(navigation image)
Home American Libraries | Canadian Libraries | Universal Library | Community Texts | Project Gutenberg | Children's Library | Biodiversity Heritage Library | Additional Collections
Search: Advanced Search
Anonymous User (login or join us)
Upload
See other formats

Full text of "Den Danske Stjerne"

danske. 



DEI 
STJERNE 

Oktober 1975 
124. årgang • Nummer 10 




IfENdansåe 

STJERNE 

Organ for JESU KRISTI KIRKE 
AF SIDSTE DAGES HELLIGE 

Oktober 1975 

124. årgang • Nummer 10 

Det første Præsidentskab 

Spencer W. Kimball 
N. Eldon Tanner 
Marion G. Romney 



De Tolvs råd 

Ezra Taft Benson 
Mark E. Petersen 
Delbert L. Stapley 
LeGrand Richards 
Hugh B. Brown 



Gordon B. Hinckley 
Thomas S. Monson 
Boyd K. Packer 
Marvin J. Ashton 
Bruce R. McConkie 



Howard W. Hunter L. Tom Perry 

Rådgivende komité 

J. Thomas Fyans, Daniel H. Ludlow, 
John E. Carr, Doyle L. Green 
Verl. F. Scott, Dean L. Larsen 

International Magazines redaktion 

Larry A. Hiller, chefredaktør 
Carol Larsen 

Den danske Stjernes redaktion 

Jørgen Ljungstrøm, koordinator 
Translation Service 
Vodroffsvej 7, st 
DK 1900 København V 

Layout 

Harry Bohler 

Verlag Kirche Jesu Christi 

der Heiligen der Letzten Tage 

Abonnement 

6 numre d. kr. 20.— 

12 numre d. kr. 39.- 

I løssalg pr. nr d. kr. 4.— 

Nævnte priser er incl. moms og porto. 
Betaling over giro 120988 til Distributions 
Centret Smedevangen 9, 3540 Lynge. 

Price for subscribers in the United States 
and Canada: $ 6.00 
(mailed by surface mail). 

© 1975 by the Corporation of the Presi- 
dent of The Church of Jesus Christ of 
Latter-day Saints. 






INDHOLDSFORTEGNELSE 

Omvend jer eller forgå, præsident Marion G. Romney 1 

Mormonoptegnelser — En kvinde, et sengetæppe og en 

fødselsdag, Gay Galt 4 

Jesus: Hvem er dog han? John F. Heidenreich 6 

Statistisk årsrapport 1974 9 

Jimmy Drew, skorstensfejer, Thomas J. Griffiths 10 

Forflyttet til Carltonville, Mark A. Simpkins 12 

Bare for sjov 13 

Fra ven til ven: Et princip med et løfte, ældste Marion D. Hanks 14 

Da ingen som dem 16 

Han udmålte jorden, John Hudson Tiner 18 

Om at bære præstedømmet værdigt, præsident 

Spencer W. Kimball 21 

Succes måles ved selvkontrol, præsident N. Eldon Tanner . . 25 

Vi trænger til modige mænd, præsident Marion G. Romney . . 28 




^åué/£a//sn &etfø*& £PsvMidexé£i/ 



Omvend jer eller forgå 



AF PRÆSIDENT MARION G. ROMNEY 
2. rådgiver i Det første Præsidentskab 

Emne: Omvendelse, fortabelse, en splittet civilisation 




„Derfor har jeg, Herren, kaldt min tjener 
Joseph Smith jun. og talt til ham fra himlen 
og givet ham befalinger, da jeg vidste, at 
ulykker skulle ramme jordens indbyggere. 
Jeg har også givet andre befaling om at 
forkynde dette for verden." (L.&P. 1:17-18) 



„Omvend jer eller forgå." Der er, såvidt jeg kan se, ikke 
noget vigtigere budskab for mennesket i vore dage. 
Lige fra Adams tid er ordene „omvend jer eller forgå" gang 
på gang højtideligt blevet forkyndt af Herren selv, hans Søn 
Jesus Kristus og af deres bemyndigede repræsentanter. 
Sandheden af det budskab er blevet demonstreret lige så 
ofte som det er blevet udtalt. 

Herren bød den første generation af mennesker at omven- 
de sig. Han tilrådede dem, „så mange, som troede på 
Sønnen og omvendte sig fra deres synder, skulle blive 
frelst; og så mange, som ikke troede og ikke omvendte sig, 
skulle fordømmes" (Moses 5:15). 

Herren bød Enok at prædike for antediluvianerne (folk fra 
før syndfloden) „og sig til dem: Omvend jer, så at jeg ikke 
kommer og slår jer med en forbandelse, så I dør" (Moses 
7:10). 

Da Noa belærte folket på den tid, om det, der hører Gud 
til, „sagde Herren til Noa: Min Ånd skal ikke for evigt træt- 
tes med mennesket . . . dog skal hans dage være et hund- 
rede og tyve år, og om menneskene ikke omvender sig, vil 
jeg sende vandflod over dem" (Moses 8:17). 
Noa fortsatte sin belæring hele den tilmålte tid, men hans 
samtidige ville ikke omvende sig. Derfor blev de tilintetgjort 
ved oversvømmelsen. 



Ethers Bog giver en beretning om jarediterne - en stor na- 
tion, der havde sin blomstringstid i Amerika ca. 2000 år 
efter forvirringen af tungemålene ved Babelstårnet. Til dem 
„kom der mange profeter og forudsagde store og vidunder- 
lige ting cg råbte omvendelse til folket, at dersom de ikke 
ville omvende sig, ville Gud Herren sende straffedomme 
over dem til deres fuldstændige undergang" (Ether 11:20). 
Ether, deres sidstnævnte profet, profeterede „for folket; thi 
han kunne ikke holdes tilbage for Herrens And, som var i 
ham. 

Thi han råbte fra morgen til solnedgang og formanede fol- 
ket til at tro på Gud og omvende sig, så de ikke skulle om- 
komme ..." (Ether 12:2-3). 

Folket vendte det døve og fjendtlige øre til alle disse ad- 
varsler. Ether levede længe nok til at se og nedskrive be- 
retningen om en broderkrig, hvor hvert medlem af det 
samfund, undtagen ham selv, blev dræbt. De lærte ligesom 
antediluvianerne sandheden i budskabet „omvend jer eller 
forgå" på deres egen krop. 

Nephiterne, som efterfulgte jarediterne i det gamle Ameri- 
ka, fulgte en lignende kurs. Deres forfædre var ligesom 
jarediternes forfædre og ligesom også Kolumbus ledet af 
guddommelige magter til Amerika; hvortil de kom omkring 
600 år f. Kr. Deres efterkommere udviklede sig til to natio- 
ner: nephiterne og lamaniterne. 1 



I en kort periode, nemlig efter at Jesus havde virket blandt 
sine disciple i landet omkring Jerusalem efter opstandel- 
sen, virkede han blandt Amerikas indbyggere. 
I løbet af deres tusinde års historie, blev de gentagende 
gange belært og advaret af profeter, indbefattet den op- 
standne Herre selv, om at deres besiddelse af landet var 
betinget af, at de levede et liv i omvendelse. 
For eksempel advarede den lamanitiske profet Samuel ne- 
phiterne ca. seks år før Kristi fødsel: 
„Se, siger Herren, angående det nephitiske folk: dersom 
de ikke vil omvende sig og beflitte sig på at gøre min vilje, 
vil jeg helt udrydde dem ... og så vist som Herren lever, 
skal disse ting ske, siger Herren." (Helaman 15:17) 
Han havde tidligere sagt: „Intet kan frelse dette folk uden 
omvendelse og tro på den Herre Jesus Kristus ..." (Hela- 
.man 13:6). 

Alle sådanne advarsler blev, når det kom til stykket, ignore- 
ret. Omkring år 400 e. Kr. blev nephiterne så forhærdede i 
ugudelighed, at en borgerkrig udbrød, og de bogstavelig 
talt blev udryddet. 

Andre vidnesbyrd om sandheden i budskabet „omvend jer 
eller forgå" er tilintetgørelsen af Sodoma og Gomorra og 
ødelæggelsen af Jerusalem i året 70 e. Kr. 
Med denne baggrund vil vi gøre klogt i at overveje Herrens 
diagnose af den knibe, hvori jordens indbyggere befinder 
sig i dag. 

„Thi de er afveget fra mine forordninger og har brudt min 
evige pagt", sagde han. 

„De søger ikke Herren for at indføre hans retfærdighed, 
men enhver vandrer på sin egen vej og efter sin egen guds 
billede, hvis billede, er i verdens lignelse, og hvis væsen 
er en afguds væsen, som bliver gammelt og skal forgå i 
Babylon, ja, Babylon den store, der skal falde. 
Derfor har jeg, Herren, kaldt min tjener Joseph Smith jun. 
og talt til ham fra himlen og givet ham befalinger, da jeg 
vidste, at ulykker skulle ramme jordens indbyggere. 
Jeg har også givet andre befaling om at forkynde dette for 
verden ..." (L & P. 1:15-18). 

De anførte befalinger er fulde af påmindelser til os i denne 
generation om, at vi må „omvende os eller forgå". 
Her følger nogle af disse påmindelser: 
„Bered jer, bered jer for det, som skal komme; thi Herren 
er nær. 

Og Herrens vrede er optændt; thi på himlen kredser hans 
sværd, og det skal slå ned på jordens indbyggere. 
Og Herrens arm skal åbenbares. Og dagen kommer, da de, 
der ikke vil høre Herrens røst eller hans tjeneres røst, ej 
heller give agt på profeternes eller apostlenes ord, skal 
udryddes af folket; 

. . . den, der omvender sig og holder Herrens befalninger 
skal tilgives. 

Men den, som ikke omvender sig, ham skal endog fratages 
det lys, som han har modtaget; . . . 

Ransag disse befallinger, thi de er sande og troværdige, og 
de profetier og forjættelser, som de indeholder, skal alle 
gå i opfyldelse" (L&P. 1:12-14,32-33,37). 
Mange af de nævnte befalinger forudsiger i detaljer den 
måde, hvorpå de uomvendte skal forgå. For eksempel læ- 



ser vi i 5. afsnit af Lære og Pagter: „Ve jordens inbyggere, 
dersom de ikke vil lytte til mine ord . . . 
Thi en ødelæggende plage skal komme over jordens ind- 
byggere, og dersom menneskene ikke omvender sig, skal 
plager udgydes over dem, indtil jorden bliver tom og dens 
indbyggere udryddet og aldeles tilintetgjort ved min tilkom- 
melses herlige åbenbarelse. 

Se, jeg siger dig dette, ligesom jeg også forudsagde Jeru- 
salems ødelæggelse for folket; og mit ord skal også denne 
gang gå i opfyldelse, som det hidtil er blevet opfyldt" 
(L&P. 5:5, 19-20). 

I det 29. afsnit af Lære og Pagter læser vi, at før den store 
og forfærdelige Herrens dag skal komme, „skal der være 
gråd og jammer blandt menneskene. 
En heftig haglstorm skal blive sendt ned for at ødelægge 
jordens afgrøde. 

Og for verdens ugudeligheds skyld skal jeg hævne mig på 
de ugudelige, fordi de ikke vil omvende sig; thi min vredes 
skål er fuld, og mit blod skal ikke rense dem, om de ikke 
vil høre mig. 

Derfor vil jeg, Gud Herren, udsende fluer over jorden, som 
skal angribe dens beboere og æde deres kød og forårsage, 
at der skal kravle maddiker på dem. 
Og deres tunge skal forstumme, så de ikke kan tale mod 
mig. Deres kød skal falde fra benene, og deres øjne af 
hulerne. 

Og det skal ske, at skovens dyr og himlens fugle skal æde 
dem" (L&P. 29:15-20). 

Selvom disse skriftsteder og talrige andre med dem klart 
og kraftigt fremhæver budskabet „omvend jer eller forgå", 
er de ikke uvenlige, hårde eller respektløse. De er heller 
ikke vilkårlige. De giver udtryk for de logiske og uafvende- 
lige konsekvenser af overtrædelse af naturloven, den lov, 
som blev „fastsat i himlen før denne jords grundvold blev 
lagt, ifølge hvilken alle velsignelser er forjættede" (L.&P. 
130:20). 

Disse advarsler er blevet forkyndt for verden i mere end 
140 år. Verden er uden undskyldning. 
Tidernes tegn bærer uheldsvangre vidnesbyrd om, at for 
denne generation nærmer regnskabets time sig. 
„Den, som har øren, han høre" (Matt. 11:15). Hvis vi stadig 
erindrer os de nævnte skriftsteder, vil de hjælpe os til at 
forstå „tegnene" i vor tid. 

Men lige så mørke udsigterne kan synes, så har de også 
deres lyse side. Den, som virkelig vil lytte, vil opdage, at 
alle advarslerne, de gamle såvel som de nye, har en virk- 
ning, der giver grund til glæde. Både historien og skrifterne 
er lige så fulde af løfter og beviser på, at den, der omvender 
sig, skal leve, som de er fulde af advarsler om, at den, der 
ikke omvender sig, skal forgå. 

På Adams tid, „kaldte Gud Herren på menneskene overalt 
ved den Helligånd og befalede dem af omvende sig. 
Og så mange, som troede på Sønnen og omvendte sig fra 
deres synder, skulle blive frelst; ..." (Moses 5:14-15. Frem- 
hævelsen tilføjet). 

En alvorlig lektie fra den gamle verden er blevet illustreret 
i kontrasten mellem Enoks Zions skæbne og den skæbne, 
som blev de ugudeliges lod ved syndfloden. 



På Enoks tid „udgik der en forbandelse over alle folk, der 
stred mod Gud. 

Og fra den tid var der krige og blodsudgydelser blandt dem, 
men Herren kom og boede hos sit folk, og de levede i ret- 
færdighed. 
Så stor var Herrens herlighed, som hvilede over hans folk, 

Og Herren kaldte sit folk Zion, fordi de var af ét hjerte og 
ét sind og levede i retfærdighed . . . 
... Og se, Zion blev efter en tids forløb optaget til himlen 
..." (Moses 7:15-18,21). 

Den samme kontrast kan ses mellem det strålende sam- 
fund, som de retskafne nephiter havde opbygget i de to 
århundreder efter den opstandne Herres gerning blandt 
dem, og deres endelige udryddelse. 
Om dem er det skrevet: 

„Og i det seksogtredivte år blev alle mennesker i hele lan- 
det, både nephiter og lamaniter, omvendt til Herren, og 
der var ingen strid og uenighed mellem dem, og alle hand- 
lede retskaffent med hinanden. 

Og der fandtes ingen strid i landet, fordi Guds kærlighed 
boede i folkets hjerte. 

... og der kunne i sandhed ikke findes noget lykkeligere 
folk blandt alle de folk, der var blevet skabt ved Guds hånd" 
(4. Nephi 2:15-16). 

Vi kommer nu til de løfter, Herren har givet os i denne sid- 
ste forvaltning: 

For så længe siden som 550 år f. Kr., blev Nephi i et syn 
om vor tid af profetiens Ånd bevæget til at sige: 
„Og det skal ske, at Gud Herren skal begynde sit værk 
blandt alle slægter, stammer, tungemål og folk for at tilve- 
jebringe sit folks genoprettelse på jorden. 
Og Gud Herren skal dømme de fattige med retfærdighed 
og straffe med ret og billighed for jordens sagtmodiges 
skyld. Og han skal slå jorden med sin munds ris, og med 
sine læbers ånde skal han dræbe de ugudelige. 
Thi den tid kommer snart, da Gud Herren skal drage et stort 
skel mellem folket; og de ugudelige vil han udrydde, men 



han vil spare sit folk, ja, selvom det bliver så, at han må 
udrydde de ugudelige ved ild." (2. Nephi 30:8-10; fremhæ- 
velse tilføjet). 

Da de hellige var ved at blive drevet ud af Jackson County 
i Missouri, gav Herren profeten Joseph Smith en trøstende 
åbenbaring, i hvilken han sagde: 

„Jeg har svoret ... at jeg vil lade mit fortørnelsens sværd 
falde til forsvar for mit folk; og det skal ske, ligesom jeg 
har sagt. 

Min vrede skal snart udgydes uden måde over alle nationer, 
og dette skal jeg gøre, når deres ugudeligheds bæger er 
fuldt. 

Og på den dag skal alle, som findes på vagttårnet, eller 
med andre ord hele mit Israel, frelses. 
Lad derfor jeres hjerte være trøstet for Zions skyld. Thi alt 
kød er i mine hænder. Vær stille og vid, at jeg er Gud. 
Zion skal ikke flyttes fra sit sted, selvom dets børn bliver 
spredt. 

De, der bliver tilbage og er rene af hjertet, skal vende til- 
bage og komme til deres arv, de og deres børn, med fryde- 
sang og evig glæde for at opbygge Zions øde steder" 
(L&P. 101:10-12,16-18). 

Til afslutning vil jeg igen citere fra Herrens forord til Lære 
og Pagter: 

„Sandelig siger jeg jer, o, I jordens indbyggere: Jeg, Her- 
ren, vil kundgøre disse ting for alt kød. 
Thi hos mig er der ikke personsanseelse, og jeg vil, at alle 
mennesker skal vide, at den dag snart kommer — selve ti- 
men er endnu ikke kommet, men er nær forhånden — da 
fred skal borttages fra jorden, og djævelen skal have magt 
over sit eget rige. 

Men Herren vil også have magt over sine hellige og regere 
midt iblandt dem ..." (L&P. 1 :34-36; fremhævelser tilfø- 
jet). 
At vi alle må omvende os og ikke forgå, beder jeg ydmygt. 



MORMONOPTEGNELSER 



Hverdagsoplevelser i efterlevelsen af evangeliet og kærlig- 
hed til Herren hører til enhver sidste dages helligs hver- 
dag. Del de oplevelser, du har haft, med kirkens andre 
medlemmer. Noget, som har styrket dit vidnesbyrd: besva- 
rede bønner, præstedømmets velsignelser, inspirationen 
gennem kærlige familier og venner og de velsignelser, der 
følger med at arbejde i kirkens hjælpeorganisationer. Skriv 
sådanne oplevelser ned og send dem til Jørgen Ljung- 
strøm, c/o T.S.D., Vodroffsvej 7, 1900 København V. 

Emne: Omvendelse, missionærtjeneste, 
barmhjertighedstjeneste 



En kvinde, et sengetæppe og en fødselsdag 

AF GAY GALT 

Det regnede koldt og væmmeligt. Min 14-årige datter, Holly, 
skulle til tandlægen i en by, der ligger 13 km borte. 
„Lad os komme afsted", skyndte jeg på hende med en 
stemme, der dirrede af utålmodighed. „Jeg må hurtigt til- 
bage." Jeg havde så meget at gøre. 
Ventetiden hos tandlægen var længere end sædvanligt, og 
det var blevet middag, før Holly var færdig. Vi var begge 
sultne, så vi standsede op ved en restaurant for at nappe os 
lidt frokost. Og så gik det hjemad. 

