(navigation image)
Home American Libraries | Canadian Libraries | Universal Library | Community Texts | Project Gutenberg | Biodiversity Heritage Library | Children's Library | Advanced Microdevices Manuals | Linear Circuits Manuals | Supertex Manuals | Sundry Manuals | Echelon Manuals | RCA Manuals | National Semiconductor Manuals | Hewlett Packard Manuals | Signetics Manuals | Fluke Manuals | Datel Manuals | Intersil Manuals | Zilog Manuals | Maxim Manuals | Dallas Semiconductor Manuals | Temperature Manuals | SGS Manuals | Quantum Electronics Manuals | STDBus Manuals | Texas Instruments Manuals | IBM Microsoft Manuals | Grammar Analysis | Harris Manuals | Arrow Manuals | Monolithic Memories Manuals | Intel Manuals | Fault Tolerance Manuals | Johns Hopkins University Commencement | PHOIBLE Online | International Rectifier Manuals | Rectifiers scrs Triacs Manuals | Standard Microsystems Manuals | Additional Collections | Control PID Fuzzy Logic Manuals | Densitron Manuals | Philips Manuals | The Andhra Pradesh Legislative Assembly Debates | Linear Technologies Manuals | Cermetek Manuals | Miscellaneous Manuals | Hitachi Manuals | The Video Box | Communication Manuals | Scenix Manuals | Motorola Manuals | Agilent Manuals
Search: Advanced Search
Anonymous User (login or join us)
Upload
See other formats

Full text of "Den Danske Stjerne"

ømt* 




. - 






/Tf 



* +„** 




'& 



NTJERWE 



November 1972 
121. Årgang 
Nummer 11 



Det inspirerende 
budskab 




AF PRÆSIDENT JOSEPH FIELDING SMITH 

Frafald er, når det sættes i relation til evangeliets principper, det evige livs 
tyveknægt, det evige liv, der er livet nær Faderen og Sønnen. Der er mange 
blandt. os, endog medlemmer af kirken, der føler, at det ikke har noget hastværk 
med at overholde evangeliets principper og bud. 

Dårlige vaner skabes nemt, men de er ikke så nemme at slippe af med igen. 
Giver vi efter for vore dårlige vaner, idet vi betragter dem som bagateller, og 
tror, at vi bliver af med dem i graven? Regner vi med, at vore legemer vil blive 
renset i graven, og at vi skal stå frem med perfekte og sunde legemer? Der er 
nogle iblandt os, der taler om dette på denne måde, de undskylder dem selv og 
deres handlinger, idet de siger, de bliver renset i graven. 

Alma lærte os noget andet. Han sagde til Coriantor: „Tro ikke, fordi der er 
blevet talt angående genoprettelse, at du skal blive genbragt fra synd til salig- 
hed. Jeg siger dig, at ugudelighed har aldrig været lykke. 

„Thi det, du sender ud, skal vende tilbage til dig igen og blive dig gengivet. Ordet 
genoprettelse fordømmer altså synderen endnu mere, men retfærdiggør ham 
aldeles ikke." (Al. 41:10, 15) 

Lad os ikke glemme Almas ord: „Dette liv ertiden, da menneskene skulle berede 
sig til at møde Gud; ja dette livs dag er den dag, da menneskene skal udføre 
deres arbejde." (Al. 34:32) 

Herren er altid nådig og venlig. Holder vi os nær til ham, holder han sig nær til 
os. „. . . Søg flittigt, så skal I finde mig, bed og I skal få, bank på, så skal der 
lukkes op for jer." (L.&P. 88:63) O 



INDHOLDSFORTEGNELSE 

Denne måneds Stjerne 443 

Præsident Harold B. Lee ordineret til Kirkens 11. præsident 444 

Joseph Fielding Smith. Apostel, profet, fader i Israel 448 

Enhed og styrke. Af Joseph Fielding Smith 452 

Den, der er villig og lydig. Af Gordon B. Hinckley 453 

For intet har I modtaget; for intet skal I give. Af George Albert Smith 456 

Styrk dine brødre. Af Robert L. Simpson 460 

S & S 463 

Hvad skriften fortæller os om at tjene Herren, medens man er ung. 

Af Robert J. Matthews 464 

"Henstandia" — eller det ufærdige rige. Af James Waldrop 466 

Vort vidnesbyrd til verden. Af Hartman Rector, jun 469 

Fred. Af Eldred G. Smith 472 

Wilford Woodruff: En mand med tro og iver. Af Leon R. Hartshorn 474 

Børnenes sider 

En labyrint af prikker. Af Carol Conner 161 

Venner i Irland 162 

Vær opmærksom. Af Walter Trag 164 

Kandis 165 

Nephi, søn af Nephi. Af Mabel Jones Gabbott 166 

Ven til ven. Af Boyd K. Packer 170 

Vagtlerne. Af Mary Pratt Parrish 173 



Denne måneds forside: 

Forsiden viser præsident Harold B. Lee, nyligt opretholdt som profet, seer og 
åbenbarer og som 11. præsident for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. 



Organ for JESU KRISTI KIRKE 
AF SIDSTE DAGES HELLIGE 



November 1972 

121. Årgang • Nummer 11 



Udgivet af 

Den danske Mission af Jesu 
Kristi Kirke af Sidste Dages 
Hellige 

Dalgas Boulevard 164 
2000 København F. 
Telf. Fasan 9901 
Postgiro 333.38 

Grant R. Ipsen, 

missionspræsident, 
ansvarshavende redaktør 

Koordinator: 

Jørgen Ljungstrøm 

Nyheder: 

Ellen Valgren 

Den danske Stjerne udkommer 
den 1. i hver måned. Abonne- 
mentsprisen (inkl. porto) er i 
Danmark kr. 15.- pr. halvår 
kr. 30.- for et helt år, i udlandet 
$ 4.00 for helt år. I løssalg 
kr. 3.- pr. nummer. Betaling 
ved check udstedt til Den 
danske Stjerne, Priorvej 12, 
København F. eller gennem 
postgiro 333.38 til Jesu Kristi 
Kirke af Sidste Dages Hellige. 
(De nævnte priser er inklud. 
moms.) 

Tryk: 

Paul Giese KG, Offenbach/M., 
Deutschland 

Layout: 

PBO-Layout-Center, Frankfurt 



Denne måneds Stjerne 

1. 

Der foreligger i denne måned en fuldstændig rede- 
gørelse om præsident Smiths død og indsættelsen 
af præsident Lee som kirkens 11. præsident. Vi brin- 
ger også den tale præsident Smith holdt ved slut- 
ningen på generalkonferencen i oktober 1971. Vi 
mener at dette budskab, i relation til hans nylige bort- 
gang, er yderst relevant. 

„For intet har I modtaget det; for intet skal I give det." 
Det er en artikel skrevet af præsident Georges Albert 
Smith. Den indgår i serien: „Vor ideologis klassiske 
tanker." Vi vil bringe nogle af dem fra tid til anden. 
Det moderne eventyr: „ .Henstandia' — eller det 
ufærdige rige" er også værd at lægge mærke til i 
denne måneds Stjerne. Det er en historie om et ty- 
pisk kirkemedlem, der en dag drømmer en drøm, der 
ændrer hele hans liv. Vi mener, at den giver noget, 
der i høj grad er værd at overveje. Den passer også 
udemærket sammen med det inspirerende budskab 
for november. 

Stjernens store værdi, ligger selvfølgelig i, at den 
bringer vidnesbyrd og budskaber fra levende pro- 
feter og apostle. Der er flere budskaber og gode råd 
i talerne fra ældste Gordon Hinckly, biskop Robert 
L. Simpson, præsident Hartman, junior, og ældste 
EldredG.Smith. 



Bemærk 

Læg mærke til, at børnenes sider i denne Stjerne, kan 
tages ud, så de danner et særskilt blad. Blad om til 
midten af Stjernen og luk den helt op; bøj klammerne 
udad; fjern børnesiderne; bøj så klammerne på plads 
igen. 



443 




PRÆSIDENT 

HAROLD B. LEE 

ORDINERET TIL KIRKENS 

11. PRÆSIDENT 



444 



Fredag den 7. juli 1972 vil gå over i Kirkens historie, 
som en af de vigtigste datoer. Præsident Harold 
Bingham Lee blev på denne lyse varme sommerdag 
indsat og ordineret til Kirkens 1 1 . præsident og pro- 
fet, seer og åbenbarer for Guds rige på jorden af de 
øvrige medlemmer af De tolvs Råd. Det foregik i Salt 
Lake templets hellige værelser. 
Rådet foretag denne handling 5 dage efter præsi- 
dent Joseph Fielding Smith død. Præsident Smith 
døde søndag den 2. juli kl. 21 :25 (lokal tid). Bisættel- 
sen fandt sted torsdag den 6. juli i Salt Lake Taber- 
naklet og præsidenten blev begravet på Salt Lake 
Kirkegården. 

Medlemmerne af De tolvs Råd — Kirkens ledende 
myndighed efter Kirkens præsidents død — trak sig 
tidligt næste morgen tilbage til templet for at beskæf- 
tige sig med reorganiseringen af Det første Præsi- 
dentskab. Præsident Lee — præsident for De tolvs 
Råd i kraft af sin anciennitet i rådet — blev ordineret 
og indsat; præsident Spencer W. Kimball virkede 
som talerør ved indsættelsen. Præsident Kimbal! er 
nu i kraft af sin anciennitet i De tolvs Råd præsident 
for de tolv. 

Præsident Lee indsatte, efter at han selv var blevet 
ordineret, sine to rådgivere i Det første Præsident- 
skab, nemlig præsident N. Eldon Tanner som første 
rådgiver, præsident Marion G. Romney som anden 
rådgiver samt indsatte præsidentKimball som præsi- 
dent for De tolvs Råd. Dermed opstod der en tom 
plads i De tolvs Råd, som forventes udfyldt ved Kir- 
kens halvårlige konference til oktober. 
Ved den efterfølgende pressekonference sagde præ- 
sident Lee følgende om formiddagens begivenheder: 
„Det største budskab man i denne stilling kan give 
Kirkens medlemmer er at holde Guds bud, thi heri 
ligger Kirkens og den enkeltes sikkerhed. Hold bu- 
dene. Jeg kunne ikke give et budskab, der er stærke- 
re eller af større betydning i dag". 
Som svar på et spørgsmål om tilstandene i verden i 
dag, bemærkede præsident Lee, at profeten Joseph 
Smith for 140 år siden fik at vide af Herren, at freden 
ville blive taget bort fra jorden og at Satan ville have 
magt over sine egne områder." Er der nogen her, der 
efter disse 140 år er i tvivl om, at denne tid er kom- 
met?" spurgte han. Han sagde derpå, at Herren hav- 
de sagt, at han ville herske iblandt sit eget folk og 
det bedste våben der nogensinde kan smedes mod 
verdens ugudelighed er magtfuld undervisning i Jesu 
Kristi evangeliums principper. Det var, hvad han gav 
os principperne til, nemlig til bekæmpelse af frygten, 
usandheden og ugudeligheden i verden". 




N. Eldon Tanner 



Præsident Lee sagde følgende om de udfordringer, 
der ligger foran os: „Vi går i gang med opgaven med 
viden om, at Kirken vokser, hvad der er vor største 
udfordring i dag. 

At holde trit med udviklingen, at sørge for at medlem- 
merne overalt vogtes, undervises og ledes på rette 
måde er nu vort største ansvar. Ved den Almægtiges 
nåde er vi blevet vejledt til at lægge hjørnesten og vi 
håber at kunne bygge videre på dette fundament i de 
kommende år". Præsidenten citerede et skriftsted, 
og anvendte det personligt, idet han bebudede, at 
det ville være Herren, der ledte Kirken: „Og jeg 
tilskyndedes af Ånden, thi jeg vidste ikke på forhånd, 
hvad jeg skulle gøre." (1. Nephi4:6). 
Da han præsenterede sine rådgivere, sagde præsi- 
dent Lee: „Det er mit ansvar at udnævne rådgivere. 
Vi har nogle af verdens store mænd som udgør Kir- 
kens generalautoriteter. De er allesammen ligeså 
kvalificerede som nogen af os eller andre; men at 
finde ud af hvem der skulle modtage Herrens sank- 
tion krævede omhyggelig overvejelse, hvilken op- 



445 




Marion G. Romney 



gave jeg selv har helliget mig. Jeg har modtaget vid- 
nesbyrd om hvilke mænd, der skulle kaldes som mine 
rådgivere. De er ikke blevet kaldet ved menneskers 
valg. De er blevet kaldet gennem vejledning fra Her- 
rens ånd, og det er mænd som er antagelige for Her- 
ren. Det ved vi. Vi har fået vidnesbyrd derom." 
Det nye første præsidentskab har en usædvanlig in- 
ternational sammensætning: præsident Lee blev født 
og opvoksede i USA; præsident Tanner blev født i 
USA, men har levet det meste af sit liv i Canada og 
præsident Romney blev født og opvoksede i Mexico. 
Det er endvidere interessant, at præsident Tanner nu 
har været rådgiver til tre af Kirkens præsidenter — 
præsident David O. McKay, præsident Joseph Fiel- 
ding Smith og nu præsident Harold B. Lee. 
Den mand der nu er den 1 1 . præsident i denne udde- 
ling, præsident Lee, blev født i Clifton, Idaho den 
28. marts 1 899 og voksede op på en farm. 
Fra dengang han accepterede sin første stilling som 
skolebestyrer i en alder af 17 år og til han blev kal- 
det til De tolvs Råd den 6. april 1941, var han lærer 



(rektor i Idaho og Utah), missionær (de vestlige sta- 
ter), forretningsmand og offentlig embedsmand (kom- 
missær i Salt Lake City). 

Som præsident for Pioner Stake oprettede han i 
1932 et biskoppernes forrådshus til hjælp for de 
trængende og arbejdsløse i staven. Da Kirken gen- 
nemførte sådanne velfærdsprogrammer for hele Kir- 
ken i 1936, blev Harold B. Lee den første administre- 
rende leder, en stilling han besad i 22 år. 
Præsident Lee har som generalautoritet vejledt og 
rådgivet mange af Kirkens hoved-komitéer og gene- 
ralbestyrelser. Han har især i de senere år været 
nært tilknyttet den udøvende korrelationskomité, idet 
han førte tilsyn med organiseringen og udviklingen 
af det program, der nu forbinder mange af Kirkens 
administrative programmer og undervisningspro- 
grammer. Han har siden den 23. januar 1970 haft et 
dobbelt; som første rådgiver i Det første Præsident- 
skab og som præsident for De tolvs Råd. Hans om- 
fattende erfaringer har således gjort ham godt for- 
beredt til den enestående ledergerning, hvortil han 
nu er blevet kaldet. 

Præsident Tanner blev første gang kendt over hele 
Kirken, da han blev kaldet som assistent til De tolvs 
Råd i 1960. Han blev opretholdt som medlem af De 
tolvs Råd i 1962 og blev det følgende år kaldet som 
anden rådgiver til Det første Præsidentskab under 
præsident David O. McKay, en stilling han også hav- 
de under præsident Joseph Fielding Smiths ledelse. 
Nathan Eldon Tanner, født den 9. maj 1898, voksede 
op på en farm og blev som ung mand skolelærer. Han 
kom derefter i statens tjeneste og blev valgt ind i 
Albertas provinskammer som ordfører. Han blev se- 
nere medlem af provinskabinettet og derpå som for- 
mand i Department for Lands and Miners førend han 
gik ind i den private industri. Han var præsident for 
det store Canadian Pipe Line Company samt præsi- 



446 




dent for Calgary stav, da han blev kaldet som gene- 
ralautoritet. 

I dag såvel som i 1970 da følgende blev skrevet, gæl- 
der det at hans administrative evner er blevet godt 
udnyttet i Det første Præsidentskab, såvel som at 
hans store egenskaber hvad ærlighed, retskaffen- 
hed og anstændighed angår, hvilket har givet kirken 
venner på mange områder. (Era, februar 1970, side 3). 
Præsident Romney blev generalautoritet den 6. april 
1941, da han blev kaldet som assistent til de tolv; 
han blev udnævnt til apostel i oktober 1951. 
Han er født i Colonia Juarez i Mexico, den 19. septem- 
ber 1897. Han flygtede sammen med sin familie nord- 
på til Texas i 1912, da den mexicanske revolution be- 
gyndte. Familien slog sig senere ned i Rexburg, 
Idaho, hvor hans fader blev præsident for Richs 
College. 



Spencer W. Kimball 




Præsident Romney har på grund af sin uddannelse 
somsagførersiddet i mange firmabestyrelser og i be- 
styrelser for læreranstalter. Han var leder i udviklin- 
gen af Kirkens velfærdsprogram sidst i trediverne. 
Han var dengang præsident for Bonneville stav og 
senere var han, som generalautoritet, formand for 
Kirkens verdensprogram. 

Af andre administrative hverv kan nævnes stillinger 
indenfor missionærprogrammet, Kirkens bygnings- 
kommité samt hjemmelærer og familiehjemmeaftens 
kommitéerne. 

Præsident Kimball, der nu bliver præsident for De 
tolvs Råd efter at har virket som fungerende præsi- 
dent i de sidste 2 } J2 år, blev født i Salt Lake City den 
28. marts 1895. Han tilbragte det meste af sin barn- 
dom og ungdom i Arizona. Han indtog en fremtræ- 
dende stilling i kommunale såvel som i forretnings- 
anliggender og var præsident for Mt. Graham stav i 
Stafford, Arizona, da han blev kaldet som medlem af 
De tolvs Råd den 8. juli 1943. 

Han led af en alvorlig strubesygdom og måtte gen- 
nemgåen operation i 1957, hvorhan fik fjernet det ene 
samt noget af det andet stemmebånd. Han var imid- 
lertid i stand til at genoptræne stemmen og han taler 
idag med en dyb og langsom stemme når han bærer 
sit kraftige vidnesbyrd om vor Herre Jesu Kristi lære 
og guddommelige mission. Hans skrivelser og taler, 
der ofte er bygget op omkring lignelser, kendetegnes 
ved deres skarpsindige og klare indhold og bestem- 
te fremstilling af evangeliets principper. 
Kirkens medlemmer, funktionærere og ledere vil få 
lejlighed til at opretholde disse meget respekterede 
og elskede mænd ved stavskonferenserne og ved 
den 142. halvårlige generalkonference i oktober. 
Tanker og bønner fra medlemmer overalt på jorden 
vil nu være med præsident Lee og hans rådgivere, 
når de på vores vegne leder rigets anliggender. O 



447 






JOSEPH 

FIELDING SMITH 

APOSTEL, 

PROFET, 

FADER 

I ISRAEL 



Joseph Fielding Smith, en søn af Gud; en af 
den Herre Jesu Kristi apostle; den Aller- 
højestes af Herren, som han elskede så højt 
og tjente så godt hele sig liv, blevet kaldet til 
andre og større gerninger i Herrens evige 
vingård. 

Vil det være forkert at sige at vi glædes, om 
ikke ved hans bortgang som sådan, så ved 
den glorværdige prøvetid, der afsluttedes 
ved hans tilbagevenden til den Gud, der gav 
ham livet? 

Vil det være forkert, hvis vi med englene 
glædedes over at denne begunstigede og 
udvalgte søn af en nådig Fader har bevaret 
troen, tilfulde har opfyldt målet med sin ska- 
belse og nu er trådt ind til sin evige hvile? 
Joseph Fielding Smith, en søn af Gud: en, 
der var trofast i riget af igår; en, der bestod 
sin første prøvestand og råbte af glæde ved 
udsigten til jordelivet; en, der blev regnet 
med blandt evighedens ædle og store — for- 
lod den Eviges klarhed og fødtes den 19. juli 
1 876 af gudfrygtige forældre. 
Efter i næsten et århundrede at have været 
borte fra sit himmelske hjem — efter i 96 år 
på nær 17 dage at have opholdt sig som en 
fremmed og en pilgrim blandt dødelige — er 
han nu blevet kaldet hjem for at gøre rede 
for sin tjeneste og for at modtage yderligere 
lys og kundskab fra den Herre, hvis stemme 
han hørte i dette liv og hvis ansigt han skal 
skue i sin nye bolig. 

Han iklædte sig Guds rustning, han kæmpe- 
de en god kamp, han bevarede troen og for- 
blev trofast, og nu er han trådt ind til glæden 
hos den Herre, han tjente så prisværdigt. 
Hans jordiske prøvestand afsluttedes kl. 21 25 
(lokal tid) søndag den 2. juli 1972 og han be- 



448 




i ^ 




:::; : 






Joseph Fielding Smith, dengang medlem af de tolvs råd, og 
præsident Joseph F. Smith. Faderen og sønnen der begge blev 
Kirkens præsident. (Billedet blev taget d. 2. maj 1914). 







finder sig nu i en glædens forening med sin 
familie og sine venner i Guds paradis. I den- 
ne åndeverden vil han fortsætte med at 
arbejde på samme måde som han så længe 
og tappert gjorde under sin trofaste færd 
blandt jordiske mennesker. 
Medens han levede og arbejdede blandt os, 
var hans ånds tabernakel blevet ældet. Han 
besad ikke længere ungdommens styrke og 
iver; og styrken til at gøre alt, hvad han øn- 
skede, for at tjene Herren, var aftaget. Al- 
derdommens mørke skygger havde krævet 
deres offer, og som det vil gå med alle men- 
nesker, kom døden „for at opfylde den store 
Skabers nåderige plan . . ." (2 Nep. 9:6). 
Nu er han fri. Nu hvor han ikke længere 
hæmmes af sygdom og lidelser, der hærge- 
de den bolig af ler, der husede ham så længe 
og så udemærket i dette liv, har han mulig- 
hed for at gå sin Faders ærinder uden for- 
hindringer og uden begrænsninger. Han ny- 
der den evige ungdoms fulde kraft og styrke. 
I sine sidste år her befandt han sig sikkert i 
sin families skød og blandt sine elskede 
medarbejdere i gerningen: Kirkens general- 
autoriteter. Der fandtes ikke to mænd, der 
var mere bekymret for hans personlige vel- 
befindende og mere ivrige efter at give ud- 
tryk for hans synspunkter og være hans stem- 
mer, end disse to piller af åndelig styrke og 
personlig retskaffenhed, nemlig præsident 
Harold B. Lee og præsident N. Eldon Tanner, 
og deres gerninger har og vil Herren beløn- 
ne for i al evighed. 

