(navigation image)
Home American Libraries | Canadian Libraries | Universal Library | Community Texts | Project Gutenberg | Children's Library | Biodiversity Heritage Library | Additional Collections
Search: Advanced Search
Anonymous User (login or join us)
Upload
See other formats

Full text of "Den Danske Stjerne"

ler 197T * 120. Årgang • Nummer 9 





Det 

inspirerende 

budskab 



AF ÆLDSTE STERLING W. SILL 
assistent til De Tolvs Råd 



1 Charles Dickens^ storslåede bog, „To byer", taler han om Den franske Revolution, 
som var for omkring 200 år siden, som om han beskrev vor egen tid. Idet han opstiller 
grundlaget for historien, siger han: 

„Det var den bedste af alle tider, det var den værste af alle tider, det var visdommens 
tidsalder, det var dårskabens tidsalder, det var troens æra, det var vantroens æra, det 
var lysets tid, det var mørkets tid, det var håbets forår, det var fortvivlelsens vinter, vi 
havde alt at se frem til, vi havde intet at se frem til, vi var alle på vej direkte til Himmelen, 
vi var alle på vej til det stik modsatte sted . . ." 

I vor modsætningernes verden, bliver risici jævnlig større, i takt med at goderne øges, og 
det synes, som om besværligheder er en del af den pris, vi må betale for vore velsignelser. 
De tolv måneder, som ligger umiddelbart foran os, vil sandsynligvis blive den mest 
storslåede periode verden hidtil har set. I det kommende år vil der blive født flere børn 
end i nogen anden periode af tilsvarende længde. Der vil blive gjort flere nye opfindelser 
end nogen sinde før. Vi vil lære mere nyt og opnå fiere materielle goder. I løbet af de 
næste tolv måneder vil flere mennesker gå på universitet og gymnasium, og flere men- 
nesker vil slutte sig til Kristi Kirke end i noget andet år. På den anden side vil der 
sandsynligvis være flere mennesker, der dør, end nogensinde før. Vi vil sikkert få flere 
forbrydelser, bruge flere stoffer, drikke mere spiritus, hengive os til flere synder, fostre 
mere selvødelæggende vold, og sende et større antal mennesker til helvede end nogen- 
sinde tidligere. 

Hver enkelt af os bør holde sig til vor arv. Det hele ligger i at kende vor arv og ved- 
varende genbekræfte den i vort liv. Og vi bør sandelig ikke hævde at være Guds børn og 
så gå omkring i verden og opføre os, som var vi forældreløse elier svæklinge eller 
krystere eiler syndere. Ved en overflod af gode gerninger kan vi gøre dette år tii det 
dejligste for os selv og skabe den allerbedste af alle tider for verden. Vi kan hjælpe med 
at indvarsle gudstroens tidsalder, lysets tidsalder, fornuftens tidsalder, retfærdighedens 
tidsalder så vel som hjælpe med at tilvejebringe et fredens årtusind på jorden og god vilje 
mod menneskene. (Se Lukas 2:14) 

1) Charles Dickens, engelsk romenforfatter, 1812 — 1870. 



INDHOLDSFORTEGNELSE 

Den vigtigste viden. Af præsident Joseph Fielding Smith '. . . . 259 

Uddannelsen og Kirken. Af M. Dallas Burnett 261 

Unge borte fra hjemmet. Af Elwood R. Peterson 264 

Evangeliets opgående sol. Af Lorin F. Wheelw/right 267 

Modstridende principper. Af Quinn G. McKay 271 

Beslutninger: hvorfor det er vigtigt at træffe nogen nu. Af Spencer W. Kimbail .... 273 

Mellem at viile og ikke at ville. Af Richard L. Evans 274 

De fire største prøver for ungdommen. Af Dr. Victor B. Oline 275 

Hold deres blik fanget. Af Della Mae Rasmussen 279 

Dit ord vil jeg råbe. Af Iris Syndergaard 281 

Børnenes sider: Et forsvundet barn. Af Cynthia Chamberlain 65 

Jimmys fødselsdagsgave. Af Vivian Heederik 71 




DEIV 

!STJER]¥E 

Organ for JESU KRISTI KIRKE 
AF SIDSTE DAGES HELLIGE 



September 1971 

120. Årgang • Nummer 9 

Udgivet af 

Den danske Mission af Jesu 
Kristi Kirke af Sidste Dages 
Hellige 

Dalgas Boulevard 164 
2000 København F. 
Telf. Fasan 9901 
Postgiro 333.38 ' 

Paul L. Pehrson, 
missionspræsident, 
ansvarshavende redaktør 

Nyheder: v 

Mary Kaiser, redaktør 

Koordinator: Bernd J. Larsen 

Den danske Stjerne udkommer 
den 1. i hver måned. Abonne- 
mentsprisen (inkl. porto) er i 
Danmark kr. 13.- pr. halvår, 
kr. 25.- for et helt år, i udlandet 
$ 3.50 for helt år. I løssalg 
kr. 2.50 pr. nummer. Betaling 
ved check udstedt til Den 
danske Stjerne, Priorvej 12, 
København F. eller gennem 
postgiro 333.38 til Jesu Kristi 
Kirke af Sidste Dages Hellige. 
(De nævnte priser er inklud. 
moms.) 

Tryk: 

Paul Giese KG, Offenbach/M., 
Deutschland 

Layout: 

PBO-Layout-Center, Frankfurt 



BUDSKAB FRA DET FØRSTE PRÆSIDENTSKAB 




Den 

vigtigste 
viden 



AF PRÆSIDENT 

JOSEPH FIELDING SMITH, 

præsident for 

Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige 



Enhver bør lære noget nyt hver dag. I har 
alle forskersind og søger sandhed på mange 
områder. Jeg håber alvorligt, at jeres intense 
eftersøgning foregår på det åndelige om- 
råde; fordi det er der, vi kan vinde frelse og 
gøre det fremskridt, der fører til evigt liv i 
vor Faders Rige. 

Den vigtigste kundskab i verden er kund- 
skab om Evangeliet, kundskab om Gud og 
Hans love, om det, som menneskene må 
gøre for at udvirke deres frelse med frygt 
og bæven for Herren. (Se Morm. 9:27 og 
Filip. 2:12). Een af vore åbenbaringer for- 
tæller os, at hvis vi skal herliggøres i Kristus, 
som Han herliggjordes i Faderen, må vi 
forstå og vide, både hvordan vi skal tilbede 
og hvad vi tilbeder. (Se L og P. 93:19-20) 
Jeg ønsker at minde jer om Guds natur og 
hvilket væsen Han er, så I kan tilbede Ham i 
ånd cg sandhed (se Joh. 23:24) og derved 
opnå alle Hans Evangeliums velsignelser. 
Vi ved, at Gud kun kendes gennem åben- 
baring, at Han fremstår gennem åbenbaring 
eller for evigt forbliver ukendt. Vi må hen- 
vende os til Skrifterne - ikke til videnskabs- 
mændene eller filosofferne - hvis vi vil lære 
sandheden om Guddommen. Faktisk siger 
Johannes' storslåede profeti om Evangeliets 
gengivelse ved en engel, der skulle flyve 
midt oppe under Himmelen (se Åb. 14:6), 



259 



at det skulle ske, så at menneskene kunne 
komme til kundskab om den sande Gud og 
lære: „Frygt Gud og giv ham ære ... Ja, til- 
bed ham, som har skabt himmelen og jorden 
og havet og kildevældene." (Åb. 14:7) 
Med andre ord skulle menneskene begynde 
ved begyndelsen endnu engang, nemlig ved 
Evangeliets gengivelse i denne uddeling, og 
kaldes til at tilbede deres Skaber fremfor 
de falske gudsbegreber, der præger verden. 
I hver eneste tidsalder er Herrens profeter 
blevet kaldede til at kæmpe mod den falske 
tilbedelse og kundgøre sandheden om Gud. 
I det gamle Israel var der mennesker der til- 
bad billeder og hedenske afguder, og Esajas 
spurgte: „Med hvem vil 1 ligne Gud, hvad 
stiller I op som hans lige?" 

„Ved du, hørte du ikke, at Herren er en evig 
Gud, den vide jord har han skabt? Han træt- 
tes ikke, hans indsigt udgrundes ikke;" 
(Esj.40:18,28) 

En stor del af verden i dag har ikke denne 
kundskab om Gud, og endog i de sidste 
dages Israel er der folk, der ikke har en fuld- 
kommen forståelse af dette herlige væsen, 
vor evige Fader. Til dem, som ikke har denne 
kundskab, kunne vi passende sige: „Hvor- 
for indskrænker du Guds herlighed? Eller 
hvorfor vil I formode, at Han er mindre, end 
Han er? Ved du ikke, har du ikke hørt, at 
den evige Gud, Herren, Skaberen af jordens 
ender, er evig og uden ende, at Han har al 
magt, al kraft og alt herredømme, at Han 
kender alt og at alt er nærværende for Hans 
ansigt?" 

I afsnit 20 i Lære og Pagter, det afsnit, som 
ledte profeten Joseph Smith i organiseringen 
af Kirken i denne uddeling, har vi en over- 
sigt over nogle åbenbarede, grundlæggende 
frelseslærdomme. Med hensyn til Guddom- 
men siger åbenbaringen: „. . . der findes en 
Gud i himlen, som er uendelig og evig, den 
samme uforanderlige Gud fra evighed til 
evighed, som skabte himlen og jorden og alt, 
hvad der findes i dem." (Lære og Pagter 
20:17) 

Og i afsnit 93 (versene 12 og 13) lærer vi, at 
Kristus i sin dødelige tilstand ikke modtog af 
Faderens fylde, men fik nåde for nåde, indtil 
Han efter opstandelsen modtog al magt i 
Himlen og på jorden. Derefter siger denne 



åbenbaring, at Kristus, ligesom Faderen før 
Ham, „ . . . modtog en fylde af sandheden, ja 
af al sandhed." (L. og P. 93:26) Åbenbarin- 
gen forkyndte også den lærdom, at alle men- 
nesker, der holder budene, vil modtage 
sandhed og lys, til de herliggøres i sandhed 
og kender alle ting. 

Gud er vor Fader; Han er det væsen, i hvis 
billede mennesket er skabt. Han har et 
legeme af kød og ben så følbart som men- 
neskets (L. og P. 130:22), og Han er den 
bogstavelige og personlige Fader til alle 
menneskers ånder. Han er almægtig og al- 
vidende; Han besidder al magt og al visdom; 
og Hans fuldkommenhed består i besiddel- 
sen af al kundskab, al tro og magt, al ret- 
færdighed, al magt til at dømme, al nåde, al 
sandhed og fylden af alle guddommelige 
egenskaber. Dette underviste Joseph Smith 
om i forelæsninger om Troen (Syv forelæs- 
ninger, som Joseph Smith holdt for Profeter- 
nes Skole (Indeholdt i Lære og Pagter indtil 
1921). Profeten lærte også, at hvis vi vil 
have den fuldkomne tro, hvorved vi kan er- 
hverve evigt liv, må vi tro på Gud som inde- 
haveren af fylden af disse karaktertræk og 
egenskaber. Jeg siger videre, at Han er et 
uendeligt og evigt væsen, og som uforan- 
derligt væsen besidder Han disse fuldkom- 
mengjorte kræfter og egenskaber fra evin- 
delighed til evindelighed, hvilket vil sige fra 
evighed til evighed. 

Jeg er taknemmelig for, at kundskaben om 
Gud og Hans love er blevet gengivet i vore 
dage, og at vi, som er medlemmer af Kirken, 
ved, at Han er et personligt væsen og ikke, 
som visse sekteriske har hævdet, en hob 
af love, der svæver som en tåge i himmel- 
rummet." Jeg er taknemmlig for, at vi ved, at 
Han er vor himmelske Fader, vore ånders 
Fader, og at Han har fastsat de love, hvorved 
vi kan udvikle os og gå fremad, til vi bliver 
som Han. Og jeg er taknemmelig for, at vi 
ved, at Han er et uendeligt og evigt væsen, 
som kender alle ting og besidder al magt og 
hvis fremskridt ikke består i at vinde mere 
kundskab og magt eller i yderligere at fuld- 
kommengøre sine guddommelige egenska- 
ber, men i at øge og mangfoldiggøre sine 
Riger. Dette er også hvad profeten lærte, og 
Jeg bærer vidnesbyrd om sandheden af det. O 



260 



Uddannelsen 
og Kirken 



AF M. DALLAS BURNETT 



Som en gylden tråd, der løber gennem 
et stykke gobelin, er den ydre uddan- 
nelse vævet ind i det stykke stof, der 
er Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages 
Hellige, hvilket har været tilfældet næs- 
ten lige fra Kirken blev organiseret i 
1830. 

Kirkens første skole blev oprettet i 
Kirtland i 1833 — Profeternes Skole. 
Øvrigheden i Illinois gav, i 1840, Nau- 
voo skriftlig tilladelse til at åbne et 
universitet i byen. University of Dese- 
ret åbnedes i den øde Salt Lake Dal i 
1850, kun tre år efter at de hellige var 
ankommet. Dette er blot tre eksempler 
på skoler, som Kirken skabte i sit 
første kvarte århundrede. 
Kirkens uddannelsessystem af idag 
står på tærskelen til at nå ud til Sidste 
Dages Hellige i praktisk talt enhver 
del af verden. Endskønt religiøs ud- 
dannelse vil være i forreste linie under 
systemets verdensomspændende frem- 
stød, er der meget reelle muligheder 
for, at Kirken tillige vil udvikle mulig- 
hederne for verdslig uddannelse rundt 
omkring i verden. 

Religiøs uddannelse tager for De 
Sidste Dages Hellige form af semina- 
rer (grundlæggende og videregående) 
og institutioner (læreanstalter). Kirkens 
verdslige uddannelsesprogram omfat- 
ter grundskoler, eksamensskoler, en 
handelsskole, en ungdomsskole, et 
fireårigt gymnasium og et universitet. 
Religiøs undervisning findes også på 
læseplanen i hver af disse skoler. 
De sidste to tiår har bragt en enorm 
vækst i antallet af studerende og i 
livsgoder, men Kirkens moderne stil- 
ling til uddannelse udkrystalliseredes 
sandsynligvis for mindre end et år 
siden med genindsættelsen af en ud- 
dannelseskommisær i Kirken. Dette 



administrative skridt centraliserede 
samtlige Kirkens uddannelsesmæssige 
bestræbelser og har allerede givet 
større skarphed i og bedre ledelse af 
de forskellige programmer. 
Neal A. Maxwell virker i embedet som 
Kirkens uddannelseskommisær. Han 
assisteres af tre medkommisærer: Joe 
J. Christensen, seminarer og institutio- 
ner, Kenneth H.Beesley, læreanstalter 
og skoler, Dee F. Anderson, økonomi 
og forretning. 

Når man vil prøve at førstå den filosofi, 
der udvikles i Kirkens uddannelses- 
system, kan det være en hjælp at be- 
tragte programmets omfang og ydre 
dimensioner. I dette skoleår (1 970 — 71 ) 
driver Kirken otteoghalvtreds grund- 
og mellem-skoler og syv gymnasiesko- 
ler i Mexico, Chile, New Zealand, 
Tonga, Tahiti, Vestsamoa, Fiji og Ame- 
rikansk Samoa. 

I disse skoler blev indskrevet 13.220 
elever. Det beregnede antal indskrevne 
næste år er over 17.000, idet der er 
oprettet to nye skoler i Peru og Boli- 
via. 

På den højere uddannelses område, 
har Kirken fire institutioner: Brigham 
Young University i Provo, Utah med 
25.000 studenter, Church College of 
Hawaii ved Laie med 1300 studerende, 
Rich College (en ungdomsskole) ved 
Rexburg, Idaho med 5100 studerende 
og LDS Business College i Salt Lake 
City med henved 800 studerende. 
Kirkeuddannelsens største pres, i det 
mindste talmæssigt, kommer fra semi- 
nar- og institutionsprogrammerne, 
hvor der er indskrevet 176.000 stude- 
rende. For kun ti år siden, i årene 
1960— 61, var der 67 .671 studerende. 
Der synes at være tre ting, der hoved- 
sageligt beskæftiger Kirken, med hen- 



syn til at skaffe uddannelsesmulighe- 
der for dens medlemmer. Uden at 
rækkefølgen skal antyde noget om vig- 
tigheden, er eet af disse anliggender 
at tilvejebringe en passende grund- 
skoleudannelse for hvert eneste barn 
i Kirken. Kommisær Maxwell siger, at 
det, at kunne læse og skrive, er et 
evangelisk behov, og at uden en 
grundlæggende uddannelse, er et 
menneske handicappet i sin udvikling 
i Evangeliet. 

