STJERNE
December 1971 • 120. Årgang • Nummer 12
DET INSPIRERENDE
BUDSKAB
AF ÆLDSTE FRANKLIN D. RICHARDS
assistent til De tolvs Råd
Den engelske forfatter, Charles Dickens" 1 skrev: „Vi bærer de lænker, vi sme-
der i livet." — Hvor sandt er det ikke, og hvor vigtigt er det ikke at smede en
lænke, der skaffer et rigt og udbytterigt liv — og huske, at vanens bittesmå
lænker almindeligvis er for små ti!, at man kan føle dem, førend de bliver for
stærke til, at man kan bryde dem.
Når man smeder en stærk kæde i livet, kan den vane at være ærlig meget vel
blive een af de mest strålende og stærkeste led.
Der ligger en stor kraft i at koncentrere sin opmærksomhed om et ideal eller
princip som ærlighed. Men i manges sind er ærlighedens virkelige betydning
som moralsk værdi blevet skrækkeligt forvrænget.
Når vi tænker på ærlighed, tænker vi måske først på vort forhold til andre, men
i mange henseender er det vigtigere at være ærlig mod sig selv.
I skuespillet, Hamlet, lader Shakespeare figuren Polonius sige til sin søn. Laer-
tes: Men fremfor alt, vær sanddru mod dig selv, da følger vist, som natten
følger dag, at du ikke kan være falsk mod nogen." (1. akt, 3. scene.)
Når man godtager den standard at være ærlig over for sig selv og beslutter
sig til at være det, har man taget et enormt skridt fremad mod lykke og succes.
Når man er ærlig mod sig selv, kan man ikke være troløs mod sin familie,
uærlig over for sin arbejdsgiver eller illoyal mod Gud eller fædreland. O
1 Charles Dickens — engelsk romanforfatter, 1812 — 1870.
INDHOLDSFORTEGNELSE
Vort ansvar som bærere af Præstedømmet. Af Præsident Joseph Fielding Smith . . 355
Min broders vogter. Af John H. Vandenberg 357
Kærlighed til Gud. Af Bernard P. Brockbank 360
Du må ikke bedrive hor. Af Milton R. Hunter 363
Satan — Den store Bedrager. Af Marion G. Romney 366
Drik af det rene vand. Af Loren C. Dunn 369
En spejder træder til. Af Dora D. Flack 372
Skal jeg vandre. Af Melvin DeGraw 374
Et spørgsmål om retning. Af Lael J. Littke 376
Jul — minder til jeres børn. Af Richard L. Evans 380
Børnenes sider:
Brevet. Af Lucile C. Reading 89
Debbie og den talende tavle. Af Dorothy D. Warner 91
På omslaget: Den berømte Kristus af den danske kunstner fra det nittende år-
hundrede, Bertel Thorvaldsen, blev for flere år siden reproduceret af Aldo
Rebechi, en italiensk billedhugger. Den står nu i Visitors Center på Temple
Square i Salt Lake City i Utah med universpanoramaet i baggrunden. Jesu Kristi
åbne arme synes at indbyde mennesker i hele verden til at komme til Ham. O
DEI¥
STJERNE
Organ for JESU KRISTI KIRKE
AF SIDSTE DAGES HELLIGE
December 1971
120. Årgang • Nummer 12
Udgivet af
Den danske Mission af Jesu
Kristi Kirke af Sidste Dages
Hellige
Dalgas Boulevard 164
2000 København F.
Telf. Fasan 9901
Postgiro 333.38
Paul L. Pehrson,
missionspræsident,
ansvarshavende redaktør
Koordinator: Bernd J. Larsen
Den danske Stjerne udkommer
den 1. i hver måned. Abonne-
mentsprisen (inkl. porto) er i
Danmark kr. 13.- pr. halvår,
kr. 25.- for et helt år, i udlandet
$ 3.50 for helt år. I løssalg
kr. 2.50 pr. nummer. Betaling
ved check udstedt til Den
danske Stjerne, Priorvej 12,
København F. eller gennem
postgiro 333.38 til Jesu Kristi
Kirke af Sidste Dages Helige.
(De nævnte priser er inklud.
moms.)
Tryk:
Paul Giese KG, Offenbach/M.,
Deutschland
Layout:
PBO-Layout-Center, Frankfurt
Dette budskab, som særligt er henvendt til
Præstedømmet, blev bragt ved Præstedømmets
møde på Kirkens 141. årskonference.
Jeg anråber Kirken og
alle dens medlemmer om
at give afkald på verdens
onde ting."
Vort ansvar som bærere af Præstedømmet
PRÆSIDENT JOSEPH FIELDING SMITH, præsident for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige
Kære brødre i Præstedømmet:
Jeg hilser jer i aften som husfæller i troens
hus, som brødre i Guds Rige, som bærer af
Det hellige Præstedømme. Jeg indbyder jer
til sammen med mig at overveje nogle al-
vorlige ansvar, der påhviler os, fordi vi sid-
der inde med Herrens guddommelige fuld-
magt.
Vi er Herrens befuldmægtigede; vi repræ-
senterer Ham; Han har givet os myndighed,
der sætter os i stand til at udføre alt, hvad
der er nødvendigt for at frelse os så vel som
Hans andre børn i verden.
Vi er Herren Jesu Kristi repræsentanter.
Vort hverv er at repræsentere Ham. Vi er
beordret til at prædike Hans Evangelium, at
udføre frelsens ordinanser, at velsigne men-
neskeheden, at helbrede de syge og måske
udføre mirakler, at gøre det, Han ville have
gjort, hvis Han havde været personligt til-
stede — og alt dette, fordi vi bærer Det hel-
lige Præstedømme.
Som Herrens befuldmægtigede er vi af
Hans lov bundne til at gøre, havd Han vil, vi
skal gøre, uanset personlige følelser for ver-
dens lokkemidler. Af os selv har vi intet
frelsesbudskab, ingen lære om tro, vi kan
give, ingen kraft til at døbe, ordinere eller
besegle for evigheden. Alle disse ting kom-
mer fra Herren, og hvad som helst, vi ud-
fører i den retning, er resultat af overdraget
myndighed.
Når vi slutter os til Kirken og modtager
Præstedømmet, ventes det af os, at vi giver
afkald på mange af verdens skikke og lever,
som det sømmer sig hellige. (Se Rom. 16:2).
Vi skal ikke længere klæde os eller tale
eller optræde eller bare tænke, som andre
alt for ofte gør. Mange i verden nyder te,
kaffe og spiritus og er forfaldne til brugen
af stoffer. Mange bander, er vulgære og
usømmelige, umoralske og lever et urent
liv; men alle disse ting bør være os frem-
mede. (Se L & P 82:13). Vi er Den Allerhø-
jestes hellige. Vi bærer Det hellige Præste-
dømme.
Til det gamle Israel sagde Herren ved Mo-
ses: „Hvis I nu vil lyde min røst og holde
min pagt, så skal I være min ejendom blandt
alle folkene, thi mig hører hele jorden til, og
I skal blive mig et kongerige af præster og
et helligt folk! (Anden Mosebog 19:5-6).
Dette løfte gælder også os. Hvis vi vil van-
dre på dydens og hellighedens stier, vil Her-
ren udgyde sine velsignelser over os i en
grad, som vi aldrig ville have troet mulig.
Vi skal i sandhed være, som Peter udtrykte
det, „en udvalgt slægt, et kongeligt præste-
skab, et helligt folk, et ejendomsfolk." (1.
Peter 2:9). Og vi vil blive et ejendomsfolk,
når vi ikke er som de mennesker, der ikke
lever op til disse standarder.
1 den udstrækning, hvori vi har overvundet
verden, er vi allerede et helligt folk og et
ejendomsfolk. Men desværre er der folk
iblandt os, som endnu ikke lever i overens-
stemmelse med Kirkens standarder.
Jeg anråber Kirken og alle dens medlemmer
355
om at give afkald på verdens dårlige ting.
Vi må sky ukyskhed og enhver form for
umoral som pesten. Vi må ikke dæmme op
for livets kildevæld ved at forebygge børne-
fødsler. Vi må ikke gøre os skyldige i uret-
færdige og onde aborthandlinger.
Intet medlem af Kirken kan godtages som
værende velanset, hvis det i sin livsførelse
gør oprør mod den etablerede sømmenlig-
heds orden og lydighed mod loven. Vi kan
ikke gøre oprør mod loven og samtidig være
i harmoni med Herren, for Han har befalet
os, at vi skal være „den bestående øvrighed
underdanige, indtil han regerer, som har ret
dertil . . ." (L & P 58:22). Og i nær fremtid
kommer Han.
Som tjenere for Herren har Han bestemt at
vi skal gå på den sti, Han har afmærket for
os. Vi bør ikke bare ønske at gøre og sige
det, der vil behage Ham; men vi må søge at
leve således, at vort liv bliver som Hans.
Han har selv givet os det fuldkomne forbil-
lede i alle ting og har sagt til os: „Følg du
mig!" (Joh. 21:22). Om sine nephitiske dis-
ciple spurgte Han: „Hvad slags mænd bur-
de I da ikke være?" og svarede derpå:
„Sandelig siger jeg jer som jeg er." (3. Ne-
phi 27:27).
Vi er nu optagede af det mest storslåede
arbejde i verden. Præstedømmet, som vi be-
sidder, er selve Herrens kraft og myndig-
hed; Han har lovet os, at hvis vi øger vore
anstrengelser i vore kaldelser og vandrer
i lyset, som Han er i lyset, skal vi få herlig-
hed og ære sammen med Ham evindeligt i
Hans Faders Rige. (Se Joh. 1:7).
Med et så herligt håb for øje kan vi da gøre
mindre end at forsage verdens dårlige ting?
Skal vi ikke sætte det, der hører Gud til,
først i livet? Bør vi ikke søge at leve af hvert
ord der udgår af Guds mund? (Matt. 4:4),
Bør vi ikke øge anstrengelserne i vore kal-
delser og virkelig blive et kongerige af præ-
ster og retfærdige brødre?
De velsignelser, vi vil modtage, hvis vi over-
holder budene, overgår alt, hvad vi kan be-
gribe nu, jeg er taknemmelig for Evangeliet,
for Guds Kirke og Rige på jorden og for det
håb om evigt liv, som Herren har givet os.
Jeg bevidner, at værket er sandt og beder
om, at vi alle må være sande og trofaste
mod vore pagter, og at vi efter at have
modtaget fred og glæde i dette liv må gå
frem og arve evig glæde og herlighed i den
kommende verden. Jeg siger det nøgternt,
ydmygt og i Jesu Kriste navn. Amen. O
356
Herren har gjort
os til søskende,
fordi vi behøver
hinanden.
Min broders vogter
En ung moder, der havde været udsat
for den prøvelse at miste et lille barn
ved en ulykke, kom til en leder i Kir-
ken for at få en velsignelse, der kun-
ne trøste hende i hendes sorg. Da hun
gik, spurgte hun gennem sine tårer:
„Skal der altid være smerte i dette
liv?"
Mens vi overvejer dette spørgsmål,
lad os da tænke på den første familie
på jorden. Vi læser i Bibelen, at Eva
„blev frugtsommelig og fødte Kain;
og hun sagde: 'Jeg har fået en søn
med Herrens hjælp!' Fremdeles fødte
hun hans broder Abel. Abel blev fåre-
hyrde, Kain agerdyrker."
Og som tiden gik, blev Kain vred,
fordi Herren så til Abels offer af hans
floks førstefødte, men til Kain og
hans offergave af jordens frugt så Han
ikke.
„Men Kain yppede kiv med sin broder
Abel; og engang de var ude på mar-
ken, sprang Kain ind på ham og slog
ham ihjel. Da sagde Herren til Kain:
'Hvor er din broder Abel?' Han sva-
rede: 'Det ved jeg ikke; skal jeg vogte
min broder?' Men (Herren) sagde:
'Hvad har du gjort! Din broders blod
råber til mig fra jorden!'" (1. Mosebog
4:1-10)
Smerte, sorg og tragedie har været
menneskeslægtens ledsagere lige si-
den denne begivenhed. Dog ved den-
ne episode i Skrifterne henledes vor
opmærksomhed på spørgsmålet:
„Skal jeg vogte min broder?"
AF BISKOP JOHN H. VANDENBERG,
præsiderende biskop
Hvad mener vi om dette spørgsmål?
Hvilken belæring har Herren givet os
angående dette? Lad os se på 1. Joh.
kapitel 3:
„Thi dette er det budskab, I har hørt
fra begyndelsen, at vi skal elske
hverandre".
„Vi ved, at vi er gået fra døden til
livet, thi vi elsker brødrene. Den, der
ikke elsker, bliver i døden."
„Derved har vi lært kærligheden at
kende, at Han satte sit liv til for os;
så er vi skyldige at sætte livet til for
brødrene."
„Børnlille, lad os ikke elske med ord,
ej heller med tunge, men i gerning og
sandhed." (1. Joh. 3:11, 14, 16, 18)
Hvad er kernen i en moders kærlig-
hed? Er det ikke offer? En sådan kær-
lighed anses for at være den dybeste
og mildeste. Er det fordi en moder går
gennem dødsskyggens dal for at føde
sit barn og vedvarende bringer ofrer
for dets velbefindende?
Er dette grunden til, at Kristus elsker
verden? Fordi Han måtte slide for at
skabe den? Fordi Han har ofret sit
liv for verden og menneskene deri?
Vi får at vide, at „således elskede
Gud verden, at han gav sin Søn, den
enbårne," (Joh. 3:16) for at frelse den
fra undergang, og Sønnen var villig
til at lide for at det måtte frelses, som
Han havde slidt for.
Vi elsker alle det, for hvis skyld vi
bringer ofrer. At give og tjene så
længe at det bliver et offer, skaber
kærlighed. Udtrykket gudsdyrkelse
omfatter omsorg for vore søskende,
som vi får at vide i Jakobs Brev 1:27:
„En ren og ubesmittet gudsdyrkelse
for Gud, vor Fader, er dette: at be-
søge faderløse og enker i deres
trængsel . . ."
Når folk siger: „Religion kan være
godt nok for nogen mennesker; men
jeg er ikke religiøs, og for mig betyder
det ingenting," er det da, fordi de
ikke har oplevet den opløftelse, der
følger af at ofre sig for at tjene sine
medmennesker?
Måske har de ganske enkelt ikke er-
kendt deres næstes behov. Enhver
trænger til eet eller andet. Mennesket
357
står ikke alene. Edwin Markham 1 stil-
ler mennskets grundlæggende behov
klart op for os i disse enkle ord:
„Tre ting må et menneske besidde,
hvis dets sjæl skal leve og kende
livets fuldkomne gode —
Tre ting vil den altydende Fader give
— brød, skønhed og broderskab."
Vor Fader i Himmelen har i sandhed
gjort det muligt for os at få vort dag-
lige brød, for Han har sagt, idet Han
henviste til lydigheden mod Hans bud:
„Sandelig siger jeg jer, at om I gør
dette, skal jordens fylde være jeres:
dyrene på marken, fuglene i luften og
det, der klatrer i træerne og går på
jorden,
„. . . til føde og klæder, til huse og
lader, frugttræer, haver og vingårde."
„Thi alt, hvad der kommer af jorden i
dets egen årstid er skabt til men-
neskers nytte og brug, både til at
fryde øjet og glæde hjertet."
„Ja, til føde og klæder, til smag og
lugt, til at styrke legemet og til at
vederkvæge sjælen."
„Og det har behaget Gud at give alt
dette til menneskene . . ."
„Og i intet fortørner mennesket Gud
mere, og mod ingen er hans vrede
blusset op i større grad end mod dem,
der ikke anerkender hans hånd i alle
ting, og som ikke adlyder hans befa-
linger." (L & P 59:16-21).
Eftersom Gud har været så god mod
os, har Han bedt os om at være gode
mod vore søskende, som måske ikke
er så heldigt stillede som vi, for Han
har formanet os således: „Og se, du
skal komme de fattige i hu og indvi en
del af din formue til deres underhold,
det, du har at give dem . . ."
„Og hvad I således skænker de fat-
tige af jeres midler, det gør I mod mig,
og det skal lægges frem for min kir-
kes biskop ..." (L & P 42:30-31).
Dette bud om at sørge for vore træn-
gende søskende findes i fasteprin-
cippet, som vi læser i Documentary
History of The Church:
„Lad dette være noget fælles for alle
hellige, så vil der aldrig være mangel
på brød; Når de fattige sulter, lad da
dem, der har noget, faste een dag og
give det, de ellers ville have spist til
biskopperne, for at de kan give det
til de fattige, og alle skal have over-
flod en tid lang, og dette er eet af
fastens store og vigtige principper,
som er godkendt af Herren. Når blot
de hellige vil leve op til dette princip
med glade hjerter og glade miner, vil
de altid have i overflod. (Bind 7, side
433.)
Brigham Young har sagt følgende til
de hellige:
„I ved, at vi holder den første tors-
dag 2 i måneden som fastedag. Hvor
mange her kender oprindelsen til den
dag? Før man betalte tiende, blev de
fattige understøttet ved gaver. De
kom til Joseph og bad om hjælp, og
han sagde, at der burde være en
fastedag, hvilket blev vedtaget. Den
skulle holdes en gang om måneden,
ligesom nu, og alt, hvad der ville være
blevet spist den dag af mel eller kød
eller frugt eller hvad som helst andet,
skulle tages med til fastemødet og
overdrages til den person, som man
havde valgt til at tage vare på det og
fordele det blandt de fattige. Hvis vi
gjorde det trofast nu, tror I så, at de
fattige ville være i bekneb for mel el-
ler smør, ost eller kød, sukker eller
noget som helst, de behøver af mad?