Præsident Smith hviler nu sikkert i en anden 
hellig og glad kreds af venner og familie- 
medlemmer. Han er sammen med sin elske- 
de Louie, der fødte ham to døtre — Josephi- 
ne (Rheinhardt) og Julina (Hart) — før hun 
forløstes fra dødelighedens byrder og kom 
hjem til de ukrænkelige hellige i åndeverde- 
nen. Han er atter sammen med Ethel, den 
trofaste og kærlige moder til ni af hans børn 
— Emily (Myers), Naomi (Brewster), Lois 



450 



(Fife), Joseph Fielding, jr., Amelia (McCon- 
kie), Lewis, Reynolds, Douglas og Milton. 
Og atter har han nu sin elskede Jessie ved 
sin side, den hustru der tilbragte flere år her 
sammen med ham end nogen af de andre, og 
som gjorde så meget for at hjælpe og op- 
muntre ham, når han bøjede sig under de 
byrder, han bar. 

Han er igen sammen med sin fader (præsi- 
dent Joseph F. Smith) og sin moder (Julina 
Lambson Smith) — forældre han adlød, hæd- 
rede og ærede i de guddommelige ti buds 
fulde betydning. Han glæder sig i kærlighe- 
den og samværet med sin søn Lewis, der gav 
sit liv i den II verdenskrig, under forsvaret 
af sit land. Han er sammen med David O. 
McKay og store skarer af sine medarbejde- 
re, for slet ikke at tale om profeten Joseph 
Smith og sin bedstefar patriarken Hyrum 
Smith. 

Præsident Joseph Fielding Smith beklædte 
den højeste stilling i Kirkens og Guds rige på 
denne jord. Lige siden han blev ordineret til 
apostel den 7. april 1910 og indsattes som 
medlem af De tolvs Råd af sin far, har han til 
sin bortgang arbejdet med utrættelig flid 
blandt store og små, som et særligt vidne om 
Herrens navn. Der er sikkert ingen i denne 
uddeling, som har rejst mere, været til flere 
møder, holdt flere taler, udført flere ordinan- 
ser, eller skrevet mere i forkyndelse af frel- 
sens sandheder, end han har. Hans stemme 
vil lyde fra støvet i årene fremover, når end- 
nu ufødte slægtled lærer evangeliets lær- 
domme gennem hans skrifter. 
Alligevel var der ikke mange, der var mindre 
imponeret af store stillinger, eller særlig rang 
eller position, end han. I tale efter tale for-' 
kyndte han, at de største velsignelser og de 
helliges kronede herlighed i de kommende 
endeløse evigheder, vil være en følge af den 
måde, hvorpå de lever, de love de overhol- 
der, og de familiebånd de vælger at knytte. 
Han sagde ved søster David O. McKays be- 



gravelse, efter at have peget på den store 
indsats hun og præsident McKay havde 
gjort: „Selv om deres tjeneste i Kirken og i 
denne verden var enestående, så har og vil 
deres største velsignelser udspringe af den 
evige familieenhed." 

Han talte om det samme ved ældste Richard 
L. Evans' begravelse. Han sagde efter at ha- 
ve hyldet broder Evans' verdensomspæn- 
dende arbejde og indflydelse: „Men når vi 
nu ser tilbage på hans liv og gerning, så er 
det der mere end noget andet gør indtryk på 
os, at han valgte at gøre de ting, der vil sikre 
ham evig herlighed i vor Faders rige. Han 
gjorde det, der var nødvendigt for udarbej- 
delsen af sin egen frelse. Han lod sig døbe 
og modtog den Helligånds gave. 
Han blev gift med sin elskede Alice i Herrens 
hus fortid og al evighed. Han var lydig mod 
evangeliets love og han bevarede troen. 
I Herrens øjne består den sande storhed i at 
overholde budene og gøre de ting godt, der 
er alle trofaste helliges almindelige lod ... 
Jeg kender intet større håb, ingen herligere 
lærdom, ingen mere trøstende viden end 
denne: at familien fortsætter for evigt, blandt 
de, der tror og adlyder Herrens love i deres 
fylde." 

Præsident Smith vil for altid bevares som 
mand og som profet i de helliges hjerter. 



O 



451 




Enhed og Styrke 

Tale holdt ved den 141. halvårlige generalkonference, 
AF PRÆSIDENT JOSEPH FIELDING SMITH 



Jeg vil gerne, foran jer i dag, have lov 
til at udtrykke den dybe taknemme- 
lighed, jeg føler overfor de to store 
mænds tro, hengivenhed og tjenstvil- 
lighed, der står ved min side i kirkens 
Første Præsidentskab. 
Præsident Harold B. Lee er en meget 
stor mand i ånden, og han har en tro 
som Enoch's. Han har åbenbaringens 
ånd over sig, og øger sit kald som pro- 
fet, seer og åbenbarer. 
Præsident N. Eldon Tanner er også en 
af de fine, store mænd, der allerede i 
evigheden forberedtes til at udføre det 
vigtige hverv, han nu varetager i Her- 
rens kirke. Han er en mand, der besid- 



der overordentlig store evner, og han 
er retskaffen. 

Kirkens Første Præsidentskab er en 
enhed, og det er min bøn, at vi altid 
må forblive som en enhed, på samme 
måde som Jesus sagde at han, Fade- 
ren og den Helligånd var een. (L. & P. 
20:28) Der skulle være samme form 
for enhed i ethvert stavspræsident- 
skab, biskopråd og i ethvert præsi- 
dentskab for præstedømmets kvorum- 
mer. 

Jeg er også meget taknemmelig for det 
arbejde og de gerninger, som præsi- 
dent Spencer W. Kimball og medlem- 
merne af De tolvs Råd udfører, såvel 



som for det arbejde generalbestyrel- 
serne udfører, og jeg ønsker at I, mine 
brødre, skal vide, at jeg elsker jeg alle. 
Jeg ønsker af hele mit hjerte at vel- 
signe alle kirkens trofaste medlem- 
mer. Fortsætter de deres vandring ad 
sandhedens og dydens vej, da vil de 
få opfyldt de oprigtige ønsker, de har 
i deres hjerter ubetinget, og de vil få 
den evige belønning i vor himmelske 
Faders rige, når tidens fylde er inde. 
Jeg har hele mit liv bestræbt mig på at 
holde budene og på at gøre det, der 
var Herren velbehageligt, og jeg øn- 
sker at bære vidnesbyrd om hans god- 
hed overfor mig, såvel som for alle 
hans børn, der har indgået pagt om at 
holde hans bud. 

Jeg står her i dag i, hvad man kunne 
kalde mit livs skumringstime, og jeg er 
klar over, at der kommer en dag, den er 
ikke særlig langt væk, da der vil blive 
sendt bud efter mig, for at jeg skal af- 
lægge regnskab for, hvorledes jeg har 
forvaltet mit jordiske liv. Jeg vil i den- 
ne time atter bære vidnesbyrd om 
sandheden og det guddommelige ved 
dette store værk. 

Jeg ved, at Gud lever, og at han sendte 
sin elskede Søn ned på jorden for at 
sone vore synder. 

Jeg ved, at Faderen og Sønnen viste 
sig for profeten Joseph Smith for at 
indlede denne evangeliets sidste ud- 
deling. 

Jeg ved, at Joseph Smith var og er en 
profet; endvidere at dette er Herrens 
kirke og at evangeliet skal rulle frem- 
ad indtil „landet er fuldt af Herrens 
kundskab, som vandene dækker ha- 
vets bund." (Es. 11:9) 
Jeg er overbevist om, at vi alle elsker 
Herren. Jeg ved, at han lever, og jeg 
ser frem til den dag, da jeg skal se 
hans ansigt, og jeg håber at kunne hø- 
re hans stemme sige til mig: „Kom hid, 
min Faders velsignede! arv det rige, 
som har været jer beredt fra verdens 
grundvold blev lagt." (Matt. 25:34) 
Jeg beder, dette må blive den lykke- 
lige skæbne for os alle, når vor tid er 
inde, og jeg siger dette i Jesu Kristi 
navn. Amen. Q 



452 




Tale holdtved den 141. halvårlige general- 
konference af 

ÆLDSTE GORDON B. HINCKLEY 
fra De tolvs Råd 



„Den, der er villig og lydig" 



Jeg stod for nylig på Trafalgar Square 
i London og så på statuen af Lord Nel- 
son. (Nelson, Horatio [1758—1805] — 
engelsk admiral og sejrherre over Na- 
poleon) På statuens sokkel var de ord 
skrevet, som han udtalte om morge- 
nen før slaget ved Trafalgar. Der stod: 
„England forventer, at enhver mand 
vil gøre sin pligt." Lord Nelson blev, 
som mange andre, dræbt på denne 
historiske dag i 1805; men England 
blev reddet som nation og Britanien 
blev et imperium. 

Billedet af pligt og lydighed er smuld- 
ret frygteligt hen siden dengang. I al 
den tid, mennesket har eksisteret, er 
det imidlertid ikke første gang, dette 
er sket. Esajas sagde til de gamle is- 
raelitter: „Lyder I villigt, skal I æde 
landets goder; 

„står I genstridigt imod, skal I ædes af 
sværd. Thi Herrens mund har talet." 
(Es. 1:19-20) 

Jeg husker, at jeg sad i dette taber- 
nakel, da jeg var en fjorten-femten år 
gammel — jeg sad oppe på balkonen 
lige bag ved uret, og jeg hørte præsi- 
dent Heber J. Grant fortælle om sine 
oplevelser, da han læste Mormons 
Bog som dreng. Han talte om Nephi og 
om, hvor stor indflydelse han havde 



haft på hans liv. Han citerede dernæst 
Nephis store ord, og gjorde det med 
en stemme, der gav udtryk for en over- 
bevisning jeg aldrig glemmer. Han 
sagde: „Jeg vil gå og gøre det, som 
Herren har befalet, thi jeg ved, at Her- 
ren ikke giver menneskene nogen be- 
faling, uden at han åbner en udvej for 
dem, så de kan udføre det, som han 
befaler dem." (1 . Nep. 3:7) 
Jeg blev ved denne lejlighed fast be- 
sluttet på at prøve at gøre det, som 
Herren har befalet. Jeg ville ønske, at 
jeg havde styrke gennem Herrens Ånd 
til, på lignende måde at påvirke nogen 
i denne forsamling i dag. 
Der sker sandelig forunderlige ting, 
når mennesker med tro og lydighed 
gør det, der forlanges af dem! Jeg 
læste forleden en interessant artikel 
af kommandør William Robert Ander- 
son, der var søofficer og som førte 
undervandsbåden Nautilus fra Stille- 
havet til Atlanterhavet under polarisen. 
(Nautilus: amerikansk undervandsbåd, 
der gjorde den historiske rejse under 
Nordpolens iskalot. Den passerede 
Nordpolen den 3. august 1958.) 
Det var en vanskelig og farlig dåd. Ar- 
tiklen fortæller om flere andre opda- 
gelsesrejser af lignende farligheds- 



453 



grad. Den slutter med en redegørelse 
om, at kommandør Anderson altid bar 
et lille laset kort i sin tegnebog, hvor- 
på der stod noget, jeg gerne vil knyt- 
te nogle bemærkninger til. Der stod 
følgende: 

„Jeg tror, jeg altid bliver guddomme- 
ligt vejledt." 

„Jeg tror, jeg altid vælger den rette 
vej." 

„Jeg tror, Gud altid kan lave veje, hvor 
der ingen veje er." 

Jeg tror også på, at Gud altid kan lave 
en vej, hvor der ingen er. Jeg tror på, 
at hvis vi vandrer i lydighed mod Guds 
bud, (L. & P. 89:18) og hvis vi følger 
præstedømmets råd, så vil han åbne 
veje, hvor der ellers ikke synes at væ- 
re nogen. 

De britiske Øers Nationale Kunstgal- 
leri ligger overforTrafalgar Sqare. Der- 
inde hænger Sir Joshua Reynolds ma- 
leri af drengen Samuel. (Reynolds, Sir 
Joshua [1723 — 1793] — engelsk por- 
trætmaler.} Samuel, der som barn hør- 
te en stemme og svarede: „Tal, din 
tjener hører!" (1. Sam. 3:10) 
Fra den dag fulgte Samuel lydigt Guds 
bud og blev en stor profet i Israel. Det 
var ham, der valgte og salvede både 
Saul og David til konge og det var 
Samuel, der udtalte følgende irette- 
sættelse til Saul, som har lydt ned 
gennem tiderne: at adlyde er me- 
re værd end slagtoffer, og at være 
lydhør er mere værd end vædderfedt; " 
(I.Sam. 15:22) 

Jeg henter styrke ved at læse en gan- 
ske lille udtalelse, der blev givet, den- 
gang profeten Elias advarede Kong 
Akab om, at tørke og hungersnød ville 
ramme hans land. Akab spottede bare 
Elias. Så bad Herren Elias om at gå 
ned og gemme sig ved bækken Krit, 
og han fortalte ham, at han skulle drik- 
ke af bækken og at ravnene ville brin- 
ge ham mad. Her er der optegnet en 
enkel og vidunderlig udtalelse i skrif- 
ten, nemlig: „Da gik han og gjorde ef- 
ter Herrens ord . . ." (1. Kong. 17:5) 
Elias kom ikke med indvendinger, und- 
skyldte sig ikke, og opstillede ikke 
spidsfindigheder. Han gik ganske en- 
kelt hen og gjorde det, Herren bad 
ham om, og han blev frelst fra en fryg- 
telig katastrofe, der ramte dem, der 



spottede, diskuterede og stillede 
spørgsmål. 

Det er ikke altid let at efterleve Her- 
rens bud. Vi kan måske føle, at vi er 
utilstrækkelige. Samtalen mellem Je- 
hova og Moses er mig ofte til stor nyt- 
te. Moses blev kaldet til at føre israelit- 
terne ud fra Ægypten. Han var blot en 
flygtning og fårehyrde. Hvor må han 
have følt sig utilstrækkelig. 
„Men Moses sagde til Herren: ,Ak 
Herre, jeg er ingen veltalende mand, 
... thi jeg har svært ved at udtrykke 
mig og tale for mig.' " (Jeg kan næsten 
høre ham sige: „Hvis du bare ikke ville 
bede mig om dette.") 
„Da svarede Herren ham: ,Hvem har 
givet mennesket mund? . . . 
,Gå derfor kun, jeg vil være med din 
mund og lære dig, hvad du skal sige!'" 
(2. Mos. 4:10-12) 

I 1837, da kirken havde stor modgang 
i Kirtland, Ohio, blev Heber C. Kimball 
kaldet af profeten Joseph Smith til at 
tage til England for at påbegynde kir- 
kens arbejde der. Bror Kimball udbrød, 
idet han ydmygede sig selv: „Oh, min 
Gud, jeg der stammer, og som slet 
ikke er kvalificeret til etsådantarbejde. 
Hvorledes skal jeg kunne prædike i et 
land, der i den grad er berømt i hele 
kristenheden for sin lærdom, visdom 
og fromhed . . . hvorledes skal jeg kun- 
ne gøre det overfor et folk, om hvis 
intelligens man så ofte hører tale?" 
Han tilføjede efter nogle overvejelser: 
„Alle disse bekymringer afskrækker 
mig imidlertid ikke fra at følge pligtens 
vej; i det øjeblik jeg forstod min him- 
melske Faders vilje, var jeg besluttet 
på at sætte alt på spil, idet jeg troede, 
at han ville støtte mig med sin almæg- 
tige styrke, og velsigne mig med alle 
de nødvendige kvalifikationer, som 
jeg behøvede; og skønt min familie 
stod mit hjerte nær og jeg blev nødt 
til at forlade dem, næsten forarmede, 
følte jeg sandhedens sag, Kristi evan- 
gelium, fjerne alle mine bekymringer." 
(Orson F. Whitney, Life of Heber C. 
Kimball, [Bookcraft, 1967] side 104.) 
Han rejste over havet og påbegyndte 
arbejdet i Preston. Lancashire, og han 
og alle hans ledsagere havde selve 
helvedets djævle som modstandere. 
Han påbegyndte således et arbejde i 



den del af verden, hvor hundreder af 
tusinders liv siden er blevet velsignet. 
Den store konference, der for nylig 
blev holdt i Manchester, var simpelt- 
hen frugten af denne farefulde men 
trofaste start. 

De opgaver, vi får tildelt, kan være 
ubehagelige. Den spedalske Na'aman 
kom til profeten Elisa for at blive hel- 
bredt, med sine heste, sin herskabs- 
vogn, gaver og guld. Elisa, der ikke 
havde set ham, sendte ham blot den 
besked: „Gå hen og bad dig syv gange 
i Jordan, så bliver dit legeme atter 
friskt, og du bliver ren!" 
Men Na'aman, der var en stolt og hov- 
modig kaptajn for Syriens hær, blev 
fornærmet over en så vederstyggelig 
befaling, at han tog afsted igen. Det 
var kun fordi hans tjenere tryglede 
ham, at han blev ydmyg nok til at vende 
om. Skrifterne fortæller os: „Så drog 
han ned og dykkede sig syv gange i 
Jordan efter den Guds mands ord; og 
hans legeme blev atter friskt som et 
barns, og han blev ren." (2. Kong. 
5:1-14) 

I denne sal sidder en mand, som mange 
af jer kender. For nogle år siden mod- 
tog han kaldet om at blive missionær i 
de vestlige staters mission, der har 
hovedkvarter i Denver, Colorado. Han 
havde været i Denver adskillige gange 
som medlem af universitetets diskus- 
sionshold. Han skulle være missionær 
lige på den anden side af bjergene. 
Både han og hans forældre havde 
drømt om et mere exotisk sted, et af 
de steder langtvæk, der bærer et frem- 
medartet navn. Hans venner smilede. 
Nogle af dem, der stod ham nær, tviv- 
lede på visdommen i hans kaldelse. 
Hvorfor skulle en så fremragende, ung 
mand fra Salt Lake City kaldes på 
mission til Denver? Men han tog afsted. 
Han blev en enestående missionær. 
Der er adskillige i dag, der takker Her- 
ren for, at han blev sendt til dem. Han 
blev udnævnt til rådgiver for missions- 
præsidenten og fik fantastisk mulighed 
for at opøve sig til leder. Han mødte en 
dejlig pige, som han senere giftede 
sig med. På grund af de særlige og 
fantastiske muligheder han fik på den- 
ne mission, udviklede han nogle kvali- 
teter, der gør ham overlegen i hans 



454 



daglige erhverv. Han sidder her i dag 
som regionalrepræsentant for De Tolv. 

Jeg tror, jeg må nævne den mand, der 
sidder her, lige bagved mig, præsident 
Harold B. Lee, han arbejdede det sam- 
me sted som missionær, og under de 
samme omstændigheder. At han adlød, 
betød, at han udviklede nogle af de 
store og gode egenskaber, vi ser hos 
ham, og for hvilke vi værdsætter ham. 

Nu vil jeg have lov til at delagtiggøre 
jer i et personligt og hemmeligt vid- 
nesbyrd. 

Jeg var, for næsten fyrre år siden, på 
mission i England. Jeg var blevet kaldet 
til at arbejde på Den europæiske Mis- 
sions kontor i London, under præsi- 
dent Joseph F. Merrill (1868—1952) fra 
De tolvs Råd, dengang præsident for 
Den europæiske Mission. Tre eller fire 
aviser i London, indeholdt en dag et 
referat af en genoptrykt bog, der var 
meget gammel, og som var skrevet i et 
tarveligt og nedsættende sprog. Refe- 
raterne angav, at denne bog var mor- 
monernes historie. Præsident Merrill 
sagde til mig: „Jeg vil bede dig at gå 
ned til forlæggeren og protestere over 
dette her." Jeg så på ham, og skulle lige 
til at sige: „Det skal jeg ikke nyde no- 
get af." Men jeg sagde spagfærdigt: 
„Ja, det skal jeg nok." 

Jeg vil skynde mig at sige, at jeg var 
skrækslagen. Jeg gik ned på mit værel- 
se og havde det på samme måde, som 
jeg tror Moses havde det, da Herren 
bad ham om at gå til Farao. Jeg op- 
sendte en bøn til Gud. Min mave rum- 
lede, idet jeg gik over til Goodge Street 
Station for at tage undergrundsbanen 
til Fleet Street. Jeg fandt direktørens 
kontor og afleverede mit visitkort til 
sekretæren. Hun tog det, og gik ind på 
kontoret, men hun kom hurtigt tilbage 
og sagde til mig, at direktør Skeffing- 
ton havde alt for travlt til at kunne tage 
imod mig. Jeg fortalte hende, at jeg var 
rejst 7000 km. og at jeg derfor ville 
vente. Hun gik ind på hans kontor en 
tre-fire gange i løbet af den næste 
time, inden hun endelig sagde, at jeg 
kunne gå ind. Jeg vil aldrig nogensinde 
glemme det syn, jeg så, da jeg kom ind 
på kontoret. Han sad og røg på en fed 
cigar med en mine, som ville han sige: 



„Vær venlig at lade være med at for- 
styrre mig." 

