(navigation image)
Home American Libraries | Canadian Libraries | Universal Library | Community Texts | Project Gutenberg | Children's Library | Biodiversity Heritage Library | Additional Collections
Search: Advanced Search
Anonymous User (login or join us)
Upload
See other formats

Full text of "Den Danske Stjerne"

4 



■*<&&■-' 

'■m^ 




&-ék ■ 



• V 

9 * * 









ki 



%* 



* * 



\ 




DEM 

STJERNE 



120. Årgang 



*r 







t 



Det 

inspirerende 
budskab 

AF ÆLDSTE ALVIN R DYER, assistent til De tolvs Råd 




Jeg tror, at der måske er en forskel mellem ydmyghed og sagtmodighed. Man 
kunne signe, at sagtmodighed er en tilstand af frivillig ydmyghed. Profeten 
Alma synes at se en forskel, som vi kan forstå af disse ord: 
„Og som jeg sagde jer, da I var nødt til at være ydmyge, blev I velsignet. Men 
tror I ikke, at de er mere velsignede, som oprigtigt ydmyger sig ved ordet? 
Jo, den, der oprigtigt ydmyger sig og omvender sig fra sine synder og holder 
ud indtil enden, skal blive salig, ja, saligere end de, der er nødt til at være 
ydmyge på grund af deres fattigdom. 

Salige er derfor de, som ydmyger sig, uden at være nødsaget til at være 
ydmyge, eller med andre ord, salige er de, der tror på Guds ord og bliver døbt 
uden at være genstridig i hjertet, ja, uden at være nødt til eller tvunget til at 
kende ordet, førend de vil tro." (Alma 32:14-16). 

Det er de gode og oprigtige af hjertet blandt verdens mennesker, der mest be- 
redvilligt tager imod budskabet om genoprettelsen, således som det forklares 
af missionærerne, der bringer dem det. Og disse, som i sandhed er åndeligt 
omvendte, bliver og er de mere trofaste af de sidste dages hellige. O 



INDHOLDSFORTEGNELSE 

Kære unge medarbejdere. Af præsident Joseph Fielding Smith 323 

Lamanitterne og Kirken. Af M. Dallas Burnett 325 

Af kongeligt blod. Af Spencer W. Kimball 327 

I færd med at vække Guatemala. Af Barbara Tietjen Jacobs 332 

Spørgsmål og svar. Af Delbert L. Stapley og Lowell L. Bennion 337 

Nogle ting, man har brug for at vide om templet. Af Elray L. Christiansen 339 

Ændrede livsløb. Af Edwin O. Haroldsen 342 

Ingen kørsel i aften. Af Margaret Bromley 344 

At undslippe eftersmækket. Af Richard L. Evans 347 

Børnenes sider: En rigtig navajo. Af Sherrie Johnson 81 



På forsiden: Ansigterne, som Eldon Linschoten har indfanget fotografisk til 
forsiden af denne måneds Stjerne, tilhører nogle af de unge mennesker, som 
deltager i Kirkens udvidede programmer for lamanitterne. I dette nummer 
findes tre særlige artikler om lamanitterne i Kirken og i verden. O 



mUNciansAe 

STJERNE 

Organ for JESU KRISTI KIRKE 
AF SIDSTE DAGES HELLIGE 



November 1971 

120. Årgang • Nummer 11 

Udgivet af 

Den danske Mission af Jesu 
Kristi Kirke af Sidste Dages 
Hellige 

Dalgas Boulevard 164 
2000 København F. 
Telf. Fasan 9901 
Postgiro 333.38 

Paul L. Pehrson, 
missionspræsident, 
ansvarshavende redaktør 

Nyheder: 

Mary Kaiser, redaktør 

Koordinator: Bernd J. Larsen 

Den danske Stjerne udkommer 
den 1. i hver måned. Abonne- 
mentsprisen (inkl. porto) er i 
Danmark kr. 13.- pr. halvår, 
kr. 25.- for et helt år, i udlandet 
$ 3.50 for helt år. I løssalg 
kr. 2.50 pr. nummer. Betaling 
ved check udstedt til Den 
danske Stjerne, Priorvej 12, 
København F. eller gennem 
postgiro 333.38 til Jesu Kristi 
Kirke af Sidste Dages Hellige. 
(De nævnte priser er inklud. 
moms.) 

Tryk: 

Paul Giese KG, Offenbach/M., 
Deutschland 

Layout: 

PBO-Layout-Center, Frankfurt 



Denne måneds budskab fra præsident Joseph Fielding Smith er henvendt til Kirkens 
ungdom, men har betydning for og lader sig anvende af medlemmer i alle aldre. 




ære 



AF PRÆSIDENT JOSEPH FIELDING SMITH 




Jeg har spekuleret en hel del over, 
hvad jeg skulle sige i dette vigtige 
budskab til jer. Jeg tror, jeg kan 
sige det bedre, hvis jeg fortæller 
om nogle personlige oplevelser. 
De fleste af dem fandt sted for 
nogle år tilbage, men til trods for, 
at de hører til i en anden tids- 
periode, har de noget til fælles 
med de oplevelser og fristelser, I 
nu står overfor. Jeg håber, at I ved, 
hvor vigtige disse sandheder er 
for jer i jeres liv. 

Da jeg var dreng, havde vi en hest, 
der hed Junie. Den var eet af de 
mest intelligente dyr, jeg nogen- 
sinde har set. Den syntes at be- 
sidde evner, der næsten var men- 
neskelige. Jeg kunne ikke holde 
den inde i stalden, fordi den 
ustandselig løste remmen på dø- 
ren til sin bås. Jeg plejede at an- 
bringe remmen, der var forbundet 
med båsens halvdør, om det øver- 
ste af stolpen, men den løftede 
den bare af med snude og tænder, 
hvorpå den så gik ud i gården. 
I gården var der en vandhane, som 
vi brugte til at fylde truget til vore 



dyr. Junie havde for vane at åbne 
for den med tænderne og så gå 
sin vej, mens den lod vandet løbe. 
Min far plejede at være efter mig, 
fordi jeg ikke kunne holde hesten 
inde i stalden. Den løb aldrig sin 
vej, den lukkede bare op for van- 
det og spadserede så rundt i går- 
den eller hen over græsplænen 
eller gennem haven. Undertiden 
kunne jeg høre vandet løbe midt 
om natten, og jeg måtte så op og 
lukke og låse Junie inde igen. 
Min far hævdede, at hesten syntes 
at være klogere end jeg var. En 
dag besluttede han, at han ville 
lukke den inde, så den ikke kunne 
komme ud igen. Han tog remmen, 
der sædvanligvis lå i en løkke om 
det øverste af stolpen, og spændte 
den rundt om stolpen og under 
tværbjælken og sagde så: „Nå, 
unge dame, lad os så se, om du nu 
kan komme ud derfra!" Min far og 
jeg forlod stalden og begav os 
henimod huset', før vi nåede det, 
gik Junie ved siden af os. Den gik 
så hen og lukkede op for vandet 
igen. 



Jeg antydede, at nu var hun sikkert 
lige så klog som os begge. Vi var 
simpelt hen ikke i stand til at hin- 
dre Junie i at komme ud af sin bås, 
men det betyder ikke, at den var 
ond, for det var den ikke. Far var 
ikke til sinds at sælge den, for den 
havde så mange andre gode egen- 
skaber, som opvejede denne ene 
lille fejl. 

Hesten var lige så pålidelig og 
driftsikker, når det gjaldt at trække 
vores enspænderkøretøj, som den 
var tilbøjelig til at bryde ud af 
båsen. Dette var vigtigt, fordi mor 
var distriktsjordmoder. Når hun, 
som regel midt om natten, blev 
kaldt ud til en nedkomst et sted i 
dalen, måtte jeg stå op, gå ud til 
stalden med en lygte og spænde 
Junie for enspænderkøretøjet. 
Dengang var jeg kun en ti-elleve 
år gammel. Den hest måtte være 
blid og alligevel stærk nok til at 
bringe mor og mig frem overalt i 
dalen i al slags vejr. En ting, jeg 
imidlertid aldrig lærte at forstå, 
var, hvorfor de fleste af børnene 
skulle fødes om natten og så 



323 



mange af dem om vinteren. Tit 
ventede jeg i enspænderkøretøjet 
på mor, og så var det rart at 
have selskab af blide gamle Junie. 
Dette samvær med hesten var 
godt for mig, fordi jeg tidligt i livet 
måtte lære at elske og værdsætte 
den for dens egen skyld. Den var 
en vidunderlig hest med kun et par 
dårlige vaner. Det er nogenlunde 
det samme med mennesker. Ingen 
af os er fuldkomne, men vi for- 
søger allesammen at blive det, 
ligesom vor Fader i Himmelen er 
fuldkommen. Vi trænger til at 
værdsætte og elske mennesker 
for deres egen skyld. 
Det er måske noget, I har brug for 
at huske på, når I vurderer jeres 
forældre eller lærere, grens — og 
missions-ledere eller venner — 
eller brødre og søstre. Denne lek- 
tie har jeg taget til mig — at se det 
gode i "mennesker, også når vi 
prøver at hjælpe dem til at over- 
vinde et par dårlige vaner. 
Senere kom jeg til at forstå, hvor 
vanskeligt det ofte er for visse 
mennesker at opgive noget, de 
rigtigt holder af og glæder sig 
over. Jeg har altid holdt af idræt 
og har især nydt at spille håndbold 
med min broder, David. En dag 
kom jeg sveddryppende fra en 
håndboldbane, mit ansigt var blus- 
sende rødt. En ven af mig, Dr. 
Plummer, han var ikke medlem af 
Kirken, stod henne ved mit om- 
klædningsrum. Han så på mig og 
sagde: „Broder Joseph, hvis du 
ikke holder op med det, vil du een 
af de nærmeste dage falde død 
om på banen ligesom N.N." 
Det var vanskeligt for mig. Hver 
dag havde jeg lyst til at spille lidt 
håndbold. Når jeg kiggede ud ad 
vinduet i mit kontor, kunne jeg se 
Deseret Gym. lige ved siden af og 
fik så lyst til at gå hen og spille. 
Men jeg holdt fast ved min beslut- 
ning. Jeg besøgte Dr. Plummer kort 



tid efter, og han spurgte: „Broder 
Joseph, spiller du stadig hånd- 
bold?" 

Jeg svarede: „Doktor, da De sag- 
de, jeg skulle holde op, holdt jeg 
op, og jeg har ikke været på banen • 
siden." Det syntes han at være 
meget glad for, men mine hold- 
kammerater var meget ophidsede. 
De kom og sagde til mig: „Vi har 
brug for dig. Du ødelægger vort 
samspil." 

„Det gør mig ondt," sagde jeg, 
„men jeg er færdig med at spille." 
Jeg kan ikke sige, hvor meget jeg 
havde nydt at spille. Jeg næsten 
hungrede efter at komme til at 
spille igen, men jeg havde erfaret, 
at det ikke var godt for mig i min 
alder. På det tidspunkt fik jeg et 
lidt bedre indblik i, hvor vanskeligt 
det er for folk, der omvender sig 
at opgive en beskæftigelse eller 
vane, de måske har glædet sig 
over i mange år, inden de lod sig 
døbe. 

Jeg har af egen erfaring lært, at 
hvis man ønsker at forandre sig, 
virkelig ønsker at forandre sig, 
kan man gøre det. Vores samvit- 
tighed og Skrifterne fortæller os, 
hvorledes vi bør leve — og de 
fortæller os, hvilke vaner vi skal 
ændre for vores evige velfærds 
og fremgangs skyld. 
Esajas, een af fortidens store pro- 
feter, så vore dage og beskrev de 
forhold, der ville råde i disse de 
sidste dage. Nu, i vor moderne 
tid, opfyldes Esajas' profeti. 
Når jeg går på gaderne på vej til 
og fra Kirkens kontorbygning, ser 
jeg både unge og ældre kvinder, 
mange af dem „Zions døtre", som 
er klædt uanstændigt på. Jeg for- 
står godt, at tiderne og moderne 
skifter. Ikke desto mindre minder 
dette mig om en tid, da jeg som 
ung mand gik på Salt Lake State 
Academy og senere Latter-day 
Saints University. 



Pigerne var enkelt klædt fra top til 
tå i bluser og lange skørter ned til 
anklerne. Jeg kan huske en begi- 
venhed, der fandt sted, da en 
gruppe studerende — unge piger 
og mænd — foretog en kort rejse 
op langs City Creek Canyon. Mens 
vi var ude på en lille vandretur, 
gled een af pigerne, og hendes 
kjole hang fast i en gren, og af- 
slørede hendes ben op til knæet. 
Hun var så flov, at hun ville trække 
sig tilbage fra gruppen og tage 
hjem igen. Det krævede en del 
overtalelse fra de andre unge piger 
at få hende til at blive og prøve at 
glemme hændelsen. 
Nu til dags er det langt mere al- 
mindeligt at se et knæ, end det var 
på den tid, og jeg siger ikke, at en 
pige, der går med en kjole, der 
lader hendes knæ komme til syne, 
er slet. Jeg prøver blot at skildre 
den følelse, vi bør have for disse 
ting. 

Princippet sømmelighed og velan- 
stændighed er i dag stadig det 
samme, som det var den gang. De 
standarder, som Kirkens general- 
autoriteter går ind for, er, at kvin- 
der såvel som mænd bør klæde 
sig sømmeligt. De undervises i at 
opføre sig ordentligt og anstæn- 
digt til enhver tid. 
Usømmelig påklædning er efter 
min mening noget, der stiller 
„Zions døtre i et tvivlsomt lys. 
Dette gælder iøvrigt for mændene 
såvel som for kvinderne. Gud gav 
det gamle Israel befaling om, at 
både mænd og kvinder skulle til- 
dække deres legemerog til enhver 
tid iagttage kyskhedens lov. 
Jeg taler for anstændighed og 
kyskhed for alle Kirkens medlem- 
mer, mænd såvel som kvinder, de 
bør være kyske, rene i deres livs- 
førelse og lydige mod de pagter 
og bud, Herren har givet os. 
Af hver af de nævnte tildragelser i 
(Forts, på side 326) 



324 



Seminarerne for indianere sikrer unge 
fra grundskole til gymnasium religiøs 
oplysning og uddannelse. 



Lamanitterne og Kirken 



Et tidligt snefald dækkede sukkerroe- 
markerne omkring Richfield i Utah i 
det sene efterår 1947. Næsten alle de 
indianere, der havde arbejdet i mar- 
kerne, var taget bort fra dalen. Blandt 
de få, der var blevet tilbage for at 
grave sukkerroer op af den frosne 
jordbund, var en sekstenårig pige ved 
navn Helen. Hun var blevet, ikke fordi 
hun var ivrig efter at grave roer op, 
men fordi hun ønskede en uddannelse, 
hun ikke havde mulighed for at opnå, 
hvis hun vendte hjem. 
Helen bad en familie i Richfield om til- 
ladelse til at slå et telt op i deres bag- 
have, så hun kunne blive i byen og gå 
i skole. Denne anmodning kom umid- 
delbart efter at familien havde over- 
været en stavskonference, hvor Gol- 
den Buchanan 1 havde talt om det 
indianske folks tilstand. 
Sammenfaldet af disse to hændelser 
medførte en anmodning fra ældste 
Spencer W. Kimball, sammes besøg i 
Richfield og Helens påfølgende mod- 
tagelse i Buchanans hjem. 
Ni unge indianere kom til at bo i sidste 
dages helliges hjem det næste efterår. 
Fra denne uformelle begyndelse ud- 
vikledes Indian Student Piacement 
programmet, der kom til at berøre 
mere end fem tusinde lamanitiske 
elevers liv afvigte skoleår. Det kunne 
yderligere se ud som om, at Kirkens 
medlemmer havde fået blik for lama- 
niten og den skæbne, der loves ham i 
profetierne. 

Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hel- 
lige er enestående i sin teologiske og 



AF M. DALLAS BURNETT 

filosofiske forståelse af Syd og Nord- 
amerikas folk, kendt som indianere, 
og af indbyggerne på øerne i Stille- 
havet. Disse folk er en rest af Jakobs 
hus og efterkommere af Lehi, en is- 
raelit, der drog ud fra Jerusalem og 
kom til Amerika omkring 600f.Kr. Man 
finder i Mormons bog, der er en op- 
tegnelse af profetier, som disse gamle 
folkeslag har modtaget, store løfter til 
lamaniterne. 

Disse profetiske løfter tilskyndede 
Joseph Smith, som oversatte og udgav 
Mormons Bog i 1830, til på et tidligt 
tidspunkt i Kirkens historie at bringe 
Evangeliet til Lamaniterne. Fra den 
dag af og til nu er Evangeliet blevet 
prædiket for dem, som er blevet iden- 
tificeret som lamaniterne. 
Fra den tidlige missionærvirksomhed, 
som Joseph Smith startede, fra det 
oplyste sociale fremstød, som Brig- 
ham Young gjorde, da de hellige slog 
sig ned i Utah og fra kontakten med 
en indianerpige i Richfield er der vok- 
set en stor samling programmer frem 
til støtte for indianerne, teologisk så- 
vel som verdsligt. 

