(navigation image)
Home American Libraries | Canadian Libraries | Universal Library | Community Texts | Project Gutenberg | Children's Library | Biodiversity Heritage Library | Additional Collections
Search: Advanced Search
Anonymous User (login or join us)
Upload
See other formats

Full text of "Den Danske Stjerne"

DEV 

STJERNE 

November 1975 

124. årgang • Nummer 11 




WElxdcmsAe 

STJERNE 

Organ for JESU KRISTI KIRKE 
AF SIDSTE DAGES HELLIGE 

November 1975 

124. årgang • Nummer 11 

Det første Præsidentskab 

Spencer W. Kimball 
N. Eldon Tanner 
Marion G. Romney 



De Tolvs råd 

Ezra Taft Benson 
Mark E. Petersen 
Delbert L. Stapley 
LeGrand Richards 
Hugh B. Brown 
Howard W. Hunter 



Gordon B. Hinckley 
Thomas S. Monson 
Boyd K. Packer 
Marvin J. Ashton 
Bruce R. McConkie 
L. Tom Perry 



Rådgivende komité 

J. Thomas Fyans, Daniel H. Ludlow, 
John E. Carr, Doyle L. Green 
Verl. F. Scott, Dean L. Larsen 

International Magazines redaktion 

Larry A. Hiller, chefredaktør 
Carol Larsen 

Den danske Stjernes redaktion 

Jørgen Ljungstrøm, koordinator 
Translation Service 
Vodroffsvej 7, st 
DK 1900 København V 

Layout 

Harry Bohler 

Verlag Kirche Jesu Christi 

der Heiligen der Letzten Tage 

Abonnement 

6 numre d. kr. 20.— 

12 numre d. kr. 39.- 

I løssalg pr. nr d. kr. 4.— 

Nævnte priser er incl. moms og porto. 
Betaling over giro 120988 til Distributions 
Centret Smedevangen 9, 3540 Lynge. 

Price for subscribers in the United States 
and Canada: $> 6.00 
(mailed by surface mail). 

© 1975 by the Corporation of the Presi- 
dent of The Church of Jesus Christ of 
Latter-day Saints. 






Indholdsfortegnelse 

Råb omvendelse til dette folk, Spencer W. Kimball 1 

Rapport fra områdekonferencerne, Larry Hiller 3 

Hong Kong, orientens perle 9 

Formosa, steile tinder og klippefast tro 11 

Venner på Japan 13 

Venner på Filippinerne 14 

Venner på Hong Kong 15 

Venner på Korea 16 

Min mor fik en bedre søn, Adney Y. Komatsu 18 

Bare for sjov 19 

Japan, evangeliets lys i solopgangens land 21 

Korea, orientens fugl feniks 25 

Filippinerne, samarbejdets øer 28 

Ingen spildt tid i et travlt liv, Gerry Avant 30 




Ved den 145. årlige generalkonferen- 
ce, søndag eftermiddag den 6. april 
1975 



Vi ser historien om Sodoma og 
Gomorra og Babylon gentage sig i 
vore dages tarvelighed og tøjles- 
løshed 



AF PRÆSIDENT 
SPENCER W. KIMBALL 



Råb omvendelse 
til dette folk 



Mine elskede brødre og søstre, vi 
nærmer os afslutningen på denne år- 
lige konference, som vi har været med 
til og glædet os over, håber jeg. 
Under denne konference har I hørt 
mange smukke vidnesbyrd og magt- 
fulde taler. Vi håber, at de, der har 
lyttet — og antallet løber måske op 
i millioner — har sluttet sig til os i 
denne store forsamling, der nu tæller 
millioner. 

Vi ved, at evangeliet er sandt. Vi 
vidner derom for hele verden. Vi håber, 
at verden vil lægge alle eventuelle 
forudfattede meninger væk, og at de 
med tiden vil komme til Jesu Kristi 
fold, hvor evangeliet er rent og 
ubesmittet. 

I denne konference har brødrene talt 
om mange emner. Og stort set har de 
ganske godt dækket de grundlig- 
gende principper i Jesu Kristi evange- 
lium. 

Da vi for nogle dage siden sad i pres- 
sekonference, blev jeg af pressens 
folk stillet dette spørgsmål: , .Hvilken 
situation i vort samfund idag volder 
Dem størst bekymring?" Vi havde alle- 
rede talt om problemerne i forbindelse 
med udvikling, for vi udvikler os så 
hurtigt, at det er en smule vanskeligt 
at holde lederne et skridt foran folket. 
Men heldigvis følger vi da godt med. 



Mens jeg hurtigt tænkte over pro- 
blemet, forsøgte jeg at besvare 
spørgsmålet, og jeg tænkte tilbage på 
den gang, da verdens ledelse var ba- 
seret på Assyrien og Babylon ien. Jeg 
erindrede mig Det gamle Testamen- 
tes historie om Belsazzar — som 
præsident Romney talte om i præste- 
dømmets møde iaftes — søn af den 
berømte Nebukadnezar og hans efter- 
følger, konge over Babylon, og den 
sidste regerende konge før sejren 
over Kyros den Store. Vi husker Nebu- 
kadnezars helligbrøde, da han stjal fra 
og besudlede Salomos tempel i Jeru- 
salem og fjernede *mange kostbare 
og uerstattelige betjeningsgenstande. 
Jeg tænkte på, hvordan Belsazzar, 
kongen, holdt en stor fest, hvori del- 
tog tusind af hans adelsmænd. Han 
drak vin i de tusinds påsyn og sam- 
men med dem. Tænk at bespise et 
tusind mennesker ved en banket. 
Ikke tilfreds med tyveriet af guld- og 
sølvkarrene, som hans far havde taget 
fra det hellige tempel, der allerede 
var blevet indviet til Herren for hans 
bestemte formål, tog Belsazzar de 
stjålne kar, fyldte dem med berusen- 
de drikke og indbød til paladset ikke 
blot de tusind adelsmænd, men også 
sine prinser, sine hustruer og sine 
medhustruer. Gæsterne åd og drak og 



udbragte sandynligvis skåler til deres 
guder af guld, sølv, kobber, jern, træ 
og sten. (Se Daniel 5:1-4) 
Jeg er træt af al den megen tale om 
den moralske situation i verden i dag. 
Men jeg læser i Lære og Pagter, hvor 
Herren sagde: ,,Tal ikke andet end 
omvendelse til denne slægt, hold 
mine bud og hjælp til med at fremme 
mit værk i overensstemmelse med 
mine bud" (.&P. 6:9). 
Og siden sagde han: ,,Og hvor stor 
er ikke hans glæde over den sjæl, der 
omvender sig! 

Derfor er I kaldet til at råbe omven- 
delse for dette folk" (L.&P. 18:13-14). 
Da de første hellige var på vej ind i 
Missouri, kom Herrens ord til lederne: 
,,De skal prædike undervejs og alle 
steder bære vidnesbyrd om sand- 
heden og formane de rige, de høje, de 
lave og de fattige til at omvende sig. 
Og de skal grundlægge menigheder, 
om jordens indbyggere vil omvende 
sig" (L.&P. 58:47-48). 
Og derfor tror jeg i dag, ja, jeg frygter, 
at det er omvendelsens dag — en 
dag for menneskene at gøre deres 
situation op og forandre deres leve- 
vis, hvor det er nødvendigt. 
Befalingen kom til lederne i vor tid, 
således som den kom direkte fra 
Herren til Simon Peter i fordums 
tid : ,, Derfor giver jeg jer den befaling, 
at I skal gå ud blandt dette folk og sige 
til dem, ligesom min apostel Peter 
fordum" (L.&P. 49:11). Jeg kan se, 
at apostelen Peter bestandigt bad fol- 
ket forandre deres levevis og omvende 
sig fra deres overtrædelser. 
,,l elskede", sagde han, „jeg formaner 
jer som fremmede og udlændinge: 
hold jer fra de kødelige lyster, som 
fører krig mod sjælen, 
Og lad jeres færd blandt hedningerne 
være god, så de — på grund af de 
gode gerninger, de får at se — på 
deres besøgelsesdag kan prise Gud 
netop for det, de nu bagtaler jer for, 
som om I var forbrydere" (1 . Peter 
2:11-12). 

Jeg læser om den almindelige skik 
med intime forbindelser mellem 
mænd og kvinder, der ikke er gift. De 
bliver ved at påstå højt og tydeligt, 
at ægteskab ikke længere er nødven- 
digt. Tilsyneladende helt uden at 



skamme sig, lever de sammen i et 
seksuelt forhold uden ægteskab. Har 
Gud forandret sine love? Eller har det 
sølle, uansvarlige, overmodige men- 
neske vovet at forandre Guds love? 
Var synd noget, der kun forekom 
i gamle dage? Herskede djævelen kun 
i menneskenes hjerter i længst for- 
svunden tid? 

Abraham vidste, at byerne derude på 
sletterne Sodoma og Gomorra og an- 
dre steder — var ugudelige byer med 
ugudelige, onde mennesker, som 
sagde med Kain : „Hvem er Herren, at 
jeg skulle kende ham?" (Mose Bog 
5:16). Abraham var klar over, at øde- 
læggelse af disse byer var uundgåelig. 
Men i sin kærlighet til sine medmen- 
nesker tiggede og tryglede han Her- 
ren : „Måske findes der halvtredsinds- 
tyve retfærdige i byen, vil du daspare 
de andre i byen?" (Se 1. Mosebog 
18:24). Det blev lovet, og Abraham 
kom igen og bad om, at byerne måtte 
blive sparet, hvis der kunne findes 45, 
eller 40, eller 30, eller 20, eller helt 
ned til 10, men øjensynligt kunne der 
ikke i de ugudelige byer findes blot 10, 
som var retskafne. (Se 1. Mosebog 
18:24-32) 

Ondskaben vedvarede, synden var alt 
for stærkt forankret. De havde leet og 
spøgt med tanken om en ødelæggel- 
se. De overtrædelser, som Sodoma 
øjensynligt var blevet kendt for, fort- 
satte. Ja, folket ønskede at udnytte 
de retfærdige mænd, som de havde 
set komme ind i byen. De ondsindede 
mænd pressede på og ville have brudt 
dørene ind for at komme ind til dem. 
(Se 1. Mosebog 19:4-11) 
Alt, hvad Abraham overhovedet kunne 
gøre for at frelse byen var blevet gjort, 
men den var blevet så fordærvet og 
tøjlesløs, at det var umuligt at rede 
den. 

,,Så lod Herren svovl og ild regne 
over Sodoma og Gomorra fra Herren, 
fra himmelen; 

og han ødelagde disse byer og hele 
Jordan-egnen og alle byernes indbyg- 
gere og landets afgrøde" (1. Mosebog 
19:24-25). 

På ny ser vi historien gentage sig. Når 
vi ser pornografi, utugtige forhold og 
homoseksualitet foregå frit og uan- 
tastet, løsagtighed og laden-stå-til 
hos tilsyneladende stedse større dele 



af befolkningen, siger vi, at Satans 
dage er kommet tilbage, og historien 
synes at gentage sig. 
Når vi ser talløse menneskers forne- 
drelse her i vort eget samfund, når de 
er fast besluttet på at ville påtvinge 
andre mennesker simple forestillin- 
ger, usømmelig kommunikation, una- 
turlige vaner, så tænker vi på, om 
Satan nu har udstrakt sin hånd for i 
sin ugudelighed og ondskab at trække 
jordens befolkning ind under sin 
magt? Har vi ikke gode mennesker nok 
tilbage til at fjerne det onde, som truer 
vor verden? Hvorfor bliver vi ved med 
at gå på akkord med det onde, og 
hvorfor fortsætter vi med at tolerere 
synd? 

For nylig faldt jeg over en udtalelse fra 
kirkens præsidentskab i en tidligere 
periode, nemlig for seks præsiden- 
ter siden, og jeg ville gerne have læst 
mange linier fra den udtalelse, for 
den får os til at tænke på, at Gud er 
den samme i dag som i går og til evi- 
ge tider. Og de befalinger, han gav 
til de fordums profeter for tusinder 
af år siden, til profeterne på Frelserens 
tid og til vor tids profeter, overbeviser 
os fuldt og helt om, at Gud er den 
samme i går, i dag og for evigt. 
Vi tror ikke på at vi skal lade den øje- 
blikkelige situation beherske os. Vi 
er ikke enige med de mennesker, der 
mener, at dette er en anderledes tid- 
salder, at dette er en anden tid, at 
mennesker i vor tid er mere oplyste, 
end de var i gamle dage. Herren vil 
altid holde sig til, hvad han har sagt 
igennem tiderne, og han vil forvente, 
at mænd respekterer sig selv og 
respekterer deres hustruer, at hustru- 
er, at hustruerne respekterer deres 
mænd og respekterer deres børn og at 
de lever retskaffent, således som han 
har gentaget det tusinder af gange ned 
gennem tiderne. 

Og mens jeg således talte til presse- 
folkene, kom den tanke til mig: Hvad 
kan vi gøre, som vi endnu ikke gør? 
Hvor langt kan vi gå? Hvilke ændringer 
kan vi foretage, som vil garantere ret- 
skaffenhed i denne verden? For hvis vi 
ikke gør det, ser det ud, som om øde- 
læggelse vil komme, sådan som den 
kom til babylonierne eller som den 
på en lidt anden måde kom til Sodoma 
og Gomorra og andre byer. 



Så vi føler meget stærkt med hensyn 
til dette, og det er derfor vi fortsat 
prædiker om det. Det er grunden til, at 
vi advarer vore børn og belærer dem. 
Det er derfor, vi advarer vore unge. Det 
er derfor, vi formaner vore gifte til at 
lade ægteskabet blive et smukt, 
helligt forhold. 

Og nu, mine brødre og søstre, når vi 
nu afslutter denne konference, så 
håber vi, at I vil vende tilbage til jeres 
hjem med en højere grad af åndelig- 
hed, at I vil tage med til jeres familier, 
til jeres venner, til jeres wards og 
grene og stave de vidnesbyrd, som I 
har modtaget og de gode følelser, 
som er trængt ind i jeres sind, mens 
I har lyttet til brødrene, som har talt 
og båret vidnesbyrd. 
Jeg vil gerne slutte med mit vidnes- 
byrd. Jeg ved, at Gud lever, jeg ved, at 
Jesus Kristus lever. Jeg ved, at han 
elsker os. Jeg ved, at han inspirerer 
os. Jeg ved, at han leder os. Og jeg 
ved, at han kan elske, eller at han i 
høj grad kan føle sig krænket, når han 
ser os afvige fra den sti, som han 
har afmærket så tydeligt og gjort så 
ligefrem. 

Og jeg bærer dette vidnesbyrd for jer 
i Jesu Kristi, vor Mester navn. Amen. 




Rapport fra 
områdekonferencerne 



AF LARRY HILLER 



I august måned blev der afholdt om- 
råde-generalkonferencer for kirkens 
medlemmer i Japan, Hongkong, 
Korea og på Filippinerne og 
Taiwan. Den japanske områdekon- 
ference fandt sted 8. til 10. august. Én 
konference for Filippinerne blev holdt 
den 11. og 12. Den 13. og 14. fandt 
der konferencer sted samtidig i Hong- 
kong og i byen Taipei på Taiwan (For- 
mosa). Og endelig holdtes en kon- 
ference for Korea i byen Seoul fra 
15. til 17. august. Hvert sted 
tusinder af hellige for at blive instrue- 
ret af præsident Kimbal I og de 
generalautoriterer, som ledsagede 
ham. 

Nogle af de hellige rejste med lang- 
somme nattog i tretten timer, hvor de 
det meste af tiden måtte stå op. Nogle 
rejste i flere dage med skib. Og atter 



andre brugte op til seks dage med 
at rejse 1500 km med skib og bus. 
Nogle var blinde, andre var døve. 
Nogle kom påkrykker"eller i kørestole. 
En var helt lammet og måtte bæres 
af sine venner. 

Nogle var velhavende forretningsfolk. 
Andre var fattige landmænd. Nogle 
havde været medlemmer af kirken i 
60 år. Andre var først blevet døbt 
nogle få dage før. 

De talte japansk, engelsk, man- 
darinsk, kantonesisk eller koreansk. 
De rejste til Tokyo, Manila, Hong- 
kong, Taipei eller Soul. 
Men tiltrods for alle forskelle havde 
de én vigtig ting tilfælles: De kom for 
at blive åndeligt opbygget. De sam- 
ledes for at høre Herrens salvede 
og især hans profet, præsident Spen- 
cer W. Kimball. 



Præsident Kimball og generalautorite- 
terne, som ledsagede ham, rejste 
mere end 25000 km på mindre end to 
uger. De holdt ialt 91 konferencetaler. 
Præsident Kimball holdt alene 14 
hovedtaler foruden at tale i pressekon- 
ferencer og ved særlige møder. 
Dem, der ledsagede præsident Kim- 
ball, var: præsident Romney fra Det 
første Præsidentskab, præsident 
Ezra Taft Benson og ældsterne 



1. Præsident Kimball og broder Nara, 
medlem i Japan siden 1915. 

2. Et af de mange kor ved konferencen; 
dette er fra Taiwan. 

3. Præsident Romney taler i Hong Kong. 

4. Dygtige tolke hjalp generalautorite- 
terne. 




Gordon B. Hinckley og Marvin J. 
Ashton fra De tolvs Råd. Ældsteme 
Sterling W. Sill, James A. Cullimore, 
O. Leslie Stone, J. Thomas Ryans og 
Adney Y. Komatsu, assistenter til 
De Tolv. Ældste Paul H. Dunn fra De 
Halvfjerds' første Råd og biskop H. 
Burke Peterson fra Det præsiderende 
Biskopråd. David M. Kennedy, særlig 
repræsentant for Det første Præsi- 
dentskab, og Barbara B. Smith, gene- 
realpræsident for Hjælpeforeningen, 
deltog også i konferencen. 
Programmet for konferencerne i Japan 
og Korea var det samme, som blev be- 
byttet ved tidligere område-konferen- 
cer. Fredag aften afholdtes et kul- 
turarrangement, hvor medlemmer 
fra al le involverede stave og missioner 
præsenterede folkesange og -danse. 
To konferencemøder blev holdt om 
lørdagen og igen om søndagen. 
Derudover var der lørdag aften et 
møde for forældre og enlige med- 



1. Ældste Komatsu taler til de hellige i 
Manila. 

