(navigation image)
Home American Libraries | Canadian Libraries | Universal Library | Community Texts | Project Gutenberg | Biodiversity Heritage Library | Children's Library | Additional Collections
Search: Advanced Search
Anonymous User (login or join us)
Upload
See other formats

Full text of "Den Danske Stjerne"



■>FY 

STJERNE 



Oktober^ 972 121. Årgang • Nummer 10 



DET INSPIRERENDE 

BUDSKAB 




AF ÆLDSTE EZRA TAFT BENZON 



Det er blevet sagt at „den sande frelse er et familieanliggende ... og at familie- 
gruppen er den vigtigste organisation såvel i de sidste tider som i evigheden". 
Kirken blev i det store og hele grundlagt for at hjælpe familien, og den celestiale, 
partriarkalske orden vil stadig fungere, længe efter at kirken har opfyldt sin 
mission. Dette er grunden til at præsident Joseph F. Smith sagde: „Det at være 
en god far eller en god mor er bedre end at være en god general eller en god 
statsmand . . ," og præsident McKay tilføjede: „I det øjeblik en mand sætter for- 
retning eller fornøjelser højere end sit hjem, har han placeret sig på skråplanet 
til sjælens forfald." 

Satan ved at „hjemmet er det nærmeste og det allerbedste sted for børn at lære 
om livets grundregler: sandhed, ære, selvkontrol, værdien af en uddannelse, 
ærligt arbejde samt livets formål og begunstigelser. Hvad opdragelse og under- 
visning af børn angår, er der intet der kan erstatte hjemmet, og ingen succes 
andre steder kan opveje fiasko i hjemmet." (Præsident David O. McKay, fra 
„Family Home Evening Manual", 1968 — 69) 

Forældre er hovedansvarlige for en ordentlig opdragelse af deres børn, og dette 
ansvar kan ikke overdrages til slægtninge, venner, naboer, skolen, kirken, eller 
samfundet, uden risiko. 

Gud velsigne vore familier med styrke til at undgå Satans listigt udtænkte planer 
og til at følge Herrens ædle veje, således at vi, når tiden er inde, kan fortælle 
vor himmelske Fader i hans celestiale hjem, at vi alle er der, far, mor, søster, 
bror, alle der holder af hinanden. Hver en plads er besat, vi er alle hjemme igen. 



INDHOLDSFORTEGNELSE 

Stjernen for denne måned 399 

Retfærdighed for de døde. Joseph Fielding Smith 400 

De hellige skrifters forhold til familiestabilitet. Af Marion G. Romney 404 

For 25 øre kærlighed. Af Ann Romick 410 

En ung mands tale tii sine forældre. Af Perry Datwyler 412 

Tid til alle nødvendige ting. Af Herbert F. Murray 413 

Kærlighedens betydning. Af Clark Swain 415 

At vælge. Af Dr. Godf rey 41 7 

Det personlige vidnesbyrd. Af Robert L. Simpson 419 

Sand tilbedelse. Af Bruce R. McConkie 422 

En lærer-hvad er det? Af Paul H. Dunn 425 

S & S 427 

John Taylor den frygtløse. Af Leon R. Hartshorn 431 

Børnenes sider 

Ven til ven. Af Robert L. Simpson 145 

Venner på New Zealand. Af Vicki H. Budge 149 

Vidste du? 150 

Lamanitten Samuel. Af Mabel Jones Gabbot 151 

En indianer glemmer aldrig. Af Mary Pratt Parrish 155 

Hillary fra New Zealand. Af Virginia Sargent 158 



L t B.S. CHURCH 
IEMSLATI0N SRVICSå 
LIBEåHI 



STJERNE 

Organ for JESU KRISTI KIRKE 
AF SIDSTE DAGES HELLIGE 



Oktober 1972 .121. Årgang 
Nummer 10 



Udgivet af 

Den danske Mission af Jesu 
Kristi Kirke af Sidste Dages 
Hellige 

Dalgas Boulevard 164 
2000 København F. 
Telf. Fasan 9901 
Postgiro 333.38 

Grant R. Ipsen, 
missionspræsident, 
ansvarshavende redaktør 

Koordinator: 

Jørgen Ljungstrøm 

Den danske Stjerne udkommer 
den 1. i hver måned. Abonne- 
mentsprisen (inkl. porto) er i 
Danmark kr. 15.- pr. halvår 
kr. 30.- for et helt år, i udlandet 
$ 4.00 for helt år. I løssalg 
kr. 3.- pr. nummer. Betaling 
ved check udstedt til Den 
danske Stjerne, Priorvej 12, 
København F. eller gennem 
postgiro 333.38 til Jesu Kristi 
Kirke af Sidste Dages Helige. 
(De nævnte priser er inklud. 
moms.) 

Tryk: 

Paul Giese KG, Offenbach/M.. 
Deutschland 

Layout: 

PBO-Layout-Center, Frankfurt 



Stjernen for denne måned 



Vort emne er i denne måned familien — et af vor tids, såvel som en hvilken som helst 
anden tids, vigtigste emner. Familien er kirkens grundenhed; den er samfundets hjør- 
nesten. Det er ikke så underligt at kirken fremhæver familien i den grad. Familien anses 
for at være evig; det er der, vi lærer at elske og tjene hinanden såvel som vor himmelske 
Fader; det er der, den enkeltes videreudvikling er begyndelsen til en forbedring af sam- 
fundet. Ved at indse dette, finder vi ud af, at man næsten ikke kan lægge for megen vægt 
på familien. Hvis vi svigter vor familie, svigter vi det, der har størst betydning. 
Frelseren har sagt os, at vi skal lade vort lys skinne. (Matt. 5:16) Noget af det bedste, vi 
kan gøre for at hjælpe dem, der omgiver os, er at være eksempler på den ideale familie. 
Verden trænger til et forbillede på det rigtige familieliv. 

Og nu noget om artiklerne over dette emne 

Det første Præsidentskabs budskab: „Retfærdighed for de døde", understreger menne- 
skets evige natur, Guds store barmhjertighed, og frelsesplanen, der gør familiens gen- 
forening efter døden mulig. 

„Tid til alle nødvendige ting", fortæller om familien og om pligters rangorden. Der er be- 
mærkninger og råd fra et antal kirkemedlemmer, som er travlt optagede af deres familie- 
liv. 

Det, der giver os travlhed her i livet, og som tager vor tid, er muligvis forskelligt fra sted 
til sted, men principper og forpligtigelsernes rangorden forbliver de samme. 
Kærlighed er overordentlig vigtigt for et godt familieliv, og Clark Swain's artikel: „Kær- 
lighedens betydning", giver nogle gode ideer, der både skulle have forældres og unges 
interesse. 

„At vælge" indeholder et godt eksempel på, hvorledes en eftertænksom far vejledte sin 
søn, uden derfor at glemme dennes handlefrihed. 
For fremtiden . . . 

Den danske Stjernes hovedformål er at tjene kirkens medlemmer. Vi føler, at dette bedst 
kan gøres ved at publicere noget, der kan medvirke i opbyggelsen af vidnesbyrdet, noget 
der lærer os om evangeliets principper og som hjælper medlemmerne til at kunne finde 
anvendelse for dem i dagligdagen. 

Vi vil gerne have dine bemærkninger og forslag. Fortæl os, hvilke artikler du har glædet 
dig over, og hvilke du har fundet nyttige. Fortæl, hvad du kunne tænke dig at se i Stjernen 
for fremtiden. Vi vil prøve at bringe så mange breve i Stjernen som muligt, og vi vil gøre 
vort bedste for at besvare alle de breve, der synes at behøve et svar. Men hvad vigtigere 
er, vi vil prøve at lade os lede af dine forslag, så længe de efterkommer det formål for hvil- 
ket Stjernen blev grundlagt. 
Skriv venligst dine breve til: 

Jørgen Ljungstrøm, Grundtvigsvej 27 C, 1 tv. 1864 København V. 
Vi vil også gerne bede dig om at sende historier, artikler, og vers, for evt. offentliggøreise 
i Stjernen. De bør være af en sådan karakter, at de styrker troen og virker opbyggende 
for vidnesbyrdet. Hvis vi mener, at emnet er i overensstemmelse med vore standarder, 
og hvis vi har plads til det, vil vi med glæde publicere det. 



399 



Budskab fra Det 

første 

Præsidentskab 



RETFÆRDIGHED FOR DE DØDE 



Alle mennesker må erkende og acceptere at de, 
eftersom den almægtige Gud styrer hele universet 
ved den uforanderlige lov, selv, som den højeste af 
alle Guds skabninger, må være underkastet denne 
lov. Herren har, på en klar og overbevisende måde, 
fastslået sandheden i dette i en åbenbaring til kirken: 
„Alle riger har fået en lov. 

Og der findes mange riger, thi der er intet rum, i hvil- 
ket der ikke er noget rige; og der findes intet rige, 
hverken stort eller lille, hvori der ikke er rum. 
Og hvert rige har fået en lov, og hver lov har også 
visse grænser og betingelser. 

Alle væsner, der ikke adlyder disse betingelser, bliver 
ikke retfærdiggjort." (L. &P. 88:36-39) 
Denne sandhed er selvindlysende. Det er således 
ikke uden grund, at vi skulle forvente Guds rige styret 
af love, og at de, der ønsker at træde ind i dette rige, 
alle skulle være underkastet lovene. „Se, mit hus er 
et ordens hus, siger Herren, og ikke et forvirringens 
hus." (L&P. 132:8) 

Herren har givet mennesket en samling af love, som 
vi kalder Jesu Kristi evangelium. Grundet manglende 
inspiration og åndelig vejledning kan mennesker have 
forskelling opfattelse af disse love og deres gyldig- 
hed, men der kan næppe være diskussion om, hvor- 
vidt sådanne love virkelig eksisterer, samt om hvor- 
vidt alle, der søger at træde ind i dette rige, er under- 
kastet disse love. 

Vi lærer som de vigtigste principper for det første, 
tro på Gud den almægtige Fader og på hans Søn 
Jesus Kristus og på den Helligånd, for det andet, op- 
rigtig omvendelse fra alle synder, for det tredie, dåb 
ved fuldstændig nedsænkning til syndernes forladel- 
se, for det fjerde håndspålæggelse for den Helligånds 
gave. Intet menneske kan træde ind i Guds rige uden 
først at efterkomme disse principper. Dette er i sand- 
hed, hvad Herren meddelte Nikodemus da han sag- 



de: „Sandelig, sandelig siger jeg dig: ingen kan kom- 
me ind i Guds rige, hvis han ikke bliver født af vand 
og Ånd." (Joh. 3:5) 

Det må være accpteret af alle, der hævder at tro på 
vor Frelser, at denne forordning er sand og endelig. 
En forkert udlægning af denne læresætning har imid- 
lertid ført til alvorlige fejltagelser og har uforvarent 
ført til begåeisen af alvorlige synder, både i de for- 
rige århundreders, og i mange af nutidens, såkaldte 
kristne kirkesamfund. Jeg henviser her til den lære- 
sætning, der fastslår, at alle, der ikke i kødet har 
bekendt sig til troen på Gud, eller som ikke har hørt 
om ham, inden døden tog dem bort fra jorden, for 
evigt er dømt til helvedes pinsler, uden at kunne 
undslippe derfra. Denne falske opfattelse og udlæg- 
ning af evangeliets sandhed har været en lære in- 
denfor den såkaldte kristendom fra den tidligste 
begyndelse af vor tidsregning, — men den er aldrig 
indgået som en del af Jesu Kristi evangelium. 
Den måde, på hvilken læresætningen undervistes i 
det trettende århundrede, skildres af Dante (Dante 
Alighieri — (1265—1321) italiensk forfatter og poet) 
i „Den guddommelige Komedie", som læren om for- 
dømmelsen af ulykkelige sjæle, der dør uden kend- 
skab til Kristus. 

Ifølge denne historie er Dante faret vild i en stor 
skov. Her møder han den romerske digter Virgil (Vir- 
gil, Publius Vergilius Maro — (70-19 f. K.)) Virgil lover 
at vise Dante helvedes og skærsildens pinsler, og at 
Dante senere også skal få et indtryk af Paradiset. 
Han følger Virgil gennem helvedet og senere ind i 
Limbus, der er helvedes første opholdssted. De 
sjæle, der levede et hæderligt og retskaffent liv, men 
som fortjente straf og som for evigt var nægtet frel- 
sens velsignelser, fordi de ikke var døbt, er inde- 
spærret her. Da Dante ser disse ulykkelige sjæle i 
helvedes øvre forgård, og ser, som historien fortæl- 



400 



PRESIDENT JOSEPH FIELDING SMITH 



ler: „mange store, både af børn, og af mænd og 
kvinder", undrer han sig såre. 

Hans rejseleder spørger: „ I beder ej få at vide, hvilke 
ånder I herser?" 

Dante giver udtryk for sin interesse, hvorfor rejse- 
føreren fortsætter: „Jeg ønsker I skal vide, før I går 
videre, at syndet haver de ej, og dog haver de dette 
fortjent, om ej det forslår; thi de ere ej døbte, det, der 
ere porten til den tro I haver, og da de var før kristen- 
dommen, de ej tilbad Gud rigtigt; en af disse selv jeg 
ere. For sådanne skavanker og ej for andre ere vi 
fortabte, og på denne måde plaget, lever vi uden håb 
og i længsel." Den guddommelige Komedie, Dante 
— dansk 1855—62) 

Som svar på den dødelige gæsts ærlige spørgsmål, 
idet denne ønsker at vide om nogen af dem, der på 
denne måde straffes, nogensinde havde haft mulig- 
hed for at undslippe denne sørgelige og pinefulde 
tilstand erklærer Virgil, at de retskafne, der havde 
kendt Gud, fra vore forældre ned til Kristi tid, var 
blevet ophøjet. Men hvad angik disse ulykkelige, der 
aldrig havde hørt om Kristus, siger Virgil: „Vær I for- 
visset om, at ingen mennskelige sjæle nogensinde 
er blevet frelste." 

Dante var imidlertid ikke forfatteren til denne uhel- 
dige og fejlagtige læresætning. Den var kommet fra 
tidligere tiders frafald fra Jesu Kristi sande lære. 
Historikeren Motley sætter i sin: „Rise of the Dutch 
Republic", følgende tildragelse i forbindelse med 
kristendommens fremkomst i Vest-Europa: Radbod, 
en af Frisernes ledere, var tilsyneladende omvendt 
og rede til dåben ■ — de gik på den tid ned i vandet for 
at blive døbt ved fuldstændig nedsænkning. Da Rad- 
bod stod i vandet og ventede på at ceremonien skulle 
begynde, vendte han sig mod præsten, Wolfran, og 
sagde: „Hvor er mine døde forfædre på dette tids- 
punkt?" Den uforstandige præst, der var mere nid- 



kær end klog, svarede: „I helvede sammen med alle 
de andre vantro." „Udmærket," svarede den heden- 
ske friser-leder, idet han forbitret gik op af vandet; 
„så vil jeg hellere feste med mine forfædre i Odins 
haller, end bo med jeres lille forsultede flok af kristne 
i Himlen." (Bind 1, side 20.) Hvad ville du have svaret 
under de samme omstændigheder? 
Det er sandelig en skam at denne selvsamme, for- 
færdelige læresætning fra tidligere tiders åndelige 
mørke, er blevet kendt og udbredt, således at den 
utallige gange har ringet med sin frygtelige og pine- 
fulde klang i ørerne på ærlige sjæle, der søgte frelse 
for deres kære, der var gået bort før de selv. Jeg 
husker tydeligt en ærlig og kærlig moders hjerte- 
kvaler. En velmenende men vildfaren præst havde 
fortalt hende, at hendes døde barn var fortabt i al 
evighed, fordi det ikke var blevet døbt. 
Jeg besøgte denne mor, og hun fortalte følgende 
historie. Hun havde for mange år siden mistet et lille 
barn. Han var ikke blevet døbt af præsten, inden han 
døde. Forældrene opsøgte præsten og bad ham lede 
begravelsesceremonien, så den lille dreng kunne få 
en kristen begravelse; denne ydmyge anmodning 
blev imidlertid højtideligt, men ikke desto mindre 
samvittighedsløst afslået. Forældrene fik at vide, at 
deres dreng var evigt fortabt. Med stor sorg i sindet 
begravede de deres lille dreng på en måde, som en 
udstødt kunne være blevet begravet, uden kirkens 
ceremonier og ikke i indviet jord. Det gjorde disse 
kærlige forældre usigelig ondt, og slog dem helt ud. 
Denne mor, der troede på og havde tillid til denne 
præsts læresætninger, led i adskillige år de fryg- 
teligste sjælekvaler. Hun vidste, at det ikke var hen- 
des barns skyld, at han ikke var blevet døbt. Han var 
uskyldig i enhver henseende. Var det så ikke snarere 
hendes skyld? Og var hun ikke, såvidt hun kunne se 
udfra den falske læresætning, ansvarlig for sin lille 



401 






søns evige pinsler? Hun følte sig som en angergiven 
morder, der ikke kan erstatte det liv, han har taget. 
Med disse sjælekvaler led hun Ide fordømtes straf. 
Den dag, jeg kom til denne forpinte mor, var en glæ- 
dens dag. Jeg kan stadig se det glædesudtryk, der 
brød frem, da jeg fortalte hende, at den læresætning 
var falsk — så falsk som det helvedes dyb, hvorfra 
den kom. 

Jeg lærte hende, at det ikke var Jesu Kristi lære. Han, 
der elskede små børn og som sagde, at de tilhørte 
Guds rige. Jeg læste Mormons ord til sin søn Moroni 
(Moroni 8) fra Mormons Bog for hende og forklarede, 
at Herren havde åbenbaret for Joseph Smith, at „alle 
børn, der dør, før de når den alder, hvor man kan 
begynde at drage dem til ansvar — d. v. s. 8 år, — 
er frelst i Det celestiale Rige." (Documentary History 
of the Church, bind 2, side 381 .) Ja, følgende har Her- 
ren sagt i disse genoprettelsens tider: 
„Alle, der dør uden kendskab til dette evangelium, 
og som ville have modtaget det, hvis de havde fået 
lov til at blive, skal være arvinger til Guds celestiale 
rige; også alle, der vil dø i fremtiden uden kendskab 
til det, og som ville have modtaget det af hele deres 
hjerte, skal være arvinger til dette rige, thi Herren 
vil dømme alle mennesker efter deres gerninger, og 
efter det ønske, der er i deres hjerter." (DHC, bind 
2, side 380.) 

Kristi evangelium er et nådens evangelium. Det er 
også retfærdighedens evangelium. Det må være så- 
ledes, thi det kommer fra en nådens Gud, og ikke fra 
et ondt uhyre, sådan som nogle religiøse stadig tror 
og udtaler således: 

„Nogle mænd og engle er, i følge Guds forordning til 
bevarelse af hans ære, forudbestemt et evigt liv, og 
andre er forudbeskikket en evig død. Disse engle 
og mænd, således forudbestemte og ordinerede, er 
dannet særegnet og uforanderligt; og deres antal er 



endeligt og afgjort, således at det hverken kan øges 
eller mindskes." 

Er det ikke frygteligt at se, evangeliets sandhed for- 
vansket og tilsmudset i en sådan grad, at det bliver 
en vederstyggelighed? Retfærdighed, såvel som 
nåde, gælder for de døde, der forlod denne jord uden 
kendskab til evangeliet. Hvorledes kunne retfærdig- 
heden administreres, hvis alle de uoplyste masser, 
der døde uden kendskab til Kristus, for evigt uden 
håb skulle være dømt til helvedes fordømmelse, selv- 
om fordømmelserne blot er dem, der findes i hel- 
vedes forgård? 

Skriften siger: „Retfærd og ret er din trones grund- 
vold, nåde og sandhed står for dit åsyn." (Sal. 89:15) 
En retfærdig nåde og kærlighed udstrækker sig til 
alle hans børn. I genopbygningen af evangeliet gen- 
nem profeten Joseph Smith, kundgjorde Herren påny 
frelse for de døde; han sagde: 

Lad jeres hjerter fryde sig og være glade. Lad 

jorderige bryde ud i sang. Lad de døde synge fryde- 
sange til evig pris for kong Emanuel, som, før verden 
blev til, har bestemt det, der vil sætte os i stand til 
at udfri dem af deres fængsler; thi fangerne skal 
frigives." (L&P. 128:22) O 



402 



Fra Missionens Præsidentskab 




Kære søskende! 

Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Helliges vækst 
i de sidste 10 år har været et vidnesbyrd for alle, 
som har lagt mærke til den. „Marken er allerede 
hvid til høsten." Det ventes, at Kirkens medlems- 
tal vil overstige 5 millioner medlemmer inden 
slutningen af 1970'erne. Vækst medfører særlige 
behov. Behovet for stærke familier; behovet for 
stærke ledere; behovet for stærk hengivenhed; 
behovet for at forstå, at hver eneste af vore le- 
dere er kaldet ved inspiration; behovet for at 
følge disse inspirerede ledere. 
Jesu Kristi Evangelium forandrer sig aldrig, prin- 
cipperne er evige. De metoder, hvormed disse 
evige evangelieprincipper fremføres for med- 
lemmerne og verden, må nødvendigvis ændre 
sig, efterhånden som medlemsantallet forøges 
og kommunikationsmetoderne forandres. Efter- 
hånden som opfattelsen af familiens styrke og 
betydning ændrer sig, må vi også imødegå disse 
udfordringer. 

På grund af svækkelsen af familiebåndene må 
vi lægge vægt på familieenheden. Hjemmelærer- 
programmet er det vigtigste enkeltarbejde og det 
vigtigste kald i kirken i dag. Hjælpeforeningens 
kredslærerindearbejde er nært forbundet her- 
med. Familiehjemmeaftenen er en meget vigtig 
sammenkomst, og de profeter, som har ledet Kir- 
ken i de sidste 30 år, har alle rådet os til at over- 
holde den. Det er først i de sidste par år, at Kir- 
ken har fastsat et bestemt tidspunkt og har trykt 
særlige bøger til hjælp og opmuntring for familie- 
hjemmeaftenen. 



Familiehjemmeaftenen er et virkningsfult missio- 
nærredskab. Det ville være godt, hvis hvert 
eneste medlem ville åbne deres hjem en eller 
to gange hver måned og indbyde nogle ikke- 
medlemmer for at vise, hvad profeten har rådet 
os til. Alle forældre ønsker at være sammen med 
deres børn. I hjemmets atmosfære bliver Evan- 
geliet noget særligt. I dette særlige milieu vil 
Helligånden bære vidnesbyrd, når medlemmerne 
og missionærerne bærer vidnesbyrd om bøn- 
nens magt. Evangeliet bliver en levende realitet, 
når jeres landsmænd vidner om, hvad det virke- 
lig kan udrette, og hvorledes det kan bringe 
glæde og sammenhold i en familie. Det er i en 
sådan atmosfære, at missionærerne kan under- 
vise mest effektivt. Det er en metode, som bru- 
ges med størst virkning i Kirkens missioner i dag. 
De missionærer, som bruger den, er begejstrede. 
Det nye medlem vækker begejstring hos enhver 
af os. Vi har brug for stærk hjælp til at udvikle 
Kirken i dag. Det er nødvendigt, at vi giver for at 
vi kan modtage. Kan vi give noget mere dyre- 
bart end vort vidnesbyrd? 

Vi vil uddanne og hjælpe jeres hjemmelærere og 
missionærer, så de kan hjælpe jer i dette familie- 
hjemmeaftenens proselytprogram. De vil bringe 
velsignelser til jeres hjem. 

Jeres hengivne 
Grant R. Ipsen, 
missionspræsident 



403 



ÆLDSTE MARION G. ROMNEY, Det første Præsidentskab 



De hellige skrifters 

forhold til 
familiestabilitet 



Det ustabile ægteskab er roden til 
samfundets skæbnesvangre sygdom. 
Idet jeg er mig det bevidst og optaget 
af det, vil jeg have lov til at under- 
strege skriftens forhold til ægte- 
skabets og dermed familiens stabilitet. 
At sige, at den hellige skrift næsten 
har det samme forhold til familiestabi- 
liteten, som arbejdsbeskrivelserne har 
til en bygning, vil nok være et kort og 
præcist udsagn. 

Vi har et højhus under opførelse øst 
for Temple Square. Hver eneste detal- 
je, fra de underjordiske til den øverste 
tindes tårn, var, af hensyn til konstruk- 
tionen, overvejet og tegnet før grun- 
den blev gravet. Specifikationer, der i 
detaljer dækkede alle krav til arbejde 
og materialer, blev nedskrevet. Jeg 
husker med hvilken omhu, der blev 
studeret for at fastslå, hvor stærkt det 
stål, man skulle bruge, måtte være, for 
at modstå jordskælv og vindpres. 
Fuldstændige planer og arbejdsbeskri- 
velser blev forelagt og vurderet af 
entreprenørerne, der gav tilbud på ar- 
bejdet. Disse planer følges omhyg- 
geligt under opførelsen af huset. 
Vi lærer fra skriften, at Herren selv, 
før skabelsen af jorden, i detaljer, 
planlagde alt, hvad der hørte denne til. 