Pludselig dukkede en ældre mands skikkelse op ved vej- 
kanten. Han stod så hjælpeløs med en gammel, gennem- 
blødt filthat på hovedet og lænede sig til sin stok, som 
han holdt i den ene hånd, mens han på den venstre bøjede 
arm bar en opblødt pose med købmandsvarer. Et par brød 
stak ovenud. Han stod lænet forover og forsøgte tappert at 
beskytte sine varer og komme over den brede vej, der nu 
var fuld af både rivende vandstrømme og stærk trafik. 
I det øjeblik syntes Helligånden at fylde mit hjerte med var- 
me og følsomhed; det var ligesom om den stille, sagte 
stemme inden i mig sagde: „Tag min søn op og kør ham 
hjem." 

Min første tanke var at stritte imod og sige: „Jeg tager ald- 
rig fremmede op, og jeg er bange for at gøre det." Men 



. • 



''»S 









\, 


' V >.„.. ... >.„ ~. —'"T 


(Lv \\W 


• 




i^V-;,-j~~~ ' 


«5S 


. '~A \j« 




yjsSuS*??**' 


^ 



)M 



m >in * 



— »SSb^siB«*« 








indskydelsen kom igen, så jeg kørte ind til siden og stand- 
sede. Jeg fik vinden og regnen i ansigtet, da jeg rullede vin- 
duet ned og sagde: „Skal De langt?" 
Han svarede: „Jeg må bare se at komme over vejen. Jeg 
bor kun nogle få blokke borte." 

Jeg smilede og sagde: „Så skynd Dem bare at komme ind." 
Det gjorde han, synlig lettet. På det tidspunkt var der en 
utålmodig kø bag mig, og man begyndte at tude i hornet. 
Jeg sad dér et øjeblik helt hjælpeløs og spekulerede på, om 
jeg mon nogensinde ville komme over på den anden side 
af vejen, så jeg kunne køre ham i den rigtige retning. Det 
lyder helt utroligt, at flere biler standsede og vinkede til 
mig, at jeg kunne køre ind foran dem. Da vi drejede af fra 
hovedvejen henimod mandens hjem, sagde han: „Mange 
tak skal De have. Det var pænt af Dem! Min kone faldt og 
brækkede hoften sidste år, og jeg skulle netop til at hente 
hende hjem fra hospitalet for flere uger siden, da hun gled 
igen og brækkede den anden hofte. Nu er vi lige flyttet ind 
i huset her, og jeg må gøre alt arbejdet i huset foruden at 
passe hende." 

Da han var ved at forlade vognen, vendte han sig og sagde 
stille, næsten lidt flovt: „Det ville glæde os meget, hvis De 
ville besøge os. Vi kan godt lide at have fremmede." 
Jeg fik med ét en stærk følelse af, at de var ensomme, og 
at han længtes efter kontakt med et andet menneske, én, 
der kunne opmuntre hans sengeliggende hustru. Pludselig 
kom Helligåndens varme igen; jeg følte mig i harmoni med 
en eller anden magt, jeg aldrig før havde kendt, idet jeg 
begyndte at få visse indtryk af dette par. Ord kan ikke be- 
skrive det, jeg følte, da Helligånden fyldte mig og indgav 
mig tanker om, hvad jeg skulle gøre. Tavse kom vi til vores 
egen bydel, og jeg kørte til købmandsforretningen og købte 
nogle få ting. Da vi kom hjem, sagde jeg: „Holly, har du 
lyst til sammen med mig at knæle og bede?" Hun nikkede, 
og uden betænkning faldt vi på knæ og bad Herren om 
vejledning i denne mærkelige opgave, fordi jeg så nødigt 
ville gøre noget forkert. Jeg har været med til at pakke jule- 
kurve og hjælpe trængende familier før, men de ting, jeg 
valgte til dette par, var noget, man ikke almindeligvis giver 
folk, man ikke kender. Der var f. eks. et sengetæppe, en 
buket blomster, en elektrisk pære og en lille natpære, me- 
dicin til at linde for brystet og lidt hostesaft, en vaskebalje 
af plastic, ugeblade og en uges forbrug af købmandsvarer, 
meget omhyggeligt udvalgt — der var nogle stykker kød, 
men det meste var specielle ting, som jeg tog fra mine egne 
køkkenskabe. 

Da jeg kom ned med et sengetæppe i livlige farver, blev 
Holly noget skeptisk. „Et sengetæppe! Mor, det er da din 
spøg?" Men jeg følte mig tilskyndet til at tage det, og vi 
tog det med. Da vi syntes, at vi havde samlet alt, hvad vi 
behøvede, knælede vi påny og bad Herren føre os sikkert 
tilbage til det rigtige hus og at vejlede os i det, vi havde 
indladt os på. 

Uden for parrets hus tøvede vi et øjeblik, og jeg foreslog 
Holly, at vi skulle lade tingene blive i bilen, indtil vi havde 



Gay Galt, husmoder, er p. t. U. P. præsident i Modesto 3. ward i Modesto 
California stav. 



set forholdene an. Jeg følte mig usikker og bange. Jeg 
bankede på døren, og den sødeste stemme, jeg nogensinde 
har hørt, besvarede min banken. „Må jeg have lov til at 
spørge, hvem det er?" 

Jeg svarede: „Vær ikke bange. Jeg er den kvinde, som kør- 
te Deres mand hjem for lidt siden." 

Hun bad os komme indenfor, og vi gik lige ind i hendes so- 
veværelse. Dér i sengen lå en sød, lille dame, med ansigtet 
mærket af stærke lidelser, og jeg forstod, at hun ikke var 
fremmed for smerter. Jeg smilede og forkarede formålet 
med vort besøg. „Efter at vi havde kørt Deres mand hjem, 
følte jeg mig stærkt tilskyndet til at købe noget, som De 
måtte mangle", fortalte jeg hende. Hun syntes at forstå, så 
jeg fortsatte: „Jeg følte meget tydeligt, at de trængte til et 
sengetæppe, det stod faktisk øverst på min liste." Holly 
kom ind med tingene fra bilen, og da jeg gav hende senge- 
tæppet, gjorde hun store øjne af glæde og overraskelse. 
„Åh", udbrød hun. „Jeg er så træt af at ligge her uden et 
muntert sengetæppe, og jeg har bedt og bedt for at få et." 
Holly kom med blomsterne, og det søde væsen dækkede 
ansigtet med hænderne, men kikkede ud mellem fingrene, 
da vi gav hende de forskellige ting. Hendes mand, som 
havde været udenfor, kom ind, og den næste halve time var 
som at overraske børn med en uventet Jul. Vi så glade til, 
da han tog natpæren op og sagde: „Den er til mig! Nu kan 
jeg se at gå ud i badeværelset om natten." 
„Men, kære, jeg har da også brug for lys", sagde hun. „Jeg 
kan ikke engang læse." 

„Jo, det kan De bestemt!" Jeg var lige ved at eksplodere. 
Og jeg viste hende den elektriske pære og ugebladene. 
Senere forklarede hun mig, at på grund af at de var flyttet, 
var checken med deres pension gået tabt med posten, og 
at de nu manglede én uges hjælp, indtil en anden kunne nå 
frem. Konen fortalte, at hun havde følt, at en forkølelse var 
i anmarch, og at hendes mand havde glemt at købe den 
medicin, hun trængte til. Hun fortalte også, at det gjorde 
ondt i hofterne, når hun hostede. Det så ud til, at hver 
eneste ting, vi havde købt, ikke blot var noget, de havde 
brug for, men også lige netop det, de trængte til. 
TUsidst spurgte hun, om vi hørte til nogen kirke. Holly og 
jeg smilede, glade for at vi her fik vores første lejlighed til 
at stille de gyldne spørgsmål. „Kender De noget til Mormon- 
kirken?" Det gjorde de ikke. Vi fortalte dem, at vi lige var 
blevet omvendt, og forklarede, hvordan evangeliet var ble- 
vet gengivet. Jeg sagde også, at jeg havde søgt det sande 
evangelium i 48 år, og at vi lærte mere om det hver eneste 
dag. Vi spurgte, om vi måtte sende missionærerne ud for 
at give dem evangeliet og dele Herrens frelsesplan med 
dem, og de svarede at, de ville sætte pris på det. 
Før vi forlod dem, vendte konen sig til sin mand, og ven- 
ligt skændende på ham, sagde hun: „Du har fortalt dem 
det!" Han svarede hurtigt: „Nej, det har jeg ikke." Hun sag- 
de igen: „Du har fortalt dem det!" Og igen svarede han be- 
stemt: „Nej, det har jeg ikke." Forbavset spurgte jeg: „For- 
talt os hvad?" 

Med tårer i øjnene rakte hun hånden om bag sengen og tog 
et regn-stænket kort frem. Idet hun rakte mig det, sagde 
hun med halvkvalt stemme: „Det er min fødselsdag idag!" 



Jesus: 

Hvem er dog han? 



Han er Guds Søn. Hvad har han tilfælles med os, 
dødelige som vi er? . . . hans evne til spontan 
glæde, hans behov for at hede, hans ønske om at 
elske og blive elsket . . . 



AF JOHN F. HEIDENREICH 



Emne: Jesus Kristus, Jesu Kristi personlige egenskaber 




„ . . . da førte man til ham en mand, som var stum og besat' 
(Matt. 9:32). 



I begyndelsen af Frelserens tjenestegerning sejlede han 
sammen med sine disciple over Genesaret-søen. Mens Me- 
steren hvilede sig og sov, brød en voldsom storm pludselig 
løs. Det lille skib blev kastet hid og did, mens søerne slog 
ind over dækket. Til trods for nogle af disciplenes gode sø- 
mandsskab, frygtede de, at de skulle miste livet, vækkede 
Mesteren og tiggede ham om hjælp. Han rejste sig, truede 
ad storm og sø, og der blev stille. 

Forbløffede over en sådan magt spurgte hans ledsagere 
undrende: „Hvem er dog han?" Næsten 2000 år senere 
stiller vi stadig det samme spørgsmål. Men ved hjælp af 
skrifterne er vi kommet til at kende Jesus som en varm- 
hjertet, menneskelig skikkelse, der forstår de pres, vi er 
underlagt, fordi han fultud oplevede vor menneskelighed. 
Han havde „ . . . medlidenhed med vore skrøbeligheder . . . 
(og) har været fristet i alle ting ligesom vi, dog uden synd." 
(Hebr. 4:15). 

Trods skrifternes belæringer har meningerne med hensyn 
til Kristi identitet varieret meget. For den hedenske verden 
i det første århundrede var han overhovedet ikke et men- 
neske men en gud, midlertidigt forklædt som menneske. I 



den senere tid — og især i vore dage — har humanismen 
slet ikke betragtet ham som Gud men som en fremragende 
lærer, en leder, men ikke som en frelser. Disse to kætterske 
betragtninger fornægter Kristi væsentlige natur. 
Vi i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige vidner både 
om Jesu menneskelighed og om hans guddommelighed. 
Han er bogstaveligt Guds enbårne Søn i kødet. Kristi væ- 
sen er som en frakke, der er vævet i de to farver — ingen 
af trådene i de to farver kan fjernes uden at man ødelæg- 
ger hele frakken. Men her vil vi i særlig grad holde os til 
de egenskaber, hvormed Jesus under sin jordiske mission 
var „ligesom vi er". 

En af Mesterens mest fortræffelige egenskaber var hans 
spontane glæde og hans evne til at inspirere andre til at 
opleve glæde og tro. Efter at have bedt sine disciple elske 
hverandre, forklarede Jesus: 

„Dette har jeg sagt til jer, for at min glæde skal være i jer, 
og jeres glæde kan blive fuldkommen." (Johs. 15:11) Og i 
sin betagende bøn til Faderen, opsummerede han sin hele 
mission i én værdifuld sætning: „ . . . dette taler jeg, medens 
jeg er i verden, for at de fuldt ud må have min glæde i sig" 
(Johs. 17:13). 

Ved en anden lejlighed „glædede Jesus sig i Ånden" over 
de hjemvendte halvfjerds, som „med glæde" rapporterede 
deres missions store succes. Skønt han fuldtud delte deres 
glæde, advarede han dem mod at de havde magt til at ud- 
drive Satan; snarere burde de glæde sig over, at deres 
navne var „indskrevet i Himmelen" (Lukas 10:17-21). 
Jesus gir udtryk for en anden side af glæde, da apostlene 
begyndte at mærke ildevarslende tegn på, at Mesterens 
død nærmede sig. Han sagde til dem, at efter at sorgen 
havde fortaget sig, „ . . . skal jeg se jer igen, og da skal je- 
res hjerte glædes, og ingen skal tage jeres glæde fra jer" 
(Johs. 16:22). 

Jesus sammenlignede sine lidelser med en kvinde i veer; 
så snart hun har født sit barn, glemmer hun smerterne „af 
glæde over, at et menneske er født til verden" (Johs. 16:21). 
Hvor er det sandt, at fornøjelser kan fås for penge, men 
glædens pris er smerte. 

Et andet menneskeligt karaktertræk, som Jesus havde i 
usædvanlig grad, var hans store tillid til mennesker. At han 
udsendte de halvfjerds viste hans tro på almindelige men- 
nesker, og han nærede og opmuntrede ustandselig troen 
hos sine disciple. Historier om, hvordan han roste folk, for 
at have tro til at blive helbredte, findes nedskrevet i Matt. 
9:22; 15:28; Mark 10:52; Luk. 7:50, 17:19. 









„Og hele byen var forsamlet 
(Markus 1:33-34) 



Og han helbredte mange 






■•■.y 



[M w; 



y 



Å 



^^ 



^§§ 




M 




!/." 



m 



p# 










Da Marta irettesatte Maria, fordi hun lyttede til Jesus, iste- 
det for at hjælpe hende med middagsmaden, udrettede 
Jesu milde bebrejdelse øjensynligt vidundere med hen- 
syn til Martas åndelige udvikling. Hvor vi igen møder disse 
søstre ved deres broders død, er Marta den åndelige helt- 
inde på grund af sin tro. Hun møder Jesus på vejen og 
siger: 

„Herre! havde du været her, var min broder ikke død. Men 
selv nu ved jeg, at alt, hvad du beder Gud om, vil Gud give 
dig." (Johs. 11:21-22). 

Det ser ud, som om Martas tro, opmuntret af Jesus, var 
forudsætningen for miraklet med, at livet blev givet tilbage 
til Lazarus. 

Et af de vigtigste punkter, hvori Jesus viste sin menneske- 
lighed, var i sit behov for bøn. Atter og atter trak han sig 
tilbage fra mængdens konstante larmen for at søge for- 
nyelse i lindringen ved bøn i ensomhed. Han begyndte sin 
gerning med en fyrretyve dages faste og bøn i Judæas vild- 
somme ørken, og de sidste ord, han udtalte i jordelivet, var 
henvendt til hans Fader: „Fader! i dine hænder betror jeg 
min ånd" (Lukas 23:46). 

Da han lærte sine disciple at bede, må vi formode, at han 
selv var det eksempel, som de skulle følge, og at de instruk- 
tioner, han gav, havde rod i hans egne bønner. 
„Men når I beder, må I ikke lade munden løbe ..." (Matt. 
6:7). 

„Gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din Fader, 
som er i det skjulte, og din Fader . . . skal betale dig." 
(Matt. 6:6) 

„Våg og bed, for at I ikke skal falde i fristelse! Ånden er 
villig, men kødet er skrøbeligt" (Matt. 26:41). 
„Tilgiv, hvis I har noget imod nogen, for at jeres Fader . . . 
kan tilgive jer" (Mark. 11:25). 

„De skulle altid bede og ikke blive trætte" (Lukas 18:1). 
Og måske endnu mere betegnende: „Bed, så skal I få, for at 
jeres glæde må blive fuldkommen" (Johs. 16:24). 
Men det ene område, hvor vi mere end noget andet ligner 
Jesus, er vores almindelige behov for at elske og blive 
elsket. Også her finder vi både ved hans eksempel og gen- 
nem hans mange belæringer om emnet, at det centrale i 
hans budskab er kærlighed til Gud og til mennesker, det 
ene kan ikke eksistere uden det andet, og at han i sin livs- 
førelse var et eksempel på begge dele. 
Jesus, som tilgav angrende syndere med uendelig barm- 
hjertighed, forbinder kærlighed med tilgivelse: den, 

hvem kun lidt forlades, elsker kun lidt" (Lukas 7:47). 
„Hvis I elsker mig, så hold mine befalinger!" (Johs. 14:15). 
Jesus, som adlød sin Faders ønske, endda så vidt, at han 
lod sig korsfæste, viste derved sin fuldkomne kærlighed. 
Han rådede os ud fra sine egne erfaringer: „Elsk jeres fjen- 
der, velsign dem, som forbander jer, gør godt imod dem, 
der hader jer ... så I må vorde jeres himmelske Faderes 
børn ... så vær da I fuldkomne, som jeres himmelske Fa- 
der er fulkommen" (Matt. 5:44-45, 48). 
„Da" er nøgleordet i dette sidste skriftsted, en opsumme- 
ring, der antyder en forudgående historie. Hvad er det for 
en forudgående historie? Hvis vi omhyggeligt vil studere 
disse vers, vil vi klart se, at kærlighed, endog det at elske 



sine fjender, er vejen til fuldkommenhed. Kristus demon- 
strerede denne egenskab ved sin kærlige omsorg for alle 
mennesker, endda så vidt som til at tilgive dem, der kors- 
fæstede ham. 

Kærlighed var for Jesus en dynamisk kraft, en vigtig faktor 
i omvendelsen, hvilket et enkelt tilfælde vil illustrere. Peter 
havde været sammen med Jesus i tre år, og han havde 
båret vidnesbyrd om hans guddommelighed på et tids- 
punkt, hvor mange disciple faldt fra. Han svigtede Kristus 
og fornægtede ham, men kærlighed giver stadig den bedste 
høst af glæde. Dette vidste Frelseren, da han spurgte Peter: 
„Elsker du mig?" (Johs. 21:17). 

Selv om det sårede Peter at få stillet det spørgsmål tre 
gange, så vidste Jesus, at hvis Peter virkelig elskede ham, 
så ville han blive omvendt og have kraft til at omvende 
andre. 

Der er intet punkt, hvor Jesus beviste sin menneskelighed 
mere end i sine lidelser og død. Han stod som et mandfolk 
foran Pilatus. Det smukkeste eksempel på manddom, som 
Gud nogensinde havde sat på jorden. I sit livs sidste timer 
fik han tid til at sørge for sin moder, trøste en døende rø- 
ver og give ham et tilsagn, bede Gud tilgive dem, der pinte 
ham. 

