(navigation image)
Home American Libraries | Canadian Libraries | Universal Library | Community Texts | Project Gutenberg | Children's Library | Biodiversity Heritage Library | Additional Collections
Search: Advanced Search
Anonymous User (login or join us)
Upload
See other formats

Full text of "Den Danske Stjerne"

STJERNE 



August 1971 • 120. Årgang • Nummer 8 




DET INSPIRERENDE 

BUDSKAB 




AF ÆLDSTE ELRAY L. CHRISTIANSEN, 
assistent til De tolvs Råd. 



Mine brødre og søstre! Jeg vil gerne sige noget, der måske kan være til gavn 
for dem iblandt os, som tynges af prøvelser og vanskeligheder, skuffelser og 
modgang; til dem siger jeg: „Tvivl ikke, frygt ikke." (Lære og Pagter 6:36) 

Jesu Kristi Evangelium omfatter ethvert princip, enhver lov og enhver ordinan- 
ce som er nødvendig, for at vi kan klare alle livets vilkår, og for at vi kan 
opnå den endelige sejr. 

Jesu lærdomme varmer menneskets hjerte. Hans lære oplyser sindet. Den viser 
os den rigtige vej. 

Øverst blandt Hans lærdomme står anerkendelsen af Gud som vor Fader. 
Jesus bad til vor Fader og ønskede, at alle mennesker skulle gøre det samme, 
og at vi skulle leve „af hvert ord, der udgår af Guds mund." (Matt. 4:4) Han 
lærte, at ved at være i overensstemmelse med vor Faders plan, som er givet 
gennem Jesus Kristus, kan hver af os få en guddommelig skæbne. 

Det er den eneste plan, hvorigennem man kan finde virkelig fred i sindet. 
Det er virkelig den eneste plan, der kan føre mennesker til frelse og ophøjelse. 
Denne plan blev os forelagt i vores forudtilværelse, og enhver af os tog imod 
den med glæde. Vi forstod, at vi som en del af den i vores dødelige tilstand 
efter al sandsynlighed ville komme til at opleve sorg såvel som glæde, smerte 
såvel som velvære, skuffelser tilligemed succes, sygdom såvel som sundhed. 
Fordi det er nødvendigt for vor udvikling, tillader Herren, at det sure blandes 
med det søde. Han ved, at troen hos hver enkelt af os må prøves i modgang 
såvel som i sindsro. Ellers vil den tro måske ikke være tilstrækkelig udviklet, 
når der viser sig omstændigheder, som kun troen kan hamle op med. 

Brødre og søstre! I og jeg er aldrig alene. Herren svigter os ikke. Lad os ikke 
svigte Ham! 



INDHOLDSFORTEGNELSE 

Frelse er universel. Af præsident Joseph Fielding Smith 227 

Templer — Portene til Himlen. Af Marion G. Romney 229 

Familien og evigheden. Af Boyd K. Packer 235 

A.B.C.-Bog i Genealogi. Af Howard W. Hunter 239 

Dette har jeg lært. Af N. Eldon Tanner 241 

En søndag i Vietnam. Af Roger McLaughlin 242 

Det talte ord. Af Richard L. Evans 245 

Bered vore unge. Af Harold B. Lee 246 

En gave fra Himmelen. Af George Durrant 249 

Børnenes sider: Mellem Venner. Af Mark E. Petersen 57 

Gamle Rags kommer til hjælp. Af Eva Gregory de Pimienta 59 



OMSLAGET: Disse lykkelige optrin med familiær hygge fra hele verden er 
taget af Doyle Green, Jerry Harvey, Eldon Linchoten og Roland Sparks. Se 
„En Gave fra Himmelen" af George Durrant side 249. 




DEI\ 

STJERNE 

Organ for JESU KRISTI KIRKE 
AF SIDSTE DAGES HELLIGE 



August 1971 

120. Årgang • Nummer 8 



Udgivet af 

Den danske Mission af Jesu 
Kristi Kirke af Sidste Dages 
Hellige 

Dalgas Boulevard 164 
2000 København F. 
Telf. Fasan 9901 
Postgiro 333.38 

Paul L. Pehrson, 
missionspræsident, 
ansvarshavende redaktør 

Koordinator: Bernd J. Larsen 

Den danske Stjerne udkommer 
den 1. i hver måned. Abonne- 
mentsprisen (inkl. porto) er i 
Danmark kr. 13.- pr. halvår, 
kr. 25.- for et helt år, i udlandet 
$ 3.50 for helt år. I løssalg 
kr. 2.50 pr. nummer. Betaling 
ved check udstedt til Den 
danske Stjerne, Priorvej 12, 
København F. eller gennem 
postgiro 333.38 til Jesu Kristi 
Kirke af Sidste Dages Helige. 
(De nævnte priser er inklud. 
moms.) 

Tryk: 

Paul Giese KG, Offenbach/M., 
Deutschland 

Layout: 

PBO-Layout-Center, Frankfurt 



Budskab fra præsidenten 

for Jesu Kristi Kirke af 

Sidste Dages Hellige. 



PRÆSIDENT JOSEPH FELDING SMITH 



Frelse er 
Universel 




Dette budskab, fra Præsident Smith stod første gang i 
Improvement Era for februar 1910 (side 352). Emnet er 
så tidløst og ordene så rammende, at det fortjener 
gentagelse på dette sted. 



Indser de Sidste Dages Hellige til fulde 
betydningen af det mægtige ansvar, der 
påhviler dem med hensyn til verdens frelse? 
Vi gør en hel del i forsøg på at redde og 
emvende en vanartet og ond slægt; vi sen- 
der hundreder af missionærer til alle dele af 
jorden og bruger årligt hundreder af tusin- 
der dollars på dette nødvendige arbejde. 
Vi bruger dollars i hundredtusindvis på at 
bygge kirker, skoler og andre bygninger og 
på at uddanne Israels ungdom, på et udvikle 
og forbedre vort land, bygge byer og gøre 
vore samfund større, udgive tidsskrifter og 
blade, og i enhver måde stræbe flittigt efter 
at forbedre vort eget folk og udsprede kund- 
skab, der kan vende verden til Evangeliet. 
Men hvad gør vi for vore dødes frelse? 
Det er sandt nok, at der er mange, som 
forstår vigtigheden af dette store værk og 
samvittighedsfuldt varetager deres pligter i 
Herrens templer. Dette er et godt tegn, som 
viser de Helliges villighed og aktivitet. Men 
dette fritager ikke de sløve, sendrægtige 
medlemmer, som ingenting gør for deres 
døde. Disse mennesker kan ikke forvente 
at høste fortjeneste af det, andre måske 
udfører; ansvaret hviler med lige stor vægt 
på alle, efter den enkeltes evner og mulig- 
heder. 

Det er uden forskel, hvad vi ellers er blevet 
kaldet til at gøre eller hvilken stilling vi ind- 
tager eller hvor trofaste vi på andre måder 
har arbejdet i Kirken; ingen er fritaget for 



denne store forpligtelse. Det kræves af 
apostlen såvel som af den ringeste ældste. 
Stilling, rang eller lang tids tjeneste for 
Zions sag i missionsmarken, i Zions stave 
eller andetsteds berettiger ikke nogen til 
at se stort på sine dødes frelse. 
Der er måske nogen, der føler, at hvis de 
betaler deres tiende, passer deres møder 
og andre pligter regelmæssigt, giver af 
deres midler til de fattige, eller kanske til- 
bringer eet, to eller flere år med at prædike 
for verden, er de løst fra yderligere forplig- 
telser. Men den største og herligste af alle 
pligter er at arbejde for de døde. Vi kan og 
vi bør gøre alle disse andre ting, og vi vil 
modtage belønning derfor, men hvis vi for- 
sømmer den vægtigere forrettighed og befa- 
ling, så vil vi — uanset en hvilken som helst 
god gerning — være under alvorlig fordøm- 
melse. 

Hvorfor da denne fordømmelse? Fordi „det 
største ansvar, Gud har pålagt os i denne 
verden, er at søge efter vore døde. (Se 
Vejen til Fuldkommenhed af Joseph Fielding 
Smith og „Profeten Joseph Smiths Lærdom- 
me" side 430). Da vi ikke kan blive frelst 
uden dem, „er det nødvendigt, at de, der 
er gået forud, og de, der kommer efter os, 
skal frelses sammen med os, og således 
har Gud fastsat det for mennesket," siger 
profeten Joseph Smith. (Times and Seasons 
5:616.) (Se „Profeten Joseph Smiths Lær- 
domme, side 430). 



227 



Heraf ser vi altså, at mens det er nødvendigt 
at prædike Evangeliet for alle jordens natio- 
ner og at udføre alt andet godt arbejde i 
Kirken, så er dog det største bud, som er 
givet os — og gjort bindende for os — 
tempelarbejdet for os selv og for vore af- 
døde. 

Atter siger Profeten: »Dåb for de døde er 
den eneste måde, hvorpå mennesker kan 
stå som frelsere på Zions bjerg. Forkyndel- 
sen af Evangeliets første principper var en 
hjælp til frelse for det enkelte menneske; 
men mennesker bliver, ved aktivt at tage 
del i det stedfortrædende frelsesarbejdes 
ceremonier, midler til at bringe mængder af 
deres slægt ind i Guds Rige . . . Dette er en 
storslået læresætmimg, som viser den gud- 
dommelige barmhjertigheds og velviljes 
storhed i henseende til planen for menne- 
skehedens frelse. Denne herlige sandhed 
er velegnet til at udvide forståelsen og støt- 
te sjælen under problemer, vanskeligheder 
og lidelser. . . . Denne lære stiller Guds vis- 
dom og nåde i et klart lys, idet Han bereder 
en ordinanse til frelse for de døde, som 
døbes gennem stedfortræder, får deres nav- 
ne optegnet i Himmelen og bliver dømt i 
overensstemmelse med deres handlinger i 
kødet. Skrifterne bærer vidnesbyrd om den- 
ne læresætning. De Hellige, der forsømmer 
at rette sig derefter, hvad angår deres døde 
slægtninge, gør det med deres egen frelse 
som indsats. (Times and Seasons 2:577-78) 
(Se „Vejen til Fuldkommenhed") 
Grunden, til at vor frelse er i fare, er, at det 
er nødvendigt, at forældre og børn ikke 
alene modtager dåbsordinansen, men også 
knyttes sammen generation efter generation. 
Det er nødvendigt, at vi modtager alle 
ordinanserne for vore døde, ligesåvel som 
vi modtager dem på vore egne vegne. (Se 
History af the Church 6:365). 
„Det er . . . nok at vide," læser vi i åben- 
baringen, „at jorden vil blive slået med band, 
om ikke der består et eller andet sammen- 
føjet led mellem fædrene og børnene i for- 
bindelse med et eller andet emne. Og se 
hvad er dette emne? Det er dåben for de 
døde. Thi vi kan ikke fuldkommes uden 
dem; ej heller kan de fuldkommes uden os. 
Ej heller kan de fuldkommes uden dem, der 



også er døde i Evangeliet, thi det er nød- 
vendigt, når tidernes fyldes uddeling opret- 
tes, hvilken uddeling nu er begyndt at ind- 
træde, at en hel, fuldstændig og fuldkom- 
men forening og sammenføjning af uddelin- 
ger, nøgler, magter og velsignelser finder 
sted og åbenbares fra Adams dage til nær- 
værende tid. Og ikke alene dette, men også 
det, som aldrig har været åbenbaret fra 
verdens begyndelse, det, som har været 
skjult for de vise og forstandige, skal åben- 
bares de umyndige og diende i denne tider- 
nes fyldes uddeling." (Lære og Pagter 
128:18). 

Atter idet vi citerer Profeten: »Bibelen 
siger: 'Se, jeg sender eder profeten Elias, 
før HERRENS store og frygtelige dag kom- 
mer og Han skal vende fædrenes hjerter til 
sønnerne, og sønnernes til fædrene, at jeg 
ikke skal komme og slå landet med band!" 
(Malakias 4:5-6). 

„Nu, ordet vende burde her oversættes 
binde eller besegle. Men hvad er hensigten 
med dette vigtige kald? eller, hvordan skal 
det opfyldes? Nøglerne må overdrages, 
Elias's ånd må komme, Evangeliet genopret- 
tes, Guds hellige samles, Zion opbygges 
og de hellige fremstå som frelsere på Zions 
bjerg." 

„Men hvordan skal de blive frelsere på 
Zions bjerg? Ved at bygge templer, opstille 
deres døbefonter og gøre noget for at mod- 
tage alle ordinanser, dåb, bekræftelser, 
tvætninger, salvelser, ordinationer og be- 
seglinger på deres hoveder på deres afdøde 
forfædres vegne, og forløse dem, så at de 
kan komme frem i den første opstandelse 
og ophøjes med dem på herligheds troner; 
og heri findes den lænke, som binder fæd- 
renes hjerter til børnene og børnenes til 
fædrene, hvilket fuldender Elias's kald. Og 
jeg ønsker fred ved Gud, at dette tempel nu 
var opført, så vi kunne gå ind i det, og 
begynde at arbejde, og udnytte vor tid, og 
gøre brug af de beseglende kræfter, mens 
de findes på jorden." 

„De hellige har ikke altfor megen tid til at 
frelse og forløse deres døde og indsamle 
deres levende slægtninge, så de også kan 
blive frelst, før jorden vil blive ramt og sla- 

C Forts, på sid 233) 



228 



ÆLDSTE MARION G. ROMNEY 



Templer 



Portene til Himlen 



Af alle vidunderlige ting, der er åbenbaret under 
Evangeliets gengivelse, var en af de betydeligste 
kundskaben om templer og deres formål. 
Medens Profeten Joseph Smith oversatte den 
gamle optegnelse, lærte han om templer blandt 
folkene i Mormons Bog. Da Nephi berettede om 
det, han udførte omkring år 570 f. Kr., skrev han: 
„Og jeg, Nephi, byggede et tempel, og jeg 
opførte det i samme stil som Salomons tempel 
med undtagelse af, at det ikke blev bygget af så 
mange kostbare ting, for de fandtes ikke i landet, 
hvorfor det ikke kunne bygges som Salomons 
tempel. Men bygningens stil var som Salomons 
tempel, og udførelsen deraf var meget smuk." 
(Nephi 5:16.) 

Senere henviste Jakob til belæringen af Nephis 
folk i templet. 1 

Omkring år 121 f. Kr. „sendte kong Limhi et 
opråb ud til sit folk, at de skulle mødes ved tem- 
plet for at høre de ord, han ville tale til dem." 
(Mosiah 7:17.) 

Formodentlig var dette det tempel, som den ryg- 
gesløse kong Noa udstyrede så flot. 2 Det kunne 
være, at alle de foregående henvisninger henty- 
dede til det tempel, der blev bygget af Nephi. 
Omkring år 124 f. Kr. samledes folket omkring 
et andet tempel i Zarahemlas Land for at høre 
kong Benjamins store afskedstale. 3 
Mormons Bog identificerer et tredie tempel, be- 
liggende i „Overflødighedens land", omkring 
hvilket Nephis folk var samlet, da de første gang 
hørte og så den opstande Frelser. 4 Nephiterne 
har måske også haft andre templer. 5 
Fra Det gamle Testamente lærer vi, at Israels 
folk var tempelbyggere. Dr. James E. Talmage 
fremhæver, at de „var fremragende blandt fol- 
kene, som byggere af helligdomme til den le- 
vende Guds navn. 6 

Afgudsdyrkende folk byggede også templer, 
som var helliget dyrkelsen af deres respektive 
.afguder. Kort efter at Israel var „undsluppet fra 
det ægyptiske afgudsdyrkeri," forlangte Jehova, 
at de skulle „bygge en helligdom, hvor Han ville 



vise sig og tilkendegive sin vilje som deres Herre 
og Konge." 7 De fulgte de detaljerede instruktio- 
ner, de modtog fra Jehova, og af de fineste 
materialer, der var tilgængelige, byggede de det 
tabernakel, som indeholdt Pagtens Ark. 
Da Israel, efter fyrretyve års vandring i ørkenen, 
endelig kom i besiddelse af deres eget land, fik 
tabernaklet, som de havde båret med sig, „et 
hvilested, og dertil kom stammerne for at lære 
Guds vilje og ord." 8 

„David, Israels anden konge, ønskede og lagde 
planer om at bygge et hus til Herren, idet han 
erklærede, at det var upassende, at han, kon- 
gen, skulle bo i et cedertræspalads, medens 
Guds helligdom kun var et telt." 9 Men Herren 
sagde til ham: „Du skal ikke bygge mit navn et 
hus, thi du er en krigens mand og har udgydt 
blod!" (1 Krøn. 28:3.) David samlede imidlertid 
materialet, og hans søn, Salomon, byggede 
templet. 

Dette pragtfulde tempel blev bevaret i sin herlig- 
hed i fireogtredive år. På grund af Salomons 
ugudelighed og Israels frafald „trak Jehova så 




Nauvoo Templet var det 
andet tempel, der blev 
bygget til Herren i denne 
forvaltning. 




229 



sin beskyttende nærhed tilbage . . ." 10 Ægypter- 
ne plyndrede det; Ahaz, Judas konge, plyndrede 
det også, og til sidst brændte Nebukadnezar 
det. 

Israel var blevet ugudeligt. Stammerne havde 
delt sig. „Israels rige, der bestod af omkring ti af 
de tolv stammer, var blevet underkastet Assyrien 
omkring år 721 f. Kr." De resterende to stam- 
mer, Juda rige, var underkastet Babylon i halv- 
fjerds år. 

