(navigation image)
Home American Libraries | Canadian Libraries | Universal Library | Community Texts | Project Gutenberg | Children's Library | Biodiversity Heritage Library | Additional Collections
Search: Advanced Search
Anonymous User (login or join us)
Upload
See other formats

Full text of "Den Danske Stjerne"

STJERNE 

December 1971 • 120. Årgang • Nummer 12 




DET INSPIRERENDE 

BUDSKAB 




AF ÆLDSTE FRANKLIN D. RICHARDS 
assistent til De tolvs Råd 



Den engelske forfatter, Charles Dickens" 1 skrev: „Vi bærer de lænker, vi sme- 
der i livet." — Hvor sandt er det ikke, og hvor vigtigt er det ikke at smede en 
lænke, der skaffer et rigt og udbytterigt liv — og huske, at vanens bittesmå 
lænker almindeligvis er for små ti!, at man kan føle dem, førend de bliver for 
stærke til, at man kan bryde dem. 

Når man smeder en stærk kæde i livet, kan den vane at være ærlig meget vel 
blive een af de mest strålende og stærkeste led. 

Der ligger en stor kraft i at koncentrere sin opmærksomhed om et ideal eller 
princip som ærlighed. Men i manges sind er ærlighedens virkelige betydning 
som moralsk værdi blevet skrækkeligt forvrænget. 

Når vi tænker på ærlighed, tænker vi måske først på vort forhold til andre, men 
i mange henseender er det vigtigere at være ærlig mod sig selv. 
I skuespillet, Hamlet, lader Shakespeare figuren Polonius sige til sin søn. Laer- 
tes: Men fremfor alt, vær sanddru mod dig selv, da følger vist, som natten 
følger dag, at du ikke kan være falsk mod nogen." (1. akt, 3. scene.) 
Når man godtager den standard at være ærlig over for sig selv og beslutter 
sig til at være det, har man taget et enormt skridt fremad mod lykke og succes. 
Når man er ærlig mod sig selv, kan man ikke være troløs mod sin familie, 
uærlig over for sin arbejdsgiver eller illoyal mod Gud eller fædreland. O 

1 Charles Dickens — engelsk romanforfatter, 1812 — 1870. 



INDHOLDSFORTEGNELSE 

Vort ansvar som bærere af Præstedømmet. Af Præsident Joseph Fielding Smith . . 355 

Min broders vogter. Af John H. Vandenberg 357 

Kærlighed til Gud. Af Bernard P. Brockbank 360 

Du må ikke bedrive hor. Af Milton R. Hunter 363 

Satan — Den store Bedrager. Af Marion G. Romney 366 

Drik af det rene vand. Af Loren C. Dunn 369 

En spejder træder til. Af Dora D. Flack 372 

Skal jeg vandre. Af Melvin DeGraw 374 

Et spørgsmål om retning. Af Lael J. Littke 376 

Jul — minder til jeres børn. Af Richard L. Evans 380 

Børnenes sider: 

Brevet. Af Lucile C. Reading 89 

Debbie og den talende tavle. Af Dorothy D. Warner 91 



På omslaget: Den berømte Kristus af den danske kunstner fra det nittende år- 
hundrede, Bertel Thorvaldsen, blev for flere år siden reproduceret af Aldo 
Rebechi, en italiensk billedhugger. Den står nu i Visitors Center på Temple 
Square i Salt Lake City i Utah med universpanoramaet i baggrunden. Jesu Kristi 
åbne arme synes at indbyde mennesker i hele verden til at komme til Ham. O 




DEI¥ 
STJERNE 

Organ for JESU KRISTI KIRKE 
AF SIDSTE DAGES HELLIGE 



December 1971 

120. Årgang • Nummer 12 



Udgivet af 

Den danske Mission af Jesu 
Kristi Kirke af Sidste Dages 
Hellige 

Dalgas Boulevard 164 
2000 København F. 
Telf. Fasan 9901 
Postgiro 333.38 

Paul L. Pehrson, 
missionspræsident, 
ansvarshavende redaktør 

Koordinator: Bernd J. Larsen 

Den danske Stjerne udkommer 
den 1. i hver måned. Abonne- 
mentsprisen (inkl. porto) er i 
Danmark kr. 13.- pr. halvår, 
kr. 25.- for et helt år, i udlandet 
$ 3.50 for helt år. I løssalg 
kr. 2.50 pr. nummer. Betaling 
ved check udstedt til Den 
danske Stjerne, Priorvej 12, 
København F. eller gennem 
postgiro 333.38 til Jesu Kristi 
Kirke af Sidste Dages Helige. 
(De nævnte priser er inklud. 
moms.) 

Tryk: 

Paul Giese KG, Offenbach/M., 
Deutschland 



Layout: 

PBO-Layout-Center, Frankfurt 




Dette budskab, som særligt er henvendt til 
Præstedømmet, blev bragt ved Præstedømmets 
møde på Kirkens 141. årskonference. 



Jeg anråber Kirken og 
alle dens medlemmer om 
at give afkald på verdens 
onde ting." 



Vort ansvar som bærere af Præstedømmet 

PRÆSIDENT JOSEPH FIELDING SMITH, præsident for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige 



Kære brødre i Præstedømmet: 
Jeg hilser jer i aften som husfæller i troens 
hus, som brødre i Guds Rige, som bærer af 
Det hellige Præstedømme. Jeg indbyder jer 
til sammen med mig at overveje nogle al- 
vorlige ansvar, der påhviler os, fordi vi sid- 
der inde med Herrens guddommelige fuld- 
magt. 

Vi er Herrens befuldmægtigede; vi repræ- 
senterer Ham; Han har givet os myndighed, 
der sætter os i stand til at udføre alt, hvad 
der er nødvendigt for at frelse os så vel som 
Hans andre børn i verden. 
Vi er Herren Jesu Kristi repræsentanter. 
Vort hverv er at repræsentere Ham. Vi er 
beordret til at prædike Hans Evangelium, at 
udføre frelsens ordinanser, at velsigne men- 
neskeheden, at helbrede de syge og måske 
udføre mirakler, at gøre det, Han ville have 
gjort, hvis Han havde været personligt til- 
stede — og alt dette, fordi vi bærer Det hel- 
lige Præstedømme. 

Som Herrens befuldmægtigede er vi af 
Hans lov bundne til at gøre, havd Han vil, vi 
skal gøre, uanset personlige følelser for ver- 
dens lokkemidler. Af os selv har vi intet 
frelsesbudskab, ingen lære om tro, vi kan 
give, ingen kraft til at døbe, ordinere eller 
besegle for evigheden. Alle disse ting kom- 
mer fra Herren, og hvad som helst, vi ud- 
fører i den retning, er resultat af overdraget 
myndighed. 

Når vi slutter os til Kirken og modtager 
Præstedømmet, ventes det af os, at vi giver 



afkald på mange af verdens skikke og lever, 
som det sømmer sig hellige. (Se Rom. 16:2). 
Vi skal ikke længere klæde os eller tale 
eller optræde eller bare tænke, som andre 
alt for ofte gør. Mange i verden nyder te, 
kaffe og spiritus og er forfaldne til brugen 
af stoffer. Mange bander, er vulgære og 
usømmelige, umoralske og lever et urent 
liv; men alle disse ting bør være os frem- 
mede. (Se L & P 82:13). Vi er Den Allerhø- 
jestes hellige. Vi bærer Det hellige Præste- 
dømme. 

Til det gamle Israel sagde Herren ved Mo- 
ses: „Hvis I nu vil lyde min røst og holde 
min pagt, så skal I være min ejendom blandt 
alle folkene, thi mig hører hele jorden til, og 
I skal blive mig et kongerige af præster og 
et helligt folk! (Anden Mosebog 19:5-6). 
Dette løfte gælder også os. Hvis vi vil van- 
dre på dydens og hellighedens stier, vil Her- 
ren udgyde sine velsignelser over os i en 
grad, som vi aldrig ville have troet mulig. 
Vi skal i sandhed være, som Peter udtrykte 
det, „en udvalgt slægt, et kongeligt præste- 
skab, et helligt folk, et ejendomsfolk." (1. 
Peter 2:9). Og vi vil blive et ejendomsfolk, 
når vi ikke er som de mennesker, der ikke 
lever op til disse standarder. 
1 den udstrækning, hvori vi har overvundet 
verden, er vi allerede et helligt folk og et 
ejendomsfolk. Men desværre er der folk 
iblandt os, som endnu ikke lever i overens- 
stemmelse med Kirkens standarder. 
Jeg anråber Kirken og alle dens medlemmer 




355 



om at give afkald på verdens dårlige ting. 
Vi må sky ukyskhed og enhver form for 
umoral som pesten. Vi må ikke dæmme op 
for livets kildevæld ved at forebygge børne- 
fødsler. Vi må ikke gøre os skyldige i uret- 
færdige og onde aborthandlinger. 
Intet medlem af Kirken kan godtages som 
værende velanset, hvis det i sin livsførelse 
gør oprør mod den etablerede sømmenlig- 
heds orden og lydighed mod loven. Vi kan 
ikke gøre oprør mod loven og samtidig være 
i harmoni med Herren, for Han har befalet 
os, at vi skal være „den bestående øvrighed 
underdanige, indtil han regerer, som har ret 
dertil . . ." (L & P 58:22). Og i nær fremtid 
kommer Han. 

Som tjenere for Herren har Han bestemt at 
vi skal gå på den sti, Han har afmærket for 
os. Vi bør ikke bare ønske at gøre og sige 
det, der vil behage Ham; men vi må søge at 
leve således, at vort liv bliver som Hans. 
Han har selv givet os det fuldkomne forbil- 
lede i alle ting og har sagt til os: „Følg du 
mig!" (Joh. 21:22). Om sine nephitiske dis- 
ciple spurgte Han: „Hvad slags mænd bur- 
de I da ikke være?" og svarede derpå: 
„Sandelig siger jeg jer som jeg er." (3. Ne- 
phi 27:27). 

Vi er nu optagede af det mest storslåede 
arbejde i verden. Præstedømmet, som vi be- 
sidder, er selve Herrens kraft og myndig- 
hed; Han har lovet os, at hvis vi øger vore 
anstrengelser i vore kaldelser og vandrer 
i lyset, som Han er i lyset, skal vi få herlig- 
hed og ære sammen med Ham evindeligt i 
Hans Faders Rige. (Se Joh. 1:7). 
Med et så herligt håb for øje kan vi da gøre 
mindre end at forsage verdens dårlige ting? 
Skal vi ikke sætte det, der hører Gud til, 
først i livet? Bør vi ikke søge at leve af hvert 



ord der udgår af Guds mund? (Matt. 4:4), 
Bør vi ikke øge anstrengelserne i vore kal- 
delser og virkelig blive et kongerige af præ- 
ster og retfærdige brødre? 
De velsignelser, vi vil modtage, hvis vi over- 
holder budene, overgår alt, hvad vi kan be- 
gribe nu, jeg er taknemmelig for Evangeliet, 
for Guds Kirke og Rige på jorden og for det 
håb om evigt liv, som Herren har givet os. 
Jeg bevidner, at værket er sandt og beder 
om, at vi alle må være sande og trofaste 
mod vore pagter, og at vi efter at have 
modtaget fred og glæde i dette liv må gå 
frem og arve evig glæde og herlighed i den 
kommende verden. Jeg siger det nøgternt, 
ydmygt og i Jesu Kriste navn. Amen. O 



356 



Herren har gjort 
os til søskende, 
fordi vi behøver 
hinanden. 



Min broders vogter 



En ung moder, der havde været udsat 
for den prøvelse at miste et lille barn 
ved en ulykke, kom til en leder i Kir- 
ken for at få en velsignelse, der kun- 
ne trøste hende i hendes sorg. Da hun 
gik, spurgte hun gennem sine tårer: 
„Skal der altid være smerte i dette 
liv?" 

Mens vi overvejer dette spørgsmål, 
lad os da tænke på den første familie 
på jorden. Vi læser i Bibelen, at Eva 
„blev frugtsommelig og fødte Kain; 
og hun sagde: 'Jeg har fået en søn 
med Herrens hjælp!' Fremdeles fødte 
hun hans broder Abel. Abel blev fåre- 
hyrde, Kain agerdyrker." 
Og som tiden gik, blev Kain vred, 
fordi Herren så til Abels offer af hans 
floks førstefødte, men til Kain og 
hans offergave af jordens frugt så Han 
ikke. 

„Men Kain yppede kiv med sin broder 
Abel; og engang de var ude på mar- 
ken, sprang Kain ind på ham og slog 
ham ihjel. Da sagde Herren til Kain: 
'Hvor er din broder Abel?' Han sva- 
rede: 'Det ved jeg ikke; skal jeg vogte 
min broder?' Men (Herren) sagde: 
'Hvad har du gjort! Din broders blod 
råber til mig fra jorden!'" (1. Mosebog 
4:1-10) 

Smerte, sorg og tragedie har været 
menneskeslægtens ledsagere lige si- 
den denne begivenhed. Dog ved den- 
ne episode i Skrifterne henledes vor 
opmærksomhed på spørgsmålet: 
„Skal jeg vogte min broder?" 



AF BISKOP JOHN H. VANDENBERG, 
præsiderende biskop 

Hvad mener vi om dette spørgsmål? 
Hvilken belæring har Herren givet os 
angående dette? Lad os se på 1. Joh. 
kapitel 3: 

„Thi dette er det budskab, I har hørt 
fra begyndelsen, at vi skal elske 
hverandre". 

„Vi ved, at vi er gået fra døden til 
livet, thi vi elsker brødrene. Den, der 
ikke elsker, bliver i døden." 
„Derved har vi lært kærligheden at 
kende, at Han satte sit liv til for os; 
så er vi skyldige at sætte livet til for 
brødrene." 

„Børnlille, lad os ikke elske med ord, 
ej heller med tunge, men i gerning og 
sandhed." (1. Joh. 3:11, 14, 16, 18) 
Hvad er kernen i en moders kærlig- 
hed? Er det ikke offer? En sådan kær- 
lighed anses for at være den dybeste 
og mildeste. Er det fordi en moder går 
gennem dødsskyggens dal for at føde 
sit barn og vedvarende bringer ofrer 
for dets velbefindende? 
Er dette grunden til, at Kristus elsker 
verden? Fordi Han måtte slide for at 
skabe den? Fordi Han har ofret sit 
liv for verden og menneskene deri? 
Vi får at vide, at „således elskede 
Gud verden, at han gav sin Søn, den 
enbårne," (Joh. 3:16) for at frelse den 
fra undergang, og Sønnen var villig 
til at lide for at det måtte frelses, som 
Han havde slidt for. 
Vi elsker alle det, for hvis skyld vi 
bringer ofrer. At give og tjene så 
længe at det bliver et offer, skaber 




kærlighed. Udtrykket gudsdyrkelse 
omfatter omsorg for vore søskende, 
som vi får at vide i Jakobs Brev 1:27: 
„En ren og ubesmittet gudsdyrkelse 
for Gud, vor Fader, er dette: at be- 
søge faderløse og enker i deres 
trængsel . . ." 

Når folk siger: „Religion kan være 
godt nok for nogen mennesker; men 
jeg er ikke religiøs, og for mig betyder 
det ingenting," er det da, fordi de 
ikke har oplevet den opløftelse, der 
følger af at ofre sig for at tjene sine 
medmennesker? 

Måske har de ganske enkelt ikke er- 
kendt deres næstes behov. Enhver 
trænger til eet eller andet. Mennesket 



357 



står ikke alene. Edwin Markham 1 stil- 
ler mennskets grundlæggende behov 
klart op for os i disse enkle ord: 
„Tre ting må et menneske besidde, 
hvis dets sjæl skal leve og kende 
livets fuldkomne gode — 
Tre ting vil den altydende Fader give 
— brød, skønhed og broderskab." 
Vor Fader i Himmelen har i sandhed 
gjort det muligt for os at få vort dag- 
lige brød, for Han har sagt, idet Han 
henviste til lydigheden mod Hans bud: 
„Sandelig siger jeg jer, at om I gør 
dette, skal jordens fylde være jeres: 
dyrene på marken, fuglene i luften og 
det, der klatrer i træerne og går på 
jorden, 

„. . . til føde og klæder, til huse og 
lader, frugttræer, haver og vingårde." 
„Thi alt, hvad der kommer af jorden i 
dets egen årstid er skabt til men- 
neskers nytte og brug, både til at 
fryde øjet og glæde hjertet." 

„Ja, til føde og klæder, til smag og 
lugt, til at styrke legemet og til at 
vederkvæge sjælen." 
„Og det har behaget Gud at give alt 
dette til menneskene . . ." 
„Og i intet fortørner mennesket Gud 
mere, og mod ingen er hans vrede 
blusset op i større grad end mod dem, 
der ikke anerkender hans hånd i alle 
ting, og som ikke adlyder hans befa- 
linger." (L & P 59:16-21). 
Eftersom Gud har været så god mod 
os, har Han bedt os om at være gode 
mod vore søskende, som måske ikke 
er så heldigt stillede som vi, for Han 
har formanet os således: „Og se, du 
skal komme de fattige i hu og indvi en 
del af din formue til deres underhold, 
det, du har at give dem . . ." 
„Og hvad I således skænker de fat- 
tige af jeres midler, det gør I mod mig, 
og det skal lægges frem for min kir- 
kes biskop ..." (L & P 42:30-31). 
Dette bud om at sørge for vore træn- 
gende søskende findes i fasteprin- 
cippet, som vi læser i Documentary 
History of The Church: 
„Lad dette være noget fælles for alle 
hellige, så vil der aldrig være mangel 
på brød; Når de fattige sulter, lad da 
dem, der har noget, faste een dag og 
give det, de ellers ville have spist til 
biskopperne, for at de kan give det 



til de fattige, og alle skal have over- 
flod en tid lang, og dette er eet af 
fastens store og vigtige principper, 
som er godkendt af Herren. Når blot 
de hellige vil leve op til dette princip 
med glade hjerter og glade miner, vil 
de altid have i overflod. (Bind 7, side 
433.) 

