Skip to main content

Full text of "Den Danske Stjerne"

See other formats


ler  197T  *  120.  Årgang  •  Nummer  9 


Det 

inspirerende 

budskab 


AF  ÆLDSTE  STERLING  W.  SILL 
assistent  til  De  Tolvs  Råd 


1  Charles  Dickens^  storslåede  bog,  „To  byer",  taler  han  om  Den  franske  Revolution, 
som  var  for  omkring  200  år  siden,  som  om  han  beskrev  vor  egen  tid.  Idet  han  opstiller 
grundlaget  for  historien,  siger  han: 

„Det  var  den  bedste  af  alle  tider,  det  var  den  værste  af  alle  tider,  det  var  visdommens 
tidsalder,  det  var  dårskabens  tidsalder,  det  var  troens  æra,  det  var  vantroens  æra,  det 
var  lysets  tid,  det  var  mørkets  tid,  det  var  håbets  forår,  det  var  fortvivlelsens  vinter,  vi 
havde  alt  at  se  frem  til,  vi  havde  intet  at  se  frem  til,  vi  var  alle  på  vej  direkte  til  Himmelen, 
vi  var  alle  på  vej  til  det  stik  modsatte  sted  .  .  ." 

I  vor  modsætningernes  verden,  bliver  risici  jævnlig  større,  i  takt  med  at  goderne  øges,  og 
det  synes,  som  om  besværligheder  er  en  del  af  den  pris,  vi  må  betale  for  vore  velsignelser. 
De  tolv  måneder,  som  ligger  umiddelbart  foran  os,  vil  sandsynligvis  blive  den  mest 
storslåede  periode  verden  hidtil  har  set.  I  det  kommende  år  vil  der  blive  født  flere  børn 
end  i  nogen  anden  periode  af  tilsvarende  længde.  Der  vil  blive  gjort  flere  nye  opfindelser 
end  nogen  sinde  før.  Vi  vil  lære  mere  nyt  og  opnå  fiere  materielle  goder.  I  løbet  af  de 
næste  tolv  måneder  vil  flere  mennesker  gå  på  universitet  og  gymnasium,  og  flere  men- 
nesker vil  slutte  sig  til  Kristi  Kirke  end  i  noget  andet  år.  På  den  anden  side  vil  der 
sandsynligvis  være  flere  mennesker,  der  dør,  end  nogensinde  før.  Vi  vil  sikkert  få  flere 
forbrydelser,  bruge  flere  stoffer,  drikke  mere  spiritus,  hengive  os  til  flere  synder,  fostre 
mere  selvødelæggende  vold,  og  sende  et  større  antal  mennesker  til  helvede  end  nogen- 
sinde tidligere. 

Hver  enkelt  af  os  bør  holde  sig  til  vor  arv.  Det  hele  ligger  i  at  kende  vor  arv  og  ved- 
varende genbekræfte  den  i  vort  liv.  Og  vi  bør  sandelig  ikke  hævde  at  være  Guds  børn  og 
så  gå  omkring  i  verden  og  opføre  os,  som  var  vi  forældreløse  elier  svæklinge  eller 
krystere  eiler  syndere.  Ved  en  overflod  af  gode  gerninger  kan  vi  gøre  dette  år  tii  det 
dejligste  for  os  selv  og  skabe  den  allerbedste  af  alle  tider  for  verden.  Vi  kan  hjælpe  med 
at  indvarsle  gudstroens  tidsalder,  lysets  tidsalder,  fornuftens  tidsalder,  retfærdighedens 
tidsalder  så  vel  som  hjælpe  med  at  tilvejebringe  et  fredens  årtusind  på  jorden  og  god  vilje 
mod  menneskene.  (Se  Lukas  2:14) 

1)     Charles  Dickens,  engelsk  romenforfatter,  1812 — 1870. 


INDHOLDSFORTEGNELSE 

Den  vigtigste  viden.  Af  præsident  Joseph  Fielding  Smith   '.  .  .  .  259 

Uddannelsen  og  Kirken.  Af  M.  Dallas  Burnett  261 

Unge  borte  fra  hjemmet.  Af  Elwood  R.  Peterson   264 

Evangeliets  opgående  sol.  Af  Lorin  F.  Wheelw/right 267 

Modstridende  principper.  Af  Quinn  G.  McKay  271 

Beslutninger:  hvorfor  det  er  vigtigt  at  træffe  nogen  nu.  Af  Spencer  W.  Kimbail  ....  273 

Mellem  at  viile  og  ikke  at  ville.  Af  Richard  L.  Evans 274 

De  fire  største  prøver  for  ungdommen.  Af  Dr.  Victor  B.  Oline 275 

Hold  deres  blik  fanget.  Af  Della  Mae  Rasmussen   279 

Dit  ord  vil  jeg  råbe.  Af  Iris  Syndergaard   281 

Børnenes  sider:  Et  forsvundet  barn.  Af  Cynthia  Chamberlain   65 

Jimmys  fødselsdagsgave.  Af  Vivian  Heederik     71 


DEIV 

!STJER]¥E 

Organ  for  JESU  KRISTI  KIRKE 
AF  SIDSTE  DAGES  HELLIGE 


September   1971 

120.  Årgang  •  Nummer  9 

Udgivet  af 

Den  danske  Mission  af  Jesu 
Kristi  Kirke  af  Sidste  Dages 
Hellige 

Dalgas  Boulevard  164 
2000  København  F. 
Telf.  Fasan  9901 
Postgiro  333.38        ' 

Paul  L.  Pehrson, 
missionspræsident, 
ansvarshavende  redaktør 

Nyheder:  v 

Mary  Kaiser,  redaktør 

Koordinator:  Bernd  J.  Larsen 

Den  danske  Stjerne  udkommer 
den  1.  i  hver  måned.  Abonne- 
mentsprisen (inkl.  porto)  er  i 
Danmark  kr.  13.-  pr.  halvår, 
kr.  25.-  for  et  helt  år,  i  udlandet 
$  3.50  for  helt  år.  I  løssalg 
kr.  2.50  pr.  nummer.  Betaling 
ved  check  udstedt  til  Den 
danske  Stjerne,  Priorvej  12, 
København  F.  eller  gennem 
postgiro  333.38  til  Jesu  Kristi 
Kirke  af  Sidste  Dages  Hellige. 
(De  nævnte  priser  er  inklud. 
moms.) 

Tryk: 

Paul  Giese  KG,  Offenbach/M., 
Deutschland 

Layout: 

PBO-Layout-Center,    Frankfurt 


BUDSKAB  FRA  DET  FØRSTE  PRÆSIDENTSKAB 


Den 

vigtigste 
viden 


AF  PRÆSIDENT 

JOSEPH  FIELDING  SMITH, 

præsident  for 

Jesu  Kristi  Kirke  af  Sidste  Dages  Hellige 


Enhver  bør  lære  noget  nyt  hver  dag.  I  har 
alle  forskersind  og  søger  sandhed  på  mange 
områder.  Jeg  håber  alvorligt,  at  jeres  intense 
eftersøgning  foregår  på  det  åndelige  om- 
råde; fordi  det  er  der,  vi  kan  vinde  frelse  og 
gøre  det  fremskridt,  der  fører  til  evigt  liv  i 
vor  Faders  Rige. 

Den  vigtigste  kundskab  i  verden  er  kund- 
skab om  Evangeliet,  kundskab  om  Gud  og 
Hans  love,  om  det,  som  menneskene  må 
gøre  for  at  udvirke  deres  frelse  med  frygt 
og  bæven  for  Herren.  (Se  Morm.  9:27  og 
Filip.  2:12).  Een  af  vore  åbenbaringer  for- 
tæller os,  at  hvis  vi  skal  herliggøres  i  Kristus, 
som  Han  herliggjordes  i  Faderen,  må  vi 
forstå  og  vide,  både  hvordan  vi  skal  tilbede 
og  hvad  vi  tilbeder.  (Se  L  og  P.  93:19-20) 
Jeg  ønsker  at  minde  jer  om  Guds  natur  og 
hvilket  væsen  Han  er,  så  I  kan  tilbede  Ham  i 
ånd  cg  sandhed  (se  Joh.  23:24)  og  derved 
opnå  alle  Hans  Evangeliums  velsignelser. 
Vi  ved,  at  Gud  kun  kendes  gennem  åben- 
baring, at  Han  fremstår  gennem  åbenbaring 
eller  for  evigt  forbliver  ukendt.  Vi  må  hen- 
vende os  til  Skrifterne  -  ikke  til  videnskabs- 
mændene eller  filosofferne  -  hvis  vi  vil  lære 
sandheden  om  Guddommen.  Faktisk  siger 
Johannes'  storslåede  profeti  om  Evangeliets 
gengivelse  ved  en  engel,  der  skulle  flyve 
midt  oppe  under  Himmelen  (se  Åb.  14:6), 


259 


at  det  skulle  ske,  så  at  menneskene  kunne 
komme  til  kundskab  om  den  sande  Gud  og 
lære:  „Frygt  Gud  og  giv  ham  ære  ...  Ja,  til- 
bed ham,  som  har  skabt  himmelen  og  jorden 
og  havet  og  kildevældene."  (Åb.  14:7) 
Med  andre  ord  skulle  menneskene  begynde 
ved  begyndelsen  endnu  engang,  nemlig  ved 
Evangeliets  gengivelse  i  denne  uddeling,  og 
kaldes  til  at  tilbede  deres  Skaber  fremfor 
de  falske  gudsbegreber,  der  præger  verden. 
I  hver  eneste  tidsalder  er  Herrens  profeter 
blevet  kaldede  til  at  kæmpe  mod  den  falske 
tilbedelse  og  kundgøre  sandheden  om  Gud. 
I  det  gamle  Israel  var  der  mennesker  der  til- 
bad billeder  og  hedenske  afguder,  og  Esajas 
spurgte:  „Med  hvem  vil  1  ligne  Gud,  hvad 
stiller  I  op  som  hans  lige?" 

„Ved  du,  hørte  du  ikke,  at  Herren  er  en  evig 
Gud,  den  vide  jord  har  han  skabt?  Han  træt- 
tes ikke,  hans  indsigt  udgrundes  ikke;" 
(Esj.40:18,28) 

En  stor  del  af  verden  i  dag  har  ikke  denne 
kundskab  om  Gud,  og  endog  i  de  sidste 
dages  Israel  er  der  folk,  der  ikke  har  en  fuld- 
kommen forståelse  af  dette  herlige  væsen, 
vor  evige  Fader.  Til  dem,  som  ikke  har  denne 
kundskab,  kunne  vi  passende  sige:  „Hvor- 
for indskrænker  du  Guds  herlighed?  Eller 
hvorfor  vil  I  formode,  at  Han  er  mindre,  end 
Han  er?  Ved  du  ikke,  har  du  ikke  hørt,  at 
den  evige  Gud,  Herren,  Skaberen  af  jordens 
ender,  er  evig  og  uden  ende,  at  Han  har  al 
magt,  al  kraft  og  alt  herredømme,  at  Han 
kender  alt  og  at  alt  er  nærværende  for  Hans 
ansigt?" 

I  afsnit  20  i  Lære  og  Pagter,  det  afsnit,  som 
ledte  profeten  Joseph  Smith  i  organiseringen 
af  Kirken  i  denne  uddeling,  har  vi  en  over- 
sigt over  nogle  åbenbarede,  grundlæggende 
frelseslærdomme.  Med  hensyn  til  Guddom- 
men siger  åbenbaringen:  „. .  .  der  findes  en 
Gud  i  himlen,  som  er  uendelig  og  evig,  den 
samme  uforanderlige  Gud  fra  evighed  til 
evighed,  som  skabte  himlen  og  jorden  og  alt, 
hvad  der  findes  i  dem."  (Lære  og  Pagter 
20:17) 

Og  i  afsnit  93  (versene  12  og  13)  lærer  vi,  at 
Kristus  i  sin  dødelige  tilstand  ikke  modtog  af 
Faderens  fylde,  men  fik  nåde  for  nåde,  indtil 
Han  efter  opstandelsen  modtog  al  magt  i 
Himlen  og  på  jorden.  Derefter  siger  denne 


åbenbaring,  at  Kristus,  ligesom  Faderen  før 
Ham,  „ . . .  modtog  en  fylde  af  sandheden,  ja 
af  al  sandhed."  (L.  og  P.  93:26)  Åbenbarin- 
gen forkyndte  også  den  lærdom,  at  alle  men- 
nesker, der  holder  budene,  vil  modtage 
sandhed  og  lys,  til  de  herliggøres  i  sandhed 
og  kender  alle  ting. 

Gud  er  vor  Fader;  Han  er  det  væsen,  i  hvis 
billede  mennesket  er  skabt.  Han  har  et 
legeme  af  kød  og  ben  så  følbart  som  men- 
neskets (L.  og  P.  130:22),  og  Han  er  den 
bogstavelige  og  personlige  Fader  til  alle 
menneskers  ånder.  Han  er  almægtig  og  al- 
vidende; Han  besidder  al  magt  og  al  visdom; 
og  Hans  fuldkommenhed  består  i  besiddel- 
sen af  al  kundskab,  al  tro  og  magt,  al  ret- 
færdighed, al  magt  til  at  dømme,  al  nåde,  al 
sandhed  og  fylden  af  alle  guddommelige 
egenskaber.  Dette  underviste  Joseph  Smith 
om  i  forelæsninger  om  Troen  (Syv  forelæs- 
ninger, som  Joseph  Smith  holdt  for  Profeter- 
nes Skole  (Indeholdt  i  Lære  og  Pagter  indtil 
1921).  Profeten  lærte  også,  at  hvis  vi  vil 
have  den  fuldkomne  tro,  hvorved  vi  kan  er- 
hverve evigt  liv,  må  vi  tro  på  Gud  som  inde- 
haveren af  fylden  af  disse  karaktertræk  og 
egenskaber.  Jeg  siger  videre,  at  Han  er  et 
uendeligt  og  evigt  væsen,  og  som  uforan- 
derligt væsen  besidder  Han  disse  fuldkom- 
mengjorte kræfter  og  egenskaber  fra  evin- 
delighed til  evindelighed,  hvilket  vil  sige  fra 
evighed  til  evighed. 

Jeg  er  taknemmelig  for,  at  kundskaben  om 
Gud  og  Hans  love  er  blevet  gengivet  i  vore 
dage,  og  at  vi,  som  er  medlemmer  af  Kirken, 
ved,  at  Han  er  et  personligt  væsen  og  ikke, 
som  visse  sekteriske  har  hævdet,  en  hob 
af  love,  der  svæver  som  en  tåge  i  himmel- 
rummet." Jeg  er  taknemmlig  for,  at  vi  ved,  at 
Han  er  vor  himmelske  Fader,  vore  ånders 
Fader,  og  at  Han  har  fastsat  de  love,  hvorved 
vi  kan  udvikle  os  og  gå  fremad,  til  vi  bliver 
som  Han.  Og  jeg  er  taknemmelig  for,  at  vi 
ved,  at  Han  er  et  uendeligt  og  evigt  væsen, 
som  kender  alle  ting  og  besidder  al  magt  og 
hvis  fremskridt  ikke  består  i  at  vinde  mere 
kundskab  og  magt  eller  i  yderligere  at  fuld- 
kommengøre sine  guddommelige  egenska- 
ber, men  i  at  øge  og  mangfoldiggøre  sine 
Riger.  Dette  er  også  hvad  profeten  lærte,  og 
Jeg  bærer  vidnesbyrd  om  sandheden  af  det.  O 


260 


Uddannelsen 
og    Kirken 


AF  M.  DALLAS  BURNETT 


Som  en  gylden  tråd,  der  løber  gennem 
et  stykke  gobelin,  er  den  ydre  uddan- 
nelse vævet  ind  i  det  stykke  stof,  der 
er  Jesu  Kristi  Kirke  af  Sidste  Dages 
Hellige,  hvilket  har  været  tilfældet  næs- 
ten lige  fra  Kirken  blev  organiseret  i 
1830. 

Kirkens  første  skole  blev  oprettet  i 
Kirtland  i  1833 — Profeternes  Skole. 
Øvrigheden  i  Illinois  gav,  i  1840,  Nau- 
voo  skriftlig  tilladelse  til  at  åbne  et 
universitet  i  byen.  University  of  Dese- 
ret åbnedes  i  den  øde  Salt  Lake  Dal  i 
1850,  kun  tre  år  efter  at  de  hellige  var 
ankommet.  Dette  er  blot  tre  eksempler 
på  skoler,  som  Kirken  skabte  i  sit 
første  kvarte  århundrede. 
Kirkens  uddannelsessystem  af  idag 
står  på  tærskelen  til  at  nå  ud  til  Sidste 
Dages  Hellige  i  praktisk  talt  enhver 
del  af  verden.  Endskønt  religiøs  ud- 
dannelse vil  være  i  forreste  linie  under 
systemets  verdensomspændende  frem- 
stød, er  der  meget  reelle  muligheder 
for,  at  Kirken  tillige  vil  udvikle  mulig- 
hederne for  verdslig  uddannelse  rundt 
omkring  i  verden. 

Religiøs  uddannelse  tager  for  De 
Sidste  Dages  Hellige  form  af  semina- 
rer (grundlæggende  og  videregående) 
og  institutioner  (læreanstalter).  Kirkens 
verdslige  uddannelsesprogram  omfat- 
ter grundskoler,  eksamensskoler,  en 
handelsskole,  en  ungdomsskole,  et 
fireårigt  gymnasium  og  et  universitet. 
Religiøs  undervisning  findes  også  på 
læseplanen  i  hver  af  disse  skoler. 
De  sidste  to  tiår  har  bragt  en  enorm 
vækst  i  antallet  af  studerende  og  i 
livsgoder,  men  Kirkens  moderne  stil- 
ling til  uddannelse  udkrystalliseredes 
sandsynligvis  for  mindre  end  et  år 
siden  med  genindsættelsen  af  en  ud- 
dannelseskommisær   i    Kirken.    Dette 


administrative  skridt  centraliserede 
samtlige  Kirkens  uddannelsesmæssige 
bestræbelser  og  har  allerede  givet 
større  skarphed  i  og  bedre  ledelse  af 
de  forskellige  programmer. 
Neal  A.  Maxwell  virker  i  embedet  som 
Kirkens  uddannelseskommisær.  Han 
assisteres  af  tre  medkommisærer:  Joe 
J.  Christensen,  seminarer  og  institutio- 
ner, Kenneth  H.Beesley,  læreanstalter 
og  skoler,  Dee  F.  Anderson,  økonomi 
og  forretning. 

Når  man  vil  prøve  at  førstå  den  filosofi, 
der  udvikles  i  Kirkens  uddannelses- 
system, kan  det  være  en  hjælp  at  be- 
tragte programmets  omfang  og  ydre 
dimensioner.  I  dette  skoleår  (1 970 — 71 ) 
driver  Kirken  otteoghalvtreds  grund- 
og  mellem-skoler  og  syv  gymnasiesko- 
ler i  Mexico,  Chile,  New  Zealand, 
Tonga,  Tahiti,  Vestsamoa,  Fiji  og  Ame- 
rikansk Samoa. 

I  disse  skoler  blev  indskrevet  13.220 
elever.  Det  beregnede  antal  indskrevne 
næste  år  er  over  17.000,  idet  der  er 
oprettet  to  nye  skoler  i  Peru  og  Boli- 
via. 

På  den  højere  uddannelses  område, 
har  Kirken  fire  institutioner:  Brigham 
Young  University  i  Provo,  Utah  med 
25.000  studenter,  Church  College  of 
Hawaii  ved  Laie  med  1300  studerende, 
Rich  College  (en  ungdomsskole)  ved 
Rexburg,  Idaho  med  5100  studerende 
og  LDS  Business  College  i  Salt  Lake 
City  med  henved  800  studerende. 
Kirkeuddannelsens  største  pres,  i  det 
mindste  talmæssigt,  kommer  fra  semi- 
nar- og  institutionsprogrammerne, 
hvor  der  er  indskrevet  176.000  stude- 
rende. For  kun  ti  år  siden,  i  årene 
1960— 61,  var  der  67 .671  studerende. 
Der  synes  at  være  tre  ting,  der  hoved- 
sageligt beskæftiger  Kirken,  med  hen- 


syn til  at  skaffe  uddannelsesmulighe- 
der for  dens  medlemmer.  Uden  at 
rækkefølgen  skal  antyde  noget  om  vig- 
tigheden, er  eet  af  disse  anliggender 
at  tilvejebringe  en  passende  grund- 
skoleudannelse for  hvert  eneste  barn 
i  Kirken.  Kommisær  Maxwell  siger,  at 
det,  at  kunne  læse  og  skrive,  er  et 
evangelisk  behov,  og  at  uden  en 
grundlæggende  uddannelse,  er  et 
menneske  handicappet  i  sin  udvikling 
i  Evangeliet. 