Heldigvis bor de fleste af Kirkens med- 
lemmer i områder, hvor de offentlige 
skoler forsyner dem med en grund- 
læggende uddannelse. Imidlertid er 
det således, at hvor der bor særlig 
mange Sidste Dages Hellige i områder 
med utidssvarende offentlige skoler, 
eller hvor særlige forhold gør det van- 
skeligt for visse unge at få passende 
uddannelse, er Kirken rede til at over- 
veje oprettelsen af grundskoler og i 
visse tilfælde gymnasieskoler. 
Et andet vigtigt anliggende er uddan- 
nelse af unge Sidste Dages Hellige 
udover gymnasieskolestadiet. Kirken 
har gjort en stor indsats på dette om- 
råde især med udviklingen af Brigham 
Young University til eet af verdens 
største universiteter. Samtidig har 
man måttet indse, at der ikke findes 
nogen mulig måde, hvorpå man kan 
skaffe universitetsuddannelse til hvert 
eneste medlem af Kirken. 
„Over 200.000 af Kirkens medlem- 
mer studerer ved gymnasier og uni- 
versiteter rundt omkring i verden i øje- 
blikket, og de eksisterende mulighe- 
der giver kun plads for 32.000 stude- 
rende," ifølge kommisær Maxwell. Han 
tilføjer, at denne aldersgruppe i Kir- 
ken stadig bliver større og større. 
„Kirken kan ikke bygge et selvejende 



261 



Skoler i Kirken 

1. Church College of Hawaii 

2. Tahiti 

3. American Samoa 

4. Western Samoa Church School 
System 

5. Tongan Church School System 

6. Fiji 

7. Church College of New Zealand 

8. Church Schools in Chile 

9. Church Schools in Mexico 

10. BYU, Ricks, LDS business Col- 
lege. 




gymnasium eller universitet i hvert 
eneste område, hvor der er medlem- 
mer i Kirken. Det er simpelthen umu- 
ligt. Det er een af grundene til, at Det 
Første Præsidentskab i Januar 1970 
tilskyndede os til at gå frem så hurtigt 
og så rationelt som muligt med udvik- 
lingen af seminar og institutionspro- 
grammet. Dette vil skaffe religiøs ud- 
dannelse og støtte vore unge, der går 
på ungdoms og gymnasieskoler rundt 
omkring iverden." 

Dette fører os frem til det tredie vig- 
tige anliggende: regelret religiøs ud- 
dannelse. Politikken her er, som an- 
givet af Kirkens generalautoriteter, at 
udvide seminar og institutionspro- 
grammerne, så at de „overalt, hvor 
det kan lade sig gøre, tilpasses Kir- 
kens medlemmer for at yde støtte til 
vore hjem, vore missioner og vore 
stave." 

Uden at undervurdere den vækst og 
spænding, der findes på andre uddan- 
nelsesområder, er seminarerne og 
institutionerne den største indsats, 
der kan gøres for at influere på Kir- 
kens medlemmers liv over hele ver- 
den. 

I Midwest og New England i Amerikas 
Forenede Stater, har der været gjort 
forsøg med seminarisk hjemmestudie- 
lektier; og disse forsøg er forløbet så 
heldigt, at lignende programmer vil 
blive bragt til udførelse i Storbritanlen 



og Europa, Latinamerika, og Det fjerne 
Østen. Dette antyder, at unge Sidste 
Dages Hellige i gymnasiealderen over 
hele verden lidt efter lidt vil få adgang 
til regelmæssig religiøs undervisning 
på søgnedage. 

Hjemmestudieprogrammet giver lek- 
tiemateriale til den enkelte, et ugent- 
ligt møde med en instruktør, som kal- 
des fra wardet eller grenen og et må- 
nedligt møde på distrikts- stavs- eller 
regionalbasis. Sidstnævnte møde, der 
ledes af en fuldtidstilsynsførende, som 
ansættes af seminarorganisationen, er 
beregnet på at motivere de unge og 
give dem kontakt med andre seminar- 
elever. Endvidere gives der hjælp og 
vejledning til wards- og grens-lærerne, 
der er ulønnede. 

Når en Sidste Dages Hellig bliver op- 
mærksom på spørgsmålet om vide- 
reudannelse, kommer han til at stå 
over for et vanskeligt valg. Det, han 
først og fremmest må interessere sig 
for, er, hvilken type undervisning, der 
passer bedst til hans interesser og be- 
hov. Kirkens ledere, herunder også de, 
der har med uddannelse at gøre, op- 
muntrer både forældre og unge til at 
forstå, at gymnasie- eller universitets- 
undervisning ikke nødvendigvis er 
den bedste eller eneste måde at for- 
berede sig til livet på. 
Men for den unge voksne, der står 
foran sin gymnasietid, bliver spørgs- 



målet „Hvor?" såvel som „Hvordan?" 
udslaggivende. Kirken tilråder, uden 
at inistere på det, at de to første år 
på højere læreanstalter, hvor det er 
muligt, tilbringes på uddannelsesste- 
der i nærheden af hjemmet. Som tid- 
ligere antydet, har Kirkens ungdoms- 
skoler og universiteter ikke plads til 
alle dem, der ønsker at deltage i 
undervisningen. Det er derfor, at Kir- 
ken gør en stor indsats for at starte 
institutionsprogrammer overalt, hvor 
der samlet bor flere Sidste Dages 
Hellige gymnasiaster og studerende. 
Som kommisær Maxwell ser på dette 
særlige problem, „Var Frelserens bøn 
ikke, at de skulle tages ud af verden, 
men at de skulle holdes fra det onde. 
(Se Joh. 17:15) Evangeliets håb er at 
hjælpe mennesker til at hamle op med 
verden, og det kan være, at en verds- 
lig uddannelse ude i verden sammen 
med indflydelsen fra et stærkt institu- 
tionsprogram for nogle studerende vil 
være en sund måde at forberede sig 
til at hamle op med verden på." 
„Kirkens samlede uddannelsespro- 
gram," påpeger han, „vil blive udvidet 
i overensstemmelse med de vedtagne 
retningslinier, så at det kan svare til 
Kirkens medlemmers virkelige behov." 
Han sætter stor lid til en kerne af 
grundlæggende lærdomme og mere 
fasthed over begreberne, men samti- 
dig må programmet internationalise- 



262 





Kirke-skoler 

seminarer 
institutioner 



res, så det svarer til alverdens kultu- 
relle behov. 

Faktisk ser kommisær Maxwell den 
kirkelige uddannelse som et af de 
mest betydningsfulde redskaber til at 
udvikle og undervise lokale kirkele- 
dere overalt i verden. „Vi har brug for 
tidligt at kunne identificere kirkeledere 
og derpå åbne veje, der kan sikre dem 
en højere uddannelse, hvad enten det 
er i deres eget land eller ved et af 
Kirkens gymnasier eller universiteter. 
Blandt de mål kommisær Maxwell og 
hans arbejdsfæller har udset for ud- 
dannelsessystemet, er, at man i højere 
grad kunne foretage forflyttelser inden 
for lærerstaben. „Det ville medføre 
store fordele for vore studerende, 
hvis en højt kvalificeret og inspireret 
lærer eller lærerinde, som arbejdede 
med eet program i een del af verden, 
for en given periode kunne overflyt- 
tes til et andet sted og et andet pro- 
gram, for at opbygge og styrke de 
studerende der," tilføjer kommisær 
Maxwell. 

1 beskrivelsen af systemet og gennem- 
gangen af Kirkens uddannelsesfilosofi 
lades historien om maoridrengen, der 
får held med sig i livet, hovedsageligt 
fordi Kirkens skole i New Zealand gav 
ham mulighed for at finde sin rette 
hylde nogle få år senere, end de of- 
fentlige skoler tillader det, ufortalt. 
Der findes i det ovenanførte intet, der 



kan give en forestilling om, hvor meget 
det i virkeligheden betyder for en ung 
mexicaner at kunne læse, efter at have 
gået i een af Kirkens skoler. 
Skolesystemets statistik afslører ikke, 
at en, i Arizona boende, indianer- 
families liv ændredes drastisk, fordi 
en seminarlærer fra ungdomsskolen 
fandt frem til en dreng, der ikke var 
medlem. Og der er heller intet, der 
angiver, det antal gange gymnasie- 
elevers vaklende tro er blevet bakket 
op af en forstående institutionsvej- 
leder. 

Den slags ting er det, der dybest set 
er det væsentlige ved Kirkens uddan- 
nelsesprogram- bedre liv og stærkere 
vidnesbyrd. O 



263 



Dr. Peterson, som har fået orlov fra Brigham 
Young University, hvor han er hjælpeprofessor 
i uddannelspsykologi, tjener nu som undervis- 
ningskoordinator i Kirkens Social Service De- 
partment. Han virker også som anden rådgiver i 
Sharon Easts stavspræsidentskab i Provo. 

Unge borte 
fra hjemmet 



AF ELWOOD R. PETERSON 




Et mål for forældre bør være at forberede deres 
børn til den dag, da de må ud på egen hånd, bort 
fra det hejm, som de altid har kendt. Afskeden 
kan komme, når børnene gifter sig, tager på sko- 
le, skal i missionær- eller militærtjeneste eller 
forlader hjemmet for at søge arbejde. 
Hvorvidt et ungt menneske, som har forladt 
hjemmet, får held med sig eller lider nederlag, 
står i direkte forbindelse med vedkommendes 
planlægning, forberedelse og evne til at gennem- 
føre sine hensigter. Forældre bør føle en nidkær 
ansvarlighed over for dette, og forberedelsen 
dertil bør strække sig over hele livet, men der 
plejer også at være en række forskellige ting, 
som bør læres, før det unge menneske drager 
afsted. 

Børn bør, på et tidligt alderstrin, lære at omgås 
penge og de bør overdrages et stedse stigende 
ansvar ikke kun for penge til rekreative formål, 
men også til indkøb af tøj, betaling af udgifter i 
forbindelse med skolen og andre fornødenheder. 
Unge mennesker bør lære at opstille et budget, 
for hvis overholdelse de selv er ansvarlige. De 
lærer hurtigt penges værdi, hvis de må klare sig 
uden ekstra penge, når beholdningen er udtømt, 
eller hvis de kan disponere over overskuddet, 
når de bruger mindre end de tildelte summer. 
Det vil være af værdi at orientere børn om de ud- 
gifter, en husholdning medfører. Såvel drenge 
som piger vil også nyde godt af erfaring i mad- 
lavning, tøjvask og rengøring. 
At lære værdien af og glæden ved hæderligt 
arbejde er af afgørende betydning. En af de væg- 
tigste klager, som arbejdsgivere har at fremføre 
over unge mennesker, der begiver sig ud på 
arbejdsmarkedet, er, at de simpelt hen ikke ved, 
hvordan de skal arbejde. Men selv om det er be- 
tydningsfuldt, at et ungt menneske har en vis 



erfaring i at arbejde, er det samtidig vigtigt for 
vedkommende at have lært at holde ud under 
alle arbejdsforhold og samvittighedsfuldt gøre 
sin bedste indsats. Andre vigtige egenskaber at 
tilegne sig er præcision, velsoignerthed og res- 
pekt for overordnede. 

Når unge mennesker først er kommet ud at stå 
på egne ben, må de selv træffe deres afgørelse 
angående Kirkens standarder. Hvis de endnu i 
hjemmet har lært af egen drift at komme i Kir- 
ken, at vælge gode kammerater og at holde fast 
ved Kirkens standarder, vil de efter al sandsyn- 
lighed vedblive dermed, hvor de end tager hen. 
De har også brug for at kunne bede på eget 
initiativ. 

Det er sædvanligvis vanskeligt for forældre, når 
deres børn forlader hjemmet. Når emnet kommer 
på tale, er det vigtigt, at forældrene er parate til 
at tale det ordentligt igennem og udførligt drøfte, 
hvad et sådant skridt kan føre med sig. Foræld- 
rene og de unge bør lytte til hinanden og betragte 
pro et contra fra begge synsvinkler. Punkter, 
hvor man vil være uenige, bør forudses og gen- 
nemdrøftes på venskabelig vis. En sådan drøf- 
telse kan blive en meget betydningsfuld oplevelse 
for familiens medlemmer. 

Som regel er det bedst ikke at forsøge at nå en 
løsning straks. Beslutninger om at prøve bør 
overvejes endnu en gang, efter at alle konsek- 
venserne har været gjort til genstand for oprigtig 
bøn. 

Når een gang beslutningen, om at den unge skal 
forlade hjemmet, er taget, bør forældrene yde så 
megen opmuntring og støtte som muligt. Der vil 
være langt større chancer for et heldigt udfald, 
hvis vedkommende har deres samarbejde og vel- 
signelse. Vedkommende bør selv forudse mulig- 
heden af såvel succes som nederlag og bestem- 



264 




me sig til, hvorledes der skal reageres over for 
dem. 

Det er ønskeligt, at de unge slår sig ned så tæt 
ved hjemmet, som det, de søger efter, tillader 
dem. En bopæl nær ved hjemmet gør det nem- 
mere for forældrene og de unge at opretholde 
kontakt telefonisk og gennem weekend- og ferie 
besøg. 

Når man overvejer spørgsmålet om den nye 
bopæls placering, bør man også holde sig for 
øje, hvilke ansættelsesmuligheder, der tilbydes, 
og hvor nær det er ved een af Kirkens wards 
eller grene. 

Når man overvejer, hvor man skal bo, bør i over- 
vejelserne inddrages, hvor langt der er til arbejds- 
stedet, til Kirken, til butikker og til fritidsbekvem- 
meligheder. Nabolaget og kvarteret som helhed 
har også betydning. Medlogerende med de sam- 
me standarder vil være tiltrængt, såvel som det, 
at kunne dele udgifterne. 

At bo godt er sædvanligvis temmelig dyrt, og der 
er ekstra udgifter forbundet med at slå sig ned 
et nyt sted. Eftersom der almindeligvis hengår 
et stykke tid, fra man forlader hjemmet, får ar- 
bejde og modtager den første lønningspose, er 
det en god regel i forvejen at have penge til i 
det mindste to måneder. 

Et ungt menneske, der har til sinds at forlade 
hjemmet, bør rådføre sig med sin grenspræsident 
om dette vigtige spårgsmål. Grenspræsidenten, i 
den hjemlige gren, vil være i stand til at give 
vejledning og komme med forslag, der kan være 
af værdi både med hensyn til at nå en beslutning 
og til at træffe forberedelser. En grenspræsident, 
der ved, at et ungt menneske i hans gren står 
over for at skulle rejse, kan udvirke, at man hol- 
der sig i skriftlig kontakt. Breve hjemmefra kan 
udøve en kraftig indflydelse. 



Det vil være klogt af forældre at holde grenspræ- 
sidenten i deres hjemlige gren informeret om, 
hvordan det går deres bortdragne børn. De bør 
også lære deres søns eller datters nye grens- 
præsident at kende enten gennem personligt 
besøg eller ved skriftligt og regelmæssigt at for- 
høre sig om, hvorledes det går deres fraværende 
familiemedlem med hensyn til kirkelige aktivite- 
ter. 

Desværre har mange unge, der tager bort fra 
hjemmet for at søge arbejde, ikke forberedt sig 
rigtigt og de bliver derfor sårbare over for onde 
indflydelser. Idet de føler sig nedslåede, hvis de 
ikke har held til at finde tilfredsstillende arbejde 
eller bopæl, kan de blive udsat for tvivlsomme 
kammerater og omgivelser. 
I erkendelse af de alvorlige problemer, der kan 
opstå i forbindelse med unges fravær fra hjem- 
met, har Kirken lavet et program, der kan hjælpe 
dem med at undgå de potentielle onder. Ansvaret 
for et ungt menneske, der bor borte fra hjemmet, 
hviler hos den unge selv, dennes forældre og 
grenspræsidenten. 

Ifølge Kirkens program skal et ungt menneske, 
der drager hjemmefra, meddele sin grenspræsi- 
dent sin fremtidige adresse. Grenspræsidenten 
udfylder så et dertil udarbejdet skema og sender 
det til Kirkens Social Service Department, som 
undersøger, hvem den nye grenspræsident er, og 
kontakter ham. Den nye grenspræsident, der 
således er varskoet om det unge menneskes an- 
komst, kan så sørge for at vedkommende føler 
sig velkommen i den nye gren. Han vil ofte kunne 
tilbyde hjælp til at finde et passende sted at bo 
og passende medlogerende og han kan endog 
hjælpe med værdifulde forslag angående arbejds- 
muligheder. O 



265 




266 



EVANGELIETS 

OPGÅENDE 
SOL 



AF LORIN F. WHEELWRIGHT 

„Nu dagen gryr og mørket flyr."^ Denne pro- 
fetiske sang af Parley P. Pratt går I opfyldelse 
efter som „Zions banner vajer højt" i Den op- 
gående Sols Land. Ved Expo 70 i Osaka i Japan 
kom een ud af hver ti af de femogtres millioner 
mennesker, der myldrede rundt på udstillingsom- 
rådet, til mormonpavillonen. Her bød missionæ- 
rerne personligt enhver velkommen og mødte 
derved hundredtusind af mennesker, der måske 
har lyst til at vide mere om Jesu Kristi Evange- 
lium. 

