(navigation image)
Home American Libraries | Canadian Libraries | Universal Library | Community Texts | Project Gutenberg | Children's Library | Biodiversity Heritage Library | Additional Collections
Search: Advanced Search
Anonymous User (login or join us)
Upload
See other formats

Full text of "Den Danske Stjerne"

Specialudgave: 

Herren og de fire evangelier 



l»K V 

s ■ .1 1 : is \ i ; 

September 1975 

124. årgang • Nummer 9 




STJERNE 

Organ for JESU KRISTI KIRKE 
AF SIDSTE DAGES HELLIGE 

September 1975 

124. årgang • Nummer 9 

Det første Præsidentskab 

Spencer W. Kimball 
N. Eldon Tanner 
Marion G. Romney 



De Tolvs råd 

Ezra Taft Benson 
Mark E. Petersen 
Delbert L. Stapley 
LeGrand Richards 
Hugh B. Brown 



Gordon B. Hinckley 
Thomas S. Monson 
Boyd K. Packer 
Marvin J. Ashton 
Bruce R. McConkie 



Howard W. Hunter L. Tom Perry 

Rådgivende komité 

J. Thomas Fyans, Daniel H. Ludlow, 
John E. Carr, Doyle L. Green 
Verl. F. Scott, Dean L. Larsen 

International Magazines redaktion 

Larry A. Hiller, chefredaktør 
Carol Larsen 

Den danske Stjernes redaktion 

Jørgen Ljungstrøm, koordinator 

Translation Service 

Vodroffsvej 7, st 

DK 1900 København V 

Layout 

Harry Bohler 

Verlag Kirche Jesu Christi 

der Heiligen der Letzten Tage 

Abonnement 

6 numre d. kr. 20.— 

12 numre d. kr. 39.- 

I løssalg pr. nr d. kr. 4.— 

Nævnte priser er incl. moms og porto. 
Betaling over giro 120988 til Distributions 
Centret Smedevangen 9, 3540 Lynge. 

Price for subscribers in the United States 
and Canada: $ 6.00 
(mailed by surface mail). 

© 1975 by the Corporation of the Presi- 
dent of The Church of Jesus Christ of 
Latter-day Saints. 



Indholdsfortegnelse 

Mit vidnesbyrd om Jesus Christus, Marion G. Romney 1 

Det nye Testamentes verden 5 

Græsk-romersk indflydelse i det hellige land, T. Edgar Lyon 8 

Hverdagslivet i Palæstina, Edward J. Brandt 11 

Samspil mellem evangelierne 13 

En kronologi over Kristi liv 20 

De sydamerikanske generalkonferencer 23 

Brev fra redaktionen 28 

Lykketræet 29 

Bare for sjov 32 

Strålende mure, Iris Syndergaard 34 

„De originale malerier af Carl Bloch: Kvinden ved brønden i Sa- 
maria på omslagets forside og Forklarelsen på bjerget på bag- 
siden af samme findes i Kongens Bedestol i Frederiksborg Slots- 
kirke i Danmark. De benyttes med tilladelse fra Det national- 
historiske Museum på Frederiksborg." 



Mit vidnesbyrd 

om 
Jesus Kristus 

AF MARION G. ROMNEY 
2. rådgiver i Det første Præsidentskab 

Skønt jeg har båret mit vidnesbyrd om Jesus Kristus 
ofte, og skønt jeg også har gjort det for ganske nylig, er 
jeg alligevel glad for nu at kunne gøre det igen. Jeg er 
blevet kaldet til at blive ved med at bære mit vidnesbyrd 
om ham, og der er intet, jeg føler en større trang til at 
gøre. Hvis det var muligt ville jeg bære mit vidnesbyrd 
for alle mennesker. 

Ordet „Jesus" er det navn, der blev givet til „barnet i 
Betlehem". Da han voksede til, blev han kendt som 
„Jesus af Nazaret". 





„ ... de fandt ham i helligdommen . . . 
midt iblandt lærerne og (han) lyttede til 
dem og spurgte dem ud;" (Luk. 2:46) 



Ordet „Kristus" er både et efternavn og en titel. Man 
giver Jesus af Nazaret dette tilnavn, fordi han opfyldte 
profetierne om Messias i Det gamle Testamente. Dr. 
James E. Talmage brugte ordet i denne betydning, da 
han kaldte sin bog „Jesus the Christ", idet kendeordet 
„the" betegner, at det er en titel, foruden at være et 
navn. 

Jeg tror aldrig, at der har været noget tidspunkt, hvor 
jeg på nogen måde har stillet det mindste spørgsmål- 
tegn ved, at Jesus af Nazaret er Kristus; Søn af Faderen 
både i ånden og i kødet, verdens Frelser. 
I skrifterne står der mange beretninger om ham og 
udtryk, som bekræfter denne min overbevisning. For 
hver gang, jeg tænker på dem, får jeg større for- 
ståelse for deres betydning og af hans guddomme- 
lighed. 

Den første egentlige begivenhed om Jesus, som er 
bevaret for eftertiden, fandt sted i Himlen, hvor Faderen 
præsenterede evangeliets plan for alle ånderne. 
Efter at have forklaret planen, i følge hvilken der var brug 
for en Frelser, sagde Faderen: 

Hvem skal jeg sende? Og han, der skulle blive Men- 
neskesønnen, svarede: Her er jeg, send mig . . ." (Abr. 
3:27) 

Nu afdøde apostel Orson F. Whitney har i et digt med 
ophøjede vendinger omskrevet beretningen om det der 
skete ved den lejlighed. 
Guderne sad i højtideligt råd . . . 
. . . Det var en betagende stund, 
som det vil gavne os at tænke over, 



da endnu uskabte verdeners skæbne 

lå skælvende på vægtskålen. 

Stilheden virkede som en fortryllelse, 

indtil — blandt hine konger og præster — 

en skikkelse rejste sig 

høj af vækst og fuld af åndelig kraft; 

i denne skare fandtes ingen 

ædlere end han. 

I hans skikkelse forenedes styrke med ynde, 

ydmyg var han, af udseende dog som en gud; 

hans åsyns herlighed overgik middagssolens. 

Han talte — og alles øjne rettedes mod ham. 

Stilheden føltes endnu dybere. 

„Fader!" — røsten lød som musik — 

„Fader, eftersom en eller anden er nødt til 

at dø for at forløse dine børn fra dødeligheden på 

de kloder, der endnu er tomrum og uden form, 

men hvor pulserende liv vil komme 

til at udfolde sig, 

og da den mægtige Michael (Adam) 

først må falde for at mennesket kan blive til 

og komme til jorden — 

og du skal udvælge og sende en Frelser - 

se, her er jeg — send mig! 

Jeg beder ikke om belønning — søger den ikke, 

kun, at jeg må få det tilbage, som engang var mit. 

Lad det frivillige offer være mit, 

din være æren evindelig! . . ." 

(O. F. Whitney, „Elias, an Epic of the Ages," Salt Lake 

City, 1914, side 17) (Her oversat til prosa.) 



En anden beretning, der hjælper mig til at forstå noget 
om Jesus som person, endnu inden han kom til jorden 
som menneske, er beretningen om, hvordan han viste sig 
for Jareds broder på Shelembjerget. For mig at se, er 
denne begivenhed en af de mest dramatiske, som er 
overleveret til os gennem de religiøse skrifter. 
I husker, at Jareds broder, som svar på Herrens 
spørgsmål: „. . . Hvad vil I have, at jeg skal gøre, for at I 
kan have lys i jeres fartøjer? . . ." (Ether 2 : 23) „. . . smel- 
tede 16 små sten ud af en klippe ... og han bar dem i 
hænderne op på bjergets top og råbte ... til Herren og 
sagde: 

„. . . rør derfor, o Herre, ved disse sten med din finger og 
få dem til at lyse i mørket ... så vi kan have lys, me- 
dens vi farer over havet." (Ether 3 : 1,4) 
Så stor var hans tro, at „. . . (Herren) strakte . . . 
hånden ud og rørte ved stenene med fingeren, en efter 
en. Og sløret blev taget bort fra Jareds broders øjne, og 
han så Herrens finger . . ." (Ether 3 : 6) 
Senere viste Herren sig for Jareds broder og sagde: 
„Se, jeg er den, som fra verdens begyndelse var udset til 
at forløse mit folk. Se, jeg er Jesus Kristus. Jeg er Fade- 
ren og Sønnen. I mig skal alle mennesker have lys for 
evigt, ja, de som vil tro på mit navn; og de skal være 
mine sønner og døtre. 

Jeg har aldrig vist mig for noget menneske, som jeg har 
skabt, thi aldrig har noget menneske troet på mig, som 
du har. Ser du, at de er skabt i mit eget billede? Ja, alle 
mennesker blev i begyndelsen skabt i mit eget billede. 
Se, dette legeme, som du nu ser, er min ånds legeme, 
og jeg har skabt mennesket efter min ånds legeme, og 
som jeg ser ud for dig i ånden, således skal jeg vise 
mig for mit folk i kødet. (Ether 3:14: 16) 
En tredie begivenhed, der har givet mig et indtryk af 
Jesus, før han kom her til jorden, er hans udtalelse til 
Nephi angående sin fødsel. 

Omkring år 6 f. Kr. profeterede lamanitten Samuel, at 
når Kristus blev født, ville der gå en dag og en nat og 
endnu en dag, uden at det blev mørkt. De vantro sagde, 
at tiden nu var forpasset for dette tegn, og planlagde at 
få de troende henrettet. 

Da Nephi, som var barnebarn af Helaman, „. . . så denne 

folkets ugudelighed, blev hans hjerte meget bedrøvet. 

Og han gik ud og knælede ned på jorden og anråbte 

sin Gud stærkt på sit folks vegne, ja, for dem, som 

skulle udryddes på grund af deres tro på deres fædres 

overleveringer. 

Og han anråbte Herren indeligt den ganske dag, oh se, 

Herrens røst kom til ham og sagde: 

Løft hovedet og vær ved godt mod, thi se, tiden er for 

hånden, og i denne nat skal tegnet gives, og i morgen 

kommer jeg til verden. 

Og det skete, at de ord, der kom til Nephi, blev opfyldt, 

ligesom de var blevet sagt; thi se, ved solnedgang blev 

der intet mørke . . ." (3. Ne. 1 : 10-13, 15) 

Denne begivenhed er for mig et gribende bevis på den 

uendelige omsorg og interesse Frelseren viser os 



dødelige. Den bekræfter mit vidnesbyrd om hans gud- 
dommelighed. 

Beretningerne om hans jordiske tjenestegerning er lige- 
ledes fulde af uomstødelige beviser for hans guddomme- 
lighed. 

Den visdom, han lagde for dagen, er uden lige. 
For eksempel: Da han kun var 12 år gammel, fandt hans 
mor Maria og hendes mand Josef „. . . ham i hellig- 
dommen, hvor han sad midt iblandt lærerne og lyttede til 
dem og spurgte dem ud; 

og alle, v som hørte ham, blev ude af sig selv af for- 
bavselse over hans forstand og svar." (Luk. 2 : 46—47) 
Følgende begivenhed, som Lukas beretter om, er også 
tydeligt vidnesbyrd om Kristi guddommelige visdom: 
„. . . de skriftkloge og ypperstepræsterne søgte af lægge 
hånd på ham . . . 

... de holdt øje med ham og udsendte lurere, der an- 
stillede sig, som om de var ærlige folk, for at fange ham i 
ord, så de kunne overgive ham til øvrigheden og 
landshøvdingens magt. 



Kristus svarer de sammensvorne farisæere: 

„Giv kejseren, hvad kejserens er . . ." (Mark. 12 : 17) 




Og de spurgte ham og sagde: „Mester! vi ved, at du taler 
og lærer ret og ikke kender til personsanseelse, men 
lærer sandfærdigt om Guds vej. 

Har vi lov til at give kejseren skat eller ej?" (Luk. 
20:19-22) 

Hvis Jesus havde svaret ja, ville jøderne være blevet 
rasende. Havde han sagt nej, så ville han dermed have 
sat sig op mod romerne. 

„Men da han mærkede deres underfundighed, sagde 
han til dem: 

,Vis mig en denar; hvis billede og indskrift bærer den?' 
De svarede: .Kejserens'. 

Da sagde han til dem: ,Sa giv da kejseren, hvad kejse- 
rens er, og Gud, hvad Guds er'. 

Og de var ikke i stand til at fange ham i ord i folkets 
påhør, men undrede sig over hans svar og tav." (Luk. 
20 : 23-26) 

Ikke alene var Jesus alvis, men han var også alvidende 
og almægtig. 

Følgende beretning illustrerer hans alvidenhed: 
„Efter at de var kommet til Kapernaum, gik de, der 
opkrævede tempelskatten, hen til Peter og sagde: 
.Betaler jeres mester ikke skatten?' 
,Jo,' siger han. Og da han var gået ind i huset, kom 
Jesus ham i forkøbet og sagde: ,Hvad mener du, Simon? 
Af hvem tager jordens konger told eller skat, af deres 
egne sønner eller af de fremmede?' 
Han svarede: ,Af de fremmede,' Da sagde Jesus: ,Så er 
jo sønnerne fri. 

Men for at vi ikke skal forarge dem, så gå ned til søen, 
kast en krog ud, og tag den første fisk, som kommer op; 
og når du åbner dens mund, så skal du finde en 
stater, tag den og giv dem den for mig og dig!'" (Matt. 
17:24-27) 

Markus beretter følgende eksempel: 
„Da de nærmede sig Jerusalem, til Betfage og Betania 
ved Oliebjerget, sender han to af sine disciple afsted og 
siger til dem: 

,Gå hen i landsbyen lige foran jer; så vil I straks, når I 
kommer ind i den, finde et føl bundet, som endnu intet 
menneske har siddet på; løs det og kom med det. 
Og hvis noget spørger jer: Hvorfor gør I det? så skal I 
svare: .Herren har brug for det, og han sende det straks 
tilbage igen.' 

Og de gik derhen og fandt føllet, der stod bundet uden 
for en port i gyden, og de begynder at løse det. 
Og nogle af dem, der stod dér, sagde til dem: .Hvad er 
det, I gør! I løser jo føllet!' 

De svarede dem, såden som Jesus havde sagt, og så 
lod de dem gøre det." (Mark. 11 : 1-6) 
Der findes utallige eksempler på hans almagt: 
Han viste sin magt (1) over elementerne ved at gøre vand 
til vin (Joh. 2:1-11), ved at stilne stormen (Matt. 
8 : 23-27, Mark. 4 : 35-41, Luk. 8 : 22-25) og ved at gå 
på vandet (Matt. 14:24-33, Mark. 6:47-52, Joh. 
6 : 16—21); (2) over sygdom ved at helbrede den konge- 
lige embedsmands søn (Joh. 4 : 46-54), Peters sviger- 
mor (Matt. 8 : 14-15, Mark. 1 : 29-31, Luk. 4 : 38-39) og 



den blodsottige kvinde (Matt. 9 : 20-22, Mark. 5 : 25-34, 
Luk. 8:43-48); (3) over urene og onde ånder ved at 
jage dem ud af de to djævlebesatte mænd (Mark. 1 : 23, 
Luk. 8 : 26-39) og af drengen, hvem det ikke var 
lykkedes disciplene af helbrede (Matt. 17 : 14-21, Mark. 
9 : 37-43); (4) over døden ved at opvække enkens søn 
fra Nain (Luk. 7 : 11-17) og ved at kalde Lazarus frem fra 
graven (Joh. 11 : 17-46); (5) og over graven ved selv af 
opstå og lade andre opstå samtidig (Luk. 24:1—6, 
Matt. 27:52-53). 

Alle disse ting — begivenhederne i hans forudtilvårelse, 
beviserne på hans visdom og på hans alvidenhed og 
almagt, og hans sejr over graven — alt dette bekræfter 
mit vidnesbyrd om, at Jesus er Kristus. 
Men den virkelige kilde til mit vidnesbyrd er imidlertid 
Helligåndens vidnesbyrd, som jeg har modtaget som 

resultat af at følge Moronis råd om at adspørge 

Gud, den evige Fader, i Kristi navn . . ." (Moro. 10:4) og 
Herrens råd til Oliver Cowdery om at „. . . udtænke det i 
dit eget sind, og da. . . adspørge mig, om det er rigtigt; 
og dersom det er rigtigt, vil jeg bevirke, at dit hjerte 
brænder i dig, og derved skal du fornemme, at det er 
rigtigt." (L&P. 9 : 8) 

Jeg har fulgt disse anvisninger, og jeg har følt det 
brænde i mit hjerte. Herren har oplyst mig og givet mig 
fred i sindet. Han har givet mig et vidnesbyrd i mit hjerte 
gennem Helligånden. Jeg ved, at Jesus er Kristus. 
Marion G. Rommney 




Det 

nye Testamentes 
verden 



Alle de kræfter, som vi kalder verdenshistorien, 
krydsedes i et lille land ved navn Palæstina for 
næsten 2000 år siden - de samledes i en enkelt 
mands liv. Denne mand var Jesus, som led døden 
på korset på Golgata. Og efter denne begivenhed 
var alting forandret. 

Men i modsætning til den mands og det lands 
overordentlige store betydning står det beskedne 
indtryk, de gør udadtil — både manden og landet. 
Han var jøde, tømrer og romersk undersåt. I landet 
var der bakker, søer, liljer og hvede. Han vandrede 
i støvet på dets landeveje gennem larmen i byernes 
gader. 
På de følgende sider vil vi lære at forstå den tid og 



den egn, der var vidne til Jesu opvækst. Et skema 
udfylder det historiske tomrum mellem Det gamle 
og Det nye Testamente. Både Grækenland og Rom 
påvirkede Palæstinas politiske og sociale struktur. 
Visse verdslige ting, såsom at dyrke jorden, at 
fiske, at betale skat, og at holde sabbaten hellig 
forenede det jødiske folk, selv om politiske og re- 
ligiøse synspunkter kunne skille. Studium af kortet, 
vil lære os at opfatte dette lille barske lands topo- 
grafi, dets politiske provinser og geografiske ind- 
deling. Læsning af evangelierne vil give os en 
kronologisk oversigt over de vigtigste begiven- 
heder i Kristi liv. 
Så velkommen til Det nye Testamentes verden. 



I DET NYE TESTAMENTE 



TIDSANGIVELSER 
DET SVARER TIL KL. 



SKRIFTSTEDSHENV1SNINGER 



Den tredie time 
Den sjette time 



9.00 
12.00 



Matt. 20:3; Mark. 15:25 

Matt. 20:5; 27:45; Mark. 15:33; 

Luk. 23:44; Joh. 4:6, 19:14 



Den syvende time 
Den niende ime 



13.00 
15.00 



Joh. 4:52; 

Matt. 20:5; 27:45-46 

Mark. 15:33-34; Luk. 23:44 



Den tiende time 
Den elevte time 



16.00 
17.00 



Joh. 1:39 
Matt. 20:6, 9 



TIDSANGIVELSER 
I DET NYE TESTAMENTE 



Natten var inddelt i vagter eller perioder på tre timer 
ved hvis udgang den stedlige vagt blev afløst (Mark. 13:35) 
DET SVARER TIL AT 
VAGTEN BLEV AFLØST KL. 



SKRIFTSTEDSHENVISNINGER 



Første vagt 



21.00 



Mark. 13:35 



Anden vagt 
Tredie vagt 



00.00 
03.00 hanegal 



Matt. 25:6; Luk. 11:5 

Matt. 26:74; Mark. 14:68, 72 

Luk. 22:60-61; Joh. 18:27 



Fjerde vagt 



6.00 



Matt. 14:25: Mark. 6:48 



Emne: Tiden mellem to testamenter 




„Oliebjerget — hvor vi så ofte gik" 



Foto af Don O. Thorpe 



Der fandtes tre forskellige møntsorter i Palæstina på Det nye 
Testamentes tid: den officielle møntsort var den romerske 
eller kejserlige; den møntsort, man oftest kom ud for på 
landet, var den gamle græske. Desuden fandtes den lokale, 
jødiske møntsort. Det at få vekslet penge var en ganske 
naturlig del af daglig- og forretningslivet for de mennesker, 
der levede på Det nye Testamentes tid. 



OFFICIEL BENÆVNELSE 
FOR MØNTEN 



JØDISKE PENGE 
Lepton 



GRÆSKE PENGE 
Drachma 

Dedrachma 

Stater *) 



Mina 



ROMERSKE PENGE 
Quadrans 



As 



Denarius 



Aureus 



BENÆVNELSE 
ANVENDT I KING 
JAMES UDGAVEN 



Mite 

Piece of silver 

Piece 
Tribute 

A piece of money 

Pieces of silver 

Money 
Pound 



Farthing 
Farthing 

Penny, pence 



(Gold) 



BENÆVNELSE 
ANVENDT I DEN 
DANSKE UDGAVE 



øre 



drakme 

skat 

stater 

sølvpenge 

penge 

pund 



øre 

skilling 

denar 



(guld) 



SKRIFTSTEDS- 
HENVISNINGER 



Mark. 12:42 
Luk. 12:59; 21:2 



Luk. 15:8-9 

Matt. 17:24 

Matt. 17:27 

Matt. 26:15; 27:3, 
5-6,9; Mark. 14:11 

Matt. 28:12, 15 

Luk. 19:13; 16, 18, 
20, 24-25 

Matt. 5:26; Mark 12:42 
Matt. 10:29; Luk. 12:6 



Matt. 18:28; 20:2, 9-10, 

13; 22:19; Mark. 6:37; 

12:15; 14:5; Luk. 7:41; 

10:35; 20:24 

Joh. 6:7; 12:5 

Matt. 10:9 



MØNTEN VAR 
LAVET AF 



bronze 



sølv 



bronze 
kobber 

sølv 



guld 



Persisk dominans 

(538-332 f. Kr.) 