2. Ældste Sill i Japan. 

3. Unge mænds kor i Hong Kong. 

4. Begejstrede dirigenter dirigerede ko- 
rene. 



lemmer over 25 år, og et møde for 
unge under 25. Et møde for Præste- 
dømme-ledere blev holdt tidligt søn- 
dag morgen. 

Forskellen mellem denne serie af kon- 
ferencer og dem, der tidligere har 
været afholdt, er, at der i ugen mellem 
de japanske og koreanske konferencer 
blev holdt en serie mindre konferen- 
cer. 

Konference-aktiviteterne begyndte på 
Filippinerne mandag aften med et 
time-langt kulturarrangement, der 
efterfulgtes af et timelangt konfe- 
rencemøde. Tirsdag var det et kon- 
ferencemøde om eftermiddagen og et 
om aftenen. 

Konferencerne i Hongkong og på 
Taiwan (Formosa) blev holdt samti- 
dig, med halvdelen af generalautorite- 
terne hvert sted. Møder blev holdt 
onsdag og torsdag aften begge steder. 
Præsident Kimball præsiderede ved 
det første møde i Hongkong. Næste 
morgen fløj han til Taipei på Taiwan 
(Formosa) for at præsidere over tors- 
dagens møde. Præsident Romney 
præsiderede over det første møde i 
Taiwan og fløj derpå næste morgen til 
Hongkong, hvor han præsiderede 
over torsdagens møde. 
Den vigtigste begivenhed fandt måske 



sted, da præsident Kimball under 
konferencen meddelte, at et tempel 
ville blive bygget i Tokyo. Han med- 
delte dette under åbningstalen ved det 
første offentlige måde lørdag morgen i 
Tokyo. 

Det var så vigtig en bekendtgørelse og 
så bevægende, at det tog forsamlin- 
gen nogle øjeblikke, før de forstod, 
hvad de netop havde hørt. Men da så 
betydningen af ordene gik op for dem, 
var der som et sus af bevægelse. 
Nogle smilede, andre græd, mange 
både smilede og græd. Og endelig 
brød man ud i en kortvarig klappen, da 
der ikke forekom andre måder at 
udtrykke sin taknemmelighed og 
glæde. 

Blandt dem, som hørte denne be- 
kendtgørelse, var broder Fujiya Nara, 
medlem siden 1908. Da han hørte 
meddelelsen, lyste et smil op i hans 
ansigt, og han løftede automa- 
tisk armen i en bevægelse, som om 
han ville støtte et forslag, endnu inden 
man havde bedt om det. Senere for- 
talte broder Nara, at han var blevet 
meget bevæget over bekendt- 
gørelsen om templet. ,,Det var en 
vidunderlig ting for mig at være tilste- 
de ved denne lejlighed," sagde han. 
Og så fortalte han, at han havde været 




tilstede, da ældste Matthew Cowley 
indviede det missionshjem, som fin- 
des på den grund, hvor templet skal 
bygges. Ved den lejlighed profeterede 
ældste Cowley, at der en dag ville 
blive bygget et tempel i Japan. 
Da søster Kumagai blev spurgt, hvad 
hun følte ved bekendtgørelsen om 
templet, sagde hun, at det havde 
væreten stor overraskelse. Hun kunne 
ikke finde ord for, hvad hun virkelig 
følte. Hendes ønske er nu at se tem- 
plet bygget og indviet. 
Det store flertal af hellige ved kon- 
ferencen i Japan har ikke været med- 
lemmer af kirken nær så længe som 
broder Nara eller søster Kumagai. 
Men også de havde længtes efter det 
tidspunkt, hvor der ville blive bygget 
et tempel i nærheden. Det koster 
mange penge at flyve til templet i 
Hawaii, og mange af dem har 
ikke været medlemmer længe nok til 
at have sparet penge op dertil. Nu kan 
de, ved at spare og ofre, hjælpe med 
til at bygge et tempel, som de vil være 
i stand til at besøge mange gange. 
Nu kan de blive beseglet til hinanden 
som evigtvarende familieenheder. Det 
er intet under, at så mange af dem 
havde tårer i øjnene. 
Selvom templet vil blive bygget i 



Japan, vil det naturligvis være åbent 
for alle de hellige i Asien, og nyheden 
om templet blev modtaget med 
enthusiasme af medlemmerne ved alle 
konferencerne. Velkommen var også 
profetens forsikring om, at når tiden 
var inde, ville andre templer blive 
bygget i de asiatiske lande og andre 
steder. 

De, som deltog i områdekonferencer- 
ne blev ikke blot opløftede af nyheden 
om templet men også af alle de inspi- 
rerende taler, der blev holdt af gene- 
ralautoriteterne. For mange havde det 
ikke været nogen let sag at komme til 
konferencerne. Nogle af dem havde 
rejst meget langt. Andre havde 
nyfødte og små børn at passe. Mange 
havde taget ekstraarbejde eller over- 
arbejde for at kunne betale for rejse 
og logis. Unge mennesker fastede og 
bad, for at deres forældre, som ikke 
var medlemmer, ville lade dem del- 
tage. 

Men til trods for alt dette, var folk 
tilbageholdende med at sige, at det 
havde været et offer. Som én mand 
forklarede: „Det har ikke været et 
offer, for vi har forberedt os, lige 
siden vi første gang hørte om denne 
konference." 
En årsag til at Ånden blev følt så 



stærkt under konferencen, er at man- 
ge af medlemmerne havde beredt sig 
åndeligt. „Min kone og jeg har til- 
bragt mange timer sammen i bøn, 
faste og læsning i skrifterne for at 
berede os til konferencen." sagde én 
mand. 

Adskillige Præstedømme-ledere for- 
talte om øget tilstedeværelse ved 
måderne, hjemmelærerarbejde og be- 
taling af tiende og offergaver i måne- 
derne forud for konferencerne. Folk, 
som havde været tilbageholdende 
med at fortælle om evangeliet til 
andre, begyndte at fortælle venner og 
bekendt om kirken og konferencen. 
Ud over de mange personlige, ånde- 
lige forberedelser, var der mange 
fysiske forberederser, som var nød- 
vendige for en heldigt gennemført 
konference: at finde og berede et 

1. En stor gruppe deltog i konferencen i 
Japan. 

2. Biskop Peterson fortalte de hellige i 
Hong Kong, at de er medlemmer af en 
himmelsk familie. 

3. Simultantolkning af øvede tolke bragte 
budskabet fra brødrene til de hellige, 
på deres eget sprog. 

4. Ældste Paul H. Dunn fortalte de hellige 
i Japan at „ Livet er rejsen værd". 

5. Mange hellige modtog brødrene ved 
lufthavnen. 




passende mødested. At finde og op- 
træne oversættere. At gøre højttaler- 
systemet klart. At organisere og øve 
med kor og grupper af optrædende. 
At arrangere overnatning for dem, der 
kom rejsende til konferencen. PR-ar- 
bejde. Og så videre. Listen er næsten 
uendelig. Og inden for hvert enkelt 
område var der en lang liste af mindre 
detaljer, som måtte ordnes, hvis kon- 
ferencen skulle kunne forløbe glat. 
De lokale hellige arbejdede så hårdt 
og så længe, som det var nødven- 
digt for at klare alle disse detaljer og 
have alting parat. I henhold til én 
stavspræsident var der så mange 
frivillige, der tilbød at hjælpe med 
forberedelserne, og til at optræde ved 
de kulturelle arrangementer, at 
det havde været vanskeligt at finde 
noget at gøre for dem allesammen. 
Ikke bare var medlemmerne villige til 
at hjælpe med forberedelserne, men 

1. Mange farverige grupper optrådte på 
underholdningsaftenen. Denne udfører 
den koreanske viftedans. 

2. Ælds te Cullimore i Manila. 

3. Præsident Ben son giver råd til hellige 
i Japan. 

4. Taiwans kordirigent. 

5. The Tender Apples, en sanggruppe, 
der er populær i Korea, hilser på brø- 
drene ved ankomsten. 



de var også parate til at hjælpe deres 
medsøskende. Dem, der boede i kon- 
ferencebyerne, var ikke nødt til at 
bruge penge til at rejse eller overnatte 
for. Derfor sørgede de i mange tiltil- 
fælde for kost og logis til dem, 
som kom tilrejsende fra andre områ- 
der. Nogle skænkede penge, som de 
skulle have brugt til at rejse for, til 
lokalmissionærer som så kunne få 
råd til at rejse til konferencen. 
Samtlige medlemmer, som blev 
spurgt om konferencen, svarede, at 
den havde været alle forberedelserne 
værd. Den havde været en storslået, 
forenende åndelig oplevelse for 
de hellige i hvert enkelt land. Meget af 
denne følelse af fælleskap kom af at 
være sammen med så mange med-hel- 
lige og at opleve den samme stærke 
ånd. En stor del enhed og broderskab 
blev også spredt blandt dem, der del- 
tog i korene og i de kulturelle præsen- 
tationer. 

Ved hver konference var korene storar- 
tede. De sang smukt og med stor 
enthuisasme. Det var vanskeligt at 
tro, at de var sammensat af med- 
lemmer fra mange forskellige kir- 
keenheder. De lød, som om de havde 
sunget sammen i årevis. 
En ung kvinde, som havde sunget 



i et af korene, sagde bagefter: „Jeg 
har ofte sunget efter salmebogen, 
men aldrig har jeg sunget som denne- 
gang. Jeg var forbløffet over min egen 
stemme og de stemmer, jeg hørte om- 
kring mig. Bare det at synge i koret 
var en vidunderlig, åndelig ople- 
velse." 

De kulturelle opvisninger — med 
deres danse, sange og skuespil — 
var også enestående. Det var tyde- 
ligt, at megen forberedelse og opofrel- 
se havde været nødvendig. De forskel- 
lige grupper var begyndt måneder før 
konferencen. I ét land samledes de, 
efter at have øvet i mange uger, seks 
dage før konferencen i konference- 
byen og øvede mindst ni timer daglig. 
De øvede udendørs, og når det regne- 
de, blev danserne simpelthen bare ved 
med at danse. 

Under sådanne øvelser, hvor de spiste 
sammen og hvilede sammen, opstod 
mange venskaber. Og disse venskaber 
strakte sig udover grenes, warders, 
staves, distrikters og missioners 
grænser. Mange unge par fandt hinan- 
den, og nogle forlovelser blev deklare- 
ret. Nogle af deltagerne i de kulturelle 
opvisninger havde allerede besluttet 
sig til at fortsætte at danse og optræ- 
de sammen, også efter konferencen. 



6 




Selvfølgelig er det vigtigste ved en 
områdekonference den virkning, den 
har på de hellige, som deltager. Hvor 
manges tilværelse blev forandret som 
resultat af områdekonferencerne i 
Asien? Det vil være vanskeligt at 
regne ud. De, der deltog blev styrkede 
i deres beslutning om at ville leve ret- 
skaffent og at være missionærer. De 
vil øve indflydelse på deres venner og 
bekendte, som ikke er medlemmer af 
kirken, og kirken vil vokse endnu 
hurtigere. Ja, der var også mange 
undersøgere tilstede ved konferen- 
cerne. En grenspræsident på Filip- 
pinerne bragte 250 mennesker med 
til konferencen. Og deraf var 120 
undersøgere! 

Konferencens indflydelse på de unge 
var særligt synlig. Ved en af konferen- 
cernes afslutning sagde en ung mand : 
„Jeg lærte meget. For det første, at 
jeg må sætte mig et mål for livet. 
Også at jeg må holde mig ren og 
holde kyskhedsloven. Jeg må studere 
skrifterne og bede. Jeg har besluttet 
mig til at blive missionær." 
Et andet ungt menneske sagde: „Jeg 
har overværet en masse grens- og 
distriktskonferencer. Men at være til 
en så stor konference sammen med så 
mange mennesker, der allesammen 



har det samme vidnesbyrd, har givet 
mig et videre udsyn over kirken." 
„Det har været en velsignelse at 
have haft profeten her. At lytte til 
ham og de andre generealautoriteter 
— at høre deres råd — har givet mig 
styrke og tro til at holde ud i frem- 
tiden," sagde en ung kvinde. 
„Blot det at se profetens ansigt styr- 
kede mit vidnesbyrd. At høre hans 
stemme fornyede bevidstheden om 
skrifterne," sagde en anden. 
En ung mand erklærede: „Mit ønske 
om at tage på mission er blevet styr- 
ket. At høre præsident Kimball tale 
om kyskhed gjorde stærkt indtryk på 
mig. Jeg ved, at jeg må prøve at holde 
mig ren og holde alle befalingerne." 
Måske opsummerer det, som en fader 
sagde, bedst medlemmernes følelser 
ved slutningen af konferencerne: 
„De pragtfulde taler, som generalau- 
toriteterne holdt, har efterladt vidun- 
derlige følelser, og både medlemmer 
Fremtiden for kirken i Asien synes 
sandelig lysere end nogensinde, fordi 
så mange hellige beredte sig åndeligt 
og rejste til konferencerne for at 
blive åndeligt styrkede. De blev beløn- 
net. Deres vidnesbyrd blev øget. Og 
der er ingen tvivl om, at de vil dele 
disse vidnesbyrd med deres med- 



mennesker. Så vi I kirken vokse endnu 
hurtigere, og der vil blive flere med- 
lemmer og endnu større åndelighed 
og trofasthed. 

„Evangeliet kenderingen nationalitet. 
Alle mennesker i verden er Guds 
sønner og døtre. De er alle brødre og 
søstre. Og vi er ivrige efter at opfylde 
forpligtelsen over for Herren Jesus 
Kristus, som han pålagde os, da han 
gav det grundlæggende bud. Og han 
talte ikke blot til de 11 apostle, nej, 
han talte til dig og mig. Og det var 
ikke nogen tilfældig bemærkning. 
Det var en afgjort befaling: „Gå ud i 
al verden og forkynd evangeliet for al 
skabningen!" (Markus 16:15). Og det 
inkluderer enhver mand og kvinde i 
verden. 

Må jeres børn vokse op til at blive ær- 
lige og trofaste i evangeliet. Må fred 
være i jeres sjæle. Må jeres vid- 
nesbyrd om guddommeligheden af 
dette værk presse jer fremad til frem- 
ragende gerninger. Gud velsigne jer." 
- Præsident Spencer W. Kimball 
ved Japan-konferencens 
Søndag-eftermiddagsmøde 



1. Kor fra Taiwan. 

2. Kor fra Korea. 




„Hjemmet er klippefundamentet — 
civilisationens hjørnesten. Denne 
nation og andre vil aldrig hæve sig 
over sine hjem. Kirken, skolerne og 
selv nationen står hjælpeløse over for 
svage og degraderede hjem. ,, Ingen 
anden succes opvejer fiasko i hjem- 
met," sagde præsident David O. 
McKay. Forældres pligt er at være 
hjælpsomme over for hinanden og 
over for deres børn — derefter kom- 
mer pligter over for deres naboer, 
samfundet, nationen og verden — i 
den orden." 

- Præsident Ezra Taft Benson 

ved Taiwan-konferencens 

Onsdag-aftenmøde 

„Jeg ved, at mange af jer har forladt 
far og mor og brødre og søstre. I har 
givet afkald på venner og bekendte, og 
nogle af jer har opgivet arbejde og 
muligheder for uddannelse. I har ud- 
holdt venners drillerier, I har frivilligt 



1. Præsident Kimballs kærlighed for de 
hellige var altid tydelig. 

2. Ældste As h ton taler i Manila. 

3. Kor i Hong Kong. 

4. Ældste Burton i Manila. 

5. Søster Barbara Smith, præsident for 
Relief Society, taler til forældre. 



lagt jeres offer på Herrens alter. 
I har gjort jer værdige til betegnelsen 
„sidste dages hellige". I er værdige 
til medlemskab i Guds sande kirke. 
I er værdige til Helligåndens følge- 
skab, og hvis I vil vedblive at være tro- 
faste, vil I en dag blive værdige til 
Herrens eget følgeskab. Gud velsigne 
jer, mine elskede brødre og søstre, 
for jeres tro og trofasthed." 

