(navigation image)
Home American Libraries | Canadian Libraries | Universal Library | Community Texts | Project Gutenberg | Children's Library | Biodiversity Heritage Library | Additional Collections
Search: Advanced Search
Anonymous User (login or join us)
Upload
See other formats

Full text of "Den Danske Stjerne"

AUGUST 1972 • 121. ÅRGANG • NUMMER 8 



STJERNE 



DET INSPIRERENDE 

BUDSKAB 

AF PRÆSIDENT S. DILWORTH YOUNG 

assistent til De Tolvs Råd 




En jordisk fader viser sin kærlighed til sine børn ved at give dem alle de 
jordiske fordele, han kan. Hvor meget større er Kristi kærlighed ikke. Kristus, 
som blev vor Fader, da vi tog imod hans tilbud om ikke alene jordisk 
udvikling, men også om frelse, ophøjelse og evigt liv. Gennem sit evangelium 
giver Kristus os muligheder, så vi ikke kun forbliver tilskuere til Himmelens 
undere, men også medskabere deraf. Vi synger jublende sejrshymner til 
Himlen for denne mulighed. Planen er meget enkel og meget storslået: 
Vi skal - 

1. Modtage den Herre, Jesus Kristus, som vor Frelser og tro på hans hellige 
navn, idet vi omvender os fra vore synder. 

2. Modtage dåbsordinansen gennem præstedømmets myndighed som en 
pagt med ham. Dåben er et symbol på hans død og opstandelse. 

3. Modtage den Helligånds gave af dem, som han har givet fuldmagt til at 
videregive den. 

4. Modtage og ære det hellige præstedømme. 

5. Holde hans enkle bud. O 



INDHOLDSFORTEGNELSE 

Bønnens store betydning. Af N. Eldon Tanner 311 

Og lyset skinner i mørket. Af Marion G. Romney 314 

Ærlighed et frelsens princip. Af Mark E. Petersen 317 

Skab en grundvold for Tusindårsriget. LeGrand Richards 320 

Tilståelse og aflæggelse er en del af oprigtig omvendelse. 

Af James A. Cullimore 324 

Så siger Herren. Af Theodore M. Burton 327 

Kirkens orden og praksis 331 

Små beslutninger. Af A. Theodore Tuttle 332 

Den uforlignelige JOSEPH SMITH. Af Leon R. Hartshorn 334 

Spørgsmål og svar 341 

Den dag mit liv ændrede sig. Af Wendell B. Johnson 345 

Børnenes sider 

Den lille fortabte killing. Af Charlotte Stevenson 113 

Mod til at tro. Af Anne Sikstad 114 

Gideon. Af Mabel Jones Gabbott 119 

Et nyt hjem. Af Mary Pratt Parrish 123 



På forsiden har vi i denne måned for første gang et billede, der er beregnet 
specielt for kirkens børn. Jerry Harstons tegninger blev for første gang 
offentliggjort på omslaget til bladet: Friend, et engelsksproget blad, som 
udgives for børnene indenfor kirken. Artiklen inde i bladet med titlen: Bøn- 
nens store betydning, som er skrevet af præsident N. Eldon Tanner, udlæg- 
ger illustrationen nærmere. O 




& jl J Jbi mmj !m 

Organ for JESU KRISTI KIRKE 
AF SIDSTE DAGES HELLIGE 



August 1972 

121. Årgang • Nummer 8 



Udgivet af 

Den danske Mission af Jesu 
Kristi Kirke af Sidste Dages 
Hellige 

Dalgas Boulevard 164 
2000 København F. 
Telf. Fasan 9901 
Postgiro 333.38 

Grant R. Ipsen, 
missionspræsident, 
ansvarshavende redaktør 

Koordinator: 

Jørgen Ljungstrøm 

Den danske Stjerne udkommer 
den 1. i hver måned. Abonne- 
mentsprisen (inkl. porto) er i 
Danmark kr. 15.- pr. halvår 
kr. 30.- for et helt år, i udlandet 
$ 4.00 for helt år. I løssalg 
kr. 3.- pr. nummer. Betaling 
ved check udstedt til Den 
danske Stjerne, Priorvej 12, 
København F. eller gennem 
postgiro 333.38 til Jesu Kristi 
Kirke af Sidste Dages Helige. 
(De nævnte priser er inklud. 
moms.) 

Tryk: 

Paul Giese KG, Offenbach/M., 
Deutschland 

Layout: 

PBO-Layout-Center, Frankfurt 




Bønnens 
store betydning 



AF PRÆSIDENT N. ELDON TANNER 
2. rådgiver i Det Første Præsidentskab 

Jeg påbegynder denne artikel i al ydmyg- 
hed, idet jeg bønfalder min Fader i Himlen 
om, at han vil lede min hånd. 
Da jeg var en lille skoledreng, gjorde disse 
klassiske ord meget stort indtryk på mig: 

„Flere ting tilvirkes gennem bønnens 

magt, 

end denne verden forestiller sig." 

Lord Alfred Tennyson 1 i 
„The Passing of Arthur" 
Grunden til at dette gjorde så stort indtryk 
på mig var formodentlig, at jeg kom fra et 
hjem, hvor vi bad hver for sig såvel som 
familiebønner morgen og aften hver eneste 
dag, og at jeg flere gange ved forskellige 
lejligheder fik mine bønner besvaret. Sikke 



en vidunderlig følelse det var at vide, at 
jeg kunne påkalde Herren, at han virkelig 
var min himmelske Fader, at han interes- 
serede sig for mig personligt, og at han 
kunne høre mig og besvare mine bønner. 
Denne viden har altid været mig til stor 
trøst. Den har givet mig tryghed og styrke, 
når jeg mest trængte dertil, såvel som ev- 
ner til med usvigelig sikkerhed at træffe 
valg, som jeg ellers ville have haft svært 
ved at træffe. Da dette nu var min erfaring, 
og da jeg følte stor trang til at få guddom- 
melig vejledning, har jeg altid bedt Herren 
om visdom og vejledning i alt, hvad jeg 
foretog mig. 

Som barn troede jeg naturligvis, at alle 
mennesker verden over måtte have den 
samme tro og også bad til vor himmelske 
Fader, fordi vi selv bad i vort hjem. Men 
da jeg voksede til, blev jeg klar over, at der 
er mange mennesker, der aldrig beder om 
guddommelig vejledning, ej heller udtryk- 
ker taknemmelighed for de velsignelser, 
de får, eller beder Herren velsigne deres 
mad. Jeg blev endnu mere forbavset, da 
jeg forstod, at der er mennesker, der en- 
dog ikke tror på Gud, og som derfor hel- 
ler ikke har nogen tillid til ham, og som 
ikke forstår, at han er en personlig Gud, 
at han er vor bogstavelige himmelske Fa- 
der, at vi er hans børn, og at han virkelig 
kan høre vore bønner og besvare dem. 
Jeg vil aldrig være i stand til at udtrykke, 
hvor jeg er mine forældre taknemmelig, 
fordi de lærte mig dette vigtige princip. 
Min far vidste virkelig, hvordan han skulle 
tale til Herren, og på denne måde fik han 
Gud til at blive virkelig for os og til at føle 
os Herren nær. Om morgenen havde han 
for vane under bønnen at sige: 
„Lad dine velsignelser følge os, hvor vi 
går i dag, sådan at vi må gøre det rigtige 
og i aften uden fortrydelse kunne fortælle 
dig, hvad vi har gjort." 



311 



Jeg tænker tit på disse ord, og de er mig 
til stor hjælp! Hvis man hele dagen, under 
alle gøremål, holder sig for øje, at man 
om aftenen skal stå til regnskab for da- 
gens forløb overfor Herren, så vil det i høj 
grad skræmme alle tilløb til onde gernin- 
ger langt bort, og fremme de retfærdige 
gerninger. 

Herren har belært forældrene om, at de 
skal lære deres børn at bede og at vandre 
retskaffent for ham. (L & P. 68:28) Dette er 
vor vigtigste pligt overfor vore børn - at 
lære dem, at de er vor himmelske Faders 
åndelige børn, at han virkelig er der, at 
han elsker sine børn højt og ønsker, at det 
skal gå dem godt, og at de skal bede til 
ham, udtrykke taknemmelighed og anmode 
om vejledning, — idet vi må gøre dem 
klart, at deres tro på ham vil give dem 
større styrke, succes og lykke, end de kan 
opnå fra nogen anden kilde. 
Vi, som forældre, må lære fra os ved ek- 
semplets magt og gennem inderlige og 
derfor virkningsfulde bønner vise vore 
børn, hvor meget en fast tro på Gud er 
værd. Hvor katastrofalt er det ikke, at und- 
drage sine børn den store velsignelse det 
er at lære Gud at kende, at lære at stole 
på ham og se hen til ham for at få den 
styrke og vejledning, som barnet har så 
hårdt brug for, for at kunne klare de pro- 
blemer, som det dagligt kommer ud for. 
Det er lige så beklageligt, at der er børn, 
der ikke lærer, at alt, hvad de har, kom- 
mer fra Gud, og at de burde vise ham de- 
res taknemmelighed og stræbe efter at 
blive værdige til de velsignelser, de mod- 
tager. 

Vi husker alle historien om de ti spedalske, 
som Jesus helbredte. Da den ene vendte 
tilbage for at takke ham, sagde Frelseren: 
„ . . . Var der ikke ti, der blev renset? Hvor 
er de ni? Var der ingen andre end denne 
fremmede, der vendte tilbage for at give 
Gud ære?" (Lukas 17:17-18) Utaknemme- 
lighed er en alvorlig synd. 
Når vi takker for vore velsignelser og be- 
der om det, vi har brug for, bør vi have 
sindet åbent for, at der er andre, der har 
brug for vor tro og vore bønner, og at vi 
må hjælpe Herren med at give svar på 



vore bønner. Når vi beder ham velsigne 
de fattige, de syge og de trængende, at 
trøste dem, der sørger, så må vi lade ger- 
ning følge ord og virkelig aktivt tjene vore 
medmennesker og sørge for, hvad de be- 
høver. Det er gennem os, at Herren fuld- 
byrder sine formål, og når vi bliver velsig- 
net, bør vi igen velsigne andre. 
Følgende lille episode udspilledes hjemme 
hos mig. Da vi engang netop havde afslut- 
tet vor fælles aftenbøn, sagde en af mine 
døtre: „Far, vi har så mange velsignelser, 
og så meget at være taknemmelige for, at 
jeg kommer til at tænke på, at vi måske 
ikke burde bede Herren om flere velsignel- 
ser, men i stedet nøjes med at takke for 
de velsignelser, vi allerede har, og bede 
ham hjælpe os med at blive værdige til 
dem." Jeg ønsker her at understrege, hvor 
vigtigt, det er, at vi sørger for at blive vær- 
dige til at modtage alt det, som vor him- 
melske Fader stadig overøser os med. 
Det er let nok at bede og takke Gud, når 
alt går godt, og vi føler os velsignede og 
har lykken med os. Men vor taknemmelig- 
hed og vor kærlighed til Herren kommer 
ud for en virkelig prøve, hvis vi som Job 
kommer ud for prøvelser, der synes større, 
end vi kan udholde. Er vi da i stand til at 
gøre som han? Han takkede stadig Gud, 
og sagde i al ydmyghed og med hele sit 
hjerte: „Men jeg ved, at min løser lever." 
(Job 19:25) 

Vor himmelske Fader kender vore behov 
bedre, end vi selv. Han ved, hvad der er til 
vort eget bedste, og hvilke forhindringer, 
vi selv må overkomme, for at udvikle os 
og gå fremad. Vi må lære at acceptere 
hans vilje i alle ting i tro og forvisning om, 
at alt, hvad han gør for os, vil tjene os til 
gavn. 

Det gjorde dybt indtryk på mig, da min 
datter og hendes mand fik et barn, der led 
af blodkræft. Lægerne sagde, at barnet 
ikke ville kunne leve mere end et år eller 
to. Jeg kan huske, hvilket chock det var for 
dem, og hvordan de bønfaldt Herren om 
hjælp, tog til templet, fastede og bad om, 
at barnet måtte blive raskt; men det, der 
gjorde størst indtryk på mig, Var alligevel, 
at de altid sluttede deres bønner med et: 



312 



„ . . . Dog ske ikke min, men din vilje, og 
giv os styrke nok til at tage imod det, som 
du bestemmer for os." 
Barnet levede meget længere, end lægen 
havde ventet, men til sidst blev det kaldt 
hjem, og det glædede mig i hjertet at høre 
forældrene takke Herren, fordi de havde 
haft lejlighed til at opdrage drengen og 
have ham os sig så længe, som de havde, 
og fordi han var sådan et dejligt barn. Så 
bad de Herren om at gøre dem værdige til 
at møde ham og leve sammen med ham i 
det tilkommende liv. 

Når man føler, at tingene ikke går, som 
de skal, og man er ved at miste modet, 
hvad der jo sker for os alle sammen fra 
tid til anden, så er det netop på dette tids- 
punkt, at man kan opnå trøst, mod og 
styrke, ja, lykke, ved i løndom at gå til Her- 
ren, og der alene, i al ydmyghed knæle 
ned og takke ham, ved at nævne hver og 
en af sine velsignelser og bede om, at man 
må blive værdig til dem. Det vil overraske 
jer, hvor meget Herren har gjort, og hvor 
lang tid, det vil tage jer at remse alle jeres 
velsignelser op. 

Men vent ikke, til I er ved at miste modet 
eller er i vanskeligheder. Det er blevet 
sagt, at vi bør bede ofte og i et retfærdigt 
øjemed. Alle profeterne lige fra Adams tid, 
og endog Jesus Kristus selv, følte behovet 
for at påkalde vor himmelske Fader i yd- 
myg bøn. Mennesker, der beklæder leden- 
de stillinger indenfor alle samfundslag og 
i alle jordens lande, har bedt om Guds vej- 
ledning, og de er blevet endnu mere vær- 
difulde mennesker, fordi de har indset, at 
der findes et højere væsen og en guddom- 
melig magt. 

For eksempel har så at sige hver eneste 
af De forenede Staters præsidenter gen- 
nem tiderne følt, at det var nødvendigt at 
påkalde Herren, og mange af dem har 
kaldt nationen til bøn, idet de med Abra- 
ham Lincoln har indset at: „Mange gange 
er jeg af omstændighederne blevet dre- 
vet på knæ med den overvældende over- 
bevisning, at der ingen udvej var. Min 
egen visdom såvel som deres, der omgav 
mig, var langtfra tilstrækkelig." 
Samuel F. B. Morse 2 , der opfandt telegra- 



fen, har sagt: „Når jeg ikke klart kunne se, 
hvilken vej jeg skulle gå, har jeg altid 
knælet ned og bedt om lys og forstand." 
Vi husker også den bøn, som astronauten 
Gordon Cooper bad, medens han kred- 
sede om jorden: „En særlig tak, Fader, for- 
di du har givet mig lejlighed til at komme 
ud på denne tur. Tak fordi jeg befinder 
mig helt her oppe i dette vidunderlige uni- 
vers, hvor jeg Kan se alle disse forunder- 
lige ting, du har skabt." 
Der er bedt uendeligt mange bønner til 
vor himmelske Fader af højtstående, men 
alligevel ydmyge mennesker; nogle af dem 
er nedskrevet og rangerer blandt vor 
smukkeste litteratur. Der kommer et punkt 
i ethvert menneskes liv, hvor det ikke har 
nok i sin egen styrke. Og det menneske, 
der har lært at bede på et tidligt tidspunkt 
i sit liv, samt lært, hvad man skal bede 
om, og hvordan, har absolut en fordel 
fremfor det menneske, der ikke har lært 
at bede, eller som ikke tror, at man virke- 
lig kan opnå noget ad bønnens vej. 
Jeg modtog for nylig en kopi af et brev, 
i hvilket der på temmelig kritisk og sarka- 
stisk måde blev henvist til et menneske, 
der havde en meget ansvarsfuld stilling in- 
denfor kirken: „Her har vi sandelig et men- 
neske, der virkelig har hjælp behov," stod 
der. 

Da jeg læste brevet igennem, tænkte jeg 
på, hvor meget vi alle har hjælp og vej- 
ledning behov, og hvis der virkelig er for- 
skel på, hvor megen hjælp vi behøver, 
så vokser behovet i forhold til det ansvar, 
vi har for os selv og ikke mindst for andre. 
Min konklusion må blive, at des mere yd- 
myge, vi er, jo større er sandsynligheden 
for at tingene lykkes for os, og for at de 
mennesker, vi omgås og arbejder sammen 
med, vil holde af os og stole på os. 
Det er så uendelig vigtigt, at forældrene 
kalder deres børn sammen, morgen og af- 
ten, hver dag, og giver hvert familiemed- 
lem, en efter en, muligheden for at anråbe 
Herren på familiens vegne, idet de udtryk- 
ker taknemmelighed for de mange velsig- 
nelser, som familien har modtaget, deres 
bekymringer angående den enkelte såvel 

(Forts, på side 344) 






313 



Elskede søskende, både de af jer, 
der er medlemmer af denne kirke og 
de, der ikke er det. For at vi alle skal 
kunne opbygges gennem denne tale, 
har både I og jeg brug for at blive 
vejledt af Herrens Ånd, thi jeg har i 
sinde at citere, hvad Herren sagde 
til sine disciple om vore dage, om 
den forlegenhed som vi nu befinder 
os i, og om den tid, der snart vil 
komme. 

„Og lyset skinner i mørket, og mørket 
fik ikke bugt med det." (Kan også 
oversættes: „Og mørket begreb det 
ikke." Joh. 1:5) Således skrev den 
apostel, som Jesus elskede. 
Jeg kom i tanke om dette skriftsted, 
da jeg for nylig læste en artikel, som 
tilskrives Dr. Charles H. Malik, tid- 
ligere præsident for De forenede 
Nationers generalforsamling. Han 
skrev blandt andet, at hvad der er 
behov for i dag er: „Et universelt 
budskabs udfordring, en åbenbaring 
om noget umådelig stort, en kaldelse 
til en heltegerning . . . Den øjeblikke- 
lige situation (skrev han) viser en 
tendens til en endelig og fuldstændig 
dom; alt bliver vejet og bedømt ... 
ens liv, ens værdier, ens kultur, hele 
den civilisations levedygtighed, til 
hvilken man hører. 

„Det minder meget om de sidste da- 
ge. Og de, der tror, vil fortælle jer, 
at Gud er der, og at han ganske be- 
stemt vogter over sine egne, selv om 
han muligvis alligevel revser dem." 
(Citeret i Public Speaker's Treasure 
Chest (Harper & Row, 1964), side 42) 
Når man tænker over dette forsøg 
på at vurdere samfundets sørgelige 
tilstand i dag, kommer man til den 
konklusion, at de genvordigheder, vi 
befinder os midt i, ikke så meget 
skyldes, at vi mangler tilstrækkelig 
vejledning, men snarere, at vi ikke 
hører ordentligt efter. 
Som jeg nu taler til jer her i formid- 
dag, er det min hensigt at under- 
strege det faktum, at der i vor bekym- 
rede verden faktisk findes et sandt 
lys, der kan vejlede os sikkert. Dette 
lys har været hos os i 140 år; det er 
et lys, der er bestemt til at bringe 
glæde, fred og lykke til alle folkeslag, 



„Og lyset skinner i mørkef 



(Joh. 1:5) 



AF ÆLDSTE MARION G. ROMNEY, fra De tolvs Råd 
Tale holdt ved 141. halvårlige generalkonference 




stammer og tungemål, blot de vil 
modtage det. 

Jeg bærer mit vidnesbyrd for jer, om 
at vor elskede Frelser, Jesus Kristus, 
forudså de forhold, hvorunder vi 
lever i dag, allerede, da han gik her 
på jorden. På det tidspunkt åbenba- 
rede han også, hvor altafgørende 
vore gerninger her og nu er, og fast- 
satte den vej, han ville berede for os, 
hvorved vi kan undgå ødelæggelse. 
Det, han sagde dengang, var og er 
af så stor betydning i hans øjne, at 
han sørgede for, at det blev nedskre- 
vet tre forskellige steder: I Biblen 
(Matt. 24), Den kostelige Perle (Jo- 
seph Smith 1), og Lære og Pagter. 
Omstændighederne, under hvilke dis- 
se ting blev udtalt, var temmelig 
gribende. Da han for sidste gang 
drog fra Jerusalem til Betania, stod 
han med sine apostle på Oliebjerget. 
Da de var bekymrede på grund af 
hans forudsigelse om, at der ikke 
skulle lades sten på sten tilbage af 
helligdommen, bad de ham om en 
forklaring. „Sig os," sagde de, „når 
skal dette ske? Og hvad er tegnet på 
dit komme og verdens ende?" (Matt. 
24:3) 
Jeg behøver ikke citere, hvad han 



sagde om Jerusalems ødelæggelse, 
som dengang var for hånden. Men 
på grund af dets forbindelse med 
det, dét- sker nu og skal ske i frem- 
tiden, beder jeg jer om sammen med 
mig alvorligt at overveje, hvad han 
sagde angående sit andet komme og 
om verdens ende: „Og når ikke- 
jødernes tid er kommet, da skal et 
lys bryde frem blandt dem, der sidder 
i mørke, og det er mit evangeliums 
fylde." (L. & P. 45:28) 
At denne forudsigelse henfører til 
vore dage bevises af den kendsger- 
ning, at „lyset", der tales om, tænd- 
tes i foråret 1820, da Faderen og Søn- 
nen viste sig for den unge profet, 
Joseph Smith. I de år, der fulgte 
umiddelbart efter, blev Jesu Kristi 
evangeliums fylde gengivet til jorden 
gennem profeten Joseph Smith. 
Disse betydningsfulde begivenheder 
skulle indvarsle „ikke-jødernes tid" 
— det vil sige, den periode i den sid- 
ste uddeling, hvor evangeliet først og 
fremmest skal prædikes for de ikke- 
jødiske folkeslag. I husker jo, at i 
tidernes midte kom evangeliet først 
til jøderne og siden til ikke-jøderne. 
Men, for at komme tilbage til, hvad 
Frelseren sagde: 



314 




„Men de modtager det ikke; thi de 
ser ikke lyset, men de vender deres 
hjerter bort fra mig på grund af men- 
neskebud. (L. & P. 45:29) 
Opfyldelsen af denne forudsigelse er 
beklageligt åbenbar i dag. Det store 
flertal af de mennesker, der får præ- 
senteret evangeliet, afslår det. Det 
er, fordi denne generation nægter at 
tro, og ikke fordi der mangler vejled- 
ning, derfor vil de indtil nu ikke kun- 
ne undgå de ulykker, som Jesus for- 
udså og profeterede om, og hvis der 
ikke sker en forandring i deres 
indstilling, vil de heller ikke i fremti- 
den kunne undgå disse ting, for, sag- 
de Jesus, den generation - det vil 
sige, i hvilken evangeliet prædikes — 
ser ikke lyset (Jesu Kristi evange- 
lium), men „vender deres hjerte bort 
fra mig. 

„. . . Og i den slægt, skal der findes 
mennesker, der ikke skal blive taget 
bort, førend de har set en susende 
svøbe, thi en hærgende sygdom skal 
dække landet. 

„Men mine disciple skal stå på helli- 
ge steder og skal ikke berøres deraf; 
men blandt de ugudelige skal men- 
neskene opløfte deres røst, forbande 
Gud og dø. 



„Og der skal være jordskælv forskel- 
lige steder, og store ødelæggelser. 
Dog vil menneskene forhærde deres 
hjerter mod mig og gribe til sværdet 
mod hinanden og slå hinanden ihjel. 
„Da jeg, Herren (dette sagde han, da 
han gentog profetien for Joseph 
Smith) havde talt disse ord til mine 
disciple, var de bedrøvede. 
„Og jeg sagde til dem: Vær ikke bed- 
røvede, thi når alt dette sker, skal I 
vide, at de forjættelser, der er blevet 
givet jer, skal blive opfyldt." (L & P. 
45:29, 31-35) 

Idet Jesus atter taler om, at lyset skal 
bryde frem igen, fortsætterlian med 
at fremsige profetier for disciplene: 
„I ser figentræerne med jeres øjne, 
og I siger, når de begynder at sprin- 
ge ud, og deres blade endnu er spæ- 
de, at sommeren er nær. 
„Således skal det være på den dag, 
når de vil få alt dette at se; da skal 
de vide at timen er nær. 
„Og det skal ske, at den, der frygter 
mig, skal forvente Herrens store dag 
og tegnene på Menneskesønnens 
tilkommelse. 

„Og de skal se tegn og undere, thi de 
skal være synlige i himlen oventil og 
på jorden nedentil. 
„Og de skal se blod, ild og røg- 
damp." (L & P. 45:37-41) 
Nogle af disse tegn har vi allerede 
set, og de andre vil vi få at se. For, 
fortsætter Jesus: 

„. . . førend Herrens dag kommer, 
skal solen formørkes og månen for- 
vandles til blod og stjernerne falde 
fra himlen. 

„Og de tiloversblevne skal samles på 
dette sted. (Jesus stod på Oliebjer- 
get.) 

„Og da skal de forvente mig, og se, 
jeg kommer. Og de skal se mig i him- 
lens skyer, iført magt og megen her- 
lighed, med alle de hellige engle; 
men den, der ikke venter mig, skal 
afskæres." (L. & P. 45:42-44) 
De retfærdige skal dog ikke afskæ- 
res. Hør de løfter, som Herren gav 
dem, der modtager evangeliet og 
lever derefter. 

Men førend Herrens arm falder, skal 
en engel blæse i sin basun, og de 



hellige, som er hensovet, skal kom- 
me frem og møde mig i skyen. 
„Dersom I derfor er hensovet i fred, 
(her taler han til sine apostle), da er 
I salige; thi ligesom I nu ser mig og 
ved, at det er mig, således skal I 
komme til mig, jeres sjæl skal leve. 
Jeres forløsning skal da være fuld- 
byrdet, og de hellige skal komme fra 
verdens fire hjørner." (L. & P. 45: 
45-46) 

Vi kan have tillid til, at enten vi dør, 
før Herren kommer, eller forbliver 
dødelige, skal vi, hvis vi har været 
trofaste, være sammen med ham og 
glæde os over hans komme. 
Og efter at de, der er opstået, er 
kommet til ham, og de retfærdige, 
som lever på den tid, er kommet 
frem fra jordens fire hjørner: 
skal Herrens arm falde på folke- 
ne. 

