Specialudgave:
Herren og de fire evangelier
l»K V
s ■ .1 1 : is \ i ;
September 1975
124. årgang • Nummer 9
STJERNE
Organ for JESU KRISTI KIRKE
AF SIDSTE DAGES HELLIGE
September 1975
124. årgang • Nummer 9
Det første Præsidentskab
Spencer W. Kimball
N. Eldon Tanner
Marion G. Romney
De Tolvs råd
Ezra Taft Benson
Mark E. Petersen
Delbert L. Stapley
LeGrand Richards
Hugh B. Brown
Gordon B. Hinckley
Thomas S. Monson
Boyd K. Packer
Marvin J. Ashton
Bruce R. McConkie
Howard W. Hunter L. Tom Perry
Rådgivende komité
J. Thomas Fyans, Daniel H. Ludlow,
John E. Carr, Doyle L. Green
Verl. F. Scott, Dean L. Larsen
International Magazines redaktion
Larry A. Hiller, chefredaktør
Carol Larsen
Den danske Stjernes redaktion
Jørgen Ljungstrøm, koordinator
Translation Service
Vodroffsvej 7, st
DK 1900 København V
Layout
Harry Bohler
Verlag Kirche Jesu Christi
der Heiligen der Letzten Tage
Abonnement
6 numre d. kr. 20.—
12 numre d. kr. 39.-
I løssalg pr. nr d. kr. 4.—
Nævnte priser er incl. moms og porto.
Betaling over giro 120988 til Distributions
Centret Smedevangen 9, 3540 Lynge.
Price for subscribers in the United States
and Canada: $ 6.00
(mailed by surface mail).
© 1975 by the Corporation of the Presi-
dent of The Church of Jesus Christ of
Latter-day Saints.
Indholdsfortegnelse
Mit vidnesbyrd om Jesus Christus, Marion G. Romney 1
Det nye Testamentes verden 5
Græsk-romersk indflydelse i det hellige land, T. Edgar Lyon 8
Hverdagslivet i Palæstina, Edward J. Brandt 11
Samspil mellem evangelierne 13
En kronologi over Kristi liv 20
De sydamerikanske generalkonferencer 23
Brev fra redaktionen 28
Lykketræet 29
Bare for sjov 32
Strålende mure, Iris Syndergaard 34
„De originale malerier af Carl Bloch: Kvinden ved brønden i Sa-
maria på omslagets forside og Forklarelsen på bjerget på bag-
siden af samme findes i Kongens Bedestol i Frederiksborg Slots-
kirke i Danmark. De benyttes med tilladelse fra Det national-
historiske Museum på Frederiksborg."
Mit vidnesbyrd
om
Jesus Kristus
AF MARION G. ROMNEY
2. rådgiver i Det første Præsidentskab
Skønt jeg har båret mit vidnesbyrd om Jesus Kristus
ofte, og skønt jeg også har gjort det for ganske nylig, er
jeg alligevel glad for nu at kunne gøre det igen. Jeg er
blevet kaldet til at blive ved med at bære mit vidnesbyrd
om ham, og der er intet, jeg føler en større trang til at
gøre. Hvis det var muligt ville jeg bære mit vidnesbyrd
for alle mennesker.
Ordet „Jesus" er det navn, der blev givet til „barnet i
Betlehem". Da han voksede til, blev han kendt som
„Jesus af Nazaret".
„ ... de fandt ham i helligdommen . . .
midt iblandt lærerne og (han) lyttede til
dem og spurgte dem ud;" (Luk. 2:46)
Ordet „Kristus" er både et efternavn og en titel. Man
giver Jesus af Nazaret dette tilnavn, fordi han opfyldte
profetierne om Messias i Det gamle Testamente. Dr.
James E. Talmage brugte ordet i denne betydning, da
han kaldte sin bog „Jesus the Christ", idet kendeordet
„the" betegner, at det er en titel, foruden at være et
navn.
Jeg tror aldrig, at der har været noget tidspunkt, hvor
jeg på nogen måde har stillet det mindste spørgsmål-
tegn ved, at Jesus af Nazaret er Kristus; Søn af Faderen
både i ånden og i kødet, verdens Frelser.
I skrifterne står der mange beretninger om ham og
udtryk, som bekræfter denne min overbevisning. For
hver gang, jeg tænker på dem, får jeg større for-
ståelse for deres betydning og af hans guddomme-
lighed.
Den første egentlige begivenhed om Jesus, som er
bevaret for eftertiden, fandt sted i Himlen, hvor Faderen
præsenterede evangeliets plan for alle ånderne.
Efter at have forklaret planen, i følge hvilken der var brug
for en Frelser, sagde Faderen:
Hvem skal jeg sende? Og han, der skulle blive Men-
neskesønnen, svarede: Her er jeg, send mig . . ." (Abr.
3:27)
Nu afdøde apostel Orson F. Whitney har i et digt med
ophøjede vendinger omskrevet beretningen om det der
skete ved den lejlighed.
Guderne sad i højtideligt råd . . .
. . . Det var en betagende stund,
som det vil gavne os at tænke over,
da endnu uskabte verdeners skæbne
lå skælvende på vægtskålen.
Stilheden virkede som en fortryllelse,
indtil — blandt hine konger og præster —
en skikkelse rejste sig
høj af vækst og fuld af åndelig kraft;
i denne skare fandtes ingen
ædlere end han.
I hans skikkelse forenedes styrke med ynde,
ydmyg var han, af udseende dog som en gud;
hans åsyns herlighed overgik middagssolens.
Han talte — og alles øjne rettedes mod ham.
Stilheden føltes endnu dybere.
„Fader!" — røsten lød som musik —
„Fader, eftersom en eller anden er nødt til
at dø for at forløse dine børn fra dødeligheden på
de kloder, der endnu er tomrum og uden form,
men hvor pulserende liv vil komme
til at udfolde sig,
og da den mægtige Michael (Adam)
først må falde for at mennesket kan blive til
og komme til jorden —
og du skal udvælge og sende en Frelser -
se, her er jeg — send mig!
Jeg beder ikke om belønning — søger den ikke,
kun, at jeg må få det tilbage, som engang var mit.
Lad det frivillige offer være mit,
din være æren evindelig! . . ."
(O. F. Whitney, „Elias, an Epic of the Ages," Salt Lake
City, 1914, side 17) (Her oversat til prosa.)
En anden beretning, der hjælper mig til at forstå noget
om Jesus som person, endnu inden han kom til jorden
som menneske, er beretningen om, hvordan han viste sig
for Jareds broder på Shelembjerget. For mig at se, er
denne begivenhed en af de mest dramatiske, som er
overleveret til os gennem de religiøse skrifter.
I husker, at Jareds broder, som svar på Herrens
spørgsmål: „. . . Hvad vil I have, at jeg skal gøre, for at I
kan have lys i jeres fartøjer? . . ." (Ether 2 : 23) „. . . smel-
tede 16 små sten ud af en klippe ... og han bar dem i
hænderne op på bjergets top og råbte ... til Herren og
sagde:
„. . . rør derfor, o Herre, ved disse sten med din finger og
få dem til at lyse i mørket ... så vi kan have lys, me-
dens vi farer over havet." (Ether 3 : 1,4)
Så stor var hans tro, at „. . . (Herren) strakte . . .
hånden ud og rørte ved stenene med fingeren, en efter
en. Og sløret blev taget bort fra Jareds broders øjne, og
han så Herrens finger . . ." (Ether 3 : 6)
Senere viste Herren sig for Jareds broder og sagde:
„Se, jeg er den, som fra verdens begyndelse var udset til
at forløse mit folk. Se, jeg er Jesus Kristus. Jeg er Fade-
ren og Sønnen. I mig skal alle mennesker have lys for
evigt, ja, de som vil tro på mit navn; og de skal være
mine sønner og døtre.
Jeg har aldrig vist mig for noget menneske, som jeg har
skabt, thi aldrig har noget menneske troet på mig, som
du har. Ser du, at de er skabt i mit eget billede? Ja, alle
mennesker blev i begyndelsen skabt i mit eget billede.
Se, dette legeme, som du nu ser, er min ånds legeme,
og jeg har skabt mennesket efter min ånds legeme, og
som jeg ser ud for dig i ånden, således skal jeg vise
mig for mit folk i kødet. (Ether 3:14: 16)
En tredie begivenhed, der har givet mig et indtryk af
Jesus, før han kom her til jorden, er hans udtalelse til
Nephi angående sin fødsel.
Omkring år 6 f. Kr. profeterede lamanitten Samuel, at
når Kristus blev født, ville der gå en dag og en nat og
endnu en dag, uden at det blev mørkt. De vantro sagde,
at tiden nu var forpasset for dette tegn, og planlagde at
få de troende henrettet.
Da Nephi, som var barnebarn af Helaman, „. . . så denne
folkets ugudelighed, blev hans hjerte meget bedrøvet.
Og han gik ud og knælede ned på jorden og anråbte
sin Gud stærkt på sit folks vegne, ja, for dem, som
skulle udryddes på grund af deres tro på deres fædres
overleveringer.
Og han anråbte Herren indeligt den ganske dag, oh se,
Herrens røst kom til ham og sagde:
Løft hovedet og vær ved godt mod, thi se, tiden er for
hånden, og i denne nat skal tegnet gives, og i morgen
kommer jeg til verden.
Og det skete, at de ord, der kom til Nephi, blev opfyldt,
ligesom de var blevet sagt; thi se, ved solnedgang blev
der intet mørke . . ." (3. Ne. 1 : 10-13, 15)
Denne begivenhed er for mig et gribende bevis på den
uendelige omsorg og interesse Frelseren viser os
dødelige. Den bekræfter mit vidnesbyrd om hans gud-
dommelighed.
Beretningerne om hans jordiske tjenestegerning er lige-
ledes fulde af uomstødelige beviser for hans guddomme-
lighed.
Den visdom, han lagde for dagen, er uden lige.
For eksempel: Da han kun var 12 år gammel, fandt hans
mor Maria og hendes mand Josef „. . . ham i hellig-
dommen, hvor han sad midt iblandt lærerne og lyttede til
dem og spurgte dem ud;
og alle, v som hørte ham, blev ude af sig selv af for-
bavselse over hans forstand og svar." (Luk. 2 : 46—47)
Følgende begivenhed, som Lukas beretter om, er også
tydeligt vidnesbyrd om Kristi guddommelige visdom:
„. . . de skriftkloge og ypperstepræsterne søgte af lægge
hånd på ham . . .
... de holdt øje med ham og udsendte lurere, der an-
stillede sig, som om de var ærlige folk, for at fange ham i
ord, så de kunne overgive ham til øvrigheden og
landshøvdingens magt.
Kristus svarer de sammensvorne farisæere:
„Giv kejseren, hvad kejserens er . . ." (Mark. 12 : 17)
Og de spurgte ham og sagde: „Mester! vi ved, at du taler
og lærer ret og ikke kender til personsanseelse, men
lærer sandfærdigt om Guds vej.
Har vi lov til at give kejseren skat eller ej?" (Luk.
20:19-22)
Hvis Jesus havde svaret ja, ville jøderne være blevet
rasende. Havde han sagt nej, så ville han dermed have
sat sig op mod romerne.
„Men da han mærkede deres underfundighed, sagde
han til dem:
,Vis mig en denar; hvis billede og indskrift bærer den?'
De svarede: .Kejserens'.
Da sagde han til dem: ,Sa giv da kejseren, hvad kejse-
rens er, og Gud, hvad Guds er'.
Og de var ikke i stand til at fange ham i ord i folkets
påhør, men undrede sig over hans svar og tav." (Luk.
20 : 23-26)
Ikke alene var Jesus alvis, men han var også alvidende
og almægtig.
Følgende beretning illustrerer hans alvidenhed:
„Efter at de var kommet til Kapernaum, gik de, der
opkrævede tempelskatten, hen til Peter og sagde:
.Betaler jeres mester ikke skatten?'
,Jo,' siger han. Og da han var gået ind i huset, kom
Jesus ham i forkøbet og sagde: ,Hvad mener du, Simon?
Af hvem tager jordens konger told eller skat, af deres
egne sønner eller af de fremmede?'
Han svarede: ,Af de fremmede,' Da sagde Jesus: ,Så er
jo sønnerne fri.
Men for at vi ikke skal forarge dem, så gå ned til søen,
kast en krog ud, og tag den første fisk, som kommer op;
og når du åbner dens mund, så skal du finde en
stater, tag den og giv dem den for mig og dig!'" (Matt.
17:24-27)
Markus beretter følgende eksempel:
„Da de nærmede sig Jerusalem, til Betfage og Betania
ved Oliebjerget, sender han to af sine disciple afsted og
siger til dem:
,Gå hen i landsbyen lige foran jer; så vil I straks, når I
kommer ind i den, finde et føl bundet, som endnu intet
menneske har siddet på; løs det og kom med det.
Og hvis noget spørger jer: Hvorfor gør I det? så skal I
svare: .Herren har brug for det, og han sende det straks
tilbage igen.'
Og de gik derhen og fandt føllet, der stod bundet uden
for en port i gyden, og de begynder at løse det.
Og nogle af dem, der stod dér, sagde til dem: .Hvad er
det, I gør! I løser jo føllet!'
De svarede dem, såden som Jesus havde sagt, og så
lod de dem gøre det." (Mark. 11 : 1-6)
Der findes utallige eksempler på hans almagt:
Han viste sin magt (1) over elementerne ved at gøre vand
til vin (Joh. 2:1-11), ved at stilne stormen (Matt.
8 : 23-27, Mark. 4 : 35-41, Luk. 8 : 22-25) og ved at gå
på vandet (Matt. 14:24-33, Mark. 6:47-52, Joh.
6 : 16—21); (2) over sygdom ved at helbrede den konge-
lige embedsmands søn (Joh. 4 : 46-54), Peters sviger-
mor (Matt. 8 : 14-15, Mark. 1 : 29-31, Luk. 4 : 38-39) og
den blodsottige kvinde (Matt. 9 : 20-22, Mark. 5 : 25-34,
Luk. 8:43-48); (3) over urene og onde ånder ved at
jage dem ud af de to djævlebesatte mænd (Mark. 1 : 23,
Luk. 8 : 26-39) og af drengen, hvem det ikke var
lykkedes disciplene af helbrede (Matt. 17 : 14-21, Mark.
9 : 37-43); (4) over døden ved at opvække enkens søn
fra Nain (Luk. 7 : 11-17) og ved at kalde Lazarus frem fra
graven (Joh. 11 : 17-46); (5) og over graven ved selv af
opstå og lade andre opstå samtidig (Luk. 24:1—6,
Matt. 27:52-53).
Alle disse ting — begivenhederne i hans forudtilvårelse,
beviserne på hans visdom og på hans alvidenhed og
almagt, og hans sejr over graven — alt dette bekræfter
mit vidnesbyrd om, at Jesus er Kristus.
Men den virkelige kilde til mit vidnesbyrd er imidlertid
Helligåndens vidnesbyrd, som jeg har modtaget som
resultat af at følge Moronis råd om at adspørge
Gud, den evige Fader, i Kristi navn . . ." (Moro. 10:4) og
Herrens råd til Oliver Cowdery om at „. . . udtænke det i
dit eget sind, og da. . . adspørge mig, om det er rigtigt;
og dersom det er rigtigt, vil jeg bevirke, at dit hjerte
brænder i dig, og derved skal du fornemme, at det er
rigtigt." (L&P. 9 : 8)
Jeg har fulgt disse anvisninger, og jeg har følt det
brænde i mit hjerte. Herren har oplyst mig og givet mig
fred i sindet. Han har givet mig et vidnesbyrd i mit hjerte
gennem Helligånden. Jeg ved, at Jesus er Kristus.
Marion G. Rommney
Det
nye Testamentes
verden
Alle de kræfter, som vi kalder verdenshistorien,
krydsedes i et lille land ved navn Palæstina for
næsten 2000 år siden - de samledes i en enkelt
mands liv. Denne mand var Jesus, som led døden
på korset på Golgata. Og efter denne begivenhed
var alting forandret.
Men i modsætning til den mands og det lands
overordentlige store betydning står det beskedne
indtryk, de gør udadtil — både manden og landet.
Han var jøde, tømrer og romersk undersåt. I landet
var der bakker, søer, liljer og hvede. Han vandrede
i støvet på dets landeveje gennem larmen i byernes
gader.
På de følgende sider vil vi lære at forstå den tid og
den egn, der var vidne til Jesu opvækst. Et skema
udfylder det historiske tomrum mellem Det gamle
og Det nye Testamente. Både Grækenland og Rom
påvirkede Palæstinas politiske og sociale struktur.
Visse verdslige ting, såsom at dyrke jorden, at
fiske, at betale skat, og at holde sabbaten hellig
forenede det jødiske folk, selv om politiske og re-
ligiøse synspunkter kunne skille. Studium af kortet,
vil lære os at opfatte dette lille barske lands topo-
grafi, dets politiske provinser og geografiske ind-
deling. Læsning af evangelierne vil give os en
kronologisk oversigt over de vigtigste begiven-
heder i Kristi liv.
Så velkommen til Det nye Testamentes verden.
I DET NYE TESTAMENTE
TIDSANGIVELSER
DET SVARER TIL KL.
SKRIFTSTEDSHENV1SNINGER
Den tredie time
Den sjette time
9.00
12.00
Matt. 20:3; Mark. 15:25
Matt. 20:5; 27:45; Mark. 15:33;
Luk. 23:44; Joh. 4:6, 19:14
Den syvende time
Den niende ime
13.00
15.00
Joh. 4:52;
Matt. 20:5; 27:45-46
Mark. 15:33-34; Luk. 23:44
Den tiende time
Den elevte time
16.00
17.00
Joh. 1:39
Matt. 20:6, 9
TIDSANGIVELSER
I DET NYE TESTAMENTE
Natten var inddelt i vagter eller perioder på tre timer
ved hvis udgang den stedlige vagt blev afløst (Mark. 13:35)
DET SVARER TIL AT
VAGTEN BLEV AFLØST KL.
SKRIFTSTEDSHENVISNINGER
Første vagt
21.00
Mark. 13:35
Anden vagt
Tredie vagt
00.00
03.00 hanegal
Matt. 25:6; Luk. 11:5
Matt. 26:74; Mark. 14:68, 72
Luk. 22:60-61; Joh. 18:27
Fjerde vagt
6.00
Matt. 14:25: Mark. 6:48
Emne: Tiden mellem to testamenter
„Oliebjerget — hvor vi så ofte gik"
Foto af Don O. Thorpe
Der fandtes tre forskellige møntsorter i Palæstina på Det nye
Testamentes tid: den officielle møntsort var den romerske
eller kejserlige; den møntsort, man oftest kom ud for på
landet, var den gamle græske. Desuden fandtes den lokale,
jødiske møntsort. Det at få vekslet penge var en ganske
naturlig del af daglig- og forretningslivet for de mennesker,
der levede på Det nye Testamentes tid.
OFFICIEL BENÆVNELSE
FOR MØNTEN
JØDISKE PENGE
Lepton
GRÆSKE PENGE
Drachma
Dedrachma
Stater *)
Mina
ROMERSKE PENGE
Quadrans
As
Denarius
Aureus
BENÆVNELSE
ANVENDT I KING
JAMES UDGAVEN
Mite
Piece of silver
Piece
Tribute
A piece of money
Pieces of silver
Money
Pound
Farthing
Farthing
Penny, pence
(Gold)
BENÆVNELSE
ANVENDT I DEN
DANSKE UDGAVE
øre
drakme
skat
stater
sølvpenge
penge
pund
øre
skilling
denar
(guld)
SKRIFTSTEDS-
HENVISNINGER
Mark. 12:42
Luk. 12:59; 21:2
Luk. 15:8-9
Matt. 17:24
Matt. 17:27
Matt. 26:15; 27:3,
5-6,9; Mark. 14:11
Matt. 28:12, 15
Luk. 19:13; 16, 18,
20, 24-25
Matt. 5:26; Mark 12:42
Matt. 10:29; Luk. 12:6
Matt. 18:28; 20:2, 9-10,
13; 22:19; Mark. 6:37;
12:15; 14:5; Luk. 7:41;
10:35; 20:24
Joh. 6:7; 12:5
Matt. 10:9
MØNTEN VAR
LAVET AF
bronze
sølv
bronze
kobber
sølv
guld
Persisk dominans
(538-332 f. Kr.)