- Ældste Gordon B. Hinckley 

ved Hongkong-konferencens 

Onsdag-aftenmøde 

„Til dem af jer, som overvejerat rejse 
på mission og berede jer dertil, og til 
dem af jer, som endnu ikke har truffet 
en beslutning, vil jeg gerne sige, at 
nogle af de dejligste oplevelser, jeg 
har haft som generalautoritet, har at 
gøre med hellige, som er involveret i 
missionærgerningen. Vi har mange 
vidunderlige oplevelser i Det præside- 
rende Biskopråd, men intet har be- 
gejstret mig mere eller givet mig større 
åndelig vækst end det at opleve at 
gå ud i missionsmarken og være sam- 
men med unge mænd og unge kvin- 
der, som giver af deres tid for at un- 
dervise i Jesu Kristi evangelium. Jeg 
har set missionærer få sådanne 
velsignelser, som ingen anden gruppe 



på jorden får del i. Missionærer er 
noget særligt i Herrens øjne, og der- 
for gør han noget særligt for dem, 
som han måske ikke vil gøre for sine 
andre børn. Missionærer, som er 
retskafne, har magt og myndighed og 
velsignelser, som andre ikke har. Det 
er det mest spændende af Herrens 
gerning — det at være missionær." 
- Biskop H. Burke Peterson 
ved Korea-konferencens 
Lørdag-aftenmøde for ungdommen 



Emne: Omvendelse 



8 



Hong Kong 



Orientens perle 



/' 



Som en Østens ildsprudende drage 
dominerer Kina Orienten, overskyg- 
gende de små lande, som ligger rundt 
om. Nogle af disse lande, samlet un- 
der den kinesiske folkerepublik ved 
det sydkinesiske hav udgør den 
britiske kronkoloni Hong Kong. Nogle 
kalder Hong Kong for „Orientens 
Perle". Denne koloni, der består af 
øen Hong Kong, et område på hoved- 
landet og mere end 230 omkring- 
liggende øer, dækker et område på 
kun 1022 kvadratkilometer. 
Selvom dette område er lille, er det en 



/ 




\--y 



vigtig del af Herrens vingård. Med 
mellemrum er der tre gange blevet 
oprettet missioner i Hong Kong. Den 
første var i 1853, da Hosea Stout, 
James Lewis og Chapman Duncan 
blev kaldet til at forlade De forenede 
Stater og rejse til Kina. De var fulde 
af håb og taknemmelighed for den an- 
ledning til at forkynde evangeliet. 
Disse håb blev imidlertid knust nogle 
uger senere, da de endelig ankom til 
Hong Kong. „Vi fik ikke nogen hjerte- 
lig velkomst", skrev Lewis. „Tværti- 
mod", forklarede han, „havde mis- 
sionærer fra andre kirker oppisket 
en fjendtlig stemning mod os." 
De første gademøder, der blev holdt 
på øen, blev overværet af mange, 
men modstanden fra de andre kristne 
kirker fik snart alle til at afholde sig 
fra at deltage. Efter tre på hinanden 
følgende gademøder, hvor slet ingen 
deltog, skrev ældste Stout, som sta- 
dig var trofast mod sit kald, men over- 
bevist om, at der på det tidspunkt ikke 
var mulighed for at omvende nogen i 
Kina: „Vi føler, at vi har gjort alt, hvad 
Gud og mennesker kan kræve af os på 
dette sted. Vi har besluttet, at vort 
arbejde her skal afbrydes." 
De tre skuffede missionærer forlod 
Hong Kong omkring fire måneder, 
efter at de var kommet. De havde ikke 



døbt nogen. Ikke én var interesseret i 
evangeliet. James Lewis kom hjem 
med en stor gæld. Han kaldte sin 
mission „mit livs store prøvelse". 
Hosea Stout vendte hjem, kun for at 
finde sin hustru død, hjemmet taget i 
besiddelse af fremmede, og sine 
slægtninge bortrejst. Tiltrods for 
deres tilsyneladende meningsløse 
ofre, skrev Hosea Stout: ,,Vi føler os 
overbeviste om, at vores mission vil 
resultere i noget godt. Vi har fået et 
kendskab til folket og landet; det 
havde vi ikke kunnet få på nogen 
anden måde." 

Ifølge Herrens plan var folk i Hong 
Kong endnu ikke beredt til at modtage 
evangeliet. Derfor skulle der gå 67 år, 
før man igen gjorde forsøg på at 
oprette en; denne gang af ældste 
David O. McKay af De tolv Apostles 
Råd og hans ledsager, Hugh J. Can- 
non, der var på rejse verden rundt. 
Efter flere ugers rejse kom de til 
Peking over Japan, Korea og Manchu- 
riet. En søndag morgen, den 9. januar 
1921 , opsendte ældste McKay en ind- 
vielsesbøn i en cypreslund inden for 
„den forbudte by"s mure, tidligere 
hjemsted for kejsere. 
Men det kom til at vare endnu 28 år, 
før missionærarbejdet endelig be- 
gyndte. Missionærer blev udsendt 
som resultat af et besøg i Hong Kong 
af ældste Matthew Cowley. Hvad der 
skete den 14. juli 1949 er beskrevet i 
en konferencetale, som senere det år 
blev holdt af ældste Cowley. Han 
sagde: „Vi åbnede officielt missionen 
ved en kort gudstjeneste, hvor vi skif- 
tedes til at bede. Jeg vil aldrig glemme 
broder Henry Aki's bøn, da han stod 
dér i sit hjemland med dets 465 millio- 
ner indbyggere og udøste sin sjæl for 
Gud om han dog måtte blive redskabet 
til at bringe frelse til sine landsmænd. 
Hvilken begunstigelser, mine brødre 
og søstre, én enkelt mand med Guds 
præstedømme blandt 465 millioner 
mennesker af sin race! Aldrig har 
Guds dyrebare præstedømme gjort 
så stærkt indtryk på mig, som da den- 
ne kære, kinesiske broder, der følte 
den byrde, der var lagt på hans skul- 
dre, tryglede Gud om at bringe frelse 
til sit folk." 

Der blev oprettet en mission under 
Hilton A. Robertsons præsidentskab. 



Han var tidligere missionspræsident 
i Japan og på Hawaii. Dette andet for- 
søg på at forkynde evangeliet blev 
modtaget med større begejstring end 
det første, og der blev døbt nogle få. 
Krigen i Korea og revolutionen i Kina 
medførte imidlertid endnu en lukning 
af Hong Kong missionen i 1950. Ved 
denne lunkning måtte missionærerne 
rejse fra mange interesserede under- 
søgere. 

Det tredie forsøg blev gjort i 1955. På 
det tidspunkt skrev præsident H. 
Grant Heaton : „Den eneste begræns- 
ning i antallet af omvendte, vi kan 
føre ind i kirken, er vores evne til at 
behandle dem rigtigt." De nyom- 
vendte var begejstrede medlems- 
missionærer. En broder var efter 
dåben så begejstret over denne 
nyfundne sandhed, at han samlede 
mange af sine venner og familiemed- 
lemmer i studiegrupper, hvorefter han 
bad missionærerne komme og under- 
vise dem. Da missionærerne ankom, 
blev de behageligt overraskede over 
at opdage, at disse mennesker ikke 
var kommet for at blive overbevist om 
evangeliets sandhed men snarere for 
at høre, hvad betingelserne var for 
at blive medlemmer. Eftersom denne 
broder, der indviede dem i evangeliet, 
baret så kraftigt vidnesbyrd, havde de 
allerede modtaget Helligåndens vid- 
nesbyrd i deres hjerter. 
Mange af de mennesker, som mis- 
sionærerne kontakter, er flygtninge. 
Præsident Heaton skrev om dem: 
„For de missionærer, som arbejder 
blandt dette områdes flygtninge, er 
de forjættelser, som forudsiger ind- 
samlingen af Israels sæd fra de fjer- 
neste egne af verden, noget virkeligt. 
Hver dag træffer missionærerne folk 
fra al le dele af Det fjerne Østen. Disse 
menneskerer blevet ført sammen af et 
fælles ønske om at bevare deres 
frihed. Det er i hvert fald den grund, 
der angives af de fleste af dem. For 
missionærerne og dem, som har mod- 
taget et vidnesbyrd om evangeliet un- 
der deres landflygtighed, får deres 
levevilkår og de forhold, der har ført 
dem hertil, imidlertid en ny og trøste- 
rig mening. De indsamles til et sted, 
hvor evangeliet kan blive forkyndt for 
dem, og hvor de kan modtage frelsens 
evangeliums velsignelser. For dem er 



deres tilflugtssted virkelig et ,Yion' ". 
Mange af disse vor tids „Israels børn" 
flokkes til kirken, for de erkender 
evangeliets sandhed og accepterer 
den i dyb taknemmelighed. Faktisk er 
antallet af nyomvendte i Hong Kong 
så stort, at kirkens størte problem er 
at få dem effektivt bragt ind i fælles- 
skabet. Hver nyomvendt har brug for 
yderligere belæring om evangeliske 
forskrifter, og hver eneste må gives en 
opgave i grenen, så han kan blive ak- 
tiv gennem tjeneste for sine med- 
mennesker. 

Der er mange prøvelser for kirkens 
medlemmer i Hong Kong. For eksem- 
pel „fryses de ud", forfølges af fami- 
lien og taber lokalt medlemskab på 
grund af emigration. Efterhånden som 
medlemmerne i Hong Kong overvinder 
sådanne prøvelser bliver de vidne til 
en stadig stærkere kirke. For tiden er 
der cirka 4.000 medlemmer, fordelt i 
13 grene. Medlemmerne kan glæde 
sig overat have syv kirkebygninger til 
rådighed — heraf to standardbygnin- 
ger, to ombyggede huse og den øver- 
ste etage af tre andre. De har også 
købt grund, hvor der skal bygges et 
distriktscenter. I grene og distrikter, 
der tidligere blev ledet af amerikanske 
missionærer, er nu helt og holdent 
alle stillinger besat af kinesiske med- 
lemmer. Der er nu et ældstekvorum i 
hver eneste gren. Sytten fuldtids 
kinesiske missionærer og mange 
flere deltidsmissionærer arbejder i 
Hong Kong. 

Måske er også tendensen til at forlade 
Hong Kong området ved at ændre sig. 
Mange medlemmer er begyndt at 
føle det, som én broder udtrykte det: 
„Jeg er født kineser og der er en 
grund til at jeg skal være kineser. Jeg 
kan bedst tjene Gud ved at blive her i 
Hong Kong og tjene mine lokale 
brødre." 

Efterhånden som kirken i Hong Kong 
vokser i medlemstal og styrke, opfyl- 
des udtalelsen fra ældste Ezra Taft 
Benson i 1970. Han sagde, at dette er 
tidspunktet, da evangeliets budskab 
vil blive modtaget i denne del af ver- 
den. „Ifølge Herrens tidsregning er 
døren nu åben." 



10 



AF JANICE CLARK 
Medredaktør af The Ensign 



Formosa 

Stejle tinder og klippefast tro 



En varm dag tidligt i juni 1956 tog fire 
ældster fra den sydlige del af Det fjer- 
ne Østens mission afsted fra Hong 
Kong i et lille skib på vej til et sted, 
som de kun havde dårlige oplysninger 
om. 

„Men", rapporterede ældste Weldon 
J. Kitchen, ,,da vi fik det første glimt 
af Formosa, var vi intet mindre end 
overvældet. Bjergene skyder pludselig 
op af det blå hav med tinderne pegen- 
de op, som vil de punktere den blå 
himmel. Trods tindernes stejlhed, er 
der intet steds tør jord af se men kun 
den mørkegrønne vegetation, dække- 
de øen overalt." 

Så beskedent som dette begyndte 
missionærarbejdet på øen Taiwan 
(Formosa), hvilket navn betyder 



, .skønne ø". De fire ældster var ikke 
helt isoleret. En USA militærgruppe 
var oprettet, men ingen kinesere eller 
indfødte fra Formosa var medlemmer. 
Ældsteme havde tilbragt de foregåen- 
de ni måneder med at lære det offi- 
cielle sprog på øen, mandarinsk. 
Prøvelser har altid syntes at høre med 
til åbningen af. et nyt land for evange- 
liet. De fire missionærer og de fire 
andre, som sluttede sig til dem den 
følgende oktober, havde kun meget 
lidt litteratur på kinesisk, og det 
kom til at tage ti år, før Mormons 
Bog blev oversat. (Undersøgere fik 
bedsked på at læse Det nye Testa- 
mente.) Der var ingen officiel mod- 
stand mod kirken, men mange andre 
religioner begyndte straks at omdele 



litteratur, der advarede deres medlem- 
mer mod at lytte til mormonmissio- 
nærerne. Det „gjorde folk nysgerrige 
og gjorde mere godt end ondt", rap- 
porterede ældsteme. 
Det var næsten umuligt at købe en 
grund. Selv blot det at finde et sted 
at bo og holde møder var vanskeligt. 
I begyndelsen blev de fleste møder 
holdt i missionærernes lejlighed, og 
der var sædvanligvis cirka 35 til stede. 
Anti-amerikanske uroligheder i maj 
1957 tvang ældsteme til at tilbringe 
flere dage i De forenede Staters 
militærforlægning. Ældsteme måtte 
også tage forholdsregler mod syg- 
domme, og sproget vedblev at være 
en alvorlig hindring. 
Men ved slutningen af 1957 var 
næsten 50 blevet døbt på Formosa. 
I 1958 blev yderligere 120 døbt, og 
ved slutningen af det år arbejde 31 
missionærer i seks byer. I 1959 be- 
søgte ældste Mark E. Petersen For- 
mosa — den første generalautori- 
tet overhovedet — og indviede 
specielt landet til forkyndelse 
af evangeliet. (Præsident David O. 
McKay havde på et meget tidligere 
tidspunkt indviet hovedlandet Kina.) 
Ved slutningen af 1959, efter 3 1 12 års 



/ 



b« 



<>*- 



• ^4 '«'«<>»-'•" 






toft 




<% 



i ■ 



PafcS 



missionærarbejde, fandtes der otte 
organiserede grene af kirken og 45 
missionærer, hvoraf 14 var lokale 
hellige. 

Væksten fortsatte i 196oerne, med 
bygningen af to store kirkebygninger 
som højdepunkter — en i Tapei 
og en i Kaohsiung — samt fuldførel- 
sen af oversættelsen af Mormons 
Bog. 1 1965 præsiderede lokale brødre 
i 11 af de 16 grene. 
Den 11. januar 1971 ankom Malan R. 
Jackson, der tidligere havde tjent som 11 



Formosa 



missionær i den sydlige Fjerne Østen 
mission, til Formosa som den første 
præsident over Taiwan Taipei mis- 
sionen. Idag er der tre medlems- 
distrikter i missionen, et distrikt for 
amerikanske soldater, 30 grene og 
over 7.000 medlemmer. Gennemsnit- 
lig 200 missionærer virker fuldtids. 
Thomas P. Nielson er nu missions- 
præsident. Der er tre kirkebygninger 
— i Tapei, Taichung og Kaosiung — 
og en er ved at blive bygget i Taitung. 
Kirkens „Internationale Magasin" 
(Stjernen) udkommer også på deres 
sprog. Selvom det er vanskeligt at 
få tilladelse til at forlade landet for at 
udføre tempelarbejde, gør gamle op- 
tegnelser det muligt for medlemmerne 
at spore deres genealogi mange tusin- 
de år tilbage. Et aktivt seminar- og 
institutprogram, koordineret af broder 
Joseph Wan, et lokalt medlem, er 
organiseret i alle tre kinesiske 
distrikter med cirka 420 elever ind- 
skrevet. 

Hvorfor har folket på Formosa så 
beredvilligt accepteret evangeliet? 
Broder Chang Cheng Hsiang, præsi- 
dent over Chiai gren, skrev sit svar på 
det spørgsmål i Taiwan Taipei mis- 
sionens månedsblad: 
„Det siges ofte, at Kina har haft en 
5.000 årig historie med kultur, tradi- 
tioner og civilisation. Mange kinesere 
følger stadig den skik at tilbede him- 
len. De tror, at denne store kraft i form 
af et guddommeligt væsen styrer hele 
naturen og universet. På Formosa til- 
beder de denne gud den 9. januar 
efter månekalenderen ved at ofre fire 
slags friske frugter til ham. Så selv 
om deres opfattelse af Gud er ufuld- 
stændig på mange måder, så er troen 
på guder en hævdvunden tradition i 
Kina. 

Kinesisk civilisation er en anden 
årsag til, at kineserne så beredvilligt 
accepterer kirken. I gamle dage 
var Kina en stærkt udviklet civilisa- 
tion: den største i Orienten. Kejser- 
riger i mange generationer bød be- 
søgende fra overalt i verden velkom- 

12 



men. I hundreder af år bød Kina vel- 
kommen til mennesker af alle fag, 
nationaliteter og religioner, så de 
kunne dele deres civilisations goder 
med Kinas indbyggere. Mange kine- 
sere er oplyste på grundlag af denne 
frie kulturudveksling, og som tiden 
gik blev det gradvis lettere for kine- 
serne at acceptere fremmed civilisa- 
tion og religion. Da vor kirkes evan- 
gelium er det smukkeste udtryk for ci- 
vilisation, der nogensinde er bragt til 
Kina af fremmede, er Guds sandhed 
elsket af de mange kinesere, som 
slutter sig til den. 

