Skip to main content

Full text of "Den Danske Stjerne"

See other formats


AUGUST  1972  •  121.  ÅRGANG  •  NUMMER  8 


STJERNE 


DET  INSPIRERENDE 

BUDSKAB 

AF  PRÆSIDENT  S.  DILWORTH  YOUNG 

assistent  til  De  Tolvs  Råd 


En  jordisk  fader  viser  sin  kærlighed  til  sine  børn  ved  at  give  dem  alle  de 
jordiske  fordele,  han  kan.  Hvor  meget  større  er  Kristi  kærlighed  ikke.  Kristus, 
som  blev  vor  Fader,  da  vi  tog  imod  hans  tilbud  om  ikke  alene  jordisk 
udvikling,  men  også  om  frelse,  ophøjelse  og  evigt  liv.  Gennem  sit  evangelium 
giver  Kristus  os  muligheder,  så  vi  ikke  kun  forbliver  tilskuere  til  Himmelens 
undere,  men  også  medskabere  deraf.  Vi  synger  jublende  sejrshymner  til 
Himlen  for  denne  mulighed.  Planen  er  meget  enkel  og  meget  storslået: 
Vi  skal  - 

1.  Modtage  den  Herre,  Jesus  Kristus,  som  vor  Frelser  og  tro  på  hans  hellige 
navn,  idet  vi  omvender  os  fra  vore  synder. 

2.  Modtage  dåbsordinansen  gennem  præstedømmets  myndighed  som  en 
pagt  med  ham.  Dåben  er  et  symbol  på  hans  død  og  opstandelse. 

3.  Modtage  den  Helligånds  gave  af  dem,  som  han  har  givet  fuldmagt  til  at 
videregive  den. 

4.  Modtage  og  ære  det  hellige  præstedømme. 

5.  Holde  hans  enkle  bud.  O 


INDHOLDSFORTEGNELSE 

Bønnens  store  betydning.  Af  N.  Eldon  Tanner 311 

Og  lyset  skinner  i  mørket.  Af  Marion  G.  Romney  314 

Ærlighed  et  frelsens  princip.  Af  Mark  E.  Petersen   317 

Skab  en  grundvold  for  Tusindårsriget.  LeGrand  Richards 320 

Tilståelse  og  aflæggelse  er  en  del  af  oprigtig  omvendelse. 

Af  James  A.  Cullimore     324 

Så  siger  Herren.  Af  Theodore  M.  Burton  327 

Kirkens  orden   og   praksis    331 

Små  beslutninger.  Af  A.  Theodore  Tuttle 332 

Den  uforlignelige  JOSEPH  SMITH.  Af  Leon  R.  Hartshorn 334 

Spørgsmål  og  svar 341 

Den  dag  mit  liv  ændrede  sig.  Af  Wendell  B.  Johnson  345 

Børnenes  sider 

Den  lille  fortabte  killing.  Af  Charlotte  Stevenson  113 

Mod  til  at  tro.  Af  Anne  Sikstad  114 

Gideon.  Af  Mabel  Jones  Gabbott  119 

Et  nyt  hjem.  Af  Mary  Pratt  Parrish 123 


På  forsiden  har  vi  i  denne  måned  for  første  gang  et  billede,  der  er  beregnet 
specielt  for  kirkens  børn.  Jerry  Harstons  tegninger  blev  for  første  gang 
offentliggjort  på  omslaget  til  bladet:  Friend,  et  engelsksproget  blad,  som 
udgives  for  børnene  indenfor  kirken.  Artiklen  inde  i  bladet  med  titlen:  Bøn- 
nens store  betydning,  som  er  skrevet  af  præsident  N.  Eldon  Tanner,  udlæg- 
ger illustrationen  nærmere.  O 


&  jl  J  Jbi  mmj  !m 

Organ  for  JESU  KRISTI  KIRKE 
AF  SIDSTE  DAGES  HELLIGE 


August  1972 

121.  Årgang  •  Nummer  8 


Udgivet  af 

Den  danske  Mission  af  Jesu 
Kristi  Kirke  af  Sidste  Dages 
Hellige 

Dalgas  Boulevard  164 
2000  København  F. 
Telf.  Fasan  9901 
Postgiro  333.38 

Grant  R.  Ipsen, 
missionspræsident, 
ansvarshavende  redaktør 

Koordinator: 

Jørgen  Ljungstrøm 

Den  danske  Stjerne  udkommer 
den  1.  i  hver  måned.  Abonne- 
mentsprisen (inkl.  porto)  er  i 
Danmark  kr.  15.-  pr.  halvår 
kr.  30.-  for  et  helt  år,  i  udlandet 
$  4.00  for  helt  år.  I  løssalg 
kr.  3.-  pr.  nummer.  Betaling 
ved  check  udstedt  til  Den 
danske  Stjerne,  Priorvej  12, 
København  F.  eller  gennem 
postgiro  333.38  til  Jesu  Kristi 
Kirke  af  Sidste  Dages  Helige. 
(De  nævnte  priser  er  inklud. 
moms.) 

Tryk: 

Paul  Giese  KG,  Offenbach/M., 
Deutschland 

Layout: 

PBO-Layout-Center,    Frankfurt 


Bønnens 
store  betydning 


AF  PRÆSIDENT  N.  ELDON  TANNER 
2.  rådgiver  i  Det  Første  Præsidentskab 

Jeg  påbegynder  denne  artikel  i  al  ydmyg- 
hed, idet  jeg  bønfalder  min  Fader  i  Himlen 
om,  at  han  vil  lede  min  hånd. 
Da  jeg  var  en  lille  skoledreng,  gjorde  disse 
klassiske  ord  meget  stort  indtryk  på  mig: 

„Flere  ting  tilvirkes  gennem  bønnens 

magt, 

end  denne  verden  forestiller  sig." 

Lord  Alfred  Tennyson1  i 
„The  Passing  of  Arthur" 
Grunden  til  at  dette  gjorde  så  stort  indtryk 
på  mig  var  formodentlig,  at  jeg  kom  fra  et 
hjem,  hvor  vi  bad  hver  for  sig  såvel  som 
familiebønner  morgen  og  aften  hver  eneste 
dag,  og  at  jeg  flere  gange  ved  forskellige 
lejligheder  fik  mine  bønner  besvaret.  Sikke 


en  vidunderlig  følelse  det  var  at  vide,  at 
jeg  kunne  påkalde  Herren,  at  han  virkelig 
var  min  himmelske  Fader,  at  han  interes- 
serede sig  for  mig  personligt,  og  at  han 
kunne  høre  mig  og  besvare  mine  bønner. 
Denne  viden  har  altid  været  mig  til  stor 
trøst.  Den  har  givet  mig  tryghed  og  styrke, 
når  jeg  mest  trængte  dertil,  såvel  som  ev- 
ner til  med  usvigelig  sikkerhed  at  træffe 
valg,  som  jeg  ellers  ville  have  haft  svært 
ved  at  træffe.  Da  dette  nu  var  min  erfaring, 
og  da  jeg  følte  stor  trang  til  at  få  guddom- 
melig vejledning,  har  jeg  altid  bedt  Herren 
om  visdom  og  vejledning  i  alt,  hvad  jeg 
foretog  mig. 

Som  barn  troede  jeg  naturligvis,  at  alle 
mennesker  verden  over  måtte  have  den 
samme  tro  og  også  bad  til  vor  himmelske 
Fader,  fordi  vi  selv  bad  i  vort  hjem.  Men 
da  jeg  voksede  til,  blev  jeg  klar  over,  at  der 
er  mange  mennesker,  der  aldrig  beder  om 
guddommelig  vejledning,  ej  heller  udtryk- 
ker taknemmelighed  for  de  velsignelser, 
de  får,  eller  beder  Herren  velsigne  deres 
mad.  Jeg  blev  endnu  mere  forbavset,  da 
jeg  forstod,  at  der  er  mennesker,  der  en- 
dog ikke  tror  på  Gud,  og  som  derfor  hel- 
ler ikke  har  nogen  tillid  til  ham,  og  som 
ikke  forstår,  at  han  er  en  personlig  Gud, 
at  han  er  vor  bogstavelige  himmelske  Fa- 
der, at  vi  er  hans  børn,  og  at  han  virkelig 
kan  høre  vore  bønner  og  besvare  dem. 
Jeg  vil  aldrig  være  i  stand  til  at  udtrykke, 
hvor  jeg  er  mine  forældre  taknemmelig, 
fordi  de  lærte  mig  dette  vigtige  princip. 
Min  far  vidste  virkelig,  hvordan  han  skulle 
tale  til  Herren,  og  på  denne  måde  fik  han 
Gud  til  at  blive  virkelig  for  os  og  til  at  føle 
os  Herren  nær.  Om  morgenen  havde  han 
for  vane  under  bønnen  at  sige: 
„Lad  dine  velsignelser  følge  os,  hvor  vi 
går  i  dag,  sådan  at  vi  må  gøre  det  rigtige 
og  i  aften  uden  fortrydelse  kunne  fortælle 
dig,  hvad  vi  har  gjort." 


311 


Jeg  tænker  tit  på  disse  ord,  og  de  er  mig 
til  stor  hjælp!  Hvis  man  hele  dagen,  under 
alle  gøremål,  holder  sig  for  øje,  at  man 
om  aftenen  skal  stå  til  regnskab  for  da- 
gens forløb  overfor  Herren,  så  vil  det  i  høj 
grad  skræmme  alle  tilløb  til  onde  gernin- 
ger langt  bort,  og  fremme  de  retfærdige 
gerninger. 

Herren  har  belært  forældrene  om,  at  de 
skal  lære  deres  børn  at  bede  og  at  vandre 
retskaffent  for  ham.  (L  &  P.  68:28)  Dette  er 
vor  vigtigste  pligt  overfor  vore  børn  -  at 
lære  dem,  at  de  er  vor  himmelske  Faders 
åndelige  børn,  at  han  virkelig  er  der,  at 
han  elsker  sine  børn  højt  og  ønsker,  at  det 
skal  gå  dem  godt,  og  at  de  skal  bede  til 
ham,  udtrykke  taknemmelighed  og  anmode 
om  vejledning,  —  idet  vi  må  gøre  dem 
klart,  at  deres  tro  på  ham  vil  give  dem 
større  styrke,  succes  og  lykke,  end  de  kan 
opnå  fra  nogen  anden  kilde. 
Vi,  som  forældre,  må  lære  fra  os  ved  ek- 
semplets magt  og  gennem  inderlige  og 
derfor  virkningsfulde  bønner  vise  vore 
børn,  hvor  meget  en  fast  tro  på  Gud  er 
værd.  Hvor  katastrofalt  er  det  ikke,  at  und- 
drage sine  børn  den  store  velsignelse  det 
er  at  lære  Gud  at  kende,  at  lære  at  stole 
på  ham  og  se  hen  til  ham  for  at  få  den 
styrke  og  vejledning,  som  barnet  har  så 
hårdt  brug  for,  for  at  kunne  klare  de  pro- 
blemer, som  det  dagligt  kommer  ud  for. 
Det  er  lige  så  beklageligt,  at  der  er  børn, 
der  ikke  lærer,  at  alt,  hvad  de  har,  kom- 
mer fra  Gud,  og  at  de  burde  vise  ham  de- 
res taknemmelighed  og  stræbe  efter  at 
blive  værdige  til  de  velsignelser,  de  mod- 
tager. 

Vi  husker  alle  historien  om  de  ti  spedalske, 
som  Jesus  helbredte.  Da  den  ene  vendte 
tilbage  for  at  takke  ham,  sagde  Frelseren: 
„  . . .  Var  der  ikke  ti,  der  blev  renset?  Hvor 
er  de  ni?  Var  der  ingen  andre  end  denne 
fremmede,  der  vendte  tilbage  for  at  give 
Gud  ære?"  (Lukas  17:17-18)  Utaknemme- 
lighed er  en  alvorlig  synd. 
Når  vi  takker  for  vore  velsignelser  og  be- 
der om  det,  vi  har  brug  for,  bør  vi  have 
sindet  åbent  for,  at  der  er  andre,  der  har 
brug  for  vor  tro  og  vore  bønner,  og  at  vi 
må  hjælpe   Herren   med   at  give  svar  på 


vore  bønner.  Når  vi  beder  ham  velsigne 
de  fattige,  de  syge  og  de  trængende,  at 
trøste  dem,  der  sørger,  så  må  vi  lade  ger- 
ning følge  ord  og  virkelig  aktivt  tjene  vore 
medmennesker  og  sørge  for,  hvad  de  be- 
høver. Det  er  gennem  os,  at  Herren  fuld- 
byrder sine  formål,  og  når  vi  bliver  velsig- 
net, bør  vi  igen  velsigne  andre. 
Følgende  lille  episode  udspilledes  hjemme 
hos  mig.  Da  vi  engang  netop  havde  afslut- 
tet vor  fælles  aftenbøn,  sagde  en  af  mine 
døtre:  „Far,  vi  har  så  mange  velsignelser, 
og  så  meget  at  være  taknemmelige  for,  at 
jeg  kommer  til  at  tænke  på,  at  vi  måske 
ikke  burde  bede  Herren  om  flere  velsignel- 
ser, men  i  stedet  nøjes  med  at  takke  for 
de  velsignelser,  vi  allerede  har,  og  bede 
ham  hjælpe  os  med  at  blive  værdige  til 
dem."  Jeg  ønsker  her  at  understrege,  hvor 
vigtigt,  det  er,  at  vi  sørger  for  at  blive  vær- 
dige til  at  modtage  alt  det,  som  vor  him- 
melske Fader  stadig  overøser  os  med. 
Det  er  let  nok  at  bede  og  takke  Gud,  når 
alt  går  godt,  og  vi  føler  os  velsignede  og 
har  lykken  med  os.  Men  vor  taknemmelig- 
hed og  vor  kærlighed  til  Herren  kommer 
ud  for  en  virkelig  prøve,  hvis  vi  som  Job 
kommer  ud  for  prøvelser,  der  synes  større, 
end  vi  kan  udholde.  Er  vi  da  i  stand  til  at 
gøre  som  han?  Han  takkede  stadig  Gud, 
og  sagde  i  al  ydmyghed  og  med  hele  sit 
hjerte:  „Men  jeg  ved,  at  min  løser  lever." 
(Job  19:25) 

Vor  himmelske  Fader  kender  vore  behov 
bedre,  end  vi  selv.  Han  ved,  hvad  der  er  til 
vort  eget  bedste,  og  hvilke  forhindringer, 
vi  selv  må  overkomme,  for  at  udvikle  os 
og  gå  fremad.  Vi  må  lære  at  acceptere 
hans  vilje  i  alle  ting  i  tro  og  forvisning  om, 
at  alt,  hvad  han  gør  for  os,  vil  tjene  os  til 
gavn. 

Det  gjorde  dybt  indtryk  på  mig,  da  min 
datter  og  hendes  mand  fik  et  barn,  der  led 
af  blodkræft.  Lægerne  sagde,  at  barnet 
ikke  ville  kunne  leve  mere  end  et  år  eller 
to.  Jeg  kan  huske,  hvilket  chock  det  var  for 
dem,  og  hvordan  de  bønfaldt  Herren  om 
hjælp,  tog  til  templet,  fastede  og  bad  om, 
at  barnet  måtte  blive  raskt;  men  det,  der 
gjorde  størst  indtryk  på  mig,  Var  alligevel, 
at  de  altid  sluttede  deres  bønner  med  et: 


312 


„  . . .  Dog  ske  ikke  min,  men  din  vilje,  og 
giv  os  styrke  nok  til  at  tage  imod  det,  som 
du  bestemmer  for  os." 
Barnet  levede  meget  længere,  end  lægen 
havde  ventet,  men  til  sidst  blev  det  kaldt 
hjem,  og  det  glædede  mig  i  hjertet  at  høre 
forældrene  takke  Herren,  fordi  de  havde 
haft  lejlighed  til  at  opdrage  drengen  og 
have  ham  os  sig  så  længe,  som  de  havde, 
og  fordi  han  var  sådan  et  dejligt  barn.  Så 
bad  de  Herren  om  at  gøre  dem  værdige  til 
at  møde  ham  og  leve  sammen  med  ham  i 
det  tilkommende  liv. 

Når  man  føler,  at  tingene  ikke  går,  som 
de  skal,  og  man  er  ved  at  miste  modet, 
hvad  der  jo  sker  for  os  alle  sammen  fra 
tid  til  anden,  så  er  det  netop  på  dette  tids- 
punkt, at  man  kan  opnå  trøst,  mod  og 
styrke,  ja,  lykke,  ved  i  løndom  at  gå  til  Her- 
ren, og  der  alene,  i  al  ydmyghed  knæle 
ned  og  takke  ham,  ved  at  nævne  hver  og 
en  af  sine  velsignelser  og  bede  om,  at  man 
må  blive  værdig  til  dem.  Det  vil  overraske 
jer,  hvor  meget  Herren  har  gjort,  og  hvor 
lang  tid,  det  vil  tage  jer  at  remse  alle  jeres 
velsignelser  op. 

Men  vent  ikke,  til  I  er  ved  at  miste  modet 
eller  er  i  vanskeligheder.  Det  er  blevet 
sagt,  at  vi  bør  bede  ofte  og  i  et  retfærdigt 
øjemed.  Alle  profeterne  lige  fra  Adams  tid, 
og  endog  Jesus  Kristus  selv,  følte  behovet 
for  at  påkalde  vor  himmelske  Fader  i  yd- 
myg bøn.  Mennesker,  der  beklæder  leden- 
de stillinger  indenfor  alle  samfundslag  og 
i  alle  jordens  lande,  har  bedt  om  Guds  vej- 
ledning, og  de  er  blevet  endnu  mere  vær- 
difulde mennesker,  fordi  de  har  indset,  at 
der  findes  et  højere  væsen  og  en  guddom- 
melig magt. 

For  eksempel  har  så  at  sige  hver  eneste 
af  De  forenede  Staters  præsidenter  gen- 
nem tiderne  følt,  at  det  var  nødvendigt  at 
påkalde  Herren,  og  mange  af  dem  har 
kaldt  nationen  til  bøn,  idet  de  med  Abra- 
ham Lincoln  har  indset  at:  „Mange  gange 
er  jeg  af  omstændighederne  blevet  dre- 
vet på  knæ  med  den  overvældende  over- 
bevisning, at  der  ingen  udvej  var.  Min 
egen  visdom  såvel  som  deres,  der  omgav 
mig,  var  langtfra  tilstrækkelig." 
Samuel  F.  B.  Morse2,  der  opfandt  telegra- 


fen, har  sagt:  „Når  jeg  ikke  klart  kunne  se, 
hvilken  vej  jeg  skulle  gå,  har  jeg  altid 
knælet  ned  og  bedt  om  lys  og  forstand." 
Vi  husker  også  den  bøn,  som  astronauten 
Gordon  Cooper  bad,  medens  han  kred- 
sede om  jorden:  „En  særlig  tak,  Fader,  for- 
di du  har  givet  mig  lejlighed  til  at  komme 
ud  på  denne  tur.  Tak  fordi  jeg  befinder 
mig  helt  her  oppe  i  dette  vidunderlige  uni- 
vers, hvor  jeg  Kan  se  alle  disse  forunder- 
lige ting,  du  har  skabt." 
Der  er  bedt  uendeligt  mange  bønner  til 
vor  himmelske  Fader  af  højtstående,  men 
alligevel  ydmyge  mennesker;  nogle  af  dem 
er  nedskrevet  og  rangerer  blandt  vor 
smukkeste  litteratur.  Der  kommer  et  punkt 
i  ethvert  menneskes  liv,  hvor  det  ikke  har 
nok  i  sin  egen  styrke.  Og  det  menneske, 
der  har  lært  at  bede  på  et  tidligt  tidspunkt 
i  sit  liv,  samt  lært,  hvad  man  skal  bede 
om,  og  hvordan,  har  absolut  en  fordel 
fremfor  det  menneske,  der  ikke  har  lært 
at  bede,  eller  som  ikke  tror,  at  man  virke- 
lig kan  opnå  noget  ad  bønnens  vej. 
Jeg  modtog  for  nylig  en  kopi  af  et  brev, 
i  hvilket  der  på  temmelig  kritisk  og  sarka- 
stisk måde  blev  henvist  til  et  menneske, 
der  havde  en  meget  ansvarsfuld  stilling  in- 
denfor kirken:  „Her  har  vi  sandelig  et  men- 
neske, der  virkelig  har  hjælp  behov,"  stod 
der. 

Da  jeg  læste  brevet  igennem,  tænkte  jeg 
på,  hvor  meget  vi  alle  har  hjælp  og  vej- 
ledning behov,  og  hvis  der  virkelig  er  for- 
skel på,  hvor  megen  hjælp  vi  behøver, 
så  vokser  behovet  i  forhold  til  det  ansvar, 
vi  har  for  os  selv  og  ikke  mindst  for  andre. 
Min  konklusion  må  blive,  at  des  mere  yd- 
myge, vi  er,  jo  større  er  sandsynligheden 
for  at  tingene  lykkes  for  os,  og  for  at  de 
mennesker,  vi  omgås  og  arbejder  sammen 
med,  vil  holde  af  os  og  stole  på  os. 
Det  er  så  uendelig  vigtigt,  at  forældrene 
kalder  deres  børn  sammen,  morgen  og  af- 
ten, hver  dag,  og  giver  hvert  familiemed- 
lem, en  efter  en,  muligheden  for  at  anråbe 
Herren  på  familiens  vegne,  idet  de  udtryk- 
ker taknemmelighed  for  de  mange  velsig- 
nelser, som  familien  har  modtaget,  deres 
bekymringer  angående  den  enkelte  såvel 

(Forts,  på  side  344) 


313 


Elskede  søskende,  både  de  af  jer, 
der  er  medlemmer  af  denne  kirke  og 
de,  der  ikke  er  det.  For  at  vi  alle  skal 
kunne  opbygges  gennem  denne  tale, 
har  både  I  og  jeg  brug  for  at  blive 
vejledt  af  Herrens  Ånd,  thi  jeg  har  i 
sinde  at  citere,  hvad  Herren  sagde 
til  sine  disciple  om  vore  dage,  om 
den  forlegenhed  som  vi  nu  befinder 
os  i,  og  om  den  tid,  der  snart  vil 
komme. 

„Og  lyset  skinner  i  mørket,  og  mørket 
fik  ikke  bugt  med  det."  (Kan  også 
oversættes:  „Og  mørket  begreb  det 
ikke."  Joh.  1:5)  Således  skrev  den 
apostel,  som  Jesus  elskede. 
Jeg  kom  i  tanke  om  dette  skriftsted, 
da  jeg  for  nylig  læste  en  artikel,  som 
tilskrives  Dr.  Charles  H.  Malik,  tid- 
ligere præsident  for  De  forenede 
Nationers  generalforsamling.  Han 
skrev  blandt  andet,  at  hvad  der  er 
behov  for  i  dag  er:  „Et  universelt 
budskabs  udfordring,  en  åbenbaring 
om  noget  umådelig  stort,  en  kaldelse 
til  en  heltegerning  . . .  Den  øjeblikke- 
lige situation  (skrev  han)  viser  en 
tendens  til  en  endelig  og  fuldstændig 
dom;  alt  bliver  vejet  og  bedømt  ... 
ens  liv,  ens  værdier,  ens  kultur,  hele 
den  civilisations  levedygtighed,  til 
hvilken  man  hører. 

„Det  minder  meget  om  de  sidste  da- 
ge. Og  de,  der  tror,  vil  fortælle  jer, 
at  Gud  er  der,  og  at  han  ganske  be- 
stemt vogter  over  sine  egne,  selv  om 
han  muligvis  alligevel  revser  dem." 
(Citeret  i  Public  Speaker's  Treasure 
Chest  (Harper  &  Row,  1964),  side  42) 
Når  man  tænker  over  dette  forsøg 
på  at  vurdere  samfundets  sørgelige 
tilstand  i  dag,  kommer  man  til  den 
konklusion,  at  de  genvordigheder,  vi 
befinder  os  midt  i,  ikke  så  meget 
skyldes,  at  vi  mangler  tilstrækkelig 
vejledning,  men  snarere,  at  vi  ikke 
hører  ordentligt  efter. 
Som  jeg  nu  taler  til  jer  her  i  formid- 
dag, er  det  min  hensigt  at  under- 
strege det  faktum,  at  der  i  vor  bekym- 
rede verden  faktisk  findes  et  sandt 
lys,  der  kan  vejlede  os  sikkert.  Dette 
lys  har  været  hos  os  i  140  år;  det  er 
et  lys,  der  er  bestemt  til  at  bringe 
glæde,  fred  og  lykke  til  alle  folkeslag, 


„Og  lyset  skinner  i  mørkef 


(Joh.  1:5) 


AF  ÆLDSTE  MARION  G.   ROMNEY,  fra  De  tolvs  Råd 
Tale  holdt  ved  141.  halvårlige  generalkonference 


stammer   og   tungemål,   blot  de  vil 
modtage  det. 

Jeg  bærer  mit  vidnesbyrd  for  jer,  om 
at  vor  elskede  Frelser,  Jesus  Kristus, 
forudså  de  forhold,  hvorunder  vi 
lever  i  dag,  allerede,  da  han  gik  her 
på  jorden.  På  det  tidspunkt  åbenba- 
rede han  også,  hvor  altafgørende 
vore  gerninger  her  og  nu  er,  og  fast- 
satte den  vej,  han  ville  berede  for  os, 
hvorved  vi  kan  undgå  ødelæggelse. 
Det,  han  sagde  dengang,  var  og  er 
af  så  stor  betydning  i  hans  øjne,  at 
han  sørgede  for,  at  det  blev  nedskre- 
vet tre  forskellige  steder:  I  Biblen 
(Matt.  24),  Den  kostelige  Perle  (Jo- 
seph Smith  1),  og  Lære  og  Pagter. 
Omstændighederne,  under  hvilke  dis- 
se ting  blev  udtalt,  var  temmelig 
gribende.  Da  han  for  sidste  gang 
drog  fra  Jerusalem  til  Betania,  stod 
han  med  sine  apostle  på  Oliebjerget. 
Da  de  var  bekymrede  på  grund  af 
hans  forudsigelse  om,  at  der  ikke 
skulle  lades  sten  på  sten  tilbage  af 
helligdommen,  bad  de  ham  om  en 
forklaring.  „Sig  os,"  sagde  de,  „når 
skal  dette  ske?  Og  hvad  er  tegnet  på 
dit  komme  og  verdens  ende?"  (Matt. 
24:3) 
Jeg   behøver  ikke  citere,  hvad   han 


sagde  om  Jerusalems  ødelæggelse, 
som  dengang  var  for  hånden.  Men 
på  grund  af  dets  forbindelse  med 
det,  dét-  sker  nu  og  skal  ske  i  frem- 
tiden, beder  jeg  jer  om  sammen  med 
mig  alvorligt  at  overveje,  hvad  han 
sagde  angående  sit  andet  komme  og 
om  verdens  ende:  „Og  når  ikke- 
jødernes  tid  er  kommet,  da  skal  et 
lys  bryde  frem  blandt  dem,  der  sidder 
i  mørke,  og  det  er  mit  evangeliums 
fylde."  (L.  &  P.  45:28) 
At  denne  forudsigelse  henfører  til 
vore  dage  bevises  af  den  kendsger- 
ning, at  „lyset",  der  tales  om,  tænd- 
tes i  foråret  1820,  da  Faderen  og  Søn- 
nen viste  sig  for  den  unge  profet, 
Joseph  Smith.  I  de  år,  der  fulgte 
umiddelbart  efter,  blev  Jesu  Kristi 
evangeliums  fylde  gengivet  til  jorden 
gennem  profeten  Joseph  Smith. 
Disse  betydningsfulde  begivenheder 
skulle  indvarsle  „ikke-jødernes  tid" 
—  det  vil  sige,  den  periode  i  den  sid- 
ste uddeling,  hvor  evangeliet  først  og 
fremmest  skal  prædikes  for  de  ikke- 
jødiske  folkeslag.  I  husker  jo,  at  i 
tidernes  midte  kom  evangeliet  først 
til  jøderne  og  siden  til  ikke-jøderne. 
Men,  for  at  komme  tilbage  til,  hvad 
Frelseren  sagde: 


314 


„Men  de  modtager  det  ikke;  thi  de 
ser  ikke  lyset,  men  de  vender  deres 
hjerter  bort  fra  mig  på  grund  af  men- 
neskebud. (L.  &  P.  45:29) 
Opfyldelsen  af  denne  forudsigelse  er 
beklageligt  åbenbar  i  dag.  Det  store 
flertal  af  de  mennesker,  der  får  præ- 
senteret evangeliet,  afslår  det.  Det 
er,  fordi  denne  generation  nægter  at 
tro,  og  ikke  fordi  der  mangler  vejled- 
ning, derfor  vil  de  indtil  nu  ikke  kun- 
ne undgå  de  ulykker,  som  Jesus  for- 
udså og  profeterede  om,  og  hvis  der 
ikke  sker  en  forandring  i  deres 
indstilling,  vil  de  heller  ikke  i  fremti- 
den kunne  undgå  disse  ting,  for,  sag- 
de Jesus,  den  generation  -  det  vil 
sige,  i  hvilken  evangeliet  prædikes  — 
ser  ikke  lyset  (Jesu  Kristi  evange- 
lium), men  „vender  deres  hjerte  bort 
fra  mig. 

„.  .  .  Og  i  den  slægt,  skal  der  findes 
mennesker,  der  ikke  skal  blive  taget 
bort,  førend  de  har  set  en  susende 
svøbe,  thi  en  hærgende  sygdom  skal 
dække  landet. 

„Men  mine  disciple  skal  stå  på  helli- 
ge steder  og  skal  ikke  berøres  deraf; 
men  blandt  de  ugudelige  skal  men- 
neskene opløfte  deres  røst,  forbande 
Gud  og  dø. 


„Og  der  skal  være  jordskælv  forskel- 
lige steder,  og  store  ødelæggelser. 
Dog  vil  menneskene  forhærde  deres 
hjerter  mod  mig  og  gribe  til  sværdet 
mod  hinanden  og  slå  hinanden  ihjel. 
„Da  jeg,  Herren  (dette  sagde  han,  da 
han  gentog  profetien  for  Joseph 
Smith)  havde  talt  disse  ord  til  mine 
disciple,  var  de  bedrøvede. 
„Og  jeg  sagde  til  dem:  Vær  ikke  bed- 
røvede, thi  når  alt  dette  sker,  skal  I 
vide,  at  de  forjættelser,  der  er  blevet 
givet  jer,  skal  blive  opfyldt."  (L  &  P. 
45:29,  31-35) 

Idet  Jesus  atter  taler  om,  at  lyset  skal 
bryde  frem  igen,  fortsætterlian  med 
at  fremsige  profetier  for  disciplene: 
„I  ser  figentræerne  med  jeres  øjne, 
og  I  siger,  når  de  begynder  at  sprin- 
ge ud,  og  deres  blade  endnu  er  spæ- 
de, at  sommeren  er  nær. 
„Således  skal  det  være  på  den  dag, 
når  de  vil  få  alt  dette  at  se;  da  skal 
de  vide  at  timen  er  nær. 
„Og  det  skal  ske,  at  den,  der  frygter 
mig,  skal  forvente  Herrens  store  dag 
og    tegnene    på    Menneskesønnens 
tilkommelse. 

„Og  de  skal  se  tegn  og  undere,  thi  de 
skal  være  synlige  i  himlen  oventil  og 
på  jorden  nedentil. 
„Og  de  skal  se  blod,  ild  og  røg- 
damp." (L  &  P.  45:37-41) 
Nogle  af  disse  tegn  har  vi  allerede 
set,  og  de  andre  vil  vi  få  at  se.  For, 
fortsætter  Jesus: 

„.  . .  førend  Herrens  dag  kommer, 
skal  solen  formørkes  og  månen  for- 
vandles til  blod  og  stjernerne  falde 
fra  himlen. 

„Og  de  tiloversblevne  skal  samles  på 
dette  sted.  (Jesus  stod  på  Oliebjer- 
get.) 

„Og  da  skal  de  forvente  mig,  og  se, 
jeg  kommer.  Og  de  skal  se  mig  i  him- 
lens skyer,  iført  magt  og  megen  her- 
lighed, med  alle  de  hellige  engle; 
men  den,  der  ikke  venter  mig,  skal 
afskæres."  (L.  &  P.  45:42-44) 
De  retfærdige  skal  dog  ikke  afskæ- 
res. Hør  de  løfter,  som  Herren  gav 
dem,  der  modtager  evangeliet  og 
lever  derefter. 

Men  førend  Herrens  arm  falder,  skal 
en  engel  blæse  i  sin  basun,  og  de 


hellige,  som  er  hensovet,  skal  kom- 
me frem  og  møde  mig  i  skyen. 
„Dersom  I  derfor  er  hensovet  i  fred, 
(her  taler  han  til  sine  apostle),  da  er 
I  salige;  thi  ligesom  I  nu  ser  mig  og 
ved,  at  det  er  mig,  således  skal  I 
komme  til  mig,  jeres  sjæl  skal  leve. 
Jeres  forløsning  skal  da  være  fuld- 
byrdet, og  de  hellige  skal  komme  fra 
verdens  fire  hjørner."  (L.  &  P.  45: 
45-46) 

Vi  kan  have  tillid  til,  at  enten  vi  dør, 
før  Herren  kommer,  eller  forbliver 
dødelige,  skal  vi,  hvis  vi  har  været 
trofaste,  være  sammen  med  ham  og 
glæde  os  over  hans  komme. 
Og  efter  at  de,  der  er  opstået,  er 
kommet  til  ham,  og  de  retfærdige, 
som  lever  på  den  tid,  er  kommet 
frem  fra  jordens  fire  hjørner: 
skal  Herrens  arm  falde  på  folke- 
ne. 