„Og Herren skal sætte sin fod på det- 
te bjerg, og det skal gå midt over, og 
jorden skal skælve og rave frem og 
tilbage, selv himlene skal ryste. 
„Og Herren skal lade sin røst høre, 
og alle jordens ender skal høre den, 
og jordens folk skal sørge, og de der 
har lét, skal indse deres dårskab. 
„Og ulykker skal ramme spotteren, 
og foragteren skal fortæres, og de, 
der tragter efter uretfærdighed, skal 
omhugges og kastes i ilden." (L. & P. 
45:47-50) 

„Og Satan skal bindes, så han ikke 
mere skal have plads i menneskenes 
børns hjerter. 

„Og på den dag, da jeg kommer i min 
herlighed, skal den lignelse, som jeg 
fortalte om de ti jomfruer, blive op- 
fyldt. 

„Thi de, der er kloge og har mod- 
taget sandheden og taget den Hellig- 
ånd tif vejleder og ikke har ladet sig 
forføre, skal ikke omhugges og ka- 
stes i ilden, men skal bestå på den 
dag." (L. & P. 45:55-57) 
De, „der er kloge og har modtaget 
sandheden", er dem, der accepterer 
evangeliet, når de hører det. De, der 
„har taget den Helligånd til vejleder 
og ikke ladet sig forføre", er dem, der 
ikke alene har modtaget dens gave, 
men også levet sådan, at de kunne 



315 



modtage Helligåndens vejledning og 
således ikke er blevet forført. Det er 
sådanne, der, enten de opstår ved 
Herrens komme eller stadig er døde- 
lige, „skal bestå på den dag" Kristus 
kommer anden gang. 
„Og jorden skal gives dem til arv; og 
de skal formere sig og blive stærke, 
og deres børn skal vokse op uden 
synd til frelse. 

„Thi Herren skal være midt iblandt 
dem; og hans herlighed skal hvile 
over dem, og han skal være deres 
konge og lovgiver." (L. & P. 45:58-59) 
Denne, Jesu store profeti afslører 
grunden til de genvordigheder, som 
gjorde Dr. Malik så bekymret for 
menneskehedens fremtid. Den be- 
kræfter den kendsgerning, at Jesu 
Kristi gengivne evangelium, er det 
sikre lys, der skinner i vor bekymrede 
verdens mørke. Evangeliet, der blev 
gengivet ved profeten Joseph, er 
netop den „åbenbaring om noget 
umådelig stort", som doktoren læng- 
tes efter. Det er en sand „kaldelse 
til en heltegerning". Det har „et 
virkeligt universelt budskabs udford- 
ring". Det er lige præcis det, som 
doktoren siger, at der er brug for i 
dag. Det bekræfter den slutning, han 
kom til, da ran sagde: 
„Den øjeblikkelige situation viser en 
tendens til en endelig og fuldstændig 
dom", at alt vil blive vejet - „ens liv, 
ens værdier, ens kultur, hele den 
civilisations levedygtighed, til hvilken 
man hører." Profetien bekræfter, at 
det hele ikke alene „minder meget 
om de sidste dage", men den for- 
sikrer os, at dette virkelig er de sid- 
ste dage, og at Gud så sandelig „er 
der og vogter over sine egne". 
Jeg bærer mit personlige vidnesbyrd 
om de skriftsteder, vi her har gen- 
nemgået. Jeg ved, at han, som talte 
ordene, var og er Guds Søn, jordens 
og menneskenes Skaber såvel som 
deres Frelser; at han ved det, og har 
vidst fra alle tings begyndelse; at 
han talte evig sandhed. 
Jeg bærer vidnesbyrd om, at det evi- 
ge evangeliums fylde er her på jor- 
den. Det forudsagte lys er kommet. 
Vi har set mange andre af de profete- 
rede tegn på Kristi komme. Nogle 



kan vi skimte, andre falder ligefrem i 
øjnene. 

Jeg bærer vidnesbyrd om, at Gud 
ikke er død. Han står ved roret. Hans 
kraft - præstedømmet - er på jor- 
den; Hans planer skrider frem, som 
de skal; hans „evige hensigter skal 



fremskyndes, indtil alle hans forjæt- 
telser er blevet opfyldt." (Mormon 
8:22) 

Om dette bærer jeg, som særligt 
vidne for Kristus, højtideligt vidnes- 
byrd, og det gør jeg i vor Herre, Jesu 
Kristi navn, Amen. O 



Fra missionens præsidentskab 








Mine kære søskende 
i Jesu Kristi Evangelium! 

Vi som en familie er lykkelige over at være Danmark. Jeg er glad 
for at vende tilbage til Danmark. Det vil blive dejligt at hilse på jer 
allesammen og føje den styrke til vort liv, som I hver især har. Vi 
beder, at vi også må føje noget til jeres liv i den tid vi er her. Jeg 
er sikker på, at hvis vi alle sætter vor lid til Guds Ånd, vil der blive 
en tilfredsstillende fremgang i den danske mission. 
Vi er glade for at være her og hjælpe værket fremad. Da vore 
missionærer imidlertid kommer og går, er det nødvendigt, at 
hvert enkelt medlem passer „det embede, hvortil han er blevet 
kaldet." Det er den eneste måde, hvorpå Jesu Kristi Kirke virke- 
lig kan gå fremad. Det er formålet med Evangeliet, at hver enkelt 
af Guds børn skal udvikle sig. Det, der kræves for at vi og vor 
familie kan udvikle os, er offer. Offer opbygger kærlighed til og 
omsorg for andre. Denne kærlighed og omsorg vil opbygge le- 
derne i Riget og vil føre mange omvendte ind i Kirken. Vi kan ikke 
udvikle os og stå stille på samme tid. Enhver forretningsmand 
ved, at der i hvert fald må være så mange indtægter, at de kan 
dække udgifterne, og hvis vi vil have tilfredsstillelse ud af vort 
arbejde, må der være fortjeneste eller gevinst. Vor fortjeneste 
eller gevinst kommer to steder fra: 1) væksten af vore familier - 
nye børn og de børn, som gifter sig og stifter deres egen familie, 
2) nye omvendte. Kan der findes nogen større tilfredsstillelse end 
at have succes på begge områder? Er det ene område vigtigere 
end det andet? Herren har fremsat mange ord om familiens be- 
tydning og mange ord om, at vi skal belære andre om Evangeliet. 
Jeg ved, at disse ord er sande- Det er skriftsteder, som profeterne 
har givet os. Jeg ved, at vi i dag bliver ledet af en Guds profet. 
Vi som en missionærfamilie ønsker at sende jer alle vore kær- 
ligste hilsener. Vi glæder os til at hilse personligt på jer. Vi beder, 
at Herrens rigeste velsignelser vil være med jer. 

Grant Ipsen, Missionspræsident 



Ærlighed 

et frelsens princip 



AF ÆLDSTE MARK E. PETERSEN, 

af De tolvs Råd 

Tale holdt ved den 141. halvårlige 

generalkonference 

En af Jesu Kristi Kirke af Sidste 
Dage Helliges trosartikler indehol- 
der sætningen: „Vi tror, at vi må 
være ærlige." (13. trosartikel) 
Men vi tror ikke, at ærlighed kun 
er et spørgsmål om taktik. Dertil er 
det et alt for vigtigt princip. Ærlig- 
hed er et frelsens princip i Guds 
rige. Uden ærlighed er der ingen 
frelse. På samme måde som ingen 
mand eller kvinde kan blive frelst 
uden dåben, således kan ingen frel- 
ses uden at være ærlige. På samme 
måde, som vi ikke kan gå frem i 
det himmelske rige uden opstan- 
delse, således kan vi ikke komme 
indenfor det celestiales grænser 
uden at være ærlige. 
Gud fordømmer lige så meget hyk- 
leri som umoral, der er en af de 
værste former for uærlighed. Når 
han beskriver Helvede i den tilkom- 
ne verden, siger han udtrykkeligt, 
at det er der, de uærlige skal være. 
Da intet urent kan komme i nærhe- 
den af Herren, kan ingen løgner, be- 
drager eller hykler få ophold i hans 
rige. 

Uærlighed er nært knyttet til selvisk- 
hed, i hvilken den har sin oprin- 
delse, og hvorfra den tager næring. 
Selviskhed er roden til næsten alle 
vore fejl, og menneskenes umen- 
neskelighed overfor hinanden ska- 
ber sorg for tusinder og atter tusin- 
der. 

Hvis hele menneskeheden var ær- 
lig, ville vi have Himlen her på jor- 




den. Vi ville ikke have brug for 
hære og krigsflåder, ja ikke engang 
for politi noget steds, for der ville 
ikke forekomme nogen forbrydelser, 
ingen overgreb mod nogens rettig- 
heder, ingen vold mellem menne- 
sker. 

Der ville ingen grund være til skils- 
misse, mand og kone ville ikke 
være hinanden utro. Konflikterne 
mellem forældre og børn ville for- 
svinde, og ungdomskriminaliteten 
ville ophøre. 

Men er der i vort samfund noget 
mere udbredt end tendensen til at 
lyve og føre hinanden bag lyset? 
Det er narkotikahandlerens løgne, 
der frister et ungt menneske til at 
prøve hans stoffer, og forførerens 
løgne, der overtaler en pige til at op- 
give sin dyd. 

Det er den samvittighedsløse sæl- 
gers løgne, der lokker hans offer til 
at indgå en uredelig aftale. 
Det er skattesnyderens løgne, der 
gør, at han ender bag tremmerne, 
og det er skoleelevens løgne, der 
gør, .at han snyder ved prøver og 
eksaminer. 

Det er barnets løgn — og desværre 
alt for ofte også forældrenes — der 
skaber generationskløften. 
Det er den sjuskede reparatørs 
løgne, der skjuler dårligt arbejde. 
Det er det at leve på løgn efter løgn, 
der gør et menneske til hykler. 
Det er en ægtemands eller en hu- 
strus løgn, der fører til utroskab, og 



det er forfalskning i regnskabet, der 
bevirker, at man kan gøre sig skyl- 
dig i underslæb. 

Det er trangen til at lyve og snyde, 
der gør en mor til butikstyv og bar- 
net, der hjælper hende, til en kom- 
mende forbryder. 

Det er løgnen på de menneskers 
læber, der lytter til sladder og brin- 
ger den videre, der er skyld i mange 
uskyldige ofres psykiske sammen- 
brud. 

Det er det uærlige menneske, der 
søger at drage fordel af andre, at 
ydmyge dem eller med vilje at ska- 
de et andet menneske. 
Det er uærligheden, der får et fa- 
milieoverhoved til at snyde avis- 
drengen for sin betaling for at 
bringe familien deres aviser. 
Det er en gejstlig løgn om, at 
sexuelt samliv før ægteskabet er i 
orden som en slags prøveægteskab, 
der gør, at en ung pige mister sin 
dyd. Hun er måske naiv eller dum, 
at hun tager hans ord for gode va- 
rer, men sikke en regning, han bli- 
ver stillet overfor, når dommens dag 
oprinder, fordi han har sagt, at det 
at leve sammen før ægteskabet ikke 
er at synde, når han udmærket godt 
ved, at den almægtige højt oppe på 
Sinaibjerget tordnede: „Du må ikke 
bedrive hor." (2. Mos. 20:14) 
Den mand er en hykler, der seks 
dage om ugen kritiserer sine kone 
sønder og sammen, ydmyger sine 
børn og i det hele taget er en hus- 



317 



tyran for så om søndagen at spille 
from, synge med i kirkens kor og 
tage del i de hellige symbolske 
handlinger, der hører til Herrens 
nadver. 

Det er den forelskede piges løgn, 
der gør det muligt for hende at føre 
sine forældre bag lyset, medens hun 
synder sammen med en ung mand, 
der kun ønsker at trække hende 
med sig nedad. 

Ingen går omkring på denne jord 
uden en tanke på disse ord: ikke 
vi leve kan på en løgn. 
Vi sidste dages hellige tror på Gud, 
og fordi vi tror på ham, tror vi og- 
så, at der findes en djævel. Men 
djævelen selv er en løgner — løg- 
nens fader (Moses 4:4) — og de, der 
vælger at snyde og lyve, bedrage og 
fordreje, bliver hans slaver. 
Er det noget under, at skriften siger: 
„Seks ting hader Herren, syv er 
hans sjæl en gru: 

„Stolte øjne, løgnetunge, hænder, 
der udgyder uskyldigt blod, et hjer- 
te, der udtænker onde råd, fødder, 
der haster og iler til ondt, 
falsk vidne, der farer med løgn, og 
den, som sætter splid mellem brød- 
re." (Ordspr. 6:16-19) 
I de vers, jeg nu citerer, tilføjer skrif- 
ten endnu en afskyelig synd, som 
aldrig forekommer uden løgn og be- 
drag — nemlig vellystige sexuelle 
forhold, om hvilke Gud siger, at de 
ødelægger sjælen. I en moderne 
åbenbaring beskriver Herren Helve- 
de i den kommende verden, idet han 
opremser de overtrædere, der vil få 
del deri. Han siger: 
„Det er disse, der er løgnere, trold- 
karle, ægteskabsbrydere, horkarle 
og de, der elsker og øver løgn. 
„Det er disse, som lider Guds vrede 
på jorden. 

„Det er disse, der lider den evige 
ilds hævn. 

„Det er disse, der nedstyrtet til Hel- 
vede lider den almægtige Guds vre- 
de, indtil tiden er opfyldt, da Kristus 
har lagt alle sin fjender under sine 
fødder og har fuldbyrdet sit værk." 
(L. & P. 76:103-106) 
De fleste af os påberåber os at være 



kristne, idet vi kalder os ved Kristi 
navn og beder til Gud i det samme 
navn. Men er vi virkelig kristne i 
hjertet? Kan han rent faktisk accep- 
tere vor tilbedelse? Dette kan vi af- 
gøre ved at spørge os selv, om vi 
virkelig holder hans bud. Hvis ikke, 
er vi da værdige til at bære hans 
navn? 

Et menneske spurgte engang: „Hvis 
du skulle bevise overfor en domstol, 
at du var kristen, hvad ville du da 
bruge som bevis? 

De kristne må lære, at der ikke er 
noget Kristus-lignende ved bedrag. 
Der er ingen retfærdighed ved hyk- 
leri. Der er intet godt ved løgn. 
Vi må se i øjnene, at hvis vi ikke er 
ærlige, er vi ikke rene i Guds øjne, 
og at intet urent kan komme i hans 
nærhed. At forfalde til uærlighed er 
at apostere fra et kristent liv. At apo- 
stere fra Kristus er at være anti-krist, 
og hvem af os har råd til at være det? 
At være anti-krist er at være imod 
ham, at kæmpe mod ham, også selv 
om det bare er ved i det stille ikke at 
adlyde ham. At kæmpe mod Kristus 
er at udelukke Gud fra sit liv, og 
dette fremmer selvødelæggelsen 
fremfor noget andet. 
Mennesket kan filosofere og sige, at 
der ingen Gud er; det kan kalde re- 
ligion for myter; det kan opbygge 
sine egne ideer, men det nytter ikke 
noget. Beviset for, at Gud er der, er 
så overvældende meget større end 
alle protester og tomme teorier, der 
forsøger at afskaffe ham. Som en 
digter skrev: „Kun en tåbe påstår, 
at Gud ikke er til." 
I disse dage, hvor der udrettes så 
meget, er der mere grund end no- 
gen sinde før i menneskets historie 
til at tro på Gud. Alle vore opdagel- 
ser, alle vore opfindelser, selv det, 
at det er lykkedes at sende menne- 
sker op på månen, råber til os om 
Guds magt. 

Der er ingen præcision ved det til- 
fældige, og der er intet sikkert ved 
det spontane. Universet fungerer 
både præcist og sikkert, og dette 
forkynder Guds ære, ganske som 
vore største videnskabsmænd har 



sagt. Og således istemmer de med 
salmisten fra gamle dage: „Herrens 
er jorden og dens fylde jorderig og 
de, som bor derpå." (Salm. 24:1) 
Hvis vi er den mindste smule inter- 
esseret i evangeliet, bør vi leve helt 
derefter. Der er intet at vinde ved 
at føre os selv bag lyset, så vi bliver 
ofrer for vore egne fejltrin. Det er 
en kendsgerning, der er så enkel, 
at selv et barn kan forstå den — at 
hvis vi skal komme frelst til Him- 
melens rige, så må vi efterleve dets 
love ærligt, fuldstændigt og helhjer- 
tet. Lunkenhed er vederstyggeligt for 
Herren. Han har sagt til dem med 
den lunkne indstilling, at han vil ud- 
spy dem af sin mund. (Joh. Åb. 3:16) 
Hvorfor tror I, at han bød, at vi skal 
tjene ham af vort hele hjerte, sjæl, 
sind og styrke? 

Husker vi da ikke på, at hvis vi ikke 
gør noget, førend det bliver befale, 
og desuden modtager befalingen 
med tvivlende hjerte og er sene til 
at udføre den, er vi under fordøm- 
melse. (Se L. & P. 58:29) 
Hvis vi ønsker at være kristne og at 
vise det i vore gerninger, bør vi 
huske på disse skriftsteder: 
„Derfor, når du bringer din gave til 
alteret og dér kommer i hu, at din 
broder har noget imod dig, så lad 
din gave blive dér ved alteret, og gå 
først hen og forlig dig med din bro- 
der, og kom så og bring din gave!" 
(Matt. 5:23-24) 

„Derfor, alt hvad I vil, at menneske- 
ne skal gøre mod jer, det samme 
skal I gøre mod dem; thi sådan er 
loven og profeterne." (Matt. 7:12) 
„Du skal elske din næste som dig 
selv." (Matt. 22:39) 
Og husker I, at Frelseren gav os 
dette særlige bud: „I (skal) ikke 
være som hyklerne;" (Matt. 6:5) Vi- 
dere forklarede han, at: „Ingen kan 
tjene to herrer; ... I kan ikke tjene 
både Gud og mammon. (Matt. 6:24) 
Der findes også følgende vigtige 
skriftsted: „Ingen, der øver svig, skal 
bo i mit hus, ingen, som farer med 
løgn, bestå for mine øjne." (Salm. 
101:7) 
Da den almægtige fra Sinaibjerget 



318 



bød os ikke at stjæle, sagde han i 
samme åndedrag: „Du må ikke sige 
falsk vidnesbyrd imod din næste!" 
Og han erklærede også, at vi ikke 
må begære noget, der tilhører vor 
næste. (2. Mos. 20:16-17) 
I en moderne åbenbaring udtrykte 
han det lige så klart: „Du skal ikke 
lyve, thi den, der lyver og ikke om- 
vender sig, skal kastes ud." (L. & P. 
42:21) 

Og han indbefattede nogle af kri- 
stendommens største principper i 
denne forskrift: „Du skal ikke tale 
ondt om din næste eller gøre ham 
nogen skade." (L. & P. 42:27) 
Men han gik endnu videre, da han 
lærte menneskeheden at undgå ger- 
righed og griskhed, som fører til 
alle former for uærlighed, han til- 
skyndede os til at gå ad den hø- 
jeste vej. I stedet for at tage fra 
vore medmennesker, bør vi lære at 
give — at være barmhjertige sama- 
ritanere i alt; at dele med vore 
mindre heldige medmennesker og 
virkeligt vise vor kærlighed til næ- 
sten. Han sagde: „Og se, da skal du 
komme de fattige i hu og indvie en 
del af din formue til deres under- 
hold ... Og hvad I således skænker 
de fattige af jeres midler, det gør I 
imod mig . . ." (L. & P. 42:30-31) 
Frelseren ved, hvor tung syndens 
byrde er. Han bar denne byrde i 
Getsemane og på korset for hver 
enkelt af os. Han ved, at et synde- 
fuldt liv er et ulykkeligt liv, hvor man 
kommer til at betale dyrt, og at ugu- 
delighed aldrig har været lykke. Han 
opfordrer os til at bære en meget 
lettere byrde, der består af glæde, 
lettelse og inderlig tilfredshed, og 
han siger: 

„Kom hid til mig, alle I, som er 
trætte og tyngede af byrder, og jeg 
vil give jer hvile. 

„Tag mit åg på jer og lær af mig, 
thi jeg er sagtmodig og ydmyg af 
hjertet; så skal I finde hvile for jeres 
sjæle. 

„Thi mit åg er gavnligt og min byr- 
de er let." (Matt. 11:28-30) 
Herren gjorde det klart, at alle har 
brug for at omvende sig, og at, hvis 



vi virkelig omvender os og påtager 
os hans åg, der består af kærlighed, 
tilgivelse og lydighed, så vil han ta- 
ge imod os. 

Gennem sin fordums profet Johan- 
nes sagde Jesus: 

„Men hvis vi vandrer i lyset, lige- 
som han er i lyset, så har vi fælles- 
skab med hverandre, og Jesu, hans 
Søns, blod renser os fra al synd. 
„Hvis vi siger, at vi ikke har synd, 
så bedrager vi os selv, og sandhe- 
den er ikke i os. 

„Hvis vi bekender vore synder, er 
han trofast og retfærdig, så han til- 
giver os vore synder og renser os 
fra al uretfærdighed." (1. Joh. 1:7-9) 
„Den, som elsker sin broder, bliver 
i lyset, og han støder ikke an. 
„Men den, der hader sin broder, er 
i mørket og vandrer i mørke, og han 
ved ikke, hvor han går hen, thi mør- 
ket har blindet hans øjne." (1. Joh. 
2:10-11) 

Endvidere har vi ordene fra Jakob, 
at tro uden gerninger er død. Vi må 
forene tro med vore gerninger, og 
vore gerninger med tro for at være 
virkelig kristne, og vore gerninger 
må være retfærdige gerninger. (Ja- 
kob 2:17-18) 

Guds Ånd er sandhedens ånd. Frel- 
seren er indbegrebet af sandhed. 
Han beskrev sig selv således: „Jeg 
er vejen og sandheden og livet; in- 
gen kommer til Faderen uden ved 
mig." (Joh. 14:6) 

Der er ingen frelse i Guds rige uden 
gennem sandheden, og sandheden 
er Kristus. Og dette er mit vidnes- 
byrd til jer i vor Herre Jesu Kristi 
navn. Amen. Q 



Dåb 

Nordre Gren: 26. marts 1972: 
Elsa Wexham døbt at aldste Randy 
Gibson, håndspålæggelse ved ældste 
Blaine Luke 
8. april 1972: 

Mette Marie Billeskov Jansen døbt af 
Hans Billeskov Jansen, håndspålæg- 
gelse ved samme 

Esbjerg: 29. januar 1972: 

Lillia Aime Karla Bjerge døbt af ældste 

Dieter Rudolf Hansen, håndspålæggelse 

ved ældste Bent R. Jørgensen 

8. april 1972: 

Lis Bjerge døbt af ældste Dennis Illum, 

håndspålæggelse ved ældste Bent R. 

Jørgensen 

København: 31. marts 1972: 

Jørgen Richard Viktor Schelle-Jørgen- 

sen døbt af ældste Paul Faris, hånds- 
pålæggelse ved ældste Brent Johansen 
13. maj 1972: 

Inger Jensine Jensen døbt af ældste 
Terry Fowler, håndspålæggelse ved 
ældste Timothy Hess 

Fredericia: 19. februar 1972: 
Hans Jørgen Vinding døbt af ældste 
Wallace Sessions, håndspålæggelse 
ved ældste Michael Dalton 

Horsens: 20. maj 1972: 

Pia Bjørn Rosenkilde døbt af broder 

Ebbe Rosenkilde, håndspålæggelse ved 

samme 

Odense: 6. maj 1972: 
Charlotte Marie Held døbt af ældste 
Joel Adams, håndspålæggelse ved æld- 
ste Anders Nielsen 

Dåne Andrews Held døbt af ældste 
John Dees, håndspålæggelse ved bro- 
der Franz O. Knudsen 
James Jeffery Held døbt af ældste Boat- 
right, håndspålæggelse ved broder Karl 
Ove Nielsen. 



319 






Skab en grundvold for 



T 




INDÅRSRIGET 



Jeg er min himmelske Fader tak- 
nemmelig, fordi jeg i dag har lejlig- 
hed til at overvære endnu en gene- 
ralkonference i kirken, og fordi der 
er så mange af jer trofaste sidste 
dages hellige til stede her i efter- 
middag. 

Frelseren sagde: „Mennesket skal 
ikke leve af brød alene, men af 
hvert ord, som udgår af Guds 
mund." (Matt. 4:4) Jeg er sikker på, 
at dem af os, der har haft lejlighed 
til at overvære de sidste tre møder 
under denne konference, virkelig 
har følt, at vi er blevet givet det 
evige livs brød. Der er blevet givet 
os vidunderlig vejledning og inspi- 
ration gennem disse Herrens tje- 
nere. 