Det frø, som Heber J. Grant såede i Japan for 
syv årtier siden, bærer frugt. Kirken har nu over 
14.000 medlemmer i et land med 105 millioner 
mennesker. De besøgende, der kom, fik en dyb 
følelse af, at Evangeliets friskhed bringer nyt liv 
til et ældgammelt land. Japanerne er energiske og 
hengivne. Det forynger eens tro at være vidne til 
et nyt daggry, hvor Evangeliets lys gennemtræn- 
ger Det fjerne Østens skygger. 
Erastus Leon Jarvis henledte min opmærksomhed 
på den skarpe kontrast mellem vore første mis- 



Dr. Wheelwright, som er dekan for fakultetet for 
skønne kunster og samfærdsel ved Brigham 
Young University, har været medlem af Søn- 
dagsskolens generalhovedbestyrelse siden1956. 



sionærers skuffelser og vor nuværende succes. 
Han er syvogfirs år gammel og den eneste over- 
levende missionær fra den gruppe, der gjorde 
tjeneste i Japan sammen med Heber J. Grant, 
som senere blev Kirkens syvende præsident. 
Han fortalte om de første tre missionærer, der 
ledsagede præsident Grant til Japan: Louis A. 
Kelch, Horace A. Ensign og Alma O. Taylor. Han 
viste mig sine dagbogsoptegnelser fra april 1903. 
Et forsøg på at leje en mødesal af Kristelig Fore- 
ning for Unge Mænd i Yokohama blev først mødt 
med godkendelse, senere med afslag. Da præsi- 
dent Grant udbad sig en forklaring, modtog man 
følgende brev, som findes optegnet i Jarvis' dag- 
bog: „Da De henvendte Dem til os, var jeg ikke 
klar over, at De havde at gøre med den Kirke. 
Vore embedsmænd afslår ærbødigt at lade Dem 
anvende salen til det ønskede formål. Men venlig 
hilsen, U. Sumi." 

Missionærerne på den tid fortsatte med at udføre 
deres arbejde, og det samme har alle deres efter- 
følgere gjort, og idag er klimaet et andet. Jeg 
havde det privilegium ved Expo 70 at spille en 
kort orgelkoncert i den kristne pavillon — en byg- 
ning, der støttes af protestanter og katolikker i 
fællesskab. Jeg indledte med „Kom, kom, Guds 
Folk,"2 spillede musik af Bach^ og andre 
kendte komponister og sluttede med et udvalg 
af SDH-sange. Der var ingen, der råbte: „Ud!" 



267 




268 



Tværtimod samlede folk sig rundt om i venska- 
belighed og gensidig forståeise. Et ungt par ven- 
tede tålmodigt på det rette øjeblik til at række 
hænderne frem; så sagde de med tårer i øjnene: 
„Vi er også med." I det øjeblik følte jeg de ja- 
panske Helliges glæde og stolthed over deres 
medlemskab af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages 
Hellige. 

Jeg havde det privilegium at ledsage kejser Hiro- 
hitos broder, da han besøgte Mormonpavillonen 
og så filmen „Menneskets Søgen efter Lykke." 
Hans rolige opmærksomme optræden gjorde ind- 
tryk på mig. Han var dybt interesseret, da han 
mødte præsident Bernard P. Brockbank og præ- 
sident Edward Y. Okazaki, og da broder Shozo 
Suzuki forklarede meningen med udstillingen. 
Jeg har siden modtaget en anmodning fra broder 
Suzuki, som er førsterådgiver i præsidentskabet 
for Japan Central Mission, om at få otte billeder, 
der viser ham og de andre sammen med kejse- 
rens broder, Mikasanomiya Takahito. Han vil 
gerne have dem i sine erindringsbøger til sine 
otte børn. „Dette er en stor ære," skrev han, 
„som sjældent forundes japanere, og som aldrig 
nogen i min familie har nydt — at blive fotografe- 
ret sammen med Japans kejserlige familie." Kir- 
ken er gået meget frem i anseelse, siden man 
nægtede at lade den leje den sal i 1903. 
Mit besøg i Japan udsprang af en invitation fra 
generalhovedbestyrelsens superintendent David 
Lawrence McKay til at repræsentere Søndags- 
skolens generalbestyrelse ved den første regio- 
nale konference i Østen. For at få et førstehånds- 
indtryk af vores Søndagsskole der, besøgte jeg 
Tredie Ward i Tokyo stav. 

Da vi besøgte hver enkelt klasse, var der mange 
elever, der med åbne bøger studerede Evange- 
liet. Visuelle hjælpemidler var i brug, især i Ju- 
niorsøndagsskolen. 

Jeg opdagede senere, at biblioteksprogrammet 
endnu manglede at blive inværksat i Tokyo stav, 
men stavs-præsidenten Shuichi Yaganuma fører 
energisk alle søndagsskoleprogrammer ud i livet, 
så at alle medlemmer og undersøgere kan lære 
om Evangeliet. Til regionalkonferencen havde 
han, sammen med medlemmer af Tokyos stavs- 
råd, af filmen, „Intet højere kald" på een uge 
lavet en fuldstændig oversættelse og optaget dia- 
logen. Ved mødet spillede de det fuldt synkroni- 
serede bånd sammen med filmen. Denne faste 
beslutning, om at overvinde vanskelighederne, er 
karakteristisk for hele deres indsats for at tilføre 
deres søndagsskole vitalitet. 

I Osaka inviterede præsident og søster Okazaki 
fra Japan Central Mission mig til at lede et stu- 



dium i marken for lærere og besøge OkamachI 
Grens søndagsskole. Søndag er ikke nogen kris- 
ten helligdag i Japan og den tætte trafik på den 
højtliggende landevej mellem Kobe og Osaka 
gjorde, at vi kom for sent. VI ankom, netop som 
klasserne begyndte. Ganske uformelt gik vi ind i 
hvert klasseværelse, og med fotografiapparatet i 
hånden fangede jeg glimt af japansk undervis- 
ning, glimt, der står uudsletteligt i mit sind. Nogle 
af dem er på disse sider. 

Da jeg betragtede søster Mieko Akis livfulde an- 
sigt, følte jeg en betagende udstråling. Jeg kig- 
gede til siden for at se, hvordan de ungdomme- 
lige elever tog imod hendes budskab. De var 
henrykte. Stilfærdigt vendte jeg mit fotografiap- 
parat i retning af dem, og uden nogen snakken 
eller stillen op kunne jeg på filmen fange det, jeg 
anser for det bedste søndagsskolebillede, jeg 
nogen sinde har taget. Udtrykket af fuldstændig 
opslugthed i disse smukt formede orientalske an- 
sigter fik en af mine kolleger ved Brigham 
Young University til at sige: „Jeg var blandt de 
første tropper, der kom til Japan under anden 
Verdenskrig. Jeg har aldrig set ansigter som 
disse. Der er i disse øjne et lys, som jeg aldrig 
så den gang. Det er Evangeliets lys." 
Da jeg studerede søster Akis ansigtsudtryk, re- 
gistrerede jeg både ønsket om at formidle be- 
tydningen af det skriftsted, der stod skrevet på 
tavlen, og glæden over klassens reaktion, da den 
fangede dets betydning. Disse ansigter fortæller 
bedre end ord, hvorledes elever og lærere virker 
på hverandre, når sandhed og effektiv undervis- 
ning forener sig for at give lys til menneskeliv. 
Der var, i denne gren, en anden bemærkelses- 
værdig lærer, som oplyste vejen for andre, skønt 
han var blind. Da vi kiggede ind i en klasse, så 
jeg broder Kiyoshi Ito give en lektie med sin 
mappe lukket. Vi mødtes senere til et interview. 
På perfekt engelsk sagde han: „Jeg har altid 
været blind. Jeg har aldrig set noget, undtagen 
gennem mine ører og fingre. Jeg begyndte at 
lære at spille klaver, da jeg gik i fjerde klasse. 
For klaver findes der musik i blindskrift, og der- 
igennem lærte jeg det. Jeg læste blindeskriften 
med den ene hånd og spillede med den anden, 
indtil jeg kunne det udenad. Det tog længere tid 
for mig at lære musik, end det ville tage dig eller 
andre mennesker." 

Han fortalte mig om, hvordan det gik til, at han 
sluttede sig til Kirken: „Jeg er nu femogtredive 
år gammel. I 1950 mødte jeg en kvindelig ame- 
rikansk missionær i toget. Hun hed Ruth K. Need- 
ham, og hendes kammerat var en søster Clark. 
De fortalte mig, hvor vidunderlige GUF og Søn- 
dagsskolen var. Jeg blev døbt i 1 951 . 



269 



Fra 1955 til 1970 var jeg organist i flere grene. 
I år er jeg blevet afløst og kaldet til at være lærer 
for Søndagsskolens familiehjemmeaftenskursus." 
Jeg spurgte ham om, hvordan han bar sig ad med 
at forberede sine lektier. Han svarede: „Nuvel, 
det er et problem. Du kan let læse Bibelen og 
andre skrifter, men det kan jeg ikke. Da jeg blev 
kaldet til denne stilling, sagde jeg først nej, fordi 
jeg mente, at det ville være for svært; men jeg 
bestemte mig til, at jeg ville gøre mit bedste. Jeg 
forbereder mig ved at lade min kone indtale et 
bånd. Hun indtaler fra bøgerne. Jeg lytter til bån- 
det hver dag. For eksempel kan min kone indtale 
næste uges lektie i aften, og jeg vil så begynde 
at lytte til den i morgen. Min kone læser skrifts- 
tederne op for mig, når det er nødvendigt. Hun 
læser lektierne og jeg lytter og gør notater i 
blindskrift efter det." 
„Kan du lide at undervise?" spurgte jeg. 
„Jeg har undervist siden marts. De første måne- 
der kunne jeg ikke lide at undervise, fordi jeg 
ikke vidste, hvor langt jeg kunne gå uden at kigge 
i lektieheftet, som andre mennesker, der kan se, 
gør. Jeg bad min kone om at bede sammen med 
mig, og jeg har fået hjælp fra Herren; det ved jeg. 
Nu kan jeg lide at undervise. Jeg er glad for lek- 
tierne. De hjælper mig i opdragelsen af mit eget 
barn." 

Gennem disse enkle, ligefremme ord fornemmer 
man et dybt åndeligt slægtskab mellem broder 
Ito og hans kone, Yoshi. Jeg spurgte om, hvor- 
ledes de mødte hinanden og blev gift. Han for- 
talte mig så om distriktskonferencerne i Kobe, 
som var fire gange om året, „der mødtes vi, vi 
havde det dejligt sammen i GUF og Søndags- 
skolen." Derpå sagde han: „Du skulle spørge 
hende selv." Hun talte ikke engelsk, så andre 
fortalte historien. Efter een af konferencerne blev 
denne hengivne hustru og moder af ånden be- 
væget til at skrive til broder Ito og fortælle ham, 
at hun ønskede at hjælpe ham hele livet. De blev 
senere gift og beseglet til hinanden i templet. De 
har en datter, som nu er ti år gammel. 
Han sagde, at han havde tjent til livets ophold i 
ti år ved at spille klaver i en natklub, men at han 
havde opgivet denne stilling, fordi den tvang ham 
til at bryde sabbatsbudet. Nu unden/iser han I 
engelsk og klaverspil i sit hjem. 
På mit spørgsmål om, hvordan han havde lært 
engelsk, svarede han: „Gennem radioen. Jeg har 
i tyve år lyttet til et program med engelskunder- 
visning. Det var virkelig mit ønske at lære en- 
gelsk. Jeg ville have lært det som barn; men jeg 
havde ikke råd til at betale lektionerne. Der var 
ikke andet at gøre end at lytte til radioen." Hans 



engelske udtale overgik mange andre indfødte 

japaneres. 

Da han blev spurgt, hvordan han lærer at spille 

vore sange, sagde han: „Jeg lytter". 

Broder Ito har, trods sin ydre blindhed, lært at se 

sandheden og at finde stor glæde, fordi han har 

lært at lytte - ikke blot til engelsklærere i radioen, 

ikke blot til den musik, han ønsker at spille, men 

også til sin kone og til to kvindelige missionærer, 

der mødte ham i et tog og åbnede en helt ny 

verden af lys og kærlighed gennem Jesu Kristi 

Evangelium. 

1 Japanernes tapre ånd ser vi en opfyldelse af hin 

erklæring af Parley P. Pratt: „Nu stråler lyset i 

sin pragt og herlighed fra Herren stor".^ Der er 

kommet et nyt lys til Japan. Det er lyset fra Kristi 

Evangelium, som skinner på lykkelige ansigter og 

bringer fred og god vilje til mennesker. O 

1) SDH-sange, nr. 269 i den engelske udgave. 

2) SDH-sange nr. 8 i: den danske udgave. 

3) Johann Sebastian Bach — tysk musiker og komponist, 1685 — 

1750. 



PROFETEN JOSEPH SMITH taler om: 

HVORFOR TAGES SMÅ BØRN UNDERTIDEN FRA OS? 

Præsident Smith læste det 14. kapitel af Åbenbaringen og sagde: 
Advarselsrøsten lyder atter i vor midte, og den viser det menne- 
skelige livs usikkerhed, og i mine ledige stunder har jeg tænkt 
over problemet og stillet spørgsmålet, hvordan det kan være, 
at små, uskyldige børn tages bort fra os, især de, der synes 
at være de mest intelligente og interessante. De stærkeste grun- 
de, som løber mig i hu, er disse: Denne verden er en meget 
ugudelig verden, og der findes et ordsprog, der siger, at „verden 
bliver svagere og klogere"; hvis det er tilfældet, bliver verden 
mere ugudelig og fordærvet. I verdens tidligere tidsaldre havde 
en retfærdig mand og en Guds mand og intelligent mand større 
mulighed for at gøre godt, for at blive troet og antaget end idag; 
men i dag møder en sådan mand stærk modstand og bliver for- 
fulgt af de fleste af jordens indbyggere, og han må gennemgå 
megen sorg her. Herren tager mange bort, selv i den spæde 
alder, så de må slippe for menneskers misundelse og den nu- 
værende verdens sorger og ulykker; de var for rene, for yndige 
til at leve på jorden. Hvis vi derfor betragter sagen i dens rette 
lys, så har vi grund til at glæde os i stedet for at sørge, da de 
er udfriet fra det onde, og vi skal snart se dem igen. 

Profeten Joseph Smiths Lærdomme 

Side 234-35 



270 



Mod- 
stridende 
Principper 



AF QUINN G. MCKAY 



Hele sit liv havde George lært, at han 
skulle sige sandheden, være ærlig. Han 
havde også lært, at det var forkert at 
såre nogen af Guds børn. George 
havde været gift næsten et år, da dette 
skete. En aften modtog hans kone ham 

Dr. McKay har et særligt professorat 
som David L. Tandys professor i ame- 
rH<ansl< virl<somhedsledelse ved Te- 
xas Christian University. Han er også 
konsulent for forskellige regerings- 
kontorer, private selskaber og ud- 
dannelsesinstitutioner i De forenede 
Stater. Hans stillinger i Kirken har 
været: biskop, missionær og lærer. 
Han er for tiden tilsynsførende for 
Søndagsskolen i Fort Worth stav. 




begejstret i døren med et: „Kom ind i 
stuen, skat, og se den nye lampe, jeg 
har købt i dag. Du vil bestemt synes 
om den." Der, på et stativ i dagligstuen, 
stod en gammel grotesk lampe. Med 
forventning i stemmen spurgte hun: 
„Hvad synes du?" Han syntes, at den 
var hæslig, men han lagde bånd på sig 
selv, fordi han vidste, at hans kone 
ville blive skuffet over hans reaktion. 
George huskede Robert Louis Steven- 
sons^ ord: „At sige sandheden er 
ikke bare at konstatere kendsgernin- 
gerne, men at viderebringe et sandt 
indtryk." I dette tilfælde var George 



ikke sikker på, hvad han skulle sige. 
Skulle han sige, at han kunne lide den, 
og derved undgå at såre sin kone, 
eller skulle han fortælle hende sand- 
heden? 

