſenaal, 
en. kaldes det fpidfe Redſtab, hvoraf man 
betiener fig v. at ædfe el. radere i Kobber⸗ 
plader, Aldſekonſt, en. den K. at ædfe 
i Kobver.  AEdfevand , en. det ædfende 
Band, ſom gydes over den raderede Plade. . 
UÉg, et. pl. d. f. [3. Egg. A. S. Æg.] 
det runde Foſtergiemme, fon udvikles hos 
Puusdyr, og hvori den undfangede ell, bes” 
frugtede Kime t. Fofteret danner fig og 


voxrer, indtil dette har maaet ben Modenhed 


at det fan fødes, Ordet br. dog iſcer ku 
om de Dyr, hvis Foſtergiemme ſtillez fra 
Moderen, tidligere end Foſterets organiſte 
Udvikling (hvilfe Dyr derfor faldet æglægs 
ende) og hyppigft i Talen om Sugleæg. 
t leegge Eg (om Hons ogſaa: giore AÉg.) 
Fiſtenes AEg kaldes Rogn. Et Slangcæg. 
Honen "ligger p. Eg. »Bedre et ZCg i 
Dag, end en Høne i Morgen.” Ordſprp. 
Nogle Fugle udruge ikke felv deres Æg. 
Blodkogte, haardkogte Æg. Strudſens 
Arg udtlæffes v. Solvarmen. = 2.) æps 
dannet, adj. dannet fom et Wg. Xgolie, 
en. Olie, ſom erholdes v. Udpresning af 
Blommen i haardkogte W. Xxgoſt, en. 
En Ret af fammenløden Melk og Eg, der 
formes fom en Oſt. (Moth.) ægrund, adj. 
rund fom et Æg; aflangrund. (oval.) 
—A d. ſ. ſ. Wgolie. (Moth.) 
b.) AWggeblomme, en. pl.-r. 1. den ins 
derſte, fra viden adftilte Deel af Fugleæg, 
ſom ifær tiener Yngelen t. Nering. 2. et 
vift Slagé, røde og gule Blommer. (Olufs 
ſen. Landoec. 341.) XEggedands, en. en 
konſtig Dands, ſom udføres imellem Xg, der 
ere lagte nært hverandre p. Gulvet, uden af 
berøre diſſe. æggeguul, ad;. g. fom gs 
geblomme. (Ambergs Ordb.)  AEggehins 
de, cm. den hvide, tynde 9. om gget,: der 
omgiver viden, Meng ebvide en. den 
k:are, mere vandagtige Deel af Ægget, ſom 
er uden om Blommen, og fom, naar den ved 


hj 


U 

WEggehoide — Agteferlle. 0926 WXgteferlle — Abe. 
MKogning ſtorkner, faar en blaahvid Farve, (Ganſte ufædvanlig er Brugen af MWygte⸗ 
Rqggetase sen, K. ſom bages i en Pande — et, for: REgteſtab, Egteſtand. D. 
af Æg og Meel. (f. Fleſtekage.) Akgge⸗ Lov. III. 13. 7. At leve i XÆgtefailed. III. 
Pringle, en. et Slags Kringler, fom over: 16.7.) Agtehuſtru, en. En gift Stone. 
fienges m. Wggehvide og koges. Akgge⸗ (f. Huſtru.), Xgtekiarlighed, en. ud. pl. 
i mad, en. alflagé Mad, fom lavet af Æg. SKiærlighed Imellem IS gtefolf, el. fom diſſe 
” MEggemelk , en, En Net af M. og Wg. finlde hinanden; egteſtabelig Kicerliabed. 
(Noth.) æggerund, f. ægtund,  AEgs ”Ihi trofaft MEgteFjærlighed af ingen Bin: 
erore, en. d. p ſ. Xoræg. (Moth. Storm.) ter ved.” Thaarup. tekone, en. d. 
tzgeffal, en. den haarde Skal om Fugleceg. ſ. f. XRgtehuſtru. Agtematgze, en. pl. rt. 
Aggeſtok, en, Samlingen af de enduu ikke d. ſ. ſ. AEgtefælle. temand, en. En 
udviflede Æg, ſom findes hos æglæggende- gift Mand (i Modſ. til Ungkarl, Enke⸗ 
Dyr, iſeer Fugle; ovarium. (Efter det Z. mand.) Agtepagt, en. Forbindetic om 
Everftock. XEggeſtol. Moth.) ægges at judgaae Xgteſtad, og de i den Anledning 
. føg, adj. egentl. om Hønen, der er nær v. faſtſatte Vilkaar. En ftriftlig Æ. Der: 
… , at fulle lægge et Rg; fig. meget forle en f. om var intet beftemt i tepagten. Æg⸗ 
en (ifær udetydelig) Ting. gtzeſobe, tepar, et. d, f. f. —* Agteſeng, 
én. Suppe, der koges af Øl og Egge⸗ en. S. hvori REgtefdik fore. Mägte⸗ 
blommer. i i ſtand, en, ud. pl. den Stand, bvori Xgte- 
Agt, en. pl. AÆgter. [af age.] Kisrſel folk leve, ægtetabelig Étand; i Modi. t. 
(ifær om den, der forrettes ſom Pligtarbeide den ugifte Stand. "i Stand, 3) ægtes 
el, Doveri.) At qgiore lan v » Qføre vie, v. a.1. forene i Xgtcfab v. viffe kitke⸗ 
mange AÆgter; at være i Måge. (1. Sriægt, lige Ceremonier. (f. vie, 1.) deraf: gs 
R tevielfe, en. — Akgteviv, en. d. f. f. Æg: 


gte, adj. IJ. ekta. Sv. åcta. 2. tehuftru. . ”NVet, han forfvarer Huus og 
edt.] 1. fovlig, retmæesſig; færdeleg : Børn og Akgteviv.“ Storm. 


- UEgte, F. a. 1. gifte, fig med, tage t. 
RXagte. At ægte en Pige. Hun ægtede 
ham imod Forældrenes Willie. - 





ægte 
2. 


piomers Ægthed. 

Agte, n. s. ud. Art. IN. S. Echt. 3. 
Eh c; beflægtet m, bet A. S. Æ. GI. 2. 
E, Eo, Euto. Friſ. Aa: £ov. Jof. Ihres 
Gloſſar. og Adelungé Ordb. v. O. Ehe.] 


lovliq Forbindelſe imellem to Perſoner af 


forſtielligt Kisn, ſom gaaer ud paa Samliv 
og Kisnsdriftens naturlige Tilfredsſtilling, 
og paa fælled Opdragelſe af de avlede Børn 
(AÆgteſtab) Ordet forekommer blot i nogle 
Talemaader (I Formen til AEgte) og i de 
efterfølgende Gammenfætninger, fom uden 
Tvivl alle rettere udledes fra dette Subſt. 
end fra Adj. ægte. At tage cen til AEgte. 
(gifte fig med, ægte.) Han havde en Gøs 
fter af den Afdøde t. Myte Gan gav ham 
fin Datter t. Egte. = MÉgtebarn, et. pl. 
Agteborn. B. hvis Forældre ere ægte= 
„viede.  ABgsefolf, adj. Wand og Kone, 
fom leve iWgteſtab. Abdteforbindelſe, 
AEgteforening, en. d. ſ. f. ARgteffab, 
' ægtefælle, en. pl.-r. Mand el. Kone, m. 
enfyn t. den, m. hvem de leve i Xgteſkab. 
un jorgede dybt over fin WEgtefælles Døde 


baand, et. ægtejtabelig Forbindelfe. 


Adgteſtab, et, pl.-er. IN. S. Echt⸗ 
ſchap, Echt ſchop. Brem. B. B. I. 
289.] Matrimonium. (Forklaringen ſ. ovens 
for v. Subſt. AEgre,) Giftermaal er Hand⸗ 
lingen, af indgaae Akgteſtab, der ikfe als 
lene bemærfer den fliftede, men ogſaa ten 
vedvarende Forbindelfe.  Børn.at forfe, 
andet At avle Bern uden⸗ 


teſtab. 
for Uegtefab. At (øve i et fntfeligt REg: 


teſtab med een. == Heraf : letter 
teſtabs brud, et. Brud p. der ægtejkabelige 
Iro, v. Samleie m, en anden. AEgtes 
ſtabslov, en. Lov, ſom foreſtriver Beſtem⸗ 
melfer angaaende Rgteſtab. AÆygteſfabs⸗ 
lofte, et. Løfte om at ægte en Perſon. 
UEgtelfabsfag, en. Proces angagende W. 
(D. £ov,) gteffabsftilsmiffe, en. et 
gta abs lovlige Sphævelfe, - 

el, adj. [I. etel.] f. vemmelig, 
modbydelig. — AÆkelhed, en. f. Dæmmel: 
fe, Nodbydelighed. - 

ALide, en. ud. pl. [3. Elli. jvf. adj. old 
og Alder,] Beſtaffenheden at være gammel, 
at have levet flænge, været længe til; Al: 
derdom. (Aklde om Perſoner eg Ting; Il: 
derdom om Perfoner, og undertiden om 
Dyr.) At doe af AElde, forgaae af BER. 
Bygningen har lidt af Aklde. ” Hver Evne 
fontes flidt af AEIde,” Weſſel. ”Verdnet 
foinde bort af AElde.“ Thaarup. — Sield⸗ 
nere og uegentl. br. AEIde for: Alderton. 
”Du, vor raffe Manddoms Hæder, blid vor 
fvage Akldes Zrøft,” Rahbek. . 





VI - 


Mides, v. dep. ældedes. -fYSL. 'elldaz. 
A. 6. ealdan.] blive gammel. Man feer p. 
han:, at han begynder at ældes, ”Himtene 

al forfvinde fom en Røg, og Jorden ældes 
om et Klæde.” Es. 51. 6. . 
Akldgammel, adj. pl.-gamle. af meget 


hoi Alder. (J. ura lt.) I ældgamle Tider. 


”De ældgamle Vierges yvperlige Frugt.” 
5 Mojeb. 33. 15. ſMld kunde dære enten 
det A. &. eald (gammel) el. Jel. Olid. 
Aarhundrede. Men Ordet et neppe vet gam⸗ 
melt, og forefommer itfe i Bib. af 1550, ] 


AÆldre, ældtt, compår. og. superl. af " 


gammel. eh elldri, elzt.) ſ. gammel. 

AÆllefolt AEllehei, Allekonge, Aklle⸗ 
pige, ællevild, f. under Ellefolt, & f. v. 
da Brugen har indført (uagtet Slægtitabet 
med Alf, AFo ell. ly) at ſtrive diſſe Ord 
med e. . ⸗ 

Aklling, en. pl.- er. [af And.] Andens 
Unger. Anden m. fine Allinger. At lade 
en Hone udruge Akllinger. 

Alm, en. («lev Alm.) et Tree, ſom hiſt. 
og her vorer vildt i vore Skove, og dyrkes i 
Haver; XW(metræ. Ulmus campestris. — 
Almetra .br. om Wilmené Ved. Et ALL. 
metræcs Bord; et Stab af Allmetræ. 

Alte, v. a. 1. IJ. elta.] giennemarbeide 
ct blødt Legeme (iſer med Hænderne ell. 
Fødderne) f. at uringe Delene i noie For: 
bindelſe. Pottemageren ælter Leret. At 
ælte Dei t. Brød. .G.ftore Bagerier æltes 
Deien undertiden v. Waſtiner. — figur. 
»Saa æltes (tygges) Blyem. vrede Tœu⸗ 
der,” Veſſel. — neutr. og figurl. gaae mn, 
Befnærlighed i noget blodt, ſom hindrer 
Gangen, At æltei Dynd t. Knœene. “At 
ælte giennem Gaderne i Suee.“ Bagg. (U. 
Arb. 1. 31.) Altning, en. pl.-er, Gier⸗ 
ningen at ælte, — AÉltetørv, en. Torv, 
ſom eltes m. Band inden den formes. (f. 
Traadtery.) , — 

AEmns, et. pher. ISv. Æmna. 3. Efni.] 
Stof, Materie, Gienſtand. (Et inyere Tid, 
efter tet Svenſte optaget OW.) É… 

Andre, v. a. 1. IT. åndern.] gisre 
noget anderledes, end det var; forandre, 
teftc. — ÆWndring, en. pl.-er, Forandring. 
(meft i d. Tale.) . 

AEndfe, v. a. 1. I[Sv. ansa. I. ansa, 
egentl. fvare, Ans, Svar.] agte paa, lægge 
Mærte til, ”Han ændfer ei den unge Dag, 
ci Mitergalens Slag.” Thaarup. Det er 
itte værd at æmdfe, Jeg ændfer ikke ſaa⸗ 
danne Smaating. Svenſten jeg flet intet 
enzgcr Veſſel. 

ng, adj. IJ. ångr, öngr. I. enge.] 
frang, incver, knap. ——— f, 
trangbryftet, (angbryſtig. Deraf: MEnge, 
Tranobryſti ed. H. Harpeſtreng. Xng⸗ 
hove, en; Sygdom i Hoven hos Heſte; f. 
Bovtrang. — Deraf: ænghovet, adj. fom 
har denug Efade i Hoven, tranghovet… - 


ecldet denghovei. ou⸗ 


” 4 
VEnyfte, v. a. og rec, 1. [Z. ång ften:] 
forvolde Angeſt, færte i Sktrok, giare bes 
kymret. At ængfte cen m. ufiftre Rygter. 
” Han gaaer m. ængftet Siæl p. Dodens 
mørfe Vel.” I. Brun. At ængfte fig over 
noget. (engſtes br. ogſaa fom v. dep. 
»Han begyndte at bedreves og ſvarligen at 
ængſtes.“ Watth. 26. 37.) = ængftelig, 


åd). 1, fom let fan cengſtes ell. ængfte fig, 
tilbeielig t. Frygt cl. ugrundet Bekymring. 


»Derfor er de Midmodiges angſtelige Sind 


endnu jordiſt.“ Mynſter. 2. alt f. forfigtig 
af Frugtfomhed, omhyggelig m. Tvang og 
Bekymring. 
Arbeide. Hap, gaaer faa ængiteligt fom om 
ban frygtede f. at falde, En alt for æng⸗ 
ftelig Orden, — AEngftelighed , en. den 
Egenſtab, at være cengſtelig. ”Ingen ſtal 
(eve m. WE ngftelighed, faa han aldrig bl 
ver rolig og glad.” Mynſter. — Xngſtelſe, 


en. pl.-r, Gierningen at ængfte cen; ell. 


Tilſtanden, hvori man ængfter fig." “ Ann⸗ 
ſtelig hed er den Sindsſtemning, hvori man 
er tilbøtclig t. at ængftes; AEngftelfe den 
Tilſtand, hvori man ængfter fig, el. ſom 
pleier at vælte Angeſt.“ P. E. Måler. 


AÆrbar. ærbødig, ærgierrig, m fl. ſ. 


under Akre. . 


Are, en. ud. pl. IJ. og Sv. Æra, 4.6. J 


arjan. erjan, colere.] Dette Ords almin⸗ 
deligfte Begreb er: egen Folelſe eller Andres 
Erklendelſe af Bærd, Fortrinlighed og For⸗ 
tieneſter, ſom en Perſon befidder. ren, 
fom en (ubjectiv Folelſe, grundet p. Agtelſe 
f. fig ſelv, (der dog altid fordrer og v. en 
Maade betinges v. Andres Erkiendelſe) falde 
nogle (Treſchow) indvortes Are; og Er⸗ 
kiendelſen, ſom deels vttrer fig i et meer eller 


mindre udbredt ell. almindeligt Oomdomme, 


deels i udvortes Tegn, gaaer over f, æder, 
naar diſſe Tegn ifær beſtaae i Handlinger ell. 
ſynlige (ſandſelige) Udmærlelfen, Man er⸗ 
hverver, indlægger fig MÉre; man opnaaer 

æder, “Akre er Hoiagtelſe, grundet pe 


"Fr 


Fa 


At væve alt for ængflolig i ft - 


ortienefte; gæder er Rresbeviisning, de €. 


tidmærtetfe., grundet p. Heiagtelſe.“ Epos 


von, Endelig br. XEre ogfaa om Egenſta⸗ 
ber, om en Tilſtand, ſom forudfætter Ære, 
eller hvormed (i det mindſte udvortes) Ære 
felger; og i andre ſœrſtilte Zilfælde, + Saas 
ledes altſaa: 1. Folelſen af vore egne For⸗ 
tienefter, af det Gode hod og felv, forenet 
m. en Fordring p. andres Erkiendelſe. Der 
er hverken WEre el. Stam hHos ham. En 
Mand af AÉre Cir probus.). AÆrenso Lov, 
Gan har ingen AÉre tf Livet, (d. Tale.) 2. 


Hoiagtelſe, ſom beroer p. den almindelige 


Mening, godt Navn og Rygte i en hoiere 
Grad; borgerlig Wre, (Fama incolumis.) 
At tragte efter Akre. At forfvare, redde fin 
Are; mifte fin WEre; faae Opreisning p. fin 
borgerlige) Ure. Fornærmelfe mod cené 

e, Det var vel itke hans Akre for 


AN . 


nm 


"4 


MERE; 


⸗ 


N 
We 


AÆre. 


* 


re. 


nær, at gade t. Fods. 8. Fortrinlighed, 
ſom ertlendes af andre v. udvortes Pt: 
tring. (udvortes Are.) honor. Man vifte 
"ham megen Abre. Denne Ære tilfommer 
"ham itte, At holde noget i Wre. At 
viſe cen den fidſte Are (følge hans Lig 
.t. Graven.) Hans Beſsg anfeer jeg f. en 
AMre. Gior mig den AÉre at beføge mig. 4. 
Berømmelfe, fom vindes v. gode og ypperlige 
Gierninger. (gloria; fama.) At have Akre 
af noget, fomme med Are fra noget, At 
fade cen have AÉre f. noget. Han gav Gud 
allene ABren f. denne Seier. At vinde Akre 
og Berommelſe. Det er en AÉre for vor 
Tidsalder. Dette holdt man fordum f. en 
5. Stand, Værdighed, hvormed 
Wire følger, udvortes Anfeelfe, (dignitas.) 
At fomme t. ftor Akre, t. Ære og Vordig⸗ 
"hed i Landet. Kongen ophsiede ham t. ſtor 
Sikre, 6. fædelig Reenhed (ifær om qvins 
delig Kydſthed og fomfcuetig tljtyldighe.) 
Ut berøve en Pige hendes e. Hun har 
miftet fin Akre. 7. en Perfon ell, Ting, ſom 
før en anden Sienſtand 2Xre. Han er fit 
Fædrelands , fin Families Ere. Hun var 
en AÆre for fit Sion. Denne Beſlutning 
par en AÉre for Nationen. Sammenſect⸗ 
ninger og afledede Ord:' —= a,) æregtig, 
adj. ſom fortiener af æres; ærværdig. (fors 
ældet.) arbar, adj. overeensſtemmende 
m. Begrebet om Xre (6) ell. om ſedelig 
Reenhed; tugtig, anftændig, ſedelig. En 
ærvrbar Pige, en ærber Dragt. (2. uͤdvor⸗ 
tes beſteden og alvorlig i Lader og Ad⸗ 
færd. Moth.) Akrbarhed, en. ud. pl, 
Fugtighed, Sadelighed (ffær i udvortes 
OYttring.) ”Ord, ſom ſturte ſterkt i Wr⸗ 
barhedens Pren.” Evald. ꝰMrbarhed 
beſtaaer ien beteenkſom Opforſel, der røs 
ber omhuggeligt Genfyn t. Alt hvad der i 
Kiennenes gienfidige Forhold bliver velan⸗ 
ftændigt og ſommeligt; og fan yttre fig 
Baade i Klædedragt, i Lader og i den hele 
Bandel,” Muller. ærbødig, adj. ſom yts 
trer fin Agtelſe f. Andre i udvortes Tegn, 
vifer andre tilbørlig re. At bilfe cen mes 
get ærbedigt. Deraf: Xrbodighed, en, 
” ud. pl. (J. Ehrerbietung.) ”MÉrbøs 
- dighed er den Adfærd, hvorved man vifer 
fin Hpiding mod en Undens ortrin, ell. 
igeſom tilbyder ham Xre, refrygt et 
noget indvortes; AErbodighed noget udvors 
tes.“ P. E. Miller, ærgicrrig,adj. p. en 


tidenſtabelig Maade begierlig, higende efter" 


udvortes XÆre. “Den MÆrygierrige attraaer 
baade indvortes og udvortes re; men føs 
ger ikke v. hiin af bane fig Vel t. denne,” 
TFreſchow. (jvf. ærebegierlig, æretiær, æres 
fyg.) AErgierrighed, en. ud. pl. herſten⸗ 
de, lidenſtabelig Begierlighed efter Xre. 
Mresdriften udarter t, Argierrighed, der 


anſeer den af Andre tilſtaacde Ære f. Bit: 


hoieſte Gode.” Mynſter. arvardig, adj. 


velærvæerdig.) 


21.4.) 


te. 


fom fortlener at æres, værdig £, af Holdes & 
Are. (Jfær om gamle Folk, og i geiftl. Per⸗ 
ſoners Titel.) En ærværdig Olding. Gt 
ærværdigt Oldtidsminde. (f. heiætværdig, 
Akrverdighed, en. Be⸗ 
ſtaffenheden, at være ærværdig. Alderdom⸗ 
mens, gamle Mindesmærters AÉrværdig- 
bed, — hb.) ærebegierlig, adj) higende efter 

e, begierlig efter af opnaae Ære. (Moth; 
P. E. Muͤller; men ſieldent.) f. ærekiær og 
ærgicrrig, »Den Ærekicre fætter Priié p. 


ren, og vågter fig f. hvad der funde fors 


mindſte den, Den AErebegierlige griber 
efter hver Leitighed ft, Xre, der ſynes at til⸗ 
byde fig.” Muͤller. ærebydende, adj. v. 
et hos endeel Nyere indført, itfe ganſte hel⸗ 
digt dannet Ord, hvorved man vil udtrykke: 

refengt bydende; fom indguter Xrefrygt. 
AUBredigt , et. D. ſom ſtrives t. Xre el. 
Berommelſe f. cen. redom ell. Wres⸗ 
dom, en. Dom, ſom overgaaer cen f. res 
fag ell. for lognagtige og æretrænfende Be⸗ 
ſtyldninger mod anden Mand. (D. Lov, VI, 
»Ingen Æredom ſtal udſtedes f. 
Ord, ſom re og fempe iffe vedfomme,” 
D. £ov. VI, 21. 4. redragt, (Xres⸗ 
dragt) en. Dragt, der bæres el, ſtienkes 
ten fom Hederstegn; Hœdersdragt. (Kingo. 
Udg. 1827, S. 155. f. AE lædning.) 
Arefrygt, en, ud. pl. en føl Brad af rs 
bødighed og Heiagtelfe , forenet m. en vié 
Folelſe af Ypperlughed, Magt; Overlegenhed 
hos den, ſom man cerer. (Nyt ˖ Ord. T. Ehr⸗ 
furcht.) “Naar Hsiagtelfe er forbunden 
mi Uro over, hvad Dom den, hvis udmærts 
fede Fortrin vi erkiende, vilde fælde over 06, 
opftaaer ABrefrygt,” Maler. ærefuld, 
adj. ſom giver, medfører flor re. Be⸗ 
fætningen overgav fig efter en ærefuld Mod⸗ 
ſtand.  ærefiær, adj. ſom elſter ren, ſom 
holder over fin Xre, ftræber efter at erhverve 
fig fand Wre v. Dyder og Fortienefter. (jvf. 
ærgierrig og æreſyg.) Xrekicærhed, en. 
den Egenſkab, af være æreflær. ”IXSren fan 
være ligeſaa almindelig i Staterne, fon 
Akrekixrhed er i Hierterne.“ Shutte. 
Areklædning, en. og Areklæder, pl, Klæs 
der ell. Dragt, ſom bærer v. hoitidelige Gis 


"ligheder; ell. d. f. f. "Cresdrøgt. (Hun 


— blev beflædt m. fine MErdlæder,” Styk⸗ 
fer t. Eſther. XV, 1.) ”Og Ale for Umag 
en Mretlædning nyde,” Arreboe. 167. 
ævefræntende, adj. v. d. f. f. ærerørente, 
Akrelyſt, en. Lyft f. Nre (Ordet medfører 


et noget ſteerkere Begreb, end KErekigrhedz 


dog mildere, end rgierrigbed og AÄekreſy⸗ 
ge. ”Forgieves AErelyft 1 tætte Hierter 
brændte,” O. G. Mener. arelyſten, ad). 
v. d. f. ſ. ærefyg. (Baggeſen.) æreles, 
adj. fom ſtrider imod ren; fom ingen X. 
har, el. fom medfører Ærens Tab. At 
begaae ærelefe Handlinger. ”Selv dette 
ærelefe Konſtgreb vilde fun dielpe li⸗ 





i 
. Å v u 


Exe. 


det.” Birkner. Et æreloſt Menneſte. ( Ikke 
blot om den borgerlige, men ogſaa om den 
moralſte Ære.) ”Hvo avelos lever, han 
ærelos dver,” P. Lolle, Akreleshed, en. 
ud. pl. Bejtaffenheden at være æreles. (A. 
Orſted.) Mreminde, et, Minde, fom er 
fat t, Xre ell. pæder f. een; Dædersminde, 
Akremale, et. d. f. Xreminde, (Engelst. 

J. AEremæler er ficlden. ”Cvige Akremæ⸗ 
ler” foretommer i Snced, Patr. Tilſt. I. 
122.) Akreport, en. En opført Port el, 
Bue, t. Xre f. en Fyrſte ell. en anden, der 
holder Indtog ell. reiſer giennem Landet. 
ærerorende, adj. v. ell, ærerørig, adj. ſom 
trænfer, fornærmer eens Xre; æretræns 
fende. (jvf, utilberlig. ſ. D. Lov. VI. 21, 
14.) *Der gives (i Følge vore Love) grove 
Udtryk mod Andre, fom ere utilbørlige uden 
at være ærerørige; og de ærerørige Udtryf, 
ſom Løgner, Skielm og Tyv, ere mere end 
utiſborlige.“ Muͤller. —288 figurl. 
(igeſom i Tatem. af døe p. ens Seng) 
om Døden p. Valpladſen. *At han v. blos 
digt Fald p. ÆWreſengen ligger,” Reenberg. 
Abreient, eh. Gave, der bydes ſom ent 
XSresbeviisning, ſom ef Vidne om ERre⸗ 
frugt, meer end m. Denfyn ft, dens Vardi; 
Hæderggave, Æreſtud, et. S. ſom affy⸗ 
rer t. 2Xre f. een. —Mreſtud af Stadens 
høie Vold,” Bording. II, 360. Akreſtyg⸗ 
ge, en. J hoiere Stiil: en falſt, forgænges 
lig Wre. (Tullin.)  ABreffiænder, en. pl. 
-e. den, frm i hol Grad frænfer en Andens 


Cre, føger at ſtille ham v. Æren, Naar 
Bagvafferen føger at kilintetglore fin Næs 


ſtes borgerlige Xre, da er han en Ære⸗ 
fliænder.” Muͤller. KWreſmykke, f. gæs 
dersſmykke. AÆreſtand, en. Grand, For⸗ 
fatning, hvori man æreé el. nnder Ære, 
At være I AÉreftand. Moth. ”De tomme 
. frem t. Wreſtand og Lykke.“ Bording. 1. 
41. MÆreſtotte, en. S. opreift t. res 
minde f. een. areſyg, adj. i hoi Grad 
ærgierrig, ”Den AErgierrige higer blot 
efter Wre, og hans bele Hu er henvendt 
paa, hvorledes Wre fan naaeé; men den 


Areſytge anſeer ren f. uundværlig, og 
foler fig ulykkelig, naar Xren, han higer 


efter, iffe vil falde i hans Lod.“ Muͤller. 
Mreſytge, en. ud. pl. den hoieſte Grad af 
Wrelyſt ell. XErgierrighed. 
” Helt af ABreføge brænder,” Rein. —Mre⸗ 
fyge er en Aandsſvaghed, der fætter al Til⸗ 
fredshed i etSkingode.“ Muller, AErejæs 
. de, f. Sædersplads, ALretyv, en. d. f. f. 
Ubreffiænder.(Moth.) Æretorſt, en. ſigurl. 
en meget høt Grad af Xrgierrighed. “Broſt 
dig aldrig af faa ſtienndig MEretorſt.“ Popes 
Krit. v. Schiermann. ”piin ædle re⸗ 
torſt, ſom brændte i dit Bryſt.“ Foerſoms 
D. II, 88. Akrevers, et. d. ſ. ſ. Ære⸗ 
digt. — c.) Aeesbane, en. den Bane ell. 
Livrvei, hvorpaa cen v. fine Gierninger ind⸗ 


R 


” 699 


”Som naar en, 


- r re. ' ' i - 


— fig 3, (Hebersbane.) XÆresbe⸗ 
i in — en. (Moth.) d. ſ. ſ. AÆrespoſt. 
AMWresbeviisning, en. Handling, hvorved 
man ærer én Anden, beviſer ham Hæder ell. 
udvortes 2Cre, Abresdag, en. f. Sæderss 


deg.” Æresdriſt, en. Drift t. at erhverve 
fig Ære og Hoœder. (Monſter.) ſ. Akrgier⸗ 
righed. esembede, et. ( Moth.) ſ. gæs 
deropoſt. Æredertlæring en. hoitidelig 


ell. offentlig Gienfaldelfe af et Angreb p. 
eens XSre, pan maatte gløre ham en W. 
AÆresfornærmelſe, en. F. i Ord ell. Gier⸗ 
ning mod en Andens WBñfe. WÆresfor⸗ 
fvar, et. F. for egen ell. Andres Xre 
MÆresfolelſe, en. F. af fit eget Bærd og af 
den derpaa grundede 2X, (ſ. UÉre, 1,) fors 
enet m. Omhu f. af bevare og af værge dem, 
Mresgield, en. En Gield, fom det er ell, 
anſees at være en EXresſag, at betale. 
»Den er ligeſom Spillegield, en AEresgicdid, 
der maa betales.” Rahb. (Fortæl, 1 Deel.) 
»En fand AÆresgield, Penge, fom Venner 
havde betroet ham i Tillid t. hans Retſtaf⸗ 
fenhed.“ ſammeſt. I, 88. AÆresglands, 
en. d. ſ. ſ. Zedersglands. “Alle ſamle de 
fig ſom en WKresglands om ham,” Mynſter. 
Aredgrad, en. ſ. Akrestrin. Æresklæd⸗ 
ning, en. (Arreboe) ſ. Sæderstlædning, 
MÆresmedlem, et, en Perſon, ſom, f. at 
hædre bane Stand og Fortieneſter, optages 
t. Medlem af ct Selſtab, uden Forpligtelſe 
t. at deeltage i dets Arbeider (i Modf. t. 
ordentligt Medlem.) Aresnavn, et, N. 
fom tillægges een t. Hæder, Hedersnavn, 
Erestitel. Æresotd, et. Forfittring eſt. 
Løfte, ſom man betræfrer v. fin XÆre. At 
give fir Kresord p. noget. Ærespoſt, 
en. d. ſ. f. Zederspoſt. Akresredning, 
en, offentligt Forfvar i Skrift el. Tale f. 
fin egen cl. andres Æ. Aresſag, ell, 
AErefar, en. Sag, Forhandling cl, Pro⸗ 
ces, form vedkommer en Perſons W. W⸗ 
resſmykke, en. Smytke, der bæres ſom 
MErestean. (J. &. Heib. Pſyche. 40.) Er 
resſtraf, en. Straf p, Wren, ſom tilkiendes 
v. Domſtolene; vanærende Straf. Xres⸗ 
ſtrid, en. Strid, der reiſer fig af KEresfor⸗ 
nœrmelſe. MÆrestegn, et. d. ſ. ſ. Sæderer 
tegn. Arestitel, en, T. ſom medferer 
Nang ell. udvortes Anſeelſe. - ABrestrin, 
et, T. ell. Grad I Hæder ell. udvortes re, 
Aresvagt, en. Soldatervagt, der fættes v. 
én fornem Perſons Bopal f. uf vife ham 
Ære, ” (Jvf. ogſaa ærlig, nedenfor.) 
Are, v. a. 1. lægge fim Agtelſe f. Dagen 
v. udvortes Tegn eil. Yttringer af Sinde⸗ 
laget; beviſe re, (ivf. hedre.) At ære 
fine Forældre, De Gamle ſtal man ære, 
Han ærede fin afdode Velgiorers Billie (v. 
at efterleve den.) - ”En Mand fan være 
æret, uten at være hædret.” Sporon, ”At 


"ære er at yttre et godt Omdoemmeé om An⸗ 


dre, — Iſeer br, ære om at viſe Opmærfs 











re — errgrelfe. 


fomhed mod den fortrinligere Virffomhed” 
(ell. Fortieneſte.) Måden [Man ærer egent⸗ 
lig hver den, ſom man giver udvortes Tegn, 
enten i Ord el. Handling, p. Agtelſe. Men 
da det itke derfor er afgtort, af der menes 
noget m. diſſe Tegn, ell, at Agtelſen ev vir⸗ 
kelig: faa gisr man Forſtiel paa, af ære 


. gen udvorteB, og ære bam i Dlertet, Maun 


tan ved Borgerlivets Bedtægter undertiden 
nedes til, i det Upvortes at ære den Mand, 


man v. fig felv foragter; og man fan ære en 


det dagl. Liv forekommende 


Wand i fit Hierte, uden at kunne ære ham 
å Livet,” Muller, Man figer ogſaa: af ære 
de moralſte Ideer og Begreber, (ære Dyden, 
Uſtyldigheden, Retſtaffenheden o. d.) a: at 
ertiende ag vedgaae fin Agtelfe f. ſamme.] 
(Partic. æret br. ofté ſom et hædrende el. 
haftligt Tillægéord, hvor en Perſon omta⸗ 
les. Min ærede Ben, Den ærede Herre, 
fom her yttret fin Mening.) 


Abrende, (el. Erend,) et. pl.-v. [X. 6. 


Ærend,] 1.1 Aim. Beſtilling, Forretning, 
Hverv, ſom vedkommer et enkeit Tilfælde. 
At være, at reiſe i Kongens, i fit eget 
Arende. At fle, give cen et Ærende. 
At rygte, udføre, udrette et AÉrende. 