Der stod jeg med avisreferatet i hån- 
den, og jeg aner ikke, hvad jeg sagde. 
Det var som om, der var en anden 
magt, der talte for mig. Han stillede sig 
i begyndelsen i forsvarsposition — ja, 
han var nærmest krigerisk. Så be- 
gyndte han at tø op, og han lovede ti I — 
sidst, at han ville se, hvad han kunne 
gøre ved sagen. Der blev nu i løbet af 
en time givet besked til alle boghand- 
lere om at returnere bøgerne til for- 
læggeren. Han satte derefter et forord 
ind i hver eneste bog om, at denne bog 
ikke kunne anses for at være historisk, 
men snarere en fiction, samt at man 
ikke havde til hensigt at krænke de 
respektable mormoner. Det var en dyr 
historie for ham. Nogle år senere 
skænkede han kirken noget andet, der 
var af virkelig stor betydning, og han 
har hvert år indtil sin død, sendt mig et 
julekort. 

Jeg fandt ud af, at når vi har tro, og 
lydigt prøver at efterkomme præste- 
dømmets anmodninger, så vil Herren 
åbne muligheder, hvor der ingen synes 
at være. 

Jeg blev i fredags for ti år siden op- 
retholdt i dette store Tabernakel som 
medlem af De tolvs Råd. Disse år har 
været vidunderlige, fyldt med tusinder 
af trosopbyggende oplevelser fra 
mange steder på jorden. Men af alle 
de oplevelser jeg har haft, er den 
største og mest opbyggende den, at 
kunne deltage i det ugentlige møde 
mellem Det første Præsidentskab og 
De tolvs Råd i templet, der ligger her 
øst for Tabernaklet. Der holdes bøn- 
ner, og der anråbes i ærlighed om Her- 
rens vilje. På dette hellige sted stad- 
fæstes åbenbaringens ånd idet beslut- 
ninger og programmer, der berører 
kirken, fremlægges og præsenteres. 
Ud fra mine oplevelser i de forløbne ti 
år, giver jeg jer mit vidnesbyrd om, at 
Gud udstandselig, på sin egen måde, 
giver udtryk for sin vilje, hvad angår sit 
folk. Jeg vil hermed bevidne for jer, at 
denne kirkes ledere aldrig beder jer 
om noget, som I ikke kan udføre med 
Guds hjælp. Det kan godt være, at vi 
føler os utilstrækkelige. At det, vi bliver 
bedt om, ikke falder i vor smag eller 



ikke er, som vi havde tænkt os det. 
Men hvis vi vil prøve med troens hjælp, 
og hvis vi beder og er beslutsomme, 
så kan vi udføre det. 
Jeg bærer hermed mit vidnesbyrd om, 
at de sidste dages helliges lykke, deres 
fred, deres fremskridt, deres velstand 
og evige frelse og ophøjelse for dette 
folk, ligger i adlydelsen af de af Guds 
præstedømme givne råd. „Hav tak for 
profeten, du sendte, o Herre, på denne 
vor dag." (S.D.H. Sange nr. 184) 
Hjælp os, oh Gud, til at være villige og 
lydige, således at vi i disse sidste dage 
vil kunne nyde det gode i Zions land. 
(L. & P. 64:34) Hjælp os Fader, til at 
stole på dig, at være villige og ydmyge, 
således at vi kan være værdige til at 
modtage dine velsignelser, derom be- 
der jeg ydmygt og i Jesu Kristi navn. 
Amen. O 



455 




AF GEORGE ALBERT SMITH 
(1870—1951) 

Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hei- 
l/ges ottende præsident 



George Albert Smith, der var kirkens 
ottende præsident, er født i Salt Lake 
City den 4. april, 1870. Han sagde ofte 
med et glimt i øjet, at han havde været 
nødt til at gå til generalkonferencer på 
de fleste af sine fødselsdage. Men de, 
der kendte ham bedst, vidste, at han 
helst ville til disse konferencer. Han 
blev ordineret til apostel den 8. oktober 
1903 af præsident Joseph F. Smith, og 
blev opretholdt som kirkens præsident 
den 21 maj 1945. Han afgik ved døden 
på sin fødselsdag den 4. april 1951 . 
„I har fået det for intet, giv det for 
intet!" (Math. 10:8), er taget fra et 
budskap givet til Washington (D. C.) 
distriktet den 4. november 1945. 
Vi taler nogen gange om overklasser i 
verden. Der er kun en form for aristo- 
krati, som Gud vedkender sig, og det 
er retfærdighedens aristokrati. Han har 

sagt: Jeg . . . kan ikke se på synd 

med den ringeste eftergivenhed." (L. & 
P. 1:31) Hvorfor? Fordi han ved, at vi 
mister en velsignelse, hvis vi gør noget 
syndigt. Vi mister noget, vi ville have 
været glade for, hvis vi ikke havde 
svigtet og var gået bort fra den sti, der 
ville have ført til denne velsignelse. 
Det er derfor ønskværdigt, at vi lærer 
disse ting, og at vi husker dem, idet vi 
tilpasser vore liv til verdens forander- 
lige betingelser, således at vi forbere- 
der os til det tidspunkt, hvor vi skal 
sige den jordiske tilværelse farvel, 
velvidende, at vi har opnået en plads i 
Herrens rige blandt dem, vi elsker. 
Jeg kommer i tanke om en oplevelse, 
jeg engang havde. Jeg kørte i et tog i 
England. Min rejseledsager var en 
presbyteriansk præst. Da jeg fik lej-. 



lighed dertil, fortalte jeg ham, at jeg 
var medlem af Jesu Kristi Kirke af 
Sidste Dages Hellige. Han sagde meget 
forbløffet: „Jamen skammer De Dem 
slet ikke over at være medlem af en 
sådan organisation?" 
Jeg smilede til ham og sagde så: „Min 
kære broder, jeg ville skamme mig 
over ikke at være medlem, nu hvor jeg 
ved det, jeg ved." Det gav mig så an- 
ledning til det, jeg ønskede, nemlig, at 
tale med ham og forklare noget af det, 
jeg troede på. Han begyndte med at 
sige: „Sig mig, hvorfor tager De her- 
over til England og opfordrer folk til at 
forlade dette vidunderlige land, for at 
tage til Amerika? Hvorfor lader De os 
ikke være i fred, så vi kan være lykke- 
lige her og være os selv? Kommer De 
hertil for at splitte vore familier, for at 
tage nogle af dem væk herfra og lade 
nogle tilbage? Hvorfor lader De dem 
ikke være i fred?" 

Jeg svarede: „Min kære broder, De er 
dårligt underrettet. Vi er ikke kommet 
hertil for at tage noget som helst fra 
jer; vi er ikke taget hertil for at splitte 
jeres familier; vi er ikke taget hertil for 
at sprænge kirkerne." 
„De kommer her til dette land med 
præster og vi har flere præster og flere 
kirker, end vi kan klare at tage os af 
for tiden," sagde han. „Hvorfor lader 
De os ikke være i fred, hvorfor tager 
De ikke ud og prædiker evangeliet for 
hedningerne på samme måde, som vi 
gør?" 

Dertil svarede jeg: „Jamen det gør vi 
også." 

„Hvor tager De hen?" spurgte han. 
„Et af de steder, vi tager til, er Eng- 



land," svarede jeg. Han så en smule 
misfornøjet på mig, men jeg smilede 
og fortsatte: „Det var selvfølgelig ikke 
min mening at være uforskammet. Jeg 
ville blot have Dem til at forstå, hvad 
sandheden er." Jeg spurgte ham der- 
næst: „Hvad er en hedning?" Han blev 
selvfølgelig nødt til at sige, at det var 
et menneske, der ikke troede på Abra- 
ham, Isak og Jakobs Gud. Det er den 
inderste kerne i det. Jeg spurgte ham 
så: „Eksisterer der slet ikke sådanne 
mennesker her i England?" 
Dertil svarede han: „Der findes masser 
af dem." 

„Så kan De da ikke bebrejde mig og 
mine ledsagere, at vi kommer og hjæl- 
per Dem med at omvende dem, De 
ikke selv har kunnet omvende." 
Jeg fortsatte: „Det, vi først og frem- 
mest beder alle de udmærkede men- 
nesker om herovre, er, at holde de vid- 
underlige sandhedsprincipper de har i 
deres kirker, principper I har udledt af 
skriften; bevar den gode opdragelse I 
har modtaget på læreanstalter, al den 
viden og sandhed I har fået alle mulige 
steder fra — bevar det hele. Bevar alle 
de gode karakteregenskaber, der er 
udviklet, alt, hvad der er godt i jeres 
karakter og som skyldes jeres vid- 
underlige barndomshjem; bevar den 
kærlighed og skønhed, der er i jeres 
hjerter, og som I har erhvervet ved at 
leve og bo i et land, der er så smukt, 
bevar det hele. Det er nemlig altsam- 
men en del af evangeliet. 
„Lad os så sætte os ned og delagtig- 
gøre jer i alt det, I endnu ikke har fået 
i jeres tilværelse, men som har beriget 
vores og gjort os til lykkeligere men- 



456 



99 For intet har I modtaget; 
for intet skal I give." 




457 



nesker. Vi tilbyder jer det — det koster 
ikke noget, det er gratis. Det eneste, 
vi beder jer om, er at lytte til os og høre 
på det, vi har at sige til jer. Hvis det 
tiltaler jer, modtag det gratis. Hvis det 
ikke tiltaler jer, vil vi gå igen og søge 
andre, som vi håber vil være mere 
heldige og som vil acceptere Jesu 
Kristi evangelium til fulde og dermed 
berige hans liv." 

Dette er Jesu Kristi Kirke af Sidste 
Dages Helliges indstilling. 
Lad os prøve at analysere situationen 
et øjeblik. Der er mange mennesker i 
U.S.A., såvel som i andre lande, der er 
velopdragne, stærke, energiske, kloge 
mænd og kvinder, vidunderlige men- 
nesker. De ved noget om næsten alt, 
hvad man kan komme i tanke om, og 
"alligevel ved nogle af disse selvsamme 
mennesker ikke noget om Gud. De ved 
ikke, at Jesus var verdens Frelser. De 
siger, at han døde ligesom alle andre, 
og på samme måde som andre. Han 
var ikke en Gud. 

Som svar på dette, vil vi henlede op- 
mærksomheden på det faktum, at da 
Jesus var gammel nok til at føre an, og 
da han var moden og vidste, hvad han 
skulle gøre, henvendte han sig til sin 
fætter Johannes ved Jordan, Johannes 
stod og døbte de troende, og han 
sagde: „Jeg trænger til at døbes af dig, 
og du kommer til mig!" Da svarede 
Jesus og sagde til ham: „Lad det nu 
ske; thi således bør vi opfylde alt, hvad 
ret er!" Så giver Johannes efter." 
(Matt. 3:14-15) 

Jesus Kristus gik i dåbens vande, blev 
døbt ved fuldkommen nedsænkning og 
gik op af vandet, og den Helligånd 
dalede ned på ham i en dues skikkelse, 
og en stemme fra Himmelen sagde: 
„Denne er min Søn den elskede; i ham 
har jeg velbehag." (Matt. 3:17) 
Denne selvsamme Jesus af Nazareth 
organiserede, efter dette, en kirke og 
gik omkring blandt folket og under- 
viste dem i evangeliet. 
Han blev senere korsfæstet. Da hans 
legeme havde ligget i graven i tre dage, 
gik Maria Magdalene og nogle andre 
kvinder ned til graven for at berede 
legemet til begravelsen. Da de ankom, 
se, da var den store sten foran grav- 
kammeret rullet til side. 



De kiggede ind i kammeret, men den, 
de søgte, var der ikke. En mand, der 
stod tæt ved og som havde bemærket 
deres forvirring, så på dem. Den ene 
af kvinderne, Maria, troede fejlagtigt 
at han var havemanden og hun spurgte 
ham: „Hvor har de lagt min Herre?" 
I stedet for at sige, at han var opstan- 
den, sagde manden blot: „Maria." 
Maria var henrykt over at se Jesus 
igen, og ville utvivlsomt have løbet hen 
og omfavnet ham, hvis han ikke havde 
sagt: „Rør ikke ved mig; jeg er jo end- 
nu ikke faret op til min Fader. Men gå 
til mine brødre og sig til dem: Jeg farer 
op til min Fader og jeres Fader, til min 
Gud og jeres Gus." (Joh. 20:15-17) 
Da de på et tidspunkt var forsamlet i 
et værelse, der var tillukket, og hvis 
dør var låst af frygt for fjenderne, stod 
der pludselig et levende væsen foran 
dem i værelset. Det var et udødeligt 
væsen, og de var alle slået af forbav- 
selse over, at noget sådant kunne ske. 
Det var den opstandne Herre. De var 
rædselsslagne. Han så deres forlegen- 
hed og sagde blidt: „. . . føl på mig og 
se; en ånd har har jo ikke kød og ben, 
som I ser, jeg har." (Luk. 24:39) 
Se, vi accepterer alt dette, men der er 
millioner af vor Faders børn, der ikke 
accepterer det og som har alle mulige 
forklaringer på, hvorfor det ikke kan 
være sandt. 

Kort tid efter Jesu Kristi opstandelse, 
var der forsamlet en meget stor mæng- 
de rundt om templeti Overflødighedens 
Land på den vestlige halvkugle, og de 
hørte alle på samme tid en stemme. 
Da de så i den retning, hvorfra den var 
kommet, så de Himlene åbne sig og en 
strålende udødelig skikkelse trådte 
frem foran dem og sagde: „Se, jeg er 
Jesus Kristus, om hvem profeterne vid- 
nede, at han skulle komme til verden." 
(3. Neph. 11:10) Han var ikke et men- 
neske, der stod hjælpeløst i sine fjen- 
ders hænder. Han kom med magt og 
herlighed og han besøgte dem og lærte 
dem sandheden og gav dem en for- 
ståelse af, hvad de nødvendigvis måtte 
gøre, for at de kunne blive lykkelige og 
leve et forherliget liv. 
Vi tror på disse ting og vi accepterer 
dem som værende sande. 
Men det er ikke alt. De sidste dages 




458 



skrifter indeholder også oplysninger 
om Jesu Kristi guddommelige mission. 
De fortæller om hans tilsynekomst for 
en dreng, der endnu ikke var fyldt fem- 
ten år, han var blot en beskeden bon- 
dedreng, der havde læst: hvis 

nogen af jer står tilbage i visdom, da 
skal han bede om at få den fra Gud, 
der giver alle gavmildt og uden bebrej- 
delser, og så vil den blive ham givet." 
(Jak. Brev 1:5) 

Han gik ud i en lille lund for at prøve 
sandheden i disse ord. Blev løftet 
holdt? Det blev det — da han lagde sig 
på knæ og bad, viste Faderen og Søn- 
nen sig for ham, og Faderen spurgte 
ham, hvad han ville. Han fortalte dem, 
at han ville vide, hvilken kirke han 
skulle slutte sig til. Det blev ham for- 
talt, at han ikke skulle slutte sig til 
nogen af dem, at han havde en mission 
at udføre, og at han ville blive gjort 
bekendt med sine forpligtelser. 
Vi har således Frelserens tilsynekomst 
for og færden blandt folket i Judæa; vi 
har Frelserens tilsynekomst for og for- 
bindelse med folket på den vestlige 
halvkugle samt hans grundlæggelse af 
sin kirke der. Vi har Frelserens tilsyne- 
komst i vore dage, da Faderen og Søn- 
nen for lidt over hundrede år siden 
viste sig for den unge Joseph Smith. 
Og vi har endnu et vidnesbyrd her, 
nemlig: Vi er blevet lovet, at vi skal 
vide, at Jesus er Kristus og vedkende 
os læren, ikke for andre men for os 
selv. Dette vil ske, hvis vi går i dåbens 
vande, hvis vi modtager den Helligånd, 
hvis vi vil tilpasse vore liv den lære, 
vor himmelske Fader har givet os. 
Hvad lovede Herren os, hvis vi ville 
acceptere Jesu Kristi evangelium? Han 
lovede os alt, hvad det er muligt at få. 
Det var Frelseren, der sagde: „Men 
søg først Guds rige og hans retfærdig- 
hed, så skal alt det andet gives jer i 
tilgift." (Matt. 6:33) Jeg står således her 
for at sige til jer, I sidste dages hellige, 
mænd og kvinder, der har accepteret 
evangeliet, et det er jer ikke muligt at 
nævne en velsignelse, det er værd at 
beskæftige sig med, under forberedel- 
serne til den evige lykke, som Gud ik- 
ke har tilbudt jer. I kan ikke andre 
steder i verden finde en fred, lykke og 
glæde, lig den der er kommet til dem, 



der har accepteret sandheden og som 
søger at gøre den til en del af deres 
tilværelse, og dele den med andre. Den 
er stor og værdifuld. Det, der gør os 
lykkelige, er ikke blot det, vi modtager, 
det er det, vi giver; og jo mere vi giver 
af det, der er så opløftende og be- 
rigende, til vor himmelske Faders børn, 
jo mere har vi at give. Det vokser som 
et levende springvand og bruser over 
af evig lykke. 

Jeg bærer vidnesbyrd for jer om, at 
disse ting er sande, i vor Herre, Jesu 
Kristi navn. Amen. Q 



JOSEPH FIELDING 
SMITH 

„Det er sandt, at alt liv 
kommer fra den samme 
kilde, men den kilde er ikke 
havets skum, en vandmand 
eller en haletudse. Gud, 
vor Fader, er livets skaber, 
og Han har anbragt liv i 
forskellige former på denne 
jord og også i andre verdener. 
Han vil fortsætte sit arbejde 
på denne jord og på andre 
planeter eller verdener, som 
vil tage denne jordsplads, 
når den er blevet ophøjet 
og er taget bort til sin 
celestiale herlighed. Han vil 
fortsætte med at virkelig- 
gøre sine hensigter ved at 
befolke verdener og tilveje- 
bringe udødelighed og evigt 
liv for sine børn." 
„Jeg finder, at dette er en 
ædel tanke. Jeg syntes, at det 
er noget, der oplyser men- 
neskers sind og holder dem 
oppe. Den styrker vor tro 
og giver os opmuntring til 
at vedblive at gøre det gode, 
fordi den giver os håb om 
bedre ting, ja, udødelighed 
og evigt liv som Guds sønner 
og døtre. Men den falske 
antagelse, der er så udbredt 
i verden, er nedværdigende 
og ikke forædlende eller 
opløftende." 



459 



Mine kære brødre i præstedømmet. 
Jeg er min himmelske Fader taknem- 
melig for denne lejlighed. Vi i Det præ- 
siderende Biskopråd sætter stor pris 
på jer, bærere af Det aronske Præste- 
dømme, der er her i aften. Herren be- 
hages over at have jer her, hvor I hører 
hjemme i dette øjeblik. Det ville sik- 
kert ikke være dårligt, som indledning, 
at svare sig selv på følgende, som jeg 
nu vil give jer. 

Vil I være venlige for jer selv enten at 
svare ja eller nej på følgende udsagn 
om grunden til, at I er her i aften: 

1. Jeg er kommet her i aften, fordi 
nogle andre i min familie tog herhen. 

2. Jeg er kommet her i aften, fordi der 
ikke var nogen fodboldkamp i fjern- 
synet. 

3. Jeg er kommet her i aften, fordi min 
far sagde: „Du tager med til præs- 
tedømmemøde, ellers så . . ." 

4. Jeg er her i aften, fordi jeg elsker 
Herren og vedkender mig det præs- 
tedømme, jeg bærer som den vig- 
tigste kraft i universet overhovedet. 

Herren behages over at du er her, uan- 
set hvorledes du eventuelt besvarede 
disse udtalelser, og du er allerede ble- 



STYRK 

DINE 

BRØDRE 



Tale holdt for præstedømmet ved den 
141. halvårlige generalkonference 

AF BISKOP ROBERT L. SIMPSON 
fra Det præsiderende Biskopråd 




-'•-i-t SJ 



460 



vet belønnet ved at lytte til nogle an- 
visninger fra Herren, givet til os gen- 
nem en levende profet. Jeg vil gerne 
rose jer, fordi der for af hver og en af 
jer, der er til stede ved et eller flere 
møder, er tre eller fire andre bærere af 
præstedømmet, der mente, at der var 
noget, der var vigtigere at gøre, eller 
også har de ikke nogen, der bekymrer 
sig nok for dem, så de kan blive op- 
muntret i den grad, det er nødvendigt, 
for at komme her til møde sammen 
med os. 

I tilfælde af, at du ikke synes, det er 
særligt spændende at deltage i ver- 
denshistoriens største præstedømme- 
møde, så lad mig give dig fem vigtige 
ting, som du kan tænke over, og som 
har direkte forbindelse med det, der 
foregår her. 