Det er nemt at afvise et sådant dilema 
som et „gråt mellemområde" og at 
gøre, hvad der falder een ind, men 
dette kan være vildledende og er i vir- 
keligheden ikke til spor hjælp, når det 
gælder om at anvende Evangeliet i det 
virkelige liv. En almindelig kilde til 
denne forvirring er fænomenet „Mod- 
stridende principper," som forekom- 
mer, når to retfærdige principper stil- 



271 



ler sig i vejen for et menneske på en 
sådan måde, at han, hvis han vi! følge 
det ene, er tvunget til at krænke det 
andet. Dette er virkeligt vanskelige 
beslutninger af den slags, som forår- 
sager søvnløshed, skyldfølelse og be- 
kymring. Beslutninger, hvor den ene 
mulighed for søndagsbeskæftigelse er 
klart rigtig (gå til nadvermøde) og den 
anden klart forkert (gå i biografen), 
udgør ikke livets virkelige problemer. 
Vanskelige er de beslutninger, hvor 
det kan være både rigtigt og forkert, 
ligegyldigt hvad man vælger at gøre. 
At se på det som det, det er: mod- 
stridende principper, hjælper os til at 
opføre os i overensstemmelse med 
Mesterens lærdomme. Der er noget, 
der tyder på, at da profeten Lehi 
sagde: „Thi det er nødvendigt, at der 
er en modsætning i alle ting," (2. Ne- 
phi 2:11) kan han delvis have hentydet 
til dette begreb: modstridende prin- 
cipper, som muligvis er en del af Her- 
rens plan for at styrke os åndeligt. 
Fysiske legemer er udformet således, 
at muskler kan yde modstand mod 
hverandre eller mod tyngdekraften. 
Modstandens dynamik opbygger 
stærke legemer. Hvis alle valg stod 
mellem to muligheder, een klart mær- 
ket „rigtig" og en anden klart mærket 
„forkert", ville vor personlige udvik- 
ling i åndelig muskelopbygning ikke 
være nær så styrkende. Det er ikke 
utænkeligt, at Herren har indset, at 
mennesket ville vinde langt større er- 
faring og lærdom ved at prøve kræfter 
med konflikter end med simple, klart 
optrukne alternativer, og at Han derfor 
skaffede førstnævnte til os i den døde- 
lige fase af vort liv. Hvis det ikke for- 
holder sig således, hvorfor udsatte 
Han da allerede i begyndelsen Adam 
og Eva for et par modstridende prin- 
cipper? De første dødelige fik befaling 
om at mangfoldiggøre sig og opfylde 
jorden (1. Mos. 1:28) og samtidig ikke 
spise af frugten af træt til kundskab 
om godt og ondt (samme 2:17). At 
adlyde den ene befaling, ville betyde 
at overtræde den anden. 
Vi står konstant over for konflikter af 
lignende art som nedenanførte: 
1 . En person på atten år ønsker at blive 
døbt, men vedkommendes forældre er 



imod det. 1. princip: „Omvend jer og 
lad jer døbe." 2. princip: „Adlyd dine 
forældre." (Ap. Ger. 2:38; Efs. 6:1) 
2. En far havde lovet sin søn, der var 
ulveunge, at han ville være til stede 
ved et tropsmøde. En regeringsem- 
bedsmand ringer til faderen og beder 
ham om at møde guvernøren i luft- 
havnen for at virke som tolk for en 
udenlandsk standsperson. 1. princip: 
en far bør holde sit løfte til sin søn. 

2. princip: han bør kende sin pligt 
over for land og samfund. 

3. En direktør må afskedige nogle an- 
satte, for at nedbringe omkostningerne 
under en nedgang i salget. En mand 
med ni børn vil blive arbejdsløs. 

1. princip: vold ikke andre mennesker 
lidelser, og vær ikke uvenlig mod dem. 

2. princip: hold aktionærernes udbytte 
på 5% eller mere, som ledelsen har 
fastsat. 

4. En ung mand står over for en fjende 
på slagmarken. Skal han dræbe? 

1. princip: „Du må ikke ihjelslå." 
(2. Mos. 20:13) 2. princip: han bør 
forsvare friheden. 

5. En femtenårig dreng møder en ny 
kammerat i skolen. Denne har slette 
vaner og kommer fra et splittet hjem. 
Bør forældrene tilskynde deres søn til 
dyrkelse af dette venskab eller søge 
at modvirke det? 1. princip: undgå 
dårligt selskab og dårlig indflydelse. 

2. princip: elsk din næste vær venlig 
mod de venneløse. 

6. Ved et tilfældigt møde i klubben 
spørges inspektøren i et firme af dets 
direktør: „Er vicedirektøren en god 
leder?" Inspektøren synes oprigtigt 
talt, at vicedirektøren er en sølle leder. 
Hvad skal han sige? 1. princip: vær 
loyal mod dine overordnede. 2. prin- 
cip: vær ærlig. 

De følgende punkter kan måske være 
en begyndende hjælp til behandlingen 
af de problemer, der opstår som følge 
af modstridende principper. 

1. Gør dig klart nøjagtigt, hvilke mod- 
stridende principper, det drejer sig 
om. 

2. Orden principperne efter rang. Det 
vil sige, at nogle principper jo er vig- 
tigere end andre. For eksempel strider 
principperne, „Du må ikke slå ihjel" 
og „Du må ikke bære falsk vidnes- 



byrd," ikke mod hinanden. (2. Mos. 
20:16) 

3. Når to principper strider mod hinan- 
den, vælg da at adlyde den højere lov. 
Det var lige det, Adam og Eva gjorde, 
da de valgte at spise af frugten, det, 
Nephi gjorde, da han dræbte Laban, 
og det. Frelseren gjorde, da Han til- 
gav kvinden, som havde bedrevet hor. 
Og een af de vigtige nøgler til at ad- 
lyde den højere lov er, at nærme sig 
beslutningen under bøn. 
Selv om man forsøger at anvende 
dette princip overfor de modstridende 
principper, vil man ikke kunne træffe 
enhver beslutning uden kvaler, men 
det vil hjælpe til bedre at vælge mel- 
lem mulighederne. Når de principper, 
det drejer sig om, står hinanden fjernt 
i rang, er beslutningerne lettere. Jo 
mere de to principper nærmer sig hin- 
anden i rang, des vanskeligere bliver 
det at afgøre, hvilket af de to der er 
det højeste. For eksempel: En mand 
arbejder for et selskap, hvis ejer be- 
sluttersig til at drive forretning om søn- 
dagen. Manden kunne godt få et andet 
arbejde, men så ville han gå tyve 
procent ned i løn. Det ville være van- 
skeligt, men han kunne klare sig med 
den ringere løn. Her står princippet om 
helligholdelse af sabbaten over for 
penge til ting som uddannelse, musik- 
undervisning og ferier. Hvad bør han 
gøre? 

Det er let at finde en fornuftig grund 
til, at gøre det, der er mest bekvemt; 
men Frelseren har ikke lovet, at Hans 
vej skulle være let. 

Der er nogle, der vil sige, at man ikke 
kan leve efter hårde og faste princip- 
per. De er tilfredse med, til enhver tid, 
at lade omstændighederne afgøre, hvad 
man skal foretage sig. 
Det bliver et spørgsmål om at priori- 
tere alternativer, om at udvælge dem, 
der efter vort skøn stemmer bedst 
med Evangeliets principper. 
Ældste Marion D. Hanks har sagt: 
„Lad aldrig de ting, der betyder mest, 
være afhængige af de ting, der betyder 
mindst." Valget er undertiden svært; 
men på den anden side har det aldrig 
været let at leve efter principper. Q 

1) Robert Louis Stevenson — skotsk roman- essay- 
og poesi- forfatter. 



272 



.' *i:iiÅXl i:^.-.:^:^^ -Vi^i.:^ fc^;f'.i.i'l ^^kx■i:^k=■^J> 




PRÆSIDENT SPENCER W. KIMBALL, 
fungerende præsident for De Tolvs Råd 

Beslutninger: 

hvorfor det er vigtigt at træffe nogen nu 



Unge mennesker lærer hurtigt, at de 
må betale for de fleste goder. De 
lærer, at de må øve sig for at blive 
dygtige. Jeg har adskillige børnebørn, 
der dyrker brydning i skolen. Til trods 
for deres enorme teenageappetit kla- 
rer de sig en gang hver uge uden mad 
og endog vand for at holde sig inden 
for vægtgrænsen. De øver sig på fuld 
kraft, ofte så længe at det gør ondt I 
kroppen og deres lunger brænder. De 
driver sig selv fremad og udholder 
disse prøvelser, fordi de meget gerne 
vil være i form, så de kan yde deres 
bedste. 

Da jeg var færdig med min mission, 
ville jeg gerne på universitetet; men 
det havde min familie ikke råd til. Der- 
for tog jeg et job på Southern Pacific 
Railroads godsbanegård i Los Ange- 
les for at tjene penge til studierne. 
Jeg arbejdede fjorten timer i døgnet 
med at flytte gods mellem pakhusene 
og godsvognene på en tohjulet træk- 
vogn. Tit havde jeg omkring fem- 
hundrede kilo gods på trækvognen. 
Det var ikke så underligt, at jeg var 
træt, når dagen var gået. 
Jeg boede hos min søster tre eller fire 



kilometer derfra. Det kostede ti cent 
at køre med sporvognen, så jeg tra- 
skede hele vejen frem og tilbage for 
at spare tyve cent om dagen. Jeg 
ville meget gerne på universitetet, 
og ved at gå det stykke vej, kom jeg 
nærmere målet. Det lykkedes mig at 
tjene nok til, at jeg kunne vende til- 
bage til mit land Arizona, og melde 
mig ind på University of Arizona. 
Een af de vigtigste opgaver for et- 
hvert menneske er at tage beslutnin- 
ger. Et dusin gange om dagen kommer 
vi til et sted, hvor vejen delersig,ogvi 
må så beslutte, hvilken vej vi vil gå. 
Nogle af de ting vi vælger, er lang- 
sommelige og vanskelige, men de 
bringer os i den rigtige retning mod 
det endelige mål; andre er korte, 
brede behagelige, men de drejer i en 
forkert retning. Det er vigtigt at have 
et klart begreb om vore endelige mål, 
så vi ikke ved hver eneste vejforgre- 
ning distraheres af sagen uvedkom- 
mende spørgsmål: Hvilken vej er den 
letteste eller behageligste? Eller, hvil- 
ken vej går de andre? 
Rigtige beslutninger er lettest at tage, 
hvis vi tager dem god tid i forvejen, 



idet vi holder os de endelige mål for 
øje; dette sparer os for en masse kva- 
ler, når vi står, hvor vejen deler sig og 
vi er trætte og stærkt fristede. 
Da jeg var ung, traf jeg den uigenkal- 
delige beslutning aldrig at smage te, 
kaffe, tobak eller spiritus. Jeg opda- 
gede, at denne faste beslutning kom 
til at redde mig mange gange gennem 
de forskelligartede ting, jeg kom ud 
for. Der har været mange lejligheder, 
hvor jeg kunne have nippet eller prø- 
vet eller lige taget en slurk, men den 
uigenkaldelige beslutning, som een 
gang var taget, gav mig en god grund 
og god styrke til at stå imod. 
Tiden, til at beslutte om man skal tage 
på mission, forekommer, længe før 
det bliver et spørgsmål om at vælge 
mellem mission eller idrætshøjskole. 
Tiden, til at beslutte sig for tempelæg- 
teskab, forekommer, før man er blevet 
knyttet til en ven eller veninde, der 
ikke har det mål. Tiden, til at beslutte 
sig for en streng og ærlig kurs, er, 
inden ekspedienten har givet een for 
meget tilbage. Tiden, til at beslutte sig 
til ikke at anvende euforiserende stof- 
fer, er, før en ven, man holder af, dril- 



273 



ler een med, at man er bange eller 
from. Tiden, til at beslutte, at vi ikke 
vil slå os til tåls med nogen anden 
mulighed end at bo sammen med 
vores Fader, er nu, så at ethvert valg, 
vi træffer, må bestemmes af vores 
beslutning om ikke at lade noget kom- 
me i vejen for, at vi når det endelige 
mål. 

Nogle mennesker føler, at beslutnin- 
gerne slet ikke ligger i vore hænder, at 
vi simpelthen reagerer på omstændig- 
hederne uden at kunne vælge, som et 
skib uden ror, der driver for vind og 
bølger. Og jeg erkender, at der kan 
komme en tid, da vi ikke længere har 
herredømme over vor skæbne, men 
jeg tror, at det først er, efter at tyng- 
den af vore fortidige beslutninger har 
gjort os hjælpeløse. 
Fra begyndelsen af indeholder enhver 
af os en bunke muligheder, som vil 
udvikles og formes, efter det vi vælger 
at gøre. I ungdommen er vi Især dis- 
ponerede for at formes. VI kan vælge, 
hvad vi vil være. Men efterhånden som 
årene går, opdager vi, at vore fordums 
beslutninger har indskræket antallet af 
de muligheder, der før var åbne for os, 
og at vi har stadig ringere herredømme 
over fremtiden. 

Man bør ikke benægte omstændig- 
hedernes betydning, men i sidste in- 
stans er det vigtigst, hvordan vi reage- 
rer over for omstændighederne. Det er 
en grundsætning i min tro, at enhver 
normal person har evnen til med Guds 
hjælp at tage udfordringen op ud fra 
et hvilket som helst forhold, der måtte 
møde ham. Eet af de mest trøsterige 
skriftsteder Indeholder det buskab, at 
Gud aldrig nogensinde vil lade os 
hjælpeløse. 

„. . . Gud er trofast, han vil ikke tillade, 
at I fristes over evne, men sammen 
med fristelsen skabe vej ud af den, så 
I kan stå den igennem." (1. Kor. 10:13) 
Jeg har set fattigdom fremkalde helt 
forskellige følger hos mennesker; 
nogle bliver bitre, så at de i deres 
selvmedlidenhed simpelthen giver op 
og svigter fremtiden; andre tager den 
som en udfordring, så at de i deres 
beslutsomhed på at sejre, til trods for 
vanskelighederne, bliver til dygtige, 
stærke mennesker. Selv om de aldrig 



undslipper økonomisk pres, udvikler 
de indre resourser af den art, som vi 
forbinder med fremgang henimod en 
Kristus-lignende karakter. O 



Mellem at ville og ikke at ville 

DET TALTE ORD AF RICHARD L. EVANS 

Der er en sætning hos Shakespeare, der antyder ubeslutsomehedens kval: „Jeg 
ligger i krig mellem at ville og ikke at ville, "^ sagde han. Selvsikre mennesker 
er undertiden sikre på det rigtige og undertiden sikre på det forkerte. Men 
ubeslutsomme mennesker piner, modarbejder og bekæmper sig selv mellem 
„at ville og ikke at ville." Studenter lærer, at hvis de skifter hovedfag, spilder 
de megen tid. Det er bedre at skifte retning end at fortsætte en forkert kurs. 
Men en tøvende begyndelse og hyppige ophold undervejs bringer relativt 
ringe fremgang overhovedet. En væsentlig ting i livet er at bestemme sig til, 
hvad der er at bestemme — og et menneske får det ikke rigtig godt med sig selv, 
før det lærer at træffe sine egne beslutninger, ikke stædigt, ikke uden at søge 
råd, ikke uden at skele til kendsgerningerne men med eftertanke, under bøn må 
der komme et tidspunkt, da vi har overvejet længe nok og må beslutte os. 
Principbeslutninger burde være lettere, end de undertiden synes. Det burde 
Ikke tage lang tid at bestemme sig til ikke at stjæle, ikke at være uærlig, ikke at 
være umoralsk. Vi bør ikke være ubeslutsomme, når det drejer sig om ondt og 
godt. Ejheller bør vi lade de mindre og trivielle beslutninger sluge vort liv. 
„Intet at gøre, er sagen, hvis man intet vil være,"^ som et amerikansk ordsprog 
udtrykker det. For at være noget, må vi gøre noget, og for at gøre noget, må 
vi træffe beslutninger. I ægteskabet bør vi beslutte os til at leve ærligt og trofast, 
og være åben, at drage omsorg for vore kære og skabe et lykkeligt hjem. Vi bør 
beslutte os til at holde vore pagter og kontrakter. Vi bør beslutte os til at betale 
vore gældsposter, når de forfalder. Vi bør beslutte at opsøge en læge, når vi 
har varige symptomer. Vi bør beslutte os til at uddanne os så længe som muligt 
— og ikke give op, men kvalificere os, og at arbejde hæderligt og ærligt. Vi bør 
beslutte os ti! at være selvsikre, produktive, hjælpsomme, renlige, velsoignerede, 
høflige mennesker. Ikke ret meget af værdi ville nogensinde være blevet udrettet, 
hvis ikke een eller anden havde besluttet at gøre noget i positiv retning. Med 
omtanke, under bøn bør vi beslutte os til at leve et nyttigt, sundt, lykkeligt liv — 
og ikke fare vild „mellem at ville og ikke at ville". 