„Og  Herren  skal  sætte  sin  fod  på  det- 
te bjerg,  og  det  skal  gå  midt  over,  og 
jorden  skal  skælve  og  rave  frem  og 
tilbage,  selv  himlene  skal  ryste. 
„Og  Herren  skal  lade  sin  røst  høre, 
og  alle  jordens  ender  skal  høre  den, 
og  jordens  folk  skal  sørge,  og  de  der 
har  lét,  skal  indse  deres  dårskab. 
„Og  ulykker  skal  ramme  spotteren, 
og  foragteren  skal  fortæres,  og  de, 
der  tragter  efter  uretfærdighed,  skal 
omhugges  og  kastes  i  ilden."  (L.  &  P. 
45:47-50) 

„Og  Satan  skal  bindes,  så  han  ikke 
mere  skal  have  plads  i  menneskenes 
børns  hjerter. 

„Og  på  den  dag,  da  jeg  kommer  i  min 
herlighed,  skal  den  lignelse,  som  jeg 
fortalte  om  de  ti  jomfruer,  blive  op- 
fyldt. 

„Thi  de,  der  er  kloge  og  har  mod- 
taget sandheden  og  taget  den  Hellig- 
ånd tif  vejleder  og  ikke  har  ladet  sig 
forføre,  skal  ikke  omhugges  og  ka- 
stes i  ilden,  men  skal  bestå  på  den 
dag."  (L.  &  P.  45:55-57) 
De,  „der  er  kloge  og  har  modtaget 
sandheden",  er  dem,  der  accepterer 
evangeliet,  når  de  hører  det.  De,  der 
„har  taget  den  Helligånd  til  vejleder 
og  ikke  ladet  sig  forføre",  er  dem,  der 
ikke  alene  har  modtaget  dens  gave, 
men  også  levet  sådan,  at  de  kunne 


315 


modtage  Helligåndens  vejledning  og 
således  ikke  er  blevet  forført.  Det  er 
sådanne,  der,  enten  de  opstår  ved 
Herrens  komme  eller  stadig  er  døde- 
lige, „skal  bestå  på  den  dag"  Kristus 
kommer  anden  gang. 
„Og  jorden  skal  gives  dem  til  arv;  og 
de  skal  formere  sig  og  blive  stærke, 
og  deres  børn  skal  vokse  op  uden 
synd  til  frelse. 

„Thi  Herren  skal  være  midt  iblandt 
dem;  og  hans  herlighed  skal  hvile 
over  dem,  og  han  skal  være  deres 
konge  og  lovgiver."  (L.  &  P.  45:58-59) 
Denne,  Jesu  store  profeti  afslører 
grunden  til  de  genvordigheder,  som 
gjorde  Dr.  Malik  så  bekymret  for 
menneskehedens  fremtid.  Den  be- 
kræfter den  kendsgerning,  at  Jesu 
Kristi  gengivne  evangelium,  er  det 
sikre  lys,  der  skinner  i  vor  bekymrede 
verdens  mørke.  Evangeliet,  der  blev 
gengivet  ved  profeten  Joseph,  er 
netop  den  „åbenbaring  om  noget 
umådelig  stort",  som  doktoren  læng- 
tes efter.  Det  er  en  sand  „kaldelse 
til  en  heltegerning".  Det  har  „et 
virkeligt  universelt  budskabs  udford- 
ring". Det  er  lige  præcis  det,  som 
doktoren  siger,  at  der  er  brug  for  i 
dag.  Det  bekræfter  den  slutning,  han 
kom  til,  da  ran  sagde: 
„Den  øjeblikkelige  situation  viser  en 
tendens  til  en  endelig  og  fuldstændig 
dom",  at  alt  vil  blive  vejet  -  „ens  liv, 
ens  værdier,  ens  kultur,  hele  den 
civilisations  levedygtighed,  til  hvilken 
man  hører."  Profetien  bekræfter,  at 
det  hele  ikke  alene  „minder  meget 
om  de  sidste  dage",  men  den  for- 
sikrer os,  at  dette  virkelig  er  de  sid- 
ste dage,  og  at  Gud  så  sandelig  „er 
der  og  vogter  over  sine  egne". 
Jeg  bærer  mit  personlige  vidnesbyrd 
om  de  skriftsteder,  vi  her  har  gen- 
nemgået. Jeg  ved,  at  han,  som  talte 
ordene,  var  og  er  Guds  Søn,  jordens 
og  menneskenes  Skaber  såvel  som 
deres  Frelser;  at  han  ved  det,  og  har 
vidst  fra  alle  tings  begyndelse;  at 
han  talte  evig  sandhed. 
Jeg  bærer  vidnesbyrd  om,  at  det  evi- 
ge evangeliums  fylde  er  her  på  jor- 
den. Det  forudsagte  lys  er  kommet. 
Vi  har  set  mange  andre  af  de  profete- 
rede tegn   på  Kristi   komme.   Nogle 


kan  vi  skimte,  andre  falder  ligefrem  i 
øjnene. 

Jeg  bærer  vidnesbyrd  om,  at  Gud 
ikke  er  død.  Han  står  ved  roret.  Hans 
kraft  -  præstedømmet  -  er  på  jor- 
den; Hans  planer  skrider  frem,  som 
de  skal;  hans  „evige  hensigter  skal 


fremskyndes,  indtil  alle  hans  forjæt- 
telser er  blevet  opfyldt."  (Mormon 
8:22) 

Om  dette  bærer  jeg,  som  særligt 
vidne  for  Kristus,  højtideligt  vidnes- 
byrd, og  det  gør  jeg  i  vor  Herre,  Jesu 
Kristi  navn,  Amen.  O 


Fra  missionens  præsidentskab 


Mine  kære  søskende 
i  Jesu  Kristi  Evangelium! 

Vi  som  en  familie  er  lykkelige  over  at  være  Danmark.  Jeg  er  glad 
for  at  vende  tilbage  til  Danmark.  Det  vil  blive  dejligt  at  hilse  på  jer 
allesammen  og  føje  den  styrke  til  vort  liv,  som  I  hver  især  har.  Vi 
beder,  at  vi  også  må  føje  noget  til  jeres  liv  i  den  tid  vi  er  her.  Jeg 
er  sikker  på,  at  hvis  vi  alle  sætter  vor  lid  til  Guds  Ånd,  vil  der  blive 
en  tilfredsstillende  fremgang  i  den  danske  mission. 
Vi  er  glade  for  at  være  her  og  hjælpe  værket  fremad.  Da  vore 
missionærer  imidlertid  kommer  og  går,  er  det  nødvendigt,  at 
hvert  enkelt  medlem  passer  „det  embede,  hvortil  han  er  blevet 
kaldet."  Det  er  den  eneste  måde,  hvorpå  Jesu  Kristi  Kirke  virke- 
lig kan  gå  fremad.  Det  er  formålet  med  Evangeliet,  at  hver  enkelt 
af  Guds  børn  skal  udvikle  sig.  Det,  der  kræves  for  at  vi  og  vor 
familie  kan  udvikle  os,  er  offer.  Offer  opbygger  kærlighed  til  og 
omsorg  for  andre.  Denne  kærlighed  og  omsorg  vil  opbygge  le- 
derne i  Riget  og  vil  føre  mange  omvendte  ind  i  Kirken.  Vi  kan  ikke 
udvikle  os  og  stå  stille  på  samme  tid.  Enhver  forretningsmand 
ved,  at  der  i  hvert  fald  må  være  så  mange  indtægter,  at  de  kan 
dække  udgifterne,  og  hvis  vi  vil  have  tilfredsstillelse  ud  af  vort 
arbejde,  må  der  være  fortjeneste  eller  gevinst.  Vor  fortjeneste 
eller  gevinst  kommer  to  steder  fra:  1)  væksten  af  vore  familier  - 
nye  børn  og  de  børn,  som  gifter  sig  og  stifter  deres  egen  familie, 
2)  nye  omvendte.  Kan  der  findes  nogen  større  tilfredsstillelse  end 
at  have  succes  på  begge  områder?  Er  det  ene  område  vigtigere 
end  det  andet?  Herren  har  fremsat  mange  ord  om  familiens  be- 
tydning og  mange  ord  om,  at  vi  skal  belære  andre  om  Evangeliet. 
Jeg  ved,  at  disse  ord  er  sande-  Det  er  skriftsteder,  som  profeterne 
har  givet  os.  Jeg  ved,  at  vi  i  dag  bliver  ledet  af  en  Guds  profet. 
Vi  som  en  missionærfamilie  ønsker  at  sende  jer  alle  vore  kær- 
ligste hilsener.  Vi  glæder  os  til  at  hilse  personligt  på  jer.  Vi  beder, 
at  Herrens  rigeste  velsignelser  vil  være  med  jer. 

Grant  Ipsen,  Missionspræsident 


Ærlighed 

et  frelsens  princip 


AF  ÆLDSTE   MARK   E.   PETERSEN, 

af  De  tolvs  Råd 

Tale   holdt  ved   den   141.   halvårlige 

generalkonference 

En  af  Jesu  Kristi  Kirke  af  Sidste 
Dage  Helliges  trosartikler  indehol- 
der sætningen:  „Vi  tror,  at  vi  må 
være  ærlige."  (13.  trosartikel) 
Men  vi  tror  ikke,  at  ærlighed  kun 
er  et  spørgsmål  om  taktik.  Dertil  er 
det  et  alt  for  vigtigt  princip.  Ærlig- 
hed er  et  frelsens  princip  i  Guds 
rige.  Uden  ærlighed  er  der  ingen 
frelse.  På  samme  måde  som  ingen 
mand  eller  kvinde  kan  blive  frelst 
uden  dåben,  således  kan  ingen  frel- 
ses uden  at  være  ærlige.  På  samme 
måde,  som  vi  ikke  kan  gå  frem  i 
det  himmelske  rige  uden  opstan- 
delse, således  kan  vi  ikke  komme 
indenfor  det  celestiales  grænser 
uden  at  være  ærlige. 
Gud  fordømmer  lige  så  meget  hyk- 
leri som  umoral,  der  er  en  af  de 
værste  former  for  uærlighed.  Når 
han  beskriver  Helvede  i  den  tilkom- 
ne verden,  siger  han  udtrykkeligt, 
at  det  er  der,  de  uærlige  skal  være. 
Da  intet  urent  kan  komme  i  nærhe- 
den af  Herren,  kan  ingen  løgner,  be- 
drager eller  hykler  få  ophold  i  hans 
rige. 

Uærlighed  er  nært  knyttet  til  selvisk- 
hed, i  hvilken  den  har  sin  oprin- 
delse, og  hvorfra  den  tager  næring. 
Selviskhed  er  roden  til  næsten  alle 
vore  fejl,  og  menneskenes  umen- 
neskelighed overfor  hinanden  ska- 
ber sorg  for  tusinder  og  atter  tusin- 
der. 

Hvis  hele  menneskeheden  var  ær- 
lig, ville  vi  have  Himlen  her  på  jor- 


den. Vi  ville  ikke  have  brug  for 
hære  og  krigsflåder,  ja  ikke  engang 
for  politi  noget  steds,  for  der  ville 
ikke  forekomme  nogen  forbrydelser, 
ingen  overgreb  mod  nogens  rettig- 
heder, ingen  vold  mellem  menne- 
sker. 

Der  ville  ingen  grund  være  til  skils- 
misse, mand  og  kone  ville  ikke 
være  hinanden  utro.  Konflikterne 
mellem  forældre  og  børn  ville  for- 
svinde, og  ungdomskriminaliteten 
ville  ophøre. 

Men  er  der  i  vort  samfund  noget 
mere  udbredt  end  tendensen  til  at 
lyve  og  føre  hinanden  bag  lyset? 
Det  er  narkotikahandlerens  løgne, 
der  frister  et  ungt  menneske  til  at 
prøve  hans  stoffer,  og  forførerens 
løgne,  der  overtaler  en  pige  til  at  op- 
give sin  dyd. 

Det  er  den  samvittighedsløse  sæl- 
gers løgne,  der  lokker  hans  offer  til 
at  indgå  en  uredelig  aftale. 
Det  er  skattesnyderens  løgne,  der 
gør,  at  han  ender  bag  tremmerne, 
og  det  er  skoleelevens  løgne,  der 
gør,  .at  han  snyder  ved  prøver  og 
eksaminer. 

Det  er  barnets  løgn  —  og  desværre 
alt  for  ofte  også  forældrenes  —  der 
skaber  generationskløften. 
Det    er    den    sjuskede     reparatørs 
løgne,  der  skjuler  dårligt  arbejde. 
Det  er  det  at  leve  på  løgn  efter  løgn, 
der  gør  et  menneske  til  hykler. 
Det  er  en  ægtemands  eller  en  hu- 
strus løgn,  der  fører  til  utroskab,  og 


det  er  forfalskning  i  regnskabet,  der 
bevirker,  at  man  kan  gøre  sig  skyl- 
dig i  underslæb. 

Det  er  trangen  til  at  lyve  og  snyde, 
der  gør  en  mor  til  butikstyv  og  bar- 
net, der  hjælper  hende,  til  en  kom- 
mende forbryder. 

Det  er  løgnen  på  de  menneskers 
læber,  der  lytter  til  sladder  og  brin- 
ger den  videre,  der  er  skyld  i  mange 
uskyldige  ofres  psykiske  sammen- 
brud. 

Det  er  det  uærlige  menneske,  der 
søger  at  drage  fordel  af  andre,  at 
ydmyge  dem  eller  med  vilje  at  ska- 
de et  andet  menneske. 
Det  er  uærligheden,  der  får  et  fa- 
milieoverhoved til  at  snyde  avis- 
drengen for  sin  betaling  for  at 
bringe  familien  deres  aviser. 
Det  er  en  gejstlig  løgn  om,  at 
sexuelt  samliv  før  ægteskabet  er  i 
orden  som  en  slags  prøveægteskab, 
der  gør,  at  en  ung  pige  mister  sin 
dyd.  Hun  er  måske  naiv  eller  dum, 
at  hun  tager  hans  ord  for  gode  va- 
rer, men  sikke  en  regning,  han  bli- 
ver stillet  overfor,  når  dommens  dag 
oprinder,  fordi  han  har  sagt,  at  det 
at  leve  sammen  før  ægteskabet  ikke 
er  at  synde,  når  han  udmærket  godt 
ved,  at  den  almægtige  højt  oppe  på 
Sinaibjerget  tordnede:  „Du  må  ikke 
bedrive  hor."  (2.  Mos.  20:14) 
Den  mand  er  en  hykler,  der  seks 
dage  om  ugen  kritiserer  sine  kone 
sønder  og  sammen,  ydmyger  sine 
børn  og  i  det  hele  taget  er  en  hus- 


317 


tyran  for  så  om  søndagen  at  spille 
from,  synge  med  i  kirkens  kor  og 
tage  del  i  de  hellige  symbolske 
handlinger,  der  hører  til  Herrens 
nadver. 

Det  er  den  forelskede  piges  løgn, 
der  gør  det  muligt  for  hende  at  føre 
sine  forældre  bag  lyset,  medens  hun 
synder  sammen  med  en  ung  mand, 
der  kun  ønsker  at  trække  hende 
med  sig  nedad. 

Ingen  går  omkring  på  denne  jord 
uden  en  tanke  på  disse  ord:  ikke 
vi  leve  kan  på  en  løgn. 
Vi  sidste  dages  hellige  tror  på  Gud, 
og  fordi  vi  tror  på  ham,  tror  vi  og- 
så, at  der  findes  en  djævel.  Men 
djævelen  selv  er  en  løgner  —  løg- 
nens fader  (Moses  4:4)  —  og  de,  der 
vælger  at  snyde  og  lyve,  bedrage  og 
fordreje,  bliver  hans  slaver. 
Er  det  noget  under,  at  skriften  siger: 
„Seks  ting  hader  Herren,  syv  er 
hans  sjæl  en  gru: 

„Stolte  øjne,  løgnetunge,  hænder, 
der  udgyder  uskyldigt  blod,  et  hjer- 
te, der  udtænker  onde  råd,  fødder, 
der  haster  og  iler  til  ondt, 
falsk  vidne,  der  farer  med  løgn,  og 
den,  som  sætter  splid  mellem  brød- 
re." (Ordspr.  6:16-19) 
I  de  vers,  jeg  nu  citerer,  tilføjer  skrif- 
ten endnu  en  afskyelig  synd,  som 
aldrig  forekommer  uden  løgn  og  be- 
drag —  nemlig  vellystige  sexuelle 
forhold,  om  hvilke  Gud  siger,  at  de 
ødelægger  sjælen.  I  en  moderne 
åbenbaring  beskriver  Herren  Helve- 
de i  den  kommende  verden,  idet  han 
opremser  de  overtrædere,  der  vil  få 
del  deri.  Han  siger: 
„Det  er  disse,  der  er  løgnere,  trold- 
karle, ægteskabsbrydere,  horkarle 
og  de,  der  elsker  og  øver  løgn. 
„Det  er  disse,  som  lider  Guds  vrede 
på  jorden. 

„Det  er  disse,  der  lider  den  evige 
ilds  hævn. 

„Det  er  disse,  der  nedstyrtet  til  Hel- 
vede lider  den  almægtige  Guds  vre- 
de, indtil  tiden  er  opfyldt,  da  Kristus 
har  lagt  alle  sin  fjender  under  sine 
fødder  og  har  fuldbyrdet  sit  værk." 
(L.  &  P.  76:103-106) 
De  fleste  af  os  påberåber  os  at  være 


kristne,  idet  vi  kalder  os  ved  Kristi 
navn  og  beder  til  Gud  i  det  samme 
navn.  Men  er  vi  virkelig  kristne  i 
hjertet?  Kan  han  rent  faktisk  accep- 
tere vor  tilbedelse?  Dette  kan  vi  af- 
gøre ved  at  spørge  os  selv,  om  vi 
virkelig  holder  hans  bud.  Hvis  ikke, 
er  vi  da  værdige  til  at  bære  hans 
navn? 

Et  menneske  spurgte  engang:  „Hvis 
du  skulle  bevise  overfor  en  domstol, 
at  du  var  kristen,  hvad  ville  du  da 
bruge  som  bevis? 

De  kristne  må  lære,  at  der  ikke  er 
noget  Kristus-lignende  ved  bedrag. 
Der  er  ingen  retfærdighed  ved  hyk- 
leri. Der  er  intet  godt  ved  løgn. 
Vi  må  se  i  øjnene,  at  hvis  vi  ikke  er 
ærlige,  er  vi  ikke  rene  i  Guds  øjne, 
og  at  intet  urent  kan  komme  i  hans 
nærhed.  At  forfalde  til  uærlighed  er 
at  apostere  fra  et  kristent  liv.  At  apo- 
stere  fra  Kristus  er  at  være  anti-krist, 
og  hvem  af  os  har  råd  til  at  være  det? 
At  være  anti-krist  er  at  være  imod 
ham,  at  kæmpe  mod  ham,  også  selv 
om  det  bare  er  ved  i  det  stille  ikke  at 
adlyde  ham.  At  kæmpe  mod  Kristus 
er  at  udelukke  Gud  fra  sit  liv,  og 
dette  fremmer  selvødelæggelsen 
fremfor  noget  andet. 
Mennesket  kan  filosofere  og  sige,  at 
der  ingen  Gud  er;  det  kan  kalde  re- 
ligion for  myter;  det  kan  opbygge 
sine  egne  ideer,  men  det  nytter  ikke 
noget.  Beviset  for,  at  Gud  er  der,  er 
så  overvældende  meget  større  end 
alle  protester  og  tomme  teorier,  der 
forsøger  at  afskaffe  ham.  Som  en 
digter  skrev:  „Kun  en  tåbe  påstår, 
at  Gud  ikke  er  til." 
I  disse  dage,  hvor  der  udrettes  så 
meget,  er  der  mere  grund  end  no- 
gen sinde  før  i  menneskets  historie 
til  at  tro  på  Gud.  Alle  vore  opdagel- 
ser, alle  vore  opfindelser,  selv  det, 
at  det  er  lykkedes  at  sende  menne- 
sker op  på  månen,  råber  til  os  om 
Guds  magt. 

Der  er  ingen  præcision  ved  det  til- 
fældige, og  der  er  intet  sikkert  ved 
det  spontane.  Universet  fungerer 
både  præcist  og  sikkert,  og  dette 
forkynder  Guds  ære,  ganske  som 
vore    største    videnskabsmænd    har 


sagt.  Og  således  istemmer  de  med 
salmisten  fra  gamle  dage:  „Herrens 
er  jorden  og  dens  fylde  jorderig  og 
de,  som  bor  derpå."  (Salm.  24:1) 
Hvis  vi  er  den  mindste  smule  inter- 
esseret i  evangeliet,  bør  vi  leve  helt 
derefter.  Der  er  intet  at  vinde  ved 
at  føre  os  selv  bag  lyset,  så  vi  bliver 
ofrer  for  vore  egne  fejltrin.  Det  er 
en  kendsgerning,  der  er  så  enkel, 
at  selv  et  barn  kan  forstå  den  —  at 
hvis  vi  skal  komme  frelst  til  Him- 
melens rige,  så  må  vi  efterleve  dets 
love  ærligt,  fuldstændigt  og  helhjer- 
tet. Lunkenhed  er  vederstyggeligt  for 
Herren.  Han  har  sagt  til  dem  med 
den  lunkne  indstilling,  at  han  vil  ud- 
spy dem  af  sin  mund.  (Joh.  Åb.  3:16) 
Hvorfor  tror  I,  at  han  bød,  at  vi  skal 
tjene  ham  af  vort  hele  hjerte,  sjæl, 
sind  og  styrke? 

Husker  vi  da  ikke  på,  at  hvis  vi  ikke 
gør  noget,  førend  det  bliver  befale, 
og  desuden  modtager  befalingen 
med  tvivlende  hjerte  og  er  sene  til 
at  udføre  den,  er  vi  under  fordøm- 
melse. (Se  L.  &  P.  58:29) 
Hvis  vi  ønsker  at  være  kristne  og  at 
vise  det  i  vore  gerninger,  bør  vi 
huske  på  disse  skriftsteder: 
„Derfor,  når  du  bringer  din  gave  til 
alteret  og  dér  kommer  i  hu,  at  din 
broder  har  noget  imod  dig,  så  lad 
din  gave  blive  dér  ved  alteret,  og  gå 
først  hen  og  forlig  dig  med  din  bro- 
der, og  kom  så  og  bring  din  gave!" 
(Matt.  5:23-24) 

„Derfor,  alt  hvad  I  vil,  at  menneske- 
ne skal   gøre   mod   jer,  det  samme 
skal  I  gøre  mod  dem;  thi  sådan  er 
loven  og  profeterne."  (Matt.  7:12) 
„Du  skal  elske  din   næste  som  dig 
selv."  (Matt.  22:39) 
Og    husker   I,   at    Frelseren    gav   os 
dette    særlige    bud:    „I    (skal)    ikke 
være  som  hyklerne;"  (Matt.  6:5)  Vi- 
dere forklarede  han,  at:  „Ingen  kan 
tjene  to  herrer;  ...  I  kan  ikke  tjene 
både  Gud  og  mammon.  (Matt.  6:24) 
Der    findes    også    følgende    vigtige 
skriftsted:  „Ingen,  der  øver  svig,  skal 
bo  i  mit  hus,  ingen,  som  farer  med 
løgn,   bestå  for  mine  øjne."    (Salm. 
101:7) 
Da  den   almægtige  fra  Sinaibjerget 


318 


bød  os  ikke  at  stjæle,  sagde  han  i 
samme  åndedrag:  „Du  må  ikke  sige 
falsk  vidnesbyrd  imod  din  næste!" 
Og  han  erklærede  også,  at  vi  ikke 
må  begære  noget,  der  tilhører  vor 
næste.  (2.  Mos.  20:16-17) 
I  en  moderne  åbenbaring  udtrykte 
han  det  lige  så  klart:  „Du  skal  ikke 
lyve,  thi  den,  der  lyver  og  ikke  om- 
vender sig,  skal  kastes  ud."  (L.  &  P. 
42:21) 

Og  han  indbefattede  nogle  af  kri- 
stendommens største  principper  i 
denne  forskrift:  „Du  skal  ikke  tale 
ondt  om  din  næste  eller  gøre  ham 
nogen  skade."  (L.  &  P.  42:27) 
Men  han  gik  endnu  videre,  da  han 
lærte  menneskeheden  at  undgå  ger- 
righed og  griskhed,  som  fører  til 
alle  former  for  uærlighed,  han  til- 
skyndede os  til  at  gå  ad  den  hø- 
jeste vej.  I  stedet  for  at  tage  fra 
vore  medmennesker,  bør  vi  lære  at 
give  —  at  være  barmhjertige  sama- 
ritanere i  alt;  at  dele  med  vore 
mindre  heldige  medmennesker  og 
virkeligt  vise  vor  kærlighed  til  næ- 
sten. Han  sagde:  „Og  se,  da  skal  du 
komme  de  fattige  i  hu  og  indvie  en 
del  af  din  formue  til  deres  under- 
hold ...  Og  hvad  I  således  skænker 
de  fattige  af  jeres  midler,  det  gør  I 
imod  mig  . . ."  (L.  &  P.  42:30-31) 
Frelseren  ved,  hvor  tung  syndens 
byrde  er.  Han  bar  denne  byrde  i 
Getsemane  og  på  korset  for  hver 
enkelt  af  os.  Han  ved,  at  et  synde- 
fuldt liv  er  et  ulykkeligt  liv,  hvor  man 
kommer  til  at  betale  dyrt,  og  at  ugu- 
delighed aldrig  har  været  lykke.  Han 
opfordrer  os  til  at  bære  en  meget 
lettere  byrde,  der  består  af  glæde, 
lettelse  og  inderlig  tilfredshed,  og 
han  siger: 

„Kom  hid  til  mig,  alle  I,  som  er 
trætte  og  tyngede  af  byrder,  og  jeg 
vil  give  jer  hvile. 

„Tag  mit  åg  på  jer  og  lær  af  mig, 
thi  jeg  er  sagtmodig  og  ydmyg  af 
hjertet;  så  skal  I  finde  hvile  for  jeres 
sjæle. 

„Thi  mit  åg  er  gavnligt  og  min  byr- 
de er  let."  (Matt.  11:28-30) 
Herren  gjorde  det  klart,  at  alle  har 
brug  for  at  omvende  sig,  og  at,  hvis 


vi  virkelig  omvender  os  og  påtager 
os  hans  åg,  der  består  af  kærlighed, 
tilgivelse  og  lydighed,  så  vil  han  ta- 
ge imod  os. 

Gennem  sin  fordums  profet  Johan- 
nes sagde  Jesus: 

„Men  hvis  vi  vandrer  i  lyset,  lige- 
som han  er  i  lyset,  så  har  vi  fælles- 
skab med  hverandre,  og  Jesu,  hans 
Søns,  blod  renser  os  fra  al  synd. 
„Hvis  vi  siger,  at  vi  ikke  har  synd, 
så  bedrager  vi  os  selv,  og  sandhe- 
den er  ikke  i  os. 

„Hvis  vi  bekender  vore  synder,  er 
han  trofast  og  retfærdig,  så  han  til- 
giver os  vore  synder  og  renser  os 
fra  al  uretfærdighed."  (1.  Joh.  1:7-9) 
„Den,  som  elsker  sin  broder,  bliver 
i  lyset,  og  han  støder  ikke  an. 
„Men  den,  der  hader  sin  broder,  er 
i  mørket  og  vandrer  i  mørke,  og  han 
ved  ikke,  hvor  han  går  hen,  thi  mør- 
ket har  blindet  hans  øjne."  (1.  Joh. 
2:10-11) 

Endvidere  har  vi  ordene  fra  Jakob, 
at  tro  uden  gerninger  er  død.  Vi  må 
forene  tro  med  vore  gerninger,  og 
vore  gerninger  med  tro  for  at  være 
virkelig  kristne,  og  vore  gerninger 
må  være  retfærdige  gerninger.  (Ja- 
kob 2:17-18) 

Guds  Ånd  er  sandhedens  ånd.  Frel- 
seren er  indbegrebet  af  sandhed. 
Han  beskrev  sig  selv  således:  „Jeg 
er  vejen  og  sandheden  og  livet;  in- 
gen kommer  til  Faderen  uden  ved 
mig."  (Joh.  14:6) 

Der  er  ingen  frelse  i  Guds  rige  uden 
gennem  sandheden,  og  sandheden 
er  Kristus.  Og  dette  er  mit  vidnes- 
byrd til  jer  i  vor  Herre  Jesu  Kristi 
navn.  Amen.  Q 


Dåb 

Nordre  Gren:  26.  marts  1972: 
Elsa    Wexham    døbt    at    aldste    Randy 
Gibson,    håndspålæggelse   ved    ældste 
Blaine   Luke 
8.  april  1972: 

Mette  Marie  Billeskov  Jansen  døbt  af 
Hans  Billeskov  Jansen,  håndspålæg- 
gelse ved  samme 

Esbjerg:  29.  januar  1972: 

Lillia  Aime  Karla  Bjerge  døbt  af  ældste 

Dieter  Rudolf  Hansen,  håndspålæggelse 

ved  ældste  Bent  R.  Jørgensen 

8.  april  1972: 

Lis  Bjerge  døbt  af  ældste  Dennis  Illum, 

håndspålæggelse   ved    ældste   Bent   R. 

Jørgensen 

København:  31.  marts  1972: 

Jørgen   Richard   Viktor   Schelle-Jørgen- 

sen  døbt  af  ældste  Paul  Faris,  hånds- 
pålæggelse ved  ældste  Brent  Johansen 
13.  maj  1972: 

Inger  Jensine  Jensen  døbt  af  ældste 
Terry  Fowler,  håndspålæggelse  ved 
ældste  Timothy  Hess 

Fredericia:  19.  februar  1972: 
Hans  Jørgen   Vinding   døbt    af    ældste 
Wallace      Sessions,     håndspålæggelse 
ved  ældste  Michael  Dalton 

Horsens:  20.  maj  1972: 

Pia   Bjørn   Rosenkilde   døbt    af   broder 

Ebbe  Rosenkilde,  håndspålæggelse  ved 

samme 

Odense:  6.  maj  1972: 
Charlotte   Marie    Held    døbt    af    ældste 
Joel  Adams,  håndspålæggelse  ved  æld- 
ste Anders  Nielsen 

Dåne  Andrews  Held  døbt  af  ældste 
John  Dees,  håndspålæggelse  ved  bro- 
der Franz  O.  Knudsen 
James  Jeffery  Held  døbt  af  ældste  Boat- 
right,  håndspålæggelse  ved  broder  Karl 
Ove  Nielsen. 


319 


Skab  en  grundvold  for 


T 


INDÅRSRIGET 


Jeg  er  min  himmelske  Fader  tak- 
nemmelig, fordi  jeg  i  dag  har  lejlig- 
hed til  at  overvære  endnu  en  gene- 
ralkonference i  kirken,  og  fordi  der 
er  så  mange  af  jer  trofaste  sidste 
dages  hellige  til  stede  her  i  efter- 
middag. 

Frelseren  sagde:  „Mennesket  skal 
ikke  leve  af  brød  alene,  men  af 
hvert  ord,  som  udgår  af  Guds 
mund."  (Matt.  4:4)  Jeg  er  sikker  på, 
at  dem  af  os,  der  har  haft  lejlighed 
til  at  overvære  de  sidste  tre  møder 
under  denne  konference,  virkelig 
har  følt,  at  vi  er  blevet  givet  det 
evige  livs  brød.  Der  er  blevet  givet 
os  vidunderlig  vejledning  og  inspi- 
ration gennem  disse  Herrens  tje- 
nere. 