1. Gud Faderen og hans Søn Jesus 
Kristus har åbenbaret sig i disse 
verdenshistoriske tider. 

2. Alle nøglerne og kræfterne i Guds 
evige præstedømme, med alt hvad 
der hører af myndighed og velsig- 
nelser for menneskeheden, er gen- 
givet til jorden, for aldrig mere at 
blive taget bort. 



3. Ikke mindre end ni himmelske væ- 
sener har åbenbaret sig efter an- 
visning i vort verdenshistoriske 
tidsrum for at hjælpe med i denne 
genoprettelse. Jeg vil fortælle jer 
navnene på dem, nemlig: Gud 
Faderen, hans Søn, Jesus Kristus, 
apostlen Peter ledsaget af Jakob og 
Johannes, Johannes Døberen, Mo- 
roni, Elijah og Elias. 

4. Til videre vejledning for menneske- 
heden og for yderligere at give di- 
rektioner i disse urolige tider, er 
der blevet åbenbaret tre bøger som 
tillæg til skriften. De er på ialt 865 
sider. 

5. Sidst men ikke mindst, i spidsen 
for os har vi en levende profet, der 
præsiderer over dette møde. Han 
har netop gjort rede for Herrens 
vilje; et netop-nu bevis på fortsat 
åbenbaring. 

Se, enhver af de foregående kends- 
gerninger burde være overskrifter i 
enhver avis verden over, men den 
eneste reaktion vi får fra mere end tre 
milliarder mennesker, dermå formodes 
at tørste efter sandheden, er faktisk 
kun spørgsmål som disse: 




„Hvem tror 1, I er, at I kan tillade jer at 
hævde, at I har modtaget besøg fra 
Himlen, at I har det eneste sande 
præstedømme, at I har modtaget mere 
hellig skrift og at I har en levende pro- 
fet?" 

Mine kære unge brødre, jeg ved ikke 
alt, hvad der er værd at vide, men der 
er noget, som jeg virkelig ved fra per- 
sonlig åbenbaringer, og jeg tror, at 
Herrens Ånd er rede til at stadfæste de 
samme sandheder inde i hver enkelt af 
jer, hvis ikke han allerede har gjort 
det. 

Skriften udtaler følgende: „Mange er 
kaldede, men få er udvalgt." (L. & P. 
2:40) Tror du, at det kunne være muligt, 
at du ikke blot er kaldet men også ud- 
valgt? Jamen hvorfor ikke? Du er den 
eneste af fem, der har besluttet at være 
til stede ved dette møde. Det gælder 
at for hver eneste af jer, der er her, er 
der fire, af dem der blev indbudt, som 
tilsyneladende syntes, at der var noget, 
der var vigtigere end at komme til det- 
te præstedømmemøde. Jeg ved ikke, 
hvilke svar du gav til de indledende 
spørgsmål om grunden til, at du er her 
i aften, men der er en ting, der står 
krystalklart for mig, og det er: enten 
ønskede du selv at komme, eller også 
ønskede Herren, at du skulle komme, 
og det er noget, I kan tænke på med 
begejstring. 

„Se, mange er kaldede, men få er ud- 
valgt. Og hvorfor er de ikke udvalgt?" 
„Fordi deres hjerter er de verdslige 
ting hengivne, og de tragter efter men- 
neskelig ære, så de ikke kan lære den- 
ne ene lektie" — Og hvad er så denne 
ene lektie? Hør nu godt efter allesam- 
men. Dette kan meget vel være en af 
de vigtigste lektier i hele jeres liv, og 
så kommer den direkte fra Herren. 
„At præstedømmets rettigheder er 
uadskilligt forbundet med himlens 
kræfter, og at himlens kræfter ikke 
kan kontrolleres eller bruges uden ved 
retfærdighedens grundlæggende 

grundsætninger." (L & P. 121:34-36) 
Det er sandelig spændende, at I er til 
stede, I er noget særligt! Og Herren 
har desuden noget, I skal gøre, noget 
I skal begynde på lige nu med det 
samme. Kirken har brug for ethvert 

461 



medlem, og dermed menes ikke blot 
dig, men også de fire venner der skul- 
le have siddet ved siden af dig i aften, 
men som mangler. 

Da Frelseren underviste folket, talte 
han om et bestemt emne gennem hele 
sit liv, idet han sagde: „Ethvert men- 
neske er sin broders vogter. Der er 
ingen pligter i præstedømmet, der er 
mere vigtigt. Skriften siger noget af 
det samme, på en lidt anden måde, men 

som jeg holder meget af: når du 

. . . omvender dig, da styrk dine brødre." 
(Luk. 22:32) 

Der er ingen, der påtager sig dåbens 
pagt eller æren ved præstedømmet, 
uden at han også modtager de forplig- 
telser, der er forbundet med at være 
medlem af kirken eller knyttet til præ- 
stedømmet. 

Verden af i dag siger til dig, at du skal 
lade dine venner passe sig selv. Man 
har lov til at komme og gå som det 
behager en. Verden fortæller dig at 
overtalelser til at komme til kirken eller 
præstedømmets møder eller overtalel- 
ser til at tilsidesætte en dårlig vane, 
kan give frustrationer eller lægge et 
for stort pres; men jeg gentager Her- 
rens ord: Du er din broders vogter og 
når du omvender dig, er du forpligtet 
til at styrke dine brødre. 
„Jamen hør engang," siger du, „jeg 
ville slet ikke vide, hvad jeg skulle 
sige, eller hvordan jeg skulle kunne 
klare det. Jeg er bare præsident for 
diakonernes kvorum." Og Herren ville 
svare, at han ikke giver nogen befalin- 
ger, uden at han åbner en udvej, såle- 
des at man kan udføre det, der er be- 
falet. Han siger endvidere: „Derfor, 
sandelig siger jeg jer: Opløft røsten 
for folket og udtal de tanker, som jeg 
indgiver jer i hjertet, så skal I ikke blive 
beskæmmet for menneskene." 
„Thi det skal blive givet jer i den sam- 
me stund og i samme øjeblik, hvad I 
skal sige." 

Herren fortsætter med at sige, at vi 
skal tale i hans navn med oprigtighed 
i hjertet og i ydmyghedens ånd og han 
giver til slut følgende løfte: 
„. . . om 1 gør dette, skal den Helligånd 
blive udgydt for at bevidne alt, hvad 
jeg siger." (L & P. 100:5-8) 



Hvis du følger denne guddommelige 
fremgangsmåde, så vil din kontakt 
med dine venner ikke følge den sæd- 
vanlige „ ind af det ene øre og ud af det 
andet" metode. Med den Helligånds 
hjælp, vil det, du har at sige, trænge 
ind i din vens hjerte. Han vil over- 
bevises ved den vidunderlige åndelige 
proces, der er forbeholdt værdige med- 
lemmer af kirken. Det er den, ved hvil- 
ken omvendte bringes ind i kirken, den 
vil være en vigtig åndelig gave for en- 
hver af jer, og den vil udvikles og 
styrkes ved fortsat brug. 
Ja kirken har i sandhed brug forethvert 
af sine medlemmer, og listen over fra- 
faldne er alt for lang; det bekymrer Det 
første Præsidentskab og det bekymrer 
Herren. 

Der vil ikke komme noget tegn på him- 
len eller ske mirakler, der kan vække 
folk. Det blev besluttet for evigheder 
siden, at mennesker skulle hjælpes 
af mennesker, så længe det drejede 
sig om Herrens værk. Dette er et evigt 

princip og en evig proces: når du 

. . . omvender dig, da styrk dine brød- 
re." Opgaven hviler i det store og hele 
på vore skuldre, på os der er til stede 
i aften, og ansvaret hviler på den 
yngste diakon, såvel som på den ældste 
højpræst. Jeg har for det meste hen- 
vendt mig til Det aronske Præstedøm- 
me, til ungdommen, men hvert eneste 
princip angår alle, der er engageret i 
dette store arbejde. 
Jeg vil slutte med et advarende ord, 
som Herren gav til profeten Joseph 
Smith. Han siger følgende: „Hvad jeg 
siger til en, siger jeg til alle. Bed altid, 
at den onde ikke skal få magt over jer 
og flytte jer bort fra jeres plads." (L. & 
P. 93:49) 

„Mange er kaldede, men få er udvalgt." 
Det må være tragisk at være forud- 
ordineret eller udvalgt, eller kaldet el- 
ler ordineret, blot for at djævelen skal 
„flytte jer bort fra jeres plads." Lad det 
ikke ske. Lev jeres liv udenfor hans 
rækkevidde, thi jeg lover jer, at der er 
grænser indenfor hvilke, Satan ikke 
kan nå. Han kan ikke påberåbe sig ret- 
ten til de retfærdige. Udfordringen for 
os er at forblive værdige, således at vi 
bedre kan hjælpe vor broder tilbage til 



aktiviteternes område, og må vore an- 
strengelser rettes mod den enestående 
åbenbaring, der fremstår som sand 
poesi i skriften: 

pryd altid dine tanker med dyd, 

da skal du have større frimodighed for 
Guds åsyn, og præstedømmets lære 
skal falde på din sjæl som himlens 
dug." 

„Den helligand skal være din stadige 
ledsager, og dit scepter retfærdig- 
hedens og sandhedens uforanderlige 
scepter, og dit herredømme skal være 
et evigt herredømme, og det skal uden 
tvang tilflyde dig fra evighed til evig- 
hed." (L. &P. 121:45-46) 
Sikke et løfte! hvilken udfordring! Er l, 
unge mennesker noget særligt? Ja, 
selvfølgelig er I det! I, den ene ud af 
fem, der var trofast nok til at være her 
i aften. 

Er I jeres broders vogter? I sandhed, 
ja! Hvis I ikke er det — hvem skulle så 
være det? Hvem ville ellers være det, 
hvis I, som bærere af præstedømmet, 
ikke var det? 

Er i omvendte? Det er I i sandhed, hvad 
enten I vedkender jer det eller ej, og 
„. . . når du . . . omvender dig, styrk da 
dine brødre." — Thi kirken har brug 
for enhver. At det må begynde med de 
mere end 100.000 trofaste præstedøm- 
mebærere, der er her i aften til dette 
præstedømmemøde, er min ydmyge 
bøn, og jeg siger det i Jesu Kristi navn. 
Amen. 



O 



462 




J30MENES 
SIDER, 




^sv^r 







05 










U 
2 
2 



••$ 



-0. \ 



*• 



ro 



iN 



CO 



c> 



»ol 



*-> CD 

.- E <>. 

s_ £ CD 

=? = 






>* 



05 



c to ro ro 

3 »- *- 

c ao 

^ -w CD 

i- "O 

QC CL Q. 

LU O ^ 

co 



C 



**, 



o. 



cS 
ro 



ro 



ro 






ro« 
CN 



(N 



LU 



o 
o 

_l 

o 

DC 
< 

O 



CD 



CD 



'c O CO 

— CM D 

0) c 

c co 

S, i * 

O) t 

CO =3 CO 




CM 

CN 



£ 






rN 



U 



161 







bp if ?f~ 



\%\ i 




5*> 

7 



wm 



m 



Vctiit^r i Irland 



162 





Irland er De britiske Øers anden- 
største ø. Det ligger vest for England 
og er adskilt fra dette ved Nord-ka- 
nalen, Det irske Hav og Set. Georges 
Kanalen. Landet er i dag delt i to po- 
litiske områder — Nord-irland og 
Den irske Republik. Der er mange 
små øer på Irlands vestkyst, blandt 
dem er øerne Aran og Blasket. 
Folket på Aran-øerne har bevaret de- 
res sprog, gallisk (irsk), medens re- 
sten af Irland i århundreder har taltdet 
sprog, de skiftede til, nemlig engelsk. 
Folket i Irland glemte næsten at tale 
irsk, så da det blev indført som na- 
tionalsprog i 1919, medens engelsk 
blev gjort til sprog nr. to, rejste nogle 
af irlænderne over til Aran-øerne for 
at forbedre deres udtale og glose- 
forråd i det nationale sprog. 
Aran-øerne er adskilt fra resten af 
Irland af ca. 20 km. hav. Mod vest 
ligger Atlanterhavet. Øerne er i den 
grad klippefyldte, at de bønder, der 
lever på dem, er nødt til selv at frem- 
bringe jorden på deres stenomgær- 
dede kartoffelmarker. Det gør de ved 
at lægge lagvis af søtang og sand. 



Hvis denne blanding overlever stor- 
mene, udvikler det sig med tiden til 
brugbar jord. De mænd, der fisker, 
bruger nogle kanolignende både, som 
de kalder curraghs. Kvinderne på 
Aran-øerne strikker uldtøj, der er ver- 
densberømt. 

Det regner meget på Irland, og det 
gør græsset enestående grønt. Det er 
derfor, Irland kaldes: „Smaragdøen". 
Der findes også mange søer og flo- 
der (loughs). Blide fugtige vinde næ- 
rer de græsgange, hvorpå får, kvæg 
og heste trives. Der er vidunderlige 
hvidskurede og stråtækte bondegår- 
de rundt omkring på de fint opdyrke- 
de og frugtbare marker over- hele 
„Smaragdøen." 

Et af de mest fantastiske syn er den 
naturlige kæmpedæmning i det nord- 
lige Irland, nærved slottet Dunseve- 
rick i Antrim County. Forkullet lava 
inddelte for tusinder af år siden det- 
te leje af søjlebasalt i tre forskellige 
lag. 

Langs vestkysten når Atlanterhavets 
bølgesprøjt næsten 100 m. op ad 
klipperne. 



163 



Der er mange stenstøtter på Irland. 
De står rundt omkring til minde om 
store slag eller markerer et familie- 
gravsted. De blev lavet og sat før 
år 432. Stenhuggere har på nogle af 
dem indhugget en indskrift i kile- 
skrift, hvor kilerne er vokaler og li- 
nierne konsonanter. Dette kaldes for 
Ogham-alfabetet. 

Irland er kendt for dets fine linned 
og smukke kniplinger. Børnene på 
Irland leger de samme lege som bør- 
nene i England, nemlig kickery (der 
er det samme som skjul) og the muf- 
fin man (der formodentlig er noget 
lignende kluddermor). O 



Vær 
opmærksom 



AF WALTER TRAG 

Find de mariehøns, der er helt ens, 
og farvelæg dem 




164 



Kandis 




Krystaller findes i mange forskellige 
størrelser og former. Videnskaben 
mener, at krystallets form afhænger 
af den måde, hvorpå atomerne går 
sammen og danner stoffets mole- 
kyler. 

Sukker-krystaller er sædvanligvis så 
små, at de må ses under et forstør- 
relsesglas, men her er anvisning på 
en måde at lave kandis, og dermed 
store sukker-krystaller. 
Hæld to kopper sukker ned i en skål 
og tilsæt en kop kogende vand. Rør 
rundt, indtil al sukkeret er fuldstæn- 
dig opløst. Hæld sukkervandet ned i 
et glas, der er bredt foroven. Bind så 
to eller tre rene bomuldssnore fast 
på en lang blyant, og sæt en rustfri 



clips fast i hver ende af trådene. Det 
skal du gøre for at hindre trådene i 
at svømme ovenpå. Læg blyanten 
hen over glasset, så trådene går ned 
i sukkervandet. (Se tegningen) 
Nu vil der i løbet af nogle dage dan- 
nes små sukker-krystaller på snorene. 
Lad være med at røre i opløsningen, 
før der er dannet store krystaller. 
Dog, hvis der dannes en skorpe af 
sukker på overfladen af vandet, må 
du fjerne den, således at vandfor- 
dampningen kan fortsætte. 
Når krystallerne har fået den stør- 
relse, du synes, de skal have, så kan 
du tage dem op, og rigtig nyde din 
hjemmelavede kandis. 



165 



riephi 



I 



Hvis du havde boet på det amerikan- 
ske fastland, nærmere bestemt i Za- 
rahemla, før Jesus blev født, ville du 
da have troet på det profeterede mi- 
rakel om den meget lange dag? 
Nephi troede på det! 
Nephi havde ventet og kigget efter 
tegnet på, at Frelseren var blevet 
født, lige siden den dag, da Samuel, 
lamanitten, havde stået på muren og 
fortalt folket: „Guds Søn vil komme 
om fem år. Og dette skal være et 
tegn på hans komme; der skal blive 
en dag og en nat og en dag, som var 
det kun en dag." (Hel. 14:2-4) 
Der var sket meget i den tid, Nephi 
havde talt årene. Han havde fået an- 
svaret for alle optegnelserne, kob- 
berpladerne, og alt det, der var ble- 
vet helligholdt lige siden dengang, 
da Lehi tog afsted fra Jerusalem. 

166 



Selvom der var sket tegn og undere 
for folket, og selvom profeternes ord 
var ved at blive opfyldt, så forhærde- 
des mange af folkenes hjerter. 
Der var nogle, der sagde: „Der er 
ikke nogen fornuft i, at sådan en som 
Kristus skal komme." Og de fort- 
satte med fryd: „Tiden er gået, og 
din tro har været forgæves." (Hel. 
16:18) 

Men Nephi og mange af hans folk 
troede stadig og så frem til miraklet 
om den lange dag. Det gjorde de van- 
tro endnu mere gale. De valgte ende- 
lig en bestemt dag og sagde adva- 
rende: „Denne dag er fastlagt, og alle 
de, som tror på, at Jesus vil blive født 
i Jerusalem land, vil blive slået ihjel, 
medmindre det tegn, Samuel gav, er 
kommet forinden." 
Nephi var opfyldt af sorg, da han så 



En historie fra Mormons Bog, 
fortalt af MABEL JONES GABBOTT 
Illustreret af JERRY HARSTON 



søn af riephi 



(Hel. 14) 



sit folks svaghed. Han gik ud et sted, 
hvor han kunne være alene, og knæ- 
lede ned på jorden, han bad for sit 
folk, der var ved at blive udslettet, 
fordi de troede på, at Jesus ville kom- 
me til jorden. Nephi bad til Herren 
hele dagen. 

Herrens stemme nåede ham, og han 
sagde: „Løft hovedet og vær ved 
godt mod. i denne nat skal tegnet 
gives, og i morgen kommer jeg til 
verden." (3. Neph. 1:13) 
Da solen var gået ned om aftenen, 
blev det ikke mørkt; folk begyndte at 
blive bange, fordi det ikke blev 
mørkt, da natten kom. Og der var 
mange, der ikke tidligere havde troet, 
som nu troede. Natten var så lys, som 
var det midt på dagen. Og da solen 
stod op om morgenen, vidste Nephi 
og de troende, at det havde været 



den nat, hvor Herren blev født, på 
grund af det tegn, de havde fået. En 
ny stjerne kom frem på himlen, præ- 
cis som profeten havde sagt. 
Men trods alle disse tegn var der sta- 
dig nogle, der ikke troede! Fra den 
tid af og fremefter, gik Nephi om- 
kring blandt folket, han døbte og vel- 
signede dem i Jesu Kristi navn. 
Således begyndte folket atter at få 
fred i landet. 



O 



167 






2 i 




tt aé^ 










\, 




Hvem ligner vi? 

AF ÆLDSTE BOYD K. PACKER 
fra De tolvs Råd 




ÆS 



Vi har i nogle år boet udenfor byen. 
Vi har heste og andre husdyr til en 
bondegård, og ikke at forglemme 
høns. Nogle af hønsene kan løbe frit 
omkring på gårdspladsen. Børnene 
skal være vakse for at finde ud af, 
hvor disse høns har lagt deres æg. 
Nogle gange ligger de i høstakken, 
andre gange i skoven eller under 
brændestabelen. 

170 





H li 

1 li 

I f't 
1! 1 

II s 







li * i 1 




Der var et forår, hvor en lille broget 
høne havde lavet sin rede under 
krybben, et sted hvor den ikke kun- 
ne ses. Der var ingen af os, der 
vidste, hvor den havde gemt sig, men 
vi var helt sikre på, at den lå på rede 
et eller andetsted. 

Da jeg en dag kom hjem, løb alle 
børnene mig imøde og fortalte mig, 
at de havde fundet den lille høne og 
hendes rede. De havde fundet den, 
fordi de små kyllinger var udklækket 
og nu lå og pippede. 
De trak mig med over i stalden og 
jeg stak forsigtigt hånden ind under 
hønen og tog en hel håndfuld kyl- 
linger frem. Børnene stimlede sam- 
men omkring mig, og da de alle stod 
og følte på kyllingerne med stor for- 
sigtighed, tog en af mine døtre en af 
dem og holdt den i sin hånd. 
„Den skal nok blive en flot vagthund, 
når den bli'r stor, ikke?" spurgte jeg 
hende. Hun så op på mig med et blik, 
der fortalte, at jeg ikke måtte være 
rigtig klog. Tænk at sige, at en kyl- 
ling bliver til en vagthund? 
Jeg skyndte mig at sige: „Nå nej, den 
bliver selvfølgelig ikke til en vagt- 
hund. Den bliver en stor, flot ride- 
hest — ikke?" 

Hun så atter på mig med et forundret 
blik, for selv om hun kun var fire år 
gammel, så vidste hun at en kylling 
ikke ville blive til en hund, ej heller til 
en hest, en fasan eller en kalkun. Hun 
vidste på en eller anden måde, at den 



lille kylling ville vokse op og blive til 
en høne eller en hane, næsten mage 
til sin mor eller far. 

Dette er noget vi lærer om og om 
igen af naturen ■ — alt liv formerer sig 
efter sin egen art, og afkommet vok- 
ser op og kommer til at ligne deres 
forældre. 

Dette gælder også for mennesker. 
Små piger og små drenge vokser op 
og bliver til store piger og drenge, 
så bliver de til unge piger og unge 
mænd, for til sidst at blive forældre 
og få børn der er, ligesom de selv 
var engang. 