1) William Shakespeare: „Lige for lige", anden akt, anden scene. 

2) Nathaniel Howe: „A Chapter of Proverbs." 

„Det talte Ord" fra Temple Square, udsendt over KSL og Columbia Broadcast- 
ing System den 1 . november 1 970. © 1 970 



274 




fire største 

prøver 

for 



AF DR. VICTOR B. CLINE Illustreret af Phyllis Luch 



ungdommen 



Herkules, den berømte helt fra de 
græske legender, fik pålagt udførel- 
sen af 12 unnulige arbejdsopgaver for 
Eurystheus, søn af kongen af Argos. 
Disse opgaver omfattede sådanne 
ting som at rense de augeanske 
stalde på een dag, at fange den vilde 
tyr, Minotaurus og at dræbe Hydra, 
den giftige slange med ni hoveder. 
Den endelige belønning for disse 
præstationer viste sig, at være opnåel- 
sen af udødelighed og et liv sammen 
med guderne. 

Visse autoriteter mener, at Herkules 
sandsynligvis virkelig har eksisteret, 
muligvis var han en tirynsk høvding 
fra mykensk tid og tjener for kong 
Argos. Hans bedrifter, en sammen- 
blanding af nogen sandhed og op- 
spind, fremlægger nogle psykologiske 
sandheder, som går langt ud over 
denne mytiske beretnings specifikke 
detailler. Dette er historien om en 
mand, som med stor selvdisciplin, fan- 
tasi og mod udførte en række utroligt 
vanskelige og strenge opgaver og 
derved nåede den græske udgave af 
Detcelestiale Rige. 

Det synes som om hver tidsalder har 
sine specielle opgaver eller prøvelser, 
hvorpå hver menneskeånd må prøve 



Dr. Victor B. Cline, som er professor i 
psykologi ved University of Utah, har 
en rigdom af erfaringer som forsl<er, 
i hele landet, på den menneskelige 
personligheds og mentale sundheds 
område. Han står som medlem af 
utallige faglige selskaber og er med i 
Youth Protection Commitee. Han og 
hans kone er forældre til otte børn. 



sit mod. Og vor tidsalder kræver, på 
visse måder, ikke mindre end det, der 
krævedes af Herkules. Skønt prøverne 
forandres, forbliver udfordringen og 
vanskeligheden uforandret. 
Efter at have arbejdet omkring syv år 
i Rådgivningscentret i University of 
Utah og efter at have bistået unge 
privat og mangfoldige klinikker og or- 
ganisationer, har jeg fundet frem til, 
hvad jeg tror er de sidste dages mod- 
stykke til Herkules' opgaver, som 
Sidste Dages Hellige unge møder 
dem. Disse fire arbejds-opgaver er 
ikke i første række af fysisk art. De 
kræver ikke muskelkraft, fysisk over- 
legenhed eller ren og skær styrke, men 
befinder sig snarere på de psykolo- 
giske eller moralske prøvers eller ud- 
fordringers område. Dog bereder de, 
på visse måder, endog større vanske- 
ligheder end dem, den legendariske 
Herkules stod overfor. De fire prøver, 
som Sidste Dages Hellige unge står 
overfor, kan lignes ved at bestige 
Mount Everest fire gange. Til tider 
synes de næsten umulige at bestige. 
Men hvis det lykkes, er belønningerne 
store — ja, uvurderlige. Og den enkle 
kendsgerning, at andre har besteget 
disse højder, viser, at det kan vi også 
gøre. 

Den første opgave, der forestår et- 
hvert menneske ret tidligt i livet, er 
kampen mod autoriteten. Vi kalder det 
„autoritetskonflikten." Vi ønsker ikke 
at overholde regler, som andre har 
opstillet. Vi vil ikke have nogen til at 
bestemme, hvad vi skal gøre. Vi vil 
have vores vilje. Og alligevel, hvis 
samfundet skal overleve, må vi indgå 
aftaler med andre til vor gensidige 
beskyttelse og gavn. Mange unge 




mennesker føler i deres næsten despe- 
rate ønske om frihed, at de er hævet 
over loven eller gerne ville være det. 
De er urolige over de begrænsninger, 
der påtvinges dem og deres opførsel. 
Den første autoritetsprøve begynder i 
hjemmet, hvor forældrene repræsente- 
rer det såkaldt etableredes stilling. 
Efter som familien er en miniatureud- 
gave af samfundet, er det her, at 
mange langtrukne kampe mellem ge- 
nerationerne finder sted. Og hver 
generation oplever den samme kamp 
eller konflikt. 

En morgen interviewede jeg en ung 
Sidste Dages Hellig student. I løbet af 
een time røg han halvanden pakke 
cigaretter. Han røg kun sin cigaret 
delvist, hvorpå han slukkede den og 
gik nervøst videre til den næste. På 
grund af udtrykket af afsky i hans an- 
sigt, spurgte jeg, om han kunne lide 
at ryge. Han svarede: „Du Godeste, 
Nej!" Så spurgte jeg, hvorfor han 
overhovedet røg, da han ikke kunne 
lide cigaretter. Han så forvirret ud og 
sagde, at han ikke vidste det. 
Som svar på et sprøgsmål om sine 
drikkevaner tilkendegav han, at han 
plejede at indtage et betragteligt antal 
alkoholiske drikke, men at også dem 
fandt han temmelig frastødende i 
smag, og han kunne ikke forstå, hvor- 
for han drak. Han deltog ikke i Kirkens 
møder, skønt han følte sig tiltrukket 



275 



af Kirken og dens filosofi og lærdom- 
me. Han vidste ikke helt, hvorfor han 
ikke kom. 

Da vi undersøgte hans baggrund, op- 
dagede vi, at han var låst fast af en 
magtkamp med sin far, en religiøst 
hengiven, men temmelig streng mand. 
Effektiv kommunikation og forståelse 
eksisterede ikke længere. Det blev 
snart indlysende, at den strategi, som 
denne unge mand — for en stor del 
ubevidst — brugte overfor sin far, var 
at bryde deres fælles religions regler 
og forbud. Dette, vidste han, ville vir- 
kelig såre faderen, og samtidig kunne 
han demonstrere sin frihed og uaf- 
hængighed af faderen. 

Ude af stand til at ordne sin far effek- 
tivt og dermed den autoritet, han stod 
for, var denne unge mand voldsomt 
nedtrykt, fremmedgjort og ueffektiv, 
han var udelukket fra de åndelige og 
religiøse forbindelser, han stadig 
værdsatte. 

En ung, gift kvinde, fed og meget 
overvægtig, lå i oprørskrig med sin 
mand. Hun hadede sig selv og sin las- 
kede, opsvulmede tilstand. Hun bad om 
hjælp til at gå ned i vægt; men til trods 
for de mange diæter, hun kom på, viste 
det sig, at hun, af een eller anden 
ukendt grund, ikke ville samarbejde. 
Hun syntes ikke at kunne gøre de ting, 
der var nødvendige for at blive til- 
trækkende. Svaret på dilemmaet slap 
ud, da hun afslørede, at hendes mand 
bestandigt irettesatte hende på grund 
af hendes overvægt og ofte foreslog 
hende, at hun skulle holde op med at 
spise så meget. Imidlertid afslørede 
hun sit oprør mod sin mand, uforva- 
rende, at „jeg vil så sandelig ikke tabe 
mig for hans skyld." Det vil sige, at 
hun for at ærgre sin mand vedhol- 
dende opretholdt et utiltrækkende ud- 
seende, til trods for alle de negative 
følger det havde for hende selv. 

„At stampe mod brodden" er en al- 
mindelig følge af denne type autori- 
tetskamp. Man skader sig selv i et for- 
søg på at opbygge et utilfredsstillende 
forsvar mod de irritationer, som op- 
står på grund af autoritære forbud 
mod eller forældres kritik af en ad- 
færd, der mishager dem. Hvad der 



ofte gør tilpasning til dette problem 
vanskelig, er, at den, der pålægges 
begrænsninger, undertiden har ret. Det 
menneske, der nægter muligheden — 
for eksempel faderen, der nægter søn- 
nen adgang til at bruge bilen — forstår 
måske ikke til fulde situationens an- 
den side. Dette fordrer det højeste mål 
af takt og tålmodighed af den, der bli- 
ver misforstået, tilligemed dygtighed 
til at forhandle og bilægge uoverens- 
stemmelser. Nogle unge mennesker 
lærer, hvordan de skal analysere og 
løse deres autoritetsproblemer, men 
andre lærer det aldrig. De bliver bitre, 
stridbare, konstant vrede og frustre- 
rede, de befinder sig i en tilstand af 
vedvarende oprør mod deres religion, 
deres Gud, deres ægtefælle, deres 
arbejdsgiver og til tider endog sig 
selv. Der er mange, der således er 
delt og splittede indvendig; de er i 
sandhed ulykkelige mennesker. 
Den anden store opgave, som de 
fleste unge mennesker kommer til at 
stå overfor, er vendepunktet i tilliden 
til sig selv og til sin forestilling om sig 
selv eller evne til at respektere sig 
selv. 1 en rundspørge, som foretoges 
for nogle år siden ved University of 
Utah, stilledes følgende spørgsmål: 
„Føler De, at De har et mindreværds- 
kompleks?" Treoghalvfems procent 
svarede: „Ja," hvilket synes at vise, at 
de allerfleste mennesker slås med 
dette problem. 

Forfatteren interviewede engang en 
meget tiltrækkende Sidste Dages 
Hellig pige, som var lidt under tyve år. 
Hun kom fast sammen med en mand, 
der var meget ældre end hun selv, en 
mand der var frafalden, alkoholiker, 
voldsom og hensynsløs overfor kvin- 
der, rå og nedvædigende i sin opfør- 
sel, og som led af en kønssygdom. 
Hendes familie og venner var choke- 
rede og oprørte over, at hun ville om- 
gås en sådan person og foreslog, at 
hun skulle søge råd. Da hun blev 
spurgt, om hun elskede ham, svarede 
hun hurtigt: „Nej, da!" 
„Du holder måske af ham?" 
Hun svarede: „Nej, jeg er bange for 
ham." 

Da hun blev spurgt, hvorfor hun så 
kom sammen med ham, svarede hun 



med en svag næsten uhørlig stemme: 
„Hvem andre vil vel have mig?" 
Hendes forestilling om sig selv var så 
lav og ringe, at hun følte, at hun ikke 
fortjente bedre. Det er indlysende, at 
hvis man synes, at man er „ingenting", 
vil man måske også gå ud og komme 
sammen med „ingenting." Man kan 
også gifte sig med „ingenting" ofte 
med katastrofale følger for een selv 
personligt og endnu mere for eens 
børn. 

Den forestilling om os selv, som vi 
lever med, spiller en overordentlig 
vigtig rolle og påvirker de beslutnin- 
ger, vi tager, de stillinger eller kaldel- 
ser, vi vælger og vores evne til at 
modstå fristelse. Visse undersøgelser 
viser, at een af de vigtigste grunde til, 
at unge mennesker bruger euforise- 
rende stoffer eller akohoj eller tager 
sig andre ting for, der kan skade dem 
selv, er, at de ikke kan ignorere ind- 
flydelsen fra deres jævnaldrende. 
En Sidste Dages Hellig dreng, en 
Teen-ager, retfærdiggjorde sin brug af 
euforiserende stoffer ved at sige: 
„Men der er ikke noget i Vosdomsor- 
det, der siger, at det er skadeligt at 
bruge dem." Lidt senere afslørede 
han, at han også drak alkohol, og at 
han havde en anden undskyldning til 
at retfærdiggøre dette. 
Vi kan altid finde en undskyldning, der 
kan retfærdiggøre en hvilken som helst 




276 



handling, ligegyldig hvor asocial og 
skadelig den måtte være for os. Mange 
unge mennesker, der lader sig ind- 
fange af narkomankulturen eller hip- 
pielivet, begynder med at henrykkes 
og føle sig godt tilpas, fordi mennes- 
ker fra disse grupper accepterer dem, 
som de er. Man hverken kritiserer 
eller fordømmer dem. Deres hår han 
være langt, deres tøj snavset, deres 
krop uvasket og stinkende. Man kriti- 
serer aldrig deres opførsel eller deres 
ekspirementer med sex og stoffer. De 
føler sig forfriskende frigjorte. De lyk- 
ønsker sig selv med at være imod det 
bestående, eller med at have kastet 
alle den jødisk-kristne etiks skikke og 
moralbegreber overbord. Hvad de 
ikke kan indse, er, at dette nye liv, de 
har valgt, har mindre at byde på, end 
det, de lod bag sig. Loyalitet, kærlig- 
hed, selvopofrelse, pligt, næstekærlig- 
hed, udholdenhed for andres skyld er 
alle egenskaber, der mangler i Narko- 
tikakulturen. Det er et liv, hvor stimu- 
leringen af eens nervespidser eller 
indre psyke er det højeste gode, hvor 
udnyttelsen af andre for eens eget 
behovs skyld er almindelig. Det er et 
liv i slaveri, ikke i frihed. Frihed er kun 
noget illusorisk. 

Desværre er det sådan, at de mennes- 
ker, der mangler selvtillid, som ikke 
elsker og respekterer sig selv, oftest 
er tilbøjelige til at modtage den ven- 
lige indbydelse fra folk fra denne kul- 
tur, med dens løfte om ingen kritik, om 
egoopbyggende smiger, om en nem 
udvej, om et nyt liv. Men det er en 
fælde — en åndelig død for mange og 
fysisk død for nogle få mere, som 
enhver terapeut, som har med be- 
handlingen af disse mennesker at 
gøre, så trist kan berette. 
Den tredie store opgave eller den tre- 
die udfordring, har at gøre med at 
lære, hvordan man skal meddele sig 
til andre mennesker. Disse omfatter 
vore forældre, brødre og søstre, den 
vi gifter os med, vores arbejdsgiver, 
dem, vi leder, de mennesker, der bor i 
samme blok som vi selv og de andre 
i den samfundsgruppe, som vi hører 
til. At lære, hvordan vi skal meddele 
os til andre mennesker, er måske det 



vigtigste, vi nogensinde foretager os. 
Dette indbefatter at lære, hvordan vi 
skal elske og lade andre elske os. Hvis 
vi lærer dette godt, åbner vi udvej 
for tilfredsstillelse af myriader af vore 
menneskelige og følelsesmæssige be- 
hov. Hvis vi lider nederlag i vor kom- 
munikation med andre, sker der måske 
skade på vores medmenneskelige, 
følelsesmæssige og åndelige udvik- 
ling. ,« ' 
For ikke så længe siden, blev en yndig 
kvinde begravet, hendes mand var 
død fem år i forvejen. Hendes syv 
sønner og døtre græd sammen, mens 
smukke og rørende komplimenter 
udøstes over deres moder ved begra- 
velsen. To dage senere mødtes fami- 
lien i hendes tomme lejlighed for at 
afgøre fordelingen af hendes få ejen- 
dele. To af døtrene begyndte at skæn- 
des om, hvem der skulle have en ud- 
slidt sofa, der vel var omkring halv- 
fjerds kroner værd. Deres fornærmel- 
ser mod hinanden endte til sidst i 
slagsmål. Denne deling af deres mo- 
ders bo tjente til at forny de bitre 
stridigheder og forhold, de aldrig 
havde lært at løse som børn. 
Der findes kvinder, der helbreder 
enhver, de kommer i kontakt med. De 
har en særlig gave, der består i at 
bygge folk op, at inspirere dem til at 
gøre deres bedste og øge deres talen- 
ter. Ingen går fra dem uden at være 
blevet beriget og belønnet. Det er 
overflødigt at nævne, at sådanne kvin- 
der har mange venner og er meget af- 
holdte. De har udviklet den særlige 
gave, det er, at meddele sig til andre. 
Den sidste opgave eller prøve består 
i at nedkæmpe detnaturlige menneske. 
Psykologer taler undertiden om id'et, 
eller vores implusive, irrationelle 
natur. Enhver må kæmpe for at under- 
tvinge denne „tiger" indeni sig. Den 
indbefatter de lidenskaber og lyster, 
der stammer fra menneskets grund- 
læggende instinkter og kødelige natur. 
Den kan også indbefatte hang til alko- 
hol og stoffer. Hvis disse lidenskaber 
undertvinges og kontrolleres, kan 
menneskets fornuft og åndelige natur 
(ego) lede dets opførsel. Hvis liden- 
skaberne dominerer, kan mennesket gå 



til grunde, det kan lide nederlag i sine 
familieforhold eller sætte sin karriere 
og ambitioner for fremtiden på spil. 
Dette er en evig kamp, som intet men- 
neske slipper for. For eksempel: En 
ung mand på tyve år, som jeg kendte, 
erkendte grædende, efter at det var 
for sent, at han havde mistet sin frie 
vilje. Det eneste, han levede for, var 
et nyt „skud", ikke fordi det føltes 
særlig dejligt, men bare for at hindre 
det i at smerte så meget. 
Seksuelle lidenskaber kan, skønt vid- 
underlige og lægende på deres rette 
plads og et storslået bindemiddel i et 
godt ægteskab, ødelægge og fordærve, 
hvis de nedværdiges eller misbruges. 
Agression, vrede og fjendtlighed kan 
også ødelægge og på få øjeblikke 
knuse et helt livs ambitioner. Imidler- 
tid kan disse følelser, hvis de omdiri- 
geres ad de rigtige kanaler, blive til 
konkurrencesport, forretningsvirksom- 
hed, humor eller endog kunst og mu- 
sik. 