I dag bringer Kirken som aldrig før 
Evangeliet til lamaniterne, idet den 
bibringer dem verdslig og religiøs 
undervisning og forsøger at få gang i 
dette store folks økonomiske vækst. 
Anbringelsesprogrammets administra- 
torer føler, at et af de vigtigste formål 
med programmet er, at indianeren får 
mere kendskab til sit folk, at at han 
skal gøres til en hvid mand, hvilket 
man ofte anklages for. Endvidere kan 






disse unge mennesker, som findes 
spredt ud over Kirken, ikke undgå at 
nedbryde de fordomme, som måske 
findes hos de hvide. 
Kirkens skoler i Stillehavet og Latin- 
amerika yder deres åndelige og time- 
lige bidrag til de sidste dages helliges 
liv i de områder, bidrag, som det kan 
være vanskeligt for medlemmerne i 
de centrale stave at vurdere. 
Måske er det vigtigste, der kan siges 
om Kirkens lamanitprogrammer, at de 
udvikler lederevner og styrke blandt 
lamaniterne. Jesu Kristi Evangelium 
giver mænd og kvinder mulighed for 
bedre at anvende deres evner, og 
dette er intetsteds mere iøjenfaldende 
end blandt Kirkens lamanitiske med- 
lemmer. 

På den anden side bortfalder ned- 
ladenhedens og fordommenes skran- 
ker til ikke-lamaniterne i Kirken. O 



1 Golden Buchanan: Kirkens Koordinator for in- 
dianerne. 1951: Præsident for South West Indian 
Mission. 



Indian Student Piacement programmet 
indbefatter en lægeundersøgelse, før de 
unge mennesker rejser til deres pleje- 
forældre for at tilbringe skoleåret der. 



(Forts, fra side 324) 

mit liv har jeg lært et sandtprincip, 
et udtryk for Herrens visdom, der 
kommer til nytte, idet vi fortsætter 
på vor vej mod fuldkommenheden. 
Hensigten, med at vi er her, er, at 
vi skal gøre Faderens vilje, som 
den bliver gjort i Himlen, at handle 
retfærdigt på jorden, at overvinde 
ondskaben, at hæve sig over ufuld- 
kommenhederne og således blive 
Herrens hellige og tjenere på jor- 
den. 

Jeg har tidligt i mit liv lært at elske 
og ikke dømme andre, og hele ti- 
den prøve at overvinde mine egne 
fejl. Jeg lærte endvidere, dengang 
jeg måtte opgive at spille hånd- 
bold, at værdsætte andres kamp 
for at bryde med gamle, fastgroede 
vaner. 

På samme måde som Junies dår- 
lige vane mindskede dens værdi 
en del, tager det at klæde sig 
usømmeligt, hvilket kunne synes 
at være en ringe ting, noget fra 
Kirkens unge kvinder eller mænd. 
Det gør det simpelthen vanskeli- 
gere at overholde de evige prin- 
cipper, som vi alle må leve efter, 
for at vi kan komme tilbage til vor 
himmelske Faders nærhed. 
Jeg bærer mit vidnesbyrd for jer. 
Jeg ved, at Gud lever. Jeg ved, at 
Jesus Kristus er vor Faders en- 
bårne Søn i kødet. Jeg har fuld- 
kommen tro på profeten Joseph 
Smiths og hans efterfølgeres mis- 
sion. 

Jeg ved, at vi har Jesu Kristi Evan- 
geliums evige sandhed, lige så 
sikkert som jeg ved, at jeg lever. 
Hvis jeg ikke vidste det, ville jeg 
ikke bryde mig om at være her 
eller have noget med dette ar- 
bejde at gøre. Men jeg ved det 
med hver fiber i min krop. Gud har 
åbenbaret det for mig. Må Herren 
velsigne os alle, beder jeg ydmygt 
om. O 



326 



AF 

KONGELIGT 

BLOD 



AF PRÆSIDENT SPENCER W. KIMBALL, fungerende præsident for De Tolvs Råd 



Denne artikel er bygget over en tale, som hold- 
tes ved den lamanittiske ungdomskonference i 
Salt Lake City den 24. april 197 I.Peter McDonald, 
formanden for navijostammerådet, talte også 
ved konferencen. Det her ham, der hentydes til 
i artiklens begyndelse. 

Jeg var glad ved at høre hr. McDonald sige, at 
han er „lamanit". Det har vi hele tiden vidst, men 
vi vidste ikke, at han ved det. Måske først og 
fremmest for hans skyld bør vi sige, at mange, 
mange af os er lamaniter, hvilket vil sige in- 
dianere og indianere blandede med andre racer. 
Også jeg er blevet adopteret ind i nogle indianer- 
stammer og har fået indianske navne. Med stolt- 
hed fortæller jeg dem, der besøger mig på mit 
kontor, at en lamanit er en efterkommer af en vis 
Lehi, der drog ud fra Jerusalem seks hundrede 
år før Kristi fødsel og med sin familie sejlede 
over det mægtige dyb og landede i Amerika. 
Lehi og hans familie blev forfædre til alle in- 
dianer- og mestizostammer i Nord-, Syd- og Mel- 
lemamerika og på øerne i havet, for hen imod 
midten af deres historie var der nogle iblandt 
dem, der i skibe, de havde fremstillet, forlod 
Amerika og sejlede til øerne i havet. 
Før Joseph Smiths åbenbaringer, der bragte 
Mormons Bog for dagen, var der ingen, der 
kendte til disse udvandrere. Det var tidligere 
ukendt, men spørgsmålet er nu fuldt ud besvaret. 
Lamaniterne findes nu i et antal af omkring tres 
millioner. De findes i alle Amerikas stater fra 
Tierra del Fuego hele vejen op til Point Barrows, 
og de findes på næsten alle øerne i havet fra 
Hawai mod syd til det sydlige New Zealand. 
Kirken er stærkt interesseret i alle lamaniter på 
grund af åbenbaringerne og på grund af den 
storslåede Mormons Bog, deres historie, der 
fandtes nedskrevet på guldplader, som var an- 
bragt i højen. Oversættelsen ved profeten Jo- 



seph Smith afslørede historiens løb gennem 
tusinde år — fra sekshundrede f.Kr. til fire- 
hundrede e.Kr. — historien om disse store folke- 
slag, der beboede dette land i de tusind år, derpå 
mistede de i løbet af de næste fjorten hundred 
år meget af deres høje kultur. Efterkommerne af 
disse mægtige folk blev af Columbus kaldt in- 
dianere, da han fandt dem her i 1492. 
Betegnelsen lamanit omfatter indianere og racer 
blandet med indianere, såsom polynesierne, gua- 
tamalanerne, peruvianerne, så vel som siouxer- 
ne, apacherne, mohawkerne, navajoerne og an- 
dre. Det er en mægtig gruppe af store folkeslag. 
Kirken har altid næret en overordentlig stor in- 
teresse og omsorg for de indianske folkeslag 
og for alle lamanitterne i det hele taget. Så 
tidligt som i 1845 blev der af Kirken fremsat en 
erklæring, der i uddrag lyder således: „Zions 
sønner og døtre vil snart blive bedt om at vie 
en del af deres tid til at undervise skovens børn 
(indianererne), for de skal uddannes og under- 
vises i alt, der vedrører det borgerlige liv, såvel 
som Evangeliet. De skal klædes og undervises i 
teori og praksis angående dyd, anstændighed... 
skikke, klædedragt, musik og alt andet, som er 
bestemt til at forfine, rense, ophøje og herliggøre 
dem som sønner og døtre af Israels kongelige 
hus og af Joseph, som gør rede til brudgommens 
komme." (Parker Pratt Robinson, redaktør: Wri- 
tings of Parley Parker Pratt. [Salt Lake City 1952], 
side 5.) 

Det er, ved siden af det humanitære synspunkt, 
grunden til vor interesse. 

For omtrent femten hundrede år siden sagde 
profeten Mormon: „Og min bøn til Gud for mine 
brødre er, at de endnu engang må komme til 
kundskab om Gud, ja, Kristi forløsning, at de 
endnu engang må blive et tiltalende folk." (Mor- 
mons Ord 1:8). På det tidspunkt havde de aller- 

327 



♦ 



^»L * 








X 



"*s»«^ 



: 






l *«r 






ilt 









jKPilNMP 









■ 

^%^k _..r... 



!* 



'%-. 



^"% , 





ede forødt deres religiøse liv og glemt Kristi 
genløsning. De må vende om til Gud, for igen 
engang at blive et behageligt folk. 
Det er til deres forfædre og til Gud, vi står i 
taknemmelighedsgæld for nydelsen af så store 
velsignelser i opfyldelsen af disse profetier. 
Deres profeter fordum, herunder lamaniternes 
profeter, ned gennem århundrederne havde om- 
sorg for deres efterkommere, og de gik i forbøn 
dag og nat, for at deres efterkommere måtte 
blive genløst. Som svar på bønnerne fra denne 
lange række af profeter og historieskrivere for 
lamanitterne blev det evige Evangelium gengivet 
til jorden i 1820. 

Nu har profeterne altid følt omsorg for dem. 
Moroni var den sidste af sit folk, nephiterne — 
en sidste på dette fastland, hele den øvrige del 
af hans slægt var blevet dræbt. Dette skrev han, 
før han gemte optegnelserne bort i højen: „Der- 
for skriver jeg noget mere uagtet min tidligere 
hensigt, thi jeg troede ikke, at jeg skulle skrive 
mere, men jeg skriver noget, som muligvis kan 
blive af værdi for mine brødre, lamaniterne, i 
fremtiden efter Herrens veje." (Moroni 1:4) 
Da, i vore dage, hedder det i een af de profetier, 
vi har angående lamaniterne: „Og se, det øv- 
rige af dette værk indeholder alle dele af mit 
evangelium, som mine hellige profeter, ja, og 
ligeså mine disciple, bad mig i deres bønner, 
lade komme frem til dette folk." (L. og P. 10:46). 
Måske henviser dette til den del af Mormons 
Bog, der endnu aldrig er blevet oversat, men 
som vil blive det engang i fremtiden. Det, der gør 
indtryk på mig, er, at alle deres profeter og alle 
vores profeter har følt så stor omsorg for det 
lamanitiske folk, og at deres bønner bestandig 
gennem de lange år er steget op om, at Herren 
ville lade det ske, at disse folkeslag, som var 
faldet fra, ville blive bragt tilbage, så at de kunne 
nyde alle de goder, de har ret til. 
Da nu Kirken blev organiseret for over hundrede 
år siden, følte profeterne omsorg for lamaniterne 
lige fra begyndelsen, mens der kun var en halv 
snes og derpå hundrede og derpå tusinde mor- 
moner i verden. Da der i hele verden kun var 
nogle få tusinde i Kirken, arbejde vi allerede med 
indianerne. Joseph Smith selv drog over floden 
og lærte Evangeliet til indianerhøvdingene, der 
havde samlet sig for at lytte til ham. 
Een af de åbenbaringer, der kom til Joseph, lød: 
„Men førend Herrens store dag kommer, skal 



Jakob blomstre i ørkenen og lamaniterne springe 
ud som rosen. 

Zion skal blomstre på højene og fryde sig på 
bjergene og samles til det sted, jeg har udset." 
(L. og P. 49:24-25). 

Med alle disse løfter sker der idag en stor op- 
vågnen som følge af det arbejde, der er blevet 
gjort i det sidste århundrede og især i de sidste 
ti-tyve år. Idag har vi mange lamanitiske ledere 
i Kirken. For eksempel har vi på Tonga, hvor tyve 
procent af alle mennesker på øerne er med- 
lemmer af Kirken, tre store stave. De to af dem 
ledes udelukkende af lamaniter og den tredie 
næsten udelukkende. Der er tre stave på 
Samoa, og endnu een skal organiseres på de 
små Samaoøer. Endnu fire stave med lamani- 
tiske ledere! 

Der er i Mexico City tre Zions stave med mexi- 
kanske ledere — lamanitiske ledere. Stavs- 
præsidenterne, biskopperne, højrådet, hjælpele- 
derne er alle — med een eller to undtagelser — 
lamaniter. I Monterrey, Mexico, i Guatamala, i 
Lima, i New Zealand og andre steder har vi 
Zions stave med dertil hørende ledere. 
Det er en direkte opfyldelse af de fremsatte 
profetier, og det er en stor forandring. For en 
halv snes år siden var der ikke een eneste lama- 
nitisk stav i verden. Der fandtes ingen lamani- 
tiske biskopper, der var ingen lamanittiske stavs- 
præsidenter. I løbet af nogle få år er alt dette 
kommet i stand. Kristus sagde, idet Han så ned 
langs tidens strøm: „Og således ser vi, at Guds 
befalinger må opfyldes. Og dersom menneskene 
holder Guds bud, styrker og underholder han 
dem og tilvejebringer midler, hvorved de kan 
udføre det, som han har befalet dem, og således 
forsynede han os med de fornødne midler, me- 
dens vi opholdt os i ørkenen." (1. Nephi 17:3). 

Han har inspireret denne Kirkes ledere til at se 
frem og til at organisere den direkte opfyldelse 
af vor tids Skrifter, hvori Herren sagde til Oliver 
Cowderry: „Og nu, se, jeg siger dig, at du skal 
begive dig til lamaniterne og prædike mit evan- 
gelium for dem, og dersom de antager din lære, 
skal du oprette min kirke iblandt dem, og du 
skal få åbenbaringer, men nedskriv dem ikke 
som befalinger." (L og P. 28:8). 

Herren har videre instrueret os: „Dog skal mit 
værk have fremgang, thi ligesom kundskaben 
om Frelseren kom til verden gennem jødernes 






329 



vidnesbyrd, således skal kundskaben om en 
Frelser komme til mit folk. 

Og til nephiterne, jakobiterne, josephiterne og 
zoramiterne gennem deres forfædres vidnes- 
byrd — " (L og P. 3:16-17). 
Det vidnesbyrd er Mormons Bog. Enhver lamanit, 
der læser Mormons Bog med et oprigtigt ønske 
om at kende dens sandhed, vil få et vidnesbyrd 
om, at det er hans optegnelse, og at han er een 
af dem. „Og dette vidnesbyrd skal komme til 
lamaniternes, lemueliternes og ismaeliternes 
kundskab, de, som er nedsunket i vantro som 
følge af fædrenes ugudelighed, hvem Herren gav 
lov til at udrydde deres brødre, nephiterne, på 
grund af disses ugudelighed og vederstyggelig- 
heder. Og netop i dette øjemed er disse plader 
blevet bevaret, som indeholder disse optegnel- 
ser, at Herrens forjættelser, som han gav sit 
folk, må gå i opfyldelse, nemlig, at lamaniterne 
måtte komme til kundskab om deres fædre, 
kende Herrens forjættelser, tro evangeliet, for- 
lade sig på Jesu Kristi fortjeneste og blive for- 
herliget gennem tro på hans navn og blive frelst 
gennem omvendelse. Amen." (L. og P. 3:18-20). 
Noget af det første Joseph Smith gjorde, da han 
var i færd med at organisere Kirken, var selv at 
prædike Evangeliet for lamaniterne, og derpå 
sendte han sine brødre — Ziba Peterson, Parley 
P. Pratt, Oliver Cowderry og Peter Whitmer. 
Herren sagde: „Og Ziba Peterson skal også led- 
sage dem, og jeg selv vil gå med dem og være 
midt iblandt dem. Jeg er deres talsmand hos 
Faderen, og intet skal få overhånd over dem." 
(L. og P. 32:3) 

Det lamanitiske folks udvikling, vækst og frem- 
gang er af største vigtighed for al mormonisme, 
for hele Kirkens program, for kristenheden. 
I 1963 var treogtyve procent af alle, der lod sig 
døbe lamaniter. Der var femogtyvetusind på eet 
år. I 1970 var der endnu flere. Alt dette viser 
lamaniternes lydhørhed over for sandheden. Det 
er som een af lamaniterne har sagt: „Evange- 
liet, som undertiden kaldes mormonismen, er 
noget, vi hele vort liv har prøvet at komme i 
tanker om, nu kommer det altsammen tilbage til 
os på een gang." Har De nogensinde prøvet at 
genkalde Dem noget, som er blevet væk for 
Dem, og så oplevet, at det pludselig, mens De 
anspænder Dem og kæmper for at huske det, 
dukker op igen? Således er Evangeliet for lama- 
niterne. En bestemt god navajomand sagde til 



mig: „Gennem hele livet har vi vidst, at vi gik 
den gale vej. For længe siden var vi sammen 
med jer, så kom vi til et sted, hvor vejen deltes 
af en stor klippe i midten. Vi gik den ene vej og 
I den anden, men nu er vi kommet uden om den, 
og vi kommer alle tilbage sammen." 
Vi har sandsynligvis tredive tusind lamanitiske 
medlemmer i Mellemamerika, og jeg vil minde 
om, at dette har vi opnået på forholdsvis få år. 
Der må være omkring eet hundrede tusinde 
polynesiere i Kirken, så at vi nu har henved en 
kvart million lamaniter. Jeg vil tro, at vi groft 
anslået kun havde nogle få tusinde for tyve år 
siden. Nu har vi fået en kvart million i løbet af 
dette korte tidsrum af tyve tredive år. Vi har 
missioneret blandt polynesierne i hundrede år 
eller mere. 