Jeg, Gud Herren, skabte himmelen 

og jorden; 

„og hver plante på marken, førend den 
kom i jorden, og hver urt på marken, 
førend den spirede frem; thi jeg, Gud 
Herren, skabte alle ting, hvorom jeg 
har talt, åndeligt, førend de var i deres 
naturlige tilstand på jordens over- 
flade . . ." (Moses 3:4-5) 
Nu er familier uendelig meget mere 
værd end bygninger. De er mere værd 
end jorden selv. Herren har sagt at alt 
det, han har skabt, incl. jorden, er be- 
regnet som hjælp i hans store værk: 



„at tilvejebringe udødelighed og evigt 
liv for mennesket." (Moses 1:39) Han 
har endvidere åbenbaret det faktum, 
at intet menneske kan opnå evigt liv, 
medmindre det er medlem af en ud- 
holdende og stabil familie. Da det er 
således, er det utænkeligt, at Gud ikke 
skulle have en plan og en arbejdsbe- 
skrivelse for dannelsen af en familie, 
hans kostbareste og mest varige ska- 
belse. Sagen er, at han har en sådan 
plan og arbejdsbeskrivelse. Begge er 
fremsat i den hellige skrift. 
Det er lige så vigtigt at forstå og følge 
Guds plan og beskrivelse over familie- 
dannelse, for at kunne skabe stabile 
og stærke familier, som det er at forstå 
og følge planer og arbejdsbeskrivelser 
for opførelsen af materielle bygninger 
og planeter. At Guds plan og beskri- 
velse for familiedannelse ikke er for- 
stået og fulgt, er hovedårsagen til det 
moderne samfunds uharmoniske fa- 
milier. 

Skrifterne åbenbarer det faktum, at 
familien er en guddommelig og ikke 
en menneskeskabt institution. De gør 
det klart, at Gud i bogstavelig forstand 
er Fader til en stor familie, som alle 
jordens indbyggere tilhører, at men- 
neskets ånd er hans enbårne sønner 
og døtre; (L. & P. 76:24) at det er hans 
arbejde og ære at bringe disse til sam- 
me grad af fuldkommenhed og op- 
højethed, som han selv nyder. Skrif- 
terne forklarer, at for at de kan nå en 
sådan fuldkommenhed, må de have 
templer, som fysiske legemer af kød 
og ben og sættes på prøve indenfor en 
dødelig prøvetid. 

Den plan, Gud lagde for at nå dette 
mål, gjorde det muligt for hans ånde- 
lige børn, at iklæde sig dødelige lege- 
mer, og at blive forenet som mand og 
kone, ved hans hellige præstedømmes 



kraft; forenet på denne måde, medens 
de var dødelige, skulle de i guddom- 
melig pagt, mangfoldiggøre og opfylde 
jorden — d.v.s. give dødelige legemer 
til andre af Guds åndelige børn, og så- 
ledes hjælpe ham med at give disse 
evigt liv. (1. Mos. 1:28) 
Planen foreskriver, at ægtepar, der er 
gift i denne pagt, skal bestå, og at de i 
evighed skal være mand og kone og 
udvikle sig som sådanne, indtil de 
eventuelt når fuldkommenheden, og 
selv bliver forældre til åndelige børn. 
Herrens plan for familier var således 
udtænkt længe før grundlæggelsen af 
denne jord. 

For at realisere denne fantastiske plan 
„skabte Gud mennesket i sit billede . . . 
som mand og kvinde . . ." (1. Mos. 
1:27), ikke blot hvad skikkelse angik, 
men han forenede dem — efter sin 
egen ægteskabelige stilling — i den 
hellige ægtestand som mand og kone 
for evigt. Efter at have gjort dette, be- 
falede han dem: „Bliv frugtbare og 
mangfoldige og opfyld jorden." (1 . Mos. 

1:28) 

Tanken om, at ægteskabet er et men- 
neskeværk, der kan opgives efter be- 
hag, er af det onde. Ægteskabet er 
ikke blot indstiftet af Gud; hans plan 
forudsætter, at det er varigt, således 
som det må være i opbygningen af 
stabile og stærke familier. Farisæerne 
kom til Jesus „idet de spurgte: ,Har en 
mand lov at skille sig fra sin hustru?' 
„Han svarede og sagde dem: ,Hvad 
har Moses befalet jer?' 
„De sagde: , Moses tillod at skrive et 
skilsmissebrev og så skille sig fra 
hende.' 

„Da sagde Jesus til dem: ,Det var på 
grund af jeres hårdhjertethed, at han 
skrev det bud. 
„,Men fra begyndelsen af, ved skabel- 



404 







sen, skabte Gud dem som mand og 
kvinde. 

„.Derfor skal en mand forlade sin 
fader og moder og holde sig til sin 
hustru. 

„,og de to skal blive ét kød. Så er de 
da heller ikke længere to, men ét kød. 
„.Derfor: hvad Gud har sammenføjet, 
må et menneske ikke adskille.' 
„Hjemme spurgte disciplene ham igen 
om dette. 

„Han siger til dem: ,Den, der skiller 
sig fra sin hustru og gifter sig med en 
anden, bedriver hor mod den første. 
„,Og hvis hun skiller sig fra sin mand 
og gifter sig med en anden, så bedriver 
hun hor.'" (Mar. 10:2-12.) 
Hvis Jesu lære fra Biblen blev fulgt, 
så ville retskafne ægteskaber være 
målet for alle mennesker, og der ville 
ikke være skilsmisser. Det ville fjerne 
den største årsag til ægteskabeligt 
forlis. 

Der er i forbindelse med Jesu lære om 
ægteskab og skilsmisse mange sup- 
plerende skriftsteder. Paulus skrev for 
eksempel til Korinterne at: „Dog i 
Herren er det således, at hverken er 
kvinden noget uden manden eller man- 
den noget uden kvinden." (1. Kor. 

11:11) 

Nogle af de ting Paulus sagde om 
ægteskabet er, som Peter sagde „van- 
skelige at forstå" (2. Peter 3:16), men 
hvad angår adskillelsen af mand og 
kone, talte han klart og med eftertryk. 
Efter at være blevet vejledt af Herren, 
siger han: 

„. . . Men de gifte byder jeg, dog ikke 
jeg, men Herren, at en hustru ikke må 
skille sig fra sin mand. 
„Og hvis hun alligevel skiller sig fra 
ham, skal hun vedblive at være ugift 
eller forlige sig med sin mand — og 



405 



V 



at en mand ikke må forskyde sin 
hustru." (1. Kor. 7:10-11) 

De moderne profeters udtalelser om 
ægteskabet og skilsmisse harmonerer 
tilfulde med Biblens. 

Profeten Joseph modtog følgende 
åbenbaring om ægteskabet: 
„Atter siger jeg jer: Den, der forbyder 
ægteskab, er ikke af Gud, thi ægte- 
skabet er indstiftet af Gud for menne- 
skene." (L. &P.49:15) 
Præsident Brigham Young citeres for 
d. 6. april 1845 at have sagt: 
„Jeg fortæller jer sandheden, som den 
er i lyset af evigheden; og jeg siger 
således til alle mennesker på jordens 
overflade; hvis han ønsker at blive 
frelst, kan han ikke blive det uden at 
have en kvinde ved sin side." (Times 
and Season, bind 6, side 955) 
Nedenstående er et citat fra præsident 
Joseph F. Smith, far til præsident Jo- 
seph Fielding Smith: 
„Jeg ønsker at Zions unge mænd skal 
indse, at den ægteskabelige institution 
ikke er en menneskeskabt institution. 
Den er Guds værk. Den er respek- 
tabel, og ingen mand i giftefærdig 
alder, der forbliver ungkarl efterlever 
sin religion . . . Ægteskabet er til men- 
neskeracens bevarelse. Uden den, vil- 
le Guds hensigter knuses; dyden ville 
forgå for at give plads til laster og 
bestikkelse, og jorden ville blive øde 
og tom." (Gospel Doctrine, 5. oplag 
red. (Deseret Book Co., 1939), side 
272.) 

Som det allerede er blevet sagt, i vore 
overvejelser om Herrens generelle 
plan, var hans hensigt med den stabile 
ægteskabs institution, formering: nem- 
lig det, at bringe Guds åndelige børn 
til det jordiske liv. Skrifterne er på det- 
te punkt lige så tydelige, som de er på 



det, der drejer sig om ægteskab og 
skilsmisse. 

„Derfor er det lovligt, at en mand har 
en hustru, og de to skal blive eet kød, 
for at jorden kan opfylde formålet med 
sin skabelse" 

„og blive fyldt med det bestemte antal 
mennesker i overensstemmelse med 
deres skabelse, før verden blev til." 
(L. &P. 49:16-17) 

Herren siger i et andet skrifsted at 
konerne er givet til mændene „. . . for 
at de skulle mangfoldiggøre og opfylde 
jorden ifølge min befaling og opfylde 
den forjættelse, min Fader gav, før 
verdens grundvold blev lagt, og for 
deres ophøjelse i de evige verdener, 
så de må kunne føde menneskesjæle; 
thi heri fortsætter min Faders værk, at 
han kan blive forherliget." (L. & P. 
132:63) 

Jeg kan ikke mindes et mere fantastisk 
og gavmildt skriftsted end dette, der 
for det første udtrykker at ægteskabets 
formål er, at jorden „må blive fyldt 
med det bestemte antal mennesker i 
overensstemmelse med deres skabel- 
se, før verden blev til", og at det der- 
med fortsætter Faderens arbejde „at 
han kan blive forherliget"; det udtryk- 
ker for det andet, at mennesket selv 
kan opnå „deres ophøjelse i de evige 
verdener" i overensstemmelse med 
det løfte „Faderen gav, før verdens 
grundvold blev lagt." 
Med denne guddommelige opfattelse 
af ægteskabet, skilsmisse og det at 
føde børn, i tankerne, er det nemt at 
forstå følgende udtalelse fra en af den 
moderne tids profeter. 
Præsident Brigham Young: 
„Der er mange rene og hellige ånder, 
der venter på at modtage en kødelig 
bolig, så hvad er det da, der er vor 
pligt? — At forberede en bolig for 




dem; at vælge en vej, der hjælper dis- 
se ånder, således at de undgår at 
komme til svækkede familier, i hvilke 
de ville blive opdraget i afmægtighed, 
udsvævelser og alle slags kriminelle 
forhold. Det er enhver retskaffen mand 
og kvindes pligt, at forberede kødelige 
boliger for alle de ånder, de kan." 
(Discourses of Brigham Young (Dese- 
ret Book Co., 1 943), side 1 97) 

Præsident Joseph F. Smith sagde i 
1917 følgende om fødselskontrol: 

„Jeg mener, det er sørgeligt, og at det 
med sikkerhed er af det onde, hvis 
der blandt kirkens medlemmer skulle 
være følelser og stemninger for at 
hindre deres børns fødsel. Jeg mener, 
at det ville være en forbrydelse, uanset 
hvor dette måtte ske, hvis manden og 
konen er ved godt helbred, og hvis de 
ingen urenheder har, der kunne gå i 
arv til deres efterkommere. Jeg tror, 
at der hvor mennesker påtager sig at 
berøve eller hindre deres børns fødsel, 
vil de senere høste skuffelser. Jeg tø- 
ver ikke med at sige, at jeg tror denne 
onde gerning er en af vor tids største 
forbrydelser." (Gospel Doctrine, si- 
derne 278-279) 

Det første Præsidentskab har fornylig 
udtalt sig om denne sag: 

„Vi har nøje gennemtænkt spørgs- 
målene omkring de fremsatte love om 
abort og sterilisering. Vi er modstan- 
dere af enhver indskrænkning, ud- 
videlse eller liberalisering af love om 
disse vitale emner." (Brev til stavs- 
præsidenter i Washington, 27. okt. 
1970) 

Det efterfølgende er blot nogle ek- 
sempler ud af mange skriftsteder, der 
på håndgribelig måde henviser til fa- 
miliestabiliteten: 

„Væn drengen til den vej, han skal 



406 




følge, da viger han ikke derfra, selv 
gammel." (Ordspr. 22:6) 
„Og I fædre! I må ikke opirre jeres 
børn, men opdrag dem i Herrens tugt 
og formaning." (Ef. 6:4) 
Kong Benjamin rådede forældrene til 
at undgå „at jeres børn går sultne eller 
nøgne, ej heller vil I tilstede, at de 
overtræder Guds love og strides og 
kives indbyrdes og tjener djævelen, 
som er syndens herre, og som er den 
onde ånd, som vore fædre har talt 
om ..." 

„ Men I vil lære dem at vandre på sand- 
hedens og dydens veje; I vil lære dem 
at elske og tjene hinanden." (Mosiah 
4:14-15) 

„Og atter: Om forældre i Zion eller i 
nogen af dens organiserede stave har 
børn, og de ikke underviser dem i 



læren om omvendelse, tro på Kristus, 
den levende Guds Søn, og om dåb og 
den Helligånds gave gennem hånds- 
pålæggelse, når de er otte år gamle, 
skal synden hvile på forældrenes ho- 
ved." (L. & P. 68:75,28) 
„...Jeg har befalet jer at opdrage 
jeres børn i lys og sandhed." 
„ Men sandelig siger jeg dig, min tjener 
Frederick G. Williams, at du ikke desto 
mindre er under fordømmelse." 
„Du har ikke lært dine børn lys og 
sandhed efter befalingerne, og den 
onde har endnu magt over dig, og det- 
te er årsagen til din sorg." 
„Og nu giver jeg dig den befaling, at 
om du vil hjælpes, må du sætte dit 
eget hus i orden, thi der findes meget, 
som ikke er rigtigt i dit hus." (L. & P. 
93:40-43) 

Dernæst om børnenes forpligtelser 
overfor deres forældre: 
„I børn! vær lydige i Herren mod jeres 
forældre, thi det er ret." 
„Ær din fader og moder, . . ." 
„for at det må gå dig vel, og du må få 
et langt liv på jorden." (Ef. 6: 1 -3) 
Og mandens og konens forpligtelser 
overfor hinanden: 

„I hustruer skal underordne jer under 
jeres mænd, som det sømmer sig i 
Herren." 

„I mænd! elsk jeres hustruer, og vær 
ikke bitre imod dem." (Kol. 3:18-19) 
Indvilligelse i disse skriftsteder vil 
hjælpe meget til stabilisering af fami- 
lien. 

Jeg ønsker at gøre opmærksom på 
endnu et emne, som skriften formaner 
os om, nemlig bønnen. Jeg kender ikke 
noget emne, hvorom skriften taler så 
hyppigt. Jeg kan heller ikke forestille 
mig en fremgangsmåde, der kunne be- 
tyde mere for fremmeise af familie- 
harmonien. 



Den første optegnede samtale, mellem 
en jordisk mand og Gud, var et resul- 
tat af bøn. Optegnelsen siger, at nogen 
tid efter, de var blevet drevet ud af 
Haven, „påkaldte Adam og Eva, hans 
hustru, Herrens navn, og i retning af 
Edens Have hørte de Herrens røst, 
som talte til dem . . ." 
„Og han gav dem befalinger, at de 
skulle tilbede Herren, deres Gud . . ." 
(Moses 5:4-5) 

Fra den tid af og op til idag, har skrif- 
terne gentagne gange formanet os til 
at bede. Fra Salmernes Bog: 
„Jeg, jeg råber til Gud, og Herren vil 
frelse mig." 

„Jeg klager og stønner ved kvæld, ved 
gry og ved middag; min røst vil han 
høre..." (Sal. 55:17-18) 
Jeg citerer følgende fra Amuleks klas- 
siske opfordring til bøn, der er opteg- 
net i Almas 34. kap.: 
„Bed til ham hjemme, ja, for hele jeres 
hus, både morgen, middag og aften." 
„Men det er ikke alt; I må udløse jeres 
sjæl i lønkammeret og på lønlige steder 
og i ørkenen. 

.„Ja, når I ikke råber til Herren, lad da 
hjertet være fyldt og opløftet i bøn til 
ham bestandig for jeres velfærd og 
ligeledes for deres velfærd, som er 
omkring jer." (Alma 34:21,26-27) 
Jesus bad i løndom, han bad med sine 
disciple og han bad for dem. Han for- 
talte dem, hvorledes de skulle bede, 
og gav dem et eksempel derpå. 
Profetens første åbenbaring, der luk- 
kede op for denne sidste uddeling, 
kom som svar på en bøn. 
Herren gav denne anvisning to år før 
kirken blev organiseret: 
„Bed altid, så du må vinde sejr, ja, så 
du kan overvinde Satan og slippe ud 
af hænderne på Satans tjenere, der 
understøtter hans værk." (L & P. 10:5) 



407 



Da kirken var organiseret, fortalte 
Gud præstedømmet, at de skulle: „be- 
søge medlemmerne i hjemmene og 
formane dem til . . . at opfylde alle 
deres huslige pligter." Den allerførste 
pligt var, som han sagde, „at bede 
lydeligt og i løndom." (L. & P. 20:47) 
Gud har i sandhed en plan for dannel- 
sen af familiestabilitet, og den plan er 
åbenbaret i skrifterne. At Herren må 
hjælpe os alle til at fuldføre denne 
plan, derom beder jeg i al ydmyghed, 
i Jesu Kristi navn. Amen. 




408 



Vielser 




Den 17. juni 1972 viedes søster Kate 
Giesmann Lindhardt, Centrum Sjælland, 
til broder Leif Angelo Thomsen, Ama- 
ger, af Missionspræsident Paul L. Pehr- 
son i brudens hjem i Himmelev, Stjernen 
ønsker hjertelig tillykke. 





Den 30. juni 1972 viedes søster Lisbeth 
Olsen, København, og tidligere missio- 
nær i Danmark Michael A. Patterson af 

Missionspræsident Paul L. Pehrson i 
Kirken på Priorvej. Den 11. august 1972 
viedes parret for tid og evighed i temp- 
let i Salt Lake City. De nygifte bosætter 
sig i Orem, Utah. Stjernen ønsker hjer- 
telig tillykke. 



Den 15. juli 1972 viedes søster Jane 
Ishøj Hansen, København, og broder 
Søren Bostrup Sørensen, Nordre Gren, 
af missionspræsident Grant R. Ipsen i 
Kirken på Priorvej. Den 18. juli 1972 
viedes parret for tid og evighed i temp- 
let i Schweiz. Stjernen ønsker hjertelig 
tillykke. 



Tempelrejsen 



I dagene 18. til 21. juli 1972 havde de 
danske søskende en rejse til templet i 
Schweiz, og endnu engang viste de 
deres trofasthed og iver for at deltage 
i tempelsessionerne, idet godt 130 
voksne og ca. 80 børn deltog i rejsen. 
I de fire dage var der 11 sessioner, og 
desuden var der beseglinger, dåb for 
de døde og forberedende arbejde, så 
det var lange, anstrengende, men dejli- 
ge dage vi tilbragte i templet. Der blev 
udført ialt 4470 ordinanser, fordelt på 
følgende: 



Dåb for de døde 

Mandlige 596 

Kvindelige 851 ialt 1447 

Ordinationer 465 

Endowments (levende) 

Mandlige 15 

Kvindelige 12 ialt 27 

Endowments (døde) 

Mandlige 465 

Kvindelige 541 ialt 1006 

Beseglinger (hustruer til ægtemænd) 

Levende 7 

Døde 325 ialt 332 

Beseglinger (børn til forældre) 

Levende 18 

Døde 1175 ialt 1193 




Bryllup i Amerika 

Den 1. juli 1972 viedes søster Jette Ishøj 
Hansen, tidligere København, og broder 
George Godown i El Monte, Californien. 
Stjernen ønsker hjertelig tillykke. 



Ordinationer 

Skive: 28. maj 1972: 
Hans Peter Bernhard Holst ordineret til 
ældste af broder Orla Nielsen 
Centrum Sjælland: 25. juni 1972: 
Frank Giesmann Lindhardt ordineret til 
diakon af Bent Giesmann Lindhardt 
Ålborg: 16. juli 1972: 
Lars Gram ordineret til lærer af Kaj 
Aage Gram 

København: 23. april 1972: 
Paul Anthony Jensen ordineret til præst 
af broder Ingolf Jensen 
9. juli 1972: 

Olafur Olafsson ordineret til diakon af 
broder Ib Hansen 

Per Erik Olsen ordineret til præst af 
broder Ib Hansen 
16. juli 1972: 

Lynge Jensen ordineret til diakon af 
broder Johan Koch 
23. juli 1972: 

Helge Peter Veiss Christiansen ordine- 
ret til diakon af broder Ib Hansen 



409 




For 

25 øre 




AFANNROMICK 



Søster Romick, der er mor til fem børn, 
har fundet glæde ved at skrive i flere 
år, men dette er det første, hun har 
fået offentliggjort. Hun arbejder som 
2. rådgiver i hjælpeforeningen og som 
patruljefører for ulveunger i San Lean- 
dros 1 . ward, Californien. 



410 



„Hvis jeg havde en 25-øre, ville jeg 
købe en af de blomster," sagde han 
stolt, og hans øjne strålede af glæde. 
Det var fordi, han nu gik i anden 
klasse og kunne læse. Nogen gange i 
hvert fald. Det skyndsomt skrevne 
skilt, der var klistret fast på kurven, 
angav, at indholdet kostede 25 øre pr. 
stk., og det var det han kunne læse, — 
25 øre. 

„Hvad vil du bruge den til?" spurgte 
jeg, idet jeg betragtede hans tanke- 
fulde ansigtsudtryk. 
„Jeg ville sætte den ind på mit værel- 
se," sagde han straks. Hans ivrighed 
udtrykte forundring over, at jeg kunne 
spørge om noget, der var så indly- 
sende. 

„Ja-ja da," sagde jeg, idet jeg gennem- 
rodede min pung. „Det er da bedre 
end at købe tyggegummi." Jeg gav 
ham den lille mønt, som han hurtigt 
skubbede over disken. Ekspedienten 
gav ham i stedet en omhyggeligt ind- 
pakket, lille blomst, af lyserødt plastic 
og med et fjollet stykke ståltråd, som 
stilk. Jeg grundede engang over hans 
valg — og så var den lyserød — og 
den skulle stå inde på hans værelse, 
der var rødt og hvidt. Så kom jeg i 
tanke om, at han var i den alder, hvor 
man sædvanligvis ikke bekymrer sig 
om farvesammensætninger. 
På vejen hen til bilen småsludrede vi 
sådan om vind og vejr. Jeg bar på min 
store pose med købmandsvarer, og 
han holdt varsomt den lille pose i 
hånden. Posen var krøllet sammen om 
ståltrådsstilken, og den store blom- 



sterkrone ragede adskillige centimeter 
udenfor indpakningen. Den vippede 
muntert frem og tilbage, når han gik. 
„Jeg kunne give den til Mette i fødsels- 
dagsgave." 

„Hvad vil du give Mette i fødselsdags- 
gave?" spurgte jeg fraværende. 
„Blomsten," svarede han, noget mis- 
fornøjet over, at jeg allerede havde 
glemt alt om hans nyerhvervelse. 
„Desuden," fortsatte han, „er den lyse- 
rød, så den ville passe godt til hendes 
værelse. Det kan endda være, at hun 
vil bruge den som pynteblomst på sin 
kjole." 

„Det er selvfølgelig rigtig nok, men 
der er jo frygtelig længe til hendes 
fødselsdag." 

Mette er hans storesøster. Hun er syt- 
ten, og meget yndig. Hun har nogle 
gange frygtelig travlt, men så er der 
også andre gange, hvor hun tager den 
mere med ro. 

„Kan jeg så ikke bare give den til 
hende?" spurgte han, — han havde 
truffet sin beslutning. „Jeg kan da bare 
give hende den i dag, — ikke?" 
„Selvfølgelig," forsikrede jeg ham, 
idet jeg fortvivlet prøvede at få herre- 
dømmet over min stemme. „Der er i 
virkeligheden ingen bedre gaver, end 
dem man giver uden grund." 
Vi hviskede og lagde planer, alt imens 
jeg lagde varerne på plads. Han holdt 
øje med Mette, der sad ganske roligt 
og varmede sig ved ilden. 
Jeg bøjede mig ned for at sætte de 
sidste dåser med suppe ind på den 
nederste hylde i spisekammeret. Mine 



øjne var på højde med hans, da han 
spurgte: „Hvordan skal jeg give den 
til hende? Hvad skal jeg sige?" Han 
var på en gang spændt og genert, ivrig 
og modstræbende; modig og dog 
bange. 

„Hvor er du sød, — du skal bare give 
hende den og sige sådan noget som: 
.Værs'god Mette, den er til dig , fordi 
jeg godt kan li' dig.' Og så skal du give 
hende et stort kys." 
„Nej!" Han fægtede afværgende i 
luften med armene, som en betjent 
der prøver at standse trafikken. „Jeg 
vil ikke kysse hende!" 
Han vendte sig med foragt og gik ind i 
stuen ved siden af, idet han samtidig 
ihærdigt prøvede at se alvorlig ud. 
Han smilede på en trodsig måde, og 
hans blik flakkede en smule, da han 
stod foran hende med sin gave i 
hånden. 

