Den islandske litteraturs historie tilligemed den old norske

This is a digital copy of a book that was preserved for generations on library shelves before it was carefully scanned by Google as part of a project
to make the world's books discoverable online.

It has survived long enough for the copyright to expire and the book to enter the public domain. A public domain book is one that was never subject
to copyright or whose legal copyright term has expired. Whether a book is in the public domain may vary country to country. Public domain books
are our gateways to the past, representing a wealth of history, culture and knowledge that 's often difficult to discover.

Marks, notations and other marginalia present in the original volume will appear in this file - a reminder of this book' s long journey from the
publisher to a library and finally to you.

Usage guidelines

Google is proud to partner with libraries to digitize public domain materials and make them widely accessible. Public domain books belong to the
public and we are merely their custodians. Nevertheless, this work is expensive, so in order to keep providing this resource, we have taken steps to
prevent abuse by commercial parties, including placing technical restrictions on automated querying.

We also ask that you:

+ Make non- commercial use of the files We designed Google Book Search for use by individuals, and we request that you use these files for
personal, non-commercial purposes.

+ Refrainfrom automated querying Do not send automated queries of any sort to Google's system: If you are conducting research on machine
translation, optical character recognition or other areas where access to a large amount of text is helpful, please contact us. We encourage the
use of public domain materials for these purposes and may be able to help.

+ Maintain attribution The Google "watermark" you see on each file is essential for informing people about this project and helping them find
additional materials through Google Book Search. Please do not remove it.

+ Keep it legal Whatever your use, remember that you are responsible for ensuring that what you are doing is legal. Do not assume that just
because we believe a book is in the public domain for users in the United States, that the work is also in the public domain for users in other
countries. Whether a book is still in copyright varies from country to country, and we can't offer guidance on whether any specific use of
any specific book is allowed. Please do not assume that a book's appearance in Google Book Search means it can be used in any manner
any where in the world. Copyright infringement liability can be quite severe.

About Google Book Search

Google's mission is to organize the world's information and to make it universally accessible and useful. Google Book Search helps readers
discover the world's books while helping authors and publishers reach new audiences. You can search through the full text of this book on the web

at http : //books . google . com/|

Digitized by VjOOQ IC

Digitized by VjOOQIC

Digitized by VjOOQ IC

Digitized by VjOOQ IC

Digitized by VjOOQ IC

Digitized by VjOOQ IC

DEN ISLANDSKE
LITTERATURS HISTORIE

TILLIGEMED DEN OLDNORSKE

AF

FINNUR JONSSON

*^ OF THE

UNIVERSITY

OF

iÆ^LIFORN^

FORLAGT AF G. E. C. GAD - KØBENHAVN
1907

Digitized by VjOOQIC

Udgivet med bidrag af universitetets friirykskonio.

Kbl-yn.- Nielser ALydich: (Axel Sirpmslklv)

Digitized by VjOOQ IC

J'rf

Nærværende skrift har et dobbelt formål, dels og
hovedsagelig at være en lærebog for de studerende ved
universitetet her og mulig andre steder, dels at give enhver,
der kunde ønske at sætte sig ind i den gamle litteratur,
en nogenlande fyldig og let læselig fremstilling. Denne
bog kan siges at være et uddrag af min kritiske, old-
norske og oldislandske litteraturs historie I — /// (København
1894 — 1902). Jeg har dog, på grand af hvad der i
mellemtiden er fremkommet, underkastet det hele en revi-
sion og ændret min opfattelse på et par, ganske vist under-
ordnede punkter. I hovedsagen, og med hensyn til alle
hovedspørgsmål, er min opfattelse forbleven uforandret.

København, i maj 1907.

F. J.

196019

Digitized by VjOOQ IC

Digitized by VjOOQ IC

INDHOLDSOVERSIGT.

Indledning 1— 18

Første tidsrum 18—152

Alml. bem. digtn. form osv 18 — 24

Skjaldesproget osv 24— 31

Eddadigte 31— 78

Alml. bemærkn 31— 43

Gudedigte 43— 60

Heltedigte 60— 78

Skjaldekvad 78—152

Alml. bemærkn 78— 90

Norske skjalde 90—107

Isl. skjalde 107—152

Andet tidsrum 152—384

Alml. bemserkn. . . ; 152— 53

Eddakvad 153— 55

Vers i Fornaldars 155— 69

Skjaldedigtning 169—201

Alml. bemærkn 169— 72

Skjalde og kvad 172— 95

Helgendigte 195—201

Den pros. litteratur:

Alml. bemærkn 201— 03

Historieskrivningen :

Alml. bemærkn 203— 33

Isl. historie 233— 80

Norges hist 280— 93

Isl. og norske nj^bygder 293— 97

Danmark 297— 99

Digitized by VjOOQ IC

Styrmir enn froåi 299—301

Snorri Sturluson 301— 12

Sturla f 6rdarson 312— 18

Sagaer om Isl., forf. i det 13. årh 319— 23

Sagaer om Isl. i det 13. årh 323— 24

Sagaer om Norge og Danmark m. m. . . 324— 27
Fornaldarsagaer 327— 49

Alml. bemærkn 327— 33

Om hist. pers. i Norge.. 333— 37

Vedrør. Danmark 337— 39

Norske, uhist. personer . 339— 43

Ikke-nordiske sagn 343— 49

Oversatte sagaer 349 — 52

De islandske love 352— 57

Sprogvidenskab 357— 62

Olåfr hvftaskåld 360— 61

Andre videnskaber 362— 66

Teologi 362- 63

Geografi 363— 64

Lægevidenskab 364

Tidsregning 364— 66

Naturvidenskab 366

Norsk litteratur 366— 84

Alml. bemærkn 366— 67 ^

Hist. litteratur 368— 71

Orig. litt. i modersmålet

[Kongespejl, love osv.] 371 — 76

Religiøs litt 376— 79

Hoflitteratur 379— 84

Tredje tidsrum 384—406

Alml. bemærkn 384— 86

Digtningen 386— 97

Gejstlig digtn 386— 89

Verdslig (rime)digtning.. 389— 97
Prosaisk litteratur 397—406

Hist. sagaer 398— 99

Annaler 399—402

Opdigt, sagaer om Islænd-
ere m. m 402— 03

Helgensagaer 403— 04

Æventyr 404— 05

Lygisogur 405— 06

Isl. litteratur efter 1400 406— 37

Digitized by VjOOQ IC

Digtning for reform 408— 10

Tidsrum 1550—1800 410— 20

Digtning 410— 13

Prosalitteratur 413—20

Det 19. århundrede 420— 37

Oplysning 420— 24

Digtning 424— 33

Prosalitteratur 433— 37

Digitized by VjOOQ IC

Digitized by V^OOQIC

^ OF THE

UNIVERSITY

OF

INDLEDNING.

Det må betragtes som fastslået, at den egenlige
vikingetid — Nordboernes vikingetog til de vest-
lige lande — er begyndt i slutningen af det 8. årh.
med året 793 eller 787, da der ifølge den angelsak-
siske kronike »for første gang kom 3 skibe med
Normanner fra Hordaland (Hæredaland)<^ ; det hedder
udtrykkelig, at »det var de første skibe med danske
mænd, der besøgte Angelstammens [Anglosaksernes]
land«. I de følgende år hører man om vikingeindfald
rundt om i Vesten, i Irland og ved fastlandets nord-
vestlige kyster. Først nu kommer Nordboerne —
især Daner og Nordmænd — i direkte forbindelse
med Vesten og dens kultur. Tidligere forbindelser
har man (H. Zimmer, Alex. Bugge) søgt at påvise
eller hævde, men tilstrækkelige beviser herfor er
endnu ikke frembragte; fredelige købmandsrejser i
langt ældre tid, som der antages at have været, hører
til det rent usandsynlige, for ikke at sige utrolige.
En antagelse af en langt ældre norsk bebyggelse af
f. eks. Shetlandsøerne end den man hidtil har an-
taget, — en antagelse, der hovedsagelig bygges på
visse stedsnavne — , viser sig at være grundløs. At der
fra Danmark har været ældre forbindelser ad søvejen
langs kysten til Hollands nord- og vestkyst, er muligt ;
historisk er Hugleiks (Chochilaicus) tog derhen i be-
gyndelsen af det 6. årh.; anføreren blev som bekendt

1

Digitized by VjOOQ IC

dræbt; senere indtil den egenlige vikingetid høres
der intet om, at han har haft efterfølgere. Bekendt
er det også, at der i det angelsaksiske digt Beowulf
findes et sagnstof, der hovedsagelig er af sydskandin-
avisk (dansk og sydsvensk) oprindelse; digtet er
efter de allersidste undersøgelser (Morsbach) fra be-
gyndelsen af det 8. årh. Men dette sagnstof er vist-
nok ifg. de flestes mening kommet til Angelsakserne
på en ganske anden måde end gennem nordiske køb-
mænd (eller vikinger), nemlig gennem de Angler,
Danernes naboer, der sammen med Sakser og andre
vandrede ud til England og bosatte sig der (ved mid-
ten af det 5. årh. og derefter). Der har været rigelig
forbindelse mellem England og Danmark (med Skåne)
ad den vej; hvorvidt den har haft betydning for Norge
er derimod hojst tvivlsomt; efter Beowulf at domme
har det næppe været tilfældet; i det mindste spiller
ikke Norge nogen særlig rolle i digtet. Kun den
allersydligste stamme, Raumerne, der ovenikøbet her
fremtræder som kystbeboere (vel nord for Gota-
elven), nævnes, hvis det er dem der menes; i orig.
kaldes de: Heado-ræmas,

Herigennem belyses på det klareste en forbindelse
mellem Danmark, især Jylland, og de syd og sydvest
for dette liggende lande og folkestammer (Sakser,
Friser, Franker osv.), en forbindelse, der går meget
langt tilbage. Historisk bekendte er de store handels-
forbindelser mellem Gotland og syd-øst-Evropa, for
ikke at tale om den sikkert historiske folkevandring
fra Sydsverrig (Skadinavien, »vagina gentium«) og
den derigennem vundne tilknytning frem og tilbage.
Her træder den nordiske arkæologi til og belyser
kulturforbindelser mellem Norden og det sydlige Ev-
ropa på en hojst interessant måde og i en meget ud-
strakt grad, især i de første 250 år af vor tidsregning
og atter efter år 450 omtrent. At forbindelsen ikke

Digitized by VjOOQ IC

udelukkende var af materiel art viser runeskriftens
historie og overførelse til Norden. Denne sidste viser
også, at forbindelsen ikke stansede ved og i Danmark,
men nåde langt videre nordpå, helt op til Norge. At
der således fra de sydligere boende stammer kunde
indvandre fremmed åndeligt stof, både af historisk
og mytisk art (og hvad der ellers er hermed nær-
beslægtet), kan ikke benægtes, ja, det vilde være
mærkeligt, hvis det ikke var sket i virkeligheden,
ligesom det på den anden side kunde være rimeligt,
at nordisk (spec. dansk) sagnstof var vandret sydpå
til gengæld; der mangler ikke omstændigheder, der
taler herfor, skont det næppe strængt lader sig be-
vise, at det er sket i en så gammel tid (der tænkes
her især på alt det danske stof, der findes i det tyske
digt Kudrun). Til Norden er bevislig allerede for
omkr. 800 et stort stof af sagnhistorisk art, sagnene
om Jormunrekk, Attila, Gjukungerne (Nivlungerne),
Sigurd fåvnesbane m. m., indvandret. Ifølge alminde-
lig antagelse er Wodan- (Odins)troen og -djrrkelsen
indkommet fra Syden, i hvor tidlig tid, er ganske vist
usikkert, men det er i hvert fald sket længe for 800.
I denne forbindelse må der mindes om det ikke-
nordiske Muspell (tysk: muspilli, mM(t)spelli)^ der fore-
kommer i norsk-islandske kilder.

Hvis det forholder sig så — hvad der her ikke
nærmere skal drøftes — , at det frankiske konge-
domme, som flere historikere har antaget, har været
et forbillede for de nordiske (danske og norske) konge-
dommer, så har man atter deri et bevis for det lette
samkvem og (gensidige) påvirkning. Dette sidste er
dog betydelig yngre end alt det for omtalte, men får
i denne sammenhæng også sin betydning.

At udførselen af tyske sagn skulde være gået di-
rekte til Norge udenom Danmark ad søvejen (ved
købmænd), som hævdet i den seneste tid (E. Mogk),

Digitized by VjOOQIC

fordi der fra Danmark ikke er bevis for, at sagnene
der har været kendte, er en sikkert uholdbar antag-
else, så meget mere som der fra Sverrig haves fuld-
gyldige beviser for, at Sigurdsagnet f. eks. der har
været velkendt (Sigurdsristningerne), ligeledes Tjodrek-
sagnet (Rokstenen). Den naturligste indvandringsvej
er og bliver, at disse sagn (og myter) er komne syd-
fra til Danmark, er efterhånden vandrede videre
mod nord, til Sverrig og sidst til Norge ^). At der
fra Danmark ikke foreligger positive beviser for sag-
nenes og myternes (hvad der dog i al fald ikke gæl-
der for Odins vedkommende) tilstedeværelse der, har
mindre at sige, eftersom overleveringerne her er —
og måtte være — så mangelfulde.

Der er således ingen tvivl om, at der i tiden for
800 havde været den rigeste lejlighed til gensidig på-
virkning mellem Nordboere og de sydligere folk, og
at der til Norden er indkommet et stort og vigtigt
kulturstof, både af materiel og åndelig art. Hvis der
i den nordiske mytologi virkelig findes indflydelse
fra kristendommen, finder også denne heri en fuldtud
tilfredsstillende forklaring. Denne indflydelse kunde
ske på flere måder og ad forskellige veje. Derimod
må det hævdes, at nogen indflydelse fra Vesten for
slutningen af det 8. årh. ikke er historisk bevist eller
så solid afhjemlet, at der kan være tale om at hen-
føre noget af den her nævnte påvirkning og kultur-
tilførsel til den. En helt anden sag er det, at der

^) Disse sagn er — delvis — også vandrede til Irland, hvad H.
Zimmer har vist; men når denne forsker mener, at de er
komne herhen gennem Nordboerne (vikingerne), så taler her-
imod på det kraftigste, at visse træk (som >tarnkappen« f,
eks.), der genfindes i de irske sagn, slet ikke kendes i
nordisk overlevering fra den ældre tid. Sagen er uden tvivl
den, at de tyske sagn er direkte kopine fra Tyskland til
Irland.

Digitized by VjOOQ IC

kunde tænkes en påvirkning fra Kelterne, medens de
endnu indtog den herskende stilling i mellem-Evropa.
Ordet Valir (adj. valskr) kan endogså med storste
lethed tænkes at være kommet til Norden fra Tysk-
land (oldhojt. walh; af kelt. volc- i Volcæ, en keltisk
stamme).

At Nordboerne — også Nordmændene — har
været i besiddelse af en ikke så ringe kultur allerede
for 800, indrommes endogså af dem, der går videst
i at antage kulturtilførsel i vikingetiden. Arkæolo-
gien bekræfter dette uimodsigelig. Hvorledes denne
kultur i enkelthederne har været, er det naturligvis
vanskeligt at gore sig klare forestillinger om. At
Nordboerne, og her tænkes særlig på Nordmænd-
ene, allerede dengang har været dygtige sømænd
følger af sig selv. At de en rum tid forud har
givet sig af med vikingetog eller sørejser, er ligeledes
givet; men disse gik langs kysterne sydpå og østerpå,
ind i Østersøen, til de baltiske kyster, til »Østerled«
(austrvegr); dette genspejler sig i mytologien (Tors
rejser til østerleden); og det genspejler sig i de uhi-
storiske sagaers (fornaldarsagaers) mange tog netop
til de omtalte egne; heri ligger upåtvivlelig en histor-
isk kærne, et godt gammelt »minde«. Hvorledes
skulde det ellers være at forklare, at netop disse sene
sagaer ikke lader togene gå til Vesterleden? Man
skulde dog tro, at vikingetogene i det 9. og 10. årh.
til Vesten helt havde opslugt mindet om de ældre
tiders forhold. Ved disse tog er Nordmændene alle-
rede komne i forbindelse med fremmede folk og
fremmed kultur.

Det er allerede nævnet, at runeskriften tidlig er
kommen til Norge; Wimmer daterer Einang-stenen,
Valsfj.-st, Tune-st. og fl. til tiden mellem 500 og 600;
andre sætter nogle af disse stene endnu længere til-
bage i tid. Denne kendsgærning er af en særlig

Digitized by VjOOQ IC

6

vigtighed. Desværre giver disse runeindskrifter os ikke
mange oplysninger af almindelig interesse i denne
sammenhæng. På den norske Myklebostad-st. findes
navnet a(n)sugas, altså dss-navnet, hvilket forudsætter
troen på de fra litteraturen kendte magter (jfr. a(n)su'
gisalas på Kragehul-spydskaftet); også det fra litte-
raturen velkendte navn på guderne: regin findes i en
svensk indskrift (ragina- Nolebyst.). Herved får vi
positive oplysninger om en gammel gudetro i al al-
mindelighed — foruden hvad arkæologien atter kan
oplyse især angående troen på livet efter døden (grav-
udstyr; offergaver). Den mener endogså at have
fundet altre (stenhobe, der ikke kan forklares ander-
ledes), ja mulig enkelte rester af gudebilleder. Ved
én tilvisse forsvarlig tilbageslutning kan man antage
en gudetro en rum tid for år 800 på et temlig frem-
skredent standpunkt, og som forudsætter lange tiders
udvikling. De ældste skjaldekvad (Brages digte) viser,
på hvad standpunkt gudetroen var i Norge i den
første fjærde- eller halvdel af det 9. årh., altså lige i
begyndelsen af vikingetiden. At disse digte er ægte
nok, vil senere blive påvist. De viser, at den
gamle mytologi allerede dengang var så udviklet i
alle væsenlige træk — ikke blot hovedtrækkene —
som den nogensinde blev, selv om den ingensteder
har haft den fulde afrundede form eller fuldkomne
system, som senere tiders lærde ved hjælp af alle de
forhåndenværende kilder har søgt at sætte sammen.
Allerede dengang var guderne i hoj grad menneske-
liggjorte; deres menneskelige natur er så at sige på
ethvert punkt mere fremtrædende end den oprinde-
lig har været; det oprindelige naturgrundlag, hvis
omfang dog ikke må overdrives, er i den grad trængt
tilbage, at det næsten ikke mærkes. Men derved er
den menneskelige skrøbelighed kommet til at klæbe
ved dem, og den indeholder en livskraftig spire til

Digitized by VjOOQ IC

undergangen for troen på dem. At vikingetogene i
det 9. og 10. årh. og de dermed følgende forbindelser
med fremmede folkeslag, deres sæder, tro og livsop-
fattelse, har mægtig bidraget til at undergrave den
gamle tro, er givet. løvrigt bærer den gamle myto-
logi, der uden tvivl i den form, vi kender den, er
specifikt norsk, i alt væsentligt præget af det folks
sindelag, levevis og kultur i det hele, hos hvilket den
findes, og ikke mindst af det lands beskaffenhed, som
det havde beboet fra arilds tid. Hvad de enkelte
guder angår, viser stedsnavnene tilværelsen af guder
som Odin, Tor, Frøy, Ty, UH, Njord, Balder, ja
endogså underordnede guder som Vidar og Forsete
er repræsenterede. De fleste af disse navne er sik-
kert ældre end 800. Templer, hove, til deres dyr-
kelse, tildels opkaldte efter dem, kendes i et betyde-
ligt antal; tempelpræsterne kaldtes ^odz (flt godarj, et
navn, der især er kendt fra Island i det 10. årh.

De indførte sagn omdannedes i nordisk ånd, per-
sonerne, både de mandlige og kvindelige, blev helt
nordiske i deres goren og laden og de blev, hvilket
er etslags ydre symbol, genealogisk knyttede til rent
nordiske helteskikkelser. Af sådanne har der været
flere, der allerede længe for 800 var bleven omvundne
med sagnets glitrende væv, bleven helteidealer, hvor
nordisk ånd og karakter ligesom samlede sig i et
kraftuddrag.

Vore gamle forfædre havde et åbent oje for det
ydre, der omgav dem ; at de havde sans for naturens
skonhed, viser deres bosættelse og fremfor alt visse
stedsnavne, som f. eks. Skaun; yzVi-navne viser sikkert
ikke alene, at græsgange som sådanne var til nytte
for dem, men også til fryd for ojet. At de morke
ubebolige Qælde har gjort et dybt og uhyggeligt ind-
tryk på dem, viser den omstændighed, at de befolkes
med menneskenes værste fjender, jætterne.

Digitized by VjOOQ IC

8

Hinandens ejendommeligheder har vore forfædre
haft et særdeles åbent oje for; det ser man bl. a. af
de mange tilnavne, de har givet hinanden, og der
kendes ikke få fra de ældste tider af; disse tilnavne an-
går ikke blot deres ydre, men også deres indre, deres
intellektuelle egenskaber på mange måder.

Samfundslivet kan vi kun ved tilbageslutninger
danne os forestillinger om. At der for 800 havde
udviklet sig visse retsbegreber, ja fuldt udviklede rets-
bestemmelser, er en given sag, selv om der ikke endnu
fandtes andet end småkongedommer (fylkeskonger),
hvor dog den individuelle frihed havde meget vide
grænser. Heller ikke kan der være nogen tvivl om,
at der for den tid har dannet sig visse, ligesom faste
kærnesætninger (talemåder, ordsprog), der er grund-
ede på en betragtning af det sociale liv og det indi-
viduelle liv på engang, samt på de gjorte livserfar-
inger.

Man har, kort sagt, på alle områder ret til at
tænke sig et temlig hojt kulturtrin i de nærmeste
århundreder for 800 for vore forfædres vedkommende,
også for de længst fra kulturens arnesteder boende
Nordboers, Nordmændenes. At disses liv i mange
henseender har været tarveligt, ja kummerligt, er en
anden sag.