Heldigvis  bor  de  fleste  af  Kirkens  med- 
lemmer i  områder,  hvor  de  offentlige 
skoler  forsyner  dem  med  en  grund- 
læggende uddannelse.  Imidlertid  er 
det  således,  at  hvor  der  bor  særlig 
mange  Sidste  Dages  Hellige  i  områder 
med  utidssvarende  offentlige  skoler, 
eller  hvor  særlige  forhold  gør  det  van- 
skeligt for  visse  unge  at  få  passende 
uddannelse,  er  Kirken  rede  til  at  over- 
veje oprettelsen  af  grundskoler  og  i 
visse  tilfælde  gymnasieskoler. 
Et  andet  vigtigt  anliggende  er  uddan- 
nelse af  unge  Sidste  Dages  Hellige 
udover  gymnasieskolestadiet.  Kirken 
har  gjort  en  stor  indsats  på  dette  om- 
råde især  med  udviklingen  af  Brigham 
Young  University  til  eet  af  verdens 
største  universiteter.  Samtidig  har 
man  måttet  indse,  at  der  ikke  findes 
nogen  mulig  måde,  hvorpå  man  kan 
skaffe  universitetsuddannelse  til  hvert 
eneste  medlem  af  Kirken. 
„Over  200.000  af  Kirkens  medlem- 
mer studerer  ved  gymnasier  og  uni- 
versiteter rundt  omkring  i  verden  i  øje- 
blikket, og  de  eksisterende  mulighe- 
der giver  kun  plads  for  32.000  stude- 
rende," ifølge  kommisær  Maxwell.  Han 
tilføjer,  at  denne  aldersgruppe  i  Kir- 
ken stadig  bliver  større  og  større. 
„Kirken  kan  ikke  bygge  et  selvejende 


261 


Skoler  i  Kirken 

1.  Church  College  of  Hawaii 

2.  Tahiti 

3.  American  Samoa 

4.  Western   Samoa  Church   School 
System 

5.  Tongan  Church  School  System 

6.  Fiji 

7.  Church  College  of  New  Zealand 

8.  Church  Schools  in  Chile 

9.  Church  Schools  in  Mexico 

10.    BYU,  Ricks,  LDS  business  Col- 
lege. 


gymnasium  eller  universitet  i  hvert 
eneste  område,  hvor  der  er  medlem- 
mer i  Kirken.  Det  er  simpelthen  umu- 
ligt. Det  er  een  af  grundene  til,  at  Det 
Første  Præsidentskab  i  Januar  1970 
tilskyndede  os  til  at  gå  frem  så  hurtigt 
og  så  rationelt  som  muligt  med  udvik- 
lingen af  seminar  og  institutionspro- 
grammet.  Dette  vil  skaffe  religiøs  ud- 
dannelse og  støtte  vore  unge,  der  går 
på  ungdoms  og  gymnasieskoler  rundt 
omkring  iverden." 

Dette  fører  os  frem  til  det  tredie  vig- 
tige anliggende:  regelret  religiøs  ud- 
dannelse. Politikken  her  er,  som  an- 
givet af  Kirkens  generalautoriteter,  at 
udvide  seminar  og  institutionspro- 
grammerne,  så  at  de  „overalt,  hvor 
det  kan  lade  sig  gøre,  tilpasses  Kir- 
kens medlemmer  for  at  yde  støtte  til 
vore  hjem,  vore  missioner  og  vore 
stave." 

Uden  at  undervurdere  den  vækst  og 
spænding,  der  findes  på  andre  uddan- 
nelsesområder, er  seminarerne  og 
institutionerne  den  største  indsats, 
der  kan  gøres  for  at  influere  på  Kir- 
kens medlemmers  liv  over  hele  ver- 
den. 

I  Midwest  og  New  England  i  Amerikas 
Forenede  Stater,  har  der  været  gjort 
forsøg  med  seminarisk  hjemmestudie- 
lektier;  og  disse  forsøg  er  forløbet  så 
heldigt,  at  lignende  programmer  vil 
blive  bragt  til  udførelse  i  Storbritanlen 


og  Europa,  Latinamerika,  og  Det  fjerne 
Østen.  Dette  antyder,  at  unge  Sidste 
Dages  Hellige  i  gymnasiealderen  over 
hele  verden  lidt  efter  lidt  vil  få  adgang 
til  regelmæssig  religiøs  undervisning 
på  søgnedage. 

Hjemmestudieprogrammet  giver  lek- 
tiemateriale til  den  enkelte,  et  ugent- 
ligt møde  med  en  instruktør,  som  kal- 
des fra  wardet  eller  grenen  og  et  må- 
nedligt møde  på  distrikts-  stavs-  eller 
regionalbasis.  Sidstnævnte  møde,  der 
ledes  af  en  fuldtidstilsynsførende,  som 
ansættes  af  seminarorganisationen,  er 
beregnet  på  at  motivere  de  unge  og 
give  dem  kontakt  med  andre  seminar- 
elever. Endvidere  gives  der  hjælp  og 
vejledning  til  wards-  og  grens-lærerne, 
der  er  ulønnede. 

Når  en  Sidste  Dages  Hellig  bliver  op- 
mærksom på  spørgsmålet  om  vide- 
reudannelse,  kommer  han  til  at  stå 
over  for  et  vanskeligt  valg.  Det,  han 
først  og  fremmest  må  interessere  sig 
for,  er,  hvilken  type  undervisning,  der 
passer  bedst  til  hans  interesser  og  be- 
hov. Kirkens  ledere,  herunder  også  de, 
der  har  med  uddannelse  at  gøre,  op- 
muntrer både  forældre  og  unge  til  at 
forstå,  at  gymnasie-  eller  universitets- 
undervisning ikke  nødvendigvis  er 
den  bedste  eller  eneste  måde  at  for- 
berede sig  til  livet  på. 
Men  for  den  unge  voksne,  der  står 
foran  sin  gymnasietid,  bliver  spørgs- 


målet „Hvor?"  såvel  som  „Hvordan?" 
udslaggivende.  Kirken  tilråder,  uden 
at  inistere  på  det,  at  de  to  første  år 
på  højere  læreanstalter,  hvor  det  er 
muligt,  tilbringes  på  uddannelsesste- 
der i  nærheden  af  hjemmet.  Som  tid- 
ligere antydet,  har  Kirkens  ungdoms- 
skoler og  universiteter  ikke  plads  til 
alle  dem,  der  ønsker  at  deltage  i 
undervisningen.  Det  er  derfor,  at  Kir- 
ken gør  en  stor  indsats  for  at  starte 
institutionsprogrammer  overalt,  hvor 
der  samlet  bor  flere  Sidste  Dages 
Hellige  gymnasiaster  og  studerende. 
Som  kommisær  Maxwell  ser  på  dette 
særlige  problem,  „Var  Frelserens  bøn 
ikke,  at  de  skulle  tages  ud  af  verden, 
men  at  de  skulle  holdes  fra  det  onde. 
(Se  Joh.  17:15)  Evangeliets  håb  er  at 
hjælpe  mennesker  til  at  hamle  op  med 
verden,  og  det  kan  være,  at  en  verds- 
lig uddannelse  ude  i  verden  sammen 
med  indflydelsen  fra  et  stærkt  institu- 
tionsprogram  for  nogle  studerende  vil 
være  en  sund  måde  at  forberede  sig 
til  at  hamle  op  med  verden  på." 
„Kirkens  samlede  uddannelsespro- 
gram," påpeger  han,  „vil  blive  udvidet 
i  overensstemmelse  med  de  vedtagne 
retningslinier,  så  at  det  kan  svare  til 
Kirkens  medlemmers  virkelige  behov." 
Han  sætter  stor  lid  til  en  kerne  af 
grundlæggende  lærdomme  og  mere 
fasthed  over  begreberne,  men  samti- 
dig  må   programmet   internationalise- 


262 


Kirke-skoler 

seminarer 
institutioner 


res,  så  det  svarer  til  alverdens  kultu- 
relle behov. 

Faktisk  ser  kommisær  Maxwell  den 
kirkelige  uddannelse  som  et  af  de 
mest  betydningsfulde  redskaber  til  at 
udvikle  og  undervise  lokale  kirkele- 
dere overalt  i  verden.  „Vi  har  brug  for 
tidligt  at  kunne  identificere  kirkeledere 
og  derpå  åbne  veje,  der  kan  sikre  dem 
en  højere  uddannelse,  hvad  enten  det 
er  i  deres  eget  land  eller  ved  et  af 
Kirkens  gymnasier  eller  universiteter. 
Blandt  de  mål  kommisær  Maxwell  og 
hans  arbejdsfæller  har  udset  for  ud- 
dannelsessystemet, er,  at  man  i  højere 
grad  kunne  foretage  forflyttelser  inden 
for  lærerstaben.  „Det  ville  medføre 
store  fordele  for  vore  studerende, 
hvis  en  højt  kvalificeret  og  inspireret 
lærer  eller  lærerinde,  som  arbejdede 
med  eet  program  i  een  del  af  verden, 
for  en  given  periode  kunne  overflyt- 
tes til  et  andet  sted  og  et  andet  pro- 
gram, for  at  opbygge  og  styrke  de 
studerende  der,"  tilføjer  kommisær 
Maxwell. 

1  beskrivelsen  af  systemet  og  gennem- 
gangen af  Kirkens  uddannelsesfilosofi 
lades  historien  om  maoridrengen,  der 
får  held  med  sig  i  livet,  hovedsageligt 
fordi  Kirkens  skole  i  New  Zealand  gav 
ham  mulighed  for  at  finde  sin  rette 
hylde  nogle  få  år  senere,  end  de  of- 
fentlige skoler  tillader  det,  ufortalt. 
Der  findes  i  det  ovenanførte  intet,  der 


kan  give  en  forestilling  om,  hvor  meget 
det  i  virkeligheden  betyder  for  en  ung 
mexicaner  at  kunne  læse,  efter  at  have 
gået  i  een  af  Kirkens  skoler. 
Skolesystemets  statistik  afslører  ikke, 
at  en,  i  Arizona  boende,  indianer- 
families liv  ændredes  drastisk,  fordi 
en  seminarlærer  fra  ungdomsskolen 
fandt  frem  til  en  dreng,  der  ikke  var 
medlem.  Og  der  er  heller  intet,  der 
angiver,  det  antal  gange  gymnasie- 
elevers vaklende  tro  er  blevet  bakket 
op  af  en  forstående  institutionsvej- 
leder. 

Den  slags  ting  er  det,  der  dybest  set 
er  det  væsentlige  ved  Kirkens  uddan- 
nelsesprogram- bedre  liv  og  stærkere 
vidnesbyrd.  O 


263 


Dr.  Peterson,  som  har  fået  orlov  fra  Brigham 
Young  University,  hvor  han  er  hjælpeprofessor 
i  uddannelspsykologi,  tjener  nu  som  undervis- 
ningskoordinator  i  Kirkens  Social  Service  De- 
partment. Han  virker  også  som  anden  rådgiver  i 
Sharon  Easts  stavspræsidentskab  i  Provo. 

Unge  borte 
fra  hjemmet 


AF  ELWOOD  R.  PETERSON 


Et  mål  for  forældre  bør  være  at  forberede  deres 
børn  til  den  dag,  da  de  må  ud  på  egen  hånd,  bort 
fra  det  hejm,  som  de  altid  har  kendt.  Afskeden 
kan  komme,  når  børnene  gifter  sig,  tager  på  sko- 
le, skal  i  missionær-  eller  militærtjeneste  eller 
forlader  hjemmet  for  at  søge  arbejde. 
Hvorvidt  et  ungt  menneske,  som  har  forladt 
hjemmet,  får  held  med  sig  eller  lider  nederlag, 
står  i  direkte  forbindelse  med  vedkommendes 
planlægning,  forberedelse  og  evne  til  at  gennem- 
føre sine  hensigter.  Forældre  bør  føle  en  nidkær 
ansvarlighed  over  for  dette,  og  forberedelsen 
dertil  bør  strække  sig  over  hele  livet,  men  der 
plejer  også  at  være  en  række  forskellige  ting, 
som  bør  læres,  før  det  unge  menneske  drager 
afsted. 

Børn  bør,  på  et  tidligt  alderstrin,  lære  at  omgås 
penge  og  de  bør  overdrages  et  stedse  stigende 
ansvar  ikke  kun  for  penge  til  rekreative  formål, 
men  også  til  indkøb  af  tøj,  betaling  af  udgifter  i 
forbindelse  med  skolen  og  andre  fornødenheder. 
Unge  mennesker  bør  lære  at  opstille  et  budget, 
for  hvis  overholdelse  de  selv  er  ansvarlige.  De 
lærer  hurtigt  penges  værdi,  hvis  de  må  klare  sig 
uden  ekstra  penge,  når  beholdningen  er  udtømt, 
eller  hvis  de  kan  disponere  over  overskuddet, 
når  de  bruger  mindre  end  de  tildelte  summer. 
Det  vil  være  af  værdi  at  orientere  børn  om  de  ud- 
gifter, en  husholdning  medfører.  Såvel  drenge 
som  piger  vil  også  nyde  godt  af  erfaring  i  mad- 
lavning, tøjvask  og  rengøring. 
At  lære  værdien  af  og  glæden  ved  hæderligt 
arbejde  er  af  afgørende  betydning.  En  af  de  væg- 
tigste klager,  som  arbejdsgivere  har  at  fremføre 
over  unge  mennesker,  der  begiver  sig  ud  på 
arbejdsmarkedet,  er,  at  de  simpelt  hen  ikke  ved, 
hvordan  de  skal  arbejde.  Men  selv  om  det  er  be- 
tydningsfuldt, at  et  ungt  menneske  har  en  vis 


erfaring  i  at  arbejde,  er  det  samtidig  vigtigt  for 
vedkommende  at  have  lært  at  holde  ud  under 
alle  arbejdsforhold  og  samvittighedsfuldt  gøre 
sin  bedste  indsats.  Andre  vigtige  egenskaber  at 
tilegne  sig  er  præcision,  velsoignerthed  og  res- 
pekt for  overordnede. 

Når  unge  mennesker  først  er  kommet  ud  at  stå 
på  egne  ben,  må  de  selv  træffe  deres  afgørelse 
angående  Kirkens  standarder.  Hvis  de  endnu  i 
hjemmet  har  lært  af  egen  drift  at  komme  i  Kir- 
ken, at  vælge  gode  kammerater  og  at  holde  fast 
ved  Kirkens  standarder,  vil  de  efter  al  sandsyn- 
lighed vedblive  dermed,  hvor  de  end  tager  hen. 
De  har  også  brug  for  at  kunne  bede  på  eget 
initiativ. 

Det  er  sædvanligvis  vanskeligt  for  forældre,  når 
deres  børn  forlader  hjemmet.  Når  emnet  kommer 
på  tale,  er  det  vigtigt,  at  forældrene  er  parate  til 
at  tale  det  ordentligt  igennem  og  udførligt  drøfte, 
hvad  et  sådant  skridt  kan  føre  med  sig.  Foræld- 
rene og  de  unge  bør  lytte  til  hinanden  og  betragte 
pro  et  contra  fra  begge  synsvinkler.  Punkter, 
hvor  man  vil  være  uenige,  bør  forudses  og  gen- 
nemdrøftes på  venskabelig  vis.  En  sådan  drøf- 
telse kan  blive  en  meget  betydningsfuld  oplevelse 
for  familiens  medlemmer. 

Som  regel  er  det  bedst  ikke  at  forsøge  at  nå  en 
løsning  straks.  Beslutninger  om  at  prøve  bør 
overvejes  endnu  en  gang,  efter  at  alle  konsek- 
venserne har  været  gjort  til  genstand  for  oprigtig 
bøn. 

Når  een  gang  beslutningen,  om  at  den  unge  skal 
forlade  hjemmet,  er  taget,  bør  forældrene  yde  så 
megen  opmuntring  og  støtte  som  muligt.  Der  vil 
være  langt  større  chancer  for  et  heldigt  udfald, 
hvis  vedkommende  har  deres  samarbejde  og  vel- 
signelse. Vedkommende  bør  selv  forudse  mulig- 
heden af  såvel  succes  som  nederlag  og  bestem- 


264 


me  sig  til,  hvorledes  der  skal  reageres  over  for 
dem. 

Det  er  ønskeligt,  at  de  unge  slår  sig  ned  så  tæt 
ved  hjemmet,  som  det,  de  søger  efter,  tillader 
dem.  En  bopæl  nær  ved  hjemmet  gør  det  nem- 
mere for  forældrene  og  de  unge  at  opretholde 
kontakt  telefonisk  og  gennem  weekend-  og  ferie 
besøg. 

Når  man  overvejer  spørgsmålet  om  den  nye 
bopæls  placering,  bør  man  også  holde  sig  for 
øje,  hvilke  ansættelsesmuligheder,  der  tilbydes, 
og  hvor  nær  det  er  ved  een  af  Kirkens  wards 
eller  grene. 

Når  man  overvejer,  hvor  man  skal  bo,  bør  i  over- 
vejelserne inddrages,  hvor  langt  der  er  til  arbejds- 
stedet, til  Kirken,  til  butikker  og  til  fritidsbekvem- 
meligheder.  Nabolaget  og  kvarteret  som  helhed 
har  også  betydning.  Medlogerende  med  de  sam- 
me standarder  vil  være  tiltrængt,  såvel  som  det, 
at  kunne  dele  udgifterne. 

At  bo  godt  er  sædvanligvis  temmelig  dyrt,  og  der 
er  ekstra  udgifter  forbundet  med  at  slå  sig  ned 
et  nyt  sted.  Eftersom  der  almindeligvis  hengår 
et  stykke  tid,  fra  man  forlader  hjemmet,  får  ar- 
bejde og  modtager  den  første  lønningspose,  er 
det  en  god  regel  i  forvejen  at  have  penge  til  i 
det  mindste  to  måneder. 

Et  ungt  menneske,  der  har  til  sinds  at  forlade 
hjemmet,  bør  rådføre  sig  med  sin  grenspræsident 
om  dette  vigtige  spårgsmål.  Grenspræsidenten,  i 
den  hjemlige  gren,  vil  være  i  stand  til  at  give 
vejledning  og  komme  med  forslag,  der  kan  være 
af  værdi  både  med  hensyn  til  at  nå  en  beslutning 
og  til  at  træffe  forberedelser.  En  grenspræsident, 
der  ved,  at  et  ungt  menneske  i  hans  gren  står 
over  for  at  skulle  rejse,  kan  udvirke,  at  man  hol- 
der sig  i  skriftlig  kontakt.  Breve  hjemmefra  kan 
udøve  en  kraftig  indflydelse. 


Det  vil  være  klogt  af  forældre  at  holde  grenspræ- 
sidenten i  deres  hjemlige  gren  informeret  om, 
hvordan  det  går  deres  bortdragne  børn.  De  bør 
også  lære  deres  søns  eller  datters  nye  grens- 
præsident at  kende  enten  gennem  personligt 
besøg  eller  ved  skriftligt  og  regelmæssigt  at  for- 
høre sig  om,  hvorledes  det  går  deres  fraværende 
familiemedlem  med  hensyn  til  kirkelige  aktivite- 
ter. 

Desværre  har  mange  unge,  der  tager  bort  fra 
hjemmet  for  at  søge  arbejde,  ikke  forberedt  sig 
rigtigt  og  de  bliver  derfor  sårbare  over  for  onde 
indflydelser.  Idet  de  føler  sig  nedslåede,  hvis  de 
ikke  har  held  til  at  finde  tilfredsstillende  arbejde 
eller  bopæl,  kan  de  blive  udsat  for  tvivlsomme 
kammerater  og  omgivelser. 
I  erkendelse  af  de  alvorlige  problemer,  der  kan 
opstå  i  forbindelse  med  unges  fravær  fra  hjem- 
met, har  Kirken  lavet  et  program,  der  kan  hjælpe 
dem  med  at  undgå  de  potentielle  onder.  Ansvaret 
for  et  ungt  menneske,  der  bor  borte  fra  hjemmet, 
hviler  hos  den  unge  selv,  dennes  forældre  og 
grenspræsidenten. 

Ifølge  Kirkens  program  skal  et  ungt  menneske, 
der  drager  hjemmefra,  meddele  sin  grenspræsi- 
dent sin  fremtidige  adresse.  Grenspræsidenten 
udfylder  så  et  dertil  udarbejdet  skema  og  sender 
det  til  Kirkens  Social  Service  Department,  som 
undersøger,  hvem  den  nye  grenspræsident  er,  og 
kontakter  ham.  Den  nye  grenspræsident,  der 
således  er  varskoet  om  det  unge  menneskes  an- 
komst, kan  så  sørge  for  at  vedkommende  føler 
sig  velkommen  i  den  nye  gren.  Han  vil  ofte  kunne 
tilbyde  hjælp  til  at  finde  et  passende  sted  at  bo 
og  passende  medlogerende  og  han  kan  endog 
hjælpe  med  værdifulde  forslag  angående  arbejds- 
muligheder. O 


265 


266 


EVANGELIETS 

OPGÅENDE 
SOL 


AF  LORIN  F.  WHEELWRIGHT 

„Nu  dagen  gryr  og  mørket  flyr."^  Denne  pro- 
fetiske sang  af  Parley  P.  Pratt  går  I  opfyldelse 
efter  som  „Zions  banner  vajer  højt"  i  Den  op- 
gående Sols  Land.  Ved  Expo  70  i  Osaka  i  Japan 
kom  een  ud  af  hver  ti  af  de  femogtres  millioner 
mennesker,  der  myldrede  rundt  på  udstillingsom- 
rådet, til  mormonpavillonen.  Her  bød  missionæ- 
rerne personligt  enhver  velkommen  og  mødte 
derved  hundredtusind  af  mennesker,  der  måske 
har  lyst  til  at  vide  mere  om  Jesu  Kristi  Evange- 
lium. 