Jeg kunne ikke høre, hvad der blev 
sagt; hun sagde åbenbart noget om 
blomsten. Men jeg kunne se dem. 
Hendes ansigt lyste op, og det alvor- 
lige udtryk brød ud i et begejstret smil. 
Hun lagde armene rundt om hans små 
skuldre og anbragte et stort vådt kys 
midt på hans kind. Hun holdt blomsten 
i hånden, alt imedens hun gav sin lille- 
bror et knus. Jeg stod og betragtede 
dem, og så, hvorledes den store lyse- 
røde plasticblomst under det hele 
muntert vippede frem og tilbage for 
enden af en lang fjollet ståltrådsstilk. 



O 



411 



En ung mands 

tale til 

sine forældre 



AF PERRY DATWYLER 



Tseng Tzu, en lærd filosof, confucia- 
ner, fra det gamle Kina, som lagde 
vægt på personlig dyd, hengivenhed 
for familien og retfærdighed, sagde 
engang: „De gamle fædre, der øn- 
skede, at den ophøjede dyd skulle 
gøre sig gældende i hele verden, 
bragte deres egne stater i orden. Da 
det var deres ønske at bringe deres 
egne stater i orden, skabte de først 
orden i deres familier. Da det var deres 
ønske at bringe orden i deres egne 
familier, gav de sig først af med at 
opbygge deres egne sjæle . . ." 
„Først da deres sjæle var opbyggede, 
kunne de skabe orden i deres familier. 
Først da der var skabt orden i deres 
familier, kunne deres stater blive styret 
korrekt, og først da kunne der skabes 
fred i verden." 

Denne udtalelse blev nedskrevet i 
tider, der ikke var ulig vore. Herre- 
mændenes Kina var på ruinens rand. 
Der var politisk og socialt kaos, krige, 
hungersnød og fortvivlelse. Det lagde 
spiren i mændenes hjerter til at søge 
fred, solidaritet, produktivitet og or- 
den. 

Tseng Tzu pegede ikke på de ydre 
forhold, men på den enkeltes sjæl, som 
værende grundlaget, kilden og til- 
skyndelsen til fred. Denne sjælens op- 
bygning kom, for kineserne i fordums 
tid, i stand i tilknytning til fortidens 
moral og traditioner. Hvad os angår, 
og vor sjælelige opbygning, sker den i 
tilknytning til profeternes og Jesu 
Kristi lære. 

Fred bliver således en tilstand, der 
rækker ud i verden gennem et kompli- 
ceret mønster af sociale forbindelser. 
Disse forbindelser kan være til styrke 



og vejledning, men freden bevares til 
syvende og sidst på grund af indivi- 
dets indre kvaliteter. Et menneske, der 
har fred med sig selv og Gud, vil 
være en dynamisk kraft til dannelsen 
af den verdensfred, som de fleste men- 
nesker ønsker. 

Den gamle kinesiske vismand slog 
endvidere fast, at familien er hjørne- 
stenen i en sådan verdens opbygning. 
Det antyder, at sociale forbindelser 
og menneskelig interaktion udgør den 
anden del af opskriften på en bedre 
verden. 

Familiefaderen, der står i kernefami- 
liens centrum, indtager en vigtig posi- 
tion. Han repræsenterer, som forfatte- 
ren Erich Fromm (amerikansk psyko- 
analytiker født i Tyskland år 1900) har 
observeret," både viden, de menne- 
skeskabte ting, lov og orden, disciplin, 
udforskning og eventyr. Faderen er 
den, der underviser barnet, og som 
viser det vejen ind i denne verden." 
Det er således af afgørende betydning 
for barnets udvikling, hvad forældrene 
i fællesskab lærer barnet i deres om- 
gang med det. 

Det er kun ganske få af os, der sidder 
på positioner, der gør det muligt for 
os at ændre menneskehedens historie. 
De fleste af os besidder imidlertid en 
position, der gør det muligt at ændre 
familieforhold, og vi kan allesammen 
forandre os selv. 

Forældre, der opbygger deres egen 
tro, dem selv som mennesker, og deres 
indre fred, kan ikke undgå at påvirke 
deres omgivelser. At opbygge sig selv 
og hjælpe andre i deres bestræbelser, 
er måske den største udfordring, der 
findes. Forældre, for hvem dette lyk- 



kes, fortjener al den ære, der kan 
hæftes på dem, for, som den vise 
kineser sagde, hviler alt på denne op- 
bygningsvirksomhed. 
Hvad er det, unge mennesker prøver 
at se i deres forældre? Det, de først og 
fremmest søger, er oprigtighed. Noget 
af det største, som en far eller mor kan 
blive, er sikkert en oprigtig, harmonisk 
og menneskelig personlighed. 
Hvordan bliver man så det? Ved at be- 
stræbe sig på at nå målet ved hjælp 
af disciplin, tålmodighed og omtanke, 
så vil det lykkes for en far og en mor, 
såvel som for alle andre mennesker i 
andre stillinger. 

Mennesker, for hvem det er lykkedes 
at blive stabile og medfølende, kan 
måske gøre mere til, at verden ændres 
og bidrage mere til menneskeheden, 
end nogen verdensleder turde håbe. 
Fred begynder i hjertet. At have fred 
med sig selv og Gud er et fantastisk 
mål, men at hjælpe andre, især sine 
børn, til at nå dette, er grundlaget for 
den sande ophøjethed. 



Bror Datwyler, der er kandidat fra Utah universi- 
tetet, tjener for tiden i den amerikanske hær. Han 
var missionær i Taiwan (1966-68) og er medlem af 
Logans 10. ward, Utah, Cache East Staven. 



412 




Tid til 
alle 

nødvendige 
ting 



AF HERBERT F. MURRAY 



„En mand har et ansvar overfor sig selv. Han har et ansvar 
overfor sin familie. Han har et ansvar overfor sit erhverv. 
Han må prøve at finde en måde, hvorpå han kan leve op til 
sit ansvar, således at han kan leve et velafbalanceret liv." 
Således siger kirkens præsident Harold B. Lee, i Jesu Kristi 
Kirke af Sidste Dages Hellige. 

Hvorledes er det muligt for en sidste dages hellig at tjene 
sin kirke ordentligt, at få succes i sit arbejde, at tjene sam- 
fundet, og på samme tid vie en passende mængde tid og 
energi til sin familie? Udfordringen om at administrere sin 
tid og energi, tages op af mange medlemmer, således at 
de kan gøre alle de ting, de ønsker at gøre. 
Kirken har brug for folk, der tror på timelige og åndelige 
præstationer. Mennesker der er overbeviste om, at det er 
muligt at udføre store bedrifter både i jorderiget og i evig- 
hedens rige — mennesker, der tror så overbevist, at de 
virkelig handler. Det er den slags mennesker, der med- 
virker til kirkens vækst. Men selv mennesker med megen 
energi, må administrere deres tid og deres ansvar godt. 



Vi har alle brug for at indse vore fortrin. Hvis vi kan op- 
stille det, vi ønsker at gøre, efter den betydning det har, så 
vil det være meget lettere for os at tage beslutninger. 
Dr. Russell M. Nelson, der er hjertekirurg, og nyligt blev 
udnævnt til forstander i kirkens søndagsskole, har givet et 
meget interessant syn på et succesfyldt familieliv. Broder 
Nelson og hans kone har ni døtre og en søn. 
„Kærlighed mellem mand og kone er en absolut nødven- 
dighed for ethvert vellykket familieliv." 
„Der er i store familier en tendens til, at moderen giver al 
sin tid til sine børn, men når dette står i vejen for forholdet 
mellem hende og hendes mand, er det — uanset, hvor 
godt børnene er opdraget — en tom sejr. 
„Børn kommer og går" tilføjer han. „De tager på mission, 
de går i skole, de blir' gift, og forlader hjemmet af forskel- 
lige grunde, — men hvis forældrenes gensidige kærlighed 
i mellemtiden har fået lov til at sygne hen, så er det for 
dyrekøbt. Sådan et forhold stiller ikke meget i udsigt for 
det evige liv. Kærligheden mellem mand og kone er dyna- 



413 



misk. Vi må betragte den som noget levende. Den er som 
en have, — hvis den forsømmes, vil den snart vise tegn på 
forfald. Vi har sammen med ansvaret for en god opdra- 
gelse af børnene og efterkommeisen af vore pligter på 
arbejdet og i kirken, også et ansvar for at holde det ægte- 
skabelige kærlighedsforhold stærkt og aktivt. 
Bror Howard B. Anderson, (regional repræsentant for De 
Tolv) og far til fire, bemærker: „Jeg har set mænd, der var 
ude af stand til at magte deres familieansvar, og som 
brugte arbejdet i kirken som undskyldning. Jeg står lige så 
uforstående overfor dem, som jeg står overfor den mand, 
der bruger sit arbejde som påskud til ikke at tage sig af sin 
familie og sine kirkelige pligter." 

Franklin S. Gonzales, stavspræsident i Lubbock, Texas, 
og far til seks, siger at „enhver trofast sidste dages hellig, 
med en ansvarsfuld stilling i kirken, hos Gud har fordring 
på særlig hjælp til sin familie. Det betyder imidlertid, at 
han må arbejde hårdere og mere effektivt, for at blive en 
god familiefar." 

Broder Gonzales lægger vægt på alle de nødvendige tings 
rangorden. „Det kommer an på at tage en beslutning tid- 
ligt i livet om, at forretninger ikke er vigtigere end kirken 
og familien i kirken; kirken og familien er faktisk en en- 
hed." 

„Vi taler," siger han, „om at bruge meget tid til kirke- 
arbejde, uden at vore familier forsømmes af den grund. Vi 
er, ved at holde familieaftener og ved at rette os efter Her- 
rens program, på en måde sikret tid til adspredelse, til at 
slappe af, til opmuntring og belæring i familiens skød." 
LaNeve Kimball, Provo, Utah, GUF-præsidentinde, husmor 
og mor til tolv, siger: „Jeg ønsker at være hjemme, når 
mine børn kommer hjem, således at jeg kan høre på det, 
de straks har behov for at tale om. Et standpunkt er vig- 
tigere end et skema. Herren hjælper os hver dag, fordi vi 
beder om hans vejledning; vi begynder aldrig dagen uden 
personligt at bede om hans hjælp og vejledning." Søster 
Kimball tilføjer: „Familieaftenen er uundværlig. Vi er så 
velsignede ved at være sidste dages hellige og ved at 
have en profet til at lede os med hensyn til disse ting. Jeg 
husker et sted i Mormons Bog, hvor vi bliver formanet om 
først at søge Guds rige. (Jakob 2:18) Det er grunden til, at 
vi behøver evangeliet til at lede os i vor udvikling af en 
vurderingssans." 
Med hensyn til familieaftenens værdi, så husker søster 



Ruth Grover, hjælpeforenings-præsidentinde og husmor i 
Evanstone, Illinois, mor til to, en oplevelse, hun havde, da 
hun forelæste om kirken ved Northwestern University. 
Lektiehæftet for familie-hjemmeaftenen, som hun havde 
fremlagt, vakte opsigtsvækkende interesse. „Verden hung- 
rer efter dette i sandhed inspirerede program," siger hun. 
W. Paul Hyde, biskop og leder af et institute i Vancouver, 
British Columbia, og far til tre, gør en bemærkning om 
hustruen som værende hjemmets samlingspunkt. „Når 
faderens tid til familien er noget begrænset grundet hans 
arbejdsmæssige og kirkelige pligter, kan hun gøre meget 
for at imødekomme børnenes behov, ved sin indstilling. 
„ Der har været gange, hvor jeg har været nødt til at gå og 
hvor et af børnene har sagt: ,Skal du virkelig gå i aften, 
far?' hvortil min kone har sagt: ,Er vi ikke glade for, at vi 
har en far, der er blevet valgt af vor himmelske Fader til 
at hjælpe ham med at bygge sit rige?' Det er en over- 
ordentlig stor hælp, når jeg kan gå hjemmefra med den 
rette ånd, istedet for at skulle gå med uro i sindet." 
Enhed og samarbejde mellem forældrene er meget vigtigt, 
især når det drejer sig om børnenes opdragelse og om at 
løse familiens daglige problemer. 

Når vi opstiller vore fortrin og beslutter, hvorledes vi 
ønsker at bruge vor tid og energi, er det vigtigt at huske 
det kendte citat af David O. McKay: 
„Ingen succes andre steder, kan opveje fiasko i hjemmet." 



O 



414 




Man har i århundreder skrevet digte, 
sunget sange, besteget bjerge og ud- 
kæmpet slag til og for kærligheden. 
Der er endog begået mord og selv- 
mord i kærlighedens navn. 
Vi tænker sjældent på kærligheden på 
en bestemt måde. En af de forkerte og 
urimelige holdninger, vi er tilbøjelige 
til at have overfor kærligheden, er den, 
blot at betragte kærligheden som en 
mystisk følelse, en overnaturlig kraft, 
der tager magten fra os. Når den duk- 
ker op „besættes vi af den", og er ude 
af stand til at kontrollere den. Vi er 
tilbøjelige til at tro, at den kan for- 
svinde igen på lige så mystisk vis, som 
den dukkede op, og at vi er ude af 
stand til at hindre dens forsvinden. 
Der kom for nogle måneder siden en 
kvinde ind til mig, for at rådføre sig 
med mig. Hun fortalte, at hun ikke el- 
skede sin mand længere, og at hun var 
blevet forelsket i en anden. De havde 
sammen overvejet at lade sig skille 
fra deres respektive ægtefæller, såle- 
des at de kunne blive gift med hin- 
anden. De havde begge en del børn — 
der var ialt ti børn indblandet i denne 
sag — og alligevel havde de over- 
vejet at forlade disse børn og deres 
ægtefæller, fordi de var forelsket i 
hinanden. Denne kvinde følte, at det 
var lige så svært for hende at lære at 
elske sin mand igen, som det var for 



hende, at bryde med den kærlighed 
hun følte overfor den anden mand. 
Der var også en anden, der kom for at 
rådføre sig med mig, han fortalte, at 
han tænkte på at lade sig skille fra sin 
kone, fordi som han sagde: „Jeg tror 
ikke, at jeg elsker hende mere." Han 
sagde det på en måde, som var det 
umuligt for ham at gøre noget for at 
ændre denne fornemmelse. Et sådant 
menneske har brug for at lære, hvad 
sand kærlighed betyder. Det er nød- 
vendigt, at vi holder op med betragte 
kærlighed som en mystisk kraft, der 
har kontrollen over os. Det er nødven- 
digt, at vi betragter kærlighed, som en 
måde at behandle andre mennesker 
på, snarere end som noget, der blot 
sker for os. Hvis vi betragter kærlig- 
heden på denne måde, vil vi begynde 
at have magt over vor kærlighed. 
De mennesker, der konkluderer, at 
kærlighed er noget, der ikke kan defi- 
neres — at der ikke findes nogen 
måde, hvorpå den kan forklares, og at 
det er noget, som vi ikke kan forstå — 
betragter kærligheden på en forkert 
måde. De tror, at den er en mystisk 
følelse, en overnaturlig kraft, en fælde 
man kan falde ned i. Den, der ser på 
kærligheden, som den virkelig er, kan 
beskrive den, forklare og forstå den. 
Det hjælper, hvis vi enten tænker på 
et menneske, vi holder af, eller på en, 



som har evnen til at udtrykke kærlig- 
hed eller på en, som mangler denne 
evne. En af de væsentligste ting, man 
skal bemærke hos sin ægtefælle, er, i 
hvor høj grad denne er i stand til at 
udtrykke sin kærlighed. Når man for- 
bereder sig til at blive gift, er det vig- 
tigt at gøre sig klart i hvilken udstræk- 
ning, man selv er i stand til at give og 
modtage kærlighed. 
Denne evne grundlægges i barndom- 
men, gennem moderens kærlighed til 
barnet. Det er umuligt at give et spæd- 
barn for megen kærlighed. Et barn, der 
får for lidt kærlighed, kan blive for- 
sinket i sin fysiske vækst og i sin ud- 
vikling af personligheden. Barnet kan 
både blive følelsesmæssigt og fysisk 
sygt. 

En af de vigtigste grunde til at give et 
barn kærlighed i overflod er, at det 
hjælper barnet til at udvikle selvag- 
telse, forståelse og kærlighed for sig 
selv. Jo mere kærlighed barnet føler 
for sig selv, jo større mulighed vil det 
have for at give andre kærlighed. 
Den egenkærlige person, er ikke den, 
der elsker sig selv, men derimod den, 
der nærer dårlige tanker om sig selv, 
som er selvoptaget, der focuserer på 
sig selv for at fjerne de bekymringer, 
personen nærer for sig selv. Den, der 
er i strid med sig selv, har ikke fred i 
sindet, man er besat af en indre kon- 



415 



flikt. Hvis vi kan hjælpe et barn til at 
udvikle en kærlighed for sig selv, vil 
dette barn sandsynligvis blive fritaget 
for indre konflikter, og det vil være fri 
til at gøre velgerninger og til at elske 
andre. 

Et menneske, der er fyldt med kærlig- 
hed, respekterer andre mennesker. At 
respektere andre mennesker vil blandt 
andet sige, at man ikke tvinger dem til 
noget. Det kan til tider være nødven- 
digt for et voksent menneske at tvinge 
sit barn til at gøre noget, der er mod 
barnets vilje, men når to voksne men- 
nesker er knyttet til hinanden, og hvis 
de nærer kærlige følelser overfor hin- 
anden, bruges der ikke magt. Vi kan 
prøve at få et menneske til at accep- 
tere vore synspunkter, eller vi kan 
prøve at overbevise vedkommende til 
at gøre det, vi ønsker at han/hun skal 
gøre, men hvis vi nærer stor kærlighed, 
bruger vi ikke magt. 
Et menneske, der er fyldt med kærlig- 
hed, forstår andre. Da nogle menne- 
sker har større evne end andre til at 
elske, er der god grund til at tro, at 
nogle mennesker har større evne end 
andre til at forstå, dog kan vi lære at 
forbedre vor evne til forståelse. Det at 
elske er en indlevelse og et forsøg på 
at forstå, hvorledes den anden føler og 
at lade vedkommende vide, at vi for- 
står. 

Et menneske, der er fyldt med kærlig- 
hed, interesserer sig for den andens 
velfærd, fremskridt og lykke. Det har 
dog ikke kun en interesse derfor; et 
sådant menneske gør noget for at lade 
sine rigdomme stå til den andens 
disposition. At elske er at give. Det er 
at give materielle ting til andre, men 
hvad der er vigtigere, det er at give 
andre noget af sin tid. Blandt de jule- 
gaver, en dreng modtog fra sin far, 
var et brev hvori der stod: „Til min 
kære søn: Min gave til dig for det 
kommende år vil være I time af min 
tid hver dag, som du kan bruge, til 
hvad du vil." Er dette ikke udtryk for 
sand kærlighed? 

Paulus giver os et eksempel på, hvad 
kærlighed er i sit første brev til Korin- 
terne 13. kap. 

Et menneske, der er fyldt med kærlig- 
hed, kan lide længe, men er venligt. 



Dette menneskes kærlighed er stor, 
dets misundelse lille. Opblæsthed, 
praleri og indbildskhed er ikke måder 
at opføre sig på; et kærligt menneske 
er ydmygt, og opfører sig ikke upas- 
sende, tænker ikke ondt, men udstår 
og udholder alle ting. Et kærligt men- 
neske er ikke nem at ophidse, det 
bærer ikke nag til andre; men indser 
at man, ved at gøre det, skader sig 
selv mere, end dem man bærer nag til. 
Sand kærlighed er dybest set ens i 
alle forhold mellem mennesker, hvad- 
enten det drejer sig om forholdet 
mellem bedstemor og bedstefar eller 
mellem to, der netop er blevet gift, el- 
ler forholdet mellem en mor og hendes 
barn. Sand kærlighed omfatter om- 
sorgsfuldhed, at man har respekt, for- 
ståelse, energi, interesse, eftergiven- 
hed, at man er modtagelig, gavmild og 
barmhjertig. Det bedes bemærket, at 
alle de ord, vi har benyttet, er ord, der 
giver udtryk for handlinger. For at 
elske må man handle. 
Et menneske, der siger til et andet 
menneske: „Du har slukket al den 
kærlighed, jeg følte for dig", forstår 
ikke kunsten at elske, thi intet kan 
slukke kærlighedens flamme, hvis den 
går ud, er det selvforskyldt. Kærlig- 
hed måles nemlig ikke udfra, i hvor 
høj grad man selv bliver elsket, men 
udfra i hvor høj grad man selv elsker. 
Om vi giver kærlighed eller ej, skulle 
ikke være afhængig af den andens 
egenskaber og adfærd. Det kan må- 
ske være nemmere at elske én end 
en anden, fordi den første er mere be- 
hagelig og fysisk tiltrækkende. Vor 
kærlighed skulle alligevel ikke bestem- 
mes af den anden persons natur og ad- 
færd. Kærligheden er ikke bare en 
følelse, men en måde at behandle 
andre mennesker på. 



Dr. Swain er hjælpeprofessor og har ægteskabet 
og familielivet som speciale. Han arbejder på 
Montana State University, og er familievejleder i 
the district court. Han er leder for Unge Gifte og 
assisterende hovedsekretær for Det aronske 
Præstedømme for voksne i Bozoman ward, Helene 
stav. 



JOSEPH FIELDING SMITH 
„Der påhviler Kirken to store 
ansvar, det vil sige, disse 
ansvar påhviler Kirkens med- 
lemmer . . . Det er en pligt 
for hver enkelt af os at 
prædike Evangeliet ved ord og 
eksempel blandt vore naboer. 
I afsnit 88 i Lære og Pagter 
far vi at vide, at det tilkom- 
mer enhver, som er blevet 
advaret, at advare sin næste. 
(Se Lære og Pagter 88:81). 
De mennesker, der lever har 
ret til at høre budskabet; 
derfor er ansvaret med at 
belære verden alt over skyg- 
gende. Vi kan ikke slippe 
uden om dette ansvar. Herren 
har udtalt, at Hans komme 
står for døren og at 
Han vil afkorte sit værk i 
retfærdighed . . . Det er derfor 
vor pligt at gøre alt, hvad vi 
kan, så vil Herren foruden 
missionærerne stille andre 
kræfter til vor rådighed, så 
Hans værk kan have fremgang 
og Hans ord blive virkelig- 
hed. (Se L og P 84:97-98; 
109:59). 

Jeg omtaler dette ansvar nu 
af frygt for, at der måske er 
nogen, der synes, at det ar- 
bejde de udfører, er denne 
uddelings store værk. De men- 
nekser, der er ansat i Hjælpe- 
foreningen, i Søndagsskolen 
eller i GUF, føler, at de har 
store ansvar, og det har de 
også; men deres arbejde over- 
stråler ikke denne store pligt: 
at prædike Evangeliet for 
verden. 

Det andet store ansvar, der 
påhviler hver enkelt af os, er, 
at vi skal søge efter vore af- 
døde. 



416 



At vælge 



AFDR. GODFREY 




Jeg blev mødt i døren af min kone, da 
jeg en aften vendte hjem fra kontoret. 
Hendes ansigtsudtryk viste mig, at hun 
var meget bekymret. Da vi var alene i 
vort værelse, fortalte hun mig at vor 
næstældste søn, som spillede fodbold 
på skolens lilleputhold, skulle spille 
en vigtig kamp den næste dag kl. 4 om 
eftermiddagen. 

Min kone leder vor grens primary kl. 4 
tirsdag eftermiddag. Det at være pri- 
mary-præsidentinde medfører visse 
forpligtelser, blandt andet den at være 
et godt eksempel og at sørge for at 
ens familie også er det. 
„Hvad vil David selv?" spurgte jeg, 
selvom jeg godt kendte svaret. 
„Han vil hellere spille fodbold," sva- 



rede hun. Hun fortsatte i en bestemt 
tone, „men han bliver nødt til at gå til 
primary, du må tale med ham." 
Jeg var således i klemme mellem min 
kones formaning og min søns handle- 
frihed. Jeg kaldte på ham, og vi gik 
begge ind på hans værelse for at tale 
stille og roligt om tingene. Han så 
bange ud et øjeblik, men slappede så 
af; han stivnede atter, da jeg lagde 
problemet om fodbold og primary frem 
for ham. 