Efter at Babylonien var 
erobret, bekendtgjorde 
Persiens konge, Kyros 
(538 f.Kr.), at Judas folk, som 
havde levet i landflygtighed, 
kunne vende hjem. Dette 
foregik, i følge de skrifter, 
vi har om emnet, ved 3 folke- 
vandringer. Men frafald og 
persisk herredømme ses 
stadig på det tidspunkt, da 
Det gamle Testamene slutter. 



■*■ co^ to 

y u_ 



459 f.Kr. Ezra leder den 
anden store gruppe jøder, 
som har levet i landflyg- 
tighed, tilbage til Det 
forjætede Land. 
(Ezra 7:1, 6-29) 

ca. 450 f.Kr. Advarer 
profeten Malakias mod at 
bryde pagterne. Apostasien 
breder sig. 

445 f.Kr. Nehemias, som 
er blevet udnævnt til 
statholder, leder en anden 
gruppe tilbage. (Neh. 
2:1-11; 5:15; 7:5-73) 
Optegnelserne indsamles, 
og det befales, at de skal 
læses for folket - Ezra 
bliver udnævnt til skriver. 
(Neh. 8:1-8) Her påbegyn- 
der man oprettelsen af 
synagogen. 

ca. 432 f.Kr. Efter at have 
været borte et stykke tid, 
vender Nehemias tilbage 
for at reformere og 
bekæmpe det voksende 
frafald. (Neh. 13) 

Her slutter Det gamle 
Testamentes beretninger. 
Ingen kende profeter 
arbejdede blandt jøderne 
under deres kamp som 
folk før Messias, Jesus 
Kristus, kom. 

332 f.Kr. Makedoniens 
Alexander den Store 
erobrer Palæstina og 
indsætter grækere og 
vassalherrer over sit nye 
territorium, vasallere var 
folkets regenter — men de 
var undergivet Alexander. 
Det var begyndelsen til 
den græsk-makedoniske 
periode. 



(Visse historiske kyndige mener, at blodpenge og de penge, som soldaterne fik „under bordet" 
var statérer.) 



Fra Malakias til Mattæus - Tiden mellem to testamenter 




Dette skema er udarbejdet af Edward F. Brandt, 




som underviser ved Institute of Religion ved University of Utah 




Den græske dominans 


Den makkabæiske 


Selvstændighed 


Romersk herredømme 


(332-175 f. Kr.) 


opstand 

(172-142 f. Kr.) 


(142-63 f. Kr.) 


(63 f Kr.-73 e. Kr.) 


Det græsk-makedoniske dynasti over Juda begyndte 


Der blev gjort 


Hasemonitterne (som 


Juda måtte underkaste 


med, at Juda blev erobret af Alexander. Dette blev 


oprør mod Vassal- 


måske er bedre kendt 


sig Pompei (63 f.Kr.) 


begyndelsen til den hellenistiske indflydelse blandt 


herrerne og den 


som Makkabæerne) 


og herved begyndte det 


Judas folk. Efter Alexanders død, blev ledelsen af 


nedbrydende 


anførte Judas folk i deres 


romerske herredømme 


hans store rige efterhånden fordelt på flere 


indflydelse den 


uafhængighed. Denne 


i landet, der skulle 


forskellige mennesker. Til sidste kom Juda ind under 


hellenistiske 


periode kaldes også 


vedvare hele Kristi levetid 


de græsk-egyptiske konger, som blev kaldt ptole- 


filosofi øvede på 


,,Common"-tiden, Altså 


og indtil 73 e.Kr. 


mæerne. (301-199 F.KR.) Siden gik herredømmet over 


Juda. 


den tid, hvor riget blev 




denne provins over til de græsk-syriske konger, der 




styret af ikke-adelige. 




blev kaldt seleuciderne. 








co t- co oomoor-'* 5!o> 


co ^- o w v" 

CD CO OJ 2«-*; 


CO CO C\J .^t-t-i-t- r- y- 


»-• a> 


323 f.Kr. Efter Alexanders 


168 f.Kr. Der udbrød 


142 f.Kr. Juda fortsætter 


37 f.Kr. Herodes, der som 


død. blev det store riqe 


oprør, men det blev 


sine erobringer, indtil de 


gunstbevisning fra det 


til sidst delt mellem fire 


skånselsløst nedkæmpet. 


omsider sikrede sig det 


romerske senat havde 


af de mænd, der hævdede 


Desuden bvggede syrerne 


" meste af landet samt den 


fået det hverv at være 


at skulle være Alexanders 


et befæstet citadel, som 


uafhængighed, som landet 


vasalkonge over Juda, 


efterfølgere. I denne 


kaldtes Acra, ved 


så længe havde håbet på. 


regerede nu tyrannisk 


periode var Palæstina en 


Jerusalem for at styrke 




over et folk, der kaldte 


stødpudestat mellem 
indbyrdes konkurrerende 


deres position. Oppositio- 
nen voksede en gruDpe 


129 f.Kr. Samaritanerne 
og Idumæerne (græsk 
for edomitterne) under- 
lægges Juda og bliver en 
del af riget. 

63 f.Kr. Pompei og de 
romerke styrker, som har 
erobret det græsk-syriske 
rige, som tilhørte se- 
leuciderne, tager nu 
magten i Jerusalem, og 
Juda er igen blevet en 
vasalstat, denne gang 
under Rom. 


ham „halvjøde!" Med 
hård hånd sørgede han 


dele af kejserriget. 


mennesker, der kaldtes 
Hasidium (de fromme) 


for ro og orden i riget, 
og under ham blev der 


301 f.Kr. Ptolemæernes 
herredømme over Juda 
i Palæstina begyndte med 
at det omsider lykkedes 
dem at erobre hele landet. 
Ptolemæerne var de 
græske regenter i Eqvpten. 
Man ved ikke ret meget 
om. hvordan de regerede 
Juda. 


gjorde modstand ved 
hemmeligt at leve i 
ørkenen. (Man regner 
med, at det er fra denne 
gruppe, farisæerne 
stammer.) 

167 f.Kr. Templet blev 
vanhelliget og brugt som 
helligdom for den græske 
gud. Dødsstraffen blev 


gjort meget for at fremme 
den græsk-romerske 
kultur blandt folket. 

20 f.Kr. Herodes begyndte 
genopbygningen af templet 
og hele komplekset 
omkring templet. Arbejdet 
på selve templet blev 
stort set fuldført i løbet 
af otte år, men hele pro- 




indført for at forstærke 


jektet blev ikke afsluttet 


ca. 283 f.Kr. Den hel- 
lenstistiske indflydelse 
på Judas folk gjorde at 
Det gamle Testamente 
(Septuagint [LXX]) blev 


forbudet mod at følge 
Moseloven. Dyrkelsen af 
hedenske guder blev 
obligatorisk. 




før mange år efter hans 
død, ja, endog efter 
Kristi tid. 


oversat til græsk. Under 






I følge overleveringer 


ledelse af Ptolemæus II 


I landsbyen Modin, 




døde Herodes år 4 f.Kr., 


Philadephus og officielt 


modsatte Mattathias af 




altså kun ca. et år efter 


godkendt af ypperste- 


Hasmon familien, som 




Kristi fødsel (som mange 


præsten i Jerusalem 


senere fik tilnavne Ma- 




lærde mener i virkelig- 


blev dette arbejde fuldført 


kabæeren, sig en syrisk 




heden fandt sted år 


af folkets dertil bemyn- 


officers forsøg på at 




5 f.Kr.) 


digede ældster i Alexandria 


gennemtvinge dekreterne 






i Egypten. 


mod hans folk. Dette blev 
signalet til oprør over 






198 f.Kr. De græske 


hele landet. Efter hans 






regenter i Syrien, som 


død fortsatte hans søn 


• 




kaldes seleuciderne 


Judas i sin fars fodspor. 






erobrede landet og 








forstærkede den hel- 


Hasmon-familien var nu 






lenistiske indflydelse 


ledere, og de opnåede 






i vasallandet. 


en uafhængighed for 
Juda, som varede ved 






175 f.Kr. Udbytning og 


indtil romernes erobring 






den tvungne tilpasning 


af landet i 63 f.Kr. 






til den græske kultur, 


(Se skemaet over Hasmon- 






som regenterne udsatte 


familien. Numrene angiver 






Juda for, var et stort pres 


rækkefølgen af lederne.) 






på folket. Templet blev 








plyndret, ordinanserne 


164 f.Kr. Templet blev 






i forbindelse med 


renset og genindviet 






offerydelser, omskæring, 


under Judas Makkabæus' 






religiøse fester og sab- 


ledelse. Denne dag bliver 






batter blev forbudt. Der 


herefter fejret hvert år 






blev givet ordrer til, 


som Hanukkah eller ind- 






at skrifterne skulle 


vielsesfesten (Somme tider 






tilintetgøres, og mange 


kaldes den lysfesten). 






lovbøger blev brændt. 








Det ledende præstedøm- 








mes indflydelse blev 








udhulet, ved at stillingen 








som ypperstepræst blev 








solgt til den højest 








bydende. 









Græsk- 
romersk 
indflydelse i 
det hellige 
land 



AF T. EDGAR LYON 

Emner: Grækenland, Rom, Det 
hellige Land 




„Forklarelsens Bjerg' 



Foto af Don O. Thorpe 



Det hellige Land lå på den store 
karavanerute, som fordum forbandt 
den rige Nildal i Egypten med Tigris' 
og Eufrats floddale. Der blev tran- 
sporteret mange varer fra den ene 
ende af denne store, bueformede 
rute til den anden. Imellem disse to 
store dalsystemer lå den arabiske 
ørken. For at undgå at skulle igen- 
nem den, passerede ruten gennem 
det, der af historikere er blevet kaldt 
„den frugtbare halvmåne". Via 
denne rute konkurrerede handlende 
og fabrikanter om Østens krydderier, 
om metallerne, silken og hørlærredet 
fra Damaskus, om Babyloniens og 
Persiens tæpper, om kornet, de tør- 
rede frugter, vinen og olivenolien fra 
Palæstina og om parfumerne, guldet, 
elfenben, ibenholt og juveler fra 
Egypten og fra resten af Afrika. 
Denne rute er blevet gennemrejst af 
nomadehyrder, karavaner, hele folk, 
der var på vej for at bosætte sig et 
andet sted samt hære på erobrings- 
tugter fra førhistorisk tid. 
En af disse erobrere var Alexander 
den Store. Han var en af de mest 
handlekraftige monarker i antikkens 
verden. Han helligede sig fuld- 
stændig den hellenistiske sag, for 

8 



han anså den hellenistiske (græske) 
kultur som løsningen på alle de 
onder, der plagede samfundet. 
Aristoteles, den berømte græske filo- 
sof, som var Alexanders lærer, havde 
indgivet sin elev stor beundring for 
græsk litteratur, videnskab, filosofi 
og religion, for græsk kunst med den 
understregning af det menneskelige 
legeme som skønhedens fuldkom- 
mengørelse. Den purunge Alexander 
påtog sig da at erobre hele datidens 
kendte verden, idet han var over- 
bevist om, at hvis blot verdens ung- 
dom kunne blive overbevist om 
værdien af den klassiske græske 
måde at anskue tingene på, så 
kunne han danne den bedste rege- 
ring, verden nogen sinde havde 
kendt, og sikre at folkene kunne leve 
i fred og sikkerhed, samt at de havde 
rigeligt med levnedsmidler, forstod at 
værdsætte alt, hvad der var smukt i 
livet, samt at de havde den rette reli- 
giøse overbevisning, der ville sikre 
dem udødelighed og et lykkeligt liv, 
medens de endnu befandt sig i døde- 
ligheden. 

For at nå disse mål oprettede 
Alexander nye byer, som skulle være 
undervisningscentre, for her var der 



ingen traditioner eller skikke eller 
rodfæstede interesser, der kunne 
stille sig hindrende i vejen for, at 
hans ideer blev accepteret. Alezan- 
dria, Alesandretta, Alexandropole, 
Alexandropolis, Decapolis (fem af ti 
byer i Det hellige Land og Coel- 
syrien) og andre byer blev grundlagt, 
og man håbede, at hvis menneske- 
heden kunne befri sig for overtro, 
falske religioner og mysticisme så 
ville verden nå frem til en paradisisk 
tilstand. 

Da Alexander blev 20 år gammel var 
han blevet konge over Makedonien 
og Grækenland. Ved sin død 13 år 
senere i 323 f. Kr. bestod hans kejser- 
rige af det græske fastland, Lille- 
asien, Persien, Tigris-Eufratedalen 
og landet øst på mod Indus, Sorte- 
havets kyster, Palæstina, Egypten og 
Syrien. Tre af hans generaler delte 
dette vældige rige imellem sig, men 
der var ingen af dem, der var besjæ- 
let af den samme iver, handlekraft, 
som havde været Alexanders driv- 
kraft. Ptolemæus, som overtog 
Syrien og Østen oprettede begge 
dynastier, som bestod, indtil 
romerne overtog hele området i det 
første århundrede f. Kr.; men ingen 



af disse konger lagde samme efter- 
tryk på „helleniseringen" af Østen 
og Mellemøsten, som Alexander 
havde gjort. 

I løbet af de århundreder, der fulgte 
efter blev de kongeriger, som Alexan- 
der havde skabt, efterhånden 
udslettet, indtil de alle igen blev 
samlet, denne gang under det 
romerske kejserrige. Romerne søgte 
efter fællesnævnere, der kunne 
smede deres erobringer sammen til 
ét rige, og vendte tilbage med ideen 
om en statsstyret kulturel og reli- 
giøs enhed. Der blev anvendt store 
summer på overdådige marmor- 
templer spredt ud over hele riget. Der 
blev udhugget i tusindvis af statuer, 
der forestillede mystiske guder og 
berømte mennesker. Der blev bygget 
teatre og koncertsale over hele riget; 
og der dukkede utroligt mange 
skuespilforfattere, historikere og 
digtere op i kulturlivet. Man lagde 
vægt på skønheden i det fysiske 
legeme, der skulle veludvikles gen- 
nem atletik og gymnastik. 
I Palæstina skabte denne hellenisme 
en konflikt mellem det jødiske folk og 
regeringens forsøg på at udbrede 
denne kultur blandt de unge jøder. 
Mange af de kulturelle idealer stod i 
direkte modsætning til grundlaget 
for den jødiske religion og de jødiske 
idealer for familielivet. For jøderne 
var kunst i enhver form i modstrid 
med moselovens andet bud. Statuer 
af nøgne mennesker, såvel som det 
at svømme og gøre gymnastik i nøgen 
eller næsten nøgen tilstand var det 
jødiske folk imod, som i løbet af år- 
hundrederne havde skabt meget 
strenge standarder, der forbød at 
vise nogen del af legemet offentligt 
undtagen hænder, fødder, hals og 
hoved. Kvinderne bar slør offentligt, 
for at deres ansigter ikke skulle ses. 
Der var ingen offentlige badeanstal- 
ter, hvor folket svømmede eller tog 
bad i selskab med andre. De romer- 
ske teaterforestillinger behandlede 
ofte emnet sex på en måde, der 
forargede jøderne. Seksuelle forhold 
uden for ægteskabet blev diskuteret 
på scenen, uden at man også så, 
at disse synder blev straffet; dette 
generede jøderne, som holdt fast 
på, at der skulle straffes for disse 



ting. Den jødiske religion var baseret 
på åbenbaringer fra Gud gennem 
profeterne og patriarkerne. Den 
hellenistiske kultur satte menneske- 
lig fornuft, observation af og erfaring 
med andre mennesker i højsædet, 
idet den fremhævede, at al religion i 
virkeligheden stammede fra disse 
ting og ikke fra en kommunikation 
med højere magter. 
Jøderne modsatte sig regeringens 
program for indoktinerringen af ung- 
dommen. Jøderne var rede til at gøre 
oprør (Det var jo lykkedes dem at 
oprette et uafhængigt rige i 142 f. 
Kr.), og romerne gjorde derfor deres 
til at underminere den solidaritet, 
som jøderne følte gennem deres 
kultur. I udkanten af Jerusalem blev 
der anlagt en 'idrætsplads. Man op- 
muntrede de unge til at deltage i for- 
skellige sportsgrene iført et minimum 
af tøj. Pigerne lærte at bryde deres 
mødres dominans, til at få en uddan- 
nelse, til at klæde sig i nymodens tøj, 
til ikke at bruge slør og til at anvende 
de offentlige bade. Der blev oprettet 
skoler, hvor man underviste i 
hedensk kunst, litteratur, videnskab 
og græsk moralopfattelse. Nogle få 
kilometer nord for Nazaret blev 
bygget et nyt, hellenistisk center, 
som blev kaldt Sephoris. Det blev 
bygget, medens Jesus var dreng, og 
det var et forsøg på at infiltrere 
Galilæa med den græske kultur. For 
regeringens embedsmænd var dette 
et middel til at underminere solidari- 
teten blandt jøderne. Målet var at 
forhindre religiøse fanatikere i at 
ophidse til revolution og forsøg på 
at forjage romerne fra landet. Hele 
planen gik ud på at få jødedommen 
til at ophøre med at eksistere som 
monoteistisk religion i en pluralistisk 
romersk stat. 

Rom regerede sit vældige kejserrige 
ved at lade de stærkeste af de lokale 
konger beholde deres værdighed, 
idet de ganske vist vedblivende lod 
dem kalde sig konger, mens de i 
realiteten regerede under en 
romersk statholders ledelse. Det er 
nødvendigt, at vi forstår, at den 
magt, der var givet til både den 
religiøse og politiske myndighed, og 
som den romerske regering indrøm- 
mede dem, som førte kontrol med 



jødernes vasalstat, var begrænset. 
Dette fremgår af den frygt, den 
herskende, jødiske forsamling viste 
for at de romerske myndigheder i til- 
fælde af, at den bevægelse, Jesus 
stod som leder af, blev stor, ville be- 
tragte den som endnu en jødisk revo- 
lution og fjerne det herskende ari- 
stokrati, som ikke havde formået at 
standse bevægelsens udvikling. (Se 
Joh. 11 :48) 

Herodes den Store var regent, da 
Jesus blev født, men han stod under 
den romerske statholder i Syrien. (Se 
Luk. 2:1-2) Efter Herodes' død, blev 
hans område delt mellem tre af hans 
sønner, som kun fik rang af „etnark" 
(en, der regerer over en stamme eller 
en nation, statholderen over en 
provins), men dog stadig havde lov til 
at kalde sig konger inden for deres 
lokale område. På det tidspunkt, da 
Jesus blev korsfæstet, var der blevet 
indsat en romersk statholder over det 
hellige land; han havde hovedkvarter 
i Kæsarea. 

Efter at Palæstina havde fået sin 
egen statholder, blev Kæsarea hans 
bopæl. Statholderne tog sædvanligvis 
kun til Jerusalem for at overvære de 
vigtige jødiske højtider, såsom 
påsken, pinsen, løvhyttefesten og 
tempelvielsesfest. Når statholderen 
i sådanne anledninger gæstede 
Jerusalem, boede han i Antonio- 
fæstningen, hvor der året igennem 
var stationeret en lille garnison, der 
ledsagede den romerske statholder 
under hans besøg ved festlighederne. 
Rom kontrollerede Palæstina gen- 
nem hele Kristi levetid og i den 
kristne kirkes første tid. Skønt 
Palæstina var et forholdsvis lille 
land, var dets geografiske belig- 
genhed dog gunstig for kristendom- 
mens udbredelse. Den rute som 
havde vist sig at være fordelagtig for 
så mange erobrere og handlende, 
hære og karavaner, blev nu brugt til 
udbredelse af evangeliet. Fra 
Palæstina skulle verdens Frelsers 
lære sprede sig ad de samme gamle 
handelsveje og kristne store dele af 
den del af verden. 



T. Edgar Lyon er lærer ved Salt Lake Institute 
of Religion, University of Utah. Han arbejder 
som gruppeleder for højpræsterne i Rose Crest 
Ward, Salt Lake Canyon Rim staven. 



9 



Emne: Det nye Testamente 



Hverdagslivet i Palæstina 



AF EDWARD J. BRANDT 



Har I nogen sinde tænkt over, 
hvordan folk egentlig levede i Judæa 
på den tid, da Frelseren levede på 
jorden? Hvad boede de i? Hvilke 
erhverv havde de? Hvor og hvorledes 
dyrkede de Gud? 

Man kunne stille disse og mange 
andre spørgsmål. Men det er ikke 
kun selve landet, århundrederne har 
forandret; de har også skjult 
ruinerne af byer, ja, byer, som 
engang var myldrende fulde af liv og 
af den tids aktiviteter. Arkæologiske 
opdagelser har gennem årene givet 
os mange nøgler til forståelse af 
fordums tid. Især gamle optegnelser 
har givet os værdifulde oplysninger, 
som kan hjælpe os til at samle et 
temmelig nøjagtigt billede af 
datidens samfund. Det nye Testa- 
mente giver os sammen med disse 
optegnelser som f. eks. Mishma eller 
mundtligt forklarede, jødiske tradi- 
tioner, et indblik i hverdagslivet på 
Jesu tid. 