Efter at Babylonien var
erobret, bekendtgjorde
Persiens konge, Kyros
(538 f.Kr.), at Judas folk, som
havde levet i landflygtighed,
kunne vende hjem. Dette
foregik, i følge de skrifter,
vi har om emnet, ved 3 folke-
vandringer. Men frafald og
persisk herredømme ses
stadig på det tidspunkt, da
Det gamle Testamene slutter.
■*■ co^ to
y u_
459 f.Kr. Ezra leder den
anden store gruppe jøder,
som har levet i landflyg-
tighed, tilbage til Det
forjætede Land.
(Ezra 7:1, 6-29)
ca. 450 f.Kr. Advarer
profeten Malakias mod at
bryde pagterne. Apostasien
breder sig.
445 f.Kr. Nehemias, som
er blevet udnævnt til
statholder, leder en anden
gruppe tilbage. (Neh.
2:1-11; 5:15; 7:5-73)
Optegnelserne indsamles,
og det befales, at de skal
læses for folket - Ezra
bliver udnævnt til skriver.
(Neh. 8:1-8) Her påbegyn-
der man oprettelsen af
synagogen.
ca. 432 f.Kr. Efter at have
været borte et stykke tid,
vender Nehemias tilbage
for at reformere og
bekæmpe det voksende
frafald. (Neh. 13)
Her slutter Det gamle
Testamentes beretninger.
Ingen kende profeter
arbejdede blandt jøderne
under deres kamp som
folk før Messias, Jesus
Kristus, kom.
332 f.Kr. Makedoniens
Alexander den Store
erobrer Palæstina og
indsætter grækere og
vassalherrer over sit nye
territorium, vasallere var
folkets regenter — men de
var undergivet Alexander.
Det var begyndelsen til
den græsk-makedoniske
periode.
(Visse historiske kyndige mener, at blodpenge og de penge, som soldaterne fik „under bordet"
var statérer.)
Fra Malakias til Mattæus - Tiden mellem to testamenter
Dette skema er udarbejdet af Edward F. Brandt,
som underviser ved Institute of Religion ved University of Utah
Den græske dominans
Den makkabæiske
Selvstændighed
Romersk herredømme
(332-175 f. Kr.)
opstand
(172-142 f. Kr.)
(142-63 f. Kr.)
(63 f Kr.-73 e. Kr.)
Det græsk-makedoniske dynasti over Juda begyndte
Der blev gjort
Hasemonitterne (som
Juda måtte underkaste
med, at Juda blev erobret af Alexander. Dette blev
oprør mod Vassal-
måske er bedre kendt
sig Pompei (63 f.Kr.)
begyndelsen til den hellenistiske indflydelse blandt
herrerne og den
som Makkabæerne)
og herved begyndte det
Judas folk. Efter Alexanders død, blev ledelsen af
nedbrydende
anførte Judas folk i deres
romerske herredømme
hans store rige efterhånden fordelt på flere
indflydelse den
uafhængighed. Denne
i landet, der skulle
forskellige mennesker. Til sidste kom Juda ind under
hellenistiske
periode kaldes også
vedvare hele Kristi levetid
de græsk-egyptiske konger, som blev kaldt ptole-
filosofi øvede på
,,Common"-tiden, Altså
og indtil 73 e.Kr.
mæerne. (301-199 F.KR.) Siden gik herredømmet over
Juda.
den tid, hvor riget blev
denne provins over til de græsk-syriske konger, der
styret af ikke-adelige.
blev kaldt seleuciderne.
co t- co oomoor-'* 5!o>
co ^- o w v"
CD CO OJ 2«-*;
CO CO C\J .^t-t-i-t- r- y-
»-• a>
323 f.Kr. Efter Alexanders
168 f.Kr. Der udbrød
142 f.Kr. Juda fortsætter
37 f.Kr. Herodes, der som
død. blev det store riqe
oprør, men det blev
sine erobringer, indtil de
gunstbevisning fra det
til sidst delt mellem fire
skånselsløst nedkæmpet.
omsider sikrede sig det
romerske senat havde
af de mænd, der hævdede
Desuden bvggede syrerne
" meste af landet samt den
fået det hverv at være
at skulle være Alexanders
et befæstet citadel, som
uafhængighed, som landet
vasalkonge over Juda,
efterfølgere. I denne
kaldtes Acra, ved
så længe havde håbet på.
regerede nu tyrannisk
periode var Palæstina en
Jerusalem for at styrke
over et folk, der kaldte
stødpudestat mellem
indbyrdes konkurrerende
deres position. Oppositio-
nen voksede en gruDpe
129 f.Kr. Samaritanerne
og Idumæerne (græsk
for edomitterne) under-
lægges Juda og bliver en
del af riget.
63 f.Kr. Pompei og de
romerke styrker, som har
erobret det græsk-syriske
rige, som tilhørte se-
leuciderne, tager nu
magten i Jerusalem, og
Juda er igen blevet en
vasalstat, denne gang
under Rom.
ham „halvjøde!" Med
hård hånd sørgede han
dele af kejserriget.
mennesker, der kaldtes
Hasidium (de fromme)
for ro og orden i riget,
og under ham blev der
301 f.Kr. Ptolemæernes
herredømme over Juda
i Palæstina begyndte med
at det omsider lykkedes
dem at erobre hele landet.
Ptolemæerne var de
græske regenter i Eqvpten.
Man ved ikke ret meget
om. hvordan de regerede
Juda.
gjorde modstand ved
hemmeligt at leve i
ørkenen. (Man regner
med, at det er fra denne
gruppe, farisæerne
stammer.)
167 f.Kr. Templet blev
vanhelliget og brugt som
helligdom for den græske
gud. Dødsstraffen blev
gjort meget for at fremme
den græsk-romerske
kultur blandt folket.
20 f.Kr. Herodes begyndte
genopbygningen af templet
og hele komplekset
omkring templet. Arbejdet
på selve templet blev
stort set fuldført i løbet
af otte år, men hele pro-
indført for at forstærke
jektet blev ikke afsluttet
ca. 283 f.Kr. Den hel-
lenstistiske indflydelse
på Judas folk gjorde at
Det gamle Testamente
(Septuagint [LXX]) blev
forbudet mod at følge
Moseloven. Dyrkelsen af
hedenske guder blev
obligatorisk.
før mange år efter hans
død, ja, endog efter
Kristi tid.
oversat til græsk. Under
I følge overleveringer
ledelse af Ptolemæus II
I landsbyen Modin,
døde Herodes år 4 f.Kr.,
Philadephus og officielt
modsatte Mattathias af
altså kun ca. et år efter
godkendt af ypperste-
Hasmon familien, som
Kristi fødsel (som mange
præsten i Jerusalem
senere fik tilnavne Ma-
lærde mener i virkelig-
blev dette arbejde fuldført
kabæeren, sig en syrisk
heden fandt sted år
af folkets dertil bemyn-
officers forsøg på at
5 f.Kr.)
digede ældster i Alexandria
gennemtvinge dekreterne
i Egypten.
mod hans folk. Dette blev
signalet til oprør over
198 f.Kr. De græske
hele landet. Efter hans
regenter i Syrien, som
død fortsatte hans søn
•
kaldes seleuciderne
Judas i sin fars fodspor.
erobrede landet og
forstærkede den hel-
Hasmon-familien var nu
lenistiske indflydelse
ledere, og de opnåede
i vasallandet.
en uafhængighed for
Juda, som varede ved
175 f.Kr. Udbytning og
indtil romernes erobring
den tvungne tilpasning
af landet i 63 f.Kr.
til den græske kultur,
(Se skemaet over Hasmon-
som regenterne udsatte
familien. Numrene angiver
Juda for, var et stort pres
rækkefølgen af lederne.)
på folket. Templet blev
plyndret, ordinanserne
164 f.Kr. Templet blev
i forbindelse med
renset og genindviet
offerydelser, omskæring,
under Judas Makkabæus'
religiøse fester og sab-
ledelse. Denne dag bliver
batter blev forbudt. Der
herefter fejret hvert år
blev givet ordrer til,
som Hanukkah eller ind-
at skrifterne skulle
vielsesfesten (Somme tider
tilintetgøres, og mange
kaldes den lysfesten).
lovbøger blev brændt.
Det ledende præstedøm-
mes indflydelse blev
udhulet, ved at stillingen
som ypperstepræst blev
solgt til den højest
bydende.
Græsk-
romersk
indflydelse i
det hellige
land
AF T. EDGAR LYON
Emner: Grækenland, Rom, Det
hellige Land
„Forklarelsens Bjerg'
Foto af Don O. Thorpe
Det hellige Land lå på den store
karavanerute, som fordum forbandt
den rige Nildal i Egypten med Tigris'
og Eufrats floddale. Der blev tran-
sporteret mange varer fra den ene
ende af denne store, bueformede
rute til den anden. Imellem disse to
store dalsystemer lå den arabiske
ørken. For at undgå at skulle igen-
nem den, passerede ruten gennem
det, der af historikere er blevet kaldt
„den frugtbare halvmåne". Via
denne rute konkurrerede handlende
og fabrikanter om Østens krydderier,
om metallerne, silken og hørlærredet
fra Damaskus, om Babyloniens og
Persiens tæpper, om kornet, de tør-
rede frugter, vinen og olivenolien fra
Palæstina og om parfumerne, guldet,
elfenben, ibenholt og juveler fra
Egypten og fra resten af Afrika.
Denne rute er blevet gennemrejst af
nomadehyrder, karavaner, hele folk,
der var på vej for at bosætte sig et
andet sted samt hære på erobrings-
tugter fra førhistorisk tid.
En af disse erobrere var Alexander
den Store. Han var en af de mest
handlekraftige monarker i antikkens
verden. Han helligede sig fuld-
stændig den hellenistiske sag, for
8
han anså den hellenistiske (græske)
kultur som løsningen på alle de
onder, der plagede samfundet.
Aristoteles, den berømte græske filo-
sof, som var Alexanders lærer, havde
indgivet sin elev stor beundring for
græsk litteratur, videnskab, filosofi
og religion, for græsk kunst med den
understregning af det menneskelige
legeme som skønhedens fuldkom-
mengørelse. Den purunge Alexander
påtog sig da at erobre hele datidens
kendte verden, idet han var over-
bevist om, at hvis blot verdens ung-
dom kunne blive overbevist om
værdien af den klassiske græske
måde at anskue tingene på, så
kunne han danne den bedste rege-
ring, verden nogen sinde havde
kendt, og sikre at folkene kunne leve
i fred og sikkerhed, samt at de havde
rigeligt med levnedsmidler, forstod at
værdsætte alt, hvad der var smukt i
livet, samt at de havde den rette reli-
giøse overbevisning, der ville sikre
dem udødelighed og et lykkeligt liv,
medens de endnu befandt sig i døde-
ligheden.
For at nå disse mål oprettede
Alexander nye byer, som skulle være
undervisningscentre, for her var der
ingen traditioner eller skikke eller
rodfæstede interesser, der kunne
stille sig hindrende i vejen for, at
hans ideer blev accepteret. Alezan-
dria, Alesandretta, Alexandropole,
Alexandropolis, Decapolis (fem af ti
byer i Det hellige Land og Coel-
syrien) og andre byer blev grundlagt,
og man håbede, at hvis menneske-
heden kunne befri sig for overtro,
falske religioner og mysticisme så
ville verden nå frem til en paradisisk
tilstand.
Da Alexander blev 20 år gammel var
han blevet konge over Makedonien
og Grækenland. Ved sin død 13 år
senere i 323 f. Kr. bestod hans kejser-
rige af det græske fastland, Lille-
asien, Persien, Tigris-Eufratedalen
og landet øst på mod Indus, Sorte-
havets kyster, Palæstina, Egypten og
Syrien. Tre af hans generaler delte
dette vældige rige imellem sig, men
der var ingen af dem, der var besjæ-
let af den samme iver, handlekraft,
som havde været Alexanders driv-
kraft. Ptolemæus, som overtog
Syrien og Østen oprettede begge
dynastier, som bestod, indtil
romerne overtog hele området i det
første århundrede f. Kr.; men ingen
af disse konger lagde samme efter-
tryk på „helleniseringen" af Østen
og Mellemøsten, som Alexander
havde gjort.
I løbet af de århundreder, der fulgte
efter blev de kongeriger, som Alexan-
der havde skabt, efterhånden
udslettet, indtil de alle igen blev
samlet, denne gang under det
romerske kejserrige. Romerne søgte
efter fællesnævnere, der kunne
smede deres erobringer sammen til
ét rige, og vendte tilbage med ideen
om en statsstyret kulturel og reli-
giøs enhed. Der blev anvendt store
summer på overdådige marmor-
templer spredt ud over hele riget. Der
blev udhugget i tusindvis af statuer,
der forestillede mystiske guder og
berømte mennesker. Der blev bygget
teatre og koncertsale over hele riget;
og der dukkede utroligt mange
skuespilforfattere, historikere og
digtere op i kulturlivet. Man lagde
vægt på skønheden i det fysiske
legeme, der skulle veludvikles gen-
nem atletik og gymnastik.
I Palæstina skabte denne hellenisme
en konflikt mellem det jødiske folk og
regeringens forsøg på at udbrede
denne kultur blandt de unge jøder.
Mange af de kulturelle idealer stod i
direkte modsætning til grundlaget
for den jødiske religion og de jødiske
idealer for familielivet. For jøderne
var kunst i enhver form i modstrid
med moselovens andet bud. Statuer
af nøgne mennesker, såvel som det
at svømme og gøre gymnastik i nøgen
eller næsten nøgen tilstand var det
jødiske folk imod, som i løbet af år-
hundrederne havde skabt meget
strenge standarder, der forbød at
vise nogen del af legemet offentligt
undtagen hænder, fødder, hals og
hoved. Kvinderne bar slør offentligt,
for at deres ansigter ikke skulle ses.
Der var ingen offentlige badeanstal-
ter, hvor folket svømmede eller tog
bad i selskab med andre. De romer-
ske teaterforestillinger behandlede
ofte emnet sex på en måde, der
forargede jøderne. Seksuelle forhold
uden for ægteskabet blev diskuteret
på scenen, uden at man også så,
at disse synder blev straffet; dette
generede jøderne, som holdt fast
på, at der skulle straffes for disse
ting. Den jødiske religion var baseret
på åbenbaringer fra Gud gennem
profeterne og patriarkerne. Den
hellenistiske kultur satte menneske-
lig fornuft, observation af og erfaring
med andre mennesker i højsædet,
idet den fremhævede, at al religion i
virkeligheden stammede fra disse
ting og ikke fra en kommunikation
med højere magter.
Jøderne modsatte sig regeringens
program for indoktinerringen af ung-
dommen. Jøderne var rede til at gøre
oprør (Det var jo lykkedes dem at
oprette et uafhængigt rige i 142 f.
Kr.), og romerne gjorde derfor deres
til at underminere den solidaritet,
som jøderne følte gennem deres
kultur. I udkanten af Jerusalem blev
der anlagt en 'idrætsplads. Man op-
muntrede de unge til at deltage i for-
skellige sportsgrene iført et minimum
af tøj. Pigerne lærte at bryde deres
mødres dominans, til at få en uddan-
nelse, til at klæde sig i nymodens tøj,
til ikke at bruge slør og til at anvende
de offentlige bade. Der blev oprettet
skoler, hvor man underviste i
hedensk kunst, litteratur, videnskab
og græsk moralopfattelse. Nogle få
kilometer nord for Nazaret blev
bygget et nyt, hellenistisk center,
som blev kaldt Sephoris. Det blev
bygget, medens Jesus var dreng, og
det var et forsøg på at infiltrere
Galilæa med den græske kultur. For
regeringens embedsmænd var dette
et middel til at underminere solidari-
teten blandt jøderne. Målet var at
forhindre religiøse fanatikere i at
ophidse til revolution og forsøg på
at forjage romerne fra landet. Hele
planen gik ud på at få jødedommen
til at ophøre med at eksistere som
monoteistisk religion i en pluralistisk
romersk stat.
Rom regerede sit vældige kejserrige
ved at lade de stærkeste af de lokale
konger beholde deres værdighed,
idet de ganske vist vedblivende lod
dem kalde sig konger, mens de i
realiteten regerede under en
romersk statholders ledelse. Det er
nødvendigt, at vi forstår, at den
magt, der var givet til både den
religiøse og politiske myndighed, og
som den romerske regering indrøm-
mede dem, som førte kontrol med
jødernes vasalstat, var begrænset.
Dette fremgår af den frygt, den
herskende, jødiske forsamling viste
for at de romerske myndigheder i til-
fælde af, at den bevægelse, Jesus
stod som leder af, blev stor, ville be-
tragte den som endnu en jødisk revo-
lution og fjerne det herskende ari-
stokrati, som ikke havde formået at
standse bevægelsens udvikling. (Se
Joh. 11 :48)
Herodes den Store var regent, da
Jesus blev født, men han stod under
den romerske statholder i Syrien. (Se
Luk. 2:1-2) Efter Herodes' død, blev
hans område delt mellem tre af hans
sønner, som kun fik rang af „etnark"
(en, der regerer over en stamme eller
en nation, statholderen over en
provins), men dog stadig havde lov til
at kalde sig konger inden for deres
lokale område. På det tidspunkt, da
Jesus blev korsfæstet, var der blevet
indsat en romersk statholder over det
hellige land; han havde hovedkvarter
i Kæsarea.
Efter at Palæstina havde fået sin
egen statholder, blev Kæsarea hans
bopæl. Statholderne tog sædvanligvis
kun til Jerusalem for at overvære de
vigtige jødiske højtider, såsom
påsken, pinsen, løvhyttefesten og
tempelvielsesfest. Når statholderen
i sådanne anledninger gæstede
Jerusalem, boede han i Antonio-
fæstningen, hvor der året igennem
var stationeret en lille garnison, der
ledsagede den romerske statholder
under hans besøg ved festlighederne.
Rom kontrollerede Palæstina gen-
nem hele Kristi levetid og i den
kristne kirkes første tid. Skønt
Palæstina var et forholdsvis lille
land, var dets geografiske belig-
genhed dog gunstig for kristendom-
mens udbredelse. Den rute som
havde vist sig at være fordelagtig for
så mange erobrere og handlende,
hære og karavaner, blev nu brugt til
udbredelse af evangeliet. Fra
Palæstina skulle verdens Frelsers
lære sprede sig ad de samme gamle
handelsveje og kristne store dele af
den del af verden.
T. Edgar Lyon er lærer ved Salt Lake Institute
of Religion, University of Utah. Han arbejder
som gruppeleder for højpræsterne i Rose Crest
Ward, Salt Lake Canyon Rim staven.
9
Emne: Det nye Testamente
Hverdagslivet i Palæstina
AF EDWARD J. BRANDT
Har I nogen sinde tænkt over,
hvordan folk egentlig levede i Judæa
på den tid, da Frelseren levede på
jorden? Hvad boede de i? Hvilke
erhverv havde de? Hvor og hvorledes
dyrkede de Gud?