Vi begyndte at tale om de aftaler, han 
havde indgået, da han blev ført i då- 
bens vande. Jeg fortalte ham, at han 
ifølge skrifterne faktisk havde sagt til 
sin himmelske Fader: „Jeg er villig til 
at bære din Søns navn, og jeg vil gøre 



alt, hvad jeg kan, for at leve mit liv, 
som han levede sit eller vil have mig 
til at leve det. Jeg vil endvidere bære 
min næstes byrde, sørge med dem der 
sørger, og efterleve kirkens lærdom- 
me i så høj grad som muligt." 
Jeg fortsatte med at sige at vor him- 
melske Fader aldrig havde lovet, at det 
skulle være let, at der aldrig kunne 
opstå konflikter, og at det ikke ville 
være nødvendigt at træffe vanskelige 
beslutninger. Han havde derimod sagt, 
at vi skulle prøve at løse problemerne 
på den måde, som Jesus Kristus ville 
have gjort det. Så fortalte jeg ham om 
sportsmænd, der havde nægtet at del- 
tage i verdensmesterskaber, på grund 
af deres religiøse overbevisning, og 
andre der havde afslået at spille om 
søndagen, og om nogle sportsfolk, der 
opgav en lovende karriere, fordi de 
var kaldet på mission. For at være 
ærlig og reel fortalte jeg ham også om 
andre sportsfolk der, fordi de følte for- 
pligtelse overfor deres hold, havde 
deltaget i sportskampe om søndagen 
og på andre religiøse helligdage, og at 
de rådede bod derpå i løbet af den 
følgende uge. 

Så sagde jeg: „Hvis du synes, det jeg 
sagde, var i orden, så vil jeg foreslå, at 
du tænker over de pagter, du sluttede, 
da du blev døbt, og beder en bøn. Så 
kan du beslutte dig til, hvad du vil 
gøre, og både din mor og jeg vil re- 
spektere din beslutning." 
Han blev inde på sit værelse i lang tid, 
og jeg så ham bede en aftenbøn, der 
var længere end den plejede at være, 
inden han gik i seng. Jeg bad også, 
om at han måtte tage den rigtige be- 
slutning, og hans mor bad næsten den 
samme bøn, som jeg havde fremsagt, 
vi vidste nemlig begge, at vores dreng 
betød mere, end det at være præsi- 
dentinde for primary, eller noget som 
helst andet iøvrigt. 

Det var kun lige blevet lyst, da jeg 
mærkede nogen røre ved min arm. Det 
var David. „Jeg har besluttet mig til, 
hvad jeg vil gøre," sagde han. 
„Nå, lad mig så høre, hvad du vil?" 
spurgte jeg. 

„Jeg vil læse skrifterne i en halv time, 
inden jeg tager afsted, og i en halv 



417 



time efter jeg er kommet hjem, for spil- 
le den kamp, det vil jeg." 

„Det er i orden," sagde jeg, da jeg 
forlod værelset. Min kone og jeg sagde 
ingenting af bare skuffelse. 

David læste i Det nye Testamente, tog 
ud og spillede kampen, som de tabte, 
og læste derefter noget mere i Det 
nye Testamente. Hans mor prøvede 
imens at forklare en bekymret prima- 
ry-lærerinde, hvorfor han ikke var 
kommet til primary den dag. 

En månedstid senere, sagde David til 
mig: „Far, jeg tror ikke, det var rigtigt 
af mig at spille den kamp dengang, 
selvom du syntes det. Jeg er glad for, 
at du respekterede min beslutning, 
især fordi jeg ved, du syntes den var 
forkert. Næste gang ved jeg, at jeg vil 
vælge rigtigt." 

Jeg kom senere til at spekulere på, 
hvilken betydning dåben havde i dag- 
ligdagen. Hvad betyder eden og kal- 
delsen til præstedømmet, for den der 
bærer Det aronske Præstedømme? 
Betyder kirken og præstedømmet me- 
re end sportsaktiviteter, dans og andre 
former for fritidsbeskæftigelser? Hvad 
har første ret, kirken eller skolen? Kir- 
ken eller sport? Kirken eller mine brø- 
dre og søstre? Kirken eller morskab? 
Jeg er i den senere tid blevet klar 
over, at vi er kaldet til at skulle træffe 
beslutninger, langt oftere end nogle 
mennesker tror. Vi må tit vælge mel- 
lem to ting, der er lige gode, eller no- 
get der hverken er godt eller skidt, og 
det oftere end at skulle vælge mellem 
noget godt og noget skidt eller sort og 
hvidt. Jeg er overbevist om, at vor Fa- 
der i Himlen ikke altid giver os svar, 
der entydigt kan løse alle vore proble- 
mer. Han giver os snarere nogle vejle- 
dende principper, der kan passe til, og 
som passer til, ethvert menneskeligt 
dilemma. 

Jeg er endvidere overbevist om, at den 
måde, hvorpå et menneske betragter 
sin dåb, og at graden af forpligtelsen 
et menneske føler overfor eden og 
kaldelsen til præstedømmet, kan be- 
tyde en stor forskel for, hvorledes dis- 
se mennesker løser vanskelige pro- 
blemer, samt i meget høj grad påvirke 



den betydning vedkommende lægger 
i præstedømmet og dåben. 
Præstedømmet og kirken bliver på en 
eller anden måde mere meningsfulde, 
hvis vi tænker på dem som værende 
vore egne, såvel som værende Guds 
og Jesu. Det kan lettest gøres ved, at 
vi ofrer os for den sag, vi ved, er rig- 
tig og deltager 100%. 
Præstedømmet får mening, når vi vel- 
signer børnene, uddeler nadveren, sal- 
ver de syge, og når vi går på hjem- 
melærerbesøg. Præsident Harold B. 
Lee mener, at det især får mening, 
når vi benytter præstedømmet til at 
hjælpe de fortabte tilbage til den rette 
vej. Vi er således formanet til at del- 
tage og medvirke i kirken 100%, idet 
vi på denne måde gør kirken til vor 
egen. 



Dr. Godfrey er afdelings-coordinator for Ogden- 
områdets seminarer og leder af Weber Institute 
of Religion. Han har fået sine artikler offentliggjort 
i kirkens og andre publikationer. Dr. Godfrey er 
medlem af højrådet i Weber State College Stake. 



DAVID O. McKAY 

„Har nogen i Kirken 
fornærmet jer? I kan 
føle jer fortørnet, hvis 
I vil, ingenting sige 
til ham, og lade for- 
tørnelsens kræft æde 
jeres sjæl. Hvis i gør 
det, vil det være jer, 
der lider skade, ikke 
den, I tror, har skadet 
jer. I vil føle jer bedre 
tilpas og være langt 
lykkeligere ved at følge 
det guddommelige 
påbud: når ... din bro- 
der har noget imod 
dig, så . . . gå . . . hen 
og forlig dig med din 
broder . . . (Se Matt. 
5:23-24.)" 



418 




J30MENES 
SIDER. 



Ven 
til ven 



AF ÆLDSTE ROBERT L. SIMPSON 



Børns tro har altid hjulpet mig, såle- 
des at jeg har kunnet se, hvor nær 
vor himmelske Fader i virkeligheden 
er os. Børns bønner har vist mig, at 
vor himmelske Fader ikke forventer, 
at hver bøn skal være lang og fyldt 
med ord. Mit barnebarn, Lisa, be'r 
ikke særlig lange bønner, og hun 
bruger ikke store ord, men jeg ved, 
at hendes bønner bliver hørt, og be- 
svaret. Hun elsker nemlig sin Fader 
i Himlen, og han elsker hende. 
Da jeg var seks år gammel, tog min 
mor mig med ned på en byggeplads, 
hvor de var ved at grave grunden 
til vores nye kirke i Santa Monica, i 
Californien. Da vi kom derned, så 
min mor, at jeg havde taget min lille 
skovl med. Jeg plejede at bruge den, 
når jeg var ved stranden med min 
familie. Jeg havde troet, at jeg kunne 
være med til at grave på byggeplad- 




sen. De log mig bruge min skovl den 
første dag, og min tro voksede, fordi 
jeg nu hjalp til med at bygge en kirke 
til vor himmelske Fader. Det var vir- 
kelig en stor oplevelse. Tjenstvillig- 
hedens og troens sædekorn blev 
plantet i mit hjerte. Jeg ville ønske, 
at jeg stadig havde den samme fø- 
lelse af tro, og det samme ønske om 
at tjene, som jeg havde, dengang 
jeg var seks år gammel. 
Nogle år senere gik mit barndoms- 
ønske i opfyldelse, jeg blev sendt 
på mission, og blev beskikket til at 
arbejde så langt væk som New Zea- 
land. Der mødte jeg for første gang 
Maori folket, et folk der har givet 
mig meget ved deres ligefremhed, 
oprigtighed, og store tro. 
En af mine første beskikkelser var til 
en Maori landsby kaldet Judea. Der 
hjalp missionærerne til med at bygge 

145 












en lille kirke. Jeg var på det tidspunkt 
ved at lære det maorianske sprog. 
Jeg bad hver dag min himmelske Fa- 
der om at hjælpe mig, og en dag blev 
jeg overrasket ved at se mig selv 
omgivet af primary-børn. Min bøn 
om hjælp til at lære dette nye sprog, 
var blevet hørt, og vor himmelske 
Fader havde inspireret grenspræsi- 
denten til at sende disse børn, for at 
de kunne hjælpe mig. De fulgte mig 
overalt i ugevis, og talte til mig på 
maoriansk. Jeg vil aldrig glemme 
deres første lektion til mig: 

Hei tito tito ngeru te 
Whiro 

le kan peke runga te 
marama 

Ka kata te kuri tana 
mahi pai 

Ka oma te rihi me to punu 
Disse ord, som jeg fandt meget 
smukke, var fuldkommen uforståeli- 



ge for mig som ny missionær. Jeg 
regnede med, at det var en gammel 
maoriansk krigersang, og jeg blev 
meget forbavset, da jeg fandt ud 
af, at børnene havde lært mig et 
engelsk børnerim: Hej didle-li-di, 
katten og violinen, koen sprang over 
månen . . . osv. 

Jeg vil altid være disse børn meget 
taknemmelig for de velsignelser de 
gav deres nye missionær. 
Der var et andet sted på New Zea- 
land, hvor missionærerne altid gjor- 
de holdt for natten. Det var i et be- 
stemt marioansk hjem, hvor de vid- 
ste, at der altid stod en seng til dem, 
og at Herrens Ånd var til stede. Der 
var elleve børn i denne familie, og 
hver eneste af disse bad familiebøn- 
nen, når det var deres tur. De bad 
altid oprigtigt om, at de en dag måt- 
te være i stand til at tage til templet, 
for der, ved præstedømmets kraft, at 



146 




^«rø®30r/7$^3 



blive beseglet for tid og al evighed. 
Familien var utroligt fattige, og det 
syntes umuligt for dem at spare 
penge nok sammen til at kunne købe 
billetter til både mor, far og de elleve 
børn for at rejse de 7500 km. til tem- 
plet i Hawaii. Men deres tro var stor, 
og de blev trofast ved med at bede. 
Hvorledes skulle de kunne få den 
velsignelse? 

Alle missionærerne fra New Zealand 
var stumme og ydmyge, da præsi- 
dent David O. McKay få år efter be- 
kendtgjorde, at der skulle bygges et 
nyt tempel på New Zealand — blot 
75 km. væk fra den lille maorianske 
familie, der umuligt nogensinde ville 
kunne have sparet nok penge sam- 
men til at tage til Hawaii. Guds veje 
er forunderlige, når han giver sine 
velsignelser. Folk, hvis tro er stor 
nok, vil aldrig blive nægtet Himlens 
velsignelser. 



fSSSj^JS&JiSVlÆSi^ 




147 



i 




Vi i vor familie vil aldrig glemme 
vores lille veninde Becky, der in- 
viterede os til at holde vor familieaf- 
ten, hjemme hos hendes far og mor. 
Skønt hendes far ikke var medlem af 
kirken, ville hun gerne have, at han 
deltog i familieaftenen. Hun ville al- 
lerhelst have, at han blev medlem af 
kirken. 

Becky's far sagde, at vi var velkom- 
ne til at holde familieaften hos ham. 
Vi havde virkelig en vidunderlig af- 
ten sammen. Efter den inspirerende 
lektie fik vi nogle forfriskninger, le- 
gede nogle lege, og bad en familie- 
bøn. Da vi sagde godnat, så Becky 
op på mig og spurgte mig: „Bror 
Simpson, vil du gøre mig en tjene- 
ste?" 

„Selvfølgelig," svarede jeg, „hvad 
vil du have, at jeg skal gøre?" 
„Vil du ikke nok døbe min far for 
mig?" 

Dette ønske, der var fyldt med et 
barns håb og tro, rørte hendes fars 
hjerte dybt, og kun få uger senere 
blev han døbt. 

Det kan ikke undre nogen, at Jesus 
sagde: „. . . hvis I ikke . . . bliver som 
børn, kommer I slet ikke ind i Himme- 
riget." (Matt. 18.3) O 



148 



Venner 
på new Zealand 



AF VICKI H.BUDGE 



En fisker ved navn Kupe, hans ven 
Ngahue og deres familier tog en dag 
afsted i store kanoer fra et land, der 
kaldes Hawaiki. En legende fortæl- 
ler, at de fulgte en kæmpe-blæk- 
sprutte, der havde stjålet deres fiske- 
madding. Da de havde sejlet på det 
ukendte hav i mange uger, så Kupe's 
hustru noget, der lignede en lang, 
lav, hvid sky. Hun råbte: „He ao! He 
ao!" („En sky! En skyl") Kupe kaldte 
det land, de nærmede sig for Aote- 
aroa, hvilket betyder: Den lange hvi- 
de skys land. 

Dette var Maori folkets legende om, 
hvordan polyneserne opdagede New 
Zealand for første gang omkring år 
900. Kupe og hans ledsagere blev 
ikke på Aotearoa, men vendte tilbage 
til Hawaiki, for at fortælle om deres 
oplevelse. 

Omkring 400 år senere tog adskil- 
lige familier ud i store kanoer, for at 
finde Aotearoa og gøre den til deres 
hjem. 

Mange år efter fandt Abel Janszoon 
Tasma, den hollandske kaptajn og 
opdagelsesrejsende, der også op- 
dagede Tasmanien, denne ø og Ma- 



ori folket. Det var i 1642, og han 
kaldte landet Nieuw Zeeland. 
Efter at den britiske sømand og stil- 
lehavsforsker, kaptajn Cook havde 
besøgt landet i 1769, emigrerede 
mange nybyggere fra England til 
øerne. Maorianerne og pakhas (den 
hvide mand) levede side om side 
som venner. 

New Zealand er det mest isolerede 
land, der findes. Australien er dets 
nærmeste nabo, og det ligger næ- 
sten 2000 km. væk. 
Glowworm Grotto, på øens nordside, 
er en dyb hule med tusinder af sankt- 
hans-orme på hulens loft. De ligner 
små, bitte, blå-grønne lanterner. For 
at se disse orme, må man sejle ind 
i hulen med en båd. De selvlysende 
orme slukker lyset ved blot den 
mindste smule støj. 
Taumatawhakatangihangakoauauata- 
mateaturipukakapikimaungahoronu- 
kupokaiwhenaukitanatahu er verdens 
længste stednavn. Det er et maorisk 
navn på en fårestation på nordøen. 
Oversat betyder det: Den top, hvor- 
på Tamatea, jordomsejleren, spillede 
på fløjte for sin elskede. 

149 



Vidste 




At 75% af de blomster og træer, der At der på syd-øen, på de sydlige al- 
findes på New Zealands tvillinge- per, er sne, der aldrig smelter. 
øer, ikke eksisterer mage til noget At sulen, der er en smuk, stor, hvid 
andet sted i verden. fugl, på størrelse med en gås, er 

At der ingen slanger er på New Zea- kendt for sit imponerende 50 meter 
land. dyk. Den dykker lodret ned med en 

At kiwi-fuglen lægger nogle æg, der hastighed af næsten 130 km. i timen, 
er otte gange større end hønseæg, fra det øjeblik den når vandet. Det 
Kiwi-hannen ligger på æggene indtil stød fuglens krop giver, når den 
kyllingen er udruget, to til to en halv rammer vandet, lammer fiskene i en 
måned senere; derefter beskytter dybde på indtil 3 meter under over- 
hannen kyllingen, indtil den kan klare fladen. Sulen dykker ned under fi- 
sig selv. Kiwien er New Zealands sken, og fanger sit bytte i munden 
national-fugl. på vejen op. Sulen er en eminent 

At frøer, der lever på Stephens Is- svømmer, og man har fundet suler, 
land, ikke findes mage til andre ste- der befandt sig 40 meter under vand- 
der på jorden, og at denne frø lever overfladen. 

uden vand. Den er kun 2-4 cm. Den At New Zealand er ca. 1600 km. lang, 
starter ikke sin udvikling som hale- og at havet, hvor man end befinder 
tudse. sig på øen, højst er 1 1 km. væk. 



150 



hamanitten 
Samuel 



En historie fra Mormons Bog genfortalt 

AF MABEL JONES GABBOT 

MALERI AF ARNOLD FRIBERG 



Samuel var ked af det, da han for- 
lod byen Zarahemla. Han havde til- 
bragt adskillige dage mellem nephit- 
terne. Han havde talt med dem, han 
havde prøvet at få dem til at se deres 
fejltrin og at omvende sig fra deres 
svagheder. De ville ikke høre på 
ham. De havde smidt ham ud af de- 
res by, og nu skulle han vende til- 
bage til sit eget land. 
Men Herrens røst kom til ham, og 
befalede ham at vende tilbage, for at 
profetere for folket det, der kom til 
hans hjerte. 

Folket ville ikke lade ham komme 
ind i byen, hvorfor Samuel fandt et 
sted, hvor han kunne klatre op på 
den mur, der gik rundt om byen. Han 
rakte hånden frem og råbte så højt 
han kunne: „Se, jeg, Samuel, en la- 
manit, taler Herrens ord, som han 
lægger mig i munden." (He. 13:5) 
Samuel sagde til alle, der standsede 
og lyttede: „Se, jeg giver jer et tegn; 
der vil gå endnu fem år, og da kom- 
mer Guds Søn for at forløse alle, som 
tror på hans navn. Og dette vil jeg 
give jer til tegn på hans komme. Der 
skal blive et stort lys på himlen, så 
at der natten før han kommer ikke 
skal være mørke, og det skal se ud 
for folk som om det var dag. Derfor 
skal der blive een dag og en nat og 



en dag, som om det var een dag uden 
nat, og det skal være jer et tegn; thi 
I skal se solens opgang og nedgang; 
derfor skal l vide med vished, at der 
skal være to dage og en nat; alligevel 
skal natten ikke formørkes, og det 
skal være natten før hans fødsel. Og 
se, der skal opgå en ny stjerne, en 
som I aldrig før har set, og det skal 
også være jer et tegn. Men det er ik- 
ke alt; der skal ske mange tegn og 
undere på himlen, så mange, at I 
alle forbavses. (He. 14:2-7) 
Der var mange, der troede på Sa- 
muels ord og som bad og blev døbt, 
men fordi Samuel var lamanit og for- 
di han havde talt Herrens ord — og 
det var hårde ord, om nephitternes 
svagheder — så blev de vrede på 
ham, og ønskede at dræbe ham. 
De kastede sten efter ham på muren, 
og mange skød med pile efter ham, 
medens han stod på muren: Men 
Herrens Ånd hvilede over ham, så de 
ikke kunne ramme ham med deres 
sten og heller ikke med deres pile. 
Da høvedsmanden prøvede at lægge 
hånd på ham, sprang han ned fra 
muren, og flygtede ud af deres land 
og begyndte at prædike og profetere 
blandt sit eget folk. (He. 16:2,6-7) 
Og man hørte aldrig mere noget til 
ham blandt nephitterne. (He. 16:8) Q 



151 



i 



i 




FIND FEJLENE 



Der er noget forkert ved denne tegning. 
Find mindst 15 fejl. 




154 



6n indianer 
glemmer aldrig 



AF MARY PRATT PARR1SH 
ILLUSTRERET AF VIRGINIA SARGENT 



Det var en stille, varm dag i august. 
Solen brændte og Tommy og Elijah 
lå på jorden tæt ved åen. De nød den 
kølige skygge under den store pop- 
pel. De havde fået til opgave at holde 
øje med 30 køer, der gik og græs- 
sede henved 500 meter længere 
væk. 

„Det kan godt være, at det er vigtigt 
at passe kvæget," sagde Tommy, 
„men ih, hvor er det kedeligt." 
I det samme begyndte køerne at 
brøle. Drengene kunne høre, at de 
begyndte at løbe, som om de var 
bange. „Der er et eller andet der har 
forskrækket dem," sagde Elijah. „Lad 
os gå ned og se, hvad det kan være." 
De to drenge løb lidt efter over mod 
kvæget, men standsede pludseligt, 
da de så en lille gruppe indianere 
komme hen imod dem. De kunne ik- 
ke se, om de var venligtsindede eller 
det modsatte. Tommy vidste dog, at 
Omaha indianerne havde givet mor- 
mon-pionererne lov til at slå lejr på 
deres land for vinteren, og at de hav- 
de fået lov til at bruge deres vand og 
tømmer. 

Da drengene kom indenfor hørevid- 
de, gik en ung indianer dem i møde, 
og talte til dem på etklodsetengelsk: 
„Sidste nat, Iowas, angreb vores lejr. 



Alle vore mænd undtagen høvding 
„Store Hoved" og mig var på jagt. 
Iowas tog vores heste og al vores 
mad. De sårede mange kvinder og 
børn. De efterlod høvding „Store 
Hoved" døende. Han dør, hvis vi ik- 
ke får hjælp." 

Tommy så over på den piletræsbåre, 
som indianerne havde lavet til deres 
høvding. Han fik kvalme, og ville al- 
lerhelst se den anden vej. 
„Jeg skal nok hente hjælp," sagde 
han. 

„Jeg går med," sagde Elijah. 
Den unge indianer lagde sin arm 
rundt om Elijahs skuldre, og holdt 
ham tilbage. „Du bliver her, til dren- 
gen kommer tilbage." 
Tommy vidste, at Elijahs sikkerhed 
afhang af, hvor hurtigt han selv kun- 
ne komme tilbage. Han løb derfor 
hele den lange vej, der var næsten 
3 kilometer, tilbage til vinter-lejren. 
Han gik med det samme hen til sin 
biskop og fortalte ham, hvad der var 
sket. Han sagde til sidst: „Indianerne 
har stor brug for hjælp, og de har 
beholdt Elijah for at sikre sig, at jeg 
bringer dem den." 

Biskop Morley lyttede opmærksomt, 
så lagde han sin arm omkring Tom- 
my for at berolige ham, mens han 

155 



H 




selv spekulerede over, hvad han mon 
skulle gøre. „Vi må finde Brigham 
Young," sagde han så. „Han må være 
nede ved båden. Tag min hest og rid 
derned, så hurtigt du kan. Jeg ser 
imens, hvad jeg kan gøre her." 
Båden lå ca. 20 km. derfra, og Tom- 
my var næsten en time om at nå ned 
til den. Da han ankom fandt han Brig- 
ham Young og fortalte ham alt. 
„Vi vil selvfølgelig hjælpe indianer- 
ne," sagde Brigham Young, „men vor 
største bekymring gælder Elijah. Du 
må se at komme tilbage til ham så 
hurtigt som muligt. Tag din vogn og 
bed biskop Morley om at tage sin. 
Disse to vogne skulle være nok til at 
bringe den hårdt sårede høvding til 
vinterlejren. Jeg vil mødes med jer 
ved mit hus." 

Biskop Morley ventede på Tommy, 
og sammen kørte de de to vogne hen 
for at hente Elijah og indianerne. 
Da de kom til den lille lejr, løb Elijah 
hen til Tommy og sagde: „I begyn- 
delsen var de bange for, at jeg skul- 
le løbe væk, men da jeg så tog min 
skjorte af og dyppede den i åen, for 
at køle høvdingens pande, vidste de, 
at de kunne stole på mig." 



„Jeg er sandelig glad for at se dig 
igen," sagde Tommy. 
Biskop Morley og den unge indianer 
hjalp høvdingen ind i Tommys vogn, 
og drengen kørte tilbage mod vinter- 
lejren. De andre indianere, der også 
var såret slemt, blev anbragt i Mor- 
leys vogn. Resten af indianerne gik 
ved siden af. 

Solen var næsten gået ned, da de 
kom til Brigham Youngs hus. Han 
fandt hurtigt ud af, at høvdingen 
skulle have særlig pleje. Han vendte 
sig mod Tommy og sagde: „Skynd 
dig hen til din mor, og spørg hende, 
om hun kan have høvding „Store 
Hoved" i sit hjem, og pleje ham til 
han bliver rask." 

Tommy sprang afsted. Få minutter 
efter vendte han tilbage med sin mor, 
der sagde: „Jeg skal nok tage mig af 
ham." 

Brigham Young smilede. „Det vil du 
ikke komme til at fortryde. En india- 
ner glemmer aldrig venlighed." 
De følgende uger var forfærdelige 
både for Tommy og hans mor. Høv- 
dingen var meget syg og han skulle 
plejes døgnet rundt. Det var enten 
Tommy eller hans mor, der sad ved 



156 



V 




J 



m 















157 



Hillary 

fra New Zealand 

Tegnet af Virginja Sargent 





hans seng. Så en dag stod indiane- 
ren uden varsel ud af sengen. „Høv- 
ding , Store Hoved' har det godt," 
sagde han. Jeg må tilbage til mit 
folk." 