„Derefter fik de, under Kyros' og Darius' venlige 
regering, tilladelse til at vende tilbage til Jerusa- 
lem, og endnu engang at opføre et tempel i 
overensstemmelse med deres tro . . . det genop- 
byggede tempel er kendt i historien som Zerub- 
babels Tempel." 

Det blev færdigt i år 515 f. Kr. „Selv om dette 
tempel var langt ringere udstyret, sammenlignet 
med det pragtfulde Salomons Tempel, var det 
ikke desto mindre, det bedste folket kunne byg- 
ge, og Herren anerkendte det", således som 
Han havde anerkendt „Tabernaklet" og Salo- 
mons tempel. 11 

Efter fem århundreders ødelæggende forfald 
blev templet genopbygget af Herodes, konge af 
Judæa, omkring seksten år før Kristi fødsel. 
Templet var, selv om det blev nedværdiget ved 
megen forretningsmæssig brug, forbundet med 
mange hændelser i Frelserens jordiske liv. I -år 
70 e. Kr. blev det ødelagt ved brand, således 
som Herren havde forudsagt det. 
Til trods for den kendsgerning, at templer altid 
har været et garantimærke for den levende Guds 
sande følgesvende, så vidt beretningerne åben- 
barer det, har ingen, der bekender sig som 
kristne, med undtagelse af nephiterne, bygget 
et tempel mellem ødelæggelsen af Herodes' 
tempel og organiseringen af Jesu Kristi Kirke af 
Sidste Dages Hellige i 1830 — en periode på 
1760 år. Da kundskaben om templer, deres for- 
mål og det arbejde, der skal udføres i dem, 
ikke fandtes blandt mennesker på jorden i hele 
dette tidsrum, opstår det spørgsmål: Hvorfra fik 
Profeten Joseph Smith sin viden om templerne? 
Det er helt sikkert, at han ikke fik sin viden fra 
mennesker, fordi de havde den ikke. Svaret er 
naturligvis, at han modtog den fra Himlen gen- 
nem direkte åbenbaring. 

Bygningen af templer i dag er derfor karakteri- 
stisk for Jesu Kristi Kirke. Templer kan ikke for- 
stås af andre mennesker end medlemmer af den 
Kirke, som er i besiddelse af en forståelse af 
Jesu Kristi Evangelium. De store evige princip- 
per om forudtilværelsen, evigt ægteskab, opstan- 
delse, ophøjelse, Guds beskaffenhed og vort 
forhold til Ham — alle disse og de andre store 



principper i Evangeliet er koncentreret i tempel- 
arbejdet. Fra templerne genspejler de sig i de 
forestående Sidste Dages Helliges hjerter. 
Af alle beviserne på Joseph Smiths profetiske 
kaldelse er der næppe et, der er mere afgøren- 
de end den kendsgerning, at inden for et år 
efter at Kirken var organiseret, begyndte han 
at modtage instruktioner fra Herren angående 
bygningen af templer. (L. & P. 36:8.) 
Så tidligt som i juli 1831 sagde Herren til ham, 
at Independence, Missouri, var „stedet for Zions 
by ... og stedet for templet ligger mod vest på 
en grund ikke langt fra domhuset." L. & P. 57:2,3.) 
De helliges interesse, for bygningen af templer 
og af Zions by, var stor i disse første dage. 
Samtidig .med interessen for templer havde de 
hellige den indsamlingsånd, som dengang kom 
over dem. Forholdet mellem indsamlingsånden 
og interessen for templerne, blev forklaret af 
Profeten på følgende måde: Idet han gik ud fra 
Frelserens ord: „Jerusalem, Jerusalem! du, som 
ihjelslår profeterne og stener dem, der er sendt 
til dig! hvor ofte har jeg ikke villet samle dine 
børn, som hønen samler kyllingerne under sine 
vinger! og I ville ikke," (Matt. 23:37), spurgte 
han: 

„Hvad var formålet med indsamlingen af 
jøderne, eller Guds folk, i nogen tidsalder i 
verden? 

Han svarede: „Hovedformålet var at bygge et 
hus til Herren, hvorved Han kunne åbenbare for 
sit folk ordinanserne i sit hus og herlighederne 
i sit rige, og belære folket om frelsens vej; for 
der er visse ordinanser og principper, som, når 
de forkyndes og praktiseres, må udføres på et 
sted eller i et hus, som er bygget til dette formål. 
„Det var planen i de himmelske råd, før verden 
blev til, at Præstedømmets principper og love 
skulle støtte sig på indsamlingen af folket i 
enhver tidsalder i verden . . . Ordinanser, der er 
indstiftet i Himlen før verdens grundlæggelse, 
i Præstedømmet, til menneskenes frelse, må 
ikke ændres eller forandres. Alle skal frelses 
efter de samme principper. 
„Det er med det samme formål, at Gud samler 
sine folk sammen i de sidste dage for at bygge 
et hus til Herren og forberede dem til ordinanser- 
ne og endowments, tvætninger og salvelser . . . 
„Hvis en mand får en fylde af Guds Præstedøm- 
me, må han modtage det på samme måde som 
Jesus Kristus modtog det, og det var ved at 
holde alle budene og adlyde alle ordinanserne 
i Herrens hus . . . 

„Alle mennesker, som bliver arvinger og medar- 
vinger med Jesus Kristus, må modtage fylden i 
Hans rige; og de, som ikke vil modtage alle 



230 



ordinanserne, vil gå glip af fylden af herligheden, 
hvis de ikke mister hele herligheden. 12 
Templer er nødvendige for at Kirkens organisa- 
tion kan være komplet. „Kirken,,, sagde Profeten, 
„er ikke fuldstændigt organiseret, i sin rette 
orden, og kan ikke være det, før templet er 
færdigt, og der er sørget for steder til administre- 
ring af Præstedømmets ordinanser." 13 
Da Profeten talte ved Kirkens konference i Nau- 
voo den 8. april 1844, sagde han til de hellige, 
at han havde „modtaget instruktioner fra Herren, 
om, at fra nu af skal der, hvor som helst Israels 
ældster bygger kirker og grene til Herren i alle 
staterne, være en Zions stav. I de store byer, 
som Boston, New York, etc, skal der være 
stave. Det er en strålende proklamation, og jeg 
holdt den tilbage lige til det sidste og tænkte, 
at det skulle forstås således, at dette arbejde 



skal begynde, efter at tvætningerne, salvelserne 
og begavelserne er blevet udført her." 14 
Templer er store forter for retfærdighed i verden. 
Djævelen bekæmper dem. Han ophidsede folkets 
fjender så meget, efter at de første templer var 
bygget, at man krævede, at de hellige skulle 
flytte bort fra Kirtland og Nauvoo. Uden den 
store udgydelse af ånd og kraft, som blev givet 
i disse templer, er det tvivlsomt, om Kirken kunne 
have overlevet. 

Foruden at være et sted, hvor Herren kunne 
„åbenbare sit folk ordinanserne i sit hus og her- 
lighederne i sit rige og belære sit folk om frel- 
sens vej," (History of the Church, Vol. 5 p. 123.) 

er et tempel et sted, hvor de levende hellige En stor model af Det andet 
modtager Præstedømmets højere ordinanser, Tempel (af kristne kaldet 

. ,. ... . ii Herodes's Tempel) er 

som er nødvendige til deres ophøjelse. udsti||et . Hote| HoIy|and , 

Vi ved alle, hvad Evangeliets nødvendige ordi- Jerusalem. 




231 



nancer er: for det første dåb, for det andet 
håndspålæggelse for den Helligånds gave. Disse 
ordinanser administreres til de hellige andre 
steder end i templerne, ligesom den tredie 
ordinanse, håndspålæggelse for overdragelse af 
Præstedømmet. Men Evangeliets højere ordinan- 
ser, de som vedrører begavelse og beseglings- 
ordinanse, kan kun udføres i templer. 
Profeten Joseph gjorde det klart, at mennesker 
ikke kan blive frelst (hvormed menes ophøjet), 
medmindre de får disse ordinanser udført for 
sig. 

„Jeg vil råde alle de hellige til, af al deres magt, 
at samle alle deres levende slægtninge på dette 
sted, så de kan blive beseglet og frelst, så de 
kan være beredte til den dag, da den ødelæg- 
gende engel går fremad . . . 
Følgende spørgsmål stilles ofte: 'Kan vi ikke 
blive frelst uden at gennemgå alle disse ordi- 
nanser, etc? 'Jeg vil svare: Nej, ikke fylden af 
frelse. 

Jesus sagde: 'I min Faders hus er der 
mange boliger, og jeg vil gå og berede et sted 
for jer' ... og enhver, som ophøjes til den højeste 
bolig, må overholde en celestial lov, og også 
hele loven." 15 

I templerne besegles vi for evigheden til vore 
forældre, vore ægtefæller, vore forfædre, og 
vore børn besegles til os. 

Vore ledere taler gang på gang om hjemmet som 
centret for en sidste dages helligs liv. Uden 
beseglingen af mænd og hustruer, børn og 
forældre, ville der ikke være noget familieforhold 
i den kommende verden; der ville ikke være 
noget evigt hjem. Hvor frygteligt ville denne ver- 
den ikke være! Uden hjemmet ville Himlen være 
berøvet sin lykke. Der hvor min elskede hustru 
og mine børn er, er himlen for mig. Jeg betragter 
derfor Salt Lake Templet, hvor min ungdoms 
kærlighed og jeg blev beseglet til hinanden for 
tid og evighed, som porten til himlen for mig. 
Templerne er også porten til himlen for vore 
forfædre, som ikke havde det privilegium at leve 
i en tid og på et sted, hvor de kunne modtage 
besegl i ngsordinanserne. 

I sin samtale med Nikodemus sagde Jesus til 
ham: „Ingen kan komme ind i Guds rige, hvis 
han ikke bliver født af vand og ånd." (Johs. 3:5.) 
Dette skriftsted har sat den frafaldne kristenhed 
i et sandt dilemma. De, som foregiver at holde 
sig til Jesu lærdomme, benægter, at der er et 
sted i Riget til de utallige mennesker, som er 
døde uden dåb. Andre, som sætter sig op imod 
en så tilsyneladende uretfærdig situation, siger, 
at Frelseren ikke kan have ment, hvad Han 
sagde. De fornægter det derfor, og de fornægter 




nødvendigheden af dåb så vel som Evangeliets 
andre frelsende ordinanser. 
I virkeligheden er der ikke noget sådant dilem- 
ma, for Herren har sørget for, at der i templerne 
udføres alle Evangeliets ufravigelige ordinanser 
for de døde, ved stedfortræder. O, hvilken fryd 
der nu må være i åndeverdenen blandt vor 
Faders trofaste børn, når de ser, templerne i vore 
dage blive bygget, og ser den store vægt der 
bliver lagt på genealogisk arbejde under Præste- 
dømmets Genealogiske Komites dygtige ledelse, 
bistået af tusinder af intelligente, oprigtige med- 
arbejdere. 

Når man spekulerer på emnet templer og de 
midler, der deri er tilvejebragt for at sætte os 
i stand til at stige op til Himlen, kommer man til 
at tænke på lektien i Jakobs drøm. De husker, 
at i det otteogtyvende kapitel i Første Mosebog 
er der en beretning om hans tilbagevenden til 
sin faders land for at søge sig en hustru blandt 
sit eget folk. Da Jakob drog fra Be'ersjeba imod 
Karan, havde han en drøm, hvori han så sig selv 
på jorden ved foden af en stige, som nåede til 
Himlen, hvor Herren stod ovenfor den. Han så 
engle stige op og ned ad stigen, og Jakob var 
klar over, at de pagter han indgik med Herren, 



232 



var trinene på stigen, som han selv måtte klatre 
op ad for at få de forjættede velsignelser — 
velsignelser, som ville berettige ham til at kom- 
me i Himlen og være sammen med Herren. 
Fordi Jakob havde mødt Herren og indgået 
pagter med Ham der, anså han stedet for så 
helligt, at han kaldte stedet Betel, en sammen- 
trækning af Beth-Elohim, som bogstaveligt be- 
tyder „Herrens Hus". Han sagde om det: 

Visselig, her er Guds hus, her er Himmelens 

port!" (1 Mos. 28:17.) 

Ikke alene gik Jakob gennem Himmelens port, 
men ved at efterleve alle pagterne gik han også 
hele vejen ind. Om ham og hans forfædre, Abra- 
ham og Isak, har Herren sagt: „. . . da de ikke 
gjorde andet end det, der blev befalet dem, er 
de nu indgået til min ophøjelse i overensstem- 
melse med forjættelserne, og de sidder på troner 
og er ikke engle, men guder." (L & P. 132:37.) 
Templer er for os alt det, som Betel var for 
Jakob. Ja, endnu mere, de er også portene til 
Himlen for alle vore afdøde slægtninge, som 
ikke har fået deres begavelse. Vi bør alle gøre 
vor pligt og føre vore kære igennem dem. O 

1 Jakob 1:17; 2:2, 11. 

2 Mosiah 11:10, 11, 

3 Mosiah 1:18; 2:1, 5-7. 

4 3 Nephi 11:1-11. 

5 Alma 16:13; 23:2; 26:29. Helaman 3:9, 14. 

6 James E. Talmage: The House of the Lord, p. 2. 

7 Ibid., p. 2-3. 

8 Ibid., p. 5. 

9 Ibid., p. 6. 

10 Ibid., p. 8. 

11 Ibid., pp. 9-11. 

12 Joseph Smith: History of the Church of Jesus Christus of 
Latter-day Saints, ed. B. H. Roberts, 2. udgave 5:423-24. 

13 Ibid., 4:603. 

14 Ibid., 6-, 319. 

15 Ibid., 6:184. 

(Forts, fra side 228) 

gen og den fastslåede ødelæggelse kommer 
over jorden." (History af the Church, 6:183- 
84.) (Se „Profeten Joseph Smiths lærdom- 
me," side 398.) 

Disse passager understreger vigtigheden 
af arbejdet for de døde, for vi kan ikke blive 
frelst uden dem, ej heller de uden os. Vores 
frelse lader sig ikke bringe i stand, med- 
mindre fædrene og børnene er knyttede 
sammen, bundne og beseglede i fuldkom- 
men familieorden. Ægtemænd må med myn- 
dighed forenes med deres koner og foræld- 
re med deres børn, indtil deres familie be- 
står af en stor eenhed af alle de trofaste fra 
begyndelsen til tidens ende med Adam, 
vores stamfader, udfyldende sin kaldelse 
som alles fader. O 



HVAD ER HENSIGTEN MED TILVÆRELSEN? 



Uddrag af en skrivelse fra profeten Joseph Smith til Kirkens 
ældster i Kirtland og til deres brødre ude. (Den 22. januar 1834) 

Tænk et øjeblik på, hvor ophøjet og stort det væsen er, der 
skabte universet! Og spørg så: Kunne denne Skaber være så 
inkonsekvent i sit væsen, at han lader mennesket være uden 
lov eller rettesnor til at regulere dets tilværelse, efter at han dog 
nu engang har sat ham her på jorden? Mennesket må jo her på 
jorden ifølge sin natur hurtigt igen blive til støv. Findes der ikke 
noget andet, ingen tilværelse på den anden side af dødens slør, 
der så hurtigt skal kastes over os alle? Men hvis der findes en 
sådan tilværelse, hvorfor skulle så ikke hint væsen, som havde 
magt til at bringe os her, meddele os noget om det hinsidige? 
Hvis vi allerede havde magt til at indtræde i den nuværende 
tilværelse, hvorfor så ikke have magt til at vide, hvad der vil 
komme herefter, når dette mørke slør kastes over vore legemer? 
Hvis vi her i livet modtager alt; hvis vi, når vi går tilbage til 
støvet, ikke er mere, fra hvilken kilde er vi da kommet, og hvad 
var hensigten med vor tilværelse? Hvis dette liv var alt, ville vi 
være tilbøjelige til at spørge, om der overhovedet var nogen 
mening med tilværelsen, og så kunne vi med rette sige: „Lad os 
spise, drikke og være glade, for i morgen skal vi dø". Men hvis 
dette liv virkelig er alt, hvorfor da dette stadige besvær, hvorfor 
denne evindelige kamp og strid og hvorfor disse uophørlige 
bekymringer? 

Men dette liv er ikke alt. Fornuftens stemme, inspirationens 
sprog og den levende Guds Ånd, vor Skaber, lærer os — og vi 
hoider jo den hellige beretning om sandheden i vore hænder — 
at jordelivet ikke er alt. „Thi himlen forkynder Guds ære, hvæl- 
vingen kundgør hans hænders værk". En lille smule eftertanke 
er tilstrækkelig til at belære ethvert normalt begavet menneske 
om, at alt dette ikke blot er opstået ved tilfældigheder og ikke 
kan nås uden en almægtig Guds hånd. Og den, der kan erkende 
den på himlen beskrevne Almagtens kraft, kan også se Guds 
håndskrift i de hellige skrifter, og den, der læser dem oftest, vil 
elske dem mest, og den, der er fortrolig med dem, vil erkende 
Herrens hånd, når som helst han ser den; og når de engang er 
blevet opdaget, vil de ikke blot blive anerkendt, men også adlydt 
i alle deres himmelske forskrifter. 