Det er rart at vide, at vi har hundreder af lama- 
nitiske missionærer, der sendes ud for to år 
nøjagtig ligesom alle ikke — lamaniter — og de 
giver af deres tid og deres midler, de prædiker 
Evangeliet hovedsageligt for deres eget folk, og 
de har almindeligvis meget stort held med sig. 
Det vil måske være af interesse at få at vide, at 
af næsten eet hundrede missioner er de fire 
største lamanitmissioner. Disse er: Mexico North 
Mission, Guatamala- El Salvador Mission, Mexi- 
can Mission og Tonga Mission. Det er de fire 
største i verden. Hvad indebærer det? Det be- 
tyder, at lamaniterne der tager imond Evangeliet 
som intet andet folk. De genkender noget, som 
de har ventet på i lang, lang tid, og nu modtager 
de Evangeliet. Af alle missioner er ni af de første 
eenogtyve lamanitmissioner. 
I Mexico North Mission har hver missionær, 
indtil nu, døbt treoghalvtreds omvendte. I Mexico 
North Central fireogtredive. I Mexico Southern 
tredive. Der findes lande, hvor missionærerne 
ikke døber ret mange andre end lamaniter. Gud 
velsigner dem, så de kan tage imod Evangeliet. 
De er modtagelige som intet andet folk i vor tid. 
De synes at genkende den sandhed, som de har 
savnet alle disse år, uden at vide, at de savnede 
den, Nu er den kommet til dem. 
Da profeten Abinade brændte på pælen, sagde 
han: „Den tid skal komme, da alle skal skue 
Herrens frelse, da hver slægt, stamme, tungemål 
og folk skal se øje til øje og skal bekende for 
Gud, at hans domme er retfærdige." (Mosiah 
16:1). 
Enhver stat i Sydamerika undtagen Guiana, 



330 



ethvert land i Mellemamerika, enhver stat i 
Mexico, ethvert sted i Canada og alle staterne 
i USA betjenes af missionærerne, og de lamani- 
tiske missionærer træder i forgrunden. 
Lamaniterne er gode mennesker, der er som 
oftest ærlige folk. Selvfølgelig er der mennesker 
i alle grupper, der ikke helt lever op til standar- 
den, men som et hele er lamaniterne varmhjer- 
tede, elskværdige mennesker. 
Sandsynligvis var nogle af hine tolv disciple i 
Amerika lamaniter. Den store profet, Samuel, 
var lamanit. I to hundrede år — ja mere — her- 
skede retfærdigheden, en periode der, så vidt 
jeg ved, ikke har sin mage i hele verdenshi- 
storien. I disse to hundrede år var der ingen 
krig, der var ingen, som blev udelukket, ingen 
skel eller uenigheder. Alle var sammen i een 
gruppe, alle elskede hverandre, og der var ingen 
kampe. 

Der var de to tusinde „sønner af Helaman", der 
blev sendt ud i krig for at beskytte deres familier, 
og ikke een blev dræbt. De kæmpede og blødte, 
nogle af dem fik sår, men på grund af deres 
store tro døde ikke een eneste. Lamaniterne 
synes at have en naturlig tro. De er nær ved 
Herren. 

Herren velsignede lamaniterne, og Han er villig 
til at arbejde blandt dem og gøre disse ting. 
Jesus selv sagde, da Han besøgte lamaniterne 
på dette fastland: „Så stor tro har jeg aldrig set 
blandt jøderne, hvorfor jeg ikke kunne vise dem 
så store mirakler, som følge af deres vantro. 
Sandelig siger jeg jer, der er ingen af dem, der 
har set så store ting, som I har set, og de har 
heller ikke hørt så store ting, som I har hørt." 
(3. Nephi 19:35-36). 

Brødre og søstre, I hører til en ædel race. Jeres 
fader er Joseph, der blev solgt til Ægypten, den 
kyske mand, der hellere gik i fængsel end han 
ville give efter for en fyrstindes forførelse. Jeres 
fader var Jakob, faderen til tolv sønner. I er 
efterkommere af een af dem. Een af alle tiders 
største profeter var Isak, jeres fader. En anden 
stor profet, jeres fader, var Abraham, ingen var 
større end ham. Abraham var en stor mand, der 
vandrede og talte med Gud. Han er jeres fader 
disse mange slægtled tilbage. Vær stolte af ham, 
og vid, at I er af kongeligt blod, med jeres kon- 
gelige blod kan I udføre store ting og hæve jer 
op til tinderne. 
I må have den åndelige indstilling. Jeg vil gerne 



citere nogle få linier fra een af de yndige, unge 
damer her i aften, en dame, der for et år eller så 
siden talte i nærværelse af Kirkens ledere ovre i 
Assembly Hall. Hun sagde: „Jeg steg af bussen 
for otte år siden med det tøj, jeg stod og gik i, 
på ryggen havde jeg nogle få ejendele i en 
skotøjsæske. Jeg kom fra et beskedent hjem. 
Mit folk er beskedent, men I har åbnet jeres 
hjerter for mig. Det er jeg taknemmelig for. Jeg 
kan nu tage hjem med en splinterny kuffert, med 
masser af tøj, men det er ikke det, der er min 
rigdom. Jeg kunne tage hjem med det tøj, jeg 
står og går i, og med mine ejendele i en sko- 
tøjsæske og dog være rig. Jeg kan være mere 
velstående end noget menneske i reservatet, 
fordi jeg har det, der er inden i mig, det, der er 
kosteligt som en perle, kosteligt som guld, så 
kosteligt som alle denne verdens rigdomme. Jeg 
har et vidnesbyrd om Evangeliet. Jeg ved, at 
Jesus er Kristus, og at Gud lever og besvarer 
bønner." Det var Verenda. Jeg har i mellemtiden 
beseglet hende til hendes mand i templet. 
Der er blandt alle velsignelser, I kan forestille 
jer, ingen, hvortil I ikke har ret, — I, lamaniter, 
når blot I er retfærdige. I er af kongeligt blod, 
børn af Abraham, Isak, Jakob, Joseph og Lehi.O 



331 



I færd med at vække 

GUATEMALA 



I ti år sov Cordell Andersen ikke ro- 
ligt. Hans søvn blev forstyrret af en 
drøm — ■ en drøm så stor at den over- 
vældede ham. I denne drøm så han to 
millioner fattige indianere fra Gua- 
tamala trygle om hjælp. Han vidste, at 
deres råb var ægte, for han havde 
personligt været vidne til deres 
skrækkelige tilstande i 1957, mens 
han gjorde tjeneste som missionær 
for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages 
Hellige i deres land. Hver gang drøm- 
men kom og forsvandt igen, råbte 
Cordell højt indvendig: „Oh, Gud, 
disse dine børn har lidt nok! Lad tiden 
for deres genløsning begynde!" 
Men hvad kunne han gøre for at give 
disse hårdt trængende mennesker en 
ny livsform? Han alene, som var uden 
praktisk eller økonomiske resourcer. 
Modvilligt måtte Cordell gemme sin 
drøm og fortsætte med at arbejde, 
spare op, studere ting om Guatamala 
og vente. 

Til sidst kunne han ikke vente læn- 
gere. I august 1967 solgte den den- 
gang eenogtrediveårige Cordell sine 
ejendele, sagde sin stilling op, stop- 
pede sin kone, Maria, og deres fire 
børn ind i en overlæsset lastvogn og 
satte kursen mod Coban i Guatamala, 
en by med 10.000 mennesker og an- 
dre 200.000 i sit opland. 
Da Cordell var ankommet, begyndte 
han at udarbejde en strategi, der 
skulle skabe et retfærdigt og rigt folk. 
Idet han følte, at han ikke kunne lære 
disse tilbagestående indianere en ny 
og bedre måde at leve på, før han 
havde vundet deres venskab og 

332 



respekt, rejste han som det første 
omkring ad et netværk af bjergveje og 
viste belærende film i landsbyerne. 
Dette gav ham det fodfæste han 
havde brug for, for at kunne modvirke 
den århundredgamle overtro og over- 
levering, der beherskede indianernes 
liv. 

Efter at have tilbragt to år med at 
blive gode venner med indianerne og 
mindske deres frygt følte han, at han 
var klar. Med Orson Pratts ord tord- 
nende i sine øren: — „ ... lad os ofre 
alt, hvad der kræves af os, for dette 
folks frelse." — stoppede den blide 
Cordell endnu en gang sin familie ind 
i lastvognen og tog til det primitive 
Finca Valparaiso (Paradisdalplanta- 
gen) 250 km. borte for at arbejde med 
de 40 pokonchi-indianerfamilier, der 
boede der. 

Forsigtigt, men beslutsomt, begyndte 
Cordell at hjælpe befolkningen med 
at forstå sine problemer og den elen- 
dighed, de fremkaldte. Hans første 
mål var at nedbringe den store børne- 
dødelighed ved en bedre kostplan og 
lægehjælp på et tidligt tidspunkt, om- 
fattende vaccination og sanitære for- 
bedringer. Der var ingen uddannede 
læger i dette område, og Cordell, der 
havde lært sig lægekunsten i De for- 
enede Staters Hær, gik i gang med at 
behandle kwashiorkor og andre er- 
næringssygdomme, influenza, dysen- 
teri, tyfus, lungebetændelse, hudsyg- 
domme og de sædvenlige børnesyg- 
domme. 

Under eet af sine ugentlige besøg 
fandt Cordell en toårig dreng, der sut- 



tede på sin bedstemoders tørre bryst. 
Drengen, Miguelito, havde ikke styrke 
til at stå på sine små, knoglede ben, 
for lige siden hans moder døde, da 
han var fire måneder gammel, havde 
hans kost hovedsageligt bestået af 
majspandekager og kaffe. Hans øren 
og hovede var dækket af en svam- 
peart, og hans underliv lignede en 
overoppumpet fodbold, en tiistand, 
der var fremkaldt af proteinmangel. 
Cordell sagde til bedstemoderen, at 
hun skulle bringe drengen hjem til 
ham, så han kunne blive hjulpet. Men 
først et år senere, da det blev ind- 
lysende, at drengen var ved at dø af 
lungebetændelse, overlod bedstemo- 
deren ham uventet til familien An- 
dersen. 

Tålmodighed, kærlighed og fornuftig 
pleje førte hurtigt til resultater. Da 
lungebetændelsen først var kureret, 
søgte Cordell og Maria at udfinde 
grunden til, at Miguelito, der vejede 
6V2 kg, ikke ville spise. Selv vand 
måtte man tvinge i ham. I fortvivlelse 
besluttede de at give ham en kvart 
barnedosis ormedræbende medicin, 
skønt de indså, at det ville være far- 
ligt for ham i hans svækkede tilstand. 
Medicinen gjorde sin virkning, og 
Miguelito begyndte at spise, ved hvert 
måltid spiste han i to timer. Seks uger 
senere, da Miguelito vejede 3V2 kg 
mere, begyndte han at gå og tale for 
første gang. i dag som fireårig, er han 
på størrelse med en almindelig toårig, 
og måske er han også lidt tilbage 
åndeligt. Men han lever, han er lykke- 
lig og fuld af liv. 



Tre af indianerdrengene fra Andersens 
gård spadserer sammen ned ad en jord- 
vej. 



AF BARBARA TIETJEN JACOBS 



Som følge af disse successer accep- 
teres Cordell nu mere og mere i in- 
dianske hjem, og man giver ham lov 
til at udfylde kostplaner og begynde 
en tidlig behandling af sygdomme. 
Cordells næste mål var at vise india- 
nerne, hvorledes de anvender mo- 
derne landbrugsmetoder. Hans fjer- 
kræ-, kvæg-, svine- og grøntsags- 
projecter viste sig ikke alene gavn- 
lige som redskaber til undervisning, 
men de muliggjorde også en afbalan- 
ceret kost, der kunne erstatte de tra- 
ditionelle bønner og majskorn. Ud fra 
den overbevisning, at han ikke kunne 
hjælpe til at øge disse menneskers 
velstand, hvis de skulle arbejde gratis, 
besluttede han, at hverarbejderskulle 
have penge for sin indsats, dette 
betød, at hvert landbrugsproject måtte 
køres som en forretning, som betalte 
sig selv og samtidig gav et overskud, 
der kunne benyttes til udvidelser. 
Foruden arbejdsprojecter, hvoraf in- 
dianerne lærer gennem iagttagelse og 
deltagelse, indledte Cordell ordinær 
klasseundervisning for dem, der ville 
tage imod den. Om morgenen er bør- 
nehaver og førsteklasser og om efter- 
middagen anden- og femte-klasser 
blevet undervist af Freddie Renoso, 
en uddannet sidstedages hellig lærer, 
og Rosita Estrada, en sidste dages 
hellig pige fra Guatamala City. For 
tiden ertredive børn indskrevne. Klok- 
ken 4 om eftermiddagen tilbydes vok- 
sne, der gerne vil lære at skrive og 
læse et andet sprog end deres in- 
dianske dialekt, undervisning i en 
klasse, der anvender Mormons Bog 






som lærebog. Litterære klasser med 
andre lærebøger findes for dem, der 
ikke er interesseret i religion. Lørdag 
eftermiddag kommer drenge og mænd 
hen i snedkerværkstedet for at lære, 
hvorledes de kan fremstille senge og 
borde til deres umøblerede hjem. 
Som noget grundlæggende i Cordells 
plan for at bringe nyt liv til det folk, 
han har gjort til sit, står det at under- 
vise dem i Jesu Kristi Evangelium. 
Han og hans kone, Maria, er begge 
missionærer. Da de først mødte til- 
lid hos nogle af folkene i plantagen, 
begyndte de at holde søndagsskole og 
nadvermøde i et lille kornmagasin. Da 
antallet af deltagere nåede op på 
femogtyve, blev gruppen kendt som 
Valparaisogruppen. Fra og med de- 
cember 1970 har alle ordinære kirke- 
møder været holdt. Næsten halvdelen 
af grenens medlemmer bærer Præste- 
dømmet: een højpræst, een ældste, to 
præster, to lærere og fire diakoner. 
Da Cordell overtog sin 222,75 ha store 
plantage for omkring tre år siden, var 
dens aktiver godt og vel tolv ha med 
dårlige sukkerrør og en primitiv, ned- 
kørt sukkerfabrik. Der var ingen hus- 
dyr, ingen bygninger at huse dem i, 
ingen landbrugsmaskiner. Efterhån- 
den anskaffede Cordell sig de mest 
almindelige landbrugsredskaber, men 
har hele tiden lidt under mangelen på 
reservedele og penge til at få repare- 
ret udstyret, når det går i stykker. 
Da Cordell hverken var en erfaren 
landmand eller bygmester, var han 
tvunget til at lære tingene ved at prøve 
sig frem. Før han kunne gå i gang 
med at avle kyllinger, måtte han lære, 
hvordan man laver et bur til dem. Da 
der udviklede sig et problem med 
fluer ved kyllingeburene, installerede 
han forhøjede tråbunde. Kyllingernes 
ekskrementer, der samler sig under 
burene, bruges nu til gødning for suk- 
kerrørene. 

Da han fik kreaturer på plantagen, 
måtte han lære, hvorledes man vac- 
cinerer mod miltbrand og finde ud af, 
hvordan man bekæmper orm og sprøj- 
ter mod blodmider. 
Indianerne var mistænksomme over- 
for kosttilskud og kæmpede mod 
ideen om at plante haver med grønt- 

334 



sager. Set fra deres synspunkt var 
majs den eneste føde, der var værd at 
spise — grøntsager var for kvæg. 
Ofte har Cordell vadet gennem mud- 
der, der gik ham til anklerne, for i 
regnfulde, mørke nætter at bringe 
hjælp til syge, der levede i svineri. Til 
at begynde med ville indianerne ikke 
fortælle ham om sygdom indenfor 
familiekredsen, før deres egne midler 
og trolddom havde slået fejl. Således 
kom Cordell til at stå overfor at skulle 
kurere sårfyldte hænder, der havde 
været forsøgt behandlet med kalk, 
eller betændt øren, der havde været 
badet med hønsegødning. 
Indianerne lagde ikke spor vægt på 
uddannelse, og Cordell måtte anvende 
ethvert overtalelsesfif, han kunne 
komme på, for at overbevise dem om, 
at de burde lade deres børn komme i 
plantageskolen og selv komme til 
aftenskoleklasserne, hvor de kunne 
lære spansk læsning og skrivning. 
Uden denne evne er Skrifterne og 
kirkehåndbøgerneuden mening. Endnu 
i dag forstås de fleste nøgleord i Mor- 
mons Bog stadig ikke af de voksne, 
men de forstår synonymerne, og dette 
sætter dem i stand til gradvist at 
forøge deres Mormons Bog-ordforråd. 
Ikke-medlemmers forstyrrelse af Kir- 
kens medlemmer er almindelig, og 
trusler følges ofte af angreb med 
knive. De, der har ladet sig^ døbe, får 
skyld for alt, hvad der findes af van- 
skeligheder på stedet, herunder også 
de høje priser på majs og bønner. 
De daglige problemer er imidlertid 
ubetydelige sammenlignet med den 
forandring, der kan opstå i indianerens 
liv. Den tyveårige Miguel Max er en 
smuk indianer, 1,65 cm høj. For to år 
siden kendte han ikke betydningen af 
renlighed (hverken moralsk eller 
fysisk), ansvar, loyalitet, initiativ, præ- 
station eller frelse. Klædt i laser til- 
bragte han dagen med at bearbejde 
en jordlod, der var tildelt hans far, og 
natten i et skur uden vinduer og gulve, 
bygget af bambus og soltørrede mur- 
sten. Han spiste med uvaskede hæn- 
der og siddende i skidtet. 
Så mødte han Corell, som blev beha- 
gelig overrasket over at møde en in- 
dianerdreng, der kunne holde sig 



ædru, mens alle omkring ham var ful- 
de. Det tog Miguel Max seks måneder 
at beslutte sig til at opgive den in- 
dianske levevis, men da han først 
havde brudt med den, gjorde han hur- 
tige fremskridt. Han var den første 
indianer, der kom til Kirkens møder 
og i klassen studerede Mormons Bog. 
Han er nu plantagens dygtigste over- 
sætter fra spansk til pokonchi, han 
var den første, der reagerede positivt 
overfor ernæringsprogrammet ved at 
drikke incaparina (et billigt protein- 
tilskud), den første, der plantede en 
have med grøntsager og den første 
pokonchi-indianer, der lod sig døbe. 
Nu virker han som hjemmelærer, og 
ved hvert faste- og vidnesbyrdmøde 
rejser han sig for at bære et vidnes- 
byrd, der hviler på en stærk overbe- 
visning. 