Nej, der ville hos os findes mere, end
de fattige kunne bruge. Det ville væ-
re god økonomi for os at gøre det og
således behandle vore fattige søsken-
de bedre, end de hidtil er blevet be-
handlet. Lad dette blive bekendtgjort
i vore aviser. Lad det blive meddelt
folket, at på den første torsdag i hver
måned, på fastedagen, skal alt det,
som mænd og koner, børn og tjenes-
tefolk ville have spist, overdrages i
biskoppens hænder til de fattiges un-
derhold. Jeg er villig til at yde min del
ligesom de øvrige, og hvis der ingen
fattige findes i mit ward, er jeg villig
til at dele med de Wards, hvori der
findes fattige. Hvis søstrene vil skaf-
fe værelser til de søstre, der har brug
for omsorg, og sørge for, at man tager
sig af dem, vil I se, at vi vil have stør-
re fortrøstning og større fred i vore
hjerter, og vor ånd vil være munter
og let, fuld af glæde og fred. Biskop-
perne bør gennem deres lærere sørge
for, at enhver familie i deres ward,
som er i stand til det, giver det, den
normalt ville fortære på fastedagen,
til de fattige." Journal of Discourses,
bind 12, siderne 115-116).
Jeg opmuntrer biskopperne til at fore-
holde deres folk dette princip i dag,
for at vi i højere grad må kunne yde
den nødvendige føde og andre ting
til dem af vore søskende, der sidder
i uheldige kår.
Edwin Markham, husker I, sagde, at
vor altydende Fader ikke blot ville
give os brød, men også skønhed og
broderskab.
Har Herren forsynet menneskeheden
med skønhed? Den, der tvivler derom,
behøver bare at lukke øjnene op for
solopgangen og solnedgangen og
ørerne for lyden af regn og vind, at
undres over blomsternes og regn-
buens farver, at opfatte afvekslingen
i ørkenlandskabet og skoven, korn-
markerne, bjergene, floderne og
havene. På denne tid af året begynder
vi at begejstres over forårets nye liv,
og idet vi fordyber os i det myldrende
liv omkring os, bliver vi en del af det.
Hele jorden, som er uden goldhed,
fryder hjertet. I vor omsorg som vor
broders vogter kan vi hjælpe hverand-
re at forstå skønhedens gave, som er
vor. Lad os tage os tid til at se og
nyde alt det, Gud har skabt til os. Når
vi læser nedenstående ord af Maga-
ret L. White, mindes vi om dette ans-
var.
„Jeg tog et lille barn ved hånden for
at følge det til Faderen. Mit hjerte var
fuldt af taknemmelighed over dette
dejlige privilegium. Vi spadserede
langsomt. Jeg tilpassede min gang ef-
ter barnets korte skridt. Vi talte sam-
men om de ting, barnet lagde mærke
til. Undertiden plukkede vi Faderens
blomster og strøg deres bløde kron-
blade og nød deres strålende farver.
Untertiden var det een af Faderens
fugle. Vi betragtede den, mens den
byggede sin rede. Vi så de æg, den
lagde. Vi forundredes, opstemte over
den omsorg, den viste for sine unger.
Tit fortalte vi historier om Faderen.
Jeg fortalte barnet dem, og barnet for-
talte dem til mig igen. Vi fortalte dem,
barnet og jeg, om og om igen. Nu og
da gjorde vi holdt for at hvile os, idet
vi lænede os mod eet af Faderens
358
træer, lod Hans kølige luft køle vore
pander og altid uden at tale. Og da,
i tusmørket, mødte vi Faderen. Bar-
nets øjne skinnede. Det så kærligt,
tillidsfuldt, ivrigt op på Faderens an-
sigt. Det stak sin hånd ind i Faderens.
Jeg var glemt i øjeblikket. Jeg var til-
freds." (Lucy Gertsch, comp., Minute
Masterpieces [Bookcraft, 1953], side
99).
Skønhed — en gave fra den altydende
Fader.
Hvad med broderskab, menneskets
tredie behov — måske det største?
Det er sikkert, at i denne moderne
verden, hvor had og misundelse sy-
nes at findes i overflod, er kaldet til
at elske „Herren din Gud af hele dit
hjerte, af hele din sjæl og af hele dit
sind og til at „elske din næste som
dig selv", (Matt. 22:37, 39) betyd-
ningsfuldt, hvis vi nogensinde skal
have fred.
Det synes som om mennesket er uden
begrænsninger, når det gælder om at
frembringe fysiske bekvemmelighe-
der. Vi praler af, hvorledes vor viden
øges, idet nye opdagelser gøres og
åbner den materielle verden. Men
fremskridtet med løsningen af proble-
met om, hvorledes vi skal leve sam-
men med vore søskende, synes at
skride så langsomt i sammenligning.
Een af mange historier om næstekær-
lighed, der findes i Skrifterne, er den
fra Esters Bog, historien om den
smukke jødinde, der fandt nåde for
kongen og blev dronning. Haman, der
var sat over alle hoffolkene, blev vred,
da Mordokaj, Esters onkel, nægtede
at bøje sig for ham, og han udkastede
en plan til alle jødernes udslettelse.
Mordokaj sendte, efter at have hørt
proklamationen om den forestående
død, bud til Ester for at „pålægge
hende at gå ind til kongen og bede
ham om nåde og gå i forbøn hos ham
for sit folk."
Ester forklarede, hvad loven sagde,
og svarede, „at der for enhver, mand
eller kvinde, som ukaldet går ind til
kongen i den inderste gård, kun gæl-
der een lov, den, at han skal lide
døden, med mindre kongen rækker sit
gyldne scepter ud imod ham; i så fald
beholder han livet. Men jeg har nu i
tredive dage ikke været kaldt til kon-
gen!"
Mordokaj svarede: „. . . du og din
slægt skal omkomme."
Ved dette indså Ester sit ansvar for
sine søskende og svarede: „Gå hen
og kald alle Susans jøder sammen og
hold faste for mig, således at I hver-
ken spiser eller drikker dag eller nat
i tre døgn; på samme måde vil også
jeg og mine terner faste; og derefter
vil jeg gå ind til kongen, skønt det
er imod loven; skal jeg omkomme, så
lad mig da omkomme." (Ester 4:8, 11,
14, 16).
Som følge af denne beslutning om at
lægge sagen i Herrens hænder var
Ester i stand til at gøre sine søsken-
de denne store tjeneste og redde
dem.
Vore søskende er altid hos os, og vi
skal ikke alene være hensynsfulde
over for dem, men også over for den
fremmede i vor midte. Lad disse ord
af Burton Hillis minde os om denne
forpligtelse:
„Hvis der er en fremmed blandt dem
du omgås i dag, må du hellere under-
søge hans forhold. Han trænger må-
ske til en ven. Hvis han i morgen
endnu er fremmed, så må du hellere
undersøge forholdene omkring dig."
Et eksempel på broderskab i funktion
forekom i San Fernando Valley i
Californien for nogle måneder siden.
Den værste jordrystelse kom klokken
seks om morgenen; men hjemmelæ-
rere, hjælpeforeningsledere og Præs-
tedømmets kvorummer begyndte næ-
sten øjeblikkeligt at gøre deres del
for at hjælpe de hundreder, der var
blevet evakuerede fra deres hjem.
Mange af disse familier fandt ly i Kir-
kens medlemmers hjem.
Inden en halv time standsede et hjem-
melærerpar ved biskoppens hjem for
at bede om særlige instruktioner, før
de gjorde en hurtig runde til de fami-
lier, de havde fået tildelt. Andre hjem-
melærere ringede til præstedømme-
lederne, som på deres side rapporte-
rede til biskopperne, og biskopperne
rapporterede til stavspræsidenterne.
Inden for seks timer kunne visse
wards aflægge regnskab for de fleste
af deres medlemmer.
Stavspræsidenterne prøvede at lokali-
sere de hårdest ramte områder og
tilbyde hjælp, hvor den var tiltrængt.
Et præstedømmekvorum i Granada
Hills flyttede en familie med syv børn
til et andet hjem. En førsterådgiver i
wardspræsidentskabet vågnede, da
hans skorsten væltede ned over taget,
brød gennem nogle af tagspærrene
og slog hul i loftet; men han sagde:
„Det bekymrede mig ikke så meget
som min nabos hus, som straks brød
i brand. Der var ingen, der havde
vand, så vi klatrede op på taget for
at slukke gnister."
En biskop, der var på vej til arbejde,
da jordskælvet kom, var bekymret,
fordi han ikke kunne komme i kontakt
med sit hjem eller sine wardsmedlem-
mer i adskillige timer. Men i hans
fravær havde præstedømmebærerne
grebet til handling, og tidlig på efter-
middagen var alle familier i wardet
kontaktet. Hans kone fortalte, at så
snart telefonen var kommet i orden
igen, var hun hele tiden blevet ringet
op af familier, der tilbød at huse eva-
kuerede familier i deres hjem. „Folk
har været vidunderlige," berettede
hun. „Det fornyer eens tro, den måde,
de optræder på, når det virkelig er
galt."
Der er hver dag et sted, hvor det
virkelig er galt, skønt ikke altid så
drastisk. Herren ved, at vi har brug
for hverandre, og af den grund har
Han skabt os som søskende.
Lad os vise at vi værdsætter disse
grundlæggende behov, som vor Fader
har ydet, ved at leve op til det, som
vi hævder at tro, og i sandhed være
vore brødres vogtere. Hvis vi skal
komme i Guds nærhed, vil det ske
ved, at vi kontakter andre, for man
kommer ikke Gud nærmere, end man
kommer sine medmennesker, hvilket
jeg bærer vidnesbyrd om i Jesu Kristi
navn. Amen. O
1 Edwin Markham — Amerikansk forfatter og re-
formator, 1852—1940.
2 Fastedagen holdtes regelmæssigt i hele Kirken
den første torsdag i hver måned, indtil d. 5 no-
vember 1896, da det på et møde for Det første
Præsidentskab og apostlene blev besluttet, at
den skulle holdes den første søndag i måneden
i stedet, og søndag d. 6 december 1896 holdtes
den første gang på en søndag. (Andrew Jenson,
Encyclopedic History of The Church of Jesus
Christ of Latter-day Saints, 1941)
359
Sand kærlighed til
Gud befrier os fra
ondskab og fristelser.
Kærlighed
til
Gud
ÆLDSTE BERNARD BROCKBANK, assistent til De tolvs Råd
■■ SS;! .
Mine kære brødre og søstre! Jesus Kristus er
overhovedet for Jesu Kristi Kirke af Sidste Da-
ges Hellige, og Han har bedt os om at undervise
om Hans bud og har lovet, at Han ville være
med os indtil verdens ende. (Matt. 28:20). Det
er Hans befaling.
Mens Frelseren levede på denne jord, belærte
Han os om, at vi skal elske Gud og holde Hans
bud. Jesus har sagt: „Du skal elske Herren din
Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl og af
hele dit sind." (Matt. 22:37) Dette er det første
og største bud i loven. Det er meget lettere at
kende dette bud end at overholde det.
Hvorfor skulle Herren befale sine børn at elske
Ham af hele deres hjerte, og af hele deres sjæl
og af hele deres sind? Der er stor visdom og
guddommelig tryghed for det dødelige men-
neske i fuldkommen og helhjertet kærlighed til
Gud.
Gud skabte himmelen og jorden og alt plante-
og dyre liv på jorden (Se 1. Mosebog 1:1). Gud
har skabt universet med hele dets dybe stor-
slåethed og alle dets velsignelser. Det største
af alle mirakler er, at Gud har skabt mennesket
i sit eget billede og lighed (Se 1. Mosebog 1:26-
27), øjne, der kan se, øren, der kan høre, sind,
der kan drage slutninger, blev skabt inden i vore
dødelige mødre. Vi ved, at vore dødelige mødre
ikke ved, hvorledes man laver øjne, der kan se,
og øren, der kan høre og dødelige sind, der kan
drage slutninger. Gud har sagt, at Han har skabt
mennesket, så at det blev Ham lig og i Hans bil-
lede. Vor skabelse og fødsel til dødeligheden
er vidnesbyrd om guddommelig magt. Alt, hvad
vi har, der er godt for dette liv og det evige liv,
kommer fra Gud. Vi skylder Ham helhjertet re-
spekt, hengivenhed, troskab og kærlighed.
Alternativet er at elske Satan eller noget an-
det af Guds skaberværk. Satan har ikke taget
del i frembringelsen af noget, der var til men-
neskets gavn. Vi skylder ham slet ingenting. Men
der er dem, der betaler afgift til Satan i form af
dårligt humør, skænderi, uhænderlighed, hor,
begær, stoffer, foragt for Gud og Jesus Kristus,
foragt for sabbaten, forsømmelse af tiendebeta-
ling, had o.s.v.
Satan er menneskets fjende og søger at tilintet-
gøre dets frihed og dets lydighed mod Herren
og at afholde mennesket fra at udvikle sin gud-
dommelige natur og lighed med Gud. Satan er
ophavsmanden til ondskab, synd og misgernin-
ger, og vi bør ikke ved vore tanker eller hand-
linger elske eller tjene ham.
Jesus Kristus har sagt: „Ingen kan tjene to her-
rer; han vil jo enten hade den ene og elske den
anden eller holde sig til den ene og ringeagte
den anden. I kan ikke tjene både Gud og mam-
mon." (Matt. 6:24) Og lad mig så sige, at vi kan
ikke tjene både Gud og Satan. Nogle prøver;
men ingen har haft held med det.
Kærlighed til Gud medfører kærlighed til og re-
spekt for Hans børn og kærlighed til menneskets
360
^■ : i:U-
forhold til Herren og et ønske om at være i kon-
takt med Ham. Der opsendes bønner af mange
oprigtige mennesker med forskellige begreber
om et højere væsen eller en højere magt. Hed-
ningerne, buddisterne, hinduerne, muslimerne,
sol- og natur- tilbedere og mange andre har
deres måde at bede på. På grund af de mange
menneskeskabte måder at bede på har Jesus
givet en befaling om den rigtige måde at bede
på. Her er befalingen — og mange ved ikke, at
det er en befaling:
„Derfor skal I bede således: ,Vor Fader, du som
er i Himlene! Helliget vorde dit navn; komme
dit rige; ske din vilje på jorden, som den sker i
Himmelen; giv os i dag vort daglige brød; og
forlad os vor skyld, som også vi forlader vore
skyldnere; og led os ikke ind i fristelse; men
fri os fra det onde; thi dit er Riget og magten og
æren i evighed! Amen. (Matt. 6:9-13)
Denne bøn indeholder det væsentlige i en op-
rigtig, hengiven, kristuslignende bøn. Hvis vi el-
sker vor Fader i Himmelen, bør vi bede til og tale
med Ham. Vi bør ønske at gøre Hans vilje og at
have en plan med Hans Rige på jorden, som der
er i Himmelen. Bønnen lærer os at bede om, at
vi må være med til at styrke Riget og hjælpe
med at opbygge Guds Rige på denne jord. Når
vi elsker Gud og oprigtigt beder om, at Guds
Rige må komme på jorden, som det findes i
Himmelen, forpligter vi os til at give af vor tid,
vore talenter og vore penge.
Når vi siger: „Fader, din vilje ske på jorden som
i Himmelen," bør vi underkaste os vor him-
melske Faders vilje og ønsker, ligesom et lille
barn er underkastet sine jordiske forældres vil-
je. Oprigtigt at underkaste sig og samtykke med
Herren i, at Hans vilje skal ske, er at vise re-
spekt, kærlighed og enhed.
Jesus Kristus er et forbillede i at gøre Faderens
vilje, idet Han var hengiven og underkastede
sig af hensyn til Guds Riges opbygning på denne
jord. Han har sagt: „Jeg er kommen ned fra Him-
melen, ikke for at gøre min vilje, men hans vilje,
som sendte mig." (Joh. 6:38). Han har også sagt:
„Sønnen kan slet intet gøre af sig selv, men kun
det, han ser Faderen gøre; thi hvad han gør, det
samme gør også Sønnen." (Joh. 5:19).
Bønnen foreskriver, at vi skal bede vor himmel-
ske Fader om at imødegå dette livs fristelser og
modgang. Hvis vi elsker Gud og stoler på Ham,
bør vi bede Ham om at befri os fra det onde. Der
er fredfyldt tryghed og trøst ved oprigtigt at be-
de om befrielse fra det onde. I vore familiebøn-
ner bør vi lære vore børn at bede Herren om at
udfri dem fra det onde. Hvornår har De bedt og
fulgt Herrens befaling om at blive befriet fra
det onde., og belæret Deres børn og dem, som
De har det privilegium at undervise?
Den pris, som Herren har bedt os om at betale
for at blive udfriet fra det onde, er, at vi beder
Ham om det i oprigtighed.
Bønnen slutter med disse himmelskorienterede
361
ord: „Thi dit er Riget og magten og æren i evig-
hed." Det holder vore øjne rettede mod det mål,
vi alle søger at nå — Guds Rige.
Jeg vil læse den lov fra Herren, der bruges til
at finansiere Guds Riges opbygning på denne
jord — tiendeloven som den er optegnet i Bibe-
len.