Brigham Young har sagt følgende til 
de hellige: 

„I ved, at vi holder den første tors- 
dag 2 i måneden som fastedag. Hvor 
mange her kender oprindelsen til den 
dag? Før man betalte tiende, blev de 
fattige understøttet ved gaver. De 
kom til Joseph og bad om hjælp, og 
han sagde, at der burde være en 
fastedag, hvilket blev vedtaget. Den 
skulle holdes en gang om måneden, 
ligesom nu, og alt, hvad der ville være 
blevet spist den dag af mel eller kød 
eller frugt eller hvad som helst andet, 
skulle tages med til fastemødet og 
overdrages til den person, som man 
havde valgt til at tage vare på det og 
fordele det blandt de fattige. Hvis vi 
gjorde det trofast nu, tror I så, at de 
fattige ville være i bekneb for mel el- 
ler smør, ost eller kød, sukker eller 
noget som helst, de behøver af mad? 
Nej, der ville hos os findes mere, end 
de fattige kunne bruge. Det ville væ- 
re god økonomi for os at gøre det og 
således behandle vore fattige søsken- 
de bedre, end de hidtil er blevet be- 
handlet. Lad dette blive bekendtgjort 
i vore aviser. Lad det blive meddelt 
folket, at på den første torsdag i hver 
måned, på fastedagen, skal alt det, 
som mænd og koner, børn og tjenes- 
tefolk ville have spist, overdrages i 
biskoppens hænder til de fattiges un- 
derhold. Jeg er villig til at yde min del 
ligesom de øvrige, og hvis der ingen 
fattige findes i mit ward, er jeg villig 
til at dele med de Wards, hvori der 
findes fattige. Hvis søstrene vil skaf- 
fe værelser til de søstre, der har brug 
for omsorg, og sørge for, at man tager 
sig af dem, vil I se, at vi vil have stør- 
re fortrøstning og større fred i vore 
hjerter, og vor ånd vil være munter 
og let, fuld af glæde og fred. Biskop- 
perne bør gennem deres lærere sørge 
for, at enhver familie i deres ward, 
som er i stand til det, giver det, den 



normalt ville fortære på fastedagen, 
til de fattige." Journal of Discourses, 
bind 12, siderne 115-116). 
Jeg opmuntrer biskopperne til at fore- 
holde deres folk dette princip i dag, 
for at vi i højere grad må kunne yde 
den nødvendige føde og andre ting 
til dem af vore søskende, der sidder 
i uheldige kår. 

Edwin Markham, husker I, sagde, at 
vor altydende Fader ikke blot ville 
give os brød, men også skønhed og 
broderskab. 

Har Herren forsynet menneskeheden 
med skønhed? Den, der tvivler derom, 
behøver bare at lukke øjnene op for 
solopgangen og solnedgangen og 
ørerne for lyden af regn og vind, at 
undres over blomsternes og regn- 
buens farver, at opfatte afvekslingen 
i ørkenlandskabet og skoven, korn- 
markerne, bjergene, floderne og 
havene. På denne tid af året begynder 
vi at begejstres over forårets nye liv, 
og idet vi fordyber os i det myldrende 
liv omkring os, bliver vi en del af det. 
Hele jorden, som er uden goldhed, 
fryder hjertet. I vor omsorg som vor 
broders vogter kan vi hjælpe hverand- 
re at forstå skønhedens gave, som er 
vor. Lad os tage os tid til at se og 
nyde alt det, Gud har skabt til os. Når 
vi læser nedenstående ord af Maga- 
ret L. White, mindes vi om dette ans- 
var. 

„Jeg tog et lille barn ved hånden for 
at følge det til Faderen. Mit hjerte var 
fuldt af taknemmelighed over dette 
dejlige privilegium. Vi spadserede 
langsomt. Jeg tilpassede min gang ef- 
ter barnets korte skridt. Vi talte sam- 
men om de ting, barnet lagde mærke 
til. Undertiden plukkede vi Faderens 
blomster og strøg deres bløde kron- 
blade og nød deres strålende farver. 
Untertiden var det een af Faderens 
fugle. Vi betragtede den, mens den 
byggede sin rede. Vi så de æg, den 
lagde. Vi forundredes, opstemte over 
den omsorg, den viste for sine unger. 
Tit fortalte vi historier om Faderen. 
Jeg fortalte barnet dem, og barnet for- 
talte dem til mig igen. Vi fortalte dem, 
barnet og jeg, om og om igen. Nu og 
da gjorde vi holdt for at hvile os, idet 
vi lænede os mod eet af Faderens 



358 



træer, lod Hans kølige luft køle vore 
pander og altid uden at tale. Og da, 
i tusmørket, mødte vi Faderen. Bar- 
nets øjne skinnede. Det så kærligt, 
tillidsfuldt, ivrigt op på Faderens an- 
sigt. Det stak sin hånd ind i Faderens. 
Jeg var glemt i øjeblikket. Jeg var til- 
freds." (Lucy Gertsch, comp., Minute 
Masterpieces [Bookcraft, 1953], side 
99). 

Skønhed — en gave fra den altydende 
Fader. 

Hvad med broderskab, menneskets 
tredie behov — måske det største? 
Det er sikkert, at i denne moderne 
verden, hvor had og misundelse sy- 
nes at findes i overflod, er kaldet til 
at elske „Herren din Gud af hele dit 
hjerte, af hele din sjæl og af hele dit 
sind og til at „elske din næste som 
dig selv", (Matt. 22:37, 39) betyd- 
ningsfuldt, hvis vi nogensinde skal 
have fred. 

Det synes som om mennesket er uden 
begrænsninger, når det gælder om at 
frembringe fysiske bekvemmelighe- 
der. Vi praler af, hvorledes vor viden 
øges, idet nye opdagelser gøres og 
åbner den materielle verden. Men 
fremskridtet med løsningen af proble- 
met om, hvorledes vi skal leve sam- 
men med vore søskende, synes at 
skride så langsomt i sammenligning. 
Een af mange historier om næstekær- 
lighed, der findes i Skrifterne, er den 
fra Esters Bog, historien om den 
smukke jødinde, der fandt nåde for 
kongen og blev dronning. Haman, der 
var sat over alle hoffolkene, blev vred, 
da Mordokaj, Esters onkel, nægtede 
at bøje sig for ham, og han udkastede 
en plan til alle jødernes udslettelse. 
Mordokaj sendte, efter at have hørt 
proklamationen om den forestående 
død, bud til Ester for at „pålægge 
hende at gå ind til kongen og bede 
ham om nåde og gå i forbøn hos ham 
for sit folk." 

Ester forklarede, hvad loven sagde, 
og svarede, „at der for enhver, mand 
eller kvinde, som ukaldet går ind til 
kongen i den inderste gård, kun gæl- 
der een lov, den, at han skal lide 
døden, med mindre kongen rækker sit 
gyldne scepter ud imod ham; i så fald 
beholder han livet. Men jeg har nu i 



tredive dage ikke været kaldt til kon- 
gen!" 

Mordokaj svarede: „. . . du og din 
slægt skal omkomme." 
Ved dette indså Ester sit ansvar for 
sine søskende og svarede: „Gå hen 
og kald alle Susans jøder sammen og 
hold faste for mig, således at I hver- 
ken spiser eller drikker dag eller nat 
i tre døgn; på samme måde vil også 
jeg og mine terner faste; og derefter 
vil jeg gå ind til kongen, skønt det 
er imod loven; skal jeg omkomme, så 
lad mig da omkomme." (Ester 4:8, 11, 
14, 16). 

Som følge af denne beslutning om at 
lægge sagen i Herrens hænder var 
Ester i stand til at gøre sine søsken- 
de denne store tjeneste og redde 
dem. 

Vore søskende er altid hos os, og vi 
skal ikke alene være hensynsfulde 
over for dem, men også over for den 
fremmede i vor midte. Lad disse ord 
af Burton Hillis minde os om denne 
forpligtelse: 

„Hvis der er en fremmed blandt dem 
du omgås i dag, må du hellere under- 
søge hans forhold. Han trænger må- 
ske til en ven. Hvis han i morgen 
endnu er fremmed, så må du hellere 
undersøge forholdene omkring dig." 

Et eksempel på broderskab i funktion 
forekom i San Fernando Valley i 
Californien for nogle måneder siden. 
Den værste jordrystelse kom klokken 
seks om morgenen; men hjemmelæ- 
rere, hjælpeforeningsledere og Præs- 
tedømmets kvorummer begyndte næ- 
sten øjeblikkeligt at gøre deres del 
for at hjælpe de hundreder, der var 
blevet evakuerede fra deres hjem. 
Mange af disse familier fandt ly i Kir- 
kens medlemmers hjem. 
Inden en halv time standsede et hjem- 
melærerpar ved biskoppens hjem for 
at bede om særlige instruktioner, før 
de gjorde en hurtig runde til de fami- 
lier, de havde fået tildelt. Andre hjem- 
melærere ringede til præstedømme- 
lederne, som på deres side rapporte- 
rede til biskopperne, og biskopperne 
rapporterede til stavspræsidenterne. 
Inden for seks timer kunne visse 
wards aflægge regnskab for de fleste 
af deres medlemmer. 



Stavspræsidenterne prøvede at lokali- 
sere de hårdest ramte områder og 
tilbyde hjælp, hvor den var tiltrængt. 
Et præstedømmekvorum i Granada 
Hills flyttede en familie med syv børn 
til et andet hjem. En førsterådgiver i 
wardspræsidentskabet vågnede, da 
hans skorsten væltede ned over taget, 
brød gennem nogle af tagspærrene 
og slog hul i loftet; men han sagde: 
„Det bekymrede mig ikke så meget 
som min nabos hus, som straks brød 
i brand. Der var ingen, der havde 
vand, så vi klatrede op på taget for 
at slukke gnister." 

En biskop, der var på vej til arbejde, 
da jordskælvet kom, var bekymret, 
fordi han ikke kunne komme i kontakt 
med sit hjem eller sine wardsmedlem- 
mer i adskillige timer. Men i hans 
fravær havde præstedømmebærerne 
grebet til handling, og tidlig på efter- 
middagen var alle familier i wardet 
kontaktet. Hans kone fortalte, at så 
snart telefonen var kommet i orden 
igen, var hun hele tiden blevet ringet 
op af familier, der tilbød at huse eva- 
kuerede familier i deres hjem. „Folk 
har været vidunderlige," berettede 
hun. „Det fornyer eens tro, den måde, 
de optræder på, når det virkelig er 
galt." 

Der er hver dag et sted, hvor det 
virkelig er galt, skønt ikke altid så 
drastisk. Herren ved, at vi har brug 
for hverandre, og af den grund har 
Han skabt os som søskende. 
Lad os vise at vi værdsætter disse 
grundlæggende behov, som vor Fader 
har ydet, ved at leve op til det, som 
vi hævder at tro, og i sandhed være 
vore brødres vogtere. Hvis vi skal 
komme i Guds nærhed, vil det ske 
ved, at vi kontakter andre, for man 
kommer ikke Gud nærmere, end man 
kommer sine medmennesker, hvilket 
jeg bærer vidnesbyrd om i Jesu Kristi 
navn. Amen. O 

1 Edwin Markham — Amerikansk forfatter og re- 
formator, 1852—1940. 

2 Fastedagen holdtes regelmæssigt i hele Kirken 
den første torsdag i hver måned, indtil d. 5 no- 
vember 1896, da det på et møde for Det første 
Præsidentskab og apostlene blev besluttet, at 
den skulle holdes den første søndag i måneden 
i stedet, og søndag d. 6 december 1896 holdtes 
den første gang på en søndag. (Andrew Jenson, 
Encyclopedic History of The Church of Jesus 
Christ of Latter-day Saints, 1941) 



359 



Sand kærlighed til 

Gud befrier os fra 

ondskab og fristelser. 



Kærlighed 

til 
Gud 



ÆLDSTE BERNARD BROCKBANK, assistent til De tolvs Råd 



■■ SS;! . 






Mine kære brødre og søstre! Jesus Kristus er 
overhovedet for Jesu Kristi Kirke af Sidste Da- 
ges Hellige, og Han har bedt os om at undervise 
om Hans bud og har lovet, at Han ville være 
med os indtil verdens ende. (Matt. 28:20). Det 
er Hans befaling. 

Mens Frelseren levede på denne jord, belærte 
Han os om, at vi skal elske Gud og holde Hans 
bud. Jesus har sagt: „Du skal elske Herren din 
Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl og af 
hele dit sind." (Matt. 22:37) Dette er det første 
og største bud i loven. Det er meget lettere at 
kende dette bud end at overholde det. 
Hvorfor skulle Herren befale sine børn at elske 
Ham af hele deres hjerte, og af hele deres sjæl 
og af hele deres sind? Der er stor visdom og 
guddommelig tryghed for det dødelige men- 
neske i fuldkommen og helhjertet kærlighed til 
Gud. 

Gud skabte himmelen og jorden og alt plante- 
og dyre liv på jorden (Se 1. Mosebog 1:1). Gud 
har skabt universet med hele dets dybe stor- 
slåethed og alle dets velsignelser. Det største 
af alle mirakler er, at Gud har skabt mennesket 
i sit eget billede og lighed (Se 1. Mosebog 1:26- 
27), øjne, der kan se, øren, der kan høre, sind, 
der kan drage slutninger, blev skabt inden i vore 
dødelige mødre. Vi ved, at vore dødelige mødre 
ikke ved, hvorledes man laver øjne, der kan se, 
og øren, der kan høre og dødelige sind, der kan 
drage slutninger. Gud har sagt, at Han har skabt 



mennesket, så at det blev Ham lig og i Hans bil- 
lede. Vor skabelse og fødsel til dødeligheden 
er vidnesbyrd om guddommelig magt. Alt, hvad 
vi har, der er godt for dette liv og det evige liv, 
kommer fra Gud. Vi skylder Ham helhjertet re- 
spekt, hengivenhed, troskab og kærlighed. 
Alternativet er at elske Satan eller noget an- 
det af Guds skaberværk. Satan har ikke taget 
del i frembringelsen af noget, der var til men- 
neskets gavn. Vi skylder ham slet ingenting. Men 
der er dem, der betaler afgift til Satan i form af 
dårligt humør, skænderi, uhænderlighed, hor, 
begær, stoffer, foragt for Gud og Jesus Kristus, 
foragt for sabbaten, forsømmelse af tiendebeta- 
ling, had o.s.v. 

Satan er menneskets fjende og søger at tilintet- 
gøre dets frihed og dets lydighed mod Herren 
og at afholde mennesket fra at udvikle sin gud- 
dommelige natur og lighed med Gud. Satan er 
ophavsmanden til ondskab, synd og misgernin- 
ger, og vi bør ikke ved vore tanker eller hand- 
linger elske eller tjene ham. 
Jesus Kristus har sagt: „Ingen kan tjene to her- 
rer; han vil jo enten hade den ene og elske den 
anden eller holde sig til den ene og ringeagte 
den anden. I kan ikke tjene både Gud og mam- 
mon." (Matt. 6:24) Og lad mig så sige, at vi kan 
ikke tjene både Gud og Satan. Nogle prøver; 
men ingen har haft held med det. 
Kærlighed til Gud medfører kærlighed til og re- 
spekt for Hans børn og kærlighed til menneskets 



360 




^■ : i:U- 



forhold til Herren og et ønske om at være i kon- 
takt med Ham. Der opsendes bønner af mange 
oprigtige mennesker med forskellige begreber 
om et højere væsen eller en højere magt. Hed- 
ningerne, buddisterne, hinduerne, muslimerne, 
sol- og natur- tilbedere og mange andre har 
deres måde at bede på. På grund af de mange 
menneskeskabte måder at bede på har Jesus 
givet en befaling om den rigtige måde at bede 
på. Her er befalingen — og mange ved ikke, at 
det er en befaling: 

„Derfor skal I bede således: ,Vor Fader, du som 
er i Himlene! Helliget vorde dit navn; komme 
dit rige; ske din vilje på jorden, som den sker i 
Himmelen; giv os i dag vort daglige brød; og 
forlad os vor skyld, som også vi forlader vore 
skyldnere; og led os ikke ind i fristelse; men 
fri os fra det onde; thi dit er Riget og magten og 
æren i evighed! Amen. (Matt. 6:9-13) 
Denne bøn indeholder det væsentlige i en op- 
rigtig, hengiven, kristuslignende bøn. Hvis vi el- 
sker vor Fader i Himmelen, bør vi bede til og tale 
med Ham. Vi bør ønske at gøre Hans vilje og at 
have en plan med Hans Rige på jorden, som der 
er i Himmelen. Bønnen lærer os at bede om, at 
vi må være med til at styrke Riget og hjælpe 
med at opbygge Guds Rige på denne jord. Når 
vi elsker Gud og oprigtigt beder om, at Guds 
Rige må komme på jorden, som det findes i 
Himmelen, forpligter vi os til at give af vor tid, 
vore talenter og vore penge. 



Når vi siger: „Fader, din vilje ske på jorden som 
i Himmelen," bør vi underkaste os vor him- 
melske Faders vilje og ønsker, ligesom et lille 
barn er underkastet sine jordiske forældres vil- 
je. Oprigtigt at underkaste sig og samtykke med 
Herren i, at Hans vilje skal ske, er at vise re- 
spekt, kærlighed og enhed. 
Jesus Kristus er et forbillede i at gøre Faderens 
vilje, idet Han var hengiven og underkastede 
sig af hensyn til Guds Riges opbygning på denne 
jord. Han har sagt: „Jeg er kommen ned fra Him- 
melen, ikke for at gøre min vilje, men hans vilje, 
som sendte mig." (Joh. 6:38). Han har også sagt: 
„Sønnen kan slet intet gøre af sig selv, men kun 
det, han ser Faderen gøre; thi hvad han gør, det 
samme gør også Sønnen." (Joh. 5:19). 
Bønnen foreskriver, at vi skal bede vor himmel- 
ske Fader om at imødegå dette livs fristelser og 
modgang. Hvis vi elsker Gud og stoler på Ham, 
bør vi bede Ham om at befri os fra det onde. Der 
er fredfyldt tryghed og trøst ved oprigtigt at be- 
de om befrielse fra det onde. I vore familiebøn- 
ner bør vi lære vore børn at bede Herren om at 
udfri dem fra det onde. Hvornår har De bedt og 
fulgt Herrens befaling om at blive befriet fra 
det onde., og belæret Deres børn og dem, som 
De har det privilegium at undervise? 
Den pris, som Herren har bedt os om at betale 
for at blive udfriet fra det onde, er, at vi beder 
Ham om det i oprigtighed. 
Bønnen slutter med disse himmelskorienterede 



361 



ord: „Thi dit er Riget og magten og æren i evig- 
hed." Det holder vore øjne rettede mod det mål, 
vi alle søger at nå — Guds Rige. 
Jeg vil læse den lov fra Herren, der bruges til 
at finansiere Guds Riges opbygning på denne 
jord — tiendeloven som den er optegnet i Bibe- 
len. 