Hvad det åndelige liv iøvrigt angår, er man beret-
tiget til at antage, at der for 800 både har været
sagnkyndige mænd (fortællere, historikere) og digtere
(skjalde), disse sidste mulig tildels ialfald identiske,
med de såkaldte ^/z>. Af Brages digte ser vi, at der
allerede tidligere har eksisteret sagn (og myter), og
disse måtte have deres bærere og meddelere; direkte
fremgår dette af Tjodolfs Ynglingatal fra den sidste
del af det 9. årh.; digteren siger deri atter og atter,
at han har spurgt mange andre om de æmner,
han besynger, søgt historiske oplysninger om de en-

Digitized by VjOOQ IC

9

kelte konger, han kvæder om; ja, han bruger udtryk-
kelig betegnelsen »frode mænd« om disse; men »frod«
er netop den klassiske betegnelse for en særlig sagn-
og saga-kyndig person. I en kongesagabearbejdelse
nævnes udtrykkelig en person med delte ord som
tilnavn som ældre samtidig af Harald hårfagre; der
er intet til hinder for at antage, at denne person er
historisk. At skjaldskab er langt ældre i Norden end
ca. 800 er sikkert. Der kendes jo allerede ved denne
tid og i det følgende halvhundredår flere navngivne
(norske) skjalde, om hvis tilværelse der er ingen
grund til at tvivle. Vi kender dele af ældre indskrif-
ter i versform, regelrette i bygning m. h. t. bogstav-
rim f. eks. Vi er istand til med nogenlunde sikker-
hed at konstatere tilværelsen af den otte-linjede forn-
yr8islagsstrofe. Hvad slags digte man har forfattet,
er man derimod kun istand til at udtale formodninger
om. Rimeligvis har det været digte af en lignende
art som nogle af Eddadigtene, dels om ældre per-
soner og deres bedrifter, dels af mere personlig art;
om Ulv oarge (den frygtløse) hedder det, at »han
digtede en drape i løbet af en nat og fortalte om
sine bedrifter; han var død for daggry«; Ulv må
have levet i det 8. årh. Hvor vidt sådanne skjalde
har været knyttede til fyrster eller konger, savner man
antydninger om (jfr. dog Sakses fortælling f. eks. om
Hjarne); men ialfald knyttes de ældste kendte skjalde
bestemt til sådanne, som Brage selv ; Audun illskælda
siges at have været skjald hos Harald hårfagres
fader, Halfdan svarte. I denne forbindelse bor pulir'ne
omtales. I de ældste kvad omtales disse mænd, ja
der nævnes en bestemt plads, en stol — altså vel i
hovdingens hal — til dem, pular stoIL Ved at under-
søge deres væsen og beslægtede ords forekomst og
betydning har man ment at kunne fastslå, at disse
pulir var ældre mænd, der sad inde med kundskaber

Digitized by VjOOQ IC

10

ikke blot af historisk art, men også og navnlig om
det menneskelige liv og dets mange grenede forhold,
at de var, man kunde sige, datidens filosoffer; deres
kundskaber og visdom plejede de at udtale ved storre
festlige sammenkomster, samt for hovdingen og hans
følge; og der er meget, der taler for, at de har gjort
det, tildels ialfald, i verseform (jfr. ordet pula, et
langt, især remsemæssigt digt, verbet atpylja). Disse
puUr var sikkert meget ansete, hvis ord havde stor
betydning; mulig har man tillige anset dem for at
besidde en overmenneskelig åndskraft; ialfald optræder
ordet i historisk tid omtrent i betydningen trold-
mand. Men det må betragtes som sikkert, at pulir
som sådanne tilhører tiden for Harald hårfagre.
Under ham synes de helt at være bleven fortrængte,
ialfald fra høvdingers og kongers omgivelser, af de
egenlige skjalde, hirdskjaldene, der nu bliver så at
sige en fast institution.

At trolddom (spådom, sejd) allerede har' været
udøvet for 800 er der ingen grund til at betvivle. Vi
møder sådanne personer, både mænd og kvinder
(seidmenn, volur osv.), i historisk tid i et stort antal
især i Norge (tvivlsomt om de har været på Island).
Også troen på runetegnenes magiske kraft og deres
brug som tryllemidler er hævet over enhver tvivl (jfr.
Bjorketorp-indskr. fra Sverrig, hvor kraftige runer er
nævnede; på Noleby-st. kaldes de for 'fra guderne
stammende'). Troen på trolddomsvæsner går upå-
tvivlelig meget langt tilbage i tiden. I lædertasken
fra Hvidegårdsfundet, der indeholdt »halen af en
snog, en lille konkylje, der kun lever i middelhavet,
et lille tilskåret træstykke, et brudstykke af en rav-
perle, et stykke af en rød sten, en lille flis af flint,
en falkeklo« m. m., må der vistnok ses et vidnesbyrd
om trolddom ; de nævnte genstande har vel snarere
været vitt ('heksemidler') end amuletter.

Digitized by VjOOQ IC

11

Med vikingetogenes begyndelse begynder også
den egenlige historiske tid for Norden. Det 9. og 10.
årh. er for Nordens vedkommende tillige med det
samme en gennembrudstid, en tid, i hvilken der
skete forskellige hovedbegivenheder af uhyre betyd-
ning både indadtil og udadtil; den er tillige heden-
skabets sidste periode og afsluttes så at sige med
dets undergang. I Norge optræder kort efter midten
af det 9. årh. den kraftige unge kongeson Harald
luva, senere hårfagre, som landserobrer, som lands-
samler; i slaget i Hafsfjord i 872 knækker han den
sidste afgorende modstand og Norge er samlet for
alle tider — under én konge. At dette måtte have
gennemgribende forandringer med sig er indlysende.
Harald indretter sit nye kongedomme mulig efter
fremmed mønster (det frankiske kongedomme), han
danner en prægtig hird, som Torbjorn hornklove har
beskrevet i sit digt; deri var ulvhedner, bersærker,
skjalde ikke at glemme, ja, der var endogså frem-
mede goglere allerede tilstede. Hvorvidt nogen vest-
ron, d. V. s. angelsaksisk indflydelse har gjort sig
gældende ved dannelsen af hirden, er særdeles tvivl-
somt; fremmede forbilleder var desuden ret over-
flødige, da der ikke kan være nogen tvivl om, at de
norske småkonger havde haft en hirdskare om sig.
Haralds blev en sådan blot i storre stil. lalfald
savnes holdbare støttepunkter for en vidtdreven efter-
ligning. Haralds landstilegnelse (odels-tilegnelsen) be-
høver ikke her at granskes nærmere; det er nok
at bemærke, at Nordmændene, ialfald mange af dem,
så deri en uudholdelig krænkelse af deres odels- og
ejendomsret, der drev dem til en kraftig modstand
eller til udvandring; det er denne faktiske følge, som
her er vigtigst.

Vikingetogene var, som sagt, begyndte. Nord-
mændene havde opdaget de vestlige øer, Færøerne^

Digitized by VjOOQ IC

12

Hjaltland (Shetlånd), Orknøerne osv. Tidlig blev
disse midlertidige opholdssteder for enkelte vikinger.
Når det hos Snorre hedder, at der »i den ufred,
hvormed kong Harald underkastede sig Norge, fandtes
og bebyggedes udlande som Færøerne og Island; da
var der også stor udvandring til Hjaltland og mange
mægtige mænd i Norge flygtede bort for kong Har-
ald og drog i vesterviking, opholdt sig om vinteren
på Orknøerne eller i Syderøerne, men hærjede om
sommeren i Norge« osv., så foreligger der intet, der
er i stand til at afkræfte denne, i og for sig selv
sandsynlige, skildring. Færøerne, der forlængst var
opdagede af irske munke (eneboere), var dem, der
først blev bebyggede til stadighed. Sidst opdagedes
det fjærnest liggende Island, men netop denne, indtil
da ubeboede ø (hvortil dog også enkelte irske munke
for var nåede), skulde få den storste betydning af
dem alle.

I Skotland og Irland kom Nordboerne til at støde
sammen med et dem hidtil ukendt folk. Kelterne,
der var i besiddelse af en meget hoj kultur, for ikke
at tale om, at de havde en helt forskellig tro. Kel-
tisk åndsliv og bogkunst havde allerede så at sige
nået sit hojdepunkt; deres lærde var vidtberømte, deres
gejstlige så lærde, [at de kaldtes Evropas læremestre;
de havde stiftet flere klostre på fastlandet (som St.
Gallen), hvor videnskaben dyrkedes; hyppigt sam-
kvem mellem disse og moderlandet har sikkert eks-
isteret. Irsk ornamentik stod hojt — hvorimod Irerne
i praktisk henseende på mange punkter stod tilbage
for andre folk, især Germanerne. De var meget ånds-
livlige, fantasifulde til det yderste, der ikke kendte
mådehold i udtryk, både hvad disses styrke og vidt-
løftighed angik. Endnu bemærkes, at de talte et
sprog, hvoraf Nordboerne ikke forstod et ord, lige-
sålidt som disses sprog forstodes af hine. Til at be-

Digitized by VjOOQ IC

13

gynde med kunde der allerede af den grund ikke
være tale om nogen åndelig berøring og gensidig på-
virkning. At den måde, hvorpå vikingerne for frem
plyndrende, brændende, myrdende, ikke bidrog der-
til, er selvindlysende. Først ved eller efter midten af
det 9. årh. begyndte Nordboerne at overvintre og op-
holde sig mere til stadighed i de keltiske egne, og
først da kunde der være tale om en påvirkning og
samkvem af betydningsfuldere art. Noget lignende
gælder om forholdet til Englands ikke-keltiske befolk-
ning.

Sporgsmålet om den gensidige påvirkning og ind-
flydelse er af en overordenlig vanskelig art, for ikke
at sige umuligt at løse. Ved almindelige fraser, ved
begejstrede ord om tiltrækningskraften hos to mod-
sætningsnaturer og lign. løses sporgsmålet ikke; hel-
ler ikke ved mere eller mindre løse påstande, mere
eller mindre velbegrundede hypoteser. 1 almindelig-
hed tor det siges, at kun det håndgribelige, konkrete
kan vejlede os. At den ydre kultur, som Nordboerne
kom i berøring med, som de så med deres egne ojne,
og de til denne hørende enkelte genstande, som de
erobrede, kunde og måtte gore indtryk på dem, ægge
dem til efterlignelse osv., må siges at ligge i sagens
natur; irsk ornamentik har således bevislig påvirket
de nordiske kunstnere (smede). Det vilde heller ikke
være urimeligt, om klædedragt og husbygning havde
givet Nordmændene impulser; herom forehgger der
dog intet sikkert. Også sproget kunde mulig være
påvirket. Dette er tilfældet. Men ejendommeligt nok
er de lån, man i nordisk (norsk-islandsk) kan på-
vise, i det hele yderst få, medens de nordiske lån i
keltisk er af en langt storre udstrækning. Heraf kan
vel intet yderligere sluttes som f. eks. at Kelterne i
og for sig har været mere modtagelige for påvirkning
end Nordmændene, skont netop dette godt synes at

Digitized by VjOOQ IC

14

passe til Kelternes langt livligere natur. Nordmænd-
ene var selv alt andet end egenlig livlige, endmin-
dre var de fantastiske; deres karakter minder mest
om de kolde, beregnende Romere; og dette gælder
om muligt i endnu stærkere grad Islænderne, disse
dygtige, formalitets-dyrkende jurister, som de senere
viste sig at være. Hvorvidt keltisk sagn- og digte-
kunst har påvirket Nordmænd eller Islændere, vil vi
senere komme tilbage til.

Island opdagedes omkr. 870 og fik hurtig, ved
tilstandenes art både i Norge og Irland, en betydning
som varigt tilflugts- og opholdssted for alle dem, der
ikke kunde udholde at leve under de forandrede for-
hold i Norge og som holdt af en fast og til vis grad
fredelig livsførelse. I de følgende år befolkedes øen
rundt omkring, så at den omkr. 920 eller for var så
at sige helt bebygget; 930 oprettedes den bekendte
selvstændige, lovordnede fristat.

Befolkningens art har været meget drøftet, idet
man har peget på det tilsyneladende betydelige kel-
tiske element deri og villet tillægge det en overorden-
lig betydning (S. Bugge, Alex. Bugge og fl.). Som så
ofte ellers har man gjort sig skyldig i store over-
drivelser på dette punkt. Især er A. Bugge (i sin
bog: Vesterlandenes indflydelse) gået utilladelig vidt i
sine antagelser og optælling, idet han uden nogen
som helst hjemmel i kilderne sætter adskillige af de
islandske nybyggere i forbindelse med Vesten og får
således omkr. 115 sådanne, der skulde være komne
i en mere eller mindre intim forbindelse med Kel-
terne og deres kultur. En så besindig og hvad tal
angår pålidelig forfatter som B. Melste8 (i f slendinga
saga) får et antal af 60, d. v. s. Ve ^f ^^ indvan-
drede ; dette er ialfald et langt korrektere tal ; jeg har
fået et langt mindre tal endnu, idet jeg har holdt mig
til de egenlige landnamsmænd, men jeg indrommer,

Digitized by VjOOQ IC

15

al det måske er noget for lavt. Det er tilvisse sandt,
at kvaliteten af de indvandrede er af nok så stor
betydning som kvantiteten (A. Bugge), og blandt de
landnamsmænd, der indvandrede efter at være komne
i berøring med Kelterne, var nogle af de ypperste
nybyggere. Men også geografisk må man se på for-
holdet, og det er da det, at disse her omtalte land-
namsmænd bosatte sig i en stor egn (Dalene) på
vestlandet, i Ø^ordsegnen på nordlandet og så en-
kelte steder i det sydlige land — medens store dele
af landet — og de storste — er bleven uberorte, så-
ledes hele den nordvestlige del (svarende til IsaQords-
— [storste delen], Stranda- og Hunavats-, samt Skaga-
Qordssyssel [storste delen] ; dernæst hele det østlige og
sydlige land fra og med Tingø-sysler til og med Ar-
næssyssel på nogle få undtagelser nær. At dette ikke
er uden betydning siger sig selv. Også dette viser,
at man må være noget forsigtig med at tildele berør-
ingen med Kelterne en så overordenlig betydning.
»Irsk kultur har lige fra den første landnamstid sat
sit præg på Islands åndelige og materielle kultur«
(A. Bugge) er en påstand, som det er lettere at frem-
sætte end bevise; den overvejende rent norske del af
befolkningen ilige fra den første landnamstid« har
dog vel ikke været ganske uden betydning. Dens
norske kultur forekommer mig at være lige så til at
tage og føle på som den irske, ja i virkeligheden langt
klarere og bestemtere. I denne forbindelse må næv-
nes, at en del af de islandske landnamsmænd var
kommen i en stærkere eller svagere berøring med
kristendommen, nogle havde ladet sig døbe, nogle
kendte desuden endel til den fra deres færden i de
vestlige lande. Ganske vist var så godt som alle deres
efterkommere allerede i 2. led hedenske. Desuagtet
kunde dette forhold ikke undlade at virke svækkende
for hedenskabet. Heller ikke må det glemmes, at

Digitized by VjOOQ IC

16

allerede i begyndelsen af det 9. årh. får Nordboerne
— først Danske og Svenske — kendskab til kristen-
dommen gennem Ansgars forkyndelse. Gentagne
gange i det 10. årh. kom Nordmændene i berøring
med den (Hakon d. gode; Erikssonnerne; den danske
forkyndelse i det sydlige Norge under Harald blå-
tand). Alt dette har mægtig bidraget til hedenskabets
indre forfald, slappet troen på de gamle guder,
styrket og avlet den enkeltes tro på sin egen styrke,
noget vi ofte i denne overgangsperiode hører omtalt.
Nogen trosfanatisme findes ikke i nogen synderlig
grad på Island; der rejstes rigtignok modstand både
mod Torvald vidforles og Stefners trosforkyndelse,
men efter alt at domme var det ikke så meget for-
svaret for den gamle tro som sådan som i det hele
taget blot en træg holden fast ved det gamle; og i
denne forbindelse havde det sin betydning, at de
verdslige hovdinger med deres statsvirksomhed for-
bandt tempelforstanderskab (»goderne«); disse to ting
var så noje knyttede til hinanden, at man til at be-
gynde med nødig har villet rokke ved det bestående.
Bekendt nok er det, hvor glat det i virkeligheden gik
på altinget år 1000, da kristendommens indførelse
blev vedtagen ved lov og alle lod sig uden yderligere
modstand døbe. Man har rimeligvis indset, at den
verdslige magt kunde forblive urokket under den ny
tro. Det hele vidner om Islændernes praktiske sans
og rationalistiske ånd, der i det hele går som en rød
tråd gennem hele deres historie. I Norge mærkes en
ganske anderledes fanatisk fastholden ved det gamle,
både under Hakon d. gode, under Gunhildsonnerne
og Hakon jarl, og ikke mindst under Olaf Trygg-
vason, der ikke fik sin vilje sat igennem uden blods-
udgydelse og hård modstand især i det nordlige Norge.
Man mærker her ganske anderledes sjælens ved-
hængen ved hedenskabets gamle guder — og heden-

Digitized by VjOOQ IC

17

skabet blev langt fra udryddet lige så hurtig i Norge
som på Island.

Hvad Islænderne og deres livsvilkår angik, var
deres land i mange henseender tilstrækkeligt for dem ;
men det ydede dem hverken bygningstømmer eller
korn, i hvert fald ikke korn nok. Bægge dele var de
nødt til at skaffe sig fra udlandet. De tyede da
naturligt nok til deres frændeland, Norge, hvor de
jo havde slægtninge og venner. Det fik hurtig stor
betydning for dem at stå sig godt med den norske
konge; derfor sluttede sig mange, både islandske
købmænd og unge Islændere', der vilde se sig om i
udlandet og erhværve sig hæder og ære, til kongen,
blev hans hirdmænd, og hirdskjalde de, der besad
ævnen til at digte, og af dem var der mange. Nor-
ske købmænd sejlede i hobetal til Island. Der var
således hvert eneste år rigelig forbindelse mellem Is-
land og udlandet, og ikke blot med Norge, men Is-
lænderne søgte også til alle de andre nabolande, til
Danmark, Sverrig, England, Irland osv. I sagaerne
omtales undertiden også vikingetog, som de unge Is-
lændere deltog i; hvad der herom fortælles især i de
yngre sagaer er nu ganske vist ikke altid pålideligt,
men det har dog sikkert undertiden forekommet.

Endnu skal bemærkes, at i den sidste fjærdedel
af det 10. årh. blev et nyt land. Grenland, opdaget
af Islænderne og koloniseret (de to bygder på vest-
kysten, der bestod til ind i det 15. årh.). Nybyggerne
stiftede her en fristat i lighed med den islandske,
men deres livsførelse var betydelig forskellig fra Is-
lændernes. Med disse havde de på grund af forhold-
ene — is- og stromforhold — så godt som ingen
berøring i den følgende tid. Den så at sige eneste
direkte forbindelse, de havde, var med Norge, og den
kunde til tider være meget ringe; sejlasen var farlig
og langvarig. Der høres sjælden eller aldrig om hird-

Digitized by VjOOQ IC

18

mænd fra Grønland, aldrig nævnes en eneste hird-
skjald derfra, og dog vides det, at digtekunsten dér
blev dyrket.

De her kortelig berørte historiske forhold havde
alle hver på sin måde betydning for tilblivelsen og
uddannelsen af den gamle norske og især den is-
landske litteratur.

Denne falder naturligst i 3 tidsrum: det første
er omtrent 800 — 1100, digtning: Eddadigte og skjalde-
digtning, — det andet spænder over omtr. 1100 — 1300,
skjaldekvad, men især den prosaiske litteratur, saga-
litteraturen osv. — det tredje endelig går fra 1300
til omtr. 1400 eller 1450, nedgangsperioden (bearbejd-
elsens og afskrivningens tidsrum).

FØRSTE TIDSRUM, 800—1100.

Vi har her, hvad positive åndsfrembringelser an-
går, med digtning at gore. Denne består af to
slags digte, som man plejer at holde ud fra hinanden,
uagtet de på mange måder er nær beslægtede og i
grunden inderlig forbundne med hinanden. Forskel-
lige er de — dog ikke absolut — m. h. t. form, idet
den ene slags, Eddadigtene (-kvadene), som de
plejer at kaldes, er alle digtede i de oprindeligere, simp-
lere versemål, medens den anden art, skjaldekvad-
ene, er oftest forfattede i længere, kunstigere verse-
mål, der dog står i et noje (genetisk) forhold til hine.
Dernæst er de forskellige i indhold, idet Eddadigtene
udelukkende handler om guder og myter, om gamle
nordiske og — mest — ikke-nordiske sagn personer
og forhistoriske begivenheder, ét om det gamle sam-

Digitized by VjOOQ IC

19

fundsliv og moral, medens skjaldekvadene til gen-
gæld — for storste delen — er digtede om og i an-
ledning af levende, med forfatterne samtidige, fuld-
stændig historiske personer (fyrster) og deres bedrifter.
Dog kan der her påpeges nære berøringer med Edda-
digtene (de ældste skjaldekvad om myte- og sagn-
fremstillinger på skjolde; de ældre genealogiske digte
osv.). Endelig er der den forskel, at skjaldekvadene
er for alier storste delen navngivne, medens Edda-
digtene uden undtagelse er anonyme; dette hænger
sammen med hægge digtarters art og væsen; ind-
holdet af Eddadigtene var for en stor del givet i for-
vejen; uagtet flere af deres forfattere sikkert kan og
bor opfattes som digtere med originalitetens præg og
ret, er de ikke bleven betragtede således af deres
samtid og har vel næppe selv gjort det. Skjalde-
kvadene var ganske anderledes deres forfatteres ånde-
lige ejendom, som de var stolte af og som var og
blev knyttede til dem og deres livs måske minde-
værdigste afsnit.

Skjaldskab — og herunder hører Eddadigtene
ubetinget i al almindelighed — , skåldskapr, kvedskapr
(skåldskapar-list, -iprétt) indbefatter alt, hvad der er
dannet i > bund en« form efter visse, bestemte hoved-
regler, ligegyldigt af hvad art eller indhold. Bortset
fra hovdingekvad (sogukvædi) [og Eddadigte] fandtes
der hovedsagelig kun elskov s digte (mansongr) og
spottedigte (nid, flimt el. flim), disse to ofte særiig
fremtrædende i de to såkaldte »løse vers« (lausar visur,
lausavisur), der dog også kunde være digtede om alt,
hvad der forefaldt i det daglige liv. Denslags impro-
visationer har spillet og spiller endnu på Island en
overordenlig stor rolle.

Hvad der m. h. t. formen er fundamentalt er
en vis bogstavforbindelse (stavrim) mellem to
linjer, et bestemt stavelseantal i linjen, hvor dog

2*

Digitized by VjOOQ IC

20

stavelserne kan indtage forskellige stillinger til hin-
anden m. h. t. kvantiteten (rytmisk varierende former),
og endelig strofisk inddeling.

Bogstavforbindelsen består i, at to (eller
tre) betonede ord i de to linjer begynder ens (alle
vokaler betragtes som identiske; sk, $t, sp kan ikke
rime med enkelt s, men kun med sig selv); det på-
gældende ord i den sidste linje må stå i dennes be-
gyndelse (første led); bogstavet her hedder 'hoved-
stav' (hofudstafr) ; det andet (eller de to andre; der
er altid to i de længere versemål) står i den første
linje og kaldes i reglen 'støttestav' (studill; flt. studlar).
Dette stavrim er fælles for al germansk olddigtning.