Med  brød  kan  vi  holde  vort  legeme 
i  live,  men  der  skal  mere  til,  når  det 
gælder  ånden.  Musikken  har  været 
dejlig  opløftende  at  lytte  til,  og  jeg 
må  i  høj  grad  rose  sangerne  fra 
Ricks  College.  Jeg  var  der  for  kun 
et  par  uger  siden  for  at  overvære 
en  højtidelighed,  og  vi  må  ikke  und- 
lade at  takke  Herren  for  alle  de  or- 
ganisationer, der  er  i  hans  kirke,  og 


for,  de  muligheder,  disse  organisa- 
tioner og  uddannelsesanstalter  giver 
vore  unge  mennesker. 
I  dag  havde  jeg  tænkt  åt  sige  lidt 
om  den  grundvold,  hvorpå  vi  bygger 
vor  tro,  og  hvad  vi  lever  for,  og  om 
vore  virkelige  ønsker  og  mål.  Jeg 
tænker  på  den  tid,  da  dette  smuk- 
ke tempel  blev  rejst  for  over  hun- 
drede år  siden.  Fundamentet,  der 
blev  lagt  til  det,  var  mellem  fire  og 
fem  meter  bredt,  og  engang  kom 
præsident  Brigham  Young  og  så,  at 
arbejderne  fyldte  det  med  granit- 
skærver. Han  beordrede,  at  de  skulle 
fjernes  igen,  og  sørgede  så  for,  at 
der  blev  brugt  store,  solide  granit- 
blokke i  stedet,  for  som  han  sagde: 
„Vi  bygger  dette  tempel,  for  at  det 
skal  kunne  stå  gennem  hele  Tusind- 
årsriget." Er  det  ikke  en  dejlig  tan- 
ke? Hver  eneste  een  af  os  burde 
have  et  ønske  om  at  opbygge  vort 
liv  og  hjælpe  vor  familie  med  at  op- 
bygge deres  liv,  så  det  kan  stå 
stærkt  gennem  hele  Tusindårsriget. 
Vi  har  hørt  broder  Romneys  tale  i 
formiddags,  hvor  han  nævnte  pro- 
feternes og  Kristi  eget  løfte  om  Her- 


rens genkomst,  og  hvem  af  os  øn- 
sker ikke  at  leve  sådan,  at  vi  er 
sikre  på  at  være  med  på  den  dag, 
da  Guds  basun  lyder,  og  de  døde 
kommer  frem,  så  vi  og  de,  der  er 
os  kære,  kan  blive  talt  blandt  dem, 
der  kommer  i  hans  nærhed. 
Jeg  tænker  på  profeten  Johannes' 
ord,  han  som  blev  forvist  til  øen  Pat- 
mos, og  som  af  en  engel  blev  vist 
alle  ting,  lige  fra  krigen  i  Himlen,  da 
Satan  blev  kastet  ud,  til  den  store 
slutscene.  Han  så  de  døde,  små  som 
store,  stå  foran  Gud,  bøgerne  blive 
åbnet,  og  de  døde  dømt  efter  de 
ting,  der  stod  i  bøgerne,  hver  efter 
deres  gerninger  —  ikke  kun  efter 
deres  tro,  ikke  efter  hvad  deres  læ- 
ber havde  formet,  men  efter  deres 
gerninger.  Og  døden  og  dødsriget 
gav  de  døde  tilbage,  som  var  i  dem; 
og  de  blev  dømt,  hver  efter  sine  ger- 
ninger. (Joh.  Åb.  20:12-14) 
„...de  blev  levende  og  blev  kon- 
ger med  Kristus  i  tusinde  år.  (De 
andre  døde  blev  ikke  levende,  før 
de  tusinde  år  var  til  ende.) 
„  . . .  Salig  og  hellig  er  den,  som  har 
del   i   den  første  opstandelse!   Dem 


320 


har  den  anden  død  ingen  magt  over, 
men  de  skal  være  Guds  og  Kristi 
præster  og  være  konger  med  ham 
i  tusinde  år.  (Joh.  Ab.  20:4-6) 
Findes  der  mon  noget  menneske, 
der  er  blevet  strejfet  af  den  Hellig- 
ånd, som  ville  være  tilfreds  med  at 
blive  ladt  tilbage  i  tusind  år,  når 
Guds  basun  lyder,  og  de  lige  så 
godt  kunne  have  beredt  sig?  Og 
hvis  der  skal  mellem  fire  og  fem 
meter  fundament  til  at  holde  et  tem- 
pel oprejst  i  Tusindårsriget,  så  må 
vi  sandelig  også  udvise  ikke  så  lidt 
lydighed  for  at  være  beredt  til  den 
store  dag. 

Frelseren  har  sagt:  „  .  . .  snæver  er 
den  port  og  trang  den  vej,  som 
fører  til  livet,  og  få  er  de,  der  fin- 
der den."  (Matt.  7:14)  Så  vi  må  hel- 
lere sikre  os,  at  vi  går  på  den  trange 
vej,  der  fører  til  livet.  Ved  en  an- 
den lejlighed,  sagde  han: 

enhver,  der  hører  de  ord,  jeg 

her  har  sagt,  og  handler  efter  dem, 
han    ligner  en   mand,  som   byggede 
sit  hus  på  klippegrund. 
„Og   regnen  styrtede  ned,  og  vand- 
strømmene kom,  og  vindene  blæste 


og  kastedes  mod  det  hus,  men  det 
faldt  ikke;  thi  dets  grundvold  var 
lagt  på  klippen. 

„Men  enhver,  der  hører  de  ord,  jeg 
her  har  sagt,  og  ikke  handler  efter 
dem,  ligner  en  dåre,  som  byggede 
sit  hus  på  sand. 

„Og  regnen  styrtede  ned,  og  vand- 
strømmene kom,  og  vindene  blæste 
og  slog  imod  det  hus,  og  det  faldt, 
og  dets  fald  var  stort."  (Matt.  7:24- 
27) 

Den  grundvold,  som  vi  bygger  vort 
liv  på,  er  lige  så  vigtig  for  vor  evige 
lykke,  som  den  grundvold,  på  hvil- 
ken man  bygger  det  hellige  tempel, 
for  at  det  kan  bestå  gennem  Tu- 
sindårsriget. 

For  nogle  få  år  siden,  medens  jeg 
var  præsident  for  Sydstatsmissionen, 
talte  jeg  en  sen  eftermiddag  i  Quit- 
man,  Georgia  om  pagten,  der  gør 
ægteskabet  evigt,  og  om  familie- 
enheden. Jeg  læste  et  stykke  op  fra 
bror  Rulon  S.  Howells'  bog:  Do  Men 
Believe  What  Their  Church  Prescri- 
bes?  (Tror  mennesket  på,  hvad  de- 
res kirke  lærer?)  (Deseret  Book  Co., 
1932)  I  bogen  er  der  et  skema  over 


alle  de  større  kirkesamfund  og  dis- 
ses indstilling  til  de  vigtigste  lærer- 
sætninger, heriblandt  deres  indstil- 
ling til  ægteskabspagtens  evige  be- 
ståen. Der  var  ingen  kirker,  der 
troede  på  dette. 

Jeg  forstår  ikke,  hvordan  de  kan 
læse  deres  bibler  og  alligevel  ikke 
tro  det,  og  hvordan  ægteskaber 
kunne  indgås  i  disse  kirker  verden 
over  kun  gældende  „til  døden  jer 
skiller."  Hvilket  svagt  begreb!  Hvor- 
for tænker  de  ikke  tilbage  på  den 
tid,  da  Gud  havde  afsluttet  jordens 
skabelse,  så  på  den  og  fandt,  at  det 
var  godt,  anbragte  Adam  på  jordens 
overflade,  idet  han  sagde:  „  . . .  Det 
er  ikke  godt  for  mennesket  at  være 
ene..."  (1.  Mos.  2:18)  Og  han 
gjorde  ham  en  medhjælp  og  sagde: 

, og     de     to     bliver     ét     kød." 

(1.  Mos.  2:24)  Hvad  nu  Gud  føjer 
sammen  og  gør  til  ét  kød,  kan  man 
ikke  adskille,  uden  at  resultatet  bli- 
ver to  ufuldstændige  halvdele  i  ste- 
det for  to  hele.  Jesus  gentog  den 
udtalelse,   idet  han  sagde: 

Derfor    skal    en    mand    forlade 

sin  fader  og  moder  og  holde  sig  til 


321 


sin  hustru,  og  de  to  skal  blive  ét 
kød! 

„  . . .  hvad  Gud  har  sammenføjet,  må 
et  menneske  ikke  adskille."  (Matt. 
19:5-6) 

Da  mødet  sluttede,  stod  jeg  ved  dø- 
ren og  tog  afsked  med  folk,  da  de 
gik  derfra.  En  mand  kom  hen  til  mig 


tilføjede  han:  „Men  jeg  vil  gerne 
høre  resten."  Hvordan  kan  nogen 
mand,  der  virkelig  elsker  sin  kone 
og  sine  børn,  lade  være  med  at  tro 
på  dette  princip? 

Der  findes  mennesker  som  ham, 
der  tror,  at  ægteskabet  burde  vare 
evigt,    men    der  er   ingen    kirke    på 


og  præsenterede  sig  for  mig  som 
baptistpræst.  Jeg  spurgte  ham,  om 
jeg  havde  fortolket  hans  kirkes  lær- 
domme forkert.  „Nej,  hr.  Richards," 
sagde  han,  „det  forholder  sig  gan- 
ske, som  De  siger.  Vi  tror  ikke  alle 
de  ting,  som  vore  kirker  prædiker." 
Jeg  sagde:  „Og  De  tror  heller  ikke 
selv  på  det.  Hvorfor  lærer  De  ikke 
deres  sognebørn  sandheden  fra  nu 
af?  De  vil  rette  sig  efter,  hvad  De 
siger,  men  vil  ikke  være  parat  til  at 
høre  sandheden  af  mormonkirkens 
ældster."  Han  sagde  blot:  „Vi  ses 
nok  igen."  Og  det  var  alt,  hvad  jeg 
kunne  få  ud  af  ham  den  dag. 
Næste  gang  jeg  kom  til  den  gren 
for  at  holde  konference,  hvilket  var 
ca.  fire  måneder  senere,  blev  min 
ankomst  annonceret  i  avisen,  fordi 
jeg  var  missionspræsident.  Da  jeg 
således  kom  gående  op  mod  den 
lille  kirke,  stod  baptistpræsten  og 
ventede  på  mig.  Da  vi  havde  hilst  på 
hinanden,  sagde  jeg:  „Jeg  ville  me- 
get gerne  høre  Deres  mening  om 
den  tale,  jeg  holdt,  da  jeg  sidst  var 
her."  Han  svarede:  „Hr.  Richards, 
jeg  har  tænkt  over  det  lige  siden. 
Jeg   tror  hvert  ord,   De  sagde."   Så 


denne  jord,  bordset  fra  vor  egen, 
der,  så  vidt  jeg  ved,  tror  på,  at  ægte- 
skabspagten har  evig  gyldighed. 
Tænk  på,  hvilken  forskel  det  gør  på 
vort  liv,  at  vi  ved,  at  vi  skal  leve  vi- 
dere i  al  evighed!  Jeg  ville  lige  så 
gerne  tro,  at  døden  er  en  fuldstæn- 
dig udslettelse  af  både  legeme  og 
ånd,  som  jeg  ville  tro,  at  døden  ville 
adskille  mig  fra  min  kone  og  mine 
børn,  og  at  vi  ikke  ville  kende  hin- 
anden mere.  Jeg  siger  jer,  at  der 
ikke  ville  være  meget  at  se  frem  til. 
Hvorfor  skulle  jeg  ønske  at  fortsætte 
med  at  leve  i  al  evighed,  hvis  kærlig- 
hedens bånd,  der  binder  os  sammen 
her,  ikke  vedblivende  skulle  eksi- 
stere? 

Vi  har  set  eksempler  på  kidnapping, 
hvor  børn  blev  fjernet  fra  forældre. 
Jeg  kan  huske  at  for  år  tilbage,  det 
var  i  1932,  tror  jeg,  blev  oberst  Lind- 
berghs1 lille  dreng  kidnappet,  og 
bortførerne  forlangte  en  løsesum  på 
50.000  dollars.  (Dengang  ca.  350.000 
kr.)  Han  ville  gerne  have  givet  dem, 
hvad  de  bad  om,  hvis  han  kunne 
have  fået  sin  dreng  tilbage.  Og  her 
indføjer  vi  vor  viden  om  det  evige 
liv.  Bror  Marion  G.  Romney  citerede 


her  til  formiddag  Herrens  åbenba- 
ring, hvor  Herren  siger,  at  i  opstan- 
delsen skal  børnene  „vokse  op  uden 
synd  til  frelse."  (L  &  P.  45:58) 
Der  er  dem  blandt  os,  der  har  lagt 
deres  børn  i  graven,  min  kone  og 
jeg  har  også  måttet  gøre  det.  Vi  fik 
en  lille  datter  i  Holland,  medens  jeg 
var  missionspræsident  der,  og  vi  fik 
lov  at  beholde  hende,  til  hun  var  tre 
og  et  halvt  år  gammel.  Mere  end 
een  gang  har  min  kone  sagt,  at  hun 
følte,  at  englene  bragte  hende  den- 
ne ånd,  for  hun  kunne  føle  deres 
nærhed,  og  alligevel  måtte  vi  lægge 
barnet  i  graven.  Hvis  vi  mente,  at 
dette  var  enden,  ville  vi  have  givet 
hvad  som  helst  på  denne  jord  for 
at  kunne  få  hende  igen.  Men  nu  har 
vi  denne  viden,  som  vi  fik  ved  evan- 
geliets gengivelse,  at  hun  vil  høre 
sammen  med  os  i  den  evige  verden, 
og  at  vi  vil  kunne  glæde  os  ved  at 
se  hende  vokse  op  til  frelse  uden 
synd.  En  gang  imellem  tænker  jeg 
på,  at  det  kan  være,  at  nogle  af 
disse  udvalgte  ånder  ikke  behøvede 
erfaringerne  her  i  den  dødelige  ver- 
den på  samme  måde  som  andre 
børn,  og  at  det  er  derfor,  at  Herren 
kalder  dem  hjem. 

Vi  fik  fire  døtre,  før  vi  fik  en  søn.  Vi 
blev  sendt  til  Californien  for  at  lede 
en  stav  dernede,  og  vor  dreng  tog 
på  udflugt  sammen  med  et  højråds- 
medlem og  hans  drenge,  og  mistede 
livet  ved  en  trafikulykke.  Dette  er 
den  største  sorg,  vi  nogensinde  har 
lidt,  men  vi  er  kommet  ovenpå  og 
kan  se  fremad  igen,  fordi  vi  ved,  at 
det  er  vor  himmelske  Faders  vilje, 
at  disse  kærlighedens  bånd  skal  be- 
stå gennem  evighederne.  Det  tager 
det  værste  af  smerten  ved  døden 
bort  at  vide,  at  vi  igen  skal  møde 
dem,  der  er  os  så  kære.  Gud  ske 
lov  for  denne  viden!  Jeg  ønsker  at 
se  vort  fundament  her  på  jorden  af 
en  sådan  art,  så  vi  alle  kan  blive 
værdige  til  at  stå  sammen  med  vore 
kære  og  de  Guds  børn,  der  først 
blev  forløste  og  helliggjorte. 
Søskende,  vi  er  et  velsignet  folk.  Vi 
er  velsignede,  fordi  vi  har  lejlighed 
til  at  leve  "-er  på  jorden  på  et  tids- 


322 


punkt,  hvor  evangeliet  er  blevet  gen- 
givet, så  vi  kan  have  kundskab  om 
sandheden.  Vi  er  velsignede,  fordi 
vi  har  en  grundvold,  hvorpå  vi  kan 
bygge  vor  tro,  og  fordi  dette  gør,  at 
hver  dag  kan  være  en  lykkelig,  dag, 
når  vi  er  sammen  med  vore  kære. 
Det  er  ikke  så  underligt,  at  præsi- 
dent McKay  så  ofte  sagde,  at  ingen 
succes  i  livet  kan  opveje  et  ulykke- 
ligt hjem.  Og  jo  nærmere  mænd  og 
kvinder  lever  til  Gud,  des  større  vil 
kærligheden  være  i  hjemmet,  og  jo 
mere  vil  de  sætte  pris  på  kundska- 
ben om,  at  kærlighedens  bånd  vil 
holde  gennem  evigheden,  der  skal 
komme. 

Medens  jeg  var  præsident  for  Syd- 
statsmissionen,  var  der  en  skole- 
lærer, der  lånte  en  af  sine  mormone- 
lever en  bog;  da  læreren  fik  bogen 
tilbage,  lå  der  et  kort  med  trosar- 
tiklerne i  den,  som  hun  så  læste.  Så 
gik  hun  til  præsten  for  sin  egen 
kirke  og  sagde:  „Hvorfor  har  vor  kir- 
ke ikke  sådan  noget  som  , dette?" 
Præsten  kunne  ikke  give  hende  et 
fyldestgørende  svar,  og  så  skrev 
hun  til  kirkens  oplysningsbureau  i 
Salt  Lake  City.  De  sendte  hende 
brochurer,  missionærerne  besøgte 
hende,  og  hun  blev  medlem  af  kir- 
ken. 

På  den  anden  side,  når  jeg  gennem- 
læser trosartiklerne,  som  Joseph 
Smith  nedskrev,  (og  der  er  mange 
vigtige  lærdomme,  som  han  ikke  her 
nævner),  så  forstår  jeg  ikke,  hvor- 
dan man  kan  læse  dem  uden  at 
indse,  at  denne  kirke  er  sand.  In- 
gen anden  kirke  i  verden  har  sådan 
en  grundvold  at  bygge  på.  Jeg  vil 
gerne  slutte  min  tale  med  at  citere 
nogle  af  dem: 

„Vi  tror  på  Gud,  den  evige  Fader, 
på  hans  Søn,  Jesus  Kristus  og  på 
den  Helligånd."  (1.  trosartikel)  Pro- 
feten lærte  os,  at  de  er  to  adskilte 
personligheder  med  legemer  af  kød 
og  ben,  og  at  den  Helligånd  er  en 
åndelig  person. 

„Vi  tror,  at  menneskene  vil  blive 
straffet  for  deres  egne  synder  og 
ikke  for  Adams   overtrædelse."    (2. 


trosartikel)  Det  er  der  ikke  mange 
kirker,  der  tror  på. 
„Vi  tror,  at  hele  menneskeheden, 
gennem  Kristi  forsoning,  kan  blive 
frelst  ved  at  adlyde  evangeliets  love 
og  forordninger."  (3.  trosartikel)  De 
fleste  steder  i  dag  prædikes  der,  at 
alt,  hvad  man  behøver  at  gøre,  er  at 
tro  på,  at  Jesus  er  vor  Frelser,  men 
vi  siger,  at  man  skal  gøre,  hvad  han 
siger. 

„Vi  tror,  at  evangeliets  første  grund- 
sætninger og  forordninger  er:  1)  Tro 
på  den  Herre  Jesus  Kristus.  2)  Om- 
vendelse. 3)  Dåb  ved  nedsænkning 
i  vandet  til  syndernes  forladelse. 
4)  Håndspålæggelse  for  den  Helli- 
gånds gave."  (4.  trosartikel)  Jeg  tror 
ikke,  at  der  er  nogen  anden  kirke  i 
verden,  der  bygger  på  denne  grund- 
vold, og  dog  skriver  Paulus  tydeligt 
i  brevet  til  Hebræerne: 
„  . . .  Lad  os  derfor  ikke  her  gå  ind 
på  børnelærdommen  om  Kristus, 
men  ledes  frem  til  de  voksnes  sta- 
de og  ikke  på  ny  lægge  grundvold 
med  omvendelse  fra  døde  gerninger 
og  tro  på  Gud. 

„Med  lære  om  tvætninger  og  hånd- 
spålæggelse, de  dødes  opstandelse 
og  evig  dom."  (Hebr.  6:1-2) 
Dette  er  netop  det  samme,  som  vi 
har  i  vore  trosartikler. 
„Vi  tror,  at  en  mand  må  kaldes  af 
Gud  ved  profeti  og  håndspålæggelse 
af  sådanne,  som  har  myndighed  der- 
til, for  at  prædike  evangeliet  og  tje- 
ne i  dets  forordninger."  5.  trosarti- 
kel) Ingen  anden  kirke  tror  på  dette; 
de  tror,  at  de  har  autoritet  blot  ved 
at  læse  i  Biblen. 

„Vi  tror  på  den  samme  organisa- 
tion, som  fandtes  i  den  oprindelige 
kirke,  nemlig  apostle,  profeter,  hyr- 
der, lærere,  evangelister  osv."  (6. 
trosartikel)  Paulus  fortæller  os,  at 
kirken  er  opbygget  på  apostlenes 
og  profeternes  grundvold  med  Je- 
sus Kristus  selv  som  hovedhjørne- 
stenen; (Ef.  2:20)  Ingen  anden  kirke 
har  en  sådan  grundvold. 
„Vi  tror  på  tungemålsgaven,  profeti, 
åbenbaring,  syner,  helbredelse,  ud- 
lægning af  tungemål  osv."  (7.  tros- 
artikel) 


„Vi  tror,  at  Biblen  er  Guds  ord,  for 
så  vidt,  som  den  er  rigtigt  oversat; 
vi  tror  også,  at  Mormons  Bog  er 
Guds  ord."  (8.  trosartikel)  Og  intet 
menneske  kan  tro  på,  hvad  Biblen 
siger  uden  at  vide,  at  der  findes 
endnu  en  skriftsamling,  som  Gud  lo- 
vede at  bringe  frem  for  at  gøre  dem 
til  eet  i  vore  hænder.  (Ezekiel  31:17) 
„Vi  tror  alt,  hvad  Gud  har  åbenbaret, 
alt,  hvad  han  nu  åbenbarer,  og  vi 
tror,  at  han  endnu  vil  åbenbare 
mange,  store  og  vigtige  ting  an- 
gående Guds  rige."  (9.  trosartikel) 
Med  andre  ord,  vi  tror  på  stadige 
åbenbaringer,  og  at  Kristi  sande 
kirke  den  dag  i  dag  ledes  af  åben- 
baringer. 

Og  så  tror  vi  „på  Israels  virkelige 
indsamling  og  de  ti  stammers  tiF- 
bageføreise;  at  Zion  vil  blive  grund- 
lagt på  det  vestlige  fastland  (Ameri- 
ka), at  Kristus  personligt  vil  regere 
på  jorden,  og  at  jorden  vil  blive  for- 
nyet og  få  sin  paradisiske  herlig- 
hed." (10.  trosartikel)  Vi  ved  disse 
ting,  og  Esajas  fortæller  os,  at  når 
den  dag  kommer,  vil  der  være  nye 
himle  og  en  ny  jord,  hvor  lammet 
og  løven  vil  kunne  græsse  sammen, 
og  at  vi  skal  bygge  huse,  i  hvilke  vi 
selv  skal  bo,  og  plante  vin  og  spise 
dens  frugter.  Vi  skal  ikke  bygge,  for 
at  andre  kan  bo,  men  hvert  men- 
neske kan  selv  nyde  sit  arbejdes 
frugter,  thi  vi  skal  være  Herrens 
velsignede  æt  og  have  vort  afkom 
hos  os.  (Es.  65:17-23) 
Er  det  da  underligt,  at  vi  bør  lægge 
et  fundament  lige  så  stærkt  som 
det,  hvorpå  vort  hellige  tempel  er 
bygget,  så  vi  kan  være  sikre  på  at 
være  sammen  med  vore  kære  i  Tu- 
sindårsriget. 

At  Gud  må  være  med  os  og  vore 
familier  i  forberedelserne  hertil,  skal 
være  min  bøn.  Gud  velsigne  jer  i 
vor  Herre  Jesu  Kristi  navn.  Amen.Q 


1     Lindbergh,  Charles  Augustus,  amerikansk  fly- 
pioner —  født  1902. 


323 


Tilståelse  og 
aflæggelse  er  en  de 

af  oprigtig 
omvendelse 

ÆLDSTE  JAMES  A.  CULLIMORE,  assistent  til   De  tolvs  Råd 
Tale  holdt  ved  den  141.   halvårlige  generalkonference 


Når  jeg  ser  ud  over  alle  de  menne- 
sker, der  er  til  stede  her,  går  det  op 
for  mig,  at  de  allerfleste  hernede  på 
gulvetagen  er  præstedømmeledere, 
og  især  er  der  mange  biskopper. 
Jeg  nærer  stor  respekt  for  kirkens 
biskopper  og  for  det  store  ansvar,  de 
bærer  på  deres  skuldre.  En  biskop 
står  som  en  far  for  wardet,  er  wardets 
højpræst  og  dommer  i  Israel.  En  af 
de  ting,  han  skal  dømme  om,  er  om 
den  enkelte  er  værdig  til  at  holde  en 
stilling  i  kirken,  til  at  tage  vare  på 
kirkens  ordinanser  og  til  at  få  tem- 
pelanbefaling osv. 

Det  er  biskoppens  pligt  at  råde  med- 
lemmerne i  wardet,  at  hjælpe  dem 
når  de  har  problemer,  at  lytte  til  over- 
trædernes tilståelser  og  hjælpe  dem 
med  at  omvende  sig.  Desværre  er 
der  mange  af  de  sidstnævnte,  der  er 
inaktive  på  grund  af  deres  overtræ- 
delser og  behøver  megen  hjælp.  De 
føler,  at  de  er  fortabte,  fordi  de  har 
syndet  —  at  der  ikke  mere  er  noget 
at  gøre.  Det  er  især  om  disse  med- 
lemmer, jeg  ønsker  at  tale  i  dag.  Dis- 
se mennesker  er  alle  dejlige  sønner 
og  døtre  af  vor  himmelske  Fader, 
men  de  har  fejlet  i  et  svagt  øjeblik, 
eller  på  grund  af  omstændigheder, 
der  var  dem  meget  imod.  Nu  føler  de 
sig  fortabte  i  deres  fortvivlelse,  fulde 
af  samvittighedsnag,  som  de  er.  Den 
almindelige  indstilling  er:  „Hvad  kan 
det  nytte?  Der  er  intet  håb  for  mig 
nu;  jeg  kan  aldrig  få  tilgivelse." 
Det  er  muligt  at  hjælpe  dem  gennem 
en  kærlig  biskop,  der  er  parat  til  at 
ofre  tid  og  tålmodighed  på  dem,  og 
som  aldrig  giver  op.  Når  de  bliver 
klare  over,  at  der  er  håb,  at  Gud  er 
barmhjertig,  at  der  findes  tilgivelse 
for  synd,  vil  lyset  begynde  at  skinne 
gennem  den  sørgmodighed  og  de- 
pression, der  følger  med  overtrædel- 
sen. 

Lyt  her  til  et  brev  en  biskop  engang 
modtog  fra  et  sådant  menneske. 
Forud  for  det  havde  der  været  et 
dejligt  interview,  under  hvilket  den 
unge  dame  havde  udgydt  sit  hjerte 
for  biskoppen.  Han  havde  forsikret 
hende,  at  alt  ikke  var  tabt,  og  at  der 
findes  tilgivelse  for  synd,  hvis  man 


virkelig  omvender  sig.  Få  dage  sene- 
re skrev  hun: 

„På  en  eller  anden  måde  er  man  ikke 
helt  klar  over,  hvor  forfærdeligt,  det 
har  været,  før  byrden  begynder  at 
blive  løftet  fra  ens  skuldre.  Jeg  ved, 
at  det  tager  tid,  at  gøre  det  godt  igen, 
som  man  har  gjort  galt,  og  måske  er 
den  bedste  måde,  hvorpå  jeg  kan 
takke  dig  og  vor  himmelske  Fader,  at 
blive  et  sådant  menneske,  som  du 
tror,  jeg  er,  og  sådan  som  Gud  ved, 
jeg  kan  blive.  Jeg  er  nervøs  på  en 
underlig  måde  —  nej,  ikke  rigtig  ner- 
vøs, men  jeg  føler  blot,  at  det,  vi  gør 
i  dette  liv,  er  så  uendelig  vigtigt.  Livet 
har  altid  givet  mig  så  meget,  for 
eksempel  det,  at  jeg  er  i  stand  til  at 
se  og  føle,  at  føle  og  smage  og  nyde; 
jeg  kan  se  en  solnedgang  høre  et  lil- 
le barn  le,  se  to  andre  børn,  der 
leger,  eller  se  en  eller  anden  klare 
sig  igennem  en  vanskelighed  i  sit  liv. 
Men  det  lille  barn  kan  til  enhver  tid 
begynde  at  græde,  børnene  kan  be- 
gynde at  skændes,  og  en  eller  anden 
kan  begive  sig  ad  den  forkerte  vej. 
Jeg  ved  ikke,  hvor  jeg  har  fået  disse 
tanker  fra,  men  det  virker  sådan  på 
mig. 

„Jeg    forlanger    ingen    drømme, 

ingen  profetiske  syner, 

ingen  pludselig  sønderrivning  af 

støvets  slør, 

ingen  besøgende  engel  —  ingen 

Himmel,  der  åbner  sig. 

Men  tag  tågen  bort  fra  min  sjæl." 

(Ukendt  forfatter) 
Præsident  Spencer  W.  Kimball  har 
beskrevet  en  situation,  der  ligner 
den,  jeg  netop  har  omtalt: 
„Nogle  gange  kan  et  menneske  blive 
ganske  overvældet  af  skyldfølelse, 
der  er  så  tung  at  bære,  at  han,  når 
han  angrende  ser  tilbage  på,  hvad 
han  har  gjort  og  ser  råddenskaben 
og  modbydeligheden,  bliver  fuld- 
stændig overvældet  og  tænker:  „Kan 
Gud  mon  nogensinde  tilgive  mig? 
Kan  jeg  nogensinde  tilgive  mig 
selv?"  Men  når  man  har  nået  bunden 
af  al  håbløshed  og  fortvivlelse  og 
råber  til  Gud  i  sin  hjælpeløshed  og 
ulykke,  men  med  tro,  så  hører  man 
snart  en  ganske  sagte  men  altgen- 


nemtrængende  stemme,  der  hvisker 
til  ens  sjæl:  „Dine  synder  er  dig  for- 
ladt." (Luk.  5:20)  {Miracle  of  Forgive- 
ness  (Bookcraft,  1969)  side  344.) 
Skriften  trøster  os  meget.  I  Johannes' 
første  brev  læser  vi:  „Hvis  vi  beken- 
der vore  synder,  er  han  trofast  og 
retfærdig,  så  han  tilgiver  os  vore  syn- 
der og  renser  os  fra  al  uretfærdig- 
hed. (1.  Joh.  1:9) 

Ligeledes  læser  vi:  „Thi  jeg,  Herren, 
kan  ikke  se  på  synd  med  den  ringe- 
ste hengivenhed. 

„Dog  skal  den,  der  omvender  sig  og 
holder  Herrens  befalinger,  tilgives." 
(L.  &  P.  1:31-32) 

Et  af  de  skriftsteder,  der  er  allermest 
vederkvægende  for  overtrædere,  er 
måske  dette: 

„Se  den,  der  omvender  sig  fra  sine 
synder,  ham  er  de  forladt,  og  jeg 
Herren,  kommer  dem  ikke  mere  i 
hu."  (L  &  P.  58:42) 
Præsident  Kimball  bruger  sund  logik, 
når  han  siger:  „Råbet  om  at  omvende 
sig  er  fil  alle  mennesker  . . .  det  råb 
lover  dem,  der  retter  sig  herefter, 
tilgivelse  for  synd.  For  sikke  en  dår- 
lig vittighed  det  ville  være  at  kalde 
menneskene  til  omvendelse,  hvis  der 
ingen  tilgivelse  var,  og  så  ville  Kristi 
liv  og  gerning  jo  ganske  være  spildt, 
hvis  der  ikke  derigennem  var  mulig- 
hed for  frelse  og  ophøjelse!"  {The 
Miracle  of  Forgivness,  side  344.) 
Et  af  de  allersmukkeste  skriftsteder 
findes  hos  Esajas,  i  hvilket  der  gives 
løfte  om  tilgivelse  til  alle,  der  omven- 
der sig: 

„Søg  Herren,  medens  han  findes, 
kald  på  ham,  den  stund  han  er  nær: 
„Den  gudløse  forlade  sin  vej,  uret- 
tens mand  sine  tanker  og  vende  sig 
til  Herren,  at  han  må  forbarme  sig, 
til  vor  Gud,  thi  han  er  rund  til  at  for- 
lade." (Es.  55:6-7) 

Det  er  ikke  altid  nemt  at  omvende 
sig.  Det  kræver  stor  ydmyghed.  Det 
kræver  overnaturligt  mod,  især  når 
der  er  tale  om  alvorlige  overtrædel- 
ser. Men  Herren  har  sagt  os,  hvordan 
vi  kan  vide,  om  en  mand  eller  kvinde 
har  omvendt  sig  fra  sine  synder.  Hvis 
han  vil  bekende  sine  synder  og  af- 


lægger dem,  da  er  hans  omvendelse 
oprigtig.  (L.  &  P.  58:43) 
Tilståelse   og    aflæggelse   er   de   to 
vigtigste  ting,  når  der  tales  om  om- 
vendelse. 

Efter  at  man  har  erkendt  sin  synd  og 
har  besluttet  sig  til  at  vende  sig  fra 
den,  må  man  ydmyge  sig  og  bekende 
synden. 

I  alvorlige  tilfælde  af  synd  ville  det 
være  meget  lettere  blot  at  holde  op 
med  at  gøre  det  forkerte  uden  at  sige 
noget  til  nogen  derom.  Men  at  ydmy- 
ge sig  og  bekende  sin  synd  overfor 
den,  man  har  krænket  og  for  biskop- 
pen, er  en  meget  rigtig  måde  og  kræ- 
ver virkelig  ydmyghed. 
Efter  tilståelsen  bør  den,  der  har 
syndet,  vise  sin  omvendelse  ved 
ihærdigt  at  følge  Herrens  befalinger. 
Genoprettelse  er  også  en  vigtig  del 
af  omvendelsen.  Der  bør  gives  en 
form  for  erstatning  i  det  omfang,  det 
er  muligt  for  at  erstatte  det,  der  er 
blevet  taget  eller  for  at  reparere  de 
skader,  som  er  forvoldt,  således  at 
man  derved  gennem  sine  handlinger 
kan  vise  sit  samvittighedsnag  og 
beslutning  om  at  gøre  godt  igen. 
Tilståelsen  må  først  og  fremmest  af- 
lægges overfor  den,  der  er  blevet 
mest  forurettet  ved  handlingen. 
En  oprigtig  indrømmelse  giver  ikke 
plads  for  at  gentage  synden,  efter  at 
den  først  er  blevet  påvist. 
Hvis  du  har  krænket  mange  menne- 
sker offentligt,  skal  din  tilståelse  og- 
så aflægges  offentligt  og  overfor  de, 
som  du  har  krænket,  skal  du  vise  din 
skamfølelse  og  ydmyghed  samt  villig- 
hed til  at  modtage  en  fortjent  irette- 
sættelse. (L.  &  P.  42:90,  91) 
Hvis  din  handling  ikke  er  kendt  og 
ikke  har  krænket  nogen  anden  end 
dig  selv,  skal  din  tilståelse  aflægges 
i  stilhed  og  vor  himmelske  Fader, 
som  hører  på  dig,  vil  belønne  dig 
offentligt.  (L.  &  P.  42:92)  (Matt.  6:6) 
Handlinger,  som  kan  skade  din  stil- 
ling i  kirken,  din  ret  til  privilegier  i 
kirken,  eller  din  fremgang  der,  må 
omgående  indrømmes  overfor  bis- 
koppen, hvem  Herren  har  udpeget 
som  en  hyrde  for  hjorden  og  over- 
draget  myndigheden  til   at  fungere 


325 


som  en  domstol  i  Israel.  (L.  &  P. 
107:74,  76) 

Han  skal  lytte  til  disse  tilståelser  i 
stilhed  og  handle  med  fornuft  og 
barmhjertighed,  som  hvert  tilfælde 
kræver  det. 

