AUGUST 1972 • 121. ÅRGANG • NUMMER 8
STJERNE
DET INSPIRERENDE
BUDSKAB
AF PRÆSIDENT S. DILWORTH YOUNG
assistent til De Tolvs Råd
En jordisk fader viser sin kærlighed til sine børn ved at give dem alle de
jordiske fordele, han kan. Hvor meget større er Kristi kærlighed ikke. Kristus,
som blev vor Fader, da vi tog imod hans tilbud om ikke alene jordisk
udvikling, men også om frelse, ophøjelse og evigt liv. Gennem sit evangelium
giver Kristus os muligheder, så vi ikke kun forbliver tilskuere til Himmelens
undere, men også medskabere deraf. Vi synger jublende sejrshymner til
Himlen for denne mulighed. Planen er meget enkel og meget storslået:
Vi skal -
1. Modtage den Herre, Jesus Kristus, som vor Frelser og tro på hans hellige
navn, idet vi omvender os fra vore synder.
2. Modtage dåbsordinansen gennem præstedømmets myndighed som en
pagt med ham. Dåben er et symbol på hans død og opstandelse.
3. Modtage den Helligånds gave af dem, som han har givet fuldmagt til at
videregive den.
4. Modtage og ære det hellige præstedømme.
5. Holde hans enkle bud. O
INDHOLDSFORTEGNELSE
Bønnens store betydning. Af N. Eldon Tanner 311
Og lyset skinner i mørket. Af Marion G. Romney 314
Ærlighed et frelsens princip. Af Mark E. Petersen 317
Skab en grundvold for Tusindårsriget. LeGrand Richards 320
Tilståelse og aflæggelse er en del af oprigtig omvendelse.
Af James A. Cullimore 324
Så siger Herren. Af Theodore M. Burton 327
Kirkens orden og praksis 331
Små beslutninger. Af A. Theodore Tuttle 332
Den uforlignelige JOSEPH SMITH. Af Leon R. Hartshorn 334
Spørgsmål og svar 341
Den dag mit liv ændrede sig. Af Wendell B. Johnson 345
Børnenes sider
Den lille fortabte killing. Af Charlotte Stevenson 113
Mod til at tro. Af Anne Sikstad 114
Gideon. Af Mabel Jones Gabbott 119
Et nyt hjem. Af Mary Pratt Parrish 123
På forsiden har vi i denne måned for første gang et billede, der er beregnet
specielt for kirkens børn. Jerry Harstons tegninger blev for første gang
offentliggjort på omslaget til bladet: Friend, et engelsksproget blad, som
udgives for børnene indenfor kirken. Artiklen inde i bladet med titlen: Bøn-
nens store betydning, som er skrevet af præsident N. Eldon Tanner, udlæg-
ger illustrationen nærmere. O
& jl J Jbi mmj !m
Organ for JESU KRISTI KIRKE
AF SIDSTE DAGES HELLIGE
August 1972
121. Årgang • Nummer 8
Udgivet af
Den danske Mission af Jesu
Kristi Kirke af Sidste Dages
Hellige
Dalgas Boulevard 164
2000 København F.
Telf. Fasan 9901
Postgiro 333.38
Grant R. Ipsen,
missionspræsident,
ansvarshavende redaktør
Koordinator:
Jørgen Ljungstrøm
Den danske Stjerne udkommer
den 1. i hver måned. Abonne-
mentsprisen (inkl. porto) er i
Danmark kr. 15.- pr. halvår
kr. 30.- for et helt år, i udlandet
$ 4.00 for helt år. I løssalg
kr. 3.- pr. nummer. Betaling
ved check udstedt til Den
danske Stjerne, Priorvej 12,
København F. eller gennem
postgiro 333.38 til Jesu Kristi
Kirke af Sidste Dages Helige.
(De nævnte priser er inklud.
moms.)
Tryk:
Paul Giese KG, Offenbach/M.,
Deutschland
Layout:
PBO-Layout-Center, Frankfurt
Bønnens
store betydning
AF PRÆSIDENT N. ELDON TANNER
2. rådgiver i Det Første Præsidentskab
Jeg påbegynder denne artikel i al ydmyg-
hed, idet jeg bønfalder min Fader i Himlen
om, at han vil lede min hånd.
Da jeg var en lille skoledreng, gjorde disse
klassiske ord meget stort indtryk på mig:
„Flere ting tilvirkes gennem bønnens
magt,
end denne verden forestiller sig."
Lord Alfred Tennyson1 i
„The Passing of Arthur"
Grunden til at dette gjorde så stort indtryk
på mig var formodentlig, at jeg kom fra et
hjem, hvor vi bad hver for sig såvel som
familiebønner morgen og aften hver eneste
dag, og at jeg flere gange ved forskellige
lejligheder fik mine bønner besvaret. Sikke
en vidunderlig følelse det var at vide, at
jeg kunne påkalde Herren, at han virkelig
var min himmelske Fader, at han interes-
serede sig for mig personligt, og at han
kunne høre mig og besvare mine bønner.
Denne viden har altid været mig til stor
trøst. Den har givet mig tryghed og styrke,
når jeg mest trængte dertil, såvel som ev-
ner til med usvigelig sikkerhed at træffe
valg, som jeg ellers ville have haft svært
ved at træffe. Da dette nu var min erfaring,
og da jeg følte stor trang til at få guddom-
melig vejledning, har jeg altid bedt Herren
om visdom og vejledning i alt, hvad jeg
foretog mig.
Som barn troede jeg naturligvis, at alle
mennesker verden over måtte have den
samme tro og også bad til vor himmelske
Fader, fordi vi selv bad i vort hjem. Men
da jeg voksede til, blev jeg klar over, at der
er mange mennesker, der aldrig beder om
guddommelig vejledning, ej heller udtryk-
ker taknemmelighed for de velsignelser,
de får, eller beder Herren velsigne deres
mad. Jeg blev endnu mere forbavset, da
jeg forstod, at der er mennesker, der en-
dog ikke tror på Gud, og som derfor hel-
ler ikke har nogen tillid til ham, og som
ikke forstår, at han er en personlig Gud,
at han er vor bogstavelige himmelske Fa-
der, at vi er hans børn, og at han virkelig
kan høre vore bønner og besvare dem.
Jeg vil aldrig være i stand til at udtrykke,
hvor jeg er mine forældre taknemmelig,
fordi de lærte mig dette vigtige princip.
Min far vidste virkelig, hvordan han skulle
tale til Herren, og på denne måde fik han
Gud til at blive virkelig for os og til at føle
os Herren nær. Om morgenen havde han
for vane under bønnen at sige:
„Lad dine velsignelser følge os, hvor vi
går i dag, sådan at vi må gøre det rigtige
og i aften uden fortrydelse kunne fortælle
dig, hvad vi har gjort."
311
Jeg tænker tit på disse ord, og de er mig
til stor hjælp! Hvis man hele dagen, under
alle gøremål, holder sig for øje, at man
om aftenen skal stå til regnskab for da-
gens forløb overfor Herren, så vil det i høj
grad skræmme alle tilløb til onde gernin-
ger langt bort, og fremme de retfærdige
gerninger.
Herren har belært forældrene om, at de
skal lære deres børn at bede og at vandre
retskaffent for ham. (L & P. 68:28) Dette er
vor vigtigste pligt overfor vore børn - at
lære dem, at de er vor himmelske Faders
åndelige børn, at han virkelig er der, at
han elsker sine børn højt og ønsker, at det
skal gå dem godt, og at de skal bede til
ham, udtrykke taknemmelighed og anmode
om vejledning, — idet vi må gøre dem
klart, at deres tro på ham vil give dem
større styrke, succes og lykke, end de kan
opnå fra nogen anden kilde.
Vi, som forældre, må lære fra os ved ek-
semplets magt og gennem inderlige og
derfor virkningsfulde bønner vise vore
børn, hvor meget en fast tro på Gud er
værd. Hvor katastrofalt er det ikke, at und-
drage sine børn den store velsignelse det
er at lære Gud at kende, at lære at stole
på ham og se hen til ham for at få den
styrke og vejledning, som barnet har så
hårdt brug for, for at kunne klare de pro-
blemer, som det dagligt kommer ud for.
Det er lige så beklageligt, at der er børn,
der ikke lærer, at alt, hvad de har, kom-
mer fra Gud, og at de burde vise ham de-
res taknemmelighed og stræbe efter at
blive værdige til de velsignelser, de mod-
tager.
Vi husker alle historien om de ti spedalske,
som Jesus helbredte. Da den ene vendte
tilbage for at takke ham, sagde Frelseren:
„ . . . Var der ikke ti, der blev renset? Hvor
er de ni? Var der ingen andre end denne
fremmede, der vendte tilbage for at give
Gud ære?" (Lukas 17:17-18) Utaknemme-
lighed er en alvorlig synd.
Når vi takker for vore velsignelser og be-
der om det, vi har brug for, bør vi have
sindet åbent for, at der er andre, der har
brug for vor tro og vore bønner, og at vi
må hjælpe Herren med at give svar på
vore bønner. Når vi beder ham velsigne
de fattige, de syge og de trængende, at
trøste dem, der sørger, så må vi lade ger-
ning følge ord og virkelig aktivt tjene vore
medmennesker og sørge for, hvad de be-
høver. Det er gennem os, at Herren fuld-
byrder sine formål, og når vi bliver velsig-
net, bør vi igen velsigne andre.
Følgende lille episode udspilledes hjemme
hos mig. Da vi engang netop havde afslut-
tet vor fælles aftenbøn, sagde en af mine
døtre: „Far, vi har så mange velsignelser,
og så meget at være taknemmelige for, at
jeg kommer til at tænke på, at vi måske
ikke burde bede Herren om flere velsignel-
ser, men i stedet nøjes med at takke for
de velsignelser, vi allerede har, og bede
ham hjælpe os med at blive værdige til
dem." Jeg ønsker her at understrege, hvor
vigtigt, det er, at vi sørger for at blive vær-
dige til at modtage alt det, som vor him-
melske Fader stadig overøser os med.
Det er let nok at bede og takke Gud, når
alt går godt, og vi føler os velsignede og
har lykken med os. Men vor taknemmelig-
hed og vor kærlighed til Herren kommer
ud for en virkelig prøve, hvis vi som Job
kommer ud for prøvelser, der synes større,
end vi kan udholde. Er vi da i stand til at
gøre som han? Han takkede stadig Gud,
og sagde i al ydmyghed og med hele sit
hjerte: „Men jeg ved, at min løser lever."
(Job 19:25)
Vor himmelske Fader kender vore behov
bedre, end vi selv. Han ved, hvad der er til
vort eget bedste, og hvilke forhindringer,
vi selv må overkomme, for at udvikle os
og gå fremad. Vi må lære at acceptere
hans vilje i alle ting i tro og forvisning om,
at alt, hvad han gør for os, vil tjene os til
gavn.
Det gjorde dybt indtryk på mig, da min
datter og hendes mand fik et barn, der led
af blodkræft. Lægerne sagde, at barnet
ikke ville kunne leve mere end et år eller
to. Jeg kan huske, hvilket chock det var for
dem, og hvordan de bønfaldt Herren om
hjælp, tog til templet, fastede og bad om,
at barnet måtte blive raskt; men det, der
gjorde størst indtryk på mig, Var alligevel,
at de altid sluttede deres bønner med et:
312
„ . . . Dog ske ikke min, men din vilje, og
giv os styrke nok til at tage imod det, som
du bestemmer for os."
Barnet levede meget længere, end lægen
havde ventet, men til sidst blev det kaldt
hjem, og det glædede mig i hjertet at høre
forældrene takke Herren, fordi de havde
haft lejlighed til at opdrage drengen og
have ham os sig så længe, som de havde,
og fordi han var sådan et dejligt barn. Så
bad de Herren om at gøre dem værdige til
at møde ham og leve sammen med ham i
det tilkommende liv.
Når man føler, at tingene ikke går, som
de skal, og man er ved at miste modet,
hvad der jo sker for os alle sammen fra
tid til anden, så er det netop på dette tids-
punkt, at man kan opnå trøst, mod og
styrke, ja, lykke, ved i løndom at gå til Her-
ren, og der alene, i al ydmyghed knæle
ned og takke ham, ved at nævne hver og
en af sine velsignelser og bede om, at man
må blive værdig til dem. Det vil overraske
jer, hvor meget Herren har gjort, og hvor
lang tid, det vil tage jer at remse alle jeres
velsignelser op.
Men vent ikke, til I er ved at miste modet
eller er i vanskeligheder. Det er blevet
sagt, at vi bør bede ofte og i et retfærdigt
øjemed. Alle profeterne lige fra Adams tid,
og endog Jesus Kristus selv, følte behovet
for at påkalde vor himmelske Fader i yd-
myg bøn. Mennesker, der beklæder leden-
de stillinger indenfor alle samfundslag og
i alle jordens lande, har bedt om Guds vej-
ledning, og de er blevet endnu mere vær-
difulde mennesker, fordi de har indset, at
der findes et højere væsen og en guddom-
melig magt.
For eksempel har så at sige hver eneste
af De forenede Staters præsidenter gen-
nem tiderne følt, at det var nødvendigt at
påkalde Herren, og mange af dem har
kaldt nationen til bøn, idet de med Abra-
ham Lincoln har indset at: „Mange gange
er jeg af omstændighederne blevet dre-
vet på knæ med den overvældende over-
bevisning, at der ingen udvej var. Min
egen visdom såvel som deres, der omgav
mig, var langtfra tilstrækkelig."
Samuel F. B. Morse2, der opfandt telegra-
fen, har sagt: „Når jeg ikke klart kunne se,
hvilken vej jeg skulle gå, har jeg altid
knælet ned og bedt om lys og forstand."
Vi husker også den bøn, som astronauten
Gordon Cooper bad, medens han kred-
sede om jorden: „En særlig tak, Fader, for-
di du har givet mig lejlighed til at komme
ud på denne tur. Tak fordi jeg befinder
mig helt her oppe i dette vidunderlige uni-
vers, hvor jeg Kan se alle disse forunder-
lige ting, du har skabt."
Der er bedt uendeligt mange bønner til
vor himmelske Fader af højtstående, men
alligevel ydmyge mennesker; nogle af dem
er nedskrevet og rangerer blandt vor
smukkeste litteratur. Der kommer et punkt
i ethvert menneskes liv, hvor det ikke har
nok i sin egen styrke. Og det menneske,
der har lært at bede på et tidligt tidspunkt
i sit liv, samt lært, hvad man skal bede
om, og hvordan, har absolut en fordel
fremfor det menneske, der ikke har lært
at bede, eller som ikke tror, at man virke-
lig kan opnå noget ad bønnens vej.
Jeg modtog for nylig en kopi af et brev,
i hvilket der på temmelig kritisk og sarka-
stisk måde blev henvist til et menneske,
der havde en meget ansvarsfuld stilling in-
denfor kirken: „Her har vi sandelig et men-
neske, der virkelig har hjælp behov," stod
der.
Da jeg læste brevet igennem, tænkte jeg
på, hvor meget vi alle har hjælp og vej-
ledning behov, og hvis der virkelig er for-
skel på, hvor megen hjælp vi behøver,
så vokser behovet i forhold til det ansvar,
vi har for os selv og ikke mindst for andre.
Min konklusion må blive, at des mere yd-
myge, vi er, jo større er sandsynligheden
for at tingene lykkes for os, og for at de
mennesker, vi omgås og arbejder sammen
med, vil holde af os og stole på os.
Det er så uendelig vigtigt, at forældrene
kalder deres børn sammen, morgen og af-
ten, hver dag, og giver hvert familiemed-
lem, en efter en, muligheden for at anråbe
Herren på familiens vegne, idet de udtryk-
ker taknemmelighed for de mange velsig-
nelser, som familien har modtaget, deres
bekymringer angående den enkelte såvel
(Forts, på side 344)
313
Elskede søskende, både de af jer,
der er medlemmer af denne kirke og
de, der ikke er det. For at vi alle skal
kunne opbygges gennem denne tale,
har både I og jeg brug for at blive
vejledt af Herrens Ånd, thi jeg har i
sinde at citere, hvad Herren sagde
til sine disciple om vore dage, om
den forlegenhed som vi nu befinder
os i, og om den tid, der snart vil
komme.
„Og lyset skinner i mørket, og mørket
fik ikke bugt med det." (Kan også
oversættes: „Og mørket begreb det
ikke." Joh. 1:5) Således skrev den
apostel, som Jesus elskede.
Jeg kom i tanke om dette skriftsted,
da jeg for nylig læste en artikel, som
tilskrives Dr. Charles H. Malik, tid-
ligere præsident for De forenede
Nationers generalforsamling. Han
skrev blandt andet, at hvad der er
behov for i dag er: „Et universelt
budskabs udfordring, en åbenbaring
om noget umådelig stort, en kaldelse
til en heltegerning . . . Den øjeblikke-
lige situation (skrev han) viser en
tendens til en endelig og fuldstændig
dom; alt bliver vejet og bedømt ...
ens liv, ens værdier, ens kultur, hele
den civilisations levedygtighed, til
hvilken man hører.
„Det minder meget om de sidste da-
ge. Og de, der tror, vil fortælle jer,
at Gud er der, og at han ganske be-
stemt vogter over sine egne, selv om
han muligvis alligevel revser dem."
(Citeret i Public Speaker's Treasure
Chest (Harper & Row, 1964), side 42)
Når man tænker over dette forsøg
på at vurdere samfundets sørgelige
tilstand i dag, kommer man til den
konklusion, at de genvordigheder, vi
befinder os midt i, ikke så meget
skyldes, at vi mangler tilstrækkelig
vejledning, men snarere, at vi ikke
hører ordentligt efter.
Som jeg nu taler til jer her i formid-
dag, er det min hensigt at under-
strege det faktum, at der i vor bekym-
rede verden faktisk findes et sandt
lys, der kan vejlede os sikkert. Dette
lys har været hos os i 140 år; det er
et lys, der er bestemt til at bringe
glæde, fred og lykke til alle folkeslag,
„Og lyset skinner i mørkef
(Joh. 1:5)
AF ÆLDSTE MARION G. ROMNEY, fra De tolvs Råd
Tale holdt ved 141. halvårlige generalkonference
stammer og tungemål, blot de vil
modtage det.
Jeg bærer mit vidnesbyrd for jer, om
at vor elskede Frelser, Jesus Kristus,
forudså de forhold, hvorunder vi
lever i dag, allerede, da han gik her
på jorden. På det tidspunkt åbenba-
rede han også, hvor altafgørende
vore gerninger her og nu er, og fast-
satte den vej, han ville berede for os,
hvorved vi kan undgå ødelæggelse.
Det, han sagde dengang, var og er
af så stor betydning i hans øjne, at
han sørgede for, at det blev nedskre-
vet tre forskellige steder: I Biblen
(Matt. 24), Den kostelige Perle (Jo-
seph Smith 1), og Lære og Pagter.
Omstændighederne, under hvilke dis-
se ting blev udtalt, var temmelig
gribende. Da han for sidste gang
drog fra Jerusalem til Betania, stod
han med sine apostle på Oliebjerget.
Da de var bekymrede på grund af
hans forudsigelse om, at der ikke
skulle lades sten på sten tilbage af
helligdommen, bad de ham om en
forklaring. „Sig os," sagde de, „når
skal dette ske? Og hvad er tegnet på
dit komme og verdens ende?" (Matt.
24:3)
Jeg behøver ikke citere, hvad han
sagde om Jerusalems ødelæggelse,
som dengang var for hånden. Men
på grund af dets forbindelse med
det, dét- sker nu og skal ske i frem-
tiden, beder jeg jer om sammen med
mig alvorligt at overveje, hvad han
sagde angående sit andet komme og
om verdens ende: „Og når ikke-
jødernes tid er kommet, da skal et
lys bryde frem blandt dem, der sidder
i mørke, og det er mit evangeliums
fylde." (L. & P. 45:28)
At denne forudsigelse henfører til
vore dage bevises af den kendsger-
ning, at „lyset", der tales om, tænd-
tes i foråret 1820, da Faderen og Søn-
nen viste sig for den unge profet,
Joseph Smith. I de år, der fulgte
umiddelbart efter, blev Jesu Kristi
evangeliums fylde gengivet til jorden
gennem profeten Joseph Smith.
Disse betydningsfulde begivenheder
skulle indvarsle „ikke-jødernes tid"
— det vil sige, den periode i den sid-
ste uddeling, hvor evangeliet først og
fremmest skal prædikes for de ikke-
jødiske folkeslag. I husker jo, at i
tidernes midte kom evangeliet først
til jøderne og siden til ikke-jøderne.
Men, for at komme tilbage til, hvad
Frelseren sagde:
314
„Men de modtager det ikke; thi de
ser ikke lyset, men de vender deres
hjerter bort fra mig på grund af men-
neskebud. (L. & P. 45:29)
Opfyldelsen af denne forudsigelse er
beklageligt åbenbar i dag. Det store
flertal af de mennesker, der får præ-
senteret evangeliet, afslår det. Det
er, fordi denne generation nægter at
tro, og ikke fordi der mangler vejled-
ning, derfor vil de indtil nu ikke kun-
ne undgå de ulykker, som Jesus for-
udså og profeterede om, og hvis der
ikke sker en forandring i deres
indstilling, vil de heller ikke i fremti-
den kunne undgå disse ting, for, sag-
de Jesus, den generation - det vil
sige, i hvilken evangeliet prædikes —
ser ikke lyset (Jesu Kristi evange-
lium), men „vender deres hjerte bort
fra mig.
„. . . Og i den slægt, skal der findes
mennesker, der ikke skal blive taget
bort, førend de har set en susende
svøbe, thi en hærgende sygdom skal
dække landet.
„Men mine disciple skal stå på helli-
ge steder og skal ikke berøres deraf;
men blandt de ugudelige skal men-
neskene opløfte deres røst, forbande
Gud og dø.
„Og der skal være jordskælv forskel-
lige steder, og store ødelæggelser.
Dog vil menneskene forhærde deres
hjerter mod mig og gribe til sværdet
mod hinanden og slå hinanden ihjel.
„Da jeg, Herren (dette sagde han, da
han gentog profetien for Joseph
Smith) havde talt disse ord til mine
disciple, var de bedrøvede.
„Og jeg sagde til dem: Vær ikke bed-
røvede, thi når alt dette sker, skal I
vide, at de forjættelser, der er blevet
givet jer, skal blive opfyldt." (L & P.
45:29, 31-35)
Idet Jesus atter taler om, at lyset skal
bryde frem igen, fortsætterlian med
at fremsige profetier for disciplene:
„I ser figentræerne med jeres øjne,
og I siger, når de begynder at sprin-
ge ud, og deres blade endnu er spæ-
de, at sommeren er nær.
„Således skal det være på den dag,
når de vil få alt dette at se; da skal
de vide at timen er nær.
„Og det skal ske, at den, der frygter
mig, skal forvente Herrens store dag
og tegnene på Menneskesønnens
tilkommelse.
„Og de skal se tegn og undere, thi de
skal være synlige i himlen oventil og
på jorden nedentil.
„Og de skal se blod, ild og røg-
damp." (L & P. 45:37-41)
Nogle af disse tegn har vi allerede
set, og de andre vil vi få at se. For,
fortsætter Jesus:
„. . . førend Herrens dag kommer,
skal solen formørkes og månen for-
vandles til blod og stjernerne falde
fra himlen.
„Og de tiloversblevne skal samles på
dette sted. (Jesus stod på Oliebjer-
get.)
„Og da skal de forvente mig, og se,
jeg kommer. Og de skal se mig i him-
lens skyer, iført magt og megen her-
lighed, med alle de hellige engle;
men den, der ikke venter mig, skal
afskæres." (L. & P. 45:42-44)
De retfærdige skal dog ikke afskæ-
res. Hør de løfter, som Herren gav
dem, der modtager evangeliet og
lever derefter.
Men førend Herrens arm falder, skal
en engel blæse i sin basun, og de
hellige, som er hensovet, skal kom-
me frem og møde mig i skyen.
„Dersom I derfor er hensovet i fred,
(her taler han til sine apostle), da er
I salige; thi ligesom I nu ser mig og
ved, at det er mig, således skal I
komme til mig, jeres sjæl skal leve.
Jeres forløsning skal da være fuld-
byrdet, og de hellige skal komme fra
verdens fire hjørner." (L. & P. 45:
45-46)
Vi kan have tillid til, at enten vi dør,
før Herren kommer, eller forbliver
dødelige, skal vi, hvis vi har været
trofaste, være sammen med ham og
glæde os over hans komme.
Og efter at de, der er opstået, er
kommet til ham, og de retfærdige,
som lever på den tid, er kommet
frem fra jordens fire hjørner:
skal Herrens arm falde på folke-
ne.