Stavelseantallet er meget forskelligt og det
er herpå, at de enkelte versemål kan siges at bero.
Det oprindeligste er fir stavelses linjen, bestående
af to betonede og to ubetonede eller i alfald mindre
stærkt betonede stavelser; efter disses indbyrdes stil-
ling får linjen forskellige — fem — former, der simp-
lest kan fremstilles således:

_!_x _!_X; B:X^x_^;
X _i_ j_X; D: _±_\ _lX X;
i X X \ t :

her betegner x en kort el. lang ubetonet (fakultativt
bibetonet) stavelse, j_ de lange betonede (disse kan
efter visse regler opløses eller forkortes ; det nærmere
herom hører under verslæren). Så regelret har verse-
målet sikkert ikke været fra først af; der kunde ind-
blandes linjer med kun 3, eller linjer med 5 stavelser
(der ikke var fremkomne ved opløsning eller for-
kortelse). Dette versemål kaldtes fornyrdislag, 'old-
versemålet' (et historisk set træflFende navn). Det
benyttedes især til digte af episk fortællende indhold
og findes især brugt til Eddadigte, derimod ikke til

Digitized by VjOOQIC

21

skjaldekvad for end ved og efter 1100; det ansås ikke
for at være pompøst nok.

Et virkeligt fem- stavelses versemål udviklede
sig heraf med lignende 5 grundformer og benyttedes
til lignende digte, men ikke nær så hyppigt som det
første. Det findes både i Eddadigte og skjaldekvad
især ved 900 og er næppe udformet ret meget for.
Det kaldtes målahåttr (måske fordi det egenlig an-
vendtes til monologiske eller dialogiske digte).

En ejendommelig art fremkom ved en sammen-
dragning af 1. 3 og 4, 7 og 8 (i en strofe) til én linje ;
denne stod for sig selv altid med to bistave og fik
en noget forskellig længde og m. h. t. sin udgang en
bestemt form; de to andre foranstående linjers me-
triske form blev også noget løs; trestavelsesformen
meget hyppig i den første. Dette versemål hedder
Ijodahåttr og anvendtes især til dialogiske (monolog-
iske) digte af didaktisk indhold (i digte, der handler
om sporgsmål vedrørende guders, verdens og men-
neskets liv og livsproblemer). Findes så godt som
udelukkende i Eddadigte. Sammen med det foran-
stående findes det anvendt et par gange i skjalde-
kvad — efter digtets vekslende indhold.

En variation af det strænge fornyrSislag fremkom
ved systematisk at forkorte de ulige linjer med én
stavelse, afvekslende 3- og 4slavelseslinjer, kviduhåttr,
bi-ugt i episke (h6vdinge-)digte.

Fojedes 2 stavelser (ét ord j_ x) til firstavelses-
linjen, fremkom seks-stavelseslinjen, der skulde få en
så overordenlig anvendelse; den havde altså tre be-
tonede stavelser (de ulige linjer altid to bislave);
denne linje — versemål — kaldtes 'drotkvædet' (drott-
kvædr håttr, drottkvæti ntr.) og blev det, der hoved-
sagelig anvendtes til fyrstedigte gennem hele tiden.
Dette versemål udstyredes yderligere, idet man tidlig
indsatte rim, indrim, hendingar, i hver linje; til at

Digitized by VjOOQ IC

22

begynde med anvendtes disse prydelser vilkårligt og
fakultativt (sml. Brage), men hurtig fik de en fast ord-
ning og form. Oprindelig kendte man kun den fulde
hending, hvor en række bogstaver, to eller flere, gen-
toges uforandrede (an[d] . . . an[d]), adalhending 'hel-
rim'; man opdagede hurtig, at var vokalen forskellig,
men den følgende konsonant (el. konsonanter) ident-
isk, fremkom der også en 'lydlighed; det var 'en
ufuldstændig hending', skothending 'halvrim'. Reglen
blev, at helrimene anvendtes ^ de lige linjer, halv-
rimene i de ulige. Denslags findes enkelte gange i
Eddadigtene, men vistnok altid mere eller mindre
ubevidst.

Endnu kunde fojes ét io-stavelsesord af formen
_l_ X, hvorved 8-stavelseslinjen fremkom, hrynjandi
(»brusende«) /idrtr, hrynhent (-henda); den brugtes på
samme måde som drotkvædet, blot ikke nær så hyp-
pig. Den optræder først i slutningen af det 10. årh.
Flere andre versemål fremkom, f. eks. ved at anvende
rimene i fornyrSislagsverset (tøglag) eller målahåttr-
verset (hadarlag) osv. Vigtigst er, at versemål med
parvis rimede slutningsrim optræder tidlig (hos Egill),
runhendr hdttr, runhent (rækkerim). Det er ikke umu-
ligt, skont langt fra nødvendigt at antage, at disse
rim er dannede under påvirkning af de vestlige
landes digtning. Krydsvis stillede rim findes derimod
aldrig, for i det 14. årh. (i rimerne). Slutningsrim
findes enkelte gange i Eddadigtene, men vistnok
mere eller mindre tilfældigt.

I den gamle digtning gor gennemgående en strof-
isk inddeling sig gældende, og det således, at hvert
vers beslår af 8 linjer; således for skjaldekvadenes
vedkommende så godt som uden undtagelse (en sådan
er det næppe, at den sidste linje kan gentages i gen-
ganger- og drommevers ; kun én gang findes et vers på
10 linjer). I lj63ahåttr består et vers af 6 linjer.

Digitized by VjOOQ IC

23

Hvert vers deles i reglen i to bestemt adskilte halv-
dele; sjælden står de i sproglig-syntaktisk forbindelse
indbyrdes. I Eddadigtene findes der, således som de
er overleverede, mange afvigelser, idet der findes vers
på 6, på 9, 10 eller 12 linjer osv. Bedomnielsen af
sådanne vers er ikke helt sikker. Der er mange, der
mener, at dette for det meste hidrører fra digterne
selv, at den 8-linjede strofe i de her pågældende
versemål endnu ikke var fastslået og denne vaklen
skulde særlig findes i de ældste af digtene, og at man
bor være forsigtig med at udskyde linjer af den grund
som uægte eller antage lakuner. Herimod gores der,
og med megen ret, gældende, dels, at stroferne ellers
er 8-linjede allerede i de ældste skjaldedigte, og al
Eddadigtene i deres helhed udviser denne regel; dels
at indre kriterier, sammenhængens fasthed eller løs-
hed (den logiske fremstilling, gentagelse, overflødighed,
betænkelige huller osv.), taler for at overleveringen
ikke er korrekt, og der anføres, at netop sådanne
digte på grund af deres form var meget udsatte for
at blive forvanskede i de par hundrede år, de måtte
leve i den mundtlige overlevering. I enkelte tilfælde,
men desværre i ganske få, taler den håndskriftlige
overlevering for denne opfattelse. Alt i alt må den
vistnok siges at have den overvejende sandsynlighed
for sig. En enkelt art af digte, nemlig de såkaldte
Pulur, må dog vistnok danne en undtagelse, da selve
dette navn så at sige forudsætter et brud med det
bestemte strofesystem; indirekte støtter den netop
dette. Af ældre kvad er der dog kun ét, der hører
hertil (Rigspula).

Et digt kaldtes kvida — Eddadigte i fornyrSislag;
skjaldedigte i kviSuhåttr (og fornyrSislag) — , flokkr,
skjaldekvad uden nogen bestemt inddeling, drapa,
skjaldekvad med en inddeling i bestemte afsnit ved
hjælp af en talbestemt gentagelse af de samme vers-

Digitized by VjOOQ IC

24

linjer (i reglen 2 eller 4); de gentagne linjer hed stef
'omkvæd', og versene mellem dem kaldtes stefjabålkr
el. stefjamél (-mål); for sig stod da en indledning og
en tilsvarende slutning (slæmr). Stevet indeholdt en
almindelig ros el. almindelige udtalelser; stevbalkerne
handlede om den besungnes handlinger, kampe og
lign., begyndelsen og slutningen var i reglen holdt
mere i almindelighed med personlige udtalelser og
lign. Ordet drapa betyder uden tvivl 'kampenes
(drabenes) digt' (af drap) på grund af digtenes hoved-
indhold. Et således kunstigt indrettet digt var det
ærefuldeste (jfr. drotkvædet — »kvædet for, i påhør af
drotU^ hirdskaren), og en stolt fyrste (som Knud d.
store) kunde føle sig fornærmet over et simplere digt,
en flokkr. I Eddadigtene findes stevet anvendt et
par gange, men langt friere (Voluspå, Go8rkvi8a en
forna).

Fremkomsten af religiøse digte gjorde ingen for-
andring i versemålene; den ydre form og de gamle
versemål tilligemed digtenes indretning bibeholdtes
uforandret — helt ned i det i5. årh. Dette hænger
dels sammen med versemålenes indre karakter —
drotkvædet og hrynjandi håttr egnede sig udmærket
til alle slags digte ; dels med at de religiøse digtes ind-
hold var nær beslægtet med drapernes (det blev et-
slags helte- og handlingskvad) ; dels endelig med en
mangel på ævne — her altså især hos Islænderne —
til at finde på noget helt nyt, en vis passiv konserva-
tisme i forbindelse med en ringe åndsflugt — noget,
der i det hele helt igennem viser sig at være tilfældet
i den islandske litteratur.

Skjaldesproget. Fælles for både Eddadigte
og skjaldekvad er et ejendommelig udformet sprog.
Bogstavrimet er i og for sig ikke ganske fordringsløst,
det stiller allerede krav til ordrigdom, jo mere, jo
flere de allittererende bogstaver er (som i drotkvædet).

Digitized by VjOOQ IC

25

Endnu storre krav stillede indrimene i de enkelte
linjer. Til sammen har bægge faktorer bidraget til
at skabe og udvikle det rige sprog, som det var
skjaldenes særlige kunst at bruge. Endel af, hvad
der kan siges herom, gælder for alle tiders digtere,
således brugen af synonymer, almindelige ensbe-
tydende eller omtrent ensbetydende ord (som Qæld
og bjærg, bjærg og klippe osv.). Men sprogene ejer
i reglen tillige gamle, uddøende ord eller ord, som er
ved at fortrænges af andre; vi ser i det gamle sprog
ordet marr — 'hav' som et eksempel herpå; det brugtes
ikke mere i daglig tale, derimod holdt det sig i sam-
mensætninger — og det gor det endnu den dag i
dag på Island — ; det blev optaget af skjaldene, blev
adlet og fik plads blandt de fornemste ord, og således
et utal af andre ord. Endel ord, der oprindelig el.
etymologisk havde stået temlig langt nede i rang,
løftedes efterhånden op og fik sæde blandt de bedste;
det ligger så langt tilbage, at denne udviklingsgang
er forhistorisk for os. Det siger sig endelig selv, at
skjaldene havde særdeles let ved at danne sig ord
— forståelige for alle, men dog kun brugelige af
dem selv; således nomina agentis (personbetegnelser)
af verber, som fylkir 'fylkeren' (o: kongen, hov-
dingen) til fylkja 'at fylke' osv. osv. Allerede herved
blev deres sprog så at sige uendelig rigt, så at de
havde let ved at finde de ord, de i ojeblikket havde
brug for. Men herved stansede man ikke.

Sammensatte benævnelser lå ofte — efter oje-
blikkets tarv eller indskydelse — snublende nær, f.
eks. at kalde en konge for 'hærens styrer', eller
'sværdets svinger' og lign. Herved står vi overfor
den overmåde omfattende sprogbestanddel, som med
ét ord kaldes kenning egl. 'opkaldelse' (vb. at kenna
'at gdre kendelig, opkalde'). I det anførte eksempel
»opkaldes« kongen efter sværdet. »Søens træ« er et

Digitized by VjOOQ IC

26

andet eksempel som kenning for skibet. Dette er den
simpleste slags. Istedenfor ordet 'svinger' (sværdets
SV.) fandt man på at indsætte et gudenavn, f. eks.
Ty, Njord, Frey osv. Heri ligger en opkaldelse efter
guden Ty osv., og dermed en sammenligning med
liam, og det er dette sidste, der her er det centrale.
Denne art af kenninger er sammenligninger af
samme art som ethvert folks poesi besidder. »Sværd-
ets Ty kæmpede« er identisk med en sætning som
»han (fyrsten) kæmpede med sit sværd (så drabelig)
som Ty, eller som en gud«. Virkelige sammenlig-
ninger tager ofte en stor plads op; i det snævre,
nordiske vers var der ikke megen plads til denslags;
man hjalp sig så med denne udvej, at lave disse
korte sammensatte betegnelser, og man kan ikke
nægte, at det var snildt fundet på. Efter engang at
isen var brudt, behøvedes der ikke meget for at se
og udfinde, at der så at sige ikke var den ting, der
ikke kunde omskrives, og i virkeligheden ser man også
at således var det. De fleste kenninger udspringer
naturligvis af de hyppigste æmner, hvorom der dig-
tedes; fyrsten, våbnene, kampen, kampens dyr og
fugle osv., havet og bølgerne, skibet osv. forekom
hyppigst, og på utallige måder er omskrivningerne
herfor dannede og varierede. Det var netop varia-
tionen, der var nødvendig og ønskelig. Den fremkom
også ved, at der dannedes tre- eller fireleddede ken-
ninger, idet det ene eller det andet led atter omskreves.
Vi nævnede »søens træ«, men sø kan omskrives f. eks.
som 'søkongens vej, bane, stf osv. Det var atter ikke
blot lyst til at variere og vise sin ordkløgt og sprog-
kunst, der bevirkede dette, men formen bidrog ganske
sikkert sit til. En rigelig anvendelse af denslags ud-
tryk kan medføre og medførte en overlæsselse —
overdrivelse vil mange sige — , og gor, at det hele kan
blive broget og ikke ganske let at gennemskue på

Digitized by VjOOQ IC

27

stående fod. Det må dog siges, at skjaldene ikke
forlod det naturlige grundlag og de holdt sig inden-
for det naturliges grænser, idet de dog benyttede sig
af den fulde frihed — m. h. t. substitutioner af syno-
nymer f. eks. — indenfor disse. Det følger af dette og
af sig selv, at sætningens øvrige ord måtte indrettes
efter kenningen eller dens hovedord og stå i fuld
logisk samklang dermed; det hele skulde udgore et
naturligt hele. Et eksempel herpå kan hæntes fra
Brages vers (en af de længste kenninger vælges her
med flid): »Det er malet [siger skjalden] på Leifes
lands træers løv« (for 'træer' står ranna, der både be-
tyder 'buskads' og 'træ', det er et særlig velklingende
ord, der så at sige helt forsvinder i oversættelse).
Rent mekanisk set betyder kenningen: Leifes (en sø-
konge) land = sø; dennes runnr 'skib', skibets løv
er 'skjold', (fordi skjolde opstilledes rundt på skibet).
Man kan sige, at 'skibets løv' ikke er synderlig hel-
digt udtryk i og for sig, men man må ikke gå så me-
kanisk tilværks; man må se på hele det originale
udtryk under ét. De tre sidste ord hører sammen
som et anskueligt hele: »de på landet voksende
træers løv«, vi ser den løvrige, skonne skov for os,
et naturbillede, som var egnet til at forstås let og
nydes med velbehag. Men nu kommer »Leife« til
og forandrer det hele til det omtalte; vi ser da skjold-
ene, der omgiver skibet ligesom bladene, der om-
kranser træet. Det er på engang et naturbillede og
en poetisk sammenligning, som skjalden giver, en
sammenligning, der også tager sigte på den ydre form-
lighed mellem et skjold og et løvblad. El utal af
lignende eksempler kunde anføres. Den anførte ken-
ning er som sagt en af Brages alier længste. Mekanisk
betragtet er den måske i manges ojne skruet; rigtig
opfattet er den smuk og poetisk anskuelig. Der er
en friskhed over disse kenninger, grebne som de som

Digitized by VjOOQ IC

28

oftest er ud af livet og naluren, og de viser, hvor
skarpt et oje vore forfædre havde for det skonne, op-
hojede og ejendommelige omkring dem. Men de var
alligevel en farlig ting; hos en mindre god skjald
med liden opfindsomhed eller ikke tilstrækkelig ord-
sans osv. kunde de let blive en skabelonmæssig pryd-
else, en tom leg med ord. I den periode, der her
omhandles, skete dette i det hele taget ikke; først
henimod dens slutning begynder man for alvor at
mærke noget til det. I den følgende tid bliver de
efterhånden kun mere eller mindre tomme betegnelser
uden liv og anskuelighed. De bedre skjalde er ind-
byrdes noget forskellige m. h. t. opfindsomhed og dri-
stighed i dannelsen af kenninger; i så henseende er
Egill fremragende. Man vil i det hele finde, at de
hos de ældre skjalde omkr. 900 og i den første halv-
del af det 10. årh. er af en noget gammeldags stiv-
hed og kraftig fasthed; men hos skjaldene omkr.
1000, mænd som Einarr skålaglamm, HailfreSr vand-
ræ8askåld, har de fået noget let, legende smidigt ved
sig, de synes ikke at have voldt noget intenst hoved-
brud; hos ingen er dette tilfældet i så hoj en grad
som hos Sigvatr, »han som — ifg. Snorre — talte
gudernes tungemål hurtigere og lettere end daglig al-
mindelig talec. Hos disse sidste skjalde mærkes hel-
ler ikke den stærke og i syntaktisk henseende så
umulige ordstillinger som for og ofte senere; helt til
at undgå var de ikke; det er disse ordstillinger,
som gor verset for nutidsmennesker langt mere ufor-
ståeligt end kenningerne og vanskeligere tilgængeligt.
Derfor kan man heller ikke tale om egentlig stil
hos disse skjalde.

Hvad Eddadigtene angår, anvender deres for-
fattere det her skildrede skjaldesprog i rigt mål, først
og fremmest naturligvis enkeltbenævnelserne. Men
det er let at se, at formen her var ganske ander-

Digitized by VjOOQ IC

29

ledes let og langt mindre fordringsfuld. Hovedsagelig
derfor er det, at man dér finder forholdsvis langt færre
kenninger, og dog er der ikke få af dem, og de er
langt fra altid lige så godt og logisk eller poetisk
anvendte som i skjaldekvadene. Dette er sikkert.
Når man endogså i den sidste tid (Symons) har været
tilbojelig til at hæve Eddadigtene i denne henseende
på skjaldekvadenes bekostning, beror dette på en
misforståelse. Man tager da ikke det tilborlige hen-
syn til den forskellige metriske form ; det er denne
ene og alene, der betinger forskellen. Tilsyneladende,
men kun også det, står Eddadigtene på et mere pri-
mitivt stadium; at drage slutninger af dette forhold
m. h. t. Eddadigtes og skjaldekvads oprindelige alders-
forhold kan ikke gores. I virkeligheden er forskellen
på Eddadigte og skjaldekvad meget ringe m. h. t.
det i dem fremtrædende skjaldesprog; ja, man kan
endogså sige, at netop deri viser det indre slægtskab
sig aller klarest.

Omtalen af skjaldesproget i særlig forstand samt
verseformen fører over til et andet vigtigt forhold
for skjaldenes vedkommende og omtr. i samme grad
for Eddadigtenes forfattere. Det er det studium,
som enhver, der formede vers og digtede nordiske
(norsk-islandske) vers, uundgåelig måtte gore. Der
var her tale om en idræt, iprott, kunstfærdighed, der
tildels ialfald måtte læres. Verseformen i og for sig
var det mindste; men det var skjaldesproget, særlig
kenningerne, der måtte læres; her blev der tale om
et ndm. Ikke blot dannelsen af kenningerne i og for
sig måtte være genstand derfor, men i tilslutning
dertil også det passende og logiske ordvalg i det hele.
Men kenningerne beroede for en stor del på gamle
myter og sagn; disse måtte man kende og det tem-
lig udførlig for rigtig at kunne forstå og danne hine.
De unge skjalde, adepterne, har uden tvivl sluttet

Digitized by VjOOQ IC

30

sig til ældre skjalde eller myte- og sagnkyndige
personer, sådanne som Hymeskvadet nævner god-
målugir, og lært af dem. Ganske vist får vi få oplys-
ninger herom, men foruden at det sikkert kan forud-
sættes og skimtes bl. a. i den lille anekdote om
Egils og Einars samtaler på altinget om skjaldskab,
foreligger der vistnok et fuldt bevis herfor i Refs
halvvers af et arvekvad om hans fosterfader, skjalden
Gizurr, der faldt i Stiklestadslaget; han udtaler her:
»Ofte bragte han, huld som han var, mig til Ravne-
gudens hellige bæger« (digterdrikken, digtet). Dette
kan næppe forstås på nogen naturligere måde end at
digteren med vemod mindes den undervisning i
digtekunsten, han har nydt hos sin fosterfader. Aldeles
klart udtaler Snorre dette studium og dets nødven-
dighed i sin Edda, ligesom han har haft den mest
levende forståelse af den inderlige forbindelse mellem
det og den gamle mytologi; det er derfor han ind-
retter sin Edda således som han gor det.

Dette indtrængende studium i forbindelse med
medfødte ævner gjorde en digter til en 'hovedskjald'
(hofudskåld, pjodskåld).

M. h. t. overleveringen af de gamle digte kan
det hævdes, at den ene og alene har været mundtlig,
idet den ene lærte dem af den anden. Der savnes
ikke oplysninger herom; først og fremmest hvad der
fortælles om Stiifr, at han kunde en stor mængde
skjaldekvad udenad. Han og andre — især de,
der yndede at underholde med dem som Tormod
Kolbruneskjald — har af interesse samlet så mange
som muligt. Og det samme gælder uden tvivl Edda-
kvadene. Kendskab til dem spores på flere måder
hos skjaldene. Derimod er det sikkert senere tiders
misforståelse, der dog går tilbage til tiden ved 1200,
at man skulde have skåret digte i træ (med runer)

Digitized by VjOOQ IC

31

og opbevaret dem således. Det er næppe andet end
en lærd slutning eller konstruktion. De sagasteder^
man har påberåbt sig. er alle — undt. én (Egilss.) —
af mere eller mindre obskur art og upålidelige (findes,
i uhistoriske og efterklassiske sagaer eller pættir).

EDDADIGTE.

De digte, der kaldes således, findes hovedsagelig,
i et eneste håndskrift fra omtr. 1270 (gml. kgl. samL
2365, 4to i det kgl. bibl. i København), udg. foto-
typisk og med almindelige typer 1891. Et lille brud-
stykke af et andet fra 1325 omtr. findes i AM. 748, 4to;
her findes et digt Baldrs draumar, der ikke tillige
findes i 2365 (cod. reg.). Desuden findes Voluspå
også i en opskrift fra midten af det 14. årh. i Hauks-
bok. I Snorres Edda findes en del vers især fra de
3 hbvedgudekvad (Vspå, Vafpr,, Grimn.), og desuden
enkelte andre vers. Fremdeles regnes til Eddadigte
enkelte i indhold og form nærstående digte, der findes
i andre håndskrifter som Rigspula (AM 242 fol.),
Gréttasongr (et par hdskrr af Snorres Edda), Hyndlu-
lj68 med Voluspå en skamma (i Flatøbogen), samt
endelig Grogaldr og Fjolsvinnsmål, der kun findes i
papirsafskrifter.