Mangen gaaer en Andens Bud, og trygt 


ter fit eget Akrende.“ Ordſpor. Af have 


" rende paa et StedHvor der er hvide 


Katte, der har Stinderen Wrende.“ Talem. 
(Moth.) Hun giorde fig et AÉrende ind i 
Stuen. 2. færd, om mindre betydende, i 
orretninger og 
Foretagender. At gane MÆrender i Byen. 
Hun fendte Vigen bort i er AÉrende, Han 
giorde fig et KErende i Stuen, f. af fee hvad 
der foregik. ([. Byærende,) — Deraf: æren: 
Deles, ærendles, adj. fom er uden rende, 
ell. ei har forvettet fit rende. “Hvo ſtun⸗ 
deslos far af By, kommer ærendeles hiem. 
Ordſpr. ”Zaué og ærendles han maatte 
derfra gage.” Bording. II. 342. 
Arenpriis, en. Navn p. en Plante, der 


— tillægges mange gode Egenſtaber. Veronica 


tredelig, ubehagelig; it, fortrydelig. 


officinalis. 
AÆrgerlig, adj. [I. årgerlid.] fors 
t 


” ærgerligt Sind. At blive ærgerlig over nos 


” get. (d, Tale.) 


"”YErgerlig i Hodedet over 
den befværlige Vei.” Bagg. R. Klim, 182, 
AÆrgre, v. a. oq roo. 1. IT. årgern.] 
opvoœkte · Vrede, Fortrydelſe, Misfornsielfe 
hos een. Hans Ligegyldighed ærgrer mig, 
Det ærgrede ham, athan blev forbigaaet. At 
ærgre, fig over noget, ”En Fader fan m. 


Grund ærgre fig over, at Sønnen fpilder fin 


id og fine gode Anlæg p. Narreſtreger.“ 
Muͤller. —AErgrdfe, en. pl,-r. Titftanden 
at ærgre fig, en Folelſe af undertryft rede; 
Sindskronkelfe. At have AErgrelfe af nos 
get. —Akbrgrelſe er den bittre Folelſe af 
menneſtelige Daarſtaber, hvorved man ſelv 
lider Stade,” (Dog er det iffe altid blot 


ON 


708 


Selighed i Handel og Omgang. 


Srgrelfe— te. - 
egen eller Andres Daarſlab der fan vætfe 


Argrelſe; men ogfaa ed vis Grad af Slet⸗ 


. Wan fan ærgre fig over Utaknemme⸗ 
lighed, lav Egennytte, Partiſthed 0. 2) 
ger. Sortrydelfe, 2, og arme, 2.) ”Gr 

ortrydelſen ſterk, og angaager den en 
Daaritab, fom vi bebreide og ſelv, taldes 
den AErgrelje.” P. E. Muller. 

AÆrlig, adj. [af UÉre,] 4. overeenss 
ſtemmende m. den borgerlige Xre, m. et 
godt Rygte ell, offentlig Agtelſe. Et ærligt 
Navn og Rygte. At være fommen af ær: 
lige Forældre. Han maatte iffe faae er 
ærlig Begravelſe. (modſ. uærlig.) ”De 
vare beredte til enten at leve eller døe ærlis 
gen.” 1 Macc. 4, 35. ”Det er ærligt at ſye 
Etve, naar Læteret iffe er ftiaalet.” Talem. 
2. overeensftemmende m, den moralffe Ære, 
m. Retſtaffenhed, ell. ſom opfulder dens For⸗ 
dringer; redelig, retſtaffen. En ærlig Mant; 
ærlige Folt, En ærlig Behandling. At 
tiene cen ærligt og redeligt. Det gif itke 
ærligt t. med den Handel, Et ærligt Ans 
figt, At fee ærlig ud, (modſ. uredelig, be; 
dragerſt.) jvf. redelig. 3. Sedelig, ans 
ftændig, kydſt. En ærlig Pige, Avinte. 
(J Zitler brugtes det fordum hoppigen, 
ifær i Forening m. velbyrdig, om Adelen.) 
— Ærlighed, en. ud. pl, Beſtaffenheden, 
at være ærlig; Redeclighed, Retſtaffenhed. 
»Akrlighed øv en Dyd i Tœonkemaade; Xes 
Af Akr⸗ 
lighed følger Redelighed, og denne er grunz 
det p. den forſte.“ Sporon. E 

Arme, ct. på.-r. [af Army J. Frmi.] 
den Decl af et Kledemon, fom, bedæter 
Xrmenc, At ſye WÆrmet'i en Kiole. At 
biude cen noget. p. Armet 9: bilde ham 
noget ind, ”FvlE af gammel Ærlighed, der 
ikke lade fig felv binde noget p. Ærmet.“ 
Bagg. (Fort. til N. Klim.) At ryſte en 
Løgn af rmet. ”Dvad vil hans Præfes 
net? an dem af AÉrmet ryſter.“ Holb. P. 
Paars. (3: de koſte ham ingen Umage.) far 
har en Ræv i Akrmet (er fnedig.) = Ar⸗ 
mefoder, et. F. fom fættes i Xrmet. 
Akrmegab el, AEErmehul, et, det Hul i en 
Kiole, hvortil XWrmet paffer og ſom tet 
ſyes til. Ærmekaabe, ch. K. med XT: 
mer. MÆrmeknap, on. K.hvormed ca Lin⸗ 
ning, f. E. paå Stiorten, knappes v. Hæns 
derne, AÉrmelinning , cu. d. ſ. ſ. Haaud⸗ 
linning. 

AÆrt, en. ſ. Ert. 

UErteffokb, n. s. f. Artiſtok. 

Ako, et. (i Kortſpil.) ſ. Es. 

Aſel, et. f. Eſel. 

Aeſt, en. (et Trœ.) ſ. Aſt. 

Akſte, en. pl. Ix. [J. Askr. N. S. 
Aſcher.J et Giemſel af tynde Sideſtykker, 
der omgive en Bund, m. et derover paffende 
Laag. (iuf. Buddike, Kiſte, Skrüin.) Ea 
Pabaſte, Spaangiſte, Blyaſte, Trcaſte. 








Pulveræffe, SGmoræſte. = ebund, en. 
den flade Bund i-en Eſte. Acſtrelaag, et. 
et Zaag der jlutter'uden om, Xſtens Rand, 
Aſkemager, en. den, fom gier og fælger 
adſtillige Slags Xſter. 

UEffe, va. 1. IA. Ø. ascian. E.. to 
ask.] fræve, forlange, (ifær med Cftertryt, 
ell. hvad man,er beføtet t. at begiere.) At 
æffe eens Vidnesbyrd, æffe eens Betænfning 
i en Gag. ”Det betrængte Fædreland æffes 
de hans Biftand.” Jacobi. At æffe cen t. 
Tyekamp. ſ. udæffe. ”Hver Svend, fom 
æffed ham, har maattet lade fit unge Liv.” 
Ohlenſchl.Man æffer det, man bør haves 
fordrer det, man vil have; Fræver det, man 

al have; forlanger det, man enſter at 
—8 Sporon; (dog iagttages denne For⸗ 
ſtiel ikke altid i Brugen; og eſte et overho⸗ 
vedet nær v. at forældes.) 

Uf£sp, en. pl.-er. [I. Espi. X. &. Espe.] 


et Træ af Poppel: Slægten; Bæveræsp. 
Populus tremula. At ftiælve fom et Æo⸗ 
pelov. 


Ar, cm. (pl. Ætter er ganſke fielden.) 
[3. Æit.)1. Oprindelſe, Afkomſt, Ud⸗ 
foring, Byrd; ifær om Menneſter. (origo, 
ortus.,) Moth. At være af fornem Alt. 2. 
tamme, Slægt, Art. (Stirps, genus) En 

ammel, beromt Et. ”Zænt p. den ædle 

t, hvoraf dit Folk nedſtammer.“ A. Bull. 
Kongeæt, —= ætgod, adj. ſom er af god 


- , ⸗ 


id 
' ” $. ff 
4 
KS 


9 (eller Øe, ſom endeel endnu ſtrive) en. 
pl. Øer. [3. Ey. f. Liland.] ct mød Vand 


omfivydt, fra Faftlandet affondret Land. 


Dog er Brugen af dette Ord indifrænfet 
fil alle mindre Lande af denne Art; og 
faavel de 3 gamle Verdensdeles, fom Ame⸗ 
ricas Hovedland, tillægges Navn af det 
fafte Land, En meget lille Ø kaldes en 
Zolm. [De flefte tillægge endnu Ordet Ø 
Det ſtumme ez ogſaa af den Grund, at 
Det ci fan undværes, hvor Ordet i Genit. 
faaer den beſtemte Artikel el. pron. de- 
monstrat. foran, f. E. Den lille Øes Ind: 
byggere. ”Den-fom tiftræder denne berømte 
Wes Befiddelſe.“ D. Quirote af C. D. 
Biehl.] = Øbo, en. pl.-er. ell, Oboer, en. 
.pl.-e. (Syredorf.) Indbygger p. en 9. 
Øbygger, cen. d. f. ſ. Oboer. (Guldb. Tre⸗ 
ſchow.) Ogaard, en. Samling af mindre 
Der, der omgive en ftørre. (ſielden.) Slæls 
lants Ogaard. (Scheels Krigens Skuepl. 


2356.)gaugeland og Xro, tilligemed Taa⸗ 


⸗ 


| 701 
En rund, Rktantet Me. En Hatteaſte, 


ſen. Oecon. Ann.) 


Øde. 


At ell. Stamme. (Moth.) Mrled, et, 
J. d. ſ. Led i Slegtſtab og Stamtavbler; 
legtled. (J. Ættlidr.)  ætlede, v. a. 1. 

tage I Barns. Sted, adoptere. (Moth.) J. 

ætfleida. Aktleding, en. 1. Handlingen 

at ætlede een, (J. Ættleiding.) 2, den, 
fom er tagen i Barns Sted, ell. lyſt i Kuld: 
og Kien af en anden. Roth. (I. Ætilei- 
diner.) Aktmand, en. pl.- mænd. ned⸗ 
ſtammende Slægtning, Frænde. Grundtvig 

(Qvædt. S. 165.) = Mrtetel, et, Glægts 

regier, (Moth; forældet. JéL. Ættar- 

tala. ' ' 
Aole, v. n. 1. (har.) ſnakke meget. om 


ingen Ting; kives, trætte, (Moth, d. Tale.) 


Auyvred, ell, Akvret, et, [dette Ord, ſom 
jævnligen I Sammenſetning ſtrives AL ure 
(absol. forekommer det næften altid m. bes 
ftemt Art, AEyret) fommer af bet gamle 
Afred, Afreth, og bør derfor ikke miſte En⸗ 
deconſonanten. jvf. fred i Dial,” Ler.] 
Grosning I Stubben p. de høftede Agre, ef⸗ 
terat Gæden er hiemfort. At opgive Atv: 
ret Do: flippe Kreaturene løg p. de hoſtede 
Marker. (Dluffen.) — Xoredgraæsning, 
ell. Woregræesning, en. Græsning, f 
finder Sted om Efteraaret i Wvret, Xv⸗ 
redſmor, et, Smor, ſom kiernes af Mel⸗ 
fen i den Tid, da Koerne gane p. Xvret. 
MÆyvredtid, en. den Tid, da Xvret er op⸗ 
givet, da Kreaturene gane i Rvret. ¶Oluf⸗ 


fing og Xrse, udgiere den fyenſte Ggaard.“ 
fammeft. 247. Oland, et, pl.-2. et Sand, 
der udgiør en ØD. De daͤnſte Ølande, 
Ølund, en, En Lund el. mindre SÉov, oms 
tinget af Band; el. en liden, flfovbdbevoren 
D. ”Bi fane ud over hele Skoben og Olun⸗ 
dene I de ſpredte Indføer,” Bagg. (Labyr. 


I. 57.) . 
Øde, adj. [3. audr. T. oͤde. jvf. Øre 
ken.)J 1. uopfnidt af Mgterien' (fom man 
tænter fig Verden fer Sfabeffen,) ”Liges 
fom Skabningens Mangfoldighed "gif frem i 
Lys og Skionhed af det Øde og Zomme.” 
Mynſter. 2. itte beboet ell. dyrket af Mens 
neſter, folketom, ubeſegt, ubebygget, ell, 
meget ſparſomt bebygget. »Jeg ſaae Lan⸗ 
det, og fee det var øde og tomt.” Jer. 4. 23. 
Én eenſom og øde Egn. Et ode Sted. 
Maagen ſtriger v. den øde Strand.“ Thaa⸗ 
rup. En ode Gaard I: ſom itkke drives og 
et ubeboet. (ſtrives ogſaa i eet: Odegaard. 
Zorden ligger ode (drives itfe.) At lægge 


2 — 
f 


om . 


Ode — øde. 


Landet ødes I ældre Ekrifter I Gt, far det 
følgende: == odelægge, v. a. 3. (f. lægs 
ge.) 1. fordærve aldeles, glore utienlig 
rt. Bing, t. Beboelſe. At odelægge fine 
Klæder, Krigen har ødelagt Bandet. Han 
edelægger fin Helbred. 2. forarme. Lan 
er ødelagt i Bund og Grund. Dette Tab 
har rent. ødelagt ham. 3. fætte overſtyr. 


Han har edelagt Alt hvad han eiede. — 


Ødelæggelfe, en. pl.-r. 1. Gierningen at 
gø. Krigene Ødelæggelfer, 2. det, at ødes 
lægget, Fordærvelje, Undergang. — Ode⸗ 
lægger, en. (Noth.) ”Saameget ringere 
— fom den orkeslaſe er bedre end Ødelægs 
eren.“ Sneedorf. »Bag Ødelæggeren 
iner ruge.” S. Blicher. = odeliggende, 
adj. vi ſom ligger øde el, udyrket. Ode⸗ 
liggende Jords Opdyrkning.“ Olufſen. 
Øde, et. [det foregaaende adj. brugt ſom 


n//xS.] det øde, tomme Rum, en ode Egn, 


Orken; (hos Nyere.) ”Et ſtræekſomt Øde 


langt fra Nord t. Syden gaaer,” Frimann, 


- 


»Send Øiet mod hliint africanſte Øde” S. 
Staffeldt, ”En Gravtaushed og det frygtes 
ligfte Øde.” Bagg. (Labyr. II, 297,) ”pvor 
Gravens Gtithed Lundens Øde bætfer.” 3. 
Guldberg. 

Øde, vza, 1. d. f. f. stelægge, 1. (Moth. 
nu fieldent) Som fede fig m, Rov og 
Blod, og ede Landets Grøde,” Bording. 
»Mdes anden Mands Korn, eller Eng.” VI, 
34,14. "De udmattede og odede Landet,” 
Guldberg. | ”Du — glædes ei v/ at sdt det 
Liv, du felv har ſtabt. Ohlenſchl. 2, uds 
give t. Unytte, og I Mængte, ſpilde, fætte 
til, fætte overftvr. At øde fine Penge, fin 

ormue p. Daarligheder, Hvad Faderen 
parer, det oder Sønnen, 
»” Zen eder Penge, der fætter dem til, fordi 
an ikke agter deres Værd, og faalcdes lige⸗ 
om fafter dem bort,” Muͤller. (jvf. odfle og 
orede. Den rige Mand fan øde mange 
enge paa noget, uden at forode (2: rent 
tilfætte (fin Formue,) == Deraf: Odeland, 
en, den, fom æder meget, en Foroder. — 
der, en, pl. =e. en Odeland. ӯderen 
unde itte sdelægge fine Eftetkommere; den 
Gierrige ikke udſue fine Medborgere.” Sneed. 
»Efter en god Avler kommer en god Oder.“ 
Ordſpr. — edſom, adqj. tilbsielig til at øde; 
adſel (1. og 2.) P. I. Golding. ' 
, Øde, et. ud. pl. [Sv. Oda. J. Audna.] 
Skiebne, Tilſtikkelſe. (Et af nogle nyere op⸗ 


— faget Ord:) 


Ødfel, adj. pl. odſſe. [af v. a. ede] 1. 
tildsielig t. af øde, (modſ. ſparſommelig.) 
En edfelKone. 2. overflødigt, ilnytte, ſom 
langt overſtrider Fornodenheds Maal. 
fle Giæftebud, En odſel Anretning, edfel 
Pragt. At leve edſelt. (odſel har I Brus 

en meſt Henſyn p. det unyttige i Udgift ell. 
nvendelſe; overdaadig p. det henſigtsloſe, 
overflødige og foftbare ll, det overdrevet 


702 


At øde fin Tid. 


oder 


Hdſel — Hie. 


præegtige. Selyp den Fattige Far: være od⸗ 
fel; og m. Dverdaadighed fan Knaphjed ft. 
fin Tid være forenet.) . 3, uegenti. for: 
rigelig, overflødig. ”ZDen hele Mart cc 
Snft, form odfel fig tilbyder,” P. H. Fris 
mann. — Ødfelhed, en, ud. pl, Ben Egen⸗ 
ſtab ell. Beſkaffenhed at være odſel. (jvf. 
Overdaadighed.) Ӯn Levemaade, ber 
medforer mange unodvendige Udgifter, kal⸗ 
des Ødfelhed, f. faa vidt Formuen derved 


lægget ode, Overdaadighed, f. ſaavidt 


Menneſtet derved poverttriber Maadehold i 
at anvende Penge.” Muller. 

Ødfle, v. n. og a. 1. neutr. forbruge, 
fortære m. Ødfelhed, t. Unytte. At oðſle 
med noget. 2. act. af anvende. I unvttig 
Overflodighed, øde, tilfærte, At edſle fin 
Formue bort, At ødfle mange Penge p. no⸗ 
get. (fvf., ede og forode.) ”Xt odſle er at 
øde ideligen, cell, Frequentativet af af ode. 
— At bortodſle er at forode ved at odſle, 
og bliver altſaa det ſteerkeſte Udtruk i denne 
Nætfe.” Muͤller. — Deraf: Ødflen , en. 


ud. pl. . i 

Øg, et: pl. d. ſ. ISv. Ok; ogfaa om et 
Par Drayere, et Spænd. J. Eykr, Arbeids⸗ 
dyr.] en Heſt, fom br. til Arbeide ell. Drat, 
en Bondeheſt, Arbeidsheſt. (Ordet høres nu 
fun blandt Aimuen.) Deraf ligeledes i Als 
mueſproget adjtillige Gammenfætninger, f. 
E.r Øgbytte, Øgfællig (Fæleftad I Bruger 
af Delte) Øghoved, 0. a. 

Øge, v.a. 1. I partie, ogfaa egt. II. 
auka.] 1. udvide, giore ſtorre, formere. 


Af. forøge, fom nu mere br.) 2. færd, for⸗ 


sgev. Tilfætning, v. at ſye til. Kiolen 
maa øges ncdentil, Der fan oges ef Stykke 
i ell. til. Det klendes ikke hvor Siykket er 
øgt til, =,Øgning, en. pl.-er. Giernin⸗ 
gen at øge, færd, i Bemærk, 2. if. Stedet, 
hvor noget er ogt. Kiolen er lobet op i 
Øgningen. — Øgenavn, et. pl.-e. Til⸗ 
navn, ffær et ſaadant, der giver cen f. Haan; 
Spottenavn. 
Øgle, en. pl.-r. [J.Epla. Sv. Odia.] 
en Fiirbeen. Lacerta. (Af Foreſtillingen om 
diſſe Dyrs Giftighed kommer det Bibegreb 
om Skadelighed, Slethed og Ondſtab, ſom 
herſter i de fig, Bemært, af de fleſte Sam⸗ 
menfætninger,) — Øglebid, et, Bid af én 
Dgle. glerede, ch. figurl. et Opholdsſted 
f. flette, ſtarnagftige Folk. Ogleſal, en. 
poet, en m. Øgler opfyldt Sal ell. Bolia. 
»Jeg ſynker gierne ned t, Naſtronds Ogle⸗ 
ſal. Ohlenſchi. Ogleſlagt, Øglegt, en. 
— en Slægt af onde, flette Menneſter. 
gletunge, en, fig. en ondſtabsfuld, bagva⸗ 
ftende Zunge ef. Tale. Øgleunge, en, 
pl.-r. fig, onde Bern, vanartig Afkom; li: 
geledes Ogleyngel. 
Øie, et. pl. Øine og Vien; det fidſte 
meft (ældre Értifter. (3. Auga, 2. Auge. 
E. eye. ældre pl. eyen.] BEN Redſtab f. 

















- 
8 


Hie. 
Synets Gands hos Mennefferog Dyr. 2.) 
Ligefrem : At have mørke, lyſe, brune, hlaa 
Øine. Ut faae noget i Øiet. At have Stær 
p. Det ene Øic, At være blind p. begge Øine, 
Ut ſlaae Øinene ned (vende Blikket mod Jor⸗ 
den, fom den undſeelige.) At følge cen m. 
Binene. fan havde iffe Øinene fra hende 
den hele Aften. — figurl. At fee een under 
Mine ad: itfe være ræd f. ham. Ar gaae cen 
under Øinéne o: hykle, imigre f. cen. At 
ice gen lige i Øinene, lige op i Oinene. 
Han negtede det i mine aabne Øine (om den, 
fom vil benegte hvad der er vitterligt, at 
han har giort,) Det er ham en Zorn i 
Biet ad: det er ham meget ubehageligt, ed. 
Gienftand f. Misundelſe. b.) overfort: 
Söynets Sands, Synet. ”Det er el Alt f. 
Øie, ſom eles ſtal.“ Ordſpr. (P. Lolle.) 
»Lad da ci mit Øie fce det, hvorom jeg heller 
drømmer.” J. £, Heiberg. At have gode, 
ſtoerke, fvage Pine. Han har miftet fit hoire 
Øie (3: Synet p. dette Øie,) Det lader fig 
ikke fee m. blotte Gine, At fomme af Øie 
eu. af Øine 3: af Syne. ”Saafnart den 
gamle Tid fig og af Øie ſtynder.“ Bording. 
Feg veed itfe, hvor han da havde ſine Øine, 
Jeg tør neppe troe mine egne Øine (om et 
meget uventet Syn.) — figurl. At fee m. 
Andres Øine (lade Andre iagttage, arbeide f. 
fig.) At være vant t. at fee m. fine egne 
Øine. At falde i Øinene: a.) være fon: 
lig; have en faadan Gtilling, at det fan 
fees. b.) have udvortes Syn, Anſeelſe. 
At fafte et Øie paa noget, i en Bog (fer, 
Læfe flygtigen.) — Desuden andre figurl. 
Talemaader til I. a. og b. f. E. Det var 
ham en Torn i Øiet 8: en meget ubehagelig 
Sag, At lukke Øinene v. noget 9: lade fom 
man ei bliver det vaer. (Men: At (uffe Øis 
nene cl. et Øie d: fove, Jeg har iffe luktet 
et Øie den hele Nat.) 0. fl. 11, uegentl. 
og figurlige Bemærtelfer: a.) om Diet, 
fom Giælené, Tankens ell. Folelſens Tolk: 
Blik, Hieckaſt. Fromhed lufer af hendes. 
Øie. Et lumſt, ſtulende Øie, Aabne, livs 
fulde, talende Bine. Der ligger meget ædelt 
i dette Øie, ”Veltafende Øine hinanden 
forftaae,”” Thaarup, Hun gior Alt hvad hun 
kan fee p. hans Øfne, - b.) Paaſyn, Die⸗ 
fyn, Nærværelfe, At rofe-cen i hans Øine, 
At narre, lyve cen op I Øinene, I hané aabne 
Dine, (p. en grov, haandgribelig Maade.) 
Det ſteete under hans Øine, Man tog det 
bort f. hang OGine. Kom itfe meer f. mine. 
Wine! Gaae bort fra mine Øine! At fige 
cen noget lige i Øinene (uden Omfvob ell, 
Staanfel.) At gage cen under Øine 9: 
hykle, ſledſte f. ham. (Moth, Dog ogfaa i 
god Bemært, ad: viſe fig foielig, opmærffom 
imod cen. ”Gin Mand hun under Øine 
gaaer, fom det fig bør og fømmer,” Bor: 
ding, I, S. 5.) Under fire Øine. (blot 
imellem fo Perſoner.) Cc.) Opſyn, Tilſyn, 

) 


* 


703 


Oie — Hiebolt. 


Omſorg. At have Øie et vaagent Øe mød 
noget. At have fine Øine overalt «(være 


meget paapaſſende.) Politiet har Øie med 


ham (paſſer p. hans Handlinger.) d.) Om 
Følger og Virkninger af at fee; faalcdøs : 
1, Om Hukommelſe, Indbildningskraft, Bes 
tragtning. Dette Syn ſtaaer mig beftandig 
f. Giet. At have Gud f. Øine.  ”Dette 
havde han ſtedſe f. Pine.” Malling. 
ſtedſe f. Øiet, du ei er ret friſt.“ Veſſel. 
2. om Villie, Attraa, Onſte. At kaſte fit 
Øie paa noget. Han har længe havt Øie 
paa Pigen (GBodhed f. hende) p. den Gaard. 
At have et godt Øie til cen (Velvillie, God⸗ 
hed.) «pan har ikke Øie for andet, end 
denne Pige. 3. Erkiendelſesevne, Dom⸗ 
mekraft. Sagen ligger f. alles Øine, At 
aabne Øinene p. een (oplyſe ham om en 
Sags fande Beſkaffenhed.) Nu ſaae fan 
Tingen m. gane andre Øine. At fee nos 
get m. et krikiſt, mistænkeligt Ø. 9 mine 
Vine 9: efter måt Skisnnende, min Mening. 
. Verdens Øine, At fætte een BiCar i 
Øinene, fvøbe hans Øine i Blaaro: —8 
de, føre ham bag Lyſet. III. br, Ordet i 
ende, egentlige og overførte Bemerkelſer 
om Zing, der have meer cl, mindre Lii 
m. et Øie; f. C.Ø øbeb 
Øime i Kortſpil (enkelte Figurer sl. Punkter 
p. Smaakortene, og Tallet p. dem, ſom 
Herrebladene regnes for.) At have fleft, de 


hoieſte Pine. Fe. points. — Øine (Pritter) 


p. Zærninger, At flaae lige, ulige Øine, 
— Øine i Dft, i Brød (2: Smaabutter 3 
Øiet i en Naal, Raaleeie. Øiet p. en Øre, 
(f. Diebolt.) Øie paa Træer og Buſte, 
(gem ma) ad: Knop, hvoraf Skud, Blade en, 

lomſter udſpringe. (Bladeie, Lopoie, 
Blomſtersie.) Øie paa en Qværn, el. paa 
den averſte Molleſteen (hvorigiennem Kors 
net falder ned.) Øie i Tougvært, i en 
Jernbolt, t. Skibs; m. fl. — Sammen⸗ 
fætninger: a.) Øieblegn, en. Blegn, der: 
fætter fig inden i Diet ell. paa Øielaaget. 
ØWieblending, en. Blendvcerk, Gisgleværf, 
Moth.) Øieblit, ef, 1. egentl. Blik ell. 

evægelfe m. Dielaagene. Moth. (fielden.) 
”Qad Gieblikket under Brynet imellem træffe 
dig ſom Synet,” Bagg. (Poet, Ep. 1814. 


S. 36.) 2, en yderft fort Tid. Det varede - - 


fun et Øieblif, Jeg tal tomme i Øieblifs: 
Fet, om et Mieblik. Et hoitideligt, græts 
keligt Gieblik.. For et Øieblit fan det mos 
re. 3. Øiebliftet absol. den nærværende 
Æld, det nærværende Øieblit, At leve i, 
for Vieblikket. Han tænter fun paa Øles 
blikket. —— Deraf: øieblitlig, adj. ſom 
ſteer i et Øieblif ell. ſom varer fun vderſt 
fort, En øiebliflig Overgang, Bevægelfe, 
Det fan give dem en: øiebliflig Dielp, == 
Øieblund, et, Et fort Blund. 2,-et Øieblit, 
2. (flelden.) - Øiebols, en. En Bolt ell. Kor 


SYernnagle, m. et Die cl. Suliden ene Erde. 


ef 


” Sav 


AJ 


ine i Paafuglens Hale, 





* 


- 


N 


, Ernnet cl. forftarre Gienſtandene. 


Hiebryn — Dienerve. 
Giebryn, et. ſ. Bleubryn.  Ølebyld, en, 
B. i Diet. øtedarmet, adj. dannet ſom et 
Die. 
hvorved det idelig finder m WVadſte og Wa: 
terie. Wiefæptte, et. noget, fom Diet, Sy⸗ 

s het har at fælte fig paa, (Arreboe. Deraem. 
289.) ieglas, et. 1. et ſlebet Sla6, t. 
at fee i m. ect ell. begge Dine, f. at ſterpe 

2. et 

efter Diets Skiktelſe dannet Glas, ſom fols 

des m. en Vadſte f. af bade def. ies 
haar, ſ. Øienhaar,  Øiehinde, en, En af 
de Hinder, fom høre t. Hiet.  Øiehule, 


. en. den Fordybning i Hovedet, hvori Diet 


finder, - Øiebvælving, en. Dicts hwelvede 
Yderfide. (Øienhvalv. Roſtg.) ickaſt, 
et. pl. d. ſ. en Bevægelfe; et Blik m. Diet, 
der udtrykker en Folelſe. (f. Øie, II. a.) Et 
ſtolt, omt, vredt Øiefaft. Hun gav ham et 
venligt Biekaſt. Viekiertel, en. K. 1 Dies 
frigen, Taarekiertel. Øiebreds,ep.(Tullin. 
Snecedorf. Jacobi.) ſ. Synstreds, fom er 
, mere brugel. ”Og i en endløs Jis vor Øiez 
Frede indhylle.” E. Colbiornſen. Vie⸗ 
krig, en. den Krog ell. Vinkel, ſom Diet 
danner p. een Side v. Neſen, p. den anden 
v. Tindingen. (f. 1. Krig.) Øidaag, et. 
ſ. Gienlaag. Wielinie, en, Linien, fom 
tœnkes imellem Diet og Gienſtanden, der 
ſees, ( V. S. O.) Viemaal, et, 1. det 
Maal, ſom tages el, beregnes blot efter 
Hieſyũet, uden andet Middel ell. Redſtab. 
At giore noget efter Viemaal. Afſtanden 
fones efter Biemaal at være et Par huns 
vrede Skridt. 2. ſieldnere: d. f. ſ. Øies 
med. (Kingo.) VDiemed, et, 1. egentl. 
d. ſ. f. Diemcerke, 1. men ſielden. 2. Maal 
for Tanken ell. Forfættet; Henſigt. »Til 
dette ſtore Biemed fordres ſtore Fordighe⸗ 
der, ſtor Duelighed.⸗Schytte. ” Hvor Øiez 
medet er ftørre, end Midlerne, og Bognins 
en iffe paſſer t. Midlerne,” O. Guldb. 

t forfeile ſit Giemed. Derpaa gif hans 
Øiemed ud. De havde fælles Oiemed. (jvf. 
såenfigt, Sormaal, Det fjernere Maal f. 
Virkſomheden i en vis Retning kaldes ofteſt 
Øiemed; v. Senfigt forſtaues undertiden det 
nærmere; og Øiemed br. derimod, naar 
Talen er om, v, længere Stræben, at opnaae 
noget vigtigere.) ӯiemedet af en Handling 
dan være forſtielligt fra dens Zenſigt. Den, 
fom lyver, har t. Zenſigt af mislede Ans 
dre; hans Øiemed ev egen Fordeel,” Muͤl⸗ 
ler. Øiemuffel, en, M. der ſtager i For⸗ 
bindelfe m. Dief. Oiemerke, et. 1, Punkt 
el. Med, hvortil Piet figter, el. fom man 
ifær rager Kiende paa. At tage Miemarke 
af et Sted, Jeg har et fittert Øicmærte i 
Treæet. 2.0. i, Øiemed, 2. Bording. I. 
38. Tullin. “Naar Giemarket ikke anderle⸗ 
des fan opnaages.“ Sneedorf. (nu ſieldnere.) 
Vienerve, en; N. i Diet, Gieucſt, et. 1. 
Dickrig. 2, Diekiertel, Zaarekiertel (Moth. 