Det  frø,  som  Heber  J.  Grant  såede  i  Japan  for 
syv  årtier  siden,  bærer  frugt.  Kirken  har  nu  over 
14.000  medlemmer  i  et  land  med  105  millioner 
mennesker.  De  besøgende,  der  kom,  fik  en  dyb 
følelse  af,  at  Evangeliets  friskhed  bringer  nyt  liv 
til  et  ældgammelt  land.  Japanerne  er  energiske  og 
hengivne.  Det  forynger  eens  tro  at  være  vidne  til 
et  nyt  daggry,  hvor  Evangeliets  lys  gennemtræn- 
ger Det  fjerne  Østens  skygger. 
Erastus  Leon  Jarvis  henledte  min  opmærksomhed 
på  den  skarpe  kontrast  mellem  vore  første  mis- 


Dr.  Wheelwright,  som  er  dekan  for  fakultetet  for 
skønne  kunster  og  samfærdsel  ved  Brigham 
Young  University,  har  været  medlem  af  Søn- 
dagsskolens generalhovedbestyrelse  siden1956. 


sionærers  skuffelser  og  vor  nuværende  succes. 
Han  er  syvogfirs  år  gammel  og  den  eneste  over- 
levende missionær  fra  den  gruppe,  der  gjorde 
tjeneste  i  Japan  sammen  med  Heber  J.  Grant, 
som  senere  blev  Kirkens  syvende  præsident. 
Han  fortalte  om  de  første  tre  missionærer,  der 
ledsagede  præsident  Grant  til  Japan:  Louis  A. 
Kelch,  Horace  A.  Ensign  og  Alma  O.  Taylor.  Han 
viste  mig  sine  dagbogsoptegnelser  fra  april  1903. 
Et  forsøg  på  at  leje  en  mødesal  af  Kristelig  Fore- 
ning for  Unge  Mænd  i  Yokohama  blev  først  mødt 
med  godkendelse,  senere  med  afslag.  Da  præsi- 
dent Grant  udbad  sig  en  forklaring,  modtog  man 
følgende  brev,  som  findes  optegnet  i  Jarvis'  dag- 
bog: „Da  De  henvendte  Dem  til  os,  var  jeg  ikke 
klar  over,  at  De  havde  at  gøre  med  den  Kirke. 
Vore  embedsmænd  afslår  ærbødigt  at  lade  Dem 
anvende  salen  til  det  ønskede  formål.  Men  venlig 
hilsen,  U.  Sumi." 

Missionærerne  på  den  tid  fortsatte  med  at  udføre 
deres  arbejde,  og  det  samme  har  alle  deres  efter- 
følgere gjort,  og  idag  er  klimaet  et  andet.  Jeg 
havde  det  privilegium  ved  Expo  70  at  spille  en 
kort  orgelkoncert  i  den  kristne  pavillon  —  en  byg- 
ning, der  støttes  af  protestanter  og  katolikker  i 
fællesskab.  Jeg  indledte  med  „Kom,  kom,  Guds 
Folk,"2  spillede  musik  af  Bach^  og  andre 
kendte  komponister  og  sluttede  med  et  udvalg 
af  SDH-sange.  Der  var  ingen,  der  råbte:  „Ud!" 


267 


268 


Tværtimod  samlede  folk  sig  rundt  om  i  venska- 
belighed og  gensidig  forståeise.  Et  ungt  par  ven- 
tede tålmodigt  på  det  rette  øjeblik  til  at  række 
hænderne  frem;  så  sagde  de  med  tårer  i  øjnene: 
„Vi  er  også  med."  I  det  øjeblik  følte  jeg  de  ja- 
panske Helliges  glæde  og  stolthed  over  deres 
medlemskab  af  Jesu  Kristi  Kirke  af  Sidste  Dages 
Hellige. 

Jeg  havde  det  privilegium  at  ledsage  kejser  Hiro- 
hitos  broder,  da  han  besøgte  Mormonpavillonen 
og  så  filmen  „Menneskets  Søgen  efter  Lykke." 
Hans  rolige  opmærksomme  optræden  gjorde  ind- 
tryk på  mig.  Han  var  dybt  interesseret,  da  han 
mødte  præsident  Bernard  P.  Brockbank  og  præ- 
sident Edward  Y.  Okazaki,  og  da  broder  Shozo 
Suzuki  forklarede  meningen  med  udstillingen. 
Jeg  har  siden  modtaget  en  anmodning  fra  broder 
Suzuki,  som  er  førsterådgiver  i  præsidentskabet 
for  Japan  Central  Mission,  om  at  få  otte  billeder, 
der  viser  ham  og  de  andre  sammen  med  kejse- 
rens broder,  Mikasanomiya  Takahito.  Han  vil 
gerne  have  dem  i  sine  erindringsbøger  til  sine 
otte  børn.  „Dette  er  en  stor  ære,"  skrev  han, 
„som  sjældent  forundes  japanere,  og  som  aldrig 
nogen  i  min  familie  har  nydt —  at  blive  fotografe- 
ret sammen  med  Japans  kejserlige  familie."  Kir- 
ken er  gået  meget  frem  i  anseelse,  siden  man 
nægtede  at  lade  den  leje  den  sal  i  1903. 
Mit  besøg  i  Japan  udsprang  af  en  invitation  fra 
generalhovedbestyrelsens  superintendent  David 
Lawrence  McKay  til  at  repræsentere  Søndags- 
skolens generalbestyrelse  ved  den  første  regio- 
nale konference  i  Østen.  For  at  få  et  førstehånds- 
indtryk af  vores  Søndagsskole  der,  besøgte  jeg 
Tredie  Ward  i  Tokyo  stav. 

Da  vi  besøgte  hver  enkelt  klasse,  var  der  mange 
elever,  der  med  åbne  bøger  studerede  Evange- 
liet. Visuelle  hjælpemidler  var  i  brug,  især  i  Ju- 
niorsøndagsskolen. 

Jeg  opdagede  senere,  at  biblioteksprogrammet 
endnu  manglede  at  blive  inværksat  i  Tokyo  stav, 
men  stavs-præsidenten  Shuichi  Yaganuma  fører 
energisk  alle  søndagsskoleprogrammer  ud  i  livet, 
så  at  alle  medlemmer  og  undersøgere  kan  lære 
om  Evangeliet.  Til  regionalkonferencen  havde 
han,  sammen  med  medlemmer  af  Tokyos  stavs- 
råd,  af  filmen,  „Intet  højere  kald"  på  een  uge 
lavet  en  fuldstændig  oversættelse  og  optaget  dia- 
logen. Ved  mødet  spillede  de  det  fuldt  synkroni- 
serede bånd  sammen  med  filmen.  Denne  faste 
beslutning,  om  at  overvinde  vanskelighederne,  er 
karakteristisk  for  hele  deres  indsats  for  at  tilføre 
deres  søndagsskole  vitalitet. 

I  Osaka  inviterede  præsident  og  søster  Okazaki 
fra  Japan  Central  Mission  mig  til  at  lede  et  stu- 


dium i  marken  for  lærere  og  besøge  OkamachI 
Grens  søndagsskole.  Søndag  er  ikke  nogen  kris- 
ten helligdag  i  Japan  og  den  tætte  trafik  på  den 
højtliggende  landevej  mellem  Kobe  og  Osaka 
gjorde,  at  vi  kom  for  sent.  VI  ankom,  netop  som 
klasserne  begyndte.  Ganske  uformelt  gik  vi  ind  i 
hvert  klasseværelse,  og  med  fotografiapparatet  i 
hånden  fangede  jeg  glimt  af  japansk  undervis- 
ning, glimt,  der  står  uudsletteligt  i  mit  sind.  Nogle 
af  dem  er  på  disse  sider. 

Da  jeg  betragtede  søster  Mieko  Akis  livfulde  an- 
sigt, følte  jeg  en  betagende  udstråling.  Jeg  kig- 
gede til  siden  for  at  se,  hvordan  de  ungdomme- 
lige elever  tog  imod  hendes  budskab.  De  var 
henrykte.  Stilfærdigt  vendte  jeg  mit  fotografiap- 
parat i  retning  af  dem,  og  uden  nogen  snakken 
eller  stillen  op  kunne  jeg  på  filmen  fange  det,  jeg 
anser  for  det  bedste  søndagsskolebillede,  jeg 
nogen  sinde  har  taget.  Udtrykket  af  fuldstændig 
opslugthed  i  disse  smukt  formede  orientalske  an- 
sigter fik  en  af  mine  kolleger  ved  Brigham 
Young  University  til  at  sige:  „Jeg  var  blandt  de 
første  tropper,  der  kom  til  Japan  under  anden 
Verdenskrig.  Jeg  har  aldrig  set  ansigter  som 
disse.  Der  er  i  disse  øjne  et  lys,  som  jeg  aldrig 
så  den  gang.  Det  er  Evangeliets  lys." 
Da  jeg  studerede  søster  Akis  ansigtsudtryk,  re- 
gistrerede jeg  både  ønsket  om  at  formidle  be- 
tydningen af  det  skriftsted,  der  stod  skrevet  på 
tavlen,  og  glæden  over  klassens  reaktion,  da  den 
fangede  dets  betydning.  Disse  ansigter  fortæller 
bedre  end  ord,  hvorledes  elever  og  lærere  virker 
på  hverandre,  når  sandhed  og  effektiv  undervis- 
ning forener  sig  for  at  give  lys  til  menneskeliv. 
Der  var,  i  denne  gren,  en  anden  bemærkelses- 
værdig lærer,  som  oplyste  vejen  for  andre,  skønt 
han  var  blind.  Da  vi  kiggede  ind  i  en  klasse,  så 
jeg  broder  Kiyoshi  Ito  give  en  lektie  med  sin 
mappe  lukket.  Vi  mødtes  senere  til  et  interview. 
På  perfekt  engelsk  sagde  han:  „Jeg  har  altid 
været  blind.  Jeg  har  aldrig  set  noget,  undtagen 
gennem  mine  ører  og  fingre.  Jeg  begyndte  at 
lære  at  spille  klaver,  da  jeg  gik  i  fjerde  klasse. 
For  klaver  findes  der  musik  i  blindskrift,  og  der- 
igennem lærte  jeg  det.  Jeg  læste  blindeskriften 
med  den  ene  hånd  og  spillede  med  den  anden, 
indtil  jeg  kunne  det  udenad.  Det  tog  længere  tid 
for  mig  at  lære  musik,  end  det  ville  tage  dig  eller 
andre  mennesker." 

Han  fortalte  mig  om,  hvordan  det  gik  til,  at  han 
sluttede  sig  til  Kirken:  „Jeg  er  nu  femogtredive 
år  gammel.  I  1950  mødte  jeg  en  kvindelig  ame- 
rikansk missionær  i  toget.  Hun  hed  Ruth  K.  Need- 
ham,  og  hendes  kammerat  var  en  søster  Clark. 
De  fortalte  mig,  hvor  vidunderlige  GUF  og  Søn- 
dagsskolen var.  Jeg  blev  døbt  i  1 951 . 


269 


Fra  1955  til  1970  var  jeg  organist  i  flere  grene. 
I  år  er  jeg  blevet  afløst  og  kaldet  til  at  være  lærer 
for  Søndagsskolens  familiehjemmeaftenskursus." 
Jeg  spurgte  ham  om,  hvordan  han  bar  sig  ad  med 
at  forberede  sine  lektier.  Han  svarede:  „Nuvel, 
det  er  et  problem.  Du  kan  let  læse  Bibelen  og 
andre  skrifter,  men  det  kan  jeg  ikke.  Da  jeg  blev 
kaldet  til  denne  stilling,  sagde  jeg  først  nej,  fordi 
jeg  mente,  at  det  ville  være  for  svært;  men  jeg 
bestemte  mig  til,  at  jeg  ville  gøre  mit  bedste.  Jeg 
forbereder  mig  ved  at  lade  min  kone  indtale  et 
bånd.  Hun  indtaler  fra  bøgerne.  Jeg  lytter  til  bån- 
det hver  dag.  For  eksempel  kan  min  kone  indtale 
næste  uges  lektie  i  aften,  og  jeg  vil  så  begynde 
at  lytte  til  den  i  morgen.  Min  kone  læser  skrifts- 
tederne op  for  mig,  når  det  er  nødvendigt.  Hun 
læser  lektierne  og  jeg  lytter  og  gør  notater  i 
blindskrift  efter  det." 
„Kan  du  lide  at  undervise?"  spurgte  jeg. 
„Jeg  har  undervist  siden  marts.  De  første  måne- 
der kunne  jeg  ikke  lide  at  undervise,  fordi  jeg 
ikke  vidste,  hvor  langt  jeg  kunne  gå  uden  at  kigge 
i  lektieheftet,  som  andre  mennesker,  der  kan  se, 
gør.  Jeg  bad  min  kone  om  at  bede  sammen  med 
mig,  og  jeg  har  fået  hjælp  fra  Herren;  det  ved  jeg. 
Nu  kan  jeg  lide  at  undervise.  Jeg  er  glad  for  lek- 
tierne. De  hjælper  mig  i  opdragelsen  af  mit  eget 
barn." 

Gennem  disse  enkle,  ligefremme  ord  fornemmer 
man  et  dybt  åndeligt  slægtskab  mellem  broder 
Ito  og  hans  kone,  Yoshi.  Jeg  spurgte  om,  hvor- 
ledes de  mødte  hinanden  og  blev  gift.  Han  for- 
talte mig  så  om  distriktskonferencerne  i  Kobe, 
som  var  fire  gange  om  året,  „der  mødtes  vi,  vi 
havde  det  dejligt  sammen  i  GUF  og  Søndags- 
skolen." Derpå  sagde  han:  „Du  skulle  spørge 
hende  selv."  Hun  talte  ikke  engelsk,  så  andre 
fortalte  historien.  Efter  een  af  konferencerne  blev 
denne  hengivne  hustru  og  moder  af  ånden  be- 
væget til  at  skrive  til  broder  Ito  og  fortælle  ham, 
at  hun  ønskede  at  hjælpe  ham  hele  livet.  De  blev 
senere  gift  og  beseglet  til  hinanden  i  templet.  De 
har  en  datter,  som  nu  er  ti  år  gammel. 
Han  sagde,  at  han  havde  tjent  til  livets  ophold  i 
ti  år  ved  at  spille  klaver  i  en  natklub,  men  at  han 
havde  opgivet  denne  stilling,  fordi  den  tvang  ham 
til  at  bryde  sabbatsbudet.  Nu  unden/iser  han  I 
engelsk  og  klaverspil  i  sit  hjem. 
På  mit  spørgsmål  om,  hvordan  han  havde  lært 
engelsk,  svarede  han:  „Gennem  radioen.  Jeg  har 
i  tyve  år  lyttet  til  et  program  med  engelskunder- 
visning. Det  var  virkelig  mit  ønske  at  lære  en- 
gelsk. Jeg  ville  have  lært  det  som  barn;  men  jeg 
havde  ikke  råd  til  at  betale  lektionerne.  Der  var 
ikke  andet  at  gøre  end  at  lytte  til  radioen."  Hans 


engelske  udtale  overgik  mange  andre  indfødte 

japaneres. 

Da  han  blev  spurgt,  hvordan  han  lærer  at  spille 

vore  sange,  sagde  han:  „Jeg  lytter". 

Broder  Ito  har,  trods  sin  ydre  blindhed,  lært  at  se 

sandheden  og  at  finde  stor  glæde,  fordi  han  har 

lært  at  lytte  -  ikke  blot  til  engelsklærere  i  radioen, 

ikke  blot  til  den  musik,  han  ønsker  at  spille,  men 

også  til  sin  kone  og  til  to  kvindelige  missionærer, 

der  mødte  ham  i  et  tog  og  åbnede  en  helt  ny 

verden  af  lys  og  kærlighed  gennem  Jesu  Kristi 

Evangelium. 

1  Japanernes  tapre  ånd  ser  vi  en  opfyldelse  af  hin 

erklæring  af  Parley  P.  Pratt:  „Nu  stråler  lyset  i 

sin  pragt  og  herlighed  fra  Herren  stor".^  Der  er 

kommet  et  nyt  lys  til  Japan.  Det  er  lyset  fra  Kristi 

Evangelium,  som  skinner  på  lykkelige  ansigter  og 

bringer  fred  og  god  vilje  til  mennesker.  O 

1)  SDH-sange,  nr.  269  i  den  engelske  udgave. 

2)  SDH-sange  nr.  8  i:  den  danske  udgave. 

3)  Johann  Sebastian  Bach  —  tysk  musiker  og  komponist,  1685 — 

1750. 


PROFETEN  JOSEPH  SMITH  taler  om: 

HVORFOR  TAGES  SMÅ  BØRN  UNDERTIDEN  FRA  OS? 

Præsident  Smith  læste  det  14.  kapitel  af  Åbenbaringen  og  sagde: 
Advarselsrøsten  lyder  atter  i  vor  midte,  og  den  viser  det  menne- 
skelige livs  usikkerhed,  og  i  mine  ledige  stunder  har  jeg  tænkt 
over  problemet  og  stillet  spørgsmålet,  hvordan  det  kan  være, 
at  små,  uskyldige  børn  tages  bort  fra  os,  især  de,  der  synes 
at  være  de  mest  intelligente  og  interessante.  De  stærkeste  grun- 
de, som  løber  mig  i  hu,  er  disse:  Denne  verden  er  en  meget 
ugudelig  verden,  og  der  findes  et  ordsprog,  der  siger,  at  „verden 
bliver  svagere  og  klogere";  hvis  det  er  tilfældet,  bliver  verden 
mere  ugudelig  og  fordærvet.  I  verdens  tidligere  tidsaldre  havde 
en  retfærdig  mand  og  en  Guds  mand  og  intelligent  mand  større 
mulighed  for  at  gøre  godt,  for  at  blive  troet  og  antaget  end  idag; 
men  i  dag  møder  en  sådan  mand  stærk  modstand  og  bliver  for- 
fulgt af  de  fleste  af  jordens  indbyggere,  og  han  må  gennemgå 
megen  sorg  her.  Herren  tager  mange  bort,  selv  i  den  spæde 
alder,  så  de  må  slippe  for  menneskers  misundelse  og  den  nu- 
værende verdens  sorger  og  ulykker;  de  var  for  rene,  for  yndige 
til  at  leve  på  jorden.  Hvis  vi  derfor  betragter  sagen  i  dens  rette 
lys,  så  har  vi  grund  til  at  glæde  os  i  stedet  for  at  sørge,  da  de 
er  udfriet  fra  det  onde,  og  vi  skal  snart  se  dem  igen. 

Profeten  Joseph  Smiths  Lærdomme 

Side  234-35 


270 


Mod- 
stridende 
Principper 


AF  QUINN  G.  MCKAY 


Hele  sit  liv  havde  George  lært,  at  han 
skulle  sige  sandheden,  være  ærlig.  Han 
havde  også  lært,  at  det  var  forkert  at 
såre  nogen  af  Guds  børn.  George 
havde  været  gift  næsten  et  år,  da  dette 
skete.  En  aften  modtog  hans  kone  ham 

Dr.  McKay  har  et  særligt  professorat 
som  David  L.  Tandys  professor  i  ame- 
rH<ansl<  virl<somhedsledelse  ved  Te- 
xas Christian  University.  Han  er  også 
konsulent  for  forskellige  regerings- 
kontorer, private  selskaber  og  ud- 
dannelsesinstitutioner i  De  forenede 
Stater.  Hans  stillinger  i  Kirken  har 
været:  biskop,  missionær  og  lærer. 
Han  er  for  tiden  tilsynsførende  for 
Søndagsskolen  i  Fort  Worth  stav. 


begejstret  i  døren  med  et:  „Kom  ind  i 
stuen,  skat,  og  se  den  nye  lampe,  jeg 
har  købt  i  dag.  Du  vil  bestemt  synes 
om  den."  Der,  på  et  stativ  i  dagligstuen, 
stod  en  gammel  grotesk  lampe.  Med 
forventning  i  stemmen  spurgte  hun: 
„Hvad  synes  du?"  Han  syntes,  at  den 
var  hæslig,  men  han  lagde  bånd  på  sig 
selv,  fordi  han  vidste,  at  hans  kone 
ville  blive  skuffet  over  hans  reaktion. 
George  huskede  Robert  Louis  Steven- 
sons^ ord:  „At  sige  sandheden  er 
ikke  bare  at  konstatere  kendsgernin- 
gerne, men  at  viderebringe  et  sandt 
indtryk."   I  dette  tilfælde  var  George 


ikke  sikker  på,  hvad  han  skulle  sige. 
Skulle  han  sige,  at  han  kunne  lide  den, 
og  derved  undgå  at  såre  sin  kone, 
eller  skulle  han  fortælle  hende  sand- 
heden? 