Det kinesiske samfund er baseret på 
familien, nationen og kulturen. De 
fleste kinesere har en meget stærk na- 
tional og følelsesmæssig bevidsthed. 
Det er, fordi kineserne sætter følelser- 
ne højt. Da Jesu Kristi lærdomme 
også centreres om kærlighed og andre 
ædle følelser, nærer kineserne stor 
respekt for Kristus og hans kirke. 
Noget andet interessant at lægge 
mærke til, er at det kinesiske folks 
traditioner i udstrakt grad er de 
samme som det gamle Israels. Mange 
kinesere er enige i tanken om frelses- 
planen og Guds eksistens, når de 
for første gang hører evangeliet 
forkyndt af missionærerne. De 
respekterer og ærer også deres for- 
fædre. De bygger forfædrehuse og 
fører familieoptegnelser. Netop fordi 
man i Kina fører udmærkede slægts- 
optegnelser, har jeg været i stand til 
at spore min families historie cirka 
4.000 år tilbage!" 
(fra „The Taiwan Missionary", 
juli 1973) 

Et klassisk eksempel på godtagelse af 
evangeliet er K'eliao gren. 1 18 år virke- 
de broder Wang T'iente som prædi- 
kant for en kristen gruppe i K'eliao 
uden officielt af tilhøre nogen kirke. 
Da Wangs datter traf missionærerne, 
erkendte hun deres budskab som 
sandheden, til dels fordi det havde så 
meget tilfælles med det, som hendes 
far lærte hende : tiende, afholdelse fra 
alkohol og tobak, daglige bønner, 
bibelstudium, dåb ved nedsænkning. 
Hun bragte budskabet til ham, og kort 
tid efter den 1 . april 1973, blev han og 
hans familie døbt. Den dag sagde bro- 
der Wang til sine tilhængere: „I 18 år 
har jeg døbt jer, men jeg havde ingen 



myndighed til at gøre det. Evangeli« 
er blevet gengivet; præstedømmet er 
her ... I har fulgt mig; I har haft tillid 
til mig som jeres hyrde i mange år. 
Jeg indbyder jeg til at følge mig til 
dåbens vande idag." Halvtreds af hans 
tilhængere blev døbt den samme dag. 
Deres lille kirke blev overdraget kirken, 
og kort tid efter blev broder Wang 
ordineret og indsat som grenspræsi- 
dent. 

Kinesisk kultur er uhyre vigtig for 
menneskerne på Formosa og har 
sandsynligvis haft indflydelse på 
kirkens hurtige udvikling dér. 
Kungfutses lære, taoismen og budd- 
hismen har, såvel som kristendom- 
men, en stærk religiøs indflydelse. I 
løbet af missionærarbejdets første ti 
år, steg det officielle tilhørsforhold til 
en bestemt religion blandt den almin- 
delige befolkning fra 2% til 5%. 
Endnu en vigtig faktor i tilværelsen 
hos folket i Taiwan er den politiske 
situation. Siden 1949 har Formosa 
huset den nationalistiske, kinesiske 
regering, der kræver ret til at regere 
hele Kina. De kinesiske kommunister 
tog dengang magten over hoved- 
landet, og nationalisterne satte sig 
fast på Formosa. I 1971 blev natio- 
nalisterne udstødt fra De forenede 
Nationer, og det kommunistiske Kina 
tog deres plads. Præsident Chiang 
Kai-shek, som havde ledet regeringen 
under 1949-krisen, fortsatte ledelsen 
indtil sin død i april i år. 
Det kulturelle og det politiske klima er 
blot to af de udfordringer, der møder 
kirken idag. Der er andre, allesammen 
helt anderledes end dem, som de 
første missionærer stod overfor. 
Alligevel har kirkens medlemmer i Tai- 
wan høje mål: stærkere lederskab, 
organisering af en stav, øget tempel- 
arbejde, aktivering og fortsat mis- 
sionærarbejde over for en befolkning 
på næsten 16 millioner. 
Broder Chang Cheng Hsiangs instil- 
ling er typisk for, hvordan de hellige 
på Formosa ser på fremtiden: „Jeg 
tror, at missionærarbejdet på For- 
mosa altid vil blomstre og gå fremad. 
Gud vil altid tage vare på det kinesiske 
område af sin kirke. Jeg beder om, at 
både missionærer og medlemmer i 
Taiwan fortsat vil udvikle god tro og 
megen udholdenhed." 





Yayoi Okamura 



Kinva Kasai 








'"■.'< y'£fh :■-*■' "-•''■" ]M :'. ; ■/:■ ':*' ■■ ij W . , '■' > 









^»^^^^mm%m^ 





Takashi Amand Tokayo Hosokawa 



Takaaki Sasashi 



Kiyo Hosokawa 



Mosatoshi Kasai 



Minae Okamura 






Hiroshi Horii 





13 



Venner på Filippinerne 



På Filippinerne er vejret altid varmt, 
træerne altid grønne og børnene bru- 
ger aldrig frakker, og de ser aldrig sne. 
Børnene på Filippinerne hører gerne 
til store familier. Det er ikke ualmin- 
deligt, at et barn har syv eller otte 
søskende. Familien bor som regel i et 
lille hus, der er en del af en ,,barrio" 
(landsby). De fleste familier på de 
filippinske øer dyrker jorden og op- 
drætter dyr. Ude på landet dyrker de 
fleste landmænd ris, og hele familien 
hjælper til på markerne. Selv børnene 
ved, hvordan det føles at gå forover- 
bøjet i lang tid, når man flytter de 
små planter fra mistbænken til de 
oversvømmede rismarker („paddies"), 
hvor de vokser, lige til risene er 
modne. 
Omkring 20.000 mennesker på Filippi- 








nerne har sluttet sig til kirken, siden 
de første missionærer blev sendt der- 
til for fjorten år siden. De fleste med- 
lemmer bor i eller i nærheden af Mani- 
la, men kirken har grene og små 
grupper overalt på øerne. 
De sidste dages helliges børn på Filip- 
pinerne holder af at gå i primary og 
søndagsskole. Mormonfamilier holder 
familiehjemmeaftener i deres hjem 
hver mandag aften, og børnene 
glæder sig til at skiftes til at hjælpe 
med lektierne. 

Hver egn på Filippinerne har sin 
egen dialekt, og folk må lære at tale 
mere end én dialekt, hvis de skal være 
i stand til at forstå dem, der bor i en 
anden egn. Engelsk tales af næsten 
alle medlemmer af kirken, og bønnene 
belæres som regel i søndagsskolen 
og primary på engelsk. 




14 



Venner på 




Rhee Kyong-ji . 

Rhee Byong-ryol, Rhee Kyong-hae 

Rhee Kyong-un 



Nam Mee-hyun 



Choi Mee-young 



Yi Kyeoung-un 



Kim Meen-sook 



Pak Chul-sung 




Hong Chee-yung Kang Sun-koo 



Hwan Choi-young 



Kim Tae-gee 



Choi Hee-myung 



Pak Hyo-jin 



Pak Pyung-joo 



Pak Chul- sung 



Kim Suk-joo 



Yi Yung-soon 



Pak Joong-jeen 



Pak Yung-sook 
Pak Sung-kyu 




Pak Chee-jung 



Yi Hak-een 



Pak No-yul 
Pak Chan-kyu 
Pak Shin-kyu 



Cho Cheen-hyung 



16 








Barn fra Taiwan 



Tiden er gået så hurtigt for mig, når jeg tænker tilbage 
på min barndom. Hvjad der betager mig mest, er min- 
det om varme lykkelige dage, da jeg deltog i primary. 
Der hørte vi om Jesu Kristi store kærlighed, og vi sang 
glade sange og rørende salmer til guds pris. Engang 
imellem lavede vi små skuespil eller vi legede alle 
sammen. Vores lærer belærte os omhyggeligt og viste 
os, hvordan vi kunne udvikle vore evner. 
Da jeg forlod primary og modtog mit diplom og pioner- 
banner, fyldtes mit hjerte med en ubeskrivelig glæde. 
Jeg var glad for at være i stand til at eje et så smukt 
banner, der viste at jeg havde allerede gennemgået 
et lektiekursus i kirken. Men jeg var også ked af det, 
fordi jeg ville savne de lykkelige timer i primary. 

— Weng Cheng I — 



En dag så jeg fra baghaven to fremmede piger komme 
til vort hjem. De bankede på vores dør og sagde, at 
de var missionærer. Så jeg inviterede dem indenfor 
for at tale med min moder. 

Vi begyndte at lære om evangeliet og snart sluttede 
vi os til Kirken. Vor vikar i skolen var også medlem 
af vor kirke. Hun opmuntrede eleverne i sin klasse til 
at deltage i primary og junior søndagsskolen. 
Børnene på Taiwan har meget at gøre i skolen. De har 
ikke meget fritid. I ferierne er de ude at fiske, de klatrer 
i bjergene, svømmer eljer spiller skak. 
De fleste af dem er budister. På helligdage holder de 
af brænde papirpenge og fyrværkeri for at bringe lykke 
og drive djævelen væk. 

— Liu Chen Chen — 



En dag bankede to ældster på vores dør og spurgte 
om de måtte forkynde evangeliet for familien. Deres 
budskab rørte os. 

Efter en tid blev vores familie døbt. Da jeg gik ned i 
vandet, følte jeg at kirken var større og mere hellig, 
end jeg havde forestillet mig. Hver gang jeg træder ind 
i kirken og hører de blide salmer og klaveret bliver jeg 
glad, især når koret synger. 

Tiden er gået forbavsende hurtigt, Der er allerede gået 
3 år siden jeg sluttede mig til kirken. Jeg må fortsat 
studere og blive i stand til at forstå mere om evan- 
geliet. 

Jeg ved at Jesu Kristi Kirke af sidste Dages Hellige 
er sand. Vi må holde Guds befalinger og leve et rent 
liv for at ære kirken. 

— Lin Wei Wei — 



Mit navn er Chin Hua Hsiang. Jeg går i 3. klasse. Jeg 
har, en far, en mor, tre brødre og to søstre. Hele min 
familie er medlemmer. Min ældste bror studerer ved 
BYU i Hawaii. En anden broder studerer på Taiwan. 
Vores familie har været aktiv i kirken, siden den blev 
oprettet her i vort land. Vor tilværelse er nært for- 
bundet med aktiviteterne i kirken. Alle medlemmerne 
her er virkelig interesseret i mig. Jeg blev døbt sidste 
år, da jeg blev 8 år. Jeg elsker aktiviteterne i kirken 
især familiehjemmeaf terne. 

Jeg ved at vor himmelske Fader elsker os. Denne jord 
er et vidunderligt sted. Jeg er taknemmelig, at Gud 
gav os en sand kirke, og fordi han lader os vokse op i 
kærlighed. 

— Chin Hua Hsiang — 



Da jeg var otte år, tog min mor mig til kirke, og min 
forståelse for den voksede. 

Primary har betydet meget for mig. Hver gang jeg har 
problemer, hjælper min primarylærerinde mig med 
dem. Jeg skylder primary meget for min udvikling og 
mit vidnesbyrd. Jeg ved dette er en velsignelse fra 
Gud. Jeg tror også, at vi kan opnå større velsignelser 
ved at være gode medlem mer af kirken. 

— TengChiaChi — 



Hele min familie er medlemmer af kirken. Min far er 
skolelærer. Han er så rar ved os hver dag og gør os 
alle glade. Jeg har en kærlig mor, hun arbejder hårdt 
og bruger det meste af sin tid til at tage sig af os. 
Jeg er taknemmelig for min mor og hendes kærlige 
omsorg. 

Jeg har også tre søstre. De tager mig altid med til 
kirken. Somme tider skændes vi lidt, men vi er stadig 
gode venner. Jeg ved at Jesu Kristi Kirke er sand. Jeg 
ved også, at min familie er en evig enhed, som Gud 
har givet os. 

— Li Man Chen — 



17 




Fra ven til ven 




Vidnesbyrd, Adney Y. Komatsu 



AF ÆLDSTE ADNEY Y. KOMATSU 
Assisterende til De tolvs Råd 



Min mor 
fik en bedre søn 



For lidt over 34 år siden, da jeg var student, blev jeg for 
første gang kontaktet af missionærer. De indbød mig til 
GUF og til at spille med på deres basketball hold. Uden 
at kende noget som helst til kirken, men meget interes- 
seret i basketball, gik jeg med til GUFø Senere overværede 
jeg søndagsskolen og senere igen nadvermøder. 
Efter et år med deltagelse og med at studere evangeliet 
med missionærerne og efter at have læst historien om 
Joseph Smiths første syn, accepterede jeg opfordringen til 
at lade mig døbe ind i kirken. Da jeg den aften efter at 
have indvilliget i at lade mig døbe, kom hjem, bad jeg min 
mor, som var enke, om tilladelse til at gøre det. 
Pludselig så jeg tårer i hendes øjne. Jeg spurgte hende, 
hvorfor hun græd? 

Og hun svarede med at sige: «Det er ikke af glæde, jeg 
græder, men af sorg," for nu havde hun mistet en søn til. 
Som enke havde hun mistet en søn, min broder, og derfor 
sagde hun, at hun nu havde mistet en anden søn til en 
kristen kirke. 

Hun forklarede senere, at hun ved min fars dødsleje havde 
lovet ham og sluttet pagt med ham om, at hun ville opdrage 
børnene hæderligt i den buddhistiske tro. Jeg forsikrede 
hurtigt min mor om, at i det år, hvor jeg var kommet sam- 
men med missionærerne, var jeg altid blevet opløftet og 
jeg havde aldrig lært andet end godt af dem. 



Jeg lovede hende, at hvis hun ville tillade mig at blive 
døbt, og hun så senere fandt ud af, at jeg ved min opførsel 
havde sat hende i forlegenhed eller havde gjort noget 
skamfuldt eller uærligt, så var der kun ét, hun skulle gøre: 
bede mig om at holde op med at gå i kirke, og så ville 
jeg uden at stille spørgsmål adlyde hendes ønske. 
Men på den anden side, hvis jeg blev et bedre menneske, 
mere opmærksom overfor hendes behov som enke, venli- 
gere over for kravene fra hjem, brødre og søstre — så 
jeg sagde: «Vi Ile du så tillade mig at fortsætte med at 
gå i kirke? For jeg ved, at det er det sted, hvor jeg kan 
få oplysning, der vil føre til et evigt liv.» 
Det blev aldrig nødvendigt for mig at forlade kirken eller 
give min mor bekymringer for min opførsels skyld. 
Efterhånden som jeg efterlevede de evangeliske principper, 
som de var blevet mig belært af missionærerne, og efter- 
hånden som jeg selv studerede principperne, fik jeg forsik- 
ring fra min Fader I Himlen om, at jeg aldrig skulle komme 
til at bekymre mig for mit udkomme i fremtiden. 
Jeg har altid siden min dåb prøvet at føre evangeliets prin- 
cipper ud i livet. Jeg har altid især holdt af dette skriftsted 
hos Mattæus: «Men søg først Guds rige og hans retfær- 
dighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift" (Mattæus 
6:33). 



18 




Dick Brown 



Far: „Tal højt, min søde pige. Jeg kan ikke høre dig bede, 

hvis du mumler". 

Datter: „Det er helt i orden, far. Det var ikke dig jeg talte 

til." 




Bare for sjov 



En aften, da jeg besøgte min bror og hans børn, standsede 
jeg op ved to af de små drenges soveværelsedør og lyttede 
til, hvad de sagde. 

En af drengene, den yngste, var ved at bede aftenbøn, 
hjulpet af sin store bror. Den lille tog åbenbart for megen 
tid og tøvede, når han skulle udtrykke sig. Den ældste 
udbrød tilsidst irriteret: «Skynd dig nu, Ronnie, du spilder 
vor himmelske Faders tid". 
Vivian Corbett 
Salt Lake City, Utah 



Dette dyr kan spise bladene på et højt træ uden at klatre op 
efter dem. Hvad er det for et dyr? (Træk en streg gennem 
alle prikkerne i nummerorden) 



Der er meget skjult i denne have. Prøv at hjælpe børnene 
med at finde: kanin, blyant, briller, fugl, and, iskage, kop, 
paraply, mariehøne, snegl, sko, sommerfugl, strygejern, 
fisk og drage. 





%>^ 




19 




Find seks biller der er skjult i dette billede. 
Farvelæg det derpå. 




20 




Emne: Japan 



Japan 



Evangeliets lys i solopgangens land 




*»< 







„Solopgangens land" er kun et af de 
mange poetiske udtryk for denne 
mærkelige kæde af øer, hvis officielle 
navn er Japan. Disse øer ligger på 
havet som en lykkelig familie hånd i 
hånd ud for Asiens østkyst. Her er et 
land, som i løbet af så kort tid som 
et kvart århundrede har formået at 
hæve sig op fra atomasken til en vel- 
stående, rig og ledende stilling blandt 
verdens store nationer! 






&HH& 







Intet afspejler bedre denne omform- 
ning og genoplivning af efterkrigsti- 
dens Japan end den erfaring, Jesu 
Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige 
har gjort siden 1948, dåden genoptog 
missionærarbejdet dér. Da den anden 
verdenskrig sluttede, havde kirken 
mistet enhver kontakt med de med- 
lemmer, der siden 1924 havde levet 
isoleret i Japan, da præsident Heber 
J. Grant midlertidigt standsede mis- 
sionærarbejdet i Japan til „bedre 
tider". Øjensynligt kom disse bedre 
tider med afslutningen af krigen. Der 
var blevet døbt 174 mennesker i de 
23 år, før missionen blev lukket. I de 
27 år, der er gået, siden missionen 
genåbnede, er der blevet 25.000 med- 
lemmer i seks missioner og tre stave, 
med næsten 3.000 døbte om året. 
For at forstå det mirakel det er, denne 
genopvågnen af Japan og de fremti- 
dige muligheder, må man se ud over 
overfladebilledet af hurtig industriali- 
sering og økonomisk velstand og ind 
i folkets karakter. Ligeledes må man 
for at forstå den magt, som Jesu 
Kristi evangelium har til at overvinde 
racemæssige og kulturelle barrierer 
og til at forandre folks levevis, se det i 
virksomhed blandt et folk som japane- 
serne, hvis sind og følelser endnu er 
dybt forankret i en kultur, der blom- 
strede på det tidspunkt, da romerriget 
gik under. 