Han forlod vinter-lejren samme aften, 
sammen med alle deandre indianere, 
der var blevet der. 

Nogen tid efter denne episode, blev 
Tommy syg, og fik nogle store sorte 
sår over hele kroppen. Hans mor var 
bange for, at han måske ikke ville 
overleve. Pludselig stod høvding 
„Store Hoved" i døren og gav Tom- 
mys mor noget peberrod. „Riv det," 
sagde han, „og lav noget te til dren- 



gen. Teen vil gøre ham rask." Uden 
at vente på, at Tommys mor skulle 
takke ham, vendte han sig om og gik 
bort igen. 

Peberroden hjalp virkelig Tommy til 
at blive rask. Fra den dag af fik alle, 
der blev syge af den sygdom, der 
mindede om skørbug, te af reven 
peberrod, og den reddede også deres 
liv. 

„Høvding , Store Hoved' glemte ik- 
ke, gjorde han vel, mor?" spurgte 
Tommy en dag. 

Hans mor svarede ham: „Nej, Tom- 
my, og det gør vi heller ikke." 

O 



160 



ÆLDSTE SIMPSON 



Det personlige vidnesbyrd 




„Joseph var en fantast, og led af hallucinationer. Hans 
historie er falsk." Sådan sagde en af mine bedste venner 
til mig, da jeg gik i mellemskolen. 

Hans kommentar var en reaktion på vores tidligere samtale 
om religion. Jeg havde i den anledning i detaljer fremlagt 
beretningen om den første åbenbaring for ham. Min ven 
underbyggede sit synspunkt ved at henvise til en biblio- 
teksbog, som han havde fået af sine foræjdre. Der stod 
det, sort på hvidt, og ovenikøbet i en bog lånt på biblio- 
teket. Der er for en tretten-års dreng ikke nogen mere 
autentiske kilder end bøger fra biblioteket. 
Det var første gang i mit unge liv, at jeg oplevede alt det, 
jeg havde lært fra dem, jeg holdt af og stolede på, som 
værende i fare. Det var ikke mere end to år siden, jeg 
havde gået i primary, og alt havde været så ligetil. Mine 
lærerinder havde været gode, og jeg havde fuldstændig 
accepteret, hvad de havde lært mig. Nu følte jeg, at alt 
det, der tidligere havde været så sikkert og pænt ind- 
pakket, blev angrebet. 

En sådan oplevelse kommer før eller senere for enhver 
sidste dages hellig. Det sker på det tidspunkt, hvor barn- 
dommens tro og absolutte tillid til det, de andre siger, 
fortoner sig, og eventuelt må erstattes af en personlig 
overbevisning, hvis da ens tro på Jesu Kristi genopbyg- 
gede evangelium skal bevares. 

Heber C. Kimball, der var rådgiver til præsident Brigham 
Young, forudså, at kirken en dag ville blive angrebet for 
væsentlige sociale spørgsmål og endog på fundamentale 
læresætninger. Idet han henvendte sig til kirkens medlem- 
mer, sagde han: 

„ . . . For at imødegå de vanskeligheder, der vil komme, vil 
det være nødvendigt for hver enkelt af jer, selv at have 
vished om dette arbejdes sandhed. Vanskelighederne vil 
blive af en sådan karakter, at den mand eller kvinde, der 
ikke selv har en personlig vished eller overbevisning, vil 
falde fra . . . Den tid vil komme, hvor ingen mand eller 
kvinde vil kunne stå imod ved hjælp af andres vidnesbyrd. 
I må alle, hver især, ledes af et lys, der er inde i jer selv. 
Hvis I ikke bliver det, hvordan kan I så forblive trofaste?" 
(Orson F. Whitney, Life of Heber C. Kimball (Bookcraft, 
1967) side 450) 

Det synes som om, man overalt i verden vender tilbage til 
overvejelserne omkring Guds eksistens. Det er stik imod 
den tendens, der var for få år siden, da det var en mani at 



sige: „Gud er død." Som det er sædvane i kirken, så udgør 
gruppen af døbte teenagere og unge, en større del af det 
samlede antal døbte, end nogen anden aldersgruppe. Det- 
te forhold er i den senere tid blevet mere udtalt. Nyom- 
vendte ved i nogle tilfælde mere om kirken og har udviklet 
stærkere vidnesbyrd, end de unge medlemmer, der er op- 
vokset i kirken, og som synes at tage de ting for givet, der 
er væsentlige faktorer for deres tilværelse. 
Et fast og varigt vidnesbyrd om dette sidste dages store 
værk, er ikke forbeholdt grenspræsidenter, biskopper og 
en lille udvalgt kreds inden for det højere præstedømme i 
wardet og grenen. Et vidnesbyrd om sandheden, er en 
gratis gave fra Gud, der gives alle, der er villige til at gå 
igennem den proces ved hvilken et vidnesbyrd opbygges. 
En ung gut på fjorten blev valgt til at åbne denne uddeling, 
og det er der mange gode grunde til: Hans sind var ikke 
færdigudviklet. Han var modtagelig for lærdom. Han var 
ung og havde tro. Han havde ikke glemt sin barnetro, den 
tro, der alt for ofte svigtes på grund af tvivl og skepsis. Et 
ungt sind og et ungt hjerte kan, for mig at se, være et uhyre 
frugtbart sted for vidnesbyrdets sædekorn. Her kan det 
slå rod og vokse. 

Et menneskes søgen efter et vidnesbyrd er kun ærligt, når 
eftersøgning sker, fordi det for personen er af afgørende 
betydning, om Joseph Smiths historie er sand eller ej, om 
Mormons Bog er inspireret eller ej, om kirken ledes af en 
profet eller ej! Først på dette tidspunkt er et menneske 
rede i ordets bogstavelige forstand, til at søge lyset og 
sandheden. Men erhvervelsen og opretholdelsen af et vid- 
nesbyrd kræver et stykke arbejde. Svaret på spørgs- 
målene kommer sandsynligvis ikke, medmindre der er et 
stærkt ønske, der studeres, og uden den sande selv- 
disciplin til et værdigt liv haves. 

Jeg havde det næsten på samme måde som teenager, som 
mange af de unge jeg ind imellem taler med. De siger ofte: 
„Hvis Herren bare ville overbevise mig, så ville jeg med 
glæde vie hele mit liv til arbejdet." Vidnesbyrd, der alene 
bygger på mirakler, er i bedste fald overfladiske, og kan 
kun foreviges ved andre mirakler. Dette er ikke den fort- 
løbende proces, der må anses for at være den bedste 
måde til opnåelsen af et vidnesbyrd på. Et sådant vidnes- 
byrd kan modstå de vanskeligheder, som Heber C. Kimball 
talte om. 
Selv sådan en mand som David O. McKay har tænkt som 



419 




„Den dag vil komme, hvor ingen mand eller kvinde vil være i 
stand til at holde sig til lånte lys. Enhver af jer må nødvendigvis 
ledes af det lys, der er inden i jer." 



disse unge, da han var teenager. Han har fortalt, hvordan 
han som dreng i Huntsville, Utah, knælede ned ved en 
busk for, en gang for alle, at finde hele sandheden om 
kirkens værk. Jeg vil have lov til at citere det, præsident 
McKay fortæller om denne tildragelse: 
„Jeg knælede ned og udgød hele mit hjerte og min sjæls 
inderlighed for Gud, og bad ham om et vidnesbyrd om det- 
te evangelium. Jeg regnede med, at der ville komme en 
eller anden stadfæstelse, at jeg ville modtage en forvand- 
ling, derville gøre mig fuldkommen sikker. 
„Jeg rejste mig op, satte mig på min hest, og da jeg red 
ind på stien, husker jeg, at jeg ransagede mig selv og 
uvilkårligt rystede på hovedet, idet jeg sagde til mig selv: 
„Nix, intet er forandret, jeg er fuldstændig den samme, 
som før jeg knælede ned. Den forventede forandring var 
ikke sket ..." 

„Den kom imidlertid, men ikke på den måde, som jeg 
havde troet. Guds kraft og endog hans engle kom til stede; 
men da det kom, var det blot en bekræftelse, det var ikke 
et vidnesbyrd." (Treasures of Life, (Deseret Book Co., 
1962) siderne 229-30) 

Der findes ingen genveje til et evigt liv hos vor Fader. 
Vished og vidnesbyrd må komme „linie på linie og bud på 



bud." (L. & P. 98:12) Frelseren sagde: „I ransager skrif- 
terne;" han henviser til det evige liv, om hvilket skrifterne 

udtaler sig, og han konkluderer, det er dem, som 

vidnerom mig." (Joh. 5:39) 

En dejlig bror, som jeg beundrer meget, og det især for 
hans kendskab til skrifterne, debatterede en dag over 
Mormons Bog. Der var så en eller anden, der spurgte ham, 
hvorledes det overhovedet var muligt at få en sådan ind- 
sigt i skrifterne, som han havde. 

Hans svar var klassisk: „Hvorfor spørger du, det er ligetil. 
Du begynder blot på side et, så vender du bladet til side to, 
og så fremdeles." Der er alt for få af os, der har lyst til at 
starte på side et. Jeg vil have lov til at understrege, at der 
ikke findes genveje til det evige liv. Når vi skal lære evan- 
geliets principper, må vi begynde på side et, så fortsætte 
med side to, og forhåbentlig opnå den fuldkomne indsigt. 
Hvad angår de principper, vi lærer, skal vi huske på, at 
Jesu Kristi evangelium er uforanderligt. Som vi alle ved, 
prøver mennesket på at forklare skrifterne, således at de 
kommer til at passe til noget, der er hensigtsmæssigt her 
og nu, eller de prøver måske på at få dem til at passe ti! 
noget forbigående behageligt. Men Herren siger i de sidste 
dages åbenbaringer: „Ransag disse befalinger, thi de er 
sande . . . Hvad jeg, Herren, har talt, har jeg talt, og jeg 
undskylder mig ikke; . . ." Han slutter med at sige noget, 
som enhver ung sidste dages hellig burde tage til sig som 

noget vejledende: enten ved min egen røst eller mine 

tjeneres, thi det er det samme." (L. &P. 1:37-38) Er det 
ikke beroligende at vide, at vi har adgang til daglig vej- 
ledning fra levende profeter? 

„Så svarede Jesus dem og sagde: ,Min lære er ikke min 
egen, men hans som sendte mig. 

,Hvis nogen vil gøre hans vilje, skal han erfare, om læren 
er fra Gud, eller jeg taler af mit eget.' " (Joh. 7:16-17) 
Når en missionær ankommer til missionsmarken, er der 
kun en måde, på hvilken han kan opnå glæde og succes, 
og det er ved at springe ud i det „og blive våd over det 
hele på en gang". Unge over hele verden prøver at opleve 



420 



„Guds kraft og endda hans engle kom til stede; men da de kom, 
var det simpelthen en bekræftelse, det var ikke et vidnesbyrd." 



lykken, på den ene eller anden måde. Jeg så fornylig en 
gruppe unge gymnasieelever i Californien, opleve lykken, 
da de arbejdede på et specielt projekt side om side med 
nogle handicappede funktionærer på en Deseret Industries 
fabrik. En ung mand sagde: „Jeg bliver aldrig mere den, 
jeg var før." 

Et kvorum af diakoner i Australien besluttede at de alle i 
sommerferien ville arbejde som frivillige på bygningen af 
deres nye kirkebygning. De kalder den stadig for vores 
bygning. En klasse L-piger fra Salt Lake City valgte at 
arbejde frivilligt på det nærliggende hospital hele som- 
meren. De skænkede andre næsten 600 timer. En af pi- 
gerne sagde til et vidnesbyrdmøde efter sommerferien: 
„Det var som om Himlen var på jorden." 
Så var der biskoppens ungdomskomité i Logan, Utah, der 
besluttede sig til at istandsætte alderdomshjemmet. En 
ung mand bemærkede: „Da jeg så hende græde, vidste 
jeg, at jeg endelig havde fundet vejen til den sande lykke." 
En pige sagde: „Jeg har aldrig tidligere vidst, hvad det 
var, min lærer mente, når han prøvede at lære os om: ,En 
ren og ubesmittet gudsdyrkelse for Gud', (Jakobs brev 
1:27) det ved jeg nu." 

Der er i kirken over hele verden hundreder af sådanne 
eksempler på, hvorledes unge mennesker opnår en dejlig 
Åndens stadfæstelse af deres vidnesbyrd, når de efter- 
lever hans vilje. Det er ikke nok kun at lære om den. Man 
er nødt til at handle selv. 

„Og når I modtager disse ting, formaner jeg jer til at ad- 
spørge Gud, den evige Fader, i Kristi navn, om disse ting 
ikke er sande; og dersom I beder af et oprigtigt hjerte og 
med fast forsæt samt med tro på Kristus, da vil han åben- 
bare sandheden deraf for jer gennem den Helligånds 
kraft." 

„Og gennem den Helligånds kraft kan I kende sandheden 
i alle ting." (Moroni 10:4-5) 

Dette skriftsted har alene ledet flere mennesker til at få et 
vidnesbyrd om Mormons Bog, end nogen anden tilskyn- 
delse eller opmuntring. Alle profeter, der overhovedet har 




levet, og som har villet opnå åndelig styrke, samt bedre 
kommunikation med vor himmelske Fader, har benyttet 
faste og bøn som deres midler. De har alle opmuntret os 
til at gøre det samme. 

Enhver sidste dages hellig må nå frem til et sikkert vidnes- 
byrd for sig selv — en personlig overbevisning om, at Je- 
sus er Kristus og Søn af den levende Gud, at Joseph 
Smith er den profet gennem hvilken evangeliet er blevet 
genopbygget, og at Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hel- 
lige er den eneste sande og levende kirke på hele 

jordens overflade . . ." (L. & P. 1 :30) 

Enhver kan få dette vidnesbyrd, ved at følge den frem- 
gangsmåde som Herren har givet, for opnåelsen af et 
vidnesbyrd. Der findes ingen genveje. Det er en forud- 
sætning, at der er et ønske om at vide. At kende Guds lære 
er en absolut betingelse. At gøre hans vilje, vil retfærdig- 
gøre den visdom, du har fået i hjertet. At bede tit, vil åbne 
muligheder og gøre alle ting mulige gennem ham, for som 
han siger: „. . . thi skilt fra mig kan I slet intet gøre." (Joh. 

15:5) 

Må hver eneste af jer være i stand til at stå fast ved jeres 
personlige vidnesbyrd, thi at bygge på en andens er util- 
strækkeligt i det lange løb. o 



421 




Jeg ønsker at give nogle ret tydelige 
og positive råd om, hvordan man til- 
beder Herren. Der er på dette område 
ganske givet flere fejlagtige ansvis- 
ninger og misforståelser end på nogen 
andre områder i hele verden, og dog 
findes der ikke noget, der er vigtigere 
end netop at vide, hvorledes og hvor- 
dan man burde tilbede Herren. 
Da Herren skabte mennesket og an- 
bragte det her på jorden, gav han 
„dem det bud, at de skulle elske og 
tjene ham, den eneste levende og 
sande Gud, og at han skulle være det 
eneste væsen, som de skulle tilbede." 
(L. &P. 20:19) 

Jesus stadfæstede dette bud, der er 
fundamentalt i forhold til alle andre, 
og han sagde: „Du skal tilbede Her- 
ren din Gud og tjene ham alene." 
(Luk. 4:8) Det, som alle profeterne 
gennem alle tider har forkyndt og råbt 
til menneskene er: „Kom, lad os bøje 
os, kaste os ned, knæle for Herren vor 
skaber! Thi han er vor Gud, og vi er 
det folk, han vogter, den hjord, han 
leder..." (Salm. 95:6-7) 
Vi, der er åndelige børn af vor evige 
Fader, er blevet sat på jorden for at 
blive testet og prøvet, for at se om vi 
kan holde hans bud og gøre det, der 
vil kvalificere os til at vende tilbage 
til Guds nærhed og blive som han. 
Han har plantet et instinktivt ønske i os 
om at tilbede, at søge frelse og at tje- 
ne en magt eller et væsen, der er stør- 
re end os selv. Dette ønske har han 



plantet i vore hjerter. Tilbedelse er en 
del af selve eksistensen. 
Problemet er ikke, om mennesket skal 
tilbede eller ej, men hvad og hvem, 
der skal være målet for deres hengi- 
venhed, og hvorledes de skal udtryk- 
ke hengivenheden overfor den, de an- 
ser for at være den største. 
Og således siger samaritaner-kvinden 
til Jesus ved Jakobsbrønden: „Vore 
forfædre har tilbedt på dette bjerg, og 
I siger, at i Jerusalem er steder, hvor 
man bør tilbede ham." Jesus siger til 
hende: „Tro mig kvinde: den tid kom- 
mer, da det hverken er på dette bjerg 
eller i Jerusalem, I skal tilbede Fa- 
deren." 

„I tilbeder det, I ikke kender; vi tilbe- 
der det, vi kender, thi frelsen udgår 
fra jøderne." 

„Men den tid kommer, ja, er allerede 
inde, dade sande tilbedere skal tilbede 
Faderen i ånd og sandhed; thi det er 
sådanne tilbedere, Faderen søger." 
Og de, som tilbeder ham, bør til- 
bede i ånd og sandhed." (Joh. 4:20-24) 
Hensigten med os er da, at vi skal til- 
bede den sande og levende Gud, og 
vi skal gøre det ved åndens kraft, 
samt på den måde han har fastlagt. 
Den oprigtige tilbedelse af den sande 
Gud vil føre til frelse; hengivenhed 
overfor falske guder og tro på guder, 
der ikke bygger på evig sandhed, giver 
ikke et sådant tilsagn. 
Kendskab til sandheden er en forud- 
sætning for den sande tilbedelse. Det 



er nødvendigt, at vi lærer, at Gud er 
vor Fader, at han er en ophøjet og 
fuldkommen personlighed, i hvis bil- 
lede vi er skabt; vi skal vide, at han 
sendte sin elskede Søn til verden for 
at frelse menneskeheden; frelsen er i 
Kristus, der er Guds åbenbaring til 
verden, og at Kristus og hans evange- 
liske love kun er blevet kendt gennem 
åbenbaringer givet til de apostle og 
profeter, der repræsenterer ham her 
på jorden. 

Tilbedelse af falske guder giver ikke 
frelse. Det nytter ikke det mindste, 
hvor oprigtigt man måtte tro, at Gud er 
en guldkalv, eller noget immaterielt, — 
en kraft der er i alle ting; tilbedelse af 
et sådant væsen eller begreb, giver 
ikke frelse. Mennesker kan tro af hele 
deres hjerte, at billeder, kræfter eller 
love er Gud, det vil dog aldrig føre til 
udødelighed og evigt liv, uanset hvor 
stor en hengivenhed, de lægger for 
dagen overfor disse begrebsbilleder. 
Hvis en mand tilbeder en ko eller en 
krokodille, så vil han få alle de beløn- 
ninger køer og krokodiller måtte kun- 
ne give ham i den sæson. 
Hvis han tilbeder universets love og 
naturens kræfter, vil jorden uden tvivl 
fortsætte sin bane omkring solen, der 
vil fortsætte med at skinne, og regnen 
vil med garanti falde på retfærdige 
som uretfærdige. 

Hvis han derimod tilbeder den sande 
og levende Gud, med den rette ånd og 
i oprigtighed, så vil den almægtige 



422 



Gud lade sin Ånd hvile på ham, og han 
vil få kraft til at vække døde, flytte 
bjerge, få engles besøg, og han vil gå 
på vejen til Det celestiale Rige. 
Hvorledes skal vi da vise vor hengi- 
venhed for ham, der leder og styrer og 
som eksisterer? Nøglen til sand tilbe- 
delse blev givet til Joseph Smith i 1833 
i en åbenbaring, hvor Herren påny gav 
de gamle 'disciples vidnesbyrd. 
Denne optegnelse bekræfter at Kri- 
stus „var til i begyndelsen . . ." (L. & P. 
93:7) hos Faderen; at han er „. . . For- 
løser, sandhedens ånd, som kom til 
verden . . ." (vers 9) og menneskets 

liv og lys; at han kom og boede i 

kødet . . ." som Faderens enbår- 
ne . . ." (vers 11); at han i sin jordiske 
fremgang „ . . . ikke modtog fylden fra 
begyndelsen, men at han fik nåde for 
nåde . . ." (vers 12); og at han sluttelig 

i opstandelsen modtog Faderens 

herlighed. Og han fik al magt, både i 
himlen og på jorden, og Faderens her- 
lighed var med ham; thi han boede i 
ham." (vers 16-17) 

Så sagde Herren: „Jeg giver jer disse 
ord, for at I må vide og forstå, hvor- 
ledes I skal tilbede, og hvad I tilbeder, 
at I kan komme til Faderen i mit navn 
og i rette tid modtage af hans fylde." 
„Thi dersom I holder mine bud, skal I 
modtage hans fylde og forherliges i 
mig, som jeg er forherliget i Faderen; 
derfor siger jeg til jer, at I skal mod- 
tage nådefor nåde." (L. & P. 93:19-20) 
Sand og fuldkommen tilbedelse ermed 
andre ord at træde i Guds Søns fod- 
spor; hvilket vil sige at holde budene 
og at adlyde Faderens vilje, og det i en 
sådan grad, at vi langsomt ophøjes fra 
nåde til nåde, indtil vi er forherliget i 
Kristus, sådan som han var det i sin 
Fader. Der kræves meget mere end 
bøn, taler og sange. Der kræves at vi 
lever, handler, og adlyder. Der kræ- 
ves at vi lever vort liv i overensstem- 
melse med Kristus, der var det store 
eksempel. 

Jeg vil med dette princip i erindringen 
have lov til at illustrere nogle af enkelt- 
hederne ved denne guddommelige 
måde at tilbede, — en måde der for 
ham vil afsløre, hvem vi er. 



At tilbede Herren er at følge ham, at 
søge hen til ham, at tro på hans lære, 
og at tænke hans tanker. 

Det er at følge Kristi veje, at blive 
døbt på samme måde som ham, at 
prædike det evangelium, der udgik fra 
hans læber og som udtaler sig om 
riget; det er at kurere de syge og op- 
vække de døde på samme måde, som 
Jesus gjorde det. 

At tilbede Herren er at give hans riges 
principper første prioritet i vort liv, at 
leve af hvert ord der udgår fra Guds 
mund, (Matt. 4:4); at hengive hele vor 
sjæl til Kristus og den frelse han gav. 

Det er at vandre i lyset på samme 
måde, som han var i lyset, (Joh. 1 :7) at 
gøre de ting, han ønsker, vi skal gøre, 
hvad han ville have gjort under samme 
omstændigheder; at være som han er. 
At tilbede Gud er at følge Ånden, at 
hæve sig over de dødelige ting, at 
tøjle vore lidenskaber, og at overvinde 
verden. (Joh. 16:33) 

Det er at betale vort tiende og faste- 
offer, at handle som kloge forvaltere 
over de ting, der er betroet os, at stille 
vore evner og talenter til rådighed for 
udbredelsen og opbygningen af hans 
rige. At tilbede Herren er at blive gift i 
templet, at få børn, at lære dem evan- 
geliet, og at opdrage dem i lyset af 
sandheden. 

Det er at udvikle familien til fuldkom- 
menhed, at ære sin far og sin mor, 
(2. Mos. 20:12) for manden er det at 
elske sin kone af hele sit hjerte og at 
holde fast ved hende og kun hende. 
(L.&P. 42:22) 

At tilbede Herren „er dette at besøge 
faderløse og enker i deres trængsel, 
og at bevare sig selv uplettet af ver- 
den." (Jakobs brev 1 :27) 

Det er at arbejde på hjælpeprogram- 
met, at salve de syge, at gå på mis- 
sion, at gå på hjemmelærerbesøg, og 
at holde familieaften. 

At tilbede Herren er at studere evan- 
geliet, at samle lyset og sandheden, at 
gemme hans riges principper i hjertet, 
og at gøre dem til en del af vort liv. 
(L & P. 6:3) 



Det er at bede af hele vor sjæls styrke, 
at tale ved Åndens kraft, at synge tak- 
sigelsens og lovprisningens sange. 
At tilbede er at arbejde, at engagere 
sig aktivt for en god sag. (L. & P. 58:27) 
at være i vor Faders hus, (Luk. 2:49) 
og at elske og tjene vore medmenne- 
sker. 

Det er at give de sultne mad, de nøgne 
klæder, at lindre smerterne for dem 
der lider, at hæve de svages arme, og 
styrke de trættes ben. 
At tilbede Herren er tappert at gå ind 
for sandhedens og retfærdighedens 
sag, at lade vor indflydelse i samfunds- 
livet gøre sig gældende også i kultur- 
livet, i uddannelsen og på det politiske 
område, og at støtte de love og prin- 
cipper der fremmer Herrens interesser 
her på jorden. 

At tilbede Herren er at være frimodige, 
(Matt. 14:27) at være modige, at være 
tapre, at have vore meningers mod, og 
at holde fast ved sandheden. 
Det er titusind gange titusind forskel- 
lige ting. Det er at holde Guds bud. 
Det er at efterleve samtlige love i hele 
evangeliet. 