Det  er  nemt  at  afvise  et  sådant  dilema 
som  et  „gråt  mellemområde"  og  at 
gøre,  hvad  der  falder  een  ind,  men 
dette  kan  være  vildledende  og  er  i  vir- 
keligheden ikke  til  spor  hjælp,  når  det 
gælder  om  at  anvende  Evangeliet  i  det 
virkelige  liv.  En  almindelig  kilde  til 
denne  forvirring  er  fænomenet  „Mod- 
stridende principper,"  som  forekom- 
mer, når  to  retfærdige  principper  stil- 


271 


ler  sig  i  vejen  for  et  menneske  på  en 
sådan  måde,  at  han,  hvis  han  vi!  følge 
det  ene,  er  tvunget  til  at  krænke  det 
andet.  Dette  er  virkeligt  vanskelige 
beslutninger  af  den  slags,  som  forår- 
sager søvnløshed,  skyldfølelse  og  be- 
kymring. Beslutninger,  hvor  den  ene 
mulighed  for  søndagsbeskæftigelse  er 
klart  rigtig  (gå  til  nadvermøde)  og  den 
anden  klart  forkert  (gå  i  biografen), 
udgør  ikke  livets  virkelige  problemer. 
Vanskelige  er  de  beslutninger,  hvor 
det  kan  være  både  rigtigt  og  forkert, 
ligegyldigt  hvad  man  vælger  at  gøre. 
At  se  på  det  som  det,  det  er:  mod- 
stridende principper,  hjælper  os  til  at 
opføre  os  i  overensstemmelse  med 
Mesterens  lærdomme.  Der  er  noget, 
der  tyder  på,  at  da  profeten  Lehi 
sagde:  „Thi  det  er  nødvendigt,  at  der 
er  en  modsætning  i  alle  ting,"  (2.  Ne- 
phi  2:11)  kan  han  delvis  have  hentydet 
til  dette  begreb:  modstridende  prin- 
cipper, som  muligvis  er  en  del  af  Her- 
rens plan  for  at  styrke  os  åndeligt. 
Fysiske  legemer  er  udformet  således, 
at  muskler  kan  yde  modstand  mod 
hverandre  eller  mod  tyngdekraften. 
Modstandens  dynamik  opbygger 
stærke  legemer.  Hvis  alle  valg  stod 
mellem  to  muligheder,  een  klart  mær- 
ket „rigtig"  og  en  anden  klart  mærket 
„forkert",  ville  vor  personlige  udvik- 
ling i  åndelig  muskelopbygning  ikke 
være  nær  så  styrkende.  Det  er  ikke 
utænkeligt,  at  Herren  har  indset,  at 
mennesket  ville  vinde  langt  større  er- 
faring og  lærdom  ved  at  prøve  kræfter 
med  konflikter  end  med  simple,  klart 
optrukne  alternativer,  og  at  Han  derfor 
skaffede  førstnævnte  til  os  i  den  døde- 
lige fase  af  vort  liv.  Hvis  det  ikke  for- 
holder sig  således,  hvorfor  udsatte 
Han  da  allerede  i  begyndelsen  Adam 
og  Eva  for  et  par  modstridende  prin- 
cipper? De  første  dødelige  fik  befaling 
om  at  mangfoldiggøre  sig  og  opfylde 
jorden  (1.  Mos.  1:28)  og  samtidig  ikke 
spise  af  frugten  af  træt  til  kundskab 
om  godt  og  ondt  (samme  2:17).  At 
adlyde  den  ene  befaling,  ville  betyde 
at  overtræde  den  anden. 
Vi  står  konstant  over  for  konflikter  af 
lignende  art  som  nedenanførte: 
1 .  En  person  på  atten  år  ønsker  at  blive 
døbt,  men  vedkommendes  forældre  er 


imod  det.  1.  princip:  „Omvend  jer  og 
lad  jer  døbe."  2.  princip:  „Adlyd  dine 
forældre."  (Ap.  Ger.  2:38;  Efs.  6:1) 
2.  En  far  havde  lovet  sin  søn,  der  var 
ulveunge,  at  han  ville  være  til  stede 
ved  et  tropsmøde.  En  regeringsem- 
bedsmand  ringer  til  faderen  og  beder 
ham  om  at  møde  guvernøren  i  luft- 
havnen for  at  virke  som  tolk  for  en 
udenlandsk  standsperson.  1.  princip: 
en  far  bør  holde  sit  løfte  til  sin  søn. 

2.  princip:  han  bør  kende  sin  pligt 
over  for  land  og  samfund. 

3.  En  direktør  må  afskedige  nogle  an- 
satte, for  at  nedbringe  omkostningerne 
under  en  nedgang  i  salget.  En  mand 
med    ni    børn    vil    blive    arbejdsløs. 

1.  princip:  vold  ikke  andre  mennesker 
lidelser,  og  vær  ikke  uvenlig  mod  dem. 

2.  princip:  hold  aktionærernes  udbytte 
på  5%  eller  mere,  som  ledelsen  har 
fastsat. 

4.  En  ung  mand  står  over  for  en  fjende 
på    slagmarken.    Skal     han    dræbe? 

1.  princip:  „Du  må  ikke  ihjelslå." 
(2.  Mos.  20:13)  2.  princip:  han  bør 
forsvare  friheden. 

5.  En  femtenårig  dreng  møder  en  ny 
kammerat  i  skolen.  Denne  har  slette 
vaner  og  kommer  fra  et  splittet  hjem. 
Bør  forældrene  tilskynde  deres  søn  til 
dyrkelse  af  dette  venskab  eller  søge 
at  modvirke  det?  1.  princip:  undgå 
dårligt  selskab  og  dårlig   indflydelse. 

2.  princip:  elsk  din  næste  vær  venlig 
mod  de  venneløse. 

6.  Ved  et  tilfældigt  møde  i  klubben 
spørges  inspektøren  i  et  firme  af  dets 
direktør:  „Er  vicedirektøren  en  god 
leder?"  Inspektøren  synes  oprigtigt 
talt,  at  vicedirektøren  er  en  sølle  leder. 
Hvad  skal  han  sige?  1.  princip:  vær 
loyal  mod  dine  overordnede.  2.  prin- 
cip: vær  ærlig. 

De  følgende  punkter  kan  måske  være 
en  begyndende  hjælp  til  behandlingen 
af  de  problemer,  der  opstår  som  følge 
af  modstridende  principper. 

1.  Gør  dig  klart  nøjagtigt,  hvilke  mod- 
stridende principper,  det  drejer  sig 
om. 

2.  Orden  principperne  efter  rang.  Det 
vil  sige,  at  nogle  principper  jo  er  vig- 
tigere end  andre.  For  eksempel  strider 
principperne,  „Du  må  ikke  slå  ihjel" 
og   „Du   må  ikke  bære  falsk  vidnes- 


byrd," ikke  mod  hinanden.  (2.  Mos. 
20:16) 

3.  Når  to  principper  strider  mod  hinan- 
den, vælg  da  at  adlyde  den  højere  lov. 
Det  var  lige  det,  Adam  og  Eva  gjorde, 
da  de  valgte  at  spise  af  frugten,  det, 
Nephi  gjorde,  da  han  dræbte  Laban, 
og  det.  Frelseren  gjorde,  da  Han  til- 
gav kvinden,  som  havde  bedrevet  hor. 
Og  een  af  de  vigtige  nøgler  til  at  ad- 
lyde den  højere  lov  er,  at  nærme  sig 
beslutningen  under  bøn. 
Selv  om  man  forsøger  at  anvende 
dette  princip  overfor  de  modstridende 
principper,  vil  man  ikke  kunne  træffe 
enhver  beslutning  uden  kvaler,  men 
det  vil  hjælpe  til  bedre  at  vælge  mel- 
lem mulighederne.  Når  de  principper, 
det  drejer  sig  om,  står  hinanden  fjernt 
i  rang,  er  beslutningerne  lettere.  Jo 
mere  de  to  principper  nærmer  sig  hin- 
anden i  rang,  des  vanskeligere  bliver 
det  at  afgøre,  hvilket  af  de  to  der  er 
det  højeste.  For  eksempel:  En  mand 
arbejder  for  et  selskap,  hvis  ejer  be- 
sluttersig  til  at  drive  forretning  om  søn- 
dagen. Manden  kunne  godt  få  et  andet 
arbejde,  men  så  ville  han  gå  tyve 
procent  ned  i  løn.  Det  ville  være  van- 
skeligt, men  han  kunne  klare  sig  med 
den  ringere  løn.  Her  står  princippet  om 
helligholdelse  af  sabbaten  over  for 
penge  til  ting  som  uddannelse,  musik- 
undervisning og  ferier.  Hvad  bør  han 
gøre? 

Det  er  let  at  finde  en  fornuftig  grund 
til,  at  gøre  det,  der  er  mest  bekvemt; 
men  Frelseren  har  ikke  lovet,  at  Hans 
vej  skulle  være  let. 

Der  er  nogle,  der  vil  sige,  at  man  ikke 
kan  leve  efter  hårde  og  faste  princip- 
per. De  er  tilfredse  med,  til  enhver  tid, 
at  lade  omstændighederne  afgøre,  hvad 
man  skal  foretage  sig. 
Det  bliver  et  spørgsmål  om  at  priori- 
tere alternativer,  om  at  udvælge  dem, 
der  efter  vort  skøn  stemmer  bedst 
med  Evangeliets  principper. 
Ældste  Marion  D.  Hanks  har  sagt: 
„Lad  aldrig  de  ting,  der  betyder  mest, 
være  afhængige  af  de  ting,  der  betyder 
mindst."  Valget  er  undertiden  svært; 
men  på  den  anden  side  har  det  aldrig 
været  let  at  leve  efter  principper.       Q 

1)  Robert  Louis  Stevenson  —  skotsk  roman-  essay- 
og  poesi-  forfatter. 


272 


.'  *i:iiÅXl   i:^.-.:^:^^  -Vi^i.:^   fc^;f'.i.i'l ^^kx■i:^k=■^J> 


PRÆSIDENT  SPENCER  W.  KIMBALL, 
fungerende  præsident  for  De  Tolvs  Råd 

Beslutninger: 

hvorfor  det  er  vigtigt  at  træffe  nogen  nu 


Unge  mennesker  lærer  hurtigt,  at  de 
må  betale  for  de  fleste  goder.  De 
lærer,  at  de  må  øve  sig  for  at  blive 
dygtige.  Jeg  har  adskillige  børnebørn, 
der  dyrker  brydning  i  skolen.  Til  trods 
for  deres  enorme  teenageappetit  kla- 
rer de  sig  en  gang  hver  uge  uden  mad 
og  endog  vand  for  at  holde  sig  inden 
for  vægtgrænsen.  De  øver  sig  på  fuld 
kraft,  ofte  så  længe  at  det  gør  ondt  I 
kroppen  og  deres  lunger  brænder.  De 
driver  sig  selv  fremad  og  udholder 
disse  prøvelser,  fordi  de  meget  gerne 
vil  være  i  form,  så  de  kan  yde  deres 
bedste. 

Da  jeg  var  færdig  med  min  mission, 
ville  jeg  gerne  på  universitetet;  men 
det  havde  min  familie  ikke  råd  til.  Der- 
for tog  jeg  et  job  på  Southern  Pacific 
Railroads  godsbanegård  i  Los  Ange- 
les for  at  tjene  penge  til  studierne. 
Jeg  arbejdede  fjorten  timer  i  døgnet 
med  at  flytte  gods  mellem  pakhusene 
og  godsvognene  på  en  tohjulet  træk- 
vogn. Tit  havde  jeg  omkring  fem- 
hundrede kilo  gods  på  trækvognen. 
Det  var  ikke  så  underligt,  at  jeg  var 
træt,  når  dagen  var  gået. 
Jeg  boede  hos  min  søster  tre  eller  fire 


kilometer  derfra.  Det  kostede  ti  cent 
at  køre  med  sporvognen,  så  jeg  tra- 
skede hele  vejen  frem  og  tilbage  for 
at  spare  tyve  cent  om  dagen.  Jeg 
ville  meget  gerne  på  universitetet, 
og  ved  at  gå  det  stykke  vej,  kom  jeg 
nærmere  målet.  Det  lykkedes  mig  at 
tjene  nok  til,  at  jeg  kunne  vende  til- 
bage til  mit  land  Arizona,  og  melde 
mig  ind  på  University  of  Arizona. 
Een  af  de  vigtigste  opgaver  for  et- 
hvert menneske  er  at  tage  beslutnin- 
ger. Et  dusin  gange  om  dagen  kommer 
vi  til  et  sted,  hvor  vejen  delersig,ogvi 
må  så  beslutte,  hvilken  vej  vi  vil  gå. 
Nogle  af  de  ting  vi  vælger,  er  lang- 
sommelige og  vanskelige,  men  de 
bringer  os  i  den  rigtige  retning  mod 
det  endelige  mål;  andre  er  korte, 
brede  behagelige,  men  de  drejer  i  en 
forkert  retning.  Det  er  vigtigt  at  have 
et  klart  begreb  om  vore  endelige  mål, 
så  vi  ikke  ved  hver  eneste  vejforgre- 
ning distraheres  af  sagen  uvedkom- 
mende spørgsmål:  Hvilken  vej  er  den 
letteste  eller  behageligste?  Eller,  hvil- 
ken vej  går  de  andre? 
Rigtige  beslutninger  er  lettest  at  tage, 
hvis  vi  tager  dem  god  tid  i  forvejen, 


idet  vi  holder  os  de  endelige  mål  for 
øje;  dette  sparer  os  for  en  masse  kva- 
ler, når  vi  står,  hvor  vejen  deler  sig  og 
vi  er  trætte  og  stærkt  fristede. 
Da  jeg  var  ung,  traf  jeg  den  uigenkal- 
delige beslutning  aldrig  at  smage  te, 
kaffe,  tobak  eller  spiritus.  Jeg  opda- 
gede, at  denne  faste  beslutning  kom 
til  at  redde  mig  mange  gange  gennem 
de  forskelligartede  ting,  jeg  kom  ud 
for.  Der  har  været  mange  lejligheder, 
hvor  jeg  kunne  have  nippet  eller  prø- 
vet eller  lige  taget  en  slurk,  men  den 
uigenkaldelige  beslutning,  som  een 
gang  var  taget,  gav  mig  en  god  grund 
og  god  styrke  til  at  stå  imod. 
Tiden,  til  at  beslutte  om  man  skal  tage 
på  mission,  forekommer,  længe  før 
det  bliver  et  spørgsmål  om  at  vælge 
mellem  mission  eller  idrætshøjskole. 
Tiden,  til  at  beslutte  sig  for  tempelæg- 
teskab, forekommer,  før  man  er  blevet 
knyttet  til  en  ven  eller  veninde,  der 
ikke  har  det  mål.  Tiden,  til  at  beslutte 
sig  for  en  streng  og  ærlig  kurs,  er, 
inden  ekspedienten  har  givet  een  for 
meget  tilbage.  Tiden,  til  at  beslutte  sig 
til  ikke  at  anvende  euforiserende  stof- 
fer, er,  før  en  ven,  man  holder  af,  dril- 


273 


ler  een  med,  at  man  er  bange  eller 
from.  Tiden,  til  at  beslutte,  at  vi  ikke 
vil  slå  os  til  tåls  med  nogen  anden 
mulighed  end  at  bo  sammen  med 
vores  Fader,  er  nu,  så  at  ethvert  valg, 
vi  træffer,  må  bestemmes  af  vores 
beslutning  om  ikke  at  lade  noget  kom- 
me i  vejen  for,  at  vi  når  det  endelige 
mål. 

Nogle  mennesker  føler,  at  beslutnin- 
gerne slet  ikke  ligger  i  vore  hænder,  at 
vi  simpelthen  reagerer  på  omstændig- 
hederne uden  at  kunne  vælge,  som  et 
skib  uden  ror,  der  driver  for  vind  og 
bølger.  Og  jeg  erkender,  at  der  kan 
komme  en  tid,  da  vi  ikke  længere  har 
herredømme  over  vor  skæbne,  men 
jeg  tror,  at  det  først  er,  efter  at  tyng- 
den af  vore  fortidige  beslutninger  har 
gjort  os  hjælpeløse. 
Fra  begyndelsen  af  indeholder  enhver 
af  os  en  bunke  muligheder,  som  vil 
udvikles  og  formes,  efter  det  vi  vælger 
at  gøre.  I  ungdommen  er  vi  Især  dis- 
ponerede for  at  formes.  VI  kan  vælge, 
hvad  vi  vil  være.  Men  efterhånden  som 
årene  går,  opdager  vi,  at  vore  fordums 
beslutninger  har  indskræket  antallet  af 
de  muligheder,  der  før  var  åbne  for  os, 
og  at  vi  har  stadig  ringere  herredømme 
over  fremtiden. 

Man  bør  ikke  benægte  omstændig- 
hedernes betydning,  men  i  sidste  in- 
stans er  det  vigtigst,  hvordan  vi  reage- 
rer over  for  omstændighederne.  Det  er 
en  grundsætning  i  min  tro,  at  enhver 
normal  person  har  evnen  til  med  Guds 
hjælp  at  tage  udfordringen  op  ud  fra 
et  hvilket  som  helst  forhold,  der  måtte 
møde  ham.  Eet  af  de  mest  trøsterige 
skriftsteder  Indeholder  det  buskab,  at 
Gud  aldrig  nogensinde  vil  lade  os 
hjælpeløse. 

„. . .  Gud  er  trofast,  han  vil  ikke  tillade, 
at  I  fristes  over  evne,  men  sammen 
med  fristelsen  skabe  vej  ud  af  den,  så 
I  kan  stå  den  igennem."  (1.  Kor.  10:13) 
Jeg  har  set  fattigdom  fremkalde  helt 
forskellige  følger  hos  mennesker; 
nogle  bliver  bitre,  så  at  de  i  deres 
selvmedlidenhed  simpelthen  giver  op 
og  svigter  fremtiden;  andre  tager  den 
som  en  udfordring,  så  at  de  i  deres 
beslutsomhed  på  at  sejre,  til  trods  for 
vanskelighederne,  bliver  til  dygtige, 
stærke  mennesker.  Selv  om  de  aldrig 


undslipper  økonomisk  pres,  udvikler 
de  indre  resourser  af  den  art,  som  vi 
forbinder  med  fremgang  henimod  en 
Kristus-lignende  karakter.  O 


Mellem  at  ville  og  ikke  at  ville 

DET  TALTE  ORD  AF  RICHARD  L.  EVANS 

Der  er  en  sætning  hos  Shakespeare,  der  antyder  ubeslutsomehedens  kval:  „Jeg 
ligger  i  krig  mellem  at  ville  og  ikke  at  ville, "^  sagde  han.  Selvsikre  mennesker 
er  undertiden  sikre  på  det  rigtige  og  undertiden  sikre  på  det  forkerte.  Men 
ubeslutsomme  mennesker  piner,  modarbejder  og  bekæmper  sig  selv  mellem 
„at  ville  og  ikke  at  ville."  Studenter  lærer,  at  hvis  de  skifter  hovedfag,  spilder 
de  megen  tid.  Det  er  bedre  at  skifte  retning  end  at  fortsætte  en  forkert  kurs. 
Men  en  tøvende  begyndelse  og  hyppige  ophold  undervejs  bringer  relativt 
ringe  fremgang  overhovedet.  En  væsentlig  ting  i  livet  er  at  bestemme  sig  til, 
hvad  der  er  at  bestemme  —  og  et  menneske  får  det  ikke  rigtig  godt  med  sig  selv, 
før  det  lærer  at  træffe  sine  egne  beslutninger,  ikke  stædigt,  ikke  uden  at  søge 
råd,  ikke  uden  at  skele  til  kendsgerningerne  men  med  eftertanke,  under  bøn  må 
der  komme  et  tidspunkt,  da  vi  har  overvejet  længe  nok  og  må  beslutte  os. 
Principbeslutninger  burde  være  lettere,  end  de  undertiden  synes.  Det  burde 
Ikke  tage  lang  tid  at  bestemme  sig  til  ikke  at  stjæle,  ikke  at  være  uærlig,  ikke  at 
være  umoralsk.  Vi  bør  ikke  være  ubeslutsomme,  når  det  drejer  sig  om  ondt  og 
godt.  Ejheller  bør  vi  lade  de  mindre  og  trivielle  beslutninger  sluge  vort  liv. 
„Intet  at  gøre,  er  sagen,  hvis  man  intet  vil  være,"^  som  et  amerikansk  ordsprog 
udtrykker  det.  For  at  være  noget,  må  vi  gøre  noget,  og  for  at  gøre  noget,  må 
vi  træffe  beslutninger.  I  ægteskabet  bør  vi  beslutte  os  til  at  leve  ærligt  og  trofast, 
og  være  åben,  at  drage  omsorg  for  vore  kære  og  skabe  et  lykkeligt  hjem.  Vi  bør 
beslutte  os  til  at  holde  vore  pagter  og  kontrakter.  Vi  bør  beslutte  os  til  at  betale 
vore  gældsposter,  når  de  forfalder.  Vi  bør  beslutte  at  opsøge  en  læge,  når  vi 
har  varige  symptomer.  Vi  bør  beslutte  os  til  at  uddanne  os  så  længe  som  muligt 
—  og  ikke  give  op,  men  kvalificere  os,  og  at  arbejde  hæderligt  og  ærligt.  Vi  bør 
beslutte  os  ti!  at  være  selvsikre,  produktive,  hjælpsomme,  renlige,  velsoignerede, 
høflige  mennesker.  Ikke  ret  meget  af  værdi  ville  nogensinde  være  blevet  udrettet, 
hvis  ikke  een  eller  anden  havde  besluttet  at  gøre  noget  i  positiv  retning.  Med 
omtanke,  under  bøn  bør  vi  beslutte  os  til  at  leve  et  nyttigt,  sundt,  lykkeligt  liv  — 
og  ikke  fare  vild  „mellem  at  ville  og  ikke  at  ville". 