Med brød kan vi holde vort legeme 
i live, men der skal mere til, når det 
gælder ånden. Musikken har været 
dejlig opløftende at lytte til, og jeg 
må i høj grad rose sangerne fra 
Ricks College. Jeg var der for kun 
et par uger siden for at overvære 
en højtidelighed, og vi må ikke und- 
lade at takke Herren for alle de or- 
ganisationer, der er i hans kirke, og 



for, de muligheder, disse organisa- 
tioner og uddannelsesanstalter giver 
vore unge mennesker. 
I dag havde jeg tænkt åt sige lidt 
om den grundvold, hvorpå vi bygger 
vor tro, og hvad vi lever for, og om 
vore virkelige ønsker og mål. Jeg 
tænker på den tid, da dette smuk- 
ke tempel blev rejst for over hun- 
drede år siden. Fundamentet, der 
blev lagt til det, var mellem fire og 
fem meter bredt, og engang kom 
præsident Brigham Young og så, at 
arbejderne fyldte det med granit- 
skærver. Han beordrede, at de skulle 
fjernes igen, og sørgede så for, at 
der blev brugt store, solide granit- 
blokke i stedet, for som han sagde: 
„Vi bygger dette tempel, for at det 
skal kunne stå gennem hele Tusind- 
årsriget." Er det ikke en dejlig tan- 
ke? Hver eneste een af os burde 
have et ønske om at opbygge vort 
liv og hjælpe vor familie med at op- 
bygge deres liv, så det kan stå 
stærkt gennem hele Tusindårsriget. 
Vi har hørt broder Romneys tale i 
formiddags, hvor han nævnte pro- 
feternes og Kristi eget løfte om Her- 



rens genkomst, og hvem af os øn- 
sker ikke at leve sådan, at vi er 
sikre på at være med på den dag, 
da Guds basun lyder, og de døde 
kommer frem, så vi og de, der er 
os kære, kan blive talt blandt dem, 
der kommer i hans nærhed. 
Jeg tænker på profeten Johannes' 
ord, han som blev forvist til øen Pat- 
mos, og som af en engel blev vist 
alle ting, lige fra krigen i Himlen, da 
Satan blev kastet ud, til den store 
slutscene. Han så de døde, små som 
store, stå foran Gud, bøgerne blive 
åbnet, og de døde dømt efter de 
ting, der stod i bøgerne, hver efter 
deres gerninger — ikke kun efter 
deres tro, ikke efter hvad deres læ- 
ber havde formet, men efter deres 
gerninger. Og døden og dødsriget 
gav de døde tilbage, som var i dem; 
og de blev dømt, hver efter sine ger- 
ninger. (Joh. Åb. 20:12-14) 
„...de blev levende og blev kon- 
ger med Kristus i tusinde år. (De 
andre døde blev ikke levende, før 
de tusinde år var til ende.) 
„ . . . Salig og hellig er den, som har 
del i den første opstandelse! Dem 



320 




har den anden død ingen magt over, 
men de skal være Guds og Kristi 
præster og være konger med ham 
i tusinde år. (Joh. Ab. 20:4-6) 
Findes der mon noget menneske, 
der er blevet strejfet af den Hellig- 
ånd, som ville være tilfreds med at 
blive ladt tilbage i tusind år, når 
Guds basun lyder, og de lige så 
godt kunne have beredt sig? Og 
hvis der skal mellem fire og fem 
meter fundament til at holde et tem- 
pel oprejst i Tusindårsriget, så må 
vi sandelig også udvise ikke så lidt 
lydighed for at være beredt til den 
store dag. 

Frelseren har sagt: „ . . . snæver er 
den port og trang den vej, som 
fører til livet, og få er de, der fin- 
der den." (Matt. 7:14) Så vi må hel- 
lere sikre os, at vi går på den trange 
vej, der fører til livet. Ved en an- 
den lejlighed, sagde han: 

enhver, der hører de ord, jeg 

her har sagt, og handler efter dem, 
han ligner en mand, som byggede 
sit hus på klippegrund. 
„Og regnen styrtede ned, og vand- 
strømmene kom, og vindene blæste 



og kastedes mod det hus, men det 
faldt ikke; thi dets grundvold var 
lagt på klippen. 

„Men enhver, der hører de ord, jeg 
her har sagt, og ikke handler efter 
dem, ligner en dåre, som byggede 
sit hus på sand. 

„Og regnen styrtede ned, og vand- 
strømmene kom, og vindene blæste 
og slog imod det hus, og det faldt, 
og dets fald var stort." (Matt. 7:24- 
27) 

Den grundvold, som vi bygger vort 
liv på, er lige så vigtig for vor evige 
lykke, som den grundvold, på hvil- 
ken man bygger det hellige tempel, 
for at det kan bestå gennem Tu- 
sindårsriget. 

For nogle få år siden, medens jeg 
var præsident for Sydstatsmissionen, 
talte jeg en sen eftermiddag i Quit- 
man, Georgia om pagten, der gør 
ægteskabet evigt, og om familie- 
enheden. Jeg læste et stykke op fra 
bror Rulon S. Howells' bog: Do Men 
Believe What Their Church Prescri- 
bes? (Tror mennesket på, hvad de- 
res kirke lærer?) (Deseret Book Co., 
1932) I bogen er der et skema over 



alle de større kirkesamfund og dis- 
ses indstilling til de vigtigste lærer- 
sætninger, heriblandt deres indstil- 
ling til ægteskabspagtens evige be- 
ståen. Der var ingen kirker, der 
troede på dette. 

Jeg forstår ikke, hvordan de kan 
læse deres bibler og alligevel ikke 
tro det, og hvordan ægteskaber 
kunne indgås i disse kirker verden 
over kun gældende „til døden jer 
skiller." Hvilket svagt begreb! Hvor- 
for tænker de ikke tilbage på den 
tid, da Gud havde afsluttet jordens 
skabelse, så på den og fandt, at det 
var godt, anbragte Adam på jordens 
overflade, idet han sagde: „ . . . Det 
er ikke godt for mennesket at være 
ene..." (1. Mos. 2:18) Og han 
gjorde ham en medhjælp og sagde: 

, og de to bliver ét kød." 

(1. Mos. 2:24) Hvad nu Gud føjer 
sammen og gør til ét kød, kan man 
ikke adskille, uden at resultatet bli- 
ver to ufuldstændige halvdele i ste- 
det for to hele. Jesus gentog den 
udtalelse, idet han sagde: 

Derfor skal en mand forlade 

sin fader og moder og holde sig til 



321 



sin hustru, og de to skal blive ét 
kød! 

„ . . . hvad Gud har sammenføjet, må 
et menneske ikke adskille." (Matt. 
19:5-6) 

Da mødet sluttede, stod jeg ved dø- 
ren og tog afsked med folk, da de 
gik derfra. En mand kom hen til mig 



tilføjede han: „Men jeg vil gerne 
høre resten." Hvordan kan nogen 
mand, der virkelig elsker sin kone 
og sine børn, lade være med at tro 
på dette princip? 

Der findes mennesker som ham, 
der tror, at ægteskabet burde vare 
evigt, men der er ingen kirke på 




og præsenterede sig for mig som 
baptistpræst. Jeg spurgte ham, om 
jeg havde fortolket hans kirkes lær- 
domme forkert. „Nej, hr. Richards," 
sagde han, „det forholder sig gan- 
ske, som De siger. Vi tror ikke alle 
de ting, som vore kirker prædiker." 
Jeg sagde: „Og De tror heller ikke 
selv på det. Hvorfor lærer De ikke 
deres sognebørn sandheden fra nu 
af? De vil rette sig efter, hvad De 
siger, men vil ikke være parat til at 
høre sandheden af mormonkirkens 
ældster." Han sagde blot: „Vi ses 
nok igen." Og det var alt, hvad jeg 
kunne få ud af ham den dag. 
Næste gang jeg kom til den gren 
for at holde konference, hvilket var 
ca. fire måneder senere, blev min 
ankomst annonceret i avisen, fordi 
jeg var missionspræsident. Da jeg 
således kom gående op mod den 
lille kirke, stod baptistpræsten og 
ventede på mig. Da vi havde hilst på 
hinanden, sagde jeg: „Jeg ville me- 
get gerne høre Deres mening om 
den tale, jeg holdt, da jeg sidst var 
her." Han svarede: „Hr. Richards, 
jeg har tænkt over det lige siden. 
Jeg tror hvert ord, De sagde." Så 



denne jord, bordset fra vor egen, 
der, så vidt jeg ved, tror på, at ægte- 
skabspagten har evig gyldighed. 
Tænk på, hvilken forskel det gør på 
vort liv, at vi ved, at vi skal leve vi- 
dere i al evighed! Jeg ville lige så 
gerne tro, at døden er en fuldstæn- 
dig udslettelse af både legeme og 
ånd, som jeg ville tro, at døden ville 
adskille mig fra min kone og mine 
børn, og at vi ikke ville kende hin- 
anden mere. Jeg siger jer, at der 
ikke ville være meget at se frem til. 
Hvorfor skulle jeg ønske at fortsætte 
med at leve i al evighed, hvis kærlig- 
hedens bånd, der binder os sammen 
her, ikke vedblivende skulle eksi- 
stere? 

Vi har set eksempler på kidnapping, 
hvor børn blev fjernet fra forældre. 
Jeg kan huske at for år tilbage, det 
var i 1932, tror jeg, blev oberst Lind- 
berghs 1 lille dreng kidnappet, og 
bortførerne forlangte en løsesum på 
50.000 dollars. (Dengang ca. 350.000 
kr.) Han ville gerne have givet dem, 
hvad de bad om, hvis han kunne 
have fået sin dreng tilbage. Og her 
indføjer vi vor viden om det evige 
liv. Bror Marion G. Romney citerede 



her til formiddag Herrens åbenba- 
ring, hvor Herren siger, at i opstan- 
delsen skal børnene „vokse op uden 
synd til frelse." (L & P. 45:58) 
Der er dem blandt os, der har lagt 
deres børn i graven, min kone og 
jeg har også måttet gøre det. Vi fik 
en lille datter i Holland, medens jeg 
var missionspræsident der, og vi fik 
lov at beholde hende, til hun var tre 
og et halvt år gammel. Mere end 
een gang har min kone sagt, at hun 
følte, at englene bragte hende den- 
ne ånd, for hun kunne føle deres 
nærhed, og alligevel måtte vi lægge 
barnet i graven. Hvis vi mente, at 
dette var enden, ville vi have givet 
hvad som helst på denne jord for 
at kunne få hende igen. Men nu har 
vi denne viden, som vi fik ved evan- 
geliets gengivelse, at hun vil høre 
sammen med os i den evige verden, 
og at vi vil kunne glæde os ved at 
se hende vokse op til frelse uden 
synd. En gang imellem tænker jeg 
på, at det kan være, at nogle af 
disse udvalgte ånder ikke behøvede 
erfaringerne her i den dødelige ver- 
den på samme måde som andre 
børn, og at det er derfor, at Herren 
kalder dem hjem. 

Vi fik fire døtre, før vi fik en søn. Vi 
blev sendt til Californien for at lede 
en stav dernede, og vor dreng tog 
på udflugt sammen med et højråds- 
medlem og hans drenge, og mistede 
livet ved en trafikulykke. Dette er 
den største sorg, vi nogensinde har 
lidt, men vi er kommet ovenpå og 
kan se fremad igen, fordi vi ved, at 
det er vor himmelske Faders vilje, 
at disse kærlighedens bånd skal be- 
stå gennem evighederne. Det tager 
det værste af smerten ved døden 
bort at vide, at vi igen skal møde 
dem, der er os så kære. Gud ske 
lov for denne viden! Jeg ønsker at 
se vort fundament her på jorden af 
en sådan art, så vi alle kan blive 
værdige til at stå sammen med vore 
kære og de Guds børn, der først 
blev forløste og helliggjorte. 
Søskende, vi er et velsignet folk. Vi 
er velsignede, fordi vi har lejlighed 
til at leve "-er på jorden på et tids- 



322 



punkt, hvor evangeliet er blevet gen- 
givet, så vi kan have kundskab om 
sandheden. Vi er velsignede, fordi 
vi har en grundvold, hvorpå vi kan 
bygge vor tro, og fordi dette gør, at 
hver dag kan være en lykkelig, dag, 
når vi er sammen med vore kære. 
Det er ikke så underligt, at præsi- 
dent McKay så ofte sagde, at ingen 
succes i livet kan opveje et ulykke- 
ligt hjem. Og jo nærmere mænd og 
kvinder lever til Gud, des større vil 
kærligheden være i hjemmet, og jo 
mere vil de sætte pris på kundska- 
ben om, at kærlighedens bånd vil 
holde gennem evigheden, der skal 
komme. 

Medens jeg var præsident for Syd- 
statsmissionen, var der en skole- 
lærer, der lånte en af sine mormone- 
lever en bog; da læreren fik bogen 
tilbage, lå der et kort med trosar- 
tiklerne i den, som hun så læste. Så 
gik hun til præsten for sin egen 
kirke og sagde: „Hvorfor har vor kir- 
ke ikke sådan noget som , dette?" 
Præsten kunne ikke give hende et 
fyldestgørende svar, og så skrev 
hun til kirkens oplysningsbureau i 
Salt Lake City. De sendte hende 
brochurer, missionærerne besøgte 
hende, og hun blev medlem af kir- 
ken. 

På den anden side, når jeg gennem- 
læser trosartiklerne, som Joseph 
Smith nedskrev, (og der er mange 
vigtige lærdomme, som han ikke her 
nævner), så forstår jeg ikke, hvor- 
dan man kan læse dem uden at 
indse, at denne kirke er sand. In- 
gen anden kirke i verden har sådan 
en grundvold at bygge på. Jeg vil 
gerne slutte min tale med at citere 
nogle af dem: 

„Vi tror på Gud, den evige Fader, 
på hans Søn, Jesus Kristus og på 
den Helligånd." (1. trosartikel) Pro- 
feten lærte os, at de er to adskilte 
personligheder med legemer af kød 
og ben, og at den Helligånd er en 
åndelig person. 

„Vi tror, at menneskene vil blive 
straffet for deres egne synder og 
ikke for Adams overtrædelse." (2. 



trosartikel) Det er der ikke mange 
kirker, der tror på. 
„Vi tror, at hele menneskeheden, 
gennem Kristi forsoning, kan blive 
frelst ved at adlyde evangeliets love 
og forordninger." (3. trosartikel) De 
fleste steder i dag prædikes der, at 
alt, hvad man behøver at gøre, er at 
tro på, at Jesus er vor Frelser, men 
vi siger, at man skal gøre, hvad han 
siger. 

„Vi tror, at evangeliets første grund- 
sætninger og forordninger er: 1) Tro 
på den Herre Jesus Kristus. 2) Om- 
vendelse. 3) Dåb ved nedsænkning 
i vandet til syndernes forladelse. 
4) Håndspålæggelse for den Helli- 
gånds gave." (4. trosartikel) Jeg tror 
ikke, at der er nogen anden kirke i 
verden, der bygger på denne grund- 
vold, og dog skriver Paulus tydeligt 
i brevet til Hebræerne: 
„ . . . Lad os derfor ikke her gå ind 
på børnelærdommen om Kristus, 
men ledes frem til de voksnes sta- 
de og ikke på ny lægge grundvold 
med omvendelse fra døde gerninger 
og tro på Gud. 

„Med lære om tvætninger og hånd- 
spålæggelse, de dødes opstandelse 
og evig dom." (Hebr. 6:1-2) 
Dette er netop det samme, som vi 
har i vore trosartikler. 
„Vi tror, at en mand må kaldes af 
Gud ved profeti og håndspålæggelse 
af sådanne, som har myndighed der- 
til, for at prædike evangeliet og tje- 
ne i dets forordninger." 5. trosarti- 
kel) Ingen anden kirke tror på dette; 
de tror, at de har autoritet blot ved 
at læse i Biblen. 

„Vi tror på den samme organisa- 
tion, som fandtes i den oprindelige 
kirke, nemlig apostle, profeter, hyr- 
der, lærere, evangelister osv." (6. 
trosartikel) Paulus fortæller os, at 
kirken er opbygget på apostlenes 
og profeternes grundvold med Je- 
sus Kristus selv som hovedhjørne- 
stenen; (Ef. 2:20) Ingen anden kirke 
har en sådan grundvold. 
„Vi tror på tungemålsgaven, profeti, 
åbenbaring, syner, helbredelse, ud- 
lægning af tungemål osv." (7. tros- 
artikel) 



„Vi tror, at Biblen er Guds ord, for 
så vidt, som den er rigtigt oversat; 
vi tror også, at Mormons Bog er 
Guds ord." (8. trosartikel) Og intet 
menneske kan tro på, hvad Biblen 
siger uden at vide, at der findes 
endnu en skriftsamling, som Gud lo- 
vede at bringe frem for at gøre dem 
til eet i vore hænder. (Ezekiel 31:17) 
„Vi tror alt, hvad Gud har åbenbaret, 
alt, hvad han nu åbenbarer, og vi 
tror, at han endnu vil åbenbare 
mange, store og vigtige ting an- 
gående Guds rige." (9. trosartikel) 
Med andre ord, vi tror på stadige 
åbenbaringer, og at Kristi sande 
kirke den dag i dag ledes af åben- 
baringer. 

Og så tror vi „på Israels virkelige 
indsamling og de ti stammers tiF- 
bageføreise; at Zion vil blive grund- 
lagt på det vestlige fastland (Ameri- 
ka), at Kristus personligt vil regere 
på jorden, og at jorden vil blive for- 
nyet og få sin paradisiske herlig- 
hed." (10. trosartikel) Vi ved disse 
ting, og Esajas fortæller os, at når 
den dag kommer, vil der være nye 
himle og en ny jord, hvor lammet 
og løven vil kunne græsse sammen, 
og at vi skal bygge huse, i hvilke vi 
selv skal bo, og plante vin og spise 
dens frugter. Vi skal ikke bygge, for 
at andre kan bo, men hvert men- 
neske kan selv nyde sit arbejdes 
frugter, thi vi skal være Herrens 
velsignede æt og have vort afkom 
hos os. (Es. 65:17-23) 
Er det da underligt, at vi bør lægge 
et fundament lige så stærkt som 
det, hvorpå vort hellige tempel er 
bygget, så vi kan være sikre på at 
være sammen med vore kære i Tu- 
sindårsriget. 

At Gud må være med os og vore 
familier i forberedelserne hertil, skal 
være min bøn. Gud velsigne jer i 
vor Herre Jesu Kristi navn. Amen.Q 



1 Lindbergh, Charles Augustus, amerikansk fly- 
pioner — født 1902. 



323 



Tilståelse og 
aflæggelse er en de 

af oprigtig 
omvendelse 

ÆLDSTE JAMES A. CULLIMORE, assistent til De tolvs Råd 
Tale holdt ved den 141. halvårlige generalkonference 




Når jeg ser ud over alle de menne- 
sker, der er til stede her, går det op 
for mig, at de allerfleste hernede på 
gulvetagen er præstedømmeledere, 
og især er der mange biskopper. 
Jeg nærer stor respekt for kirkens 
biskopper og for det store ansvar, de 
bærer på deres skuldre. En biskop 
står som en far for wardet, er wardets 
højpræst og dommer i Israel. En af 
de ting, han skal dømme om, er om 
den enkelte er værdig til at holde en 
stilling i kirken, til at tage vare på 
kirkens ordinanser og til at få tem- 
pelanbefaling osv. 

Det er biskoppens pligt at råde med- 
lemmerne i wardet, at hjælpe dem 
når de har problemer, at lytte til over- 
trædernes tilståelser og hjælpe dem 
med at omvende sig. Desværre er 
der mange af de sidstnævnte, der er 
inaktive på grund af deres overtræ- 
delser og behøver megen hjælp. De 
føler, at de er fortabte, fordi de har 
syndet — at der ikke mere er noget 
at gøre. Det er især om disse med- 
lemmer, jeg ønsker at tale i dag. Dis- 
se mennesker er alle dejlige sønner 
og døtre af vor himmelske Fader, 
men de har fejlet i et svagt øjeblik, 
eller på grund af omstændigheder, 
der var dem meget imod. Nu føler de 
sig fortabte i deres fortvivlelse, fulde 
af samvittighedsnag, som de er. Den 
almindelige indstilling er: „Hvad kan 
det nytte? Der er intet håb for mig 
nu; jeg kan aldrig få tilgivelse." 
Det er muligt at hjælpe dem gennem 
en kærlig biskop, der er parat til at 
ofre tid og tålmodighed på dem, og 
som aldrig giver op. Når de bliver 
klare over, at der er håb, at Gud er 
barmhjertig, at der findes tilgivelse 
for synd, vil lyset begynde at skinne 
gennem den sørgmodighed og de- 
pression, der følger med overtrædel- 
sen. 

Lyt her til et brev en biskop engang 
modtog fra et sådant menneske. 
Forud for det havde der været et 
dejligt interview, under hvilket den 
unge dame havde udgydt sit hjerte 
for biskoppen. Han havde forsikret 
hende, at alt ikke var tabt, og at der 
findes tilgivelse for synd, hvis man 



virkelig omvender sig. Få dage sene- 
re skrev hun: 

„På en eller anden måde er man ikke 
helt klar over, hvor forfærdeligt, det 
har været, før byrden begynder at 
blive løftet fra ens skuldre. Jeg ved, 
at det tager tid, at gøre det godt igen, 
som man har gjort galt, og måske er 
den bedste måde, hvorpå jeg kan 
takke dig og vor himmelske Fader, at 
blive et sådant menneske, som du 
tror, jeg er, og sådan som Gud ved, 
jeg kan blive. Jeg er nervøs på en 
underlig måde — nej, ikke rigtig ner- 
vøs, men jeg føler blot, at det, vi gør 
i dette liv, er så uendelig vigtigt. Livet 
har altid givet mig så meget, for 
eksempel det, at jeg er i stand til at 
se og føle, at føle og smage og nyde; 
jeg kan se en solnedgang høre et lil- 
le barn le, se to andre børn, der 
leger, eller se en eller anden klare 
sig igennem en vanskelighed i sit liv. 
Men det lille barn kan til enhver tid 
begynde at græde, børnene kan be- 
gynde at skændes, og en eller anden 
kan begive sig ad den forkerte vej. 
Jeg ved ikke, hvor jeg har fået disse 
tanker fra, men det virker sådan på 
mig. 

„Jeg forlanger ingen drømme, 

ingen profetiske syner, 

ingen pludselig sønderrivning af 

støvets slør, 

ingen besøgende engel — ingen 

Himmel, der åbner sig. 

Men tag tågen bort fra min sjæl." 

(Ukendt forfatter) 
Præsident Spencer W. Kimball har 
beskrevet en situation, der ligner 
den, jeg netop har omtalt: 
„Nogle gange kan et menneske blive 
ganske overvældet af skyldfølelse, 
der er så tung at bære, at han, når 
han angrende ser tilbage på, hvad 
han har gjort og ser råddenskaben 
og modbydeligheden, bliver fuld- 
stændig overvældet og tænker: „Kan 
Gud mon nogensinde tilgive mig? 
Kan jeg nogensinde tilgive mig 
selv?" Men når man har nået bunden 
af al håbløshed og fortvivlelse og 
råber til Gud i sin hjælpeløshed og 
ulykke, men med tro, så hører man 
snart en ganske sagte men altgen- 



nemtrængende stemme, der hvisker 
til ens sjæl: „Dine synder er dig for- 
ladt." (Luk. 5:20) {Miracle of Forgive- 
ness (Bookcraft, 1969) side 344.) 
Skriften trøster os meget. I Johannes' 
første brev læser vi: „Hvis vi beken- 
der vore synder, er han trofast og 
retfærdig, så han tilgiver os vore syn- 
der og renser os fra al uretfærdig- 
hed. (1. Joh. 1:9) 

Ligeledes læser vi: „Thi jeg, Herren, 
kan ikke se på synd med den ringe- 
ste hengivenhed. 

„Dog skal den, der omvender sig og 
holder Herrens befalinger, tilgives." 
(L. & P. 1:31-32) 

Et af de skriftsteder, der er allermest 
vederkvægende for overtrædere, er 
måske dette: 

„Se den, der omvender sig fra sine 
synder, ham er de forladt, og jeg 
Herren, kommer dem ikke mere i 
hu." (L & P. 58:42) 
Præsident Kimball bruger sund logik, 
når han siger: „Råbet om at omvende 
sig er fil alle mennesker . . . det råb 
lover dem, der retter sig herefter, 
tilgivelse for synd. For sikke en dår- 
lig vittighed det ville være at kalde 
menneskene til omvendelse, hvis der 
ingen tilgivelse var, og så ville Kristi 
liv og gerning jo ganske være spildt, 
hvis der ikke derigennem var mulig- 
hed for frelse og ophøjelse!" {The 
Miracle of Forgivness, side 344.) 
Et af de allersmukkeste skriftsteder 
findes hos Esajas, i hvilket der gives 
løfte om tilgivelse til alle, der omven- 
der sig: 

„Søg Herren, medens han findes, 
kald på ham, den stund han er nær: 
„Den gudløse forlade sin vej, uret- 
tens mand sine tanker og vende sig 
til Herren, at han må forbarme sig, 
til vor Gud, thi han er rund til at for- 
lade." (Es. 55:6-7) 

Det er ikke altid nemt at omvende 
sig. Det kræver stor ydmyghed. Det 
kræver overnaturligt mod, især når 
der er tale om alvorlige overtrædel- 
ser. Men Herren har sagt os, hvordan 
vi kan vide, om en mand eller kvinde 
har omvendt sig fra sine synder. Hvis 
han vil bekende sine synder og af- 



lægger dem, da er hans omvendelse 
oprigtig. (L. & P. 58:43) 
Tilståelse og aflæggelse er de to 
vigtigste ting, når der tales om om- 
vendelse. 

Efter at man har erkendt sin synd og 
har besluttet sig til at vende sig fra 
den, må man ydmyge sig og bekende 
synden. 

I alvorlige tilfælde af synd ville det 
være meget lettere blot at holde op 
med at gøre det forkerte uden at sige 
noget til nogen derom. Men at ydmy- 
ge sig og bekende sin synd overfor 
den, man har krænket og for biskop- 
pen, er en meget rigtig måde og kræ- 
ver virkelig ydmyghed. 
Efter tilståelsen bør den, der har 
syndet, vise sin omvendelse ved 
ihærdigt at følge Herrens befalinger. 
Genoprettelse er også en vigtig del 
af omvendelsen. Der bør gives en 
form for erstatning i det omfang, det 
er muligt for at erstatte det, der er 
blevet taget eller for at reparere de 
skader, som er forvoldt, således at 
man derved gennem sine handlinger 
kan vise sit samvittighedsnag og 
beslutning om at gøre godt igen. 
Tilståelsen må først og fremmest af- 
lægges overfor den, der er blevet 
mest forurettet ved handlingen. 
En oprigtig indrømmelse giver ikke 
plads for at gentage synden, efter at 
den først er blevet påvist. 
Hvis du har krænket mange menne- 
sker offentligt, skal din tilståelse og- 
så aflægges offentligt og overfor de, 
som du har krænket, skal du vise din 
skamfølelse og ydmyghed samt villig- 
hed til at modtage en fortjent irette- 
sættelse. (L. & P. 42:90, 91) 
Hvis din handling ikke er kendt og 
ikke har krænket nogen anden end 
dig selv, skal din tilståelse aflægges 
i stilhed og vor himmelske Fader, 
som hører på dig, vil belønne dig 
offentligt. (L. & P. 42:92) (Matt. 6:6) 
Handlinger, som kan skade din stil- 
ling i kirken, din ret til privilegier i 
kirken, eller din fremgang der, må 
omgående indrømmes overfor bis- 
koppen, hvem Herren har udpeget 
som en hyrde for hjorden og over- 
draget myndigheden til at fungere 



325 



som en domstol i Israel. (L. & P. 
107:74, 76) 

Han skal lytte til disse tilståelser i 
stilhed og handle med fornuft og 
barmhjertighed, som hvert tilfælde 
kræver det. 