I håbet om at gøre enhver af sine in- 
dianere til en Miguel Max fortsætter 
Cordell med at beskæftige uddanne 
og omvende det indianske Israel, men 
han kan kun gøre det på bekostning 
af store ofre for sig selv og sin familie. 
Hver gang han finder et forældreløst 
barn eller eet, der er på vej til at dø af 
underernæring eller sygdom, som 
f.eks. Miguelito, adopterer han uoffi- 
cielt barnet. I dag har han ansvaret 
for i sit hjem at skaffe føde, klæder, 
husly og lægebehandling til eenog- 
tredive mennesker. 
Som følge heraf har Cordell og Maria 
ikke haft tid eller penge til at ordne 




og møblere deres plantagehjem på 
passense måde. Med deres syv børn 
(hvoraf fire er født iGuatamala),sover 
de i tre værelser, men kommer ofte i 
bekneb for senge eller sovesteder til 
de nye forældreløse. Både Cordell og 
Maria arbejder til kl. halv elleve om 
aftenen. Med så mange som niogtre- 
dive at holde hus for plus gæster, der 
spiser i tre hold hver dag, må Maria 
lave ost og smør to gange daglig. 
Cordell må føre tilsyn med alt, hvad 
der foregår på plantagen, for de guata- 
malanske arbejdere har endnu ikke 
tilstrækkelig øvelse til at have hele 
ansvaret for udstyr og fremgangsmå- 
der. Efter en hel dags arbejde på mar- 
kerne tager han hjem for at udføre 
husligt arbejde, såsom klippe hår på 
elleve mennesker på een aften. 
Ved at arbejde sammen som een fa- 
milie har familien Andersen og de 240 
indianere gjort betydelige fremskridt i 
løbet af deres første år. Uden midler 
har de nu opnået følgende: 
1. Ti døbte indianske medlemmer til 
Kirken, medlemmer, der betaler tien- 
de, samt mange undersøgere, der 
regelmæssigt kommer til møderne. 



Det nederste billede til venstre viser op- 
bygningen af de sanitære faciliteter. På 
det midterste billede arbejder Miguel Max 
med en rundsav, idet han er ved at bygge 
et nyt hus. Han bistås af Fernando Mora, 
indianerdrengenes overlærer. På højre bil- 
lede giver Cordell Andersen medicin til 
nogle af dem, der bor og arbejder i om- 
rådet. 



2. En kirkebygning under opførelse. 

3. En skolebygning med pulte og 
undervisningsmaterialer. (Som skole- 
project hjælper hvert af børnene med 
at dyrke skolens frugthave, og andre 
tager sig af skolens 300 liggehøns.) 

4. Et filmprogram, der omfatter ud- 
dannende og underholdende film om 
aftenen på søgnedage og religiøse 
film om søndagen. 

5. Et fritidsprogram, der omfatter mu- 
ligheder for at dyrke fodbold, rugby, 
basketball, tennis, bordtennis, sejl- 
sport, svømning og læsning. 

6. Fyrretyve udhuse. (Før 1970 vidste 
indianerne ikke, hvad et udhus er). 

7. Et byggeproject, der har bevirket 
en begyndende udskiftning af ueg- 
nede hytter med rene, moderne hjem. 
(Indtil nye huse kan bygges færdige, 
forbedrer indianerne deres nuværende 
hjem ved at installere vinduer, lave 
møbler og hæve ildstederne op over 
jordgulvene). 

8. Et overrislingssystem, der mulig- 
gør dyrkning af grøntsager, bær og 
frugttræer i den tørre årstid. 

9. Eet hundrede svin (som for stør- 
stedelen er solgt nu) og eet hundrede 
stykker kvæg. 

10. Et kyllingeproject. (Attenhundrede 
daggamle kyllinger indkøbes ca. een 
gang om måneden. Overskuddet fra 
dette foretagende er med til at betale 
skolens drift). 

11. Et lager fyldt med fisk. 

12. En lille butik i Coban, hvorfra 



overskydende æg, kyllinger, grønt- 
sager, ost og smør sælges. 

13. En besøgskomite, der søger efter 
tidlige sygdomstegn. (I 1970 foretoges 
over 1000 sygebesøg. Før den tid 
døde halvtreds procent af børnene, 
før de var fem år gamle.) 

14. En bedre kostplan. (Gravide mød- 
re og børn under skolealderen mod- 
tager kosttilskud efter behov. Alle 
skolebørn får dagligt frokost beståen- 
de af ost, vitaminiseret majspande- 
kage, grøntsager og en tynd blanding 
af pulvermælk tilsat incaparina, som 
leveres af Care. 2 Almindelig mælk 
ville bringe uorden i maver, der ikke 
er vant til den. 

15. Velstand. (Hver arbejder mod- 
tager en minimumsdagløn, der i visse 
tilfælde er tre gange så stor som no- 
gen gennemsnitsintægt, disse india- 
nere nogensinde før har haft). 
Efterhånden som plantagen bliver i 
stand til at bære sig selv, har Cordell 
planer om at drage flere indianere ind 
i foretagenet. Han cykler allerede nu 
en gang om ugen op til den lille 
landsby på toppen af bjerget, som har 
udsigt ud over plantagen, for at ud- 
søge de syge. Han har også indianere 
og unge fra andre grene af Kirken i sit 
hjem i uddannelsesperioder på et halvt 
år i det håb, at de vil indsuge tilstræk- 
kelig viden og ønske at tage hjem og 
påbegynde lignende programmer. 
Profetierne angående det lamanitiske 
folk fortæller, at Evangeliet vil blive 





En del af broder Andersens arbejde består i at tage ind i hjemmene hos dem, der har brug for lægehjælp 



givet dem påny, og at mørket skal 
vige fra deres øjne, så at de vil blive 
et hvidt og behageligt folk. (Se 2. Nep. 
30:5-6). Nogle få af lamaniterne i 
Guatamala, der så længe har været 
tyngede af fattigdom og elendighed, 
begynder at røre på sig på grund af 
en hvid broder og hans familie, hvis 
største håb det er, at kærlighed, hårdt 
arbejde og ofre stadig vil vække flere 
af Guds udvalgte folk i årene fremover. 

O 



Pratt, Orson — tidligere medlem af De tolvs 
Råd, 1811—1881. 

Care — Co-operative for American Relief Every- 
where, Inc. en ikke-sekterisk, privat, ukommer- 
ciel virksomhed for frivillig hjælp, ejet og 
ledet af 26 for størstedelen amerikanske tjene- 
ste-, religions-, arbejds- og broderskabsorgani- 
sationer. Hjælper hvert år med at skaffe mad 
til 40 millioner trængende mennesker i Europa, 
Afrika, Latinamerika og Det mellemste Østen. 



Og atter, Gud Herren har befalet, at menneskene ikke 
skulle slå ihjel, at de ikke skulle lyve, at de ikke skulle 
stjæle, at de ikke skulle tage Herren, deres Guds navn for- 
fængeligt, at de ikke skulle bære nag, at de ikke skulle 
trættet indbyrdes, at de ikke skulle bedrive hor, og at de 
ikke skulle gøre nogen af disse ting; den, der gør dem, skal 
omkomme. 

Thi ingen af disse synder kommer fra Herren, thi han gør 
det, som er godt blandt menneskene, og han gør intet, 
uden at det står tydeligt for dem; og han indbyder alle til 
at komme til sig og få del i hans godhed, og han nægter 
ikke nogen at komme til sig, sort eller hvid, træl eller fri, 
mand eller kvinde, og han ihukommer folkene, thi alle er 
lige for Gud, bade jøde og ikke-jøde. 

2. Nephi 26:32-33 



336 




BØRNENES 
SiDER, 




EN RIGTIG 

NAVAJO 



AF SHERRI JOHNSON Illustreret af Ted Nagata 



Wandas brune øjne stirrede udtryks- 
løst på den tomme vævestol. Hen- 
des hænder lå foldede i skødet, og 
hendes lange sorte hår dansede i 
brisen. I ugevis havde bedstemor og 
den tolvårige Wanda arbejdet på at 
hun kunne lave dette tæppe. De hav- 
de klippet fårene og derpå vasket 
og farvet ulden, idet de brugte far- 
ver, der var lavet af rødder og bær, 
nødder og planter, som de selv 
havde. 

Bedstemors rynkede hænder havde 
vist Wanda, hvorledes man karter 



ulden og spinder den til garn. Wanda 
havde set godt efter, for dette var 
det første tæppe, som hun helt selv 
skulle væve. 

Bedstemoder kiggede udad hoga- 
nen, hun havde travlt med at ælte 
noget dej til et brød. Du må arbej- 
de, Wanda Kieyoomia. Tæppet væ- 
ver ikke sig selv." 

„Men Bedstemor, vil du ikke tegne 
mønsteret, som du før har gjort, og 
bare lade mig væve det?" 
„Nej, Wanda, du kan ikke blive en 
rigtig navajo ved at væve andres 




81 



mønstre. Du må væve din egen be- 
retning ind i tæppet. Du må vise at 
du er dit folk værdig." 
Wanda gik tilbage til den tomme 
vævestol. Hun tog et nøgle sort garn 
op og så på det. 

Hvad skal jeg væve? spekulerede 
hun. Jeg har ikke som Kathy Silent- 
man haft en forfærdelig og prægtig 
oplevelse, jeg har aldrig som Elvira 
Tak mødt et stort menneske. Jeg har 
ikke noget vigtigt, jeg kan væve ind 
i tæppet. 

Wanda smed det sorte garnnøgle på 
jorden og gik ud til hoganen. Mor og 
Bedstemor var netop ved at være 
færdige med brødet. 
„Vi har bagt dette brød bare for din 
skyld," sagde mor smilende. Men 
Wanda syntes ikke at høre det. 
Mors lange skørt raslede og hendes 
sølv- og turkissmykker slog mod 
hinanden i takt med den knitrende 
ild. Tilsidst spurgte hun: „Er du ble- 
vet enig med dig selv om, hvorvidt 
du vil i de hvides skole næste år, 
Wanda?" 

Wanda rystede på hovedet. Hun 
havde ikke lyst til at tage derhen, 
hun var en navajo og havde ikke 
brug for de hvides skikke. Men hvor- 



dan skulle hun fortælle mor det? 
Hvorfor, var der nu så mange pro- 
blemer og beslutninger der skulle 
tages på een gang? 
„Du må snart bestemme dig," skyn- 
dede bedstemoderen. „Der er snart 
ikke så længe til." 
Wanda havde ikke lyst til at tale om 
den forestående beslutning lige nu. 
Da hun havde vasket op, prøvede 
hun at slippe væk, mens hendes 
mor lagde de små i seng, men mo- 
deren standsede hende. 
„Wanda," sagde moderen, mens hun 
lagde dynen over den toårige Ro- 
berta, „du kan ikke skyde det ud 
længere. Manden fra anbringelses- 
kontoret skal have besked i over- 
morgen. Og der er een ting til, min 
pige." 

Moder Kieyoomia gik hen til døren 
og gjorde tegn til Wanda om at 
komme med. De gik over til væve- 
stolen. Moderen trak sit smukke 
navajoskørt sammen om sig, idet 
hun satte sig. „Wanda, kan du hu- 
ske din kusine, Victoria?" 
„Ja hun har gået i de hvides skole i 
tre år nu." 

„Og kan du huske, hvordan hun 
fortæller om alt det, hun har lært? 




82 



Nu hjælper hun sin familie ved at 
undervise den." 

„Jeg ved, at hun har lært meget," 
svarede Wanda, men, mor, det er om 
de hvides ting. Vi er navajoer, og jeg 
skal bare kunne lave mad og væve 
og passe min hogan." 

„Det var det, jeg ville sige til dig, 
Wanda. Jeg er glad for, at du er stolt 
af at være navajo, men vi må følge 
med i den hvide verdens fremgang. 
Far og jeg er blevet enige om, at 
flytte til et af de nye huse i reser- 
vatet." 

Wanda sprang op. „Et af de hvides 
huse? Flytte fra vores hogan?" 
„Ja, Wanda, det bliver meget beha- 
geligere for vores store familie." 

Wanda stirrede først på garnnøg- 
lerne og så på sin mor. Så gjorde 
hun omkring og løb ud i de salvie- 
dækkede bakker. Hendes lange 
skørt viklede sig om hendes ankler, 
idet hun løb. 

Pludselig faldt hun i sandet, gis- 
pende efter vejret. Langsomt rullede 
hun om på ryggen og betragtede de 
dunede, hvide skyer, der drev heno- 
ver himmelen. Et af de hvides huse? 
Vi er navajoer. Jeg vil altid være 



navajo! Jeg vil ikke optage de hvides 
skikke. 

Hendes øjne fyldtes med tårer, men 
hun kvalte dem. En navajo græder 
ikke, påmindede hun sig selv. 
Pludselig fik hun en ide. Jeg vil i mit 
tæppe indvæve beretningen om mit 
folk, bestemte hun. Jeg vil minde far 
og mor om, hvorledes vort folk er 
blevet behandlet. Så vil de ikke 
ønske, at jeg skal rejse. Hun sprang 
op og gik tilbage til hoganen, mens 
hun tænkte på mønsteret til sit 
tæppe. 

Nyheden om at Wanda var begyndt 
på sit tæppe, spredtes hurtigt blandt 
kvinderne. Det er en vigtig begiven- 
hed, når en pige væver sit første 
tæppe helt alene. Alle smilede, idet 
de samtykkede: „Wanda bliver et 
aktiv for vort folk ligesom Victoria. 
Vi vil være stolte af hende." 
Ordene brændte i Wandas øren og 
fik hende til at væve hurtigere og 
hurtigere. Jamen Victoria tog væk 
fra vort folk i tre år. Hvordan kan de 
sammenligne mig med hende? Jeg 
vil ikke i de hvides skole! Jeg er 
navajo! 

Wandas fingre var ømme, da hun 
samlede nøglerne for natten. „Det 




83 




84 




bliver et smukt tæppe," sagde en 
stemme bag ved hende. Wanda så 
forbavset op. 

„Davs Victoria," Sagde hun stille, 
idet hun gik tilbage til sit arbejde. 
„Jeg hørte ikke, at du kom." 
„Jeg har stået og kigget på dig. Din- 
ne fingre er rappe og sikre. Hvad 
skal dit tæppe forestille, Wanda?" 
spurgte Victoria. „Mit første tæppe 
handlede om min bedstefar." 
„Har du vævet et tæppe med en be- 
retning i?" forhørte Wanda sig. 
„Selvfølgelig. Jeg er jo navajo." Vic- 
toria satte sig ved siden af Wanda 
og lod sine fingre løbe gennem san- 
det. 

Wanda stirrede på hende. „Men du 
har jo boet hos de hvide og gået i 
deres skoler!" 

„Ja, for at hjælpe min familie og mit 
folk. Jeg har lært meget af de hvide, 
men jeg er navajo. Jeg vil gerne 
have, at vort folk skal få det bedste 
fra begge kulturer. Så får vi både 
det gode, de hvide har, og det gode 
vort folk altid har haft. En dag kom- 
mer du i skole, så du også kan 
hjælpe." 

Da Victoria gik, summede Wandas 
gamle tanker og følelser gennem 



ox::;:. ,.■-■:;■::■:!:;:;■ ftgg 



:.;,:■ , .. .. . ■ ' ■ 



85 



hendes hoved, idet hun sammenlig- 
nede dem med det, Victoria netop 
havde fortalt hende. Hele natten 
tænkte hun på det, mens hun lå og 
vendte og drejede sig og prøvede at 
falde i søvn. 