1)  William  Shakespeare:  „Lige  for  lige",  anden  akt,  anden  scene. 

2)  Nathaniel  Howe:  „A  Chapter  of  Proverbs." 

„Det  talte  Ord"  fra  Temple  Square,  udsendt  over  KSL  og  Columbia  Broadcast- 
ing  System  den  1 .  november  1 970.  ©  1 970 


274 


fire  største 

prøver 

for 


AF  DR.  VICTOR  B.  CLINE     Illustreret  af  Phyllis  Luch 


ungdommen 


Herkules,  den  berømte  helt  fra  de 
græske  legender,  fik  pålagt  udførel- 
sen af  12  unnulige  arbejdsopgaver  for 
Eurystheus,  søn  af  kongen  af  Argos. 
Disse  opgaver  omfattede  sådanne 
ting  som  at  rense  de  augeanske 
stalde  på  een  dag,  at  fange  den  vilde 
tyr,  Minotaurus  og  at  dræbe  Hydra, 
den  giftige  slange  med  ni  hoveder. 
Den  endelige  belønning  for  disse 
præstationer  viste  sig,  at  være  opnåel- 
sen af  udødelighed  og  et  liv  sammen 
med  guderne. 

Visse  autoriteter  mener,  at  Herkules 
sandsynligvis  virkelig  har  eksisteret, 
muligvis  var  han  en  tirynsk  høvding 
fra  mykensk  tid  og  tjener  for  kong 
Argos.  Hans  bedrifter,  en  sammen- 
blanding af  nogen  sandhed  og  op- 
spind, fremlægger  nogle  psykologiske 
sandheder,  som  går  langt  ud  over 
denne  mytiske  beretnings  specifikke 
detailler.  Dette  er  historien  om  en 
mand,  som  med  stor  selvdisciplin,  fan- 
tasi og  mod  udførte  en  række  utroligt 
vanskelige  og  strenge  opgaver  og 
derved  nåede  den  græske  udgave  af 
Detcelestiale  Rige. 

Det  synes  som  om  hver  tidsalder  har 
sine  specielle  opgaver  eller  prøvelser, 
hvorpå  hver  menneskeånd  må  prøve 


Dr.  Victor  B.  Cline,  som  er  professor  i 
psykologi  ved  University  of  Utah,  har 
en  rigdom  af  erfaringer  som  forsl<er, 
i  hele  landet,  på  den  menneskelige 
personligheds  og  mentale  sundheds 
område.  Han  står  som  medlem  af 
utallige  faglige  selskaber  og  er  med  i 
Youth  Protection  Commitee.  Han  og 
hans  kone  er  forældre  til  otte  børn. 


sit  mod.  Og  vor  tidsalder  kræver,  på 
visse  måder,  ikke  mindre  end  det,  der 
krævedes  af  Herkules.  Skønt  prøverne 
forandres,  forbliver  udfordringen  og 
vanskeligheden  uforandret. 
Efter  at  have  arbejdet  omkring  syv  år 
i  Rådgivningscentret  i  University  of 
Utah  og  efter  at  have  bistået  unge 
privat  og  mangfoldige  klinikker  og  or- 
ganisationer, har  jeg  fundet  frem  til, 
hvad  jeg  tror  er  de  sidste  dages  mod- 
stykke til  Herkules'  opgaver,  som 
Sidste  Dages  Hellige  unge  møder 
dem.  Disse  fire  arbejds-opgaver  er 
ikke  i  første  række  af  fysisk  art.  De 
kræver  ikke  muskelkraft,  fysisk  over- 
legenhed eller  ren  og  skær  styrke,  men 
befinder  sig  snarere  på  de  psykolo- 
giske eller  moralske  prøvers  eller  ud- 
fordringers område.  Dog  bereder  de, 
på  visse  måder,  endog  større  vanske- 
ligheder end  dem,  den  legendariske 
Herkules  stod  overfor.  De  fire  prøver, 
som  Sidste  Dages  Hellige  unge  står 
overfor,  kan  lignes  ved  at  bestige 
Mount  Everest  fire  gange.  Til  tider 
synes  de  næsten  umulige  at  bestige. 
Men  hvis  det  lykkes,  er  belønningerne 
store  —  ja,  uvurderlige.  Og  den  enkle 
kendsgerning,  at  andre  har  besteget 
disse  højder,  viser,  at  det  kan  vi  også 
gøre. 

Den  første  opgave,  der  forestår  et- 
hvert menneske  ret  tidligt  i  livet,  er 
kampen  mod  autoriteten.  Vi  kalder  det 
„autoritetskonflikten."  Vi  ønsker  ikke 
at  overholde  regler,  som  andre  har 
opstillet.  Vi  vil  ikke  have  nogen  til  at 
bestemme,  hvad  vi  skal  gøre.  Vi  vil 
have  vores  vilje.  Og  alligevel,  hvis 
samfundet  skal  overleve,  må  vi  indgå 
aftaler  med  andre  til  vor  gensidige 
beskyttelse    og    gavn.    Mange    unge 


mennesker  føler  i  deres  næsten  despe- 
rate ønske  om  frihed,  at  de  er  hævet 
over  loven  eller  gerne  ville  være  det. 
De  er  urolige  over  de  begrænsninger, 
der  påtvinges  dem  og  deres  opførsel. 
Den  første  autoritetsprøve  begynder  i 
hjemmet,  hvor  forældrene  repræsente- 
rer det  såkaldt  etableredes  stilling. 
Efter  som  familien  er  en  miniatureud- 
gave af  samfundet,  er  det  her,  at 
mange  langtrukne  kampe  mellem  ge- 
nerationerne finder  sted.  Og  hver 
generation  oplever  den  samme  kamp 
eller  konflikt. 

En  morgen  interviewede  jeg  en  ung 
Sidste  Dages  Hellig  student.  I  løbet  af 
een  time  røg  han  halvanden  pakke 
cigaretter.  Han  røg  kun  sin  cigaret 
delvist,  hvorpå  han  slukkede  den  og 
gik  nervøst  videre  til  den  næste.  På 
grund  af  udtrykket  af  afsky  i  hans  an- 
sigt, spurgte  jeg,  om  han  kunne  lide 
at  ryge.  Han  svarede:  „Du  Godeste, 
Nej!"  Så  spurgte  jeg,  hvorfor  han 
overhovedet  røg,  da  han  ikke  kunne 
lide  cigaretter.  Han  så  forvirret  ud  og 
sagde,  at  han  ikke  vidste  det. 
Som  svar  på  et  sprøgsmål  om  sine 
drikkevaner  tilkendegav  han,  at  han 
plejede  at  indtage  et  betragteligt  antal 
alkoholiske  drikke,  men  at  også  dem 
fandt  han  temmelig  frastødende  i 
smag,  og  han  kunne  ikke  forstå,  hvor- 
for han  drak.  Han  deltog  ikke  i  Kirkens 
møder,  skønt  han  følte  sig  tiltrukket 


275 


af  Kirken  og  dens  filosofi  og  lærdom- 
me. Han  vidste  ikke  helt,  hvorfor  han 
ikke  kom. 

Da  vi  undersøgte  hans  baggrund,  op- 
dagede vi,  at  han  var  låst  fast  af  en 
magtkamp  med  sin  far,  en  religiøst 
hengiven,  men  temmelig  streng  mand. 
Effektiv  kommunikation  og  forståelse 
eksisterede  ikke  længere.  Det  blev 
snart  indlysende,  at  den  strategi,  som 
denne  unge  mand  —  for  en  stor  del 
ubevidst  —  brugte  overfor  sin  far,  var 
at  bryde  deres  fælles  religions  regler 
og  forbud.  Dette,  vidste  han,  ville  vir- 
kelig såre  faderen,  og  samtidig  kunne 
han  demonstrere  sin  frihed  og  uaf- 
hængighed af  faderen. 

Ude  af  stand  til  at  ordne  sin  far  effek- 
tivt og  dermed  den  autoritet,  han  stod 
for,  var  denne  unge  mand  voldsomt 
nedtrykt,  fremmedgjort  og  ueffektiv, 
han  var  udelukket  fra  de  åndelige  og 
religiøse  forbindelser,  han  stadig 
værdsatte. 

En  ung,  gift  kvinde,  fed  og  meget 
overvægtig,  lå  i  oprørskrig  med  sin 
mand.  Hun  hadede  sig  selv  og  sin  las- 
kede, opsvulmede  tilstand.  Hun  bad  om 
hjælp  til  at  gå  ned  i  vægt;  men  til  trods 
for  de  mange  diæter,  hun  kom  på,  viste 
det  sig,  at  hun,  af  een  eller  anden 
ukendt  grund,  ikke  ville  samarbejde. 
Hun  syntes  ikke  at  kunne  gøre  de  ting, 
der  var  nødvendige  for  at  blive  til- 
trækkende. Svaret  på  dilemmaet  slap 
ud,  da  hun  afslørede,  at  hendes  mand 
bestandigt  irettesatte  hende  på  grund 
af  hendes  overvægt  og  ofte  foreslog 
hende,  at  hun  skulle  holde  op  med  at 
spise  så  meget.  Imidlertid  afslørede 
hun  sit  oprør  mod  sin  mand,  uforva- 
rende, at  „jeg  vil  så  sandelig  ikke  tabe 
mig  for  hans  skyld."  Det  vil  sige,  at 
hun  for  at  ærgre  sin  mand  vedhol- 
dende opretholdt  et  utiltrækkende  ud- 
seende, til  trods  for  alle  de  negative 
følger  det  havde  for  hende  selv. 

„At  stampe  mod  brodden"  er  en  al- 
mindelig følge  af  denne  type  autori- 
tetskamp.  Man  skader  sig  selv  i  et  for- 
søg på  at  opbygge  et  utilfredsstillende 
forsvar  mod  de  irritationer,  som  op- 
står på  grund  af  autoritære  forbud 
mod  eller  forældres  kritik  af  en  ad- 
færd,  der   mishager  dem.    Hvad   der 


ofte  gør  tilpasning  til  dette  problem 
vanskelig,  er,  at  den,  der  pålægges 
begrænsninger,  undertiden  har  ret.  Det 
menneske,  der  nægter  muligheden  — 
for  eksempel  faderen,  der  nægter  søn- 
nen adgang  til  at  bruge  bilen  —  forstår 
måske  ikke  til  fulde  situationens  an- 
den side.  Dette  fordrer  det  højeste  mål 
af  takt  og  tålmodighed  af  den,  der  bli- 
ver misforstået,  tilligemed  dygtighed 
til  at  forhandle  og  bilægge  uoverens- 
stemmelser. Nogle  unge  mennesker 
lærer,  hvordan  de  skal  analysere  og 
løse  deres  autoritetsproblemer,  men 
andre  lærer  det  aldrig.  De  bliver  bitre, 
stridbare,  konstant  vrede  og  frustre- 
rede, de  befinder  sig  i  en  tilstand  af 
vedvarende  oprør  mod  deres  religion, 
deres  Gud,  deres  ægtefælle,  deres 
arbejdsgiver  og  til  tider  endog  sig 
selv.  Der  er  mange,  der  således  er 
delt  og  splittede  indvendig;  de  er  i 
sandhed  ulykkelige  mennesker. 
Den  anden  store  opgave,  som  de 
fleste  unge  mennesker  kommer  til  at 
stå  overfor,  er  vendepunktet  i  tilliden 
til  sig  selv  og  til  sin  forestilling  om  sig 
selv  eller  evne  til  at  respektere  sig 
selv.  1  en  rundspørge,  som  foretoges 
for  nogle  år  siden  ved  University  of 
Utah,  stilledes  følgende  spørgsmål: 
„Føler  De,  at  De  har  et  mindreværds- 
kompleks?" Treoghalvfems  procent 
svarede:  „Ja,"  hvilket  synes  at  vise,  at 
de  allerfleste  mennesker  slås  med 
dette  problem. 

Forfatteren  interviewede  engang  en 
meget  tiltrækkende  Sidste  Dages 
Hellig  pige,  som  var  lidt  under  tyve  år. 
Hun  kom  fast  sammen  med  en  mand, 
der  var  meget  ældre  end  hun  selv,  en 
mand  der  var  frafalden,  alkoholiker, 
voldsom  og  hensynsløs  overfor  kvin- 
der, rå  og  nedvædigende  i  sin  opfør- 
sel, og  som  led  af  en  kønssygdom. 
Hendes  familie  og  venner  var  choke- 
rede og  oprørte  over,  at  hun  ville  om- 
gås en  sådan  person  og  foreslog,  at 
hun  skulle  søge  råd.  Da  hun  blev 
spurgt,  om  hun  elskede  ham,  svarede 
hun  hurtigt:  „Nej,  da!" 
„Du  holder  måske  af  ham?" 
Hun  svarede:  „Nej,  jeg  er  bange  for 
ham." 

Da   hun  blev  spurgt,   hvorfor  hun  så 
kom  sammen  med  ham,  svarede  hun 


med  en  svag  næsten  uhørlig  stemme: 
„Hvem  andre  vil  vel  have  mig?" 
Hendes  forestilling  om  sig  selv  var  så 
lav  og  ringe,  at  hun  følte,  at  hun  ikke 
fortjente  bedre.  Det  er  indlysende,  at 
hvis  man  synes,  at  man  er  „ingenting", 
vil  man  måske  også  gå  ud  og  komme 
sammen  med  „ingenting."  Man  kan 
også  gifte  sig  med  „ingenting"  ofte 
med  katastrofale  følger  for  een  selv 
personligt  og  endnu  mere  for  eens 
børn. 

Den  forestilling  om  os  selv,  som  vi 
lever  med,  spiller  en  overordentlig 
vigtig  rolle  og  påvirker  de  beslutnin- 
ger, vi  tager,  de  stillinger  eller  kaldel- 
ser, vi  vælger  og  vores  evne  til  at 
modstå  fristelse.  Visse  undersøgelser 
viser,  at  een  af  de  vigtigste  grunde  til, 
at  unge  mennesker  bruger  euforise- 
rende stoffer  eller  akohoj  eller  tager 
sig  andre  ting  for,  der  kan  skade  dem 
selv,  er,  at  de  ikke  kan  ignorere  ind- 
flydelsen fra  deres  jævnaldrende. 
En  Sidste  Dages  Hellig  dreng,  en 
Teen-ager,  retfærdiggjorde  sin  brug  af 
euforiserende  stoffer  ved  at  sige: 
„Men  der  er  ikke  noget  i  Vosdomsor- 
det,  der  siger,  at  det  er  skadeligt  at 
bruge  dem."  Lidt  senere  afslørede 
han,  at  han  også  drak  alkohol,  og  at 
han  havde  en  anden  undskyldning  til 
at  retfærdiggøre  dette. 
Vi  kan  altid  finde  en  undskyldning,  der 
kan  retfærdiggøre  en  hvilken  som  helst 


276 


handling,  ligegyldig  hvor  asocial  og 
skadelig  den  måtte  være  for  os.  Mange 
unge  mennesker,  der  lader  sig  ind- 
fange af  narkomankulturen  eller  hip- 
pielivet, begynder  med  at  henrykkes 
og  føle  sig  godt  tilpas,  fordi  mennes- 
ker fra  disse  grupper  accepterer  dem, 
som  de  er.  Man  hverken  kritiserer 
eller  fordømmer  dem.  Deres  hår  han 
være  langt,  deres  tøj  snavset,  deres 
krop  uvasket  og  stinkende.  Man  kriti- 
serer aldrig  deres  opførsel  eller  deres 
ekspirementer  med  sex  og  stoffer.  De 
føler  sig  forfriskende  frigjorte.  De  lyk- 
ønsker sig  selv  med  at  være  imod  det 
bestående,  eller  med  at  have  kastet 
alle  den  jødisk-kristne  etiks  skikke  og 
moralbegreber  overbord.  Hvad  de 
ikke  kan  indse,  er,  at  dette  nye  liv,  de 
har  valgt,  har  mindre  at  byde  på,  end 
det,  de  lod  bag  sig.  Loyalitet,  kærlig- 
hed, selvopofrelse,  pligt,  næstekærlig- 
hed, udholdenhed  for  andres  skyld  er 
alle  egenskaber,  der  mangler  i  Narko- 
tikakulturen. Det  er  et  liv,  hvor  stimu- 
leringen af  eens  nervespidser  eller 
indre  psyke  er  det  højeste  gode,  hvor 
udnyttelsen  af  andre  for  eens  eget 
behovs  skyld  er  almindelig.  Det  er  et 
liv  i  slaveri,  ikke  i  frihed.  Frihed  er  kun 
noget  illusorisk. 

Desværre  er  det  sådan,  at  de  mennes- 
ker, der  mangler  selvtillid,  som  ikke 
elsker  og  respekterer  sig  selv,  oftest 
er  tilbøjelige  til  at  modtage  den  ven- 
lige indbydelse  fra  folk  fra  denne  kul- 
tur, med  dens  løfte  om  ingen  kritik,  om 
egoopbyggende  smiger,  om  en  nem 
udvej,  om  et  nyt  liv.  Men  det  er  en 
fælde  —  en  åndelig  død  for  mange  og 
fysisk  død  for  nogle  få  mere,  som 
enhver  terapeut,  som  har  med  be- 
handlingen af  disse  mennesker  at 
gøre,  så  trist  kan  berette. 
Den  tredie  store  opgave  eller  den  tre- 
die  udfordring,  har  at  gøre  med  at 
lære,  hvordan  man  skal  meddele  sig 
til  andre  mennesker.  Disse  omfatter 
vore  forældre,  brødre  og  søstre,  den 
vi  gifter  os  med,  vores  arbejdsgiver, 
dem,  vi  leder,  de  mennesker,  der  bor  i 
samme  blok  som  vi  selv  og  de  andre 
i  den  samfundsgruppe,  som  vi  hører 
til.  At  lære,  hvordan  vi  skal  meddele 
os  til  andre  mennesker,  er  måske  det 


vigtigste,  vi  nogensinde  foretager  os. 
Dette  indbefatter  at  lære,  hvordan  vi 
skal  elske  og  lade  andre  elske  os.  Hvis 
vi  lærer  dette  godt,  åbner  vi  udvej 
for  tilfredsstillelse  af  myriader  af  vore 
menneskelige  og  følelsesmæssige  be- 
hov. Hvis  vi  lider  nederlag  i  vor  kom- 
munikation med  andre,  sker  der  måske 
skade  på  vores  medmenneskelige, 
følelsesmæssige  og  åndelige  udvik- 
ling. ,«  ' 
For  ikke  så  længe  siden,  blev  en  yndig 
kvinde  begravet,  hendes  mand  var 
død  fem  år  i  forvejen.  Hendes  syv 
sønner  og  døtre  græd  sammen,  mens 
smukke  og  rørende  komplimenter 
udøstes  over  deres  moder  ved  begra- 
velsen. To  dage  senere  mødtes  fami- 
lien i  hendes  tomme  lejlighed  for  at 
afgøre  fordelingen  af  hendes  få  ejen- 
dele. To  af  døtrene  begyndte  at  skæn- 
des om,  hvem  der  skulle  have  en  ud- 
slidt sofa,  der  vel  var  omkring  halv- 
fjerds kroner  værd.  Deres  fornærmel- 
ser mod  hinanden  endte  til  sidst  i 
slagsmål.  Denne  deling  af  deres  mo- 
ders bo  tjente  til  at  forny  de  bitre 
stridigheder  og  forhold,  de  aldrig 
havde  lært  at  løse  som  børn. 
Der  findes  kvinder,  der  helbreder 
enhver,  de  kommer  i  kontakt  med.  De 
har  en  særlig  gave,  der  består  i  at 
bygge  folk  op,  at  inspirere  dem  til  at 
gøre  deres  bedste  og  øge  deres  talen- 
ter. Ingen  går  fra  dem  uden  at  være 
blevet  beriget  og  belønnet.  Det  er 
overflødigt  at  nævne,  at  sådanne  kvin- 
der har  mange  venner  og  er  meget  af- 
holdte. De  har  udviklet  den  særlige 
gave,  det  er,  at  meddele  sig  til  andre. 
Den  sidste  opgave  eller  prøve  består 
i  at  nedkæmpe  detnaturlige  menneske. 
Psykologer  taler  undertiden  om  id'et, 
eller  vores  implusive,  irrationelle 
natur.  Enhver  må  kæmpe  for  at  under- 
tvinge denne  „tiger"  indeni  sig.  Den 
indbefatter  de  lidenskaber  og  lyster, 
der  stammer  fra  menneskets  grund- 
læggende instinkter  og  kødelige  natur. 
Den  kan  også  indbefatte  hang  til  alko- 
hol og  stoffer.  Hvis  disse  lidenskaber 
undertvinges  og  kontrolleres,  kan 
menneskets  fornuft  og  åndelige  natur 
(ego)  lede  dets  opførsel.  Hvis  liden- 
skaberne dominerer,  kan  mennesket  gå 


til  grunde,  det  kan  lide  nederlag  i  sine 
familieforhold  eller  sætte  sin  karriere 
og  ambitioner  for  fremtiden  på  spil. 
Dette  er  en  evig  kamp,  som  intet  men- 
neske slipper  for.  For  eksempel:  En 
ung  mand  på  tyve  år,  som  jeg  kendte, 
erkendte  grædende,  efter  at  det  var 
for  sent,  at  han  havde  mistet  sin  frie 
vilje.  Det  eneste,  han  levede  for,  var 
et  nyt  „skud",  ikke  fordi  det  føltes 
særlig  dejligt,  men  bare  for  at  hindre 
det  i  at  smerte  så  meget. 
Seksuelle  lidenskaber  kan,  skønt  vid- 
underlige og  lægende  på  deres  rette 
plads  og  et  storslået  bindemiddel  i  et 
godt  ægteskab,  ødelægge  og  fordærve, 
hvis  de  nedværdiges  eller  misbruges. 
Agression,  vrede  og  fjendtlighed  kan 
også  ødelægge  og  på  få  øjeblikke 
knuse  et  helt  livs  ambitioner.  Imidler- 
tid kan  disse  følelser,  hvis  de  omdiri- 
geres ad  de  rigtige  kanaler,  blive  til 
konkurrencesport,  forretningsvirksom- 
hed, humor  eller  endog  kunst  og  mu- 
sik. 