Navnet »Eddadigte« er blevet almindeligt som
fællesnavn, men »Edda« er dog ifølge al gammel
overlevering kun navnet på Snorres bekendte arbejde
om digtekunsten. Sikkert ved en for de tider let
forståelig misforståelse mente man i det 17. årh., da
de gamle håndskrifter fremdroges og et nyt studium
af oldtiden begyndte, at det var disse gamle visdoms-
fulde oldkvad, der havde eller burde have navnet
Edda, hvis betydning man ikke rigtig forstod. Det
blev da også almindeligt, at henføre de nylig frem-

Digitized by VjOOQ IC

32

dragne bøger (sagaer) til enkelte beromte forfatter-
(el. samler-) navne; således satte man »Eddaen« i
forbindelse med Sæmund frode og opfattede ham
som forfatter eller samler af denne. Dette er imid-
lertid ganske usikkert; at han ikke har kunnet digte
dem er en anerkendt sag; hvem der har samlet dem,
vil aldrig med vished blive opklaret. Når den første
samling er foretaget, kan der imidlertid ikke være
nogen tvivl om. Den hovedafskrift, vi nu har, forud-
sætter ældre afskrifter; Snorre Sturluson har haft en
samling, hvis omfang man ganske vist ikke helt er i
stand til at bestemme; men så meget synes sikkert,
at den har ikke været så lidt omfattende; mange
gudekvad og flere heltedigte har der været samlede,
men ikke helt i den form, der kendes fra cod. reg.
Fremdeles finder man en tredje samling (for helte-
digtenes vedkommende) benyttet i Volsungasaga, der
antages forfattet omkr. 1260; denne saga er for os
af stor betydning også derved, at den indeholder en
gengivelse af et eller flere digte, der i cod. reg. har
stået på et læg af 8 blade, der forlængst er gået tabt.
At den benyttede afskrift beroede på ældre afskrifter
tor betragtes som givet. Herved kommer man tilbage
til begyndelsen af det 13. årh. for samlingens ved-
kommende, og man tager næppe fejl ved at antage,
at den første samling er sket i den dertil så ud-
mærket egnede tid, den sidste del af det 12. årh.,
litteraturens guldalder som den kunde kaldes. Dette
kan ad andre veje bestyrkes. Således er det natur-
ligst at tænke sig, at det kendskab, som munken
Gunnlaugr viser i sin Merliniisspå til så mange myt-
iske kvad og heltedigte, hidrører fra én samling.
Dermed er det ikke sagt, at netop den samling, vi
nu har, har eksisteret i den form så tidlig. Den
oprindelige samler har vel næppe kunnet få alle de
kvad, der eksisterede i landet; den er vel senere for-

Digitized by VjOOQ IC

33

øget af forskellige afskrivere, ganske som tilfældet
har været i senere tider på Island med de såkaldte
»kvæSabækur«. Det er også muligt, at der oprindelig
har været to samlere samtidig, hvoraf den ene sam-
lede mytedigte, den anden heltekvad. Ét er sikkert,
at grundstokken må være fra det 12. årh. At sam-
lingen fra først af er foregået på Island må betragtes
som uomtvisteligt.

Princippet for ordningen af digtene er, som man
kunde vente det, hvad man kunde kalde sagaprin-
cippet. Heltedigtene viser dette klarest naturligvis.
Tilsammen udgor de en slægtsaga på vers, en sam-
menhængende digterisk fremstilling, så god som det
var muligt på denne måde at frembringe den, uden
at forgribe sig på de enkelte digte, tilstudse dem ved
afkortninger eller ændringer, hvor de stred imod
hinanden eller indeholdt parallelberetninger. Til ære
for samleren må det siges, at noget sådant har han
ikke forsøgt. Derimod har han måske (eller er det
den mundtlige tradition?) en enkelt gang forbundet
lo parallelkvad (Reginsmål) til et hele. Hvad de
mytiske digte angår, var dette princip ikke let at
gennemføre; dog spores det også her. I spidsen for
de enkelte hovedafsnit ynder samleren at stille digte
med almindeligt, omfattende indhold (oversigtskvad),
som Voluspå i beg. af de mytiske kvad, Helge Hun-
dingsbanes digt i spidsen af heltedigtene, fordi dette
giver en oversigt over Helges liv fra fødsel til død osv.
Samleren har ofte, især i heltedigtsafdelingen indsat
formidlende prosastykker, der enten giver udfyld-
ninger eller nærmere forklaringer eller dobbelte be-
retninger. Disse prosastykker er et uddrag af en nu
i sin helhed tabt prosaisk fremstilling af Sigurd
fafnisbanes liv, en SigurSarsaga, der også spores på
andre måder.

Kendskabet til disse digte spores tidlig; Arnor

3

Digitized by VjOOQ IC

34

jarleskjald har efterlignet et sted i Voluspå; skjaldene
ved år 1100 har efterligninger og lån, ikke blot de
islandske, men også f. eks. Håttalykill af Rognvaldr-
Hallr (denne var dog en Islænder). Et af de vigtigste
vidnesbyrd er dog Eyvind skåldaspillirs lån fra Håva-
mål i hans Håkonarmål (omkr. 961). Kong Sverre
anførte engang et halvvers af et heltekvad i slutn.
af 12. årh. Alt dette vidner om et temlig godt kend-
skab til disse digte både på Island og i Norge. Vi
står her overfor det vigtige sporgsmål om digtenes
egenlige hjem og det dermed noje forbundne om
deres alder. Om bægge disse hovedsporgsmål har
der været ført en lang og undertiden ret hidsig kamp ;
diskussionen om dem er langt fra afsluttet endnu.
Det sidste alsidige indlæg i sagen er givet af Symons
i hans Einleitung til den store Eddaudgave. Desuden
har A. Heusler skrevet om sporgsmålet for enkelte
digtes vedkommende — foruden hvad S. Bugge og
andre har skrevet.

I modsætning til tidligere meninger om digtenes
meget hoje alder, tillægger man dem nu langt fra så
hoj en alder. Det var først dr. E. Jessen, der ud-
talte dette, og senere er det blevet med uigendrivelige
grunde — især af sprogHg art — fastslået, at intet af
dem kan være ældre end 9. årh. Det kan endda
være tvivlsomt, hvorvidt noget af dem er ældre end
900. Der er dog endel, der kunde tale for dette, f. eks.
enkelte digtes forhold til de gamle pulir ; dette gælder
især Håvamål eller dele deraf (jfr. det digt, der be-
gynder med: Mål es at pylja pular-stoli d, og som
fraråder at gore nar ad en gammel tul). At Håva-
mål I også er ældre end midten af det 10. årh. frem-
går af, at Eyvind benyttede det. Andre som Tryms-
kvadet og Volundskvadet er af en så gammeldags
karakter i forhold til de andre, at de må høre til de
ældste. Og der er intet til hinder for at henføre

Digitized by VjOOQ IC

35

dem til tiden for 900. Kriterierne, især de sproglige,
er af meget tvivlsom art, da sproget i det 9. og i det
10 årh. var temlig ens og der savnes bestemte holde-
punkter for de enkelte ordformers ændringer i så gam-
mel tid. Mere har versformen og det metriske at
sige; jo regelmæssigere den er, jo yngre er digtet,
kan man i almindelighed sige. Af stor betydning er
de enkelte hentydninger til kultur-fænomener (lig-
brænding og lign.), men absolut bindende er de heller
ikke altid. Endelig er en rationel sammenligning
mellem digtene indbyrdes af den storste betydning;
i så henseende er ikke blot enkelte sprogformer vig-
tige, men især den ånd, der hersker, selve fremstil-
lingsmåden — knap stil, kort og kærnefuld fremstilling
med udeladelse af alt uvæsenligt, sceneforandringer og
lign. viser afgjort digtets relative alder — , og så de for-
skellige sagnformer, der findes (dette især m. h. t. helte-
digtene). At gudekvadene er digtede i den hedenske
tid, følger af hele deres indhold og forhold til heden-
skabet. Men dette er netop et udmærket holdepunkt.
I nogle findes hentydninger til kristendom og det i
sådanne, hvor fremstilling og stil også røber en yngre
tid. Endelig er der nogle, som i den grad bærer
præg af lærdom og »efterklassisk« digtning, tillige
ved at forudsætte en mængde af de andre digte (som
Gripisspå), at de må henføres til en så sen tid som
muligt, nemlig det 12. årh. (sidste halvdel). Der er
således temlig vide grænser at regne med. I det hele
er der dog næppe — undt. i enkelte tilfælde — tvivl
om, hvilke kvad der tilhører tiden for og tiden
efter kristendommens indførelse. Man får således
hovedgrupper af digte, tilhørende to tidsrum, inden-
for hvilke der atter er rummelige grænser. Til de
ældste digte har jeg regnet visse dele af Håvamål
(IV), Trymskvadet, Skirnismål, Rigspula, Volundar-
kvida — alle fra tiden ved 900 eller for; lidt yngre

Digitized by VjOOQ IC

36

er Vaf{)ru8nismål, GrimDismål, Hårbar9slj69 og Håva-
mål (resten); til midten af det 10. årh. omtr. har jeg
sat Voluspå og Lokasenna, heltekvadene Volsungakv.
en forna, Hamdismål en fornu, Go8runarkv. en forna,
Reginsmål (B), samt Helgakv. Hj6rvar8ssonar, Reg.mål
(A), Alvissmål, Hyndlulj68, Gréttasongr, der dog godt
kan være lidt yngre. Til det 10. årh.s sidste del har
jeg henført Hymiskv., Fåfnismål, Sigrdrifumål, Sig-
ur3arkv. (Brot), GoSriinarkv. I og III, AtlakviSa og
HrimgerSsdigtet. På overgangen til kristendommen
står Grégaldr, Brynhilds helridt, og til det 11. årh.s
første halvdel hører Helgakv. hund., Oddriinargråtr
og GoSriinarhvot ; yngst er her Sigur8arkv. en skamma
og det grønlandske Atlemål. Disse sidste udgor den
anden gruppe. Den 3. gruppe består af Voluspå en
skamma og Gripisspå, der tilhører det 12. årh. Der
er ganske vist på flere punkter ikke afgørende indre
kriterier til stede, idet nogle digte indeholder meget
lidet af nogenlunde faste holdepunkter. I det hele
og store fastholder jeg dog denne på mange forskellige
enkeltheder beroende rækkefølge som sandsynlig. Sy-
mons henfører til den ældste gruppe Volundarkvi8a
(der »nok tilhører slutn. af det 9. årh.«), Volsungakv.
en forna (d. v. s. dele af Helgakv. Il), SigurSarkv.
(Brot), Atlakvida (i »dens oprindelige skikkelse«),
Hamdismål (i dets ægte form), lidt yngre er de andre
dele af Vols. forna, Fåfnismål, Reginsmål (B) og Sigr-
drifumål; Helgakv. Hjorv. og Grottasongr må også
henføres til det 10. årh. De fleste andre heltedigte
henfører Symons til 11. årh., Grfpisspå til det 12.
Gudekvadene henføres til det 10. årh. eller til tids-
rummet 850(75)— 1025 — med undt. af Alvissmål,
Hyndlulj63 og Voluspå en sk., der henføres til det
12. årh. Der er således uenighed nok om flere enk-
eltheder; ligeså, når vi ser på andre forskeres men-
inger; således vil B. M. Olsen f. eks. henføre Voluspå

Digitized by VjOOQ IC

37

til tiden lige for 1000, Eir. Magnusson og Heusler
Rigspula til det 13. årh. osv. Her kan vi ikke komme
nærmere ind på dette. Hovedsagen er, at der er
enighed i det væsenlige. Men det følger af sig selv, at
forskernes individuelle egenskaber og måde at anskue
tingene på kan føre til afvigende opfattelser. Således
er det mig ikke muligt at indse grunden til at hen-
føre så mange heltedigte til det 11. årh. som Symons
gor. Til trods for de vide grænser synes der at være
en periode på omtr. 100 år, hvor der ikke digtes så-
danne Eddakvad. Endelig skal bemærkes, at A.
Heusler har. søgt at bevise, at de digte, der har stået
i lakunen, alle har tilhørt det 12. og 13. årh.

Digtenes h j e m er et endnu mere omtvistet
sporgsmål. Atter kan man dog også her nu, i mod-
ssetning til, hvad man tidligere gjorde gældende, med
fuld bestemthed og uden modsigelse sige, at de til-
hører den vestnordiske, o: den norske stamme og
ikke den svenske eller danske. Dette kunde nu i
og for sig være nok, men litteraturhistorisk set må
der her gores nærmere skel — og så er det enig-
heden holder op. Prof. S. Bugge mener, at de til-
dels er digtede i Norge, tildels i de vestlige kolonier
— i så henseende optager han den tanke, som G.
Vigfusson havde udtalt — tildels på Island; ét af
digtene, Atlamål, kaldes det gronlandske, og ingen
bestrider, at det er forfattet i den islandske koloni i
Gronland; et andet, AtlakviSa, kaldes også »det gron-
landske«; de fleste er enige om, at det beror på en
(afskriver-) fejltagelse. Prof. B. M. Olsen antager, at
digtene — med undtagelse af de to sidste — er eller
godt kan være islandske allesammen osv. Naturligvis
•må ethvert digt undersøges for sig og indre krite-
rier fremdrages til støtte for dets hjemstedsbestem-
melsé; ydre kriterier eksistere så godt som slet ikke,
ti den omstændighed, at de er opbevarede på Island,

Digitized by VjOOQ IC

38

betyder intet, da også alle, bevislig norske (skjalde-)
kvad er opbevarede dér, og kun dér. Det siger sig
selv, at her atter er et vidt spillerum for individuel
måde at se og ræsonnere på.

Hvad der først og fremmest i al almindelighed
kommer i betragtning er de vidnesbyrd, digtene selv af-
lægger om den kultur-baggrund, der skimtes i dem.
Det er ikke den stærke brug af ord som 'sal' (hvor-
på Vigfusson bl. a. lagde stor vægt) eller omtale af
kostbare, ikke-nordiske tojer og lign., der har noget
at betyde, ti af denslags var der fuldt op i Norge og
på Island lige fra det 9. årh. af. Heller ikke giver
sproget os nogen egenlig vejledning; dog findes enk-
elte ord, der vanskelig kan tænkes at have været
brugte eller almindelige på Island som f. eks. eikja
(egl. 'egetræsbåd' til at færge med), længdebestem-
melser som ['en stund er til stenen'] 'en anden til
stokken' — udtryk, som på det bedste lader sig
forklare som norske. Endnu tydeligere er visse
bestemte hentydninger til kultur- og andre tilstande.
Vi har nævnt pulr'en med sin stol, der bestemt er
norsk (ikke islandsk) ; der nævnes bautastene, der ude-
lukkende peger på en norsk skik (»sjælden står bauta-
stene ved vejen, medmindre de rejses af slægtning
efter slægtning« er ganske utænkeligt på Island) —
»torre skier (brændestykker) og tagnæver* — , sild
i kurve, (der bares på ryggen; jfr. norsk meisasild).
ligbrændings-hentydninger — , den ensomme fyr, der
står og visner — , gederne, der flygter af fældet
for ulven — , orne, der sidder på asketræer ved
aftenstide — , rensdyr på tøfjæld — , hyrden, der klat-
rer i klipperævnerne med en hasselkæp i hånden
— den brune bjorn, hvis brummen kongens røst
sammenlignes med — alt dette er norsk, ægte norsk.
Det er ikke synderlig overbevisende at hævde at alt
dette kan være sagt af en Islænder; naturligt bliver

Digitized by VjOOQ IC

39

det ikke. Dette er så meget mere betydningsfuldt
som man til gengæld ikke har været i stand til at
udpege en eneste hentydning til et individuelt-islandsk
kulturforhold eller til islandsk natur. Det som man
i så henseende har anført er ganske betydningsløst;
henførelsen af Surt i Voluspå til Island og under-
gangen i samme digt til vulkanske udbrud (miss
Phillpotts) er kun en subjektiv fortolkning, der kan
mødes af andre ligeså gode eller bedre forklaringer;
eller et ord som hveralundr (også i Vspå), hvor man
har villet opfatte hverr som *varm kilde', medens ordet
er flertydigt og således uden betydning. Denne fra-
værelse af islandsk natur og kultur er så meget mere
mærkelig som der netop i det gronlandske digt —
der mulig er det eneste grdnlandske kvad — straks
fremtræder så umiskendelige hentydninger til digt-
erens hjemstavnsforhold , at selv om håndskriftets
betegnelse ikke fandtes, måtte man af indre grunde
henføre digtet til Gronland, hvis man vilde fare me-
todisk og logisk frem. Den mest ligefremme og
naturlige forklaring er, at de digte, hvor norsk natur
og kultur bestemt træder frem, også er forfattede i
Norge. Herfor har Symons heller ikke været blind,
uagtet han ikke drister sig til at afgore sporgsmålet
»norsk eller islandsk« i enkeltheder. Som norske
antager han dog uden tvivl Håvamål (i alt væsenligt),
f>rymskv., Skirnismål og Hårbar8slj68, Volundarkv.,
Helg. hund. H (enkelte bestanddele), Reginsmål B,
Fåfn., Sigrdrif., Brot, Atlakv. og Hamdismål og Grétta-
songr — og mulig Helg. Hjorv. og Svipdagsmål. Alle
andre henføres til Island undt. måske Rigsp. og Helg.
hund. I, der kunde være forfattede af nordiske vik-
inger i Vesten. Således deles der jo broderligt. Dette
er mig en tilfredsstillelse. Nogen egenlige positive
indre kriterier for den islandske oprindelse fremfører
Symons ikke; det er egenlig kun det, at de digte,

Digitized by VjOOQ IC

40

han henfører til Island, intet indeholder, der strider
derimod eller som ikke kunde være sagt af en is-
landsk digter. Lad dette nu være således — om
enkeltheder kan der dog virkelig med god grund
tvistes — ; der er dog en hovedbetragtning, der må
gores gældende mod denne Symons'ske tvedeling, den
nemlig, at den storste del af digtene — jeg ser bort
fra den yngste gruppe og det gronlandske digt —
unægtelig er af en så beslægtet art og hænger så
noje sammen ved hele det kulturtrin, de står på, den
samme digtnings-ånd osv., at man nødig og kun af
tvingende grunde — forekommer det — skulde skille
dem ad, men sådanne findes ikke. Denne betragt-
ning er i virkeligheden temlig afgorende. Der kan
ikke henvises til at skjaldekvadsdigtningen flyttedes
til Island og fortsatles der — der var her andre og
så at sige naturnødvendige grunde tilstede. Heller
ikke kan det nytte at henvise til Gronland, ti Atla-
mål kan ligeså godt være en fortsættelse af en norsk
som en islandsk digtning netop på grund af de his-
toriske forbindelsesforhold mellem Gronland og ud-
landet.

Da det nævnte digt hører Gronland til, lå det
nær at sporge, om ikke flere med rimelighed var at
henføre dertil. Dette mente jeg at kunne besvare
bejaende og henførte dertil 4 andre, hvoraf jeg dog
nu tager Helg. hund. I tilbage; de øvrige er Sigur5.
sk., Oddrgr., Go8r.hv6t. Symons har udførligt søgt
at modbevise dette, men jeg kan ikke erkende at det
er lykkedes.

Endvidere skal bemærkes, at Bugge har søgt ved
sproglige grunde (antagelse af forvanskede angelsaks-
iske ord) at vise, at enkelte digte (som Sig. sk.) var
forfattede i Vesten. Herimod har Symons gjort træf-
fende bemærkninger. Fremmedord betyder intet
m. h. t. dette sporgsmål, ti de, der findes, kan ligeså

Digitized by VjOOQ IC

41 •

godt have været indkomne til og brugte i Norge (Is-
land) som af norske (islandske) mænd i Vesten.

Sporgsmålet om Eddadigtenes hjem må, trods
alt, endnu betegnes som et stridssporgsmål. Der vil
mulig falde et bestemtere lys derover, efterhånden
som man trænger mere og dybere ind i norsk åtids-
11 V og digtning i det 11. og 12. årh., hvorom der nu
kun endel antydninger er fremkomne (Bråvallaslags-
kvadet).

Eddadigtene er, som sagt, anonyme; ikke desto-
mindre kan man få indirekte oplysninger om forfat-
terne. Bortset fra :^Håvamål«, der så klart viser den
moraliserende tendens og forfatternes (og samtidens)
opfattelse af, hvad der var det rigtige mål og med
i livet, hvad der var bedst for mennesket i det hele,
og hvorledes hver enkelt havde at opføre sig i livets
forskellige forhold — skimtes en lignende tendens i
de øvrige digte i den ældre gruppe; de yngre og
yngste er derimod kun underholdende eller belærende.
Dette vil nærmere blive belyst ved de enkelte digte.
Gudekvadene er ofte fulde af bitterhed og åbenbart
digtede under følelsen af, at de gode, gamle tider
var ved at være forbi; derfor bliver de moraliserende.
I heltedigtene skimtes det også, men sjældnere.

Hvad personerne i de sidstnævnte digte og deres
karakter angår, er der, som for bemærket, ingen
tvivl om, at de er nordiske i sind og skind; de er
vikingetidens hårdføre helte, både mænd og kvinder
— men de er udpræget typiske, ikke rent individu-
elle, men ligesom et uddrag, et kraftuddrag af datid-
ens menneskehed. Heltene er to slags: de af elskov
betagne, af blidere følelser beherskede mænd, mænd
som dog ingensinde falder ud af helteidealet, er tapre,,
trofaste og redelige uden svig eller lumskhed; det at
Sigurd rider i Gunnars skikkelse gennem vaverluen,

OF THE

UNIVERSITY I r-^^M^

Digitized by VjOOQ IC

, 42

l)etragtes ikke egenlig således, som karak ter- nedsæt-
tende. Det at Sigurd glemmer Brynhild, er ikke
hans skyld, men Grimhilds, der giver ham glemsels-
drik osv. Den anden slags er store helte, men hårde
og for blidere følelser utilgængelige personer, som
aldrig bliver bange eller viger for noget som helst.
Blandt vikingerne i det 9. og 10. årh. har hægge
arter sikkert altid været tilsi ede. Kvinderne svarer
hertil på en måde. Nogle er blide, vemodsfulde og
resignerede efter at have lidt skibbrud i livets vigt-
igste forhold (Oddriin), andre det modsatte, vilde og
hævngærrige, men storslagne og skonne i al deres
vrede (Brynhild). Atter andre er i og for sig rolige
brave karakterer, der lider og sorger på en vidunder-
lig menneskelig måde (Gudrun); når også de bliver
vilde og hævnlystne, tilskrives det overnaturlige mid-
ler. Skonnest af alle er de egenlige valkyrjer som
Signin, der elsker for hun har set sin elskede helt,
hvem hun favner i gravhojen og over hvis død hun
dør af sorg. Bipersoner skildres altid overordenlig
levende og klart. Det inderlige søskende-forhold frem-
træder med en påfaldende styrke. Det er langt inder-
ligere end imellem forældre og horn. Gudrun dræber
sine born med Atle af hævnlyst, dræber ham selv
for at hævne sine kære brødre, der dog havde dræbt
hendes elskede mand; at hun ikke hævnede sig på
Jem skyldes en glemselsdrik; således måtte det una-
turlige deri forklares — At skæbnetroen spiller en
fremtrædende rolle er ikke mærkeligt. Endelig be-
mærkes at karakterskildringerne i det hele er helt
igennem udmærket konsekvente.