Japan ligger i den temperede zone i 
den nordøstlige del af det asiatiske 
monsun-område. Landet har 110 mil- 
lioner indbyggere og et landområde på 
37.384 kvadratkilometer. Japan er 
et bjergrigt land med søer, vulkaner, 
brede og smalle floder, vandfyldte, 
terrasseformede rismarker, et land 
med runde bakker, der krones med 
naturgudernes helligdomme, der er 
beliggende i skove med fyrre- og ce- 
dartræer, et land med kirsebærblom- 
ster og det sneklædte bjerg, Fusi- 
jama. Landet består af fire hoved- 
øer — Hokkaido, Honshu, Shikoku 
og Kyushu — og et tusindtal af 
småøer og holme i lange kæder. 
Klimaet rækker fra nordisk kulde på 
Hokkaido til subtropisk varme på 
Kyushu og Okinawa. 
Den geografiske adskillelse fra det 
asiatiske hovedland gjorde det muligt 
22 for japanerne at udvikle en i høj grad 



selvstændig kultur, der har forholds- 
vis få indslag fra fremmede tanker og 
intryk. Følelsen af fysisk isolation fra 
andre lande har givet folket en stærk 
følelse af samhørighed med deres 
eget land. 

Trods denne adskillelse har Kina 
udøvet mærkbar indflydelse på den 
japanske kultur. Kina gav Japan sin 
særlige skriveform og Zen-Budd- 
hismen, en religiøs filosofi, som Kina 
oprindelig havde fået fra Indien. 
Denne religion kom til Japan over 
Korea. 

Ved at lægge vægt på stilfærdig selv- 
analyse og harmonisk indstillen af 
selvet til universet, satte Zen gradvis 
sit præg på enhver udfoldelse af den 
japanske tilværelse: kunst, litteratur, 
arkitektur, musik, sociale udfoldelser 
og skikke, som blev et meget raffineret 
udtryk for den japanske livsform. Te- 
ceremonien er for eksempel et ritual, 
der er beregnet på at bringe men- 
nesket i harmoni med universet. Ved 
stille at deltage i dette ritual bliver 
mennesket opmærksom på sit sande 
jeg. 

Harmoni med universet udtrykkes 
også i haverne. Japansk arkitektur, 
der gør det muligt at skubbe hele 
vægge til side, lader beboerne opleve 
naturen på alle årstider og i alle dens 
temperamenter. En japansk have 
symboliserer universet en miniature. 
Den betragtes som et kunstværk, 
skabt til meditation. Sten, damme, 
sand, buske og klippepartier arran- 
geres, så de symboliserer bjerge og 
søer, skove og sletter. Der er kun få 
blomster. Farver er ikke målet, der 
stiles snarere efter harmoni og afveks- 
ling i sammensætningen og afskyg- 
ningerne af grønt. 

Som det kunne forventes, afspejles 
poetisk harmoni i litteraturen og en- 
dog i selve det japanske sprog. 
Fra de skrift-symboler, Kanji, man 
lånte fra Kina, har japanerne udviklet 
tre forskellige skriftsystemer, Kanji, 
Hiragana og Katankana. For at kunne 
skrive godt må man både være maler 
og kaligraf. Skrive- og malerkunst 
kombineres ofte i en enkelt komposi- 
tion for at vise, hvordan kunst 
udtrykker det nære forhold mellem 
natur og menneske. 
For Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages 



Hellige, der stod over for at skulle nå 
det japanske folks hjerter med det 
gengivne evangeliums kostelige lær- 
domme var overvejelse af sproget af 
største betydning. Det var i sandhed 
den vanskeligste men mest inspireren- 
de af alle de barrierer som kirkens før- 
ste missionærer stod over for, da de 
kom til Japans kyster. 
Den historie omfatter ofre og hen- 
givenhed over for pligten, mod over 
for fjendtlighed, og udholdenhed 
trods nederlag. De første ældster op- 
holdt sig mindst fem år i landet, før 
de lærte sproget godt nok til at kunne 
være effektive. I løbet af de første 23 
år af den japanske mission arbejdede 
der ialt 88 missionærer, et meget lille 
antal i den vældige arbejdsmark. Man- 
ge af disse ældster viste usædvan- 
lig villighed til at ofre sig. Ud over de 
kulturelle og sprogmæssige vanske- 
ligheder mattede også finde sig i hån, 
trusler om vold, og mange steder kom 
kun nogle få mennesker til møderne. 
Søndag morgen, den 1. september 
1901, tog ældste Heber J. Grant den 
18-årige ældste Alma O. Taylor og 
to andre ældster med sig for at 
påbegynde det første missionærar- 
bejde i Østasien. Han førte den 
lille gruppe ældster til en lund neden 
foren høj i den sydlige del af Yokoha- 
ma. Dér indviede han landet Japan 
,,til forkyndelse af sandheden". I den 
unge ældste Taylors dagbog beskri- 
ves den rørende, åndelige oplevelse, 
som også indbefattede ældste Grants 
indvielsesbøn: ,,Hans tunge var løst, 
og Ånden hvilede mægtigt over ham, 
så stærkt, at vi følte, Guds engle var 
nær, thi vore hjerter brændte i os, da 
vi hørte ordene fra hans læber. Jeg 
har aldrig før oplevet en så indflydel- 
sesrig bøn. Hvert eneste ord trængte 
gennem marv og ben." 
Men trods deres beslutsomhed og tro 
opdagede ældsteme, at de faktisk 
blev holdt tilbage på grund af deres 
manglende evne til at kommunikere 
med folk. De havde ikke engang en 
traktat på japansk, som de kunne dele 
ud for at forklare deres budskab. Mis- 
sionærerne boede i japanske hjem, 
hvor de var tvunget til hver dag at 
benytte sproget, og derfor varede det 
ikke længe, før de begyndte at forstå 
det. Blandt missionærerne gjorde 



ældste Taylor særlig hurtige frem- 
skridt. Han oversatte to salmer, der 
blev brugt i de søndagsskoler, som et 
år efter åbningen af missionen blev 
påbegyndt i Honjo og Tokyo. Japaner- 
ne elsker at synge, og Zions sange 
nøjedes ikke med at drage dem til 
kirken men de hjalp også nyomvendte 
til at forblive trofaste. 
I 1904 fik Alma Taylor overdraget den 
kolossale opgave at oversætte Mor- 
mons Bog. Mens han var beskæftiget 
hermed, blev han kaldet som mis- 
sionspræsident. Han gjorde en helte- 
modig indsats for at give den japanske 
nation en værdig oversættelse af Mor- 
mons Bog. Det tog næsten 6 års 
intensivt arbejde. Det krævede fire 
fuldstændige manuskripter: ét med 
romerske bogstaver på ialt 2100 sider, 
og tre med japanske skrifttegn på ialt 
over 11.000 sider. Den blev færdig til 
udgivelse i oktober 1909. 
Nøjagtig 23 år — lige på måneden 
— efter at missionen var blevet åbnet, 
beslutteder Heber J. Grant, der nu var 
kirkens præsident, at lukke „midler- 
tidigt" til „bedre tider". Da missionen 
blev lukket i august 1924, var det uden 
tvivl vanskeligt for enhver at se, at 
trods et midlertidigt nederlag var en 
betydelig sejr dog blevet vundet. Mor- 
mons Bog var blevet oversat og ud- 
givet, og nogle modige japanere 
havde forstået budskabet og fundet 
styrke til at efterleve det. En af de 
nyomvendte, der stod sørgende 
blandt den lille gruppe hellige, som 
bød missionærerne farvel, var Fujiua 
Nara, der senere blev udpeget til 
præsiderende ældste over den 
gruppe. Han var ikke blot trofast gen- 
nem de mange mørke år, der fulgte, 
men i dag er han patriark for Tokyo 
Japan stav. 

For at kunne forstå, hvilket mirakel 
det var, at japanerne dengang sluttede 
sig til kirken, må vi forstå landets tra- 
ditions og kulturs stærke indflydelse. 
Betydningen af visdomsordet, for 
eksempel, var overordentlig vanskelig 
for japanerne at forstå, og endnu 
sværere at acceptere. Det er det 
største brud på takt og tone (som er 
at overmåde stor betydning i Japan) at 
undlade at sætte en kop te foran en 
gæst, eller for gæsten at afvise denne 
gæstfrihed. Det samme er tilfældet 



med at drikke „sake", risvin, der altid 
serveres i forbindelse med religiøse 
familieceremonier, selskabelige sam- 
menkomster og festdage. For japane- 
re er begge ceremonier forbundne 
med den religiøse livsform og skal 
manifestere karakterens skønhed. 
Men den vanskeligste barriere at 
forcere var imidlertid den troskab, 
japanerne følte over deres kejser 
som en guddommelig person. Denne 
opfattelse er i direkte strid med Kristi 
overhøjhed. Loyalitet til døden over 
for sin herre (kejseren) havde i mange 
århundreder været en af de bindende 
kræfter i det japanske samfund. 

At nogen kunne omvendes til trods for 
disse barrierer og med en tro så 
stærk, at den kunne holde i næsten 24 
års isolation og lidelser efter at mis- 
sionærerne var trukket tilbage og kir- 
kens programmer ophørt, er sandelig 
et af Jesu Kristi evangeliums store 
mirakler. 

Efter næsten 13 års lukning af mis- 
sionen i Japan genåbnede præsident 
Grant missionen på Hawaii blandt de 
derboende japanere. I 1935 blev en 
japansk gren organiseret i Oahu stav. 
Præsident Jay C. Jensen, missions- 
præsident på Hawaii på det tidspunkt, 
da Pearl Harbor blev angrebet, sagde 
til missionærerne: 

„I må ikke hade det japanske folk for 
det der skete i Pearl Harbor. De er 
gode mennesker og ikke ansvarlige for 
deres lederes handlinger, og evange- 
liet vil engang igen komme til Japan 
med kraft. I må elske dem, sådan som 
I elsker Japanerne her på Hawaii, og 
arbejde, som om dagen ikke havde 
timer nok. For enten I ved det eller 
ikke, så er I ved at lægge grundvolden 
og forberede oprettelsen af kirken 
påny i Japan, hvilket vil ske i nær 
fremtid." 

Præsident Jensens profetiske ord er 
blevet bogstaveligt opfyldt. De seks 
mænd, der nu præsiderer over de ja- 
panske missioner, er alle fra Hawaii 
og af japansk afstamning, som alle 
med én undtagelse blev omvendt til 
kirken under præsident Jensens mis- 
sion. De fleste af de første ledere, der 
blev kaldet til at genoprette kirken i 
Japan, er taget blandt dem, der blev 
bragt ind i kirken på Hawaii, eller som 



arbejdede som missionærer dér under 
Japan-Hawaiis missionsperiode. 
Edward L. Clissold, der efterfulgte 
Jay C. Jensen som missionspræsi- 
dent, genåbnede den japanske mis- 
sion efter den anden verdenskrig . Med 
ham var Melvyn A. Weenig, der havde 
virket både som missionær og mis- 
sionspræsident på Hawaii. Mor- 
monældster blandt de amerikanske 
okkupationstropper havde al lerede be- 
redt vejen ved at forkynde evangeliet 
for indbyggerne og ved at kontakte 
de hellige, som gennem det, de kaldte 
„den mørke periode" havde ventet på, 
at kirkens lys skulle vende tilbage. 
Missionærarbejdet begyndte også 
igen med mormon-soldaterne. En, 
som var blevet indbudt til at varme sig 
ved ilden, fik tilbudt en kop te. Han 
forklarede visdomsordet til en japansk 
kemiker og skolelærer, Tatsui Sato, 
som senere blev den første japaner, 
der blev døbt efter krigen, og som blev 
oversætteren af en ny udgave af 
Mormons Bog, af Lære og Pagter, 
Den kostelige Perle og andre vigtige 
bøger. En anden soldat, ved navn 
Boyd K. Packer, døbte samme dag 
søster Sato. 

Ikke længe efter præsident Clissolds 
ankomst til Tokyo i marts 1948 blev 
han velsignet med muligheden for at 
købeet ideelt sted til missionshoved- 
kvater — nemlig velfærdsministe- 
rens delvis udbombede hjem. Den 
japanske mission havde aldrig tid- 
ligere ejet en bygning, så der havde 
aldrig eksisteret nogen fornemmelse 
af et fast holdpunkt. De første hellige 
havde brændende længtes efter at få 
deres egen bygning, og de følte man- 
gelen på noget permanent som en 
særlig prøvelse, da missionen blev 
trukket bort fra Japan i 1924. Da den 
nye missionspræsident øjeblikkelig 
købte ejendom, var det et udtryk, der 
sagde japanerne så meget som: 
„Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages 
Hellige er her for at blive. Den vil 
aldrig mere blive trukket tilbage!" 
Ældste Matthew Cowley lovede pro- 
fetisk, da han indviede den istandsatte 
bygning „mange kirkebygninger, ja, 
endog templer i dette land". 
Den første af fem missionærer an- 
kom i juni 1948. Ved slutningen af det 
første år var der 17, indbefattet seks 23 



fra Hawaii af japansk herkomst. Der 
var sikkert flere forskellige grunde til 
kirkens succes efter krigen i Japan i 
modsætning til den første periodes 
skuffelser, men en af de vigtigste er 
simpelt hen forandringen af det 
følelsesmæssige klima. Det japanske 
folk havde gennemgået et forfærdeligt 
chok. Og i deres søgen efter en måde 
at genopbygge tilværelsen på, var 
mange mennesker nu parate til at 
lytte. 

En omvendt, Toshio Toshizawa op- 
summerer sine følelser på denne 
måde: ,,Da Japan overgav sig den 
5. august 1945, begyndte min overbe- 
visning om dets udødelighed at vakle. 
For mig, der betragtede kejseren som 
en personlig gud, var en følelses- 
mæssig omstilling bydende nødven- 
dig. Da jeg havde mistet min tillid, var 
jeg faktisk helt ude af stand til at vide, 
hvad jeg skulle gøre". 
Han studerede mange forskellige reli- 
gioner, idet han prøvede at blive ånde- 
lig vækket, således som japanerne 
var det i gamle dage. Det lykkedes 
ikke. Men en dag traf Toshio på gaden 
en mormonmissionær, hvis ånd, 
væremåde og budskab på en mærke- 
lig måde betog ham. 
„Min tørstende sjæl søgte noget og 
blev betaget af missionæren og hans 
foredrag. Jeg følte det, som om jeg 
styrtede hen mod vandet i en oase i 
øekenen . . . Med dette som vende- 
punkt begyndte jeg at undersøge 
Guds evangelium, som det samler sig 
om Mormons Bog, somme tider i 
missionærerens hjem og til andre 
tider i søndagsskolen . . . Dette oprig- 
tige studium medførte en over- 
bevisning hos mig, som bundede 
i både sund fornuft og i en følelse af 
sandheden i Guds evangelium." 
I efterkrigsårene har generalautorite- 
ter, der besøgte Japan, udtrykt deres 
profetiske overbevisning om den rolle, 
som japanske hellige vil komme til at 
spille i udbredelsen af det evangeliske 
budskab i Asien. Ud fra det, der ken- 
des idag, er der megen sandsynlighed 
for, at sådanne forudsigelser er nær 
ved at blive opfyldt. 
Et bevis er den åndelige modenhed 
hos japanske hellige, som har foreta- 
get organiserede tempelture til 
24 Hawaii. Under ledelse af mis- 



sionspræsident Dwayne N. Andersen 
deltog i juli 1965 ikke mindre end 
166 japanere for første gang i en grup- 
perejse til templet i Hawaii, hvor ses- 
sionerne gennemførtes på japansk. 
Der har senere hvert år været gennem- 
ført sådanne tempelture til Hawaii. De 
har været et vigtigt åndeligt højde- 
punkt for de japanske hellige. 
Et andet højdepunkt var åbningen af 
mormonpavillonen ved 1970-verden- 
sudstillingen i Osaka i Japan. Cirka 
seks millioner japanere besøgte den 
og resultatet var flere henvisninger, 
end missionærerne kan tage vare på i 
årevis. 

På selve den dag, da mormonpavillo- 
nen abende, blev den første stav i 
Asien organiseret i Tokyo. Nogle få 
dage senere blev den japanske mis- 
sion, der allerede i 1968 var blevet 
delt, på ny delt i to missioner. To år 
senere, i september 1972, blev den 
anden stav dannet i Osaka. Og ende- 
lig blev i oktober 1974 Tokyo stav 
delt, og en ny stav dannet i Yoko- 
hama. I mellemtiden var både den 
japanske centralmission og den 
japanske østlige mission blevet delt, 
så der blev to nye missioner. 
Hele kirkens program og det nødven- 
dige, lokale lederskab har fulgt trop 
med missionsudviklingen. Japans 
seminarer og institutter har indfødte 
supervisore. Kan Watanaba, den 
lokale regionalrepræsentant for De 
tolvs Råd og også den. første indfødte, 
japanske missionspræsident, leder 
nu oversættelses og distributionscen- 
tret for kirken i Asien med hovedkvar- 
ter i Tokyo. Distributionscentret i 
Tokyo er bemandet med japanske 
medlemmer. 

