(navigation image)
Home American Libraries | Canadian Libraries | Universal Library | Community Texts | Project Gutenberg | Children's Library | Biodiversity Heritage Library | Additional Collections
Search: Advanced Search
Anonymous User (login or join us)
Upload
See other formats

Full text of "Den Danske Stjerne"

STJERNE 

August 1975 - 124. Årgang • Nummer 8 






1 




Emne: Joh. 10:16 



Hyrdens røst 



„I århundreder har det været skik at hyrderne i det 
hellige land hver især har ført deres flokke sammen 
i landsbyen om natten i en fælles fold. Dette gjorde 
man, fordi det var betryggende og for nemheds skyld. 
Så om morgenen, når hyrden kom efter sine får, 
kaldte han på dem. Hans får spidsede øren og lytte- 
de, når de hørte netop deres hyrdes røst, og så lod 
de sig kalde sammen af denne velkendte stemme, 
som de havde lært at have tillid til. Ingen af fårene 
fra de andre flokke rørte på sig, men de får, der til- 
hørte netop denne hyrde, kilede sig frem mellem de 
andre hyrders får. Til sidst havde hyrden så dem alle 
samlet, hvorpå han førte dem tilbage til deres græs- 
gange i bjergene. Dette giver os indsigt i skriftstedet 
Joh. 10:16, hvor der står: „Og jeg har andre får, som 
ikke hører til denne fold; også dem bør jeg lede, og 
de skal høre min røst; og der skal blive én hjord, én 
hyrde." 

Poul L. Harmon 
Monument Park 8. ward. 
Salt Lake Foothill Stav. 




■ Il 



.:■■:■■■:::.;:; 
■■■■ 



■ '■■ '■■■■■■ 






i 











Indholdsfortegnelse 

Der er et formål med 
livet, præsident 

Spencer W. Kimball 2 

Forfølgelse, 1924, 

Thomas J. Griffiths 7 

Spørgsmål og svar, 
Victor L Ludlow, 
Alma P. Burton, 

Keith H. Meservy 9 

At forsvare sin tro, 
ældste 

Theodore M. Burton 12 

Brødre i tykt og tyndt: 
En musik, der er 
anderledes, 

Colleen Henrichsen 14 

Det er svært at 
være anderledes, 

Helena Hannonen 17 

Min bedstefars mod, 

Asmund H. Hernes 18 

Herrens befalinger er til 
velsignelse for os, 
præsident 

Hartman Rector jun 19 

Sabbaten, ældste 

Sterling W.Sill 21 

Vær ærlig, 

O. Leslie Stone 22 

Lykketræet, 

Eva Gregory de Pimienta 24 

Bare for sjov 27 

Ulvehyl, WendelhJ. Ashton 29 
Mormons Bog er Guds 
ord, præsident 

Ezra Taft Benson 43 

Mormonismens rødder, 
ældste Hartman Rector, jr 46 
Kristus i Amerika, 
præsident 

N. Eldon Tanner 37 

„Hvorfor kalder I mig 
Herre, Herre, og gør 
ikke som jeg siger?" 
Præsident 

Spencer W. Kimball 32 

Tanker ved påske, 

præsident 

Marion G. Romney 40 



dcm&ke, 



DE1V 

STJERNE 

Organ for JESU KRISTI KIRKE 
AF SIDSTE DAGES HELLIGE 

August 1975 

124. Årgang • Nummer 8 6 



Det første præsidentskab 

Spencer W. Kimball 
N. Eldon Tanner 
Marion G. Romney 



De tolvs råd 

Ezra Taft Benson 
Mark E. Petersen 
Delbert L. Stapley 
LeGrand Richards 
Hugh B. Brown 



Gordon B. Hinckley 
Thomas S. Monson 
Boyd K. Packer 
Marvin J. Ashton 
Bruce R. McConkie 



Howard W. Hunter L. Tom Perry 

Rådgivende komité 

J. Thomas Fyans, Daniel H. Ludlow, 
John E. Carr, DOyle L. Green 
Verl. F. Scott 

Redaktionskomiteen 

Larry A. Hiller, chefredaktør 
Carol Larsen 

Jørgen Ljungstrøm, koordinator 
Translation Services Department 
Grundtvigsvej 27 C, I tv 
DK-1864 København V 

Layout 

Verlag Kirche Jesu Christi 
der Heiligen der Letzten Tage 

Trykning 

Paul Giese KG, Offenbach/M 
Vesttyskland 

Abonnement, nye priser 

6 numre d. kr. 20.- 

12 numre d. kr. 39.- 

I løssalg pr. nr d. kr. 4.— 

Nævnte priser er incl. moms og porto. 
Betaling ved check udstedt til Den dan- 
ske Stjerne eller gennem postgiro 333.38 
til Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hel- 
lige, Dalgas Boulevard 164, 2000 Køben- 
havn F. 

© 1975 by the Corporation of the Presi- 
dent of The Church of Jesus Christ of 
Latter-day Saints. 




„Man bliver stærkere, 

når man tjener andre 

— ja, det er faktisk 

nemere at finde sig 

selv, simpelt hen fordi 

der bliver mere at 

finde." 



Der er et 



AF PRÆSIDENT SPENCER W. KIMBALL 
Illustreret ved Howard Post 

Et menneske, der ved, eller som tror på, at Jesu 
Kristi Kirke af sidste Dages Hellige er Guds rige på 
jorden, nærer et naturligt ønske om at udføre de 
opgaver, der er pålagt ham eller hende, bedre, en- 
ten det er inden for familien, i bikubeklasseværel- 
set, i et diakonkvorum, i rådet for ungdomsgruppen 
eller i interessegruppen. Men når mennesker hver- 
ken interesserer sig for Gud eller mennesker, så 
findes der ingen træning eller noget undervisnings- 
program, der kan hjælpe dem ret meget. 
Det er ved at tjene, at vi lærer, hvordan man tjener. 
Når vi er optaget af at tjene vore medmennesker, 
så sker der ikke alene det, at vi rent faktisk hjæl- 
per dem, men vi kommer til at se på vore egne pro- 
blemer med helt andre øjne. Når vi er mere optaget 
af andre, har vi ikke så meget tid til at være optaget 
af os selv! For når vi tjener andre, så har vi Jesu 
løfte om, at hvis vi ofrer os for andre, vil vi få orden 
på vort eget liv! 

Ikke alene finder vi os selv, idet vi opdager indfly- 
delsen fra ham, der styrer vort liv, men des mere vi 
tjener andre på positiv måde, des mere bliver vi 
værd rent åndeligt. Der bliver simpelt hen mere 
ved os, når vi tjener andre — ja, vi får nemmere ved 
at finde os selv, simpelt hen fordi vi er blevet „stør- 
re". 

George McDonald (1824—1905, skotsk roman for- 
fatter og digter) skrev, at „det er ved at elske, ikke 
ved at blive elsket, at man kommer en andens sjæl 
nærmest". Vi har selvfølgelig alle sammen behov 
for at blive elsket, men vi må give ikke altid mod- 
tage, hvis vi ønsker at have system i vort liv og få 
en stærkere fornemmelse af, hvad formålet med li- 
vet er. 

Somme tider er løsningen på vore problemer ikke 
at forandre de forhold, vi lever under, men at for- 
andre vor stilling til disse forhold; vanskeligheder 
giver os ofte lejlighed til at tjene. Det er blevet sagt, 
at helvede „er at være frosset inde i selvmedliden- 
hed." 



formål med livet 



En af generalautoriteterne har sagt følgende: 
„Hvis vi ikke passer på, kan skuffelsens frostgreb 
volde os skade; vi kan fryse helt fast i kuldegysen 
over, at vi ikke har svaret til forventningerne. For 
at undgå dette må vi - ligesom hvis vi befandt os i 
den arktiske kulde - stadig holde os i bevægelse, 
blive ved med at tjene andre og blive ved med at 
prøve at nå videre, så ikke vor egen ubevægelighed 
bliver den største fare." 

Dem, vi søger at tjene, må vi prøve at hjælpe til 
selv at få kundskab om, at ikke alene elsker Gud 
dem, men han tænker altid på dem og på deres 
behov. Den tanke, at Gud vor Fader og hans Søn, 
Jesus Kristus, som viste sig for en ung mand, Jo- 
seph Smith, som var i den alder, hvor han kunne 
have modtaget Det aronske Præstedømme, for at 
give denne unge mand instruktioner til hele men- 
neskeheden, tilfældigt skulle have vist sig for et 
menneske på denne planet, er ganske utænkelig. 
Nej, Herren siger, at dette var nøje planlagt, fordi 

jeg, Herren (har) kaldt min tjener Joseph 

Smith jun, og talt til ham fra himlen og givet ham 
befalinger, da jeg vidste, at ulykker skulle ramme 
jordens indbyggere." (L. & P. 1:17) 
Gud gør intet tilfældigt, men kun efter at have plan- 
lagt det nøje, ganske som en kærlig fader. Vi kender 
hans formål. Der er også formål med vort liv. 
Det kan da ikke tænkes, at en så kærlig himmelsk 
Fader, som gav os budene, for at vi kunne undgå 
menneskelig elendighed, vil glemme alle sine børns 
behov. William Law skrev: 

„Der står, at selv hårene på dit hoved er talte" (Luk. 
12:7); betyder dette ikke, at der ikke er noget, selv 
ikke det mindste, man kan forestille sig, der sker 
tilfældigt? Men hvis selv det allermindste, vi kan 
opfatte ledes af Gud, behøver det så at blive sagt 
tydeligere, ja, kan det overhovedet siges tydeligere, 
at de mest betydningsfulde ting i vort liv, som for 
eksempel, den måde, vi kommer til verden på, vore 
forældre, den tidsalder, vi bliver født i og de livs- 



betingelser, der bliver vore, også alt sammen er i 
overensstemmelse med de evige formål og ledes 
af de guddommelige forsyn?" 
Gud holder virkelig øje med os, og han passer på 
os. Men almindeligvis er det gennem et andet men- 
neske, han opfylder vore behov. Derfor er det så 
uendelig vigtigt, at vi tjener hinanden i riget. Kir- 
kens medlemmer har brug for hinandens styrke, 
støtte og lederskab i et samfund af troende som en 
sammenslutning af disciple. I Lære og Pagter læser 
vi om, hvor vigtigt det er at „styrk(e) de svage, 
støt(te) de slappe hænder og styrk(e) de matte 
knæ." (L. & P. 81 :5) Ofte består vore tjenestegernin- 
ger blot i at sige et enkelt opmuntrende ord til andre 
eller i at hjælpe vedkommende med et eller andet 
ganske dagligdags - men tænk på, hvilke herlige 
følger disse hverdagsagtige, men alligevel gennem- 
tænkte og frivillige handlinger kan få. 
Efterhånden som kontrasten mellem verdens veje 
og Guds veje bliver større i verden omkring om, vil 
troen blandt kirkens medlemmer komme på større 
og alvorligere prøver. En af de vigtigste og mest be- 
tydningsfulde ting, vi kan gøre, er at udtrykke vort 
vidnesbyrd gennem tjeneste, som så igen vil re- 
sulfere i, at vi vokser åndeligt, bliver endnu mere 
ivrige og får større evne til at holde budene. 
For næsten 25 år siden sagde præsident Stephen 
L. Richards noget, der virkelig er en udfordring for 
os: 

„Til trods for de prosaiske og ganske dagligdags 
aspekter ved dette emne, brødre og søstre, så har 
jeg længe været overbevist om, at den største, mest 
dramatiske og altafgørende udfordring i vort liv er 
at , holde budene'. Den sætter hver fiber af vort væ- 
sen på prøve. De er på én gang en prøve for vor 
intelligens, vor kundskab, vor karakter og vor vis- 
dom." 

Vi kan føle os mere sikre, hvis vi virkelig er ånde- 
lige, og vi kan ikke være andelige hvis vi ikke tjener 
andre! 



Men ofte er det skub, vi behøver for at holde budene 
og tjene andre, snarere gennem Ånden at blive 
mindet om de ting, vi allerede ved, end at modtage 
ny inspiration og åbenbaring. Det er blevet sagt, 
at „hukommelse er sjælens mave", sådan at forstå, 
at det er den, der tager imod sandheden, „fordøjer" 
den, og forsyner os med den næring, vi har brug for. 
Helligånden bringer liv i vor hukommelse såvel som 
i vor forståelse. Vi skal med andre ord gøre det, 
som vi allerede ved, er det rigtige - det ligefrem- 
me, det der er lige til at tage at føle på og de mere 
specielle ting. Dette er en af grundene til, at vi, som 
sidste dages hellige, skal leve værdigt, så vi kan 
have Helligånden hos os og modtage dens indfly- 
delse, så den kan være hos os hele tiden og vejlede 
os på enhver måde. Dens ledelse er af langt større 
betydning end undervisningsteknik, skønt denne 
naturligvis også kan være nyttig. 
Hvis I og jeg ønsker at være gode ledere, så bør vi 
fra tid til anden tænke over egenskaberne hos dem, 
som har vejledt, tjent og undervist os. Hvis I skulle 
udvælge blot de to eller tre mennesker i jeres liv, 
som har haft størst indflydelse på jer, hvad var så 
det de særligt gjorde, som virkelig hjalp jer igennem 
en vanskelig eller i hvert fald afgørende periode i 
jeres liv? Når man har tænkt lidt over det, så finder 
man gerne ud af, at det var mennesker, der virkelig 
brød sig om jer, som gav sig tid til at hjælpe jer, 
eller lærte jer noget, som I havde brug for at vide. 
Tænk så engang over jeres egen opførsel, ligesom 
jeg nu tænker over min, og overvej om I nu selv 
udviser de samme egenskaber. Det er ikke meget 
sandsynligt, at I ved en sådan gennemgang kom- 
mer til at tænke på et mennesker, fordi han eller 
hun gjorde brug af en særlig teknik. I de fleste til- 
fælde er det en, der har gjort os en tjeneste og 
hjulpet os ved at være kærlige og forstående, ved 
at give sig tid til at hjælpe os og ved selv at være 
et lysende eksempel for os. Jeg kan derfor ikke til- 
strækkeligt understrege betydningen af, at vi nu gør 
det samme overfor dem, der nu er afhængige af os, 
ligesom vi tidligere har været afhængige af, at andre 
ville tjene os. 

Hvis vi har helt enkle principper og enkle tjeneste- 
gerninger for øje, vil vi opdage, at organisations- 
strukturen snart mister noget af sin betydning. Alt 
for ofte har det tidligere været tilfældet, at orga- 
nisationsstrukturen i kirken er blevet til mure, som 
afholdt os fra at nå ud til de enkelte mennesker i 
det omfang, vi burde. Vi vil også opdage, at når vi 
bliver mindre optaget af at indhøste personlig for- 



tjeneste fra organisationen eller fra enkelte men- 
neskers side, så bliver vi i stedet mere og mere 
optaget af at tjene dem, som vi har påtaget os an- 
svaret for. Vi vil også opdage, at vi bliver mindre 
og mindre optaget af vor egen identitet rent orga- 
nisationsmæssigt og mere og mere optaget af vor 
identitet som sønner eller døtre af vor himmelske 
Fader og af at hjælpe andre til at nå frem til den 
samme samhørighedsfølelse. 
I denne forbindelse må vi aldrig slippe vort store 
eksempel, Jesus Kristus, af syne. I sine instruktio- 
ner til sine nephitiske disciple sagde Jesus: 
„Derfor, hold jeres lys op, så det kan skinne for ver- 
den. Se, jeg er lyset, som I skal holde frem — det, 
som I har set mig gøre." (3. Ne. 18:24) 
Ved samme lejlighed sagde Jesus, at han søgte at 
drage menneskene til sig, og han tillod de mange 
nephiter at „se og føle på" hans opstandne lege- 
me. Uden sammenligning i øvrigt, da selv den mest 
tjenstvillige leder ikke kan være tilnærmelsesvis så 
hellig som Jesus, så kan lederen dog stadig på be- 
tydningsfuld måde give dem, som han eller hun sø- 
ger at tjene, lejlighed til at „se og føle" Jesu Kristi 
evangeliums kraft. 

Det er ganske interessant at lægge mærke til, at ef- 
tersom Jesus er det lys, som vi ønsker at holde op 
for verden, så bliver vi også selv bestandig mindet 
om ham: kirkens navn, Jesu Kristi Kirke af Sidste 
Dages Hellige; velsignelse, der udtales ved nad- 
veren; ordene ved dåben; den måde, vi beder på, 
nemlig „i Jesu Kristi navn". Fordi hans navn er så 
helligt, er det vigtigt, at vi er forsigtige med, hvor- 
dan vi anvender det og i hvilken sammenhæng, men 
vi bør altid holde vor ældste broder op som et 
lysende eksempel, for denne kirke er hans. Den 
bærer hans navn, og den er bygget på hans evan- 
gelium. 

Derfor har vi forsamlet os her, for borte fra den 
selviske verden at tale om at tjene andre. Der er 
måske nogle, der vil undre sig, og som ikke forstår, 
hvorfor vi er optaget af så enkle ting i en verden, 
der er fuld af de mest dramatiske problemer. Men 
en af fordelene ved Jesu Kristi evangelium er, at 
det hjælper os til at se menneskene på denne pla- 
net — deriblandt også os selv — i et videre perspek- 
tiv, så vi får øje på de ting, der virkelig betyder no- 
get, og undgår at blive for optaget af de myriader 
af mindre vigtige ting, der ellers tiltrækker sig men- 
neskehedens opmærksomhed. 
Vi har fået at vide, at samfundet i de sidste dage 
ville udvise nogle af de symptomer, som også fand- 



tes på Noas tid. Vi har ikke megen oplysning om 
Noas samtidige, men de omkringboende har åben- 
bart været meget ulydige over for Guds bud; Jorden 
var „fordærvet", og - hvad der ikke mindst er vig- 
tigt - „ . . . fuld af uret". (1. Mos. 6:11) Vold og for- 
dærvelse er almindeligvis noget, der opstår på 
grund af selviskhed. Er det så ikke i tider som disse 
ganske passende, at vi koncentrerer os om at tjene 
vore medmennesker? 

I vore dage er det sådan, at de, der holder budene, 
vil adskille sig fra verden, ligesom da Noa adskilte 
sig fra verden ved at gøre noget så mærkeligt som 
at bygge en ark, endnu før oversvømmelserne kom. 
Når vi bestræber os på at tjene andre ved at udføre 
ganske almindelige hverdagsagtige ting for dem, 
og når vi bestræber os på at efterleve Guds befa- 
linger, så vil vi uden tvivl blive udsat for den samme 
form for latterliggørelse, som Noa og hans rejse- 
fæller stødte på - før det begyndte at regne og bli- 
ve ved med at regne. 

Noas naboer kunne simpelthen ikke fatte, hvor vig- 
tig en sag, det var, Noa beskæftigede sig med. Og 
vi kan heller ikke forvente, at alle mennesker skal 
kunne forstå, hvor vigtigt, vi synes, det er at holde 
familierne sammen, at være kyske og at udføre mis- 
sionærarbejde. 

Indenfor kirken findes der adskillige unge mænd, 
der udsætter af gifte sig. Det ene år går efter det 
andet. Der er mange af dem, der bare bliver ved 
med at udsætte det. Men der er også andre, der 
har fundet ud af, at det er nemmere at leve alene 
og ikke påtage sig det ansvar, et ægteskab er. Der 
er andre, som beder om at måtte få et godt ægte- 
skab, men ikke selv gør noget for det. Der findes 
et stadigt voksende antal mænd, særlig i „verden", 
som ikke har i sinde nogen sinde af gifte sig, fordi 
de, som de påstår, kan få alt det, et ægteskab ville 
give dem, uden at være gift, og at livet som ungkarl 
er så meget nemmere, fordi de ikke har så stort et 
ansvar. 

Lad mig hermed sige til alle vore brødre: Ægteska- 
bet er retfærdigt for Gud. Vi er ikke først og frem- 
mest sat her på denne jord for at more os, for at 
tilfredsstille vore ønsker om rigdom og høj rang 
eller for at tilfredsstille vore lidenskaber i et egen- 
kærligt liv. 

Herren, vor Skaber siger: 

„Der findes tre himle eller grader i den celestiale 
herlighed. 
„For at opnå den højeste må et menneske indtræ- 



de i denne præstedømmets orden, hvormed der 

menes den nye og evige ægteskabspagt. 

„Den, som ikke gør dette, kan ikke opnå den. 

„Han kan indtræde i den næste, men dermed ender 

hans rige. Han kan ikke have afkom." (L. & P. 131: 

1-4) 

„ . . . om du ikke holder denne pagt, vil du blive 

fordømt; thi ingen kan forkaste denne pagt og få 

lov til at indkomme i min herlighed." (L & P. 132:4) 

Der findes med andre ord ingen undskyldning, der 

kan sætte disse sandheder ud af kraft. 

Og ægteskabet fører til, at man stifter familie; igen 

gør Herren det helt klart for os: 

Hustruer blev givet mændene, „ for at de skulle 

mangfoldiggøre og opfylde jorden ... så de må 
kunne føde menneskesjæle ... at han må blive for- 
herliget." (L & P. 132:63) 
Lad derfor ingen ungkarl undskylde sig. 
Der findes mange unge kvinder, som er værdige, 
virker tiltrækkende, er veluddannede, velplejede og 
virker yderst attråværdige. Til dem siger vi: vi kan 
ikke skaffe mænd til jer, sådan som l måske kun- 
ne ønske. Hvis I ikke selv synes, I har haft mulig- 
heder nok, så må I tage jer selv og jeres egen per- 
sonlighed op til revision. Prøv engang at tænke 
over jeres vaner, jeres måde at tale på, jeres ud- 
seende, jeres vægt og jeres fikse iedeer, hvis I har 
nogen. Tag hver af disse ting for sig og analyser 
dem. Er der et eller andet, I selv kan gøre, for at 
blive mere afholdt? Det kan kun I selv afgøre. 
Taler I for meget? Er I for generte? Altfor tavse? 
Hvis det er tilfældet, så gør noget ved det, sørg for 
at tænke de rigtige tanker, lær at udtrykke jer rig- 
tigt, så vil hele jeres væremåde også ændre sig. 
Bor eller arbejder I et forkert sted? Kunne det tæn- 
kes, at en ny verden ville åbne sig for jer, hvis I 
flyttede et andet sted hen? 

Er jeres tøj for gammeldags, eller er det alt for 
moderne, lidt i retning af det usømmelige? For- 
langer I for meget af folk? Har I nogle særheder 
med hensyn til den måde, I taler på, jeres stemmes 
klang eller med hensyn til de emner, I plejer at 
komme ind på?Ler I alt for højt? Overdriver I jeres 
fagter for at vække opmærksomhed? Er I selviske? 
Er i ærlige i alle forhold? Ønsker I virkelig at få en 
familie? Vil I gerne lave morgenmad, frokost og 
middagsmad til en god mand hver eneste dag? Vil 
I holde fast ved jeres tidligere venner på bekost- 
ning af jeres mand, og vise dem den opmærksom- 
hed der tilkommer ham? 
William Jones (1842-1910, amerikansk filosof) har 

(Forts, på side 31) 

5 



2 ~/t--t*'^ ®W lø jt»*- x 




Emner: Wales, familien Thomas J. Griffiths, 
DAVID O. McKAY, forfølgelse. 




I 1924 boede vi i den walliske landsby, Abercarn i Mon- 
mouthshire, hvor vi var de eneste sidste dages hellige. 
Abercarn gren bestod kun af vor familie, men den var 
fuldt organiseret. Vi holdt trofast alle møderne: søndags- 
skole sondag morgen og nadvermøder om aftenen. Hver 
tirsdag aften holdt vi GUF. Familien sang og bad sam- 
men og kærligheden var stærk mellem os. Men denne 
kærlighed og enighed bekymrede Satan, så det bestem- 
te han sig til at prove at gøre noget ved. 
Vi skulle snart opdage, hvad forfølgelse vil sige. Der 
blev gjort nar ad os, og det skete mere end én gang, at 
man rev huen af mig for at se, om jeg nu også havde 
horn i panden. Men der var ikke noget, der kunne slå os 
ud. Så en dag var der en ung kvinde fra landsbyen, der 
begyndte at undersøge evangeliet. Hendes far var en 
meget fremtrædende mand i en af kirkerne, og da han 
opdagede, at hun var til stede ved vore husmoder, blev 
han rasende og begyndte at sprede rygter om vor fami- 
lie og kirken. Snart var der andre, der også talte imod 
os, og familien Griffiths blev udsat for en heftig forføl- 
gelse. 

Der var endda en lokal læge, der skrev i en artikel, 
som blev offentliggjort i avisen, at der var 30 piger, der 
var blevet kidnappet fra Wales og som nu blev holdt som 
fanger inden for Salt Lake Citys bymure, og der fremkom 
andre artikler, som fordømte mormonerne. Det blev end- 
da i en af dem foreslået, at vi skulle drives ud af byen. 
Vi boede på det tidspunkt i et kommunalt ejet hus, og en 
dag modtog vi det ultimatum fra byrådet, at vi enten 
måtte holde op med at holde religiøse møder i huset el- 
ler blive sat på gaden. Min far henvendte sig til kirkens 
autoriteter for at bede om råd, og han fik besked om, at 
han skulle følge den 12. trosartikel, hvor der blandt an- 
det står: „Vi tror, at vi må . . . ære og holde lovene." 
Så vi måtte med andre ord holde op med at have vore 
dejlige og trosfremmende møder. Den gren, der var nær- 
mest vores, lå i en lille by ved navn Varteg omkring 
16 kilometer fra os, på den anden side af de walisiske 
højdedrag. En aften, efter at vi havde modtaget dette 
ultimatum, kaldte far familien sammen og foreslog, at vi 
kunne gå over bjerget til Varteg om søndagen for at 



,1924 



En walisisk familie klatrer ca. 16 km over bjergene for 

at komme i kirke 

Ved Thomas J. Griffiths 

overvære møderne og få del i nadveren. Han lod det 
komme til en afstemning, og alle familiemedlemmerne 
stemte ja, selv Ivor, som kun var otte år gammel. Det var 
sådan det gik til, at vi tog ud på en af de største oplevel- 
ser i vort liv. 

Vi klatrede op til toppen af Llanvachbjerget, så ned i 
Hafodrynesdalen, så videre op på Pontipoolbjerget og 
ned til Varteg. Vi plejede at synge og fremsige skriftste- 
der på vejen. Engang skete det, at vi for vild i en tæt 
tåge. Så samlede far os i en tæt kreds og bad med os. 
Han bad Gud lede os til vort bestemmelsessted. Det kan 
selvfølgelig være, at det var et tilfælde, men jeg tror nu, 
at det var svar på fars bøn, at den blæst, der sædvanlig- 
vis farer over de walisiske bjerge pludselig tog fat, så 
tågen blev bæst bort, og vi igen kunne se, hvor vi var. 
Somme tider regnede det, så vi blev gennemblødt til 
skindet. Så lånte de hellige i Varteg os tørt tøj, medens 
vort eget våde tøj blev hængt til tørre foran kaminen. Det 
tøj, vi lånte, passede ikke altid til os, og vi måtte le af 
vort mærkelige udseende. Men alle vanskelighederne 
og besværet var hurtigt glemt på grund af den dejlige 
ånd, der herskede ved møderne. Jeg tænker så tit på 
min fars yndlingsskriftsted: „Thi hvor to eller tre er for- 
samlede i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem." (Matt. 
*18:20) Og sådan var det da virkelig også. Herrens Ånd 
var så stærk, at vore trætte legemer snart fik fornyet 
kraft og vor ånd blev opløftet. 

Ugerne blev til måneder, og hver søndag tog vi den lan- 
ge tur til Varteg. Så en dag modtog byrådet et brev, da- 
teret den 12. april 1924; de diskuterede det ved deres 
næste møde. Det var et inspireret dokument skrevet af 
en af Guds inspirerede tjenere. 