Man kunne stille disse og mange
andre spørgsmål. Men det er ikke
kun selve landet, århundrederne har
forandret; de har også skjult
ruinerne af byer, ja, byer, som
engang var myldrende fulde af liv og
af den tids aktiviteter. Arkæologiske
opdagelser har gennem årene givet
os mange nøgler til forståelse af
fordums tid. Især gamle optegnelser
har givet os værdifulde oplysninger,
som kan hjælpe os til at samle et
temmelig nøjagtigt billede af
datidens samfund. Det nye Testa-
mente giver os sammen med disse
optegnelser som f. eks. Mishma eller
mundtligt forklarede, jødiske tradi-
tioner, et indblik i hverdagslivet på
Jesu tid.
Moseloven var folkets religiøse
fundament. Men frafald havde
svækket dens oprindelige hensigter
gennem udvikling af „traditioner".
Disse bestod for størstedelen af lov-
bestemmelser, som var resultat af
fortolkninger af skriften uden myn-
dighed fra Gud, og de angik først og
fremmest Moseloven. „Traditioner-
ne" var blevet til byrder, ydre ting,
som beherskede daglivet for den
enkelte. Frelseren fordømte fari-
sæerne, som var de stærkeste til-
hængere af dette system. Han
spurgte: „Hvorfor overtræder I selv
Guds bud for jeres overleverings
skyld? . . . Således har I sat Guds lov
ud af kraft..." (Matt. 15:3,6; se
også Mark. 7:3, 8-9, 13) Men folket
var i høj grad blevet påvirket af
denne kendelse: „De lærdes ord skal
opfattes langt strengere end lovens
ord." (Sanh. 11.3)
Forskellen mellem de sekter, som var
opstået blandt folket, bestod i
væsenlig grad i, hvor vidt de
accepterede og fulgte ældsternes
traditioner. De enkelte sekter havde
ikke så mange medlemmer. Josphus
skriver, at af landets indbyggere
(nogle få hundrede tusinder) var der
kun ca. 6000 farisæere. (Antiq. XVII
3, 4) Saddukæerne var med fordring
på præsterettighederne en endnu
mindre, aristokratisk gruppe, som
havde stor indflydelse, og hvis med-
lemmer sad i mange nøglepositioner,
både politisk og religiøst, fordi de
støttede de fremmede magthavere.
Men selv saddukæerne gik ind for
nogle af „traditionerne", som blev
holdt i hævd blandt folket. Der var
også andre sekter på den tid.
Essenerne var af en anselig størrelse,
men de holdt sig almindeligvis for sig
selv. De øvrige små sekter var
nærmest ligegyldige hvad med-
lemsantal angik.
Det var i Jerusalem disse sekter
florerede, for kun få af deres til-
hængere boede uden for dens
område. De mange mennesker, der
boede i de andre* byer eller på
landet kaldtes Amha Årets eller
„landboerne". De var ikke blevet
oplært i traditionernes detaljer, og
blev derfor anset for at være uvi-
dende, ubetydelige bønder. Man
regnede ikke med, at indbyggerne i
Galilæa og Judæa kunne leve op til
de krav, Guds lov stillede til dem.
Optegnelserne i skrifterne viser, hvor
skeptisk man blandt de religiøse i
byerne betragtede landbørne: „Kan
noget godt være fra Nazaret? . . ."
(Joh. 1 :46) „Er du måske også fra
Glilæa? Slå efter, så skal du se, at i
Galilæa fremstår der ingen profet."
(Joh. 7 : 52) Og dog var det blandt
landboerne Jesus valgte dem, der
skulle være apostle.
Den jævne borger var altså, skønt
han nok var påvirket af mange af
traditionerne, ikke medlem af nogen
af de dominerende sekter på hans
tid som blot foragtede anderledes
troende. Størstedelen af befolknin-
gen var optaget af landbrugsaktivite-
ter — de var grundejere, forpagtere,
eller de var hyrder. Andre havde et
håndværk — de var stenhuggere,
skomagere, skræddere, smede,
pottemagere, tømrere, vævere og
farvere. De, som arbejdede inden for
det samme håndværk, havde normalt
deres værksteder i den samme gade
eller det samme kvarter i byen.
Husene var forskellige alt efter be-
boernes økonomiske kår. Til hvert
hus, der indeholdt flere forskellige
værelser, hørte normalt en gårds-
plads. Nogle af værelserne blev ofte
anvendt i erhvervsøjemed. Tagene
blev ofte brugt som terrasse eller
indre overdækket gård, eller man
havde endnu et værelse deroppe,
som man brugte til gæsterværelse
eller festsal.
Selv i ganske jævne menneskers
hjem mærkede man snart en religiøs
påvirkning. Der var familiebøn
morgen og aften, bøn før og efter
hvert måltid, ligesom familiens med-
lemmer også bad enkeltvis, og
børnene blev stærkt påvirkede
heraf. Det var moderen, der havde
det naturlige ansvar med at oplære
barnet i dets første år. Faderen hjalp
til ved at lære barnet at fremsige
visse passager fra skriften, så han
som femårig kunne læse op. I
Mishna står det beskrevet, hvilke
resultater, der bør være karakteri-
stiske for en dreng/mand på de for-
skellige trin i hans liv. „...Som
femårig (bør han kunne læse)
skrifterne (begyndende med 3. Mose-
bog); som tiårig er han gammel nok
til Mishna; som trettenårig til
11
budene (Lovens søn); som 15-årig til
Talmud; som 18-årig til brudekam-
meret; som 20-årig til at bestride (et
håndværk); som 30-årig til at have
myndighed; som 40-årig til at
dømme; som 50-årig til at give råd;
som 60-årig til at være ældste . . ."
(Aboth 5.21)
Når drengene blev seks år skulle
deres uddannelse føres videre i den
lokale skole, som fandtes i forbin-
delse med næsten enhver synagoge i
landet. Læreren var altid en gift
mand, der blev betalt af forældrene,
som frivilligt ydede bidrag til hans
underhold. Studiet af skrifterne skred
frem fra 3. Mosebog gennem de
andre Mosebøger, videre til pro-
feterne og til sidst til de andre
skrifter. Desuden begyndte studiet af
traditionerne, eftersom alder og ud-
vikling tillod det. Da skolegangen kun
varede en fire-fem timer om dagen,
var der rigelig tid for den unge til at
lære et håndværk. Ved at arbejde
sammen med sin far eller en anden,
fik drengene en håndværksuddannel-
se, så de havde den, uanset hvad
de ellers lærte eller studerede. Hvis
den unge mand i 16-17 års alderen
havde valgt at videreføre sine studier
og gjorde gode fremskridt, kunne
han måske komme til at læse hos
en virkelig god lærer. Men de fleste
gik ud af skolen efter ca. fem år for
at hellige sig deres fremtidige livs-
gerning. Men hvad med kvindernes
uddannelse? Pigernes oplæring
foregik udelukkende i hjemmet.
Hendes første år gik efter samme
mønster som den unge mands — hun
deltog i bønnerne, og hun fremsagde
skriftsteder. Når hun blev ældre,
blev hun undervist i husholdning og
en moders færdigheder; så hun
kunne lære at blive en god mor; men
foruden dette, lærte hun også
meget ved at deltage regelmæssigt i
de forskellige fester og højtider og i
møderne i synagogen sammen med
sin familie.
Tilbedelsen i synagogen var sabba-
tens højdepunkt. Gudstjenesten be-
stod først og fremmest af særlige
bønner og recitation af Sherma, som
er en slags trosbekendelse taget fra
5. og 4. Mosebog. (5. Mosebog
6:4-9; 13-21; 4. Mosebog 15 : 37-
41) Derefter fulgte det vigtigste i gud-
stjenesten — for dens formål var, at
folket skulle undervises. Det be-
gyndte med systematisk, successiv
læsning af Mosebøgerne; der var et
afsnit afsat til hver eneste sabbat
året igennem. Efter at loven var
blevet læst op, fulgte en lektion fra
profeterne, der sædvanligvis var
valgt så den passede til den del af
loven, der var læst op. Gudstjene-
sten blev ofte afsluttet med en
prædiken eller tale. Der blev opså
holdt særlige gudstjenester på fest-
dage, nogle steder også hver man-
dag og torsdag for landboerne, der
kom til marked, og som boede langt
fra synagogen. Gudstjenesten ple-
jede at vare 1-3 timer; det afhang af
anledningen og talerne. Kvinder og
mænd sad hver for sig, adskilt ved et
forhæng, eller også sad kvinderne
helt nede bagved. På denne måde
kunne kvinderne såvel som mænde-
ne blive belært.
Man betragtede ægteskabet som en
religiøs pligt. En ung mand skulle
giftes i 16-17 års alderen, i nogle
tilfælde som 20-årige. Piger skulle
giftes, når de var 12 år og kunne en
skønne dag blive givet bort i ægte-
skab af deres fædre. Hvis de blev
bortgiftet før denne tidlige alder,
havde de ret til at blive skilt. Men når
den unge pige først havde passeret
den legale giftealder havde hun sin
frie vilje til at give sit samtykke til en
hvilken som helst trolovelse eller et
ægteskab. Både en trolovelse og et
ægteskab krævede et dokument
eller en kontrakt, som kun kunne
brydes gennem skilsmisse. Trolo-
velsen var en slags forlovelses-
periode, som loven foreskrev, for at
alle de nødvendige arrangementer
for ægteskabet kunne blive ordnet.
Det var ikke særlig vanskeligt at
opnå skilsmisse; det afhang af
folkets fortolkning og traditioner.
Men ingen skilsmisse var lovlig uden
skilsmissebrev eller dokument.
Regeringens problemer gennem
tiderne fremgår af spørgsmål om
beskatningen og folket. Hele landet
var en romersk provins med Judæa
under en romersk statholder, og
resten under vasalkongerne. Roms
repræsentanter var hovedsaglig mili-
tære og de ordnede de almindelige
borgerlige anliggende blandt folket.
Kirkemæssigt blev det jødiske folk
ledet ved at hver egn havde et san-
hedrin eller en rådsforsamling med
fra tre til treogtyve medlemmer, alt
efter hvor stort et omåde det skulle
dække. Alle de lokale sanhedriner
blev udpeget og ledet af det store
Sanhedrin i Jerusalem. Deres juris-
diktion — virkeområde — var i virkeli-
gheden vidtrækkende på grund af
Moseloven og traditionerne, selv om
det var meningen, at de kun skulle
beskæftige sig med religiøse anlig-
gender. Hver by eller landsby havde
også en lokal, jødisk myndighed, der
kaldtes ældsterne. Disse ældster sty-
rede først og fremmest samfundsfor-
holdene, men de havde også et be-
grænset borgerligt herredømme.
Folket var forpligtet til at betale skat
til begge disse styrende autoriteter.
Kvinder skulle betale skat fra de var
12 år gamle, og mændene fra de var
14. Endvidere blev der krævet
tempelskat af dem til vedligeholdelse
og drift af helligdommen og dens
ledelse. Så når man regner det
hele med lige fra afgiften til Rom til
de skatter, som blev afkrævet i hvert
eneste område til vedligeholdelse af
synagogen, til skolerne, til offentlige
arbejder og til sociale krav, så kan
man se, at der var lagt tunge byrder
på folkets skuldre i kampen for til-
værelsen.
Dette korte glimt af den jævne
mands hverdagsliv på Kristi tid er
delvis stykket sammen gennem
undersøgelser af resterne af senere
rabbinske skrifter. Men beviserne på
„traditionernes" indflydelse, som de
findes i Det nye Testamente, viser de-
res værdi i en delvis rekonstruktion af
den nye pagts tid i skifterne. Medens
Moseloven og disse „traditioner"
blev en forbandelse for nogle, så var
de dog for andre en forberedelsens
tugtemester til evangeliets lov. (Se
Gal. 3 : 13, 24-25)
Edward J. Brandt er lærer ved In-
stitute of Religion ved University of
Utah og rådgiver i biskoprådet i
Sandy 16. Ward, Sandy Utah North
Stake.
12
Samspil
mellem
evangelierne
FØRSTE PERIODE:
FRA FORUDSIGELSERNE OM JESU JORDISKE
LIV TIL JOHANNES' MISSION
(Søndagsskolektier 6-8)
Hvert af de fire evangelier giver os
oplysninger, detaljer og indsigt, som
ikke findes i de andre tre. Tilsammen
giver de os det mest fuldkomne og
nøjagtige billede, vi har af Jesu Kristi
mission. Her står de vigtigste begi-
venheder, fra den del af Kristi liv,
som er kendt, opført sammen med
angivelse af, hvor de fandt sted samt
henvisninger til Mattæus-, Markus-,
Lukas- og Johannesevangeliet. Så-
danne sammenstilinger kaldes sam-
spil. Man ved ikke nøjagtigt, hvor alle
begivenhederne fandt sted, men den
her angivne rækkefølge af begiven-
hederne og den omtrentlige lokali-
sering, af endnu ukendte steder, kan
hjælpe til en bedre forståelse af
Mesterens liv.
Samspillet og dets opdeling af Kristi
liv i perioder er baseret på et sam-
spil, som er udarbejdet af J. Reuben
Clark, Jr. i Our Lord of the Gospels
Emne: Det nye Testamente, de fire
evangelier (skema), J. Reuben Clark,
Jr., Søndagsskolens, studierkursus
for seniorklassen.
Begivenhed
Sted
Matt.
Mark.
Luk.
Joh.
Forudtilværelsen
1:1-9
Budskabet til Zakarias
Jerusalem
1 :5-20
Elisabet lader sig ikke se
Judæa
1 :24-25
Budskabet til Maria
Nazaret
1 :26-38
Maria besøger Elisabet
Judæa
1 :39-5S
Josefs syn
Nazaret
1:18-25
Johannes' fødsel
1 :57-80
Kejser Augustus befaling
Judæa
2:1-5
Jesu fødsel v
Betlehem
2:6-7
Kristi genealogier
1:1-17
3:23-33
Hyrderne
Betlehem
2:8-20
Omskærelsen
Betlehem
2:21
Fremstillingen i templet
Jerusalem
2:22-38
Tilbage til Nazaret
Nazaret
2:39
De vise mænd
Betlehem
eller
Jerusalem
2:1-12
Flugen til Egypten
Egypten
2:13-15
Barnemordet
Betlehem
2:16-18
Tilbage fra Egypten
Nazaret
2 19-25
2:40
Jesus i templet
Jerusalem
2-41-50
Bopæl i Nazaret
Nazaret
2:51-52
ANDEN PERIODE:
FRA JOHANNES' MISSION TIL DEN FØRSTE
PÅSKE UNDER JESU MISSION
(Søndagsskolelektie 9-13)
Begivenhed
Sted
Matt.
Mark.
Luk.
Joh.
Johannes Døberens tidlige
gerning
Gerningens begyndelse
Judæa
3:1-2
Indledning og Johannes'
budskab
Judæa
3:1-6
1:1-6
3:3-6
Johannes prædiker
3:7-12
3:7-14
Bekendtgørelse om Kristi
komme
3:11-12
1:7-8
3:15-18
Johannes døber Jesus
Betania
3:13-17
1.9-11
3:21-23
Fristelsen
Judæa
4:1-11
1:12-13
4:1-13
Johannes kundgør, at han
Betania
1:19-28
ikke er Kristus
Johannes vidner om at Jesus
er Kristus
1 :29-34
Andreas og Simon møder Jesus
1 :35-42
Filip og Natanael findes
1 :43-51
Det første mirakel —
Brylluppet i Kana .
Kana
2:1-11
Jesus tager til Kapernaum
Kapernaum
2:12
Bethlehem
Hebron i
I Jericho
Jerusalem ^_ Befnany
JUDEA AR EA
Machaerus
Dead Sea
TREDIE PERIODE:
DEN TIDLIGE JUDÆISKE MISSION FRA DEN
FØRSTE PÅSKE TIL HAN VENDER TILBAGE
TIL GALILÆA
(Søndagsskolelektie 14—15)
Begivenhed
Sted
Matt.
Mark.
Luk.
Joh.
Den første påske — den første
renselse af templet
Nikodemus besøger Jesus
Vender tilbage il Judæa
Johannes' vidnesbyrd til
sine disciple
Jerusalem
Jerusalem
Judæa
Judæa
2:13-25
3:1-21
3:22
3:23-36
13
(„Vor Herre i evangelierne.") (Salt
Lake City: Deseret Book Company,
1957). Det er det samme værk, som
er blevet anvendt som basis for
udarbejedelsen af dette års (1975-
76) lektier for seniorklassen. Læse-
opgaverne til hvert afsnit, under-
bygger skriftstedhenvisningerne til
de vigtigste perioder i Kristi liv, som
de er fremstillet af præsident Clark.
På et bogmærke, som findes i dette
nr. af „Den danske Stjerne" står
læseopgaverne til dette kursus
opført. (Se også „De fire Evange-
lier" - lærerens hefte 1975-76.) Den
detaljerede oversigt over begiven-
hederne, som præsident Clark har
Caesarea
^Philippi
)Bethsaida
Sea of
Galilee
^Gadara
River Jordan
opstillet dem, er trykt her med det
formål, at læseren bedre kan
studere Frelserens liv i detaljer.
Præsident Clark har selv skrevet
følgende om udarbejdelsen:
„Jeg har her placeret begivenheder-
ne i en kronologisk orden, som synes
at være i overensstemmelse med
den gængse opfattelse blandt de for-
fattere af evangeliesamspil, jeg har
rådført mig med. Man kan dog ikke
uden videre gå ud fra, at de er i fuld-
stændig overensstemmelse med den
kronologiske orden, som begiven-
hederne i Frelserens liv virkelig fandt
sted i. Men man mener, at de må
være foregået nogenlunde i den
orden. Men der findes naturligvis
andre forskere, som ville anse en
Herodes fængsler Johannes
Jesus tager fra Judæ til Gaiilæa
Den samaritanske kvinde
Jesus drager ind i Gaiilæa
Makærus
Judæa
Sykar
Gaiilæa
14:3-5
4:12
6:17-20
1:14
3:19-20
4:14
4:1-3
4:4-42
4:43-44
FJERDE PERIODE:
DEN STORE MISSION I GALLILÆA
A. FRA JESUS VENDER TILBAGE TIL GALILÆA
TIL HAN VÆLGER DE TOLV
(Søndagsskolelektie 16-17)
NB. Som ordet er anvendt her, betyder
»„Gaiilæa" den del af Palæstina, der
ligger nord for Samaria, og som strækl
sig fra Jordanfloden og Genesaret Sø
i øst og videre vestpå.
Begivenhed
Sted
Matt.
Mark.
Luk.
Joh.
Prædiker i Gaiilæa
Gaiilæa
4:17
1:14-15
4:14-15
4:45
Helbreder den kongelige
embedsmands søn
Kana
4:46-54
Fornægtes i Nazaret
Nazaret
4:16-30
Virker ved Kapernaum
Kapernaum
4:13-16
4:31-32
Peter, Andreas, Jakob og
Johannes kaldes
Gaiilæa
4 18-22
1 :16-20
5:1-11
Den urene ånd kastes ud
Kapernaum
1:21-28
4:31-37
Peters svigermor helbredes;
mange mirakler
Kapernaum
0:14-17
1 :29-34
4:38-41
Jesus rejser omkring og prædiker
Gaiilæa
4:23-25
1 :35-39
4:42-44
Den spedalske helbredes
Gaiilæa
8 1-4
1 :40-45
5:12-16
Den lamme helbredes
Kapernaum
9:2-8
2:1-12
5:17-26
Matthæus, som er vært ved
et gæstebud, kaldes
Gaiilæa
9:9-13
2:13-17
5:27-32
Johannes' disciple stiller
spørgsmål om faste
(nær Genezaret Sø)
9:14-17
2:18-22
5:33-39
Den anden påske
Jerusalem
5:1-47
Disciplene plukker aks på
sabbaten
Gaiilæa
12:1-8
2:23-28
6:1-5
Manden med den visne hånd
helbredes
Gaiilæa
12:9-14
3:1-6
6:6-11
Trækker sig tilbage til
Genezaret Sø
12:15-21
3:7-12
De Tolv ordineres
Gaiilæa
10:1-4
3:13-21
6:12-16
1 Lektierne 18-20 er ved en fejltagelse
blevet anbragt i del A. af den store
mission i Gaiilæa i stedet for i del B.
sammen med lektierne21-23. (Se ,,De fire
Evangelier" - lærerens hefte 75-76,
siderne 91-101)
FJERDE PERIODE:
DEN STORE MISSION I GALILÆA (fortsat)
B. FRA BJERGPRÆDIKENEN TIL REJSEN I DET
NORDLIGE GALILÆA
(Søndagsskolelektie 18-23)
Begivenhed
Sted
Matt.