Moseloven var folkets religiøse 
fundament. Men frafald havde 
svækket dens oprindelige hensigter 
gennem udvikling af „traditioner". 
Disse bestod for størstedelen af lov- 
bestemmelser, som var resultat af 
fortolkninger af skriften uden myn- 
dighed fra Gud, og de angik først og 
fremmest Moseloven. „Traditioner- 
ne" var blevet til byrder, ydre ting, 
som beherskede daglivet for den 
enkelte. Frelseren fordømte fari- 
sæerne, som var de stærkeste til- 
hængere af dette system. Han 
spurgte: „Hvorfor overtræder I selv 
Guds bud for jeres overleverings 
skyld? . . . Således har I sat Guds lov 
ud af kraft..." (Matt. 15:3,6; se 
også Mark. 7:3, 8-9, 13) Men folket 
var i høj grad blevet påvirket af 
denne kendelse: „De lærdes ord skal 
opfattes langt strengere end lovens 
ord." (Sanh. 11.3) 



Forskellen mellem de sekter, som var 
opstået blandt folket, bestod i 
væsenlig grad i, hvor vidt de 
accepterede og fulgte ældsternes 
traditioner. De enkelte sekter havde 
ikke så mange medlemmer. Josphus 
skriver, at af landets indbyggere 
(nogle få hundrede tusinder) var der 
kun ca. 6000 farisæere. (Antiq. XVII 
3, 4) Saddukæerne var med fordring 
på præsterettighederne en endnu 
mindre, aristokratisk gruppe, som 
havde stor indflydelse, og hvis med- 
lemmer sad i mange nøglepositioner, 
både politisk og religiøst, fordi de 
støttede de fremmede magthavere. 
Men selv saddukæerne gik ind for 
nogle af „traditionerne", som blev 
holdt i hævd blandt folket. Der var 
også andre sekter på den tid. 
Essenerne var af en anselig størrelse, 
men de holdt sig almindeligvis for sig 
selv. De øvrige små sekter var 
nærmest ligegyldige hvad med- 
lemsantal angik. 

Det var i Jerusalem disse sekter 
florerede, for kun få af deres til- 
hængere boede uden for dens 
område. De mange mennesker, der 
boede i de andre* byer eller på 
landet kaldtes Amha Årets eller 
„landboerne". De var ikke blevet 
oplært i traditionernes detaljer, og 
blev derfor anset for at være uvi- 
dende, ubetydelige bønder. Man 
regnede ikke med, at indbyggerne i 
Galilæa og Judæa kunne leve op til 
de krav, Guds lov stillede til dem. 
Optegnelserne i skrifterne viser, hvor 
skeptisk man blandt de religiøse i 
byerne betragtede landbørne: „Kan 
noget godt være fra Nazaret? . . ." 
(Joh. 1 :46) „Er du måske også fra 
Glilæa? Slå efter, så skal du se, at i 
Galilæa fremstår der ingen profet." 
(Joh. 7 : 52) Og dog var det blandt 
landboerne Jesus valgte dem, der 
skulle være apostle. 



Den jævne borger var altså, skønt 
han nok var påvirket af mange af 
traditionerne, ikke medlem af nogen 
af de dominerende sekter på hans 
tid som blot foragtede anderledes 
troende. Størstedelen af befolknin- 
gen var optaget af landbrugsaktivite- 
ter — de var grundejere, forpagtere, 
eller de var hyrder. Andre havde et 
håndværk — de var stenhuggere, 
skomagere, skræddere, smede, 
pottemagere, tømrere, vævere og 
farvere. De, som arbejdede inden for 
det samme håndværk, havde normalt 
deres værksteder i den samme gade 
eller det samme kvarter i byen. 
Husene var forskellige alt efter be- 
boernes økonomiske kår. Til hvert 
hus, der indeholdt flere forskellige 
værelser, hørte normalt en gårds- 
plads. Nogle af værelserne blev ofte 
anvendt i erhvervsøjemed. Tagene 
blev ofte brugt som terrasse eller 
indre overdækket gård, eller man 
havde endnu et værelse deroppe, 
som man brugte til gæsterværelse 
eller festsal. 

Selv i ganske jævne menneskers 
hjem mærkede man snart en religiøs 
påvirkning. Der var familiebøn 
morgen og aften, bøn før og efter 
hvert måltid, ligesom familiens med- 
lemmer også bad enkeltvis, og 
børnene blev stærkt påvirkede 
heraf. Det var moderen, der havde 
det naturlige ansvar med at oplære 
barnet i dets første år. Faderen hjalp 
til ved at lære barnet at fremsige 
visse passager fra skriften, så han 
som femårig kunne læse op. I 
Mishna står det beskrevet, hvilke 
resultater, der bør være karakteri- 
stiske for en dreng/mand på de for- 
skellige trin i hans liv. „...Som 
femårig (bør han kunne læse) 
skrifterne (begyndende med 3. Mose- 
bog); som tiårig er han gammel nok 
til Mishna; som trettenårig til 

11 



budene (Lovens søn); som 15-årig til 
Talmud; som 18-årig til brudekam- 
meret; som 20-årig til at bestride (et 
håndværk); som 30-årig til at have 
myndighed; som 40-årig til at 
dømme; som 50-årig til at give råd; 
som 60-årig til at være ældste . . ." 
(Aboth 5.21) 

Når drengene blev seks år skulle 
deres uddannelse føres videre i den 
lokale skole, som fandtes i forbin- 
delse med næsten enhver synagoge i 
landet. Læreren var altid en gift 
mand, der blev betalt af forældrene, 
som frivilligt ydede bidrag til hans 
underhold. Studiet af skrifterne skred 
frem fra 3. Mosebog gennem de 
andre Mosebøger, videre til pro- 
feterne og til sidst til de andre 
skrifter. Desuden begyndte studiet af 
traditionerne, eftersom alder og ud- 
vikling tillod det. Da skolegangen kun 
varede en fire-fem timer om dagen, 
var der rigelig tid for den unge til at 
lære et håndværk. Ved at arbejde 
sammen med sin far eller en anden, 
fik drengene en håndværksuddannel- 
se, så de havde den, uanset hvad 
de ellers lærte eller studerede. Hvis 
den unge mand i 16-17 års alderen 
havde valgt at videreføre sine studier 
og gjorde gode fremskridt, kunne 
han måske komme til at læse hos 
en virkelig god lærer. Men de fleste 
gik ud af skolen efter ca. fem år for 
at hellige sig deres fremtidige livs- 
gerning. Men hvad med kvindernes 
uddannelse? Pigernes oplæring 
foregik udelukkende i hjemmet. 
Hendes første år gik efter samme 
mønster som den unge mands — hun 
deltog i bønnerne, og hun fremsagde 
skriftsteder. Når hun blev ældre, 
blev hun undervist i husholdning og 
en moders færdigheder; så hun 
kunne lære at blive en god mor; men 
foruden dette, lærte hun også 
meget ved at deltage regelmæssigt i 
de forskellige fester og højtider og i 
møderne i synagogen sammen med 
sin familie. 

Tilbedelsen i synagogen var sabba- 
tens højdepunkt. Gudstjenesten be- 
stod først og fremmest af særlige 
bønner og recitation af Sherma, som 
er en slags trosbekendelse taget fra 
5. og 4. Mosebog. (5. Mosebog 
6:4-9; 13-21; 4. Mosebog 15 : 37- 



41) Derefter fulgte det vigtigste i gud- 
stjenesten — for dens formål var, at 
folket skulle undervises. Det be- 
gyndte med systematisk, successiv 
læsning af Mosebøgerne; der var et 
afsnit afsat til hver eneste sabbat 
året igennem. Efter at loven var 
blevet læst op, fulgte en lektion fra 
profeterne, der sædvanligvis var 
valgt så den passede til den del af 
loven, der var læst op. Gudstjene- 
sten blev ofte afsluttet med en 
prædiken eller tale. Der blev opså 
holdt særlige gudstjenester på fest- 
dage, nogle steder også hver man- 
dag og torsdag for landboerne, der 
kom til marked, og som boede langt 
fra synagogen. Gudstjenesten ple- 
jede at vare 1-3 timer; det afhang af 
anledningen og talerne. Kvinder og 
mænd sad hver for sig, adskilt ved et 
forhæng, eller også sad kvinderne 
helt nede bagved. På denne måde 
kunne kvinderne såvel som mænde- 
ne blive belært. 

Man betragtede ægteskabet som en 
religiøs pligt. En ung mand skulle 
giftes i 16-17 års alderen, i nogle 

tilfælde som 20-årige. Piger skulle 
giftes, når de var 12 år og kunne en 
skønne dag blive givet bort i ægte- 
skab af deres fædre. Hvis de blev 
bortgiftet før denne tidlige alder, 
havde de ret til at blive skilt. Men når 
den unge pige først havde passeret 
den legale giftealder havde hun sin 
frie vilje til at give sit samtykke til en 
hvilken som helst trolovelse eller et 
ægteskab. Både en trolovelse og et 
ægteskab krævede et dokument 
eller en kontrakt, som kun kunne 
brydes gennem skilsmisse. Trolo- 
velsen var en slags forlovelses- 
periode, som loven foreskrev, for at 
alle de nødvendige arrangementer 
for ægteskabet kunne blive ordnet. 
Det var ikke særlig vanskeligt at 
opnå skilsmisse; det afhang af 
folkets fortolkning og traditioner. 
Men ingen skilsmisse var lovlig uden 
skilsmissebrev eller dokument. 
Regeringens problemer gennem 
tiderne fremgår af spørgsmål om 
beskatningen og folket. Hele landet 
var en romersk provins med Judæa 
under en romersk statholder, og 
resten under vasalkongerne. Roms 
repræsentanter var hovedsaglig mili- 



tære og de ordnede de almindelige 
borgerlige anliggende blandt folket. 
Kirkemæssigt blev det jødiske folk 
ledet ved at hver egn havde et san- 
hedrin eller en rådsforsamling med 
fra tre til treogtyve medlemmer, alt 
efter hvor stort et omåde det skulle 
dække. Alle de lokale sanhedriner 
blev udpeget og ledet af det store 
Sanhedrin i Jerusalem. Deres juris- 
diktion — virkeområde — var i virkeli- 
gheden vidtrækkende på grund af 
Moseloven og traditionerne, selv om 
det var meningen, at de kun skulle 
beskæftige sig med religiøse anlig- 
gender. Hver by eller landsby havde 
også en lokal, jødisk myndighed, der 
kaldtes ældsterne. Disse ældster sty- 
rede først og fremmest samfundsfor- 
holdene, men de havde også et be- 
grænset borgerligt herredømme. 
Folket var forpligtet til at betale skat 
til begge disse styrende autoriteter. 
Kvinder skulle betale skat fra de var 
12 år gamle, og mændene fra de var 
14. Endvidere blev der krævet 
tempelskat af dem til vedligeholdelse 
og drift af helligdommen og dens 
ledelse. Så når man regner det 
hele med lige fra afgiften til Rom til 
de skatter, som blev afkrævet i hvert 
eneste område til vedligeholdelse af 
synagogen, til skolerne, til offentlige 
arbejder og til sociale krav, så kan 
man se, at der var lagt tunge byrder 
på folkets skuldre i kampen for til- 
værelsen. 

Dette korte glimt af den jævne 
mands hverdagsliv på Kristi tid er 
delvis stykket sammen gennem 
undersøgelser af resterne af senere 
rabbinske skrifter. Men beviserne på 
„traditionernes" indflydelse, som de 
findes i Det nye Testamente, viser de- 
res værdi i en delvis rekonstruktion af 
den nye pagts tid i skifterne. Medens 
Moseloven og disse „traditioner" 
blev en forbandelse for nogle, så var 
de dog for andre en forberedelsens 
tugtemester til evangeliets lov. (Se 
Gal. 3 : 13, 24-25) 



Edward J. Brandt er lærer ved In- 
stitute of Religion ved University of 
Utah og rådgiver i biskoprådet i 
Sandy 16. Ward, Sandy Utah North 
Stake. 



12 



Samspil 
mellem 
evangelierne 



FØRSTE PERIODE: 

FRA FORUDSIGELSERNE OM JESU JORDISKE 

LIV TIL JOHANNES' MISSION 

(Søndagsskolektier 6-8) 



Hvert af de fire evangelier giver os 
oplysninger, detaljer og indsigt, som 
ikke findes i de andre tre. Tilsammen 
giver de os det mest fuldkomne og 
nøjagtige billede, vi har af Jesu Kristi 
mission. Her står de vigtigste begi- 
venheder, fra den del af Kristi liv, 
som er kendt, opført sammen med 
angivelse af, hvor de fandt sted samt 
henvisninger til Mattæus-, Markus-, 
Lukas- og Johannesevangeliet. Så- 
danne sammenstilinger kaldes sam- 
spil. Man ved ikke nøjagtigt, hvor alle 
begivenhederne fandt sted, men den 
her angivne rækkefølge af begiven- 
hederne og den omtrentlige lokali- 
sering, af endnu ukendte steder, kan 
hjælpe til en bedre forståelse af 
Mesterens liv. 

Samspillet og dets opdeling af Kristi 
liv i perioder er baseret på et sam- 
spil, som er udarbejdet af J. Reuben 
Clark, Jr. i Our Lord of the Gospels 



Emne: Det nye Testamente, de fire 
evangelier (skema), J. Reuben Clark, 
Jr., Søndagsskolens, studierkursus 
for seniorklassen. 



Begivenhed 


Sted 


Matt. 


Mark. 


Luk. 


Joh. 


Forudtilværelsen 










1:1-9 


Budskabet til Zakarias 


Jerusalem 






1 :5-20 




Elisabet lader sig ikke se 


Judæa 






1 :24-25 




Budskabet til Maria 


Nazaret 






1 :26-38 




Maria besøger Elisabet 


Judæa 






1 :39-5S 




Josefs syn 


Nazaret 


1:18-25 








Johannes' fødsel 








1 :57-80 




Kejser Augustus befaling 


Judæa 






2:1-5 




Jesu fødsel v 


Betlehem 






2:6-7 




Kristi genealogier 




1:1-17 




3:23-33 




Hyrderne 


Betlehem 






2:8-20 




Omskærelsen 


Betlehem 






2:21 




Fremstillingen i templet 


Jerusalem 






2:22-38 




Tilbage til Nazaret 


Nazaret 






2:39 




De vise mænd 


Betlehem 

eller 

Jerusalem 


2:1-12 








Flugen til Egypten 


Egypten 


2:13-15 








Barnemordet 


Betlehem 


2:16-18 








Tilbage fra Egypten 


Nazaret 


2 19-25 




2:40 




Jesus i templet 


Jerusalem 






2-41-50 




Bopæl i Nazaret 


Nazaret 






2:51-52 





ANDEN PERIODE: 

FRA JOHANNES' MISSION TIL DEN FØRSTE 

PÅSKE UNDER JESU MISSION 

(Søndagsskolelektie 9-13) 



Begivenhed 


Sted 


Matt. 


Mark. 


Luk. 


Joh. 


Johannes Døberens tidlige 












gerning 












Gerningens begyndelse 


Judæa 






3:1-2 




Indledning og Johannes' 












budskab 


Judæa 


3:1-6 


1:1-6 


3:3-6 




Johannes prædiker 




3:7-12 




3:7-14 




Bekendtgørelse om Kristi 












komme 




3:11-12 


1:7-8 


3:15-18 




Johannes døber Jesus 


Betania 


3:13-17 


1.9-11 


3:21-23 




Fristelsen 


Judæa 


4:1-11 


1:12-13 


4:1-13 




Johannes kundgør, at han 


Betania 








1:19-28 


ikke er Kristus 












Johannes vidner om at Jesus 












er Kristus 










1 :29-34 


Andreas og Simon møder Jesus 










1 :35-42 


Filip og Natanael findes 










1 :43-51 


Det første mirakel — 












Brylluppet i Kana . 


Kana 








2:1-11 


Jesus tager til Kapernaum 


Kapernaum 








2:12 




Bethlehem 
Hebron i 




I Jericho 
Jerusalem ^_ Befnany 



JUDEA AR EA 




Machaerus 



Dead Sea 



TREDIE PERIODE: 

DEN TIDLIGE JUDÆISKE MISSION FRA DEN 
FØRSTE PÅSKE TIL HAN VENDER TILBAGE 
TIL GALILÆA 

(Søndagsskolelektie 14—15) 



Begivenhed 


Sted 


Matt. 


Mark. 


Luk. 


Joh. 


Den første påske — den første 
renselse af templet 
Nikodemus besøger Jesus 
Vender tilbage il Judæa 
Johannes' vidnesbyrd til 
sine disciple 


Jerusalem 

Jerusalem 

Judæa 

Judæa 








2:13-25 

3:1-21 

3:22 

3:23-36 



13 



(„Vor Herre i evangelierne.") (Salt 
Lake City: Deseret Book Company, 
1957). Det er det samme værk, som 
er blevet anvendt som basis for 
udarbejedelsen af dette års (1975- 
76) lektier for seniorklassen. Læse- 
opgaverne til hvert afsnit, under- 
bygger skriftstedhenvisningerne til 
de vigtigste perioder i Kristi liv, som 
de er fremstillet af præsident Clark. 
På et bogmærke, som findes i dette 
nr. af „Den danske Stjerne" står 
læseopgaverne til dette kursus 
opført. (Se også „De fire Evange- 
lier" - lærerens hefte 1975-76.) Den 
detaljerede oversigt over begiven- 
hederne, som præsident Clark har 




Caesarea 

^Philippi 



)Bethsaida 

Sea of 

Galilee 

^Gadara 



River Jordan 



opstillet dem, er trykt her med det 
formål, at læseren bedre kan 
studere Frelserens liv i detaljer. 
Præsident Clark har selv skrevet 
følgende om udarbejdelsen: 
„Jeg har her placeret begivenheder- 
ne i en kronologisk orden, som synes 
at være i overensstemmelse med 
den gængse opfattelse blandt de for- 
fattere af evangeliesamspil, jeg har 
rådført mig med. Man kan dog ikke 
uden videre gå ud fra, at de er i fuld- 
stændig overensstemmelse med den 
kronologiske orden, som begiven- 
hederne i Frelserens liv virkelig fandt 
sted i. Men man mener, at de må 
være foregået nogenlunde i den 
orden. Men der findes naturligvis 
andre forskere, som ville anse en 



Herodes fængsler Johannes 
Jesus tager fra Judæ til Gaiilæa 
Den samaritanske kvinde 
Jesus drager ind i Gaiilæa 


Makærus 
Judæa 
Sykar 
Gaiilæa 


14:3-5 
4:12 


6:17-20 
1:14 


3:19-20 
4:14 


4:1-3 

4:4-42 

4:43-44 



FJERDE PERIODE: 

DEN STORE MISSION I GALLILÆA 

A. FRA JESUS VENDER TILBAGE TIL GALILÆA 

TIL HAN VÆLGER DE TOLV 

(Søndagsskolelektie 16-17) 



NB. Som ordet er anvendt her, betyder 
»„Gaiilæa" den del af Palæstina, der 
ligger nord for Samaria, og som strækl 
sig fra Jordanfloden og Genesaret Sø 
i øst og videre vestpå. 



Begivenhed 


Sted 


Matt. 


Mark. 


Luk. 


Joh. 


Prædiker i Gaiilæa 


Gaiilæa 


4:17 


1:14-15 


4:14-15 


4:45 


Helbreder den kongelige 












embedsmands søn 


Kana 








4:46-54 


Fornægtes i Nazaret 


Nazaret 






4:16-30 




Virker ved Kapernaum 


Kapernaum 


4:13-16 




4:31-32 




Peter, Andreas, Jakob og 












Johannes kaldes 


Gaiilæa 


4 18-22 


1 :16-20 


5:1-11 




Den urene ånd kastes ud 


Kapernaum 




1:21-28 


4:31-37 




Peters svigermor helbredes; 












mange mirakler 


Kapernaum 


0:14-17 


1 :29-34 


4:38-41 




Jesus rejser omkring og prædiker 


Gaiilæa 


4:23-25 


1 :35-39 


4:42-44 




Den spedalske helbredes 


Gaiilæa 


8 1-4 


1 :40-45 


5:12-16 




Den lamme helbredes 


Kapernaum 


9:2-8 


2:1-12 


5:17-26 




Matthæus, som er vært ved 












et gæstebud, kaldes 


Gaiilæa 


9:9-13 


2:13-17 


5:27-32 




Johannes' disciple stiller 












spørgsmål om faste 












(nær Genezaret Sø) 




9:14-17 


2:18-22 


5:33-39 




Den anden påske 


Jerusalem 








5:1-47 


Disciplene plukker aks på 












sabbaten 


Gaiilæa 


12:1-8 


2:23-28 


6:1-5 




Manden med den visne hånd 












helbredes 


Gaiilæa 


12:9-14 


3:1-6 


6:6-11 




Trækker sig tilbage til 












Genezaret Sø 




12:15-21 


3:7-12 






De Tolv ordineres 


Gaiilæa 


10:1-4 


3:13-21 


6:12-16 





1 Lektierne 18-20 er ved en fejltagelse 
blevet anbragt i del A. af den store 
mission i Gaiilæa i stedet for i del B. 
sammen med lektierne21-23. (Se ,,De fire 
Evangelier" - lærerens hefte 75-76, 
siderne 91-101) 



FJERDE PERIODE: 

DEN STORE MISSION I GALILÆA (fortsat) 

B. FRA BJERGPRÆDIKENEN TIL REJSEN I DET 

NORDLIGE GALILÆA 

(Søndagsskolelektie 18-23) 






Begivenhed 


Sted 


Matt. 