Herren har sagt: „Thi jeg, Herren, er ikke ble-
vet en anden, men I har ikke ophørt at være Ja-
kobssønner. Siden eders fædres dage er I af-
veget fra mine bud og har ikke holdt dem. Vend
om til mig, så vil jeg vende om til eder, siger
Hærskarers Herre. Og I spørger: .Hvorledes
skal vi vende os?' Skal et menneske bedrage
Gud? I bedrager mig jo! Og I spørger? .Hvorved
har vi bedraget dig?' Med tienden og offerydel-
sen! I trues med forbandelse og bedrager dog
mig, ja, alt folket gør det! Bring hele tienden til
forrådshuset, så der kan være mad i mit hus;
sæt mig på prøve dermed, siger Hærskarers,
om jeg da ikke åbner eder himmelens sluser og
udøser velsignelser over eder i overmål. Jeg vil
for eders skyld skræmme æderne, så at de ikke
ødelægger eder landets afgrøde, og vinstokken
på marken skal ikke slå eder fejl, siger Hær-
skarers Herre." (Malakias 3:6-11).
Vil det menneske stjæle fra Gud ved ikke at be-
tale sin tiende og sit fasteoffer?
Husk, det første og største bud er at elske Her-
ren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl
og af hele dit sind. Hvis vi holder dette bud, vil vi
ikke stjæle fra Gud.
Jeg erindrer en personlig oplevelse. For nogle
år siden, da min kone og jeg skulle forsørge vo-
res unge familie, kæmpede vi for at klare vore
økonomiske forpligtelser, vi var i gæld, og vi be-
talte ikke ærlig tiende og fasteoffer. Vi kom i
Kirken, og jeg troede, at vi elskede Herren; men
en dag sagde min kone til mig: „Elsker du Gud?"
og jeg svarede: „Ja."
Hun sagde: „Elsker du Gud lige så meget, som
du elsker købmanden?"
Jeg svarede: „Jeg håber, at jeg elsker Ham mere
end købmanden."
Hun sagde: „Men du har betalt købmanden. El-
sker du Gud lige så meget som husværten?
Ham har du betalt, ikke sandt?" Så sagde hun:
„Det første og største bud er at elske Gud, og
du ved, at vi ikke har betalt vores tiende."
Vi omvendte os og betalte vores tiende og
fasteoffer, og Herren åbnede Himmelens sluser
og udøste velsignelser over os. Vi betragter det
som et stort privilegium at betale tiende og fa-
steoffer til Herren.
Jeg vil lige nævne, at da vi ikke var ærlige mod
Herren, havde vi uorden, vanskeligheder og pro-
blemer.
Vi kan fuldkommengøre vort liv ved at efterleve
Herrens bud. Og som det er blevet citeret mange
gange ved denne konference, har Herren sagt:
„Hvis I elsker mig, så hold mine befalinger!"
(Joh. 14:15).
Herren sagde til profeten Joseph Smith i 1837:
selve timen er endnu ikke kommet, men er
nær for hånden — da fred skal borttages fra
jorden, og djævelen skal have magt over sit eget
rige." (L & P 1:35).
Vi lever i farlige tider, og mange elsker fornøjel-
ser mere, end de elsker Gud. (Se 2. Tim. 3:1, 4).
Djævelen har magt over sit eget rige. I disse
farlige tider er der imidlertid håb. Herren står
stadig i spidsen for sin Kirke. Det er en stor vel-
signelse at leve i de sidste dage og være en
sidste dages hellig. Vor himmelske Faders børn
kan modtage fred, tryghed og lykke ved at elske
Ham af hele deres sjæl og af hele deres sind,
og ved at holde Hans bud.
Jeg ved, at Gud lever, og at min Forløser lever.
(Se Jobs Bog 19:25). Jeg ved, at jeg er et Guds
barn, og at jeg er skabt af Gud, Ham lig og i
Hans billede. Dette er min største viden. Gud
har åbenbaret denne kundskab til mig, og jeg
har stor fred og lykke af dette vidnesbyrd.
Jeg vil udtrykke min kærlighed til min himmelske
Fader og til min Frelser, Jesus Kristus, og til Hel-
sigånden og til hele menneskeheden, og dette
gør jeg i Jesu Kristi navn. Amen. O
362
Mænd og
kvinder kan
ikke tage afstand
fra den
kristne
:yskhedslov og al
ligevel høste en
fylde af glæde.
Du må ikke bedrive hor
AF PRÆSIDENT MILTON R. HUNTER, fra De Halvfjerds' første Råd
Vi hører stadig Jehovas stemme, som den tord-
nede ned fra Sinaibjerget og befalede: „Du må
ikke bedrive hor." (Anden Mosebog 20:14). I
over tre tusinde år har dette bud givet genlyd
gennem den jødiske og kristne verden. Det har
været den ledetråd, efter hvilken millioner af
mennesker har tilrettelagt deres liv.
Mange mennesker overalt i Kirken og, generelt
sagt, i hele verden har nu taget afstand fra den
tidligere højt skattede jødisk-kristne kyskheds-
moral. Gifte folk bedriver hyppigt hor, og ugifte
tilfredsstiller deres lidenskaber ved at øve utugt.
Følgerne er elendighed, tab af kærlighed, op-
løsning af hjemmet og ødelagt familieliv, stigning
i antallet af skilsmisser, skam, manglende ånde-
lighed, frafald og med tiden tab af evig frelse.
Lad os anføre bare nogle få af de talrige til-
fælde, der for nylig er kommet til min kundskab.
For nogle få måneder siden kom en mor til fem
børn til mig i mit kontor. Hund græd bittert, mens
hun fortalte mig, at hendes mand inden for det
sidste år havde tilbragt det meste af sin tid med
en anden mands kone. Hun forklarede, at hun
ved forskellige lejligheder i sin bil havde fulgt
ham til den anden kvindes bopæl. Naturligvis
havde den lastefulde ægtemand det skidt, konen
var meget ked af det, og børnene var sønder-
knuste. , ugudelighed har aldrig været lyk-
ke." (Alma 41:10).
For omkring et år siden kom en ung mand ind i
mit kontor og græd, som skulle hans hjerte
briste. Han sagde: „Jeg bedrev hor for omkring
to år siden. Den synd volder mig sindskvaler så
store, at jeg ikke kan holde det ud længere. Hvis
jeg skal udstødes, så beder jeg dig lade Kirken
gøre noget ved det snart. Jeg lider mere end jeg
kan beskrive. Jeg vil gøre alt, havd jeg kan, for
at betale for den skrækkelige synd."
Der kunne nævnes talrige andre tilfælde. Men
disse to tilfælde skulle være nok til at vise, hvor
alvorlig en synd hor er.
Vi lever i dag i et meget liberalt samfund. Idet
de har forkastet den gamle kristne moral, hæv-
der mange mennesker at have godtaget en ny
moral, hvilket i realiteten vil sige, at de lever i
modstrid med de kyskhedslove, som Gud har
forkyndt. Vi lever i en tid, da der forkyndes en
sexuel revolution. Ting, der lokker til ulovlighed,
optræder overalt. Dag for dag bliver den slags
ting værre i romaner, tidsskrifter, film, fjernsyn
og annoncer.
Mange religiøse ledere er ophørt med at lære,
at synd eksisterer. Hvor findes de kristne præ-
ster, der skaber røre blandt deres tilhørere med
prædikener om kyskhed? Hvem forkynder af-
standtagen fra hor og alle slags umoralske hand-
linger? Visse præster og religiøse lærere er ble-
vet omvendt til moderne liberal tænkemåde og
er endog blevet dens fortalere.
Den 17. maj 1970 berettede visse aviser, at ad-
skillige fremtrædende, kristne præster havde
fuldendt et treårs studium af en foreslået ny
sexmoral for en fremtrædende kristen kirke.
Skønt vedkommende kirke afgjort er imod hor,
forekommer liberaliserede udtalelser om mo-
ralsk optræden som nedenstående i en komite-
rapport:
„Vi erkender, at der undtagelsesvis kan være
omstændigheder, hvorunder udenfor-ægteska-
belig seksualitet måske ikke er i strid med betin-
gelserne for en trofast omsorg for ægtefællens
velbefindende.
. . . den vanskelige beslutning må tages af den
person, der gør undtagelsen og på vedkommen-
des eget ansvar. Men et vigtigt punkt er det, at
den endelige dommer ikke er Bibelen eller kir-
y
v
Du må ikke bedrive h
or
ken, ja, ikke engang Gud — det er den enkelte
og hans eller hendes samvittighed." (Will Ours-
ler: „Religious Storm Center: New Sex Code,
„Parade", 17. maj 1970, side 28.)
Det nye frisind eller den nye moral, som den ofte
kaldes, er intet mere end den gamle moral i en
ny klædning. I gamle dage tilbad folk frugtbar-
hedsguder og gudinder. Mange af deres cere-
monier var samlet om grov umoralitet, mod hvil-
ken Israels profeter ustandselig prædikede.
I Noahs dage blev næsten alt kød fordærvet ved
umoral. Følgen var, at Gud udslettede verden
ved en syndflod.
Bibelen indeholder udmærkede eksempler på
mænd, der ellers ville have været store. Men da
de brød kyskhedsloven, nedbrød den dem. For
eksempel: Samson, en mand af stor fysisk styrke,
men med en ukontrolleret hang til kvinder, blev
forrådt af Delilah og begik til slut selvmord,
mens han var i slavelænker hos filistrene. Gud
velsignede Salomon med stor visdom; ikke desto
mindre fordærvede han sit liv med utallige med-
hustruer.
David, som Herren elskede, og som af mange
betragtes som Israels største konge, tilbragte
den sidste del af sit liv nedbrudt af sorg over
sin synd mod Urias og sin horen med Batseba.
Hans dybe følelser fandt udtryk i een af de mest
medynkvækkende bønner i Den hellige Skrift:
„Gud, vær mig nådig efter din miskundhed, ud-
slet mine overtrædelser efter din store barm-
hjertighed, tvæt mig fuldkommen ren for min
skyld og rens mig for min synd! Mine overtræ-
delser kender jeg jo, min synd står mig altid for
øje." (Salmerne 51:3-6).
Med forståelse af frelsesplanen og en fuldkom-
men kundskab om alvoren af de grove synder,
mord og hor, som han havde begået, råbte kong
David til Herren i sjælekval: „ . . . Dødsriget gi-
ver du ikke min sjæl . . ." (Salm. 16:10).
Over to tusinde år efter kong Davids død og for
kun 127 år siden talte Jesus Kristus fra Himme-
len og lod os vide, at David på grund af sin synd
mod Ham i tilfældet med Urias og hans kone er
„faldet fra sin ophøjelse" og hans hustruer er
blevet givet til en anden. (L & P 132:39).
Måske er det berømteste bibelske eksempel på
en modig og ædel mand, der blev fristet, men
bevarede sin kyskhed, Joseph, Potifar, den
ægyptiske herskers, unge smukke tjener. Han
modstod Potifars kones nedrige lokken og næg-
tede at bedrive hor med hende. Josephs svar
lød hvor skulle jeg kunne øve denne store
misgerning og synde mod Gud! (1. Mo. 39:9)
Derpå flygtede han fra hende.
Hellere end at svigte sine idealer gik han i fæng-
sel, hvor han sad indespærret i et fangehul i
adskillige år.
Gud, den evige Fader, har gennem Jesus Kristus
til menneskeheden åbenbaret Evangeliets frel-
sesplan. Dens formål er at give enhver, der vil
modtage og adlyde den, fred og lykke i denne
verden og senere evigt liv i celestial herlighed i
Guds nærhed. Den højeste af alle love i dette
Evangelium har at gøre med ægteskabet for tid
og evighed. Den har således at gøre med den
evige familie. De dejligste glæder og største vel-
signelser, der kan opnås i dødeligheden og i det
kommende liv, fås gennem familieliv, der leves
i overensstemmelse med Evangeliets plan.
Således er en grundlæggende lov for ægteska-
bet kyskhedsloven. Mænd og kvinder kan ikke
besudle livets kilde og alligevel modtage en fyl-
de af glæde. Lykke og hjertets og sindets ren-
hed går hånd i hånd.
Hvad gives der af belønninger for kyskhed og
skrækkelige følger af hor?
Mormons Bog udtrykker sig meget klart angå-
ende alvoren af seksuel synd. Almas søn, Co-
rianton syndede sammen med skøgen Isabel.
364
Alma, der var en god fader og en stor Guds
profet, erklærede overfor sin søn:
„Ved du ikke, min søn, at disse ting er en veder-
styggelighed i Herrens øjne, ja, vederstygge-
ligere end alle andre synder med undtagelse af
udgydelse af uskyldigt blod eller det at fornægte
den Helligånd?"
„Min søn, jeg ville ønske, at du ville omvende
dig og afstå fra dine synder, ... thi uden du gør
det, kan du ingenlunde arve Guds rige." (Alma
39:5, 9).
Ned gennem tiderne har Guds profeter erklæ-
ret, at intet urent kan arve Guds Rige. (Moses
6:57, Gal. 5:19-21, 1. Kor. 6:9).
Jesus Kristus underviste, mens Han var i sin dø-
delige tilstand energisk om kyskhedsloven. Han
sagde „I har hørt, at der er sagt: ,Du må ikke
bedrive hor.' Men jeg siger jer, at enhver, som
ser på en andens hustru, så han begærer hende,
har allerede bedrevet hor med hende i sit hjer-
te." (Matt. 5:27-28).
Jesus kundgjorde også „Salige er de rene af
hjertet, thi de skal se Gud." (Matt. 5:8).
Næsten to tusinde år er forløbet, siden Jesus og
Alma fremsatte deres belæringer om kyskhed.
Har Gud trukket lovene vedrørende kyskhed til-
bage? Er det ikke en synd at bedrive hor i dag?
Jesus Kristus har talt fra Himmelen i vore dage
og har gengivet sit Evangelium og sin Kirke. Han
har påny bekræftet det urgamle bud i adskillige
åbenbaringer med „Du må ikke bedrive hor."
For eksempel gav Jesus Kristus følgende befa-
ling til sin Kirkes folk gennem profeten Joseph
Smith:
„Du skal elske din hustru af hele dit hjerte og
holde dig til hende og ingen anden. Den, som
ser på en kvinde for at begære hende, skal for-
nægte troen og skal ikke have Ånden, og om han
ikke omvender sig, skal han kastes ud." (L & P
42:22-23).
Joseph Smith og Sidney Rigdon fik forevist hor-
karlenes skæbne efter døden i den kommende
verden i den telestiale herlighed. Herren fortalte
dem.
„Det er disse, der er løgnere, troldkarle, ægte-
skabsbrydere, horkarle . . ."
„Det er disse, der nedstyrtet til helvede lider den
almægtige Guds vrede ..." (L & P 76:103, 106).
Herren har befalet Præstedømmets bærere i vor
uddeling således:
„ . . . pryd altid dine tanker med dyd, da skal du
have større frimodighed for Guds åsyn, og
Præstedømmets lære skal falde på din sjæl som
himlens dug. Den Helligånd skal være din sta-
dige ledsager, og dit scepter retfærdighedens
og sanhedens uforanderlige scepter. . ." (L & P
121:45-46).
Gid vi må tænke rene tanker og afstå fra alle
urene handlinger, idet vi lever af hvert ord, der
udgår af Guds mund. (Se Matt. 4:4). Da skal vi
opnå glæde i dette liv og forberede os på at
komme tilbage til Herrens nærhed for der at
blive kronet med herlighed og evigt liv.
I Jesu Kristi navn. Amen. O
365
Satan er en realitet,
en magtfuld,
personlig ånd.
ÆLDSTE MARION G. ROMNEY af De tolvs Råd
Satan - Den store Bedrager
Mine elskede brødre og søstre og
venner, jeg er oprigtigt interesseret i
jeres tro og bønner. Jeg har særligt i
dag brug for Herrens Ånd, fordi jeg
har besluttet at tale om Hans fjende,
„Satan — Den store Bedrager."
I vil måske kunne huske noget af det,
jeg siger, hvis I tænker på en datters
udtalelse til sin moder: „Jeg kan ikke
gifte mig med John, for han tror ikke
på djævelen." Og moderens svar:
„Gift dig bare med ham. Vi to skal nok
få ændret hans syn på det spørgs-
mål."
En parallel til den ondartede løgn at
Gud er død, er den lige så ondartede
lære, at der ingen djævel findes. Sa-
tan er selv fader til begge disse løgne.
At tro på dem er at give efter for ham.
En sådan given efter har altid ført,
fører nu og vil fortsat føre mennesker
til udslettelse.
De sidste dages hellige ved, at der er
en Gud til. Med tilsvarende sikkerhed
ved de, at Satan lever, at han er en
magtfuld, personlig ånd, Guds såvel
som menneskets og retfærdighedens
ærkefjende.
Virkeligheden af såvel Guds som
djævelens eksistens fastslås endeligt
af Skrifterne og af menneskers erfa-
ring.
Abrahams beretning om Det store Råd
i Himlen, før jorden blev til, fastslår,
at både Gud og Satan tog del i det
råd. (Læs Abrahams Bog 3:22-28).
Forunderlig og betydningsfuld er den
kundskab, der åbenbares i den retning
— kundskab om tingene, som de var
i en fjern fortid, angående Gud, Fade-
ren, og Hans åndelige børn og an-
gående Hans planer for denne jords
skabelse. Den henviser til Evangeliets
plan og identificerer Kristus og Satan.
Ved uddybning af de sandheder, der
var åbenbaret Abraham, sage Herren
til Moses: „Denne Satan, som du be-
falede i min Enbårnes navn, er den
samme, som var fra begyndelsen; og
han kom til mig og sagde: 'Se, her er
jeg, send mig, jeg vil være din søn,
og jeg vil forløse menneskeheden, så
ikke en sjæl skal fortabes, og jeg vil
visselig gøre det. Giv mig derfor din
ære.'" (Moses 4:1).
Det gamle Testamentes profeter kend-
te Satan og hans rolle i Det store Råd.