Efter tilståelsen må den, der har 
syndet, fremvise resultatet af sin om- 
vendelse ved gode gerninger, som 
kan opveje de dårlige. Han må virke- 
lig gøre alt, hvad han kan for at 
erstatte det, som er gået tabt eller 
reparere de skader, som han har for- 
voldt. (Youth and the Church side 99, 
Deseret Book Co. 1970) 
Når nogen har indrømmet en synd 
og påbegyndt sin omvendelse ved 
med god vilje at vise sit oprigtige 
ønske om at blive fuldstændig til- 
givet, hvordan ved vi så, hvornår vi 
skal tilgive? Hvornår ved vi, at han 
virkelig har omvendt sig? 
I en åbenbaring til kirken i Kirtland, 
Ohio i 1831, sagde Herren: 
„Han har syndet, men sandelig siger 
jeg jer: Jeg Herren, forlader dem 
deres synder, som bekender dem for 
mig og beder om tilgivelse, og som 
ikke har syndet til døden." 
„Derfor siger jeg jer, at I skal tilgive 
hinanden; thi den, som ikke tilgiver 
sin broder hans synder, står fordømt 
for Herren, thi på ham hviler en stør- 
re synd." 

„Jeg, Herren, tilgiver hvem jeg vil, 
men af jer forlanges det, at I tilgiver 
alle mennesker." (L & P. 64:7, 9-10) 
Disse klare instruktioner til kirken, 
om at vi skal tilgive alles fejltagelser, 
siger ikke, at biskoppen, efter at have 
hørt på en af sine medlemmers 
indrømmelser, fritager ham for an- 
svaret for sine synder ved at tilgive 
ham. 

Naturligvis skal han tilgives. Biskop- 
pen lægger sin arm om hans skuldre, 
er venlig og forstående og gør alt 
muligt for at hjælpe ham tilbage til 
fuld aktivitet. Men til trods for sin 
kærlighed og forståelse må han fore- 
slå at den omtalte gør bod gennem 
en forsagelsestid, hvori han nægter 
sig adgang til visse af kirkens privile- 
gier i et tidsrum afhængig af syndens 
karakter. 



Det siges, at én engang har spurgt 
en broder: „Hvornår har et menneske 
fået tilgivelse for sine synder?" Han 
fik svaret: „Når han har omvendt 
sig." Han spurgte da igen: „Hvor- 
ledes kan du vide om han har om- 
vendt sig?" Svaret lød: „Hvis du kun- 
ne se ind i hans hjerte, ville du vide 
det." Muligvis omvendte han sig 
allerede under tilståelsen, men da vi 
ikke ved noget om dette, må der gå 
en tid, hvor han kan vise sin omven- 
delse gennem trofasthed i evangeliet. 
Forsagelsestiden vil i almindelighed 
være afhængig af syndens alvorlig- 
hed og synderens udvisning af om- 
vendelse. 

Et brev fra Det første Præsidentskab 
til en stavspræsident, som hjalp en 
af sine medlemmer til tilgivelse for 
en alvorlig moralsk synd, indeholdt 
følgende oplysning: „Tilståelse og 
forsagelse er vigtige for oprigtig 
omvendelse og må sammenkædes 
med en erstatning, i så stor udstræk- 
ning som muligt, for alt det der er 
gjort forkert imod Herrens befalin- 
ger." 

Det er et spørgsmål, hvornår man 
skal slutte forsagelsestiden. Vi føler, 
at der må gå lang tid, før nogen kan 
vise, hvordan han vil bære sig ad 
med at leve retfærdigt i fremtiden. 
Kirkens almene instruktionshåndbog 
angiver en vis tid efter en alvorlig 
synd, før nogen kan få sine fulde 
privilegier i kirken og præstedømmet 
tilbage. Men hvilken bod der end til- 
deles, hvor lang eller vanskelig en 
sag end er, selv ved ydmygelse i 
„sæk og aske", (Matt. 11:21) er om- 
vendelse den eneste vej frem. 
Gennem Jesu Kristi forsonende blod 
kan vore synder vaskes bort. Med 
Amuleks ord siges der: 
„ . . . han sagde til ham, at Herren 
visselig skulle komme og forløse sit 
folk, men at han ikke skulle komme 
og forløse dem i deres synder, men 
forløse dem fra deres synder. 
„Og ham er givet magt af Faderen til 
at forløse dem for deres synder gen- 
nem omvendelse." (Helaman 5:10-11) 
Nu til slut en forsikring om, at den, 
der omvender sig, kan blive tilgivet. 



„Sandelig, så siger Herren: Det skal 
ske, at hver sjæl, der aflægger sine 
synder, kommer til mig, påkalder mit 
navn og adlyder min røst samt holder 
mine befalinger, skal se mit ansigt, 
og vide at jeg er." (L & P. 93:1) 
Det er måske ikke nemt, vejen kan 
være lang, men jeg vidner for jer, 
dette er vejen, som Herren har givet 
i barmhjertighed til os. I Jesu Kristi 
navn. Amen. Q 



Missionærafløsninger 

Følgende missionærer er blevet hæder- 
ligt afløst fra deres arbejde i Den dans- 
ke Mission: 
2. juni 1972: 

Michael R. Dalton fra Burkeville, Virgi- 
nia, efter sidst at have arbejdet i Køben- 
havn 

Clifton Farnsworth fra Salt Lace City, 
efter sidst at have arbejdet i København 
Bruce Green fra Lapoint, Utah, efter 
sidst at have arbejdet i Esbjerg 
Jan Birk fra Hvidovre, efter sidst at have 
arbejdet i Hvidovre 

Timothy Hess fra Farmington, Utah, ef- 
ter sidst at have arbejdet i Missions- 
kontoret 

Kerry Rasmussen fra Ogden, Utah, efter 
sidst at have arbejdet i Glostrup 
5. juni 1972: 

John Stevens fra Las Vegas, Nevada, 
efter sidst at have arbejdet i Hobro 
Donald Eyre fra Nephi, Utah, efter sidst 
at have arbejdet i Hvidovre 
12. juni 1972: 

Gary Mortensen fra Manassa, Colorado, 
efter sidst at have arbejdet i Missions- 
kontoret 

Brent Johansen fra Orem, Utah, efter 
sidst at have arbejdet i Missionskon- 
toret 

Nile Hall fra Lorenzo, Idaho, efter sidst 
at have arbejdet i Hobro 



326 






„Så siger Herren" 



ÆLDSTE THEODORE M. BURTON, assistent til De tolvs Råd Tale holdt ved den 141. halvårlige generalkonference 



For omkring en måned siden blev jeg 
af Det Første Præsidentskab udsendt 
for at holde en serie kirkekonferen- 
cer i Sydamerika. Faktisk vidste jeg 
ikke rigtigt, hvad jeg kunne forvente 
at opleve i de lande, og da jeg ende- 
lig kom derned, kunne jeg da heller 
ikke være blevet mere forbavset. 
Jeg så store byer med ultramoderne 
skyskrabere med alle nymodens 



hjælpemidler. Trafikken var lige så 
tæt som i de store byer i Nordameri- 
ka. Der blev bygget boligkarreer, 
kontorer, undergrundsbaner, veje og 
fabrikker i feberagtig hast i et forsøg 
på at holde trit med den rivende øko- 
nomiske udvikling. 

Jeg må indrømme, at jeg med det 
samme faldt for sydamerikanerne. Da 
jeg drog derned, kendte jeg ingen, 



men jeg blev modtaget med så me- 
gen varme og gæstfrihed, at jeg, da 
jeg tog derfra få uger senere, følte, 
at jeg havde fået mange, nye og helt 
specielle venner. Jeg gav dem da 
også et broderligt abrazo eller knus, 
da vi skiltes. 

Da jeg talte med lederne i den del af 
kirken, blev det mig klart, at syd- 
amerikanerne har problemer fuld- 

327 



4fc, ^ 



^^•fc***. 



-^S^ 



#^^s^- 




stændig på linie med dem, man fin- 
der i andre dele af verden. Mine ven- 
ner i Sydamerika fortalte mig, at 
deres landsmænd var så optaget af 
at opfylde deres materielle behov, 
at de forsømte deres åndelige behov. 
Kirkerne er ved at miste grebet om 
deres medlemmer. Menneskene er 
ikke interesseret i moderne religio- 
ner, og kirkernes indflydelse er i af- 
tagende. Indbyggerne finder hverken 
trøst eller støtte i religiøse lærdom- 
me og filosofier. 

Det samme er tilfældet i Europa og 
De forenede Stater. Det er det vel 
over hele verden. Mange steder er 
kirkerne ved at blive centret for poli- 
tisk aktivitet. Præsterne leder pro- 
testmarcher for politiske spørgsmål. 
Sognepræsterne vender sig til psyko- 
logien og sociologien for at prøve på 
at opfylde deres sognebørns følelses- 
mæssige og åndelige behov. Prædi- 
kenerne, der holdes, er lærde mænds 
intellektuelle mesterstykker, mænd, 
der har lært at holde formfuldendte 
taler på teologiske læreanstalter, 
men hjertet er ikke med, i det de 
siger. De bringer budskaber, der er 
fulde af menneskevisdom, og ikke 
rummer noget guddommeligt. 
De forskellige kirkeledere er da også 
klare herover. Derfor søger de at 
reformere deres kirker. Der er blevet 
foreslået store forandringer indenfor 
kirkernes lærdomme og ritualer, og 
nogle af disse forandringer er allere- 
de ført ud i livet. Der indkaldes til 
konferencer og synoder for at prøve 
at klargøre lærdommene i enkelt- 
heder, for at diskutere kirkens frem- 
gangsmåder eller de ord, der bør 
bruges ved de forskellige ordinanser. 



For mig ser det ud, som om men- 
nesket forsøger at tale for Gud, i 
stedet for at lade Gud tale for sig 
selv. 

Det er blevet sagt, at det, der behø- 
ves mest i dag, ikke er menneskets 
røst, men Guds røst. Hvilken genera- 
tion af mænd og kvinder har haft 
mere brug for at lytte til en Guds pro- 
fet, der kan lede dem, end vi gør i 
dag? I disse dage, hvor man fra alle 
sider råber; „Se, her er sandheden," 
eller „Nej, der er sandheden," hvor 
hører man da en stemme fuld af auto- 
ritet, der siger: „Så siger Herren?" 
Hvor har vi en Moses eller en Esajas, 
eller en Peter eller en Paulus, som 
kan tale udfra personligt kendskab 
til Gud? 

Jeg ser, og I ser ideologiske stridig- 
heder udover den ganske jord. I avi- 
ser, blade og bøger læser vi om de 
mænds forslag, der forsøger at løse 
moralske og etiske problemer ved at 
skabe nye love. Vi ser mænd og kvin- 
der vende sig til politiske teorier eller 
til videnskab i et forsøg på at løse 
det moderne samfunds åndelige og 
moralske problemer. Vi prøver at 
løse vore problemer gennem menne- 
skets filosofier og lærdomme. Jeg 
hører Esajas' ord for mig, som han 
udtrykte Guds vilje: 
„Den gudløse forlade sin vej, uret- 
tens mand sine tanker og vende sig 
til Herren, at han må forbarme sig, 
til vor Gud, thi han er rund til at for- 
lade. 

„Thi mine tanker er ej eders og eders 
veje ej mine, lyder det fra Herren; 
nej, som himlen er højere end jorden, 
er mine veje højere end eders og 
mine tanker højere end eders. 



„Thi som regnen og sneen falder fra 
himlen og ikke vender tilbage, før 
den har kvæget jorden, gjort den 
frugtbar og fyldt den med spirer, 
givet sæd til at så og brød til at 
spise, så skal mit ord, det, som går 
ud af min mund: det skal ej vende 
tomt tilbage, men udføre, hvad mig 
behager, og fuldbyrde hvervet, jeg 
gav det." (Es. 55:7-11) 
Guds vej er vejen til at løse vore 
politiske, moralske, etiske, ja, selv 
vore økonomiske problemer. Herrens 
vej udelukker krige, oprør, diskrimi- 
nation, lidelse og sult. Hvad verden 
behøver er da vejledning fra en sand 
profet, fordi han kender Guds menin- 
ger og vilje, kan han tale i Guds navn 
med magt og myndighed og sige: 
„Så siger Herren!" 
Den dag er kommet! De gammel- 
testamentelige profeter forudsagde, 
at Gud i de sidste dage ville genop- 
rette sit rige på jorden, som aldrig 
i evighed skulle forgå. Daniel talte 
om en sten, som Gud med egne 
hænder skulle skære ud af et bjerg, 
en sten, som skulle rulle frem og op- 
fylde jorden. (Daniel 2:32-45) Mika 
sagde, at dette skulle fremkomme, 
når jorden er fuld af uro. Malakias 
forudsagde Elias' komme og genop- 
rettelsen af alle ting. (Mal. 4:5, 6) 
Jesus sagde, at en budbringer eller 
Elias ville blive sendt herned før Her- 
rens andet komme for at genoprette 
alle ting, som forberedelse til det, 
der skal komme. (Matt. 7:11) Peter 
vidnede om, at der i de sidste dage 
ville komme en fornyelsens tid, og at 
Jesus ville forblive i Himlen „indtil 
genoprettelsestiderne, da alt skal bli- 
ve genoprettet, som Gud har talt om 



328 




gennem sine hellige profeters mund 
fra fordums tid." (Ap. Ger. 3:21) 
Denne forudsagte genoprettelse be- 
gyndte så stille og diskret, at verden 
ikke engang var klar over, hvad der 
skete, den kom så stille „som en tyv 
om natten" (1. Tess. 5:2) Det skete 
ikke gennem menneskelig visdom, 
men som svar på en ganske enkel 
bøn, som Joseph Smith, en dreng i 
New York State, bad, da han var gået 
ind i skoven ved Palmyra, for at stille 
Gud spørgsmålet: „Hvilken af kirker- 
ne er den rigtige?" Dette unge men- 
neske havde ingen anelse om, at en 
ny Guds uddeling barmhjertigt var på 
vej. På den tid levede der ingen pro- 
fet på jorden, som kunne svare på 
Josephs spørgsmål. Han kunne kun 
få svar fra Gud ad een vej, og det 
var, ved at Gud selv svarede ham. 
Den sande kundskab om Gud var 
blevet tilsløret i de århundreder, der 
fulgte på Kristi død. Da Joseph Smith 
gik ud i skoven for at bede, vidste 
han ikke mere om Gud, end hans 
samtidige gjorde. Indtil det tidspunkt 
troede hver eneste kirke på treenig- 
heden og havde dette som en fast 
lærdom i deres kirke. De troede på 
en Gud, der kun var en ånd, som var 
ukendt for menneskene, og som ville 
forblive ukendt. I kan forestille jer 
Josephs forbløffelse, da ikke een. 
men hele to personer kom til syne 
for ham som svar på bønnen. Idet 
den ene person talte og pegede på 
den anden, præsenterede han ham 
med disse ord: „Denne er min elske- 
de Søn. Hør ham!" (Joseph Smith 
2:17) 

Det var den levende, opstandne Je- 
sus Kristus, selve Guds Søn, som 



belærte Joseph og således begyndte 
den nye uddeling med sand kund- 
skab om Gud. Han fortalte Joseph, at 
ingen kirke, der dengang var på jor- 
dens overflade kunne gøre krav på 
at tale i Guds navn. Han fortalte Jo- 
seph, at han, efter den rette forbere- 
delse og efter at præstedømmets 
myndighed var blevet givet ham, 
skulle blive den første i rækken af 
nutidige profeter, som skulle belære 
og velsigne menneskeheden, som 
profeterne i fordums tid havde gjort 
det. 

Og som forudsagt af Kristus, kom 
himmelske sendebud til jorden og 
udgød præstedømmets magt over 
Joseph Smith og Oliver Cowdery. 
De fik myndighed til at tale drevet 
af den Helligånd, og det, de sagde, 
var Herrens vilje i de sidste dage. 
Denne magt er stadig blandt os idag. 
(L. & P. 68:4) 

Yderligere skrifter blev givet, for „på 
to eller tre vidners udsagn skal en- 
hver sag afgøres." (2. Kor. 13:1) Nye 
åbenbaringer blev givet for at gen- 
oprette præstedømmets orden på 
rette måde og at genskabe ordinan- 
serne ganske, som de havde været 
på Jesu Kristi tid. Jesu Kristi Kirke 
blev genoprettet med den samme 
magt, de samme gaver, og den sam- 
me myndighed som i fordums tid. 
Gud havde talsmænd igen på jorden, 
hvem han havde givet den gave, det 
var at kende Guds tanker og vilje og 
som havde myndigheden til at sige: 
„Så siger Herren!" 
Da Joseph Smith rejste sig fra sine 
knæ i Den hellige Lund, vidste han 
mere om Guds natur, magt og egen- 
skaber, end lærde mænd kunne vide 



efter at have studeret emnet et helt 
liv igennem. Det er det, der er så 
enestående ved Jesu Kristi Kirke i 
dag. Det er vidnesbyrdet og den Hel- 
ligånds kraft, der adskiller kirken fra 
alle andre. Vi behøver ikke sammen- 
kalde råd af lærde mænd for at 
diskutere, hvad Gud ønsker. Vi har 
nulevende profeter og apostle til at 
lede os. Hvis vi er villige til at følge 
deres råd, kan vi undgå det onde, der 
er i vor tid, være stærke og rolige i 
vor tro og have fred i sindet. 
Af denne grund er der en umådelig 
magt uløseligt knyttet til Jesu Kristi 
Kirke af Sidste Dages Hellige, som 
har en god påvirkning på menneskets 
liv. Mænd og kvinder, der ved, at de 
handler efter Guds vilje, vil være 
parate til at ofre sig for andre, at 
dele, hvad de har, at tjene andre og 
leve fredeligt sammen. Fred kommer 
ikke gennem lovgivning eller ved at 
tilslutte sig en bestemt politisk filoso- 
fi. Menneskemetoder til at løse pro- 
blemer kan ikke alene misbruges, 
men også simpelt hen slå fejl på 
grund af manglende viden eller erfa- 
ring. Fred, glæde og lykke får man 
kun ved at acceptere Guds åbenba- 
rede plan. 

I Sydamerika så jeg den samme 
stærke vækst indenfor kirken, som 
jeg har oplevet på vestkysten af De 
forenede Stater og Canada gennem 
de sidste tre år. Vore problemer er 
ikke tomme kirker, men at vore kirke- 
bygninger er overfylde. Vi bygger 
nye lige så hurtigt, vi kan, for at løse 
disse problemer, men vi har svært 
ved at følge med. Jeg blev glad over- 
rasket, da jeg så, at kirkebygninger- 
ne i Sydamerika ikke kun bruges om 



329 



søndagen, men hele ugen igennem. 
De unge i kirken foretog sig noget 
næsten hver dag, idet de brugte 
bygningerne og de omkringliggende 
arealer som klubfaciliteter. De spil- 
lede fodbold udendørs, de spillede 
teater og øvede sig på deres musik- 
instrumenter indendørs. Der blev 
holdt ungdomsseminarer og primary 
i klasselokalerne. Jeg deltog i en 
banket afholdt for de unge i Buenos 
Aires. Jeg besøgte en nylig startet 
„Deseret Industries operation" i 
Montevideo, hvor vore søstre lærte 
at sy, at forandre klædningsstykker, 
at strikke og at væve, alt imens de 
lærte hinanden bedre at kende. I Sao 
Paulo i Brasilien arbejdede unge og 
ældre sammen for at bygge en 
sportsplads uden mindste tegn på 
generationskløft. 

I vil måske spørge: „Hvordan kan det 
være, at du som fremmed fik en så 
varm modtagelse i de lande, når du 
ikke engang taler deres sprog?" For- 
di jeg blev accepteret som deres bror 
i Jesus Kristus. Vore hjerter talte det 
samme sprog. Vi havde de samme 
idealer, de samme ønsker, de samme 
mål. Jeg overværede en konference 
i Brasiiien, hvor brødrene og søstre- 
ne havde så travlt med at hilse på og 
tale sammen, at det var vanskeligt at 
få begyndt mødet. Disse mennesker 
elskede hinanden. Det var smilende, 
hilse-glade og lykkelige mennesker, 
jeg så i Sydamerika. Med et sådant 
broderskab er det da noget under, at 
de tre stave i Sao Paulo hvert år gen- 
nemsnitlig øges med et tusind med- 
lemmer, som hurtigt bliver en del af 
denne Herrens familie? 
Da jeg så disse mennesker være så 
lykkelige og glade for hinandens sel- 
skab, så tænkte jeg på, hvor magt- 
fuldt det gengivne evangelium kan 
være. Når et menneske er overbevist 
om, at det virkelig er Guds søn eller 
datter, så er der ingen grænser for 
dette menneskes vækst. Dette er 
fundamentalt for kirkens medlemmer. 
Som medlemmer af en kongelig fami- 
lie, vil vi ikke længere kunne stille os 
tilfredse med at være som andre 
mennesker. Vi føler os anderledes. 
Det går op for os, at intet kan holde 



os tilbage, når vi arbejder for Herren. 
Vi bliver villige til at arbejde mere 
ihærdigt, at ofre mere for sagen og 
at dele vore talenter og velsignelser 
med andre, fordi vi ved, hvem vi er. 
Som Peter lærte medlemmerne af kir- 
ken på sin tid: 

„Men I er en udvalgt slægt, et konge- 
ligt præsteskab, et helligt folk, et 
ejendomsfolk, for at I skal forkynde 
hans guddomskraft, som kaldte jer 
fra mørket til sit underfulde lys. 
„I, som før ikke var et folk, men nu er 
Guds folk, I, som ikke fandt barm- 
hjertighed, men nu har fundet barm- 
hjertighed." (1. Peter 2:9-10) 
Hvis I er ved at miste modet, hvis der 
er noget I ikke forstår, Hvis I søger 
efter mere lys, større lykke og glæde, 
så undersøg disse åbenbarede sand- 
heder. Bliv selv klar over det. Kom 
og lyt til profetens stemme. Slut jer 
til Guds folk, bliv gennem pagten søn 
eller datter af den sande og levende 
Gud. Opnå jeres arv i Guds rige, få 
de rettigheder, som I i følge jeres 
stamme har løfte om, og få en viden 
om formålet med livet. Til dem, der 
allerede er medlemmer af Jesu Kristi 
Kirke af Sidste Dages Hellige, vil jeg 
sige: Lad os udvikle de gaver, vi har 
fået. Lad os være venlige overfor 
hinanden, lad os vise den kærlighed 
til næsten, der kommer, når man hel- 
hjertet accepterer sandhedens prin- 
cipper. 

Jeg bærer mit hellige vidnesbyrd om, 
at Jesus Kristus er Guds levende 
Søn - vor Frelser, vor Herre, vor 
Konge. Jeg vidner for jer, at Jesus 
Kristus nu taler til jordens indbygge- 
re gennem levende profeter. Jeg be- 
vidner for jer, at Det melkisedekske 
Præstedømme igen findes på jorden 
i al dets majestæt og vælde, og at 
der lever sande profeter og apostle, 
der siger: „Så siger Herren." 
Jeg bærer mit personlige vidnesbyrd 
derom i Jesu Kristi navn. Amen. Q 



JOSEPH FIELDING SMITH 

„I forudtilværelsen opholdt vi os i 
Gud, vor Faders, nærhed. Da 
tiden oprandt, da vi skulle gå 
videre ad vor tilværelses stige og 
gennemgå denne verdens prøve- 
stand, blev der holdt råd, og 
de åndelige børn blev belært om 
emner, der havde at gøre med 
forholdene i det dødelige liv, og 
om grundene til at indgå i en sådan 
tilværelse. I det tidligere liv var 
vi ånder. For at vi kunne have 
fremgang og efterhånden nå målet, 
fulkommenhed, blev det bekendt- 
gjort, at vi ville modtage taber- 
nakler af kød og ben og måtte gen- 
nemgå en dødelig tilstand, hvor vi 
ville blive forberede os til ophøjelse. 
Under tilstedeværelse af vor herlige 
Fader, der havde et følbart 
legeme af kød og ben, strålende 
som solen, blev vi bragt til at 
forstå, at vi som ånder var i en 
tilstand langt under Hans." 



JOSEPH FIELDING SMITH 

„Ethvert menneske modtager 
Kristi lys. Vi finder ikke dette 
lærepunkt så klart beskrevet i Det 
nye Testamente som i Mormons 
Bog og i Lære og Pagter. Men vi 
opdager følgende: Herren har ikke 
ladt mennesker (når de fødes ind 
i verden) hjælpeløse, famlende for 
at finde lyset og sandheden, 
men hvert menneske, der fødes ind 
i denne verden, fødes med retten 
til at modtage vejledning, belæ- 
ringen, råd fra Kristi Ånd, eller 
Sandhedens Lys, i vore Skrifter 
somme tider kaldet Herrens Ånd." 



330 




BØRNENES 
SIDER. 



Den lille fortabte killing 

AF CHARLOTTE STEVENSON 
Kan du hjælpe denne killing med 
at finde vej hjem til sin mor uden at 
løbe ind i andre dyr fra gården på 
vejen hjem? 





START 




HJEMME-L- -,- 



C . S T£t/£N SOM 



113 



\ 



Mod til 
at tro 



AF ANNE SIKSTAD 
Illustreret af Ronald Crosby 



y. 






Det var en bitterlig kold søndag 
morgen i Larsmo, Finland, da den 
unge Anders Johansson forlod sit 
hjem for at gå i kirke. Han æn- 
sede ikke det kolde vejr, fordi han 
var varmt klædt på, og han var 
glad for spadsereturen på de tre 
mil til den lille baptistmenighed. 
Anders følte sig altid godt tilpas 
på sabbatsdagen, fordi han var 
glad for at lære om Gud. 
Pludselig ramte en sten Anders' 
ben og en anden ramte ham i ryg- 
gen. Han standsede ikke for at 









stille spørgsmål, men løb straks af- 
sted tværs over marken. De gode 
følelser, han for et øjeblik siden 
havde haft, var forsvundet. 
„Hvorfor kaster de sten på mig, 
fordi jeg tilhører en anden kirke?" 
spurgte Anders sig selv. „Jeg hø- 
rer til i denne by lige så meget, 
som de gør, selv om jeg beder på 
en anden måde." 