„Og Herren skal sætte sin fod på det-
te bjerg, og det skal gå midt over, og
jorden skal skælve og rave frem og
tilbage, selv himlene skal ryste.
„Og Herren skal lade sin røst høre,
og alle jordens ender skal høre den,
og jordens folk skal sørge, og de der
har lét, skal indse deres dårskab.
„Og ulykker skal ramme spotteren,
og foragteren skal fortæres, og de,
der tragter efter uretfærdighed, skal
omhugges og kastes i ilden." (L. & P.
45:47-50)
„Og Satan skal bindes, så han ikke
mere skal have plads i menneskenes
børns hjerter.
„Og på den dag, da jeg kommer i min
herlighed, skal den lignelse, som jeg
fortalte om de ti jomfruer, blive op-
fyldt.
„Thi de, der er kloge og har mod-
taget sandheden og taget den Hellig-
ånd tif vejleder og ikke har ladet sig
forføre, skal ikke omhugges og ka-
stes i ilden, men skal bestå på den
dag." (L. & P. 45:55-57)
De, „der er kloge og har modtaget
sandheden", er dem, der accepterer
evangeliet, når de hører det. De, der
„har taget den Helligånd til vejleder
og ikke ladet sig forføre", er dem, der
ikke alene har modtaget dens gave,
men også levet sådan, at de kunne
315
modtage Helligåndens vejledning og
således ikke er blevet forført. Det er
sådanne, der, enten de opstår ved
Herrens komme eller stadig er døde-
lige, „skal bestå på den dag" Kristus
kommer anden gang.
„Og jorden skal gives dem til arv; og
de skal formere sig og blive stærke,
og deres børn skal vokse op uden
synd til frelse.
„Thi Herren skal være midt iblandt
dem; og hans herlighed skal hvile
over dem, og han skal være deres
konge og lovgiver." (L. & P. 45:58-59)
Denne, Jesu store profeti afslører
grunden til de genvordigheder, som
gjorde Dr. Malik så bekymret for
menneskehedens fremtid. Den be-
kræfter den kendsgerning, at Jesu
Kristi gengivne evangelium, er det
sikre lys, der skinner i vor bekymrede
verdens mørke. Evangeliet, der blev
gengivet ved profeten Joseph, er
netop den „åbenbaring om noget
umådelig stort", som doktoren læng-
tes efter. Det er en sand „kaldelse
til en heltegerning". Det har „et
virkeligt universelt budskabs udford-
ring". Det er lige præcis det, som
doktoren siger, at der er brug for i
dag. Det bekræfter den slutning, han
kom til, da ran sagde:
„Den øjeblikkelige situation viser en
tendens til en endelig og fuldstændig
dom", at alt vil blive vejet - „ens liv,
ens værdier, ens kultur, hele den
civilisations levedygtighed, til hvilken
man hører." Profetien bekræfter, at
det hele ikke alene „minder meget
om de sidste dage", men den for-
sikrer os, at dette virkelig er de sid-
ste dage, og at Gud så sandelig „er
der og vogter over sine egne".
Jeg bærer mit personlige vidnesbyrd
om de skriftsteder, vi her har gen-
nemgået. Jeg ved, at han, som talte
ordene, var og er Guds Søn, jordens
og menneskenes Skaber såvel som
deres Frelser; at han ved det, og har
vidst fra alle tings begyndelse; at
han talte evig sandhed.
Jeg bærer vidnesbyrd om, at det evi-
ge evangeliums fylde er her på jor-
den. Det forudsagte lys er kommet.
Vi har set mange andre af de profete-
rede tegn på Kristi komme. Nogle
kan vi skimte, andre falder ligefrem i
øjnene.
Jeg bærer vidnesbyrd om, at Gud
ikke er død. Han står ved roret. Hans
kraft - præstedømmet - er på jor-
den; Hans planer skrider frem, som
de skal; hans „evige hensigter skal
fremskyndes, indtil alle hans forjæt-
telser er blevet opfyldt." (Mormon
8:22)
Om dette bærer jeg, som særligt
vidne for Kristus, højtideligt vidnes-
byrd, og det gør jeg i vor Herre, Jesu
Kristi navn, Amen. O
Fra missionens præsidentskab
Mine kære søskende
i Jesu Kristi Evangelium!
Vi som en familie er lykkelige over at være Danmark. Jeg er glad
for at vende tilbage til Danmark. Det vil blive dejligt at hilse på jer
allesammen og føje den styrke til vort liv, som I hver især har. Vi
beder, at vi også må føje noget til jeres liv i den tid vi er her. Jeg
er sikker på, at hvis vi alle sætter vor lid til Guds Ånd, vil der blive
en tilfredsstillende fremgang i den danske mission.
Vi er glade for at være her og hjælpe værket fremad. Da vore
missionærer imidlertid kommer og går, er det nødvendigt, at
hvert enkelt medlem passer „det embede, hvortil han er blevet
kaldet." Det er den eneste måde, hvorpå Jesu Kristi Kirke virke-
lig kan gå fremad. Det er formålet med Evangeliet, at hver enkelt
af Guds børn skal udvikle sig. Det, der kræves for at vi og vor
familie kan udvikle os, er offer. Offer opbygger kærlighed til og
omsorg for andre. Denne kærlighed og omsorg vil opbygge le-
derne i Riget og vil føre mange omvendte ind i Kirken. Vi kan ikke
udvikle os og stå stille på samme tid. Enhver forretningsmand
ved, at der i hvert fald må være så mange indtægter, at de kan
dække udgifterne, og hvis vi vil have tilfredsstillelse ud af vort
arbejde, må der være fortjeneste eller gevinst. Vor fortjeneste
eller gevinst kommer to steder fra: 1) væksten af vore familier -
nye børn og de børn, som gifter sig og stifter deres egen familie,
2) nye omvendte. Kan der findes nogen større tilfredsstillelse end
at have succes på begge områder? Er det ene område vigtigere
end det andet? Herren har fremsat mange ord om familiens be-
tydning og mange ord om, at vi skal belære andre om Evangeliet.
Jeg ved, at disse ord er sande- Det er skriftsteder, som profeterne
har givet os. Jeg ved, at vi i dag bliver ledet af en Guds profet.
Vi som en missionærfamilie ønsker at sende jer alle vore kær-
ligste hilsener. Vi glæder os til at hilse personligt på jer. Vi beder,
at Herrens rigeste velsignelser vil være med jer.
Grant Ipsen, Missionspræsident
Ærlighed
et frelsens princip
AF ÆLDSTE MARK E. PETERSEN,
af De tolvs Råd
Tale holdt ved den 141. halvårlige
generalkonference
En af Jesu Kristi Kirke af Sidste
Dage Helliges trosartikler indehol-
der sætningen: „Vi tror, at vi må
være ærlige." (13. trosartikel)
Men vi tror ikke, at ærlighed kun
er et spørgsmål om taktik. Dertil er
det et alt for vigtigt princip. Ærlig-
hed er et frelsens princip i Guds
rige. Uden ærlighed er der ingen
frelse. På samme måde som ingen
mand eller kvinde kan blive frelst
uden dåben, således kan ingen frel-
ses uden at være ærlige. På samme
måde, som vi ikke kan gå frem i
det himmelske rige uden opstan-
delse, således kan vi ikke komme
indenfor det celestiales grænser
uden at være ærlige.
Gud fordømmer lige så meget hyk-
leri som umoral, der er en af de
værste former for uærlighed. Når
han beskriver Helvede i den tilkom-
ne verden, siger han udtrykkeligt,
at det er der, de uærlige skal være.
Da intet urent kan komme i nærhe-
den af Herren, kan ingen løgner, be-
drager eller hykler få ophold i hans
rige.
Uærlighed er nært knyttet til selvisk-
hed, i hvilken den har sin oprin-
delse, og hvorfra den tager næring.
Selviskhed er roden til næsten alle
vore fejl, og menneskenes umen-
neskelighed overfor hinanden ska-
ber sorg for tusinder og atter tusin-
der.
Hvis hele menneskeheden var ær-
lig, ville vi have Himlen her på jor-
den. Vi ville ikke have brug for
hære og krigsflåder, ja ikke engang
for politi noget steds, for der ville
ikke forekomme nogen forbrydelser,
ingen overgreb mod nogens rettig-
heder, ingen vold mellem menne-
sker.
Der ville ingen grund være til skils-
misse, mand og kone ville ikke
være hinanden utro. Konflikterne
mellem forældre og børn ville for-
svinde, og ungdomskriminaliteten
ville ophøre.
Men er der i vort samfund noget
mere udbredt end tendensen til at
lyve og føre hinanden bag lyset?
Det er narkotikahandlerens løgne,
der frister et ungt menneske til at
prøve hans stoffer, og forførerens
løgne, der overtaler en pige til at op-
give sin dyd.
Det er den samvittighedsløse sæl-
gers løgne, der lokker hans offer til
at indgå en uredelig aftale.
Det er skattesnyderens løgne, der
gør, at han ender bag tremmerne,
og det er skoleelevens løgne, der
gør, .at han snyder ved prøver og
eksaminer.
Det er barnets løgn — og desværre
alt for ofte også forældrenes — der
skaber generationskløften.
Det er den sjuskede reparatørs
løgne, der skjuler dårligt arbejde.
Det er det at leve på løgn efter løgn,
der gør et menneske til hykler.
Det er en ægtemands eller en hu-
strus løgn, der fører til utroskab, og
det er forfalskning i regnskabet, der
bevirker, at man kan gøre sig skyl-
dig i underslæb.
Det er trangen til at lyve og snyde,
der gør en mor til butikstyv og bar-
net, der hjælper hende, til en kom-
mende forbryder.
Det er løgnen på de menneskers
læber, der lytter til sladder og brin-
ger den videre, der er skyld i mange
uskyldige ofres psykiske sammen-
brud.
Det er det uærlige menneske, der
søger at drage fordel af andre, at
ydmyge dem eller med vilje at ska-
de et andet menneske.
Det er uærligheden, der får et fa-
milieoverhoved til at snyde avis-
drengen for sin betaling for at
bringe familien deres aviser.
Det er en gejstlig løgn om, at
sexuelt samliv før ægteskabet er i
orden som en slags prøveægteskab,
der gør, at en ung pige mister sin
dyd. Hun er måske naiv eller dum,
at hun tager hans ord for gode va-
rer, men sikke en regning, han bli-
ver stillet overfor, når dommens dag
oprinder, fordi han har sagt, at det
at leve sammen før ægteskabet ikke
er at synde, når han udmærket godt
ved, at den almægtige højt oppe på
Sinaibjerget tordnede: „Du må ikke
bedrive hor." (2. Mos. 20:14)
Den mand er en hykler, der seks
dage om ugen kritiserer sine kone
sønder og sammen, ydmyger sine
børn og i det hele taget er en hus-
317
tyran for så om søndagen at spille
from, synge med i kirkens kor og
tage del i de hellige symbolske
handlinger, der hører til Herrens
nadver.
Det er den forelskede piges løgn,
der gør det muligt for hende at føre
sine forældre bag lyset, medens hun
synder sammen med en ung mand,
der kun ønsker at trække hende
med sig nedad.
Ingen går omkring på denne jord
uden en tanke på disse ord: ikke
vi leve kan på en løgn.
Vi sidste dages hellige tror på Gud,
og fordi vi tror på ham, tror vi og-
så, at der findes en djævel. Men
djævelen selv er en løgner — løg-
nens fader (Moses 4:4) — og de, der
vælger at snyde og lyve, bedrage og
fordreje, bliver hans slaver.
Er det noget under, at skriften siger:
„Seks ting hader Herren, syv er
hans sjæl en gru:
„Stolte øjne, løgnetunge, hænder,
der udgyder uskyldigt blod, et hjer-
te, der udtænker onde råd, fødder,
der haster og iler til ondt,
falsk vidne, der farer med løgn, og
den, som sætter splid mellem brød-
re." (Ordspr. 6:16-19)
I de vers, jeg nu citerer, tilføjer skrif-
ten endnu en afskyelig synd, som
aldrig forekommer uden løgn og be-
drag — nemlig vellystige sexuelle
forhold, om hvilke Gud siger, at de
ødelægger sjælen. I en moderne
åbenbaring beskriver Herren Helve-
de i den kommende verden, idet han
opremser de overtrædere, der vil få
del deri. Han siger:
„Det er disse, der er løgnere, trold-
karle, ægteskabsbrydere, horkarle
og de, der elsker og øver løgn.
„Det er disse, som lider Guds vrede
på jorden.
„Det er disse, der lider den evige
ilds hævn.
„Det er disse, der nedstyrtet til Hel-
vede lider den almægtige Guds vre-
de, indtil tiden er opfyldt, da Kristus
har lagt alle sin fjender under sine
fødder og har fuldbyrdet sit værk."
(L. & P. 76:103-106)
De fleste af os påberåber os at være
kristne, idet vi kalder os ved Kristi
navn og beder til Gud i det samme
navn. Men er vi virkelig kristne i
hjertet? Kan han rent faktisk accep-
tere vor tilbedelse? Dette kan vi af-
gøre ved at spørge os selv, om vi
virkelig holder hans bud. Hvis ikke,
er vi da værdige til at bære hans
navn?
Et menneske spurgte engang: „Hvis
du skulle bevise overfor en domstol,
at du var kristen, hvad ville du da
bruge som bevis?
De kristne må lære, at der ikke er
noget Kristus-lignende ved bedrag.
Der er ingen retfærdighed ved hyk-
leri. Der er intet godt ved løgn.
Vi må se i øjnene, at hvis vi ikke er
ærlige, er vi ikke rene i Guds øjne,
og at intet urent kan komme i hans
nærhed. At forfalde til uærlighed er
at apostere fra et kristent liv. At apo-
stere fra Kristus er at være anti-krist,
og hvem af os har råd til at være det?
At være anti-krist er at være imod
ham, at kæmpe mod ham, også selv
om det bare er ved i det stille ikke at
adlyde ham. At kæmpe mod Kristus
er at udelukke Gud fra sit liv, og
dette fremmer selvødelæggelsen
fremfor noget andet.
Mennesket kan filosofere og sige, at
der ingen Gud er; det kan kalde re-
ligion for myter; det kan opbygge
sine egne ideer, men det nytter ikke
noget. Beviset for, at Gud er der, er
så overvældende meget større end
alle protester og tomme teorier, der
forsøger at afskaffe ham. Som en
digter skrev: „Kun en tåbe påstår,
at Gud ikke er til."
I disse dage, hvor der udrettes så
meget, er der mere grund end no-
gen sinde før i menneskets historie
til at tro på Gud. Alle vore opdagel-
ser, alle vore opfindelser, selv det,
at det er lykkedes at sende menne-
sker op på månen, råber til os om
Guds magt.
Der er ingen præcision ved det til-
fældige, og der er intet sikkert ved
det spontane. Universet fungerer
både præcist og sikkert, og dette
forkynder Guds ære, ganske som
vore største videnskabsmænd har
sagt. Og således istemmer de med
salmisten fra gamle dage: „Herrens
er jorden og dens fylde jorderig og
de, som bor derpå." (Salm. 24:1)
Hvis vi er den mindste smule inter-
esseret i evangeliet, bør vi leve helt
derefter. Der er intet at vinde ved
at føre os selv bag lyset, så vi bliver
ofrer for vore egne fejltrin. Det er
en kendsgerning, der er så enkel,
at selv et barn kan forstå den — at
hvis vi skal komme frelst til Him-
melens rige, så må vi efterleve dets
love ærligt, fuldstændigt og helhjer-
tet. Lunkenhed er vederstyggeligt for
Herren. Han har sagt til dem med
den lunkne indstilling, at han vil ud-
spy dem af sin mund. (Joh. Åb. 3:16)
Hvorfor tror I, at han bød, at vi skal
tjene ham af vort hele hjerte, sjæl,
sind og styrke?
Husker vi da ikke på, at hvis vi ikke
gør noget, førend det bliver befale,
og desuden modtager befalingen
med tvivlende hjerte og er sene til
at udføre den, er vi under fordøm-
melse. (Se L. & P. 58:29)
Hvis vi ønsker at være kristne og at
vise det i vore gerninger, bør vi
huske på disse skriftsteder:
„Derfor, når du bringer din gave til
alteret og dér kommer i hu, at din
broder har noget imod dig, så lad
din gave blive dér ved alteret, og gå
først hen og forlig dig med din bro-
der, og kom så og bring din gave!"
(Matt. 5:23-24)
„Derfor, alt hvad I vil, at menneske-
ne skal gøre mod jer, det samme
skal I gøre mod dem; thi sådan er
loven og profeterne." (Matt. 7:12)
„Du skal elske din næste som dig
selv." (Matt. 22:39)
Og husker I, at Frelseren gav os
dette særlige bud: „I (skal) ikke
være som hyklerne;" (Matt. 6:5) Vi-
dere forklarede han, at: „Ingen kan
tjene to herrer; ... I kan ikke tjene
både Gud og mammon. (Matt. 6:24)
Der findes også følgende vigtige
skriftsted: „Ingen, der øver svig, skal
bo i mit hus, ingen, som farer med
løgn, bestå for mine øjne." (Salm.
101:7)
Da den almægtige fra Sinaibjerget
318
bød os ikke at stjæle, sagde han i
samme åndedrag: „Du må ikke sige
falsk vidnesbyrd imod din næste!"
Og han erklærede også, at vi ikke
må begære noget, der tilhører vor
næste. (2. Mos. 20:16-17)
I en moderne åbenbaring udtrykte
han det lige så klart: „Du skal ikke
lyve, thi den, der lyver og ikke om-
vender sig, skal kastes ud." (L. & P.
42:21)
Og han indbefattede nogle af kri-
stendommens største principper i
denne forskrift: „Du skal ikke tale
ondt om din næste eller gøre ham
nogen skade." (L. & P. 42:27)
Men han gik endnu videre, da han
lærte menneskeheden at undgå ger-
righed og griskhed, som fører til
alle former for uærlighed, han til-
skyndede os til at gå ad den hø-
jeste vej. I stedet for at tage fra
vore medmennesker, bør vi lære at
give — at være barmhjertige sama-
ritanere i alt; at dele med vore
mindre heldige medmennesker og
virkeligt vise vor kærlighed til næ-
sten. Han sagde: „Og se, da skal du
komme de fattige i hu og indvie en
del af din formue til deres under-
hold ... Og hvad I således skænker
de fattige af jeres midler, det gør I
imod mig . . ." (L. & P. 42:30-31)
Frelseren ved, hvor tung syndens
byrde er. Han bar denne byrde i
Getsemane og på korset for hver
enkelt af os. Han ved, at et synde-
fuldt liv er et ulykkeligt liv, hvor man
kommer til at betale dyrt, og at ugu-
delighed aldrig har været lykke. Han
opfordrer os til at bære en meget
lettere byrde, der består af glæde,
lettelse og inderlig tilfredshed, og
han siger:
„Kom hid til mig, alle I, som er
trætte og tyngede af byrder, og jeg
vil give jer hvile.
„Tag mit åg på jer og lær af mig,
thi jeg er sagtmodig og ydmyg af
hjertet; så skal I finde hvile for jeres
sjæle.
„Thi mit åg er gavnligt og min byr-
de er let." (Matt. 11:28-30)
Herren gjorde det klart, at alle har
brug for at omvende sig, og at, hvis
vi virkelig omvender os og påtager
os hans åg, der består af kærlighed,
tilgivelse og lydighed, så vil han ta-
ge imod os.
Gennem sin fordums profet Johan-
nes sagde Jesus:
„Men hvis vi vandrer i lyset, lige-
som han er i lyset, så har vi fælles-
skab med hverandre, og Jesu, hans
Søns, blod renser os fra al synd.
„Hvis vi siger, at vi ikke har synd,
så bedrager vi os selv, og sandhe-
den er ikke i os.
„Hvis vi bekender vore synder, er
han trofast og retfærdig, så han til-
giver os vore synder og renser os
fra al uretfærdighed." (1. Joh. 1:7-9)
„Den, som elsker sin broder, bliver
i lyset, og han støder ikke an.
„Men den, der hader sin broder, er
i mørket og vandrer i mørke, og han
ved ikke, hvor han går hen, thi mør-
ket har blindet hans øjne." (1. Joh.
2:10-11)
Endvidere har vi ordene fra Jakob,
at tro uden gerninger er død. Vi må
forene tro med vore gerninger, og
vore gerninger med tro for at være
virkelig kristne, og vore gerninger
må være retfærdige gerninger. (Ja-
kob 2:17-18)
Guds Ånd er sandhedens ånd. Frel-
seren er indbegrebet af sandhed.
Han beskrev sig selv således: „Jeg
er vejen og sandheden og livet; in-
gen kommer til Faderen uden ved
mig." (Joh. 14:6)
Der er ingen frelse i Guds rige uden
gennem sandheden, og sandheden
er Kristus. Og dette er mit vidnes-
byrd til jer i vor Herre Jesu Kristi
navn. Amen. Q
Dåb
Nordre Gren: 26. marts 1972:
Elsa Wexham døbt at aldste Randy
Gibson, håndspålæggelse ved ældste
Blaine Luke
8. april 1972:
Mette Marie Billeskov Jansen døbt af
Hans Billeskov Jansen, håndspålæg-
gelse ved samme
Esbjerg: 29. januar 1972:
Lillia Aime Karla Bjerge døbt af ældste
Dieter Rudolf Hansen, håndspålæggelse
ved ældste Bent R. Jørgensen
8. april 1972:
Lis Bjerge døbt af ældste Dennis Illum,
håndspålæggelse ved ældste Bent R.
Jørgensen
København: 31. marts 1972:
Jørgen Richard Viktor Schelle-Jørgen-
sen døbt af ældste Paul Faris, hånds-
pålæggelse ved ældste Brent Johansen
13. maj 1972:
Inger Jensine Jensen døbt af ældste
Terry Fowler, håndspålæggelse ved
ældste Timothy Hess
Fredericia: 19. februar 1972:
Hans Jørgen Vinding døbt af ældste
Wallace Sessions, håndspålæggelse
ved ældste Michael Dalton
Horsens: 20. maj 1972:
Pia Bjørn Rosenkilde døbt af broder
Ebbe Rosenkilde, håndspålæggelse ved
samme
Odense: 6. maj 1972:
Charlotte Marie Held døbt af ældste
Joel Adams, håndspålæggelse ved æld-
ste Anders Nielsen
Dåne Andrews Held døbt af ældste
John Dees, håndspålæggelse ved bro-
der Franz O. Knudsen
James Jeffery Held døbt af ældste Boat-
right, håndspålæggelse ved broder Karl
Ove Nielsen.
319
Skab en grundvold for
T
INDÅRSRIGET
Jeg er min himmelske Fader tak-
nemmelig, fordi jeg i dag har lejlig-
hed til at overvære endnu en gene-
ralkonference i kirken, og fordi der
er så mange af jer trofaste sidste
dages hellige til stede her i efter-
middag.
Frelseren sagde: „Mennesket skal
ikke leve af brød alene, men af
hvert ord, som udgår af Guds
mund." (Matt. 4:4) Jeg er sikker på,
at dem af os, der har haft lejlighed
til at overvære de sidste tre møder
under denne konference, virkelig
har følt, at vi er blevet givet det
evige livs brød. Der er blevet givet
os vidunderlig vejledning og inspi-
ration gennem disse Herrens tje-
nere.
Med brød kan vi holde vort legeme
i live, men der skal mere til, når det
gælder ånden. Musikken har været
dejlig opløftende at lytte til, og jeg
må i høj grad rose sangerne fra
Ricks College. Jeg var der for kun
et par uger siden for at overvære
en højtidelighed, og vi må ikke und-
lade at takke Herren for alle de or-
ganisationer, der er i hans kirke, og
for, de muligheder, disse organisa-
tioner og uddannelsesanstalter giver
vore unge mennesker.
I dag havde jeg tænkt åt sige lidt
om den grundvold, hvorpå vi bygger
vor tro, og hvad vi lever for, og om
vore virkelige ønsker og mål. Jeg
tænker på den tid, da dette smuk-
ke tempel blev rejst for over hun-
drede år siden. Fundamentet, der
blev lagt til det, var mellem fire og
fem meter bredt, og engang kom
præsident Brigham Young og så, at
arbejderne fyldte det med granit-
skærver. Han beordrede, at de skulle
fjernes igen, og sørgede så for, at
der blev brugt store, solide granit-
blokke i stedet, for som han sagde:
„Vi bygger dette tempel, for at det
skal kunne stå gennem hele Tusind-
årsriget." Er det ikke en dejlig tan-
ke? Hver eneste een af os burde
have et ønske om at opbygge vort
liv og hjælpe vor familie med at op-
bygge deres liv, så det kan stå
stærkt gennem hele Tusindårsriget.