Tænk et øjeblik: hvad kunne have været vor himmelske Faders 
hensigt med at give os en lov? Var det fordi den skulle 
adlydes eller ikke adlydes? Og tænk så videre, ikke blot på 
hensigtsmæssigheden, men også på betydningen af at holde 
hans love i alle forhold. Hvis dette altså er af så stor betydning, 
hviler der da ikke et stort ansvar på dem, der er kaldet til at 
forkynde menneskene disse sandheder? Ville vi være istand til 
at forelægge jer noget som en retfærdig sammenligning, ville 
vi med glæde gøre det. Men her svigter vor kunnen os, og vi er 
tilbøjelige til at tænke, at mennesket ikke formår at skildre i ord 
det ophøjede ved dette vigtige emne, uden at der bliver givet ham 
en hjælp, som går udover det, der allerede er blevet givet. Vi kan 
kun sige, at hvis en forsmag på den celestiale herligheds glæder, 
som de af hjertet ydmyge har oplevet dem, 'ikke er tilstrækkelig, 
så vil vi overlade resultatet af jeres egen flid til jer selv; thi Gud 
vil inden længe kalde alle sine tjenere til sig, og der vil de af 
hans egen hånd modtage en retfærdig løn for alt deres arbejde. 

Profeten Joseph Smiths Lærdomme 

side 63-65 



233 




234 




Familien 
evigheden 



ÆLDSTE BOYD K. PACKER 



For nogen tid siden rådgav jeg en kvinde, som 
havde siuttet sig til Kirken, efter at hendes 
ægteskab var blevet opløst, og hun havde mistet 
sit eneste barn, en dreng, som var ni år gammel, 
da han døde. Hun fortalte mig noget, som jeg 
husker så godt, fordi det rørte mig så dybt. 
Efter skilsmissen, og medens hun prøvede at 
skabe sig selv og sin søn et levebrød, blev han 
syg af en uhelbredelig sygdom. Nogen tid før 
han døde, blev han klar over, at han ikke kunne 
leve. Hans moder sagde, at fra den tid havde 
han kun een ting i hovedet: atter og atter sagde 
han bønfaldende: „Mor, du vil ikke glemme mig, 
vel? Jeg vil ikke blive glemt, vel?" 
Dette døende barns bøn taler på en måde for os 
alle og udtrykker vor længsel efter ikke at blive 
glemt 

Da jeg præsiderede over missionen i New Eng- 
land, modtog jeg et brev fra en moder/* hvori 



hun forklarede, at kun kort efter at de havde 
sluttet sig til Kirken, havde de mistet deres 
eneste barn, en lille pige på omkring fem år, 
som var blevet kørt ned af en bil. I uger efter 
begravelsen rugede og sørgede denne nedbrud- 
te moder over tabet af sit barn; så skrev hun i 
sin hjertesorg og stillede to spørgsmål. 
Først; 

„Fortæl mig, hvorledes det er. Bliver det altsam- 
men mørkt? Jeg kan ikke udholde den tanke, at 
det aitsammen er mørkt for min lille pige." Og 
det andet spørgsmål: „Vil hun være alene? Jeg 
beder Dem fortælle mig, at min lille pige ikke 
vil være alene. Jeg kan ikke udholde den tanke, 
at hun er helt alene nu." 
Hvor taknemmelig jeg er over, at vi kunne trøste 
denne moder, og hvor taknemmelig jeg er over, 
at vi har modtaget åbenbaringer i denne for- 
valtning, som giver os så megen kundskab om, 



235 



hvad der sker, og hvad vi kan vente, når vi går 
bag sløret. 

Bevarelsen af familien er en af Kirkens store 
missioner. Herren har åbenbaret en måde for os 
til at oprette familien for bestandig. Arbejdet 
med Præstedømmets genealogi bereder vejen 
for tempelordinanse-arbejde, som gør Kirkens 
grundlæggende organisation — familien — evig. 
Vi tror på åbenbaring. Som sidste dages hellige, 
tror vi „alt hvad Gud har åbenbaret, alt, hvad 
Han nu åbenbarer, og vi tror, at Han endnu vil 
åbenbare mange store og vigtige ting angående 
Guds rige." (9. Trosartikel.) Jeg tror ikke, der er 
mange sidste dages hellige, som læser den 
sidste sætning i denne udtalelse. De tror, alt 
hvad Gud har åbenbaret, men jeg vil gerne 
drøfte med Dem „alt hvad Han nu åbenbarer." 



„Stillingerne som 

forældre bør ikke være 

midlertidige, de bør 



være 




m. 



V 



Åbenbaring er et af hovedemnerne i en af de 
interessanteste bøger i Kirkens litteratur, bio- 
grafien Wilford Woodruff af Matthias F. Cowley. 1 
Denne detaljerede historie, om Kirkens præsi- 
dent og hans tid, blev gjort mulig ved hans 
omhyggeligt førte dagbog. 
Den 5. april 1894 skrev præsident Woodruff i 
sin dagbog: „Jeg mødtes med Brødrene angåen- 
de emnerne adoptioner og endowments, og føl- 
gende er en åbenbaring til Wilford Woodruff." 
Den næste side var blank. Åbenbaringen var 
imidlertid ikke gået tabt. 

Under en tale ved Kirkens generalkonference i 
april 1894 sagde han: „Derfor, da Herren har 
befalet os kun at tale, når vi er drevet af Hel- 
ligånden, (Se 2. Peter 1:21.) ønsker jeg det, og 
for at opnå det, ønsker jeg de sidste dages hel- 
liges tro og bønner. 

„Der er nogle ting, som hviler på mig og som 
jeg ønsker at fremsætte for de sidste dages 
hellige, og for at gøre dette, vil jeg bede præsi- 



dent Georges Q. Cannon om at læse fra bogen 
Lære og Pagter angående det emne, som jeg 
gerne vil tale til jer om." 

Derefter læste George Q. Cannon, første råd- 
giver i Det Første Præsidentskab, om bevarel- 
sen af familieebånd. 

Derefter fortsatte præsident Woodruff med at 
tale: „Altså (idet han henviste til afsnit 128) har 
I foran jer det emne, som hviler på os, og som 
vi ønsker at fremsætte for de sidste dages hel- 
lige . . . Jeg vil gerne sige til de sidste dages 
hellige, at vi lever i et meget vigtigt slægtled. 
Vi er velsignet med magt og myndighed, da vi 
holder Det hellige Præstedømme ved Guds 
befaling, til at stå på jorden og forløse både de 
levende og de døde. Hvis vi ikke gør det, vil vi 
blive fordømt og afskåret fra jorden, og Israels 
Gud ville oprejse et folk, som ville gøre det. 
Herren ville ikke tillade, at jeg havde denne stil- 
ling en eneste dag i mit liv, medmindre jeg var 
modtagelig for den helligand og for Guds åben- 
baringer. Det er altfor sent på dagen for denne 
Kirke til at stå uden åbenbaring. Ikke alene 
Kirkens Præsident skulle være i besiddelse af 
denne gave og give den til folket, men hans 
rådgivere og apostlene og alle mænd, som bærer 
Det hellige Præstedømme, hvis de ærer deres 
kaldelse, skønt de måske ikke bliver kaldet til 
at give åbenbaringer til at lede og styre Kirken. 
Åbenbaringens ånd hører til Præstedømmet . . ."■ 

I har handlet i overensstemmelse med alt 

det lys og den kundskab, som I har haft (atter 
henvisende til sagen om adoptioner og endow- 
ments), men I har noget mere at gøre, end I har 
gjort. Vi har ikke fuldstændigt udført princip- 
perne til opfyldelse af Guds åbenbaringer til os, 
til beseglinger til os, til beseglinger af fædrenes 
hjerter til børnene og børnene til fædrene." 
Derefter kom kærnen af åbenbaringen som en 
enkelt, erklærende sætning, som har indvarslet 
et vidunderligt arbejde i denne forvaltning: „Vi 
ønsker, at de sidste dages hellige fra nu af skal 
efterspore deres genealogiske oplysninger, så 
langt de kan, og blive beseglet til deres fædre 
og mødre. Få børnene beseglet til deres foræl- 
dre, og fortsætte denne kæde, så langt som l kan 
få den." 

Præsident Woodruff sagde: „. . . I mine bønner 
åbenbarede Herren for mig, at det var min pligt 
at sige til hele Israel, at de skal udføre dette 
princip, og for at opfylde åbenbaringen frem- 
lagde jeg den for dette folk. Jeg siger til alle 
mennesker, som arbejder i disse templer: udfør 



1 Cowley, Matthias F., tidligere medlem af De Tolvs Råd, født 
1858, død 1940. 



236 



dette princip, og så vil vi nå et skridt videre 
fremad. Jeg selv og mine rådgivere talte om 
dette, og vi var enige om det, og bagefter 
fremlagde vi det for alle de apostle, som var 
her . . . Herren åbenbarede til hver eneste af 
disse mænd — og de ville bære vidnesbyrd 
om det, hvis de skulle tale — at det var Herrens 
ord til dem. Jeg har aldrig stået over for noget 
i mit liv i denne Kirke, som der har været mere 
enighed om, end der var om dette princip. De 
føler på rette måde, at det er vor pligt." 
(Deseret Evening News, 19. Maj 1894.) 
Den 13. november 1894 blev der afholdt et møde 
i Kirkens Historieskrivers kontor i Salt Lake City. 
Tilstede ved dette møde var alle medlemmer af 
Det Første Præsidentskab: Præsident Wilford 
Woodruff, hans første rådgiver, George Q. Can- 
non, og hans anden rådgiver, Joseph F. Smith. 
Franklin D. Richards, præsident for De Tolv 
Apostles Råd, og andre medlemmer af Rådet 
var tilstede ved dette møde, hvor Genealogical 
Society of Utah blev organiseret med godgøren- 
de, uddannelsmæssige og religiøse .formål og 
til bevarelse af familiebånd. 
I dag har vi også andre organisationer i Kirken, 
som arbejder med familiebånd. Vi har stave og 
missioner, warder, grene og distrikter. Over hver 
enkelt præsiderer en funktionær, som har 
Præstedømmet. Disse organisationer er midler- 
tidigt vigtige, det er ikke evige organisa- 
tioner. 

De kan organiseres, eller de kan blive opløst. 
Stave bliver ofte delt, og grænser ændres i stør- 
relse og form, og de kan have en helt anden 
gruppe medlemmer, end da de blev organiseret. 
Disse organisationer er beregnet til administre- 
ring af Præstedømmets myndighed. Funktionæ- 
rer kaldes til at arbejde i warderne og stavene, 
men de tjener midlertidigt. Biskopperne og 
stavspræsidenterne vil en dag blive udskiftet. 
Det er midlertidige opgaver, der er anbragt på 
menneskers skuldre. 

Derimod kan familien blive en evig organisation. 
Selv om familien måske flytter fra et ward eller 
en stav til en anden, forbliver familieorganisa- 
tionen intakt. Den kan endda blive ført fra døde- 
ligheden til evighederne i åndeverdenen. Den 
familie, der er grundlagt under Præstedømmet 
i templet, er grundlagt på det, der måske er den 
mest dybsindige af alle ordinanser. Når et ægte- 
par indgår den nye og evige pagt, har de mulig- 
hed for at nå det fulde udtryk af deres livskræf- 
ter, både åndeligt og fysisk. 
Dette er et ansvar, som man ikke må se let på. 
De hellige, livgivende kræfter, som er blevet 
reserveret og beskyttet gennem hele personens 



liv, bliver til sidst frigivet til et helligt og rent 
og ukrænkeligt formål, at avle børn. 
Denne stilling i familien, den stilling at være 
forældre, bør ikke være midlertidig, den bør 
være vedvarende. Præsiderende funktionærer i 
Kirken udskiftes fra tid til anden, men således er 
det ikke med faderen og moderen. Hvad sker 
der, hvis en fader ikke er omhyggelig med sit 
ansvar? En biskop kan afløse en søndagsskole- 
forstander, men han kan ikke afløse faderen i 
en familie. Han har ikke myndighed til det, og 
stavspræsidenten har det heller ikke. 
Har Kirkens Generalautoriteter den myndighed? 
Jeg ved, at jeg ikke kan afløse en fader fra at 
præsidere over sin familie. Hans kald er noget 
særligt, det er permanent i den nye og evige 
pagt, og man kan ikke tænke på nogen afløsning. 
En afløsning kan naturligvis ske efter en over- 
trædelse. Gennem myndighed, som er reserve- 
ret præsidenten og profeten selv, kan de binden- 
de bånd løses. Dette kommer imidlertid ikke på 
initiativ fra biskoppen og stavspræsidenten. Det 
kommer, når den enkelte bryder pagten, over- 
træder og bliver uværdig. 
Når vi opfatter, hvad familien er, hvad disse bin- 
dende bånd er og hvad ægteskabspagten er, så 
må vi vide, at der kun er få ting i vore dage, 
som krænker Herren mere end den tåbelige og 
lunefulde måde, hvorpå mange mennesker ind- 
går og løser sig fra ægteskabspagten. Ja, vi er 
nået til et punkt i historien, hvor ægteskabspag- 
ten, som gennem alle historiens generationer 
blev betragtet som hellig og livsnødvendig, nu 
af mange erklæres at være nytteløs. 
Som et produkt heraf foretages der forandringer 
i de hellige livsprocesser, gennem hvilke ånder 
kan komme her i dødeligheden. Den livssti, som 
nye ånder må krydse for at komme ind i et 
dødeligt legeme, bliver ofte tilmuret gennem 
forebyggende midler, og skulle de naturlige 
betingelser, ved et uheld, gå i opfyldelse og 
et legeme blive dannet, er svangerskabsafbry- 
delse nu altfor almindelig, og ånderne bliver 
kastet tilbage til det sted, de kom fra. Disse 
skikke bliver betragtet som fremskridt for men- 
neskeheden. Begge dele grundlagt på egoisme. 
Når jeg læser og atter læser afsnit 128 i Lære 
og Pagter, gør det indtryk på mig, at Herren 
fremsætter mange henvisninger, ikke blot til 
de døde og dåb for de døde, men Han talte også 
om frelse for de levende og de døde. Når De 
læser dette afsnit, lægger De mærke til, hvor- 
ledes de er forbundne — de levende og de døde, 
eller de døde og de levende. De samme princip- 
per gør sig gælende for begge parter. 
Dette at binde familierne sammen gennem ge- 



237 



nealogisk efterforskning, og den påfølgende 
udførelse af beseglingsordinansen i templet, 
styrkes af det vigtige program med at sikre 
familien og binde dens medlemmer sammen, 
medens de er levende. Aldrig før i Kirkens histo- 
rie har der været to programmer, der har grebet 
så nært ind i hinanden for de levende og de 
døde, som vi har det i dag. Vi har familiehjem- 
meaften-programmet og hjemmelærerprogram- 
met, begge med det formål at stabilisere og 
styrke familierne. Og vi har det genealogiske 
program og tempelarbejdet, med det formål at 
gøre familieenheden evig og holde den sammen 
i åndeverdenen. Vi har disse programmer, fordi 
„vi tror alt, hvad Gud har åbenbaret, alt, hvad 
Han nu åbenbarer, og vi tror, at Han endnu vil 
åbenbare mange store og vigtige ting angående 
Guds rige." (9. Trosartikel.) 



„Som aldrig før 

bekymrer vi os alle om 

at binde familierne 

her pd jorden. " 



Hvis vi skal bevare familierne, må der gøres alt 
for at sørge for, at der er noget værdigt at be- 
vare. Der er meget at sige om opretholdelsen 
af et lykkeligt familieliv her i dødeligheden, og 
på en meget virkelig måde knytter det sig meget 
nært til det, vi kender som Præstedømmets ge- 
nealogiske arbejde. I afsnit 128 henvises der 
til profeten Elias's komme. Dette er blevet pro- 
feteret af Malakias fire hundrede år f. Kr. De 
afsluttende ord i Det gamle Testamente er: 
„Se, jeg sender eder profeten Elias, før Herrens 
store og frygtelige dag kommer." 
„Han skal vende fædrenes hjerte til sønnerne 
og sønnernes til fædrene, at jeg ikke skal kom- 
me og slå landet med band." (Mal. 4:5-6.) 
Lad mig citere præsident Harold B. Lee's ord 
for Dem, i en tale ved indvielsen af Oakland 
Templet. „Jeg beder Dem overveje det omfat- 
tende familie-undervisningsprogram, som vi taler 
om i dag . . . Præsident Joseph F. Smith og hans 



rådgivere lovede Kirkens medlemmer, at hvis 
de ville samle deres børn omkring sig en gang 
om ugen og belære dem om Evangeliet, ville 
børnene i sådanne hjem ikke fare vild. 
„Og i dag er der altså ved at blive udarbejdet 
instruktioner om at gøre hvad? . . . her på jorden 
at vende forældrenes hjerter til børnene og bør- 
nenes hjerter til forældrene. Kan De tænke Dem, 
at når forældrene er gået bag sløret, at det er 
det eneste tidspunkt, hvor forældre skal have 
deres hjerte vendt mod deres børn og børnene 
til deres forældre? 