* 


Viefiſtel, en. En vis Svaghed i Diet, i 


WE Dienet—Øienfoagtet. 


uſcedvanl.)  Øienet, et. Nethinden I Diet, 
Retina. (Treſchow.)  Øieplet, en. Yet 
Diets Hornhinde. Viepunkt (Snee⸗ 
dorf) f. Synspunkt. Oieſktud, et. Stud 
el. Knop p. Bærter, ſom har Die. (V. 6. 
O.) ſ. Øte, III. Øiefteen, en. 1. den 
runde, morke Xabning i Diet, hvoriglennem 
Lysſtraalerne falde, der frembringe Cunit, 
(pmpilla.) 2. fig. om det, fom cen elſter, (I, 
fætter het Priis paa. Denne Datter er hans 
Dieſteen. ”Handelen var deres Øiejteen ; 
at ville dele ell, forſtyrre den, blev anjert f, 
et Fredsbrud.“ Guldb. Viceſtierne, «. 
undertiden poet. og figurl. for Øiefteen, 1, 
Øiefyn, et. 1. Virkſomheden af Syneis 
Sands, Gierningen at fee, Efter Øiefynet 
(faavidt man fan ſtienne v. at fee.) At rage 
noget I Øiefyn, 2. (ſieldnere.) Udſeende, 
Xafyn. Hans Øiefyn [over intet gott, 
Øievig, en. d. ſ. . Diekrig. (Moth.) Vie⸗ 
vædfte, en. 1. en af de Vodſter, fom bere 
t. Diet. 2. Vædite, fonr afſondres i Zist, 


b.) Øienbetændelfe, en, B. ell. Inflam⸗ 


mation I Diet cl, Dienlaaget. Vienublen⸗ 
ding (ell.⸗blinding), en. Synets Forblins 
delſe. (Atreboe. 67.) Øtenbryn, et. den 
fremftaaende, haarbevorne Kant, fom Yen 
den danner over Øichulen. (Øiebryn, 2r: 
ſchow.) VOienhaar, pl. forte pqar, der 
vore p. Randen af Dienlaagene. Oien⸗ 
flod, et, en Dienſvaghed, hvorved Diet bes 
ftandtg flyder m. Bædfte, Epiphora, Øien: 
laag, et. pl. d. f. og Øienicage) den Fort: 
fættelfe at Anfigtets Muſtler og Hud, ſom 
danner et Skiul, dev fan lukke fig over ZL 
mene, og aabnes f. at fee. ”Den ſtille Sorn 
fant p. hans Øienlaage,”” P. H. Frimann. 
”Naar mod den fidfte Slummer de matte 
Øienlaage dale ned,” Thaarup. - Pis 
læge, en; En £, der allene ell. fornemmelig 
behandler Dienſygdomme. ienplaſter, 
et. P. ſom br. mod Dienſygdomme. Vien⸗ 
pine, en. Olenſmerte. Gienſalve, en. 6. 
for fvage Øine cl. Dienlaag. Eienſtalk, 
en. 1.'den, fom gaaer en anden under 


Dine, (f. Øie, J. a.) ſom ſmigrer ham ner⸗ 


værende, og laſter ham fraværende; MM 
Hientiener. 2. en Hykler. "Om de end 
Uke fordende deres Anfigt og fee-bedrancde 
ud, ſom Øienffalfene fordum.” Monftct. 
(Subſt. Øienffallhed forefommer i D, Bi: 
bel og Reinike Fog; nu ufædvanl,) Øicns 
fhierm, en. S. fom br. for (vage Øin«, I 
at formindſte Lyſets Virkning. oienſtien, 
adj. udvortes ſtion, ſtion f. Synet. ” Fell, 
i Ord ſukkerſode, udvortes oꝛenſtionne. 
Arrebbve. Vienfmerte, en. S. i et Pit, 
el, begge. Wienfprog , et. Folelſere, ki⸗ 
denſtaders, Sindsftemningers Udtref ?- 
Diekaſt, ell. Forandringer i Diet; iſer 
gienſidigen mellem to. Perſoner. ien⸗ 
fvaghed, en. Svckkelſo paa Synct, 
Sygdom i Diet, ſom medfører en ſaadar. 








el, , 





Hienfygdom — ØL 
Øienfygdom, en. Sygdom i Ølet ell. nogen 
af dets Dele, WBienfyn, et. Udfeende, Mis 
ne, Anfigtstræf, (ufædvanl,) ”Hvortil tie⸗ 
ner et hoffærdigt Øienfyn 7" B. Thott. 1. 27. 
(ivf. Øiefyn, 2.)  øienfynlig, adj. 1. ſom 
er tydelig at fee, aabenbar, Hans Kors 
virring var oienſynlig. At fee oieufyn= 
lige Folger, Virkninger af noget. 2. begri⸗ 
belig, klar, indlyſende. Det er oienſynligt, 
ot Fordelen ikke oppeier Tabet. Det lo⸗ 
ver en eienfynlig Fordeel. »En ſoleklar og 
øienfynlig Sandhed.“ Kraft. (Aabenbart 
og aabenlyft betegner; Beftaffenheden , af 


være fynfig, m. Henſyn f. Gienſtanden; 


oienſonlig m, Henſyn t. Perfonen, der feer.) 
»Forſtiellen imellem aabenbart og oienſyn⸗ 
lig, naar de br. uegentligen, er at det forſte 
betegner hvad der, betragtet f. fig felv, et 
klart, øienfønligt hvad den Forſtende tydes 
ligt fan erkiende. Det er gabenbart, at 
Yorden bærer Præg af Guds BiisDom ; men 
dette er ikke for Alle vienſynligt.“ Muller, 
— Vientaage, en. Øienfvaghed, hvori Gien⸗ 
ſtandene f. Diet ſynes indhyllede iTaage. 
(Moth.) Øientiener, en. d. ſ. ſ. Øiens 
ſtalk, 1. ”En Øientiener, fom taler Ændre 
efter Munden, laſtes derfore.“ Birg. Thott, 
J. 108, Vientieneri, et, (Rahb. Fortæl. 
I. 70) og Øientienefte, en, ” 1; ſtromtet Jøer 
i Ticneften, 2. ſtromtet Hengivenhed, Falſt⸗ 
hed, Hykleri. (Sncedorf.) Øienfrylleri, 
ef. noget, hvorved Diet el. Synet trylles. 
Bagg. (Poet. Ep. 248.) . Øientyoft , en. 
1. Dgt, man har Glade af at fee; Diens⸗ 
lyſt. (Moth.) 2. &n Plantes Navn. Eu- 
phrasia officinalis. 
gevand, fom br. for fyge Dine. 


Øienvid: 


ne, et. den, ſom m. egne Dine har feet hvad . 


han bevidner, Ӯndnu levede alle de, fom 
funde have været Øjenvidner til diffe 


Tiſdragelſer.“ Baſth. (modſ. Ørevidne.) - 


Øienværk, en. Øienfmorte Moth.) = c.) 
Øienslyft, en. Lyſt, fom nydes v. Synet; 
en Bornelele, ſom Synets Sands giver, 

iet, adj. forſynet m. Øie ell. Dine. 
En ⸗icet Naal. — Sielden, undt. i Sams 
menſ. om Diets Udſeende: blaasiet, bruun⸗ 
aiet, klaroiet, lysoiet, mildoiet, 0. fl. 

ine, v. a. 1. blive vaer, ſtielne v. Sy⸗ 
net, faae Die paa. Gan var allerede faa 
langt borte, at man knap kunde oine ham. 
Gaafnart hun sinede ham iblandt Meng⸗ 
den. — fig. ”Vildfarelfer, ſom diffe Men⸗ 
neſtehedens ſande Oplyſere ikke have øinet 
elles opdaget.” Birfner. Jeg ømer intet 
Haab om Redning. 2. v.n. bruge Synet; 
fee, naae m. Synet. Gaa langt man kah 
gine, er der intet Mennerfe at fee. Man 
øiner iffe derhen, fordi Skoven ligger imel⸗ 
lem. ”Hvorhfen vi sine, Grave fig v. Grave 
hoine. Thaarup. (Digte. S. 232.) 

Øl (langt 2) ell. Gel, en. pl.-e. IJ. ål 


pg OL Sv. O.] en Nem, LodereRem. Oec. 


Danſt Orteeg. mM. , 


708 


Øienvand, et. Læs” 


⸗* 


— 


Oi Olfllenter. 


Mag. V. 213. (forældet; men br. enduut 


Iylland; og detaf Bagel,: Bryſtol p. Sele⸗ 
tøi.) ”pan-fpillede baade Ol og Ærme fra 
ham :” en Talemaade hos Moth. — Ølfvor 


be, en. Svobe af Lederremmer. (Kæmpev.) 


ØL; et. uo. pl. IJ. 01, A. &. Eale.] 1, 
en Drik, ſom koges (brygget) af.Korn, 
(Walt) Humte og Band. Üüt brygge ØL, 
Hvidt, bruunt, gammelt ØL. 
godt, tyndt ØL Ddgligt Ol (Mellemol. 
Moth.) At fade Øller, ”Bedre er tyndt 
Øl, end tor Staal.” Ordſpr. (Efterei: 
tyndt ØL, ſom brygges efter det flærtere, 
Moth.) 2. fig. og forældet; Gilde, Drik⸗ 
kelag. Deraf: Arveol, Sæftensel, Grave 
øl, 0. fl. Glafgift, en. A. ſom betales 
af Øl. Ølanfer, et, Anter t. Øl. (ſ. 
Anker.) Ølbimpel, en. En rund B. eü. 


Zrædunt f. at føre Øl i. Olbod, en. 
Bod, hvor der fælges Øl. Ølbroder (V. 
S. D.):f. Svirebroder. Olbrygger, en. 


den ſom gier Næring af at bengge ØL. 
(fædvanl. blot: Brygger.) Ølbrygning, 
en. Gierningen, at brygge ØL ſ. Brygning. 
Ølbryggeri, et. d. [. f. Bryggeri, 2, hvils 
fet fæddanl. br. lbærme , en. B. der 
fætter fig efter Giæringen p, Bunden af Øl: 
fade, Wldrikker, en. den, fom drifter mez 
get Øl. eldruffen, adj. fom har en. ØTs 
ruus. (Roſtg.) Oldunk, en. Dunt t. Di. 
Pleddike, en. E. ſom laves v. at bringe ØL 
tiden fure Giæring. Ølfgd, et. en ftor 
Tønde t. ØE, el. med Øli. Ø 
F. til Øl. Ølgilde, et. G. hvor der ifær 
drikkes Øl. Ølgiær, en. Giær, fom fame 
les af DI, der endnu ef har afgieret. Ol⸗ 
glas, et. Blast, at drikke Øl af. At drikke 
tin af — Ølhandel, en. H. i det 
ſtore m. 
handler m. ØL, uden at udſtienke det. 
Olhane, en. H. el. Tap t, en Øltende. 
Ølhore, en. Skiege af det laveſte Slags, 
der har Tilhold i ringe Øthufe. Olhuus, 
et. Vertshuus hvor der ſtienkes ØL og 
Broœndeviin. Olkande, en. K. til at drikke 
(af. Olkar, et. K. ſom bruges v. 
Brugning Bryggerkar.  Ølkielder, en. 
1. K. hvor Ol giemmes p. Fade. 2. K. 
hvor Øl udſelges. Olkippe, en. Bert 
huus, Kro el. Ølhuué af det ringefte Slags. 
Olkone, en. K. fom fælger ØL.ud. »Har 
jeg Penge, da er jeg Ølfonens FZFrænde.” 
Drdſpr. (P. Syv. I, 480.) Oltro, f. Øl: 
huus. Ølfruus, ct. K. til at drikke ØE 
af. Ølmaal, et. M. hvorefter Øl Udſtlen⸗ 
fes. Oloſt, en. Melk, ſom koges og Files 
adm. ØL 
prøve Ollets Styrke efter Brygningen. 
Ølruus, en. R. fom faaes af at dritte ØL 
Ølfalg, et, udd af Øl. Ølffient, en. 
. Skienk. ltenter, en. En Verrs⸗ 
nusmand, der ſtienker ØL og Brende⸗ 
viin; en g 


(45 


—X 


lfigſte, en.” 


l. Olhandler, en. den, ſom 


Stærtt, - 


4 


Ølprover, en. Redjtab t. at 


rovert, Oltapper. (Sunerdorf.) 


Alſtienlning Onded. 


lffienkning, en. Udſalg af Ol, ſom fortæres 
—— Olſnak, en. Gnak af Krogie⸗ 
fler ell. halv deſtienkede Folk. ”Den Ol⸗ 
ſnak, der falder v. et Slag Kort og en 
, Pibe Tobak.“ Rahbek. Olſuppe, en. 6. 
af Ol, Øllebrede, 0. d. ( Moth.) alſyg, 
adj. itke tilpas efter en Ølruué ell. anden 
Ruus. Ølfyge, en. Tilſtanden, at være 
oalſyg. (Golding.) Olſobe, f. AC øgsfobe. 
Oltapper, en. d. f. f. Ølffienfer. tens 
de, en. En, T. (paa 136—140 Potter) t. at 
fomme Øl paa. — Glomaal et. Et Ol⸗ 
gilde, Dritfegilde. ”Stænd ikke paa din 

æfte i Ølsmagl.” Gir. 32. (ell. 31. 36.) 
Bib. af 1550. Olsmaals Tale. Moth. (fors 
ældet; men br. af Almuen i Siælland.) 

Øllebrød, et. ud. pl. En Suppe af DI, 
kogt m. revet Brød m. m. ”I reven Ølles 
bred hun finder ingen Smag.“ P. Paars. 
Top⸗Ollebrod (hvortil det revne Brød bas 
ges i Form af en Top.) 

Ollegrod, én. ud. pl. Grød, ſom opvar⸗ 
mes i kogende Ol. 

Øllet, adj. beſtienket, drukken. (d. Tale.) 
”Lad dem i røget Kro tun fee og hore ollede 
Bonde banke Ryg og Øre.” Stenerſen. 

Øm, adj. pl.emme. [Sv. om; I. anmr, 
uffel, lidende] 1.ſmertelig, ſom bar For⸗ 
nemmelſe af Pine. At have et omt Knæ; 
at være øm over hele Legemet. — færd. ſmer⸗ 
tende v. Berorelſe, ſom ikke taaler at røs 
res el. bevæges. Saaret er uden Smer⸗ 
te, men meget omt. At røre een p. det 
ømme Sted (3: omtale hvad en uden 
ikke gierne vil hore om.) 
ſom en Oieſteen, at røre ved.” Schytte. 
Deraf: ambenet, adj. fom har Ømhed I et 
Been, ell. begge; omfodet, omſtindet, 
o. fi. 2. a.) hvis Folelſe let røres, ſom let 
bevæges t. Medfølelfe, Deeltagelſe; folſom. 
Et omt Hierte. At være om over noget, 
oder fin Ære, Lun er alt for om (mild, 
ffaanfom) over fine Børn. Om over fit 
Folks Lidelfer.” Sneedorf. b. object. ſom 
vidner om Folelſe, klerlig, hierteligt. 
ømt Blik, Favntag. = omfolende, adj. v. 
ſom har en sm Folelſe, blodhiertet, meget 
følfom. ( V. S. 0.) omfolſom, adj. d. f. f. 
omfolendez og deraf: Omfolſomhed, en. 
En het Grad af Folſomhed, ſaavel om den 
phyſiſte, fom den aandelige. (Treſchow.) — 
æmhiertet, adj. fom let røres; emfolende. 
(T. Rothe.) emfiævet, adj. om pefte: 
d. f. f. blodmundet. (Roſtg. Ordb.) ⸗om⸗ 
ſtindet, adj. egentl. hvis Hud er om, ell. ri 
taaler Berøring ; meft i dagl. T. og uegent⸗ 
lig: meget fiælen, fom intet taaler, ſom ei 
er vant t, ondt. | emtaglig,ad;. omſtindet. 
Jacobi. => Omhed, en. ud. pl. Butaffens 
heden at, være om. 1. Smerte og Omhed 
i Bylden. 2. Hun har ligefaa ftor ØB nbed 
for det fremmede Barn, ſom f. fir eger. 
"Gt daartigt. Wenſtab, der af Omhed, f. 


Sv 


706 


Sagen var oem 


Et. 


Omhed — Drift. 


ifke at 33 fin Ben et ubehageligt Hleblik, 
fætter Omdeden f. hans virkelige Vel og 
re til Side.” Rahbek. — At pleie cen m, 
kicerlig Ømhed,  Moderemhed. 

- Ømme fig, v. rec. 1. vaande fig, give 
fig af Smerte. (Cwald.) At omme fig v. et 
Saar; emme fig over lidt. pan ommede 
fig iffe engang da Benet blev afſat. Me⸗ 
dens Hiertet fig maa omme under Lidelfer.” 
Grundtv. 2. fig. ville nødigen, uglerne fil, 
Man ømmer fig v. at fige ham den ubehagis 
lige Sandhed. ”Om flige Dierter vil omme 
fig v. hvert ct ſynligt Gienzield.“ Evald. 

Ømmel ell. emel, adj. nidtiær, ftinirg 
over den, man elſter. (Moth. forældst.) 
Deraf: Ømelhed, en. ”Clftov og Omel⸗ 
hed følges ad.” Moth. 

Ømmelig, adv. med Befværlighcd, el. 
faaledes fom den, der ev om p. vedkommende 
Legemsdeel. At træde ommelig, gaae om: 
melig p. Fodderne. ( Moth.) 

Ommes, v. dep. 1. blive om. ”Hvert 
Mennette, ſom æder de ſure Druer, hans Zæns 
der ſtal vmmes.' Jer. 31. 30.“Bornenes 
Toœnder ommedes.“ 31.29, 2. føleMetnnt, 
Ømhed v. noget; ell. d. ſ. f. omme fig, 2. 
At ommes ved noget, “Kan du ci ommes 
ved faa mange Hlerters Smerte 7” Zulin. 

Ønfte, et. pl.-r. [I. dska. T. win: 
ſchen.] 1. Attraa efter et vift tilkommende 
Gade, og Yttringen af en ſaadan Attraei 
Ord. "”Attraa er grundet i Folelſe; Ønfe 
i levende Foreſtilling; Beagiering i Beſlut⸗ 
ning." Sporon. At faae fit Onffe opfoldt. 
At være v. fine Ouſfers Maal. At opivlde, 
efterkomme eens Onfte. At nttre, tilliende⸗ 
giveetØnffe. Hun har et hemmeligt Ønfte. 
At afſlaae, negte cen et Onſte. Endeg 
dette uſtyldige Ønffe maa jeg negte mig 
ſelv. Alles Ønfter ledfagede ham da ban 
drog bort. Efter Onſte ad: ſaaledes ſom 
man enſter det, Det gik ham efter Ønffe. 
2. Gienftanden f. Attraa, det Gode, ſom 
attraaes. En faadan Bopæl har længe Dav 
vet mit Ønffe. = Ønffebarn, ct. i d. 20: 


"le: et Barn, ſom en Fader ell. Moder længe 


har onſtet fig. (8. S. O.) Onſtehat, en. 
En $p. hvorom Eventyr fortælle, at ben 
funde bringe den; der tog den paa, ethvert 
Snſkes Opfuldelfe, (8. S. 9.) Ønfte 
gvif , en. En ordret Overf. af det 2 
Wunſchelruthe: ert Baand, hvormed 


. man trotde at funne opdage Wetalaatit, 


ftiulte Statte ell. Kildevæld under Jorden. 
2 enffværdig , adj. værd at enſte, ſom 
fortiener at onſkes, onſtelig. 
Ønfte, v. a. 1. have en beſtemt Attraa 
efter et tilkommende Gode. Jeg enſter 03 
haaber intet mere. Jeg onſter ikke, et det 
fulde fee. Hun onſkede helft ar kiere als 
lene (vilde helft). Han onſter fig en Son; 
»Een enſter fig rig og cen onſter fig Her 
Rahbek,  ”Bedre at cie, end at enffe. 


= —* 








" (Deraf ogfaa: 


høre ti 


Onſte — Ore. - 707 


Ordſpor. ”Man fan attraae uden at enz 
ffe” (?) og begiere uden enten at attraac, 
eler onſte; men man fan iffe onſte uden 
det, man cttrager. — Man attraaer allene 
f. fig felv;. men man enſter ogſaa f. andre.” 
Sporon. 2. vitre Onſter f. fig ſelv ca. an⸗ 
dre. Ale onffede ham Lykte p. Reiſen. At 
emfte een glædeligt Nytaar. “'Smiil og 
græd, og onſf ham, født at ſave.“ Ohlenſchl. 
= enfkelig, ad. 1. ſom bør enſtes, er 
værd åt onſte. Det var ikke onſteligt, at 
enhver Reile ſtulde fofte faa meget. 2. 
fom er, ſom gaaer efter Onſte, heldig, Et 
onſteligt Veir. En onſtelig Bind. ” Han 
bragte denne Sag t. en ønftelig Ende.” 


Wandal. — ønffemæt, adj. fom intet meer . 


har, at ønfte, ſom har faaet ethvert Onſte 
opfyldt, ”BVar jeg bleven ønffemæt, og p. 
Lykkens Tinding fæt.” Kingo. , 

Ør, adj. [J. ær. Øv. yr.] forvirret, 


.fortumfet i Hovedet, ikke v. fuld Samlig 


el. flar Tenkeevne, faafom af ſterk Hoved⸗ 
pine, af en let Ruus e. d. “Der dritker 
mah fig ør, naar man fun langſomt drik⸗ 


ker.“ —,Ørhed, en, ud. pl. Beſtaffenheden, 


at være ør. 
Øre, cn. pl. d. ſ. [3. Eyrir; maaftee af 


Eyr, Kobber.) et forældet Ord, fom deels be⸗ 


mærfede en vis Mynt i ældré Tider; deels en 
Vægt i Sølv (omtrent 3 20d) og dens Bærdi 
i Penge; deels fig. for Penge overhovedet. 
reboel, Ørejord, m. fl.) 

re, et. pl. Øren; ſielden: Ører. fJ. 
Fyra. A. S. Ear. pl. Eran.] 1. Redſtab 
f. Horelſens Sands hos Menneſtker og Dyr. 
Lange, ſmaa Oren. At have ondt i Ørene. 
At jlaane een p. Øret. — ſigurſl. Talemaader: 
Gan har noget bag Øret, har en Skielm 
bag Øret (ponſer p. en Lift, dolger et Ans 
flag.) - At ſtrive noget bag Øret (lægge 
Mærfe dertil, f. at mindes det.) At fpidfe 
Ørene, blive opmærffom p. og høre noie 
efter noget, fom tales. At holde Ørene 
ftivg a: holde Modet vedlige, ikke forfage. 
Ut holde cen i Ørene 5: ſtyre ham, fæmme 
hans Overmod ell. Kaadhed. At tabe Næfe 


og Øren, forbauſes, forundres f hoi Grad. 


At ſidde i noget, i Forretninger, t. begge 
Oren, (Moth) til op over Orene. At fove 
p. fit grønne Øred: fove trygt (br. gierne 
om den, ſom fover længe.) ”End lage vor 
Peder Paaré og fov p. grønne Øre,” Holb. 
m. fi. 2. figurl. om Hørelfen felv, At 
have gode Oren. Skaan mine Øren f. denne 
Fortælling. At prædife f. dove Øren 0: 
fale t. Menneſker, der flet ikke agte hvad 
der ſiges dem. Det ſturrer i hans Oren 
(det gider han et hore.) At have lange 
Øren, være meget nysgierrig; ifær om den, 
ſom gierne vil lytte og lure, — At have 
Øre f. noget (3: Ovmærtfomhed, Sands, 
AgtpaagtvenDed.) At være lutter Øre 9: 

m. fpændt Dpmærtfomhed. 3. 


, Å 3 


fedt, et. f. 


Deel af Ørebruften. (Moth.) 
er uden Bruk; Ørelæp. 


» 


an Øre — Hreſang. 


uegentt. en liden, ombøiet Sant p. nogle 


Indepotte m. Øren (ell. Ører,). ”&maa 
Ørnder have ogfaa Oren.“ Ordſpr. (om 
fmaa Børn, der lægge Mærke tr. Wldreg, 
Tale.) = Øreballe, en. VB. med to ops 
ſtaagende Orer ell. Hanke; Hankeballe. 
Ørebeen, et. B. inden i Øret. Orebru⸗ 
fon, en. den Svaghed i Øret, hvorved man 
idelig hører ligefom en bruſende Lyd; Dre⸗ 
fufen.  ØrebrufT, en. den Bruſt, hvoraf 
det udvendige Øre beſtager. Orebpyld, en. 
Buld i Øret, -ørddennet, adj.v. dannet 
liig et Øre. Øredæl, en. Øreté udvens 
dige Huulhed. (Concha. Moth.) Ørez 
revox. Orefigen, et. pl. d. f. 
Slag m. Haanden p. Øret; Kindheſt. 
At give een ct Ørefigen. Han fif et Par 
Orefigen. reflade,en. den sverfte, flade 
Øreflip, ene 
den nederſte Deel af det udvendige Øre, ſom 
Øreflod , et, 
Sraghed, hvorved Vaodſte flyder af Oreue. 
Øregang, cn. den fnegfedannede Fordybning 
i Øret og Ørebenet, fom gaaer ind t. Trom⸗ 
mehinden, Høregang. Oregryde, en. G. 
med Ører. Orcguld, et. Ringe el. anden 
Yrmelfe af Guld, t. at hænge i Orene. 
(forældet.) -Ørehaar, et. ſ. Orenhaar, 
rehammer, en. det forreſte Been i Øreté 
Trommehule. Ørehinde, en. ſ. Tromme⸗ 
hinde. Orehorn, et. d. ſ. ſ. Zoreror. 
Orchue, en. Hue, m. Flige ell. Fuͤpper v. 
Siderne, der gaaé ned over Ørene. (Moth.) 
Ørehul, et. Hrets Aabning mod Øregans 
gen. Ørehule el. Ørehuulhed, en. den 
udvendige Fordybning I Øret, fom leder ind 
t. Øregangen. Ørehvælving, en. Øres 
bruſtens Opheininger- (helix, anthelix) 
omkring Ørets Fordubning.  Ørehæntt, 
et, det, fom hænger i Øreringen. (Moth.) 
Øreticrtel, en. den. ſtore Spytkiertel, der 
leger foran Øret. (Glandula parotis.) 
reklang, Oreklingen, ſ. Ørenfang. Øs 
refruffe, en. Hankekrukke. Orekübe, en. 
d. f. ſ. Grehul. (Moth.) orelappet, adj. 
ſom har nedhængende Oreflipper. En eres 
lappet Fugl. ( V. S. O.) VOrelokker (ell. 
enlokker) pl. d. ſ. ſ. Orehaar. es. 
læbe, cn. pl.-vr. den nederſte Deel af Sre⸗ 
brujten hos Menneſter. ꝰJeg har fundet, 
at de Ørelæber, fon ere porede tættere t. 
Hovedet, røbe en dorſt Slæl.” Rahb. (D. 
Tilſt. VI. 461.) Ørelæp, en. d. £ f. O⸗ 
reflip. oↄreles, adj. fom er uden Dren. 
”Hvis Kratten orelos vil ikke gaae fra 
Vands.“ Bagg. Øremiddel, et. Læges 
mitdel mod Orenſvaghed (Moth.) Ore⸗ 
muſtel, en. M. der ſtager I Forbindelſe m. 
Hret. (Treſchow.) Oreperle, en. P. ſom 
hænger i cen Ørenring, el. er tienlig dertil. 
gr aar, et. S. i Øret el: Dregangen. 
refang, en. fyngende Lyd, ſom heres f. 
(45+) 


é 


NA 


Kar, f. E. Potter, Gryder, Baller. En 


1 


— 


. 
' 


é 


. Daarlotter; Ørenl 


| Hreſang Hrkedlob. 


Bret d. en vis Art af Svaghed i Horered⸗ 
ØrefTarn, et. d. ſ. ſ. Ørevor. 
.) - ee, en, Et lidet Redſtab t. 
at renſe Øret f. Ørevor.… Ørefmerte, en. 
HOrepine, Zreværf.  Ørefmytfe, et. S. 
fom hænges i Ørene; Øreguld, Ørenring. 
Moth.) Orceſproite, en. Én liden 6. 
vormed-Bædiker ſproites ind i ſyge Oren. 
Ørejufen, en. Suſen f. Ørene af Blodets 
drede Omlob el, anden Aarſag; Dren⸗ 

ng.  Øretromme, en. Øregangen inden 

. Zrommehinden. (Moth:) Vretuder,en. 
Perſon, der hemmelig befører og bagvas 

fler Folk, og v. Sladder fæfter dem ſam— 
men; (Rahb. D. Tilſt. III. 787.) Øretus 
deri, et. en Øretuderé Adfærd; Sladder, 
Bagvaftelfe. ӯretuderi er den hemmelige 
Bagvaffelfe,” Muͤller. Oretviſt (og Øs 
rentvift) en. pl.-er. et Infect, hvis Under⸗ 
liv ender fig m. en hornagtig Tang. (i Iyl⸗ 
land: Tyveſtiert. Forficula auricularis. 


' Ørevidne, et. en Verfon, der vidner om en 


Sagq, én Handling, efter dets han hår hørt 
el. erfaret af Andre. (modſ. Øienvidne.) 
Ørevor , et. en klæbende, fingtig Vodſte, 
der affondres i Ørehulen, og ſtarkner t. en 
Materie, liig Vor. (Zrefdjerm.) B. Oren⸗ 
haar, eft. de- omkring Drene nedhængende 
er. ODrenlyd, en. 
ud. pl. en £, ſom man tydelig fan børe. J 
Talemaaden: Man Fan ikke høre Ørenlyd 
for deres Snakken og Stoien. ”For at fage 
mere Ørenlyd p. Parterret.” Rahb. (D. 
Tilſt. IV, 623.) - Ørenring, en. R. ſom 
bæres t. Pynt i Drene. (A. Ørehæng.) 
. Ørvenflange, en. hos Almuen og i d. Tale 
undertiden for: Ørenring , fordi diffe uns 
dertiden dannes fom en lange. . 
ØrEk, (Moth) og Orken, en. (Nu m. beft. 
Art. i sing. altid Orkenen.) pl. Orkener, 
Ørtner. [forandret Udt. og Skrivemasde af 
det ældre 
ketom, ubeboet Can; et vildt og ode Sted. 
cf. Udert , Sanderk.) Sinais Orken. 
Reiſen igtennem Orkenen. ” Han betragter 
fin Lyftgaard ſom en Ørk," GSneedorf. »Do⸗ 


dens taufe Ørk.” Evald. I. 443. Ofte 


mig alt forekom mit Liv en Ork, m. Zidjler, 
uden Biomſt og Loft.” Ohlenſchl. — Ørs 
kenſtad, en. En Stad, el. Levninger af en 
Stad, anlagt I en Orken.« ”Den thebaiſte 
Orkenſtad.ꝰ MW. 

Orkeslos, adj. ſorkelos. Moth. I ældre 
Dang: orkelos; af I. yrkia, at virfe, ars 
bejde. Sv. Yrke, Syſſel, Forretning. 11. 
fom ingen Syſſel har, intet har at beſtille; 

uſyſſelſat, uvirkſom. Jeg maatte fidde, 
gade orkeslos den hele Dag. Jorkeslos 
Magelighed. (Kampmann.) Et erkesloſt 
Liv var ham utaaleligt. »Det andet Krigs⸗ 
fol, fom dog laae erkesloſt i Sfaane.” 
Wandal. (Ordet br. ſaavel om den, der er 


, Bvirffom mod fin Gilie, fom om den, der 


J 
… 


mm sb. - 2 EN - 


708 


dk, Odken, af øde.] en øde, fol⸗ 


Prfedles — fe. . 


er det af Ladhed eller Magelighed; f. E. 
ortesloſe Dagdrivere. Men at indſtræenke 
Bemærfelfen, fom Sporon, allene t. det 

fidſte Tilfælde, er ugrundet og urigtigt. 
”Ørlesles er den, ſom flet intet foretager 
fig, og dette forudfætter gierne, at et ſaa⸗ 
dant Rennejfe intet gider giort. Den Ars 
beidſomme fan ſtundom være ledig; men 
han er aldrig erkeslos.“ Miller, 2. figurd. 
overflødig, t. Unntte. »Naar vi labe te 
Midler ligge ørfeslefe, fom Gud har ſtien⸗ 
ket og t. Foxſpar.“ Baſth. »En Kundſtad, 
ſom ikke ſtulde have m. orkesloſe (uvirtfoms 
mc) Begreber at giore.“ Eilſchow. Dette 
Ord ſtaaer her ganſte orkesloſt. »Hiin for⸗ 
ſte Sætning bliver ingenlunde orkeslos v. 
den fidſte.“ Orſted. ( Eunomia. U. 57.) = 
Orkesloshed, en. ud. pl. den Zilftand, ,ifte 
at være fuffelfar (Uvirkſomhed, Lediggang.) 
En travl Ørkesløshed. (Rahbek.) 

Ørn, en. pl.-e. IJ. Orn A. 6. Earn.] 
et almindeligt Navn p. en Slægt af Rov⸗ 
fugle (Aquila) hvoraf gives endeel Arter ; 
og færd. daa den brune Ørn (Kongeernen): 
Falco fulvus. — figurl. om forſtiellige Slage 
Efterligninger og Billeder af en ſaadan 

uͤgl. f. E. den romerſte Ørn (Legionernes 
anner.) En flakt Orn (en Figur i adſtil⸗ 
lige Staters Paaben.) Den preusſiſte ſorte 
Jen (en Ridderorden.) = Heraf: Ørne: 
fjeder „Orneflugt (fig. hoi poetiſt Begei⸗ 
ſtring. *»Pindacs Orneflugt.“ Baggeſen.) 
Ørneham (en Orns Fiederham), Øruetlo, 
rnenæb, Ørnenæfe (en fremftaaende krum⸗ 
met N.) Ornerede, Orneunge (”I Flug⸗ 
ten vorer Orneungens Vinge.“ Ingem.) 
Ornevinge, ernevinget, adj. (fig. og poet. 
Den Siæl, ſom ornevinget blandt Sphæs 
rerne fig hæver op.” P. H. Frimann.) 0. fl. 

Ørred (Ørret, Ort) en. pl.-er. En Fig 
af Larené Blægt, m. røde og forte Pletter, 
ſom meft fanges i Aaer og Floder. Den al: 
mindelige Orred. Salmo foria. (forſtiellig 
fra Larerreden.) 

Ørs, et. Hors, Rideheft, Sanger. (Kæms 
pev. forældet.) i 

Ørtug, en, pl.-er. då ældre Tider Nadnet 
p. en vis Nynt, og p, et Kornmaal; begge 
f. længe ſiden iffe mere brugelige. 

fe, en. pl.-r. 1.2. f. f. Oſekar. 2. 
en ſterk, ſtyllende Hegn; en Blade. (d. 
Tale.) Bi fit en Oſe p. os. 
Øfe, V. a. Og n. 2. [3. ausa. R. 6. 
dåfen. &v. håsa,dsa,] 1. act. a.) bringe 
et flodende Legeme v. Hielp af et huult Ned: 
ſtab op el. ud af et Rum i et andet. (Ogſaa 
om tørre Legemer | kornet Skikkelſe. Bi 
oſte Kornet, Saltet opt Zønden.) At oſe 
Band af Bæffen m. Haanden. At øfe af 
en Brand. At øfe oven af en Ørvnde, At 
ef Lagen fre. Ar efe Olle i Ilden. (fig. 
giore ondt værre cl. forftærfe en allerede 
Beftig Lidenſtab.) At oſe Mudder op af en 


AJ 











Øfe— Oſter. 


Grav. (absol. At ⸗4ſe op o: anrette Sobe⸗ 


nad. It oſe op af Gryden. At efe op v. 
BVordet.) At efe forfticlige Ting ſammen. 
At oſe Bander ud. — fig. at oſe Penge ud 9: 
odſle bort. b.) tømme v. at oſe. At øfe 
en Baad. Vi efte Karret tomt.  c.) fi: 
gurl. om at lære, erfare. Denne Forfatter 
har ikke oſt af de bedfte Kilder, Han troer 
at have eft al Verdens Viisdom. 2. 
neutr. ſtylle ned, udgyde fig i Stromme. 
Regnen efte ned (ell. det oſte ned) den hele 
Mat. En øfende Regn. — Øfen, en. Ob⸗ 
ning, en. pl. - er. Gierningen, at oſe. = 


Øfetar, et, Et Kar t. at oſe med, ifær i' 


Fartsier. (N.S. Oeſevat.) Øferum, et. 
det Rum agter 1 et Fartøl, hvor Vandet, 
ſom cv frængt ind, famler fig, og hvor tet 


oſes nd. (JIvf. Jahn om Nord. Krigsv. 6. 
58. 385. K 


. Erits Sicell. Lov. HI. 18.) 


Oſeſkee, en. En flor Skeent. at oſe med, 


Siov, Grydeſtee.  ØfePovil, en. et Slags 
dyb Sfovi ft. at oſe Band op i et Pſevark. 
(Kraft. Med. II. 774.) Øfeftrippe, en. 
f. Stripp Øfetrug, et. Truͤg t. at efe 
Vand op, i: . af en Brønd. (Kraft. Med. 
11. 825.) Oſevark, et. en konſtig Indret⸗ 
ning, t. at oſe Bandet op af Gruber cl. 
andre Fordybninger. (3. Kraft.) 

Øffen, en. pl.-er. IN.S. Defé, Des 
fie, Oeſeken; enten af Doge, Zi, 
ell. af Goth. Auso, Øre. Sv. Hösja.] en 


linen Ring ell⸗ Malle f, at bære cl. til at 


hægte noget i. 
” Øn, n. ss. ub, ubeſt. Art. [J. Austr. X. 