Mark.
Luk.
Joh.
Bjergprædikenen i
Kap. 5-7
6:17-49
Høvedsmandens søn helbredes
Kapernaum
8:5-13
7:1-10
Enkens søn vækkes fra døden
Nain
7:11-17
Johannes sender bud til
Jesus for at udspørge ham
Gaiilæa
11:2-30
7:18-35
Jesus salves af synderinden
Gaiilæa
7:36-50
Endnu en rejse i Gaiilæa
Gaiilæa
8:1-3
Den blinde og døve helbredes
Kapernaum
12:22-23
Anklaqes for at være i ledtog
med Belzebul
Kapernaum
12:24-37
3:22-30
Jesus taler om tegn
Kapernaum
12:38-45
Opsøges af sin moder og sine
brødre
Kapernaum
12:46-50
3:31-35
8:19-21
14
Underviser mængden ved
Galilæa
13:1-3
4:1-2
8 4
lignelser
(Genezaret Sø)
Lignelsen om sædemanden
Galilæa
13:3-23
4:3-25
8:5-18
Lignelsen om sædens vækst
Galilæa
4:26-29
Lignelsen om rajgræsset
Galilæa
13:24-30
Lignelsen om sennepsfrøet
og surdejen
Galilæa
13:31-35
4:30-34
Lignelsen om rajgræsset
forklaret
Galilæa
13:36-43
Andre lignelser
13:44-53
Stormen stilnes (Genezaret Sø)
Galilæa
8:8-27
4:35-41
8:22-25
Onde ånder drives ud af to
besatte
Gadara
8:28-34
5:1-20
826-39
Vender tilbage til Kapernaum
Kapernaum
9:1
5:21
8:40
Jairus' datter vækkes fra de døde
Kapernaum
9:20-29,
5:22-24,
8:41-42,
23-26
35-43
49-56
Den blodsottige kvinde
Kapernaum
9:20-22
5:25-34
8:43-48
To blinde mænd helbredes
Kapernaum
9:27-31
V
Den stumme og besatte
helbredes
Kapernaum
9:32-34
Fornægtes anden gang i Nazaret
Nazaret
13:54-58
6:1-6
Vandrer omkring i Galilæa
Galilæa
9:35-38
6:6
De Tolv sendes ud — „Lignelsen"
om deres mission og forvaltning
Galilæa
10:1,5-42
6:7-13
9:1-6
Jesus fortsætter sin rejse
Galilæa
9:10
Herodes lader Johannes
halshugge 2
Makærus
6:21-29
Herodes tror, at Jesus er
Johannes
Galilæa
11:1
6:14-16
9:7-9
De Tolv fortæller om deres
mission
Kapernaum
14:6-12
6:30
9:10
Videre til Betsajda
Betsaida
6:31-32
9:10-11
De fem tusind bespises
(nær Betsajda)
Galilæa
6:33-44
9:1,2-17
6:1-4
Jesus forhindrer dem i at
14:14-21
gøre ham til konge
Galilæa
14:22-23
6:45-46
6:15
Vandringen på Genezaret Sø
Galilæa
14:24-33
6:47-52
6:16-21
Taler til mængden om livets brød
Kapernaum
6:22-71
Helbredelser i Genezaret
Genezaret
14:34-36
6:53-56
Taler om renhed
Kapernaum
15:1-20
7:1-23
anden kronologisk rækkefølge end
den her angivne for mere sandsynlig.
Begivenhedernes rækkefølge er
måske ikke så overordentlig rigtig.
Hvad Jesus sagde, og hvad han
gjorde, hans undervisning og hans
lærdomme, det er det der betyder
noget." (Our Lord of the Gospels,
side VI.)
' Talmage peger på, at bjergprædikenen
blev holdt, efter at De Tolv var blevet
kaldet. (Se Talmage,,Jesus Kristus",
side 230)
2 I Talmages „Jesus Kristus" bliver
beretningen om Johannes Døberens
fængsling til hans død behandlet samlet
og holdt uden for denne kronologi.
(Se ..Jesus Kristus", s. 266-274)
FJERDE PERIODE:
DEN STORE MISSION I GALILÆA (fortsat)
C. FRA DET ØJEBLIK, HVOR HAN TRÆKKER SIG
TILBAGE TIL DET NORDLIGE GALILÆA, TIL DEN
GALILÆISKE MISSIONS AFSLUTNING.
(Søndagsskolelektie 24-25)
~~^*^
Begivenhed
Sted
Matt.
Mark.
•Luk.
Joh.
Rejsen til de nordlige egne
15:21
7 £4
7:1
Den græske kvindes datter
Egnen ved
helbredes
Tyrus, Sidon
15:22-28
7:2b-30
Tilbage til Genezaret Sø
Genezaret Sø
15:29
7:31
Den døve helbredes
Fire tusind bespises
Dekapolis
Dekapolis
15:29-38
7:32-37
8:1-9
Jesus tager til Magdala
(Genezaret Sø)
Magdala
15:39
8:10
Taler om tegn
Kapernaum
16:1-2
8:11-21
Den blinde helbredt
Betsajda
8:22-26
Peters vidnesbyrd om Kristus
Egnen ved
Kæsarea
Filippi
16:13-20
8:27-30
9:18-22
Underviser disciplene om døden
Egnen ved
16:21-28
8:31-38
9:23-27
og opstandelsen
Kæsarea
Filippi
9:1
Forklarelsen — overdragelse
Forklarelsens
17:1-13
9:2-13
•9:28-36
af præstedømmets nøgler
bjerg i
Den månesyge helbredt
17:14-21
9:14-29
9:37-43
Jesus drager igen omkring
i Galilæa
Galilæa
17:22-23
9:30-32
9:43-45
Spørgsmål vedrørende skat
Kapernaum
17:24-27
Byen, Kana — hvor Jesus gjorde vand til
vin
15
Taler om sagtmodighed og
ydmyghed
Kapernaum
18:1-14
9:33-37
9:46-48
Tale om tilgivelse og
beseglings magt
Kapernaum
18:15-35
Et ansvar at handle på Kristi
vegne
Kapernaum
9:38-42
9:49-50
Tale om opofrelse 2
Kapernaum
9:57-62
De halvfjerds sendes ud
Kapernaum
10:1-16
Opmuntret til at trage til
Judæa - afvist af slægtninge
Galilæa
7:2-9
Jesus drager mod Jerusalem
9:51-56
7:10
1 Hermonbjerget eller Tabors bjerg
(Dommerbogen 4:14 og Josuabogen 12:5)
1 „Jesus Kristus" side 324, fodnote d.
■Mk . ~' <5S2Es»*.
Genezaret Sø eller Tiberiasøen
FEMTE PERIODE:
DEN SENERE JUDÆISKE MISSION
(Søndagsskolelektier 26, 27, 28)
Begivenhed
Sted
Matt.
Mark.
Luk.
Joh.
Prædiker ved løvhyttefesten
Jerusalem
7:11-53
Kvinder grebet i hor
Verdens lys og ét med Faderen
Jerusalem
8:1-11
(tale)
Jerusalem
8:12-30
Tale til joderne om deres synder
Jerusalem
8:31-59
De halvfjerds vender tilbage
Judæa
10:17-24
To store bud — lignelsen 1
om den oarmnjertige samaritan
Judæa
10:25-37
Jesus besøger Maria og Martha
Betania
10:38-42
Lærer disciplene af bede
Judæa
11:1-13
Uddriver den stumme ånd —
anklages
11:14-36
Taler om renhed
Jesus underviser mængden —
11:37-54
lignelsen om den rige bonde
Judæa
12:1-59
De dræbte galilære, lignelsen
om figentræt
Judæa
13:1-9
Jesus helbreder den blindfødte 2
Jerusalem
9-1-41
Lignelsen om den gode hyrde
Jerusalem
10:1-21
Tempelvielsesfesten — Jesus
forkynder, at han er Messias
10:22-39
1 Talmage regner med at dette forekom-
mer senere i den kronologiske rækkefolge,
men påpeger, at man ikke kender det
nøjagtige tidspunkt („Jesus Kristus",
side 450)
2 Denne begivenhed forekommer tidligere
i Talmags kronologiske rækkefølge.
(„Jesus Kristus, side 435, fodnote i.)
SJETTE PERIODE:
PERÆISKE PERIODE
(Søndagsskolelektie 29, 30, 31)
NB! Jesus trak sig tilbage til provinsen
Peræa, en egn på den anden side af Jordan,
efter at han var lige ved at miste livet ved
tempelvielsesfesten. Han prædikede på den
egn i ca. tre måneder og omvendte mange.
Da Johannes Døberen påbegyndte sin mission,
var det i dette område, han begyndte.
Begivenhed
Jeus drager til den anden
side af Jordan
Helbreder en kvinde på
sabbaten 1
Lignelsen om sennepsfrøet 1
Påbegynder rejsen til Jerusalem 1
Advarsel mod Herodes Antipas '
Meddelelse, at Lazarus er syg
Helbreder mand med vattersot
på sabbaten 1
Tale om opofrelse 1
Lignelser '
Det mistede får
Den tabte mønt
Den fortabte søns hjemkomst
Den utro forvalter
Tale om begærlighed '
Sted
Peræa
Peræa
Peræa
Peræa
Peræa
Peræa
Peræa
Peræa
Peræa
Matt.
Mark.
13:10-17
13:18-21
13:22-30
13:31-35
14:1-24
14:25-35
15:3-7
15:8-10
15:11-32
16:1-13
16:14-18
Luk.
Joh.
10:39-42
11:1-16
16
Lignelsen om den rige mand og
Lazarus '
Peræa
16:19-31
Tale om forargelse og om tro '
Peræa
17:1-10
Lazarus oprejses
Betania
11:17-46
Sammensværgelse mod Jesus
Jerusalem
11:47-53
Rejse til byen Efraim
Efraim
11:54
Rejsen fortsætter - Jesus
helbreder lo spedalske ]
Samaria
17:11-19
Tale om Guds rige
Galilæa
17:20-37
Lignelser:
Galilæa
Den besværlige enke 2
18:1-8
Farisæren og tolderen '
18:9-14
Krydser over Jordan til Peræa
9:1-2
10:1
Farisæerne frister Jesus }
Peræa
19:3-12
10:2-12
Velsigner små børn
Peræa
19:13-15
10:13
18:15-17
Rig, ung mand spørger
angående evigt liv
Peræa
19:13-15
10:17-31
18:18-30
Lignelsen om arbejderne i
vingården
Peræa
20:1-16
\
Går foran De Tolv, mod
Jerusalem
Peræa
20:17-19
20:32-34
18:31-34
Johannes' og Jakobs ambitioner
Den blinde Bartimæus helbredes
Peræa
20:20-28
10:35-45
(nær Jeriko)
20 29-34
10:46-52
18:35-43
Jesus tager ind i tolderen
Zakæus' hus
Jeriko
19:1-10
Lignelsen om de ti pund
jeriko
19:11-27
Fortsætter mod Jerusalem
19:28
Mange søger ham
Jerusalem
11:55-57
1 Talmage henlægger disse begivenheder
til et tidligere tidpunkt („Jesus Kristus",
siderne 466-504), men skriver, at det kan
være, at det er sket på et senere tidsounkt
(s. 514)
2 Denne lignelse behandles af Talmage
på det tidligere tidspunkt udelukkende
for at illustrere Mesterens lære. Han
antyder, at det fandt sted på et senere
tidspunkt som angivet her i evangeliesam-
menligningen (Jesus Kristus, s. 434-435)
Betania — Martha og Marias hus
RSI^SHi HOI
SYVENDE PERIODE:
SONOFFERUGEN
(Søndagsskolelektier 32-44)
NB! Begivenhederne i denne idste uge af
Kristi liv fandt sted inden for Jerusalems
mure eller i umiddelbar nærhed af
Jerusalem.
Begivenhed
Matt.
Mark.
Luk.
Joh.
Jesus kommer til Betania
12:1,9-11
UGENS FØRSTE DAG
(SØNDAG)
Kommer til Jerusalem fra Betania
Vender tilbage til Betania
12:1-11
11:1-11
11:11
19:29-44
*
12:12-19
UGENS ANDEN DAG
(MANDAG)
Forbander det golde figentræ
Templet renses anden gang
Vender tilbage til Betania
21:18-19
21:12-13
21 :17
11:12-14
11:15-18
11:19
19:45-48
21:37
UGENS TREDIE DAG
(TIRSDAG)
Tale om troen
Spørgsmålet om myndighed
Lignelsen om de to sønner
Lignelsen om den onde husbonde
Lignelsen om kongens søn
Spørgsmål om skat til kejseren
Saddukæernes spørgsmål om
ægteskab efter opstandelsen
Spørgsmål fra lovkyndige om
det største bud
Jesus udspørger farisæerne om
Kristus
21:19-22
21 :23-27
21 :28-32
21:33-45
22:1-14
22:15-22
22i23-33
22:34-40
22:41-46
11:20-26
11:27-33
12:1-12
12:13-17
12:18-27
12:28-34
12:35-37
21:38
20:1-8
20:9-18
20:19-26
20:27-40
20:41-44
Nazaret — Jesu egen hjemegn
17
m, **:. . ?v* .
Skriftkloge og farisæere
fordømmes
23:1-36
12:38-40
20:45-47
Jesu råb over Jerusalem
23:37-39
Enkens skærv
12:41-44
21:1-4
Søges af grækerne, røsten fra
Himlen 2
12:20-36
Jesus bekendtgør formålet med
sin mission
12:37-50
Taler om sit andet komme
24:1-51
13:1-37
21 :5-36
Lignelsen om de ti jomfruer
25:1-13
Lignelsen om talenterne
25:14-30
Den endelige dom — får og
bukke
25:31-46
Forrådeisen forudsiges
26:1-2
Sammensværgelse om at gribe
Jesus
26:3-5
14:1-2
22:1-2
Måltidet hos Simon; Maria
salver Jesus 3
26:6-13
14:3-9
12:2-8
Judas aftaler forrådeisen
26:14-16
14:10-11
22:3-6
(Se fodnoter på side 34)
UGENS FJERDE DAG
(ONSDAG)
Betania
UGENS FEMTE DAG
(TORSDAG)
Disciplene forbereder påske-
måltidet
26:17-19
14:12-16
22:7-13
Striden om at være den største
26:20
14:17
22:14,
Jesus tvætter disciplenes
24-30
fødder ]
13:1-20
Påskemåltidet - nadveren *
26:26-29
14:22-25
22:15-20
Forræderen afsløres
26:21-25
14:18-21
22:21-23
13:21-26
Judas forlader værelset
13:27-30
Jesus forudsiger in død
13:31-35
Peter lover trokab *
22:31-38
13:36-38
Tale om trøstermanden *
14:1-31
Synger lovsangen går ud til
Oliebjerget 4
26:30
14:26
22:39
Underviser i sit slægtskab med
sin Fader i Himlen 4
15:1-27
Forklærer igen sin snarlige død 4
16:1-33
Inderlig bøn 4
17:1-26
Peter skal fornægte Kristus tre
gange, disciplene lover troskab 4
26:31-35
14:27-31
Kriti bøn i Haven
26:36-46
14:32-42
22:40-46
18:1-2
Forrådeisen
26:47-50
14:43-45
22:47-48
18:3-9
Anholdelsen
26:51-56
14:46-52
22:49-53
18:10-12
SJETTE DAG
(FREDAG)
Jesus fremstilles for Annas
18:13-14,
19-23
Sendes til Kajfas - forhøres,
mishandles. Peter fornægter ham
26:57-75
14:53-72
22:54-65
18:24-27,
15-18
Stilles for jødernes jury og
dømmes
27:1-2
15:1
22:66-71
23:1
Judas Iskariots død
27:3-10
Fremstilles for Pilatus
27:11-14
15:2-5
23:2-5
18:28-38
Fremstilles for Herodes
23:6-12
Fremstilles igen for Pilatus
27:15-30
15:6-19
23:13^25
18:39-40
(Barabbas frigives)
19:1-16
Korsfæstelsen - indskriften på
27:31-34,
15:20-23,
23:26-33,
19:16-33
korset
37-38
25-28
38
Første udtalelse fra korset
23:34
Hans klæder deles mellem
soldaterne
27:35-36
15:24
23:34
19:23-24
Rådsherrerne spotter ham
27:39-44
15:29-32
23:35-37
Flere udtalelser fra korset
23:39-43
19:25-27
Mørke over jorden
27:45
15:33
23:44-45
Sidste udtalelser fra korset
27:46-47
15:34-35
Jesus dør
27:48-50
15:36-37
23:46
19:28-30
Høvedsmandens vidnesbyrd
27:51-56
15:38-41
23:45,
47-49
18
Matt.
Mark.
Luk.
Joh.
Jesu side gennembores
27:57-61
15:42-47
23:50-56
19:31-37
Begravelse
19:38-42
UGENS SYVENDE DAG
(LØRDAG)
Vagt ved graven
27:62-66
'l
UGENS FØRSTE DAG
(SØNDAG)
Opstandelsen — engle åbner
graven
28:2-4
Maria Magdalene går ud til graven
16:9
20:1
Maria taler med Peter og Johannes
20:2-5
Peter og Johannes besøger graven
24:12
20:6-10
Jesus viser sig for Maria
20:11-17
Maria fortæller disciplene det
16:10-11
20:18
Andre kvinder kommer ud til
28:1, 5-7
16:1-7
24:1-8
graven
Kristus viser sig for kvinderne
28:9-10
De andre kvinder beretter det for
disciplene
28:8
16:8
24:9-11
Ypperstepræsten hører om
•
opstandelsen gennem vagterne
28:11-15
Viser sig på vejen til Emmaus
16:12-13
24:13-32
Viser sig for Peter
24:34
Viser sig for alle apostlene
undtagen Thomas
16:14
24:33-49
20:19-23
Kristus viser sig flere gange
Viser sig for apostlene, også
Thomas
20:24-29
Viser sig for disciplene ved
Tiberia Sø
21:1-14
Viser sig for disciplene - Peter
21:15-23
Viser sig for en stor skare
(1. Kor. 15:6)
Viser sig for Jakob (1. Kor. 15:7)
Viser sig for disciplene i Galilæa
28:16-20
16:15-18
(Ad. Ger. 1:1-8)
Himmelfarten (i Betania)
16:19
24:50-51
Disciplene vender tilbage til
Jerusalem
16:20
24:52-53
Johannes' vidnesbyrd
•
20:30-31
21 :24-25
Fodnoter side
1 Denne periode opdeles i tre dele, A, B
og C i søndagsskolekurset.
2 „Jesus Kristus" side 542 fodnote h
3 „Jesus Kritus, side 546, note 5.
Fodnoter side
Bind 1: The Gospels, siderne 716-724;
„Jesus Kristus" siderne 624-625
3 „Jesus Kristus" side 644, Note 2
4 „Jesus Kristus" side 645, Note 4
19
f/fi* t^
s
En kronologi over Kristi liv
Da Kristus blev født i Betlehem i
Judæa, var Palæstina en del af det
romerske kejserrige. I følge romersk
skik og brug, fik de lokale ledere lov
til at bibeholde deres titler, hvis blot
de sørgede for, at der var fred, og
betalte deres skatter til Rom.