„Jeg vil gerne have, at De oprigtigt tænker over, 
om det er betryggende at vente med at binde 
Deres familie, indtil De er gået bag sløret, til 
Deres hjerte længes efter Deres børn, som De 
har forsømt at hjælpe på vejen. Det er på tide, 
at vi tænker på at vende forældrenes hjerter til 
børnene nu, medens, vi er levende, så der kan 
være et bånd mellem forældre og børn, som vil 
vare ud over døden. Det er et meget virkeligt 
princip, og vi bør tænke over det." 
Derfor kan Kirkens Præstedømmes genealogiske 
arbejde i dag glæde sig over den stilling, det 
har, og over at blive fremhævet som aldrig før. 
Arbejdet i templerne og den organisation, gen- 
nem hvilken warder og stave udfører genealogisk 
efterforskningsarbejde, er gennemførelsen i 
vore dage af den åbenbaring, som blev givet 
gennem præsident Woodruff. 
Som aldrig før bekymrer vi os alle om at binde 
familierne her på jorden, så de kan være knyt- 
tet til hinanden i evigheden. Hvilken mere vid- 
underlig oplevelse findes der, end når medlem- 
merne i alle tidsaldre i en familie bindes sam- 
men ved genealogisk efterforskning? 



„Hvis vi skal bevare 

familierne, 
må der gøres alt for at 

sørge for, at der er 
noget værdigt at bevare. n 



238 



AB.C-Bog i 



AF ÆLDSTE HOWARD W. HUNTER 
af De Tolvs Råd 



GENEALOGI 



Hvis De pludselig skulle blive grebet 
af profeten Elias's ånd og blive klar 
over, at genealogisk efterforskning og 
tempelordinansearbejde er en del af 
Jesu Kristi Evangelium, ville De så 
vide, hvad De skulle gøre? 
Der er en afgjort mulighed for, at 
svaret på dette spørgsmål, for tusinder 
af sidste dages hellige, vil være nej, 
til trods for den øgede vægt, der er 
lagt på disse programmer i de sidste 
par år. Ingen spørgsmål bliver stillet 
oftere af dem, der giver sig til gene- 
alogisk efterforskningsarbejde ' og 
tempelarbejde, end: „Hvorledes be- 
gynder jeg?" eller „Hvor begynder 
jeg?" Selv om svarene på sådanne 
spørgsmål kan synes indlysende for 
nogle, behøver flertallet af Kirkens 
medlemmer øjensynligt stadig vejled- 
ning og oplysning. 

Interesse og tillid kommer gennem 
viden. Måske kan vi, med følgende 
få ord, lægge en tilstrækkelig grund- 
vold af kundskab, så man kan udvikle 
tillid og blive interesseret i at udføre 
dette store evangeliearbejde. 
Det første, som hvert eneste medlem 
af Kirken bør gøre, er at samle alle 
mulige oplysninger om sig selv, som 
kan findes i hjemmet og gennem nære 
slægtninge. Formålet med dette er at 



identificere sig selv som person og 
vide, hvem man nedstammer fra. 
Disse datoer, navne og steder, som 
kaldes officiel borgerlig registrering, 
fastslår, at De er født her i livet som 
medlem af en familie og identificerer 
Dem som en enkeltperson blandt alle 
de uhyre mange af vor himmelske 
Faders børn. Når disse oplysninger 
nedskrives på et familieskema, kan De 
vise, at De enten er en af forældrene 
eller et af børnene i en identificeret 
familie. Nu kan dette jo synes så 
indlysende, at det ikke behøver be- 
kræftes, men det tjener som det første 
nødvendige skridt til at skabe leddet 
til Deres forfædre. 

Når dette skema er færdigt og kil- 
derne noteret så nøjagtigt, at de let 
kan findes igen, skal De gå til næste 
generation, der er foran Dem og gøre 
det samme for denne familie. Hvis man 
går ud fra, at De er en af forældrene, 
vil denne næste familie være Deres 
moder og fader, med Dem selv som et 
af børnene. Det næste skridt bagud 
vil blive et familieskema med hver af 
Deres to hold bedsteforældre. Og det 
fjerde trin vil være de samme oplys- 
ninger om Deres fire hold oldeforæl- 
dre. 
Dette er den grundlæggende ting, som 



Kirken har opfordret hvert enkelt af 
sine medlemmer til at gøre som 
grundlaget for at udføre virkelig alvor- 
ligt genealogisk efterforskningsarbej- 
de. Disse familieskemaer skal indsen- 
des til højpræsternes gruppeleder i 
wardet til behandling i Kirkens fire- 
generations-program. Højpræsternes 
gruppeleder giver så skemaerne til 
wardets skemaundersøger til kontrol- 
lering. Hvis der er graverende fejl, vil 
skemaerne blive returneret til Dem af 
gruppelederen med oplysninger om, 
hvorledes rettelserne skal foretages. 
Rettede og godkendte eksemplarer af 
hver enkelt familieskema vil til sidst 
blive anbragt i Genealogical Society's 
arkiv via højpræsternes gruppeleder. 
Kopier af alle familieskemaerne bør 
opbevares af Dem til indsættelse i 
Deres egen slægtsbog. Og de samme 
skemaer skal bruges til at udarbejde 
en anetavle. 

Dette er begyndelsen til dette vigtige 
arbejde, men det er måske, så vidt 
som De kan gå uden hjælp. Der er 
imidlertid hjælp at få fra mange kilder. 
Højpræsternes gruppeleder er udpe- 
get som tilsynsførende for biskoppen 
i dette program. Han er altid rede til 
at bistå wardets medlemmer ved ud- 
førelsen af dette arbejde. 

239 



Fire-generation-programmet 












Min oldefars familie 

Visende min bedstefar på fædrene side 
som barn 






Min bedstefars familie 
på fædrene side 
















Trin 2 










Trin 1 




Min oldefars familie 

Visende min bedstemor på fædrene side 
som barn 


















Trin 4 










Min faders familie 














Trin 6 
















Min oldefars familie 

Visende min bedstefar på mødrene side 

som barn 






[Bemærk: En uqift per- 
















son kan begynde her. 
Dette bliver altså trin 1 
for ham.) 




Min bedstefars familie 
på mødrene side 


. 
























Min oldefars familie 

Visende min bedstemor på mødrene 
side som barn 












Min familie 




























Trin 3 




Min hustrus oldefars familie, visende 
min hustrus bedstefar på fædrene side 
som barn 


(Hvor jeg findes som 








ægtemand) 














Min hustrus bedstefars 
familie på fædrene side 




























Min hustrus oldefars familie, visende 
min hustrus bedstemor på fædrene side 
som barn 


















Trin 5 










Min hustrus faders 
familie 










Trin 7 


















Min hustrus oldefars familie, visende 
min hustrus bedstefar på mødrene side 
som barn 






fBemærk: En uaift Der- 
















son kan begynde her. 
Dette bliver altså trin 1 
for hende.) 




Min hustrus bedstefars 
familie på mødrene side 


























Min hustrus oldefars familie, visende 
min hustrus bedstemor på mødrene side 

som barn 











Q. 

3 

cu 
g 



ro 

Q. 

2. 
ro 

3 



O 

Q. 

ro 
ro 

3 

-a 
a> 

2J 
IQ 

ro 



ro 
o. 
® 

ro 

3 



Præstedømmets genealogiske klas- 
ser, under ledelse af biskoppen, er 
anlagt på regelmæssig basis i de 
fleste warder, så Kirkens medlemmer 
kan få mulighed for at lære de grund- 
læggende principper for familiens 
ophøjelse. Arbejdskurser kan også 
hjælpe medlemmerne med program- 
mets grundprincipper og med gene- 
alogisk efterforskning. 
Håndbøger og hæfter til brug i klas- 
serne findes. For Præstedømmets 
ledere i wardet findes en lille bog, 
Præstedømmets genealogiske hånd- 
bog (GGA-32). En anden lille bog, 
der indeholder et udkast til alle 
Præstedømmets genealogiske pro- 
grammer i Kirken, hedder: Et vedva- 
rende præstedømmeprogram for fami- 
liens ophøjelse (GGA-64). Den forkla- 
rer enkeltheder ver udførelsen af 
Kirkens programmer i wardet. 



Genealogical Society udgiver en bog 
med titlen: Håndbog for indsendelse 
af skemaer (GGA-66), der skitserer, 
hvorledes navne kan indsendes til 
klargøring, så tempelordinansearbej- 
det kan udføres. Denne bog koster 
kr. 2.30, medens de to andre bøger 
er gratis. 

Selve dette praktiske omfang af arbej- 
det er inspirerende. I arkiverne i Salt 
Lake City findes over 750,000 ruller 
mikrofilm, og mere end 100,000 bøger, 
der drejer sig om genealogi. 
Genealogisk efterforskning og tempel- 
ordinansearbejde kræves af enhver 
sidste dages hellig. Det løbende 
genealogiske præstedømmeprogram 
er blevet udvidet så meget, at de 
fleste af os ikke har nogen undskyld- 
ning, hvis vi ikke gør noget ved det. 
Vore afdøde venter ængsteligt på, at 
vi søger efter deres navne, og derefter 



rejser til Guds templer og udfører 
arbejde for dem, så de kan blive be- 
friet fra deres fængsel i åndeverdenen. 
De nøgler til denne store magt, som 
blev givet til Profeten Joseph Smith, 
er hos os i dag. Denne magt, at arbej- 
de for de døde, nedbryder gravens 
skranker. Vi bør alle føle glæden ved 
dette storslåede kærlighedsarbejde. 



240 




!BØWffiN£S 
SiDER, 



MARK E. PETERSEN, 
medlem af De Tolvs Råd 



Mellem 
Venner 

Kære Tommy! 

Jeg har lige hørt, at du er blevet 
døbt i denne måned, på din fødsels- 
dag. Det gjorde mig virkelig glad, 
fordi din dåb vil betyde så meget 
for dig resten af dit liv. 
Når vi bliver døbt, i otteårsalderen, 
kommer vi ind i Jesu Kristi Kirke, og 
vi modtager Kirkens mange velsig- 
nelser. Vi må lade os døbe for at 
opfylde Herrens bud. 
Dåb er ikke bare en skik i vores 
Kirke. Det er noget, vi gør, fordi 
Herren befaler det. Dåben er lige 
så gammel som Evangeliet. Adam 
blev døbt — ved nedsænkning — 
ligesom du er blevet det. Og millio- 
ner af mennesker siden den tid er 
også blevet døbt. 

Det var Jesus, der gav os dåden. 
Han gav den til Adam, og Han gav 




den til alle os, der har levet i mel- 
lemtiden. Og Han blev selv døbt for 
at vise, at alle over otte år må mod- 
tage denne ordinanse. 
Ved du, hvorfor vi bliver sænket ned 
i vandet, når vi bliver døbt? Der er 
nogen kirker, der tror på en ordinan- 
se, de kalder dåb; men den består 
ikke i andet, end at man sprøjter lidt 
vand på hovedet af et barn. 
Nedsænkning er den eneste rigtige 
måde at døbe på, og den har virke- 
lig betydning. Hele dit liv har du 
troet på Jesus. Du har lært, hvorle- 
des Han underviste folket, velsigne- 
de små børn og endog oprejste to 
unge mænd og en lille pige fra de 
døde. Men så blev Han fanget af 
grusomme mennesker og korsfæs- 
tet. 
Imidlertid brugte vor himmelske Fa- 

57 



der den korsfæstelse til at bringe 
os mange velsignelser. Jesus led 
meget, da Han døde; men Hans Fa- 
der, som også er vor Fader i Him- 
melen, tillod at Jusus led for at betale 
straffen for vores synder, hvis vi 
omvender os fra dem. 
Det er, når vi bliver døbt, at vor 
himmelske Fader lader Jesu lidelser 
betale for vores synder. På denne 
måde får vi tilgivelse gennem dåb. 
Men hvorfor bliver vi sænket ned i 
vandet? Det skal forestille Kristi be- 
gravelse og opstandelse. Ligesom 
Han blev begravet i graven, bliver 
vi begravet i vandet. Ligesom Han 
stod op af graven til et nyt liv 1 som 
et ropstandent væsen, kommer vi 
op af dåbsvandet til et nyt religiøst 
liv på jorden, hvor vi tjener Herren 
og holder Hans bud. 



Altså skal vores nedsænkning i van- 
det hjælpe os til at huske Kristi be- 
gravelse og opstandelse. Dette er 
een af grundene til, at dåben er så 
vigtig for os. Den vil altid minde os 
om, at Kristus døde for os, og at 
Han opstod. Lige så sikkert som at 
vi kommer op af dåbsvandet, lige så 
sikkert vil vi, efter at vi er døde, 
komme frem af gravene og i evighed 
leve sammen med den Frelser, som 
gjorde alt dette muligt. 
Derfor, Tommy, vær taknemmelig 
for din dåb, og vid, at nu er du et 
rigtigt medlem af Jesu Kristi Kirke. 
Han venter af dig, at du, fra denne 
dag, altid vil huske Ham og holde 
Hans bud, 2 så at du en dag må møde 
Ham og leve sammen med Ham i de 
evige Himle deroppe. Må Herren 
altid velsigne dig, er min bøn for 
dig. 



Med venlig hilsen 




58 



Gamle Rags 



AF GREGORY DE PIMIENTA 
illustreret af Sherry Thompson 



Prince's brune og sorte pels skin- 
nede af noget, som Tim ville sam- 
menligne med småbitte stykker sølv. 
Dens øjne var kloge og vagtsomme. 
Tim var sikker på, at den tyske 
hyrdehund var rede til at overtage 
det arbejde, som gamle Rags plejede 
at tage sig af. 

Tim tog sin svære skotske frakke på 
og trak sin oliefrakke over den. 
„Det her bliver en glimrende -anled- 
ning til at se, hvad du duer til," sag- 
de han til Prince. „Lad os tage ud 
og hente de dumme, gamle køer, 
som ikke har omløb nok i hovedet til 
selv at søge ly for uvejret." 
Gamle Rags, som havde iagttaget 
Tim fra sin plads bag komfuret i 
køkkenet, rejste sig og kom hen 
mod Tim, idet den logrede ivrigt med 
halen. 



„Du skal ikke med, gamle dreng," 
sagde Tim til den gråsprængte og 
forpjuskede gamle hund. „Når du er 
med, lader du aldrig Prince gøre 
noget af arbejdet. Han skal alligevel 
lære det engang." 
Lige siden Prince var kommet til 
gården, havde Tim næsten ikke lagt 
mærke til Rags. Nu gik han udenfor 
med den tyske hyrdehund i hælene. 
Men da de nåede laden, fulgte Rags 
efter i taktfuld afstand. Tim havde 
glemt, at Rags for længe siden havde 
lært at åbne og lukke døre. 
„Jeg sagde, du ikke skulle med!" 
råbte Tim, da han fik øje på den 
gamle hund. „Vi har ikke brug for 
dig. Du er bare skinsyg." 
Pludselig fik Tim en ide. Han kaldte 
på Rags med den munntre, venlige 
stemme, han havde brugt, før Prince 



■■■■'—■ *rf*#''-" ' .'' ' rfj 



-*r 






-Æl^yX&C«* 






■ ■' 




■**£. .*> .*"""""" 








Xw 



'"*--. 



fis«*'' - -. ";;; - : ■■'..■.-■■■i 



X Ng 



i * 



ar 

Ni****/ 










3 







- V fe, -X '% 







r 



ti 



V 



% 



w$fc 






* 



• 





;»- ****!' 



61 



var kommet. Rags tøvede mistænk- 
somt, sprang så frem og slikkede 
Tim i ansigtet. 

„Det er godt!" sagde Tim irriteret 
og afværgende. 

Han tog et fast greb i Rags halsbånd 
og trak den hen til det skur, hvor 
hans mor havde sine haveredskaber. 
Idet han lukkede døren op, skubbede 
han Rags indenfor og lukkede hurtigt 
døren og satte slå for på ydersiden. 
Da han kom fordi det lille vindue i 
skuret, så han Rags stå med poterne 
på karmen og hyle i protest. Tim 
følte et stik af samvittighedsnag; men 
det varede ikke længe. 
Det var lørdag. Tim havde været 
alene på gården hele dagen. Tidligt 
om morgenen var hans forældre ta- 
get til Ridge City for at hente hans 
søster hjem fra hospitalet. 
Lidt over middag var den tidlige 
vinterstøvregn gået over i slud. 
Klokken var tre nu. Træerne hang 
tunge af deres glasagtige dække. 
Da Tim havde lagt sadel på sin hest, 
Trooper, red han i retning mod bak- 
kerne. 

Prince fulgte modstræbende efter 
bag ved hesten, idet den nu og da 
kiggede tilbage mod gårdens lune 
bygninger. 

„Vi er snart hjemme igen, „sagde 
Tim opmuntrende. „Ved fælles hjælp 
kan vi hente de køer hjem på ingen 
tid." 

Tim var næsten sikker på, at han 
vidste, hvor han kunne finde køerne, 
men vejen var ujævn og dækket af 
et tyndt, forræderisk islag. Trooper 
bevægede sig langsomt fremad med 
sænket hoved. Tim slog kraven på 



sin skotske frakke op for at beskytte 
ansigtet mod den bidende tøsne. 
Se, Prince!" råbte Tim, da de nåede 
kløften. „Der er de!" 
Køerne stod samlede i en klump i 
den fjerneste ende af kløften. 
„Nå, makker, nu har jeg fundet dem. 
Få du dem så ud!" sagde Tim til den 
tyske hyrdehund. 

Prince flyttede sig ikke fra Troopers 
side. 

Den så på Tim med et forvirret ud- 
tryk i øjnene. „Jeg viser dig det en 
gang til." 