Efter  tilståelsen  må  den,  der  har 
syndet,  fremvise  resultatet  af  sin  om- 
vendelse ved  gode  gerninger,  som 
kan  opveje  de  dårlige.  Han  må  virke- 
lig gøre  alt,  hvad  han  kan  for  at 
erstatte  det,  som  er  gået  tabt  eller 
reparere  de  skader,  som  han  har  for- 
voldt. (Youth  and  the  Church  side  99, 
Deseret  Book  Co.  1970) 
Når  nogen  har  indrømmet  en  synd 
og  påbegyndt  sin  omvendelse  ved 
med  god  vilje  at  vise  sit  oprigtige 
ønske  om  at  blive  fuldstændig  til- 
givet, hvordan  ved  vi  så,  hvornår  vi 
skal  tilgive?  Hvornår  ved  vi,  at  han 
virkelig  har  omvendt  sig? 
I  en  åbenbaring  til  kirken  i  Kirtland, 
Ohio  i  1831,  sagde  Herren: 
„Han  har  syndet,  men  sandelig  siger 
jeg  jer:  Jeg  Herren,  forlader  dem 
deres  synder,  som  bekender  dem  for 
mig  og  beder  om  tilgivelse,  og  som 
ikke  har  syndet  til  døden." 
„Derfor  siger  jeg  jer,  at  I  skal  tilgive 
hinanden;  thi  den,  som  ikke  tilgiver 
sin  broder  hans  synder,  står  fordømt 
for  Herren,  thi  på  ham  hviler  en  stør- 
re synd." 

„Jeg,  Herren,  tilgiver  hvem  jeg  vil, 
men  af  jer  forlanges  det,  at  I  tilgiver 
alle  mennesker."  (L  &  P.  64:7,  9-10) 
Disse  klare  instruktioner  til  kirken, 
om  at  vi  skal  tilgive  alles  fejltagelser, 
siger  ikke,  at  biskoppen,  efter  at  have 
hørt  på  en  af  sine  medlemmers 
indrømmelser,  fritager  ham  for  an- 
svaret for  sine  synder  ved  at  tilgive 
ham. 

Naturligvis  skal  han  tilgives.  Biskop- 
pen lægger  sin  arm  om  hans  skuldre, 
er  venlig  og  forstående  og  gør  alt 
muligt  for  at  hjælpe  ham  tilbage  til 
fuld  aktivitet.  Men  til  trods  for  sin 
kærlighed  og  forståelse  må  han  fore- 
slå at  den  omtalte  gør  bod  gennem 
en  forsagelsestid,  hvori  han  nægter 
sig  adgang  til  visse  af  kirkens  privile- 
gier i  et  tidsrum  afhængig  af  syndens 
karakter. 


Det  siges,  at  én  engang  har  spurgt 
en  broder:  „Hvornår  har  et  menneske 
fået  tilgivelse  for  sine  synder?"  Han 
fik  svaret:  „Når  han  har  omvendt 
sig."  Han  spurgte  da  igen:  „Hvor- 
ledes kan  du  vide  om  han  har  om- 
vendt sig?"  Svaret  lød:  „Hvis  du  kun- 
ne se  ind  i  hans  hjerte,  ville  du  vide 
det."  Muligvis  omvendte  han  sig 
allerede  under  tilståelsen,  men  da  vi 
ikke  ved  noget  om  dette,  må  der  gå 
en  tid,  hvor  han  kan  vise  sin  omven- 
delse gennem  trofasthed  i  evangeliet. 
Forsagelsestiden  vil  i  almindelighed 
være  afhængig  af  syndens  alvorlig- 
hed og  synderens  udvisning  af  om- 
vendelse. 

Et  brev  fra  Det  første  Præsidentskab 
til  en  stavspræsident,  som  hjalp  en 
af  sine  medlemmer  til  tilgivelse  for 
en  alvorlig  moralsk  synd,  indeholdt 
følgende  oplysning:  „Tilståelse  og 
forsagelse  er  vigtige  for  oprigtig 
omvendelse  og  må  sammenkædes 
med  en  erstatning,  i  så  stor  udstræk- 
ning som  muligt,  for  alt  det  der  er 
gjort  forkert  imod  Herrens  befalin- 
ger." 

Det  er  et  spørgsmål,  hvornår  man 
skal  slutte  forsagelsestiden.  Vi  føler, 
at  der  må  gå  lang  tid,  før  nogen  kan 
vise,  hvordan  han  vil  bære  sig  ad 
med  at  leve  retfærdigt  i  fremtiden. 
Kirkens  almene  instruktionshåndbog 
angiver  en  vis  tid  efter  en  alvorlig 
synd,  før  nogen  kan  få  sine  fulde 
privilegier  i  kirken  og  præstedømmet 
tilbage.  Men  hvilken  bod  der  end  til- 
deles, hvor  lang  eller  vanskelig  en 
sag  end  er,  selv  ved  ydmygelse  i 
„sæk  og  aske",  (Matt.  11:21)  er  om- 
vendelse den  eneste  vej  frem. 
Gennem  Jesu  Kristi  forsonende  blod 
kan  vore  synder  vaskes  bort.  Med 
Amuleks  ord  siges  der: 
„  .  . .  han  sagde  til  ham,  at  Herren 
visselig  skulle  komme  og  forløse  sit 
folk,  men  at  han  ikke  skulle  komme 
og  forløse  dem  i  deres  synder,  men 
forløse  dem  fra  deres  synder. 
„Og  ham  er  givet  magt  af  Faderen  til 
at  forløse  dem  for  deres  synder  gen- 
nem omvendelse."  (Helaman  5:10-11) 
Nu  til  slut  en  forsikring  om,  at  den, 
der  omvender  sig,  kan  blive  tilgivet. 


„Sandelig,  så  siger  Herren:  Det  skal 
ske,  at  hver  sjæl,  der  aflægger  sine 
synder,  kommer  til  mig,  påkalder  mit 
navn  og  adlyder  min  røst  samt  holder 
mine  befalinger,  skal  se  mit  ansigt, 
og  vide  at  jeg  er."  (L  &  P.  93:1) 
Det  er  måske  ikke  nemt,  vejen  kan 
være  lang,  men  jeg  vidner  for  jer, 
dette  er  vejen,  som  Herren  har  givet 
i  barmhjertighed  til  os.  I  Jesu  Kristi 
navn.  Amen.  Q 


Missionærafløsninger 

Følgende  missionærer  er  blevet  hæder- 
ligt afløst  fra  deres  arbejde  i  Den  dans- 
ke  Mission: 
2.  juni  1972: 

Michael  R.  Dalton  fra  Burkeville,  Virgi- 
nia, efter  sidst  at  have  arbejdet  i  Køben- 
havn 

Clifton  Farnsworth  fra  Salt  Lace  City, 
efter  sidst  at  have  arbejdet  i  København 
Bruce  Green  fra  Lapoint,  Utah,  efter 
sidst  at  have  arbejdet  i  Esbjerg 
Jan  Birk  fra  Hvidovre,  efter  sidst  at  have 
arbejdet  i  Hvidovre 

Timothy  Hess  fra  Farmington,  Utah,  ef- 
ter sidst  at  have  arbejdet  i  Missions- 
kontoret 

Kerry  Rasmussen  fra  Ogden,  Utah,  efter 
sidst  at  have  arbejdet  i  Glostrup 
5.  juni   1972: 

John  Stevens  fra   Las   Vegas,   Nevada, 
efter  sidst  at  have  arbejdet  i  Hobro 
Donald  Eyre  fra  Nephi,  Utah,  efter  sidst 
at  have  arbejdet   i   Hvidovre 
12.  juni   1972: 

Gary  Mortensen  fra  Manassa,  Colorado, 
efter  sidst  at  have  arbejdet  i  Missions- 
kontoret 

Brent  Johansen  fra  Orem,  Utah,  efter 
sidst  at  have  arbejdet  i  Missionskon- 
toret 

Nile  Hall  fra  Lorenzo,  Idaho,  efter  sidst 
at  have  arbejdet  i  Hobro 


326 


„Så  siger  Herren" 


ÆLDSTE  THEODORE  M.  BURTON,  assistent  til  De  tolvs  Råd  Tale  holdt  ved  den   141.   halvårlige  generalkonference 


For  omkring  en  måned  siden  blev  jeg 
af  Det  Første  Præsidentskab  udsendt 
for  at  holde  en  serie  kirkekonferen- 
cer i  Sydamerika.  Faktisk  vidste  jeg 
ikke  rigtigt,  hvad  jeg  kunne  forvente 
at  opleve  i  de  lande,  og  da  jeg  ende- 
lig kom  derned,  kunne  jeg  da  heller 
ikke  være  blevet  mere  forbavset. 
Jeg  så  store  byer  med  ultramoderne 
skyskrabere     med     alle     nymodens 


hjælpemidler.  Trafikken  var  lige  så 
tæt  som  i  de  store  byer  i  Nordameri- 
ka. Der  blev  bygget  boligkarreer, 
kontorer,  undergrundsbaner,  veje  og 
fabrikker  i  feberagtig  hast  i  et  forsøg 
på  at  holde  trit  med  den  rivende  øko- 
nomiske udvikling. 

Jeg  må  indrømme,  at  jeg  med  det 
samme  faldt  for  sydamerikanerne.  Da 
jeg  drog  derned,  kendte  jeg  ingen, 


men  jeg  blev  modtaget  med  så  me- 
gen varme  og  gæstfrihed,  at  jeg,  da 
jeg  tog  derfra  få  uger  senere,  følte, 
at  jeg  havde  fået  mange,  nye  og  helt 
specielle  venner.  Jeg  gav  dem  da 
også  et  broderligt  abrazo  eller  knus, 
da  vi  skiltes. 

Da  jeg  talte  med  lederne  i  den  del  af 
kirken,  blev  det  mig  klart,  at  syd- 
amerikanerne   har    problemer   fuld- 

327 


4fc,  ^ 


^^•fc***. 


-^S^ 


#^^s^- 


stændig  på  linie  med  dem,  man  fin- 
der i  andre  dele  af  verden.  Mine  ven- 
ner i  Sydamerika  fortalte  mig,  at 
deres  landsmænd  var  så  optaget  af 
at  opfylde  deres  materielle  behov, 
at  de  forsømte  deres  åndelige  behov. 
Kirkerne  er  ved  at  miste  grebet  om 
deres  medlemmer.  Menneskene  er 
ikke  interesseret  i  moderne  religio- 
ner, og  kirkernes  indflydelse  er  i  af- 
tagende. Indbyggerne  finder  hverken 
trøst  eller  støtte  i  religiøse  lærdom- 
me og  filosofier. 

Det  samme  er  tilfældet  i  Europa  og 
De  forenede  Stater.  Det  er  det  vel 
over  hele  verden.  Mange  steder  er 
kirkerne  ved  at  blive  centret  for  poli- 
tisk aktivitet.  Præsterne  leder  pro- 
testmarcher for  politiske  spørgsmål. 
Sognepræsterne  vender  sig  til  psyko- 
logien og  sociologien  for  at  prøve  på 
at  opfylde  deres  sognebørns  følelses- 
mæssige og  åndelige  behov.  Prædi- 
kenerne, der  holdes,  er  lærde  mænds 
intellektuelle  mesterstykker,  mænd, 
der  har  lært  at  holde  formfuldendte 
taler  på  teologiske  læreanstalter, 
men  hjertet  er  ikke  med,  i  det  de 
siger.  De  bringer  budskaber,  der  er 
fulde  af  menneskevisdom,  og  ikke 
rummer  noget  guddommeligt. 
De  forskellige  kirkeledere  er  da  også 
klare  herover.  Derfor  søger  de  at 
reformere  deres  kirker.  Der  er  blevet 
foreslået  store  forandringer  indenfor 
kirkernes  lærdomme  og  ritualer,  og 
nogle  af  disse  forandringer  er  allere- 
de ført  ud  i  livet.  Der  indkaldes  til 
konferencer  og  synoder  for  at  prøve 
at  klargøre  lærdommene  i  enkelt- 
heder, for  at  diskutere  kirkens  frem- 
gangsmåder eller  de  ord,  der  bør 
bruges  ved  de  forskellige  ordinanser. 


For  mig  ser  det  ud,  som  om  men- 
nesket forsøger  at  tale  for  Gud,  i 
stedet  for  at  lade  Gud  tale  for  sig 
selv. 

Det  er  blevet  sagt,  at  det,  der  behø- 
ves mest  i  dag,  ikke  er  menneskets 
røst,  men  Guds  røst.  Hvilken  genera- 
tion af  mænd  og  kvinder  har  haft 
mere  brug  for  at  lytte  til  en  Guds  pro- 
fet, der  kan  lede  dem,  end  vi  gør  i 
dag?  I  disse  dage,  hvor  man  fra  alle 
sider  råber;  „Se,  her  er  sandheden," 
eller  „Nej,  der  er  sandheden,"  hvor 
hører  man  da  en  stemme  fuld  af  auto- 
ritet, der  siger:  „Så  siger  Herren?" 
Hvor  har  vi  en  Moses  eller  en  Esajas, 
eller  en  Peter  eller  en  Paulus,  som 
kan  tale  udfra  personligt  kendskab 
til  Gud? 

Jeg  ser,  og  I  ser  ideologiske  stridig- 
heder udover  den  ganske  jord.  I  avi- 
ser, blade  og  bøger  læser  vi  om  de 
mænds  forslag,  der  forsøger  at  løse 
moralske  og  etiske  problemer  ved  at 
skabe  nye  love.  Vi  ser  mænd  og  kvin- 
der vende  sig  til  politiske  teorier  eller 
til  videnskab  i  et  forsøg  på  at  løse 
det  moderne  samfunds  åndelige  og 
moralske  problemer.  Vi  prøver  at 
løse  vore  problemer  gennem  menne- 
skets filosofier  og  lærdomme.  Jeg 
hører  Esajas'  ord  for  mig,  som  han 
udtrykte  Guds  vilje: 
„Den  gudløse  forlade  sin  vej,  uret- 
tens mand  sine  tanker  og  vende  sig 
til  Herren,  at  han  må  forbarme  sig, 
til  vor  Gud,  thi  han  er  rund  til  at  for- 
lade. 

„Thi  mine  tanker  er  ej  eders  og  eders 
veje  ej  mine,  lyder  det  fra  Herren; 
nej,  som  himlen  er  højere  end  jorden, 
er  mine  veje  højere  end  eders  og 
mine  tanker  højere  end  eders. 


„Thi  som  regnen  og  sneen  falder  fra 
himlen  og  ikke  vender  tilbage,  før 
den  har  kvæget  jorden,  gjort  den 
frugtbar  og  fyldt  den  med  spirer, 
givet  sæd  til  at  så  og  brød  til  at 
spise,  så  skal  mit  ord,  det,  som  går 
ud  af  min  mund:  det  skal  ej  vende 
tomt  tilbage,  men  udføre,  hvad  mig 
behager,  og  fuldbyrde  hvervet,  jeg 
gav  det."  (Es.  55:7-11) 
Guds  vej  er  vejen  til  at  løse  vore 
politiske,  moralske,  etiske,  ja,  selv 
vore  økonomiske  problemer.  Herrens 
vej  udelukker  krige,  oprør,  diskrimi- 
nation, lidelse  og  sult.  Hvad  verden 
behøver  er  da  vejledning  fra  en  sand 
profet,  fordi  han  kender  Guds  menin- 
ger og  vilje,  kan  han  tale  i  Guds  navn 
med  magt  og  myndighed  og  sige: 
„Så  siger  Herren!" 
Den  dag  er  kommet!  De  gammel- 
testamentelige  profeter  forudsagde, 
at  Gud  i  de  sidste  dage  ville  genop- 
rette sit  rige  på  jorden,  som  aldrig 
i  evighed  skulle  forgå.  Daniel  talte 
om  en  sten,  som  Gud  med  egne 
hænder  skulle  skære  ud  af  et  bjerg, 
en  sten,  som  skulle  rulle  frem  og  op- 
fylde jorden.  (Daniel  2:32-45)  Mika 
sagde,  at  dette  skulle  fremkomme, 
når  jorden  er  fuld  af  uro.  Malakias 
forudsagde  Elias'  komme  og  genop- 
rettelsen af  alle  ting.  (Mal.  4:5,  6) 
Jesus  sagde,  at  en  budbringer  eller 
Elias  ville  blive  sendt  herned  før  Her- 
rens andet  komme  for  at  genoprette 
alle  ting,  som  forberedelse  til  det, 
der  skal  komme.  (Matt.  7:11)  Peter 
vidnede  om,  at  der  i  de  sidste  dage 
ville  komme  en  fornyelsens  tid,  og  at 
Jesus  ville  forblive  i  Himlen  „indtil 
genoprettelsestiderne,  da  alt  skal  bli- 
ve genoprettet,  som  Gud  har  talt  om 


328 


gennem  sine  hellige  profeters  mund 
fra  fordums  tid."  (Ap.  Ger.  3:21) 
Denne  forudsagte  genoprettelse  be- 
gyndte så  stille  og  diskret,  at  verden 
ikke  engang  var  klar  over,  hvad  der 
skete,  den  kom  så  stille  „som  en  tyv 
om  natten"  (1.  Tess.  5:2)  Det  skete 
ikke  gennem  menneskelig  visdom, 
men  som  svar  på  en  ganske  enkel 
bøn,  som  Joseph  Smith,  en  dreng  i 
New  York  State,  bad,  da  han  var  gået 
ind  i  skoven  ved  Palmyra,  for  at  stille 
Gud  spørgsmålet:  „Hvilken  af  kirker- 
ne er  den  rigtige?"  Dette  unge  men- 
neske havde  ingen  anelse  om,  at  en 
ny  Guds  uddeling  barmhjertigt  var  på 
vej.  På  den  tid  levede  der  ingen  pro- 
fet på  jorden,  som  kunne  svare  på 
Josephs  spørgsmål.  Han  kunne  kun 
få  svar  fra  Gud  ad  een  vej,  og  det 
var,  ved  at  Gud  selv  svarede  ham. 
Den  sande  kundskab  om  Gud  var 
blevet  tilsløret  i  de  århundreder,  der 
fulgte  på  Kristi  død.  Da  Joseph  Smith 
gik  ud  i  skoven  for  at  bede,  vidste 
han  ikke  mere  om  Gud,  end  hans 
samtidige  gjorde.  Indtil  det  tidspunkt 
troede  hver  eneste  kirke  på  treenig- 
heden og  havde  dette  som  en  fast 
lærdom  i  deres  kirke.  De  troede  på 
en  Gud,  der  kun  var  en  ånd,  som  var 
ukendt  for  menneskene,  og  som  ville 
forblive  ukendt.  I  kan  forestille  jer 
Josephs  forbløffelse,  da  ikke  een. 
men  hele  to  personer  kom  til  syne 
for  ham  som  svar  på  bønnen.  Idet 
den  ene  person  talte  og  pegede  på 
den  anden,  præsenterede  han  ham 
med  disse  ord:  „Denne  er  min  elske- 
de Søn.  Hør  ham!"  (Joseph  Smith 
2:17) 

Det  var  den  levende,  opstandne  Je- 
sus  Kristus,   selve   Guds  Søn,   som 


belærte  Joseph  og  således  begyndte 
den  nye  uddeling  med  sand  kund- 
skab om  Gud.  Han  fortalte  Joseph,  at 
ingen  kirke,  der  dengang  var  på  jor- 
dens overflade  kunne  gøre  krav  på 
at  tale  i  Guds  navn.  Han  fortalte  Jo- 
seph, at  han,  efter  den  rette  forbere- 
delse og  efter  at  præstedømmets 
myndighed  var  blevet  givet  ham, 
skulle  blive  den  første  i  rækken  af 
nutidige  profeter,  som  skulle  belære 
og  velsigne  menneskeheden,  som 
profeterne  i  fordums  tid  havde  gjort 
det. 

Og  som  forudsagt  af  Kristus,  kom 
himmelske  sendebud  til  jorden  og 
udgød  præstedømmets  magt  over 
Joseph  Smith  og  Oliver  Cowdery. 
De  fik  myndighed  til  at  tale  drevet 
af  den  Helligånd,  og  det,  de  sagde, 
var  Herrens  vilje  i  de  sidste  dage. 
Denne  magt  er  stadig  blandt  os  idag. 
(L.  &  P.  68:4) 

Yderligere  skrifter  blev  givet,  for  „på 
to  eller  tre  vidners  udsagn  skal  en- 
hver sag  afgøres."  (2.  Kor.  13:1)  Nye 
åbenbaringer  blev  givet  for  at  gen- 
oprette præstedømmets  orden  på 
rette  måde  og  at  genskabe  ordinan- 
serne  ganske,  som  de  havde  været 
på  Jesu  Kristi  tid.  Jesu  Kristi  Kirke 
blev  genoprettet  med  den  samme 
magt,  de  samme  gaver,  og  den  sam- 
me myndighed  som  i  fordums  tid. 
Gud  havde  talsmænd  igen  på  jorden, 
hvem  han  havde  givet  den  gave,  det 
var  at  kende  Guds  tanker  og  vilje  og 
som  havde  myndigheden  til  at  sige: 
„Så  siger  Herren!" 
Da  Joseph  Smith  rejste  sig  fra  sine 
knæ  i  Den  hellige  Lund,  vidste  han 
mere  om  Guds  natur,  magt  og  egen- 
skaber, end  lærde  mænd  kunne  vide 


efter  at  have  studeret  emnet  et  helt 
liv  igennem.  Det  er  det,  der  er  så 
enestående  ved  Jesu  Kristi  Kirke  i 
dag.  Det  er  vidnesbyrdet  og  den  Hel- 
ligånds kraft,  der  adskiller  kirken  fra 
alle  andre.  Vi  behøver  ikke  sammen- 
kalde råd  af  lærde  mænd  for  at 
diskutere,  hvad  Gud  ønsker.  Vi  har 
nulevende  profeter  og  apostle  til  at 
lede  os.  Hvis  vi  er  villige  til  at  følge 
deres  råd,  kan  vi  undgå  det  onde,  der 
er  i  vor  tid,  være  stærke  og  rolige  i 
vor  tro  og  have  fred  i  sindet. 
Af  denne  grund  er  der  en  umådelig 
magt  uløseligt  knyttet  til  Jesu  Kristi 
Kirke  af  Sidste  Dages  Hellige,  som 
har  en  god  påvirkning  på  menneskets 
liv.  Mænd  og  kvinder,  der  ved,  at  de 
handler  efter  Guds  vilje,  vil  være 
parate  til  at  ofre  sig  for  andre,  at 
dele,  hvad  de  har,  at  tjene  andre  og 
leve  fredeligt  sammen.  Fred  kommer 
ikke  gennem  lovgivning  eller  ved  at 
tilslutte  sig  en  bestemt  politisk  filoso- 
fi. Menneskemetoder  til  at  løse  pro- 
blemer kan  ikke  alene  misbruges, 
men  også  simpelt  hen  slå  fejl  på 
grund  af  manglende  viden  eller  erfa- 
ring. Fred,  glæde  og  lykke  får  man 
kun  ved  at  acceptere  Guds  åbenba- 
rede plan. 

I  Sydamerika  så  jeg  den  samme 
stærke  vækst  indenfor  kirken,  som 
jeg  har  oplevet  på  vestkysten  af  De 
forenede  Stater  og  Canada  gennem 
de  sidste  tre  år.  Vore  problemer  er 
ikke  tomme  kirker,  men  at  vore  kirke- 
bygninger er  overfylde.  Vi  bygger 
nye  lige  så  hurtigt,  vi  kan,  for  at  løse 
disse  problemer,  men  vi  har  svært 
ved  at  følge  med.  Jeg  blev  glad  over- 
rasket, da  jeg  så,  at  kirkebygninger- 
ne i  Sydamerika  ikke  kun  bruges  om 


329 


søndagen,  men  hele  ugen  igennem. 
De  unge  i  kirken  foretog  sig  noget 
næsten  hver  dag,  idet  de  brugte 
bygningerne  og  de  omkringliggende 
arealer  som  klubfaciliteter.  De  spil- 
lede fodbold  udendørs,  de  spillede 
teater  og  øvede  sig  på  deres  musik- 
instrumenter indendørs.  Der  blev 
holdt  ungdomsseminarer  og  primary 
i  klasselokalerne.  Jeg  deltog  i  en 
banket  afholdt  for  de  unge  i  Buenos 
Aires.  Jeg  besøgte  en  nylig  startet 
„Deseret  Industries  operation"  i 
Montevideo,  hvor  vore  søstre  lærte 
at  sy,  at  forandre  klædningsstykker, 
at  strikke  og  at  væve,  alt  imens  de 
lærte  hinanden  bedre  at  kende.  I  Sao 
Paulo  i  Brasilien  arbejdede  unge  og 
ældre  sammen  for  at  bygge  en 
sportsplads  uden  mindste  tegn  på 
generationskløft. 

I  vil  måske  spørge:  „Hvordan  kan  det 
være,  at  du  som  fremmed  fik  en  så 
varm  modtagelse  i  de  lande,  når  du 
ikke  engang  taler  deres  sprog?"  For- 
di jeg  blev  accepteret  som  deres  bror 
i  Jesus  Kristus.  Vore  hjerter  talte  det 
samme  sprog.  Vi  havde  de  samme 
idealer,  de  samme  ønsker,  de  samme 
mål.  Jeg  overværede  en  konference 
i  Brasiiien,  hvor  brødrene  og  søstre- 
ne havde  så  travlt  med  at  hilse  på  og 
tale  sammen,  at  det  var  vanskeligt  at 
få  begyndt  mødet.  Disse  mennesker 
elskede  hinanden.  Det  var  smilende, 
hilse-glade  og  lykkelige  mennesker, 
jeg  så  i  Sydamerika.  Med  et  sådant 
broderskab  er  det  da  noget  under,  at 
de  tre  stave  i  Sao  Paulo  hvert  år  gen- 
nemsnitlig øges  med  et  tusind  med- 
lemmer, som  hurtigt  bliver  en  del  af 
denne  Herrens  familie? 
Da  jeg  så  disse  mennesker  være  så 
lykkelige  og  glade  for  hinandens  sel- 
skab, så  tænkte  jeg  på,  hvor  magt- 
fuldt det  gengivne  evangelium  kan 
være.  Når  et  menneske  er  overbevist 
om,  at  det  virkelig  er  Guds  søn  eller 
datter,  så  er  der  ingen  grænser  for 
dette  menneskes  vækst.  Dette  er 
fundamentalt  for  kirkens  medlemmer. 
Som  medlemmer  af  en  kongelig  fami- 
lie, vil  vi  ikke  længere  kunne  stille  os 
tilfredse  med  at  være  som  andre 
mennesker.  Vi  føler  os  anderledes. 
Det  går  op  for  os,  at  intet  kan  holde 


os  tilbage,  når  vi  arbejder  for  Herren. 
Vi  bliver  villige  til  at  arbejde  mere 
ihærdigt,  at  ofre  mere  for  sagen  og 
at  dele  vore  talenter  og  velsignelser 
med  andre,  fordi  vi  ved,  hvem  vi  er. 
Som  Peter  lærte  medlemmerne  af  kir- 
ken på  sin  tid: 

„Men  I  er  en  udvalgt  slægt,  et  konge- 
ligt præsteskab,  et  helligt  folk,  et 
ejendomsfolk,  for  at  I  skal  forkynde 
hans  guddomskraft,  som  kaldte  jer 
fra  mørket  til  sit  underfulde  lys. 
„I,  som  før  ikke  var  et  folk,  men  nu  er 
Guds  folk,  I,  som  ikke  fandt  barm- 
hjertighed, men  nu  har  fundet  barm- 
hjertighed." (1.  Peter  2:9-10) 
Hvis  I  er  ved  at  miste  modet,  hvis  der 
er  noget  I  ikke  forstår,  Hvis  I  søger 
efter  mere  lys,  større  lykke  og  glæde, 
så  undersøg  disse  åbenbarede  sand- 
heder. Bliv  selv  klar  over  det.  Kom 
og  lyt  til  profetens  stemme.  Slut  jer 
til  Guds  folk,  bliv  gennem  pagten  søn 
eller  datter  af  den  sande  og  levende 
Gud.  Opnå  jeres  arv  i  Guds  rige,  få 
de  rettigheder,  som  I  i  følge  jeres 
stamme  har  løfte  om,  og  få  en  viden 
om  formålet  med  livet.  Til  dem,  der 
allerede  er  medlemmer  af  Jesu  Kristi 
Kirke  af  Sidste  Dages  Hellige,  vil  jeg 
sige:  Lad  os  udvikle  de  gaver,  vi  har 
fået.  Lad  os  være  venlige  overfor 
hinanden,  lad  os  vise  den  kærlighed 
til  næsten,  der  kommer,  når  man  hel- 
hjertet accepterer  sandhedens  prin- 
cipper. 

Jeg  bærer  mit  hellige  vidnesbyrd  om, 
at  Jesus  Kristus  er  Guds  levende 
Søn  -  vor  Frelser,  vor  Herre,  vor 
Konge.  Jeg  vidner  for  jer,  at  Jesus 
Kristus  nu  taler  til  jordens  indbygge- 
re gennem  levende  profeter.  Jeg  be- 
vidner for  jer,  at  Det  melkisedekske 
Præstedømme  igen  findes  på  jorden 
i  al  dets  majestæt  og  vælde,  og  at 
der  lever  sande  profeter  og  apostle, 
der  siger:  „Så  siger  Herren." 
Jeg  bærer  mit  personlige  vidnesbyrd 
derom  i  Jesu  Kristi  navn.  Amen.      Q 


JOSEPH  FIELDING  SMITH 

„I  forudtilværelsen  opholdt  vi  os  i 
Gud,  vor  Faders,  nærhed.  Da 
tiden  oprandt,  da  vi  skulle  gå 
videre  ad  vor  tilværelses  stige  og 
gennemgå  denne  verdens  prøve- 
stand, blev  der  holdt  råd,  og 
de  åndelige  børn  blev  belært  om 
emner,  der  havde  at  gøre  med 
forholdene  i  det  dødelige  liv,  og 
om  grundene  til  at  indgå  i  en  sådan 
tilværelse.  I  det  tidligere  liv  var 
vi  ånder.  For  at  vi  kunne  have 
fremgang  og  efterhånden  nå  målet, 
fulkommenhed,  blev  det  bekendt- 
gjort, at  vi  ville  modtage  taber- 
nakler af  kød  og  ben  og  måtte  gen- 
nemgå en  dødelig  tilstand,  hvor  vi 
ville  blive  forberede  os  til  ophøjelse. 
Under  tilstedeværelse  af  vor  herlige 
Fader,  der  havde  et  følbart 
legeme  af  kød  og  ben,  strålende 
som  solen,  blev  vi  bragt  til  at 
forstå,  at  vi  som  ånder  var  i  en 
tilstand  langt  under  Hans." 


JOSEPH  FIELDING  SMITH 

„Ethvert  menneske  modtager 
Kristi  lys.  Vi  finder  ikke  dette 
lærepunkt  så  klart  beskrevet  i  Det 
nye  Testamente  som  i  Mormons 
Bog  og  i  Lære  og  Pagter.  Men  vi 
opdager  følgende:  Herren  har  ikke 
ladt  mennesker  (når  de  fødes  ind 
i  verden)  hjælpeløse,  famlende  for 
at  finde  lyset  og  sandheden, 
men  hvert  menneske,  der  fødes  ind 
i  denne  verden,  fødes  med  retten 
til  at  modtage  vejledning,  belæ- 
ringen, råd  fra  Kristi  Ånd,  eller 
Sandhedens  Lys,  i  vore  Skrifter 
somme  tider  kaldet  Herrens  Ånd." 


330 


BØRNENES 
SIDER. 


Den  lille  fortabte  killing 

AF  CHARLOTTE  STEVENSON 
Kan  du  hjælpe  denne  killing  med 
at  finde  vej  hjem  til  sin  mor  uden  at 
løbe  ind  i  andre  dyr  fra  gården  på 
vejen  hjem? 


START 


HJEMME-L-  -,- 


C .  S  T£t/£N  SOM 


113 


\ 


Mod  til 
at  tro 


AF  ANNE  SIKSTAD 
Illustreret  af  Ronald  Crosby 


y. 


Det  var  en  bitterlig  kold  søndag 
morgen  i  Larsmo,  Finland,  da  den 
unge  Anders  Johansson  forlod  sit 
hjem  for  at  gå  i  kirke.  Han  æn- 
sede ikke  det  kolde  vejr,  fordi  han 
var  varmt  klædt  på,  og  han  var 
glad  for  spadsereturen  på  de  tre 
mil  til  den  lille  baptistmenighed. 
Anders  følte  sig  altid  godt  tilpas 
på  sabbatsdagen,  fordi  han  var 
glad  for  at  lære  om  Gud. 
Pludselig  ramte  en  sten  Anders' 
ben  og  en  anden  ramte  ham  i  ryg- 
gen.   Han    standsede    ikke    for    at 


stille  spørgsmål,  men  løb  straks  af- 
sted tværs  over  marken.  De  gode 
følelser,  han  for  et  øjeblik  siden 
havde  haft,  var  forsvundet. 
„Hvorfor  kaster  de  sten  på  mig, 
fordi  jeg  tilhører  en  anden  kirke?" 
spurgte  Anders  sig  selv.  „Jeg  hø- 
rer til  i  denne  by  lige  så  meget, 
som  de  gør,  selv  om  jeg  beder  på 
en  anden  måde." 