På den tid var Finland under rus- 
sisk herredømme og de fleste 
mennesker tilhørte den lutherske 
kirke. Lige som Anders havde de, 



der bekendte sig til andre kirker, 
vanskeligheder. 

Stenene havde ikke gjort ham no- 
get særligt, men hvor Anders dog 
ønskede, at hans bysbørn i Lars- 
mo ville være mere tolerante over- 
for andre religioner. 
Da Anders endnu var en lille dreng, 
blev en ung mand, der boede i 
Sverige, ved navn: Gustav Wall- 
gren, medlem af Jesu Kristi Kirke 
af Sidste Dages Hellige. 
Kort tid efter blev han sendt til 
Finland for at arbejde for den rus- 




siske regering. Før han rejste til 
Sverige, blev han ordineret til 
ældste, for at han bedre kunne 
prædike evangeliet til det finske 
folk og døbe det. Gustav var ut- 
vivlsomt den første mormon i Fin- 
land. 

I slutningen af året 1875 blev der 
sendt missionærer fra Sverige til 
Finland. 

Den finske regering var klart imod 
enhver form for kirkelig aktivitet 
bortset fra den lutherske kirke, og 
der blev udskrevet en lov, der for- 
bød mennesker at stå op og præ- 
dike enhver anden kirkes læresæt- 
ninger. 

For at følge loven, måtte alle mis- 
sionærerne, der arbejdede i Fin- 
land sidde ned medens de prædi- 
kede evangeliet. 
Breve fra de første missionærer ta- 



ler om, at denne usædvanlige form 
forløb meget godt, „efter vi var 
blevet vant til det." 
Kun meget få mennesker i Finland 
turde lytte til nogen, der talte om 
en ny religion. De, der gjorde det, 
blev ofte forfulgt og udsat for de 
strengeste straffe indenfor lovens 
rammer. 

En mand, der blev mormon, blev 
idømt 28 dages fængsel og fik un- 
der sin ensomme arrest kun lidt 
vand og brød at leve af. 
I sommeren 1880 tog nogle mis- 
sionærer fra Sverige til en ø, der 
hed Larsmo, den er ca. 20 km. 
lang og ligger på Finlands vest- 
kyst. 

På grund af vanskeligheder med 
den finske regering blev de ikke 
længe, men før de rejste, hørte 
Anders og hans kone om evange- 




Net og blev døbt. I en tid var de 
de eneste medlemmer på denne ø. 
Snart ville Anders gerne dele evan- 
geliet med andre, så han invite- 
rede venner og slægtninge til sit 
hjem, for at de kunne høre om den 
vidunderlige, nye religion. Hans 
svigerfar, postbudet og nogle na- 
boer troede og bad om at blive 
døbt. „Jeg ved ikke, om jeg kan 
døbe jer," sagde Anders. „Jeg må 
besøge missionspræsidenten i Sve- 
rige for at undersøge, om jeg har 
myndighed til at gøre det." 
Da sådan en rejse med skib var 
dyr, hjalp de, som han havde un- 
dervist med de penge, der var nød- 
vendige for at kunne rejse til Sve- 
rige, hvor han blev ordineret til 
ældste. 

I Larsmo i juli 1946 blev Finland 
genindviet til evangeliets forkyn- 



delse og i 1947 åbnede landet sine 
døre for de religioner, der ønskede 
at etablere missioner. 
Ikke længe efter blev den finske 
mission oprettet. Der er nu i 1972 
treogtyve grene af kirken. 
På grund af det mod, som Anders 
viste i tilbedelsen af Gud og for 
den måde, han gjorde, hvad han 
han fandt rigtigt, blev mange af 
hans børn og børnebørn, såvel 
som venner og naboer medlem- 
mer af kirken. 

Den første grenspræsident i Den 
finske Mission var Anselm Strøm- 
berg, oldebarn af Anders Johans- 
son Strømberg. Det sidste navn 
blev tilføjet, dengang det blev på- 
budt enhver i Finland at have et 
efternavn. 



O 



LØRDAG 

Lørdag er nu en særlig dag, for da gør vi os rede til søndag, 

vi går på indkøb og vi ordner hus, så vor sabbatsdag bliver 
en skøn dag. 

Vi vasker tøj og vi pudser sko og vi kalder den for en „gør 
køn dag," 

vasker hår og sætter det sirligt og fint så vi er parate til 
søndag. 

„Synd med mig" D-10 

Rita S. Robinson, oversat af R. Voss 



117 




118 



Gideon 



En historie fra Mormons Bog, fortalt AF MABEL JONES GABOTT 
Illustreret af Jerry Harston 



Gideon ragede op over mængden. 
Han var en høj mand og meget 
stærk. Hans stemme nåede ud til 
kong Limhis folk og til kong Am- 
mon og hans folk. 
En stor skare havde samlet sig på 
kong Limhis opfordring for at finde 
en udvej til at undslippe for la- 
manitternes trældom. 
„O, konge," sagde Gideon. „Hvis 
du ikke har fundet, at jeg var en 
unyttig tjener, eller om du har lyt- 
tet til nogle af mine ord, og de har 
været dig til nytte, da ønsker jeg, 
at du også denne gang vil lytte til 
mine ord, og jeg vil være din tje- 
ner og udfri dette folk af trældom." 
(Mosiah 22:4) 

Alles øjne var rettet mod Gideon. 
Hvb'r Limhis folk dog længtes efter 
frihed. Lamanitterne blev mere og 
mere grusomme, for hver dag der 
gik. De slog dem og behandlede 
dem som dyr og pålagde dem hø- 
jere skatter oveni deres allerede 
tunge byrder. 

Kong Limhi var ivrig efter at høre 
Gideons tale. Han var blevet taget 
til fange af lamanitterne. Limhi var 
en god mand og elsket af sit folk, 
skønt han var søn af den onde 
kong Noah. 



Han huskede nu, at Gideon engang 
havde forsøgt at dræbe kong Noah, 
men han havde vist barmhjertig- 
hed, da kongen bad om nåde. 
Limhi var glad, fordi der havde 
været fred blandt hans folk i to 
år. 

Der var imidlertid stadig nogen af 
kong Noahs onde præster ude i ør- 
kenen, der gemte sig og betragte- 
de lamanitternes piger, når de 
dansede og sang. De havde fanget 
24 af dem og ført dem langt ud i 
ørkenen. 

Lamanitterne havde beskyldt Lim- 
his folk for at have stjålet pigerne 
og kong Limhi ville søge efter de 
skyldige blandt sit folk. 
Men Gideon sagde: „Jeg beder 
dig, søg ikke hos dette folk. De 
kunne aldrig have gjort det. Tænk 
på de onde præster, måske har de 
stjålet lamanitternes døtre." 
Kong Limhi lyttede til Gideon, og 
Gideon havde ret. 
Ammon og hans folk ville også 
gerne høre på Gideon, fordi Am- 
mon kendte Gideons hengivenhed 
for kong Limhi. 

Ammon var kommet fra Zarahem- 
las Land til Nephis Land for at sø- 
ge efterkommere af Zeniff, som 

119 



*>■■...::■ 





.: 



havde rejst i landet mange år tid- 
ligere. Ammon var overvældende 
glad over at finde kong Limhi og 
hans folk i live, men han sørgede 
over, at de levede i trældom. Nu 
ønskede han og hans folk at høre, 
hvad Gideon havde at sige. 
Kong Limhi lod Gideon tale, og 
Gideon sagde: „Læg mærke til por- 
ten på den anden side af byen." 
„Lad os derfor udstede en be- 
kendtgørelse til hele folket om, at 
de skal samle deres flokke og 
hjorde, så de kan drive dem ud i 
ørkenen om natten. Og jeg vil gå 
efter din befaling og betale den 
sidste skat af vin til lamanitterne, 
og så bliver de fulde, og vi vil gå 
gennem den hemmelige udgang til 
venstre for lejren, når de bliver 
fulde og falder i søvn." 
„Således vil vi drage ud i ørkenen 



med vore kvinder og børn, vore 
får og vort kvæg og vi vil drage 
omkring i Shiloms Land." 
Og kongen lyttede til Gideons ord. 
Og kong Limhi lod sit folk samle 
kvæget sammen, og han sendte 
vinskatten til lamanitterne, og han 
sendte endnu mere vin til dem som 
en gave, og de drak rigeligt af vi- 
nen, som kong Limhi sendte dem. 
Og kong Limhis folk drog ud i ør- 
kenen om natten med deres flokke 
og hjorde og de gik omkring Shi- 
loms Land i ørkenen og tog ret- 
ning henimod Zarahemlas Land, 
idet de blev vejledt av Ammon og 
hans brødre. (Mosiah 22:6-11) 
I Zarahemlas Land sluttede de sig 
til Mosiahs folk og blev modtaget 
med glæde. 

Gideon havde reddet sit folk fra 
lamanitterne. (Se Mosiah 20:17, 18) 

O 



DAVID O. McKAY 



„Jeg bevinder for jer, at Gud, vor himmelske Fader le- 
ver, at Han samtaler med sine tjenere, at Han i denne 
verdensuddeling har igangsat sit store værk, den 
eneste frelsesplan, hvorved mennesket kan reddes, 



det eneste middel, hvorved fred kan oprettes i ver- 



den. 



122 






et nyt 
hjem 



AF MARY PRATT PARRISH 
Illustreret af Virginia Sargent 




Tommy vendte sig på stråmåtten i 
bunden af vognen og trak klude- 
tæppet langt op over ørerne. 
På en hvilken som helst anden 
morgen ville der være blevet blæst 
i signalhornet, og han ville have 
været oppe, men brødrene havde 
besluttet sig til at blive i Garden 
Grove, og som følge deraf kunne 
han blive i sin seng denne mor- 
gen. 

Men hornet lød alligevel klart ind i 
Tommys vogn. Han tog hurtigt 
skoene på, greb sin frakke og 
sprang ud af vognen. Han mødte 
sin far, der kom ud af teltet. 
„Hvad er der i vejen?" spurgte 
Tommy. „Jeg ved det ikke," sva- 
rede hans far. „Lad os finde ud 
af det." 

Sammen gik de over til det store 
lejrbål, hvor Brigham Young ven- 
tede på, at mændene skulle kom- 
me til stede. 

Da de alle var kommet, begyndte 
han: 
„I dag er det den 25. april og jor- 



den er velegnet til pløjning. Vi kan 
så korn nu, og til foråret vil der 
blive en god høst. Hvis vi ikke er 
her til den tid, vil de hellige, som 
kommer efter os, kunne høste den. 
De, der er syge, kan blive her, ind- 
til de har det bedre. De, der ikke 
har proviant og klæder til at kunne 
fortsætte, kan blive her, til de har, 
hvad de behøver. De hellige, som 
kommer efter os, kan bruge hu- 
sene, indtil de drager videre." 
Han gjorde en pause og mændene 
forholdt sig stille og ventede på, 
at han skulle fortsætte. 
„Jeg har inddelt vor lejr i grupper. 
100 skal hugge tømmer. 48 skal 
bygge huse. 10 skal bygge gær- 
der. 12 skal grave brønde og 10 
skal bygge broer. Resten ialt 175 
skal rense jorden for kratvækster, 
lave plove og til sidst så korn." 
Så snart præsident Young havde 
sluttet sin tale, løb Tommy tilbage 
og fortalte sin mor om den nye 
plan. 
„Det er en vidunderlig måde at 



123 



hjælpe hinanden på," sagde hun. 
Mange af vore venner i Nauvoo 
ville drage vestpå, hvis de vidste, 
at der var et sted undervejs, hvor 
de kunne finde føde og hvile sig, 
hvis de blev syge." 
„Måske ville alle vore venner kom- 
me, hvis de vidste det," sagde 
Tommy tankefuldt, idet han tænkte 
på den dejlige tid, han havde haft 
sammen med de andre drenge i 
Nauvoo. 




124 



„Hvorledes kan vi give dem be- 
sked om, at der vil være et hus til 
dem her?" spurgte Betsy. „Jeg tror, 
at brødrene vil give dem besked," 
svarede hendes mor. 
Netop da kom far ind i lejren, be- 
gejstret over sit nye job. 
„Jeg skal bygge huse," sagde han. 
„Og du Tommy, skal hjælpe mig." 
„Hurra!" råbte Tommy. Tommys 
mor smilede, da hendes to mænd 
gik af sted sammen. 




125 



Ugerne, der fulgte, var travle. Lej- 
ren blev vækket hver morgen med 
hornsignal. Enhver begyndte straks 
efter morgenmaden og morgen- 
bønnen. 

To uger efter var det som om, at 
den lille by med alle dens huse, 
hegn, broer og brønde havde væ- 
ret der i lang tid. 
Rundt om var der hektar efter hek- 
tar af jord, der var blevet pløjet, 
harvet og tilsået med hvede. 
Tommy og Betsy synes det var dej- 
ligt at tænke på alle de kager og 
tærter, de skulle have efter høsten. 
Det var længe siden, de havde 
smagt et stykke brød af rigtigt mel 
i stedet for af majsmel. De var så 
trætte af majs, at de af og til hel- 
lere gik sultne i seng, end de 
spiste det. 

Tommy var stolt af de huse, han 
hjalp sin far med at bygge. De var 
lavet af bjælker, der var lagt oven 
på hinanden. Det var hans job at 
fylde mellemrummene med ler og 
græstørv. 

Det var en dejlig dag, da Tommy 
og Betsy flyttede ind i et af disse 
huse med deres far og mor. 
Far lavede et bord og nogle bæn- 
ke, som han anbragte i midten af 
rummet og en rå sengeramme 
blev sat i et hjørne. 
Betsy og hendes mor lavede en 
fjederbund af reb ved at flette et 
langt, tyndt reb over rammen af 
sengen fra side til side og fra ho- 
vedgærde til fodende, indtil bun- 
den var vævet af masker på ca, 
7 cm. 

„Det gør sengen blød og fjedren- 
de," sagde Betsy, da hun satte sig 
på den. „Det er bedre end at sove 
på hårde brædder," sagde Tommy, 



idet han tænkte på sin seng i præ- 
rievognen. 

Da alt var på plads, så Betsy sig 
om i sit nye hjem. Der var varme 
på ildstedet. En gryde stod og 
snurrede med en kødpostej og der 
var en ren dug på bordet, som var 
dækket til aftensmaden. 
„Det er et smukt hjem," sagde hun. 
„Jeg håber, at vi kan bo her i lang 
tid." 

Men Tommy og Betsy boede kun i 
deres hus i tre uger. 
Den 1. juni sagde deres far: „Vi 
skal afsted til Counsil Bluffs i mor- 
gen. Præsident Young vil, at vi skal 
tage dertil for at bygge huse og så 
korn, som vi har gjort det her. 
Tommy og Betsy så bedrøvede ud. 
Mor prøvede på at trøste dem og 
sagde: „Det gør virkelig ikke noget, 
hvor vi bor, bare vi er sammen." 

„Det er den kærlighed, menneske- 
ne har til hinanden, der skaber et 
hjem, ikke det sted de bor." Det 
vigtigste nu er, at vi viser vor him- 
melske Fader, hvor meget vi el- 
sker ham, ved at gøre det, han 
ønsker, vi skal gøre. 
Da alt var pakket og familien var 
klar til at tage afsted, satte de sig 
for at spise deres sidste måltid i 
huset. 

Pludselig hørte de lyden af vogne, 
mange vogne. „Det må være et 
helt vogntog, der kommer for at 
slutte sig til os", sagde far, og i ste- 
det for at spise, gik familien ud 
på vejen for at byde de nyankom- 
ne velkommen. 

Tommy så nogen venner i en af 
vognene. „Eliza - Elija!" råbte 
han. De nyankomne vendte sig om 
og råbte af glæde og hoppede ned 



126 




fra vognen og løb Betsy og Tommy 
imøde. 

Far inviterede Eliza og Elija og de- 
res forældre til aftensmad. 
Mor redte en seng, så deres mor 
kunne ligge ned. Betsy var glad 
for, at hun og hendes mor havde 
lavet sengebunden af reb, således 
at sengen var mere behagelig. 
Samme aften før de lagde sig til 
at sove i deres vogne sagde Tom- 
my: „Jeg er glad for, at Eliza og 
Elija skal bo i vort hus." 
„Det er jeg også," sagde Betsy. 
„Det er godt, at de har sådan et 
dejligt hus at komme hjem til." O 



127 



DAVID O. McKAY 

„Hvad er det for et ansvar, der påhviler ethvert medlem af Kirken? 
Jeg slår op på afsnit 107 i Lære og Pagter og finder der opregnet de 
forskellige præstedømmeorganisationers pligter, og jeg læser i det ni- 
oghalvfemsindstyvende vers følgende: ,Lad nu derfor hver mand lære 
sin pligt og med al flid passe det embede, hvortil han er blevet kaldet'. 
„To principper i den formaning træder frem som pligter for de em- 
bedsmænd, til hvem denne åbenbaring blev givet: For det første at 
lære, at vide, hvad ens pligt er; for det andet med al flid at passe 
pligten. At kende sin pligt, at lære sandheden, er enhver sidste dages 
helligs pligt, en pligt for enhver mand og kvinde i verden, også dem, 
som står uden for denne kirke. 

„Hele menneskeheden, tror jeg, tilskyndes og opløftes af den Ånd, der 
får dem til at foretrække sandheden. Endog i den politiske verden 
finder man store mænd, der har søgt efter politiske sandheder, sand- 
heder, der kunne lette politiske situationer. I den dødelige verden 
finder man store reformatorer, der søger at nå frem til sandheder, der 
kan udjævne skadelige, mellemmenneskelige forhold. Den samme 
holdning findes i finansverdenen. Videnskabsmændene er blandt de 
mest fremtrædende sandhedsøgere. 

„Vi har hørt om den magt, der tilskyndede Columbus til at tage ud 
på oceanet. 

„Som reaktion på den følelse, der var indgydet ham, ornat bevise sand- 
heden af det, han følte sig sikker på, kunne han ikke stille sig tilfreds; 
han måtte give udtryk for den. Der er en naturlig følelse, der driver 
mænd og kvinder frem mod sandheden. Det er et ansvar, der er lagt 
på menneskeheden. Det ansvar hviler på sidste dages hellige i højere 
grad end på deres medmennesker. 

„Hvis I slår op i det otteogfirsindstyvende afsnit vil I finde følgende 
påmindelse: 

„, Og da ikke alle har tro, så søg med flid og lær hinanden visdoms 
ord; ja, søg visdom i de allerbedste bøger, søg efter kundskab' — 
hvordan? ,ved læsning,' og ved tro'. (L og P 88:118)." 



128 



Kirkens orden og praksis 



Missionernes public relations arbejde 

De fleste fuldtidsmissioner har særlige folk til at tage sig af kontakten til aviserne og andre samfundsmedier. 
Det anbefales, at missionspræsidenten vælger et af de lokale medlemmer til dette job i den udstrækning, det 
er muligt. 



Kirkens skoler i Mexico 

I kirkens skoler i Den mexicanske Republik går der ifølge George L. Turley, som er administrator for skolerne 
i Mexico, i år 7.615 elever. Som det påbydes af den mexicanske lovgivning, er skolerne indregistreret under 
navnet: „Sociedad Educativa Y Cultural, S.A.," eller „Foreningen for Uddannelse og Kultur." Størst af kirkens 
skoler i Mexico er Centro Escolar, „Benemerito de las Americas", som ligger nær Mexico City i den nordvestlige 
del af føderationens område. Her går 2.000 elever, med muligheder for 4.500 elever, når faciliteterne udvides. 



Om Cola og visdomsordet 

Visdomsordet, afsnit 89 i Lære og Pagter er og forbliver ledetråden, hvad dette angår. Der har aldrig været tale 
om nogen officiel udlægning af, hvad visdomsordet dækker, bortset fra, at de første brødre i kirken udtalte, at 
„hede drikke" betød te og kaffe. 

Hvad Cola angår, har kirken aldrig taget offentlig stilling i den sag, men kirkens ledere har rådet os til, og 
råder os stadig til, at afholde os fra nogen drikke, der indeholder vanedannende medikamenter under sådan- 
ne omstændigheder, at det åbner mulighed for vanedannelse. Enhver drik, der indeholder noget, der skader 
legemet, bør undgås. 



Mandag aften er forbeholdt familien, og ikke kirkeaktiviteter 

Da det blev bekendtgjort, at mandag skulle være familiehjemmeaften, stod der i en Præstedømme Bulletin 
sidst i året 1970, følgende at læse: 

De, der er ansvarlige for præstedømmets og hjælpeorganisationernes programmer, inclusive tempelaktiviteter, 
studenteraktiviteter osv., bør være opmærksomme på denne beslutning, så mandag aften kan blive respekteret 
over hele kirken og medlemmerne være fri for kirkearbejde eller aktiviteter, så de kan afholde familieaften i 
hjemmene. 

Der er nogle, der har følt, at visse arangementer, såsom ward- eller grensfamilieaftener, kunne afholdes om 
mandagen, så længe man bare kaldte det noget med familieaften. Skønt sådanne aktiviteter er højst ønskelige, 
bør de dog holdes på en af ugens andre aftener. 

Hvis det findes tilrådeligt, kan grupper af enlige mødes til familiehjemmeaften, hvis det gøres under biskop- 
pens ledelse. Man kan ligeledes, hvis det findes tilrådeligt, samle familier, der er nært beslægtet med hinanden, 
til familiehjemmeaften. 



331 




n 
















tø ■ ****** 
■» m % V 






Sma beslutninger 



/*' 









§ AF PRÆSIDENT A. THEODORE TUTTLE 

af De halvfjerds Råd. 




332 



1 



r 



Bi 






Det kan måske virke overraskende på jer, men jeg 
mener ikke, at vi træffer nogen store afgørelser i vort 
liv. Vi kommer kun ud for en række mindre beslutninger, 
der så samlet giver vort liv, den retning, det har. 
Hvorfor mener jeg det? Her er en af grundene: Jeg 
kendte engang en dreng, der kom ud for at skulle træffe 
en uventet og ganske vanskelig afgørelse. Han kom ud 
for den sidst på sommeren det år, han blev femten. Han 
var lige kommet hjem efter at have arbejdet hele som- 
meren på sin onkels gård, der lå i en anden del af sta- 
ten. 

Det skete i forbindelse med det første nadvermøde, han 
var til, efter han var kommet hjem. Af en eller anden 
grund blev han nogle minutter forsinket efter mødet. 
Han traf sine kammerater udenfor kirkebygningen, for- 
samlet i en gruppe. Da han nærmede sig, kunne han 
høre, at de lige var blevet enige om et eller andet. Da 
han kom helt hen til dem, blev han stillet overfor et til- 
syneladende uskyldigt spørgsmål: „Vil du være med 
eller ej?" 

„Til hvad?" spurgte han. 
„Til at dele en stor dåse øl." 

Det svar havde han rigtignok ikke ventet, og han vidste 
da heller ikke, hvad han skulle svare. Hans venner havde 
altid været nogle brave fyre. Det lignede dem slet ikke 
at spørge om sådan noget, tænkte han. Men de var helt 
anderledes, end han huskede dem. Han havde tilbragt 
sommeren langt borfra sine kammerater, og han havde 
ikke forandret sig. Men der var altså sket et eller andet, 
der havde forandret hans venner. De var pludselig mere 
voksne og tilhørte verden. Overraskelsen fik ham til at 
tøve, før han besvarede deres spørgsmål. Det er under- 
ligt, så meget man kan nå at tænke på et par sekunder: 
Disse drenge var hans venner. De var ikke fjender. Han 
kendte hver eneste af dem godt. Han havde gået i prima- 
ry og i søndagsskole sammen med dem. De havde 
sunget sammen. Han var blevet ordineret til diakon sam- 
me dag som et par af dem. De havde uddelt nadveren 
sammen snesevis af gange. De havde lavet lektier sam- 
men, han havde bygget modelflyvemaskine sammen 
med nogle af dem og leget krig. De havde cyklet og 
arbejdet og moret sig sammen. Hvorfor skulle dette 
enkle spørgsmål have lov til at true det ellers så gode 
forhold mellem dem? 

Presset fra venner og bekendte kan være enormt stærkt! 
Der ligger næsten altid et ønske om at være som „en 
af de andre." Og hvem ønsker desuden at være en 
kujon, der ikke tør deltage i noget? Og hvis han nu sag- 
de nej, så ville han jo være gået imod dem. 
Men selv medens disse tanker fløj gennem hovedet på 
ham, var der noget andet, der pressede på. Det var et 
argument, der udfordrede alle de lokkende tanker: Det 
er forkert. På en eller anden måde fik han sig taget sam- 
men til at sige: „Nej, det tror jeg ikke, jeg har lys til." 
Resten af klyngen forsvandt hurtigt over mod det nær- 
meste sted, hvor man kunne få øl; det lod til, at der 



straks skulle gøres alvor af det. Min unge ven stod alene 
tilbage. Jeg er sikker på, at han ikke tænkte på, at Her- 
ren havde sagt: „Det er ikke godt for mennesket at være 
ene," (1. Mos. 2:18) men han forstod i hvert fald pludse- 
lig, hvad det dækkede, på en helt ny og meget person- 
lig måde. Han fik øjnene mere og mere op for, hvad det 
betød i løbet af de næste par dage, og han indså, at vi 
alle har brug for sande og loyale venner, som tror, hvad 
de bør tro, og lever, som de bør leve. 
Til trods for at han var femten år gammel, ja, snart sek- 
sten, fik han tårer i øjnene på hjemvejen. Hans mor så, 
at der var noget galt, og spurgte: „Hvad er der sket?" 
Hele historien røg ud af ham. 

„Du har handlet rigtigt, min dreng," sagde hun til ham. 
„Jeg ville ønske, jeg var lige så sikker på det, som du 
er," svarede han. 