Hvis vi skal udføre vore opgaver eller 
bestige vore fire Everests, må der 
være en anden grund end blot dette, 
at udfordringen eksisterer — „fordi 
den er der." Hvis nogen skal føle sig 
motiveret i så mange år og så udsætte 
den øjeblikkelige tilfredsstillelse ved 
en indskydelse til fordel for en større 



277 



gevinst senere, kræver det guddom- 
melig hengivenhed. Der må være et 
endeligt mål eller en endelig hensigt. 
Og det mål, tror jeg, er håbet om en- 
gang at leve i det retfærdighedens 
samfund i livet efter døden, når kær- 
lighed og nåde får overhånd. Måske 
vil vi også der kunne hjælpe dem, der 
snublede og hvis liv blev ødelagt, fordi 
det onde fandtes i verden og mørkets 
prins førte dem vild. 
Jeg tror ikke, at vi vil være lykkelige i 
Himmelen, hvis vi skal være der alene. 
Det kan være, at vi i kraft af den 
styrke, det mod og den selvdisciplin 
så vel som gennem den tro og næste- 
kærlighed, vi udvikler i dette jordeliv, 
vil finde evnen til at virke til velsig- 
nelse for dem, der har ringere evne, 
som er trætte, som er bedrøvede, som 
trænger til trøst og håb, så at også de 
kan opleve glæde. VI er vore brødres 
vogtere i dette liv så vel som i det til- 
kommende. O 




ÅBENBARING og INSPIRATION 

I teologisk forstand betyder åbenbaring tilkendegivelse af guddommelig sandhed gen- 
nem liimmelsk formidling. Det græske ord apocalypsis, der nøje svarer til vort åben- 
baring, udtrykker begrebet at blotte eller afdæl<l<e det, der var iielt eller delvis 
skjult, eller også at trække et slør eller forhæng tilside. En fordansket form af det 
græske udtryk anvendes undertiden til at betegne den særlige åbenbaring, der blev 
givet apostlen Johannes på øen Patmos, og som udgør den sidste bog i Det nye 
Testamente. Guddommelig åbenbaring kan, som talrige eksempler fra skriften viser, 
bestå i udfoldelsen af eller oplysning om guddommelige egenskaber, eiler også i 
tilkendegivelsen af Guds vilje i menneskelige anliggender. 

Ordet inspiration tillægges ofte en betydning, som kommer meget nær op ad be- 
tydningen af åbenbaring, selv om inspiration, svarende til sin oprindelse og første 
anvendelse, havde en ganske bestemt betydning. Inspirere betyder ordret at gøre 
levende gennem ånden. Et menneske er inspireret, når det står under indflydelse 
af en anden kraft end sin egen. Guddommelig inspiration kan man betragte som en 
mindre og ikke så direkte form for himmelsk indflydelse på et menneske, som det 
er tilfældet ved en åbenbaring. Forskellen på de to er derfor mere en gradsforskel 
end en forskel i beskaffenhed eller natur. Herren fratager ikke i nogen af disse til- 
fælde mennesket dets handlefrihed eller dets egenart. Dette fremgår navnligt af 
den bemærkelsesværdige ejendommelighed i skrivemåden, som karakteriserer de 
forskellige hellige bøger. Men ved åbenbaring udøves der en stærkere indflydelse på 
modtageren end ved den svagere, men derfor ikke mindre guddommelige inspirations 
påvirkning. 

Vi kan kun ufuldkomment ære og respektere et væsen og en myndighed, hvis til- 
værelse for os er en tvivlsom sag. Skal vi nære ubetinget tillid til vor Skaber og 
virkelig ære ham, så må vi vide noget om ham. Selv om dødelighedens slør med 
dets ganske uigennemtrængelige mørke udelukker den guddommelige tilværelses 
lys fra det syndige menneskehjerte, så kan det skillende forhæng dog trækkes til- 
side, så det himmelske lys kan lyse op i den retfærdiges sjæl. Det opmærksomme 
øre, harmonisk stemt efter den himmelske musiks toner, har hørt Guds røst kundgøre 
hans personlighed og hans vilje; Guds hånd gør sig ofte synlig for det for bjælken 
og skæven rensede øje, der beslutsomt søger sandheden; for den sjæl, der er blevet 
behørigt renset gennem hengivenhed og ydmyghed, er Guds sind blevet åbenbaret. 

Et studium af TROSARTIKLERNE 
af James E. Talmage 
Side 283-85 



278 



Hold deres blik fanget 



AF DELLA MAE RASMUSSEN 




Spørg en hvilken som helst mand eller 
kvinde, eller spørg et barn eller en 
teenager. Praktisk talt 100% vælger 
lærere uden bøger. 

Den positive værdi af systemet — 
lærere i øje-til-øje-kontakt med ele- 
verne, fremfor i hovedsagen at skulle 
støtte sig og benytte øje-til-bog-kon- 
takt — er vanskelig at opgøre, hvad 
angår vækst og øget effektivitet i at 
undervise i Evangeliet. 
De lærere, hvis undervisningstimer de 
har nydt mest, er sikkert dem, som 
ikke har stillet en bog til skue som en 
synlig krykke, det viser sig snart, at 
en sådan lærer udstråler personlig 
varme, entusiasme og et greb om em-' 



Søster Rasmussen, som er hustru og 
moder, er medlem af Primarys hoved- 
bestyrelse og af Præstedømmets 
lærertræningskomite. Hun fik doktor- 
grad i uddannelsespsykologi ved Brig- 
ham Young University i 1968. Hun og 
hendes familie bor i Pleasant view 
Second Ward, Sharon East Stake i 
Provo. 



net, som ellers ville have været uop- 
nåeligt. 

Der er nu en betydelig mængde vid- 
nesbyrd om, hvordan elever i Kirkens 
klasser reagerer overfor lærere uden 
bøger, for hånden. 

En bærer af Præstedømmet sagde om 
sin lærer: „Han er en god ven af mig, 
og han er et godt menneske. Han har 
længe undervist Præstedømmets kvo- 
rummer og grupper, men jeg ville 
ønske, at han ville møde virkeligt for- 
beredt til undervisningen. Når jeg ser 
den lektiebog opslået i hånden på 
ham, spekulerer jeg altid på, om han 
ikke bekymrer sig om at gøre det mere 
interessant." 

En søster i Hjælpeføreningen sagde: 
„Vores lærerinde læser op af bogen 
det meste af tiden. Hun retfærdiggør 
det ved at sige: , Forfatteren siger det 
så meget bedre end jeg kan'." Gud 
har skabt lærere med varme, mennes- 
kelige stemmer og venlige øjne. Men- 
nesker har opfundet trykte sider, der 
er stumme. 

En femtenårig bemærkede: „Jeg kom- 
mer ikke til Søndagsskoleklassen. Jeg 



går, når de indledende manøvrer er 
overstået. Jeg lærer ikke noget af lek- 
tien. Vores lærer holder bogen op 
foran hovedet og opfører sig, som var 
han bange for at stille spørgsmål." 
Eet barn på syv år udtrykte det såle- 
des: „Joh, jeg prøver at være stille, 
selv om hun læser lektien op, men det 
er der andre, der ikke gør, og dem 
sender hun ud på gangen." 
Sådanne bemærkninger har man hørt 
gentaget utallige gange. Deltagere i 
Kirkens klasser ønsker og forventer 
øje-til-øje-kontakt med deres lærere. 
Mens læreren forbereder sig til at 
undervise øje-til-øje, bør han under 
bøn og eftertanke studere lektieheftet, 
hvori de evangeliske ideer og pricip- 
per defineres og korreleres. Men 
når han begynder undervisningen, bør 
han formidle ideerne gennem øje-til- 
øje-kontakt. Dette er ikke ensbety- 
dende med at diskutere uvedkom- 
mende personlige oplevelser; men det 
er ensbetydende med at man forbere- 
der sig til at undervise i lektiemateria- 
let. 
Vi lever i en tid, da man interesserer 



279 



sig for personlig kommunikation men- 
neske til menneske. Hvilke budskaber 
formidles til klassens elever af en 
lærer, der efter at have forberedt sig 
grundigt ikke behøver at ty til sit lek- 
tiehefte i klassen? En sådan lærer for- 
midler til sine elever følgende indtryk: 
Jeg er forberedt. 
Jeg har selvtillid. 
Jeg er parat til at høre på jer. 
I betydernoget for mig. 
Jeg kender stoffet. 
Jeg vil gerne engageres i emnet. 
Jeg er Interesseret I jeres bidrag. 
Jeg er en hengiven lærer i Evangeliet. 
I det daglige nyder de fleste mennes- 
ker direkte øje-til-øje-kontakt med 
deres venner og omgangsfæller. De er 
da sikre på, at den anden ved, at de er 
der, og at han Interesserer sig for 
dem, deres følelser og deres menin- 
ger. 

Det er vigtigt, også udenfor klasse- 
værelset, at undervise på øje-til-øje- 
basis. Mange forældre har gjort den 
opdagelse, at den bedste måde at 
gøre en familiehjemmeaften ueffektiv 
på, er at hente lektieheftet frem og be- 
væge sig gennem lektien ord for ord, 
linie for linie. Øje-til-øje-kommunika- 
tion efter grundig forberedelse er al- 
tid nødvendig. 

Dette begreb, øje-til-øje-undervisning, 
er ikke nyt. Frelseren underviste på 
denne måde, idet Han drog dem, der 
fulgte Ham, fysisk tæt til sig og talte 
til dem øje til øje og hjerte til hjerte. 
I vores uddeling, så langt tilbage som 
1902, blev Kirkens lærere opfordret til 
at befri sig for deres bøger for virke- 
ligt at kunne nå og belære deres ele- 
ver. (Childrens Friend, bind 1, side 
188). 

Tusinder af hengivne lærere bruger 
øje-til-øje-metoden ved undervisning. 
Hvad siger disse lærere om dette be- 
greb? 

En lærer skrev: „Jeg ville ønske, at jeg 
havde forsøgt mig med øje-til-øje-un- 
dervisning for længe siden. Efter at 
Jeg nu er begyndt at anvende den, får 
de, der er i min klasse, lige så stort 
udbytte som jeg selv. Jeg oplevede 
endnu et belønningens øjeblik i dag, 
da en pige fortalte mig, at hun havde 



nydt undervisningen så meget, at hun 
ville tage sin bedste veninde med 
næste gang." 

En anden sagde: „Jeg har opdaget, at 
jeg må være mere skabende og tage 
mig længere tid til forberedelsen. Jeg 
følte mig rigeligt belønnet i dag, da eet 
af de vanskeligste børn sagde, idet 
det ringede ud: ,Jeg håber ikke at det 
er slutsignalet. Tiden er vel nok gået 
hurtigt i dag.'" 

En lærer, i Det aronske Præstedømme, 
sagde: „Det var ikke så vanskeligt, 
som jeg troede, det ville være, og for 
allerførste gang lagde børnene mærke 
til, hvad jeg sagde, og blev optaget af 
lektien. Tidligere havde jeg været så 
nervøs, at jeg nærmest holdt mig til 
lektieheftet af sikkerhedsgrunde." 
Øje-til-øje-undervisning er noget, alle 
aldre og grupper har brug for. Skønt 
mange voksne lytter høfligt og måske 
uge efter uge vender tilbage til en 
kedelig lærers klasse, så får også de 
mere ud af det, når de er optaget af 
lektien. 

Til trods for de åbenlyse fordele ved 
øje-til-øje-undervisning er der stadig 
visse lærere i Kirken, der vægrer sig. 
Een lærerinde sagde, at hun syntes, at 
hun allerede var en tilstrækkelig god 
lærerinde; hun følte, at hendes frie 
vilje blev hende frataget af en sådan 
udfordring. 

En anden følte, at det, at gøre notater 
i stedet for at tage heftet med i klas- 
sen, var spild af tid. Hun var dog enig 
i, at talere, der bruger notater for at 
kunne huske rækker af ideer, er mere 
effektive. 

Mange lærere, der er imod øje-til-øje- 
undervisning, har aldrig prøvet det, 
idet de antager, at det enten ikke vil 
virke, eller at det ikke ville være mere 
tilfredsstillende end de sædvanlige 
måder. Nogle prøver det måske uvil- 
ligt og føler sig endog tilfredse, når 
det slår fejl. De har opfyldt deres 
egen profeti. 

En sjælden gang hænder det, at en 
lærer med en usædvanlig stemme 
eller en imponerende optræden er i 
stand til at læse hele eller det meste af 
en lektie op og samtidig holde klas- 
sens opmærksomhed fangen. Men, før 



en lærer begynder at tro, at han er een 
af hine sjældne mennesker, lad ham 
da spørge sig selv, om han ville turde 
risikere at give sin klasse et anonymt 
spørgeskema, der fordrede en ærlig 
vurdering af hans undervisning med 
bog i hånd! 

Der gives tidspunkter, da læsning fra 
heftet kunne siges at være i orden, for 
eksempel når man citerer skriftsteder 
eller et kort uddrag, der er særligt ud- 
tryksfuldt. Men lærere bør vare sig for 
at mene, at hele lektien kan gives på 
denne måde. 

Hvordan kan en lærer begynde at un- 
dervise øje til øje? Han kan opgive 
gamle, bekvemme vaner-noget, der 
aldrig er let. Han kan bruge mere tid 
på forberedelsen — ikke noget pro- 
blemfrit foretagende. At undervise 
uden at bruge bogen kræver en ind- 
sats. Det kræver mere studeren og for- 
beredelse. Men at tjene Herren, ved 
at undervise mere effektivt i Hans 
Evangelium, bringer indre fred og til- 
fredshed. O 



280 



Dit ord 




Minder i hundredvis for gennem Karl 
Eastons sind, da hans bil nåede top- 
pen af højdedraget. Udstrakt, foran 
ham lå en bred dal, hvori en smal flod 
bugtede sig, og fjernt i den blå dis lå 
bjerget, ved hvis fod landsbyen lå. 
„Jeg tror, jeg har gennekrydset hver 
tomme af det område," sagde Karl 
grundende. 

Da Karl kørte ned ad den snoede vej, 
der førte til dalen, mindedes han, hvor 
skuffet han havde været, da han blev 
kaldet til at tage på mission og er- 
farede, at han skulle arbejde to år i 



■ I ■ 

vil jeg 

I aD6 



FORFATTET AF IRIS SYNDERGAARD 




281 



New Mexico, ikke ret mange kilometer 
fra det sted, hvor han havde tilbragt 
de første nitten år af sit liv. 
Det havde været ham en smertelig 
skuffelse. Mans han spændt ventede 
på kaldet, havde han drømt om skøn- 
ne, fjerne landne syd for Ækvator; han 
havde tænkt på mange europæiske 
lande, hvor hans forfædre havde deres 
rødder; han havde forestillet sig, hvor- 
dan han rejste gennem eksotiske syd- 
amerikanske lande. Men han blev 
sendt til et land lige i nærheden! 
Karl prøvede at byde kaldelsen vel- 
kommen med et glad hjerte; man først 
da han sad ved vidnesbyrdmødet sam- 
men med omkring tre hundrede æld- 
ster og søste og sang en højt skattet 
sang, kom hans modtagelse for alvor. 
Karl kunne huske, hvorledes de to 
første strofer syntes henvendt til ham 
personligt. 
Det er måske ej i kampens gny, ej 

ude på alfarvej, 
' det er måske ej i røg og sky, at 

Herren har brug for mig. 
Men når Han mig kalder ved sin 

Ånd til noget at gøre her, 
da vil jeg lydigt fra denne stund 

Ham tjene i al min færd. 
Derefter havde Karl taget fat på sit 
missionærarbejde med en mere ydmyg 
ånd. Han opdagede næsten med det 
samme, at det så langt fra var det vel- 
kendte land, han havde troet, alting 
undtagen selve det New Mexikanske 
lands nøgne karakter var fremmed, og 
mange af befolkningens skikke var 
lige så fremmede, som dem man ville 
kunne finde i lande hinsides det 
videste hav. 