Herren har sagt: „Thi jeg, Herren, er ikke ble- 
vet en anden, men I har ikke ophørt at være Ja- 
kobssønner. Siden eders fædres dage er I af- 
veget fra mine bud og har ikke holdt dem. Vend 
om til mig, så vil jeg vende om til eder, siger 
Hærskarers Herre. Og I spørger: .Hvorledes 
skal vi vende os?' Skal et menneske bedrage 
Gud? I bedrager mig jo! Og I spørger? .Hvorved 
har vi bedraget dig?' Med tienden og offerydel- 
sen! I trues med forbandelse og bedrager dog 
mig, ja, alt folket gør det! Bring hele tienden til 
forrådshuset, så der kan være mad i mit hus; 
sæt mig på prøve dermed, siger Hærskarers, 
om jeg da ikke åbner eder himmelens sluser og 
udøser velsignelser over eder i overmål. Jeg vil 
for eders skyld skræmme æderne, så at de ikke 
ødelægger eder landets afgrøde, og vinstokken 
på marken skal ikke slå eder fejl, siger Hær- 
skarers Herre." (Malakias 3:6-11). 
Vil det menneske stjæle fra Gud ved ikke at be- 
tale sin tiende og sit fasteoffer? 
Husk, det første og største bud er at elske Her- 
ren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl 
og af hele dit sind. Hvis vi holder dette bud, vil vi 
ikke stjæle fra Gud. 

Jeg erindrer en personlig oplevelse. For nogle 
år siden, da min kone og jeg skulle forsørge vo- 
res unge familie, kæmpede vi for at klare vore 
økonomiske forpligtelser, vi var i gæld, og vi be- 
talte ikke ærlig tiende og fasteoffer. Vi kom i 
Kirken, og jeg troede, at vi elskede Herren; men 
en dag sagde min kone til mig: „Elsker du Gud?" 
og jeg svarede: „Ja." 

Hun sagde: „Elsker du Gud lige så meget, som 
du elsker købmanden?" 

Jeg svarede: „Jeg håber, at jeg elsker Ham mere 
end købmanden." 

Hun sagde: „Men du har betalt købmanden. El- 
sker du Gud lige så meget som husværten? 
Ham har du betalt, ikke sandt?" Så sagde hun: 
„Det første og største bud er at elske Gud, og 
du ved, at vi ikke har betalt vores tiende." 
Vi omvendte os og betalte vores tiende og 
fasteoffer, og Herren åbnede Himmelens sluser 
og udøste velsignelser over os. Vi betragter det 
som et stort privilegium at betale tiende og fa- 
steoffer til Herren. 
Jeg vil lige nævne, at da vi ikke var ærlige mod 



Herren, havde vi uorden, vanskeligheder og pro- 
blemer. 

Vi kan fuldkommengøre vort liv ved at efterleve 
Herrens bud. Og som det er blevet citeret mange 
gange ved denne konference, har Herren sagt: 
„Hvis I elsker mig, så hold mine befalinger!" 
(Joh. 14:15). 
Herren sagde til profeten Joseph Smith i 1837: 

selve timen er endnu ikke kommet, men er 

nær for hånden — da fred skal borttages fra 
jorden, og djævelen skal have magt over sit eget 
rige." (L & P 1:35). 

Vi lever i farlige tider, og mange elsker fornøjel- 
ser mere, end de elsker Gud. (Se 2. Tim. 3:1, 4). 
Djævelen har magt over sit eget rige. I disse 
farlige tider er der imidlertid håb. Herren står 
stadig i spidsen for sin Kirke. Det er en stor vel- 
signelse at leve i de sidste dage og være en 
sidste dages hellig. Vor himmelske Faders børn 
kan modtage fred, tryghed og lykke ved at elske 
Ham af hele deres sjæl og af hele deres sind, 
og ved at holde Hans bud. 
Jeg ved, at Gud lever, og at min Forløser lever. 
(Se Jobs Bog 19:25). Jeg ved, at jeg er et Guds 
barn, og at jeg er skabt af Gud, Ham lig og i 
Hans billede. Dette er min største viden. Gud 
har åbenbaret denne kundskab til mig, og jeg 
har stor fred og lykke af dette vidnesbyrd. 
Jeg vil udtrykke min kærlighed til min himmelske 
Fader og til min Frelser, Jesus Kristus, og til Hel- 
sigånden og til hele menneskeheden, og dette 
gør jeg i Jesu Kristi navn. Amen. O 



362 



Mænd og 

kvinder kan 

ikke tage afstand 

fra den 



kristne 

:yskhedslov og al 

ligevel høste en 

fylde af glæde. 



Du må ikke bedrive hor 

AF PRÆSIDENT MILTON R. HUNTER, fra De Halvfjerds' første Råd 



Vi hører stadig Jehovas stemme, som den tord- 
nede ned fra Sinaibjerget og befalede: „Du må 
ikke bedrive hor." (Anden Mosebog 20:14). I 
over tre tusinde år har dette bud givet genlyd 
gennem den jødiske og kristne verden. Det har 
været den ledetråd, efter hvilken millioner af 
mennesker har tilrettelagt deres liv. 
Mange mennesker overalt i Kirken og, generelt 
sagt, i hele verden har nu taget afstand fra den 
tidligere højt skattede jødisk-kristne kyskheds- 
moral. Gifte folk bedriver hyppigt hor, og ugifte 
tilfredsstiller deres lidenskaber ved at øve utugt. 
Følgerne er elendighed, tab af kærlighed, op- 
løsning af hjemmet og ødelagt familieliv, stigning 
i antallet af skilsmisser, skam, manglende ånde- 
lighed, frafald og med tiden tab af evig frelse. 
Lad os anføre bare nogle få af de talrige til- 
fælde, der for nylig er kommet til min kundskab. 
For nogle få måneder siden kom en mor til fem 
børn til mig i mit kontor. Hund græd bittert, mens 
hun fortalte mig, at hendes mand inden for det 
sidste år havde tilbragt det meste af sin tid med 
en anden mands kone. Hun forklarede, at hun 
ved forskellige lejligheder i sin bil havde fulgt 
ham til den anden kvindes bopæl. Naturligvis 
havde den lastefulde ægtemand det skidt, konen 
var meget ked af det, og børnene var sønder- 
knuste. , ugudelighed har aldrig været lyk- 
ke." (Alma 41:10). 

For omkring et år siden kom en ung mand ind i 
mit kontor og græd, som skulle hans hjerte 
briste. Han sagde: „Jeg bedrev hor for omkring 
to år siden. Den synd volder mig sindskvaler så 
store, at jeg ikke kan holde det ud længere. Hvis 
jeg skal udstødes, så beder jeg dig lade Kirken 
gøre noget ved det snart. Jeg lider mere end jeg 
kan beskrive. Jeg vil gøre alt, havd jeg kan, for 
at betale for den skrækkelige synd." 



Der kunne nævnes talrige andre tilfælde. Men 
disse to tilfælde skulle være nok til at vise, hvor 
alvorlig en synd hor er. 

Vi lever i dag i et meget liberalt samfund. Idet 
de har forkastet den gamle kristne moral, hæv- 
der mange mennesker at have godtaget en ny 
moral, hvilket i realiteten vil sige, at de lever i 
modstrid med de kyskhedslove, som Gud har 
forkyndt. Vi lever i en tid, da der forkyndes en 
sexuel revolution. Ting, der lokker til ulovlighed, 
optræder overalt. Dag for dag bliver den slags 
ting værre i romaner, tidsskrifter, film, fjernsyn 
og annoncer. 

Mange religiøse ledere er ophørt med at lære, 
at synd eksisterer. Hvor findes de kristne præ- 
ster, der skaber røre blandt deres tilhørere med 
prædikener om kyskhed? Hvem forkynder af- 
standtagen fra hor og alle slags umoralske hand- 
linger? Visse præster og religiøse lærere er ble- 
vet omvendt til moderne liberal tænkemåde og 
er endog blevet dens fortalere. 
Den 17. maj 1970 berettede visse aviser, at ad- 
skillige fremtrædende, kristne præster havde 
fuldendt et treårs studium af en foreslået ny 
sexmoral for en fremtrædende kristen kirke. 
Skønt vedkommende kirke afgjort er imod hor, 
forekommer liberaliserede udtalelser om mo- 
ralsk optræden som nedenstående i en komite- 
rapport: 

„Vi erkender, at der undtagelsesvis kan være 
omstændigheder, hvorunder udenfor-ægteska- 
belig seksualitet måske ikke er i strid med betin- 
gelserne for en trofast omsorg for ægtefællens 
velbefindende. 

. . . den vanskelige beslutning må tages af den 
person, der gør undtagelsen og på vedkommen- 
des eget ansvar. Men et vigtigt punkt er det, at 
den endelige dommer ikke er Bibelen eller kir- 



y 
v 



Du må ikke bedrive h 



or 



ken, ja, ikke engang Gud — det er den enkelte 
og hans eller hendes samvittighed." (Will Ours- 
ler: „Religious Storm Center: New Sex Code, 
„Parade", 17. maj 1970, side 28.) 
Det nye frisind eller den nye moral, som den ofte 
kaldes, er intet mere end den gamle moral i en 
ny klædning. I gamle dage tilbad folk frugtbar- 
hedsguder og gudinder. Mange af deres cere- 
monier var samlet om grov umoralitet, mod hvil- 
ken Israels profeter ustandselig prædikede. 
I Noahs dage blev næsten alt kød fordærvet ved 
umoral. Følgen var, at Gud udslettede verden 
ved en syndflod. 

Bibelen indeholder udmærkede eksempler på 
mænd, der ellers ville have været store. Men da 
de brød kyskhedsloven, nedbrød den dem. For 
eksempel: Samson, en mand af stor fysisk styrke, 
men med en ukontrolleret hang til kvinder, blev 
forrådt af Delilah og begik til slut selvmord, 
mens han var i slavelænker hos filistrene. Gud 
velsignede Salomon med stor visdom; ikke desto 
mindre fordærvede han sit liv med utallige med- 
hustruer. 

David, som Herren elskede, og som af mange 
betragtes som Israels største konge, tilbragte 
den sidste del af sit liv nedbrudt af sorg over 
sin synd mod Urias og sin horen med Batseba. 
Hans dybe følelser fandt udtryk i een af de mest 
medynkvækkende bønner i Den hellige Skrift: 
„Gud, vær mig nådig efter din miskundhed, ud- 
slet mine overtrædelser efter din store barm- 
hjertighed, tvæt mig fuldkommen ren for min 
skyld og rens mig for min synd! Mine overtræ- 
delser kender jeg jo, min synd står mig altid for 
øje." (Salmerne 51:3-6). 

Med forståelse af frelsesplanen og en fuldkom- 
men kundskab om alvoren af de grove synder, 
mord og hor, som han havde begået, råbte kong 
David til Herren i sjælekval: „ . . . Dødsriget gi- 
ver du ikke min sjæl . . ." (Salm. 16:10). 



Over to tusinde år efter kong Davids død og for 
kun 127 år siden talte Jesus Kristus fra Himme- 
len og lod os vide, at David på grund af sin synd 
mod Ham i tilfældet med Urias og hans kone er 
„faldet fra sin ophøjelse" og hans hustruer er 
blevet givet til en anden. (L & P 132:39). 
Måske er det berømteste bibelske eksempel på 
en modig og ædel mand, der blev fristet, men 
bevarede sin kyskhed, Joseph, Potifar, den 
ægyptiske herskers, unge smukke tjener. Han 
modstod Potifars kones nedrige lokken og næg- 
tede at bedrive hor med hende. Josephs svar 

lød hvor skulle jeg kunne øve denne store 

misgerning og synde mod Gud! (1. Mo. 39:9) 
Derpå flygtede han fra hende. 
Hellere end at svigte sine idealer gik han i fæng- 
sel, hvor han sad indespærret i et fangehul i 
adskillige år. 

Gud, den evige Fader, har gennem Jesus Kristus 
til menneskeheden åbenbaret Evangeliets frel- 
sesplan. Dens formål er at give enhver, der vil 
modtage og adlyde den, fred og lykke i denne 
verden og senere evigt liv i celestial herlighed i 
Guds nærhed. Den højeste af alle love i dette 
Evangelium har at gøre med ægteskabet for tid 
og evighed. Den har således at gøre med den 
evige familie. De dejligste glæder og største vel- 
signelser, der kan opnås i dødeligheden og i det 
kommende liv, fås gennem familieliv, der leves 
i overensstemmelse med Evangeliets plan. 
Således er en grundlæggende lov for ægteska- 
bet kyskhedsloven. Mænd og kvinder kan ikke 
besudle livets kilde og alligevel modtage en fyl- 
de af glæde. Lykke og hjertets og sindets ren- 
hed går hånd i hånd. 

Hvad gives der af belønninger for kyskhed og 
skrækkelige følger af hor? 
Mormons Bog udtrykker sig meget klart angå- 
ende alvoren af seksuel synd. Almas søn, Co- 
rianton syndede sammen med skøgen Isabel. 



364 



Alma, der var en god fader og en stor Guds 
profet, erklærede overfor sin søn: 
„Ved du ikke, min søn, at disse ting er en veder- 
styggelighed i Herrens øjne, ja, vederstygge- 
ligere end alle andre synder med undtagelse af 
udgydelse af uskyldigt blod eller det at fornægte 
den Helligånd?" 

„Min søn, jeg ville ønske, at du ville omvende 
dig og afstå fra dine synder, ... thi uden du gør 
det, kan du ingenlunde arve Guds rige." (Alma 
39:5, 9). 

Ned gennem tiderne har Guds profeter erklæ- 
ret, at intet urent kan arve Guds Rige. (Moses 
6:57, Gal. 5:19-21, 1. Kor. 6:9). 
Jesus Kristus underviste, mens Han var i sin dø- 
delige tilstand energisk om kyskhedsloven. Han 
sagde „I har hørt, at der er sagt: ,Du må ikke 
bedrive hor.' Men jeg siger jer, at enhver, som 
ser på en andens hustru, så han begærer hende, 
har allerede bedrevet hor med hende i sit hjer- 
te." (Matt. 5:27-28). 

Jesus kundgjorde også „Salige er de rene af 
hjertet, thi de skal se Gud." (Matt. 5:8). 
Næsten to tusinde år er forløbet, siden Jesus og 
Alma fremsatte deres belæringer om kyskhed. 
Har Gud trukket lovene vedrørende kyskhed til- 
bage? Er det ikke en synd at bedrive hor i dag? 
Jesus Kristus har talt fra Himmelen i vore dage 
og har gengivet sit Evangelium og sin Kirke. Han 
har påny bekræftet det urgamle bud i adskillige 
åbenbaringer med „Du må ikke bedrive hor." 
For eksempel gav Jesus Kristus følgende befa- 
ling til sin Kirkes folk gennem profeten Joseph 
Smith: 

„Du skal elske din hustru af hele dit hjerte og 
holde dig til hende og ingen anden. Den, som 
ser på en kvinde for at begære hende, skal for- 
nægte troen og skal ikke have Ånden, og om han 
ikke omvender sig, skal han kastes ud." (L & P 
42:22-23). 



Joseph Smith og Sidney Rigdon fik forevist hor- 
karlenes skæbne efter døden i den kommende 
verden i den telestiale herlighed. Herren fortalte 
dem. 

„Det er disse, der er løgnere, troldkarle, ægte- 
skabsbrydere, horkarle . . ." 
„Det er disse, der nedstyrtet til helvede lider den 
almægtige Guds vrede ..." (L & P 76:103, 106). 
Herren har befalet Præstedømmets bærere i vor 
uddeling således: 

„ . . . pryd altid dine tanker med dyd, da skal du 
have større frimodighed for Guds åsyn, og 
Præstedømmets lære skal falde på din sjæl som 
himlens dug. Den Helligånd skal være din sta- 
dige ledsager, og dit scepter retfærdighedens 
og sanhedens uforanderlige scepter. . ." (L & P 
121:45-46). 

Gid vi må tænke rene tanker og afstå fra alle 
urene handlinger, idet vi lever af hvert ord, der 
udgår af Guds mund. (Se Matt. 4:4). Da skal vi 
opnå glæde i dette liv og forberede os på at 
komme tilbage til Herrens nærhed for der at 
blive kronet med herlighed og evigt liv. 
I Jesu Kristi navn. Amen. O 



365 



Satan er en realitet, 
en magtfuld, 
personlig ånd. 

ÆLDSTE MARION G. ROMNEY af De tolvs Råd 




Satan - Den store Bedrager 



Mine elskede brødre og søstre og 
venner, jeg er oprigtigt interesseret i 
jeres tro og bønner. Jeg har særligt i 
dag brug for Herrens Ånd, fordi jeg 
har besluttet at tale om Hans fjende, 
„Satan — Den store Bedrager." 
I vil måske kunne huske noget af det, 
jeg siger, hvis I tænker på en datters 
udtalelse til sin moder: „Jeg kan ikke 
gifte mig med John, for han tror ikke 
på djævelen." Og moderens svar: 
„Gift dig bare med ham. Vi to skal nok 
få ændret hans syn på det spørgs- 
mål." 

En parallel til den ondartede løgn at 
Gud er død, er den lige så ondartede 
lære, at der ingen djævel findes. Sa- 
tan er selv fader til begge disse løgne. 
At tro på dem er at give efter for ham. 
En sådan given efter har altid ført, 
fører nu og vil fortsat føre mennesker 
til udslettelse. 

De sidste dages hellige ved, at der er 
en Gud til. Med tilsvarende sikkerhed 
ved de, at Satan lever, at han er en 
magtfuld, personlig ånd, Guds såvel 
som menneskets og retfærdighedens 
ærkefjende. 

Virkeligheden af såvel Guds som 
djævelens eksistens fastslås endeligt 
af Skrifterne og af menneskers erfa- 
ring. 
Abrahams beretning om Det store Råd 



i Himlen, før jorden blev til, fastslår, 
at både Gud og Satan tog del i det 
råd. (Læs Abrahams Bog 3:22-28). 
Forunderlig og betydningsfuld er den 
kundskab, der åbenbares i den retning 
— kundskab om tingene, som de var 
i en fjern fortid, angående Gud, Fade- 
ren, og Hans åndelige børn og an- 
gående Hans planer for denne jords 
skabelse. Den henviser til Evangeliets 
plan og identificerer Kristus og Satan. 
Ved uddybning af de sandheder, der 
var åbenbaret Abraham, sage Herren 
til Moses: „Denne Satan, som du be- 
falede i min Enbårnes navn, er den 
samme, som var fra begyndelsen; og 
han kom til mig og sagde: 'Se, her er 
jeg, send mig, jeg vil være din søn, 
og jeg vil forløse menneskeheden, så 
ikke en sjæl skal fortabes, og jeg vil 
visselig gøre det. Giv mig derfor din 
ære.'" (Moses 4:1). 
Det gamle Testamentes profeter kend- 
te Satan og hans rolle i Det store Råd. 
Som talte han direkte til ham, sagde 
Esajas: „Nej, at du faldt fra himlen, 
du strålende morgenstjerne, fældet 
og kastet til jorden, du folkebetvin- 
ger! Du, som sagde i hjertet: Jeg stor- 
mer himlen, rejser min trone deroppe 
over Guds stjerner . . . den Højeste 
lig. „ — Ja ned i Dødsriget styrtes du, 
nederst i hulen." (Esj. 14:12-15). 