Som talte han direkte til ham, sagde
Esajas: „Nej, at du faldt fra himlen,
du strålende morgenstjerne, fældet
og kastet til jorden, du folkebetvin-
ger! Du, som sagde i hjertet: Jeg stor-
mer himlen, rejser min trone deroppe
over Guds stjerner . . . den Højeste
lig. „ — Ja ned i Dødsriget styrtes du,
nederst i hulen." (Esj. 14:12-15).
I denne sidste uddeling har Herren
bekræftet, hvad Han i tidligere udde-
linger har åbenbaret vedrørende Sa-
tans rolle i Det store Råd. I september
1830 sagde Han til profeten Joseph
Smith: djævelen var til før Adam,
thi han gjorde oprør mod mig og sag-
de: 'Giv mig din ære, som er min
magt;' og en trediedel af himlens
hærskarer vendte han bort fra mig på
grund af deres handlefrihed." (L & P
29:36).
I februar 1832 bevidnede Joseph
Smith og Sidney Rigdon, at de i et
syn havde set, „at en Guds engel,
der havde myndighed for Gud, gjorde
oprør mod den enbårne Søn, ... og
. . . nedstyrtedes fra Guds og Sønnens
åsyn.
Han blev kaldt fortabelse, thi himlene
græd over ham. Det var Lucifer, en
morgenrødens søn." (L & P: 25-26).
Joseph Smith har i korthed opregnet
den store strid, der fandt sted, før jor-
den blev til, idet han sagde: „Kampen
i himlen var denne: Jesus sagde, at
der fandtes visse sjæle, der ikke ville
blive frelst, og djævelen sagde, at
han kunne frelse alle, og Jesus fore-
lagde sine planer for Det store Råd,
som gav Jesus deres stemme. Og
derfor gjorde djævelen oprør imod
,Gud og blev forstødt sammen med
366
alle, som gav ham deres støtte."
(Profeten Joseph Smiths Lærdomme,
side 432).
Da Satan og de, der fulgte ham, blev
„nedstyret", kom de til jorden.
I det syn, som Moses fik, sagde Her-
ren: „. . . Fordi Satan gjorde oprør
mod mig og søgte at tilintetgøre men-
neskets handlefrihed, som jeg, Gud
Herren, havde givet ham, og ligeledes
fordi han ville, at jeg skulle give ham
min egen magt, sørgede jeg for, at
han skulle nedstyrtes ved min Enbår-
nes magt. Og han blev Satan, ja, en-
dog djævelen, al løgnens fader, for
at bedrage og forblinde menneskene
og føre dem fangne efter sin vilje,
endog så mange, som ikke vil lytte til
min røst." (Moses 4:3-4).
Satan var i Edens Have sammen med
Adam og Eva før syndefaldet. Ikke
alene var han der, men han vedblev at
friste dem og deres børn, efter de var
blevet drevet ud af haven. Da Adam
og Eva modtog Evangeliet, glædede
de sig over det, „velsignede Guds
navn og . . . kundgjorde alt for deres
sønner og døtre.
Og Satan kom iblandt dem og sagde:
'Jeg er også en Guds søn;' og han
befalede dem og sagde: Tro det ikke,'
og de troede det ikke, og de elskede
Satan mere end Gud. Og fra den tid af
begyndte menneskene at blive køde-
lige, sanselige og djævelske." (Moses
5:12-1).
Fra da af til nu har Satan været på
jorden. Vi læser i Jobs bog:
„Nu hændte det en dag, at Guds søn-
ner kom og trådte frem for Herren, og
iblandt dem kom også Satan; Herren
spurgte Satan: „Hvor kommer du
fra?" Satan svarede Herren: „Jeg har
gennemvanket jorden på kryds og
tværs." (Job 1:6-7)
I sin dagbog skrev profeten den 11.
august 1831:
efter at vi havde slået lejr på
flodens bred, ved Mcllwaine's Bend,
så broder Phelps i et åbent syn ved
dagslys ødelæggeren i sin mest fryg-
tindgydende kraft svæve på vandenes
overflade; andre hørte støjen, men så
ikke synet." (Documentary History of
the Church, bind 1, side 203).
Satan er ond: aldeles og altid. Han
søger altid at kuldkaste Evangeliets
plan og „at fordærve menneskenes
sjæle L& P 10:27).
„. . . han tilskynder ingen til at gøre
godt, nej, ikke een, ej heller hans
engle, ej heller de, som underkaster
sig ham." (Moroni 7:17).
Ved den sidste nadver før sin prøvel-
se i Getsemane advarede Jesus Peter:
„Simon, Simon! Se, Satan begærede
jer for at sigte jer som hvede." (Lukas
22-1).
Satan har uigenkaldeligt viet sig til at
imødegå og overvinde Jesu Kristi
Ånds indflydelse på menneskene. Han
er repræsentanten for, ophavsmanden
til og fortaleren for den „modsætning
i alle ting," som Lehi henviser til i sine
belæringer til sin søn, Jakob. (Se
2. Nephi 2:11, 14-18).
Satans fremgangsmåder er forskel-
lige, uærlige og talrige.
„. . . med ethvert tænkeligt middel
søger han at formørke menneskers
sind og tilbyder dem derpå falskhed
og bedrag i forklædning som sand-
hed. Satan er en dygtig efterligner, og
i samme omfang som Evangeliets æg-
te sandhed g'weé til verden i stadig
tiltagende overflod, sætter han den
usande læres falske mønt i omløb . . .
(Som) 'Løgnens fader' er han . . . ved
års erfaring i sit afskyelige værk ble-
vet en sådan mester, at han om muligt
ville føre de udvalgte vild." (Se Matt.
24:24). (Joseph F. Smith i Daniel H.
Ludlows Latter-days Prophets Speak
[Bookcraft 1948], siderne 20-21).
Ved åbningen af hver uddeling har
han foretaget et direkte angreb mod
sandhedens fremkomst. Som allerede
anført, bedrog han Adams og Evas
sønner og døtre i den første evange-
liske uddeling.
Ved begyndelsen af den mosaiske ud-
deling, „kom Satan og fristede ham
og sagde: 'Moses, du menneskesøn,
tilbed mig'." (Moses 1:12).
I Jesu dage angreb Satan Mesteren
selv. (Se Lukas 4:1-13).
At Satan var til stede og stred imod,
at denne sidste uddeling skulle åbnes,
lærer vi af profetens udtalelse:
jeg blev grebet af en magt, der
ganske overvældede mig og havde en
så forbavsende magt over mig, at den
bandt min tunge, så jeg ikke kunne
tale. Tæt mørke omgav mig, og det
forekom mig en kort tid, som om jeg
var dømt til pludselig undergang."
(Joseph Smith 2:15).
Satans offensiv mod Mormons Bogs
fremkomst beskrives udførligt i Lære
og Pagter, afsnit 10.
Et andet vidnesbyrd om djævelens
indsats for at forpurre, at Evangeliet
udbredes, er Heber C. Kimballs beret-
ning om Satans angreb på de brødre,
der bragte Evangeliet til England i
1837. (Orson F. Whitney, Life of Heber
C. Kimball, siderne 143-145.)
Den almindelige god agelse af Satans
erklæring: „Jeg er ingen djævel, thi
der findes ingen." (2. Nephi 28:22)
forklarer i høj grad tilbagegangen i
vort forfaldne Samfund.
Vi sidste dages hellige behøver ikke,
og vi må ikke, lade os bedrage af
menneskers sofisterier angående Sa-
tans virkelighed. Der findes en per-
sonlig djævel, og det må vi hellere tro
på. Han og en talrig skare af følge-
svende, synlige og usynlige, øver en
kontrollerende indflydelse på menne-
sker og deres forhold i verden i dag.
En amerikansk profet fra fortiden, der
skuede vor tid og betragtede, hvad
der går for sig, profeterede, at hvis
Satan ikke kontrolleres, vil han føre
denne slægt ud i ødelæggelse. Idet
han talte om vor nuværende situation,
sagde Nephi: djævelens rige skal
ryste, og de, der tilhører det, må af-
gjort vækkes til omvendelse, ellers
vil djævelen fange dem i sine evige
lænker, og de opirres til vrede og
omkommer. Thi se på den dag skal
han rase i menneskehjerterne og
opirre til vrede mod det, der er godt.
Og andre vil han berolige og neddys-
se i vellystig sikkerhed, så at de vil
sige: Alt er vel i Zion, ja, Zion trives,
alt er vel; og således bedrager djæve-
len deres sjæle og leder dem omhyg-
geligt ned til helvede. Og se, andre
drager han bort ved smiger og fortæl-
ler dem, at der ikke findes noget hel-
vede, og han siger til dem: 'Jeg er
ingen djævel, thi der findes ingen' —
og således hvisker han dem i øret,
indtil han har fanget dem i sine gruful-
367
de lænker, hvorfra man ikke kan und-
slippe." (2. Nephi 28:19-22).
Jeg henleder ikke opmærksomheden
på disse ting for at skræmme, tage
modet fra eller sætte panik i nogen.
Jeg omtaler dem, fordi jeg ved, at de
er sande, og jeg er overbevist om, at
hvis vi skal „overvinde Satan, og slip-
pe ud af hænderne på Satans tjenere,
der understøtter hans værk." (L & P
10:5), så må vi forstå og erkende stil-
lingen, som den er. Dette er ikke
tiden, da de sidste dages hellige bør
gå uden om sandheden.
Men det er heller ikke tiden, da vi
skal lade os gribe af panik. Vor tids
vanskeligheder er ikke kommet over
os, mens vi var uforberedte. For eet
hundred og fyrre år siden åbenbarede
Herren tydeligt forløbet af vor tid. Vi
ved, at som Frelserens andet komme
nærmer sig, øges tempoet i Satans
kampagne for menneskenes sjæle
fortsat mere og mere. Vi ved, at ople-
velserne i de mellemliggende år vil
sætte menneskenes sjæle på prøve.
Vi ved også, at Gud lever; at Hans
„evige hensigter skal fremskyndes."
(Mormon 8:22) Vi ved, at for at vi skal
kunne holde stand mod Satan og hans
onde hæskarer, er Jesu Kristi Evange-
lium blevet os givet. Vi ved, at Kristi
Ånd og Hans Præstedømmes magt er
rigeligt skjold mod Satans magt. Vi
ved, at den Helligånds gave står til
rådighed for hver af os, den gave, som
er åbenbaringens kraft, hvilket om-
fatter den dømmekrafts gave, hvorved
vi uden at tage fejl kan opdage djæ-
velen og de forfalskninger, han med
så stort held pådutter denne lettroen-
de slægt. Vor kurs er klar og sikker.
Den består i strengt at adlyde Her-
rens bud, som de er optegnede i
Skrifterne og som de gives ved de
levende profeter.
Til slut bærer jeg mit vidnesbyrd an-
gående sandheden af disse ting, jeg
har henledt jeres opmærksomhed på,
ved disse bemærkninger.
Jeg ved, at Gud lever. Gennem egen
erfaring har jeg erhvervet viden om
Hans Ånd og Hans kraft. Jeg ved også,
at Satan lever. Jeg har opdaget hans
ånd og følt af hans kraft — ikke i den
grad, som profeten Joseph gjorde det,
men ved en lignende oplevelse.
Jeg ved, at ved Kristi andet komme,
om hvilket tegnene nu er talrige, skal
„Satan . . . bindes, så han ikke mere
skal have plads i menneskenes børns
hjerter." (L & P 45:55).
Jeg bærer videre vidnesbyrd om sand-
heden af Frelserens forudsigelse om,
at ved tiden for Hans komme skal „de,
der er kloge og har modtaget sand-
heden (dvs. som har taget imod Evan-
geliet), og taget den Helligånd til vej-
leder og ikke har ladet sig forføre, . . .
bestå på den dag. (Dagen for Hans
komme). Og (at) jorden skal gives
dem til arv; . . . Thi Herren skal være
midt iblandt dem; og hans herlighed
skal hvile over dem, og han skal være
deres konge og lovgiver." L. & P.
45:57-59)
At vi må tage den Helligånd til vej-
leder, erkende Satan, hans repræsen-
tanter og deres værk og ikke lade sig
bedrage af dem, så at vi må få del i de
forjættede velsignelser, beder jeg
ydmygt om i Jesu Kristi, vor Herres
navn. Amen. O
JULE-EVANGELIET
Men det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser
Augustus, at al verden skulle skrives i mandtal.
2,1-14: Kristi fødselsdag (A).
(Det var den første indskrivning, som skete, mens Kvirinius
var landshøvding i Syrien).
Og alle gik hen for at lade sig indskrive, hver til sin by.
Og fordi Josef var af Davids hus og slægt, drog også han op
fra Galilæa, fra byen Nazaret, til Judæa, til Davids by, som
hedder Betlehem, I Sam. 16,1 //. Mika 5,1.
Matt. 2,6. Joh. 7,42
for at lade sig indskrive tillige med Maria, sin trolovede, som
var frugtsommelig. Matt. 1,18.
Og det skete, medens de var der, kom tiden, da hun skulle føde.
Og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde
ham i en krybbe, thi der var ikke plads til dem i herberget.
I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt
nattevagt over deres hjord.
Og en Herrens engel stod for dem, og Herrens herlighed strå-
lede om dem, og de blev grebet af stor frygt.
Men engelen sagde til dem: «Frygt ikke; thi se, jeg forkynder
eder en stor glæde, som skal være for hele folket.
Thi eder er i dag en frelser født i Davids by; han er Kristus,
Herren !
Og dette skal være jer et tegn: I skal finde et barn svøbt og
liggende i en krybbe. »
Og i det samme var der med engelen en mangfoldig himmelsk
hærskare, som lovpriste Gud og sagde:
«Ære være Gud i det højeste! og på jorden fred i mennesker,
der har hans velbehag!» Luk. 19,38.
Ap.G. 10,36. Rom. 5,1. Ej. 2,14 /.
Og det skete, da englene havde forladt dem og var vendt tilbage
til Himmelen, sagde hyrderne til hverandre: «Lad os dog gå til
Betlehem og se det, som dér er sket, og som Herren har kund-
gjort os.» 2,1 5-20 -.Kristi fødselsdag (aftens.).
Og de skyndte sig derhen og fandt Maria og Josef tillige med
barnet, som lå i krybben.
Da de havde set det, fortalte de, hvad de var blevet sagt til
dem om dette barn.
Og alle, som hørte det, undrede sig over det, som hyrderne
sagde til dem.
Men Maria gemte alle disse ord i sit hjerte og grundede over
dem. Luk. 2,51.
Og hyrderne vendte tilbage og priste og lovede Gud vor alt,
hvad de havde hørt og set, således som der var blevet sagt til
dem.
368
n MMENES
SfDER,
En sand historie genfortalt AF LUCILE C. READING
Det var næsten jul, men der var in-
gen glæde i Marians hjem. Hun kun-
ne huske andre julehøjtider, da der
havde været det. Det var, når Far
var kommet hjem fra posthuset,
hvor han arbejdede med de breve,
der var mangelfuldt adresseret, han
havde haft et lykkeligt smil om mun-
den og hilst på hende, lillebror og
Mor. Sikken de havde spøgt og
moret sig og talt dejligt sammen og
som regel havde de læst en historie
før sengetid.
Alt det var før hendes lillebror plud-
selig var blevet syg og hurtigt døde,
inden nogen kunne hjælpe ham. Det
forekom Marian, at hendes far på en
måde også var død, for han smilede
aldrig mere, eller fortalte hende
historier eller hilste hende med et
knus og et kys. Faktisk syntes han
at være ligeglad med, om hun og
Mor overhovedet var der.
Marian kunne ikke tale med Mor om
problemet, for det ville bare gøre
hende mere ked af det, og hun men-
te ikke, at nogen anden ville kunne
forstå, hvordan det havde været i
deres hjem, og hvordan det nu var.
Så en dag fik hun den ide at skrive
et brev.
Det var ikke let at skrive et så vig-
tigt brev helt alene. Da det var fær-
digt, adresserede Marian det til
Grønland og puttede det i postkas-
sen på hjørnet. Brevet lød:
Kære Julemand
Vi er så bedrøvede hjemme hos os.
Min lillebror tog til Himlen i for-
året . . . Du behøver ikke at tage no-
89
get med til mig, men hvis du kunne
give Far noget, der ville få ham til
at være, sådan som han plejde at
være, så ville jeg sådan ønske, at
du ville gøre det. Jeg har hørt ham
sige til Mor, at kun evigheden kunne
helbrede ham. Kunne du ikke tage
noget af det med til ham . . .
Marian
Det var mere end et rent og skært
tilfælde, at brevet havnede på Ma-
rians fars bord for mangelfuldt ad-
resserede breve, i stedet for at blive
undersøgt af en anden mand i af-
delingen.
Senere på dagen da Far kom hjem,
var det næsten som om, julen alle-
rede var kommet til familien Arm-
strongs hjem, for, da han lukkede
døren op, var der et bredt smil på
hans ansigt. Han standsede lige et
øjeblik, bredte så armene ud, som
han plejede at gøre, og knugede
både Mor og Marian i dem. O
90
Debbie
og den talende tavle
AF DOROTHY DUNSTEDTER WARNER Illustreret af Sherry Thompson
Debbie Watson gned et kighul frit
for rimfrost på forruden og så ud.
Endelig var den snestorm, der havde
tudet uden for gården i tre dage,
ovre. Prærien i Iowa lå som et hvidt
eventyrland med blå skygger.
„Mor!" råbte Debbie, „kom og se,
hvor smuk hele verden er!" Pludse-
lig kom hun i tanker om sin døve
kusine, Mary Lou, der ville komme
næste dag for at bo hos hende en
uge. Hun vidste, at hun ville nyde
julen i morgen så meget mere, hvis
hendes kusine kunne tale og høre.
