ler 197T * 120. Årgang • Nummer 9
Det
inspirerende
budskab
AF ÆLDSTE STERLING W. SILL
assistent til De Tolvs Råd
1 Charles Dickens^ storslåede bog, „To byer", taler han om Den franske Revolution,
som var for omkring 200 år siden, som om han beskrev vor egen tid. Idet han opstiller
grundlaget for historien, siger han:
„Det var den bedste af alle tider, det var den værste af alle tider, det var visdommens
tidsalder, det var dårskabens tidsalder, det var troens æra, det var vantroens æra, det
var lysets tid, det var mørkets tid, det var håbets forår, det var fortvivlelsens vinter, vi
havde alt at se frem til, vi havde intet at se frem til, vi var alle på vej direkte til Himmelen,
vi var alle på vej til det stik modsatte sted . . ."
I vor modsætningernes verden, bliver risici jævnlig større, i takt med at goderne øges, og
det synes, som om besværligheder er en del af den pris, vi må betale for vore velsignelser.
De tolv måneder, som ligger umiddelbart foran os, vil sandsynligvis blive den mest
storslåede periode verden hidtil har set. I det kommende år vil der blive født flere børn
end i nogen anden periode af tilsvarende længde. Der vil blive gjort flere nye opfindelser
end nogen sinde før. Vi vil lære mere nyt og opnå fiere materielle goder. I løbet af de
næste tolv måneder vil flere mennesker gå på universitet og gymnasium, og flere men-
nesker vil slutte sig til Kristi Kirke end i noget andet år. På den anden side vil der
sandsynligvis være flere mennesker, der dør, end nogensinde før. Vi vil sikkert få flere
forbrydelser, bruge flere stoffer, drikke mere spiritus, hengive os til flere synder, fostre
mere selvødelæggende vold, og sende et større antal mennesker til helvede end nogen-
sinde tidligere.
Hver enkelt af os bør holde sig til vor arv. Det hele ligger i at kende vor arv og ved-
varende genbekræfte den i vort liv. Og vi bør sandelig ikke hævde at være Guds børn og
så gå omkring i verden og opføre os, som var vi forældreløse elier svæklinge eller
krystere eiler syndere. Ved en overflod af gode gerninger kan vi gøre dette år tii det
dejligste for os selv og skabe den allerbedste af alle tider for verden. Vi kan hjælpe med
at indvarsle gudstroens tidsalder, lysets tidsalder, fornuftens tidsalder, retfærdighedens
tidsalder så vel som hjælpe med at tilvejebringe et fredens årtusind på jorden og god vilje
mod menneskene. (Se Lukas 2:14)
1) Charles Dickens, engelsk romenforfatter, 1812 — 1870.
INDHOLDSFORTEGNELSE
Den vigtigste viden. Af præsident Joseph Fielding Smith '. . . . 259
Uddannelsen og Kirken. Af M. Dallas Burnett 261
Unge borte fra hjemmet. Af Elwood R. Peterson 264
Evangeliets opgående sol. Af Lorin F. Wheelw/right 267
Modstridende principper. Af Quinn G. McKay 271
Beslutninger: hvorfor det er vigtigt at træffe nogen nu. Af Spencer W. Kimbail .... 273
Mellem at viile og ikke at ville. Af Richard L. Evans 274
De fire største prøver for ungdommen. Af Dr. Victor B. Oline 275
Hold deres blik fanget. Af Della Mae Rasmussen 279
Dit ord vil jeg råbe. Af Iris Syndergaard 281
Børnenes sider: Et forsvundet barn. Af Cynthia Chamberlain 65
Jimmys fødselsdagsgave. Af Vivian Heederik 71
DEIV
!STJER]¥E
Organ for JESU KRISTI KIRKE
AF SIDSTE DAGES HELLIGE
September 1971
120. Årgang • Nummer 9
Udgivet af
Den danske Mission af Jesu
Kristi Kirke af Sidste Dages
Hellige
Dalgas Boulevard 164
2000 København F.
Telf. Fasan 9901
Postgiro 333.38 '
Paul L. Pehrson,
missionspræsident,
ansvarshavende redaktør
Nyheder: v
Mary Kaiser, redaktør
Koordinator: Bernd J. Larsen
Den danske Stjerne udkommer
den 1. i hver måned. Abonne-
mentsprisen (inkl. porto) er i
Danmark kr. 13.- pr. halvår,
kr. 25.- for et helt år, i udlandet
$ 3.50 for helt år. I løssalg
kr. 2.50 pr. nummer. Betaling
ved check udstedt til Den
danske Stjerne, Priorvej 12,
København F. eller gennem
postgiro 333.38 til Jesu Kristi
Kirke af Sidste Dages Hellige.
(De nævnte priser er inklud.
moms.)
Tryk:
Paul Giese KG, Offenbach/M.,
Deutschland
Layout:
PBO-Layout-Center, Frankfurt
BUDSKAB FRA DET FØRSTE PRÆSIDENTSKAB
Den
vigtigste
viden
AF PRÆSIDENT
JOSEPH FIELDING SMITH,
præsident for
Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige
Enhver bør lære noget nyt hver dag. I har
alle forskersind og søger sandhed på mange
områder. Jeg håber alvorligt, at jeres intense
eftersøgning foregår på det åndelige om-
råde; fordi det er der, vi kan vinde frelse og
gøre det fremskridt, der fører til evigt liv i
vor Faders Rige.
Den vigtigste kundskab i verden er kund-
skab om Evangeliet, kundskab om Gud og
Hans love, om det, som menneskene må
gøre for at udvirke deres frelse med frygt
og bæven for Herren. (Se Morm. 9:27 og
Filip. 2:12). Een af vore åbenbaringer for-
tæller os, at hvis vi skal herliggøres i Kristus,
som Han herliggjordes i Faderen, må vi
forstå og vide, både hvordan vi skal tilbede
og hvad vi tilbeder. (Se L og P. 93:19-20)
Jeg ønsker at minde jer om Guds natur og
hvilket væsen Han er, så I kan tilbede Ham i
ånd cg sandhed (se Joh. 23:24) og derved
opnå alle Hans Evangeliums velsignelser.
Vi ved, at Gud kun kendes gennem åben-
baring, at Han fremstår gennem åbenbaring
eller for evigt forbliver ukendt. Vi må hen-
vende os til Skrifterne - ikke til videnskabs-
mændene eller filosofferne - hvis vi vil lære
sandheden om Guddommen. Faktisk siger
Johannes' storslåede profeti om Evangeliets
gengivelse ved en engel, der skulle flyve
midt oppe under Himmelen (se Åb. 14:6),
259
at det skulle ske, så at menneskene kunne
komme til kundskab om den sande Gud og
lære: „Frygt Gud og giv ham ære ... Ja, til-
bed ham, som har skabt himmelen og jorden
og havet og kildevældene." (Åb. 14:7)
Med andre ord skulle menneskene begynde
ved begyndelsen endnu engang, nemlig ved
Evangeliets gengivelse i denne uddeling, og
kaldes til at tilbede deres Skaber fremfor
de falske gudsbegreber, der præger verden.
I hver eneste tidsalder er Herrens profeter
blevet kaldede til at kæmpe mod den falske
tilbedelse og kundgøre sandheden om Gud.
I det gamle Israel var der mennesker der til-
bad billeder og hedenske afguder, og Esajas
spurgte: „Med hvem vil 1 ligne Gud, hvad
stiller I op som hans lige?"
„Ved du, hørte du ikke, at Herren er en evig
Gud, den vide jord har han skabt? Han træt-
tes ikke, hans indsigt udgrundes ikke;"
(Esj.40:18,28)
En stor del af verden i dag har ikke denne
kundskab om Gud, og endog i de sidste
dages Israel er der folk, der ikke har en fuld-
kommen forståelse af dette herlige væsen,
vor evige Fader. Til dem, som ikke har denne
kundskab, kunne vi passende sige: „Hvor-
for indskrænker du Guds herlighed? Eller
hvorfor vil I formode, at Han er mindre, end
Han er? Ved du ikke, har du ikke hørt, at
den evige Gud, Herren, Skaberen af jordens
ender, er evig og uden ende, at Han har al
magt, al kraft og alt herredømme, at Han
kender alt og at alt er nærværende for Hans
ansigt?"
I afsnit 20 i Lære og Pagter, det afsnit, som
ledte profeten Joseph Smith i organiseringen
af Kirken i denne uddeling, har vi en over-
sigt over nogle åbenbarede, grundlæggende
frelseslærdomme. Med hensyn til Guddom-
men siger åbenbaringen: „. . . der findes en
Gud i himlen, som er uendelig og evig, den
samme uforanderlige Gud fra evighed til
evighed, som skabte himlen og jorden og alt,
hvad der findes i dem." (Lære og Pagter
20:17)
Og i afsnit 93 (versene 12 og 13) lærer vi, at
Kristus i sin dødelige tilstand ikke modtog af
Faderens fylde, men fik nåde for nåde, indtil
Han efter opstandelsen modtog al magt i
Himlen og på jorden. Derefter siger denne
åbenbaring, at Kristus, ligesom Faderen før
Ham, „ . . . modtog en fylde af sandheden, ja
af al sandhed." (L. og P. 93:26) Åbenbarin-
gen forkyndte også den lærdom, at alle men-
nesker, der holder budene, vil modtage
sandhed og lys, til de herliggøres i sandhed
og kender alle ting.
Gud er vor Fader; Han er det væsen, i hvis
billede mennesket er skabt. Han har et
legeme af kød og ben så følbart som men-
neskets (L. og P. 130:22), og Han er den
bogstavelige og personlige Fader til alle
menneskers ånder. Han er almægtig og al-
vidende; Han besidder al magt og al visdom;
og Hans fuldkommenhed består i besiddel-
sen af al kundskab, al tro og magt, al ret-
færdighed, al magt til at dømme, al nåde, al
sandhed og fylden af alle guddommelige
egenskaber. Dette underviste Joseph Smith
om i forelæsninger om Troen (Syv forelæs-
ninger, som Joseph Smith holdt for Profeter-
nes Skole (Indeholdt i Lære og Pagter indtil
1921). Profeten lærte også, at hvis vi vil
have den fuldkomne tro, hvorved vi kan er-
hverve evigt liv, må vi tro på Gud som inde-
haveren af fylden af disse karaktertræk og
egenskaber. Jeg siger videre, at Han er et
uendeligt og evigt væsen, og som uforan-
derligt væsen besidder Han disse fuldkom-
mengjorte kræfter og egenskaber fra evin-
delighed til evindelighed, hvilket vil sige fra
evighed til evighed.
Jeg er taknemmelig for, at kundskaben om
Gud og Hans love er blevet gengivet i vore
dage, og at vi, som er medlemmer af Kirken,
ved, at Han er et personligt væsen og ikke,
som visse sekteriske har hævdet, en hob
af love, der svæver som en tåge i himmel-
rummet." Jeg er taknemmlig for, at vi ved, at
Han er vor himmelske Fader, vore ånders
Fader, og at Han har fastsat de love, hvorved
vi kan udvikle os og gå fremad, til vi bliver
som Han. Og jeg er taknemmelig for, at vi
ved, at Han er et uendeligt og evigt væsen,
som kender alle ting og besidder al magt og
hvis fremskridt ikke består i at vinde mere
kundskab og magt eller i yderligere at fuld-
kommengøre sine guddommelige egenska-
ber, men i at øge og mangfoldiggøre sine
Riger. Dette er også hvad profeten lærte, og
Jeg bærer vidnesbyrd om sandheden af det. O
260
Uddannelsen
og Kirken
AF M. DALLAS BURNETT
Som en gylden tråd, der løber gennem
et stykke gobelin, er den ydre uddan-
nelse vævet ind i det stykke stof, der
er Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages
Hellige, hvilket har været tilfældet næs-
ten lige fra Kirken blev organiseret i
1830.
Kirkens første skole blev oprettet i
Kirtland i 1833 — Profeternes Skole.
Øvrigheden i Illinois gav, i 1840, Nau-
voo skriftlig tilladelse til at åbne et
universitet i byen. University of Dese-
ret åbnedes i den øde Salt Lake Dal i
1850, kun tre år efter at de hellige var
ankommet. Dette er blot tre eksempler
på skoler, som Kirken skabte i sit
første kvarte århundrede.
Kirkens uddannelsessystem af idag
står på tærskelen til at nå ud til Sidste
Dages Hellige i praktisk talt enhver
del af verden. Endskønt religiøs ud-
dannelse vil være i forreste linie under
systemets verdensomspændende frem-
stød, er der meget reelle muligheder
for, at Kirken tillige vil udvikle mulig-
hederne for verdslig uddannelse rundt
omkring i verden.
Religiøs uddannelse tager for De
Sidste Dages Hellige form af semina-
rer (grundlæggende og videregående)
og institutioner (læreanstalter). Kirkens
verdslige uddannelsesprogram omfat-
ter grundskoler, eksamensskoler, en
handelsskole, en ungdomsskole, et
fireårigt gymnasium og et universitet.
Religiøs undervisning findes også på
læseplanen i hver af disse skoler.
De sidste to tiår har bragt en enorm
vækst i antallet af studerende og i
livsgoder, men Kirkens moderne stil-
ling til uddannelse udkrystalliseredes
sandsynligvis for mindre end et år
siden med genindsættelsen af en ud-
dannelseskommisær i Kirken. Dette
administrative skridt centraliserede
samtlige Kirkens uddannelsesmæssige
bestræbelser og har allerede givet
større skarphed i og bedre ledelse af
de forskellige programmer.
Neal A. Maxwell virker i embedet som
Kirkens uddannelseskommisær. Han
assisteres af tre medkommisærer: Joe
J. Christensen, seminarer og institutio-
ner, Kenneth H.Beesley, læreanstalter
og skoler, Dee F. Anderson, økonomi
og forretning.
Når man vil prøve at førstå den filosofi,
der udvikles i Kirkens uddannelses-
system, kan det være en hjælp at be-
tragte programmets omfang og ydre
dimensioner. I dette skoleår (1 970 — 71 )
driver Kirken otteoghalvtreds grund-
og mellem-skoler og syv gymnasiesko-
ler i Mexico, Chile, New Zealand,
Tonga, Tahiti, Vestsamoa, Fiji og Ame-
rikansk Samoa.
I disse skoler blev indskrevet 13.220
elever. Det beregnede antal indskrevne
næste år er over 17.000, idet der er
oprettet to nye skoler i Peru og Boli-
via.
På den højere uddannelses område,
har Kirken fire institutioner: Brigham
Young University i Provo, Utah med
25.000 studenter, Church College of
Hawaii ved Laie med 1300 studerende,
Rich College (en ungdomsskole) ved
Rexburg, Idaho med 5100 studerende
og LDS Business College i Salt Lake
City med henved 800 studerende.
Kirkeuddannelsens største pres, i det
mindste talmæssigt, kommer fra semi-
nar- og institutionsprogrammerne,
hvor der er indskrevet 176.000 stude-
rende. For kun ti år siden, i årene
1960— 61, var der 67 .671 studerende.
Der synes at være tre ting, der hoved-
sageligt beskæftiger Kirken, med hen-
syn til at skaffe uddannelsesmulighe-
der for dens medlemmer. Uden at
rækkefølgen skal antyde noget om vig-
tigheden, er eet af disse anliggender
at tilvejebringe en passende grund-
skoleudannelse for hvert eneste barn
i Kirken. Kommisær Maxwell siger, at
det, at kunne læse og skrive, er et
evangelisk behov, og at uden en
grundlæggende uddannelse, er et
menneske handicappet i sin udvikling
i Evangeliet.