Tim ville ikke tage sig tid til at ride 
ned til den anden ende af kløften, 
hvor skråningen var mindre stejl. 
Han lod hesten gå ned ad skrånin- 
gen, som han havde gjort så mange 
gange før. Hesten, som var på vagt 
på grund af det farlige terræn, trådte 
forsigtigt. 

De havde næsten nået bunden, da 
Trooper begyndte at glide. Den 
kæmpede for at holde sig opret, men 
de isdækkede sten og den frosne 
jord hvirvlede op under dens hove. 
Tim trak fødderne ud af stigbøjlerne, 
men ikke hurtigt nok. Da hesten 
faldt, følte Tim et jag af smerte fra 
ankelen op til knæet. Han prøvede 
at komme op på benene. Han greb 
som en vanvittig efter hestens tøm- 
me, men faldt tilbage med et gisp. 
Prince gøede ophidset. Den bed 
efter hesten, som kæmpede for at 
komme på benene. Tim så hjælpe- 
løst til, mens Trooper rejste sig op 
med stort besvær; derpå stak he- 
sten, med et ryk og en forskrækket 
vrinsken, i løb op af kløften, forbi 
køerne og hen mod gården. 



62 



„Prrr! Prrr!" hylede Tim desperat. 
„Prince! Få ham tilbage!" 
Men Prince løb allerede afsted heno- 
ver den frosne jord ved siden af den 
flygtende hest og gjorde ikke noget 
forsøg på at få den til at vende om. 
Vintereftermiddagens hvide lys var 
ved at svinde, da Tim til sidst opgav 
håbet om, at den tyske hyrdehund 
ville vende tilbage med Trooper. 
Mens han skar tænder af smerte i 
benet, begyndte han at kæmpe sig 
vej op ad skråningen, men han faldt 
ned på bunden igen. Tredie gang 
han prøvede, nåede han op til jorden 
ovenfor. Den isnende vind skar gen- 
nem kløften som et smæld af en 
arrig pisk. Han lå udmattet på det 
isdækkede græs, i vildrede med om 
han bare skulle blive liggende der, 
eller om han skulle påbegynde den 
lange tur hjem til huset. 
Køerne trængte til at komme i læ for 
uvejret og blive malket. Hvis han 
kunne nå frem til huset, kunne han 
kalde en nabo til hjælp. Til sidst tog 
han fat på den lange, anstrengende 
tur. Han kunne sikkert ikke vente 
sine forældre før i morgen, i det vejr 
og det føre. Der var ikke andre på 
gården end gamle Rags, og den var 
låst inde. 

Det blev nat, og kulden forværredes. 
Tim faldt omkuld flere gange, og 
hver gang havde han lyst til bare at 
blive liggende. 

Så pludselig, båret frem af den 
isnende vind, kom lyde, der trængte 
igennem hans sløve tilstand, lyde af 
en hund, der gøede, og en hests 
hove, der slog mod den frosne jord. 
Med al den styrke, Tim havde tilo- 



vers, holdt han sine følelsesløse 
hænder op som en tragt for munden. 
„Her, Prince! Her!" råbte han. Men 
det var ikke Prince. 
Nu kunne Tim genkende den ivrige 
og glade piben. Det var Rags. Tim 
satte sig på jorden og lod den gamle 
hund slikke sig i ansigtet. Han slyn- 
gede armene om hundens hals og 
gemte hovedet i dens pjuskede sorte 
pels. Først da Rags hylede af smer- 
te, slap Tim den. Hunden blev ved 
med at pibe, indtil Tim kom op og 
med megen møje besteg ponyen, der 
stod og ventede tålmodigt. 
Da Rags havde sikret sig, at Tim 
sad trygt i sadlen og var på vej 
hjemad, løb den af sted ned i kløften 
for at hente køerne hjem. 
Da Tim nåede stalden, tændte han 
en lygte og tog sadlen af Trooper. 
Mens han lagde hø og foder i truget, 
følte han noget af sløvheden for- 
svinde, man hans ben gjorde ubeha- 
geligt ondt. Få minutter senere hørte 
han Rags komme med køerne. 
Da dyrene var indenfor og i færd 
med at spise, gik drengen og hans 
hund over mod huset. Idet Tim gik 
forbi redskabsskuret, så han et ga- 
bende, sort hul i vinduet. Da han 
undersøgte de takkede glasstumper, 
som endnu sad i rammen, kom han 
til at tænke på Rags' smertenshyl. 
Tim knælede ned og trak den gamle 
hund hen til sig. Han gennemsøgte 
den tykke, sammenfiltrede pels, ind- 
til han fandt et grimt, dybt snitsår. 
Et gisp kom over hans læber, og 
hans øjne fyldtes med tårer. 
„Du har knust vinduet, Rags! Da 
Trooper kom hjem uden mig, knuste 



63 



du vinduet for at komme ud!" råbte 
han. 

Ved trappen bag huset ventede Prin- 
ce og snappede legesygt efter Tims 
hæle. 

„Du er ellers en nydelig hund, må 
jeg sige!" sagde Tim vredt til den, 
„Havde det ikke været for Rags — " 
Tim tøvede, da han kom til at tænke 
på det nummer, han havde lavet med 
Rags, da han låsede den inde i red- 



skabsskuret. Til trods for det, havde 
Rags tilgivet ham og endda skåret 
sig for at komme Tim til hjælp. 
Drengen bøjede sig ned for at klap- 
pe den unge, tyske hyrdehund. 
Han indså, at han måtte tilgive Prin- 
ce. Gamle Rags havde vist ham, 
hvad virkelig loyalitet vil sige. 
„Du er ung endnu," sagde Tim til 
Prince. „Gamle Rags skal nok lære 
dig at blive en rigtig gårdhund." 




64 



/■■■■■.' 



PRÆSIDENT N. ELDON TANNER, 
anden rådgiver i Det Første Præsidentskab 




har 
jeg lært 

„Hvor herlig og englene nær er ikke 
ungdom, der er ren; en sådan ungdom 
han uudsigelig glæde og evig lykke 
herefter." (Udtalelse af Det Første 
Præsidentskab, den 6. april 1942). 
Kunne jeg få mit hjertes ønske opfyldt, 
så skulle det være, at vor ungdom 
ville leve på en sådan måde, at den 
kunne glæde sig over denne store 
forjættelse og velsignelse. Når alt 
kommer til alt, er målet for og hensig- 
ten med vor tilværelse, at vi skal for- 
berede os til evigt liv, og hvem af os 
ville ikke foretrække evig lykke frem- 
for en tilstand af elendighed eller an- 
ger på grund af handlinger i fortiden? 
Gennem hele mit liv har jeg været 
mig de store onder og fristelser, der 
møder ungdommen, mere eller mindre 
bevidst, og jeg har altid været taknem- 
melig for dette ene vigtige råd, som 
min fader har givet mig: "... søg først 
Guds rige og hans retfærdighed; så 
skal alt det andet gives jer i tilgift." 
(Matt. 6:33). 

Dette og den forståelse af Evangeliet, 
jeg opnåede tidligt i ungdommen, har 
gjort det muligt for mig at modstå 
mange af de fristelser, som plagede 




de unge venner, jeg omgikkes. Når jeg 
nu tænker på mine omgangsfæller fra 
dengang, er det iøjnefaldende, at de, 
som troede på og levede efter Evan- 
geliets lærdomme og var stærke nok 
til at overvinde fristelserne, er de, der 
har fortsat deres fremgang og nyder 
de gode ting i livet, mens de, som ikke 
traf de rigtige valg, har måttet betale 
for det gennem hele livet, undtagen 
i de tilfælde, hvor de har erkendt 
deres svaghed, har modtaget Evange- 
liet og omvendt sig fra deres fejltagel- 
ser. 

Min omgang med gode mennesker har 
været mig til stor styrke. Som følge 
deraf har jeg bestandig opmuntret 
mine børn, mine børnebørn og de 
unge, jeg har haft fornøjelsen at om- 
gås, til at vælge gode kammerater, 
at sætte sig høje mål, at afgøre hvad 
der er rigtigt, og hvad der er forkert 
og at blive enige med sig selv om, 
hvad de vil gøre eller ikke gøre, uagtet 
de omgivelser og forhold, de måtte 
befinde sig under. Medmindre man 
har taget en sådan beslutning, er det 
næsten umuligt at vælge det rette, når 
noget prøver at presse een til at gøre 



det forkerte, eller når lidenskaberne 
sætter ind. 

Det har været mit privilegium at om- 
gås ungdommen i min egenskab af 
spejderfører, skolelærer og i mine 
forskellige stillinger i Kirken. Jeg har 
også haft leijlighed til i flere forskel- 
lige øjemed at interviewe mange unge 
mennesker, og jeg har gjort den iagt- 
tagelse, at hvor de lever i overens- 
stemmelse med Evangeliets lærdom- 
me, er det meget lettere for dem at 
tage de rigtige beslutninger, og de er 
lykkeligere og meget mere velafbalan- 
cerede end mennesker, der ikke for- 
står Evangeliets betydning. 
Jeg vil aldrig kunne takke mine foræl- 
dre nok for det eksempel og de be- 
læringer, de gav mig, den kærlighed 
og tillid, de viste, og de ofre, de var 
parate til at yde, så jeg kunne nyde 
det gode i livet og forberede mig til 
fremtiden. 

Dine forældre kan hjælpe dig meget, 
hvis du har tillid til dem og er parat til 
at tage mod deres råd og vejledning. 
De vil gerne have, at du skal være 
lykkelig. Dine sejre er deres sejre. 

(Forts, på sid 252) 



241 



Nedenstående beretning er sand. Den 
er ikke opdigtet. Det, der her fortæl- 
les, skete for Roger McLaughlin og 
hans kammerater, mens de var ud- 
stationeret i Vietnam, hvor Roger var 
læge i luftvåbenet. 



ROGER MCLAUGHLIN 
Illustreret af Peggy Hawkins 



En søndag i Vietnam 




Solen skinnede frydefuldt som et 
vandfald af bløde, varme stråler mod 
mine hærdede muskler. Lyset og var- 
men masserede mig blidt ud af min 
døsige tilstand og henledte min op- 
mærksomhed på denne morgens indre 
glød — denne mirakuløse morgen. 
Det var konferencesøndag. Don, Tracy 
og jeg var de eneste mormoner, der 
var tilbage på basen. Vi havde tjene- 
ste og kunne ikke få orlov, så vi kun- 
ne tage til konference i Nha Trang. 
Eftersom vi alle var i samme afdeling, 
mødtes vi efter morgenmaden og holdt 
vort eget nadver- og vidnesbyrd- 
møde. Det var en meget enkel gud- 
stjeneste! To af os velsignede og den 
tredie delte om — til de to, der havde 
velsignet. Det var noget højtideligt og 
ganske særligt for os. 
Efter vort lille møde forlod Tracy os 
for at tage til eskadronstationen, og 
Don og jeg tilbragte de næste halvan- 
den time på basens telefoncentral, 
med at gå på besøg og med at drikke 
tynd, maltet pulvermælk. Den var ikke 
for god, men jo længere vi opholdt 



os i Vietnam, jo bedre smagte den. 
Så blev Don og jeg enige om at tage 
hen til MACV (Military Assestance 
Command Vietnam) for at bede de 
vietnamesiske skræddere om at lave 
nogle regnslag, vi kunne have med 
hjem. 

Don bemærkede, at Tracy også ville 
have eet, så vi hoppede ind i ambu- 
lancen og kørte ned til flyvestationen 
for at få fat i ham. Don gik ind i red- 
ningsskuret, men kom snart tilbage 
med den besked, at Tracy var taget 
over til lighuset for at hjælpe med 
nogle KIA (Soldater, dræbt under 
kamp), som lige var ankommet. 
Vi blev siddende lidt og overvejede, 
om vi skulle tage hen og hente ham 
eller vi skulle lade være. Hvis vi tog 
derhen, risikerede vi at blive sat i 
arbejde. Vi kunne bare tage derhen 
uden ham. Vi blev enige om, at vi ville 
have ham med, selv om det skulle 
betyde, at vi ville komme til at arbejde 
lidt på vores fridag. Vi ville slappe af, 
om vi så skulle arbejde hele dagen på 
det. 



Da vi kom ind i bygningen, føltes luft- 
ventilationen som en flodbølge af 
befrielse fra den smeltende sol uden- 
for, som havde bevirket, at vores tøj 
var gennemblødt af sved. Vi stod der 
og nød de kølige briser, idet vi spø- 
gende fortalte hinanden, at hvis vi 
blev afkølet for meget og sveden frøs 
til is, ville vi selvfølgelig ikke behøve 
at arbejde. 

En stabssergent, som var kommet ud 
ad døren til rummene bagved, spurgte 
os høfligt, havd vi ønskede. Don sva- 
rede, at vi søgte efter Tracy. Han 
pegede med en tommelfinger over 
skulderen og sagde, at han var henne 
i den bageste del." Vi gik gennem 
døråbnengen ind i det enorme rum 
bagved, hvor Tracy arbejdede. En 
stærk lugt af medicinske rensemidler 
gennemtrængte køligheden. 
Tracy stod bøjet over en næsten 
nøgen krop, der lå på et af de kolde 
metalborde. Der lå lig på endnu otte 
andre stålborde. Nogle af kroppene 
var stadig klædt i mudrede, blodtilsø- 
lede klædningsstykker. Andre var 



242 




nøgne bortset fra et håndklæde, der 
lå henover dem. Rummet var veloplyst, 
og man havde ikke noget egentligt 
indtryk af at befinde sig i et lighus, 
hvis ikke det var for tilstedeværelsen 
af ligene. 

Tracy så op og smilede. „Hej, gutter, 
hvad laver I herovre?" Vi smilede igen 
og fortalte ham om regnslagene, vi 
ville have lavet. Han strålede som en 
sol og forsikrede os om, at han også 
gerne ville have eet; men han kunne 
ikke tage med os, før han var færdig 
med at gøre ligene rene. 
Vi spurgte ham, hvordan han havde 
fået dette job. Han forklarede os, 
hvordan han havde hjulpet Dustoff 
med at søge efter tilskadekomne nede 
ved Dok to. Han havde hjulpet med 
at samle en gruppe fyre op og havde 
kørt dem til det eenoghalvfjerdstyven- 
de Evakueringshospital (EVAC); da 
han havde fået øje på de lig her i 
nødsektoren, meldte han sig frivilligt 
som den, der bragte dem hen til lig- 
huset og gjorde dem klar til indskib- 
ning. Stabssergenten var glad for 



hjælpen, eftersom hans soldater tid- 
ligere på morgenen var taget af sted 
til byen Pleiku. 

Vi forstod Tracys ønske om at hjælpe, 
og vi tog fat for at hjælpe ham med 
de fire resterende lig, så vi kunne 
komme over til MACV sammen. 
Don og jeg tog rensevædske og klude 
og gik i gang med at arbejde med den 
nærmeste døde. Vi talte om den 
måde disse fyre var blevet slået ihjel 
på og om krigen i almindelighed. 
Først tog vi deres tøj af dem, så 
vaskede og skrubbede vi deres lege- 
mer med en tyk, grøn, desinficerende 
opløsning, rensede dem med rent 
vand og tørrede dem. Da vi nu var 
tre, der arbejdede og snakkede sam- 
men, varede det ikke ret længe, før 
vi var færdige med at gøre ligene 
rene. 

Så tog Tracy de lange, svære, sorte 
ligsække op. Vi anbragte en sæk ved 
hvert lig og lagde så liget indeni sam- 
men med soldatens personlige ejen- 
dele. Vi lod de lange lynlåse være 
åbne, da sergenten skulle inspicere 



liget, bringe papirerne i orden og 
personligt lukke hver sæk. Da vi 
næsten var færdige, begyndte Tracy 
og jeg at tvørre bordene af og gøre 
rent på gulvet, mens Don foretog en 
sidste undersøgelse. 
Vi var omtrent parate til at gå, da Don 
spurgte: „Du, Poco, er det rigtigt, at 
et menneskes krop i visse henseender 
bliver ved at fungere, selv efter han 
er død?" 

Jeg så hen på ham og svarede: „Hmm, 
jeg har hørt, at håret bliver ved at 
vokse et par timer, men det er faktisk 
ikke særlig bemærkelsesværdigt. 
Hjernen kan fungere nogle få minutter 
efter, at hjertet er standset; men jeg 
mener, det er det hele. Hvorfor?" 
„Nå, hvad så med tårekanalerne? Kan 
de blive ved med at virke efter dødens 
indtræden?" 

„Jeg har aldrig hørt om noget i den 
retning, men jeg regner med, at det 
kunne lade sig gøre, — hvor vil du 
hen med alle de spørgsmål?" 
„Tjah, jeg tænkte, vi måske havde 
glemt lidt af det vand, vi rensede med, 



243 



i øjnene på ham her; men nu har jeg 
tørret ham to gange, og han får hele 
tiden vand i øjenkrogene igen. Jeg 
tror, det er tårer." 

Tracy og jeg rejste os og gik hen til 
liget. Mens vi så på ansigtet af denne 
attenårs dreng, som var såret af en 
granatkardæsk, flød en enkelt tåre ud 
til yderkrogen af hans øje og løb ned 
over den ene side af hans ansigt og 
ind i øret. 

„Den mand lever endnu," hviskede 
jeg. Vi handlede øjeblikkeligt, som om 
vi havde gjort dette her hundrede af 
gange før. Don snuppede nøglerne til 
ambulancen og åbnede dørene for os, 
og Tracy og jeg bar „den døde" ud. 
Vi lagde ham på en båre, og Don 
styrede ambulancen i retning af det 
eenoghalvfjerdsindstyvende EVAC, 
mens udrykningshornet tudede adva- 
rende. 