Kirken vokser sig også på andre måder 
stærk i Japan. I overensstemmelse 
med den nyligt annoncerede politik 
at lade udvalgte generalautoriteter bo 
uden for De forenede Stater, vil ældste 
Adney Y. Komatsu, assisterende til 
De tolvs Råd og indfødt fra Hawaii 
med japanske forfædre, blive den 
residerende generalautoritet for 
Japan og Det fjerne Østen. Der er 
ingen tvivl om, at denne nye politik vil 
bringe store velsignelser til Orientens 
folk. 

Et andet styrkeområde er et aktivt byg- 
geprogram, der optræner lokale 



byggemissionærer, der kaldes på 
byggemissioner almindeligvis for to 
år. Mange af disse kirkebyggere rejser 
på „almindelige" fuldtidsmissioner, 
når deres tjeneste som byggemis- 
sionærer er overstået. Derefter påta- 
ger de sig stillinger som åndelige 
ledere i deres ward og grene. Med 
undtagelse af område-supervisoren 
for bygnings- og ejendomsafdelingen 
er alle, der beskæftiges med kirke- 
bygning, japanere. 

Kirken beskæftiger også en stedse 
voksende stab af lokale, indfødte 
genealoger til at filme optegnelser og 
vigtige statistikker, efterhånden som 
de bliver stillet til rådighed. Det er et 
arbejde, som i særlig grad påskønnes 
af de japanske hellige på grund af 
deres stærke familiesammenhold og 
den store interesse de nærer for 
deres forfædre. 

Kirkens vækst i Japan i de sidste 
27 år er et mirakel, et mirakel på tro 
og vidnesbyrd — miraklet om Guds 
kærlighed lige som solens opgang 
etteren kold og meget mørk nat! Lige 
for vore øjne har vi beviset for, at 
japanerne kan gøre Jesu Kristi evan- 
gelium til den drivende kraft i deres 
tilværelse uden at bringe vanære over 
deres forfædre eller over deres sam- 
funds traditioner. 

Men det er ikke nemt for dem. For at 
være en god sidste dages hellig og en 
god japaner på samme tid, må kir- 
kens medlemmer tilpasse gamle op- 
fattelser til nye udtryksformer. De skal 
også have mod nok til at skille sig ud 
fra deres kammerater, noget der er i 
modstrid med generationers optræ- 
ning til at være selvudslettende og 
samfundsvenlig. Det gør under alle 
omstændigheder overholdelse af vis- 
domsordet meget vanskelig. Vis- 
domsordet behandler legemet som et 
Guds tempel, og ånden som tem- 
pelts rene centrum. Hvor vanskeligt 
det end kan være, så befinder man sig 
ved efterlevelse af visdomsordet 
meget nærmere den virkelige betyd- 
ning af fuldstændig harmoni med uni- 
verset, end man kan komme ved hjælp 
af alle århundredernes ritualer. 
Gode japanere forventes at ære deres 
forfædre og at hylde dem ved familie- 
altre i hjemmet og ved særlige fester. 
En sådan fest er ,,Obon", hvor fami- 



V 



lierne samles i deres forfædres hjem' 
hver august måned for at ære deres 
døde ved ceremonielle danse, parader 
og fester, der indbyder de dødes ånder 
til at være med. Gode sidste dages 
hellige kan på den anden side finde 
en meget dybere og mere oprigtig 
måde at vise ære og respekt for deres 
forfædre. Den finder de ved den vægt, 
som evangeliet lægger på familielivet 
i hverdagen, beseglingen af familie- 
bånd for evigheden, og indsamlingen 
af genealogiske optegnelser om deres 
afdøde. 

Ved at betragte sig selv som Guds 
børn, bogstavelige børn af et gud- 
dommeligt væsen, i hvis form og 
lignelse de er blevet skabt fysisk og 
åndeligt, kan japanske medlemmer 
af kirken se dem selv i samme har- 
moniske forhold som klippe og buske 
til deres haver men også som haver- 
nes skabere — idet de kan handle 
for sig selv og ikke blot lade sig diri- 
gere. De kan se sig selv i deres virke- 
lige forhold til jorden og himlen, som 
guder in spe, der er ved at lære at 
omforme livets substans til endnu 
større mønstre af skønhed og sandhed 
ved harmonisk lydighed mod de love, 
hvormed deres Fader og Skaber virker 
overalt i universet. 

Vi, i Japan, har endnu ikke skrabet 
overfladen. Efterhånden som mor- 
monismens storhed bliver bedre 
kendt og mere fuldstændig forstået 
af det japanske folk som et hele, vil 
mulighederne for kirken i Japan, og 
ligeledes overalt i Asien, blive af ube- 
grænset storhed. Tusinder af vid- 
nesbyrd vidner om at troens sol er 
stået op over „solopgangens land". 
Og i disse vidnesbyrd er tidens forjæt- 
telser om fremtiden sikker! 



Emne: Korea 



Si"' 






*-**&» 



.< vst 



Korea, „Morgenstilhedens Land" er 
en lille bjergrig halvø i det østlige 
Asien cirka 1.000 km lang og med et 
indbyggertal på cirka 35 millioner. 
Klimaet er, ligesom folket, forholds- 
vis mildt trods de fire årstider. Korea- 
nerne er en gammel, homogen race, 
helt anderledes end både kinesere og 
japanerne. De er optimistiske, tålmo- 
dige, idealistiske og noget reserve- 
rede. 



Korea 

Orientens fugl fønik s 



i 






For femogtyve år siden splittede 
kanontorden stilheden den rolige 
søndag morgen i „Morgenstilhedens 
Land". Det var i juni 1950. Den krig, 
der begyndte den morgen skulle 
komme til at vare tre år og koste mere 
end 2 millioner mennesker livet. 
Denne krigs uventede mirakel var 
indførelsen af Jesu Kristi evange- 
lium blandt det koreanske folk. 



**- 



"•i 



Y 



&\\. 






*•»* 



Tm 



. .- \, ■ ■ •' 






lift^T? 



d» JL, 



Ȯrs JSSffiiSiiiir 



Lr-t-JE^ 



^ , 



i i 



Korea 



Selv om krigshandlingerne bragte 
koreanerne umådelige vanskeligheder, 
så bragte de også tusinder af ameri- 
kanske soldater og blandt dem hun- 
dreder af mormonsoldater. Det varede 
ikke længe, før lyden af sidste dages 
salmer kunne høres sunget af disse 
militære fra USA, når de fortalte 
deres vidnesbyrd til deres soldater- 
kammerater. 

Af krigens aske har Korea rejst sig 
som en fugl føniks. Seoul er blevet en 
moderne hovedstad med seks millio- 
ner indbyggere. Men endnu større 
end den velkendte økonomiske 
opgang i Korea er den hurtige vækst 
af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages 
Hellige i det land. Siden den første 
sidste dages hellige soldat fortalte 
om sin tro til sine koreanske brødre, er 
kirkens medlemstal vokset til næsten 
10.000 hellige, der mødes i 16 byer. 
Der er otte ward og to grene i Seoul 
Korea stav og 21 grene i de to 
koreanske missioner. Der findes også 
12 kirkebygninger, som ejes af kirken. 
De sidste dages hellige soldaters 
indflydelse på kirken i Korea er stadig 
betydelig, men nu opvejes deres ind- 
sats af 300 fuldtidsmissionærer, der 
arbejder i Korea Seoul missionen og 
Korea Pusan missionen, og de hen- 
ved 5000 medlemmer i Seoul Korea 
tav, den første stav, der er blevet 
oprettet på det asiatiske kontinent. 
Mange, som sluttede sig til kirken i 
krigsperioden, virker nu i lederstillin- 
ger. To af dem er Ho Nam Rhee, 
præsident over Seoul Korea stav, og 
Han In Sang, som blev præsident over 
den nye Korea Pusan mission i juli i 
år. 

Præsident Rhee fortæller om sit møde 
med kirken: „Som så mange andre 
ledere af de hellige i Korea modtog jeg 
det gengivne evangelium under krigen 
gennem mine mormon-soldaterkam- 
merater. Da jeg blev indbudt til et 
GUF-møde under kampen, var jeg for- 
bløffet overat blive kaldt broder og at 
få et varmt håndtryk fra de få tilstede- 
værende USA-soldater. (Jeg var vant 
til en mere hårdhændet behandling fra 
de amerikanske soldater.) I de følgen- 
26 de uger studerede jeg omhyggeligt 



den unge sidste dages hellige soldat, 
som havde taget mig med til GUF. 
Den soldat var forblevet ubesmittet af 
tidens forfærdelige synder. Her var en 
mand, som hverken røg eller drak, og 
som samvittighedsfuldt efterlevede 
renhedens love. Denne usædvanlige, 
unge mands eksempel var uimodståe- 
ligt. Snart efter blev jeg døbt." 
„Min historie er som så mange andre 
koreaneres", siger præsident Han 
In Sang. ,,Jeg var kun tretten år 
gammel, ikke ældre end jeg stadig var 
egensidig og fuldt ud nød livet, da kri- 
gen brød ud i Korea. Det var næsten 
for meget for mig at blive vidne til. 
Kommunisterne gik lige ind i mit hjem 
og tog alt, vi havde. De dræbte endog 
nogle af vore nære slægtninge. Livet 
fyldtes med pludselige katastrofer, 
frygt, håbløshed og tragedie. Livet var 
en meningløs, påtvunget og ufrivillig 
byrde for os alle. Der var intet at håbe 
på eller drømme om. 
Sådan var forholdene for hele min 
generation, da vi for første gang 
hørte om evangeliet. Forestil jer os 
vove at tænke på fremtiden midt 
blandt ødelagte hjem og kanontorden, 
hvor vi var for fysisk udhungrede til 
blot at erkende vor kritiske åndelige 
hunger. Vi havde behov for at finde 
ud af meningen med livet. Så kom 
mormon-missionærerne i form af 
unge og venlige soldater for at over- 
bevise os om, at livet var alt for dyre- 
bart til at blive betragtet som gru- 
somt. 

Vi lærte værdien af evigt liv. Vi lærte, 
at fred og glæde kan opnås af enhver, 
som forstår og accepterer evangeliet. 
Vi lærte, at vi vil mødes igen hos Her- 
ren med vore kære, som så tragisk for- 
lod os. Dér vil der være en lykkelig 
og evigtvarende familienehed. Vil I 
ikke indrømme, at koreaneren havde 
brug for dette gengivne budskab mere 
end nogen andre på det tidspunkt?" 
Det var i april 1956, at de første to mis- 
sionærer blev forflyttet fra Japan til 
Korea for at arbejde dér. De blev sendt 
af præsident Paul C. Andrus, mis- 
sionspræsident i Tokyo, der fungerer 
som regionalrepræsentant i Korea for 
De tolvs Råd. Da disse første mis- 
sionærer ankom, mødtes de af 64 
medlemmer, som var blevet omvendt 
af mormon-soldater. 



De første omvendte i Korea havde en 
levende interesse i det budskab, de 
hørte fra de blonde, blåøjede frem- 
mede missionærer. Missionærerne 
talte om familieenhed, genealogi, 
tempelarbejde for levende og døde, og 
om kyskhedsloven. Selvopfattelsen af 
Guddommen, som missionærerne 
forklarede, lignede meget nogle opfat- 
telser, som koreanerne allerede 
havde. 

Hvorfor bliver Jesu Kristi Kirke af 
Sidste Dages Helliges evangeliske 
budskab så villigt accepteret af 
koreanerne? Svaret er enkelt. De prin- 
cipper der bliver lært, er ikke nye, men 
beriger mange traditionelle koreanske 
opfattelser. 

Foreksempel har ,,Dae Jong", en po- 
pulær religion i Korea siden 1909, en 
lignende opfattelse af Guddommen, 
som den, kristendommen forkynder. 
Den lærer, at der er mange guder, 
men én er den højeste og herligste. 
Hans søn (Dan Koon), dervirker 
som formidler, er den åndelige hjæl- 
pekilde til folket. 

Loven om kyskhed er i høj grad blevet 
fremhævet af alle koreanere. Mange 
har valgt hellere at dø end at leve i den 
vanære, som umoralitet fører til. 
Forfædrene holdes traditionelt i ære 
i Korea. Genealogiske optegnelser 
er blevet ført af enhver respektabel 
familie gennem hele landets historie. 
Koreanerne, der finder kostelige vær- 
dier i deres ærbødighed for forfædre- 
ne, ser med stor interesse på det gen- 
givne evangeliums budskab om, at 
vore forfædre (og alle de døde) kan 
frelses gennem vores genealogiske 
indsats. 

Præsident Han In Sang beretter: 
,,Jeg blev engang indbudt af en na- 
tional radiostation til at tale om vores 
religion. I min tale kom jeg til at 
nævne kirkens genealogiske arbejde. 
Dette emne skabte stor interesse, der 
førte til yderligere tre lejligheder 
for mig til at tale om kirken i radioen. 
Vi koreanske medlemmer føler meget 
stærkt, at vore forfædre af Herren blev 
instrueret om at udfærdige genealo- 
giske optegnelser og føre dem a jour 
med hans formål for øje. 
Broder Kim San, medlem af Seoul 
Korea stavs højråd, har sporet sin 
slægtslinie tilbage i 70 generationer. 



Han er nu dybt engageret i problemer- 
ne med at skabe forbindelser med de 
bibelske slægtslinier. Søster Kim Do 
Pil, en af de første koreanske om- 
vendte, førte sin slægtslinie 40 
generationer tilbage, trods sin høje 
alder og svaghed. Sådanne genealo- 
giske resultater er mulige på grund af 
skikken med i de fleste koreanske 
familier at føre familieoptegnelser." 
Familien er overalt i verden en ganske 
særlig enhed, men det er specielt til- 
fældet i Korea. For eksempel lever 
de koreanske familier, der følger 
traditionen, sammen som en stor 
familie, hvor to eller tre generationer 
somme tider lever sammen. På grund 
af indførelsen af den vestlige kultur, 
forandres denne skik hurtigt, men 
familiesammenholdet er stadig 
stærkt. Af denne grund tiltaler kirkens 
fam i I iehjemmeaf tenprogram korean- 
ernes følelser. 

Koreanernes energiske søgen efter 
kundskab har en lang og rig tradition 
bag sig. Få andre steder i kirken kan 
man idag finde bedre uddannet 
medlemmer. Koreanerne tager udta- 
lelsen: „Det er umuligt for et men- 
neske at blive frelst i uvidenhed," 
meget alvorligt. (L.&P. 131 :6.) De ser 
i det gengivne evangelium opfyldel- 
sen af den retfærdige søgen efter 
fuldkommenhed. 

Præsident Spencer W. Kimball be- 
mærkede i sin personl ige dagbog efter 
et besøg i Seoul den 27. februar 1968: 
,,Vi finder koreanerne forslugne i 
deres hunger efter kundskab; mange 
af dem har høje examiner, og nogle 
har endog taget deres doktorgrad. 
De er velsoignerede mennesker og 
meget tiltalende" 

Den første, der blev omvendt i Korea, 
dr. Kim Ho Jik, er et eksempel på 
koreanernes søgen efter fuldkommen- 
hed. En ven sagde engang om ham: 
„Hans retskafne indflydelse og enkle 
tro på Gud var som et lys for det 
koreanske folk". 

Da missionærerne i 1965 kom til 
Korea, blev de hjulpet af den nye 
koreanske distriktspræsident, dr. 
Kim Ho Jik, som i august måned forud 
var blevet beskikket, da præsident 
Joseph Fielding Smith af De tolvs 
Råd havde stået på en høj og set ud 
over det krigshærgede Seoul og havde 



indviet Korea til forkyndelse af 
Jesu Kristi evangelium. Hans besøg 
fulgte efter en inspektionstur foreta- 
get af ældste Harold B. Lee af De 
tolvs Råd i 1954. Det er måske mere 
end et tilfælde, at da præsident Spen- 
cer W. Kimball i august blev den 
første af kirkens præsidenter, som 
fungerede officielt på asiatisk jord 
i denne forvaltning, så skete 
det ikke langt fra den samme høj, 
hvorfra „Morgenstilhedens Land" 
blev indviet 20 år tidligere. 
I tre år blev missionærerne i Korea 
ledet af præsident Kim, på det tid- 
spunkt Koreas vice-undervisningsmi- 
nister. Evangelieforkyndelsens ånd 
er altgennemtrængende. Endnu mens 
krigen rasede i 1951 , blev denne mand 
omvendt af en kammerat blandt ele- 
verne ved Cornell University i De 
forenede Stater. Allerede prominent i 
den koreanske regering modtog den 
45-årige præsident Kim sin doktor- 
grad i 1951. Men endnu vigtigere er 
det, at han det år blev døbt i Susgue- 
hannaf loden, den samme, hvori profe- 
ten Joseph Smith og Oliver Cowdery 
blev døbt 122 år tidligere. Han blev 
den første almindeligt velkendte 
koreaner, der sluttede sig til kirken, 
og han vendte tilbage til Korea i 
krigsårene for dér at stige til en 
indflydelsesrig stilling i regeringen. 
I august 1952 var to af hans børn 
blandt de første, der blev døbt af 
amerikanske soldater. Da han døde i 
1959, havde han beredt vejen for 
andre til at modtage evangeliet. Endnu 
idag er han stadig den mest prominen- 
te politiske skikkelse.i Asien, som har 
antaget evangeliet. 