Fremstillingen er, som for bemærket, noget for-
skellig; dette betegner en tidsforskel. I den ældre
gruppe er fortællemåden kort og koncis; alt over-
flødigt udelades og snakkesalighed er udelukket. De
korte verslinjer bidrog til udtrykkets knaphed og

Digitized by VjOOQ IC

43

Iclarhed. Alt er i reglen harmonisk. Særlige virke-
midler er gentagelsen af enkelte ord eller sæt-
ninger; den anvendes altid diskret og virkningsfuldt.
Et andet sprogligt virkemiddel, ofte af en vidunderlig
kraft og indre belysningsævne, er tillægsordene; et
eneste sådant kan ofte indeholde en hel psykologisk
beskrivelse og motivering og således komme i steden
for en hel sætning. Ordomstillinger anvendes også
ofte virkningsfuldt. I modsætning hertil står de
yngre digte, der ofte er meget vidtløftige og med-
tager overflødige detaljer; dog kan også der findes
udmærket formede og kraftige sætninger.

Overleveringen er, som ovenfor antydet, sikkert
på mange punkter forvansket. Det er kritikkens op-
gave at udpege manglerne, men den må fare for-
sigtig og besindig frem; at den i visse henseender
også kan være noget dristig er vistnok upåtvivleligt.

GUDEDIGTE.

Vol u spå. Som for bemærket står dette digt,
Volvens spådom, alier forrest i cod. reg. Det findes
også i en afvigende og meget værre form i Hauksbék ;
endel vers findes hos Snorre, hvoraf det fremgår, at
han har haft digtet i den fra cod. reg. kendte form.
Digtet giver en oversigt over verdens mytiske historie
lige til ragnarok og verdens genfødelse, alt i korte
og knappe, energiske hovedtræk og således, at den
etiske side stærkt fremhæves helt igennem. Der med-
deles, hvorledes det onde kom ind i verden og brat
gjorde ende på guldalderen, guderne bliver befængte
med skyld; det bliver stadig værre; Balder dør og
derved er alt ondt nået sit hojeste, brødre slårhin-
anden ihjæl og alle sædelige bånd løsnes; ufred og
tegn i luft og varsler bebuder den snarlige under-

Digitized by VjOOQ IC

44

gang, der så skildres, idet digteren forud har fået
lejlighed til at omtale den straf, som de værste for-
brydere får inden ragnarok. I modsætning til disse
morke skildringer og billeder opruller volven så det
herligste billede af den ny opdukkede jord og det
evige, uskyldsfri liv, som brave mennesker i al frem-
tid skal føre i Gimle. Alt ondt er nu forsvundet,
hvilket symboliseres i at Nidhug, der for undergangen
havde gnavet på Yggdrasils rod, nu forsvinder. Kun
for den sidste dels vedkommende er digtet en spådom;
alt det øvrige er fortidsberetning. Volven tiltaler i
begyndelsen guder og mennesker og — længere hen
— giver hun tilkende, at hun meddeler alt dette på
Odins egen opfordring; for at vække tiltro omtaler
hun de urgamle tider, da hun opfødtes blandt jætter.
Alligevel er der ingen grund til at antage, at vi her
har med en fra døde opvækket volve at gore. Digt-
eren forestiller sig hende som meget gammel. Det
fremgår af, at hun af Odin er bleven opfordret, idet
hun »sad ude« og forskede på sin vis, og dette må
tænkes at være sket kort forinden. Den stærkt in-
spirerede digter har med genial sikkerhed vidst at
fremdrage de enkelte hovedpunkter og midtsamle det
hele derom og han har formået at skildre alt i et
herligt, kærnefuldt sprog og på udmærket formede
vers (fornyr8islag). Alt unødvendigt er udeladt; men
overleveringen har ikke været god mod digtet; uden
tvivl er der i det mindste på et sted udfaldet vers,
hvor Snorre heldigvis giver os noglen til forståelsen;
men hvad der er værre er, at en mængde remsevers
og andre vers er indskudte i begyndelsen af digtet;
en storre synd mod digtet kan ikke tænkes end op-
tagelsen af disse vers, selv om enkelte af dem uden
tvivl er gamle og ikke uden betydning. Digteren har
næppe fundet på nogJe af de enkelte mytetræk af sig
selv, men han har mulig selv samlet dem til dette

Digitized by VjOOQ IC

45

hele; og som sikkert må det betegnes, at han har
præget det hele med sin egen stemning og opfattelse.
Det er let at se, at det er samtidens slethed og de
overhåndtagende forbrydelser imod det etiske og mo-
ralske, der fremhæves. Heri ligger atter en stærk
advarsel og opfordring til at forbedre sig. Uomstrid-
elig må dette betragtes som et vidnesbyrd om digt-
erens samtidsforhold og der mangler ikke historiske
forhold i det 10. årh., der kan afgive digtets bag-
grund. For Norges vedkommende vilde tiden ved
930 (Erik blodøkses optræden) passe fortræffelig;
også digtets form vilde passe ypperlig hertil. Man
kunde også tænke på Harald gråfelds tid, da tiderne
var så slette. For Islands vedkommende kunde man
især pege på tiden efter 980, da kristendommen var
begyndt at blive forkyndt. Men det er hojst tvivl-
somt, hvorvidt Islænderne på grund af deres gennem-
gående indifferente sindelag var så betagne af tidernes
slethed, at digtet er opstået der. Noget aldeles af-
gorende indeholder digtet selv ikke. Omtalen af mis-
teltenen er i så henseende uden betydning. Når det
hedder: »Brødre vil slå hinanden ihjæl«, ligger det
nær at tænke på Erik blodøkse og hans brødre.
Digtet tager ganske sikkert sigte på kristendommen,
mod hvilken hedenskabets fortrin fremhæves indi-
rekte; digtet er hedensk helt igennem og forfattet af
en hedning, derom kan der ikke herske nogen tvivl.
Hvorvidt det alligevel er påvirket af kristelige tanker,
er stærkt omtvistet. Der er især et halvvers, der har
spillet en stor rolle i så henseende, men det er af
en meget tvivlsom ægthed, da det kun findes i Hauks-
bék. løvrigt er der intet, der ikke lige så godt kan
forklares ud fra hedenske stand- og synspunkter.

Voluspå kan siges til en vis grad at være et
Odinskvad. Egenlige Odinskvad er følgende.

Digitized by VjOOQ IC

46

VafpriiSnismål. Dette digt er hovedsagelig
en samtale-væddekamp om visdom mellem Odin og
jætten VafpriiSnir (»stærk i at forvikle«). Det be-
gynder med, at Odin siger til Frigg, at det er nød-
vendigt for ham at prøve jættens kløgt; han tåler
intet jævnbyrdigt ved siden af sig. Frigg er bekym-
ret og fraråder ham at drage afsted, men det hjælper
ikke. Da nu Odin forklædt og kaldende sig 'vand-
reren' kommer til jætten, mager han det ved sin
snildhed således, at under den egenlige ordkamp
bliver han den sporgende, efter at jætten ved 4
sporgsmål har prøvet, hvorvidt det overhovedet er
værdt at indlade sig med den ankomne; prøven
falder heldigt ud. Dette afsnits sporgsmål handler
alle om kosmogoniske enkeltheder, det sidste om rag-
naroks-kamppladsen. Hovedstridens indhold er også
af lignende art — både om verdens tilblivelse og
fortidens begivenheder — i 11 replikker, hvortil det 12.
om Vaflrudne selv fojes. Derefter følger 5 replikker
om eskatologiske tildragelser og her indledes alle
Odins sporgsmål med det stevagtige og kompliment-
erende: »meget har jeg rejst, meget har jeg prøvet, "
meget har jeg prøvet magterne« [men aldrig har jeg
truffet en som dig!]. Vaftrudne ved at svare på alt.
Men så tyr Odin til den sidste udvej, at sporge om
den hemmelighed, han selv hviskede Balder på bålet
i øret. Dette sporgsmål er afgorende og dræbende,
men tillige åbenbarer det for jætten, hvem han har
at gore med. Han, der som alle jætter nok er meget
vidende, men lidet klog af naturen, erklærer sig over-
vunden (og mister hovedet, skont dette ikke udtryk-
kelig siges) og erklærer Odin for sejrherre. »Med
feg [til døden hjemfalden] mund har jeg talt«.
Digtet er overordenlig snildt indrettet og så godt som
fuldstændig opbevaret; på grund af indholdet er det
i lj65ahåttr. Storst vigtighed har det som mytologisk

Digitized by VjOOQ IC

47

kilde og som sådan er det blevet stærkt benyttet af
Snorre. Det er fuldstændig hedensk og tilhører det
10. årh.

Grimnismål indledes med en prosaisk fortæl-
ling om, hvorledes Odin og Frigg opfostrer to konge-
sønner, Geirrod og Agnar; den første er Odins foster-
son, og han får råd af ham om, hvorledes han ene
skal råde for sin faders rige. Dette motiv genfindes
i norske æventyr. Frigg fortæller Odin, at Geirrod
er karrig og ond mod sine gæster. Dette vil Odin
nu selv prøve og kommer til Geirrod forklædt (Grimnir,
= maskeret). Han bliver taget og, efter Friggs ind-
skydelse, som en farlig person anbragt mellem to
bål uden spise og drikke; kun den unge Agnar giver
ham en svaledrik og digtet begynder nu med en
henvendelse og tak til ham. Odin fortsætter med
en enetale, hvori han især giver oplysninger om en
mængde mytologiske enkeltheder^ gudeboliger m. m.,
tilsyneladende hulter til bulter. Sagen er, at digtet er
overordenlig stærkt interpoleret med kosmogoniske og
andre vers. Udskilles disse — og i det hele og store lader
det sig gore — bliver et digt tilbage, der udelukkende
drejer sig om Odin selv og hvad der tilhører ham;
digterens tendens er åbenbart den, ved sådanne
ting at åbne Geirrods ojne, men han er beruset og
forstår intet, for end det er for sent og Odin nævner
sit for ham i ojeblikket så frygtelige navn (»Nu kan
du se Odin«). Geirrod gennembores til straf af sit
eget sværd (en prosabemærkning). Digtet, som også
er i IjéSahåttr, tilhører samme tid og tankegang som
Vafpr. Endel deri er temlig dunkel (hentydning til
ukendte myter). I mytologisk henseende er det og
dets indskud af en stor betydning og Snorre har
benyttet det stærkt.

Baldrs draumar, Balders dromme (eller Veg-
tamskvadet) kaldes et lille (mulig mangelfuldt) digt

Digitized by VjOOQ IC

48

(kun i AM 748). Det handler om Odins ridt til under-
verdenen for at opvække en volve og udsporge hende
om Balders død, hvilket han ad omveje når til at få
vished om. Der er om dette digts alder en strid,
idet nogle vil gore det til et meget ungt digt. Det
synes dog utvivlsomt at- måtte henføres til heden-
skabets tid. Det er ikke let at se, hvad der skulde
have bevæget en kristen til at digte et sådant kvad.
Det har et vers, der genfindes i Trymsk vadet; det
beror måske snarest på efterligning. Ligeledes har
det et vers, der genfindes i Voluspå, men her er
verset vistnok et indskud.

Odin er endnu hovedpersonen i et digt eller ret-
tere en samling af storre og mindre digte, der i
hdskr. er samlede til et hele under fællestitlen Håva-
mål, d. V. s. Odins tale. I hdskr. findes en stor
initial to gange og ny linje (dette i det mindste én
gang), som om derved betegnedes ialfald nye afsnit,
om ikke digte. Så meget er heraf sikkert, at ifølge
traditionen er Odin hovedpersonen i alle afsnittene,
og helt igennem er samlingen monologisk. Det er
K. MuUenhoflf, der har opfattet samlingen som bestå-
ende af 6 selvstændige digte. Vi skal se nærmere
på dem enkeltvis. De er alle digtede i lj68ahåttr.

Det første digt, der vistnok er de egenlige
Håvamål, hvis et enkelt digt overhovedet har båret
et sådant navn, indeholder en lang række af leve-
og opførsel sregler og råd i livets forskellige optrin og
faser. Forfatteren tager udgangspunktet fra gæsten,
der, trængende til gæstfri og god modtagelse, kommer
til huse. Det er denne, der fingeres at tale og give
alle de gode råd som tak for den nydte gæstfrihed.
Det er naturligt, at han således først taler om gæsten,
hvad han trænger til, hvorledes han bor opføre sig,
og hvilke egenskaber han bor besidde; i denne for-
bindelse omtales klogskab og uklogskab. Men efter-

Digitized by VjOOQ IC

49

hånden udvider den talende sit blik og sin tales
ramme — og han kommer til at give råd angående
det menneskelige liv i det hele især m. h. t. for-
holdet mand og mand imellem, indtil han efterhånden
er kommen til livets afslutning ved døden, men det
er her ligesom i Voluspå, at man ikke dermed er
færdig; ens eftermæle — svarende til det nye liv i
Gimle — lever fremdeles, hvilket udtales i de to be-
kendte, underdejlige vers. Ligesom Voluspå er verd-
ens historie, er dette digt menneskelivets historie
fremstillet i form af råd for dets førelse. Det er ikke
fyrstens liv, der tages sigte på; det er det almindelige,
jævne menneske, hvorom der tales, og det er heraf
vi får et indirekte, men så overmåde betegnende
billede. Derfor er dette digt et af de vigtigste og
uvurderligste af Eddadigtene. Det er også i hoj grad,
som Voluspå, moraliserende. I sin oprindelige form
er det næppe nu; det er på flere måder interpoleret,
det var så let at indskyde vers her. Det er — vist-
nok betydelig — ældre end omtr. 950 (benyttet af
Eyvindr, se ovf. s. 34). Det er afgjort et norsk digt;
ingensteds findes så mange direkte hentydninger til
norske forhold som her. Miillenhoff benægtede, at
dette digt overhovedet havde noget med Odin at gore,
og han kaldte det for »ordsprogsdigtet«. Dette er et
fejlsyn. Der er ikke egenlige ordsprog deri (undt.
måske enkelte), men nok ordsprogsagtige sætninger;
anderledes kunde det ikke godt være. Men at det
er Odin, der taler deri, fremgår ikke blot af over-
skriften, men også af den hentydning til Odin selv
(hos Suttung), som findes deri (det betragtede Mullen-
hoff som et indskud); endelig kan den almindelige
betragtning gores gældende, at ingen var som vis-
dommens overlegne gud i stand til, med myndighed
og fornøden sikkerhed at give så omfattende råd
angående det hele menneskeliv.

4

Digitized by VjOOQ IC

50

Efter dette digt følger i hdskr. nogle vers, der
åbenbart er tænkte som forbindelsesvers, tildels i et
forskelligt versemål og remsemæssige.

Herpå kommer to smådigte, der ligner hin-
anden meget; i dem giver Odin først en almindelig
regel: i det første: »ingen skal tro på møens ord«,
i det andet: »man skal være munter og veltalende«
(og især det sidste). Sandheden af dette beviser Odin
ved at fortælle to episoder af sit eget liv : sit erotiske
forhold til den skonne Billings-datter (mulig identisk
med Rindr; jfr. Saxos fortælling om Odin og Rinda,
Rutenerkongens datter), der snød ham så listig; til-
sidst da han skulde besøge hende, fandt han end-
også en tævehund på lejet — istedenfor hende; spot
og skade følges ad. Det andet digt viser, hvorledes
Odin ved sin ynglingemunterhed og indsmigrende
veltalenhed vandt jættedatteren Gunnlods elskov og
holdt bryllup med hende; dette gjorde han dog kun
for at vinde den herlige digterdrik, men han brød
sig mindre om, at »han lod Gunnlod sidde grædende
tilbage«. Overfor jætter tog man det ikke så noje.
Det er ikke umuligt, at hægge digte har hørt noje
sammen og er af én forfatter. De er hægge på sin
måde belærende. Det første er betydelig interpoleret
med remsevers.

Det 4. digt er det, man har kaldt »Loddfåfnis-
mål«, men med urette, da navnet måtte forudsætte,
at det er en Loddfåfnir, der taler, medens det netop
er en sådan, der tiltales. Hvert vers begynder med
opfordring til ham at høre efter og lære rådene.
Digtet er nemlig et råd-digt; det er det, der be-
gynder således: »Nu er det tid at tale påtalerstolen«
(pylja pularstoli d), hvorved en betydelig ælde forud-
sættes, ja det er måske det ældste Eddadigt over-
hovedet. Der gives råd m. h. t. kærlighed, venskab,
adfærd i kamp og forskellige andre livsforhold, alt

Digitized by VjOOQ IC

51

på en overmåde simpel, undertiden noget naiv måde;
især anbefales forsigtighed og til slutning ærbødighed
for den gråhårede vismand. Også her findes inter-
polationer.

Det 5. digt er egenlig ikke noget sammenhæng-
ende digt, men et konglomerat af flere usammen-
hængende vers (3 i beg. hører dog sammen) om
runernes erhværvelse ved Odin, om deres brug og
om ofringer til guderne — tildels temlig dunkle vers.

Det 6. og sidste digt er det, der er blevet kaldt
Lj 6 3a tal, fordi det indeholder Odins Ijod, trylle-
sange, hvormed han kan udføre alle slags overnatur-
lige ting, det er 18 tryllesange ialt, hvis overleveringen
er rigtig; mangelfuld og noget forvansket er den i
alt fald. Digtet er benyttet af Snorre; det er uden
tvivl meget gammelt.

Endelig haves et 8-linjet vers: »Nu er Haves
mål kvæd ede i Haves hal« — med gode ønsker for
dem, som kvæder dem, kan dem, hører dem. Dette
er snarest en (yngre) epilog til hele samlingen som
sådan.

Et på engang Odins- og Torskvad erHårbards-
lj63, et af de ejendommeligste digte, der haves. I
formel henseende er det en enestående blanding af
målahåtts-, lj69ahåtts- og prosalinjer; de første er dog
overvejende. Hvorledes det hænger sammen hermed
er tvivlsomt; at det skulde være et ufuldendt »ud-
kast« til et digt, som nogle har ment, er utænkeligt;
denslags »udkast« kendtes overhovedet ikke i old-
tiden. At endel i hvert fald beror på forvanskning
synes sikkert. Digtet er ellers et af de morsomste.
Digteren har fundet på at stille Odin og Tor overfor hin-
anden og prøvende kræfter med hinanden, med andre
ord: han har stillet den smidige, skæmtefulde, dril-
lende ånd op imod den kluntede, ærlige, ubehjælp-
somme kraft, der naturligvis kommer ynkelig til kort.

4*

Digitized by VjOOQ IC

52

Altså også her er der lære. Hovedindholdet er en af
de i oldtiden yndede ordkampe, hvor det gælder om
at overbyde hinanden med bedrifter; Tors er stadig
jættedrab og jættedrab om igen eller drab på ber-
særkebrude, hvad der giver Odin anledning til at
bebrejde ham hans mangel på galanteri. Odin der-
imod anfører sine ædle krigsbedrifter og — sejre hos
det smukke kon, på en sådan måde, at han uafladelig
ærter og skoser Tor. I øvrigt er situationen den, at
Tor er kommet til et sund, han skal over; på den
anden side ser han færgekarlen, Hårbard (Gråskæg,
o: Odin), og råber på ham, men denne nægter at
færge rapsere , hestetyve og så elendigt udseende
karle som Tor. Tor må beskæmmet gå sin vej med
en kraftig trusel — men færget blev han ikke. Digtet
er en leg og intet andet, en fornojelig farce i én akt.
Nogen dybere betydning er der ikke tale om; der er
intet i digtet, der tyder på, at digteren skulde have
haft til hensigt at stille to klasser af kultur overfor
hinanden, to samfundsklasser eller lign. Digtet er på
grund af de deri forekommende hentydninger til
kulturforhold afgjort norsk.

Egenlige Torskvad er følgende.

Først og fremmest |>rymskvi8a, Trymskvadet.
Æmnet er bekendt. Tor vågner og forfærdes over at
hammeren er borte. Jætten Trym har, hvad Loke
får at vide, stjålet den og nægter at udlevere den,
medmindre han får Freyja til ægte. Da hun fnysende
tilbageviser dette, hitter Heimdal på, at Tor selv skal
spille Freyja og han lader sig, under forståelig uvilje,
klæde ud som brud. Også heri ligger en henrivende
skæmt. Loke agerer hans tærne. Hos jætten spiser
og drikker bruden så meget, at alle jætterne undrer
sig derover, ligesom hendes ojne er forbavsende bistre
bagved brudesløret, da den hæslige jætte løftede dette,
»han lystede at kysse«. Da så hammeren blev bragt

Digitized by VjOOQ IC

53

ind og lagt i brudens skød for at vielsen kunde foregå,
forvandler spøgen sig til grum alvor; Tor med ham-
meren i hånd overfor fjendtlige jætter I »Han knuste
dem alle, og den stakkels jættesøster, der havde turdet
bede om brudegave til opnåelse af hendes gunst, fik
prygl for pryd«. Dette digt er i alle henseender et
mesterstykke, lige udmærket ved sin karaktertegning,
Tors især, som ved sin konsekvente blanding af den
luneste skæmt og drojeste alvor. Tor bliver ikke
latterlig, det sorger den snilde digter for, medens
den snydte jætte-dumrian og den elendige jættesøster
er hjemfalden til en hja^rtelig latter. Fremstillingen
er i al sin kærnefulde korthed uovertræffelig. Digtet
anses, med rette, for at høre til de ældste digte; det
tilhøre måske det 9. årh. I hvert fald er det norsk.
Indholdet af digtet genfindes i den danske folkevise:
Tor af Havsgård og er benyttet i de islandske rimer :
|>rymlur.