Antipater (eller Antipas), søn af
kongen over Idumæa, havde taget
imod den jødiske religion, skønt han
ikke var israelit. Da han var velanset i
Rom, blev han gjort til statholder i
Judæa af Julius Cæsar i 47 f.Kr. Han
delte øjeblikkelig sin magt mellem
sine fire sønner, og Herodes fik Gali-
læa.
Da man nåede frem til år 40 f.Kr.
havde Herodes vist sine evne til at
undertrykke oprør, og det romerske
senat gjorde ham nu til konge af
Judæa. Herodes l's (eller Herodes
den stores) herredømme skulle blive
strengt og blodigt. I 37 f.Kr. grund-
lagde han det herodianske dynasti i
Jerusalem ved at lade alle
medlemmer af det jødiske sanhedrin
slå ihjel, undtagen to. Alle, der satte
sig op imod ham, blev dræbt, deri-
blandt en af hans ti koner og nogle af
hans sønner. Hans blodtørstighed
20
huskes af de kristne for barnemordet
i Betlehem, hvor han under forsøg
på at udslette Messias lod alle dren-
gebørn under to år i og omkring
Betlehem myrde.
Da Herodes den Store døde, blev
hans rige delt mellem tre af hans
sønner; men Rom degraderede dem
fra konger til statholdere.
Arkelaus fik Judæa, indbefattet
Samaria og Idumæa, som er den
bedste del. Han var en hård og
grusom tyran, og var så frygtet, at
Maria og Josef, da de rejste tilbage
fra Egypten, ikke tog tilbage til
Betlehem, men slog sig ned i
Nazaret. Da man nåede til året
6 e.Kr., blev Arkelaus sat fra bestil-
lingen af Rom og sendt i exil. Judæa
kom så under direkte romersk
herredømme; Pontius Pilatus var
således romersk statholder, da
Kristus blev korsfæstet.
Herodes Filip, også en af Herodes
den Stores sønner, fik Ituræa,
Trakonitis, Batanea, Gaulanitis og
Auranitis. Hans regering var fredelig
og retfærdig; han døde i 34 e.Kr. (Det
var ikke ham, der var gift med Hero-
dias. Den Filip, som var endnu en af
Herodes den Stores sønner, var
blevet gjort arveløs på grund af sin
moders forræderi.)
Herodes Antipas, som også var søn
af Herodes den Store, blev gjort til
regent over Galilæa og Peræa, som
han styrede, indtil han blev sendt i
exil af Rom i 38 e.Kr. Fordi Jesus til-
bragte det meste af sit liv og sin
mission i Galilæa, er Herodes Anti-
pas den statholder, der nævnes mest
i Det nye Testamente. Der siges, at
Jesus kaldte ham ,,en ræv", fordi han
regerede med snuhed og i nær for-
ståelse med Rom. Johannes
Døberen bebrejdede ham hans blod-
skamsægteskab med broderens
hustru Herodias. Det lykkedes hende
at få Johannes halshugget. Som
nær ven af den romerske kejser
Tiberius, mistede han kejser Caligu-
las bevågenhed og blev landsfor-
vist.
Måske kan et studium af de føl-
gende skemaer og kort i forbindelse
med Kristus og den verden, han
levede i, hjælpe os til en bedre for-
ståelse af Frelseren.
Emne: Jesus Kristus
Din studiekammerat
I det kommende kirkeår vil de, der er medlemmer af
seniorklassen hver søndag i søndagsskolen lære om Jesu Kristi
liv og lære gennem studiet af de fire evangelier: Mattæus,
Markus, Lukas og Johannes.
Dette nr. af Den danske Stjerne er beregnet til at supplere
denne undervisning og give øget indsigt og forståelse,
som medlemmerne kan drage nytte af i diskussionerne
i klasseværelset, såvel som i familien, når talen er om
vor Frelser, Jesu Kristi liv og lære.
Året igennem vil der i Stjernen komme yderligere materiale,
som kan bruges i forbindelse med lektierne.
Stjernen er med andre ord en vældig god „studiekammerat".
Du kender måske en eller anden, der ikke benytter sig af
dette kammeratskab.
Forær ham eller hende et årsabonnement på Stjernen.
For at gøre det nemmere har vi trykt dette års læseopgaver
på et bogmærke, som kan tages ud af bladet. Se den anden del
af dette tillæg.
Bogmærke til S) et nm Testamente
1. De fire evangelier
(ingen læseopgaver)
2. Mattæus' vidnesbyrd
Mattæus Evangeliet
3. Markus' vidnesbyrd
Markus Evangeliet
4. Lukas' vidnesbyrd
Lukas Evangeliet
5. Johannes' vidnesbyrd
Johannes Evangeliet
6. Håbet om Messias:
Profetier om Frelserens dødelighed
Joh. 1:41, 42; 4:25, 26
7. Jesu Kristi guddommelige fødsel
Matt. kap. 1, 2
Luk. kap. 1, 2
8. Frelserens ungdom
Matt. 3:1-12; 11:1-14; 14:3-12
Mark. i:l-18; 6:17-29
9. Johannes Døberen bereder vejen for
Flerren
Matt. 3:1-12; 11:1-14; 14:3-12
Mark. 1U-8; 6:17-29
Luk. 1:57-80; 3:1-20; 7:24-28
Joh. 1:19-37
10. Frelserens Dåb
Matt. 3: 13-17
Mark. 1:9-11
Luk. 3:21-23
Joh. 1:32-34
11. Fristelsens bjerg
Matt. 4:1-11
Luk. 4:1-13
12. Johannes Døber vidner om Jesus;
de første disciple kaldes
Matt. 4:18-22; 9:9-13; 14:25-33;
16=13:23, 18-21, 22; 19:23-29; 26:69-75
Mark. 1:29-30; 3:13-19; 10:35-45
Luk. 5:1-11, 27-32; 9:54-56
Joh. 1:35-51; 6:59-69; 13:2-16, 36-38;
18:10-11; 21:2-19
Ap.Gern. 3:1-10; 4:1-22; 5:27-42; 12:2
13. Frelserens mirakler: At i kan vide
Matt. 8U8, 23:27; 9:2-7; 12:27; 14:15-23;
15:32-38; 17:24-27; 21:18-22
Mar. 3:22-27 4:35-41; 6:34-52; 8:4-9;
11:12-14, 20:24; 16:15-18
Luk. 5:4-11; 8:22-25; 9:12-17; 11:15-22
Joh. 1:34; 2:1-11; 6:5-14, 16-21; 21:6-14
14. Påskefesten i Jerusalem. Den første
tempeludrensning
Joh. 2:18-23; 3U-22; 4:1, 3, 28-30, 39-40
15. Den første undervisning; Nikodemus
03 samaritanerne
Joh. 3:1-22; 4:1, 2, 28-30, 39-42
16 Mirakler ,der viser Frelserens barm-
hjertighed
Matt. 4:13-25, kap. 5-7; 8U-4, 14-17;
9:2-17; 12:1-21
Mark. 1:14-45; kap. 2; 3:1-21
Luk. 4U4-44; kap. 5; 6:16
Joh. 4:45-54; kap. 5
17. Herrens udvalgte Tolv
Matt. 4:18-22; 9:9-13; 10U-4; 14:25-33;
16:13-23; 18:21, 22; 19:23-20; 26:69-75
Mar. 1-29, 30; 3:13-19; 10:35-45
Luk. 5:1-11, 27-32; 6:12-16; 9:54-56
Joh. 1:35-51; 6:59-69; 13:2-16, 36-38;
18:10-11; 21:4-19
Ap.Ger. 3:1-10; 4:1-22; 12:2
18. Bjergprædikenen, 1. del
Matt. kap. 5-7
19. Bjergprædikenen, 2. del
Matt. kap. 5; 7:1-6, 12
20. Bjergprædikenen, 3. del
Matt. kap. 6, 7
21. Lignelser: en undervisningsmetode
Matt. kap. 13, 21 og 22
22. De Tolv på mission:
Lignelsen om de utro vingårdsmænd
Matt. 10:5-42; 13:3-9, 18-23; 16:24-27
Mar. 6:7-42
Luk. 9:3-6; 16:1-13
23. Fuldstændig overgivelse; Johannes
Døberens død; Kristi forudsigelser
Matt. 11:2-19; 14:6-12; 16:21, 22;
17:10-13, 22, 23
Mar. 6:21-29; 8:31-33; 9:11-13, 30-32;
kap. 14-16
Luk. 7:18-35; 9:7-9, 21, 22, 43-45
Joh. 5:35
24. Åbenbaringens klippe, Forklarelsens bjerg
og overdragelsen af rigets nøgler
Matt. 16:13-20; 17:1-9; 18:18
Mar. 8:27-30; 9:2-10
Luk. 9:18-20, 28-36
25. Selvbeherskelsens principper
Matt. 18:1-4, 15-17
Mar. 9:33-37
26. Løvhyttefesten; folkets reaktion og
fjendtlige indstillinger
Joh. kap. 7
27. Nogle emner i Kristi lignelser af
særlig interesse for nutiden
Joh. kap. 8
Luk. kap. 10
28. Kærlighed til og interesse for den
enkelte
Matt. 9:9-13; 22:34-40
Mar. 2:13-17; 12:28-34
Luk. 5:27-32; 10:25-37
29. Sabbatens herre
Matt. 12:1-8
Mar. 1:21-34
Luk. 4:16-41; 13:1-17
Joh. 5:1-18; 9:1-30
30. Det tabte er fundet; Glæde i Himlen
Matt. 18:11-14
Luk. 15:1-32
31. Skatte i Himlen; en discipels økonomiske
forhold
Matt. 2i:i-ll
Mar. ll:l-ll
Luk. 19:29-44
Joh. 2:1, 9-19
32. Rejse til Jerusalem; Frelserens indtog
Matt. kap. 21
33. Den sidste uge af Frelserens mission
Matt. kap. 21, 22 og 23
Mar. kap. 11 og 12
Luk. kap. 19 og 20
34. Jerusalems ødelæggelse og begivenhederne
forud for det andet komme
Matt. kap. 24
Mar. kap. 13
Luk. 17:26-37; kap. 21
Joseph Smith kap. 1
35. Dommen
Matt. kap. 24 og 25
Luk. 21:37
36. Den sidste nadver
Luk. 26:26-29
Luk. 22:15-21
Joh. kap. 13
37. Bøn og „ét med Gud"
Joh. 14:1-14; 15:1-8; 17:1-26
38. Getsemane
Matt. 26:30-46
Mar. 14:32-42
Luk. 22:39-46
Joh. 18:1, 2
39. Retshandlingen og korsfæstelsen
Matt. 26:47-68; 27:46
Mar. 14:43-72; 15:1-38
Luk. 22:47-71; 23:1-47 v
Joh. 18:3-40; 19:30
40. Tre dages mission, hvor Jesus prædiker
i åndeverdenen
Matt. 27:51-53
Heb. 11:39, 40
1. Pet. kap. 3, 4
41. Opstandelsen
Matt. 27:54-66; kap. 28
Mar. kap. 16
Luk. kap. 24
Joh. kap. 20
42. Frelseren betjener disciplene
i 40 dage — hans afsked med dem
Luk. 24:44-48
Joh. 14:25, 26; 16:13-15; 21:18-23
43. Forberedelse af De Tolv
Matt. 2:5, 6; 7:15-17; 8:28, 29; 11:32-44; 17:5
Mar. 1:11; 14:27-31
Luc. 4:16-21; 24:45-48
Joh. 1:29-34; 3:28-36; kap. 4; 5:39; 7:25-29;
16=13, 14
44. Frelserens vidner
Matt. 18:15, 16
Joh. 5:31-38; 20:20-29
2. Kor. 13:1
Den danske Stjerne
Vodroffsvej 7
1900 København V
Vær venlig at sende 1 års abonnement på Den danske Stjerne til
følgende adresse(r).
Jeg vedlægger
.for hvert gaveabonnement.
Navn
Adresse
Postdistrikt
-By
Ward
.Stav
Jeg ønsker, at dette abonnement skal begynde med nummeret.
Navn
Ad
resse
Postdistrikt
-By
Ward
.Stav
Jeg ønsker, at dette abonnement skal begynde med nummeret.
Giverens navn
Adresse
Postdistrikt
-By
Ward
.Stav
KEJSERE (CÆSARER)
OVER DET ROMERSKE
RIGE
STATHOLDERE
OVER PALÆSTINAS
PROVINSER
JESU KRISTI LIV
Perioder af Kristi liv,
som er omtalt i
skrifterne. Bortset fra
nogle få begiven-
heder, som omtales
fra Jesu barndom
og ungdom, vides
der ikke ret meget
om hans liv, før
efter hans dåb
som 30-årig.
AUGUSTUS (27 F.KR. -
- 14 E.KR.) TIBERIUS (14 E.KR. - 37 E.KR.)
HERODES ANTIPAS (SØN AF HERODES DEN STORE)
(4 F. KR. - 3£t E. KR.) GALILÆA PERÆA
HERODES FILIP (SØN AF HERODES DEN STORE)
ui*
KW
(4F
. KR. - 34 E. KR.) ITURÆA, TRAKONITIS, BATANEA, GAULANITIS, AURANITIS
EFTER ARKELAUS ER DET ROMERSKE STATHOLDERE, DER REGERER OVER JUDÆA
*<
(INDBEFATTET SAMARIA OG IDUMÆA)
. Q.
LL
CO t
1^ w
Q *
Cm
O QJ
"■?
UJ X
cc ^
CC
GC rr-
UJ <o
, ,
X.
id UJ
z
UI UI
O O
Ui
O UI
ccrr
UJ —
1
LAUS (SØN AF H
>TORE) (4 E.KR. -
CC
ai
00
1
CO
Z
O
RKUS AMBIVIUS
(9-12 E.KR.)
UJ
I
CO
CO
10
u_
10
CC
LERIUS GRATUS
(15-25 E.KR.)
NTIUS PILATUS
(26-36 E.KR.)
UJ UJ
Q.
<
CO
<
O
* z
O
2
Z3
>
o_
CC UJ
<
O
Z
Z
<
Bebudelse
fødsel og
barndom Herrens 12. år
CO
CC
uj O
-° CO
UJ CO
CC s
UJ
X
CC
o
>
HERRENS 31. ÅR
HERRENS 32. AR
HERRENS 33. AR
HERRENS 34. AR
i
—
—
. — . —
q>
O. .-.
Q.
— . 0) Q
X)
E
S «5
i
S
% S.
CD
CD
n CO CO
* E
.*
a -*
CO
CO
j£ cd <n
C
l
CL S
I I
•CO
o.
O Q l
1 T
■o
L
<
Q
<
Q
3
STORE MISSION I JUDÆA
UJ
CO
_J
3
—i
UJ
UJ
mmt
CO
Z
O
z
CC
UJ
CC
CO
CL
CO
CO
CO
2
CO
UJ
2
q
OD
<
CC
UJ
A
B
c
UJ
CC
CC
UJ
O
UJ
z
UJ
CO
CL
21
De sydamerikanske
De blotte kendsgerninger om de
generalkonferencer, der for nylig er
blevet afholdt i Sydamerika, kan
gengives i nogle få sætninger. Den
28 februar og den 1 og 2 marts blev
der holdt en konference i Sao Paulo
for kirkens medlemmer i Brasilien.
Den 7., 8 og 9 marts fandt en
generalkonference sted i Buenos
Aires for medlemmerne i Argentina,
Chile, Paraguay og Uruguay.
Konferencernes programmer var
stort set ens: fredag aften præsen-
terede medlemmerne et program
med sange og danse, som repræsen-
terede den derværende kultur. Der
blev holdt fællesmøder lørdag og
søndag. Lørdag aften var der særlige
møder for forældre og unge, og
søndag morgen var der et specielt
møde for præstedømmeledere.
Præsident Kimball ledede delega-
tionen af generalautoriteter ledsaget
af præsident Tanner. Ældsterne
Mark E. Petersen, Delbert L Stapley
og L. Tom Perry repræsenterede De
tolvs Råd. Assistenterne til De tolvs
Råd blev repræsenteret af æld-
sterne Elray L Christiansen, Franklin
D. Richards, James E. Faust (kun i
Brasilien) og J. Thomas Fyans.
Ældsterne A. Theodore Tuttle,
Hartman Rector Jr. og Rex D. Pine-
gar fra De halvfjerds' første Råd var
ligeledes til stede.
Sådan lyder altså de blotte fakta
22
om konferencen. Men hvad med
lokalkoloritten, ånden, følelserne?
Hvilket indtryk gjorde konferencen
på dem, der var med til den?
De medlemmer, som blev interviewet
om konferencen, syntes at nævne de
samme tre ting som dem, der havde
gjort størst indtryk på dem. „At se
og høre profeten var det bedste," var
der nogle, der sagde. Andre tilføjede:
„Det var nyheden om templet." Og
endnu andre talte med taknemme-
lighed om de store, dejlige kor, der
havde sørget for det musikalske.
De, der havde glædet sig til kon-
ferencen i månedsvis, havde især
hæftet sig ved den tanke, at Herrens
profet ville være til stede ved kon-
ferencen, og derfor arbejdede de,
undværede mange ting og hjalp
hinanden, for at de kunne få mu-
lighed for at være med. Kormed-
lemmerne tilbragte mange timer med
at holde prøver, ofte måtte nogle af
dem tilbagelægge store afstande.
De, som deltog i det kulturelle pro-
gram fredag aften, havde også rejst
lang vej og arbejdet i mange timer for
at gøre deres numre endnu bedre. De
ønskede at gøre deres bedste for
profeten og de generalautoriteter,
som kom sammen med ham.
Men da præsident Kimball og de
andre så kom, blev de hellige ved
konferencen også rigeligt belønnet,
ja, for manges vedkommende ud
over, hvad de havde turdet håbe
på. I sine indledende bemærkninger
i Sao Paulo, endnu før, åbnings-
bønnen blev annonceret, sagde præ-
sident Kimball: „Det er os en glæde
at kunne meddele jer og den ganske
verden, at på baggrund af de fore-
tagne beregninger og jeres totale
samarbejde vil vi bygge Herrens 17.
tempel i Sydamerika, og det vil
komme til at ligge i Sao Paulo i
Brasilien."
De, som bor langt borte fra et tempel,
vil forstå lidt af hvor stor virkning
denne bekendtgørelse havde. Der var
en lille, dejlig familie fra Uruguay, der
sagde: „Det ville have taget os
mindst ti år at spare tilstrækkeligt
med penge sammen til at tage til et af
templerne i Nordamerika." Men nu,
da der skal bygges et tempel i Syd-
amerika, kan de om nogle få år
nyde godt af templets velsignelser.
Der var nogle, der ligesom ikke
magtede at give udtryk for deres føl-
elser angående nyheden om
templet. „Det er vidunderligt!" Andet
kunne de ikke sige, så overvældede
var de. Men de tårer, der sås i
deres øjne, antydede, at de i virkelig-
heden havde en hel del mere på
hjerte.
Lige fra konferencens begyndelse
skete der mange opløftende ting, og
ting, der øgede følelsen af fælles-
skab. For eksempel gjorde pro-
generalkonferencer
grammerne fredag aften meget for at
fremme fællesskabsfølelsen blandt
medlemmerne, som kom fra egne og
lande, der ligger hundreder af kilo-
meter fra hinanden. De forskellige
gruppers særlige talenter og deres
kulturelle arv.
En interessant følge af korprøverne
og prøverne på de kulturelle pro-
grammer var, at de unge var i stand
til at stifte nye bekendtskaber med
unge fra andre grene. Det resul-
terede i nogle spirende forelskelser
og endda et par forlovelser.
Ungdommen i Sydamerika udgør en
stor del af kirkens medlemsantal, og
de bidrog i meget høj grad til ånden
ved konferencen. Foruden at
optræde i de kulturelle programmer,
dannede de også nogle dejlige kor. I
Sao Paulo for eksempel, var det et
seminar- og institutprogramkor, på
over 1200 medlemmer, der sørgede
for det musikalske ved mødet søndag
formiddag. Klædt i pastelfarvede
skjorter og kjoler fyldte de hele
midtersektionen i konferencehallen.