S. Eost.] 1. den Himmelegn, fom p. 


vor Halvpklode betegnes v. Solens Opgang, 


og cv modſat Veſt. Hufet ligger i Oſt og 
Veſt. At vende fig mod Oſten, Bi feilede 
lige i Øft, mod øtt. ”Mod Øften grænds 
fer den t. Worgenrøden.” Ohlenſchl. — 
Den adiect. og adverb. Form er: Oſten. 
(jvf. Deft.) Vinten er Oſten. Siclland 
ligger Oſten f. Jylland. (ſ. ogſaa' nedenfor 
Øyter,) . 2. dén oſtlige Verdeuͤsdeel, Oſter⸗ 
land. De Bife af Oſten. ”Troté Oſtens 
Brand, trods Veſtens Glud,” Bagg. ”Drag 
fra Oſten, gaf f. Graven frem.” Ohlenſchl. 
— J Gammenfætninger (hvoraf de flefte 
dog modtage Formen: Øfter) bruges : 
Øfttant, en. oſtlig Kant ell. Side. 
Fyft, en, oſtlig K. af et Land. 


Oſt⸗ 


Øftfide, 


en. Øfttant. b.) Oſtenſtrom, cn. hos So⸗ 


folk: oſtlig Strøm i Havet. ftenvande, 
1. d. f. f. Oſtenſtrom. Øftenveir, et. (i 
stere Stiil) og Øftenvind, en. den Bind, 


der. blæfer lige fra Oſten. = eftlig, adj. ” 


1. ſom fommer fra Aſten. oſtligg Bind (ſom 
itfe blæfer lige fra Øften, men cen el. flere 
Compasftreger ft. Siden, f. E. Nordoft, 


Sydoſt m. fi.) 2. fom ligger mod Oſten. 


Den eftlige Ende, Deel af Landet. i 
Øfter, en forſtiellig Form af Øft o 


Wien, Det dages i Øfter, PA ftenfiterner 


709 


a.) 


Pſter ·Obe. 


hæver fig blant i Oſter.“ Pram. (Em. Kil⸗ 
de, At ſoge i Øfter og Veſter (allevegne.) 
Cen [ob I Øfter, en anden i Veſter (d. Tale.) 
Man figer ogſaa: Øfter fra ad: fra Øften. 
Øfter paa: i ell. mod, Aſten. Undertiden 
for: eftlig. Paa den øftre Kant. For⸗ 
nemmelig ĩSommenſetninger: Oſterboigd, 
en. oſtlig —8* Deel el. Kyſt af et Land. 
(br. færd. om Grønland.) Oſterkant, en. 
"db, f. ſ. Oſtkant. ”Jordens Oſterkant.“ 
Bagg. —* and, et. 

ligger mod Øften, ell. den oſtlige Deel af 
et Land. Fohrs Gſfieriand. 2. færd. Afien 
overhovedet, el. nogle Lande i denne Ver⸗ 
densdeel; Orienten. eſterlandſt, adj. ſom 
horer til, findeg i, kommer fra Øfterlandene 
ell. Afien; orientalſt. efterlandft Dragt ; 
oſterlandſfe Sæder. Øfterled, en. (m. 
beft. Art.) den oſtlige Deel el. Kant af 
Jordkloden; undertiden : Oſterleding. (beg⸗ 
ge forældede.) Øfterlide, en. (ud. Art.) 


b. f. ſ. O 

— Kingo. “Og alle Stierner blide, 
gik op i Øfterlide.” Bagg. — Ø 
1. i Alm. et eſtligt beliggende Rige; (f. E. 
i Kæmper. om Landene v. den Finſte Bugt: 


2. n.pr. en Deél af Tydſtland, åg Monar ⸗ 


sehiet, ſom bærer Navn efter denne Provinds. 
Keiſeren af Øfterrige. Deraf: ⸗ſterrigſt, 
adj. ſom hørert: Øfterrige, — Oſterſoen, 
n. pr. en ſtor Arm af Nordhavet, hvortil de 
tre danffe Sunde danne Indlobene. 


1. et Land, fom 


fterlcd.) , ”Nu vinder Soͤlen op af 


ſterrig e, et. ⸗ 


Deraf: . 


øfterfeiff , adj. ſom vedfommer Øftetfeen, 


fommer fra Landene omkring dette Hav 0. d. 
Den oſterſoiſte Handel ; eſterſoiſf Rug. 
Oſters/ en. pl. d. f. [2 6. Ostre. Hol. 
Oster.] et toſtaſlet Blsddrk, ſom hyppigen 
ſpiſes I raa Tilſtand. Osffes edulis. At 
ſtuve ØTers. Man antdger at Øfterfen 
ikke ganſte mangler Bevægelfedevne. — fig. 
et meget enfoldigt Menneſte, en Dosmer. 
”Derfom I iffe var min Herre, faa vilde 
jeg ſige, J var faa dum ſom en Øfters,” 
Holberg. (Oſterling. Arreboe. fer. 193.) 
== Oſtersbanke, en. B. i Havet, hvor 
Oſters findes i Mængde. 
d. f..f. Oſtersbanke.  Øftersfangft, en. 
Gierningen at optage Øfterå af Havet. 
Øjtersgilde, et. Gieſtebud el. Maaltid, 
hvorved Øfters cre en Hovedret, Oſters⸗ 


pendler, en. En Perſon, fom har Udfalg af 


ſters. Oſterspoſtei, en. P. med Fylding 
af Oſters. Mſteroſtal, en. En af de to 
Staller, hvorf'en Oſters lever, m. fl. 
ve, v. a. ogrec. IN. S. oven. A. S. 
ywan. J. æfa.] - 1. vet gientagne Bevæs 
gelfer, ell. andre Syſler og Handlinger af cen 
vt, at give ed. erhverve Ferdighed i ſamme. 
At eve Tråpperne i Vaaben. At eve fig i 
at fegte, ride, i Tegning, p. Klaveret. At 
øve fig paa noget 9: bruge det t. Øvelfer. 
En evet Lærer; ovede Tropper. 2. uds 


danne, udviffe v. idelig Brug: At eve 
i Bill 


hund 


Oſters benk, en. 


n 


' Dvs — Horig. 


Fotſtanden d. Eftertanke. Siælens Evner 
ftœrpes v. at oves. At eve fine Kræfter. 
” Su ↄvede mit for uvante Øie.” Rein. At 
æve Taalmodigheden. 3. drive, udøve. 
(ficldnere.) At øve et Saandvært. "Dan 
Sriver et Foretagende; man ever rn Daad. 
At eve er, felv at foretage fig et Arbeide, 
iſer m. Begreb af Gienſtand. En Snedker 
kan ſiges baade at drive og'at eve fit 
Daandværf; men en Snedkerenke fan ikke 
ove Profesſionen; derimod fan hun nok 
drive (fortfætte) den.” Muͤller. — At eve 
Gudfrygtighed. (D. Bidel.) “Fornemme⸗ 
ligen gave de fig af m. at eve Trolddoms⸗ 
konſter.“ Baſth. "Som tvinger Mennejtet 
f. det, fan fiden ſtal ove m. Glæde,” Myn⸗ 
ſter. — Øvelfe, en. 1. idelig Gientagelſe 
af en Dantting f. at opnaae Færtighed i 
ſamme. Øve fe gfør Konften let, At lære 
noget ved Øvelfe. Øvelfe er en ged Lære: 
meſter. (Om et vift Slags Øvelfe br. Ordet 
meftipl. Vaabenevelfer, Dandfcovelfer, 
Tegncovelfer, 0. f. 9.) = Øveplado, en. 
Sted, hvor man øver fig I viſſe Færtigheder. 
Øvejtytte, et. en Materie, opgivet t. Ovel⸗ 
fe; et Proveſtykke, en Opgave. ( V. S. O.) 
Øver, ct ufuldftændigt adj. (værende 
ovenfor) fom er det modſatte af neder, og 
forefommer fun m. beſt. Art. (af nogle ans 
feet for Compar. Jsl. efri.) Den ovre 
Side, de øvre Dele (modſat: den, de nedre.) 
De ovre Regioner i Luften. — Heraf su- 
erl. øverjt, ſom er hoieſt oppe, længtt i 
—2* heuft. De overſte Vinduer, Væs 
relſer i ct Huus. At —F everſt, Biergets 
everſte Top. «verſt i Stuen. fig. vpperſt, 
holeft i Magt og Verdighed. Den overſte 
Befalingsmand. (ſ. nedenfor n. s. Øverft.) 
Øverlig , adj. og adv. fom er ovenfil, 
nær Overfladen, ſom har et høit el. hoiere 
Sted. ”De everlige Jordlag. — everlig 
i Jorder.” Fleiſcher. (modfat nederlig; og 
ligeſom dette iffe meget brugeligt; ſtiondt 
Det ikke var overflodigt.) 
ax Øverft cl. Øverfte, en. pl. Øverfte og 
Øverfter. Anfører, Formand, Befalinge⸗ 
mand, færd. over Krigsfolk. (Forekommer 
iſer/i vore Bibeloverſ. men fortiente at 
træde i St. f. det. reent tudſte Oberft.) 
Leviternes OGverſte. Overſten f. Draban⸗ 
terne. (H. Kong. 25. 8.) Rytternes Øvers 
fler. (1. Kong. 9. 22.) . 
Øvrig, adj. IT. ubrig.] 1. (altid m. 
beſtemt Art.) det, ſom ev TH ell. er tilſtede 
af en vis Ting, foruden den Mangde af 


ſamme, ſom nævnes, omtales ell. menes. 


Cen af Dottrene ev gift; de ovrige (andre) ere 
hiemme. Her bringer jeg de. øvrige Penge 
(d. e. foruden dem, Jeg alt har bragt, Der: 
imod,: Te overblevne Penge ell. de Penge, 


. fon ere (bleve) tilovers 3: de, ſom el eve uds 


710. 


Oorig — Øre. 


vne, ſom jeg ikke har brugt.) Af Rem: 
ne beſtrides Drengens Opdragelfe ; det 
øvrige lægges til Capitalen. De Øvrige 
af Raadet, den evrige Deel af Folkene. 
2. fom endnu fidac tilbage el. fan ventes; 
tilfommende. (eftet pron. poss,) Wine 
øvrige Dage. J hané ovrige Levetid. 3. 
i øvrigt, adv. (T. uͤbrig eu o) for Reften, 
foruden dette, i enhver anden Henſcende. 

Øvrighed, en. pl.-er. I.Obrigkeit. 
Perſoner i en Stat, ſom ere beſtikkede t. at 
haanthæve og utørvre Lovene, og fom i Kraft 
af diffe bude over Andre, og demme i Cage 
el. Stridigheder. (br. i sing. ſom collect. 
og-i pl. om flere Arter.) At adlode, af 
være ulntig mod Øvrigheden. Den hoeieſte 
Øvrighed i en Stat. Øvrigheden i Bun 
(Magiſtraten.) Den geiſtlige, verdelige 
Øvrighed. De underordnede Odrigheder. 
— Øvrighedsbettilling , en. pl. - er, ta 
Beſtilling ce. der Embede, fom en Zvrig: 
hedsperſon bekleder; Øvrighedspoft, Øs " 
erigbedeperfon, en. pl.-er. en P. der here 
t. Øvrigheden I et Land, der af Regieringen 
er udnævnt t. en Dvriahedspoſt. 

Øre, en. pl. n (I. Oxi.] et bredt Red⸗ 
ſtab af Jern m. ſtarp Eg, t. at hugge nd, 
ſom beofæffes p. et Skaft.  Øren git af 
Skaftet. At halshugges m. Øre. En 
Brændeoxre, Bredexe, Haandexe, Skarort, 
o. fi. = Øreblav, et. den egentlige Zr, 
Drejernet, ſom hefæftes p. Staftet. (I. *. 
D.) Oxehammer, en. Bagen, ell. den 
Rade og fungere Derl af en Øre. ”Yaa 

øren banker ſterkt, ſom med en Ørehems 
mer,” Holb. P. Paars. (Ørehammit: Øl 
kaldtes tilforn et Slags flærte Ol. P. 
Paars.) Ørehug, ct. Hug med en Pr. 
Vreſeaſt, et. S. eller Haandfang af Zra, 
hvorpaa Øren befæftes…  Øretang, en. 
Kloft p. Bagen af nogle Ører, der br. til at 
træffe Sem ud.  Øreeie,et. Hullet i Øren, 
hvorved den fættes paa Staftet. 

Ørel, en. pl. Ørler, en Knude, Udvart 
p. Legemet. (forældet.) ſ. æxitie. 

Øxen og Oxue, pl. af Ore; I St. fæ 
hvilfe Ord nu ſom ofteft br, Over, — Deraf 
i Sammenfætning: Ørendriver, en. den, 
fom driver m. Stude; Qvægtriver, Stu⸗ 
dedriver. Oxenhandel, en. Handel m. 
Orer, Studehandei. Oxenhuus, et. Tren⸗ 
ſtald. Oxrenmarked,. ct. M. hvor Øren 093 
Qlvæg fælge,  Ørenftald, en. Oreſtald. 
Ørentold, cn. Told, ſom betales af Zrne 
v. Uds cl. Indferſel. (Schytte.) Oxen⸗ 
torv, et, T. hvor Ørne ſolges; Quvaglorv. 
Ørenvogn, en. V. der drages af Ctute. = 


"Deraf ogſaa: ernet, adj. om en Ko, der tt 


ſprungen af Tyren; tyrloben. 
Ørle, v.n. 1. [af oge.] trives, tiltage, 
formere fig. Tauſſen. (forældet,) 


— — — — 


em —— * 





— Sagem 7 


11 


— Afi 


P. 


Tillæg og Bettelfer, 





— 
U 


'" ' 
J Anledning af de hernæft meddeelte, i Ordbogen manglende Ord, og enfelte rettede el. neiere . 
beſtemte Forklaringer, maa henvifes til Fortalen S. XVII. Her vil det vcere nok at gientage: 
at hvad de folgende Blade ſtulle bevare, er ikke med Flid og Omhu fammenfegt, i den Tanke at 
ville udfolde hver Mangel, der [od fig opdage; men bet er et Udvalg iblandt Ord, fom ere blevne 
overſeete, uagtet de vare temmelig nær véd Haanden, og derfor, næften uſogte, kunde frembyde fig 
under Trykninqen. Forfatteren, ſom nødig vilde mifte dem, troer, at Ingen, der ei forfafter den , 


hele Bog, vilde have dem bortvifte, fordi de komme noget ſildigt. 


z 


A en ergietd, en. G. hvorfor betales Aager⸗ 
rente: Gield t. Aagerkarle. En Sum, 
hvormed han kunde rede fin Aagergield fra 
fig.” Rahb. (Fortæl. 1..218.) 

Aand, en. — Aanderige, et. den aandes 
lige Verden; Aandeverdenen. “»Evigt er 
fun Kraftens Aanderige.“ I. Smidth. ( D. 
Haver, S. 143.) Aandeliv, ef. Et Liv, 
ſom man tænfer fig Aandernes i den tilkom⸗ 
mende Verden. Aandeluft, en. (I. 4. til 
n. s. Aande.) Luft, fom fan aandes, er 
tienlig t. at indaande. (T. Rothe. Nat. 
Betr. I. 218.) Aandeſyn, et, Synet af en 
Aand, dér aabenbarer fig. 

Mar, et. = aarledder, adj. en aarled⸗ 
det Green, fom f. hvert Aar har et Led ell. 
Skud. (Pornemann PI. 2.) = Aarsavl, 
cen. hvad der avles af en Jord & eet Aar. 
Aarsunge, en. i dagl. Tale: det er ingen 
Aarounge 3: han er ikke faa lille, faa ſped. 

Aareſlag, et. (af 1. Aare.) Puldaarernes 
Slag ell. ſynlige Bevægelfe; Pulsſlag. 
”Knap Livet vifte fig i dorſte Aareflag.” 
E. Colbiornſen. 

aarſage, v. v. 1. forvolde, foraarſage; 
forekommer ogſaa hos Nyere. Misfor⸗ 
noielſe aarſages v. det, ſom hindrer Sic⸗ 
lens lctfjombed.” 3. Bone. (Stafeng Ben. 


Aarſagsrække, en. uafbrudt Rælfe ell. 
Følge af Aarſager, hvoraf den efterfølgende 
er betinget v. den foregaagende. »En evig 
Aarſagſrække, der ogfaa indbefatter al mens 
neſkelig Tenken og Birfning.” Howitz om 
Affindigh. S. 36, J.. 

Adſplittelſe, en. (I. 7.) br. ligeſaa hyp⸗ 
pigt, ell. oftere, end Adſplitning. 

Afdrausret, en. Rettighed rf. at afdrage, 
t. Fordeel ſe Statscaſſen, en vis Deel af 
Arv, der gaaer ud af Landet. (Hanſen om 
Skifteret. 2 Udg. S. 137) 
afdrive, v. a. 3. At afdrive en Stageffov 
"dt afhugge el, ved Roden flævne de unge 


a 


J 


Zræer ien Brendſelſtov, [en Alder af oms 
trent 25 Aar, m. Undtagelf? af enkelte, ſom 
hift og her blive ſtaagende. — Stageftovens 
forſte, anden, tredie Afdrivning. (Dluffeng 
Landoec. 401.) 


Affaſte, v. a. 1. befrie fig fra v. Faſten. 
(nyt og uſedvanl.) ”Folfet funde behove 
Methuſalems Alder f. at affafte alle fine 
Synder.“ Schytte. (St. indv. Reg. II. 41.) 

Affattelſe, en. (I. 11.) Subſt. til affatte. 
(Concipering.) 
affinde, v. a. at affinde een med noget. 
Cf. affpife, 2.) ”At lettere Pligter ſtulle 
paalægges dem, ſom affindes m. mindre 
Lon.“ Rahb. (D. Tilſt. iII. 32.) 

Affolfe, v. a.1. berøve Indbyggere; for 
mindfte Folfémængden betydeligt. - Krigen 
havde affolfet hele Provindſer. (PR. Ord.) 
Deraf: Affolkning, en. 

Afgade, en. (ſ. Ordb. I, 12. a.) Moth 
forklarer det ved: ”et lille ſmalt Stræde, 
fom er lukket i den ene Ende. angiportus.” 

afhaare, v. a. 1. ſtille ved Haarene, af⸗ 
tage Haarene fra noget. At afhaare en 
Gud. (Overſ. af Bechmanns Technol.) 

afhænde, v. a. (1. 142) egentlig: overs 
give ft. en Anden, give af fin Værge i en 
Andens; og Fan derfor være forſtielligt fra : 
følge. ”Den Samling, fom jeg havde 
olgt, men endnu ikke afhænder” Wandal. 
Fort. t.Mindesm. 2. D. 2 


Afhændelighed , en. Beſtaffenheden at 
maatte afhændes, at være afhændelig. En 
Rettigheds Afhændelighed. 

Afhæng, ef. ſtraat, heldende Leie; en 
Flades cl. et udſtrakt Legemes Skraaning. 
»Leerlagets Afhæng cl. Helding. Olufſens 
Landoec. S. 66. (afhængende forekommer 
hos Baggeſen. ”Den nedenunder afhæns 
gende Stov,” Labyr. I, 318, Z.abhåns 


gig.) . 
afledet Ord: (I, 15.) rigtigere; ”der har 
X ENE: 


J 


An— 712 


ſamme NRodſtavelſe, og undertiden ſarime 
Ørundbegreb, ſom Stammeordet.“ 
aflodde, 2. (I. 15.) 1Itke Havets Dybde, 
men Haftigheden af Stibets Fart, maales 
ved Coglinen.] 
ang ev. a. 1. ſtille ved Maſten. ”Liz 
nieſtibe, ſom afmaſtes.“ Fibiger om Danm. 
Forſvarsv. 20. 
Aſſide, en. (jvf. Ordet.) den Side af en 
Ting, fom er længft borte (eler affides.) 
”Om Huſet paa en Affide ſtulde tæftes m. 
. Lyng eller Helme.“ Oec. Mag. IV. 353. 
aſſtalle, v. n. (jvf. ſtalles, under Skal, 
hvor: fPalle af mangler.) Kalken er afs 
allet. Huden ſtaller af efter denne Syg⸗ 


om. 
Afſtin, et. Skin, ſom falder fra et ly⸗ 
fende Legeme, og oplyſer et andet; Afglands. 
(Gieldent og nyt.) ”Ct ſvagt Afſtin af 
uds Natur og Bæfen.” Myuſter. (Præd. 
1823. Il. 90.) - 
afffiorte fig, v. rec. tage Sklorterne af 
fie. —8 Frimann. Almuens Sanger, G. 
218. 
" affæbe, v. a. 1. afvaffe m. Sabevand. 
Paneel og Derre mage aſſæbes. 
… Aftægtefolf, pl. Folk, ſom fidde p. Af⸗ 
tægt. (Mandir danſte Landveſensret.) 
afveis, adv. affides, langt borte fra 
Menneſter. At boe afveis. (Meislings 
. &heotr. 126.) - . | 
afvinde, v. a. 3. I ældre Danſt for: fra⸗ 
vinde. ”Om Sliottet m. Magt vorder mig 
afvundet.” Dipl. af 1410. 
afvisne, v. n. 1. gaae af v. at visne. 
Bladet er ikke afrevet; det er afvisnet. 
Ager, en. == Agerende, en. Endeſtykke 
"af en Ager. —* en. for: Plovfure 
1 Almindelighed. ”RNaar — keireſtovens 
- Zræer er vegne bort for Plovens Agerfu⸗ 
re.” Ohl. (Helge.) gergrund, en. Jord⸗ 
bund, Jordémon I en Mark. ”Huor Ager⸗ 
runden er leret og kalkfri.“ Landh. Selſt. 
fr. I. 259. — Agergræsning, en. Græs: 
ning p. en Jord, der afverlende bruges t. 
" Cxd og Gresning. (Thaers Landocc. v. 
Durkfen. III, 243. 46.) Agertægt, en. 
Jorꝛ lod, fom indtages tilDyrefning. ”Hvers 
gang en Agertægt indtages t. Drift.” ſam⸗ 
- meft. 1. 259. 256. . 
elderfvag, adj. (I. 30.) Man figer: als 
derſvatz, men: Aldersſvaghed, Soaghed 
af Ulderdom, ikke af Sygdom e. d. 
Alen, en. — Alenkram, en. Kramvarer, 
In fælges i Alenmgal; Alenvarer. — 
lentyk, adj. ſom holder en A. i: Tykkelſe 
eler Zværmaal. Et alentykt Træ. 
Alfader, n. s. en i den nyere Tid (og førft 
af Cvald) efter den nordiffe Mythologie 
(hvor det forekommer ſom et af, Odins Til⸗ 
narvr €) optagen Benævnelfe paa det høiefte 
Væfen, den enefte Gud. ”Opløft mit Stov 
til dig, Alfader p Evald. — 


% * 
⁊ 


—Unf 


Egsyldig, adj. fon har almindelig Gole 
dighed, almeengleldende. (Gibbern om Erk. 
og Grandſtn. S. 164.) 

Alfidighed, en. br. ligeſom bets adj. el: 


fig. (1. 32.) Den nyere Culture Us 
ighe 


fædjord, en. (I. 32.) Dette, af Mokhe 
Ordb. optagne Ord er ikke almindeligt; men 
tilhører der iydſte Dialect. 

lvor, en. = alvorfuld, adj. meget hen: 


fas" t. Alvor; meget alvorlig. En alvor: 


Id Charakteer, Betragtning. — Alvors⸗ 
ære, en. alvorlig Lære; L. ſom har en al: 
vorlig Henſigt. ”Indflædt i Skiemt fo 


mangen Alvorslære t. Hiertet finder Ve.“ 


GS. Blider, 

—— en. Tieneſte ſom Amme. 
Dun ſoger en Am 

Anbringer, en. den, fom giver fig afm. 
at anbringe andre Perfoner t, noget, ſom de 
attraae, ”At Gadetiggere tiene Skiegert. 
Anbringere.“ Rahb. (D. Tilſt. V. 374) 

And, én. = Andehagl , et. Hagl, fom 
bruges v. Andejagt. ndejæger, en. den, 


. Tom giver fig af med, er i Færd m. Andejagt. 


Andenæb, et. dette Dyr har et Glagé 
Andenæb. 2. et Dritfefar til ſmaa Bern, 
faldet efter fin Form. 


"ante, V. a. Og impers. 1. [nyt O. af det 


T. ahnen. Det ſtrives ogfaa ofte, mm 
uden Nødvendighed, ebned have en dunkel 
Forudfølelfe af noget, (bæres for.) 30 
aner intet gode. » 


Det aner mig, at hun fommer i Dag. = 
Anelfe,,en. pl.-r, dunkel Forudfolelſe. 
Anger, en. S angerfri, adj. d. f. f. am 
gerlos, 1. Gt anger frit Sind. Anger: 
graad, en. Graad, ſom fremfaldes våd In 
ger. , "Sved er god efter Bad, og Anger: 


Braad efter Syndefald.” Ordſpr. (P.E 
1 


Anholdelſe, en. Gierningen at anholde. 
Ved Tyvens —8 

ankefri, adj. ſom ei er underkaſtet Anke, 
fom der er intet at klage, udfætte paa. 

Ankepoſt, en. En vie Gienſtand, ſom åt 
ankes ell. klages paa. Der vare mange 
Ankepoſter imod bam. ” i 

Aner, ct. S Ankerkaſtning, en. Giet⸗ 
ningen, at kaſte A. — Anterfigde, en. ſme⸗ 
det Jerntiæde, der bruges i Gt. for Anfet: 
toug. — Ankerkrydo, et. Stedet, hvor Ans 
kerarmene ere faſtſinedede i Anferlæggen. 

anmelde, v. a. 2. — Anmelder, en. den, 
fom anmelder noget. Anmelderen af et 
Skrift. (Recenſent.) — Anmeldelfe, en. 1. 
Handlingen at anmelde. 2.- friftlige Yts 
tringer, Porver noget anmeldes. En fort 
Anmelde fe af et nyt Skrift. 

Anſeelighed, en, anſeelig Skilkelſe, Eta 
telſe, Holdning. 


metieneſte. (Ammeplade.) 


en Verden, fom vi ent 
hiſt, dybt under Gavets Bunde.” Ohl. — 


Anſtuelighed, en. ud. pl. den Egenſtab, 
at være anſtuelig. 
Anſvarlighed, en, Forpligtelſe til An⸗ 


ſvar. Begrebet om Anſvarlighed medfører 
itke altid ubetinget Anſvar. . ' 


Arbeid, ct. = Arbeidsdrifr, en. D. til 
Arbeide; Virkſomhedsdrift. Arbridefag, 
… et. Et vift Slags Arbeide, fom cen har 
valgt fig. (3. Boye. Stat. Ven. III. 223.) 
Arbeidsſang, en. Gang under Haandarbei⸗ 
de. ”Der glade Hoftfolfs muntre Arbeids⸗ 
fang — ſtal lyde.” F. Schmidts Digte. 
1811. arbeidsſto, adj. ſom har Ulyſtet. 
Arbeide. Arbeidstrang, en. Trang t. at 
"£unne-faae Arbeide; cl. Mangel derpaa. 
(Olufſen.) 

Armbind, et. B. til af bære en ſaaret 
Arm i. — armtyk, adj. ſom har en Armé 
Tykkelſe. 


Bag, en. (1.52. 53.) Ryg. I St. f. dette" 


Dred ſorekommer det ogfaa i et bekiendt Ord⸗ 
ſprog hos Bording, ”Godt er breden Nem 
af Andens Bag at ftære.” IT. &. 68. 

Bagbrænde, n. s. en Sygdom hos Sviin, 
Der fedes p. Sti, hvorved de blive [lamme i 
Bagdelen, og fun p. Forbenene funne 
reiſe fig. 

bagvende, v. a. 2. vende noget vrangt, 
ell. ſaaledes åt det, der var bag, kommer 
foran. ”Lfte maq noget bagvendes, f. rig» 
tig at behandles.” Mulleré d. Syn. J. 60 

Bagvold, en. p. Steengierder: en, bag 
ved et enkelt Steengierde opkaſtet Jordvold, 
ſom tiener detet. Støtte. (Gierſings Land⸗ 

oec. I. 35.) ; … . 
,— Bane, en. (1. 58. a.) 4. den flade Ende 
af en Hammer. (f. Den, 4. 

Baneſkrab, et. kaldes v. Reberbaner Af⸗ 
ald af Hamp v. Spindingen, hvilket ſiden 
amles og anpendes t. ringere Tougveerk. 

barbuget, adj. barbugede Fiſte, ſom ere 

uden Bugfinner. (apodes.) NE 

Bart, en. = Barkorm, en. Fræorm, 

fom gaaer i Barken. (Ard. f. Sevæfen. HI. 
207.) Barkſvamp, en. &. der fætter fig 
p. Allie f. Er. Egetræers Bark. (ſam⸗ 
meſt. 
Barm, et. Barneaar, pl. bruges lige: 
ſom Borneaar. barneklog, adj. klog ſom 
et Barn, fom Born ere. ”Den frommefte, 
fom lærte, var meer end barneklog.“ Bagg. 
(Danfana. I. 180.) barnefindet adj. fom 
har Barnefind; uftadig fom et B. (Sorte: 
rup.) Barneſnak, en. barnagtig Snak. — 
Barnsbeen: i Talemaaden: fra Barns⸗ 
been af v: fra Barncaarene. ' 
1. bede, v. a. jage. (f. Ordb.) egentlig: 
hidſe m. Gunde. (Isi. beita. A. S. betan. 
jvf. beta. Ihres Gloſſ.) 

4, bede, v. n. (I. 64.) 5. intrens« at 


P . 


& 


* 


ø 


73 — - 


—Ber * 
Arv, en. —= 2.) Arvſoger, en, den, ſom 
melder fig mm Fordring dd en Arv. AUrv⸗ 
fager, en. (forældet.) I vore gamle Lon: for: 
Arving. — b.) Arvefeil, en. Feil, font cen 
har arvet, ell. der ligefom gaaer i Arv, 
forplantes v. Arv. Det er en X. i den 
Familie. — Arvefyrſte, en. Fyrſte, fon3 res 
gierer v. Arveret. — Arvegaard, en. G. ſom 
gaaer i Arv fra Fader t. Sen, fra € lægt 
ft. Slegt. (Arvegaarde p. Bornholm; 
mobi. Biobegaarde. Hurtigkarls D. Pris 
vatr. II. 1. S. 313.) — Arveſtamme en. 
En Stamme eller Slægt af Arvefyr fler. 
(Kongelov. 40.) . . 

Aſte, en. =— Affepofe, en. P. foldt m. 
Aſte, der hænges ned i det fogende Varid v. 
Vaſt. Aſteſalt, vt. Salt af Plante: afte. 
(f. Kudſalt.) 

AXfæd (Aafæt, Aus) paa en Plov. f. under 
O. Plovſtiert. Ba 


bede til noget 0: bede at det maa indtroeffe. 
»Agermanden beder ofte til Regn, med ens 
den Reiſende suiter fig Solſtin.“ Eilſch ow. 
(Phil. Br. Bi.) 
Bedeſoffer, en. pl.- foftre. (af det T. 
Betſchwefſter.) et entimmer, ber 
ſoger Skin af Gudfrygtighed v. idelige og 
Overdrevne Andagtsovelſer. (S. Blic fer. 
Nordlyſet. VIII. 216.) 2 
Bedommer, en. den, fom bedommer nos — 
get. En villig, ubillig Bedommer. 
” Been, ct. — Beenkul, et, Been, bræn:dte 
t. Kul. Beenmolle, en. Melle, hvor: saa 
Been fnufes t. — Beenhæve He, 
en. Dævelfe, Opſvulmen i Been el. Fodd et. 
Beenſtev, et. Bcen, malede t, Stov ell. 
Meel. Beenſuppe, en. S. der koges p. 
knuſte ell. ſtodte Been. 
begaae fig, v. recipr. (I. 68.) opføre f lg. 
Nu ufædvanl,) ”De mod hverandre der ;hig 
fligen begaae.“ Bording. II. 34. . 
begiere, v. a. (1. 68.) [Nærmeft af tet, 
J. begehſren. 3. ældre D. girnes, gyrne s. 
. 6. gyrnian, geornian, cupers. N. 63. 
given. Poll. ghåren.] . 
begreblos, adj. ſom fattes Begreber. - — 
Deral: Begreblothed, en. 7 
Beiletid, cen. Tiden, hvori man beiler t Il 
cl. gior fig Umage f. at vinde et Fruentim s 
mers Kicrlighed; Friertid. »Da bryde 8. 
meget fnart, hvad Beiletiden lover,” Falſter, 
eleirer, en. pl.-e, den ell. de, fom er £ - 
i Færd m. af beleird en Fæftning. Belei⸗ 
rernes Tab nar ſtorre, end de Beleiredes. 
Beraabelſe, en. Gierningen, at beraabe 
fig p. noget. Beraabelſe p. Andres Mes 
ning. 
Berettigelſe, en. Tilſtanden af være bes 
rettiget. 2. Handlingen at berettige: Kon⸗ 
gen holdt tet f. raadeligt, at tilbagekalde 
enne Berettizgelſe. 


Berigtigelfe, en. Haudlingen af berkg⸗ 


tige. 2. Oplyéning hvorved noget berigtis 
ges; Rettelſe. 
Beſkuelighed, en. Beffaffenheden at være 


beſluelig 


Veſtiiliagsmand, en. Embedamand. (nos 


get forældet.) 


Le 


Fa finingene Beſattelſe. 


1- 15. — 


-b lyrgfuldt Land. 


Befætning , en. (I. 83.) 4. én omfat 
Rand, ifær p. Kleder. Hun har taget Be⸗ 
ſærningen af Kiolen. 

Beſaettelſe, en. 
25. af Diævelen. 

betone, v. a. 1. give i Udtalen en vis ell. 
flerre Stavelſer i et Ord et ftærfere Tone⸗ 
hold; (accentuere.) 2. udtale gt heelt Ord 
m. en vis Zone, give det en vig Charakteer 


i Udtalen. pan betoner dette Ord f. frærtt, 
— Deraf: Betoning, en. Betoningelære, 


en… (nve O.) 

Betvingelſe, en. pl.-r. Gierningen at 
bet vinge. 

Beviiskraft, en. beviſende Kraft ell. Gyl⸗ 
digzhed. ”Lovens Ord medfore ikke, at Til: 


ftesaelfen ſtal være uden al Beviiskraft.“. 