Hvis  vi  skal  udføre  vore  opgaver  eller 
bestige  vore  fire  Everests,  må  der 
være  en  anden  grund  end  blot  dette, 
at  udfordringen  eksisterer  —  „fordi 
den  er  der."  Hvis  nogen  skal  føle  sig 
motiveret  i  så  mange  år  og  så  udsætte 
den  øjeblikkelige  tilfredsstillelse  ved 
en  indskydelse  til  fordel  for  en  større 


277 


gevinst  senere,  kræver  det  guddom- 
melig hengivenhed.  Der  må  være  et 
endeligt  mål  eller  en  endelig  hensigt. 
Og  det  mål,  tror  jeg,  er  håbet  om  en- 
gang at  leve  i  det  retfærdighedens 
samfund  i  livet  efter  døden,  når  kær- 
lighed og  nåde  får  overhånd.  Måske 
vil  vi  også  der  kunne  hjælpe  dem,  der 
snublede  og  hvis  liv  blev  ødelagt,  fordi 
det  onde  fandtes  i  verden  og  mørkets 
prins  førte  dem  vild. 
Jeg  tror  ikke,  at  vi  vil  være  lykkelige  i 
Himmelen,  hvis  vi  skal  være  der  alene. 
Det  kan  være,  at  vi  i  kraft  af  den 
styrke,  det  mod  og  den  selvdisciplin 
så  vel  som  gennem  den  tro  og  næste- 
kærlighed, vi  udvikler  i  dette  jordeliv, 
vil  finde  evnen  til  at  virke  til  velsig- 
nelse for  dem,  der  har  ringere  evne, 
som  er  trætte,  som  er  bedrøvede,  som 
trænger  til  trøst  og  håb,  så  at  også  de 
kan  opleve  glæde.  VI  er  vore  brødres 
vogtere  i  dette  liv  så  vel  som  i  det  til- 
kommende. O 


ÅBENBARING  og  INSPIRATION 

I  teologisk  forstand  betyder  åbenbaring  tilkendegivelse  af  guddommelig  sandhed  gen- 
nem liimmelsk  formidling.  Det  græske  ord  apocalypsis,  der  nøje  svarer  til  vort  åben- 
baring, udtrykker  begrebet  at  blotte  eller  afdæl<l<e  det,  der  var  iielt  eller  delvis 
skjult,  eller  også  at  trække  et  slør  eller  forhæng  tilside.  En  fordansket  form  af  det 
græske  udtryk  anvendes  undertiden  til  at  betegne  den  særlige  åbenbaring,  der  blev 
givet  apostlen  Johannes  på  øen  Patmos,  og  som  udgør  den  sidste  bog  i  Det  nye 
Testamente.  Guddommelig  åbenbaring  kan,  som  talrige  eksempler  fra  skriften  viser, 
bestå  i  udfoldelsen  af  eller  oplysning  om  guddommelige  egenskaber,  eiler  også  i 
tilkendegivelsen  af  Guds  vilje  i  menneskelige  anliggender. 

Ordet  inspiration  tillægges  ofte  en  betydning,  som  kommer  meget  nær  op  ad  be- 
tydningen af  åbenbaring,  selv  om  inspiration,  svarende  til  sin  oprindelse  og  første 
anvendelse,  havde  en  ganske  bestemt  betydning.  Inspirere  betyder  ordret  at  gøre 
levende  gennem  ånden.  Et  menneske  er  inspireret,  når  det  står  under  indflydelse 
af  en  anden  kraft  end  sin  egen.  Guddommelig  inspiration  kan  man  betragte  som  en 
mindre  og  ikke  så  direkte  form  for  himmelsk  indflydelse  på  et  menneske,  som  det 
er  tilfældet  ved  en  åbenbaring.  Forskellen  på  de  to  er  derfor  mere  en  gradsforskel 
end  en  forskel  i  beskaffenhed  eller  natur.  Herren  fratager  ikke  i  nogen  af  disse  til- 
fælde mennesket  dets  handlefrihed  eller  dets  egenart.  Dette  fremgår  navnligt  af 
den  bemærkelsesværdige  ejendommelighed  i  skrivemåden,  som  karakteriserer  de 
forskellige  hellige  bøger.  Men  ved  åbenbaring  udøves  der  en  stærkere  indflydelse  på 
modtageren  end  ved  den  svagere,  men  derfor  ikke  mindre  guddommelige  inspirations 
påvirkning. 

Vi  kan  kun  ufuldkomment  ære  og  respektere  et  væsen  og  en  myndighed,  hvis  til- 
værelse for  os  er  en  tvivlsom  sag.  Skal  vi  nære  ubetinget  tillid  til  vor  Skaber  og 
virkelig  ære  ham,  så  må  vi  vide  noget  om  ham.  Selv  om  dødelighedens  slør  med 
dets  ganske  uigennemtrængelige  mørke  udelukker  den  guddommelige  tilværelses 
lys  fra  det  syndige  menneskehjerte,  så  kan  det  skillende  forhæng  dog  trækkes  til- 
side, så  det  himmelske  lys  kan  lyse  op  i  den  retfærdiges  sjæl.  Det  opmærksomme 
øre,  harmonisk  stemt  efter  den  himmelske  musiks  toner,  har  hørt  Guds  røst  kundgøre 
hans  personlighed  og  hans  vilje;  Guds  hånd  gør  sig  ofte  synlig  for  det  for  bjælken 
og  skæven  rensede  øje,  der  beslutsomt  søger  sandheden;  for  den  sjæl,  der  er  blevet 
behørigt  renset  gennem  hengivenhed  og  ydmyghed,  er  Guds  sind  blevet  åbenbaret. 

Et   studium   af  TROSARTIKLERNE 
af  James  E.  Talmage 
Side  283-85 


278 


Hold  deres  blik  fanget 


AF  DELLA  MAE  RASMUSSEN 


Spørg  en  hvilken  som  helst  mand  eller 
kvinde,  eller  spørg  et  barn  eller  en 
teenager.  Praktisk  talt  100%  vælger 
lærere  uden  bøger. 

Den  positive  værdi  af  systemet  — 
lærere  i  øje-til-øje-kontakt  med  ele- 
verne, fremfor  i  hovedsagen  at  skulle 
støtte  sig  og  benytte  øje-til-bog-kon- 
takt  —  er  vanskelig  at  opgøre,  hvad 
angår  vækst  og  øget  effektivitet  i  at 
undervise  i  Evangeliet. 
De  lærere,  hvis  undervisningstimer  de 
har  nydt  mest,  er  sikkert  dem,  som 
ikke  har  stillet  en  bog  til  skue  som  en 
synlig  krykke,  det  viser  sig  snart,  at 
en  sådan  lærer  udstråler  personlig 
varme,  entusiasme  og  et  greb  om  em-' 


Søster  Rasmussen,  som  er  hustru  og 
moder,  er  medlem  af  Primarys  hoved- 
bestyrelse og  af  Præstedømmets 
lærertræningskomite.  Hun  fik  doktor- 
grad i  uddannelsespsykologi  ved  Brig- 
ham Young  University  i  1968.  Hun  og 
hendes  familie  bor  i  Pleasant  view 
Second  Ward,  Sharon  East  Stake  i 
Provo. 


net,  som  ellers  ville  have  været  uop- 
nåeligt. 

Der  er  nu  en  betydelig  mængde  vid- 
nesbyrd om,  hvordan  elever  i  Kirkens 
klasser  reagerer  overfor  lærere  uden 
bøger,  for  hånden. 

En  bærer  af  Præstedømmet  sagde  om 
sin  lærer:  „Han  er  en  god  ven  af  mig, 
og  han  er  et  godt  menneske.  Han  har 
længe  undervist  Præstedømmets  kvo- 
rummer  og  grupper,  men  jeg  ville 
ønske,  at  han  ville  møde  virkeligt  for- 
beredt til  undervisningen.  Når  jeg  ser 
den  lektiebog  opslået  i  hånden  på 
ham,  spekulerer  jeg  altid  på,  om  han 
ikke  bekymrer  sig  om  at  gøre  det  mere 
interessant." 

En  søster  i  Hjælpeføreningen  sagde: 
„Vores  lærerinde  læser  op  af  bogen 
det  meste  af  tiden.  Hun  retfærdiggør 
det  ved  at  sige:  , Forfatteren  siger  det 
så  meget  bedre  end  jeg  kan'."  Gud 
har  skabt  lærere  med  varme,  mennes- 
kelige stemmer  og  venlige  øjne.  Men- 
nesker har  opfundet  trykte  sider,  der 
er  stumme. 

En  femtenårig  bemærkede:  „Jeg  kom- 
mer ikke  til  Søndagsskoleklassen.  Jeg 


går,  når  de  indledende  manøvrer  er 
overstået.  Jeg  lærer  ikke  noget  af  lek- 
tien. Vores  lærer  holder  bogen  op 
foran  hovedet  og  opfører  sig,  som  var 
han  bange  for  at  stille  spørgsmål." 
Eet  barn  på  syv  år  udtrykte  det  såle- 
des: „Joh,  jeg  prøver  at  være  stille, 
selv  om  hun  læser  lektien  op,  men  det 
er  der  andre,  der  ikke  gør,  og  dem 
sender  hun  ud  på  gangen." 
Sådanne  bemærkninger  har  man  hørt 
gentaget  utallige  gange.  Deltagere  i 
Kirkens  klasser  ønsker  og  forventer 
øje-til-øje-kontakt  med  deres  lærere. 
Mens  læreren  forbereder  sig  til  at 
undervise  øje-til-øje,  bør  han  under 
bøn  og  eftertanke  studere  lektieheftet, 
hvori  de  evangeliske  ideer  og  pricip- 
per  defineres  og  korreleres.  Men 
når  han  begynder  undervisningen,  bør 
han  formidle  ideerne  gennem  øje-til- 
øje-kontakt.  Dette  er  ikke  ensbety- 
dende med  at  diskutere  uvedkom- 
mende personlige  oplevelser;  men  det 
er  ensbetydende  med  at  man  forbere- 
der sig  til  at  undervise  i  lektiemateria- 
let. 
Vi  lever  i  en  tid,  da  man  interesserer 


279 


sig  for  personlig  kommunikation  men- 
neske til  menneske.  Hvilke  budskaber 
formidles    til    klassens    elever    af    en 
lærer,  der  efter  at  have  forberedt  sig 
grundigt  ikke  behøver  at  ty  til  sit  lek- 
tiehefte  i  klassen?  En  sådan  lærer  for- 
midler til  sine  elever  følgende  indtryk: 
Jeg  er  forberedt. 
Jeg  har  selvtillid. 
Jeg  er  parat  til  at  høre  på  jer. 
I  betydernoget  for  mig. 
Jeg  kender  stoffet. 
Jeg  vil  gerne  engageres  i  emnet. 
Jeg  er  Interesseret  I  jeres  bidrag. 
Jeg  er  en  hengiven  lærer  i  Evangeliet. 
I  det  daglige  nyder  de  fleste  mennes- 
ker   direkte    øje-til-øje-kontakt    med 
deres  venner  og  omgangsfæller.  De  er 
da  sikre  på,  at  den  anden  ved,  at  de  er 
der,   og  at   han    Interesserer   sig   for 
dem,  deres  følelser  og  deres  menin- 
ger. 

Det  er  vigtigt,  også  udenfor  klasse- 
værelset, at  undervise  på  øje-til-øje- 
basis.  Mange  forældre  har  gjort  den 
opdagelse,  at  den  bedste  måde  at 
gøre  en  familiehjemmeaften  ueffektiv 
på,  er  at  hente  lektieheftet  frem  og  be- 
væge sig  gennem  lektien  ord  for  ord, 
linie  for  linie.  Øje-til-øje-kommunika- 
tion  efter  grundig  forberedelse  er  al- 
tid nødvendig. 

Dette  begreb,  øje-til-øje-undervisning, 
er  ikke  nyt.  Frelseren  underviste  på 
denne  måde,  idet  Han  drog  dem,  der 
fulgte  Ham,  fysisk  tæt  til  sig  og  talte 
til  dem  øje  til  øje  og  hjerte  til  hjerte. 
I  vores  uddeling,  så  langt  tilbage  som 
1902,  blev  Kirkens  lærere  opfordret  til 
at  befri  sig  for  deres  bøger  for  virke- 
ligt at  kunne  nå  og  belære  deres  ele- 
ver. (Childrens  Friend,  bind  1,  side 
188). 

Tusinder  af  hengivne  lærere  bruger 
øje-til-øje-metoden  ved  undervisning. 
Hvad  siger  disse  lærere  om  dette  be- 
greb? 

En  lærer  skrev:  „Jeg  ville  ønske,  at  jeg 
havde  forsøgt  mig  med  øje-til-øje-un- 
dervisning for  længe  siden.  Efter  at 
Jeg  nu  er  begyndt  at  anvende  den,  får 
de,  der  er  i  min  klasse,  lige  så  stort 
udbytte  som  jeg  selv.  Jeg  oplevede 
endnu  et  belønningens  øjeblik  i  dag, 
da  en  pige  fortalte  mig,  at  hun  havde 


nydt  undervisningen  så  meget,  at  hun 
ville  tage  sin  bedste  veninde  med 
næste  gang." 

En  anden  sagde:  „Jeg  har  opdaget,  at 
jeg  må  være  mere  skabende  og  tage 
mig  længere  tid  til  forberedelsen.  Jeg 
følte  mig  rigeligt  belønnet  i  dag,  da  eet 
af  de  vanskeligste  børn  sagde,  idet 
det  ringede  ud:  ,Jeg  håber  ikke  at  det 
er  slutsignalet.  Tiden  er  vel  nok  gået 
hurtigt  i  dag.'" 

En  lærer,  i  Det  aronske  Præstedømme, 
sagde:  „Det  var  ikke  så  vanskeligt, 
som  jeg  troede,  det  ville  være,  og  for 
allerførste  gang  lagde  børnene  mærke 
til,  hvad  jeg  sagde,  og  blev  optaget  af 
lektien.  Tidligere  havde  jeg  været  så 
nervøs,  at  jeg  nærmest  holdt  mig  til 
lektieheftet  af  sikkerhedsgrunde." 
Øje-til-øje-undervisning  er  noget,  alle 
aldre  og  grupper  har  brug  for.  Skønt 
mange  voksne  lytter  høfligt  og  måske 
uge  efter  uge  vender  tilbage  til  en 
kedelig  lærers  klasse,  så  får  også  de 
mere  ud  af  det,  når  de  er  optaget  af 
lektien. 

Til  trods  for  de  åbenlyse  fordele  ved 
øje-til-øje-undervisning  er  der  stadig 
visse  lærere  i  Kirken,  der  vægrer  sig. 
Een  lærerinde  sagde,  at  hun  syntes,  at 
hun  allerede  var  en  tilstrækkelig  god 
lærerinde;  hun  følte,  at  hendes  frie 
vilje  blev  hende  frataget  af  en  sådan 
udfordring. 

En  anden  følte,  at  det,  at  gøre  notater 
i  stedet  for  at  tage  heftet  med  i  klas- 
sen, var  spild  af  tid.  Hun  var  dog  enig 
i,  at  talere,  der  bruger  notater  for  at 
kunne  huske  rækker  af  ideer,  er  mere 
effektive. 

Mange  lærere,  der  er  imod  øje-til-øje- 
undervisning,  har  aldrig  prøvet  det, 
idet  de  antager,  at  det  enten  ikke  vil 
virke,  eller  at  det  ikke  ville  være  mere 
tilfredsstillende  end  de  sædvanlige 
måder.  Nogle  prøver  det  måske  uvil- 
ligt og  føler  sig  endog  tilfredse,  når 
det  slår  fejl.  De  har  opfyldt  deres 
egen  profeti. 

En  sjælden  gang  hænder  det,  at  en 
lærer  med  en  usædvanlig  stemme 
eller  en  imponerende  optræden  er  i 
stand  til  at  læse  hele  eller  det  meste  af 
en  lektie  op  og  samtidig  holde  klas- 
sens opmærksomhed  fangen.  Men,  før 


en  lærer  begynder  at  tro,  at  han  er  een 
af  hine  sjældne  mennesker,  lad  ham 
da  spørge  sig  selv,  om  han  ville  turde 
risikere  at  give  sin  klasse  et  anonymt 
spørgeskema,  der  fordrede  en  ærlig 
vurdering  af  hans  undervisning  med 
bog  i  hånd! 

Der  gives  tidspunkter,  da  læsning  fra 
heftet  kunne  siges  at  være  i  orden,  for 
eksempel  når  man  citerer  skriftsteder 
eller  et  kort  uddrag,  der  er  særligt  ud- 
tryksfuldt. Men  lærere  bør  vare  sig  for 
at  mene,  at  hele  lektien  kan  gives  på 
denne  måde. 

Hvordan  kan  en  lærer  begynde  at  un- 
dervise øje  til  øje?  Han  kan  opgive 
gamle,  bekvemme  vaner-noget,  der 
aldrig  er  let.  Han  kan  bruge  mere  tid 
på  forberedelsen  —  ikke  noget  pro- 
blemfrit foretagende.  At  undervise 
uden  at  bruge  bogen  kræver  en  ind- 
sats. Det  kræver  mere  studeren  og  for- 
beredelse. Men  at  tjene  Herren,  ved 
at  undervise  mere  effektivt  i  Hans 
Evangelium,  bringer  indre  fred  og  til- 
fredshed. O 


280 


Dit  ord 


Minder  i  hundredvis  for  gennem  Karl 
Eastons  sind,  da  hans  bil  nåede  top- 
pen af  højdedraget.  Udstrakt,  foran 
ham  lå  en  bred  dal,  hvori  en  smal  flod 
bugtede  sig,  og  fjernt  i  den  blå  dis  lå 
bjerget,  ved  hvis  fod  landsbyen  lå. 
„Jeg  tror,  jeg  har  gennekrydset  hver 
tomme  af  det  område,"  sagde  Karl 
grundende. 

Da  Karl  kørte  ned  ad  den  snoede  vej, 
der  førte  til  dalen,  mindedes  han,  hvor 
skuffet  han  havde  været,  da  han  blev 
kaldet  til  at  tage  på  mission  og  er- 
farede, at  han  skulle  arbejde  to  år  i 


■  I       ■ 

vil  jeg 

I  aD6 


FORFATTET  AF  IRIS  SYNDERGAARD 


281 


New  Mexico,  ikke  ret  mange  kilometer 
fra  det  sted,  hvor  han  havde  tilbragt 
de  første  nitten  år  af  sit  liv. 
Det  havde  været  ham  en  smertelig 
skuffelse.  Mans  han  spændt  ventede 
på  kaldet,  havde  han  drømt  om  skøn- 
ne, fjerne  landne  syd  for  Ækvator;  han 
havde  tænkt  på  mange  europæiske 
lande,  hvor  hans  forfædre  havde  deres 
rødder;  han  havde  forestillet  sig,  hvor- 
dan han  rejste  gennem  eksotiske  syd- 
amerikanske lande.  Men  han  blev 
sendt  til  et  land  lige  i  nærheden! 
Karl  prøvede  at  byde  kaldelsen  vel- 
kommen med  et  glad  hjerte;  man  først 
da  han  sad  ved  vidnesbyrdmødet  sam- 
men med  omkring  tre  hundrede  æld- 
ster  og  søste  og  sang  en  højt  skattet 
sang,  kom  hans  modtagelse  for  alvor. 
Karl  kunne  huske,  hvorledes  de  to 
første  strofer  syntes  henvendt  til  ham 
personligt. 
Det  er  måske  ej  i  kampens  gny,  ej 

ude  på  alfarvej, 
'    det  er  måske  ej   i   røg  og  sky,  at 

Herren  har  brug  for  mig. 
Men   når  Han   mig   kalder  ved  sin 

Ånd  til  noget  at  gøre  her, 
da  vil   jeg   lydigt  fra   denne  stund 

Ham  tjene  i  al  min  færd. 
Derefter  havde  Karl  taget  fat  på  sit 
missionærarbejde  med  en  mere  ydmyg 
ånd.  Han  opdagede  næsten  med  det 
samme,  at  det  så  langt  fra  var  det  vel- 
kendte land,  han  havde  troet,  alting 
undtagen  selve  det  New  Mexikanske 
lands  nøgne  karakter  var  fremmed,  og 
mange  af  befolkningens  skikke  var 
lige  så  fremmede,  som  dem  man  ville 
kunne  finde  i  lande  hinsides  det 
videste  hav. 