Mark. 


Luk. 


Joh. 


Bjergprædikenen i 




Kap. 5-7 




6:17-49 




Høvedsmandens søn helbredes 


Kapernaum 


8:5-13 




7:1-10 




Enkens søn vækkes fra døden 


Nain 






7:11-17 




Johannes sender bud til 












Jesus for at udspørge ham 


Gaiilæa 


11:2-30 




7:18-35 




Jesus salves af synderinden 


Gaiilæa 






7:36-50 




Endnu en rejse i Gaiilæa 


Gaiilæa 






8:1-3 




Den blinde og døve helbredes 


Kapernaum 


12:22-23 








Anklaqes for at være i ledtog 












med Belzebul 


Kapernaum 


12:24-37 


3:22-30 






Jesus taler om tegn 


Kapernaum 


12:38-45 








Opsøges af sin moder og sine 












brødre 


Kapernaum 


12:46-50 


3:31-35 


8:19-21 





14 



Underviser mængden ved 


Galilæa 


13:1-3 


4:1-2 


8 4 




lignelser 












(Genezaret Sø) 












Lignelsen om sædemanden 


Galilæa 


13:3-23 


4:3-25 


8:5-18 




Lignelsen om sædens vækst 


Galilæa 




4:26-29 






Lignelsen om rajgræsset 


Galilæa 


13:24-30 








Lignelsen om sennepsfrøet 












og surdejen 


Galilæa 


13:31-35 


4:30-34 






Lignelsen om rajgræsset 












forklaret 


Galilæa 


13:36-43 








Andre lignelser 




13:44-53 








Stormen stilnes (Genezaret Sø) 


Galilæa 


8:8-27 


4:35-41 


8:22-25 




Onde ånder drives ud af to 












besatte 


Gadara 


8:28-34 


5:1-20 


826-39 




Vender tilbage til Kapernaum 


Kapernaum 


9:1 


5:21 


8:40 




Jairus' datter vækkes fra de døde 


Kapernaum 


9:20-29, 


5:22-24, 


8:41-42, 








23-26 


35-43 


49-56 




Den blodsottige kvinde 


Kapernaum 


9:20-22 


5:25-34 


8:43-48 




To blinde mænd helbredes 


Kapernaum 


9:27-31 






V 


Den stumme og besatte 












helbredes 


Kapernaum 


9:32-34 








Fornægtes anden gang i Nazaret 


Nazaret 


13:54-58 


6:1-6 






Vandrer omkring i Galilæa 


Galilæa 


9:35-38 


6:6 






De Tolv sendes ud — „Lignelsen" 












om deres mission og forvaltning 


Galilæa 


10:1,5-42 


6:7-13 


9:1-6 




Jesus fortsætter sin rejse 


Galilæa 






9:10 




Herodes lader Johannes 












halshugge 2 


Makærus 




6:21-29 






Herodes tror, at Jesus er 
Johannes 


Galilæa 


11:1 


6:14-16 






9:7-9 




De Tolv fortæller om deres 












mission 


Kapernaum 


14:6-12 


6:30 


9:10 




Videre til Betsajda 


Betsaida 




6:31-32 


9:10-11 




De fem tusind bespises 












(nær Betsajda) 


Galilæa 




6:33-44 


9:1,2-17 


6:1-4 


Jesus forhindrer dem i at 




14:14-21 








gøre ham til konge 


Galilæa 


14:22-23 


6:45-46 




6:15 


Vandringen på Genezaret Sø 


Galilæa 


14:24-33 


6:47-52 




6:16-21 


Taler til mængden om livets brød 


Kapernaum 








6:22-71 


Helbredelser i Genezaret 


Genezaret 


14:34-36 


6:53-56 






Taler om renhed 


Kapernaum 


15:1-20 


7:1-23 







anden kronologisk rækkefølge end 
den her angivne for mere sandsynlig. 

Begivenhedernes rækkefølge er 
måske ikke så overordentlig rigtig. 
Hvad Jesus sagde, og hvad han 
gjorde, hans undervisning og hans 
lærdomme, det er det der betyder 
noget." (Our Lord of the Gospels, 
side VI.) 



' Talmage peger på, at bjergprædikenen 
blev holdt, efter at De Tolv var blevet 
kaldet. (Se Talmage,,Jesus Kristus", 
side 230) 



2 I Talmages „Jesus Kristus" bliver 
beretningen om Johannes Døberens 
fængsling til hans død behandlet samlet 
og holdt uden for denne kronologi. 
(Se ..Jesus Kristus", s. 266-274) 




FJERDE PERIODE: 

DEN STORE MISSION I GALILÆA (fortsat) 

C. FRA DET ØJEBLIK, HVOR HAN TRÆKKER SIG 

TILBAGE TIL DET NORDLIGE GALILÆA, TIL DEN 

GALILÆISKE MISSIONS AFSLUTNING. 

(Søndagsskolelektie 24-25) 



~~^*^ 






Begivenhed 


Sted 


Matt. 


Mark. 


•Luk. 


Joh. 


Rejsen til de nordlige egne 




15:21 


7 £4 




7:1 


Den græske kvindes datter 


Egnen ved 










helbredes 


Tyrus, Sidon 


15:22-28 


7:2b-30 






Tilbage til Genezaret Sø 


Genezaret Sø 


15:29 


7:31 






Den døve helbredes 
Fire tusind bespises 


Dekapolis 
Dekapolis 


15:29-38 


7:32-37 






8:1-9 




Jesus tager til Magdala 












(Genezaret Sø) 


Magdala 


15:39 


8:10 






Taler om tegn 


Kapernaum 


16:1-2 


8:11-21 






Den blinde helbredt 


Betsajda 




8:22-26 






Peters vidnesbyrd om Kristus 


Egnen ved 
Kæsarea 












Filippi 


16:13-20 


8:27-30 


9:18-22 




Underviser disciplene om døden 


Egnen ved 


16:21-28 


8:31-38 


9:23-27 




og opstandelsen 


Kæsarea 
Filippi 




9:1 






Forklarelsen — overdragelse 


Forklarelsens 


17:1-13 


9:2-13 


•9:28-36 




af præstedømmets nøgler 


bjerg i 










Den månesyge helbredt 




17:14-21 


9:14-29 


9:37-43 




Jesus drager igen omkring 












i Galilæa 


Galilæa 


17:22-23 


9:30-32 


9:43-45 




Spørgsmål vedrørende skat 


Kapernaum 


17:24-27 









Byen, Kana — hvor Jesus gjorde vand til 
vin 



15 



Taler om sagtmodighed og 












ydmyghed 


Kapernaum 


18:1-14 


9:33-37 


9:46-48 




Tale om tilgivelse og 












beseglings magt 


Kapernaum 


18:15-35 








Et ansvar at handle på Kristi 












vegne 


Kapernaum 




9:38-42 


9:49-50 




Tale om opofrelse 2 


Kapernaum 






9:57-62 




De halvfjerds sendes ud 


Kapernaum 






10:1-16 




Opmuntret til at trage til 












Judæa - afvist af slægtninge 


Galilæa 








7:2-9 


Jesus drager mod Jerusalem 








9:51-56 


7:10 



1 Hermonbjerget eller Tabors bjerg 
(Dommerbogen 4:14 og Josuabogen 12:5) 
1 „Jesus Kristus" side 324, fodnote d. 




■Mk . ~' <5S2Es»*. 

Genezaret Sø eller Tiberiasøen 



FEMTE PERIODE: 

DEN SENERE JUDÆISKE MISSION 

(Søndagsskolelektier 26, 27, 28) 



Begivenhed 


Sted 


Matt. 


Mark. 


Luk. 


Joh. 


Prædiker ved løvhyttefesten 


Jerusalem 








7:11-53 


Kvinder grebet i hor 

Verdens lys og ét med Faderen 


Jerusalem 








8:1-11 












(tale) 


Jerusalem 








8:12-30 


Tale til joderne om deres synder 


Jerusalem 








8:31-59 


De halvfjerds vender tilbage 


Judæa 






10:17-24 




To store bud — lignelsen 1 












om den oarmnjertige samaritan 


Judæa 






10:25-37 




Jesus besøger Maria og Martha 


Betania 






10:38-42 




Lærer disciplene af bede 


Judæa 






11:1-13 




Uddriver den stumme ånd — 












anklages 








11:14-36 




Taler om renhed 












Jesus underviser mængden — 








11:37-54 




lignelsen om den rige bonde 


Judæa 






12:1-59 




De dræbte galilære, lignelsen 












om figentræt 


Judæa 






13:1-9 




Jesus helbreder den blindfødte 2 


Jerusalem 








9-1-41 


Lignelsen om den gode hyrde 


Jerusalem 








10:1-21 


Tempelvielsesfesten — Jesus 












forkynder, at han er Messias 










10:22-39 



1 Talmage regner med at dette forekom- 
mer senere i den kronologiske rækkefolge, 
men påpeger, at man ikke kender det 
nøjagtige tidspunkt („Jesus Kristus", 
side 450) 



2 Denne begivenhed forekommer tidligere 
i Talmags kronologiske rækkefølge. 
(„Jesus Kristus, side 435, fodnote i.) 



SJETTE PERIODE: 
PERÆISKE PERIODE 

(Søndagsskolelektie 29, 30, 31) 



NB! Jesus trak sig tilbage til provinsen 
Peræa, en egn på den anden side af Jordan, 
efter at han var lige ved at miste livet ved 
tempelvielsesfesten. Han prædikede på den 
egn i ca. tre måneder og omvendte mange. 
Da Johannes Døberen påbegyndte sin mission, 
var det i dette område, han begyndte. 



Begivenhed 



Jeus drager til den anden 
side af Jordan 
Helbreder en kvinde på 
sabbaten 1 

Lignelsen om sennepsfrøet 1 
Påbegynder rejsen til Jerusalem 1 
Advarsel mod Herodes Antipas ' 
Meddelelse, at Lazarus er syg 
Helbreder mand med vattersot 
på sabbaten 1 
Tale om opofrelse 1 
Lignelser ' 

Det mistede får 

Den tabte mønt 

Den fortabte søns hjemkomst 

Den utro forvalter 
Tale om begærlighed ' 



Sted 



Peræa 
Peræa 

Peræa 
Peræa 
Peræa 
Peræa 

Peræa 
Peræa 



Peræa 



Matt. 



Mark. 



13:10-17 

13:18-21 
13:22-30 
13:31-35 



14:1-24 
14:25-35 

15:3-7 

15:8-10 

15:11-32 

16:1-13 

16:14-18 



Luk. 



Joh. 



10:39-42 



11:1-16 



16 



Lignelsen om den rige mand og 












Lazarus ' 


Peræa 






16:19-31 




Tale om forargelse og om tro ' 


Peræa 






17:1-10 




Lazarus oprejses 


Betania 








11:17-46 


Sammensværgelse mod Jesus 


Jerusalem 








11:47-53 


Rejse til byen Efraim 


Efraim 






11:54 




Rejsen fortsætter - Jesus 












helbreder lo spedalske ] 


Samaria 






17:11-19 




Tale om Guds rige 


Galilæa 






17:20-37 




Lignelser: 


Galilæa 










Den besværlige enke 2 








18:1-8 




Farisæren og tolderen ' 








18:9-14 




Krydser over Jordan til Peræa 




9:1-2 


10:1 






Farisæerne frister Jesus } 


Peræa 


19:3-12 


10:2-12 






Velsigner små børn 


Peræa 


19:13-15 


10:13 


18:15-17 




Rig, ung mand spørger 












angående evigt liv 


Peræa 


19:13-15 


10:17-31 


18:18-30 




Lignelsen om arbejderne i 












vingården 


Peræa 


20:1-16 






\ 


Går foran De Tolv, mod 












Jerusalem 


Peræa 


20:17-19 


20:32-34 


18:31-34 




Johannes' og Jakobs ambitioner 
Den blinde Bartimæus helbredes 


Peræa 


20:20-28 


10:35-45 
















(nær Jeriko) 




20 29-34 


10:46-52 


18:35-43 




Jesus tager ind i tolderen 












Zakæus' hus 


Jeriko 






19:1-10 




Lignelsen om de ti pund 


jeriko 






19:11-27 




Fortsætter mod Jerusalem 








19:28 




Mange søger ham 


Jerusalem 








11:55-57 



1 Talmage henlægger disse begivenheder 
til et tidligere tidpunkt („Jesus Kristus", 
siderne 466-504), men skriver, at det kan 
være, at det er sket på et senere tidsounkt 
(s. 514) 



2 Denne lignelse behandles af Talmage 
på det tidligere tidspunkt udelukkende 
for at illustrere Mesterens lære. Han 
antyder, at det fandt sted på et senere 
tidspunkt som angivet her i evangeliesam- 
menligningen (Jesus Kristus, s. 434-435) 



Betania — Martha og Marias hus 




RSI^SHi HOI 



SYVENDE PERIODE: 
SONOFFERUGEN 

(Søndagsskolelektier 32-44) 



NB! Begivenhederne i denne idste uge af 
Kristi liv fandt sted inden for Jerusalems 
mure eller i umiddelbar nærhed af 
Jerusalem. 



Begivenhed 




Matt. 


Mark. 


Luk. 


Joh. 


Jesus kommer til Betania 










12:1,9-11 


UGENS FØRSTE DAG 

(SØNDAG) 

Kommer til Jerusalem fra Betania 

Vender tilbage til Betania 




12:1-11 


11:1-11 
11:11 


19:29-44 

* 


12:12-19 


UGENS ANDEN DAG 

(MANDAG) 

Forbander det golde figentræ 

Templet renses anden gang 

Vender tilbage til Betania 




21:18-19 
21:12-13 
21 :17 


11:12-14 
11:15-18 
11:19 


19:45-48 
21:37 




UGENS TREDIE DAG 
(TIRSDAG) 
Tale om troen 
Spørgsmålet om myndighed 
Lignelsen om de to sønner 
Lignelsen om den onde husbonde 
Lignelsen om kongens søn 
Spørgsmål om skat til kejseren 
Saddukæernes spørgsmål om 
ægteskab efter opstandelsen 
Spørgsmål fra lovkyndige om 
det største bud 

Jesus udspørger farisæerne om 
Kristus 




21:19-22 
21 :23-27 
21 :28-32 
21:33-45 
22:1-14 
22:15-22 

22i23-33 

22:34-40 

22:41-46 


11:20-26 
11:27-33 

12:1-12 

12:13-17 

12:18-27 

12:28-34 

12:35-37 


21:38 
20:1-8 

20:9-18 

20:19-26 

20:27-40 

20:41-44 






Nazaret — Jesu egen hjemegn 



17 




m, **:. . ?v* . 



Skriftkloge og farisæere 














fordømmes 




23:1-36 


12:38-40 


20:45-47 






Jesu råb over Jerusalem 




23:37-39 










Enkens skærv 






12:41-44 


21:1-4 






Søges af grækerne, røsten fra 














Himlen 2 










12:20-36 




Jesus bekendtgør formålet med 














sin mission 










12:37-50 




Taler om sit andet komme 




24:1-51 


13:1-37 


21 :5-36 






Lignelsen om de ti jomfruer 




25:1-13 










Lignelsen om talenterne 




25:14-30 










Den endelige dom — får og 














bukke 




25:31-46 










Forrådeisen forudsiges 




26:1-2 










Sammensværgelse om at gribe 














Jesus 




26:3-5 


14:1-2 


22:1-2 






Måltidet hos Simon; Maria 














salver Jesus 3 




26:6-13 


14:3-9 




12:2-8 




Judas aftaler forrådeisen 




26:14-16 


14:10-11 


22:3-6 






(Se fodnoter på side 34) 














UGENS FJERDE DAG 














(ONSDAG) 














Betania 














UGENS FEMTE DAG 














(TORSDAG) 














Disciplene forbereder påske- 














måltidet 




26:17-19 


14:12-16 


22:7-13 






Striden om at være den største 




26:20 


14:17 


22:14, 






Jesus tvætter disciplenes 








24-30 






fødder ] 










13:1-20 




Påskemåltidet - nadveren * 




26:26-29 


14:22-25 


22:15-20 






Forræderen afsløres 




26:21-25 


14:18-21 


22:21-23 


13:21-26 




Judas forlader værelset 










13:27-30 




Jesus forudsiger in død 










13:31-35 




Peter lover trokab * 








22:31-38 


13:36-38 




Tale om trøstermanden * 










14:1-31 




Synger lovsangen går ud til 














Oliebjerget 4 




26:30 


14:26 


22:39 






Underviser i sit slægtskab med 














sin Fader i Himlen 4 










15:1-27 




Forklærer igen sin snarlige død 4 










16:1-33 




Inderlig bøn 4 










17:1-26 




Peter skal fornægte Kristus tre 














gange, disciplene lover troskab 4 




26:31-35 


14:27-31 








Kriti bøn i Haven 




26:36-46 


14:32-42 


22:40-46 


18:1-2 




Forrådeisen 




26:47-50 


14:43-45 


22:47-48 


18:3-9 




Anholdelsen 




26:51-56 


14:46-52 


22:49-53 


18:10-12 




SJETTE DAG 














(FREDAG) 














Jesus fremstilles for Annas 










18:13-14, 
19-23 




Sendes til Kajfas - forhøres, 
mishandles. Peter fornægter ham 




26:57-75 


14:53-72 


22:54-65 


18:24-27, 












15-18 




Stilles for jødernes jury og 














dømmes 




27:1-2 


15:1 


22:66-71 
23:1 






Judas Iskariots død 




27:3-10 










Fremstilles for Pilatus 




27:11-14 


15:2-5 


23:2-5 


18:28-38 




Fremstilles for Herodes 








23:6-12 






Fremstilles igen for Pilatus 




27:15-30 


15:6-19 


23:13^25 


18:39-40 




(Barabbas frigives) 










19:1-16 




Korsfæstelsen - indskriften på 




27:31-34, 


15:20-23, 


23:26-33, 


19:16-33 




korset 




37-38 


25-28 


38 






Første udtalelse fra korset 








23:34 






Hans klæder deles mellem 














soldaterne 




27:35-36 


15:24 


23:34 


19:23-24 




Rådsherrerne spotter ham 




27:39-44 


15:29-32 


23:35-37 






Flere udtalelser fra korset 








23:39-43 


19:25-27 




Mørke over jorden 




27:45 


15:33 


23:44-45 






Sidste udtalelser fra korset 




27:46-47 


15:34-35 








Jesus dør 




27:48-50 


15:36-37 


23:46 


19:28-30 




Høvedsmandens vidnesbyrd 




27:51-56 


15:38-41 


23:45, 
47-49 







18 





Matt. 


Mark. 


Luk. 


Joh. 


Jesu side gennembores 


27:57-61 


15:42-47 


23:50-56 


19:31-37 


Begravelse 








19:38-42 


UGENS SYVENDE DAG 










(LØRDAG) 










Vagt ved graven 


27:62-66 






'l 


UGENS FØRSTE DAG 










(SØNDAG) 










Opstandelsen — engle åbner 










graven 


28:2-4 








Maria Magdalene går ud til graven 




16:9 




20:1 


Maria taler med Peter og Johannes 








20:2-5 


Peter og Johannes besøger graven 






24:12 


20:6-10 


Jesus viser sig for Maria 








20:11-17 


Maria fortæller disciplene det 




16:10-11 




20:18 


Andre kvinder kommer ud til 


28:1, 5-7 


16:1-7 


24:1-8 




graven 










Kristus viser sig for kvinderne 


28:9-10 








De andre kvinder beretter det for 










disciplene 


28:8 


16:8 


24:9-11 




Ypperstepræsten hører om 




• 






opstandelsen gennem vagterne 


28:11-15 








Viser sig på vejen til Emmaus 




16:12-13 


24:13-32 




Viser sig for Peter 






24:34 




Viser sig for alle apostlene 










undtagen Thomas 




16:14 


24:33-49 


20:19-23 


Kristus viser sig flere gange 










Viser sig for apostlene, også 










Thomas 








20:24-29 


Viser sig for disciplene ved 










Tiberia Sø 








21:1-14 


Viser sig for disciplene - Peter 








21:15-23 


Viser sig for en stor skare 










(1. Kor. 15:6) 










Viser sig for Jakob (1. Kor. 15:7) 










Viser sig for disciplene i Galilæa 


28:16-20 


16:15-18 






(Ad. Ger. 1:1-8) 










Himmelfarten (i Betania) 




16:19 


24:50-51 




Disciplene vender tilbage til 










Jerusalem 




16:20 


24:52-53 




Johannes' vidnesbyrd 






• 


20:30-31 
21 :24-25 




Fodnoter side 

1 Denne periode opdeles i tre dele, A, B 
og C i søndagsskolekurset. 

2 „Jesus Kristus" side 542 fodnote h 

3 „Jesus Kritus, side 546, note 5. 
Fodnoter side 

Bind 1: The Gospels, siderne 716-724; 
„Jesus Kristus" siderne 624-625 

3 „Jesus Kristus" side 644, Note 2 

4 „Jesus Kristus" side 645, Note 4 



19 




f/fi* t^ 








s 



En kronologi over Kristi liv 



Da Kristus blev født i Betlehem i 
Judæa, var Palæstina en del af det 
romerske kejserrige. I følge romersk 
skik og brug, fik de lokale ledere lov 
til at bibeholde deres titler, hvis blot 
de sørgede for, at der var fred, og 
betalte deres skatter til Rom. 
Antipater (eller Antipas), søn af 
kongen over Idumæa, havde taget 
imod den jødiske religion, skønt han 
ikke var israelit. Da han var velanset i 
Rom, blev han gjort til statholder i 
Judæa af Julius Cæsar i 47 f.Kr. Han 
delte øjeblikkelig sin magt mellem 
sine fire sønner, og Herodes fik Gali- 
læa. 