UA. Orſted. — Beviisjted, ct. Sted i et 

E frift, hvorfra Beviis f. noget tages. 
"Bevogter,en. pl.-e. den, ſom bevogter An⸗ 

dre. Bed bvert Skridt havde hun ham til 3. 


bi, (I. 87.) Ved denne Partikel burde væs 


vet bemærfet deas ikke islandſte, men farijte 


en. tydſte Oprindelſe. 


Bierg, et. = Biergbrug, ct. (ſ. Ordb.) 

» Dette er Aarſagen, hvorfor Staterne have 
gi ort Biergbruget t. en offentlig Eiendom.“ 
E hytte. — Biergdrift, en. forekommer i 
fa mme Bemært, hos Schytte. Indv. Reg. 
Il. 169. og Bicrgdyrkning. ſammeſt. 11. 
Biergfod. en. den nederſte Deel af 
et B. hvor Skraaningen begunder, Bierg⸗ 
feolt, et. (1. 89.) 3. et Folk, der beboer ct 
Bierghule, en. 9. fom 

firætfer fig ind i et Bierg. Naturlige 
Zdierghuler. (A Modſ. til Jordhuler.) 
Mñierghoeide, en. 1. Hoidemaalet af ct ell. 
flere Bierge. 2. et Bierg ell. en Samling af 
SBivrge , betragtede fom en Ophsining af 
Jerdfladen. iergpræditen, en. i vore 
Bibeloverſ. Chriſti Biergprediken. Bierg⸗ 
flad, en. (1. 89.) 2. Stad, t hvis Nærhed 
Biccgvært drives. Biergſtaden Kongsberg. 
Biergſtrog, et. Strøget, Retningen af en 
SBiergfiæde. iergvand, et. 1. Band, 
derſamler fig i Gruber v. Biergvarker. 


(Schutte.) 2. en So, Vandſamling pm et. 


Bierg. 

Billedarbeide, et. hvad der er udarbeidet 
fom Billeder ; Billedvcerk. Ophoiet Billed: 
arbeide. 


Billedverden, en. En Verden, ſom fun. 
er til i Billedet, i Ideen; Ideeverden, ideel 


Verden. (Eilſchow. phil. Br. 165.) 
Birfemænd, pl, Mænd, der høre under 
eet Birk ſammen. (D. Lov. 1. 18. 1.) 


718 


ivf. Befætning, 1.) 


Blod 


Birkeret, en. 1. Ret og Kektergang i dt 
Birf. 2. Lov el, Anordning om Rettens 
Pleie i et Birk. 

" Biælfefag, et. del Deel af et Bindings⸗ 
vœrks⸗Huus, fom er imellem to Stolper. 

Bialkelag, et. Lag af Biælfer, ſom ligge 
fævnfides. 

Biorneſtinke, en. Baglaaret af en fældet 
og ſonderſtaaren Biorn. En røget Bier: 
neſtinke. 

Blaafarve, en. et eget Slags Farveſtof 
t. Blaat, beredet af Koboltkalk. (Deraf : 
Blaafarvevark, et.) 

Blaalys, et. Et Slags meget brændbart 


Stof, ſom tillaves af Salpeter, Meelkrud 
og Svovel, og brænder m. en flært hvids 


blaa (el. ogſaa anderledes 
galt IND.) 
blaaſort, adj. af en meget mørt, blaalig 
fort Farve. ; 
Bladhængfel, et. (I. 95. a.) Det ber 
anførte Klapbængfel falder bort. . 
BSlandingsvarer, n. s. pl Blandings⸗ 
gode. (Bordings Digte. IT. 407.) 
Blegetoi, et. Toi, fom er i Bleg. At 
lade fir Blegetoi ligge ude om Natten. 
Blindramme, en. hos Snedkere : en tynd 
Ramme, hvorpaa, et Kobber ell. Maleri fa⸗ 
ſtes, f. af indfætreg i den egentlige Ramme. 
Blindtarm, en. (I. 97.) iffe: intestinum 
rectum ; men coecum. 
od, et. — Blodbog, en. et Zræ.af 
Bogens Slægt, udmærfet v. dets Blade af 
en meget mørt Blodfarve. — Blodomleb, 
et. Blodets ſtadige Omlob i Aarerne. — 
Blodregn, en. Nedfald af rodfarvede Lege: 
mer fra Luften, ſom man undertiden antog 
f. Blod. — Blodſynd, en. Blodſtyld, ell. 
meget grov Synd; blodig Sund. — Blod⸗ 
tab, et. ufædvanlig Afgang el. Fab af 
Blod. “Blodtab af forſtiellige Gaar.” 
Howitz om Afſindigh. S. 89. — blodvent, 
adj. v. vant t, at udgude Blod cl. fee det 
udgydes. “mMenneſtet er blodvant nu, en 
rese øve vorden.” Foerſom. (Digte. 
2 
Blomſt, en. S Blomſteranlæg, ct. Et 
Blomſterquarteer, ell. en Samling af flere. 
Blomſterbænk, en. Dvivbænt t. Blomſter. 


farvet) Sue. (ben⸗ 


"Som Løget i den varme Blomſterbank.“ 


Ohlenſchl. — Blomſterelſter, cn. den, ſom 
ynder og opelſter Blomfter, — Blomfters 
—8 et. G. til at fætte Blomſter i. (Saa⸗ 
edes: Blomſterkrukke, Blomſterpotte.) 
Blomſterhængel, en. pl. —-bængler. loſe eg 
hængende Blomſterkrandfſe ell. Blomſfterflet⸗ 
ninger. (Ohlenſchl. Poet. Skr. II. 395.) 
blomſterkyndig, adj. ſom er vel bekiendt m. 
de Blomſter, der dyrkes i Haver, og mn. 
Waaden at pieie dem. Blomſtervæext, en. 
86 ſom opelſtes kun f. dens Blomſters 
(d 


bledne v. a. 1. gieve blod, bledgiere. (f. 


A 











| Blod — 


v. n. bledne; 17. 104.) »De Sténe,. der 
blednes ei af Glud,” Bagg. (D. Værter. 
VII, 41.) ' 
3. Bø, en. (I. 105.) her kunde tilfoies: 
Nordbo, Sydbo: Molbo, Thybo, Vendelbo. 
Bog, en. = Bogmager, en. den Forfat⸗ 
fer, der driver Sogitrineri fom et Haand⸗ 
vært. (Rahb.) ogfamler, en. den, der 
lægger Bind p. af ſamle Bøger t. Eie. 
ogſtav, et. => Bogftavfelge, en. d. f. f. 
Bogſtavorden. — Bogſtavrække, en. 1. en 
RNætfe Bogſtaver, ſtrevne cl. fatte i ct 
Trytkeri. 2. Alphabet: De eſterlandſte 
Sprogs Bogſtavrakke. 
voſſterblod, adj. meget blød, blød ſom 
et Bolfter ell. Dyne. ”Paa Kirkens brede, 
boiſterblode Trappe.” Bagg. U. Arb. I. 19. 
olſterleie, et. Leie p. Bolfter cl. Dyne. 
Bomſadel, en. En ftærft udſtoppet Sa⸗ 
del, m. en Bom ell. Forhoining foran og bag, 
"mellem hvilfe Rytteren ſidder. (I Modfæts 
ning f. den engelſke og ungerſte Sadel.) 

Bonde, en. = Bondekrig, en. pl.e. Op⸗ 

ftandéfrig, ſom fores af Bonder mod Lan⸗ 
dets Regiering. Den tydſte Bondekrig. — 
Bondeleg,en. (dobb. pl.) Leg, fom er bruges 
lig blandt Bønder. Bondelyſtighed, en. 
J.- er. Lyſtighed, Gilde hos. Bønder. Bon: 
beavinde, en. dobbelt pl.) en Qvinde af 
Bondeſtand. ondeflagter, en. pl.-e. En 
Bonde, fom er Clagter, og forer Kiodet. 
Zorré' i Kiøbftæderne. bondeſtolt, adj. 
indtagen af Bondeſtolthed, ell. af den Uop⸗ 
dragnes Stolthed. (Rahb.)  Bondefyffel, 
en. pl.-fvfler. Bondearbeide, Bondegierning. 
Bondeſæder, n. s. pl. Skik, Sæder, fom 
herſte blandt Bønder. Jævne Bondefæs 
der. Bonderieneſte, en. ud. pl T. hos 
en Bonde, i en Bondegaard. At tage 
Bondetieneſte. 

Boran, et. i Lovſproget: Gierningen at 
rane en andens Mands Qvæg, Klader, 
Vaaben ell. andet Gods I hans Gaard. ”At 
bøde for Boran.“ D. Lov. VI. 15. 3. 

Bord, ct. = Borbdæbning, en. Giernin⸗ 
gen at dæffe et Spiſebord. ordflage, en. 
og Bordfløi, en. bevægelig Deel, fom fan 
tilfættes et Bord (f. E. Spiſebord.) Fords 

iælt, en. den, ſom ſpiſer v. en Andens 

rd. En daglig Bordgiæft. 

orger, en. — Borgerfiende, en. ben, 

Der vifer fig ſom en Fiende af Borgerne ell. 
den ſterre Menighed af Folfet i et Land, 
borgerfiendſt, adj. fiendſt imod, ell. ſtade⸗ 
lig f. Medborgere, “Kiobmandens borger⸗ 
fiendſte Snighandel.” I. Bone. Borger⸗ 
had, et. en Borgerftendes Cindelag. "Bors 


geortiærlighed, en. 1, Borgeres K. til deres 


Land. ”Wen Borgerfiærligheden vinter, 
og Guſtav ſticelver 4. fit Navn.” Thaarup. 
Borgerkrands, en. fig. en udmærket Bor⸗ 
ers Haderslen. (egentl. ligeſom Borger⸗ 
one, om Romernes corona civica.) Bor⸗ 


715 


— Brod 


tzernod, en. almindelig Med I en Skat og 
blandt dend Borgere. (Blochs Overſ. af Sy⸗ 
neſius. 8.) = Borgerinde, en. en Qvinde, 
betragtet i hendes Forhold t. Fædrelandet og 


dets Borgere ; (Muͤllers chriſtel. Moral. &. 


439.) forftielligt fra Borgerſte. (1. 112.). 
Borgeier og Borgherre, en. den, ſom 
gier en Ridderborg ell. ct Herreſede. (€aas 
ledes: Borgfrue, Borgfreken, 0. fl.) 
Borgvagt, en. Vagt, fom holdes p. en B. 


-, Borgvægter, en. Taarnvegter p. en Borg. . 


. Borymefter cl. Borgemeſter, en. (I. 
111.) uagtet dette er den hvppigſte Skrive⸗ 
maade af Drdet, finder man dog ogfaa (f. E. 
i nvere Forordninger 0. d.) Borgermeſter. 


Bortfart, en. Gierningen at fare bort; 


Bortfœrd. 
Bortflytning, en. Handlingen at flytte 
bort (baade tranſit. og intranf.) 
Bortferelfe, en. og Bortforfel, en. (1. 
114.) Brugen har indført, ar fun det førfte 
anvendes p. Menneſter, det andet ofteſt 2» 
livloſe Ting. Der var megen Tale om 
en ung Piges Bortforelſe. Krigsſtibenes 
Bortforſel. 

Bortgivelſe, en. Handlingen at bortgive. 
bortgrogle, v. a. 1. bringe t. at glemme, 


bringe i Forglemmelfe v. Fias og leger. . 


»At man ogſaa her vilde ftræbe at bort⸗ 
giogle en nnttig og vigtig Gandhed.” Rahb. 
t (ZIlE VIL 65.) . 
Bortkaſtelſe, en. Handlingen at bortkaſte. 
Bortkiorſel, en. Handlingen at bortkiore. 
bortloben, partic. (f. lebe bort.) De 
bortlobne Soldater. nn i 
bortfværme, v. a. 1. hendrive I Svlir og 
Gværm. At bortfværme fine Ungdomsaar. 
borttoe, v. n. 1. toe bort, Sneen er 
borttoet. 
Bortedoling, en. Gierningen at bortodſle. 
Bovorm, en. én ikke almindelig Sogdom 
hos Heſten, beſtagende I en Betendelſesbylð, 


bd 


der fætter fig foran p. Bringen, v. den ene 


el. den anden Side mod Bovledet. 
Brakfure, en. Plovfuren efter den forſte 
Ploining af en Brakmark. (f, Dendefure.) 


Brakgroft, en. Groft, der anbringes til 
en Hovedgroft og leder Bandet ind i denne. 
(Gierſings Landocs. I. 55.) 

bramfri, adj. fom er, fever, udeves uden 
Bram. 

Brand, en. — Brandſtib, et. en Bran⸗ 
der. (Bordings Strifter. IT. 414.)— Brands 
tomt, en. d. f. ſ. Brandſted, 2. — Brands 
tromme, en. Troume, ſom rores f. at tils 
kiendegive Vaadeild. 

Brobygning, en. Gierningen af bygge, 
opføre en Bro. 


Broderlighed, en. den Egenſtab at være - 
Monſtre p. 


broderlig ſindet; Broderſind. 
Deeltagelſe, p. Tienftagtighed og Broder⸗ 
lighed,” Rahb. (D, Tilt, X, 471) 


4 


⸗ 


aA 


NM 


Brut — 
Brud, et, (I. 123. b.) 5. Gted, Hvor 
noget overbrydes, Stenen er fornet i —R* 
et. 

ruderede, en. I ældre Dang d. ſ. ſ. 
Udſtyr. (Kæmper. Nyerups Udg. IV. 159.) 
Brugshævd, en. Hævd p. Brugorettig⸗ 
"heder (Servituter) el. Erhvervelſen af Ret 
i. at bruge en Andens Ting, p. Grund af 
at man har udøvet denne Raadighed i det 
lovbeſtemte Tidsrum; modſ. Riendoms⸗ 


då. 
ME0 n.s. for: Bryderi, Befvær, Ulei⸗ 
1 


ighed. »Sligt Pat, ſom du, er fun til 
rd og Ginder,” Tullin. (Rahb. Udg. 6. 
30. 

Bryſt, et. (I. 127.) 3. [Det forekommer 
bog i enkelte Tilfælpe ogſaa i Sing. f. E. 
fun bag lidt meget af Smerter i det ene 
Bryſt, I det venſtre Bryſt. (Man figer ogs 
faa: Hun bar Barn v. Bryftet; hvor det 

og funde være Nr. 1.) Dertil hører Tale⸗ 
Maden : hun giver Bryft, giver ſelv Bryſt 
9: Die. . 

bredig, adj. (af Brode.) ſtoldig ĩ en 
Forfeelfe. (fieldent.) ”Den, ſom brodig 
. findes.” D. Lov. IV. 1. 9. 

Bueſeng, en. Seng, uden Stolper, men 


m. en buedannet Overdeel. — Bueſkud, et. 


(I. 132.) 3. faa langt fom man fan finde 
m. en Bue. (I denne Bemærfelfe br. iffe 


Dileffud.) 


D eabepagt, en. (I. 153. b.) ben her ans 
førte Talemaade lyder i Alm. ”at bekræf⸗ 
tes i fin Daabspagt.” . ' 
Daadsliv, et. Ef v. Daad og Handling uds 
merket, til handlende (practiſt) Virkſomhed 
fornemmelig henvendt el. opoffret Liv. (M.) 
dadelfri, odj. ſom ikke fortiener Dadel. 
Ét dadelfrit Levnet. 
Dadlelyſt, en. Zilbsiclighed t. at dadle; 
(mindre ſtorkt Udtryk, end Dadleſyge.) 
Dag; en. — Dagglimt, et. Dagbræf- 
ning, Daggry. ”Over-Nattens Dampe ſti⸗ 
ger det førfte Dagglimt frem.” F. Guldb. 
(Digte. 1803. II. 28.) Dagliv, et. det 
daglige Liv; el. Livet, ſaaledes, ſom det 
fædvanligen, f. hver Enkelt ifær, ell. for en 
vis Claſſe Menneſter, dander ell. udvikler fig. 
Dagregning cl. Dagsregning, en. daglig 
Regning cl. Afregning. — Dagskoſt, en, 
Fode ell. Koſt, ſom er beftemt for, fom gi⸗ 
ves Nogen f. een Dag. Dagspoſt, rn. 
(ivf, Degpojt, I. 156. a.) ben p. en vis 
Dag afgaaende efl. anfommende Poſt. 
Dalſtrog, ct, Strøg el. Retning, ſom 
en Dal har, At følge Dalſtrotget. 
Damkurv, en, Kurv, hvori Tai bæres 
til og fra en Blegdam. (jvf. Dam, 3.) 
Damp, en. == Dampbagd, en. et mindre 
Dampfartsi. Dampfart, en. Seiladé v. 
Oielp af Dampſtibe. Dampkraft, en, den 


716 


Daun 


Byrde, en. (IT. 138.) 2. Denne Bemærs 
kelſe (gestamén, sarcina, hvad Nogen bæ: 
rer cl. fan bære p. eengang) hores nu langt 
ſieldnere, end Dragt (undtagen i FIntland: 
en Byrren, Borring, Baaring, Børm, 5: 
Bragt ;) hvorimod Bemærfelfen 2: onus, 
moles, faavel egentlig, ſom figuri,, er den 
almindeligſte. 

byrdelet, adj. ſom medfører en let Bor⸗ 
de, ſom ikke tynger v. ſin Byrde. » Den 
byrdelette Stionhedstvang. Bagg. (Dan: 
fana. I. 162.) ' . 

Bakent, —F— , fom danneé v. en 
glennemlsbende Bæl; ligeledes Aceng. 
(Dalgas om Ribe A. S. 14.) 

Bængel, en. (I. 140.) er aft anført un⸗ 
der Bengel, ſom ev den meft brugelige Skri⸗ 
vemaade; men Forklaringen ved Bangel, 1. 
er fuldſtendigere. ' 

bede, v. a. (1. 142, a.) 6. rigtigere: . 
betage Hundyr (om hvilke gilde ikke bruges) 
Evne t. Forplantelſe, v. aft udſtere indven⸗ 
dige Dele. , 

Bølge, cen. == Belgebugt, en. bølgende 
Linie, Bølgetinie, ”IMin Kiortel fvæver ci 
i fagre Bolgebugter.“ Jacobi, (Saml. Er, 
282.) — belgerundet, adj. rundet i en Bol: 
gelinie. ”Hvad før faa deiligt bolgerundet 
var,” Tode. (Poet. SÉr. I. 298.) — Bel: 

effum , et. SGfum, fom oprørte Bolger 
—* (Jacobi. ſaml. Str. S. 289.) 


" Kraft, hvormed udviklet Damp virker; 


Dampens Udvidningskraft. Maſtiner, ſom 
drives, bevages v. Dampkraft. Damp: 
vogn, en. pl. -e. Vogn, ſom bevæget frem 
v. Dampfraft, v. en Dampmaſtine. 

Dandfelærling, en. den ſom lærer Dand⸗ 
fen, ifæri en Dandſeſtole. 

Dandſeræxkke, en, En Nætfe Folk, op: 
ftilede t. Dandé. ”De overſte Pladfer i 
DapdferælFen” Rahb. Tilt. VII. 58. 

andfeffeidt, et. Skridt, ſom bruges i 
Dands, ſom pafje t. Dands. At tomme 
frem, træde frem i Dandſeſtridt. 

Dandſeevelſe, en. pl. Øvelfe I Dands, 
p. en Dandleſtole. 

Danebod, Danegield, Danevirke: Ord, 
ſom kunde have været anførte I. 159, a. 
under Dane. Derimod funde Danefæ hel 
lere ſtage ſorſtilt. 

Danerkonge. (I. 159. 2.) det ber be⸗ 
mærfes, at Formen: Dankonge hos os er 
gammel (f. Kæmpev.) og ligeſaa rigtig og 
brugelig; mien Former ſom Dannerkonge, 
Dannerflag, Dannerfprog 0. d. derimod 
ganſte urigtige. (jvf. herom Raſt; I Skand. 
Lit. Gfr. XVII. 99.) i 

Dannelighed, en. ud. pl. [af adj. dan: 
nelig.] Beſtaffenheden af være dannelig; 
Cvnet. af funne dannes ell. modtage Dans 
nelſe. Sprogets Dannelighed. (M.) 


* 


— 


Å 


——- — — — ——⸗·— 


! 





N 
Dell — 
Delingsled, et. Led £ en togt 


(membra dividentia. Freſchow. 

Diekalv, en. Kalv, fom dier eler patter 
Koen. (Olufſen. Landoec. 430.) 

Dige, et, = Digeaabning, et. Aabning 
v. Digebrud. Digebygning. em. Digeré 
Unlæg ell. Opforelſe. igeflade, en. den 
øverfte Flade af et Dige (X. Deich⸗ 
famm.)  Digefod, en, og Digegrund, 
en. Foden el, Ørundvolden t. et Dige. 
(Deichanker, Deichfuß.)“ Digeklæd⸗ 
ning, en. Digets udvendige Bekloœdning. 
(Deichlage.) Digeopfyn, et. Quſyn m. 
Diger og deres Vedligeholdelſe. Digepæl, 
en. P. ſom nedrammes 9. Digers Anlæg. 
Digeffat, en. S. fom betales t. Digers 
Anlæg ell. Vedligeholdelſe. Digeſyn, et. 
Synsforxetning, fom foretages f. af under⸗ 
føge Digers Tilftand. 
redei oven paa et Dige. . 

Digtefrihed, en. Frihed til at digte el. 
opfinde «Rahbet.) Hiſtorieſtriveren har ins 

en Digtefrihed. (Forſtieligt fra Digtes 


rihed.) . 

Sebber, adj. = Dobbeltgænger, en. En 
Perſon, der menes af funne vife jiy til fams 
ne Tid p. to Steder. (Efter det T. og nyt, 
ligefom, flere andre Sammenſ. Dobbeltha⸗ 
ne, Dobbeitfegle, dobbeltſynet, ſom feer 
Gienſtandene dobbelt, 20.) 


m 


⸗ å 


Deling. 


— 


Digevei, en. Kie⸗ 


Dommerkorn, et. Afgift i Korn, (ikke 


over en Skieppe af hver Gaard) fom af 
Bønderne ydes t. Herredsfogden eller Bir⸗ 
kedommeren. (jvf. D. Lov. I. 5. 18.) - 
Donefangft, en. Fuglefangſt, ſom ſteer 
v. Doner. 
Dosmer, en. I. 170. (I hagl. T. bruges 
ogſaa Dosmerhoved, Dosmerpande, ſom 


qveméord.) 


Srabelig, adj. og adv. ſmaaſkee af det T. 
treffli 5 ; ligeſom det gå. d. dræbe, træfs 
fe.] vyperlig, mægtig; vigtig, betydelig. 
(Forældet ;jvf. Vedels Saxo. så. 320. o. fl. 


Sen bruges endnu ironiſt: Det er en dra⸗ 


belig Karl. Det var en drabelig delte⸗ 
gierning!) 
draggtviis, adv. (af Dragt, 1.) I Drags 
ter; eũ. for hver Dragt tjære At betale 
Værerne dragtuiis. , 
Dreng,'en. ⸗Drengeaar, pl. (I. 173.) 


" 4. de Aar, hvorl.ef Svendbarn er og kaldes 


Dreng. — Drengealderi, en. den Alder, 
ſom indbefatter Drengeaarene. — Drenge⸗ 
ſkole, en, En Stole; hvori fun Drengeborn 
oplæres (I Modfætn. t. Pigeſtole.) 

Drenkning, en. 
om Handlingen. 2. Drenfningen i Xgget 
o: den v. Blommen hængende Kime. 


" Drik: (I. 174. b.) 3. (I denne Bemærs. 


kelſe uden Artikel.) 

drive, v. n. (I. S. 176.) Her man fer 
Brugen af dette Ord. I Taleſproget for 3 
v.n. dryppe, el, vettere: om en Verdſtes 


717 


[ſ. drente, I. 1737 1. 


LJ 


Dod 
- Eg 


langſomme Medflyden fra ell. Tang dd et 
Legeme, iſcer ef ſaadant, der d. Indſugning 
er mættet m. Fugtigheden. Saaledes fiyer - 
man: Bandet drev ned ad hané —2 ⸗ 
der. Hendes Kloder drev af Regnen. Sve⸗ 
den drev ned ad min Pande, ned ad Haaret. 
»Hun fidder v. den aabnede Dør, m. Lok⸗ 
ker, drivende, gule.” Ohlenſchl. (Helge.) 
Fr DriveFraft, en. Kraft, hvorved noget 
drives frems fremdrivende Kraft. (Orſteds 
Naturl. 2 Udg. I. 513.) . 

drone, v. n. I. 180. b. (3 den famme 
Bemeerk. ſom i det 2. S. bruger Almuen 
det ogſaa om Avæget.) s 

droſe, v. n. I. 181. a,.— Drøfer, en. 
(99 | dagl. T. Dreſepind, en.) en drøfevorn 

erſon. 

duge, v. a. . belægge m. en Dug, og 
ſerd. med Borddug. At duge Bordet. 
(Jetlig Digte. I. 321.) , ” 

dunte, v. n. I. 183. = Deraf: Dunken, 
en, ”LDan føler en beſtandig Dunken i Ho⸗ 
vedet.“ SL Sd 

dunſtfri, adj. fri for Dunſt, ſom er uden 
Dunfter. En dunſtfri Luft. . 

Dunſtror, et. Nør, ſom anlægges I en. 
Bygning cl. andenſteds, f. at bortlede 
Damp ell. fugtige Dunſter. (Thaers Lands 
oecon. overf. III. 240.) 

Duun, et. 2. det br. ogſaa om Plantes 
Dele og andre Zing, der ligne Fuglenes 
Duun. Duun p. Hagen. ”De floi ſom 
eve tan Duun f. Bleſt.“Ohlenſcht. 
(HOelge. 

Dvaleliv, et. Et dorſktt, uvirkſomt Liv, 
der henbringes ligeſom i en Dyaletilſtand. 
(J. Moller. Zidsſtr. f. Th. II, 183.) 


Dybhed, en. jvf. Dybde, I, 186, (Det 
forſte hr. omtrent eensbetydende; men fields 
nere, og meft overført p. aandige Gienſtan⸗ 
de. Dybhed i Tanten, i Folelſen.) 

Dybvod, et. (1. 186.) Dftere, el. ſœd⸗ 
vanligen, forekommer Formen: Dybevod. 
(jvf. f. E. Lobeckers Betragtn. over Fiſte og 
Fiſterier. 1792. &. 297. 98.) 

SydFiær, adj. ſom elſter Dyden, har Dy⸗ 
den kider. »En dydfiær Mand,” F. Guld⸗ 

berg. (Digte. 1803. il. 76.) 


Dyr, et. => Dorſtitkelſe, en. Skikkelſe 
Skabning af et Dyr ell. dyriſk Sæfen. i 
forvandle fig t. hvilken Dyreſtikkelſe, de vil⸗ 
de.” Baſth. (hiſtor. philoſ. Underſ. S. 537.) 
%… Dyrvogter, en. den, hvis Beſtilling ev 
at vogte Dyr; f. E. I Dyrehaver, el. vilde 
Dyr t Dyregaarde eller Dyrehuſe (Mena⸗ 
gerier. 

dyftrende. ven. 2. (af 1. Dvft.) af rende 
Duft. (forældet og ufædvenl. men brygt af 
Rahbek.) ”Længe fod det, fom Ingen vilde 
Dave, at dyftrende m. ham.” D. RU. XL 


—*6 
dodſaaret, aq · v. (af adj. ded.) dodelig 


Ded— 


Aaret. »Da hun — ſank I hans Favn 
ſaaret og bleg.” Hert. (befr. Ifr. 153. 
Doedsoſtilhed, en. figurl. en høi Grad af 

Stilhed ell. Rolighed. ”Den Dedsptilhed, 

der nogle Aar titligere fandt Sted i vor 

Kirte.” D. Ugeſtr. 1. 75. 

Dommefrihed, en. Frihed t. at demme, 


hund 


Er siregiæring, en. længere fortſat Gic⸗ 
ting af en Bædyte, ſom førft har været uns 
derkaſtet Biingtæringen. 

Eenrumstale, en. Samtale med cen i 
Genrum, Nord. Brun. (Jonathan. S. 89. 
114. . 

Efterblomſtring, en. fildtgere Biom: 
ftring, efter den fædvantige Blomſtringstid. 
»En Periode, der frembragte en vigtig Ef⸗ 
rerblomſtring ell. Efterhoſt for den gamle 
romerſte Literatur.” Nord Tidsſtr. IV. 318. 

. Sfrerdannelfe, en. Handlingen at efters 
daune noget. Efterdannelſe af oſterlandſk 
Zg go charatteer. M. (Nord. Tidsſtr. IV, 
317 


17. 

Efterdigter, en. En Digter uden elen⸗ 
dommelig Aand, ſom fun efterligner andre 
Digtere Charafteer og Tone. (I. Ord.) 
»Det bliver hos Æfrerdigrerne, ell. de co⸗ 
pierende epiſte Digtere, en trættende og fiex 
dende Feil.“ M. (Forel. over den d. Poeſie. 
Efrerhaanos, adv. for: efterhaanden. 
”Dg efterhaands, fom Vinen randt, hver 
Smerte og hver Grille ſvandt.“ Rahbek. 

Efternavn, ct. Eftermele. "Et priſe⸗ 
ligt Ffteehaon.”? Bording. II. 400. »ulys⸗ 
fis Elſterinde et evigt Efternavn af hele 


" Verden faager.“ Falſter. Ovid. 139. 


- 


efterploie, v. a. 1. ploie en Jord p. nv, 
eller efter en tidligere Plsining. — Deraf: 
Efterploining, en. 
Efterſtiæer, et. Et Farvejtiær, el. Lys⸗ 
fer fom følger efter den egentl. Lysning. 
t fvagt Efterſtier. ”Og blanded fig med 
Solens LfrerFiær.” Ohlenſchl. 
Efterſtaae, v. n. 3. (reſtere.) I. 6. 205. 
forefommer iffe blot i partic. act. Saale⸗ 
des i Ordſproget: “Tag det du faaer (af 
Stoldneren) og fræv det, ſom efterſtaaer.“ 
P. Syv. I. 148. : 
ELfreritavelfe, en. Stavelſe, hvormed et 
afledet Ord af en vis Claſſe ſluttes (f. E. 
sbar, ⸗hed, slig, sfom); i Modſ. til For⸗ 
ſtavelſe. (1. 295.) |, ' 
eftertegne, v. a. 1. efterligne i en Teg⸗ 
ning. At eftertegne et Maleri, en Figur. 


— Eftertegning, en. 1. Handlingen at ef⸗ 


tertegne. 2. en Tegning, fom er giort efter 
en anden. 


Eftertorſt, en. Torſt, ſom vælter v. fo⸗ 


regaaende Nydelſe af noget. 
Ege, en. pl. Eger. (1. 206. b.) Hiulege. 
I, Cycider, (Kogle ville ſtrive: cu Leg 


718 


— nt 


t. at vttre fin Dom el. Mening. ”Samme 
Demmefrihed af (hos) Andre, fom jeg felv 
havde brugt.” O. Guldb. (Zanfer om Mil: 
for. Fort.) 

Dorfals, en. Fals el, Fordybning i 
Kanten af Derkarmen, hvdti Døren ſlut⸗ 
ter. 


og Siuleeg. (Moth har: Eeg ell. Ege.) 
— f. Ege, ad: et —5 ell. 
noget ſom er af Eeg; ligeſom Ege, N. 6. 
Eke, en fladbundet Baad af Egeplanker.) 
egebruun, adj. four hår Cgetræcte cl, 
; det falmende Egelsvs brune Farve. (H. 
Ctrem.) fg R foret 
envænt, entyngde, en. foretoms 
mer —* —28 Re IT. 442) for: ſpe⸗ 
cifiſt Vægt cl. Tyngde. (Vægtfolde. Orſted.) 
Elſfov, en. = a.) elffovjlagen, adj. v. 
ſterkt betagen af Elſtov; i hoi Grad forel⸗ 
ſtet. »Den elſtovſlagne Kæmpe.” Ohl. 
(Stærfodter,) b.) Elſtovsleg, en. Leg, 
fom Forelſttedrive. (Grundtv.) Elſfovs⸗ 
nag, et. Naget. cen, ſom oprinder enten af 
forſmaaet Elſtov ell. Skindſpoge. (Inges 
mann.) Elſrkoveſtævne, et. Mode imel⸗ 
lem forelſtede Perſoner. »En Seddel, hvori 
hun tilſagde ham et Elſtovsſtevne.“ Rabb. 
(D. Tiiſt. VIN, 374.) elſtfovoſyg, adj. 
fug ell. meget ftærtt betaget af E. »Det 
elifovsfyge Dierte,” ” 


En⸗ebede, et. — Embedodygtighed, en. 
Embedsduelighed. — Embedosjord, en. 
Brugsjord, der er henlagt t, et viſt Em⸗ 
bede, fom en Deel af Lonningen. — ms 
bedsmyndighed, en. den Myndighed, ſom 
cen har og ſom tilfommer ham i Følge 
hans Embede. (Mynſter.) D. Ugejtr. I. 70. 
— Embedsſprog, et. Sprog, Foredrag, 
ſom paſſer for og er fædvanligt i Embede⸗ 
Fter; Embedsſtiil. (M. Nord. Tidsſtr. 
IV. 

Emne: 
MÆmne.) 

endeel, pron. indef. (jvf. Deel, b.) et 
Antal af flere; (i Udtrykkets Grad imellem 
nogle ag mange.) Det er endeel Aar ſiden. 
Der blev endeel tilovers. J Aar ere vi 
endeel flere, end i Fior. Gan havde ended 
(Folt) imod fig. — 

Wndeligr, et. (1. 214.) [ISI. Endalykt, 
Cjurning, Ente. 

Endeſtjel, ct. Skiel f. Enden af en Mark 
€. d. (1558.) Ny d. Mag. VI. 137. 

Endevirkning, en, endelig Virkning, 
frdfte Pittning. (T. Rothe. Nar. Betr. 
III. 9. ' i 

Enckammer, Enevaerelſe, et. Kammer, 
Bærelfe; fom cen beboer alene (der f. €. 
hvor ellers flere have Værelfe tilfælles.) 

Enematke. (1. 215, a.) Maaſtee oprins 


N 


(anført under Tone, I. 222. ſ. 





Stkrift; 


1 
. (4 
uae — 


deligen· Endemeerke. Jel. Kadimörk, vder⸗ 


ſte Grendſe. 


Enevandring, en. Vandring, ſom man 
gior allene, uden Ledſagelſe. ”Zidt, i min 


Encvandringse forfte Dage i Taarer jeg uds 


brød.” F. Guldberg. (Digte. 1803. I. 314.) 
Eng,en. 1. 216. (361. Engi, Eingi.] 
Enkelt. I. 217. * Enkelthed, en. 1. ud, 


Naar, et, = Saarehold, et. den Gierning 
el. Syſſel, at holde og tillxgge Faar. Oluf⸗ 
fen. (Landocc. 440, jvf. Ordb. Is 223. b.) 
— Faarehyrde, en. H. ſom vogter Faar. 
Faareuld, en. UDD af fuldvorne Zaar (i Modſ. 
til Lammeuld.) 