Vi lærer i primary, at Gud er vor Fa- 
der, vi lærer det i søndagsskolen og 
til familieaftenerne. Gud omtales 
mange gange i skrifterne som vor 
Fader, og når vi beder til ham, siger 
vi: „Vor Fader, du som er i Himlen." 
Jeg bærer mit vidnesbyrd for alle kir- 
kens børn, at Gud virkelig er vores 
Fader. Når vi er vokset så meget, 
som det er muligt for os, er det blevet 
lovet os, at vi kommer til at ligne ham. 
Vi kan vokse op og blive vor himmel- 
ske Faders udtrykte billede, på sam- 
me måde som alt liv følger det møn- 
ster, der er givet af forældrene. Det 
eneste, vi skal gøre, er at leve et 
retskaffent liv og adlyde hans be- 
falinger. 

Frelseren sagde: „Så vær da I fuld- 
komme, som jeres himmelske Fader 
er fuldkommen." (Matt. 5:48) 

O 



172 





I vinterlejren samledes man hver 
torsdag i den lille bjælkehytte, der 
sædvanligvis brugtes som postkon- 
tor. Brigham Young havde oprettet 
deres eget postvæsen, der uddelte 
post til de hellige i Nauvoo, Garden 
Grove, Mt. Pisgah, Counsil Bluffs, og 
vinterlejren. Posten blev hver uge 
bragt ud via en privat rute til vinter- 
lejren. 

Den torsdag stod Tommy, Betsy, de- 
res mor, Eliza og Elija og ventede 
sammen med alle de andre på pos- 
ten. Bror Clayton læste navnene op 



på alle dem, der var brev til, og plud- 
selig hørte Tommy sit navn blive 
nævnt. Det kunne ikke være rigtigt 
— havde han hørt rigtigt? Det var 
første gang i hele hans liv, han havde 
fået et brev. Han rev konvolutten op 
med rystende hænder. Han var så 
spændt, at han næsten ikke kunne 
læse, hvad der stod. Det var et brev 
fra hans ven Joseph. Han var stadig 
i Nauvoo. 
Kære Tommy 

Nu tager vi endelig langt om længe 
afsted. Det lykkedes os at sælge hu- 



173 



set og jorden, så vi kunne få penge 
til en vogn og noget proviant. Vi tager 
over Mississippi-floden i morgen. 
Der har været kedeligt i Nauvoo, lige 
siden du tog afsted. Nogle af brødre- 
ne tog en dag udenfor bygrænsen for 
at høste deres korn. De blev fanget 
af en bande og slået med tykke ege- 
kæppe. Der er ingen mere, der kan 
vide sig sikker. 

De fleste er taget over floden nu, 
men de ligger stadig i lejr på sletter- 
ne, fordi de ikke kan fortsætte til vin- 
terlejren. Mange af dem er gamle og 
syge, der er endda nogle af dem, der 
ikke har nogen proviant. Min mor 
siger, at hun sandelig håber, der snart 
kommer hjælp til dem. 
Jeg glæder mig enormt til at se dig 
igen om nogle uger. Vi regner med 
at fortsætte mod vinterlejren straks 
efter, at vi har passeret floden. Min 
mor siger, at vi muligvis kan begyn- 
de at gå i skole, når vi kommer til 
lejren. Det håber jeg, vi kan. 

Kærlig hilsen 
din ven, Joseph. 



Elijah og Tommy sad sammen en af- 
ten og talte med Tommys mor, da de 
havde udført deres huslige pligter. 
„Jeg har tænkt en de! på de men- 
nesker, der er fordrevet over floden 
fra Nauvoo. Gid jeg kunne gøre nogt 
for at hjælpe dem," sagde Tommy. 
„Brigham Young skal nok finde ud 
af noget," svarede hans mor. „Men 
nu er det sengetid." 
Da Tommy og Elijah gik og vogtede 
kvæget den næste dag, så de pludse- 
lig Betsy og Eliza komme løbende 
hen imod dem. „Er der noget galt?" 
råbte Tommy. 

„Nej," svarede Eliza. „Vi har en be- 
sked til jer fra Brigham Young. Han 
vil gerne have, at I begge to går ned 
og besøger ham i hans hus med det 
samme." 

„Hvorfor det?" spurgte Elija. 
„Det ved jeg ikke," svarede Eliza, 
„men Betsy og jeg skal nok passe på 
kvæget, mens I finder ud af det." Da 
Tommy og Elija kom hen til Brigham 
Young, sad Tommys mor og ventede 
på dem. Brigham Young sagde med 



174 





175 



det samme, de trådte ind: „Kom her 
hen. Jeg vil gerne have, at hver af jer 
kører en vogn ned til de fattige i 
lejren på denne side af floden fra 
Nauvoo. Der er nogle af de hellige 
der, der er blevet fordrevet fra deres 
hus og hjem, og som har meget stor 
brug for mad, klæder, og tag over ho- 
vedet. Tag dem med tilbage til vinter- 
lejren. I er ret unge til en så vanske- 
lig opgave, men jeg ved, at I nok skal 
klare den. Bror Allen vil lede dette 
vogntog, og I vil være under hans 
ledelse. Der vil være ialt ca. tyve 
vogne, og I tager afsted i morgen tid- 

lig-" 

Tommys mor så på de to drenge. „Pi- 
gerne og jeg skal nok klare os her 
imens," sagde hun og smilede. 
Den lange tur til Nauvoo var behage- 
lig. Da de nærmede sig floden, så 
Tommy at himmelen ligesom var ble- 
vet formørket, og han hørte tusinder 
af vingers susen. Pludselig så de 
enorme mængder af vagtler komme 
flyvende hen over dem. Mange af 
fuglene satte sig på vognpressenin- 



gen og sæderne, og på kuskens ho- 
ved og arme. 

Da vogntoget kørte ind i lejren, så de 
vagtler overalt på jorden, i luften, i 
teltene og på menneskene. Fuglene 
flyttede sig ikke, selvom man rørte 
ved dem. Selv de syge kunne stræk- 
ke armen ud og fange en, uden at 
vagtlen synes at bemærke det. Fol- 
kenes glæde varendeløs. 
„Det er en velsignelse fra Himlen," 
sagde en af mændene i lejren. 
„Alle sultede her, og nu har Herren 
sendt dem mad." 

Tommy huskede pludselig, at han 
havde hørt, hvordan Herren havde 
sendt vagtler til Israels børn, da de 
vandrede i ørkenen, for lang tid 
siden. 

Joseph kom i det samme løbende hen 
imod ham. De omfavnede hinanden 
ved gensynet. Det var dejligt at være 
sammen igen, og at vide at alle om- 
kring dem nu havde mad. „Det er et 
mirakel!" råbte Joseph, og Tommy 
nikkede tavst. 




176 



s&s 



Ønsker kirken at indianerne eller polyneserne (eller folk 
af andre nationaliteter) skal opgive deres kultur for at blive 
gode medlemmer af kirken? 




Frank M. Bradshaw 



Kirken har givet mig en masse gode venner, hvor jeg end 
befinder mig i verden. Det er ligemeget, hvor jeg er, jeg 
behøver blot at opsøge kirken, og straks har jeg en masse 
brødre og søstre, som jeg føler mig beslægtet med, fordi 
vi alle har tilsluttet os evangeliet. Disse mennesker kan 
være indianere, japanere, folk fra Chile, Sydafrika, fransk- 
mænd eller nordamerikanere. Det mest betydningsfulde 
ved dem er imidlertid, at de er medlemmer af kirken, og 
at de elsker Herren. 

Evangeliet kan uden undtagelse gøre et folk til et bedre 
folk, hvis folket lader evangeliets indflydelse virke i de- 
res liv. Tilværelsen bliver anderledes og rigere gennem 
evangeliet. Evangeliet fordrer alligevel ikke, at vi skal give 
afkald på noget som helst i vor kultur der er: „dydigt, el- 
skeligt, hvad der har godt lov eller er prisværdigt." (13. 
trosartikel) 

Læg mærke til følgende udsagn: 

1. Dette er Jesu Kristi Kirke. Det er ikke en amerikansk 
kirke eller Utahs kirke. Det er hele verdens kirke, der 
overskrider alle raciale grænser og rækker ud over 
alle nationer. Frelseren gør rede for dette. 
„Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine dis- 
ciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Hel- 
ligåndens navn, 

„og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har be- 
falet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens 
ende." (Matt. 28:19-20) 

Præsident Joseph Fielding Smith kastede mere lys 
over sagen i august 1971, i en tale han holdt ved man- 
chesterområdets generalkonference i England: 



„Den tid er forlængst forbi, da oplyste mennesker be- 
tragter os som en gruppe særlinge, der bor på toppen 
af Rocky Mountains i Amerika. Det er sandt, at kirkens 
hovedkvarter er placeret i Salt Lake City, og at Herrens 
hus er opført der . . . Men vi er som kirke og som folk 
blevet ældre ... og vi skal ikke blot prædike evangeliet 
i alle nationer før Menneskesønnens andet komme, men 
vi skal sørge for omvendte hellige og oprette menig- 
heder blandt dem . . . Jeg siger derfor, at vi er og skal 
være en verdensomspændende kirke. Det er vi bestemt 
til. 

Præsident Smith fortsatte med at velsigne de hellige 
på De britiske Øer, at de skulle vokse og kirken 
blomstre i deres land. 
2. Med hensyn til vor egen kultur, så forventer Herren, at 
vi er „i verden, men ikke af verden." Der er i de fleste 
menneskers milieu og kultur vidunderlige og oplysende 
traditioner. Der er også mange traditioner og megen 
adfærd, der har bedst af at blive glemt. Det er et af de 
ansvar, der ligger på et medlem af Jesu Kristi Kirkes 
skuldre, nemlig det, at trække det gode frem og vende 
sig bort fra det onde. Vi skal derfor bevare og udvikle 
de eventuelt gode traditioner, der er i vor egen til- 
værelse; er der dårlige traditioner, der bryder med 
evangeliets principper, bør vi vende os fra dem. 
Vi må huske på, at når vi accepterer evangeliet, for- 
langes det ikke af os, at vi forlader vort fædreland, 
eller opgiver vor kultur; „. . . hvad Herren kræver af 
dig: hvad andet end at øve ret, gerne vise kærlighed og 
vandre ydmygt med din Gud." (Mik. 6:8) 
Følgende er nært knyttet til dette, nemlig: „Ær din fader 
og din moder, for at du kan få et langt liv i det land, Her- 
ren din Gud vil give dig." (2. Mos. 20:12) Dermed me- 
nes ikke blot de nærværende forældre, men der hen- 
tydes til vore forfædre og vort folk. Vi skal vise dem 
passende respekt og ære. 

Det er helt sikkert, at vil man ære dem, så skal man 
bl. a. prøve at finde ud af noget om dem, og tage de 
ting op, der var godt i deres tilværelse, gøre genealo- 
gisk arbejde og tempelarbejde for dem, således at de 
også får mulighed for at glædes ved evangeliets vel- 
signelser. 

Folk af alle nationaliteter er børn af vor himmelske 
Fader. Vi bør alle stræbe efter at være gode eksempler 
i verden og i vor kultur. Skal evangeliet udbredes over 
hele verden, er det nødvendigt, at kirkens medlemmer 
er gode eksempler på de områder og i de kulturer, i 
hvilke de lever. 
Frank M. Bradshaw, rådgiver til præsternes kvorum, 
assisterende administrator for Seminaries and Institutes. 



463 



Hvad skriften fortæller os om at 



tjene Herren, medens 



Skrifterne giver mange eksenpler på 
unge mennesker, der arbejder for Her- 
rens sag. Det bedste eksempel er, da 
Jesus forbavser de lærde i Jerusalems 
tempel: „. . . (han) lyttede til dem og 
spurgte dem ud; og alle, som hørte 
ham, blev ude af sig selv af forbavselse 



drengen Samuel voksede til og gik 
stadig frem i yndest både hos Herren 
og mennesker." (1. Sam. 2:18, 26) 
„. . . Samuel havde nemlig endnu ikke 
lært Herren at kende, og Herrens ord 
var endnu ikke åbenbaret ham." Men 
en nat kaldte Herren på ham, og han 



vil også redde mig fra denne filisters 
hånd!" (1. Sam. 17:33, 37) 
Jakob, Lehis søn, begyndte tidligt at 
holde sig til retfærdige ting og han fik 
sin far til at udbryde: „. . . i din ung- 
dom har du set hans herlighed, derfor 
er du velsignet som dem, til hvem han 






Noah, 



Samuel, 



Joseph, 



over hans forstand og svar." (Luk. 2: 
46-47) Han var kun tolv år gammel. 
Og der er mange andre eksempler: 
„Noah var 10 år gammel, da han blev 
ordineret . . ." til præstedømmet af 
sin bedstefar Methusalem (L. & P. 
107:52) 

Joseph blev solgt til Ægypten i en alder 
af sytten år og han havde på det tids- 
punkt allerede haft drømme fra Her- 
ren. (1. Mos. 37:1-28) 
„. . . Samuel (gjorde) tjeneste for Her- 
rens åsyn, (da han var dreng) . . . Men 



svarede: „Tal, Herre, din tjener hø- 
rer!" (1. Sam. 3:7-10) 
David tilbød at bekæmpe filistrenes 
Goliat, der udfordrede Israel, men 
kong Saul havde sine tvivl, fordi David 
var så ung. Saul sagde „. . . du er kun 
en ung mand, og han har været kriger 
fra sin ungdom." 

David tabte imidlertid ikke modet, og 
han gentog for Saul, at han allerede 
havde bekæmpet en bjørn og en løve. 
Så sagde David: „Herren, som har 
reddet mig fra løvers og bjørnes vold, 



skal komme i kødet . . ." (2. Nep. 2:4) 
Nephi lagde vægt på sin broder Jakobs 
åndelighed ved at sige: „Og min bro- 
der Jakob har også set ham, ligesom 
jeg har set ham . . ." (2. Nep. 1 1 :3) 
Helamans to tusind unge krigere blev 
omtalt for deres store tro på Herrens 
velsignelser. 

Skriften siger følgende om disse unge 
mænd: „Og det var alle unge mænd, 
og de var overmåde stærke og virk- 
somme, tapre og modige; . . . mænd . . . 
der til enhver tid var pålidelige i alt, 



464 



man er ung 



AF ROBERT J. MATTHEWS 



hvad der blev dem betroet." (Al. 53:20) 
„Og de havde aldrig kæmpet, og dog 
frygtede de ikke døden; men de satte 
højere pris på fædrenes frihed end 
på deres eget !iv; ja, det var blevet 
dem fortalt af deres mødre, at dersom 
de ikke tvivlede, ville Gud udfri dem." 



folk mig til at være deres leder og an- 
føre deres hære. 

„derfor marcherede jeg i mit seksten- 
de år i spidsen for en nephitisk 
hær..." (Morm. 2:1-2) 
Joseph Smith modtog sin første åben- 
baring, da han endnu var i sit femten- 



ikke nogen ringeagte dig, fordi du er 
ung, men vær et forbillede for de troen- 
de ..." (Tim. 4:12) „Fly ungdoms- 
lysterne og jag efter retfærdighed ..." 
(2. Tim. 2:22) Han roste Timoteus, som 
han sagde: „... du kender fra barn- 
dommen af de hellige skrifter, som kan 






Dav id, 



Mormon, 



Joseph Smith. 



(Al. 56:47) 

„. . . de er unge, og deres sind er 
standhaftigt, og de sætte bestandig 
deres lid til Gud." (Al. 57:27) 
„. . . da de alle var meget unge . . ." 
(Al. 56:46) 

Profeten Mormon skrev: „Og da jeg 
var alvorlig af naturen, besøgte Her- 
ren mig, da jeg var femten år gammel, 
og jeg smagte og erfarede Jesu god- 
hed." (Morm. 1:15) 

„Og selvom jeg var ung, var jeg dog 
stor af vækst; derfor valgte Nephis 



de år. Han skrev senere om disse 
hændelser og beskrev sig selv som 
værende ung og" ... og med men- 
nesker og ting så ukendt ... en ube- 
tydelig dreng, mellem 14 og 15 år 
gammel, og mine forhold i livet var så- 
ledes, at jeg ville blive en dreng uden 
betydning i verden . . ." (Joseph Smith 
2:8, 22) Og dog var det arbejde Her- 
ren betroede ham af næstvigtigste be- 
tydning i forhold til det arbejde Jesus 
udførte (L & P. 135:3) 
Paulus skrev til sin ven Timoteus: „Lad 



gøre dig viis til frelse . . ." (2. Tim. 3:15) 
At besidde stor visdom behøver ikke 
altid at have noget at gøre med en høj 
alder, for som Elihu sagde „. . . de 
gamle er ikke altid de kloge, oldinge 
ved ej altid, hvad ret er." (Job. 23:9) 

Og Alma forklarer at der gives 

ofte små børn ord, der beskæmmer 
vise og lærde." (Al. 32:23) 



O 

465 




eller det 

ufærdige rige 



Et eventyr der har en moral, som henvender sig til alle, der 
udsætter, hvad de kunne gøre i dag, til i morgen. (Og til 

dem, der så alligevel ikke gør det!) 



AF JAMES WALDROP 



Hvis Frank Nielsen nogensinde havde tænkt over det, ville 
han nok have betragtet sig selv som en god sidste dages 
hellig. Til trods for at han kun kom i kirken af og til, og at 
han havde besvær med at holde alle de bud, det var nød- 
vendigt at holde, for at arve en plads i Det celestiale Rige, 
så havde han dog den overbevisning, omend valen, at 
evangeliet var sandt. 

Havde Frank ikke drømt denne meget usædvanlige drøm 
den søndag eftermiddag, da han tog sig en .lur i sin ynd- 
lingsstof er det sandsynligt, at han fortsat ville have be- 
tragtet sig selv som et gennemsnitsmedlem. Han ville sik- 
kert fortsat have levet sit liv, som han nu havde gjort det i 
de sidste 50 år. 

Frank var meget afholdt. Han var sorgløs og meget godhjer- 
tet. Han var mærket af mange års hårdt arbejde. Hans hår, 
der engang havde været sort og bølget, var nu næsten helt 
gråt. Hans blå øjne dannede en kontrast til de mørke 




M":^ 

aL 





■■■)■::'; .■ 




466 



buskede øjenbryn, men der var altid et sorgløst glimt i dem. 
Når han grinede, plirrede han med øjnene, og han grinede 
tit, for han bekymrede sig sjældent om noget. 
Frank Nielsen syntes, når alt toges i betragtning, at være 
en mand med succes. Hans købmandsforretning blomstre- 
de, og han havde mange gode og trofaste kunder, der al- 
lerhelst ville handle hos ham. Men trods hans umisken- 
delige succes, havde han en fejl, som han til en hvis grad 
deler med andre — han var et smølehoved. 
Selvom Franks hensigter sædvanligvis var gode, var han tit 
tankeløs og ligegyldig overfor sine pligter i den kirke, 
han tilhørte og som, han vidste, var sand. Biskoppen havde 
f. eks., ugen før han havde den underlige drøm, bedt ham 
om at komme og arbejde på den nye kirkebygning. Han 
arbejdede i stedet flere timer på at lægge nyt gulv i bag- 
lokalet i sin forretning. 

Han var helt oprigtig, når han sagde, at han gerne ville 
hjælpe til i grenen, og han planlagde virkelig at komme 
den næste uge for at hjælpe til ved byggeriet, men biskop- 
pen vidste fra tidligere, at der sikkert ville komme noget 
andet, der tiltrak sig Franks opmærksomhed, og at han 
derfor ikke ville komme. 

Franks smøleri var årsag til, at han ikke gik fremad i 
præstedømmet. Skønt han var over halvtreds, blev han 
ved med at være „vordende ældste". Det havde i flere år 
været hans mening at opgive de vaner, der afholdt ham 
fra at udvikle sig i præstedømmet, men af en eller anden 
grund blev det ikke rigtigt til noget. 

Frank havde for mange år siden besluttet sig til, at nu ville 
han betale tiende, men det var som om, tiden fløj afsted — 
så han havde endnu ikke rigtigt gjort noget ved det, men 
i næste måned . . . Han havde også lovet sin kone, Birgit, 
at han ville se at få orden i alt dette, så de kunne tage til 
templet sammen, Frank, hans kone og deres tre børn og 
blive beseglet for tid og evighed. 

Frank havde virkelig været opsat på at samle alle data 
for sine afdøde slægtninge, så der kunne blive gjort tem- 
pelarbejde for dem. Han var også begyndte og havde virke- 
lig fundet en del navne, men så var det at forretningen gik 
dårligt i nogle måneder, og der var også det med loftet i 
soveværelset. 

Sådan havde det altid været for Frank Nielsen. Han glemte 
sine forpligtelser, og havde gjort det hele sit liv, lige indtil 
den søndag, hvor han drømte denne mærkelige foruroli- 
gende drøm. 

Han havde været i søndagsskole. Det var faktisk første 
gang i længere tid, men der var noget ved det, hans ven 
William Osby havde talt om i klassen, som han havde 
svært ved at glemme. 