Vi har hørt broder Romneys tale i
formiddags, hvor han nævnte pro-
feternes og Kristi eget løfte om Her-
rens genkomst, og hvem af os øn-
sker ikke at leve sådan, at vi er
sikre på at være med på den dag,
da Guds basun lyder, og de døde
kommer frem, så vi og de, der er
os kære, kan blive talt blandt dem,
der kommer i hans nærhed.
Jeg tænker på profeten Johannes'
ord, han som blev forvist til øen Pat-
mos, og som af en engel blev vist
alle ting, lige fra krigen i Himlen, da
Satan blev kastet ud, til den store
slutscene. Han så de døde, små som
store, stå foran Gud, bøgerne blive
åbnet, og de døde dømt efter de
ting, der stod i bøgerne, hver efter
deres gerninger — ikke kun efter
deres tro, ikke efter hvad deres læ-
ber havde formet, men efter deres
gerninger. Og døden og dødsriget
gav de døde tilbage, som var i dem;
og de blev dømt, hver efter sine ger-
ninger. (Joh. Åb. 20:12-14)
„...de blev levende og blev kon-
ger med Kristus i tusinde år. (De
andre døde blev ikke levende, før
de tusinde år var til ende.)
„ . . . Salig og hellig er den, som har
del i den første opstandelse! Dem
320
har den anden død ingen magt over,
men de skal være Guds og Kristi
præster og være konger med ham
i tusinde år. (Joh. Ab. 20:4-6)
Findes der mon noget menneske,
der er blevet strejfet af den Hellig-
ånd, som ville være tilfreds med at
blive ladt tilbage i tusind år, når
Guds basun lyder, og de lige så
godt kunne have beredt sig? Og
hvis der skal mellem fire og fem
meter fundament til at holde et tem-
pel oprejst i Tusindårsriget, så må
vi sandelig også udvise ikke så lidt
lydighed for at være beredt til den
store dag.
Frelseren har sagt: „ . . . snæver er
den port og trang den vej, som
fører til livet, og få er de, der fin-
der den." (Matt. 7:14) Så vi må hel-
lere sikre os, at vi går på den trange
vej, der fører til livet. Ved en an-
den lejlighed, sagde han:
enhver, der hører de ord, jeg
her har sagt, og handler efter dem,
han ligner en mand, som byggede
sit hus på klippegrund.
„Og regnen styrtede ned, og vand-
strømmene kom, og vindene blæste
og kastedes mod det hus, men det
faldt ikke; thi dets grundvold var
lagt på klippen.
„Men enhver, der hører de ord, jeg
her har sagt, og ikke handler efter
dem, ligner en dåre, som byggede
sit hus på sand.
„Og regnen styrtede ned, og vand-
strømmene kom, og vindene blæste
og slog imod det hus, og det faldt,
og dets fald var stort." (Matt. 7:24-
27)
Den grundvold, som vi bygger vort
liv på, er lige så vigtig for vor evige
lykke, som den grundvold, på hvil-
ken man bygger det hellige tempel,
for at det kan bestå gennem Tu-
sindårsriget.
For nogle få år siden, medens jeg
var præsident for Sydstatsmissionen,
talte jeg en sen eftermiddag i Quit-
man, Georgia om pagten, der gør
ægteskabet evigt, og om familie-
enheden. Jeg læste et stykke op fra
bror Rulon S. Howells' bog: Do Men
Believe What Their Church Prescri-
bes? (Tror mennesket på, hvad de-
res kirke lærer?) (Deseret Book Co.,
1932) I bogen er der et skema over
alle de større kirkesamfund og dis-
ses indstilling til de vigtigste lærer-
sætninger, heriblandt deres indstil-
ling til ægteskabspagtens evige be-
ståen. Der var ingen kirker, der
troede på dette.
Jeg forstår ikke, hvordan de kan
læse deres bibler og alligevel ikke
tro det, og hvordan ægteskaber
kunne indgås i disse kirker verden
over kun gældende „til døden jer
skiller." Hvilket svagt begreb! Hvor-
for tænker de ikke tilbage på den
tid, da Gud havde afsluttet jordens
skabelse, så på den og fandt, at det
var godt, anbragte Adam på jordens
overflade, idet han sagde: „ . . . Det
er ikke godt for mennesket at være
ene..." (1. Mos. 2:18) Og han
gjorde ham en medhjælp og sagde:
, og de to bliver ét kød."
(1. Mos. 2:24) Hvad nu Gud føjer
sammen og gør til ét kød, kan man
ikke adskille, uden at resultatet bli-
ver to ufuldstændige halvdele i ste-
det for to hele. Jesus gentog den
udtalelse, idet han sagde:
Derfor skal en mand forlade
sin fader og moder og holde sig til
321
sin hustru, og de to skal blive ét
kød!
„ . . . hvad Gud har sammenføjet, må
et menneske ikke adskille." (Matt.
19:5-6)
Da mødet sluttede, stod jeg ved dø-
ren og tog afsked med folk, da de
gik derfra. En mand kom hen til mig
tilføjede han: „Men jeg vil gerne
høre resten." Hvordan kan nogen
mand, der virkelig elsker sin kone
og sine børn, lade være med at tro
på dette princip?
Der findes mennesker som ham,
der tror, at ægteskabet burde vare
evigt, men der er ingen kirke på
og præsenterede sig for mig som
baptistpræst. Jeg spurgte ham, om
jeg havde fortolket hans kirkes lær-
domme forkert. „Nej, hr. Richards,"
sagde han, „det forholder sig gan-
ske, som De siger. Vi tror ikke alle
de ting, som vore kirker prædiker."
Jeg sagde: „Og De tror heller ikke
selv på det. Hvorfor lærer De ikke
deres sognebørn sandheden fra nu
af? De vil rette sig efter, hvad De
siger, men vil ikke være parat til at
høre sandheden af mormonkirkens
ældster." Han sagde blot: „Vi ses
nok igen." Og det var alt, hvad jeg
kunne få ud af ham den dag.
Næste gang jeg kom til den gren
for at holde konference, hvilket var
ca. fire måneder senere, blev min
ankomst annonceret i avisen, fordi
jeg var missionspræsident. Da jeg
således kom gående op mod den
lille kirke, stod baptistpræsten og
ventede på mig. Da vi havde hilst på
hinanden, sagde jeg: „Jeg ville me-
get gerne høre Deres mening om
den tale, jeg holdt, da jeg sidst var
her." Han svarede: „Hr. Richards,
jeg har tænkt over det lige siden.
Jeg tror hvert ord, De sagde." Så
denne jord, bordset fra vor egen,
der, så vidt jeg ved, tror på, at ægte-
skabspagten har evig gyldighed.
Tænk på, hvilken forskel det gør på
vort liv, at vi ved, at vi skal leve vi-
dere i al evighed! Jeg ville lige så
gerne tro, at døden er en fuldstæn-
dig udslettelse af både legeme og
ånd, som jeg ville tro, at døden ville
adskille mig fra min kone og mine
børn, og at vi ikke ville kende hin-
anden mere. Jeg siger jer, at der
ikke ville være meget at se frem til.
Hvorfor skulle jeg ønske at fortsætte
med at leve i al evighed, hvis kærlig-
hedens bånd, der binder os sammen
her, ikke vedblivende skulle eksi-
stere?
Vi har set eksempler på kidnapping,
hvor børn blev fjernet fra forældre.
Jeg kan huske at for år tilbage, det
var i 1932, tror jeg, blev oberst Lind-
berghs1 lille dreng kidnappet, og
bortførerne forlangte en løsesum på
50.000 dollars. (Dengang ca. 350.000
kr.) Han ville gerne have givet dem,
hvad de bad om, hvis han kunne
have fået sin dreng tilbage. Og her
indføjer vi vor viden om det evige
liv. Bror Marion G. Romney citerede
her til formiddag Herrens åbenba-
ring, hvor Herren siger, at i opstan-
delsen skal børnene „vokse op uden
synd til frelse." (L & P. 45:58)
Der er dem blandt os, der har lagt
deres børn i graven, min kone og
jeg har også måttet gøre det. Vi fik
en lille datter i Holland, medens jeg
var missionspræsident der, og vi fik
lov at beholde hende, til hun var tre
og et halvt år gammel. Mere end
een gang har min kone sagt, at hun
følte, at englene bragte hende den-
ne ånd, for hun kunne føle deres
nærhed, og alligevel måtte vi lægge
barnet i graven. Hvis vi mente, at
dette var enden, ville vi have givet
hvad som helst på denne jord for
at kunne få hende igen. Men nu har
vi denne viden, som vi fik ved evan-
geliets gengivelse, at hun vil høre
sammen med os i den evige verden,
og at vi vil kunne glæde os ved at
se hende vokse op til frelse uden
synd. En gang imellem tænker jeg
på, at det kan være, at nogle af
disse udvalgte ånder ikke behøvede
erfaringerne her i den dødelige ver-
den på samme måde som andre
børn, og at det er derfor, at Herren
kalder dem hjem.
Vi fik fire døtre, før vi fik en søn. Vi
blev sendt til Californien for at lede
en stav dernede, og vor dreng tog
på udflugt sammen med et højråds-
medlem og hans drenge, og mistede
livet ved en trafikulykke. Dette er
den største sorg, vi nogensinde har
lidt, men vi er kommet ovenpå og
kan se fremad igen, fordi vi ved, at
det er vor himmelske Faders vilje,
at disse kærlighedens bånd skal be-
stå gennem evighederne. Det tager
det værste af smerten ved døden
bort at vide, at vi igen skal møde
dem, der er os så kære. Gud ske
lov for denne viden! Jeg ønsker at
se vort fundament her på jorden af
en sådan art, så vi alle kan blive
værdige til at stå sammen med vore
kære og de Guds børn, der først
blev forløste og helliggjorte.
Søskende, vi er et velsignet folk. Vi
er velsignede, fordi vi har lejlighed
til at leve "-er på jorden på et tids-
322
punkt, hvor evangeliet er blevet gen-
givet, så vi kan have kundskab om
sandheden. Vi er velsignede, fordi
vi har en grundvold, hvorpå vi kan
bygge vor tro, og fordi dette gør, at
hver dag kan være en lykkelig, dag,
når vi er sammen med vore kære.
Det er ikke så underligt, at præsi-
dent McKay så ofte sagde, at ingen
succes i livet kan opveje et ulykke-
ligt hjem. Og jo nærmere mænd og
kvinder lever til Gud, des større vil
kærligheden være i hjemmet, og jo
mere vil de sætte pris på kundska-
ben om, at kærlighedens bånd vil
holde gennem evigheden, der skal
komme.
Medens jeg var præsident for Syd-
statsmissionen, var der en skole-
lærer, der lånte en af sine mormone-
lever en bog; da læreren fik bogen
tilbage, lå der et kort med trosar-
tiklerne i den, som hun så læste. Så
gik hun til præsten for sin egen
kirke og sagde: „Hvorfor har vor kir-
ke ikke sådan noget som , dette?"
Præsten kunne ikke give hende et
fyldestgørende svar, og så skrev
hun til kirkens oplysningsbureau i
Salt Lake City. De sendte hende
brochurer, missionærerne besøgte
hende, og hun blev medlem af kir-
ken.
På den anden side, når jeg gennem-
læser trosartiklerne, som Joseph
Smith nedskrev, (og der er mange
vigtige lærdomme, som han ikke her
nævner), så forstår jeg ikke, hvor-
dan man kan læse dem uden at
indse, at denne kirke er sand. In-
gen anden kirke i verden har sådan
en grundvold at bygge på. Jeg vil
gerne slutte min tale med at citere
nogle af dem:
„Vi tror på Gud, den evige Fader,
på hans Søn, Jesus Kristus og på
den Helligånd." (1. trosartikel) Pro-
feten lærte os, at de er to adskilte
personligheder med legemer af kød
og ben, og at den Helligånd er en
åndelig person.
„Vi tror, at menneskene vil blive
straffet for deres egne synder og
ikke for Adams overtrædelse." (2.
trosartikel) Det er der ikke mange
kirker, der tror på.
„Vi tror, at hele menneskeheden,
gennem Kristi forsoning, kan blive
frelst ved at adlyde evangeliets love
og forordninger." (3. trosartikel) De
fleste steder i dag prædikes der, at
alt, hvad man behøver at gøre, er at
tro på, at Jesus er vor Frelser, men
vi siger, at man skal gøre, hvad han
siger.
„Vi tror, at evangeliets første grund-
sætninger og forordninger er: 1) Tro
på den Herre Jesus Kristus. 2) Om-
vendelse. 3) Dåb ved nedsænkning
i vandet til syndernes forladelse.
4) Håndspålæggelse for den Helli-
gånds gave." (4. trosartikel) Jeg tror
ikke, at der er nogen anden kirke i
verden, der bygger på denne grund-
vold, og dog skriver Paulus tydeligt
i brevet til Hebræerne:
„ . . . Lad os derfor ikke her gå ind
på børnelærdommen om Kristus,
men ledes frem til de voksnes sta-
de og ikke på ny lægge grundvold
med omvendelse fra døde gerninger
og tro på Gud.
„Med lære om tvætninger og hånd-
spålæggelse, de dødes opstandelse
og evig dom." (Hebr. 6:1-2)
Dette er netop det samme, som vi
har i vore trosartikler.
„Vi tror, at en mand må kaldes af
Gud ved profeti og håndspålæggelse
af sådanne, som har myndighed der-
til, for at prædike evangeliet og tje-
ne i dets forordninger." 5. trosarti-
kel) Ingen anden kirke tror på dette;
de tror, at de har autoritet blot ved
at læse i Biblen.
„Vi tror på den samme organisa-
tion, som fandtes i den oprindelige
kirke, nemlig apostle, profeter, hyr-
der, lærere, evangelister osv." (6.
trosartikel) Paulus fortæller os, at
kirken er opbygget på apostlenes
og profeternes grundvold med Je-
sus Kristus selv som hovedhjørne-
stenen; (Ef. 2:20) Ingen anden kirke
har en sådan grundvold.
„Vi tror på tungemålsgaven, profeti,
åbenbaring, syner, helbredelse, ud-
lægning af tungemål osv." (7. tros-
artikel)
„Vi tror, at Biblen er Guds ord, for
så vidt, som den er rigtigt oversat;
vi tror også, at Mormons Bog er
Guds ord." (8. trosartikel) Og intet
menneske kan tro på, hvad Biblen
siger uden at vide, at der findes
endnu en skriftsamling, som Gud lo-
vede at bringe frem for at gøre dem
til eet i vore hænder. (Ezekiel 31:17)
„Vi tror alt, hvad Gud har åbenbaret,
alt, hvad han nu åbenbarer, og vi
tror, at han endnu vil åbenbare
mange, store og vigtige ting an-
gående Guds rige." (9. trosartikel)
Med andre ord, vi tror på stadige
åbenbaringer, og at Kristi sande
kirke den dag i dag ledes af åben-
baringer.
Og så tror vi „på Israels virkelige
indsamling og de ti stammers tiF-
bageføreise; at Zion vil blive grund-
lagt på det vestlige fastland (Ameri-
ka), at Kristus personligt vil regere
på jorden, og at jorden vil blive for-
nyet og få sin paradisiske herlig-
hed." (10. trosartikel) Vi ved disse
ting, og Esajas fortæller os, at når
den dag kommer, vil der være nye
himle og en ny jord, hvor lammet
og løven vil kunne græsse sammen,
og at vi skal bygge huse, i hvilke vi
selv skal bo, og plante vin og spise
dens frugter. Vi skal ikke bygge, for
at andre kan bo, men hvert men-
neske kan selv nyde sit arbejdes
frugter, thi vi skal være Herrens
velsignede æt og have vort afkom
hos os. (Es. 65:17-23)
Er det da underligt, at vi bør lægge
et fundament lige så stærkt som
det, hvorpå vort hellige tempel er
bygget, så vi kan være sikre på at
være sammen med vore kære i Tu-
sindårsriget.
At Gud må være med os og vore
familier i forberedelserne hertil, skal
være min bøn. Gud velsigne jer i
vor Herre Jesu Kristi navn. Amen.Q
1 Lindbergh, Charles Augustus, amerikansk fly-
pioner — født 1902.
323
Tilståelse og
aflæggelse er en de
af oprigtig
omvendelse
ÆLDSTE JAMES A. CULLIMORE, assistent til De tolvs Råd
Tale holdt ved den 141. halvårlige generalkonference
Når jeg ser ud over alle de menne-
sker, der er til stede her, går det op
for mig, at de allerfleste hernede på
gulvetagen er præstedømmeledere,
og især er der mange biskopper.
Jeg nærer stor respekt for kirkens
biskopper og for det store ansvar, de
bærer på deres skuldre. En biskop
står som en far for wardet, er wardets
højpræst og dommer i Israel. En af
de ting, han skal dømme om, er om
den enkelte er værdig til at holde en
stilling i kirken, til at tage vare på
kirkens ordinanser og til at få tem-
pelanbefaling osv.
Det er biskoppens pligt at råde med-
lemmerne i wardet, at hjælpe dem
når de har problemer, at lytte til over-
trædernes tilståelser og hjælpe dem
med at omvende sig. Desværre er
der mange af de sidstnævnte, der er
inaktive på grund af deres overtræ-
delser og behøver megen hjælp. De
føler, at de er fortabte, fordi de har
syndet — at der ikke mere er noget
at gøre. Det er især om disse med-
lemmer, jeg ønsker at tale i dag. Dis-
se mennesker er alle dejlige sønner
og døtre af vor himmelske Fader,
men de har fejlet i et svagt øjeblik,
eller på grund af omstændigheder,
der var dem meget imod. Nu føler de
sig fortabte i deres fortvivlelse, fulde
af samvittighedsnag, som de er. Den
almindelige indstilling er: „Hvad kan
det nytte? Der er intet håb for mig
nu; jeg kan aldrig få tilgivelse."
Det er muligt at hjælpe dem gennem
en kærlig biskop, der er parat til at
ofre tid og tålmodighed på dem, og
som aldrig giver op. Når de bliver
klare over, at der er håb, at Gud er
barmhjertig, at der findes tilgivelse
for synd, vil lyset begynde at skinne
gennem den sørgmodighed og de-
pression, der følger med overtrædel-
sen.
Lyt her til et brev en biskop engang
modtog fra et sådant menneske.
Forud for det havde der været et
dejligt interview, under hvilket den
unge dame havde udgydt sit hjerte
for biskoppen. Han havde forsikret
hende, at alt ikke var tabt, og at der
findes tilgivelse for synd, hvis man
virkelig omvender sig. Få dage sene-
re skrev hun:
„På en eller anden måde er man ikke
helt klar over, hvor forfærdeligt, det
har været, før byrden begynder at
blive løftet fra ens skuldre. Jeg ved,
at det tager tid, at gøre det godt igen,
som man har gjort galt, og måske er
den bedste måde, hvorpå jeg kan
takke dig og vor himmelske Fader, at
blive et sådant menneske, som du
tror, jeg er, og sådan som Gud ved,
jeg kan blive. Jeg er nervøs på en
underlig måde — nej, ikke rigtig ner-
vøs, men jeg føler blot, at det, vi gør
i dette liv, er så uendelig vigtigt. Livet
har altid givet mig så meget, for
eksempel det, at jeg er i stand til at
se og føle, at føle og smage og nyde;
jeg kan se en solnedgang høre et lil-
le barn le, se to andre børn, der
leger, eller se en eller anden klare
sig igennem en vanskelighed i sit liv.
Men det lille barn kan til enhver tid
begynde at græde, børnene kan be-
gynde at skændes, og en eller anden
kan begive sig ad den forkerte vej.
Jeg ved ikke, hvor jeg har fået disse
tanker fra, men det virker sådan på
mig.
„Jeg forlanger ingen drømme,
ingen profetiske syner,
ingen pludselig sønderrivning af
støvets slør,
ingen besøgende engel — ingen
Himmel, der åbner sig.
Men tag tågen bort fra min sjæl."
(Ukendt forfatter)
Præsident Spencer W. Kimball har
beskrevet en situation, der ligner
den, jeg netop har omtalt:
„Nogle gange kan et menneske blive
ganske overvældet af skyldfølelse,
der er så tung at bære, at han, når
han angrende ser tilbage på, hvad
han har gjort og ser råddenskaben
og modbydeligheden, bliver fuld-
stændig overvældet og tænker: „Kan
Gud mon nogensinde tilgive mig?
Kan jeg nogensinde tilgive mig
selv?" Men når man har nået bunden
af al håbløshed og fortvivlelse og
råber til Gud i sin hjælpeløshed og
ulykke, men med tro, så hører man
snart en ganske sagte men altgen-
nemtrængende stemme, der hvisker
til ens sjæl: „Dine synder er dig for-
ladt." (Luk. 5:20) {Miracle of Forgive-
ness (Bookcraft, 1969) side 344.)
Skriften trøster os meget. I Johannes'
første brev læser vi: „Hvis vi beken-
der vore synder, er han trofast og
retfærdig, så han tilgiver os vore syn-
der og renser os fra al uretfærdig-
hed. (1. Joh. 1:9)
Ligeledes læser vi: „Thi jeg, Herren,
kan ikke se på synd med den ringe-
ste hengivenhed.
„Dog skal den, der omvender sig og
holder Herrens befalinger, tilgives."
(L. & P. 1:31-32)
Et af de skriftsteder, der er allermest
vederkvægende for overtrædere, er
måske dette:
„Se den, der omvender sig fra sine
synder, ham er de forladt, og jeg
Herren, kommer dem ikke mere i
hu." (L & P. 58:42)
Præsident Kimball bruger sund logik,
når han siger: „Råbet om at omvende
sig er fil alle mennesker . . . det råb
lover dem, der retter sig herefter,
tilgivelse for synd. For sikke en dår-
lig vittighed det ville være at kalde
menneskene til omvendelse, hvis der
ingen tilgivelse var, og så ville Kristi
liv og gerning jo ganske være spildt,
hvis der ikke derigennem var mulig-
hed for frelse og ophøjelse!" {The
Miracle of Forgivness, side 344.)
Et af de allersmukkeste skriftsteder
findes hos Esajas, i hvilket der gives
løfte om tilgivelse til alle, der omven-
der sig:
„Søg Herren, medens han findes,
kald på ham, den stund han er nær:
„Den gudløse forlade sin vej, uret-
tens mand sine tanker og vende sig
til Herren, at han må forbarme sig,
til vor Gud, thi han er rund til at for-
lade." (Es. 55:6-7)
Det er ikke altid nemt at omvende
sig. Det kræver stor ydmyghed. Det
kræver overnaturligt mod, især når
der er tale om alvorlige overtrædel-
ser. Men Herren har sagt os, hvordan
vi kan vide, om en mand eller kvinde
har omvendt sig fra sine synder. Hvis
han vil bekende sine synder og af-
lægger dem, da er hans omvendelse
oprigtig. (L. & P. 58:43)
Tilståelse og aflæggelse er de to
vigtigste ting, når der tales om om-
vendelse.
Efter at man har erkendt sin synd og
har besluttet sig til at vende sig fra
den, må man ydmyge sig og bekende
synden.
I alvorlige tilfælde af synd ville det
være meget lettere blot at holde op
med at gøre det forkerte uden at sige
noget til nogen derom. Men at ydmy-
ge sig og bekende sin synd overfor
den, man har krænket og for biskop-
pen, er en meget rigtig måde og kræ-
ver virkelig ydmyghed.
Efter tilståelsen bør den, der har
syndet, vise sin omvendelse ved
ihærdigt at følge Herrens befalinger.
Genoprettelse er også en vigtig del
af omvendelsen. Der bør gives en
form for erstatning i det omfang, det
er muligt for at erstatte det, der er
blevet taget eller for at reparere de
skader, som er forvoldt, således at
man derved gennem sine handlinger
kan vise sit samvittighedsnag og
beslutning om at gøre godt igen.
Tilståelsen må først og fremmest af-
lægges overfor den, der er blevet
mest forurettet ved handlingen.
En oprigtig indrømmelse giver ikke
plads for at gentage synden, efter at
den først er blevet påvist.
Hvis du har krænket mange menne-
sker offentligt, skal din tilståelse og-
så aflægges offentligt og overfor de,
som du har krænket, skal du vise din
skamfølelse og ydmyghed samt villig-
hed til at modtage en fortjent irette-
sættelse. (L. & P. 42:90, 91)
Hvis din handling ikke er kendt og
ikke har krænket nogen anden end
dig selv, skal din tilståelse aflægges
i stilhed og vor himmelske Fader,
som hører på dig, vil belønne dig
offentligt. (L. & P. 42:92) (Matt. 6:6)
Handlinger, som kan skade din stil-
ling i kirken, din ret til privilegier i
kirken, eller din fremgang der, må
omgående indrømmes overfor bis-
koppen, hvem Herren har udpeget
som en hyrde for hjorden og over-
draget myndigheden til at fungere
325
som en domstol i Israel. (L. & P.