Fadbinder, en. findes undertiden (men 
fielden) brugt for: Bodker. 

Fadſtaver, pl. (ell. Fadeſtaver. Adr. Av, 
1815. 260.) d. f. ſ. Tondeſtaver. 

. Sarveftov, et. farver Stov, S. fom med 
deler Farve. Sommerfuglenes Farveſtov. 

fedhalet. adj. forſynet m. en fed Hale, 
el, hvis Hale har.en ufædvanlig Mængde 
af Fedt. Fedhalede Faar. (Olufſen, Lands 


Dec. S. 438.) 

feil, adj. (1. 235. b.) = Seilftrift, en. 
1. Gierningen at rive fell. 2. en urigtig 
noget, ſom er urigtig ſtrevet. 
Feilſted, et. urigtigt Stød (f. E. i Billard.) 
— Seiltryf, (Feiltrykning) en. urigtig, mis⸗ 
inktet Trykning. Ved Feiltryk er dette Ark 
blevet reent ubrugeligt. — feiltrykt, adj. v. 
urigtig trykt. Et feiltrykt Ark. 

" Siiltlo, en. Siilflov, en. et Redſtab, 
dannet fom en Tang, Hvis Kiæver ſammen⸗ 
holdes m. en Skrue, hvori de Ting, man 
vil file, indſpendes. En Siilflo holdes i 
Haanden, og er egentlig en los Skruüeſtikke, 


" da denne derimod er fæftet 1. Værfdænfen. 


. Singerregning, en. Regning, fom ſtkeer 
v. at tælle p. Fingrene. (Brunsmandé ſted⸗ 
fevarende Cal. 171.) 


Fiſtk, en. = Siffedag , en. Dag, paa 
hvilken der ſpiſes Fiſtemad; (modſ. Kied⸗ 
dag.) Siſteſtade, et. Sted, hvor Bund⸗ 
garn udfættes, og Fiſteri m. ſamme drives 
(f. E. i Liimfiosden.) jvf. Refer. 24 Mat. 
1737. ”Siffeftader, hvoraf ſtattes og ſtyl⸗ 
des.” Refer. 2 Jan. 1740.  Siffetiende, en. 
Tiende, ſom ndes af Fiſtefangſt. (f. Gr. i 
Nordlandene i Norge. Fr. 10 Jun. 1710.) 

Siæder, ch. (I. 243. æ.) [Bemærfelfen 2, 
er optagen .efter det T. Feder (elater, 
spira) og holdes i Alm. for ſamme Ord, 
ſom Siæder, penna, pluma. — Bemerk. 3, 
(fom nu dog er forældet) er derimod det Jsl. 
ſiõtur, compages, vinculum; hvoraf fiotra, 
lænfebinde. ” 

ter, adj. = 


flertydig, adj.”fom fan 


, erty 
udtydes, forklares p. flere Maaber, i meer 


419 . . 
Pl. den Egenſkab, at være enkelt, (T. Gi ns 
a 


Fold har Rugen 


mm Bolt. 


chheit.) 2. pl.-er. enkelt Deel af et 


Heelt. (J. Einzelheit.) At glennemgaae 


alle Enkeltheder. 
Erkedegn, en. en af de vpperſte geiſtlige 
Bærdigheder i et catholſt Domcapitel. (Ar- 


chidiaconus.) 


Erkehertugdemme, et, en Erkehertugs 
Stat. 


end een Bemærfelfe, — Deraf: Sleertys 
dighed, en. , Hel 
lod, en. —= Slodfifferi, en. F. ſom dri⸗ 

ves i Floder. Flodguld, ct. Guldſtov, ſom 
faaes v.. Udvaffning af Flodfand. — Slods 
ſtib, et, Stib, ſom bruges ell. er brugeligt 
t. Seilade p. Floder. 

flytte, v. a. og n, — flyttelig, adj. ſom 
fan fivttes. Flytteligt Gods; 


ø 


flyve, v. n. = Slyvehede, en. pludfelig 


opſtaaet pede i Legemet. 
et, Redſtab, hvorved det bliver muligt at 


flyve. 
Sloiel, et, = Sloieloborſte, en. En mes 


get blød Borſte, fom bruges t. Flotel og lig⸗ 


nende fiint Toi. — Sleielegrød, en. (uegents. 
ligt) Navn v. et Slags fiin Meelgrod, ſom 
koges m. Smør. 

Fod, en. — Fodſteen, en. Steen, der 
lægget under Fodtreet I Bygninger. — 
Sodfved, en. fædvanlig og vedvarende Sved, 
fom cen har p. Fødderne. ' 


Slyveredffab, ; 


Soder, et. => Foderdyrkning, en. Dyrk⸗ 


ning af Foderurter. 39 erdyrkning maatte 


forbindes m. Kornavl.“ Olufſen. Landocc. 


407. Foderkurv, en. K. hvori Foder 
fremberes; (ligetgzdes: Sodertrug.) Hos 
—*8 „et. Loft, hvor F. giemmes. 

Sold, et. I. 255., b. [pidtil munglende 
f alle danſte Ordboger.] et Ord, (egentl. d. 
f. ſ. Sold, plica) der (ligefom A. 6. -feald, 
&. -fold, 2. -faltig og -fatt) betegner 
Gientagelfe ell. Fleerhed. J ældre Skriften 
forekommer f. Cr. (ligeſom i det Engelſte) 
to⸗fold, tre⸗fold, ſom adjett. Udtryk, ell. 
hvor man nu vil ſige tvefoldig, trefoldig. 
— Berimod br. nu idtrytket £a 
Udfæden. Man figer f. Er. hvor mange 

ivet? Hveden giyer £ 

denne Egn over 10 ad. Jeg faaer neppe 
to Sold af Udfæden. [Endſtlondt Formen 
her ſynes ſubſtantioiſk, er Begrebet dog ad⸗ 
jectiviſt; her menes: ti⸗fold Sad. 
pvrigt bruges nu, i St. for - fold den adj. 
Eudrife foldig. jvf. enfoldig, mangfoldig, 
tvefoldig, og fl. . 

foldet, ad). fom har Folder, Et foldet 
Blad. Kiolen er f. meget foldet, 

Folk, et. = Folkedigter, en. D. hvis 
Poefie er ſtikket t. Læsning f. Folket ell. Als 


muen; ef, ſom har levet i en Zidealder, 


ø 


v $ 


, d fun om -< 
ten hoſtede Seds Mængde, i Forhold t. 


J 


* 


—8 


€ 


øl — 


da Digtekonſten cl enden var udannet. 
»De ældre Barder eler Folkedigtere.“ M. 
Solferigdom, en. En ſtor, betydelig Mængs 
de af Folk. FSolkerighed, en. Beſtaffen⸗ 
heden at være folkerig. Jet lidet Land fan 
dee findes Solferighed, om man end iffe fan 
tillægge det Solferigdom. — Folkeſtamme, 
en, Én tamme eller Folfeflægt, hvoraf et 
eler flere bejlægrede Folk have deres Ud⸗ 
fyring. Den germaniſte Folkeſtamme. Ud⸗ 
døde Folkeſtammer. 

Forbov, en. (f. Bov, 1.) den forreſte 
Deel af en Bov, nærmeft Bryſtet. 


Sorbryderſte, en. Gt Qvindfolk, der har 


begaaet en Forbrydelfe. ” i 

foregribe, v. a. 3. fomme I Forfiøbet ; 
forekomme. At foregribe cen i noget (ſom 
han havde betæntt at giore, at udføre.) — 
Deraf: Soregribelfe, en, 

Sorelifelfe , en. (1. 268.) høres i Tale⸗ 
ſproget; men iffe Forelſtning. 

forgrebs, adv. med Rettighed t. at tage 
Brug cl. Befiddelfe af noget, fremfor en⸗ 
Hver anden. ”Om en Skipper fragter fit 
Skib forgrebs t. Nogen.” D. Lov. IV, 2.8. 

forgrene fig, v. rec. 1, egentl. dele, ſpre⸗ 
de fig i Ørene (og figurl. dele fig i Underaf⸗ 
delinger.) Deraf: Forgrening, en. pl.-er. 


(Rve 2.) s 

forhu fig, v. rec. (I. 276. b.) egent⸗ 
lig: tage fell i det, man troer at huſte; 
ikte huſte det rette. 

Formetorv cl. Formterv, en. 8. d. ſ. 
Witetørv, ſom dannes i en Form. (Olufſen.) 

Forretningsmand, en. (I. 290.) egentlig - 


. og rigtigere: den, hvis Arbeide ikke ſteer m. 


X 


gicttte Gaader. (Grundtvlg.) 


… Vogter Gos p. Marken. 


legemlig Anſtrengelſe, hvis Syſler meer ell. 
mindre fordre aundelige HKræefters Anven⸗ 
delſe. (Saaledes modſat: Arbeidsmand, og 
Saandværksmand.) 

Forudſagn, et. noget, der forudfiges; 
Forudfigelfe. (T. Rothe. Nat. Betr. I. 262.) 

forære, v. 2. (I. 307. a.) I ældre Str. 
(hos A: Vedel f. Ex.) findes: af forære cen 
med noget ; hvilfet hentyder p. den oprin⸗ 
delige Betydning: Gerehrein) give en 
Hedersſtienk. 

Forevelſe, en. foregaaende Ovelſe. ”Ans 
forſelens Forberedelſer og Forevelſer.“ 
Blochs Syneſ. S. 49. 

fremarbeide, v. a. bringe frem, bringe f. 
Dagen v. Arbeide. ”Hvilfe Rigdomme, der 
[ode fig fremkalde og fremarbeide af en Ager, 


Geniam en. Kløgt, Snildhed til at 


Gaardlod, en. den t. en Bondegaard uds 


lagte og hørende Jordlod. (I. Bone. Stat. 


Sen. NI, 227,) 


Gaas, en. — Gaaſepige, en. P. ſom 
fe —ES en. 


720 


— Gad 


fom eaduu laae næften udyrket.” M. (Force 
lægn. over d. Poeſ. I. 277.) 

fremhykle, v. a. 1. frembringe i det Ud⸗ 
vortes, v. Hykleri; give Sin af. En frem⸗ 
hyklet Deeltagelfe. ”Det rent Sandheds⸗ 
præg, der aldrig v. noden Konſt fan frem⸗ 
hyfles.” M. . 

Friertid, en. d. f. ſ. Beiletid. ( Surri.) 

Sroftreg, en. kaldes (ffær i Norge) en om 
Vinteren af Jorden opftigende Damp cl. 
anage. (Keilhau. Reiſe i Finm. 1831. 6. 
170. ' ' 


Frugthoſt, en. Indhoſtning af Frugter. 
(J Mådf. til Blomnſterhoſt. W. Forel. over 
d. Poeſie. I. 274.) 

Frugtkiod, et. den ſpiſelige blode Deel 
af viſſe Zræeré Frugt. Skallen, Frugtkie⸗ 
det og Stenen. 

” Srydeblus, ct. Blus, ſom tændes i en 
glædelig Anledning: Glodesild. ”+ans 
rydeblus er Øtæders Brand.” Thaarup. 

sfryfe, v. n, == Fryſen, Srysning, en. 
det, at fryſe. Vandets Fryoning. 

Frø, et. (semen,) Det uſedvanl. Fleer⸗ 
tal forefommer hos Sncedorf. »De Free, 
fom bleve nedlagte i Jorden, og af hvilke de 
udſpire.“ Patr. Tilft. 11, 1. 6. 247. 

Sureftrimmel, en. d. f. ſ. Ploieſtrimmel. 
(Dalgas om Nibe A. 6. 84.) 

Syldingsed, en. i Lovfproget: den SD, 
ſom den Beſtiaalne ſtal aflægge paa, at de 
ftiaalne Kofter ere haͤm frakomne imod hans 
Vidende og Villie. (jvf. D. £. VI, 17. 8— 
10. Fr. 21 Wat. 1751. m. fil.) 


Sælde, en. Vindfœlde. D. Lon. VI. 17. 28. 


Sællestion, et, | Sproglæren : det v. Års 
titelen (Kisnsordet) “en“ betegnede gram⸗ 
maticalſte Kion i det danſte Sprog, hvori 
Hankioen og Hunkisn flyde ſammen. (Blochs 
d. Sproglære. S. 76.) 

Sællesnavn, et. Navn ſom er felles f. 
flere (f. E. Arter af en Slegt el. Claſſe.) 

Sæmærte, et. Merke, ſom Eieren har p. 
fit Qvæg; Ovægmærte, (D. Lov. VI 17. 
j : 


- Sæftemelle, en. pl.-r. M. ſom gen har i 
Feſte af Cieren f. en beſtemt Afgift (ligefom 
Feſtegaard, Sæftehuus.) — Faſtemoller, 
en. den fom har en Mølle i Feſte. i 

Sølge, en. I, 338. b. = folgeret, adj. 
br. ligeſom følgerigtig; og af dette: Jels 
gerigtighed, en, . NE 


hj 
* 


Tiende, ſom ydes af Ges. Gaaſecine, pl. 
A 346. b.) 3. det br. ogſaa (efter der Ind⸗ 
fte) om Tegnet, (”) hvorved man t Efriftet 
udmærfer en anden Forfatters Ord. 
Gadejunker, en. Et ungt orkesloſt Mands 
folt, der fætter fin re i at vife fig puntet 
p. Gader oq offentlige Steder, (f. Gades 
ſtryger.) ”Gn tisbenhavngt Gadejunker, 


N 


bad - 


Gaf — 


ſom har giftet fig m. en af ſamme Stads 
Klubgudinder.“ Rahb. (D. Tilſt. VI, 419.) 
Gaffeldræt, et. Indretnifgen og Tolet, 
hvori en Heſt trætter f. en Eenſpendervogn. 
(Thacré Landoec. v. Drewſen. IM, 46.) 
Garvejtof, et. de ſammenſnerpende Be: 
ſtanddele i viffe Legemer, ſom gisre dem 
tienlige t. Garvemiddel. (Thaeré Landoec. 
v. Drewſen. 111, 6. 111.) J 
Gede, en. hos Sftibstemmermænd : en 
Benævnelfe p. en Deel af Zræcté Ved, og 
d. f. ſ. hvidved. I. 476, b, (Archiv f, Søs 
væfen. TIL 220. 227,) 
SGSiienkaldelighed, en. Beffaffenheden at 
kunne gienkaldes, af være gienkaldelig. (A. 
Orſted.) 
giennemfure, v. a. 1. træffe Furer heelt 
igiennem. (Schouw.) 
giemmemleve , v. a. 1. leve ft. Enden af 
(et Tidsrum.) ”Cammenligne vi dette vort 


Liv m. den hele Tid, vi ſtulle giennemleve,” - 


Mynſter. 

iennemtegne, v. a. 1. hos Malere: af⸗ 
ridſe Povedtræftene i et Maleri p. et gien⸗ 
nemfigtigt Papir, der lægges ovenpaa ſam⸗ 
mc. — Øjennemtegning, en. pl. - er. 1. 
Handlingen at giennemtegne. 2. en ſaale⸗ 
des udføre Tegning. | v 

Gierningoſted, et. Sted, hvor en Glers 
ning er foretaget; eller (ofteft) hvor noget 
ulovligt er begaaet. +. 

Gietteffud, en. kaldtes en Afgift, ſom 
fremmede Kræmmere betalte i Kiebſtedetne, 
for Tilladelfe at udftaae med og fælge deres 
Varer i aaben Bod. (D.-Lvv. TIL. 8. 8.) 

glane, v. n. I, 376. (bruges i Siælland.) 


Hbrig, adj. ſom har ſterkt Haab, ſom 
altid haaber godt. (Hertz befr. Iſr. 93.) 
s3aandvifer, en. henviſende Tegn i Bo⸗ 
ger; ell. Veiviſer, dannet fom en Haand. 
”De aandviſere, man p. nogle Steder fin: 
Der opreiſte, f. at vife de Forbigaaende p. 
rette Bei.” Rahb. (D. Tilſt. VI. 459.) 
aansord, et. haanende, Andre vans 
ærende Ord. ”Det Zaansord, hvilket hiin 
undjluppet var,” Fibigers Sophokl. 
ssaarbælte, et. B. af Haar; f. Cr. et 
ſaadant, ſom Munke, eller Andréaf den cas 
tholſte Tro, bare til Poenitentſe. (cilicium.) 
hoardſaltet, adj. om en vis Saltning af 
Sild. Nord. Brun. Digte. &. 58. 
BZhagekors, et. K. hvis deelte ell. ſplittede 
Ender gaag ud i fo fager. 


sals, ch. 5. Zalſen p. nogle Seil (Raa⸗ 


Teil, Stagſell) faldes det Toug , hvormed 
Etisdbarmen halse f. at ſtramme Seilet, 
at Vinden fan gribe deri (hvilet kaldes at 
halſe Seilet. jvf. Skiede.) 

andelsbaand, et. pl. d. ſ. Indſtronk⸗ 
ning, Tvang, fom paalægges Handelen ; 
Sandelstvang. 


Danſt Ordbog. TI. … ” 


Jærd, og fl.) 





N 


— Hel 


rime, v. a. 1. forſyne m. Grime, lægge 
Grime paa. (ufædvanl.) ”pun fadlede elv 


og grimede Heſten.“ Baggefen. (Thora. 


ifte Sang.) mr 
grumme, af grum. (I. 392. a.) bruges 
ü dagt, T. og Almuefproget, ligeſom ſtion⸗ 
ne. (ſvf. Muͤllers d. Synon. II. S. 11.) 
Man figer ikke alene: ” Dan fif en grumme 


ob Penge;” men: »Det er ret en grum⸗ 


me Dreng!” o: modig, uſtvrlig. 
grundſæette, v. a. 3. fætte p. Grund. 
(om Skibe.) 
grundarlig, adj. meget ærlig, fuldkom⸗ 
men ærlig. (ligeſom grundgod, grund⸗ 


Ørændfeland , et. Land ell. Landſtak, 
fom ligger p. Grændfen af eet Rige mod et 
ander. ”Et Grandſeland, fom danner Os 
vergangen imellem to, v. Forfatning aldeles 
adſtilte Lande.” Maanedsttr. f. Lit. IX. 160. 


Grændfepoft, en, Vagtpoſt vet Lands, 
Græœndſer. ”De fulgte ham fra cen Ørænds 
fepoft f. en anden.” O. Malling. 


Gresdrift, en. Mark, hvor Qvæg drives 
og holdes p. Græs. (Kampmann, Dverf. af 
Big. om Landbr. 98.) . 

rægsffifte , et. Mark, fom bruges t. 
Græsning fliftevilg m. en anden. ”Denne 
hele Stevftræfning blev giort t. Græsſkifte 
m. det ftore Overdrev,” Bend; om Ronninge 


"Sogn. 44, 


Guldhuuskaſſe, en, En tilforn beugelig 


Benævneljfe p.. et viſt rn r ſmaa Haar⸗ 


punge. (Ohlenſchl. Overſ. af Deinhardſteins 
Garrick.) 


zandelsflag, et. Flag, ſom Gandelsſtlbe 
føre. (Modfætn. til Krigeflag.) “Saa 
følge Fred dir BZandelsflag.“ Nord. Brun. 
Zavkoling, en. ſval ell. følig Luft, der 
kommer fra Havet, fom Havets Nærhed 
medforer. (Athene. IV. 19.) ' 
såavnetid, en. den Tid p. Dagen, da 
Skibe kunne anfre I en Havn, fom har Ebbe 


og Flod; ell. da Indlobet er aabent, Hav⸗ 


nen iffe lukket. . 
Zedefaar, et. en Faareart, der iſer har 


hiemme i Hede⸗Egne. Det jydſte Zedefaar. 


(Olufſen. Landoec. 439.). 


celffygge, en. d. ſ. ſ., Zierneſtygge. 
te SR og —ã— 8 


Zeeltag, ect. Et Huustag, fom t. begge 


Sider har ſtraae Tadflader. jvf. Zalvtag. 


Beglehuus, et. Huus v. Horfabriker, 


hvor Horrens Sealing foretages i det Store. 

(Olufſen. oec. Ann. 1X. 245.) L 
heglehvas . adj. hvas ſom en Hegle; 

meget ſtarp. (Arreboe. Hsexaem. 241.) 
helle, v. a. 1. | Skibsſproget: forbinde 


"fvære Toug p. en vis Maade, ”At helle 


(46) 


' Hen — 


Varpetroſſer ſammen.“ Schneiders Belleds 
ning. S. 78. 
henboie, v.a.1. (I. 431.) i egentlig Be⸗ 
mærtelfe: boie ben over. Grenen var hen⸗ 
bøiet over Bænken. “'Henrykt over ham 
henbøiet, tryllet v. Beſtuelſen.“ S. Staf⸗ 
, felor, (Nve Digte, 146.) » 
” negne, v. a. 1. anvende paa, henføre 
til, ””Raturlæren, henegnet paa det mens . 
neſtelige Legeme Zilftand,” Eilſchow. (Phil, 
Dr. 3.34. ; ſieldent; dog ogſaa hos Nyere.) 

hidtilværende, adj. v. (1. 442. b.) ſom 
indtil den nærværende Zid har vaxet, har 
fundet Sted, været.i Virkſomhed, o. d. 
Sadvanligem. Bibegreb om, at Tingen ikke 
mere er, eil. ſnart ſtal ophøre at være. Den . 
pidtilværende Opſynsmand ſtal afgaae. (J. 

isherig.) 

hiemfærdig, adj. (ſ. adv. hiem. I, 444. 
2.) færdig t. at drage hiem, rede t. Hicms 


færd. i ' . 

Zilden, Sildning, en. (I. 448, b.) Gier⸗ 
ningen at hiſde. 

såimmelheide, en. En for det blotte Øle 
umaalelig Holde; Skyhimmekens, el. X⸗ 
therhimmelens Holde. (f. him lhoi.) ”Og 
glimter get Lyn i Simmelheiden over Jor⸗ 
dené Tuer.“ Bagg. (Danfana. I. 16,) . 

Ziuldreining, en. et Hiuls Omdreining, 
el. Dmfving, Omdreining I Kreds. 

Siernetag, et, Zag p. et Hiornehuus, 
fom derfor har en v. Huſets Form beſtemt 
færegen Dannelfe,  ” ' 

Zobſætning, en. Gierningen at fætte ell. 
reiſe noget i en famlet Hob. (Olufſen.) 

Softvang, en. Tvang, ſom poflivet mede 
fører. (Rohbek.) 

Sornkloft, n. s. en Svaghed I Heſtens 
Hov, hvoryed denne faaer en Kloft, der 
gaaer nedenfra op f. Kronen, 

hovedfvag, adj. fvag I Hovedet, el. af 
- Hoved (Foritand ;) ſvaghovedet. »Hierte⸗ 
fyg og hovedfvag.” Bagg. 


CX bunden , adj. v. bunden v. Froſten, 
ftørfnet t, Jis. »Naar den iisbundne Væde 
ſmelter.“ Olufſen. (Dec. Ann. X. 205.) 
Ildſtedſkat, en. Stat, fom paalægges 
efter Antallet af Ildſteder i Huſene; Ars 
neſtat. 
Inderſom, en. Som, der er ſyet ſaale⸗ 
deg, af den vender indad p. Toiet. 
$ ord, en, — Jordåannelfe, en. Jordle⸗ 
gemets Dannglfe t. dets nuværende Form 
(Geogenie.) 2. Rothe. Nar. Betr. III. 29. 
(Deraf: Jorddannelſeslære.) Jordlege⸗ 
"me, et. (1, 538. b.) 3. Jordkloden, betrags 
tet fom et phyſiſt Legeme, (T. Rothe om" 
Jorden, 94,)  Jordryg, en, d. f. ſ. Land⸗ 
ryg; ell. om en mindre høj og betydelig, 
dog i Længder udſtrakt Jordforhoining. (S⸗ 
furfen, Der, Aau, X. 205.) — 


⸗ 


2 


— Jævn 

govſlan, et. Slag af et Dyrs Hov. Lys 
den ne Zovſlag· 

hudagtig, adj. ſom har Liighed m. en 
Hud. Et hudagtigt Svoß. 

Sule, en. (I, 466, b.) dette Ord (qulk, 
såulte, Zylke) er egentlig jydſt; og Zolke 
(1. 482. a.) maaſtee ikke nelagtigt not for⸗ 
klaret. Begge Artifler kunne i denne Ordb. 
helft bortfalde. ' . 

Zundeſyge, en. Sygdom, ſom Hunde 
funne være underkaſtede; færd, en vig, ſmit⸗ 
fom Syge hos Hundene. 

uulglas, et. huuljlsbet (concavt) Glas 


(t. Briller fy E. ell. i et Huulſpeil.) 


Buus, ef, == uusdaab, en. Daab, ſom 
ikke ſteer i Kirken; Hiemmedaab. (Nvt Phyſ. 
oec. Bibl. IX, 93.) huuskoldt, adj. toldt 
inde i Huſer (om de Tider p. Aaret, da man 
har Zuuskulde, ell. føler det foldere i Huus, 
end i fri Luft. Egentl. et norſt Udtrmf.) 
sauusfreds, en. Familiekrids. sSuusven, 
en. den, fom er fortrolig Ven af en Familie, 
og ofte beføger den, 


Svaldyr, et. pl. d. ſ. en Claſſe af Pat: 
fedur, ſom føde levende Unger, og altid leve 
i Havet. Cetacea. 

hvidpibet, adj. kaldes Temmer, ſom 
har den Feil, at der fra de:s Knaſter har fat 
fig nedad i Trevlerne et Slags Efimmel ell. 

vamp. (Arch. f. Sovæſen. III, 23%.) 


s3virveldyr, et. pl. d. ſ. i Naturlæren : 
de med Ryghvirvier (KRugrad) forſonede 
Dvr: animalia vertebrata. Modſat: hvir: 
velle fe Dyr. i ” 

såyggelighed, en, (I, 480.) Beſtaffenhe⸗ 
den (ved ef Huus ed. BVærelfe) at være 
hyggeligt. 

yttebygning, en. Gierningen af byage 

ell. opføre en Pytte. ”Bæverens Zytte⸗ 
bygning.” £, Smith. . 

Zaontgeſeng, en. En ophængt og foævente 
Seng; en Hengekoie. 


en, Jordklodens Skygge, ſom frembringer 
Maaneformorkelſe. »Naar Maanen træder 
ind i den langt ſtorre Jordſtygge.“ 

Juletræ, ef. Et Træ, ell. en Green, ifær 
af Naaletræcr, ſom man Juleaften fætter 
Lys i og brhænger m. Legetøi f. at more 
Børn. (Nyt D. og nv Skik.) 

Jævnlinje, en, (I, 542, b.Y Ordet br. 


ogfaan,” og oftere, om den horizontale ell. 


vandrette Linic, anvendt f. E. paa Hoiders 
Maal. Huſet ligger i Jœovnlinie m. Bak⸗ 
kens Top, i Jævnlinie m. Vandet. (au ni- 
feau de,) 

Jævnmaal, et. (I. 542. b.) 2, barmo: 
niſt, ligeligt Forhold imellem Delene i et 
Heelt; Proportion. (T. Ebenmaaß.) 
”Stisnhedené Jævnmaal.“ M. (Moth bru⸗ 
ger: Jævndennelfe,) ' 


. h ER 





—— —7 — 


Kalk — 


Kaifarve, en. Farve blandet m. Kalk⸗ 
—X At male, anftryge en Væg m. Kalk⸗ 
arve. I 
Kamnraab og Kampſtrig, ef. Krigs⸗ 
raab, Krigsſtrig. 
Stamp, og vakte det rædfomme Kamp⸗ 


ſkrig.“ Fibigers Homer. , 


karlvoxen, adj. v. fuldvoren, mandvoren. 
(GBrundtbig, Prover af Gåro og Snorre, 


Kavle, en. pl.-r, paa Fifternet: d. ſ. ſ. 
Slydholt ett. Flodholt. (Ambergs Ordb.) 
Ktiſergaard, en. keiſerligt Slot (Refl⸗ 
dents.) Grundtv. 7 
Keiſcreble, ef. Et Slags Wbler. (T. 
Kaiſerapfel. Nyt phyſ. oec. Bibl, V. 
S. 441.) 


Rixrkehoitid, en. Feſt, ſom helligholdes i 
en Kirke (ell, til Minde om en Kirkes Ind⸗ 


vietſe.) ”Den ſtore Kirkeheitids Dage”. 


Rahb. . 
iobſtedgods, et. (I. 569. b.) er ikke 
blot Gods ell. Jord, ſom tithører Kiobſta⸗ 
den ſom Menighed (0: Kiobſtedjord, Kiob⸗ 
ſtedjorder men-i Lovſproget forſtages 
ved overhovedet (f. E. D. £, I. 24. 25. V. 
3.4.) Huus ell. Jordeiendom i en K., ſom 
hører til en K., eller eies af Borgere; i 
WModfætn. til al anden Jord cl. Lands 
eiendowm. — 


Kiodmorter, en. En Morter, fædvanlig 
af Tre cl. Steen, t. at ſtode Kioddei i. 


Kiekkenvogn, en. V. hvorpaa de Ting 
fores, ſom høre, f. en fornem Herres Reife⸗ 
kiokken cl. Felttiokken. R 

kierefærdig, ad]. færdig ft. at køre, ” 
Bonde, fom, endog kiorefærdig, begav fin 
Reiſe.“ Junge om Nordſicell. S. 341. 


v 


Lear, et. (I. 631. a.) 2. Laaret p. en Lee 


, da: det udftaaende Stykke Jern p. Leen, 


hvorom Leeringen fætteé, f. at fæftée Leen t, 
Leedraget. 
Cand, et, Landdeel, en. En Deel af 


Landet el. Landiorden. »Landdele have 
funnet ftyrte ind.” T. Rothe, == landleds, 


. adv. til Lands, over Land, (modſat: ſoleds.) 


Landlægd, et. Lægd, ell. Diftrict af dem, 
hvori Landet m. Henfon t. Udſtrivning af 
Krigefolf f, Landheren ev inddeelt ; i Modſ. 
til Solægd. (Mandir d. Landv. R, f.Lægd. 
J. 99.) Landviiſd, en, I. 637. b. (rettere: 
»Vind, ſom blæfer fra Landet ud imod Ha⸗ 
vet; modſat Sovind.“) = Landshylding, 
en, En Forſtes Holding af det hele Land v, 
Sendebud. — Landsmynt, en, Mynt, ſom 
er gieldende over et heeit Land. 


Lee, en. ⸗ Leeknap, en. de krummede 
Haandgreb p. Leeſtaftet. Leetoi, et. kal⸗ 


723 


»Stkyndende frem ft. - 


ø 


"maa ganſte zogiue⸗ fra den forſte. 


—Lung 


— 


— 


flag. I. 171. b.) 

klæde, v. n. L. 583. b. = Heraf det £ 
Taleſproget nylig opfomne: Flædelig, adj. 
fom flæver godt. En kladelig Dragt. 

Anagbro, en. (jvf. Aneg. I. 585,) et 
Slags Trobroer, fom brugtes i ældre Tider, 

knaſe, v. n. (I. 586.) det forekommer vel 
ogfaa i act. Bemærfelfe, ſtiondt ſieldnere. 
Ut knaſe noget imellem Tenderne. »Den 
Stenen) knaſer omliggende - Offerbeen,” 

hlenſchl. 

Konſt, ey. — Xonfiffebning, en. noget 
om er frembragt v. Konſt; et Konſtvork. 
Konſtvirkning, en. V. af Konſten ell. af 
et Konſtvork. 
Konſtvirkninger.“ 

Forttonct ad. fom har, ſom fordrer ef 
fort Tonehold. (modfat : langtonet. I, 639.) 

Kraft, en. = Kraftanftrengelfe, en, an⸗ 
firengt Anvendelſe af en Kraft. »Ved fæls 
les XR.” — Xraftord, et. Ord, hvort lig⸗ 


det fl. Spr. 28.)  Rraftudvifling, ett. 
efterhaanden tiltagende Yttring af en Kraft. 

Krage (ell. Krag) en. pl. Krager. I. 
606. a. Den her anførte 2den Bemærtelfe 
"(Def 
ældgamle Ord Krage br. endnu I Provind⸗ 
ferne, og tillige i ſamme Bemærtelfe ſom 
Kragetræ.) 

Tunne. (I. 626.)2. a. Hertil hører Zales 
maaden: at Funne med noget (have Indfigt 


love, en, I, 581. a. (jvf, ogfan Drag⸗ 


ger ſordeles Fynd og Eftertryk. (Miller om 


Entkelte Skionheder og 


el. Færdighed i) ſom endnu, ſtiondt ſield⸗ 


nere, høres i d. Tale. Hun Fan noget med 
Skrœdderſyening. »So Fan ikke med Sa⸗ 
del, thi hun rider ſielden.“ Ordſpr. 
Vvyſtflod, en, En Flod, der udſpriuger 
eu ikke lang Afſtand fra en Kyſt. . 
/ 


8 


des Leen tilligemed Skaft, Ring, m. m. 


(ligeſom Pibetoei, Kioretoi, Seletoi, o. d. 
"fvt. Meierede.) 


Cegeſelſtab, et, S. ſom deeltager iĩ en 
Leg; Selſtab af Legebrodre ell. Legeſoſtre. 


Liimfoamp, en. Et Slags S. ſom vorer 


p. ſtovet Bogeved, og hvoraf en Art Lim 


fan koges. (v. Aph. Nat. Lift.)  ” p 
Livsvarme, en. den Varme, der findes 
hos levende Væfener ms varmt Blod. 


Softdætte, et. det, hvormed et Loft er 


bedættet ell. bellædt, Et Loftdakre af Gibs. 


Lovbrud , et. Overtrævelig af Loven. 


At anflages for Lovbrud.” Gruudtvig. 
lunegod, adj. ſom ikke er god af Charak⸗ 


teer eller Grundſetninger, men luneviis, 


ell. i Følge Indfald og Lune. (Suhm.) 
Cunge, en. = Lungebrotb;-et, Lungens 
Udtræden af dens naturlige Lete, uden Son⸗ 


derrivelſe. (hernia pulmonalis. Herholdt.) 


(46+) 


mn SR æ 





”. concurrence.) 
baade af Fabrifer og Haandværfer, — Ars. 


Zung — 


Cungeſaar, et. Saar I Lungen, enten af 
udvortes Vold, ell. indvortes Sygdom. 