En af hans plageånder sagde: „Andre har han frelst, sig 
selv kan han ikke frelse" (Matt. 27:42). Og aldrig var san- 
dere ord udtalt. Ingen kan spare sig selv og frelse andre. 
Jesus sagde: „Den, som har bjærget sit liv, skal miste det; 
og den, som har mistet sit liv for min skyld, skal bjærge det" 
(Matt. 10:39). 

Den store forløsning er af så afgørende betydning for den 
menneskelige familie, at enhver tanke, enhver handling, 
tænkt og udført af en hvilken som helst menneskelig skab- 
ning, som nogensinde har levet på denne jord i tidligere ti- 
der, som nu lever, og dem, som senere skal komme her, er 
med i den. Højden og dybden i det, som Kristus har gjort 
for os i sit soningsværk, er kun kendt fuldtud af Gud. Hvis 
vi kan forstå frelsesplanen, sådan som den forkyndes os 
af Guds profeter, så er det alt, hvad vi behøver at vide, og 
det er den vigtigste af alle menneskelige kundskaber. 
Uden vor Frelsers menneskelighed og guddommelighed 
kunne hans forløsning aldrig være sket. Hvor taknemmelige 
burde vi ikke være for at være blevet bragt ud af mørket og 
ind i hans kærligheds og tilgivelses vidunderlige lys og for 
det løfte, vi har fået om evigt liv. 

Gennem vor lydighed mod hans befalinger vil enhver magt, 
enhver fuldkommenhed og enhver glæde, som Gud er i 
besiddelse af, blive givet os. 

Herren har lovet: „Den, der modtager mig, modtager min 
Fader, og den, som modtager min Fader, modtager min Fa- 
ders rige. Derfor skal alt det, som min Fader har, gives 
ham" (L&P. 84:37-38). 



John F. Heidenreich er pensioneret seminar-lærer; underviser nu i søndags- 
skolen og virker som hjemmelærer i 12. ward i Mesa Arizona stav. 



8 



Statistisk 

årsrapport 

1974 



Udarbejdet af Det præsiderende 
Biskopråds kontor 









Samlet 


År 


Antal stave 


Antal missioner 


medlemstal 


1963 


389 


73 


2117 451 


1964 


400 


75 


2 234 916 


1965 


414 


74 


2 395 932 


1966 


425 


75 


2 480 899 


1967 


448 


79 


2 614 340 


1968 


473 


83 


2 684 073 


1969 


496 


88 


2 807 456 


1970 


537 


94 


2 930 810 


1971 


562 


98 


3 090 953 


1972 


592 


101 


3 227 790 


1973 


630 


108 


3 321 556 


1974 


675 


113 


3 385 909 



Til oplysning for kirkens medlemmer: 
Det første Præsidentskab har udsendt 
denne statistiske rapport om kirkens 
medlemstal ved udgangen af 1974: 

Kirkelige enheder 

Antallet af stave i Zion ved 

ugangen af 1974 675 

Antal wards 4.756 

Antal uafhængige grene i 

stave 1.195 

Antal ward og uafhængige 

grene i stave ved 

udgangen af 1974 5.951 

Antal grene i missioner ved 

årets udgang 1.822 

Antal fuldtidsmissioner ved 

årets slutning 113 

Antal medlemmer af kirken 
den 31. december 1974 

I stavene 2.960.143 

I missionerne 425.766 

Samlet medlemstal 3.385.909 

Kirkelig fremgang i 1974 

Børn velsignet i stave og 

missioner 72.717 

Registrerede børn 

Døbte i stave og missioner 47.234 
Omvendte døbte i stave og 

missioner 69.018 

Samfundsstatistik 

(baseret på 1974-oplysninger 

fra stave og missioner) 

Fødselsrate per tusinde .. 26,11 

Antal gifte per tusinde . . 14,29 

Dødsrate per tusinde 4,50 



Genealogisk Selskab 

Navne klargjort i 1974 til 
tempelordinanser 2.704.905 

Genealogiske optegnelser mikrofilmet 
i 27 lande i løbet af året, forøgede an- 
tallet af 100-fods mikrofilmspoler til 
rådighed for kirken til 836.952, svaren- 
de til flere end 3.992.911 trykte bøger, 
hver med 300 sider. 



Præstedømmet 

Medlemmer, der den 

31. december 1974 havde 

Det aronske Præstedømme 

Diakoner • 140.185 

Lærere 107.277 

Præster 170.867 

lait i Det aronske 

Præstedømme 418.329 

Medlemmer, der den 

31. december 1974 havde 

Det melkisedekske Præstedømme 

Ældster 292.873 

Halvfjerdser 25.184 

Højpræster 104.919 

lait i Det melkisedekske 

Præstedømme 422.976 

lait i Det aronske og Det 

melkisedekske 

Præstedømme 841 .305 

(en forøgelse i året 1974 

på 29.357) 

Kirkelige organisationer 
(indskrevne medlemmer) 

Hjælpeforeningen 861.272 

Søndagsskolen 3.101.281 

Det aronske Præstedømme — 

Unge Mænd 180.912 

Unge Kvinder 178.307 

Primary 468.790 

Det melkisedekske 

Præstedømmes GIF 650.000 



Velfærdsplanen 

Antal personer hjulpet i 

løbet af året 109.212 

Antal personer anbragt i 

lønnet arbejde 17.346 

Arbejdsdage givet til 

Velfærdsplanen 139.418 

Materiel-arbejdsdage givet 

til Velfærdsplanen 4.102 Emne: 1974 statistik 



Templer 




Antal endowments udført i 




1974 i de 16 fungerende 




templer 




For de levende 


37.432 


For de døde 


2.535.518 


Samlet antal endowments 


2.572.950 


Kirkens skolesystem 




lait indskrevne elever i 




1974 i kirkens skoler, 




medregnet Instituter og 




Seminarer 


307.810 



9 



Emne- Mod. latterliggørelse 



Jimmy Drew, skorstensfejer 



AF THOMAS J. GRIFFITHS 
Illustreret af James Christensen 




\i 





\ 






Jeg vil aldrig glemme en lektie, jeg 
lærte for mange år siden som dreng i 
det lille land, Wales. Min familie boede 
i en lille mine-landsby, hvor kul ikke 
blot forskaffede os det daglige brød 
men også blev brugt til at fyre med på 
ildstedet til at lave mad ved og for at 
holde os varme når det var koldt vejr. 
Der blev brugt så meget kul, at skorste- 
nene ofte blev tilstoppet med sod, som 
det var nødvendigt at få fjernet, og det 
gjorde skorstensfejeren. 
Der boede i vores landsby en løjerlig, 
lille mand, der udførte dette simple ar- 
bejde. Hans udseende virkede fra- 
stødende. Hans hænder var krogede 
og knoklede, og skuldrene var hæng- 
te, som om han bar en tung byrde. Men 
det mærkeligste ved ham var, at han 
aldrig talte. Den eneste lyd, der kom 
over hans læber — og kun de, der 
kendte ham godt, kunne forstå den - 
var hans råb „Skorstensfejeren, skor- 
stensfejeren!" Denne mand hed Jimmy 
Drew. 

Jimmy gjorde ikke en kat fortræd. Han 
gik gennem landsbyens gader med sit 
bundt af koste over skulderen, mens 
han udstødte sit mærkelige råb. Hvis 
nogen havde brug for hans tjeneste, 
fejede han skorstenen ren og hældte 
soden i en pose, som han tog med sig. 
Hans honorar var to shillings, og det 
hele foregik i tavshed, for Jimmy var 
næsten stum. 

Vi drenge i landsbyen gjorde ofte grin 
med Jimmy. Vi fulgte efter ham med 
hængende skuldre og med hænderne 
udstrakt som kløer ligesom Jimmys og 
prøvede at efterligne hans mærkelige 
råb. Tilsyneladende havde han ikke no- 
get imod det. Han fortsatte med sit 
arbejde, som om vi ikke var der. 
En dag kom Jimmy hen ad vores gade, 
og som sædvanlig begyndte vi at gøre 
grin med ham. Men tilfældigvis kom 
min fader til og så, hvad vi gjorde. 
Sædvanligvis var far en venlig mand, 
men nu greb han mig i armen og førte 
mig uden videre hjem. Han førte mig 
til det store udsigtsvindue, hvorfra vi 
kunne se dalen nedenfor. Han pegede 
og sagde til mig med strenghed i stem- 
men: „Søn, kan du se den gamle Prin- 
ce of Wales-kulmine dér?" 
Jo, jeg kunne godt se den gamle kul- 
mine. For den havde været der, så 
længe jeg kunne huske tilbage. Byg- 



ningerne over skakten var der endnu, 
men rust og almindeligt forfald havde 
sat deres tydelige spor. 
Elevatorstolene, der bragte kulminear- 
bejderne ned i skakten, var væk, skak- 
ten selv var overdækket med svære 
brædder og indhegnet med et tykt ru- 
stent kabel. Der var noget ved denne 
gamle mine, som gjorde mig urolig, når 
jeg var i nærheden af den, og engang 
havde vi drenge dirket et af brædder- 
ne oven på skaktnedgangen løs og la- 
det sten falde ned i det store sorte 
intet nedenunder. Det syntes at vare en 
evighed, før de plaskede ned i vandet 
dybt dernede. 

„Jo, far", svarede jeg, „jeg kan godt 
se den gamle Prince of Wales-mine." 
„Godt, så hør godt efter", fortsatte 
han. For jeg vil gerne have, at du altid 
husker, hvad jeg nu fortæller dig." 
Og så fortalte han med ligefremme 
ord denne historie: Da han var en 
ganske ung mand, var Prince of Wales- 
minen dalens stolthed. Næsten enhver 
familie i dalen havde en eller anden, 
som arbejdede dér. Men en dag skete 
der en eksplosion dybt nede i skakten, 
og der udbrød ild i de gange, hvor kul- 
lene blev brudt. Redningshold prøvede 
at komme de indespærrede mænd til 
hjælp, men hele tiden drev ilden dem 
tilbage. I et sidste desperat forsøg på 
at redde minen beordrede mineejerne 
vandet fra en nærliggende kanel ledet 
ind i den brændende mine. 
184 mænd og drenge var fanget der- 
nede i jorden. De, der ikke brændte 
op ved eksplosion og ildebrande, druk- 
nede i vandet, der nu fossede ind. 
Hundreder af lansbyens beboere sam- 
ledes omkring mineskakten i håb om, 
at nogle blev reddet. Men som timer- 
ne gik, forandredes håbet til fortvivlel- 
se. De redningshold, der blev sendt 
ned, kom tilbage med alvorlige an- 
sigter. 

„Ingen", sagde de, „kan have overle- 
vet forholdene dernede." 
Men landsbyens beboere ventede sta- 
dig, for dernede i dybet befandt deres 
kære sig, og de ville ikke gå hjem uden 
dem. 

Det var først, da solen havde nået 
bjergtoppen, og de første skygger 
havde lagt sig over landsbyen, at det 
skete. En eller anden råbte gevalt, og 
så så man to hænder, der bevægede 



sig op ad elevatorkablerne. Ivrige hæn- 
der raktes ned mod manden, der klat- 
rede op ad stålkablerne. Kødet hang 
i laser fra hænderne, tøjet var næsten 
brændt af kroppen. Forsigtigt lagde de 
ham ned, og et par læger gik i gang 
med at behandle ham. Han var døden 
nær, men det mod, der havde gjort det 
muligt for ham at klatre op fra minens 
mørke til lyset ovenfor, ville også føre 
ham tilbage til livet. Den mand var Jim- 
my Drew. 

Alle stillede sig selv det spørgsmål: 
„Hvordan kunne en mand overleve 
eksplosionen, ilden og vandet og der- 
på klatre de hundreder af fod op ad et 
stålkabel og overleve?" 
Det spørgsmål blev aldrig besvaret, for 
Gud havde i sin barmhjertighed tilluk- 
ket Jimmy Drews sind, så han aldrig 
kunne fortælle om sine frygtelige prø- 
velser. Jeg husker endnu, hvordan min 
far lagde armen omkring mig og tryk- 
kede mig tæt ind til sig, og hvordan 
vi< græd sammen. 

Jeg har aldrig skammet mig over de 
tårer, for selv om jeg kun var en dreng, 
stod moralen i den historie helt klar for 
mig. Fra den dag og til nu har jeg, hver 
gang jeg har haft lyst til at gøre nar ad 
en eller anden, som har været ude for 
en ulykke, eller som er født vanskabt, 
på ny stået ved det store vindue i den 
lille, walisiske lansby og set ned over 
dalen med Prince of Wales-kulminen 
og tænkt på den lille skorstensfejer 
Jimmy Drew. 



11 



Emne: Missionærarbejde 



Forflyttet til Carlton vi I le 



AF MARK A. SIMPKINS 



Jeg var chokeret og kunne næppe tro, hvad jeg hørte, 
da missionspræsidenten sagde: „Ældste, vi forflytter dig 
til Carltonville. Du skal være der i morgen tidlig." 
Min kammerat og jeg havde arbejdet længe og hårdt i til- 
syneladende frugtesløs søgen efter nogen, der var inter- 
esseret i evangeliet. Da jeg var kommet til min missions 
syvende måned, var min entusiasme ikke længere meget 
værd. Og så traf vi Phyllis Johnson, en charmerende eng- 
lænderinde sidst i tredserne, for hvem missionærlektierne 
var en nydelse. Jo mere hun lærte des mere ønskede hun 
at lære. Alting syntes at være som det skulle være! Ih, hvor 
jeg elskede mit missionærarbejde! 

Jeg glædede mig til, at hun skulle døbes — det var min 
første dåbshandling — næste søndag. Og så kom missions- 
præsidenten med dette. Da jeg forlod hans kontor, havde 
jeg mest af alt lyst til at græde — men jeg kunne ikke. 
Og da jeg så tænkte på præsidentens ofte inspirende ord, 
var der noget inde i mig, der stille hviskede til mig: „Mark, 
det er ikke ham, der har gjort dette . . . det er Herren, der 
har gjort det". 

Min nye kammerat i Carltonville havde kun været dér i om- 
kring en uge, men han havde en liste over folk i byen, som 
havde fået nogle af lektierne, og han læste den højt for 
mig. Da vi knælede i bøn, følte vi begge, at en særlig ånd 
havde været med os i vore forflyttelser. Mens han læste 
listen med tolv navne, var der ét navn, der syntes at bræn- 
de sig fast i mit hjerte: Marshall! 

Den snævre sti til Marshalls hjem var vanskelig at følge, 
for den gik gennem tætte buskadser, og det styrtede ned, 
men da vi kom dertil, var der lys i vinduet. Overrasket over 
at se os på en sådan kold og våd aften, bød broder Mar- 
shall os venligt indenfor og bad os tage plads på en slidt 
sofa i dagligstuen. Vi fandt ud af, at familien Marshall var 
fra New Zealand, hvor hans hustru havde besøgt templet, 
før det blev indviet, men de var siden hen flyttet her til 
Sydafrika med deres tre små børn. De troede på alt det, 
som missionærerne havde fortalt dem — med én undtagel- 
se, „tiendeloven". 

„Jeg kan bare ikke acceptere den", sagde han. „Og forøv- 
rigt" — stemmen sænkedes til en hvisken — „har vi ikke 
råd til det". Han satte sig på den eneste ledige stol i hu- 



set, og idet han så ned på sine slidte, revnede sko, be- 
gyndte han igen at tale. „Ser I" - der blev en lang pause. 
„Vi har simpelthen ikke flere penge." 
Den lange pause blev afbrudt af søster Marshalls hulken. 
„I de sidste tre dage har vi ikke haft noget at spise med 
undtagelse af nogle få abrikoser fra et træ i haven", sagde 
hun snøftende. „Jeg ved ikke, hvad vi skal gøre. Abriko- 
serne er næsten forbi, og børnene plager om noget at spi- 
se. Vi ved ikke, hvor vi skal henvende os. Vi kender ingen 
i nabolaget. Åh, hvad skal vi dog gøre?" 
Jeg spekulerede på, hvordan nogen kunne bede disse 
mennesker betale tiende. Og så kendte jeg pludselig sva- 
ret på deres vanskeligheder. Den stærkeste kraft, jeg no- 
gensinde har følt, kom pludselig over mig. Jeg huskede på, 
at jeg som barn havde lært at betale tiende, og at det var 
en befaling fra Herren. Jeg vidste, at Herren havde lovet 
at åbne Himlens sluser for dem, som betaler deres tiende, 
og jeg vidste, at det var en befaling såvel for rige som for 
fattige. 

Som jeg sad der på kanten af sofaen, fyldtes mit indre af 
en brændende følelse, der fremkaldte disse ord: „Broder 
og søster Marshall, jeg lover jer i Herrens navn, at hvis I 
vil betale jeres tiende og slutte jer til Herrens kirke, så vil 
I altid have mad at spise og et hjem at bo i." 
De sad begge to helt stille, mens de tænkte over det løfte, 
der var blevet givet. Så sagde broder Marshall med sin 
hustru siddende tæt ved sig: „Ældster, alt hvad vi har hørt 
er sandt. Og nu ved jeg, at jeg også må gøre det." 
Vi traf de nødvendige forberedelser til deres dåb den føl- 
gende lørdag og den dag fik vi ved middagstid en telefon- 
opringning fra missionskontoret. „Ældste, du og din kam- 
merat skal bringe alt jeres habengut med jer til missions- 
hjemmet, når I kommer idag til dåben. I vil begge to blive 
forflyttet tilbage til jeres tidligere område. Carltonville vil 
blive lukket på ubestemt tid." 

Denne gang græd jeg, da jeg fortalte min kammerat nyhe- 
den — og jeg faldt på knæ ved min seng for at bede om 
Herrens tilgivelse. Han havde kaldet mig til at besøge en 
familie af udvalgte ånder, som var rede for dåben, og han 
vidste, at dette var deres sidste chance for måneder — 
måske for livet. Jeg forstod, hvor selvisk jeg have været, 
når jeg ønskede, det skulle gå på min egen måde, og jeg 
lovede Herren, at i fremtiden ville jeg adlyde, når han 
kaldte. 

Cirka halvandet år senere — og næsten 800 km derfra — 
sad jeg på første række i en kirkesal i Rhodesia i det 
sidste vidnesbyrdmøde, jeg skulle opleve i Afrika. Jeg så 
en midaldrende kvinde i slidt men renvasket kjole rejse 
sig og bære sit vidnesbyrd. Ydmygt takkede hun Herren 
for sit medlemskab i kirken, for sit vidnesbyrd om evan- 
geliet og for de to missionærer, der var kommet til hen- 
des hjem en regnfuld tirsdag aften. Søster Marshall sag- 
de, at siden da havde hun og hendes mand haft mange 
vanskeligheder, men på grund af deres trofasthed med 
hensyn til at betale tiende havde de „altid haft mad at 
spise og et hjem at bo i." 