På  den  tid  var  Finland  under  rus- 
sisk herredømme  og  de  fleste 
mennesker  tilhørte  den  lutherske 
kirke.  Lige  som  Anders  havde  de, 


der  bekendte  sig  til  andre  kirker, 
vanskeligheder. 

Stenene  havde  ikke  gjort  ham  no- 
get særligt,  men  hvor  Anders  dog 
ønskede,  at  hans  bysbørn  i  Lars- 
mo  ville  være  mere  tolerante  over- 
for andre  religioner. 
Da  Anders  endnu  var  en  lille  dreng, 
blev  en  ung  mand,  der  boede  i 
Sverige,  ved  navn:  Gustav  Wall- 
gren,  medlem  af  Jesu  Kristi  Kirke 
af  Sidste  Dages  Hellige. 
Kort  tid  efter  blev  han  sendt  til 
Finland  for  at  arbejde  for  den  rus- 


siske  regering.  Før  han  rejste  til 
Sverige,  blev  han  ordineret  til 
ældste,  for  at  han  bedre  kunne 
prædike  evangeliet  til  det  finske 
folk  og  døbe  det.  Gustav  var  ut- 
vivlsomt den  første  mormon  i  Fin- 
land. 

I  slutningen  af  året  1875  blev  der 
sendt  missionærer  fra  Sverige  til 
Finland. 

Den  finske  regering  var  klart  imod 
enhver  form  for  kirkelig  aktivitet 
bortset  fra  den  lutherske  kirke,  og 
der  blev  udskrevet  en  lov,  der  for- 
bød mennesker  at  stå  op  og  præ- 
dike enhver  anden  kirkes  læresæt- 
ninger. 

For  at  følge  loven,  måtte  alle  mis- 
sionærerne,  der   arbejdede    i    Fin- 
land sidde  ned  medens  de  prædi- 
kede evangeliet. 
Breve  fra  de  første  missionærer  ta- 


ler om,  at  denne  usædvanlige  form 
forløb  meget  godt,  „efter  vi  var 
blevet  vant  til  det." 
Kun  meget  få  mennesker  i  Finland 
turde  lytte  til  nogen,  der  talte  om 
en  ny  religion.  De,  der  gjorde  det, 
blev  ofte  forfulgt  og  udsat  for  de 
strengeste  straffe  indenfor  lovens 
rammer. 

En  mand,  der  blev  mormon,  blev 
idømt  28  dages  fængsel  og  fik  un- 
der sin  ensomme  arrest  kun  lidt 
vand  og  brød  at  leve  af. 
I  sommeren  1880  tog  nogle  mis- 
sionærer fra  Sverige  til  en  ø,  der 
hed  Larsmo,  den  er  ca.  20  km. 
lang  og  ligger  på  Finlands  vest- 
kyst. 

På  grund  af  vanskeligheder  med 
den  finske  regering  blev  de  ikke 
længe,  men  før  de  rejste,  hørte 
Anders  og  hans  kone  om  evange- 


Net  og  blev  døbt.  I  en  tid  var  de 
de  eneste  medlemmer  på  denne  ø. 
Snart  ville  Anders  gerne  dele  evan- 
geliet med  andre,  så  han  invite- 
rede venner  og  slægtninge  til  sit 
hjem,  for  at  de  kunne  høre  om  den 
vidunderlige,  nye  religion.  Hans 
svigerfar,  postbudet  og  nogle  na- 
boer troede  og  bad  om  at  blive 
døbt.  „Jeg  ved  ikke,  om  jeg  kan 
døbe  jer,"  sagde  Anders.  „Jeg  må 
besøge  missionspræsidenten  i  Sve- 
rige for  at  undersøge,  om  jeg  har 
myndighed  til  at  gøre  det." 
Da  sådan  en  rejse  med  skib  var 
dyr,  hjalp  de,  som  han  havde  un- 
dervist med  de  penge,  der  var  nød- 
vendige for  at  kunne  rejse  til  Sve- 
rige, hvor  han  blev  ordineret  til 
ældste. 

I    Larsmo   i   juli   1946   blev   Finland 
genindviet    til    evangeliets    forkyn- 


delse og  i  1947  åbnede  landet  sine 
døre  for  de  religioner,  der  ønskede 
at  etablere  missioner. 
Ikke  længe  efter  blev  den  finske 
mission  oprettet.  Der  er  nu  i  1972 
treogtyve  grene  af  kirken. 
På  grund  af  det  mod,  som  Anders 
viste  i  tilbedelsen  af  Gud  og  for 
den  måde,  han  gjorde,  hvad  han 
han  fandt  rigtigt,  blev  mange  af 
hans  børn  og  børnebørn,  såvel 
som  venner  og  naboer  medlem- 
mer af  kirken. 

Den  første  grenspræsident  i  Den 
finske  Mission  var  Anselm  Strøm- 
berg, oldebarn  af  Anders  Johans- 
son Strømberg.  Det  sidste  navn 
blev  tilføjet,  dengang  det  blev  på- 
budt enhver  i  Finland  at  have  et 
efternavn. 


O 


LØRDAG 

Lørdag  er  nu  en  særlig  dag,  for  da  gør  vi  os  rede  til  søndag, 

vi  går  på  indkøb  og  vi  ordner  hus,  så  vor  sabbatsdag  bliver 
en  skøn  dag. 

Vi  vasker  tøj  og  vi  pudser  sko  og  vi  kalder  den  for  en  „gør 
køn  dag," 

vasker  hår  og  sætter  det  sirligt  og  fint  så  vi  er  parate  til 
søndag. 

„Synd  med  mig"  D-10 

Rita  S.  Robinson,  oversat  af  R.  Voss 


117 


118 


Gideon 


En  historie  fra  Mormons  Bog,  fortalt   AF  MABEL  JONES  GABOTT 
Illustreret  af  Jerry  Harston 


Gideon  ragede  op  over  mængden. 
Han  var  en  høj  mand  og  meget 
stærk.  Hans  stemme  nåede  ud  til 
kong  Limhis  folk  og  til  kong  Am- 
mon  og  hans  folk. 
En  stor  skare  havde  samlet  sig  på 
kong  Limhis  opfordring  for  at  finde 
en  udvej  til  at  undslippe  for  la- 
manitternes trældom. 
„O,  konge,"  sagde  Gideon.  „Hvis 
du  ikke  har  fundet,  at  jeg  var  en 
unyttig  tjener,  eller  om  du  har  lyt- 
tet til  nogle  af  mine  ord,  og  de  har 
været  dig  til  nytte,  da  ønsker  jeg, 
at  du  også  denne  gang  vil  lytte  til 
mine  ord,  og  jeg  vil  være  din  tje- 
ner og  udfri  dette  folk  af  trældom." 
(Mosiah  22:4) 

Alles  øjne  var  rettet  mod  Gideon. 
Hvb'r  Limhis  folk  dog  længtes  efter 
frihed.  Lamanitterne  blev  mere  og 
mere  grusomme,  for  hver  dag  der 
gik.  De  slog  dem  og  behandlede 
dem  som  dyr  og  pålagde  dem  hø- 
jere skatter  oveni  deres  allerede 
tunge  byrder. 

Kong  Limhi  var  ivrig  efter  at  høre 
Gideons  tale.  Han  var  blevet  taget 
til  fange  af  lamanitterne.  Limhi  var 
en  god  mand  og  elsket  af  sit  folk, 
skønt  han  var  søn  af  den  onde 
kong  Noah. 


Han  huskede  nu,  at  Gideon  engang 
havde  forsøgt  at  dræbe  kong  Noah, 
men  han  havde  vist  barmhjertig- 
hed, da  kongen  bad  om  nåde. 
Limhi  var  glad,  fordi  der  havde 
været  fred  blandt  hans  folk  i  to 
år. 

Der  var  imidlertid  stadig  nogen  af 
kong  Noahs  onde  præster  ude  i  ør- 
kenen, der  gemte  sig  og  betragte- 
de lamanitternes  piger,  når  de 
dansede  og  sang.  De  havde  fanget 
24  af  dem  og  ført  dem  langt  ud  i 
ørkenen. 

Lamanitterne  havde  beskyldt  Lim- 
his folk  for  at  have  stjålet  pigerne 
og  kong  Limhi  ville  søge  efter  de 
skyldige  blandt  sit  folk. 
Men    Gideon    sagde:    „Jeg    beder 
dig,   søg    ikke   hos   dette  folk.    De 
kunne  aldrig  have  gjort  det.  Tænk 
på  de  onde  præster,  måske  har  de 
stjålet  lamanitternes  døtre." 
Kong   Limhi   lyttede  til  Gideon,  og 
Gideon  havde  ret. 
Ammon    og    hans   folk   ville    også 
gerne  høre  på  Gideon,  fordi  Am- 
mon kendte  Gideons  hengivenhed 
for  kong  Limhi. 

Ammon  var  kommet  fra  Zarahem- 
las  Land  til  Nephis  Land  for  at  sø- 
ge   efterkommere    af    Zeniff,    som 

119 


*>■■...::■ 


.: 


havde  rejst  i  landet  mange  år  tid- 
ligere. Ammon  var  overvældende 
glad  over  at  finde  kong  Limhi  og 
hans  folk  i  live,  men  han  sørgede 
over,  at  de  levede  i  trældom.  Nu 
ønskede  han  og  hans  folk  at  høre, 
hvad  Gideon  havde  at  sige. 
Kong  Limhi  lod  Gideon  tale,  og 
Gideon  sagde:  „Læg  mærke  til  por- 
ten på  den  anden  side  af  byen." 
„Lad  os  derfor  udstede  en  be- 
kendtgørelse til  hele  folket  om,  at 
de  skal  samle  deres  flokke  og 
hjorde,  så  de  kan  drive  dem  ud  i 
ørkenen  om  natten.  Og  jeg  vil  gå 
efter  din  befaling  og  betale  den 
sidste  skat  af  vin  til  lamanitterne, 
og  så  bliver  de  fulde,  og  vi  vil  gå 
gennem  den  hemmelige  udgang  til 
venstre  for  lejren,  når  de  bliver 
fulde  og  falder  i  søvn." 
„Således  vil  vi  drage  ud  i  ørkenen 


med  vore  kvinder  og  børn,  vore 
får  og  vort  kvæg  og  vi  vil  drage 
omkring  i  Shiloms  Land." 
Og  kongen  lyttede  til  Gideons  ord. 
Og  kong  Limhi  lod  sit  folk  samle 
kvæget  sammen,  og  han  sendte 
vinskatten  til  lamanitterne,  og  han 
sendte  endnu  mere  vin  til  dem  som 
en  gave,  og  de  drak  rigeligt  af  vi- 
nen, som  kong  Limhi  sendte  dem. 
Og  kong  Limhis  folk  drog  ud  i  ør- 
kenen om  natten  med  deres  flokke 
og  hjorde  og  de  gik  omkring  Shi- 
loms Land  i  ørkenen  og  tog  ret- 
ning henimod  Zarahemlas  Land, 
idet  de  blev  vejledt  av  Ammon  og 
hans  brødre.  (Mosiah  22:6-11) 
I  Zarahemlas  Land  sluttede  de  sig 
til  Mosiahs  folk  og  blev  modtaget 
med  glæde. 

Gideon    havde    reddet  sit   folk  fra 
lamanitterne.  (Se  Mosiah  20:17,  18) 

O 


DAVID  O.  McKAY 


„Jeg  bevinder  for  jer,  at  Gud,  vor  himmelske  Fader  le- 
ver, at  Han  samtaler  med  sine  tjenere,  at  Han  i  denne 
verdensuddeling  har  igangsat  sit  store  værk,  den 
eneste  frelsesplan,  hvorved  mennesket  kan  reddes, 


det  eneste  middel,  hvorved  fred  kan  oprettes  i  ver- 


den. 


122 


et  nyt 
hjem 


AF    MARY    PRATT   PARRISH 
Illustreret  af  Virginia  Sargent 


Tommy  vendte  sig  på  stråmåtten  i 
bunden  af  vognen  og  trak  klude- 
tæppet langt  op  over  ørerne. 
På  en  hvilken  som  helst  anden 
morgen  ville  der  være  blevet  blæst 
i  signalhornet,  og  han  ville  have 
været  oppe,  men  brødrene  havde 
besluttet  sig  til  at  blive  i  Garden 
Grove,  og  som  følge  deraf  kunne 
han  blive  i  sin  seng  denne  mor- 
gen. 

Men  hornet  lød  alligevel  klart  ind  i 
Tommys  vogn.  Han  tog  hurtigt 
skoene  på,  greb  sin  frakke  og 
sprang  ud  af  vognen.  Han  mødte 
sin  far,  der  kom  ud  af  teltet. 
„Hvad  er  der  i  vejen?"  spurgte 
Tommy.  „Jeg  ved  det  ikke,"  sva- 
rede hans  far.  „Lad  os  finde  ud 
af  det." 

Sammen  gik  de  over  til  det  store 
lejrbål,  hvor  Brigham  Young  ven- 
tede på,  at  mændene  skulle  kom- 
me til  stede. 

Da  de  alle  var  kommet,  begyndte 
han: 
„I  dag  er  det  den  25.  april  og  jor- 


den er  velegnet  til  pløjning.  Vi  kan 
så  korn  nu,  og  til  foråret  vil  der 
blive  en  god  høst.  Hvis  vi  ikke  er 
her  til  den  tid,  vil  de  hellige,  som 
kommer  efter  os,  kunne  høste  den. 
De,  der  er  syge,  kan  blive  her,  ind- 
til de  har  det  bedre.  De,  der  ikke 
har  proviant  og  klæder  til  at  kunne 
fortsætte,  kan  blive  her,  til  de  har, 
hvad  de  behøver.  De  hellige,  som 
kommer  efter  os,  kan  bruge  hu- 
sene, indtil  de  drager  videre." 
Han  gjorde  en  pause  og  mændene 
forholdt  sig  stille  og  ventede  på, 
at  han  skulle  fortsætte. 
„Jeg  har  inddelt  vor  lejr  i  grupper. 
100  skal  hugge  tømmer.  48  skal 
bygge  huse.  10  skal  bygge  gær- 
der. 12  skal  grave  brønde  og  10 
skal  bygge  broer.  Resten  ialt  175 
skal  rense  jorden  for  kratvækster, 
lave  plove  og  til  sidst  så  korn." 
Så  snart  præsident  Young  havde 
sluttet  sin  tale,  løb  Tommy  tilbage 
og  fortalte  sin  mor  om  den  nye 
plan. 
„Det   er   en   vidunderlig    måde   at 


123 


hjælpe  hinanden  på,"  sagde  hun. 
Mange  af  vore  venner  i  Nauvoo 
ville  drage  vestpå,  hvis  de  vidste, 
at  der  var  et  sted  undervejs,  hvor 
de  kunne  finde  føde  og  hvile  sig, 
hvis  de  blev  syge." 
„Måske  ville  alle  vore  venner  kom- 
me, hvis  de  vidste  det,"  sagde 
Tommy  tankefuldt,  idet  han  tænkte 
på  den  dejlige  tid,  han  havde  haft 
sammen  med  de  andre  drenge  i 
Nauvoo. 


124 


„Hvorledes  kan  vi  give  dem  be- 
sked om,  at  der  vil  være  et  hus  til 
dem  her?"  spurgte  Betsy.  „Jeg  tror, 
at  brødrene  vil  give  dem  besked," 
svarede  hendes  mor. 
Netop  da  kom  far  ind  i  lejren,  be- 
gejstret over  sit  nye  job. 
„Jeg  skal  bygge  huse,"  sagde  han. 
„Og  du  Tommy,  skal  hjælpe  mig." 
„Hurra!"  råbte  Tommy.  Tommys 
mor  smilede,  da  hendes  to  mænd 
gik  af  sted  sammen. 


125 


Ugerne,  der  fulgte,  var  travle.  Lej- 
ren blev  vækket  hver  morgen  med 
hornsignal.  Enhver  begyndte  straks 
efter  morgenmaden  og  morgen- 
bønnen. 

To  uger  efter  var  det  som  om,  at 
den  lille  by  med  alle  dens  huse, 
hegn,  broer  og  brønde  havde  væ- 
ret der  i  lang  tid. 
Rundt  om  var  der  hektar  efter  hek- 
tar af  jord,  der  var  blevet  pløjet, 
harvet  og  tilsået  med  hvede. 
Tommy  og  Betsy  synes  det  var  dej- 
ligt at  tænke  på  alle  de  kager  og 
tærter,  de  skulle  have  efter  høsten. 
Det  var  længe  siden,  de  havde 
smagt  et  stykke  brød  af  rigtigt  mel 
i  stedet  for  af  majsmel.  De  var  så 
trætte  af  majs,  at  de  af  og  til  hel- 
lere gik  sultne  i  seng,  end  de 
spiste  det. 

Tommy  var  stolt  af  de  huse,  han 
hjalp  sin  far  med  at  bygge.  De  var 
lavet  af  bjælker,  der  var  lagt  oven 
på  hinanden.  Det  var  hans  job  at 
fylde  mellemrummene  med  ler  og 
græstørv. 

Det  var  en  dejlig  dag,  da  Tommy 
og  Betsy  flyttede  ind  i  et  af  disse 
huse  med  deres  far  og  mor. 
Far  lavede  et  bord  og  nogle  bæn- 
ke, som  han  anbragte  i  midten  af 
rummet  og  en  rå  sengeramme 
blev  sat  i  et  hjørne. 
Betsy  og  hendes  mor  lavede  en 
fjederbund  af  reb  ved  at  flette  et 
langt,  tyndt  reb  over  rammen  af 
sengen  fra  side  til  side  og  fra  ho- 
vedgærde til  fodende,  indtil  bun- 
den var  vævet  af  masker  på  ca, 
7  cm. 

„Det  gør  sengen  blød  og  fjedren- 
de," sagde  Betsy,  da  hun  satte  sig 
på  den.  „Det  er  bedre  end  at  sove 
på  hårde  brædder,"  sagde  Tommy, 


idet  han  tænkte  på  sin  seng  i  præ- 
rievognen. 

Da  alt  var  på  plads,  så  Betsy  sig 
om  i  sit  nye  hjem.  Der  var  varme 
på  ildstedet.  En  gryde  stod  og 
snurrede  med  en  kødpostej  og  der 
var  en  ren  dug  på  bordet,  som  var 
dækket  til  aftensmaden. 
„Det  er  et  smukt  hjem,"  sagde  hun. 
„Jeg  håber,  at  vi  kan  bo  her  i  lang 
tid." 

Men  Tommy  og  Betsy  boede  kun  i 
deres  hus  i  tre  uger. 
Den  1.  juni  sagde  deres  far:  „Vi 
skal  afsted  til  Counsil  Bluffs  i  mor- 
gen. Præsident  Young  vil,  at  vi  skal 
tage  dertil  for  at  bygge  huse  og  så 
korn,  som  vi  har  gjort  det  her. 
Tommy  og  Betsy  så  bedrøvede  ud. 
Mor  prøvede  på  at  trøste  dem  og 
sagde:  „Det  gør  virkelig  ikke  noget, 
hvor  vi  bor,  bare  vi  er  sammen." 

„Det  er  den  kærlighed,  menneske- 
ne har  til  hinanden,  der  skaber  et 
hjem,  ikke  det  sted  de  bor."  Det 
vigtigste  nu  er,  at  vi  viser  vor  him- 
melske Fader,  hvor  meget  vi  el- 
sker ham,  ved  at  gøre  det,  han 
ønsker,  vi  skal  gøre. 
Da  alt  var  pakket  og  familien  var 
klar  til  at  tage  afsted,  satte  de  sig 
for  at  spise  deres  sidste  måltid  i 
huset. 

Pludselig  hørte  de  lyden  af  vogne, 
mange  vogne.  „Det  må  være  et 
helt  vogntog,  der  kommer  for  at 
slutte  sig  til  os",  sagde  far,  og  i  ste- 
det for  at  spise,  gik  familien  ud 
på  vejen  for  at  byde  de  nyankom- 
ne velkommen. 

Tommy  så  nogen  venner  i  en  af 
vognene.  „Eliza  -  Elija!"  råbte 
han.  De  nyankomne  vendte  sig  om 
og  råbte  af  glæde  og  hoppede  ned 


126 


fra  vognen  og  løb  Betsy  og  Tommy 
imøde. 

Far  inviterede  Eliza  og  Elija  og  de- 
res forældre  til  aftensmad. 
Mor  redte  en  seng,  så  deres  mor 
kunne    ligge    ned.    Betsy  var  glad 
for,  at  hun  og  hendes  mor  havde 
lavet  sengebunden  af  reb,  således 
at  sengen  var  mere  behagelig. 
Samme  aften  før  de  lagde  sig  til 
at  sove  i  deres  vogne  sagde  Tom- 
my:  „Jeg  er  glad  for,  at  Eliza  og 
Elija  skal  bo  i  vort  hus." 
„Det   er  jeg    også,"    sagde   Betsy. 
„Det  er  godt,  at  de  har  sådan  et 
dejligt  hus  at  komme  hjem  til."      O 


127 


DAVID  O.  McKAY 

„Hvad  er  det  for  et  ansvar,  der  påhviler  ethvert  medlem  af  Kirken? 
Jeg  slår  op  på  afsnit  107  i  Lære  og  Pagter  og  finder  der  opregnet  de 
forskellige  præstedømmeorganisationers  pligter,  og  jeg  læser  i  det  ni- 
oghalvfemsindstyvende  vers  følgende:  ,Lad  nu  derfor  hver  mand  lære 
sin  pligt  og  med  al  flid  passe  det  embede,  hvortil  han  er  blevet  kaldet'. 
„To  principper  i  den  formaning  træder  frem  som  pligter  for  de  em- 
bedsmænd, til  hvem  denne  åbenbaring  blev  givet:  For  det  første  at 
lære,  at  vide,  hvad  ens  pligt  er;  for  det  andet  med  al  flid  at  passe 
pligten.  At  kende  sin  pligt,  at  lære  sandheden,  er  enhver  sidste  dages 
helligs  pligt,  en  pligt  for  enhver  mand  og  kvinde  i  verden,  også  dem, 
som  står  uden  for  denne  kirke. 

„Hele  menneskeheden,  tror  jeg,  tilskyndes  og  opløftes  af  den  Ånd,  der 
får  dem  til  at  foretrække  sandheden.  Endog  i  den  politiske  verden 
finder  man  store  mænd,  der  har  søgt  efter  politiske  sandheder,  sand- 
heder, der  kunne  lette  politiske  situationer.  I  den  dødelige  verden 
finder  man  store  reformatorer,  der  søger  at  nå  frem  til  sandheder,  der 
kan  udjævne  skadelige,  mellemmenneskelige  forhold.  Den  samme 
holdning  findes  i  finansverdenen.  Videnskabsmændene  er  blandt  de 
mest  fremtrædende  sandhedsøgere. 

„Vi  har  hørt  om  den  magt,  der  tilskyndede  Columbus  til  at  tage  ud 
på  oceanet. 

„Som  reaktion  på  den  følelse,  der  var  indgydet  ham,  ornat  bevise  sand- 
heden af  det,  han  følte  sig  sikker  på,  kunne  han  ikke  stille  sig  tilfreds; 
han  måtte  give  udtryk  for  den.  Der  er  en  naturlig  følelse,  der  driver 
mænd  og  kvinder  frem  mod  sandheden.  Det  er  et  ansvar,  der  er  lagt 
på  menneskeheden.  Det  ansvar  hviler  på  sidste  dages  hellige  i  højere 
grad  end  på  deres  medmennesker. 

„Hvis  I  slår  op  i  det  otteogfirsindstyvende  afsnit  vil  I  finde  følgende 
påmindelse: 

„,  Og  da  ikke  alle  har  tro,  så  søg  med  flid  og  lær  hinanden  visdoms 
ord;  ja,  søg  visdom  i  de  allerbedste  bøger,  søg  efter  kundskab'  — 
hvordan?  ,ved  læsning,'  og  ved  tro'.  (L  og  P  88:118)." 


128 


Kirkens  orden  og  praksis 


Missionernes  public  relations  arbejde 

De  fleste  fuldtidsmissioner  har  særlige  folk  til  at  tage  sig  af  kontakten  til  aviserne  og  andre  samfundsmedier. 
Det  anbefales,  at  missionspræsidenten  vælger  et  af  de  lokale  medlemmer  til  dette  job  i  den  udstrækning,  det 
er  muligt. 


Kirkens  skoler  i  Mexico 

I  kirkens  skoler  i  Den  mexicanske  Republik  går  der  ifølge  George  L.  Turley,  som  er  administrator  for  skolerne 
i  Mexico,  i  år  7.615  elever.  Som  det  påbydes  af  den  mexicanske  lovgivning,  er  skolerne  indregistreret  under 
navnet:  „Sociedad  Educativa  Y  Cultural,  S.A.,"  eller  „Foreningen  for  Uddannelse  og  Kultur."  Størst  af  kirkens 
skoler  i  Mexico  er  Centro  Escolar,  „Benemerito  de  las  Americas",  som  ligger  nær  Mexico  City  i  den  nordvestlige 
del  af  føderationens  område.  Her  går  2.000  elever,  med  muligheder  for  4.500  elever,  når  faciliteterne  udvides. 


Om  Cola  og  visdomsordet 

Visdomsordet,  afsnit  89  i  Lære  og  Pagter  er  og  forbliver  ledetråden,  hvad  dette  angår.  Der  har  aldrig  været  tale 
om  nogen  officiel  udlægning  af,  hvad  visdomsordet  dækker,  bortset  fra,  at  de  første  brødre  i  kirken  udtalte,  at 
„hede  drikke"  betød  te  og  kaffe. 

Hvad  Cola  angår,  har  kirken  aldrig  taget  offentlig  stilling  i  den  sag,  men  kirkens  ledere  har  rådet  os  til,  og 
råder  os  stadig  til,  at  afholde  os  fra  nogen  drikke,  der  indeholder  vanedannende  medikamenter  under  sådan- 
ne omstændigheder,  at  det  åbner  mulighed  for  vanedannelse.  Enhver  drik,  der  indeholder  noget,  der  skader 
legemet,  bør  undgås. 


Mandag  aften  er  forbeholdt  familien,  og  ikke  kirkeaktiviteter 

Da  det  blev  bekendtgjort,  at  mandag  skulle  være  familiehjemmeaften,  stod  der  i  en  Præstedømme  Bulletin 
sidst  i  året  1970,  følgende  at  læse: 

De,  der  er  ansvarlige  for  præstedømmets  og  hjælpeorganisationernes  programmer,  inclusive  tempelaktiviteter, 
studenteraktiviteter  osv.,  bør  være  opmærksomme  på  denne  beslutning,  så  mandag  aften  kan  blive  respekteret 
over  hele  kirken  og  medlemmerne  være  fri  for  kirkearbejde  eller  aktiviteter,  så  de  kan  afholde  familieaften  i 
hjemmene. 

Der  er  nogle,  der  har  følt,  at  visse  arangementer,  såsom  ward-  eller  grensfamilieaftener,  kunne  afholdes  om 
mandagen,  så  længe  man  bare  kaldte  det  noget  med  familieaften.  Skønt  sådanne  aktiviteter  er  højst  ønskelige, 
bør  de  dog  holdes  på  en  af  ugens  andre  aftener. 

Hvis  det  findes  tilrådeligt,  kan  grupper  af  enlige  mødes  til  familiehjemmeaften,  hvis  det  gøres  under  biskop- 
pens ledelse.  Man  kan  ligeledes,  hvis  det  findes  tilrådeligt,  samle  familier,  der  er  nært  beslægtet  med  hinanden, 
til  familiehjemmeaften. 


331 


n 


tø    ■  ****** 
■»   m  %       V 


Sma  beslutninger 


/*' 


§  AF  PRÆSIDENT  A.  THEODORE  TUTTLE 

af  De  halvfjerds  Råd. 


332 


1 


r 


Bi 


Det  kan  måske  virke  overraskende  på  jer,  men  jeg 
mener  ikke,  at  vi  træffer  nogen  store  afgørelser  i  vort 
liv.  Vi  kommer  kun  ud  for  en  række  mindre  beslutninger, 
der  så  samlet  giver  vort  liv,  den  retning,  det  har. 
Hvorfor  mener  jeg  det?  Her  er  en  af  grundene:  Jeg 
kendte  engang  en  dreng,  der  kom  ud  for  at  skulle  træffe 
en  uventet  og  ganske  vanskelig  afgørelse.  Han  kom  ud 
for  den  sidst  på  sommeren  det  år,  han  blev  femten.  Han 
var  lige  kommet  hjem  efter  at  have  arbejdet  hele  som- 
meren på  sin  onkels  gård,  der  lå  i  en  anden  del  af  sta- 
ten. 

Det  skete  i  forbindelse  med  det  første  nadvermøde,  han 
var  til,  efter  han  var  kommet  hjem.  Af  en  eller  anden 
grund  blev  han  nogle  minutter  forsinket  efter  mødet. 
Han  traf  sine  kammerater  udenfor  kirkebygningen,  for- 
samlet i  en  gruppe.  Da  han  nærmede  sig,  kunne  han 
høre,  at  de  lige  var  blevet  enige  om  et  eller  andet.  Da 
han  kom  helt  hen  til  dem,  blev  han  stillet  overfor  et  til- 
syneladende uskyldigt  spørgsmål:  „Vil  du  være  med 
eller  ej?" 

„Til  hvad?"  spurgte  han. 
„Til  at  dele  en  stor  dåse  øl." 

Det  svar  havde  han  rigtignok  ikke  ventet,  og  han  vidste 
da  heller  ikke,  hvad  han  skulle  svare.  Hans  venner  havde 
altid  været  nogle  brave  fyre.  Det  lignede  dem  slet  ikke 
at  spørge  om  sådan  noget,  tænkte  han.  Men  de  var  helt 
anderledes,  end  han  huskede  dem.  Han  havde  tilbragt 
sommeren  langt  borfra  sine  kammerater,  og  han  havde 
ikke  forandret  sig.  Men  der  var  altså  sket  et  eller  andet, 
der  havde  forandret  hans  venner.  De  var  pludselig  mere 
voksne  og  tilhørte  verden.  Overraskelsen  fik  ham  til  at 
tøve,  før  han  besvarede  deres  spørgsmål.  Det  er  under- 
ligt, så  meget  man  kan  nå  at  tænke  på  et  par  sekunder: 
Disse  drenge  var  hans  venner.  De  var  ikke  fjender.  Han 
kendte  hver  eneste  af  dem  godt.  Han  havde  gået  i  prima- 
ry og  i  søndagsskole  sammen  med  dem.  De  havde 
sunget  sammen.  Han  var  blevet  ordineret  til  diakon  sam- 
me dag  som  et  par  af  dem.  De  havde  uddelt  nadveren 
sammen  snesevis  af  gange.  De  havde  lavet  lektier  sam- 
men, han  havde  bygget  modelflyvemaskine  sammen 
med  nogle  af  dem  og  leget  krig.  De  havde  cyklet  og 
arbejdet  og  moret  sig  sammen.  Hvorfor  skulle  dette 
enkle  spørgsmål  have  lov  til  at  true  det  ellers  så  gode 
forhold  mellem  dem? 

Presset  fra  venner  og  bekendte  kan  være  enormt  stærkt! 
Der  ligger  næsten  altid  et  ønske  om  at  være  som  „en 
af  de  andre."  Og  hvem  ønsker  desuden  at  være  en 
kujon,  der  ikke  tør  deltage  i  noget?  Og  hvis  han  nu  sag- 
de nej,  så  ville  han  jo  være  gået  imod  dem. 
Men  selv  medens  disse  tanker  fløj  gennem  hovedet  på 
ham,  var  der  noget  andet,  der  pressede  på.  Det  var  et 
argument,  der  udfordrede  alle  de  lokkende  tanker:  Det 
er  forkert.  På  en  eller  anden  måde  fik  han  sig  taget  sam- 
men til  at  sige:  „Nej,  det  tror  jeg  ikke,  jeg  har  lys  til." 
Resten  af  klyngen  forsvandt  hurtigt  over  mod  det  nær- 
meste sted,  hvor  man  kunne  få  øl;  det  lod  til,  at  der 


straks  skulle  gøres  alvor  af  det.  Min  unge  ven  stod  alene 
tilbage.  Jeg  er  sikker  på,  at  han  ikke  tænkte  på,  at  Her- 
ren havde  sagt:  „Det  er  ikke  godt  for  mennesket  at  være 
ene,"  (1.  Mos.  2:18)  men  han  forstod  i  hvert  fald  pludse- 
lig, hvad  det  dækkede,  på  en  helt  ny  og  meget  person- 
lig måde.  Han  fik  øjnene  mere  og  mere  op  for,  hvad  det 
betød  i  løbet  af  de  næste  par  dage,  og  han  indså,  at  vi 
alle  har  brug  for  sande  og  loyale  venner,  som  tror,  hvad 
de  bør  tro,  og  lever,  som  de  bør  leve. 
Til  trods  for  at  han  var  femten  år  gammel,  ja,  snart  sek- 
sten, fik  han  tårer  i  øjnene  på  hjemvejen.  Hans  mor  så, 
at  der  var  noget  galt,  og  spurgte:  „Hvad  er  der  sket?" 
Hele  historien  røg  ud  af  ham. 

„Du  har  handlet  rigtigt,  min  dreng,"  sagde  hun  til  ham. 
„Jeg  ville  ønske,  jeg  var  lige  så  sikker  på  det,  som  du 
er,"  svarede  han. 

„Du  traf  det  rigtige  valg,"  gentog  hun,  „det  vil  du  nok 
blive  klar  over  med  tiden.  Du  skal  se,  at  du  vil  blive 
velsignet  derfor." 