107:74, 76)
Han skal lytte til disse tilståelser i
stilhed og handle med fornuft og
barmhjertighed, som hvert tilfælde
kræver det.
Efter tilståelsen må den, der har
syndet, fremvise resultatet af sin om-
vendelse ved gode gerninger, som
kan opveje de dårlige. Han må virke-
lig gøre alt, hvad han kan for at
erstatte det, som er gået tabt eller
reparere de skader, som han har for-
voldt. (Youth and the Church side 99,
Deseret Book Co. 1970)
Når nogen har indrømmet en synd
og påbegyndt sin omvendelse ved
med god vilje at vise sit oprigtige
ønske om at blive fuldstændig til-
givet, hvordan ved vi så, hvornår vi
skal tilgive? Hvornår ved vi, at han
virkelig har omvendt sig?
I en åbenbaring til kirken i Kirtland,
Ohio i 1831, sagde Herren:
„Han har syndet, men sandelig siger
jeg jer: Jeg Herren, forlader dem
deres synder, som bekender dem for
mig og beder om tilgivelse, og som
ikke har syndet til døden."
„Derfor siger jeg jer, at I skal tilgive
hinanden; thi den, som ikke tilgiver
sin broder hans synder, står fordømt
for Herren, thi på ham hviler en stør-
re synd."
„Jeg, Herren, tilgiver hvem jeg vil,
men af jer forlanges det, at I tilgiver
alle mennesker." (L & P. 64:7, 9-10)
Disse klare instruktioner til kirken,
om at vi skal tilgive alles fejltagelser,
siger ikke, at biskoppen, efter at have
hørt på en af sine medlemmers
indrømmelser, fritager ham for an-
svaret for sine synder ved at tilgive
ham.
Naturligvis skal han tilgives. Biskop-
pen lægger sin arm om hans skuldre,
er venlig og forstående og gør alt
muligt for at hjælpe ham tilbage til
fuld aktivitet. Men til trods for sin
kærlighed og forståelse må han fore-
slå at den omtalte gør bod gennem
en forsagelsestid, hvori han nægter
sig adgang til visse af kirkens privile-
gier i et tidsrum afhængig af syndens
karakter.
Det siges, at én engang har spurgt
en broder: „Hvornår har et menneske
fået tilgivelse for sine synder?" Han
fik svaret: „Når han har omvendt
sig." Han spurgte da igen: „Hvor-
ledes kan du vide om han har om-
vendt sig?" Svaret lød: „Hvis du kun-
ne se ind i hans hjerte, ville du vide
det." Muligvis omvendte han sig
allerede under tilståelsen, men da vi
ikke ved noget om dette, må der gå
en tid, hvor han kan vise sin omven-
delse gennem trofasthed i evangeliet.
Forsagelsestiden vil i almindelighed
være afhængig af syndens alvorlig-
hed og synderens udvisning af om-
vendelse.
Et brev fra Det første Præsidentskab
til en stavspræsident, som hjalp en
af sine medlemmer til tilgivelse for
en alvorlig moralsk synd, indeholdt
følgende oplysning: „Tilståelse og
forsagelse er vigtige for oprigtig
omvendelse og må sammenkædes
med en erstatning, i så stor udstræk-
ning som muligt, for alt det der er
gjort forkert imod Herrens befalin-
ger."
Det er et spørgsmål, hvornår man
skal slutte forsagelsestiden. Vi føler,
at der må gå lang tid, før nogen kan
vise, hvordan han vil bære sig ad
med at leve retfærdigt i fremtiden.
Kirkens almene instruktionshåndbog
angiver en vis tid efter en alvorlig
synd, før nogen kan få sine fulde
privilegier i kirken og præstedømmet
tilbage. Men hvilken bod der end til-
deles, hvor lang eller vanskelig en
sag end er, selv ved ydmygelse i
„sæk og aske", (Matt. 11:21) er om-
vendelse den eneste vej frem.
Gennem Jesu Kristi forsonende blod
kan vore synder vaskes bort. Med
Amuleks ord siges der:
„ . . . han sagde til ham, at Herren
visselig skulle komme og forløse sit
folk, men at han ikke skulle komme
og forløse dem i deres synder, men
forløse dem fra deres synder.
„Og ham er givet magt af Faderen til
at forløse dem for deres synder gen-
nem omvendelse." (Helaman 5:10-11)
Nu til slut en forsikring om, at den,
der omvender sig, kan blive tilgivet.
„Sandelig, så siger Herren: Det skal
ske, at hver sjæl, der aflægger sine
synder, kommer til mig, påkalder mit
navn og adlyder min røst samt holder
mine befalinger, skal se mit ansigt,
og vide at jeg er." (L & P. 93:1)
Det er måske ikke nemt, vejen kan
være lang, men jeg vidner for jer,
dette er vejen, som Herren har givet
i barmhjertighed til os. I Jesu Kristi
navn. Amen. Q
Missionærafløsninger
Følgende missionærer er blevet hæder-
ligt afløst fra deres arbejde i Den dans-
ke Mission:
2. juni 1972:
Michael R. Dalton fra Burkeville, Virgi-
nia, efter sidst at have arbejdet i Køben-
havn
Clifton Farnsworth fra Salt Lace City,
efter sidst at have arbejdet i København
Bruce Green fra Lapoint, Utah, efter
sidst at have arbejdet i Esbjerg
Jan Birk fra Hvidovre, efter sidst at have
arbejdet i Hvidovre
Timothy Hess fra Farmington, Utah, ef-
ter sidst at have arbejdet i Missions-
kontoret
Kerry Rasmussen fra Ogden, Utah, efter
sidst at have arbejdet i Glostrup
5. juni 1972:
John Stevens fra Las Vegas, Nevada,
efter sidst at have arbejdet i Hobro
Donald Eyre fra Nephi, Utah, efter sidst
at have arbejdet i Hvidovre
12. juni 1972:
Gary Mortensen fra Manassa, Colorado,
efter sidst at have arbejdet i Missions-
kontoret
Brent Johansen fra Orem, Utah, efter
sidst at have arbejdet i Missionskon-
toret
Nile Hall fra Lorenzo, Idaho, efter sidst
at have arbejdet i Hobro
326
„Så siger Herren"
ÆLDSTE THEODORE M. BURTON, assistent til De tolvs Råd Tale holdt ved den 141. halvårlige generalkonference
For omkring en måned siden blev jeg
af Det Første Præsidentskab udsendt
for at holde en serie kirkekonferen-
cer i Sydamerika. Faktisk vidste jeg
ikke rigtigt, hvad jeg kunne forvente
at opleve i de lande, og da jeg ende-
lig kom derned, kunne jeg da heller
ikke være blevet mere forbavset.
Jeg så store byer med ultramoderne
skyskrabere med alle nymodens
hjælpemidler. Trafikken var lige så
tæt som i de store byer i Nordameri-
ka. Der blev bygget boligkarreer,
kontorer, undergrundsbaner, veje og
fabrikker i feberagtig hast i et forsøg
på at holde trit med den rivende øko-
nomiske udvikling.
Jeg må indrømme, at jeg med det
samme faldt for sydamerikanerne. Da
jeg drog derned, kendte jeg ingen,
men jeg blev modtaget med så me-
gen varme og gæstfrihed, at jeg, da
jeg tog derfra få uger senere, følte,
at jeg havde fået mange, nye og helt
specielle venner. Jeg gav dem da
også et broderligt abrazo eller knus,
da vi skiltes.
Da jeg talte med lederne i den del af
kirken, blev det mig klart, at syd-
amerikanerne har problemer fuld-
327
4fc, ^
^^•fc***.
-^S^
#^^s^-
stændig på linie med dem, man fin-
der i andre dele af verden. Mine ven-
ner i Sydamerika fortalte mig, at
deres landsmænd var så optaget af
at opfylde deres materielle behov,
at de forsømte deres åndelige behov.
Kirkerne er ved at miste grebet om
deres medlemmer. Menneskene er
ikke interesseret i moderne religio-
ner, og kirkernes indflydelse er i af-
tagende. Indbyggerne finder hverken
trøst eller støtte i religiøse lærdom-
me og filosofier.
Det samme er tilfældet i Europa og
De forenede Stater. Det er det vel
over hele verden. Mange steder er
kirkerne ved at blive centret for poli-
tisk aktivitet. Præsterne leder pro-
testmarcher for politiske spørgsmål.
Sognepræsterne vender sig til psyko-
logien og sociologien for at prøve på
at opfylde deres sognebørns følelses-
mæssige og åndelige behov. Prædi-
kenerne, der holdes, er lærde mænds
intellektuelle mesterstykker, mænd,
der har lært at holde formfuldendte
taler på teologiske læreanstalter,
men hjertet er ikke med, i det de
siger. De bringer budskaber, der er
fulde af menneskevisdom, og ikke
rummer noget guddommeligt.
De forskellige kirkeledere er da også
klare herover. Derfor søger de at
reformere deres kirker. Der er blevet
foreslået store forandringer indenfor
kirkernes lærdomme og ritualer, og
nogle af disse forandringer er allere-
de ført ud i livet. Der indkaldes til
konferencer og synoder for at prøve
at klargøre lærdommene i enkelt-
heder, for at diskutere kirkens frem-
gangsmåder eller de ord, der bør
bruges ved de forskellige ordinanser.
For mig ser det ud, som om men-
nesket forsøger at tale for Gud, i
stedet for at lade Gud tale for sig
selv.
Det er blevet sagt, at det, der behø-
ves mest i dag, ikke er menneskets
røst, men Guds røst. Hvilken genera-
tion af mænd og kvinder har haft
mere brug for at lytte til en Guds pro-
fet, der kan lede dem, end vi gør i
dag? I disse dage, hvor man fra alle
sider råber; „Se, her er sandheden,"
eller „Nej, der er sandheden," hvor
hører man da en stemme fuld af auto-
ritet, der siger: „Så siger Herren?"
Hvor har vi en Moses eller en Esajas,
eller en Peter eller en Paulus, som
kan tale udfra personligt kendskab
til Gud?
Jeg ser, og I ser ideologiske stridig-
heder udover den ganske jord. I avi-
ser, blade og bøger læser vi om de
mænds forslag, der forsøger at løse
moralske og etiske problemer ved at
skabe nye love. Vi ser mænd og kvin-
der vende sig til politiske teorier eller
til videnskab i et forsøg på at løse
det moderne samfunds åndelige og
moralske problemer. Vi prøver at
løse vore problemer gennem menne-
skets filosofier og lærdomme. Jeg
hører Esajas' ord for mig, som han
udtrykte Guds vilje:
„Den gudløse forlade sin vej, uret-
tens mand sine tanker og vende sig
til Herren, at han må forbarme sig,
til vor Gud, thi han er rund til at for-
lade.
„Thi mine tanker er ej eders og eders
veje ej mine, lyder det fra Herren;
nej, som himlen er højere end jorden,
er mine veje højere end eders og
mine tanker højere end eders.
„Thi som regnen og sneen falder fra
himlen og ikke vender tilbage, før
den har kvæget jorden, gjort den
frugtbar og fyldt den med spirer,
givet sæd til at så og brød til at
spise, så skal mit ord, det, som går
ud af min mund: det skal ej vende
tomt tilbage, men udføre, hvad mig
behager, og fuldbyrde hvervet, jeg
gav det." (Es. 55:7-11)
Guds vej er vejen til at løse vore
politiske, moralske, etiske, ja, selv
vore økonomiske problemer. Herrens
vej udelukker krige, oprør, diskrimi-
nation, lidelse og sult. Hvad verden
behøver er da vejledning fra en sand
profet, fordi han kender Guds menin-
ger og vilje, kan han tale i Guds navn
med magt og myndighed og sige:
„Så siger Herren!"
Den dag er kommet! De gammel-
testamentelige profeter forudsagde,
at Gud i de sidste dage ville genop-
rette sit rige på jorden, som aldrig
i evighed skulle forgå. Daniel talte
om en sten, som Gud med egne
hænder skulle skære ud af et bjerg,
en sten, som skulle rulle frem og op-
fylde jorden. (Daniel 2:32-45) Mika
sagde, at dette skulle fremkomme,
når jorden er fuld af uro. Malakias
forudsagde Elias' komme og genop-
rettelsen af alle ting. (Mal. 4:5, 6)
Jesus sagde, at en budbringer eller
Elias ville blive sendt herned før Her-
rens andet komme for at genoprette
alle ting, som forberedelse til det,
der skal komme. (Matt. 7:11) Peter
vidnede om, at der i de sidste dage
ville komme en fornyelsens tid, og at
Jesus ville forblive i Himlen „indtil
genoprettelsestiderne, da alt skal bli-
ve genoprettet, som Gud har talt om
328
gennem sine hellige profeters mund
fra fordums tid." (Ap. Ger. 3:21)
Denne forudsagte genoprettelse be-
gyndte så stille og diskret, at verden
ikke engang var klar over, hvad der
skete, den kom så stille „som en tyv
om natten" (1. Tess. 5:2) Det skete
ikke gennem menneskelig visdom,
men som svar på en ganske enkel
bøn, som Joseph Smith, en dreng i
New York State, bad, da han var gået
ind i skoven ved Palmyra, for at stille
Gud spørgsmålet: „Hvilken af kirker-
ne er den rigtige?" Dette unge men-
neske havde ingen anelse om, at en
ny Guds uddeling barmhjertigt var på
vej. På den tid levede der ingen pro-
fet på jorden, som kunne svare på
Josephs spørgsmål. Han kunne kun
få svar fra Gud ad een vej, og det
var, ved at Gud selv svarede ham.
Den sande kundskab om Gud var
blevet tilsløret i de århundreder, der
fulgte på Kristi død. Da Joseph Smith
gik ud i skoven for at bede, vidste
han ikke mere om Gud, end hans
samtidige gjorde. Indtil det tidspunkt
troede hver eneste kirke på treenig-
heden og havde dette som en fast
lærdom i deres kirke. De troede på
en Gud, der kun var en ånd, som var
ukendt for menneskene, og som ville
forblive ukendt. I kan forestille jer
Josephs forbløffelse, da ikke een.
men hele to personer kom til syne
for ham som svar på bønnen. Idet
den ene person talte og pegede på
den anden, præsenterede han ham
med disse ord: „Denne er min elske-
de Søn. Hør ham!" (Joseph Smith
2:17)
Det var den levende, opstandne Je-
sus Kristus, selve Guds Søn, som
belærte Joseph og således begyndte
den nye uddeling med sand kund-
skab om Gud. Han fortalte Joseph, at
ingen kirke, der dengang var på jor-
dens overflade kunne gøre krav på
at tale i Guds navn. Han fortalte Jo-
seph, at han, efter den rette forbere-
delse og efter at præstedømmets
myndighed var blevet givet ham,
skulle blive den første i rækken af
nutidige profeter, som skulle belære
og velsigne menneskeheden, som
profeterne i fordums tid havde gjort
det.
Og som forudsagt af Kristus, kom
himmelske sendebud til jorden og
udgød præstedømmets magt over
Joseph Smith og Oliver Cowdery.
De fik myndighed til at tale drevet
af den Helligånd, og det, de sagde,
var Herrens vilje i de sidste dage.
Denne magt er stadig blandt os idag.
(L. & P. 68:4)
Yderligere skrifter blev givet, for „på
to eller tre vidners udsagn skal en-
hver sag afgøres." (2. Kor. 13:1) Nye
åbenbaringer blev givet for at gen-
oprette præstedømmets orden på
rette måde og at genskabe ordinan-
serne ganske, som de havde været
på Jesu Kristi tid. Jesu Kristi Kirke
blev genoprettet med den samme
magt, de samme gaver, og den sam-
me myndighed som i fordums tid.
Gud havde talsmænd igen på jorden,
hvem han havde givet den gave, det
var at kende Guds tanker og vilje og
som havde myndigheden til at sige:
„Så siger Herren!"
Da Joseph Smith rejste sig fra sine
knæ i Den hellige Lund, vidste han
mere om Guds natur, magt og egen-
skaber, end lærde mænd kunne vide
efter at have studeret emnet et helt
liv igennem. Det er det, der er så
enestående ved Jesu Kristi Kirke i
dag. Det er vidnesbyrdet og den Hel-
ligånds kraft, der adskiller kirken fra
alle andre. Vi behøver ikke sammen-
kalde råd af lærde mænd for at
diskutere, hvad Gud ønsker. Vi har
nulevende profeter og apostle til at
lede os. Hvis vi er villige til at følge
deres råd, kan vi undgå det onde, der
er i vor tid, være stærke og rolige i
vor tro og have fred i sindet.
Af denne grund er der en umådelig
magt uløseligt knyttet til Jesu Kristi
Kirke af Sidste Dages Hellige, som
har en god påvirkning på menneskets
liv. Mænd og kvinder, der ved, at de
handler efter Guds vilje, vil være
parate til at ofre sig for andre, at
dele, hvad de har, at tjene andre og
leve fredeligt sammen. Fred kommer
ikke gennem lovgivning eller ved at
tilslutte sig en bestemt politisk filoso-
fi. Menneskemetoder til at løse pro-
blemer kan ikke alene misbruges,
men også simpelt hen slå fejl på
grund af manglende viden eller erfa-
ring. Fred, glæde og lykke får man
kun ved at acceptere Guds åbenba-
rede plan.
I Sydamerika så jeg den samme
stærke vækst indenfor kirken, som
jeg har oplevet på vestkysten af De
forenede Stater og Canada gennem
de sidste tre år. Vore problemer er
ikke tomme kirker, men at vore kirke-
bygninger er overfylde. Vi bygger
nye lige så hurtigt, vi kan, for at løse
disse problemer, men vi har svært
ved at følge med. Jeg blev glad over-
rasket, da jeg så, at kirkebygninger-
ne i Sydamerika ikke kun bruges om
329
søndagen, men hele ugen igennem.
De unge i kirken foretog sig noget
næsten hver dag, idet de brugte
bygningerne og de omkringliggende
arealer som klubfaciliteter. De spil-
lede fodbold udendørs, de spillede
teater og øvede sig på deres musik-
instrumenter indendørs. Der blev
holdt ungdomsseminarer og primary
i klasselokalerne. Jeg deltog i en
banket afholdt for de unge i Buenos
Aires. Jeg besøgte en nylig startet
„Deseret Industries operation" i
Montevideo, hvor vore søstre lærte
at sy, at forandre klædningsstykker,
at strikke og at væve, alt imens de
lærte hinanden bedre at kende. I Sao
Paulo i Brasilien arbejdede unge og
ældre sammen for at bygge en
sportsplads uden mindste tegn på
generationskløft.
I vil måske spørge: „Hvordan kan det
være, at du som fremmed fik en så
varm modtagelse i de lande, når du
ikke engang taler deres sprog?" For-
di jeg blev accepteret som deres bror
i Jesus Kristus. Vore hjerter talte det
samme sprog. Vi havde de samme
idealer, de samme ønsker, de samme
mål. Jeg overværede en konference
i Brasiiien, hvor brødrene og søstre-
ne havde så travlt med at hilse på og
tale sammen, at det var vanskeligt at
få begyndt mødet. Disse mennesker
elskede hinanden. Det var smilende,
hilse-glade og lykkelige mennesker,
jeg så i Sydamerika. Med et sådant
broderskab er det da noget under, at
de tre stave i Sao Paulo hvert år gen-
nemsnitlig øges med et tusind med-
lemmer, som hurtigt bliver en del af
denne Herrens familie?
Da jeg så disse mennesker være så
lykkelige og glade for hinandens sel-
skab, så tænkte jeg på, hvor magt-
fuldt det gengivne evangelium kan
være. Når et menneske er overbevist
om, at det virkelig er Guds søn eller
datter, så er der ingen grænser for
dette menneskes vækst. Dette er
fundamentalt for kirkens medlemmer.
Som medlemmer af en kongelig fami-
lie, vil vi ikke længere kunne stille os
tilfredse med at være som andre
mennesker. Vi føler os anderledes.
Det går op for os, at intet kan holde
os tilbage, når vi arbejder for Herren.
Vi bliver villige til at arbejde mere
ihærdigt, at ofre mere for sagen og
at dele vore talenter og velsignelser
med andre, fordi vi ved, hvem vi er.
Som Peter lærte medlemmerne af kir-
ken på sin tid:
„Men I er en udvalgt slægt, et konge-
ligt præsteskab, et helligt folk, et
ejendomsfolk, for at I skal forkynde
hans guddomskraft, som kaldte jer
fra mørket til sit underfulde lys.
„I, som før ikke var et folk, men nu er
Guds folk, I, som ikke fandt barm-
hjertighed, men nu har fundet barm-
hjertighed." (1. Peter 2:9-10)
Hvis I er ved at miste modet, hvis der
er noget I ikke forstår, Hvis I søger
efter mere lys, større lykke og glæde,
så undersøg disse åbenbarede sand-
heder. Bliv selv klar over det. Kom
og lyt til profetens stemme. Slut jer
til Guds folk, bliv gennem pagten søn
eller datter af den sande og levende
Gud. Opnå jeres arv i Guds rige, få
de rettigheder, som I i følge jeres
stamme har løfte om, og få en viden
om formålet med livet. Til dem, der
allerede er medlemmer af Jesu Kristi
Kirke af Sidste Dages Hellige, vil jeg
sige: Lad os udvikle de gaver, vi har
fået. Lad os være venlige overfor
hinanden, lad os vise den kærlighed
til næsten, der kommer, når man hel-
hjertet accepterer sandhedens prin-
cipper.
Jeg bærer mit hellige vidnesbyrd om,
at Jesus Kristus er Guds levende
Søn - vor Frelser, vor Herre, vor
Konge. Jeg vidner for jer, at Jesus
Kristus nu taler til jordens indbygge-
re gennem levende profeter. Jeg be-
vidner for jer, at Det melkisedekske
Præstedømme igen findes på jorden
i al dets majestæt og vælde, og at
der lever sande profeter og apostle,
der siger: „Så siger Herren."
Jeg bærer mit personlige vidnesbyrd
derom i Jesu Kristi navn. Amen. Q
JOSEPH FIELDING SMITH
„I forudtilværelsen opholdt vi os i
Gud, vor Faders, nærhed. Da
tiden oprandt, da vi skulle gå
videre ad vor tilværelses stige og
gennemgå denne verdens prøve-
stand, blev der holdt råd, og
de åndelige børn blev belært om
emner, der havde at gøre med
forholdene i det dødelige liv, og
om grundene til at indgå i en sådan
tilværelse. I det tidligere liv var
vi ånder. For at vi kunne have
fremgang og efterhånden nå målet,
fulkommenhed, blev det bekendt-
gjort, at vi ville modtage taber-
nakler af kød og ben og måtte gen-
nemgå en dødelig tilstand, hvor vi
ville blive forberede os til ophøjelse.
Under tilstedeværelse af vor herlige
Fader, der havde et følbart
legeme af kød og ben, strålende
som solen, blev vi bragt til at
forstå, at vi som ånder var i en
tilstand langt under Hans."
JOSEPH FIELDING SMITH
„Ethvert menneske modtager
Kristi lys. Vi finder ikke dette
lærepunkt så klart beskrevet i Det
nye Testamente som i Mormons
Bog og i Lære og Pagter. Men vi
opdager følgende: Herren har ikke
ladt mennesker (når de fødes ind
i verden) hjælpeløse, famlende for
at finde lyset og sandheden,
men hvert menneske, der fødes ind
i denne verden, fødes med retten
til at modtage vejledning, belæ-
ringen, råd fra Kristi Ånd, eller
Sandhedens Lys, i vore Skrifter
somme tider kaldet Herrens Ånd."
330
BØRNENES
SIDER.
Den lille fortabte killing
AF CHARLOTTE STEVENSON
Kan du hjælpe denne killing med
at finde vej hjem til sin mor uden at
løbe ind i andre dyr fra gården på
vejen hjem?
START
HJEMME-L- -,-
C . S T£t/£N SOM
113
\
Mod til
at tro
AF ANNE SIKSTAD
Illustreret af Ronald Crosby
y.
Det var en bitterlig kold søndag
morgen i Larsmo, Finland, da den
unge Anders Johansson forlod sit
hjem for at gå i kirke. Han æn-
sede ikke det kolde vejr, fordi han
var varmt klædt på, og han var
glad for spadsereturen på de tre
mil til den lille baptistmenighed.
Anders følte sig altid godt tilpas
på sabbatsdagen, fordi han var
glad for at lære om Gud.
Pludselig ramte en sten Anders'
ben og en anden ramte ham i ryg-
gen. Han standsede ikke for at
stille spørgsmål, men løb straks af-
sted tværs over marken. De gode
følelser, han for et øjeblik siden
havde haft, var forsvundet.
„Hvorfor kaster de sten på mig,
fordi jeg tilhører en anden kirke?"
spurgte Anders sig selv. „Jeg hø-
rer til i denne by lige så meget,
som de gør, selv om jeg beder på
en anden måde."