„Foran mig på mit skrivebord ligger der et udklip fra 
, South Wales Argus'; det beretter om de forholdsregler, 
Deres ærværdige råd for nylig traf mod et af Deres bys- 
børn, idet De nægtede ham ret til at afholde religiøse 
møder i sit eget hjem. Den eneste grund til denne egen- 
mægtige handling var, at ,han er mormon'. 
Nu er ordet mormon jo et ord, der til forskel for ordet 
barmhjertighed og for dem, der ikke selv tænker godt 
om nogen, dækker over en mangfoldighed af synder, 



så grunden til Deres handling er tilstrækkelig — i hvert 
fald for .manden på gaden' der tror på alt, hvad man 
fortæller ham. Men har De nu også truffet forholdsregler 
nok? Er De klar over det faktum, at samme herre sta- 
dig opsender bønner i sit hjem? Er De endnu ikke af 
.Selskabet til sladderens fremme', eller hvad et sådant 
foretagende nu kan hedde, blevet gjort opmærksom på, 
at lejeren sammen med sine børn, som er de mennesker, 
mod hvem De har udstedt en særlig befaling, stadig tak- 
ker deres Gud hver morgen og aften? 
Hvorfor ikke fuldende Deres værk ved at påbyde, at så- 
danne bønner ikke bliver bedt i et hus, der tilhører et 
kristent byråd? Hvis De har myndighed til at forhindre 
lejeren i at synge salmer og i overværelse af sin familier 
og nogle venner at tale om Guds nåde og godhed, så 
har De også myndighed til at befale ham at holde op 
med sine bønner, fordi han er mormon. En af de rettig- 
heder, der hører til de mest skattede af borgernes tradi- 
tionelle privilegier, bør derfor tages fra ham. 
Hvor retfærdigt et liv, han end fører, så forestiller den 
lettroende offentlighed, der altid er parat til at tro det 
værste, sig i hvert fald, at der er noget dårligt ved ham, 
så i offentlighedens interesse må De endelig standse 
ham i at tilbede Gud i sit eget hjem. De har jo et godt 
eksempel i mederne og perserne, som udstedte den sam- 
me lov mod Daniel for 2.000 år siden, så hvorfor ikke 
fuldstændiggøre Deres prisværdige lovgivning og forby- 
de Deres lejer at lære sine børn at bede? 
Som yderligere retfærdiggørelse af en sådan handling 
har De jo hos Dem en erklæring fra et af Deres byråds- 
medlemmer, om at ,for 2 år siden var der 30 piger, der 
forlod en by ved navn Machen, og De er naturligvis klar 
over, at når som helst en hvilken som helst ung pige for- 
lader en hvilken som helst by i Storbritannien, så er det 
mormonerne, der står bag,' akkurat ligesom de første 
kristne var ansvarlige for, at Tiberen flød over sine bred- 
der? 

Og for hver ond gerning, som ondsindede mennesker 
kan finde på at beskylde dem for, tror de, der læser avi- 
sen naturligvis, at De har undersøgt disse beskyldninger 
mod mormonerne. Hvis De ikke har gjort det, og det er 
tydeligt for enhver, så har De yderligere gjort Dem til et 
redskab til viderebringelse af den mest ondsindede slad- 
der. Det er upassende foret råd, der består af intelligen- 
te mænd, at bedømme en mand eller et folk så uretfær- 
digt. Jeg kan ikke tro, at det folk, som min mor stammer 
fra, kan være så fuldt af fordomme." 

David O. McKay 
Rådet bestemte sig for at „sylte" brevet. Dets indhold 
blev imidlertid offentliggjort i de lokale aviser, og nu 
begyndte lavinen at rulle. Far blev inviteret til at tale 
ved et møde, som blev afholdt af British Women.s Le- 
gion. Og skønt der er gået mange år siden da, så står 
mindet herom stadig meget tydeligt for mig. Jeg husker, 
hvordan han talte til de kvinder den aften. Han fortalte, 



om hvordan han var blevet omvendt til kirken, og hvor- 
ledes man havde forfulgt hans familie. Han fortalte dem 
om drengen Joseph Smith og hans syner, og hvorledes 
han gav sit liv og på denne måde beseglede sit vidnes- 
byrd. Derefter bar han et brændende vidnesbyrd om Je- 
su Kristi guddommelighed. 

Jeg husker, hvordan nogle af kvinderne måtte tørre tå- 
rerne bort fra deres øjne, og hvordan der blev helt stille, 
da far afsluttede sin tale. Ingen klappede eller sagde 
noget: der var helt stille, som om kvinderne skammede 
sig over, hvad der var sket i deres landsby. 
Da far satte sig ned, rejste formanden for foreningen sig 
op og foreslog en afstemning om, at foreningen officielt 
anmodede byrådet om at lade familien Griffiths holde 
gudstjenester i deres hjem. Det blev enstemmigt ved- 
taget. Omkring en uges tid senere modtog far et brev fra 
byrådet, hvori der stod, at de efter moden overvejelse 
alligevel ville lade os holde vore møder. 
Faderen til den pige, som havde fået forbud mod at 
overvære vore møder, prøvede stadig på at skabe pro- 
blemer for familien, men så skete der noget mærkeligt. 
En aften gik min far hen til mandens hus, og manden 
mødte ham i døren. Min far tiltalte ham ved hans navn 
og sagde følgende til ham: „Jeg lover Dem, at medmin- 
dre De holder op med at forfølge min familie, så vil Gud 
for alvor ydmyge Dem." Og inden for de næste par må- 
neder indtraf der virkelig begivenheder, som ydmygede 
denne mand. Hans ældste datter løb hjemmefra og gifte- 
de sig med landsbyens drukkenbolt. Hans ældste søn 
kom alvorligt til skade i en kulmine. Hans yngste søn 
pådrog sig en uhelbredelig sygdom. Så kom den aften, 
som vi sent skal glemme, hvor det bankede på vor dør. 
Min far lukkede op, og der stod så den mand, som hav- 
de forfulgt os. Han stod med bøjet hoved og sagde så 
med en stemme, der rystede af bevægelse: „Hr. Griffiths, 
Jeg er kommet for at bede Dem om tilgivelse." 
Denne mands yngste datter blev til sidst døbt og emigre- 
rede til Utah. Der mødte hun en god mand, giftede sig 
med ham i templet og fik nogle dejlige børn. Hun er død 
og borte nu, men hun efterlod sine børn en arv, der 
består af et mod og en overbevisning, der kun findes i 
Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. 
Med hensyn til min familie, så fandt vi ud af, hvad Jesus 
mente, da han sagde: „Salige er de, som er forfulgte 
for retfærdigheds skyld, thi Himmerigets rige er deres." 
(Matt. 5:10) Der, i den lille hytte i Wales, fandt vi et lille 
stykke af Himmeriget 



Thomas J. Griffiths, som nu er pensioneret, er søndags- 
skolelærer i American Fork 8. ward, America Fork Utah 
North stav. 

Emner: Tro, videnskab og religion 



8 



Sporgmal 

Spørgsmål: Giver jødiske traditioner 
eller historie os nogle nøgler til for- 
ståelse af brystpladerne, som næv- 
nes i 2. Mosebogs 28. kapitel 

og svar 



Victor L. Ludlow: Fordi dommerbryst- 
pladen og de tilhørende Urim og 
Tummin var hellige, understregede 
senere jødiske beretninger snarere 
deres roller som redskaber til doms- 
afsigelse og som hjælp til at træffe 
beslutninger, end deres rent faktiske 
udseende. Men Maimonides, den 
fremragende jødiske, talmudkyndige, 
som levede i middelalderen, samt 
visse andre kilder i forbindelse med 
Talmud, giver os nogle ideer om, 
hvordan brystpladen muligvis kan 
have set ud. 

I følge disse overleveringer, var det 
først og fremmest de tolv stene, som 
hver havde navnet på en af Israels 
tolv stammer graveret på sig, man 
lagde mærke til ved brystpladen. 
Alle stenene var firkantede og ind- 
fattet i guld og sad fast på et stykke 
stof, der på behændig vis var vævet 
af 28 tråde. Én tråd af det pure guld 
blev spundet eller lagt sammen med 
seks himmelblå tråde, så disse til- 
sammen dannede en tykkere tråd. En 
anden guldtråd blev føjet sammen 
med seks lilla tråde, en anden med 
seks højrøde tråde, og endnu en med 
seks tråde af fine lyse hørtråde. Så 
blev disse fire tråde, der nu var no- 
get tykkere, vævet til et stykke stof, 
der var ca. 24 cm bredt og dobbelt 
så langt. Stoffet blev lagt sammen, så 
det kom til at danne en pose ca. 
24 cm i kvadrat. Så blev der fæstnet 
fire rækker guldindfatninger uden på 
den, og Urim og Tummin blev lagt in- 
den i den. 

En guldring blev anbragt i hvert hjør- 
ne. De to øverste af disse ringe var 
med guldkæde forbundet til lignen- 



de ringe på skulderen af efoden, som 
er et skjoldformet klædningsstykke, 
der blev båret udenpå kappen. Bryst- 
pladens to nederste ringe var med 
nogle blå bånd forbundet til efodens 
guldring nær taljen. 
Når ypperstepræsten var iklædt bryst- 
pladen og de andre præsteklæder var 
han beredt til at træde i funktion. 
Brystpladen udfyldte én meget vigtig 
rolle, som mormoner normalt sætter 
i forbindelse med Urim og Tummin. 
Når kongen, formanden for sanhedri- 
net, eller en anden anerkendt person 
havde et særligt problem, gik han til 
ypperstepræsten og fremførte det. 
Ypperstepræsten så ned på bryst- 
pladen for at se, hvilke af de grave- 
rede bogstaver, der skinnede mest 
klart, og så konstruerede han svaret 
ud fra disse bogstaver. Da David for 
eksempel spurgte Urim og Tummin, 
om Saul ville fortsætte med at efter- 
stræbe hans liv, så ypperstepræsten 
Abiatar tre af bogstaverne skinne: 
Yod i navnet Juda, Resh i navnet Ru- 
ben og Dalet i navnet Dan. Således 
fik han svaret: Yered, „han vil efter- 
stræbe dig". 

Jødiske overleveringer tyder på, at 
Urim og Tummin ophørte med at ek- 
sistere, da det første tempel blev 
ødelagt og jøderne kom i fangen- 
skab. 

Århundreder senere, da jøderne var 
spredt ud over Europa, var der man- 
ge jødiske menigheder, der fremstil- 
lede brystplader og anbragte dem 
foran på Torakappen i deres syna- 
goger. På disse symboler sad der li- 
gesom på ypperstepræstens bryst- 
plade ofte efterligninger af de tolv 
ædelstene. Men bortset fra dette er 
brystpladen og Urim og Tummin gået 
tabt for jøderne. 

Victor L Ludlow, assisterende lærer 
i gamle skrifter ved Brigham Young 
universitetet. 



Eraner: Det gamle Testamente, 
brystplade, Urim og Tummin, 
jødiske traditioner. 



Sporgmal 

Hvorfor var det nødvendigt, at Elias 
(Elijah) blev optaget til Himlen såle- 
des, som det skete? Er der andre 
fremtrædende personer, som ikke 
smagte døden - og betragter vi Mo- 
ses forvandlet i stedet for at være 
død? 

og svar 



Alma P. Burton: Eftersom Elias (Eli- 
jah) og Moses var forudordineret til 
at udføre jordiske ordinanser før 
Kristi død og opstandelse, var det 
nødvendigt, at de bibeholdt deres 
fysiske legemer ud over deres natur- 
lige levetid. Præsident Joseph Fiel- 
ding Smith har skrevet følgende: 
„Da Moses og Elias (Elijah) viste sig 
for Frelseren og for Peter, Jakob og 
Johannes på bjerget, hvad var så 
grunden? Var det bare en åndelig til- 
kendegivelse for at styrke disse tre 
apostle? Eller kom de blot for at trø- 
ste Guds Søn i hans gerning og for- 
berede ham på hans korsfæstelse? 
Nej! Det var ikke det, der var grun- 
den . . . 

Profeten Joseph Smith har forklaret 
det således: 

.Præstedømmet er evigt. Frelseren, 
Moses og Elias (eller med andre ord 
Elijah) gav nøglerne til Peter, Jakob 
og Johannes på forklarelsens bjerg, 
hvor de blev forvandlede. Præste- 
dømmet er evigt — uden dages be- 
gyndelse og års ende (L. & P. 78:16); 
uden fader, uden moder eller andet. 
Hvor som helst evangeliets ordinan- 
ser forrettes, dér er præstedømmet 
. . . Kristus er den store Højpræst; 
derefter kommer Adam."' (Doctrines 
of Salvation, bind 2 side 110) 
Kristus var den første, der opstod, 
derfor måtte en hvilken som helst 
profet, der skulle udføre jordiske or- 
dinanser før hans opstandelse, beva- 
res fysisk. Således bevarede Herren 
Moses og Elias (Elijah) fysisk, så de 



9 



kunne overdrage de nøgler, de var i 
besiddelse af, til Peter, Jakob og Jo- 
hannes på Forklarelsens Bjerg. 
Johannes, den elskede, og de tre 
nephiter blev forvandlede og opfyl- 
der stadig de pligter, som bliver dem 
pålagt. Enok og hele hans by blev 
forvandlet og optaget til Himlen, for 
først at vende tilbage til denne jord 
ved Kristi andet komme. Der har og- 
så været andre, som for eksempel 
Alma, der ikke har „smagt døden". 
Profeten Joseph Smith talte om for- 
vandlingsloven d.v.s. den kraft hvor- 
ved mennesker beholder deres hånd- 
gribelige fysiske legemer. Han sagde: 
„Mange er gået ud fra, at det, at de 
blev forvandlede, ville sige, at de u- 
middelbart kom op i Guds nærhed 
og fik del i den evige fylde, men dette 
er ikke rigtigt. De bor stadig et sted, 
der kommer ind under det terrestria- 
le rige, et sted, der er beredt for så- 
danne, som han tænker sig at anven- 
de som tjenende engle på mange pla- 
neter, og som endnu ikke har fået 
del i fylden på samme måde som 
dem, der er opstanden fra de døde." 
(Documentary History of the Church, 
bind 4, side 210) 

Alma P. Burton er lærer i kirkens hi- 
storie og lærer ved Brigham Young 
universitetet. 



Emner: Det gamle Testamente, Mo- 
ses, profeten Elias (Elijah); forvand- 
lede personer. 



Sporgmål 



I 2. Mosebog, står Urim og Tummin 
omtalt. Hvor var disse på Moses' tid? 
Hvor havde man dem fra? Kan deres 
historie og brugen af dem spores 
gennem resten af Det gamle Testa- 
mente? 



og svar 



Keith H. Meservy: Vi hører første 
gang om Urim og Tummin i Israel, 
hvor de blev givet til Aron som en 
del af præstedømmets rettigheder, 
han, som var den første ypperste- 
præst i Det levitiske Præstedømme. 
(2. Mos. 28:31 ; 3. Mos. 8:8) En del af 
hans mission bestod i at tilegne sig 
den viden, som hørte sammen med 
Det aronske Præstedømme, efter hvil- 
ket den mosaiske lov blev udøvet (L. 
&P. 68:14-21; 84:18-27) Også konger 
skulle rette sig efter de råd, som yp- 
perstepræsten fik fra Herren gennem 
forskellige midler. Et af de vigtigste 
af disse midler var Urim og Tummin. 
Da Moses kaldte Josua og beskikke- 
de ham til sin efterfølger, gav Herren 
instruktioner om, at Josua skulle 
„træde frem for præsten Eleazar, for 
at han kan skaffe ham Urims kendel- 
se for Herrens åsyn; og på hans 
(Eleazars) bud skal han drage ud, og 
på hans ord skal han vende hjem, 
han (Josua og, underforstået, de føl- 
gende regenter) og alle israeliterne, 
hele menigheden." (4. Mos. 27:21. 
Fremhævelse tilføjet) 
Dette tyder på, at Urim og Tummin 
var det redskab, gennem hvilket det 
var bestemt, at de skulle modtage 
guddommelig åbenbaring og beslut- 
ning. 

Det var gennem dette redskab, at 
Saul engang forsøgte at afgøre, hvem 
der var skyldig i en bestemt overtræ- 
delse (1. Sam. 14:41, se den græske 
og den hebraiske tekst); David søgte 
guddommelig vejledning for i forve- 
jen at få at vide, hvordan tingene ville 



udvikle sig (1. Sam. 23:6-13); vi dra- 
ger her den slutning, at Urim og 
Tummin befandt sig i efoden. Saul 
beklagede sig over, at Herren hver- 
ken talte til ham eller åbenbarede sin 
vilje for ham på nogen måde, altså 
heller ikke gennem Urim. (1. Sam. 28: 
6) 

Så hører vi ikke mere om Urim og 
Tummin i Israels historie, indtil det 
står klart, at jøderne efter at have 
været i fangenskab i Babylon ikke 
længere er i besiddelse af dem. Vi 
tager det imidlertid for givet, at ind- 
til da brugte retfærdige konger og 
folket Urim og Tummin, når de søgte 
Herrens vejledning. Det er ganske in- 
teressant at lægge mærke til, at hvis 
Urim og Tummin havde været i jor- 
dernes besiddelse, efter at de havde 
været i exil, så kunne problemet med 
deres genealogi været blevet løst. 
Dette problem var særdeles vigtigt 
for jøderne, fordi retten til at bære 
præstedømmet var baseret på ned- 
stamning fra Levi eller Aron. (Ezra 2: 
62-63) Vi ved ikke bestemt, hvornår 
jøderne ikke længere kunne bruge 
Urim og Tummin. Men folket afviste 
jo profeterne på Jeremias' og Eze- 
kiels tid, skønt Herren advarede om, 
at der ville komme en tid, hvor de ik- 
ke længere ville kunne nyde godt af 
åbenbaringernes lys. Man kan såle- 
des ikke lade være med at tænke på, 
at de måske snarere mistede Urim 
og Tummin på grund af ugudelighed, 
end fordi disse blev erobret fra dem 
på grund af skødesløshed. (Se Docu- 
mentary History of the Church, bind 
1, siderne 21-23, om en af Joseph 
Smiths oplevelser; sammenlign L & 
P. 3:11; 10:2) 

Keith H. Meservy, assisterende lærer 
i gamle skrifter på Brigham Young 
universitetet. 



Emner: Det gamle Testamente, Urim 
og Tummin, Moses. 



10 



Spørgmål 



Hvorfor tillod Herren Israel at bekrige 
folket i det forjættede land? 



og svar 



Keith H. Meservy: Når man skal be- 
svare dette spørgsmål, må man først 
ganske kort tænke over de betingel- 
ser, under hvilke et hvilket som helst 
folk har ret til at besidde land. 
Det er af betydning, at da Herren 
lovede Abraham Kanaan, gav han 
ham ikke ret til at besidde det med 
det samme, men kun et løfte om, at 
det engang i fremtiden ville blive 
hans. På Abrahams tid havde det folk, 
der beboede det, krav på det, men 
de skulle forspilde denne ret i frem- 
tiden, efterhånden som ondskaben 
tog til blandt dem. Derefter kunne Is- 
rael med rette gøre krav på det. (1. 
Mos. 15:16; 1. Ne. 17:32-40; sammen- 
lign Eth. 2:8-9) 

Ganske vist har vi ikke særlig fyldest- 
gørende beretninger om Kanaans 
folk, men vi ved, at på Moses' og 
Josuas tid, var knaanæeme (eller 
amoriterne) blevet groft ugudelige, 
for Herren advarede gentagne gange 
Israel mod at lade kanaanæernes 
skikke få indpas iblandt sig. Hermed 
mente han blandt andet seksuelle 
synder: ægteskabsbrud, blodskam, 
omgang mod naturen og homosek- 
sualitet. Han befalede israelitterne 
følgende: „Gør eder ikke urene med 
noget sådant, thi med alt sådant har 
de folkeslag, jeg driver foran eder, 
gjort sig urene. Derved blev landet 
urent, og jeg straffede det for dets 
brøde ... Thi enhver, som øver nogen 
af alle disse vederstyggeligheder, de, 
der øver dem, skal udryddes af de- 
res folk." (3. Mos. 18:24-29. Fremhæ- 
velse tilføjet. Se i øvrigt 3. Mos. 20) 
Sådanne mennesker, der under deres 
jordiske tilværelse har bevist, at de 
er indstillet på det onde, kommer ind 
under Herrens dom i denne verden. 



(L. & P. 76:103-104) Hellere end at la- 
de dem fortsætte med at besmitte 
jorden ved deres ugudelighed og at 
besudle kommende generationer, fo- 
retrak Herren at fjerne dem fra jor- 
dens overflade. Dette gjorde han med 
forskellige midler: oversvømmelser, 
ildebrænde, hungersnød, jordskælv 
og så videre. Han anvendte også 
sværdet. Jareditter, nephitter, israe- 
litter, jøder samt Laban fik alle dets 
hurtige, forfærdelige slag at føle. 
Israelitterne fik det ubehagelige hverv 
at udføre Herrens dom mod kanaa- 
næerne. De fik ordre til ikke at lade 
medfølelsen vinde overhånd over de- 
res specielle udfordring om at øde- 
lægge (5. Mos. 7:1-3); de måtte hel- 
ler ikke, efter at de havde frataget de 
tidligere indbyggere deres ejendom, 
gå ud fra, at det var lykkedes dem, 
fordi de var sådan et retfærdigt folk, 
for det kunne ikke siges om dem. De 
fik befaling om at huske på, hvorfor 
de tidligere indbyggere ikke længere 
boede der. (5. Mos. 9:4-6) 
Herren kan ikke se på synd med den 



mindste eftergivenhed (L. & P. 1:31) 
han bekriger den konstant. Israelit- 
terne førte krig mod kanaanæerne, 
fordi Herren befalede dem af gøre 
det. (Det var også på Herrens befa- 
ling, at Nephi dræbte Laban.) Det var 
en del af Herrens generelle kamp 
mod uretfærdighed. At udføre Her- 
rens befaling krævede lydighed fra 
deres side, og det viste, på hvis side 
de var i den store kamp mod det 
onde. 

Vi ved ikke, hvorfor Herren krævede 
dette af dem; det kan være, at de selv 
skulle hjælpe til med at vinde deres 
hjemland for sig, så de ikke fik det 
som en gave fra Herren uden at løfte 
en finger. Det kan være, at Herren 
ønskede at vise dem nogle af ond- 
skabens følger. Men hvordan den en- 
delig forklaring så lyder, så ved vi, 
at Herrens veje er retfærdige, selv 
om vi endnu kun delvis forstår dem. 

Keith H. Meservy, assisterende lærer 
i gamle skrifter ved Brigham Young 
universitetet. 

Emner: Det gamle Testamente, krig, 
det forjættede land, israeliter, Ka- 
naan, Abraham. 




11 




AF ÆLDSTE THEODORE M. BURTON 
Assistent til De tolvs Råd 



sin tro 



Emner: Tro, videnskab og religion 



Da jeg var en lille dreng, lærte min mor mig farverne. 
Hun holdt noget blåt op og sagde til mig, at det var blåt. 
Så lod hun mig gentage ordet. Lidt efter holdt hun igen 
noget blåt op for mig og spurgte, hvilken farve det 
havde. 

„Er det grønt?" spurgte jeg. 
„Nej, lille du," svarede hun tålmodigt, „det er blåt." 
„Blåt?" gentog jeg spørgende. 
„Ja, min ven, det er blåt." 

Igen efter et øjebliks forløb holdt hun en anden blå gen- 
stand op og spurgte mig, hvilken farve den havde. 
„Gul," forsøgte jeg. 

„Nej, min ven, den er ikke gul." Og så tilføjede hun end- 
nu mere tålmodigt: „Den er blå." 
„Blå" gentog jeg. 

„Ja, min ven," gentog hun, „den er blå." 
Så lod hun mig lege lidt og holdt så igen en blå gen- 
stand op for mig og spurgte: „Hvilken farve har denne 
her?" 

„Blå?", spurgte jeg. 

„Du er vel nok dygtig!" svarede mor stolt og gav mig et 
stort knus. Og på den måde lærte jeg de forskellige far- 
ver. 

Jeg har ingen ide om, hvor længe min tålmodige mor 
var om at lære mig farverne. Jeg var hverken kvikkere 
til eller længere om at lære end andre drenge. Men til 
sidst lærte jeg at skelne den blå farve fra andre farver. 
Og hvis der nu er nogen, der holder en eller anden gen- 
stand op for mig og spørger mig, hvilken farve den har, 
svarer jeg sikkert: „Blå!". Og hvis nogen spørger mig, 
hvad det er, der får mig til at mene, at den er blå, så 
svarer jeg: „Jeg ved, at den er blå, for det kan jeg se! 
Og andre mennesker er enige med mig, for de kan også 
se, at den er blå. Men i virkeligheden er genstanden kun 
blå, fordi vi er blevet enige om at kalde sådan en farve 
blå. Med andre ord ved vi kun, det vi ved, fordi vi har 
lært det. Vor viden stammer fra de ting vi har lært, eller 
som vi har læst eller hørt eller oplevet. 
Senere begyndte jeg at læse på et college, og jeg op- 



dagede, at nogle af de ting, som jeg troede på, og om 
hvilke jeg mente at vide, at de var sande, af nogle af 
mine lærere blev anset for at være komplet latterlige 
og tegn på umodenhed. De troede på ting, som var 
fuldstændig fremmede for den tro jeg var blevet oplært 
til lige siden min tidligste barndom. De gjorde nar ad 
min tro på Gud og sagde, at det blot var noget over- 
troisk vrovl. De gjorde nar ad Mormons Bog. De more- 
de sig over den opfattelse, at Joseph Smith skulle være 
en profet. De nægtede at tro, at Bibelen var andet end 
en samling litteratur. Jeg følte mig fuldstændig ude at 
svomme. 

For mig var mine lærer jo lærde mænd. De havde dok- 
torgrader fra store universiteter. De fulgte med i, hvad 
der foregik. For mig at se, havde de svar på alt og kun- 
ne bevise alt det, de underviste i. Jeg var kun en stu- 
derende, og de var lærere med års studier, kundskab 
erhvervet gennem forskning, samt erfaring bag sig. Jeg 
var mildt sagt imponeret. Min tro og tillid var rystet i- 
sin grundvold, og jeg stod vaklende ved kanten af tviv- 
lens afgrund. Hvad skulle jeg godtage som sandhed? 
Skulle jeg acceptere disse lærde mænds undervisning 
eller skulle jeg holde fast ved min tro på det, som mine 
forældre, sondagsskolen, primary, religionstimer og 
præstedommet havde lært mig og de ting, jeg havde 
lært gennem egen erfaring? 

Nu har jeg selv en doktorgrad i en af de eksakte viden- 
skaber. Jeg fik den ved et af de store universiteter i det 
midtvestlige USA. Jeg har også undervist på et andet 
stort og anset universitet som fast anset kemilærer. Jeg 
har selv forsket, og jeg har vejledt mange studerende, 
som selv skulle til at anstille undersøgelser. Jeg ved 
nu tilstrækkeligt meget om videnskab til, at jeg påskøn- 
ner forskellen mellem det, som vi kalder faktum, og 
så teori. Gennem studier og personlig erfaring ved jeg, 
hvor meget styrken af troen på noget, betyder, selv 
inden for de mest nøjagtige områder af videnskabelig 
kundskab. Jeg kender de såkaldte loves begrænsning 
og erkender deres værdi og praktiske anvendelighed. 
Mine tidligere læreres viden var ofte baseret på teorier, 
som selv ikke idag er blevet uigendriveligt bevist. De 
kendte ting, som hverken var blevet bevist eller be- 
kræftet som kendsgerninger. Men alt dette vidste jeg 
ikke, mens jeg studerede. 

Det gyser i mig, når jeg tænker på den tid. Hvor nemt 
kunne jeg ikke have fulgt disse lærere, som vitterlig 
var meget oprigtige i deres tro og meninger. Hvor nemt 
kunne jeg ikke have mistet min tro og mit gode ståsted 
i kirken, hvis jeg havde godtaget disse mennesketeo- 
rier som sandheden. Jeg ville ærlig talt ikke bryde mig 
om at skulle leve mit liv om, med mindre jeg kunne 
have det mål af kundskab og erfaring, jeg nu er i be- 
siddelse af. 