Mens vi drønede afsted, tørrede Tracy 
endnu en tåre af drengens ansigt. Jeg 
kiggede på hans navneplade for at se 
hans navn, da jeg gerne ville give ham 
en velsignelse. Da var det, jeg nederst 
på pladen fik øje på tre små bogsta- 
ver — SDH. Jeg lagde hænderne på 
hans hoved og fremsagde en næppe 
hørlig bøn: „Med Det hellige melkise- 
dekske Præstedømmes fuldmagt, som 
jeg sidder inde med, og i Jesu Kristi 
navn, befaler jeg dig at blive i live, til 
vi kan skaffe den rette lægebehand- 
ling, som kan gengive dig livskraften." 
Tracy så på mig og tørrede en tåre fra 
sine egne øjne, smilede taknemmeligt 
og bøjede hovedet i stille bøn. 
Udrykningshornet tav, og vi kørte i 
fuld fart ned ad den asfalterede vej 
til det eenoghalvfierdsindstyvende 
EVAC-hospitals åbne døre. Læger fra 
hæren hjalp med at løfte soldaten ud 
af ambulancen og bar ham ind i nød- 
rummet. To læger begyndte at spørge 
os ud, og vi fortalte dem alt det, vi 
kunne. Uden et ord forsvandt de gen- 
nem dørene til nødafdelingen, og vi 
blev siddende udenfor på en lang 
træbænk i mere end to timer. 
Vi var begyndt at snakke om at gå 
over for at få regnslagene, da een af 
lægerne kom ud og hen til os. Vi rejste 
os. 
„Jeg er glad for, at I ventede," be- 



gyndte han. „Jeg vil fortælle jer om et 
mirakel, der er sket. Drengen derinde 
burde, efter alt hvad vi ved om læge- 
videnskab, være død. Han var såret 
ni steder, han havde mistet så meget 
blod, at han var holdt op med at bløde. 
Hans hjerte var så svækket, at der 
ikke var et hjerte- eller puls- slag at 
føle. Han var så svag, at hans ånde- 
dræt ikke lod sig registrere. Han var 
juridisk set død. Men faktisk levede 
han stadig. 

Han var så afkræftet, at han hverken 
kunne bevæge sig eller svare, så han 
lå bare der på det kolde bord i lighuset 
og græd. Hans store held var, at I 
opdagede hans tårer, ellers ville han 
snart have været død. Selv om vi gav 
ham fire halve liter blod og ordnede 
hans sår, så godt vi kunne, manglede 
han stadig styrke til at komme sig. 
Men han klarede det." 
Han gjorde en pause og så så direkte 
på os. „I de otte år jeg har været 
praktiserende læge, og i de femten 
måneder jeg har virket her i Vietnam, 
har jeg aldrig set et mirakel som det." 
Han kiggede ned i Jorden, mens han 
talte. „Ved I hvad, den soldat så op 
på mig for dem minutter siden, smile- 
de et meget svagt smil og sagde 
'Præstedømmet'. Hvad tror I, han kan 
have ment med det?" Uden at vente 
et svar, vendte lægen sig langsomt om 
og gik tilbage gennem hospitalets 
åbne døre. 

Nu, som jeg ligger her i solen, ved 
jeg, at jeg engang vil tage hen igen 
for at forklare det for lægen. Men lige 
nu vil jeg bare hvile mig og nyde 
glæden ved at have taget del i et 
mirakel i vor tid. O 



Note: Roger, som for tiden studerer hospitals- 
administration ved det medicinske fakultet på 
Colorado University, underviser en klasse tidligt 
om morgenen og hører til i Littleton Second Ward. 
Han og Barbara, den pige, der senere blev hans 
kone, sluttede sig til Kirken i 1961 i deres 
hjemby, Ottumwa i Iowa. 

Hvis de blev stødt over soldaternes rolige og 
ligegyldige tone, mens de arbejdede i lighuset, 
bør De huske på Rogers bemærking til udgiverne: 
„Når man har set sine bekendte blive hugget ned, 
set sine venner blive dræbt, mens de står ved 
siden af een, så bliver man ufølsom over for 
døden. Det må man. Hvis man ikke blev det, ville 
man ikke kunne tage det. Man ville bryde sam- 
men." 



ENGLE OG TJENENDE 
ÅNDER 

Han forklarede forskellen mellem 
en engel og en tjenende ånd; 
den ene et opstandent eller for- 
vandlet legeme, og dens ånd 
betjener ånder med legemer — 
den anden en ånd uden legeme, der 
besøger og betjener ånder uden 
legeme. Jesus Kristus blev en 
tjenende ånd (mens hans legeme lå 
i graven) for ånderne, der var i 
forvaring, for at opfylde en vigtig 
del af sin mission, uden hvilken 
han ikke kunne have fuldkommen- 
gjort sit værk eller indtrådt til 
hvilen. Efter sin opstandelse viste 
han sig som en engel for sine 
disciple. 

Forvandlede legemer kan ikke 
komme ind til hvilen, før de har 
undergået en forandring, der 
svarer til døden. Forvandlede 
legemer er bestemt til fremtidige 
missioner. 

Den engel, der viste sig for Johan- 
nes på øen Patmos, var et for- 
vandlet eller opstandent legeme 
(d. v. s. person). Jesus Kristus gik 
legemligt efter sin opstandelse 
for at betjene opstandne legemer. 
Der har været en kæde af magt 
og myndighed fra Adam ned til 
nærværende tid. 

Den bedste måde at opnå sandhed 
på er ikke ved at bede om den 
ud fra bøger, men at gå til Gud 
i bøn og få en guddommelig be- 
læring. Det er ikke mere utroligt, 
at Gud skulle frelse de døde, 
end at han skulle oprejse de 
døde. 

Profeten Joseph Smiths Lærdomme 
Side 228. 



244 



Det 

talte 

ord 



AF RICHARD L EVANS 



„I en hob" 




Da Henry Van Dyke 1 skrev „The School of Life", 
gjorde han denne bemærkning: „Måske er du nødt 
til at leve i en hob, men du er ikke nødt til at leve 
som den . . ." Dette er een af de vigtigste lektier, 
vi kan lære vore børn, og det er en lektie, som 
vi alle må lære. Mennesker kan lide at leve som 
individer — de holder af at leve, som det passer 
dem personligt — det siger de i det mindste. Men 
de opfører sig ikke altid sådan — der synes nemlig 
at eksistere et pres, der gør, at man må følge 
hoben. Eet eksempel herpå er det pres, der udøves, 
når det gælder om at følge moden. Men for at 
følge med strømmen eller leve som selvstændige 
individer behøver vi ikke at følge nøjagtig det sam- 
me mønster. Der findes dårlige såvel som gode for- 
billeder, og vi må lære at sondre mellem dem. 
Men der er noget frygtindgydende, som kaldes 
massepsykose, og som forekommer, hvor en 
mængde mennesker synes at handle af tvang uden 
nødvendigvis at have gennemtænkt sagerne. Og 
een af de meget betydningsfulde ting, man må lære, 
er, at noget forkert ikke bliver rigtigt, fordi der er 
mange, der gør det. En uretfærdighed bliver ikke 
retfærdig, bare fordi den begås af en mængde. 
Og intet menneske, ud af en hob, befries for per- 
sonligt ansvar, når han, sammen med andre, gør, 
hvad han ikke ville gøre alene. En gruppe består af 
enkeltpersoner, og ret beset er dens handlinger 
enkeltpersoners handlinger. Og inden en dreng 
eller en pige (eller en voksen) gør noget, han ikke 
burde gøre, tager noget, han ikke burde tage, 
bruger noget, han ikke burde bruge eller opfører 
sig, som han ikke burde som een af en mængde 
eller i andet selskab, bør han standse op et øjeblik 
og ærligt spørge sig selv: „Ville jeg have gjort det 
her, hvis jeg var alene, hvis jeg tænkte, som jeg 
plejer og tog følgerne i betragtning uden at være 



under pres fra andre mennesker?" Vi skal allesam- 
men føre vort eget vidnesbyrd med os, vor egen 
erindring, vort eget ansvar, hvad enten vi handler 
som een ud af en flok eller som enkeltpersoner. 
Abraham Lincoln udtrykte sig om dette således: 
„Støt enhver, der har ret." sagde han. „Støt ham 
så længe, han har ret og tag afstand fra ham, når 
han har uret." 2 „Måske er du nødt til at leve i en 
hob, men du er ikke nødt til at leve som den . . ." 

„Det talte ord" fra Tempelpladsen, udsendt over KSL og the Co- 
lumbia Broadcasting System den 15. november 1970 1970 

1 Van Dyke, Henry - amerikansk præst, lærer og forfatter 1852-1933 

2 Tale ved Peoria i Illinois den 16. oktober 1854 



„For 

mange 

dage 

ad gangen" 




Jeg hørte en kær bekendt sige til een, der sørgede 
dybt over tabet af een af sine kære: „Lad være 
med at prøve at leve for mange dage ad gangen". 
Dette råd kan med held overføres på andre 
omstændigheder og forhold! „Lad være med at 
leve for mange dage ad gangen!" Vi bliver under- 
tiden så skuffede, når vi prøver at gøre for mange 
ting på een gang, når vi prøver at tage for mange 
beslutninger på een gang, at den fremadgående 
bevægelse standser — ligesom en flåde af træ- 
stammer, der filtres ind i hinanden — eller ligesom 
det kaos, der opstår, når for mange prøver at kom- 
me ud ad den samme udgang samtidig. Mennesker 
har ikke altid, under det første indtryk af sorgens 
rystelser, overblik nok til at træffe vidtrækkende 
beslutninger. Mennesker, der er meget nedtrykte 
eller bekymrede, bliver frustrerede, hvis de prøver 
at gøre eller beslutte for mange ting på een gang. 
Der er tider, hvor den rolige dømmekraft svigter 
os, og hvor vi må henvende os til andre, og der er 
tider, da vi må stole på en kilde til hjælp, der ligger 
over det menneskelige, idet vi søger efter vejled- 
ning i oprigtig bøn om trøst og tryghed udover, 

(Forts, på sid 251) 



245 




PRÆSIDENT HAROLD B. LEE 

Første rådgiver i Det Første Præsidentskab i Jesu 

Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige 



Bered 
vore 
unge 



Hvorsomhelst man rejser til vore Kirker i dag. 
møder man en stadig større bekymring for vores 
Sidste Dages Hellige unge. Bekymringen er 
berettiget, eftersom Kirkens fremtid afhænger 
af ungdommen. Det er de unge, der snart skal 
præsidere overfamilier, kvorummer, stave, grene 
og hjælpeorganisationer. 

Det er klart, at det vi gør, eller ikke gør, nu vil 
øve indflydelse på deres evne til at lede Kirken 
og til at elske deres familier, Evangeliet og deres 
søskende i Kirken. 



Der findes et betimeligt råd til både gamle og 
unge i apostlen Pauli brev til Timotheus:,, Lad 
ikke nogen ringeagte dig, fordi du er ung, men 
vær et forbillede for de troende i tale, i færd, I 
kærlighed, i troskab, i renhed!" (I Tim. 4:12). 
Vi elsker Kirkens unge, og vi siger til dem, som 
Paulus sagde til den unge Timotheus, at de vil 
blive mest lykkeliges, hvis de er forbilleder for 
de troende. Kirkens fremtid er sikker, men den 
vil blive endnu mere strålende, hvis vores unge 
i tale og omgang udviser den næstekærlighed 
og renhed, der bør være fremherskende hos en 
troende. 

Hvis nogen drager ungdommens betydning for 
Kirken i tvivl, bør han lægge mærke til følgende 
oplysninger, som Kirkens Historiske Kontor har 
uddraget af et omfattende statistisk materiale. 
Over halvtreds procent af Kirkens medlemmer 
er femogtyve år eller derunder. Der er lige så 
mange medlemmer af Kirken i alderen tolv til 
femogtyve år, som der er i alderen seksogtredive 
og opefter. Ønsker man at betragte gruppen af 
medlemmer i alderen seksten til femogtyve år — 
sandsynligvis de år med det største pres og de 
vanskeligste beslutninger — så vil det vise sig, 
at den omfatter over treogtyve procent af Kir- 
kens medlemstal. 

Alene ud fra statistikken kan man føle den enor- 
me udfordring til os alle; for denne store gruppe 
unge mennesker kommer efterhånden til at tjene 
og lede Riget gennem nogle meget kritiske 
ar. 

Vi må alle gøre et bedre stykke arbejde for at 
forberede dem, end vi gør nu. 
Det bliver stadig mere indlysende, at hjemmet 
og familien er nøglen til Kirkens fremtid. Et barn, 
der ikke elskes, et barn, der ikke har kendt 
disciplin, arbejde eller ansvar, vil tit give efter 
for de sataniske erstatninger for lykke — eufori- 
serende stoffer, seksuelle ekspirimenter, og 
oprør enten intellektuelt eller praktisk. Vores 
øgede indsats gennem familiehjemmeaftenen, 
som vi ikke alene har opfordret familierne til at 
holde, men som vi også har skaffet mere og 
mere hjælp til, er meget lovende, hvis vi bare vil 
benytte disse muligheder. 
Der gives ikke noget bedre sted end hjemmet 
til at undervise i og belære om, hvorledes ægte- 
skab, kærlighed og sex på fortrinlig måde lader 



246 



sig forene i et helligt tempelægteskab. Der gives 
ikke noget bedre sted, hvor man kan afhjælpe 
de unges tvivl, end hvor der findes kærlighed — 
i hjemmet. Kærlighed kan frigøre vore unge, så 
de kan lytte til dem, de ved, de kan stole på. 
Vore kurser, kvorummer og klasser bør supplere 
hjemmet, og når hjemmene svigter i alvorlig 
grad, må vi udligne det, så godt vi kan. 
Da Jesus sagde om det første og det andet bud: 
„På disse to bud hviler hele loven og profe- 
terne", (Matt. 22:40) gav Han udtryk for noget 
af den dybeste indsigt i historiens løb. For det 
er disse bud, på hvilke vi ikke alene bør lade al 
vor undervisning hvile, men i hvis ledende lys 
vi tillige bør styre vore organisationer og udvikle 
vort korrelationsprogram. 

Kan et barn komme til at elske sin næste, hvis 
det aldrig selv er blevet elsket? Kan et ungt 
menneske, som man aldrig har stolet på, lære at 
stole på nogen? Kan en dreng, som aldrig har 
kendt til arbejde eller ansvar, forstå, hvor nød- 
vendige disse to ting er for at holde hele vort 
samfund sammen? Kan en pige, der ikke har 
taget del i ærlige, oprigtige drøftelser om Evan- 
geliets principper i sit hjem, hamle op med ver- 
dens kritik og de intellektuelle overfald på 
hendes religion? Kan en ung mand, som må bede 
sin fader om at blive borte fra sønnens vielse i 
templet, fordi faderen ryger (selv om faderen 
havde fået en tempelanbefaling) nære fuld re- 
spekt for en grenspræsident, der ser gennem 
fingre med en sådan ulydighed for at være „flink" 
mod familien? Uden at opleve et evangelisk 
princip i funktion er det meget vanskeligere at 
tro på dette princip. 

Vi må huske på, at hos nogle af vore unge er 
vrede over voksnes hykleri ikke altid et ønske 
om at finde fejl hos os, men en følelse af dyb 
skuffelse. De ønsker af hjertet, at vi skal være, 
hvad vi foregiver at være, fordi det, når vi er 
det, er et vidnesbyrd for dem om, at vi tror. 
Vi bør være mere villige til at give vore unge 
passende ansvar. Præsident Joseph Fielding 
Smith, som præsiderer over os, lærte ansvar 
at kende i en tidlig alder, og det gjorde hans 
fader, Præsident Joseph Fielding Smith, også. 
Gud har tit overladt noget særligt arbejde til 
udvalgte unge mennesker. Meget af unge men- 
neskers kedsomhed og rastløshed kommerunder 



de langvarige uddannelser, hvor de føler sig 
afhængige af andre og ikke får et fuldt ansvar 
og muligheder for at tjene; vore unge ønsker at 
gøre noget og at opnå noget. De må selvfølgelig 
være rustede til det, men der gives mange ting, 
de kunne udføre, mens de vokser i modenhed, 
hvis vi vil afpasse mulighederne for tjeneste i 
Kirkens programmer med vore unges ambitioner. 
1 en tid, om hvilken vi har fået at vide, at den 
skal være meget lig Noahs dage, må vi hjælpe 
vore unge mennesker til at lære, hvordan de 
skal træffe de rigtige valg, til at vokse i beret- 
tiget selvagtelse, især når de kan være under 
hjemmets direkte indflydelse, hvorved familiens 
kærlighed kan gøre omvendelse både mulig og 
betydningsfuld. Vore unges omgivelser uden for 
hjemmet vil ofte være enten blottede for værdier 
eller rumme idealer, der modsiger de evangeli- 
ske principper. 

Det synes mig indlysende, at Kirken ikke har 
noget andet valg — og aldrig har haft noget 
andet valg — end at gøre mere for at hjælpe 
familien med at varetage sin guddommelige mis- 
sion, ikke bare fordi det er Himmelens orden, 
men også fordi det er den mest praktiske 
indsats, vi kan gøre for de unge — at hjælpe 
med at forbedre tilværelsen i de Sidste Dages 
Hellige hjem. Hvor vigtige end vore mange pro- 
grammer og organisatoriske bestræbelser er, 
bør disse ikke fortrænge hjemmet; de bør støtte 
hjemmet. 