Dagene,  der  fulgte  denne  episode  var  ikke  særlig  lykke- 
lige. Han  måtte  omstille  sig  for  at  genvinde  ligevægten. 
Han  måtte  også  til  at  finde  sig  nogle  nye  venner.  Han 
måtte  overvinde  den  uundgåelige  sorg,  han  følte,  når 
de  fra  hans  gamle  gruppe  blev  så  underligt  stille,  når 
han  prøvede  at  nærme  sig  dem.  Han  følte  sig  tit  ensom, 
når  han  gik  alene  fra  skolebygningen  over  til  sportshal- 
len, der  hørte  til  skolen.  De  sportsaktiviteter,  der  tidlige- 
re havde  været  sprængfyldt  af  sjov  og  godt  kammerat- 
skab for  ham,  var  der  ikke  længere  nær  så  meget  ved. 
Der  var  endda  en  episode  under  basketballtræningen, 
hvor  han  var  uden  dækning  fra  det  modsatte  hold  og 
derfor  råbte  til  sine  kammerater  om  at  kaste  bolden  til 
ham,  hvor  han  ganske  tydeligt  blev  ignoreret,  medens 
en  anden  fik  bolden  tilkastet. 

Men  det  gik  altsammen  over,  sådan  som  vi  alle  ved,  at 
det  vil  ske  før  eller  senere.  Tiden  helbreder  alle  ting. 
Triste  minder  udviskes,  og  det  holder  op  med  at  gøre 
ondt  på  en. 

Det  varede  ikke  længe,  før  de  var  gode  venner  igen, 
selvom  det  nu  var  på  en  anden  måde.  Mindre  end  et  år 
efter  blev  den  unge  mand  valgt  til  elevrådsformand. 
To  år  efter  drog  han  på  mission  som  den  eneste  fra  sin 
klasse.  Der  var  en  af  hans  klassekammerater,  der  drog 
på  mission  det  følgende  år,  men  hans  andre  venner  kom 
aldrig  på  mission. 

Denne  unge  mand  har  siden  været  kaldet  til  mange 
forskellige  ting  og  haft  mange  forskellige  ansvar  i  kirken. 
Hans  retskaffenhed  og  moralske  standard  er  da  også 
kommet  ud  for  andre  prøver  af  forskellig  slags  —  sådan 
som  det  sker  for  os  alle.  Men  få  af  disse  ting  har  gjort 
større  indtryk  på  ham,  end  det  uventede  spørgsmål,  han 
fik  stillet  den  dag. 

Situationen  var  temmelig  udramatisk,  men  han  valgte 
det  rette.  Og  hans  mor  fik  ret,  som  mødre  gerne  får  det. 
Hendes  forsikring  opfyldtes:  „Du  skal  se,  du  vil  blive 
velsignet  derfor."  Q 


333 


Den  uforlignelige 


w 


i 


1 


AF  LEON  R.  HARTSHORN 


Det  var  en  hed  dag  —  den  29.  juni, 
1844. 

En  båd  nærmer  sig  et  hesteskosving 
på  Mississippifloden.  Ved  bugtningen 
ligger  en  by.  En  af  de  rejsende  på 
båden  forsøger  at  finde  byen  på  sit 
landkort,  men  kortet,  som  ikke  er  ret 
gammelt,  viser  ikke,  at  der  skulle  lig- 
ge en  by  der.  Han  spørger  sig  for  og 
får  at  vide,  at  byen  hedder  Nauvoo. 
Det  er  meningen,  at  båden  skal  læg- 
ge til  her  for  en  kortere  tid. 
Da  båden  ligger  ved  kajen,  bliver  den 
rejsende  nysgerrig  efter  at  vide,  hvor- 
for der  står  lange  køer  af  mennesker 


Dette  maleri  menes  at 
være  malet  etter  et  tid- 
ligt daguerreotypi  af 
Joseph   Smith. 


foran  et  af  husene,  der  ligger  helt 
fremme  ved  flodbredden.  Da  han  ikke 
har  travlt,  siger  han  til  kaptajnen,  at 
han  bliver  i  Nauvoo  et  stykke  tid,  ja, 
måske  overnatter  der. 
Da  han  nærmer  sig  enden  af  køen, 
står  det  ham  klart,  at  disse  menne- 
sker bærer  sorg.  Kvinderne  og  man- 
ge af  mændene  græder. 
„Undskyld  mig,"  siger  han,  idet  han 
går  hen  til  en  af  de  sørgende,  „men 
hvorfor  er  der  kø  her?" 
Den  sørgende  ser  forbløffet  op:  „Vil 
det  sige,  at  De  ikke  ved  det?" 
„Jeg  er  lige  kommet  med  båden." 
„Nå,"  svarer  den  sørgende.  „Vi  ven- 
ter på  at  komme  til  at  se  de  afdøde, 
generalløjtnant    Joseph    Smith     og 
hans  broder,  Hyrum,  som  blev  dræbt 
for  to  dage  siden." 
„Generalløjtnant  Smith?"  siger  den 
besøgende  spørgende. 
„Ja,  han  var  generalløjtnant  for  Nau- 
voolegionen,    en    hær   på   ca.    5.000 
mand." 

„Hvor  mange  andre  blev  dræbt  sam- 
men med  dem?"  spørger  den  frem- 
mede. 

„Ingen,  det  er  formodentlig  derfor,  at 
Joseph  Smith  døde.  Han  var  over- 
bevist om,  at  det  kun  var  hans  liv, 
hans  fjender  var  ude  efter,  og  at  hvis 
det  var  meningen,  at  han  skulle  dø, 
så  ville  deres  blodtørst  blive  stillet, 
og  således  ville  vi  andre  blive  skånet. 
Han  ønskede,  at  hans  broder,  Hyrum, 
skulle  leve,  men  Hyrum  ville  ikke 
vige  fra  hans  side." 
„Hvorledes  begyndte  vanskelighe- 
derne, der  førte  til  deres  Død?" 
spurgte  den  rejsende. 
„Tja,  den  officielle  grund  angives 
som  at  være  , Nauvoo  Expositor'-tryk- 
keriets  ødelæggelse,"  svarede  den 
sørgende.  „Avisen  ejedes  af  Josephs 
fjender,  og  de  offentliggjorde  slad- 
der, provokerende  artikler  og  direkte 
løgne,  idet  de  forsøgte  at  opildne  et 


had  til  Joseph  Smith.  Så  for  at  lukke 
trykkeriet  skrev  byrådet  sammen  med 
borgmester  Joseph  Smith  en  kendel- 
se. 

„Joseph  Smith  var  også  borgmester 
for  byen?" 
„Ja." 

„Det  må  være  en  meget  ny  by,"  kom- 
menterer den  rejsende. 
„Den  er  ikke  engang  aftegnet  på  mit 
landkort." 

„Ja,  den  er  ny.  For  bare  seks  år  siden 
var  her  ikke  andet  end  sump." 
Den  rejsende  rystede  undrende  på 
hovedet  og  sagde:  „Det  er  en  meget 
smuk  by.  Da  jeg  kom  ned  ad  floden, 
lagde  jeg  mærke  til,  at  gårdene  og 
foldene  ligger  lige  uden  for  byen." 
„Ja,  sådan  planlagde  Joseph  byen." 
„Planlagde  Joseph  også  byen?" 
„Ja,  han  gjorde  det  på  den  måde, 
for  at  indbyggerne,  der  for  størstede- 
len er  landmænd,  kunne  få  glæde  af 
bylivet  -  sådan  at  vi  kunne  komme 
sammen  og  lære  af  hinanden." 
Den  rejsende  bemærker  så  de  brede, 
lige  gader  og  de  velbyggede  huse  og 
spørger  så,  hvad  den  kæmpestore 
bygning,  der  er  under  opførelse,  skal 
være.  Den  sørgende  fortæller  ham, 
at  det  er  templet,  og  at  Joseph  Smith 
havde  tegnet  det,  så  det  kunne  blive 
et  vartegn  for  byen. 
„Tegnede  Joseph  templet!"  udbryder 
den  fremmede.  Men  så  husker  han 
sit  oprindelige  spørgsmål  og  siger: 
„De  var  ved  at  fortælle  mig,  hvad  der 
førte  til  hans  død." 
„Na,  ja,  Expositor-episoden,"  siger 
den  sørgende.  „Men  vanskeligheder- 
ne begyndte  nu  for  længe  siden,  selv 
før  Joseph  oversatte  de  gamle  skrif- 
ter." 

„Var  han  også  oversætter?"  siger 
den  fremmede.  „Hvad  er  der  så  sket 
med  oversættelsen  af  de  gamle  skrif- 
ter?" 


334 


„De  er  blevet  udgivet  under  navnet: 
Mormons  Bog." 

„Har    han    fået    udgivet    andet    end 
den?"  spørger  den  fremmede. 
„Ja,  som  præsident  for  kirken  ..." 
„Præsident    for    kirken?"    udbryder 
den  besøgende. 

„Ja,  præsident  for  Jesu  Kristi  Kirke 
af  Sidste  Dages  Hellige.  Næsten  alle 
her  i  Nauvoo  er  medlemmer  af  kir- 
ken. Som  præsident  for  den  udgav 
han  Lære  og  Pagter  og  ...  " 
„Hvad  er  det  for  noget?"  spørger  den 
forbløffede  rejsende. 
„Det  er  en  samling  åbenbaringer, 
som  blev  givet  til  profeten  Joseph 
Smith  ..." 

„Profeten  Joseph  Smith!" 
„Ja.  Gud  Faderen  og  hans  opstandne 
Søn  Jesus  Kristus  viste  sig  for  ham 
og  talte  med  ham,  allerede  da  han 
var  ganske  ung.  Faktisk,  var  det  efter, 
at  Joseph  fuld  af  iver  og  vild  af  glæ- 
de havde  fortalt  naboerne,  at  han 
havde  haft  en  åbenbaring,  at  forføl- 
gelserne begyndte.  Det  er  ikke  alene 
Joseph,  der  er  forfulgt,  men  også 
alle  dem,  der  fulgte  ham.  Ja,  der  er 
nogle  af  de  mennesker,  som  du  ser 


^ 


her,  der  er  blevet  drevet  bort  fra  de- 
res hjem  i  New  York,  Ohio  og  Mis- 
souri. I  Missouri  var  der  ingen  af  os, 
der  fik  godtgjort  vore  tab.  Joseph 
forsøgte  på  vore  vegne  at  få  oprejs- 
ning, men  det  lykkedes  ikke.  Det  er 
først  og  fremmest  derfor,  han  blev 
præsidentkandidat." 


„Præsidentkandidat  til  De  forenede 
Stater!"  udbryder  den  fremmede,  der 
efterhånden  er  helt  overvældet. 
Den  sørgende  fortsætter:  „Det  er  fire 
dage  siden,  at  Joseph  sørgmodigt 
bød  sin  familie  farvel,  så  længsels- 
fuldt på  templet  og  på  sin  gård  og 
sagde:  , Dette  er  det  dejligste  sted  i 
verden  og  de  bedste  mennesker  un- 
der solen.'  Så  red  han  over  mod 
amtsrådskontoret,  til  sine  fjender. 
Han  sagde:  ,Jeg  går  som  et  lam  til 
slagtebænken,  men  jeg  er  rolig  som 
en  sommermorgen.'  (L.  &  P.  135:4) 
Man  lovede  ham  beskyttelse  og  en 
retfærdig  retssag,  men  for  to  dage 
siden,  den  27.  juni,  kom  en  skare 
bestående  af  over  hundrede  mænd, 
der  alle  var  tilsværtede  i  ansigterne, 
og  kort  efter  stormede  de  fængslet. 
Snart  var  Joseph  og  Hyrum  begge 
døde." 

„Hvor   gammel    var   han?"    Spørger 
den  fremmede. 


335 


Bæltespænde   fra   pro- 
fetens Nauvoo-legions- 
uniform. 


*%£.'+#'         J6.<~ 

»,,**,  .*, 

■•:   >S6*>'    i#* «  ■"  <■«  —J"  •-■ 

1 

:.     _       ,   du- 

■j,    t„,.t.^     ./    ,■«,  /<  ***,    ^5s!"  ^-j. 

i 

i 

t   #  ■!* 

**«<••#    «*     --"'*      •'"*    -     « 

-..,.•,<  P  z 

/*  ^yCf^&tf   >-■'<■   ?*«    ,.,  ,-,.„ 

1 

?»*       .^^.****;?     Suflttfriby^      %i^      -yifj  i*  .  /,' 

1 

vbisdC 

'  i 

'    dff  .. 

^åbtj-Æé&é-ésÅ^,*       é-i*-- <&£\.4 

* «       4'M 

£i-**øf     ;*.-*,     X    ?#+-*t£Vi#-         M»     >4c 

j 

i  :  ^ , '; 

*-*X*     £■*-* 

1 

En  s/de  af  atef  o/7gr/- 
na/e  manuskript  til 
afsnit  72  af  Lære  og 
Pagter  i  Joseph 
Smiths  egen  hånd- 
skrift. 


En  førsteudgave  af 
Mormons  Bog. 


En  pistol,  der  tilhørte  profeten 


„Han  var  38  år  gammel,"  svarer  den 
sørgende. 

Den  besøgende  stirrer  vantro  på  ham 
og  tænker  ved  sig  selv:  „General- 
løjtnant, oversætter,  forfatter,  borg- 
mester, profet,  præsident  for  en  kir- 
ke, byplanlægger,  arkitekt,  præsi- 
dentkandidat til  De  forenede  Stater  — 
hvad  kan  dette  dog  have  været  for 
et  menneske,  denne  Joseph  Smith?" 
Hele  denne  lille  scene  er  opdigtet, 
men  der  er  sikkert  mange  menne- 
sker, der  har  tænkt  sådan  om  Joseph 


Smith.  Ganske  som  Moronis  profeti 
havde  forudsagt  det,  var  Joseph 
Smiths  navn,  allerede  da  han  var 
17  år  gammel,  kendt  „for  ondt  og 
godt  blandt  alle  nationer,  slægter  og 
tungemål"  eller  der  „blev  talt  både 
godt  og  ondt  om  det  blandt  alle  folk." 
(Joseph  Smith  2:33) 
Der  findes  ikke  mange  steder  i  den 
civiliserede  del  af  verden,  hvor  man 
ikke  har  hørt  om  mormonerne  og  der- 
for også  om  Joseph  Smith.  Selv  for 
4000  år  siden,  da  den  berømte  Jo- 


seph blev  solgt  til  Ægypten,  sagde 
han:  „Og  han  skal  kaldes  efter  mit 
navn,  og  det  skal  være  efter  hans 
faders  navn.  Og  han  skal  være  lige- 
som jeg;  thi  de  ting,  som  Herren  skal 
udføre  ved  hans  hånd,  skal  ved  Her- 
rens kraft  bringe  mit  folk  frelse." 
(2.  Neph.  3:15) 

Faktisk  findes  der  flere  bibelske  pro- 
fetier, der  omtaler  det  arbejde,  der 
påbegyndtes  af  Joseph  Smith  i  de 
sidste  dage,  end  om  noget  andet 
emne,  bortset  fra  alle  de  profetier, 
der  omtaler  vor  Herre  og  Frelser  Je- 
sus Kristus  og  hans  offer  for  vore 
synder. 

Efter  Josephs  død,  gav  Herren  be- 
sked om,  at  følgende  skulle  skrives 
og  indføjes  i  skriften: 
„  . . .  Joseph  Smith,  Herrens  profet 
og  seer,  har  gjort  mere  (Jesus  alene 
undtaget)  for  menneskenes  frelse  i 
denne  verden  end  noget  andet  men- 
neske, der  nogensinde  har  levet  her." 
(L  &  P.  135:3) 

Der  er  kun  få,  der  ikke  har  læst  eller 
hørt  noget  om  Joseph  Smith,  Jr.  Der 
fortælles  om  mange  episoder  i  hans 
liv,  mange  af  dem,  der  kendte  ham, 
har  givet  deres  opfattelse  af  ham  - 
og  disse  fortællinger  er  omhyggeligt 
blevet  læst  igen  og  igen  af  interesse- 
rede sidste  dages  hellige. 
Så  hvis  læseren  er  en  almindelig 
gennemsnitsmormon,  så  kender  han 
allerede  de  fleste  nedskrevne  fortæl- 
linger om  den  første  åbenbaring; 
guldpladerne  og  oversættelsen  deraf; 
Johannes  Døberens,  Peters,  Jakobs 
og  Johannes'  besøg,  gengivelsen  af 
Det  aronske  og  Det  melkisedekske 
Præstedømme;  og  om  at  mange  an- 
dre berømte  personer  fra  jordens 
tidligere  historie  kom  tilbage  hertil  - 
Adam,  Noah,  Moses,  Elijah,  Elias, 
foruden  mange  andre.  Læseren  ved 
besked  om  de  hundreder  af  åben- 
baringer, som  Joseph  modtog;  om 
Mose-bøgerne  og  Abrahams  Bog;  om 
kirkens  lærdome;  om  den  store  og 
indviklede  organisation,  Joseph  star- 
tede for  Frelseren  —  Jesu  Kristi  Kir- 
ke af  Sidste  Dages  Hellige;  om  alle 
denne  kirkes  ordinanser  til  menne- 
skets frelse,  lige  fra  dåb  til  tempel- 
arbejde;  og  om  ethundredeogsytten 


336 


andre  enkeltheder,  historiske  detaljer 
og  portrætter. 

Hvad  findes  der  da,  der  kunne  være 
nyt  for  læseren?  Og  ikke  alene  nyt, 
men  også  værdifuldt  og  betydnings- 
fuldt nok  til  at  fortælle  her?  Vi  mener 
at  have  fundet  noget.  Skønt  mange, 
både  lærde  og  andre  har  samlet 
kendsgerninger  og  historier,  kommer 
der  dog  stadig  nye  ting  for  dagens 
lys  gennem  den  indsigt,  som  stadig 
nye  forskere  bringer  med  sig. 
Vi  vil  her  vende  os  til  kirkens  historie, 
som  forelligger  i  seks  bind:  Docu- 
mentary  History.  Uanset  hvad  du  el- 
lers har  hørt  eller  læst  om  Joseph 
Smith,  så  tror  vi,  at  dette  på  en  ny 
måde  vil  fortælle  om  noget,  der  er  af 
uendelig  stor  betydning  i  livet  —  nem- 
lig, hvordan  vi  opfører  os  overfor 
dem,  der  er  os  nærmest. 
Om  Emma,  hans  kone: 
„  . . .  med  hvilken  usigelig  fryd  svul- 
mede ikke  mit  bryst,  da  jeg  tog  min 
elskede  Emmas  hånd  -  hun,  som 
blev  min  kone,  ja,  med  hvem  jeg 
giftede  mig,  da  jeg  var  ganske  ung, 
hun,  som  er  mit  hjertes  udvalgte.  Jeg 
skælvede  næsten,  da  jeg  et  øjeblik 
tænkte  på  alle  de  ting,  som  vi  har 
måttet  opleve  sammen,  den  udmar- 
vende træthed  og  det  hårde  slid,  sor- 
gerne og  lidelserne,  men  også  glæ- 
den og  trøsten,  der  fra  tid  til  anden 
krydsede  vor  vej  og  kronede  vort 
hjem.  Åh,  sikke  et  virvar  af  tanker, 
der  fyldte  mit  sind  i  det  øjeblik,  da 


Profetens  mor  ringede 
med  denne  klokke, 
når  middagsmaden  var 
færdig,  for  at  kalde 
drengene  og  deres  far 
ind  fra  markerne. 


hun  var  her  igen,  hun,  som  selv 
syvende  gang,  hun  venter  sig,  ufor- 
færdet, fast  —  uforanderlige,  kærlige 
Emma."  (5:107) 

„Red  ud  sammen  med  Emma  og  be- 
søgte min  gård  . . .  tilbragte  resten  af 
dagen  hjemme."  (5:207) 
„  . . .  om  aftenen  red  Emma  og  jeg  ud 
med  vognen."  (5:360) 
„Gik  med  Emma  hen  til  købman- 
den ...  "  (5:21) 

„Tilbragte  det  meste  af  formiddagen 
i  samtale  med  Emma  —  vi  talte  om 
mange  forskellige  ting  ...  vi  følte  os 
begge  optimistiske  og  ved  godt 
mod."  (5:92) 

„Red  til  Willoughby  sammen  med  min 
kone  for  at  købe  ind  . .  .  "  (2:290) 
„Kørte  i  kane  med  Emma."  (6:170) 
„Efter  mødet,  red  jeg  ud  med  Emma. 
Træerne  er  begyndt  at  blive  grønne." 
(6:279) 

„Om  eftermiddagen  red  jeg  ud  sam- 
men med  Emma  . . .  Ferskentræerne 
er  meget  smukke."  (6:326) 
I  efteråret  1842  blev  Emma  alvorligt 
syg.  Her  skrev  han  blandt  meget  an- 
det: 

„I  dag  begyndte  Emma  at  blive  dår- 
lig og  få  feber;  jeg  blev  derfor  inden- 
dørs sammen  med  hende  hele  da- 
gen." (5:166) 

„Emma  har  det  ikke  bedre.  Jeg  var 
sammen  med  hende  hele  dagen." 
(5:166) 

„Emma  har  det  lidt  bedre.  Var  sam- 
men med  hende  hele  dagen."  (5:167) 
„Emma  er  igen  meget  syg.  Jeg  sad 


En  pengeseddel  fra  Kirtland  Safety  Society 
banken   med  profetens  signatur. 


hos  hende  hele  dagen.  Jeg  selv  har 
det  også  halvskidt."  (5:167) 
„Min  kære  Emma  har  det  værre  . . . 
Jeg  selv  var  heller  ikke  rask  og  me- 
get bekymret  på  grund  af  Emmas 
sygdom."  (5:167-8) 
„Emma  har  det  en  smule  bedre.  Jeg 
er  selv  rask  og  nu  ved  godt  mod." 
(5:169) 

„  . . .  Emma  får  det  langsomt  bedre." 
(5:169) 

„Jeg  red  hen  til  templet  sammen 
med  Emma  for  at  bedre  hendes 
helbred.  Hun  kommer  sig  for  hver 
dag."  (5:182) 

„Red  til  templet  sammen  med  Em- 
ma." (5:183) 

Om  sine  børn.  Han  og  Emma  fik  seks 
børn,  der  døde  som  små,  fem  af  dem, 
var  de  selv  forældre  til  —  en  lille 
dreng  havde  de  adopteret.  De  havde 
fem  børn,  som  blev  voksne,  fire  søn- 
ner, som  de  selv  var  forældre  til  og 
en  adopteret  datter.  Emma  fødte 
endnu  et  barn  fem  måneder  efter 
profetens  død. 

„Jeg  red  ud  til  gården  sammen  med 
mine  børn,  vi  vendte  ikke  tilbage  før 
efter  mørkets  frembrud."  (5:182) 
„Efter  middagsmaden  red  jeg  ud 
sammen  med  min  kone  og  børne- 
ne ..."  (2:297-8) 

„  ...  om  formiddagen  red  jeg  på  ud- 
flugt sammen  med  mine  børn  i  heste- 
vognen." (5:369) 

„tilbragte  hele  dagen  hjemme  sam- 
men med  familien,  havde  en  dejlig 
dag  . . .  "  (2:345) 


337 


Denne   indgravering 
viser  profeten,  da  han 
for  sidste  gang  holdt 
en  offentlig  tale, 
foråret  1844. 


„Blev  hjemme  og  nød  at  være  sam- 
men med  familien."  (2:45) 
„Tilbragte  aftenen  med  at  lære  bør- 
nene grammatik,  medens  vi  sad  rundt 
om  pejsen."  (5:307) 
„Klokken  fire  om  eftermiddagen  gik 
Frederick  og  jeg  ud  og  gled  på  isen 
for  at  få  lidt  motion."  (5:265) 
Om  hans  far,  da  han  blev  syg: 
„Tog  ud  for  at  besøge  min  far,  han 
lader  ikke  til  at  have  det  godt  ..." 
(2:288) 

„Var  hjemme.  Passede  min  far  med 
nogen  ængstelse."  (2:289) 
„Hjemme.  Plejede  min  far."  (2:289) 
„Besøgte  min  far,  som  har  det  meget 
bedre  efter  sin  sygdom  ..."  (2:290) 
Om  sin  mor 

„Mor  kom  hjem  til  mig  for  at  bo  her," 
(5:271) 


Den  hellige  Lund,  som 
den  formodentlig  så  ud, 
da  Joseph  Smith  var  barn. 


338 


„Var  hjemme  hele  dagen.  Min  mor 
havde  lungebetændelse,  og  jeg  pleje- 
de hende  ..."  (5:290) 
„Red  ud  sammen  med  mor  og  nogle 
andre  for  hendes  helbreds  skyld." 
(6:65) 

„Blev  hjemme  hele  dagen  for  at  pas- 
se min  mor,  der  stadig  er  syg." 
(5:298) 

Udtryk  for  kærlighed  til  sine  egne 
brødre: 

Hyrum:  „  . . .  Jeg  elsker  ham  med  en 
kærlighed,  der  er  stærkere  end  dø- 
den, for  jeg  har  aldrig  haft  grund  til 
at  bebrejde  ham  noget,  eller  han 
mig   ..."  (2:338) 

Alvin:  „Jeg  husker  så  tydeligt  den 
sorg,  der  fyldte  mig  og  næsten  fik 
mit  unge  hjerte  til  at  briste,  da  han 
døde."  (5:126) 

Don  Carlos:  „Som  barn  var  han  god 
og  elskelig,  venlig,  dydig  og  trofast, 
et  dejligt  barn;  når  han  dør,  gid  jeg 
da  også  må  dø."  (5:127) 
Disse  tilfældige  udtalelser  er  nok.  De 
fortæller  mere  end  tydeligt,  hvordan 
Joseph  Smith  var  —  en  kærlig  mand, 
der  på  alle  måder  tog  sig  af  sine 
kære.  Han  havde  aldrig  for  travlt  til 
at  gøre  noget  for  andre  -  i  dette 
tilfælde  sin  familie. 
År  senere  skrev  Parley  P.  Pratt1: 
„Det  var  Joseph  Smith,  der  lærte  mig 
rigtigt  at  værdsætte  et  kærligt  for- 
hold til  fader  og  moder,  mellem  mand 
og  hustru;  til  bror  og  søster,  søn  og 
datter." 

Vi  har  alle  sammen  familie,  som  vi 
bor  sammen  med,  eller  som  bor  et 
andet  sted.  Læg  mærke  til,  hvordan 
Joseph  holdt  af  alle  medlemmerne  i 
sin  familie,  skulle  vi  prøve  om  vi  kun- 
ne gøre  noget  lignende  i  løbet  af 
dette  år?  Du  kan  ikke  gøre  noget, 
der  vil  bringe  dig  og  din  familie  stør- 
re glæde.  O 


1     Pratt,   Parley  P.  (1807-1857)  ordineret  til  apo- 
stel den  21.  februar  1835. 


23.  dec. 

1805 

1813 


1820 

1823 
1827 

1829 


Alder 
7 

14 

17 
21 

23 


1830 

24 

1831 

25 

1832 

26 

1833 

27 

1834 

28 

1835 

29 

1836 

30 

1838 

32 

1839 

33 

1841 

35 

1842 

36 

1843 

37 

27.  juni 

1844 

38 

Højdepunkter 

i  Joseph  Smiths  liv 

(1805-1844) 


Født  i  Sharon,  Vermont 

Det  var  lige  før,  hans  ben  skulle  amputeres,  men  benet 
blev  reddet,  ved  at  man  skar  det  op  og  fjernede  styk- 
ker af  knoglen;  udviste  usædvanligt  mod  og  følsomhed, 
der  kom  til  at  karakterisere  ham  livet  igennem 
Ser  og  taler  med  Gud  Faderen  og  hans  Søn,  Jesus 
Kristus. 

Får  besøg  af  englen  Moroni;  hører  om  Nephis  plader. 
Gifter   sig    med    Emma    Hale;    modtager   guldpladerne    i 
varetægt,  påbegynder  oversættelsen. 
Modtager  Det  aronske   Præstedømme  af  Johannes  Dø- 
beren, og  Det  melkisedekske  Præstedømme  af  Peter,  Ja- 
kob og  Johannes. 

Udgiver   Mormons    Bog;   organiserer   kirken. 
Flytter  til   Kirtland,  Ohio;  indvier  tempelgrunden  i  Inde- 
pence,   Missouri. 

Opretholdt  som  præsident  for  det  højere  præstedømme. 
Organiserer  Det  første  Præsidentskab;  modtager  stadig 
mange  åbenbaringer,  heriblandt  visdomsordet. 
Går  med  Zions  Lejr  fra  Ohio  til  Missouri,  gør  meget  for 
at  få  de  hellige  bosat  i  begge  områder. 
De   tolv  apostle   og   de   halvfjerds   opretholdt;    Lære   og 
Pagter  bliver  godkendt  af  de  hellige. 
Indvier  Kirtlandtemplet;  Jesus,  Moses,  Elias  og  Elijah  vi- 
se sig. 

Flytter  til  Missouri;  bliver  taget  til  fange,  Indsættes  i 
Liberty-fængslet. 

Leder  kirken  fra  Liberty-fængslet,  begynder  at  bygge 
Nauvoo. 

Udsteder  påbud  om,  at  de  hellige  skal  komme  til  Nau- 
voo, planlægger  Immigration  Agency,  for  at  få  de  euro- 
pæiske hellige  til  USA. 

Udgiver  Abrahams  Bog;  profeterer,  at  de  hellige  til  sidst 
skal  drage  til  Rocky  Mountains. 

Anti-mormonsk  pression  og  uroligheder  bringer  bevæ- 
gelsen i  søgelyset;  nedskriver  åbenbaringen  om  evigt 
ægteskab. 

Gjort  til  martyr  sammen  med  sin  bror  Hyrum  ved  en 
kugleregn  i  Carthage-fængslet  kort  efter  klokken  17.15. 


339 


Spørgsmål  og  svar 

Svarene  er  ment  som  hjælp  og  vejledning,  ikke 
som  kirkens  officielle  stillingtagen  til  problemet. 

^ É^^^  (Matt.  22:39) 


É-     "■■■'       ;:     ■-:■  , 
IBS 

Siftsisj^v  ■•.,■■■■■"■..•■:..:■. 

'.■■"■■■■Vv"-::-.'  IV-;':1: 


Jk 


Hvad  til  det  sige  at  „elske  sin  næste" 

Dette  er  måske  det  vigtigste  spørsmål,  man  kan  stille, 
angående  Kristi  evangelium.  Jesus  gjorde  dette  princip 
til  noget  centralt  indenfor  religionen  (Matt.  22),  og  Pau- 
lus sagde,  at  uden  kærlighed  er  ingenting  noget  værd 
foros.  (1.  Kor.  13) 


Kun  Gud  ved,  hvad  virkelig  kærlighed  er,  når  den  er 
fuldkommen.  Vi  kan  håbe  på  en  stadig  større  forståelse 
og  på  stadig  at  gøre  kærligheden  til  en  mere  betydnings- 
fuld del  af  vort  liv. 

Broderlig  kærlighed  er  ikke  nem  at  definere.  Lad  os 
begynde  med  at  fastslå,  hvad  det  ikke  er,  for  der  findes 
mange  former  for  kærlighed.  Broderlig  kærlighed  har 
ikke  noget  med  romantisk  kærlighed  at  gøre  —  den 
stærke,  altovervældende  følelse,  man  kan  få  for  et  men- 
neske af  modsat  køn.  Romantisk  kærlighed  tager  sit 
udgangspunkt  i  vort  biologiske  jeg,  og  selv  om  det  kan 
føles  som  noget  idealistisk  og  opløftende,  er  det  dog 
ikke  broderlig  kærlighed.  Med  mindre  den  romantiske 
kærlighed  forekommer  sammen  med  andre  former  for 
kærlighed,  har  den  en  tendens  til  at  være  ustadig,  lune- 
fuld, selvisk,  besiddende  og  jaloux.  Til  forskel  fra  dette 
er  kristen  kærlighed  i  følge  Paulus  langmodig  og  mild: 
„Den  misunder  ikke"  og  „søger  ikke  sit  eget"  (1.  Kor. 
13:4,5) 

Broderlig  kærlighed  er  ikke  det  samme  som  venskab, 
selvom  den  kan  være  en  del  deraf.  Venner  kan  lide 
hinanden,  er  glade  for  hinandens  selskab,  betror  sig  til 
hinanden,  er  loyale,  stoler  på  hinanden  og  deler  mange 
interesser  med  hinanden.  Venskab  er  noget  gensidigt. 
Broderlig  kærlighed  er  mere  uselvisk  end  både  roman- 
tisk kærlighed  og  venskab.  Et  menneske,  der  føler 
broderlig  kærlighed,  er  dybt  interesseret  i,  at  det  går 
andre  godt.  Han  glemmer  helt  sig  selv  for  de  andre. 
Han  er  ikke  egocentrisk  (selvcentreret),  men  derimod 
altruistisk  (hans  interesser  centrerer  sig  om  andre).  Det 
gør  ikke  noget,  hvis  den,  overfor  hvilken  man  føler 
broderlig  kærlighed,  ikke  gengælder  kærligheden  eller 
overhovedet  sætter  pris  på  den,  fordi  broderlig  kærlig- 
hed er  selvnærende.  Den  kommer  udelukkende  fra  det 
menneske,  der  føler  den,  og  behøver  ikke  at  blive  gen- 
gældt, for  at  flammen  holdes  vedlige,  sådan  som  det 
er  tilfældet  med  romantisk  kærlighed  og  venskab. 
Den  virkelige  prøve  på,  om  man  har  broderlig  kærlighed, 
blev  omtalt  af  Jesus,  da  han  gav  følgende  eksempel: 
„. . .  Elsk  jeres  fjender  (velsign  dem,  som  forbander  jer, 
gør  godt  imod  dem,  der  hader  jer)  og  bed  for  dem,  som 
forfølger  jer."  (Matt.  5:44) 

Broderlig  kærlighed  er,  ulig  de  to  andre  nævnte  former 
for  kærlighed,  ganske  upartisk  og  derfor  altomfattende. 
Et  menneske,  der  føler  broderlig  kærlighed  bekymrer 
sig  for  alle  andre  mennesker,  enten  det  er  syndere  eller 
hellige,  enten  de  har  et  tiltalende  ydre  eller  ej,  om  de 
er  af  samme  tro  eller  samme  race  eller  ej.  Hvis  man 
omhyggeligt  udvælger  dem,  man  vil  holde  af,  er  der 
store  chancer  for,  at  man  i  virkeligheden  slet  ikke  er 
i  besiddelse  af  broderlig  kærlighed. 
Broderlig  kærlighed  er  først  og  fremmest  en  følelse, 
ligesom  de  andre  former  for  kærlighed.  Men  den  inde- 
holder også  et  intellektuelt  element.  Det  kræver  efter- 
tanke og  selvdisciplin  at  se  det  gode  i  et  menneske,  der 
er  fjendtligt  indstillet  eller  måske  ligefrem  frastødende. 