„Du traf det rigtige valg," gentog hun, „det vil du nok 
blive klar over med tiden. Du skal se, at du vil blive 
velsignet derfor." 

Dagene, der fulgte denne episode var ikke særlig lykke- 
lige. Han måtte omstille sig for at genvinde ligevægten. 
Han måtte også til at finde sig nogle nye venner. Han 
måtte overvinde den uundgåelige sorg, han følte, når 
de fra hans gamle gruppe blev så underligt stille, når 
han prøvede at nærme sig dem. Han følte sig tit ensom, 
når han gik alene fra skolebygningen over til sportshal- 
len, der hørte til skolen. De sportsaktiviteter, der tidlige- 
re havde været sprængfyldt af sjov og godt kammerat- 
skab for ham, var der ikke længere nær så meget ved. 
Der var endda en episode under basketballtræningen, 
hvor han var uden dækning fra det modsatte hold og 
derfor råbte til sine kammerater om at kaste bolden til 
ham, hvor han ganske tydeligt blev ignoreret, medens 
en anden fik bolden tilkastet. 

Men det gik altsammen over, sådan som vi alle ved, at 
det vil ske før eller senere. Tiden helbreder alle ting. 
Triste minder udviskes, og det holder op med at gøre 
ondt på en. 

Det varede ikke længe, før de var gode venner igen, 
selvom det nu var på en anden måde. Mindre end et år 
efter blev den unge mand valgt til elevrådsformand. 
To år efter drog han på mission som den eneste fra sin 
klasse. Der var en af hans klassekammerater, der drog 
på mission det følgende år, men hans andre venner kom 
aldrig på mission. 

Denne unge mand har siden været kaldet til mange 
forskellige ting og haft mange forskellige ansvar i kirken. 
Hans retskaffenhed og moralske standard er da også 
kommet ud for andre prøver af forskellig slags — sådan 
som det sker for os alle. Men få af disse ting har gjort 
større indtryk på ham, end det uventede spørgsmål, han 
fik stillet den dag. 

Situationen var temmelig udramatisk, men han valgte 
det rette. Og hans mor fik ret, som mødre gerne får det. 
Hendes forsikring opfyldtes: „Du skal se, du vil blive 
velsignet derfor." Q 



333 



Den uforlignelige 



w 



i 



1 



AF LEON R. HARTSHORN 



Det var en hed dag — den 29. juni, 
1844. 

En båd nærmer sig et hesteskosving 
på Mississippifloden. Ved bugtningen 
ligger en by. En af de rejsende på 
båden forsøger at finde byen på sit 
landkort, men kortet, som ikke er ret 
gammelt, viser ikke, at der skulle lig- 
ge en by der. Han spørger sig for og 
får at vide, at byen hedder Nauvoo. 
Det er meningen, at båden skal læg- 
ge til her for en kortere tid. 
Da båden ligger ved kajen, bliver den 
rejsende nysgerrig efter at vide, hvor- 
for der står lange køer af mennesker 




Dette maleri menes at 
være malet etter et tid- 
ligt daguerreotypi af 
Joseph Smith. 



foran et af husene, der ligger helt 
fremme ved flodbredden. Da han ikke 
har travlt, siger han til kaptajnen, at 
han bliver i Nauvoo et stykke tid, ja, 
måske overnatter der. 
Da han nærmer sig enden af køen, 
står det ham klart, at disse menne- 
sker bærer sorg. Kvinderne og man- 
ge af mændene græder. 
„Undskyld mig," siger han, idet han 
går hen til en af de sørgende, „men 
hvorfor er der kø her?" 
Den sørgende ser forbløffet op: „Vil 
det sige, at De ikke ved det?" 
„Jeg er lige kommet med båden." 
„Nå," svarer den sørgende. „Vi ven- 
ter på at komme til at se de afdøde, 
generalløjtnant Joseph Smith og 
hans broder, Hyrum, som blev dræbt 
for to dage siden." 
„Generalløjtnant Smith?" siger den 
besøgende spørgende. 
„Ja, han var generalløjtnant for Nau- 
voolegionen, en hær på ca. 5.000 
mand." 

„Hvor mange andre blev dræbt sam- 
men med dem?" spørger den frem- 
mede. 

„Ingen, det er formodentlig derfor, at 
Joseph Smith døde. Han var over- 
bevist om, at det kun var hans liv, 
hans fjender var ude efter, og at hvis 
det var meningen, at han skulle dø, 
så ville deres blodtørst blive stillet, 
og således ville vi andre blive skånet. 
Han ønskede, at hans broder, Hyrum, 
skulle leve, men Hyrum ville ikke 
vige fra hans side." 
„Hvorledes begyndte vanskelighe- 
derne, der førte til deres Død?" 
spurgte den rejsende. 
„Tja, den officielle grund angives 
som at være , Nauvoo Expositor'-tryk- 
keriets ødelæggelse," svarede den 
sørgende. „Avisen ejedes af Josephs 
fjender, og de offentliggjorde slad- 
der, provokerende artikler og direkte 
løgne, idet de forsøgte at opildne et 



had til Joseph Smith. Så for at lukke 
trykkeriet skrev byrådet sammen med 
borgmester Joseph Smith en kendel- 
se. 

„Joseph Smith var også borgmester 
for byen?" 
„Ja." 

„Det må være en meget ny by," kom- 
menterer den rejsende. 
„Den er ikke engang aftegnet på mit 
landkort." 

„Ja, den er ny. For bare seks år siden 
var her ikke andet end sump." 
Den rejsende rystede undrende på 
hovedet og sagde: „Det er en meget 
smuk by. Da jeg kom ned ad floden, 
lagde jeg mærke til, at gårdene og 
foldene ligger lige uden for byen." 
„Ja, sådan planlagde Joseph byen." 
„Planlagde Joseph også byen?" 
„Ja, han gjorde det på den måde, 
for at indbyggerne, der for størstede- 
len er landmænd, kunne få glæde af 
bylivet - sådan at vi kunne komme 
sammen og lære af hinanden." 
Den rejsende bemærker så de brede, 
lige gader og de velbyggede huse og 
spørger så, hvad den kæmpestore 
bygning, der er under opførelse, skal 
være. Den sørgende fortæller ham, 
at det er templet, og at Joseph Smith 
havde tegnet det, så det kunne blive 
et vartegn for byen. 
„Tegnede Joseph templet!" udbryder 
den fremmede. Men så husker han 
sit oprindelige spørgsmål og siger: 
„De var ved at fortælle mig, hvad der 
førte til hans død." 
„Na, ja, Expositor-episoden," siger 
den sørgende. „Men vanskeligheder- 
ne begyndte nu for længe siden, selv 
før Joseph oversatte de gamle skrif- 
ter." 

„Var han også oversætter?" siger 
den fremmede. „Hvad er der så sket 
med oversættelsen af de gamle skrif- 
ter?" 



334 



„De er blevet udgivet under navnet: 
Mormons Bog." 

„Har han fået udgivet andet end 
den?" spørger den fremmede. 
„Ja, som præsident for kirken ..." 
„Præsident for kirken?" udbryder 
den besøgende. 

„Ja, præsident for Jesu Kristi Kirke 
af Sidste Dages Hellige. Næsten alle 
her i Nauvoo er medlemmer af kir- 
ken. Som præsident for den udgav 
han Lære og Pagter og ... " 
„Hvad er det for noget?" spørger den 
forbløffede rejsende. 
„Det er en samling åbenbaringer, 
som blev givet til profeten Joseph 
Smith ..." 

„Profeten Joseph Smith!" 
„Ja. Gud Faderen og hans opstandne 
Søn Jesus Kristus viste sig for ham 
og talte med ham, allerede da han 
var ganske ung. Faktisk, var det efter, 
at Joseph fuld af iver og vild af glæ- 
de havde fortalt naboerne, at han 
havde haft en åbenbaring, at forføl- 
gelserne begyndte. Det er ikke alene 
Joseph, der er forfulgt, men også 
alle dem, der fulgte ham. Ja, der er 
nogle af de mennesker, som du ser 



^ 








her, der er blevet drevet bort fra de- 
res hjem i New York, Ohio og Mis- 
souri. I Missouri var der ingen af os, 
der fik godtgjort vore tab. Joseph 
forsøgte på vore vegne at få oprejs- 
ning, men det lykkedes ikke. Det er 
først og fremmest derfor, han blev 
præsidentkandidat." 



„Præsidentkandidat til De forenede 
Stater!" udbryder den fremmede, der 
efterhånden er helt overvældet. 
Den sørgende fortsætter: „Det er fire 
dage siden, at Joseph sørgmodigt 
bød sin familie farvel, så længsels- 
fuldt på templet og på sin gård og 
sagde: , Dette er det dejligste sted i 
verden og de bedste mennesker un- 
der solen.' Så red han over mod 
amtsrådskontoret, til sine fjender. 
Han sagde: ,Jeg går som et lam til 
slagtebænken, men jeg er rolig som 
en sommermorgen.' (L. & P. 135:4) 
Man lovede ham beskyttelse og en 
retfærdig retssag, men for to dage 
siden, den 27. juni, kom en skare 
bestående af over hundrede mænd, 
der alle var tilsværtede i ansigterne, 
og kort efter stormede de fængslet. 
Snart var Joseph og Hyrum begge 
døde." 

„Hvor gammel var han?" Spørger 
den fremmede. 



335 



Bæltespænde fra pro- 
fetens Nauvoo-legions- 
uniform. 






*%£.'+#' J6.<~ 


»,,**, .*, 


■• : >S6*>' i#* « ■" <■« —J" •-■ 


1 


:. _ , du- 






■j, t„,. t .^ ./ ,■«, /< ***, ^5s!" ^-j. 


i 

i 


t # ■!* 


**«<••# «* --"'* •'"* - « 


-..,.•,< P z 


/* ^yCf^&tf >-■'<■ ?*« ,., ,-,.„ 


1 








?»* .^^.**** ; ? Suflttfriby^ %i^ -yifj i* . /,' 


1 


vbisdC 




' i 


' dff .. 


^åbtj-Æé&é-ésÅ^,* é-i*-- <&£\.4 


* « 4'M 


£i-**øf ;*.-*, X ?#+-*t£Vi#- M» >4c 


j 


i : ^ , '; 




*-*X* £■*-* 




1 





En s/de af atef o/7gr/- 
na/e manuskript til 
afsnit 72 af Lære og 
Pagter i Joseph 
Smiths egen hånd- 
skrift. 



En førsteudgave af 
Mormons Bog. 




En pistol, der tilhørte profeten 



„Han var 38 år gammel," svarer den 
sørgende. 

Den besøgende stirrer vantro på ham 
og tænker ved sig selv: „General- 
løjtnant, oversætter, forfatter, borg- 
mester, profet, præsident for en kir- 
ke, byplanlægger, arkitekt, præsi- 
dentkandidat til De forenede Stater — 
hvad kan dette dog have været for 
et menneske, denne Joseph Smith?" 
Hele denne lille scene er opdigtet, 
men der er sikkert mange menne- 
sker, der har tænkt sådan om Joseph 



Smith. Ganske som Moronis profeti 
havde forudsagt det, var Joseph 
Smiths navn, allerede da han var 
17 år gammel, kendt „for ondt og 
godt blandt alle nationer, slægter og 
tungemål" eller der „blev talt både 
godt og ondt om det blandt alle folk." 
(Joseph Smith 2:33) 
Der findes ikke mange steder i den 
civiliserede del af verden, hvor man 
ikke har hørt om mormonerne og der- 
for også om Joseph Smith. Selv for 
4000 år siden, da den berømte Jo- 



seph blev solgt til Ægypten, sagde 
han: „Og han skal kaldes efter mit 
navn, og det skal være efter hans 
faders navn. Og han skal være lige- 
som jeg; thi de ting, som Herren skal 
udføre ved hans hånd, skal ved Her- 
rens kraft bringe mit folk frelse." 
(2. Neph. 3:15) 

Faktisk findes der flere bibelske pro- 
fetier, der omtaler det arbejde, der 
påbegyndtes af Joseph Smith i de 
sidste dage, end om noget andet 
emne, bortset fra alle de profetier, 
der omtaler vor Herre og Frelser Je- 
sus Kristus og hans offer for vore 
synder. 

Efter Josephs død, gav Herren be- 
sked om, at følgende skulle skrives 
og indføjes i skriften: 
„ . . . Joseph Smith, Herrens profet 
og seer, har gjort mere (Jesus alene 
undtaget) for menneskenes frelse i 
denne verden end noget andet men- 
neske, der nogensinde har levet her." 
(L & P. 135:3) 

Der er kun få, der ikke har læst eller 
hørt noget om Joseph Smith, Jr. Der 
fortælles om mange episoder i hans 
liv, mange af dem, der kendte ham, 
har givet deres opfattelse af ham - 
og disse fortællinger er omhyggeligt 
blevet læst igen og igen af interesse- 
rede sidste dages hellige. 
Så hvis læseren er en almindelig 
gennemsnitsmormon, så kender han 
allerede de fleste nedskrevne fortæl- 
linger om den første åbenbaring; 
guldpladerne og oversættelsen deraf; 
Johannes Døberens, Peters, Jakobs 
og Johannes' besøg, gengivelsen af 
Det aronske og Det melkisedekske 
Præstedømme; og om at mange an- 
dre berømte personer fra jordens 
tidligere historie kom tilbage hertil - 
Adam, Noah, Moses, Elijah, Elias, 
foruden mange andre. Læseren ved 
besked om de hundreder af åben- 
baringer, som Joseph modtog; om 
Mose-bøgerne og Abrahams Bog; om 
kirkens lærdome; om den store og 
indviklede organisation, Joseph star- 
tede for Frelseren — Jesu Kristi Kir- 
ke af Sidste Dages Hellige; om alle 
denne kirkes ordinanser til menne- 
skets frelse, lige fra dåb til tempel- 
arbejde; og om ethundredeogsytten 



336 



andre enkeltheder, historiske detaljer 
og portrætter. 

Hvad findes der da, der kunne være 
nyt for læseren? Og ikke alene nyt, 
men også værdifuldt og betydnings- 
fuldt nok til at fortælle her? Vi mener 
at have fundet noget. Skønt mange, 
både lærde og andre har samlet 
kendsgerninger og historier, kommer 
der dog stadig nye ting for dagens 
lys gennem den indsigt, som stadig 
nye forskere bringer med sig. 
Vi vil her vende os til kirkens historie, 
som forelligger i seks bind: Docu- 
mentary History. Uanset hvad du el- 
lers har hørt eller læst om Joseph 
Smith, så tror vi, at dette på en ny 
måde vil fortælle om noget, der er af 
uendelig stor betydning i livet — nem- 
lig, hvordan vi opfører os overfor 
dem, der er os nærmest. 
Om Emma, hans kone: 
„ . . . med hvilken usigelig fryd svul- 
mede ikke mit bryst, da jeg tog min 
elskede Emmas hånd - hun, som 
blev min kone, ja, med hvem jeg 
giftede mig, da jeg var ganske ung, 
hun, som er mit hjertes udvalgte. Jeg 
skælvede næsten, da jeg et øjeblik 
tænkte på alle de ting, som vi har 
måttet opleve sammen, den udmar- 
vende træthed og det hårde slid, sor- 
gerne og lidelserne, men også glæ- 
den og trøsten, der fra tid til anden 
krydsede vor vej og kronede vort 
hjem. Åh, sikke et virvar af tanker, 
der fyldte mit sind i det øjeblik, da 



Profetens mor ringede 
med denne klokke, 
når middagsmaden var 
færdig, for at kalde 
drengene og deres far 
ind fra markerne. 





hun var her igen, hun, som selv 
syvende gang, hun venter sig, ufor- 
færdet, fast — uforanderlige, kærlige 
Emma." (5:107) 

„Red ud sammen med Emma og be- 
søgte min gård . . . tilbragte resten af 
dagen hjemme." (5:207) 
„ . . . om aftenen red Emma og jeg ud 
med vognen." (5:360) 
„Gik med Emma hen til købman- 
den ... " (5:21) 

„Tilbragte det meste af formiddagen 
i samtale med Emma — vi talte om 
mange forskellige ting ... vi følte os 
begge optimistiske og ved godt 
mod." (5:92) 

„Red til Willoughby sammen med min 
kone for at købe ind . . . " (2:290) 
„Kørte i kane med Emma." (6:170) 
„Efter mødet, red jeg ud med Emma. 
Træerne er begyndt at blive grønne." 
(6:279) 

„Om eftermiddagen red jeg ud sam- 
men med Emma . . . Ferskentræerne 
er meget smukke." (6:326) 
I efteråret 1842 blev Emma alvorligt 
syg. Her skrev han blandt meget an- 
det: 

„I dag begyndte Emma at blive dår- 
lig og få feber; jeg blev derfor inden- 
dørs sammen med hende hele da- 
gen." (5:166) 

„Emma har det ikke bedre. Jeg var 
sammen med hende hele dagen." 
(5:166) 

„Emma har det lidt bedre. Var sam- 
men med hende hele dagen." (5:167) 
„Emma er igen meget syg. Jeg sad 



En pengeseddel fra Kirtland Safety Society 
banken med profetens signatur. 



hos hende hele dagen. Jeg selv har 
det også halvskidt." (5:167) 
„Min kære Emma har det værre . . . 
Jeg selv var heller ikke rask og me- 
get bekymret på grund af Emmas 
sygdom." (5:167-8) 
„Emma har det en smule bedre. Jeg 
er selv rask og nu ved godt mod." 
(5:169) 

„ . . . Emma får det langsomt bedre." 
(5:169) 

„Jeg red hen til templet sammen 
med Emma for at bedre hendes 
helbred. Hun kommer sig for hver 
dag." (5:182) 

„Red til templet sammen med Em- 
ma." (5:183) 

Om sine børn. Han og Emma fik seks 
børn, der døde som små, fem af dem, 
var de selv forældre til — en lille 
dreng havde de adopteret. De havde 
fem børn, som blev voksne, fire søn- 
ner, som de selv var forældre til og 
en adopteret datter. Emma fødte 
endnu et barn fem måneder efter 
profetens død. 

„Jeg red ud til gården sammen med 
mine børn, vi vendte ikke tilbage før 
efter mørkets frembrud." (5:182) 
„Efter middagsmaden red jeg ud 
sammen med min kone og børne- 
ne ..." (2:297-8) 

„ ... om formiddagen red jeg på ud- 
flugt sammen med mine børn i heste- 
vognen." (5:369) 

„tilbragte hele dagen hjemme sam- 
men med familien, havde en dejlig 
dag . . . " (2:345) 



337 




Denne indgravering 
viser profeten, da han 
for sidste gang holdt 
en offentlig tale, 
foråret 1844. 




„Blev hjemme og nød at være sam- 
men med familien." (2:45) 
„Tilbragte aftenen med at lære bør- 
nene grammatik, medens vi sad rundt 
om pejsen." (5:307) 
„Klokken fire om eftermiddagen gik 
Frederick og jeg ud og gled på isen 
for at få lidt motion." (5:265) 
Om hans far, da han blev syg: 
„Tog ud for at besøge min far, han 
lader ikke til at have det godt ..." 
(2:288) 

„Var hjemme. Passede min far med 
nogen ængstelse." (2:289) 
„Hjemme. Plejede min far." (2:289) 
„Besøgte min far, som har det meget 
bedre efter sin sygdom ..." (2:290) 
Om sin mor 

„Mor kom hjem til mig for at bo her," 
(5:271) 



Den hellige Lund, som 
den formodentlig så ud, 
da Joseph Smith var barn. 



338 



„Var hjemme hele dagen. Min mor 
havde lungebetændelse, og jeg pleje- 
de hende ..." (5:290) 
„Red ud sammen med mor og nogle 
andre for hendes helbreds skyld." 
(6:65) 

„Blev hjemme hele dagen for at pas- 
se min mor, der stadig er syg." 
(5:298) 

Udtryk for kærlighed til sine egne 
brødre: 

Hyrum: „ . . . Jeg elsker ham med en 
kærlighed, der er stærkere end dø- 
den, for jeg har aldrig haft grund til 
at bebrejde ham noget, eller han 
mig ..." (2:338) 

Alvin: „Jeg husker så tydeligt den 
sorg, der fyldte mig og næsten fik 
mit unge hjerte til at briste, da han 
døde." (5:126) 

Don Carlos: „Som barn var han god 
og elskelig, venlig, dydig og trofast, 
et dejligt barn; når han dør, gid jeg 
da også må dø." (5:127) 
Disse tilfældige udtalelser er nok. De 
fortæller mere end tydeligt, hvordan 
Joseph Smith var — en kærlig mand, 
der på alle måder tog sig af sine 
kære. Han havde aldrig for travlt til 
at gøre noget for andre - i dette 
tilfælde sin familie. 
År senere skrev Parley P. Pratt 1 : 
„Det var Joseph Smith, der lærte mig 
rigtigt at værdsætte et kærligt for- 
hold til fader og moder, mellem mand 
og hustru; til bror og søster, søn og 
datter." 

Vi har alle sammen familie, som vi 
bor sammen med, eller som bor et 
andet sted. Læg mærke til, hvordan 
Joseph holdt af alle medlemmerne i 
sin familie, skulle vi prøve om vi kun- 
ne gøre noget lignende i løbet af 
dette år? Du kan ikke gøre noget, 
der vil bringe dig og din familie stør- 
re glæde. O 



1 Pratt, Parley P. (1807-1857) ordineret til apo- 
stel den 21. februar 1835. 



23. dec. 

1805 

1813 



1820 

1823 
1827 

1829 



Alder 
7 

14 

17 
21 

23 



1830 


24 


1831 


25 


1832 


26 


1833 


27 


1834 


28 


1835 


29 


1836 


30 


1838 


32 


1839 


33 


1841 


35 


1842 


36 


1843 


37 


27. juni 




1844 


38 



Højdepunkter 

i Joseph Smiths liv 

(1805-1844) 



Født i Sharon, Vermont 

Det var lige før, hans ben skulle amputeres, men benet 
blev reddet, ved at man skar det op og fjernede styk- 
ker af knoglen; udviste usædvanligt mod og følsomhed, 
der kom til at karakterisere ham livet igennem 
Ser og taler med Gud Faderen og hans Søn, Jesus 
Kristus. 

Får besøg af englen Moroni; hører om Nephis plader. 
Gifter sig med Emma Hale; modtager guldpladerne i 
varetægt, påbegynder oversættelsen. 
Modtager Det aronske Præstedømme af Johannes Dø- 
beren, og Det melkisedekske Præstedømme af Peter, Ja- 
kob og Johannes. 

Udgiver Mormons Bog; organiserer kirken. 
Flytter til Kirtland, Ohio; indvier tempelgrunden i Inde- 
pence, Missouri. 

Opretholdt som præsident for det højere præstedømme. 
Organiserer Det første Præsidentskab; modtager stadig 
mange åbenbaringer, heriblandt visdomsordet. 
Går med Zions Lejr fra Ohio til Missouri, gør meget for 
at få de hellige bosat i begge områder. 
De tolv apostle og de halvfjerds opretholdt; Lære og 
Pagter bliver godkendt af de hellige. 
Indvier Kirtlandtemplet; Jesus, Moses, Elias og Elijah vi- 
se sig. 

Flytter til Missouri; bliver taget til fange, Indsættes i 
Liberty-fængslet. 

Leder kirken fra Liberty-fængslet, begynder at bygge 
Nauvoo. 

Udsteder påbud om, at de hellige skal komme til Nau- 
voo, planlægger Immigration Agency, for at få de euro- 
pæiske hellige til USA. 

Udgiver Abrahams Bog; profeterer, at de hellige til sidst 
skal drage til Rocky Mountains. 

Anti-mormonsk pression og uroligheder bringer bevæ- 
gelsen i søgelyset; nedskriver åbenbaringen om evigt 
ægteskab. 

Gjort til martyr sammen med sin bror Hyrum ved en 
kugleregn i Carthage-fængslet kort efter klokken 17.15. 



339 



Spørgsmål og svar 

Svarene er ment som hjælp og vejledning, ikke 
som kirkens officielle stillingtagen til problemet. 

^ É^^^ (Matt. 22:39) 




É- "■■■' ; : ■-:■ , 
IBS 

Siftsisj^v ■•.,■■■■■"■..•■:..:■. 

'.■■"■■■■Vv"-::-.' IV-;': 1 : 



Jk 





Hvad til det sige at „elske sin næste" 

Dette er måske det vigtigste spørsmål, man kan stille, 
angående Kristi evangelium. Jesus gjorde dette princip 
til noget centralt indenfor religionen (Matt. 22), og Pau- 
lus sagde, at uden kærlighed er ingenting noget værd 
foros. (1. Kor. 13) 



Kun Gud ved, hvad virkelig kærlighed er, når den er 
fuldkommen. Vi kan håbe på en stadig større forståelse 
og på stadig at gøre kærligheden til en mere betydnings- 
fuld del af vort liv. 