På den tid var Finland under rus-
sisk herredømme og de fleste
mennesker tilhørte den lutherske
kirke. Lige som Anders havde de,
der bekendte sig til andre kirker,
vanskeligheder.
Stenene havde ikke gjort ham no-
get særligt, men hvor Anders dog
ønskede, at hans bysbørn i Lars-
mo ville være mere tolerante over-
for andre religioner.
Da Anders endnu var en lille dreng,
blev en ung mand, der boede i
Sverige, ved navn: Gustav Wall-
gren, medlem af Jesu Kristi Kirke
af Sidste Dages Hellige.
Kort tid efter blev han sendt til
Finland for at arbejde for den rus-
siske regering. Før han rejste til
Sverige, blev han ordineret til
ældste, for at han bedre kunne
prædike evangeliet til det finske
folk og døbe det. Gustav var ut-
vivlsomt den første mormon i Fin-
land.
I slutningen af året 1875 blev der
sendt missionærer fra Sverige til
Finland.
Den finske regering var klart imod
enhver form for kirkelig aktivitet
bortset fra den lutherske kirke, og
der blev udskrevet en lov, der for-
bød mennesker at stå op og præ-
dike enhver anden kirkes læresæt-
ninger.
For at følge loven, måtte alle mis-
sionærerne, der arbejdede i Fin-
land sidde ned medens de prædi-
kede evangeliet.
Breve fra de første missionærer ta-
ler om, at denne usædvanlige form
forløb meget godt, „efter vi var
blevet vant til det."
Kun meget få mennesker i Finland
turde lytte til nogen, der talte om
en ny religion. De, der gjorde det,
blev ofte forfulgt og udsat for de
strengeste straffe indenfor lovens
rammer.
En mand, der blev mormon, blev
idømt 28 dages fængsel og fik un-
der sin ensomme arrest kun lidt
vand og brød at leve af.
I sommeren 1880 tog nogle mis-
sionærer fra Sverige til en ø, der
hed Larsmo, den er ca. 20 km.
lang og ligger på Finlands vest-
kyst.
På grund af vanskeligheder med
den finske regering blev de ikke
længe, men før de rejste, hørte
Anders og hans kone om evange-
Net og blev døbt. I en tid var de
de eneste medlemmer på denne ø.
Snart ville Anders gerne dele evan-
geliet med andre, så han invite-
rede venner og slægtninge til sit
hjem, for at de kunne høre om den
vidunderlige, nye religion. Hans
svigerfar, postbudet og nogle na-
boer troede og bad om at blive
døbt. „Jeg ved ikke, om jeg kan
døbe jer," sagde Anders. „Jeg må
besøge missionspræsidenten i Sve-
rige for at undersøge, om jeg har
myndighed til at gøre det."
Da sådan en rejse med skib var
dyr, hjalp de, som han havde un-
dervist med de penge, der var nød-
vendige for at kunne rejse til Sve-
rige, hvor han blev ordineret til
ældste.
I Larsmo i juli 1946 blev Finland
genindviet til evangeliets forkyn-
delse og i 1947 åbnede landet sine
døre for de religioner, der ønskede
at etablere missioner.
Ikke længe efter blev den finske
mission oprettet. Der er nu i 1972
treogtyve grene af kirken.
På grund af det mod, som Anders
viste i tilbedelsen af Gud og for
den måde, han gjorde, hvad han
han fandt rigtigt, blev mange af
hans børn og børnebørn, såvel
som venner og naboer medlem-
mer af kirken.
Den første grenspræsident i Den
finske Mission var Anselm Strøm-
berg, oldebarn af Anders Johans-
son Strømberg. Det sidste navn
blev tilføjet, dengang det blev på-
budt enhver i Finland at have et
efternavn.
O
LØRDAG
Lørdag er nu en særlig dag, for da gør vi os rede til søndag,
vi går på indkøb og vi ordner hus, så vor sabbatsdag bliver
en skøn dag.
Vi vasker tøj og vi pudser sko og vi kalder den for en „gør
køn dag,"
vasker hår og sætter det sirligt og fint så vi er parate til
søndag.
„Synd med mig" D-10
Rita S. Robinson, oversat af R. Voss
117
118
Gideon
En historie fra Mormons Bog, fortalt AF MABEL JONES GABOTT
Illustreret af Jerry Harston
Gideon ragede op over mængden.
Han var en høj mand og meget
stærk. Hans stemme nåede ud til
kong Limhis folk og til kong Am-
mon og hans folk.
En stor skare havde samlet sig på
kong Limhis opfordring for at finde
en udvej til at undslippe for la-
manitternes trældom.
„O, konge," sagde Gideon. „Hvis
du ikke har fundet, at jeg var en
unyttig tjener, eller om du har lyt-
tet til nogle af mine ord, og de har
været dig til nytte, da ønsker jeg,
at du også denne gang vil lytte til
mine ord, og jeg vil være din tje-
ner og udfri dette folk af trældom."
(Mosiah 22:4)
Alles øjne var rettet mod Gideon.
Hvb'r Limhis folk dog længtes efter
frihed. Lamanitterne blev mere og
mere grusomme, for hver dag der
gik. De slog dem og behandlede
dem som dyr og pålagde dem hø-
jere skatter oveni deres allerede
tunge byrder.
Kong Limhi var ivrig efter at høre
Gideons tale. Han var blevet taget
til fange af lamanitterne. Limhi var
en god mand og elsket af sit folk,
skønt han var søn af den onde
kong Noah.
Han huskede nu, at Gideon engang
havde forsøgt at dræbe kong Noah,
men han havde vist barmhjertig-
hed, da kongen bad om nåde.
Limhi var glad, fordi der havde
været fred blandt hans folk i to
år.
Der var imidlertid stadig nogen af
kong Noahs onde præster ude i ør-
kenen, der gemte sig og betragte-
de lamanitternes piger, når de
dansede og sang. De havde fanget
24 af dem og ført dem langt ud i
ørkenen.
Lamanitterne havde beskyldt Lim-
his folk for at have stjålet pigerne
og kong Limhi ville søge efter de
skyldige blandt sit folk.
Men Gideon sagde: „Jeg beder
dig, søg ikke hos dette folk. De
kunne aldrig have gjort det. Tænk
på de onde præster, måske har de
stjålet lamanitternes døtre."
Kong Limhi lyttede til Gideon, og
Gideon havde ret.
Ammon og hans folk ville også
gerne høre på Gideon, fordi Am-
mon kendte Gideons hengivenhed
for kong Limhi.
Ammon var kommet fra Zarahem-
las Land til Nephis Land for at sø-
ge efterkommere af Zeniff, som
119
*>■■...::■
.:
havde rejst i landet mange år tid-
ligere. Ammon var overvældende
glad over at finde kong Limhi og
hans folk i live, men han sørgede
over, at de levede i trældom. Nu
ønskede han og hans folk at høre,
hvad Gideon havde at sige.
Kong Limhi lod Gideon tale, og
Gideon sagde: „Læg mærke til por-
ten på den anden side af byen."
„Lad os derfor udstede en be-
kendtgørelse til hele folket om, at
de skal samle deres flokke og
hjorde, så de kan drive dem ud i
ørkenen om natten. Og jeg vil gå
efter din befaling og betale den
sidste skat af vin til lamanitterne,
og så bliver de fulde, og vi vil gå
gennem den hemmelige udgang til
venstre for lejren, når de bliver
fulde og falder i søvn."
„Således vil vi drage ud i ørkenen
med vore kvinder og børn, vore
får og vort kvæg og vi vil drage
omkring i Shiloms Land."
Og kongen lyttede til Gideons ord.
Og kong Limhi lod sit folk samle
kvæget sammen, og han sendte
vinskatten til lamanitterne, og han
sendte endnu mere vin til dem som
en gave, og de drak rigeligt af vi-
nen, som kong Limhi sendte dem.
Og kong Limhis folk drog ud i ør-
kenen om natten med deres flokke
og hjorde og de gik omkring Shi-
loms Land i ørkenen og tog ret-
ning henimod Zarahemlas Land,
idet de blev vejledt av Ammon og
hans brødre. (Mosiah 22:6-11)
I Zarahemlas Land sluttede de sig
til Mosiahs folk og blev modtaget
med glæde.
Gideon havde reddet sit folk fra
lamanitterne. (Se Mosiah 20:17, 18)
O
DAVID O. McKAY
„Jeg bevinder for jer, at Gud, vor himmelske Fader le-
ver, at Han samtaler med sine tjenere, at Han i denne
verdensuddeling har igangsat sit store værk, den
eneste frelsesplan, hvorved mennesket kan reddes,
det eneste middel, hvorved fred kan oprettes i ver-
den.
122
et nyt
hjem
AF MARY PRATT PARRISH
Illustreret af Virginia Sargent
Tommy vendte sig på stråmåtten i
bunden af vognen og trak klude-
tæppet langt op over ørerne.
På en hvilken som helst anden
morgen ville der være blevet blæst
i signalhornet, og han ville have
været oppe, men brødrene havde
besluttet sig til at blive i Garden
Grove, og som følge deraf kunne
han blive i sin seng denne mor-
gen.
Men hornet lød alligevel klart ind i
Tommys vogn. Han tog hurtigt
skoene på, greb sin frakke og
sprang ud af vognen. Han mødte
sin far, der kom ud af teltet.
„Hvad er der i vejen?" spurgte
Tommy. „Jeg ved det ikke," sva-
rede hans far. „Lad os finde ud
af det."
Sammen gik de over til det store
lejrbål, hvor Brigham Young ven-
tede på, at mændene skulle kom-
me til stede.
Da de alle var kommet, begyndte
han:
„I dag er det den 25. april og jor-
den er velegnet til pløjning. Vi kan
så korn nu, og til foråret vil der
blive en god høst. Hvis vi ikke er
her til den tid, vil de hellige, som
kommer efter os, kunne høste den.
De, der er syge, kan blive her, ind-
til de har det bedre. De, der ikke
har proviant og klæder til at kunne
fortsætte, kan blive her, til de har,
hvad de behøver. De hellige, som
kommer efter os, kan bruge hu-
sene, indtil de drager videre."
Han gjorde en pause og mændene
forholdt sig stille og ventede på,
at han skulle fortsætte.
„Jeg har inddelt vor lejr i grupper.
100 skal hugge tømmer. 48 skal
bygge huse. 10 skal bygge gær-
der. 12 skal grave brønde og 10
skal bygge broer. Resten ialt 175
skal rense jorden for kratvækster,
lave plove og til sidst så korn."
Så snart præsident Young havde
sluttet sin tale, løb Tommy tilbage
og fortalte sin mor om den nye
plan.
„Det er en vidunderlig måde at
123
hjælpe hinanden på," sagde hun.
Mange af vore venner i Nauvoo
ville drage vestpå, hvis de vidste,
at der var et sted undervejs, hvor
de kunne finde føde og hvile sig,
hvis de blev syge."
„Måske ville alle vore venner kom-
me, hvis de vidste det," sagde
Tommy tankefuldt, idet han tænkte
på den dejlige tid, han havde haft
sammen med de andre drenge i
Nauvoo.
124
„Hvorledes kan vi give dem be-
sked om, at der vil være et hus til
dem her?" spurgte Betsy. „Jeg tror,
at brødrene vil give dem besked,"
svarede hendes mor.
Netop da kom far ind i lejren, be-
gejstret over sit nye job.
„Jeg skal bygge huse," sagde han.
„Og du Tommy, skal hjælpe mig."
„Hurra!" råbte Tommy. Tommys
mor smilede, da hendes to mænd
gik af sted sammen.
125
Ugerne, der fulgte, var travle. Lej-
ren blev vækket hver morgen med
hornsignal. Enhver begyndte straks
efter morgenmaden og morgen-
bønnen.
To uger efter var det som om, at
den lille by med alle dens huse,
hegn, broer og brønde havde væ-
ret der i lang tid.
Rundt om var der hektar efter hek-
tar af jord, der var blevet pløjet,
harvet og tilsået med hvede.
Tommy og Betsy synes det var dej-
ligt at tænke på alle de kager og
tærter, de skulle have efter høsten.
Det var længe siden, de havde
smagt et stykke brød af rigtigt mel
i stedet for af majsmel. De var så
trætte af majs, at de af og til hel-
lere gik sultne i seng, end de
spiste det.
Tommy var stolt af de huse, han
hjalp sin far med at bygge. De var
lavet af bjælker, der var lagt oven
på hinanden. Det var hans job at
fylde mellemrummene med ler og
græstørv.
Det var en dejlig dag, da Tommy
og Betsy flyttede ind i et af disse
huse med deres far og mor.
Far lavede et bord og nogle bæn-
ke, som han anbragte i midten af
rummet og en rå sengeramme
blev sat i et hjørne.
Betsy og hendes mor lavede en
fjederbund af reb ved at flette et
langt, tyndt reb over rammen af
sengen fra side til side og fra ho-
vedgærde til fodende, indtil bun-
den var vævet af masker på ca,
7 cm.
„Det gør sengen blød og fjedren-
de," sagde Betsy, da hun satte sig
på den. „Det er bedre end at sove
på hårde brædder," sagde Tommy,
idet han tænkte på sin seng i præ-
rievognen.
Da alt var på plads, så Betsy sig
om i sit nye hjem. Der var varme
på ildstedet. En gryde stod og
snurrede med en kødpostej og der
var en ren dug på bordet, som var
dækket til aftensmaden.
„Det er et smukt hjem," sagde hun.
„Jeg håber, at vi kan bo her i lang
tid."
Men Tommy og Betsy boede kun i
deres hus i tre uger.
Den 1. juni sagde deres far: „Vi
skal afsted til Counsil Bluffs i mor-
gen. Præsident Young vil, at vi skal
tage dertil for at bygge huse og så
korn, som vi har gjort det her.
Tommy og Betsy så bedrøvede ud.
Mor prøvede på at trøste dem og
sagde: „Det gør virkelig ikke noget,
hvor vi bor, bare vi er sammen."
„Det er den kærlighed, menneske-
ne har til hinanden, der skaber et
hjem, ikke det sted de bor." Det
vigtigste nu er, at vi viser vor him-
melske Fader, hvor meget vi el-
sker ham, ved at gøre det, han
ønsker, vi skal gøre.
Da alt var pakket og familien var
klar til at tage afsted, satte de sig
for at spise deres sidste måltid i
huset.
Pludselig hørte de lyden af vogne,
mange vogne. „Det må være et
helt vogntog, der kommer for at
slutte sig til os", sagde far, og i ste-
det for at spise, gik familien ud
på vejen for at byde de nyankom-
ne velkommen.
Tommy så nogen venner i en af
vognene. „Eliza - Elija!" råbte
han. De nyankomne vendte sig om
og råbte af glæde og hoppede ned
126
fra vognen og løb Betsy og Tommy
imøde.
Far inviterede Eliza og Elija og de-
res forældre til aftensmad.
Mor redte en seng, så deres mor
kunne ligge ned. Betsy var glad
for, at hun og hendes mor havde
lavet sengebunden af reb, således
at sengen var mere behagelig.
Samme aften før de lagde sig til
at sove i deres vogne sagde Tom-
my: „Jeg er glad for, at Eliza og
Elija skal bo i vort hus."
„Det er jeg også," sagde Betsy.
„Det er godt, at de har sådan et
dejligt hus at komme hjem til." O
127
DAVID O. McKAY
„Hvad er det for et ansvar, der påhviler ethvert medlem af Kirken?
Jeg slår op på afsnit 107 i Lære og Pagter og finder der opregnet de
forskellige præstedømmeorganisationers pligter, og jeg læser i det ni-
oghalvfemsindstyvende vers følgende: ,Lad nu derfor hver mand lære
sin pligt og med al flid passe det embede, hvortil han er blevet kaldet'.
„To principper i den formaning træder frem som pligter for de em-
bedsmænd, til hvem denne åbenbaring blev givet: For det første at
lære, at vide, hvad ens pligt er; for det andet med al flid at passe
pligten. At kende sin pligt, at lære sandheden, er enhver sidste dages
helligs pligt, en pligt for enhver mand og kvinde i verden, også dem,
som står uden for denne kirke.
„Hele menneskeheden, tror jeg, tilskyndes og opløftes af den Ånd, der
får dem til at foretrække sandheden. Endog i den politiske verden
finder man store mænd, der har søgt efter politiske sandheder, sand-
heder, der kunne lette politiske situationer. I den dødelige verden
finder man store reformatorer, der søger at nå frem til sandheder, der
kan udjævne skadelige, mellemmenneskelige forhold. Den samme
holdning findes i finansverdenen. Videnskabsmændene er blandt de
mest fremtrædende sandhedsøgere.
„Vi har hørt om den magt, der tilskyndede Columbus til at tage ud
på oceanet.
„Som reaktion på den følelse, der var indgydet ham, ornat bevise sand-
heden af det, han følte sig sikker på, kunne han ikke stille sig tilfreds;
han måtte give udtryk for den. Der er en naturlig følelse, der driver
mænd og kvinder frem mod sandheden. Det er et ansvar, der er lagt
på menneskeheden. Det ansvar hviler på sidste dages hellige i højere
grad end på deres medmennesker.
„Hvis I slår op i det otteogfirsindstyvende afsnit vil I finde følgende
påmindelse:
„, Og da ikke alle har tro, så søg med flid og lær hinanden visdoms
ord; ja, søg visdom i de allerbedste bøger, søg efter kundskab' —
hvordan? ,ved læsning,' og ved tro'. (L og P 88:118)."
128
Kirkens orden og praksis
Missionernes public relations arbejde
De fleste fuldtidsmissioner har særlige folk til at tage sig af kontakten til aviserne og andre samfundsmedier.
Det anbefales, at missionspræsidenten vælger et af de lokale medlemmer til dette job i den udstrækning, det
er muligt.
Kirkens skoler i Mexico
I kirkens skoler i Den mexicanske Republik går der ifølge George L. Turley, som er administrator for skolerne
i Mexico, i år 7.615 elever. Som det påbydes af den mexicanske lovgivning, er skolerne indregistreret under
navnet: „Sociedad Educativa Y Cultural, S.A.," eller „Foreningen for Uddannelse og Kultur." Størst af kirkens
skoler i Mexico er Centro Escolar, „Benemerito de las Americas", som ligger nær Mexico City i den nordvestlige
del af føderationens område. Her går 2.000 elever, med muligheder for 4.500 elever, når faciliteterne udvides.
Om Cola og visdomsordet
Visdomsordet, afsnit 89 i Lære og Pagter er og forbliver ledetråden, hvad dette angår. Der har aldrig været tale
om nogen officiel udlægning af, hvad visdomsordet dækker, bortset fra, at de første brødre i kirken udtalte, at
„hede drikke" betød te og kaffe.
Hvad Cola angår, har kirken aldrig taget offentlig stilling i den sag, men kirkens ledere har rådet os til, og
råder os stadig til, at afholde os fra nogen drikke, der indeholder vanedannende medikamenter under sådan-
ne omstændigheder, at det åbner mulighed for vanedannelse. Enhver drik, der indeholder noget, der skader
legemet, bør undgås.
Mandag aften er forbeholdt familien, og ikke kirkeaktiviteter
Da det blev bekendtgjort, at mandag skulle være familiehjemmeaften, stod der i en Præstedømme Bulletin
sidst i året 1970, følgende at læse:
De, der er ansvarlige for præstedømmets og hjælpeorganisationernes programmer, inclusive tempelaktiviteter,
studenteraktiviteter osv., bør være opmærksomme på denne beslutning, så mandag aften kan blive respekteret
over hele kirken og medlemmerne være fri for kirkearbejde eller aktiviteter, så de kan afholde familieaften i
hjemmene.
Der er nogle, der har følt, at visse arangementer, såsom ward- eller grensfamilieaftener, kunne afholdes om
mandagen, så længe man bare kaldte det noget med familieaften. Skønt sådanne aktiviteter er højst ønskelige,
bør de dog holdes på en af ugens andre aftener.
Hvis det findes tilrådeligt, kan grupper af enlige mødes til familiehjemmeaften, hvis det gøres under biskop-
pens ledelse. Man kan ligeledes, hvis det findes tilrådeligt, samle familier, der er nært beslægtet med hinanden,
til familiehjemmeaften.
331
n
tø ■ ******
■» m % V
Sma beslutninger
/*'
§ AF PRÆSIDENT A. THEODORE TUTTLE
af De halvfjerds Råd.
332
1
r
Bi
Det kan måske virke overraskende på jer, men jeg
mener ikke, at vi træffer nogen store afgørelser i vort
liv. Vi kommer kun ud for en række mindre beslutninger,
der så samlet giver vort liv, den retning, det har.
Hvorfor mener jeg det? Her er en af grundene: Jeg
kendte engang en dreng, der kom ud for at skulle træffe
en uventet og ganske vanskelig afgørelse. Han kom ud
for den sidst på sommeren det år, han blev femten. Han
var lige kommet hjem efter at have arbejdet hele som-
meren på sin onkels gård, der lå i en anden del af sta-
ten.
Det skete i forbindelse med det første nadvermøde, han
var til, efter han var kommet hjem. Af en eller anden
grund blev han nogle minutter forsinket efter mødet.
Han traf sine kammerater udenfor kirkebygningen, for-
samlet i en gruppe. Da han nærmede sig, kunne han
høre, at de lige var blevet enige om et eller andet. Da
han kom helt hen til dem, blev han stillet overfor et til-
syneladende uskyldigt spørgsmål: „Vil du være med
eller ej?"
„Til hvad?" spurgte han.
„Til at dele en stor dåse øl."
Det svar havde han rigtignok ikke ventet, og han vidste
da heller ikke, hvad han skulle svare. Hans venner havde
altid været nogle brave fyre. Det lignede dem slet ikke
at spørge om sådan noget, tænkte han. Men de var helt
anderledes, end han huskede dem. Han havde tilbragt
sommeren langt borfra sine kammerater, og han havde
ikke forandret sig. Men der var altså sket et eller andet,
der havde forandret hans venner. De var pludselig mere
voksne og tilhørte verden. Overraskelsen fik ham til at
tøve, før han besvarede deres spørgsmål. Det er under-
ligt, så meget man kan nå at tænke på et par sekunder:
Disse drenge var hans venner. De var ikke fjender. Han
kendte hver eneste af dem godt. Han havde gået i prima-
ry og i søndagsskole sammen med dem. De havde
sunget sammen. Han var blevet ordineret til diakon sam-
me dag som et par af dem. De havde uddelt nadveren
sammen snesevis af gange. De havde lavet lektier sam-
men, han havde bygget modelflyvemaskine sammen
med nogle af dem og leget krig. De havde cyklet og
arbejdet og moret sig sammen. Hvorfor skulle dette
enkle spørgsmål have lov til at true det ellers så gode
forhold mellem dem?
Presset fra venner og bekendte kan være enormt stærkt!
Der ligger næsten altid et ønske om at være som „en
af de andre." Og hvem ønsker desuden at være en
kujon, der ikke tør deltage i noget? Og hvis han nu sag-
de nej, så ville han jo være gået imod dem.
Men selv medens disse tanker fløj gennem hovedet på
ham, var der noget andet, der pressede på. Det var et
argument, der udfordrede alle de lokkende tanker: Det
er forkert. På en eller anden måde fik han sig taget sam-
men til at sige: „Nej, det tror jeg ikke, jeg har lys til."
Resten af klyngen forsvandt hurtigt over mod det nær-
meste sted, hvor man kunne få øl; det lod til, at der
straks skulle gøres alvor af det. Min unge ven stod alene
tilbage. Jeg er sikker på, at han ikke tænkte på, at Her-
ren havde sagt: „Det er ikke godt for mennesket at være
ene," (1. Mos. 2:18) men han forstod i hvert fald pludse-
lig, hvad det dækkede, på en helt ny og meget person-
lig måde. Han fik øjnene mere og mere op for, hvad det
betød i løbet af de næste par dage, og han indså, at vi
alle har brug for sande og loyale venner, som tror, hvad
de bør tro, og lever, som de bør leve.
Til trods for at han var femten år gammel, ja, snart sek-
sten, fik han tårer i øjnene på hjemvejen. Hans mor så,
at der var noget galt, og spurgte: „Hvad er der sket?"
Hele historien røg ud af ham.
„Du har handlet rigtigt, min dreng," sagde hun til ham.
„Jeg ville ønske, jeg var lige så sikker på det, som du
er," svarede han.
„Du traf det rigtige valg," gentog hun, „det vil du nok
blive klar over med tiden. Du skal se, at du vil blive
velsignet derfor."
Dagene, der fulgte denne episode var ikke særlig lykke-
lige. Han måtte omstille sig for at genvinde ligevægten.