Mark A. Simpkins, student ved Brigham Young University, virker som præste- 
dømme-lærer i BYU 34. gren i HYU 10. stav. 



12 




Farvepuslespil 
AF JOHN CONNER 

Farvelæg de med prik mærkede felter for at finde to gode 
venner der leger sammen. 




6 , 



y / ' / #64 " 

t . _ i . M 66 



/ 



»>/' 



' °' / ' ,82 (/ 



/ 



67 



40. 



#78 



24 ' 2 ^> 29 ' 63 «,//*) 69, ' 68 

i \ ''4 / & ' A ' 

23 *22 I ' l 

/ j , é 6 I 
4 1* ' 

' / A 

d 2/ " 6 /, ' ^ ' 5 ' ' 



é 



4 '* - ' 

/I0 43 44 

, > 45' 



' 6 



'73 



80 J» V. '73 

/ C2 ^ 6 74 ^ / 



é 



I é 



i I 



•60, 



I* 



: t 



58 



'59 / 



', V / 



57 



«• 47 46 f 



,' 56 55 54 



'^,V/', ' 



50 



i Q 52/ 



/53 m £ i fJ& 



' 2 ° AV 49 
19/ fl8 -' ' 

Hvem? 

AF ROBERTA L. FAIRALL 

Hvem var ikke glad for regnen? Hvem ville ha' det så tørt 
som muligt? Forbind de nummererede regndråber og find 
ud af det. 



Bare 
for sjov 




Skjulte billeder 

AF ANN STACEY 

Kan du finde en ambolt, en pil, en myre, et fly, et anker, 
et æble, en økse, altsammen skjult i dette billede? 




Frøens middag 
AF WALT TRAG 

Hjælp frøen at fange fluen uden at træde på noget åkande- 
blad. 



13 




Emne: Visdomsordet 



Fra ven til ven 



AF ÆLDSTE MARION D. HANKS 
Assistent til De tolvs Råd 



Et princip 
med et løfte 




I mange år havde jeg den dejlige ople- 
velse at være missionær på Tempel- 
pladsen i Salt Lake City. Jeg havde 
den glæde at undervise mange vidun- 
derlige mennesker, som kom fra alle 
steder i verden for at lære noget om 
kirken og om evangeliet. En af dem, 
jeg husker bedst, var dr. Aer Waer- 
land, velkendt for sine videnskabelige 
undersøgelser af fødevarer og ernæ- 
ring, og forfatter til flere bøger om 
dette emne. 

Dr. Waerland, der er svensker, var 
kommet fra Stockholm for at lære no- 




get om mormonerne og især for at un- 
dersøge den sundhedslov, som vi lever 
efter. Vi lærer jo meget om den lov fra 
vor himmelske Fader i en åbenbaring 
som han gav Joseph Smith i 1833, og 
som vi kalder visdomsordet. I Sverige 
havde dr. Waerland af missionærer 
hørt om dette program for godt hel- 
bred, og da det indbefattede de sam- 
me pricipper, som han havde studeret i 
årevis, ønskede han at lære om det i 
kirkens hovedkvarter. 
Jeg fortalte dr. Waerland, hvad Herren 
havde lært os: at vore legemer er en 
del af vor evige sjæl, at vi ikke kan 
blive virkelig lykkelige i evigheden 
uden vort legeme, at vi vil have vort 
legeme for evigt efter opstandelsen, og 
at det derfor er meget vigtigt, at vi gør 
alt, hvad vi kan for at holde det rent, 
sundt og godt. 

Visdomsordet lærer os et godt princip 
og giver et løfte. Princippet er, at alt 
godt, som Gud har givet os, bør vi 
benytte med tak og sund fornuft, klog- 



skab og uden overdrivelse. Alt, hvad 
der ikke er godt for os, bør vi undgå. 
Løftet er, at hvis vi vil rette os efter det 
princip, vil vi være bedre stillet i 
enhver henseende: helbredsmæssigt, 
kundskabsmæssigt og med hensyn til 
visdom og vidunderlige, åndelige vel- 
signelser. 

Med „Lære og Pagter" liggende åben 
foran os, diskuterede dr. Waerland og 
jeg åbenbaringens detaljer. Han talte 
med nogen undren om instruktionerne 
med hensyn til, hvad vi bør spise og 
ikke bør spise. Han noterede sig, at 
bogen siger, at alkohol og tobak og 
hede drikke ikke er godt for menne- 
sket. Han spurgte, hvordan Joseph 
Smith, en ung mand på 27 uden egent- 
lige kundskaber på ernæringsområdet, 
kunne have kendt til disse problemer i 
1833, da de mest avancerede oplys- 
ninger ikke kunne have fortalt ham no- 
get derom. Jeg forklarede ham, at Jo- 
seph Smith var profet, og at disse op- 
lysninger var kommet ved åbenbaring. 
Jeg sagde til ham: „Dr. Waerland, hvad 
vil de mene om en sådan ung mand på 
27 år, som skrev det dokument for 
mere end 140 år siden?" 
Han sagde: „Jeg kender intet til pro- 
feter og åbenbaring, men jeg ville sige, 
at en sådan ung mand må have været 
140 år forud for sin tid." 
Han fortalte så om nogle nyere, vi- 
denskabelige opdagelser og om sine 
egne undersøgelser og sagde, et en- 
hver detalje i visdomsordet er god og 
rigtig. 

Efter at vi på ny havde talt om profeter 
og åbenbaringer, og han igen havde 
sagt, at han ikke var religiøs og kun 
kendte lidt til profeter, gentog han, at 
hvem der end havde skrevet det doku- 
ment, var han 140 år forud for sin tid. 
Vi ved nu gennem beviser, som ikke 
kan betvivles, at alkohol, tobak og kof- 
fein ikke er gode for legemet. Vi ved, 
at de er skadelige og ødelæggende. Vi 
ved meget om betydningen af at spise 
rigtige fødevarer og at være mådehol- 
dende i spisning. Disse kendsgernin- 
ger stod ikke til Joseph Smiths rådig- 
hed på anden måde end gennem åben- 
baring fra vor himmelske Fader. Det er 
den måde, han modtog dem på, og vi 
bør huske det, når vi takker Herren for 
de vidunderlige velsignelser, vi har 
modtaget fra Gud gennem profeterne. 

15 







f 



rr 



må v 



' nM . * 



<■ '• 

VW IsSBB^ Wtøfc- >-',%m % 




DA INGEN 



Nebukadnezar, Babylons konge, førte krig mod folket i 
Judæa og overvandt dem til sidst. Blandt det bytte, han 
bragte til sit eget skatkammer, var meget af det smukke 
og hellige indbo fra templet i Jerusalem. Foruden de mate- 
rielle kostbarheder, som Nebukadnezar tog med sig, var 
der også et stort antal israelitter, der blev taget til fange 
og ført bort. 

Da Nebukadnezar var kommet tilbage til sit eget rige, 
kaldte han sin overhofmester til sig. Han hed Asjpenaz. 
Denne mand fik besked på at tage nogle af de israelittiske 
børn til hoffet for at de kunne opdrages dér. Men det 
skulle være nogle af kongelig æt, nogle som var intelli- 
gente og vel bevandrede i al visdom, og som var uden 
mindste lyde og med et smukt ydre. 

De israelitter, der blev udvalgt, skulle have samme gode 
mad og stærke vin, som blev serveret for kong Nebukad- 
nezar. De skulle også oplæres i kaldæernes skrift og tun- 
gemål og efter tre års forløb skulle de unge israelitter stil- 
les for kongen, så han kunne se, hvordan de havde udvik- 
let sig i den tid. 

Blandt disse børn fra Judæa var fire venner, hvis navne 
var Daniel, Hananja, Mi s ja-el og Azarja. Men overhof- 

16 



mesteren forandrede deres navne til Beltsazzar (Daniel), 
Sjadrak (Hananja), Mesjak (Misjael) og Abed-Nego 
(Azarja). 

Daniel var fast besluttet på, at han og hans tre venner 
ikke ville gøre sig urene med den usunde mad og vin, som 
blev serveret for kongen. Han fortalte overhofmesteren om 
deres beslutning. 

Og Gud lod Daniel finde yndest og velvilje hos overhof- 
mesteren, og han respekterede Daniel og kom til at holde 
af ham som en fader. Alligevel var han bange for sit eget 
liv, fordi han ikke gav dem den mad, som han havde fået 
besked på at give dem. Han var overbevist om, at hvis Da- 
niel og hans venner ikke spiste den samme mad, som 
blev givet de andre israelitter, viller de blive sløve og 
komme til at se underernærede og svage ud. 
Så talte Daniel til den opsynsmand, Melzar, som havde det 
daglige tilsyn med deres måltider og andre behov. Daniel 
bad ham lade dem alene få frisk vand og grøntsager (kål, 
linser, bønner og ærter) i ti dage. Han lovede, at hvis de i 
løbet af den tid ikke viste et forberedt udseende og større 
årvågenhed i sammenligning med de andre fangne børn, så 
ville de spise hvad som helst han fremtidig ville bringe 
dem. 



m m* 



i 






T^sssss^si Sff ^^^i *»*^ ,,-. ;\:-, : : ^ j£^tfNft£ft4 



► ../- 






* 



r-'-v 



«/ 






3>j 



§MjL««*a^ 



m 



y r% 



Illustreret af Ginger Brown 



SOM DEM 



Melzar indvilgede i at følge Daniels forslag, og efter at 
de 10 dage var gået, viste de fire gode venner sig at være 
mere oplagte og se bedre ud end de andre israelittiske 
børn. Da opsynsmanden så forskellen, fortsatte han med 
kun at bringe dem grøntsager og vand, mens han blev ved 
med at give kongens mad og drikke til de andre. 
Foruden at have sundere og stærkere legemer end de 
andre israelittiske børn, velsignede vor himmelske Fader 
Daniel og hans venner med stor visdom og evne til hurtigt 
at samle mere kundskab. Daniel blev også givet et sær- 
ligt talent for at udtyde syner og drømme. 
Efter de tre års forløb forlangte kong Nebukadnezar, at de 
unge israelittiske fanger blev bragt frem for ham, så han 
kunne bedømme deres udvikling og værdighed. Da det 
blev Daniels, Hananjas, Misjaels og Azarjas tur, forbløf- 
fedes kongen over deres sunde udseende og over deres 
intelligens. Han sagde, at blandt alle de unge israelitter, 
var der ingen som disse fire. Og da han talte med dem 
fandt han ud af, at i alt, „der krævede visdom og indsigt" 
var de „ti gange dygtigere end alle drømmetydere og ma- 
nere i hele sit rige" (Daniel 1:20). 

Og ligesom Daniel modtog oplysninger fra vor himmelske 
Fader med hensyn til, hvordan man holder sit sind og sin 



krop sund og stærk, sådan modtog også Joseph Smith i 
1833 instruktioner fra vor Fader i Himlen om, hvordan de 
hellige kan holde deres sind årvågne og deres legemer 
sunde. 

Den oplysning om dette emne, som Joseph Smith modtog, 
kaldes visdomsordet. Det er en god sundhedslov, der vil 
give vidunderlige velsignelser for enhver, som forstår og 
adlyder den. 

Læs sammen med din familie det 89. afsnit af Lære og 
Pagter og find ud af, hvordan du kan „finde visdom og 
store skatte af kundskab, ja, endog skjulte skatte . . .", 
og hvordan du kan komme til at „løbe og ikke blive træt, 
gå og ikke blive mat" (L.&P. 89:19-20). 



Emne: Daniel, Sjadrak, Mesja 
Abed-Nego, visdomsordet 



17 




HAN UDMÅLTE 

JORDEN 




Emne: Eratosthenes 



Er folk i dag bedre til at tænke end 
folk, der levede for mange år siden? 
Har mennesket af i dag på en eller 
anden måde udviklet en bedre hjerne? 
Er mennesket mere udviklet? 
I lang tid troede den nyere tids viden- 
skabsmænd, at folk, der levede sam- 
tidig med dem, var i stand til at tænke 
mere klart, fordi de havde en højere 
intelligens end „gamle dages" men- 
nesker. 

Men det er ikke nødvendigvis sandt. 
Gamle manuskripter fra oldtidens 
Grækenland fortæller om en talent- 
fuld, græsk lærd ved navn Eratosthe- 
nes, som levede for mere end to tu- 
sinde år siden. 

Eratosthenes voksede op i Kyrene, en 
græsk by på den libyske kyst i Nord- 
afrika. Han studerede sprogvidenskab 
i Egypten i Alexandria, filosofi i Athen 
i Grækenland, og han foretog mange 
og lange rejser. 

Senere blev Eratosthenes bibliotekar 
ved et stort museum i Alexandria, 
hvor han studerede og skrev om ma- 
tematik, astronomi og geografi. 
Erastothenes gjorde mange spænden- 
de opdagelser. Men hans mest for- 
bløffende resultat var hans beregning 
af afstanden rundt om jorden. De gam- 
le grækere var klar over, at jorden 
havde facon som en kugle. Senere 
nægtede andre civilisationer at tro på 
den kendsgerning. 

„Hvis jorden er en kugle", tænkte 
Eratosthenes, „hvor stor er den så?" 
I sine studier hørte Eratosthenes om 
en brønd i Syene (nu Adua) i det syd- 
lige Egypten. Den 21. juni, årets læng- 
ste dag, når solen sin højeste position. 
Hvert år ved middagstid på den dag 
afspejledes solens stråler i vandet på 
bunden af denne dybe brønd i Syene. 
Følgelig måtte solen stå lige nøjagtigt 
ovenover. 

På samme tidspunkt den samme dag 
stod solen aldrig lige over Alexandria. 
Høje bygninger kastede korte skyg- 
ger, og opmålinger af disse skygger 
viste, at solen manglede syv grader i 
at stå lige oven over på det sted. 
Eratosthenes ræsonnerede, at denne 
forskel i solens stilling kun skyldes 
jordoverfladens krumning over afstan- 
den mellem Syene og Alexandria. Syv 



grader er omkring en halvtredsindsty- 
vende! af hele længden rundt om jor- 
den. 

Eratosthenes kunne herefter beregne 
længden rundt om jorden ved at måle 
afstanden fra Alexandria til Syene og 
gange denne afstand med halvtreds. 
„Men hvor lang mon nord-syd distan- 
cen er mellem de to byer?" tænkte 
han. Resultatet af hans „måling" af 
jordomkredsen kunne ikke blive mere 
nøjagtig end den nøjagtighed, hvor- 
med han kendte afstanden mellem de 
to byer. Han forhørte sig hos de ka- 
meldrivere, der besørgede karavane- 
farten på den rute mellem Alexandria 
og Syene, der havde været benyttet i 
hundreder af år. Han fandt ud af, at 
det tog nøjagtigt halvtreds dage at 
gennemrejse de 5000 stadier (græsk 
måleenhed) eller cirka 800 kilometer. 
Med dette som udgangspunkt ud- 
regnede Eratosthenes.at jordens om- 
kreds var omkring 39,260 kilometer. 
Han sagde: „Hvis den store afstand 
ikke var en hindring, kunne vi let rejse 
over havet fra Spanien til Amerika." 
Eratosthenes' beregning af jordens 
omkreds var så nøjagtig, at den kun 
afveg med mindre end en procent. 
Den nyere tids videnskabsmænd ville 
simpelthen ikke tro det. „Hvordan kun- 
ne en gammel græker bruge en brønd 
til beregning af jordens diameter?" 
spurgte de. Nå videnskabsmænd i vor 
tid for første gang udfører et eksperi- 
ment, forventer de fleste en langt 
højere feljmargin end.én procent. 
Indtil for kun få år siden syntes det for 
vor tids videnskabsmænd næsten for- 
argeligt, at Eratosthenes kunne opnå 
et så vidunderligt, nøjagtigt resultat. 
De var flove over hans præcise bereg- 
ninger og prøvede at bevise, at det 
blot havde været et held. Han havde 
udført andre eksperimenter, og hans 
resultater for disse var lige så nøjag- 
tige. 

Videnskabsmænd er nu tvunget til at 
indrømme, at mennesker fra den fjer- 
ne fortid i enhver retning var lige så 
kompetente, som vi er, selvom de ikke 
havde det højt udviklede udstyr, som 
vi har i dag, til at hjælpe sig med deres 
beregninger. 



Spørgsmål: Hvordan kan man komme 
nærmere månen uden at forlade jor- 
den? 

Svar: Bliv hjemme og betragt månen 
komme op fra horisonten og stige op 
på himlen, indtil den står lige oven 
over. (Det tager omkring 6 timer) Mens 
du ser på månen, hvordan den skifter 
position, drejer jorden sig en fjerdedel 
af vejen rundt og bringer dig cirka 
6,400 kilometer nærmere til månen. 
Spørgsmål: Hvad er det, der altid fal- 
der, men aldrig lander? 
Svar: Månen falder altid, og alligevel 
rammer den aldrig jorden. Den forbli- 
ver i sin orbit (rejserute) omkring 
40,000 km fra jorden. Jordens til- 
trækningskraft virker bestandigt på 
månen, så den falder cirka syv og en 
halv centimeter hvert sekund. Men på 
grund af månens hastighed fremad, 
cirka én kilometer i sekundet, trækkes 
den ikke helt ned på jorden. Jordens 
tiltrækningskraft er lige nok til at bøje 
månens rute til en cirkelformet orbit. 
I stedet for at falde ned på jorden, 
falder månen omkring den. 