Da det svage morgenlys begyndte at 
krybe ind i dalen, skyndte Wanda sig 
hen til vævestolen. 
Hendes hænder arbejdede hurtigt 
og sikkert, som de havde gjort det 
den foregående dag, men der lå et 
fredfyldt smil over hendes ansigt. 
Da det blev aften, var tæppet fær- 
digt, og alle samledes for at se Wan- 
das værk. 



Fader Kieyoomia var den første, der 
fik det lille tæppe at se. Han betrag- 
tede det længe, længe. Endelig 
vendte han sig mod Wanda. „Jeg er 
stolt af dig, min pige," sagde han. 
„De fleste piger fortæller om ting, 
der er sket. De er forbi, de kan ikke 
ændres. Men du beretter om frem- 
tiden, en fremtid du vil være med til 
at skabe ved at gå i de hvides skole 
og lære om verden. Så vil du bringe 
det gode, du lærer med tilbage til 
os. Du er en rigtig navajo." O 





86 




HJÆLP FUGLEUNGEN MED 
AT KOMME TILBAGE TIL 
REDEN. 



Hvilken streg skal den 
følge? 



87 




\S7 



•60 
•63 



• 11 



Ml 



*IS 



,/6 



,58 



►*V 



•Il 



Følg 
prikkerne 



•tf 



• lo 




88 





Spørgsmål og svar 



Læserne er velkomne til at indsende spørgsmål, der så vil 
biive forelagt een eller flere personer, for at indhente deres 
mening og kundskab om sagen. Svarene trykkes for at 
give hjælp og overblik, ikke som udtryk for Kirkens lære. 

Hvorfor er læger så vigtige, hvis Præste- 
dømmet har magt til at helbrede sygdomme? 

Svar ved ældste Stapley 

Al kundskab kommer til mennesket fra dens kilde, Gud, 
til menneskets gavn, vejledning og velsignelse. Gud øn- 
sker, at mennesket viist skal anvende den viden, viden- 



skabelig og anden art, som Han sender ti! menneskets 
gavn. Nephi lærte: „ . . . trods alt, hvad vi formår at gøre, 
så er det dog af nåde, at vi er frelst." (2. Nephi 25:23). Vi 
kan passende omskrive denne udtalelse og anvende den 
på helbredelsen af de syge eller hjemsøgte ved Præste- 
dømmets kraft, ved at sige: „Trods alt, hvad 1 kan gøre, er 
det af nåde, at I helbredes ved Præstedømmets kraft." 
Hvis lægerne har udviklet dygtighed og fundet kure mod 
menneskers sygdomme, bør de så ikke anvendes som en 
del af det, der er fornødent ved helbredelsen? 
Lægevidenskaben er blot et led i hele planen og proces- 
sen, der fører til helbredelse. Fremskridtet indenfor læ- 
gevidenskaben og de lægelige behandlingsmetoder skaffer 
kure mod sygdomme og plager, som fordum måske har 
været dødelige. Et sygdomsramt legeme, der styrkes ved 
lægehjælp, har en naturlig kraft til at helbrede sig selv. 
Menneskets liv hviler på mange betydningsfulde faktorer. 
Legemet består af mange sammensatte, hverandre gen- 
sidigt påvirkende dele, som alle må fungere normalt for 
at sikre et godt helbred og fysisk udholdenhed. Forstyr- 
relser, sygdomme, plager og skader optræder i menne- 
skers liv og kræver den dygtige behandling lægeviden- 
skaben er i stand til at yde. 

Når vi taler om godt helbred, bør vi undersøge Visdoms- 
ordet, legemets sundhedslov, som Herren har givet. 
Gennem denne åbenbaring (L. og P. 89) har Herren 
udstyret os med kundskab om de stoffer, der ikke er 
gode for mennesket, og kundskab om dem der frembrin- 
ges af jorden, som er gode for mennesket. Kød skal an- 
vendes sparsomt. Hvis vi adlyder denne naturlov, får vi 
løfte om et godt helbred. 

Hvis vi godtager Visdomsordet og holder fast ved det, 
kan vi så ikke også med fordel godtage og bruge medicin 
og lægers kure? Menneskets magt er begrænset; Guds 
magt er ubegrænset. Når menneskets evner svigter, over- 
tager Guds hellige magt gennem Hans trofaste Præste- 
dømme sagen, og heraf følger ofte mirakler. 
Herren har givet dette råd: 

„Og den der er syg iblandt jer og ikke har tro til at blive 
helbredt, men ellers tror, bør plejes med al omhu med 
urter og let føde . . . 




337 



Og kirkens ældster, to eller flere, skal tilkaldes, og de 
skal bede for ham og lægge hænderne på ham i mit 
navn . . . 

Og den, der har tro til at blive helbredt, og ikke er bestemt 
til at dø, skal blive helbredt." (L og P. 42:43, 44, 48 frem- 
havelse tilføjet). 

Vi kan være taknemmelige for, at forordningen til hel- 
bredelse af husstanden ved tro er en del af vor Herres 
evangeliske plan. 

De følgende eksempler vil forklare det medicinske led 
mellem læger og Præstedømmets helbredende kraft. 
En læges fjorten måneder gamle søn blev meget syg. I den 
tid, behandlingen stod på, kom mange overlæger til stede, 
men deres bidrag bestod kun i en symptomatisk frem- 
gangsmåde overfor sygdommen. Som følge heraf blev 
barnets tilstand værre og værre. Hans temperatur var på 
40 grader, og familien havde opgivet ethvert håb om at 
han ville komme sig, han ventedes at kunne dø hvert 
øjeblik. På dette stade indtraf en række mirakler. Af egen 
drift og uden forudgående invitation kom biskoppen og 
hans rådgivere for at besøge familien. På familiens an- 
modning salvede de barnet. Umiddelbart efter velsignel- 
sen kom en lægekandidat, der var en ven af familien, ind 
i værelset og sagde: „Hvorfor ikke give ham en blod- 
transfusion?" Kandidatens blodtype var universal, og man 



tog blod fra ham og gav det til barnet. Barnets temperatur 
faldt fra 40 grader til normal og holdt sig på det normale, 
så længe opholdet på hospitalet varede. Dette er et til- 
fælde, hvor lægehjælpen i det væsentlige havde svigtet. 
Man havde opgivet håbet om at redde barnets liv. Præ- 
stedømmet kom ind i billedet, og velsignelsen blev fulgt 
af nye videnskabelige skridt, der hidtil ikke havde været 
foreslået. Barnets liv blev reddet. Idag er det voksent og 
har en yndig kone og familie. 

Et andet tilfælde angår en mand, der havde en alvorlig 
hjertesygdom. Klokken to om morgenen syntes det, som 
om indsatsen for at få kontrol over den sygdom, der 
sugede al kraft udaf hans krop, var uden virkning. På det 
tidspunkt kom en af generalautoriteterne ind i værelset 
og velsignede ham, hjertefunktionen blev øjeblikkelig 
bedre, og mandens liv blev reddet. Hans hjerte har virket 
udmærket indtil nu. 

Således kan man forstå, at der kan foregå en samvirkende 
indsats mellem medicinen og den præstedømmelige vel- 
signelse, idet den ene hjælper den anden og de sammen 
udgør en effektiv indsats for at helbrede de syge. 
Ja, læger er af betydning. Men det er gennem Præstedøm- 
met at vi modtager den ekstra kraft, hvorved mirakuløse 
kure og helbredelser bringes til at virke. 
Ældste Delbert L. Stapley fra De tolvs Råd. 



„Hvor mange kys er for mange?" 




Svar ved dekan Bennion 

Dette spørgsmål er lumskt og interessant — men det læg- 
ger op til et kvantitativt svar. Jeg vil tillade mig at hævde, 
at det „hvor mange"-svar, som den spørgende ønsker, er 
en forkert måde at nærme sig problemet på. Det kys, som 
Judas gav Jesus, var for mange. Det var også det første 
kys, som en pige, jeg kender, gav en fyr, fordi det førte til 
mange flere og til et elendigt ægteskab. 
De vigtige spørgsmål er disse: Hvem skal jeg kysse? 



Hvorfor? Under hvilke omstændigheder? 
Kys er et dybt personligt og kvalitativt udtryk for følelser 
mellem to enkeltpersoner. Det må betrages som en del af 
hele deres forhold til hinanden. 

Mange ting i ens liv tilskynder een til at vise hengivenhed, 
f.eks. ens fysiske modenhed, film, annoncer, musik, hi- 
storier, artikler og samtaler. Det er trist, at nogle af os 
undertiden i denne upersonlige, materialistiske verden 
undlader at skabe varme og menneskelige forhold til 
vores familie, vore naboer, ja selv Kirken. Som følge 
heraf er der en del unge mennesker, der hos fuldstændig 
fremmede søger følelsen af at være godtaget og høre til. 
Således er nu situationen i vore dage. Men der er gode 
grunde til at man bør udvise dømmekraft og selvbeher- 
skelse, når det gælder det at vise hengivenhed. Som man 
vil vide, er det at kysse mere stimulerende end det er 
tilfredsstillende, som følge heraf indbyder det til mere og 
mere. Når et par først er begyndt at vise hinanden hen- 
givenhed ved at kysse — eller med andre ord fysisk — 
har denne handling en tendens til at blive deres interes- 
ses brændpunkt. Et sådant par ophører ofte med at ud- 
forske personlighedens andre betydningsfulde træk: sind, 
karakter, modenhed, religiøs overbevisning, moralske 
værdier og mål. 

Hengivenhed bør gro frem af ægte venskab og kærlighed, 
ikke omvendt, hvis man ønsker sikkerhed for ægte og 
varig kærlighed i sit ægteskab. At kysse for kyssenes 
skyld indbyder til mere fysisk hengivenhed, og mange 

(Forts, på side 343) 



338 




Nogle ting, 

man har brug for at 

vide om templet 



Det meste af det, de sidste dages hellige lærer 
om templet, læres i selve templet. Dog er der 
visse ting, som Det Første Præsidentskab mener, 
at man bør være klar over, for at være tilpas 
orienteret og få den fulde forståelse af sin op- 
levelse i templet. 

AF ÆLDSTE ELRAY L. CHRISTIANSEN, 
assistent til De Tolvs Råd og tempelkoordinator for 
Kirken 

ILLUSTRATION AF MARIAN R. BOYER 

Formålet med templet 

De fleste mennesker tager første gang til templet 
for at modtage deres egne endowments. Nogle 
mennesker besegles så for tid og evighed i 
ægteskabets hellige orden. Mange mennesker 
kommer i templet for at blive beseglet til deres 
forældre, som ikke fra begyndelsen har været 
viet i templet. Andre lader sig døbe for dem, der 
er døde og ikke i livet modtog denne velsignelse. 




Atter andre tager til templet for at udføre sted- 
fortrædende arbejde for de døde i form af beseg- 
linger og endowments. 

Alt dette tempelarbejde (dåb, ordinationer, en- 
dowments, vielser og andre beseglingsordinan- 
cer) er nødvendige for de levendes og de dødes 
fremgang og ophøjelse. 

Hvis man nærer ønske om at komme til templet 
for at blive viet, må man først modtage sin en- 
dowment. For at en ung mand kan gøre dette, 
må han bære Det melkisedekske Præstedømme. 
Hvis parret har været borgerligt gift under et år, 
eller hvis man er blevet døbt mindre end et år 
før datoen for sit første besøg i templet, kan man 
kun komme i templet med særlig tilladelse i form 
af et brev fra Det Første Præsedentskab, som 
giver tilladelse til besegling og/eller tidlige en- 
dowment. 

Hvis man vil vies i templet, må man have en 
ægteskabsbevilling, der er gyldig i det land, den 
stat, det amt eller administrative område, hvori 
templet ligger. 




Tempelanbefalingen 

Inden man kan komme til templet, må man imid- 
lertid hos sin grenspræsident og missionspræsi- 
dent indhente det, der kaldes en tempelanbe- 
faling. Man vil bliveunderkastetetundersøgende 
interview først af sin grenspræsident og derpå 
af missionspræsidenten, for at det kan blive af- 
gjort hvorvidt man: 

1. Har et vidnesbyrd om Evangeliet. 

2. Støtter de lokale ledere og generalautorite- 
terne. 

3. Godtager og følger Kirkens lærdomme og 
programmer. 

4. Holder Visdomsordet, som også omfatter det 
at holde sig fra skadelige medicamenter. 

5. Er moralsk ren (fri for hor, utugt og homo- 
sexualitet etc.) 

6. Er et velanset medlem af Kirken. 

7. Ikke er på kant med loven. 

Hvis man føler, at man er værdig, og hvis grens- 
præsidenten skønner, at man er værdig og han 
udsteder en anbefaling, og hvis ens indstilling er 
fuld af tro, og man har et retfærdigt ønske og 
tillid til Herren, så kan man forvente een af sit 
livs vidunderligste oplevelser i Herrens hus. 



Klædedragten 

Mennesker, der går ind i templet for at blive gift 
eller for at deltage i andre hellige ordinancer, 
skifter deres dagligtøj ud med enkle, rene, hvide 
klæder. Ældste Hugh B. Brown fra De Tolvs Råd 
har antydet grunden til dette: 
„Her aflægger vi ikke blot den klædning vi bæ- 
rer, når vi går på gaden, men også de tanker, vi 
går med der, og vi forsøger ikke alene at klæde 
vore legemer i rent, hvidt linned, men også vore 
sind i tankens renhed. Må vi få udbytte af det 
talte ord og det, der er mere varigt og gør større 
indtryk, vejledning fra Ånden." 
Hele den klædedragt, der er nødvendig for at 
deltage i tempelordinancerne, kan fås i templet. 
Dette kan man drøfte med sin biskop eller sin 
grenspræsident, før man tager til templet. 
Man bør også vide, at når man drager til templet 
for første gang, vil man ikke blive overladt til sig 
selv. Tempelarbejdere, dørvogtere og andre, der 
er sat til at arbejde der, vil hjælpe hver enkelt til 



at få en tempeloplevelse, der er smuk og me- 
ningsfyldt. 

Personlig endowment 

Før man kan blive (eller beseglet som mand og 
kone) i templet, må man modtage endowment- 
ordinancerne. 

Hvad er endowment i templet? 
„Lad mig give en kort definition. Personlig en- 
dowment er i Herrens hus at modtage alle de 
ordinancer, som er nødvendige, for at man efter 
at have forladt dette liv kan vandre tilbage til vor 
himmelske Faders nærhed, idet man går forbi 
engle, der er sat som vogtere, og er i stand til 
at give dem de nøgleord, de kendemærker og 
tegn, der hører til Det hellige Præstedømme, og 
opnå sin evige ophøjelse på trods af jord og 
helvede." 

(Discourses of Brigham Young, Deseret Book 
Company Co., 1941, side 416.) 
Under modtageisen af sin endowment, vil man 
få belæring angående Herrens hensigter og pla- 
ner med at skabe og befolke jorden og ophøje 
sine børn i det kommende liv. 
Ældste James E. Talmage, tidligere medlem af 
De Tolvs Råd, har givet en klar beskrivelse af 
endowmenten: 

„Tempelendowmenten omfatter, som den gives i 
nutidens templer, belæring om betydningen og 
rækkefølgen af tidligere uddelinger og vigtig- 
heden af den nuværende som den største og 
mest storslåede æra i menneskehedens historie. 
I belæringens forløb forekommer en gennem- 
gang af de mest fremtrædende begivenheder i 
skabelseshistorien, vore ældste forfædres til- 
stand i Edens have, deres ulydighed og deraf 
følgende uddrivelse af hint lyksalige bosted, 
deres tilstand i den ensomme og øde verden, 
hvor de var dømt til at leve ved arbejde og sved, 
forløsningsplanen, hvorved der kan sones for 
den store overtrædelse, tiden for det store fra- 
fald, gengivelsen af Evangeliet med dets urgamle 
kræfter og forrettigheder, der absolutte og uom- 
gængelige betingelse angående personlig ren- 
hed og hengivenhed for detrette i den nuværende 
tilværelse og en streng overensstemmelse med 
Evangeliets krav . . . 

„Endowmentens ordinancer omfatter visse for- 
pligtelser for den enkelte, så som pagt og løfte 



om nøje at overholde loven om dyd og kyskhed, 
at være godgørende, velvillig, tolerant og ren, at 
vie både talenter og midler til sandhedens ud- 
bredelse og artens forædling, at huse hengiven- 
hed for sandhedens sag, og at søge på enhver 
måde at bidrage til jordens beredelse til at mod- 
tage sin Konge, — Herren Jesus Kristus. Ved 
indgåelsen af hver pagt og ved modtagelsen af 
hver forpligtelse udtales en forjættetvelsignelse, 
som er afhængig af trofast opfyldelse af betin- 
gelserne. 

„Ikke den mindste tøddel af templets ritualer er 
andet end opløftende og helliggørende. I hver 
eneste detalje bidrager endowmentceremonien 
med pagter for et moralsk liv til personens ind- 
vielse til høje idealer, hengivenhed for sand- 
heden, fædrelandsfølelse over for nationen og 
troskab mod Gud." 