Han måtte også til at finde sig nogle nye venner. Han
måtte overvinde den uundgåelige sorg, han følte, når
de fra hans gamle gruppe blev så underligt stille, når
han prøvede at nærme sig dem. Han følte sig tit ensom,
når han gik alene fra skolebygningen over til sportshal-
len, der hørte til skolen. De sportsaktiviteter, der tidlige-
re havde været sprængfyldt af sjov og godt kammerat-
skab for ham, var der ikke længere nær så meget ved.
Der var endda en episode under basketballtræningen,
hvor han var uden dækning fra det modsatte hold og
derfor råbte til sine kammerater om at kaste bolden til
ham, hvor han ganske tydeligt blev ignoreret, medens
en anden fik bolden tilkastet.
Men det gik altsammen over, sådan som vi alle ved, at
det vil ske før eller senere. Tiden helbreder alle ting.
Triste minder udviskes, og det holder op med at gøre
ondt på en.
Det varede ikke længe, før de var gode venner igen,
selvom det nu var på en anden måde. Mindre end et år
efter blev den unge mand valgt til elevrådsformand.
To år efter drog han på mission som den eneste fra sin
klasse. Der var en af hans klassekammerater, der drog
på mission det følgende år, men hans andre venner kom
aldrig på mission.
Denne unge mand har siden været kaldet til mange
forskellige ting og haft mange forskellige ansvar i kirken.
Hans retskaffenhed og moralske standard er da også
kommet ud for andre prøver af forskellig slags — sådan
som det sker for os alle. Men få af disse ting har gjort
større indtryk på ham, end det uventede spørgsmål, han
fik stillet den dag.
Situationen var temmelig udramatisk, men han valgte
det rette. Og hans mor fik ret, som mødre gerne får det.
Hendes forsikring opfyldtes: „Du skal se, du vil blive
velsignet derfor." Q
333
Den uforlignelige
w
i
1
AF LEON R. HARTSHORN
Det var en hed dag — den 29. juni,
1844.
En båd nærmer sig et hesteskosving
på Mississippifloden. Ved bugtningen
ligger en by. En af de rejsende på
båden forsøger at finde byen på sit
landkort, men kortet, som ikke er ret
gammelt, viser ikke, at der skulle lig-
ge en by der. Han spørger sig for og
får at vide, at byen hedder Nauvoo.
Det er meningen, at båden skal læg-
ge til her for en kortere tid.
Da båden ligger ved kajen, bliver den
rejsende nysgerrig efter at vide, hvor-
for der står lange køer af mennesker
Dette maleri menes at
være malet etter et tid-
ligt daguerreotypi af
Joseph Smith.
foran et af husene, der ligger helt
fremme ved flodbredden. Da han ikke
har travlt, siger han til kaptajnen, at
han bliver i Nauvoo et stykke tid, ja,
måske overnatter der.
Da han nærmer sig enden af køen,
står det ham klart, at disse menne-
sker bærer sorg. Kvinderne og man-
ge af mændene græder.
„Undskyld mig," siger han, idet han
går hen til en af de sørgende, „men
hvorfor er der kø her?"
Den sørgende ser forbløffet op: „Vil
det sige, at De ikke ved det?"
„Jeg er lige kommet med båden."
„Nå," svarer den sørgende. „Vi ven-
ter på at komme til at se de afdøde,
generalløjtnant Joseph Smith og
hans broder, Hyrum, som blev dræbt
for to dage siden."
„Generalløjtnant Smith?" siger den
besøgende spørgende.
„Ja, han var generalløjtnant for Nau-
voolegionen, en hær på ca. 5.000
mand."
„Hvor mange andre blev dræbt sam-
men med dem?" spørger den frem-
mede.
„Ingen, det er formodentlig derfor, at
Joseph Smith døde. Han var over-
bevist om, at det kun var hans liv,
hans fjender var ude efter, og at hvis
det var meningen, at han skulle dø,
så ville deres blodtørst blive stillet,
og således ville vi andre blive skånet.
Han ønskede, at hans broder, Hyrum,
skulle leve, men Hyrum ville ikke
vige fra hans side."
„Hvorledes begyndte vanskelighe-
derne, der førte til deres Død?"
spurgte den rejsende.
„Tja, den officielle grund angives
som at være , Nauvoo Expositor'-tryk-
keriets ødelæggelse," svarede den
sørgende. „Avisen ejedes af Josephs
fjender, og de offentliggjorde slad-
der, provokerende artikler og direkte
løgne, idet de forsøgte at opildne et
had til Joseph Smith. Så for at lukke
trykkeriet skrev byrådet sammen med
borgmester Joseph Smith en kendel-
se.
„Joseph Smith var også borgmester
for byen?"
„Ja."
„Det må være en meget ny by," kom-
menterer den rejsende.
„Den er ikke engang aftegnet på mit
landkort."
„Ja, den er ny. For bare seks år siden
var her ikke andet end sump."
Den rejsende rystede undrende på
hovedet og sagde: „Det er en meget
smuk by. Da jeg kom ned ad floden,
lagde jeg mærke til, at gårdene og
foldene ligger lige uden for byen."
„Ja, sådan planlagde Joseph byen."
„Planlagde Joseph også byen?"
„Ja, han gjorde det på den måde,
for at indbyggerne, der for størstede-
len er landmænd, kunne få glæde af
bylivet - sådan at vi kunne komme
sammen og lære af hinanden."
Den rejsende bemærker så de brede,
lige gader og de velbyggede huse og
spørger så, hvad den kæmpestore
bygning, der er under opførelse, skal
være. Den sørgende fortæller ham,
at det er templet, og at Joseph Smith
havde tegnet det, så det kunne blive
et vartegn for byen.
„Tegnede Joseph templet!" udbryder
den fremmede. Men så husker han
sit oprindelige spørgsmål og siger:
„De var ved at fortælle mig, hvad der
førte til hans død."
„Na, ja, Expositor-episoden," siger
den sørgende. „Men vanskeligheder-
ne begyndte nu for længe siden, selv
før Joseph oversatte de gamle skrif-
ter."
„Var han også oversætter?" siger
den fremmede. „Hvad er der så sket
med oversættelsen af de gamle skrif-
ter?"
334
„De er blevet udgivet under navnet:
Mormons Bog."
„Har han fået udgivet andet end
den?" spørger den fremmede.
„Ja, som præsident for kirken ..."
„Præsident for kirken?" udbryder
den besøgende.
„Ja, præsident for Jesu Kristi Kirke
af Sidste Dages Hellige. Næsten alle
her i Nauvoo er medlemmer af kir-
ken. Som præsident for den udgav
han Lære og Pagter og ... "
„Hvad er det for noget?" spørger den
forbløffede rejsende.
„Det er en samling åbenbaringer,
som blev givet til profeten Joseph
Smith ..."
„Profeten Joseph Smith!"
„Ja. Gud Faderen og hans opstandne
Søn Jesus Kristus viste sig for ham
og talte med ham, allerede da han
var ganske ung. Faktisk, var det efter,
at Joseph fuld af iver og vild af glæ-
de havde fortalt naboerne, at han
havde haft en åbenbaring, at forføl-
gelserne begyndte. Det er ikke alene
Joseph, der er forfulgt, men også
alle dem, der fulgte ham. Ja, der er
nogle af de mennesker, som du ser
^
her, der er blevet drevet bort fra de-
res hjem i New York, Ohio og Mis-
souri. I Missouri var der ingen af os,
der fik godtgjort vore tab. Joseph
forsøgte på vore vegne at få oprejs-
ning, men det lykkedes ikke. Det er
først og fremmest derfor, han blev
præsidentkandidat."
„Præsidentkandidat til De forenede
Stater!" udbryder den fremmede, der
efterhånden er helt overvældet.
Den sørgende fortsætter: „Det er fire
dage siden, at Joseph sørgmodigt
bød sin familie farvel, så længsels-
fuldt på templet og på sin gård og
sagde: , Dette er det dejligste sted i
verden og de bedste mennesker un-
der solen.' Så red han over mod
amtsrådskontoret, til sine fjender.
Han sagde: ,Jeg går som et lam til
slagtebænken, men jeg er rolig som
en sommermorgen.' (L. & P. 135:4)
Man lovede ham beskyttelse og en
retfærdig retssag, men for to dage
siden, den 27. juni, kom en skare
bestående af over hundrede mænd,
der alle var tilsværtede i ansigterne,
og kort efter stormede de fængslet.
Snart var Joseph og Hyrum begge
døde."
„Hvor gammel var han?" Spørger
den fremmede.
335
Bæltespænde fra pro-
fetens Nauvoo-legions-
uniform.
*%£.'+#' J6.<~
»,,**, .*,
■•: >S6*>' i#* « ■" <■« —J" •-■
1
:. _ , du-
■j, t„,.t.^ ./ ,■«, /< ***, ^5s!" ^-j.
i
i
t # ■!*
**«<••# «* --"'* •'"* - «
-..,.•,< P z
/* ^yCf^&tf >-■'<■ ?*« ,., ,-,.„
1
?»* .^^.****;? Suflttfriby^ %i^ -yifj i* . /,'
1
vbisdC
' i
' dff ..
^åbtj-Æé&é-ésÅ^,* é-i*-- <&£\.4
* « 4'M
£i-**øf ;*.-*, X ?#+-*t£Vi#- M» >4c
j
i : ^ , ';
*-*X* £■*-*
1
En s/de af atef o/7gr/-
na/e manuskript til
afsnit 72 af Lære og
Pagter i Joseph
Smiths egen hånd-
skrift.
En førsteudgave af
Mormons Bog.
En pistol, der tilhørte profeten
„Han var 38 år gammel," svarer den
sørgende.
Den besøgende stirrer vantro på ham
og tænker ved sig selv: „General-
løjtnant, oversætter, forfatter, borg-
mester, profet, præsident for en kir-
ke, byplanlægger, arkitekt, præsi-
dentkandidat til De forenede Stater —
hvad kan dette dog have været for
et menneske, denne Joseph Smith?"
Hele denne lille scene er opdigtet,
men der er sikkert mange menne-
sker, der har tænkt sådan om Joseph
Smith. Ganske som Moronis profeti
havde forudsagt det, var Joseph
Smiths navn, allerede da han var
17 år gammel, kendt „for ondt og
godt blandt alle nationer, slægter og
tungemål" eller der „blev talt både
godt og ondt om det blandt alle folk."
(Joseph Smith 2:33)
Der findes ikke mange steder i den
civiliserede del af verden, hvor man
ikke har hørt om mormonerne og der-
for også om Joseph Smith. Selv for
4000 år siden, da den berømte Jo-
seph blev solgt til Ægypten, sagde
han: „Og han skal kaldes efter mit
navn, og det skal være efter hans
faders navn. Og han skal være lige-
som jeg; thi de ting, som Herren skal
udføre ved hans hånd, skal ved Her-
rens kraft bringe mit folk frelse."
(2. Neph. 3:15)
Faktisk findes der flere bibelske pro-
fetier, der omtaler det arbejde, der
påbegyndtes af Joseph Smith i de
sidste dage, end om noget andet
emne, bortset fra alle de profetier,
der omtaler vor Herre og Frelser Je-
sus Kristus og hans offer for vore
synder.
Efter Josephs død, gav Herren be-
sked om, at følgende skulle skrives
og indføjes i skriften:
„ . . . Joseph Smith, Herrens profet
og seer, har gjort mere (Jesus alene
undtaget) for menneskenes frelse i
denne verden end noget andet men-
neske, der nogensinde har levet her."
(L & P. 135:3)
Der er kun få, der ikke har læst eller
hørt noget om Joseph Smith, Jr. Der
fortælles om mange episoder i hans
liv, mange af dem, der kendte ham,
har givet deres opfattelse af ham -
og disse fortællinger er omhyggeligt
blevet læst igen og igen af interesse-
rede sidste dages hellige.
Så hvis læseren er en almindelig
gennemsnitsmormon, så kender han
allerede de fleste nedskrevne fortæl-
linger om den første åbenbaring;
guldpladerne og oversættelsen deraf;
Johannes Døberens, Peters, Jakobs
og Johannes' besøg, gengivelsen af
Det aronske og Det melkisedekske
Præstedømme; og om at mange an-
dre berømte personer fra jordens
tidligere historie kom tilbage hertil -
Adam, Noah, Moses, Elijah, Elias,
foruden mange andre. Læseren ved
besked om de hundreder af åben-
baringer, som Joseph modtog; om
Mose-bøgerne og Abrahams Bog; om
kirkens lærdome; om den store og
indviklede organisation, Joseph star-
tede for Frelseren — Jesu Kristi Kir-
ke af Sidste Dages Hellige; om alle
denne kirkes ordinanser til menne-
skets frelse, lige fra dåb til tempel-
arbejde; og om ethundredeogsytten
336
andre enkeltheder, historiske detaljer
og portrætter.
Hvad findes der da, der kunne være
nyt for læseren? Og ikke alene nyt,
men også værdifuldt og betydnings-
fuldt nok til at fortælle her? Vi mener
at have fundet noget. Skønt mange,
både lærde og andre har samlet
kendsgerninger og historier, kommer
der dog stadig nye ting for dagens
lys gennem den indsigt, som stadig
nye forskere bringer med sig.
Vi vil her vende os til kirkens historie,
som forelligger i seks bind: Docu-
mentary History. Uanset hvad du el-
lers har hørt eller læst om Joseph
Smith, så tror vi, at dette på en ny
måde vil fortælle om noget, der er af
uendelig stor betydning i livet — nem-
lig, hvordan vi opfører os overfor
dem, der er os nærmest.
Om Emma, hans kone:
„ . . . med hvilken usigelig fryd svul-
mede ikke mit bryst, da jeg tog min
elskede Emmas hånd - hun, som
blev min kone, ja, med hvem jeg
giftede mig, da jeg var ganske ung,
hun, som er mit hjertes udvalgte. Jeg
skælvede næsten, da jeg et øjeblik
tænkte på alle de ting, som vi har
måttet opleve sammen, den udmar-
vende træthed og det hårde slid, sor-
gerne og lidelserne, men også glæ-
den og trøsten, der fra tid til anden
krydsede vor vej og kronede vort
hjem. Åh, sikke et virvar af tanker,
der fyldte mit sind i det øjeblik, da
Profetens mor ringede
med denne klokke,
når middagsmaden var
færdig, for at kalde
drengene og deres far
ind fra markerne.
hun var her igen, hun, som selv
syvende gang, hun venter sig, ufor-
færdet, fast — uforanderlige, kærlige
Emma." (5:107)
„Red ud sammen med Emma og be-
søgte min gård . . . tilbragte resten af
dagen hjemme." (5:207)
„ . . . om aftenen red Emma og jeg ud
med vognen." (5:360)
„Gik med Emma hen til købman-
den ... " (5:21)
„Tilbragte det meste af formiddagen
i samtale med Emma — vi talte om
mange forskellige ting ... vi følte os
begge optimistiske og ved godt
mod." (5:92)
„Red til Willoughby sammen med min
kone for at købe ind . . . " (2:290)
„Kørte i kane med Emma." (6:170)
„Efter mødet, red jeg ud med Emma.
Træerne er begyndt at blive grønne."
(6:279)
„Om eftermiddagen red jeg ud sam-
men med Emma . . . Ferskentræerne
er meget smukke." (6:326)
I efteråret 1842 blev Emma alvorligt
syg. Her skrev han blandt meget an-
det:
„I dag begyndte Emma at blive dår-
lig og få feber; jeg blev derfor inden-
dørs sammen med hende hele da-
gen." (5:166)
„Emma har det ikke bedre. Jeg var
sammen med hende hele dagen."
(5:166)
„Emma har det lidt bedre. Var sam-
men med hende hele dagen." (5:167)
„Emma er igen meget syg. Jeg sad
En pengeseddel fra Kirtland Safety Society
banken med profetens signatur.
hos hende hele dagen. Jeg selv har
det også halvskidt." (5:167)
„Min kære Emma har det værre . . .
Jeg selv var heller ikke rask og me-
get bekymret på grund af Emmas
sygdom." (5:167-8)
„Emma har det en smule bedre. Jeg
er selv rask og nu ved godt mod."
(5:169)
„ . . . Emma får det langsomt bedre."
(5:169)
„Jeg red hen til templet sammen
med Emma for at bedre hendes
helbred. Hun kommer sig for hver
dag." (5:182)
„Red til templet sammen med Em-
ma." (5:183)
Om sine børn. Han og Emma fik seks
børn, der døde som små, fem af dem,
var de selv forældre til — en lille
dreng havde de adopteret. De havde
fem børn, som blev voksne, fire søn-
ner, som de selv var forældre til og
en adopteret datter. Emma fødte
endnu et barn fem måneder efter
profetens død.
„Jeg red ud til gården sammen med
mine børn, vi vendte ikke tilbage før
efter mørkets frembrud." (5:182)
„Efter middagsmaden red jeg ud
sammen med min kone og børne-
ne ..." (2:297-8)
„ ... om formiddagen red jeg på ud-
flugt sammen med mine børn i heste-
vognen." (5:369)
„tilbragte hele dagen hjemme sam-
men med familien, havde en dejlig
dag . . . " (2:345)
337
Denne indgravering
viser profeten, da han
for sidste gang holdt
en offentlig tale,
foråret 1844.
„Blev hjemme og nød at være sam-
men med familien." (2:45)
„Tilbragte aftenen med at lære bør-
nene grammatik, medens vi sad rundt
om pejsen." (5:307)
„Klokken fire om eftermiddagen gik
Frederick og jeg ud og gled på isen
for at få lidt motion." (5:265)
Om hans far, da han blev syg:
„Tog ud for at besøge min far, han
lader ikke til at have det godt ..."
(2:288)
„Var hjemme. Passede min far med
nogen ængstelse." (2:289)
„Hjemme. Plejede min far." (2:289)
„Besøgte min far, som har det meget
bedre efter sin sygdom ..." (2:290)
Om sin mor
„Mor kom hjem til mig for at bo her,"
(5:271)
Den hellige Lund, som
den formodentlig så ud,
da Joseph Smith var barn.
338
„Var hjemme hele dagen. Min mor
havde lungebetændelse, og jeg pleje-
de hende ..." (5:290)
„Red ud sammen med mor og nogle
andre for hendes helbreds skyld."
(6:65)
„Blev hjemme hele dagen for at pas-
se min mor, der stadig er syg."
(5:298)
Udtryk for kærlighed til sine egne
brødre:
Hyrum: „ . . . Jeg elsker ham med en
kærlighed, der er stærkere end dø-
den, for jeg har aldrig haft grund til
at bebrejde ham noget, eller han
mig ..." (2:338)
Alvin: „Jeg husker så tydeligt den
sorg, der fyldte mig og næsten fik
mit unge hjerte til at briste, da han
døde." (5:126)
Don Carlos: „Som barn var han god
og elskelig, venlig, dydig og trofast,
et dejligt barn; når han dør, gid jeg
da også må dø." (5:127)
Disse tilfældige udtalelser er nok. De
fortæller mere end tydeligt, hvordan
Joseph Smith var — en kærlig mand,
der på alle måder tog sig af sine
kære. Han havde aldrig for travlt til
at gøre noget for andre - i dette
tilfælde sin familie.
År senere skrev Parley P. Pratt1:
„Det var Joseph Smith, der lærte mig
rigtigt at værdsætte et kærligt for-
hold til fader og moder, mellem mand
og hustru; til bror og søster, søn og
datter."
Vi har alle sammen familie, som vi
bor sammen med, eller som bor et
andet sted. Læg mærke til, hvordan
Joseph holdt af alle medlemmerne i
sin familie, skulle vi prøve om vi kun-
ne gøre noget lignende i løbet af
dette år? Du kan ikke gøre noget,
der vil bringe dig og din familie stør-
re glæde. O
1 Pratt, Parley P. (1807-1857) ordineret til apo-
stel den 21. februar 1835.
23. dec.
1805
1813
1820
1823
1827
1829
Alder
7
14
17
21
23
1830
24
1831
25
1832
26
1833
27
1834
28
1835
29
1836
30
1838
32
1839
33
1841
35
1842
36
1843
37
27. juni
1844
38
Højdepunkter
i Joseph Smiths liv
(1805-1844)
Født i Sharon, Vermont
Det var lige før, hans ben skulle amputeres, men benet
blev reddet, ved at man skar det op og fjernede styk-
ker af knoglen; udviste usædvanligt mod og følsomhed,
der kom til at karakterisere ham livet igennem
Ser og taler med Gud Faderen og hans Søn, Jesus
Kristus.
Får besøg af englen Moroni; hører om Nephis plader.
Gifter sig med Emma Hale; modtager guldpladerne i
varetægt, påbegynder oversættelsen.
Modtager Det aronske Præstedømme af Johannes Dø-
beren, og Det melkisedekske Præstedømme af Peter, Ja-
kob og Johannes.
Udgiver Mormons Bog; organiserer kirken.
Flytter til Kirtland, Ohio; indvier tempelgrunden i Inde-
pence, Missouri.
Opretholdt som præsident for det højere præstedømme.
Organiserer Det første Præsidentskab; modtager stadig
mange åbenbaringer, heriblandt visdomsordet.
Går med Zions Lejr fra Ohio til Missouri, gør meget for
at få de hellige bosat i begge områder.
De tolv apostle og de halvfjerds opretholdt; Lære og
Pagter bliver godkendt af de hellige.
Indvier Kirtlandtemplet; Jesus, Moses, Elias og Elijah vi-
se sig.
Flytter til Missouri; bliver taget til fange, Indsættes i
Liberty-fængslet.
Leder kirken fra Liberty-fængslet, begynder at bygge
Nauvoo.
Udsteder påbud om, at de hellige skal komme til Nau-
voo, planlægger Immigration Agency, for at få de euro-
pæiske hellige til USA.
Udgiver Abrahams Bog; profeterer, at de hellige til sidst
skal drage til Rocky Mountains.
Anti-mormonsk pression og uroligheder bringer bevæ-
gelsen i søgelyset; nedskriver åbenbaringen om evigt
ægteskab.
Gjort til martyr sammen med sin bror Hyrum ved en
kugleregn i Carthage-fængslet kort efter klokken 17.15.
339
Spørgsmål og svar
Svarene er ment som hjælp og vejledning, ikke
som kirkens officielle stillingtagen til problemet.
^ É^^^ (Matt. 22:39)
É- "■■■' ;: ■-:■ ,
IBS
Siftsisj^v ■•.,■■■■■"■..•■:..:■.
'.■■"■■■■Vv"-::-.' IV-;':1:
Jk
Hvad til det sige at „elske sin næste"
Dette er måske det vigtigste spørsmål, man kan stille,
angående Kristi evangelium. Jesus gjorde dette princip
til noget centralt indenfor religionen (Matt. 22), og Pau-
lus sagde, at uden kærlighed er ingenting noget værd
foros. (1. Kor. 13)
Kun Gud ved, hvad virkelig kærlighed er, når den er
fuldkommen. Vi kan håbe på en stadig større forståelse
og på stadig at gøre kærligheden til en mere betydnings-
fuld del af vort liv.
Broderlig kærlighed er ikke nem at definere. Lad os
begynde med at fastslå, hvad det ikke er, for der findes
mange former for kærlighed. Broderlig kærlighed har
ikke noget med romantisk kærlighed at gøre — den
stærke, altovervældende følelse, man kan få for et men-
neske af modsat køn. Romantisk kærlighed tager sit
udgangspunkt i vort biologiske jeg, og selv om det kan
føles som noget idealistisk og opløftende, er det dog
ikke broderlig kærlighed. Med mindre den romantiske
kærlighed forekommer sammen med andre former for
kærlighed, har den en tendens til at være ustadig, lune-
fuld, selvisk, besiddende og jaloux. Til forskel fra dette
er kristen kærlighed i følge Paulus langmodig og mild:
„Den misunder ikke" og „søger ikke sit eget" (1. Kor.
13:4,5)
Broderlig kærlighed er ikke det samme som venskab,
selvom den kan være en del deraf. Venner kan lide
hinanden, er glade for hinandens selskab, betror sig til
hinanden, er loyale, stoler på hinanden og deler mange
interesser med hinanden. Venskab er noget gensidigt.
Broderlig kærlighed er mere uselvisk end både roman-
tisk kærlighed og venskab. Et menneske, der føler
broderlig kærlighed, er dybt interesseret i, at det går
andre godt. Han glemmer helt sig selv for de andre.
Han er ikke egocentrisk (selvcentreret), men derimod
altruistisk (hans interesser centrerer sig om andre). Det
gør ikke noget, hvis den, overfor hvilken man føler
broderlig kærlighed, ikke gengælder kærligheden eller
overhovedet sætter pris på den, fordi broderlig kærlig-
hed er selvnærende. Den kommer udelukkende fra det
menneske, der føler den, og behøver ikke at blive gen-
gældt, for at flammen holdes vedlige, sådan som det
er tilfældet med romantisk kærlighed og venskab.