Jeg skulle skamme mig, tænkte hun,
men jeg ved, at det ikke bliver sær-
lig morsomt.
Nu svarede hendes moder, der var i
køkkenet og havde travlt med jule-
bagningen: „Jeg har set, skat, jeg
har travlt nu."
Debbie gik ud i køkkenet. „Jeg er
altid så glad, når familien kommer
på besøg til højtiderne; er du ikke
også? Bedstefar og Bedstemor er
så rare men jeg kan ikke huske,
hvordan onkel Ted og tante Lea er."
„Eller din kusine, Mary Lou," ind-
skød fru Watson, idet hun æltede
dejen. „Hun er på alder med dig. I to
har sikkert en masse til fælles. Jeg
har savnet min eneste søster sådan.
Jeg er glad for, at de flytter her til-
bage."
Debbie kunne ikke finde på noget at
sige.
Hendes mor kiggede på hende. Du
er meget nervøs for at møde Mary
Lou, ikke? Det skal du ikke være.
Hun har gået i særskole, og efter-
hånden kan du lære at tale med
hende."
Debbie tog en stor ske og smagte på
dejen.
Hendes mor snakkede videre: „Men
indtil da, så husk een ting Debbie.
Døve mennesker er også men-
nesker."
„Ja, Mor," svarede Debbie. Men hun
tænkte, jeg må jo være venlig og
sørge for, at hun morer sig — men
hvordan kan det blive andet end en
pligt?
Julemorgen hørte Debbie munter
ringen af kanebjælder. Hun skyndte
sig til vinduet ud mod vejen og fik
øje på en bil, der langsomt var på
vej op ad deres indkørsel fra lande-
vejen, der var renset for sne. Et par
gamle kanebjælder, der var bundet
til bilens antenne, klingede muntert.
Lyden vakte en pludselig følelse af
91
■ Ji~ " --'''■ „AflrikK
glæde i hendes hjerte, en følelse,
hun havde længtes efter, men ikke
havde kunnet finde. Hun spekule-
rede på, hvem der havde anbragt
bjælderne der.
Et øjeblik senere åbnede fru Watson
hoveddøren, og deres gæster trop-
pede op, læssede med bagage og
pakker.
Muffet, Debbies kat, for op ad trap-
pen for at gemme sig. Men Bosco,
familiens hund, hoppede og sprang
omkring i fornøjede cirkler, mens
den gøede højt. Debbie gik ud for
at tage imod dem, idet hun ønskede,
at hun var mere som Bosco.
„Bjælderne fortalte os, at I var på
vej," sagde hendes far leende. Plud-
selig var alle i gang med at kysse
og kramme hverandre. Debbie over-
vandt sig til at give Mary Lou et lille
klem. Hun prøvede , hele tiden at
huske på, at det ikke nyttede noget
at tale, så hun vidste, at det ikke
var nogen særlig begejstret omfav-
nelse.
Onkel Ted gav Debbie et stort knus.
„Det er Mary Lou, der har anbragt
dem der," sagde han. „Hun har set,
hvor glade folk synes at være for
klokker — skønt hun ikke har hørt
dem."
Debbie lo en lille, nervøs latter. Så
så hun forbi sin onkel hen på Mary
Lou. Hendes kusines varme, brune
øjne strålede af lykke. Debbie be-
gyndte at føle sig bedre tilpas.
I næste øjeblik var de voksne gået
ind i den store dagligstue. Debbie
stod sammen med Mary Lou i kor-
ridoren. Mary Lou så lige på hende.
Hun måtte foretage sig noget! Så
smilede Debbie og krummede sin
lille finger, for at betyde Mary Lou,
at hun skulle komme med/
Mary Lou gik med Debbie i,nd i
soveværelset. Debbie hentede en
lille pakke frem af toiletbordsskuffen
og rakte den til sin kusine. Den døve
pige smilede og trak en lille pakke
frem af lommen på sin sweater.
Da Debbie åbnede sin pakke, fandt
hun et sølvarmbånd til charms. En
lille dukke dinglede som den første
charm fra det. Omhyggeligt lod hun
sine læber forme ordet „Tak!" og
hun tog armbåndet på.
Mary så ud, som skulle hun briste af
spænding, idet hun rev papiret af
sin pakke. Hun fandt et rosa hjerte
i en lille guldkæde og gav Debbie
et hastigt knus.
I det samme stak tante Lea hovedet
ind ad døren og sagde smilende:
„I to, der har så travlt der, kom.
Maden er klar."
Mary Lou lagde armen om Debbies
skulder, mens de gik ind i spise-
stuen. Da Debbie satte sig, drog hun
et lille lettelsens suk. Det var tem-
melig anstrengende, tænkte hun, at
gøre sig forståelig for og selv forstå
en døv. Nå, lige nu havde hun ikke
andet at tænke på end at spise en
masse gåsesteg.
Middagen var lang og dejlig, og alle
blev siddende over desserten. Deb-
bies lillebror, Billy, svinede sig til
med mad, så hun måtte tage ham ud
og gøre ham ren. Hun ville ønske,
hun kunne finde på en måde at un-
derholde Mary Lou på.
94
Husk
AT FORNY DERES
ABONNEMENT
PÅ STJERNEN!
Abonnementsprisen (incl. porto)
er i Danmark kr. 16,00 pr. halvår,
kr. 30,00 for et helt år og i
udlandet $ 4,00 for et helt år.
1 Løssalg kr. 3,00 pr. nummer.
Betaling i check udstedt til
Den danske Stjerne, Priorvej 12,
2000 København F.-, eller gennem
postgiro 333.38 til Jesu Kristi
Kirke af Sidste Dages Hellige,
Dalga's Boulevard 164,
2000 København F.- Husk på
talonen at skrive „Stjernen".
Dersom beløbet ikke er indbetalt
senest den 15. januar 1972,
vil abonnementet automatisk
blive ophævet.
For halvårsabonnementer gælder
det, at beløbet skal være indbetalt
senest 15. januar og 15. juli.
Giroindbetalingskort kan fås på
grenskontorerne.
Efter middagen gik Debbie ned med
Billy, så han kunne få sig en lur, og
mødte på tilbagevejen Mary Lou i
korridoren, hvor hun gjorde tegn til
hende om at komme hen til garde-
robeskabet. Da Mary Lou tog sit
overtøj på, forstod Debbie, at hun
gerne ville ud at kælke.
Det var meget sjovere at kælke, end
Debbie havde troet. Igen og igen
susede de ned ad den lange bakke
på engen med Bosco i hælene. Mary
Lou blussede og var lykkelig og
morede sig, og et øjeblik glemte
Debbie næsten helt, at hendes
kusine var døv.
Debbie så til, mens Mary Lou klatre-
de op på en stub og lod sig falde på
hovedet ned i den dybe, bløde sne.
Det så så sjovt ud, at Debbie også
skulle prøve det. Pigerne kastede
sig i sneen, til aftrykkene fra deres
kroppe sås overalt på engen og fik
den til at tage sig ud som trykt stof.
Da solen gik ned, trak de to piger,
kolde og trætte, slæden tilbage til
huset — mens deres ansigter gløde-
de af lykke.
Da de var kommet indendøre, hjalp
de Billy med at give katten dukketøj
på og køre den en tur i den gamle
dukkevogn. Så tilberedte de små
stykker smørrebrød til et teselskab
med Billy.
Debbie syntes, at Mary Lou var
næsten lige så skæg som Marcia,
hendes bedste veninde i skolen.
Debbie kunne ikke lade være at øn-
ske, at hun kunne sige de ting, hun
havde lyst til, til Mary Lou, i samme
95
øjeblik de faldt hende ind, — og så
høre hendes svar på det.
Pludselig fik Debbie en ide! Hun løb
hurtigt ud i køkkenet og kom tilbage
med den lille, sorte skiffertavle, og
kridtet, hendes mor havde ved tele-
fonen.
Mary Lou så til, mens Debbie skrev:
„Du er sjovere end et helt abebur,
Mary Lou!"
Med et fornøjet udtryk tog Mary Lou
tavlen og skrev et svar: „Jeg morer
mig også. Hvis du har lyst, kan vi i
morgen tage fat på tegnsprog og
mundaflæsning."
Debbie skrev „Ja" med store bog-
staver på tavlen!
Om aftenen sad hele familien ved
en kraftig ild i den store kamin.
Hr Watson tog sin banjo frem og
begyndte at plimre „Jingle Bells."
Alle sang med undtagen Mary Lou;
men fornøjelsen lyste i hendes an-
sigt.
Debbie greb igen „Den talende Tav-
le", som pigerne nu kaldte den, og
skrev: „Jeg er glad for, at du er min
kusine, og at I er flyttet hertil."
Mary Lou læste det og smilede
bredt. Så skrev hun: „I lige måde."
Derpå viskede hun hurtigt ordene
ud på den lille tavle og skrev:
Glædelig jul, allesammen!
O
Uvervej disse ord, som Frelseren
udtalte, mens Han talte med den sama-
ritanske kvinde ved Jakobs brønd:
„Enhver, som drikker af dette vand,
vil tørste igen, men den, som drikker
af det vand, jeg giver ham, han skal til
evig tid ikke tørste; men det vand,
jeg giver ham, skal i ham blive et kil-
despring til evigt liv." (Joh. 4:13-14)
Hvilken mere storslået måde at vise
Jesu Kristi Evangeliums frelsende,
helbredende principper på, findes der
vel end at sammenligne dem med det
livsbevarende vand — vand, der er
uundværligt for hvert eneste menne-
ske, hvis det skal leve.
Frelseren fortalte kvinden, at hvis hun
drak af brønden, ville hun tørste igen;
men hvis hun drak af Hans brønd og
nød af de principper, som Han lærte,
ville hun aldrig komme til at tørste
mere, men hendes sjæl ville næres,
og hun ville opnå evigt liv.
Vi lever i en sammensat verden, fuld
af udfordringer. Unge og gamle synes
at spadsere frem og tilbage, idet de
drikker af forskellige brønde og søger
efter det vand, der kan nære deres
sjæle, slukke en indre tørst.
Det gælder de unge mennesker, der
beskæftiger sig med forskellige sager,
nogle "populære, mange, der kan ud-
rette meget godt, og nogle få militan-
te, det gælder den voksne, der ikke
finder nogen tilfredsstillelse i sit kald
og måske kun skuffelse i sit ægteskab
og tomhed i livet, — den stridbare,
der bruger sit liv til bittert at fordøm-
me det, han er modstander af, men
aldrig er helt sikker på det, han er for,
— den, der vender sig til stoffer og
måske sågar søger at ligestille det
med en åndelig oplevelse og så må
indse, at for hvert højdepunkt er der
Drik af det rene vand
AF PRÆSIDENT LOREN C. DUNN, af de Halvfjerds' første Råd
Livets vande
findes i Evangeliets
principper.
et eller andet dystert lavpunkt —
måske er det sådan, at disse men-
nesker og mange andre giver sig af
med særlige emner og opfører sig
uberegneligt mere på grund af en
indre trang til at tilfredsstille en læng-
selsfuld sjæl, end på grund af den
369
Drik af det rene vand
overfladiske værdi af det, de beskæf-
tiger sig med, hvor værdifuldt det end
kan være.
Selv i Rusland, hvor folket i halvtreds
år har drukket af den socialistiske
morals brønd, tyder visse ting på, at
der eksisterer et ønske om noget
mere nærende. I sin gennemgang af
religion i Rusland i dag fastslår journa-
listen, Paul Wohl, at „den socialistiske
moral er blevet godtaget som den
officielle målestok for god opførsel;
men hvorvidt sovjetmennesket er me-
re harmonisk end sine forfædre, er et
åbent spørgsmål. Der eksisterer et
videnskabeligt udsyn," siger Wohl,
„men også et religiøst. Religionens
tilbagevenden," siger han, „er et
fænomen, som de kommunistiske ide-
ologer ikke kan forklare, og som de
foretrækker at forbigå i tavshed."
Han konstaterer, at bevægelsen hen
imod det religiøse overvejende sæt-
tes i gang af unge mennesker.
Forfatteren fortæller om en simpel
russerinde, som blev besøgt af sin
nabo, en ung fysisk ingeniør. „Jeg
ved, at De er troende;" sagde inge-
niøren, „vil De fortælle mig om Gud?
Den marxistiske videnskabs filosofi
tilfredsstiller mig ikke. Jeg vil gerne
lære de troendes synspunkt at ken-
de."
Det er yderst interessant at mærke
sig, at der er noget grundlæggende i
menneskets væsen, der før eller sene-
re vender det til dets skaber, forudsat
at det ikke fuldstændigt undertrykker
denne tilbøjelighed ved onde handlin-
ger eller kronisk vantro, og forudsat
at det ikke dresserer sig selv til at
slå sig til tåls med mindre ved at stå
fast på, at det, det ikke ved eller ikke
har erfaret, ganske simpelt ikke er til.
Idet Alma taler om Frelseren, siger
denne profet:
„Han indbyder alle mennesker; thi
barmhjertighedens arme er udstrakt
til dem, og han siger: Omvend jer, og
jeg vil modtage jer. Ja, han siger: Kom
til mig, da skal I nyde frugten af livets
træ: ja, I skal frit spise og drikke af
livets brød og vand."
„Jeg siger jer, at den gode hyrde
kalder jer; ja, og i sit eget navn kalder
han jer, hvilket er Kristi navn . . ."
(Alma 5:33-34, 38).
Derefter lærer Alma folket det der
vedrører Jesu Kristi Evangelium, og
hvad de kan gøre for at finde næring
for deres sjæle og få fred og forbere-
de sig til evigt liv. Derpå siger Han:
„Og jeg, Alma, befaler jer nu i hans
sprog, som har befalet mig, at I vil
bestræbe jer på at gøre efter de ord,
jeg har talt til jer.
Jeg taler efter befaling til jer, som
tilhører kirken; og dem, der ikke til-
hører kirken, indbyder jeg og siger:
Kom og bliv døbt til omvendelse, så
I også kan få del i frugten af livets
træ." (Alma 5:61-62).
Som dette sidste skriftsted viser, er
det muligt for et menneske at have
frugten af livets træ frit til rådighed,
men uden at få gavn deraf, hvis han
ikke spiser af den!
Det minder mig om to unge mænd,
der kom for at besøge mig for nogle
måneder siden. De var blevet anbe-
falet af deres præstedømmeledere.
Fra det øjeblik de trådte ind i kontoret,
begyndte de på det kraftigste at dra-
ge Kirkens doktriner, lærdomme og
fremgangsmåder i tvivl. Deres hold-
ning var imidlertid ikke at modvirke,
da de oprigtigt søgte efter svar.
Til slut spurgte jeg dem, om deres
spørgsmål måske var symptomer på
deres problem og ikke årsagen dertil.
Var deres virkelige spørgsmål ikke,
hvorvidt Kirken var sand eller ej?
Hvorvidt den virkelig er Jesu Kristi
Kirke? Og hvorvidt den ledes ved
guddommelig åbenbaring? De unge
mænd gav mig ret i, at de måske,
hvis de var sikre på svarene på disse
spørgsmål, kunne klare de øvrige
spørgsmål, der syntes at opstå i de-
res hjerter.
Jeg spurgte dem, om de var villige til
at deltage i et eksperiment. Den ene
af dem syntes at have interesse for
atletik; derfor henvendte jeg mig til
ham og spurgte: „Hvis du ønsker at
lære om vands kemiske egenskaber,
ville du da tage til det stedlige stadion
og løbe banen fire gange rundt?"
Han svarede: „Selvfølgelig ikke."
Jeg spurgte: „Hvorfor ikke?"
Han sagde: „De to ting har intet med
hinanden at gøre."
Vi slog da op i Johannesevangeliet,
kapitel syv, og læste: „Hvis nogen vil
gøre hans vilje, skal han erfare om
læren er fra Gud, eller jeg taler af mit
eget." (Joh. 7:17).
Hvis vi skal eksperimentere med de
ting, der har med Kristus at gøre, så
må vi underkaste disse ting en åndelig
prøve, som Frelseren selv har udfor-
met for alle dem, der ønsker at vide,
— en handlingens prøve.
Jeg spurgte dem, om de læste Skrif-
terne.
De sagde: „Nej."
Jeg spurgte dem, om de bad.
De sagde: „Sjældent."
Jeg spurgte dem, om de holdt Vis-
domsordet.
De sagde: „Til tider."
Jeg spurgte, om de kom i Kirken.
De sagde, at det var de holdt op med.
Jeg spurgte dem, om de ville være
interesserede i et tre-måneders eks-
periment. De sagde, at de ville prøve,
men ikke så gerne ville love noget,
før de vidste, hvad jeg tænkte på.
370
„Vil I i de næste tre måneder komme
til alle Kirkens møder lytte opmærk-
somt til det, der siges, ja, mærke jer
hovedpunkterne, som lærerne frem-
hæver, og hvorledes disse punkter
kan anvendes i jeres liv?"
De tænkte sig om en tid og sagde så,
at det ville de.
„Vil I i de næste tre måneder genind-
føre bøn i jeres personlige liv, om
morgenen og om aftenen, idet I takker
Gud for de velsignelser, I nyder, og
beder Ham om hjælp til at vide, om
Kirken er sand, og om de ting, I gør,
har betydning for jeres liv?"
Den ene af de unge mænd, der be-
tragtede sig som agnostiker, 1 stand-
sede brat op ved dette, men til sidst
gik han ind på at gøre det for eksperi-
mentets skyld, han ville godtage dette
grundlag, at der er en Gud, og ville
påkalde denne Gud for at få det lys
og den kundskab, han søgte.