340 


Broderlig  kærlighed  må  hele  tiden  læres  påny.  Den 
kommer  ikke  som  et  lyn  fra  en  klar  himmel,  som  den 
romantiske  kærlighed  undertiden  gør  det.  Men  netop 
af  denne  grund,  er  det  den  mest  stabile  og  langvarige 
kærlighed. 

Der  er  mange  mennesker,  der  tror,  at  hvis  de  elsker  et 
andet  menneske,  må  de  nødvendigvis  altid  gøre,  hvad 
dette  menneske  siger.  Heri  tager  de  fejl.  Forældre  er 
bange  for  at  sige  nej,  eller  for  at  tage  et  fast  standpunkt. 
Der  findes  mennesker,  især  unge  mennesker,  der  mod 
deres  bedreviden  giver  efter  for  deres  kolleger  og  kam- 
merater, fordi  de  er  bange  for  at  fornærme  dem,  eller 
for  at  give  indtryk  af,  at  de  ikke  sætter  pris  på  dem. 
Broderlig  kærlighed  er  uadskilleligt  forbundet  med  ret- 
færdighed, med  fasthed,  selv  med  bebrejdelse,  når  det 
er  nødvendigt.  Nogle  af  de  bedste  erfaringer,  jeg  har 
haft,  hvad  kærlighed  angår,  er  begyndt  ved,  at  jeg  har 
fået  en  til  at  se  realiteterne  i  øjnene  uden  nogen  formil- 
dende omstændigheder. 

Broderlig  kærlighed  betyder,  sagt  med  filosoffen  Kants1 
ord,  at  behandle  andre  mennesker  som  mål,  i  sig  selv, 
aldrig  som  midler,  ved  hjælp  af  hvilke,  man  kan  nå  sine 
egne  selviske  mål.  Hermed  menes,  at  vi  under  alle  for- 
hold, i  forretningsanliggender,  i  dreng-pige  forhold,  i 
ægteskabet,  i  skolen  og  på  vort  arbejde,  ikke  må  hver- 
ken bruge  eller  misbruge  mennesker  som  redskaber  til 
at  nå  vore  egne  mål,  men  at  vi  i  deres  egen  interesse 
skal  behandle  dem  som  selvstændige  mennesker  —  altså 
skal  vi  leve  efter  den  gyldne  regel. 
„Elsk  din  næste"  forbliver  en  fundamental  lov  blandt 
evangeliets  love  og  for  menneskets  eksistens.  Men- 
neskene kommer  til  at  leve  tættere  og  tættere  op  ad 
hinanden,  det  er  noget,  der  følger  med  alle  vore  tekniske 
fremskridt,  og  derfor  bliver  det  stadig  vigtigere  at  elske 
sin  næste.  Hvis  vi  ikke  gør  det,  vil  det  blive  stadig  van- 
skeligere og  mere  ubehageligt  at  leve  på  denne  planet. 

Lowell  L  Bennion,  vicedekan, 
University  of  Utah 


1     Kant,  Immanuel  -  tysk  filosof,  1724-1804 


„En  af  mine  venner  siger,  at  der  ikke  er  noget  sted  i 
Biblen,  der  på  afgørende  måde  taler  for  eller  imod,  at  vi 
levede  forud  for  dette  liv.  Kan  du  klargøre  dette  for 
mig?" 

Svar/Eldin  Ricks 

Lad  mig  fortælle  dig,  hvad  Biblen  siger  desangående, 
og  så  kan  du  gøre  op  med  dig  selv,  om  beviserne  er  af- 
gørende 

1)  Jesus  levede  før  dette  liv.  Apostlen  Johannes,  som 
omtaler  Kristus  som  ordet,  der  blev  kød  (Joh.  1:14) 
begynder  den  bog,  der  bærer  hans  navn  med  at  vidne: 
„I  begyndelsen  var  Ordet,  og  Ordet  var  hos  Gud,  og 
Ordet  var  Gud."  (Joh.  1 :1)  Med  andre  ord,  i  begyndelsen 
var  Kristus,  og  Kristus  var  hos  Gud,  og  Kristus  selv  var 
også  Gud.  Det  vigtigste  for  os  i  denne  sammenhæng, 
er  imidlertid,  at  „i  begyndelsen"  var  Kristus. 
Apostlen  Paulus  siger  også,  at  på  Moses'  tid  —  mere 
end  tolv  hundrede  år,  før  Jesus  blev  født  —  drak  de  alle 
„den  samme  åndelige  drik,  thi  de  drak  af  en  åndelig 
klippe,  som  fulgte  med;  og  den  klippe  var  Kristus." 
(1.  Kor.  10:4) 

Hvis  der  behøves  flere  beviser  fra  Biblen  til  at  fastslå, 
at  Frelseren  levede,  før  han  blev  dødelig,  så  læg  godt 
mærke  til  en  udtalelse,  som  Jesus  selv  kom  med  natten 
før,  han  blev  korsfæstet.  Idet  han  ganske  åbenbart 
længtes  tilbage  til  en  tidligere  tilværelses  herlighed, 
bad  han:  „Og  nu,  Fader!  herliggør  du  mig  hos  dig  selv 
med  den  herlighed,  jeg  havde  hos  dig,  før  verden  blev 
til."  (Joh.  17:5) 

Heraf  kan  vi  se,  at  Jesus  eksisterede  længe  før,  han 
steg  ned  på  denne  jord.  Lad  os  nu  undersøge,  om  Biblen 
lærer,  at  andre  end  Kristus  levede  et  åndeligt  liv  før 
dette. 

2)  Jeremias  levede  før  dette  liv.  Gennem  åbenbaring 
lærte  profeten  Jeremias  noget  om  sin  egen  ånds  forud- 
tilværelse.  Herren  talte  til  ham  og  sagde:  „Før  jeg  dan- 
nede dig  i  moderskød,  kendte  jeg  dig;  før  du  kom  ud  af 
moderliv,  helliged  jeg  dig,  til  profet  for  folkene  satte 
jeg  dig."  (Jer.  1:5) 

Eftersom  Herren,  som  der  står  i  skriften,  kendte  Jere- 


341 


mias,  før  han  blev  født,  og  helligede  Jeremias  før  han 
blev  født,  og  udvalgte  Jeremias,  før  han  blev  født,  frem- 
går det  klart,  at  Jeremias  eksisterede,  før  han  blev  født 
her  på  jorden. 

3)  Job  levede  før  dette  liv.  Ved  en  bestemt  lejlighed 
spurgte  Herren  profeten  Job:  „Hvor  var  du,  da  jeg  grun- 
dede jorden?  Sig  frem,  om  du  har  indsigt! 

„mens  morgenstjernerne  jublede  til  hobe,  og  alle  guds- 
sønner  råbte  af  glæde?"  (Job  38:4,  7) 
Selv  om  Herren  ikke  fortalte  Job,  hvor  han  var,  før  jor- 
dens grundvold  blev  lagt,  så  tyder  spørgsmålet  dog  på, 
at  Job  eksisterede  et  eller  andet  sted  —  og  det  ikke 
kun  Job,  men  „alle  gudssønner."  Og  når  vi  tænker  på, 
at  Biblen  lærer,  at  vi  er  Guds  sønner,  (vi  er  „Guds  af 
slægt",  som  apostlen  Paulus  udtrykker  det  i  Ap.  Ger. 
17:29),  kan  vi  ikke  undgå  at  komme  til  den  slutning,  at 
vi  eksisterede  ligesom  Job  (og  Jeremias  og  vor  Herre 
Jesus  Kristus),  før  jorden  blev  skabt. 

4)  Jesus  gjorde  intet  for  at  rette  på  sine  apostle,  da  de 
gav  udtryk  for,  at  de  troede  på  et  liv  før  dette.  Man  er 
kommet  frem  til  dette  ved  at  læse  Johannes  det  9.  kapi- 
tel. Da  apostlene  så  en  blind  mand,  spurgte  de  Jesus: 
„Rabbi,  hvem  har  syndet,  han  selv  eller  hans  forældre, 
siden  han  er  født  blind?"  (Joh.  9:2)  Læg  mærke  til,  at 
spørgsmålet  ikke  bare  drejer  sig  om,  mandens  forældre 
havde  syndet,  før  han  blev  født,  men  om  manden  selv 
havde  syndet,  før  han  blev  født.  Deres  spørgsmål  viser 
klart,  at  manden  levede,  før  han  blev  født,  og  at  han 
også  havde  været  i  stand  til  at  synde  der,  hvor  han  var. 
Jesus  forklarede  (vers  3),  at  hverken  manden  selv  eller 
hans  forældre  havde  syndet,  men  det  mest  betydnings- 
fulde er,  at  han  ikke  betvivlede  eller  gjorde  forsøg  på 
at  ændre  deres  tro  på,  at  manden  levede,  før  han  kom 
her  til  jorden. 

5)  Wsse  passager  i  Biblen  kan  kun  forstås,  hvis  man 
antager,  at  mennesket  har  levet  før  dette  liv.  Vi  sidste 
dages  hellige  forstår,  at  under  menneskets  åndelige 
tilværelse  før  dette  liv,  var  der  en  trediedel  af  Guds 
børn,  der  gjorde  oprør  og  fulgte  Satan.  (L.  &  P.  29:36-38; 
Moses  4:1-4;  Abr.  3:22-28) 

Denne  forståelse  kaster  lys  over  en  del  passager  i  Bib- 
len om,  at  visse  ulydige  væsener  blev  udvist  af  Himme- 
len. Læs  for  eksempel  2.  Peter  2:4,  Judas  1 :6,  og  Johan- 
nes Åbenbaring  12:7-9. 

Selv  om  de  forskellige  passager,  jeg  har  nævnt  her,  ikke 
alle  virker  så  overbevisende  på  din  ven,  at  han  kan 
acceptere  dem  som  fyldestgørende  bevis,  er  jeg  over- 
bevist om,  at  han,  hvis  han  er  oprigtig  i  sin  søgen  efter 
den  guddommelige  sandhed,  dog  vil  blive  så  overbevist, 
at  han  selv  under  bøn  vil  begynde  at  undersøge  Jesu 
Kristi  Kirke  af  Sidste  Dages  Helliges  lære  og  påstande. 


Eldin  Ricks,  ass.  lektor  ved  Brigham  Young 
Universitetets  religions-institut 


„Er  den  religiøse  uddannelse  vigtigere  end  den  aka- 
demiske uddannelse?" 

Svar/Elliot  Cameron 

Det  er  et  spørgsmål,  der  i  høj  grad  optager  ungdommen 
i  dag.  Med  henblik  på  vore  dage  blev  Daniel  vist,  at: 
„Mange  skal  granske  . . . ,  og  kundskaben  skal  blive 
stor."  (Dan.  12:4) 

Paulus  sagde  til  Timoteus:  „Stræb  efter  at  kunne  træde 
frem  for  Gud  som  en  mand,  der  kan  stå  prøve,  som  en 
arbejder,  der  ikke  skammer  sig  ved  sit  arbejde,  men 
forkynder  sandhedens  ord  på  rette  vis."  (2.  Tim.  2:15), 
endvidere  sagde  han: 

„Det  skal  du  vide,  at  i  de  sidste  dage  . . .  (vil  menneske- 
ne) . . .  stadig  . . .  lære  uden  nogensinde  at  nå  til  erken- 
delse af  sandheden."  (2.  Tim.  3:1,  7) 
I  vore  tider  er  der  lagt  stort  eftertryk  på  at  lære  bare  for 
at  lære.  I  en  leder  stod  der  engang: 
„Viden  er  ikke  længere  noget,  der  er  adskilt  fra  selve 
livet;  viden  og  uddannelse  er  idag,  skønt  disse  stadig 
udgør  et  mål  i  sig  selv  for  nogle  få  specialister,  midler 
til  at  nå  et  mål,  og  det  er  en  større  forståelse  af  alt,  der 
vedrører  livet.  {Fortune,  november  1964) 
Præsident  Joseph  Fielding  Smith  har  sagt:  „Viden  kom- 
mer både  ved  at  studere  og  tænke  sig  om  og  ved  åben- 
baring. Det  er  meningen,  at  vi  skal  studere  og  lære  så 
meget,  som  vi  kan  ved  efterforskning  og  analyse.  Men 
der  er  grænser  for,  hvor  meget  vi  kan  lære  ved  disse 
metoder.  De  ting,  der  hører  Gud  til,  kan  man  kun  få 
viden  om  gennem  den  Helligånd." 
Herren  har  rådet  os  til  at  lære  så  meget  som  muligt: 
„Både  om  det,  der  er  i  himlen,  på  jorden  og  under  jor- 
den, det,  som  har  været,  det,  som  er,  og  det,  der  snart 
skal  ske,  det,  som  er  hjemme,  og  det,  som  er  ude; 
nationernes  krige  og  forviklinger  og  de  straffedomme, 
der  skal  komme  over  landet,  og  kundskab  om  lande  og 
riger."  (L.  &  P.  88:79) 

Vi  må  heraf  drage  den  konklusion,  at  vi  ikke  må  forsøm- 
me vor  akademiske  lærdom,  hvis  vi  ønsker  at  følge  Her- 
rens råd. 
Dette  betyder  imidlertid  ikke,  at  vi  kun  skal  koncentrere 


342 


os  om  den  akademiske  lærdom.  Herren  har  sagt,  at  vi 
bør  blive  „mere  fuldkomment  undervist  i  evangeliets 
teori,  principper,  lære  og  lov  og  i  alle  ting,  som  tilhører 
Guds  rige  og  er  nyttigt  for  jer  at  forstå."  (L.  &  P.  88:78) 
Vi  må  heller  ikke  tro,  at  al  akademisk  lærdom  adskiller 
sig  fra  religiøs  uddannelse.  Jo  mere  viden,  vi  er  i  besid- 
delse af,  og  som  vi  opnår  under  den  Helligånds  vejled- 
ning, des  bedre  kan  vi  forstå  det,  der  læres  os  indenfor 
religionens  område. 

Jakob,  Nephis  bror,  advarede  os  og  sagde:  „O,  hvor  stor 
er  ikke  menneskenes  forfængelighed,  skrøbelighed  og 
dårskab!  Når  de  er  lærde,  tror  de,  at  de  er  vise,  og  de 
lytter  ikke  til  Guds  råd,  men  de  tilsidesætter  det;  thi  de 
mener,  at  de  ved  det  af  sig  selv,  af  hvilken  grund  deres 
visdom  er  dårskab,  og  den  gavner  dem  intet.  Og  de  skal 
forgå.  Men  det  er  godt  at  være  lærd,  når  man  lytter  til 
Guds  råd.  (2.  Neph.  9:28-29) 

Den  akademiske  lærdom,  vi  opnår,  vil  hjælpe  os  med 
at  nå  vore  timelige  mål,  men  den  viden,  vi  opnår  om 
åndelige  og  evige  sandheder,  vil  forberede  os  til  at 
kunne  leve  lykkeligt  i  dette  liv  og  gennem  hele  evig- 
heden i  Guds  rige. 

Vort  endelige  mål  er  at  opnå  al  den  viden,  der  er  nød- 
vendig for  at  ligne  vor  himmelske  Fader.  Vi  kan  kun 
nærme  os  dette  mål  ved  at  anvende  vor  energi  og  evner 
på  at  opnå  viden  om  Gud  og  om  hans  love,  og  gøre  de 
evige  sandheder,  vi  finder,  til  en  del  af  vort  liv. 

J.  Elliot  Cameron,  regional  repræsentant 
for  De  tolvs  Råd,  dekan  ved  Brigham  Young 
University. 


„Hvoriedes  afgøres  det,  hvor  en  missionær  sendes  hen 
på  mission?" 

Svar/Præsident  Kimball 

„Vi  tror,  at  en  mand  må  kaldes  af  Gud  ved  profeti  og 
håndspålæggelse,  af  sådanne,  som  har  myndighed  der- 
til, for  at  prædike  evangeliet  og  tjene  i  dets  forordnin- 
ger." (5.  trosartikel) 
I  overensstemmelse  med  denne  linie  kaldes  hver  eneste 


missionær  af  Gud  gennem  præsidenten  for  kirken.  Det 
var  på  denne  måde,  at  Aron  modtog  sin  kaldelse.  Moses, 
Herrens  profet,  gav  ham  denne  kaldelse  fra  Herren. 
Når  man  tildeler  missionærerne  deres  arbejdsområde, 
er  der  mange  faktorer,  der  tages  i  betragtning,  først  og 
fremmest  den  inspiration,  som  tilflyder  missionærkomi- 
téen, som  omhyggeligt  og  under  bøn  tager  alle  de  an- 
befalinger, der  tilsendes  den,  i  betragtning.  Før  denne 
komité  anbefaler  et  bestemt  arbejdsområde  for  en  be- 
stemt missionær,  tager  den  følgende  i  betragtning:  Om 
missionæren  er  værdig,  hans  alder,  hans  erfaring,  hans 
militære  status,  det  hjem,  han  kommer  fra,  hans  økono- 
mi, hans  helbred,  hvilke  sprog,  han  er  i  stand  til  at  tale, 
hans  egne  ønsker,  hvor  mange  missionærer,  der  er  brug 
for  de  forskellige  steder,  hvilke  lande  kirken  missionerer 
i,  ønsker,  nationalitet,  samt  missionærens  indstilling  i  al 
almindelighed.  Når  alle  disse  faktorer  er  blevet  vejet 
mod  hinanden,  gør  man  sig  megen  umage  med  at  finde 
ud  af,  hvor  den  enkelte  person  ville  gøre  størst  mulig 
gavn;  man  søger  Herren  i  ydmyg  bøn.  Der  træffes  så  en 
foreløbig  afgørelse,  der  kun  er  endelig,  såfremt  kirkens 
præsident  godtager  den.  Hvis  det  er  tilfældet,  under- 
skriver han  kaldelsen,  og  denne  bliver  så  sendt  til  ved- 
kommende missionær. 

Præsident  Spencer  W.  Kimball,  udøvende 

præsident  for  De  tolvs  Råd. 


„Vi  har  lært,  at  en  kvinde  skal  støtte  sin  mand.  I  hvor  vid 
udstrækning  bør  hun  følge  ham?" 

Svar/Jelaire  Simpson 

Den  støtte,  en  sidste  dages  hellig  kvinde  ivrigt  giver  sin 
mand  i  alle  hans  gøremål,  aftager,  hvis  hendes  mand 
leder  hende  ad  stier,  der  er  uforenelige  med  Guds  bud. 
Men  selvom  det  er  tilfældet,  er  det  stadig  hendes  pligt 
at  prøve  på  at  få  ham  overtalt  til  at  gå  den  rigtige  ret- 
ning. Hvis  man  virkelig  elsker  hinanden,  er  man  villig  til 
at  ofre  noget  for  den  andens  lykke.  Uselviskhed,  kærlig- 
hed og  venlighed  spiller  en  væsentlig  rolle  i  dette 
storslåede  forhold  mellem  to  mennesker. 


343 


En  mand  har  også  pligt  til  at  støtte  og  opmuntre  sin 
kone.  I  Mormons  Bog  var  Jakob  nedbøjet  af  sorg  på 
grund  af  visse  ægtemænds  ondskab.  Herren  sagde,  at 
han  ville  „hjemsøge  dem  med  en  svær  forbandelse" 
(Jakob  2:33),  hvis  de  ikke  omvendte  sig.  Så  pligten  til 
at  være  sin  ægteskabelige  partner  tro  og  støtte  den 
anden  gælder  altså  både  mand  og  hustru. 
Ikke  desto  mindre  er  Herrens  hus  et  ordens  hus.  Han 
har  kundgjort,  at  manden  er  hovedet  i  hjemmet  og 
hustruen  hans  rådgiver.  Hvis  alle  hustruer  ville  accepte- 
re denne  rolle,  og  alle  ægtemænd  ville  udfylde  deres 
rolle  som  overhoved  i  hjemmet  med  kærlighed,  mildhed 
og  autoritet,  så  var  der  mange  ægteskabelige  uoverens- 
stemmelser, der  kunne  undgås. 

Det  er  af  stor  betydning,  at  en  mand  føler,  at  hans  kone 
har  fuldstændig  tiltro  til  ham.  Hun  må  hver  dag  støtte 
ham  ved  at  skabe  et  hjem,  der  føles  som  en  sikker  havn, 
han  kan  vende  tilbage  til,  når  han  kommer  hjem  fra 
stormene  i  verden  udenfor.  Hun  må  oprigtigt  rose  ham, 
når  noget  er  gået  godt,  altid  være  villig  til  at  lytte  til 
ham,  og  give  al  den  opmuntring,  hun  på  nogen  måde 
kan,  når  han  er  ved  at  miste  modet.  Findes  der  måske 
nogen  andre  steder,  hvor  manden  bliver  fuldstændig 
accepteret  for  det,  han  er,  end  i  sit  eget  hjem? 
I  dag,  hvor  mange  kvinder  er  optaget  af  så  mange  gøre- 
mål uden  for  hjemmet,  er  det  engang  imellem  nødven- 
digt at  huske  dem  på,  at  der  intet  mere  vigtigt  findes 
end  deres  forhold  til  deres  mand.  Herren  har  sagt  os, 
at  vi  ikke  kan  nå  den  højeste  orden  indenfor  Det  cele- 
stiale  Rige  alene.  Ophøjelse  og  evigt  afkom  er  forbe- 
holdt de  retfærdige  ægtepar,  der  har  holdt  Guds  love. 
Derfor  må  kærligheden  næres  og  beskyttes,  så  den  kan 
blive  til  evig  kærlighed. 

Ingen  større  jordisk  lykke  kan  opnås  end  den,  at  din 
og  din  mands  kærlighed  vokser  sig  stærkere  gennem 
årene,  efterhånden  som  du  ser  ham  ære  sit  præstedøm- 
me, og  du  ser  dine  børn  være  aktive  i  kirken,  og  du  ser 
frem  til,  at  I  skal  tilbringe  evigheden  sammen. 

Jelaire  Simpson,  gift  med  ældste  Robert 
L  Simpson,  assistent  til  De  tolvs  Råd.         O 


(Forts,  fra  side  313) 

som  for  familien  som  helhed,  og  beder  om 
vejledning  for  dagen,  der  kommer,  vel  vi- 
dende, at  de  om  aftenen  skal  kunne  for- 
tælle Herren,  hvad  de  har  gjort. 
Børn  bør  på  et  tidligt  tidspunkt  lære,  at  de 
kan  anråbe  vor  himmelske  Fader  på  sam- 
me måde,  som  de  henvender  sig  til  deres 
jordiske  forældre,  med  samme  sikre  viden 
om,  at  han  vil  høre  deres  bønner  og  be- 
svare dem.  Følgende  ord,  som  ældste 
Hugh  B.  Browns  mor  sagde  til  ham,  da  han 
som  tyveårig  drog  ud  på  sin  mission,  og 
som  han  siden  har  gengivet  for  mig,  gjor- 
de stærkt  indtryk  på  mig: 
„Hugh,  kan  du  huske,  da  du  var  en  lille 
dreng  og  vågnede  midt  om  natten,  fordi  du 
havde  haft  en  uhyggelig  drøm,  så  råbte  du 
ind  til  mig:  „Mor,  er  du  der?"  Og  kan  du 
huske,  at  jeg  svarede  dig  og  prøvede  at 
trøste  dig  og  få  din  frygt  til  at  forsvinde? 
Når  du  nu  drager  ud  i  verden  vil  der  kom- 
me tidspunkter,  hvor  du  er  bange,  hvor  du 
føler  dig  svag  og  har  problemer;  så  ønsker 
jeg,  du  skal  vide,  at  du  kan  kalde  på  vor 
himmelske  Fader  på  samme  måde,  som 
du  kaldte  på  mig,  og  sige:  , Fader,  er  du 
der?  Jeg  behøver  din  hjælp',  og  at  du  vil 
gøre  det  med  den  viden,  at  han  virkelig  er 
der,  og  er  parat  til  at  hjælpe  dig,  hvis  du 
gør  din  del  og  lever  på  den  rette  måde,  så 
du  kan  være  vældig  til  hans  velsignelser." 
Måtte  vi  alle,  i  den  udstrækning  vi  ikke  al- 
lerede er  det,  blive  klare  over,  at  bønnen 
er  et  levende,  ja,  livsnødvendigt  forbindel- 
sesled til  vor  himmelske  Fader,  som  giver 
vort  liv  mening  og  hensigt,  og  at  evig  lyk- 
ke og  fremgang  kun  kan  komme  til  dem, 
hvis  Gud  er  Herren.  O 


s&gfåÉk 


1  Alfred  Tennyson,  1.  baron  Tennyson,  engelsk  digter, 
1809-1892. 

2  Samuel  Finley  Breese  Morse,  amerikansk  kunstner  og  op- 
finder, 17071-1872. 


344 


Den  dag 

mit  liv  ændrede  sig 


AF  WENDELL  B.  JOHNSON 
Skulptur  af  Dennis  Smith 


Min  tid  på  afdelingen  for  intensiv  behandling  var  ende- 
lig forbi,  og  jeg  blev  overflyttet  til  en  anden  stue.  Jeg 
havde  masser  af  tid  til  at  fundere  over  det  liv,  jeg  havde 
ført,  at  lære  mig  selv  at  kende  og  at  bortdrive  noget  af 
den  falske  stolthed,  som  havde  trængt  sig  ind  i  mit  liv. 
I  min  fuldstændige  hjælpeløshed  indså  jeg  vigtigheden 
af  et  fysisk  sundt  legeme.  Det  er  underligt,  men  mange- 
len på  et  livskraftigt  legeme  gør  det  nemmere  at  kende 
sin  egen  psyke,  og  mit  åndelige  liv  stod  i  trang,  fordi  jeg 
ikke  før  havde  haft  legemlige  skavanker. 
Jeg  ved  ikke  rigtigt,  hvornår  en  ung  mand  begynder  sine 
fejltagelser.  Jeg  havde  ikke  alene  haft  en  lykkelig  barn- 
dom, men  far  var  naturelsker  og  havde  lært  os  at  se 
naturens  skønhed  og  sætte  pris  på  udendørsliv. 
Min  mor  berigede  vort  liv  med  sit  humør  og  sine  sange. 
Jeg  voksede  op  i  kirken.  Jeg  elskede  historierne  fra 
evangeliet,  og  jeg  glædede  mig  til  at  blive  diakon.  Jeg 
husker  min  dåbsdag  og  den  følelse,  der  fulgte  med  den- 
ne ordinanse. 

Men  omkring  den  tid,  jeg  blev  lærer,  begyndte  jeg  at 
komme  sammen  med  en  flok  drenge,  og  jeg  er  bange 
for,  at  de  manglede  enhver  form  for  ærbødighedsfølelse. 
Fra  da  af  var  jeg  aldrig  rigtig  glad  for  evangeliet  og 
gjorde  mig  ikke  nogen  anstrengelser  for  at  studere 
skrifterne  og  opnå  et  vidnesbyrd.  Ethvert  menneske  vil 
uden  evangeliet  og  en  åndelig  motivering  vende  sig  til 
det  verdslige. 

Der  skulle  en  frygtelig  ulykke  til  og  tre  år  af  mit  liv,  før 
jeg  var  i  stand  til  at  se  det  dårlige  og  den  falskhed,  der 
var  blevet  til  en  del  af  mit  liv  i  de  første  år  af  min  univer- 
sitetstid,  og  endvidere  erkende,  hvor  uholdbare  og  over- 
fladiske disse  ting  i  virkeligheden  er. 
Mine  tanker  vender  tilbage  til  en  smuk  sommerdag  i 
august  1964.  Solen  stod  tidligt  op  og  varslede  en  varm 
dag,  der  var  ideel  for  arbejde  på  landet.  Det  var  på  den 
tid  af  året,  vi  høstede  halm  og  hø,  og  jeg  arbejdede  for 
en  gårdejer  i  Mapleton  i  Utah. 

Vi  havde  udrettet  meget  den  dag,  og  da  eftermiddagen 
var  så  varm,  besluttede  vi  os  til  at  tage  op  i  det  tørre 
land,  til  et  sted,  hvor  vi  holdt  af  at  bade. 
En  vandingskanal  bragte  liv  til  denne  del  af  landet,  og 
i  en  lerskrænt  havde  vandet  gravet  et  hul  ud,  hvor  dren- 
ge igennem  generationer  havde  fundet  det  dejligt  at 
afkøle  sig  i  de  varme  juli  og  augustdage. 


345 


På  hullets  østside  var  skrænten  ca.  3  meter  høj.  Da  jeg 
stod  oppe  på  den,  den  omtalte  eftermiddag  i  1964,  trak 
et  tordenvejr  langsomt  op  mod  vort  område  og  frem- 
bragte en  ildevarslende  atmosfære. 
Jeg  kiggede  ned  i  vandet  og  en  mærkelig  gysen  gik 
igennem  mig.  Jeg  bekymrede  mig  dog  ikke  om  det,  men 
gjorde  mig  klar  og  sprang  ned  i  et,  hvad  jeg  anså  for  at 
være,  fladt  hovedspring,  men  af  en  eller  anden  uforklar- 
lig årsag,  gjorde  jeg  en  drejning  midtvejs,  så  jeg  styrede 
lige  ned  mod  den  lille  lerbanke,  der  lå  under  vandet. 
Da  jeg  sprang,  kunne  jeg  ikke  se  denne  banke,  men 
pludselig  ramte  jeg  bunden  med  al  kraft.  Stødet  var  nok 
til  at  brække  min  hals  og  skade  min  rygmarv. 
Jeg  kan  ikke  i  dag  gengive  alle  de  mange  tanker,  der 
fløj  gennem  mit  hoved,  men  jeg  kan  huske,  at  jeg 
forstod,  at  et  menneskes  liv  virkelig  passerer  revy  i  de 
øjeblikke,  som  synes  at  være  ens  sidste. 
Jeg  var  panikslagen,  chokeret  og  forvirret  på  en  måde, 
der  ikke  kan  beskrives.  Kun  de,  der  har  oplevet  et  sådan 
tilfælde  af  en  frygtelig  afslutning,  kan  virkelig  forstå  det. 
Da  den  stærke  strøm  trak  mig  ned  mod  bunden,  opda- 
gede jeg  pludselig,  at  enhver  følelse,  jeg  havde  haft,  nu 
kun  eksisterede  i  min  erindring. 

Fra  halsen  og  nedefter  var  mit  legeme  fuldstændig  lam- 
met. Det  var  som  om,  der  var  blevet  trykket  på  en 
kæmpeafbryder,  som  havde  slukket  for  mit  legemes 
bevægelighed. 

Jeg  begyndte  at  føle  alvoren  i  min  situation.  Jeg  var 
lammet  og  blev  trukket  ned  mod  bunden,  ude  af  stand 
til  at  bevæge  en  muskel  for  at  komme  op  til  overfladen. 
I  den  alder,  jeg  havde,  lever  man  ikke  i  frygt  for  døden 
eller  noget  som  helst.  Man  regner  med,  at  de  unge  skal 
leve.  Men  jeg  kom  på  andre  tanker  der  nede,  tanker 
som  rev  mig  ud  af  min  indstilling  om,  at  mit  liv  var  ufor- 
gængeligt i  en  alder  af  16  år. 

Det  at  prøve  at  kæmpe  uden  resultat,  at  prøve  at  svøm- 
me, at  bevæge  sine  arme  og  ben  i  naturlige  svømmetag 
uden  at  kunne  og  at  være  afskåret  fra  enhver  følelse 
med  sit  legeme,  var  næsten  ikke  til  at  bære. 
Jeg  vidste,  at  jeg  i  løbet  af  få  sekunder  ville  drukne.  Da 
jeg  tumlede  hjælpeløst  rundt  i  strømmen,  sortnede  det 
for  mig. 

En  summende  lyd,  en  susen  for  mine  ører  begyndte  at 
vokse  og  vokse,  hvorefter  det  aftog  langsomt,  og  jeg 
indså  nu  den  kendsgerning,  at  døden  var  meget  nær. 
Pludselig  begyndte  jeg  at  flyde  op  mod  overfladen.  Jeg 
kunne  svagt  se  dagslyset  og  mærkede,  at  jeg  blev  løftet 
op  af  vandet  af  min  ven,  som  jeg  havde  arbejdet  sam- 
men med  om  dagen. 

Den  iver,  jeg  havde  haft  nede  i  vandet  efter  at  indånde, 
var  blevet  så  stærk,  og  den  befrielse  det  var,  da  mine 
næsten  sprængte  lunger  indåndede  luften,  var  ganske 
overvældende. 