Den virkelige prøve på, om man har broderlig kærlighed,
blev omtalt af Jesus, da han gav følgende eksempel:
„. . . Elsk jeres fjender (velsign dem, som forbander jer,
gør godt imod dem, der hader jer) og bed for dem, som
forfølger jer." (Matt. 5:44)
Broderlig kærlighed er, ulig de to andre nævnte former
for kærlighed, ganske upartisk og derfor altomfattende.
Et menneske, der føler broderlig kærlighed bekymrer
sig for alle andre mennesker, enten det er syndere eller
hellige, enten de har et tiltalende ydre eller ej, om de
er af samme tro eller samme race eller ej. Hvis man
omhyggeligt udvælger dem, man vil holde af, er der
store chancer for, at man i virkeligheden slet ikke er
i besiddelse af broderlig kærlighed.
Broderlig kærlighed er først og fremmest en følelse,
ligesom de andre former for kærlighed. Men den inde-
holder også et intellektuelt element. Det kræver efter-
tanke og selvdisciplin at se det gode i et menneske, der
er fjendtligt indstillet eller måske ligefrem frastødende.
340
Broderlig kærlighed må hele tiden læres påny. Den
kommer ikke som et lyn fra en klar himmel, som den
romantiske kærlighed undertiden gør det. Men netop
af denne grund, er det den mest stabile og langvarige
kærlighed.
Der er mange mennesker, der tror, at hvis de elsker et
andet menneske, må de nødvendigvis altid gøre, hvad
dette menneske siger. Heri tager de fejl. Forældre er
bange for at sige nej, eller for at tage et fast standpunkt.
Der findes mennesker, især unge mennesker, der mod
deres bedreviden giver efter for deres kolleger og kam-
merater, fordi de er bange for at fornærme dem, eller
for at give indtryk af, at de ikke sætter pris på dem.
Broderlig kærlighed er uadskilleligt forbundet med ret-
færdighed, med fasthed, selv med bebrejdelse, når det
er nødvendigt. Nogle af de bedste erfaringer, jeg har
haft, hvad kærlighed angår, er begyndt ved, at jeg har
fået en til at se realiteterne i øjnene uden nogen formil-
dende omstændigheder.
Broderlig kærlighed betyder, sagt med filosoffen Kants1
ord, at behandle andre mennesker som mål, i sig selv,
aldrig som midler, ved hjælp af hvilke, man kan nå sine
egne selviske mål. Hermed menes, at vi under alle for-
hold, i forretningsanliggender, i dreng-pige forhold, i
ægteskabet, i skolen og på vort arbejde, ikke må hver-
ken bruge eller misbruge mennesker som redskaber til
at nå vore egne mål, men at vi i deres egen interesse
skal behandle dem som selvstændige mennesker — altså
skal vi leve efter den gyldne regel.
„Elsk din næste" forbliver en fundamental lov blandt
evangeliets love og for menneskets eksistens. Men-
neskene kommer til at leve tættere og tættere op ad
hinanden, det er noget, der følger med alle vore tekniske
fremskridt, og derfor bliver det stadig vigtigere at elske
sin næste. Hvis vi ikke gør det, vil det blive stadig van-
skeligere og mere ubehageligt at leve på denne planet.
Lowell L Bennion, vicedekan,
University of Utah
1 Kant, Immanuel - tysk filosof, 1724-1804
„En af mine venner siger, at der ikke er noget sted i
Biblen, der på afgørende måde taler for eller imod, at vi
levede forud for dette liv. Kan du klargøre dette for
mig?"
Svar/Eldin Ricks
Lad mig fortælle dig, hvad Biblen siger desangående,
og så kan du gøre op med dig selv, om beviserne er af-
gørende
1) Jesus levede før dette liv. Apostlen Johannes, som
omtaler Kristus som ordet, der blev kød (Joh. 1:14)
begynder den bog, der bærer hans navn med at vidne:
„I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og
Ordet var Gud." (Joh. 1 :1) Med andre ord, i begyndelsen
var Kristus, og Kristus var hos Gud, og Kristus selv var
også Gud. Det vigtigste for os i denne sammenhæng,
er imidlertid, at „i begyndelsen" var Kristus.
Apostlen Paulus siger også, at på Moses' tid — mere
end tolv hundrede år, før Jesus blev født — drak de alle
„den samme åndelige drik, thi de drak af en åndelig
klippe, som fulgte med; og den klippe var Kristus."
(1. Kor. 10:4)
Hvis der behøves flere beviser fra Biblen til at fastslå,
at Frelseren levede, før han blev dødelig, så læg godt
mærke til en udtalelse, som Jesus selv kom med natten
før, han blev korsfæstet. Idet han ganske åbenbart
længtes tilbage til en tidligere tilværelses herlighed,
bad han: „Og nu, Fader! herliggør du mig hos dig selv
med den herlighed, jeg havde hos dig, før verden blev
til." (Joh. 17:5)
Heraf kan vi se, at Jesus eksisterede længe før, han
steg ned på denne jord. Lad os nu undersøge, om Biblen
lærer, at andre end Kristus levede et åndeligt liv før
dette.
2) Jeremias levede før dette liv. Gennem åbenbaring
lærte profeten Jeremias noget om sin egen ånds forud-
tilværelse. Herren talte til ham og sagde: „Før jeg dan-
nede dig i moderskød, kendte jeg dig; før du kom ud af
moderliv, helliged jeg dig, til profet for folkene satte
jeg dig." (Jer. 1:5)
Eftersom Herren, som der står i skriften, kendte Jere-
341
mias, før han blev født, og helligede Jeremias før han
blev født, og udvalgte Jeremias, før han blev født, frem-
går det klart, at Jeremias eksisterede, før han blev født
her på jorden.
3) Job levede før dette liv. Ved en bestemt lejlighed
spurgte Herren profeten Job: „Hvor var du, da jeg grun-
dede jorden? Sig frem, om du har indsigt!
„mens morgenstjernerne jublede til hobe, og alle guds-
sønner råbte af glæde?" (Job 38:4, 7)
Selv om Herren ikke fortalte Job, hvor han var, før jor-
dens grundvold blev lagt, så tyder spørgsmålet dog på,
at Job eksisterede et eller andet sted — og det ikke
kun Job, men „alle gudssønner." Og når vi tænker på,
at Biblen lærer, at vi er Guds sønner, (vi er „Guds af
slægt", som apostlen Paulus udtrykker det i Ap. Ger.
17:29), kan vi ikke undgå at komme til den slutning, at
vi eksisterede ligesom Job (og Jeremias og vor Herre
Jesus Kristus), før jorden blev skabt.
4) Jesus gjorde intet for at rette på sine apostle, da de
gav udtryk for, at de troede på et liv før dette. Man er
kommet frem til dette ved at læse Johannes det 9. kapi-
tel. Da apostlene så en blind mand, spurgte de Jesus:
„Rabbi, hvem har syndet, han selv eller hans forældre,
siden han er født blind?" (Joh. 9:2) Læg mærke til, at
spørgsmålet ikke bare drejer sig om, mandens forældre
havde syndet, før han blev født, men om manden selv
havde syndet, før han blev født. Deres spørgsmål viser
klart, at manden levede, før han blev født, og at han
også havde været i stand til at synde der, hvor han var.
Jesus forklarede (vers 3), at hverken manden selv eller
hans forældre havde syndet, men det mest betydnings-
fulde er, at han ikke betvivlede eller gjorde forsøg på
at ændre deres tro på, at manden levede, før han kom
her til jorden.
5) Wsse passager i Biblen kan kun forstås, hvis man
antager, at mennesket har levet før dette liv. Vi sidste
dages hellige forstår, at under menneskets åndelige
tilværelse før dette liv, var der en trediedel af Guds
børn, der gjorde oprør og fulgte Satan. (L. & P. 29:36-38;
Moses 4:1-4; Abr. 3:22-28)
Denne forståelse kaster lys over en del passager i Bib-
len om, at visse ulydige væsener blev udvist af Himme-
len. Læs for eksempel 2. Peter 2:4, Judas 1 :6, og Johan-
nes Åbenbaring 12:7-9.
Selv om de forskellige passager, jeg har nævnt her, ikke
alle virker så overbevisende på din ven, at han kan
acceptere dem som fyldestgørende bevis, er jeg over-
bevist om, at han, hvis han er oprigtig i sin søgen efter
den guddommelige sandhed, dog vil blive så overbevist,
at han selv under bøn vil begynde at undersøge Jesu
Kristi Kirke af Sidste Dages Helliges lære og påstande.
Eldin Ricks, ass. lektor ved Brigham Young
Universitetets religions-institut
„Er den religiøse uddannelse vigtigere end den aka-
demiske uddannelse?"
Svar/Elliot Cameron
Det er et spørgsmål, der i høj grad optager ungdommen
i dag. Med henblik på vore dage blev Daniel vist, at:
„Mange skal granske . . . , og kundskaben skal blive
stor." (Dan. 12:4)
Paulus sagde til Timoteus: „Stræb efter at kunne træde
frem for Gud som en mand, der kan stå prøve, som en
arbejder, der ikke skammer sig ved sit arbejde, men
forkynder sandhedens ord på rette vis." (2. Tim. 2:15),
endvidere sagde han:
„Det skal du vide, at i de sidste dage . . . (vil menneske-
ne) . . . stadig . . . lære uden nogensinde at nå til erken-
delse af sandheden." (2. Tim. 3:1, 7)
I vore tider er der lagt stort eftertryk på at lære bare for
at lære. I en leder stod der engang:
„Viden er ikke længere noget, der er adskilt fra selve
livet; viden og uddannelse er idag, skønt disse stadig
udgør et mål i sig selv for nogle få specialister, midler
til at nå et mål, og det er en større forståelse af alt, der
vedrører livet. {Fortune, november 1964)
Præsident Joseph Fielding Smith har sagt: „Viden kom-
mer både ved at studere og tænke sig om og ved åben-
baring. Det er meningen, at vi skal studere og lære så
meget, som vi kan ved efterforskning og analyse. Men
der er grænser for, hvor meget vi kan lære ved disse
metoder. De ting, der hører Gud til, kan man kun få
viden om gennem den Helligånd."
Herren har rådet os til at lære så meget som muligt:
„Både om det, der er i himlen, på jorden og under jor-
den, det, som har været, det, som er, og det, der snart
skal ske, det, som er hjemme, og det, som er ude;
nationernes krige og forviklinger og de straffedomme,
der skal komme over landet, og kundskab om lande og
riger." (L. & P. 88:79)
Vi må heraf drage den konklusion, at vi ikke må forsøm-
me vor akademiske lærdom, hvis vi ønsker at følge Her-
rens råd.
Dette betyder imidlertid ikke, at vi kun skal koncentrere
342
os om den akademiske lærdom. Herren har sagt, at vi
bør blive „mere fuldkomment undervist i evangeliets
teori, principper, lære og lov og i alle ting, som tilhører
Guds rige og er nyttigt for jer at forstå." (L. & P. 88:78)
Vi må heller ikke tro, at al akademisk lærdom adskiller
sig fra religiøs uddannelse. Jo mere viden, vi er i besid-
delse af, og som vi opnår under den Helligånds vejled-
ning, des bedre kan vi forstå det, der læres os indenfor
religionens område.
Jakob, Nephis bror, advarede os og sagde: „O, hvor stor
er ikke menneskenes forfængelighed, skrøbelighed og
dårskab! Når de er lærde, tror de, at de er vise, og de
lytter ikke til Guds råd, men de tilsidesætter det; thi de
mener, at de ved det af sig selv, af hvilken grund deres
visdom er dårskab, og den gavner dem intet. Og de skal
forgå. Men det er godt at være lærd, når man lytter til
Guds råd. (2. Neph. 9:28-29)
Den akademiske lærdom, vi opnår, vil hjælpe os med
at nå vore timelige mål, men den viden, vi opnår om
åndelige og evige sandheder, vil forberede os til at
kunne leve lykkeligt i dette liv og gennem hele evig-
heden i Guds rige.
Vort endelige mål er at opnå al den viden, der er nød-
vendig for at ligne vor himmelske Fader. Vi kan kun
nærme os dette mål ved at anvende vor energi og evner
på at opnå viden om Gud og om hans love, og gøre de
evige sandheder, vi finder, til en del af vort liv.
J. Elliot Cameron, regional repræsentant
for De tolvs Råd, dekan ved Brigham Young
University.
„Hvoriedes afgøres det, hvor en missionær sendes hen
på mission?"
Svar/Præsident Kimball
„Vi tror, at en mand må kaldes af Gud ved profeti og
håndspålæggelse, af sådanne, som har myndighed der-
til, for at prædike evangeliet og tjene i dets forordnin-
ger." (5. trosartikel)
I overensstemmelse med denne linie kaldes hver eneste
missionær af Gud gennem præsidenten for kirken. Det
var på denne måde, at Aron modtog sin kaldelse. Moses,
Herrens profet, gav ham denne kaldelse fra Herren.
Når man tildeler missionærerne deres arbejdsområde,
er der mange faktorer, der tages i betragtning, først og
fremmest den inspiration, som tilflyder missionærkomi-
téen, som omhyggeligt og under bøn tager alle de an-
befalinger, der tilsendes den, i betragtning. Før denne
komité anbefaler et bestemt arbejdsområde for en be-
stemt missionær, tager den følgende i betragtning: Om
missionæren er værdig, hans alder, hans erfaring, hans
militære status, det hjem, han kommer fra, hans økono-
mi, hans helbred, hvilke sprog, han er i stand til at tale,
hans egne ønsker, hvor mange missionærer, der er brug
for de forskellige steder, hvilke lande kirken missionerer
i, ønsker, nationalitet, samt missionærens indstilling i al
almindelighed. Når alle disse faktorer er blevet vejet
mod hinanden, gør man sig megen umage med at finde
ud af, hvor den enkelte person ville gøre størst mulig
gavn; man søger Herren i ydmyg bøn. Der træffes så en
foreløbig afgørelse, der kun er endelig, såfremt kirkens
præsident godtager den. Hvis det er tilfældet, under-
skriver han kaldelsen, og denne bliver så sendt til ved-
kommende missionær.
Præsident Spencer W. Kimball, udøvende
præsident for De tolvs Råd.
„Vi har lært, at en kvinde skal støtte sin mand. I hvor vid
udstrækning bør hun følge ham?"
Svar/Jelaire Simpson
Den støtte, en sidste dages hellig kvinde ivrigt giver sin
mand i alle hans gøremål, aftager, hvis hendes mand
leder hende ad stier, der er uforenelige med Guds bud.
Men selvom det er tilfældet, er det stadig hendes pligt
at prøve på at få ham overtalt til at gå den rigtige ret-
ning. Hvis man virkelig elsker hinanden, er man villig til
at ofre noget for den andens lykke. Uselviskhed, kærlig-
hed og venlighed spiller en væsentlig rolle i dette
storslåede forhold mellem to mennesker.
343
En mand har også pligt til at støtte og opmuntre sin
kone. I Mormons Bog var Jakob nedbøjet af sorg på
grund af visse ægtemænds ondskab. Herren sagde, at
han ville „hjemsøge dem med en svær forbandelse"
(Jakob 2:33), hvis de ikke omvendte sig. Så pligten til
at være sin ægteskabelige partner tro og støtte den
anden gælder altså både mand og hustru.
Ikke desto mindre er Herrens hus et ordens hus. Han
har kundgjort, at manden er hovedet i hjemmet og
hustruen hans rådgiver. Hvis alle hustruer ville accepte-
re denne rolle, og alle ægtemænd ville udfylde deres
rolle som overhoved i hjemmet med kærlighed, mildhed
og autoritet, så var der mange ægteskabelige uoverens-
stemmelser, der kunne undgås.
Det er af stor betydning, at en mand føler, at hans kone
har fuldstændig tiltro til ham. Hun må hver dag støtte
ham ved at skabe et hjem, der føles som en sikker havn,
han kan vende tilbage til, når han kommer hjem fra
stormene i verden udenfor. Hun må oprigtigt rose ham,
når noget er gået godt, altid være villig til at lytte til
ham, og give al den opmuntring, hun på nogen måde
kan, når han er ved at miste modet. Findes der måske
nogen andre steder, hvor manden bliver fuldstændig
accepteret for det, han er, end i sit eget hjem?
I dag, hvor mange kvinder er optaget af så mange gøre-
mål uden for hjemmet, er det engang imellem nødven-
digt at huske dem på, at der intet mere vigtigt findes
end deres forhold til deres mand. Herren har sagt os,
at vi ikke kan nå den højeste orden indenfor Det cele-
stiale Rige alene. Ophøjelse og evigt afkom er forbe-
holdt de retfærdige ægtepar, der har holdt Guds love.
Derfor må kærligheden næres og beskyttes, så den kan
blive til evig kærlighed.
Ingen større jordisk lykke kan opnås end den, at din
og din mands kærlighed vokser sig stærkere gennem
årene, efterhånden som du ser ham ære sit præstedøm-
me, og du ser dine børn være aktive i kirken, og du ser
frem til, at I skal tilbringe evigheden sammen.
Jelaire Simpson, gift med ældste Robert
L Simpson, assistent til De tolvs Råd. O
(Forts, fra side 313)
som for familien som helhed, og beder om
vejledning for dagen, der kommer, vel vi-
dende, at de om aftenen skal kunne for-
tælle Herren, hvad de har gjort.
Børn bør på et tidligt tidspunkt lære, at de
kan anråbe vor himmelske Fader på sam-
me måde, som de henvender sig til deres
jordiske forældre, med samme sikre viden
om, at han vil høre deres bønner og be-
svare dem. Følgende ord, som ældste
Hugh B. Browns mor sagde til ham, da han
som tyveårig drog ud på sin mission, og
som han siden har gengivet for mig, gjor-
de stærkt indtryk på mig:
„Hugh, kan du huske, da du var en lille
dreng og vågnede midt om natten, fordi du
havde haft en uhyggelig drøm, så råbte du
ind til mig: „Mor, er du der?" Og kan du
huske, at jeg svarede dig og prøvede at
trøste dig og få din frygt til at forsvinde?
Når du nu drager ud i verden vil der kom-
me tidspunkter, hvor du er bange, hvor du
føler dig svag og har problemer; så ønsker
jeg, du skal vide, at du kan kalde på vor
himmelske Fader på samme måde, som
du kaldte på mig, og sige: , Fader, er du
der? Jeg behøver din hjælp', og at du vil
gøre det med den viden, at han virkelig er
der, og er parat til at hjælpe dig, hvis du
gør din del og lever på den rette måde, så
du kan være vældig til hans velsignelser."
Måtte vi alle, i den udstrækning vi ikke al-
lerede er det, blive klare over, at bønnen
er et levende, ja, livsnødvendigt forbindel-
sesled til vor himmelske Fader, som giver
vort liv mening og hensigt, og at evig lyk-
ke og fremgang kun kan komme til dem,
hvis Gud er Herren. O
s&gfåÉk
1 Alfred Tennyson, 1. baron Tennyson, engelsk digter,
1809-1892.
2 Samuel Finley Breese Morse, amerikansk kunstner og op-
finder, 17071-1872.
344
Den dag
mit liv ændrede sig
AF WENDELL B. JOHNSON
Skulptur af Dennis Smith
Min tid på afdelingen for intensiv behandling var ende-
lig forbi, og jeg blev overflyttet til en anden stue. Jeg
havde masser af tid til at fundere over det liv, jeg havde
ført, at lære mig selv at kende og at bortdrive noget af
den falske stolthed, som havde trængt sig ind i mit liv.
I min fuldstændige hjælpeløshed indså jeg vigtigheden
af et fysisk sundt legeme. Det er underligt, men mange-
len på et livskraftigt legeme gør det nemmere at kende
sin egen psyke, og mit åndelige liv stod i trang, fordi jeg
ikke før havde haft legemlige skavanker.
Jeg ved ikke rigtigt, hvornår en ung mand begynder sine
fejltagelser. Jeg havde ikke alene haft en lykkelig barn-
dom, men far var naturelsker og havde lært os at se
naturens skønhed og sætte pris på udendørsliv.
Min mor berigede vort liv med sit humør og sine sange.
Jeg voksede op i kirken. Jeg elskede historierne fra
evangeliet, og jeg glædede mig til at blive diakon. Jeg
husker min dåbsdag og den følelse, der fulgte med den-
ne ordinanse.
Men omkring den tid, jeg blev lærer, begyndte jeg at
komme sammen med en flok drenge, og jeg er bange
for, at de manglede enhver form for ærbødighedsfølelse.
Fra da af var jeg aldrig rigtig glad for evangeliet og
gjorde mig ikke nogen anstrengelser for at studere
skrifterne og opnå et vidnesbyrd. Ethvert menneske vil
uden evangeliet og en åndelig motivering vende sig til
det verdslige.
Der skulle en frygtelig ulykke til og tre år af mit liv, før
jeg var i stand til at se det dårlige og den falskhed, der
var blevet til en del af mit liv i de første år af min univer-
sitetstid, og endvidere erkende, hvor uholdbare og over-
fladiske disse ting i virkeligheden er.
Mine tanker vender tilbage til en smuk sommerdag i
august 1964. Solen stod tidligt op og varslede en varm
dag, der var ideel for arbejde på landet. Det var på den
tid af året, vi høstede halm og hø, og jeg arbejdede for
en gårdejer i Mapleton i Utah.
Vi havde udrettet meget den dag, og da eftermiddagen
var så varm, besluttede vi os til at tage op i det tørre
land, til et sted, hvor vi holdt af at bade.
En vandingskanal bragte liv til denne del af landet, og
i en lerskrænt havde vandet gravet et hul ud, hvor dren-
ge igennem generationer havde fundet det dejligt at
afkøle sig i de varme juli og augustdage.
345
På hullets østside var skrænten ca. 3 meter høj. Da jeg
stod oppe på den, den omtalte eftermiddag i 1964, trak
et tordenvejr langsomt op mod vort område og frem-
bragte en ildevarslende atmosfære.
Jeg kiggede ned i vandet og en mærkelig gysen gik
igennem mig. Jeg bekymrede mig dog ikke om det, men
gjorde mig klar og sprang ned i et, hvad jeg anså for at
være, fladt hovedspring, men af en eller anden uforklar-
lig årsag, gjorde jeg en drejning midtvejs, så jeg styrede
lige ned mod den lille lerbanke, der lå under vandet.
Da jeg sprang, kunne jeg ikke se denne banke, men
pludselig ramte jeg bunden med al kraft. Stødet var nok
til at brække min hals og skade min rygmarv.
Jeg kan ikke i dag gengive alle de mange tanker, der
fløj gennem mit hoved, men jeg kan huske, at jeg
forstod, at et menneskes liv virkelig passerer revy i de
øjeblikke, som synes at være ens sidste.
Jeg var panikslagen, chokeret og forvirret på en måde,
der ikke kan beskrives. Kun de, der har oplevet et sådan
tilfælde af en frygtelig afslutning, kan virkelig forstå det.
Da den stærke strøm trak mig ned mod bunden, opda-
gede jeg pludselig, at enhver følelse, jeg havde haft, nu
kun eksisterede i min erindring.
Fra halsen og nedefter var mit legeme fuldstændig lam-
met. Det var som om, der var blevet trykket på en
kæmpeafbryder, som havde slukket for mit legemes
bevægelighed.
Jeg begyndte at føle alvoren i min situation. Jeg var
lammet og blev trukket ned mod bunden, ude af stand
til at bevæge en muskel for at komme op til overfladen.
I den alder, jeg havde, lever man ikke i frygt for døden
eller noget som helst. Man regner med, at de unge skal
leve. Men jeg kom på andre tanker der nede, tanker
som rev mig ud af min indstilling om, at mit liv var ufor-
gængeligt i en alder af 16 år.
Det at prøve at kæmpe uden resultat, at prøve at svøm-
me, at bevæge sine arme og ben i naturlige svømmetag
uden at kunne og at være afskåret fra enhver følelse
med sit legeme, var næsten ikke til at bære.
Jeg vidste, at jeg i løbet af få sekunder ville drukne. Da
jeg tumlede hjælpeløst rundt i strømmen, sortnede det
for mig.
En summende lyd, en susen for mine ører begyndte at
vokse og vokse, hvorefter det aftog langsomt, og jeg
indså nu den kendsgerning, at døden var meget nær.
Pludselig begyndte jeg at flyde op mod overfladen. Jeg
kunne svagt se dagslyset og mærkede, at jeg blev løftet
op af vandet af min ven, som jeg havde arbejdet sam-
men med om dagen.
Den iver, jeg havde haft nede i vandet efter at indånde,
var blevet så stærk, og den befrielse det var, da mine
næsten sprængte lunger indåndede luften, var ganske
overvældende.
Syv af mine venner kom ned i vandet og bar mig forsig-
tigt op ad skrænten og lagde mig midt på den nærmeste
vej.