Broderlig kærlighed er ikke nem at definere. Lad os 
begynde med at fastslå, hvad det ikke er, for der findes 
mange former for kærlighed. Broderlig kærlighed har 
ikke noget med romantisk kærlighed at gøre — den 
stærke, altovervældende følelse, man kan få for et men- 
neske af modsat køn. Romantisk kærlighed tager sit 
udgangspunkt i vort biologiske jeg, og selv om det kan 
føles som noget idealistisk og opløftende, er det dog 
ikke broderlig kærlighed. Med mindre den romantiske 
kærlighed forekommer sammen med andre former for 
kærlighed, har den en tendens til at være ustadig, lune- 
fuld, selvisk, besiddende og jaloux. Til forskel fra dette 
er kristen kærlighed i følge Paulus langmodig og mild: 
„Den misunder ikke" og „søger ikke sit eget" (1. Kor. 
13:4,5) 

Broderlig kærlighed er ikke det samme som venskab, 
selvom den kan være en del deraf. Venner kan lide 
hinanden, er glade for hinandens selskab, betror sig til 
hinanden, er loyale, stoler på hinanden og deler mange 
interesser med hinanden. Venskab er noget gensidigt. 
Broderlig kærlighed er mere uselvisk end både roman- 
tisk kærlighed og venskab. Et menneske, der føler 
broderlig kærlighed, er dybt interesseret i, at det går 
andre godt. Han glemmer helt sig selv for de andre. 
Han er ikke egocentrisk (selvcentreret), men derimod 
altruistisk (hans interesser centrerer sig om andre). Det 
gør ikke noget, hvis den, overfor hvilken man føler 
broderlig kærlighed, ikke gengælder kærligheden eller 
overhovedet sætter pris på den, fordi broderlig kærlig- 
hed er selvnærende. Den kommer udelukkende fra det 
menneske, der føler den, og behøver ikke at blive gen- 
gældt, for at flammen holdes vedlige, sådan som det 
er tilfældet med romantisk kærlighed og venskab. 
Den virkelige prøve på, om man har broderlig kærlighed, 
blev omtalt af Jesus, da han gav følgende eksempel: 
„. . . Elsk jeres fjender (velsign dem, som forbander jer, 
gør godt imod dem, der hader jer) og bed for dem, som 
forfølger jer." (Matt. 5:44) 

Broderlig kærlighed er, ulig de to andre nævnte former 
for kærlighed, ganske upartisk og derfor altomfattende. 
Et menneske, der føler broderlig kærlighed bekymrer 
sig for alle andre mennesker, enten det er syndere eller 
hellige, enten de har et tiltalende ydre eller ej, om de 
er af samme tro eller samme race eller ej. Hvis man 
omhyggeligt udvælger dem, man vil holde af, er der 
store chancer for, at man i virkeligheden slet ikke er 
i besiddelse af broderlig kærlighed. 
Broderlig kærlighed er først og fremmest en følelse, 
ligesom de andre former for kærlighed. Men den inde- 
holder også et intellektuelt element. Det kræver efter- 
tanke og selvdisciplin at se det gode i et menneske, der 
er fjendtligt indstillet eller måske ligefrem frastødende. 



340 



Broderlig kærlighed må hele tiden læres påny. Den 
kommer ikke som et lyn fra en klar himmel, som den 
romantiske kærlighed undertiden gør det. Men netop 
af denne grund, er det den mest stabile og langvarige 
kærlighed. 

Der er mange mennesker, der tror, at hvis de elsker et 
andet menneske, må de nødvendigvis altid gøre, hvad 
dette menneske siger. Heri tager de fejl. Forældre er 
bange for at sige nej, eller for at tage et fast standpunkt. 
Der findes mennesker, især unge mennesker, der mod 
deres bedreviden giver efter for deres kolleger og kam- 
merater, fordi de er bange for at fornærme dem, eller 
for at give indtryk af, at de ikke sætter pris på dem. 
Broderlig kærlighed er uadskilleligt forbundet med ret- 
færdighed, med fasthed, selv med bebrejdelse, når det 
er nødvendigt. Nogle af de bedste erfaringer, jeg har 
haft, hvad kærlighed angår, er begyndt ved, at jeg har 
fået en til at se realiteterne i øjnene uden nogen formil- 
dende omstændigheder. 

Broderlig kærlighed betyder, sagt med filosoffen Kants 1 
ord, at behandle andre mennesker som mål, i sig selv, 
aldrig som midler, ved hjælp af hvilke, man kan nå sine 
egne selviske mål. Hermed menes, at vi under alle for- 
hold, i forretningsanliggender, i dreng-pige forhold, i 
ægteskabet, i skolen og på vort arbejde, ikke må hver- 
ken bruge eller misbruge mennesker som redskaber til 
at nå vore egne mål, men at vi i deres egen interesse 
skal behandle dem som selvstændige mennesker — altså 
skal vi leve efter den gyldne regel. 
„Elsk din næste" forbliver en fundamental lov blandt 
evangeliets love og for menneskets eksistens. Men- 
neskene kommer til at leve tættere og tættere op ad 
hinanden, det er noget, der følger med alle vore tekniske 
fremskridt, og derfor bliver det stadig vigtigere at elske 
sin næste. Hvis vi ikke gør det, vil det blive stadig van- 
skeligere og mere ubehageligt at leve på denne planet. 

Lowell L Bennion, vicedekan, 
University of Utah 







1 Kant, Immanuel - tysk filosof, 1724-1804 



„En af mine venner siger, at der ikke er noget sted i 
Biblen, der på afgørende måde taler for eller imod, at vi 
levede forud for dette liv. Kan du klargøre dette for 
mig?" 

Svar/Eldin Ricks 

Lad mig fortælle dig, hvad Biblen siger desangående, 
og så kan du gøre op med dig selv, om beviserne er af- 
gørende 

1) Jesus levede før dette liv. Apostlen Johannes, som 
omtaler Kristus som ordet, der blev kød (Joh. 1:14) 
begynder den bog, der bærer hans navn med at vidne: 
„I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og 
Ordet var Gud." (Joh. 1 :1) Med andre ord, i begyndelsen 
var Kristus, og Kristus var hos Gud, og Kristus selv var 
også Gud. Det vigtigste for os i denne sammenhæng, 
er imidlertid, at „i begyndelsen" var Kristus. 
Apostlen Paulus siger også, at på Moses' tid — mere 
end tolv hundrede år, før Jesus blev født — drak de alle 
„den samme åndelige drik, thi de drak af en åndelig 
klippe, som fulgte med; og den klippe var Kristus." 
(1. Kor. 10:4) 

Hvis der behøves flere beviser fra Biblen til at fastslå, 
at Frelseren levede, før han blev dødelig, så læg godt 
mærke til en udtalelse, som Jesus selv kom med natten 
før, han blev korsfæstet. Idet han ganske åbenbart 
længtes tilbage til en tidligere tilværelses herlighed, 
bad han: „Og nu, Fader! herliggør du mig hos dig selv 
med den herlighed, jeg havde hos dig, før verden blev 
til." (Joh. 17:5) 

Heraf kan vi se, at Jesus eksisterede længe før, han 
steg ned på denne jord. Lad os nu undersøge, om Biblen 
lærer, at andre end Kristus levede et åndeligt liv før 
dette. 

2) Jeremias levede før dette liv. Gennem åbenbaring 
lærte profeten Jeremias noget om sin egen ånds forud- 
tilværelse. Herren talte til ham og sagde: „Før jeg dan- 
nede dig i moderskød, kendte jeg dig; før du kom ud af 
moderliv, helliged jeg dig, til profet for folkene satte 
jeg dig." (Jer. 1:5) 

Eftersom Herren, som der står i skriften, kendte Jere- 



341 



mias, før han blev født, og helligede Jeremias før han 
blev født, og udvalgte Jeremias, før han blev født, frem- 
går det klart, at Jeremias eksisterede, før han blev født 
her på jorden. 

3) Job levede før dette liv. Ved en bestemt lejlighed 
spurgte Herren profeten Job: „Hvor var du, da jeg grun- 
dede jorden? Sig frem, om du har indsigt! 

„mens morgenstjernerne jublede til hobe, og alle guds- 
sønner råbte af glæde?" (Job 38:4, 7) 
Selv om Herren ikke fortalte Job, hvor han var, før jor- 
dens grundvold blev lagt, så tyder spørgsmålet dog på, 
at Job eksisterede et eller andet sted — og det ikke 
kun Job, men „alle gudssønner." Og når vi tænker på, 
at Biblen lærer, at vi er Guds sønner, (vi er „Guds af 
slægt", som apostlen Paulus udtrykker det i Ap. Ger. 
17:29), kan vi ikke undgå at komme til den slutning, at 
vi eksisterede ligesom Job (og Jeremias og vor Herre 
Jesus Kristus), før jorden blev skabt. 

4) Jesus gjorde intet for at rette på sine apostle, da de 
gav udtryk for, at de troede på et liv før dette. Man er 
kommet frem til dette ved at læse Johannes det 9. kapi- 
tel. Da apostlene så en blind mand, spurgte de Jesus: 
„Rabbi, hvem har syndet, han selv eller hans forældre, 
siden han er født blind?" (Joh. 9:2) Læg mærke til, at 
spørgsmålet ikke bare drejer sig om, mandens forældre 
havde syndet, før han blev født, men om manden selv 
havde syndet, før han blev født. Deres spørgsmål viser 
klart, at manden levede, før han blev født, og at han 
også havde været i stand til at synde der, hvor han var. 
Jesus forklarede (vers 3), at hverken manden selv eller 
hans forældre havde syndet, men det mest betydnings- 
fulde er, at han ikke betvivlede eller gjorde forsøg på 
at ændre deres tro på, at manden levede, før han kom 
her til jorden. 

5) Wsse passager i Biblen kan kun forstås, hvis man 
antager, at mennesket har levet før dette liv. Vi sidste 
dages hellige forstår, at under menneskets åndelige 
tilværelse før dette liv, var der en trediedel af Guds 
børn, der gjorde oprør og fulgte Satan. (L. & P. 29:36-38; 
Moses 4:1-4; Abr. 3:22-28) 

Denne forståelse kaster lys over en del passager i Bib- 
len om, at visse ulydige væsener blev udvist af Himme- 
len. Læs for eksempel 2. Peter 2:4, Judas 1 :6, og Johan- 
nes Åbenbaring 12:7-9. 

Selv om de forskellige passager, jeg har nævnt her, ikke 
alle virker så overbevisende på din ven, at han kan 
acceptere dem som fyldestgørende bevis, er jeg over- 
bevist om, at han, hvis han er oprigtig i sin søgen efter 
den guddommelige sandhed, dog vil blive så overbevist, 
at han selv under bøn vil begynde at undersøge Jesu 
Kristi Kirke af Sidste Dages Helliges lære og påstande. 



Eldin Ricks, ass. lektor ved Brigham Young 
Universitetets religions-institut 




„Er den religiøse uddannelse vigtigere end den aka- 
demiske uddannelse?" 

Svar/Elliot Cameron 

Det er et spørgsmål, der i høj grad optager ungdommen 
i dag. Med henblik på vore dage blev Daniel vist, at: 
„Mange skal granske . . . , og kundskaben skal blive 
stor." (Dan. 12:4) 

Paulus sagde til Timoteus: „Stræb efter at kunne træde 
frem for Gud som en mand, der kan stå prøve, som en 
arbejder, der ikke skammer sig ved sit arbejde, men 
forkynder sandhedens ord på rette vis." (2. Tim. 2:15), 
endvidere sagde han: 

„Det skal du vide, at i de sidste dage . . . (vil menneske- 
ne) . . . stadig . . . lære uden nogensinde at nå til erken- 
delse af sandheden." (2. Tim. 3:1, 7) 
I vore tider er der lagt stort eftertryk på at lære bare for 
at lære. I en leder stod der engang: 
„Viden er ikke længere noget, der er adskilt fra selve 
livet; viden og uddannelse er idag, skønt disse stadig 
udgør et mål i sig selv for nogle få specialister, midler 
til at nå et mål, og det er en større forståelse af alt, der 
vedrører livet. {Fortune, november 1964) 
Præsident Joseph Fielding Smith har sagt: „Viden kom- 
mer både ved at studere og tænke sig om og ved åben- 
baring. Det er meningen, at vi skal studere og lære så 
meget, som vi kan ved efterforskning og analyse. Men 
der er grænser for, hvor meget vi kan lære ved disse 
metoder. De ting, der hører Gud til, kan man kun få 
viden om gennem den Helligånd." 
Herren har rådet os til at lære så meget som muligt: 
„Både om det, der er i himlen, på jorden og under jor- 
den, det, som har været, det, som er, og det, der snart 
skal ske, det, som er hjemme, og det, som er ude; 
nationernes krige og forviklinger og de straffedomme, 
der skal komme over landet, og kundskab om lande og 
riger." (L. & P. 88:79) 

Vi må heraf drage den konklusion, at vi ikke må forsøm- 
me vor akademiske lærdom, hvis vi ønsker at følge Her- 
rens råd. 
Dette betyder imidlertid ikke, at vi kun skal koncentrere 



342 



os om den akademiske lærdom. Herren har sagt, at vi 
bør blive „mere fuldkomment undervist i evangeliets 
teori, principper, lære og lov og i alle ting, som tilhører 
Guds rige og er nyttigt for jer at forstå." (L. & P. 88:78) 
Vi må heller ikke tro, at al akademisk lærdom adskiller 
sig fra religiøs uddannelse. Jo mere viden, vi er i besid- 
delse af, og som vi opnår under den Helligånds vejled- 
ning, des bedre kan vi forstå det, der læres os indenfor 
religionens område. 

Jakob, Nephis bror, advarede os og sagde: „O, hvor stor 
er ikke menneskenes forfængelighed, skrøbelighed og 
dårskab! Når de er lærde, tror de, at de er vise, og de 
lytter ikke til Guds råd, men de tilsidesætter det; thi de 
mener, at de ved det af sig selv, af hvilken grund deres 
visdom er dårskab, og den gavner dem intet. Og de skal 
forgå. Men det er godt at være lærd, når man lytter til 
Guds råd. (2. Neph. 9:28-29) 

Den akademiske lærdom, vi opnår, vil hjælpe os med 
at nå vore timelige mål, men den viden, vi opnår om 
åndelige og evige sandheder, vil forberede os til at 
kunne leve lykkeligt i dette liv og gennem hele evig- 
heden i Guds rige. 

Vort endelige mål er at opnå al den viden, der er nød- 
vendig for at ligne vor himmelske Fader. Vi kan kun 
nærme os dette mål ved at anvende vor energi og evner 
på at opnå viden om Gud og om hans love, og gøre de 
evige sandheder, vi finder, til en del af vort liv. 

J. Elliot Cameron, regional repræsentant 
for De tolvs Råd, dekan ved Brigham Young 
University. 




„Hvoriedes afgøres det, hvor en missionær sendes hen 
på mission?" 

Svar/Præsident Kimball 

„Vi tror, at en mand må kaldes af Gud ved profeti og 
håndspålæggelse, af sådanne, som har myndighed der- 
til, for at prædike evangeliet og tjene i dets forordnin- 
ger." (5. trosartikel) 
I overensstemmelse med denne linie kaldes hver eneste 



missionær af Gud gennem præsidenten for kirken. Det 
var på denne måde, at Aron modtog sin kaldelse. Moses, 
Herrens profet, gav ham denne kaldelse fra Herren. 
Når man tildeler missionærerne deres arbejdsområde, 
er der mange faktorer, der tages i betragtning, først og 
fremmest den inspiration, som tilflyder missionærkomi- 
téen, som omhyggeligt og under bøn tager alle de an- 
befalinger, der tilsendes den, i betragtning. Før denne 
komité anbefaler et bestemt arbejdsområde for en be- 
stemt missionær, tager den følgende i betragtning: Om 
missionæren er værdig, hans alder, hans erfaring, hans 
militære status, det hjem, han kommer fra, hans økono- 
mi, hans helbred, hvilke sprog, han er i stand til at tale, 
hans egne ønsker, hvor mange missionærer, der er brug 
for de forskellige steder, hvilke lande kirken missionerer 
i, ønsker, nationalitet, samt missionærens indstilling i al 
almindelighed. Når alle disse faktorer er blevet vejet 
mod hinanden, gør man sig megen umage med at finde 
ud af, hvor den enkelte person ville gøre størst mulig 
gavn; man søger Herren i ydmyg bøn. Der træffes så en 
foreløbig afgørelse, der kun er endelig, såfremt kirkens 
præsident godtager den. Hvis det er tilfældet, under- 
skriver han kaldelsen, og denne bliver så sendt til ved- 
kommende missionær. 

Præsident Spencer W. Kimball, udøvende 

præsident for De tolvs Råd. 




„Vi har lært, at en kvinde skal støtte sin mand. I hvor vid 
udstrækning bør hun følge ham?" 

Svar/Jelaire Simpson 

Den støtte, en sidste dages hellig kvinde ivrigt giver sin 
mand i alle hans gøremål, aftager, hvis hendes mand 
leder hende ad stier, der er uforenelige med Guds bud. 
Men selvom det er tilfældet, er det stadig hendes pligt 
at prøve på at få ham overtalt til at gå den rigtige ret- 
ning. Hvis man virkelig elsker hinanden, er man villig til 
at ofre noget for den andens lykke. Uselviskhed, kærlig- 
hed og venlighed spiller en væsentlig rolle i dette 
storslåede forhold mellem to mennesker. 



343 



En mand har også pligt til at støtte og opmuntre sin 
kone. I Mormons Bog var Jakob nedbøjet af sorg på 
grund af visse ægtemænds ondskab. Herren sagde, at 
han ville „hjemsøge dem med en svær forbandelse" 
(Jakob 2:33), hvis de ikke omvendte sig. Så pligten til 
at være sin ægteskabelige partner tro og støtte den 
anden gælder altså både mand og hustru. 
Ikke desto mindre er Herrens hus et ordens hus. Han 
har kundgjort, at manden er hovedet i hjemmet og 
hustruen hans rådgiver. Hvis alle hustruer ville accepte- 
re denne rolle, og alle ægtemænd ville udfylde deres 
rolle som overhoved i hjemmet med kærlighed, mildhed 
og autoritet, så var der mange ægteskabelige uoverens- 
stemmelser, der kunne undgås. 

Det er af stor betydning, at en mand føler, at hans kone 
har fuldstændig tiltro til ham. Hun må hver dag støtte 
ham ved at skabe et hjem, der føles som en sikker havn, 
han kan vende tilbage til, når han kommer hjem fra 
stormene i verden udenfor. Hun må oprigtigt rose ham, 
når noget er gået godt, altid være villig til at lytte til 
ham, og give al den opmuntring, hun på nogen måde 
kan, når han er ved at miste modet. Findes der måske 
nogen andre steder, hvor manden bliver fuldstændig 
accepteret for det, han er, end i sit eget hjem? 
I dag, hvor mange kvinder er optaget af så mange gøre- 
mål uden for hjemmet, er det engang imellem nødven- 
digt at huske dem på, at der intet mere vigtigt findes 
end deres forhold til deres mand. Herren har sagt os, 
at vi ikke kan nå den højeste orden indenfor Det cele- 
stiale Rige alene. Ophøjelse og evigt afkom er forbe- 
holdt de retfærdige ægtepar, der har holdt Guds love. 
Derfor må kærligheden næres og beskyttes, så den kan 
blive til evig kærlighed. 

Ingen større jordisk lykke kan opnås end den, at din 
og din mands kærlighed vokser sig stærkere gennem 
årene, efterhånden som du ser ham ære sit præstedøm- 
me, og du ser dine børn være aktive i kirken, og du ser 
frem til, at I skal tilbringe evigheden sammen. 

Jelaire Simpson, gift med ældste Robert 
L Simpson, assistent til De tolvs Råd. O 



(Forts, fra side 313) 

som for familien som helhed, og beder om 
vejledning for dagen, der kommer, vel vi- 
dende, at de om aftenen skal kunne for- 
tælle Herren, hvad de har gjort. 
Børn bør på et tidligt tidspunkt lære, at de 
kan anråbe vor himmelske Fader på sam- 
me måde, som de henvender sig til deres 
jordiske forældre, med samme sikre viden 
om, at han vil høre deres bønner og be- 
svare dem. Følgende ord, som ældste 
Hugh B. Browns mor sagde til ham, da han 
som tyveårig drog ud på sin mission, og 
som han siden har gengivet for mig, gjor- 
de stærkt indtryk på mig: 
„Hugh, kan du huske, da du var en lille 
dreng og vågnede midt om natten, fordi du 
havde haft en uhyggelig drøm, så råbte du 
ind til mig: „Mor, er du der?" Og kan du 
huske, at jeg svarede dig og prøvede at 
trøste dig og få din frygt til at forsvinde? 
Når du nu drager ud i verden vil der kom- 
me tidspunkter, hvor du er bange, hvor du 
føler dig svag og har problemer; så ønsker 
jeg, du skal vide, at du kan kalde på vor 
himmelske Fader på samme måde, som 
du kaldte på mig, og sige: , Fader, er du 
der? Jeg behøver din hjælp', og at du vil 
gøre det med den viden, at han virkelig er 
der, og er parat til at hjælpe dig, hvis du 
gør din del og lever på den rette måde, så 
du kan være vældig til hans velsignelser." 
Måtte vi alle, i den udstrækning vi ikke al- 
lerede er det, blive klare over, at bønnen 
er et levende, ja, livsnødvendigt forbindel- 
sesled til vor himmelske Fader, som giver 
vort liv mening og hensigt, og at evig lyk- 
ke og fremgang kun kan komme til dem, 
hvis Gud er Herren. O 



s&gfåÉk 




1 Alfred Tennyson, 1. baron Tennyson, engelsk digter, 
1809-1892. 

2 Samuel Finley Breese Morse, amerikansk kunstner og op- 
finder, 17071-1872. 



344 




Den dag 

mit liv ændrede sig 



AF WENDELL B. JOHNSON 
Skulptur af Dennis Smith 



Min tid på afdelingen for intensiv behandling var ende- 
lig forbi, og jeg blev overflyttet til en anden stue. Jeg 
havde masser af tid til at fundere over det liv, jeg havde 
ført, at lære mig selv at kende og at bortdrive noget af 
den falske stolthed, som havde trængt sig ind i mit liv. 
I min fuldstændige hjælpeløshed indså jeg vigtigheden 
af et fysisk sundt legeme. Det er underligt, men mange- 
len på et livskraftigt legeme gør det nemmere at kende 
sin egen psyke, og mit åndelige liv stod i trang, fordi jeg 
ikke før havde haft legemlige skavanker. 
Jeg ved ikke rigtigt, hvornår en ung mand begynder sine 
fejltagelser. Jeg havde ikke alene haft en lykkelig barn- 
dom, men far var naturelsker og havde lært os at se 
naturens skønhed og sætte pris på udendørsliv. 
Min mor berigede vort liv med sit humør og sine sange. 
Jeg voksede op i kirken. Jeg elskede historierne fra 
evangeliet, og jeg glædede mig til at blive diakon. Jeg 
husker min dåbsdag og den følelse, der fulgte med den- 
ne ordinanse. 

Men omkring den tid, jeg blev lærer, begyndte jeg at 
komme sammen med en flok drenge, og jeg er bange 
for, at de manglede enhver form for ærbødighedsfølelse. 
Fra da af var jeg aldrig rigtig glad for evangeliet og 
gjorde mig ikke nogen anstrengelser for at studere 
skrifterne og opnå et vidnesbyrd. Ethvert menneske vil 
uden evangeliet og en åndelig motivering vende sig til 
det verdslige. 

Der skulle en frygtelig ulykke til og tre år af mit liv, før 
jeg var i stand til at se det dårlige og den falskhed, der 
var blevet til en del af mit liv i de første år af min univer- 
sitetstid, og endvidere erkende, hvor uholdbare og over- 
fladiske disse ting i virkeligheden er. 
Mine tanker vender tilbage til en smuk sommerdag i 
august 1964. Solen stod tidligt op og varslede en varm 
dag, der var ideel for arbejde på landet. Det var på den 
tid af året, vi høstede halm og hø, og jeg arbejdede for 
en gårdejer i Mapleton i Utah. 

Vi havde udrettet meget den dag, og da eftermiddagen 
var så varm, besluttede vi os til at tage op i det tørre 
land, til et sted, hvor vi holdt af at bade. 
En vandingskanal bragte liv til denne del af landet, og 
i en lerskrænt havde vandet gravet et hul ud, hvor dren- 
ge igennem generationer havde fundet det dejligt at 
afkøle sig i de varme juli og augustdage. 



345 



På hullets østside var skrænten ca. 3 meter høj. Da jeg 
stod oppe på den, den omtalte eftermiddag i 1964, trak 
et tordenvejr langsomt op mod vort område og frem- 
bragte en ildevarslende atmosfære. 
Jeg kiggede ned i vandet og en mærkelig gysen gik 
igennem mig. Jeg bekymrede mig dog ikke om det, men 
gjorde mig klar og sprang ned i et, hvad jeg anså for at 
være, fladt hovedspring, men af en eller anden uforklar- 
lig årsag, gjorde jeg en drejning midtvejs, så jeg styrede 
lige ned mod den lille lerbanke, der lå under vandet. 
Da jeg sprang, kunne jeg ikke se denne banke, men 
pludselig ramte jeg bunden med al kraft. Stødet var nok 
til at brække min hals og skade min rygmarv. 
Jeg kan ikke i dag gengive alle de mange tanker, der 
fløj gennem mit hoved, men jeg kan huske, at jeg 
forstod, at et menneskes liv virkelig passerer revy i de 
øjeblikke, som synes at være ens sidste. 
Jeg var panikslagen, chokeret og forvirret på en måde, 
der ikke kan beskrives. Kun de, der har oplevet et sådan 
tilfælde af en frygtelig afslutning, kan virkelig forstå det. 
Da den stærke strøm trak mig ned mod bunden, opda- 
gede jeg pludselig, at enhver følelse, jeg havde haft, nu 
kun eksisterede i min erindring. 

Fra halsen og nedefter var mit legeme fuldstændig lam- 
met. Det var som om, der var blevet trykket på en 
kæmpeafbryder, som havde slukket for mit legemes 
bevægelighed. 

Jeg begyndte at føle alvoren i min situation. Jeg var 
lammet og blev trukket ned mod bunden, ude af stand 
til at bevæge en muskel for at komme op til overfladen. 
I den alder, jeg havde, lever man ikke i frygt for døden 
eller noget som helst. Man regner med, at de unge skal 
leve. Men jeg kom på andre tanker der nede, tanker 
som rev mig ud af min indstilling om, at mit liv var ufor- 
gængeligt i en alder af 16 år. 

Det at prøve at kæmpe uden resultat, at prøve at svøm- 
me, at bevæge sine arme og ben i naturlige svømmetag 
uden at kunne og at være afskåret fra enhver følelse 
med sit legeme, var næsten ikke til at bære. 
Jeg vidste, at jeg i løbet af få sekunder ville drukne. Da 
jeg tumlede hjælpeløst rundt i strømmen, sortnede det 
for mig. 

En summende lyd, en susen for mine ører begyndte at 
vokse og vokse, hvorefter det aftog langsomt, og jeg 
indså nu den kendsgerning, at døden var meget nær. 
Pludselig begyndte jeg at flyde op mod overfladen. Jeg 
kunne svagt se dagslyset og mærkede, at jeg blev løftet 
op af vandet af min ven, som jeg havde arbejdet sam- 
men med om dagen. 

Den iver, jeg havde haft nede i vandet efter at indånde, 
var blevet så stærk, og den befrielse det var, da mine 
næsten sprængte lunger indåndede luften, var ganske 
overvældende. 