Endvidere syntes disse mennesker at 
finde Karl og det budskab, han bragte, 
ikke blot sært, men uvelkomment. Han 
og hans kammerat mødtes med fortør- 
nelse og foragt. Døre blev smækket i 
hovedet på dem, eller endnu værre for 
de unge mennesker at udholde, de 
mødte komplet mangel på interesse 
for dem og deres budskab. 
Langsomt skred ugerne og månederne 
frem. Ikke en eneste fandt Karl eller 
nogen af hans kammerater, ikke en 
sjæl, der var rede til at modtage det 
evangeliebudskab, de var så ivrige 
efter at aflevere. 



En eftermiddag, da Karl havde mindre 
end to måneder tilbage af sin missio- 
nærtid, kørte han ind på en service- 
station. Da en mand tørrede forruden 
af med raske tag, spurgte Karl, nær- 
mest træt: .Kender De noget til mor- 
monerne?" 

Manden, en lille, mørklødet fyr med et 
bredt smil, svarede: „Kun lidt." 
Karl fortsatte: „Vil De gerne vide 
mere?" og manden sagde, idet han 
nikkede velvilligtf „Gerne. Hvorfor 
ikke?" 

Lige fra deres første møde holdt Karl 
Easton af den muntre, lille mand, hvis 
navn var Diego Sanchez. Diego, som 
var ungkarl, boede i et hus, der var 
kolossalt rodet, men rent, og her bød 
han ældsterne velkommen og lyttede 
til deres budskab. 

Imidlertid lo den lille mand, da han 
hørte, hvad standarderne var for dem, 
der tog imod Evangeliet. „Så meget 
ville jeg ikke kunne opgive," plejede 
han at sige med en skødesløs hånd- 
bevægelse. „Min pibe, et glas vin, er 
det der udgør min religion." 
Karl huskede igen på den sang, der 
havde betydet så meget for ham, og 
han tænkte på det vers, der lød: 

Måske min Herre vil bruge mig som 
bærer af frelsens ord 

til en, som træder på syndens vej og 
ene med byrden står. 
Med uendelig tålmodighev blev Karl 
ved med at komme tilbage til Diego 
Sanchez, og han nægtede at give op, 
selv om Diego fastholdt, at han ikke 
kunne efterleve de strenge evangeliske 
standarder. 

Ugen før Karls mission sluttede, kunne 
han føre manden, hvis livsform på det 
tidspunkt var fuldstændig forandret, i 
dåbens vand. Det var den eneste, han 
fik døbt efter to års arbejde. 
Gennem årene tænkte Karl Easton 
ofte med sorg tilbage, på sin mission 
med en følelse af utilstrækkelighed; 
den syntes at have været en stor 
fiasko. 

Nu, næsten ni år senere, medførte 
hans arbejde, at han måtte rejse igen- 
nem det område, hvor han havde til- 
bragt de to år. Han havde skrevet til 
Diego Sanchez og fået et øjeblikkeligt 
svar fyldt med kærlig forventning. 



Diego var nu grenspræsidentog havde 
arrangeret, at Karl skulle holde tale 
ved nadvermødet, den dag han be- 
søgte ham. 

Der havde ikke været nogen gren i 
den lille by, da Karl arbejdede i om- 
rådet. Men det faldt ham ikke svært at 
finde adressen. 

Han kørte ned gennem en smal gade, 
flankeret af støvede balsampopler, 
mod en rosa bygning af soltørrede 
sten, hvor nogle privatbiler og nogle 
få ramponerede varevogne var parke- 
ret. 

Han havde næppe lukket døren til sin 
egen bil, før han hørte en glad stemme! 
„Ældste! Ældste Easton!" Diego San- 
chez skyndte sig hen til ham. 
Årene, så Karl, var gået let hen over 
Diego. Bortset fra det sorte hår, der 
var blevet lidt tyndere og maven, som 
var en smule tykkere, var den lille 
mand den samme overstrømmende 
ven, som Karl mindedes med så stor 
glæde. 

Han rakte hånden frem, men Diego 
ignorerede den og slog i stedet arme- 
ne omkring ham, idet han råbte: „Åh, 
ældste Easton, min kære ven!" mens 
han klappede den højere mand på 
skuldrene. „Det er så dejligt at se dig 
igen." Diego lod ugenert tårene løbe 
ned over sine brune kinder. „Men kom 
nu her! Der er mange mennesker, der 
venter på at møde dig." 
Idet han holdt Karls arm i et fast greb 
og næsten hoppede af glæde, førte 
Diego Karl henimod en gruppe men- 
nesker, der stod ved trapperne til byg- 
ningen. 

„Ældste Easton," sagde Diego og 
strålede, idet han tog en slank, meget 
smuk kvindes hånd, „dette er Juanita, 
min kone. Hun er præsidentinde for 
Hjælpeforeningen. Og de folk her — 
„han bugserede Karl fremad — „er 
mine forældre, broder og søster San- 
chez. Og her er fætrene, Pedro, Guy, 
Romero — alle ældster — og Edward, 
diakon. Dette er min tante, og min 
onkel, og . . ." 

Overvældet af den hengivenhed, der 
lå i hilsenerne bevægede Karl sig fra 
den ene til den anden, mens Diego, 
idet hans ansigt strålede sådan af 
glæde, at det syntes at udstråle lys. 



282 



præsenterede han dem alle som med- 
lemmer af Kirken. Og hver af dem var, 
forstod Karl lidt efter lidt, enten Die- 
gos nære, personlige ven eller en 
slægtning. 

Til slut, efter at alle var blevet præsen- 
teret, fik Karl spurgt: „Diego, disse 
mennesker — er de allesammen blevet 
medlemmer af Kirken på grund af 
dig?" 

Diego rystede bestemt på hovedet. 
„Nej, ældste Easton, ikke på grund af 
mig — på grund af dig. Det var dig, der 
bragte mig Evangeliet. Og da jeg strit- 
tede imod, var det dig, der ikke ville 
give op." Diego klemte Karls arm 
igen. „Jeg har givet disse andre det 
budskab, du bragte til mig." 
Senere, da Karl stod foran forsamlin- 
gen og betragtede de mange ansigter 
fyldt med taknemmelighed og kærlig- 
hed, følte han tårerne piple frem i sine 
øjne. Den mission, han havde fuldført, 
og som han havde troet kun førte een 
omvendelse med sig, havde trods alt 
næsten fyldt denne lille Kirke. 
Trods klumpen i halsen begyndte Karl 
at tale til folket dernede — hans folk, 
idet han citerede en sidste stofe fra 
sin yndlingssang: 

O Herre, hjælp mig at sige det, 

som du ham vil have sagt; 

når du mig styrker, jeg taler let de 

ord, du vil have bragt, O 



Søster Syndergaard er redaktør med 
en fast spalte i Ogden Standard Exa- 
miner og ved Friend. Hun er en flittig 
medarbejder i Kirken og førsteråd- 
giver i Primary i Kaysville Third Ward. 
Søster Syndergaard er gift med Max 
Syndergaard. 



Str. Jessie Evans Smith (68), Præsident 
Joseph Fielding Smiths hustru, døde 
af en hjertesygdom den 3. august i sit 
hjem i Salt Lake City. 
Tabernakelkorets kendte kontra-alt og 
solist døde med Præsident Smith og 
familiemedlemmer ved sin side. Hun 
blev syg den 9. juli og tilbragte tre 
uger på LDS Hospital, før hun blev 
bragt hjem den 30. juli. Få dage se- 
nere afgik hun stille ved døden. Gen- 
nem hele hendes sygdom indtil døden 
var hendes mand, Præsident Joseph 
Fielding Smith, ved hendes side, og i 
en mindetale ved begravelsen den 5. 
august udtalte Præsident Harold B. 
Lee bl. a.: „Hvis nogen kunne have 
været tilstede på hospitalsværelset i 
denne svære tid, ville de med al tyde- 
lighed have kunnet se det bånd, der 
binder ikke blot på jorden, men i evig- 
heden fremover . . ." 
Str. Smith blev født den 29. december 
1902 som den yngste og eneste pige 
af syv børn af Jonathan og Janet 
Buchanan Evans. Hendes smukke stem- 
me gjorde hende snart velkendt, og 
hun blev et fast medlem af Tabernakel- 
koret, hvor hun ofte optrådte som 
solist. Siden hun den 12. april 1938 
blev gift med Præsident Joseph 
Fielding Smith har hun rejst verden 
rundt med ham for at støtte og op- 
muntre medlemmer af Kirken, og ofte 
blev hun inviteret til at synge for for- 
samlinger rundt omkring. ' Hun blev 
elsket for sit muntre og livlige sind 
og for sit altid gode humør. „Kærlig- 
hed og støtte er det mest betydnings- 
fulde en hustru kan give sin mand", 
sagde hun på sin 68-års fødselsdag, og 
str. Smith har bevist disse ord med sit 
eget liv. 

Musikkritikere har igen og igen hyldet 
hende som sanger og solist, men den 
største hyldest kom nok fra Præsident 
Smith, da han på deres 33-års bryl- 
lupsdag i april sagde: „Vort kamme- 
ratskab gennem 33 år har været vort 
livs største velsignelse." 




Jessie Evans Smith, 

profetens hustru, 

er død. 




283 




Fra Missionens Præsidentsicab 

Med august måned er endnu et kirkeår gået, og når 
vi ser på, hvad der er udført i det forløbne år, kan vi 
tælle mange velsignelser, og samtidig ændre vor kurs 
der, hvor vi trænger til at ændre den. 
Herren har været god mod sine udvalgte her i Dan- 
mark i det forløbne år. De hellige har været velsignet 
mere end de havde drømt om. 

Han har givet sine hellige fremgang, så de har kun- 
net udføre følgende i det år der er gået: tiende, faste- 
offer og velsignelser er forøget, ni danske missionæ- 
rer er nu kaldet og arbejder og bliver for størstepar- 
tens vedkommende støttet økonomisk af forældre, 
kvorum'et og grenen; hjemmelærerarbejde, hjemme- 
aftenener og familiebøn finder sted i de fleste sidste 
dages hellige hjem. 

Stands op et øjeblik og tænk på de velsignelser, som 
vi tager for givet, de velsignelser at have fysisk og 
mental sundhed, uden disse er livet vanskeligt. Tænk 
så et øjeblik på åndelig sundhed. Denne store vel- 
signelse kommer når vi efterlever Evangeliet, er i har- 
moni med Herren, med Kirken, med Kirkens ledere, 
med vore søskende i Kirken og med vor egen familie 
og vore egne børn. Vi kan kun få den, hvis vi gør os 
fortjent til den ved at arbejde for hinanden. 
I missionen har vi også velsignelser: Vore kirke- 
bygninger overalt i Danmark er ved at blive sat i god 
stand, og planer til at bygge og forskønne er blevet 
udkastet . . . fornyelser indendørs og udendørs, ny 
maling, nye gardiner, nye værelser. To kirker er under 
bygning, og der er planer om at bygge tre mere. Der 
er en guddommelig følelse af stolthed, som siger mig, 
at jeg står på hellig grund, når jeg træder indenfor i 
dem, rene, pæne og velholdte, inde og ude. 



Sidste måned besøgte jeg fem kirkebygninger i Jylland, 
som lige var blevet sat i stand. Grundene udenom var 
lige så smukke som bygningerne. Og da jeg så kom 
til Odense, var det det samme, smukt og indbydende. 
Jeg var ydmyg over de helliges arbejde. 
Jeg var lige så stolt over vor G. U. F., da vi var til 
Festinord i år. Disse unge mennesker er de mest 
vidunderlige i verden. Det samme kan siges om Søn- 
dagsskolen, Primary og Hjælpeforeningen. De er 
stærke og går fremad. 

Syv smukke par er blevet viet af Præstedømmet i år 
(for første gang efter 120 års forløb). Senere blev de 
fleste viet i templet. Hvilke vidunderlige velsignelser! 
Mange unge mænd og familieoverhoveder er blevet 
ordineret til Det melkisedekske Præstedømme for 
yderligere at styrke kvorum'erne. Deres indflydelse 
vil kunne føles i hjemmelærerarbejdet og missionær- 
arbejdet så vel som på andre områder. 
Det genealogiske arbejde og tempelarbejdet har været 
strålende. Det har været langt det største år i den 
danske missions historie. Tusinder af ordinanser er 
blevet udført. Ingen vil nogensinde glemme juni-sessio- 
nerne, hvor over 230 deltog, mange gode familier for 
første gang, beseglet for tid og evighed. Mange andre 
rejste videre til patriarken for at få deres egne vel- 
signelser. Hvilke åndelige oplevelser! 
Ånden i Danmark-Missionen er så høj som nogensinde. 
Herren velsigner jer, fordi I holder Hans befalinger, 
elsker hinanden, holder op med ørkesløs tale og op- 
bygger Hans rige ved at styrke jeres eget hjem gen- 
nem Præstedømmet. 

Men vi kan gøre endnu mere. Hvorledes? Efterleve 
Evangeliet og forkynde ved vort eksempel, være 
uegennyttige. Elske hinanden mere og kaste rednings- 
linen ud til dem, der er uaktive, til dem der er modløse, 
til dem, som trænger til os. Og de trænger virkelig til 
os. I ved, hvem der trænger til jer. Gå i gang med 
dette arbejde i dag. Nogle af jeres brødre og søstre 
er bogstavelig talt ved at drukne, fordi I undlader at 
høre deres råb om hjælp. 

Ja, kast redningslinen ud, således som I gerne vil have 
at Kristus kaster den ud til jer. Søg efter sjælene. 
G. U. F-, Søndagsskolen, Primary, Præstedømmets 
kvorum'er. Hjælpeforeningen, I skal gå den sidste mil. 
I må strække hånden ud, I må kaste redningslinen ud, 
som om det var jeres egen søn eller datter, der var 
ved at drukne. Har vi råd til at gøre mindre? 
Lad os tælle vore velsignelser, når vi begynder på det 
nye kirkeår. Husk den store profet, David O. McKay's 
„Hvert medlem en missionær." Har du ført en sjæl ti! 
Kristus sidste år? Giv aldrig op. 
Tak for et strålende år. 

Paul L. Pehrson, 
missionspræsident 



284 



Alt, hvad vi i dette liv opnår 
på intelligensens område, skal 
følge med os i opstandelsen. 



Og om et menneske, i dette 
liv ved flid og lydighed vinder 
mere kundskab og imtelligens 
end en anden, så vil fordelen 
i samme forhold være på hans 
side i det tilkommende liv. 



Der er en lov, uigenkaldelig 
fastsat i himlen før denne jords 
grundvold belv lagt, ifølge 
hvilken alle velsignelser er for- 
jættede. 



Og når vi opnår en velsignelse 
fra Gud, så er det ved lydighed 
mod denne lov, ifølge hvilket 
den er forjættet. 



Lære & Pagter 130:18-21 



Forårskonference i Københavns Distrikt 



Konferencen, som blev afholdt i Kirken 
på Maglegårdsalle, i dagene 22. og 23. 
maj. begyndte lørdag kl. 17.00 med et 
Præstedømmets møde, hvortil søstrene 
var indbudt. 

Mødet blev ledet af Distriktspræsident 
Arne Jakobsen, og der indledtes med 
sangen: „Gør hvad er ret". Bøn ved br. 
Jens-Oluf Lundgren. 

Derefter talte br. Kennie Rasmussen, br. 
Benny Christensen og br. Kim Hentzen 
— alle tre om faste. Efter en fællessang: 
„I dag skinner solen" bar br. Carl Ewald 
Christensen sit vidnesbyrd og talte om 
„Mådehold i sproget". Ligeledes præs. 
Johan Benthin bar sit vidnesbyrd i sin 
tale om faste. 

Til sidst talte præs. Benny Linden og 
udtrykte bl. a. at: „Aktivt præstedømme 
skaber stærk Kirke, svagt præstedøm- 
me skaber svag Kirke". Kvorumspræ- 
sidenterne blev kaldt op for at sige 
nogle ord. 

Mødet sluttede med sangen: „Kom, kom 
Guds folk". Bøn ved br. Tage Røder. Til 
stede var 233. 

Temaet for søndagens møder var: Lydig- 
hed og Gudsfrygt og formiddagsmødet, 
som begyndte kl. 10.00 var under præ- 
sidium af Missionspræsident Paul L. 
Pehrson og under ledelse af præs. Sv. 
A. Sønderby. 