Senere på eftermiddagen, da Birgit var gået over til en af 
naboerne, satte Frank sig i sin yndlingsstol og læste lidt i 
Mormons Bog. Han var træt og faldt i søvn, idet han spe- 
kulerede på det, der stod i disse vers: 
„Og som jeg sagde jer før, eftersom I har haft så mange 
vidnesbyrd, så beder jeg jer om ikke at opsætte jeres 
omvendelse til enden; thi dersom vi ikke benytter vor tid i 
dette liv, da kommer der efter denne livets dag, som er 
givet til at berede os til evigheden, en mørk nat, hvori intet 
arbejde kan udrettes. 

„ I kan ikke sige, når I kommer til dette frygtelige tidspunkt: 
Jeg vil angre og omvende mig til Gud. Nej I kan ikke sige 
det, thi den samme ånd, som er i besiddelse af jeres lege- 
me, når I går ud af dette liv, den samme ånd vil have magt 
til at tage jeres legeme i besiddelse i den evige verden." 
(Al. 34:33-34) 

Franks søvn var hverken rolig eller tryg. Han drømte, at 
hans liv på jorden var forbi, og at han var blevet kaldt bort 
fra denne verden. Han blev ledsaget af en fører, der viste 
ham vej til hans fremtidige hjem. Føreren havde et meget 
venligt væsen, han så påfaldende ud med et langt, flag- 
rende, hvidt skæg. Frank lagde mærke til, at hans ledsager 
havde ligesom et bedrøvet udtryk i øjnene. Om der 
skyldtes skuffelse eller noget andet, var Frank ikke klar 
over. Værten fortalte, at han havde boet i det rige, de nu 
var på vej til, i lang tid, men han forklarede sig ikke nær- 
mere. 

De nåede omsider indgangen til det rige, Frank skulle 
arve, og dørens skønhed trodsede enhver beskrivelse. Den 
overgik hans største forventninger. Den var lavet af guld 
og sølv, beklædt med diamanter, rubiner og andre ædel- 
stene. Han kviede sig ved at gå ind gennem den. 
Da han var kommet over sin første begejstring, opdagede 
han til sin forbavselse, at det ene af dørens hængsler var 
brækket af og at døren hang frygtelig skævt. Han spurgte 
føreren, hvorledes noget sådant kunne forefindes, men 
der blev sagt, at han ikke skulle bekymre sig, døren skulle 
nok blive lavet på et eller andet tidspunkt. 
Da de var kommet ind i riget, gik de rundt i nogle omgivel- 
ser, der var mere kunstfærdige end noget af al det, Frank 
kunne huske, han havde set. Han kiggede op på væggenes 
guldsnit, og bemærkede pludselig, at de trængte til at blive 
repareret adskillige steder. Han spurgte atter sin ledsager, 
hvorledes dette kunne være, og fik atter at vide, at de ville 
blive malet — en eller anden dag. 

Så kom de endelig til det sted, hvor Frank skulle bo, til det 
rige, han havde arvet. Da han nærmede sig sit fremtidige 
hjem, strålede hans ansigt af glæde. Ingen jordisk konge 
havde nogensinde haft et hus, der var så smukt. 



467 



m 





htm 


Sil i 


14 1 


i 
l 


Hii 


1 


^ i p 




j. :, i* 


i 


in 

j nu 


H 







Da han gik ind, var det kun med nød og næppe, at han kun- 
ne udholde al denne skønhed og pragt. Men han chokere- 
des, da han så, der ikke var noget tag på huset. Hans 
ledsager lyttede til hans spørgsmål, men forsikrede ham, 
idet han sagde: -Nå, skidt, det skal du ikke tage dig af. Vi 
skal nog få sat tag på en dag." 

Franks onkel kom på besøg, netop i dette øjeblik. Da de 
omfavnede hinanden, spurgte Frank ham, om han ville 
hjælpe ham med at lægge et nyt tag på. Det ville onklen 
gerne, bare ikke lige nu. Der var noget ved det svar, der 
fik Frank til at ønske, det ville være tørvejr i lang tid. 
Onklen sagde, at han ikke selv hørte til noget bestemt 
rige, men det var ham tilladt at komme på besøg. Det var på 
tide, at han så at komme videre. 

Ensom og nedtrykt følte Frank trang til at lægge sig ned 
og sove. Da han nærmede sig sengen, standsede han op 
og stirrede i tavshed. Den var lavet af massivt guld, og 
det selv fjedrene. Men der var ingen madras. Han for hen 
til døren og kaldte på den nærmeste forbipasserende. 
Denne fortalte ham, at han ikke skulle gøre sig nogen be- 
kymringer; han ville sikkert få en madras på et eller andet 
tidspunkt. 

Skønt Frank var irriteret over alle disse ufuldstændighe- 
der, forsonede han sig snart med disse mangler. Han be- 
sluttede derfor, at berolige sine flossede nerver, og tage 
sig et bad i det gyldne badekar. Men ak, der var ikke ind- 
lagt vand. 

Frank var nu meget utilfreds og oprevet, og efter at have 
overvejet sin situation, tænkte han at en smule mad i spi- 
sestuen, nok ville hjælpe på hans triste humør. Da han 
trådte ind, blev han meget forbløffet. Tænk alle stolene 



lignede kongetroner og hver af dem stod foran hver sit 
bord. 

Nu havde han endelig fundet noget i sit rige, der var fuld- 
komment. Han bestilte det mest overdådige måltid, han 
kunne tænke sig og han slikkede sig allerede om munden 
ved tanken om dette festmåltid. Tjenerne var imidlertid 
meget overraskede over denne bestilling. „Vi beklager 
meget, men vi har ikke noget mad," svarede de, idet de 
fortsatte: „Men vi håber sandelig, vi får noget senere." 
Nu havde Frank virkelig besvær med at tæmme sin ulmen- 
de vrede. Han vaklede ud til porten og sagde overlegent 
til portvagten, at der bestemt måtte være sket en frygtelig 
fejltagelse — han hørte sandelig ikke hjemme i dette ufær- 
dige rige. 

Vagten så ganske roligt efter i sine bøger og sagde så: 
„Næh — der er ikke sket nogen fejltagelse. Du kan selv 
se — ja, her står dit navn." 

Frank gav udtryk for sin utilfredshed og spurgte, hvis han 
skulle bo der, hvorfor de så ikke havde riget færdigt til 
han kom. 

„Frank," sagde portvagten, „vi havde alt i orden til dit 
komme. Vi har lavet det hele præcist efter den plan, du 
fulgte, medens du var på jorden. Vi kan intet gøre ved din 
situation. Da du var på jorden, gav du altid udtryk for, at du 
kunne lide tingene gjort — bare ikke lige med det samme. 
Du gav altid henstand, og derfor har du arvet „Henstan- 
dia". Hvis du ikke kan lide det, kan jeg kun give dig min 
sympati, men det er også alt, hvad jeg kan gøre. Vi kan 
ikke lave det om. Du lavede selv planerne. Det var dig, der 
valgte; det var ikke os. Vi laver ikke planer og tegninger 
her, vi følger blot dem, der bliver os tilsendt." 
Frank Nielsen vågnede rystende af skræk og badet i sved, 
skønt det slet ikke var nogen varm dag, den søndag. Da 
Birgit kom hjem, lagde hun mærke til, at han var fuldstæn- 
dig forandret. Han havde nu en helt anden indstilling til 
alle ting. 

Naboerne undrede sig i dage, måneder og år over den 
fuldstændige forandring, der skete i Franks væremåde. Han 
var nu præcis og nøjagtig i alt, hvad han foretog sig, og 
han var blevet en flittig mand i kirken. Han betalte sin 
tiende og gjorde sit genealogiske arbejde. Han tog sin 
familie med til templet og blev beseglet til dem. 
Frank blev senere opretholdt som biskop, og et af hans 
særlige fortrin var, at han fik ryddet tingene af vejen, samt 
opmuntrede andre til ikke at udsætte noget til i morgen, 
som de lige så godt kunne gøre i dag. Q 



468 



Vort ] 
vidnesbyrd 
til verden 




AF PRÆSIDENT 
HARTMAN RECTOR, JUN., 
fra De Halvfjerds' Første Råd 



O 



Godmorgen, mine kære brødre, søstre 
og venner. Jeg betragter det som et 
privilegium og som en stor ære, at 
kunne hilse jer i Herren Jesu Kristi 
navn. Vi forsamles i hans navn. Vi er 
her på grund af ham, og alt, hvad vi 
gør i dette liv, der har en smule værdi, 
kommer ved ham. 

Vi er kristne. Vi ønsker, at hele ver- 
den skal vide det. Vi beskyldes nogle 
gange for ikke at være det, men det er 
ikke tilfældet. For at bruge den store 
profet Nephis ord: „. . . vi taler om 
Kristus, vi glæder os i Kristus, vi præ- 
diker om Kristus, og vi skriver i over- 
ensstemmelse med vore profetier, for 
at vore børn kan vide, til hvilken kil- 
de de kan se hen for at få forladelse 
for deres synder . . ." (2. Nep. 25:26) 
Vi ser Kristus som troens banebryder 
og fuldender. (Heb. 12:2) Han er vor 
Forløser. 

I tidernes midte blev hans kirke op- 
rettet med apostle og profeter, hellige 
mænd, som han kendte, medens han 
var i kødet, da han vandrede på jorden. 
De modtog hans lære. Han ordinerede 
dem og gav dem magt til at handle på 
hans vegne i alt, hvad der havde med 
menneskehedens frelse at gøre. Han 



vidste, at han ikke skulle blive på jor- 
den særlig længe, thi han udtalte føl- 
gende: „. . . Menneskesønnen er ikke 
kommen for at lade sig tjene, men for 
selv at tjene og give sit liv som løse- 
sum for mange." (Matt. 20:28) 
Han havde derfor brug for mænd, som 
var her på jorden og som kunne mod- 
tage meddelelser fra Himlen, hvor han 
ville være. Denne form for meddelelser 
kaldes åbenbaringer, og dem der mod- 
tager dem, er af Gud udpeget som 
profeter. Han valgte, i begyndelsen af 
sin gerning, tolv særlige vidner, der 
vandrede med ham her på jorden. Men 
efter hans korsfæstelse, valgte han 
andre ved åbenbaring, nogle der ikke 
havde kendt ham, medens han var her 
på jorden. Paulus var i sandhed en af 
dem. 

Disse mænd præsiderede en tid over 
kirken og behandlede de problemer, 
der opstod og ordnede kirkens affæ- 
rer. Men kirken blev korrupt med ti- 
den. Medlemmerne nægtede at følge 
apostlenes inspirerede råd. Paulus 
skrev mange breve, idet han prøvede 
at bringe folk tilbage til folden. For- 
følgelserne øgedes, og apostlene, der 
var profeter, blev dræbt eller på anden 



måde borttaget fra jorden. Da de var 
forsvundet, gik åbenbaringens lys ud. 
Denne periode betegnes, selv af histo- 
rikere, som den mørke tidsalder. 
Men som det er blevet profeteret af 
apostle og profeter i fordums tid, op- 
randt en ny dag og Gud talte atter fra 
Himlen og kaldte en ny profet i disse 
tider. Han var kun en knægt på knap 
femten år. Hans navn var Joseph Smith 
jun. Gud talte til ham i et prægtigt syn 
i året 1820. Gud talte fra Himlen og gav 
ham befalinger, og Gud gav også be- 
falinger til andre, at de skulle udråbe 
disse ting for alverden, således at det, 
profeterne havde talt, måtte opfyldes, 
nemlig: 

„De svage i denne verden skal kom- 
me frem og nedbryde de stærke og 
mægtige, for at mennesket ikke skal 
gå i rette med sin næste eller fæste 
lid til sin arms styrke; 
„men at enhver måtte kunne tale i Gud 
Herrens navn, han, som er verdens 
Frelser, 

„så at tro må tiltage på jorden, 
„og min evige pagt oprettes, 
„så mit evangeliums fylde må for- 
kyndes gennem de svage og ringe til 
jordens yderste grænser, ja, endog 



469 









' 



:.: 




for konger og regenter." (L. & P. 
1:19-23) 

Vi er ikke protestanter, da vi ikke pro- 
testerer mod nogen person eller grup- 
pe eller organisation. Vi skændes ikke 
med andre kirker. Vi skriver ikke 
brochurer eller propaganderer mod an- 
dre kirker, og vi vil aldrig nogensinde 
gøre det. Vi ønsker nemlig ikke at 
nedbryde menneskenes tro og overbe- 
visning, men vi ønsker snarere at byg- 
ge den op. 

Vi siger til vore mange protestantiske 
venner, der tror, at frelsen sker ved 
nåde gennem tro alene: 
„Vi forstår, I lægger vægt på troen. 
Det gør vi også. Uden tro er det ikke 
muligt at have Guds velbehag, (Heb. 
11:6) men der skal noget mere til end 
bare tro. Du skal modtage visse or- 
dinanser og besidde en vis myndig- 
hed, og der er noget bestemt arbejde 
du må udføre, så kom lad os gå i rette 
med hinanden. (Es. 1:18) Lad os dele 
Jesu Kristi evangelium med jer til ful- 
de." 

Dette var i overensstemmelse med 
Mesterens lære. Til jøderne, der var 
sikre på, at han var kommet for at for- 
dømme og nedrive deres religion, sag- 



de han: „Tro ikke, et jeg er kommet 
for nedbryde loven og profeterne; jeg 
er ikke kommen for at nedbryde, men 
for at fuldkomme." (Matt. 5:17) Og 
atter, han fandt overhovedet ingen fejl 
ved deres retfærdige handlinger, thi 
han sagde: „. . . Det ene burde I gøre 
og ikke forsømme det andet." (Matt. 
23:23) Således siger vi til vore pro- 
testantiske venner. 

Til vore katolske venner, der tror på 
frelse ved nåde gennem kirkens sa- 
kramenter, siger vi: „Vi forstår godt, 
at I lægger vægt på kirkens sakramen- 
ter og ordinanser. Det gør vi også. 
Sagde Mesteren ikke: „Ingen kan 
komme ind i Guds rige, hvis han ikke 
bliver født af vand og Ånd."? (Joh. 3:5) 
Dåb ved én der har myndighed dertil, 
er en forudsætning for frelse. 
„Men der hører mere til at blive frelst 
end blot evangeliets ordinanser. Du 
skal udrette bestemte gerninger ved 
tro. Der er noget bestemt arbejde, du 
skal udføre, og der er en vis myndig- 
hed, som du skal besidde, og som gi- 
ver dig retten til at handle i Herrens 
navn, noget der kun kan komme gen- 
nem en levende profet. Kom da — 
lad os dele Jesu Kristi evangelium med 



jer til fulde. Vi ønsker ikke at tage det 
fra jer, der er sandt; vi vil blot tilføje 
noget til det, I har, og vi vil gøre det i 
kærlighed, ikke i vrede og uden tvang; 
kun kærlighed og opofrelse kan brin- 
ge folk til erkendelse af sandheden." 
Nu kan det synes som om, vi har gen- 
nemgået alle verdens forskellige reli- 
gioner og taget det bedste fra hver af 
dem. Det kunne godt se sådan ud, men 
det er ikke rigtigt. Vi kan vise, at et- 
hvert princip, som vi følger og lærer, 
er Biblens lære, den hellige Bibel, der 
er en beretning om Guds måde at be- 
handle sit folk på, stort set mest he- 
bræerne og jøderne. Men selvom alle 
jordens Bibler var blevet ødelagt i året 
1830, (da kirken blev organiseret) ville 
den være blevet organiseret præcist, 
som den er det i dag. 
Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hel- 
lige adskiller sig fra den kirke Meste- 
ren organiserede i begyndelsen af vor 
tidsregning, ved ordene: Sidste Dages 
Hellige. Dette kom ikke fra Biblen, men 
gennem åbenbaring givet til en mo- 
derne profet, Joseph Smith. 
Vi har et budskab til alle gode men- 
nesker. Til dem, der er ærlige i sindet, 
bekendtgør vi følgende efter Herrens 



470 






befaling: „. . . Og du skal forkynde 
glædesbud, ja, udråbe det fra bjerg- 
toppene og fra hvert højt sted og 
blandt folk. som du kommer i berøring 
med. 

„Og du skal gøre det i al ydmyghed og 
stole på mig og ikke gengælde spot 
med spot. 

„Og du skal ikke tale om særegne 
lærepunkter; men du skal forkynde 
omvendelse og tro på Frelseren og 
syndsforladelse gennem dåb og ild, 
ja, den Helligånd." (L. & P. 19:29-31) 
Således går vi frem i kærlighed til 
Gud og vore medmennesker, idet vi 
anråber dem om at lytte til genopret- 
telsens budskab, som vi har at tilbyde 
dem. Kirken har i dag mere end 15.000 
fuldtidsmissionærer i missionsmarken 
over hele verden. De giver af deres 
tid, talenter og midler, idet de selv be- 
taler deres omkostninger, for at bringe 
budskabet til deres medmennesker. 
„De skal gå ud, og ingen skal kunne 
hindre dem; thi jeg, Herren, har befa- 
let dem at gå ud." (L. & P. 1:5) 
Og han siger atter: „. . . Herrens røst 
lyder til alle mennesker, og ingen skal 
kunne undfly. Der findes intet øje, som 
ikke skal se, ej heller øre, som ikke 



skal høre, ej heller hjerte, som ikke 
skal gennembores." (L. & P. 1:2) Det 
er et håbets budskab, thi vi erklærer, 
at Gud vor himmelske Fader lever, at 
han hører og besvarer vore bønner, at 
Jesus er Kristus, og at han lever. 
Han har genopbygget sin kirke på jor- 
den i vore dage og i vor egen tid og 
den er beregnet for alle mennesker, til 
alle der vil høre. Og han har kaldet 
særlige vidner, ordineret dem, og 
sendt dem ud for at prædike sandhe- 
dens evangelium for at samle de ud- 
valgte, dem der vil høre budskabet. 
Vi har Jesu Kristi evangelium i sin 
fylde. Gud er meget gavmild og ven- 
lig i disse dage og tider, hvor vi har 
brug for det. Han har givet os en le- 
vende profet, der stadig tager de vig- 
tige beslutninger for kirken og Guds 
rige, og han gør det under vejledning 
af vor Herre og Frelser Jesus Kristus, 
hvis kirke det er. 

Og vi bærer dette vidnesbyrd ganske 
nøgternt for jer, idet vi giver vor kær- 
lighed og vore velsignelser til jer, samt 
vor inderste hengivenhed. Vi elsker 
jer, vi har brug for jer, og vi siger dette 
i vor Herre og Frelser, Jesu Kristi, vor 
Forløsers navn. Amen. Q 



471 




Tale holdtved den 142. årlige generalkonference, AF ÆLDSTE ELDRED G. SMITH, kirkens patriark 



Jesus gav sine disciple nogle meget 
vigtige instruktioner i det værelse i 
Jerusalem, hvor det sidste måltid blev 
holdt. Han sagde blandt andet: „Fred 
efterlader jeg jer, min fred giver jeg 
jer; jeg giver jer ikke, som verden gi- 
ver jer. Jeres hjerte forfærdes ikke og 
være ikke modløst!" (Joh. 14:27) 
Og han siger atter: „Dette har jeg talt 
til jer, for at I skal have fred i mig. I 
verden har I trængsel; men vær frimo- 
dige, jeg har overvundet verden." (Joh. 

16:33) 

Fred er et meget brugt ord nu til dags. 
Vi hører det overalt, ser det i hver 
eneste avis, i hvert et ugeblad. Men- 
nesket løber frem og tilbage over hele 
jorden for at finde fred. Vi tror måske, 
det er en moderne måde at hilse på, 
men den er ligeså gammel som men- 
neskeheden. 

Folk i de bibelske lande hilste altid 
på hinanden med et: „Fred være med 
dig" eller: „Må freden hvile på dig." 
Og alligevel har denne del af verden 
altid været udsat for krige, tilfange- 
tagelser og trældom blandt de folk, 
der var underlagt et herredømme, som 
gik i arv. På Kristi tid var de under ro- 
mersk herredømme. 
Jøderne ventede naturligvis en „For- 
løser" og en „Frelser", og regnede 
med, at han ville frigøre dem fra træl- 
dom. Esajas skriver. 
„Thi et barn er født os, en søn er os 
givet, på hans skuldre skal herre- 
dømmet hvile; og hans navn skal være: 
Underfuld-Rådgiver, Vældig-Gud, Evig- 
heds-Fader, Fredsfyrste." (Es. 9:6) 
Der blev ikke fred i dette land, der 
kaldes Det hellige Land. Selv i dag lig- 
ger der rester af gamle tanks og andre 



krigsmaskiner og ruster i vejenes grøf- 
ter. Der er til stadighed soldater, der 
vagtsomt holder øje med fjender langs 
grænserne. Der er heller ikke blevet 
fred i resten af verden. Og dog talte 
Kristus om fred i sin Bjergprædiken. 
Han sagde: „Salige er de, der stifter 
fred, thi de skal kaldes Guds børn." 
(Matt. 5:9) 

Jesus sagde, idet han talte til sine dis- 
ciple: „Fred efterlader jeg jer, min fred 
giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som 
verden giver. Jeres hjerter forfærdes 
ikke og være ikke modløst!" (Joh. 
14:27) 

Hvad var det for en fred, Jesus talte 
om? Jeg tror hans egne gerninger gjor- 
de rede for, hvad han mente. 
Efter det sidste måltid, da Kristus hav- 
de afsluttet sine instruktioner til apost- 
lene, skete der følgende, om hvilket 
Johannes skriver: 

„Da Jesus havde sagt dette, gik han 
med sine disciple over på den anden 
side af Kedrons bæk, hvor der var en 
have, som han gik ind i sammen med 
sine disciple. 