Syv  af  mine  venner  kom  ned  i  vandet  og  bar  mig  forsig- 
tigt op  ad  skrænten  og  lagde  mig  midt  på  den  nærmeste 
vej. 


Jeg  så  ned  ad  min  krop.  Skønt  den  stadig  var  en  del  af 
mig,  kunne  jeg  ikke  føle  den.  Det  var  uvirkeligt.  Mit 
legeme  og  min  sjæl  var  blevet  bedøvet  på  en  underlig 
måde,  og  i  min  pinefulde  tilstand  troede  jeg,  at  det  snart 
var  forbi.  Jeg  vidste  ikke  noget  om,  at  et  endeløst 
mareridt  netop  var  begyndt. 

Mapletons  ambulance  var  ikke  den  bedste  i  verden.  Da 
jeg  var  blevet  båret  ind  i  den,  kunne  den  ikke  starte,  og 
vi  måtte  skubbes  ned  ad  vejen,  indtil  den  kom  igang. 
Jeg  har  altid  hadet  lyden  af  udrykningshornet,  som 
varslede  nyheden  om  andres  uheld.  Denne  lyd  fortalte 
mig  om  min  egen  tragedie  og  gav  mig  imod  min  vilje  en 
oplevelse,  som  der  ikke  er  mange,  der  har  været  ude 
for. 

Gangene  blev  mørkere,  da  jeg  blev  kørt  til  den  gamle 
del  af  hospitalet.  Jeg  så  et  skilt  over  døren,  hvorpå  der 
stod:  „Intensiv  behandling,"  og  overalt  omkring  mig 
kunne  jeg  høre  lydene  fra  hospitalet:  Et  iltapparats 
„åndedræt",  hjertestimulatorens  tikken  og  mennesker 
i  krisesituationer  der  prøver  på  at  overleve. 
Lægen  tog  røntgenbilleder  og  konstaterede,  at  min  ryg- 
marv næsten  var  blevet  afbrudt  og  at  min  rygsøjle  var 
blevet  beskadiget  mellem  den  femte  og  sjette  halshvir- 
vel. 

De  fortalte  mig  ikke,  at  jeg  ikke  kom  til  at  gå  mere  i 
dette  liv.  Deres  første  og  vigtigste  opgave  var,  at  holde 
mig  i  live  natten  igennem.  De  lagde  mig  på  et  specielt 
konstrueret  leje  for  rygmarvsskader. 
De  lokalbedøvede  to  små  områder  på  hovedskallen  og 
borede  to  små  huller  i  det  øverste  lag  af  kraniet,  hvor- 
efter de  lagde  hovedet  og  halsen  i  stræk.  Dette  skulle 
være  min  stilling  i  de  næste  tretten  uger. 
Jeg  var  ude  af  stand  til  at  gøre  nogen  anden  bevægelse 
end  at  blinke  med  øjnene,  og  jeg  kunne  føle  trækket  i 
min  hals. 

Jeg  havde  aldrig  tidligere  i  mit  liv  følt  mig  så  hjælpeløs 
og  ulykkelig. 

Min  far  og  bedstefar  lagde  deres  hænder  på  mit  hovede 
og  gav  mig  en  velsignelse,  og  for  første  gang  i  mit  liv, 
følte  jeg  virkelig  præstedømmets  kraft.  En  dejlig  og 
varm  følelse  fyldte  mit  hjerte,  og  et  fornyet  håb  af  stor 
værdi  holdt  sit  indtog  i  mit  liv. 

Jeg  kan  i  sandhed  sige,  at  håb  er  en  virkelig  styrke,  der 
er  i  stand  til  at  hjælpe  ånden.  Med  håb  og  Guds  Ånd 
kan  man  overvinde  enhver  hindring,  der  kommer  en  i 
vejen. 

Som  tiden  gik,  var  jeg  også  på  operationsstuen  for  at 
få  sammenføjet  de  brudte  hvirvler. 
Brudene  helede  langt  om  længe,  og  jeg  begyndte  på  en 
genoptræning  hver  dag,  for  at  se  hvor  stor  en  del  af 
nervefunktionerne,  vi  kunne  håbe  på  at  udnytte.  I  begyn- 
delsen var  der  ingen  resultat  og  jeg  var  chokeret  over, 
hvor  magre  mine  arme  var  blevet.  Alle  de  muskler,  jeg 
havde  opbygget  ved  tungt  markarbejde,  var  væk,  og  vi 
måtte  begynde  helt  forfra. 
Mange  modløse  og  negative  perioder  fulgte,  men  en 


346 


dag,  da  terapeuten  arbejdede  med  den  lille  overarms- 
muskel,  så  jeg  en  lille  trækning.  Det  var  det  første  tegn 
på  liv  i  min  arm  i  femten  uger. 

Vi  begyndte  at  arbejde  med  denne  trækning  og  på  en 
uge  blev  det  til  en  begyndelse  på  min  genfødte  kraft. 
Dette  lille  bevis  blev  til  en  kilde  af  håb. 
Jeg  føler  helt  oprigtigt,  at  dette  var  et  resultat  af  præste- 
dømmets virke,  fordi  jeg  efter  alt  at  dømme  skulle  have 
været  lammet  resten  af  mit  liv. 

På  grund  af  vor  guvernør  i  staten  og  med  hjælp  fra 
hæren  i  Hill  Air  Force  basen  blev  jeg  fløjet  til  hospitalet 
i  Palo  Alto,  Stanford,  Californien,  hvor  jeg  yderligere 
skulle  optrænes. 

Jeg  var  bange  for  den  første  nat,  fordi  jeg  følte  mig 
alene.  Men  næste  dag  kom  biskoppen  fra  et  af  warderne 
til  mig  og  præsenterede  sig  og  bød  mig  velkommen  til 
Californien.  Han  ønskede  mig  alt  godt  i  mine  bestræbel- 
ser for  at  blive  rask. 

Vi  begyndte  med  en  streng  genoptræningsperjode  og 
koncentrerede  os  især  om  halsen,  armen  og  skulderen. 
Jeg  kunne  stadig  ikke  bevæge  mig  fra  albuen  og  ned 
til  håndledene  og  hænderne,  så  jeg  havde  en  speciel 
stiver  med  en  fastgørelsesanordning,  så  jeg  kunne  holde 
en  ske.  Jeg  begyndte  med  at  samle  små  lerstykker  op 
og  at  fodre  mig  selv  med  jordnøddesmør.  Jeg  havde 
aldrig  troet,  at  det  var  muligt  at  spilde  jordnøddesmør, 
men  det  lykkedes  mig  at  gøre  det  adskillige  gange. 
Jeg  fandt  alt  andet  end  min  mund,  og  hver  gang  jeg 
prøvede  at  spise,  fik  jeg  altid  hele  hovedet  sølet  til  med 
kartoffelmos  eller  anden  mad. 

Jeg  kunne  gøre  én  bevægelse  ved  hjælp  af  overarms- 
musklen.  Jeg  kunne  bøje  min  arm,  og  det  var  alt. 
Tidligere  havde  jeg  været  meget  interesseret  i  oliema- 
ling, tegning  og  grafik  samt  alt,  hvad  der  havde  med 
kunst  at  gøre. 

Nu  havde  jeg  mistet  evnen  til  at  holde  en  blyant  eller 
en  pensel,  og  jeg  kom  til  at  tænke  på  de  ord,  der  siger: 
„Hvis  talenter  ikke  bruges,  bliver  de  passive  og  forta- 
bes." Det  var  nøjagtigt,  hvad  der  skete  for  mig. 
Så  en  dag,  da  jeg  sad  og  arbejdede  med  en  sandpose, 
som  skulle  styrke  den  skulderbevægelse,  jeg  havde, 
opdagede  jeg  en  blyant  på  bordet.  I  det  øjeblik  drømte 
jeg  om,  hvor  vidunderligt  det  måtte  være  at  samle  blyan- 
ten op  og  skrive  mit  navn. 

Dette  illustrerer,  hvor  betydningsfuld  selv  den  mindste 
ting  kan  blive. 

På  min  forespørgsel  lavede  man  et  lille  apparat  i  forbin- 
delse med  mit  gribeapparat,  som  gjorde  det  muligt  for 
mig  at  holde  blyanten  i  en  næsten  naturlig  stilling.  Jeg 
stirrede  på  papiret  næsten  bange  for  at  begynde.  Jeg 
følte  mig  som  et  lille  barn,  der  for  første  gang  har  et 
stykke  kridt  i  hånden. 

Da  jeg  førte  blyanten  til  papiret,  opdagede  jeg,  at  jeg 
kun  kunne  lave  nogle  krusseduller.  Jeg  kunne  end  ikke 
skrive  de  første  bogstaver  i  alfabetet. 
Jeg  skal  ikke  komme  nærmere  ind  på  den  nedslående 


modløshed,  der  kom  over  mig  den  gang,  men  efter  tre 
måneders  behandling  lykkedes  det  mig  endelig  at  få 
lavet  en  lille  tegning  af  et  træ,  og  jeg  havde  lært  at 
skrive  mit  navn.  Det  var  et  stort  fremskridt  for  mig. 
Skønt  jeg  prøvede  på  at  holde  mig  aktiv  med  et  privat 
studiekursus  og  en  omfattende  læsning,  opdagede  jeg, 
at  jeg  gled  ind  i  en  alvorlig  personlig  krisetilstand. 
Jeg  havde  forsørgt  at  komme  i  kirken  den  sommer,  men 


jeg  fandt,  det  var  en  prøvelse.  Jeg  var  frygtelig  genert. 
Jeg  følte,  at  alle  stirrede  på  mig,  og  de  mindste  ting  var 
mig  imod.  Det  var  nedværdigende,  at  skulle  hjælpes  til 
at  tage  nadveren. 

Min  reaktion  overfor  mennesker  blev  ulidelig  og  følelser 
af  uduelighed  og  skyld  tog  plads  i  mit  hjerte. 
Jeg  gled  hen  i  en  verden  af  isolation  og  depression.  I 
fem  måneder  nagedes  jeg  og  nedbrød  al  den  styrke, 
jeg  havde  vundet.  Ordet  krøbling  passede  nu  på  mig 
både  fysisk  og  psykisk. 

Jeg  holdt  op  med  at  bede,  som  jeg  burde,  og  jeg 
tvivlede  på  Herrens  tilgivelse.  Jeg  var  ikke  fuldstændig 
bitter,  men  jeg  prøvede  forgæves  at  genvinde  en  smule 
håb. 

Jeg  ved  nu,  at  det  var  på  grund  af,  at  jeg  ignorerede 
Kristi  offer,  at  jeg  faldt  hen  i  denne  tilstand. 
Efteråret  blev  til  vinter,  og  som  værelset  blev  mørkere, 
blev  min  sjæl  det  også.  Jeg  blev  mere  og  mere  frustre- 
ret, og  jeg  fik  den  følelse,  at  aldrig  før  havde  så  værdiløs 
en  sjæl  beboet  denne  verden. 
En  aften  kom  min  mor  og  sagde,  at  der  var  kommet  en 


347 


gæst  til  mig.  Manden,  der  kom  ind  i  værelset,  var  høj  og 
virkede  fuld  af  selvtillid,  lige  det  modsatte  af  mig.  Han 
præsenterede  sig  som  broder  Howes  fra  det  lokale 
seminar. 

Han  var  flyttet  til  byen  for  ganske  nylig,  men  han  talte, 
som  om  vi  havde  kendt  hinanden  i  lang  tid. 
Skønt  jeg  ikke  vidste  det  på  dette  tidspunkt,  skulle  den- 
ne mand  blive  årsagen  til,  at  jeg  vendte  tilbage  til  evan- 
geliet. 

Jeg  regnede  bare  med,  at  han  ville  besøge  mig  et  par 
gange,  og  at  det  ville  være  det  hele,  men  denne  mistan- 
ke viste  sig  ikke  at  være  rigtig. 

Hver  uge  kom  han  med  skrifterne  og  begyndte  rent 
åndeligt  at  føde  mig,  hvilket  jeg  trængte  så  hårdt  til. 
Med  hans  hjælp,  begyndte  jeg  igen  at  nå  op  til  det 
punkt,  hvor  en  form  for  mod  og  håb  kunne  skimtes. 
Som  tiden  gik,  blev  jeg  mere  interesseret  i  at  læse 
Biblen  og  Mormons  Bog.  Gennem  bøn  erfarede  jeg,  at 
jeg  havde  et  holdepunkt,  trofastheden. 
Under  alt  dette  vedblev  alle  at  vise  deres  venskab  for 
mig,  og  som  månederne  gik,  fik  jeg  dem  til  at  føle  sig 
mere  velkomne. 

En  af  mine  venner  var  Tom  Nelson.  Han  kom  næsten 
hver  dag,  og  han  blev  en  meget  nær  ven  og  forbindelse. 
Dette  var  næsten  paradoksalt,  fordi  før  ulykken  havde 
vi  holdt  os  fra  hinanden,  vi  talte  næppe  sammen  og  det 
glæder  mig  at  se,  at  han  idag  er  meget  aktiv  i  kirken  og 
lykkelig  i  sit  præstedømme  og  tempelarbejde. 
Min   tro   blev   gradvis   underbygget,    og   en    dag    kom 
biskoppen  og  spurgte  mig,  om  jeg  ville  være  sekretær 
i  præsternes  kvorum.  Jeg  tøvede,  men  sagde  dog,  at 
hvis  han  troede,  at  jeg  kunne,  så  ville  jeg  prøve. 
Dette  var  et  vendepunkt,  og  de  andre  kvorumsmedlem- 
mer  var  skyld  i  den  store  forandring  i  mit  syn  på  livet. 
Jeg  kom  ikke  på  mission,  og  var  der  noget,  jeg  ønskede, 
var  det  dette. 

Men  da  jeg  så  mine  venner  modnes  og  rejse  på  mission, 
fulgte  jeg  dem  i  mit  hjerte,  og  det  var  en  stor  tilfreds- 
stillelse at  deltage  i  forberedelserne  sammen  med  dem. 
Min  situation  var  virkelig  blevet  til  en  velsignelse  for 
mig,  fordi  jeg  havde  lært  mange  ting,  jeg  ellers  havde 
overset. 

Jeg  lærte  f.  eks.:  At  Herren  vil  holde  sine  løfter,  hvis  vi 
bare  vil  gøre  vor  del. 

Jeg  havde  mistet  evnen  til  at  udøve  min  kunst,  men  på 
grund  af  Herren,  havde  jeg  genvundet  denne  evne,  og 
det  blev  en  kilde  til  glæde. 

Denne  ulykke  havde  givet  mig  tid  til  at  nyde  de  glæder, 
der  findes  i  livet:  Bjergene,  solnedgangene  og  mange 
af  de  ting,  som  vi  bare  har  og  ellers  ikke  tænker  over. 
Det  har  lært  mig  at  elske  Herrens  værk. 
Han  er  blevet  min  foretrukne  kunstner  på  grund  af  hans 
naturlige  panoramaer  og  stadig  større  mirakler. 
Jeg  har  også  lært  tålmodighed,  en  meget  værdifuld  ting, 
som  man  ikke  kan  få  for  meget  af. 
Måske  er  det  vigtigste,  jeg  har  lært,  det,  at  alt  det  gode 


i  livet  kommer  af  modgang,  og  det  fore  kommer  mig,  at 
vi  ikke  kan  vokse  åndeligt  uden  det. 
Jeg  tænker  tit  på  det  råd,  der  blev  givet  Joseph  Smith, 
da  han  var  indespærret  i  fængslet:  „Min  søn,  fred  være 
med  din  sjæl!  Din  modgang  og  dine  lidelser  skal  blot 
vare  et  øjeblik,  og  om  du  er  standhaftig,  skal  Gud  ophøje 
dig  i  det  høje,  og  du  skal  triumfere  over  alle  dine  fjen- 
der." (L  &  P.  121:7-8) 

Selv  om  et  eller  andet  utroligt  mirakel  kunne  give  mig 
mulighed  for  at  ændre  det  liv,  jeg  levede,  da  jeg  var 
16  år,  ville  jeg  ikke  gøre  det. 

Jeg  ville  med  glæde  møde  de  samme  modgange  som 
dengang.  Jeg  ville  med  glæde  leve  som  krøbling  i  en 
rullestol,  hvis  det  igen  kunne  give  mig  den  glæde  og 
sandhed,  som  jeg  fandt  i  Jesu  Kristi  Evangelium. 
Når  som  helst  vi  føler,  at  vi  er  uden  håb  eller  tilgivelse 
eller  vor  tilværelse  er  for  foragtelig  til  at  kunne  god- 
tages, kan  vi  finde  mod  i  disse  ord  fra  Frelseren:  „Men- 
neskesønnen steg  ned  under  alt  dette;  er  du  større  end 
han?"  (L.  &  P.  122:8) 

Mit  liv  nåede  sit  højdepunkt  for  nylig,  jeg  modtog  mine 
endowments  i  templet  efter  at  være  ordineret  til  ældste 
på  min  21  års  fødselsdag. 

Evangeliet  betyder  mere  for  mig  nu  end  nogensinde  før. 
Jeg  ved  at  evangeliet  er  ligesom  en  brønd,  hvortil  der 
stadig  løber  vand.  Det  vil  udvikle  sig  og  udfolde  sig,  som 
det  er  blevet  lovet  ud  i  al  evighed,  hvis  man  bare  vil 
efterleve  de  befalinger,  Gud  har  givet  til  vor  vejledning. 
Jeg  håber  kun,  at  min  historie  vil  hjælpe  andre  unge  til 
at  værdsætte  deres  fysiske  legemer  og  holde  dem  rene, 
fordi  de  er  Guds  sande  templer. 

Min  beretning  slutter  med  disse  få  linier,  som  jeg  har 
kaldt:  „Modgang" 

„Skønt  man  er  krøbling,  vil  man  dog  kunne  vandre  i 
ånden." 

„Skønt  man  er  blind,  vil  sjælen  stadig  kunne  se  åndelige 
ting." 

„Skønt  man  er  døv,  vil  man  endnu  tydeligere  kunne  høre 
Kristi  stemme  råbe  omvendelse." 
„Skønt  man  er  gammel  og  alderstegen,  vil  man  kunne 
genvinde  den  ungdom,  som  ligger  i  evangeliet." 
„Kære  venner,  hvis  I  ikke  har  sådanne  prøvelser,  hvad 
forhindrer  jer  da  i  at  leve  et  liv  i  retfærdighed?" 


/  den  lille  by,  Mapleton,  Utah,  bor  der  en  23  årig 

tilsynsførende  med  præsternes  kvorum  og  har  været 

lammet  siden  en  svømmeulykke  i  1964. 

„Han  er  blevet  en  inspiration  for  hele  vor  by,"  siger 

en  bekendt  til  ham.  Han  er  blevet  det,  medens  han 

sad  i  sin  rullestol  eller  lå  i  sin  seng,  hvor  omkring  det 

kvorum,  han  nu  instruerer,  samles. 

Hans  historie  kan  måske  også  ændre  dit  liv.  Q 


348 


Fra  Missionens  Præsidentskab 


Kære  søskende! 

Hilsener  og  tak  til  jer  alle  for  den  venlighed  I  har 
vist  søster  Pehrson  og  mig. 
Dette  er  vort  sidste  budskab  til  jer,  og  vi  føler, 
at  vi  er  de  rigeste  mennesker  i  hele  verden  — 
rige  på  de  ting,  som  ikke  kan  købes  for  penge. 
For  det  første  er  mit  liv  rigt  på  grund  af  min  hu- 
stru og  mine  børn,  som  har  støttet  os  og  har  bedt 
for  os,  medens  vi  har  tjent  jer.  Dernæst  er  vi  de 
rigeste  mennesker  i  verden,  fordi  vi  har  en  him- 
melsk Fader,  som  har  velsignet  os  med  alle  de 
ting  vi  har  brug  for  til  et  rigt  og  åndeligt  liv.  Og  så 
er  vi  rige  på  grund  af  jer,  I  hellige  her  i  Danmark. 
I  har  velsignet  vort  liv  med  kærlighed  og  taknem- 
melighed, med  ømhed  og  forståelse. 
Dernæst  er  vi  rige  på  grund  af  vort  gode  helbred. 
Vi  er  ikke  unge  mennesker,  men  vort  helbred  har 
været  udmærket  —  ikke  en  eneste  alvorlig  syge- 
dag i  Danmark.  Vi  er  unge  af  sind,  fordi  I  har  ac- 
cepteret os  og  taget  os  til  jeres  hjerter. 
Vi  er  rige,  fordi  vi  har  lært  Danmark  og  dansker- 
ne at  kende.  I  er  fantastiske,  landet  er  fantastisk. 
Efterlev  Evangeliet,  så  vil  I  være  i  stand  til  at  frel- 
se jeres  familier  i  Kirken. 

Vi  er  rige,  fordi  vi  er  tilfredse  mennesker,  som 
elsker  vort  hjem  og  vor  familie,  og  bekymrer  os 
om  andre  mennesker.  Vi  har  elsket  jer  og  glæ- 
det os  sammen  med  jer,  og  vi  vil  altid  have  dej- 
lige minder  om  jer. 

Vi  er  rige,  fordi  vi  har  elsket  missionærerne.  Mis- 
sionshjemmet  har  stået  åbent  for  dem,  også  for 


søskende  fra  nær  og  fjern.  Vi  er  stolte  over  at 
vide,  at  I  har  følt  at  I  kunne  komme  og  besøge 
os,  tale  med  os  og  forstå  os. 
Vi  er  rige  af  mange  andre  grunde,  men  lad  mig 
ikke  glemme  Evangeliets  velsignelser.  Dets  prin- 
cipper er  vidunderlige,  det  er  dejligt  at  efterleve 
det,  elske  det  og  elske  Frelseren. 
Alle  I  kære  søskende,  jeg  efterlader  jer  et  løfte: 
Hvis  I  vil  glæde  jer  sammen,  elske  hinanden,  af- 
holde jeres  familiehjemmeaftener,  lære  jeres 
børn  Evangeliet,  vil  I  finde  den  lykke  og  fred  i 
sindet,  som  der  er  så  stærkt  behov  for  i  denne 
besværede  verden. 

Der  findes  intet  andet  svar  på  verdens  proble- 
mer end  Frelserens  lærdomme,  den  sande  Kir- 
kes lærdomme.  Arbejd  for  dem,  efterlev  dem,  så 
vil  I  blive  lykkelige. 

Og  sidst,  men  ikke  mindst:  Vi  efterlader  jer  vort 
vidnesbyrd  om,  at  Joseph  Smith  så  Gud,  at  Kir- 
ken er  her  på  jorden  i  dag  og  har  alle  svarene. 
Fyld  jeres  liv  med  alle  de  små  dagligdags  ting, 
som  f.eks.  at  give  uden  at  vente  noget  til  gen- 
gæld, et  venligt  ord  eller  et  klap  på  skulderen  og 
en  hjælpende  hånd,  så  vil  I  altid  høre  til  Millio- 
nærernes Klub,  med  flere  velsignelser  end  I  kan 
rumme. 

Gud  velsigne  jer  alle  for  stedse,  indtil  vi  ses  igen. 
De  rigeste  mennesker  i  hele  verden  på 
de  ting,  som  ikke  kan  købes  for  penge. 
Præsident  og  søster  Paul  L.  Pehrson 


349 


Ålborg  GUF  på  tourne 
I  påsken  var  Ålborg  Grens  GUF  for  sjet- 
te gang  på  tourne  siden  1958.  Forestil- 
lingen, der  blev  opført,  var  formet  som 
en  revy  med  aktuelle  numre.  Den  var- 
ede IV2  time  og  gjorde  stor  lykke  hos 
de  i  alt  ca.  340  mennesker,  som  over- 
værede de  6  opførelser. 
Generalprøven  stod  i  Frederikshavn,  og 
premieren  løb  af  stabelen  i  Esbjerg 
Skærtorsdag.  Langfredag  var  man  i 
Odense  og  Påskelørdag  i  Århus.  Pås- 
kedag tilbragtes  i  Silkeborg  hvor  tour- 
neens  deltagere  var  med  i  grenens  pås- 
keprogram. 


Tourneen  sluttede  i  Randers  2.  Påske- 
dag, men  revyen  blev  endvidere  opført 
ved  grenskonferencen  i  Ålborg  den 
8.  april. 

Udover  at  opføre  revyen  var  man  på 
turen  hver  dag  på  udflugt  til  forskel- 
lige interessante  steder. 
Der  skal  fra  GUF's  side  lyde  en  tak  til 
tourneens  16  deltagere  for  det  store 
arbejde,  de  lagde  for  dagen  for  at  gøre 
dette  arrangement  til  en  dejlig  oplev- 
else. LK 


Ordinationer 

København:  9.  april  1972: 

Jørgen   Richard   Viktor  Schelle-Jørgen- 

sen  ordineret  til  diakon  af  broder  Johan 

Stenholm  Koch 

Ingolf  Erik  Jensen  ordineret  til  ældste  af 

broder  Ib  Ishøj  Hansen 

Nordre  Gren:  12.  marts  1972: 

Erik  Borup  Andersen  ordineret  til  Lærer 

af  broder  Willy  Bloch  Johansen 

Odense:  7.  maj  1972: 

Carsten  Larsen  ordineret  til  Ældste  af 

broder  Jørgen  Johannes  Larsen 

Amager:  14.  maj  1972: 

Ernst  Bent  Persson  ordineret  til  ældste 

af   missionspræsident  Paul   L.    Pehrson 

Centrum  Sjælland:  14.  maj  1972: 

Jeff  Peter  Linden  ordineret  til  ældste  af 

broder  Benny  Arvid   Linden 


Fødselsdage 

Stjernen    ønsker    tillykke    til    følgende 
søskende: 

Mary   Margarethe   Hansen,    København, 
75  år  den  6.  september 
Lilly    Knudsen,   København,   70   år   den 
7.  september 

Rita  Gross,  Randers,  60  år  den  11.  sep- 
tember 

Karen  Kirstine  Nielsen,  Amager,  65  år 
den  12.  September 
Mathilde  Molbech,  Vejle,  70  år 
den  14.  september 

Ragna  E.   M.  Bierkardt,  Amager,   65  år 
den  16.  september 

Yrsa  Minna  Jensen,  Kolding,  65  år  den 
18.  september 

Elfriede  Hansen,  København,  75  år  den 
24.  september 


Missionærankomster 

Arrivals) 

Følgende  missionærer  er  den  11. 
maj  1972  ankommet  til  Den  danske 
Mission: 

Gaylene  Nuttall  fra  Long  Boaen, 
California,  beskikket  til  at  arbejde 
i    Hvidovre 

Sherrie  Lee  fra  Salt  Lake  City, 
beskikket  til  at  arbejde  i  Århus 
Jerry  Jensen  fra  Orem,  Utah,  bes- 
kikket til  a  arbejde  i  Holstebro 
Garth  Jensen  fra  Taber,  Alberta, 
Canada,  beskikket  til  at  arbejde 
i   Vejle 

Scott  Weaver  fra  Layton,  Utah,  bes- 
kikket til   at  arbejde  i  Birkerød 
Jay   Ronald    Willis   fra    Mesa,   Ari- 
zona,   beskikket    til    at    arbejde    i 
Slagelse 

Charles  Miller  fra  Lakewood,  Co- 
lorado, beskikket  til  at  arbejde  i 
Frederikshavn 

Aaron  Bodtcher,  fra  North  Holly- 
wood, California,  beskikket  til  at 
arbejde  i  Skive 


350 


Lilleskole  for  kirkens  medlemmer 

Kirkens  medlemmer  i  hovedstadsområ- 
det finder  det  efterhånden  mere  og 
mere  vanskeligt  at  opveje  skolens  un- 
dervisning med  hjemmets  og  Kirkens 
lærdomme.  Mange  medlemmer  har  al- 
lerede anbragt  deres  børn  i  privatskoler, 
og  i  en  del  tilfælde  i  katolske  skoler. 
Andre  medlemmer  leder  efter  en  skole, 
hvor  disciplin  og  moral  ikke  er  blevet 
vraget  til  fordel  for  verdslige  glæder  og 
fornøjelser. 

For  at  imødekomme  uddannelsesbeho- 
vet for  Kirken  børn  har  broder  Lee  Jen- 
sen planer  om  at  starte  en  lilleskole  i 
1973.  Skolen,  som  vil  få  navnet:  McKay 
Lilleskole,  vil  også  være  åben  for  ikke- 
medlemmer,  men  det  forventes,  at  alle 
elever,  samt  hele  personalet,  overholder 
og  støtter  Kirkens  standarder,  medens 
de   befinder  sig  på  skolen. 


„Det  er  ikke  meningen  at  vore  børn 
fuldstændig  skal  isoleres  —  de  må  lære 
at  leve  i  en  verden  med  ondskab  og 
fristelser,  men  vi  mener  det  er  en  fordel 
at  have  indflydelse  på  det  uddannelses- 
mæssige område  og  på  skolens  hele 
atmosfære". 

Flere  medlemmer  i  København  har  aller- 
ede ydet  bidrag  til  McKay  Lilleskolens 
byggefond  og  Lee  Jensen  har  i  juni  og 
juli  været  i  Staterne  for  at  forsøge  at 
skaffe  midler  der  til  at  realisere  drøm- 
men. Enhver,  der  ønsker  at  støtte  skolen 
med  et  bidrag,  kan  sende  det  til  Giro 
10  23  23,  McKay  Lilleskolens  Byggefond. 
Yderligere  oplysninger  om  skolen  fås 
hos  Lee  Jensen,  Pinievej  3,  2880  Bags- 
værd. (Tlf.  01-98  92  97). 

PRJ 


Døde 

København: 

Den  10.  maj  1972  døde  broder  Jens  Pe- 
ter Kristensen,  85  år  gammel.  Æret  være 
broder    Kristensens   minde. 
Amager: 

Den  15.  maj  1972  døde  søster  Kathinka 
Andersen,   82   år   gammel.    Æret   være 
søster  Andersens  minde. 
Centrum  Sjælland: 

Den  26.  maj  1972  døde  søster  Dagmar 
Kristensen,  71  år  gammel.  Æret  være 
søster  Kristensens  minde. 


Vielse 

Den  13.  maj  1972  viedes  i  Odense  søster 
Rita  Haupt  og  broder  Jørgen  Mønsted. 
Stjernen  ønsker  hjertelig  tillykke. 


Velsignelse 

Amager:  2.  april  1972: 

Chung   Fong  Pang  og  Solveig  Corsola 

Lena  Mary  Lings  datter  Pih  Fung  Nya 

Leang  Ulla  Pang  velsignet  af  broder  Lee 

Nielsen 


Vækkelsesmøder  i  Missionen 

Under  missionspræsident  Paul  L.  Pehr- 
sons  direktion  og  missionskoordinato- 
ren,  Flemming  Halls  energiske  ledelse 
har  missionærerne  i  foråret  1972  sat  nye 
rekorder  med  hensyn  til  at  bringe  un- 
dersøgere til  stort  anlagte  møder. 
I  en  første  møderække  behandledes  de 
tre  livkvigtige  spørgsmål  „Hvorfra  kom- 
mer vi?",  „Hvorfor  er  vi  her?"  og  „Hvor 
skal  vi  hen  herfra?".  De  tre  emner  be- 
handledes af  Palle  Blønd,  Henning  Fre- 
deriksen og  Flemming  Hall. 
Møderne  afholdtes  således,  med  det 
første  tal  visende  antallet  af  tilstede- 
værende, det  andet  antallet  af  under- 
søgere: Ålborg  27.  februar  180(35),  Kø- 
benhavn 5.  marts  400(100),  Århus  12. 
marts  260(60),  Esbjerg  26.  marts  150 
(35),  Odense  9.  april  200(40)  og  Nords- 
jælland 16.  april  400(70). 
Ved  møderne  var  der  naturligvis  også 
korsang.  I  Jylland  sang  de  kombinerede 
kor  fra  Ålborg  od  Århus,  i  Odense  Gre- 
nens eget  kor  og  København  og  Hil- 
lerød Danmarks  Mormonkor. 
I  juni  påbegyndtes  en  ny  møderække, 
der  inkluderer  Ålborg  4.  juni  230(45),  År- 
hus 11.  juni  og  København  18.  juni  (tal- 
lene herfra  foreligger  endnu  ikke,  da 
dette  skrives).  Emnerne  i  denne  serie 
er:  „Er  Bibelen  Guds  ord?",  „Er  Mor- 
mons Bog  Guds  ord?"  og  „Findes  der 
profeter  i  dag"?  Talerne  er:  Rasmus 
Jensen,  Hans  Billeskov  Jansen  og 
Flemming  Hall.  I  denne  serie  benyttes 
der,  ligesom  i  København  under  første 
møderække,  fjernsynsgengivelse  af  pro- 
grammet i  tilstødende  lokaler  for  dem, 
der  ikke  er  plads  til  i  mødelokalet,  og 
der  er  børneparkering  med  film  og  un- 
derholdning. 

Møderne  har  vist  sig  at  give  kontante 
resultater,  idet  en  række  mennesker 
umiddelbart  efter  møderne  hat  bedt  om 
at  blive  døbt.  Der  er  ingen  om,  at  frem- 
stød som  disse  vil  komme  til  at  betyde 
umådelig  meget  for  fremgangen  i  Dan- 
mark Missionen. 

Det  bør  også  nævnes,  at  præsident  og 
søster  Pehrson  gennem  nogen  tid  har 
åbnet  deres  hjem  for  regelmæssige 
møder,  hvor  missionærer  og  medlem- 
mer har  kunnet  mødes  med  deres  un- 
dersøgere, som  her  er  blevet  belærte 
om  vigtige  sider  af  vor  tro  og  vor  Kirke, 
og  ikke  mindst  lære  kammeratskabet 
og  fællesskabet  i  Kirken  at  kende.  Også 
dette  fremstød  har  kunnet  vise  mange 
og  gode  resultater.