Endvidere  syntes  disse  mennesker  at 
finde  Karl  og  det  budskab,  han  bragte, 
ikke  blot  sært,  men  uvelkomment.  Han 
og  hans  kammerat  mødtes  med  fortør- 
nelse og  foragt.  Døre  blev  smækket  i 
hovedet  på  dem,  eller  endnu  værre  for 
de  unge  mennesker  at  udholde,  de 
mødte  komplet  mangel  på  interesse 
for  dem  og  deres  budskab. 
Langsomt  skred  ugerne  og  månederne 
frem.  Ikke  en  eneste  fandt  Karl  eller 
nogen  af  hans  kammerater,  ikke  en 
sjæl,  der  var  rede  til  at  modtage  det 
evangeliebudskab,  de  var  så  ivrige 
efter  at  aflevere. 


En  eftermiddag,  da  Karl  havde  mindre 
end  to  måneder  tilbage  af  sin  missio- 
nærtid, kørte  han  ind  på  en  service- 
station. Da  en  mand  tørrede  forruden 
af  med  raske  tag,  spurgte  Karl,  nær- 
mest træt:  .Kender  De  noget  til  mor- 
monerne?" 

Manden,  en  lille,  mørklødet  fyr  med  et 
bredt  smil,  svarede:  „Kun  lidt." 
Karl  fortsatte:  „Vil  De  gerne  vide 
mere?"  og  manden  sagde,  idet  han 
nikkede  velvilligtf  „Gerne.  Hvorfor 
ikke?" 

Lige  fra  deres  første  møde  holdt  Karl 
Easton  af  den  muntre,  lille  mand,  hvis 
navn  var  Diego  Sanchez.  Diego,  som 
var  ungkarl,  boede  i  et  hus,  der  var 
kolossalt  rodet,  men  rent,  og  her  bød 
han  ældsterne  velkommen  og  lyttede 
til  deres  budskab. 

Imidlertid  lo  den  lille  mand,  da  han 
hørte,  hvad  standarderne  var  for  dem, 
der  tog  imod  Evangeliet.  „Så  meget 
ville  jeg  ikke  kunne  opgive,"  plejede 
han  at  sige  med  en  skødesløs  hånd- 
bevægelse. „Min  pibe,  et  glas  vin,  er 
det  der  udgør  min  religion." 
Karl  huskede  igen  på  den  sang,  der 
havde  betydet  så  meget  for  ham,  og 
han  tænkte  på  det  vers,  der  lød: 

Måske  min  Herre  vil  bruge  mig  som 
bærer  af  frelsens  ord 

til  en,  som  træder  på  syndens  vej  og 
ene  med  byrden  står. 
Med  uendelig  tålmodighev  blev  Karl 
ved  med  at  komme  tilbage  til  Diego 
Sanchez,  og  han  nægtede  at  give  op, 
selv  om  Diego  fastholdt,  at  han  ikke 
kunne  efterleve  de  strenge  evangeliske 
standarder. 

Ugen  før  Karls  mission  sluttede,  kunne 
han  føre  manden,  hvis  livsform  på  det 
tidspunkt  var  fuldstændig  forandret,  i 
dåbens  vand.  Det  var  den  eneste,  han 
fik  døbt  efter  to  års  arbejde. 
Gennem  årene  tænkte  Karl  Easton 
ofte  med  sorg  tilbage,  på  sin  mission 
med  en  følelse  af  utilstrækkelighed; 
den  syntes  at  have  været  en  stor 
fiasko. 

Nu,  næsten  ni  år  senere,  medførte 
hans  arbejde,  at  han  måtte  rejse  igen- 
nem det  område,  hvor  han  havde  til- 
bragt de  to  år.  Han  havde  skrevet  til 
Diego  Sanchez  og  fået  et  øjeblikkeligt 
svar    fyldt    med    kærlig    forventning. 


Diego  var  nu  grenspræsidentog  havde 
arrangeret,  at  Karl  skulle  holde  tale 
ved  nadvermødet,  den  dag  han  be- 
søgte ham. 

Der  havde  ikke  været  nogen  gren  i 
den  lille  by,  da  Karl  arbejdede  i  om- 
rådet. Men  det  faldt  ham  ikke  svært  at 
finde  adressen. 

Han  kørte  ned  gennem  en  smal  gade, 
flankeret  af  støvede  balsampopler, 
mod  en  rosa  bygning  af  soltørrede 
sten,  hvor  nogle  privatbiler  og  nogle 
få  ramponerede  varevogne  var  parke- 
ret. 

Han  havde  næppe  lukket  døren  til  sin 
egen  bil,  før  han  hørte  en  glad  stemme! 
„Ældste!  Ældste  Easton!"  Diego  San- 
chez skyndte  sig  hen  til  ham. 
Årene,  så  Karl,  var  gået  let  hen  over 
Diego.  Bortset  fra  det  sorte  hår,  der 
var  blevet  lidt  tyndere  og  maven,  som 
var  en  smule  tykkere,  var  den  lille 
mand  den  samme  overstrømmende 
ven,  som  Karl  mindedes  med  så  stor 
glæde. 

Han  rakte  hånden  frem,  men  Diego 
ignorerede  den  og  slog  i  stedet  arme- 
ne omkring  ham,  idet  han  råbte:  „Åh, 
ældste  Easton,  min  kære  ven!"  mens 
han  klappede  den  højere  mand  på 
skuldrene.  „Det  er  så  dejligt  at  se  dig 
igen."  Diego  lod  ugenert  tårene  løbe 
ned  over  sine  brune  kinder.  „Men  kom 
nu  her!  Der  er  mange  mennesker,  der 
venter  på  at  møde  dig." 
Idet  han  holdt  Karls  arm  i  et  fast  greb 
og  næsten  hoppede  af  glæde,  førte 
Diego  Karl  henimod  en  gruppe  men- 
nesker, der  stod  ved  trapperne  til  byg- 
ningen. 

„Ældste  Easton,"  sagde  Diego  og 
strålede,  idet  han  tog  en  slank,  meget 
smuk  kvindes  hånd,  „dette  er  Juanita, 
min  kone.  Hun  er  præsidentinde  for 
Hjælpeforeningen.  Og  de  folk  her  — 
„han  bugserede  Karl  fremad  —  „er 
mine  forældre,  broder  og  søster  San- 
chez. Og  her  er  fætrene,  Pedro,  Guy, 
Romero  —  alle  ældster  —  og  Edward, 
diakon.  Dette  er  min  tante,  og  min 
onkel,  og  . . ." 

Overvældet  af  den  hengivenhed,  der 
lå  i  hilsenerne  bevægede  Karl  sig  fra 
den  ene  til  den  anden,  mens  Diego, 
idet  hans  ansigt  strålede  sådan  af 
glæde,  at  det  syntes  at  udstråle  lys. 


282 


præsenterede  han  dem  alle  som  med- 
lemmer af  Kirken.  Og  hver  af  dem  var, 
forstod  Karl  lidt  efter  lidt,  enten  Die- 
gos nære,  personlige  ven  eller  en 
slægtning. 

Til  slut,  efter  at  alle  var  blevet  præsen- 
teret, fik  Karl  spurgt:  „Diego,  disse 
mennesker —  er  de  allesammen  blevet 
medlemmer  af  Kirken  på  grund  af 
dig?" 

Diego  rystede  bestemt  på  hovedet. 
„Nej,  ældste  Easton,  ikke  på  grund  af 
mig  —  på  grund  af  dig.  Det  var  dig,  der 
bragte  mig  Evangeliet.  Og  da  jeg  strit- 
tede imod,  var  det  dig,  der  ikke  ville 
give  op."  Diego  klemte  Karls  arm 
igen.  „Jeg  har  givet  disse  andre  det 
budskab,  du  bragte  til  mig." 
Senere,  da  Karl  stod  foran  forsamlin- 
gen og  betragtede  de  mange  ansigter 
fyldt  med  taknemmelighed  og  kærlig- 
hed, følte  han  tårerne  piple  frem  i  sine 
øjne.  Den  mission,  han  havde  fuldført, 
og  som  han  havde  troet  kun  førte  een 
omvendelse  med  sig,  havde  trods  alt 
næsten  fyldt  denne  lille  Kirke. 
Trods  klumpen  i  halsen  begyndte  Karl 
at  tale  til  folket  dernede  —  hans  folk, 
idet  han  citerede  en  sidste  stofe  fra 
sin  yndlingssang: 

O  Herre,  hjælp  mig  at  sige  det, 

som  du  ham  vil  have  sagt; 

når  du  mig  styrker,  jeg  taler  let  de 

ord,  du  vil  have  bragt,  O 


Søster  Syndergaard  er  redaktør  med 
en  fast  spalte  i  Ogden  Standard  Exa- 
miner  og  ved  Friend.  Hun  er  en  flittig 
medarbejder  i  Kirken  og  førsteråd- 
giver i  Primary  i  Kaysville  Third  Ward. 
Søster  Syndergaard  er  gift  med  Max 
Syndergaard. 


Str.  Jessie  Evans  Smith  (68),  Præsident 
Joseph  Fielding  Smiths  hustru,  døde 
af  en  hjertesygdom  den  3.  august  i  sit 
hjem  i  Salt  Lake  City. 
Tabernakelkorets  kendte  kontra-alt  og 
solist  døde  med  Præsident  Smith  og 
familiemedlemmer  ved  sin  side.  Hun 
blev  syg  den  9.  juli  og  tilbragte  tre 
uger  på  LDS  Hospital,  før  hun  blev 
bragt  hjem  den  30.  juli.  Få  dage  se- 
nere afgik  hun  stille  ved  døden.  Gen- 
nem hele  hendes  sygdom  indtil  døden 
var  hendes  mand,  Præsident  Joseph 
Fielding  Smith,  ved  hendes  side,  og  i 
en  mindetale  ved  begravelsen  den  5. 
august  udtalte  Præsident  Harold  B. 
Lee  bl.  a.:  „Hvis  nogen  kunne  have 
været  tilstede  på  hospitalsværelset  i 
denne  svære  tid,  ville  de  med  al  tyde- 
lighed have  kunnet  se  det  bånd,  der 
binder  ikke  blot  på  jorden,  men  i  evig- 
heden fremover  .  .  ." 
Str.  Smith  blev  født  den  29.  december 
1902  som  den  yngste  og  eneste  pige 
af  syv  børn  af  Jonathan  og  Janet 
Buchanan  Evans.  Hendes  smukke  stem- 
me gjorde  hende  snart  velkendt,  og 
hun  blev  et  fast  medlem  af  Tabernakel- 
koret, hvor  hun  ofte  optrådte  som 
solist.  Siden  hun  den  12.  april  1938 
blev  gift  med  Præsident  Joseph 
Fielding  Smith  har  hun  rejst  verden 
rundt  med  ham  for  at  støtte  og  op- 
muntre medlemmer  af  Kirken,  og  ofte 
blev  hun  inviteret  til  at  synge  for  for- 
samlinger rundt  omkring. '  Hun  blev 
elsket  for  sit  muntre  og  livlige  sind 
og  for  sit  altid  gode  humør.  „Kærlig- 
hed og  støtte  er  det  mest  betydnings- 
fulde en  hustru  kan  give  sin  mand", 
sagde  hun  på  sin  68-års  fødselsdag,  og 
str.  Smith  har  bevist  disse  ord  med  sit 
eget  liv. 

Musikkritikere  har  igen  og  igen  hyldet 
hende  som  sanger  og  solist,  men  den 
største  hyldest  kom  nok  fra  Præsident 
Smith,  da  han  på  deres  33-års  bryl- 
lupsdag i  april  sagde:  „Vort  kamme- 
ratskab gennem  33  år  har  været  vort 
livs  største  velsignelse." 


Jessie  Evans  Smith, 

profetens  hustru, 

er  død. 


283 


Fra  Missionens  Præsidentsicab 

Med  august  måned  er  endnu  et  kirkeår  gået,  og  når 
vi  ser  på,  hvad  der  er  udført  i  det  forløbne  år,  kan  vi 
tælle  mange  velsignelser,  og  samtidig  ændre  vor  kurs 
der,  hvor  vi  trænger  til  at  ændre  den. 
Herren  har  været  god  mod  sine  udvalgte  her  i  Dan- 
mark i  det  forløbne  år.  De  hellige  har  været  velsignet 
mere  end  de  havde  drømt  om. 

Han  har  givet  sine  hellige  fremgang,  så  de  har  kun- 
net udføre  følgende  i  det  år  der  er  gået:  tiende,  faste- 
offer og  velsignelser  er  forøget,  ni  danske  missionæ- 
rer er  nu  kaldet  og  arbejder  og  bliver  for  størstepar- 
tens vedkommende  støttet  økonomisk  af  forældre, 
kvorum'et  og  grenen;  hjemmelærerarbejde,  hjemme- 
aftenener  og  familiebøn  finder  sted  i  de  fleste  sidste 
dages  hellige  hjem. 

Stands  op  et  øjeblik  og  tænk  på  de  velsignelser,  som 
vi  tager  for  givet,  de  velsignelser  at  have  fysisk  og 
mental  sundhed,  uden  disse  er  livet  vanskeligt.  Tænk 
så  et  øjeblik  på  åndelig  sundhed.  Denne  store  vel- 
signelse kommer  når  vi  efterlever  Evangeliet,  er  i  har- 
moni med  Herren,  med  Kirken,  med  Kirkens  ledere, 
med  vore  søskende  i  Kirken  og  med  vor  egen  familie 
og  vore  egne  børn.  Vi  kan  kun  få  den,  hvis  vi  gør  os 
fortjent  til  den  ved  at  arbejde  for  hinanden. 
I  missionen  har  vi  også  velsignelser:  Vore  kirke- 
bygninger overalt  i  Danmark  er  ved  at  blive  sat  i  god 
stand,  og  planer  til  at  bygge  og  forskønne  er  blevet 
udkastet .  . .  fornyelser  indendørs  og  udendørs,  ny 
maling,  nye  gardiner,  nye  værelser.  To  kirker  er  under 
bygning,  og  der  er  planer  om  at  bygge  tre  mere.  Der 
er  en  guddommelig  følelse  af  stolthed,  som  siger  mig, 
at  jeg  står  på  hellig  grund,  når  jeg  træder  indenfor  i 
dem,  rene,  pæne  og  velholdte,  inde  og  ude. 


Sidste  måned  besøgte  jeg  fem  kirkebygninger  i  Jylland, 
som  lige  var  blevet  sat  i  stand.  Grundene  udenom  var 
lige  så  smukke  som  bygningerne.  Og  da  jeg  så  kom 
til  Odense,  var  det  det  samme,  smukt  og  indbydende. 
Jeg  var  ydmyg  over  de  helliges  arbejde. 
Jeg  var  lige  så  stolt  over  vor  G.  U.  F.,  da  vi  var  til 
Festinord  i  år.  Disse  unge  mennesker  er  de  mest 
vidunderlige  i  verden.  Det  samme  kan  siges  om  Søn- 
dagsskolen, Primary  og  Hjælpeforeningen.  De  er 
stærke  og  går  fremad. 

Syv  smukke  par  er  blevet  viet  af  Præstedømmet  i  år 
(for  første  gang  efter  120  års  forløb).  Senere  blev  de 
fleste  viet  i  templet.  Hvilke  vidunderlige  velsignelser! 
Mange  unge  mænd  og  familieoverhoveder  er  blevet 
ordineret  til  Det  melkisedekske  Præstedømme  for 
yderligere  at  styrke  kvorum'erne.  Deres  indflydelse 
vil  kunne  føles  i  hjemmelærerarbejdet  og  missionær- 
arbejdet  så  vel  som  på  andre  områder. 
Det  genealogiske  arbejde  og  tempelarbejdet  har  været 
strålende.  Det  har  været  langt  det  største  år  i  den 
danske  missions  historie.  Tusinder  af  ordinanser  er 
blevet  udført.  Ingen  vil  nogensinde  glemme  juni-sessio- 
nerne, hvor  over  230  deltog,  mange  gode  familier  for 
første  gang,  beseglet  for  tid  og  evighed.  Mange  andre 
rejste  videre  til  patriarken  for  at  få  deres  egne  vel- 
signelser. Hvilke  åndelige  oplevelser! 
Ånden  i  Danmark-Missionen  er  så  høj  som  nogensinde. 
Herren  velsigner  jer,  fordi  I  holder  Hans  befalinger, 
elsker  hinanden,  holder  op  med  ørkesløs  tale  og  op- 
bygger Hans  rige  ved  at  styrke  jeres  eget  hjem  gen- 
nem Præstedømmet. 

Men  vi  kan  gøre  endnu  mere.  Hvorledes?  Efterleve 
Evangeliet  og  forkynde  ved  vort  eksempel,  være 
uegennyttige.  Elske  hinanden  mere  og  kaste  rednings- 
linen  ud  til  dem,  der  er  uaktive,  til  dem  der  er  modløse, 
til  dem,  som  trænger  til  os.  Og  de  trænger  virkelig  til 
os.  I  ved,  hvem  der  trænger  til  jer.  Gå  i  gang  med 
dette  arbejde  i  dag.  Nogle  af  jeres  brødre  og  søstre 
er  bogstavelig  talt  ved  at  drukne,  fordi  I  undlader  at 
høre  deres  råb  om  hjælp. 

Ja,  kast  redningslinen  ud,  således  som  I  gerne  vil  have 
at  Kristus  kaster  den  ud  til  jer.  Søg  efter  sjælene. 
G.  U.  F-,  Søndagsskolen,  Primary,  Præstedømmets 
kvorum'er.  Hjælpeforeningen,  I  skal  gå  den  sidste  mil. 
I  må  strække  hånden  ud,  I  må  kaste  redningslinen  ud, 
som  om  det  var  jeres  egen  søn  eller  datter,  der  var 
ved  at  drukne.  Har  vi  råd  til  at  gøre  mindre? 
Lad  os  tælle  vore  velsignelser,  når  vi  begynder  på  det 
nye  kirkeår.  Husk  den  store  profet,  David  O.  McKay's 
„Hvert  medlem  en  missionær."  Har  du  ført  en  sjæl  ti! 
Kristus  sidste  år?  Giv  aldrig  op. 
Tak  for  et  strålende  år. 

Paul  L.  Pehrson, 
missionspræsident 


284 


Alt,  hvad  vi  i  dette  liv  opnår 
på  intelligensens  område,  skal 
følge  med  os  i  opstandelsen. 


Og  om  et  menneske,  i  dette 
liv  ved  flid  og  lydighed  vinder 
mere  kundskab  og  imtelligens 
end  en  anden,  så  vil  fordelen 
i  samme  forhold  være  på  hans 
side  i  det  tilkommende  liv. 


Der  er  en  lov,  uigenkaldelig 
fastsat  i  himlen  før  denne  jords 
grundvold  belv  lagt,  ifølge 
hvilken  alle  velsignelser  er  for- 
jættede. 


Og  når  vi  opnår  en  velsignelse 
fra  Gud,  så  er  det  ved  lydighed 
mod  denne  lov,  ifølge  hvilket 
den  er  forjættet. 


Lære  &  Pagter  130:18-21 


Forårskonference  i  Københavns  Distrikt 


Konferencen,  som  blev  afholdt  i  Kirken 
på  Maglegårdsalle,  i  dagene  22.  og  23. 
maj.  begyndte  lørdag  kl.  17.00  med  et 
Præstedømmets  møde,  hvortil  søstrene 
var  indbudt. 

Mødet  blev  ledet  af  Distriktspræsident 
Arne  Jakobsen,  og  der  indledtes  med 
sangen:  „Gør  hvad  er  ret".  Bøn  ved  br. 
Jens-Oluf  Lundgren. 

Derefter  talte  br.  Kennie  Rasmussen,  br. 
Benny  Christensen  og  br.  Kim  Hentzen 
—  alle  tre  om  faste.  Efter  en  fællessang: 
„I  dag  skinner  solen"  bar  br.  Carl  Ewald 
Christensen  sit  vidnesbyrd  og  talte  om 
„Mådehold  i  sproget".  Ligeledes  præs. 
Johan  Benthin  bar  sit  vidnesbyrd  i  sin 
tale  om  faste. 

Til  sidst  talte  præs.  Benny  Linden  og 
udtrykte  bl.  a.  at:  „Aktivt  præstedømme 
skaber  stærk  Kirke,  svagt  præstedøm- 
me skaber  svag  Kirke".  Kvorumspræ- 
sidenterne  blev  kaldt  op  for  at  sige 
nogle  ord. 

Mødet  sluttede  med  sangen:  „Kom,  kom 
Guds  folk".  Bøn  ved  br.  Tage  Røder.  Til 
stede  var  233. 

Temaet  for  søndagens  møder  var:  Lydig- 
hed og  Gudsfrygt  og  formiddagsmødet, 
som  begyndte  kl.  10.00  var  under  præ- 
sidium af  Missionspræsident  Paul  L. 
Pehrson  og  under  ledelse  af  præs.  Sv. 
A.   Sønderby. 