Jeg er taknemmelig for, at jeg har haft retskafne for- 
ældre. De var lykkelige, de var vidunderlige. De elske- 



de os børn, og vi elskede dem. Jeg gennemlevede en 
lykkelig og tryg barndom. Jeg havde en dejlig biskop 
i de kritiske år, og en fremragende stavspræsident, der 
senere blev præsident for kirken. Først og fremmest 
havde jeg en venlig og tålmodig far, som forstod mig 
og gav mig sin personlige støtte. Ved universitetet hav- 
de jeg også nogle fantastiske lærere, der opmuntrede 
mig til at bevare min tro. Jeg lagde mærke til, at disse 
mænd var glade og havde succes, ligesom mine egne 
forældre og religiøse ledere. Nogle af disse lærere er 
senere blevet nogle af kirkens stærke ledere. En af 
dem er blevet en Jesu Kristi apostel. Også andre pro- 
fessorer og lærere var fine kristne, trofaste til at tjene 
andre og faste i deres tro på og tillid til Gud. 
De lærere, som ville have forledt mig til at fornægte 
Gud og mine religiøse idealer, var ikke altid lykkelige 
mennesker. Nogle af dem var desillusionerede, andre 
var bitre. Lykkeligvis bestemte jeg mig til at holde fast 
ved det, jeg følte var sandheden. Til én professor, der 
var særlig sarkastisk overfor mig på grund af min reli- 
giøse opfattelse, sagde jeg engang: „Doktor, jeg næg- 
ter at tro Dem! Jeg skal nok besvare Deres eksamens- 
spørgsmål, sådan som De gerne vil have det, men jeg 
ønsker, at De skal vide, at hvor ulært jeg end er, så 
ved jeg dog én ting med bestemthed, og det er, at Gud 
lever. Jeg tror på ham af hele mit hjerte. Jeg skal nok 
lytte til, hvad De lærer os, men jeg nægter at ændre 
min opfattelse og min tro." Han så bare på mig og 
rystede på hovedet. Men jeg havde været missionær 
og kunne ikke fornægte de ting, jeg dybt i mit hjerte 
følte, var sande. Jeg kunne ikke bevise disse ting over- 
for ham, men jeg troede på dem, og de gav mig både 
håb og mod. 

Ligesom jeg af min mor lærte, at blåt er blåt, således 
lærte jeg af hende og af min far, at Gud er Gud. De 
lærte mig at tro, og jeg troede. Jeg er nu et særligt 
vidne om Jesu Kristi guddommelighed og om gengivel- 
sen af Guds præstedømmes kraft. Den viden fik jeg 
'ikke sådan lige på én gang, ofte kom den smerteligt og 
langsomt, men jeg lærte gennem tro og bøn, ved at 
studere og gennem erfaring, at Gud lever, og at han 
taler til os gennem vor tids profeter. 
Hvis det af og til sker, at I er modløse og ikke ved, 
hvilken vej I skal vende jer, eller hvad I skal tro, så 
tag lidt ved lære af min generation, indtil I selv har fået 
tid og lejlighed til at lære sandheden af disse ting at 
kende. Husk, at hvis I søger efter Herren, så vil I finde 
ham. Stol blot på ham, så vil I aldrig blive ført på vild- 
spor. I vil, når I bliver ældre, være lykkelige over, at I 
har bevaret troen. I er en særlig generation, som er 
blevet anbragt på jorden af en kærlig Gud, så I kan 
tænde håbet for andre, der behøver ledere til at lede 
dem gennem disse vanskelige tider. Gud velsigne hver 
enkelt af jer, så I hver især kan vide, at I virkelig er 
hans børn. 



13 



Brødre i tykt og tyndt: 

En musik, der er anderledes 




AF COLLEEN HENDRICHSEN 
Fotografier af forfatteren og Virl Osmond 



De er brødre, både når de rejser 
sammen, og når de er hjemme. De 
arbejder sammen, tilbringer deres 
fritid sammen og spiser sammen. 
Men som om ikke allerede det var et 
tilstrækkeligt broderskab, har The 
Osmonds, som er berømte for deres 
plader og for deres koncerter, skabt 
et fond til fremme af den medmen- 
neskelige forståelse. 
Osmond fondet blev organiseret for 
at hiælpe de døve og de blinde, for 
at bekæmpe stofmisbrug og alkoho- 
isme og for at fremme broderskab 
og goodwill verden over. 
Disse mål har en ganske særlig be- 
tydning for The Osmonds, som er 
medlemmer af Jesu Kristi Kirke af 
Sidste Dages Hellige — for de ønsker 
at udbrede evangeliet. 
Fondet er blevet organiseret og ledes 
fuldstændig af familien Osmond. De 
er alle sammen aktivt inddraget i det. 
Faderen, George V. Osmond sen., er 
fondets præsident. Hans hustru Olive 
er sekretær, og sønnen Alan er vice- 



præsident. Sonnerne Virl og Tom er 
fondets forretningsførere, og de and- 
re born i familien Osmond: Wayne, 
Merrill, Jay, Donnny, Marie og Jimmy 
giver fondet deres moralske støtte, 
både instrumentalt og vokalt. Med- 
lemmerne af den kendte gruppe til- 
bringer ofte tiden derhjemme i Pro- 
vo, Utah, med at lægge breve i kon- 
volutter og klistre frimærker på for 
fondet. 

Hvorfor er de så interesserede i dem, 
der har været mindre heldige, end de 
selv? 

De ikke-medvirkende, brødrene Virl 
og Tom, kan fortælle os det. De er 
delvis dove. Mens deres syngende 
brodre klatrede mod berømmelsens 
tinder, kæmpede de med deres egne 
vanskeligheder. 

Tom, som er mere dov end Virl, hav- 
de flest vanskeligheder. 
„Jeg så på mig selv i spejlet," forkla- 
rede han, torrede tårerne væk og 
sagde: Tom Osmond, nu skal du til 
av stå på egne ben.' " 
Men at overvinde deres egne vanske- 
ligheder med dovheden var kun be- 
gyndelsen. Virl og Tom blev klar 
over, hvor udbredt et problem dårlig 
horelse i virkeligheden var, medens 
de var på mission i Canada for kir- 
ken. Det var på det tidspunkt det gik 



op for dem, hvor lidt lægevidenska- 
belig forskning der sker på dette felt, 
heri indbefattet den rent psykologi- 
ske tilpasning, taleterapi og uddan- 
nelse. 

„Tom og jeg bestemte, at fra det 
øjeblik ville vi gøre alt, der stod i vor 
magt for at hjælpe andre i ,de døves 
verden,' " sagde Virl. 
De var med til at påbegynde et pro- 
gram for døve i det vestlige Canada. 
Dette førte til, at der senere blev op- 
rettet en døvemission i Californien. 
Ud fra disse erfaringer fik de ideen 
til Osmond fondet. De andre medlem- 
mer af familien blev meget begejstre- 
de, og så blev fondet organiseret 
sidst på året i 1971. 
„Vore planer på langt sigt er at få 
Osmond gruppens fans til at være 
med i organisationen," sagde Virl. 
„Vi håber, de vil hjælpe til med alt 
muligt fra at uddele brochurer til at 
lære små døve børn at tale." 
Foruden at lære de døve at læse, kan 
deres fans hjælpe mindre heldigt stil- 
lede børn til at lære mundaflæsning, 
at tale, spille basketball og svømme. 
Unge mennesker kan også hjælpe 
ved at læse højt for blinde børn. 
„Nogle af disse børn er virkelige 
handicappede i deres forhold til and- 
re mennesker," sagde Virl. „Vi øn- 



sker, at de skal føle sig som ét med 
os, at de kan gøre alt det, vi andre 
kan gøre." 

I nogle tilfælde er nogle fans blevet 
så interesserede, så de har gjort det- 
te felt til deres levevej. Der er mange, 
der arbejder på skoler for døve, el- 
ler som planlægger at blive social- 
rådgivere. 

„Vi har allerede modtaget adskillige 
breve fra fans, som har lært af deres 
erfaringer med fondet," sagde Virl. 
„Der er mange, der skriver, at det har 
åbnet for en helt ny livsbane for dem, 
og som takker os, fordi vi har hjulpet 
dem til at udvikle denne nye interes- 
se. Selvom vi ikke opnår andet end 
at gøre dem interesseret og få dem 
til at blive sig dette problem bevidst, 
så har vi dog opnået noget." 
Osmond fondet har et nært samar- 
bejde med dem, der driver forskning 
inden for den sociale sektor for at 
udvikle nye undervisningsmetoder 
og oprette forskellige, nye program- 
mer specielt med henblik på under- 
visning og undervisningsmaterialer. 
Deres interesse for døve og blinde 
er umiskendelig. Og de principper, 
de har lært i kirken, gør, at de natur- 
ligt er bekymrede over alkoholisme 
og stofmisbrug. Men ifølge Virl var 
det den syngende gruppes ide, at og- 



15 



så dette skulle høre med til Osmond 
fondets opgaver. 

„Det strømmede ind med breve i 
tusindvis til fanklubbens hovedkvar- 
ter; i dem stod der sådan noget som: 
„Jeg er på stoffer, hvad skal jeg 
gøre?" Drengene opdagede, at der 
virkelig er behov for interesse for 
problemet." 

The Osmonds har planlagt en serie 
fjernsynsreklamer og reklamefilm, 
som skal hjælpe dem, der er ofre for 
stofmisbrug. Fondet har også udgivet 
en brochure om stofmisburg. 
Deres tredie mål er at fremme med- 



menneskelig forståelse. Det vil for 
familien Osmond sige at bringe evan- 
geliet ud til andre. Den syngende 
gruppe benytter enhver lejlighed til 
at udtrykke deres synspunkter om 
kirken. Fondet gør det samme, idet 
det langsomt, men sikkert udbreder 
evangeliet gennem næstekærlighed. 
Men foruden at de gør sig til tals- 
mænd for evangeliets principper er 
The Osmonds et levende eksempel 
på næstekærlighed. Ved at bestræbe 
sig på at hjælpe dem, der er mindre 
heldigt stillede end de selv, viser de 
sig på mange måder at være næste- 
kærlighedens ambassadører. 



„Mennesker, der udfører så vidun- 
derligt et arbejde, må selv være 
vidunderlige," stod der en dag i et 
brev fra en 14-årig fan i Californien. 
The Osmonds arbejder sammen og 
de arbejder for andre. Og Osmond- 
fondet er én måde, hvorpå de, som 
deres motto udtrykker det, „kan hjæl- 
pe, hvor der er behov for det". 



Emner: Osmond Fonden, Osmond 
brødrene, døvhed og blindhed, at 
tjene andre 




16 






MORMONOPTEGNELSER 



„Det var svært at være anderledes" 



AF HELENA HANNONEN 

Lappeenranta, Finland 

(Hun studerer nu ved Brigham Young 

universitetet) 

I begyndelsen af sommeren 1960 var 
der to unge mænd, der cyklede rundt 
i gaderne i Lappeentanta og bankede 
på dore og talte med folk; vi kunne 
se, at de var udlændinge. Vi bom 
syntes, det var meget spændende og 
benyttede enhver lejlighed til at hore, 
hvad naboerne mente om mormoner- 
ne. 

Så en aften sagde min mor, som var 
enke, til min bror og mig, at hun ikke 
kunne tro de mange negative ting, 
der blev sagt om missionærerne, og 
at hun ikke brod sig om den måde, 
hvorpå de blev behandlet. Hun sag- 
de, at hun ville give dem en chance 
for at komme hjem til os og fortælle 
os deres budskab. Hvor er jeg tak- 
nemmelig for hendes sande kristne 
ånd! 

Den ældste, som underviste os, kun- 
ne ikke ret meget finsk. Han spurgte 
ofte os bom, om vi forstod, hvad han 
sagde, og det gjorde vi. Han forklare- 
de evangeliet enkelt og smukt, og vi 
blev alle dobt i august det år. 
I skolen var jeg den eneste sidste 
dages hellige i mange år. Selvom det 
var svært at være anderledes og fin- 
de sig i klassekammeraternes uvenli- 
ge kommentarer og handlinger, sag- 
de jeg ofte til mig selv: „Vis, at du 
tor være anderledes!" Langsomt 
holdt jeg op med at være bange for 
at blive såret over andres uvenlighed. 
Jeg isolerede mig ikke, men lærte at 
se folk i ojnene og også at respekte- 
re deres ret til at være andreledes. 



Da jeg var 12 år gammel, havde jeg 
min første diskussion med min reli- 
gionslærer. Det, jeg havde svaret på 
et af hendes spørgmål, havde været 
påvirket af Jesu Kristi Kirke af Sid- 
ste Dages Helliges lærdomme, og læ- 
reren sagde, at det var forkert. Me- 
dens jeg stod der og lyttede til hen- 
de, kunne jeg føle Herrens Ånd hos 
mig, og jeg var i stand til at citere 
flere skriftsteder fra Bibelen til støt- 
te for det, jeg havde sagt. Til sidst 
kunne hun ikke finde på mere at sva- 
re. Fra den dag af havde jeg et vid- 
nesbyrd om, at Herren lytter til vore 
ærlige, ydmyge bønner. 
Skønt min mor var svag rent fysisk, 
så var hun åndeligt stærk; hun hjalp 
mig med at gå den vej, jeg havde 
valgt, idet hun vejledte mig med fast, 
men blid hånd. I stedet for at tilbrin- 
ge mine aftener i de mørke, tilrøgede 
kafeer, som var populære blandt ung- 
dommen, blev jeg opmuntret til at 
studere musik, kunst og bøger og til 
at dyrke sport. Snart begyndte mine 
klassekammerater at respektere mig 
og jeg blev leder for dem. 
Hver gang det var min klasse i sko- 
len, der blev bedt om at lede mor- 
genandagten, var det mig, de ville 
have til at forelægge min tros lære- 
sætninger for alle eleverne. Min klas- 
se støttede mig ved at erstatte den 
almindelige morgensang med ind- 
spilninger af tabernakelkoret. 
Der gik syv år; så en dag bad min re- 
ligionslærer mig om at tale i 15 minut- 
ter til klassen om min kirke. Bagefter, 
blev der lejlighed til at stille spørg- 
mål, og denne afdeling varede de 
næste to klassetimer i religion. Så 



kom læreren hen til mig og sagde, at 
hun nu forstod, at jeg havde ret, og 
at hun gerne ville læse Mormons 
Bog. 

Jeg er blevet velsignet med rige op- 
levelser, og Frelseren har været min 
hyrde, mit lys og min personlige ven 
gennem hele min ungdom. 



Emner: Finland, omvendelse, mod, 
missionær 




17 



Min bedstefars mod 

Af Asmund H. Hernes 
Trondheim, Norge 



Jeg skylder min morfar, at jeg har 
kunnet vokse op i kirken i Narvik i 
Norge. Narvik blev, på grund af sin 
isfrie havn, et vigtigt udskibningssted 
for den rige malm, som blev kørt der- 
til fra den svenske del af Lapland; og 
fordi der var penge af tjene, var der 
mange, der flokkedes til det område. 
Narvik er stadig et vigtigt knudepunkt 
for internationale trafik. 
Min morfar kom dertil som skolelæ- 
rer og degn før århundredeskiftet. 
Og min mor. som var den yngste af 
tolv søskende, fulgtes ofte med sin 
far, selv da hun var ganske lille. Da 
hun var blevet 16, bad han hende en- 
gang gå med til et møde i byen. Han 
var meget hemmelighedsfuld og ville 
ikke sige, hvad det var for et møde, 
men han satte i hvert fald kursen 
mod byens største og flotteste møde- 
sal, hvor en velkendt politiker skulle 
tale. Men det var alligevel ikke der, 
han standsede. Han tog hende i ste- 
det for med gennem en baggård til 
en mødesal, som langt fra virkede så 
imponerende som den første. To smi- 
lende amerikanere stod og tog imod 
dem. 

Han havde selvfølgelig taget hende 
med, for at hun kunne høre evange- 
liet, og til min mors forbløffelse var 
hun enig med dem i deres lære. I be- 
gyndelsen havde hun svært ved at 
forstå deres gebrokne norsk; men da 
de forklarede, at små børn ikke kan 
synde og derfor ikke behøver at blive 
døbt, blev hun interesseret. 
Ældsterne underviste hende i evan- 
geliet, og en dag sagde hun til sin 
far, at hun gerne ville døbes. Han var 
ikke sikker på, at en, der var så ung, 
skulle tage et så afgørende skridt. 
Men næste dag gik han de fem kilo- 
meter hiem fra sit arbejde midt på 
dagen, fordi han ikke havde kunne 
få fred i sindet med hensyn til dette. 
Min mor blev forskrækket, fordi hun 
troede, at han var alvorlig syg; at gå 
hjem fra sit arbejde i utide var det 



samme som at sige op. Men han var 
kommet for at sige til sin datter, at 
hvis hun havde tilstrækkeligt mod til 
at slutte sig til denne kirke og der- 
med risikere at miste sine venner, ja, 
så havde hun hans tilladelse. Da han 
havde sagt det, følte han det, som 
om der var taget en tung byrde fra 
hans skuldre, og så gik han de fem 
kilometer tilbage til sit arbejde. 
Dåbshandlingen fandt sted ved en 
ensomt beliggende strand, lidt over 
en kilometer fra det nærmeste hus, 
hvor en venlig gammel dame gav 
dem lov til at skifte tøj. Hun forstod 
dog ikke helt, hvad det var, der skul- 
le foregå, for hun blev helt chokeret, 
da de kom tilbage i deres våde tøj 
rystende af kulde. Det var i oktober 
måned, og temperaturen var ikke me- 
re end 10 grader, selvom vandet var 
35 grader på grund af Golfstrømmen, 
som kommer hele vejen fra Amerika. 
Min mor var lykkelig. Skønt hendes 
gamle venner og hendes slægtninge 
vendte hende ryggen i begyndelsen, 
så kom de dog tilbage til hende en ef- 
ter en, og hun vandt alles respekt og 
beundring. Senere overværede hun 



sine forældres dåb. Jeg lærte evan- 
geliet siddende på hendes skød, og 
skønt hjælpeorganisationerne ikke 
fungerede fuldt ud endnu på det tids- 
punkt, og selvom Narvik var kirkens 
nordligste gren, så var der dog nogle 
få trofaste medlemmer, der mødtes 
regelmæssigt, og som var ivrige ef- 
ter at fortælle alle, de mødte, at Her- 
ren atter havde talt. 
Nu har vi set en ny dag gry. Ikke kun 
standardværkerne, men også lektie- 
hæfterne og andre materialer kan fås 
på norsk. Der holdes teltlejre og 
ungdomskonferencer hvert år, dis- 
trikts- og regional konferencer flere 
gange om året, og nu er der blevet 
holdt en stor områdekonference. Jeg 
har set smukke, moderne kirker blive 
bygget i Trondheim (hvor jeg har 
virket som grenspræsident), samt i 
Bergen, Drammen og Oslo, og der er 
blevet bygget to templer til at tjene 
de hellige i Europa. Evangeliet bre- 
der sig hurtigt. 



Emner: Mod, Norge, omvendelse 







18 



AF PRÆSIDENT HARTMAN RECTOR JUN. 
fra De halvfjerds' første Råd 
Illustreret af Ted Henninger 



Herrens befalinger er til 
velsignelse for os 



Vor tids profeter har gjort det helt 
klart for os, at det er hvert eneste 
kirkemedlems pligt at dele evange- 
liet med andre. Men jeg har nu lagt 
mærke til, at vor tids profeter sjæl- 
dent, hvis det da nogen sinde sker, 
siger noget, som Herren ikke allerede 
har sagt. 

Mottoet „Hvert medlem en missio- 
nær" er egentlig bare en gentagelse 
af, hvad Herren erklærede i Lære og 
Pagter, afsnit 88: 

„Se, jeg sendte jer ud for at vidne og 
advare folket, og det tilkommer en- 
hver, der er blevet advaret at advare 
sin næste." 

Som det meget ofte er tilfældet med 
alle Herrens befalinger, synes det, 
som om vi aldrig fuldt ud forstår de 
vidtrækkende konsekvenser ved vore 
handlinger, når vi udfører de ting, 
som Herren pålægger os. Det resul- 
terer altid i store velsignelser for os, 
fordi Herrens hele formål er at „tilve- 
jebringe udødelighed og evigt liv for 
mennesket." (Moses 1:39) Alle hans 
befalinger er naturligvis til velsignel- 
se for os. 

I 1952 vendte jeg tilbage til San Diego 
I Californien, efter at jeg havde været 
med i krigen i Korea. Medens jeg 
havde været borte, var jeg blevet 
døbt i missionshjemmet i Tokyo, Ja- 



pan. Som nyomvendt var jeg overbe- 
vist om, at alle mennesker overalt 
ønskede at finde Jesu Kristi evange- 
lium, det evangelium, som jeg havde 
fundet. Jeg havde det, og jeg havde 
i sinde at give dem det, enten de 
ønskede det eller ej. 
Jeg kom med i en privat transport- 
ordning, hvorved jeg hver dag blev 
transporteret fra mit hjem i Chula 
Vista og til North Island, hvor jeg ar- 
beidede, og tilbage igen. Der var fire 
andre tidligere marinere med i denne 
ordning — alle sammen ikke-mormo- 
ner. Tre af dem var løjtnanter (det 
var jeg også selv) og den fjerde som 
hed George Whitehead og forøvrigt 
var en vældig flink* fyr, var menig. 
Jeg følte mig oplivet ved tanken om, 
at jeg måske kunne omvende disse 
fire andre, som var med i ordningen. 
Jeg var sikker på, at det ville gå så 
let som ingenting. Det tog 45 minut- 
ter at køre hver vej, og de kunne jo 
ikke slippe ud af bilen, de blev sim- 
pelt hen nødt til at høre på mig. Jeg 
bestemte mig til, at jeg ville omven- 
de disse fire, og så ville jeg sørge 
for at komme med i en anden, tilsva- 
rende transportordning og omvende 
dem, der var med i dem, hvorefter 
jeg ville skifte igen, og så videre. Ja, 
på den måde kunne jeg jo omvende 
et helt ward i løbet af nul komma nul. 



Nå, jeg begyndte så at prøve på at 
påvirke mine fire kammerater. Det 
var tydeligt, at de tre af dem (løjt- 
nanterne) aldrig hørte et ord af, hvad 
jeg sagde; i hvert fald viste de det 
aldrig, hvis de hørte mig; det var som 
at hælde vand på en gås. Men den 
menige, George Whitehead, han tur- 
de ikke sådan afvise mig uden vide- 
re. Jeg kunne mærke, at George var 
interesseret; så da det blev min tur 
til at overtage rattet, satte jeg løjt- 
nanterne af først, og så sad jeg og 
prædikede for George en times tid 
foran hans hjem, før jeg lod ham slip- 
pe ud af bilen. 

Jeg blev ved med at prøve på, at få 
George til at love at han ville komme 
i kirke, men han stod imod de første 
4 uger. Til sidst indvilligede han dog 
i at gå med og sagde, at hans hustru, 
Lucille, også ville komme. Jeg var 
meget spændt. Jeg husker, at jeg 
lørdag aften, før George og Lucille 
for første gang skulle i søndagsskole 
i en mormonkirke, vaskede kirkens 
bagdør af; det var den dør, jeg altid 
brugte, når jeg gik ind i bygningen. 
Jeg fik en ung mand til at hjælpe 
mig; han må bestemt have troet, at 
jeg var lettere skør. Han sagde: 
„Hvorfor vasker du kirkens bagdør 
af? Der er da aldrig nogen, der finder 
på at vaske en kirkes bagindgang 



19 



af!" Jeg forsikrede ham, at jeg var 
ved at vaske bagdøren, fordi den 
trængte til at blive vasket af; og des- 
uden ville George og Lucille gå ind 
gennem den dør næste formiddag. 
Alting skulle være perfekt, når de 
kom, så de kunne se Herrens kirke i 
dens rette lys. 

Jeg tror ikke, der er nogen, der ser 
med mere kritiske øjne på en kirke, 
end den missionær, som første gang 
har en undersøger med sig. Hvor er 
det vigtigt, at alle de små børn ikke 
larmer for meget, og at musikken er 
smuk. Det ville også være rart, hvis 
alle de, der sad på forhøjningen, ville 
holde sig vågne, men det er vel for 
meget at forvente. 

George og Lucille kom altså til søn- 
dagsskolen, og jeg var der for at tage 
imod dem. Vi havde alle tiders søn- 
dagsskoleklasse den dag. (Det var 
mig, der underviste). George var ty- 
deligt imponeret. Man kunne ligefrem 
se, hvordan han sugede hvert eneste 
ord til sig. Men hans kone, Lucille, 
sad ved siden af ham med et uud- 
grundeligt ansigtsudtryk. Jeg kunne 
ikke finde ud af, om hun overhovedet 
hørte hvad jeg sagde. Det bekymre- 
de mig noget Jeg kunne knap vente 
med at tale med hende til efter klas- 
sen. 

Da vi gik ud af kirken sammen, gen- 
nem den rene bagdør, sagde jeg: 
„Nå, Lucille, hvad mener du så om 
mødet her til formiddag?" Hun sva- 
rede uden så meget som et smil: 
„Jeg er født som metodist, og jeg 
forventer at dø som metodist." På 
det tidspunkt havde jeg endnu ikke 
hørt LeGrand Richards' historie om 
englænderen og skotten, hvor eng- 
lænderen sagde: „Jeg er født eng- 
lænder, opdraget som englænder, og 
jeg forventer at dø som englænder," 
hvortil skotten svarede: „Har du in- 
gen ambitioner?" 

Jeg tænker, jeg kunne have svaret 
hende med den historie, men i stedet 
for sagde jeg: „Lucille, jeg lover dig, 
at som sidste dages hellige behøver 
du ikke at give afkald på nogen sand- 
hed, som du har lært som metodist. 
Vi fører ikke strid med andre kirker 
eller religiøse trosopfattelser; vi skri- 



ver ikke smædeskrivelser mod andre 
kirkesamfund, og vi vil aldrig gøre 
det, fordi det ikke er vor opgave at 
nedbryde folks tro; det er tværtimod 
vort formål at opbygge den. Til vore 
protestantiske venner, som tror at 
„frelsen kommer gennem troen", si- 
ger vi: „Det tror vi også på - for står 
der ikke i skriften: ,Men uden tro er 
det umuligt at behage ham (Gud)' 
(Hebr. 11:6). Vi ønsker blot at føje 
mere til deres tro. Så til vore protes- 
tantiske venner siger vi: ,Kom og lad 
os dele Jesu Kristi evangeliums fylde 
med jer. Vi tager ingen sandhed fra 
jer, men ønsker blot at føje visse 
værker samt præstedømmets myn- 
dighed til det, I har i forvejen.' " 
Dette er stort set, hvad jeg sagde til 
Lucille den dag. Hun kom ikke med 
en eneste yderligere kommentar. 
Dette gik for sig i 1952. 
I 1958 opholdt jeg mig i Washington, 
D. C. Jeg var stadig ansat i marinen 
og havde fået ordrer om at tage til 
University of Southern California for 
at deltage i et særligt instruktionskur- 
sus om sikkerhed i luften. Medens 
jeg var i Los Angeles, fik jeg lejlig- 
hed til at tilbringe en hel del tid i Los 
Angeles Templet. Jeg husker, at jeg 



udførte arbejdet for alle mine bedste- 
forældre og oldforældre. Den kvinde, 
der var stedfortræder for mine to 
bedstemødre og min egen mor (som 
var død uden at have taget imod 
evangeliet) var den samme Lucille 
Whitehead, som havde sagt, at hun 
„var født metodist," og at hun forven- 
tede, „at dø som metodist". Det hav- 
de hun ikke rigtig kunnet leve op til, 
faktisk indvilligede hun i at blive 
døbt kun tre uger efter, at hun var 
fremkommet med den erklæring over- 
for mig hin søndag morgen i San Die- 
go i Californien. Hvorfor? Fordi Hel- 
ligånden havde berørt hendes hjerte, 
og fordi hun vidste, at evangeliet var 
sandt. 

Ja, Herrens veje er uransaglige. 
Hvordan kunne jeg vide, at det, at jeg 
delte evangeliet med et medlem af 
transportordningen, en dag skule re- 
sultere i at give min egen mor mulig- 
hed for evigt liv? 