19 



Om at bære 
præstedømmet værdigt 



Præstedømmet er for stort et ansvar — 
og privilegium — til at tillade synd 

Emner: Dommere i Israel, ungdom, omvendelse 




PRÆSIDENT SPENCER W. KIMBALL 



Mens jeg sad her, og lyttede til de 
glimrende taler fra disse fire brødre i 
aften, ønskede jeg, at alle drenge i 
denne verden og enhver mand i denne 
verden kunne høre prædikener som 
disse til at give dem nogle begreber, 
nogle ideer og nogle standarder, som 
de kunne arbeide hen imod. Hvor er 
vi heldige, vi kirkens drenge og mænd, 
at vi således kan blive instrueret og 
inspireret i vor personlige livsførelse 
og i vort kirkelige arbejde. 
Jeg vil gerne have lov til at sige nogle 
få ord til vore udøvende embedsmænd 
og især til biskopper og stavspræsi- 
denter, som er de „amlindelige dom- 
mere" i Israel. (L.& P. 107:74) 
Jeg vil læse for jer profeternes ord og 
ordene fra kirkens præsident i forrige 
århundrede. Præsident John Taylor ci- 
teres for følgende: 

„Jeg har endvidere hørt om nogle 
biskopper, der har søgt at dække over 
mennerskers synder. Jeg siger til dem 
i Guds navn, at de selv vil komme til 
at bære disse synder og blive dømt 



derfor. Og jeg siger jer, at enhver 
mand, som omgås med synd, vil kom- 
me til at bære den synd, og hvis nogen 
af jer ønsker at tage del i menneske- 
nes synder eller støtter dem, vil I selv 
komme til at bære dem. Hører I det, 
biskopper og præsidenter? Gud vil 
kræve det af jeres hænder. I er ikke 
sat i stillinger for at omgås letsindigt 
med retskaffenhedens principper eller 
dække over menneskenes skændige 
gerninger og rådenskab." (Conference 
Report, april 1880, side 78) 
Jeg læser endvidere fra George Q. 
Cannon, som også var i Det første 
Præsidentskab: 

„Guds Ånd ville utvivlsomt blive så be- 
drøvet, at den ikke alene ville opgive 
dem, som er skyldige i disse overtræ- 
delser, men den ville også trække sig 
tilbage fra dem, som tillader, de fin- 
der sted i vor midte, uhildet og uden 
irettesættelse. Og lige fra kirkens præ- 
sident og nedad gennem alle præste- 
dømmets rækker vil der finde tab sted 
af Guds Ånd, en tilbagetrækkene af 
hans gaver og velsignelser og kraft, 
fordi de ikke tager de passende for- 
holdsregler til at kontrollere og afslø- 
re deres synder." (Journal of Discour- 
ses, 26:139) 

Og nu mine brødre vi kunne citere 
mange andre af brødrene på linie med 
disse. 

Vi er bekymrede over, at den intervie- 
wende leder i sin personlige sympati 
for overtræderen og måske i sin kær- 
lighed til hans familie, alt for ofte har 
tilbøjelighed til at undlade at gennem- 
føre de disciplinære regler, som over- 
træderne fortjener. 

Alt for ofte bliver en synder udelukket 
af fællesskabet, når han eller hun bur- 
de have været ekskommunikeret. 
Husk at præsident Taylor sagde, at I 



selv vil komme til at bære den synd. Er 
I villige til at gøre det, brødre? 
Husker I, profeten Alma sagde? „Om- 
vendelse kunne ikke komme til men- 
neskene, uden at der var fastsat en 
straf" (Alma 42:16) 

Tænk et øjeblik over det. Har I forstået 
det? Der kan ikke være tale om tilgi- 
velse uden virkelig og fuldstændig om- 
vendelse, og der kan ikke være tale 
om omvendelse uden straf. Den sand- 
hed er lige så evig som sjælen. 
En tanke mere: Præsidenten eller bi- 
skoppen træffer afgørelsen, og råd- 
giverne eller højrådet accepterer hans 
afgørelse eller afviser den. Men der 
finder ikke nogen afstemming sted, 
som I ville gøre i mange andre tilfælde. 
Husk dette, når nogen stilles for jer, 
som har overtrådt Guds bud. 
Det er så let at lade vore sympatier lø- 
be af med os, men når et menneske 
har begået en synd, må han lide. Det 
er et absolut krav — ikke fra biskoppen 
— men det er naturens krav og et krav 
fra mennesket selv. Denne regel gæl- 
der især for voksne og for ægtefolk og 
ganske særligt for dem, der har været 
i templet. De må forstå, at de ikke kan 
handle letsindigt med Guds hellige 
bud. 

Noget andet, jeg blev opmærksom på 
forleden dag, er en del af et citat fra 
Wilford Woodruff om Joseph Smith. 
Somme tider støder vi på medlemmer, 
der har for megen stolthed i sig, falsk 
stolthed. De vil have tingene på deres 
måde, og hvis ikke de får det, springer 
de fra. Har I nogen sinde været ude 
for, at én forlader wardet og ikke igen 
kommer ind i bygningen, bare på 
grund af en eller anden lille uoverens- 
stemmelse, måske med biskoppen el- 
ler et andet medlem? 
„Vi har ingen mulighed for at blive op- 
løftet i vort hjertes stolthed", sagde 
profeten, „med hensyn til vor stilling i 
kirken. Hvis kirkens præsident eller en 
af hans rådgivere eller hvis en af 
apostlene eller nogen som helst anden 
mand i sit hjerte føler, at Gud ikke kan 
klare sig uden ham, og at han i sær- 
lig grad har betydning for udførelsen 
af Herrens værk, så står han på farlig 
grund. Jeg hørte Joseph Smith fortæl- 
le, at Oliver Cowdery, som var den an- 
den apostel i denne kirke, sagde til 
ham: ,Hvis jeg forlader denne kirke, 

21 



vil den gå til grunde.' Han svarede: 
'Oliver, prøv det.' Og Oliver prøvede. 
Han faldt, men Guds rige gik ikke til 
grunde. Jeg har i min tid kendt andre 
apostle der mente, at Herren ikke kun- 
ne klare sig uden dem, men Herren 
klarede sig godt nok alligevel uden 
dem. Jeg siger til alle mennesker, jøde 
og ikke-jøde, stor og lille, rig og fattig, 
at Herren den Almægtige selv har kraft 
i sig og ikke er afhængig af noget men- 
neske til udførelsen af sit værk, må de 
blot stole på ham." (Wilford Woodruff: 
„Discourse" i Deseret Weekly, 6. april 
1890:40:559-60) 

Brødre i præstedømmet, der er nu no- 
get ganske særligt ved det præste- 
dømme-møde under hver konference, 
hvor fædre og sønner er sammen og 
kommer langvejs fra for at høre kon- 
ferencens program. 
Jeg ser mange dejlige unge mænd 
blandt jer, og det glæder mig meget at 
se spirerne til dem, der inden længe 
vil være fædre og ledere, biskopper og 
stavspræsidenter, såvel som missio- 
nærer på vej opad. 

Jeg er klar over, at foran mig er der 
hundreder af unge mænd, hvoraf man- 
ge er diakoner. Jeg husker, da jeg selv 
var diakon. (Hvor er det dog længe si- 
den!) Jeg syntes, at det var en stor 
ære at være diakon. Min far tog altid 
hensyn til mine opgaver og pligter og 
lod mig altid låne hesten og den lille 
vogn, når jeg skulle indsamle fasteof- 
re. Min rute indbefattede den del af 
byen, hvor jeg selv boede, men der 
var temmelig langt mellem husene, og 
en sæk mel eller et glas henkogt frugt 
eller grøntsager eller et brød vejede 
altsammen godt til, efterhånden som 
jeg samlede dem sammen. Derfor var 
den lille vogn dejlig og praktisk. I vore 
dage betaler vi med kontanter, men 
dengang var det i naturalier. Det var 
virkelig en ære at få lov til at yde den- 
ne tjeneste for min himmelske Fader. 
Og selvom tiden i dag er en anden, 
idet der gives penge i stedet for na- 
turalier, så er det stadig en stor ære 
at udføre dette arbejde. 
Jeg er diakon. Jeg er altid stolt af at 
være diakon. Når jeg ser apostlene 
komme ind for at deltage i en højtide- 
lig forsamling og velsigne nadveren, 
og andre af generalautoriteterne træ- 
de frem til nadverbordet for at tage 



brødet og vandet og ydmygt bære det 
rundt til alle i forsamlingen og derpå 
vende tilbage og aflevere de tomme 
bakker, er jeg meget stolt over, at jeg 
også er diakon og lærer og præst. 
I vore særlige møder i templet, hvor 
brødrene blandt generalautoriteterne 
kommer op til nadverbordet for at vel- 
signe og omdele nadveren, da banker 
mit hjerte igen endnu kraftigere, og 
jeg er taknemmelig for, at jeg bærer 
det hellige aronske præstedømme og 
har lov til at sørge for nadveren. 
Så tænker jeg på, at Jesus Kristus selv 
brød brødet, velsignede det og bød det 
rundt til sine apostle. Så er jeg stolt 
over, at jeg kan gøre det samme. Og 
jeg anbefaler jer at tænke over det, 
som præsident Tanner og også de an- 
dre brødre lige har sagt om at være 
værdig til at omdele nadveren og om 
at være ærbødig. 

For jer fædre vil jeg gerne citere no- 
get fra en artikel af Walter MacPeck: 
„Drenge har brug for helte som Tor- 
denskjold og Gøngehøvdingen. Men 
de har også brug for helte, der er me- 
re nærværende. De har behov for at 
kende en eller anden mand, der rager 
højt op over mængden på grund af sin 
styrke og retskafne personlighed. De 
har behov for at træffe ham på gaden, 
at være på tur med ham og i lejr med 
ham, at have ham om sig derhjemme. 
Hver eneste dag i dagens situationer; 
at føle sig nær nok ved ham til at kun- 
ne stille ham spørgsmål og at tale med 
ham om tingene som mand til mand." 
(Kilden ubekendt) 

Jeg håber virkelig, at hver eneste fa- 
der sørger for den slags kammerat- 
skab med sin søn. Jeg håber, at en- 
hver far sørger for familiehjemmeaf- 
tener for sin familie med mulighed for 
alle sønner og døtre til at udtrykke sig, 
hjælpe med til at planlægge familie- 
livet, bede familiebønner og tage del i 
familiehjemmeaftenerne. 
Der er virkelig et formål med livet, 
drenge. Jeres himmelske Fader har 
hjulpet til med at skaffe en verden for 
jer og et liv for jer. Det kan blive et 
godt liv, eller det kan blive en tilfældig 
livsførelse. Det er op til jer selv, og 
når I er tolv år gamle eller ældre, for- 
ventes der meget af jer. Det er ikke 
skæbnen der råder over jeres liv. I må 
selv gøre en indsats i livet og planlæg- 



ge. Det siges, at efter jødisk lov bliver 
en dreng næsten betragtet som voksen 
når han er 12 år. Jeg forestiller mig at 
det var derfor, at Herren Jesus Kristus 
forblev i templet, da han var der sam- 
men med sin familie, og at han talte 
intelligent med samfundslederne, dok- 
torerne og folkets ledere. 
Og med en sådan fader, der er hen- 
given over for sin søn, er det op til 
enhver søn at begynde at tilrettelæg- 
ge en tilværelse, der vil være velbeha- 
gelig for hans himmelske Fader, for 
hans jordiske far og mor og for alle 
dem, som han kommer i kontakt med. 
I løbet af den tid, I vokser op, vil der 
komme mange øjeblikke, der kræver 
mod, således som I så fremragende 
har hørt det fortalt i aften af præsident 
Romney. 

„Du er ung og har livet for dig", sagde 
feltpræsten på et synkende skib. „Tag 
nu dette", sagde han. Og med de ord 
skubbede han sin egen redningsvest i 
hænderne på en rekrut; nogle få øje- 
blikke senere gik han selv ned med 
skibet. 

„Det var den 3. februar 1943. Trage- 
dien var torpederingen af det ameri- 
kanske troppeskib, .Dorchester'. Præ- 
sten var en af fire, der alle sagde om- 
trent det samme, idet de gav deres 
redningsvest bort og dermed ofrede 
deres liv. Den ene var katolik, de to 
var protestanter og én jøde." 
Det er ikke nødvendigt at vente, til man 
når myndighedsalderen, med at be- 
gynde at opbygge sin tilværelse. Det 
burde man begynde med fra ganske 
lille og gennem hele barndommen. 
Det er interessant at lægge mærke til, 
at Jesus, vor Herre, kun var 12 år gam- 
mel, da han tog til templet, og kun 33, 
da han blev korsfæstet. Det er også 
interessant at lægge mærke til, at pro- 
feten Joseph Smith fik sin guddomme- 
lige åbenbaring, da han endnu ikke var 
fyldt femten år. Han var kun atten, da 
Moroni kom for at besøge ham og for- 
tælle om pladerne, Han var kun 22 år, 
da han fik guldpladerne og det store 
ansvar, som fulgte med dem. Han var 
kun 24 år, da han udgav Mormons Bog 
og lidt over 24, da han organiserede 
Guds rige på jorden i henhold til åben- 
baring. 

Desuden er det interessant at vide, at 
hans første apostle var unge mænd, 



22 



fra 29 til 36 år. Næsten utroligt, så un- 
ge og dog modne, udviklede og stær- 
ke personligheder. 

Det at gøre en dreng til en mand — I 
har allesammen set missionærer kom- 
me og gå, tusinder, titusinder af dem. 
Det kan missionærarbejdet gøre, hvis 
de unge vil lade sig påvirke. Hvor ofte 
har I ikke sagt farvel til en 19-årig 
dreng, på vej til sin mission, og to år 
senere set en mand vende tilbage, høj, 
stærk og målbevidst. 
Lederen af en stor virksomhed besva- 
rede det spørgsmål, der blev stillet 
ham: „Hvordan gør De en dreng til en 
mand?" Ja, spørgsmålet var udformet 
en smule anderledes, nemlig sådan: 
„Hvad er det, der gør en mand til en 
rigtig mand?" Jeg kunne godt lide 
hans svar: 

„Der er mange ting, men måske er den 
indre stemme, han lyttede til, da han 
var dreng, den vigtigste af dem alle. 
Den stemme kalder vi samvittigheden, 
og den leder ens tanker. Hvad man 
tænker, finder udtryk i ens handlinger. 
Og da gentagne handlinger danner 
vaner, har de tanker, du tænker, og 
det, du foretager dig i dette øjeblik, 
en tendens til at afsløre, hvad slags 
mand, du vil blive. 

Hvis jeg skal svare på, hvad en dreng 
nødvendigvis må gøre i dag for at blive 
en mand i morgen, for at være værdig 
til den betegnelse, vil jeg sige: „Lyv 
aldrig, snyd aldrig. En løgner er en 
svækling. En snyder er både en svæk- 
ling og en tyv. Når man finder mod til 
i alle forhold at ære sandheden, er man 
på vej til selvbeherskelse. 
Arbejd hårdt. Din hjerne er et varehus, 
og det er dig selv, der fylder hylderne 
op. Fyld dem med de bedste varer. 
Husk at de arbejds- og studie- vaner, 
du skaber dig i dag, er dem, du skal 
leve på i morgen. 

Mor dig. Driv positivt spil, der kræver 
udholdenhed og dygtighed. Følg selv 
reglerne. Kræv at andre gør det sam- 
me. 

Ær din skaber. Gud er kilden til alt 
godt. 

Du kan bedst give udtryk for din pås- 
kønnelse for din dyrebare arv ved at 
leve i henhold til denne regel: , Pligt, 
ære, land og Gud.' 

Hvis du gør alt dette og i alle forhold 
gør dit bedste, vil det sind, det hjerte 






23 



og den sjæl, du udvikler, en dag være 
en virkelig mands." (J. Edgar Hoover, 
kilde ubekendt) 

Det er holdningen, der tæller. Når én 
ønsker at blive høj, begynder han med 
at strække sig opad. Hvis han ønsker 
at være fin, tager han sit fine tøj på. 
Hvis han ønsker at flyve, må han skaffe 
sig vinger. Hvis én ønsker at være 
retskaffen, må han iføre sig retskaffen- 
hedens kappe. 

Der fortælles en historie om lord Geor- 
ge Hall, som levede i gamle dage. Det 
er en fabel. Tro den eller ej, men lær 
i det mindste lektien deri, hvis I kan 
finde den. „Lord George havde levet 
et ondt liv. Han havde været en druk- 
kenbolt, en spillefugl og en snyder i 
forretningsanliggender; og hans an- 
sigt afspejlede det liv, han havde levet. 
Det var et meget ondt ansigt. 
En dag blev han forelsket i en simpel 
bondepige, som han friede til. Jenny 
Mere sagde ligeud, at hun aldrig ville 
gifte sig med en mand, hvis ansigt 
virkede så afskrækkende og så ondt; 
desuden, når hun giftede sig, skulle 
det være med en mand, der havde et 
helgenagtigt ansigt, der var en afspej- 
ling af ægte kærlighed. 
Som det var skik på den tid, gik lord 
George til Mr. Aeneas i Bond Street i 
London. Han lavede voksansigter for 
sine kunder, og hans dygtighed var så 
kunstnerisk fuldkommen, at maskerne 
helt kunne skjule de pågældendes 
identitet. Som bevis på hans dygtighed 
blev det sagt, at mange ødsle debito- 
rer, udstyret med hans masker kunne 
gå omkring mellem deres kreditorer 
uden at blive genkendt. Aeneas gik til 
sit lager, valgte en maske, varmede 
den over en spritlampe og formede 
den efter lord Georges ansigt. Og da 
lord George så ind i et spejl, havde han 
et ansigt som en helgen, der udstrå- 
lede kærlighed. Så forandret var hans 
udseende, at Jenny Mere snart blev 
vundet og gift med ham. 
Han købte et lille hus ude på landet, 
næsten skjult i et væld af roser og 
med et lille stykke køkkenhave. Fra da 
af forandredes hele hans livsførelse. 
Han blev interesseret i naturen. Han 
syntes at „finde prædikener i sten, bø- 
ger i bække og godt i alting". Før var 
han blaseret, og livet interesserede 
ham ikke. Nu var han optaget af at 



gøre godt og af verden omkring ham. 
Han var ikke tilfreds med at begynde 
livet påny men prøvede at gøre det for- 
brudte godt igen. Gennem en hemme- 
lig medhjælper tilbageleverede han de 
uretfærdigt vundne gevinster til dem, 
han havde snydt. Hver dag bragte ny 
forædling til hans karakter, nye smuk- 
ke tanker til hans sjæl. 
Ved et uheld afslørede hans tidligere 
kammerater hans identitet. De aflagde 
besøg i haven og opmuntrede ham til 
at vende tilbage til sin gamle, onde 
livsførelse. Da han nægtede det, an- 
greb de ham, og masken blev revet af 
hans ansigt. 

Han faldt helt sammen. Dette var en- 
den på hans nyfundne tilværelse og 
kærlighedsdrøm. Som han stod dér 
med bøjet hoved og masken liggende 
på græsset ved sine fødder, kom hans 
kone ilende gennem haven og kastede 
sig for hans fødder. Da hun så op på 
ham — hvad tror I så, hun så? Linie for 
linie, træk for træk var ansigtet nøjag- 
tigt det samme, som maskens. Smuk- 
ke linier, regelmæssige træk." (Ukendt 
kilde) 

Der er ingen tvivl om, at det liv, man 
lever, og de tanker, man tænker, tyde- 
ligt sætter deres præg på éns ansigt. 
Måske har jeg tid til at læse et par 
linier fra et prosadigt, som jeg tror vil 
interessere jer. 