Der  indledtes  med  sangen:  „Da  du  styr- 
ket fra  dit  leje".  Bøn  ved  br.  Arthur  Sø- 
rensen. 

Forretningerne  blev  udført  af  præs.  Ben- 
ny Linden.  10  nye  ældster  blev  opret- 
holdt. 

Første  taler  var  præs.  Johan  Benthin, 
som  bl.  a.  talte  om  at  arbejde  effektivt. 
Anden  taler  var  br.  Frode  Bernskov,  som 
talte  om  vigtigheden  ved  at  bevare  den 
modtagelighed,  man  har  i  begyndelsen, 
hvor  man  er  „som  et  flammende  bål". 
Efter  en  sang  af  Ungdomskoret:  „Praise 
the  Lord"  talte  str.  Henny  Rasmussen 
indtrængende  om  at  hjælpe  vore  unge 
til  at  holde  standarderne. 

Ungdomskoret  sang  igen:  „Thou  shalt 
love  the  Lord  og  „Let  the  Mountains 
shout  for  joy"  og  br.  Claus  Zimmermann 
Petersen  fremhævede  i  sin  tale  at:  „Når 
vi  sladrer  om  og  ringeagter  hinanden, 
gør  vi  det  imod  Herren".  Så  talte  str. 
Hanne  Nørrung  om  L  &  P  130:20-21.  „Vi 


skal  ikke  adlyde  af  frygt,  men  af  kær- 
lighed". 

Efter  fællessangen:  „Skal  vi  svigte  vore 
pagter?"  bar  Distriktspræsident  Arne 
Jakobsen  sit  vidnesbyrd  og  præs.  Benny 
Linden  sluttede  mødet  med  at  tale  skarpt 
imod  porno'en.  Afslutningssang:  „Benyt 
de  lyse  dage".  Bøn  ved  br.  Ulf  Eriksen. 
Til  stede  var  525. 

Eftermiddagsmødet  begyndte  kl.  14.00, 
var  under  præsidium  af  Missionspræsi- 
dent Paul  L.  Pehrson  og  blev  ledet  af 
præs.  Johan  Benthin. 
Først  talte  præs.  Henning  Frederiksen, 
2.  rådgiver  til  Missionspræsidenten  om 
vigtigheden  af  lydighed  mod  vore  le- 
dere og  om  at  holde  sammen  på  vore 
familier. 

Efter  at  Danmarks  Mormonkor  havde 
sunget,  talte  præs.  Sv.  Å.  Sønderby  og 
mindede  om,  at  vor  frelse  er  afhængig 
af  vort  arbejde  for  de  afdøde.  Derefter 
talte  br.  Helge  Nørrung  over:  „I  skal  for- 
stå sandheden,  og  sandheden  skal  fri- 
gøre jer". 

Br.  Jørgen  Ringheim  roste  i  sin  tale  de 
unge  for  deres  opførsel  ved  „Danedyst" 
og  fremhævede,  at  der  ikke  kan  gøres 
nok  for  dem.  Så  sang  forsamlingen: 
„Der  er  solskin  i  min  sjæl"  og  fra  Di- 
striktpræsident Arne  Jakobsens  tale,  som 
kom  herefter  skal  fremhæves  følgende: 
„Dovenskab  og  ulydighed  går  som  en 
svøbe  hen  over  Københavns  Distrikt" 
og  „Ingen  må  få  en  tempelanbefaling,  og 
ingen  kan  have  en  stilling,  hvis  han,  ef- 
ter at  være  blevet  belært,  stadig  ser  po- 
sitivt på  porno'ens  frigivelse  og  abort- 
loven.  Dette  accepteres  ikke  af  Kirken". 
Danmarks  Mormonkor  sang  igen  og  så 
talte  br.  Hans  Billeskov  Jansen.  Han  ci- 
terede L  &  P  4:2  og  sagde:  „I  har  fået 
det  (Evangeliet)  for  intet.  Giv  det  videre 
for  intet". 

Mødet  sluttede  med  Missionspræsident 
Paul  L.  Pehrsons  tale,  som  udtrykte  tak- 
nemlighed og  tillid  til  Gud,  samt:  „Jeg 
vil  gå  og  gøre  det,  som  min  Fader  har 
befalet  mig,  thi  jeg  ved,  at  Herren  ikke 
giver  menneskene  nogen  befaling,  uden 
at  han  åbner  en  udvej  for  dem,  så  de 
kan  udføre  det,  som  han  har  befalet 
dem". 

Slutningssang:  „Der  er  skønhed  her  på 
jord".  Bøn  ved  br.  Bent  Colvig.  Til  stede 
var  453. 


285 


Det 

personU 

anstrøg 


AF  HOYT  W.   BREWSTER  Jr. 


For  nylig  var  der  i  en  lokal  avis  en  artikel  om  en  gammel 
kvinde,  som  havde  låset  sig  inde  i  sit  hotelværelse  og 
nægtede  at  komme  ud.  Der  var  mange,  som  undrede  sig 
over  denne  underlige  opførsel,  men  efterhånden  som 
baggrunden  for  den  kom  frem,  kunne  man  ikke  lade  være 
med  at  føle  et  stik  af  smerte  og  sorg  for  denne  lille  kvin- 
de og  for  så  mange  andre  af  hendes  slags. 
Tragedien  var  egentlig  ikke  den,  at  hendes  hotel  var 
blevet  dømt  til  nedrivning,  hvilket  snart  skulle  ske,  men 
det  var  den,  at  der  tilsyneladende  ikke  var  nogen,  som 
vidste,  hvem  hun  var,  eller  hvor  hun  kom  fra.  Som  utal- 
lige andre  var  hun  kommet  til  den  store  by  for  flere  år 
siden  og  var  langsomt  blevet  opslugt  af  den  uperson- 
lige skare  af  navnløse,  glemte  personer,  der  udgør  en 
stor  del  af  vort  byprægede  samfund.  Da  hun  ikke  havde 
andre  steder  at  gå  hen,  og  der  heller  ikke  var  nogen 
til  at  tage  sig  af  hende,  havde  hun  trukket  sig  tilbage  til 
„det  allerhelligste"  af  den  eneste  verden,  hun  kendte:  sit 
hotelværelse  —  en  verden,  der  snart  skulle  brydes  ned. 
I  en  tidsalder  med  post-distrikt-nummerering,  en  tid,  hvor 
personidentiteten  fortabes  i  en  labyrint  af  hulkort,  hvor 
mennesker  bor  dør  om  dør  uden  nogen  sinde  at  lære 
hinanden  at  kende,  hvor  hurtiggående  trafik  gør  det  nem- 
mere for  os  at  nå  geografiske  bestemmelsessteder  men 
samtidig  har  tilbøjelighed  til  at  forlænge  afstanden  mel- 
lem mennesker,  og  i  en  tid,  hvor  folk  lever  under  den  vel- 
signelse, det  er  at  have  familie  og  venner,  bliver  denne 
udfordring  fra  Evangeliet  særlig  levende  for  os:  „Kom 
i  hu,  at  sjæle  er  af  stor  værdi  i  Guds  øjne."  (L  &  P  18:10.) 
Den  specielle  betydning,  dette  har  for  dig  som  lærer  i 
Evangeliet,  kan  illustreres  gennem  følgende  spørgsmål, 
som  du  stiller  dig  selv:  Hvilken  værdi  tillægger  du  i  vir- 
keligheden de  sjæle,  der  hører  til  dit  klasseværelse?  Har 
du  nogen  sinde  prøvet  på  at  lære  en  klasse  navnløse, 
ofte  dig  helt  ukendte  personer,  frelsens  principper?  Føler 
du  et  personligt  forhold  til  hver  enkelt  elev  i  klassen, 
også  til  dem,  som  ikke  kommer  regelmæssigt?  Føler  du, 
at  hvert  enkelt  barn  i  klassen  er  en  personlighed,  eller 
er  de  bare  tilsammen  en  blandet  masse,  der  kun  interes- 
serer dig  svagt  et  par  timer  om  ugen?  Kort  sagt:  er  du 
interesseret  i  den  personlige  værdi  af  hver  eneste  le- 
vende sjæl  i  dit  klasseværelse?  Giver  du  din  undervis- 
ning et  personligt  anstrøg? 

Hvis  Jesu  Kristi  Evangelium  skal  blive  en  levende,  vig- 
tig kraft  i  vore  elevers  liv,  skal  det  gives  dem  af  lærere. 


som  følger  et  personligt  ansvar  for  hver  den,  der  bliver 
betroet  til  deres  omsorg.  Når  en  elev  mærker,  at  en  lærers 
interesse  for  ham  ikke  er  overfladisk,  ikke  kun  viser  sig  i 
en  rutinemæssig  gennemgang  af  en  lektie  hver  uge,  når 
han  mærker  lærerens  interesse  for  hans  velfærd  både  i  og 
uden  for  klasseværelset,  øges  hans  modtagelighed  for  det 
belærende  budskab  mangfoldigt. 

Hvad  kan  så  en  lærer  gøre  for  at  øge  styrken  af  sit  for- 
hold til  hvert  medlem  i  klassen?  Hvad  kan  der  gøres,  så 
lektien  tilføjes  et  personligt  anstrøg?  Både  lærer  og  elev 
vil  kunne  få  gavn  af  lærerens  hensyntagen  til  følgende 
forslag: 

1.  Kend  både  fornavn  og  efternavn  på  hvert  medlem  af 
klassen;  lær  desuden  at  udtale  navnene  korrekt.  Et  men- 
neskes identitets-følelse  indbefattes  i  hans  navn.  Vi  kan 
lide  at  høre,  at  man  udtaler  vort  navn  rigtigt.  Det  giver  os 
på  en  måde  en  fornemmelse  af  personlighed  af  indivi- 
dualitet, og  vi  føler,  at  andre  ved,  at  vi  eksisterer.  Vor  him- 
melske Fader  er  højst  interesseret  i,  at  vi  anvender  Hans 
navn  rigtigt.  At  henvende  sig  til  en  elev  med  „hej"  eller  „du 
der  med  den  blå  skjorte"  er  at  nægte  ham  personlig 
værdi. 

Når  læreren  virkelig  bestræber  sig  på  at  lære  navnene, 
endda  også  kælenavnene  for  hver  elev  i  klassen,  begynder 
en  personlig  forbindelse  at  vokse  frem  mellem  lærer  og 
elev,  en  forbindelse,  ,  der  vil  åbne  dørene  for  tillid  og 
lærevillighed. 

2.  Søg  aktivt  at  få  kundskab  om  hver  enkelt  elevs  bag- 
grund, interesser  og  mål  i  livet.  At  kende  klassemed- 
lemmernes specielle  interesser  vil  være  en  hjælp  under 
forberedelsen  af  lektierne,  således  at  der  bliver  forbin- 
delse mellem  dem  og  eleverne,  hvilket  vil  betyde  noget 
i  deres  livsførelse  og  yderligere  styrke  forholdet  mellem 
elev  og  lærer. 

En  metode,  der  har  vist  sig  at  være  heldig,  er  at  lade 
hver  elev  udfylde  et  lille  spørgeskema  eller  kort.  Man 
skal  imidlertid  passe  på  ikke  at  bryde  ind  på  områder  i 
elevernes  liv,  som  er  alt  for  personlige;  man  skal  hel- 
ler ikke  lade  dem  føle  sig  forpligtede  til  at  besvare 
spørgsmål.  Fortæl  eleverne,  at  du  gør  dette  som  et  mid- 
del til  at  blive  bedre  kendt  med  dem. 
En  anden  metode  er  at  tale  med  hjemmelærerne,  lederne 
i  Præstedømmet  samt  dine  elevers  venner.  Og  endelig: 
Vær  vågen  for  nye  idéer  i  skolens  avis  eller  den  lokale 
avis,  som  behandler  et  eller  andet  punkt  af  elevens  liv: 
et  opnået  resultat  eller  en  erkendelse,  han  har  mod- 
taget eller  et  emne,  han  er  interesseret  i.  Giv  dig  tid  til 
personlig  at  gratulere  ham  enten  pr.  telefon,  pr.  brev, 
eller  ved  et  besøg. 

3.  Før  en  nøjagtig  liste  over  eleverne  og  følg  de  elever 
op,  som  er  fraværende.  Hvis  man  ringer  til  eller  besøger 
en  elev,  som  ikke  var  til  stede,  og  hvis  man  viser  ægte 
interesse  for  ham,  fordi  han  ikke  har  været  i  klassen, 
øger  man  muligheden  for,  at  han  kommer  næste  gang. 
Hvis  en  elev  er  fraværende  —  med  eller  uden  gyldig 
grund  —  og  man  lader  som  ingenting,  så  viser  man  ham 


286 


i  virkeligheden,  at  det  overhovedet  ikke  betyder  noget, 
om  han  er  der  eller  ikke,  læreren  er  ligeglad  med,  om 
han  er  til  stede  eller  ej.  Vi  har  allesammen  behov  for  at 
vide,  at  vi  savnes.  Har  du  nogen  sinde  givet  dig  tid  til 
at  tænke  over  den  smertelige  tomhed,  de  mennesker  må 
føle,  som  aldrig  får  at  vide,  at  man  savner  dem?  Lad  dine 
elever  vide,  at  du  interesserer  dig  for  dem. 

4.  Behandl  hvert  klassemedlem  med  samme  respekt,  du 
selv  ville  ønske  at  blive  vist  fra  din  lærer,  hvis  du  var 
elev.  At  en  elev  er  yngre,  mindre  erfaren  eller  måske 
mindre  vidende  om  Evangeliet  end  du  selv,  giver  dig 
ikke  tilladelse  til  at  kassere  hans  kommentarer  som  uan- 
vendelige. Husk,  at  ærligt  udtrykte  meninger  er  lige  så 
stor  en  del  af  en  elev  som  hans  fysiske  træk;  og  enten 
de  nu  er  rigtige  eller  forkerte,  så  skal  vi  respektere 
sådanne  meninger. 

Hvis  læreren  behændigt  behandler  alle  elevkommenta- 
rer lige  så  dygtigt,  som  en  kirurg  udfører  en  vanskelig 
operation  på  det  fysiske  legeme,  vil  hans  muligheder  for 
virkelig  at  hjælpe  eleven  i  høj  grad  blive  øget.  Hvis  deri- 
mod en  elevs  bemærkninger  behandles  med  overlegen- 
hed, angribes  med  sarkasme  og  latterliggørelse,  eller  lige- 
gyldigt kasseres  uden  passende  hensyntagen,  vil  der  ska- 
bes en  kløft  mellem  lærer  og  elev,  som  kan  bevirke,  at 
læreren  såvel  som  det  budskab,  han  bringer,  afvises. 

5.  Fortæl  ofte  klassen,  at  du  er  taknemmelig  for  det  pri- 
vilegium at  kende  dem  og  arbejde  med  dem.  Men  vis 
forsigtighed,  så  de  virkelig  får  indtryk  af  oprigtighed  af 
det,   du  siger.   Elever  har  let  ved   at  afsløre  falske   ud- 


tryk for  taknemmelighed,  og  hvis  du  er  uoprigtig  i  dine 
udtalelser  om  dine  følelser  for  dem,  kan  det  være,  de 
begynder  at  tvivle  om  sandheden  af  andre  ting,  du  for- 
tæller dem.  Men  hvis  du  ærligt  bestræber  dig  for  at  stå 
i  godt  forhold  til  klassen,  vil  et  udtryk  for  taknemmelig- 
hed kun  øge  undervisnings-atmosfæren. 
6.  Vær  følsom  over  for  klassens  humør  og  behov.  Hvis 
f.  eks.  en  elev  møder  rødøjet  og  øjensynlig  meget  ked 
af  det,  så  sig  stille  og  roligt,  at  du  kan  se,  der  er  noget 
i  vejen,  og  at  du  gerne  vil  hjælpe,  hvis  det  tiltrænges. 
Måske  vil  den  pågældende  elev  blive  glad  for  en  lille 
seddel  stukket  i  hånden  ganske  diskret  og  med  med- 
delelse om  dit  ønske  om  at  hjælpe.  Lad  ham  forstå,  at  du 
bryder  dig  om  ham  og  bekymrer  dig!  " 

Måske  kunne  vi  opstille  en  hel  lang  liste  over  de  ting, 
læreren  kan  gøre  for  at  give  sin  undervisning  det  per- 
sonlige anstrøg.  De  her  nævnte  seks  er  imidlertid  nok  til 
at  begynde  med.  Læreren  opfordres  til  altid  at  være  vå- 
gen for  metoder  til  yderligere  befæstelse  af  et  godt  for- 
hold mellem  ham  og  hans  klasse.  Hvis  han  til  stadighed 
erindrer  sig  helligheden  af  det  ansvar,  der  er  lagt  på 
hans  skuldre,  samt  profeten  Joseph  Smiths  formaning  om, 
at  „Ingen  andre  end  tåber  vil  drive  spøg  med  menneske- 
sjælen" (Profeten  Joseph  Smiths  Lærdomme,  side  162), 
vil  han  på  alle  mulige  måder  bestræbe  sig  på  at  lære  sine 
elever  at  kende  og  få  dem  til  at  føle  sig  velkommen 
i  hans  klasse.  Den  udfordring,  der  ligger  i  at  tilføje  lek- 
tien det  personlige  anstrøg,  bliver  derfor  mere  og  mere 
betydningsfuldt  i  en  lærers  kaldelse. 


DÅB: 

Nordsjælland  Gren:   17.  oktober  1970: 
!S/I;chael    Olsen,    døbt    af    broder   Verner 
Olsen,  håndspålæggelse  ved  samme. 
Esbjerg:   22.   maj   1971: 
Susanne  Meinertz,  døbt  af  broder  Freddy 
Meinertz,   håndspålæggelse  ved   samme. 
Anette   Pedersen,    døbt   af    broder   Arne 
Pedersen,  håndspålæggelse  ved  samme. 

Velsignelser: 
Amager  Gren:   7.   marts: 
Finn  Poulsen  og  Lise  Hanna  Brun   Poul- 
sens datter,  Pia  He!ene  Poulsen,  velsig- 
net af  sin  fader. 
København  Gren:  4.  april: 
Alan  Roger  Hall  og  Ellen  Louise  McVea 
Halls     datter,     Kirsten     Margrethe     Hall, 
velsignet  af  sin  fader. 
København  Nordre  Gren:  2.  maj: 
Hans   Hjort  Rode   Nielsen   og   Ellen   Hai- 
brock   Petersen    Nielsens    søn,    Hannibal 
Haibrcck  Hjort  Nielsen,  velsignet  af  sin 
fader.  ' : 

Aarhus:  6.  juni: 

Ole  Holm  Bendtsen  og  Birgit  Munkholm 
Thillemann  Bendtsens  datter,  Pia  Munk- 
ho'm  Bendtsen,  velsignet  af  sin  fader. 


Odense:  6.  juni: 

Søren  Magnus  Jepsen  Larsen  og  Anna 
Birgit  Andersen  Larsens  datter,  Vibeke 
Larsen,  velsignet  af  sin  fader. 

Fødselsdage 

Vi  siger  til  lykke  til  følgende  søskende: 
Lauritz  Valdemar  Emil  Johansen,  Odense, 
80  år  den  3.  oktober. 
Alvilda    Dorthea    Nordberg,     København 
Nordre  Gren,  75  år  den  7.  oktober. 
Astrid    Møller    Andersen,    Aarhus    Gren, 
70  år  den  10.  oktober. 
Marie  Christine  Johannsen,  Aabenraa,  80 
år  den   1 1 .  oktober. 

Anna  Lindskjold,  Vejle,  80  år  den  15.  ok- 
tober. 

Anna  Kirstine  Petersen  Nieleen,  Odense, 

65  år  den  16.  oktober. 

Marie  Nielsine  Hansen,  Aarhus,  65  år  den 

17.   oktober. 

Kamma  Reinau,  Aalborg,   60   år  den  20. 

oktober. 

Johanne  Olsen,   Aalborg,   70   år  den   24. 

oktober. 

Eduard  Pedersen,  Aalborg,  60  år  den  25. 

oktober. 


Ordinationer 

København  Nordre  Gren:  14.  februar: 

Jørgen  Skytte  Damo  ordineret  til  ældste 

af  missionspræsident  Paul  L.  Fehrson. 

23.  maj: 

Hugo  Niels   Hansen  ordineret  til   ældste 

af  missionspræsident  Paul  L.  Pehrson. 

Silkeborg:   16.  maj: 

Frede  Eigil   Andersen  ordineret  til   lærer 

af  broder  Novi  Kølby  Sørensen. 

København  Gren:  28.  marts: 

Aage  Søndergaard  ordineret  til  diakon  af 

broder  Ib  Hansen. 

Odense:  7.  juni: 

Kurt  Henning  Larsen  ordineret  til  ældste 

af  broder  Poul  Andersen.  .; 


Dødsfald: 

Aarhus: 

Den  5.  maj  døde  broder  Orla  Victor  Niel- 
sen Bay,  45  år  gammel. Æret  være  broder 
Bays  minde! 
København   Gren: 

Den  23.  maj  døde  broder  William  Thor- 
vald Sodergreen,  69  år  gammel.  Æret 
være  broder  Sødergreens   minde! 


J»