Der er så mange ting, vi ikke ved, 
men vor himmelske Fader ved det. 
Det påhviler os at følge de anvisnin- 
ger, han giver os, for vi vil sandelig 
få evige velsignelser herfor. 

Emner: missionær, omvendelse. 



Harmoni i lærdommene 

Herren har advaret sit folk gentagne gange mod at blive ueni- 
ge om lærdommene, og han har understreget vigtigheden af 
at følge skriften og kirkens profeter. 

Da Frelseren viste sig for nephitterne, indeholdt en af de 
første lektier, han gav dem, en advarsel mod at strides om 
lærdommene. (3. Ne. 11:28) 

En af de tidligste advarsler, som Joseph Smith modtog, inde- 
holdt den samme advarsel: 

„Og jeg gør dette for at stadfæste mit evangelium, så at der 
ikke skal findes så megen strid. Ja, Satan opæggcr folkets hjerte 
til strid angående mine læresætninger, og heri begår de fejl; thi 
de fordrejer skriften og forstår den ikke." (L. & P. 10:63) 
De første Præsidentskab er vore ledere. Vi må følge dem med 
hensyn til lærdommene, og vi må følge deres forskrifter og 
eksempel. 



20 




Sabbaten 



„Kom hviledagen i hu, så du holder den hellig! 

I seks dage skal du arbejde og gøre al din gerning, 

men den syvende dag skal være hviledag for Herren din Gud; 

da må du intet arbejde udføre . . . Thi i seks dage gjorde Herren himmelen, 

jorden og havet med alt, hvad der er i dem, 

og på den syvende dag hvilede han; 

derfor har Herren velsignet hviledagen og helliget den." 

2. Mos. 20:8-11 



Et af de fremtrædende minder, jeg har ført med mig 
fra min barndom, er sabbaten. I mine allerførste 
år ude på garden var søndagen helt anderledes end 
resten af ugens dage. Fra mandag til lørdag var 
vi helt og fuldt optaget af det hårde arbejde, det var 
at tjene til livets ophold ved hjælpe af menneskers 
og dyrs muskelkraft. 

Men søndagen var anderledes — det var sabbaten. 
Det var hviledagen. Det var Herrens dag. Lørdag 
aften blev hestene sat på græs og alt arbejde op- 
hørte. Lørdag var også en særlig dag, hvor vi gjorde 
hele huset rent, så alting kunne være parat til om 
søndagen. Det sidste, vi gjorde om lørdagen, var at 
få „lørdagsaftensbad". Når vi havde været i bad, 
lagde vore forældre rent tøj, som var pænt repareret 
og gjort i stand, frem til os, så det var klart til om 
søndagen . . . 

Det er om søndagen, at det forventes, at vi gør alle 
de rigtige ting, at vi tager vort bedste tøj på, læser i 
vore bedste bøger, tænker vore bedste tanker og 
beskæftiger os med de mennesker, der betyder 
mest i vort liv. Og når vi så har glemt de bekym- 
ringer, vi har beskæftiget os med i ugens seks 
dage, går vi til bedehuset og lader vore tanker be- 
skæftige sig med Gud og prøver på at fatte de ting, 
der hører ham til. 



ÆLDSTE STERLING W. SILL 
Illustreret af Jerry Thompson 



Emne: Sabbaten 




21 




AF O. LESLIE STONE 
Assistent til De tolvs Råd 
Illustreret af Richard Hull 



Fra ven 



til ven 




Vær ærlig 



Ærlighed og det, at der kan stoles på en, er et ka- 
raktertræk, som enhver kan udvikle. Så vigtigt er det 
at være ærlig, at vor himmelske Fader tog det med 
i de ti bud da han skrev. 
„Du må ikke stjæle." 

Men der findes andre måder at stjæle på foruden at 
tage penge og ejendele fra folk, uden at de ved det. 
Ikke at udføre et arbejde, som vi får penge for at 
udføre, er at stjæle tid og penge fra vor arbejdsgi- 
ver. Hvis en ansat spilder 30 minutter om dagen på 
sit arbejde, snyder han i virkeligheden sin chef for 
lidt over tre uger om året. 

At være ærlig betyder at holde sit ord og at leve op 
til det, man lover. At betale 10 % at alt det, man tje- 
ner i tiende til Herren, er også en prøve på ens ær- 
lighed. 

Da jeg var seks år gammel, fik jeg en værdifuld lek- 
tion. Min far havde byttet sin gård bort for en andel 
i en blandet landhandel i Driggs, Idaho, og det var 
så meningen, at han skulle bestyre forretningen. 
Han havde kun arbejdet der en kort tid, da der kom 
en stor sending bolsjer pakket i træspande. En 
formiddag gik jeg ind på lageret og så, at spandene 



var blevet lukket op, så bolsjedåserne ude foran i 
forretningen kunne blive fyldt op. 
Alle de dejlige bolsjer var mere, end jeg kunne 
modstå, så jeg smagte på flere slags og fyldte så 
mine lommer. Men for at komme ud af forretningen 
var jeg nødt til at gå igennem forbutikken, hvor min 
far arbejdede. Han så mine bugnende lommer, og 
idet han lagde en arm om skuldrene på mig, tog 
han mig med tilbage til baglokalet og begyndte at 
tale om, hvor vigtigt det var at være ærlig. 
Så bad min far mig om at tømme lommerne, idet han 
forklarede mig, at han kun ejede halvdelen af butik- 
ken, og at når som helst nogen fra vor familie tog 
noget fra butikken, skulle der betales for det. Hvis 
vi bare tog noget uden at betale for det, så stjal vi 
jo i virkeligheden fra hans partnere. 
For nylig var vort barnebarn Adam med søster Stone 
og mig på en tur til Californien. Midt på dagen 
gjorde vi holdt for at spise frokost. Da servitricen 
kom med regningen, betalte jeg uden at studere den 
nøjere, og det var først efter, at hun havde givet mig 
penge tilbage, at det gik op for mig, at vi kun havde 
betalt for to sandwich i stedet for tre. 



22 



Emne: Ærlighed 



Jeg vidste, at den unge pige ville stå og mangle 
pengene, når hun gjorde op, og så kom jeg pludse- 
lig til at tænke på, hvordan min far havde lært mig 
at være ærlig. Jeg følte, at der nu var en udmærket 
lejlighed til at tage spørgsmålet om ærlighed op 
over for Adam, så jeg gav mig til at forklare ham, 
hvad der var sket. Jeg sagde til ham, at her havde 
vi et problem. 

Jeg sagde, at vi sådan set godt kunne gå ud og be- 
holde pengene, for ingen ville nogen sinde opdage, 
hvad vi havde gjort - eller også kunne vi sige til den 
unge pige, at vi stadig skyldte hende for en sand- 
wich. Det var slet ikke svært at bestemme sig, da 
vi blev enige om, at hvis vi beholdt de penge, som 
ikke tilhørte os, ville vi bryde det bud, der lyder „Du 
må ikke stjæle." Vi blev enige om, at vor himmelske 
Fader ville blive ked af det, og at vi heller ikke ville 
være glade, fordi vi så vidste, at vi ikke havde været 
ærlige. 

Adam og jeg gik hen til den unge pige ved disken, 
og jeg forklarede hende, at hun ikke havde forlangt 
det fulde beløb af os, og at vi skyldte hende næsten 
en dollar til. Af forlegenhed blev hun helt rød i ho- 
vedet et øjeblik, men så takkede hun os for at have 
gjort opmærksom på fejlen. Vi rejste videre med en 
god samvittgihed, og jeg er sikker på, at vor him- 
melske Fader bifaldt, hvad vi havde gjort. 
Hvis vi lærer at være ærlige i de små ting, vil det 
blive en vane, og så bliver det så meget nemmere 
at være ærlig, når det er virkelig store beløb, det 
drejer sig om. I løbet af min karriere indenfor for- 
retningslivet, har man betroet mig meget store pen- 
gesummer. Jeg er glad for, at jeg aldrig har skuffet 
dem, som har stolet på min ærlighed. Jeg ville al- 
drig have fået nogen muligheder for at udvikle mig 
og avancere, hvis jeg havde været uærlig. 
Jeg beder, at I altid vil huske det udmærkede råd, 
som Shakespeare engang skrev: 

„Men frem for alt: vær sanddru mod dig selv, 
da følger vist, som natten følger dagen, 
at du kan ikke være falsk mod nogen." 




23 



Emner: Venlighed, lykke, tobachintræ 




AF EVA GREGORY DE PIMIENTA 
Illustreret af James Christensen 
(Første del) 

De lyse, smukke toner fra rørfløjten hørtes oppe fra 
det lille klippefremspring, hvor Adrian, den unge 
hyrde, sad. Hans musik havde virket så sørgmodig 
i mange dage. Der havde været noget sært læng- 
selsfuldt over musikken, som ikke engang melo- 
diens komponist forstod. 

Medens Adrians fingre behændigt bevægede sig 
hen over fløjten, så han med sine mørke øjne ned på 
den brede vej under sig. Det var hovedvejen til den 
store by Oaxaca, og der var nu gået en uge, siden 
nogen rejsende, var kommet denne vej. Men de ple- 
jede nu heller ikke at tage sig tilstrækkelig tid til at 
standse og fortælle en dreng om de vidundere og 
al den skønhed der fandtes inde i byen. 



Skal jeg da bare være hyrde hele mit liv? tænkte 
Adrian, mens de sidste toner fra hans melodi døde 
bort. 

Han lod sig glide ned fra klippen og fløjtede ad sin 
sorte hund, Centinela. „Kan du hente fårene", kom- 
manderede han, og hunden slikkede hans hånd og 
løb afsted for at gøre, som han havde sagt. 
Der lå nu dybe, blåviolette skygger over dalene, og 
skyerne gav genskin af den nedgående sols mange 
nuancer, der gik lige fra rødlilla over til orange og 
lyserødt. Adrian tog sin store sombrero af (en bred- 
skygget hat, der er lavet af fibre fra palmeblade), 
tog sin poncho over hovedet, hvorefter han tog hat- 
ten på igen. 

Forsigtigt anbragte han sin fløjte inden i sin grove 
hjemmesyede bomuldsskjorte. Det var langt den 
bedste fløjte, det nogen sinde var lykkedes ham at 
fremstille, men han var alligevel ikke helt tilfreds 



24 



med den. Han længtes efter at høre den slags mu- 
sik, der blev spillet i koncertsalene i byen. 
Adrian så ned på sine små garvede hænder. „Mon 
jeg nogensinde kommer til at spille på en violin, før 
mine hænder bliver krogede og stive ligesom lands- 
bybeboernes hænder?" tænkte han ved sig selv. 
Han talte fårene, efterhånden som Centinela jog 
dem ned fra bjergskråningen og over mod den lille 
samling stråtækte huse, der udgjorde den landsby, 
han boede i. Da Adrian kom ned til vejen, var det 
næsten tusmørke. Pludselig standsede han op og 
stirrede gennem det tiltagende mørke. Han kunne 
lige netop skimte en gammel kone, der støttede sig 
tungt til sin stok, medens hun med tunge skridt gik 
videre. 

„Buenastardes(god aften)!" sagde Adrian højt, idet 
han halvt om halvt ventede at genkende hende som 
en at sine naboer i landsbyen. 
Men da hun kom nærmere, så han, at hun var eh 
fremmed. Hendes store brogede halstørklæde og 
hendes enorme, gyldne ørenringe viste, at hun var 
sigøjner. 

„Buenas tardes!" hilste hun tilbage og sendte ham 
et bredt, tandløst smil. 

„Jeg kan se, at mørket har overrasket dig på din 
vej, Senora", sagde han høfligt. 
„Si (ja)", indrømmede hun træt. „Men jeg er vant 
til at tilbringe natten ved vejkanten." 
Så så Adrian, at hun hverken havde et sjal eller no- 
get ordentligt overtøj, der kunne beskytte hende 
mod den kolde natteluft. „Jeg bor ikke ret langt bor- 
te herfra", sagde Adrian. „Hvorfor ikke gå med hjem 
til min familie og være der i nat, så kan du tage vi- 
dere i morgen?" 

„Det er vel nok pænt af dig, min ven", sagde hun, 
„men jeg er ikke sikker på at dine forældre ville 
bryde sig om, at jeg kom med dig. Det er ikke alle- 
vegne, jeg er velkommen." 

„Hjemme hos os er du i hvert fald velkommen!" 
blev Adrian ved. „Vi er fattige, men det vi har, deler 
vi gerne med andre." 

Den gamle kone gik støttet til sin stav et par skridt 
nærmere Adrian. Drengen så fast på hende, medens 
hun så undersøgende på ham. 
„Det kan være", sagde hun ganske sagte, nærmest 
henvendt til sig selv, „at du er den, jeg har ledt efter 
så længe. Men jeg må være helt sikker. Jeg vil tage 
imod din gæstfrihed!" 

Idet Adrian drev fårene gennem indgangen til kak- 
tusindhegningen, som omgav deres gårdsplads, 
kom hans mor ud af huset. 



„Madre (mor)", sagde han, „denne lille bedstemor 
har gået meget langt, og hun er meget træt. Jeg har 
taget hende med hjem, så hun kunne være hos os 
i nat." 

„Bienvida (velkommen)!" sagde Adrians mor, idet 
hun smilende rakte hånden frem. 
Den gamle kone lod sig føre ind i det lille hus, hvor 
ilden knitrede lystigt på ildstedet. En harpiksfakkel 
dannede flakkende skygger på det beskedne indbo. 
Adrians far var ved at lede okserne ind i den smalle 
indhegning, da Adrian var færdig med at malke den 
kælne ged. 

„Jeg skal nok tage åget af dem og fodre dem", 
sagde Adrian til ham, „for i aften har vi gæster." 
Faderen strøg sønnen over hans tykke, sorte hår- 
manke og smilede da han hørte om den gamle ko- 
ne. Da de kom tilbage ind i huset, var tortillaerne 
allerede ved at være varme, så de kunne spise til 
aften. 

„Værsågod", sagde Adrian venligt, idet han tilbød 
den gamle kone en tortilla, „denne her er ikke så 
hård, så den kan du godt spise." Drengen så en 
tåre begynde at løbe ned ad hendes vejrbidte kin- 
der og følge en af de dybe rynker., 
„Gud velsigne dig, min ven!" sagde hun. 
Da de var færdige med at spise deres enkle måltid, 
der bestod af bønner, tortillaer, chilisovs og gede- 
mælk, kom Adrian med sit eget tæppe og lagde 
over den gamle kones sammensunkne skuldre. 
„Nu er jeg helt sikker på det", sagde hun. „Jeg har 
fundet den, jeg ledte efter." Så fandt hun en lille 
papirpakke frem af folderne på sine farvestrålende 
skørter. Hun pakkede den op og lagde indholdet i 
Adrians hånd. 

„Er det et frø?" spurgte drengen, og den gamle 
kone nikkede. 

;,Det er et frø af det meget sjældne og smukke træ, 
der kaldes Tabachintræt, men jeg kalder det nu lyk- 
ketræt", sagde hun. 

„Hvorfor giver du min søn det?" ville Adrians far 
vide. 

„Det er ikke alle, der ville gøre brug af det på den 
rigtige måde", svarede konen. „Jeg har længe ledt 
efter en dreng, som havde et rent og godt hjerte, 
og som ville forstå at bruge det rigtigt. Jeg tror, at 
Adrian er den rigtige at give det til." 
„Vil det gøre mig rig og berømt?" spurgte Adrian 
uskyldigt men meget ivrigt. 
Den gamle kone smilede klogt. „Det vil bringe dig 
lykke", svarede hun. 
Drengen vendte det lange, hårde frø i sin hånd. 



25 



Hvilken hemmelighed kan dette mærkelige frø dog 
indeholde? tænkte han. Kan det virkelig indeholde 
lykkens hemmelighed? 

Adrian så op og bad den gamle kone fortælle dem 
noget om byerne og den dejlige musik, der blev 
spillet derinde. 

Hun smilede, da Adrian satte sig på gulvet ved siden 
af hendes lave stol med armene om knæene. Han 
havde en del klump i halsen af længsel, da han hørte 
hende fortælle om de strålende oplyste koncertsale 
med række efter række af røde plydssæder og ele- 
gant klædte mænd og kvinder, der talte dæmpet 
sammen, medens de spændt ventede på orkestrets 
første toner. For en kort tid glemte Adrian alt om- 
kring sig. 

Han sukkede dybt, da hans far venligt mindede ham 
om, at det var sengetid. 

„Si", samtykkede den gamle kone. „Jeg skal også 
tidligt afsted i morgen. Du følger mig lidt på vej, 
gør du ikke også, Adrian?" 
„Jo, selvfølgelig", svarede drengen. 
„I et hjem har man altid brug for en bedstemor, 
Senora (frue)", sagde Adrians mor, „men hos os 
har vi desværre ingen. Kunne du ikke tænke dig at 
blive hos os?" 

„Jo, vil du ikke nok", tiggede Adrian. 
„Så længe, I har lykketræet, vil I ikke glemme mig", 
lovede den gamle kone. 

Næste morgen fortalte hun Adrian, hvordan han 
skulle lægge frøet, og hvordan han skulle passe 
det, så snart det spirede. Hans mor foreslog, at han 
skulle lægge det på gårdspladsen lige ved døren. 





HHUW9 ■mTj ■ 


■■■rtl 

p i ■ ■ 


■ Il • 


1 w ttflVfsl ilr 1 ^ /JW 
[ Ml BnllliAr^v^ 1 


TRSSSS^I li mZI 

« '"I -^rJrA\ Hil 



I adskillige dage lod Adrian frøet suge frisk vand til 
sig i solens stråler. Da det så var svulmet op og den 
hårde skal var blevet blød, skar han forsigtigt spid- 
serne af og lagde det i jorden ude i gården, sådan 
som han havde fået besked om. 
Så begyndte han den lange ventetid. Ved slutningen 
af den anden uge opdagede Adrian en morgen, lige 
efter at han var vågnet, at de første tykke blade hav- 
de brudt jordoverfladen. Stængelen var lige og 
stærk. 

Adrian plejede den unge plante omhyggeligt. Da 
tabachintræt nåede op over kaktushegnet, gik 
Adrian ikke mere i skole. Han var nu tolv år gam- 
mel, og kunne ikke længere tilbringe sin tid med at 
være hyrde. Nu pløjede han markerne og såede kor- 
net. Når han havde afsluttet dagens arbejde, satte 
han sig under lykketræets bladrige krone og spil- 
lede på sin fløjte. 

„Engang imellem ville jeg ønske, at den gamle ko- 
ne aldrig havde givet Adrian det frø", sagde hans 
far til moderen. „Bare drengen ikke kommer til at 
tilbringe hele sit liv med at drømme." 
Adrians mor smilede bare. „Han er en god dreng", 
sagde hun. „Vi lever jo et hårdt liv, så lad ham ba- 
re have sine drømme i fred." 
En dag lagde Adrian mærke til, at træt var fuldt af 
små, grønne knopper. I mange dage så han dem 
gro.indtil de til sidst åbnede sig, og træet blev fuldt 
af højrøde blomster, der nærmest lignede guld- 
plettede orkideer. Der var mange mennesker, der 
standsede ude på vejen for rigtigt at se det smuk- 
ke syn. 

„Det er virkelig et ganske særligt træ!" måtte 
Adrians far indrømme. „Det blomstrer og er grønt, 
selvom alt andet er tørt, og jorden mangler vand." 
Adrian var ved at revne af bare stolthed og glæde. 
Men, tænkte han, er det det hele? Vil det gøre mig 
rig og berømt? 

Så en dag, hvor de store, brune bælge, der inde- 
holdt tabachinfrøerne, hang og raslede mod de bre- 
de grene, hørte Adrian til sin overraskelse lyden af 
sølvsporer og læderseletøj inde i gården. 
„Hov, du der!" sagde en overlegen stemme. 
Adrian rejste sig og bukkede dybt. Han genkendte 
manden på den blåsorte hingst. Han hed Don Por- 
firio Paz, og han var en af de rigeste godsejere på 
egnen. 

„Sig til din far, at jeg ønsker at købe hans jord", 
sagde manden. 
Adrian slog en vantro latter op. 

(Fortsættes i næste nummer.) 



26 



/ 




1. Dan 3 firkanter med 12 pinde. Flyt 
så 4 pinde, sådan at du får en figur, 
der består af 4 firkanter. 



2. Dan 5 firkanter med 16 pinde. Nu 
må du kun flytte 2 af pindene, men 
sådan at der fremkommer 4 firkanter. 



Bare for sjov 




Ishokey-labyrinten 

VED ROBERTA L. FAIRALL 

Skyd efter målet og vind et point ved 

ikke at lade pucken krydse nogen af t 

linierne. 





o 

TouUHiiHj) 



Denne venlige mor tilbød at bringe 
junior hjem for mig, da han var faldet 
i søvn i Zoologiske Have. 







i 

























27 





26« • 
27 # •„ i° * 36 



28 




AF WENDELL J. ASHTON 



Ulvehyl 




Jeg tror aldrig, at jeg har hørt en 
rigtig skovulv hyle. Men jeg kan 
huske, hvor det løb mig koldt ned 
ad ryggen, når jeg om vinteren 
om natten hørte coyoterne eller 
prærieulvenes hyl. 
Da jeg var helt lille, lå vort hus, 
som var bygget af gule mursten, i 
udkanten af byen nær foden af de 
forrevne store Rocky Mountains. 
Om natten sov jeg i en lille trem- 
meseng; tremmerne, som var af 
metal, sad en fem-seks cm fra 
hinanden og var temmelig høje for 
at jeg ikke skulle falde ud af 
sengen. 

Men de nætter, hvor jeg hørte 
prærieulvenes hyl blande sig i ly- 
dene fra den kolde blæst, så var 
jeg ærlig talt glad for de tremmer. 
For foruden hjemmets fire vægge 
syntes jeg, at de dannede en yder- 
ligere beskyttelse. En prærieulvs 
hyl kan på en eller anden måde 
få ens hjerte til at banke hurtigere 
og få nætterne til at virke mere 
uhyggelige. 

Men jeg vidste alligevel godt, at 
et hyl fra en prærieulv ikke lyder 
så slemt, som en skovulvs. For 
prærieulven er trods alt knap så 
stor som sin fætter, den rigtige 
skovulv. 



Gennem tiderne har ulven været 
frygtet og hadet ikke kun af små 
drenge, men også af grandvoksne 
mænd. Ikke mindre end ca. 60 af 
de tidlige græske og romerske 
forfattere har skrevet om ulve, og 
oftest har de beskrevet dem som 
blodtørstige og ondskabsfulde 
dyr. I det gamle Grækenland var 
der udsat en dusør på en bestemt 
sum til enhver, der kom med et ul- 
veskind. I virkeligheden er det 
halsbånd, vore hunde har på i dag, 
en efterklang af det, man i gamle 
dage gav hundene på for at be- 
skytte deres hals mod en ulvs an- 
greb. 

Gennem århundrederne har man 
bekæmpet ulvene ved at opsætte 
fælder og alle snarer af alle slags 
for dem, man har lagt gift ud for 
dem gravet ulvegrave og skudt 
dem. 

En digter beskrev engang et ul- 
vehyl som „en blodtørstig sang". 
Så forleden dag havde America 
Museum of Natural History i New 
York bestemt sig til at holde en 
„ulvedag". En tam, grå ulv ved 
navn Jetro var til stede, og den 
legede med de kønne unge piger 
og poserede for pressefotografer- 
ne som et andet får. I museets 



auditorium afspillede man nogle 
optagelser af ulvehyl, som var ble- 
vet optaget af canadiske og ame- 
rikanske naturvidenskabsmænd. 
Det var endda den fremragende 
musikkritiker fra New York Times, 
Harols C. Schonberg, der anmeld- 
te begivenheden. 
Canadieren, C. H. D. Clarke, der 
arbejder inden for natursektoren, 
understregede, at den nu afdøde 
Jim Curran fra Sault Sainte Maris 
i Ontario, havde udlovet en dusør 
til hvem som helst, der nogen sin- 
de var blevet bidt af en ulv i On- 
tario. Dusøren blev aldrig indløst. 
John B. Theberg, som er assiste- 
rende professor i økologi ved 
University of Waterloo i Ontario, 
og som er noget af en autoritet 
med hensyn til ulvehyl, drager den 
slutning, at ulvene ikke hyler for 
at skræmme menneskene. De hy- 
ler for at meddele sig til andre 
ulve i samme flok. Ikke to ulve 
hyler ens. En ulv hyler, når dens 
unger dør, og dens hyl er ofte et 
udtryk for ensomhed. 
Efter at jeg havde læst om ulve- 
dagen, begyndte jeg at læse mere 
om ulve. Ulven er et udpræget fa- 
miliedyr, den vælger sig en mage 
for livet og er loyal over for den 



29 



og over for sine unger. Der er nor- 
malt mellem tre og otte unger, og 
de voksne bliver ved med at tage 
sig af ungerne, indtil disse er fuld- 
voksne, ja, ofte meget længere. 
En ulvs slægtninge bliver ved med 
at vende tilbage til en fælde, hvis 
en af familiens medlemmer har 
været fanget deri. Der var en ulve- 
hun, der 16 nætter i træk blev ved 
med at vende tilbage til den fæl- 
de, hvor dens mage var blevet 
fanget; til sidst blev den også selv 
fanget. En ulv udviser stor tålmo- 
dighed over for sine unger, men 
den finder sig ikke i ulydighed. 
Ulven holder fred med andre ulve 
og rager sjældent uklar med dem. 
En ulv går ikke ret meget, den tra- 
ver. Medens prærieulven normalt 
har halen mellem benene, bærer 
skovulven sin hale højt. 
Stanley P. Young, som har arbej- 
det for Unites States Fish og Wild- 



life Service i 44 år, har tilbragt en 
hel del af den tid med at følge og 
studere ulvene. Han skrev: 
„Den respekt, ja, næsten kærlig- 
hed, som jeg føler for dette dyr, 
ulven (Canis lupus), som en af de 
mest intelligente af alle nordame- 
rikanske rovdyr, opstod for næ- 
sten 50 år siden." (The Last of the 
Loners [New York: The Macmil- 
lam Co., 1970], side 305.) 
Efterhånden som jeg lærer mere 
om ulven, bliver jeg mere og mere 
overbevist om, at ulvehylet ligner 
så meget andet i livet. Vi er ofte 
bange for mennesker og ting, for- 
di vi ikke ved nok om dem. 
Jakob var tilsyneladende bange 
for at drage til Egypten og der mø- 
de sin længe savnede søn, Josef. 
Ved Beersjeba talte Herren til Ja- 
kob: „Jeg er Gud, din faders Gud, 
vær ikke bange for at drage ned 
til Egypten, thi jeg vil føre dig til 



et stort folk der." (1 . Mos. 46:3) Og 
til Abraham sagde Herren, før Isak 
blev født: „Frygt ikke, Abraham, 
jeg er dit skjold." (1. Mos. 15:1) 
Måske er en af grundene til, at 
Herren har givet os denne udtalel- 
se den, at han vil have os til at 
holde op med at være bange: 
„Guds herlighed er intelligens." 
(L & P. 93:36) 

Er der nogen, du er bange for? Så 
lær ham bedre at kende. Er du 
bange for kræft? Så find ud af, 
hvad det egentlig er for noget. Og 
bekæmp det så. Er du bange for 
døden? Så lær noget mere om 
evigheden. 



Emner: frygten for det ukendte, 
ulv, respekt. 



De rette principper 

De ffeste sidste dages hellige husker, hvad profeten Joseph 
Smith svarede, da han blev spurgt, hvordan han styrede 
sit folk. Han svarede, at han lærte dem de rette principper, 
og så styrede de sig selv. 

Denne ofte citerede udtalelse indeholder megen visdom. 
Den kan sættes i direkte forbindelse med princippet om 
handlefrihed, som Herren jo har givet hele menneskeheden. 
Udtalelsen følger også Frelserens plan, han, som altid 
lærte folket de rette principper og så overlod det til sine 
tilhørere at handle i overensstemmelse dermed. Som en 
af vore salmer så smukt siger det: 

Han hjælper, leder dig på vej, 

han kalder og velsigner dig 

med større kærlighed til sig, 

men overtaler aldrig dig." 