Rygtesmeden 

I hver en by, i hver en gade, 

i næsten hvert eneste hus kan du 

møde 
en lille trold, der lister rundt 
med halvejs en snærren og 

halvvejs et grin 
han klatrer op på gyngestolen 
eller går på dig hvor som helst. 
Og kommer han dig ganske nær, 
han hvisker dig et ord i øret — 
et eller andet rygte om, hvad 

andre laver 
— „Rygtesmed" er han blevet kaldt; 
han siger aldrig, at han ved for 

sikkert 
men bare, at han har hørt, 

at så'n og så'n, 
og så hvisker han det til dig. 
Og så går du også og hvisker. 
Og når det siges ofte nok, 
vil rygtet, selvom det ikke har 

noget på sig, 



hvis Joe fortæller det til Mary Floe, 
og Mary Floe fortæller det til 

Mildred Ruth - 
så ku' det li'sågodt ha' været sandt. 
Forstår du, denne lille trold, 
han siger ikke, at han ved — 
han siger ikke, at det er ganske vist, 
men hvisker bare noget i dit øre. 
For han ved for vist, at du vil bringe 

det vid're 
til én, som også ved at hviske. 
Og førend sol igen går ned, 
har han den ondes gerning gjort, 
og der er mindre glæde, mindre 

godt 
i vores lille nabolag. 
Vær på vagt for den „rygtesmed", 

når han 
sig sniger indenfor — 
bed om bevis hver eneste gang. 
Forlang et navn, et sted, en dato, 
og kommer det frem, det var noget, 

han hørte, 
så sig, du ikke tror et eneste ord 
og sig, du aldrig vil la' det gå videre, 
som kun er gadens dumme snak. 
Og selvom sladderen er smil og 

smisk, 
så nægt at gå den ondes vej. 

(Fra „Shell Happytime") 
Brødre, jeg gad vide, om nogen af jer 
nogensinde har sunget i et herrekor så 
smukt, som det her i aften på 212 
stemmer. Det har været dejligt at være 
sammen med jer. Det er herligt at tje- 
ne Herren på denne måde. Hvor er vi 
begunstiget, at vi bærer dette kosteli- 
ge præstedømme, som er større end 
den magt, konger og kejsere har. Hvor 
vidunderligt er det ikke for enhver 
dreng at have den særrettighed sam- 
men med sine brødre og sin far. Må 
Gud velsigne jer alle, at det, som er 
blevet sagt i aften i dette møde må 
fæstne sig i jeres hjerte, og at vi alle 
må høste udbytte deraf. 
Dette er Herrens,, værk. Jeg vil gerne 
have, at I drenge og I mænd skal vide 
det. Dette er Herrens værk, og jeg ved 
det, og jeg vil gerne have, at I skal 
vide, at jeg ved det. Og jeg tror, at I 
ved det, og sammen vil vi gå fremad 
for at leve op til vor storslåede bestem- 
melse. Gud velsigne jer i Jesu Kristi 
navn. Amen. 



24 



Succes måles ved 
selvkontrol 



Selvkontrol er at bestemme sig til en 
retskaffen linie — og at udvikle vilje- 
kraft til at nå det mål 



Emner: Selvbeherskelse, viljestyrke 




PRÆSIDENT N. ELDON TANNER 
1. rådgiver i Det første Præsidentskab 



Mine kære brødre, det er altid et pri- 
vilegium, en velsignelse og inspiration 
for mig at se ind i ansigterne på jer 
medlemmer af præstedømmet i dette 
store tabernakel og tænke på de hun- 
drede tusinde, der lytter til i mange 
grupper rundt omkring i verden. Hvor 
vidunderligt er det ikke at høre til Jesu 
Kristi Kirke og at bære Guds præste- 
dømme og få lov til at handle i hans 
navn! Når vi tænker på de titusinder af 
præstedømme-medlemmer rundt om- 
kring i verden, giver det os stor op- 
muntring, og vi får lyst til at prise 
Herren. 

Da vi deltog i områdekonferencerne i 
Sydamerika, takkede vi Herren, da vi i 
Buenos Aires så flere end 1 300 fra Ar- 
gentina, Uruguay, Paraguay og Chile 
deltage i Det melkisedekske Præste- 
dømmes lederskabsmøde. Ved de of- 
fentlige konferencemøder var der i 
Brasilien samlet over 5.500 og i Ar- 
gentina over 10.000. 



Det er tydeligt, at Herrrens arbejde går 
fremad, og at riget er ved at blive byg- 
get op overalt i verden. Medlemmerne 
blev bevægede, begejstrede og meget 
lykkelige og taknemmelige, da præsi- 
denten bekendtgjorde, at vi vil få et 
tempel i Sao PauJo. Både i Brasilien og 
Argentina lovede medlemmerne deres 
fulde støtte. 

Det er højst opmuntrende og virkelig 
et vidnesbyrd om evangeliets sandhed 
at se forandringen i tilværelsen hos 
dem, der accepterer evangeliet og le- 
ver efter dets lærdomme, og at høre 
deres vidnesbyrd. 

Lad mig nu fortælle jer om en ople- 
velse, jeg havde i Caracas i Venezuela. 
Da vi dér overværede et møde af de 
hellige og undersøgere, anslog præsi- 
denten, at der var cirka 500 til stede. 
Da jeg rejste mig for at tale, bad jeg 
dem, der var blevet døbt i 1974 og 75 
om at rejse sig. Derefter dem, der var 
blevet døbt i 1973, - 72, - 71 - 70. 
Derefter bad jed dem, der havde væ- 
ret i kirken i mere end fem år om at 
rejse sig. Der var kun tre, der rejste 
sig op i sidste omgang, og de var be- 
søgende. Dette giver jer en forestilling 
om, hvordan Herrens værk går fremad 
dernede. 

Og nu i aften, brødre. Jeg vil gerne 
fremhæve, og, hvis det er muligt, få jer 
allesammen til at forstå, hvilket stort 
privilegium det er, at have præstedøm- 
met, og også at hjælpe os allesammen 
til at beslutte os til at ære præstedøm- 
met og vore kaldelser, så vi kan blive 
et lys for verden og hjælpe med til at 
opbygge Guds rige og samtidig berede 
os til udødelighed og evigt liv. Intet 
større mål kan sættes, og intet større 
fremskridt kan opnås, og ingen større 
glæde og tilfredsstillelse opleves, end 
det at beslutte sig til, at ville acceptere 



Jesus Kristus som verdens Frelser og 
følge hans befalinger. 
Hos mig er der ingen tvivl om, at en- 
hver, der befinder sig inden for min 
stemmes rækkevidde, mere end noget 
andet, ønsker at berede sig til evigt 
liv og ophøjelse og at vide, at Herren 
er tilfreds med hans gerninger. Men 
der er mange, som ikke til stadighed 
husker på dette, og nogle, som ikke 
er parat til at yde den indsats, som det 
kræver at leve værdigt til disse velsig- 
nelser. Med dette i tankerne vil jeg 
gerne have lov til at sige en smule om 
selvdisciplin, selvkontrol eller selvbe- 
herskelse, noget, der er så vigtigt for 
os allesammen, hvis vi skal fuldkom- 
mengøre det, som vi har sat os for at 
gøre, og kunne glæde os over de vel- 
signelser, som vi så inderligt ønsker at 
få. 

Først vil jeg gerne citere et par filo- 
soffer. 

Platon (græsk filosof og forfatter) sag- 
de: „Den første og bedste sejr er at 
overvinde sig selv: at blive overvundet 
af selvet er af alt i verden det mest 
skamfulde og modbydelige." 
Og Leonardo da Vinci (1452-1519, ita- 
liensk maler, opfinder, ingeniør) sagde: 
„Du vil aldrig få et større eller mindre 
herredømme end det, du har over dig 
selv." Så fortsætter han: Et menne- 
skes succes måles ved dets kontrol 
over sig selv; dybden af dets fiasko ved 
dets selvopgivelse ... og denne lov 
er udtryk for evigtvarende retfærdig- 
hed. Den, som ikke kan skabe et herre- 
dømme over sig selv, vil ikke få herre- 
dømme over andre." Med andre ord, 
han kan ikke blive en værdig fader 
eller leder. 

Salomon udtalte i al sin visdom dette: 
„Større end helt er sindig mand, større 
at styre sit sind end at tage en stad" 
(Ordspr. 16:32) 

Der er to vigtige elementer i selv-kon- 
trol. Det første er at bestemme sin kurs 
eller, som man siger, sætte sejlene, for 
moralske standarder; det andet er vil- 
jestyrke, eller vinden i sejlene, som 
skal føre én fremad. Som jeg sagde 
før, bestemmes karakteren af den ud- 
strækning, i hvilken vi kan styre os 
selv hen imod den gode afslutning. Det 
er vanskeligt at sige nøjagtigt, hvad 
der bygger karakteren op, men vi ken- 
der den, når vi ser den. Den påkalder 
altid vor beundring; mangler den føler 



25 



vi medlidenhed. Men i det store og 
hele er det et spørgsmål om vilje- 
styrke. 

Jeg tror det var Garrison, som viste 
sin store beslutsomhed, da han sag- 
de: „Jeg er oprigtig — jeg vil ikke kom- 
me med udflugter — jeg vil ikke kom- 
me med undskyldninger — jeg vil ikke 
tilbagekalde en smule — og jeg vil bli- 
ve hørt!" (William Llloyd Garrison, ame- 
rikansk absolutionist 1805—1879, i Sa- 
lutary Address of the Liberator, 1. jan. 
1831) 

Dette burde gælde for enhver af os, 
der er engageret i kampen for ret og 
sandhed. 

Kristus gav os måske mere bestemt og 
tydeligt svar på, hvordan man får suc- 
ces, da han sagde: 
„Gå ind ad den snævre port; thi vid er 
den port og bred den vej, som fører 
til fortabelsen, og mange er de, der 
går ind ad den; 

og snæver er den port og trang den 
vej, som fører til livet, og få er de der 
finder den." (Matt. 7:13-14) 
Når vi tænker over det, er det tydeligt, 
at de, der holder sig på den lige og 
snævre vej, der fører til deres mål, for- 
di de er klar over, at den lige linie er 
den korteste afstand mellem to punk- 
ter, og at omveje er meget farlige, er 
dem, der har succes her i livet og glæ- 
der sig over selverkendelse og op- 
nåede resultater. Det kræver selvkon- 
trol og selvdisciplin. 
På den anden side finder de, der und- 
lader til stadighed at huske på deres 
mål og undlader at disciplinere sig 
selv, at de følger omveje og veje, der 
fører til nederlag og ødelæggelse. 
Der findes nogle, som beklager sig 
over, at det at følge den lige og snæv- 
re vej kræver begrænsninger, restrik- 
tioner og overvindelse, og over at måt- 
te undvære noget, som er meget fri- 
stende. Men vi må huske, at det garan- 
terer en sejr og opnåelse af vore mål, 
noget, der opnås ved at sætte et mål 
og så være i stand til at koncentrere 
sig og følge en ufravigelig kurs. 
„Snæver" er et meget betydningsfuldt 
ord. Ofte beskylder folk os for at være 
snæversynede, fordi vi følger den lige 
og snævre vej, som ganske rigtigt kræ- 
ver selvkontrol og selvfornægtelse. Vi 
må gøre os det klart, og være parat til 
at acceptere den kendsgerning, at det 
begrænser og virker forbeholdent på 



visse områder. Men lad os fuldt ud er- 
kende, at det ikke binder eller lænker 
menneskeheden. Tværtimod er det ve- 
jen til frigørelse, uafhængighed og fri- 
hed. 
Husk at: 

De højder, som store mænd har 
nået og beholdt, 

blev ikke nået i et enkelt slag. 

Men medens deres kammerater sov 

arbejdede de sig opad om natten. 
(Henry Wadsworth Longfellow: 
„The Ladder of St. Augustine") 
Husk også, at naturen aldrig betaler 
en ufortjent løn, og at den aldrig und- 
lader at betale en, der er fortjent. Hvis 
du ønsker at opnå økonomisk succes, 
hvis du ønsker at blive lykkelig, hvis du 
ønsker at have et godt helbred, hvis 
du gerne vil være moralsk ren, hvis du 
ønsker at have religiøs fred i sindet, så 
er der kun én sikker vej, og det er den 
lige og snævre vej — ærens vej, vejen 
gennem flid, mådehold, ligefremhed og 
dyd. 

Hvis du ønsker at få succes eller blive 
fremragende på et eller andet område, 
er det vigtigt, at du mens du er ung 
bestemmer dig, til at blive en dygtig 
dreng og ikke venter til du er blevet 
mand med at bestemme dig til at blive 
en stor mand; og derpå må du have 
mod og styrke og beslutsomhed til at 
disciplinere dig selv, anvende selv- 
kontrol og selvbeherskelse. 
Jeg har et barnebarn, en ung mand, 
som er en fremragende badminton- 
spiller. Seksten år gammel er han me- 
sterspiller. Han har nået det ved at lø- 
be mange kilometer hver morgen og 
holde sig i fysisk form. Uden at have 
forsømt sin skole, har han trænet og 
trænet og holdt visdomsordet til mind- 
ste detalje og fulgt sundhedsprincip- 
perne meget bogstaveligt. Jeg respek- 
terer ham for det. 

I, som har præstedømmet, hvor I end 
måtte være i aften, I bør påskønne, at 
I har det privilegium at have det, og 
at I, da I accepterede præstedømmet, 
indgik en pagt med Herren om, at I ville 
ære præstedømmet og leve værdigt til 
det. 

Det er såre vigtigt, at I holder jer rene 
og ubesmittede og ikke deltager i vul- 
gære, urene eller vanhellige foretage- 
ner. Når I går til jeres søndagsskole- 
og nadver- møder og får lov til at om- 
dele nadveren til minde om det store 



offer, som Frelseren gjorde for os, så 
vær sikker på, at I er værdige, at jeres 
hænder er rene, at jeres hjerte er ube- 
smittet, og at I ikke i løbet af ugen 
har gjort noget, som har gjort jer uvær- 
dige. 

Da jeg overværede et nadvermåde for- 
leden dag, glædede det mig meget at 
se, at de, der velsignede og omdelte 
nadveren, var i hvide skjorter og hav- 
de slips på, de var velsoignerede og 
rene. Og under hele ceremonien var 
de meget ærbødige. Jeg komplimen- 
terede de unge mænd og biskoppen og 
fortalte dem, at jeg var sikker på, at 
Herren var tilfreds med den måde, 
hvorpå, nadveren var blevet admini- 
streret. Nadvertjenesten er meget 
hellig. Jeg tænkte på, om Herren kan 
være tilfreds, hvis vi undlader at vise 
vor respekt og være ærbødige. 
Men han kan heller ikke være tilfreds, 
når unge mænd, der har præstedøm- 
met, gør og siger noget i løbet af ugen, 
som de ved, er forkert. 
For adskillige år siden kom mit ældste 
barnebarn, en dreng, som havde væ- 
ret diakon i et år, hen til mig og sagde: 
„Bedstefar, jeg har været en hundre- 
de-procent-dreng, lige siden jeg blev 
ordineret til diakon for et år siden." 
Jeg sagde: „Hvad mener du med en 
hundred-procent-dreng?" Det vidste 
jeg selvfølgelig godt, men han svare- 
de: „Jeg har ikke forsømt et eneste 
nadvermøde, søndagsskolemøde eller 
præstedømmemøde, siden jeg blev or- 
dineret til diakon." 

Jeg ønskede ham tillykke med det og 
sagde så: „John, hvis du vil fortsætte 
med at være en hundred-procent- 
dreng, til du er gammel nok til at rejse 
på mission, så vil jeg financiere din 
mission", Han smilede og sagde: „Det 
vil jeg." 

Jeg mente, at jeg var på den sikre si- 
de, men han satte sig for at blive „en 
hundred-procent" helt igennem. Jeg 
husker to gange, hvor han holdt sig 
selv i stramme tøjler, for at kunne gen- 
nemføre sit forehavende. Engang invi- 
terede hans onkel ham på en tur sam- 
men med sig og sine drenge; de skulle 
være borte søndagen over. John sag- 
de: „Er der noget sted, hvor jeg kan 
passe mine møder om søndagen?" Da 
han fik at vide, at det var der ikke, 
sagde han: „Nej tak, jeg kan ikke tage 
med. Jeg skal være en hundred-pro- 



26 



center." Og derfor afstod han fra en 
dejlig tur til havet og en ø, hvor de 
rigtigt skulle feste. 

En anden gang, lige før en week-end, 
brækkede han sit ene ben. Det første 
han spurgte lægen om, var: „Kan jeg 
komme i kirke på søndag? Jeg skal 
være en hundredprocenter." Han kom 
naturligvis i kirke om søndagen — på 
krykker. 

Da han blev 19 år, sagde han: „Bedste- 
far. Jeg har været en hundred-procen- 
ter, lige siden vi lavede den aftale." 
Jeg var meget glad for at betale hans 
mission. Dette heldige resultat har haft 
stor indflydelse på hans liv. Det er ik- 
ke vanskeligt for ham at beherske sig, 
at gøre det, som for ham er det rig- 
tige, og som vil bringe ham succes. 
Hvor er det vigtigt, at hver eneste som 
har præstedømmet, strengt efterlever 
visdomsordet. At han aldrig har noget 
at gøre med tobak, kaffe, te, alkohol 
eller narkotika. At han holder sabbaten 
hellig; at han er ærlig og retskaffen i 
alle forhold; at han opdrager sig selv 
på enhver måde, for at sikre sig, at han 
er værdig og acceptabel for Herren. 
Satan er bestandigt i arbejde, og på 
sin listige måde frister han os gennem 
vores appetit, vore lyster og vore ven- 
ner til at gøre sådan noget, som det 
ikke er ret og passende for os at gøre. 
Alt for ofte giver ikke blot vore unge, 
men også nogle af brødrene i store 
stillinger, efter for fristelser. Vi må til 
enhver tid være på vagt over for det 
onde. Vi må aldrig, aldrig slappe af el- 
ler glemme, hvem vi er, og hvad vi 
prøver at opnå. 

For ikke så længe siden havde jeg den 
sørgelige oplevelse, at tale med en 
missionær, som før han blev kaldet til 
missionær, gjorde sig skyldig i umora- 
litet. Han sagde ikke noget om det til 
sin biskop eller stavspræsident. Fak- 
tisk løj han om det og rejste ud på sin 
mission, skyldig i overtrædelse og skyl- 
dig i at lyve. Han var ude af stand til 
at få Herrens Ånd. Til sidst gik han til 
sin missionspræsident og tilstod sin 
skyld. Han var meget angerfuld og bad 
Herren om tilvigelse. 
Da han talte med mig, sagde han: „Jeg 
er parat til at blive udelukket eller hvad 
som helst andet. Jeg ønsker kun at 
komme tilbage i godt fællesskab med 
Herren og få tilgivelse af ham." 