(The House of the Lord. Deseret Book Co. 1968, 
siderne 83-84.) 

Endow, som betyder begave, er det samme som 
at berige, at give en anden noget, der er varigt 
og af stor værdi. Endowmentordinancerne be- 
riger på tre måder: 

1. Den, der modtager ordinancen får kraft fra 
Gud. „De, der modtager, begaves med kraft 
fra Det Høje." (Præsident Bruce R. McConkie 
fra De halvfjerds første Råd). 

2. Den, der modtager, begaves også med oplys- 
ning og viden. „De modtager viden, der har 
at gøre med Herrens hensigter og planer . . ." 
(Præsident McConkie). 

3. Den person, der besegles ved alteret, mod- 
tager herlige velsignelser, kræfter og ære 
som en en del af sin endowment. 

Endowmenten er en meget vigtig og betydnings- 
fuld velsignelse, og Herren ønsker, at Hans vær- 
dige børn skal modtage den. Alle burde glæde 
sig til den dag, da de kan modtage deres endow- 
ment. 

Hellige, ikke hemmelige, velsignelser 

Templets ordinancer er så hellige, at de ikke er 
åbne for offentlighedens beskuelse. De står kun 
til rådighed for dem, der gør sig fortjent dertil 
gennem retfærdig levevis, de udføres på steder, 
der er indviet specielt til formålet, deres hellige 

(Forts, på side 347) 



341 



Idag som i tidligere tider opdager 
mennesker, der tager imod Jesu Kristi 
Evangelium, tit, at deres liv har under- 
gået drastiske forandringer. 
Nye medlemmer foretager hyppigt til- 
bundsgående forandringer i det, de 
dagligt tager sig til, i deres livsmøn- 
ster. De får nye venner, sætter sig 
nye mål. Det kan endog blive nødven- 
digt for dem at skaffe sig et nyt arbej- 
de, måske i en anden by eller et andet 
land, et arbejde, der kanske betyder 
færre penge eller ringere prestige. De 
kan opleve hjertesorg og komme til at 
udgyde tårer, når de, de holder af, 
ikke har held til at opnå det vidsyn, 
der nu er blevet deres. Dog kan de 
komme til at opleve kærlighed som 
aldrig før i deres liv. Med Paulus vil 
de måske finde, at deres glæde er an- 
dres glæde. (Se 2. Kor. 2:3) 
Det de har at berette er sædvanligvis 
rigt på åndelighed og hjertevarmende 
vidnesbyrd. Betragt de omvendelse- 
soplevelser, som denne europæisk- 
fødte sidste dages hellige familie har 
haft: 

At lukke døren op for to mormonæld- 
ster, der bankede på, forandrede livet 
for familien Herreys i Sverige. 
„De sagde på forfærdeligt svensk, at 
de var missionærer fra Amerika," min- 
des Gerd Herrey. „De ville fortælle 
os et budskab. Jeg følte at deres ånd 
virkede styrkende på mig. De virkede 
simpelthen storslåede. Min mand 
sagde, at han skulle tilbage til sit ar- 
bejde, at de ikke kunne komme ind 
nu, men måske en anden gang. Såtraf 
vi en aftale og de kom igen." 
Således gik det til, at Willy og Gerd 
Herrey blev præsenteret for Kirken i 
Sollefteå i Sverige i 1956. 
Lige fra begyndelsen vidste jeg, at de 
havde noget, jeg havde ventet på så 
længe," siger Gerd. „Men jeg ville 
ikke fortælle dem, at jeg vidste det, 
derfor stillede vi en masse vanskelige 
spørgsmål og prøvede at køre dem 
ned. Men vi kunne simpelthen ikke 
klare det. De havde så mange gode 
svar på alting." 

Da misionærerne fortalte hende om 
en levende profet, kom hun i tanke 
om noget, hun havde sagt til sin mo- 
der som lille pige: „Ville det ikke være 



vidunderligt at have en profet at tale 

med!" 

Senere i en anden svensk by, Enkb- 

ping, præsenterede Willys mor Gerd 

for en gruppe venner, idet hun sagde: 

„Det her er min søns kone, hun er 

meget interesseret i Mormonkirken." 



Dr. Haroldsen, attacheret professor i 
kommunikation ved Brigham Young 
University, har været regionalredaktør 
i Chicago for U.S. News and World 
Report før han sluttede sig til fakul- 
tetet ved BYU i 1969. Mens han tid- 
ligere har været biskop og medlem af 
højrådet, virker han nu som sekretær 
for gruppen for Det aronske Præste- 
dømme for voksne i Orem 14th Ward 
i Sharon West Stake. 



Ændrede 
livsløb 



AF EDWIN O. HAROLDSEN 




Gerd mindes: „De begyndte at sige 
grimme ting om Kirken, ting jeg ikke 
havde hørt tidligere. Jeg syntes, det 
var så mærkeligt." 

„Nej, nej, det passer ikke," sagde jeg. 
Jeg spurgte dem, om de gerne ville 
have, at jeg fortalte dem, hvad mis- 
sionærerne havde lært mig. Jeg for- 
talte dem Joseph Smiths historie. Alle 
var så stille. Endelig talte en gammel 
kvinde, der havde været methodist- 
missionær i Afrika i mange år. 
„Hvis det er sandt," sagde hun, „så er 
det vidunderligt." 

Gerd var kun toogtyve år. Hun fortalte 
dem, at hun ikke vidste ret meget om 
Mormonkirken. 

„Men jeg sagde til dem: „Een ting 
ved jeg: det er sandheden."" 
„Begefter følte jeg mig så lykkelig, at 
jeg kunne have danset for dem. På 
vejen hjem sang, dansede og lo jeg. 
Hvis nogen havde set mig, ville de 
have troet, jeg var skør." 
Kort tid derefter modtog også hendes 
mand et vidnesbyrd, og de blev døbte. 
Willy var aftenredaktør for Sollefteås 
avis, Nya Noorland, på det tidspunkt. 
„I begyndelsen troede vi, at Willy ville 
få det svært på avisen, fordi kol- 
legaerne kom med stikpiller til ham. 
Men da det gik op for dem, at han 
mente det alvorligt, holdt de op med 
det," fortæller Gerd. 
Senere flyttede familien til Strbmstad, 
en lille by på Sveriges vestkyst, hvor 
der ingen mormoner var. Til trods for 
modstanden fra andre kirkesamfund 
kom der indenfor to år en mormon- 
gren med Primary, Søndagsskole og 
en blomstrende GUF. 
De andre kirkesamfund forstærkede 
deres angreb på den lille gruppe mor- 
moner. I 1963 blev en kendt præst 
sendt ud for at „fortælle om vores 
Kirke", mindes Gerd. I nogen tid hav- 
de han advaret svenskerne mod „ny- 
lonstrømper, tyggegummi og mormo- 
ner" fra Amerika. Han skrev en artikel 
i den lokale avis, hvori han fortalte 
alle om, hvor styg Kirken var. 
Der blev planlagt et offenligt møde, 
hvor præsten skulle tale om mormo- 
nerne. Som følge heraf trykte aviser 
over hele Sverige artikler om mor- 
monerne i Strbmstad. 500 mennesker 



342 



myldrede i gymnasiets aula til mødet. 
Radio og TV-folk kom for at dække 
begivenheden og interviewede Willy, 
der var grenspræsident og på det 
tidspunkt arbejdede som aviskorres- 
pondent. 

„Efter at præsten i halvanden time 
havde talt mod mormonerne, begyndte 
folk at stille spørgsmål," beretter 
Willy. „Vores læge spurgte præsten, 
hvorfor han bekymrede sig sådan for 
mormonerne. Han mindede præsten 
om, at svenskerne ikke så let lader 
sig narre. Hans indlæg fik det største 
bifald den aften." 

Nogle få måneder senere tog Gerd til 
en anden by, Jonkoping, på en opgave 
for Primary i distriktet. En kvinde 
præsenterede sig for hende og sagde: 
„Jeg læste i avisen om det gruopvæk- 
kende angreb på jeres tapre lille mor- 
mongruppe deroppe i Stromstad. Da 
missionærerne bankede på min dør, 
lukkede jeg op. Jeg er så glad for, at 
jeg gjorde det. Nu er jeg medlem.". 
Mens de boede i Stenungsund i nær- 
heden af Goteborg i 1966, fortalte 
Gerd sin nabo, Hjordis Kårn, om Kir- 
ken, og inden familien Herreys flyt- 
tede, var Hjordis døbt. Kort derefter 
sluttede hendes mand, Bengt, sig til 
Kirken. Nu er han præsident for Luleå 
gren i Sveriges „polarkredsland". 
Efter at Bengt var blevet kaldet til 
denne stilling i Kirken, erklærede 
Willy under et fastemøde: „Min kone 
har skaffet en hel gren ind i Kirken. 
Nu har hun også skaffet en grenspræ- 
sident." 

I havnebyen Goteborg, hvor familien 
Herrey bor nu, sang de sammen på 
deres hjemmeaften, da deres jødiske 
nabo, Tony Levin, kiggede indenfor 
for at høre på. Indenfor en måned 
blev han og hans kone, Masza, med- 
lemmer. De udfører nu et fint stykke 
arbejde som GUF-distriktsledere i 
Stockholm, fortæller Willy. Han var 
sammen med dem, da familien Levin 
og deres tre unge døtre fornylig blev 
beseglet til hverandre i templet i 
Schweitz ved Bern. 
I dag, fjorten år efter dåben ind i Kir- 
ken, er familien Herrey aktiv og lykke- 
lig i Kirken og udfører sin del af arbej- 
det til fremme for Herrens værk. De 



er medlemmer af Første Gren i Gote- 
borg, Sveriges næststørste by. De 
har haft mange muligheder for atbære 
vidnesbyrd for betydningsfulde men- 
nesker i Sverige og for at fortælle om 
Kirken. 

Willy har fået artikler om Kirken 
offentliggjort i mange aviser. Han 
skrev en serie artikler om lykkelige 
familier og medtog een artikel om en 
anden omvendt mormonfamilie. 
Han læses nu meget som Feature- 
skribent for den særlige søndagsud- 
gave af Goteborg-Tidningen. Da Thor 
Heyerdahl for nylig sejlede over At- 
lanten i sin papyrusbåd, Ra, skrev 
broder Herrey artikler, der sammen- 
lignede Heyerdahls rejser med Jareds 
og Lehis, som de er beskrevet i Mor- 
mons Bog. Kort tid derefter offentlig- 
gjorde en ledende avis i Norge, Thor 
Heyerdahls land, en lang artikel, der 
var baseret på Broder Herreys mate- 
riale. 

I 1968 var Gerd een af ti finalister i en 
svensk „årets mode-konkurrence". 
Den dag, konkurrencen skulle være, 
bad hun ikke om at vinde, men om en 
chance for at „prædike Evangeliet for 
nogen i dag." Ved frokosten den dag 
kom hun tilfældigt til at sidde ved 
siden af een af Sveriges ledende uge- 
bladsudgivere. 

„Han vidste, jeg var mormon, så han 
stillede mig en masse spørgsmål om 
Kirken. Vi skriver stadig sammen. Han 



synes at Mormonkirken er storslået," 
fortæller hun. 

Dagen efter konkurrencen foretog en 
anden af finalisterne et udenbys tele- 
fonopkald til Gerd for at spørge, hvad 
det var, der havde gjort hende så 
anderledes. „Vi talte i over en time. 
Jeg bar mit vidnesbyrd for hende og 
fortalte hende om Kirken." Missio- 
nærerne begyndte at undervise ved- 
kommende kvinde. 

Andre begejstrede missionærer er 
Herreys syv børn. De er alle stærkt 
optagede af Kirken — i klasser, i 
lærer- og sekretær-stillinger og i mu- 
sik, dans og sport. 

Willy er rådgiver i grenspræsident- 
skabet, Gerd er i GUFs distriktsbesty- 
relse og lærerinde i Primary. 
Fader, moder og børn — i alderen ti 
til atten — deler aviser ud før solen 
står op. De opdrætter og sælger også 
heste. Om sommeren driver de en 
børneturistgård i Stromstad for mel- 
lem fire og seks hundrede børn fra 
Sverige, Norge og Finland. Når dagen 
skal til at begynde for de fleste men- 
nesker, har familien Herrey været i 
aktion i adskillige timer. Efter arbejde 
og skolegang slutter dagen med ak- 
tiviteter i Kirken. Mandag aften — 
familiehjemmeaften — synger de og 
spiller på musikinstrumenter. 
De har for travlt og er for betagede af 
livet til at være ulykkelige. O 



(Forts, fra side 338) 

dejlige unge mennesker bliver dybere engageret i sagen, 
end de egentlig ønsker. 

Som vejledning foreslår jeg, at fysisk hengivenhed, hvad 
enten det drejer sig om at holde i hånden, gå arm i arm 
eller kysse, mellem unge mænd og kvinder hele tiden i 
grad og karakter bør stemme med hele arten af deres for- 
hold. Fysisk hengivenhed bør man aldrig søge som et mål 
i sig selv, da dette skader personen. Lad sådan hengiven- 
hed gro frem og blomstre lidt efter lidt ligesom knopper, 
blomster og træers frugt. Lad den være en del af et 
større, naturligt udviklende forhold, som har sine rødder i 
et rigt kammeratskab i sind, karakter og tro. Hvornår og 
om kys kommer ind i et forhold afhænger af arten af og 
hensigten med vedkommende forhold. 
Lowell L. Bennion, attacheret dekan for studenterne ved 
University of Utah. O 



343 








:; i : 







Søster Bromley, der er født i England, udvandrede til Vest- 
australien i 1963 og sluttede sig til Kirken der. Hun er mor til 
tre børn og har kulturlektien i Perth Fifth Wards Hjælpeforening, 
hun underviser desuden lykkepigerne i Primary. 









ngen 
kø 




i 




n 



AF MARGARET BROMLEY 

Jim Furguson tømte sin kop, skubbede sin stol 
tilbage og rejste sig. Han lyttede et øjeblik til 
den hylende vind, mens den susede gennem den 
ensomme dal og rev i taget på den gamle gård i 
det australske bagland. 

„Tror du, taget bliver på, skat?" spurgte han sin 
smukke brunhårede kone, Mary, da hun vendte 
sig om fra den glødende brændeovn. 
„Hvis det ikke gør," svarede hun med et smil, 
„må du ud at sætte det på igen!" 
Jim kunne høre den svage antydning af æng- 
stelse i hendes stemme, da hun tilføjede, tror du, 
at du får lastvognen i orden i aften?" 



344 



Han svarede intetsigende, mens han rakte ud 
efter sin klamme jakke og krøb i den, idet han 
følte dens kulde over sine brede skuldre. 
„Den kommer ikke i orden af, at jeg bliver inde, 
lød hans korte svar. Han kyssede hende hastigt, 
idet hun fulgte ham langs gangen til døren. Hen- 
des krop var tung og langsom, hun var i ottende 
måned. Han prøvede at undgå, at hun opdagede 
hans bekymring, mens han gav hende et bero- 
ligende knus. 

„Jim . . .," hun tøvede, idet hun bønfaldende 
lagde sin hånd på hans arm, „det er i aften, vores 
hjemmelærere kommer, husker du nok?" 
„Selvfølgelig," mumlede han, mens han stødte 
døren op. 

Vinden tudede ad ham i dæmonisk raseri, mens 
han masede sig ud i uvejret og kæmpede sig vej 
til laden og den beskadigede vogn. Da han først 
var kommet ind og slap for uvejrets greb, skar 
han grimasse, idet han tændte lyset. Kun et fjols 
eller en fanatiker ville gøre den tur på fyrre kilo- 
meter i et vejr som det her, tænkte han, og hjem- 
melrærerne var byfolk og ukendte med farerne 
en aften som denne. Jim tvivlede stærkt på, at 
deres hengivenhed ville vise sig på højde med 
denne situation. Hvis den gjorde det, måtte der 
være mere ved Kirken, end han havde opdaget 
i de to år, han havde været medlem! Men han 
måtte lade broder Williams og broder Marsh, at 
de var udholdende. De havde aldrig til dato for- 
sømt deres månedlige besøg, og Jim håbede for 
sig selv, at de på een eller anden måde ville leve 
op til deres standard til trods for stormen i aften. 
Mens Jim arbejdede med det beskadigede køre- 
tøj, gik hans tanker tilbage til den dag for to år 
siden, da han og Mary havde sluttet sig til Kir- 
ken. Han havde været bange for at holde sig for 
nar, da han stod i vandet og lyttede til dåbspag- 
tens ordlyd. Bagefter havde han en forfriskende 
følelse — som stod han på tærskelen til et nyt 
liv. 