Heldigvis bor de fleste af Kirkens med-
lemmer i områder, hvor de offentlige
skoler forsyner dem med en grund-
læggende uddannelse. Imidlertid er
det således, at hvor der bor særlig
mange Sidste Dages Hellige i områder
med utidssvarende offentlige skoler,
eller hvor særlige forhold gør det van-
skeligt for visse unge at få passende
uddannelse, er Kirken rede til at over-
veje oprettelsen af grundskoler og i
visse tilfælde gymnasieskoler.
Et andet vigtigt anliggende er uddan-
nelse af unge Sidste Dages Hellige
udover gymnasieskolestadiet. Kirken
har gjort en stor indsats på dette om-
råde især med udviklingen af Brigham
Young University til eet af verdens
største universiteter. Samtidig har
man måttet indse, at der ikke findes
nogen mulig måde, hvorpå man kan
skaffe universitetsuddannelse til hvert
eneste medlem af Kirken.
„Over 200.000 af Kirkens medlem-
mer studerer ved gymnasier og uni-
versiteter rundt omkring i verden i øje-
blikket, og de eksisterende mulighe-
der giver kun plads for 32.000 stude-
rende," ifølge kommisær Maxwell. Han
tilføjer, at denne aldersgruppe i Kir-
ken stadig bliver større og større.
„Kirken kan ikke bygge et selvejende
261
Skoler i Kirken
1. Church College of Hawaii
2. Tahiti
3. American Samoa
4. Western Samoa Church School
System
5. Tongan Church School System
6. Fiji
7. Church College of New Zealand
8. Church Schools in Chile
9. Church Schools in Mexico
10. BYU, Ricks, LDS business Col-
lege.
gymnasium eller universitet i hvert
eneste område, hvor der er medlem-
mer i Kirken. Det er simpelthen umu-
ligt. Det er een af grundene til, at Det
Første Præsidentskab i Januar 1970
tilskyndede os til at gå frem så hurtigt
og så rationelt som muligt med udvik-
lingen af seminar og institutionspro-
grammet. Dette vil skaffe religiøs ud-
dannelse og støtte vore unge, der går
på ungdoms og gymnasieskoler rundt
omkring iverden."
Dette fører os frem til det tredie vig-
tige anliggende: regelret religiøs ud-
dannelse. Politikken her er, som an-
givet af Kirkens generalautoriteter, at
udvide seminar og institutionspro-
grammerne, så at de „overalt, hvor
det kan lade sig gøre, tilpasses Kir-
kens medlemmer for at yde støtte til
vore hjem, vore missioner og vore
stave."
Uden at undervurdere den vækst og
spænding, der findes på andre uddan-
nelsesområder, er seminarerne og
institutionerne den største indsats,
der kan gøres for at influere på Kir-
kens medlemmers liv over hele ver-
den.
I Midwest og New England i Amerikas
Forenede Stater, har der været gjort
forsøg med seminarisk hjemmestudie-
lektier; og disse forsøg er forløbet så
heldigt, at lignende programmer vil
blive bragt til udførelse i Storbritanlen
og Europa, Latinamerika, og Det fjerne
Østen. Dette antyder, at unge Sidste
Dages Hellige i gymnasiealderen over
hele verden lidt efter lidt vil få adgang
til regelmæssig religiøs undervisning
på søgnedage.
Hjemmestudieprogrammet giver lek-
tiemateriale til den enkelte, et ugent-
ligt møde med en instruktør, som kal-
des fra wardet eller grenen og et må-
nedligt møde på distrikts- stavs- eller
regionalbasis. Sidstnævnte møde, der
ledes af en fuldtidstilsynsførende, som
ansættes af seminarorganisationen, er
beregnet på at motivere de unge og
give dem kontakt med andre seminar-
elever. Endvidere gives der hjælp og
vejledning til wards- og grens-lærerne,
der er ulønnede.
Når en Sidste Dages Hellig bliver op-
mærksom på spørgsmålet om vide-
reudannelse, kommer han til at stå
over for et vanskeligt valg. Det, han
først og fremmest må interessere sig
for, er, hvilken type undervisning, der
passer bedst til hans interesser og be-
hov. Kirkens ledere, herunder også de,
der har med uddannelse at gøre, op-
muntrer både forældre og unge til at
forstå, at gymnasie- eller universitets-
undervisning ikke nødvendigvis er
den bedste eller eneste måde at for-
berede sig til livet på.
Men for den unge voksne, der står
foran sin gymnasietid, bliver spørgs-
målet „Hvor?" såvel som „Hvordan?"
udslaggivende. Kirken tilråder, uden
at inistere på det, at de to første år
på højere læreanstalter, hvor det er
muligt, tilbringes på uddannelsesste-
der i nærheden af hjemmet. Som tid-
ligere antydet, har Kirkens ungdoms-
skoler og universiteter ikke plads til
alle dem, der ønsker at deltage i
undervisningen. Det er derfor, at Kir-
ken gør en stor indsats for at starte
institutionsprogrammer overalt, hvor
der samlet bor flere Sidste Dages
Hellige gymnasiaster og studerende.
Som kommisær Maxwell ser på dette
særlige problem, „Var Frelserens bøn
ikke, at de skulle tages ud af verden,
men at de skulle holdes fra det onde.
(Se Joh. 17:15) Evangeliets håb er at
hjælpe mennesker til at hamle op med
verden, og det kan være, at en verds-
lig uddannelse ude i verden sammen
med indflydelsen fra et stærkt institu-
tionsprogram for nogle studerende vil
være en sund måde at forberede sig
til at hamle op med verden på."
„Kirkens samlede uddannelsespro-
gram," påpeger han, „vil blive udvidet
i overensstemmelse med de vedtagne
retningslinier, så at det kan svare til
Kirkens medlemmers virkelige behov."
Han sætter stor lid til en kerne af
grundlæggende lærdomme og mere
fasthed over begreberne, men samti-
dig må programmet internationalise-
262
Kirke-skoler
seminarer
institutioner
res, så det svarer til alverdens kultu-
relle behov.
Faktisk ser kommisær Maxwell den
kirkelige uddannelse som et af de
mest betydningsfulde redskaber til at
udvikle og undervise lokale kirkele-
dere overalt i verden. „Vi har brug for
tidligt at kunne identificere kirkeledere
og derpå åbne veje, der kan sikre dem
en højere uddannelse, hvad enten det
er i deres eget land eller ved et af
Kirkens gymnasier eller universiteter.
Blandt de mål kommisær Maxwell og
hans arbejdsfæller har udset for ud-
dannelsessystemet, er, at man i højere
grad kunne foretage forflyttelser inden
for lærerstaben. „Det ville medføre
store fordele for vore studerende,
hvis en højt kvalificeret og inspireret
lærer eller lærerinde, som arbejdede
med eet program i een del af verden,
for en given periode kunne overflyt-
tes til et andet sted og et andet pro-
gram, for at opbygge og styrke de
studerende der," tilføjer kommisær
Maxwell.
1 beskrivelsen af systemet og gennem-
gangen af Kirkens uddannelsesfilosofi
lades historien om maoridrengen, der
får held med sig i livet, hovedsageligt
fordi Kirkens skole i New Zealand gav
ham mulighed for at finde sin rette
hylde nogle få år senere, end de of-
fentlige skoler tillader det, ufortalt.
Der findes i det ovenanførte intet, der
kan give en forestilling om, hvor meget
det i virkeligheden betyder for en ung
mexicaner at kunne læse, efter at have
gået i een af Kirkens skoler.
Skolesystemets statistik afslører ikke,
at en, i Arizona boende, indianer-
families liv ændredes drastisk, fordi
en seminarlærer fra ungdomsskolen
fandt frem til en dreng, der ikke var
medlem. Og der er heller intet, der
angiver, det antal gange gymnasie-
elevers vaklende tro er blevet bakket
op af en forstående institutionsvej-
leder.
Den slags ting er det, der dybest set
er det væsentlige ved Kirkens uddan-
nelsesprogram- bedre liv og stærkere
vidnesbyrd. O
263
Dr. Peterson, som har fået orlov fra Brigham
Young University, hvor han er hjælpeprofessor
i uddannelspsykologi, tjener nu som undervis-
ningskoordinator i Kirkens Social Service De-
partment. Han virker også som anden rådgiver i
Sharon Easts stavspræsidentskab i Provo.
Unge borte
fra hjemmet
AF ELWOOD R. PETERSON
Et mål for forældre bør være at forberede deres
børn til den dag, da de må ud på egen hånd, bort
fra det hejm, som de altid har kendt. Afskeden
kan komme, når børnene gifter sig, tager på sko-
le, skal i missionær- eller militærtjeneste eller
forlader hjemmet for at søge arbejde.
Hvorvidt et ungt menneske, som har forladt
hjemmet, får held med sig eller lider nederlag,
står i direkte forbindelse med vedkommendes
planlægning, forberedelse og evne til at gennem-
føre sine hensigter. Forældre bør føle en nidkær
ansvarlighed over for dette, og forberedelsen
dertil bør strække sig over hele livet, men der
plejer også at være en række forskellige ting,
som bør læres, før det unge menneske drager
afsted.
Børn bør, på et tidligt alderstrin, lære at omgås
penge og de bør overdrages et stedse stigende
ansvar ikke kun for penge til rekreative formål,
men også til indkøb af tøj, betaling af udgifter i
forbindelse med skolen og andre fornødenheder.
Unge mennesker bør lære at opstille et budget,
for hvis overholdelse de selv er ansvarlige. De
lærer hurtigt penges værdi, hvis de må klare sig
uden ekstra penge, når beholdningen er udtømt,
eller hvis de kan disponere over overskuddet,
når de bruger mindre end de tildelte summer.
Det vil være af værdi at orientere børn om de ud-
gifter, en husholdning medfører. Såvel drenge
som piger vil også nyde godt af erfaring i mad-
lavning, tøjvask og rengøring.
At lære værdien af og glæden ved hæderligt
arbejde er af afgørende betydning. En af de væg-
tigste klager, som arbejdsgivere har at fremføre
over unge mennesker, der begiver sig ud på
arbejdsmarkedet, er, at de simpelt hen ikke ved,
hvordan de skal arbejde. Men selv om det er be-
tydningsfuldt, at et ungt menneske har en vis
erfaring i at arbejde, er det samtidig vigtigt for
vedkommende at have lært at holde ud under
alle arbejdsforhold og samvittighedsfuldt gøre
sin bedste indsats. Andre vigtige egenskaber at
tilegne sig er præcision, velsoignerthed og res-
pekt for overordnede.
Når unge mennesker først er kommet ud at stå
på egne ben, må de selv træffe deres afgørelse
angående Kirkens standarder. Hvis de endnu i
hjemmet har lært af egen drift at komme i Kir-
ken, at vælge gode kammerater og at holde fast
ved Kirkens standarder, vil de efter al sandsyn-
lighed vedblive dermed, hvor de end tager hen.
De har også brug for at kunne bede på eget
initiativ.
Det er sædvanligvis vanskeligt for forældre, når
deres børn forlader hjemmet. Når emnet kommer
på tale, er det vigtigt, at forældrene er parate til
at tale det ordentligt igennem og udførligt drøfte,
hvad et sådant skridt kan føre med sig. Foræld-
rene og de unge bør lytte til hinanden og betragte
pro et contra fra begge synsvinkler. Punkter,
hvor man vil være uenige, bør forudses og gen-
nemdrøftes på venskabelig vis. En sådan drøf-
telse kan blive en meget betydningsfuld oplevelse
for familiens medlemmer.
Som regel er det bedst ikke at forsøge at nå en
løsning straks. Beslutninger om at prøve bør
overvejes endnu en gang, efter at alle konsek-
venserne har været gjort til genstand for oprigtig
bøn.
Når een gang beslutningen, om at den unge skal
forlade hjemmet, er taget, bør forældrene yde så
megen opmuntring og støtte som muligt. Der vil
være langt større chancer for et heldigt udfald,
hvis vedkommende har deres samarbejde og vel-
signelse. Vedkommende bør selv forudse mulig-
heden af såvel succes som nederlag og bestem-
264
me sig til, hvorledes der skal reageres over for
dem.
Det er ønskeligt, at de unge slår sig ned så tæt
ved hjemmet, som det, de søger efter, tillader
dem. En bopæl nær ved hjemmet gør det nem-
mere for forældrene og de unge at opretholde
kontakt telefonisk og gennem weekend- og ferie
besøg.
Når man overvejer spørgsmålet om den nye
bopæls placering, bør man også holde sig for
øje, hvilke ansættelsesmuligheder, der tilbydes,
og hvor nær det er ved een af Kirkens wards
eller grene.
Når man overvejer, hvor man skal bo, bør i over-
vejelserne inddrages, hvor langt der er til arbejds-
stedet, til Kirken, til butikker og til fritidsbekvem-
meligheder. Nabolaget og kvarteret som helhed
har også betydning. Medlogerende med de sam-
me standarder vil være tiltrængt, såvel som det,
at kunne dele udgifterne.
At bo godt er sædvanligvis temmelig dyrt, og der
er ekstra udgifter forbundet med at slå sig ned
et nyt sted. Eftersom der almindeligvis hengår
et stykke tid, fra man forlader hjemmet, får ar-
bejde og modtager den første lønningspose, er
det en god regel i forvejen at have penge til i
det mindste to måneder.
Et ungt menneske, der har til sinds at forlade
hjemmet, bør rådføre sig med sin grenspræsident
om dette vigtige spårgsmål. Grenspræsidenten, i
den hjemlige gren, vil være i stand til at give
vejledning og komme med forslag, der kan være
af værdi både med hensyn til at nå en beslutning
og til at træffe forberedelser. En grenspræsident,
der ved, at et ungt menneske i hans gren står
over for at skulle rejse, kan udvirke, at man hol-
der sig i skriftlig kontakt. Breve hjemmefra kan
udøve en kraftig indflydelse.
Det vil være klogt af forældre at holde grenspræ-
sidenten i deres hjemlige gren informeret om,
hvordan det går deres bortdragne børn. De bør
også lære deres søns eller datters nye grens-
præsident at kende enten gennem personligt
besøg eller ved skriftligt og regelmæssigt at for-
høre sig om, hvorledes det går deres fraværende
familiemedlem med hensyn til kirkelige aktivite-
ter.
Desværre har mange unge, der tager bort fra
hjemmet for at søge arbejde, ikke forberedt sig
rigtigt og de bliver derfor sårbare over for onde
indflydelser. Idet de føler sig nedslåede, hvis de
ikke har held til at finde tilfredsstillende arbejde
eller bopæl, kan de blive udsat for tvivlsomme
kammerater og omgivelser.
I erkendelse af de alvorlige problemer, der kan
opstå i forbindelse med unges fravær fra hjem-
met, har Kirken lavet et program, der kan hjælpe
dem med at undgå de potentielle onder. Ansvaret
for et ungt menneske, der bor borte fra hjemmet,
hviler hos den unge selv, dennes forældre og
grenspræsidenten.
Ifølge Kirkens program skal et ungt menneske,
der drager hjemmefra, meddele sin grenspræsi-
dent sin fremtidige adresse. Grenspræsidenten
udfylder så et dertil udarbejdet skema og sender
det til Kirkens Social Service Department, som
undersøger, hvem den nye grenspræsident er, og
kontakter ham. Den nye grenspræsident, der
således er varskoet om det unge menneskes an-
komst, kan så sørge for at vedkommende føler
sig velkommen i den nye gren. Han vil ofte kunne
tilbyde hjælp til at finde et passende sted at bo
og passende medlogerende og han kan endog
hjælpe med værdifulde forslag angående arbejds-
muligheder. O
265
266
EVANGELIETS
OPGÅENDE
SOL
AF LORIN F. WHEELWRIGHT
„Nu dagen gryr og mørket flyr."^ Denne pro-
fetiske sang af Parley P. Pratt går I opfyldelse
efter som „Zions banner vajer højt" i Den op-
gående Sols Land. Ved Expo 70 i Osaka i Japan
kom een ud af hver ti af de femogtres millioner
mennesker, der myldrede rundt på udstillingsom-
rådet, til mormonpavillonen. Her bød missionæ-
rerne personligt enhver velkommen og mødte
derved hundredtusind af mennesker, der måske
har lyst til at vide mere om Jesu Kristi Evange-
lium.