I denne sidste uddeling har Herren 
bekræftet, hvad Han i tidligere udde- 
linger har åbenbaret vedrørende Sa- 
tans rolle i Det store Råd. I september 
1830 sagde Han til profeten Joseph 

Smith: djævelen var til før Adam, 

thi han gjorde oprør mod mig og sag- 
de: 'Giv mig din ære, som er min 
magt;' og en trediedel af himlens 
hærskarer vendte han bort fra mig på 
grund af deres handlefrihed." (L & P 
29:36). 

I februar 1832 bevidnede Joseph 
Smith og Sidney Rigdon, at de i et 
syn havde set, „at en Guds engel, 
der havde myndighed for Gud, gjorde 
oprør mod den enbårne Søn, ... og 
. . . nedstyrtedes fra Guds og Sønnens 
åsyn. 

Han blev kaldt fortabelse, thi himlene 
græd over ham. Det var Lucifer, en 
morgenrødens søn." (L & P: 25-26). 
Joseph Smith har i korthed opregnet 
den store strid, der fandt sted, før jor- 
den blev til, idet han sagde: „Kampen 
i himlen var denne: Jesus sagde, at 
der fandtes visse sjæle, der ikke ville 
blive frelst, og djævelen sagde, at 
han kunne frelse alle, og Jesus fore- 
lagde sine planer for Det store Råd, 
som gav Jesus deres stemme. Og 
derfor gjorde djævelen oprør imod 
,Gud og blev forstødt sammen med 



366 



alle, som gav ham deres støtte." 
(Profeten Joseph Smiths Lærdomme, 
side 432). 

Da Satan og de, der fulgte ham, blev 
„nedstyret", kom de til jorden. 
I det syn, som Moses fik, sagde Her- 
ren: „. . . Fordi Satan gjorde oprør 
mod mig og søgte at tilintetgøre men- 
neskets handlefrihed, som jeg, Gud 
Herren, havde givet ham, og ligeledes 
fordi han ville, at jeg skulle give ham 
min egen magt, sørgede jeg for, at 
han skulle nedstyrtes ved min Enbår- 
nes magt. Og han blev Satan, ja, en- 
dog djævelen, al løgnens fader, for 
at bedrage og forblinde menneskene 
og føre dem fangne efter sin vilje, 
endog så mange, som ikke vil lytte til 
min røst." (Moses 4:3-4). 
Satan var i Edens Have sammen med 
Adam og Eva før syndefaldet. Ikke 
alene var han der, men han vedblev at 
friste dem og deres børn, efter de var 
blevet drevet ud af haven. Da Adam 
og Eva modtog Evangeliet, glædede 
de sig over det, „velsignede Guds 
navn og . . . kundgjorde alt for deres 
sønner og døtre. 

Og Satan kom iblandt dem og sagde: 
'Jeg er også en Guds søn;' og han 
befalede dem og sagde: Tro det ikke,' 
og de troede det ikke, og de elskede 
Satan mere end Gud. Og fra den tid af 
begyndte menneskene at blive køde- 
lige, sanselige og djævelske." (Moses 
5:12-1). 

Fra da af til nu har Satan været på 
jorden. Vi læser i Jobs bog: 
„Nu hændte det en dag, at Guds søn- 
ner kom og trådte frem for Herren, og 
iblandt dem kom også Satan; Herren 
spurgte Satan: „Hvor kommer du 
fra?" Satan svarede Herren: „Jeg har 
gennemvanket jorden på kryds og 
tværs." (Job 1:6-7) 

I sin dagbog skrev profeten den 11. 
august 1831: 

efter at vi havde slået lejr på 

flodens bred, ved Mcllwaine's Bend, 
så broder Phelps i et åbent syn ved 
dagslys ødelæggeren i sin mest fryg- 
tindgydende kraft svæve på vandenes 
overflade; andre hørte støjen, men så 
ikke synet." (Documentary History of 
the Church, bind 1, side 203). 
Satan er ond: aldeles og altid. Han 



søger altid at kuldkaste Evangeliets 
plan og „at fordærve menneskenes 
sjæle L& P 10:27). 

„. . . han tilskynder ingen til at gøre 
godt, nej, ikke een, ej heller hans 
engle, ej heller de, som underkaster 
sig ham." (Moroni 7:17). 
Ved den sidste nadver før sin prøvel- 
se i Getsemane advarede Jesus Peter: 
„Simon, Simon! Se, Satan begærede 
jer for at sigte jer som hvede." (Lukas 
22-1). 

Satan har uigenkaldeligt viet sig til at 
imødegå og overvinde Jesu Kristi 
Ånds indflydelse på menneskene. Han 
er repræsentanten for, ophavsmanden 
til og fortaleren for den „modsætning 
i alle ting," som Lehi henviser til i sine 
belæringer til sin søn, Jakob. (Se 
2. Nephi 2:11, 14-18). 
Satans fremgangsmåder er forskel- 
lige, uærlige og talrige. 
„. . . med ethvert tænkeligt middel 
søger han at formørke menneskers 
sind og tilbyder dem derpå falskhed 
og bedrag i forklædning som sand- 
hed. Satan er en dygtig efterligner, og 
i samme omfang som Evangeliets æg- 
te sandhed g'weé til verden i stadig 
tiltagende overflod, sætter han den 
usande læres falske mønt i omløb . . . 
(Som) 'Løgnens fader' er han . . . ved 
års erfaring i sit afskyelige værk ble- 
vet en sådan mester, at han om muligt 
ville føre de udvalgte vild." (Se Matt. 
24:24). (Joseph F. Smith i Daniel H. 
Ludlows Latter-days Prophets Speak 
[Bookcraft 1948], siderne 20-21). 
Ved åbningen af hver uddeling har 
han foretaget et direkte angreb mod 
sandhedens fremkomst. Som allerede 
anført, bedrog han Adams og Evas 
sønner og døtre i den første evange- 
liske uddeling. 

Ved begyndelsen af den mosaiske ud- 
deling, „kom Satan og fristede ham 
og sagde: 'Moses, du menneskesøn, 
tilbed mig'." (Moses 1:12). 
I Jesu dage angreb Satan Mesteren 
selv. (Se Lukas 4:1-13). 
At Satan var til stede og stred imod, 
at denne sidste uddeling skulle åbnes, 
lærer vi af profetens udtalelse: 

jeg blev grebet af en magt, der 

ganske overvældede mig og havde en 
så forbavsende magt over mig, at den 



bandt min tunge, så jeg ikke kunne 
tale. Tæt mørke omgav mig, og det 
forekom mig en kort tid, som om jeg 
var dømt til pludselig undergang." 
(Joseph Smith 2:15). 

Satans offensiv mod Mormons Bogs 
fremkomst beskrives udførligt i Lære 
og Pagter, afsnit 10. 

Et andet vidnesbyrd om djævelens 
indsats for at forpurre, at Evangeliet 
udbredes, er Heber C. Kimballs beret- 
ning om Satans angreb på de brødre, 
der bragte Evangeliet til England i 
1837. (Orson F. Whitney, Life of Heber 
C. Kimball, siderne 143-145.) 

Den almindelige god agelse af Satans 
erklæring: „Jeg er ingen djævel, thi 
der findes ingen." (2. Nephi 28:22) 
forklarer i høj grad tilbagegangen i 
vort forfaldne Samfund. 

Vi sidste dages hellige behøver ikke, 
og vi må ikke, lade os bedrage af 
menneskers sofisterier angående Sa- 
tans virkelighed. Der findes en per- 
sonlig djævel, og det må vi hellere tro 
på. Han og en talrig skare af følge- 
svende, synlige og usynlige, øver en 
kontrollerende indflydelse på menne- 
sker og deres forhold i verden i dag. 
En amerikansk profet fra fortiden, der 
skuede vor tid og betragtede, hvad 
der går for sig, profeterede, at hvis 
Satan ikke kontrolleres, vil han føre 
denne slægt ud i ødelæggelse. Idet 
han talte om vor nuværende situation, 

sagde Nephi: djævelens rige skal 

ryste, og de, der tilhører det, må af- 
gjort vækkes til omvendelse, ellers 
vil djævelen fange dem i sine evige 
lænker, og de opirres til vrede og 
omkommer. Thi se på den dag skal 
han rase i menneskehjerterne og 
opirre til vrede mod det, der er godt. 

Og andre vil han berolige og neddys- 
se i vellystig sikkerhed, så at de vil 
sige: Alt er vel i Zion, ja, Zion trives, 
alt er vel; og således bedrager djæve- 
len deres sjæle og leder dem omhyg- 
geligt ned til helvede. Og se, andre 
drager han bort ved smiger og fortæl- 
ler dem, at der ikke findes noget hel- 
vede, og han siger til dem: 'Jeg er 
ingen djævel, thi der findes ingen' — 
og således hvisker han dem i øret, 
indtil han har fanget dem i sine gruful- 



367 



de lænker, hvorfra man ikke kan und- 
slippe." (2. Nephi 28:19-22). 

Jeg henleder ikke opmærksomheden 
på disse ting for at skræmme, tage 
modet fra eller sætte panik i nogen. 
Jeg omtaler dem, fordi jeg ved, at de 
er sande, og jeg er overbevist om, at 
hvis vi skal „overvinde Satan, og slip- 
pe ud af hænderne på Satans tjenere, 
der understøtter hans værk." (L & P 
10:5), så må vi forstå og erkende stil- 
lingen, som den er. Dette er ikke 
tiden, da de sidste dages hellige bør 
gå uden om sandheden. 

Men det er heller ikke tiden, da vi 
skal lade os gribe af panik. Vor tids 
vanskeligheder er ikke kommet over 
os, mens vi var uforberedte. For eet 
hundred og fyrre år siden åbenbarede 
Herren tydeligt forløbet af vor tid. Vi 
ved, at som Frelserens andet komme 
nærmer sig, øges tempoet i Satans 
kampagne for menneskenes sjæle 
fortsat mere og mere. Vi ved, at ople- 
velserne i de mellemliggende år vil 
sætte menneskenes sjæle på prøve. 

Vi ved også, at Gud lever; at Hans 
„evige hensigter skal fremskyndes." 
(Mormon 8:22) Vi ved, at for at vi skal 
kunne holde stand mod Satan og hans 
onde hæskarer, er Jesu Kristi Evange- 
lium blevet os givet. Vi ved, at Kristi 
Ånd og Hans Præstedømmes magt er 
rigeligt skjold mod Satans magt. Vi 
ved, at den Helligånds gave står til 
rådighed for hver af os, den gave, som 
er åbenbaringens kraft, hvilket om- 
fatter den dømmekrafts gave, hvorved 
vi uden at tage fejl kan opdage djæ- 
velen og de forfalskninger, han med 
så stort held pådutter denne lettroen- 
de slægt. Vor kurs er klar og sikker. 
Den består i strengt at adlyde Her- 
rens bud, som de er optegnede i 
Skrifterne og som de gives ved de 
levende profeter. 

Til slut bærer jeg mit vidnesbyrd an- 
gående sandheden af disse ting, jeg 
har henledt jeres opmærksomhed på, 
ved disse bemærkninger. 
Jeg ved, at Gud lever. Gennem egen 
erfaring har jeg erhvervet viden om 
Hans Ånd og Hans kraft. Jeg ved også, 
at Satan lever. Jeg har opdaget hans 
ånd og følt af hans kraft — ikke i den 



grad, som profeten Joseph gjorde det, 
men ved en lignende oplevelse. 
Jeg ved, at ved Kristi andet komme, 
om hvilket tegnene nu er talrige, skal 
„Satan . . . bindes, så han ikke mere 
skal have plads i menneskenes børns 
hjerter." (L & P 45:55). 
Jeg bærer videre vidnesbyrd om sand- 
heden af Frelserens forudsigelse om, 
at ved tiden for Hans komme skal „de, 
der er kloge og har modtaget sand- 
heden (dvs. som har taget imod Evan- 
geliet), og taget den Helligånd til vej- 
leder og ikke har ladet sig forføre, . . . 



bestå på den dag. (Dagen for Hans 
komme). Og (at) jorden skal gives 
dem til arv; . . . Thi Herren skal være 
midt iblandt dem; og hans herlighed 
skal hvile over dem, og han skal være 
deres konge og lovgiver." L. & P. 
45:57-59) 

At vi må tage den Helligånd til vej- 
leder, erkende Satan, hans repræsen- 
tanter og deres værk og ikke lade sig 
bedrage af dem, så at vi må få del i de 
forjættede velsignelser, beder jeg 
ydmygt om i Jesu Kristi, vor Herres 
navn. Amen. O 



JULE-EVANGELIET 

Men det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser 

Augustus, at al verden skulle skrives i mandtal. 

2,1-14: Kristi fødselsdag (A). 
(Det var den første indskrivning, som skete, mens Kvirinius 
var landshøvding i Syrien). 

Og alle gik hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. 
Og fordi Josef var af Davids hus og slægt, drog også han op 
fra Galilæa, fra byen Nazaret, til Judæa, til Davids by, som 
hedder Betlehem, I Sam. 16,1 //. Mika 5,1. 

Matt. 2,6. Joh. 7,42 
for at lade sig indskrive tillige med Maria, sin trolovede, som 
var frugtsommelig. Matt. 1,18. 

Og det skete, medens de var der, kom tiden, da hun skulle føde. 
Og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde 
ham i en krybbe, thi der var ikke plads til dem i herberget. 
I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt 
nattevagt over deres hjord. 

Og en Herrens engel stod for dem, og Herrens herlighed strå- 
lede om dem, og de blev grebet af stor frygt. 
Men engelen sagde til dem: «Frygt ikke; thi se, jeg forkynder 
eder en stor glæde, som skal være for hele folket. 
Thi eder er i dag en frelser født i Davids by; han er Kristus, 
Herren ! 

Og dette skal være jer et tegn: I skal finde et barn svøbt og 
liggende i en krybbe. » 

Og i det samme var der med engelen en mangfoldig himmelsk 
hærskare, som lovpriste Gud og sagde: 

«Ære være Gud i det højeste! og på jorden fred i mennesker, 
der har hans velbehag!» Luk. 19,38. 

Ap.G. 10,36. Rom. 5,1. Ej. 2,14 /. 
Og det skete, da englene havde forladt dem og var vendt tilbage 
til Himmelen, sagde hyrderne til hverandre: «Lad os dog gå til 
Betlehem og se det, som dér er sket, og som Herren har kund- 
gjort os.» 2,1 5-20 -.Kristi fødselsdag (aftens.). 
Og de skyndte sig derhen og fandt Maria og Josef tillige med 
barnet, som lå i krybben. 

Da de havde set det, fortalte de, hvad de var blevet sagt til 
dem om dette barn. 

Og alle, som hørte det, undrede sig over det, som hyrderne 
sagde til dem. 

Men Maria gemte alle disse ord i sit hjerte og grundede over 
dem. Luk. 2,51. 

Og hyrderne vendte tilbage og priste og lovede Gud vor alt, 
hvad de havde hørt og set, således som der var blevet sagt til 
dem. 



368 




n MMENES 
SfDER, 





En sand historie genfortalt AF LUCILE C. READING 



Det var næsten jul, men der var in- 
gen glæde i Marians hjem. Hun kun- 
ne huske andre julehøjtider, da der 
havde været det. Det var, når Far 
var kommet hjem fra posthuset, 
hvor han arbejdede med de breve, 
der var mangelfuldt adresseret, han 
havde haft et lykkeligt smil om mun- 
den og hilst på hende, lillebror og 
Mor. Sikken de havde spøgt og 
moret sig og talt dejligt sammen og 
som regel havde de læst en historie 
før sengetid. 

Alt det var før hendes lillebror plud- 
selig var blevet syg og hurtigt døde, 
inden nogen kunne hjælpe ham. Det 
forekom Marian, at hendes far på en 
måde også var død, for han smilede 
aldrig mere, eller fortalte hende 
historier eller hilste hende med et 



knus og et kys. Faktisk syntes han 
at være ligeglad med, om hun og 
Mor overhovedet var der. 
Marian kunne ikke tale med Mor om 
problemet, for det ville bare gøre 
hende mere ked af det, og hun men- 
te ikke, at nogen anden ville kunne 
forstå, hvordan det havde været i 
deres hjem, og hvordan det nu var. 
Så en dag fik hun den ide at skrive 
et brev. 

Det var ikke let at skrive et så vig- 
tigt brev helt alene. Da det var fær- 
digt, adresserede Marian det til 
Grønland og puttede det i postkas- 
sen på hjørnet. Brevet lød: 
Kære Julemand 

Vi er så bedrøvede hjemme hos os. 
Min lillebror tog til Himlen i for- 
året . . . Du behøver ikke at tage no- 

89 




get med til mig, men hvis du kunne 
give Far noget, der ville få ham til 
at være, sådan som han plejde at 
være, så ville jeg sådan ønske, at 
du ville gøre det. Jeg har hørt ham 
sige til Mor, at kun evigheden kunne 
helbrede ham. Kunne du ikke tage 
noget af det med til ham . . . 

Marian 
Det var mere end et rent og skært 
tilfælde, at brevet havnede på Ma- 
rians fars bord for mangelfuldt ad- 
resserede breve, i stedet for at blive 
undersøgt af en anden mand i af- 
delingen. 

Senere på dagen da Far kom hjem, 
var det næsten som om, julen alle- 
rede var kommet til familien Arm- 
strongs hjem, for, da han lukkede 
døren op, var der et bredt smil på 
hans ansigt. Han standsede lige et 
øjeblik, bredte så armene ud, som 
han plejede at gøre, og knugede 
både Mor og Marian i dem. O 



90 



Debbie 

og den talende tavle 

AF DOROTHY DUNSTEDTER WARNER Illustreret af Sherry Thompson 



Debbie Watson gned et kighul frit 
for rimfrost på forruden og så ud. 
Endelig var den snestorm, der havde 
tudet uden for gården i tre dage, 
ovre. Prærien i Iowa lå som et hvidt 
eventyrland med blå skygger. 
„Mor!" råbte Debbie, „kom og se, 
hvor smuk hele verden er!" Pludse- 
lig kom hun i tanker om sin døve 
kusine, Mary Lou, der ville komme 
næste dag for at bo hos hende en 
uge. Hun vidste, at hun ville nyde 
julen i morgen så meget mere, hvis 
hendes kusine kunne tale og høre. 
Jeg skulle skamme mig, tænkte hun, 
men jeg ved, at det ikke bliver sær- 
lig morsomt. 