Vi har ikke råd til at vakle hid og did 
på nogen måde. Vi bør altid huske på, 
at vi prøver at berede os til en mission, 
til tempelægteskab, til aktivitet i kir- 
ken og til at være gode eksempler, så 
andre kan blive påvirket af den måde, 
vi fører vort liv på. 

Så mange mennesker siger: „En en- 
kelt cigaret, en enkelt kop te eller kaffe, 
et enkelt sug af marijuana vil ikke ska- 
de dig, og en enkelt drik spiritus kan 
bestemt, ikke skade nogen." 
Jeg vil gerne fremhæve, at hvis du al- 
drig tager den første, så vil der aldrig 
blive tale om den anden. Du vil aldrig 
blive alkoholiker eller afhængig af nar- 
kotika. 

Herren er interesseret i enhver dreng, 
hvor end han .er eller hvad end han 
foretager sig. Vi er alle blevet for- 
udordineret til en eller anden stilling, 
en eller anden kaldelse, en eller anden 
position eller et eller andet ansvar. 
Præsident Kimball havde, da han var 
dreng, ingen anelse om, at han en dag 
skulle blive apostel. Han har endda 
sagt, at da han blev kaldet som apo- 
stel, græd han og bad, og bad, at han 
måtte være værdig. 
Jeg ønsker ikke at gøre præsident 
Kimball forlegen, men jeg kender ikke 
noget bedre eksempel noget sted i ver- 
den, hvor en ung mand gennem disci- 
plin og selvbeherskelse beredte sig så 
godt for den stilling, som Herren hav- 
de tiltænkt ham. Nu har han som Guds 
profet bedt alle vore unge mænd be- 
rede sig til at rejse på mission ved at 
studere og ved at hoJde sig rene og 
retskafne og værdige og ved at spare 
penge sammen til deres mission. 
Jeg vil gerne sige til alle jer unge 
mænd, at hvis I vil gøre det, som kir- 
kens præsident beder jer om, så vil I 
blive lykkelige og få succes, og I vil 
udføre meget godt og være rede til en- 
hver kaldelse, der måtte komme til jer 
fra Herren gennem én, der har myn- 
dighed. 

Da jeg var til område-konferencen i 
Buenos Aires, traf jeg en ung mand, 
som er chef for Gilette barbermaskine- 
kompagniets afdelinger i hele Sydame- 
rika. Han bestemte sig som dreng til at 
leve på den måde, som Herren ønske- 
de, han skulle, at ære ethvert embede, 
han havde i præstedømmet. Han kom 
fra Argentina til BYU, hvor han blev 




Buste af de tre vidner til Mormons Bog i 
Visitor Center 



27 



præsident for elevsammenslutningen. 
Derfra kom han til at arbejde for Gilet- 
te-kompagniet i USA, og er netop ble- 
vet chef for kompagniet i hele Syd- 
amerika. Han oversatte for præsident 
Kimball under alle dennes taler under 
område-konferencen. 
Han fortalte mig, hvor beæret han var 
over, at kunne oversætte for en profet. 
Han fortalte mig også, hvor meget 
evangeliet betød i hans liv, og hvordan 
det havde beredt ham for det arbejde, 
han nu havde. 

Herren søger altid mænd, til hvem han 
kan have fuld tillid, som kan repræsen- 



tere ham i missionsmarken, og mænd, 
som man kan stole på i alle forhold, 
og som er parate til at hjælpe med i 
opbyggelsen af hans rige. 
Herren sagde: „Dette er min gerning 
og herlighed — at tilvejebringe udøde- 
lighed og evigt liv for mennesket" (Mo- 
ses 1 :39). Han beder os, der har præ- 
stedømmet, om at hjælpe ham med at 
udbrede evangeliet, at leve og hjælpe 
andre til at leve, så de kan glæde sig 
til udødelighed og evigt liv. 
Jeg ønsker at bære mit vidnesbyrd for 
jer og til verden i denne påsketid, at 
Jesus Kristus lever, og at han virkelig 



er den levende Guds Søn; at han kom 
til jorden, gav sit liv for dig og mig; at 
han gav os livets og frelsens plan, som 
er det evangelium, vi forkynder i hans 
genoprettede kirke; at vi ledes af Guds 
profet i vore dage, Spencer W. Kim- 
ball. 

Lad os leve efter princippet om selv- 
beherskelse og disciplin, så vi kan vi- 
se os værdige til de mange velsignel- 
ser, vi modtager, når vi har præste- 
dømmet, og vandre retskaffent for 
Herren til enhver tid. Det beder jeg 
ydmygt om i Jesu Kristi navn. Amen. 



Vi trænger til modige 
mænd 



Emne: Mod 



Den betydeligste form for mod er at 
lyde vor samvittighed og vor Gud i alle 
forhold 




PRÆSIDENT MARION G. ROMNEY 
2. rådgiver i Det første Præsidentskab 



Brødre i præstedømmet! Jeg har i sin- 
de i aften at sige lidt om mod. Der fin- 
des forskellige former for mod — man 
taler for eksempel om fysisk mod og 
moralsk mod. 

Efter min erfaring er imidlertid den, 
som er sand over for sig selv, og altså 
har moralsk mod, også fysisk modig. 
Shakespeare lader i „Hamlet" Polo- 
nius instruere sin søn i mange sider af 
god opførsel. Og han afslutter en lang 
replik med denne udtalelse: 

Men, fremfor alt, vær sanddru mod 

dig selv, 
da følger vist, som natten følger 

dag, 
at du kan ikke være falsk mod 
nogen. 

(„Hamlet", 1:111. 
Østerbergs oversættelse) 

28 



Vi har alle en samvittighed, og en sam- 
vittighed er grundlaget for moralsk 
mod. Et virkelig modigt menneske vil 
altid lyde sin samvittighed. At vide, 
hvad der er ret og ikke gøre det, er 
fejghed. 

I kirkens litteratur finder vi mange 
fremragende eksempler på mod. Tænk 
for eksempel et øjeblik på profeten Jo- 
seph Smith. Da han fortalte en lokal, 
luthersk præst om sit første syn, blev 
han mødt med irettesættelse og hån. 
„Dog var det ikke desto mindre en 
kendsgerning, at jeg havde set et syn", 
skrev han. 

„Jeg havde virkelig set et lys, og midt 
i det lys så jeg to personer, og de talte 
virkelig til mig, og selv om jeg blev 
hadet og forfulgt, fordi jeg sagde, at 
jeg havde set et syn, var det alligevel 



sandt; og medens de forfulgte og smæ- 
dede mig og talte allehånde ondt om 
mig, uforskyldt, fordi jeg sagde det, 
følte jeg mig drevet til at sige i mit 
hjerte: Hvorfor forfølge mig, fordi jeg 
siger sandheden? Jeg har virkelig set 
et syn, og hvem er jeg, at jeg kan mod- 
stå Gud? Og hvorfor tænker verden på 
at få mig til at få mig til at fornægte, 
hvad jeg virkelig har set? Thi jeg hav- 
de set et syn; jeg vidste det, og jeg 
kunne ikke fornægte det ..." (Joseph 
Smith 2:24-25) 

Profeten var sanddru over for sig selv, 
ikke blot i sin ungdom, men hele livet. 
Atten år efter det første syn var profe- 
ten og andre blevet „spærret inde i 
en kold, åben, ufærdig retsbygning" i 
flere uger. 
„En af disse kedsommelige nætter 



(skriver Parley P. Pratt) havde vi ligget 
som om vi sov til efter midnat, og vore 
øren og hjerter havde lidt meget, mens 
vi havde lyttet i timevis til de uanstæn- 
dige vittigheder, de frygtelige eder, 
forfærdelige gudsbespottelser og det 
sjofle sprog, som vore vagter anvendte 

Jeg havde lyttet, til jeg blev så mod- 
løs, chockeret, oprevet og i den grad 
fyldt med indigneret retfærdsfølelse, 
at jeg næsten ikke kunne afholde mig 
fra at rejse mig og irettesætte vagt- 
posterne; men jeg havde ikke sagt no- 
get til Joseph eller nogen anden, 
skønt jeg lå ved siden af ham og vid- 
ste, at han var vågen. Pludselig rejste 
han sig op og talte med en stemme, 
der lød som torden, eller som en brø- 
lende løve, idet han sagde sådan no- 
get lignende som: 

.Stille! I djævelens øgleunger. I Jesu 
Kristi navn irettesætter jeg jer og be- 
faler jer at holde op; jeg vil ikke leve 
et minut længere, hvis jeg skal høre på 
et sådant sprog. Stands sådan tale, el- 
ler jeg vil dø øjeblikkelig!' 
Han standsede sin tale. Han stod op- 
rejst i frygtelig majestæt. Lænket uden 
våben; koldblodig, fattet og værdig 
som en engel så han på de vigende 
vagter, hvis våben var sænket eller fal- 
det til jorden, hvis knæ rystede, som 
stod skælvende i en krog eller krøb 
sammen ved hans fødder, som bad de 
ham om tilgivelse og forholdt sig gan- 
ske stille, indtil nye vagtposter afløste 
dem." 
„Jeg har set retfærdighedens udøvere 



i Englands retssale", fortsætter Par- 
ley, „klædt i embedsdragt, set forbry- 
dere blive stillet foran dem, hvor døds- 
domme blev afsagt uden tøven, i en- 
gelske retslokaler. Jeg har overværet, 
at en kongres i højtidelighed har givet 
nationen love; jeg har forsøgt at lære 
af konger, kongelige hoffsale, af tro- 
ner og kroner og af kejsere, samlet for 
at afgøre kongedømmers skæbne; men 
værdighed og majestætisk ophøjethed 
har jeg kun set én gang, som den stod 
dér i lænker ved midnatstid i et fange- 
hul i en uanselig landsby i Missouri" 
(Autobiography of Parley P. Pratt, si- 
derne 209-211, fremhævelse tilføjet). 
Jo, profeten udviste her både stort mo- 
ralsk og stort fysisk mod. 
Det, at han forblev tro mod sig selv og 
sin Skaber, kostede ham livet. Det 
sikrede ham også evigt liv og op- 
højelse. 

I Mormons Bog lærer vi om Nephis 
store mod. I husker, at mens Lehi og 
hans familie lå i lejr i Lemuels Dal, in- 
struerede Herren ham om at sende 
sine sønner tilbage til Jerusalem og 
skaffe optegnelserne fra Laban. Laman 
og Lemuel mukkede og sagde, at det 
var „et vanskeligt hverv" (1. Nep. 3:5), 
men Nephi, deres yngre bror, sagde: 
„Jeg vil gå og gøre det, som Herren 
har befalet, thi jeg ved, at Herren ikke 
giver menneskene nogen befaling, 
uden at han åbner en udvej for dem, 
så de kan udføre det, som han befaler 
dem" (1. Nep. 3:7). 

Og så drog de op til Jerusalem. De 
trak lod. Laman gik derind. Laban be- 



skyldte ham for at være en tyv og 
truede med at dræbe ham. 
Så kom han tilbage til sine brødre, men 
uden pladerne. Han vidste, at han ikke 
kunne få dem, og han havde bevist 
det. Han sagde, at de burde tage til- 
bage til deres far. Men denne unge 
mand, Nephi, sagde: „Så sandt som 
Herren lever og vi lever, vil vi ikke 
vende tilbage til vor fader i ørkenen, 
førend vi har udført det, som Herren 
har befalet os" (1. Nep. 3:15). 
Så drog de på Nephis forslag til deres 
arveland, fik fat på deres guld og sølv 
og andre værdier og prøvede at købe 
optegnelserne af Laban. 
Han var begærlig efter at få deres rig- 
domme og sendte sine tjenere for at 
få fingre i dem. Og brødrene måtte 
flygte for livet ind i ørkenen, hvor de 
gemte sig i klippehuler. Og der „slog 
de Nephi og Sam med en stok" (1. 
Nep. 3:28). Og en engel kom og irette- 
satte dem. Og efter at engelen var for- 
svundet, knurrede Laman og Lemuel 
igen og sagde, at det var umuligt for 
dem at få fat på pladerne, at Laban 
var „en mægtig mand, der kan befale 
over halvtredsindstyve, ja, han kan en- 
dog slå halvtredsindstyve ihjel; hvor- 
for skulle han da ikke kunne slå os 
ihjel?" (1. Nep. 3:31). 
Men Nephi sagde: „Herren ... er mæg- 
tigere end hele verden, mon da ikke 
også mægtigere end Laban og hans 
halvtredsindstyve, ja eller endog hans 
titusinder?" (1. Nep. 4:1) 
De fulgte derpå Nephi tilbage til Jeru- 
salem. Nephi gik derind, og han kom 



29 



tilbage med pladerne. Nephis tro og 
mod var sandelig stort. 
På det tidspunkt, da Lehi og hans fa- 
milie forlod Jerusalem, boede der i 
området en anden ung mand ved navn 
Daniel. Også han kom i sit liv til at ud- 
vise stort mod. I året 597 før Kristue, 
kun tre år efter at Lehi var rejst, blev 
Daniel ført ind i Babylon som fange af 
Nebukadnezar. Snart efter kom han til 
at udvise stort mod, da han og Hanaja, 
Misjael og Azarja nægtede at besmitte 
sig med kongens kød og vin (Dan. 1 :8). 
Det vil sige, at han nægtede at bryde 
„visdomsordet", således som det efter- 
levedes af israelitterne på hans tid, 
selvom kongen havde befalet dem at 
gøre det. 

Han udviste også enestående mod, da 
han tydede kongens drøm, idet han for- 
talte den gamle konge, at det var „den 
Højestes råd" (Dan. 4:24), og at han, 
Nebukadnezar, ville blive drevet ud fra 
menneskenes samfund og skulle bo 
blandt markens dyr og spise urter sam- 
men med kvæget i syv år, „til du skøn- 
ner, at den Højeste er Herre over men- 
neskenes rige, og kan give det til, 
hvem han vil" (Dan. 4:25). Og derpå 
rådede han kongen til at „gøre ende 
på dine synder ... og ... misgernin- 
ger" (Dan. 4:27; se også Dan. 4:20, 22, 
24-25, 27). 

Kan I forestille jer det mod, det kræ- 
vede hos en slave at tale sådan til en 
konge, hvis rige sagdes at række til 
„jordens ende"? (Dan. 4:22). Men det 
var det, han gjorde. Og så mærkeligt 
det end kan lyde, så overlevede han 
kongen. 

Da denne Daniel blev stillet frem for 
Belsazzar, Nebukadnezars efterfølger, 
for at tyde de mærkelige skriftegn, 
kongen havde set på væggen, udviste 
han et lignende mod. Han fortalte Bel- 
sazzar at skriften sagde: 
„Gud har talt dit riges dage og gjort 
ende derpå." 

„Du er vejet og fundet for let." 
„Dit rige er delt og givet til Medien og 
Persien" (Da. 5:26-28). 
Daniel nøjedes ikke med at læse bud- 
skabet; men før han gjorde det, havde 
han mod nok til at fortælle Belsazzar, 
at han selv havde bragt denne dom 
over sig ved sine overtrædelser. Han 
fortalte ham også, at en af hans syn- 
der var vanhelligelsen af de kar, som 



hans far, Nebukadnezar, havde bragt 
med sig fra templet i Jerusalem, og at 
en anden var at være hovmodig „mod 
himmelens Herre!" (Dan. 5:23; se også 
hele Dan. 5). 

Optegnelsen siger „samme nat blev 
Belsazzar, kaldæernes konge, dræbt" 
(Dan. 5:30). 

Darius, en meder, som overtog konge- 
riget, opdelte det i 120 provinser, og 
han satte en satrap over hver provins, 
og over satrapperne satte han tre rigs- 
råder, „af hvilke Daniel var den ene" 
(Dan. 6:2). 

I denne stilling havde Daniel lejlighed 
til at vise sit mod, idet han blev stillet 
i stor fare. De andre „rigsråder og sa- 
trapper søgte at finde en eller anden 
brøde i hans embedsførelse." De var 
jaloux på ham, men de kunne ikke 
finde nogen brøde eller brist hos ham. 
„Så sagde disse mænd: ,Vi finder 
ingen sag mod denne Daniel, med 
mindre vi kan finde noget i hans guds- 
dyrkelse.' 

Derfor stormede disse rigsråder og 
satrapper til kongen ... og (fik ham 
til) at udstede et forbud om, at enhver, 
som i tredive dage beder en bøn til 
nogen anden end dig, o konge, skal 
kastes i løvekulen." 
Men så snart Daniel fandt ud af dette, 
gik han straks til sit hus; han åbnede 
vinduerne, så folk kunne se ind, og 
han knælede i sit kammer „tre gange 
om dagen og bad og priste sin Gud, 
ganske som han tilform havde gjort" 
(Se Dan. 6:4-7,10). 

Jeg går ud fra, at ingen vil benægte, at 
ved således at være sanddru over for 
sig selv og sin Gud, udviste Daniel stor 
tro og stærkt mod. 

Det er ikke nødvendigt, at jeg læser 
resten. I ved, hvad der skete. I ved, at 
han blev kastet i løvekulen, fordi kon- 
gen ikke kunne forandre medernes og 
persernes lov, og at Herren lukkede lø- 
vernes munde for at redde Daniel. 
Ikke alle modige handlinger giver så 
storslåede resultater. Men de bringer 
allesammen fred og tilfredshed, nøjag- 
tigt som fejghed til slut bringer bekla- 
gelse og fortrydelse. 
Det ved jeg af egen erfaring. Jeg hu- 
sker, da jeg var en dreng på 15 år, og 
vi var blevet udvist af Mexico under 
revolutionen. Mine forældre rejste til 
Los Angeles fra El Paso i Texas. Jeg 



fik noget arbejde hos en flok mormon- 
hadere, og jeg sagde ikke noget om, 
at jeg var mormon. Nogen tid efter 
kom præsident Joseph F. Smith til Los 
Angeles og spiste til middag hos mine 
forældre — en meget beskeden mid- 
dag. Jeg kan huske, at den var meget 
enkel. Han lagde hånden på mit hoved 
og sagde: „Min dreng, skam dig aldrig 
over at være mormon." 
Og I skal vide, at jeg hele mit liv har 
været ked af, at jeg ikke havde mod 
til at rejse mig op og skælde de sjofle 
mænd ud. 

Jeg husker en anden gang, da jeg var 
i Australien på mission. Jeg tog afsted 
for at besøge Jenola-huleme — nogle 
pragtfulde huler. Og mens vi vandrede 
gennem dem, sagde føreren: „Hvis no- 
gen af jer vil gå derover og stille jer 
på den klippeblok og synge en sang, 
så skal I få at høre denne hules smuk- 
ke akustik. 