Det frø, som Heber J. Grant såede i Japan for
syv årtier siden, bærer frugt. Kirken har nu over
14.000 medlemmer i et land med 105 millioner
mennesker. De besøgende, der kom, fik en dyb
følelse af, at Evangeliets friskhed bringer nyt liv
til et ældgammelt land. Japanerne er energiske og
hengivne. Det forynger eens tro at være vidne til
et nyt daggry, hvor Evangeliets lys gennemtræn-
ger Det fjerne Østens skygger.
Erastus Leon Jarvis henledte min opmærksomhed
på den skarpe kontrast mellem vore første mis-
Dr. Wheelwright, som er dekan for fakultetet for
skønne kunster og samfærdsel ved Brigham
Young University, har været medlem af Søn-
dagsskolens generalhovedbestyrelse siden1956.
sionærers skuffelser og vor nuværende succes.
Han er syvogfirs år gammel og den eneste over-
levende missionær fra den gruppe, der gjorde
tjeneste i Japan sammen med Heber J. Grant,
som senere blev Kirkens syvende præsident.
Han fortalte om de første tre missionærer, der
ledsagede præsident Grant til Japan: Louis A.
Kelch, Horace A. Ensign og Alma O. Taylor. Han
viste mig sine dagbogsoptegnelser fra april 1903.
Et forsøg på at leje en mødesal af Kristelig Fore-
ning for Unge Mænd i Yokohama blev først mødt
med godkendelse, senere med afslag. Da præsi-
dent Grant udbad sig en forklaring, modtog man
følgende brev, som findes optegnet i Jarvis' dag-
bog: „Da De henvendte Dem til os, var jeg ikke
klar over, at De havde at gøre med den Kirke.
Vore embedsmænd afslår ærbødigt at lade Dem
anvende salen til det ønskede formål. Men venlig
hilsen, U. Sumi."
Missionærerne på den tid fortsatte med at udføre
deres arbejde, og det samme har alle deres efter-
følgere gjort, og idag er klimaet et andet. Jeg
havde det privilegium ved Expo 70 at spille en
kort orgelkoncert i den kristne pavillon — en byg-
ning, der støttes af protestanter og katolikker i
fællesskab. Jeg indledte med „Kom, kom, Guds
Folk,"2 spillede musik af Bach^ og andre
kendte komponister og sluttede med et udvalg
af SDH-sange. Der var ingen, der råbte: „Ud!"
267
268
Tværtimod samlede folk sig rundt om i venska-
belighed og gensidig forståeise. Et ungt par ven-
tede tålmodigt på det rette øjeblik til at række
hænderne frem; så sagde de med tårer i øjnene:
„Vi er også med." I det øjeblik følte jeg de ja-
panske Helliges glæde og stolthed over deres
medlemskab af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages
Hellige.
Jeg havde det privilegium at ledsage kejser Hiro-
hitos broder, da han besøgte Mormonpavillonen
og så filmen „Menneskets Søgen efter Lykke."
Hans rolige opmærksomme optræden gjorde ind-
tryk på mig. Han var dybt interesseret, da han
mødte præsident Bernard P. Brockbank og præ-
sident Edward Y. Okazaki, og da broder Shozo
Suzuki forklarede meningen med udstillingen.
Jeg har siden modtaget en anmodning fra broder
Suzuki, som er førsterådgiver i præsidentskabet
for Japan Central Mission, om at få otte billeder,
der viser ham og de andre sammen med kejse-
rens broder, Mikasanomiya Takahito. Han vil
gerne have dem i sine erindringsbøger til sine
otte børn. „Dette er en stor ære," skrev han,
„som sjældent forundes japanere, og som aldrig
nogen i min familie har nydt — at blive fotografe-
ret sammen med Japans kejserlige familie." Kir-
ken er gået meget frem i anseelse, siden man
nægtede at lade den leje den sal i 1903.
Mit besøg i Japan udsprang af en invitation fra
generalhovedbestyrelsens superintendent David
Lawrence McKay til at repræsentere Søndags-
skolens generalbestyrelse ved den første regio-
nale konference i Østen. For at få et førstehånds-
indtryk af vores Søndagsskole der, besøgte jeg
Tredie Ward i Tokyo stav.
Da vi besøgte hver enkelt klasse, var der mange
elever, der med åbne bøger studerede Evange-
liet. Visuelle hjælpemidler var i brug, især i Ju-
niorsøndagsskolen.
Jeg opdagede senere, at biblioteksprogrammet
endnu manglede at blive inværksat i Tokyo stav,
men stavs-præsidenten Shuichi Yaganuma fører
energisk alle søndagsskoleprogrammer ud i livet,
så at alle medlemmer og undersøgere kan lære
om Evangeliet. Til regionalkonferencen havde
han, sammen med medlemmer af Tokyos stavs-
råd, af filmen, „Intet højere kald" på een uge
lavet en fuldstændig oversættelse og optaget dia-
logen. Ved mødet spillede de det fuldt synkroni-
serede bånd sammen med filmen. Denne faste
beslutning, om at overvinde vanskelighederne, er
karakteristisk for hele deres indsats for at tilføre
deres søndagsskole vitalitet.
I Osaka inviterede præsident og søster Okazaki
fra Japan Central Mission mig til at lede et stu-
dium i marken for lærere og besøge OkamachI
Grens søndagsskole. Søndag er ikke nogen kris-
ten helligdag i Japan og den tætte trafik på den
højtliggende landevej mellem Kobe og Osaka
gjorde, at vi kom for sent. VI ankom, netop som
klasserne begyndte. Ganske uformelt gik vi ind i
hvert klasseværelse, og med fotografiapparatet i
hånden fangede jeg glimt af japansk undervis-
ning, glimt, der står uudsletteligt i mit sind. Nogle
af dem er på disse sider.
Da jeg betragtede søster Mieko Akis livfulde an-
sigt, følte jeg en betagende udstråling. Jeg kig-
gede til siden for at se, hvordan de ungdomme-
lige elever tog imod hendes budskab. De var
henrykte. Stilfærdigt vendte jeg mit fotografiap-
parat i retning af dem, og uden nogen snakken
eller stillen op kunne jeg på filmen fange det, jeg
anser for det bedste søndagsskolebillede, jeg
nogen sinde har taget. Udtrykket af fuldstændig
opslugthed i disse smukt formede orientalske an-
sigter fik en af mine kolleger ved Brigham
Young University til at sige: „Jeg var blandt de
første tropper, der kom til Japan under anden
Verdenskrig. Jeg har aldrig set ansigter som
disse. Der er i disse øjne et lys, som jeg aldrig
så den gang. Det er Evangeliets lys."
Da jeg studerede søster Akis ansigtsudtryk, re-
gistrerede jeg både ønsket om at formidle be-
tydningen af det skriftsted, der stod skrevet på
tavlen, og glæden over klassens reaktion, da den
fangede dets betydning. Disse ansigter fortæller
bedre end ord, hvorledes elever og lærere virker
på hverandre, når sandhed og effektiv undervis-
ning forener sig for at give lys til menneskeliv.
Der var, i denne gren, en anden bemærkelses-
værdig lærer, som oplyste vejen for andre, skønt
han var blind. Da vi kiggede ind i en klasse, så
jeg broder Kiyoshi Ito give en lektie med sin
mappe lukket. Vi mødtes senere til et interview.
På perfekt engelsk sagde han: „Jeg har altid
været blind. Jeg har aldrig set noget, undtagen
gennem mine ører og fingre. Jeg begyndte at
lære at spille klaver, da jeg gik i fjerde klasse.
For klaver findes der musik i blindskrift, og der-
igennem lærte jeg det. Jeg læste blindeskriften
med den ene hånd og spillede med den anden,
indtil jeg kunne det udenad. Det tog længere tid
for mig at lære musik, end det ville tage dig eller
andre mennesker."
Han fortalte mig om, hvordan det gik til, at han
sluttede sig til Kirken: „Jeg er nu femogtredive
år gammel. I 1950 mødte jeg en kvindelig ame-
rikansk missionær i toget. Hun hed Ruth K. Need-
ham, og hendes kammerat var en søster Clark.
De fortalte mig, hvor vidunderlige GUF og Søn-
dagsskolen var. Jeg blev døbt i 1 951 .
269
Fra 1955 til 1970 var jeg organist i flere grene.
I år er jeg blevet afløst og kaldet til at være lærer
for Søndagsskolens familiehjemmeaftenskursus."
Jeg spurgte ham om, hvordan han bar sig ad med
at forberede sine lektier. Han svarede: „Nuvel,
det er et problem. Du kan let læse Bibelen og
andre skrifter, men det kan jeg ikke. Da jeg blev
kaldet til denne stilling, sagde jeg først nej, fordi
jeg mente, at det ville være for svært; men jeg
bestemte mig til, at jeg ville gøre mit bedste. Jeg
forbereder mig ved at lade min kone indtale et
bånd. Hun indtaler fra bøgerne. Jeg lytter til bån-
det hver dag. For eksempel kan min kone indtale
næste uges lektie i aften, og jeg vil så begynde
at lytte til den i morgen. Min kone læser skrifts-
tederne op for mig, når det er nødvendigt. Hun
læser lektierne og jeg lytter og gør notater i
blindskrift efter det."
„Kan du lide at undervise?" spurgte jeg.
„Jeg har undervist siden marts. De første måne-
der kunne jeg ikke lide at undervise, fordi jeg
ikke vidste, hvor langt jeg kunne gå uden at kigge
i lektieheftet, som andre mennesker, der kan se,
gør. Jeg bad min kone om at bede sammen med
mig, og jeg har fået hjælp fra Herren; det ved jeg.
Nu kan jeg lide at undervise. Jeg er glad for lek-
tierne. De hjælper mig i opdragelsen af mit eget
barn."
Gennem disse enkle, ligefremme ord fornemmer
man et dybt åndeligt slægtskab mellem broder
Ito og hans kone, Yoshi. Jeg spurgte om, hvor-
ledes de mødte hinanden og blev gift. Han for-
talte mig så om distriktskonferencerne i Kobe,
som var fire gange om året, „der mødtes vi, vi
havde det dejligt sammen i GUF og Søndags-
skolen." Derpå sagde han: „Du skulle spørge
hende selv." Hun talte ikke engelsk, så andre
fortalte historien. Efter een af konferencerne blev
denne hengivne hustru og moder af ånden be-
væget til at skrive til broder Ito og fortælle ham,
at hun ønskede at hjælpe ham hele livet. De blev
senere gift og beseglet til hinanden i templet. De
har en datter, som nu er ti år gammel.
Han sagde, at han havde tjent til livets ophold i
ti år ved at spille klaver i en natklub, men at han
havde opgivet denne stilling, fordi den tvang ham
til at bryde sabbatsbudet. Nu unden/iser han I
engelsk og klaverspil i sit hjem.
På mit spørgsmål om, hvordan han havde lært
engelsk, svarede han: „Gennem radioen. Jeg har
i tyve år lyttet til et program med engelskunder-
visning. Det var virkelig mit ønske at lære en-
gelsk. Jeg ville have lært det som barn; men jeg
havde ikke råd til at betale lektionerne. Der var
ikke andet at gøre end at lytte til radioen." Hans
engelske udtale overgik mange andre indfødte
japaneres.
Da han blev spurgt, hvordan han lærer at spille
vore sange, sagde han: „Jeg lytter".
Broder Ito har, trods sin ydre blindhed, lært at se
sandheden og at finde stor glæde, fordi han har
lært at lytte - ikke blot til engelsklærere i radioen,
ikke blot til den musik, han ønsker at spille, men
også til sin kone og til to kvindelige missionærer,
der mødte ham i et tog og åbnede en helt ny
verden af lys og kærlighed gennem Jesu Kristi
Evangelium.
1 Japanernes tapre ånd ser vi en opfyldelse af hin
erklæring af Parley P. Pratt: „Nu stråler lyset i
sin pragt og herlighed fra Herren stor".^ Der er
kommet et nyt lys til Japan. Det er lyset fra Kristi
Evangelium, som skinner på lykkelige ansigter og
bringer fred og god vilje til mennesker. O
1) SDH-sange, nr. 269 i den engelske udgave.
2) SDH-sange nr. 8 i: den danske udgave.
3) Johann Sebastian Bach — tysk musiker og komponist, 1685 —
1750.
PROFETEN JOSEPH SMITH taler om:
HVORFOR TAGES SMÅ BØRN UNDERTIDEN FRA OS?
Præsident Smith læste det 14. kapitel af Åbenbaringen og sagde:
Advarselsrøsten lyder atter i vor midte, og den viser det menne-
skelige livs usikkerhed, og i mine ledige stunder har jeg tænkt
over problemet og stillet spørgsmålet, hvordan det kan være,
at små, uskyldige børn tages bort fra os, især de, der synes
at være de mest intelligente og interessante. De stærkeste grun-
de, som løber mig i hu, er disse: Denne verden er en meget
ugudelig verden, og der findes et ordsprog, der siger, at „verden
bliver svagere og klogere"; hvis det er tilfældet, bliver verden
mere ugudelig og fordærvet. I verdens tidligere tidsaldre havde
en retfærdig mand og en Guds mand og intelligent mand større
mulighed for at gøre godt, for at blive troet og antaget end idag;
men i dag møder en sådan mand stærk modstand og bliver for-
fulgt af de fleste af jordens indbyggere, og han må gennemgå
megen sorg her. Herren tager mange bort, selv i den spæde
alder, så de må slippe for menneskers misundelse og den nu-
værende verdens sorger og ulykker; de var for rene, for yndige
til at leve på jorden. Hvis vi derfor betragter sagen i dens rette
lys, så har vi grund til at glæde os i stedet for at sørge, da de
er udfriet fra det onde, og vi skal snart se dem igen.
Profeten Joseph Smiths Lærdomme
Side 234-35
270
Mod-
stridende
Principper
AF QUINN G. MCKAY
Hele sit liv havde George lært, at han
skulle sige sandheden, være ærlig. Han
havde også lært, at det var forkert at
såre nogen af Guds børn. George
havde været gift næsten et år, da dette
skete. En aften modtog hans kone ham
Dr. McKay har et særligt professorat
som David L. Tandys professor i ame-
rH<ansl< virl<somhedsledelse ved Te-
xas Christian University. Han er også
konsulent for forskellige regerings-
kontorer, private selskaber og ud-
dannelsesinstitutioner i De forenede
Stater. Hans stillinger i Kirken har
været: biskop, missionær og lærer.
Han er for tiden tilsynsførende for
Søndagsskolen i Fort Worth stav.
begejstret i døren med et: „Kom ind i
stuen, skat, og se den nye lampe, jeg
har købt i dag. Du vil bestemt synes
om den." Der, på et stativ i dagligstuen,
stod en gammel grotesk lampe. Med
forventning i stemmen spurgte hun:
„Hvad synes du?" Han syntes, at den
var hæslig, men han lagde bånd på sig
selv, fordi han vidste, at hans kone
ville blive skuffet over hans reaktion.
George huskede Robert Louis Steven-
sons^ ord: „At sige sandheden er
ikke bare at konstatere kendsgernin-
gerne, men at viderebringe et sandt
indtryk." I dette tilfælde var George
ikke sikker på, hvad han skulle sige.
Skulle han sige, at han kunne lide den,
og derved undgå at såre sin kone,
eller skulle han fortælle hende sand-
heden?