At tilbede Herren er at være som Kri- 
stus, indtil den dag hvor vi modtager 
hans velsignede forsikring om at: „Du 
skal endog blive som jeg." 
Disse pricipper er gode. Jeg er over- 
bevist om, at vi, efterhånden som vi 
gør dem til vore egne, i højere og hø- 
jere grad vil overbevises om deres 
rigtighed. 

Sand og fuldkommen tilbedelse er i 
virkeligheden menneskets fornemste 
opgave og formål. Må Gud sørge for, 
at vi i vore sjæle skriver Herren Jesu 
Kristi befalinger i ildskrift, nemlig: „Du 
skal tilbede Herren din Gud og tjene 
ham alene." (Luk. 4:8) Og må vi i vor 
dagligdag virkelig tilbede Herren i ånd 
og sandhed, og dermed opnå fred i 
dette liv såvel som evigt liv i det til- 
kommende, — derom beder jeg i Jesu 
Kristi navn. Amen. 



O 

423 



Tale holdt ved den 141 generalkonference 



En lærer- hvad er det? 



AF PRÆSIDENT PAUL H. DUNN, fra De Halvfjerds Første Råd. 



Vi har lært meget under denne store 
konference, søstre og brødre, og jeg 
har siddet og spekuleret en del på 
undervisning og på, hvad det vil sige 
at være en god lærer. Ældste Marion 
D. Hanks fortalte os i går aftes noget 
i forbindelse med et dødsfald i hans 
familie. Hans fætter, bror Ivan Frame, 
havde været dybt engageret i humani- 
tære spørgsmål. Ældste Hanks for- 
talte os, at den største hyldest, der var 
blevet givet hans fætter ved dennes 
begravelse, var, at det blev sagt, at 
der i alle drenges liv burde være en 
mand som bror Frame. 
Jeg har tænkt en del på dette, og jeg 
takker Gud for den mand, der har 
været i mit liv. Det var en 78-årig 
mand, der blev sat til at være lærer 
for os seks præster. Vi stod midt i alle 
en teenagers problemer, og foran os 
havde vi alle fremtidens udfordringer. 
Hans navn var Charles B. Stewart. 
Hans søn er til stede her i dag, og han 
er præsident for Tabernakel-koret. 
Jeg ved ikke, hvordan I betragtede en 
78-årig, da I var 16, men der var en del 
af os, der satte et stort spørgsmålstegn 
ved det valg, vores biskop havde gjort. 
Han havde bogstavelig talt givet os 
Moses som lærer. 

Jeg husker stadig den første gang, jeg 
kom ind i min klasse, der var anbragt 
i det øverste vakkelvorne værelse i kir- 
ken i Hollywood ward. Der sad denne 
venlige, høflige mand og bød mig vel- 
kommen. Han tog mig i hånden, lige- 
som han havde gjort ved de andre 



drenge i klassen, og sagde: „Du er 
Harold Dunns søn, ikke sandt?" 
„Jo," sagde jeg, „det er jeg." 
Så talte han lidt om mig og min familie. 
Han virkede personligt interesseret. 
Så sagde han: „Paul, et af de krav, der 
stilles til medlemmerne af denne klas- 
se er, at de kommer frem med et nyt 
ordsprog hver gang." Han spurgte mig 
så: „Har du et, du kan fortælle os?" 
Jeg var forbløffet, og flov, jeg havde 
ikke tænkt på ordsprog i årevis. Han 
kunne se det på mig, så han sagde: 
„Så vil jeg lære dig et, hør nu godt 
efter: .Opmærksomheden er hukom- 
melsens kilde'. Prøv du at gentage, 
hvad jeg sagde, ikke?" Jeg prøvede, 
og tilsidst lykkedes det. Først da, gav 
han mig lov til at sætte mig ned. 
Vi havde alle tiders klasse. Da den 
time var gået, og jeg skulle til at gå, 
sagde han til mig: „Jeg glemte at for- 
tælle dig, at du skal give mig et nyt, 
inden du går hjem." „Nu kommer jeg 
ikke hjem", tænkte jeg, for jeg kunne 
ikke finde på noget at sige. Så sagde 
han: „Hør nu godt efter. Jeg vil lære 
dig et, som du aldrig vil glemme." Han 
fortsatte: „Man mindsker bedst sine 
egne bekymringer ved at lindre andres." 
Den sætning glemmer jeg aldrig. 
Der gik så en uge, hvorefter der skete 
det samme igen. Jeg kunne stadig ikke 
komme på noget at sige. Han sagde 
til mig: „Hør nu godt efter: ,Der er en 
sjov lille stemme i både dig og mig. 
Den si'r: bliv fra det slemme, gå den 
rette vej. Vi vil begge høre rådet, selv 



om stemmen ej si'r noget.'" Det har 
jeg tænkt en del over siden. 
Da jeg skulle hjem, ville han ikke lade 
mig gå, før jeg også havde sagt et 
ordsprog. Da jeg slet ikke kunne finde 
på noget, sagde han igen: „Hør nu 
godt efter: ,Der var engang en klog 
gammel fugl, den sagde: Tale er sølv 
men tavshed er guld, gid du lille Paul 
varsom den fugl.'" 

Det var et guldkorn. Der gik så en uge, 
og der skete det samme. Han sagde 
til mig: „At være god er en vanskelig 
sag, men husk: det meget lys udsen- 
der, derfor opbyg din sjæl i dag, i mor- 
gen opbyg dine venner." Og heller ik- 
ke dette ordsprog har jeg glemt siden. 
Tiden tillader ikke flere. Jeg tjente to 
år senere i vort lands kampstyrker. 
Jeg var udstationeret på øen Okinawa. 
Her modtog jeg et brev fra Fru Stewart, 
hvori hun fortalte mig den sørgelige 
nyhed, at min kære ven og rådgiver 
var afgået ved døden. I brevet lå der 
desuden et halvfærdigt brev fra bror 
Stewart til mig og han skrev: „Kære 
Paul. Jeg har tænkt meget på dig, og 
på at du nu er i et land meget langt 
borte. Jeg er sikker på, at du har 
mistet modet og er noget nedtrykt — 
så for at styrke din ånd, har jeg skrevet 
nogle guldkorn til dig." Og så havde 
han skrevet femogtyve nye ordsprog. 
Dem vil jeg aldrig glemme. 
Jeg takker min Gud for alle de om- 
sorgsfulde mennesker, for folk som 
Frames og Stewart. Jeg har siden gjort 
antallet af lærere op, der på denne 



424 



måde har haft indflydelse i mit liv, og 
tallet jeg er nået til er fem. Jeg er fuld- 
stændig enig med ældste Hanks; der 
bør være en bror Stewart og en bror 
Frame i enhver drengs liv. 
Hvad er en lærer. Læreren er en pro- 
fet. Han lægger morgendagens funda- 
ment. 

Læreren er en kunstner. Han arbejder 
med den unge personligheds fugtige 
og formbare ler. 

Læreren er en ven. Hans hjerte er føl- 
somt overfor elevernes tro og hengi- 
venhed. 

Læreren er en samfundsborger. Han 
er valgt og uddannet for samfundets 
fremskridt. 

Læreren er en tolk. Han prøver at lede 
de unge ud fra hans eget mere modne 
og erfarne liv. 

Læreren er en konstruktør. Han arbej- 
der med civilisationens høje og fine 
værdier. 

Læreren er den, der løfter kulturen. 
Han leder mod en bedre smag, sunde- 
re holdninger, finere manerer og stør- 
re intelligens. 

Læreren er planlægger. Han ser de 
unges liv, som en del af et større sy- 
stem, der skal vokse sig stærkere i 
lyset af sandheden. 

Læreren er pioner. Han forklarer og 
nærmer sig det umulige, og klarer 
sædvanligvis skærene. 
Læreren er reformator. Han prøver at 
overvinde de fejl og mangler, der vir- 
ker ødelæggende for livet. 
Læreren er en troens mand. Han har 
varig tro på Gud og på menneskehe- 
dens forbedring. Det var James Trus- 
low Adams der sagde: „Der er sand- 
synligvis to former for uddannelse. 
Den ene er den, hvor man lærer at 
skabe en verden; den anden er den, 
hvor man lærer at leve i denne ver- 
den." (Adam, James Truslow — (1878- 
1949) amerikansk historiker.) 
Vi lærer folk, hvorledes de skal leve. 
Elbert Hubbard, (amerikansk forfatter, 
forlægger og trykker [1856-1915]) sag- 
de: „Man kan ikke lære hvem som 
helst, hvad som helst. Man kan kun 
lære andre at finde sig selv." 
Det var det geniale ved Frelseren. 
Han lærte os de guddommelige prin- 
cipper, vi selv kunne bruge og således 



løse vore personlige problemer. Frel- 
serens ligemand findes ikke. 
Nu vil jeg fortælle jer noget fra Lukas' 
15. kap. I dette kapitel fortæller denne 
store mesterlærer os, hvorledes vi kan 
løse nogle af de problemer, vi står 
overfor. Lukas beretter, at en stor 
skare af hoben, toldere, farisærer, syn- 
dere og saddukærer var stimlet sam- 
men om Jesus og han talte til dem med 
denne lignelse: „Hvis en af jer har 
hundrede får og mister ét af dem, for- 
lader han så ikke de nioghalvfems . . . 
og går ud efter det, han har mistet . . ." 
Så beretter han om det glædens øje- 
blik, da fåret er fundet. Han fortsætter 
så, uden pause, til den næste lignelse 
der lyder: „Eller hvis en kvinde har ti 
drakmer og taber én drakme, tænder 
hun så ikke lys og fejer huset og leder 
ivrigt, lige til hun finder den?" (Luk. 
15:4,8) 

Han fortsætter dernæst med lignel- 
sernes lignelse, nemlig, den fortabte 
søn: „Der var en mand, som havde to 
sønner. Den yngste af dem sagde til 
faderen: .Fader! giv mig den del af 
formuen, som tilkommer mig.' Så skif- 
tede han ejendommen imellem dem." 
(Luk. 15:11-32) 

Da jeg var en såkaldt lærer, plejede 
jeg at spekulere på, hvorfor Frelseren 
brugte tid på at fortælle tre lignelser 
om noget, der var gået tabt. Så pludse- 
lig dæmrede det. Mennesker farer 
vild på forskellig måde. Og her i dette 
gode kapitel af Lukas, giver Frelseren 
os nogle råd om, hvordan vi skal vinde 
dem tilbage. 

Tillad mig denne udlægning: Frelseren 
ville måske sige til os i dag, hvis han 
gav os disse lignelser igen, at får (el- 
ler mennesker der farer vild) dybest 
set ikke er syndere af natur endsige af 
valg, men mennsker, der ligesom får, 
er blevet forvirret m.h.t. hvad der er 
rigtigt. De har, med andre ord, nogle 
uheldige værdier. Jeg er helt sikker på, 
at Frelseren ville sige til læreren i 
klassen, eller til rådgiveren: „Hvis du 
ønsker at få den slags mennesker til- 
bage, så sæt en bedre værdi ind i 
stedet for den, de nu vælger at følge." 
Familien, gudstjenesten, fællesskabet 
er alle græsgange for vore dages får. 
Hvis vi fodrer dem, kommer de tilbage. 



Frelseren taler dernæst om den tabte 
mønt. Vi har under hele denne konfe- 
rence ikke talt om andet end værdi- 
fulde mønter, der er blevet væk, nem- 
lig de unge. Der er nogle i blandt os, 
der er de ansvarlige, ligesom kvinden 
i denne lærerige lignelse, for at disse 
værdifulde ædelstene er gledet ud 
mellem fingrene på dem. Vi ville natur- 
ligvis ikke behandle disse ædelstene 
på samme måde, som vi behandler får. 
Frelseren ville sige, at det var kærlig- 
hed, omsorg og opmærksomhed, der 
skulle til for at genvinde de tabte møn- 
ter (eller mennesker). 
Og så til den store lignelse om den 
fortabte søn; med den siger Frelseren, 
at der er nogen, der forsvinder, fordi 
de vælger at gøre det; — han siger i 
slutningen af lignelsen: „Men han gik 
i sig selv og sagde: ,Hvor mange dag- 
lejere hjemme hos min fader har ikke 
fuldt op af mad?'" (Luk. 15:17) 
Der er nogen, der farervild, fordi deres 
frie vilje fører dem ud af den sti. Vi 
kan ikke gøre meget andet for at gen- 
vinde disse mennesker end at åbne 
vore arme og vore kirkedøre og lade 
dem vide, at de er velkomne. Der er 
på dette punkt virkelig behov for lærere 
og rådgivere. Men læg mærke til: Han 
kom af sig selv. Han omvendte sig og 
søgte tilgivelse, og kom hjem. Der er 
mange mennesker, som den fortabte 
søn. 

Jeg vil til slut have lov til at sige, at 
dette er et opbygningens evangelium. 
Vi burde være de lykkeligste mennes- 
ker i denne verden. Jesu Kristi evan- 
gelium er en stor opbyggende kraft. 
Det lærer folk at blive lykkelige, og til 
altid at have et smil om munden. Vi 
glemmer dog nogle gange de enkle 
ting, der betyder mest. De fleste, der 
lever i det moderne stressede sam- 
fund, lærer aldrig et sandt venskab at 
kende. De kender ikke den varme, 
evangeliet, ja, selv et smil, kan bringe. 
En af mine bekendte sagde for nylig 
til mig, da vi spadserede ned ad gaden, 
idet hun så en mand med et meget 
surt ansigtsudtryk: „Han ser ud som 
om, han var dyppet i citronsaftog sylte- 
eddike." 

Jeg hørte også om en mor, der sam- 
men med sin datter stod og lyttede til 



425 



en taler på et offentligt sted, datteren 
sagde: „Moar — tror du den mand er 
lykkelig?" Moderen svarede: „Ja — 
mon ikke?" Derpå sagde pigen: „Hvor- 
for viser han det så ikke?" 
Jeg tror vor himmelske Faderville blive 
meget skuffet, hvis han så det ansigts- 
udtryk nogen af os går rundt med — 
vi, der har alt, hvad man behøver i 
denne verden, men som ikke magter 
at bruge det i vores liv og dele med 
andre. Meningen og hensigten med 
Jesu Kristi evangelium er, så vidt jeg 
kan se, den, at det skal bringe glæde 
og lykke, fred og tilfredshed. 



Vi har alle problemer, og dog findes 
løsningen på de problemer, vi står 
overfor, i disse hellige ord og i stan- 
dardværkerne. Lad os opmuntre ver- 
den til at lære Guds ord at kende. 
Der er treogfyrre andre lignelser i Det 
nye Testamente, der lærer os, hvor- 
ledes vi skal hjælpe folk. Søg i skrif- 
terne, thi i dem skal I finde vejen til 
evigt liv. 

Det er mit vidnesbyrd, at evangeliet er 
sandt, og at det virker. 
Jeg gav en tigger noget af min over- 
flod, jeg gav ham noget guld. Han 
brugte dette guld og kom så igen og 



igen. Han frøs stadig og var endnu 
sulten. Jeg gav ham visdom, og gen- 
nem min visdom fandt han sig selv, 
den højeste, den guddommelige. 
Nu blev han mæt, påklædt og kronet 
med mangfoldige velsignelser. 
Nu tigger han ikke mere. 
(Taget fra „The True Gift", — forfatte- 
ren er ukendt.) 

Jesu Kristi evangelium virker på sam- 
me måde, og jeg bærer højtideligt mit 
vidnesbyrd derom, i Jesu Kristi navn 
— Amen. 



O 



Profeten Joseph Smiths bemærkninger ved 
begravelsen af Ephraim Marks. 

De hellige i Nauvoo samledes i præsident Marks' 
hjem tidligt om morgenen for at vise den nyligt af- 
døde Ephraim Marks den sidste ære; han var søn 
af præsident William Marks og døde om aftenen den 
7. Der dannedes en stor procession, som spadse- 
rede ud til lunden, hvor allerede en talrig forsam- 
ling var tilstede. Præsident Joseph Smith talte ved 
denne lejlighed med megen følelse og interesse. 
Han sagde bl. a.: „Det er en højtidelig og alvorlig 
stund. Jeg har aldrig følt mig mere højtidelig til 
mode; det minder mig om min ældste broder Alvins 
død; han døde i New York, og det minder mig også 
om min yngste broder Don Carlos Smith, som døde 
i Nauvoo. Det har været svært for mig at leve på 
jorden og se disse unge mænd, som vi har støttet os 
til for at få hjælp og trøst, blive taget fra os midt i 
deres ungdom. Ja, det har været svært at forsone 
sig med dette. Jeg har undertiden haft den tanke, at 
jeg ville have følt mig mere forsonet ved selv at 
blive kaldt bort, hvis det havde været Guds vilje, og 
dog ved jeg, at vi burde tie stille og vide, at det er 
af Gud, og forsone os med hans vilje; alt er vel. 
Det vil kun vare en kort tid, før vi alle vil blive kaldt 



på lignende måde: det kan blive tilfældet med mig 
og med jer. Nogle har ment, at broder Joseph ikke 
kunne dø, men det er en fejl; det er ganske vist 
sandt, at der har været tider, da jeg har fået forjæt- 
telse om livet for at udføre de og de ting, men da 
jeg nu har udført dem, har jeg ikke for nærværende 
nogen ret eller frist på mit liv. Jeg er akkurat lige 
så udsat for at dø som andre mennesker. 

Jeg kan sige i mit hjerte, at jeg ikke har gjort Eph- 
raim Marks noget, som jeg er ked af eller fortryder, 
og dersom der er nogen af hans kammerater, som 
har gjort ham noget, som de er kede af eller som 
de ikke kunne lide at blive stillet overfor og at be- 
svare for Guds domstol, lad det da være en advarsel 
for os alle om at handle i retfærdighed overfor Gud 
og overfor hele menneskeheden, så vil vi stå skyldfri 
og med rene hænder på dommens dag. 

Når vi mister en nær og kær ven, til hvem vi har sat 
vor hu, skulle det tjene som en advarsel for os om 
ikke at sætte vor lid og hu og vor hengivenhed for 
meget til andre, vel vidende, at de på lignende måde 
kan blive taget fra os. Vor hengivenhed og kærlig- 
hed burde sætte mere til Gud og hans værk end til 
vore medmennesker." (9. april 1842). D.H.C. 4:587. 
(Profeten Joseph Smiths lærdomme side 258-260.) 



426 




s&s 



De angivne svar er beregnet 
som hjælp og vejledning og 
er mulige løsninger 
på problemer. De er ikke 
udtryk for kirkens lære. 



„Hvorledes skal vi forholde os overfor stjernetegn, astro- 
logi og horoskoper?" 



i&i mil %m 




Vor holdning overfor disse ting skulle fundamentalt set 
være den samme som vor holdning overfor spådomme, 
granskning i kaffegrums, krystalkugler og spådomme efter 
håndens linier. 

Historisk set opstod der et problem indenfor udforsknin- 
gen af stjernerne. Problemet drejede sig om, at ellers op- 
rigtigt tænkende mennesker havde svært ved at skelne 
mellem astronomi, der er ægte videnskab, og astrologi, 
der er en uægte eller pseudo videnskab. Men det, der gør 



det endnu mere indviklet, er, at den ægte videnskab kan 
have udviklet sig ud fra overtroen. Dermed menes, at tro- 
en på en teori om, at menneskets handlemåde påvirkes af 
stjernerne, skal have været den tilgrundliggende interes- 
se, for at udføre nøjagtige studier af himmellegemerne 
hos de gamle stjernetydere, og altså hos dem der lagde 
grunden for vor viden indenfor astronomien. 
Man betragtede omkring middelalderen astrologi og astro- 
nomi som værende det samme, og disse studier blev sat i 
forbindelse med alkymi (d.v.s. guldmageri), magi og andre 
okkulte gerninger. De splittedes imidlertid fra og med den 
polske astronom, Nicolaus Copernicus (1473 — 1543), i 
det 16. århundrede, og det syntes indtil for hundrede år 
siden at være sådan, at den moderne videnskab næsten 
havde fjernet enhver indflydelse fra astrologien. Der har i 
de senere år, til alle videnskabsmænds og teologiske 
tænkeres store rædsel, atter været en stærk konkurrence 
fra bedragere, noget der må ses som en konsekvens af 
det ulogiske og absurde i vor tid. 

Astrologen tegner et stjernekort ud fra et kort over stjer- 
netegnene og informationer om det tegn, der var i opgang 
på fødselstidspunktet. Det kaldes et horoskop, og man 
regner med, at man udfra det skulle kunne bestemme per- 
sonens temperament, chancer for uheld, held, succes, ka- 
tastrofer, og endda modtagelighed for sygdomme. 
Vor fornuft fortæller os, at Gud der anerkender menne- 
skets frie vilje som en del af dennes natur, og som gav det 
frie hænder til at administrere den, ikke ville lade menne- 
skets skæbne være bundet til og administreret af astrono- 
miske legemers bevægelser og indbyrdes forbindelser. 
Der er ingen fornuftig måde, hvorpå man kan opstille et 
årsag og virknings forhold mellem den menneskelige per- 
sonlighed og astronomiske fænomener, udover det at vi 
reagerer overfor klimaændringer og vort fysiske miljo i al 
almindelighed. 

Folk i adskillige af oldtidens store nationer troede på og 
forevigede den astrologiske teori i århundreder, idet de 
tillagde den større sandheds værdi end den fortjente. Selv 
de vise mænd fra østen, (præster tilhørende Zorostrianer- 
religionen, der blev grundlagt ca. 600 år f.K. efter den per- 
siske profet Zoroaster) der kom til Palæstina omkring 
tidspunktet for Jesu fødsel for, fra et ideelt sted, at obser- 
vere den forudberegnede kæmpestjernes tilsynekomst, 
troede på astrologi. Skrifterne bekræfter imidlertid ikke 
rigtigheden af sådanne teorier; de fortæller blot, at det var, 
hvad de vise mænd troede. Den jødisk-kristne tradition 
har faktisk forkastet dem lige fra gammel tid til nu. 
Moses var inspireret til at instruere sit folk, med henvis- 
ning til Herrens vilje om disse ting, om følgende: 
„Der må ingen findes hos dig, som lader sin søn eller 
datter gå igennem ilden, ingen, som driver spådomskunst, 
tager varsler, og sandsiger eller øver trolddom, ingen, som 
foretager forsværgelser eller gør spørgsmål til genfærd og 
sandsigerånder og henvender sig til de døde; thi enhver, 
der øver sligt, er Herren vederstyggeligt..." (5. Mos. 
18:10-12) 



427 



Profeten Esajas håner disse handlinger i hans egen tid på 
samme måde, da han siger, at astrologer, stjernetydere, 
og månedlige forudsigere „ikke frelser deres liv fra luens 
magt. . . (Es. 47:13-14) 

Gennemsnittet af de dygtige astrologer, spåkoner og 
sandsigere og andre af deres slags, er, når alt kommer til 
alt, ikke bedre end det, der efter statistikken er sandsyn- 
ligt. Daniel og hans samtidige kunne fremvise langt bedre 
resultater ved at have tillid til Guds Ånd og dens indfly- 
delse på deres liv. 

„Og når som helst kongen spurgte dem om noget, der 
krævede visdom og indsigt, fandt han dem ti gange dyg- 
tigere end alle drømmetydere og manere i hele sit rige." 
(Dan. 1:20) 

Det er ligeledes interessant at bemærke, at astrologer om- 
tales som værende upålidelige andre steder i skriften, incl. 
tre steder i bare Daniels Bog. 

Det er nødvendigt, at vor holdning er funderet på omtanke 
såvel som på det åndelige. Den bør ikke være under ind- 
flydelse fra og støttet af overtro og myter. 
A. BurtHorsley, læreruddannelsesleder 
i staven Provos 5. distrikt; Professor 
i filosofi og religion ved Brigham Young 
University. 



„Hvad er man bedst tjent med, at gøre oprør og derefter 
omvende sig, eller med aldrig at gøre oprør?" 




Det er et interessant spørgsmål. De fleste af os kender 
mennesker, der har været sunket dybt, ved at leve et liv, 
der, som den fortabte søns, var udsvævende, men som så 
er vendt tilbage til folden, idet de har omvendt sig, er ble- 
vet revset, har været ydmyge, er blevet set på med med- 
lidenhed, hvorefter de er blevet knyttet stærkt til evange- 



liet. Et sådant menneske sagde engang til mig: „Der er 
kun to principper i envangeliet, der er vigtige, nemlig om- 
vendelse og tilgivelse." 