Jeg så ned ad min krop. Skønt den stadig var en del af
mig, kunne jeg ikke føle den. Det var uvirkeligt. Mit
legeme og min sjæl var blevet bedøvet på en underlig
måde, og i min pinefulde tilstand troede jeg, at det snart
var forbi. Jeg vidste ikke noget om, at et endeløst
mareridt netop var begyndt.
Mapletons ambulance var ikke den bedste i verden. Da
jeg var blevet båret ind i den, kunne den ikke starte, og
vi måtte skubbes ned ad vejen, indtil den kom igang.
Jeg har altid hadet lyden af udrykningshornet, som
varslede nyheden om andres uheld. Denne lyd fortalte
mig om min egen tragedie og gav mig imod min vilje en
oplevelse, som der ikke er mange, der har været ude
for.
Gangene blev mørkere, da jeg blev kørt til den gamle
del af hospitalet. Jeg så et skilt over døren, hvorpå der
stod: „Intensiv behandling," og overalt omkring mig
kunne jeg høre lydene fra hospitalet: Et iltapparats
„åndedræt", hjertestimulatorens tikken og mennesker
i krisesituationer der prøver på at overleve.
Lægen tog røntgenbilleder og konstaterede, at min ryg-
marv næsten var blevet afbrudt og at min rygsøjle var
blevet beskadiget mellem den femte og sjette halshvir-
vel.
De fortalte mig ikke, at jeg ikke kom til at gå mere i
dette liv. Deres første og vigtigste opgave var, at holde
mig i live natten igennem. De lagde mig på et specielt
konstrueret leje for rygmarvsskader.
De lokalbedøvede to små områder på hovedskallen og
borede to små huller i det øverste lag af kraniet, hvor-
efter de lagde hovedet og halsen i stræk. Dette skulle
være min stilling i de næste tretten uger.
Jeg var ude af stand til at gøre nogen anden bevægelse
end at blinke med øjnene, og jeg kunne føle trækket i
min hals.
Jeg havde aldrig tidligere i mit liv følt mig så hjælpeløs
og ulykkelig.
Min far og bedstefar lagde deres hænder på mit hovede
og gav mig en velsignelse, og for første gang i mit liv,
følte jeg virkelig præstedømmets kraft. En dejlig og
varm følelse fyldte mit hjerte, og et fornyet håb af stor
værdi holdt sit indtog i mit liv.
Jeg kan i sandhed sige, at håb er en virkelig styrke, der
er i stand til at hjælpe ånden. Med håb og Guds Ånd
kan man overvinde enhver hindring, der kommer en i
vejen.
Som tiden gik, var jeg også på operationsstuen for at
få sammenføjet de brudte hvirvler.
Brudene helede langt om længe, og jeg begyndte på en
genoptræning hver dag, for at se hvor stor en del af
nervefunktionerne, vi kunne håbe på at udnytte. I begyn-
delsen var der ingen resultat og jeg var chokeret over,
hvor magre mine arme var blevet. Alle de muskler, jeg
havde opbygget ved tungt markarbejde, var væk, og vi
måtte begynde helt forfra.
Mange modløse og negative perioder fulgte, men en
346
dag, da terapeuten arbejdede med den lille overarms-
muskel, så jeg en lille trækning. Det var det første tegn
på liv i min arm i femten uger.
Vi begyndte at arbejde med denne trækning og på en
uge blev det til en begyndelse på min genfødte kraft.
Dette lille bevis blev til en kilde af håb.
Jeg føler helt oprigtigt, at dette var et resultat af præste-
dømmets virke, fordi jeg efter alt at dømme skulle have
været lammet resten af mit liv.
På grund af vor guvernør i staten og med hjælp fra
hæren i Hill Air Force basen blev jeg fløjet til hospitalet
i Palo Alto, Stanford, Californien, hvor jeg yderligere
skulle optrænes.
Jeg var bange for den første nat, fordi jeg følte mig
alene. Men næste dag kom biskoppen fra et af warderne
til mig og præsenterede sig og bød mig velkommen til
Californien. Han ønskede mig alt godt i mine bestræbel-
ser for at blive rask.
Vi begyndte med en streng genoptræningsperjode og
koncentrerede os især om halsen, armen og skulderen.
Jeg kunne stadig ikke bevæge mig fra albuen og ned
til håndledene og hænderne, så jeg havde en speciel
stiver med en fastgørelsesanordning, så jeg kunne holde
en ske. Jeg begyndte med at samle små lerstykker op
og at fodre mig selv med jordnøddesmør. Jeg havde
aldrig troet, at det var muligt at spilde jordnøddesmør,
men det lykkedes mig at gøre det adskillige gange.
Jeg fandt alt andet end min mund, og hver gang jeg
prøvede at spise, fik jeg altid hele hovedet sølet til med
kartoffelmos eller anden mad.
Jeg kunne gøre én bevægelse ved hjælp af overarms-
musklen. Jeg kunne bøje min arm, og det var alt.
Tidligere havde jeg været meget interesseret i oliema-
ling, tegning og grafik samt alt, hvad der havde med
kunst at gøre.
Nu havde jeg mistet evnen til at holde en blyant eller
en pensel, og jeg kom til at tænke på de ord, der siger:
„Hvis talenter ikke bruges, bliver de passive og forta-
bes." Det var nøjagtigt, hvad der skete for mig.
Så en dag, da jeg sad og arbejdede med en sandpose,
som skulle styrke den skulderbevægelse, jeg havde,
opdagede jeg en blyant på bordet. I det øjeblik drømte
jeg om, hvor vidunderligt det måtte være at samle blyan-
ten op og skrive mit navn.
Dette illustrerer, hvor betydningsfuld selv den mindste
ting kan blive.
På min forespørgsel lavede man et lille apparat i forbin-
delse med mit gribeapparat, som gjorde det muligt for
mig at holde blyanten i en næsten naturlig stilling. Jeg
stirrede på papiret næsten bange for at begynde. Jeg
følte mig som et lille barn, der for første gang har et
stykke kridt i hånden.
Da jeg førte blyanten til papiret, opdagede jeg, at jeg
kun kunne lave nogle krusseduller. Jeg kunne end ikke
skrive de første bogstaver i alfabetet.
Jeg skal ikke komme nærmere ind på den nedslående
modløshed, der kom over mig den gang, men efter tre
måneders behandling lykkedes det mig endelig at få
lavet en lille tegning af et træ, og jeg havde lært at
skrive mit navn. Det var et stort fremskridt for mig.
Skønt jeg prøvede på at holde mig aktiv med et privat
studiekursus og en omfattende læsning, opdagede jeg,
at jeg gled ind i en alvorlig personlig krisetilstand.
Jeg havde forsørgt at komme i kirken den sommer, men
jeg fandt, det var en prøvelse. Jeg var frygtelig genert.
Jeg følte, at alle stirrede på mig, og de mindste ting var
mig imod. Det var nedværdigende, at skulle hjælpes til
at tage nadveren.
Min reaktion overfor mennesker blev ulidelig og følelser
af uduelighed og skyld tog plads i mit hjerte.
Jeg gled hen i en verden af isolation og depression. I
fem måneder nagedes jeg og nedbrød al den styrke,
jeg havde vundet. Ordet krøbling passede nu på mig
både fysisk og psykisk.
Jeg holdt op med at bede, som jeg burde, og jeg
tvivlede på Herrens tilgivelse. Jeg var ikke fuldstændig
bitter, men jeg prøvede forgæves at genvinde en smule
håb.
Jeg ved nu, at det var på grund af, at jeg ignorerede
Kristi offer, at jeg faldt hen i denne tilstand.
Efteråret blev til vinter, og som værelset blev mørkere,
blev min sjæl det også. Jeg blev mere og mere frustre-
ret, og jeg fik den følelse, at aldrig før havde så værdiløs
en sjæl beboet denne verden.
En aften kom min mor og sagde, at der var kommet en
347
gæst til mig. Manden, der kom ind i værelset, var høj og
virkede fuld af selvtillid, lige det modsatte af mig. Han
præsenterede sig som broder Howes fra det lokale
seminar.
Han var flyttet til byen for ganske nylig, men han talte,
som om vi havde kendt hinanden i lang tid.
Skønt jeg ikke vidste det på dette tidspunkt, skulle den-
ne mand blive årsagen til, at jeg vendte tilbage til evan-
geliet.
Jeg regnede bare med, at han ville besøge mig et par
gange, og at det ville være det hele, men denne mistan-
ke viste sig ikke at være rigtig.
Hver uge kom han med skrifterne og begyndte rent
åndeligt at føde mig, hvilket jeg trængte så hårdt til.
Med hans hjælp, begyndte jeg igen at nå op til det
punkt, hvor en form for mod og håb kunne skimtes.
Som tiden gik, blev jeg mere interesseret i at læse
Biblen og Mormons Bog. Gennem bøn erfarede jeg, at
jeg havde et holdepunkt, trofastheden.
Under alt dette vedblev alle at vise deres venskab for
mig, og som månederne gik, fik jeg dem til at føle sig
mere velkomne.
En af mine venner var Tom Nelson. Han kom næsten
hver dag, og han blev en meget nær ven og forbindelse.
Dette var næsten paradoksalt, fordi før ulykken havde
vi holdt os fra hinanden, vi talte næppe sammen og det
glæder mig at se, at han idag er meget aktiv i kirken og
lykkelig i sit præstedømme og tempelarbejde.
Min tro blev gradvis underbygget, og en dag kom
biskoppen og spurgte mig, om jeg ville være sekretær
i præsternes kvorum. Jeg tøvede, men sagde dog, at
hvis han troede, at jeg kunne, så ville jeg prøve.
Dette var et vendepunkt, og de andre kvorumsmedlem-
mer var skyld i den store forandring i mit syn på livet.
Jeg kom ikke på mission, og var der noget, jeg ønskede,
var det dette.
Men da jeg så mine venner modnes og rejse på mission,
fulgte jeg dem i mit hjerte, og det var en stor tilfreds-
stillelse at deltage i forberedelserne sammen med dem.
Min situation var virkelig blevet til en velsignelse for
mig, fordi jeg havde lært mange ting, jeg ellers havde
overset.
Jeg lærte f. eks.: At Herren vil holde sine løfter, hvis vi
bare vil gøre vor del.
Jeg havde mistet evnen til at udøve min kunst, men på
grund af Herren, havde jeg genvundet denne evne, og
det blev en kilde til glæde.
Denne ulykke havde givet mig tid til at nyde de glæder,
der findes i livet: Bjergene, solnedgangene og mange
af de ting, som vi bare har og ellers ikke tænker over.
Det har lært mig at elske Herrens værk.
Han er blevet min foretrukne kunstner på grund af hans
naturlige panoramaer og stadig større mirakler.
Jeg har også lært tålmodighed, en meget værdifuld ting,
som man ikke kan få for meget af.
Måske er det vigtigste, jeg har lært, det, at alt det gode
i livet kommer af modgang, og det fore kommer mig, at
vi ikke kan vokse åndeligt uden det.
Jeg tænker tit på det råd, der blev givet Joseph Smith,
da han var indespærret i fængslet: „Min søn, fred være
med din sjæl! Din modgang og dine lidelser skal blot
vare et øjeblik, og om du er standhaftig, skal Gud ophøje
dig i det høje, og du skal triumfere over alle dine fjen-
der." (L & P. 121:7-8)
Selv om et eller andet utroligt mirakel kunne give mig
mulighed for at ændre det liv, jeg levede, da jeg var
16 år, ville jeg ikke gøre det.
Jeg ville med glæde møde de samme modgange som
dengang. Jeg ville med glæde leve som krøbling i en
rullestol, hvis det igen kunne give mig den glæde og
sandhed, som jeg fandt i Jesu Kristi Evangelium.
Når som helst vi føler, at vi er uden håb eller tilgivelse
eller vor tilværelse er for foragtelig til at kunne god-
tages, kan vi finde mod i disse ord fra Frelseren: „Men-
neskesønnen steg ned under alt dette; er du større end
han?" (L. & P. 122:8)
Mit liv nåede sit højdepunkt for nylig, jeg modtog mine
endowments i templet efter at være ordineret til ældste
på min 21 års fødselsdag.
Evangeliet betyder mere for mig nu end nogensinde før.
Jeg ved at evangeliet er ligesom en brønd, hvortil der
stadig løber vand. Det vil udvikle sig og udfolde sig, som
det er blevet lovet ud i al evighed, hvis man bare vil
efterleve de befalinger, Gud har givet til vor vejledning.
Jeg håber kun, at min historie vil hjælpe andre unge til
at værdsætte deres fysiske legemer og holde dem rene,
fordi de er Guds sande templer.
Min beretning slutter med disse få linier, som jeg har
kaldt: „Modgang"
„Skønt man er krøbling, vil man dog kunne vandre i
ånden."
„Skønt man er blind, vil sjælen stadig kunne se åndelige
ting."
„Skønt man er døv, vil man endnu tydeligere kunne høre
Kristi stemme råbe omvendelse."
„Skønt man er gammel og alderstegen, vil man kunne
genvinde den ungdom, som ligger i evangeliet."
„Kære venner, hvis I ikke har sådanne prøvelser, hvad
forhindrer jer da i at leve et liv i retfærdighed?"
/ den lille by, Mapleton, Utah, bor der en 23 årig
tilsynsførende med præsternes kvorum og har været
lammet siden en svømmeulykke i 1964.
„Han er blevet en inspiration for hele vor by," siger
en bekendt til ham. Han er blevet det, medens han
sad i sin rullestol eller lå i sin seng, hvor omkring det
kvorum, han nu instruerer, samles.
Hans historie kan måske også ændre dit liv. Q
348
Fra Missionens Præsidentskab
Kære søskende!
Hilsener og tak til jer alle for den venlighed I har
vist søster Pehrson og mig.
Dette er vort sidste budskab til jer, og vi føler,
at vi er de rigeste mennesker i hele verden —
rige på de ting, som ikke kan købes for penge.
For det første er mit liv rigt på grund af min hu-
stru og mine børn, som har støttet os og har bedt
for os, medens vi har tjent jer. Dernæst er vi de
rigeste mennesker i verden, fordi vi har en him-
melsk Fader, som har velsignet os med alle de
ting vi har brug for til et rigt og åndeligt liv. Og så
er vi rige på grund af jer, I hellige her i Danmark.
I har velsignet vort liv med kærlighed og taknem-
melighed, med ømhed og forståelse.
Dernæst er vi rige på grund af vort gode helbred.
Vi er ikke unge mennesker, men vort helbred har
været udmærket — ikke en eneste alvorlig syge-
dag i Danmark. Vi er unge af sind, fordi I har ac-
cepteret os og taget os til jeres hjerter.
Vi er rige, fordi vi har lært Danmark og dansker-
ne at kende. I er fantastiske, landet er fantastisk.
Efterlev Evangeliet, så vil I være i stand til at frel-
se jeres familier i Kirken.
Vi er rige, fordi vi er tilfredse mennesker, som
elsker vort hjem og vor familie, og bekymrer os
om andre mennesker. Vi har elsket jer og glæ-
det os sammen med jer, og vi vil altid have dej-
lige minder om jer.
Vi er rige, fordi vi har elsket missionærerne. Mis-
sionshjemmet har stået åbent for dem, også for
søskende fra nær og fjern. Vi er stolte over at
vide, at I har følt at I kunne komme og besøge
os, tale med os og forstå os.
Vi er rige af mange andre grunde, men lad mig
ikke glemme Evangeliets velsignelser. Dets prin-
cipper er vidunderlige, det er dejligt at efterleve
det, elske det og elske Frelseren.
Alle I kære søskende, jeg efterlader jer et løfte:
Hvis I vil glæde jer sammen, elske hinanden, af-
holde jeres familiehjemmeaftener, lære jeres
børn Evangeliet, vil I finde den lykke og fred i
sindet, som der er så stærkt behov for i denne
besværede verden.
Der findes intet andet svar på verdens proble-
mer end Frelserens lærdomme, den sande Kir-
kes lærdomme. Arbejd for dem, efterlev dem, så
vil I blive lykkelige.
Og sidst, men ikke mindst: Vi efterlader jer vort
vidnesbyrd om, at Joseph Smith så Gud, at Kir-
ken er her på jorden i dag og har alle svarene.
Fyld jeres liv med alle de små dagligdags ting,
som f.eks. at give uden at vente noget til gen-
gæld, et venligt ord eller et klap på skulderen og
en hjælpende hånd, så vil I altid høre til Millio-
nærernes Klub, med flere velsignelser end I kan
rumme.
Gud velsigne jer alle for stedse, indtil vi ses igen.
De rigeste mennesker i hele verden på
de ting, som ikke kan købes for penge.
Præsident og søster Paul L. Pehrson
349
Ålborg GUF på tourne
I påsken var Ålborg Grens GUF for sjet-
te gang på tourne siden 1958. Forestil-
lingen, der blev opført, var formet som
en revy med aktuelle numre. Den var-
ede IV2 time og gjorde stor lykke hos
de i alt ca. 340 mennesker, som over-
værede de 6 opførelser.
Generalprøven stod i Frederikshavn, og
premieren løb af stabelen i Esbjerg
Skærtorsdag. Langfredag var man i
Odense og Påskelørdag i Århus. Pås-
kedag tilbragtes i Silkeborg hvor tour-
neens deltagere var med i grenens pås-
keprogram.
Tourneen sluttede i Randers 2. Påske-
dag, men revyen blev endvidere opført
ved grenskonferencen i Ålborg den
8. april.
Udover at opføre revyen var man på
turen hver dag på udflugt til forskel-
lige interessante steder.
Der skal fra GUF's side lyde en tak til
tourneens 16 deltagere for det store
arbejde, de lagde for dagen for at gøre
dette arrangement til en dejlig oplev-
else. LK
Ordinationer
København: 9. april 1972:
Jørgen Richard Viktor Schelle-Jørgen-
sen ordineret til diakon af broder Johan
Stenholm Koch
Ingolf Erik Jensen ordineret til ældste af
broder Ib Ishøj Hansen
Nordre Gren: 12. marts 1972:
Erik Borup Andersen ordineret til Lærer
af broder Willy Bloch Johansen
Odense: 7. maj 1972:
Carsten Larsen ordineret til Ældste af
broder Jørgen Johannes Larsen
Amager: 14. maj 1972:
Ernst Bent Persson ordineret til ældste
af missionspræsident Paul L. Pehrson
Centrum Sjælland: 14. maj 1972:
Jeff Peter Linden ordineret til ældste af
broder Benny Arvid Linden
Fødselsdage
Stjernen ønsker tillykke til følgende
søskende:
Mary Margarethe Hansen, København,
75 år den 6. september
Lilly Knudsen, København, 70 år den
7. september
Rita Gross, Randers, 60 år den 11. sep-
tember
Karen Kirstine Nielsen, Amager, 65 år
den 12. September
Mathilde Molbech, Vejle, 70 år
den 14. september
Ragna E. M. Bierkardt, Amager, 65 år
den 16. september
Yrsa Minna Jensen, Kolding, 65 år den
18. september
Elfriede Hansen, København, 75 år den
24. september
Missionærankomster
Arrivals)
Følgende missionærer er den 11.
maj 1972 ankommet til Den danske
Mission:
Gaylene Nuttall fra Long Boaen,
California, beskikket til at arbejde
i Hvidovre
Sherrie Lee fra Salt Lake City,
beskikket til at arbejde i Århus
Jerry Jensen fra Orem, Utah, bes-
kikket til a arbejde i Holstebro
Garth Jensen fra Taber, Alberta,
Canada, beskikket til at arbejde
i Vejle
Scott Weaver fra Layton, Utah, bes-
kikket til at arbejde i Birkerød
Jay Ronald Willis fra Mesa, Ari-
zona, beskikket til at arbejde i
Slagelse
Charles Miller fra Lakewood, Co-
lorado, beskikket til at arbejde i
Frederikshavn
Aaron Bodtcher, fra North Holly-
wood, California, beskikket til at
arbejde i Skive
350
Lilleskole for kirkens medlemmer
Kirkens medlemmer i hovedstadsområ-
det finder det efterhånden mere og
mere vanskeligt at opveje skolens un-
dervisning med hjemmets og Kirkens
lærdomme. Mange medlemmer har al-
lerede anbragt deres børn i privatskoler,
og i en del tilfælde i katolske skoler.
Andre medlemmer leder efter en skole,
hvor disciplin og moral ikke er blevet
vraget til fordel for verdslige glæder og
fornøjelser.
For at imødekomme uddannelsesbeho-
vet for Kirken børn har broder Lee Jen-
sen planer om at starte en lilleskole i
1973. Skolen, som vil få navnet: McKay
Lilleskole, vil også være åben for ikke-
medlemmer, men det forventes, at alle
elever, samt hele personalet, overholder
og støtter Kirkens standarder, medens
de befinder sig på skolen.
„Det er ikke meningen at vore børn
fuldstændig skal isoleres — de må lære
at leve i en verden med ondskab og
fristelser, men vi mener det er en fordel
at have indflydelse på det uddannelses-
mæssige område og på skolens hele
atmosfære".
Flere medlemmer i København har aller-
ede ydet bidrag til McKay Lilleskolens
byggefond og Lee Jensen har i juni og
juli været i Staterne for at forsøge at
skaffe midler der til at realisere drøm-
men. Enhver, der ønsker at støtte skolen
med et bidrag, kan sende det til Giro
10 23 23, McKay Lilleskolens Byggefond.
Yderligere oplysninger om skolen fås
hos Lee Jensen, Pinievej 3, 2880 Bags-
værd. (Tlf. 01-98 92 97).
PRJ
Døde
København:
Den 10. maj 1972 døde broder Jens Pe-
ter Kristensen, 85 år gammel. Æret være
broder Kristensens minde.
Amager:
Den 15. maj 1972 døde søster Kathinka
Andersen, 82 år gammel. Æret være
søster Andersens minde.
Centrum Sjælland:
Den 26. maj 1972 døde søster Dagmar
Kristensen, 71 år gammel. Æret være
søster Kristensens minde.
Vielse
Den 13. maj 1972 viedes i Odense søster
Rita Haupt og broder Jørgen Mønsted.
Stjernen ønsker hjertelig tillykke.
Velsignelse
Amager: 2. april 1972:
Chung Fong Pang og Solveig Corsola
Lena Mary Lings datter Pih Fung Nya
Leang Ulla Pang velsignet af broder Lee
Nielsen
Vækkelsesmøder i Missionen
Under missionspræsident Paul L. Pehr-
sons direktion og missionskoordinato-
ren, Flemming Halls energiske ledelse
har missionærerne i foråret 1972 sat nye
rekorder med hensyn til at bringe un-
dersøgere til stort anlagte møder.
I en første møderække behandledes de
tre livkvigtige spørgsmål „Hvorfra kom-
mer vi?", „Hvorfor er vi her?" og „Hvor
skal vi hen herfra?". De tre emner be-
handledes af Palle Blønd, Henning Fre-
deriksen og Flemming Hall.
Møderne afholdtes således, med det
første tal visende antallet af tilstede-
værende, det andet antallet af under-
søgere: Ålborg 27. februar 180(35), Kø-
benhavn 5. marts 400(100), Århus 12.
marts 260(60), Esbjerg 26. marts 150
(35), Odense 9. april 200(40) og Nords-
jælland 16. april 400(70).
Ved møderne var der naturligvis også
korsang. I Jylland sang de kombinerede
kor fra Ålborg od Århus, i Odense Gre-
nens eget kor og København og Hil-
lerød Danmarks Mormonkor.
I juni påbegyndtes en ny møderække,
der inkluderer Ålborg 4. juni 230(45), År-
hus 11. juni og København 18. juni (tal-
lene herfra foreligger endnu ikke, da
dette skrives). Emnerne i denne serie
er: „Er Bibelen Guds ord?", „Er Mor-
mons Bog Guds ord?" og „Findes der
profeter i dag"? Talerne er: Rasmus
Jensen, Hans Billeskov Jansen og
Flemming Hall. I denne serie benyttes
der, ligesom i København under første
møderække, fjernsynsgengivelse af pro-
grammet i tilstødende lokaler for dem,
der ikke er plads til i mødelokalet, og
der er børneparkering med film og un-
derholdning.
Møderne har vist sig at give kontante
resultater, idet en række mennesker
umiddelbart efter møderne hat bedt om
at blive døbt. Der er ingen om, at frem-
stød som disse vil komme til at betyde
umådelig meget for fremgangen i Dan-
mark Missionen.
Det bør også nævnes, at præsident og
søster Pehrson gennem nogen tid har
åbnet deres hjem for regelmæssige
møder, hvor missionærer og medlem-
mer har kunnet mødes med deres un-
dersøgere, som her er blevet belærte
om vigtige sider af vor tro og vor Kirke,
og ikke mindst lære kammeratskabet
og fællesskabet i Kirken at kende. Også
dette fremstød har kunnet vise mange
og gode resultater.