7 Kyeffy, ?n. (I. 684.) Sky, (Skvſamling, 
Dunſtkreds) fom indeholder Lysſtof, ud— 
ſtraaler Lys. Nogle antage Solen f. et 
morkt Legeme, omgivet af Lyoſtyer. 


IM sanele eme, et, Maanen, Setragtet 
fom Simmellegene. ” Sele Maanelegemets 
Morkhed.“ J. Rothe. (Nat. Betr. I. 207.) 

maanemork, adj. iffe oplyſt af Maanen, 
iffe maanelys. ”Matten var magnemørk, 
men Himlen ſtierneklar.“ N, Brun. (Jonas 
than. S. 143.) 


Vdageſtykke, et. Et enkelt Stykke, en 


enkelt Gienſtand, der er, ell. anvendes, an⸗ 
bringes ſom Mage t. en anden, (Fr. pen- 
dant.) *De ta følgende Digte ere ligeſom 
Mageſtykker.“ Abrahamſon. (2, Cfrerr. 
. 1791. S. 766.) HE 
maiklædt, adj. v. beflædt m. Mal ell. 
grant og ungt Lev. Og maikladt ftod den 
græffe Marmorfcene.”? Ohl. | 
— en. Gang ell. Gaaen, ſom 
foretages til ell. fra Stedet, hvor man mal: 
ker Ovæg. ”Denne Sfovfrugt,. fom hun 
fra Malkegangen medbragte t. hendes Fa⸗ 
der.” Pram. (Digt, Arbeider. I. 354.) 
mangetydig, adj. fom fan tydes, udlæg: 
get, fortolkes p. mange Maader. ”Er man⸗ 
getydigt Ord,” (Rahb. D. T. VII. 23.) 
Markmodding, en. M. der famleé i 
Marken åf udfiert Giodning. (Dalgas om 
Ribe A. 101.) , 
» Mary, en, == Utarvolie, en. Olle, ſom 
tilberedes af dyriſt Marr. Marvpare, 
en. et Slags Gommerpærer. (bergamotte 
dtete.) Nyt Bibl. f. Phyſ. V. 443. Marv⸗ 


ſkiore, en. i Stibstommer: d. f. f. Kierne⸗ 


ſtiore. (f. dette Ord.) Marvſabe, en. 
Sebe, hvortil Marv anvendes i Stedet f. 
Zalg e€. d. (Moller pharmac. Haandb. 99.) 
Marvebolle, en. Bofle, Kiodbolle, til⸗ 
Lavet m. Marv. ” Hvis idin Suppe ftuns 
dom vanker en lille Narvebolle fuld af 
Tanker.“ Bagg. (Danfana. I. 138.) 
Maſtkekule, en, En Kule ell, et indmuret 
Kar v. Bryggerier og Brænderier, hvori 
Maſten ſamles. »En indmuret Maſteku⸗ 
Je.” (Statstid. 18329.) 
mecdgfare, v. a. behandle. (II. 24.) “Naar 
hun fornemmer. fig at vorde glemt; og ei 
medfares ordentlig.” Bording. II. 190, 
Vedſogende, adj. v. pl. de, fom p. cen 
» id føge noget, f. E. Handelsvarer. (Con⸗ 
currenter. ſ. Medſeger. I. Boye. 
Medſegning, en, Sogning tilligemed 
Andre; Fieres Sogning af'een Ting. (Fr. 
»En ſtorre Utedføgning 


beidernes Uedſegning.“ I. Boye. 
elfefopper , n. & pl. en Qudfygtom, 


Sog 4 
id 


” LJ 


224 


— Mod 


Cyſt, en. (I. 685. 2.) 3. Hertil hører 
Talemaaden (bl. a. om Frugtfommelige :) 
at være i Lyſte for noget, ' 

—*8 en. Vogn, ſom fun bruges t. 
Aſtteeh » fon ikte er Arbeidsvogn. (Bag: 
geſen. 


der viſer fig I et Slags Blegner, ſom have 
nogen udvortes Liighed m, Bornekopper. 
mellemkommende, adj. v. fom kommer 
imellem, ell. indlober, ſteex imellem fo Tids⸗ 
punkter ell. Zildragelfer, »En mellemfom: 
mende Kiedſomhed kan giore det Gamle be⸗ 
hageligt.“ I. Bone. (Statens Ven. 1. D.) 
Uelemffygge, en. Skygge, der hverfer 
er af de færfelte ell. ſpageſſe. »Mellem⸗ 
ffygger, der give Livets Farver Frifthed,” 
Ohlenſchl. (Digtninger, II. 332.) 
Mellemſed, en.-Sædart, der faaes t. Af⸗ 


verling i et Mar imellem to Aars Udfæd af 


Korn. ”Boghveden er f. de ſtarpe Jorder 
en ypperlig Utellemfæd,” B. Seidelin om 
Hisrring A. S. 170. 

Menighed, en, (II. 33.) dette Ords uns 
der 1,-2, 3, anførte Bemarkelſer have vel 
alt været nær v. at forældes; men ere i ten 
nyeſte Tid af adſtillige Forfattere igien, og 
m. Grund, optagne (f. E. for det fr. Com- 
mune, mM. m. 

Venneſteagt, en. Agtelſe f. Menneſtet, 
f. den menneſtelige Natur. »Den Menne⸗ 
freagt, ſom Alle burde, men fag faa Rige 
beſidde.“ J. Bone. , 

Uſenneſtemæœngde, en. 1. et betydeligt 
Antal af Menneſter.“ 2, et vift, forholtsvits 
ſtort cIL, lidet Antal Menneſter. (I. Bove.) 

Meſſefald, et. (II. 36.) 2. Ordet bruges 
endnu p. Landet, hvor man figer: ”Dder er 
Veſſefald i, dette Sogn,“ naar en Præft 
har tre Sogne, og Gudstlieneſten hver Son⸗ 
dag efter Omgang bortfalder i en afKirkerne. 

migyvtte, v. n. (II. S. 46.) det foretoms 
mer ogfaa uden præpos. fom forbinder det 
m. Obfectet, ”Ingen fan mistykke, at jeg 
og bruger denne Frihed.” O. Guldb. (Tan⸗ 
fer om Wilton m. m. Fortalen.) 

Uiodbemærfning , en. B. ſom anfereé 
imod en anden, hvorved man føger at fvætfe 
dennes Virkning el, Beviiskraft. (Mynſter.) 

modbeviſe, v. a. 2, fore Beviſet imod 
en Satning; beviſe det Modfatte af noget, 
der er fremfat ell. paaſtaget. Endnu mere 
modbevifes hiin Formodning v. Erfarin⸗ 
gen.” Mynſter. ”Den, ſom frygtede for, 
at hane Benegtelfer funde blive modbevi⸗ 
ſte.“ A. Dufted. (Funomia. III. 493.) 

modig, adj. ſorgfuld. ſaf mod, (J. 
mådr) bedxovet.] II, 47. b. bør ſerſtilt an⸗ 
føres, ell. under fit Stammeord; ifte hvor 
pet jtaaer. ; ban mig m. gt oa m. 
modig Graad har ſtrevet.“ Falſter. (Ovid. 
Klagebr. 118.) r 





. wodv — 


Modverrn, et. (TI. 51.) for: Modſtand. 
Gibr den Skyldige Utodværn, naar man 
vil anholde ham.“ D, Lov. I. 24. 49, 
Uuldharv, en. Harv, hvormed Tuer ell. 
Muldvarpeſtud udjcevnes. (Winſtrup. Ager⸗ 
dyrkn. Redſt. 3. H.) — 
Muldplade, en. En Jernplade, ſom un⸗ 
dertiden bruges p. Ploven, heftet t. Sulen 
og Muldfiælen, og ſom løfter Jordſtrimme⸗ 
[en inden den naaer Muldfiælen. (Fielſtrup 
Bciledn. t. Jordbrug. 6. 77.) 


Uiundbulder, et. meget hoiroſtet Snak 


el. Trætte. (Vid. S. Ordb. V. S. 202.) 

Mynt. n. 8. Myntherre, en. Regen⸗ 
ten, el. den, ſom foruden ham har Mynt⸗ 
rettighed I ct Land. Schytte. (St. indv, Reg. 
II. 179. 258.). Myntlov, en. d. f. f. 
Myntanordning. Schytte. (Indv. Reg. IL. 
220.) yngredftab , et. Redſtab, fom 
bruges ved Penges Myntning. (Schytte. 
ſammeſt. 227.) 


SY bofred, en. Fred, fredeligt Forhold 


imellem Naboer. ”Langt ædlere dog er ſam⸗ 
brægtig Nabofred.“ Bording, II. 180, - 

afte, en. p. en Tagſteen: den frem⸗ 
ſtaaende Knop p. den ene Side af Stenen, 
hvorved den' hænger p. Lægten (hvorimod 
den udad boiede Deel af Stenen kaldes 
Dingen:) ST 

VNakkehule, en, den udvendige Fordyb: 

ning i Natten (Nakkegrube.) 

akkeſpeil, et. Et, fædvanligen rundt 
Haandſpeil, ſom Fruentimre bruge v. deres 
Paaflædning , og hvorved de lade Billedet 
af Natten ell. Baghovedet falde i det for 
dem hængende Speil. 

. Vretteffiul, et. (II, 74.) Ikke altid d. ſ. ſ. 
Nattely; men ogſaa: det, hvori en Gien⸗ 
ſtand ſtiuler fig ell. hvoraf den ſtiules on 
Natteny.f. E. »Den graanende Taage, Si⸗ 
venes Dragt, Liliernes Natteſtiul.“ Evald, 
S. Skr. I. 304. 
nmnavnkiendt, adj. v. Hendt el. bekiendt 
af Navn (mindre end navnkundig.) ”.pæs 
dertig navnkiendt.“ Homers Il. af Fibiger, 


2. 


Og ant, en. Gang f. et Sted f. at 
offre, Gierningen at gåae (t. Alteret) f. at 
offre (v. Bryllup, Barnedaab 2. d.) ”Hvors 
dan en ſtakkels Landebybrud fan m. fin Of⸗ 
fergeng herefter komme ud.” C. Frimant. 
licmeel, ct. ”malcde Oliekager af Hørs 
frø.” Oluffſen. (Landoec. S. 435.) 
Ømbudebrev, et. (til Ombud, 1.) Brev, 
der ſendes omfring t. Flere; Circulaire. 
(Rahbek. Fortell. I. 371.) 
omladen, adj. v. (II, 113.) Hos Bor: 
ding forekommer det i en, ſom det ſynes for⸗ 
ſtiellig Bemærf. for: anſeet, yndet, ”Hvor 
Mangen, før fuld vel omladen, ſtaffes af, 


a 
⸗ 


795. 


— Opl 7 


mynte, v. 2. 1. (II, 68.) Taletraader': 
det er myntet paa 3: det gaaer ud pag, figtæ 
til, » Dog veed man ftfe hvem det forſt er 
myntet paa.“ Bording, II. 178, ” 


Meglerlon, en. den Betaling, ſom gives 
en Baremægler ell. Berelmægler f. deres 
Forretning. gorriage Schytte. Jadv, 
Reg. II. 260. 

Maerkeſteen, en. Steen, ſom fættes t. 
Mærte paa noget, ell, til Sfielmærfe. 
»Vee den, fom Linien brød og Markeſtenen 
Futter.” A. Bull. |, i 4 

Wtærsftib, et. Skib, ſom fører —— 
en eller flere Maſter. (Jahn. Unionskrig. 
Hiſt. S. 445.) 

Mellepaſſer, en. Bencevnelſe p. den Mol⸗ 





lerfvend, fom har Tilſyn m. at paſſe eſl. 


ftile Møllen 0. d. “Mellepaſſeren hart 
efter Gædvane i Tordenveir, afſeilet og 6 


paſſet Mollen.“ Bl. Dagen, 1831. 195. 


Nedlag, et. (IT. 80.) Nederlag (Evalb) 
forefommer ooſaa i Guldbergs V. Hiſt. I, 2. 
' . 1 2. ” 


nedlude, v. n. 1. hænge ned, være i en - 


hængende ell. nedad ludende Stiking. ”Her 
Hindberklaſer, hift en Hæg neluder,” 


Storm. (Mere uegentlig for: helder, fraas 


ner. »Huülveien mod Havet nedluder fag 


brat.” Ohlenſchl. St. pansaften: Spil.) 


neden, adv. (II, 80, a.) “Ovpen tør 
neden vaad.“ Arreboe. (Hexaem. 6. 241, 
neder, adj. (II. 80. b.) ”Slig Klogſkab 
egner 06, ſom boe i nedre Stue,” Arreboe, 
nedrinde, v. n. figutl. om Solen: gåae 
Bed (ligeſom: oprinde,) ”Det var, da So⸗ 
len var nedrunden, og Maanen ſtille hæved 
fig.” Bagg. (Danf, II, 354.) 
æringer, n. s. pl. falde Fiſterne i 
Siætland et Slags mindre Sildegarn. 
noie, v. a. lade fig noie med. (II. 101.) 
artic. noiet forekommer ogſaa; men iffe 
yppigt. ”Veicde, naar fun deres Legeme 
blev næret,” Mynſter. (Prod. 1823. II. 
160,7 At være nøigt med (tilfreds m.) ho⸗ 
res ogfaa id. Tale. EN 


og fætteg bag p. Fiæl.” II. 46. (Ogſaa: 
omladt. ”Af Kongen — han er derfor vel 
omladt og miidelig anfeet.” Bord, II. 144.) 
, Umlag, et. det, der lægges omfring nos 
get, et omgivende Lag. ”Maar Buſten nos 


en Tid har ſtaaet, uden at faae nyt Om: 


ag af. Sand.” Br. Seidelin om Diorring 
Amt. S. 45, | 

omranke, v. a. 1. omflynge, omfnoc, liig 
en Ranke. ”Mine Arme fiærligt dig oms 
rante.” S. Staffeldt. 


| no 
oplagt, partic. af oplægge (II. 128) deg 


br. ſom adj. 1. oplagt Welt or ſuur og tyk 
Meik, der lægges op i et Kfæde, hvorved 


4 


⸗ 











7 


OyI—, 


Melken blive tilbage; (forſtiellig fra opſat 
Melk.) 2. vel ſtikket, i Stand til at udføre 
noget, hvortil aandelig Kraft behøves, At 
være oplagt til noget, J Dag er jeg ikke 
rigtig oplagt. (jvf, opſat, 1. II. 132.,b.) 
opffove, v. a. 1. fælde og opfætte I Sko⸗ 
ven (om Tommer og Brænde.) 
ffovet Bøgebrænde.” (Statstid. 1829. 183.) 
Op eg; et. (II, 132.) 2. Overgang fra 
Froſt t. Zøveir. Det forekommer i denne 
Bemært, hos Bording. ”Det Stade var, 
at det t, Opſlag fom faa fnart,” 
Ord, et. = Ordbrug, en. Brug af et 
Ord, enten i Alm. eller i en vis Bemærtelfe. 


»De indfnige derved (ved Misbrug af Ordet. 


Tro) en faljt og farlig Ordbrug.” D. Uges 
ſerift. 11, 6. 44. Ordglimmer, en. Ans 
vᷣendelſe af glimrende Ord, el. Prodellſer 
uden tanfevægtigt Indhold, i Stilen. "En 
Leg m. Talens Blomſterpynt og m. blens 
dende Ordglimmer.“ Me — Ørdpefligped, 
en, H. fom allene vifes i Ord og ; 
maader. (Sporon.) Ordffrift, en. Strift, 
Hvori Begreber el. hele Ord udtrykkes p. 
enkelte Tegn; i Modfærn. t. Bogſtavſtrift 
0) Stavelſeſtrift. (Dahl. d. Retſtr.) 

Overbod. AL, 147. Gorſum.) Om dette 
Ords Bemærfelfe ſ. Jurid. Tidsſtrift 
XLII, 2. 265, ., i 


IV ntefordring, en. Fordring, fom. man 
Far t, cen; paa Grund af Pant, (Hanſens 
d. Stifteret, 2. Udg. 196.) 

Pantegield, en, Gield, hvorfor Efyfbnes 


; ten har givet Panteret i fin Eiendom. 


Ce 
” 


bover Nibe A. 


Dels, cn. (II. 178.) Samlingen af Faa⸗ 
rets Uld p. Kroppen, ifær naar den er klip⸗ 
pefærtig, kaldes ogſaa Dels el. Uldpels. 
”Øvede uͤldklippere afklippe Pelſen ſaaledes, 
at den forbliver heel.“ Olufſen. (Landoec. 
MIi og 444.) i 

Pilerter, n. s. pl. grønne Erter, hvilfe 
man, f. at koge og ſpiſe dem, piller ud af 
Bælgen. 

Pindhængfel, ct, Et Slags Dor⸗Hoœng⸗ 


ft, uden ſynlig Stabel (Sråbelhæng fel) og . 


celt indlade ti Derek, ſaaledes, at Dængs 
fettappen er en Jernpind, der gaaer Å en 
Pande, anbragt i Dorkarmen. ' 
Piphas, n. s. falde& en Knude (Svamp⸗ 
Enude) ell. Udvært, der fætter fig hos Heſten 
p. Haſen af Bagbenet, v. Mangel af Strsel⸗ 
e. (”Stolfvamp faldet den ſamme p. He⸗ 
En Albue.“ Abildgaard.) , 
Plovdrift, en. Jordens Drift el. Dyrk⸗ 
ning formedelſt Ploining… ”Jtte, mindre 
Lodder, end E om Dlovdrift.” (Dalgas, 
e 80, J 
Pompeſod, elle (IL 198,) Jof. N. 6, 


78  . 
Salden laber af, og de oftede og fede Dele af overbrat,adv. meget haſtigt, alt f. puds 


»Tort op⸗ 


ſeligt. (D. Riimkr. 456. forældet, men værd 
at bevare.) 


Overmyndighed, en. ud. pl. helere Mons 
dighed, fom Andres Myondighed er under: 
ordnet. "Den ene af diffe tre Herrer havde 
Overmyndigheden, fit Huus arveligen til⸗ 
hørende,” O. Guldb. (8. pift. I. 1055. 57.) 
Det fr. Suzeraineté. —. 

overordnet, adj. ſom er fat over Andre, 
har Myndighed over Andre, ell. hoiere Myn⸗ 
dighed end Andre; movſ. underordnet.) 
En overordnet Øvrighed (f. E. Amtman⸗ 
den.) ”Der foregaae mange Bilkaarlighe⸗ 
der, ſom ikke fomme f. de Overordnedes 
Kundſtab.“ Mynfter, (D. Uger. I. 70.) 

overpyntet, adj. pyntet. p. en vverdre⸗ 
ven, urimelig Maade. »Hun var iftfe faa 
overpyntet, fom hun pleiede at være.” 
Rahb. (Fortæl. I. 147.) 

overſtor, adj. alt for ſtor, overdreven 
ftor. (Arreboe. Hexaem. 241.) 


Overfyn , et. ny Jord z Vurdering cl. 
Zaration, fom foretages naar nogen af 
Lodseierne itfe er filfrede m. dens førfte. 
(Nandir Landv. R. II, 215.) 


Overvark, et. den ovre, sverfte Deel af 
et Verk, af en Indretning, Maſtine. ”O: 
vervarket t et Orgel.” Hertel. om Aarhuus 
Domk. I, 275. . 
p 


Sood, en Brønd. A. S. Seath. Holl. 
Sode. (Iel. Sog, sentina navis.) ” 

pralfri, adj. fom er uden Pral; fri f. 
Praten ell. Praleri. ”Det er en prelfri 
Matviol, der vil dig mangen Stund forfes 
de.” F. Guldberg. 

Præk, et. t dagl. Tale: vidtløftig 03 

unyttig Snak. (Jeg blev kied af at høre vaa 
hans Drætf,) II. 208. a, (hvor dette Ord 
mangler) funde præfe og Dræfen (fom ev 
den alm. Udtale, undfagen i oratoriſt og 
poctijt Foredrag) være anfort, med Dens 
viisn. t. prædife og Prædiken. 
" Prøve, en, og v. at prove. —= Prove⸗ 
bled, ct, Blad, ſom aftryttes 1. Prøve f. E. 
af et Kobberſtykke. Provemærke, et. M. 
ſam fættes p. noget, t. Tegn paa, ar det er 
prøvet. (preve, v. a. II. 210. a, ”At 
proeve ædle Metaller.” f. Prøvefelv.) 

Dudderfutter, et. (IC. 210. a.) rettere: 
”fogt Butter £ Skikkelſe af Meel ell. Pul⸗ 
ver, ſom iffe v. gientagen Ruttring og Kog: 
ning har faaet en faft, fenftalliferet Form.” 

yntemenfter, et. Mønfter, hvorefter 
Pont indrettes, hvorefter man pynter fig, 
(Tode. Poet. SÉr, I. 266) + 

Pyntepige, en. En P. hvis Beſtilling er 
at pynte og paaklede Andre, “Siden jeg 
blot har den re af være deres Kammerpige 


os Pyntepige,” Rahh. Tilt. VII, 14, 





UJ 
. 
n Qui — 
LN 
Fr] hg , 


SD sindemand, en. et qvindagtigt, blod⸗ 
agtigt Mandfolk. ”Den Flinhed i Folelſen, 
fom vore Qvindemend i Fruentimmerkredſe 
bramme med.” Rahb. (Fortæl, I. 88.) 
vært, en. i Skibsſproget: 1. vp. ef 
Stagſeil: det sverfte Hlørne af Mafteliget 


Roealen et. (II, 226,) er ikke blot Stor: 
Feil; men ethvert Seil, der lægges under 
ſlagaes under) en Raa; og ſaaledes modſat: 
tagſeil. —. 
Raaſeiler, en. et Skib, hvis Maſter føre 
Raa og Raaſeil. 
Redebygning, en, det, at bygge Rede, 
indrette en Rede. Fuglenes Redebygning. 
(Tidsſtr. f. Naturvid. III, 76.) 


Regnſommer, en. En Sommer, hvori 


der falder meget overflødig Regn. (Dlufſen.) vært har faaer en rund 


Reiſeſyge, en. overdreven Higen efter at 
reiſe, ifær udenlands, 
le, ſom Reiſeſyge fmitter,”” Jacobi. (Saml. 
Skr. 93. i . 

Rendelob, et. et Rendedrag, en Vand⸗ 
vende. (Ny D. Mag. I. 3874 > 


Kodregn, en, En ftærf Regn, der træn: 
ger ned i Jorden, og bløder Værterne 
Redder. 4 

1. Roe, en. (II. 257. a.) KXoefuffer, 
et. Gutter, ſom koges af et Slags Roe ell. 
Bede. (Beta vulgaris altissima.) 

Roſt cu. Roſte, en. (II. 260.) f. ogſaa 
Decon. Mag. III, 197, ”Dernæft tages 


Saftleb, et, Saftens Omlob I Troers og 
andre Verters Saftkar. 

Gag, en. (II, 279.) Under Nr, 3 er for⸗ 
bigaaet Talemaaden: det er ingen Sag (53: 
en let Gag, ingen vanſtelig Forrerning.) 
»Da noget — t Øret hviſter mig: at giore 
Vers er ingen Sag.” Bagg. (U, Arb. I. 150.) 

Sagnfortælling , en. mundtlig Fortæls 
ling af ct Sagn. — Sagnſtrift, et. Sfrift, 
der indeholder gamle Sagn ell. Sagnhiſto⸗ 
rie (traditionel H.) M. 

ſammenloben, adj. v. ſammenloben 
Melk, Fløde ad: fom er oſtet, løber ſammen 
(cell. fom man ogſaa figer: ffilt ad; men 
itte adf filt.) — Melkens Sammenleben, 
(ifte: Sammenlob.) 

ſammenrime, v. a. 1. bringe i Overeens⸗ 
ſtemmelſe, i rimelig Forbindelfe (rime ſam⸗ 
men.) “Hvorledes ſammenrime I diffe Tan⸗ 
fer 7”? Baſth. (Aand. Taler, 1779. 1. 210.) 

fandfe fig, v. rec. til Stibs, om Toug⸗ 
fært: ſnoe fig fammen, danne en Knude. 

Sandfenydelfe, en. N. ved Sandſerne, 
ſandſelig Nydelſe. (A. Orſted. Stand. £. S. 
Skr. 1808, 4.) 

Sandſlette, eu. En Slette, hvis Jord: 


727 


” De Modens Fræls 


—⸗8ESelvd 


AJ 
4 


P. et fürkantet Stagſeil. 2. Oværfen p. 
et Skibsknœ ad: det Sted, hvor begge Ar⸗ 
mene forene fig. [.povedbegrebet af Ayærk 
(ivf. Ordet II, 235. b.) kunde ſynes at være: 


noget udftaaende, en Knude, Knop. Jof. 


dog Isl. Querk, d:"margo interior.] 


tvende ſtore Standtønder , og tillaves m. 
Rofteftang og Halm p. Bunden, ligefom en 
Rofte til ØL,” ; i v 
Xundffiere, en. hos Skibsbyggere og 
Tommermend: en Feil ell. fvagere Beſtaf⸗ 
fenhed I Træets Ved, der ſtrekker Tig trindt 


om ſamme i ſtorre ell, mindre Dnbde; en . 
. Åvagere ell. ſtior Ring i Vedet. (jvf. Kalv.) 


Archiv f. Søv. III. 235. 
rundvoxen, adj. v. ſom v. den naturlige 


Tommer. Arch. f. Gevæj. II, 234. — Oni 
Menneſter: trind i Bærten, ”&maa, rund⸗ 
voxne Fruentimre.“ (M.) 

røbe, v. a. (II. 271.) den uegentlige Be⸗ 
mærfelfe: lægge (uvilkaarligt) f. Dagen, 
vidne om, bæré Præg af, br. ogfaa om gode 
Egenſtaber ell. Omftændigheder, (Det ro⸗ 


ber megen Forſtand hos en Dreng i hans 


Alder. Uden at ville det, røbede hun ſin ædle 
Tenkemaade. Det røber en god Smag.) 

Rodulm, en. falde Skibsbyggere den 
morkere, guulrode Farve, ſom Egetræ- ans 
tager, naar det bliver gammelt, ell. ved 


Trcets begundende Oplosning. (Arch. f. , 


Govæj, III, 233.) | 


bund er fang. ”Sfoven omglves overalt 


af aabne Sandſletter.“ Schouww. 
Sangſprog, et, undertiden for: Digter⸗ 

(prog. (Fort. <il Vid. Selſt. Ordb. 3. D. 
. VIL) ' . 
Sangtone, en. den Tone og det Tones 


fald, fom Sang og Melodie fordrer. (ac- 


centus melicus?) i É 
favnfri, adj. ſavnlss, uden Savn. (F. 
Lerches Digte.) ' . 
Seildyb, ct. det Strog'i en Fiord ed, 
andet Farvand, hvor def. er dybt nof f. 
Skibe. "SBeildyber I Liimſiorden.“ Fr. 15 
Dec. 1750, : 


feife,v. a. 1. til Skibs: at fømmenbinde ”. 


to Zoug m. en Seiſing, fom er ct p. en 
egen Maade fammenflettet fladt Stykke 
oug. 
Sengerum, et. Rum t. keie I en Seng. 
"”Ger er baade Ouusrum og Sengerum.“ 
felv , pron.. = Selvdgmelje, en.… 1. 
Dannelfe, Cultur, fom man v. egen Stræs 
ben, uden andres Veiledn. erhverver fig. 
2. Udvikling af fig felv, uden fiendelig uds 
vortes Aarſag. »Sygdommens Selvdan⸗ 
nelfe,” (i Modfætn. f. dens Meddelelſe v. 


4 
. 


orm. Rundvoxet 


* 








. et, (II. 332. a.) det fidfte rigtigere, 


Gom 
Smitte. "så Ugeſer. J. 400.) — Selvfor⸗ . 
lemmelſe, cen. Foxglemmelſe af fit eget 
æfsn, ell. af penfun t. ſamme. (”Voc 

Naturs Selvførglemmelfe,” M.) 
Sidehug, et, 1. Hug, ſom træffer Sis 
den. 2. Pug, ſom ikke fores lige ud, men 
fra Siden. ſig. om ſpottende Udfald. 

Sigelſe, en. Kiendelſe. “Og bøde ham 
ſin Skade efter Dannemends Sitgelſe.“ D. 
Lov. IV. 2. 3.“Efter fefarne Mends Si: 
gelſe.“ IV. 2,7. Å 
— Sindsoprør, et.” urolig, oprørt Tilftand 
i Sindet. (Fibigers Soͤphokles.) 

Siæl, en, — Siaglevaande, en. En het 
Grad af Siceleſorg. (Rothe. Rat, Betr. HI, 
27.) Siæleverden, en. den aandelige, 
overſandſelige Verden; Aandeverdenen. 


De Love, Naturen lyder i Sigleverde⸗ 


nen.” J. Bones (Stat, Ven, II, S. 2.) 
—Oialevirfning, en. aandelig (piychiſt) Virk⸗ 
ning. (IJ. Boye.). i ; 
ſtaldækret, adj. v. bedekket m. en Skal. 
Inſecter m. ſtaldakkede Vinger. 
2. Skiod, et, 2. (11. 331. h.) og Sktiede, 


Skiode (Hell. Schoot) er, ikke “den nederſte 


til en Stov. ( D. Lov.) 


ø 


Flig cl. Ende af ct Øcil”, (ſom derimod hed⸗ 
der Skiodbarmen.) Skiedet er det Toug, 
hvormed man umiddelbart ſtrummer Skiod⸗ 
barmen, v. at trætte den t. en af Siderne, 
f. at Seilet fan fane Vindfang. (jvf. Jsl. 
Skaut, og v.a: at ftiede.) . 

Skioldſide, en. ten mandlige Linic i Ars 
vegang. (f. Spindeſide.) Wgte Afkom p. 
Skioldſiden.“ Dipl. af 1557. Nyt Mag. 
VI, 163.) | 

Skole, en. — Skoleheſt, en. En ſtolere⸗ 
den, tilreden Heſt. 
Skoleheſt.“ Filſchow. (Phil. Br. 339.) 
Skolelgoning, en. L. fom finder Sted i en 
Skole, fom ſteer p. Sfoten, 


Skovvei, en. (II. 238.) 2. 


Vei ſom fører 


Skraapude, en. En m. Ktolhaar ftoppet 
Pude, fom har en ſtraa Form, ev tyndere ve 


den ene Side ég. Kant, end v. den auden. 


Skraavei, en. En p. ſtraa nedad loben⸗ 
de, ell, en brat, heldende Vel, (Ravns 
Overſ. af Virgil, 16.) , 

SErabnæfe, n. s. Benævnelfe p. et Spil 
m. Pinde af forjticllig Dannelſe. At ſpille 


Skrabnaſe. J 

Skriftenunk, en. Munk, (i- catholgfe 
Lande) hvis jævnlige Spyſſel er, at høre 
Skriftemaal. (N. Mid. Aalborg. 1607.) . 
ſtſriftkynditg, adj. kyndig i et Striftfprog, 
cvet i af kunne forſtage og ſtrive det, M. 
(Ordvb. Fort. Z. 42.) 

Skriftlæsning, en. [af Skrift, 1. IT. 


- 341. 4. J Læsning af det, ſom er ſtrevet (iffe 
trykt.)Drengen er tUbage i SFrifrlæsging. 


Skriftrige, et. Indbegreb af ſtriftlige 


J Arbeider i et viſt Sprog; Literatur, (n. Ord.) 


N7 


Et 


»En afrettet Hund: ell. 


i 


— Surd 


.Skruepompe, en. kaldes hos Nogle Den, 
under. Navn af »Archimedis Efrue' el, 
Srægt! (cochlea. Archimedis.) befiendte 
Mattine t, Bandeoning. (Landh. S. Ef. 


I, 283.) 
ſtudfaſt, adj. form modſtaaer Skud, fan 
"udholde Stud, "Murer er ffudfaſt imod 
ten Ild, ſom Linieſtibet vil kunne vetliges 
holde.” J. A. Fibiger. (Om Danm, Fors 
ſwarsv. 6227.) ' 
Skumſyved, en. En ſterk Sved, ſom 
bringet Stum f. Munden. - ”At bringe He⸗ 
ften i Skumſved.“ S. Blicher. (Nordlys. 
Styld,en, >= Skyldfordring, en. Gield⸗⸗ 
fordring. - (Guldbergs Appian. S. 10.) 
Skyldherre, en. Den, hos hvem en Anden 
er i Skoldz den, ſom har en Sfyldner, 
(Creditor, Colding.) 
Styffraber, cen. pl. - e. i Skibsſproget: 
ſmaa Geil, ſom fvære Krigsſtibe føre i Top⸗ 
pen af Stormaſten og Fokkemaſten. . 
tvogn, en. Stykvogn, Kanonvogu. 
Jahns Unſonshiſt. 457.) 
Skaerelo, en. tet Huusrum i en Gaard p. 
Hakkelſetiſten ſtaaer, og Hak⸗ 


Landet, hvor 
kelſe tærer. 
ſfons, adj. (ſtraa.) br. bog meſt ſom adv. 
paa ſtens, paa ſtraa;. (E. a-scannce,) 
Ordet hores iffe meget, og meſt hos Sofolk 
og Almuen. Forſtavnen dreies, og Skro⸗ 
get lægger fig ſtous.“ Virg. af Meisling. I, 
b. Geh Ska, Stkicœvhed. jvf. ſtak.) 
flagfærdig, adj. rede tif Slag. En ſlag⸗ 
færdig Her. Hæren ſtod ſlagferdig. 
Slagtedag, en. Dag, hvorpaa Slagt- 
ning foretages i en Huusholdning. (Baſt⸗ 
holm. Pell. Tater. 1779, I. 332.) . 
flinge, v. a. (TI. 261, 62.) ”At flinge et 
Træ” br. egentlig af. Tømmermænd om at 
afttære det fældede Træ i de fordeelagtigſte 
ell. bedſt paſſende Stykker, (f. E. til Skibs⸗ 
tømmer) undertiden efter afridſede Ska⸗ 
beloner; hvorefter det afſtaarne Stutfe fis 
dehugges 9: tilhugges løfcligt p. Siderne, 


m. m. 

Slubbert, en. pl. —er. et Uqveméorb, 
fom iffe hører til de ſtorkeſte, og br. ofteſt 
tif og om en uorvdentlig, ſtisdeslos, uefter⸗ 


retteiig Perſon. (Formodentl, af N. S. 


ſtubbern, arbeide grovt og ſtiedesloſt, 
ſlindſte i fin Gierning; og deraf: “e en 
Slubberer.“ Hamb. Richey.) 

Sluſevand, et. Vand, ſom udſtremmer 
af en aabnet Sluſe. (Bording. IL, 42.) 