Selv om jeg glædes meget ved at se et menneske „komme 
til fornuft", og vende sig fra en overfladisk eller syndig 
tilværelse mod et ærligt liv, og selvom jeg tror på fuld- 
stændig tilgivelse for alle troende, der vender sig mod 
Kristus i sand omvendelse, mener jeg stadig, det må være 
bedre at stræbe efter at leve et oprigtigt liv, end at give 
efter for sine svagheder, hvorefter man må kæmpe for at 
komme tilbage. Jeg vil give følgende begrundelser: 

1. Jeg har aldrig kendt et menneske, der virkelig har om- 
vendt sig, og som har været glad for de synder, han/ 
hun havde begået. Synder er noget, der aldrig er be- 
hageligt at tænke tilbage på, samtidig med at det, vi 
husker og tænker, er det materiale, vort liv består af. 
Jeg glæder mig ikke over mine synder og mine svag- 
heder, hvad enten jeg har overvundet dem eller ej. 

2. Når et menneske gør oprør mod Gud og hans love, er 
dette menneske ikke i harmoni med livets og universets 
love. Omvendelse genopretter harmonien, men den 
kompenserer ikke nødvendigvis for de ødelæggelser, 
man kan have forvoldt sig selv eller andre. En sprit- 
bilist, der kører et menneske ned på en hovedvej, kan 
ikke give det liv tilbage, som han har taget. En utro 
ægtemand sårer sædvanligvis sin kone og gør ubode- 
lig skade for sin familie. 

3. Livet er en værdifuld gave. Når det bortødsles på over- 
fladiske, ligegyldige, og måske syndige gerninger, 
udrettes der intet værdifuldt; talenter forbliver uudvik- 
lede; hjernen er passiv; gode gerninger bliver ikke 
gjort. Livet er for kort og for værdifuldt til, at man kan 
ødsle årene bort. 

4. Den omvendtes liv synes nogen gange at være skønt, 
og den omvendte kan være tilbøjelig til at bortforklare 
sin svaghed eller sine ønsker, med det formål at blive 
en angergiven helt. Den fare, der ligger heri, er, at 
man aldrig kender sin styrke eller ved, hvorledes man 
vil føle overfor forskellige levemåder. Man vil måske 
miste lysten til at omvende sig, når man pludselig en- 
gageres i forbigående fornøjelser eller en usund leve- 
måde. 

5. Sandheden er, at alle mennesker er syndere. Skrifterne 
bevidner, og erfaringen beviser dette. Det eneste men- 
neske, man kender, som ikke begik synder i sit liv, var 
Frelseren. Led han på grund af sin styrke og renhed? 

Enhver anden vil stifte bekendtskab med svagheden og 
synder, uden at behøve at søge dem. Det er i virkelig- 
heden sådan, at uanset hvor meget vi anstrenger os, vil 
der altid blive begået fejlagtige og syndige handlinger på 
grund af forglemmelser og fejltagelser. Der er et ord- 
sprog, der siger, at alle menneskers synder er de samme, 
når de gøres op. Vi har med andre ord alle en masse at 
omvende os fra. Vi har alle anledning til at kende omven- 



428 



delsen og tilgivelsens glæder, og til at erfare vor himmel- 
ske Faders hengivenhed og kærlighed foros. 
Lowell L. Bennion er med-dekan for 
studenterne ved University of Utah 



„Hvem fastsætter standarderne for påklædningen 
ken?" 



kir- 




Alle unge er interesseret i standarderne for påklædning. 
De ønsker at klæde sig i overensstemmelse med tidens 
mode og vil på samme tid gerne rette sig efter og gøre det, 
der forventes af dem som medlemmer af kirken. Derfor 
rejses der ofte spørgsmålet om: „Hvem er det, der be- 
stemmer, hvorledes standarderne for påklædning skal være 
i kirken?" Er det en hjælpeorganisation i kirken? En komi- 
té? En lærerforsamling? Svaret er benægtende overfor 
alle de givne spørgsmål. Det er rigtigt, at en organisation 
kan opstille visse krav for standarder for dem, der deltager 
i organisationens programmer eller aktiviteter. Lederen 
for en af kirkens skoler kan også opstille regler og stan- 
darder for dem, der tilmelder sig og går på denne skole. 
Regler givet på denne måde, er givet udfra det, den på- 
gældende ledergruppe eller skoleforstander anser for at 
være det bedste for dem, der deltager i deres organisation 
eller skole. Disse regler behøver dog ikke nødvendigvis 
gælde for kirkens medlemmer andre steder, eller under 
nogen af eller alle generalautoriteterne, der fastsætter de 
generelle standarder for hele kirken? 

Kan vi så antage, at det er præsidenten for kirken eller 
nogen af eller alle generalautoriteterne, der fastsætter de 
generelle standarder for hele kirken? 



Medlemmerne har fra kirkens begyndelse været rådet af 
profeten og lederne til at undgå det, der anses for at være 
usømmeligt og usmageligt, og til at „. . . vær(e) et forbil- 
lede for de troende i tale, i færd, i kærlighed, i troskab, i 
renhed!" (1. Tim. 4:12) Brigham Young kaldte sin familie 
sammen og organiserede den i en forening „til fremmeise 
af gode vaner, sparsommelighed, arbejdsomhed og næste- 
kærlighed, og fremfor alt til afholdenhed fra overdrivelser 
i klædedragt, spisevaner og sågar tale." (History of the 
YWMIA, sidel) 

Vore ledere i dag bestræber sig meget på at lære os de 
rigtige standarder for påklædning og opførsel, idet de 
understreger lovens ånd snarere end dens bogstav. 
Selv om det var vore lederes ønske at angive nøjagtige 
påklædnings-standarder for kirkens medlemmer overalt i 
verden, ville det blive vanskeligt, ja, måske umuligt. Kir- 
kens omfang over hele verden og den kendsgerning, at 
moden er forskellig fra kultur til kultur samt mellem gene- 
rationer, er grunden til denne store vanskelighed. Vore 
ledere har i stedet valgt på det kraftigste at påpege de 
standarder og principper, Herren har opstillet, som ret- 
ningslinier for indtrædelsen i hans rige. 
De principper, der først og fremmest er tale om, er dem, 
der udtaler sig om renhed i tanke og handling. Standar- 
derne for påklædning vedkommer således både ungdom- 
men, forældre og kirkens leder, idet blufærdighed, der er 
af væsentlig betydning for kyskheden, hvad påklædning 
angår, udlægges med betydningen: at klæde legemet til- 
strækkeligt og med god smag. 

Herren søger at lære os blufærdighed, såvel som andre 
ting, ved at give os principper snarere end eksakte for- 
skrifter, der måske ville fratage os vor handlefrihed. Det 
er vore lederes primære opgave at hjælpe os med at 
forstå og acceptere disse principper og at foretage de 
rigtige valg. 

Præsident Harold B. Lee har i sin bog: Ungdommen og 
Kirken sagt: 

„Sådan er det i mange af de situationer I står overfor. Af- 
gørelsen om noget er rigtigt eller forkert, må overlades 
til jeres samvittighed, samt til en forståelse der erhverves 
gennem undervisning og erfaring. Kirken kan i bedste 
fald give dig de rigtige principper i disse tilfælde, men det 
er principper, du selv må forvalte." (Youth and the Church, 
Deseret Book Co., side 155) 

Så tilbage til spørgsmålet om, hvem der fastsætter kirkens 
påklæd ni ngsstandarder. 

Svaret: Herren giver os principperne og retningslinierne. 
Vore ledere i kirken prøver at hjælpe os til at forstå og 
fastholde disse principper. Vi vælger selv udfra vor, af 
Gud givne, handlefrihed og opstiller selv vore egne per- 
sonlige standarder som medlemmer af kirken. Vi gør det 
på basis af vor forståelse, idet vi erkender, at vi må stå 
til ansvar overfor ham og overfor dem, vi påvirker. 
Carol H. Cannon er sekretær for 
Church Executive Comitee, og med- 
lem af GUFs Generalbestyrelse. 



429 



„Hvad skal man gøre for at berede sig til en patriarkalsk 
velsignelse?" 




Først og fremmest tro på Herren Jesus Kristus, på frelses- 
planen, og på den mission, vi skal udføre i den, såvel som 
være fuldt aktiv i kirken samt adlyde alle kirkens love. 
Alle, der ønsker at blive kaldt sidste dages hellig, ønsker 
at få at vide af en patriark, hvad Herren ønsker af ham. 
Han vil måske også gerne vide, hvad Herren giver ham til 
gengæld for hans trofasthed eller hvad han kan forvente 
af Herren. 

En oplevelse, jeg selv har haft, vil sikkert allerbedst kunne 
forklare, hvad jeg mener. En meget lovende, ung pige, 
ville gerne have at vide, hvad Herren forventede af hende. 
Hun var en af de aktive kræfter i G.U.F., og nok en noget 
selvsikker dame. Hun rejste henved 1000 km. udfra det 
ene ønske at få sin patriarkalske velsignelse og for at få 
at vide, hvad Herren forventede af hende. Hun blev nødt 
til at vente lidt længere end sædvanligt på at få den, da 
den første skulle oversættes til fransk. Hun blev utålmodig 
og bad mig i et brev, om at fortælle hende, hvilket særligt 
budskab der var i hendes velsignelse. Jeg skrev tilbage og 
trøstede hende med, at det særlige budskab var tålmodig- 
hed. Hun skrev igen til mig, efter at hun havde modtaget 
velsignelsen, og sagde, at hun ikke kunne finde det sær- 
lige budskab. Jeg blev nødt til at skrive til hende og bede 
hende læse velsignelsen endnu en gang, og det meget 
omhyggeligt. Så ville hun finde noget der, hvis hun fulgte 
det nøje, ville gøre en eller anden opmærksom på hende, 
og som så ville fortælle hende, hvad hun skulle gøre. 
To år senere skrev hun, at hun rejste til templet for at få 
sine endowments. Hun var blevet kaldet til Skotland som 
missionær og hun ville gerne tale med mig, inden hun tog 
afsted. Hun havde i mellemtiden været medvirkende til at 
adskillige var blevet døbt, hendes forældre fik besøg af 
missionærerne, hendes mor prøvede at holde visdoms- 
ordet, og hendes søster var blevet døbt. 



Indeholdt hendes velsignelse et særligt budskab? Var 
hendes tålmodighed blevet velsignet? I allerhøjeste grad. 
Og dette var blot begyndelsen til et langt, succesfyldt liv. 
Hvorledes og ti! hvad skal man forberede sig? Vi skulle 
ikke forberede os til noget, bare fordi andre har gjort det. 
Det Herren forventer af os, kan vi læse om i historien om 
Natanael, (Joh. 1:45-47) der også fortæller om beredvil- 
lighed til at opfylde de givne velsignelser og undgå alt, 
der afleder os fra dem. 

De hellige er blevet kaldt et udvalgt folk. Vi bærer et stort 
ansvar for genopbygningen af Jesu Kristi Kirke og for den 
magt, der er givet os gennem præstedømmet, til hvilke de 
patriarkalske velsignelser hører. Vi burde <i høj grad 
spørge, hvad Herren især ønsker af os. Vi er dem, der skal 
redde Israel, bygge templer, gå på mission, forberede vor 
Frelsers tilbagekomst, og stå under vor Faders velsig- 
nelser. 

Jeg vil anbefale enhver at læse Pauli brev til romerne, og 
at de især skal bemærke, hvad der står fra og med kap. 9 
til kap. 1 1 . Her kan vi læse om Guds herredømme over alle 
folkeslag, og om hans løfter til Israels hus og hedningerne. 
Efter I har læst brevet til romerne, vil I bedre kunne forstå 
lignelsen om kongesønnens bryllup i Mattæus 22:1-14. 
Ved at læse og få en forståelse af disse skrifter, vil I være 
hjulpet i jeres forberedelser til en patriarkalsk velsignelse. 
Tal yderligere med jeres biskop eller grenspræsident. Han 
skulle være i stand til at hjælpe jer både mentalt og ånde- 
ligt i forberedelserne, og han skulle kunne hjælpe jer med 
det, der ellers skulle være nødvendigt. 
Carl Ringger, patriark i den schweitziske stav. 



430 



^ohn Taylor 



Den fr 




AF LEON R. HARTSHORN 



Mange har sikkert læst eller hørt om, 
hvorledes John Taylors liv mirakuløst 
blev reddet, ved at hans ur opfangede 
en kugle, der var blevet affyret i Car- 
thage Fængslet, den dag Joseph og 
Hyrum Smith led martyrdøden. De har 
sikkert også hørt om, hvorledes Hy- 
rum havde opmuntret John Taylor til 
at synge: „En stakkels sorgbetynget 
mand", for ham og Joseph ganske kort 
før den skæbnesvangre time. 
Men det er nok de færreste menne- 
sker, der har en klar forestilling om 
manden selv — hans enorme succes 
som kirkens journalist og den person- 
lige dristighed og oprigtige tro, som 
han udviste i alt, hvad han foretog sig. 
De to små tilnavne han fik i sin tidlig- 
ste tid i kirken, beskriver sandsynlig- 
vis hans måde at leve på klarere end 
noget andet. Han blev kaldt: „Deren- 
der at the Faith" (Troens forsvarer) 
og „Champion of Liberty" (Frihedsfor- 
kæmper). 

Hvad er den mand gjort af, som står 
frem foran en stor og fjendtligsindet 
hob, og åbent opfordrer den til at spot- 
te sig? Og hvad, for at pege på det 
stik modsatte, er den mand lavet af, 
der i den grad forstår, hvad der rører 
sig i folk, at han ofte løser stridigheder 
uden at sige et eneste ord? 
Lige som så meget andet i vor tilvæ- 
relse, begynder sådanne karaktertræk 
tidligt i ungdommen, sammen med ud- 
viklingen af vor indstilling til Herren 
og hans evangelium. 
Præsident Taylor sagde: „Jeg husker 
min barndom. Jeg lærte i denne første 
del af mit liv at nærme mig Gud. Jeg 
gik ofte ud på marken, og idet jeg 
gemte mig bag nogle buske, knælede 



jeg ned for Herren og bad om hans råd 
og vejledning. Han hørte mine bønner. 
Jeg fik nogle gange andre drenge til 
at gå med mig. Det vil ikke skade 
dig ... at anråbe Herren fra din lille 
krog, således som jeg gør det fra 
min." 

Da han var femten, tilsluttede han sig 
methodisterne i sin fødeby Milntorpe i 
England, og han blev snart efter valgt 
til et lokalt præsteembede. 
To år efter, at hans forældre var emi- 
greret til Canada, sagde han: „Jeg kan 
mærke på mig selv, at jeg bliver nødt 
til at tage til Amerika for der at præ- 
dike evangeliet." Og så tog han til 
Toronto, Canada, hvor han mødte og 
giftede sig med sin kone. Han arbej- 
dede i det håndværk, han havde lært 
— bødker (en der laver tønder og kar) 
og drejer. 




John Taylor hørte om evangeliet i To- 
ronto, som et resultat af nogle usæd- 
vanlige omstændigheder. Parley P. 
Pratt var blevet sendt til byen ved en 
åbenbaring (ældste C. Kimball havde 

også profeteret: evangeliets fylde 

skal spredes til England ud fra det, der 
vokser i denne mission.") Ældste 
Pratt havde, fra en fremmed i Hammil- 
ton, Canada, mogtaget en introduk- 
tionsskrivelse om en John Taylor i To- 
ronto. Men da ældste Pratt aflagde 
Taylor et besøg i dennes hjem, blev 
han modtaget høfligt, men ikke særlig 
hjerteligt. Efter at have givet sit bud- 
skab til byens præster, forberedte æld- 
ste Pratt sig på at rejse. Han stod med 
kufferten i hånden og sagde farvel til 
John Taylor, da en af naboerne kom 
og tilbød ældste Pratt, at han kunne 
holde taler i hendes hjem. Hun tilbød 



Dette ur tilhørte John Taylor, og det var 
det, der standsede en kugle, der sandsyn- 
ligvis kunne have afsluttet hans liv i Car- 
thage Fægslet, da Joseph og Hyrum led 
martyrdøden. 



431 






ham også både kost og logi. Denne 
nabo var medlem af en studiegruppe, 
som familien Taylor havde dannet. 
John Taylor hørte få dage efter ældste 
Pratt tale, og han sagde følgende: 
„Vi er tilsyneladende samlet her for at 
søge efter sandheden. Vi har hidtil 
undersøgt andre trosretninger og be- 
kendelser fuldstændigt, og har fundet, 
at de alle var falske. Hvorfor skulle vi 
så frygte at undersøge mormonismen? 
Denne mand, Hr. Pratt, har fortalt os 



Et sjældent portræt af præsident Taylor. 

meget, der er i overensstemmelse 
med, hvad vi selv tror ... Vi har bedt 
Herren om et sendebud, hvis han hav- 
de en sand kirke her på jorden . . . Jeg 
ønsker at undersøge den lære, Pratt 
prædiker og hans fordring på, at den 
er sandfærdig, og jeg vil være meget 
glad, hvis nogle af mine venner vil gå 
med mig i denne undersøgelse. Men 
hvis der ikke er nogen, der vil det, kan 
I være forsikrede om, at jeg selv vil 
gøre det. Hvis jeg finder ud af, at den- 




Det første Præsidentskab i 1880, beståen- 
de af præsident Taylor og hans to råd- 
givere, Joseph F. Smith og George Q. 
Cannon. 



ne religion er sand, vil jeg acceptere 
den, uden hensyn til konsekvenserne; 
men er den falsk, så vil jeg afsløre 
den." 

Han ledsagede ældste Pratt og skrev 
de 8 taler ned, som han holdt. Han 
sammenlignede dem personligt med 
skriften. „Jeg arbejdede konstant på 
dette i tre uger og jeg fulgte bror Pratt 
fra sted til sted." Taylor og hans kone 
sluttede sig til kirken kort efter. 
Han blev ordineret til apostel to år 



432 



øjdepunkter i John Taylors liv (1808—1887) 



1. nov 

1808 

1822 

1824 

1832 

1836 

1838 

1839- 




41 



1842^6 

1846-^7 

1849—52 

1855—57 

1857—76 

1877 

1880 

25. juli 

1887 



alder 

— Fødes i Milnthorpe, England 

14 Arbejder som bødker, senere som drejer 

16 Tilslutter sig methodist-menigheden 

24 Emigrerer til Canada 

28 Bliver døbt og står i spidsen for kirken i Canada 

30 Ordineres til apostel 

31 — 33 Første mission i England 

34 — 38 Redaktør for Times and Seasons 

38 — 39 Anden mission i England 

41 — 44 Missionær i Frankrig og Tyskland 

47 — 49 Præsiderer over missionen i de østlige stater 

49 — 68 Medlem af Utah Territoriets lovgivende forsamling 

69 Bliver leder af kirken som præsident for De tolvs Råd 

72 Stadig præsident for kirken 

78 Dør i Kaysville, Utah 



senere, efter at have omvendt mange 
venner og naboer i Toronto, og efter 
at han var flyttet til Kirtland for at bo 
sammen med de hellige. Han blev ordi- 
neret få dage før sin tredive-års fød- 
selsdag. Seks år senere blev han ud- 
nævnt til redaktør for Times and Sea- 
sons, der var kirkens avis i Nauvoo. I 
årene der fulgte, udgav og skrev han 
mange aviser, hæfter og afhandlinger 
og han opnåede et betydeligt ry som 
en overordentlig god taler, der gjorde 
indtryk på sine tilhørere ved logik og 
saglige argumenter, fremfor udeluk- 
kende følelsesfulde udtalelser. 
Præsident Brigham Young udtalte 
følgende om ældste Taylors evner: 
„Hvad John Taylor angår, så vil jeg 
sige, at han er en af de største bega- 
velser, man kan tænke sig; han er en 
mægtig mand, og jeg tror roligt vi kan 
sige, at han er en enestående redak- 
tør, men jeg foretrækker at bruge det 
udtryk, jeg synes dækker bedst, og 
det vil sige, at han er en af de største 
redaktører, der nogensinde har le- 
vet ..." 

Ældste Taylor var med tiden medvir- 
kende til, at evangeliet blev bragt til 
De britiske Øer. Han grundlagde kir- 
ken på Irland, på øen Man, i Liverpool 
og flere andre steder. Han bragte 
evangeliet til Frankrig såvel som til 
andre lande, og hjalp de hellige med 
at flytte mod vest, efter martyriet. Vest 
på, blev han en fremstående mand i 



kommunale anliggender og for ledel- 
sen af kirkens forretninger. 
Men hvorledes var John Taylor som 
menneske — hvordan var hans per- 
sonlighed? Følgende hændelse giver 
et godt billede af John Taylor. Han 
skulle holde tale for nogle hellige i 
nærheden af Columbus, Ohio. Kort tid 
efter hans ankomst, fortalte nogle af 
de hellige, at byens borgere havde 
planlagt at møde op i samlet flok til 
friluftsmødet for at høre ham tale, men 
de var bange for, at man ville dyppe 
ham i tjære og rulle ham i fjer. De 
rådede ham til at aflyse mødet. John 
Taylor svarede, efter at have tænkt sig 
om et øjeblik, at han ville holde tale, 
selv om hans venner måske valgte at 
blive væk. 

Da han var ankommet og havde stillet 
sig op foran forsamlingen, fortalte 
han, at han var kommet fra Canada — 
et land, der stod under kongeligt over- 
herredømme. Han fortsatte: „Mine her- 
rer, jeg står i dette øjeblik foran nogle 
mænd, hvis fædre kæmpede og op- 
nåede den største velsignelse, der kan 
tildeles mennesket — nemlig retten til 
at tænke, tale og skrive; retten til at 
bestemme, hvem der skal regere, og 
retten til at tilbede Gud i overensstem- 
melse med det, ens egen samvittighed 
påbyder . . . Jeg ser her rundt omkring 
mig sønnerne af de ædle mænd, der 
satsede på deres liv, skæbne og 
ukrænkelige ære for at bryde lænker- 



ne fremfor at underkaste sig en tyrans 
befalinger . . . 

„De kæmpede ypperligt og ypperligt 
de sejrede; og nu er frihedens fane 
gået til tops på frihedens standere over 
det ganske land, og frihedens flag 
vajer . . . ikke blot her, men på jeres 
skibe — de bedste i verden, der sejler 
på de store have og søer i fjorde og 
bugter, og besøger alverdens nationer. 
På disse skibe blafrer jeres flag for 
vinden, og et håb rejser sig i hjertet 
på millioner af undertrykte, således at 
de måske søger jer, hvis de ikke i 
deres eget land kan finde friheden . . . 
Mine herrer, jeres frihed er mere end 
blot et navn, den er en del af jeres 
system, alle jeres senatorer udråber 
den, den bli'r fastslået ved bragene 
fra jeres kanoner, jeres børn taler om 
den, og der undervises om den i sko- 
lerne ... Er det underligt, at jeg, der 
netop er kommet fra et kongedømme, 
under disse omstændigheder skulle 
have mærket en særlig stemning, idet 
jeg rejste mig op for at tale til jer? 
„Jeg blev for lidt siden gjort opmærk- 
som på, at det var jeres hensigt at 
dyppe mig i tjære og rulle mig i fjer, 
grundet min religiøse overbevisning. 
Er det en velgerning, I har arvet fra 
jeres fædre? Var det den velsignelse, 
de stræbte efter med deres blod, sved 
og tårer? Er dette jeres frihed? Hvis 
det forholder sig således, så værs'god, 
her har I et offer, og lad os ofre det til 
frihedens gudinde." Derpå flåede han 
sin vest af og sagde: „Nå, mine her- 
rer, kom nu med jeres tjære og jeres 
fjer. Jeres offer er rede. Lad skyggerne 
fra de ærværdige patrioter komme og 
se på deres degenererede sønners 
gerninger! Træd nærmere, mine herrer! 
Kom og tag mig, jeg siger jo, at jeg er 
rede!" Der var ikke én, der bevægede 
sig. Ingen sagde noget. Han stod der 
— rank og oprejst i sin lige ved to 
meters højde, rolig og trodsig. Ingen 
rørte sig. 

Efter en kort pause talte han i tre 
timer! Da han var færdig, kom nogen 
af byens ledende mænd hen ti! ham 
og gav udtryk for deres mishag over, 
at der skulle have været uheldige 
motiver bag nogle af deres medborge- 
res tilstedeværelse ved mødet. 



433 



John Taylors frygtløshed og dristige 
tro fremgår også af følgende episode. 
Han var kaldet til at tjene som missio- 
nær i England. Efter en meget kræven- 
de rejse fra det fjerne vesten, ankom 
ældste Taylor til New York med kun én 
cent på lommen. Men han var den 
sidste til at beklage sig over pengenød, 
og han svarede bekræftende på spørgs- 
målet, om han havde mange penge. 
Ældste Parley P. Pratt, (den mand der 



havde døbt ham) gik næste dag hen til 
ham og sagde: 

„ Bror Taylor, jeg hører, at du har mange 
penge — er det sandt?" 
„Ja, det passer, bror Pratt." 
„Godt," sagde ældste Pratt, „jeg står 
nemlig for at skulle udgive mine bøger: 
,Voice of Warning' og ,Millenial 
Poems'; jeg mangler penge, så jeg 
ville være glad for, om du kunne und- 
være to — tre hundrede dollars." 







/ dette hus i Kaysville, 
Utah, døde præsi- 
dent Taylor d. 25. 
juli 1887, medens 
han stadig levede 
i ex/7. 