Så var han og Mary blevet fanget af kirkeaktivi- 
teternes hvirvel. I løbet af en måned blev han 
diakon og kort efter lærer. En stilling som assi- 
sterende tilsynsførende i Søndagsskolen var 
fulgt efter. Han opdagede, at han brugte mere og 
mere tid og energi på Kirken, men det var det 
værd. Atten måneder efter sin dåb blev Jim 
ordineret til ældste, og for at markere begiven- 
heden gav broder Williams ham en lille flaske 
indviet olie. „Broder Furguson," havde han sagt, 
„gå nu ud, og lev op til dit Præstedømme. Næst 



efter livet selv er Præstedømmet den største 
velsignelse, man kan opnå Brug det godt." 
Så havde tingene ændret sig, — det var kommet 
snigende, så man først slet ikke lagde mærke til 
det. Måske begyndte det, da traktoren gik i styk- 
ker. Da såtiden stod for døren, havde Jim brugt 
sin tiende til at istandsætte traktoren for, idet 
han hele tiden lovede sig selv, at han en dag 
ville udligne efterslæbet. Så havde såningen fået 
førstepladsen, og han begyndte at komme mere 
uregelmæssigt til møderne for til sidst at holde 
helt op, idet han kastede sig over tusinde arbej- 
der, der pludselig krævedes udført på gården. 
Snart blev sabatten blot en dag med arbejde fra 
solopgang til solnedgang for Jim. Een gang om 
måneden, på den anden fredag, kom hans hjem- 
melærere og besøgte gården, og han gennem- 
levede en halv times samvittighedsnag, mens de 
muntert irettesatte ham, fordi han ikke kom i 
Kirken. 

Jim måtte indrømme for sig selv, at de var nogle 
flinke mennesker, men de syntes simpelthen ikke 
at kunne fatte, at landbrug var et syv-dage-om- 
ugen, seksten-timer-om-dagen job. Der var sim- 
pelthen ikke tid til salmer og prædikener. Med 
det job her tilbad man Gud i sit ansigts sved, hvis 
ikke man selv og ens familie skulle sulte. (Se 
Moses 5:1). 

Jim vred arrigt skruetrækkeren, og slangeklem- 
men brækkede. Han bandede hen for sig og 
rodede rundt i værktøjskassen, vel vidende, at 
han ikke havde en ekstra klemme. Med afsky 
kylede han skruetrækkeren ned i værktøjskas- 
sen, hvor den landede med en raslen. 
Så er det sket, tænkte Jim, der bliver ingen kør- 
sel i aften. Vinden greb om ham, da han tvang 
ladedøren op, og sugede ham, et uvilligt offer, 
ud i regnen, der skyllede ned. Inden han var 
kommet over gården, var hans jakke gennem- 
blødt igen, og han rystede, da kulden bed sig 
fast i hans ryg. 

Han nåede ind i stuehusets behagelige ly. Da 
han skubbede til døren for at lukke uvejret ude, 
blev han næsten med det samme klar over, at 
der var noget ondt i husets atmosfære. Med in- 
stinktmæssig vished fornemmede han, at et eller 
andet et eller andet sted ikke var som det skulle 
være. 

Han ilede hurtigt ud i køkkenet. En stol lå væltet, 
kedlen lå på siden på gulvet, og Mary lå ube- 
vægelig i en sø af dampende vand. 
Tiden standsede, som var den sat ud af kraft 



345 



forevigt, i de sekunder, det tog ham at fatte det. 
Så gik det op for ham, som med et slag, der 
ramte en del af ham, han ikke havde vidst eksi- 
sterede. Panikken greb ham, mens han hurtigt 
vendte Mary om på ryggen. En blå plet viste sig 
allerede der, hvor hun havde slået sin venstre 
tinding, og store røde mærker var kommet til 
syne på hendes ansigt og arm, hvor det kogende 
vand havde skoldet hende. Hun var bevidstløs, 
hendes øjne var lukkede under de blodrøde 
øjenlåg, og Jim følte en tankeløs frygt for, at hun 
var gået bort og ikke ville komme tilbage til ham. 
Og barnet — var livet i hende også borte? For 
altid? 

Det varede et øjeblik, før Jim kom i tanker om, at 
det eneste transportmiddel, de havde, stod nyt- 
teløst og itu i laden, den ene gang han så des- 
perat behøvede det. Han så sig hjælpeløst om- 
kring, løb så hen og hentede et tæppe. Fummel- 
fingret på grund af jaget rullede han Mary ind i 
tæppet. Hans tanker for gennem ham i uophørlig 
panik, mens han prøvede at finde ud af, hvad 
han skulle gøre. 

Medicinskabet! Måske var der noget, han kunne 
bruge. I to lange skridt nåede han det lille skab 
og flåede døren op. Mens han rodede som en 
vanvittig mellem flasker og tuber, lukkede hans 
fingre om en lille, hvid plastikflaske. Et øjeblik 
stirrede han uforstående på den og skulle lige 
til at kaste den tilbage i skabet, da noget duk- 
kede op i hans hukommelse. Han skruede hæt- 
ten af og lod en dråbe klar olie løbe ud i sin 
hånd. Så huskede han det tydeligt. Det her var 
indviet olie — den olie, broder Williams havde 
givet ham, da han blev ordineret. Og nu var den 
nytteløs — nytteløs fordi traktoren havde gået 
forud for tiende og arbejdet på gården forud for 
kirkemøder. 

I det øjeblik kom sandheden til Jim: „Søg først 
Guds rige og hans retfærdighed . . ." (Matt 6:33). 
Og han, Jim Furguson, havde svigtet. Han havde 
svigtet sin Gud, sit Præstedømme og sin Kirke. 
Han havde svigtet Mary, det menneske, han el- 
skede højest i verden. Og værre endnu, han 
havde svigtet deres ufødte barn. 
Mary var stadig bevidstløs, og Jim vidste, at han 
måtte gøre noget. Han stirrede på den lille flaske 
i sin hånd, så lukkede hans fingre sig fast om 
den. Bøn! Han måtte bede — og bede inderligt. 
Han knælede hos Mary, idet en pludselig frygt 
kom over ham, da han indså, hvad han måtte 



gøre for at kalde hende tilbage fra hendes mær- 
kelige, uvirkelige tilstand. Nu var det tiden for 
ham at drage ud og leve op til sit Præstedømme, 
som broder Williams havde sagt til ham for et 
halvt år siden. Jim følte sig skrækkeligt alene og 
længtes næsten smertefuldt efter at høre broder 
Williams' beroligende stemme, men et blik på 
uret viste, at det allerede var en time over den 
tid, da hjemmelærerne plejede at besøge dem. 
Uvejret havde alligevel slået dem ud, så han 
måtte klare det alene. 

Jim følte de salte tårer i sine øjne, da han for- 
søgte at huske salvelsesbønnen, men ordene 
dukkede op i hans hjerne i rod og forvirring, og 
han kunne ikke sortere dem. Han prøvede at 
tale, men de halvformede ord var ved at kvæle 
ham. Han gispede efter luft, idet han fyldte sine 
lunger i hulkende åndedrag, mens tårerne løb 
ned over hans fortrukne ansigt. Fortvivlet løftede 
han sine knyttede hænder over sit hovede, og til 
sidst fandt han mælet. 

„Oh, Gud," råbte han, „tilgiv mig mine synder! 
Jeg angrer, Herre! Hjælp mig — åh, jeg beder 
dig, hjælp mig!" 

Jim trak vejret med en skælven og sank tilbage 
på hælene. Begivenhederne fra det sidste halve 
år viste sig for ham, og han vidste, at tiden var 
kommet, da han atter burde vende sig til Gud, 
der havde givet ham liv og en plads på jorden. 
Hjemmelærerne havde ret — han måtte igen 
blive aktiv i den sande Kirke. Jim vidste, at det 
ville kræve beslutsomhed at komme tilbage, men 
han ville prøve for Marys skyld og for deres 
barns skyld. Endnu en gang lagde han sine hæn- 
der på Marys hovede og lukkede øjnene. Ordene 
kom, snublende og usikkert: „ Mary Furguson ..." 
Nej, det var ikke rigtigt — det skulle være hendes 
fulde navn. Mary Eleanor Furguson, sådan var 
det — Mary Eleanor Furguson. 
Da Jim åbnede munden for at tale igen, mærkede 
han et par hænder som sluttede sig til hans på 
Marys hovede, fingrene føltes varme og bero- 
ligende på hans hænder. Forbløffet løftede han 
hovedet med et ryk og så ind i broder Williams' 
rolige, medlidende øjne. Broder Marsh knælede 
ved siden af ham. O 



346 



(Forts, fra side 341) 

natur er en såden, at drøftelse i detaljer deraf 

udenfor templet er upassende. 

Mange velsignelser opnås af dem, der modtager 

og respekterer disse hellige ordinancer, som er 

så nødvendige for ophøjelse. Deltagelse i tem- 

pelarbejde giver dynamisk, levende og brugbar 

belæring om Evangeliets principper, og templet 

er stedet for eftertanke og bøn. 

Templet er en helligdom borte fra verden, et 

stykke Himmel på jorden, og man bør vedvarende 

leve værdigt, så at man ofte kan tage til templet 

og forny sine pagter. 

Se hjælpeforeningens lektier 1968-69, lektie 93, 

„Nauvoo templet og dets højere ordinancer". O 



At undslippe eftersmækket 

AF RICHARD L. EVANS 

„Det talte ord" fra Temple Square, udsendt over KSL og Co- 
lumbia Broadcasting System, den 8. november, 1970. Copyright 
1970. 

Der findes hos Platon en bemærkelsesværdig 
sætning angående grunden til ikke at gøre det 
urette. „Hvis jeg var sikker på, at Gud ville tilgive 
mig," sagde han, „og at mennesker ikke kendte 
min synd, ville jeg dog skamme mig ved at synde 
på grund af den nedrighed, som betinger syn- 
den" . Det vil sige, at der udenom overenskom- 
ster, udenom skikke, sågar udenom budene bor 
noget i mennesket, som undgælder, hvis menne- 
sket ikke fører sig frem med værdighed og selv- 
respekt og med respekt for livets formål og love. 
Skabt som det er i sin Skabers billede, må 
mennesket leve, så det kan respektere sig selv 
for at føle sig ren og veltilpas indvendig. Men 
eet af problemerne er, at det synes som om, at 
vi, stort set, altid søger at undslippe følgerne af 
vore egne handlinger — en slags eftergivenhed, 
der søger at undgå de ubehagelige konsekven- 
ser. Vi synes at have glemt processens forløb, 
mistet fornemmelsen for, hvad det er, der får 
tingene til at ske. Der spekuleres for meget over, 
hvordan man skal undgå følgerne af at leve for- 
kert, og for lidt over, at vi bør leve på den rette 
måde, så vi ikke behøver at spekulere. På en 
måde glemmer vi, at der er visse ting, vi ikke 
kan gøre uden at måtte opleve følgerne. Vi kan 
ikke være umoralske uden at betale prisen for 
umoralitet på den ene eller den anden måde. Vi 
kan ikke pille ved livets kilder, uden at det for- 
grover os og forandrer os indvendigt. Vi vil have 
opstrammere. Vi vil have nogen, der kan fortælle 
os, at det er i orden at gøre, det vi ikke bør gøre. 
Vi vil have nogen, der fortæller os, at visse ting 
ikke er sådan. Men vi må huske dette: at der er 
en proces, ved hvilken visse resultater nås, en 
fremgangsmåde, der fører visse ting med sig, 
ikke på grund af almindelige overenskomster, 
end ikke bare på grund af budene, men på grund 
af menneskets natur — det, det er, hvorfor det 
er her, og hvad det kan blive til. 
Og det virkelige lægemiddel er at lade være at 
gøre det, vi bestemt vil komme til at ønske, at vi 
ikke havde gjort. Med andre ord: gør ikke noget, 
hvis du ikke ønsker at se følgerne i øjnene. „Hvis 
jeg var sikker på, at Gud ville tilgive mig, og at 
mennesker ikke kendte min synd, ville jeg dog 
skamme mig ved at synde på grund af det ned- 
brydende, som betinger synder." 



347 



i. 



Den 

sikre sti i 

en besværet 

verden 

Fra Missionens Præsidentskab 



Efterhånden som livet bliver mere forjaget, når 
problemerne bliver vanskeligere og mere indvik- 
lede, når trykket hos den normale familie vok- 
ser på grund af forholdene omkring os, er det 
nødvendigt, at vi indstiller vort liv på Evangeliet. 
Det eneste, som kan føre os gennem de vanske- 
lige tider, der ligger foran os, vil være en fast 
overbevisning om, at der er en Gud, som har per- 
sonlig interesse i enhver af os. At Han vil lede og 
beskytte os, give os styrke til dagens gerning og 
vil give os mod til, gennem vort retskafne liv, at 
møde alt det, der kommer på vor vej. 
Uden et vidnesbyrd om Evangeliet vil vi ikke 
være i stand til at stå imod, vi vil blive kastet om- 
kring af skæbnens vind, vi vil blive revet bort fra 
vor fortøjning og vil blive drevet ud på det storm- 
fulde hav, kastet omkuld af tvivlens, vantroens, 
mismodets og mistillidens store bølger. 
Da dette er tilfældet må vor største styrke være 
vort vidnesbyrd om Evangeliet, og hver enkelt af 
os må personligt kæmpe mod Lucifer for at be- 
vare det. Det vil ikke være let — men Herren vil 
velsigne os på grund af vore store ønsker. 
Vi må aflægge de barnlige ting, at finde fejl, at 
tale og tænke dårligt om vor næste, at fortælle 
usande historier om andre, dømme andre før vi 




ser ind i vort eget liv for at opdage, at vi ikke selv 
er fuldkomne. 

Ville livet ikke være fuldkomment og guddomme- 
ligt, hvis vi opbygger vort vidnesbyrd om Kristus 
og Hans lærdomme! Hvis vi oprigtigt overholder 
Hans bud, ikke taler ondt, ikke bagtaler, ikke ha- 
der, ikke dømmer, men blot efterlever Hans dej- 
lige, enkle Evangelium! 

Vi skal støtte hinanden i alt hvad vi har behov 
for, besøge de syge, de nedtrykte, enkerne, de 
forældreløse, den tvivlrådige pige, den dreng 
som har brug for forståelse. Dette er dit arbejde; 
det er mere end dit arbejde, det er din mission. 
Riv ikke dig selv i stykker ved at finde fejl, vær 
den der opbygger, den der bidrager, den der 
hjælper andre, som ikke er så stærke som du 
selv er. 

Støt dine ledere. De er ikke fuldkomne, forstå 
dem, tilgiv dem således som de tilgiver dig. Giv 
dig selv til tjeneste for andre. Gør dig selv fri ved 
at gøre godt, vent ikke belønning, men gør det 
gode for det godes egen skyld, så vil dit liv blive 
fyldt med solskin, og hvis du gør det, vil Herren 
velsigne dig. 

Han vil være hos dig i nødens time, og den time 
vil sikkert komme. Vær taknemmelige for hinan- 



348 



Tempelrejserne 



I dagene 24. til og med 27. august hav- 
de missionen atter en rejse til templet i 
Schweiz, og endnu engang viste de 
danske søskende deres trofasthed og 
udførte et meget stort arbejde. Vi var 
ialt godt 90 voksne, og i de fire d'age 
udførte vi ialt 3000 ordinanser. Da vi kun 
havde ganske få børn med, kunne vi ikke 
udføre så mange dåbshandlinger som 
ved sidste rejse, men det blev dog til 
237, hvilket må siges at være fint i be- 
tragtning af forholdene. 
De 3000 ordinanser fordeler sig på føl- 
gende måde: 

Dåb for de døde 
Mandlige 207 

Kvindelige 30 



Beseglinger 

(Hustruer til ægtemænd) 
Levende 2 

Døde 149 

Beseglinger 
(Børn til forældre) 
Levende 10 

Døde 1393 



Ialt 151 



Ialt 1403 



Ordinationer 
Endowments (levende) 
Mandlige 4 

Kvindelige 6 

Endowments (døde) 
Mandlige 392 

Kvindelige 415 



lait 237 
392 



Ialt 10 



Ialt 807 



Det var imponerende at se, hvorledes 
alle søskende, også de ældre og svage- 
lige, hver dag trofast gik igennem temp- 
let til alle sessionerne, og ofte efter ses- 
sionerne udførte flere timers forbere- 
dende arbejde. Det var lange, anstren- 
gende, men dejlige dage, og vi vil gerne 
sige alle søskende, som medvirkede til 
det fine resultat, en inderlig tak for de- 
res trofasthed og store arbejde. 
Vi er glade for at kunne sige, at temp- 
lets personale roste missionen for den 
måde arbejdet var organiseret på, vi bli- 
ver oven i købet brugt som eksempel 
for de andre missioner og stave. Det er 
imidlertid kun muligt for os at organi- 



sere arbejdet, så det bliver effektivt og 
gnidningsløst, hvis søskende hjælper os 
ved tilrettelæggelsen, bl.a. ved, at de 
tilmelder sig i god tid, d.v.s. inden den 
fastsatte frist, og ikke ændrer for meget 
på de fastlagte planer, medmindre det 
er absolut nødvendigt. 
Af hensyn til templets kapacitet, som er 
beregnet på godt 100 deltagere ved hver 
session, og for at arbejdet kan gå så 
gnidningsløst som muligt og uden at 
være for forceret, vil vi, om ikke ratio- 
nere deltagerantallet, så dog indstæn- 
digt henstille, at søskende, som ikke har 
skolesøgende børn og derfor ikke ab- 
solut behøver rejse i skoleferien, del- 
tager i de danske sessioner, som ligger 
uden for ferien. For 1972 er foreløbig 
fastlagt følgende sessioner: 

29. februar, 1., 2. og 3. marts 

18., 19., 20. og 21. juli, og 

22., 23., 24. og 25. august. 
Der vil senere fremkomme nærmere op- 
lysninger og instruktioner om tilmelding 
etc. til rejserne. 