Det er nemt at afvise et sådant dilema
som et „gråt mellemområde" og at
gøre, hvad der falder een ind, men
dette kan være vildledende og er i vir-
keligheden ikke til spor hjælp, når det
gælder om at anvende Evangeliet i det
virkelige liv. En almindelig kilde til
denne forvirring er fænomenet „Mod-
stridende principper," som forekom-
mer, når to retfærdige principper stil-
271
ler sig i vejen for et menneske på en
sådan måde, at han, hvis han vi! følge
det ene, er tvunget til at krænke det
andet. Dette er virkeligt vanskelige
beslutninger af den slags, som forår-
sager søvnløshed, skyldfølelse og be-
kymring. Beslutninger, hvor den ene
mulighed for søndagsbeskæftigelse er
klart rigtig (gå til nadvermøde) og den
anden klart forkert (gå i biografen),
udgør ikke livets virkelige problemer.
Vanskelige er de beslutninger, hvor
det kan være både rigtigt og forkert,
ligegyldigt hvad man vælger at gøre.
At se på det som det, det er: mod-
stridende principper, hjælper os til at
opføre os i overensstemmelse med
Mesterens lærdomme. Der er noget,
der tyder på, at da profeten Lehi
sagde: „Thi det er nødvendigt, at der
er en modsætning i alle ting," (2. Ne-
phi 2:11) kan han delvis have hentydet
til dette begreb: modstridende prin-
cipper, som muligvis er en del af Her-
rens plan for at styrke os åndeligt.
Fysiske legemer er udformet således,
at muskler kan yde modstand mod
hverandre eller mod tyngdekraften.
Modstandens dynamik opbygger
stærke legemer. Hvis alle valg stod
mellem to muligheder, een klart mær-
ket „rigtig" og en anden klart mærket
„forkert", ville vor personlige udvik-
ling i åndelig muskelopbygning ikke
være nær så styrkende. Det er ikke
utænkeligt, at Herren har indset, at
mennesket ville vinde langt større er-
faring og lærdom ved at prøve kræfter
med konflikter end med simple, klart
optrukne alternativer, og at Han derfor
skaffede førstnævnte til os i den døde-
lige fase af vort liv. Hvis det ikke for-
holder sig således, hvorfor udsatte
Han da allerede i begyndelsen Adam
og Eva for et par modstridende prin-
cipper? De første dødelige fik befaling
om at mangfoldiggøre sig og opfylde
jorden (1. Mos. 1:28) og samtidig ikke
spise af frugten af træt til kundskab
om godt og ondt (samme 2:17). At
adlyde den ene befaling, ville betyde
at overtræde den anden.
Vi står konstant over for konflikter af
lignende art som nedenanførte:
1 . En person på atten år ønsker at blive
døbt, men vedkommendes forældre er
imod det. 1. princip: „Omvend jer og
lad jer døbe." 2. princip: „Adlyd dine
forældre." (Ap. Ger. 2:38; Efs. 6:1)
2. En far havde lovet sin søn, der var
ulveunge, at han ville være til stede
ved et tropsmøde. En regeringsem-
bedsmand ringer til faderen og beder
ham om at møde guvernøren i luft-
havnen for at virke som tolk for en
udenlandsk standsperson. 1. princip:
en far bør holde sit løfte til sin søn.
2. princip: han bør kende sin pligt
over for land og samfund.
3. En direktør må afskedige nogle an-
satte, for at nedbringe omkostningerne
under en nedgang i salget. En mand
med ni børn vil blive arbejdsløs.
1. princip: vold ikke andre mennesker
lidelser, og vær ikke uvenlig mod dem.
2. princip: hold aktionærernes udbytte
på 5% eller mere, som ledelsen har
fastsat.
4. En ung mand står over for en fjende
på slagmarken. Skal han dræbe?
1. princip: „Du må ikke ihjelslå."
(2. Mos. 20:13) 2. princip: han bør
forsvare friheden.
5. En femtenårig dreng møder en ny
kammerat i skolen. Denne har slette
vaner og kommer fra et splittet hjem.
Bør forældrene tilskynde deres søn til
dyrkelse af dette venskab eller søge
at modvirke det? 1. princip: undgå
dårligt selskab og dårlig indflydelse.
2. princip: elsk din næste vær venlig
mod de venneløse.
6. Ved et tilfældigt møde i klubben
spørges inspektøren i et firme af dets
direktør: „Er vicedirektøren en god
leder?" Inspektøren synes oprigtigt
talt, at vicedirektøren er en sølle leder.
Hvad skal han sige? 1. princip: vær
loyal mod dine overordnede. 2. prin-
cip: vær ærlig.
De følgende punkter kan måske være
en begyndende hjælp til behandlingen
af de problemer, der opstår som følge
af modstridende principper.
1. Gør dig klart nøjagtigt, hvilke mod-
stridende principper, det drejer sig
om.
2. Orden principperne efter rang. Det
vil sige, at nogle principper jo er vig-
tigere end andre. For eksempel strider
principperne, „Du må ikke slå ihjel"
og „Du må ikke bære falsk vidnes-
byrd," ikke mod hinanden. (2. Mos.
20:16)
3. Når to principper strider mod hinan-
den, vælg da at adlyde den højere lov.
Det var lige det, Adam og Eva gjorde,
da de valgte at spise af frugten, det,
Nephi gjorde, da han dræbte Laban,
og det. Frelseren gjorde, da Han til-
gav kvinden, som havde bedrevet hor.
Og een af de vigtige nøgler til at ad-
lyde den højere lov er, at nærme sig
beslutningen under bøn.
Selv om man forsøger at anvende
dette princip overfor de modstridende
principper, vil man ikke kunne træffe
enhver beslutning uden kvaler, men
det vil hjælpe til bedre at vælge mel-
lem mulighederne. Når de principper,
det drejer sig om, står hinanden fjernt
i rang, er beslutningerne lettere. Jo
mere de to principper nærmer sig hin-
anden i rang, des vanskeligere bliver
det at afgøre, hvilket af de to der er
det højeste. For eksempel: En mand
arbejder for et selskap, hvis ejer be-
sluttersig til at drive forretning om søn-
dagen. Manden kunne godt få et andet
arbejde, men så ville han gå tyve
procent ned i løn. Det ville være van-
skeligt, men han kunne klare sig med
den ringere løn. Her står princippet om
helligholdelse af sabbaten over for
penge til ting som uddannelse, musik-
undervisning og ferier. Hvad bør han
gøre?
Det er let at finde en fornuftig grund
til, at gøre det, der er mest bekvemt;
men Frelseren har ikke lovet, at Hans
vej skulle være let.
Der er nogle, der vil sige, at man ikke
kan leve efter hårde og faste princip-
per. De er tilfredse med, til enhver tid,
at lade omstændighederne afgøre, hvad
man skal foretage sig.
Det bliver et spørgsmål om at priori-
tere alternativer, om at udvælge dem,
der efter vort skøn stemmer bedst
med Evangeliets principper.
Ældste Marion D. Hanks har sagt:
„Lad aldrig de ting, der betyder mest,
være afhængige af de ting, der betyder
mindst." Valget er undertiden svært;
men på den anden side har det aldrig
været let at leve efter principper. Q
1) Robert Louis Stevenson — skotsk roman- essay-
og poesi- forfatter.
272
.' *i:iiÅXl i:^.-.:^:^^ -Vi^i.:^ fc^;f'.i.i'l ^^kx■i:^k=■^J>
PRÆSIDENT SPENCER W. KIMBALL,
fungerende præsident for De Tolvs Råd
Beslutninger:
hvorfor det er vigtigt at træffe nogen nu
Unge mennesker lærer hurtigt, at de
må betale for de fleste goder. De
lærer, at de må øve sig for at blive
dygtige. Jeg har adskillige børnebørn,
der dyrker brydning i skolen. Til trods
for deres enorme teenageappetit kla-
rer de sig en gang hver uge uden mad
og endog vand for at holde sig inden
for vægtgrænsen. De øver sig på fuld
kraft, ofte så længe at det gør ondt I
kroppen og deres lunger brænder. De
driver sig selv fremad og udholder
disse prøvelser, fordi de meget gerne
vil være i form, så de kan yde deres
bedste.
Da jeg var færdig med min mission,
ville jeg gerne på universitetet; men
det havde min familie ikke råd til. Der-
for tog jeg et job på Southern Pacific
Railroads godsbanegård i Los Ange-
les for at tjene penge til studierne.
Jeg arbejdede fjorten timer i døgnet
med at flytte gods mellem pakhusene
og godsvognene på en tohjulet træk-
vogn. Tit havde jeg omkring fem-
hundrede kilo gods på trækvognen.
Det var ikke så underligt, at jeg var
træt, når dagen var gået.
Jeg boede hos min søster tre eller fire
kilometer derfra. Det kostede ti cent
at køre med sporvognen, så jeg tra-
skede hele vejen frem og tilbage for
at spare tyve cent om dagen. Jeg
ville meget gerne på universitetet,
og ved at gå det stykke vej, kom jeg
nærmere målet. Det lykkedes mig at
tjene nok til, at jeg kunne vende til-
bage til mit land Arizona, og melde
mig ind på University of Arizona.
Een af de vigtigste opgaver for et-
hvert menneske er at tage beslutnin-
ger. Et dusin gange om dagen kommer
vi til et sted, hvor vejen delersig,ogvi
må så beslutte, hvilken vej vi vil gå.
Nogle af de ting vi vælger, er lang-
sommelige og vanskelige, men de
bringer os i den rigtige retning mod
det endelige mål; andre er korte,
brede behagelige, men de drejer i en
forkert retning. Det er vigtigt at have
et klart begreb om vore endelige mål,
så vi ikke ved hver eneste vejforgre-
ning distraheres af sagen uvedkom-
mende spørgsmål: Hvilken vej er den
letteste eller behageligste? Eller, hvil-
ken vej går de andre?
Rigtige beslutninger er lettest at tage,
hvis vi tager dem god tid i forvejen,
idet vi holder os de endelige mål for
øje; dette sparer os for en masse kva-
ler, når vi står, hvor vejen deler sig og
vi er trætte og stærkt fristede.
Da jeg var ung, traf jeg den uigenkal-
delige beslutning aldrig at smage te,
kaffe, tobak eller spiritus. Jeg opda-
gede, at denne faste beslutning kom
til at redde mig mange gange gennem
de forskelligartede ting, jeg kom ud
for. Der har været mange lejligheder,
hvor jeg kunne have nippet eller prø-
vet eller lige taget en slurk, men den
uigenkaldelige beslutning, som een
gang var taget, gav mig en god grund
og god styrke til at stå imod.
Tiden, til at beslutte om man skal tage
på mission, forekommer, længe før
det bliver et spørgsmål om at vælge
mellem mission eller idrætshøjskole.
Tiden, til at beslutte sig for tempelæg-
teskab, forekommer, før man er blevet
knyttet til en ven eller veninde, der
ikke har det mål. Tiden, til at beslutte
sig for en streng og ærlig kurs, er,
inden ekspedienten har givet een for
meget tilbage. Tiden, til at beslutte sig
til ikke at anvende euforiserende stof-
fer, er, før en ven, man holder af, dril-
273
ler een med, at man er bange eller
from. Tiden, til at beslutte, at vi ikke
vil slå os til tåls med nogen anden
mulighed end at bo sammen med
vores Fader, er nu, så at ethvert valg,
vi træffer, må bestemmes af vores
beslutning om ikke at lade noget kom-
me i vejen for, at vi når det endelige
mål.
Nogle mennesker føler, at beslutnin-
gerne slet ikke ligger i vore hænder, at
vi simpelthen reagerer på omstændig-
hederne uden at kunne vælge, som et
skib uden ror, der driver for vind og
bølger. Og jeg erkender, at der kan
komme en tid, da vi ikke længere har
herredømme over vor skæbne, men
jeg tror, at det først er, efter at tyng-
den af vore fortidige beslutninger har
gjort os hjælpeløse.
Fra begyndelsen af indeholder enhver
af os en bunke muligheder, som vil
udvikles og formes, efter det vi vælger
at gøre. I ungdommen er vi Især dis-
ponerede for at formes. VI kan vælge,
hvad vi vil være. Men efterhånden som
årene går, opdager vi, at vore fordums
beslutninger har indskræket antallet af
de muligheder, der før var åbne for os,
og at vi har stadig ringere herredømme
over fremtiden.
Man bør ikke benægte omstændig-
hedernes betydning, men i sidste in-
stans er det vigtigst, hvordan vi reage-
rer over for omstændighederne. Det er
en grundsætning i min tro, at enhver
normal person har evnen til med Guds
hjælp at tage udfordringen op ud fra
et hvilket som helst forhold, der måtte
møde ham. Eet af de mest trøsterige
skriftsteder Indeholder det buskab, at
Gud aldrig nogensinde vil lade os
hjælpeløse.
„. . . Gud er trofast, han vil ikke tillade,
at I fristes over evne, men sammen
med fristelsen skabe vej ud af den, så
I kan stå den igennem." (1. Kor. 10:13)
Jeg har set fattigdom fremkalde helt
forskellige følger hos mennesker;
nogle bliver bitre, så at de i deres
selvmedlidenhed simpelthen giver op
og svigter fremtiden; andre tager den
som en udfordring, så at de i deres
beslutsomhed på at sejre, til trods for
vanskelighederne, bliver til dygtige,
stærke mennesker. Selv om de aldrig
undslipper økonomisk pres, udvikler
de indre resourser af den art, som vi
forbinder med fremgang henimod en
Kristus-lignende karakter. O
Mellem at ville og ikke at ville
DET TALTE ORD AF RICHARD L. EVANS
Der er en sætning hos Shakespeare, der antyder ubeslutsomehedens kval: „Jeg
ligger i krig mellem at ville og ikke at ville, "^ sagde han. Selvsikre mennesker
er undertiden sikre på det rigtige og undertiden sikre på det forkerte. Men
ubeslutsomme mennesker piner, modarbejder og bekæmper sig selv mellem
„at ville og ikke at ville." Studenter lærer, at hvis de skifter hovedfag, spilder
de megen tid. Det er bedre at skifte retning end at fortsætte en forkert kurs.
Men en tøvende begyndelse og hyppige ophold undervejs bringer relativt
ringe fremgang overhovedet. En væsentlig ting i livet er at bestemme sig til,
hvad der er at bestemme — og et menneske får det ikke rigtig godt med sig selv,
før det lærer at træffe sine egne beslutninger, ikke stædigt, ikke uden at søge
råd, ikke uden at skele til kendsgerningerne men med eftertanke, under bøn må
der komme et tidspunkt, da vi har overvejet længe nok og må beslutte os.
Principbeslutninger burde være lettere, end de undertiden synes. Det burde
Ikke tage lang tid at bestemme sig til ikke at stjæle, ikke at være uærlig, ikke at
være umoralsk. Vi bør ikke være ubeslutsomme, når det drejer sig om ondt og
godt. Ejheller bør vi lade de mindre og trivielle beslutninger sluge vort liv.
„Intet at gøre, er sagen, hvis man intet vil være,"^ som et amerikansk ordsprog
udtrykker det. For at være noget, må vi gøre noget, og for at gøre noget, må
vi træffe beslutninger. I ægteskabet bør vi beslutte os til at leve ærligt og trofast,
og være åben, at drage omsorg for vore kære og skabe et lykkeligt hjem. Vi bør
beslutte os til at holde vore pagter og kontrakter. Vi bør beslutte os til at betale
vore gældsposter, når de forfalder. Vi bør beslutte at opsøge en læge, når vi
har varige symptomer. Vi bør beslutte os til at uddanne os så længe som muligt
— og ikke give op, men kvalificere os, og at arbejde hæderligt og ærligt. Vi bør
beslutte os ti! at være selvsikre, produktive, hjælpsomme, renlige, velsoignerede,
høflige mennesker. Ikke ret meget af værdi ville nogensinde være blevet udrettet,
hvis ikke een eller anden havde besluttet at gøre noget i positiv retning. Med
omtanke, under bøn bør vi beslutte os til at leve et nyttigt, sundt, lykkeligt liv —
og ikke fare vild „mellem at ville og ikke at ville".