Jeg spurgte dem, om de de næste tre
måneder ville afholde sig fra at drik-
ke, ryge og bruge stoffer. Skønt dette
fremkaldte en del ophidselse, beslut-
tede de at gøre det.
Jeg spurgte dem, om de ville beslutte
sig til de næste tre måneder at holde
sig moralsk rene og i overensstem-
melse med de principper for dyd, som
Frelseren lærte. De sagde, at det ville
de. Så foreslog jeg, at de på egen
hånd opstillede et skema for de næ-
ste tre måneder om læsning af hele
Mormons Bog fra ende til anden, —
nogle få sider hver dag, med en bøn
for hver gang, de satte sig at læse,
om, at Herren ville velsigne dem til at
vide, om bogen er sand og faktisk
kommer fra Ham. Det gik de ind på.
I foregribelsen af det, der måske ville
ske nu, sagde jeg: „Nuvel, hvis I får
lyst til at fortælle jeres venner om det
her, vil deres første kommentar sand-
synligvis lyde: ,Hold da op, hvor bror
Dunn har snøret jer.' Sådan vil I må-
ske også føle det nu og da under
dette eksperiment; men lad det ikke
afholde jer fra at gøre det, I er gået
ind på. Hvis I mener, at det kan blive
et problem, så gem det i baghovedet,
og fortsæt forsøg ærligt, og lad dette
tre-måneders eksperiment tale for sig
selv." Jeg tilføjede: „Hvis tingene går,
som de skal, vil I bemærke visse bi-
resul tater, såsom voksende opmærk-
somhed og omsorg over for jeres
medmennesker og større glæde over
og hensyntagen til andre." De tog
imod udfordringen og gik deres vej.
Selvfølgelig var det, vi virkelig håbe-
de på, den oplevelse, som ethvert
medlem har ret til at nyde, og alle
andre har ret til at modtage, og det
er den kundskab, der stammer fra et
personligt vidnesbyrd. Jeg tror, Brig-
ham Young har beskrevet det bedst,
idet han siger:
„Ingen anden oplevelse, der kendes
af det dødelige menneske, kan sam-
menlignes med Helligåndens vidnes-
byrd eller udsagn. Det er så kraftfuldt
som et tveægget sværd og brænder i
menneskets bryst som en fortærende
ild. Det tilintetgør frygt og tvivl og
efterlader i deres sted aldeles ubetin-
get og uigenkaldelig viden om sand-
heden af et princip eller en ting . . ."
„Dette samme vidnesbyrd har støttet
trofaste hellige indtil nu og vil være
en lygte på deres sti for evigt. Virk-
ningen af dette vidnesbyrd rækker
opover og udenfor alt fysisk eller jor-
disk og gør slægtskab med Gud til
en bogstavelig, levende kendsgerning.
Hver fiber i både legeme og ånd rea-
gerer på det vidnesbyrds udsagn, og
sjælen kender og lever i sandheden."
Derfor, I, der har smagt vandet fra
mange brønde blot for at finde, at
sjælens uudslukkelige tørst driver
dem videre i søgen efter det, der brin-
ger fred og næring til hjertet — I —
hvem I end er, medlem eller ikke-
medlem — vil I komme og drikke af
denne brønd og smage og prøve og
se, om ikke I har fundet livets van-
de, hvor I kan drikke for jeres sjæl
og ikke tørste mere, men fyldes med
glæde og den sande kundskab om
Jesus Kristus og Hans lærdomme og
formålet med jeres eget liv?
Sammen med denne indbydelse giver
jeg jer mit vidnesbyrd om, at jeg ved,
at Gud lever. Jeg ved, Han lever, og
at Jesus Kristus er vor forløser og
Hans Søn. Joseph Smith har set, hvad
Han hævdede at have set, og vi har
en Guds profet, der sidder her sam-
men med os og præsiderer i dag. Jeg
bærer jer dette vidnesbyrd i Jesu
Kristi navn. Amen. O
1 Agnostiker, een der mener, at man ikke kan
vide noget om det, der ikke kan erfares.
371
„Tør dine fødder på det tæppe!" formanede Mark Seve-
rin, seniorpatruljefører for trop 108, hver af drengene,
efterhånden som de trådte ind i den gamle bjælkehytte,
som var deres spejderhus. Marks lyse hud dannede en
skarp modsætning til hans mørke, velsoignerede hår. Hans
spejderuniformsbukser krøb en lille tomme nærmere hans
læg hver uge, og ærmerne så ud, som de skrumpede.
Men det syntes spildt at købe en ny uniform nu, da han
næsten var klar til forfremmelse. Hvis blot han kunne få
det sidste, af det der krævedes for at blive bærer af
riddersnoren, færdigt.
Da mødet var forbi, blev Mark tilbage. Joe Palmer, hans
tropsfører, sad ved bordet og ordnede nogle papirer.
Han kiggede op på Mark. „Hør, Mark, hvornår vil du gå
videre med dit tjenesteprojekt? Du kan jo ikke få ridder-
snoren uden."
„Jeg ved det," svarede Mark. „Det var det, jeg gerne ville
tale med dig om, broder Palmer. Min familie og jeg har
bestemt os med hensyn til dette tjenesteprojekt."
„Godt. Hvad er det?" spurgte Joe?
„Jeg vil lege julemand." Mark kunne se Joes mund åbne
sig i forbavselse.
„Du er for mager, mand. Det, du i virkeligheden ønsker,
er, at jeg skal gøre det for dig. Ikke sandt?" Joe klappede
sig på sin brede mave.
Mark lo: „Det havde jeg slet ikke tænkt på."
„Hvordan har du tænkt dig at skaffe penge til sådan no-
get?" spurgte Joe.
„Hvordan kunne du vide, hvad jeg havde i sinde at gøre?"
„Jeg havde tænkt mig at leje filmen, „Tigerstierne."
Måske kunne jeg få tilladelse til at bruge kulturhallen i
kirkebygningen. Jeg synes, det her er et samfundspro-
jekt, fordi de, der bor her, kan være med til at gøre en
uselvisk indsats ved at støtte filmen. Her er et eksem-
plar af nogle billetter, jeg har skrevet på maskine." Bil-
letten så sådan ud:
Tigerstierne
Second Ward
15. december
Foreslået bidrag: Voksne kr. 5,00 — Børn kr. 2,50
Mark fortsatte: „Jeg havde tænkt mig at sælge popcorn
og godter for at få flere penge ind. Overskuddet kunne
skaffe en familie en jul. Jeg vil lære en masse ved et
tjenesteprojekt som dette."
„En hel masse," indrømmede Joe. „Hvad nu, hvis du ikke
har held med dig og ikke tjener ret mange penge?"
„Det skal simpelthen lykkes. Hvis vores trop også ville
sælge billetter og sætte stole op og hjælpe med at sælge
popcorn og godter den aften, så ville de få del i projek-
tet og de ville komme til at ofre sig nu til jul."
„Hvad med en familie til projektet?"
„Mor har ringet til kommunalbestyrelsen og spurgt efter
trængende familier. Vi kan godt få een," svarede Mark.
„Du er vel klar over, at det her vil koste din egen jul,"
advarede Joe.
„Naturligvis. Jeg beder ikke om noget som helst til mig
selv. Forstår du, jeg har aldrig før vidst, at der var men-
nesker, der ingen jul ville få, hvis ikke andre træder til."
Joe nikkede. „Vi vil støtte dig helt og fuldt, Mark. Jeg sy-
nes det er en storslået ide, du har fået."
Der var travlhed de følgende to uger. Selv i skolen sad
EN SAND HISTORIE AF DORA D. FLACK, Illustreret af Dale Kilbourn
Sn spejder
træder til
372
Mark og spekulerede over alle de småting, der skulle ord-
nes. Men da det hele var overstået, og Mark talte over-
skuddet, var han glad. Han havde over 525 kroner i over-
skud. Han forbavsedes, når nogle mennesker i Kirken
trykkede ham i hånden og sagde: „Her er lidt penge til
dit projekt," eller når de gav noget specielt til sagen.
Kontoret tildelte ham en familie, der bestod af en mor og
hendes to små børn — en dreng på 4 og en pige på seks.
Mark og hans mor tog hen og besøgte fru Smith for at
forhøre sig om familiens behov til jul. Da hun tog imod
dem i døren, kunne hun ikke skjule sin skuffelse. Hun
gned hånden mod panden. „Jamen, jeg troede, at det kun
var rige folk, der gjorde den slags. Og så har de sendt
en dreng!" Det lykkedes hende at holde tårerne tilbage.
„Jeg er sikker på, at vi kan skaffe Deres børn en god jul.
Hvad behøver De?" spurgte fru Severin. Udstyret med
listen gik „julemanden" i arbejde.
Julemorgen vågnede Mark før nogen anden. „Glædelig
jul, allesammen!" galede han. Han følte sig svimmel af
lykke. Mens familien Severin var ved at lukke pakker op,
ringede telefonen. Mark tog røret. „Glædelig jul!" hilste
han muntert.
„Julemand?" spurgte stemmen prøvende.
Mark, der genkendte fru Smiths stemme, svarede „Ja."
Tavshed i den anden ende. Hjertet sank i livet på ham.
Havde det slået fejl?
„Jeg — ." Mere tavshed. Så lød det: „Jeg vil bare sige, at
der er en dreng, der har givet os den dejligste jul, vi no-
gensinde har haft. Hvordan kan jeg nogensinde takke
dig?" Mark kunne høre fru Smiths børn højrøstet forlange
at få lov at tale med ham. Den næste halve time fortalte
de ham ophidsede, hvilken dejlig, dejlig jul det her var.
Da han lagde røret på, strålede hans brune øjne. „Død og
pine! Det her er den bedste jul, jeg nogensinde har haft.
At tænke på andre og gøre noget for dem — selv folk
jeg ikke kendte — det er julens sande ånd!"
To uger senere sad Mark på cementgulvet i spejderhyt-
ten, mens Joe Palmer lyttede til rapporten om hans pro-
jekt. Joe spurgte: „Hvad mener du, du virkelig har lært
af dette foretagende, bortset fra glæden ved at give?"
„Jeg har lært, at man ikke kan udrette noget værdifuldt
alene. Det krævede en indsats fra hele min familie og
fyrene i troppen."
„Andre ting?" frittede Joe.
„Ja, jeg har aldrig før forstået, hvor meget Mor hjælper
mig på så mange måder. Nu ved jeg, hvorfor en spejders
mor altid får en nål sammen med sin søn." O
373
MELVIN DEGRAW,
lustreret af Richard Bird
Skal
jeg vandre
Melvin DeGraw fattede dyb interesse
for Kirken, fordi han kom til at læse
noget antimormon litteratur på et
offentligt bibliotek. Han blev døbt for
seks år siden og er nu et aktivt med-
lem af St. Louis (Missouri) First Ward.
Jeg husker kun Jotun meger svagt nu.
Ligesom årene har lagt deres slør
over mindet om hine barndomsople-
velser i Midtnorge, så har de også
forstærket min erindring om nogle få
begivenheder for så mange år siden.
De små, hvide sneflager, der nu fyger
ved mit vindue, minder mig om Jotun
og den jul for mange år siden.
Det var i 1918, og vinteren var streng
i den nordlige dal i Jotun i Norge,
hvor min far stred med en lille gård.
Skønt gårdens marker aldrig velsigne-
des med den rige jord, der findes i
overflod på vestlige fastlande, lykke-
des det os at få det til at løbe rundt
med et lille høstudbytte. Det var altid
hårdt arbejde, og vi havde ikke megen
luksus.
Julen var en dag, vi alle utålmodigt
så frem til. Vi begyndte at pynte huset
tidligt i december, og de følgende
uger samledes vi rundt om klaveret
for at synge julesange. Der var altid
munterhed og glæde, mens ånden
fra vor Messias' fødselsdag dvælede
i luften.
Mens vi var meget små, plejede min
søster og jeg at klippe julepynt til
træet og få alt gjort klart til den store
aften, da julemanden ville aflægge sit
natlige besøg.
Det var juleaften, at den begivenhed,
der er sunket så dybt i min bevidst-
hed, fandt sted. Jeg var ved at bære
mælken ud af stalden, idet jeg gik
rask hen over den nyfaldne sne hen
imod det lillebitte, klart oplyste hus.
Luften var bitterlig kold, og stjernerne
tindrede som diamanter gennem det
uhyre sorte over mig.
Pludselig hørte jeg en lyd, en svag,
skarp, knækkende lyd, der gav et
ekko gennem dalen. Jeg stod fastnag-
let til stedet med de tunge mælke-
spande hængende ved min side. Nu
kunne jeg ingenting høre, idet stilhe-
den opslugte den lille afsats og den
umådelige dal. Jeg anstrengte mine
øren; hver fiber i min krop var på vagt
over for enhver lyd. Da jeg havde
stået således i, hvad der syntes en
evighed, kom lyden igen, en lille
smule tydeligere end første gang.
Det var en knirkende, knækkende lyd,
kun et ekko fra de fjerne tinder, da
den nåede mig.
Skønt jeg aldrig havde hørt den lyd
før, vidste jeg, hvad det var: Millioner
af tons is, der var ophobet lag på lag
gennem årene, gled langsomt ned fra
een af de gigantiske tinder!
Jeg sprang ind i huset med et hyste-
risk hyl, mens ordene kvaltes i min
hals: „Far, isen er på vej ned! Jeg
hørte den knække lige nu. Den falder
ned i dalen og slår alle mennesker
ihjel!"
Min stemme syntes at låse sig fast
om mig, og jeg stoppede brat, idet
mine hænder greb om ryggen på en
stol. Min far kom roligt, men hurtigt
hen ved siden af mig. Han tvivlede
ikke på, hvad jeg havde hørt. Han
kunne se det af det forskrækkede ud-
tryk i mit ansigt. Han gik hen til den
åbne dør og stod tavs; hans ånde blev
synlig i stuen, der hurtigt afkøledes.
Da han vendte sig om mod os, var
hans smukke ansigt langt og fortruk-
kent, og hans øjenbryns lige linier
prægedes af bekymring. Hans enkle
konstatering var afgørende: „Det er
isen på Galdhopiggen. Folk i dalen må
advares."
Vi vidste alle, at skulle isen komme i
skred, ville den rulle som en lavine
hærgende gennem dalen, tilintetgø-
rende alt i sit grufulde kølvand. En
sådan katastrofe var indtrådt året før
min store søster blev født, og begge
min fars forældre var omkommet.
Far tænkte hurtigt. Tiden var kostbar,
og den dybe sne ville være en næs-
ten uoverkommelig hindring. Han kun-
ne let falde i en af de foræderiske
driver af løs sne, som var umulige at
få øje på om natten; eller han kunne
omkomme sammen med folk i dalen,
hvis lavinen kom, inden han nåede
tilbage.
Vort hus lå forholdsvis sikkert på en
lille afsats, med dalen nedenunder
strækkende sig stejlt syd for os. Men
der var ni huse i dalen. Far ville ad-
vare hver familie og foreslå dem at
komme med op til afsatsen sammen
med ham.
Hele den lange nat sad min mor, mine
søskende og jeg i den lille stue, tryl-
lebundne af det flakkende skær fra
lyset, mens det fremkaldte groteske
skygger på væggen. Nu hørtes lyden
af bristende is, idet den med uregel-
mæssige mellemrum gav genlyd gen-
nem dalen. Den gled måske en tomme,
måske en fod ad gangen. Hvor mange
sekunder, minutter eller timer endnu,
inden katastrofen ville hjemsøge dalen
nedenunder?
Da daggryets første stråler trængte
gennem ruden, tænkte vi på denne
særlige dag — juledag. Og vi tænkte
på Far, der var et eller andet sted i
dalen, Far, der ved Guds styrke og
magt lededes på en farlig mission.
Det var bitterlig koldt, og himlen var
klar og skarp, da vi til sidst samledes
ved døren og kunne se en tynd række
mennesker, der langsomt kom gående
hen imod os ad den snedækkede sti
nedenfor. Far, med ubarberet ansigt,
gik forrest.
Klokken 11.30 den sabbatsmorgen
syntes hele bjerget Galdhopiggen at
tømmes ned i dalen med en buldren,
der ikke ville lade andet tilbage efter
sig end ødelæggelse. Der ville ingen
huse blive tilbage, ingen hjem at ven-
375
de tilbage til; men folk var i live. Ja,
det var jul! Til trods for ødelæggelsen
glædede vi os den dag og takkede
den venlige og nådige Gud, der havde
sparet vore liv ...
Nu rejser jeg mig fra stolen og går
hen til vinduet, hvor jeg betragter et
lille snefnug, der sætter sig til hvile
på ruden. Tårerne kommer frem i mine
øjne, idet mindet om den begiven-
hedsrige dag atter kommer til mig.
Jeg vender mig fra vinduet, og mit
hjerte bliver varmt. Vort juletræ er
ikke stort i år. Gaverne til vore børne-
børn venter på et blive åbnede af de
blåøjede unge mennesker julemorgen.
Ungdommelige og uskyldige, som de
er, kender de endnu ikke til vintre i
Jotun for mange år siden. Men, oh, de
vil vide det, når de bliver gamle nok;
for dette er en historie, som de må
gentage for deres børn.
Det er godt for et menneske at
standse op og genkalde sig sin faders
historier. Det bringer ydmyg glæde og
en ånd, der vil vare længe efter at
julens minder er borte. O
376
Om morgenen på sin halvfjerdsers-
fødselsdag kiggede Amelia Wallace i
spejlet og så en gammel kvinde. Før
mente hun, at det bare var dårlig be-
lysning, der fik hendes ansigt til at se
så rynket og hendes hår så hvidt ud.