Mary Kaiser og Benny Linden 



den, vær taknemmelige for den anledning I har til 
at tjene jeres medmennesker. 
Styrk jeres vidnesbyrd ved kristuslignende tje- 
nestegerninger over for de trængende. Du siger 
måske: Hvem er jeg, at jeg kan trøste eller tjene? 
Jeg siger til dig: Du er et Guds barn, og du har 
fået store kræfter, enten du er elev, hjemmelæ- 
rer, præsident, rådgiver, lærer eller blot et vidun- 
derligt medlem. Du kan have en god indflydelse 
på andre ved at bære dit vidnesbyrd for dig selv 
og for andre, og ved at efterleve dette vidnes- 
byrd. 

Derfor skal du i dette usikre liv støtte dig til Gud 
og dine søskende. Gud kender dig, forstår dig og 
vil være dig lige så nær med sin Ånd, som du vil 
lade Ham komme. Hold Ham ikke borte. 
Den eneste sikre sti for den enkelte eller for fa- 
milien er at efterleve Jesu Kristi Evangelium, og 
jeg bærer vidnesbyrd for jer, at ved at gøre det 
vil du finde fred. 

Som afslutning vil søster Pehrson og jeg gerne 
udtrykke vor tak til jer alle for jeres omsorg, jeres 
tro og jeres bønner. Vi føler os overbevist om, at 
hvis vi efterlever Evangeliet og tjener så godt vi 
formår, vil Herren også føre os igennem alt. 

Paul L. Pehrson, missionspræsident 



Missonærankomster 

Følgende Missionærer er den 14. august ankommet 

til Den danske Mission: 





7. september 1971 : 

Anna og Frode Madsen fra Aalborg, beskikket til at 

arbejde på Bornholm 




Bent Raymond 
Jørgensen fra 

København, beskikket 
til at arbejde i 
Esbjerg 




Robert Orlo Stevens 

fra Gooding, Idaho, 
beskikket til at 
arbejde i Frederiks- 
havn 



349 



Fødselsdage 

Stjernen ønsker tillykke til følgende 

søskende: 

Verner Schmidt, Aalborg, 60 år den 3. 

december 

Niels Christian Olesen, Vejle, 65 år den 

6. december 

Brynhilda Holmstad, Nordre Gren, 75 år 

den 1 1 . december 

Nielsigne Holck Aagaard, København, 

65 år den 21. november 

Døde 
København 

Den 2. juni 1971 døde søster Gyda Val- 
borg Poulsen, 84 år gammel. Æret være 
søster Poulsens minde. 
Horsens 

Den 4. august 1971 døde søster Bothilde 
Jessine Hansen, 63 år gammel. Æret 
være søster Hansens minde. 

Kaldelser 

Følgende missionærer er den 14. august 
1971 kaldet til at arbejde i Missions- 
kontoret: 

Ældste George Peterson, søn af Mr. og 
Mrs. George Peterson, Blackfoot, Idaho. 
Født den 29. maj 1950. Ankommet til 
Danmark den 9. januar 1970. Har hidtil 
arbejdet i Randers, Helsingør, Aarhus, 
Tåstrup og Esbjerg, er blevet kaldet som 
statistiksekretær. 

Ældste Lawrence Arthur Rasmussen, søn 
af Mr. og Mrs. Arthur P. Rasmussen, 
Price, Utah. Født den 4. juli 1950. An- 
kommet til Danmark den 9. januar 1970. 
Har hidtil arbejdet i København, Aarhus, 
Haderslev, Hareskovby, Aalborg og Kol- 
ding, er blevet kaldet som personlig 
sekretær til Missionspræsidenten. 
Ældste Don J. Childs, søn af Mr. og Mrs. 
Delbert H. Childs, Ferren, Utah. Født den 
3. oktober 1950. Ankommet til Danmark 
den 12. marts 1970. Har hidtil arbejdet 
i Herlev, Vanløse, Valby, Fredericia, In- 
dreby, Frederikshavn, Esbjerg og Oden- 
se, er blevet kaldet som assistent til 
Missionspræsidenten. 
Ældste Scott Southwick, søn af Mr. og 
Mrs. Raymond Southwick, Othello, Was- 
hington. Født den 11. januar 1951. An- 
kommet til Danmark den 9. maj 1 970'. Har 
hidtil arbejdet i Aarhus, Nørresundby, 
Frederikshavn og Glostrup, er kaldet til 
at arbejde som trykker. 
Vi beder Herren velsigne disse Ældster 
i de store og ansvarsfulde kald, der nu 
er pålagt dem. 

Ordinationer 
Silkeborg: 

2. maj 1971: 

Bjarne Bidstrup ordineret til ældste af 

Missionspræsident Paul L. Pehrson. 



18. juli 1971: 

Frede Eigil Andersen ordineret til præst 
af broder Vagn Ole Darre. 
Amager Gren: 
17. juli 1971: 

Christian Ludvig Larsen ordineret til 
ældste af Missionspræsident Paul L. 
Pehrson. 
Fredericia Gren: 
20. august 1971: 

Eirikur Ørn Gislason ordineret til diakon 
af ældste Lawrence Rasmussen. 
København Gren: 
30. maj 1971: 

Per Hansen ordineret til Diakon af broder 
Poul R. Hansen. 
13. juni 1971: 

Rudy Lyngvig Jensen ordineret til Dia- 
kon af broder Ib Hansen. 

Missionæraf løsninger 

Følgende missionærer er den 24. august 
1971 blevet hæderligt afløst fra deres 
arbejde i Den danske Mission: 
Ældste Marrell Lloyd Benson, fra Moab, 
Utah, efter sidst at have arbejdet i Aar- 
hus. 

Ældste Dennis Gene Gleason, fra Pico 
Rivera, California, efter sidst at have ar- 
bejdet på Bornholm. 

Ældste Kent Norman Hendricks, fra Ida- 
ho Falls, Idaho, efter sidst at have ar- 
bejdet i Søborg. 

Ældste Nicholas Dee Lang, fra Las Ve- 
gas, Nevada, efter sidst at have arbejdet 
i Aalborg. 

Ældste John Wesley Lowry, fra Beau- 
mont, Texas, efter sidst at have arbejdet 
i Missionskontoret. 

Ældste Randy Marion Olsen, fra Fair- 
banks, Alaska, efter sidst at have arbej- 
det i Missionskontoret. 
Ældste David Lee Scorup, fra Othello, 
Washington, efter sidst at have arbejdet 
i Missionskontoret. 

Ældste Richard Walter Thomsen, fra Salt 
Lake City, Utah, efter sidst at have ar- 
bejdet i Missionskontoret. 
Ældste Timothy Neal Turner, fra North- 
ridge, California, efter sidst at have ar- 
bejdet i Missionskontoret. 
Ældste David Romney Wiest, fra Creve 
Coeur, Missouri, efter sidst at have ar- 
bejdet i Glostrup. 

Dåb 

Fredericia Gren: 

27. marts 1971: 

Gerhard J. C. Siemsen døbt af ældste 
Elvis C. Evans, håndspålæggelse ved 
broder Niels H. Klausen. 
Thora Helene Siemsen døbt af ældste 
Randy Olsen, håndspålæggelse ved æld- 
ste Torkil Dressø. 



1. maj 1971: 

Eirikur Ørn Gislason døbt af ældste Dal- 
lis Massey, håndspålæggelse ved ældste 
Don Childs. 

Gudlaug Thorsteinsdottir døbt af ældste 
Nile H. Hall, håndspålæggelse ved æld- 
ste Randy Olsen. 

Elin Thora Eiriksdottir døbt af ældste Ro- 
bert L. Bradshaw, håndspålæggelse ved 
broder Niels H. Klausen. 
7. maj 1971: 

Kristinn Hilmarsson døbt af ældste Ro- 
bert Bradshaw, håndspålæggelse ved 
ældste Nile Hall. 
Nordsjælland Gren: 
9. juli 1971: 

Søren Bloch Jensen døbt af ældste Ti- 
mothy Neal Turner, håndspålæggelse 
ved broder Jørgen W. Schmidt. 
Aalborg Gren: 
24. juli 1971: 

Elisabeth Kristine Elly Nørgård døbt af 
ældste Blaine King Gudbrandsen, hånds- 
pålæggelse ved ældiste Gary Harmon 
Mortensen. 
Nordre Gren: 

28. marts 1971: 

Kari Anni Bay døbt af ældste Curtis Par- 
ker, håndspålæggelse ved ældste Stan- 
ley Robins. 

29. august 1971: 

Hans Nielsen døbt af ældste R. Thom- 
sen, håndspålæggelse ved ældste Ri- 
chard Farmer. 
Odense Gren: 
29. august 1971: 

Claus Bo Jørgensen døbt af ældste Ro- 
binson, håndspålæggelse ved broder 
Søren Hansen. 
Skive Gren: 

28. august 1971: 

Hans Peter Bernhard Holst døbt af æld- 
ste Jan Birk, håndspålæggelse ved bro- 
der Thorvald Jensen. 
København Gren: 

29. maj 1971: 

Rudy Lyngvig Jensen døbt af ældste Eric 
Andersen, håndspålæggelse ved ældste 
Harold Dana Skousen. 

30. maj 1971: 

Annette Maria Carli Hansen døbt af æld- 
ste John Taylor, håndspålæggelse ved 
ældste Harold Skousen. 
Merete Louise Elsør Philipsen døbt af 
ældste Eric Andersen, håndspålæggelse 
ved ældste Dan Hartman. 
5. juni 1971: 

Johnny Sidenius døbt af ældste George 
Sansom, håndspålæggelse ved ældste 
Merlin Hansen 
24. juli 1971: 

Claus Thiele Alkil døbt af ældste Todd 
Evan Kimbal, håndspålæggelse ved æld- 
ste Raymond Daniel Hartman. 



350 



En ung pige lærer at mulighed for at komme til kirke og leve op til kravene 
for den Sidste Dages Hellig er . . . 

Det største privilegium 



AF MARILYN MCMEEN MILLER 

En søndag morgen, da jeg på vej til 
kirke, så jeg en del drenge som spil- 
lede bold på skolens boldbaner. Klædt 
i lasede skjorter og bukser skreg de 
og slog hænderne sammen af begej- 
string, hver gang en fra holdet scorede 
et mål. Det så ud til at være et godt 
spil — en vidunderlig aktivitet for hvil- 
ken som helst anden dag end søndag. 
Jeg kendte de fleste af drengene. De 
kom fra Sidste Dages Hellige hjem. 
Men de gik glip af en af de største 
velsignelser i deres liv — privilegiet 
at komme til kirken. Da tænkte sikkert 
på kirken som en begrænsning eller 
en byrde, ikke et privilegium. 
Jeg tænkte tilbage til den tid, hvor jeg 
havde følt det på samme måde. Men 
der kom en særlig tid i mit liv, hvor jeg 
lærte hvilket privilegium det er at 
være en Sidste Dages Hellig. 
Da jeg var barn og gik i juniorsøndags- 
skole, tænkte jeg ikke meget over at 
holde sabbaten hellig, eller at påtage 
mig mange af de ansvar, min familie 
havde akcepteret, da vi blev medlem- 
mer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Da- 
ges Hellige. Jeg var glad for at komme 
til templet med mine forældre og blive 
beseglet til dem, og jeg kunne også 
godt lide at gå i Primary. Men jeg kun- 
ne ikke lide de lange møder, at holde 
tale, faste eller betale tiende. 
På den tid da min lillebror blev født, 
boede vi i en by, hvor der ikke var ret 
mange mormoner. 

Vores tre-etagers middelstore mur- 
stenshus lå på et usædvanligt sted, 
lige mellem samfundets to yderpunk- 
ter — slumkvarteret mod nord, og de 
rige menneskers store og flotte huse 
lige ovre på den anden side af parken. 
Jeg var så ivrig efter at blive venner 
med de rige børn, som boede i disse 
smukke hjem på den anden side af 
parken, at jeg næsten ikke kunne 
tænke på andet. Da en lille pige fra et 
af disse hjem inviterede mig til at kom- 



me over en søndag, så hendes foræl- 
dre kunne tage os med til deres land- 
sted for at ride på deres heste, var jeg 
vild af begejstring. Jeg ikke så meget 
som tænkte på, at jeg således ikke 
ville komme i søndagsskole. Hvor blev 
jeg dog skuffet, da min mor mindede 
mig om, at jeg havde lovet at fremsige 
nadververset den morgen i juniorsøn- 
dagsskolen. 

Hvorfor skulle jeg gå i kirke? Hvorfor 
skulle jeg fremsige nadververset? 
Hvorfor skulle ingen af mine venner 
gå i kirke, betale tiende, faste eller 
holde tale engang imellem? Før vi blev 
medlemmer af kirken kunne vi gøre 
lige hvad vi havde lyst til. Jeg harme- 
des over de forbehold, der nu var på- 
lagt os. 

Min mor var klog og venlig. Hun sagde 
kort: „Du ønsker da ikke at gå glip af 
kirken. Det er et af de største privile- 
gier, du har." 

Jeg kunne ikke se det på den måde. 
Da jeg ringede til min veninde, sagde 
hun, at de ville tage ned til landstedet 
hver søndag eftermiddag i lang tid. 
Hvis jeg kunne, kunne jeg bare kom- 
me over en anden søndag i stedet for. 
Den næste uge blev min lillebror født, 
og min mor blev alvorlig syg. Hun lå 
på hospitalet, for døden, i flere dage. 
Om aftenen, i skumringen, legede vi 
tre piger ude i indkørslen, balancerede 
på kantstenen og lyttede til lyden af 
de hundredevis af biler, som kom spin- 
dende og dundrende på deres hjul 
henover asfalten, idet vi ventede på, 
at vores far skulle komme hjem. Hans 
ansigt var altid fortrukket og træt når 
han kom. Hver gang lyttede vi til hans 
rapport om mors tilstand. Det var altid 
det samme — kritisk. 
Næste søndag oprandt. Nøglende tog 
jeg mine støvler, bukser og jakke på, 
og kiggede ud over parken for at se 
om far snart kom hjem fra hospitalet. 
Endelig så jeg han kom — gående 



langsomt over græsplænen, op imod 
huset. 

„Hvordan havde mor det?" hviskede 
vi, bange for at spørge. 
Min far sagde ikke noget lige med det 
samme. „Hvis vor himmelske Fader ta- 
ger hende", sagde han langsomt, „så 
må vi have tro på, at det er den rigtige 
beslutning". 

„Vil mor gå væk for bestandig?" 
spurgte min søster? 
Min far tog min søster i sine arme og 
sagde: „Din mor vil aldrig gå væk for 
bestandig. Det er en af grundene til, 
at vi er velsignede ved at være Sidste 
Dages Hellige. Vi er beseglet til hinan- 
den i templet, og det betyder, at mor 
altid vil være med os. Det kan være, 
at hun vil besøge vor himmelske Fader 
i et stykke tid, men vi vil altid være 
sammen — allesammen." Jeg kunne 
se tårerne i hans øjne. „Vi er så vel- 
signede at være i nærheden af vor 
himmelske Fader, og at have det privi- 
legium at tilhøre Hans Kirke." 
I det øjeblik huskede jeg min moders 
smilende øjne og hendes venlige smil. 
Da syntes det, som om jeg hørte hen- 
des ord: „Du ønsker ikke at gå glip af 
Kirken. Det er et af de største privile- 
gier, du har." 

Jeg skyndte mig op ad trapperne og 
fik mine støvler og ridebukser af, og 
kom hurtigt i mit søndagstøj. 
Den aften, da jeg nød nadveren, op- 
sendte jeg en stille bøn for at takke 
min himmelske Fader, fordi jeg var 
der, og for privilegiet jeg havde at 
deltage i nadveren, fordi jeg var en 
Sidste Dages Hellig, så jeg altid kun- 
ne være sammen med min familie. 
Jeg har aldrig i mit liv bedt så inderligt, 
som jeg gjorde det i den uge. Nat efter 
nat, knælede jeg ved min smalle seng, 
talte jeg til min himmelske Fader og 
lovede Ham, at jeg ville gå til nadver- 
møde og betale min tiende. Jeg lovede 
Ham, at jeg ville forsøge alt for at 
blive en god Sidste Dages Hellig, 
hvis man blot ville lade min mor leve. 
Vi blev velsignede, og min moders liv 
blev reddet. Men jeg blev dobbelt vel- 
signet, for jeg lærte også, hvor vel- 
signet jeg var ved at være en Sidste 
Dages Hellig, og have privilegiet at gå 
i kirke. O 







jr 



rm