1) William Shakespeare: „Lige for lige", anden akt, anden scene.
2) Nathaniel Howe: „A Chapter of Proverbs."
„Det talte Ord" fra Temple Square, udsendt over KSL og Columbia Broadcast-
ing System den 1 . november 1 970. © 1 970
274
fire største
prøver
for
AF DR. VICTOR B. CLINE Illustreret af Phyllis Luch
ungdommen
Herkules, den berømte helt fra de
græske legender, fik pålagt udførel-
sen af 12 unnulige arbejdsopgaver for
Eurystheus, søn af kongen af Argos.
Disse opgaver omfattede sådanne
ting som at rense de augeanske
stalde på een dag, at fange den vilde
tyr, Minotaurus og at dræbe Hydra,
den giftige slange med ni hoveder.
Den endelige belønning for disse
præstationer viste sig, at være opnåel-
sen af udødelighed og et liv sammen
med guderne.
Visse autoriteter mener, at Herkules
sandsynligvis virkelig har eksisteret,
muligvis var han en tirynsk høvding
fra mykensk tid og tjener for kong
Argos. Hans bedrifter, en sammen-
blanding af nogen sandhed og op-
spind, fremlægger nogle psykologiske
sandheder, som går langt ud over
denne mytiske beretnings specifikke
detailler. Dette er historien om en
mand, som med stor selvdisciplin, fan-
tasi og mod udførte en række utroligt
vanskelige og strenge opgaver og
derved nåede den græske udgave af
Detcelestiale Rige.
Det synes som om hver tidsalder har
sine specielle opgaver eller prøvelser,
hvorpå hver menneskeånd må prøve
Dr. Victor B. Cline, som er professor i
psykologi ved University of Utah, har
en rigdom af erfaringer som forsl<er,
i hele landet, på den menneskelige
personligheds og mentale sundheds
område. Han står som medlem af
utallige faglige selskaber og er med i
Youth Protection Commitee. Han og
hans kone er forældre til otte børn.
sit mod. Og vor tidsalder kræver, på
visse måder, ikke mindre end det, der
krævedes af Herkules. Skønt prøverne
forandres, forbliver udfordringen og
vanskeligheden uforandret.
Efter at have arbejdet omkring syv år
i Rådgivningscentret i University of
Utah og efter at have bistået unge
privat og mangfoldige klinikker og or-
ganisationer, har jeg fundet frem til,
hvad jeg tror er de sidste dages mod-
stykke til Herkules' opgaver, som
Sidste Dages Hellige unge møder
dem. Disse fire arbejds-opgaver er
ikke i første række af fysisk art. De
kræver ikke muskelkraft, fysisk over-
legenhed eller ren og skær styrke, men
befinder sig snarere på de psykolo-
giske eller moralske prøvers eller ud-
fordringers område. Dog bereder de,
på visse måder, endog større vanske-
ligheder end dem, den legendariske
Herkules stod overfor. De fire prøver,
som Sidste Dages Hellige unge står
overfor, kan lignes ved at bestige
Mount Everest fire gange. Til tider
synes de næsten umulige at bestige.
Men hvis det lykkes, er belønningerne
store — ja, uvurderlige. Og den enkle
kendsgerning, at andre har besteget
disse højder, viser, at det kan vi også
gøre.
Den første opgave, der forestår et-
hvert menneske ret tidligt i livet, er
kampen mod autoriteten. Vi kalder det
„autoritetskonflikten." Vi ønsker ikke
at overholde regler, som andre har
opstillet. Vi vil ikke have nogen til at
bestemme, hvad vi skal gøre. Vi vil
have vores vilje. Og alligevel, hvis
samfundet skal overleve, må vi indgå
aftaler med andre til vor gensidige
beskyttelse og gavn. Mange unge
mennesker føler i deres næsten despe-
rate ønske om frihed, at de er hævet
over loven eller gerne ville være det.
De er urolige over de begrænsninger,
der påtvinges dem og deres opførsel.
Den første autoritetsprøve begynder i
hjemmet, hvor forældrene repræsente-
rer det såkaldt etableredes stilling.
Efter som familien er en miniatureud-
gave af samfundet, er det her, at
mange langtrukne kampe mellem ge-
nerationerne finder sted. Og hver
generation oplever den samme kamp
eller konflikt.
En morgen interviewede jeg en ung
Sidste Dages Hellig student. I løbet af
een time røg han halvanden pakke
cigaretter. Han røg kun sin cigaret
delvist, hvorpå han slukkede den og
gik nervøst videre til den næste. På
grund af udtrykket af afsky i hans an-
sigt, spurgte jeg, om han kunne lide
at ryge. Han svarede: „Du Godeste,
Nej!" Så spurgte jeg, hvorfor han
overhovedet røg, da han ikke kunne
lide cigaretter. Han så forvirret ud og
sagde, at han ikke vidste det.
Som svar på et sprøgsmål om sine
drikkevaner tilkendegav han, at han
plejede at indtage et betragteligt antal
alkoholiske drikke, men at også dem
fandt han temmelig frastødende i
smag, og han kunne ikke forstå, hvor-
for han drak. Han deltog ikke i Kirkens
møder, skønt han følte sig tiltrukket
275
af Kirken og dens filosofi og lærdom-
me. Han vidste ikke helt, hvorfor han
ikke kom.
Da vi undersøgte hans baggrund, op-
dagede vi, at han var låst fast af en
magtkamp med sin far, en religiøst
hengiven, men temmelig streng mand.
Effektiv kommunikation og forståelse
eksisterede ikke længere. Det blev
snart indlysende, at den strategi, som
denne unge mand — for en stor del
ubevidst — brugte overfor sin far, var
at bryde deres fælles religions regler
og forbud. Dette, vidste han, ville vir-
kelig såre faderen, og samtidig kunne
han demonstrere sin frihed og uaf-
hængighed af faderen.
Ude af stand til at ordne sin far effek-
tivt og dermed den autoritet, han stod
for, var denne unge mand voldsomt
nedtrykt, fremmedgjort og ueffektiv,
han var udelukket fra de åndelige og
religiøse forbindelser, han stadig
værdsatte.
En ung, gift kvinde, fed og meget
overvægtig, lå i oprørskrig med sin
mand. Hun hadede sig selv og sin las-
kede, opsvulmede tilstand. Hun bad om
hjælp til at gå ned i vægt; men til trods
for de mange diæter, hun kom på, viste
det sig, at hun, af een eller anden
ukendt grund, ikke ville samarbejde.
Hun syntes ikke at kunne gøre de ting,
der var nødvendige for at blive til-
trækkende. Svaret på dilemmaet slap
ud, da hun afslørede, at hendes mand
bestandigt irettesatte hende på grund
af hendes overvægt og ofte foreslog
hende, at hun skulle holde op med at
spise så meget. Imidlertid afslørede
hun sit oprør mod sin mand, uforva-
rende, at „jeg vil så sandelig ikke tabe
mig for hans skyld." Det vil sige, at
hun for at ærgre sin mand vedhol-
dende opretholdt et utiltrækkende ud-
seende, til trods for alle de negative
følger det havde for hende selv.
„At stampe mod brodden" er en al-
mindelig følge af denne type autori-
tetskamp. Man skader sig selv i et for-
søg på at opbygge et utilfredsstillende
forsvar mod de irritationer, som op-
står på grund af autoritære forbud
mod eller forældres kritik af en ad-
færd, der mishager dem. Hvad der
ofte gør tilpasning til dette problem
vanskelig, er, at den, der pålægges
begrænsninger, undertiden har ret. Det
menneske, der nægter muligheden —
for eksempel faderen, der nægter søn-
nen adgang til at bruge bilen — forstår
måske ikke til fulde situationens an-
den side. Dette fordrer det højeste mål
af takt og tålmodighed af den, der bli-
ver misforstået, tilligemed dygtighed
til at forhandle og bilægge uoverens-
stemmelser. Nogle unge mennesker
lærer, hvordan de skal analysere og
løse deres autoritetsproblemer, men
andre lærer det aldrig. De bliver bitre,
stridbare, konstant vrede og frustre-
rede, de befinder sig i en tilstand af
vedvarende oprør mod deres religion,
deres Gud, deres ægtefælle, deres
arbejdsgiver og til tider endog sig
selv. Der er mange, der således er
delt og splittede indvendig; de er i
sandhed ulykkelige mennesker.
Den anden store opgave, som de
fleste unge mennesker kommer til at
stå overfor, er vendepunktet i tilliden
til sig selv og til sin forestilling om sig
selv eller evne til at respektere sig
selv. 1 en rundspørge, som foretoges
for nogle år siden ved University of
Utah, stilledes følgende spørgsmål:
„Føler De, at De har et mindreværds-
kompleks?" Treoghalvfems procent
svarede: „Ja," hvilket synes at vise, at
de allerfleste mennesker slås med
dette problem.
Forfatteren interviewede engang en
meget tiltrækkende Sidste Dages
Hellig pige, som var lidt under tyve år.
Hun kom fast sammen med en mand,
der var meget ældre end hun selv, en
mand der var frafalden, alkoholiker,
voldsom og hensynsløs overfor kvin-
der, rå og nedvædigende i sin opfør-
sel, og som led af en kønssygdom.
Hendes familie og venner var choke-
rede og oprørte over, at hun ville om-
gås en sådan person og foreslog, at
hun skulle søge råd. Da hun blev
spurgt, om hun elskede ham, svarede
hun hurtigt: „Nej, da!"
„Du holder måske af ham?"
Hun svarede: „Nej, jeg er bange for
ham."
Da hun blev spurgt, hvorfor hun så
kom sammen med ham, svarede hun
med en svag næsten uhørlig stemme:
„Hvem andre vil vel have mig?"
Hendes forestilling om sig selv var så
lav og ringe, at hun følte, at hun ikke
fortjente bedre. Det er indlysende, at
hvis man synes, at man er „ingenting",
vil man måske også gå ud og komme
sammen med „ingenting." Man kan
også gifte sig med „ingenting" ofte
med katastrofale følger for een selv
personligt og endnu mere for eens
børn.
Den forestilling om os selv, som vi
lever med, spiller en overordentlig
vigtig rolle og påvirker de beslutnin-
ger, vi tager, de stillinger eller kaldel-
ser, vi vælger og vores evne til at
modstå fristelse. Visse undersøgelser
viser, at een af de vigtigste grunde til,
at unge mennesker bruger euforise-
rende stoffer eller akohoj eller tager
sig andre ting for, der kan skade dem
selv, er, at de ikke kan ignorere ind-
flydelsen fra deres jævnaldrende.
En Sidste Dages Hellig dreng, en
Teen-ager, retfærdiggjorde sin brug af
euforiserende stoffer ved at sige:
„Men der er ikke noget i Vosdomsor-
det, der siger, at det er skadeligt at
bruge dem." Lidt senere afslørede
han, at han også drak alkohol, og at
han havde en anden undskyldning til
at retfærdiggøre dette.
Vi kan altid finde en undskyldning, der
kan retfærdiggøre en hvilken som helst
276
handling, ligegyldig hvor asocial og
skadelig den måtte være for os. Mange
unge mennesker, der lader sig ind-
fange af narkomankulturen eller hip-
pielivet, begynder med at henrykkes
og føle sig godt tilpas, fordi mennes-
ker fra disse grupper accepterer dem,
som de er. Man hverken kritiserer
eller fordømmer dem. Deres hår han
være langt, deres tøj snavset, deres
krop uvasket og stinkende. Man kriti-
serer aldrig deres opførsel eller deres
ekspirementer med sex og stoffer. De
føler sig forfriskende frigjorte. De lyk-
ønsker sig selv med at være imod det
bestående, eller med at have kastet
alle den jødisk-kristne etiks skikke og
moralbegreber overbord. Hvad de
ikke kan indse, er, at dette nye liv, de
har valgt, har mindre at byde på, end
det, de lod bag sig. Loyalitet, kærlig-
hed, selvopofrelse, pligt, næstekærlig-
hed, udholdenhed for andres skyld er
alle egenskaber, der mangler i Narko-
tikakulturen. Det er et liv, hvor stimu-
leringen af eens nervespidser eller
indre psyke er det højeste gode, hvor
udnyttelsen af andre for eens eget
behovs skyld er almindelig. Det er et
liv i slaveri, ikke i frihed. Frihed er kun
noget illusorisk.
Desværre er det sådan, at de mennes-
ker, der mangler selvtillid, som ikke
elsker og respekterer sig selv, oftest
er tilbøjelige til at modtage den ven-
lige indbydelse fra folk fra denne kul-
tur, med dens løfte om ingen kritik, om
egoopbyggende smiger, om en nem
udvej, om et nyt liv. Men det er en
fælde — en åndelig død for mange og
fysisk død for nogle få mere, som
enhver terapeut, som har med be-
handlingen af disse mennesker at
gøre, så trist kan berette.
Den tredie store opgave eller den tre-
die udfordring, har at gøre med at
lære, hvordan man skal meddele sig
til andre mennesker. Disse omfatter
vore forældre, brødre og søstre, den
vi gifter os med, vores arbejdsgiver,
dem, vi leder, de mennesker, der bor i
samme blok som vi selv og de andre
i den samfundsgruppe, som vi hører
til. At lære, hvordan vi skal meddele
os til andre mennesker, er måske det
vigtigste, vi nogensinde foretager os.
Dette indbefatter at lære, hvordan vi
skal elske og lade andre elske os. Hvis
vi lærer dette godt, åbner vi udvej
for tilfredsstillelse af myriader af vore
menneskelige og følelsesmæssige be-
hov. Hvis vi lider nederlag i vor kom-
munikation med andre, sker der måske
skade på vores medmenneskelige,
følelsesmæssige og åndelige udvik-
ling. ,« '
For ikke så længe siden, blev en yndig
kvinde begravet, hendes mand var
død fem år i forvejen. Hendes syv
sønner og døtre græd sammen, mens
smukke og rørende komplimenter
udøstes over deres moder ved begra-
velsen. To dage senere mødtes fami-
lien i hendes tomme lejlighed for at
afgøre fordelingen af hendes få ejen-
dele. To af døtrene begyndte at skæn-
des om, hvem der skulle have en ud-
slidt sofa, der vel var omkring halv-
fjerds kroner værd. Deres fornærmel-
ser mod hinanden endte til sidst i
slagsmål. Denne deling af deres mo-
ders bo tjente til at forny de bitre
stridigheder og forhold, de aldrig
havde lært at løse som børn.
Der findes kvinder, der helbreder
enhver, de kommer i kontakt med. De
har en særlig gave, der består i at
bygge folk op, at inspirere dem til at
gøre deres bedste og øge deres talen-
ter. Ingen går fra dem uden at være
blevet beriget og belønnet. Det er
overflødigt at nævne, at sådanne kvin-
der har mange venner og er meget af-
holdte. De har udviklet den særlige
gave, det er, at meddele sig til andre.
Den sidste opgave eller prøve består
i at nedkæmpe detnaturlige menneske.
Psykologer taler undertiden om id'et,
eller vores implusive, irrationelle
natur. Enhver må kæmpe for at under-
tvinge denne „tiger" indeni sig. Den
indbefatter de lidenskaber og lyster,
der stammer fra menneskets grund-
læggende instinkter og kødelige natur.
Den kan også indbefatte hang til alko-
hol og stoffer. Hvis disse lidenskaber
undertvinges og kontrolleres, kan
menneskets fornuft og åndelige natur
(ego) lede dets opførsel. Hvis liden-
skaberne dominerer, kan mennesket gå
til grunde, det kan lide nederlag i sine
familieforhold eller sætte sin karriere
og ambitioner for fremtiden på spil.