„éle'm ej, at hver og en har ret", 
nr: 1€3 i den blå sangbog. 
Vi lærer de rette principper at leve efter; vi har fået moral- 
loven, vi lærer at være ærlige, at efterleve visdomsordet, 
tiendeloven og principperne for at frelse vore døde samt 
andre store principper. 

Ingen bliver tvunget til at efterleve disse lærdomme. Alle 
har hele deres frie vilje med hensyn til, om de vil efterleve 
dem eller ej. Kirkens velsignelser kommer til dem, som 
overholder budene; de ulydige får ikke del deri. 
Som Mormons Bog lærer os med hensyn til Frelserens for- 
soning: vi genløses ved ham, hvis vi adlyder ham; hvis vi 
er ulydige, så er det for os, som om der ingen forsoning 
er sket. 



Dette princip om at lære os det rette og derefter lage os 
styre os selv efter vort forgodtbefindende, enten vi nu øn- 
sker at være lydige eller ulydige, gælder også i vort forhold 
til andre mennesker. 

Det meste af bjergprædikenen handler om vort forhold til 
andre; det gælder også de ti bud. Det andet store bud 
lærer os, at vi skal elske vor næste som os selv, ligesom 
også den gyldne regel siger. 

Men vi er ikke tvunget til at behandle andre, som vi gerne 
selv vil behandles; vi har stadig vor handlefrihed. 
Det samme gælder med hensyn til landets love. Vi lærer, 
at vi skal adlyde dem, men der findes stadig mennesker, 
som begår bankrøverier, som stjæler i forretningerne og 
overskrider fartgrænserne. 

Vi bør tage del i det, der foregår i samfundet rundt om os, 
fordi vi har brug for gode samfundsforhold at opdrage vore 
børn under. Naboer og medborgere i det hele taget kan 
sagtens slutte sig sammen med dette in mente. Men der er 
mange, der vælger at gøre noget andet. 
Vi bør også interessere os for de offentlige valg. Vi har 
også vor handlefrihed med hensyn til dette. Vi kan støtte, 
hvad parti det skal være, eller hvilken som helst kandidati 
og kirken blander sig ikke i dette forhold. Igen skal vi 
styre os selv. 

Handlefriheden er altid fremherskende. Der er ingen, der 
tvinges til at tilhøre et bestemt parti eller en bestemt 
gruppe; alle har ret til selv at vælge. 
Det princip, som profeten Joseph lærte os, er en uundværlig 
del af vor religion, og alle bør holde sig til det. Vi lærer 
de rigtige principper og så opfører vi os i overensstemmel- 
se hermed. 



30 



(Forts, fra side 5) 



sagt, at den store revolution i hans generation var 
opdagelsen af det faktum, at man ved at forandre 
sin indre holding kan forandre de ydre aspekter 
ved sit liv. 

Der fortælles en historie om en pukkelrygget prins, 
der fik rettet sin ryg ud ved hver dag at stå foran en 
statue af sig selv, hvor han var afbildet uden puk- 
kelen. 

Der indtræder en forandring, hvis man udskifter 
mindre gode vaner med nogle, der er bedre. Man 
danner sin egen karakter og fremtid ved at tænke 
gode tanker og handle derefter. Selvmedlidenhed 
er noget af det mest destruktive, der findes. Har I 
ondt af jer selv? 
Hvad bør I da gøre? 

Har I gjort jeres til, at I er attraktive rent fysisk? 
Er I velplejede og velklædte? Og har I gjort jer at- 
traktive rent mentalt — er I interessante at tale med? 
Har I læst meget, følger I med i, hvad der sker? 
Hvis det ikke er tilfældet, så gør noget ved det. 
Kære venner, kirken er opmærksom på disse situa- 
tioner, men selv om vi havde en tryllestav, vi kunne 
svinge over jer, så vi kunne få jeres problemer til 
at forsvinde, og så alting kunne blive, sådan som 
I helst ville have det, så ville det ikke gavne jer, for 
man kan kun udvikle sig, når man selv gør noget 
for det. 

Jeg kommer til at tænke på en søster, jeg engang 
kendte; hun giftede sig med en vordende ældste, 
og årene gik. Hun lagde mærke til, at nogle af hen- 
des veninder altid fulgtes med deres mænd til kirke, 
at de sang sammen med deres mænd i kirkens kor, 
at disse ægtepar tog til templet sammen og i det 
hele taget virkede lykkelige og tilfrede med livet. Så 
begyndte hun at plage sin mand: „Hvorfor behand- 
ler du ikke mig, sådan som andre mænd behandler 
deres hustruer? Hvorfor bliver du ikke mere aktiv 
i kirken?" 

Nu forholdt det sig sådan, at de boede i et meget 
aktivt ward, hvor alle var meget optaget af at blive 
gode venner og komme sammen privat, og en dag 
skete det da også, at denne inaktive ægtemand blev 



smittet af denne ånd og virkelig begyndte at få 
glæde af sin familie og kirken. Kvinden, der før 
havde været så utilfreds, fordi han havde været in- 
aktiv, blev nu utilfreds, fordi han var så optaget af 
sit kald og sagde: „Hvorfor skal du også bruge al 
din tid og energi på kirkens arbejde? Hvorfor kan 
du ikke bare være som andre mænd og tage mig 
med ud engang imellem?" Det, at hun hele tiden 
var efter ham, fik ham til sidst til at blive træt af 
det, og han blev igen inaktiv. 
Vi siger: I skal blive ved med at gøre noget for at 
være attråværdige fysisk, mentalt, åndeligt, følel- 
sesmæssigt og gøre jeres bedste for at finde jer de 
steder, hvor I kan blive set og lagt mærke til af de 
rigtige mennesker, som måske kan føle sig tiltruk- 
ket af jer. 

Befinder I jer et sted, hvor der er andre unge, eller 
har I anbragt jer på en eller anden „hylde"? Der 
var en ung pige, der nærmede sig midten af tyverne 
uden af have haft nogen chancer for at blive gift. 
Jeg opfordrede hende til at flytte fra den lejlighed, 
som hun delte med flere ældre piger, sige sin stil- 
ling op som stenograf og rejse til et college, hvor 
hun kunne møde andre mennesker i passende al- 
der. Et stykke tid senere mødte jeg hende tilfældig- 
vis på universitetets område; hun forekom mig at 
være blevet en helt anden. Hun nærmest boblede af 
iver. Hun havde håret bundet op med et bånd i en 
munter farve, og viste på alle måder tegn på at være 
en glad og optimistisk personlighed. Få måneder 
senere blev jeg inviteret til at overvære en tempel- 
vielse. Det er ikke altid, det går så godt, men det 
gjorde det altså i dette tilfælde. 
Medens vi venter på, at denne længe ventede dag 
skal komme, er der meget, vi kan gøre for at muntre 
andre menneskerstilværelse op; det vil i sidste ende 
også komme os selv til gode. 



Dette budskab er et uddrag af en tale, som præsi- 
dent Kimball hold ved det første møde ved juni- 
konferencen 1974. 



31 



Hvorfor kalder mig 

Herre, Herre, 

og gør ikke som jeg siger: 



? 



I den forløbne uge har vi fejret på- 
skeugen. Glædelig påske allesam- 
men! 

Vi læser i skriften: 

„Men efter Sabbaten, da det gryede 
ad den første dag i ugen, kom Maria 
Magdalene og den anden Maria for 
at se til graven. 

Og se, da blev der et stort jordskælv; 
thi en Herrens engel steg ned fra 
Himmelen og gik frem og væltede 
stenen bort og satte sig på den. 
Hans udseende var som lynild, og 
hans klædning hvid som sne. 
Og de, der holdt vagt, skælvede af 
frygt for ham og blev som døde. 
Men engelen tog til orde og sagde til 
kvinderne: „Frygt ikke! Thi jeg ved, 
at det er Jesus, den korsfæstede, I 
søger efter. 

Han er ikke her; thi han er opstan- 
den, som han har sagt. Kom og se 
stedet, hvor han lå! 
Og skynd jer hen og sig til hans dis- 
ciple, at han er opstanden fra de 
døde; og se, han går forud for jer til 
Galilæa; dér skal I se ham. Se, nu 
har jeg sagt jer det." (Matt. 28:1-7) 
„Historiens hængsel sidder på døren 
til en stald i Bethlehem." (Ralph 
Sockman) Navnet Jesus Kristus og 
det, som det repræsenterer, er blevet 
pløjet dybt ned i verdens historie, for 
aldrig at blive gravet op. Kristus blev 
født den 6. april. Som én af Guds 
sønner og som hans Enbårne, var 
hans fødsel af allerstørste betydning. 
Kristi tjenestegerning — intet i hele 
verden kan i betydning måle sig med 
de tre år, hvor han virkede. 



32 




PRÆSIDENT SPENCER W. KIMBALL 



Korsfæstelsen skete. Det var nødven- 
digt, at han døde, så han kunne åbne 
alle menneskers grave ligesom hans 
egen grav blev åbnet. Uden korsfæ- 
stelsestimens dybe mørke kunne der 
ikke være kommet noget forår af gra- 
ven. „Thi ligesom alle dør i Adam, 
således skal også alle levendegøres 
i Kristus" (1. Kor. 15:22). Det er der- 
for, vi alle glæder os i dag. „Død, 
hvor er din sejr? Død, hvor er din 
brod?" (1. Kor. 15:55) 
De elleve apostle fulgte Kristus til 
toppen af Oliebjerget, og dette fin- 
des optegnet i vore skrifter, da de to 
engle, som var der, sagde: 
„I galilæiske mænd, hvorfor står I og 
ser op imod Himmelen? Denne Je- 
sus, som er optaget fra jer til Himme- 
len, han skal komme igen på samme 
måde, som I har set ham fare til Him- 
melen" (Ap. Ger. 1:11). 
„Men når der om Kristus prædikes, 



at han er opstået fra de døde, hvor- 
ledes kan da nogle iblandt jer sige, 
at dødes opstandelse ikke finder 
sted?" (1. Kor. 15:12). 
Formålet med denne konference er, 
at vi skal forny vor tro, styrke vore 
vidnesbyrd og lære om Herrens veje 
af hans retteligt udpegede og be- 
myndigede tjenere. Må vi benytte 
denne lejlighed til at minde hinan- 
den om vore pagter og løfter og for- 
pligtelser. 

Alle medlemmer er blevet døbt ved 
nedsænkning i vandet og har modta- 
get Helligånden ved håndspålæggel- 
se af retteligt bemyndigede mænd, 
som bærer det hellige præstedøm- 
me. Vi er alle ved dåb blevet indlem- 
met i Jesu Kristi Kirke, når vi har yd- 
myget os for Gud, har ønsket at blive 
døbt, har fremstillet os med et søn- 
derknust hjerte og en angergiven ånd 
(Mormon 2:14), og når vi har bevid- 
net over for kirken, at vi virkelig om- 
vender os fra vore synder og er villi- 
ge til at påtage os Jesu Kristi navn, 
fast besluttet på at tjene ham til en- 
den og således ved vore gerninger 
tilkendegivet, at vi har modtaget Kri- 
sti Ånd til vore synders forladelse. 
Med nogle af brødrene er vi netop 
for nylig kommet tilbage fra område- 
konferencen i Sao Paulo, i Brasilien 
og Buenos Aires, Argentina. I denne 
sydlige verden af Zion mindede vi 
dem om, at Zion var hele Nord- og 
Syd- amerika, som de vidtfavnende, 
udbredte vinger af en stor ørn, hvor- 
af den ene vinge var Nordamerika og 
den anden Sydamerika. 



Kirken dér går fremad og vokser. 
Folket er lykkeligt og inspireret; de 
unge ler og danser, mens de udvikler 
sig til at blive ledere. 
„Israels indsamling" er i virksom- 
hed, når folk fra fjerne lande accep- 
terer evangeliet og forbliver i deres 
egne lande. Israels indsamling for 
mexikanere sker i Mexiko; i Skandi- 
navien for dem i norden; indsam- 
lingsstedet for tyskerne er i Tysk- 
land; og for polyneserne på øerne; 
for brasilianerne i Brasilien; for ar- 
gentinerne i Argentina. Vi udtrykker 
vor taknemmelighed til Herren for 
hans godhed, når vi leder aktiviteter- 
ne for 3 1 /? million mennesker, som 
stadig bliver mere talrige og mere 
uafhængige og også mere trofaste. 
Næsten 19.000 missionærer prædiker 
i dag evangeliet. „Marken er allerede 
hvid til høsten" (L. & P. 4:4), og mis- 
sionærerne og medlemmerne fører 
mange til kundskab om evangeliet. 
Vi sender missionærer til jordens fire 
hjørner og til verdens ender og glæ- 
der os til den dag, vi skal bringe op- 
høielsens budskab til alle steder i 
norden, syden, østen og vesten samt 
til øerne på havet. Vor kirke er i 
sandhed en verdenskirke med næ- 
sten 700 fungerende stave, omkring 
7.500 ward og grene og cirka 150 
missioner. Vi nærmer os dækning af 
jorden med evangeliet, således som 
dybderne er dækket med de vældige 
oceaner. 

Kirken er sund. Folk er i almindelig- 
hed trofaste. De er lykkelige. For ny- 
lig stillede en meget kendt gæst fra 
de østlige stater mig det spørgsmål: 
„Hvorfor er I, mormonfolket, sådanne 
lykkelige mennesker?" Mit svar var: 
„Det er fordi vi har alt: Jesu Kristi 
evangelium, lyset, præstedømmet, 
magten, forjættelserne, pagterne, 
templerne, vore familier og sandhe- 
den." 

Vi har indviet et pragtfuldt tempel i 
Washington, D. C, og har bekendt- 
gjort, at endnu et tempel skal bygges 
i Sao Paulo i Sydamerika. 
Ved en tidligere konference gjorde vi 
jer opmærksom på, at Herren havde 
skabt os denne smukke verden og 



givet fader Adam befaling om at be- 
handle jorden og dyrke landet og at 
gøre det beboeligt. Denne befaling 
går videre til os. 

Vi anbefaler alle mennesker at und- 
gå unødig forurening, at jorden dyr- 
kes og holdes ren, produktiv og 
smuk. Han gav os urterne og de gode 
ting, som frembringes af jorden, til 
føde og klæder, til huse og lader, 
frugthaver, nyttehaver og vingårde; 
hver efter sin egen årstid, og alt det- 
te er givet til gavn og nytte for men- 
nesket, både til at fryde øjet og til at 
glæde hjertet; til føde og klæder, og 
til smag og lugt, til at styrke legemet 
og til at levendegøre sjælen. Og det 
behagede Gud, at han havde givet alt 
dette til menneskene; thi derfor er 
det blevet skabt til at bruges, med 
måde (se L & P. 59:16-20). 
Vi bekymres, når vi ser de mange 
for- og bag- haver, som ikke er blevet 
passet, og nu er fyldt med ukrudt; 
grøftekanter er fulde af affald, og 
snavset hober sig op. Det bedrøver 
os, når vi ser nedbrudte stakitter, 
faldefærdige lader, umalede udhuse, 
hængende låger og dårligt passede 
ejendomme. Og vi beder igen vort 
folk om at sørge for deres egne huse 
og ejendomme. 

Der findes en historie om Brigham 
Young, som efter at have opfordret 
folk i visse kommuner til bedre at 
passe og renholde deres præmisser, 
nægtede at komme tilbage og præ- 
dike for dem, idet han sagde noget 
lignende som: „I lyttede ikke til mig, 
da jeg opfordrede jer til at rydde op 
på jeres jorder. De samme døre hæn- 
ger kun på et hængsel; de samme 
lader er stadig ikke blevet malet; de 
samme stakitter er stadig ikke repa- 
reret." 

Og disse uddrag kommer fra et me- 
get læst magasin: 

„Næsten enhver baghave har det, 
som hver enkelt menneske behøver: 
En udvej for at begrænse inflationen 
og afhjælpe verdens fødemiddelkri- 
se, som truer os. 

Det kaldes jord. Og der behøver ik- 
ke at være meget af det for at det 
kan hiælpe en hel masse. 



Det kan være den legeplads, hvor 
der ikke leges mere, en solrig plet 
bagved en garage eller bag et hus, 
en strimmel jord på 3 meter bagest 
på grunden eller på en nabogrund, 
som blev anskaffet som græsplæne 
eller boldbane. 

Og alt, hvad I behøver at gøre, for 
at få dette sted til at mindske jeres 
omkostninger til fødevarer, er at 
dyrke jeres egne grøntsager på det. 
Man har regnet ud, at en velpasset 
have, på 5 gange 7 meter, kan give 
for næsten 1700 kroner friske føde- 
varer i løbet af V2 år. Så besparelser- 
ne kan blive betydelige." 
Vi er glade for at se, at mange men- 
nesker dyrker deres haver og passer 
deres frugttræer, medens de forbe- 
reder sig til at henkoge ved at købe 
henkogningsglas. Myndighederne her 
og mange mennesker tilplanter jor- 
den på næsten samme måde som 
man dyrkede „nyttehaver" under den 
andens vedenskrig. Vi lykønsker de 
familier, som hører efter og praktise- 
rer hvad de hører. 

Vi gør os umage for at sørge for vore 
egne medlemmer, og vi lærer dem at 
paktisere økonomi, og at opmagasi- 
nere et års forråd af nødvendigheds- 
artikler. 

Vi lærer vort folk at efterleve sund- 
hedslovene. Det giver betydeligt ud- 
bytte i form af et længere og sundere 
liv. 

Videnskabelige undersøgelser ved et 
universitetscenter afslører den kends- 
gerning, at „der er en betydeligt la- 
vere procent kræft i lunger og spise- 
rør blandt mormonkirkens medlem- 
mer." En kendt læge sagde, at de er 
sundere og klogere som følge af at 
de ikke ryger og drikker. Han anfør- 
te, at kræft i spiserøret har en tydelig 
forbindelse med alkohol. Han sagde 
videre: „Beboerne i Utah har som et 
hele 25 procent færre dødsfald på 
grund af hjerteslag end andre ameri- 
kanere, og dette kan have sin årsag 
i mindre rygning." 

Vi chokeres over rapporteret uærlig- 
hed i mange kommuner i vort land. 
At tabet på grund af butikstyverier og 
lignende uærlige kneb løber op til 



33 



milliarder af dollars i dette land ale- 
ne. Herren sagde til Adams efterkom- 
mere og huggede det ind i stenpla- 
der: „Du må ikke stjæle" (2. Mos. 20: 
15). Alle forældre burde oplære de- 
res børn mod denne dørbringende 
synd, der kan ødelægge deres karak- 
ter. Ærlighed er socialt og kulturelt 
rigtigt. Løgnere og bedragere er bå- 
de uærlige og fiender af vor kultur. 
Uærlighed af enhver art er i høj grad 
kritisabelt. „Du må ikke sjæle." 
Vi beder alle de 3 1 /j million medlem- 
mer af denne kirke være ærlige, være 
pålidelige, betale for det, de får, og 
kun tage det, som de rettelig har be- 
talt for. Vi må lære vore bør ærlighed 
og pålidelighed. 

Fra begyndelsen er vi blevet rådet 
mod hasardspil af enhver art. Ethvert 
menneske nedbrydes og ødelægges, 
hvad enten han vinder eller taber, når 
han får noget for intet, noget uden 
anstrengelse, noget uden at betale 
den fulde pris. 

For nylig bragte magasinet U.S. News 
and World Report en liste over de 
væsentligste former for kriminalitet i 
Amerika med anførsel af, hvad det 
hvert år koster samfundet. Tabene 
ved hasardspil overgik alle andre. 
Tabene ved hasardspil kostede fem 
gange så meget som udgifterne ved 
narkotikamisbrug; mere end tyve 
gange så meget som tyveri af fragt- 
biler; fire så meget som bedragerier, 
svindel og falskneri tilsammen; ti gan- 
ge så meget som røveri, indbrud, ty- 
veri og butikstyveri; femogtyve gange 
så meget som vandalisme og brand- 
stiftelse, og mere end dobbelt så me- 
get som omkostningerne ved at op- 
retholde alle føderale, stats- og lokal- 
politikorps, plus udgifterne ved at op- 
retholde vore fængsler og domstole, 
der behandler kriminalitet. 
Og hvad kostede så hasardspil? 
30 milliarder dollars om året. 
Og dog opretter nogle stater i U.S.A. 
lotterier som et middel til forøgelse 
af deres indkomst. Nogle klubber — 
selv blandt religiøse grupper — ind- 
fører hasardspil. 

Tænk, hvad der kunne gøres, hvis 
disse penge blev benyttet til noget 



fornuftigt! Hvad ville 30 milliarder 
dollars om året ikke kunne gøre for 
at hjælpe sultne mennesker? 
Vi er meget bekymrede over at læse i 
pressen, at rygning blandt kvinder og 
unge forøges, og at kvinder i stadig 
stigende antal nu begynder at få lun- 
gekræft. Cirka 80 procent af alle til- 
fælde af lungekræft forekommer hos 
cigaretrygere, men dette er kun be- 
gyndelsen til problemet. Cigaretryg- 
ning er på lignende måde forbundet 
med emfysem, bronkitis og hjerte- 
sygdomme. Disse sygdomme er be- 
kostelige, de er årsag til megen lidel- 
se og fører til alt for tidlig død. 
Herren gav i en hellig åbenbaring i 
1833 netop det, som vi for nylig har 
lært gennem videnskabelige under- 
søgelser: „Hede drikke er ikke for le- 
gemet." Dermed menes the og kaffe. 
„Tobak er ikke for legement ... og 
er ikke godt for mennesket ... vin el- 
ler stærke drikke ... er ikke godt, ej 
heller behageligt for jeres Faders 
åsyn" (se L. & P. 89:5-9). 
Da disse ting blev opdaget, vidste 
Herren at kæderygning kan føre til 
kræft; fortsat drikkeri kan føre til 
mange ulykker og sygdomme. 
Det er nu en befaling til alle hans 
medlemmer, og når vi oplever, at 
nogle medlemmer benytter disse for- 
budte ting, så undrer vi os over, hvor- 
dan de forener sådanne aktiviteter 
med Herren Jesu Kristi udtalelse, da 
han sagde: „Men hvorfor kalder I mig 
, Herre, Herre!' når I ikke gør, hvad 
jeg siger?" (Lukas 6:46) Vi håber op- 
rigtigt, at medlemmerne af kirken vil 
give agt på de ord. 

To videnskabsmænd ved University 
of Utah har givet os beviset: Denne 
kirke har en lavere dødsrate. Staten 
Utah, med omkring 72 procent af be- 
folkningen som mormoner, havde i 
1971 den laveste dødsrate af samtlige 
stater i U.S.A. Der var stater med 
næsten dobbelt så høj en dødsrate 
som denne stats. 

Undersøgelsen viser, at dødsfald på 
grund af hjerte- kræft- og lever- syg- 
domme, tre af de ti førende årsager 
til dødsfald i Amerika i forbindelse 
med rygning og drikkeri, er mindre 



fremtrædende i Utah end i De forene- 
de Stater i almindelighed. Således er 
kirkens dødsprocent nøje forbundet 
med visdomsordet. 
Og derfor spørger vi dem, som igno- 
rerer denne lov: „Hvorfor? Hvorfor?" 
Herren sagde: „Ikke enhver, der si- 
ger til mig: .Herre, Herre!' skal kom- 
me ind i Himmeriget, men den, der 
gør min himmelske Faders vilje. 
Mange skal sige til mig på hin dag: 
.Herre, Herre! har vi ikke profeteret 
ved dit navn, og har vi ikke gjort 
mange undergerninger ved dit navn?' 
Og da vil jeg sige dem rent ud: ,Jeg 
har aldrig kendt jer; vig bort fra mig, 
I, som øver uret.' " (Matt. 7:21-23) 
Dette er en alvorlig sag: at efterleve 
Herrens befalinger, men somme ti- 
der med vilje at ignorere dem. 
I den første tid efter skabelsen sagde 
Herren til Enok: „Se disse dine brø- 
dre, de er mine egne hænders værk, 
og jeg gav dem deres kundskab, den 
dag, da jeg skabte dem; og i Edens 
Have gav jeg mennesket dets handle- 
frihed" (Moses 7:32). Vi har ikke til 
hensigt at tage handlefriheden, til at 
benytte sig af disse forbudte ting, fra 
vore venner og andre mennesker i 
verden. Men vi tror, at Herren, da han 
gav visdomsordet, talte til alle men- 
nesker i verden. 

Vi frygter, at der i verdenshistorien 
aldrig har været så mange men- 
nesker, der bøjede sig for guldkalve 
og billeder af træ og sten og metal, 
som der nu er mennesker, der bøjer 
sig for vellystens gud. Denne afguds- 
dyrkelse, der er så nær forbundet 
med sindets og legemets ødelæggel- 
se, kan fuldstændig oversvømme ver- 
den. Vi har bemærket os den store 
forøgelse af skilsmisser. Vi misbilli- 
ger dem. Vi bedrøves over dem, idet 
vi må erkende, at hvis der findes nog- 
le som kan retfærdiggøres, er disse 
kun få. I almindelighed er årsager til 
skilsmisse selviskhed for den ene 
parts vedkommende, sædvanligvis 
for begges. Det er væmmeligt og 
næsten altid ødelæggende for de på- 
gældende i deres tab, deres sorg, 
deres ensomhed og frustration og 
især for de mange børn, som i høj 



34 




grad bliver sorteper. Det er let at 
undskylde og retfærdiggøre skilsmis- 
sen. Vort studium afslører den kends- 
gerning, at alt for ofte sker den på 
grund af de pågældendes umoralitet 
og dyrkelse af vellystens gud. 
Det er sandelig vanskeligt at retfær- 
diggøre, at der i en lille by ikke langt 
fra os forekom 272 skilsmisser i det 
samme tidsrum, hvor der blev ind- 
gået 341 ægteskaber. 
Når mænd og kvinder er så uselviske 
og deres ægtefæller hengivne, vil de 
i højere grad have nærmet sig det 
ægteskabsbillede, som blev beskre- 
vet af Herren, da han sagde: „Derfor 
skal en mand forlade sin fader og 



moder og holde sig til sin hustru, og 
de skal blive ét kød" (Moses 3:24). 
Når mænd er trofaste mod de pagter, 
som de har indgået med deres hu- 
stru, når de er loyale og uselviske, vil 
skilsmissetallet dale. Paulus gav den- 
ne formaning: „I mænd! Elsk jeres 
hustruer, ligesom Kristus elskede 
kirken og gav sig selv hen for den . . . 
på samme måde bør mændene elske 
deres hustruer som deres egne lege- 
mer; den, som elsker sin hustru, el- 
sker sig selv. Ingen har jo nogensin- 
de hadet sit eget kød" (Ef. 5:25, 28- 
29). 

Og når kvinder glemmer deres små- 
lighed og selviskhed og overgiver sig 



til deres egne retskafne mænd som til 
Herren, og når de er loyale over for 
deres mænd, således som kirken for- 
ventes at være loyal over for Kristus, 
så vil skilsmissetallet formindskes, 
familier vil vokse, og børn vil blive 
lykkelige, og glade børn. Gud skabte 
mand og kvinde med hver deres ta- 
lenter, kræfter og opgaver og med 
evne til at udføre deres specielle op- 
gaver. 

Når mændene kommer hiem til deres 
familier, og hustruerne helliger sig 
deres børn, så vil vi vende tilbage til 
den rette opfattelse af, at det at være 
mor, er den største opgave i livet. 
Hun er Guds partner. Intet væsen har 



35 



en stilling med en sådan magt og 
indflydelse. Hun holder i sine hænder 
nationers skæbne, for til hende kom- 
mer ansvaret og muligheden for at 
forme nationens borgere. 
I en stav i Californien hørte jeg en 
mor sige følgende: „Jeg er taknem- 
melig for at jeg er kvinde. Jeg er tak- 
nemmelig, fordi jeg er hustru. Jeg er 
taknemmelig for at jeg er mor. Jeg 
er taknemmelig for, at jeg er sidste 
dages hellig." Dette synes jeg var en 
magtfuld tale. Moderskabet er den 
største opgave. 