Da man nåede frem til år 40 f.Kr. 
havde Herodes vist sine evne til at 
undertrykke oprør, og det romerske 
senat gjorde ham nu til konge af 
Judæa. Herodes l's (eller Herodes 
den stores) herredømme skulle blive 
strengt og blodigt. I 37 f.Kr. grund- 
lagde han det herodianske dynasti i 
Jerusalem ved at lade alle 
medlemmer af det jødiske sanhedrin 
slå ihjel, undtagen to. Alle, der satte 
sig op imod ham, blev dræbt, deri- 
blandt en af hans ti koner og nogle af 
hans sønner. Hans blodtørstighed 

20 



huskes af de kristne for barnemordet 
i Betlehem, hvor han under forsøg 
på at udslette Messias lod alle dren- 
gebørn under to år i og omkring 
Betlehem myrde. 

Da Herodes den Store døde, blev 
hans rige delt mellem tre af hans 
sønner; men Rom degraderede dem 
fra konger til statholdere. 
Arkelaus fik Judæa, indbefattet 
Samaria og Idumæa, som er den 
bedste del. Han var en hård og 
grusom tyran, og var så frygtet, at 
Maria og Josef, da de rejste tilbage 
fra Egypten, ikke tog tilbage til 
Betlehem, men slog sig ned i 
Nazaret. Da man nåede til året 
6 e.Kr., blev Arkelaus sat fra bestil- 
lingen af Rom og sendt i exil. Judæa 
kom så under direkte romersk 
herredømme; Pontius Pilatus var 
således romersk statholder, da 
Kristus blev korsfæstet. 
Herodes Filip, også en af Herodes 
den Stores sønner, fik Ituræa, 
Trakonitis, Batanea, Gaulanitis og 
Auranitis. Hans regering var fredelig 
og retfærdig; han døde i 34 e.Kr. (Det 
var ikke ham, der var gift med Hero- 
dias. Den Filip, som var endnu en af 



Herodes den Stores sønner, var 
blevet gjort arveløs på grund af sin 
moders forræderi.) 
Herodes Antipas, som også var søn 
af Herodes den Store, blev gjort til 
regent over Galilæa og Peræa, som 
han styrede, indtil han blev sendt i 
exil af Rom i 38 e.Kr. Fordi Jesus til- 
bragte det meste af sit liv og sin 
mission i Galilæa, er Herodes Anti- 
pas den statholder, der nævnes mest 
i Det nye Testamente. Der siges, at 
Jesus kaldte ham ,,en ræv", fordi han 
regerede med snuhed og i nær for- 
ståelse med Rom. Johannes 
Døberen bebrejdede ham hans blod- 
skamsægteskab med broderens 
hustru Herodias. Det lykkedes hende 
at få Johannes halshugget. Som 
nær ven af den romerske kejser 
Tiberius, mistede han kejser Caligu- 
las bevågenhed og blev landsfor- 
vist. 

Måske kan et studium af de føl- 
gende skemaer og kort i forbindelse 
med Kristus og den verden, han 
levede i, hjælpe os til en bedre for- 
ståelse af Frelseren. 

Emne: Jesus Kristus 



Din studiekammerat 



I det kommende kirkeår vil de, der er medlemmer af 
seniorklassen hver søndag i søndagsskolen lære om Jesu Kristi 
liv og lære gennem studiet af de fire evangelier: Mattæus, 
Markus, Lukas og Johannes. 

Dette nr. af Den danske Stjerne er beregnet til at supplere 
denne undervisning og give øget indsigt og forståelse, 
som medlemmerne kan drage nytte af i diskussionerne 
i klasseværelset, såvel som i familien, når talen er om 
vor Frelser, Jesu Kristi liv og lære. 

Året igennem vil der i Stjernen komme yderligere materiale, 
som kan bruges i forbindelse med lektierne. 

Stjernen er med andre ord en vældig god „studiekammerat". 

Du kender måske en eller anden, der ikke benytter sig af 
dette kammeratskab. 

Forær ham eller hende et årsabonnement på Stjernen. 

For at gøre det nemmere har vi trykt dette års læseopgaver 
på et bogmærke, som kan tages ud af bladet. Se den anden del 
af dette tillæg. 



Bogmærke til S) et nm Testamente 



1. De fire evangelier 
(ingen læseopgaver) 

2. Mattæus' vidnesbyrd 
Mattæus Evangeliet 

3. Markus' vidnesbyrd 
Markus Evangeliet 

4. Lukas' vidnesbyrd 
Lukas Evangeliet 

5. Johannes' vidnesbyrd 
Johannes Evangeliet 

6. Håbet om Messias: 
Profetier om Frelserens dødelighed 

Joh. 1:41, 42; 4:25, 26 

7. Jesu Kristi guddommelige fødsel 
Matt. kap. 1, 2 

Luk. kap. 1, 2 

8. Frelserens ungdom 

Matt. 3:1-12; 11:1-14; 14:3-12 
Mark. i:l-18; 6:17-29 

9. Johannes Døberen bereder vejen for 
Flerren 

Matt. 3:1-12; 11:1-14; 14:3-12 
Mark. 1U-8; 6:17-29 
Luk. 1:57-80; 3:1-20; 7:24-28 
Joh. 1:19-37 

10. Frelserens Dåb 
Matt. 3: 13-17 
Mark. 1:9-11 

Luk. 3:21-23 
Joh. 1:32-34 

11. Fristelsens bjerg 
Matt. 4:1-11 

Luk. 4:1-13 

12. Johannes Døber vidner om Jesus; 
de første disciple kaldes 

Matt. 4:18-22; 9:9-13; 14:25-33; 

16=13:23, 18-21, 22; 19:23-29; 26:69-75 

Mark. 1:29-30; 3:13-19; 10:35-45 

Luk. 5:1-11, 27-32; 9:54-56 

Joh. 1:35-51; 6:59-69; 13:2-16, 36-38; 

18:10-11; 21:2-19 
Ap.Gern. 3:1-10; 4:1-22; 5:27-42; 12:2 

13. Frelserens mirakler: At i kan vide 
Matt. 8U8, 23:27; 9:2-7; 12:27; 14:15-23; 

15:32-38; 17:24-27; 21:18-22 

Mar. 3:22-27 4:35-41; 6:34-52; 8:4-9; 

11:12-14, 20:24; 16:15-18 
Luk. 5:4-11; 8:22-25; 9:12-17; 11:15-22 
Joh. 1:34; 2:1-11; 6:5-14, 16-21; 21:6-14 



14. Påskefesten i Jerusalem. Den første 
tempeludrensning 

Joh. 2:18-23; 3U-22; 4:1, 3, 28-30, 39-40 

15. Den første undervisning; Nikodemus 
03 samaritanerne 

Joh. 3:1-22; 4:1, 2, 28-30, 39-42 

16 Mirakler ,der viser Frelserens barm- 
hjertighed 
Matt. 4:13-25, kap. 5-7; 8U-4, 14-17; 

9:2-17; 12:1-21 
Mark. 1:14-45; kap. 2; 3:1-21 
Luk. 4U4-44; kap. 5; 6:16 
Joh. 4:45-54; kap. 5 

17. Herrens udvalgte Tolv 

Matt. 4:18-22; 9:9-13; 10U-4; 14:25-33; 
16:13-23; 18:21, 22; 19:23-20; 26:69-75 

Mar. 1-29, 30; 3:13-19; 10:35-45 
Luk. 5:1-11, 27-32; 6:12-16; 9:54-56 
Joh. 1:35-51; 6:59-69; 13:2-16, 36-38; 

18:10-11; 21:4-19 
Ap.Ger. 3:1-10; 4:1-22; 12:2 

18. Bjergprædikenen, 1. del 
Matt. kap. 5-7 

19. Bjergprædikenen, 2. del 
Matt. kap. 5; 7:1-6, 12 

20. Bjergprædikenen, 3. del 
Matt. kap. 6, 7 

21. Lignelser: en undervisningsmetode 
Matt. kap. 13, 21 og 22 

22. De Tolv på mission: 
Lignelsen om de utro vingårdsmænd 

Matt. 10:5-42; 13:3-9, 18-23; 16:24-27 

Mar. 6:7-42 

Luk. 9:3-6; 16:1-13 

23. Fuldstændig overgivelse; Johannes 
Døberens død; Kristi forudsigelser 
Matt. 11:2-19; 14:6-12; 16:21, 22; 

17:10-13, 22, 23 
Mar. 6:21-29; 8:31-33; 9:11-13, 30-32; 

kap. 14-16 
Luk. 7:18-35; 9:7-9, 21, 22, 43-45 
Joh. 5:35 

24. Åbenbaringens klippe, Forklarelsens bjerg 
og overdragelsen af rigets nøgler 

Matt. 16:13-20; 17:1-9; 18:18 

Mar. 8:27-30; 9:2-10 

Luk. 9:18-20, 28-36 

25. Selvbeherskelsens principper 
Matt. 18:1-4, 15-17 

Mar. 9:33-37 

26. Løvhyttefesten; folkets reaktion og 
fjendtlige indstillinger 

Joh. kap. 7 



27. Nogle emner i Kristi lignelser af 
særlig interesse for nutiden 

Joh. kap. 8 

Luk. kap. 10 

28. Kærlighed til og interesse for den 
enkelte 

Matt. 9:9-13; 22:34-40 

Mar. 2:13-17; 12:28-34 

Luk. 5:27-32; 10:25-37 

29. Sabbatens herre 
Matt. 12:1-8 

Mar. 1:21-34 

Luk. 4:16-41; 13:1-17 

Joh. 5:1-18; 9:1-30 

30. Det tabte er fundet; Glæde i Himlen 
Matt. 18:11-14 

Luk. 15:1-32 

31. Skatte i Himlen; en discipels økonomiske 
forhold 

Matt. 2i:i-ll 
Mar. ll:l-ll 
Luk. 19:29-44 
Joh. 2:1, 9-19 

32. Rejse til Jerusalem; Frelserens indtog 
Matt. kap. 21 

33. Den sidste uge af Frelserens mission 
Matt. kap. 21, 22 og 23 

Mar. kap. 11 og 12 
Luk. kap. 19 og 20 

34. Jerusalems ødelæggelse og begivenhederne 
forud for det andet komme 

Matt. kap. 24 

Mar. kap. 13 

Luk. 17:26-37; kap. 21 

Joseph Smith kap. 1 

35. Dommen 
Matt. kap. 24 og 25 
Luk. 21:37 

36. Den sidste nadver 
Luk. 26:26-29 

Luk. 22:15-21 
Joh. kap. 13 

37. Bøn og „ét med Gud" 
Joh. 14:1-14; 15:1-8; 17:1-26 

38. Getsemane 
Matt. 26:30-46 
Mar. 14:32-42 
Luk. 22:39-46 
Joh. 18:1, 2 



39. Retshandlingen og korsfæstelsen 
Matt. 26:47-68; 27:46 

Mar. 14:43-72; 15:1-38 
Luk. 22:47-71; 23:1-47 v 
Joh. 18:3-40; 19:30 

40. Tre dages mission, hvor Jesus prædiker 
i åndeverdenen 

Matt. 27:51-53 

Heb. 11:39, 40 

1. Pet. kap. 3, 4 

41. Opstandelsen 
Matt. 27:54-66; kap. 28 
Mar. kap. 16 

Luk. kap. 24 
Joh. kap. 20 

42. Frelseren betjener disciplene 
i 40 dage — hans afsked med dem 

Luk. 24:44-48 

Joh. 14:25, 26; 16:13-15; 21:18-23 

43. Forberedelse af De Tolv 

Matt. 2:5, 6; 7:15-17; 8:28, 29; 11:32-44; 17:5 
Mar. 1:11; 14:27-31 
Luc. 4:16-21; 24:45-48 

Joh. 1:29-34; 3:28-36; kap. 4; 5:39; 7:25-29; 
16=13, 14 

44. Frelserens vidner 
Matt. 18:15, 16 

Joh. 5:31-38; 20:20-29 

2. Kor. 13:1 



Den danske Stjerne 
Vodroffsvej 7 
1900 København V 

Vær venlig at sende 1 års abonnement på Den danske Stjerne til 
følgende adresse(r). 



Jeg vedlægger 



.for hvert gaveabonnement. 



Navn 



Adresse 



Postdistrikt 



-By 



Ward 



.Stav 



Jeg ønsker, at dette abonnement skal begynde med nummeret. 



Navn 



Ad 



resse 



Postdistrikt 



-By 



Ward 



.Stav 



Jeg ønsker, at dette abonnement skal begynde med nummeret. 



Giverens navn 



Adresse 



Postdistrikt 



-By 



Ward 



.Stav 



KEJSERE (CÆSARER) 

OVER DET ROMERSKE 

RIGE 



STATHOLDERE 

OVER PALÆSTINAS 

PROVINSER 



JESU KRISTI LIV 



Perioder af Kristi liv, 

som er omtalt i 
skrifterne. Bortset fra 

nogle få begiven- 
heder, som omtales 
fra Jesu barndom 
og ungdom, vides 
der ikke ret meget 
om hans liv, før 
efter hans dåb 
som 30-årig. 



AUGUSTUS (27 F.KR. - 


- 14 E.KR.) TIBERIUS (14 E.KR. - 37 E.KR.) 








HERODES ANTIPAS (SØN AF HERODES DEN STORE) 








(4 F. KR. - 3£t E. KR.) GALILÆA PERÆA 






HERODES FILIP (SØN AF HERODES DEN STORE) 


ui* 
KW 


(4F 


. KR. - 34 E. KR.) ITURÆA, TRAKONITIS, BATANEA, GAULANITIS, AURANITIS 




EFTER ARKELAUS ER DET ROMERSKE STATHOLDERE, DER REGERER OVER JUDÆA 


*< 






(INDBEFATTET SAMARIA OG IDUMÆA) 


. Q. 
LL 


CO t 
















1^ w 


Q * 












Cm 


O QJ 






"■? 






UJ X 


cc ^ 






CC 






GC rr- 


UJ <o 


, , 




X. 






id UJ 

z 

UI UI 

O O 

Ui 

O UI 

ccrr 

UJ — 

1 


LAUS (SØN AF H 
>TORE) (4 E.KR. - 


CC 

ai 

00 

1 

CO 

Z 
O 


RKUS AMBIVIUS 
(9-12 E.KR.) 


UJ 

I 

CO 
CO 

10 
u_ 
10 
CC 


LERIUS GRATUS 
(15-25 E.KR.) 


NTIUS PILATUS 
(26-36 E.KR.) 




UJ UJ 


Q. 


< 


CO 


< 


O 




* z 


O 


2 


Z3 


> 


o_ 




CC UJ 

< 


O 




Z 
Z 
< 








Bebudelse 


fødsel og 


barndom Herrens 12. år 





CO 
CC 

uj O 

-° CO 
UJ CO 

CC s 

UJ 

X 

CC 

o 
> 



HERRENS 31. ÅR 




HERRENS 32. AR 


HERRENS 33. AR 


HERRENS 34. AR 












i 








— 


— 


. — . — 














q> 


O. .-. 


Q. 


— . 0) Q 




X) 

E 


S «5 

i 


S 


% S. 




CD 


CD 


n CO CO 






* E 


.* 


a -* 






CO 


CO 


j£ cd <n 




C 


l 


CL S 

I I 


•CO 

o. 


O Q l 

1 T 


■o 

L 




< 
Q 








< 

Q 

3 










STORE MISSION I JUDÆA 








UJ 
CO 

_J 


3 
—i 








UJ 






UJ 


mmt 















CO 


Z 
O 








z 


CC 
UJ 














CC 


CO 















CL 




CO 












CO 


CO 







2 












CO 







UJ 












2 


q 




OD 

< 


CC 
UJ 




A 


B 




c 


UJ 
CC 


CC 
UJ 




O 
















UJ 

z 

UJ 
CO 


CL 





21 



De sydamerikanske 



De blotte kendsgerninger om de 
generalkonferencer, der for nylig er 
blevet afholdt i Sydamerika, kan 
gengives i nogle få sætninger. Den 
28 februar og den 1 og 2 marts blev 
der holdt en konference i Sao Paulo 
for kirkens medlemmer i Brasilien. 
Den 7., 8 og 9 marts fandt en 
generalkonference sted i Buenos 
Aires for medlemmerne i Argentina, 
Chile, Paraguay og Uruguay. 
Konferencernes programmer var 
stort set ens: fredag aften præsen- 
terede medlemmerne et program 
med sange og danse, som repræsen- 
terede den derværende kultur. Der 
blev holdt fællesmøder lørdag og 
søndag. Lørdag aften var der særlige 
møder for forældre og unge, og 
søndag morgen var der et specielt 
møde for præstedømmeledere. 
Præsident Kimball ledede delega- 
tionen af generalautoriteter ledsaget 
af præsident Tanner. Ældsterne 
Mark E. Petersen, Delbert L Stapley 
og L. Tom Perry repræsenterede De 
tolvs Råd. Assistenterne til De tolvs 
Råd blev repræsenteret af æld- 
sterne Elray L Christiansen, Franklin 
D. Richards, James E. Faust (kun i 
Brasilien) og J. Thomas Fyans. 
Ældsterne A. Theodore Tuttle, 
Hartman Rector Jr. og Rex D. Pine- 
gar fra De halvfjerds' første Råd var 
ligeledes til stede. 
Sådan lyder altså de blotte fakta 

22 



om konferencen. Men hvad med 
lokalkoloritten, ånden, følelserne? 
Hvilket indtryk gjorde konferencen 
på dem, der var med til den? 
De medlemmer, som blev interviewet 
om konferencen, syntes at nævne de 
samme tre ting som dem, der havde 
gjort størst indtryk på dem. „At se 
og høre profeten var det bedste," var 
der nogle, der sagde. Andre tilføjede: 
„Det var nyheden om templet." Og 
endnu andre talte med taknemme- 
lighed om de store, dejlige kor, der 
havde sørget for det musikalske. 
De, der havde glædet sig til kon- 
ferencen i månedsvis, havde især 
hæftet sig ved den tanke, at Herrens 
profet ville være til stede ved kon- 
ferencen, og derfor arbejdede de, 
undværede mange ting og hjalp 
hinanden, for at de kunne få mu- 
lighed for at være med. Kormed- 
lemmerne tilbragte mange timer med 
at holde prøver, ofte måtte nogle af 
dem tilbagelægge store afstande. 
De, som deltog i det kulturelle pro- 
gram fredag aften, havde også rejst 
lang vej og arbejdet i mange timer for 
at gøre deres numre endnu bedre. De 
ønskede at gøre deres bedste for 
profeten og de generalautoriteter, 
som kom sammen med ham. 
Men da præsident Kimball og de 
andre så kom, blev de hellige ved 
konferencen også rigeligt belønnet, 
ja, for manges vedkommende ud 



over, hvad de havde turdet håbe 
på. I sine indledende bemærkninger 
i Sao Paulo, endnu før, åbnings- 
bønnen blev annonceret, sagde præ- 
sident Kimball: „Det er os en glæde 
at kunne meddele jer og den ganske 
verden, at på baggrund af de fore- 
tagne beregninger og jeres totale 
samarbejde vil vi bygge Herrens 17. 
tempel i Sydamerika, og det vil 
komme til at ligge i Sao Paulo i 
Brasilien." 

De, som bor langt borte fra et tempel, 
vil forstå lidt af hvor stor virkning 
denne bekendtgørelse havde. Der var 
en lille, dejlig familie fra Uruguay, der 
sagde: „Det ville have taget os 
mindst ti år at spare tilstrækkeligt 
med penge sammen til at tage til et af 
templerne i Nordamerika." Men nu, 
da der skal bygges et tempel i Syd- 
amerika, kan de om nogle få år 
nyde godt af templets velsignelser. 
Der var nogle, der ligesom ikke 
magtede at give udtryk for deres føl- 
elser angående nyheden om 
templet. „Det er vidunderligt!" Andet 
kunne de ikke sige, så overvældede 
var de. Men de tårer, der sås i 
deres øjne, antydede, at de i virkelig- 
heden havde en hel del mere på 
hjerte. 