Selvom broder Kims stilling i regerin- 
gen var af stor betydning, betragtede 
han sit ansvar over for kirken som 
endnu større. En søndag morgen, 
da han underviste en søndagsskolek- 
lasse, sendte Koreas præsident, 
Rhee Seungman, sin sekretær i 
præsidentens personlige vogn for at 
hente broder Kim til et særligt møde 
i præsidentpladset. 
Sekretæren fandt broder Kim ifærd 
med at undervise klassen og opfordre- 
de ham til at tage med til præsiden- 
ten. Broder Kim ville imidlertid ikke 
afbryde sin undervisning og bad 
sekretæren vente, til klassen var forbi. 



Da broder Kim endelig mødte op hos 
præsidenten, blev han irettesat 
for at være årsag til forsinkelsen. 
Broder Kim forklarede ham og de 
andre tilstedeværende, at på grund af 
betydningen af hans kaldelse som 
søndagsskolelærer var han nødt til 
at gøre lektien færdig, før han kunne 
efterkomme præsidenten indkaldelse, 
hvorpå præsident Rhee, der forstod, 
hvor meget kirken betød for broder 
Kim, udbrød: „Chalhaeso!", der ud- 
lagt betyder „det gjorde du ret i". 
I 1962 blev den koreanske mission 
oprettet med Gail E. Carr som sin 
første præsident. Dette skete efter 
et historisk besøg i maj 1961 af ældste 
Gordon B. Hinckley af De tolvs Råd. 
Siden missionens oprettelse er 
kirken vokset hurtigt i Korea. Stadig 
flere er blevet døbt, alene i 1974 ikke 
færre end 900. Flere og flere hele 
familierer kommet med. Kirkens pro- 
grammer for familien og det genealo- 
giske program for afdøde familiemed- 
lemmer er i højeste grad effektive i et 
folk, hvor familien sættes højere i ære 
end nogen anden institution. 
Efterhånden som programmerne og 
antallet af medlemmer forøges, opild- 
net af mange generalautoriteter ved 
områdekonferencen, kommer præsi- 
dent Hugh B. Browns ord under et 
besøg i Seoul i april 1967 endnu nær- 
mere deres opfyldelse: „Den tid vil 
komme, da titusinder vil slutte sig til 
Jesu Kristi Kirke i dette land og vil 
modtage evangeliets velsignelser 
gennem efterlevelse at dets princip- 
per". 



„Den danske Stjerne" er meget taknemmelig for bidra- 
gene til denne artikel af Rhee Ho Nam og Han In Sang. 

1) I overensstemmelse med almindelig koreansk prak- 
sis gengives efternavne i denne artikel før fornavnene. 27 



Filippinerne 



samarbejdets øer 



Den filippinske republik er et land 
af fascinerende forskelligartethed. 
Geografisk strækker de 7.107 tropiske 
øer, der udgør nationen, sig fra nogle, 
der ligger nær Formosa mod nord, til 
nogle ikke langt fra Malaysia mod syd 
— en længde af 1600 km. En stor del 
af Filippinerne ligger på et stærkt vul- 
kansk område, hvorved næsten halv- 
delen af nationens øer er forblevet 
ubeboet og navnløse. Andre mindre 
øer er dannet eller blevet ødelagt af 
vulkanske udbrud. Nogle af de større 
øer, der ligger i et stærkt tropisk 
klima, er helt skovbevokset. Disse 



skove er sammen med høje bjerge 
årsag til , at mange dele af Filippinerne 
endnu ikke er udforskede. 
Ikke blot i filippinernes geografi er der 
megen spændende forskelligartethed 
også blandt beboerne finder man den. 
En filippiner kan være af kinesisk, 
amerikansk, indisk, spansk eller 
japansk afstamning, eller en 
blanding af alle disse, med den stær- 
keste indflydelse kommende fra 
Malaysia. Han kan være katolik, 
protestant, muhammedansk eller 
hedning. Han kan tale et hvilket som 
helst af de 8 hovedsprog eller 80 min- 



Emne: Filippinerne 



dre udbredte. Men i denne blanding af 
orientalske og vesterlandske kulturer 
er der ingen samfundsmæssige gnid- 
ninger men en national tradition, der 
kaldes ,,bayanihan" (at samarbejde). 
Denne samarbejds-tradition har bidra- 
get til kirkens vækst. Da ældste Gor- 
don B. Hinckley i 1961 genindviede 
Filippinerne til evangeliets forkyn- 
delse, sagde han: ,,Vi nedkalder dine 
velsignelser over dette lands befolk- 
ning, så de vil være venlige, gæstfrie 
og gode mod dem, som skal komme 
her, så der vil være mange tusinder, 
som vil modtage budskabet og derved 
blive velsignet." 

Det er blandt et sådant samarbejds- 
venligt folk, at ældste Hinckleys ord 
bliver opfyldt. Fuldtidsmissionærer, 
som er vendt tilbage fra dette land, 
fortæller ofte, at der aldrig er blevet 
knaldet en dør i for dem. Familier, 
som de overhovedet ikke kendte, invi- 
terede inden for i deres hjem og trak- 
terede dem med ris og fisk. I Victorias 
strømmede folk til tilsyneladende 
, , lige ud fra den blå luft", da der blev 
sendt ældster dertil for at åbne områ- 
det. Fornylig kom en grenspræsident 
ind fra en fjerntliggende by, Balita- 
wak, for at fortælle missionspræsi- 
denten i Manila, at han havde 35 
undersøgere i søndagsskolen. 
I de otte år, der er gået, siden Filippi- 
nerne blev udskilt fra den sydlige Fjer- 




ne Østen mission, er kirken vokset til 
et medlemskab, der tæller næsten 
20.000 hellige i to missioner og én 
stav. Denne fænomenale vækst er et 
resultat af samarbejde mellem 
medlemmer og missionærer udfra 
deres hjertelige filippinske tradition. 
En hjemvendt missionær fortalte, at 
han og en kammerat underviste en 
tjenestepige ved navn Mary, som kun 
kunne sige cirka ti ord på engelske Da 
hun kunne lide ånden ved møderne, 
overværede hun møder i kirken sam- 
men med den familie, som hun arbej- 
dede for, og som var medlemmer, selv 
om hun ikke forstod det, der blev sagt. 
Men hun ville ikke modtage mis- 
sionærernes lektier. Men så oversatte 
familien i en kærlighedens og hjælp- 
somhedens ånd lektierne, sætning for 
sætnig for hende. Ved hjælp af sine 
venner og en ordbog begyndte Mary at 
læse Mormons Bog og brugte somme 
tider en hel dag til at kæmpe sig 
gennem en enkelt side. Siden sin dåb 
har hun også læst ,,Et stort og forun- 
derligt Værk" og „Jesus Kristus" 
på engelsk. 

Denne samarbejdets ånd er især 
stærk med hensyn til familien. Et 
stærkt familiesammenhold gør til- 
hørsforholdet til kirken meget stærk. 
Det nye missionærprogram, der er 
baseret på en familiehjemmeaften- 
kontakt, har haft umådelig succes på 
Filippinerne. I et enkelt område 
er 40 blevet døbt som resultatet af, 
at medlemmer har indbudt venner til 
familiehjemmeaftener og hvervet med- 
lemmer sammen med fuldtidsmis- 
sionærer. 

Når filippinere kommer i kontakt med 
evangeliet, vil de også dele det med 
deres slægtninge. José Zulueta hørte 
sin nevø tale om mormonerne og kom 
for at undersøge, hvad de havde, 
genert og oprigtigt, men strålende af 
glæde. Fem uger senere blev han og 
hans kone og barn døbt. Næste mor- 
gen kom han for at fortælle ældsterne 
en mærkværdig oplevelse: 
,, Skønt jeg inderst inde vidste, at kir- 
ken var sand, ønskede jeg det stær- 
keste svar på min bøn, jeg nogen- 
sinde har modtaget. Jeg bad krafti- 
gere, end nogensinde før, at Herren 
ville lade mig vide, om det, jeg havde 
gjort, behagede ham. Jeg fik ikke 



noget svar og gik skuffet og bedrøvet 
i seng." 

Mens han sov, så han en hvidklædt 
mand, der kaldte ham ved navn. Da 
han svarede, pegede manden lige på 
ham og sagde: „José, stå op og fald 
på knæ og tak Herren for at have sendt 
missionærerne til dit hjem." 
Bagefter tik broder Yulueta til mis- 
sionærerne og spurgte dem, om hans 
drøm kunne komme fra guddomme- 
lig kilde. 

„Hvordan følte du dig tilpas bagef- 
ter?" spurgte missionærerne. 
Med tårefyldte øjne svarede broder 
Zulueta, at han følte sig overvældet af 
Ånden. „Hjertet brændte i mig, og 
mange gange den nat steg min kær- 
lighed til Gud og til kirken til himlen 
i mine bønner." 

Denne „samarbejdets ånd" er også ty- 
delig i den nye stav, der blev oprettet 
i 1973 i Manila. Eftersom ledere blev 
taget fra grenene for at indtage stillin- 
ger i staven, måtte grensmedlemmer 
udfylde de tomme pladser. En iagtta- 
ger forklarede deres samarbejde på 
denne måde. „Lederne sagde: ,Hun 
er en fantastisk god primary-præsi- 
dentinde. Hvor kommer hun fra?' I vir- 
keligheden havde hun været der hele 
tiden, men hun var ikke blevet kaldet, 
før den tidligere primary-præsidentin- 
de blev indsat i stavsstilling." 
Seminar- og institut-programmer 
er et slående eksempel på samarbejde 
mellem elever og lærere i at være 
fælles om evangeliet. Programmer- 
ne, der for fire år siden begyndte 
med 100 elever og 9 lærere, omfatter 
nu 2.000 elever, fordelt over hele lan- 
det, samt over over 100 lærere. Mani- 
la Filippinernes stavspræsident Au- 
gusto A. Lim opgav midlertidig sin 
karriere som advokat for et minesels- 
kab for helt at hel lige sig opgaven som 
seminar-lærer. Han opmuntres af den 
stærke indflydelse dette program har 
på styrkelsen af unge menneskers 
vidnesbyrd og på at berede dem 
til at blive missionære. 
En af disse missionærer er ældste 
Reunaldo Sanchez, der er indfødt 
filippiner, og som har reageret 
på præsident Spencer W. Kimballs 
anmodning om lokale missionærer, 
der havde arbejdet flittigt de foregåen- 
de fem måneder uden at få omvendt 



nogen. På grund af sin varme begej- 
string og sit kendskab til lokale 
skikke, underviste og døbte ældste 
Sanchez ti mennesker den første 
måned og otte en måned senere. 
Omvendelseshistorier som disse er 
almindelige i dette land, for Herren 
velsigner det filippinske folk, når de 
søger og ofrer. Det er f.eks. tilfældet 
med Senin J. Pineda, der for tiden 
virker som rådgiver til den filippinske 
Cebu City missionspræsident. 
Da han en dag kørte gennem San 
Fernando sammen med sin hustru, 
så han to unge amerikanere. Han 
standsede og spurgte, om de var mis- 
sionærer, og indbød dem derpå til sit 
hjem. „De blev så forbløffede, så de 
var lige ved at tabe deres bøger," for- 
tæller han. På en eller anden måde 
kom både visdomsordet og tiende 
frem i den allerførste lektie, og broder 
Pineda afbrød missionærerne for at 
gå ind i værelset ved siden af og hente 
den tiende, som han og hans hustru 
havde lagt til side. 

Familien forklarede, at de havde hørt 
om tiende- princippet af et protestan- 
tisk trossamfund, som også døbte ved 
nedsænkning i vand, salvede syge 
med olie og ved håndspålæggelse, 
holdt søndagsskole og havde aktivi- 
teter for unge og for børn. 
De to sidste måneder var de imidler- 
tid kommet i vor kirke, og broder 
pineda havde aften efter aften, efter 
at hans familie var gået til ro, bedt om 
at Herren ville lede dem til den sande 
kirke. „Jeg ved stadig ikke, hvor jeg 
fik ordene den sande kirke fra," siger 
han. 

Det var let for ham at antage evan- 
geliet, men visdomsordet syntes 
uoverkommeligt, eftersom han gen- 
nemsnitligt drak seks kopper kaffe 
og røg tre pakker cigaretter om dagen. 
Men efter at have hørt missionærerne 
forklare visdomsordet i den første 
lektie, „knælede jeg i bøn, og, uden 
at overdrive, var det lige så let at holde 
op med disse uvaner, som at knæle." 
Før han fik den anden lektie, blev han 
døbt, meget imod hans hustrus 
ønske. Men en uge efter fulgte hun 
ham — det samme gjorde børnene. 
Så kom den virkelige prøve. Mens han 
var medlem af distriktpræsident- 
skabet, fik han tilbudt en stilling i et 



af de største tobaksfirmaer på Filip- 
pinerne. Salgschefen rejste 80 km for 
at træffe ham, og han ventede en hel 
dag, mens broder Pineda opholdt sig 
i kirken for at finde ud af svaret. Men 
broder Pineda sagde nej tak. Nogle få 
måneder senere tilbød salgschefen 
ham stillingen på ny, til trods for, at 
han havde engageret en anden. Denne 
gang var fristelsen til at sige ja 
stærkere: en datter skulle begynde på 
universitetet, og de andre børn gik i 
skole. Til sidst sagde broder Pineda 
ja. 

„Selv om vi ikke havde nogen som 
helst økonomiske vanskeligheder, var 
vi ikke lykkelige. Den mindste 
fejl fik mig til at fare op," fortæller 
han. Han forstod, at familielykke ville 
kræve offer: mindre indtægt, ingen 
bil, mindre skolegang for nogle af 
børnene, og ydmygelse fra venner og 
slægtninge. Men, „da jeg ikke havde 
mistet mit vidnesbyrd om evangeliet", 
opgav broder Pineda stillingen. Hele 
familien samarbejdede, selvom de 
måtte indrette sig efter den nye 
økonomiske situation. Det var lige så 
vanskeligt, som han havde forudset 
med undtagelse af, at børnene blev 
i stand til at fortsætte deres 
skolegang. „Men jeg havde ikke for- 
trudt, og min familie og jeg er lykke- 
lige og taknemmelige for, at jeg virke- 
lig trak mig ud af det." 
Gennem sådanne menneskers indsats 
vokser kirken på Filippinerne. Og som 
Filippinernes Cebu City missionspræ- 
sident Carl D. Jones ydmygt minder 
sine medmissionærer om: „Vi har 
kun høstet én lille mark; der er mange 
tilbage, sådan som L.&P. 4:4 lover, 
,der allerede er hvid til høsten." 




Ingen spildt tid i et 

travlt liv 



«Min tilværelse er helt baseret på 
vidnesbyrdet om, at Gud lever, at 
Jesus er Kristus", sagde ældste 
Joseph B. Wirthlin, en af de fire nye 
assistenter som opretholdtes til De 
tolv apostles Råd under april-konfe- 
rencen. 

Ældste Wirthlin; der tidligt i sin barn- 
dom blev belært om dyder som 
ydmyghed, pålidelighed og loyalitet 
mod evangeliets principper af sine 
gode forældre, fortalte om en oplevel- 
se fra sin barndom, der har haft be- 
tydelig indflydelse på hele hans liv. 
«Jeg tror nok, at min første personlig 
forståelse af evangeliets sandhed 
kom, da jeg var ca. 7 år gammel", 
sagde ældste Wirthlin. „Jeg var til et 
faste- og vidnesbyrdsmøde, hvor en 
ydmyg broder bar sit vidnesbyrd. Han 
talte med en sådan iver, at det elektri- 
ficerede mig i en sådan grad, at jeg 
fik del i hans kraftige åndelighed med 
hensyn til evangeliets sandhed. Ople- 



AF GERRY AVANT 



velsen står stadigt levende for mig.» 
Han fortalte også om en anden ople- 
velse, der ligeledes fandt sted under 
et faste- og vidnesbyrdsmøde. „I en 
ung alder hørte jeg en meget gammel 
søster sige, at hun havde set profeten 
Joseph Smiht, da hun var en ung 
pige", sagde ældste Wirthlin. „Hun 
sagde, at hun vidste, at hun havde et 
vidnesbyrd om evangeliet i samme 
øjblik, hun hørte ham tale. Jeg lyttede 
til den søster, og det, hun sagde, 
havde stor indflydelse på mig." 
Under sin opvækst i Salt Lake City var 
ældste Wirthlin under sin fars Joseph 
L. Wirthlins beundringsværdige på- 
virkning. Faderen var biskop i det 
33. ward og senere præsident over 
Salt Lake Bonneville stav. Da ældste 
Wirthlin var på mission i Schweiz, blev 
hans far kaldet til rådgiver for LeGrand 
Richards, den præsiderende biskop. 
Senere efterfulgte han biskop 
Richards og blev kirkens 8. præsi- 



30 



derende biskop. Hans fars store 
åndelige indflydelse og forretnings- 
sans har haft en mærkbar indflydelse 
på ældste Wirthlins liv. 
Ældste Wirthlins mor skabte et hjem 
med åndelighed, kærlighed og for- 
finelse. Desuden var hun en lederskik- 
kelse i samfundet, en charmerende og 
intelligent kvinde, som ydede kirken 
stor tjeneste indenfor mange områder. 
Ældste Wirthlin fik en tidlig start med 
hensyn til at lære værdien af arbejde. 
Som helt ung udførte han småopgaver 
i sin fars virksomhed. ,,Vi spildte 
aldrig nogen tid", sagde ældste Wirth- 
lin. „Som ungt menneske var jeg 
rengøringsassistent og bydreng. 
Mens jeg gik i gymnasiet, stod jeg 
tidligt op og bragte varer ud til kunder, 
som krævede tidlig levering. Vi havde 
mange kaniner og høns derhjemme. 
Det var min opgave at passe dem." 
I gymnasiet spillede han fodbold og 
var på atletikholdet. Engang, også i 
gymnasiet, vandt ældste Wirthlin 
mellembjergstatemes basketballfri- 
kastkonkurrence, idet han scorede 
19 points ud af 20 mulige. 
Ældste Wirthlin spillede, indtil han 
blev kaldt på mission, halfback på 
Utah universitetes bedste fodbold- 
hold. I sin tid på universitetets fod- 
boldhold, vandt han universitetets 
friplads foren fodboldspiller. Da han 
vendte hjem fra sin mission overtog 
han styrelsen af familiens virksom- 
hed, samtidig med at han fortsatte 
sine studier ved University og Utah, 
hvorfra han tog eksamen i forretnings- 
ledelse. 