Ulig visse af verdens mennesker vil vi ikke give 
os af med at tilbede ungdommen ved at efter- 
ligne den og ved at være så ivrige for at tækkes 
dem, at vi sætter vores egen ærlighed og vort 
personlige særpræg over styr. Ejheller ønsker vi 
at gøre som andre af verdens mennesker, der på 
grund af nogle få unge mænds og kvinders hand- 
linger svigter hele ungdommen. Som i alle andre 
ting må Mesterens lærdomme lede os. Vi må 
være kloge, ikke naive. Vi må ubøjeligt holde 
fast ved vore principper, men være hurtige til 
at elske og tilgive. Vi må være rede til altid at 
give andre, også vore unge, en fornuftig grund 
til at have pligtfølelse over for Frelseren og 
Hans Rige. 

Må vi tjene, elske og lede vore unge medlemmer 
således, at vi kan berede dem til idag og til 
fremtiden. 



247 




^s»r- 




<? 



248 









:" ;-"■ : /i 



f 

S. 



rs 



■•' 



\ 



v 






fc\ 




--( 







AF GEORGE DURRANT 



\A/b»# 



$&<#&***- 





V 




gavefra 




„Kæreste Marjorie, Cameron, Heather, Warren, 
Holly og Heidi! Mere end noget andet søger jeg 
at opnå et evigt liv sammen med jer. Disse ting 
er vigtige: Tempelægteskab, mission og univer- 
sitet. Mas på. Sæt jer mål, skriv historie, tag 
billeder to gange om året." 
Unægteligt et kort brev, men i disse få linier 
ligger et vidunderligt vidnesbyrd fra en fader 
til hans familie. Brevets modtagere var alt for 
glade til at lægge mærke til dets anstrengte 
kortfattethed. Hvert ord blev højt skattet. De 
havde ventet i toethalvt år på et tegn på, at den, 
der havde skrevet brevet, stadig var i live. 

Broder Durrant, udøvende sekretær for præstedømmets hjemme- 
lærer- og familiehjemmeaftens-komiteer, er tidligere leder af 
lamanitkurset for Nord- og Syd-amerika og De polynesiske Øer. 
Han arbejder som Explorer-leder i Imperial Second Ward, Wil- 
ford Stake, i Salt Lake City. 




Faderen, en pilot i De forenede Staters luftvåben, 
var blevet skudt ned af fjendtligt skyts under et 
kamptogt over Nordvietnam. Derpå tavshed i 
tredive lange måneder, mens han sad i fængsel 
hos fjenden. 

Fem måneder efter, at det første brev var kom- 
met, kom et til, hvori faderen endnu en gang for 
sin familie udtrykte det, der lå ham på sinde: 
„De gladeste hilsener til jer alle. Jeg har det 
godt. ieg håber, at I stadig holder familieaftenen, 
forrådsplanen og læseprogrammet, og at I har 
udvidet det til også at omfatte en sang, nogle 
få vers sammen med familien ved morgenbordet. 
Marge, jeg er sikker på, at du kunne have godt 
af et kursus på universitetet. Og Jay, overvej 
børnelitteratur, kunst og musikforståelse, noget 
med økonomi, personligt regnskab." 
Her var en far, der var nødt til at veje hvert ord, 
idet han kommunicerede med sin familie. Han 
rådede den til at vedblive med at holde familie- 
hjemmeaften. Han så åbenbart heri noget, der 
kunne være til gavn for børnene i deres udvik- 
lingsår. 

Forestil Dem Deres egen søn, som lige er blevet 
en mand. Han er ansvarsbevidst, han ønsker at 
tjene sine medmennesker, han elsker dyd, han 
fembærer tappert sit vidnesbyrd om det gen- 
givne Evangeliums guddommelige natur, han 
elsker og elskes. 

Håber De på at opfostre en såden søn eller dat- 
ter? Ville De være villig til velovervejet, tålmodigt 
og udholdende at sætte Deres største anstren- 
gelser ind på at gøre det? 

Hvis dette er Deres ønske, er tiden kort. 
Tidsrummet, fra den tidligste barndom til mand- 
dommen, er kun et glimt. Vid så, at ingen lejlig- 
hed, til at være sammen med og undervise et 
barn, kan forsømmes uden uopretteligt tab. 
Forældre, der huser en drøm om deres børns 
skæbne, ved, at Herrens familiehjemmeaften- 
program er som en gave fra Himmelen. Det er 
ikke noget, vi skal gøre, det er noget vi får at 
gøre. 

De fleste forældre har sådanne ønsker for deres 
børn. Hvorfor er der da nogle forældre, der har 
gjort hjemmeaftenerne til en del af familielivet, 
og andre, der ikke har? Er familiehjemmeaftenen 
for nogle blot en byrde, som føjes til et i forvejen 

249 



overbebyrdet liv? Er der nogle fædre, der føler, 
at de ikke i uddannelse eller åndelighed er ud- 
rustet til at belære deres børn? Er der nogle, der 
har prøvet, men er blevet berøvet modet af deres 
børns rastløse eller voldsomme modstand? 
Til sådanne forældre kan vi ærligt sige, at fami- 
liehjemmeaftener ikke behøver at være en byrde; 
fader behøver ikke at være den eneste lærer; 
børn behøver ikke at være imod. 
Er hjemmeaftener for Dem en byrde blandt andre 
byrder? Så prøv at vurdere Deres virkelige mål 
i livet; måske De kan skære noget fra af ringere 
betydning. Husk, at det at være en fader eller 
moder i ordets sandeste betydning er „Kirke- 
arbejde". Husk også, at byrder lettes, når man 
deles om dem. Når fader leder foretagenet, og 
alle øvrige familiemedlemmer hjælper til, mind- 
skes hjemmeaftenens byrder, mens velsignel- 
serne øges. 

En fader sagde en gang: „Jeg er ikke bange for 
at bede om hjælp. En aften, da vi virkelig ikke 
var forberedte, foreslog jeg, at mor og to af 
børnene skulle tilberede nogle forfriskninger, 
mens de to ældste børn og jeg kastede et blik 
i familiehjemmeaftensbogen. At gøre tingene 
klar, er i lige så høj grad en del af vores familie- 
hjemmeaften, som det er at udføre det, vi har 
forberedt. Hvis der er kort, der skal laves, bille- 
der, der skal farvelægges, eller historier, der 
skal fremføres, forbereder vi dem sammen som 
en familie. 

Mens mor og de små tilberedte forfriskningerne, 
kunne jeg høre dem øve sig på en sang. Vi andre 
tre valgte et emne. Vi læste det sammen lige 
nogle få minutter. Rich sagde, at han gerne ville 
genfortælle en historie, og Julie sagde, at hun 
gerne ville læse skriftstederne og forklare dem. 
Jeg gik ind på at lytte og bære mit vidnesbyrd 
om den glæde, jeg havde opnået ved at efter- 
leve det princip, vi skulle drøfte. Hvor var det 
dejligt at være på samme hold som familien. 
Vi havde en behagelig og inspirerende hjemme- 
aften, og hvis den var en byrde, så lagde jeg 
ikke mærke til det." 

Børnenes opførsel gør undertiden forældrene 
sure, og så bliver hjemmeaftenen ubehagelig. 
En far fortalte: „Efter een aftens prøvelser tog 
jeg mig selv i nakken. Jeg gjorde op med mig 
selv, at fejlen ikke lå hos familien. Den lå hos 
mig. Jeg lovede, at jeg aldrig mere ville hidse 
mig op på en familiehjemmeaften. Hvis der sker 
noget, der er ved at få mig til at fare i flint, råber 
jeg: 'Pause', og går ud og drikker et glas vand. 
Jeg har drukket en masse vand, men jeg har 
holdt mit løfte." 
Lær at slappe af, Familiehjemmeaftenen er ikke 



en regelbundet klassetid. Den er et tidsrum, da 
familiemedlemmerne tilbringer en aften sammen 
i deres eget hjem. Børnene behøver ikke at sid- 
de på række. Hvad betyder det, om de har lyst 
til at lægge sig på gulvet eller anbringe sig i en 
anden bekvem stilling? De kan godt lytte på den 
måde. Det er i orden, hvis fader lægger armen 
om moder. Det kan måske endda lære børnene, 
at fader elsker moder. Hvis børnene ved det, så 
ved de noget, der har evig betydning. Muligvis 
vil kæmpeslikkepinde, hvis de lader sig frem- 
skaffe, være egnede til at fremkalde lyttestem- 
ning, mens familiens medlemmer taler. 
Hvis et barn synes at være uopmærksomt, så 
lad det synge eller danse eller føre familien an 
i en leg. Hvis de små har lyst til at lege med en 
legetøjsbil, mens De taler til teenagerne, så er 
det i orden. Familier med store aldersforskelle 
kan ikke med rimelighed forventes at ville opføre 
sig som en klasse, hvor alle er lige gamle. 
Et nøglespørgsmål, når det gælder om at afgøre 
hjemmeaftenens værdi, er: „Unger, kan I lide 
det?" De, der har udviklet en afslappet, uhøjtide- 
lig stemning, vil finde, at børnene kan lide fami- 
liehjemmeaftenerne. De vil også gøre den opda- 
gelse, at det er under disse omstændigheder, at 
de bedst kan tale sammen om Evangeliet. Fædre 
i sådanne familier opdager, at deres usikkerhed, 
med hensyn til at undervise, forsvinder. En lektie 
bliver mere som en samtale og mindre som en 
forelæsning. 

En fader fortæller om, hvordan han engang 
gjorde en afstikker fra lektien, idet hans 
blik faldt på hans elleveårige datter. Han lod 
munden løbe over med det, der fyldte hans 
hjerte: „Kathryn, du er så smuk. En dag er du 
voksen, du møder en ung mand, og han kan lide 
dig, og du kan lide ham. Du fortæller mig, at du 
kan lide ham, og jeg siger, at jeg vil banke ham, 
fordi du er min kæreste. Men så møder jeg ham, 
og kan godt lide ham. Efter nogen tids forløb 
opdager du måske, at du elsker ham, og han 
elsker dig. Så en dag står vi alle tidligt op og 
tager til templet. I bliver gift for tid og evighed. 
Det vil vel nok blive dejligt, ikke Kathryn, når 
du bliver gift, ligesom din moder og jeg blev 
gift? Børn, templet er det sted, hvor man bør 
gifte sig." 

En udtalelse af den slags, som fremsættes i en 
atmosfære af kærlighed og gensidig respekt, er 
ikke en forelæsning, men et tydeligt eksempel 
på, at en fader fra sit eget til børnenes hjerter 
overfører de ting, som han sætter så højt. Der er 
ingen tvang indblandet. De ting, som vi værd- 
sætter som guddommeligt indspireret tro, kan 
ikke tvinges ind i hjertet på vore børn. Men i 



250 



visse øjeblikke, når tiden er til det, kan bud- 
skabet sendes fra hjerte til hjerte. På en hjem- 
meaften, da alle frit kan tale, og da alle meninger 
respekteres, føler børnene, at de bliver behand- 
let som mennesker, og deres reaktioner er af- 
slørende og inspirerende. Teenagerkedsomhed 
viger for livlig interesse, og samtalen tager hver- 
dagens problemer lige på kornet. 
Når forældre lærer den kunst at lytte bedre, 
lærer de samtidig at undervise bedre. En teena- 
ger, der blev bedt om at fortælle, hvad der lå 
ham på sinde, sagde: „Een ting, der virkelig 
irriterer mig, er, at vi skal have gulerødder så 
tit." 

Moderen svarede hurtigt: „Gulerødder er gode 
for jer, og jeg vil ikke høre eet ord mere om 
jeres måltider." Drengen havde ikke mere at sige 
om gulerødder eller noget som helst andet, og 
resten af hjemmeaftenen tålte han snarere end 
nød. Hvis bare moderen havde sagt (og det ville 
have krævet styrke at gøre det): „Du bryder dig 
vist slet ikke om gulerødder, vel?" så ville dren- 
gen måske have sagt en hel masse mere, og 
det hele ville ikke være blevet så negativt. Det 
er, når vi snakker og forklarer, hvordan vi ser på 
tingene, at vore hjerter bliver modtagelige for 
forandring, og her underviser vi igen ved kærlig- 
hed og ikke ved tvang. 

Dette betydet ikke, at forældre ikke må indtage 
et standpunkt. Det betyder bare, at man kan 
tale om tingene på en sådan måde, at børnene 
holder med forældrene, ikke fordi de skal, men 
fordi de vil. 

En fader fortæller, at han har iagttaget sine børn 
og har lagt mærke til, at for hver ting, de gør 
galt, gør de mindst nitten ting rigtigt. „Derfor", 
siger han, „nægter jeg at bruge lige så lang tid 
på deres fejl. Jeg tilbringer min familiehjemme- 
aften med at rose mine børn snarere end at 
kritisere dem. Jeg vil hellere fortælle dem, hvad 
jeg har set dem gøre, der er rigtigt, end hvad jeg 
har set dem gøre, der er forkert". 
Hjemmeaftener er tidspunktet, hvor man bør 
udtrykke kærlighed. Der var engang en dreng, 
der sagde: „Hvis jeg skulle nævne alt det gode, 
jeg ved om mor, så kunne vi sidde her hele nat- 
ten". 

Faderen blev rørt og tilføjede: „Jeg har det på 
samme måde. Jeg elsker hende af hele mit 
hjerte". Moderen strålede. 
Faderen indførte senere denne tilføjelse: „Den 
følgende uge fik vi de bedste måltider, man kan 
tænke sig". 

Hjemmeaftener er et tidsrum, hvor man kan lade 
børnene fortælle om deres arbejde i skolen. 
Hvilken større fryd kunne et lille barn opleve 



end at få lov at læse første kapitel af sin første 
skolelæsebog for familien. Han kan demonstrere 
den store færdighed, han nylig har erhvervet sig, 
og samtidig kan han blive klar over, at skole- 
arbejde virkelig er noget vigtigt. Børn, der 
oplever den slags, gør deres bedste i skolen. 
De skal ikke holde familieaften — De kommer 
til det. Over et spand af år, på tusind forskellige 
måder, kommer De til at sige: „Børn, Kirken er 
sand. Vi, jeres far og mor, elsker hver eneste 
af jer, og vi er så stolte af at være jeres foræl- 
dre. Det her er den vidunderligste familie i ver- 
den. Vi kan være sammen for evigt. Husk, børn, 
Joseph Smith så Faderen og Sønnen i lunden. 
Jesus Kristus lever. Han er vores Frelser. Dette 
er Hans Kirke. Følg de brødre, som Herren har 
udvalgt, så vil I aldrig fare vild". 
Profeten har sagt: „Børn, der kommer fra sådan- 
ne hjem, farer ikke vild". De kan få sønner og 
døtre, der er ansvarsbevidste, som ønsker at 
tjene, som elsker dyd, som har et stærkt vidnes- 
byrd, som elsker og elskes — fordi De holder 
familiehjemmeaften og vedvarende har del i 
denne ånd i Deres hjem. O 



(Forts, fra side 245) 

hvad vi har i os selv. I som har presserende og 
indviklede problemer, uheld, sygdom, sorger, tab 
af dem, I elsker; som er bekymret og trykkes af 
det pres, det er at leve livet — idet I prøver at 
holde sammen på familie og forretninger, interesser 
og forpligtigelser: stands op et øjeblik, bed, hav 
tillid — tag tid til at tænke tingene igennem; vælg 
det ud, der er det væsentligste og mest påtræn- 
gende; og prøv ikke på at bære hele byrden på 
een gang eller at ordne alle fremtidige beslutninger 
på een kvalfuld time. Tiden gør meget; den hel- 
breder — mildner sorgen. Livet går videre og bliver 
på een eller anden måde udholdeligt, brugbart, selv 
efter, at de, vi elsker, har forladt os. Folk tilpasser 
sig — millioner har gjort det, andre millioner vil 
gøre det. Og een af de sletteste måder at løse 
problemer på er at handle i panik eller under pres. 
Vi ved ikke, hvad vi kan klare eller hvad vi kan 
udholde, før vi prøver det. Men vi kan klare mere, 
end vi somme tider mener, vi kan, — og fred, trøst 
og forligelse kan komme. Og så endnu en gang det 
gode råd fra min kloge og elskede ven*: Lad være 
at prøve at leve for mange dage ad gangen". 

* Præsident Harold B. Lee. 

„Det talte ord" fra Tempelpladsen udsendt over KSL og the Co- 
lumbia Broadcasting System den 6. december 1970 1970 
Illustreret af Ted Nagats 



251 



(Forts, fra side 241) 

Dine nederlag er deres nederlag. De 
er kede af det, når du er ked af det, 
og glade, når du er glad. Hvis du 
ønsker at gøre dit liv virkelig lykkeligt 
og opnå gode resultater, så ær din 
fader og din moder, som budet fore- 
skriver. Du har brug for deres visdom 
og erfaring. 