Og da mødet var forbi, forblev de på
deres pladser og begyndte af synge
igen. Sang fulgte på sang, alt imens
stemningen steg, som de stod der og
så op på generalautoriteterne på
forhøjningen. Mange, både i koret
og på forhøjninge, havde tårer i
øjnene.
Det var blandt andet disse kor, der
gjorde et meget stærkt indtryk på
de ikke-mormoner, der overværede
konferencerne. I Brasilien for ek-
sempel, blev konferencen udsendt i
landets populæreste fjernsynspro-
gram, hvoraf det ene blev set af mere
end en million mennesker. Filmfoto-
graferne og reporterne var for-
bløffede. „Hvor har I haft gemt disse
kor indtil nu?" spurgte de. Svaret på
det spørgsmål var selvfølgelig, at
korene som sådan ikke havde
eksisteret, før deltagerne ankom til
Sao Paulo.
Andre var imponerede af den måde,
hvorpå de, der overværede møder-
ne, opførte sig. Lederen af Enhembi
Convention Center i Sao Paulo
sagde, at dette var den mest ordent-
lige og den mest velorganiserede
gruppe mennesker, der nogen sinde
havde benyttet disse lokaliteter. En
taxichauffør, måtte holde ude for
centret i timevis. Derfor havde han
rigelig lejlighed til at betragte kon-
ferencedeltagerne. På konferencens
sidste dag kunne han ikke længere
styre sin nysgerrighed. „Hvor kommer
disse mennesker fra?" spurgte han.
„Jeg har ikke set nogen skubbe for at
komme til, eller hørt dem være
uenige en eneste gang, jeg har kun
set dem være kærlige ved hinan-
den."
Fordi konferencemøderne i Sao
Paulo blev udsendt til andre dele af
bygningen af et internt fjernsynsnet,
var det nødvendigt at have et hold
teknikere til stede konstant. I begyn-
delsen af konferencen fortsatte de
blot med at tale sammen, selvom der
blev bedt. Men under det allersidste
møde, da slutningsbønnen blev frem-
sagt, var der en, der kom gående
ind i kontrolrummet og begyndte at
tale. Den øverste tekniker, som vel at
mærke ikke var sidste dages hellig,
vendte sig om og sagde: „Shhhh! De
holder bøn!"
De hellige i Buenos Aires gjorde
samme indtryk på de ikke-mormo-
ner, der så dem. Lederen af de loka-
liteter, hvor konferencen blev holdt,
gjorde en bemærkning om, hvor
ordentlige og propre deltagerne var.
En af politibetjentene, som var på
vagt uden for bygningen, sagde
noget tilsvarende.
Men de, som så og lagde mærke til
konferencedeltagerne, ville have
været endnu mere forbløffede, hvis
de havde vidst noget om de person-
lige ofre, nogle af dem havde måttet
bringe for at kunne være med. En
missionspræsident anslog, at det
havde kostet visse af hans medlem-
mer helt op til tre månedslønninger
at rejse til denne konference. Der var
mange, der havde påtaget sig et
ekstrajob, og som havde deltaget i
forskellige projekter for at få penge
23
til at rejse til konferencen. Der var
også nogle, for hvem selve rejsen
havde været særdeles besværlig.
Mange havde siddet i en bus i over
30 timer. En enkelt mand fra Chile
havde rejst i 65 timer for at komme til
Buenos Aires.
Interessant nok, gjorde de men-
nesker, som blev spurgt om deres
ofre, ikke noget stort nummer ud af
det. „Nej," kunne de sige, „der er
mange, for hvem det ikke har været
nemt af komme. Men vi synes nu
ikke, at der er tale om et offer." Dette
er måske nøglen til den ånd, der
var til stede ved konferencen. Det var
ikke noget offer; for de skulle jo høre
Herrens tjenere tale. Og alle deres
forventninger blev til virkelighed, da
de sad ved profetens og de andre
generautoriteters fødder og lyttede
til deres inspirerede vejledning.
De hørte præsident Kimball minde
dem om den udfordring, som Josua
stillede Israels børn overfor: „Vælg i
dag, hvem I vil tjene." Han mindede
dem igen om templet, som de netop
havde fået at vide skulle bygges, og
opfordrede dem til at yde ofre, så
det kunne ske. „Vi håber, at I vil
tage dette tempel som et nyt offer, for
vi husker, at „offer og lydighed pal-
men (os) bringer." (Priser profeten,
SDH-sange nr. 97) Af alle de velsi-
gnelser, I modtager, er ingen større
end den, at fædre og mødre kan blive
beseglet til hinanden for tid og evi-
ghed, og at de kan få alle dere sbørn
beseglet til sig, sådan at familierne
efter døden kan fortsætte sammen i
al evighed og blive som Gud og sam-
men vokse i retfærdighed og fuld-
kommenhed."
Ældste Mark E. Petersen talte om
befalingen: „Tag mit åg på jer."
(Markus 11:29) „Det at tage hans åg
på os, er det alvorligste og vigtigste,
vi kan gøre i dette liv. Hvis vi tager
hans åg på os, må vi gøre det i
oprigtighed. Vi skal være ærlige
over for Herren. Skønt vi lever i
verden, kan vi ikke lade verdens
synder og dårlige vaner, vinde sejr
over os."
De, som overværede præstedøm-
mets lederskabsmøde i Buenos Aires
hørte ældste Franklin D. Richards
tale om, hvordan man bør udvikle
sine evner som leder i præste-
dømmet. Han nævnede, at man
skulle bruge sin tid effektivt. „Vi må
lære at forenkle vort liv og vore
arbejdsvaner. Dette kan vi opnå ved
at gøre det, der er vigtigst først, og
ved ikke at prøve på at overkomme
mere, end at vi kan udføre det, vi
påtager os, ordentligt."
Ved det samme møde for præste-
dømmets ledere talte ældste Delbert
L. Stapley om præstedømmets natur
Han sagde: „Præstedømmets myn-
dighed og præstedømmets kraft er
ikke det samme . . . Man kan godt
have fået præstedømmets myndi-
ghed overdraget, og så alligevel
ikke opnå at besidde præstedøm-
mets kraft, hvis man er inaktiv, ulydig
og overtræder Guds bud. Præste-
dømmet kan ligge som et kim i den
enkelte, uden at dets kraft hvorved
mirakler kan udføres, nogen sinde
erkendes. En sådan inaktiv person
afskærer sig fra mange personlige
fordele, han kunne have fået, hvis
han havde været trofast, ligesom han
afskærer andre, som han kunne have
hjulpet og opløftet, fra at få velsi-
gnelser."
Der blev også givet dem, som over-
værede møderne for forældre og for
ungdommen, særlig vejledning.
Præsident Kimball advarede mod de
kræfter, som prøver på at svække
familiens enhed. Han mindede foræl-
drene om de fristelser, den moderne
ungdom står overfor. „Løsningen,"
sagde han, „ligger i at holde budene
og opfylde sine familiære pligter."
Han sagde, at det er Herrens pro-
gram, at „genindsætte faderen i hans
rette stilling, nemlig som familiens
overhoved, at hente moderen tilbage
24
til hjemmet fra den selskabelige kom-
sammen og udearbejde; og at føre
børnene tilbage fra en tilværelse,
som næsten udelukkende består af
tidsfordriv og morskab. Hjemme-
lærerprogrammet og „kronen på
dets værk": familiehjemmeaftenen
vil modvirke de dårlige virkninger,
hvis folk virkelig vil gøre brug af dette
hjælpemiddel."
Præsident Kimball mindede dem
derefter om fordums civilisationers
fald: „Hvis alle fædre i Babylon,
bistået af moderen, havde oplært
og undervist deres små i Herrens
tugt og formaning, ville denne store
by så nogen sinde være blevet
dækket med sand og dens fordær-
velse nedgravet i jorden, dens kilder
være udtørret og dens templer ned-
brudt? Ville drukkenskab og solderi
have lullet dem i søvn, så de ikke var
klare over, hvilken fare de stod over-
for? Ville palmer og piletrær være
visnet, ville jorderne være blevet
udtørret og forladt? Ville Babylon
nogen sinde været blevet til spot og
spe, eller en fornedrende betegnel-
se?"
Ved konferencen i Sao Paulo talte
ældste Rex D. Pinegar omforældre
og bøn: „Hvor er jeg taknemmelig for
mine forældres trofaste bønner. Jeg
får måske aldrig at vide, hvor
mange gange deres bønner har frelst
mig. Men jeg ved i hvert fald, at børn
har behov for de velsignelser, de
modtager gennem deres forældres
bønner.
Børnene skal. bede for deres for-
ældre, for hinanden, for kirkens
ledere, og om Herren vil velsigne
landets ledere, så deres stræben
må være retfærdig. Børnene skal
lære at udtrykke deres taknemme-
lighed i bøn ... de bør lære at bede
om styrke og visdom til at overvinde
de udfordringer, de hver især kom-
mer ud for . . . Børn skal også lære
at leve efter det de beder om, så de
bliver værdige til at modtage de vel-
signelser, de søger."
De unge hørte generalautoriteter tale
kærligt og ligefremt ved deres
møder. De blev mindet om, at de
skulle holde sig rene i enhver ret-
ning. De blev rådet til at give agt
på, hvad deres forældre og ledere i
præstedømmet siger. Og de blev
også mindet om deres missionær-
forpligtelser.
Præsident Kimballs tale til de unge i
Buenos Aires understregede i
særdeleshed vigtigheden af at udføre
missionærarbejde. Han talte om alle
de problemer, som mennesker i
verden kommer ud for, fordi de ikke
kender sandheden. „Hvis vi bare
kunne fortælle dem i hele verden, at
de bliver lykkeligere, at der ikke
længere vil være så megen hunger,
og at der vil blive sørget bedre for
dem, hvis de slutter sig til kirken.
Jeg ser hen til den dag, da vi har 5000
missionærer fra Sydamerika. Der er
flere end 5000 unge mænd i Syd-
amerika. Hvorfor er de ikke ude i
missionsmarken? Jeg tror sim-
25
pelthen ikke, at de forstår, hvordan
sagen forholder sig. De tror, at det er
noget man kan vælge enten at gøre
eller lade være at gøre.
Men det at tage på mission er som
at betale tiende. Der er selvfølgelig
ingen, der tvinger en til at betale
tiende, men alle, der elsker Herren,
vil nu alligevel gøre sig det til en
vane."
Præsident Kimball fortalte historien
om en ung studerende, som for-
elskede sig i en meget smuk, ung
kvinde. Da han friede til hende,
svarede hun: „Ja, jeg vil gerne have
dig til mand, men, hvor var du egent-
lig henne på mission?" Da han så
forklarede hende, at han havde be-
stemt sig til at få en uddannelse i
stedet, svarede hun: „Nå, men så
må vi nok hellere vente lidt." Han
var med i et af de næste missionær-
hold, der skulle til Australien.
Præsident Kimball fortsatte: „Er i
unge kvinder klar over, hvor stor
magt I har over de unge mænd? Om
der stod en hel hær her og gav dem
besked om at tage på mission, så
ville den dog ikke have så megen
magt, som I har. Når en af disse
unge mænd forelsker sig i jer, så er
det jer, der bestemmer farten. I kan
jo godt give ham det svar, som I har
lyst til at give ham, men I kan også
sige: „Skal vi ikke vente, til du kom-
mer tilbage fra din mission."
Og hvilken virkning havde så disse
taler på de unge, der overværede
konferencen? „Jeg er fast besluttet
på at være mere af en missionær,"
var der en køn 17-årig pige, der
sagde. „Og jeg vil opmuntre mine
yngre brødre til at tage på mis-
sion."
Et andet eksempel på, hvorledes
ungdommen reagerede på kon-
ferencen, blev fortalt af præsident
Puerta fra Sao Paulos vestlige stav.
Før konferencen havde han inter-
viewet en ung mand med henblik på
en mission. Han læste til ingeniør
på tredie år, og var ikke sikker på,
at han ønskede at afbryde sin uddan-
nelse, da det ville blive særdeles
vanskeligt for ham at få lov til at
genoptage den, når han kom tilbage
fra sin mission. Han sagde, at han
ville give sit endelige svar efter kon-
ferencen. Da det sidste møde så var
forbi, opsøgte han sin stavspræsi-
dent og sagde med tårer i øjnene, at
han forfærdelig gerne ville på mis-
sion.
Det er vanskeligt at sige noget om,
hvor mange andre konferencen har
påvirket på lignende måde, men
ved konferencemøderne kunne man
læse de unge menneskers begej-
string i deres øjne og i deres smil.
„Jeg føler det nærmest, som om mit
hjerte er blevet lutret," var der en,
der sagde. En anden sagde med
skælvende stemme: „Profeten tryk-
kede mig i hånden."
For mange af generalautoriteterne
og regionalrepræsentanterne var
disse konferencer en mulighed for
at forny gamle bekendtskaber og
se frugterne af den sæd, de i sin
tid selv havde været med til at så.
De havde gennem årene virket i
Sydamerika som missionærer, mis-
26
sionspræsidenter og missionsledere.
Mange af de hellige, der var til stede,
havde de selv undervist, vejledt, og
kaldet til ledende stillinger. De havde
set kirkens forskellige afdelinger
vokse, og de havde set medlem-
merne udvikle sig åndeligt. Nu så
de tusinder af ivrige hellige mødes
ved disse to store konferencer. De
så de talrige, hengivne unge men-
nesker, hvoraf mange var anden og
tredie generations mormoner.
I flere tilfælde havde brødrene grebet
direkte ind i medlemmers personlige
liv, så disse var blevet specielt
påvirket. To begivenheder, der fandt
sted ved Buenos Aires konferencen,
og som begge angik præsident
Kimball, er gode eksempler herpå.
Da præsident Miquel Avila, før-
sterådgiver i Buenos Aires østlige
stav, talte ved mødet for forældrene,
fortalte han, at hans hustru havde
været syg for ca. 10 år siden. Hun
havde været til mange undersøgelser
og havde gennemgået en operation,
og alligevel kom hun sig ikke. Parret
var forblevet barnløst i 7 år, og de
stod nu overfor den mulighed, at
søster Avila skulle opereres endnu
engang, og at de aldrig ville kunne
få børn.
Så en aften havde bror Avila en
drøm, i hvilken en af de daværende
apostle sagde til ham, at han ikke
skulle være bekymret. Han ville få
en vigtig kaldelse, og han og hans
hustru ville blive velsignet med et
barn. Otte måneder senere blev
Buenos Aires staven organiseret, og
præsident Kimball — der på det
tidspunkt var medlem af De tolvs
Råd — ordinerede bror Avila til
biskop. Det var præsident Kimball
han havde set i drømmen. Inden der
var gået to uger, havde søster Avilas
helbred bedret sig, og lægen med-
delte, at hun var gravid. Senere blev
de velsignet med en søn.
I et andet tilfælde henvendte en
kvinde sig under konferencen til
Allen Litster, en af regionalrepræ-
sentanterne, og bad ham om at sørge
for, at hun kom til at tale med præsi-
dent Kimball. Hun fortalte, at hun
havde mistet ti børn, før præsident
Kimball havde givet hende en velsi-
gnelse. Idet hun pegede på en køn
teenagepige, der stod ved siden af
hende, sagde hun: „Min datter vil
gerne have lejlighed til at takke præ-
sident Kimball."
I årenes løb er der tusinder af mis-
sionærer, der har arbejdet i Syd-
amerika og der sået troens sæd. De
tusinder af hellige, der var til stede
ved disse konferencer er en del af
frugterne af deres arbejde. Og under
konferencerne blev der sået mere
sæd, som vil bære frugt i årene
fremover. Et eneste medlem kan,
når han først i sit hjerte har følt sig
berørt af Brødrenes råd, føre snese-
vis af andre mennesker ind i kirken.
En ung mand, der lader sig inspirere
til at tage på mission, kan have en
positiv og varig indflydelse på hun-
dreder af andre menneskers liv. Og
hvor mange forældre og fremtidige
forældre modtog ikke vejledning,
som vil sætte dem i stand til at
opdrage kommende generationer af
ledere?
Der kan endnu ikke skrives en
fyldestgørende historie om de her
omtalte konferencer, fordi den vig-
tigste del er blevet udspillet i del-
tagernes hjerter. Men måske kan
man delvis læse fremtiden i de
tusinder af dejlige unge deltageres
strålende ansigter. Hvis det er til-
fældet, så vil der ske store ting som
resultat af de konferencer, der blev
afholdt henholdsvis i Sao Paulo fra
den 28. februar til og med den
2. marts og i Buenos Aires fra den
7. til og med den 9. marts.
Emne: Generalkonference, Buenos
Aires, Sao Paulo
27
Brev fra redaktionen
Dette særlige Det nye Testamente-
nummer, som er baseret på de fire
evangelier: Mattæus, Markus, Lukas
og Johannes, vil give ekstra materia-
le til studiet af jeres søndagsskolek-
tier i kirkeåret 1975-76. I løbet af
året vil der blive bragt yderligere
aktikler om Det nye Testamente i
bladet.
Dette septembernummer af Den
danske Stjerne præsenterer jer for
det smukke udseende, jeres blad vil
få. Der er færre sider i dette num-
mer, men et nyt format af bladets ind-
hold, gør, at der kan stå mere på
hver side, og der er derfor nu flere
artikler i hvert nummer i forhold til
sideantallet. Vi håber, at I vil kunne
lide bladets nye udseende.
„Men hvorfor er der færre sider?" vil
I måske spørge. Jo, før brugte vi ca.
16 sider i hvert nr. til konferencetaler.
Talerne fra en enkelt konference blev
således spredt over seks numre.
Nu glæder det os at kunne meddele
jer, at fra begyndelsen af næste år
(1976) vil vi to gange om året mod-
tage et stort særnummer af Stjernen,
indeholdende alle talerne fra
generalkonferencerne. I vil med
andre ord få en gengivelse af hele
konferencen i et enkelt nummer. For
at kunne udsende disse store sær-
numre, har vi „lånt" nogle sider fra
de andre numre. Så i løbet af et helt
år vil I altså modtage det samme
sideantal som hidtil, så I får lige så
meget „blad" for pengene.
I de områder, hvor der holdes om-
rådekonferencer, vil der blive
udsendt et nummer med talerne fra
denne konference i stedet for med
talerne fra generalkonferencen. Vi vil
alligevel sørge for, at de hellige i
disse område får der taler, som Det
første Præsidentskab har holdt, samt
et resumé af de andre taler fra
generalkonferencen.
Stjernen vil fortsat indeholde mange
af de indlæg, som I er vant til,
såsom „budskaber fra Det første
Præsidentskab", særlige artikler og
historier, 8 børnesider, artikler for
ungdommen, samt fire sider med
lokalt nyt, såvel som andre aktuelle
artikler.
Vi ønsker at gøre dette til jeres blad.
Det ville glæde os, hvis I fortsætter
med at indsende ideer og artikler, for
alle jeres brødre og søstre over hele
verden vokser ved styrken af jeres
vidnesbyrd.
Vi opfordrer jer til at fortælle alle
jeres venner om de nye konference-
numre og om dette nummer, der
specielt behandler Det nye Testa-
mente. Vi føler os overbevist om, at
de nødig vil gå glip af disse og alle
andre enestående numre.