HymiskviSa. Det er digtet om kedelhæntningen
— der foregår også hos en jætte. Guderne mangler en
l>ryggerkedel, der er stor nok. Så går Tor og Tyr ud
for at låne en sådan hos Tyrs bedstefader, den gamle
jætte Hymir; Tyr spiller ellers så godt som ingen
rolle i digtet. Jætten er ikke vel tilmode ved deres
ankomst og heller ikke glad ved Tors glubende mad-
lyst. Dagen efter ror Tor med jætten ud på havet
for at fiske ; Tor angler efter midgårdsormen. Så får
Tor løfte om kedlen, hvis han kan udføre en kraft-
prøve i Hymirs hule. Det lykkes ham ved Tyrs
moders, den skonne jættedatters råd; så drager han
afsted med kedlen, men må udstå en jættekamp.
Også myten om Tjalfe og Roskva er indflettet heri.
Digtet er uden tvivl bevaret i sin oprindelige skik-
kelse, og man ser deri, hvorledes forfatteren, der selv
er en af de »mytekyndige«, han nævner, kombinerer
de enkelte Torsmyter sikkert på en vilkårlig måde.

Digitized by VjOOQ IC

54

Det er ikke dårlig gjort, og forfatteren er ikke
uden en vis grovkornet humor og glimt af lune;
sproget er ofte ret kraftigt og udtrykkene træffende.
Digtet hører til de yngste, men er dog forfattet for
år 1000. Det er det digt, der indeholder de fleste
omskrivninger og viser allerede derved dets forholds-
vis sene tilblivelse.

Alvissmål kaldes det sidste Torskvaxl om Tor
og dværgen Alvis. Denne kommer hæsblæsende en
nat op på jordens overflade for at fordre et tidligere
løfte holdt, hvorom ellers intet vides, ifølge hvilket
han skulde .få Tors egen datter, Trud, til ægte. Til
al ulykke møder han selve Tor. Det er et heldigt
indfold (af digteren?) ikke at lade Tor knuse ham
med hammeren eller sparke ham ihjæl, nej, Tor er
denne gang så fiffig, at lade som han går ind på
kravet, dog på den betingelse, at dværgen, der sikkert
skulde bære sit navn med rette, skulde svare på alle
Tors sporgsmål. Dette lærde replikskifte er digteis
hovedindhold, og består i at Tor sporger, hvad en
ting (jord, himmel, måne osv., 13 ialt) hedder i alle
verdner (hos de forskellige væsner). Hensigten er at
trække tiden ud — så skulde dagen og solen gore
resten. Det lykkes, dværgen »dages oppe« og bliver
til sten; han tager sig ikke iagt; dertil er han for
ivrig og elskovsbetagen. Det hele er snildt fundet
på og karaktererne træffende. Storst betydning har
digtet ved sit sprogmateriale, men af den lærdom, der
således fremtræder i digtet, at ville hævde, at det er
et meget ungt digt, er ikke holdbart. Den slags
betragtninger kunde lige så godt eksistere allerede i
10. årh. og forklares på det bedste med henblik på
skjaldepoesiens væsen i det hele, netop den sproglige
side. Man huske også på guldomskrivningsversene
i Bjarkemål, der sikkert ikke er yngre. Et læredigt
kan det også godt kaldes og det i mere end en hen-

Digitized by VjOOQ IC

55

seende; forsåvidt slutter det sig også til de ældre
digte. Navnene hos de forskellige væsner giver an-
ledning til interessante studier.

Af gudedigtene i cod. reg. er der endnu to til-
bage. Det ene er Skirnismål eller det skonne og
kraftige digt om Freys elskov til jættedatteren Gerd
og hvorledes Freys tjæner, Skirnir, ved sine kraftige
formaninger og trusler bevægede hende, der først
var standhaftig i sin vægring, til at indvilge i at blive
Freys brud inden 9 nætter. Hun modstår alle Skirn-
irs glimrende tilbud og grufulde trusler, indtil han
endelig truer hende med runernes hemmelige magt;
den tor hun ikke udsætte sig for. De tre hoved-
personer er glimrende skildrede, Freys elskovslængsel,
tavse afmagt og hidsige utålmodighed, Skirnirs tro-
skab og uforfærdethed og så, ikke mindst, Gerds
stolte skikkelse. Også i kulturhistorisk henseende
er digtet af en stor betydning. Digtet tilhører de
ældste kvad og er allerede af den grund snarest norsk ;
til Norge fører også de forskellige kultur-hentydninger,
som f. eks. anvendelsen af en uddød tidsel i en
sammenligning.

Det andet er Lokasenna, Lokes ordstrid. I
hdskr. sættes digtet ved et prosastykke i forbindelse
med det lige foranstående kvad om Hymir og det
store gilde, som aserne nu havde foranstaltet efter
at have fået kedlen. Loke, der ikke er buden, kom-
mer af sig selv og begynder med at dræbe den ene af
Ægirs tjænere — hos ham holdtes gildet — , går så
ind i hallen og mager det først således, at han af
Odin så at sige indbydes, og dernæst søger lejlighed
til at yppe strid med de tilstedeværende guder og
gudinder. De fleste drages ind i striden og Loke
sparer ikke, efter sin mest ondsindede natur (det er
som han nu får rigtig luft), de værste skældsord og
forhånelser, bebrejdelser og mest nærgående beskyld-

Digitized by VjOOQ IC

56

ninger. Guderne er så menneskelige, at de lader sig
friste til at tage til genmæle og således på en måde
forringe dem selv; men uden det var der jo ingen
senna bleven. Det ender med, at guderne må, for at
få fred, nævne Tors navn, og straks er han der med
sin hammer; Loke er kæphoj også overfor ham, men
han viger dog tilsidst af frygt for hammeren: »ti jeg
ved, at du slår«; han forsvinder, men udstøder for-
bandelser over Ægir. Forsåvidt sejrer guderne over
ondskaben og lavheden i Lokes skikkelse. Digtet er
snildt indrettet og Lokes karakter er udmærket skild-
ret. Men hvorledes er digtet at forstå? At det er
hedensk og fra det 10. årh. er hævet over tvivl. Man
kan ikke andet end mindes Voluspå og dens bag-
grund. Det er som om alle de beskyldninger, man
fra kristelig side udstødte mod det gamle hedenskab,
naturligvis grundede på misforståelse, forsætlig eller
uforsætlig fordrejelse osv., i alfald i hedningernes
egne ojne, her blev fremsatte, måske yderligere kari-
kerede, for at lade dem og deres ophavsmænd blive
overvundne af verdens og menneskenes gamle for-
svarer, Tor. Forsåvidt står digtet i forhold til den
hos mange levende følelse af tidens slethed og den
gamle gode tros forfald.

De andre digte, der står udenfor den egenlige
samling, er følgende.

Hyndlulj6 9, sangen om jættekvinden Hyndla,
der rådsporges af Freyja til hjælp for hendes ynd-
ling, den unge Ottar Innsteins son. I sin helhed er
digtet egenlig et slægtregister, men som sædvanlig er
der en (mytisk) ramme derom. Den unge Ottar har
væddet med en anden om, hvem der var den æt-
bedste, og da Ottar altid har »trot på asynjerne«,
vil Freyja hjælpe ham; jætter er jo kyndige i for-
tidskundskaber; her er det en jættekvinde, der spiller
den kyndige. Freyja opsøger hende og fører hende

Digitized by VjOOQ IC

57

trods hendes uvenlighed og modstand til Valhal,
hvor Ottar befinder sig, og her meddeler Hyndla
ham hele hans slægt med dens forgreninger. Digtet
er desværre meget dårlig overleveret og forvansket.
Derfor er der også forskellige opfattelser af situa-
tionen (således opfatter nogle den galt, Freyja rider
på, som Ottar selv — en opfattelse, der forekommer
ret usandsynlig). For tekstens restitution har navnlig
S. Bugge gjort meget. Det sidste forsøg på kritisk
at rense digtet (R. Boer) er på flere punkter ikke
tilfredsstillende. Det er vanskeligt at bestemme digt-
ets alder og hjem. Da det drejer sig om en vest-
norsk* hovdingeslægt, ligger det nærmest at tænke
sig digtet forfattet i slægtens hjem og for den. Inter-
essen for slægtregistre ser man bl. a. af Tjodolfs og
Eyvinds digte. Formentlig tilhører digtet det 10,
årh. Det vidner om hedenskabets forfald.

I lignende grad på grænsen mellem gudekvad
og heltedigte står Rigspula, et af de ejendomme-
ligste digte; det er stærkt omstridt. Striden hidrører
især fra, at det er mangelfuldt overleveret; slutningen
deraf mangler, så at det er umuligt at sige med be-
stemthed, hvad meningen egenlig er. En lille ind«
ledning oplyser om, at guden Heimdal — under Navnet
Rigr — vandrer omkring og kommer til 3 forskel-
lige ægtepar: Ai og Edda, Afi og Amma, Fa9ir og
M63ir, — 3 symbolske slægtled — ; ni måneder efter
får hver af de 3 koner en son, der bliver stamfad-
eren til de forskellige stænder, trællestanden, bonde-
standen og jarlestanden, og udfra denne udgår kongen
(Konungr opfattet som Konr ungr); denne sidste og
hans idrætter omtales, hans giftermål antydes, men
dér afbryder digtet. Digtets hovedbetydning for os
er den udmærkede kulturskildring, det giver af de
enkelte stænders udseende, levevis og virksomhed.
Den filosofiske tanke om en gradvis udvikling fra

Digitized by VjOOQ IC

58

det lavere til det hojere, betegnet ved de enkelte
ægtefolks navne, interesserer mindre. Det samfund,
der haves for oje, er afgjort det norske, derom kan
■der ingen tvivl være. Følgelig er det mest naturligt at
opfatte kvadet som norsk. Digtets form er mærkelig;
det er noget remsemæssigt ; de tre situationer ligner hin-
anden, navne opregnes osv. Versemålet er meget
frit fornyr8islag. At digtet hidrører fra det 10. årh.,
tvivler jeg ikke om; den kultur, der antydes eller
beskrives, passer udmærket dertil. Andre sætter det
til langt ned i tiden, endogså til det 13. årh. At det
er forfattet om og i anledning af en kongelig person,
er næsten givet; men her er det kun gisningeV, der
kan gores. Der er meget, der taler for — hvis digtet
er så gammelt — , at den unge Kon ingen anden er
end Harald hårfagre selv ; giftermålet med den frem-
mede kongedatter, der antydes, passer fortræffelig
dertil. Også her er overleveringen ellers dårlig.

Endnu findes et par digte, hvis samhørighed
man især ved hjælp af den danske Svejdalsvise har
erkendt (Sv. Grundtvig, S. Bugge), Grégaldr og
Fjolsvinnsmål; de findes kun i papirsafskrifter,
og det sidste i en delvis forvansket form. Gréas
galder indeholder den fra graven fremkaldte volves
gode råd til hendes son, hvis navn her ikke nævnes.
Rådene gælder sonnens fremtid og farefulde rejse og
det fremgår, at en ond stemoder er med i spillet.
I Fjolsvinnsmål træffer vi sonnen, der kalder sig
Svipdag, lige ankommen til en borg, bevogtet af
Fjolsvinn og to bidske hunde, der forhindrer alle og
enhver i at trænge ind i borgen, hvis herskerinde er
en Mengl68 (»Den smykkeglade« — etslags væntende
Tornerose). Der er kun én, der har fri og uhindret
adgang til borgen, når han kommer, men på beting-
else af, at han nævner sit rette navn. Svipdag, der
er den rette, ham der væntes, ved ikke dette og

Digitized by VjOOQ IC

59

kalder sig med et andet navn. Hovedindholdet er så
en samtale om, hvorledes det er muligt at slippe
ind, men det hele er én eneste umulighed, en circulus
vitiosus, idet den ene mulighed betinges af den
anden. Det ender dog med, at Svipdag får hemme-
ligheden at vide, han nævner sit navn og doren luk-
ker sig op af sig selv, dyrene logrer for ham, og
Menglod selv modtager ham med de inderligste og
ommeste elskovsord. At disse to digte hører sammen,
er utvivlsomt, men de er næppe af én digter og vist-
nok noget forskellige i alder. Det første omtaler en
kristen kvinde som et farligt væsen og antyder der-
ved hedenskabets slutning som tilblivelsestid. Hvad
det egenlig er for personer, som omtales deri, er tvivl-
somt; man har deri set guder (menglad «= Freyja);
men æventyr-agtigheden synes at tale derimod. Et
elskovskvad er Fjolsv.mål, og ingensteder er elskovens
længsel på den ene side, den unge elskers stand-
haftighed og trofaste kækhed på den anden side
malet med skonnere eller mere levende farver. Det
er blandt Eddadigtene det egenlige elskovsdigt, og
minder en del om Skirnismål, der på sin måde også
er et sådant.

Tilsammen giver de her omtalte digte et temlig
fuldstændigt billede af det gamle nordiske, spec. norsk
(-islandske) samfund og samfundsliv. Vi ser deri en
grublen over de dybeste sporgsmål om verdenslivet
i fortid og fremtid og derigennem menneskenes for-
hold til de hojeste magter; vi ser deri en betragtning
af menneskelivet selv og de sociale forhold, som de
var, forhold mellem mænd indbyrdes, mellem disse
og kvinden; vi finder her en så blid og betagende
opfattelse, at vi forbavses derover, vi som ellers er
vant til at fæste blikket på det barbariske og hårde.
Vi ser, hvorledes de ældre giver de yngre råd, trylle-
sangens anvendelse, tro på sandsigersker; vi ser

Digitized by VjOOQ IC

60

kappestrid i kundskab (mandjævning) og kraftprøver;
vi ser skældende, grove samtaler og gensidige for-
hånelser af en primitiv kraft og art, grov list anvendt.
Vi finder der også åndelige interesser for historisk
tradition og slægtkundskab, ja for sproglig lærdom.
Intet af alt dette er det påfaldende at finde så tidlig.
Vi finder på andre hold og ad andre veje en bekræft-
else derpå.

HELTEDIGTE.

1 cod. reg. findes digtet om Volund, V 6 lun da r-
kviSa, inde imellem gudedigtene, men det er dog
nærmest at henføre til heltekvadene. Det indledes
med et prosastykke, der for det meste kun er et ud-
drag af digtet. Volundsagnet findes, som bekendt^
også i Didrikssaga, men af en ganske anden art end
digtets. Nærbeslægtet med dette er derimod det angel-
saksiske digt: Deors klage. Digtet begynder med at
omtale 3 brødre, Volund, Egil og Slagfinn, og deres
3 svanemøer (valkyrjer), der efter 8 års samliv forlod
dem. Egil og Slagfinn går afsted for at søge dem op,^
og de er dermed »ude af sagaen«; Volund bliver til-
bage, tung i sind og grublende og smeder guldringe ;
blandt disse er der én særlig udmærket, nemlig en
flyvering. Kong Nidud, Niarernes fyrste, kommer
over Volund, tager ham tilfange og mishandler ham,
men lader ham smede sig kostbarheder. Volund
pønser kun på hævn, og det lykkes ham at tage den
frygteligste hævn over kongen ved at slå hans sonner
ihjæl og vanære hans datter, Bodvild, der bringer
ham en brækket ring — åbenbart Volunds flyvering
— til udbedring. Han får nu tillige ævnen til at
flyve bort; det gor han, men åbenbarer først fra
borgens mur kongen i hånende ord, hvad han har

Digitized by VjOOQ IC

61

gjort. Kongen lader sin datter kalde og får af hende
vished om det skete. Dermed ender digtet. Dette
er fra først til sidst et sammenhængende hele og så
temlig godt overleveret (enkelte mindre interpolationer
og enkelte huller findes). Digtet er et fuldendt mest-
erstykke både hvad personskildringen angår (ikke
blot hovedpersonerne er lyslevende mennesker, men
også en biperson som Niduds hustru er ikke mindre
skarpt tegnet i korte træk) og m. h. t. komposition
(kort og kærnefuldt), samt og ikke mindst m. h. t.
den finhed, hvorpå f. eks. forholdet mellem Bodvild
og Volund skildres. Uforligneligt er hendes svar til
faderen. Hvad den egenlige sagnform angår — sagnet
er oprindelig tysk — kan der være forskellige vanske-
ligheder tilstede. Men om digtet som sådant er liden
grund til at tvivle. Næppe rigtigt er det, som i den
nyeste tid antaget, at begyndelsen skulde være taget
af et andet digt. Enighed er om, at digtet tilhører
de allerældste kvad; versemålet er gammeldags forn-
yr8islag med vekslende stavelseantal. At det er digtet
i Norge — og i det nordlige Norge (Bugge), derom
kan der heller ikke rejses nogen begrundet tvivl;
dertil er naturtegningen for tydelig, og ligeså de an-
tydede kulturforhold (bjornejagt; bjorneskind til at
sidde på).

Forend vi går over til den egenlige række af helte-
digte, vil vi her indskyde omtalen af et digt, der kun
findes i et par hdskrr. af Snorra-Edda : Grottasongr,
den gamle og mærkelige kværnsang. Det er den sang,
som jættesøstrene Fenja og Menja synger ved kong
Frodes underkværn, der maler fred og guld — men
også død og undergang. Den guldgriske konge undte
dem ikke en times ro, stadig skulde de male, plagede
desuden af det fugtige grus, der åd deres fødder, og
kulden, der pinte dem foroven. De giver interessante
oplysninger om dem selv og deres tidligere færd.

Digitized by VjOOQ IC

62

De spår om Frodes snarlige død, fremkaldt af Yrsas
sdn (Rolv krake), der hævner Halvdan. Og nu maler
de så svimlende kraftig, at kværnen går i stykker
og de »har malet tilfulde«. Digtet er kraftigt og godt
og giver et udmærket billede af de vrede jættemøer,
foruden at det i kulturhistorisk henseende er et meget
værdifuldt aktstykke. Sikkert tilhører det det 10. årh.

Heltedigterækken i cod. reg. indledes med 3 digte
(el. mulig digtsamlinger tildels) om de oprindelig
rent nordiske sagnhelte, de to Helge'r: Helge Hjor-
vardsson og Helge hundingsbane; i spidsen
stilles, som bemærket, et oversigtskyad om den sidste.

Det sidste digt om Helge hundingsbane, eller som
det rigtigst, ifg. hdskr. selv, kaldes VolsungakviSa
en forna (>det gamle«, til adskillelse fra Helg. hund.
I) er et gammelt kvad om Helge og hans elskede,
den skonne valkyrje Sigriin. Digtet er noget brud-
stykkeagtigt og med mange prosastykker af forbind-
ende og oplysende art. Det første afsnit handler om
den unge Helges faderhævn eller forberedelserne der-
til, så det første møde mellem Helge og Sigriin. Det
andet afsnit handler om Sigriins andet møde med
Helge, hvor de erklærer hinanden deres kærlighed.
Sigrun, der havde elsket Helge for hun så ham, for-
tæller, at hun er lovet til Hodbrodd og opfordrer
Helge til at frelse hende. Det gor han og fælder
Hodbrodd og hans brødre (prosa). Herefter indflettes
i hdskr. et stykke stridsvers mellem Sinfjotle og
Gudmund Granmarsson, der burde have stået længere
fremme. I prosa fortælles om Helges drab ved Sig-
runs broder. Denne fortæller hende det ; hun udstøder
meget kraftige forbandelser over ham og giver en
vemodig, smuk skildring af Helge selv. Det sidste
afsnit handler om Sigruns møde med den døde Helge^
hendes ophold hos ham i gravhojen — og hendes
længsel efter det næste møde med ham. Men han

Digitized by VjOOQ IC

63

udebliver — og Sigriin dør af sorg kort efter, hedder
det i prosaen, hvor det også meddeles at Helge og
Sigrtin bægge genfødtes i Helge Haddingjaskate og
Kåra (personer, kendte fra Hromund Greipssons saga)
og der henvises til et digt Kåruljod, der er tabt. Intet
digt giver et mere skært og inderligt billede af den
elskende valkyrje end dette, med hendes på engang
kraftige opflammede valkyrjenatur og bløde, blide
kvindeelskov — en af Eddadigtenes mest pragtfulde
karakterer. Helge selv er den unge, kække helt, der
intet lavt begår og som falder for svig; hans drabs-
mand. Dag, er ikke langt fra at være sympatetisk i
sin tale til Sigrun, »det var Odin, der ophidsede
svogeren til drabet«. Fremstillingen er helt igennem
af den værdigste art; skældsordene imellem Sinfjotle
og Gudmund er her holdt indenfor bestemte grænser
og indeholder intet uædelt. Digtet hører til de bedste
heltekvad og stammer fra det 10. årh. Der er blevet
rejst tvivl om, hvorvidt alle versene hører til et og
samme kvad; Symons har benægtet det og vil hævde,
at endel deraf er brudstykker netop af det nævnte
KåruljoS. Dette er ikke let at bevise og forekommer
— efter hele overleveringen at domme — ikke sand-
synligt. Foran det 2. møde hedder det i prosaen:
»således som det hedder i det gamle Volsungekvad«.
Uagtet dette ikke er afgorende, er der intet til hinder
for at antage det hele som hørende til ét kvad, hvad
heller ikke stil eller indre kriterier bestrider. Når
ordstridsversene er indkomne på et forkert sted, hid-
rører det fra, at samleren i Helg. hund. I havde
skrevet et tilsvarende afsnit og vilde derfor udelade
det her; men han besindede sig dog og indsatte vers-
ene. Dette er iøvrigt ikke uden betydning til belys-
ning af samlerens adfærd, der måske dog ikke har
været så fri for selvstændig behandling som man
har antaget. At digtet er norsk, fremgår med vished

Digitized by VjOOQ IC

64

af naturhentydninger som »ornene siddende i aske-
træets grene«, gedehyrden med hasselkæppen osv. ;
således også Symons for enkelte bestanddeles ved-
kommende (efter hans opfattelse).