Dette er en evig kamp, som intet men-
neske slipper for. For eksempel: En
ung mand på tyve år, som jeg kendte,
erkendte grædende, efter at det var
for sent, at han havde mistet sin frie
vilje. Det eneste, han levede for, var
et nyt „skud", ikke fordi det føltes
særlig dejligt, men bare for at hindre
det i at smerte så meget.
Seksuelle lidenskaber kan, skønt vid-
underlige og lægende på deres rette
plads og et storslået bindemiddel i et
godt ægteskab, ødelægge og fordærve,
hvis de nedværdiges eller misbruges.
Agression, vrede og fjendtlighed kan
også ødelægge og på få øjeblikke
knuse et helt livs ambitioner. Imidler-
tid kan disse følelser, hvis de omdiri-
geres ad de rigtige kanaler, blive til
konkurrencesport, forretningsvirksom-
hed, humor eller endog kunst og mu-
sik.
Hvis vi skal udføre vore opgaver eller
bestige vore fire Everests, må der
være en anden grund end blot dette,
at udfordringen eksisterer — „fordi
den er der." Hvis nogen skal føle sig
motiveret i så mange år og så udsætte
den øjeblikkelige tilfredsstillelse ved
en indskydelse til fordel for en større
277
gevinst senere, kræver det guddom-
melig hengivenhed. Der må være et
endeligt mål eller en endelig hensigt.
Og det mål, tror jeg, er håbet om en-
gang at leve i det retfærdighedens
samfund i livet efter døden, når kær-
lighed og nåde får overhånd. Måske
vil vi også der kunne hjælpe dem, der
snublede og hvis liv blev ødelagt, fordi
det onde fandtes i verden og mørkets
prins førte dem vild.
Jeg tror ikke, at vi vil være lykkelige i
Himmelen, hvis vi skal være der alene.
Det kan være, at vi i kraft af den
styrke, det mod og den selvdisciplin
så vel som gennem den tro og næste-
kærlighed, vi udvikler i dette jordeliv,
vil finde evnen til at virke til velsig-
nelse for dem, der har ringere evne,
som er trætte, som er bedrøvede, som
trænger til trøst og håb, så at også de
kan opleve glæde. VI er vore brødres
vogtere i dette liv så vel som i det til-
kommende. O
ÅBENBARING og INSPIRATION
I teologisk forstand betyder åbenbaring tilkendegivelse af guddommelig sandhed gen-
nem liimmelsk formidling. Det græske ord apocalypsis, der nøje svarer til vort åben-
baring, udtrykker begrebet at blotte eller afdæl<l<e det, der var iielt eller delvis
skjult, eller også at trække et slør eller forhæng tilside. En fordansket form af det
græske udtryk anvendes undertiden til at betegne den særlige åbenbaring, der blev
givet apostlen Johannes på øen Patmos, og som udgør den sidste bog i Det nye
Testamente. Guddommelig åbenbaring kan, som talrige eksempler fra skriften viser,
bestå i udfoldelsen af eller oplysning om guddommelige egenskaber, eiler også i
tilkendegivelsen af Guds vilje i menneskelige anliggender.
Ordet inspiration tillægges ofte en betydning, som kommer meget nær op ad be-
tydningen af åbenbaring, selv om inspiration, svarende til sin oprindelse og første
anvendelse, havde en ganske bestemt betydning. Inspirere betyder ordret at gøre
levende gennem ånden. Et menneske er inspireret, når det står under indflydelse
af en anden kraft end sin egen. Guddommelig inspiration kan man betragte som en
mindre og ikke så direkte form for himmelsk indflydelse på et menneske, som det
er tilfældet ved en åbenbaring. Forskellen på de to er derfor mere en gradsforskel
end en forskel i beskaffenhed eller natur. Herren fratager ikke i nogen af disse til-
fælde mennesket dets handlefrihed eller dets egenart. Dette fremgår navnligt af
den bemærkelsesværdige ejendommelighed i skrivemåden, som karakteriserer de
forskellige hellige bøger. Men ved åbenbaring udøves der en stærkere indflydelse på
modtageren end ved den svagere, men derfor ikke mindre guddommelige inspirations
påvirkning.
Vi kan kun ufuldkomment ære og respektere et væsen og en myndighed, hvis til-
værelse for os er en tvivlsom sag. Skal vi nære ubetinget tillid til vor Skaber og
virkelig ære ham, så må vi vide noget om ham. Selv om dødelighedens slør med
dets ganske uigennemtrængelige mørke udelukker den guddommelige tilværelses
lys fra det syndige menneskehjerte, så kan det skillende forhæng dog trækkes til-
side, så det himmelske lys kan lyse op i den retfærdiges sjæl. Det opmærksomme
øre, harmonisk stemt efter den himmelske musiks toner, har hørt Guds røst kundgøre
hans personlighed og hans vilje; Guds hånd gør sig ofte synlig for det for bjælken
og skæven rensede øje, der beslutsomt søger sandheden; for den sjæl, der er blevet
behørigt renset gennem hengivenhed og ydmyghed, er Guds sind blevet åbenbaret.
Et studium af TROSARTIKLERNE
af James E. Talmage
Side 283-85
278
Hold deres blik fanget
AF DELLA MAE RASMUSSEN
Spørg en hvilken som helst mand eller
kvinde, eller spørg et barn eller en
teenager. Praktisk talt 100% vælger
lærere uden bøger.
Den positive værdi af systemet —
lærere i øje-til-øje-kontakt med ele-
verne, fremfor i hovedsagen at skulle
støtte sig og benytte øje-til-bog-kon-
takt — er vanskelig at opgøre, hvad
angår vækst og øget effektivitet i at
undervise i Evangeliet.
De lærere, hvis undervisningstimer de
har nydt mest, er sikkert dem, som
ikke har stillet en bog til skue som en
synlig krykke, det viser sig snart, at
en sådan lærer udstråler personlig
varme, entusiasme og et greb om em-'
Søster Rasmussen, som er hustru og
moder, er medlem af Primarys hoved-
bestyrelse og af Præstedømmets
lærertræningskomite. Hun fik doktor-
grad i uddannelsespsykologi ved Brig-
ham Young University i 1968. Hun og
hendes familie bor i Pleasant view
Second Ward, Sharon East Stake i
Provo.
net, som ellers ville have været uop-
nåeligt.
Der er nu en betydelig mængde vid-
nesbyrd om, hvordan elever i Kirkens
klasser reagerer overfor lærere uden
bøger, for hånden.
En bærer af Præstedømmet sagde om
sin lærer: „Han er en god ven af mig,
og han er et godt menneske. Han har
længe undervist Præstedømmets kvo-
rummer og grupper, men jeg ville
ønske, at han ville møde virkeligt for-
beredt til undervisningen. Når jeg ser
den lektiebog opslået i hånden på
ham, spekulerer jeg altid på, om han
ikke bekymrer sig om at gøre det mere
interessant."
En søster i Hjælpeføreningen sagde:
„Vores lærerinde læser op af bogen
det meste af tiden. Hun retfærdiggør
det ved at sige: , Forfatteren siger det
så meget bedre end jeg kan'." Gud
har skabt lærere med varme, mennes-
kelige stemmer og venlige øjne. Men-
nesker har opfundet trykte sider, der
er stumme.
En femtenårig bemærkede: „Jeg kom-
mer ikke til Søndagsskoleklassen. Jeg
går, når de indledende manøvrer er
overstået. Jeg lærer ikke noget af lek-
tien. Vores lærer holder bogen op
foran hovedet og opfører sig, som var
han bange for at stille spørgsmål."
Eet barn på syv år udtrykte det såle-
des: „Joh, jeg prøver at være stille,
selv om hun læser lektien op, men det
er der andre, der ikke gør, og dem
sender hun ud på gangen."
Sådanne bemærkninger har man hørt
gentaget utallige gange. Deltagere i
Kirkens klasser ønsker og forventer
øje-til-øje-kontakt med deres lærere.
Mens læreren forbereder sig til at
undervise øje-til-øje, bør han under
bøn og eftertanke studere lektieheftet,
hvori de evangeliske ideer og pricip-
per defineres og korreleres. Men
når han begynder undervisningen, bør
han formidle ideerne gennem øje-til-
øje-kontakt. Dette er ikke ensbety-
dende med at diskutere uvedkom-
mende personlige oplevelser; men det
er ensbetydende med at man forbere-
der sig til at undervise i lektiemateria-
let.
Vi lever i en tid, da man interesserer
279
sig for personlig kommunikation men-
neske til menneske. Hvilke budskaber
formidles til klassens elever af en
lærer, der efter at have forberedt sig
grundigt ikke behøver at ty til sit lek-
tiehefte i klassen? En sådan lærer for-
midler til sine elever følgende indtryk:
Jeg er forberedt.
Jeg har selvtillid.
Jeg er parat til at høre på jer.
I betydernoget for mig.
Jeg kender stoffet.
Jeg vil gerne engageres i emnet.
Jeg er Interesseret I jeres bidrag.
Jeg er en hengiven lærer i Evangeliet.
I det daglige nyder de fleste mennes-
ker direkte øje-til-øje-kontakt med
deres venner og omgangsfæller. De er
da sikre på, at den anden ved, at de er
der, og at han Interesserer sig for
dem, deres følelser og deres menin-
ger.
Det er vigtigt, også udenfor klasse-
værelset, at undervise på øje-til-øje-
basis. Mange forældre har gjort den
opdagelse, at den bedste måde at
gøre en familiehjemmeaften ueffektiv
på, er at hente lektieheftet frem og be-
væge sig gennem lektien ord for ord,
linie for linie. Øje-til-øje-kommunika-
tion efter grundig forberedelse er al-
tid nødvendig.
Dette begreb, øje-til-øje-undervisning,
er ikke nyt. Frelseren underviste på
denne måde, idet Han drog dem, der
fulgte Ham, fysisk tæt til sig og talte
til dem øje til øje og hjerte til hjerte.
I vores uddeling, så langt tilbage som
1902, blev Kirkens lærere opfordret til
at befri sig for deres bøger for virke-
ligt at kunne nå og belære deres ele-
ver. (Childrens Friend, bind 1, side
188).
Tusinder af hengivne lærere bruger
øje-til-øje-metoden ved undervisning.
Hvad siger disse lærere om dette be-
greb?
En lærer skrev: „Jeg ville ønske, at jeg
havde forsøgt mig med øje-til-øje-un-
dervisning for længe siden. Efter at
Jeg nu er begyndt at anvende den, får
de, der er i min klasse, lige så stort
udbytte som jeg selv. Jeg oplevede
endnu et belønningens øjeblik i dag,
da en pige fortalte mig, at hun havde
nydt undervisningen så meget, at hun
ville tage sin bedste veninde med
næste gang."
En anden sagde: „Jeg har opdaget, at
jeg må være mere skabende og tage
mig længere tid til forberedelsen. Jeg
følte mig rigeligt belønnet i dag, da eet
af de vanskeligste børn sagde, idet
det ringede ud: ,Jeg håber ikke at det
er slutsignalet. Tiden er vel nok gået
hurtigt i dag.'"
En lærer, i Det aronske Præstedømme,
sagde: „Det var ikke så vanskeligt,
som jeg troede, det ville være, og for
allerførste gang lagde børnene mærke
til, hvad jeg sagde, og blev optaget af
lektien. Tidligere havde jeg været så
nervøs, at jeg nærmest holdt mig til
lektieheftet af sikkerhedsgrunde."
Øje-til-øje-undervisning er noget, alle
aldre og grupper har brug for. Skønt
mange voksne lytter høfligt og måske
uge efter uge vender tilbage til en
kedelig lærers klasse, så får også de
mere ud af det, når de er optaget af
lektien.
Til trods for de åbenlyse fordele ved
øje-til-øje-undervisning er der stadig
visse lærere i Kirken, der vægrer sig.
Een lærerinde sagde, at hun syntes, at
hun allerede var en tilstrækkelig god
lærerinde; hun følte, at hendes frie
vilje blev hende frataget af en sådan
udfordring.
En anden følte, at det, at gøre notater
i stedet for at tage heftet med i klas-
sen, var spild af tid. Hun var dog enig
i, at talere, der bruger notater for at
kunne huske rækker af ideer, er mere
effektive.
Mange lærere, der er imod øje-til-øje-
undervisning, har aldrig prøvet det,
idet de antager, at det enten ikke vil
virke, eller at det ikke ville være mere
tilfredsstillende end de sædvanlige
måder. Nogle prøver det måske uvil-
ligt og føler sig endog tilfredse, når
det slår fejl. De har opfyldt deres
egen profeti.
En sjælden gang hænder det, at en
lærer med en usædvanlig stemme
eller en imponerende optræden er i
stand til at læse hele eller det meste af
en lektie op og samtidig holde klas-
sens opmærksomhed fangen. Men, før
en lærer begynder at tro, at han er een
af hine sjældne mennesker, lad ham
da spørge sig selv, om han ville turde
risikere at give sin klasse et anonymt
spørgeskema, der fordrede en ærlig
vurdering af hans undervisning med
bog i hånd!
Der gives tidspunkter, da læsning fra
heftet kunne siges at være i orden, for
eksempel når man citerer skriftsteder
eller et kort uddrag, der er særligt ud-
tryksfuldt. Men lærere bør vare sig for
at mene, at hele lektien kan gives på
denne måde.
Hvordan kan en lærer begynde at un-
dervise øje til øje? Han kan opgive
gamle, bekvemme vaner-noget, der
aldrig er let. Han kan bruge mere tid
på forberedelsen — ikke noget pro-
blemfrit foretagende. At undervise
uden at bruge bogen kræver en ind-
sats. Det kræver mere studeren og for-
beredelse. Men at tjene Herren, ved
at undervise mere effektivt i Hans
Evangelium, bringer indre fred og til-
fredshed. O
280
Dit ord
Minder i hundredvis for gennem Karl
Eastons sind, da hans bil nåede top-
pen af højdedraget. Udstrakt, foran
ham lå en bred dal, hvori en smal flod
bugtede sig, og fjernt i den blå dis lå
bjerget, ved hvis fod landsbyen lå.
„Jeg tror, jeg har gennekrydset hver
tomme af det område," sagde Karl
grundende.
Da Karl kørte ned ad den snoede vej,
der førte til dalen, mindedes han, hvor
skuffet han havde været, da han blev
kaldet til at tage på mission og er-
farede, at han skulle arbejde to år i
■ I ■
vil jeg
I aD6
FORFATTET AF IRIS SYNDERGAARD
281
New Mexico, ikke ret mange kilometer
fra det sted, hvor han havde tilbragt
de første nitten år af sit liv.
Det havde været ham en smertelig
skuffelse. Mans han spændt ventede
på kaldet, havde han drømt om skøn-
ne, fjerne landne syd for Ækvator; han
havde tænkt på mange europæiske
lande, hvor hans forfædre havde deres
rødder; han havde forestillet sig, hvor-
dan han rejste gennem eksotiske syd-
amerikanske lande. Men han blev
sendt til et land lige i nærheden!
Karl prøvede at byde kaldelsen vel-
kommen med et glad hjerte; man først
da han sad ved vidnesbyrdmødet sam-
men med omkring tre hundrede æld-
ster og søste og sang en højt skattet
sang, kom hans modtagelse for alvor.
Karl kunne huske, hvorledes de to
første strofer syntes henvendt til ham
personligt.
Det er måske ej i kampens gny, ej
ude på alfarvej,
' det er måske ej i røg og sky, at
Herren har brug for mig.
Men når Han mig kalder ved sin
Ånd til noget at gøre her,
da vil jeg lydigt fra denne stund
Ham tjene i al min færd.