„Også Judas, som forrådte ham, 
kendte det sted, fordi Jesus tit havde 
været sammen med sine disciple dér. 
„Så tager Judas vagtmandskabet og 
nogle af ypperstepræsternes og fa- 
risæernes tjenere og kommer derhen 
med fakler og rygter og våben. 
„Jesus, som vidste alt, hvad der skul- 
le komme over ham, gik nu frem og 
sagde til dem: ,Hvem leder I efter?' 
„De svarede ham: Jesus fra Nazaret.' 
Han siger til dem: ,Det er mig.' Judas, 
som forrådte ham, stod også iblandt 
dem. 
„Da Jesus nu sagde til dem: ,Det er 



mig,' veg de tilbage og faldt til jorden. 
„Han spurgte dem så igen: ,Hvem le- 
der I efter?' De sagde .Jesus fra Na- 
zaret.' 

„Jesus svarede: Jeg har sagt jer, at det 
er mig; når det altså er mig, I leder ef- 
ter, så lad disse gå!'" (Joh. 18:1-8) 
Ville I kunne have optrådt lige så ro- 
ligt? med samme fred? Der kom de, for 
at hente den mand, de ønskede at 
dræbe, og så siger han blot: „Her er 
jeg, før mig bort, men lad mine ven- 
ner gå." 

Selv da han stod foran Pilatus, pres- 
set under ubarmhjertigt forhør, lyk- 
kedes det ikke at vække hans vrede. 
Han besvarede de stillede spørgsmål 
i fuldkommen ro. Pilatus kunne ikke 
sætte en finger på ham. 
Hans første budskab tii apostlene ef- 
ter sin korsfæstelse og opstandelse 
var: „Fred være med eder!" (Joh. 
20:21) 

Hvordan kan det være, at vi ikke har 
kunnet finde hemmeligheden omkring 
freden, når vi har søgt den gennem 
alle disse århundreder? Det skal jeg 
fortælle jer. Det, vi søger, er en eller 
anden, der kan skabe den for os — 
en der kan bringe os den. Edna St. 
Vincent Millay sagde: 
„Der er ingen fred på jorden i dag, 
kun fred i hjertet hos den, der er for- 
trolig med Gud . . . Man kan ikke have 
fred med sin næste, hvis man ikke har 
fred med sig selv . . ." (Conversations 
at Midnight, Collected Poems, Harper 
& Row, Copyright 1937 og 1964). (Mil- 
lay, Edna St. Vincent (1892—1950): 
amerikansk forfatterinde.) 
Har I nogensinde prøvet at have fred 
med jer selv, fordi I har hjulpet jeres 



472 



næste med at rive eller slå hans græs- 
plæne? Har I følt indre fred ved at 
hjælpe jeres næste med at plukke 
hans frugt og høste hans afgrøde? Har 
I oplevet en indre fred, fordi I har skov- 
let sneen væk fra naboens fortov? 

Har I mærket den fred, der kom, ved at 
hjælpe én med at løse et problem og 
gøre ham glad igen? Har . . . (du) glæ- 
det en syg, gjort den frygtsomme 
glad?" (S. D. H. Sange nr. 119: „Har 
jeg gjort noget godt for en sjæl i dag".) 
Har I nogensinde haft dårlig samvittig- 
hed? Ved I, hvilken forstyrrende, opri- 
vende indflydelse den kan have på 
jeres sjæleliv? Den kan forårsage men- 
tal og endog fysisk sygdom. Kender I 
så også den velsignede lettelse, det er, 
at få bragt en dårlig følelse ud af ver- 
den? Hvad der så end kan have for- 
årsaget den. Det kan være et uvenligt 
ord, en tankeløs handling, eller noget, 
der er værre. Først når man har fundet 
ud af, hvad der er årsagen til ens dår- 
lige samvittighed, kan man få fred i 
sindet. 

Føler du, på dette tidspunkt, dårlige 
følelser eller ringe kærlighed i hjertet 
til en ven, eller en anden af Guds Børn? 
Prøv at gøre noget særligt, noget godt 
for dette menneske, og bliv ved med 
det, til de bitre følelser har forladt dit 
hjerte. 

Har du, når du har undervist en søn- 
dagsskoleklasse, bagefter følt, at du 
virkelig har lært nogen noget om evan- 
geliets principper, nogle principper, 
der virkelig var til hjælp for denne el- 
ler som havde givet ham et lysere syn 
på tilværelsen? Husker du den glæ- 
desfølelse og fred, der fulgte? Har du 
undervist i evangeliet, og oplevet en 
glæde fordi, der var en, der accepte- 
rede det, du underviste i? Spændin- 
gen ved missionærarbejdet! 

Har du mærket den spænding, den 
fred i sjælen, der kommer sammen 
med en vished om evangeliet, idet du 
efterlever Jesu Kristi evangeliums 
lære? Har du følt freden ved at gøre 



tempelarbejde, stedfortrædende ar- 
bejde for de døde? 

At tjene — det er nøglen til fred. Kris- 
tus sagde: „Og den, der er størst 
iblandt jer, skal være jeres tjener." 
(Matt. 23:11) 

Har I nogensinde bemærket, at det, 
præstedømmet bruges til, er tjenester 
til gavn for andre? Har du ikke altid 
haft en dejlig fredfyldt følelse, når du 
har udført dine pligter i præstedøm- 
met? 

Når vi tjener andre, får vi altså fred. 
Herren har sagt: „Thi se, dette er min 
gerning og herlighed — at tilvejebrin- 
ge udødelighed og evigt liv for men- 
nesket." (Moses 1:39) 
Er dette ikke den højeste form for tje- 
neste? Vi må således, for at blive som 
Gud, afstå fra fjenskhed, griskhed og 
selvoptagethed, og alle vore anstren- 
gelser må lægges i at tjene andre. Her- 
ren sagde: den, der gør retfær- 

dighedsgerninger, skal få sin løn, nem- 
lig fred i denne verden og evigt liv i 
den tilkommende." (L. & P. 59:23) 
Joseph var, da han stod overfor en 
prøvelse, et eksempel på en mand, der 
havde fuldkommen fred. Skønt han 
var blevet arresteret og løsladt syvog- 
tredive gange, så vidste han, at han 
ikke ville vende tilbage denne gang. 
På vejen fra Nauvoo til Carthage, sag- 
de Joseph Smith: 

„Jeg går som et lam til slagtebænken; 
men jeg er rolig som en sommermor- 
gen; min samvittighed er uplettet for 
Gud og alle mennesker. Jeg skal dø 
uskyldig, og dog skal det siges om 
mig: Han blev myrdet med koldt blod." 
(L. &P. 135:4) 

Joseph skrev så følgende til sin hustru, 
Emma, fra Carthage: „Jeg affinder mig 
i sandhed med min skæbne, idet jeg 
ved, jeg handler ret, og har gjort det, 
der var det bedste at gøre. Hils børne- 
ne og alle, der spørger efter mig — hils 
dem fra mig og sig jeg holder af dem . . . 
Må Gud velsigne jer alle." (Documen- 
tary History of the Church, bind 6, side 
605) 



Esajas siger: retfærds frugt bliver 

fred og rettens vinding tryghed for 
evigt." (Es. 32:17) Tryghed ved at vi- 
de, at man lever i overensstemmelse 
med Guds vilje. 

Vi var for nylig på en tur til Det hellige 
Land, og vi lærte en lille arabisk sang 
af vor rejseleder — det var en jor- 
dansk araber, som var græsk-katolsk, 
hans navn var Sari Rabadi. — Sangen 
hed: Havåno, shalo, malechem, hvilket 
oversat betyder: „Vi bringer dig fred." 
Ja, Sari, vi siger til dig og til hele ver- 
den: vi bringer jer fred. Vi bringer jer 
evangeliets fred, den fred Kristus talte 
om, da han sagde: „. . . min fred giver 
jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden 
giver." (Joh. 14:27) 

Hvis ethvert menneske havde fred i 
sjælen, så ville der være fred i hjem- 
met. Hvis der er fred i alle hjem, så vil 
der være fred i landet. Hvis der er 
fred i alle lande, så vil der være fred 
i verden. 

Lad os derfor ikke bare nøjes med at 
sige: „Må der blive fred på jorden og 
lad den begynde med mig," men lad 
os mene det. Lad os gøre det til mit 
mål — til jeres mål. 

Når Frelseren atter kommer — og han 
vil komme — kan han kun bringe fred, 
hvis vi accepterer og følger hans lære 
om at tjene andre og om at undgå 
fjendskab og uretfærdighed. 
Den engel, som Johannes så „. . . flyve 
midt oppe under himmelen; han havde 
et evigt evangelium at forkynde for 
dem, der bor på jorden . . .", (Joh. Åb. 
14:6) den engel er allerede kommet. 
Jesu Kristi evangelium er gengivet til 
jorden, for aldrig mere at blive taget 
bort. 

Hans rige er her allerede, og det vok- 
ser hurtigt for at forberede hans kom- 
me. Ja, han vil i sandhed komme og 
bringe fred til jorden, men kun hvis 
vi er villige til at følge hans lære. Det- 
te er hans arbejde og hans rige, den 
eneste vej til fred på jorden og fred i 
al evighed. Jeg bærer mit vidnesbyrd 
derom i Jesu Kristi navn. Amen. O 



473 



Wilford Woodruff 

En mand med tro og iver 



Wilford Woodruff står som et eksem- 
pel på, hvad det kan betyde for ethvert 
medlem af kirken at have stor tro og 
megen iver, samt stadig at være op- 
mærksom og lydig overfor den Hel- 
ligånds tilskyndelser. Han måtte i sær- 
lig grad være en stærk mand, der var i 
stand til at stole på Herren, fordi han 
holdt rigets tømmer i sin hånd, gen- 
nem meget vanskelige tider. 
Wilford Woodruff lærte meget tidligt 
i sit liv at stole fuldstændigt på Herrens 
kraft. Han var, ifølge sine egne op- 
tegnelser, ude for mange uheld og an- 
dre prøvelser, og blev kun reddet, tak- 
ket være Herrens nåde. Da han var 
tre år gammel faldt han ned i noget 
skoldhedt vand; han faldt ned fra en 
bjælke i sin fars lade og landede med 
hovedet først på det bare gulv; han 
brækkede begge arme ved fald; det 
var med nød og næppe, han undgik at 
blive stanget af en tyr; han brækkede 
benet, da han faldt ned fra en vogn; 
han blev sparket i maven af en ko; han 
blev begravet under et læs hø, da 
hans vogn væltede en omgang; han 
befandt sig inde i en vogn, der trillede 
rundt, da en løbsk hest styrtede ned 
ad en bakke; han faldt ned fra et træ 
fra 5 meters højde og landede lige på 
ryggen; han blev reddet fra at druk- 
ne på ti meter vand; det var lige, han 
undgik at fryse ihjel, fordi en forbipas- 
serende tilfældigvis så ham kravle ind 
i et hult æbletræ; han flækkede vristen 
på sin venstre fod, da han en dag stod 
og huggede brænde; han blev bidt 



af en hund, der havde hundegalskab 
i sidste fase; han blev smidt af en 
løbsk hest og brækkede sit ben to 
steder, samt forvred begge ankler. Alt 
dette hændte, før Wilford Woodruff 
var nået sit tyvende år! 
Senere faldt han ned fra toppen af et 
møllehjul to gange, og han undgik kun 
lige netop at blive knust til døde. Han 
blev ved to andre lejligheder trukket 
afsted bag en løbsk hest; et gevær, 
der sigtede direkte på hans bryst, gik 
af ved et uheld, men ramte heldigvis 
ved siden af; han blev ramt i brystet af 
et træ, der væltede. Han brækkede 
brystbenet og tre ribben og kvæstede 
sit venstre lår, sin hofte og arm slemt. 
Det er ikke underligt, at han tidligt op- 
dagede, at Herrens kraft beskyttede 
ham. Da han på et senere tidspunkt i 
sit liv tænkte på disse hændelser sag- 
de han: „Jeg tilskriver derfor min fort- 
satte tilstedeværelse på jorden, om- 
sorgen fra et nådigt forsyn, hvis hæn- 
der har været udstrakt for at redde 
mig fra døden, da jeg var udsat for de 
mest halsbrækkende farer." 
Han var en ung mand, der tænkte sig 
om og som ønskede at gøre det rig- 
tige. Han skrev i sin tidlige ungdom: 
„Min ungdom er en betydningsfuld tid 
i mit liv, og det er det samme for et- 
hvert menneske; for sagt generelt, er 
det i denne periode, mennesket dan- 
ner den personlighed, han vil besidde 
for tid og al evighed. Jeg må være me- 
get varsom, når jeg sætter denne mile- 
pæl ved begyndelsen af min livsvej! 



Jeg føler behov for omsorg, klogskab, 
omtanke og visdom til at lede mine 
skridt hen ad den sti, der fører til ære 
og evigt liv." 

Hans stadig søgen efter vejledning, 
ledte ham tit til bøn til Herren. Da han 
endelig havde lejlighed til at høre om 
evangeliet, var han således rede til 
at modtage det. 

Følgende er en beskrivelse, af det der 
skete: „Ældste Pulsipher åbnede med 
bøn. Han knælede ned og bad, i Jesu 
Kristi navn, Herren om det, han ønske- 
de. Hans måde at bede på og den virk- 
ning hans bøn havde, gjorde dybt ind- 
tryk på mig. Herrens Ånd hvilede på 
mig og bar vidnesbyrd for mig, at Pul- 
sipher var Guds tjener. Efter sangen 
talte han til folket i halvanden time. 
Guds Ånd hvilede på ham og han bar 
et stærkt vidnesbyrd om Mormons 
Bogs guddommelige ægthed og om 
profeten Joseph Smiths mission. Jeg 
troede på alt, hvad han sagde. Ånden 
bar vidnesbyrd om dets sandhed . . . 
„Ældsterne gav så ordet frit, således' 
at enhver i forsamlingen kunne rejse 
sig og tale for eller imod det, de havde 
hørt, alt efter hvad de følte trang til. 
Jeg befandt mig pludselig oprejst 
straks efter. Herrens Ånd havde til- 
skyndet mig til at bære vidnesbyrd om 
sandheden ved dette budskab, ældster- 
ne havde bragt. Jeg formanede mine 
naboer og venner om ikke at modsige 
disse mænd; thi de var Guds sande 
tjenere. De havde prædiket Jesu Kri- 
sti sande evangelium for os den aften. 



474 




. > 




s 



ALT LAKE TEMPLLv 

Dedication Services. 



Det tidligst kendte billede 
al Willord Woodruff. 



MF 



• \iniir * ONE ••» 
dav, April (>tli, lik)^ 





Præsidentens lommekniv. 



Præsident Wood rufl 
indviede Salt Lake Templet 
i 1893. Dette er en særlig 
invitation, underskrevet 
af ham. 



Præsident Woodrutfs 
store, åndelige indsigt 
synes at tremgå af dette 
portræt. 




Præsident Woodrulfs 
tegnebog. 



Bemærk det komplicerede 
mønster i denne dug, 
benyttet i præsidentens 





»T hjem 



Denne stok med guldknap, 
fik præsident Woodruff på 
sin halvfems-års 
fødselsdag. 



Præsidentens barberkrus. 



475 



Da jeg satte mig, rejste min broder Az- 
mon sig og bar det samme vidnesbyrd. 
Efter ham fulgte adskillige andre." 
Wilford Woodruff blev døbt tre dage 
senere, den 31 . december, efter at han 
omhyggeligt havde læst Mormons 
Bog. Han skriver følgende: „Der var 
ca. 1 meter sne udenfor, og det var 
meget koldt. Vandet var en blanding af 
is og sne, og jeg mærkede ikke kul- 
den." 

Kort tid efter tog han til Kirtland for at 
møde profeten Joseph Smith. Han tog 
fra Kirtland sammen med andre nye 
medlemmer til Zions Lejr. Han blev 
på dette tidspunkt tilskyndet til at be- 
gynde optegnelserne af betydningsful- 
de hændelser i kirkens historie. Han 
beretter senere om denne himmelske 
vejledning. 

„Djævle har, lige siden jeg blev født 
og indtil denne dag, prøvet at tage li- 



vet af mig, og det oftere end han har 
forsøgt at tage livet af andre men- 
nesker. Det synes som om, jeg er Sa- 
tans mærkeoffer. Det er der, så vidt 
jeg kan se, kun en grund til, nemlig: 
Satan vidste, at hvis jeg kom ind i Jesu 
Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, 
så ville jeg begynde at skrive denne 
kirkes historie og skrive om profeter- 
nes, apostlenes og ældsternes arbejde 
og taler. Jeg har optegnet næsten alle 
de taler, jeg har hørt, profeten Joseph 
Smith holde. Jeg har mange af præsi- 
dent Brigham Youngs taler i min bog, 
og taler fra mænd som Orson Hyde, 
Parley P. Pratt og andre. Der er også 
en anden grund til, at jeg blev tilskyn- 
det til at skrive dengang, det var for- 
di, næsten alle udnævnte historikere 
faldt fra på dette tidspunkt, og de tog 
deres optegnelser med dem. 
Ikke længe efter, den unge Wilford 



Woodruff var kommet til Zions Lejr, 
begyndte han sin store karriere som 
missionær. Han tjente i Arkansas, Te- 
nessee, Canada og i New England, 
hvor han ofte oplevede Åndens vejled- 
ning. Han skrev følgende, da han blev 
afløst fra arbejdet i missionsmarken: 
„Da jeg havde brugt 272 år i New 
England og Canada på at få de hellige 
ud, rejste jeg selv tilbage med den 
sidste gruppe. Der var omkring 100, 
som kom fra Boston. Vi ankom til Pitts- 
burg, Pennsylvania, ved mørkets frem- 
brud. Vi var ikke særlig glade for at 
blive der, og ønskede at tage videre 
til St. Louis, Missouri. Jeg fik øje på 
en damper, der lå for fuld damp, rede 
til at sejle. Jeg skyndte mig ned til kap- 
tajnen og spurgte ham, hvor mange 
passagerer han havde ombord. „350." 
„Kan der være 100 mere?" „Ja, det kan 
der godt." Men Ånden sagde til mig: 



i a 




Fotografi af ældste 
Woodruff, da han var 
apostel. 




Denne ildtang brugte 
Wilford Woodruff på ture i 
vildmarken. 



Denne vogn er Wilford 
Woodruffs, og det var den 
Brigham Young, der var 
meget syg, kørte i, da han 
rejste sig og sagde: 
..Dette er stedet." 



476 




„Gå ikke ombord på den damper, hver- 
ken du selv eller dine ledsagere." Det 
er i orden sagde jeg. Jeg havde nem- 
lig lært at lytte til denne lille, sagte 
stemme. Jeg gik ikke ombord, og vi 
ventede til næste morgen. En halv ti- 
me efter at damperen var taget afsted, 
brød den i brand. Da den havde ror- 
liner af reb i stedet for kæder, kunne 
den ikke sejle til land. Det var mørk 
nat. Der blev ikke reddet en eneste. 
Havde jeg ikke adlydt denne advar- 
selsrøst inde i mig, ville jeg ikke have 
været i dag. 

„Jeg er blevet ledet og styret af Ån- 
den. Jeg er blevet gjort bekendt med 
denne Ånd. Det var ikke ved trompe- 
ters gjalden eller ved torden og lynild; 
den var for mig en lille, sagte stemme." 
Wilford Woodruff blev ordineret til 
apostel i Far West, Missiouri, i 1839, 
da han var toogtredive år gammel. 
Der er mange af kirkens medlemmer, 
der betragter ham som en enestående 
missionær. Heber J. Grant sagde om 
ham: „Han (Wilford Woodruff) var 
måske den bedste „menneske-omven- 
der" kirken nogensinde har haft. Skønt 
han allerede, havde været på to mis- 
sioner, blev hans mest kendte den i 
England, som han tog på i 1839. 
Wilford Woodruff prædikede på sin 
33-års fødselsdag i byen Hanley i Eng- 
land. Han var uhyre populær på dette 
sted, og blev derfor meget forbavset, 
da Herren meddelte ham, at han skul- 
le tage sydpå, hvor han bogstavelig 
talt blev ført lige til John Benbows gård 
lige udenfor byen Birmingham. En 
gruppe kaldet: „De forenede Brødre", 
havde sluttet sig sammen og bedt 
Herren sende en budbringer med 
evangeliets fylde. 

Woodruff døbte alene i denne gruppe 
45 prædikanter og 160 medlemmer fra 
menigheden. En politibetjent, der var 
sendt ud for at arrestere denne dyna- 
miske missionær for at prædike evan- 
geliet, sluttede sig selv til kirken efter 
at have lyttet til ældste Woodruffs tale. 
To af de lokale embedsmænd fra den 
anglikanske kirke, der var kommet for 
at spionere ved møderne, bad også 
til slut om at blive døbt ved hans hæn- 
der. 



Wilford Woodruff bragte, i året 1840, 
336 mennesker ind i kirken. Som svar 
på præsident Joseph Smiths opfor- 
dring, vendte han og de andre brødre 
derefter hjem, de bragte et helt skib 
fyldt af nyomvendte søskende med 
dem. 

Han tog efter denne mission aktivt del 
i bygningen af templet og i forberedel- 
serne til at føre de hellige over Rocky 
Mountains. Han havde i løbet af den- 
ne periode nogle store åndelige op- 
levelser grundet sin tro og følsomhed 
overfor Åndens stemme. 