Det andet Helgekvad, Helgakvifta Hundings-
bana peira ok Hoftbrodds (jfr. Sakses med dette
tilnavn overensstemmende beretning), som det kaldes
i overskriften med tilfojelse af: Volsungakuida, er be-
tydelig yngre og ikke ældre end fra 11. årh. (Helge
siges at have været 15 år gammel, da han hævnede
sin fader, hvilket tyder på en senere opstået opfat-
telse af myndighedsalderens begyndelse). Digtet er
et oversigtskvad (i fornyrSislag) og temlig velbevaret.
Det begynder ret pompøst med Helges fødsel i
forbindelse med naturfænomener af varslende art,
men digtet svarer iøvrigt ikke ret til denne begynd-
else. Faderhævnen omtales kort og kraftig, hvor-
på mødet mellem Sigrun og Helge skildres; hun
fortæller om Hodbrodds frieri og Helge lover at
kæmpe med ham. Der er således en betydelig af-
vigelse her fra det første digt. Nu kommer forbe-
redelserne til kampen, temlig udførlig, sejlasen, kraftig
skildret, og landingen med ordstriden mellem Sin-
Qotle og Gudmund, ofte af en temlig lavtliggende art
og med grove beskyldninger, og indtagende en ufor-
holdsmæssig stor plads; kampen selv skildres derimod
påfaldende kort. Helge og Sigrun »får hinanden« og
lever lykkelig med hinanden. Heri ligger den storste
afvigelse fra det andet kvad og sikkert også fra den
oprindelige sagnform: Digtet forudsætter således helt
andre og yngre tider. Det kan ikke nægtes, at det
er ret godt digtet og på sin vis kraftigt, uagtet de
enkelte dele ikke står i noget rigtigt forhold til hin-
anden, hvad udførligheden angår. Hvor det er for-
fattet, er det vanskeligt at bestemme; Symons antager
muligheden af, at det (og Rigspula) er digtet i de

Digitized by VjOOQ IC

65

vestlige kolonier. Jeg har tidligere villet henføre det
til Gronland, dog med tvivl og egenlig på grund af
ordet Hniflungr med h i forlyd; men dette er næppe
holdbart, da ordet her kan forklares anderledes, nem-
lig som dannet af Hnefi, men ikke identisk med
Niflungr.

Til slutning gores opmærksom på, at denne Helge
knyttes genealogisk til Volsungerne, idet han g5res
til en son af Sigmund og SinQotles halvbroder. Så-
ledes bliver disse digte etslags indledning til den
stare cyklus: Volsungedigtene i egenlig forstand.

Digtet om den anden Helge, Helga kvi5a
HjorvarSssonar, som det er blevet kaldt, er ikke,
som det findes i cod., ét digt. En sammenhængende
gruppe af vers, en samtale mellem stavnboen Atle
og en søtroldkvinde, i Ijédahåttr, må udskilles som
et særligt, selvstændigt digt. Helge er son af kong
Hjorvard og Sigrlinn, kong Svåfnis datter; der for-
tælles først om, hvorledes Hjorvard, efter frugtesløs
bejlen, får Sigrlinn til ægte ved hjælp af hendes
fosterfader, jarlen Frånmarr. Helge vokser op, er
tavs og uden navn; så ser han engang valkyrjer ride ;
Svåfa hed den, der anførte dem; hun tiltaler Helge
og giver ham dette navn, han kræver hende selv til
navnegave. Helge hævner sin morfader (her indsæt-
tes digtet om Atle). Han trolover Svåfa. Men så
sker det, at Hedin, hans broder, i ubesindighed har
ved bragebægeret aflagt det løfte at ægte Svåfa. I
sin fortvivlelse opsøger han Helge, der netop skal til
kamp med Alf, en son af den af ham fældede Hrod-
mar. Helge fældes. Svåfa hæntes . til den døende,
der meddeler hende, at det er forbi med hans liv
og opfordrer hende til at ægte Hedin, men det vil
hun nødig. Hedin tager bort for at hævne Helge.
Dermed ender digtet. Alt i dette digt er udmærket;
karakterer som Helge og Svåfa er ideale helte- og

5

Digitized by VjOOQ IC

66

valkyrjeskikkelser uden plet og lyde. Især er Svåfas
sindstemning, da hun får dødsbudskabet, ypperlig
skildret. Digtet tilhører de bedste fra det 10. årh.;
således (tiden) også Symons. Det er i sagnhistorisk
henseende meget vigtigt.

Lj65ahåttsdigtet er en grovkornet samtale mellem
den djærve stavnbo Atle og jættekvinden Hrimgerd,
der færdes i søen, og hvis fader siges at være dræbt
af Helge; det er faderbod, hun kræver; hun vilde
have tilintetgjort Helges flåde, men Svåfa har frelst
den. Hun kræver at måtte sove en nat ved Helges
side. Atle benytter imidlertid det samme fif som
Tor i Alvissmål; han trækker tiden ud, indtil solen
brød frem; den gjorde Hrimgerd til sten, til «et lat-
tervækkende havnemærke«. Digtet er temlig ungt,
men næppe senere end slutningen af det 10. årh.
Det er blevet kaldt HrimgerdarmåL

Vi kommer nu til de egenlige Volsunge- og Gjuk-
ungedigte. Hvad sagnet eller sagnene angår, kan vi
ikke her komme nærmere ind på dem. Kun skal
her bemærkes, at de tyske sagn, der ligger til grund,
ikke er forblevne uforandrede. Der er for det første
sket en tilknytning til det mytiske, idet niflungeskat-
ten i de nordiske sagn får en mytisk oprindelse
(dværgen Andvare og guderne) og fra først af en evig
forbandelse — noget der også ellers træder frem i
nordiske sagn. Dette har haft en gennemgående
nordisk skæbnetråd til følge. Dernæst er der sket
en kombination af tyske sagn, Jormunrekkssagnet
og Gjukungesagnet, Didriksagnet iøvrigt også, uagtet
det spiller en ringe rolle. Endvidere er Gudruns-
sagnet sammenvævet dermed; Gudrun kendes ikke i
tyske sagn, som der her er tale om; i steden for
hende har disse Krimhild, der under omdannelsen i
Norden blev til Gudruns moder Grimhildr. Desuden
har det nordiske valkyrjemotiv sat sit præg på det

Digitized by VjOOQ IC

67

hele — for ikke at tale om forbindelsen med de
nordiske Helgesagn, der dog er af mindre betydning.
Alle disse sagn har påvirket hinanden gensidig og
ofte på en meget indviklet måde. Men nordisk ånd
har skabt og præget sagnets skonne skikkelser, mænd
og kvinder.

Efter oversigtskvadet Gripisspå, der her stilles i
spidsen og hvorom mere senere, følger et digt eller
brudstykke af to, som man har kaldt Regi ns mål
(A og B; overskriften i cod. er ulæselig). I tilslutning
til en prosaisk indledning fortælles i disse digte,
hvoraf det ene er i fornyrSislag, det andet i lj68a-
håttr, om dværge-guldets erhværvelse, hvormed Odin
skulde bøde for drabet på Otr Hrei5marsson. Dværg-
en udtaler forbandelsen. Hrei8mar dræbes af Fåfnir,
der bemægtiger sig alt guldet. Sigurds første bedrift,
faderhævnen, udføres, under hvilket Odin hjælper
Sigurd og belærer ham på en kulturhistorisk meget
interessant måde. Så fortsættes næsten umiddel-
bart med et digt uden egenlig overskrift, som man
har kaldt Fåfnismål, i Ijoftahåttr, og som handler
om Fåfnis drab (en længere samtale mellem Sigurd og
den døende Fåfnir, tildels af belærende art). Sigurd
steger Fåfnirs hjærte og kommer derved til at forstå
fuglestemmer; han hører fugle tale; de opfordrer ham
til også at dræbe Regin — hvad han så gor — og
spår om hans fremtid (forhold til valkyrjen og Gudrun).
F* ugleversene består af en blanding af IjoSahåtts- og
fornyrSislagsvers. Meget taler for, at man her atter har
en kombination af to digte, og ikke ét digt som an-
taget af flere, f eks. Sv. Grundtvig. Digtet tilhører
de yngre, men er dog vist fra tiden for 1000.

Atter følger et nyt digt, der i cod. umiddelbart
fortsætter det foregående, det, der er blevet kaldt
Sigrdrifumål. Sigurd har redet videre og op på
HindeQæld, hvor han træffer en sovende valkyrje,

5*

Digitized by VjOOQ IC

68

hvem Odin til straf for hendes ulydighed har stukket
en sSvntorn. Sigurd vækker hende, og idet hun
vågner op, hilser hun på en smuk og inderlig måde
lyset og verden. Hun giver dernæst Sigurd belæring,
— ifg. overleveringen på to måder — dels angående
forskellige arter af runer og deres brug og betydning,
dels giver hun ham gode livsråd. Inde i det 6. råd
falder den store lakune i cod. Ang. dette digt, der
især i den første del er broget (vers i forny, og lj68ah.
blandede sammen) og ganske utvivlsomt sammensat
af forskellige bestanddele, er der udtalt forskellige
meninger. Mullenhoff (og Symons) antager, at hægge
rækker (runer og råd) for det meste er interpolerede;
af det oprindelige digt skulde der så være meget lidt
tilbage. Dette er at gå for vidt. Rimeligt er det at
antage, at råd-afsnittet er oprindeligt, så meget mere
som det meste deraf kan forklares som sigtende til
Sigurds (og Sigrdrifs) eget senere liv. Det vilde da
også svare til Odinsrådene i Reginsmål. Derimod er
rune-afsnittet mere mistænkeligt, da runer aldrig
senere spiller nogen rolle i Sigurds liv; og det kan
let forklares, hvorledes det er kommet ind. Slutningen
af digtet (råd 7 [6] til 11) findes i papirsafskrifter og
er sikkert ægte. Digtet, der er benyttet i Volsungas.,
har dog ikke sluttet med nuværende v. 37, men, som
sagaen viser, mangler der endnu et verspar, hvori
Sigurds trolovelse med valkyrjen har været fortalt.
Man har af psykologiske grunde villet betvivle ægt-
heden af digtets nuværende form ; det var unaturligt,
at den unge valkyrje, lige vågnet til lys og elskov,
skulde give sig af med disse råd. Men man må her
tage oldtidens egen psykologi i betragtning og mod
den strider sikkert ikke et sådant digt. Tværtimod.
Det kunde give Sigurd anledning til at beundre hendes
visdom og ædle sjæl, ligesom han også derved vandt
tid til at blive betaget af hendes ydre skonhed. —

Digitized by VjOOQ IC

69

Man har tvivlet om »Sigrdrif« (dette er den rigtige
navneform) var et egennavn eller blot appellativum
« valkyije (Symons). Snarest er det dog det første.
At denne valkyrje og Brynhild ifølge den gamle op-
fattelse er identiske, er der nu næppe nogen, der be-
tvivler. At denne identitet beror på en vilkårlig
sammenblanding er en anden sag.

Nu mangler der, som for bemærket, 8 blade i
cod. Indholdet genfindes i Volsungasaga — til uvur-
derlig nytte. A. Heusler har i en dygtig afhandling
søgt at påvise antallet af de tabte digte og disses art.
Disse skulde være 4: et falkedigt, et drommedigt, et
længere Sigurdsdigt (temlig ungt) og begyndelsen til
det digt, hvoraf slutningen haves i cod. efter lakunens
ophør. Heuslers påvisninger er meget sindrige, men
langt fra sikre. Imidlertid er Sigurd bleven gift med
Gudrun, Brynhild med Gunnar; den svig. Bryn-
hild har været genstand for, har hun fået at vide,
og det opflammer hende til vrede og hævn. Hun
har endogså for at ægge Gunnar beskyldt sig og
Sigurd for at have haft en ukysk samværen på Hinde-
Qæld — en usandhed, der senere førte til den sagn-'
dannelse, at de havde haft datteren Aslaug (Kraka).
Gunnar er vred på Sigurd for hans troløshed — her-
med begynder efter lakunen det nævnte digtbrud-
stykke — og rådfører sig med Hogne om at dræbe
Sigurd. Drabet fortælles og digtets slutning handler
om Gudruns og Brynhilds, især den sidstes, stemning
derefter; opfyldt af anger og bitter smærte åbenbarer
hun nu for Gunnar, hvilken usandhed hun har begået
og bebrejder ham det edsbrud, der vil medføre hans
og hans slægts undergang — »mellem mig og sig
lagde den dyre konge et guldprydet sværd; æggene
var udvendig og indvendig edder-blandede«. Dermed
slutter digtet. Det har været et prægtigt' digt — 4 i
Vols.s. anførte vers bl. a. om flammeridtet hører vist-

Digitized by VjOOQ IC

70

nok dertil — men at gore det så gammelt (hørende
til de alier ældste) som Symons vil er dog vist over-
drevet. I det bevarede stykke er det især Brynhild,
der træder i forgrunden, i psykologisk henseende
mesterlig tegnet af digteren. Der er al grund til at
antage, at digtet har været meget langt og kaldt »det
store (storre) Sigurdskvad«, til adskillelse fra »det
korte« (se nedenfor). Hermed er de kvad, der i
egenlig forstand handler om Sigurd, ude.

Derpå følger det første Gudrunskvad, Go8runar-
kvida, der egenlig ikke indeholder nogen særlig
kendsgærning eller begivenhed, hvorved handlingen
føres videre. Digtet er et psykologisk mandjævnings-
digt, hvor Gudrun og Brynhild stilles overfor hin-
anden og deres sindsstemning skildres. Gudrun er
utrøstelig efter Sigurds død, taler ikke og tårerne
bryder ikke frem — >så var hun sorgbetagen, at hun
var ved at briste«. Andre kvinder træder til og for-
tæller hende deres sorger; intet hjælper, indtil Guld-
rand, hendes søster, blotter Sigurds blodige hoved;
da løsnes Gudruns ord og tårerne vælder frem og
hun bryder ud i en veklage og mindes Sigurds ypper-
lige helteskikkelse. Brynhild hører dette og forbander
Guldrands handling. Men Brynhilds bitre smærte er
ikke mindre — »hun stod ved sojlen, der brændte
ild ud af hendes ojne og edder stod ud af hendes
mund, da hun så sårene på Sigurd«. Dermed slutter
digtet.

Det følgende digt, et af de længste, »det korte
Sigurdskvad«, SigurSarkvifta en skamma (i forn-
yrftislag), bærer kun uegenlig dette navn. Ganske
vist fortæller det kort om at Sigurd kommer til Gjuke,
ægter Gudrun og bejler i Gunnars skikkelse til Bryn-
hild, osv. til Sigurds drab samt Gudruns sorg ved
Sigurds lig, men hovedbestanddelen af digtet er åben-
bart den sidste halvdel, hvori Brynhild giver en over-

Digitized by VjOOQ IC

71

sigt over sit eget liv og bebuder sin snarlige død for
egen hånd, som ingen kan få hende fra. Hun gor
forberedelser til sin død og holder atter, efter at have
tilfojet sig banesåret, en tale til Gunnar, hvori hun
forudsiger fremtidige forhold og begivenheder — ind-
til talen svigter og hun forstummer i døden. Hvad
den fremadskridende sagahandling angår, har dette
digt den betydning, at det er det eneste, der direkte
fortæller om Brynhilds død. løvrigt har det ikke
nogen synderlig betydning. Brynhilds karakter er
ikke uinteressant skildret — hun er her den af livet
hårdt behandlede, vemodige kvinde; der er ingen
vild lidenskab hos hende som i det første Gudruns-
kvad — ikke engang i begyndelsen, hvor hendes
sindsstemning beskrives efter at hun har opdaget
svigen på bejlerfærden. Gunnar er vaklende og lidet
selvstændig. Digteren har ikke i alle henseender
været heldig m. h. t. kompositionen. Digtet er meget
vidtløftigt og ordrigt — de lange taler står i den
stærkeste strid med de ældre digtes ordknaphed;
man står således her overfor et bestemt efterklassisk
digt, der ialfald ikke er ældre end fra det 11. årh.
Heller ikke er det ret meget yngre. Sporgsmålet om
digtets hjem er meget omtvistet. Jeg har henført
det til Gronland på grund af visse ligheder med
Atlamål (længde og udførlighed ; et enkelt ords brug)
og et udtryk, der skulde minde om gronlandsk
natur. Symons har søgt at modbevise dette, men
jeg kan ikke indromme, at det er lykkedes ham.
Digtet indeholder mange reminiscenser og lån fra
andre digte.

Man kunde sige, at dette kvad havde til hensigt
at fremstille Brynhild således, at hun skulde vinde
tilhørernes sympati. Denne bestemte hensigt har
sikkert digteren af et lille kvad i fornyrS. om Bryn-
hilds helridt, HelreiS Brynhildar, som det plejer

Digitized by VjOOQ IC

72

at kaldes. Forf. fingerer, at Brynhild på vejen til
Hel skal køre igennem en jættekvindes gård; denne
bliver vred og skælder Brynhild ud for hendes mis-
gærninger. Brynhild svarer og giver en oversigt over
sit liv — med forskellige ellers ukendte sagntræk — ,
hvorved hun søger at undskylde sig og tilbagevise
gygens beskyldninger — tilvisse ingen heldig tanke
at vælge en gyge til modpart. Det er ikke umuligt,
at hægge disse digte hænger noje sammen i tid
og sted.

Nu følger det andet hovedafsnit — Gudruns hi-
storie — efter Sigurds død. Det andet Gudrunskvad,
Go5rilnarkvi9a en forna i fomyrSislag, er en
enetale af Gudrun, hvori hun fortæller om sit liv —
bl. a. et ophold i Danmark hos Tora Håkonsdatter
(ellers ukendt) — og hvorledes hun af sin moder
(glemselsdrikken) lader sig bevæge til at gifte sig
med den hende så forhadte Atle Budlason, Brynhilds
broder. Tilsidst meddeler hun nogle ildevarslende
dromme, Atle har haft, og som hun med vilje har
tydet forkert. Digtet er meget interessant især i
kulturhistorisk henseende (omtale af billedvævede
tæpper m. m.); i sagnhistorisk henseende indtager
det en meget mærkelig plads. Måske har man deri
minder om den virkelige Gudrun, for hendes person
blev knyttet til Gjukungerne. Forf. har undertiden
noget vanskeligt ved at objektivere sig personer og
begivenheder. At digtet er forfattet i Norge fremgår
tydelig af de sammenligninger, der findes (f. eks. af
Sigurd med den prægtige, hojbenede hjort osv.). Hel-
ler ikke kan der være tvivl om dets alder (jfr. en
forna), at det tilhører digtenes klassiske tid.

Det 3. Gudrunskvad, Go8runarkvi8a (HI), er
et ganske kort digt i fornyr9., der fortæller om en
renselsesprøve (ketiltak), som Gudrun må underkaste
sig, fordi tærnen Herkja (i virkeligheden = Attilas

Digitized by VjOOQ IC

73

hustru Erka) har beskyldt hende for at være Atle
utro. Gudrun består prøven og Herkja bliver sænket
i en rådden sump til straf.

Oddriinargråtr — et i senere tider lavet navn

— indfører nye personer og nye momenter i sagnet,
som uden tvivl er blevne til i Norden og udgor til-
digtninger til de tyske sagn. Oddrun er Atles og
Brynhilds søster, men er hendes modsætning i kvinde-
lighed og blidhed. Den ydre anledning til hendes
optræden er, at hun engang hørte, at hendes veninde

— en ukendt Borgny — ikke kunde føde; hun tager
afsted og hjælper hende ved sine tryllesange. Oddrun
hjælper hende dog ikke, fordi hun egenlig fortjænte
det; Borgny havde tidligere bebrejdet hende hendes
lonlige forhold til Gunnar — efter Brynhilds død —
(oplysningen om dette forhold er det nye, der tilfojes),
men nu har straffen rammet Borgny selv, der har
fået tvillinger med sin elsker. Dette giver Oddrun
lejlighed til at fortælle (holde en enetale — der
findes mange sådanne i de yngre digte) om sit liv
og sin skæbne og især om sin elskov til Gunnar,
hvem hun vilde hjælpe ud af ormegraven ; hun ender
med at sige: »nu er Oddruns gråd (sorg) forbi« —
det er længe siden, tiden læger alt. Digtet hører til den
yngre gruppe fra det 11. årh. Oddruns skikkelse er
skildret ret træffende, hendes tålmodige resignation
er vemodig og inderlig. Det er fristende at henføre
digtet til Gronland (der fremtræder i det en mærkelig
uvidenhed om dansk geografi, der således vilde finde
sin naturlige forklaring).

Om det næste optrin i sagnet, Gjukungernes
(Gunnars og Hognes) undergang, handler dernæst to
parallele, men iøvrigt hojst forskellige digte Atla-
kvida og Atlamål, hægge i cod. reg. kaldte »gron-
landske«. Hvad det første angår, må det bestemt
hævdes (det gor f. eks. Symons), at denne betegnelse

Digitized by VjOOQ IC

74

i overskriften må bero på en fejltagelse. Der er
alle henseender — sagnforui, fremstilling, versemål —
et sådant svælg imellem de to digte, at det er næppe
tænkeligt, at de skulde tilhøre det samme land eller
kulturstandpunkt (hvad B. M. Olsen vil). I sagn-
historisk henseende indfører Atlamål ellers ukendte
og sikkert nye personer, har andre navne end Atla-
kvi8a (på Atles sendemand); Atlamåls fremstilling er
overmåde vidtløftig (det er det længste af alle Edda-
digte), medens Atlakvida slutter sig i koncis stil og
kærnefuld gammeldagshed til den ældre gruppe fra
den »klassiske« tid. Fremstilling og valg af ord er
uovertræffelig. Atlamål er digtet i meget regelmæssig
målahåttr og i det hele godt overleveret (dog med
flere mangler), Atlakv. er også digtet i målah., men
langt mere frit; det er meget mishandlet i overlever-
ingen, så at endogså Symons taler om et digt i sin
ældre, oprindelige form og som han henfører til sin
ældste gruppe; her har Symons dog overdrevet noget
Atlakv. hører utvivlsomt det 10. årh. til, efter nogle
kriterier at domme snarest dets sidste halvdel, medens
Atlamål først kan være digtet måske langt inde i det
11. årh.; yngre er det dog ikke. Dette stemmer for-
træffelig med, at det er grønlandsk, o: forfattet i den
islandske koloni i Gronland; heraf bærer det også
bestemte præg på mange måder; isbjørnenes ankomst
sydøst fra — således kommer de med drivisen endnu
den dag i dag — antydes, m. m. Der hersker i
digtet meget lave forestillinger om konger og konge-
lig pragt (dronningerne er bondekoner; hirden er 30
mand), naturligvis efter forholdene deroppe; og i det
hele har digtet fået et præg af fortrykthed og ringe
kulturstandpunkt. Det modsatte er tilfældet med
AtlakviSa.

Som bemærket er disse to kvad paralleldigte, idet
de hægge, hvert på sin måde, fortæller om Atles svig-

Digitized by VjOOQ IC

75

fulde indbydelse til gæstebud, Gjukungernes rejse
trods onde varsler og Gudruns advarsler, deres under-
gang og død, samt hvorledes Gudrun hævner sine
brødre ved at dræbe Atle (og sine egne sonner med
ham). Personskildringerne i Atlakv. er aldeles ypper-
lige, især er beskrivelsen af Hogne og hans modsæt-
ning, den feje træl Hjalle så mesterlige, at magen
dertil knap gives. Atlamål anvender drommemotivet
meget stærkt.