Syv af mine venner kom ned i vandet og bar mig forsig- 
tigt op ad skrænten og lagde mig midt på den nærmeste 
vej. 



Jeg så ned ad min krop. Skønt den stadig var en del af 
mig, kunne jeg ikke føle den. Det var uvirkeligt. Mit 
legeme og min sjæl var blevet bedøvet på en underlig 
måde, og i min pinefulde tilstand troede jeg, at det snart 
var forbi. Jeg vidste ikke noget om, at et endeløst 
mareridt netop var begyndt. 

Mapletons ambulance var ikke den bedste i verden. Da 
jeg var blevet båret ind i den, kunne den ikke starte, og 
vi måtte skubbes ned ad vejen, indtil den kom igang. 
Jeg har altid hadet lyden af udrykningshornet, som 
varslede nyheden om andres uheld. Denne lyd fortalte 
mig om min egen tragedie og gav mig imod min vilje en 
oplevelse, som der ikke er mange, der har været ude 
for. 

Gangene blev mørkere, da jeg blev kørt til den gamle 
del af hospitalet. Jeg så et skilt over døren, hvorpå der 
stod: „Intensiv behandling," og overalt omkring mig 
kunne jeg høre lydene fra hospitalet: Et iltapparats 
„åndedræt", hjertestimulatorens tikken og mennesker 
i krisesituationer der prøver på at overleve. 
Lægen tog røntgenbilleder og konstaterede, at min ryg- 
marv næsten var blevet afbrudt og at min rygsøjle var 
blevet beskadiget mellem den femte og sjette halshvir- 
vel. 

De fortalte mig ikke, at jeg ikke kom til at gå mere i 
dette liv. Deres første og vigtigste opgave var, at holde 
mig i live natten igennem. De lagde mig på et specielt 
konstrueret leje for rygmarvsskader. 
De lokalbedøvede to små områder på hovedskallen og 
borede to små huller i det øverste lag af kraniet, hvor- 
efter de lagde hovedet og halsen i stræk. Dette skulle 
være min stilling i de næste tretten uger. 
Jeg var ude af stand til at gøre nogen anden bevægelse 
end at blinke med øjnene, og jeg kunne føle trækket i 
min hals. 

Jeg havde aldrig tidligere i mit liv følt mig så hjælpeløs 
og ulykkelig. 

Min far og bedstefar lagde deres hænder på mit hovede 
og gav mig en velsignelse, og for første gang i mit liv, 
følte jeg virkelig præstedømmets kraft. En dejlig og 
varm følelse fyldte mit hjerte, og et fornyet håb af stor 
værdi holdt sit indtog i mit liv. 

Jeg kan i sandhed sige, at håb er en virkelig styrke, der 
er i stand til at hjælpe ånden. Med håb og Guds Ånd 
kan man overvinde enhver hindring, der kommer en i 
vejen. 

Som tiden gik, var jeg også på operationsstuen for at 
få sammenføjet de brudte hvirvler. 
Brudene helede langt om længe, og jeg begyndte på en 
genoptræning hver dag, for at se hvor stor en del af 
nervefunktionerne, vi kunne håbe på at udnytte. I begyn- 
delsen var der ingen resultat og jeg var chokeret over, 
hvor magre mine arme var blevet. Alle de muskler, jeg 
havde opbygget ved tungt markarbejde, var væk, og vi 
måtte begynde helt forfra. 
Mange modløse og negative perioder fulgte, men en 



346 



dag, da terapeuten arbejdede med den lille overarms- 
muskel, så jeg en lille trækning. Det var det første tegn 
på liv i min arm i femten uger. 

Vi begyndte at arbejde med denne trækning og på en 
uge blev det til en begyndelse på min genfødte kraft. 
Dette lille bevis blev til en kilde af håb. 
Jeg føler helt oprigtigt, at dette var et resultat af præste- 
dømmets virke, fordi jeg efter alt at dømme skulle have 
været lammet resten af mit liv. 

På grund af vor guvernør i staten og med hjælp fra 
hæren i Hill Air Force basen blev jeg fløjet til hospitalet 
i Palo Alto, Stanford, Californien, hvor jeg yderligere 
skulle optrænes. 

Jeg var bange for den første nat, fordi jeg følte mig 
alene. Men næste dag kom biskoppen fra et af warderne 
til mig og præsenterede sig og bød mig velkommen til 
Californien. Han ønskede mig alt godt i mine bestræbel- 
ser for at blive rask. 

Vi begyndte med en streng genoptræningsperjode og 
koncentrerede os især om halsen, armen og skulderen. 
Jeg kunne stadig ikke bevæge mig fra albuen og ned 
til håndledene og hænderne, så jeg havde en speciel 
stiver med en fastgørelsesanordning, så jeg kunne holde 
en ske. Jeg begyndte med at samle små lerstykker op 
og at fodre mig selv med jordnøddesmør. Jeg havde 
aldrig troet, at det var muligt at spilde jordnøddesmør, 
men det lykkedes mig at gøre det adskillige gange. 
Jeg fandt alt andet end min mund, og hver gang jeg 
prøvede at spise, fik jeg altid hele hovedet sølet til med 
kartoffelmos eller anden mad. 

Jeg kunne gøre én bevægelse ved hjælp af overarms- 
musklen. Jeg kunne bøje min arm, og det var alt. 
Tidligere havde jeg været meget interesseret i oliema- 
ling, tegning og grafik samt alt, hvad der havde med 
kunst at gøre. 

Nu havde jeg mistet evnen til at holde en blyant eller 
en pensel, og jeg kom til at tænke på de ord, der siger: 
„Hvis talenter ikke bruges, bliver de passive og forta- 
bes." Det var nøjagtigt, hvad der skete for mig. 
Så en dag, da jeg sad og arbejdede med en sandpose, 
som skulle styrke den skulderbevægelse, jeg havde, 
opdagede jeg en blyant på bordet. I det øjeblik drømte 
jeg om, hvor vidunderligt det måtte være at samle blyan- 
ten op og skrive mit navn. 

Dette illustrerer, hvor betydningsfuld selv den mindste 
ting kan blive. 

På min forespørgsel lavede man et lille apparat i forbin- 
delse med mit gribeapparat, som gjorde det muligt for 
mig at holde blyanten i en næsten naturlig stilling. Jeg 
stirrede på papiret næsten bange for at begynde. Jeg 
følte mig som et lille barn, der for første gang har et 
stykke kridt i hånden. 

Da jeg førte blyanten til papiret, opdagede jeg, at jeg 
kun kunne lave nogle krusseduller. Jeg kunne end ikke 
skrive de første bogstaver i alfabetet. 
Jeg skal ikke komme nærmere ind på den nedslående 



modløshed, der kom over mig den gang, men efter tre 
måneders behandling lykkedes det mig endelig at få 
lavet en lille tegning af et træ, og jeg havde lært at 
skrive mit navn. Det var et stort fremskridt for mig. 
Skønt jeg prøvede på at holde mig aktiv med et privat 
studiekursus og en omfattende læsning, opdagede jeg, 
at jeg gled ind i en alvorlig personlig krisetilstand. 
Jeg havde forsørgt at komme i kirken den sommer, men 




jeg fandt, det var en prøvelse. Jeg var frygtelig genert. 
Jeg følte, at alle stirrede på mig, og de mindste ting var 
mig imod. Det var nedværdigende, at skulle hjælpes til 
at tage nadveren. 

Min reaktion overfor mennesker blev ulidelig og følelser 
af uduelighed og skyld tog plads i mit hjerte. 
Jeg gled hen i en verden af isolation og depression. I 
fem måneder nagedes jeg og nedbrød al den styrke, 
jeg havde vundet. Ordet krøbling passede nu på mig 
både fysisk og psykisk. 

Jeg holdt op med at bede, som jeg burde, og jeg 
tvivlede på Herrens tilgivelse. Jeg var ikke fuldstændig 
bitter, men jeg prøvede forgæves at genvinde en smule 
håb. 

Jeg ved nu, at det var på grund af, at jeg ignorerede 
Kristi offer, at jeg faldt hen i denne tilstand. 
Efteråret blev til vinter, og som værelset blev mørkere, 
blev min sjæl det også. Jeg blev mere og mere frustre- 
ret, og jeg fik den følelse, at aldrig før havde så værdiløs 
en sjæl beboet denne verden. 
En aften kom min mor og sagde, at der var kommet en 



347 



gæst til mig. Manden, der kom ind i værelset, var høj og 
virkede fuld af selvtillid, lige det modsatte af mig. Han 
præsenterede sig som broder Howes fra det lokale 
seminar. 

Han var flyttet til byen for ganske nylig, men han talte, 
som om vi havde kendt hinanden i lang tid. 
Skønt jeg ikke vidste det på dette tidspunkt, skulle den- 
ne mand blive årsagen til, at jeg vendte tilbage til evan- 
geliet. 

Jeg regnede bare med, at han ville besøge mig et par 
gange, og at det ville være det hele, men denne mistan- 
ke viste sig ikke at være rigtig. 

Hver uge kom han med skrifterne og begyndte rent 
åndeligt at føde mig, hvilket jeg trængte så hårdt til. 
Med hans hjælp, begyndte jeg igen at nå op til det 
punkt, hvor en form for mod og håb kunne skimtes. 
Som tiden gik, blev jeg mere interesseret i at læse 
Biblen og Mormons Bog. Gennem bøn erfarede jeg, at 
jeg havde et holdepunkt, trofastheden. 
Under alt dette vedblev alle at vise deres venskab for 
mig, og som månederne gik, fik jeg dem til at føle sig 
mere velkomne. 

En af mine venner var Tom Nelson. Han kom næsten 
hver dag, og han blev en meget nær ven og forbindelse. 
Dette var næsten paradoksalt, fordi før ulykken havde 
vi holdt os fra hinanden, vi talte næppe sammen og det 
glæder mig at se, at han idag er meget aktiv i kirken og 
lykkelig i sit præstedømme og tempelarbejde. 
Min tro blev gradvis underbygget, og en dag kom 
biskoppen og spurgte mig, om jeg ville være sekretær 
i præsternes kvorum. Jeg tøvede, men sagde dog, at 
hvis han troede, at jeg kunne, så ville jeg prøve. 
Dette var et vendepunkt, og de andre kvorumsmedlem- 
mer var skyld i den store forandring i mit syn på livet. 
Jeg kom ikke på mission, og var der noget, jeg ønskede, 
var det dette. 

Men da jeg så mine venner modnes og rejse på mission, 
fulgte jeg dem i mit hjerte, og det var en stor tilfreds- 
stillelse at deltage i forberedelserne sammen med dem. 
Min situation var virkelig blevet til en velsignelse for 
mig, fordi jeg havde lært mange ting, jeg ellers havde 
overset. 

Jeg lærte f. eks.: At Herren vil holde sine løfter, hvis vi 
bare vil gøre vor del. 

Jeg havde mistet evnen til at udøve min kunst, men på 
grund af Herren, havde jeg genvundet denne evne, og 
det blev en kilde til glæde. 

Denne ulykke havde givet mig tid til at nyde de glæder, 
der findes i livet: Bjergene, solnedgangene og mange 
af de ting, som vi bare har og ellers ikke tænker over. 
Det har lært mig at elske Herrens værk. 
Han er blevet min foretrukne kunstner på grund af hans 
naturlige panoramaer og stadig større mirakler. 
Jeg har også lært tålmodighed, en meget værdifuld ting, 
som man ikke kan få for meget af. 
Måske er det vigtigste, jeg har lært, det, at alt det gode 



i livet kommer af modgang, og det fore kommer mig, at 
vi ikke kan vokse åndeligt uden det. 
Jeg tænker tit på det råd, der blev givet Joseph Smith, 
da han var indespærret i fængslet: „Min søn, fred være 
med din sjæl! Din modgang og dine lidelser skal blot 
vare et øjeblik, og om du er standhaftig, skal Gud ophøje 
dig i det høje, og du skal triumfere over alle dine fjen- 
der." (L & P. 121:7-8) 

Selv om et eller andet utroligt mirakel kunne give mig 
mulighed for at ændre det liv, jeg levede, da jeg var 
16 år, ville jeg ikke gøre det. 

Jeg ville med glæde møde de samme modgange som 
dengang. Jeg ville med glæde leve som krøbling i en 
rullestol, hvis det igen kunne give mig den glæde og 
sandhed, som jeg fandt i Jesu Kristi Evangelium. 
Når som helst vi føler, at vi er uden håb eller tilgivelse 
eller vor tilværelse er for foragtelig til at kunne god- 
tages, kan vi finde mod i disse ord fra Frelseren: „Men- 
neskesønnen steg ned under alt dette; er du større end 
han?" (L. & P. 122:8) 

Mit liv nåede sit højdepunkt for nylig, jeg modtog mine 
endowments i templet efter at være ordineret til ældste 
på min 21 års fødselsdag. 

Evangeliet betyder mere for mig nu end nogensinde før. 
Jeg ved at evangeliet er ligesom en brønd, hvortil der 
stadig løber vand. Det vil udvikle sig og udfolde sig, som 
det er blevet lovet ud i al evighed, hvis man bare vil 
efterleve de befalinger, Gud har givet til vor vejledning. 
Jeg håber kun, at min historie vil hjælpe andre unge til 
at værdsætte deres fysiske legemer og holde dem rene, 
fordi de er Guds sande templer. 

Min beretning slutter med disse få linier, som jeg har 
kaldt: „Modgang" 

„Skønt man er krøbling, vil man dog kunne vandre i 
ånden." 

„Skønt man er blind, vil sjælen stadig kunne se åndelige 
ting." 

„Skønt man er døv, vil man endnu tydeligere kunne høre 
Kristi stemme råbe omvendelse." 
„Skønt man er gammel og alderstegen, vil man kunne 
genvinde den ungdom, som ligger i evangeliet." 
„Kære venner, hvis I ikke har sådanne prøvelser, hvad 
forhindrer jer da i at leve et liv i retfærdighed?" 



/ den lille by, Mapleton, Utah, bor der en 23 årig 

tilsynsførende med præsternes kvorum og har været 

lammet siden en svømmeulykke i 1964. 

„Han er blevet en inspiration for hele vor by," siger 

en bekendt til ham. Han er blevet det, medens han 

sad i sin rullestol eller lå i sin seng, hvor omkring det 

kvorum, han nu instruerer, samles. 

Hans historie kan måske også ændre dit liv. Q 



348 



Fra Missionens Præsidentskab 




Kære søskende! 

Hilsener og tak til jer alle for den venlighed I har 
vist søster Pehrson og mig. 
Dette er vort sidste budskab til jer, og vi føler, 
at vi er de rigeste mennesker i hele verden — 
rige på de ting, som ikke kan købes for penge. 
For det første er mit liv rigt på grund af min hu- 
stru og mine børn, som har støttet os og har bedt 
for os, medens vi har tjent jer. Dernæst er vi de 
rigeste mennesker i verden, fordi vi har en him- 
melsk Fader, som har velsignet os med alle de 
ting vi har brug for til et rigt og åndeligt liv. Og så 
er vi rige på grund af jer, I hellige her i Danmark. 
I har velsignet vort liv med kærlighed og taknem- 
melighed, med ømhed og forståelse. 
Dernæst er vi rige på grund af vort gode helbred. 
Vi er ikke unge mennesker, men vort helbred har 
været udmærket — ikke en eneste alvorlig syge- 
dag i Danmark. Vi er unge af sind, fordi I har ac- 
cepteret os og taget os til jeres hjerter. 
Vi er rige, fordi vi har lært Danmark og dansker- 
ne at kende. I er fantastiske, landet er fantastisk. 
Efterlev Evangeliet, så vil I være i stand til at frel- 
se jeres familier i Kirken. 

Vi er rige, fordi vi er tilfredse mennesker, som 
elsker vort hjem og vor familie, og bekymrer os 
om andre mennesker. Vi har elsket jer og glæ- 
det os sammen med jer, og vi vil altid have dej- 
lige minder om jer. 

Vi er rige, fordi vi har elsket missionærerne. Mis- 
sionshjemmet har stået åbent for dem, også for 



søskende fra nær og fjern. Vi er stolte over at 
vide, at I har følt at I kunne komme og besøge 
os, tale med os og forstå os. 
Vi er rige af mange andre grunde, men lad mig 
ikke glemme Evangeliets velsignelser. Dets prin- 
cipper er vidunderlige, det er dejligt at efterleve 
det, elske det og elske Frelseren. 
Alle I kære søskende, jeg efterlader jer et løfte: 
Hvis I vil glæde jer sammen, elske hinanden, af- 
holde jeres familiehjemmeaftener, lære jeres 
børn Evangeliet, vil I finde den lykke og fred i 
sindet, som der er så stærkt behov for i denne 
besværede verden. 

Der findes intet andet svar på verdens proble- 
mer end Frelserens lærdomme, den sande Kir- 
kes lærdomme. Arbejd for dem, efterlev dem, så 
vil I blive lykkelige. 

Og sidst, men ikke mindst: Vi efterlader jer vort 
vidnesbyrd om, at Joseph Smith så Gud, at Kir- 
ken er her på jorden i dag og har alle svarene. 
Fyld jeres liv med alle de små dagligdags ting, 
som f.eks. at give uden at vente noget til gen- 
gæld, et venligt ord eller et klap på skulderen og 
en hjælpende hånd, så vil I altid høre til Millio- 
nærernes Klub, med flere velsignelser end I kan 
rumme. 

Gud velsigne jer alle for stedse, indtil vi ses igen. 
De rigeste mennesker i hele verden på 
de ting, som ikke kan købes for penge. 
Præsident og søster Paul L. Pehrson 



349 




Ålborg GUF på tourne 
I påsken var Ålborg Grens GUF for sjet- 
te gang på tourne siden 1958. Forestil- 
lingen, der blev opført, var formet som 
en revy med aktuelle numre. Den var- 
ede IV2 time og gjorde stor lykke hos 
de i alt ca. 340 mennesker, som over- 
værede de 6 opførelser. 
Generalprøven stod i Frederikshavn, og 
premieren løb af stabelen i Esbjerg 
Skærtorsdag. Langfredag var man i 
Odense og Påskelørdag i Århus. Pås- 
kedag tilbragtes i Silkeborg hvor tour- 
neens deltagere var med i grenens pås- 
keprogram. 



Tourneen sluttede i Randers 2. Påske- 
dag, men revyen blev endvidere opført 
ved grenskonferencen i Ålborg den 
8. april. 

Udover at opføre revyen var man på 
turen hver dag på udflugt til forskel- 
lige interessante steder. 
Der skal fra GUF's side lyde en tak til 
tourneens 16 deltagere for det store 
arbejde, de lagde for dagen for at gøre 
dette arrangement til en dejlig oplev- 
else. LK 



Ordinationer 

København: 9. april 1972: 

Jørgen Richard Viktor Schelle-Jørgen- 

sen ordineret til diakon af broder Johan 

Stenholm Koch 

Ingolf Erik Jensen ordineret til ældste af 

broder Ib Ishøj Hansen 

Nordre Gren: 12. marts 1972: 

Erik Borup Andersen ordineret til Lærer 

af broder Willy Bloch Johansen 

Odense: 7. maj 1972: 

Carsten Larsen ordineret til Ældste af 

broder Jørgen Johannes Larsen 

Amager: 14. maj 1972: 

Ernst Bent Persson ordineret til ældste 

af missionspræsident Paul L. Pehrson 

Centrum Sjælland: 14. maj 1972: 

Jeff Peter Linden ordineret til ældste af 

broder Benny Arvid Linden 



Fødselsdage 

Stjernen ønsker tillykke til følgende 
søskende: 

Mary Margarethe Hansen, København, 
75 år den 6. september 
Lilly Knudsen, København, 70 år den 
7. september 

Rita Gross, Randers, 60 år den 11. sep- 
tember 

Karen Kirstine Nielsen, Amager, 65 år 
den 12. September 
Mathilde Molbech, Vejle, 70 år 
den 14. september 

Ragna E. M. Bierkardt, Amager, 65 år 
den 16. september 

Yrsa Minna Jensen, Kolding, 65 år den 
18. september 

Elfriede Hansen, København, 75 år den 
24. september 




Missionærankomster 

Arrivals) 

Følgende missionærer er den 11. 
maj 1972 ankommet til Den danske 
Mission: 

Gaylene Nuttall fra Long Boaen, 
California, beskikket til at arbejde 
i Hvidovre 

Sherrie Lee fra Salt Lake City, 
beskikket til at arbejde i Århus 
Jerry Jensen fra Orem, Utah, bes- 
kikket til a arbejde i Holstebro 
Garth Jensen fra Taber, Alberta, 
Canada, beskikket til at arbejde 
i Vejle 

Scott Weaver fra Layton, Utah, bes- 
kikket til at arbejde i Birkerød 
Jay Ronald Willis fra Mesa, Ari- 
zona, beskikket til at arbejde i 
Slagelse 

Charles Miller fra Lakewood, Co- 
lorado, beskikket til at arbejde i 
Frederikshavn 

Aaron Bodtcher, fra North Holly- 
wood, California, beskikket til at 
arbejde i Skive 



350 




Lilleskole for kirkens medlemmer 

Kirkens medlemmer i hovedstadsområ- 
det finder det efterhånden mere og 
mere vanskeligt at opveje skolens un- 
dervisning med hjemmets og Kirkens 
lærdomme. Mange medlemmer har al- 
lerede anbragt deres børn i privatskoler, 
og i en del tilfælde i katolske skoler. 
Andre medlemmer leder efter en skole, 
hvor disciplin og moral ikke er blevet 
vraget til fordel for verdslige glæder og 
fornøjelser. 

For at imødekomme uddannelsesbeho- 
vet for Kirken børn har broder Lee Jen- 
sen planer om at starte en lilleskole i 
1973. Skolen, som vil få navnet: McKay 
Lilleskole, vil også være åben for ikke- 
medlemmer, men det forventes, at alle 
elever, samt hele personalet, overholder 
og støtter Kirkens standarder, medens 
de befinder sig på skolen. 



„Det er ikke meningen at vore børn 
fuldstændig skal isoleres — de må lære 
at leve i en verden med ondskab og 
fristelser, men vi mener det er en fordel 
at have indflydelse på det uddannelses- 
mæssige område og på skolens hele 
atmosfære". 

Flere medlemmer i København har aller- 
ede ydet bidrag til McKay Lilleskolens 
byggefond og Lee Jensen har i juni og 
juli været i Staterne for at forsøge at 
skaffe midler der til at realisere drøm- 
men. Enhver, der ønsker at støtte skolen 
med et bidrag, kan sende det til Giro 
10 23 23, McKay Lilleskolens Byggefond. 
Yderligere oplysninger om skolen fås 
hos Lee Jensen, Pinievej 3, 2880 Bags- 
værd. (Tlf. 01-98 92 97). 

PRJ 



Døde 

København: 

Den 10. maj 1972 døde broder Jens Pe- 
ter Kristensen, 85 år gammel. Æret være 
broder Kristensens minde. 
Amager: 

Den 15. maj 1972 døde søster Kathinka 
Andersen, 82 år gammel. Æret være 
søster Andersens minde. 
Centrum Sjælland: 

Den 26. maj 1972 døde søster Dagmar 
Kristensen, 71 år gammel. Æret være 
søster Kristensens minde. 



Vielse 

Den 13. maj 1972 viedes i Odense søster 
Rita Haupt og broder Jørgen Mønsted. 
Stjernen ønsker hjertelig tillykke. 



Velsignelse 

Amager: 2. april 1972: 

Chung Fong Pang og Solveig Corsola 

Lena Mary Lings datter Pih Fung Nya 

Leang Ulla Pang velsignet af broder Lee 

Nielsen 



Vækkelsesmøder i Missionen 

Under missionspræsident Paul L. Pehr- 
sons direktion og missionskoordinato- 
ren, Flemming Halls energiske ledelse 
har missionærerne i foråret 1972 sat nye 
rekorder med hensyn til at bringe un- 
dersøgere til stort anlagte møder. 
I en første møderække behandledes de 
tre livkvigtige spørgsmål „Hvorfra kom- 
mer vi?", „Hvorfor er vi her?" og „Hvor 
skal vi hen herfra?". De tre emner be- 
handledes af Palle Blønd, Henning Fre- 
deriksen og Flemming Hall. 
Møderne afholdtes således, med det 
første tal visende antallet af tilstede- 
værende, det andet antallet af under- 
søgere: Ålborg 27. februar 180(35), Kø- 
benhavn 5. marts 400(100), Århus 12. 
marts 260(60), Esbjerg 26. marts 150 
(35), Odense 9. april 200(40) og Nords- 
jælland 16. april 400(70). 
Ved møderne var der naturligvis også 
korsang. I Jylland sang de kombinerede 
kor fra Ålborg od Århus, i Odense Gre- 
nens eget kor og København og Hil- 
lerød Danmarks Mormonkor. 
I juni påbegyndtes en ny møderække, 
der inkluderer Ålborg 4. juni 230(45), År- 
hus 11. juni og København 18. juni (tal- 
lene herfra foreligger endnu ikke, da 
dette skrives). Emnerne i denne serie 
er: „Er Bibelen Guds ord?", „Er Mor- 
mons Bog Guds ord?" og „Findes der 
profeter i dag"? Talerne er: Rasmus 
Jensen, Hans Billeskov Jansen og 
Flemming Hall. I denne serie benyttes 
der, ligesom i København under første 
møderække, fjernsynsgengivelse af pro- 
grammet i tilstødende lokaler for dem, 
der ikke er plads til i mødelokalet, og 
der er børneparkering med film og un- 
derholdning. 

Møderne har vist sig at give kontante 
resultater, idet en række mennesker 
umiddelbart efter møderne hat bedt om 
at blive døbt. Der er ingen om, at frem- 
stød som disse vil komme til at betyde 
umådelig meget for fremgangen i Dan- 
mark Missionen. 

Det bør også nævnes, at præsident og 
søster Pehrson gennem nogen tid har 
åbnet deres hjem for regelmæssige 
møder, hvor missionærer og medlem- 
mer har kunnet mødes med deres un- 
dersøgere, som her er blevet belærte 
om vigtige sider af vor tro og vor Kirke, 
og ikke mindst lære kammeratskabet 
og fællesskabet i Kirken at kende. Også 
dette fremstød har kunnet vise mange 
og gode resultater.