Meget er blevet sagt i presse og fra 
talerstole med hensyn til abort. Jesu 
Kristi Kirke modsætter sig abort og 
råder alle medlemmer til ikke at un- 
derkaste sig eller deltage i nogen 
form for abort enten af bekvemmelig- 
hedsgrunde eller for at skjule synder. 
Abort må betragtes som én af de 
mest oprørende og syndige handlin- 
ger i vor tid, når vi er vidne til de 
skræmmende tegn på efterladenhed, 
der fører til seksuel umoral. Vi genta- 
ger det alvorlige synspunkt, at ethvert 
indgreb i livets kilder er moralsk, 
mentalt, psykoligisk og fysisk alvor- 
ligt. At gribe ind i nogen af processer- 



ne ved skabelse af børn er at over- 
træde en af de mest hellige af Guds 
befalinger, den at „blive mangfoldige 
og opfylde jorden" (1. Mos. 1 :28). 
Kirkens medlemmer, der gør sig skyl- 
dige i abort-synden, må underkaste 
sig kirkens råds disciplinære strafbe- 
stemmelser, alt efter forholdene. Vi 
minder om gentagelsen af de ti bud, 
som Herren har givet i vor tid: „Du 
skal ikke stiæle, ej heller bedrive hor, 
ej heller slå ihjel eller gøre noget så- 
dant" (L & P. 59:6). Vi ser nogle lig- 
hedspunkter. 

Vi afskyr pornografi, der synes at 
oversvømme landet. Lovgivningen 
gør en indsats for at begrænse den, 
men den bedste måde at standse 
den på er at få mænd og kvinder 
med deres familer til at opbygge bar- 
rikader imod den. Vi spørger jer: „Øn- 
sker I gode mennesker i jeres sam- 
fund, at denne forfærdelige uting skal 
fordærve jeres familier og jeres med- 
mennesker?" 

Moses kom ned fra det rygende 
Sinaibjerg med de ti bud til det om- 
vandrende, israelske folk. Det var 
fundamentale regler for livsførelse. 
Disse befalinger var imidlertid ikke 




nye. De havde været kendt af Adam 
og hans efterkommere, som fra be- 
gyndelsen var blivet befalet at efter- 
leve dem, de blev blot gentaget af 
Herren overfor Moses. Befalingerne 
var blevet til før der var liv på jorden 
og hørte med til den plan om men- 
neskenes prøve, som var blevet stad- 
fæstet i Himlens råd. 
Det første af de ti bud forlanger, at 
mennesker tilbeder Herren; det fjer- 
de udpeger en sabbatsdag, specielt 
beregnet til gudsdyrkelse: „Du må 
ikke have andre guder end mig . . . 
kom hviledagen i hu, at du holder 
den hellig! I seks dage skal du arbej- 
de og gøre al din gerning, men den 
syvende dag skal være hviledag for 
Herren din Gud; da må du intet ar- 
bejde udføre" (2. Mos. 20:3, 8). 
Undladelse af at holde sabbatsdagen 
hellig er bevis på menneskets undla- 
delse af at opfylde den individuelle 
prøve, der blev fastsat for enhver af 
os, før verdens skabelse: „for at se, 
om de vil gøre-alt, hvad Herren, deres 
Gud, vil befale dem" (Abraham 3:25). 
Vi opfordrer vore medlemmer til at 
foretage alle deres indkøb på hver- 
dage. Igen siger vi: „Men hvorfor kal- 
der I mig , Herre, Herre!' når I ikke 
gør, hvad jeg siger?" (Luk. 6:46) 
Da Herren sagde: „Kom hviledagen i 
hu, så du holder den hellig!" tror vi, 
at han mente nøjagtig det, han sagde. 
Vi er forbløffede over den bevidste 
indsats, mange mennesker i denne 
verden gør med hensyn til at påtage 
sig at forandre de på rette vis etable- 
rede mønstre for social adfærd, som 
Herren har sat, især med hensyn til 
ægteskab, sexliv og familieliv. Vi må 
sige: „Dets vismænds visdom forgår, 
de kloges klogskab glipper" (se Esa- 
jas 29:14). 

Brødre og søstre, Gud velsigne jer, 
medens I går fremad for at opfylde al- 
le jeres forpligtelser og efterlever be- 
falingerne. Vi velsigner jer i jeres be- 
stræbelser for at blive ligesom vor 
Herre, at I vil blive mere lig ham. Må 
Gud velsigne jer i rigt mål i jeres 
hjem, jeres familier, og i jeres per- 
sonlige tilværelse. Jeg beder om det- 
te i Jesu Kristi navn. Amen. 



36 



Kristus i Amerika 



Efter for nylig at være vendt tilbage 
fra de store lande i Sydamerika og 
have været delagtiggjort i de trofas- 
te helliges ånd og tro dér, og er- 
kendt, at jeg var i Mormons Bogs 
land, føler jeg mig tilskyndet til at ta- 
le om Mormons Bog, der jo er histo- 
rien om de første indbyggere i Ame- 
rika. 

Mens jeg deltog i de inspirerende 
begivenheder ved område-konferen- 
cen i Sao Paulo i Brasilien og Buenos 
Aires i Argentina og var sammen med 
disse vidunderlige brødre og søstre, 
følte jeg mig bevæget over deres 
enkle tro og deres stærke ønske om 
at tjene Herren og opbygge hans rige 
her på jorden. 

Det var velgørende at føle deres kær- 
lighed, da præsident Kimball vor pro- 
fet, stod midt iblandt dem, og at se 
deres glædestårer, da han gik om- 
kring iblandt dem, velsignede dem 
og gav dem gode råd. Jeg forestil- 
lede mig, hvilken smuk, himmelsk op- 
levelse det må have været for hine 
fordums nephitter i denne vestlige 
del af verden, som havde det privile- 
gium at få besøg af den opstandne 
Herre selv, da han kom for at besøge 
sine andre får, for at også de kunne 
blive bragt ind i folden og have en 
organisation, hvor hans evangelium 
blev forkyndt og praktiseret. 
Det er om denne del af Mormons 
Bog, der kendes som 3. Nephi, jeg 
ønsker at tale til jer i dag. Før jeg 
gør dette, vil jeg imidlertid gerne om- 
tale nogle forudsigelser fra Bibelen, 
der vidner om ægtheden og frem- 
komsten af Mormons Bog. 
Jeg læser fra Ezekiel i Det gamle 
Testamente: „Du menneskesøn, tag 
dig et stykke træ og skriv derpå: Ju- 
da og hans medbrødre blandt israe- 
litterne! Tag så et andet stykke træ 
og skriv derpå: Josef — Efraims træ — 
og hans medbrødre, alt Israels hus! 
Føj dem så sammen til ét stykke, så 




PRÆSIDENT N. ELDON TANNER 

1. Rådgiver i Det første Præsidentskab 



de bliver ét i din hånd" (Ezekiel 37: 
16-17). 

Fra indholdet af disse bøger ved vi, at 
dette henviser til Bibelen og Mormons 
Bog. Når vi ved, hvordan Mormons 
Bog kom frem — at en engel virkelig 
kom ned og gav Joseph Smith de op- 
tegnelser, hvorfra den blev oversat — 
er det tydeligt, hvad Johannes Åben- 
bareren mente, da han sagde: „Og 
derefter så jeg en engel flyve midt 
op under himmelen; han havde et 
evigt evangelium at forkynde for 
dem, der bor på jorden, for alle fol- 
keslag og stammer og tungemål og 
folk. 

Og han råbte med høj røst: .Frygt 
Gud og giv ham ære; thi nu er hans 
doms time kommet. Ja, tilbed ham, 
som har skabt himmelen og jorden 
og havet og kildevældene' " (Joh. 
Åb. 14:6-7) 

Der er mange skriftsteder, som for- 
sikrer os, at Gud er lige så interes- 
seret i os i dag, som han har været 
i alle sine børn fra begyndelsen, og 
som følge deraf tror vi på fortsat 
åbenbaring fra Gud gennem hans 
profeter for at lede os i disse sidste 
dage. Profeten Amos sagde: „Nej! 
Den Herre Herren gør intet uden at 



have åbenbaret sin hemmelighed for 
sine tjenere, profeterne." (Amos 3:7) 
Frelseren udtalte, således som det er 
optegnet hos Johannes: „Og jeg har 
andre får, som ikke hører til denne 
fold; også dem bør jeg lede, og de 
skal høre min røst; og der skal blive 
én hjord, én hyrde." (Johannes 10:16) 
Således er det tydeligt, hvorfor Frel- 
seren efter sin korsfæstelse og op- 
standelse kom til den vestlige halv- 
kugle midt under de tegn og undere, 
som var blevet forudsagt, for at men- 
neskene dér kunne få samme fordele 
og muligheder for at lære og efter- 
leve evangeliet, som dem, han havde 
levet blandt i sit liv på jorden. 
Jeg synes ikke, at vi noget sted i 
skrifterne får en smukkere eller mere 
detaljeret optegnelse om Guds hand- 
lemåde med menneskene end i be- 
retningen om dette besøg, som er 
nedskrevet i 3. Nephi. Jeg anbefaler 
alle at læse om denne begivenhed. 
Sikkert er det, at vi ikke finder andet 
der end advarsler og smukke lær- 
domme, som, hvis de accepteres og 
efterleves, vil gøre mere end noget 
andet til at bringe fred og lykke til 
verden og til hver enkelt, der søger 
en sådan måde at leve på. Her kan vi 
te en dag, da de troende han skulle 
finde forklaringer på mange ubesva- 
rede spørgsmål i Bibelen. 
3. Nephi giver os desuden flere de- 
taljer end de fire evangelier i Det nye 
Testamente og sikrer os Herrens læ- 
re, belæringer og kærlighed. Der er 
derfor mange, der kalder 3. Nephi for 
„Det femte Evangelium." 
Vor beretning begynder med de pro- 
fetier, der var bragt om Kristi fødsel. 
Men, som det har været tilfældet lige 
fra begyndelse, og som det gælder i 
dag, er der mange, som gjorde nar 
og sagde, at tidspunktet var forpas- 
set for opfyldelsen af profeternes 
ord. De gik så vidt som til at fastsæt- 
te en dag, da de troende skulle slås 



37 



ihjel, medmindre tegnene blev op- 
fyldt. 

Det fortælles, at Nephi „anråbte Her- 
ren inderligt" (3. Ne. 1:12), hvorefter 
Herren kom til ham og fortalte ham, 
at tidspunktet var kommet til at alt 
det, han havde talt om ved sine hel- 
lige profeter, skulle opfyldes. Alle 
tegnene skete, den nye stjerne viste 
sig på himlen, og de vantro „faldt til 
jorden og blev liggende, som om de 
var døde" (3. Ne. 1:16). Det er en af 
de første lektier, vi lærer: Guds pro- 
feters ord bliver altid opfyldt. 
Men alt for hurtigt blev de tegn og 
undere, som de havde oplevet, glemt, 
og folket „tiltog stærkt i synd." (Se 
Alma 13:17) Vi læser om krige og 
Gadiantonsrøvere og om landets 
ødelæggelse. Men de nephitter, der 
huskede at påkalde Herren i retfær- 
dighed, var i stand til at undertrykke 
deres fjender, og de priste Gud for 
deres redning. 

Vi får at vide, at de „aflagde alle de- 
res synder, deres vederstyggelighe- 
der og deres horeri og tjente Gud 
med al flid dag og nat" (3. Ne. 5:3). 
Under disse forhold gjorde de frem- 
skridt. 

„Og mange byer blev bygget på ny, 
og mange gamle byer blev genop- 
bygget. 

Og der blev lavet mange landeveje 
og anlagt mange veje, der førte fra 
by til by, fra land til land og fra sted 
til sted" (3. Ne. 6:7-8). 
Her er bevis for tidligere civilisatio- 
ner i disse områder, således som det 
findes optegnet i Mormons Bog, der 
blev oversat ved Guds gave og kraft 
af en ung, ulært mand, der giver le- 
vende beskrivelser og mange de- 
taljer om noget, som videnskaben nu 
erkender som faktiske. Ja, det er 
virkelig en sand optegnelse, bevaret 
af Gud til at komme frem i disse sid- 
ste dage. 

Og når vi så vender tilbage til vores 
beretning, finder vi, som det er så 
almindeligt i verden i dag, at efter- 
hånden som folket havde fremgang, 
begyndte de at strides indbyrdes på 
grund af stolthed, og nogle gjorde 
bevidst oprør mod Gud. I løbet af kun 



seks år havde flertallet vendt sig til 
ugudelighed, og Nephi begyndte fri- 
modigt at prædike omvendelse. 
Det er det, der er Guds profeters mis- 
sion: At prædike omvendelse. Og 
selv om det ikke gør dem populære, 
skal det gøres. Det fortælles os, at 
folket blev vrede på Nephi, men at 
han virkede med kraft og stor myn- 
dighed. Vi læser: „Så stor var hans 
tro på den Herre Jesus Kristus, at 
engle dagligt betjente ham. 
Og i Jesu navn uddrev han djævle 
og urene ånder, og han oprejste en- 
dog sin broder fra de døde, efter at 
denne var blevet stenet og dræbt af 
folket" (3. Ne. 7:18-19). 
Så skete det endnu engang, at teg- 
nene på Kristi korsfæstelse som for- 
udsagt af profeterne, blev opfyldt, 
bevidnet af uvejr og jordskælv, af 
mørke, af torden og af ild. Byer sank 
i havets dybder, bjerge hævede sig, 
og hele landets udseende blev for- 
andret. Dette varede i tre dage, og 
man hørte folket skrige, idet de råb- 
te: „O, gid vi dog havde omvendt os 
før denne store og forfærdelige dag, 
da ville vore brødre være blevet skå- 
net og de ville ikke være blevet inde- 
brændt i den store by Zarahemla. 
Og på et andet sted hørte man dem 
klage og sige: ,0, gid vi dog havde 
omvendt os før denne store og for- 
færdelige dag, og gid vi ikke havde 
dræbt og stenet profeterne og kastet 
dem ud, da ville vore mødre og skøn- 
ne døtre og vore børn være blevet 
skånet og ikke være blevet begravet 
i den store by Moronihah. Og således 
var folkets klageråb gennemtrængen- 
de og forfærdelige" (3. Ne. 8:24-25). 
Her ses tydeligt en anden lektie. 
Gennem al religiøs historie ser vi, at 
de, som afviste profeterne og undlod 
at omvende sig fra deres ugudelig- 
hed, blev ramt af ulykker, der fik dem 
til bogstaveligt at græde og sørge og 
fortryde, at de ikke havde lyttet til 
profeternes advarsler. Vi ved, at Kri- 
stus blev korsfæstet og nogle af hans 
apostle blev forfulgt og stenet sim- 
pelthen fordi de prøvede at oprette 
Guds rige og føre folk til omvendelse 
og til en lykkeligere tilværelse. 



I dag fornægter verden Guds profe- 
ters budskab. Er det ikke rigtigt, at 
der er gråd og tænders gnidsel i lan- 
det, fordi man fører krig med hinan- 
den? Har vi ikke blandt os mange, 
som sørger over deres vildfarne ung- 
dom og de tragedier, der rammer 
dem, når de vender sig fra retskaf- 
fenhed og må lide som følge af, at de 
har fyldt sig med alkohol og narkoti- 
ka, har røget og indtaget andre for- 
budte ting? Hvor mange har vi ikke, 
der sørger som følge af den lovløs- 
hed, der er udbredt i vore samfund? 
Vi har brug for at lytte til fortidens 
lektier, med mindre vi skal blive op- 
slugt, som det skete med hine tidlige 
civilisationer, 

Det var dette budskab, Kristus bragte 
til disse fordums nephitter, da hans 
stemme hørtes „blandt alle jordens 
indbyggere over hele landet" (3. Ne. 
9:1). Han mindede dem om deres 
ugudelighed og vederstyggeligheder 
og om byer, som var blevet ødelagte 
på grund af indbyggernes ugudelig- 
hed, og så sagde han: „O, alle I, som 
er blevet skånet, fordi I var retfærdi- 
gere end de, vil I nu ikke vende tilba- 
ge til mig og angre jeres synder og 
blive omvendt så at jeg kan helbrede 
jer? 

Ja, sandelig siger jeg jer, hvis I vil 
komme til mig, skal I have evigt liv. 
Se, min barmhjertighedsarm er ud- 
rakt imod jer, og hver den, der vil 
komme, ham vil jeg modtage; og vel- 
signet er de, der kommer til mig" 
(3. Ne. 9:13-14). 

Denne samme indbydelse udsendes 
til menneskene i dag gennem profe- 
terne, som taler i Herrens navn. Det er 
det samme evangelium, som han for- 
kyndte i Jerusalem, og som han for- 
kyndte, da han organiserede sin kir- 
ke til gavn og velsignelse for de før- 
ste amerikanere. 

Da de havde hørt stemmen, samledes 
en stor mængde nephitter ved tem- 
plet og talte om denne Jesus Kristus 
og om det, de havde hørt. Igen hørte 
de en stemme, der sagde: „Se, min 
Søn, den elskede, i hvem jeg har vel- 
behag, i hvem jeg har herliggjort 
mit navn, hør ham" (3. Ne. 11 :7). 



38 



Da de rettede deres blik mod himlen, 
så de en mand stige ned fra himlen, 
klædt i en hvid kjortel, og de troede, 
at en engel havde vist sig, indtil han 
talte og sagde: „Se, jeg er Jesus 
Kristus, om hvem profeterne vidnede, 
at han skulle komme til verden. 
Og se, jeg er verdens lys og liv" 
(3. Ne. 11:10-11). 

Hele mængden faldt til jorden, og 
mens de befandt sig i denne ærbødi- 
ge og ydmyge stilling, velsignede 
Frelseren dem og belærte dem, Hans 
første handling var at give Nephi 
fuldmagt til at døbe, idet han sagde: 
„Jeg giver dig fuldmagt til at døbe 
dette folk, når jeg igen er opfaret til 
himlen" (3. Ne. 11:21). 
Han kaldte også andre, tolv ialt, og 
gav dem denne magt, idet han stad- 
fæstede, at det er nødvendigt at have 
myndighed for at kunne handle i Her- 
rens navn. Han gav dem de ord, de 
skulle benytte og instruerede dem 
med hensyn til at døbe ved nedsænk- 
ning, når de udførte dåbsordinansen. 
Det er den samme form for dåb, som 
praktiseres af Jesu Kristi Kirke af 
Sidste Dages Hellige. Han gjorde det 
klart for dem, at der ikke skulle være 
nogen diskussion blandt dem med 
hensyn til de lærdomme, som han 
skulle fremsætte for dem, og han 
sagde var den lære, hans Fader hav- 
de givet ham. Han befalede de tolv 
at gå ud og forkynde hans ord til jor- 
dens ender. 

Han gav dem bjergprædikenen, næ- 
sten som vi finder den optegnet hos 
Mattæus. Han gav dem den gyldne 
regel og belærte dem med hensyn til 
ægteskab, begær og hor. Han lærte 
dem om faste og bøn og gav dem det 
store eksempel, som vi kalder for Fa- 
der vor. Han sagde til dem, at de ik- 
ke kunne tjene både Gud og mamon, 
men at de først skulle søge Guds rige 
og hans retfærdighed. 
Han fortalte dem mange lignelser og 
belærte dem om alt, hvad der hører 
til frelse og ophøjelse. Han gav sær- 
lige instruktioner til de tolv, som han 
havde valgt, idet han sagde: „I er 
mine disciple, og I er et lys for dette 
folk som er en levning af Josefs hus. 



Og se, dette er jeres arveland, og Fa- 
deren har givet jer det" (3. Ne. 15: 
12-13). 

Han befalede nephitterne at nedskri- 
ve det, han sagde, og hvis dem i Je- 
rusalem ikke lærte af nephitterne og 
de andre stammer ved hiælp af Hel- 
ligånden, ville de lære af dem gen- 
nem disse skrivelser, som ville blive 
midlet til belæring af Israels hus om 
evangeliet. 

Da han var klar over, at de ikke for- 
stod alle hans ord, bad han dem gå 
hjem og overveje, hvad han havde 
sagt; men da han så deres tårer og 
ønske om at han skulle blive længe- 
re, fik han medlidenhed med dem og 
kaldte deres syge frem, de lamme, de 
blinde og på anden måde syge, og 
han helbredte dem. Han befalede 
dem også at komme frem med deres 
små børn, og som han stod midt ib- 
landt dem, befalede han mængden, 
at de skulle knæle ned på jorden. Vi 
læser: 

„Han knælede også selv ned på jor- 
den; og se, han bad til Faderen, men 
det, som han bad om, kan ikke be- 
skrives; og folket, som hørte ham, 
bevidnede det." 

Og på denne måde vidnede de: „Ald- 
rig før har øjet set og øret hørt så- 
danne store og vidunderlige ting, 
som det, vi så og hørte Jesus sige til 
Faderen. 

Og ingen tunge kan udtale og intet 
menneske beskrive, og menneske- 
hjertet kan heller ikke fatte så store 
og vidunderlige ting, som vi både så 
og hørte Jesus tale; og ingen kan fat- 
te den glæde, som fyldte vor sjæl, da 
vi hørte ham bede til Faderen for os" 
(3. Ne. 17:15-17). 

Så tog han deres små børn, et efter 
et, og velsignede dem og bad for 
dem og sagde: „Se, jeres små! 
Og da de hævede blikket mod himlen 
for at se, da så de himlene åbne, og 
de så englene stige ned fra himlen, 
som om de var omgivet af ild, og de 
kom ned og omringede de små, og 
de blev omgivet af ild, og englene 
betjente dem" (3. Ne. 17:23-24). 
Han indstiftede nadveren blandt dem, 
administrerede den til sine disciple, 




~ il! 



M!«WJ«' 



-4 \ 



5 v, V 



t f*Ti' 



v „ \i 



og lod dem give den til mængden. 
Han anerkendte deres ønske om at 
få Helligånden og overdrog den til 
dem. Han udførte mirakler og gav 
løfter, idet han mindede dem om at 
ransage Esajas og alle profeternes 
skrifter for tegn på hans andet kom- 
me. Han advarede dem om de dom- 
me, der skulle komme, og lærte dem 
om tiende og arbejde for de døde. 
Han sagde til dem, at hans kirke skulle 
kaldes ved hans navn. Han formane- 
de dem påny til omvendelse, idet han 
sagde: 

„Og dette er befalingen: Omvend jer, 
alle jordens ender, og kom til mig og 
bliv døbt i mit navn, så at I må stå 
uplettede for mig på den yderste 
dag." (3. Ne. 27:20) 
Alle disse belæringer gav Kristus til 
det nephittiske folk, da han kom til 
dem som en opstanden person. Vi 
har disse samme belæringer i hans 
kirke i dag, og det er min bøn, at vi 
vil acceptere og efterleve dem; at vi 
vil acceptere Gud som vor Fader og 
hans Søn Jesus Kristus som verdens 
Frelser; at vi vil acceptere og følge 
præsident Spencer W. Kimball som 
Guds profet; og at vi må kunne glæ- 
de os over de lovede velsignelser for- 
di vi gør dette. I Jesu Kristi navn. 
Amen. 



39 



Tanker ved påske 



Mine elskede brødre og søstre over- 
alt. Jeg beder jer anråbe Herren for 
vor skyld, mens jeg taler til jer nogle 
få øjeblikke, for det budskab, jeg har, 
er vigtigt for hver levende sjæl på 
jorden. 

Nu her til påske er der blevet sagt 
meget om opstandelsen. Selv om det 
er umuligt at forstå den fulde betyd- 
ning af opstandelsen, så burde virke- 
ligheden af den aldrig være ude af 
vore tanker. 

Hos Paulus var den underforstået 
som et centralt tema i Jesu Kristi 
evangelium, da han skrev til korin- 
terne: 

„Har vi alene i dette liv sat vort håb 
til Kristus, er vi de ynkværdigste af 
alle mennesker. 

Men nu er Kristus opstået fra de dø- 
de som en førstegrøde af de henso- 
vede. 

Thi fordi døden er kommet ved et 
menneske, er også de dødes opstan- 
delse kommet ved et menneske. 
Thi, ligesom alle dør i Adam, således 
skal de også alle levendegøres i Kri- 
stus" (1. Kor. 15:19-22). 
Lad os begynde vore overvejelser af 
dette store emne med sætningen: 
„fordi døden er kommet ved et men- 
neske." 

„ved et menneske . . ." hvilket men- 
neske? Det spørgsmål er blevet gen- 
taget ned gennem alle tider. 
Job råbte i sin pine: 
„Hvad er et menneske, du regner 
ham og lægger mærke til ham, 
hjemsøger ham hver morgen, ransa- 
ger ham hvert øjeblik?" (Job 7:17-18) 
Og igen: „hvor kan et menneske væ- 
re rent, en kvindefødt have ret?" (Job 
15:14) 

Salmisten gentog: „hvad er da et 
menneske, at du kommer ham ihu, et 
menneskebarn, at du tager dig af 
ham? 
Du gjorde ham lidet ringere end Gud, 




PRÆSIDENT MARION G. ROMNEY 
2. Rådgiver i Det første Præsidentskab 



med ære og herlighed kronede du 
ham" (Salm. 8:5-6). 
Skrifternes svar på dette spørgsmål 
er tydeligt og klart. Mennesket er et 
åndeligt barn af Gud, klædt i et jor- 
disk tabernakel af kød og ben. Deffe 
er åbenbaret i skabelsesberetningen. 
1. Mosebog forkynder, at der var en 
åndelig skabelse af jorden og af alt, 
hvad der skulle anbringes på den, 
også mennesket, hvis ånd Gud skab- 
te „i sit billede; i Guds billede skabte 
han det, som mand og kvinde skabte 
han dem" (1. Mos. 1:27). 
„Dengang fandtes endnu ingen af 
markens buske på jorden, og endnu 
var ingen af markens urter spiret frem, 
thi Gud Herren havde ikke ladet det 
regne på jorden, og der var ingen 
mennesker til at dyrke agerjorden, 
Men en tåge vældede op af jorden og 
vandede hele agerjordens flade - da 
dannede Gud Herren mennesket af 
agerjordens muld og blæste livsånde 
i hans næsebor, så at mennesket blev 
et levende væsen" (1. Mos. 2:5-8). 
Dette stemmer overens med vor tids 
skrifter, der bekræfter, at „Ånden og 
legemet er menneskets sjæl" (L & P. 
88:15). 



„ . . . fordi døden er kommet ved et 
menneske." Hvad er døden? Det er 
adskillelsen af legemet og ånden. 
Adam og Eva blev, da de blev skabt, 
som levende sjæle, begavet med ev- 
nen til at leve for evigt. De var synd- 
fri, rene og hellige, værdige til at 
glæde sig over samværet med Gud, 
deres Fader, og de glædede sig vir- 
keligt derover. Ja, han besøgte dem i 
Edens Have, samtalede med dem og 
instruerede dem. Denne instruktion 
behøvede de, fordi de i deres over- 
gang fra ånder til sjæle helt havde 
mistet erindringen om deres tidligere 
tilværelse. 

„Men Gud Herren bød Adam: ,Af alle 
træer i haven har du lov at spise, kun 
af træet til kundskab om godt og ondt 
må du ikke spise; den dag, du spiser 
deraf, skal du visselig dø!'" (1. Mos. 
2:16-17) 

Tiden tillader ikke en gennemgang af 
detaljerne, men den vigtige kends- 
gerning er, at Adam og Eva i mod- 
strid med instruktionerne virkelig 
spiste af den forbudne frugt. Ved at 
gøre dette indtog de i deres legemer 
føde, der udvirkede en forandring i 
dem, således at deres legemer og 
deres ånder, da tiden var inde, blev 
adskilt; det vil sige, deres sjæle dø- 
de. 

Straffen for at bryde befalingen blev 
nedarvet af alle efterkommere af 
Adam. Således „kom døden ved et 
menneske" (1. Kor. 15:21). 
Når døden kommer, som den kommer 
til alle mennesker, vender legemet 
tilbage til jorden, og ånden tilbage 
til åndeverdenen. 

Adskilt fra sit legeme ved døden er 
ånden i en usikker tilstand, som pro- 
feten Jakob beskriver således: 
„Thi se, dersom kødet ikke mere 
skulle oprejses, så måtte vore ånder 
blive den engel undergivet, som faldt 
for den evige Guds åsyn, for ikke 



40 



mere at oprejses, og blev djævelen. 
Og vore ånder måtte være blevet 
ham lig, og vi blev djævle og en djæ- 
vels engle, udelukket fra vor Guds 
åsyn og forblevet hos løgnens fader 
i elendighed, ligesom han selv" 
(2. Ne. 9:8-9). 