Men da hun skyndte sig ud i det solop-
lyste køkken for at sikre sig ved et
kig i det lille spejl ved bagdøren, fandt
hun det samme trist udseende, ældre
menneske, der stirrede tilbage på
hende.
„Halvfjerds år gammel," hviskede
hun. „Hvordan er det sket så hurtigt?"
Hun stod stadig der ubevægelig og
stirrede på sit spejlbillede, da hendes
mand, Harvey, brasede ind gennem
bagdøren.
„Hvad med en bid morgenmad?" sag-
de han. „Jeg tror, jeg vil lunte over til
gartneriet og hente et par æbletræer
til morgen. Der er plads til tre eller
måske fire mere langs hegnet."
Harvey og hans æbletræer! Han syn-
tes simpelthen ikke at kunne godtage
den kendsgerning, at deres lille plet
jord i byen ikke kunne frembringe den
samme mængde æbler, som deres
gård med dens store frugthaver havde
frembragt.
„Harvey," sagde Amelie, „det er min
halvfjerdsers fødselsdag."
Harvey blev lang i ansigtet: „Åh, Ame-
lia, det må du undskylde. Jeg har helt
svedt det ud. Jeg har ikke engang
taget en æske chokolade med til dig."
Amelia var irriteret. „Harvey, jeg er
Lael J. Littke, søndagsskolelære-
rinde i East Pasadena Ward (Califor-
nien) er husmoder og moder, og hen-
des fortællinger er for nylig blevet
trykt i Ladies' Home Journal og andre
amerikanske tidsskrifter.
LAEL J. LITTKE
ligeglad med chokolade. Kan du ikke
forstå? Jeg bliver halvfjerds i dag.
Halvfjerds år gammel."
Harvey nikkede uforstående. „Nå, ja,"
sagde han, „halvfjerds plejer at kom-
me efter niogtres, ikke?"
„Harvey," sagde Amelia dæmpet, „Jeg
er gammel."
Harvey gik tæt hen til hende og så
hende ind i ansigtet. „Jeg synes ikke,
du ser gammel ud," sagde han. „Jeg
vil tro, du skulle være god for en
femogtyve, måske tredive år endnu."
Ved en anden lejlighed ville hun have
leet og klappet ham på hånden eller
kysset ham på hans usædvanligt glat-
te kind. Nu vendte hun sig imidlertid
bare bort og sagde: „Jeg koger dine
æg.
Mens hun tilberedte maden, vaskede
Harvey rask sine hænder og dækkede
bord til dem begge, alt imens han
snakkede om sin planer for flere æb-
letræer.
„Du ved, ham Bill fra produktionsaf-
delingen i Cullens forretning?" spurg-
te han. „Han sagde, at han ville købe
alle de æbler, jeg kommer med. Han
siger, at mine æbler er de bedste her
på stedet. Kunderne spørger efter
dem." Der sporedes en tone af stolt-
hed i hans stemme. „Jeg regner med,
at hvis jeg planter lidt flere træer, vil
jeg om nogle få år kunne frembringe
nok til at lave en særlig emballage."
Amelia lyttede bare til hans snak.
Hvordan kunne han tænke i perioder
på fire eller fem år til? Kunne han ikke
indse, at han nu var femoghalvfjerds
år gammel, og at han til den tid ville
være næsten firs?
Amelia talte næsten ikke, mens de
spiste morgenmad; men Harvey havde
masser at sige. Amelia var glad, da
han til sidst tog afsted til gartneriet,
idet han sagde: „Jeg tror, jeg vil tage
Et spørgsmål om retning
et halvt dusin nye rosenbuske med til
din have. Det er en bedre fødsels-
dagsgave end chokolade. Du kan glæ-
de dig over roserne i årevis."
Hun kiggede efter ham, mens han
fløjtende spadserede ned ad stien i
retning af den ramponerede, lille last-
bil. Han havde insisteret på at beholde
lastbilen, da de solgte gården. Hans
gang var rask, og hans opløbne krop
var stadig sej og rank som en fornæg-
telse af den rheumatisme, hun vidste,
undertiden plagede ham.
Jeg kan simpelthen ikke holde al den
fomøjethed ud i dag. Tænkte Amelia
ved sig selv. Jeg går over og besøger
Dora. Hun kunne være sikker på me-
dynk fra Dora. Dora havde et tykt al-
bum med fotografier, der gjorde det
let at huske den tid, da de var unge
og kønne.
Dora blev glad ved at se hende. „Jeg
sad netop og tænkte på dig, Amelia,"
sagde hun, mens hun førte sin gæst
ind i den mørklagte dagligstue. Sæd-
vanligvis generede det Amelia, at
Dora altid havde sine rullegardiner
trukket ned, men i dag passede det
til hendes stemning.
„Jeg har læst i avisen hjemmefra, at
Arthur Bronson er kommet tilbage på
besøg," fortsatte Dora, „og jeg sad
og mindedes dengang, han var vores
engelsklærer i gymnasiet og alle vi
piger var varme på ham. Der står i
avisen, at det var det første sted, han
underviste, så han er nok kommet
tilbage for at se, hvor han fik sin
start."
„Åh, jeg husker ham så godt," sagde
Amelia smilende. „Vi fik lært så meget
engelsk det år, fordi vi gerne ville
gøre ham tilpas. Han var så smuk."
Dora stak hånden ned i en stak aviser
og trak een ud. „Se på ham nu," sag-
de hun.
Det billede, Amelia så på, forestillede
en gammel mand, nedbøjet og grå, og
hvis eneste smukke træk var hans
endnu strålende, mørke øjne. Amelia
var nedslået.
„Han har vel nok forandret sig, synes
du ikke?" sagde hun.
Dora nikkede dystert. „Jeg kunne
have grædt, da jeg så hans billede.
Jeg kan bedst lide at huske ham ung
og romantisk, som da elle pigerne i
klassen troede, de var forelskede i
ham. Vent lige lidt. Jeg skal lige finde
billedet fra vores afslutning. Der må
han være med på, siden han var vores
klasselærer."
Dora bladede i sit album, indtil hun
nåede billedet, hun søgte, billedet af
Melton Gymnasiums III g-klasse med
sine treogtyve elever. „Se på os alle-
sammen. Vi var allesammen unge."
Amelia så grundigt på den unge læ-
rers smukke ansigt og derpå på de
andre ansigter, nogle smilende, nogle
alvorlige. Hendes eget var drømmen-
de med et fjernt blik i øjnene og et
lille smil på læberne. Hun prøvede et
øjeblik et genkalde sig de tanker,
som den attenårige pige havde haft
for over halvtreds år siden, men pigen
377
var ligesom en anden person, og den
halvfjerdsårige kvinde, hun var blevet
til, kunne ikke huske det. Hun havde
sansynligvis stået og bygget luft-
kasteller til sin smukke, unge lærer,
tænkte Amelia og følte sig højt hævet
over den skøre, unge pige, hun havde
været.
Hendes øjne undersøgte gruppen af
ansigter for at finde Doras, og hun
fandt hende stående ved siden af Bill
Knowlton, der nogle få år senere skul-
le blive hendes mand. Doras og Bills
ansigter var alvorlige.
„Kan du huske, hvad du tænkte på
den dag?" spurgte Amelia pludseligt.
Dora, der sad bøjet over albummet,
nikkede. „Bill og jeg havde talt om,
hvordan den bedste tid i vort liv var
slut nu, da vi gik ud af gymnasiet."
Amelia lo lidt. „Sjovt at du skule tæn-
ke det, når der lå så meget forude."
Dora nikkede. „Men nu er det forbi
altsammen." Hun gravede et lom-
metørklæde frem af sin forklædelom-
me og tørrede sine øjne. Dora fandt
altid noget at græde over. „Åh Ame-
lia, jeg ville ønske, vi kunne gå tilbage
til den tid, da vore børn var små. Eller
da de voksede op og gjorde så man-
ge ting. Det var den bedste tid, ikke?"
Amelia tænkte tilbage over sit brede
åremål. Det ville være svært at sige,
hvilken tid der var den bedste. „Der
har været gode tider hele vejen," sag-
de hun. „Selv da vi havde for meget
arbejde og for få penge." Ja, selv de
år havde været gode. Det var sjovt at
tænke tilbage på dem; men Amelia
var slet ikke sikker på, at hun ville
bryde sig om at gøre det hele om.
Da de gennemlevede det, havde de
altid tænkt frem til den tid, da livet
ville blive bedre og nemmere, så hvad
skulle formålet være med at tage til-
bage?
„Dora," sagde hun, „vidste du, at det
er min halvfjerdsers fødselsdag i
dag?"
„Åh, nej," sagde Dora, som havde
nogen netop fortalt hende, at taget
var faldet ned. „Så bliver jeg halv-
fjerds næste måned." Hun rystede på
hovedet og gentog så de tanker, Ame-
lia selv havde tænkt tidligere på da-
gen. „Åh, Amelia, hvordan er vi kom-
met hertil så hurtigt? Det synes, som
var det i går, at vi gik ud af gymna-
siet." Hun krummede ryggen over
albummet igen. „Se på alle os der.
Vi, der troede, at vi skulle udrette
noget stort i verden." Hun sukkede.
„Der er vel ingen af os, der nogensin-
de er nået ret højt. Og nu er det for
sent."
Amelia rettede sig op. „Dora, hvordan
kan du sige, at vi aldrig er nået ret
højt? Måske er der ingen af os, der
nogensinde har fået vort navn på
forsiden af avisen, men vi har levet et
godt liv, skabt gode familier. Se også
på hvad vore børn er nu — din søn
Bill, der er ved at blive berømt, og
min David, og alle de andre, der klarer
sig så godt. Jeg kan godt lide at rose
mig lidt af, at jeg har givet dem en
god start på de baner, de valgte, selv
om jeg ikke har gjort andet end at
stoppe dem med kærlighed og hjem-
mebagt brød. Se så Arthur Bronson
og alle de liv, han har påvirket i de år,
han underviste." Og hvad det angår
med at det skulle være for sent, tænk-
te Amelia, så arbejder Harvey stadig
løs i sin frugthave og skaffer sig en
lille beskeden berømmelse som en
dygtig frugtavler.
Da hun kom til at tænke på Harvey,
fik hun pludselig lyst til at tage hjem.
„Jeg må hellere gå nu, Dora," sagde
hun. „Harvey kommer snart hjem, og
så vil han undre sig over, hvor jeg er
henne."
Dora spadserede sammen med hende
ned til havelågen. „Bill bliver ked af,
at han ikke nåede at hilse på dig,"
sagde hun. „Han går og bliver så
ensom. Han spadserede sig en tur nu
til morgen. Det ser simpelthen ikke
ud til, at han kan finde på noget at
lave. Han sidder bare og ønsker, at
han kunne arbejde, som han plejede
at gøre." Hun vinkede, mens Amelia
begyndte at gå ned ad gaden. „Kom
snart igen."
Amelia kom hjem før Harvey. Hun
kunne knap vente på at høre hans
muntre fløjten. Hvad var det hos ham,
der virkede så ungt, når Dora og Bill
— og ligeledes hun selv — virkede
så gamle? Var det bare hans munter-
hed? Hvorfor var han så munter?
Da hun hørte den tøffende lyd af hans
lastbil, gik hun ud for at møde ham.
„Jeg har fået nogen roser til dig, som
du virkelig vil synes om," råbte Har-
vey, mens lastbilen rystende gik i stå.
„Slyngroser." Han åbnede den piben-
de dør og steg ud. „Amelia, kan du
huske, hvordan du altid ønskede dig
en hytte af roser? Godt, nu bygger
jeg en ramme der i det sydøstlige
hjørne og planter slyngroserne hele
vejen rundt om den. Om nogle få år
kan du sidde derinde omgivet af roser
til alle sider.
Så, nu begyndte han igen at tænke på
årene, der lå forude.
„Det bliver dejligt, Harvey." Hun så
til, mens han tog rosenbuske og æb-
lestiklinger ned fra bilens lad. „Har-
vey, tænker du nogensinde på den-
gang, da vi var unge?"
„Ikke ret tit," sagde han, idet han
snuppede sin trillebør og læssede
den med planter. „Jeg har for travlt
med at tænke på alt det, jeg skal ha-
ve gjort nu." Harvey greb om hånd-
tagene på trillebøren og skubbede
den afsted ned mod hans lille frugt-
have.
Der var det. Det var det, der gjorde
forskellen. Harvey så fremad; han
378
fandt ting, han kunne gøre nu, og ting,
han kunne glæde sig til at gøre, mens
Dora og Bill og hun selv så sent som
nu i dag så tilbage på fortiden, på de
ting, der allerede var sket. Det var
det at tænke fremad, der havde gjort
livet interessant, da de var unge.
Måske var en væsentlig del af det at
føle sig gammel eller ung et spørg-
smål om retning, om hvilken vej, man
sa.
Hun smilede, mens hun lyttede til
Harveys fløjten. Hun havde selv lyst
til at fløjte. Der var stadig et par ting,
hun tænkte på at udføre. Det første
var at få plantet de rosenbuske, så
hun kunne glæde sig til at sidde i sin
rosenhytte, omgivet af roser på alle
sider.
„Hvad galt skulle der være ved at
være halvfjerds?" sagde Amelia højt.
Hun greb om bakspejlet på den lille
lastbil og indstillede det, så hun kun-
ne betragte sit spejlbillede, der smile-
de til hende. Håret var, skønt hvidt,
blødt og skinnende, og øjnene glim-
tede i det blussende ansigt.
Jamen, jeg ligner da slet ikke een på
halvfjerds, tænkte Amelia. Overhove-
det ikke. Jeg kunne når som helst gå
for at være femogtres. O
FLIPPERNE
AF H. C. ANDERSEN
Der var engang en fin kavaler, hvis
hele bohave var en støvleknægt og
en redekam, men han havde de dej-
ligste flipper i verden, og det er om
flipperne, vi skal høre en historie. De
var nu så gamle, at de tænkte på at
gifte sig, og så traf det, at de kom
i vask med et strømpebånd.
„Nej," sagde flipperne, „nu har jeg
aldrig set nogen så slank og så fin, så
blød og så nysselig. Må jeg ikke
spørge om Deres navn."
„Det siger jeg ikke," sagde strømpe-
båndet.
„Hvor hører De hjemme?" spurgte
flipperne.
Men strømpebåndet var så undselig
af sig og syntes, at det var noget un-
derligt at svare på.
„De er nok livbånd," sagde flipperne,
„sådan indvortes livbånd — jeg ser
nok, De er både til nytte og stads,
lille jomfru."
„De må ikke tale til mig," sagde
strømpebåndet, „jeg synes, jeg har slet
ikke givet anledning."
„Jo, når man er så dejlig som De,"
sagde flipperne, „det er anledning
nok." — „Lad være at komme mig
nær, sagde strømpebåndet. „De ser så
mandfolkeagtig ud."
„Jeg er også en fin kavaler," sagde
flipperne, „jeg har støvleknægt og
redekam." Det var nu ikke sandt, det
var jo hans herre, der havde dem,
men han pralede.
„Kom mig ikke nær," sagde strømpe-
båndet, „det er jeg ikke vant til."
„Snerpe," sagde flipperne, og så blev
de taget af vasken, de fik stivelse,
hang på stolen i solskin og blev så lagt
på strygebræt, der kom det varme
jern.
„Frue," sagde flipperne, „lille enke-
frue! Jeg bliver ganske varm, jeg bli-
ver en anden én, jeg kommer helt ud
af folderne, De brænder hul i mig,
uh! Jeg frier til Dem!"
„Las," sagde strygejernet og gik stolt
hen over flipperne, for det bildte sig
ind, det var en dampkedel, der skulle
ud på jernbanen og trække vogne. —
„Las!" sagde det.
Flipperne flossede lidt i kanterne, og
så kom papirsaksen og skulle klippe
flosset af.
„Oh," sagde flipperne. „De er nok
første danserinde. Hvor De kan
strække ben. Det er det yndigste, jeg
har set. Det kan intet menneske gøre
Dem efter."
„Det ved jeg," sagde saksen.
„De fortjente at være grevinde,"
sagde flipperne. „Alt, hvad jeg har,
er en fin kavaler, en støvleknægt og
en redekam — bare jeg havde et
grevskab!"
„Frier han?" sagde saksen, for den
blev vred, og så gav den ham et or-
dentligt klip, og så var han kasseret.
„Jeg må nok fri til redekammen! Det
er mærkeligt, hvor De beholder alle
Deres tænder, lille frøken," sagde flip-
perne. „Har De aldrig tænkt på for-
lovelse?"
„Jo, det kan De nok vide," sagde re-
dekammen, „jeg er jo forlovet med
støvlenægten."
„Forlovet?" sagde flipperne, nu var
der ikke flere at fri til, og så forag-
tede han det.
En lang tid gik, så kom flipperne i
kasse hos papirmølleren, der var stort
kludeselskab, de fine for sig, de grove
for sig — sådan som det skal være.
De havde alle meget at fortælle, men
flipperne mest, det var en ordentlig
pralhans.
„Jeg har haft så frygtelig mange
mange kærester," sagde flipperne, „jeg
kunne ikke gå i ro.
Jeg var nu også fin kavaler med sti-
velse. Jeg havde både støvleknægt og
redekam, som jeg aldrig brugte. De
skulle have set mig den gang, set mig,
når jeg lå på siden. Aldrig glemmer jeg
min første kæreste, hun var livbånd,
så fin, så blød og så nydelig, hun
styrtede sig i en vandbalje for min
skyld. Der var også en enkefrue, som
blev gloende, men jeg lod hende stå
og blive sort. Der var den første dan-
serinde, hun gav mig den flænge, jeg
nu går med, hun var så glubsk. Min
egen redekam var forlibt i mig, hun
tabte alle sine tænder af kærestesorg,
ja, jeg har oplevet meget af den slags,
men det gør mig mest ondt for strøm-
pebåndet — jeg mener livbåndet, der
gik i vandbaljen. Jeg har meget på
min samvittighed, jeg kan trænge til
at blive til hvidt papir."