Følgende åndelige oplevelser er til- 
fældigt valgt, og de viser tydeligt den 
nære forbindelse, Wilford Woodruff 
havde med vor himmelske Fader. 
„Mine missioner er udført ved åben- 
baringens ånd. Jeg blev bedt om at 
tage til Fox Island af den samme lille, 
sagte stemme. I det store frafalds tider 
i Kirtland, sagde Herrens Ånd til mig: 
,Find en partner og tag til Fox Island.' 
Jeg kendte lige så lidt til, hvad der var 
på Fox Island, som til, hvad der var 
på Kolob. Jeg tog imidlertid derover 
og døbte hundrede . . ." 
„En gang, jeg var faret vild i en hård 
storm, famlede vi omkring som blinde 
i mørket, da et klart lys pludselig skin- 
nede rundt om os, og afslørede vor far- 
lige situation for os. Vi stod ved kan- 
ten af en dyb kløft. Lyset fulgte os, til 
vi atter var nået hen til vejen. Vi fort- 
satte, beruset af glæde og lykke, og 
mørket sænkede sig atter og regnen 
fortsatte." 

En anden gang havde Wilford Woodruff 
stillet sin vogn for natten, og krøb 
ind for at sove. „En stemme sagde til 
mig: ,Stå op og flyt din vogn'." Kort 
tid efter blev et træ, der var fanget af 
en hvirvelvind, kastet ned på det sted, 
vognen havde stået. 

Da Wilford Woodruff var i London som 
missionær, havde han en frygtelig op- 
levelse med „Mørkets prins". „Da han 
var ved at overvinde mig, bad jeg til 
Herren i Jesu Kristi navn om hjælp. Jeg 
havde nu magten over ham og han for- 
lod mig, skønt jeg var hårdt såret. Der 
kom derefter tre mænd til mig klædt 
i hvidt, og de bad med mig og jeg blev 



helbredt med det samme og befriet 
for alle mine bekymringer." 

to uger før, jeg forlod St. George, 

samlede en gruppe af de afdødes ån- 
der omkring mig, idet de ville vide, 
hvorfor vi ikke frelste dem. De sag- 
de .. . ,Vi lagde grunden til den rege- 
ring, I nu nyder godt af, og vi er aldrig 
frafaldet det, men er forblevet tro mod 
det og trofast mod Gud.' Det var un- 
derskriverne af De forende Staters 
uafhængigheds-erklæring, og de ven- 
tede på mig i to dage og to nætter . . . 
Jeg gik direkte hen til dåbsbasinet og 
kaldte bror Mc. Allister, for at han skul- 
le døbe mig som stedfortræder for un- 
derskriverne af uafhængigheds-erklæ- 
ringen og 50 andre gode mænd, alt i 
alt 100. . ." 

Wilford Woodruff syntes aldrig at spil- 
de sin tid og sin energi. Under hans 
tid som præsident, underviste han 
sydvest-indianerne i evangeliet. Han 
havde stor kærlighed og respekt for 
dette folk, og selvom han på det tids- 
punkt var 72, holdt han stadig af at gå 
på jagt og tage på fisketur sammen 
med dem, medens han var i vildmar- 
ken. Denne store missionær og udsen- 
ding fra Gud var også et virkeligt uden- 
dørsmenneske. Han var en af de første, 
der eksperimenterede med kunstige 
fluer til lystfiskeri i de vestlige stater. 
Han fortsatte under sin præsidenttid 
med at åbne sit hjerte for Gud og bede 
om, at han måtte vejlede de hellige 
ordentligt. Den 25. september 1890, 
bekendtgjorde præsident Woodruff 
for verden i sit berømte manifest, at 
det var Herrens vilje at ophæve fler- 
koneriet. 

Hen imod slutningen af hans tid som 
præsident, efterhånden som fjendsk- 
heden fra kirkens fjender mindskedes, 
indviede han Salt Lake Templet og le- 
vede længe nok til at opleve Utah som 
en selvstændig stat. Det betød, at de 
hellige nu selv kunne vælge deres 
egne lokale borgerledere. 
Præsident Woodruff døde i en alder 
af 91 år i San Francisco. Han havde 
tjent sine medmennesker og Herren 
godt. Han havde rejst mere end 
250.000 km. for at prædike evangeliet, 
og han havde døbt 2.000 mennesker til 



477 




Højdepunkter i Wilford Woodruffs liv 

(1807—1898) 



1. marts 


alder 


1807 


— 


1821 


14 


1833 


26 


1834—36 


27—29 


1837—38 


30—31 


1839 


32 


1839—41 


32—34 


1842 


35 


1844—46 


37—39 


1848—50 


41^3 


1856 


49 


1877 


70 


1879 


72 


1887 


80 



1888 



81 



1889 


82 


1890 


83 


1893 


86 


1896 


89 


2. september 




1898 


91 




Fødes i Farmington, Connecticut. 

Arbejder som møller 

Bliver døbt 

Tjener som missionær i sydstaterne 

Tjener som missionær i øststaterne og Fox 

Islands 

Ordineres til apostel 

Tjener som missionær i Storbritannien 

Forretningsfører for Times & Seasons 

Præsident for Den europæiske Mission 

Præsiderer over kirken i øststaterne 

Vælges til kirkens historiker 

Bliver præsident for St. Georges Templet 

Missionær blandt indianerne 

Bliver leder af kirken som præsident for De 

tolvs Råd 

Indvier Manti Templet ved en privat 

gudstjeneste 

Opretholdes som præsident for kirken 

Udsender manifestet, der ophæver flerkoneriet 

Indvier Salt Lake Templet 

Fastedagen flyttes fra den første torsdag i 

måneden til den første søndag i måneden 

Dør i San Francisco 






kirken og havde skrevet mere end 
7.000 sider kirkehistorie, dækkende en 
periode på 62 år. Han var missionær, 
møller, trykker, landmand, pioner, ko- 
lonisator, statsmand, apostel og profet 
for Herren Jesus Kristus. Hvis der er 
noget, man kan lære fra ham, så er det 
den evige, sande ligning om, at stor tro 
plus megen iver er lig enestående op- 
levelser. 

Dette er ens for alle — hvad enten det 
gælder at modtage svar på vore bøn- 
ner eller at opleve store ting i alt, hvad 
vi gør i kirken. Hvis vi hungrer og 
tørster efter at have Åndens vidnes- 
byrd i vort liv, må vi anstrenge os så 
meget, som det er nødvendigt for at 
opnå dette. 
Er du villig til at gøre det? O 










478 




t— 




< 


1— — 


ui ae 


Q OL Q£ tu 


■3 lu UJ -^ 

2 z z ^ 

Z 2k2 uj 


rt UJ LU LU _i 


HAVS< 

VE 

MEDL 

5SION 

MEDL 


O 

LU 

z 

o 


lu <a. ro — r» 


m 


— i •— a y o 


ro 




»7 i- oo o c\j 


o 


«/) ro o •- ro 






i— ! 


i s 


< 1 


Q£ &: ae 


LU LU LU 


Z Z Z | 


z z Z 


LU o, LU LU 1 




LU *- LU 




CANADA 

1 1 STAVE 
33.350 M" 
5 MISSIC 
21.333 M 


Z j 

ro j 


co i 
O 1 


co 

lO I 



h- 


I 


< 


, 0* 


rje: a uj 


s ty z 


s 2 z 

s: iv z lu 


RIKA 

EDLE 
ONE 
EDLE 


Q 

LU 

Z 

f- 
ro 

cd 


DAME 

STAVE 
686 M 
MISSI 
688 M 


> CM cvi m 




UJ O ro ■- CO 





1— 


_J 


< 


D£ Ol 


C* LU uj 


g LU z z 


s 2 ^ z 

£ Z^LU UJ 

5 ^^O £ 


< qZw 


LU 


1 £°* 

oo^lo 


z 


UJ LO CO^. ^ 


CM 


U ■- ^ 't CM 


CO 









i— 




_i 




< 


lv. at 


Di 


LU LU 


LU 


z z 


z 


z z 


z 


LU n/ LU 


LU 




MEDL 
IONE 
MEDL 


1 


O 


LU 


z 


EXIC 

STAV 
.617 
MISS 
.707 




«- o\ «- 
2 r--. t- io o 




CO 



479 



Fra Missionens Præsidentskab 



Det største passagerfly, som nogensinde er 
blevet bygget, blev for nylig fremvist for offent- 
ligheden. Det har et instrumentbræt, som af de 
ingeniører, som har bygget det, blev beskrevet 
som en så indviklet samling af måleapparater, 
instrumenter, skalaer og kontrolapparater, at 
det næsten ligger uden for menneskelig fatteev- 
ne. Men når publikum så på det, forsikrede pilo- 
ten gang på gang, at dette udstyr virkede auto- 
matisk. Flyet kunne, forklarede han, bogstavelig 
talt flyve af sig selv, men han skyndte sig med 
samtidig at tilføje: „Tro ikke, at piloter er unød- 
vendige. Trods al denne automatik behøves der 
stadig mænd til at kontrollere måleapparaterne, 
se på skalaerne og regulere kontrolapparater- 
ne. 

Vi kan lære en lektie af dette. Et fly, som koster 
mange millioner kroner, er stadig ikke bedre 
end de mænd, som skal flyve det. Vi kan sam- 
menligne dette med det samfund, vi lever i. Det 
er ikke bedre end de mennesker, som det be- 
står af. Dette er en sandhed, som vi er ved at 
opdage igen. 

I løbet af de sidste 50 år er der blevet lagt en 
uforudset vægt på materiel fremgang. Vi har 
gjort forbavsende fremskridt i produktionen af 
fødevarer, brændstoffer, metaller og alle de 
andre ting, som er nødvendige for at give men- 
nesket et rigt liv. 

Det store fly, som vi har talt om, er typisk for de 
storslåede maskiner, som er blevet produceret. 
Sådanne flyvemaskiner kan måske være i stand 
til at flyve af sig selv, men de kan ikke lave sig 
selv. 

Et sådant fly laves af mennesket, det repareres 
af mennesket, det bruges af mennesket. Den 
allervigtigste faktor ved al menneskelig frem- 
gang er stadig menneskets sind og ånd. Det er 
mennesket, som kan vælge det gode og for- 



nægte det onde. Det er også mennesket, som 
holder nøglerne til fremgang her på jorden. I 
løbet af sit liv har mennesket mange ting, som 
kan bringe ham velsignelser, men samtidig kan 
de, hvis de misbruges, bringe ham sorger i livet. 
For eksempel har vi atomkraften. Den kan brin- 
ge os godt, eller den kan bringe os ondt. Vi har 
de styrbare raketprojektiler. Vi har radarsyste- 
mer og det førerløse fly. Lad os sammenligne 
det med hjulet. Det gjorde livet lettere for alle, 
men det blev også brugt til at lave krigsvogne. 
Vi fik ilden. Den hjalp os til at lave vor mad, 
men samtidig blev den brugt til at tilintetgøre 
folk. 

Vi har gjort store fremskridt i materiel henseen- 
de. At vor åndelige udvikling er langsom er ikke 
usædvanligt. Der har været mange gange i 
historien, hvor mennesket har været meget lang- 
som til at ære og adlyde de åndelige love. At 
erkende giveren af disse rige velsignelser. 
Kong Benjamin, den vidunderlige profet og filo- 
sof i det gamle Amerika som vi læser om i Mor- 
mons Bog, undrede sig over utaknemligheden 
og bønfaldt sit folk om at erkende deres person- 
lige fejl og vise deres taknemlighed mod give- 
ren af alle gode gaver og velsignelser. Han sag- 
de følgende: „Jeg siger jer, at dersom I skulle 
tjene ham, som har skabt jer fra begyndelsen, 
og som bevarer jer fra dag til dag ved at give 
jer ånde, så at I kan leve og røres og gøre efter 
jeres egen vilje, ja, som endog tager sig af jer 
hvert eneste minut — jeg siger jer, at dersom I 
skulle tjene ham af jeres hele sjæl, ville I dog 
være unyttige tjenere . . . hvad har I da at rose 
jer af?" (Mosiah 2:21-24). 

Forfatteren til Salmernes Bog fremsatte følgen- 
de udtalelse, da han spekulerede over men- 
neskets jordiske prøvetilstand: „Når jeg ser din 
himmel, dine fingres værk, månen og stjernerne, 



480 



som du skabte, hvad er da et menneske, at du 
kommer ham i hu, et menneskebarn, at du tager 
dig af ham? Du gjorde ham lidet ringere end 
Gud, med ære og herlighed kroned du ham." 
(Salm. 8:4-6). 

Den ære og herlighed, som salmernes forfatter 
talte om, er menneskets sind og ånd, de aller- 
vigtigste faktorer ved menneskelig fremgang. 
Derfor er mennesket, som er lidet ringere end 
englene, blevet godt forsynet med evnen til at 
kontrollere livets indretninger og regulere dets 
kontrolapparater, og han er blevet begavet med 
evnen til at tænke og vælge. Ja, vi kan i sand- 
hed sige, at superflyet ikke er bedre end den 
pilot, som flyver det; intet samfund og ingen 
kirke er bedre end de mennesker, som hører til 
dem. 



Må Herren velsigne os, så vi kan udføre vor del, 
så vi kan bruge visdom og dømmekraft, så vi 
ikke står tilbage i vore åndelige bestræbelser 
og vor åndelige udvikling. Hver enkelt af de 
små ledninger og hver enkelt af de såkaldte små 
tingester, som vi finder i flyet, kan sammenlig- 
nes med os her på jorden som en del af Guds 
rige. Hvis en af tingesterne eller en af lednin- 
gerne ikke virker i flyet, vil det skabe vanske- 
ligheder. Hvis vi ikke virker i vort arbejde i den- 
ne verden, kan det også skabe vanskeligheder. 
Må Herren velsigne os i det arbejde, som vi 
påtager os at udføre. 

Jeres hengivne broder 
Grant R. Ipsen, 
missionspræsident 



Velsignelser 
Ålborg: 6. august 1972: 
Gerda Hanne Villadsen Jensen og Keld 
Jensens søn Martin Sten Jensen vel- 
signet af sin fader 
Nordre Gren: 2. juli 1972: 
Grete Birgitte Kyhl Damø og Jørgen 
Skytte Damøs datter Helene Skytte Da- 
mø velsignet af sin fader 

Ordinationer: 
København: 

18. juni 1972: 

Gunner Jensen ordineret til diakon af 
broder Ib Hansen 
25. juni 1972: 

Leif Egon Randrup ordineret til lærer 
af broder Johan Koch 
Rudy Lyngvig Jensen ordineret til præst 
af broder Ib Hansen 
Claus Thiele Alkil ordineret til præst af 
broder Johan Koch 

Lucjanjan Tyrakowski ordineret til dia- 
kon af broder Ib Hansen 



Axel Hans Peder Jacobsen ordineret til 
diakon af broder Ib Hansen 
13. august 1972: 

Fritz Wedderkopp ordineret til diakon 
af broder Ib Hansen 
16. august 1972: 

Claus Thiele Alkil ordineret til ældste 
af missionspræsident Grant R. Ipsen 
20. august 1972: 

John Gregers Hvidkjær Hansen ordine- 
ret til præst af broder Gregers Hvid- 
kjær Hansen 

Leif Egon Randrup ordineret til præst 
af broder Ib Hansen 
Odense: 

27. august 1972: 

Finn Kreiberg Pedersen ordineret til 
lærer af broder Franz Orla Knudsen 

Dåb 

København: 

11. august 1972: 

Kim Gerhardt Nielsen døbt af ældste 
Randy Gibson, håndspålæggelse ved 
broder Ib Hansen 



12. august 1972: 

Jes Anders Gram døbt af broder Bjarne 
Gram, håndspålæggelse ved broder Kaj 
Åge Gram 

Benny Robert Jørgensen døbt af broder 
Steen Erik Jørgensen, håndspålæggelse 
ved broder John Leach Jørgensen 
20. august 1972: 

Louise Jonna Grandt Nielsen døbt af 
ældste Lon Clayton, håndspålæggelse 
ved Broder Johan Koch 
Centrum Sjælland: 
7. august 1972: 

Jens Colvig Jensen døbt af broder Bent 
Colvig Jensen, håndspålæggelse ved 
broder Benny Linden 
Nordre Gren: 
17. juni 1972: 

Gert Rafn Pedersen døbt af ældste 
Stuart Keith Pugmire, håndspålæg- 
gelse ved ældste George Sansom 



481 





Missionærankomster 

Følgende missionærer er ankommet til 
Den danske Mission: 
5. juli 1972: 

Karen Lyberth fra Esbjerg, beskikket til 
at arbejde i Randers 
12. juli 1972: 

Flemming Bundgård fra Holstebro, be- 
skikket til at arbejde i Haderslev 
Antoni B. Jacobsen fra Horsens, beskik- 
ket til at arbejde i Sønderborg 




25. august 1972: 

Kim Bostrup Sørensen fra Herlev, be- 
skikket til at arbejde i Esbjerg 
9. september 1972: 

Villy og Jenny Sørensen fra Logan, 
Utah, beskikket til at arbejde i Kolding 









10. august 1972: 

Mark Armstrong Lundquist fra Swan Val- 
ley, Idaho, beskikket til at arbejde i Sø- 
borg 

Jeffrey Wilson Nelson fra Nampa, Idaho, 
beskikket til at arbejde på Amager 
Brent LaMar Top fra Idaho Falls, Idaho, 
beskikket til at arbejde i Helsingør 



Hal Wallace Turnbow fra Salt Lake City, 
beskikket til at arbejde i Virum 
Robert Adams Whitman fra Layton, 
Utah, beskikket til at arbejde i Herning 
Steven R. Williams fra Mesa, Arizona, 
beskikket til at arbejde i Frederikshavn 



Omar Lee Andersen fra Salt Lake City, 
beskikket til ar arbejde i Vejle 
Eric H. Christiansen fra Jerome, Idaho, 
beskikket til at arbejde i Roskilde 
James Joseph Crane fra Burley, Idaho, 
beskikket til at arbejde i Odense 



482 




Scott Clair Frischknecht fra Ogden, 
Utah, beskikket til at arbejde i Rødovre 



■ ;: j::.:;; :: 




Jonathan Reed Hawkes fra Los Ange- 
les, California, beskikket til at arbejde i 
Randers 




Kelly Ben Maxfield fra Salt Lake City, 
beskikket til at arbejde i København 




Ellen Marie Christianson fra Burley, 
Idaho, beskikket til at arbejde i Kolding 



Vielser 




Den 18. august 1972 viedes i kirken på 
Priorvej søster Rosa Marie Freese til 
broder Christer Robert Hultmann. Stjer- 
nen ønsker hjertelig til lykke 
Den 19. august 1972 viedes i kirken på 
Priorvej søster Kirsten Schødte Over- 
gård til broder Claus Thiele Alkil. Stjer- 
nen ønsker hjertelig tillykke 



Fødselsdage 

Helene Guttmann Jess, Kolding, 65 år 
den 1. december 

Ane Marie Jørgine Rasmussen, Frede- 
ricia, 70 år den 4. december 
Agnes Jensen, Odense, 70 år den 17. 
december 

Frode Nielsen, Helsingør, 60 år den 21. 
december 

Døde 
København 

Den 9. juni 1972 døde søster Skyida Hen- 
riksen, 83 år gammel 
Skive 

Den 10. juli 1972 døde søster Emma Jo- 
sefine Madsen, 85 år gammel 
Ålborg 

Den 17. august 1972 døde broder Carl 
Gorm Kristian Vilhelm Kuhneli, 66 år 
gammel 



Missionærafløsninger 

Følgende missionærer er blevet hæder- 
ligt afløst fra deres arbejde i Den 
danske Mission: 
26. august 1972: 

Donnie Ray Hudson fra Phoenix, Ari- 
zona, efter sidst at have arbejdet i Ål- 
borg 

Robert Howe Murdock fra Provo, Utah, 
efter sidst at have arbejdet i København 
Palle Engfelt Poulsen fra Cucamonga, 
California, efter sidst at have arbejdet 
i Århus 
10. juli 1972: 

Palle Sørensen fra Århus, efter sidst at 
have arbejdet i Esbjerg 
14. juli 1972: 

Joel Dean Adams fra Pleasant Grove, 
Utah, efter sidst at have arbejdet i 
Odense 

1. august 1972: 

Blaine Kean Luke fra Orangeville, Utah, 
efter sidst at have arbejdet på Mis- 
sionskontoret 
12. august 1972: 

Steven George Crockett fra Hillsboro, 
Oregon, efter sidst at have arbejdet i 
Fredericia 

Randy Burdett Gibson fra Provo, Utah, 
efter sidst at have arbejdet i Virum 
Dana Griffith Morey fra Soquel, Califor- 
nia, efter sidst at have arbejdet i Søborg 
Jeffrey Clarke Page fra Salt Lake City, 
efter sidst at have arbejdet som assi- 
stent til Missionspræsidenten 
Larry Taylor Perkins fra Casper, Wyo- 
ming, efter sidst at have arbejdet i Ål- 
borg 

Alan Daryl Rhodes fra American Fork, 
Utah, efter sidst at have arbejdet på 
Missionskontoret 

Robert Darwin Staley fra Alderwood 
Manor, Washington, efter sidst at have 
arbejdet på Amager 
Rita Louise Aagard fra Tooele, Utah, ef- 
ter sidst at have arbejdet i Randers 
25. august 1972: 

Dieter Rudolf August Hansen fra Silke- 
borg, efter sidst at have arbejdet i Ål- 
borg