Emner: Venlighed, lykke, tobachintræ
Lykketræet
■**
Resumé: Adrian, som er en meget kærlig hyrdedreng fra bakkedragene i Me-
xico, drømmer om at blive en stor koncertviolinist. En aften hjælper han en
gammel sigøjnerkvinde og inviterer hende hjem. Hun fortæller drengen og
hans familie om de smukke koncertsale, han har set, og om den dejlige musik,
hun har hørt. Da hun forlader dem, forærer hun drengen et frø af Tabachin-
træet eller „lykke" -træet, idet hun lover ham, at træet vil bringe ham lykke, hvis
han passer det godt. Træet vokser til, og en dag springer det ud med en ød-
selhed af gyldne og skarlagenrøde blomster. Træet er så smukt, at en rig
godsejre tilbyder at købe det. Men da det går op
for Adrian, hvor ond selvisk godsejeren er, nægter
han at sælge træet eller at give ham blot så meget
som én af dets frøkapsler. Adrian har andre planer
med frøene.
r^?w
„Jamen, vor jord er meget fattig, og deuden er den
ikke til salg."
„Det er Tabachintræet, jeg er ude efter", sagde Don
Porfirio vredt. „Jeg har set det blomstre. Jeg ønsker
at glæde min hustru ved at plante disse træer langs
vejen til min hacienda (gård)."
„Der er ingen grund til at købe træet", sagde Adrian.
„Jeg vil gerne give Dem alle de frø, De har brug
for."
„Det er træet, jeg vil ha'", blev manden ved. „Jeg
vil indsamle alle bælgene, og så fælde træet."
Adrian forstod ikke, hvad han mente. Han gik hen
til Tabachintræet og skar flere bælge af de laveste
grene.
„Hvis de her ikke kommer op, så giver jeg Dem bare
nogle flere", forsikrede han den rige mand.
Pludselig så Adrian den store hingst komme nær-
mere. Så stejlede den, så dens hove et øjeblik be-
fandt sig lige over Adrians hoved. Med et svirp af
sin ridepisk slog Don Porfirio bælgerne ud af dren-
gens hånd.
„Fjols!" råbte han. „Jeg vil ha' træet for mig selv!!
Jeg er ikke ude efter noget, som enhver i landet
har."
Og så var han forsvundet i en støvsky.
Nu begyndte Adrian at forstå at rigdom ikke er nok
til at gøre nogen lykkelig, for Don Porfirio var meget
rig, men hans hjerte var ondt og selvisk.
Adrian stod længe og så op på træets palmeagtige
blade. Han så hundreder af lange bælge, der tilsam-
men indeholdt tusindvis af frø. Langsomt begyndte
en ide at forme sig i hans sind.
I begyndelsen tænkte Adrian på at sælge frøene
fra tabachintræet. Hvis Don Paofirio Paz havde væ-
ret villig til at betale så høj en pris for træet, så
m^tte der bestemt være andre, der ville betale blot
nogle få ører for hvert frø.
Han åbnede en af de tørre kapsler og talte tyve frø
inddeni. Han så på de hundreder af kapsler og
begyndte at gange hvert frø med fire centavos
(ører). Det resultat, han kom til, fik det næsten til at
svimle for ham så rig følte han sig. Og så kom han
til at tænke på den rige mands hårde og selviske
ansigtsudtryk.
Han er ikke lykkelig, måtte Adrian indrømme for sig
selv. Det er ikke altid, at rigdom bringer lykke. Så
tænkte han i stedet på de golde, grimme gader og
torvet i den nærliggende landsby, hvor der kun var
få træer til at give skygge. Nu fik han en hel anden
idé.
„Padre (far)" sagde han næste morgen, „tror du,
at du kan klare dig uden mig en dags tid? Jeg har
et meget vigtigt ærinde."
29
„Si" sagde hans far.
Retten havde lige slået sine porte op, da Adrian
ankom til landsbyen. Han gik tøvende indenfor,
idet han nikkede til den mand, som var ved at feje
de toppede brosten.
Han tog sin sombrero af, mens han forsigtigt listede
sig nærmere hen mod den store mand, som sad
bag et gammelt skrivebord.
„Senor Alcalde (hr. borgmester)!" kaldte han med
sagte stemme.
Manden så op, smilede og sagde:
„Si, José Lopez, hvad kan jeg gøre for dig?"
Adrian trak vejret dybt og begyndte. „Jeg er kom-
met til at tænke på, at I måske gerne vil have nogle
helt ekstra fine træer til at pynte op på torvet."
Don José blinkede til ham med sine blå øjne.
„Er det dig, der har tabachintræet?" ville han vide.
„Si, Senor", svarede Adrian.
„Jeg synes, det er en strålende idé," fortsatte borg-
mesteren. „Men jeg ved, at frøene er meget sarte.
Hvem skal så dem?"
„Jeg skal nok så frøene, Senor," tolbød Adrian,
„og passe de nye træer om aftenen, når jeg er
færdig med mit arbejde."
Adrian såede frøene og byggede et beskyttende
stakit rundt om de nye små vækster, ja, han pas-
sede dem som var de hans egne. Og da de var
blevet store og kraftige, og ikke længere behøvede
så megen pasning, kaldte borgmesteren Adrian ind
til et særligt møde.
„Vi ønsker på en eller anden måde at takke dig
for det, du har gjort for landsbyen," erklærede
borgmesteren. „Vi vil gerne vide, om du har et eller
andet lille ønske, vi kan opfyde for dig."
Adrian så rundt på kredsen af smilende ansigter.
Hjertet hoppede i livet på ham af bare overraskelse
og spænding. Han vidste ikke rigtig, om han turde
bede om den ene, bestemte ting, han ønskede sig
allermest.
„Senor," sagde han endelig. „Jo, jeg har faktisk et
ønske. Jeg vil gerne lære at spille violin."
Borgmesteren lagde hovedet tilbage og lo så det
gav genlyd gennem den lille sal.
„Du skal få dit ønske opfyldt," sagde han. „Den
gamle musiklærer er en af mine venner. Jeg vil selv
følge dig derhen."
„Jeg er meget gammel og næsten døv," indvendte
musiklæreren, da borgmesteren og Adrian besøgte
ham. „Og hvordan kan jeg vide, om drengen har
nogen musikalske evner?"
Hurtigt trak Adrian sin fløjte frem, han gik altid med
den inden for skjorten, og før læreren kunne nå at
protestere, begyndte han at spille.
Efter de første få toner, lænede den gamle mand
sig frem, idet han holdt hånden bag øret for bedre
at høre. Snart nikkede han. Da Adrian havde spillet
sin melodi færdig, strålede lærerens øjne. „Jeg
skal nok undervise ham," indvilligede han.
„Men . . .", begyndte Adrian, der pludselig kom i
tanker om det allervigtigste.
„Du skal ikke være bekymret, min søn," sagde
bormesteren og tog om Adrians skulder, „byen
skal nok købe en violin til dig."
„Gracias (tak)!" jublede Adrian.
På vejen hjem følte han det, som han svævede.
Han kunne næsten ikke få vejret af glæde og spæn-
ding, da han fortalte sine forældre eventyret om
violinen. De nikkede glade, medens Adrian atter og
atter udbrød: „Det er lykketræet! Det har fået min
drøm til at blive til virkelighed!"
Da den tid kom, hvor alle tabachintræerne i lands-
byen stod i blomst, havde Adrian lært alt, hvad den
gamle lærer kunne lære ham. „Nu er du parat til
at tage ind til byen, hvor de rigtige store lærere
findes," sagde han.
„Men jeg har ingen penge," protesterede Adrian.
„Du har mere end penge," svarede læreren. „Du
kan spille på violinen og tjene nok til undervisnin-
gen og også lidt til din aftensmad."
Og så drog Adrian til Oaxaca. Efter at han havde
gået i to dage, var der ikke mere tilbage af den
madpakke, som hans mor havde givet ham. Sulten
og træt kom han ved solnedgang ind i en lille
landsby.
30
Nu gælder det, nu skal det vise sig, tænkte Adrian
ved sig selv. Han stillede sig på et gadehjørne og
tog sin violin frem. Til at begynde med var der kun
en eller to nysgerrige, der stillede sig og så på
ham, men efterhånden som han spillede, samlede
der sig mange mennesker. Da han var færdig med
at spille, regnede det ned over ham med små pen-
g eg aver.
Adrian nåede byen med tilstrækkeligt mange penge
på lommen til at betale sin mad og et lille bitte
bagværelse på en kro. Kromanden gik ind på at
lade Adrian arbejde i staldene.
Nogle uger senere fandt Adrian en musiklærer, som
var villig til at undervise en jævn bondedreng for
den lille sum, han var i stand til at betale ham.
Adrians hænder begyndte at ryste, da han skulle
spille for ham. Det her er jo ikke min gamle lærer,
tænkte Adrian bekymret. Hans ansigt er strengt og
koldt. Men jeg må ikke gå glip af denne chance.
Han tvang sig selv til at tænke på tabachintræets
vidtstrakte grene med skarlagenrøde blomster med
guldprikkerne. Omsider begyndte hans fingre igen
at bevæge sig mere sikkert og hurtigere.
„Hmm" sagde musiklæreren, da Adrian holdt op
med at spille. „Hvem har skrevet den sang? Den
har jeg aldrig før hørt."
„Det har jeg selv," indrømmede Adrian, medens
han spekulerede på, om han mon skulle have spil-
let noget andet.
„Er du villig til at arbejde meget hårdt og bringe
mange ofre uden at bekage dig?" spurgte læreren.
„Si! Si!" lovede Adrian, og fra det øjeblik begyndte
hans liv at forme sig helt anderledes. I stedet for
at arbejde i staldene, spillede han nu for kroens
gæster om aftenen. Han studerede og øvede sig
for at drømmen om de store koncertsale kunne gå
i opfyldelse.
En dag da Adrian gik rundt mellem bordene i
kroens store spisesal, lagde han mærke til en del
fremmede, der sad og talte sammen ved kaminen.
Da violinens sidste tone var døet bort, var der en
af de fremmede, der gjorde tegn til ham, at han
skulle komme over til dem.
Adrian bukkede høfligt og stod helt stille, medens
han ventede på, at den høje, slanke fremmede
skulle sige noget.
„Hvad hedder du, min ven?" spurgte manden.
„Adrian," svarede drengen.
„Nå, Adrian," gik den fremmede videre, „kunne du
tænke dig at spille for en af mine særlig gode ven-
ner, som er kommet hertil for at besøge sin fødeby
Oaxaca?"
„Hvis min musik har kunnet glæde Dem, så vil jeg
meget gerne spille for Deres ven." svarede Adrian.
„Så kommer jeg for at hente dig her i aften om en
uge," sagde den fremmede. „Jeg hedder Guillermo
Prieto, og den ven, jeg talte om, er Don Benito
Juarez."
Alene det første navn fik Adrian til at gispe, for
Guillermo Prieto var en meget berømt digter, men
det andet navn gjorde ham helt mållløs. Don Benito
Juarez var Mexicos præsident!
Adrian tilbragte den næste uge med at øve sig,
som han aldrig før havde øvet. Da den store dag
oprandt, var han meget omhyggelig med sin på-
klædning. Men da han så ind i spejlet, så han en
bange og ensom hyrdedrengs ansigt. For at holde
modet oppe tog han sin fløjte fra bordet og stak
den inden i sin fjølsjakke.
Modtagelsessalen i det fornemme hus var fuldt af
betydningsfulde og velhavende mænd og kvinder.
Der blev helt stille i salen, da en mand i sort tøj kom
ind. Guillermo Prieto førte Adrian hen for at præ-
sentere ham for præsidenten. Drengen følte sig
meget lille og ydmyg, som han stod der foran
denne store og berømte mand.
„Spil så," sagde præsidenten venligt efter at have
hilst på drengen.
Pludselig slog det Adrian, at præsidenten så be-
drøvet ud.
Han er meget berømt, tænkte han undrende, men
alligevel er det tydeligt at se, at han er bekymret
og ensom.
Så kom han til at tænke på, at Don Benito Juarez
også engang havde levet i bjergegnene omkring
Oaxaca. Lynhurtigt bestemte Adrian sig til, hvad
han ville gøre. Han lukkede violinkassen igen og
tog sin fløjte frem. Da Guillermo Prieto så den,
rejste han sig forbavset og skulle til at gå hen til
Adrian.
„Nej, vent," befalede præsidenten, idet han gjorde
tegn til digteren, at han skulle sætte sig igen.
„Denne dreng er helt klar over, hvad han gør."
I stedet for lyden af violinen var det nu rørfløjtens
lyse, smukke toner, som fyldte rummet. Adrian spil-
lede sangen om den vilde kanariefugl og sanglær-
ken. Han spillede om de græssende får, hyrdehun-
den og de rislende bække. Da han sluttede så han
at præsidentens øjne var fulde af tårre.
Længe efter huskede Adrian præsidentens sørg-
modige ansigtsudtryk. Han erindrede det, når han
spillede i de store koncertsale. Han huskede det,
når han befandt sig blandt de rige eller når han
spillede for de fattige.
En dag, da han steg ud af sin vogn for at gå ind
(Forts, på side 37)
31
51
Fra prik til prik
Af Evalyn Shephard
Forbind punkterne, til du har fundet
to små venner med fjer på
Labyrint
Af Beverly Johnston
53,
5f
5JL
50
H°i
55«
56«
*/8
Hl
~>
58T -57
S°i'
60'
*
»J8
fcl •
^P
Hjælp John med at
fange sin drage, før
den blæser væk for
ham! Men du må ikke
krydse nogen af
stregerne!
Find den fugl, der er anderledes
Af Ann Stacey
Kan du se, hvilken fugl, der er
anderledes end de andre?
bare
for
sjov
Hvad hører sammen?
Af Richard Latta
Hvad hedder disse ting? Sæt de
rigtige ting sammen med de
rigtige navne!
33
Strålende
mure
Af Iris Syndergaard
Illustreret af Sherry Thompson
Hilda Larson var ved at sætte fa-
dene frem til middagsmaden, da
hendes far kom ind og sagde til
hende: ,,Sæt det gamle service
væk, Hilda. Vi får gæster."
„Hvem er det, der kommer,
John?" ville Hildas mor vide.
„To af de mænd, som har arbej-
det på templet sammen med mig
i dag," svarede han. „Heber Kim-
ball og Brigham Young."
Hilda smilede ved tanken om, at
broder Young skulle komme til
middag. Hun kunne godt lide de
fleste af de mænd, som hendes
far havde arbejdet sammen med,
siden de var flyttet til Kirtland,
Ohio. Men hun var særlig be-
gejstret for broder Yong, som al-
tid fortalte sådan nogle interes-
sante historier.
Hilda og hendes mor gik sammen
ind i det lille værelse, hvor por-
celænsservicet stod i det høje skab
bag svære glasdøre. Skønt det
kun blev anvendt, når de havde
gæster, eller på særlige festdage,
så var Hilda dog fortrolig med
hvert eneste stykke.
Der var et stel bestående af otte
smukke tallerkener med tilsvaren-
de kopper og underkopper, en
souseskål og en stor suppeterrin
af fint Dresdenerporcelæn. På
kanterne af det alt sammen var
der malet et fint blåt mønster,
som forestillede pilegrene.
Hildas mor rakte tingene en efter
en, og Hilda passede meget på
ikke at tabe noget.
„Dette service", forklarede hen-
des mor, „tilhørte din oldemor.
Hun pakkede omhyggeligt hvert
stykke ind i vat, da hun skulle
sejle fra England i 1770. Hun var
bekymret, hver gang det blæste
op ude på havet, for hun var
bange for, at noget af det skulle
gå itu."
Hilda tænkte på, hvor lykkelig
hendes oldemor måtte have
været, da hun pakkede porce-
lænet ud igen. Der var slet ingen-
ting, der var gået i stykker den-
gang; men Hildas bedstemor hav-
de tabt en underkop, da hun var
en lille pige. Og Hildas mor havde
ofte fortalt om, hvordan hun selv
havde slået sukkerskålen i styk-
ker, efter at hun havde fået ser-
vicet i bryllupsgave.
„Du kan tro, at jeg græd", sagde
hun. „Det var den skål, jeg var
allermest glad for."
Hilda gik meget langsomt, da hun
bar det skrøbelige porcelæn ud i
køkkenet. Da bordet var dækket,
kom mor ind med en yndig, blå
kande, som Hilda mindedes, at
familien kun havde brugt nogle
ganske få gange. Hun anbragte
kanden midt på bordet. „Så,"
sagde hun, „ser det nu ikke flot
ud?"
Hildas far lagde armen om sin
kone og sagde: „Jo, Sara, det er
vel nok smukt." Men hans stem-
me lød så bedrøvet. „Jeg er glad
for, at du har lejlighed til at vise
porcelænskanden frem. Det er
måske sidste gang."
Hilda forstod ikke, hvad han men-
te. Hvorfor skulle mor ikke mere
få brug for kanden, tænkte hun.
Hun huskede, hvordan hun selv
engang havde fået lov til forsig-
tigt at holde den op mod vinduet,
så hun kunne se, hvordan lyset
skinnede igennem den. Hendes
far havde forklaret hende, at fint
porcelæn var gennemsigtigt, og
at hans mor havde kanden med
sig fra Holland for mange år si-
den.
Så bankede det på døren; Hildas
far lukkede op og bød de to for-
nemme gæster velkommen. „Vore
gæster er kommet," råbte han, og
Hilda og hendes mor skyndte sig
ud for at tage imod dem.
Mens de spiste, nød Hilda at høre
sin far tale med de to mænd. De
talte om, at Kirtland Templet, som
de var ved at bygge, nu snart var
helt færdigt.
„Alle de hellige i Kirtland har
hjulpet til," sagde broder Kimball.
„Vi er måske ikke så mange,"
samtykkede broder Young, „og vi
er fattige, men vi er rige i troen.
Medens mændene arbejder med
at bygge, spinder og væver kvin-
derne klæde til vort tøj."
Broder Kimball tog den porce-
lænskop op, som stod ved hans
tallerken. „Og nu ofrer kvinderne
deres dyrebare service" sagde
han og så på hendes mor. Så pe-
gede han på den smukke porce-
lænskande.
„Også den, søster Larson?"
spurgte han.
„Ja, broder Young," nikkede hen-
35
des mor. „Hvis der er brug for
den."
Da mændene var gået, hjalp Hilda
til med at vaske op og stille ser-
vicet tilbage i skabet. Idet hendes
mor lukkede glasdørene, løb tå-
rerne ned ad hendes kinder. Hil-
da ønskede, at hun kunne forstå,
hvorfor alle virkede så bedrøvede
over det service.
Næste eftermiddag så Hilda til sin
forbavselse, at hendes far kom
tidligt hjem. Normalt arbejdede
han på templet hele dagen, med-
mindre han var optaget af noget
snedkerarbejde i Kirtland. Han
talte sagte til Hildas mor. „Vi er
parate. Nu kan vi godt komme
med det, Sara."
„Kom og hjælp mig, Hilda," sag-
de mor og tog hende med ind i
værelset, hvor skabet med por-
celænet stod. På gulvet ved siden
af skabet stod der en stor kasse.
„Vi skal have porcelænet pakket
ned i kassen, Hilda", sagde mor.
„Der er brug for tallerkenerne til
templet." Hilda kunne ikke fore-
stile sig, hvorledes porcelænser-
vicet og den dyrebare kande kun-
ne bruges til at bygge et tempel
med. Hun så til, medens hendes
far løftede kassen med servicet
op bagi ponyvognen. Så kørte de
ud til skrænten, hvor templet var
ved at blive bygget.
Hilda sprang ned fra vognen og
fulgte med sin*far hen til en stor
beholder, som en arbejdsmand
stod og rørte rundt i.
Idet Hildas far bøjede sig ned
råbte han så højt, så de kunne
høre ham over larmen. „Vi er ved
at lave stukkatur til de ydre tem-
pelmure. Vi har opdaget, at itus-
lået porcelæn hjælper til at få den
til at sidde fast." Så tilføjede han:
„Desuden vil det komme til at se
meget smukt ud, når murene strå-
ler af alle de små glas- og por-
celænsstumper."