Nu svarede hendes moder, der var i 
køkkenet og havde travlt med jule- 
bagningen: „Jeg har set, skat, jeg 
har travlt nu." 

Debbie gik ud i køkkenet. „Jeg er 
altid så glad, når familien kommer 
på besøg til højtiderne; er du ikke 
også? Bedstefar og Bedstemor er 
så rare men jeg kan ikke huske, 
hvordan onkel Ted og tante Lea er." 
„Eller din kusine, Mary Lou," ind- 
skød fru Watson, idet hun æltede 
dejen. „Hun er på alder med dig. I to 
har sikkert en masse til fælles. Jeg 



har savnet min eneste søster sådan. 
Jeg er glad for, at de flytter her til- 
bage." 

Debbie kunne ikke finde på noget at 
sige. 

Hendes mor kiggede på hende. Du 
er meget nervøs for at møde Mary 
Lou, ikke? Det skal du ikke være. 
Hun har gået i særskole, og efter- 
hånden kan du lære at tale med 
hende." 

Debbie tog en stor ske og smagte på 
dejen. 

Hendes mor snakkede videre: „Men 
indtil da, så husk een ting Debbie. 
Døve mennesker er også men- 
nesker." 

„Ja, Mor," svarede Debbie. Men hun 
tænkte, jeg må jo være venlig og 
sørge for, at hun morer sig — men 
hvordan kan det blive andet end en 
pligt? 

Julemorgen hørte Debbie munter 
ringen af kanebjælder. Hun skyndte 
sig til vinduet ud mod vejen og fik 
øje på en bil, der langsomt var på 
vej op ad deres indkørsel fra lande- 
vejen, der var renset for sne. Et par 
gamle kanebjælder, der var bundet 
til bilens antenne, klingede muntert. 
Lyden vakte en pludselig følelse af 

91 




■ Ji~ " --'''■ „AflrikK 




glæde i hendes hjerte, en følelse, 
hun havde længtes efter, men ikke 
havde kunnet finde. Hun spekule- 
rede på, hvem der havde anbragt 
bjælderne der. 

Et øjeblik senere åbnede fru Watson 
hoveddøren, og deres gæster trop- 
pede op, læssede med bagage og 
pakker. 

Muffet, Debbies kat, for op ad trap- 
pen for at gemme sig. Men Bosco, 
familiens hund, hoppede og sprang 
omkring i fornøjede cirkler, mens 
den gøede højt. Debbie gik ud for 
at tage imod dem, idet hun ønskede, 
at hun var mere som Bosco. 
„Bjælderne fortalte os, at I var på 
vej," sagde hendes far leende. Plud- 
selig var alle i gang med at kysse 
og kramme hverandre. Debbie over- 
vandt sig til at give Mary Lou et lille 
klem. Hun prøvede , hele tiden at 
huske på, at det ikke nyttede noget 
at tale, så hun vidste, at det ikke 
var nogen særlig begejstret omfav- 
nelse. 

Onkel Ted gav Debbie et stort knus. 
„Det er Mary Lou, der har anbragt 
dem der," sagde han. „Hun har set, 
hvor glade folk synes at være for 
klokker — skønt hun ikke har hørt 
dem." 

Debbie lo en lille, nervøs latter. Så 
så hun forbi sin onkel hen på Mary 
Lou. Hendes kusines varme, brune 
øjne strålede af lykke. Debbie be- 
gyndte at føle sig bedre tilpas. 
I næste øjeblik var de voksne gået 
ind i den store dagligstue. Debbie 
stod sammen med Mary Lou i kor- 
ridoren. Mary Lou så lige på hende. 



Hun måtte foretage sig noget! Så 
smilede Debbie og krummede sin 
lille finger, for at betyde Mary Lou, 
at hun skulle komme med/ 
Mary Lou gik med Debbie i,nd i 
soveværelset. Debbie hentede en 
lille pakke frem af toiletbordsskuffen 
og rakte den til sin kusine. Den døve 
pige smilede og trak en lille pakke 
frem af lommen på sin sweater. 
Da Debbie åbnede sin pakke, fandt 
hun et sølvarmbånd til charms. En 
lille dukke dinglede som den første 
charm fra det. Omhyggeligt lod hun 
sine læber forme ordet „Tak!" og 
hun tog armbåndet på. 
Mary så ud, som skulle hun briste af 
spænding, idet hun rev papiret af 
sin pakke. Hun fandt et rosa hjerte 
i en lille guldkæde og gav Debbie 
et hastigt knus. 

I det samme stak tante Lea hovedet 
ind ad døren og sagde smilende: 
„I to, der har så travlt der, kom. 
Maden er klar." 

Mary Lou lagde armen om Debbies 
skulder, mens de gik ind i spise- 
stuen. Da Debbie satte sig, drog hun 
et lille lettelsens suk. Det var tem- 
melig anstrengende, tænkte hun, at 
gøre sig forståelig for og selv forstå 
en døv. Nå, lige nu havde hun ikke 
andet at tænke på end at spise en 
masse gåsesteg. 

Middagen var lang og dejlig, og alle 
blev siddende over desserten. Deb- 
bies lillebror, Billy, svinede sig til 
med mad, så hun måtte tage ham ud 
og gøre ham ren. Hun ville ønske, 
hun kunne finde på en måde at un- 
derholde Mary Lou på. 



94 



Husk 

AT FORNY DERES 
ABONNEMENT 
PÅ STJERNEN! 



Abonnementsprisen (incl. porto) 
er i Danmark kr. 16,00 pr. halvår, 
kr. 30,00 for et helt år og i 
udlandet $ 4,00 for et helt år. 
1 Løssalg kr. 3,00 pr. nummer. 

Betaling i check udstedt til 
Den danske Stjerne, Priorvej 12, 
2000 København F.-, eller gennem 
postgiro 333.38 til Jesu Kristi 
Kirke af Sidste Dages Hellige, 
Dalga's Boulevard 164, 
2000 København F.- Husk på 
talonen at skrive „Stjernen". 

Dersom beløbet ikke er indbetalt 
senest den 15. januar 1972, 
vil abonnementet automatisk 
blive ophævet. 

For halvårsabonnementer gælder 
det, at beløbet skal være indbetalt 
senest 15. januar og 15. juli. 

Giroindbetalingskort kan fås på 
grenskontorerne. 



Efter middagen gik Debbie ned med 
Billy, så han kunne få sig en lur, og 
mødte på tilbagevejen Mary Lou i 
korridoren, hvor hun gjorde tegn til 
hende om at komme hen til garde- 
robeskabet. Da Mary Lou tog sit 
overtøj på, forstod Debbie, at hun 
gerne ville ud at kælke. 

Det var meget sjovere at kælke, end 
Debbie havde troet. Igen og igen 
susede de ned ad den lange bakke 
på engen med Bosco i hælene. Mary 
Lou blussede og var lykkelig og 
morede sig, og et øjeblik glemte 
Debbie næsten helt, at hendes 
kusine var døv. 

Debbie så til, mens Mary Lou klatre- 
de op på en stub og lod sig falde på 
hovedet ned i den dybe, bløde sne. 
Det så så sjovt ud, at Debbie også 
skulle prøve det. Pigerne kastede 
sig i sneen, til aftrykkene fra deres 
kroppe sås overalt på engen og fik 
den til at tage sig ud som trykt stof. 
Da solen gik ned, trak de to piger, 
kolde og trætte, slæden tilbage til 
huset — mens deres ansigter gløde- 
de af lykke. 

Da de var kommet indendøre, hjalp 
de Billy med at give katten dukketøj 
på og køre den en tur i den gamle 
dukkevogn. Så tilberedte de små 
stykker smørrebrød til et teselskab 
med Billy. 

Debbie syntes, at Mary Lou var 
næsten lige så skæg som Marcia, 
hendes bedste veninde i skolen. 
Debbie kunne ikke lade være at øn- 
ske, at hun kunne sige de ting, hun 
havde lyst til, til Mary Lou, i samme 



95 



øjeblik de faldt hende ind, — og så 
høre hendes svar på det. 
Pludselig fik Debbie en ide! Hun løb 
hurtigt ud i køkkenet og kom tilbage 
med den lille, sorte skiffertavle, og 
kridtet, hendes mor havde ved tele- 
fonen. 

Mary Lou så til, mens Debbie skrev: 
„Du er sjovere end et helt abebur, 
Mary Lou!" 

Med et fornøjet udtryk tog Mary Lou 
tavlen og skrev et svar: „Jeg morer 
mig også. Hvis du har lyst, kan vi i 
morgen tage fat på tegnsprog og 
mundaflæsning." 

Debbie skrev „Ja" med store bog- 
staver på tavlen! 



Om aftenen sad hele familien ved 
en kraftig ild i den store kamin. 
Hr Watson tog sin banjo frem og 
begyndte at plimre „Jingle Bells." 
Alle sang med undtagen Mary Lou; 
men fornøjelsen lyste i hendes an- 
sigt. 

Debbie greb igen „Den talende Tav- 
le", som pigerne nu kaldte den, og 
skrev: „Jeg er glad for, at du er min 
kusine, og at I er flyttet hertil." 
Mary Lou læste det og smilede 
bredt. Så skrev hun: „I lige måde." 
Derpå viskede hun hurtigt ordene 
ud på den lille tavle og skrev: 



Glædelig jul, allesammen! 



O 





Uvervej disse ord, som Frelseren 
udtalte, mens Han talte med den sama- 
ritanske kvinde ved Jakobs brønd: 
„Enhver, som drikker af dette vand, 
vil tørste igen, men den, som drikker 
af det vand, jeg giver ham, han skal til 
evig tid ikke tørste; men det vand, 
jeg giver ham, skal i ham blive et kil- 
despring til evigt liv." (Joh. 4:13-14) 
Hvilken mere storslået måde at vise 
Jesu Kristi Evangeliums frelsende, 
helbredende principper på, findes der 
vel end at sammenligne dem med det 
livsbevarende vand — vand, der er 
uundværligt for hvert eneste menne- 
ske, hvis det skal leve. 
Frelseren fortalte kvinden, at hvis hun 
drak af brønden, ville hun tørste igen; 
men hvis hun drak af Hans brønd og 
nød af de principper, som Han lærte, 
ville hun aldrig komme til at tørste 
mere, men hendes sjæl ville næres, 
og hun ville opnå evigt liv. 
Vi lever i en sammensat verden, fuld 
af udfordringer. Unge og gamle synes 
at spadsere frem og tilbage, idet de 
drikker af forskellige brønde og søger 
efter det vand, der kan nære deres 
sjæle, slukke en indre tørst. 
Det gælder de unge mennesker, der 
beskæftiger sig med forskellige sager, 
nogle "populære, mange, der kan ud- 
rette meget godt, og nogle få militan- 
te, det gælder den voksne, der ikke 
finder nogen tilfredsstillelse i sit kald 
og måske kun skuffelse i sit ægteskab 
og tomhed i livet, — den stridbare, 
der bruger sit liv til bittert at fordøm- 
me det, han er modstander af, men 
aldrig er helt sikker på det, han er for, 
— den, der vender sig til stoffer og 
måske sågar søger at ligestille det 
med en åndelig oplevelse og så må 
indse, at for hvert højdepunkt er der 



Drik af det rene vand 



AF PRÆSIDENT LOREN C. DUNN, af de Halvfjerds' første Råd 

Livets vande 
findes i Evangeliets 
principper. 



et eller andet dystert lavpunkt — 
måske er det sådan, at disse men- 
nesker og mange andre giver sig af 
med særlige emner og opfører sig 
uberegneligt mere på grund af en 
indre trang til at tilfredsstille en læng- 
selsfuld sjæl, end på grund af den 



369 




Drik af det rene vand 



overfladiske værdi af det, de beskæf- 
tiger sig med, hvor værdifuldt det end 
kan være. 

Selv i Rusland, hvor folket i halvtreds 
år har drukket af den socialistiske 
morals brønd, tyder visse ting på, at 
der eksisterer et ønske om noget 
mere nærende. I sin gennemgang af 
religion i Rusland i dag fastslår journa- 
listen, Paul Wohl, at „den socialistiske 
moral er blevet godtaget som den 
officielle målestok for god opførsel; 
men hvorvidt sovjetmennesket er me- 
re harmonisk end sine forfædre, er et 
åbent spørgsmål. Der eksisterer et 
videnskabeligt udsyn," siger Wohl, 
„men også et religiøst. Religionens 
tilbagevenden," siger han, „er et 
fænomen, som de kommunistiske ide- 
ologer ikke kan forklare, og som de 
foretrækker at forbigå i tavshed." 
Han konstaterer, at bevægelsen hen 
imod det religiøse overvejende sæt- 
tes i gang af unge mennesker. 
Forfatteren fortæller om en simpel 
russerinde, som blev besøgt af sin 
nabo, en ung fysisk ingeniør. „Jeg 
ved, at De er troende;" sagde inge- 
niøren, „vil De fortælle mig om Gud? 
Den marxistiske videnskabs filosofi 
tilfredsstiller mig ikke. Jeg vil gerne 
lære de troendes synspunkt at ken- 
de." 

Det er yderst interessant at mærke 
sig, at der er noget grundlæggende i 
menneskets væsen, der før eller sene- 
re vender det til dets skaber, forudsat 
at det ikke fuldstændigt undertrykker 
denne tilbøjelighed ved onde handlin- 
ger eller kronisk vantro, og forudsat 
at det ikke dresserer sig selv til at 
slå sig til tåls med mindre ved at stå 
fast på, at det, det ikke ved eller ikke 
har erfaret, ganske simpelt ikke er til. 
Idet Alma taler om Frelseren, siger 
denne profet: 



„Han indbyder alle mennesker; thi 
barmhjertighedens arme er udstrakt 
til dem, og han siger: Omvend jer, og 
jeg vil modtage jer. Ja, han siger: Kom 
til mig, da skal I nyde frugten af livets 
træ: ja, I skal frit spise og drikke af 
livets brød og vand." 
„Jeg siger jer, at den gode hyrde 
kalder jer; ja, og i sit eget navn kalder 
han jer, hvilket er Kristi navn . . ." 
(Alma 5:33-34, 38). 
Derefter lærer Alma folket det der 
vedrører Jesu Kristi Evangelium, og 
hvad de kan gøre for at finde næring 
for deres sjæle og få fred og forbere- 
de sig til evigt liv. Derpå siger Han: 
„Og jeg, Alma, befaler jer nu i hans 
sprog, som har befalet mig, at I vil 
bestræbe jer på at gøre efter de ord, 
jeg har talt til jer. 

Jeg taler efter befaling til jer, som 
tilhører kirken; og dem, der ikke til- 
hører kirken, indbyder jeg og siger: 
Kom og bliv døbt til omvendelse, så 
I også kan få del i frugten af livets 
træ." (Alma 5:61-62). 
Som dette sidste skriftsted viser, er 
det muligt for et menneske at have 
frugten af livets træ frit til rådighed, 
men uden at få gavn deraf, hvis han 
ikke spiser af den! 

Det minder mig om to unge mænd, 
der kom for at besøge mig for nogle 
måneder siden. De var blevet anbe- 
falet af deres præstedømmeledere. 
Fra det øjeblik de trådte ind i kontoret, 
begyndte de på det kraftigste at dra- 
ge Kirkens doktriner, lærdomme og 
fremgangsmåder i tvivl. Deres hold- 
ning var imidlertid ikke at modvirke, 
da de oprigtigt søgte efter svar. 
Til slut spurgte jeg dem, om deres 
spørgsmål måske var symptomer på 
deres problem og ikke årsagen dertil. 
Var deres virkelige spørgsmål ikke, 
hvorvidt Kirken var sand eller ej? 



Hvorvidt den virkelig er Jesu Kristi 
Kirke? Og hvorvidt den ledes ved 
guddommelig åbenbaring? De unge 
mænd gav mig ret i, at de måske, 
hvis de var sikre på svarene på disse 
spørgsmål, kunne klare de øvrige 
spørgsmål, der syntes at opstå i de- 
res hjerter. 

Jeg spurgte dem, om de var villige til 
at deltage i et eksperiment. Den ene 
af dem syntes at have interesse for 
atletik; derfor henvendte jeg mig til 
ham og spurgte: „Hvis du ønsker at 
lære om vands kemiske egenskaber, 
ville du da tage til det stedlige stadion 
og løbe banen fire gange rundt?" 
Han svarede: „Selvfølgelig ikke." 
Jeg spurgte: „Hvorfor ikke?" 
Han sagde: „De to ting har intet med 
hinanden at gøre." 

Vi slog da op i Johannesevangeliet, 
kapitel syv, og læste: „Hvis nogen vil 
gøre hans vilje, skal han erfare om 
læren er fra Gud, eller jeg taler af mit 
eget." (Joh. 7:17). 

Hvis vi skal eksperimentere med de 
ting, der har med Kristus at gøre, så 
må vi underkaste disse ting en åndelig 
prøve, som Frelseren selv har udfor- 
met for alle dem, der ønsker at vide, 
— en handlingens prøve. 
Jeg spurgte dem, om de læste Skrif- 
terne. 

De sagde: „Nej." 
Jeg spurgte dem, om de bad. 
De sagde: „Sjældent." 
Jeg spurgte dem, om de holdt Vis- 
domsordet. 
De sagde: „Til tider." 
Jeg spurgte, om de kom i Kirken. 
De sagde, at det var de holdt op med. 
Jeg spurgte dem, om de ville være 
interesserede i et tre-måneders eks- 
periment. De sagde, at de ville prøve, 
men ikke så gerne ville love noget, 
før de vidste, hvad jeg tænkte på. 



370 



„Vil I i de næste tre måneder komme 
til alle Kirkens møder lytte opmærk- 
somt til det, der siges, ja, mærke jer 
hovedpunkterne, som lærerne frem- 
hæver, og hvorledes disse punkter 
kan anvendes i jeres liv?" 
De tænkte sig om en tid og sagde så, 
at det ville de. 