Lige fra konferencens begyndelse 
skete der mange opløftende ting, og 
ting, der øgede følelsen af fælles- 
skab. For eksempel gjorde pro- 



generalkonferencer 



grammerne fredag aften meget for at 
fremme fællesskabsfølelsen blandt 
medlemmerne, som kom fra egne og 
lande, der ligger hundreder af kilo- 
meter fra hinanden. De forskellige 
gruppers særlige talenter og deres 
kulturelle arv. 

En interessant følge af korprøverne 
og prøverne på de kulturelle pro- 
grammer var, at de unge var i stand 
til at stifte nye bekendtskaber med 
unge fra andre grene. Det resul- 
terede i nogle spirende forelskelser 
og endda et par forlovelser. 
Ungdommen i Sydamerika udgør en 
stor del af kirkens medlemsantal, og 
de bidrog i meget høj grad til ånden 
ved konferencen. Foruden at 
optræde i de kulturelle programmer, 
dannede de også nogle dejlige kor. I 
Sao Paulo for eksempel, var det et 
seminar- og institutprogramkor, på 
over 1200 medlemmer, der sørgede 
for det musikalske ved mødet søndag 
formiddag. Klædt i pastelfarvede 
skjorter og kjoler fyldte de hele 
midtersektionen i konferencehallen. 

Og da mødet var forbi, forblev de på 
deres pladser og begyndte af synge 
igen. Sang fulgte på sang, alt imens 
stemningen steg, som de stod der og 
så op på generalautoriteterne på 
forhøjningen. Mange, både i koret 
og på forhøjninge, havde tårer i 
øjnene. 



Det var blandt andet disse kor, der 
gjorde et meget stærkt indtryk på 
de ikke-mormoner, der overværede 
konferencerne. I Brasilien for ek- 
sempel, blev konferencen udsendt i 
landets populæreste fjernsynspro- 
gram, hvoraf det ene blev set af mere 
end en million mennesker. Filmfoto- 
graferne og reporterne var for- 
bløffede. „Hvor har I haft gemt disse 
kor indtil nu?" spurgte de. Svaret på 
det spørgsmål var selvfølgelig, at 
korene som sådan ikke havde 
eksisteret, før deltagerne ankom til 
Sao Paulo. 

Andre var imponerede af den måde, 
hvorpå de, der overværede møder- 
ne, opførte sig. Lederen af Enhembi 
Convention Center i Sao Paulo 
sagde, at dette var den mest ordent- 
lige og den mest velorganiserede 
gruppe mennesker, der nogen sinde 
havde benyttet disse lokaliteter. En 
taxichauffør, måtte holde ude for 
centret i timevis. Derfor havde han 
rigelig lejlighed til at betragte kon- 
ferencedeltagerne. På konferencens 
sidste dag kunne han ikke længere 
styre sin nysgerrighed. „Hvor kommer 
disse mennesker fra?" spurgte han. 
„Jeg har ikke set nogen skubbe for at 
komme til, eller hørt dem være 
uenige en eneste gang, jeg har kun 
set dem være kærlige ved hinan- 
den." 
Fordi konferencemøderne i Sao 



Paulo blev udsendt til andre dele af 
bygningen af et internt fjernsynsnet, 
var det nødvendigt at have et hold 
teknikere til stede konstant. I begyn- 
delsen af konferencen fortsatte de 
blot med at tale sammen, selvom der 
blev bedt. Men under det allersidste 
møde, da slutningsbønnen blev frem- 
sagt, var der en, der kom gående 
ind i kontrolrummet og begyndte at 
tale. Den øverste tekniker, som vel at 
mærke ikke var sidste dages hellig, 
vendte sig om og sagde: „Shhhh! De 
holder bøn!" 

De hellige i Buenos Aires gjorde 
samme indtryk på de ikke-mormo- 
ner, der så dem. Lederen af de loka- 
liteter, hvor konferencen blev holdt, 
gjorde en bemærkning om, hvor 
ordentlige og propre deltagerne var. 
En af politibetjentene, som var på 
vagt uden for bygningen, sagde 
noget tilsvarende. 

Men de, som så og lagde mærke til 
konferencedeltagerne, ville have 
været endnu mere forbløffede, hvis 
de havde vidst noget om de person- 
lige ofre, nogle af dem havde måttet 
bringe for at kunne være med. En 
missionspræsident anslog, at det 
havde kostet visse af hans medlem- 
mer helt op til tre månedslønninger 
at rejse til denne konference. Der var 
mange, der havde påtaget sig et 
ekstrajob, og som havde deltaget i 
forskellige projekter for at få penge 

23 



til at rejse til konferencen. Der var 
også nogle, for hvem selve rejsen 
havde været særdeles besværlig. 
Mange havde siddet i en bus i over 
30 timer. En enkelt mand fra Chile 
havde rejst i 65 timer for at komme til 
Buenos Aires. 

Interessant nok, gjorde de men- 
nesker, som blev spurgt om deres 
ofre, ikke noget stort nummer ud af 
det. „Nej," kunne de sige, „der er 
mange, for hvem det ikke har været 
nemt af komme. Men vi synes nu 
ikke, at der er tale om et offer." Dette 
er måske nøglen til den ånd, der 
var til stede ved konferencen. Det var 
ikke noget offer; for de skulle jo høre 
Herrens tjenere tale. Og alle deres 
forventninger blev til virkelighed, da 
de sad ved profetens og de andre 
generautoriteters fødder og lyttede 
til deres inspirerede vejledning. 
De hørte præsident Kimball minde 
dem om den udfordring, som Josua 
stillede Israels børn overfor: „Vælg i 
dag, hvem I vil tjene." Han mindede 
dem igen om templet, som de netop 
havde fået at vide skulle bygges, og 
opfordrede dem til at yde ofre, så 
det kunne ske. „Vi håber, at I vil 
tage dette tempel som et nyt offer, for 
vi husker, at „offer og lydighed pal- 
men (os) bringer." (Priser profeten, 
SDH-sange nr. 97) Af alle de velsi- 



gnelser, I modtager, er ingen større 
end den, at fædre og mødre kan blive 
beseglet til hinanden for tid og evi- 
ghed, og at de kan få alle dere sbørn 
beseglet til sig, sådan at familierne 
efter døden kan fortsætte sammen i 
al evighed og blive som Gud og sam- 
men vokse i retfærdighed og fuld- 
kommenhed." 

Ældste Mark E. Petersen talte om 
befalingen: „Tag mit åg på jer." 
(Markus 11:29) „Det at tage hans åg 
på os, er det alvorligste og vigtigste, 
vi kan gøre i dette liv. Hvis vi tager 
hans åg på os, må vi gøre det i 
oprigtighed. Vi skal være ærlige 
over for Herren. Skønt vi lever i 
verden, kan vi ikke lade verdens 
synder og dårlige vaner, vinde sejr 
over os." 

De, som overværede præstedøm- 
mets lederskabsmøde i Buenos Aires 
hørte ældste Franklin D. Richards 
tale om, hvordan man bør udvikle 
sine evner som leder i præste- 
dømmet. Han nævnede, at man 
skulle bruge sin tid effektivt. „Vi må 
lære at forenkle vort liv og vore 
arbejdsvaner. Dette kan vi opnå ved 
at gøre det, der er vigtigst først, og 
ved ikke at prøve på at overkomme 
mere, end at vi kan udføre det, vi 
påtager os, ordentligt." 
Ved det samme møde for præste- 



dømmets ledere talte ældste Delbert 
L. Stapley om præstedømmets natur 
Han sagde: „Præstedømmets myn- 
dighed og præstedømmets kraft er 
ikke det samme . . . Man kan godt 
have fået præstedømmets myndi- 
ghed overdraget, og så alligevel 
ikke opnå at besidde præstedøm- 
mets kraft, hvis man er inaktiv, ulydig 
og overtræder Guds bud. Præste- 
dømmet kan ligge som et kim i den 
enkelte, uden at dets kraft hvorved 
mirakler kan udføres, nogen sinde 
erkendes. En sådan inaktiv person 
afskærer sig fra mange personlige 
fordele, han kunne have fået, hvis 
han havde været trofast, ligesom han 
afskærer andre, som han kunne have 
hjulpet og opløftet, fra at få velsi- 
gnelser." 

Der blev også givet dem, som over- 
værede møderne for forældre og for 
ungdommen, særlig vejledning. 
Præsident Kimball advarede mod de 
kræfter, som prøver på at svække 
familiens enhed. Han mindede foræl- 
drene om de fristelser, den moderne 
ungdom står overfor. „Løsningen," 
sagde han, „ligger i at holde budene 
og opfylde sine familiære pligter." 
Han sagde, at det er Herrens pro- 
gram, at „genindsætte faderen i hans 
rette stilling, nemlig som familiens 
overhoved, at hente moderen tilbage 




24 



til hjemmet fra den selskabelige kom- 
sammen og udearbejde; og at føre 
børnene tilbage fra en tilværelse, 
som næsten udelukkende består af 
tidsfordriv og morskab. Hjemme- 
lærerprogrammet og „kronen på 
dets værk": familiehjemmeaftenen 
vil modvirke de dårlige virkninger, 
hvis folk virkelig vil gøre brug af dette 
hjælpemiddel." 

Præsident Kimball mindede dem 
derefter om fordums civilisationers 
fald: „Hvis alle fædre i Babylon, 
bistået af moderen, havde oplært 
og undervist deres små i Herrens 
tugt og formaning, ville denne store 
by så nogen sinde være blevet 
dækket med sand og dens fordær- 
velse nedgravet i jorden, dens kilder 



være udtørret og dens templer ned- 
brudt? Ville drukkenskab og solderi 
have lullet dem i søvn, så de ikke var 
klare over, hvilken fare de stod over- 
for? Ville palmer og piletrær være 
visnet, ville jorderne være blevet 
udtørret og forladt? Ville Babylon 
nogen sinde været blevet til spot og 
spe, eller en fornedrende betegnel- 
se?" 

Ved konferencen i Sao Paulo talte 
ældste Rex D. Pinegar omforældre 
og bøn: „Hvor er jeg taknemmelig for 
mine forældres trofaste bønner. Jeg 
får måske aldrig at vide, hvor 
mange gange deres bønner har frelst 
mig. Men jeg ved i hvert fald, at børn 
har behov for de velsignelser, de 
modtager gennem deres forældres 
bønner. 

Børnene skal. bede for deres for- 
ældre, for hinanden, for kirkens 
ledere, og om Herren vil velsigne 
landets ledere, så deres stræben 
må være retfærdig. Børnene skal 




lære at udtrykke deres taknemme- 
lighed i bøn ... de bør lære at bede 
om styrke og visdom til at overvinde 
de udfordringer, de hver især kom- 
mer ud for . . . Børn skal også lære 
at leve efter det de beder om, så de 
bliver værdige til at modtage de vel- 
signelser, de søger." 
De unge hørte generalautoriteter tale 
kærligt og ligefremt ved deres 
møder. De blev mindet om, at de 
skulle holde sig rene i enhver ret- 
ning. De blev rådet til at give agt 
på, hvad deres forældre og ledere i 
præstedømmet siger. Og de blev 
også mindet om deres missionær- 
forpligtelser. 

Præsident Kimballs tale til de unge i 
Buenos Aires understregede i 
særdeleshed vigtigheden af at udføre 
missionærarbejde. Han talte om alle 
de problemer, som mennesker i 
verden kommer ud for, fordi de ikke 
kender sandheden. „Hvis vi bare 
kunne fortælle dem i hele verden, at 
de bliver lykkeligere, at der ikke 
længere vil være så megen hunger, 
og at der vil blive sørget bedre for 
dem, hvis de slutter sig til kirken. 
Jeg ser hen til den dag, da vi har 5000 
missionærer fra Sydamerika. Der er 
flere end 5000 unge mænd i Syd- 
amerika. Hvorfor er de ikke ude i 
missionsmarken? Jeg tror sim- 



25 



pelthen ikke, at de forstår, hvordan 
sagen forholder sig. De tror, at det er 
noget man kan vælge enten at gøre 
eller lade være at gøre. 
Men det at tage på mission er som 
at betale tiende. Der er selvfølgelig 
ingen, der tvinger en til at betale 
tiende, men alle, der elsker Herren, 
vil nu alligevel gøre sig det til en 
vane." 

Præsident Kimball fortalte historien 
om en ung studerende, som for- 
elskede sig i en meget smuk, ung 
kvinde. Da han friede til hende, 
svarede hun: „Ja, jeg vil gerne have 
dig til mand, men, hvor var du egent- 
lig henne på mission?" Da han så 
forklarede hende, at han havde be- 
stemt sig til at få en uddannelse i 
stedet, svarede hun: „Nå, men så 
må vi nok hellere vente lidt." Han 
var med i et af de næste missionær- 
hold, der skulle til Australien. 
Præsident Kimball fortsatte: „Er i 
unge kvinder klar over, hvor stor 
magt I har over de unge mænd? Om 
der stod en hel hær her og gav dem 
besked om at tage på mission, så 
ville den dog ikke have så megen 
magt, som I har. Når en af disse 
unge mænd forelsker sig i jer, så er 
det jer, der bestemmer farten. I kan 
jo godt give ham det svar, som I har 
lyst til at give ham, men I kan også 
sige: „Skal vi ikke vente, til du kom- 
mer tilbage fra din mission." 
Og hvilken virkning havde så disse 
taler på de unge, der overværede 
konferencen? „Jeg er fast besluttet 
på at være mere af en missionær," 




var der en køn 17-årig pige, der 
sagde. „Og jeg vil opmuntre mine 
yngre brødre til at tage på mis- 
sion." 

Et andet eksempel på, hvorledes 
ungdommen reagerede på kon- 
ferencen, blev fortalt af præsident 
Puerta fra Sao Paulos vestlige stav. 
Før konferencen havde han inter- 
viewet en ung mand med henblik på 
en mission. Han læste til ingeniør 
på tredie år, og var ikke sikker på, 
at han ønskede at afbryde sin uddan- 
nelse, da det ville blive særdeles 
vanskeligt for ham at få lov til at 
genoptage den, når han kom tilbage 
fra sin mission. Han sagde, at han 
ville give sit endelige svar efter kon- 
ferencen. Da det sidste møde så var 
forbi, opsøgte han sin stavspræsi- 
dent og sagde med tårer i øjnene, at 



han forfærdelig gerne ville på mis- 
sion. 

Det er vanskeligt at sige noget om, 
hvor mange andre konferencen har 
påvirket på lignende måde, men 
ved konferencemøderne kunne man 
læse de unge menneskers begej- 
string i deres øjne og i deres smil. 
„Jeg føler det nærmest, som om mit 
hjerte er blevet lutret," var der en, 
der sagde. En anden sagde med 
skælvende stemme: „Profeten tryk- 
kede mig i hånden." 
For mange af generalautoriteterne 
og regionalrepræsentanterne var 
disse konferencer en mulighed for 
at forny gamle bekendtskaber og 
se frugterne af den sæd, de i sin 
tid selv havde været med til at så. 
De havde gennem årene virket i 
Sydamerika som missionærer, mis- 




26 



sionspræsidenter og missionsledere. 
Mange af de hellige, der var til stede, 
havde de selv undervist, vejledt, og 
kaldet til ledende stillinger. De havde 
set kirkens forskellige afdelinger 
vokse, og de havde set medlem- 
merne udvikle sig åndeligt. Nu så 
de tusinder af ivrige hellige mødes 
ved disse to store konferencer. De 
så de talrige, hengivne unge men- 
nesker, hvoraf mange var anden og 
tredie generations mormoner. 
I flere tilfælde havde brødrene grebet 
direkte ind i medlemmers personlige 
liv, så disse var blevet specielt 
påvirket. To begivenheder, der fandt 
sted ved Buenos Aires konferencen, 
og som begge angik præsident 
Kimball, er gode eksempler herpå. 
Da præsident Miquel Avila, før- 
sterådgiver i Buenos Aires østlige 
stav, talte ved mødet for forældrene, 
fortalte han, at hans hustru havde 
været syg for ca. 10 år siden. Hun 
havde været til mange undersøgelser 
og havde gennemgået en operation, 
og alligevel kom hun sig ikke. Parret 
var forblevet barnløst i 7 år, og de 
stod nu overfor den mulighed, at 
søster Avila skulle opereres endnu 
engang, og at de aldrig ville kunne 
få børn. 

Så en aften havde bror Avila en 
drøm, i hvilken en af de daværende 
apostle sagde til ham, at han ikke 
skulle være bekymret. Han ville få 
en vigtig kaldelse, og han og hans 
hustru ville blive velsignet med et 
barn. Otte måneder senere blev 
Buenos Aires staven organiseret, og 
præsident Kimball — der på det 
tidspunkt var medlem af De tolvs 
Råd — ordinerede bror Avila til 
biskop. Det var præsident Kimball 
han havde set i drømmen. Inden der 
var gået to uger, havde søster Avilas 
helbred bedret sig, og lægen med- 
delte, at hun var gravid. Senere blev 
de velsignet med en søn. 
I et andet tilfælde henvendte en 
kvinde sig under konferencen til 
Allen Litster, en af regionalrepræ- 
sentanterne, og bad ham om at sørge 
for, at hun kom til at tale med præsi- 
dent Kimball. Hun fortalte, at hun 
havde mistet ti børn, før præsident 
Kimball havde givet hende en velsi- 
gnelse. Idet hun pegede på en køn 



teenagepige, der stod ved siden af 
hende, sagde hun: „Min datter vil 
gerne have lejlighed til at takke præ- 
sident Kimball." 

I årenes løb er der tusinder af mis- 
sionærer, der har arbejdet i Syd- 
amerika og der sået troens sæd. De 
tusinder af hellige, der var til stede 
ved disse konferencer er en del af 
frugterne af deres arbejde. Og under 
konferencerne blev der sået mere 
sæd, som vil bære frugt i årene 
fremover. Et eneste medlem kan, 
når han først i sit hjerte har følt sig 
berørt af Brødrenes råd, føre snese- 
vis af andre mennesker ind i kirken. 
En ung mand, der lader sig inspirere 
til at tage på mission, kan have en 
positiv og varig indflydelse på hun- 
dreder af andre menneskers liv. Og 
hvor mange forældre og fremtidige 
forældre modtog ikke vejledning, 
som vil sætte dem i stand til at 
opdrage kommende generationer af 
ledere? 

Der kan endnu ikke skrives en 
fyldestgørende historie om de her 
omtalte konferencer, fordi den vig- 



tigste del er blevet udspillet i del- 
tagernes hjerter. Men måske kan 
man delvis læse fremtiden i de 
tusinder af dejlige unge deltageres 
strålende ansigter. Hvis det er til- 
fældet, så vil der ske store ting som 
resultat af de konferencer, der blev 
afholdt henholdsvis i Sao Paulo fra 
den 28. februar til og med den 
2. marts og i Buenos Aires fra den 
7. til og med den 9. marts. 



Emne: Generalkonference, Buenos 
Aires, Sao Paulo 




27 



Brev fra redaktionen 



Dette særlige Det nye Testamente- 
nummer, som er baseret på de fire 
evangelier: Mattæus, Markus, Lukas 
og Johannes, vil give ekstra materia- 
le til studiet af jeres søndagsskolek- 
tier i kirkeåret 1975-76. I løbet af 
året vil der blive bragt yderligere 
aktikler om Det nye Testamente i 
bladet. 

Dette septembernummer af Den 
danske Stjerne præsenterer jer for 
det smukke udseende, jeres blad vil 
få. Der er færre sider i dette num- 
mer, men et nyt format af bladets ind- 
hold, gør, at der kan stå mere på 
hver side, og der er derfor nu flere 
artikler i hvert nummer i forhold til 
sideantallet. Vi håber, at I vil kunne 
lide bladets nye udseende. 
„Men hvorfor er der færre sider?" vil 
I måske spørge. Jo, før brugte vi ca. 
16 sider i hvert nr. til konferencetaler. 
Talerne fra en enkelt konference blev 
således spredt over seks numre. 



Nu glæder det os at kunne meddele 
jer, at fra begyndelsen af næste år 
(1976) vil vi to gange om året mod- 
tage et stort særnummer af Stjernen, 
indeholdende alle talerne fra 
generalkonferencerne. I vil med 
andre ord få en gengivelse af hele 
konferencen i et enkelt nummer. For 
at kunne udsende disse store sær- 
numre, har vi „lånt" nogle sider fra 
de andre numre. Så i løbet af et helt 
år vil I altså modtage det samme 
sideantal som hidtil, så I får lige så 
meget „blad" for pengene. 
I de områder, hvor der holdes om- 
rådekonferencer, vil der blive 
udsendt et nummer med talerne fra 
denne konference i stedet for med 
talerne fra generalkonferencen. Vi vil 
alligevel sørge for, at de hellige i 
disse område får der taler, som Det 
første Præsidentskab har holdt, samt 
et resumé af de andre taler fra 
generalkonferencen. 
Stjernen vil fortsat indeholde mange 
af de indlæg, som I er vant til, 
såsom „budskaber fra Det første 
Præsidentskab", særlige artikler og 
historier, 8 børnesider, artikler for 
ungdommen, samt fire sider med 
lokalt nyt, såvel som andre aktuelle 
artikler. 



Vi ønsker at gøre dette til jeres blad. 
Det ville glæde os, hvis I fortsætter 
med at indsende ideer og artikler, for 
alle jeres brødre og søstre over hele 
verden vokser ved styrken af jeres 
vidnesbyrd. 