Jeg har altid troet, at mennesket er til 
for at nyde glæde (se II Nephi 2:25) 
og jeg er overbevist om, at det kan 
nyde større glæde og samtidig opnå 
bedre resultater, hvis det gør, hvad 
der er rigtigt. Ja, jeg har altid op- 
muntret mine døtre til at more sig, da 
de var unge og gik ud sammen med 
deres venner, men at more sig på en 
måde, at de altid ville tænke på det 
som noget morsomt, uden at måtte 
angre eller fortryde. 
Det, at gå til min himmelske Fader i 
bøn om morgenen, at bede Ham om 



at lede mig i min færd og at love Ham, 
at jeg ville aflægge beretning for Ham 
om aftenen, har altid givet mig styrke 
til at optræde, som jeg bør. Hvis de 
unge lægger sig disse tanker på sinde 
og husker, at vor himmelske Fader 
regner med, at hvert eneste af Hans 
børn holder Hans bud, så vil de få 
styrke til at modstå fristelserne. 
Jeg elsker vores unge og har stor 
tillid til dem. Skønt ondskaben og 
fristelserne sandsynligvis er større 
end nogensinde tidligere, er I bedre 
uddannede, bedre beredte til at ham- 
le op med dem, i mange henseender 
bedre end de, der er ældre end jer, 
beredte til at bære et ansvar inden- 
for forretning eller industri eller andre 
ledende stillinger. 

I er vores håb til fremtiden. Det er 
jeres forret og ansvar at skabe en 
bedre verden. Jeg ville ønske, at jeg 



kunne leve længe nok til at se, hvor 
meget I vil forbedre den. I kan kun 
udføre dette, hvis I holder jer fysisk 
stærke, mentalt årvågne og moralsk 
retlinede, idet I altid søger vejledning 
fra vor himmelske Fader. Alkohol, 
tobak og euforiserende stoffer kan 
kun svække jeres effektivitet og dyg- 
tighed såvel som jeres tro. 
Ifør jer Guds fulde rustning. (Se 
Efeserne 6:11) Når I har tro på Ham 
og lader retfærdighed lede jeres 
handlinger, vil jeres anstrengelser 
ikke slå fejl, og I kan ikke undgå at 
blive lykkelige. Ingen lykke genspejles 
i ansigterne på dem, der skaber 
urolighederne i vor plagede verden; 
men de, der gør, hvad de ved er rig- 
tigt, går lykkeligt på deres vej og har 
fremgang. Mit håb for jer er, at I vil få 
uudsigelig glæde her og evig lykke 
herefter. O 



Tro-kærlighed-velsignelser og resultater 



Foråret kom tidligt til Danmark i år. Efter en 
meget mild vinter var træer og buske i fuld 
blomst i begyndelsen af maj. Skovene og par- 
kerne var smukke, byerne rene og indbydende, 
havet omkring øerne ser klart og blåt ud. Dan- 
mark har det godt. Alle, som ønsker det, har 
arbejde. Danmark ligger sandsynligvis på sit 
højeste velstandsniveau i hele sin historie. 
Mange mennesker har glemt, hvem der er Give- 
ren af alle velsignelser. Men ikke en håndfuld 
gode, sande Sidste Dages Hellige. Medens 
andre tilbringer deres tid med denne verdens 
ting, vedbliver denne lille, men trofaste/ magt- 
fulde gruppe at opbygge Guds Rige her i Dan- 
mark. 

Gennem deres store tro har de udrettet meget. 
Deres hjerter er henvendt på åndelige ting. De 
tror, og de omsætter deres tro i handling. De 
elsker hinanden, hjælper hinanden, og jeg kunne 
skrive en hel bog om deres venlighed og respekt 
for hinanden, og den tid de tager fra deres 
travle liv for at gøre noget for hinanden. De små 



ting, som har så stor betydning, er til så stor 
nytte og er opbyggelige. 
Lad mig et øjeblik tale om velsignelser. 
Vore unge mennesker overværede, med hjertet 
fuldt af ønsker og tro, Festinord, hvor de for- 
nyede venskaberne med andre GUF-medlemmer 
i vore søsternationer Sverige og Norge. De sang 
og dansede og spillede og legede og bar vid- 
nesbyrd om Evangeliet for hinanden som gæster 
i den norske mission. 

Disse storartede, gode unge mennesker, rene af 
sind, rene af hjerte, rene af sjæl, og deres ledere 
er en gevinst for Kirken, for landet, ja, selv for 
verden, og hvorledes blev det udrettet? Gennem 
tro, gennem vor Faders velsignelser. Vi er så 
taknemmelige. 

Næppe var det sidste farvel blevet sagt, den 
sidste bøn fremsagt, det sidste vidnesbyrd båret, 
før den største gruppe danske hellige i den 
danske missions historie samledes og var på vej 
til templet. Guds tempel, Hans hellige Hus i 
Schweiz. 



252 




Fra Missionens Præsidentskab 



Fra Skagen i nord til Esbjerg i vest, fra Sønder- 
jylland og Fyn, fra Sjælland og Bornholm, som 
én stor helhed foretog de den store rejse til 
templet. 

Da Herren så ned fra sin himmel og så dem, 
medens de drog afsted med bil eller med tog, 
en lykkelig gruppe, må Han have haft et himmelsk 
smil på sit åsyn og kunne have sagt omtrent 
sådan: „Alle ting er mulige for mine hellige, gen- 
nem jeres trofasthed." 

Hvor strålende var det ikke! Fra grene over hele 
Danmark kom de, hele familier kom, nogle af 
dem for første gang, nogle af dem var veteraner 
og havde været der mange gange, og under le- 
delse af præsident Benny Linden og søster Mary 
Kaiser (Gud velsigne dem og det store, utrætte- 
lige arbejde de udfører) kom vore hellige til tem- 
plet for at udføre arbejde for deres døde. 
Ja, der kom over 140 voksne og over 85 børn og 
unge, alle kom for at vente på Herren. Hvilke 
velsignelser! Hvilken lykke! Hvilken kærlighed! 
Hvor lykkelige må de ikke have været på den 
anden side! De har ventet og ventet, og kan du 
nu se deres fuldendte glæde og høre dem fryde 
sig? 



I sandhed, i den danske mission er børnenes 

hjerter ved at vende sig til deres fædre, og 

fædrenes hjerter til børnene. 

Velsignelser udøses over os, så vi næsten ikke 

er i stand til at rumme dem. Værket ruller fremad, 

de hellige er lykkelige på grund af deres tro, og 

vi er netop begyndt, en stor fremtid ligger foran 

os gennem vor trofasthed. 

Husk, at kærlighed er nøgleordet. Elsk jeres 

hustruer, jeres mænd, jeres børn, jeres næste og 

jeres venner, men fremfor alt, elsk Herren, din 

Gud, som er Giveren af alle ting. 

Vedbliv at tjene, bed ofte og hold budene, og 

selv nu kan du ikke forstå de ting, som Herren 

har i beredskab for dig. 

Jeg sender dette budskab til jer med kærlighed 

i mit hjerte til jer alle, til hver gren og hver by, 

til de forældreløse, til enkerne, til børnene, til de 

unge, til mødre og fædre. Vedbliv at gøre godt 

for at opbygge riget. 

Det er jeres, når I har opbygget det. 



Paul L. Pehrson, 
missionspræsident 



253 



Missionærankomster; 

Følgende missionærer er den 13. 
maj 1971 ankommet til Den danske 
Mission: 






Morris Jackson fra Lewiston, Utah, Craig Fryer fra Salt Lake City, Utah, Charles Hess ffa San Bruno, Cali- 
beskikket til at arbejde i Ålborg, beskikket til at arbejde i Hares- fornien, beskikket til at arbejde på 

kovby. Amager. 







John Taylor fra Vancouver, Washing- Robert Kirk fra Salt Lake City, Utah, Kelvin Barrus fra Twin Falls, Idaho, Blake Boatright fra Las Vegas, Ne- 
ton, beskikket til at arbejde i Kø- beskikket til at arbejde i Haderslev, beskikket til at arbejde i Sønder- vada, beskikket til at arbejde i 
benhavn. borg. Søborg. 







Donald Stallings fra Salt Lake City, John Haupt fra Annaheim, Calif., Lon Clayton fra Centerville, Utah, Larry Hull fra Ashton, Idaho, beskik- 

Utah, beskikket til at arbejde i År- beskikket til at arbejde i Helsingør, beskikket til at arbejde i Ålborg. ket til at arbejde i Skive. 

hus. 










Gary Robinson fra Phoenix, Arizona, Jerry Reece fra Clinton, Utah, George Sansom fra Salt Lake City, Glenn Schimmelpfennig fra Bounti- 
beskikket til at arbejde i Odense, beskikket til at arbejde i Randers. Utah, beskikktet til at arbejde i ful, Utah, beskikket til at arbejde 

København. i Roskilde. 



254 



Forårskonference i Fyn-Jylland Distrikt 

Distriktskonferencen fandt sted i dagene 
15. og 16. maj i Århus Grens kirke- 
bygning, og indledtes lørdag kl. 14.30 
med to samtidige møder, det ene for 
alle genealogisk interesserede, det an- 
det for GUF-ledere. 

Lørdag kl. 17.00 begyndte Præstedøm- 
mets møde, hvortil også søstrene denne 
gang var inviteret. Mødet blev ledet af 
1 . rådgiver i distriktspræsidentskabet, 
Karl Blohm, og emnet var: Fasteloven. 
Først talte br. Ole Ravn Pedersen, Kol- 
ding, derefter distriktspræsident Knud B. 
Andersen, og så br. Jan Pedersen, 
Esbjerg. Et ungdomskor fra distriktet 
sang, og derpå talte 2. rådgiver i di- 
striktspræsidentskabet, Hans Otto Niel- 
sen. Til sidst talte missionspræsident 
Paul L. Pehrson. Der var 105 til stede. 
Lørdag aften afviklede GUF's distrikts- 
bestyrelse et meget underholdende va- 
rietyshow, som blev overværet af 138. 
Søndagen indledtes med formiddags- 
mødet, der begyndte kl. 10.00 under le- 
delse af distriktspræsidenten. Første ta- 
ler var 2. rådgiver i missionspræsident- 
skabet, Henning K. Frederiksen, der 
talte om vigtigheden af, at vi holder vore 
familier samlede og er enige i troen, på 
trods af alle de anslag vi møder. Ung- 
domskoret sang derpå: „Beautiful Drea- 
mer". Br. Bent Bisgård, forstander for 
GUF's mandlige distriktsbestyrelse talte 
om lydighed mod loven, og illustrerede 
med eksempler fra Skriften. Str. Grethe 
Lundbæk, præsidentinde for GUF's kvin- 
delige distriktsbestyrelse, var næste ta- 
ler. Hun opfordrede ungdommen til at 
deltage i Kirkens arrangementer — og 
forældrene til at støtte dem heri. Efter 
en sang ved forsamlingen talte str. Anni 
Ringheim fra GUF's missionsbestyrelse. 
Hun sammenlignede Evangeliet med en 
fartplan — „Følg planen og nå det rette 



mål". Missionspræsident Pehrson bad 
derpå et missionærkor synge „Pas nu 
på lille øje", og derefter sang str. Kirsten 
Holmboe, Esbjerg: „Kom sorgbetyngte 
sjæl". Til sidste talte 1. rådgiver til mis- 
sionspræsidenten, Benny Linden, om 
missionærarbejdet , og opfordrede alle 
til at vise deres hengivenhed for Evan- 
geliet ved at dele det med andre. Mødet 
sluttede kl. 11.55. Der var i alt 190 til 
stede. 

Eftermiddagsmødet begyndte kl. 14.00, 
også under ledelse af distriktspræsiden- 
ten. Efter fællessang og bøn, samt for- 
retninger ved missionspræsidentskabet, 
talte 1. rådgiver i distriktspræsidentska- 
bet, Karl Blohm, om genealogi — en af 
vore største opgaver i denne uddeling. 
Derpå talte br. Søren Edsberg, missio- 
nens PR-director om PR-arbejdet, og om 
planerne for fremtiden. En kvartet fra 
Århus Gren sang, og derefter talte di- 
striktspræsident Knud B. Andersen om 
velsignelsen ved at arbejde — „Lad os 
ikke blive trætte i kaldet". Efter en fæl- 
lessang talte 2. rådgiver i distriktspræsi- 
dentskabet, Hans Otto Nielsen om de 
angreb, der daglig sker mod vor ånde- 
lighed, og om hvordan Kirken hjælper 
os til at bevare den. 

Derefter talte otr. Mary Kaiser om ge- 
nealogi — en spændende hobby — og 
et nødvendigt arbejde. 
Missionspræsidentens hustru, str. Ruth 
Pehrson talte kort og udtrykte sin glæde 
over at overvære konferencen. Herefter 
sang kvartetten fra Århus Gren igen. Til 
sidste blev tiden overgivet til missions- 
præsident Paul L. Pehrson, der kaldte 
på forskellige søskende og missionærer, 
som bar deres vidnesbyrd — og på samt- 
lige missionærer, der sang: „Det er 
måske ej i kampens gny". Præsident 
Pehrson opfordrede derpå forsamlingen 
til trofast at leve Evangeliet. Mødet slut- 
tede kl. 16.05. Der var i alt 201 til stede. 



Dødsfald: 
Horsens 

Den 5. april 1971 døde broder Anders 

Nielsen Munkholm, 74 år gammel. Æret 

være broder Munkholms minde! 

Esbjerg 

Den 7. maj døde broder Marius Christian 

Christiansen, 73 år gammel. Æret være 

broder Christiansens minde! 

Velsignelser: 

København Nordre Gren: 7. marts 1971: 
Birger Gustav Anders Munck og Kirsten 
Friedel Christensen Muncks søn, Karsten 
Munck, velsignet af broder Arthur Søren- 
sen. 

4. april 1971: 

Willi Bloch Johansen og Kirsten Dupont 
Johansens søn, Søren Bloch Johansen, 
velsignet af sin fader. 



Ordinationer: 

København Nordre Gren: 14. marts 1971: 
Kennie Rasmussen ordineret til lærer af 
broder Orla Rasmussen. 
Amager Gren: 18. april 1971: 
Christian Ludwig William Larsen ordine- 
ret til præst af broder Flemming Eliasen. 
25. april 1971: 

Tage Verner Røder ordineret til lærer af 
broder Flemming Eliasen. 
Nordsjælland Gren: 2. maj. 1971: 
Ole Birk Jakobsen ordineret til lærer af 
broder Arne Jacobsen. 
Slagelse Gren: 2. maj 1971: 
Simon Thye Johansen ordineret til læ- 
rer af broder Niels Preben Johansen. 
Odense Gren: 16. maj 1971: 
Søren M. J. Larsen ordineret til ældste af 
missionspræsident Paul L. Pehrson. 



Far-og-Søn udflugt i Nordjylland Distrikt 

Lørdag den 15 maj 1971 mødtes Det 
melkisedekske og Det aronske Præste- 
dømme i Nordjyllands Distrikt til en Far- 
og-Søn udflugt i anledning af Præste- 
dømmets fødselsdag. 
Vi mødtes kl. 10.00 i Ålborg Grens kir- 
kebygning, hvor 1. rådgiver i distriktet, 
br. Rasmus Jensen indledte med at byde 
velkommen. Efter bøn ved grenspræsi- 
dent, br. K. A. Gram, Ålborg, kørte vi 
til Zoologisk Have. Turen var udformet 
således, at de ældster, der ingen søn- 
ner havde i Det aronske Præstedømme 
„lånte" auf dem, der havde mere end en 
søn. Efter to timers forløb gik vi samlet 
flok til Mølleparken, hvor vi spiste med- 
bragte madpakker, og hvor vi fordrev 
tiden med forskellig idræt. Efter sports- 
legene kørte vi en dejlig tur i Ålborgs 
omegn. Turen blev ledet af br. Gram, 
der denne gang mod sædvane forsøgte 
at lede os på vildspor, idet han førte os 
ind på områder, hvor flere skilte for- 
kyndte, at der var livsfare og adgang 
forbudt. Efter at have skiftet retning, kør- 
te vi ind til kirkebygningen, hvor søstre- 
ne havde sørget for mad. Middagen var 
ualmindelig lækker, og var, til vores 
overraskelse, gratis. Derefter var der un- 
derholdning, hvor vi bl. a. så et smukt 
skuespil om Præstedømmets gengivelse. 
Distriktspræsident Orla Nielsen uddy- 
bede emnet i en kort tale. 

Det var en vidunderlig dag, hvor alle 
følte, at Herrens Ånd var med os. Der 
var 45 til stede. C. J. L. 



Frederikshavn Gren: 21. maj 1971: 

Kurt Holm Larsen ordineret til ældste af 

broder Jens Holm Larsen. 

Rønne: 27. maj 1971: 

Jens-Oluf Lundgren ordineret til ældste 

af broder Harry H. R. Petersen. 

Dåb: 

København Nordre Gren: 6. marts 1971: 

Ole Jakob Victor, døbt af broder Ole 

Victor, håndspålæggelse ved samme. 

3. april 1971: 

Henrik Damø, døbt af broder Jørgen 

Skytte Damø, håndspålæggelse ved 

samme. 

Odense Gren: 7. maj 1971: 

Hansine Charlotte Marie Lange, døbt af 

ældste John Lassen, håndspålæggelse 

ved ældste Randy Olsen. 

15. maj 1971: 

Hans Jørgen Andersen, døbt af ældste 

Randy Olsen, håndspålæggelse ved 

ældste John Lassen. 

Slagelse Gren: 8. maj 1971: 

Maria Palmes Flindt, døbt af ældste Ken 

Mortensen, håndspålæggelse ved ældste 

Darrel Benson.