„Vil I i de næste tre måneder genind- 
føre bøn i jeres personlige liv, om 
morgenen og om aftenen, idet I takker 
Gud for de velsignelser, I nyder, og 
beder Ham om hjælp til at vide, om 
Kirken er sand, og om de ting, I gør, 
har betydning for jeres liv?" 
Den ene af de unge mænd, der be- 
tragtede sig som agnostiker, 1 stand- 
sede brat op ved dette, men til sidst 
gik han ind på at gøre det for eksperi- 
mentets skyld, han ville godtage dette 
grundlag, at der er en Gud, og ville 
påkalde denne Gud for at få det lys 
og den kundskab, han søgte. 
Jeg spurgte dem, om de de næste tre 
måneder ville afholde sig fra at drik- 
ke, ryge og bruge stoffer. Skønt dette 
fremkaldte en del ophidselse, beslut- 
tede de at gøre det. 
Jeg spurgte dem, om de ville beslutte 
sig til de næste tre måneder at holde 
sig moralsk rene og i overensstem- 
melse med de principper for dyd, som 
Frelseren lærte. De sagde, at det ville 
de. Så foreslog jeg, at de på egen 
hånd opstillede et skema for de næ- 
ste tre måneder om læsning af hele 
Mormons Bog fra ende til anden, — 
nogle få sider hver dag, med en bøn 
for hver gang, de satte sig at læse, 
om, at Herren ville velsigne dem til at 
vide, om bogen er sand og faktisk 
kommer fra Ham. Det gik de ind på. 
I foregribelsen af det, der måske ville 
ske nu, sagde jeg: „Nuvel, hvis I får 
lyst til at fortælle jeres venner om det 
her, vil deres første kommentar sand- 



synligvis lyde: ,Hold da op, hvor bror 
Dunn har snøret jer.' Sådan vil I må- 
ske også føle det nu og da under 
dette eksperiment; men lad det ikke 
afholde jer fra at gøre det, I er gået 
ind på. Hvis I mener, at det kan blive 
et problem, så gem det i baghovedet, 
og fortsæt forsøg ærligt, og lad dette 
tre-måneders eksperiment tale for sig 
selv." Jeg tilføjede: „Hvis tingene går, 
som de skal, vil I bemærke visse bi- 
resul tater, såsom voksende opmærk- 
somhed og omsorg over for jeres 
medmennesker og større glæde over 
og hensyntagen til andre." De tog 
imod udfordringen og gik deres vej. 
Selvfølgelig var det, vi virkelig håbe- 
de på, den oplevelse, som ethvert 
medlem har ret til at nyde, og alle 
andre har ret til at modtage, og det 
er den kundskab, der stammer fra et 
personligt vidnesbyrd. Jeg tror, Brig- 
ham Young har beskrevet det bedst, 
idet han siger: 

„Ingen anden oplevelse, der kendes 
af det dødelige menneske, kan sam- 
menlignes med Helligåndens vidnes- 
byrd eller udsagn. Det er så kraftfuldt 
som et tveægget sværd og brænder i 
menneskets bryst som en fortærende 
ild. Det tilintetgør frygt og tvivl og 
efterlader i deres sted aldeles ubetin- 
get og uigenkaldelig viden om sand- 
heden af et princip eller en ting . . ." 
„Dette samme vidnesbyrd har støttet 
trofaste hellige indtil nu og vil være 
en lygte på deres sti for evigt. Virk- 
ningen af dette vidnesbyrd rækker 
opover og udenfor alt fysisk eller jor- 
disk og gør slægtskab med Gud til 
en bogstavelig, levende kendsgerning. 
Hver fiber i både legeme og ånd rea- 
gerer på det vidnesbyrds udsagn, og 
sjælen kender og lever i sandheden." 
Derfor, I, der har smagt vandet fra 
mange brønde blot for at finde, at 



sjælens uudslukkelige tørst driver 
dem videre i søgen efter det, der brin- 
ger fred og næring til hjertet — I — 
hvem I end er, medlem eller ikke- 
medlem — vil I komme og drikke af 
denne brønd og smage og prøve og 
se, om ikke I har fundet livets van- 
de, hvor I kan drikke for jeres sjæl 
og ikke tørste mere, men fyldes med 
glæde og den sande kundskab om 
Jesus Kristus og Hans lærdomme og 
formålet med jeres eget liv? 
Sammen med denne indbydelse giver 
jeg jer mit vidnesbyrd om, at jeg ved, 
at Gud lever. Jeg ved, Han lever, og 
at Jesus Kristus er vor forløser og 
Hans Søn. Joseph Smith har set, hvad 
Han hævdede at have set, og vi har 
en Guds profet, der sidder her sam- 
men med os og præsiderer i dag. Jeg 
bærer jer dette vidnesbyrd i Jesu 
Kristi navn. Amen. O 



1 Agnostiker, een der mener, at man ikke kan 
vide noget om det, der ikke kan erfares. 



371 



„Tør dine fødder på det tæppe!" formanede Mark Seve- 
rin, seniorpatruljefører for trop 108, hver af drengene, 
efterhånden som de trådte ind i den gamle bjælkehytte, 
som var deres spejderhus. Marks lyse hud dannede en 
skarp modsætning til hans mørke, velsoignerede hår. Hans 
spejderuniformsbukser krøb en lille tomme nærmere hans 
læg hver uge, og ærmerne så ud, som de skrumpede. 
Men det syntes spildt at købe en ny uniform nu, da han 
næsten var klar til forfremmelse. Hvis blot han kunne få 
det sidste, af det der krævedes for at blive bærer af 
riddersnoren, færdigt. 

Da mødet var forbi, blev Mark tilbage. Joe Palmer, hans 
tropsfører, sad ved bordet og ordnede nogle papirer. 
Han kiggede op på Mark. „Hør, Mark, hvornår vil du gå 
videre med dit tjenesteprojekt? Du kan jo ikke få ridder- 
snoren uden." 

„Jeg ved det," svarede Mark. „Det var det, jeg gerne ville 
tale med dig om, broder Palmer. Min familie og jeg har 
bestemt os med hensyn til dette tjenesteprojekt." 
„Godt. Hvad er det?" spurgte Joe? 
„Jeg vil lege julemand." Mark kunne se Joes mund åbne 
sig i forbavselse. 

„Du er for mager, mand. Det, du i virkeligheden ønsker, 
er, at jeg skal gøre det for dig. Ikke sandt?" Joe klappede 
sig på sin brede mave. 
Mark lo: „Det havde jeg slet ikke tænkt på." 
„Hvordan har du tænkt dig at skaffe penge til sådan no- 
get?" spurgte Joe. 

„Hvordan kunne du vide, hvad jeg havde i sinde at gøre?" 
„Jeg havde tænkt mig at leje filmen, „Tigerstierne." 
Måske kunne jeg få tilladelse til at bruge kulturhallen i 




kirkebygningen. Jeg synes, det her er et samfundspro- 
jekt, fordi de, der bor her, kan være med til at gøre en 
uselvisk indsats ved at støtte filmen. Her er et eksem- 
plar af nogle billetter, jeg har skrevet på maskine." Bil- 
letten så sådan ud: 

Tigerstierne 

Second Ward 

15. december 

Foreslået bidrag: Voksne kr. 5,00 — Børn kr. 2,50 

Mark fortsatte: „Jeg havde tænkt mig at sælge popcorn 
og godter for at få flere penge ind. Overskuddet kunne 
skaffe en familie en jul. Jeg vil lære en masse ved et 
tjenesteprojekt som dette." 

„En hel masse," indrømmede Joe. „Hvad nu, hvis du ikke 
har held med dig og ikke tjener ret mange penge?" 
„Det skal simpelthen lykkes. Hvis vores trop også ville 
sælge billetter og sætte stole op og hjælpe med at sælge 
popcorn og godter den aften, så ville de få del i projek- 
tet og de ville komme til at ofre sig nu til jul." 
„Hvad med en familie til projektet?" 
„Mor har ringet til kommunalbestyrelsen og spurgt efter 
trængende familier. Vi kan godt få een," svarede Mark. 
„Du er vel klar over, at det her vil koste din egen jul," 
advarede Joe. 

„Naturligvis. Jeg beder ikke om noget som helst til mig 
selv. Forstår du, jeg har aldrig før vidst, at der var men- 
nesker, der ingen jul ville få, hvis ikke andre træder til." 
Joe nikkede. „Vi vil støtte dig helt og fuldt, Mark. Jeg sy- 
nes det er en storslået ide, du har fået." 
Der var travlhed de følgende to uger. Selv i skolen sad 



EN SAND HISTORIE AF DORA D. FLACK, Illustreret af Dale Kilbourn 

Sn spejder 

træder til 



372 



Mark og spekulerede over alle de småting, der skulle ord- 
nes. Men da det hele var overstået, og Mark talte over- 
skuddet, var han glad. Han havde over 525 kroner i over- 
skud. Han forbavsedes, når nogle mennesker i Kirken 
trykkede ham i hånden og sagde: „Her er lidt penge til 
dit projekt," eller når de gav noget specielt til sagen. 
Kontoret tildelte ham en familie, der bestod af en mor og 
hendes to små børn — en dreng på 4 og en pige på seks. 
Mark og hans mor tog hen og besøgte fru Smith for at 
forhøre sig om familiens behov til jul. Da hun tog imod 
dem i døren, kunne hun ikke skjule sin skuffelse. Hun 
gned hånden mod panden. „Jamen, jeg troede, at det kun 
var rige folk, der gjorde den slags. Og så har de sendt 
en dreng!" Det lykkedes hende at holde tårerne tilbage. 
„Jeg er sikker på, at vi kan skaffe Deres børn en god jul. 
Hvad behøver De?" spurgte fru Severin. Udstyret med 
listen gik „julemanden" i arbejde. 

Julemorgen vågnede Mark før nogen anden. „Glædelig 
jul, allesammen!" galede han. Han følte sig svimmel af 



lykke. Mens familien Severin var ved at lukke pakker op, 
ringede telefonen. Mark tog røret. „Glædelig jul!" hilste 
han muntert. 

„Julemand?" spurgte stemmen prøvende. 
Mark, der genkendte fru Smiths stemme, svarede „Ja." 
Tavshed i den anden ende. Hjertet sank i livet på ham. 
Havde det slået fejl? 

„Jeg — ." Mere tavshed. Så lød det: „Jeg vil bare sige, at 
der er en dreng, der har givet os den dejligste jul, vi no- 
gensinde har haft. Hvordan kan jeg nogensinde takke 
dig?" Mark kunne høre fru Smiths børn højrøstet forlange 
at få lov at tale med ham. Den næste halve time fortalte 
de ham ophidsede, hvilken dejlig, dejlig jul det her var. 
Da han lagde røret på, strålede hans brune øjne. „Død og 
pine! Det her er den bedste jul, jeg nogensinde har haft. 
At tænke på andre og gøre noget for dem — selv folk 
jeg ikke kendte — det er julens sande ånd!" 
To uger senere sad Mark på cementgulvet i spejderhyt- 
ten, mens Joe Palmer lyttede til rapporten om hans pro- 
jekt. Joe spurgte: „Hvad mener du, du virkelig har lært 
af dette foretagende, bortset fra glæden ved at give?" 
„Jeg har lært, at man ikke kan udrette noget værdifuldt 
alene. Det krævede en indsats fra hele min familie og 
fyrene i troppen." 
„Andre ting?" frittede Joe. 

„Ja, jeg har aldrig før forstået, hvor meget Mor hjælper 
mig på så mange måder. Nu ved jeg, hvorfor en spejders 
mor altid får en nål sammen med sin søn." O 




373 







MELVIN DEGRAW, 
lustreret af Richard Bird 



Skal 



jeg vandre 



Melvin DeGraw fattede dyb interesse 
for Kirken, fordi han kom til at læse 
noget antimormon litteratur på et 
offentligt bibliotek. Han blev døbt for 
seks år siden og er nu et aktivt med- 
lem af St. Louis (Missouri) First Ward. 

Jeg husker kun Jotun meger svagt nu. 
Ligesom årene har lagt deres slør 
over mindet om hine barndomsople- 
velser i Midtnorge, så har de også 
forstærket min erindring om nogle få 
begivenheder for så mange år siden. 
De små, hvide sneflager, der nu fyger 
ved mit vindue, minder mig om Jotun 
og den jul for mange år siden. 
Det var i 1918, og vinteren var streng 
i den nordlige dal i Jotun i Norge, 
hvor min far stred med en lille gård. 
Skønt gårdens marker aldrig velsigne- 
des med den rige jord, der findes i 
overflod på vestlige fastlande, lykke- 
des det os at få det til at løbe rundt 
med et lille høstudbytte. Det var altid 
hårdt arbejde, og vi havde ikke megen 
luksus. 

Julen var en dag, vi alle utålmodigt 
så frem til. Vi begyndte at pynte huset 
tidligt i december, og de følgende 
uger samledes vi rundt om klaveret 
for at synge julesange. Der var altid 
munterhed og glæde, mens ånden 
fra vor Messias' fødselsdag dvælede 
i luften. 



Mens vi var meget små, plejede min 
søster og jeg at klippe julepynt til 
træet og få alt gjort klart til den store 
aften, da julemanden ville aflægge sit 
natlige besøg. 

Det var juleaften, at den begivenhed, 
der er sunket så dybt i min bevidst- 
hed, fandt sted. Jeg var ved at bære 
mælken ud af stalden, idet jeg gik 
rask hen over den nyfaldne sne hen 
imod det lillebitte, klart oplyste hus. 
Luften var bitterlig kold, og stjernerne 
tindrede som diamanter gennem det 
uhyre sorte over mig. 
Pludselig hørte jeg en lyd, en svag, 
skarp, knækkende lyd, der gav et 
ekko gennem dalen. Jeg stod fastnag- 
let til stedet med de tunge mælke- 
spande hængende ved min side. Nu 
kunne jeg ingenting høre, idet stilhe- 
den opslugte den lille afsats og den 
umådelige dal. Jeg anstrengte mine 
øren; hver fiber i min krop var på vagt 
over for enhver lyd. Da jeg havde 
stået således i, hvad der syntes en 
evighed, kom lyden igen, en lille 
smule tydeligere end første gang. 
Det var en knirkende, knækkende lyd, 
kun et ekko fra de fjerne tinder, da 
den nåede mig. 

Skønt jeg aldrig havde hørt den lyd 
før, vidste jeg, hvad det var: Millioner 
af tons is, der var ophobet lag på lag 
gennem årene, gled langsomt ned fra 
een af de gigantiske tinder! 
Jeg sprang ind i huset med et hyste- 
risk hyl, mens ordene kvaltes i min 
hals: „Far, isen er på vej ned! Jeg 
hørte den knække lige nu. Den falder 
ned i dalen og slår alle mennesker 
ihjel!" 

Min stemme syntes at låse sig fast 
om mig, og jeg stoppede brat, idet 
mine hænder greb om ryggen på en 
stol. Min far kom roligt, men hurtigt 
hen ved siden af mig. Han tvivlede 
ikke på, hvad jeg havde hørt. Han 
kunne se det af det forskrækkede ud- 
tryk i mit ansigt. Han gik hen til den 
åbne dør og stod tavs; hans ånde blev 
synlig i stuen, der hurtigt afkøledes. 
Da han vendte sig om mod os, var 
hans smukke ansigt langt og fortruk- 
kent, og hans øjenbryns lige linier 
prægedes af bekymring. Hans enkle 
konstatering var afgørende: „Det er 



isen på Galdhopiggen. Folk i dalen må 
advares." 

Vi vidste alle, at skulle isen komme i 
skred, ville den rulle som en lavine 
hærgende gennem dalen, tilintetgø- 
rende alt i sit grufulde kølvand. En 
sådan katastrofe var indtrådt året før 
min store søster blev født, og begge 
min fars forældre var omkommet. 
Far tænkte hurtigt. Tiden var kostbar, 
og den dybe sne ville være en næs- 
ten uoverkommelig hindring. Han kun- 
ne let falde i en af de foræderiske 
driver af løs sne, som var umulige at 
få øje på om natten; eller han kunne 
omkomme sammen med folk i dalen, 
hvis lavinen kom, inden han nåede 
tilbage. 

Vort hus lå forholdsvis sikkert på en 
lille afsats, med dalen nedenunder 
strækkende sig stejlt syd for os. Men 
der var ni huse i dalen. Far ville ad- 
vare hver familie og foreslå dem at 
komme med op til afsatsen sammen 
med ham. 

Hele den lange nat sad min mor, mine 
søskende og jeg i den lille stue, tryl- 
lebundne af det flakkende skær fra 
lyset, mens det fremkaldte groteske 
skygger på væggen. Nu hørtes lyden 
af bristende is, idet den med uregel- 
mæssige mellemrum gav genlyd gen- 
nem dalen. Den gled måske en tomme, 
måske en fod ad gangen. Hvor mange 
sekunder, minutter eller timer endnu, 
inden katastrofen ville hjemsøge dalen 
nedenunder? 

Da daggryets første stråler trængte 
gennem ruden, tænkte vi på denne 
særlige dag — juledag. Og vi tænkte 
på Far, der var et eller andet sted i 
dalen, Far, der ved Guds styrke og 
magt lededes på en farlig mission. 
Det var bitterlig koldt, og himlen var 
klar og skarp, da vi til sidst samledes 
ved døren og kunne se en tynd række 
mennesker, der langsomt kom gående 
hen imod os ad den snedækkede sti 
nedenfor. Far, med ubarberet ansigt, 
gik forrest. 

Klokken 11.30 den sabbatsmorgen 
syntes hele bjerget Galdhopiggen at 
tømmes ned i dalen med en buldren, 
der ikke ville lade andet tilbage efter 
sig end ødelæggelse. Der ville ingen 
huse blive tilbage, ingen hjem at ven- 



375 



de tilbage til; men folk var i live. Ja, 
det var jul! Til trods for ødelæggelsen 
glædede vi os den dag og takkede 
den venlige og nådige Gud, der havde 
sparet vore liv ... 

Nu rejser jeg mig fra stolen og går 
hen til vinduet, hvor jeg betragter et 
lille snefnug, der sætter sig til hvile 
på ruden. Tårerne kommer frem i mine 
øjne, idet mindet om den begiven- 
hedsrige dag atter kommer til mig. 
Jeg vender mig fra vinduet, og mit 
hjerte bliver varmt. Vort juletræ er 
ikke stort i år. Gaverne til vore børne- 
børn venter på et blive åbnede af de 
blåøjede unge mennesker julemorgen. 
Ungdommelige og uskyldige, som de 
er, kender de endnu ikke til vintre i 
Jotun for mange år siden. Men, oh, de 
vil vide det, når de bliver gamle nok; 
for dette er en historie, som de må 
gentage for deres børn. 
Det er godt for et menneske at 
standse op og genkalde sig sin faders 
historier. Det bringer ydmyg glæde og 
en ånd, der vil vare længe efter at 
julens minder er borte. O 



376 



Om morgenen på sin halvfjerdsers- 
fødselsdag kiggede Amelia Wallace i 
spejlet og så en gammel kvinde. Før 
mente hun, at det bare var dårlig be- 
lysning, der fik hendes ansigt til at se 
så rynket og hendes hår så hvidt ud. 
Men da hun skyndte sig ud i det solop- 
lyste køkken for at sikre sig ved et 
kig i det lille spejl ved bagdøren, fandt 
hun det samme trist udseende, ældre 
menneske, der stirrede tilbage på 
hende. 