Der indledtes med sangen: „Da du styr- 
ket fra dit leje". Bøn ved br. Arthur Sø- 
rensen. 

Forretningerne blev udført af præs. Ben- 
ny Linden. 10 nye ældster blev opret- 
holdt. 

Første taler var præs. Johan Benthin, 
som bl. a. talte om at arbejde effektivt. 
Anden taler var br. Frode Bernskov, som 
talte om vigtigheden ved at bevare den 
modtagelighed, man har i begyndelsen, 
hvor man er „som et flammende bål". 
Efter en sang af Ungdomskoret: „Praise 
the Lord" talte str. Henny Rasmussen 
indtrængende om at hjælpe vore unge 
til at holde standarderne. 

Ungdomskoret sang igen: „Thou shalt 
love the Lord og „Let the Mountains 
shout for joy" og br. Claus Zimmermann 
Petersen fremhævede i sin tale at: „Når 
vi sladrer om og ringeagter hinanden, 
gør vi det imod Herren". Så talte str. 
Hanne Nørrung om L & P 130:20-21. „Vi 



skal ikke adlyde af frygt, men af kær- 
lighed". 

Efter fællessangen: „Skal vi svigte vore 
pagter?" bar Distriktspræsident Arne 
Jakobsen sit vidnesbyrd og præs. Benny 
Linden sluttede mødet med at tale skarpt 
imod porno'en. Afslutningssang: „Benyt 
de lyse dage". Bøn ved br. Ulf Eriksen. 
Til stede var 525. 

Eftermiddagsmødet begyndte kl. 14.00, 
var under præsidium af Missionspræsi- 
dent Paul L. Pehrson og blev ledet af 
præs. Johan Benthin. 
Først talte præs. Henning Frederiksen, 
2. rådgiver til Missionspræsidenten om 
vigtigheden af lydighed mod vore le- 
dere og om at holde sammen på vore 
familier. 

Efter at Danmarks Mormonkor havde 
sunget, talte præs. Sv. Å. Sønderby og 
mindede om, at vor frelse er afhængig 
af vort arbejde for de afdøde. Derefter 
talte br. Helge Nørrung over: „I skal for- 
stå sandheden, og sandheden skal fri- 
gøre jer". 

Br. Jørgen Ringheim roste i sin tale de 
unge for deres opførsel ved „Danedyst" 
og fremhævede, at der ikke kan gøres 
nok for dem. Så sang forsamlingen: 
„Der er solskin i min sjæl" og fra Di- 
striktpræsident Arne Jakobsens tale, som 
kom herefter skal fremhæves følgende: 
„Dovenskab og ulydighed går som en 
svøbe hen over Københavns Distrikt" 
og „Ingen må få en tempelanbefaling, og 
ingen kan have en stilling, hvis han, ef- 
ter at være blevet belært, stadig ser po- 
sitivt på porno'ens frigivelse og abort- 
loven. Dette accepteres ikke af Kirken". 
Danmarks Mormonkor sang igen og så 
talte br. Hans Billeskov Jansen. Han ci- 
terede L & P 4:2 og sagde: „I har fået 
det (Evangeliet) for intet. Giv det videre 
for intet". 

Mødet sluttede med Missionspræsident 
Paul L. Pehrsons tale, som udtrykte tak- 
nemlighed og tillid til Gud, samt: „Jeg 
vil gå og gøre det, som min Fader har 
befalet mig, thi jeg ved, at Herren ikke 
giver menneskene nogen befaling, uden 
at han åbner en udvej for dem, så de 
kan udføre det, som han har befalet 
dem". 

Slutningssang: „Der er skønhed her på 
jord". Bøn ved br. Bent Colvig. Til stede 
var 453. 



285 



Det 

personU 

anstrøg 




AF HOYT W. BREWSTER Jr. 



For nylig var der i en lokal avis en artikel om en gammel 
kvinde, som havde låset sig inde i sit hotelværelse og 
nægtede at komme ud. Der var mange, som undrede sig 
over denne underlige opførsel, men efterhånden som 
baggrunden for den kom frem, kunne man ikke lade være 
med at føle et stik af smerte og sorg for denne lille kvin- 
de og for så mange andre af hendes slags. 
Tragedien var egentlig ikke den, at hendes hotel var 
blevet dømt til nedrivning, hvilket snart skulle ske, men 
det var den, at der tilsyneladende ikke var nogen, som 
vidste, hvem hun var, eller hvor hun kom fra. Som utal- 
lige andre var hun kommet til den store by for flere år 
siden og var langsomt blevet opslugt af den uperson- 
lige skare af navnløse, glemte personer, der udgør en 
stor del af vort byprægede samfund. Da hun ikke havde 
andre steder at gå hen, og der heller ikke var nogen 
til at tage sig af hende, havde hun trukket sig tilbage til 
„det allerhelligste" af den eneste verden, hun kendte: sit 
hotelværelse — en verden, der snart skulle brydes ned. 
I en tidsalder med post-distrikt-nummerering, en tid, hvor 
personidentiteten fortabes i en labyrint af hulkort, hvor 
mennesker bor dør om dør uden nogen sinde at lære 
hinanden at kende, hvor hurtiggående trafik gør det nem- 
mere for os at nå geografiske bestemmelsessteder men 
samtidig har tilbøjelighed til at forlænge afstanden mel- 
lem mennesker, og i en tid, hvor folk lever under den vel- 
signelse, det er at have familie og venner, bliver denne 
udfordring fra Evangeliet særlig levende for os: „Kom 
i hu, at sjæle er af stor værdi i Guds øjne." (L & P 18:10.) 
Den specielle betydning, dette har for dig som lærer i 
Evangeliet, kan illustreres gennem følgende spørgsmål, 
som du stiller dig selv: Hvilken værdi tillægger du i vir- 
keligheden de sjæle, der hører til dit klasseværelse? Har 
du nogen sinde prøvet på at lære en klasse navnløse, 
ofte dig helt ukendte personer, frelsens principper? Føler 
du et personligt forhold til hver enkelt elev i klassen, 
også til dem, som ikke kommer regelmæssigt? Føler du, 
at hvert enkelt barn i klassen er en personlighed, eller 
er de bare tilsammen en blandet masse, der kun interes- 
serer dig svagt et par timer om ugen? Kort sagt: er du 
interesseret i den personlige værdi af hver eneste le- 
vende sjæl i dit klasseværelse? Giver du din undervis- 
ning et personligt anstrøg? 

Hvis Jesu Kristi Evangelium skal blive en levende, vig- 
tig kraft i vore elevers liv, skal det gives dem af lærere. 



som følger et personligt ansvar for hver den, der bliver 
betroet til deres omsorg. Når en elev mærker, at en lærers 
interesse for ham ikke er overfladisk, ikke kun viser sig i 
en rutinemæssig gennemgang af en lektie hver uge, når 
han mærker lærerens interesse for hans velfærd både i og 
uden for klasseværelset, øges hans modtagelighed for det 
belærende budskab mangfoldigt. 

Hvad kan så en lærer gøre for at øge styrken af sit for- 
hold til hvert medlem i klassen? Hvad kan der gøres, så 
lektien tilføjes et personligt anstrøg? Både lærer og elev 
vil kunne få gavn af lærerens hensyntagen til følgende 
forslag: 

1. Kend både fornavn og efternavn på hvert medlem af 
klassen; lær desuden at udtale navnene korrekt. Et men- 
neskes identitets-følelse indbefattes i hans navn. Vi kan 
lide at høre, at man udtaler vort navn rigtigt. Det giver os 
på en måde en fornemmelse af personlighed af indivi- 
dualitet, og vi føler, at andre ved, at vi eksisterer. Vor him- 
melske Fader er højst interesseret i, at vi anvender Hans 
navn rigtigt. At henvende sig til en elev med „hej" eller „du 
der med den blå skjorte" er at nægte ham personlig 
værdi. 

Når læreren virkelig bestræber sig på at lære navnene, 
endda også kælenavnene for hver elev i klassen, begynder 
en personlig forbindelse at vokse frem mellem lærer og 
elev, en forbindelse, , der vil åbne dørene for tillid og 
lærevillighed. 

2. Søg aktivt at få kundskab om hver enkelt elevs bag- 
grund, interesser og mål i livet. At kende klassemed- 
lemmernes specielle interesser vil være en hjælp under 
forberedelsen af lektierne, således at der bliver forbin- 
delse mellem dem og eleverne, hvilket vil betyde noget 
i deres livsførelse og yderligere styrke forholdet mellem 
elev og lærer. 

En metode, der har vist sig at være heldig, er at lade 
hver elev udfylde et lille spørgeskema eller kort. Man 
skal imidlertid passe på ikke at bryde ind på områder i 
elevernes liv, som er alt for personlige; man skal hel- 
ler ikke lade dem føle sig forpligtede til at besvare 
spørgsmål. Fortæl eleverne, at du gør dette som et mid- 
del til at blive bedre kendt med dem. 
En anden metode er at tale med hjemmelærerne, lederne 
i Præstedømmet samt dine elevers venner. Og endelig: 
Vær vågen for nye idéer i skolens avis eller den lokale 
avis, som behandler et eller andet punkt af elevens liv: 
et opnået resultat eller en erkendelse, han har mod- 
taget eller et emne, han er interesseret i. Giv dig tid til 
personlig at gratulere ham enten pr. telefon, pr. brev, 
eller ved et besøg. 

3. Før en nøjagtig liste over eleverne og følg de elever 
op, som er fraværende. Hvis man ringer til eller besøger 
en elev, som ikke var til stede, og hvis man viser ægte 
interesse for ham, fordi han ikke har været i klassen, 
øger man muligheden for, at han kommer næste gang. 
Hvis en elev er fraværende — med eller uden gyldig 
grund — og man lader som ingenting, så viser man ham 



286 



i virkeligheden, at det overhovedet ikke betyder noget, 
om han er der eller ikke, læreren er ligeglad med, om 
han er til stede eller ej. Vi har allesammen behov for at 
vide, at vi savnes. Har du nogen sinde givet dig tid til 
at tænke over den smertelige tomhed, de mennesker må 
føle, som aldrig får at vide, at man savner dem? Lad dine 
elever vide, at du interesserer dig for dem. 

4. Behandl hvert klassemedlem med samme respekt, du 
selv ville ønske at blive vist fra din lærer, hvis du var 
elev. At en elev er yngre, mindre erfaren eller måske 
mindre vidende om Evangeliet end du selv, giver dig 
ikke tilladelse til at kassere hans kommentarer som uan- 
vendelige. Husk, at ærligt udtrykte meninger er lige så 
stor en del af en elev som hans fysiske træk; og enten 
de nu er rigtige eller forkerte, så skal vi respektere 
sådanne meninger. 

Hvis læreren behændigt behandler alle elevkommenta- 
rer lige så dygtigt, som en kirurg udfører en vanskelig 
operation på det fysiske legeme, vil hans muligheder for 
virkelig at hjælpe eleven i høj grad blive øget. Hvis deri- 
mod en elevs bemærkninger behandles med overlegen- 
hed, angribes med sarkasme og latterliggørelse, eller lige- 
gyldigt kasseres uden passende hensyntagen, vil der ska- 
bes en kløft mellem lærer og elev, som kan bevirke, at 
læreren såvel som det budskab, han bringer, afvises. 

5. Fortæl ofte klassen, at du er taknemmelig for det pri- 
vilegium at kende dem og arbejde med dem. Men vis 
forsigtighed, så de virkelig får indtryk af oprigtighed af 
det, du siger. Elever har let ved at afsløre falske ud- 



tryk for taknemmelighed, og hvis du er uoprigtig i dine 
udtalelser om dine følelser for dem, kan det være, de 
begynder at tvivle om sandheden af andre ting, du for- 
tæller dem. Men hvis du ærligt bestræber dig for at stå 
i godt forhold til klassen, vil et udtryk for taknemmelig- 
hed kun øge undervisnings-atmosfæren. 
6. Vær følsom over for klassens humør og behov. Hvis 
f. eks. en elev møder rødøjet og øjensynlig meget ked 
af det, så sig stille og roligt, at du kan se, der er noget 
i vejen, og at du gerne vil hjælpe, hvis det tiltrænges. 
Måske vil den pågældende elev blive glad for en lille 
seddel stukket i hånden ganske diskret og med med- 
delelse om dit ønske om at hjælpe. Lad ham forstå, at du 
bryder dig om ham og bekymrer dig! " 

Måske kunne vi opstille en hel lang liste over de ting, 
læreren kan gøre for at give sin undervisning det per- 
sonlige anstrøg. De her nævnte seks er imidlertid nok til 
at begynde med. Læreren opfordres til altid at være vå- 
gen for metoder til yderligere befæstelse af et godt for- 
hold mellem ham og hans klasse. Hvis han til stadighed 
erindrer sig helligheden af det ansvar, der er lagt på 
hans skuldre, samt profeten Joseph Smiths formaning om, 
at „Ingen andre end tåber vil drive spøg med menneske- 
sjælen" (Profeten Joseph Smiths Lærdomme, side 162), 
vil han på alle mulige måder bestræbe sig på at lære sine 
elever at kende og få dem til at føle sig velkommen 
i hans klasse. Den udfordring, der ligger i at tilføje lek- 
tien det personlige anstrøg, bliver derfor mere og mere 
betydningsfuldt i en lærers kaldelse. 



DÅB: 

Nordsjælland Gren: 17. oktober 1970: 
!S/I;chael Olsen, døbt af broder Verner 
Olsen, håndspålæggelse ved samme. 
Esbjerg: 22. maj 1971: 
Susanne Meinertz, døbt af broder Freddy 
Meinertz, håndspålæggelse ved samme. 
Anette Pedersen, døbt af broder Arne 
Pedersen, håndspålæggelse ved samme. 

Velsignelser: 
Amager Gren: 7. marts: 
Finn Poulsen og Lise Hanna Brun Poul- 
sens datter, Pia He!ene Poulsen, velsig- 
net af sin fader. 
København Gren: 4. april: 
Alan Roger Hall og Ellen Louise McVea 
Halls datter, Kirsten Margrethe Hall, 
velsignet af sin fader. 
København Nordre Gren: 2. maj: 
Hans Hjort Rode Nielsen og Ellen Hai- 
brock Petersen Nielsens søn, Hannibal 
Haibrcck Hjort Nielsen, velsignet af sin 
fader. ' : 

Aarhus: 6. juni: 

Ole Holm Bendtsen og Birgit Munkholm 
Thillemann Bendtsens datter, Pia Munk- 
ho'm Bendtsen, velsignet af sin fader. 



Odense: 6. juni: 

Søren Magnus Jepsen Larsen og Anna 
Birgit Andersen Larsens datter, Vibeke 
Larsen, velsignet af sin fader. 

Fødselsdage 

Vi siger til lykke til følgende søskende: 
Lauritz Valdemar Emil Johansen, Odense, 
80 år den 3. oktober. 
Alvilda Dorthea Nordberg, København 
Nordre Gren, 75 år den 7. oktober. 
Astrid Møller Andersen, Aarhus Gren, 
70 år den 10. oktober. 
Marie Christine Johannsen, Aabenraa, 80 
år den 1 1 . oktober. 

Anna Lindskjold, Vejle, 80 år den 15. ok- 
tober. 

Anna Kirstine Petersen Nieleen, Odense, 

65 år den 16. oktober. 

Marie Nielsine Hansen, Aarhus, 65 år den 

17. oktober. 

Kamma Reinau, Aalborg, 60 år den 20. 

oktober. 

Johanne Olsen, Aalborg, 70 år den 24. 

oktober. 

Eduard Pedersen, Aalborg, 60 år den 25. 

oktober. 



Ordinationer 

København Nordre Gren: 14. februar: 

Jørgen Skytte Damo ordineret til ældste 

af missionspræsident Paul L. Fehrson. 

23. maj: 

Hugo Niels Hansen ordineret til ældste 

af missionspræsident Paul L. Pehrson. 

Silkeborg: 16. maj: 

Frede Eigil Andersen ordineret til lærer 

af broder Novi Kølby Sørensen. 

København Gren: 28. marts: 

Aage Søndergaard ordineret til diakon af 

broder Ib Hansen. 

Odense: 7. juni: 

Kurt Henning Larsen ordineret til ældste 

af broder Poul Andersen. .; 



Dødsfald: 

Aarhus: 

Den 5. maj døde broder Orla Victor Niel- 
sen Bay, 45 år gammel. Æret være broder 
Bays minde! 
København Gren: 

Den 23. maj døde broder William Thor- 
vald Sodergreen, 69 år gammel. Æret 
være broder Sødergreens minde! 





J»