C 



434 




„Bror Parley, jeg vil med glæde give 
dig alt, hvad jeg har, hvis det bare kan 
hjælpe dig." Idet han sagde dette, stak 
han hånden ned i lommen, hvorefter 
han gav ældste Pratt sin sidste penny. 
De lo begge meget, og ældste Pratt 
sagde til ham: „Jeg mente bestemt, at 
du har gået og fortalt, at du havde 
mange penge." „Ja, men det har jeg 
også," svarede ældste Taylor. „Jeg er 
godt klædt, du forsyner mig med rige- 
ligt at spise og drikke og et godt væ- 
relse. Al dette har jeg plus en penny i 
overskud, og jeg skylder intet væk — 
er det ikke mere end nok?" 
Den samme aften blev der holdt råd- 
givningsmøde, idet nogle af brødrene 
var ved at forberede sig til at tage til 
England. Ældste Pratt foreslog at brø- 
drene hjalp ældste Taylor økonomisk, 
således at han havde penge til at rejse 
for. Ældste Wilford Woodruff ventede 
nemlig på, at ældste Taylor skulle led- 
sage ham til England. Ved mødets af- 
slutning protesterede ældste Taylor, 
og han sagde, at hvis de havde nogle 



Præsident Taylor 
underskrev dette inspi- 
rerende budskab, der 
indeholdt følgende 
påmindelse: „Gud vil støtte 
Israel. Ingen magt kan 
skade os, hvis vi blot gør 
det, der er rigtigt." 



Præsident Taylors naturlige værdighed og 
virkningsfulde holdning fremgår af dette 
fotografi, der blev taget, medens han var 
præsident. 




Præsidentens britler. 



penge, så skulle de give dem til Parley 
Pratt, han havde både familie at for- 
sørge og nogle bøger, som han skulle 
have udgivet. Wilford Woodruff, der 
selv var en mand af en stor tro, ud- 
trykte beklagelse over ældste Taylors 
standpunkt. Ældste Taylor sagde så: 
„Bror Woodruff, hvis du mener, at jeg 
skal tage afsted, så tager jeg afsted." 
„Men hvorfra vil du få pengene?" 
spurgte ældste Woodruff. „Det er der 
ingen grund til at bekymre sig om. Gå 
du blot ned og bestil plads til mig om- 
bord på skibet, så skal jeg nok skaffe 
^pengene." Ældste Woodruff gjorde 
det, Taylor havde bedt ham om — 
hvorefter Taylor modtog så mange 
frivillige gaver, uden selv at have op- 
fordret dertil, fra mange forskellige 
mennesker, der var blevet vejledt af 
Herrens Ånd, at der nu var nok ikke 
blot til Taylors rejse, men også til end- 
nu en ældste. 

Ægte mod og dristighed — i skrift, ord 
og gerning. 

Præsident Taylors forståelse for og 
kærlighed til folk var uhyre retfærdig 
og uselvisk. To ældre og trofaste brø- 
dre kom således engang til ham, me- 
dens han var præsident for De tolvs 
Råd, og efter at de hellige var nået til 
Utah. De søgte om råd til løsningen af 
en bitter strid, der var imellem dem. 
De havde besluttet at rette sig efter 
det, bror Taylor rådede dem til, uanset 



hvad det var. De mødte op og for- 
klarede, at de havde haft nogle fryg- 
telige skænderier, de bad ham nu, om 
han ville høre på deres historie. 
Han sagde: „Brødre, før jeg hører om 
jeres sag, ville jeg meget gerne have 
lov til at synge en af Zions sange for 
jer." -Præsident Taylor, der var en 
meget god sanger, sang så en sang 
for disse to mænd. Da han så deres 
reaktion, bemærkede han, at han selv 
aldrig nøjedes med at lytte til én af 
Zions sange, men at han altid ønskede 
at høre en til. De to brødre blev så 
enige om at høre en til. Efter at præ- 
sident Taylor havde sunget den anden 
sang, sagde han, at han havde hørt, at 
der var held ved de ulige numre, så 
han ville med deres tilladelse gerne 
have lov til at synge en til. Da han 
havde sunget den, sagde han: „Mine 
brødre, jeg vil ikke trætte jer, men 
hvis I vil tilgive mig og blot lytte til 
endnu en sang, så lover jeg jer, at jeg 
vil holde op med at synge, og lytte til 
jeres uoverensstemmelser." Da han 
havde sunget den fjerde sang, var de 
to brødre rørt til tårer; de rejste sig, 
tog hinandens hænder, og bad præsi- 
dent Taylor om at tilgive dem, fordi de 
havde taget hans tid. Hans sang hav- 
de forsonet dem og deres følelser 
overfor hinanden. 

Der var, på andet tidspunkt, opstået 
nogle vanskeligheder og uoverens- 



stemmelser mellem medlemmerne i et 
ward. „Jeg syntes selv, at det var en 
ubetydelig sag. Da vi var mødt op alle- 
sammen, åbnede jeg mødet med en 
bøn, hvorefter jeg kaldte et antal af de 
tilstedeværende op for, at de skulle 
bede en bøn; det gjorde de, og Guds 
Ånd hvilede over os. Jeg kunne mær- 
ke, at der var oprigtige følelser i hjer- 
tet hos dem, der var mødt op for at 
klage deres nød, og jeg bad dem nu 
om at fremlægge sagen. Men de sag- 
de, at der ikke var noget at fremlæg- 
ge. Den utilfredshed og det mishag, 
der før havde besat dem, var forsvun- 
det. Guds Ånd havde fjernet det fra 
deres hjerter, og de vidste nu, at det 
var rigtigst, at de tilgav hinanden." 
Således var John Taylor! Ved præsi- 
dent Brigham Youngs død i 1877, blev 
ledelsen af kirken overdraget til John 
Taylor, indtil hans død i 1887. 
Ironisk nok, måtte han, selv om han 
blev kaldt Frihedens Forkæmper, lede 
kirken det meste af sin tid i landflyg- 
tighed. Grunden dertil var, at den ame- 
rikanske regering intens forfulgte de 
hellige, dog uden støtte fra militæret, 
for deres beslutning om flerkoneri. 
Følgerne heraf var, at store kolonier 
af hellige emigrerede til Mexico og 
Canada i præsident Taylors tid. 
Han sagde på et tidspunkt under for- 
følgelserne: „Hvad mig angår, så vil 
jeg sige: Lad tingene ske, som Her- 
ren har besluttet det. Jeg ønsker ikke 
retsager; jeg ønsker ikke lidelser; jeg 
beder Gud om ikke at lede mig i fri- 
stelse . . . men hvis jordskælv, lyn, 
torden og mørkets magter er løs og 
hvis djævelens ånd har fået tilladelse 
til at regere, og en djævelsk indfly- 
delse er bragt ned blandt de hellige, 
og mit liv er sat på en prøve sammen 
med dem — så lad det komme . . . Jeg 
vil acceptere det og lægge skuldre 
til den tunge byrde, hvori den end måt- 
te bestå. Hvis der skal være fred, så 
lad der blive fred; hvis der skal være 
krig, så lad den blive ubetinget." 
Mange hellige ville være bukket un- 
der, uden hans frygtløse ånd i disse 
vanskelige tider. Han var et tydeligt 
eksempel på, at mod er noget, der 
smitter. Det gælder også for dig og 
for dem, du omgås og påvirker. Q 



435 



Tempelrejsen 

Mange af deltagerne i rejsen boede på 
campingpladsen, og en af dagene var 
der arrangeret den traditionelle fest på 
pladsen; trods regnvejr, lyn og torden 
blev den planlagte underholdning gen- 
nemført med godt humør, og vi vil gerne 
sige tak til de søskende, som trodsede 
uvejret og mødte op til festen, enten 
som deltagere eller tilskuere. 
Vi vil også gerne her takke broder Arne 
Sandahl for den udmærkede måde, 
hvorpå han udførte arbejdet med ledel- 
sen af de danske søskende på camping- 
pladsen, og søster Edith Sandahl for 
organiseringen af børnepasningen i 
grensbygningen i Zollikofen. 



For 1973 er der planlagt følgende 
danske sessioner i templet i Schweiz: 
6. til 9. marts 1973 

17. til 20. juli 1973 

21. til 24. august 1973 
og vi beder søskende tilrettelægge 
deres tid således at de kan deltage i 
en eller flere af disse sessioner, idet 
vi dog henstiller, at de søskende, som 
ikke har skolesøgende børn, deltager 
i de sessioner, som ligger uden for 
skoleferien. 

Der vil senere fremkomme nærmere 
instruktioner om tilmelding etc. til 
rejserne. 

Mary Kaiser og Benny Linden 



Dåb 

Amager: 1. juli 1972: 
Bjørn Schou Jørgensen døbt af broder 
Henning Schou Jørgensen, håndspå- 
læggelse ved samme 
København: 25. juni 1972: 
Fritz Wedderkopp døbt af ældste Dennis 
Illum, håndspålæggelse ved ældste 
Danny Stevens 
1. juli 1972: 

Helge Peter Veiss Christiansen døbt af 
ædlste Charles Black, håndspålæggelse 
ved ældste Robert Kirk 
Lynge Jensen døbt af broder Ken Ed- 
vard Lynge Jensen, håndspålæggelse 
ved missionspræsident Paul L. Pehrson 
7. juli 1972: 

Olafur Olafsson døbt af ældste Robert 
Murdock, håndspålæggelse ved mis- 
sionspræsident Paul L. Pehrson 
Horsens: 3. juni 1972: 
Johna Hansen døbt af ældste Gary 
Robinson, håndspålæggelse ved broder 
Jan Greisen 



DAVID O. McKAY 
„Verdens største behov er en 
urokkelig tro på et guddom- 
meligt forsyn." 



Fødselsdage 

Stjernen ønsker hjertelig tillykke til 

følgende søskende: 

Kristine Olsen, Nordre Gren, 

70 år den 1. november 

Esther Nielsen, Kolding, 

60 år den 6. november 

Johannes Bisbjerg, København, 

65 år den 9. november 

Agnes Mikkelsen, København, 

80 år den 15. november 

Karen Andersen, Ålborg, 

70 år den 26. november 

Hedvig Petersen, Århus, 

75 år den 27. november 



Døde 

Amager 

Den 27. april 1972 døde søster Anna 

Kirstine Marie Bramsholm, 86 årgammel 

Odense 

Den 10. juli 1972 døde broder Lars Aage 

Kristian Bruun, 45 år gammel 



Velsignelser 

København: 2. juli 1972: 
Johan Helge Benthin og Gerda Lund 
Benthins datter Eva Keren-Happuk 
Benthin velsignet af sin fader 
Povl Reiner Hansen og Bente Olsen 
Hansens søn Martin Reiner Hansen vel- 
signet af sin fader 



Kirken 

og 
Pressen 



I det forløbne år er Kirken og dens 
principper blevet omtalt oftere og 
i større omfang i pressen end no- 
gensinde før. Dette skal være en 
kort redegørelse for, hvad der 
egentlig er sket. 

Det begyndte med, at Ekstra Bladet 
den 19. juli 1971 påbegyndte en 
hetz-kampagne mod vor Kirke. Der 
var mange stort opsatte artikler og 
indlæg, nogle endda på forsiden. 
Nogle af vore medlemmer proteste- 
rede i læserbreve, og præsident 
Paul L. Pehrson bad Jørgen W. 
Schmidt på Kirkens vegne forlange 
en officiel redegørelse optaget. Det 
skete i to tempi, den 30. juli og 
14. august. 

I oktober 1971 blev Jørgen W. 
Schmidt udnævnt til Kirkens pres- 
sekonsulent under PR-afdelingen. 
Der udsendtes straks breve til 
samtlige bogforlag og dagblade i 
Danmark, hvor en udstrakt service 
blev tilbudt mht. oplysning, billed- 
materiale, gennemlæsning osv. 



436 



Samtidig startede en kampagne for 
at få vore medlemmer til at skrive 
læserbreve til aviser og blade, hvori 
de udtrykker deres (og dermed 
Kirkens) syn på aktuelle emner. 
Begge dele med stor succes. 
„Bogormen", boghandlermedhjæl- 
pernes kvartalsmagasin bad om en 
artikel om de misvisende artikler i 
lære- og skolebøger, leksika osv. 
Det blev til en illustreret artikel på 
3 sider, som senere blev sendt til 
ledende biblioteksfolk og en række 
betydende forlag. Politiken bad om 
et interview, som stort opsat blev 
offentliggjort i søndagsavisen den 
2. januar 1972. Ålborg og Fyens 
Stiftstidender offentliggjorde den 
25. november og den 12. december 
1971 i kronikform en artikel af Jør- 
gen W. Schmidt „Mormons Bog i 
nyt lys". 

Læserbrevene kom så småt i gang 
i slutningen af 1971, og i 1972's 
første halvdel blev det næsten en 
mani! Hundreder af læserbreve 



forfægtede vore ideer — med og 
uden nævnelse af Kirkens navn. 
Det var strålende! Mest flittige var 
måske Ebbe Rosenkilde og Karl 
Blohm og Bent Lindhardt, men det 
er glædeligt at se, at medlemmer 
fra stort set hele missionen har 
været med. 

Den tvungne sex-undervisning i 
skolerne satte ekstra skub i læser- 
brevene, samtidig med at under- 
skriftsindsamlingen blev kraftigt 
støttet af vore medlemmer. Glæde- 
ligvis gjorde vor og andres indsats 
på dette område god nytte, idet 
undervisningsministeren har lovet 
revidering af loven. 
Sidste efterår blev GUF's basket- 
ball-hold forment oprykning i 1. di- 
vision, fordi man ikke ville spille om 
søndagen. Det gik vi til pressen 
med, og resultatet blev en del skri- 
verier, først og fremmest i BT, som 
glædeligvis bakkede Kirken og 
dens principper op. GUF svarede 
på diskriminationen ved at indbyde 
til et „jule-stævne", hvor man ud- 
fordrede tre af de stærkeste 1. divi- 
sions hold, og heldigvis vandt med 
glans! Ny omtale i pressen. I marts 
1972 meddelte Dansk Baskelball- 
Forbund GUF, at de slet ikke mere 
kan spille i Danmarksturneringen, 
efter at GUF i to år har vundet 2. 
division. Grunden stadig den sam- 
me. DET bragte igen BT frem, både 
med redaktionelle og lederartikler, 
billeder, læserbreve osv. Men også 
de andre blade tog sagen op, næ- 
sten alle på GUF's side, og megen 
sympati vistes holdet og dets prin- 
cipmæssige holdning. 
Stor omtale i alle aviser fik i januar 
1972 mormonen Jack Anderson, 
USA's „dårlige samvittighed". Han 
er stor-journalist og specialiserer 
i afsløring af fordægtige og lyssky 
stats-aktioner. Aviserne var flinke 
til også at fortælle om hans karriere 
i vores Kirke. 

Bibliotekar Kristian Hvidt's store 
bog om den danske udvandring til 
USA bragte i februar og marts store 
omtaler i de fleste aviser, inklude- 



rende historien om mormonernes 
andel i masseflugten fra Den gamle 
Verden. Også radioen tog emnet op 
i en stor udsendelse. 
Særligt bør nævnes disse artikler: 
„Ude og Hjemme" den 25. april 
1972, en stor artikel af Niels Berg 
om Ole Halvorsen, hvis tredie og 
sidste kone er mormon-pigen Kir- 
sten. „Søndags-BT" den 27. april 
1972 en stor opsat artikel af Philip 
Norman „De har Guds tilladelse til 
at nøjes med en kone". Og Born- 
holms Tidende den 6. maj 1972 
„Fokus på religionen", der er et ud- 
førligt referat af en rundbords-dis- 
kussion med deltagere fra 9 trosret- 
ninger, heriblandt to af vore mis- 
sionærer. Endelig optog „Vestkys- 
ten" den 24. maj 1972 en artikel af 
Karl Blohm „Hvem er mormoner- 
ne?". 

Sluttelig skal nævnes pressekonsu- 
lentens påskemorgen-kronik i Fre- 
deriksborg Amts Avis, der bragte 
resultaterne af en opinionsunder- 
søgelse, foretaget i Hillerød for at 
finde ud af folks indstilling til Jesus 
og de tre gyldne spørgsmål. Den 
afstedkom megen diskussion, ind- 
læg, angreb og mange læserbreve, 
hvor vi fik lejlighed til at præcisere 
Kirkens standpunkt. 
I samme periode har også fjernsy- 
net været med os: Den 9. november 
1971 kæmpede Karl Blohm en helte- 
modig kamp for åben skærm mod to 
aggressive kvindelige forkæmpere 
for sex-undervisning i skolen. Og 
den 12. april præsenterede Børne- 
nes TV-avis et program med tre 
slags religioner, hvoraf den ene var 
Mormonismen. Her boltrede vore 
Primary-børn sig og klarede sig 
glimrende i forhold til de andre 
børn. Den følgende uge toges em- 
net op, idet der førtes diskussion 
om religion med børn fra forskelli- 
ge trossamfund. Også her var der 
ingen tvivl om, hvem der klarede 
bedst for sig. Sandelig giver vor 
Kirke anledning til personlig udvik- 
ling. 

JWS 



437 




Fra mødet i Århus den 11. juni 1972. Præsident Paul L. Pehrson ses på talerstolen 



Missionskoordinator Flemming Hall 
taler ved mødet i Århus den 11. juni 1972 



Velsignelser 

København: 4. juni 1972: 
Bente Volkers Jensen og Rudy Lyngvig 
Jensens søn Rene Volker Lyngvig Jen- 
sen velsignet af broder Knud Hentzen. 
Edith Jørgensen Nielsen og Preben Ro- 
bert Nielsens datter Birgit Nielsen vel- 
signet af sin fader. Birte Stenholm Koch 
Paulsen og Paul Jørgen Paulsens søn 
Lars Stenholm Paulsen velsignet af sin 
fader. 

Nordre Gren: 7. maj 1972: 
Ulla Lorentzen Madsen og Ole Mandrup 
Madsens søn Eli Mandrup Madsen vel- 
signet af sin fader 
Århus: 2. april 1972: 
Vera Elisabeth Muss Jensen og Benny 
Peter Jensens datter Henriette Muss 
Jensen velsignet af sin fader. 
Odense: 4. juni 1972: 
Bente Lykke Hansen Andersen og Niels 
Ove Søgård Andersens søn David Nor- 
dahl Andersen velsignet af sin fader 
Horsens: 4. juni 1972: 
Elisabeth Peick Christensen Willemann 
og Kurt WiMemanns datter Dorte Wille- 
mann velsignet af sin fader. Aase Hau- 
berg Nielsen Refvik og Hilmar Karlsen 
Refviks søn Steffen Hilmar Refvik vel- 
signet af broder Gunnar Nielsen. Elisa- 
beth Sørensen Jensen og Henning Jen- 
sens datter Lisbeth Dam Jensen velsig- 
net af sin fader. 



Ordinationer 

Hjørring: 4. juni 1972: 

Ken Hauberg Jensen ordineret til diakon 

af ældste Dieter Hansen 

Ålborg: 28. maj 1972: 

Herman Christian Larsen ordineret til 

ældste af Missionspræsident Paul L. 



Pehrson. Aage Thorvald Andersen ordi- 
neret til ældste af Missionspræsident 
Paul L. Pehrson. Ole Højmark Steffen- 
sen ordineret til ældste af broder Mag- 
nus H. Steffensen. 
18. juni 1972: 

Leif Pedersen ordineret til præst af 
broder Preben Klitgård 



DAVID O. McKAY 

„Evangeliet er vort anker. Vi ved, hvad det står for. Hvis 
vi efterlever det, føler for det og taler godt om evangeliet, 
om præstedømmet, om dets autoriteter, taler godt selv om 
vore fjender, vil vi selv være lykkeligere, og vi vil være i 
færd med at prædike Jesu Kristi evangelium. Det kan en- 
hver gøre. Det er muligt. Gud har ikke bedt os om at gøre 
det og derefter frataget os kraften til at udføre det." 



438 



Lær jeres små børn om evangeliets sandheder 



AF MARGERY CANNON 



En ung mor, som skulle på en week- 
end tur, anbragte sin 18 måneders 
gamle dreng i hans bedstemors arme. 
„Tak mor, du er så sød. ■ — Åh, lige 
en ting til. Før du mader ham, vil 
du så ikke godt folde hans hænder 
og hjælpe ham med at sige en kort, 
enkel bøn. Vi holder familiebøn med 
ham hver aften. Hvis du og far ikke 
er ked af det, kan I så ikke knæle 
ved hans seng — det er han vant til. 
Jeg tror, det vil hjælpe ham til at 
føle sig mere sikker." 
Da datteren forsvandt ned ad gaden, 
tænkte bedstemoderen over spørgs- 
målet. Hvor er de forældre kloge, 
tænkte hun. En vane som begynder 
i 18 månedersalderen vil være en 
livsform i 18 års alderen. Hun kunne 
ikke lade være med at sammenligne 
sin datters filosofi med den unge 
mors, som boede ved siden af. „Jeg 
vil fortsætte med at arbejde indtil mit 
barn er to et halvt år gammel. Før 
den tid forstår små børn alligevel ikke 
rigtig hvem du er, eller hvad det hele 
drejer sig om." 

Præsident J. Reuben Clark sagde en- 
gang: Herren har gennem åben- 
baring gjort klart, at fra den tidligste 
barndom, må børn undervises om 
Evangeliets principper og Kirkens lær- 
domme, ellers skal synden hvile på 
forældrenes hoved." (Lære og Pagter 
68:25.) 

De vigtigste undersøgelser, der fore- 
tages for tiden, som angår børn, kon- 
centrerer sig om de første måneder 
i barnets liv. Mange psykologer me- 
ner, at det enkelte menneskes frem- 



skridt er afhængig af det han lærte 
i sine fire første leveår. Og de tror 
også, at når disse år er gået, vil bar- 
net aldrig være i stand til at lære 
med samme naturlighed og lethed 
mere. 

Der gives mange chancer til at un- 
dervise vore små børn — hvis vi blot 
vil være opmærksom på det og be- 
nytte os af det. 

Da vores datter Marie kun var to år 
gammel, knælede hun ned i bøn sam- 
men med sine søskende, medens 
min mand salvede mig. Næste mor- 
gen var jeg helt rask. Da vi tre dage 
senere sad ved middagsbordet, ville 
Marie ikke have noget at spise. Jeg 
kunne se hun havde feber. „Mor," 
sagde hun tankefuldt, „da du var syg, 
bad far for dig og du fik det bedre." 
Jeg nikkede. Så fortsatte hun, „mor 
og far — bed for mig." Hendes far 
salvede hende derefter, og den føl- 
gende morgen var hun rask og oppe 
igen. 

Marie er nu ti år gammel. Hun har 
stadig en brændende tro på, at vore 
bønner bliver besvaret. 
Da vort syvende barn var tre eller 
fire måneder gammel — før han 
vidste hvad ordene betød — begyndte 
jeg at lære ham den vigtigste af alle 
sandheder — at vor himmelske Fa- 
der og Jesus elsker ham. Når jeg 
holdt ham i mine arme og hviskede 
kærlige ord ind i hans øre, tilføjede 
jeg som regel, „vor himmelske Fa- 
der og Jesus elsker dig også." Disse 
ord blev gentaget gang på gang, 
næsten hver dag, når han blev 



kærtegnet og puslet. En gang imellem 
undrede jeg mig dog. Kunne jeg 
virkelig forvente at lære sandheden 
til dette lille barn? 
Måske ikke, men det var begyndel- 
sen. I begyndelsen ville han forbinde 
ordene med noget godt og kærligt, 
senere ville han lære at forstå. 
Da han blev lidt større, hængte vi 
et stort farvebillede af Jesus stående 
blandt de små børn, op på væggen 
i hans værelse. Han lærte at forstå, 
at vor himmelske Faders kærlighed 
bragte Frelseren til jorden, og på 
grund af Frelserens kærlighed til os, 
døde Han, så vi kan leve. 
Vor søn er nu seks år gammel. Han 
er vokset fra vuggen og kravlegår- 
den, men hans tale og bønner åben- 
barer, at han er overbevist om, at vor 
himmelske Fader og Jesus lever, og 
at de elsker ham. Det kan udmærket 
være de første tanker — lært da 
han var et ganske lille barn. Og hvem 
ved, muligvis vil han være den af 
vore børn, som mest af dem alle vil 
trænge til den overbevisning. 
Vi kan ikke ignorere vore små børn. 
De er ivrige og villige til at lære. Og 
dersom vi tidligt nok fortæller dem 
om Evangeliets sandheder, vil de helt 
sikkert aldrig vige fra dem, selv efter 
at de er blevet voksne. De vil ikke 
blot forstå, men blive ophøjet „tildelt 
herlighed over deres hoveder i al 
evighed.« (Abr. 3:26.) Og vi, som 
forældre, vil være velsignet med den 
vished, at vi har opfyldt vore for- 
pligtelser overfor Herren. 

O 



L.L.S. CHURCH 

TRANSLATION SRVICES LEPT. 

LIBRARY 



iiwé^* 





m