„Halvfjerds år gammel," hviskede 
hun. „Hvordan er det sket så hurtigt?" 
Hun stod stadig der ubevægelig og 
stirrede på sit spejlbillede, da hendes 
mand, Harvey, brasede ind gennem 
bagdøren. 

„Hvad med en bid morgenmad?" sag- 
de han. „Jeg tror, jeg vil lunte over til 
gartneriet og hente et par æbletræer 
til morgen. Der er plads til tre eller 
måske fire mere langs hegnet." 
Harvey og hans æbletræer! Han syn- 
tes simpelthen ikke at kunne godtage 
den kendsgerning, at deres lille plet 
jord i byen ikke kunne frembringe den 
samme mængde æbler, som deres 
gård med dens store frugthaver havde 
frembragt. 

„Harvey," sagde Amelie, „det er min 
halvfjerdsers fødselsdag." 
Harvey blev lang i ansigtet: „Åh, Ame- 
lia, det må du undskylde. Jeg har helt 
svedt det ud. Jeg har ikke engang 
taget en æske chokolade med til dig." 
Amelia var irriteret. „Harvey, jeg er 



Lael J. Littke, søndagsskolelære- 
rinde i East Pasadena Ward (Califor- 
nien) er husmoder og moder, og hen- 
des fortællinger er for nylig blevet 
trykt i Ladies' Home Journal og andre 
amerikanske tidsskrifter. 



LAEL J. LITTKE 



ligeglad med chokolade. Kan du ikke 
forstå? Jeg bliver halvfjerds i dag. 
Halvfjerds år gammel." 
Harvey nikkede uforstående. „Nå, ja," 
sagde han, „halvfjerds plejer at kom- 
me efter niogtres, ikke?" 
„Harvey," sagde Amelia dæmpet, „Jeg 
er gammel." 

Harvey gik tæt hen til hende og så 
hende ind i ansigtet. „Jeg synes ikke, 
du ser gammel ud," sagde han. „Jeg 
vil tro, du skulle være god for en 
femogtyve, måske tredive år endnu." 
Ved en anden lejlighed ville hun have 
leet og klappet ham på hånden eller 
kysset ham på hans usædvanligt glat- 
te kind. Nu vendte hun sig imidlertid 
bare bort og sagde: „Jeg koger dine 
æg. 

Mens hun tilberedte maden, vaskede 
Harvey rask sine hænder og dækkede 
bord til dem begge, alt imens han 
snakkede om sin planer for flere æb- 
letræer. 

„Du ved, ham Bill fra produktionsaf- 
delingen i Cullens forretning?" spurg- 
te han. „Han sagde, at han ville købe 
alle de æbler, jeg kommer med. Han 
siger, at mine æbler er de bedste her 
på stedet. Kunderne spørger efter 
dem." Der sporedes en tone af stolt- 
hed i hans stemme. „Jeg regner med, 
at hvis jeg planter lidt flere træer, vil 
jeg om nogle få år kunne frembringe 
nok til at lave en særlig emballage." 
Amelia lyttede bare til hans snak. 
Hvordan kunne han tænke i perioder 
på fire eller fem år til? Kunne han ikke 
indse, at han nu var femoghalvfjerds 
år gammel, og at han til den tid ville 
være næsten firs? 

Amelia talte næsten ikke, mens de 
spiste morgenmad; men Harvey havde 
masser at sige. Amelia var glad, da 
han til sidst tog afsted til gartneriet, 
idet han sagde: „Jeg tror, jeg vil tage 



Et spørgsmål om retning 




et halvt dusin nye rosenbuske med til 
din have. Det er en bedre fødsels- 
dagsgave end chokolade. Du kan glæ- 
de dig over roserne i årevis." 
Hun kiggede efter ham, mens han 
fløjtende spadserede ned ad stien i 
retning af den ramponerede, lille last- 
bil. Han havde insisteret på at beholde 
lastbilen, da de solgte gården. Hans 
gang var rask, og hans opløbne krop 
var stadig sej og rank som en fornæg- 
telse af den rheumatisme, hun vidste, 
undertiden plagede ham. 
Jeg kan simpelthen ikke holde al den 
fomøjethed ud i dag. Tænkte Amelia 



ved sig selv. Jeg går over og besøger 
Dora. Hun kunne være sikker på me- 
dynk fra Dora. Dora havde et tykt al- 
bum med fotografier, der gjorde det 
let at huske den tid, da de var unge 
og kønne. 

Dora blev glad ved at se hende. „Jeg 
sad netop og tænkte på dig, Amelia," 
sagde hun, mens hun førte sin gæst 
ind i den mørklagte dagligstue. Sæd- 
vanligvis generede det Amelia, at 
Dora altid havde sine rullegardiner 
trukket ned, men i dag passede det 
til hendes stemning. 
„Jeg har læst i avisen hjemmefra, at 



Arthur Bronson er kommet tilbage på 
besøg," fortsatte Dora, „og jeg sad 
og mindedes dengang, han var vores 
engelsklærer i gymnasiet og alle vi 
piger var varme på ham. Der står i 
avisen, at det var det første sted, han 
underviste, så han er nok kommet 
tilbage for at se, hvor han fik sin 
start." 

„Åh, jeg husker ham så godt," sagde 
Amelia smilende. „Vi fik lært så meget 
engelsk det år, fordi vi gerne ville 
gøre ham tilpas. Han var så smuk." 
Dora stak hånden ned i en stak aviser 
og trak een ud. „Se på ham nu," sag- 
de hun. 

Det billede, Amelia så på, forestillede 
en gammel mand, nedbøjet og grå, og 
hvis eneste smukke træk var hans 
endnu strålende, mørke øjne. Amelia 
var nedslået. 

„Han har vel nok forandret sig, synes 
du ikke?" sagde hun. 
Dora nikkede dystert. „Jeg kunne 
have grædt, da jeg så hans billede. 
Jeg kan bedst lide at huske ham ung 
og romantisk, som da elle pigerne i 
klassen troede, de var forelskede i 
ham. Vent lige lidt. Jeg skal lige finde 
billedet fra vores afslutning. Der må 
han være med på, siden han var vores 
klasselærer." 

Dora bladede i sit album, indtil hun 
nåede billedet, hun søgte, billedet af 
Melton Gymnasiums III g-klasse med 
sine treogtyve elever. „Se på os alle- 
sammen. Vi var allesammen unge." 
Amelia så grundigt på den unge læ- 
rers smukke ansigt og derpå på de 
andre ansigter, nogle smilende, nogle 
alvorlige. Hendes eget var drømmen- 
de med et fjernt blik i øjnene og et 
lille smil på læberne. Hun prøvede et 
øjeblik et genkalde sig de tanker, 
som den attenårige pige havde haft 
for over halvtreds år siden, men pigen 



377 



var ligesom en anden person, og den 
halvfjerdsårige kvinde, hun var blevet 
til, kunne ikke huske det. Hun havde 
sansynligvis stået og bygget luft- 
kasteller til sin smukke, unge lærer, 
tænkte Amelia og følte sig højt hævet 
over den skøre, unge pige, hun havde 
været. 

Hendes øjne undersøgte gruppen af 
ansigter for at finde Doras, og hun 
fandt hende stående ved siden af Bill 
Knowlton, der nogle få år senere skul- 
le blive hendes mand. Doras og Bills 
ansigter var alvorlige. 
„Kan du huske, hvad du tænkte på 
den dag?" spurgte Amelia pludseligt. 
Dora, der sad bøjet over albummet, 
nikkede. „Bill og jeg havde talt om, 
hvordan den bedste tid i vort liv var 
slut nu, da vi gik ud af gymnasiet." 
Amelia lo lidt. „Sjovt at du skule tæn- 
ke det, når der lå så meget forude." 
Dora nikkede. „Men nu er det forbi 
altsammen." Hun gravede et lom- 
metørklæde frem af sin forklædelom- 
me og tørrede sine øjne. Dora fandt 
altid noget at græde over. „Åh Ame- 
lia, jeg ville ønske, vi kunne gå tilbage 
til den tid, da vore børn var små. Eller 
da de voksede op og gjorde så man- 
ge ting. Det var den bedste tid, ikke?" 
Amelia tænkte tilbage over sit brede 
åremål. Det ville være svært at sige, 
hvilken tid der var den bedste. „Der 
har været gode tider hele vejen," sag- 
de hun. „Selv da vi havde for meget 
arbejde og for få penge." Ja, selv de 
år havde været gode. Det var sjovt at 
tænke tilbage på dem; men Amelia 
var slet ikke sikker på, at hun ville 
bryde sig om at gøre det hele om. 
Da de gennemlevede det, havde de 
altid tænkt frem til den tid, da livet 
ville blive bedre og nemmere, så hvad 
skulle formålet være med at tage til- 
bage? 

„Dora," sagde hun, „vidste du, at det 
er min halvfjerdsers fødselsdag i 
dag?" 

„Åh, nej," sagde Dora, som havde 
nogen netop fortalt hende, at taget 
var faldet ned. „Så bliver jeg halv- 
fjerds næste måned." Hun rystede på 
hovedet og gentog så de tanker, Ame- 
lia selv havde tænkt tidligere på da- 
gen. „Åh, Amelia, hvordan er vi kom- 



met hertil så hurtigt? Det synes, som 
var det i går, at vi gik ud af gymna- 
siet." Hun krummede ryggen over 
albummet igen. „Se på alle os der. 
Vi, der troede, at vi skulle udrette 
noget stort i verden." Hun sukkede. 
„Der er vel ingen af os, der nogensin- 
de er nået ret højt. Og nu er det for 
sent." 

Amelia rettede sig op. „Dora, hvordan 
kan du sige, at vi aldrig er nået ret 
højt? Måske er der ingen af os, der 
nogensinde har fået vort navn på 
forsiden af avisen, men vi har levet et 
godt liv, skabt gode familier. Se også 
på hvad vore børn er nu — din søn 
Bill, der er ved at blive berømt, og 
min David, og alle de andre, der klarer 
sig så godt. Jeg kan godt lide at rose 
mig lidt af, at jeg har givet dem en 
god start på de baner, de valgte, selv 
om jeg ikke har gjort andet end at 
stoppe dem med kærlighed og hjem- 
mebagt brød. Se så Arthur Bronson 
og alle de liv, han har påvirket i de år, 
han underviste." Og hvad det angår 
med at det skulle være for sent, tænk- 
te Amelia, så arbejder Harvey stadig 
løs i sin frugthave og skaffer sig en 
lille beskeden berømmelse som en 
dygtig frugtavler. 




Da hun kom til at tænke på Harvey, 
fik hun pludselig lyst til at tage hjem. 
„Jeg må hellere gå nu, Dora," sagde 
hun. „Harvey kommer snart hjem, og 
så vil han undre sig over, hvor jeg er 
henne." 

Dora spadserede sammen med hende 
ned til havelågen. „Bill bliver ked af, 
at han ikke nåede at hilse på dig," 
sagde hun. „Han går og bliver så 
ensom. Han spadserede sig en tur nu 
til morgen. Det ser simpelthen ikke 
ud til, at han kan finde på noget at 
lave. Han sidder bare og ønsker, at 
han kunne arbejde, som han plejede 
at gøre." Hun vinkede, mens Amelia 
begyndte at gå ned ad gaden. „Kom 
snart igen." 

Amelia kom hjem før Harvey. Hun 
kunne knap vente på at høre hans 
muntre fløjten. Hvad var det hos ham, 
der virkede så ungt, når Dora og Bill 
— og ligeledes hun selv — virkede 
så gamle? Var det bare hans munter- 
hed? Hvorfor var han så munter? 
Da hun hørte den tøffende lyd af hans 
lastbil, gik hun ud for at møde ham. 
„Jeg har fået nogen roser til dig, som 
du virkelig vil synes om," råbte Har- 
vey, mens lastbilen rystende gik i stå. 
„Slyngroser." Han åbnede den piben- 
de dør og steg ud. „Amelia, kan du 
huske, hvordan du altid ønskede dig 
en hytte af roser? Godt, nu bygger 
jeg en ramme der i det sydøstlige 
hjørne og planter slyngroserne hele 
vejen rundt om den. Om nogle få år 
kan du sidde derinde omgivet af roser 
til alle sider. 

Så, nu begyndte han igen at tænke på 
årene, der lå forude. 
„Det bliver dejligt, Harvey." Hun så 
til, mens han tog rosenbuske og æb- 
lestiklinger ned fra bilens lad. „Har- 
vey, tænker du nogensinde på den- 
gang, da vi var unge?" 
„Ikke ret tit," sagde han, idet han 
snuppede sin trillebør og læssede 
den med planter. „Jeg har for travlt 
med at tænke på alt det, jeg skal ha- 
ve gjort nu." Harvey greb om hånd- 
tagene på trillebøren og skubbede 
den afsted ned mod hans lille frugt- 
have. 

Der var det. Det var det, der gjorde 
forskellen. Harvey så fremad; han 



378 



fandt ting, han kunne gøre nu, og ting, 
han kunne glæde sig til at gøre, mens 
Dora og Bill og hun selv så sent som 
nu i dag så tilbage på fortiden, på de 
ting, der allerede var sket. Det var 
det at tænke fremad, der havde gjort 
livet interessant, da de var unge. 
Måske var en væsentlig del af det at 
føle sig gammel eller ung et spørg- 
smål om retning, om hvilken vej, man 
sa. 



Hun smilede, mens hun lyttede til 
Harveys fløjten. Hun havde selv lyst 
til at fløjte. Der var stadig et par ting, 
hun tænkte på at udføre. Det første 
var at få plantet de rosenbuske, så 
hun kunne glæde sig til at sidde i sin 
rosenhytte, omgivet af roser på alle 
sider. 

„Hvad galt skulle der være ved at 
være halvfjerds?" sagde Amelia højt. 
Hun greb om bakspejlet på den lille 



lastbil og indstillede det, så hun kun- 
ne betragte sit spejlbillede, der smile- 
de til hende. Håret var, skønt hvidt, 
blødt og skinnende, og øjnene glim- 
tede i det blussende ansigt. 
Jamen, jeg ligner da slet ikke een på 
halvfjerds, tænkte Amelia. Overhove- 
det ikke. Jeg kunne når som helst gå 
for at være femogtres. O 



FLIPPERNE 

AF H. C. ANDERSEN 
Der var engang en fin kavaler, hvis 
hele bohave var en støvleknægt og 
en redekam, men han havde de dej- 
ligste flipper i verden, og det er om 
flipperne, vi skal høre en historie. De 
var nu så gamle, at de tænkte på at 
gifte sig, og så traf det, at de kom 
i vask med et strømpebånd. 
„Nej," sagde flipperne, „nu har jeg 
aldrig set nogen så slank og så fin, så 
blød og så nysselig. Må jeg ikke 
spørge om Deres navn." 
„Det siger jeg ikke," sagde strømpe- 
båndet. 

„Hvor hører De hjemme?" spurgte 
flipperne. 

Men strømpebåndet var så undselig 
af sig og syntes, at det var noget un- 
derligt at svare på. 
„De er nok livbånd," sagde flipperne, 
„sådan indvortes livbånd — jeg ser 
nok, De er både til nytte og stads, 
lille jomfru." 

„De må ikke tale til mig," sagde 
strømpebåndet, „jeg synes, jeg har slet 
ikke givet anledning." 
„Jo, når man er så dejlig som De," 
sagde flipperne, „det er anledning 
nok." — „Lad være at komme mig 
nær, sagde strømpebåndet. „De ser så 
mandfolkeagtig ud." 
„Jeg er også en fin kavaler," sagde 
flipperne, „jeg har støvleknægt og 
redekam." Det var nu ikke sandt, det 
var jo hans herre, der havde dem, 
men han pralede. 

„Kom mig ikke nær," sagde strømpe- 
båndet, „det er jeg ikke vant til." 
„Snerpe," sagde flipperne, og så blev 
de taget af vasken, de fik stivelse, 



hang på stolen i solskin og blev så lagt 
på strygebræt, der kom det varme 
jern. 

„Frue," sagde flipperne, „lille enke- 
frue! Jeg bliver ganske varm, jeg bli- 
ver en anden én, jeg kommer helt ud 
af folderne, De brænder hul i mig, 
uh! Jeg frier til Dem!" 
„Las," sagde strygejernet og gik stolt 
hen over flipperne, for det bildte sig 
ind, det var en dampkedel, der skulle 
ud på jernbanen og trække vogne. — 
„Las!" sagde det. 

Flipperne flossede lidt i kanterne, og 
så kom papirsaksen og skulle klippe 
flosset af. 

„Oh," sagde flipperne. „De er nok 
første danserinde. Hvor De kan 
strække ben. Det er det yndigste, jeg 
har set. Det kan intet menneske gøre 
Dem efter." 

„Det ved jeg," sagde saksen. 
„De fortjente at være grevinde," 
sagde flipperne. „Alt, hvad jeg har, 
er en fin kavaler, en støvleknægt og 
en redekam — bare jeg havde et 
grevskab!" 

„Frier han?" sagde saksen, for den 
blev vred, og så gav den ham et or- 
dentligt klip, og så var han kasseret. 
„Jeg må nok fri til redekammen! Det 
er mærkeligt, hvor De beholder alle 
Deres tænder, lille frøken," sagde flip- 
perne. „Har De aldrig tænkt på for- 
lovelse?" 

„Jo, det kan De nok vide," sagde re- 
dekammen, „jeg er jo forlovet med 
støvlenægten." 

„Forlovet?" sagde flipperne, nu var 
der ikke flere at fri til, og så forag- 
tede han det. 

En lang tid gik, så kom flipperne i 
kasse hos papirmølleren, der var stort 



kludeselskab, de fine for sig, de grove 
for sig — sådan som det skal være. 
De havde alle meget at fortælle, men 
flipperne mest, det var en ordentlig 
pralhans. 