Derefter havde Karl taget fat på sit
missionærarbejde med en mere ydmyg
ånd. Han opdagede næsten med det
samme, at det så langt fra var det vel-
kendte land, han havde troet, alting
undtagen selve det New Mexikanske
lands nøgne karakter var fremmed, og
mange af befolkningens skikke var
lige så fremmede, som dem man ville
kunne finde i lande hinsides det
videste hav.
Endvidere syntes disse mennesker at
finde Karl og det budskab, han bragte,
ikke blot sært, men uvelkomment. Han
og hans kammerat mødtes med fortør-
nelse og foragt. Døre blev smækket i
hovedet på dem, eller endnu værre for
de unge mennesker at udholde, de
mødte komplet mangel på interesse
for dem og deres budskab.
Langsomt skred ugerne og månederne
frem. Ikke en eneste fandt Karl eller
nogen af hans kammerater, ikke en
sjæl, der var rede til at modtage det
evangeliebudskab, de var så ivrige
efter at aflevere.
En eftermiddag, da Karl havde mindre
end to måneder tilbage af sin missio-
nærtid, kørte han ind på en service-
station. Da en mand tørrede forruden
af med raske tag, spurgte Karl, nær-
mest træt: .Kender De noget til mor-
monerne?"
Manden, en lille, mørklødet fyr med et
bredt smil, svarede: „Kun lidt."
Karl fortsatte: „Vil De gerne vide
mere?" og manden sagde, idet han
nikkede velvilligtf „Gerne. Hvorfor
ikke?"
Lige fra deres første møde holdt Karl
Easton af den muntre, lille mand, hvis
navn var Diego Sanchez. Diego, som
var ungkarl, boede i et hus, der var
kolossalt rodet, men rent, og her bød
han ældsterne velkommen og lyttede
til deres budskab.
Imidlertid lo den lille mand, da han
hørte, hvad standarderne var for dem,
der tog imod Evangeliet. „Så meget
ville jeg ikke kunne opgive," plejede
han at sige med en skødesløs hånd-
bevægelse. „Min pibe, et glas vin, er
det der udgør min religion."
Karl huskede igen på den sang, der
havde betydet så meget for ham, og
han tænkte på det vers, der lød:
Måske min Herre vil bruge mig som
bærer af frelsens ord
til en, som træder på syndens vej og
ene med byrden står.
Med uendelig tålmodighev blev Karl
ved med at komme tilbage til Diego
Sanchez, og han nægtede at give op,
selv om Diego fastholdt, at han ikke
kunne efterleve de strenge evangeliske
standarder.
Ugen før Karls mission sluttede, kunne
han føre manden, hvis livsform på det
tidspunkt var fuldstændig forandret, i
dåbens vand. Det var den eneste, han
fik døbt efter to års arbejde.
Gennem årene tænkte Karl Easton
ofte med sorg tilbage, på sin mission
med en følelse af utilstrækkelighed;
den syntes at have været en stor
fiasko.
Nu, næsten ni år senere, medførte
hans arbejde, at han måtte rejse igen-
nem det område, hvor han havde til-
bragt de to år. Han havde skrevet til
Diego Sanchez og fået et øjeblikkeligt
svar fyldt med kærlig forventning.
Diego var nu grenspræsidentog havde
arrangeret, at Karl skulle holde tale
ved nadvermødet, den dag han be-
søgte ham.
Der havde ikke været nogen gren i
den lille by, da Karl arbejdede i om-
rådet. Men det faldt ham ikke svært at
finde adressen.
Han kørte ned gennem en smal gade,
flankeret af støvede balsampopler,
mod en rosa bygning af soltørrede
sten, hvor nogle privatbiler og nogle
få ramponerede varevogne var parke-
ret.
Han havde næppe lukket døren til sin
egen bil, før han hørte en glad stemme!
„Ældste! Ældste Easton!" Diego San-
chez skyndte sig hen til ham.
Årene, så Karl, var gået let hen over
Diego. Bortset fra det sorte hår, der
var blevet lidt tyndere og maven, som
var en smule tykkere, var den lille
mand den samme overstrømmende
ven, som Karl mindedes med så stor
glæde.
Han rakte hånden frem, men Diego
ignorerede den og slog i stedet arme-
ne omkring ham, idet han råbte: „Åh,
ældste Easton, min kære ven!" mens
han klappede den højere mand på
skuldrene. „Det er så dejligt at se dig
igen." Diego lod ugenert tårene løbe
ned over sine brune kinder. „Men kom
nu her! Der er mange mennesker, der
venter på at møde dig."
Idet han holdt Karls arm i et fast greb
og næsten hoppede af glæde, førte
Diego Karl henimod en gruppe men-
nesker, der stod ved trapperne til byg-
ningen.
„Ældste Easton," sagde Diego og
strålede, idet han tog en slank, meget
smuk kvindes hånd, „dette er Juanita,
min kone. Hun er præsidentinde for
Hjælpeforeningen. Og de folk her —
„han bugserede Karl fremad — „er
mine forældre, broder og søster San-
chez. Og her er fætrene, Pedro, Guy,
Romero — alle ældster — og Edward,
diakon. Dette er min tante, og min
onkel, og . . ."
Overvældet af den hengivenhed, der
lå i hilsenerne bevægede Karl sig fra
den ene til den anden, mens Diego,
idet hans ansigt strålede sådan af
glæde, at det syntes at udstråle lys.
282
præsenterede han dem alle som med-
lemmer af Kirken. Og hver af dem var,
forstod Karl lidt efter lidt, enten Die-
gos nære, personlige ven eller en
slægtning.
Til slut, efter at alle var blevet præsen-
teret, fik Karl spurgt: „Diego, disse
mennesker — er de allesammen blevet
medlemmer af Kirken på grund af
dig?"
Diego rystede bestemt på hovedet.
„Nej, ældste Easton, ikke på grund af
mig — på grund af dig. Det var dig, der
bragte mig Evangeliet. Og da jeg strit-
tede imod, var det dig, der ikke ville
give op." Diego klemte Karls arm
igen. „Jeg har givet disse andre det
budskab, du bragte til mig."
Senere, da Karl stod foran forsamlin-
gen og betragtede de mange ansigter
fyldt med taknemmelighed og kærlig-
hed, følte han tårerne piple frem i sine
øjne. Den mission, han havde fuldført,
og som han havde troet kun førte een
omvendelse med sig, havde trods alt
næsten fyldt denne lille Kirke.
Trods klumpen i halsen begyndte Karl
at tale til folket dernede — hans folk,
idet han citerede en sidste stofe fra
sin yndlingssang:
O Herre, hjælp mig at sige det,
som du ham vil have sagt;
når du mig styrker, jeg taler let de
ord, du vil have bragt, O
Søster Syndergaard er redaktør med
en fast spalte i Ogden Standard Exa-
miner og ved Friend. Hun er en flittig
medarbejder i Kirken og førsteråd-
giver i Primary i Kaysville Third Ward.
Søster Syndergaard er gift med Max
Syndergaard.
Str. Jessie Evans Smith (68), Præsident
Joseph Fielding Smiths hustru, døde
af en hjertesygdom den 3. august i sit
hjem i Salt Lake City.
Tabernakelkorets kendte kontra-alt og
solist døde med Præsident Smith og
familiemedlemmer ved sin side. Hun
blev syg den 9. juli og tilbragte tre
uger på LDS Hospital, før hun blev
bragt hjem den 30. juli. Få dage se-
nere afgik hun stille ved døden. Gen-
nem hele hendes sygdom indtil døden
var hendes mand, Præsident Joseph
Fielding Smith, ved hendes side, og i
en mindetale ved begravelsen den 5.
august udtalte Præsident Harold B.
Lee bl. a.: „Hvis nogen kunne have
været tilstede på hospitalsværelset i
denne svære tid, ville de med al tyde-
lighed have kunnet se det bånd, der
binder ikke blot på jorden, men i evig-
heden fremover . . ."
Str. Smith blev født den 29. december
1902 som den yngste og eneste pige
af syv børn af Jonathan og Janet
Buchanan Evans. Hendes smukke stem-
me gjorde hende snart velkendt, og
hun blev et fast medlem af Tabernakel-
koret, hvor hun ofte optrådte som
solist. Siden hun den 12. april 1938
blev gift med Præsident Joseph
Fielding Smith har hun rejst verden
rundt med ham for at støtte og op-
muntre medlemmer af Kirken, og ofte
blev hun inviteret til at synge for for-
samlinger rundt omkring. ' Hun blev
elsket for sit muntre og livlige sind
og for sit altid gode humør. „Kærlig-
hed og støtte er det mest betydnings-
fulde en hustru kan give sin mand",
sagde hun på sin 68-års fødselsdag, og
str. Smith har bevist disse ord med sit
eget liv.
Musikkritikere har igen og igen hyldet
hende som sanger og solist, men den
største hyldest kom nok fra Præsident
Smith, da han på deres 33-års bryl-
lupsdag i april sagde: „Vort kamme-
ratskab gennem 33 år har været vort
livs største velsignelse."
Jessie Evans Smith,
profetens hustru,
er død.
283
Fra Missionens Præsidentsicab
Med august måned er endnu et kirkeår gået, og når
vi ser på, hvad der er udført i det forløbne år, kan vi
tælle mange velsignelser, og samtidig ændre vor kurs
der, hvor vi trænger til at ændre den.
Herren har været god mod sine udvalgte her i Dan-
mark i det forløbne år. De hellige har været velsignet
mere end de havde drømt om.
Han har givet sine hellige fremgang, så de har kun-
net udføre følgende i det år der er gået: tiende, faste-
offer og velsignelser er forøget, ni danske missionæ-
rer er nu kaldet og arbejder og bliver for størstepar-
tens vedkommende støttet økonomisk af forældre,
kvorum'et og grenen; hjemmelærerarbejde, hjemme-
aftenener og familiebøn finder sted i de fleste sidste
dages hellige hjem.
Stands op et øjeblik og tænk på de velsignelser, som
vi tager for givet, de velsignelser at have fysisk og
mental sundhed, uden disse er livet vanskeligt. Tænk
så et øjeblik på åndelig sundhed. Denne store vel-
signelse kommer når vi efterlever Evangeliet, er i har-
moni med Herren, med Kirken, med Kirkens ledere,
med vore søskende i Kirken og med vor egen familie
og vore egne børn. Vi kan kun få den, hvis vi gør os
fortjent til den ved at arbejde for hinanden.
I missionen har vi også velsignelser: Vore kirke-
bygninger overalt i Danmark er ved at blive sat i god
stand, og planer til at bygge og forskønne er blevet
udkastet . . . fornyelser indendørs og udendørs, ny
maling, nye gardiner, nye værelser. To kirker er under
bygning, og der er planer om at bygge tre mere. Der
er en guddommelig følelse af stolthed, som siger mig,
at jeg står på hellig grund, når jeg træder indenfor i
dem, rene, pæne og velholdte, inde og ude.
Sidste måned besøgte jeg fem kirkebygninger i Jylland,
som lige var blevet sat i stand. Grundene udenom var
lige så smukke som bygningerne. Og da jeg så kom
til Odense, var det det samme, smukt og indbydende.
Jeg var ydmyg over de helliges arbejde.
Jeg var lige så stolt over vor G. U. F., da vi var til
Festinord i år. Disse unge mennesker er de mest
vidunderlige i verden. Det samme kan siges om Søn-
dagsskolen, Primary og Hjælpeforeningen. De er
stærke og går fremad.
Syv smukke par er blevet viet af Præstedømmet i år
(for første gang efter 120 års forløb). Senere blev de
fleste viet i templet. Hvilke vidunderlige velsignelser!
Mange unge mænd og familieoverhoveder er blevet
ordineret til Det melkisedekske Præstedømme for
yderligere at styrke kvorum'erne. Deres indflydelse
vil kunne føles i hjemmelærerarbejdet og missionær-
arbejdet så vel som på andre områder.
Det genealogiske arbejde og tempelarbejdet har været
strålende. Det har været langt det største år i den
danske missions historie. Tusinder af ordinanser er
blevet udført. Ingen vil nogensinde glemme juni-sessio-
nerne, hvor over 230 deltog, mange gode familier for
første gang, beseglet for tid og evighed. Mange andre
rejste videre til patriarken for at få deres egne vel-
signelser. Hvilke åndelige oplevelser!
Ånden i Danmark-Missionen er så høj som nogensinde.
Herren velsigner jer, fordi I holder Hans befalinger,
elsker hinanden, holder op med ørkesløs tale og op-
bygger Hans rige ved at styrke jeres eget hjem gen-
nem Præstedømmet.
Men vi kan gøre endnu mere. Hvorledes? Efterleve
Evangeliet og forkynde ved vort eksempel, være
uegennyttige. Elske hinanden mere og kaste rednings-
linen ud til dem, der er uaktive, til dem der er modløse,
til dem, som trænger til os. Og de trænger virkelig til
os. I ved, hvem der trænger til jer. Gå i gang med
dette arbejde i dag. Nogle af jeres brødre og søstre
er bogstavelig talt ved at drukne, fordi I undlader at
høre deres råb om hjælp.
Ja, kast redningslinen ud, således som I gerne vil have
at Kristus kaster den ud til jer. Søg efter sjælene.
G. U. F-, Søndagsskolen, Primary, Præstedømmets
kvorum'er. Hjælpeforeningen, I skal gå den sidste mil.
I må strække hånden ud, I må kaste redningslinen ud,
som om det var jeres egen søn eller datter, der var
ved at drukne. Har vi råd til at gøre mindre?
Lad os tælle vore velsignelser, når vi begynder på det
nye kirkeår. Husk den store profet, David O. McKay's
„Hvert medlem en missionær." Har du ført en sjæl ti!
Kristus sidste år? Giv aldrig op.
Tak for et strålende år.
Paul L. Pehrson,
missionspræsident
284
Alt, hvad vi i dette liv opnår
på intelligensens område, skal
følge med os i opstandelsen.
Og om et menneske, i dette
liv ved flid og lydighed vinder
mere kundskab og imtelligens
end en anden, så vil fordelen
i samme forhold være på hans
side i det tilkommende liv.
Der er en lov, uigenkaldelig
fastsat i himlen før denne jords
grundvold belv lagt, ifølge
hvilken alle velsignelser er for-
jættede.
Og når vi opnår en velsignelse
fra Gud, så er det ved lydighed
mod denne lov, ifølge hvilket
den er forjættet.
Lære & Pagter 130:18-21
Forårskonference i Københavns Distrikt
Konferencen, som blev afholdt i Kirken
på Maglegårdsalle, i dagene 22. og 23.
maj. begyndte lørdag kl. 17.00 med et
Præstedømmets møde, hvortil søstrene
var indbudt.
Mødet blev ledet af Distriktspræsident
Arne Jakobsen, og der indledtes med
sangen: „Gør hvad er ret". Bøn ved br.
Jens-Oluf Lundgren.
Derefter talte br. Kennie Rasmussen, br.
Benny Christensen og br. Kim Hentzen
— alle tre om faste. Efter en fællessang:
„I dag skinner solen" bar br. Carl Ewald
Christensen sit vidnesbyrd og talte om
„Mådehold i sproget". Ligeledes præs.
Johan Benthin bar sit vidnesbyrd i sin
tale om faste.
Til sidst talte præs. Benny Linden og
udtrykte bl. a. at: „Aktivt præstedømme
skaber stærk Kirke, svagt præstedøm-
me skaber svag Kirke". Kvorumspræ-
sidenterne blev kaldt op for at sige
nogle ord.
Mødet sluttede med sangen: „Kom, kom
Guds folk". Bøn ved br. Tage Røder. Til
stede var 233.
Temaet for søndagens møder var: Lydig-
hed og Gudsfrygt og formiddagsmødet,
som begyndte kl. 10.00 var under præ-
sidium af Missionspræsident Paul L.
Pehrson og under ledelse af præs. Sv.