En mand, der stod i nærheden,
sagde: „Næsten alle de sidste
dages helliges kvinder har ofret
deres bedste porcelæn til tem-
plet."
Hilda kunne næsten ikke tro, at
det var rigtigt, da hun så sin mor
tage det dejlige Dresdenerpor-
celæn op af kassen og stykke for
stykke række det til manden, der
stod ved siden af den store be-
holder. Han stillede servicet på
et fladt brædt, brækkede det i
små stykker og skrabede så disse
små stykker ned i beholderen.
Da den blå porcelænskande var
slået itu og blandet sammen med
den masse, der skulle blive til
stukkaturen, begyndte Hilda at
græde.
„Du skal ikke tage det så tungt,
Hilda," sagde mor, idet hun lagde
armen om den hulkende pige.
Men hele vejen ned ad bakken i
ponyvognen, græd Hilda stille,
medens den tomme kasse skram-
lede bag dem.
En aften, efter at templet var fær-
digt, gik Hilda sammen med sin
far og mor op ad vejen til den
smukke bygning. Solen var netop
ved at gå ned, og så så Hilda
templets mure. De skinnede og
strålede i sollyset.
„Å, mor!" jublede hun, idet hen-
des hjerte pludselig begyndte at
banke voldsomt af glæde. „Kan
du se, hvor det skinner blåt dér
ved siden af hovedindgangen?
Kun bedstemor Larsons porce-
lændskande kunne få muren til
at stråle sådan!"
Emne: Kirtland Templet
(Forts, fra side )
til en koncertsal, så han, at menneskemængden,
der havde samlet sig for at få et glimt af ham, var
større end sædvanlig. Der var mænd, kvinder og
børn fra alle samfundslag. Idet han banede sig
vej fremad, stillede en pjaltet skopudserdreng sig
op foran ham.
„Hvor ville jeg dog ønske, at jeg bare én gang
kunne få lov til at høre den store Adrian spille."
hørte Adrian ham sige.
Violinisten stoppede pludselig op. Han støttede
violinkassen mod sit knæ, tog violinen frem og
begyndte at spille. Han spillede de store mestres
musik, og han spillede sine egne sange. Han fik
violinen til at le. Han fik den til at græde. Og så
begyndte han het uventet at spille en ny melodi.
Og han forstod, at det han spillede, i virkeligheden
var lykketræets melodi.
Da mængden omsider gik hver til sit, længtes
Adrian pludselig efter at se sit hjem og tabachin-
træet. Han lod vognen stå der på gaden og be-
gyndte at gå.
De gamle siger, at blomsterne på tabachintræerne
i landsbyen sprang ud den dag, da Adrian kom
tilbage, selv om det faktisk i virkeligheden var alt
for tidligt på året.
„Jeg ved, hvad lykke er," sagde han, efter at have
hilst på sine forældre. „Lykken er at give, at give
som jeg gjorde det med tabachintræets frø. Jeg
vil give min musik til alle dem, der ønsker at høre
på mig, og jeg vil give de fattige og dårligt stillede
al min rigdom."
Adrian tog kun et enkelt sæt tøj til at skifte med
og sin violin med sig ud på den rejse, der skulle
bringe ham rundt til hver eneste krog i Mexico. Af
alle de melodier han spillede, var det „Lykketræts
melodi", folk holdt mest af at høre.
Den dag i dag er der mange, der mener, at den
sagte, blide lyd af vinden i tabachintræets grene
virkelig er musikken fra Adrians violin.
Åndelighed tilskynder én til at overvinde vanskeligheder
og opnå mere og mere styrke. Nogen af livets mest
vidunderlige oplevelser er at føle sine evner vokse og at føle
sandheden erobre en stadig større del af sjælen.
— Præsident David O. McKay —
37
Varen Købes
Loppetorv
Den 10. juni 75 afholdte Københavns
1. ward et loppemarked for wardets
medlemmer til fordel for de unge men-
nesker, som gerne vil teltage i et af
kirkens seminarer, men som rent øko-
nomisk ikke har de fornødne midler
til at få det store materiale, der skal
bruges.
Det var et dejligt projekt, der kom i
gang, og der var søskende, der gav
os mange dejlige ting. Vi siger tak til
alle, der støttede os og en særlig tak
til de venner som skænkede os et
dødsbo, der var mange gode ting der-
fra også, et loppemarked med noget
for enhver smag.
Hvordan man laver sæbe af rester
Anbring sæberesterne i en rustfri stål
kasserolle. Kasserollen skal være så
stor, at massen ikke koger over. (Alu-
minium bør ikke bruges.) Tilsæt lidt
vand og bring det langsomt i kog, rør
af og til, så det ikke brænder på.
Blandingen skal være tyk og flyden-
de.
Nar alle resterne er smeltede, hæl-
des blandingen i en form. Lad den af-
køle og blandingen i en form. Lad
den afkøle og skær den ud i firkanter.
Man kan lave en form af pap; foret
med bagepapir.
Hvis man tilsætter for meget vand,
stivner blandingen ikke. Så kan det
hældes i en beholder og bruges som
flydende håndsæbe.
Man kan udmærket godt blande alle
farver og mærker uden at sæbens
virkning forsvinder.
Varen prøves
De unge folkedansere fra 1. ward,
gjorde med fin dans deres til, at det
blev en god aften med stor succes;
noget vi vil anbefale andre også at
gøre.
Sulten og tørsten blev også stillet tak-
ket være nogle dejlige forfriskninger
som de unge selv havde fremstillet.
Takket været mange gode købere fik
vi i vor kasse kr. 1077,—.
Dermed kan vi være med til at hjælpe
en hel del unge at få et seminarstu-
dium, og til at få udvidet deres kend-
skab til evangeliet.
Tak til alle der gjørde deres til, at det
blev et godt projekt.
Forårsynt fra Hjælpeforeningen
Japanske risfrikadeller til 4 personer.
Kogte ris svarende til 3 dl. rå ris
1 dl. grahamsmel
1 dl. vand
2 æg eller 1 / 2 dl. sojamel + 1 / 2 dl. sol-
sikkeolie
2 finhakkede løg
2 tskf. salt
alt dette røres til en lind fars og ste-
ges som frikadeller. Smager dejligt
med grøntsager.
Hvem vil stemme for at lukke
Kirkens aktiviteter?
Sidste søndag stemte jeg for at luk-
ke kirken — ikke med vilje, heller
ikke af ondskab — men jeg stemte
uden at tænke over det, tankeløst,
dovent og ligeglad. Jeg stemte for
at lukke dens døre, så dens vidnes-
byrd kunne blive standset.
Jeg stemte for at lukke den åbne
Bibel — den Bibel, som var blevet
givet os gennem års kamp og gen-
nem de martyrers blod, som døde,
for at vi kunne få den at læse. Jeg
stemte for at standse forkyndelsen
af evangeliets strålende sandheder.
Jeg stemte for, at børnene i søn-
dagsskolen ikke længere måtte læ-
re historierne fra Bibelen og ikke
længere løfte deres stemmer til
sang.
Jeg stemte for, at korets og menig-
hedens sang skulle standse, og at
de ikke mere skulle synge til Her-
rens pris.
Jeg stemte for, at alle kirkens mis-
sionærer skulle kaldes hjem, alle
de lokale funktionærer skulle holde
op med at prædike, ethvert hospi-
tal, enhver skole skulle lukke. Jeg
stemte for, at alle missionærprojek-
ter skulle standses, enhver god, ret-
færdig og sand indflydelse i vort
samfund skulle indskrænkes og til
sidst standses.
Jeg stemte for overtroens mørke,
for syndens ødelæggende indflydel-
se, for uvidenhedens fordærv og
for egenkærlighedens forbandelse,
at de endnu engang kunne kaste
deres ødelæggende byrde på skul-
drene af en allerede overbebyrdet
verden.
Jeg stemte for alt dette. For se, jeg
kunne være gået og jeg burde være
gået, men jeg gjorde det ikke. Jeg
blev hjemme fra kirken sidste søn-
dag!
Fra Deseret News, og
Den danske Stjerne,
November 1951
38
Foto: Jørgen Schmidt, Jun.
The Osmonds i byen!
Det går bestemt ikke stille af når
Osmonds familien viser sig. Deres
popularitet er så stor, at deres fans
i bar begejstring skal ødelægge no-
get. Det er muligt, at det ikke er ba-
re glæde altsammen — slet ikke for
den der får ødelagt sit inventar eller
ruder.
Da Osmondfamilien var her sidst i
maj formåede de, med timers varsel
at samle en tusindtallig skare i kir-
kebygningen på Magelgårds Allé i
København. Her bar hele familien —
også de indgifte — dejlige vidnes-
byrd. Og alle var efter denne aften
overhovedet ikke i tvivl om, hvad
„The Osmonds" står for, og hvad
de tror på. Det er i sig selv et vid-
nesbyrd om, hvordan man ikke be-
høver at ødelægge sig selv for at
være på toppen i den brance.
Det var dejligt at høre, at Maria
ønsker at blive gift når tiden er in-
de, og at hun til den tid er rede til
at forlade toppen. Det gjorde også
indtryk at høre Jimmy fortælle om,
hvordan han glædede sig til at mod-
tage præstedømmet, da han blev 12
år.
Disciplinen blandt de mange unge,
der var til stede var god, så det kan
lade sig gøre. Aftenen efter gav
„The Osmonds" en koncert i Brønd-
byhallen, og det var straks en an-
den historie. Den har pressen for-
talt om, og det ser ud som om de
fleste var glade for det de overvæ-
rede. Vi - Jesu Kristi Kirke - fik
en masse omtale, hvad med at ud-
nytte denne situation?
JL
MERE OMTALE
T.V. fulgte „The Osmonds" mens de
var i København og påtænker at la-
ve en udsendelse med dem i ho-
vedrollen. I den anledning blev
stavspræsident Johan Benthin in-
terviewet af T.V. den 12. juni på
Maglegårds Allé. Brian Reuter var
på pletten og tog et billede af stavs-
præsidenten i aktion. Nu venter vi
spændt på at se og høre resultatet.
Søndag den 25. maj afløstes br.
Jens Lind Jensen som grenspræsi-
dent i Århus gren. Det skete efter
mere end ni års trofast tjeneste i
denne kaldelse.
Br. Jensen er født d. 12. januar 1928
i landsbyen Lumby nær Odense.
Han stiftede bekendtskab med kir-
ken i Skanderborg, blev døbt i År-
hus den 18. 5. 63 og et halvt år se-
nere kom kaldelsen til at blive
grenspræsident først i Ålborg og i
de siste 9 år i Århus.
Br. Jensen har været meget afholdt
i denne stilling og været en leder
med stor åndelig kapacitet, hvilket
har bidraget til Århus grens frem-
gang.
Hermed ønsker søskende i Århus
at takke for tiden som er gået og
ønsker at br. Jensen med familie
må blive velsignet i tiden som kom-
mer. JHB
39
DÅB
Slagelse
Børge Eberhard Petersen, døbt den 7. juni
1975 af ældste Merritt Glen Miller, hånds-
pålæggelse af ældste David Roland Beck.
Centrum Sjælland
Sonja Lindhart, døbt den 2. juni 1975 af
br. Bent Lindhart, håndspålæggelse br.
Bent Lindhart.
Frederikshavn
Charlotte Larsen, døbt den 14. juni 1975
af br. Arne Holm Larsen, håndspålæggel-
se br. Ejvin Kristensen.
VELSIGNELSER
Odense
Claus Thiele Alkils og Kirsten Schødte
Overgaards datter Christina Schødte Alkil
er blevet velsignet den 6. juli 1975 af
br. Claus Thiele Alkil.
Steffen Vestergaard Poulsens og Birte
Blønds datter Sofie Blønd Vestergaard er
blevet velsignet af br. Steffen Vestergaard
Poulsen den 6. juli 1975.
Frederikshavn
Arne Holm Larsens og Charlotte Thomsens
datter Elsebeth Holm Larsen er blevet vel-
signet den 15. juni 1975 af br. Jens Holm
Larsen.
ORDINATIONER
Odense
Claus Henning Solbjerg Nielsen er ordi-
neret til præst, den 6. juli 1975.
Døde
Aarhus
Christine Vestergaard er afgået ved døden,
den 5. juli 1975, 75 år gammel.
Centrum Sjælland
Johan Pedersen er afgået ved døden, den
30. maj 1975, 81 år gammel.
Bryllup
Slagelse
Karen og Arly Jakobsen har indgået ægte-
skab og blev viet den 19. april 1975 af
pr. Ipsen.
OPBEVARING AF HONNING OG SUKKER
Hvordan undgår man klumper i sukker, og hvordan
undgås, at honning krystalliserer, når man ønsker den
flydende — eller omvendt?
Melis klumper, når den optager fugtighed fra luften.
Derfor må den beskyttes mod fugtighed og gemmes
væk, når den er meget tør. Opbevar sukkeret ved
stuetemperatur eller lavere, eftersom sukker, der bli-
ver varmt over en længere tid, kan blive gulligt. Hvis
der opstår klumper, kan de sædvanligvis let knuses.
Farin har det lige modsat. Det behøver fugtighed for
at blive blødt, og det bliver stenhårdt, når det tørrer
ud. Hvis man køber det i plastikpose, holdes posen
tæt tillukket efter at være åbnet med en tøjklemme
eller en elastik. Hvis sukkeret købes i papir eller pap,
hældes det over på plastikpose og lukkes godt.
Hvis farin bliver hård og klumpet, stænkes det med
vand og opvarmes i ovnen ved 120° et par minutter.
Nogle foreslår at lægge en skive æble i plastikposen
med det hårde sukker. Begge metoder afgiver fugtig-
hed til sukkeret.
Honning, som kan krystallisere, opbevares bedre end
honning, som ikke kan, eftersom den høje sukkerkon-
centration i krystalliseret honning forhindrer gæring
og vækst af mikroorganismer. For at honning kan kry-
stallisere, må vandindholdet være under 15—18%.
Ren honning krystalliserer; hvis der tilsættes vand vil
den sandsynligvis ikke.
.Opbevar ikke honning i store beholdere som 20 I dun-
ke, eftersom man skal gøre den flydende for at bruge
den. Ikke alene er denne proces ubekvem, men for
hver gang, honningen gøres flydende, bliver den mør-
kere og stærkere.
Inden honningen krystalliserer, hældes den i mindre
beholdere. Mange foretrækker glas i stedet for kruk-
ker eller dåser, eftersom syren i honningen under-
tiden indgår forbindelse med metallet i dåsen og for-
årsager en sort misfarvning. Kom et tæt låg på og
opbevar dem ved stuetemperatur eller lavere.
For at gøre honningen flydende anbringes beholde-
ren i vandbad. Varm honningen op til 60-70° under
hyppig omrøring. Hold denne temperatur i 1 / 2 time for
at være sikker på, at alle krystaller opløses. Hvis hon-
nigen varmes op til en højere temperatur, forårsager
dette uønskede smagsforandringer.
40
«>
SPØRGSMÅL
OG
SVAR
Svaret er til hjælp og oplysning og ikke offentliggjort
som kirkens lære.
Spørgsmål
Har Israel nogen sinde været en
nation, hvis styrke og betydning
de store statsmagter måtte regne
med i Det gamle Testamentes tid?
Elier har det i virkeligheden altid kun
været en lokal magtfaktor? Var der
nogen af verdensmagterne på den
tid, der nogensinde skænkede
Israel nogen særlig opmærksom-
hed?
Svar
Skønt Israel altid har været en meget
lille nation, så begyndte den dog at
være ,, noget, man måtte regne med"
blandt sine nabolande på Davids og
Salomons tid (omkring 1000 f.Kr. til
930 f.Kr.). Israel blev herefter af
interesse for alle de store herskere
i Mellemøsten, ifølge assyriske op-
tegvelser bl. a. for sådanne konger
som Salmanasser III og Sankerib.
Der blev gjort adskillige forsøg på at
undertrykke Israel i de halvandet
hundrede år, der gik mellem 850 f.
Kr. til 700 f . Kr. Faktisk forholdt det
sig sådan, at et antal små nationer,
deriblandt Israel, standsede den
assyriske udfoldelse ved slaget ved
Karkar (854 f. Kr.); og det varede
omkring 1 år, før denne store nation
kom til hægterne igen.
Israels ti stammer nordpå og Juda
mod syd blev fra tid til anden tvunget
til at betale skat til Assyrien, indtil
det nordlige Israel blev indtaget og
affolket af Sargon II i 722 f.Kr. Ved
Herrens hjælp gennem profeten
Esajas og den gode kong Ezekias
lykkedes det imidlertid Juda at mod-
stå assyrerkongen Sankeribs, angreb
på Jerusalem. (Se 2. Kongebog
18:19)
Den næste store nation, der beskæf-
ELLIS T. RASMUSSEN
tigede sig med Juda var Babylon. På
det tidspunkt, hvor Babylon tog
magten fra Assyrien (620-204 f.Kr.),
marcherede Egypten igennem Juda
for at få sin del af riget. Da Kong
Josias af Juda gjorde modstand,
blev hans hær slået og han selv
dræbt. Men Egypten havde ikke
magten i Juda ret længe. Farao
Neko blev snart erobret af Babylon,
og mellem 607 og 587 f. Kr. prøvede
Babylon gentagne gange at få Juda
til fredeligt at overgive sig og aner-
kende Babylon. Babylon tog den ene
gruppe efter den anden af Judas le-
dere til fange og bragte dem i eksil.
Både Ezekiel og Daniel blev kaldet
og udførte faktisk deres profetiske
arbejde i Babylon.
Persien vae den næste nation, der
beskæftigede sig med Juda. Efter at
Kyros havde erobret Babylon (539
f. Kr.), mente han, at det ville være
godt at lade de jødiske fanger vende
tilbage til Juda og Jerusalem. Under
Ezra, Nehemias og profeter som
Haggai og Zacharias blev den lille
nation opbygget igen.
Alexander den Store, den store
makedoniske erobrer, viste sin
respekt for Judas folk og Judas Gud
og gav nationen ret betydeligt selv-
styre. Efter at hans rige blev opløst,
opstod der en heftig strid mellem de
seleucidiske ledere i området og
judæerne; den endte i makkabæer-
krigene (164 til 64 f. Kr; se første og
anden Makkabæerbog).
Efter at det stort set var lykkedes
dem at blive selvstændige, tvang
interne konflikter dog de makka-
bæiske fyrsters sidste to arvinger til
Rom for at bede om hjælp. Derefter
tiltog Rom sig retten til det hellige
land. Den mægtige Pompejus var
dog hele tre måneder om at belejre
og bryde ind i Jerusalem (63 f. Kr.)
Rom belejrede dog atter Jerusalem
under sine forsøg på at styre landet,
og både Vespasian og Titus førte
krig mod Juda fra 66 til 70 e. Kr.
Igen fra 132 til 135 e. Kr. belejrede
kejser Adrian landet. Denne gang var
det mod den falske Messias, Bar
Cochba. Jerusalem blev ødelagt
endnu engang, genopbygget som en
romersk by, foruden at den fik et nyt
navn; landet forblev under romersk
herredømme indtil 635 e. Kr.
Det ses derfor ganske tydeligt, at
selv om Israel og resterne af Israel,
nemlig Juda, var meget små
nationer, så var de dog gennem år-
hundrederne en kilde til megen be-
tydning for de større magter i Melle-
møsten; adskillige verdensmagter
havde betydelige vanskeligheder
med at kontrollere landet.
Og det ser jo egentlig også ud til,
og dette gælder såvel nutiden som
fremtiden, at visse verdensmagter
fortsat vil have vanskeligheder med
dette land, og dets indbyggere indtil
den dag, hvor Messias skal regere
der i retfærdighed.
Ellis T. Rasmussen, lærer i insti-
tuttet for gamle skrifter, Brigham
Young universitetet.
Emner: Det gamle Testamente.
1
Open Library