„Jeg har haft så frygtelig mange 
mange kærester," sagde flipperne, „jeg 
kunne ikke gå i ro. 
Jeg var nu også fin kavaler med sti- 
velse. Jeg havde både støvleknægt og 
redekam, som jeg aldrig brugte. De 
skulle have set mig den gang, set mig, 
når jeg lå på siden. Aldrig glemmer jeg 
min første kæreste, hun var livbånd, 
så fin, så blød og så nydelig, hun 
styrtede sig i en vandbalje for min 
skyld. Der var også en enkefrue, som 
blev gloende, men jeg lod hende stå 
og blive sort. Der var den første dan- 
serinde, hun gav mig den flænge, jeg 
nu går med, hun var så glubsk. Min 
egen redekam var forlibt i mig, hun 
tabte alle sine tænder af kærestesorg, 
ja, jeg har oplevet meget af den slags, 
men det gør mig mest ondt for strøm- 
pebåndet — jeg mener livbåndet, der 
gik i vandbaljen. Jeg har meget på 
min samvittighed, jeg kan trænge til 
at blive til hvidt papir." 
Og det blev de, alle kludene blev hvidt 
papir, men flipperne blev netop til 
det stykke hvide papir, vi ser her, 
hvorpå historien er trykt, og det var, 
fordi at de pralede så frygteligt bag 
efter af, hvad der aldrig havde været. 
Det skal vi tænke på, at vi ikke bæ- 
rer os lige sådan ad, for vi kan så- 
mænd aldrig vide, om vi ikke også 
engang kommer i kludekassen og bli- 
ver gjort til hvidt papir og får vor 
hele historie trykt forpå, selv den 
allerhemmeligste, og må så selv løbe 
om og fortælle den ligesom flipperne. 



379 






m 



w 

m 

'0 

m 
il 

m 

il 

8g\\tal 

m 

31 



få 
m 

i'M 

^ 
W'ls 

m 

SM 

ff 

ii 

m 

æg 

91 
il 

mis 

» 

Ét 

§v v te 

M 

tf 

w*te 

sgvy 



PI 
SS)*] 



På denne tid af året er der så mange ting, der 
blander sig med hverandre: børn — uskyld, for- 
ventning, eens kære — hjemkomst, lykke, mun- 
ter og fin stemning, undertiden ensomhed — al- 
vorlige bekymringer, gavmildhed til en vis grad, 
nogle glimt af eens bedre jeg og så meget an- 
det ved siden af, — altsammen blandet med et 
vist mål af tilgivelse og glemsel og med minder 
fra de forgangne år, der dukker op og blander 
sig med nutiden. Oh, forældre, vi beder jer, giv 
jeres børn gode og lykkelige minder — ikke så 
I forvænner eller forkæler, ikke så I giver dem 
alt, hvad de får lyst til — men minder om kærlig- 
hed, opmuntring, fred og harmoni og lykke i 
hjemmet — minder, der vil blive til velsignelse 
og opløftelse i deres liv, hvor de end er, altid og 
for bestandig. Nuvel, tiden kommer og går hur- 
tigt, og det gør livet også. Åh, lad os leve med 
omvendelse og forbedring, med ærlighed og 
ære og med ligevægt i sind, hjerte og ånd — 
sammen med alt det materielle, der så let sprin- 
ger i øjnene. Man kunne selvfølgelig ikke tænke 
sig en jul uden Ham, hvis komme den minder 
om: Fredsfyrsten, Guds Søn, vor Frelser og 
Forløser, om hvem vi vidner, at Han lever, med 
en sikkerhed dybt inde fra vore sjæle. „Jeg ved, 
min Forløser lever." (Se Job 19:25) Åh, må vi al- 
drig nogensinde glemme, hvad Gud har givet, 
eller se for meget på vor tids vanskeligheder, 
men gå med tålmod, taknemmelighed og tro ind i 
fremtiden, idet vi husker disse optimistiske, rø- 
rende strofer af Longfellow 1 , som skrev denne 
amerikanske julesalme: 

Jeg hører juleklokken kalde 

familierne sammen for at synge julen ind. 

Henrykt og yndigt ordene gentages 

om fred på jord og godhed mod mennesker. 

Fortvivlet jeg bøjer mit hoved 

og hvisker: „Der er ingen fred på jorden 

for hadet er stærkt og sangen forloren 

om fred på jord og godhed mod mennesker." 

Da lyder klokkerne højere og dybere: 
Gud er ikke død, ej heller Han sover, 
Uretten taber og retfærdigheten sejrer 
med fred på jord og godhed mod mennesker. 2 



Henry Wadsworth Longfellow — amerikansk digter og pro- 
fessor ved Havard University, 1807-1882. 
Den amerikanske julesalme: „I Heard the Bells on Christmas 
day", af Henry Longfellow, oversat til prosa. 



■ 



RICHARD L. EVANS 




minder til jeres 

børn 



m 
w 



m 

m 
H 



m 

m 




380 




Fra Missionens Præsidentskab 



Kære elskede søskende! 
Vi sender jer vore bedste juleønsker. 
Da det vil være den sidste jul vi tilbringer sammen 
med jer her i Danmark, havde vi tænkt på, at vi 
gerne ville sende jer alle et personligt brev, men 
da dette er umuligt, besluttede vi at skrive et 
familiebrev til jer — fordi vi føler at I er vor fami- 
lie. Hvor I derfor er i denne juletid bringer dette 
brev jer vore inderligste hilsener og varmeste 
følelser af kristen kærlighed. 
Derfor siger vi til jer alle, fra Skagen til Sønder- 
borg, fra Esbjerg til hele Jylland og Fyn, fra Sla- 
gelse til København, fra Helsingør til Nykøbing 
og fra Rønne på Bornholm til Færøerne — Gud 
velsigne jer og lad Kristi Ånd dvæle i vore hjerter 
og vore hjem. 

Det er en stor velsignelse for os at kende jer, at 
dele jeres sorger og jeres glæder, jeres tårer og 
jeres latter, at dele jeres vidnesbyrd og jeres tro 
med jer, at se jer møde og trodse hver dags 
problemer med resolut sind, med tro og tillid til 
hvert skridt på vejen. 

På denne tid af året er det naturligt at tænke på 
vore hjem og familier og kære nær og fjern, at 
være dem nær i ånd og i tro, at vide at de viser 



os omsorg og kærlighed og støtte. Derfor hylder 
vi vore familier, de fædre og mødre som drager 
omsorg for deres børn, de børn og børnebørn 
som ærer og elsker deres forældre. At have 
det privilegium at tilhøre en trofast familie er en 
af Herrens største velsignelser, og vi er så stolte 
over at vide, sammen med jer, at familier er evige, 
i al evighed. 

Vi sender særlige hilsener til de ældre, disse 
storartede mennesker, som har tjent så godt og 
nu i deres livs skumring stadig er stærke i troen 

— I har belært os så godt — jeres godhed er en 
del af os. 

Og vi hilser enkerne og de forældreløse, Herren 
har stor kærlighed til jer — fortsæt jeres gode 
gerninger, så vil jeres liv blive fuldendt og lykke- 
ligt. 

Og så tænker vi på børnene med deres glade, 
søde ansigter. Kristus elskede dem, thi Han sag- 
de: Lad de små børn komme til mig, thi Guds 
rige hører sådanne til. 

Og så er der naturligvis de unge med al ungdom- 
mens begejstring og spænding — vedbliv at bære 
sandhedens banner, vær ikke bange for at være 
ærlige og kyske, glæd jer over at efterleve Evan- 
geliet, og forsvar altid sandheden. Vi elsker jer 
for det I er. 
Og nu Julen: Saml jer — i kirken — ved firesides 

— på hjemmeaftenen — i jeres hjem. Tak Gud 
for Julen og den ånd den bringer med sig, den 
ånd at give, den ånd at elske, den ånd at tilgive, 
den ånd at forstå, den ånd at have omsorg — det 
er Kristi Ånd. 

Må denne juletid bringe jer glæde og lykke, fordi 
I elsker alle mennesker, har respekt for alle gode 
mennesker og er villige til at efterleve det første 
og største bud. Vedbliv at elske Herren din Gud 
af hele dit hjerte, sjæl og sind og din næste som 
dig selv. Besøg de fattige, de nedbrudte, enken, 
den forældreløse. Gør godt mod dem, som mis- 
bruger jer, døm ikke, men tilgiv, således som 
Han tilgav. Tjen som Han tjente, så vil denne jul 
blive den bedste jul I har haft, fordi Kristi Ånd 
er i jeres hjerter. 

Vort største ønske er, at vi kunne gå ind i jeres 
hjem og tilbringe juleaften sammen med jer, 
synge med jer, le med jer, lege med jer, spise og 
drikke med jer, knæle i bøn med jer for at takke 
Ham, som er Giveren af alt godt, for alle de vel- 



381 



signelser Han giver dette dejlige land Danmark 
og det danske folk, og de allermest velsignede 
er I, de vidunderlige danske hellige. Vedbliv at 
tjene hinanden, så vil Han bestandig smile til jer. 
Tak for jeres tålmodighed, jeres kærlighed, jeres 
støtte og jeres bønner. 

Præsident og søster Paul L Pehrson 

P.S. Kære søskende! 

Søster Pehrson og jeg har ladet os fotografere, 
og alle, som ønsker det, kan få tilsendt et billede, 
hvis I blot sender os et par ord med tydeligt navn 
og fuldstændig adresse. — 
Vi holder åbent hus for alle søskende i missions- 
hjemmet, Dalgas Boulevard 164, København F., 
mandag den 27. december kl. 14-18. 



Vi har netop modtaget det 
sørgelige budskab, at 

Richard L. Evans 
af de Tolvs Råd 

efter nogen tids sygdom er 

afgået ved døden 

i Salt Lake City 

den 1. november 1971. 



Jessie Evans Smith 
1902-1971 

„Det er ikke til at måle den glæde og fryd, søster 
Smith bragte ind i tilværelsen for dem, som kendte 
hende. Velsignet, som hun var, med en smuk stem- 
me og en tiltrækkende personlighed udstrålede hun 
varme, hvor som helst hun kom hen." Disse ord, 
som præsident Richard M. Nixon har udtalt til ære 
for Jessie Evans Smith, vinder genklang hos millioner 
af mennesker — de, der kendte hende personligt, så 
vel som de utallige, hun kom i berøring med gennem 
sin musik. 

Søster Smith, præsident Joseph Fielding Smiths el- 
skede hustru, var begavet med et enestående musik- 
talent og en usædvanlig fin sans for humor, og disse 
gaver delte hun gavmildt ud af hele sit liv, hvad der 
gjorde hende afholdt af mennesker i alle aldre og 
stillinger. 

Hun blev født i Salt Lake City den 29. december 1902 
som syvende barn og eneste datter af Jonathan og 
Janet Buchanan Evans. Hendes udsædvanlige kon- 
traaltstemme gjorde sig tidligt bemærket; hun var 
nemlig kun femten, da hun i 1918 blev optaget i mor- 
monernes Tabernakelkor og hermed indledte en for- 
bindelse, der skulle komme til at spænde over mere 
end et halvt århundrede. 

I fire år — fra 1923 til 1927 — sang hun hoved- 
partierne i the American Light Opera Company. Men 
da hun skulle beslutte, hvorvidt hun ville gå videre 
med et seriøst musikstudium og måske en karriere 
i the Metropolitan Opera Company, vendte hun sig 



til Herren i faste og bøn, og, ledet af løfter i sin 
patriarkaliske velsignelse („Din stemme skal høres 
hjemme og i udlandet . . . enhver skjult evne hos dig 
skal bringes til udfoldelse i Mesterens tjeneste"), 
vendte hun tilbage til hjemmet for at påbegynde en 
forretningskarriere, for frit og uden vederlag at øse 
ud af sine talenter. 

Jessie Evans' liv fik et nyt indhold, da hun i 1938 
blev gift med Joseph Fielding Smith, som dengang 
var medlem af De tolvs Råd og enkemand med eleve 
børn. Sammen tjente de Herren, idet søster Smith 
altid var ved sin mands side og hjalp og støttede 
ham. Hendes stemme hørtes hjemme og i udlandet, 
idet hun og præsident Smith rejste i hele verden og 
besøgte de helliges forsamlinger, hvor de ofte be- 
gejstrede med smukke duetter. 

Jessie Evans Smith fik mange æresbevisninger — 
belønninger fra førende universiteter, den ærefulde 
Guldgleanerbelønning, emblemer og hædrende om- 
tale — altsammen givet i erkendelse af hendes usæd- 
vanlige humor, hendes dybe ydmyghed og åndelig- 
hed, varme og kærlighed og hengivenhed for sin 
mand, for Kirken og for Herren. 

Da døden indhentede søster Smith den tredie august 
1971 udtrykte utallige venner og beundrere i Kirken 
såvel som udenfor i forening deres kærlighed til og 
bønner for præsident Smith og hans familie. Kirken, 
ja verden, er blevet mere velsignet ved at have 
kendt hende. 



382 



Den bedste julegave 

er en af Kirkens bøger eller et abonnement på STJERNEN 
Katalog Pris 

nummer Titel incl. moms 

GB-1011 Bibelen, stift blåt bind Kr. 29,90 

GB-1022 Bibelen, stift kunstlæder, guldsnit 

foroven Kr. 62,10 

GB-1061 Det Nye Testamente, stift bind, 

billigbogsudgave Kr. 14,95 

GB-1062 Det Nye Testamente, 

guldsnit foroven Kr. 25,30 

GB-1091 Bibelen, blødt kunstlæder, 

guldsnit, indiapapir Kr. 87,40 

GB-1093 Bibelen, gedeskind, guldsnit Kr. 118,45 

GB-1096 Bibelen, gedeskind, guldsnit, 

overfald, register Kr. 117,10 

GB-1101 Det Nye Testamente, bløda bind, 

billigbogsudgave Kr. 9,20 

GB-1131 Det Nye Testamente, stor skrift Kr. 36,80 

GB-1230 Bibelen, med de apokryf iske 

bøger, stift blåt bind Kr. 39,10 

GEA-01 EH Mormons Bog, sort bind Kr. 3,75 

GEA-01 DH Mormons Bog, hvidt bind Kr. 3,75 

GEA-04 „Trosartiklerne", James E. Talmage Kr. 6,35 

GEA-05 TRE-I-EN. (Mormons Bog, Lære og 

Pagter, Den Kostelige Perle) Kr. 40,25 

GEA-06 „Guds Rige Genoprettet", 

Carter E. Grant Kr. 28,75 

GEA-07 „Hvem er Mormonerne?", 

Gordon B. Hinckley Kr. 3,45 

GEA-11 Lære og Pagter Kr. 7,50 

GEA-15 Den Kostelige Perle Kr. 7,50 

GEA-15B Den Kostelige Perle, Bibelpapir Kr. 9,80 

GEA-17 Profeten Joseph Smiths 

Lærdomme Kr. 8,05 

GEA-17B Profeten Joseph Smiths 

Lærdomme, blødt bind Kr. 8,65 

GEA-18 „Et stort og forunderligt værk", 

LeGrand Richards Kr. 13,80 

GEA-20 Citater Kr. 2,90 

GEA-26 „Den Danske Missions Historie", 

Orson B. West Kr. 19,55 

GED-09 „En Advarsels Røst" 

Parley P. Pratt Kr. 8,35 

GEG-02 „Vejen til Fuldkommenhed", 

Joseph Fielding Smith Kr. 25,00 

GEG-32 „Jesus Kristus", 

James E. Talmage, stift bind Kr. 34,50 

GEG-32 B „Jesus Kristus", 

James E. Talmage, stift bind Kr. 34,50 

„Det genfundne Paradis", 

Halldor Laxness Kr. 35,00 

„Jamen, Gud er jo en mand", 

Knud Edsberg Kr. 12,00 

GYA-73 Sange Kr. 13,80 

GGA-12 Mapper til genealogiske skemaer Kr. 11,50 

HEG-03 „Mormonismen i Bilder", (Norsk) 

Før Kr. 21,15, nu Kr. 11,50 

Den Skandinaviske Stjerne, solidt 

indbundet med ryg og hjørner af 

skind, guldpræg i ryg, begrænset 

oplag. Kr. 25,30 

Årgangene 1909, 1924, 1928, 1938, 

1939, 1940, 1941, 1942, 1943, 1944, 

1949, 1952 

Katalognummer henholdsvis: 

GEA-209, GEA-224, GEA-228, 



Katalog 
nummer 



Pris 

incl. moms 



Titel 

GEA-238. GEA-239, GEA-240, 
GEA-241, GEA-242, GEA-243, 
GEA-244, GEA-249, GEA-252. 
Den Danske Stjerne, solidt ind- 
bundet i pluviusin med guldpræg 
i ryg, begrænset oplag. Kr. 25,30 

Årgangene 1959, 1960, 1961, 1962 
Katalognummer henholdvis: 
GEA-259, GEA-260, GEA-261 
GEA-262 

Den Danske Stjerne, solidt ind- 
bundet i pluviusin med guldpræg 
i ryg, begrænset oplag, stort 
format Kr. 51,75 

Årgangene 1963, 1964, 1965, 1966 
Katalognummer henholdsvis: 
GEA-263, GEA-264, GEA-265 
GEA-266 

Grammofonplader med 

Tabernakelkoret (kun i stereo) Kr. 49,50 

R 32 BLESS THIS HOUSE 

Indeholder bl.a.: Bless this House 
— ■ Holy Art Thou — 
Panis Angelicus 
R 33 BEAUTIFUL DREAMER 

Indeholder 15 Stephen Foster 
sange 
R 34 SING INTO GOOD 

Indeholder 12 sange, der er kendt 
fra Korets radio- og TV-udsen- 
delser 
R 35 THE OLD BELOVED SONGS 

Indeholder bl.a.: Annie Laurie 
— I Need The Every Hour — 
Loch Lomond 
R 36 JESUS, JOY OF MAN'S DESIRING 

Musik af Joh. Seb. Bach 
R 37 HALLELUJAH CHORUS 

Musik af G. F. Håndel 
R 38 GREATEST HITS, VOL. 3 

Indeholder 13 nye favoritter med 
musik af Verdi, Wagner, Håndel, 
Tchaikowsky, Sebelius m. fl. 
R 39 A GERMAN REQUIM I/Il (2 plader) 

Med musik af Joh. Brahms 
R 40 BEETHOVEN — 

THE NINTH SYMPHONI 
„Den niende" Koret synger i den 
dejlige 4. sats, An die Freude. 
Den Danske Stjerne, års- 
abonnement Kr. 25,00 
(i udlandet $ 3.50) 
Den Danske Stjerne, halvårs- 
abonnement Kr. 13,00 
(Gavekort kan fås uden ekstra 
betaling) 
Ovenstående bøger og grammofonplader kan bestilles ved 
indsendelse af beløbet på postgirokonto 12 09 88, Distribu- 
tions Centret, Smedevangen 7, 3540 Lynge. 
Den Danske Stjerne kan bestilles ved indsendelse af be- 
løbet på postgirokonto 333.38, Jesu Kristi Kirke af Sidste Da- 
ges Hellige eller pr. check udstedt til Den Danske Stjerne, 
Priorvej 12, 2000 København F. 

Anfør venligst på talonen, hvad De ønsker og husk katalog- 
nummer. 
Alle de anførte priser er incl. moms. 



- : '.' ; -.:'.-: -V 



WBm 




■ * ;■