A. Sønderby.
Der indledtes med sangen: „Da du styr-
ket fra dit leje". Bøn ved br. Arthur Sø-
rensen.
Forretningerne blev udført af præs. Ben-
ny Linden. 10 nye ældster blev opret-
holdt.
Første taler var præs. Johan Benthin,
som bl. a. talte om at arbejde effektivt.
Anden taler var br. Frode Bernskov, som
talte om vigtigheden ved at bevare den
modtagelighed, man har i begyndelsen,
hvor man er „som et flammende bål".
Efter en sang af Ungdomskoret: „Praise
the Lord" talte str. Henny Rasmussen
indtrængende om at hjælpe vore unge
til at holde standarderne.
Ungdomskoret sang igen: „Thou shalt
love the Lord og „Let the Mountains
shout for joy" og br. Claus Zimmermann
Petersen fremhævede i sin tale at: „Når
vi sladrer om og ringeagter hinanden,
gør vi det imod Herren". Så talte str.
Hanne Nørrung om L & P 130:20-21. „Vi
skal ikke adlyde af frygt, men af kær-
lighed".
Efter fællessangen: „Skal vi svigte vore
pagter?" bar Distriktspræsident Arne
Jakobsen sit vidnesbyrd og præs. Benny
Linden sluttede mødet med at tale skarpt
imod porno'en. Afslutningssang: „Benyt
de lyse dage". Bøn ved br. Ulf Eriksen.
Til stede var 525.
Eftermiddagsmødet begyndte kl. 14.00,
var under præsidium af Missionspræsi-
dent Paul L. Pehrson og blev ledet af
præs. Johan Benthin.
Først talte præs. Henning Frederiksen,
2. rådgiver til Missionspræsidenten om
vigtigheden af lydighed mod vore le-
dere og om at holde sammen på vore
familier.
Efter at Danmarks Mormonkor havde
sunget, talte præs. Sv. Å. Sønderby og
mindede om, at vor frelse er afhængig
af vort arbejde for de afdøde. Derefter
talte br. Helge Nørrung over: „I skal for-
stå sandheden, og sandheden skal fri-
gøre jer".
Br. Jørgen Ringheim roste i sin tale de
unge for deres opførsel ved „Danedyst"
og fremhævede, at der ikke kan gøres
nok for dem. Så sang forsamlingen:
„Der er solskin i min sjæl" og fra Di-
striktpræsident Arne Jakobsens tale, som
kom herefter skal fremhæves følgende:
„Dovenskab og ulydighed går som en
svøbe hen over Københavns Distrikt"
og „Ingen må få en tempelanbefaling, og
ingen kan have en stilling, hvis han, ef-
ter at være blevet belært, stadig ser po-
sitivt på porno'ens frigivelse og abort-
loven. Dette accepteres ikke af Kirken".
Danmarks Mormonkor sang igen og så
talte br. Hans Billeskov Jansen. Han ci-
terede L & P 4:2 og sagde: „I har fået
det (Evangeliet) for intet. Giv det videre
for intet".
Mødet sluttede med Missionspræsident
Paul L. Pehrsons tale, som udtrykte tak-
nemlighed og tillid til Gud, samt: „Jeg
vil gå og gøre det, som min Fader har
befalet mig, thi jeg ved, at Herren ikke
giver menneskene nogen befaling, uden
at han åbner en udvej for dem, så de
kan udføre det, som han har befalet
dem".
Slutningssang: „Der er skønhed her på
jord". Bøn ved br. Bent Colvig. Til stede
var 453.
285
Det
personU
anstrøg
AF HOYT W. BREWSTER Jr.
For nylig var der i en lokal avis en artikel om en gammel
kvinde, som havde låset sig inde i sit hotelværelse og
nægtede at komme ud. Der var mange, som undrede sig
over denne underlige opførsel, men efterhånden som
baggrunden for den kom frem, kunne man ikke lade være
med at føle et stik af smerte og sorg for denne lille kvin-
de og for så mange andre af hendes slags.
Tragedien var egentlig ikke den, at hendes hotel var
blevet dømt til nedrivning, hvilket snart skulle ske, men
det var den, at der tilsyneladende ikke var nogen, som
vidste, hvem hun var, eller hvor hun kom fra. Som utal-
lige andre var hun kommet til den store by for flere år
siden og var langsomt blevet opslugt af den uperson-
lige skare af navnløse, glemte personer, der udgør en
stor del af vort byprægede samfund. Da hun ikke havde
andre steder at gå hen, og der heller ikke var nogen
til at tage sig af hende, havde hun trukket sig tilbage til
„det allerhelligste" af den eneste verden, hun kendte: sit
hotelværelse — en verden, der snart skulle brydes ned.
I en tidsalder med post-distrikt-nummerering, en tid, hvor
personidentiteten fortabes i en labyrint af hulkort, hvor
mennesker bor dør om dør uden nogen sinde at lære
hinanden at kende, hvor hurtiggående trafik gør det nem-
mere for os at nå geografiske bestemmelsessteder men
samtidig har tilbøjelighed til at forlænge afstanden mel-
lem mennesker, og i en tid, hvor folk lever under den vel-
signelse, det er at have familie og venner, bliver denne
udfordring fra Evangeliet særlig levende for os: „Kom
i hu, at sjæle er af stor værdi i Guds øjne." (L & P 18:10.)
Den specielle betydning, dette har for dig som lærer i
Evangeliet, kan illustreres gennem følgende spørgsmål,
som du stiller dig selv: Hvilken værdi tillægger du i vir-
keligheden de sjæle, der hører til dit klasseværelse? Har
du nogen sinde prøvet på at lære en klasse navnløse,
ofte dig helt ukendte personer, frelsens principper? Føler
du et personligt forhold til hver enkelt elev i klassen,
også til dem, som ikke kommer regelmæssigt? Føler du,
at hvert enkelt barn i klassen er en personlighed, eller
er de bare tilsammen en blandet masse, der kun interes-
serer dig svagt et par timer om ugen? Kort sagt: er du
interesseret i den personlige værdi af hver eneste le-
vende sjæl i dit klasseværelse? Giver du din undervis-
ning et personligt anstrøg?
Hvis Jesu Kristi Evangelium skal blive en levende, vig-
tig kraft i vore elevers liv, skal det gives dem af lærere.
som følger et personligt ansvar for hver den, der bliver
betroet til deres omsorg. Når en elev mærker, at en lærers
interesse for ham ikke er overfladisk, ikke kun viser sig i
en rutinemæssig gennemgang af en lektie hver uge, når
han mærker lærerens interesse for hans velfærd både i og
uden for klasseværelset, øges hans modtagelighed for det
belærende budskab mangfoldigt.
Hvad kan så en lærer gøre for at øge styrken af sit for-
hold til hvert medlem i klassen? Hvad kan der gøres, så
lektien tilføjes et personligt anstrøg? Både lærer og elev
vil kunne få gavn af lærerens hensyntagen til følgende
forslag:
1. Kend både fornavn og efternavn på hvert medlem af
klassen; lær desuden at udtale navnene korrekt. Et men-
neskes identitets-følelse indbefattes i hans navn. Vi kan
lide at høre, at man udtaler vort navn rigtigt. Det giver os
på en måde en fornemmelse af personlighed af indivi-
dualitet, og vi føler, at andre ved, at vi eksisterer. Vor him-
melske Fader er højst interesseret i, at vi anvender Hans
navn rigtigt. At henvende sig til en elev med „hej" eller „du
der med den blå skjorte" er at nægte ham personlig
værdi.
Når læreren virkelig bestræber sig på at lære navnene,
endda også kælenavnene for hver elev i klassen, begynder
en personlig forbindelse at vokse frem mellem lærer og
elev, en forbindelse, , der vil åbne dørene for tillid og
lærevillighed.
2. Søg aktivt at få kundskab om hver enkelt elevs bag-
grund, interesser og mål i livet. At kende klassemed-
lemmernes specielle interesser vil være en hjælp under
forberedelsen af lektierne, således at der bliver forbin-
delse mellem dem og eleverne, hvilket vil betyde noget
i deres livsførelse og yderligere styrke forholdet mellem
elev og lærer.
En metode, der har vist sig at være heldig, er at lade
hver elev udfylde et lille spørgeskema eller kort. Man
skal imidlertid passe på ikke at bryde ind på områder i
elevernes liv, som er alt for personlige; man skal hel-
ler ikke lade dem føle sig forpligtede til at besvare
spørgsmål. Fortæl eleverne, at du gør dette som et mid-
del til at blive bedre kendt med dem.
En anden metode er at tale med hjemmelærerne, lederne
i Præstedømmet samt dine elevers venner. Og endelig:
Vær vågen for nye idéer i skolens avis eller den lokale
avis, som behandler et eller andet punkt af elevens liv:
et opnået resultat eller en erkendelse, han har mod-
taget eller et emne, han er interesseret i. Giv dig tid til
personlig at gratulere ham enten pr. telefon, pr. brev,
eller ved et besøg.
3. Før en nøjagtig liste over eleverne og følg de elever
op, som er fraværende. Hvis man ringer til eller besøger
en elev, som ikke var til stede, og hvis man viser ægte
interesse for ham, fordi han ikke har været i klassen,
øger man muligheden for, at han kommer næste gang.
Hvis en elev er fraværende — med eller uden gyldig
grund — og man lader som ingenting, så viser man ham
286
i virkeligheden, at det overhovedet ikke betyder noget,
om han er der eller ikke, læreren er ligeglad med, om
han er til stede eller ej. Vi har allesammen behov for at
vide, at vi savnes. Har du nogen sinde givet dig tid til
at tænke over den smertelige tomhed, de mennesker må
føle, som aldrig får at vide, at man savner dem? Lad dine
elever vide, at du interesserer dig for dem.
4. Behandl hvert klassemedlem med samme respekt, du
selv ville ønske at blive vist fra din lærer, hvis du var
elev. At en elev er yngre, mindre erfaren eller måske
mindre vidende om Evangeliet end du selv, giver dig
ikke tilladelse til at kassere hans kommentarer som uan-
vendelige. Husk, at ærligt udtrykte meninger er lige så
stor en del af en elev som hans fysiske træk; og enten
de nu er rigtige eller forkerte, så skal vi respektere
sådanne meninger.
Hvis læreren behændigt behandler alle elevkommenta-
rer lige så dygtigt, som en kirurg udfører en vanskelig
operation på det fysiske legeme, vil hans muligheder for
virkelig at hjælpe eleven i høj grad blive øget. Hvis deri-
mod en elevs bemærkninger behandles med overlegen-
hed, angribes med sarkasme og latterliggørelse, eller lige-
gyldigt kasseres uden passende hensyntagen, vil der ska-
bes en kløft mellem lærer og elev, som kan bevirke, at
læreren såvel som det budskab, han bringer, afvises.
5. Fortæl ofte klassen, at du er taknemmelig for det pri-
vilegium at kende dem og arbejde med dem. Men vis
forsigtighed, så de virkelig får indtryk af oprigtighed af
det, du siger. Elever har let ved at afsløre falske ud-
tryk for taknemmelighed, og hvis du er uoprigtig i dine
udtalelser om dine følelser for dem, kan det være, de
begynder at tvivle om sandheden af andre ting, du for-
tæller dem. Men hvis du ærligt bestræber dig for at stå
i godt forhold til klassen, vil et udtryk for taknemmelig-
hed kun øge undervisnings-atmosfæren.
6. Vær følsom over for klassens humør og behov. Hvis
f. eks. en elev møder rødøjet og øjensynlig meget ked
af det, så sig stille og roligt, at du kan se, der er noget
i vejen, og at du gerne vil hjælpe, hvis det tiltrænges.
Måske vil den pågældende elev blive glad for en lille
seddel stukket i hånden ganske diskret og med med-
delelse om dit ønske om at hjælpe. Lad ham forstå, at du
bryder dig om ham og bekymrer dig! "
Måske kunne vi opstille en hel lang liste over de ting,
læreren kan gøre for at give sin undervisning det per-
sonlige anstrøg. De her nævnte seks er imidlertid nok til
at begynde med. Læreren opfordres til altid at være vå-
gen for metoder til yderligere befæstelse af et godt for-
hold mellem ham og hans klasse. Hvis han til stadighed
erindrer sig helligheden af det ansvar, der er lagt på
hans skuldre, samt profeten Joseph Smiths formaning om,
at „Ingen andre end tåber vil drive spøg med menneske-
sjælen" (Profeten Joseph Smiths Lærdomme, side 162),
vil han på alle mulige måder bestræbe sig på at lære sine
elever at kende og få dem til at føle sig velkommen
i hans klasse. Den udfordring, der ligger i at tilføje lek-
tien det personlige anstrøg, bliver derfor mere og mere
betydningsfuldt i en lærers kaldelse.
DÅB:
Nordsjælland Gren: 17. oktober 1970:
!S/I;chael Olsen, døbt af broder Verner
Olsen, håndspålæggelse ved samme.
Esbjerg: 22. maj 1971:
Susanne Meinertz, døbt af broder Freddy
Meinertz, håndspålæggelse ved samme.
Anette Pedersen, døbt af broder Arne
Pedersen, håndspålæggelse ved samme.
Velsignelser:
Amager Gren: 7. marts:
Finn Poulsen og Lise Hanna Brun Poul-
sens datter, Pia He!ene Poulsen, velsig-
net af sin fader.
København Gren: 4. april:
Alan Roger Hall og Ellen Louise McVea
Halls datter, Kirsten Margrethe Hall,
velsignet af sin fader.
København Nordre Gren: 2. maj:
Hans Hjort Rode Nielsen og Ellen Hai-
brock Petersen Nielsens søn, Hannibal
Haibrcck Hjort Nielsen, velsignet af sin
fader. ' :
Aarhus: 6. juni:
Ole Holm Bendtsen og Birgit Munkholm
Thillemann Bendtsens datter, Pia Munk-
ho'm Bendtsen, velsignet af sin fader.
Odense: 6. juni:
Søren Magnus Jepsen Larsen og Anna
Birgit Andersen Larsens datter, Vibeke
Larsen, velsignet af sin fader.
Fødselsdage
Vi siger til lykke til følgende søskende:
Lauritz Valdemar Emil Johansen, Odense,
80 år den 3. oktober.
Alvilda Dorthea Nordberg, København
Nordre Gren, 75 år den 7. oktober.
Astrid Møller Andersen, Aarhus Gren,
70 år den 10. oktober.
Marie Christine Johannsen, Aabenraa, 80
år den 1 1 . oktober.
Anna Lindskjold, Vejle, 80 år den 15. ok-
tober.
Anna Kirstine Petersen Nieleen, Odense,
65 år den 16. oktober.
Marie Nielsine Hansen, Aarhus, 65 år den
17. oktober.
Kamma Reinau, Aalborg, 60 år den 20.
oktober.
Johanne Olsen, Aalborg, 70 år den 24.
oktober.
Eduard Pedersen, Aalborg, 60 år den 25.
oktober.
Ordinationer
København Nordre Gren: 14. februar:
Jørgen Skytte Damo ordineret til ældste
af missionspræsident Paul L. Fehrson.
23. maj:
Hugo Niels Hansen ordineret til ældste
af missionspræsident Paul L. Pehrson.
Silkeborg: 16. maj:
Frede Eigil Andersen ordineret til lærer
af broder Novi Kølby Sørensen.
København Gren: 28. marts:
Aage Søndergaard ordineret til diakon af
broder Ib Hansen.
Odense: 7. juni:
Kurt Henning Larsen ordineret til ældste
af broder Poul Andersen. .;
Dødsfald:
Aarhus:
Den 5. maj døde broder Orla Victor Niel-
sen Bay, 45 år gammel. Æret være broder
Bays minde!
København Gren:
Den 23. maj døde broder William Thor-
vald Sodergreen, 69 år gammel. Æret
være broder Sødergreens minde!
J»