Slædeaug, et, det Trærtræ, fom forbin: 
der Clædemcterue, (Colding. Etymol. lat.) 
Slegtfolge, en. pl.-r. dꝛ f. f. Slægt: 
rætffe. ”Bi have fundet Menneſtenes Sæns 
kemaade hor helc. Clægter og Slagtrakker 
omſtiftelig.“ Mynſter. i 

mædedigt, et, Digt, ſom ſtrives f. at 

fornærme, frænfe een ei. flere, — Smade⸗ 











klokken. S. 6.) 

Snee, en. == Sneekaſtning, en. Hands 
lingen at fafte den faldhe Once tilfide, f. E. 
paa Landeveie. Sneeplov, en. en Ind⸗ 
retning, beftagende af to, i Vinkel ſammen⸗ 
ſatte Sidefiæle ,' ſom v. forfpændte Heſte 
ſlobes igiennem den opdyngede Snee, f. at 
bane Veien. 

Snert: II, 377. a. hedder ? anden Be⸗ 
mærfelfe: en Snert. J 

Sogn, et. = Sognebud, et. (II. 380.) 


vers, ct. Smadedigt. (St. Blicher. Snee⸗ 


rigtigere: den Mand af cf Sogn, ſom efter 


Omgang, p. Sognefogdens Tilfigelſe, ſtal 
befordre Ovrighedens Breve og offentlige 
Budſtab. (f. Fr. 7 Jul. 1792.) Sogne⸗ 
vei, en. 1. Vei giennem ct Sogn, fra cen 
By t, en anden; Bivei. (Mandix. d. Lande. 
Met.) 2. den Vei, Præften har fra fin 
Gaard t. Sognekirken. i 

Soljtifte , ct. (II, 381. b.) om dette 
gamle Ord (fom bl. a. forekommer I J. Lov. 
1. 55) og dets Brug i en anden Bemærf. 


f. K. Anchers Udg. S. 347, og Mandir d. 


£Landv, R. II. 179. . 

ſom, uadſtillelig Partikel. (II. 383), Til 
ſammes Bemærfelfer kunde maaſtee foies: 
en ſaadan Beſtaffenhed, at. Tingen let fan 
komme i den Tilſtand, ſom Hovedordet ud: 
trykker. 

Sommerhavn, en, Havn v. en Kyſt, fom 
ikke er tilſtrekkelig beſtyttet mod Storme, 
og derfor fun om Sommeren fan benyttes. 
(Fr. 7. Oct. 1728.) ” É 

fpille, v. n. og a. = Spiller, en. 1. 
den, ſom cv i Færd m. at fpille, Vi mangle 
en af Spillerne, 2, den, fom er lidenſta⸗ 


belig hængiven t. Spil, ell. ſom gier en Næs 


ringsvei deraf ; en Dobler. — Spillegield, 
en. G. ſom man paadrager ſig i Spil. (Rah⸗ 
bek. Fortæll. 1. Deel.) 

ſpledſe, v. a. 1. i Skibsſproget: forene 
el. ſammenkaytte to Tougender, (eller ind⸗ 
bringe en Ende i Touget ſelv f. at danne et 
Die a: Dieſpledsning) ved at loſe de enkelte 
Snore, flette dem p. en vig Maade ind 
imellem hverandre, og undertiden vinde 


Hovsſing omkring Forbindelſen. (Maaftce af 
ſplitte? — Spledshorn kaldes det Redſtab, 


hvormed Garnene (ell. Patterne) I et Toug 
aabnest. Spledsning.) 


Springer, en, pl.…-e. (If. 396. a.) 2. en: 


Seſt, -afrettet f. at komme frem i et eget 
Slags fpringende Zrin, 3. en Brikke 

Skakſpillet. 4. et Slags Hval. 5. ſmaa 

Orme i Oſt. « 

" Sprog, et, = Sproghiem, et. det Land, 
den Landftræfning, hvor et Sprog har fit 
Hiem; det Samfund af Menneſter, blandt 
hvilfe det herſter og tales. Det danſte 
Sproghiem. (M.) — Sproglyd, en. Lyd, 
ſom hores, forekommer i et Sprog ell. i 
Talen. — Sprogſtamme, en, Cu, Stamme 


rd 


720 


— 


el. Claſſe, der omfatter flere beflægtede. 


Sprog. ”Ørene af en fœolles Sprogſtam⸗ 
me,” — Sprogtone,en. den i et viſt Sprog, 
i en vis. Forfattere Still, eu, i et entelt 
Skrift herſtende Charakteer. 

Sqvat, en, (II. 401.) 2. tilfoies: ”af 
noget findende.” (Det bruges ogſaa i Dd. 
Tale om £uden af noget, devy ftænteé ell. 
ſqvattes, og da med Art, et, ” Det gav ct 
Savet.) . 

Stabel, en. (II. 403. a. b.) i D. Lov. 


"VI. 18, 1. br. det om en Steenhob, ſom 


er fat 1. Sfielmærte, 
Stak, en. et hoxſtedannet Legeme, der 


fidder i Spidſen el, pau Ryggen af Sræds 


arternes Blomſter. arista. (Hornemann.) 
ivf. Axeſtæg. 

Stamme, en, — Stammedyr, et. Dyr⸗ 
art, hvorfra andre Arter ell. Afarter ned⸗ 
ſtamme. »Man har tilforn anſeet den 
(Uroren) f. Stammedyretet. vor tamme 
Ore,” Schouw. (D. Ugeſte. I, 94.) 
mefcide, en. Feide, ſom herſter imellem Fol⸗ 
keſtammer. “Et vildt, t. Stammeſeider 
og Roverkrige indſtrenket Nomadeliv.“ M. 
Stammehiem, et. Hiem, hvorfra nogen 
nedſtammer, oprindeligt Hiem f. en Folke⸗ 
ſtamme. Stammeſagn, et. Sagn, bevaret 
i en vis Folkeſtamme, ell, S. om Stam⸗ 
mens tidligfte Alder. (M.) ' 

Sted, et, (II, 411. b.) 2. b. at finde 
Sted: være til i ef ell. andet Forhold; 
være tilſtedt, tilladt, Denne Sif finder 
endnu Sted hos Almuen. En faadan Mis⸗ 


brug maa itkke finde Sted, — ſtedfindende, 


ad). v. fom finder Sted, er i Brug. ' 

Stiftokiſte, en. (II, 417.) om dette Ords 
Brug, anerført p. Stiftsbogerne, eller. de 
v. Loven (II, 22, 12.) foreſtrevne Forteg⸗ 
nelſer over Kirkernes og de geiftt, Embeders 
Indfomfter i et Stift, f. Badens jur. Ordb. 
. i 


Stikſpade, en. IT, 419. a.- (fmaa Spas 
der, fom bruges v. Lugning, m. m.) - 
Stilling, (2) en, (II.. A21. a.) ”Stils 
lingen p. cn Sav” kaldes endnu det Træs 
vært, hvori Savblatet indfættes. 
Stokkeknegt, en. (II. 423.) kaldtes færd, 


hos Krigsfolfet en Slutter el. Fangefoged, 


om v. Refol. 29 Apr. 1791 fji Ravn af 
rofos. (Badens jur. Ordb.) . 
Strafferenter, pl. i Lovſproget: Renter 
ſom Fives f. Efterladelfe af Betaling t. bes 
ftemt Tid. (jvf. Badens jur, Ordb.) 
Strand, en. — Strandret, en. (II. 166) 
et ikke det ſamme ſom Fortrandoret (I. 
206. b.); men giver fun Ret t. at fiſte £ 
Havet og drage Garnet p. Stranden, (jvf. 
Stampes Erklor. IV. 281.) Strandfø, 
en. i nvere Geogrophier: et Stags Ind⸗ 


ſoer, m. ſalt ell. brak Vand, nær v. Havet, 


og dannede af en efterhaanden tillukket Viig 
e. d, (fy. 2, Kor.) . 


i 


æ- 


Stam 


— 


* 


Gtt—. - 730 —2⁊id 


” firygeter, adj. ſtrygetort kaldes vajfet Bier pleie at fværme. (Fleiſcher om Bic. 

Toi, naar det er terret faa meget, at.det 755.) NE 7 

er ſtikket t. at ſtryges. Svommehaar, et. pl. d. ſ. Et Slags 
Streegodðs, et, (II. 435. b.) en efter Haar, ſom nogle Vand⸗Inſecter have p. 

Lovſproget noiagtigere Forttoring over Or⸗ Fødderne og VBingedætterne (f. E. Scara- 

det 1. Badens jur, Ordb. II. Ø. 166, bæus aquaticus p. dens bageſte Fodder.) 
Stroehalm, en. Halm, fom bruges t. OH. Strem. J 

Streelſe under Heſte og Oveg. Olufſen. Sadfure, en. den ſidſte Plosining, fon 

(£andoec. 436.) Jorden faaer inden Sageningen. (Thaers 
Stromning, en. pl.-er, (IT, 436. b.) Sandoec. v. Dreipſen. HI. 86. jvf. Bratz 

dét, at ſtromme; et ftremmende Vands Led, fure (i Til.) og Dendefure. H. 645. b.) 


Flodens Stromning. Sadkicerne, en. Frekorn. ”De paaftaae, 
Stuefugl, en. F. ſom holdes i Stuerne, det te t. ingen Notte, at nedlægge Sed⸗ 
el. i Buur; Buurfugl, Sangfugl. … Fiærner i Jorden, fordi diſſe ikke ftrar vore 


Stytvogn, en. V. hvorpaa Kanoner fis: op t. ſtore Træer.” Rahb. 


res, og hvorpaa de tildeels (Feittanoner) Saldyr, et. Fællegnavn f. én Claſſe af 


ligge naar de bruges. (f. Støtte, 7.) Pattedyr, fom tildeels leve i Bandet. Pho- 
Sugeror, et, (TI, 445.) forklares ved: cæ. (jvf, Sæl, hvor: Udrevkfet : ”af Am⸗ 

»det nederfte og fmallefte Nør I Pompeværs phibiernes Claſſe“ bør forandres.) 

fer.” Kraft. Mechan. II. 860. - Gærmærte, ct. udmerkende Kiendetegn 
Sukkerſyre, en, en Syre, der udvikles af f. en vis Gienſtand; Sarkiende. (Bagg. N. 

Sukkeret v. at behandle det m. Salpeter⸗ Klim. 332.) 


"fyre. (Oralfnve.) Sarnavn, et. Navn, fom er. eget f. en 


Sumpluft, en. Luft, beſtagende af Band: vig enkelt Gienſtand, f. et Individ af en 


ſtofgat m. en Tilfætning af Kulſtof, der Att ell. Claſſe; nomen proprium. (ØR. 


udvikler fig af Sumpe og Mofer. . Ord. M. Ordo. Fort. S. 


— fvagbovedet, adj. fom har et ſvagt (ſtro⸗ Særføffende, n. s. pl. d. f. ſ. ʒalvſo⸗ 


beligt cll. indſtrænket) Hoved, en indſtren⸗ ffende; men forældet. (jvf. K. Anders jur. 
ket Forſtand. (Ogſaa: ſvaghiernet.) Skr. II, 389. og Badens jur. Ordb.) 
ſvigte, v. a. I Skibsſproget: ar ſtramme Sættebiffop, en, den, der var valgt ell. 
el. faſtne to jævnfides ſtagende Toug v. at indſat til Biſtop, men ikke confirmeret i 
forbinde ell. ſurre dem v. mellemlobende denne Værdighed. (J. Weihbiſchoff.) 
Töug ell. Liner, Saaledes fvigtes Vans Muͤnter. Reform, Hiſt. II. 44. 
terne under Mærfet; og denne Toug⸗Sur⸗ Sattemeel, et. Meel, ſom faages iffe v. 
ring kaldes flær Svigtingen. (»At inds Malning, men v. at knuſe og udvaſte melede 
fvigte et Meſanſeil.“ Schneiders Veiledn. Frugter, (f. E. Kartofkr) og lade Melet 
i Somandſt. S. 75,) ; ” bundfældes (Stivelſemeel, Kraftmeel) 
Svinemeel, et. meget grovt Meel, ell. ſoleds, adv. over Havet, t. Skibs, paa Se⸗ 


Affald af Meel, ſom bruges t. Svineføde. veien. Soleds kommer man lettere derhen, 


Svingbaſſe, en. pler. et Slags ſmaa Somiil, ev, En geographiſt Miil, hvoraf 
Etibefanoner, ſom kunne drejes rundt p.en 15 gage p. en Grad. 
faſt Fod. Sovnliv, et. det Liv, fom et organiſt 

Svingkraft, en. pl. - kræfter. Kraft, Væfen lever i fovende Tilftand. 
hvorved et Legeme ſettes ten fvingendeBevæs ſovnvaagen, adj. i nyere Sfrifter: om 
gelfe. (Fr. Schmidt. Minervq. 5805. I. 97.) den ſaakaldte magnetijte Sovntilſtand. ”At 

Sværmetid, en, den Tid p. Aaret, da dærel en ſevnvaagen Tilſtand. ' 


—8 adj. overflødig p. Taarer. gende mundtligt Foredrag, ef. i at tale of⸗ 
”Den erige Romanfotfatter.“ Zetlitz. fentligt. (orator.) ivf. tale, 2, Taler⸗ 
(Digte, My Udg: 6. 321.) konſt, en. (jvf. Talekouſt, 11.482; b.)- Ta⸗ 
ag, et. S taglos, ad. fom fattes Tag, lerkonſter, fonftige, forud beregnede Midler, 
fom eruden Tag. ”Overalt i tagloſe fal⸗ ſom en Taler anvender f. at vinde Bifald. 
dende Hytte.“ Pram. (Stœrkodder. 139.) — (Rahbek.) ” ” 
tagfætte, v. a. 3. forſyne m. Tag, reiſe tankefyldig, adj. fom har megen Tanke⸗ 


Tag paa, ”At tagfætte et Huus,” JB. folde; tankerig. (M.) 


Thiele. (Biergmandedal. S. 77.) Tankerige, et. Tankeverden. (6. Staf⸗ 
Talboining, en. i Sproglæren : den Beis⸗ feldt. ne D. 393.) . 

ning cl. forandrede Form, hvorved Cubs Taphul, et. (II. 486,) 2 et Hu, hvori 

ſtantivers og Adjectivers Fleertal adſtiller en Zap (p. en Arel ed. Valſe) hviler cl. 


" fig fra Enkelttallet. (D. H. O. S. 70.) "bevæger fig. (Dalgas om Nibe AX. 116.) 


Taler, en, pl.-e. den, fom har Færdigs Tidsdeling , en. Inddeling af Tiden. 
hed og Øvelfe I at fremføre et fammenhæns (Eilſchow. Philoſ. Breve, 6. 374.) 


4 
(5 ” AN 
⁊* a - 
s . i . 


⸗ 


Tien — 


Tienefteværd, et, det Værd, ſom een I og 
ved fin Ticnefte, ſit Embede har, erhvervet 


fig. ”Ynvdre, der hverfen i Tieneſtetid ell. 


Tieneſteverd kunde komme i Cammenligs 
ning m. hende,” Rahb. (Tilſt. VIE, 19.) 
tilgiore, v. a. 3. giore | Stand, gløre 
færdig. (ſieldent.) End giver, Gud til⸗ 
giorte Gpyd” (hvormed ſtrax fan ſtraffes.) 
P. Syvs Ordfpr. II. 253. 9 
Timetal, ef, Tal p. en Uhrſtkive, ſom 
angive Timerne. (J Timetal, allv. time⸗ 
viis; eſl. mød hver Time.) 
tingkulde, v. a. 2. indkalde f. Tinget; 
ell. ved Tinget; indvarſſe. ”De havte [dvs 
ligen tingkaldt alle Lodéelere,” Doc. af 
1558. (Ny D. Mag. VI. 138.) > 
Tol, en. (II, 517. a.) [Snarere maaffee 
af det ISl. pollr, en Fæl, Stavre.] 
Tone, en. — tonet, adj. (fom har en vig 
Betoning, udtales m. et pift Tonehold; 
Men br, fun i Sammenſetning; f. E. kort⸗ 
tonet, langttonet.) Ivf. Ordene: ſtarpto⸗ 
net, ſtodtonet, flydetonet, holdtonet, drage⸗ 
touet i Dahls Overſigt af D. Retsſtr. S. 14. 


topfvldt, adj. v. fuldt med Topmaal. En 
topfyldt Kurv. (Storms Bræger. S. 45.), 


tordenlummer, adj. lummervarm med 
Tordenluft.  ”Zrode Storm og torden⸗ 
lumre Dage.” Bagg. (Danfana. I. 444.) 
Torvedriver, en. den, ſom orkeslos dri⸗ 
ver om p. Torve og Gader. (Goldingé 
Etym. lat.) . W 
Torvevei, en. den Vei, ſom een maa 
ærdes f. at bringe fine Varer t. Torvs, el. 
i at føge Torvet. (D. Lov. VI. 9. 34.) 
toffeglad , adj. ſom yttrer Glade, af 


. Dumbed, viſer en ufornuftig Glæde uden 


& 


Aarſag. (Rahb. Sfuefpil. I. 88.) 
traadret, adv. lige efter Traaden. (Abra⸗ 
hamſons d. Sproglære. S. 301.) 
Trangrever, n. s. 
cl, Affaldet v. Fran 
. 389.) . 
Trevenhed, en. ud. pl. Beftaffenheden, at 
være treven ell. dorſt. En (av Betleraand, 
v. Siden af doſig Trevenhed.“ Olufſen. 


gning. (ſ. Grever. 


Trylleverden, en. overnaturlig Verden. hos Moth 


Ul, et. ufrugtbart Aar, hvori Misvert, 
Dortid, el. endog Hungersnod og Folkedod 


indtreffe. 1. 559. b. (jvf. om Bemært, af 


det Jel. Oar, Maanedsſtr. f. Sit; VIII. 209.) 

udenjords, adv. udenfor Jorden, ”Bi 
ville forlade Stiernerne, efterat vi i nogen 
Tid have reiſt udenlands eller udenjords,” 
Ellſchow. (Philoſ. Br. 373.) 


Udenvold, en. Foſtningsvold, Borgvold, 


der gaaer uden om en anden Bold (el, Inder⸗ 
vold.) Vedel Simonſen. (Borgruiner. I, 33.) 

Udgrund, en, Grund, ſom ftræffer fig 
længere ud i Hovet, eller udenfor andre 


"Grunde, (Kiebenh. Stild. 1813, No. 83.) 


- 


Zi 


Crylleverden.” Ingemann. 


el. det Dverblevne, 
0 


— Ud 


Med ſtienne Farver vidfte hun at mate fin 
Cræt, et. (II: 535.) Gierningen at træffe 
(intrans. fvf. trætte, C. 1. S. 536.) diffe 
Fugle hane deres Træt giennem Landet i 
April. '(jvf.” Lærfetræk.) “At boe p. et. 
Strøg, hvor diffe have faaet deres Træt,” 
Rahb. (D. Tilſt. VI. 441.) 

Træfdyr, et. Zrældyr, Arbeidsdyr, ſom 
br. tif at træekke, el. for faa vidt de anvendes 
hertil (Thaers Landoec. v. Drewſen. III. 11.) 

Trætredffab, et. Redſtab, ſom anvendes 
t. Zræfning. (ſammeſt.) i 

Trakkekraft, en. den levende Kraft, ſom 
anvendes v. Zræfning. (ſammeſt. &. 25.) 

Trællefæ, et. en dum, uforftandig Pers 
fon, der giør fin Gierning uten Cftertante, » 
ell. lig en Maſtine. (servum pecus.) ”Efs 
teraberen er altid et Trællefæ,” Stoͤud. (om 
Skrivem. i Embede. 218.) 

Trællelydighed, en. det Slags Lydighed, 
fom vijeé, fom fan ventes af Zrælle. 6. 
Staffeldt. (Nye D. 406.) 

Trællejlid, et. haardt, anftrengende Træls' 
learbeide. "Saa pludfeligt et Spring fra 
Dverfiod t. Tralleſlid.“ Rahb. (D. Tilſt. 
XII. 474.)' ' 

foefidig adj. fom har to Sider; ell. 
fom fan tages, betragtes fra to Sider ¶ T. 
Rothe. om Jorden. 6,18.) 

tværlagt, adj. v. fom er lagt p. Tvors. 
(Thieles d. Folkeſagn. I. S. 2.) 

Teæñkedrift, en. Drift t. at tænkte, til 
tænfende Virfloghed.  ”Tæntedriften er 
den evigt virkende Kraft, der holder Landes 
verdenen i Gang.” J. Bone. ! 

Tei, ct. (1. 554, b.) 2. [Her fan til 
fsies: Kioretoi, Lectøi,, Diberei; Dlovs 
toi. Selctoei. 

Toie, en. [JA. Togi.] en Tot; ell. no⸗ 
get, ſom ev ſammenvundet og forfænget ell. 
udtruftet; f. E. en Uldtot. Deter dog mere 
Landſtabsord, end almindeligt, ſ. Tave og 
Tot. (jvf. toie, udtrætfe, udftræffe, hoe 
Weflel. ſ. Ordb. II. 555. a.) ”At bede og 
at ſmore toier intet p. Reiſen.“ en Talem. 

oth. 


(ed 


Udhold, et. det af holde ud, holde fænge 
paa. (f. E. en Tones Udhold i Muſiken. — 
At udholde en Tone iti Eecunder.)  . 4 

Udkeat, et. Krat i Udkanken af en Skod. 
»Alt tullede mellem dens Udkrat og Gmaas 
bufte den raslende Vogn.” Bagg. (Thora.) 

udlefe. (II, 573.) 3. i Lovfproget br. 
det, a.) deels (eenstydigt m. indloſe, ind⸗ 
frie) naar det forbindes m. et Tings⸗Objec 
om at erhverve Medeieres Deel i en Eien 
dom, el. hvad der er udlagt af et Bo f. 
Gield. ”Dog ſaa, at han udlefer fra ens 
hver, ſom han vil udløfe noget fra, det t. 
ham udlagte hele Gods,” D. Lov. V. 3. 22. 

, 7 


Å 7 


' udl — 


ge, form det er udlagt for.” ſammeſt. 


ſom gior fin Løsningéret gieldende. 


åldrum, et. Rum ell. Huusrum v. en 
Gaard i Udhuſe ell. uden for Stuehuſet. 
»iEn Baard m. Gaardsplads og Udrum,” 


(Adr. Av. 1815.) 


udſnige, v. a. 3. bringe ud p. en hemme⸗ 
lig Maade, p. ſtiulte Veie. ”For hver Pers 
fon, fom han i faa Maader vilde udfnige.” 


D. Lov. III. 12. 11. 


Udſogn, et. kaldes (iſer Iylland) det 
Sogn i et Paſtorat, ſom ligger længft fra 


Hovetfoguet. 


Uded, en. ud. pl. én ond, haard Død. 
ehlon fik en 11009” forekommer i en gå. 
iſe 


uforbeholden, adj. (jvf. forbeholden. I. 
" 262. a.)" Deraf: Uforbeholdenhed, en. 
Aabenhed, ligefrem Oprigtighed.) (Fort. t. 
Snorre Sturl. Fol. IV, &. XIV. inge- 


nuitas.) 


Vaarte, v. n. 1. vanflægte, udarte. 
(Nogle Vorker frembragtes, der ikke have 


vanartet,” O. Guldb. V. Hiſt. J. 1044.) 


Dund , et, — Vandarbeide, et. A. der 
udføres i cl. under Vandet. ( Krafts Med. 
II. 428. 763.) — Dandfaåld, et, (11. 624,) 
deels for: Fos; deels ogſaa om Vandets 
Denne 
Egn har gt jævnt, et ſterkt Vandfald. — 
-Dandmængde, en. den p. ct viſt Sted ell. 

fil cen Tid ſamlede M. af Band. — Vapd⸗ 
ftimp, en. Samlekiſte f, Vand; en Kielder⸗ 
brøgd, hvor Vand trakker fil og ſamler fig. 
(Ktaft. Med). II. 716.) — Vandtryk, et. 
Vandets Tryk, formedelft dets Tyngde. — 
-. Dandværk, et. Maſtinvork, hvorved Band 
ledes til eſl. fra et Sted, ell. hæves i Veiret. 


Affald mod et lavere Jordémon. 


(MM. Br. fra Sverr. III. 37.) 


Vanedyr, et. br. om Menneftet, ſom 
blindt afhængigt af Vanen. ”Menneftef er 


ofte blot et Danedyr.” 


Veiſyn, ct. Underſogelſe af Landeveies el; 
Biveies Tilftand, fom af vedkommende Em⸗ 
bedsmend forctages t. viffe Tider af Aaret, 


(Mandir d. Landv. Ret.) 


Uvf. 3. Led og 2. Ceding.) 


sø 


732 


»At udloſe Godfet m. faa mange røde Pens 
deels m. Perſonsobject; f. E. udløfe cen af 
Fellesſtab, Sameie, m, m. (jvf. D. Lov, 
V. 2. 19.) Overhovedet. br. udloſe, m. 
nærmeft Henſyn f. den Perſon, fra hvem 
man udlsſen; indloſe m. Henſynt. den, 


Verdenshierne, et. (Verdensled) og Ver⸗ 
denskant, en, det førfte ifær om de fire Po⸗ 
vedhiorner (Nord, Byd, 20.); Det fidſte deels 
i famme Bem. deels om enhver Verdensegn. 


. — evt af, bort; og Undentag 1,7, (, 


— Bert 


uldgraa, adj. fom har den vaſtede Ulde 
graaladne Farve. ' 
Undentag. (II. 595.) Ordet br. i Nords 
fieelland, og lyder her Undertag og Under: 
tagsmend ; men neppe rigtigt; da unden | 


ftægt. . 


Underfaldshiul, et. (II. 597. b.) ”Ct 
Vandhiul, der ſtaaer hoiere end Vandet, 
ſom falder p. dets underſte Deel.” J. Kraft, 
(Ned). Il. 752. (Underfaldsmolle. ſan⸗ 
meft. 6. 770.) … ' 

underjords, adv. under Jordens Overs 
flade. ”Underjords og overjords.“ Arreboe. 
Hexraem. 176. 

Underpant, et. (II, 600. a.) fom fore⸗ 
kommer alt i det 160e Aarh, (1540, 1530) 
bruges i Lovfproget tildeels ſom forſtielligt 
fra Pant ell, brugeligt Pant. (jof. Ro 
Danſte Mag. VI. 169.) ” 


Underſtander, en. Stotte, fom pr fat 
under noget f. at bære det. ”Evage Bog⸗ 
ninger behøve ftætfe Underftandere” En 
Ligprædifen af N. Henrichſen 1666. 

Uære, en. (Wanære,) ”Lape fig i Ware | 
beligge.” D. Lov. VI. 13. 10. | 





Dindlys, et. i Artilleniet: et Slazs Rer 


"af Papir, foldte m. en brændbar Sammen⸗ 


fætning, ſom anvendes i Regnveir, i St.ſ. 
Lunter, t. af tænde Fængfruddet, 


" Doldermiffe, n. s. den hos Almuen enduu 

brugelige Benævnelfe p. zen 1fte Mai, ſom 
ogſaa kaldes Voldborg Dag. (Dies S. 
Valburgis.) ”Da bør Bopden fintte af 
Gaarden t. næftfommende Doldermiffe.” 
D. Lov. 111, 13.3. : 


Voldgroft, eu. Groft fom graves t. Degn 
v. Giden af et Dige eü. en Jordvold. En⸗ 
kelte, dobbelte Voldgrofter. (Forftiellig 
fra Flakgroft od: en bred, aaben Groft, 
hvorfra den opkaſtede Jord jævnes ud 1, 
begge Sider, Gierfings Landoec. I. 17.) 

Vornedfrihed, en. Frihed f. Vornedes 
Forpligtelſe eil. for Vornedpligt. 

Voxmeel, et. kaldes det raae Blomffer: 
ſtov, ſom Arbeids⸗Bierne fore hiem t. Ku⸗ 
ben, inden det, v. at fortæres af dem, for⸗ 
vandles t. virkeligt Vor. 

Vrangvid, ct. falſtt Vid; Sovbiferl, 
(F. 8. Buldb. om Retſtr. S. 10. Jel. 
rangvis, ſophiſtiſt.) 

Værtbænt, en. Benk i et Varkſicd, 
hvorpaa Arbeidet ſteer, el, de faſte Kedſta⸗ 
ber dertil anbringes ; f. E. Drcierbænt. 


” Trutktteil. 








De var iffe muligt, uden: af forvolde et alt for frort" og 


Ordbogens hele Tert, efter at Vorket var færdigt, tor at udtegne de, 
hu, indlobne Trykfeil. Dette ér imidlertid ſteet ved de forſte 14 Art CE), 
Holde af ſaadanne, meddeles her (tilligemed enkelte af efterfolgende Ark); deels 


at giennemgaae 
uagtet faa: megen anvendt Om⸗ 
og hvad diffe inder 
for æt Ingen ſtulde 


forlænget Ophold, 


fane Grund til at mene, at man mere vilde delge biin Mangel ved Bogen, end andre; deris for 


"aabenlyft at lægge for Dagen, af hvad Natur Trykfeilene ere, og at 
at foruroliges over deres Beſtaffenhed, celler deres Antal, ſom, efter 


der hverken er Anledning til 
giort Beregning for de her 


giennemgaaede rf, iGiennemſnit, ei engang udgior een (og bet næften Slot Bogſtav⸗) Feil paa 
5500 tryfte Ord, el. omtrent paa cet Ark i fædvanlig Format, ” ' 


1. 6, 2. b. Sig. 1. retten (hos. Moth) 1. S. 146. h. tin. 


n 
— 147. b. 
— 151. ae 


r mæ 


rettere: drætten. 
17.a. £, 44. fir hans. 


28,.a. — 8. fattes (,) efter til⸗ 
ba 


e. 
36. b. — 24. og flere Steder allene 
l.(i Følge Strivemaaden I. 30.) 


alene. J øvrigt maa bemærs 
kes, at Skrivemaaden allene ev 
den almindeligſte; ligefom den 
bruges af Ordbogens Forf. 

37. a. — 38. ång l. angr. 

43. b. — 16. høre I. hører; 

45. Aa. — 28. rne l. Arve. 

51. a. — 46. Tatkelaſen I. Takke⸗ 

[adfen. . 
53, a. — 54. her tilfsies: over, 


— b. — 40. Sregatfhib 1. Frees 


gatſkibs. 
88. a. — 61, Ordet deles Bidſk⸗ 


ed, 
89,2. — 1. Biergchryſtal l.⸗kr y⸗ 
. ftal, 


97. a. — 20. en af, I. een af. 


100, a. — 11, Degietlighed I, Be⸗ 


gierlighed. 


— 110, b. — 29, Bordfæbde, en, rå et. 


— 111. &, — 14. Sark 


ene ÿJ 


i, Sœn 
b. — 9. fag, l. faae. i 


i 122. b. — ⸗ ⸗ 63. ælleds, l. æites. 


— D 123. aq, me 38. 


nebrog. 


— 129. a. — 52, Brændeveb, én, I, et, 
— 143, b. — 42. Medbor,l. Modbar. 


annebro „l. Das" 


— 152. b. 


— 157, b. 
ii 160. a. 


⸗ — b. 


— 161. à. 
— 162. aa. 


— 163. b. 


-—— 165. a. 
—⸗ 167. a. 


— 168. A, 


v, 


172. Aa. 


3. canonicere, I, cano⸗ 

ere, 

— 44. Lære, I. Lærer, 

— 36. Confirmant. Etymo⸗ 

logerne fordre vel Confirman 3 

men den danſke Udtale over hele 

£andet er Confirmant og Cons 

firmanter ; og der er ingen ans 

tagelig Grund til af forlade den 

i Strivemaaden af dette frem⸗ 

mede Ord, der'har dannet fig" 

analogiſt med endeel andre af 

ſamme Endelſe. 

— 6. xovßoOcG, I. kvBog. 

— 14. gaaen, [. gaaet. 

fidfte £. ubeſtemte, I, bes 

ftemte, ” 

— 15. enhver, l. Enhver. 

8. deels, adv. rettere : 

con). É 

— 33, den, l. den, det, de, 

— 26. maa, |. maͤae. 

— 14. giore, l. gisr, 

— 16. eſterat, I. efter at, 

— 16. Beryftal yt, Kry ft ad; 
·Magiſter, l. Magi⸗ 


fterg, ”- 
"— 17. Dragflase, l. Drage 
flaa. 


— bB. — 10, deres, ldets. 


— 174. rd. 


— — då, 


— 15. dens, l. den. i 
— 17. Gaarden, L Gaars 
dens. 


na . 


1.6.173.b. tin, 47. Bolt, 1. Bot d. 
— 176. b. wife. 9. gradviia, LL grads. 
' 9 
— 180,2. — 49. flygtge, I. flygtige, 
— 188. a. — SAR Uicemrumt, l. Mel 5 


lem 
— 183. b. — * efter Far tilfoles: ets 


lvr 
— 185. 2. — "29. uflebne, l. uſleben. 
837. a, — 29. duxsir, l. duntev. 
— 19%4.a, — 8. Sængfelen, I. Hængs 
ſelet; og £. 8 en l. et, (efs, 
ter I. 457. Kionnet er imidlet⸗ 
tid ikke ganſke utvivlfomt. ) 
— — a. — 35. Blade, I. Slaa. 
— 195. b. — 8. af af, I. af. . 
— 198. b. — 30. kleædt, i. kicedte. 
— — b. — 37. adv. (. adj. og adv. 
— 201. b. —— 7. fin, I . hans. 
— 202. b. — 35. og rec. dte. 
— 206. b. — 21. Deirligt,l. Veirlig. 
— — hb. — 53. paa Pderfiden, rettes 
1 res ved Yderfanten, ” 
— 215. 4. — A, maa, I. mad é. 
— 2158. — 10. iſte, L. anden. 
— 217. b. — 60, en, l. ed. 


i 


16, 218,0. ———— 


Fi (od 





- 295. b, lſtaae foren Fagle. 

— 227. * » feer, ftg ſtal ſtaae mn 
e fter — 

— 292. £, 6. 5 

— Mt. b. 84.14, bstolletage, l. Stol 
dekage. 


— 249. a. — 32. pl. Stott, l. Flokker. 


— 319. b. — 21. den, l. om den. +. 
— 323. b, — 30. Frucht, I. Furcht. 
— 348. b. gale ſtal ftaae forau Galeaſe. 
— 478. b. £in. 5. ivf. hverre, l. jvf. 2. 
hverve og Hpergatn. 
— 598. a. — 15. Zengeſtat, l. Kon: 


veſtat 
— 641,b. — 60. udflettes: eller Laſe. 


” 


— 931, a, — 21. em —Mlsg l. Salt⸗ 


fyr 
— 423.% dr 56. Stoltnegt, L Stk 
EcÉnegt, 


AJ 


-