Vi opfordrer jer til at fortælle alle 
jeres venner om de nye konference- 
numre og om dette nummer, der 
specielt behandler Det nye Testa- 
mente. Vi føler os overbevist om, at 
de nødig vil gå glip af disse og alle 
andre enestående numre. 




Emner: Venlighed, lykke, tobachintræ 



Lykketræet 



■** 



Resumé: Adrian, som er en meget kærlig hyrdedreng fra bakkedragene i Me- 
xico, drømmer om at blive en stor koncertviolinist. En aften hjælper han en 
gammel sigøjnerkvinde og inviterer hende hjem. Hun fortæller drengen og 
hans familie om de smukke koncertsale, han har set, og om den dejlige musik, 
hun har hørt. Da hun forlader dem, forærer hun drengen et frø af Tabachin- 
træet eller „lykke" -træet, idet hun lover ham, at træet vil bringe ham lykke, hvis 
han passer det godt. Træet vokser til, og en dag springer det ud med en ød- 
selhed af gyldne og skarlagenrøde blomster. Træet er så smukt, at en rig 
godsejre tilbyder at købe det. Men da det går op 
for Adrian, hvor ond selvisk godsejeren er, nægter 
han at sælge træet eller at give ham blot så meget 
som én af dets frøkapsler. Adrian har andre planer 
med frøene. 



r^?w 



„Jamen, vor jord er meget fattig, og deuden er den 
ikke til salg." 

„Det er Tabachintræet, jeg er ude efter", sagde Don 
Porfirio vredt. „Jeg har set det blomstre. Jeg ønsker 
at glæde min hustru ved at plante disse træer langs 
vejen til min hacienda (gård)." 
„Der er ingen grund til at købe træet", sagde Adrian. 
„Jeg vil gerne give Dem alle de frø, De har brug 
for." 

„Det er træet, jeg vil ha'", blev manden ved. „Jeg 
vil indsamle alle bælgene, og så fælde træet." 
Adrian forstod ikke, hvad han mente. Han gik hen 
til Tabachintræet og skar flere bælge af de laveste 
grene. 

„Hvis de her ikke kommer op, så giver jeg Dem bare 
nogle flere", forsikrede han den rige mand. 
Pludselig så Adrian den store hingst komme nær- 
mere. Så stejlede den, så dens hove et øjeblik be- 
fandt sig lige over Adrians hoved. Med et svirp af 
sin ridepisk slog Don Porfirio bælgerne ud af dren- 
gens hånd. 

„Fjols!" råbte han. „Jeg vil ha' træet for mig selv!! 
Jeg er ikke ude efter noget, som enhver i landet 
har." 

Og så var han forsvundet i en støvsky. 
Nu begyndte Adrian at forstå at rigdom ikke er nok 



til at gøre nogen lykkelig, for Don Porfirio var meget 
rig, men hans hjerte var ondt og selvisk. 
Adrian stod længe og så op på træets palmeagtige 
blade. Han så hundreder af lange bælge, der tilsam- 
men indeholdt tusindvis af frø. Langsomt begyndte 
en ide at forme sig i hans sind. 
I begyndelsen tænkte Adrian på at sælge frøene 
fra tabachintræet. Hvis Don Paofirio Paz havde væ- 
ret villig til at betale så høj en pris for træet, så 
m^tte der bestemt være andre, der ville betale blot 
nogle få ører for hvert frø. 

Han åbnede en af de tørre kapsler og talte tyve frø 
inddeni. Han så på de hundreder af kapsler og 
begyndte at gange hvert frø med fire centavos 
(ører). Det resultat, han kom til, fik det næsten til at 
svimle for ham så rig følte han sig. Og så kom han 
til at tænke på den rige mands hårde og selviske 
ansigtsudtryk. 

Han er ikke lykkelig, måtte Adrian indrømme for sig 
selv. Det er ikke altid, at rigdom bringer lykke. Så 
tænkte han i stedet på de golde, grimme gader og 
torvet i den nærliggende landsby, hvor der kun var 
få træer til at give skygge. Nu fik han en hel anden 
idé. 

„Padre (far)" sagde han næste morgen, „tror du, 
at du kan klare dig uden mig en dags tid? Jeg har 
et meget vigtigt ærinde." 



29 



„Si" sagde hans far. 

Retten havde lige slået sine porte op, da Adrian 
ankom til landsbyen. Han gik tøvende indenfor, 
idet han nikkede til den mand, som var ved at feje 
de toppede brosten. 

Han tog sin sombrero af, mens han forsigtigt listede 
sig nærmere hen mod den store mand, som sad 
bag et gammelt skrivebord. 

„Senor Alcalde (hr. borgmester)!" kaldte han med 
sagte stemme. 

Manden så op, smilede og sagde: 
„Si, José Lopez, hvad kan jeg gøre for dig?" 
Adrian trak vejret dybt og begyndte. „Jeg er kom- 
met til at tænke på, at I måske gerne vil have nogle 
helt ekstra fine træer til at pynte op på torvet." 
Don José blinkede til ham med sine blå øjne. 
„Er det dig, der har tabachintræet?" ville han vide. 
„Si, Senor", svarede Adrian. 
„Jeg synes, det er en strålende idé," fortsatte borg- 
mesteren. „Men jeg ved, at frøene er meget sarte. 
Hvem skal så dem?" 

„Jeg skal nok så frøene, Senor," tolbød Adrian, 
„og passe de nye træer om aftenen, når jeg er 
færdig med mit arbejde." 

Adrian såede frøene og byggede et beskyttende 
stakit rundt om de nye små vækster, ja, han pas- 
sede dem som var de hans egne. Og da de var 
blevet store og kraftige, og ikke længere behøvede 
så megen pasning, kaldte borgmesteren Adrian ind 
til et særligt møde. 

„Vi ønsker på en eller anden måde at takke dig 
for det, du har gjort for landsbyen," erklærede 
borgmesteren. „Vi vil gerne vide, om du har et eller 
andet lille ønske, vi kan opfyde for dig." 
Adrian så rundt på kredsen af smilende ansigter. 
Hjertet hoppede i livet på ham af bare overraskelse 
og spænding. Han vidste ikke rigtig, om han turde 
bede om den ene, bestemte ting, han ønskede sig 
allermest. 

„Senor," sagde han endelig. „Jo, jeg har faktisk et 
ønske. Jeg vil gerne lære at spille violin." 
Borgmesteren lagde hovedet tilbage og lo så det 
gav genlyd gennem den lille sal. 
„Du skal få dit ønske opfyldt," sagde han. „Den 
gamle musiklærer er en af mine venner. Jeg vil selv 
følge dig derhen." 

„Jeg er meget gammel og næsten døv," indvendte 
musiklæreren, da borgmesteren og Adrian besøgte 
ham. „Og hvordan kan jeg vide, om drengen har 
nogen musikalske evner?" 

Hurtigt trak Adrian sin fløjte frem, han gik altid med 
den inden for skjorten, og før læreren kunne nå at 
protestere, begyndte han at spille. 



Efter de første få toner, lænede den gamle mand 
sig frem, idet han holdt hånden bag øret for bedre 
at høre. Snart nikkede han. Da Adrian havde spillet 
sin melodi færdig, strålede lærerens øjne. „Jeg 
skal nok undervise ham," indvilligede han. 
„Men . . .", begyndte Adrian, der pludselig kom i 
tanker om det allervigtigste. 
„Du skal ikke være bekymret, min søn," sagde 
bormesteren og tog om Adrians skulder, „byen 
skal nok købe en violin til dig." 
„Gracias (tak)!" jublede Adrian. 
På vejen hjem følte han det, som han svævede. 
Han kunne næsten ikke få vejret af glæde og spæn- 
ding, da han fortalte sine forældre eventyret om 
violinen. De nikkede glade, medens Adrian atter og 
atter udbrød: „Det er lykketræet! Det har fået min 
drøm til at blive til virkelighed!" 
Da den tid kom, hvor alle tabachintræerne i lands- 
byen stod i blomst, havde Adrian lært alt, hvad den 
gamle lærer kunne lære ham. „Nu er du parat til 
at tage ind til byen, hvor de rigtige store lærere 
findes," sagde han. 

„Men jeg har ingen penge," protesterede Adrian. 
„Du har mere end penge," svarede læreren. „Du 
kan spille på violinen og tjene nok til undervisnin- 
gen og også lidt til din aftensmad." 
Og så drog Adrian til Oaxaca. Efter at han havde 
gået i to dage, var der ikke mere tilbage af den 
madpakke, som hans mor havde givet ham. Sulten 
og træt kom han ved solnedgang ind i en lille 
landsby. 




30 



Nu gælder det, nu skal det vise sig, tænkte Adrian 
ved sig selv. Han stillede sig på et gadehjørne og 
tog sin violin frem. Til at begynde med var der kun 
en eller to nysgerrige, der stillede sig og så på 
ham, men efterhånden som han spillede, samlede 
der sig mange mennesker. Da han var færdig med 
at spille, regnede det ned over ham med små pen- 
g eg aver. 

Adrian nåede byen med tilstrækkeligt mange penge 
på lommen til at betale sin mad og et lille bitte 
bagværelse på en kro. Kromanden gik ind på at 
lade Adrian arbejde i staldene. 
Nogle uger senere fandt Adrian en musiklærer, som 
var villig til at undervise en jævn bondedreng for 
den lille sum, han var i stand til at betale ham. 
Adrians hænder begyndte at ryste, da han skulle 
spille for ham. Det her er jo ikke min gamle lærer, 
tænkte Adrian bekymret. Hans ansigt er strengt og 
koldt. Men jeg må ikke gå glip af denne chance. 
Han tvang sig selv til at tænke på tabachintræets 
vidtstrakte grene med skarlagenrøde blomster med 
guldprikkerne. Omsider begyndte hans fingre igen 
at bevæge sig mere sikkert og hurtigere. 
„Hmm" sagde musiklæreren, da Adrian holdt op 
med at spille. „Hvem har skrevet den sang? Den 
har jeg aldrig før hørt." 

„Det har jeg selv," indrømmede Adrian, medens 
han spekulerede på, om han mon skulle have spil- 
let noget andet. 

„Er du villig til at arbejde meget hårdt og bringe 
mange ofre uden at bekage dig?" spurgte læreren. 
„Si! Si!" lovede Adrian, og fra det øjeblik begyndte 
hans liv at forme sig helt anderledes. I stedet for 
at arbejde i staldene, spillede han nu for kroens 
gæster om aftenen. Han studerede og øvede sig 
for at drømmen om de store koncertsale kunne gå 
i opfyldelse. 

En dag da Adrian gik rundt mellem bordene i 
kroens store spisesal, lagde han mærke til en del 
fremmede, der sad og talte sammen ved kaminen. 
Da violinens sidste tone var døet bort, var der en 
af de fremmede, der gjorde tegn til ham, at han 
skulle komme over til dem. 

Adrian bukkede høfligt og stod helt stille, medens 
han ventede på, at den høje, slanke fremmede 
skulle sige noget. 

„Hvad hedder du, min ven?" spurgte manden. 
„Adrian," svarede drengen. 

„Nå, Adrian," gik den fremmede videre, „kunne du 
tænke dig at spille for en af mine særlig gode ven- 
ner, som er kommet hertil for at besøge sin fødeby 
Oaxaca?" 
„Hvis min musik har kunnet glæde Dem, så vil jeg 



meget gerne spille for Deres ven." svarede Adrian. 
„Så kommer jeg for at hente dig her i aften om en 
uge," sagde den fremmede. „Jeg hedder Guillermo 
Prieto, og den ven, jeg talte om, er Don Benito 
Juarez." 

Alene det første navn fik Adrian til at gispe, for 
Guillermo Prieto var en meget berømt digter, men 
det andet navn gjorde ham helt mållløs. Don Benito 
Juarez var Mexicos præsident! 
Adrian tilbragte den næste uge med at øve sig, 
som han aldrig før havde øvet. Da den store dag 
oprandt, var han meget omhyggelig med sin på- 
klædning. Men da han så ind i spejlet, så han en 
bange og ensom hyrdedrengs ansigt. For at holde 
modet oppe tog han sin fløjte fra bordet og stak 
den inden i sin fjølsjakke. 

Modtagelsessalen i det fornemme hus var fuldt af 
betydningsfulde og velhavende mænd og kvinder. 
Der blev helt stille i salen, da en mand i sort tøj kom 
ind. Guillermo Prieto førte Adrian hen for at præ- 
sentere ham for præsidenten. Drengen følte sig 
meget lille og ydmyg, som han stod der foran 
denne store og berømte mand. 
„Spil så," sagde præsidenten venligt efter at have 
hilst på drengen. 

Pludselig slog det Adrian, at præsidenten så be- 
drøvet ud. 

Han er meget berømt, tænkte han undrende, men 
alligevel er det tydeligt at se, at han er bekymret 
og ensom. 

Så kom han til at tænke på, at Don Benito Juarez 
også engang havde levet i bjergegnene omkring 
Oaxaca. Lynhurtigt bestemte Adrian sig til, hvad 
han ville gøre. Han lukkede violinkassen igen og 
tog sin fløjte frem. Da Guillermo Prieto så den, 
rejste han sig forbavset og skulle til at gå hen til 
Adrian. 

„Nej, vent," befalede præsidenten, idet han gjorde 
tegn til digteren, at han skulle sætte sig igen. 
„Denne dreng er helt klar over, hvad han gør." 
I stedet for lyden af violinen var det nu rørfløjtens 
lyse, smukke toner, som fyldte rummet. Adrian spil- 
lede sangen om den vilde kanariefugl og sanglær- 
ken. Han spillede om de græssende får, hyrdehun- 
den og de rislende bække. Da han sluttede så han 
at præsidentens øjne var fulde af tårre. 
Længe efter huskede Adrian præsidentens sørg- 
modige ansigtsudtryk. Han erindrede det, når han 
spillede i de store koncertsale. Han huskede det, 
når han befandt sig blandt de rige eller når han 
spillede for de fattige. 
En dag, da han steg ud af sin vogn for at gå ind 

(Forts, på side 37) 



31 



51 



Fra prik til prik 
Af Evalyn Shephard 

Forbind punkterne, til du har fundet 
to små venner med fjer på 



Labyrint 
Af Beverly Johnston 



53, 



5f 



5JL 



50 



H°i 



55« 



56« 



*/8 



Hl 



~> 



58T -57 



S°i' 



60' 



* 

»J8 



fcl • 



^P 





Hjælp John med at 
fange sin drage, før 
den blæser væk for 
ham! Men du må ikke 
krydse nogen af 
stregerne! 



Find den fugl, der er anderledes 
Af Ann Stacey 

Kan du se, hvilken fugl, der er 
anderledes end de andre? 



bare 
for 
sjov 





Hvad hører sammen? 
Af Richard Latta 

Hvad hedder disse ting? Sæt de 

rigtige ting sammen med de 

rigtige navne! 





33 




Strålende 



mure 



Af Iris Syndergaard 
Illustreret af Sherry Thompson 




Hilda Larson var ved at sætte fa- 
dene frem til middagsmaden, da 
hendes far kom ind og sagde til 
hende: ,,Sæt det gamle service 
væk, Hilda. Vi får gæster." 
„Hvem er det, der kommer, 
John?" ville Hildas mor vide. 
„To af de mænd, som har arbej- 
det på templet sammen med mig 
i dag," svarede han. „Heber Kim- 
ball og Brigham Young." 
Hilda smilede ved tanken om, at 
broder Young skulle komme til 
middag. Hun kunne godt lide de 
fleste af de mænd, som hendes 
far havde arbejdet sammen med, 
siden de var flyttet til Kirtland, 
Ohio. Men hun var særlig be- 
gejstret for broder Yong, som al- 
tid fortalte sådan nogle interes- 
sante historier. 

Hilda og hendes mor gik sammen 
ind i det lille værelse, hvor por- 
celænsservicet stod i det høje skab 
bag svære glasdøre. Skønt det 
kun blev anvendt, når de havde 
gæster, eller på særlige festdage, 
så var Hilda dog fortrolig med 
hvert eneste stykke. 
Der var et stel bestående af otte 
smukke tallerkener med tilsvaren- 
de kopper og underkopper, en 
souseskål og en stor suppeterrin 
af fint Dresdenerporcelæn. På 
kanterne af det alt sammen var 
der malet et fint blåt mønster, 
som forestillede pilegrene. 
Hildas mor rakte tingene en efter 
en, og Hilda passede meget på 
ikke at tabe noget. 
„Dette service", forklarede hen- 



des mor, „tilhørte din oldemor. 
Hun pakkede omhyggeligt hvert 
stykke ind i vat, da hun skulle 
sejle fra England i 1770. Hun var 
bekymret, hver gang det blæste 
op ude på havet, for hun var 
bange for, at noget af det skulle 
gå itu." 

Hilda tænkte på, hvor lykkelig 
hendes oldemor måtte have 
været, da hun pakkede porce- 
lænet ud igen. Der var slet ingen- 
ting, der var gået i stykker den- 
gang; men Hildas bedstemor hav- 
de tabt en underkop, da hun var 
en lille pige. Og Hildas mor havde 
ofte fortalt om, hvordan hun selv 
havde slået sukkerskålen i styk- 
ker, efter at hun havde fået ser- 
vicet i bryllupsgave. 
„Du kan tro, at jeg græd", sagde 
hun. „Det var den skål, jeg var 
allermest glad for." 
Hilda gik meget langsomt, da hun 
bar det skrøbelige porcelæn ud i 
køkkenet. Da bordet var dækket, 
kom mor ind med en yndig, blå 
kande, som Hilda mindedes, at 
familien kun havde brugt nogle 
ganske få gange. Hun anbragte 
kanden midt på bordet. „Så," 
sagde hun, „ser det nu ikke flot 
ud?" 

Hildas far lagde armen om sin 
kone og sagde: „Jo, Sara, det er 
vel nok smukt." Men hans stem- 
me lød så bedrøvet. „Jeg er glad 
for, at du har lejlighed til at vise 
porcelænskanden frem. Det er 
måske sidste gang." 
Hilda forstod ikke, hvad han men- 



te. Hvorfor skulle mor ikke mere 
få brug for kanden, tænkte hun. 
Hun huskede, hvordan hun selv 
engang havde fået lov til forsig- 
tigt at holde den op mod vinduet, 
så hun kunne se, hvordan lyset 
skinnede igennem den. Hendes 
far havde forklaret hende, at fint 
porcelæn var gennemsigtigt, og 
at hans mor havde kanden med 
sig fra Holland for mange år si- 
den. 

Så bankede det på døren; Hildas 
far lukkede op og bød de to for- 
nemme gæster velkommen. „Vore 
gæster er kommet," råbte han, og 
Hilda og hendes mor skyndte sig 
ud for at tage imod dem. 
Mens de spiste, nød Hilda at høre 
sin far tale med de to mænd. De 
talte om, at Kirtland Templet, som 
de var ved at bygge, nu snart var 
helt færdigt. 

„Alle de hellige i Kirtland har 
hjulpet til," sagde broder Kimball. 
„Vi er måske ikke så mange," 
samtykkede broder Young, „og vi 
er fattige, men vi er rige i troen. 
Medens mændene arbejder med 
at bygge, spinder og væver kvin- 
derne klæde til vort tøj." 
Broder Kimball tog den porce- 
lænskop op, som stod ved hans 
tallerken. „Og nu ofrer kvinderne 
deres dyrebare service" sagde 
han og så på hendes mor. Så pe- 
gede han på den smukke porce- 
lænskande. 

„Også den, søster Larson?" 
spurgte han. 
„Ja, broder Young," nikkede hen- 



35 



des mor. „Hvis der er brug for 
den." 

Da mændene var gået, hjalp Hilda 
til med at vaske op og stille ser- 
vicet tilbage i skabet. Idet hendes 
mor lukkede glasdørene, løb tå- 
rerne ned ad hendes kinder. Hil- 
da ønskede, at hun kunne forstå, 
hvorfor alle virkede så bedrøvede 
over det service. 

Næste eftermiddag så Hilda til sin 
forbavselse, at hendes far kom 
tidligt hjem. Normalt arbejdede 
han på templet hele dagen, med- 
mindre han var optaget af noget 
snedkerarbejde i Kirtland. Han 
talte sagte til Hildas mor. „Vi er 
parate. Nu kan vi godt komme 
med det, Sara." 

„Kom og hjælp mig, Hilda," sag- 
de mor og tog hende med ind i 



værelset, hvor skabet med por- 
celænet stod. På gulvet ved siden 
af skabet stod der en stor kasse. 
„Vi skal have porcelænet pakket 
ned i kassen, Hilda", sagde mor. 
„Der er brug for tallerkenerne til 
templet." Hilda kunne ikke fore- 
stile sig, hvorledes porcelænser- 
vicet og den dyrebare kande kun- 
ne bruges til at bygge et tempel 
med. Hun så til, medens hendes 
far løftede kassen med servicet 
op bagi ponyvognen. Så kørte de 
ud til skrænten, hvor templet var 
ved at blive bygget. 
Hilda sprang ned fra vognen og 
fulgte med sin*far hen til en stor 
beholder, som en arbejdsmand 
stod og rørte rundt i. 
Idet Hildas far bøjede sig ned 
råbte han så højt, så de kunne 



høre ham over larmen. „Vi er ved 
at lave stukkatur til de ydre tem- 
pelmure. Vi har opdaget, at itus- 
lået porcelæn hjælper til at få den 
til at sidde fast." Så tilføjede han: 
„Desuden vil det komme til at se 
meget smukt ud, når murene strå- 
ler af alle de små glas- og por- 
celænsstumper." 