Forløsning fra døden — det vil sige 
opstandelse — er derfor af yderste 
vigtighed for menneskets fremtidige 
lykke. 

„Ånd og grundstof, uadskilleligt for- 
bundet, modtager en fylde af glæde. 
Men om de adskilles, kan mennesket 
ikke modtage en fylde af glæde" (L 
&P. 93:33-34). 

Men Gud, der er alvidende, forudså 
denne vanskelighed. Han vidste, at 
døden ville komme over alle menne- 
sker på grund af Adams indtagelse af 
frugten af træet til kundskab om godt 
og ondt. Han vidste også, at det at 
menneskene skulle lide for evigt på 
grund af døden, som de ikke var an- 
svarlige for, ville være uretfærdigt. 
Han sørgede derfor for forløsning af 
sjælen gennem Kristi død og opstan- 
delse. 

Om dette sagde han i en ny åben- 
baring: 

„Sandelig siger jeg jer, at opstandel- 
se fra de døde er tilvejebragt gen- 
nem den forløsning, der er sket for 
jer. 

Ånden og legemet er menneskets 
sjæl. 

Og opstandeisen fra de døde er sjæ- 
lens forløsning. 

Og sjælens forløsning sker gennem 
ham, der levendegør alting" (L. & P. 
88:14-17), det vil sige gennem Kri- 
stus. 

Og hvem er så Jesus Kristus, og 
hvordan kunne han foranledige op- 
standelse, når intet andet menneske 
— heller ikke alle mennesker tilsam- 
men — kunne gøre det? Skrifterne 
svarer på disse spørgsmål. De gør 
det helt klart, at den åndelige person 
Jesus Kristus er søn af Gud, vor evi- 
ge Fader, således som det er tilfæl- 
det med alle menneskers ånder. I 
denne henseende er han ligsom alle 
andre mennesker. Han adskiller sig 
imidlertid fra dem ved den kendsger- 



ning, at menneskers legemer er avlet 
af jordiske mennesker og derfor er 
underlagt døden, idet de er efterkom- 
mere af og arvinger til Adam, mens 
Kristi fysiske legeme blev avlet af 
Gud, vor himmelske Fader, et udøde- 
ligt væsen, som ikke er underlagt 
døden. Kristus arvede derfor fra sin 
Fader evnen til at leve for evigt. Han 
havde magt over liv og død, således 
som han selv vidnede over for fari- 
sæerne: 

„Den gode hyrde sætter sit liv til for 
fårene . . . 

Jeg er den gode hyrde — 
og jeg sætter mit liv til for fårene . . . 
Derfor elsker Faderen mig, fordi jeg 
sætter mit liv til, for at tage det igen. 
Ingen tager det fra mig, men jeg sæt- 
ter det til af mig selv. Jeg har magt 
til at sætte det til, og jeg har magt til 
at tage det igen." (Joh. 10:11, 14-15, 
17-18) 

Eftersom mennesket, der var under- 
lagt døden, ikke selv kunne hæve sit 
legeme fra graven, kom Jesus til jor- 
den og gav frivilligt sit liv for at sone 
for Adams fald, hvorved han iværk- 
satte opstandelsens kraft. 
Det første bevis på hans sejr over 
graven var naturligvis hans egen op- 
standelse, om hvis virkelighed der 
findes mange beviser. Han blev set 
og hørt af Maria (se Joh. 20:11-17). 
Han traf kvinderne, der var på vej til 
at fortælle disciplene om den tomme 
grav. Til dem talte han. „Og de gik 
hen til ham og omfavnede hans fød- 
der og tilbad ham" (se Matt. 28:9-10). 
Han spadserede sammen med og tal- 
te med de to disciple på vej til Em- 
maus (se Luk. 24:13-16, 28-32). Han 
viste sig for sine apostle mindst to 
gange, én gang da Thomas var fra- 
værende og igen en uge senere, da 
han var til stede. Han talte til dem, 
viste dem sine hænder og fødder. På 
hans anmodning „gav de ham et styk- 
ke af en stegt fisk og af en honning- 
kage, og han tog det og spiste det i 
deres påsyn." (Se Luk. 24:36-43 og 
Joh. 20:26-29) 

Han var sammen med de syv disciple 
på Genesaret Sø (Joh. 21:1-22). Ved 
en bestemt lejlighed blev han set af 



mere end 500 mennesker på én gang, 
(1. Kor. 15:6). „Han blev set af Kefas 
(1. Kor. 15:5), af Jakob (1. Kor. 15:7), 
af Paulus (1. Kor. 15:8). På det gali- 
læiske bjerg overdrog han „de elle- 
ve" at undervise alle folkeslag (se 
Matt. 28:16-20). 

Endelig „tog han dem med sig ud i 
nærheden af Betania, „og han løftede 
sine hænder og „mens han velsige- 
nede dem, skiltes han fra dem og op- 
løftedes til Himmelen" (Luk. 24: 
50-51). 

Etter sit virke, der fulgte på opstan- 
delsen, i landet omkring Jerusalem, 
besøgte han nephitterne i Amerika 
og betjente dem. 

Ligeså vidunderlig og inspirerende 
som optegnelserne om Jesu opstan- 
delse er, ligeså stor betydning har 
forsikringen om, at opstandelsens 
magt, som han iværksatte, skulle væ- 
re og er universel. Sådan er løftet. 
Og Mattæus beretter, at „gravene 
åbnede sig, og mange af de henso- 
vedes legemer opstod, 
og de gik ud af gravene og kom efter 
hans opstandelse ind i den hellige 
stad og viste sig for mange" (Matt. 
27:52-53). 

Jesus har selv under sin jordiske 
tjeneste sagt: 

„Den tid kommer, da alle de, som er 
i gravene, skal høre (hans) røst, 
og de skal gå frem: de, som har gjort 
det gode, for at opstå til liv, men de, 
som har øvet det onde, for at opstå til 
dom" (Joh. 5:28-29). 
Under sin forkyndelse efter opstan- 
delsen fremhævede han denne vitale 
sandhed med hensyn til den univer- 
selle opstandelse ved at give de ne- 
phittiske disciple besked om at ind- 
føre det i deres beretninger, som de 
havde undladt at gøre, nemlig Sa- 
muels profeti med hensyn til andres 
opstandelse og opfyldelsen af denne 
profeti. Den udeladte bemærkning, 
hvortil han hentydede, som et af de 
tegn, der skulle gives nephitterne på 
hans korsfæstelse var, at „mange 
grave skal åbnes og afgive mange af 
deres døde, og mange hellige skal 
vise sig for mange" (Hel. 14:25). 
Og hans nephittiske disciple sagde: 



41 



„Jo, Herre, Samuel profeterede i 
overensstemmelse med dine ord, og 
de blev alle opfyldt" (3. Ne. 23:10). 
Johannes Åbenbareren slutter beret- 
ningen om sit syn om den opstandel- 
se, som vil finde sted ved begyndel- 
sen af tusindårsriget - som nu ikke 
er langt borte - ved at sige: 
„Og de blev levende (de, som kom 
frem i opstandelsen forud for tusin- 
dårsriget - de levede) og blev kon- 
ger med Kristus i tusinde år." 
(De andre døde blev ikke levende, 
før de tusinde år var til ende). (Joh. 
Ab. 20:4-5) 

Og her tilføjede han: „Og jeg så de 
døde, store og små foran tronen . . . 
Og havet gav de døde tilbage, som 
var i det, og døden og Dødsriget gav 
de døde tilbage, som var i dem" (Joh. 
Åb. 20:12-13). 

Amulek sagde, da han talte til Zerz- 
rom: 

„Kristi død skal løse den timelige 
døds bånd, for at alle kan blive op- 
rejst fra denne timelige død. 
Ånden og legemet skal atter forenes 
i deres fuldkomne skikkelse; både 
lem og led skal komme på rette plads 
igen . . . 

Og denne genoprettelse skal blive al- 
le tildelt, både gamle og unge, både 
trælle og frie, både mænd og kvin- 
der, både ugudelige og retfærdige" 
(Alma 11:42-44). 

På denne måde vil Paulus' erklæring 
blive opfyldt: 

„Thi fordi døden er kommet ved et 
menneske, er også de dødes opstan- 
delse kommet ved et menneske. 
Thi ligesom alle dør i Adam, således 
skal også alle levendegøres i Kristus. 
Men hver i sit hold: Som førstegrøde 
Kristus, dernæst ved Kristi komme 
det, som hører ham til" (1. Kor. 15: 
21-23). 

Menneskets sjæl er således sikret 
udødelighed. Kristus har afsluttet før- 
ste del af sin „gerning og . . . herlig- 
hed," som han erklærede overfor Mo- 
ses, var: „at tilvejebringe udødelig- 
hed og evigt liv for mennesket" (Mo- 
ses 1 :39). 

Stor er den gæld, vi har til vor For- 
løser for vor opstandelse. Men dette 



er ikke det endelige mål. At opnå 
udødelighed er en forudsætning for, 
men ikke nødvendigvis det samme 
som at opnå evigt liv. Udødelighed 
betegner længden af et liv - uden 
død. Evigt liv betegner en beskaffen- 
hed ved livet -den beskaffenhed ved 
livet, som Gud nyder glæde ved at 
have. 

I den kommende verden er der tre 
riger med forskellige grader af her- 
lighed. Den telestiale grad, som er 
den laveste; den terrestriale, som er 
den mellemste; og den celestiale, 
som er den herlighed, Guddommen 
ejer. Hvert herlighedsrige styres ved 
lov. 



Emner: Forsoning og opstandelse 




Mennesker vil blive dømt i åndever- 
denen og belønnet i henhold til deres 
gerninger. I opstandelsen vil deres le- 
gemer levendegøres ved herligheden 
i det rige, hvis love de har adlydt i 
dette jordiske liv (se L. & P. 88:17-32). 
Jesu Krisi evangelium, således som 
det er åbenbaret til og forkyndt af 
profeterne fra Adam til tidens midte, 
som forkyndt og anskueliggjort af Je- 
sus under hans jordiske tjeneste og 
gengivet i denne tidernes fyldes for- 
valtning, og som i dag med myndig- 
hed forkyndes og forvaltes overalt i 
verden af Jesu Kristi Kirke af Sidste 
Dages Hellige, er den celestiale lov, 
som den henvender sig til menneske- 
ne, menneskesjæle i dødeligheden. 
Lydighed mod denne lov er en forud- 
sætning for opstandelse med et cele- 
stialt legeme. For dem som oplever 
det, vil herligheden blive stor og vir- 
kelig bedrøvede vil de blive, som ik- 
ke opnår den. Profeten Joseph Smith 
sagde i sin tale ved en begravelse, at 
„skuffelsen med hensyn til håb og 
forventninger ved opstandelsen vil 
blive ubeskrivelige og frygtelige." 
(Profetens Joseph Smiths Lærdom- 
me, side 391). 

Mange af disse love er blevet præ- 
senteret og omtalt ved denne konfe- 
rence, og flere vil blive det. Må vi 
agte på dem og adlyde dem. 
Som afslutning bærer jeg nu mit per- 
sonlige vidnesbyrd om sandheden af 
disse ting, som jeg har talt om. Jeg 
ved gennem Helligånden, at de er 
sande. Jesus lever; han er Guds Søn. 
Han kom til jorden som Faderens en- 
bårne Søn. Han overvandt døden, op- 
rejste sit legeme af graven, iværk- 
satte opstandelsens kraft for alle 
mennesker. 

Jeg ved at han som følge af sine 
lidelser i Getsemane og under sin 
korsfæstelse tilvejebragte de midler, 
hvorved vi gennem omvendelse og 
lydighed mod hans evangeliums love 
kan blive oprejst, ikke blot til udøde- 
lighed men også til evigt liv, som er 
den største af alle Guds gaver. Om 
dette bærer jeg højtideligt vidnes- 
byrd i Jesu Kristi, vor Forløsers helli- 
ge navn. Amen. 



42 



Mormons Bog 
er Guds ord 



Jeg taler i dag om et højst vigtigt 
emne. Som medlemmer af Jesu Kristi 
Kirke af Sidste Dages Hellige tror vi, 
at „Mormons Bog er Guds ord" 
(8. trosartikel). Gud har sagt det; det 
samme har dens skibenter, de, der 
har vidnet om den, og alle de, der 
har læst den og modtaget en person- 
lig åbenbaring fra Gud om sandhe- 
den af den. 

I afsnit 20 i Lære og Pagter siger Her- 
ren, at han gav Joseph Smith „kraft 
fra det høje ... til at oversætte Mor- 
mons Bog, der indeholder . . . Jesu 
Kristi evangelium . . . der blev givet 
gennem inspiration" (L & P. 20:8-10) 
Nephi, en af Mormons Bogs profeter 
og skribenter bevidner, at Mormons 
Bog indeholder „Kristi ord" (2. Ne. 
33:10), og Moroni, bogens sidste skri- 
bent, vidner om, at „de ting er sande" 
(Moroni 7:35). 

Denne samme Moroni fremviste dis- 
se gamle optegnelser til tre vidner, 
da han i vor tid blev sendt som en 
engel fra Gud. Vidnernes vidnesbyrd 
om optegnelserne findes foran i Mor- 
mons Bog. De udtalte: „Vi ved også, 
at de er blevet oversat ved Guds ga- 
ve og kraft; thi hans røst har kund- 
gjort os det, hvorfor vi med sikkerhed 
ved, at dette værk er sandt." 
Og Joseph Smith, profeten, det red- 
skab, som Gud brugte til at oversætte 
denne optegnelse, vidnede om, at 
„Mormons Bog var den mest korrek- 
te af alle bøger på jorden og vor reli- 
gions slutsten, og at et menneske vil- 
le komme Gud nærmere ved at adly- 
de dens forskrifter, end ved nogen 
anden bog." (Profeten Joseph Smiths 
Lærdomme side 232) 
Mormons Bog er skrevet for os i vor 
tid. Gud er bogens forfatter. Den er 
en beretning om et faldent folk, sam- 




PRÆSIDENT EZRA TAFT BENSON 
Præsident for De tolvs Råd 



let af inspirerede mænd til velsignel- 
se for os i dag. Disse mennesker fik 
aldrig bogen at se, den var beregnet 
for os. Mormon, den fordums profet, 
efter hvem bogen er opkaldt, forkor- 
tede århundreders optegnelser. Gud, 
som kender enden fra begyndelsen, 
fortalte ham, hvad han skulle tage 
med i denne forkortelse, som vi ville 
have brug for i vore dage. Mormon 
overdrog optegnelserne til sin søn 
Moroni, den sidste skribent i bogen. 
Og Moroni, som skrev for mere end 
1500 år siden, men henvendte sig til 
os i dag, sagde: „Se, jeg taler til jer, 
som om I var nærværende, og dog 
er I det ikke. Men se, Jesus Kristus 
har vist mig jer, og jeg kender jeres 
gerninger." (Moroni 8:35) 
Mormons Bogs formål er anført på 
titelbladet. Det er „for at overbevise 
jøder og ikke-jøder om, at Jesus er 
Kristus, den evige Gud." 
Nephi, den første profet og skribent 
i Mormons Bog udtaler: „Thi min hele 
hensigt er at kunne overtale men- 
nesker til at komme til Abrahams 



Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud, 
og blive frelst. 

Af den grund skriver jeg ikke det, der 
behager verden, men kun det, der 
behager Gud og dem, som ikke er af 
verden. 

Jeg vil derfor give mine efterkomme- 
re bafaling om, at de ikke skal fylde 
disse plader med ting, som er uden 
værdi for menneskene" (1. Ne. 6:4-6) 
Mormons Bog fører mennesker til 
Kristus gennem to fundamentale må- 
der. For det første fortæller den tyde- 
ligt og klart om Kristus og hans evan- 
gelium. Den vidner om hans guddom- 
melighed og om behovet for en For- 
løser og det nødvendige i at vi sæt- 
ter vor lid til ham. Den vidner om fal- 
det og om forsoningen og om evan- 
geliets første principper, hermed og- 
så om nødvendigheden af at have et 
sønderknust hjerte og en angergiven 
ånd og om en åndelig genfødsel. Den 
hævder, at vi må holde ud til enden i 
retskaffenhed og føre en helligs mo- 
ralsk tilværelse. (Mormon 2:14, L & 
P. 59:8) 

For det andet afslører Mormons Bog 
Kristi fjender. Den gør falske lær- 
domme til skamme og afskaffer splid 
(se 2. Ne. 3:12). Den styrker de ydmy- 
ge Kristi tilhængere mod den ondes 
anslag, planer og lærdomme i vor tid. 
De former for frafald, der findes om- 
talt i Mormons Bog, ligner dem, vi 
har i dag. Gud har med sin vidunder- 
lige forudviden udformet Mormons 
Bog på en sådan måde, at vi kan se 
fejlene og vide, hvordan vi skal be- 
kæmpe falske uddannelsesmæssige, 
politiske, religiøse og filosofiske op- 
fattelser i vor tid. 

Og Gud forventer, at vi skal bruge 
Mormons Bog på flere måder. Vi skal 
selv læse den — omhyggeligt dg med 



43 



en bøn i hjertet — og mens vi læser 
den, skal vi overveje, om denne bog 
er Guds værk eller skrevet af en ung, 
ulærd mand. Og når vi så er færdig 
med at læse bogen, opfordrer Moroni 
os med disse ord til at sætte den på 
prøve: 

„Og når I modtager disse ting, for- 
maner jeg jer til at adspørge Gud, den 
evige Fader, i Kristi navn, om disse 
ting ikke er sande; og dersom I beder 
af oprigtigt hjerte og med fast forsæt 
samt med tro på Kristus, da vil han 
åbenbare sandheden deraf for jer 
gennem den Helligånds kraft" (Mo- 
roni 10:4) Jeg har gjort sådan, som 
Moroni opfordrer til, og jeg kan be- 
vidne for jer, at denne bog er fra Gud 
og således virkelig er sand. 
Vi skal bruge Mormons Bog som 
grundlag for vor undervisning. I afsnit 
42 i Lære og Pagter, siger Herren: 
„Kirkens ældster, præster og lærere 
skal forkynde mit evangeliums grund- 
sætninger, som de findes i . . . Mor- 
mons Bog, hvori evangeliets fylde 
findes" (L & P. 42:12). 
Når vi læser og underviser, skal vi 
jævnføre det, der står i Mormons Bog 
med os, så „den kan blive os til gavn 
og lærdom" (1.Ne. 19:23). 
Vi skal bruge Mormons Bog til gen- 
drivelse af indsigelser mod kirken. 
Gud Faderen og hans Søn Jesus Kri- 
stus åbenbarede sig til Joseph Smith 
i et forunderligt syn. Efter den store 
oplevelse fortalte Joseph en præst 
om den. Joseph blev forbavset over 
at høre præsten sige, at der på den 
tid ikke længere forekom sådan no- 
get som syner eller åbenbaringer, at 
alt sådan noget var ophørt. (Se Jo- 
seph Smith 2:21) 

Denne bemærkning symboliserer 
praktisk talt alle de indvendinger, der 
nogen sinde har været rejst mod kir- 
ken af ikke-medlemmer og afvegne 
medlemmer. De tror nemlig ikke, at 
Gud åbenbarer din vilje til kirken i 
dag gennem Guds profeter. Alle ind- 
vendinger, hvad enten de drejer sig 
om abort, flerkoneri, helligholdelse 
af sabbaten, og lignende . . . drejer 
sig i virkeligheden om, hvor vidt Jo~ 
seph Smith og hans efterfølgere var 



og er Guds profeter, som modtager 
guddommelig åbenbaring. Men hør 
så en fremgangsmåde, hvorefter man 
ved hjælp af Mormons Bog kan be- 
handle de fleste indvendinger. 

1. Forstå indvendingen. 

2. Giv svaret ud fra åbenbaring. 

3. Vis hvordan svarets rigtighed i 
virkeligheden afhænger af, om 
man har nutids-åbenbaringer gen- 
nem nutids-profeter eller man ik- 
ke har dem. 

4 Forklar, at spørgsmålet om, hvor- 
vidt vi har nutidsprofeter og åben- 
baringer dybest set afhænger af, 
om Mormons Bog er sand. 
Derfor er det eneste problem, den 
pågældende har at løse for sig selv, 
spørsmålet om, hvorvidt Mormons 
Bog er sand eller ej. For hvis Mor- 
mons Bog er sand, så er Jesus 
Kristus, og Joseph Smith var hans 
profet, Jesu Kristi Kirke af Sidste Da- 
ges Hellige er sand, og den ledes i 
dag af en profet, der modtager åben- 
baring. 

Vor hovedopgave er at forkynde 
evangeliet og at gøre det effektivt, Vi 
har ikke pligt til at besvare enhver 
indsigelse. Ethvert menneske kom- 
mer på et eller andet tidspunkt i en 
situation, hvor det må bestemme sig 
til, om det vil tro eller ej. „Og dersom 
det ikke er Kristi ord, døm da," siger 
Nephi, „thi Kristus vil vise jer i de 
sidste dage med kraft og stor herlig- 
hed, at det er hans ord, og I og jeg 
skal stå ansigt til ansigt for hans 
domstol, og I skal vide, at jeg har 
fået befaling af ham til at skrive dis- 
se ting." (2. Ne. 33:11) Ethvert men- 
neske må dømme for sig selv, vel 
vidende at Gud vil holde ham ansvar- 
lig. 

Mormons Bog skal benyttes, „som et 
banner for mit folk, der er af Israels 
hus," siger Herren, og dens ord „skal 
hvisle til jordens ender" (2. Ne. 29:2). 
Vi, medlemmerne af kirken og især 
missionærerne, skal være dem, der 
hvisler eller beretter og vidner om 
Mormons Bog lige til jordens ender. 
Mormons Bog er den store standard, 
vi skal benytte. Den viser, at Joseph 
Smith var en profet. Den indeholder 



Kristi ord, og dens store opgave er at 
føre mennesker til Kristus, alt andet 
er underordnet. Det gyldne spørg- 
smål med hensyn til Mormons Bog 
er: „Ønsker De at vide mere om Kri- 
stus?" Mormons Bog er det bedste 
middel til at skabe den gyldne kon- 
takt. Den indeholder ikke det, der 
„behager verden" (1. Ne. 6:5), og 
derfor er verdslige mennesker ikke 
interesseret i den. Den er en kæm- 
pestor sigte. 

Enhver om flittigt har søgt at lære at 
kende Mormons Bogs undervisning 
og lærdomme og samvittighedsfuldt 
har benyttet den i missionnærarbej- 
de, ved med sig selv, at den er det 
redskab, som Gud har givet missio- 
nærerne til at overbevise jøder som 
ikke-jøder og lamanitter om sandhe- 
den af vort budskab. 
Vi har imidlertid ikke benyttet Mor- 
mons Bog, sådan som vi skulle. Vore 
hjem er ikke så stærke, hvis vi ikke 
bruger den som middel til at føre vo- 
re børn til Kristus. Vore hjem kan bli- 
ve bedraget af verdslige tilbøjelighe- 
der og lærdomme, hvis vi ikke ved, 
hvordan vi kan bruge den bog til at 
afsløre og bekæmpe falskheden i so- 
cialisme, organisk udvikling, rationa- 
lisme, humanisme, osv. Vore missio- 
nærer er ikke så effektive, som de 
kunne være, hvis de ikke „hvisler" 
med den. (2. Ne. 29:2) Sociale, mo- 
ralske, kulturelle eller uddannelses- 
mæssige omvendte vil ikke overleve 
dagens hede, med mindre deres over- 
bevisning bunder helt i evangeliets 
fylde, som Mormons Bog indeholder. 
Vore undervisningsklasser i kirken er 
ikke så åndsfyldte, med mindre vi 
holder den op som et banner. Vor na- 
tion vil vedblive at degenerere, med 
mindre vi læser og retter os efter 
dette lands Gud, Jesus Kristi ord, og 
holder op med at opbygge og støtte 
de hemmelige sammenslutninger, 
som Mormons Bog fortæller os var 
skyld i begge de tidligere amerikan- 
ske civilisationers fald. 
Nogle af de første missionærer blev, 
da de vendte hiem, irettesat af Herren 
i det 84. afsnit i Lære og Pagter, fordi 
de havde behandlet Momons Bog let- 



44 



sindigt eller skødesløst. Som følge 
deraf var deres sind blevet formørket. 
Herren sagde, at den slags behand- 
ling af Mormons Bog bragte hele kir- 
ken under fordømmelse, ja, alleZions 
børn. Og derpå sagde Herren: „Og 
de skal forblive under denne fordøm- 
melse, indtil de omvender sig og ihu- 
kommer den nye pagt, nemlig Mor- 
mons Bog" (se L & P. 84:54-57). Er vi 
stadig under den fordømmelse? 
Læsning af Mormons Bog er noget 
af det, der bedst kan overtale nogen 
til at rejse på mission Vi har brug for 
flere missionærer. Men vi behøver 
også bedre forberedte missionærer 
fra ward og grene og hjem, hvor man 
kender og elsker Mormons Bog. En 
stor udfordring og forberedelses dag 
er nær forestående for missionærer 
m.h.t. at lære Mormons Bog at kende 
og undervise ud fra den. Vi har brug 
for missionærer, der svarer til vort 
budskab. 

Vor reaktion overfor Mormons Bog vil 
kunne få alvorlige konsekvenser. „Og 
de, der modtager den med tro og 
øver retfærdighed, skal få det evige 
livs krone. 

Men for dem, der forhærder deres 
hjerte i vantro og forkaster den, skal 
det blive til deres egen fordømmelse. 
Thi Gud Herren har talt det" (L & P. 
20:14-16) 

Er Mormons Bog sand? Ja. 
Hvem er den skrevet for? For os. 
Hvad er dens formål? At føre men- 
nesker til Kristus. 

Hvordan gør den det? Ved at vidne 
om Kristus og afsløre hans fjender. 
Hvordan skal vi benytte den? Vi skal 
få et vidnesbyrd om den, vi skal un- 
dervise ud fra den, vi skal bruge den 
som et banner og „hvisle" den frem. 
Har vi gjort det? Ikke som vi bør, hel- 
ler ikke som vi skal. 
Får vor reaktion over for denne bog 
evige følger? Ja, enten til vor velsig- 
nelse eller til vor fordømmelse. 
Enhver sidste dages hellig bør gøre 
studiet af denne bog til et varigt 
foretagende, ellers bringer han sin 
sjæl i fare og forsømmer det, som 
skulle give åndelig og intellektuel 
mening i hele hans tilværelse. Der er 




en forskel mellem den nyomvendte, 
hvis omvendelse bygger på Kristi 
klippe gennem Mormons Bog og som 
holder fast ved den jernstag — og 
en, som ikke bygger på det vidnes- 
byrd. 

For mere end et kvart århundrede si- 
den lyttede jeg i dette Tabernakel til 
disse ord: „For nogle få år siden da 
jeg begyndte min sagførervirksom- 
hed, var min families medlemmer en 
smule nervøse. De var bange for at 
jeg skulle miste min tro. Jeg ville 
gerne være sagfører, men jeg havde 
endnu større lyst til at bevare mit 
vidnesbyrd, og så lavede jeg mig en 
fast regel, som jeg vil anbefale jer. 
Hver morgen, inden jeg begyndte da- 
gens arbejde, læste jeg en halv time 
i Mormons Bog ... og på disse få 
minutter om dagen fik jeg læst Mor- 
mons Bog igennem hvert år i ni år. 
Jeg ved, at det holdt mig i harmoni, 
såvidt jeg selv bevarede harmonien, 



med Herrens Ånd." (Conference Re- 
port, april 1949, side 36) Vi vil på den- 
ne måde kunne holde os nærmere 
Herren end på nogen anden måde 
jeg kender. Det var præsident Marion 
G. Romney, der sagde det. Jeg gen- 
tager hans råd. 