Og Ånden sagde til mig: „Gå derover 
og syng O, min Fader." Jeg tøvede, og 
flokken gik videre. Jeg gik glip af den 
lejlighed. Det har jeg altid været ked 
af. Det eneste, som nogensinde fik mig 
til at føle, at Gud havde tilgivet mig, 
var, da jeg hørte præsident David O. 
McKay sige: „Engang, mens jeg var på 
mission, blev jeg inspireret til at gøre 
noget ganske bestemt men jeg gjor- 
de det ikke." Han sagde: „Jeg har lige 
siden været ked af det." Han sagde: 
„Undlad aldrig at lytte efter Åndens 
stille hvisken. Lev således, at I kan 
modtage den, og hav så mod nok til 
at følge dens instruktioner." 
Lad os som medlemmer af præste- 
dømmet, brødre, hver eneste af os, bå- 
de unge og gamle, udvikle mod nok til 
at være trofaste over for os selv og 
over for vor Skaber i alle forhold i livet. 
Gud velsigne os dertil, beder jeg i Jesu 
Kristi navn. Amen. 



30 



At glemme de ting, 
som en bag os 



AF KENNETH L. HIGHBEE 



En redaktør, der talte til en afgangs- 
klasse på et college spurgte en- 
gang : „Hvor mange af jer har prøvet 
at save i træ? Ræk engang hænder- 
ne op." 

Man så mange hænder. 
Så spurgte han: ,,Hvor mange af jer 
har prøvet at save i savsmuld?" 
Der var ingen, der rakte hånden op. 
„Nej selvfølgelig ikke, man kan ikke 
save i savsmuld!" sagde han. ,,Det 
er jo allerede savet! Og det forholder 
sig på samme måde med fortiden. 
Når I begynder at bekymre jer om 
ting, som er sket for længe siden, 
så er det faktisk det samme som at 
forsøge at save i savsmuld." 

Alt for mange mennesker gør sig 
elv ulykkelige ved uden grund at 
blive ved med at tænke på gamle 
fejltagelser og fiaskoer. De ligger 
vågne om natten og vrider og vender 
sig ved tanken om de fejl, de har 
begået, og tænker på, hvad de skulle 
have gjort i stedet for. Næsten alle 
gør en gang imellem noget tanke- 
løst eller impulsivt, som så medfører 
nogle ubehagelige konsekvenser. Så 
at sige alle går af og til glip af en 
eller anden særlig chance på grund 
af sløvhed eller distraktion. Og så at 
sige alle er af og til selviske eller 
uvenlige. 

Vi kan ikke lade være med at fortvivle 
over sådanne situationer, men vi 



skulle ikke føle at vi burde sendes i 
landflygtighed bort fra de andre 
mennesker på grund af det. Fak- 
tisk er fejltagelser ikke blot en 
acceptabel del af livet, de kan lige- 
frem være os til gavn. Hvis vi er 
intelligente nok til at lære af vore 
fejltagelser, hjælper det os til at ud- 
vikle os; gamle fejltagelser kan lige- 
frem være vejvisere til fremtidig suc- 
ces. Men vore fejltagelser kan kun 
blive til noget positivt, hvis vi analy- 
serer dem, lærer hvad vi kan af dem 
og så glemmer dem. 
Pau lus skrev : , , . . . Men ét gør jeg : 
idet jeg glemmer, hvad der er bag- 
ved, og rækker efter det, der er 
foran, jager jeg frem mod målet." 
(Filip. 3:13-14) 

Vi kan godt se, at det måske er 
uklogt at beskæftige sig alt for læn- 
ge med gamle fejltagelser. Synder 
kan betragtes som moralske fejlta- 
gelser. Kan man da så beskæftige 
sig for længe med sine gamle syn- 
der? 

Vi læser gentagne gange i skrifterne, 
at hvis vi ikke omvender os fra vore 
synder, så vil vi lide under vor dårlige 
samvittighed i dette liv (Al. 14:6; 
38:8; Rom 2:9) og vi vil uden tvivl 
også lide mange kvaler ved tanken 
om vor egen skyld, når vi står foran 
Herren (Mosiah 2:38; Morm. 9:3-4). 
Vi vil være os dem bevidst ved den 
endelige dom (Al. 5:18) 



Vi kan undgå den elendighed, der 
følger med en dårlig samvittighed 
overfor Herren, på to måder: vi kan 
lade være at synde, og vi kan om- 
vende os fra vore synder. De forhold, 
vi kommer ud for i dødeligheden er 
sådanne, at det for de fleste af os er 
særdeles vanskeligt at gå gennem 
livet uden at synde i alt fald til en vis 
grad. Altså må vi, hvis vi synder, 
omende os af oprigtigt hjerte. 
Herren har lovet os, at han vil tilgive 
os, hvis vi omvender os, og at han så 
ikke længere vil ihukom- 
me vore synder. (L&P 64:7; 58:42) 
Tænk engang rigtigt over dette løfte, 
og hvad det betyder. Hvis vi virkelig 
omvender os fra en synd, så står vi 
lige så rene for Herren, som om vi 
ikke havde begået den. 
Paulus (Ap. Ger. 23:1), Kong Benja- 
min (Mosiah 2:27) og Joseph Smith 
(L.&P. 135:4) gav alle udtryk for, at 
de havde en ren samvittighed, og at 
de ikke var tyngede af fortrydelser. 
Hvorfor? Var det fordi de aldrig hav- 
de syndet? Grunden var mere sand- 
synligt den, at de havde omvendt sig 
fra deres synder og havde tro på, at 
Herren tilgav dem og betalte for 
deres synder gennem forsoningen. 
Herren sagde: „Vore overtrædelser 
og synder tynger os, og vi svinder 
hen i dem, hvor kan vi da leve?" 
(Ezek. 33:10) Hertil kunne man 
svare: „Ikke særligt lykkeligt." 
Det gør mere skade end gavn at blive 
ved med at gennemleve sine fejl- 
tagelser og de pinlige øjeblikke, man 
har oplevet, at huske sin tidligere 
vrede og sorg eller at lide igen og 
igen på grund af synder, som vi har 
omvendt os fra. Vi skal ikke forsøge 
af save savsmuld. Det er både psyko- 
logisk og åndeligt usundt at blive 
ved med at beskæftige sig med sine 
tidligere fejltagelser. Lad os lære, 
hvad vi kan af dem, og så forlade 
dem, som Paulus sagde: „ . . . idet 
jeg glemmer, hvad der er bagved, og 
rækker efter det, der er foran, jager 
jeg frem mod målet." (Filip. 3:13-14) 

Bror Highbee, som er højrådsmed- 
lem i Provo staven, og assisterende 
lærer i psykologi ved Brigham 
Young universitetet. 



31 



ÆLDSTE MILTON REED HUNTER 



Ældste Milton Reed Hunter, medlem 
af De halvfjerds' første Råd igennem 
30 år, døde af hjerte- og nyresvigt den 
25. juni 1975 i Salt Lake City. Han blev 
72 år. Han havde haft et svigtende 
helbred igennem de seneste år. 
Før ældste Hunter blev kaldet til en 
af kirkens generalautoriteter i 1945 
havde han igennem 17 år undervist i 
skoler i Utah, Nevada og Wyoming. 
Han var en produktiv skribent, har 
forfattet 23 bøger om fortrinsvis reli- 
giøse og historiske emner, samt utal- 
lige artikler, anmeldelser og afhand- 
linger. Til hans mest velkendte værker 
hører „The Gospel Through Ages" 
(Evangeliet igennem århundrederne), 
som generalautoriteterne bad ham 
skrive. Denne bog udgjorde Det melki- 
sedekske Præstedømmes lektiehæfte 
i 1946. I denne bog gennemgik han 
evangeliets historie fra dengang det 
blev forkyndt for Adam og Eva og til 
nutiden. 

Ældste Hunters hovedopgave har 
været missioneringsarbejdet og igen- 
nem de seneste år beskæftigede han 
sig med Mormons Bog. Han tog man- 
ge fotografier af arkæologiske fund og 
havde en enestående privat samling af 
mexsikanske, mellemamerikanske og 
sydamerikanske kunstgenstande. 

Ældste Hunter skænkede denne 
smaling af fotografier og kunstgen- 
stande til kirken i håb om, at dette 
bidrag ville være medvirkende til at 
andre mennesker fik kendskab til de 
historiske og arkæologiske beviser 
på Mormons Bogs sandhed. 
Ældste Hunter var nummer otte blandt 
John Edward og Margaret Teeples 
Hunters elleve sønner og døtre. Han 
blev født i Holden, Utah, den 25. okto- 
ber 1902. Han gik i den kommunale 
skole i sin hjemby, blev derefter ind- 
skrevet i Brigham Young High School 



i Provo og senere på Brigham Young 
University, hvor han fik sin „bache- 
lor's degree" i 1929 og sin ,,master's 
degree" i 1931. Han fortsatte på Uni- 
versity of California i Berkeley, hvor 
han erhvervede sin doktorgrad i filo- 
sofi i 1935. Han blev viet til Ferne 
Gardner fra Lehi, Utah, den 30. juli 
1931 i Logan-templet. Ved ældste 
Hunters begravelse udtalte præsident 
Spencer W. Kimball: „Det centrale 
i (ældste Hunters) tilværelse var hans 
ledsager og ægtefælle, Ferne, samt 
hans seks vidunderlige børn." 

Han havde valget imellem at tjene i 
kirken eller tjene i verden. Havde han 
gjort det sidste ville han sikkert have 
opnået berømmelse og rigdom. 
Dekanen for historieafdelingen ved et 
kendt og berømmet universitet tilbød 
ham stillingen som professor ved 
denne afdeling, men ældste Hunter 
valgte i stedet at undervise i LDS 
Institute i Logan, Utah. Da ældste 
Hunter afslog stillingen som pro- 
fessor sagde dekanen for den histori- 
ske afdeling: 

„Hunter, jeg kan ikke lade Dem øde 
Deres karriere bort på et lille tilfældigt 
mormonseminar i Utah. De har stof i 
Dem til at blive en af Amerikas store 
historikere. Jeg har ikke tilbragt de 
foregående år for at De skal udnytte 
denne uddannelse på en frugtesløs 
måde. Hvis De vil ændre Deres beslut- 
ning, vil vi sikre Dem en passende 
stilling på et stort universitet, hvor 
Deres evner og den uddannelse, De 
har gennemgået, må komme til 
udtryk. 

Men ældste Hunter var kirken hen- 
given, og det var medens han under- 
viste på Logan LDS Institute, at han 
i april 1945 blev kaldet som general- 
autoritet. 



Medens ældste Hunter og søster 
Hunter boede i Logan byggede de 
deres eget hjem, hvor man så ældste 
Hunters evne med hensyn til hårdt 
arbejde og brugen af værktøj. En 
artikel i „Improvement Era" fortæller 
om disse år: 

„I Logan bor familien i et hjem, de 
selv har bygget. Broder Hunter var 
selv bygmester, bygningstilsyns- 
førende og tømrermester. Jeg har 
ofte forundret mig over, hvordan et 
ganske almindeligt ægtepar kunne 
opdrage deres børn, tilbringe torsdag, 
fredag og lørdag aften på kirkens 
institut, udføre mere kirkearbejde i 
Logan 9. ward og Cache stav end folk 
med normale arbejdstimer, og alli- 
gevel skrive og udgive lærebøger. 

Ved begravelsen, der blev afholdt den 
30. juni 1975 i Assembly Hall på tem- 
pelpladsen, afsluttede ældste S. Dil- 
worth Young sin tale med et fælles 
vidnesbyrd for sig selv og ældste 
Hunter: „Igennem 30 år har jeg 
været ældste Hunters broder i De 
halvfjerds' første Råd. Omend jeg ved, 
at Gud er vor Fader, vidste han det 
bedre end jeg. Ligesom jeg ved, at vor 
Herre Jesus Kristus er min Forløser, 
vidste han det . . . med større styrke, 
tror jeg. Han var fuldstændig loyal 
mod de profeter, han tjente under. Og 
han vidste og bar vidnesbyrd om . . . 
at præsident Kimball er Herrens pro- 
fet." 

Som forfatter, lærer, videnskabsmand 
og missionær mærkes tabet af ældste 
Hunter meget stærkt blandt hans kol- 
leger, generalautoriteterne, både in- 
denfor kirken såvel som indenfor un- 
dervisningsverdenen. Han efterlader 
sig et væld af værdifulde papirer og 
artikler, men vigtigst af alt, hans vid- 
nesbyrd om evangeliets sandhed. 



32 



MERE OM SOYA BØNNER 



I dag er der mange soyaprodukter i 
handelen. De er tilsat mange færdig- 
lavedevarer. Soya findes i margarine, 
og i mange helseforretninger findes 
det nu som sylte, bacon, skinke, 
kylling. 

Bønnerne er meget proteinrige. Koge- 
tiden varierer lidt efter hvilke bønner 
man bruger. De skal stå i blød 12 timer 
og så koge til de er møre. De kan 
koges i trykkoger. Så skal bønnerne 
ikke i blød først. For at undgå at ven- 
tilen stoppes af skaller, er det bedst 
at komme bønnerne i en gazepose og 
binde for enden af den. 
Bønnerne smager ikke af meget og er 
derfor bedst i retter med andre smags- 
stoffer eller krydderier. De er egnet til 
chili, sammenkogte retter eller 
supper. 

Det er meget let, at få sojabønner til at 
spire. Disse spirer kan anvendes i sa- 
later eller i suppe. De er rige på C-vita- 
miner. 

Læg 1 kop bønner i blød i rigeligt vand 
i 12 timer, tør dem godt og kom dem i 
en krukke tildækket med et stykke 
gaze og lad det stå i mørke på et ven- 
tileret sted. 3-4 gange om dagen skal 
de skylles omhyggeligt i lunkent vand. 
Efter 4-6 dage er spirerne klare til 
brug. De skal helst bruges med det 
samme, men kan ligge i køleskab i 
kort tid. 

Soyabønner skal opbevares i lufttætte 
beholdere og kan gemmes i ca. 5 år. 
Efter den tid er de vanskelige at koge. 
Det sparer tid, hvis man koger bønner 
nok til en uges forbrug på een gang. 
De kan opbevares i en lukket beholder 
i køleskabet i ca. 1 . uge. De kan også 
fryses. 

Det er morsomt at eksperimentere 
med soyabønner. I de fleste tilfælde 
vil familien ikke kunne gætte, at det er 
soyabønner. 

HUSK: Den eneste begrænsning ved 
brug af soyabønner, er din egen fan- 
tasi. God fornøjelse! 
Succes med Soyabønner! 



Dyppelse 

2 kopper kogte, malede soyabøn- 
ner 

1 hakket løg, salt, peber, hvid- 
løgspulver 

mayonaise eller ymer i en passende 

konsistens 

Det hele blandes og serveres med 

chips eller crackers. 

Avocado- soyabønne dyppelse. 

1/2 kop kogte, malede soyabønner 
1 12 kop moden , moset avocado 
1 12 kop mayonaise 

2 tskf. orange juice 

1 tskf. seasonsalt eller hvidsløgs- 

salt lidt tabasco sause 
Blandes og serveres med chips eller 
crackers 

Kødløs soyabønne- carrygryde. 

Margarine 

1 stort løg i tynde skiver 

1/2 kop tyndt skåret gulerødder 

1 12 kop tyndt skåret sel leri 

1 pakke suppemix 

3 kopper vand 
3 spskf. ris 

2 kopper hele, kogte soyabønner 
carry efter behag 

Svits løg, gulerødder og selleri i marg. 
tilsæt vand. Suppemix og ris. Rør i 
det. Koges indtil gule'rødder og selleri 
er møre. Tilsæt soyabønner og carry. 
Kom det i et ildfast fad, læg låg på og 
sat det i en 150° varm ovn i 1 12 time 
eller til det er tykt. 

Proteinrige pandekager eller vafler. 

2 æggehvider 

2 1/2 kop hvedemeler eller 1 1/2 kop 

helhvedemel 

3 stk. bagepulver 
1/2 -salt 

1 1 12 kop kogte, malede soyabønner 

1 sp.f. sukker, honning eller sirup 

2 æggeblommer 
1 1/2 kop mælk 

1 12 kop smeltet margarine eller olie 



Bland de tørre ingredienser, tilsæt 
æggeblommer, mælk og olie. Rør til 
alt er blandet sammen. Tilsæt soya- 
bønner og rør til det er jævnt. Pisk 
æggehviderne og rør dem forsigtigt i. 
Bag det på en varm pande eller vaf- 
feljern. (Din familie får proteiner og 
véd ikke engang, at de spiser soya- 
bønner). 

Bagte soyabønner (Boston Style) 
3 kopper kogte soyabønner 
5 skiver bacon 
2 små hakkede løg 
1 1 12 spsk. ahorn sirup 

1/2 kop ketchup 

1 12 tsk. sennepspulver 

1 12 tsk. worshestersauce 

1/2 tsk. salt 

1 knivsp. peber 

Skær 3 skiver bacon i tern og steg 
dem, bland det med bønnerne og 
tilsæt derefter resten af ingredienser- 
ne og 1 12 kop vand + den vand bon- 
nerne er kogt i. Kom det hele i et ild- 
fast fad og læg de 2 skiver bacon 
øverst. Sæt det i en forvarmet ovn ved 
160° i 1 12 time; der skal vare lag pa. 
Rør så i det, fjern låget og lad det stå 
i endu 1/2 time. 

Soyabønnepie 

Bland (helst i en blender) 

2 1 12 kop kogte, malede soyabønner 

3 kop mælk 

2 kop tørmælk 

kommes så i en skål og blandes med 

følgende 

1 1/2 kop farin 

1 1/2 tsk. kanel 

1 1/4 tsk. ingefær 

1/2 tsk. nelliker 

1/2 tsk. muskat 
tilsæt 2 letpiskede æg. 
Dette spredes over en i forvejen til- 
beredt piedej. Bages i ovnen ved 170° i 
ca. 45 min. Serveres med is eller 
flødeskum. 

Soyamælk 

Der er mange måder at lave soyamælk 
på. Denne er let og giver en god mælk. 
Sæt 3 kopper bønner i blød i 1 2 timer. 
Skift vandet af og til. Mal bønnerne og 
tilsæt derefter 9 kopper vand, og lad 
det så koge i 1 time. Kom det i blen- 
deren og så igennem saftposen. 
Afkøles. 
Københavns Stavs Hjælpeforening 






, M 






WrSf? 



% 




















jt 



t r 



■4 * * 



,,**< * - "J^ 



* *> 






^Jmøt 



n 



4 # ^r ^ 









"\QJA 



'-fff^jF^X 




,nt* % *s: 



**f * V* 



* *» 



"w »