En mand, der stod i nærheden, 
sagde: „Næsten alle de sidste 
dages helliges kvinder har ofret 
deres bedste porcelæn til tem- 
plet." 

Hilda kunne næsten ikke tro, at 
det var rigtigt, da hun så sin mor 
tage det dejlige Dresdenerpor- 
celæn op af kassen og stykke for 
stykke række det til manden, der 
stod ved siden af den store be- 
holder. Han stillede servicet på 




et fladt brædt, brækkede det i 
små stykker og skrabede så disse 
små stykker ned i beholderen. 
Da den blå porcelænskande var 
slået itu og blandet sammen med 
den masse, der skulle blive til 
stukkaturen, begyndte Hilda at 
græde. 

„Du skal ikke tage det så tungt, 
Hilda," sagde mor, idet hun lagde 
armen om den hulkende pige. 
Men hele vejen ned ad bakken i 
ponyvognen, græd Hilda stille, 
medens den tomme kasse skram- 
lede bag dem. 

En aften, efter at templet var fær- 
digt, gik Hilda sammen med sin 
far og mor op ad vejen til den 
smukke bygning. Solen var netop 
ved at gå ned, og så så Hilda 
templets mure. De skinnede og 
strålede i sollyset. 
„Å, mor!" jublede hun, idet hen- 
des hjerte pludselig begyndte at 
banke voldsomt af glæde. „Kan 
du se, hvor det skinner blåt dér 
ved siden af hovedindgangen? 
Kun bedstemor Larsons porce- 
lændskande kunne få muren til 
at stråle sådan!" 

Emne: Kirtland Templet 



(Forts, fra side ) 



til en koncertsal, så han, at menneskemængden, 
der havde samlet sig for at få et glimt af ham, var 
større end sædvanlig. Der var mænd, kvinder og 
børn fra alle samfundslag. Idet han banede sig 
vej fremad, stillede en pjaltet skopudserdreng sig 
op foran ham. 

„Hvor ville jeg dog ønske, at jeg bare én gang 
kunne få lov til at høre den store Adrian spille." 
hørte Adrian ham sige. 

Violinisten stoppede pludselig op. Han støttede 
violinkassen mod sit knæ, tog violinen frem og 
begyndte at spille. Han spillede de store mestres 
musik, og han spillede sine egne sange. Han fik 
violinen til at le. Han fik den til at græde. Og så 
begyndte han het uventet at spille en ny melodi. 
Og han forstod, at det han spillede, i virkeligheden 
var lykketræets melodi. 

Da mængden omsider gik hver til sit, længtes 
Adrian pludselig efter at se sit hjem og tabachin- 
træet. Han lod vognen stå der på gaden og be- 
gyndte at gå. 

De gamle siger, at blomsterne på tabachintræerne 
i landsbyen sprang ud den dag, da Adrian kom 
tilbage, selv om det faktisk i virkeligheden var alt 
for tidligt på året. 

„Jeg ved, hvad lykke er," sagde han, efter at have 
hilst på sine forældre. „Lykken er at give, at give 
som jeg gjorde det med tabachintræets frø. Jeg 
vil give min musik til alle dem, der ønsker at høre 
på mig, og jeg vil give de fattige og dårligt stillede 
al min rigdom." 

Adrian tog kun et enkelt sæt tøj til at skifte med 
og sin violin med sig ud på den rejse, der skulle 
bringe ham rundt til hver eneste krog i Mexico. Af 
alle de melodier han spillede, var det „Lykketræts 
melodi", folk holdt mest af at høre. 
Den dag i dag er der mange, der mener, at den 
sagte, blide lyd af vinden i tabachintræets grene 
virkelig er musikken fra Adrians violin. 



Åndelighed tilskynder én til at overvinde vanskeligheder 

og opnå mere og mere styrke. Nogen af livets mest 

vidunderlige oplevelser er at føle sine evner vokse og at føle 

sandheden erobre en stadig større del af sjælen. 

— Præsident David O. McKay — 



37 




Varen Købes 



Loppetorv 

Den 10. juni 75 afholdte Københavns 
1. ward et loppemarked for wardets 
medlemmer til fordel for de unge men- 
nesker, som gerne vil teltage i et af 
kirkens seminarer, men som rent øko- 
nomisk ikke har de fornødne midler 
til at få det store materiale, der skal 
bruges. 

Det var et dejligt projekt, der kom i 
gang, og der var søskende, der gav 
os mange dejlige ting. Vi siger tak til 
alle, der støttede os og en særlig tak 
til de venner som skænkede os et 
dødsbo, der var mange gode ting der- 
fra også, et loppemarked med noget 
for enhver smag. 



Hvordan man laver sæbe af rester 

Anbring sæberesterne i en rustfri stål 
kasserolle. Kasserollen skal være så 
stor, at massen ikke koger over. (Alu- 
minium bør ikke bruges.) Tilsæt lidt 
vand og bring det langsomt i kog, rør 
af og til, så det ikke brænder på. 
Blandingen skal være tyk og flyden- 
de. 

Nar alle resterne er smeltede, hæl- 
des blandingen i en form. Lad den af- 
køle og blandingen i en form. Lad 
den afkøle og skær den ud i firkanter. 
Man kan lave en form af pap; foret 
med bagepapir. 

Hvis man tilsætter for meget vand, 
stivner blandingen ikke. Så kan det 
hældes i en beholder og bruges som 
flydende håndsæbe. 
Man kan udmærket godt blande alle 
farver og mærker uden at sæbens 
virkning forsvinder. 




Varen prøves 



De unge folkedansere fra 1. ward, 
gjorde med fin dans deres til, at det 
blev en god aften med stor succes; 
noget vi vil anbefale andre også at 
gøre. 

Sulten og tørsten blev også stillet tak- 
ket være nogle dejlige forfriskninger 
som de unge selv havde fremstillet. 
Takket været mange gode købere fik 
vi i vor kasse kr. 1077,—. 
Dermed kan vi være med til at hjælpe 
en hel del unge at få et seminarstu- 
dium, og til at få udvidet deres kend- 
skab til evangeliet. 

Tak til alle der gjørde deres til, at det 
blev et godt projekt. 



Forårsynt fra Hjælpeforeningen 
Japanske risfrikadeller til 4 personer. 
Kogte ris svarende til 3 dl. rå ris 
1 dl. grahamsmel 

1 dl. vand 

2 æg eller 1 / 2 dl. sojamel + 1 / 2 dl. sol- 
sikkeolie 

2 finhakkede løg 
2 tskf. salt 

alt dette røres til en lind fars og ste- 
ges som frikadeller. Smager dejligt 
med grøntsager. 



Hvem vil stemme for at lukke 
Kirkens aktiviteter? 



Sidste søndag stemte jeg for at luk- 
ke kirken — ikke med vilje, heller 
ikke af ondskab — men jeg stemte 
uden at tænke over det, tankeløst, 
dovent og ligeglad. Jeg stemte for 
at lukke dens døre, så dens vidnes- 
byrd kunne blive standset. 
Jeg stemte for at lukke den åbne 
Bibel — den Bibel, som var blevet 
givet os gennem års kamp og gen- 
nem de martyrers blod, som døde, 
for at vi kunne få den at læse. Jeg 
stemte for at standse forkyndelsen 
af evangeliets strålende sandheder. 
Jeg stemte for, at børnene i søn- 
dagsskolen ikke længere måtte læ- 
re historierne fra Bibelen og ikke 
længere løfte deres stemmer til 
sang. 

Jeg stemte for, at korets og menig- 
hedens sang skulle standse, og at 
de ikke mere skulle synge til Her- 
rens pris. 

Jeg stemte for, at alle kirkens mis- 
sionærer skulle kaldes hjem, alle 
de lokale funktionærer skulle holde 
op med at prædike, ethvert hospi- 
tal, enhver skole skulle lukke. Jeg 
stemte for, at alle missionærprojek- 
ter skulle standses, enhver god, ret- 
færdig og sand indflydelse i vort 
samfund skulle indskrænkes og til 
sidst standses. 

Jeg stemte for overtroens mørke, 
for syndens ødelæggende indflydel- 
se, for uvidenhedens fordærv og 
for egenkærlighedens forbandelse, 
at de endnu engang kunne kaste 
deres ødelæggende byrde på skul- 
drene af en allerede overbebyrdet 
verden. 

Jeg stemte for alt dette. For se, jeg 
kunne være gået og jeg burde være 
gået, men jeg gjorde det ikke. Jeg 
blev hjemme fra kirken sidste søn- 
dag! 

Fra Deseret News, og 
Den danske Stjerne, 
November 1951 



38 








Foto: Jørgen Schmidt, Jun. 



The Osmonds i byen! 

Det går bestemt ikke stille af når 
Osmonds familien viser sig. Deres 
popularitet er så stor, at deres fans 
i bar begejstring skal ødelægge no- 
get. Det er muligt, at det ikke er ba- 
re glæde altsammen — slet ikke for 
den der får ødelagt sit inventar eller 
ruder. 

Da Osmondfamilien var her sidst i 
maj formåede de, med timers varsel 
at samle en tusindtallig skare i kir- 
kebygningen på Magelgårds Allé i 
København. Her bar hele familien — 
også de indgifte — dejlige vidnes- 
byrd. Og alle var efter denne aften 
overhovedet ikke i tvivl om, hvad 
„The Osmonds" står for, og hvad 
de tror på. Det er i sig selv et vid- 
nesbyrd om, hvordan man ikke be- 
høver at ødelægge sig selv for at 
være på toppen i den brance. 
Det var dejligt at høre, at Maria 
ønsker at blive gift når tiden er in- 
de, og at hun til den tid er rede til 
at forlade toppen. Det gjorde også 
indtryk at høre Jimmy fortælle om, 
hvordan han glædede sig til at mod- 
tage præstedømmet, da han blev 12 
år. 

Disciplinen blandt de mange unge, 
der var til stede var god, så det kan 
lade sig gøre. Aftenen efter gav 
„The Osmonds" en koncert i Brønd- 
byhallen, og det var straks en an- 



den historie. Den har pressen for- 
talt om, og det ser ud som om de 
fleste var glade for det de overvæ- 
rede. Vi - Jesu Kristi Kirke - fik 
en masse omtale, hvad med at ud- 
nytte denne situation? 

JL 



MERE OMTALE 

T.V. fulgte „The Osmonds" mens de 
var i København og påtænker at la- 
ve en udsendelse med dem i ho- 
vedrollen. I den anledning blev 
stavspræsident Johan Benthin in- 
terviewet af T.V. den 12. juni på 
Maglegårds Allé. Brian Reuter var 
på pletten og tog et billede af stavs- 
præsidenten i aktion. Nu venter vi 
spændt på at se og høre resultatet. 




Søndag den 25. maj afløstes br. 
Jens Lind Jensen som grenspræsi- 
dent i Århus gren. Det skete efter 
mere end ni års trofast tjeneste i 
denne kaldelse. 

Br. Jensen er født d. 12. januar 1928 
i landsbyen Lumby nær Odense. 
Han stiftede bekendtskab med kir- 
ken i Skanderborg, blev døbt i År- 
hus den 18. 5. 63 og et halvt år se- 
nere kom kaldelsen til at blive 
grenspræsident først i Ålborg og i 
de siste 9 år i Århus. 
Br. Jensen har været meget afholdt 
i denne stilling og været en leder 
med stor åndelig kapacitet, hvilket 
har bidraget til Århus grens frem- 
gang. 

Hermed ønsker søskende i Århus 
at takke for tiden som er gået og 
ønsker at br. Jensen med familie 
må blive velsignet i tiden som kom- 
mer. JHB 



39 



DÅB 
Slagelse 

Børge Eberhard Petersen, døbt den 7. juni 
1975 af ældste Merritt Glen Miller, hånds- 
pålæggelse af ældste David Roland Beck. 

Centrum Sjælland 

Sonja Lindhart, døbt den 2. juni 1975 af 
br. Bent Lindhart, håndspålæggelse br. 
Bent Lindhart. 

Frederikshavn 

Charlotte Larsen, døbt den 14. juni 1975 
af br. Arne Holm Larsen, håndspålæggel- 
se br. Ejvin Kristensen. 



VELSIGNELSER 
Odense 

Claus Thiele Alkils og Kirsten Schødte 
Overgaards datter Christina Schødte Alkil 
er blevet velsignet den 6. juli 1975 af 
br. Claus Thiele Alkil. 
Steffen Vestergaard Poulsens og Birte 
Blønds datter Sofie Blønd Vestergaard er 
blevet velsignet af br. Steffen Vestergaard 
Poulsen den 6. juli 1975. 

Frederikshavn 

Arne Holm Larsens og Charlotte Thomsens 
datter Elsebeth Holm Larsen er blevet vel- 
signet den 15. juni 1975 af br. Jens Holm 
Larsen. 




ORDINATIONER 
Odense 

Claus Henning Solbjerg Nielsen er ordi- 
neret til præst, den 6. juli 1975. 

Døde 

Aarhus 

Christine Vestergaard er afgået ved døden, 

den 5. juli 1975, 75 år gammel. 

Centrum Sjælland 

Johan Pedersen er afgået ved døden, den 
30. maj 1975, 81 år gammel. 



Bryllup 
Slagelse 

Karen og Arly Jakobsen har indgået ægte- 
skab og blev viet den 19. april 1975 af 
pr. Ipsen. 



OPBEVARING AF HONNING OG SUKKER 

Hvordan undgår man klumper i sukker, og hvordan 
undgås, at honning krystalliserer, når man ønsker den 
flydende — eller omvendt? 

Melis klumper, når den optager fugtighed fra luften. 
Derfor må den beskyttes mod fugtighed og gemmes 
væk, når den er meget tør. Opbevar sukkeret ved 
stuetemperatur eller lavere, eftersom sukker, der bli- 
ver varmt over en længere tid, kan blive gulligt. Hvis 
der opstår klumper, kan de sædvanligvis let knuses. 

Farin har det lige modsat. Det behøver fugtighed for 
at blive blødt, og det bliver stenhårdt, når det tørrer 
ud. Hvis man køber det i plastikpose, holdes posen 
tæt tillukket efter at være åbnet med en tøjklemme 
eller en elastik. Hvis sukkeret købes i papir eller pap, 
hældes det over på plastikpose og lukkes godt. 
Hvis farin bliver hård og klumpet, stænkes det med 
vand og opvarmes i ovnen ved 120° et par minutter. 
Nogle foreslår at lægge en skive æble i plastikposen 
med det hårde sukker. Begge metoder afgiver fugtig- 
hed til sukkeret. 

Honning, som kan krystallisere, opbevares bedre end 
honning, som ikke kan, eftersom den høje sukkerkon- 



centration i krystalliseret honning forhindrer gæring 
og vækst af mikroorganismer. For at honning kan kry- 
stallisere, må vandindholdet være under 15—18%. 
Ren honning krystalliserer; hvis der tilsættes vand vil 
den sandsynligvis ikke. 

.Opbevar ikke honning i store beholdere som 20 I dun- 
ke, eftersom man skal gøre den flydende for at bruge 
den. Ikke alene er denne proces ubekvem, men for 
hver gang, honningen gøres flydende, bliver den mør- 
kere og stærkere. 

Inden honningen krystalliserer, hældes den i mindre 
beholdere. Mange foretrækker glas i stedet for kruk- 
ker eller dåser, eftersom syren i honningen under- 
tiden indgår forbindelse med metallet i dåsen og for- 
årsager en sort misfarvning. Kom et tæt låg på og 
opbevar dem ved stuetemperatur eller lavere. 
For at gøre honningen flydende anbringes beholde- 
ren i vandbad. Varm honningen op til 60-70° under 
hyppig omrøring. Hold denne temperatur i 1 / 2 time for 
at være sikker på, at alle krystaller opløses. Hvis hon- 
nigen varmes op til en højere temperatur, forårsager 
dette uønskede smagsforandringer. 



40 



«> 



SPØRGSMÅL 



OG 



SVAR 



Svaret er til hjælp og oplysning og ikke offentliggjort 
som kirkens lære. 



Spørgsmål 

Har Israel nogen sinde været en 
nation, hvis styrke og betydning 
de store statsmagter måtte regne 
med i Det gamle Testamentes tid? 
Elier har det i virkeligheden altid kun 
været en lokal magtfaktor? Var der 
nogen af verdensmagterne på den 
tid, der nogensinde skænkede 
Israel nogen særlig opmærksom- 
hed? 

Svar 

Skønt Israel altid har været en meget 
lille nation, så begyndte den dog at 
være ,, noget, man måtte regne med" 
blandt sine nabolande på Davids og 
Salomons tid (omkring 1000 f.Kr. til 
930 f.Kr.). Israel blev herefter af 
interesse for alle de store herskere 
i Mellemøsten, ifølge assyriske op- 
tegvelser bl. a. for sådanne konger 
som Salmanasser III og Sankerib. 
Der blev gjort adskillige forsøg på at 
undertrykke Israel i de halvandet 
hundrede år, der gik mellem 850 f. 
Kr. til 700 f . Kr. Faktisk forholdt det 
sig sådan, at et antal små nationer, 
deriblandt Israel, standsede den 
assyriske udfoldelse ved slaget ved 
Karkar (854 f. Kr.); og det varede 
omkring 1 år, før denne store nation 
kom til hægterne igen. 
Israels ti stammer nordpå og Juda 
mod syd blev fra tid til anden tvunget 
til at betale skat til Assyrien, indtil 
det nordlige Israel blev indtaget og 
affolket af Sargon II i 722 f.Kr. Ved 
Herrens hjælp gennem profeten 
Esajas og den gode kong Ezekias 
lykkedes det imidlertid Juda at mod- 
stå assyrerkongen Sankeribs, angreb 
på Jerusalem. (Se 2. Kongebog 
18:19) 
Den næste store nation, der beskæf- 



ELLIS T. RASMUSSEN 



tigede sig med Juda var Babylon. På 
det tidspunkt, hvor Babylon tog 
magten fra Assyrien (620-204 f.Kr.), 
marcherede Egypten igennem Juda 
for at få sin del af riget. Da Kong 
Josias af Juda gjorde modstand, 
blev hans hær slået og han selv 
dræbt. Men Egypten havde ikke 
magten i Juda ret længe. Farao 
Neko blev snart erobret af Babylon, 
og mellem 607 og 587 f. Kr. prøvede 
Babylon gentagne gange at få Juda 
til fredeligt at overgive sig og aner- 
kende Babylon. Babylon tog den ene 
gruppe efter den anden af Judas le- 
dere til fange og bragte dem i eksil. 
Både Ezekiel og Daniel blev kaldet 
og udførte faktisk deres profetiske 
arbejde i Babylon. 

Persien vae den næste nation, der 
beskæftigede sig med Juda. Efter at 
Kyros havde erobret Babylon (539 
f. Kr.), mente han, at det ville være 
godt at lade de jødiske fanger vende 
tilbage til Juda og Jerusalem. Under 
Ezra, Nehemias og profeter som 
Haggai og Zacharias blev den lille 
nation opbygget igen. 
Alexander den Store, den store 
makedoniske erobrer, viste sin 
respekt for Judas folk og Judas Gud 
og gav nationen ret betydeligt selv- 
styre. Efter at hans rige blev opløst, 
opstod der en heftig strid mellem de 
seleucidiske ledere i området og 
judæerne; den endte i makkabæer- 
krigene (164 til 64 f. Kr; se første og 
anden Makkabæerbog). 
Efter at det stort set var lykkedes 
dem at blive selvstændige, tvang 




interne konflikter dog de makka- 
bæiske fyrsters sidste to arvinger til 
Rom for at bede om hjælp. Derefter 
tiltog Rom sig retten til det hellige 
land. Den mægtige Pompejus var 
dog hele tre måneder om at belejre 
og bryde ind i Jerusalem (63 f. Kr.) 
Rom belejrede dog atter Jerusalem 
under sine forsøg på at styre landet, 
og både Vespasian og Titus førte 
krig mod Juda fra 66 til 70 e. Kr. 
Igen fra 132 til 135 e. Kr. belejrede 
kejser Adrian landet. Denne gang var 
det mod den falske Messias, Bar 
Cochba. Jerusalem blev ødelagt 
endnu engang, genopbygget som en 
romersk by, foruden at den fik et nyt 
navn; landet forblev under romersk 
herredømme indtil 635 e. Kr. 
Det ses derfor ganske tydeligt, at 
selv om Israel og resterne af Israel, 
nemlig Juda, var meget små 
nationer, så var de dog gennem år- 
hundrederne en kilde til megen be- 
tydning for de større magter i Melle- 
møsten; adskillige verdensmagter 
havde betydelige vanskeligheder 
med at kontrollere landet. 
Og det ser jo egentlig også ud til, 
og dette gælder såvel nutiden som 
fremtiden, at visse verdensmagter 
fortsat vil have vanskeligheder med 
dette land, og dets indbyggere indtil 
den dag, hvor Messias skal regere 
der i retfærdighed. 
Ellis T. Rasmussen, lærer i insti- 
tuttet for gamle skrifter, Brigham 
Young universitetet. 

Emner: Det gamle Testamente. 




1