Hvad skal vi da sige om Mormons 
Bog? Jeg bærer mit vidnesbyrd om, 
at den virkelig er sand. Jeg ved det, 
så sandt som jeg lever. Vi står sam- 
men med profeten Joseph Smith, når 
han siger: „Jeg fortalte brødrene, at 
Mormons Bog er den mest korrekte 
af alle bøger på jorden og vor reli- 
gions slutsten. Et menneske vil kom- 
me Gud nærmere ved at adlyde dens 
forskrifter end ved nogen anden 
bog." (Profetens Joseph Smiths Lær- 
domm, side 232) 

Må vi kende og anvende denne slut- 
sten og komme Gud nærmere, beder 
jeg om i Jesu Kristi navn. Amen. 



45 



Mormonismens rødder 



Vi lever i en verden, hvor næsten 
ingen ved noget helt sikkert. Verden 
synes at ynde at springe fra den ene 
teori til den anden, men det, som 
blev regnet for, og som gav sig ud 
for at være, verdens håb i går, viser 
sig ofte at være gift for verden i dag. 
For eksempel opdagede man et vid- 
undermiddel, der blev benyttet til 
lindring af svangerskabsubehag, som 
forårsagede deformiteter hos børne- 
ne, den „krig der skulle afslutte alle 
krige" blev blot årsagen til nye kon- 
flikter. Vi synes altid at være på jagt 
efter svar i nye programmer. Men 
naturligvis er der ingen svar i et nyt 
program. Vi søger efter hemmelige 
formularer, der kan forlænge livet, be- 
vare ungdommen, frigøre os for 
smerte, fjerne træthed og overflødig- 
gøre arbejde. 

Hvis sandheden virkelig blev forstået, 
ville alt det, som vi prøver på at kom- 
me af med, selvfølgelig vise sig at 
være netop det, som vi bør have: li- 
delse er betydningsfuld. „Han lærte 
lydighed af det, han led" (Heb. 5:8). 
Og hvor storslået er det ikke at være 
i stand til at blive træt nok til at sove 
sundt. Arbejdets under kan ikke over- 
vurderes. Tilfredsheden over en godt 
klaret opgave er en af de bedste for- 
mer for tilfredshed i dette liv. Opnåel- 
se af høj alder, hvor man kan se til- 
bage på et langt og rigt liv og for- 
ståelsens klarhed, som er opnået 
gennem et livs erfaringer, gør alder- 
dommen til en gylden, herlig del af 
livet. 

Ja, vort samfund springer fra det ene 
fantasifoster til det andet, idet det 
griber ud efter lykken i bestandigt 
håb og tro på et eller andet nyt pro- 
gram. Men der er ikke noget magisk 
ved programmer, ligegyldigt, hvor de 
kommer fra. 

Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hel- 
lige betragtes med stor interesse fra 
mange sider. Artikler som „Utahs 
strålende oaser" i National Geogra- 




ÆLDSTE HARTMAN RECTOR, JR. 
De Halvfjerds ' første Råd 



phic Magazine (april 1975) og „Når 
de hellige kommer syngende" i Rea- 
ders Digest (april 1975) får kirken til 
næsten at se så god ud, som den 
virkelig er. Den oprigtigste form for 
smiger er den, hvor andre kirker ef- 
terligner vor kirkes programmer. Fa- 
miliehjemmeaftensprogrammet bliver 
kopieret af andre kirker, ja, nogle 
bruger endog det samme lektiehæfte. 
De mener, at de kan nå de samme 
resultater, hvis de benytter det sam- 
me program, men det vil ikke lykkes. 
Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages 
Helliges vitalitet kommer ikke af pro- 
grammerne i kirken, men af kirkens 
lære. 

Jeg har en meget god ven, som i 
mere end 26 år var frimenigheds- 
præst i New York. Han havde engang 
en af de største menigheder på Long 
Island. Han blev bekendt med mor- 
monerne ved et besøg i Salt Lake 
City og ved at få besøg af missionæ- 
rer fra de sidste dages hellige i sit 
hjem. Han udviklede stor beundring 
for kirkens programmer, først og 
fremmest på grund af de frugter, han 
så produceret af kirken. Så han fik 
den idé at låne disse programmer og 
tilpasse dem til sin egen kirke, hvad 



han også prøvede på, Men han fandt 
ud af, at det ikke gik. Han sagde til 
mig: 

„Det var noget af et chok for mig at 
opdage, at mormonismens genialitet 
lå i dens teologi og ikke i dens me- 
tologi (fremgangsmåder), og at kir- 
kens forbløffende vitalitet kommer af 
dens medlemmers forpligtelse over- 
for Jesu Kristi gengivne evangelium, 
modtaget ved åbenbaring. Det blev 
helt klart, at man ikke kan høste mor- 
monismens frugter uden af være i 
besiddelse af dens rødder." (John F. 
Heidenreich: It May Change Your Li- 
fe. 

Jeg er overbevist om, at andre, som 
vil prøve det samme, før eller senere 
vil komme til samme resultat. Fami- 
liehjemmeaftensprogrammet, aktivi- 
tetsprogrammet, for de unge voksne, 
byggeprogrammet, velfærdsprogram- 
met og hjælpeforeningens program- 
mer vil ikke virke for andre. Pro- 
grammerne vil ikke virke for andre 
kirker. Det magiske ligger ikke i 
programmerne; det ligger i teologien. 
Vi kan hjælpe dem med at opstille 
programmerne, men vi kan ikke ga- 
rantere dem succes. 
En rigtig forståelse af og et vidnes- 
byrd om vort forhold til Gud er grund- 
laget for Jesu Kristi Kirke af Sidste 
Dages Helliges programmers succes. 
Programmerne er inspireret af Her- 
ren, men de er kun til dem, som ved, 
hvorfra de kom, som ved, hvorfor der 
er her, og som ved, hvor de kommer 
hen, når de forlader dette jordeliv. 
Det er dem, som har et vidnesbyrd. 
De er med andre ord til dem, derved, 
at Gud er vores Fader, at vi er und- 
fangne sønner og døtre, der er skabt 
evige i hans billede, og som også 
ved, at fordi han er vores Fader, kal- 
der vi ham ikke alene Fader, men vi 
forventer, at han skal hjælpe os til at 
blive som han er, idet vi forstår, at 
børn bliver ligesom deres forældre. 
De, der har et vidnesbyrd, ved, al 



46 



Sønnen, Jesus Kristus, er vor ældre 
broder. Han er en Gud; han er imid- 
lertid ikke sin egen Fader men Søn 
af Faderen, og hele menneskehedens 
Frelser og Forløser; Mægleren mel- 
lem Gud og mennesket. Der er ikke 
noget mystisk, forvirrende eller hem- 
melighedsfuldt ved dette. 
De, som har et vidnesbyrd, ved, at 
Gud, vor Fader, ikke lader os være 
uden vejledning på denne jord i dag 
men har givet os en levende profet 
til at åbenbare Herrens hensigt og 
Herrens ord og Herrens vilje for hans 
børn i vor tid. 

De, som har et vidnesbyrd, ved, at 
det er Faderens ønske, at „enhver 
måtte kunne tale i Gud Herrens navn, 
han som er verdens Frelser" (L & P. 
1:20) Derfor har han endnu engang 
givet myndighed til mennesket på 
jorden til at handle i hans navn, og 
ved denne myndighed eller præste- 
dømmet er mennesket bemyndiget 
til at døbe, give håndspålæggelse for 
Helligåndens gave, helbrede de syge, 
uddrive djævle, tale med nye tunger 
og i almindelighed fremvise de tegn, 
som Jesus sagde, altid ville følge de 
troende. (Se Markus 16:17-18) 
Desuden ved de, at ved den samme 
myndighed eller præstedømmet vies 
en mand og en kvinde — ikke til dø- 
den dem skiller - men for al evighed, 
for hvad som helst der er bundet på 
jorden, vil være bundet i Himmelen 
(se Matt. 16:19) 

Disse programmer kører ikke af sig 
selv. De er beregnet til at virke ved 
mennesker, og ethvert program kræ- 
ver opofrelse, netop som ældste 
McConkie så rammende har sagt. 
Det ser ud, som om vi for evigt er 
nødt til at gøre det, som vi måske 
ikke specielt ønsker at gøre, for at 
opfylde Guds formål med sine børn 
her på jorden. Den virkelige hemme- 
lighed ved successen i Herrens pro- 
gram her på jorden, eller for den sags 
skyld hvorsomhelst, er opofrelse. 
„Gud har anordnet", sagde profeten 
Joseph Smith, „at formedelst . . . op- 
ofrelse, og derved alene, skulle men- 
neskene opnå og nyde evigt liv; og 
det er formedelst opofrelsen af alt 
jordisk, at menneskene virkelig ved, 



at de gør det, som er velbehageligt 
for Guds åsyn ..." 
„For at man kan give slip på alt: sin 
rang og anseelse, sin hæder og be- 
rømmelse, sit gode navn og rygte, sit 
hus, sine jorder, sine brødre og sø- 
stre, sin hustru og sine børn, ja, en- 
dog sit eget liv — idet man regner 
alle ting som skarn imod Jesu Kristi 
kundskabs ypperlighed - fordres der 
mere end blot at tro eller formdde, 
at man gør Guds vilje; det kræver 
virkelig kundskab om at man, når li- 
delserne er endt, vil gå ind til den 
evige hvile og blive delagtig i Guds 
herlighed." (Forelæsninger om Troen, 
6:7 og 5) 

Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hel- 
liges teologi er således, at man ikke 
kan være passiv. Hvis Joseph Smiths 
påstande er sande, og Sønnen virke- 
lig viste sig for ham og virkelig talte 
til ham og gav ham befalinger for he- 
le menneskeheden; hvis en himmelsk 
budbringer, Moroni (en Herrens en- 
gel), virkelig kom til ham og gav ham 
en gammel optegnelse, skrevet på 
guldplader og indeholdende evange- 
liet i dets fuldkommenhed, således 
som Jesus Kristus selv forkyndte det 
for de tidlige indbyggere i Nord- og 
Sydamerika; hvis Johannes Døberen 
i virkeligheden vendte tilbage den 15. 
maj 1829 og gengav myndigheden til 
at døbe og få denne dåb godkendt 
af Gud; hvis Peter, Jakob og Johan- 
nes virkelig vendte tilbage og gan- 
nes virkelig vendte tilbake og gen- 
gav Det melkisedekske Præstedøm- 
me med myndighed til at udføre alle 
de ordinanser og binde på jorden og 
derfor binde i Himmelen, som om Je- 
sus selv personligt havde gjort det; 
jeg siger, at hvis alt dette virkelig 
skete, så burde alle have det at vide, 
for det skete til velsignelse for alle 
Guds børn. 

Mange af de 3 1 /2 million sidste dages 
hellige bærer vidnesbyrd om, at de 
ved, at disse påstande er sande, og 
fordi de ved det, lever de i harmoni 
med de direktiver, der kommer fra 
den levende Guds profet. Når denne 
profet tilråder dem at holde familie- 
aftener, samler omkring 500.000 sid- 
ste dages hellige familier deres børn 



omkring sig hver uge for at tale med 
dem om Guds godhed mod dem, de- 
res kærlighed til ham, til deres næste 
og til hinanden. De stræber efter at 
leve på en sådan måde, at det brin- 
ger velsignelser fra en venlig, kær- 
lig, himmelsk Fader til dem selv og 
til deres børn. 

Tiende er blevet en uadskillelig del 
af Herrens program siden Abraham 
tid og før den tid. Således indehol- 
der skriftsteder i Bibelen overvælden- 
de beviser på dette evige princip. Og 
derfor bør alle kirker, som accepte- 
rer Bibelen som deres hellige op- 
tegnelser, efterleve dette princip, 
men ingen af dem så meget som 
nærmer sig det, der er normen i Jesu 
Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. 
Hvorfor accepterer over 19.000 af vo- 
re unge mænd og kvinder en kaldelse 
til at forlade deres hjem, deres fami- 
lie, deres skole, deres venner, og 
drage ud blandt alverdens nationer, 
ofte under meget fjendtlige forhold? 
Sandelig ikke for økonomisk vinding 
(de betaler selv omkostningerne), ik- 
ke for at sikre sig en position eller 
indflydelse eller verdslig anerkendel- 
se, men kun for at dele sandheden, 
budskabet om gengivelsen — mor- 
monismens rod — med vor himmel- 
ske Faders andre børn. Jeg spørger: 
hvorfor gør de det? De gør det, fordi 
de ved, at de har svaret på alle ver- 
dens problemer, og ganske særligt 
på menneskets umenneskelighed 
over for deres medmennesker. 
Det er evangeliet den gode nyhed, at 
Jesus lever og endnu engang har talt 
fra Himmelen. Han er påny kommet 
og har oprettet sin kirke i al dens 
fylde, således som Peter profetere- 
de, da han sagde: 

„Fat derfor et andet sind og vend 
om, så jeres synder må blive udslet- 
tede, for at husvalelsestiderne må 
komme fra Herrens åsyn, og han må 
sende den Kristus, som var bestemt 
for jer, nemlig Jesus, 
hvem Himlene skal huse indtil genop- 
rettelsestiderne, da alt skal blive 
genoprettet, som Gud har talt gen- 
nem sine hellige profeters mund fra 
fordums tid." (Ap. Gern. 3:19-21) 
Nej, styrken eller vitaliteten ligger ik- 



47 



ke i programmerne i Jesu Kristi Kirke 
af Sidste Dages Hellige. Den ligger i 
teologien. Man kan ikke få frugterne 
af mormonismen uden at medtage 
mormonismens rødder, og roden er 
et vidnesbyrd — et vidnesbyrd båret 
af Ånden til hjerterne. Det er ikke 
programmet, men mennesker med en 
vis kundskab om Gud og om deres 
slægtsforhold til ham brændende i 
deres hjerte, der fremmer successen 
i rigets aktiviteter. Dette er mormo- 
nismens styrke og vitalitet. 
Jeg er et vidne om, at alt dette er 
sandt. Jeg ved, at det er rigtigt. Jeg 
ved, at Gud er vores Fader, at han 
lever, og at han hører og besvarer 
bønner. Jeg ved og bærer vidnes- 
byrd for jer, at Jesus er Kristus, at 
han lever, og at dette er hans sande 
kirke, for han har genoprettet den på 
jorden i vor tid gennem sin store pro- 
fet Joseph Smith, den vidunderlige 
mand han var, og at vi har en Guds 
profet på jorden i dag. 
Ja, Spencer W. Kimball er den leven- 
de Guds profet, og han træffer be- 
slutninger for kirken og Guds rige og 
fremlægger Herrens tanker og vilje, 
sådan som han har gjort det under 
denne konference. 

Jeg bærer vidnesbyrd om, at hvis vi 
vil følge profeten, vil vi få utallige vel- 
signelser, og kirkens programmer vil 
virke, for de vil få folk til at forstå de- 
res himmelske Fader såvel som over 
for deres medmennesker, og de vil 
elske at udføre deres opgaver. Den- 
ne kirke er Jesu Kristi kirke, og han 
styrer den. Jeg bærer dette vidnes- 
byrd i Jesu Kristi navn. Amen. 



DÅB 

København 3. ward 

Lina Andersen, døbt 30. november 1974 
af br. Erik Vilhelm Andersen, hånds- 
pålæggelse af br. Erik V. Andersen 
Niels Martin Nikolaj Victor, døbt 30. no- 
vember 1974 af br. Alan M. Victor, 
håndspålæggelse af Hans Hjort Nielsen 
Carl Ejner Jørgensen, døbt 28. decem- 
ber 1974 af Kim T. Heaton, håndspålæg- 
gelse af David Lewis Rawlinson 
Aase Kastberg Henrichsen, døbt den 
11. januar 1975 af ældste Richard L. Ro- 
binson, håndspålæggelse af ældste Ri- 
chard Young Duerden 
Jette Mariane Larsen, døbt den 25. ja- 
nuar 1975 af David L. Rawlinson, hånds- 
pålæggelse af Michael Joel Madsen. 
Pia Larsen, døbt den 25. januar 1975 af 
br. Egon Otto Auerbach, håndspålæg- 
gelse af David L. Rawlinson 

Skive: 22. februar 1975 
Minna Johansen Jørgensen døbt af br. 
Rasmus Jensen, håndspålæggelse af br. 
Rasmus Jensen 

Odense: 15. marts 1975 
Trine Krejberg Pedersen døbt af br. 
Finn Krejberg Pedersen, håndspålæg- 
gelse af br. Finn Krejberg Pedersen 

Randers: 22. februar 1975 
Julie Augusta Larsen Skov døbt af br. 
Norman Bodily, håndspålæggelse af br. 
Kim Pedersen 

Frederikshavn: 15. februar 1975 
Anette Kainsbak Nielsen døbt af br. 
Søren Nielsen, håndspålæggelse af 
Ejvin Kristensen. 

Ålborg: 15. februar 1975 
Henry Hansen døbt af ældste Jonathan 
Scott Durst, håndspålæggelse af ældste 
Vie Cory Brown 

Ålborg: 15. februar 1975 
Edith Holmegård døbt af ældste Donald 
Squire, håndspålæggelse af ældste Ste- 
ven J. Hallmark 

Odense: 4. november 1975 
Jeanette Eilskov Karnil døbt af br. Ed- 
die E. Karnil, håndspålæggelse af br. 
Eddie E. Karnil 
Ålborg 

Jean Claus Ladehoff døbt den 23. marts 
1975 af br. Leif Klitgaard, håndspålæggel- 
se af br. Børge Klitgaard 
Ann Falden døbt den 12. april 1975 af br. 
Poul E. A. Falden, håndspålæggelse af 
br. Anton Falden 

Anne-Marie Hayes døbt den 26. april 1975 
af br. Leif Klitgaard, håndspålæggelse af 
br. Donal Frederick Hayes 
Thorvald Jensen Bruun døbt den 22. marts 
1975 af br. Fride Madsen, håndspålæggel- 
se af Anton Falden 



Københavns 1. ward 

Mauricette M. Nielsen døbt den 4. januar 
1975 af br. Craig Rasmussen, håndspå- 
læggelse af br. Peter Jensen Beck 
Steen Palle Petersen døbt den 24. januar 
1975 af br. Jørn Petersen, håndspålæg- 
gelse af br. Jørn Petersen 
Jørgen Frederik Madsen døbt den 1. fe- 
bruar 1975 af br. Jørn Olsen, håndspå- 
læggelse af Svend-Aage Sønderby 
Jens Jensen døbt den 8. februar 1975 af 
br. Norman Wynn Flake, håndspålæggel- 
se af br. Jørgen Jepsen 
Douglas Lee Carlson døbt den 22. februar 
1975 af ældste Michal Winters, håndspå- 
læggelse af ældste Richard Burton 
Edward Jay Birdsall døbt den 22. februar 
1975 af br. Ivan H. Madsen, håndspålæg- 
gelse af br. Ivan H. Madsen 
Bente Clausen døbt den 22. marts 1975 
af ældste Mark Lane Adamson, hånd- 
spålæggelse af ældste Kim E. Turner 
Pauline Bloch Jensen døbt den 29. marts 
1975 af br. Craig Rasmussen, håndspå- 
læggelse af br. John H. Whitby 
Grethe Vibeke Ceesay døbt den 19. april 
1975 af Steven H. Tolley, håndspålæggel- 
se af Richard A. Burton 
Martha Marie Pedersen døbt den 19. april 
1975 af ældste Michal G. Morby, håndspå- 
læggelse af Paul S. MacFarlane 
Mil Jan Wind døbt den 12. april 1975 af 
John H. Whitby, håndspålæggelse af Ro- 
bert Craig Rasmussen 

Horsens 

Helen Jacobsen døbt den 3. maj 1975 af 
br. Gunnar G. Nielsen, håndspålæggelse 
af br. Ebbe Rosenkilde 
Vera Holm Larsen døbt den 20. marts 
1975 af br. Tage Holm Larsen, håndspå- 
læggelse af br. Tage Holm Larsen 
Pia Blankensteiner Jensen døbt den 26. 
april 1975 af br. Kurt Holm Larsen, hånd- 
spålæggelse af br. Jens Holm Larsen 

Skive 

Tom Overvad Andersen døbt den 10. maj 
1975 af br. Axel Overvad Andersen, hånd- 
spålæggelse af br. Axel Overvad Ander- 
sen 

Centrum Sjælland 

Jan Bostrup Sørensen døbt den 8. maj 

1975 af br. Arthur Bostrup Sørensen, 

håndspålæggelse af br. Arthur Bostrup 

Sørensen 

Københavns Lward 
DÅB 

Polly Maja Friis Eschen døbt den 3. maj 
1975 af br. Lynge Jensen, håndspålæggel- 
se af br. Jørn O. T. Nielsen 
Poul Armand Nielsen døbt den 3. maj 1975 
af br. Robert C. Rasmussen, håndspålæg- 
gelse af br. John H. Whitby 
Bo Panduro Nim døbt den 3. maj 1975 af 
br. Ivan H. Madsen, håndspålæggelse af 
br. James A. Muirhead 



48 



Knud Erik Dahlmann døbt den 17. maj 
1975 af br. Johannes A. Nielsen, håndspå- 
læggelse af br. Jørn O. T. Nielsen 
Susanne Duus Christensen døbt den 24. 
maj 1975 af br. Bent S. Jensen, håndspå- 
læggelse af br. Steven Tolley 
Hanne Tews Nielsen døbt den 24. maj 
1975 af ældste Mark Allan Lindsay, hånd- 
spålæggelse af ældste Richard A. Burton 

Københavens 1. ward 
VELSIGNELSER 

Christian Ringheims og Esther Ringheims 
søn Nicolas Ringheim velsignet af br. 
Jørgen Ringheim den 4. maj 1975 

Københavns Lward 

ORDINATIONER 

Paul Armand Nielsen ordineret til præst 

af br. Johan S. Koch den 4. maj 1975 

Bo Panduro Nim ordineret til præst af br. 

Johan S. Koch den 4. maj 1975 



VELSIGNELSER 
Skive 

Robert Erling Christensens og Else Jenny 
Borritzs søn Ivan Christensen velsignet af 
br. L. Jensen den 5. januar 1975 
Erik Fritz Jørgensens og Minna Johan- 
sens søn Kenn Jørgensen velsignet af br. 
Bernhard Holst den 4. maj 1975 
Axel Overvad Andersens og Birgit Han- 
sens datter Maj-Britt Overvad Andersen 
velsignet den 4. maj 1975 

Odense 

Eddie Edvardo Karnills og Ida Ejlskov 
Svarrers datter Cecilie Eilskov Karnill vel- 
signet den 1. juni 1975 



DÅB 

Århus: 5. april 1975 

Lis Rasmussen, døbt af ældste Evan 
Carl Ricks, håndspålæggelse af ældste 
Rodney Earl Bentley. 
Line Christel Sabrina Arndt, døbt af br. 
Knud Peder Pedersen, håndspålæggelse 
af br. Palle Sørensen 
Odense: 12. april 1975 
Ragnhild Viola Jenkins, døbt af ældste 
Timothy J. Eastmann, håndspålæggelse 
af ældste Bruce Alvin Lee 
Odense: 26. april 1975 
Hanne Drost, døbt af ældste Bryant B. 
Edwards, håndspålæggelse af br. Søren 
M. J. Larsen 

Lone Drost, døbt af ældste Bryant B. 
Edwards, håndspålæggelse af br. Søren 
M. J. Larsen 

Centrum Jylland: 12. april 1975 
Mona Lykke Sørensen, døbt af br. Mag- 
nus Mouritsen, håndspålæggelse af br. 
Vagn Darre 



ORDINATIONER 

Odense: 20. april 1975 

Arvid Larsen, ordineret til præst af br. 

Steffen V. Poulsen 



DØDE 

Aarhus: 13. marts 1975 

Valborg Poulsen Jensen er afgået ved 

døden. 



DÅB 

Slagelse 

Arly Egil Jakobsen, døbt den 1. marts 
af ældste Craig Balls, håndspålæggelse 
af br. Hans Martin Larsen. 
Annette Jakobsen, døbt den 1. marts af 
br. Børge Grand Hansen, håndspålæg- 
gelse af ældste Craig Balls 
Annette Vinie Jørgensen, døbt den 1. 
marts af ældste David Roland Beck, 
håndspålæggelse af br. Børge Grand 
Hansen 

Nordsjælland 

Christian Matthew Klestrup, døbt den 8. 
marts af br. Arne Jakobsen, håndspå- 
læggelse af br. Poul B. Andersen 

Centrum 

Betina Karina Agerbo Jensen døbt den 
31. maj af ældste David Rawlingson, 
håndspålæggelse af ældste David Raw- 
linson 

Eva Birthe Agerbo Jensen, døbt den 31. 
maj af ældste David Rawlinson, hånds- 
pålæggelse af David Rawlinson 

Esbjerg 

Søren Nørgaard, døbt den 5. april af 
ældste Dale Lee Thomson, håndspå- 
læggelse af ældste John Ray Pessetto 

* 

Ålborg 

Laila Munk Johannesen, døbt den 24. 
maj af ældste Charles Anderson, hånds- 
pålæggelse af br. Niels Hansen 
Henrik Peter Sørensen, døbt den 24. 
maj af br. Brian Horch, håndspålæggel- 
se af br. Anton Falden 

Århus 

Ellen Mougaard Knudsen, døbt den 7. 
juni af ældste Chris L. Erickson, hånds- 
pålæggelse af ældste Michael F. Meyer- 
son 

Herluf Normann Schiødt Petersen, døbt 
den 4. juni af Neal Lynn Mayer, hånds- 
pålæggelse af Ole Holm Bendtsen 
Bettina Normann Petersen, døbt den 4. 
juni af Thomas S. Voorhees, håndspå- 
læggelse af br. Benny Peter Jensen 
Inge Lis Petersen, døbt den 4. juni af 
Thomas S. Voorhees, håndspålæggelse 
af br. Jens Lind Jensen 



VELSIGNELSER 

Slagelse: den 18. maj 1975 

Aage Greis Jørgensen og Eva Merete 
Nielsens søn Dennis Kenneth Greis Jør- 
gensen er blevet velsignet af br. Aage 
Greis Jørgensen 

Centrum Jylland: 1. juni 1975 

Ove Jensen og Eva Birthe Agerbo Jen- 
sens søn Kaj Ove Jensen er blevet vel- 
signet af ældste David Rawlinson 

ORDINATIONER 
Slagelse 

Bent Henning Herluf Jensen ordineret 
til ældste af br. Johan Helge Benthin, 
2. marts 1975 

Arly Egil Jakobsen ordineret til diakon 
af br. Hans Martin Larsen, 30. marts 
1975 

Michael Grand Hansen ordineret til dia- 
kon af br. Børge Grand Hansen, 30. 
marts 1975 

Nordsjælland 

Jørgen Paul Petersen ordineret til æld- 
ste af br. Johan H. Benthin, 2. marts 
1975 

Jørgen Richard W. Schmidt ordineret til 
ældste af br. Jørgen W. Schmidt, 4. maj 
1975 

Niels Erik Tørring Nielsen ordineret til 
ældste af br. Jørgen W. Schmidt, 4. maj 
1975 

Esbjerg 

Søren Nørgaard ordineret til diakon af 

br. Arne Pedersen, 18. maj 1975 

Søren Nørgaard ordineret til præst af 

br. Verner Buur, 15. juni 1975 

Alex Richard Bang ordineret til diakon 

af br. Knud Søltoft Holmboe, 16. februar 

1975 

Karl-Henrik Hansen ordineret til præst 

af br. Knud Søltoft Holmboe, 15. juni 

1975 

Ålborg 

Henrik Peter Sørensen ordineret til 

præst af br. Johannes Vestbo, 8. juni 

1975 

Thorvald Jensen Bruun ordineret til 

præst af br. Jens D. Petersen, 25. maj 

1975 

Århus 

Herluf Normann Schødt Petersen ordi- 
neret til præst af br. Jørn Holm Bendt- 
sen, 15. juni 1975 

Jan Bjørnstjerne Olssen ordineret til 
præst, den 15. juni 1975 

DØDE 

Esbjerg: 26. marts 1975 
Maren Kristine Halkjær Jensen er af- 
gået ved døden 

BRYLLUP 

Slagelse: 15. april 1975 

Str. Karen Vita Sørensen viet til br. Arly 

Eigil Jakobsen af missionspræsident 

Grant R. Ipsen