Han traf sin hustru, Elisa Rogers, 
efter en basketballkamp. Hun beskrev 
hvorledes de kom sammen indtil de 
blev gift i Salt Lake Templet i 1 941 , ca. 
1 1/2 år efter at de første gang 
mødtes: „Han skulle på arbejde om 
morgenen, før skoletid. Han havde 
klasser fra 8 til middag, hvorefter han 
skulle tilbage til arbejde. Når vi kom 
sammen, var det altid først ved 9- eller 
10-tiden om aftenen. Det var ikke 
meget, vi så til hinanden i begyndel- 
sen." 

Ældste Wirthlin havde ikke megen tid 
til at finde på en romantisk måde at 
bede Elisa om gifte sig med ham. „Vi 
forlovede os ved pumpen, det absolut- 
te centrum for alle aktiviteter på uni- 



versitetet", sagde søster Wirthlin. 
„Det var der, vi mødtes, når han var 
færdig med sine klasser, og før han 
skulle til sit arbejde." 
Søster Wirthlins forældre er afdøde 
Orson M. Rogers og Bernice Young. 
Hendes stamtræ er som biografier 
fra kirkens historie. Hendes oldemor 
var Aurelia Spencer Rogers, grund- 
læggeren af primaryorganisationen. 
Seymour B. Young fra De halvfjerds' 
første Råd var hendes bedstefar. To 
onkler, Levi Edgar Young og Clifford 
E. Young, var også generalautoriteter. 
Hun er kusine til S. Dilworth Young 
fra De halvfjerds' første Råd. 
Ældste og søster Wirthlin har syv 
døtre, én søn og 12 børnebørn. Ældste 
Wirthlin har forsøgt at give sine børn 
de samme muligheder, han selv havde 
i sin ungdom. Udover erfaringerne i 
kirken har hvert af børnene hjulpet 
med i familievirksomheden. 
Joseph B. Wirthlin, jun. biskop i East 
Milldreak 13. ward i Salt Lake Mt. 
Olympus Stake, vil overtage ledelsen 
af firmaet, når ældste Wirthlin påbe- 
gynder sin nye opgave. 
Siden sin barndom har ældste Wirth- 
lin erfaret præstedømmets store kraft. 
„Jeg har mange gange overværet hel- 
bredelsen af syge", sagde han. „Et af 
de store mirakler i vores familie skete 
med vores datter, som fornylig blev 
angrebet af en meget alvorlig sygdom. 
Der er kun forekommet 21 sådanne til- 
fælde i lægekunstens historie, og kun 
i 7 af tilfældene har patienten over- 
levet. Ved præstedømmets kraft og 
hendes families og venners bønner 
blev hendes liv reddet. Ja, hele mit liv 
har været fyldt med vidunderlige til- 
dragelser." 

Åndens hvisken er blevet en meget 
hellig del af hans tilværelse. Ældste 
Wirthlin har haft mange ansvarsfulde 
stillinger i kirken. Han blev æres-spej- 
der i en alder af 13, hvilket dengang 
var en rekord. Han har været i war- 
dets søndagsskolepræsidentskab, 
GUF-forstander, assisterende spej- 
derfører, sekretær i Det aronske 
Præstedømme, præsternes kvorums 
vejleder, rådgiver i et wards-biskop- 
råd og biskop for Bonneville Ward 
i Salt Lake City. Han var også rådgiver 
i præsidentskabet for Salt Lake 
Bonneville stav og var fornylig 1. råd- 



giver i søndagsskolens øverste præsi- 
dentskab. 

Ældste Wirthlin haren livsfilosofi, der 
har hjulpet ham med at yde en større 
tjeneste i kirken. „Der er et gammelt 
ordsprog, der siger: ,En tomme guld 
kan ikke købe en tomme tid' ", sagde 
ældste Wirthlin. „Vi må sætte en 
højere pris på tid. Den er værdifuld og 
bør ikke spildes." 

Et andet ordsprog opsummerer denne 
filosofi: „Hele dagen imorgen er 
ikke værd lo minutter af idag." 
„Jeg mener, at for at få succes er 
det vigtigt at man lægger en plan for 
hver dags aktiviteter", siger han. 
„Man glemmer let detaljer, hvis man 
ikke skriver dem ned." Et tydeligt 
vidnesbyrd om ældste Wirthlins er- 
kendelse af enkelthedernes betyd- 
ning er de hundreder af notesbøger, 
som han i løbet af de sidste 35 år har 
udfyldt med notater fra ethvert møde, 
han har overværet. 

Ældste Wi rthl in holder af at udarbejde 
systemer for at tage sig af detaljer, der 
har vist sig vellykkede. „Jeg laver en 
plan over, hvad jeg vil gøre en bestemt 
dag, og jeg holder mig til den plan", 
sagde han. „Jeg har erfaret, at en halv 
times planlægning kan spare flere 
timer i løbet af dagen." 
Mange erfaringer i kirken har beredt 
ældste Wirthlin til hans nye kaldelse. 
„Da jeg tik en opringning og blev bedt 
om at aflægge præsident Spencer 
W. Kimball et besøg, troede jeg, at vi 
ville blive kaldet til at rejse på mis- 
sion," sagde han. „Vi var parate til at 
acceptere den." 

Ældste og søster Wirthlin var målløse, 
da præsident Kimball fortalte dem om 
deres nye opgave som generalautori- 
tet i kirken. „Da jeg forlod hans kon- 
tor, kunne jeg næppe tro på, hvad der 
var sket med mig," sagde ældste 
Wirthlin. 

Ældste Wirthlins mange års erfaring 
i kirken synes at have været som et 
forspil til den fuldtidstjeneste, som 
han nu er blevet kaldet til. 
Da ældste Wirthlin blev kaldet til den 
nye opgave af præsident Kimball, var 
han istand til at svare: „Jeg tilbyder 
dig mit liv og min tjeneste. Jeg går, 
hvor du kalder mig og jeg vil gøre mit 
bedste for at opbygge Guds rige her 
på jorden." 



31 



Dåb 

Københavns 2. ward: 24. jan. 1975 
Henriette Elisabeth Valgren døbt af br. 
Arnt K. Valgren, håndspålæggelse ved 
samme 

Belinda Lyfort døbt af br. Arnt K. Valgren, 
håndspålæggelse ved biskop Helge Nør- 
rung 

Slagelse: 2. aug. 1975 
Erna Kristine Larsen døbt af ældste Craig 
Leon Powell, håndspålæggelse ved æld- 
ste Merritt Glen Miller 
Odense 

Henrik Tvilhøj Jensen døbt den 3. maj 75 
af br. Detlev Riedel, håndspålæggelse 
ved br. Robert Vagn Nielsen 
Berit Johansen døbt den 7. juli 75 af br. 
Kenneth Johannes Becker Larsen, hånds- 
pålæggelse ved ældste Jerald Ray Brode- 
rick 

Thorkild Alfredo Jensen døbt den 11. juli 
75 af ældste Ronald Baron, håndspå- 
læggelse ved ældste David Rawlingson 
Ramona Kettelz Jensen døbt den 11. juli 
75 af ældste David Rawlingson, håndspå- 
læggelse ved ældste Ronald Baron 
Lisl Barkou Thomsen døbt den 23. august 
75 af br. Sven-Erik Thomsen, håndspålæg- 
gelse ved samme 

Erling Storm Nielsen døbt den 23. august 
75 af ældste Ken Edward Lynge Jensen, 
håndspålæggelse ved ældste John 
Holbrook Whitney 

Elsi Elisabeth Christensen døbt den 16. 
august 75 af ældste Stephen Dale Kreamal- 
meyer, håndspålæggelse ved br. Steffen 
Vestergaard Poulsen 
Lillebælt: 21. juni 1975 
Johanne Cathrine Kowaltschenko døbt af 
ældste David Baker, håndspålæggelse ved 
ældste Kim Hawkes 
Randers: 24. juni 1975 
Nielsine Louise Thillemann døbt af 
ældste Donald James Squire, hånds- 
pålæggelse ved br. Kim Homer Petersen 

Velsignelser 

Odense: 3. aug. 1975 

Norbert Båhmers og Eva Jenrich Høv- 

gaards søn Sebastian Bøhmer velsignet af 

Norbert Bohmer 

Randers: 3. aug. 1975 

Kjeld Poulsens og Grethe Henny Røgilds 

søn Peter Robert Poulsen velsignet af 

Kjeld Poulsen 

Aarhus: 4. maj 1975 

Svend Gunnar Kruse Nielsens og Joan 

Mary Pedersens datter Lone Kruse Nielsen 

velsignet af Svend G.K. Nielsen 

Esbjerg: 17. august 1975 

Alex Richardt Bang ordineret til ældste af 

br. Roger L. Hansen 

Søren Nørgaard ordineret til ældste af br. 

Jens Kristen Kristoffersen 



Odense: 

Kenneth Johannes Becker Larsen ordine- 
ret til ældste af br. Knud B. Andersen den 
17. aug. 75. 

Jørn Hansen ordineret til diakon af br. Ib 
Bjarne Hansen den 13. juni 1975 



Døde 

Horsens: 6. aug. 1975 

Nielsine Kristine Nielsen er afgået ved 

døden 

Aarhus: 22. aug. 1975 

Johanne Kathrine Petersen er afgået ved 

døden 

Sønderborg/Odense: 3. juli 1975 

Frieda Helene Thiesen er afgået ved døden 



Lad ikke ukrudt forgå! 



Fra søster Karen Madsen i Rønne, har 
vi modtaget følgende interessante op- 
noget ved det i år, men gem opskrif- 
ten og prøv den når det bliver forår 
igen. 

Ukrudt salat, der smager godt mellem 
2 stykker brød smurt med jordnøddes- 
mør eller som almindelig salat til mad. 
Man tager ca. : 
1 håndfuld mælkebøtteblade - de 

små blade i midten 
1/2- svinemælk (bladene) 

1/2- gåsepontil (bladene) 

(bladene ser ud som 

fjer) 
1 - stolte Henriks gåsefod 

(bladene) (bedst som 

grønsag) 
1/2- fuglegræs (stængler og 

blade) 
1/2- følfod (bladene) 

1/2- gåsefod (bladene) 

1/2- hyrdetaske (bladene) 

1/2- kvalderkål (bladene i 

marts -april) 
1/2- tusindfrydsblade 

1/2- vejbred, glat og langbla- 

det (marts -april) 
1/2- ørnebregne (skudspiser 

og friske grønne blade i 

april - maj) 



Tilberedning : 

De friske blade hakkes fint og kan 
bruges som pålæg. Hakket mæl- 
kebøtteblade smager også godt som 
pålæg. De store blade kan koges eller 
steges som grønsager sammen med 
gulerødder. - Det er jo ikke dyrt at 
prøve. 



Salat af vilde planter 

Riv nogle gulerødder. Skær små løg i 
fine stykker og hak forskellige vilde 
plantedele og blade i. Man må prøve 
sig frem og mængdeangivelsen skal 
man ikke tage så tungt, tag hvad man 
syntes, og også hvor mange forskel- 
lige planter man vil blande sammen. 
Nu er der måske nogle, der har en for- 
nemmelse af, at noget af de nævnte 
urter er giftige. Jer har prøvet dem alle 
og lever stadig, men yderlige op- 
lysninger om vilde planter og tilbered- 
ning af dem kan man få i bogen: „Na- 
turens Vilde Gaver" af Richard Nabey. 
Det ville også være en god ide at ha' 
en bog om planter i Danmark i farver. 

K.M. Rønne 



32 



Tilsyn med områder udenfor 
Nordamerika 



Tyskland og Mellemeuropa 
Områdetilsynsførende: Joseph B. Wirthlin 
(Vesttyskland, Østtyskland, Østrig, Schweiz 
(Zurich), Italien, Danmark, Norge, Sverige, Finland) 
(8 stave, 14 missioner, 40 distrikter) 

Japan og Det fjerne Østen 
Områdetilsynsførende: Adney Y. Komatsu 
(Japan, Korea, Hongkong, Phillippinerne, Indonesien, 
Taiwan, Singapore, Thailand, og unge Asien) 
(5 stave, 1 5 missioner, 39 distrikter) 

Stillehavsøerne og Polynesiske øer 

Områdetilsynsførende: Robert L. Simpson 

(Australien, New Zealand, Tonga, Samoa, Fiji og 

Tahiti) 

(28 stave, 11 missioner, 30 distrikter) 

Storbritannien, vestlige Europa og Sydafrika 
Områdetilsynsførende: Bernard P. Brockbank 
(Storbritannien, Holland, Belgien, Frankrig, Schweiz 
(Geneve), Spanien, Portugal, Sydafrika) 
(20 stave, 16 missioner, 41 distrikter) 



Mexico og Mellemamerika 
Områdetilsynsførende: J. Thomas Fyans 
(Mexico, Costa Rica og Guatemala) 
(16 stave, 9 missioner, 43 distrikter) 

Sydamerika 

Områdetilsynsførende: James E. Faust 
(Argentina, Bolivia, Brasilien, Chile, Columbia, 
Ecuador, Peru, Uruguay, Paraguay og Venezuela) 
(21 stave, 17 missioner, 59 distrikter) 



På grund af sit hastigt voksende medlemstal har kirken 
for nylig opdelt sine verdensomfattende tilsynsopgaver 
i 6 geografiske områder. I hvert af disse 6 områder har 
en gneralautoritet fået til opgave at bo. Ældste Joseph 
B. Wirthlin, assistent til De tolvs Råd, er blevet område- 
tilsynsførende med Tyskland og Mellemeuropa. Han 
leder medlems- og missionæraktiviteme i 8 stave, 14 
missioner og 40 distrikter i Vesttyskland, Østtyskland, 
Østrig, Schweiz (Zurich), Italien, Danmark, Norge, 
Sverige og Finland. Efterhånden som kirken vokser, må 
der udvikles nyt lederskab. Ældste Wirthlin vil hjælpe 
med i uddannelsen af lokale kirkeledere. 



Lad os dog 
komme i gang! 

af RICHARD L. EVANS fra De Tolvs Råd. 



„Livet er", sagde Benjamin Disraeli, ,,et 
forvirret foretagende, hvor det går op og 
ned", og som Matthew Arnold tilføjede: 
,,så er det sygt i sin forjagethed og split- 
tede bestræbelser." Der er tidspunkter, 
hvor vi allesammen føler os overbebyrdede 
med gæld, forpligtelser og med så mange 
ting, vi ikke får gjort, og disse ugjorte ting 
skaber bekymringer, problemer, og som- 
metider — ser det ud til — får vi også vor 
del af sorgerne. Vi spekulerer på, hvordan 
vi nu kan være alle de steder, vi burde 
være, møde forpligtelserne og bære vore 
byrder, og det ser ud, som om vi splitter 
os selv i for mange forskellige retninger, 
følger for mange veje på én gang — idet vi 
føler, at vi fuldfører eller ordner noget af 
det, som er under vor kontrol — det hele er 
blot en reorganisering af papirer, en reor- 
ganisering af problemer om og om igen. 
Til alt dette lyder der et venligt råd fra en 
ukendt kilde: „Bjerge, der betragtes på 
afstand, ser ud til at være ubestigelige, 
men de kan bestiges. Måden, man begyn- 
der på, er ved at tage det første skridt 



opad. Frådet øjeblik synes bjerget mindre 
højt. Skråningerne, der syntes så stejle på 
afstand, synes at blive mindre stejle, jo 
mere vi nærmer os dem." Enhver opgave 
synes lettere, hvis vi nærmer os dem med 
„en-ting-ad-gangen"-indstillingen. Et 

skridt — en begyndelse: at gøre noget ved 
det, at komme i gang — giver os forvisning 
om, at vi er på vej og at det er muligt at 
løse problemerne. For at citere et originalt 
ordsprog: „Hvis du jager to kaniner, vil de 
begge undslippe." Ingen kan klare alle ting 
på én gang. Vi må finde ud af, hvad der er 
vigtigt, hvad der er muligt og begynde hvor 
vi er, med hvad vi har. Og hvis vi begynder 
— og hvis vi fortsætter — så vil byrden, vi 
bærer, samt vore depressioner, bekymrin- 
ger og tvivl, begynde at blive mindre og 
lettere at bære. Vi kan ikke gøre alting hele 
tiden, men vi kan gøre noget nu, og alene 
det, at vi gør det, vil hjælpe med til at løfte 
byrden og mindske bekymringerne. 
„Begyndelsen er", sagde Platon, „den 
vigtigste del."