Og det blev de, alle kludene blev hvidt
papir, men flipperne blev netop til
det stykke hvide papir, vi ser her,
hvorpå historien er trykt, og det var,
fordi at de pralede så frygteligt bag
efter af, hvad der aldrig havde været.
Det skal vi tænke på, at vi ikke bæ-
rer os lige sådan ad, for vi kan så-
mænd aldrig vide, om vi ikke også
engang kommer i kludekassen og bli-
ver gjort til hvidt papir og får vor
hele historie trykt forpå, selv den
allerhemmeligste, og må så selv løbe
om og fortælle den ligesom flipperne.
379
m
w
m
'0
m
il
m
il
8g\\tal
m
31
få
m
i'M
^
W'ls
m
SM
ff
ii
m
æg
91
il
mis
»
Ét
§v v te
M
tf
w*te
sgvy
PI
SS)*]
På denne tid af året er der så mange ting, der
blander sig med hverandre: børn — uskyld, for-
ventning, eens kære — hjemkomst, lykke, mun-
ter og fin stemning, undertiden ensomhed — al-
vorlige bekymringer, gavmildhed til en vis grad,
nogle glimt af eens bedre jeg og så meget an-
det ved siden af, — altsammen blandet med et
vist mål af tilgivelse og glemsel og med minder
fra de forgangne år, der dukker op og blander
sig med nutiden. Oh, forældre, vi beder jer, giv
jeres børn gode og lykkelige minder — ikke så
I forvænner eller forkæler, ikke så I giver dem
alt, hvad de får lyst til — men minder om kærlig-
hed, opmuntring, fred og harmoni og lykke i
hjemmet — minder, der vil blive til velsignelse
og opløftelse i deres liv, hvor de end er, altid og
for bestandig. Nuvel, tiden kommer og går hur-
tigt, og det gør livet også. Åh, lad os leve med
omvendelse og forbedring, med ærlighed og
ære og med ligevægt i sind, hjerte og ånd —
sammen med alt det materielle, der så let sprin-
ger i øjnene. Man kunne selvfølgelig ikke tænke
sig en jul uden Ham, hvis komme den minder
om: Fredsfyrsten, Guds Søn, vor Frelser og
Forløser, om hvem vi vidner, at Han lever, med
en sikkerhed dybt inde fra vore sjæle. „Jeg ved,
min Forløser lever." (Se Job 19:25) Åh, må vi al-
drig nogensinde glemme, hvad Gud har givet,
eller se for meget på vor tids vanskeligheder,
men gå med tålmod, taknemmelighed og tro ind i
fremtiden, idet vi husker disse optimistiske, rø-
rende strofer af Longfellow 1 , som skrev denne
amerikanske julesalme:
Jeg hører juleklokken kalde
familierne sammen for at synge julen ind.
Henrykt og yndigt ordene gentages
om fred på jord og godhed mod mennesker.
Fortvivlet jeg bøjer mit hoved
og hvisker: „Der er ingen fred på jorden
for hadet er stærkt og sangen forloren
om fred på jord og godhed mod mennesker."
Da lyder klokkerne højere og dybere:
Gud er ikke død, ej heller Han sover,
Uretten taber og retfærdigheten sejrer
med fred på jord og godhed mod mennesker. 2
Henry Wadsworth Longfellow — amerikansk digter og pro-
fessor ved Havard University, 1807-1882.
Den amerikanske julesalme: „I Heard the Bells on Christmas
day", af Henry Longfellow, oversat til prosa.
■
RICHARD L. EVANS
minder til jeres
børn
m
w
m
m
H
m
m
380
Fra Missionens Præsidentskab
Kære elskede søskende!
Vi sender jer vore bedste juleønsker.
Da det vil være den sidste jul vi tilbringer sammen
med jer her i Danmark, havde vi tænkt på, at vi
gerne ville sende jer alle et personligt brev, men
da dette er umuligt, besluttede vi at skrive et
familiebrev til jer — fordi vi føler at I er vor fami-
lie. Hvor I derfor er i denne juletid bringer dette
brev jer vore inderligste hilsener og varmeste
følelser af kristen kærlighed.
Derfor siger vi til jer alle, fra Skagen til Sønder-
borg, fra Esbjerg til hele Jylland og Fyn, fra Sla-
gelse til København, fra Helsingør til Nykøbing
og fra Rønne på Bornholm til Færøerne — Gud
velsigne jer og lad Kristi Ånd dvæle i vore hjerter
og vore hjem.
Det er en stor velsignelse for os at kende jer, at
dele jeres sorger og jeres glæder, jeres tårer og
jeres latter, at dele jeres vidnesbyrd og jeres tro
med jer, at se jer møde og trodse hver dags
problemer med resolut sind, med tro og tillid til
hvert skridt på vejen.
På denne tid af året er det naturligt at tænke på
vore hjem og familier og kære nær og fjern, at
være dem nær i ånd og i tro, at vide at de viser
os omsorg og kærlighed og støtte. Derfor hylder
vi vore familier, de fædre og mødre som drager
omsorg for deres børn, de børn og børnebørn
som ærer og elsker deres forældre. At have
det privilegium at tilhøre en trofast familie er en
af Herrens største velsignelser, og vi er så stolte
over at vide, sammen med jer, at familier er evige,
i al evighed.
Vi sender særlige hilsener til de ældre, disse
storartede mennesker, som har tjent så godt og
nu i deres livs skumring stadig er stærke i troen
— I har belært os så godt — jeres godhed er en
del af os.
Og vi hilser enkerne og de forældreløse, Herren
har stor kærlighed til jer — fortsæt jeres gode
gerninger, så vil jeres liv blive fuldendt og lykke-
ligt.
Og så tænker vi på børnene med deres glade,
søde ansigter. Kristus elskede dem, thi Han sag-
de: Lad de små børn komme til mig, thi Guds
rige hører sådanne til.
Og så er der naturligvis de unge med al ungdom-
mens begejstring og spænding — vedbliv at bære
sandhedens banner, vær ikke bange for at være
ærlige og kyske, glæd jer over at efterleve Evan-
geliet, og forsvar altid sandheden. Vi elsker jer
for det I er.
Og nu Julen: Saml jer — i kirken — ved firesides
— på hjemmeaftenen — i jeres hjem. Tak Gud
for Julen og den ånd den bringer med sig, den
ånd at give, den ånd at elske, den ånd at tilgive,
den ånd at forstå, den ånd at have omsorg — det
er Kristi Ånd.
Må denne juletid bringe jer glæde og lykke, fordi
I elsker alle mennesker, har respekt for alle gode
mennesker og er villige til at efterleve det første
og største bud. Vedbliv at elske Herren din Gud
af hele dit hjerte, sjæl og sind og din næste som
dig selv. Besøg de fattige, de nedbrudte, enken,
den forældreløse. Gør godt mod dem, som mis-
bruger jer, døm ikke, men tilgiv, således som
Han tilgav. Tjen som Han tjente, så vil denne jul
blive den bedste jul I har haft, fordi Kristi Ånd
er i jeres hjerter.
Vort største ønske er, at vi kunne gå ind i jeres
hjem og tilbringe juleaften sammen med jer,
synge med jer, le med jer, lege med jer, spise og
drikke med jer, knæle i bøn med jer for at takke
Ham, som er Giveren af alt godt, for alle de vel-
381
signelser Han giver dette dejlige land Danmark
og det danske folk, og de allermest velsignede
er I, de vidunderlige danske hellige. Vedbliv at
tjene hinanden, så vil Han bestandig smile til jer.
Tak for jeres tålmodighed, jeres kærlighed, jeres
støtte og jeres bønner.
Præsident og søster Paul L Pehrson
P.S. Kære søskende!
Søster Pehrson og jeg har ladet os fotografere,
og alle, som ønsker det, kan få tilsendt et billede,
hvis I blot sender os et par ord med tydeligt navn
og fuldstændig adresse. —
Vi holder åbent hus for alle søskende i missions-
hjemmet, Dalgas Boulevard 164, København F.,
mandag den 27. december kl. 14-18.
Vi har netop modtaget det
sørgelige budskab, at
Richard L. Evans
af de Tolvs Råd
efter nogen tids sygdom er
afgået ved døden
i Salt Lake City
den 1. november 1971.
Jessie Evans Smith
1902-1971
„Det er ikke til at måle den glæde og fryd, søster
Smith bragte ind i tilværelsen for dem, som kendte
hende. Velsignet, som hun var, med en smuk stem-
me og en tiltrækkende personlighed udstrålede hun
varme, hvor som helst hun kom hen." Disse ord,
som præsident Richard M. Nixon har udtalt til ære
for Jessie Evans Smith, vinder genklang hos millioner
af mennesker — de, der kendte hende personligt, så
vel som de utallige, hun kom i berøring med gennem
sin musik.
Søster Smith, præsident Joseph Fielding Smiths el-
skede hustru, var begavet med et enestående musik-
talent og en usædvanlig fin sans for humor, og disse
gaver delte hun gavmildt ud af hele sit liv, hvad der
gjorde hende afholdt af mennesker i alle aldre og
stillinger.
Hun blev født i Salt Lake City den 29. december 1902
som syvende barn og eneste datter af Jonathan og
Janet Buchanan Evans. Hendes udsædvanlige kon-
traaltstemme gjorde sig tidligt bemærket; hun var
nemlig kun femten, da hun i 1918 blev optaget i mor-
monernes Tabernakelkor og hermed indledte en for-
bindelse, der skulle komme til at spænde over mere
end et halvt århundrede.
I fire år — fra 1923 til 1927 — sang hun hoved-
partierne i the American Light Opera Company. Men
da hun skulle beslutte, hvorvidt hun ville gå videre
med et seriøst musikstudium og måske en karriere
i the Metropolitan Opera Company, vendte hun sig
til Herren i faste og bøn, og, ledet af løfter i sin
patriarkaliske velsignelse („Din stemme skal høres
hjemme og i udlandet . . . enhver skjult evne hos dig
skal bringes til udfoldelse i Mesterens tjeneste"),
vendte hun tilbage til hjemmet for at påbegynde en
forretningskarriere, for frit og uden vederlag at øse
ud af sine talenter.
Jessie Evans' liv fik et nyt indhold, da hun i 1938
blev gift med Joseph Fielding Smith, som dengang
var medlem af De tolvs Råd og enkemand med eleve
børn. Sammen tjente de Herren, idet søster Smith
altid var ved sin mands side og hjalp og støttede
ham. Hendes stemme hørtes hjemme og i udlandet,
idet hun og præsident Smith rejste i hele verden og
besøgte de helliges forsamlinger, hvor de ofte be-
gejstrede med smukke duetter.
Jessie Evans Smith fik mange æresbevisninger —
belønninger fra førende universiteter, den ærefulde
Guldgleanerbelønning, emblemer og hædrende om-
tale — altsammen givet i erkendelse af hendes usæd-
vanlige humor, hendes dybe ydmyghed og åndelig-
hed, varme og kærlighed og hengivenhed for sin
mand, for Kirken og for Herren.
Da døden indhentede søster Smith den tredie august
1971 udtrykte utallige venner og beundrere i Kirken
såvel som udenfor i forening deres kærlighed til og
bønner for præsident Smith og hans familie. Kirken,
ja verden, er blevet mere velsignet ved at have
kendt hende.
382
Den bedste julegave
er en af Kirkens bøger eller et abonnement på STJERNEN
Katalog Pris
nummer Titel incl. moms
GB-1011 Bibelen, stift blåt bind Kr. 29,90
GB-1022 Bibelen, stift kunstlæder, guldsnit
foroven Kr. 62,10
GB-1061 Det Nye Testamente, stift bind,
billigbogsudgave Kr. 14,95
GB-1062 Det Nye Testamente,
guldsnit foroven Kr. 25,30
GB-1091 Bibelen, blødt kunstlæder,
guldsnit, indiapapir Kr. 87,40
GB-1093 Bibelen, gedeskind, guldsnit Kr. 118,45
GB-1096 Bibelen, gedeskind, guldsnit,
overfald, register Kr. 117,10
GB-1101 Det Nye Testamente, bløda bind,
billigbogsudgave Kr. 9,20
GB-1131 Det Nye Testamente, stor skrift Kr. 36,80
GB-1230 Bibelen, med de apokryf iske
bøger, stift blåt bind Kr. 39,10
GEA-01 EH Mormons Bog, sort bind Kr. 3,75
GEA-01 DH Mormons Bog, hvidt bind Kr. 3,75
GEA-04 „Trosartiklerne", James E. Talmage Kr. 6,35
GEA-05 TRE-I-EN. (Mormons Bog, Lære og
Pagter, Den Kostelige Perle) Kr. 40,25
GEA-06 „Guds Rige Genoprettet",
Carter E. Grant Kr. 28,75
GEA-07 „Hvem er Mormonerne?",
Gordon B. Hinckley Kr. 3,45
GEA-11 Lære og Pagter Kr. 7,50
GEA-15 Den Kostelige Perle Kr. 7,50
GEA-15B Den Kostelige Perle, Bibelpapir Kr. 9,80
GEA-17 Profeten Joseph Smiths
Lærdomme Kr. 8,05
GEA-17B Profeten Joseph Smiths
Lærdomme, blødt bind Kr. 8,65
GEA-18 „Et stort og forunderligt værk",
LeGrand Richards Kr. 13,80
GEA-20 Citater Kr. 2,90
GEA-26 „Den Danske Missions Historie",
Orson B. West Kr. 19,55
GED-09 „En Advarsels Røst"
Parley P. Pratt Kr. 8,35
GEG-02 „Vejen til Fuldkommenhed",
Joseph Fielding Smith Kr. 25,00
GEG-32 „Jesus Kristus",
James E. Talmage, stift bind Kr. 34,50
GEG-32 B „Jesus Kristus",
James E. Talmage, stift bind Kr. 34,50
„Det genfundne Paradis",
Halldor Laxness Kr. 35,00
„Jamen, Gud er jo en mand",
Knud Edsberg Kr. 12,00
GYA-73 Sange Kr. 13,80
GGA-12 Mapper til genealogiske skemaer Kr. 11,50
HEG-03 „Mormonismen i Bilder", (Norsk)
Før Kr. 21,15, nu Kr. 11,50
Den Skandinaviske Stjerne, solidt
indbundet med ryg og hjørner af
skind, guldpræg i ryg, begrænset
oplag. Kr. 25,30
Årgangene 1909, 1924, 1928, 1938,
1939, 1940, 1941, 1942, 1943, 1944,
1949, 1952
Katalognummer henholdsvis:
GEA-209, GEA-224, GEA-228,
Katalog
nummer
Pris
incl. moms
Titel
GEA-238. GEA-239, GEA-240,
GEA-241, GEA-242, GEA-243,
GEA-244, GEA-249, GEA-252.
Den Danske Stjerne, solidt ind-
bundet i pluviusin med guldpræg
i ryg, begrænset oplag. Kr. 25,30
Årgangene 1959, 1960, 1961, 1962
Katalognummer henholdvis:
GEA-259, GEA-260, GEA-261
GEA-262
Den Danske Stjerne, solidt ind-
bundet i pluviusin med guldpræg
i ryg, begrænset oplag, stort
format Kr. 51,75
Årgangene 1963, 1964, 1965, 1966
Katalognummer henholdsvis:
GEA-263, GEA-264, GEA-265
GEA-266
Grammofonplader med
Tabernakelkoret (kun i stereo) Kr. 49,50
R 32 BLESS THIS HOUSE
Indeholder bl.a.: Bless this House
— ■ Holy Art Thou —
Panis Angelicus
R 33 BEAUTIFUL DREAMER
Indeholder 15 Stephen Foster
sange
R 34 SING INTO GOOD
Indeholder 12 sange, der er kendt
fra Korets radio- og TV-udsen-
delser
R 35 THE OLD BELOVED SONGS
Indeholder bl.a.: Annie Laurie
— I Need The Every Hour —
Loch Lomond
R 36 JESUS, JOY OF MAN'S DESIRING
Musik af Joh. Seb. Bach
R 37 HALLELUJAH CHORUS
Musik af G. F. Håndel
R 38 GREATEST HITS, VOL. 3
Indeholder 13 nye favoritter med
musik af Verdi, Wagner, Håndel,
Tchaikowsky, Sebelius m. fl.
R 39 A GERMAN REQUIM I/Il (2 plader)
Med musik af Joh. Brahms
R 40 BEETHOVEN —
THE NINTH SYMPHONI
„Den niende" Koret synger i den
dejlige 4. sats, An die Freude.
Den Danske Stjerne, års-
abonnement Kr. 25,00
(i udlandet $ 3.50)
Den Danske Stjerne, halvårs-
abonnement Kr. 13,00
(Gavekort kan fås uden ekstra
betaling)
Ovenstående bøger og grammofonplader kan bestilles ved
indsendelse af beløbet på postgirokonto 12 09 88, Distribu-
tions Centret, Smedevangen 7, 3540 Lynge.
Den Danske Stjerne kan bestilles ved indsendelse af be-
løbet på postgirokonto 333.38, Jesu Kristi Kirke af Sidste Da-
ges Hellige eller pr. check udstedt til Den Danske Stjerne,
Priorvej 12, 2000 København F.
Anfør venligst på talonen, hvad De ønsker og husk katalog-
nummer.
Alle de anførte priser er incl. moms.
- : '.' ; -.:'.-: -V
WBm
■ * ;■
Open Library