Nu er den egenlige saga ude, og man havde ikke
savnet noget yderligere. Gjukungerne er døde —
undt. Gudrun — , skatten er skjult i Rinen og kan
således ikke afstedkomme flere ulykker. Men man
har i Norden givet Gudrun et yderligere giftermål og
så knyttet det hele til Jormunrekkssagnet. Gudrun
vilde, hedder det i prosa, tage sig af dage ved at
drukne sig, men det lykkedes hende ikke ; hun førtes
over Qorden til kong Jonakrs land (denne Jonakr
antages at være identisk med Odoacher); med ham
bliver hun gift og får 2 sdnner, Sorle og Hamder,
der således bliver nye Gjukunger; i karakter svarer
de til Gunnar og Hogne, den ene er hård, den anden
blidere. De har en halvbroder Erpr. Men Gudrun
og Sigurd havde haft en datter Svanhild — en sagn-
person som allerede Jordanis kender; hos ham gen-
findes også brødrene: Sarus og Hammius — ; denne
datter, strålende som solen, blev gift med kong Jorm-
unrekk; men den onde rådgiver Bikke (Sibicho) får
hans son Randve til at blive Svanhilds elsker; han
fortæller det til Jormunrekk, der så lader Svanhild
træde under hestefødder og Randve hænge. Her er
sikkert flere sagn blandede sammen og i Norden til-
dels omdigtede. Da Gudrun erfarede det skete, blev
hun opfyldt af hævnlyst og æggede sine sonner til
at dræbe Jormunrekk. Denne hendes opfordring og
udstyrelse af sonnerne findes i det næste digt i

Digitized by VjOOQ IC

76

fornyr8., Go8 ru narhvo t. Efter at brødrene er af-
rejste, fortsætter Gudrun med en enetale, hvori hun
mindes tidligere tider og sine store sorger, især Sig-
urds og Svanhilds død. Digtet er kraftigt i tone,
men det er ikke ældre end fra slutningen af det 10.
årh. Det ender abrupt midt i et vers ; senere er der
hæftet dertil nogle få vers af et helt andet digt, hvori
Gudrun tiltaler Sigurd (som død), og opfordrer til
at berede Sigurds (og Brynhilds) bålfærd. Situationen
er lige efter Sigurds død.

Endelig følger så det sidste digt, Ham8ismål
en for nu, der i handling fortsætter den første del
af Goftr.hvot, nemUg brødrenes ankomst til og angreb
på den gamle, prægtige Goterkonge Jormunrekk,
der »brummede som en bjornc og var frygtløs over
for brødrene. Disse havde undervejs af uvilje dræbt
deres halvbroder, Erpr, der skulde have hjulpet dem;
de hugger arme og ben af kongen og bliver selv
stenede. Dermed er sagaen helt og holdent ude.
Digtet er et af de allerbedste, især hvad den livagtige
betegnelse af personerne, ikke mindst kongen selv,
angår. Fremstillingen er gammeldags kærnefuld, for
så vidt som man kan domme efter dets nuværende
tilstand, ti det er mangelfuldt; desuden er .vers i
fornyrdislag — digtet selv er i målahåttr — ind-
blandede, ojensynlig af et andet og yngre paralleldigt,
som jo netop antydes ved betegnelsen »det gamle«.
Digtet er uomtvistelig forfattet i Norge, hvad sam-
menligninger og naturhentydninger viser. Symons
henfører det til den ældste gruppe.

Uden tvivl har der eksisteret flere lignende digte,
men de er nu tabte. Men de heldigvis bevarede
kvad viser tilstrækkelig, hvad man i oldtiden for-
måede især m. h. t. karaktertegning og rammende
fremstilling, selv om man ikke just kan tale om
nogen særlig åndsflugt eller fantasi — medmindre

Digitized by VjOOQ IC

77

man dertil vil regne de stedfundne sagnkombinationer,
der sikkert lidt efter lidt har udformet sig. Digterne
har i reglen ramt det centrale i sagen og vidst at
forme det smukt og kraftig — alt tillige præget
af tidens ånd og livsopfattelse. Vi ser flere gange
•to parallelle rækker af digte, tildels med forskellig-
formede sagn (eller sagnmomenter), ældre og yngre
kvad; dette hænger mulig sammen med en senere
indvandring af de tyske sagn — i en noget ændret
skikkelse — , som man ikke uden stor sandsynlighed
har ment at kunne konstatere.. Men et er sikkert,
at de alle har en fælles rod og et fælles indre slægt-
skab. At disse grupper skulde deles efter lande
(Norge-Island), hvad der naturligvis ikke var umuligt,
er af fdranførte grunde ikke ret sandsynligt.

Det kunde måske være rigtigst med disse digte
at sammenstille olddigte som Bjarkamål en fornu
og Darra8arlj68, der slutter sig så nær til hine
både ved indhold og form (henholdsvis i målahåttr
og fornyrSislag). Hvad vi kender til det gamle
Bjarkemål er desværre kun lidet. I anledning af, at
det siges, at Tormod kolbruneskjald har fremsagt det
til opmuntring af kong Olafs hær lige for Stiklestad-
slaget, anføres de to første bekendte vers: »Dagen er
oppe, hanens vinger suser osv.<. Desuden anfører
Snorre i Edda 3 vers, der alle beskriver kong Hrolfs
gavmildhed, og som er fyldte med guldomskrivninger ;
mod versenes ægthed lader sig næppe noget indvende.
Et par linjer haves endnu. De talende i digtet er
først Hjalte og så Bjarke. Saxo har et tilsvarende
udførUgt digt. Digtet er altså ældre end 1030 og
rimeligvis fra slutningen af det 10. årh. At det er
norsk eller islandsk viser guldkenningeversene til
evidens.

Darra5arlj68 er et ejendommeligt valkyrjekvad;
i form er det et varselsdigt, forfattet om det vældige

Digitized by VjOOQ IC

78

Brianslag, Clontarfslaget i Irland 1014. En mand så
12 kvinder (valkyrjer) komme ridende og forsvinde i
et hus; han gik hen og så, at de opførte en væv,
hvor garn og islæt var tarme, strammestene menne-
skehoveder, sværd vævske osv. Det er kampvæven,
der væves; og det er dertil navnet hentyder; jfr. Egils.
vefr darradar (i Njålssaga, hvor digtet findes, er det
manden, der hedder DarraSr, hvilket er en misfor-
ståelse). Under væven synger de deres krigssang,
hvor det lyder omkvædsmæssigt og uhyggeligt: »lad
os vinde, lad os vinde darradsvæven« — »skaft vil
brage, skjold vil briste« — »nu er det frygteligt at
se sig om, blodige skyer svæver under himlen« osv.
Endelig rider de bort. De tager parti »for den unge
konge«. Sigtryg silkeskæg — . Når og hvor dette in-
teressante kvad er forfattet, er vanskeligt at afgore.
Det er måske snarest islandsk og forfattet ikke længe
efter slaget. Der går igennem det et så friskt pust,
at det næppe kan høre til det 12. årh. f. eks.

Der findes i de såkaldte fornaldarsagaer en
mængde digte og vers af forskellig kvalitet og alder.
Intet af dem kan med vished henføres til den periode,
vi her behandler; de vil derfor tages til samlet be-
tragtning på sit sted.

SKJALDEKVAD.

Rent kronologisk set er disse, hvad alderen angår,
de ældste nordiske åndsfrembringelser, man kender
(bortset naturligvis fra runeindskrifterne). Til at be-
gynde med er de alle naturligvis norske. Blandt
de til Island udvandrede Nordmænd findes enkelte
versemagere (skjalde), og fra og med midten af det
10. årh. er skjaldekvadene så godt som udelukkende
islandske. Der er kun én slægt i Norge, der frem-

Digitized by VjOOQ IC

79

bringer skjalde, det er kongeslægten, helt ned til
. Sigurd jorsalfar; hvad der ellers er af norske vers er
kun ganske enkelte mindre (løse) vers. Selvfølgelig
er skjaldekvad eller bevidstheden om deres ydre form
ikke i og for sig forsvunden i Norge, men da denne
digtning pludselig skød frem på Island, var den som
med ét forsvunden i Norge. Grunden hertil er og
må være den, at Islænderne trængte til en særlig
støtte, så at sige en anbefaling, et middel til at vinde
fremgang i udlandet, og dette fandt de i digtningen,
den om man så må sige personlige heltedigtning.
Af de historiske forhold var det givet, at Islænderne,
både de ældre og de yngre, især købmændene, måtte
ty til fyrsterne — konger og jarler — dels for at
kunne færdes frit og sikkert i landet, dels for at er-
hværve sig hæder og gods. Alt dette kunde de få
ved at slutte sig til fyrsten og helst blive hans hånd-
gangne mænd. Men for at opnå de goder, der her
var tale om, skulde de være i besiddelse af så mange
ævner og fremragende egenskaber som muligt, hvor-
ved de kunde stå sig i konkurrencen med de ind-
fødte selv. Disse var tildels af andre grunde for-
pligtede til at støtte kongen, og tapperhed var for
dem igrunden den vigtigste adkomst til at blive
kongsmænd. Det er derfor meget forståeligt, at de
Islændere, der besad skjaldeævne, hurtig lærte at
indse dennes fremragende betydning for dem, netop
også fordi de vidste, hvor stor en pris kongerne satte
på den slags forevigelse af sig og sine bedrifter.
Dette sidste kendes fra de ældste tider, men især er
det dog Harald hårfagre, som har grundlagt fyrste-
skjaldenes stilling og anseelse, og hans eksempel
fulgte alle de følgende fyrster. Denne anseelse bredte
sig ud og blev fællesnordisk, selv om fyrstedigtenes
egenlige grund er Norge. Der findes skjalde hos de
svenske og danske konger, hos Knud d. store i Eng-

Digitized by VjOOQ IC

80

land, hos Orknøjarlerne osv. I selve Island blev
også enkelte hovdinger hædrede på denne måde.
Dette må have været grunden til det her omtalte
forhold — at Islænderne så at sige ganske fortrængte
Nordmændene som skjalde. På Orknøerne findes
skjalde, men ingen hirdskjalde. Således også i Gron-
land; der kendes ingen hirdskjald derfra, og dog
vides det, at man også der har digtet (endogså
et versemål kaldes :»det gronlandske« ; benyttet af
Snorre).

Skjaldedigtningen var som bemærket meget hojt
anset, den betragtedes som en gave fra Odin, der
selv havde skaffet sig skjaldedrikken; og ingen nær-
ede den kærlighed til den som skjaldene selv; det
smukkeste udtryk for dette har den gamle Egill
Skallagrimsson givet i sit digt Sonnetabet. Digter-
ævnen er hans bedste trøst. Rundt omkring hos
skjaldene findes små indskudssætninger, der viser
deres glæde og stolthed over deres ævne. At de til
gengæld væntede gunst og gave for deres digte var
ikke mere end naturligt og ganske i oldtidens ånd
(»gengæld skal være gave lig<). Og store var tit og
ofte de gaver, de fik ; det var forskellige kostbarheder
— prægtige kapper, sværd, skjolde, ja skibe med
eller uden skibsladning. En ærkegnier var den, der
ikke vilde Idnne skjaldekvad ; det viste tillige, at han
ikke besad den rigtige sans for deres betydning og
værd. Torbjorn hornklove giver os et friskt billede
af skjaldene blandt kong Haralds følge: »på deres
rustning og dragt og guldringe kan man se, at de
er kongens bekendte; de råder over røde felder med
smukke striber, sølvom viklede sværd, ringvævede
særke (brynjer), forgyldte skulderremme og figurerede
hjælme«.

Skjaldene havde også på en anden måde en stor
betydning, nemlig som kvadfremsigere ; de underholdt

Digitized by VjOOQ IC

81

folk ved festlige og andre sammenkomster^ kongens
hird eller ham selv lejlighedsvis, ved at fremsige
egne og andres digte. Det bører man om Tormod
kolbruneskjald (se ovf. s. 77), om digteren Stiifr, der
for Harald bårdråde, som selv var skjald, fremsagde
en mængde digte (draper og flokke). Dette havde
stor betydning for kvadenes overlevering og bevarelse
for eftertiden. Også denne kvadfremsigelse lonnedes
godt.

Hos Harald hårfagre havde der som sagt været
hirdskjalde; flere af disse har sikkert sluttet sig til
ham for livet eller i hvert fald for en lang årrække.
Således gik det også nogle af de islandske skjalde,
der gor det samme, Sigvat hos Olaf og Magnus,
Tjodolf hos Harald bårdråde, mulig Ottar svarte hos
Knud d. store (for havde han været længe hos Olaf
d. svenske, indtil dennes død). I de alier fleste til-
fælde vendte de unge skjalde dog tilbage eller var
idelig på rejser (som Hallfred); de tog da undertiden
fra den ene fyrste til den anden som f. eks. Gunn-
laugr. I øvrigt vides kun lidet om de fleste skjaldes
liv i det enkelte.

Når en skjald besøgte en fyrste og havde fået
foretræde, udtalte han ønsket om at måtte fremsige
et digt om ham. I reglen måtte skjalden vente i
nogen tid; fyrsten var ikke altid straks oplagt til at
høre derpå eller han vilde først erfare noget om
skjalden selv og hans egenskaber; undtagelsesvis
vilde han vide, hvorvidt vedkommende var dygtig nok,
som Harald bårdråde, der ikke ønskede, at enhver
stymper skulde digte om ham; Stufr spurgte han,
om der var skjalde i hans æt; han nævnede Glumr,
»da er du ingen dårlig skjald, hvis du ikke digter
ringere end han«. Da så den dag kom, de skulde
fremsige kvadet for hele hirden, da var det virkelig
et hojtideligt ojeblik; skjalden træder frem i sin bedste

6

Digitized by VjOOQ IC

82

slås, hilser (med en hovedbojning) på hirden, der
sad på begge langbænke i hallen, og kvæder så sit
kvad med hoj og lydelig stemme og distinkt, for at
folk bedre skal forstå det. Sikkert var forståelsen
temlig let i det hele og store, selv om man mulig
ikke fattede hver omskrivning i alle enkeltheder.
Man var nu engang opdraget til at forstå disse digte,
og der er flere vidnesbyrd om, hvor let det gik. Om
sang er der ikke tale, men kun om en rytmisk frem-
sigelse. Derfor er der heller ikke tale om noget led-
sagende spil på et instrument; det har været alminde-
ligt at antage, at skjaldene har spillet på harpe til
fremsigelsen, men dette beror på en misforståelse.
Der findes ikke en eneste antydning deraf i kilderne
og desuden passer ikke harpespil til en sådan frem-
sigelse. Da skjaldene var færdige, modtog de i reglen
deres Ion. Undertiden havde der været fjendskab
tilstede mellem skjalden og fyrsten, og skjalden mod
tog da sit hoved til Ion (hovedløsningsdigte).

Skjaldene er ofte stærke i deres udtryk, stærke i
ros og lovtaler over fyrsten og hans gærninger med
samt hans mænd. At kalde dem smigrere eller hyk-
lere vilde dog være det uretfærdigste, man kunde
sige om dem. At de i virkeligheden har ment, at
fyrsten fortjænte al den ros er utvivlsomt; sagen var
den, at man i det hele ikke let kunde tænke sig en
fyrste, der skulde styre et rige og føre en hær, uden
at han besad de dertil nødvendige egenskaber. Tapre
var disse fyrster i reglen, hvad man så end kan sige
dem på, og det er i første række deres kamp dygt-
ighed, der så stærkt fremhæves. Når den ærlige og
uforfærdede Einar skåleglam kalder Hakon jarl for
»edomhyggelig«, er dette ganske sikkert alvorlig
ment, uagtet det i vore ojne ikke ret passer på Hakon
jarl. Men Einar betragter ham som han vilde be-
tragte en ideel fyrste; således burde han være —

Digitized by VjOOQ IC

83

således var han. At skjaldene var selvstændige mænd,
der ikke var og ikke mente at være smigrere og hel-
ler ikke betragtedes som sådanne, fremgår af deres
ofte meget dristige forhold til kongen ; vi vil slet ikke
tale om Sigvatr, et af de smukkeste eksempler på
kongetroskab og frimodighed i forening. Men man
kan minde om Torleif jarleskjalds forhold til Hakon
jarl, eller hin Bjarne, der siges at have kastet et
drikkehorn i ansigtet på samme jarl osv. Spas-
mageren Halle hos Harald hårdråde er et godt eks-
empel — ikke alene på frejdigt humør — men også
på djærv selvstændighedsfølelse.

Det faktiske indhold af deres kvad havde skjald-
ene — når de da ikke var ojenvidner, hvad de ofte
var — tidligere måttet samle og det vistnok endogså
medens de endnu var på Island, da de altid har
deres (første) digt færdigt ved det første møde med
fyrsten. De har da forhørt sig hos mænd, som
måtte vide god besked om fyrstens færd — og det
var i de tider ikke vanskeligt, da samfærselen var
så rig. Det gik jo ikke an, som Snorre bemærker,
at komme og fortælle fyrsten enten om ting, han
ikke havde udført, eller fortælle skævt og urigtigt
derom. »Det vilde da have været hån og ikke ros«.
Dette er ganske rigtigt. Oplysende for skjaldenes
fremgangsmåde er, hvad der fortælles om Hallfred
efter kong Olafs død; han vilde digte et arvekvad
om ham og han opsøgte da mange, der havde været
tilstede i den sidste kamp, for at få så nojagtige be-
retninger som muligt. Har man båret sig således ad
med arvekvadene, har man sikkert ikke været mindre
omhyggelig, når det gjaldt levende personer, der selv
skulde høre deres kvad.

Men heri ligger netop den bedste borgen for
kvadenes pålidelighed; deres historiske troværd-
ighed er i virkeligheden uomtvistelig, og deri ligger

6*

Digitized by VjOOQ IC

84

deres storste betydning, noget som man allerede meget
tidlig vidste og forstod at vurdere. Samtidige skjalde-
digte er historiske kilder af bedste art. Samlede er de
norske fyrsters kvad, eller vilde de være, hvis vi havde
dem i behold, en fremstilling af Norges hele historie,
hvad ydre begivenheder angår. Snorre og hans sam-
tidige var så heldige at have dem alle, vi har des-
værre kun de få stumper og stykker, der tilfældigvis
er anførte i sagaerne. Derfor har de ikke så stor
en betydning for os.

Man har villet drage skjaldenes sanddruhed i tvivl
og derved svække deres digtes historiske betydning.
Men de fejl, man har ment at kunne påvise, falder
bort ved nærmere eftersyn og efter at teksten er
bleven kritisk fastslået. Man har peget på et vers
af Sigvatr, hvor han sætter Olaf den helliges fald i
forbindelse med en solformørkelse; dette er urigtigt,
da de to ting ikke var samtidige. Men forklaringen
er let. Sigvatr var selv på en udenlandsrejse, da
Stiklestadslaget stod. Det digt, hvori verset findes,
er først digtet 10 år senere, men allerede et eller to år
efter Olafs fald var hans hellighed »kommen op« og
legenderne om ham og hans mirakelævne allerede i
fuldt flor — hvad vi ser af Torarin lovtunges digt
om Sven Alfivasson — . Munkene har tidlig sat sol-
formørkelsen og Olafs død — efter Kristi forbillede
— i forbindelse med hinanden, og det har folk troet.
Det er denne »fejl«, Sigvatr har begået, at optage det
almindelig fortalte og troede, uden at han har ment
at behøve nærmere at undersøge sagen. Der er ingen
grund til at antage, at han har vidst det rette. Man
har derimod ad forskellige veje kunnet vise digternes
historiske velunderrettetned, f eks. m. h. t. Harald
hårdrådes færd i Syden. Når et vers og prosaen ikke
ganske stemmer eller synes at stemme indbyrdes, er
det netop ikke bevis for versets urigtighed.

Digitized by VjOOQ IC

85

En anden betydning, skjaldekvadene har, er
mytologisk, detfe dog i mindre grad. Blandt de
ældste kvad er nogle, der besynger genstande, især
skjolde, hvorpå forskellige myter og heltesagn var
malede. Sådanne skjolde har været af den art som
Einar skåleglam engang forærede Egill ; det var pragt-
stykker, paradeskjolde, som kun var til pryd, ikke
til forsvar i kampen. De er bleven benyttede ved
fester og folkemøder ligesom prægtige kapper og
lign. Sådanne skjolde har været en yndet gave, og
når en skjald var modtageren, har han lonnet gaven
med et digt om den og dens fremstillinger. Endvidere
er der også blandt de ældste digte genealogiske
kvad, hvori den besungne fyrste hovedsagelig prises
for hans forfædre; når disse går helt tilbage til sagn-
tiden (som i Ynglingatal og Håleygjatal), får man
der en sagnhistorie af stor betydning. — Endelig har
kvadene betydning for mytologi og sagn ved deres
på hægge dele beroende omskrivninger. Dog er denne
betydning temlig indskrænket og gælder især de
ældste digte, da den ene skjald gentager, hvad den
anden og ældre har sagt, uden at tilføre noget egen-
lig nyt.

For det tredje har digtene en sproglig betyd-
ning, og denne er for os overvejende. Der er så
meget tilbage af digte fra omkr. 900, nogle endda fra
800—850, ned til omkr. 1100, at de giver os et for-
træffeligt billede af sprogets former og tilnærmelsesvis
disses ændringer i tidens løb, dette så meget mere
pålideligt som kvadene i formel henseende er så
faste, strænge og nojeregnende. De giver et udmærket
totalbillede af det norsk-islandske sprog i det nævnte
tidsrum. Denne skjaldenes betydning var i» oldtiden
allerede erkendt, hvad man ser af den 1. grammatiske
afhandUng, der omtaler skjaldene som »dommere over
al bogstav-lære og udtaleforskel«.

Digitized by VjOOQ IC

86

At digtene har en almindelig kulturhistorisk be-
tydning siger sig selv og behøver ingen nærmere
omtale.

Den her anførte betydning har dog først sit
fulde værd, hvis skjaldekvadene er ægte, d. v. s. fra
den tid og af de forfattere, de udgives for at være.
I det hele og store er der ingen grund til at betvivle,
at de er det, og det bestrides i det hele ikke — undt.
i flere tilfælde for sagaernes løse strofers vedkom-
mende. Der er sikkert yngre vers i dem, og der er
grund til at være på sin kritiske post overfor dem,
men sprog og form og ånd er her ofte en udmærket
vejleder. Om flere eller færre af dem er »uægte«,
har virkelig mindre at sige ; det er fyrstekvadene, det
hovedsagelig drejer sig om. Næppe omtale værd er
G. Vigfussons hævdelse af, at skjaldekvadene for
1100 omtr. er i det 12. årh. bleven omdigtede, helt
forandrede, således at især stedsnavne skulde være
fjærnede og andet sat i steden for. For det første
savnes ethvert håndgribeligt bevis i så henseende;
når hypotesens ophavsmand sporger, hvorfra saga-
skriveren har sine egennavne, er svaret let ; han kan
have haft dem fra de andre tabte vers og han kan
have fået dem fra den mundtlige tradition. Dernæst er
det ikke let at fatte den psykologiske årsag til en sådan
omdigtning, navnlig når man ser hen til den uhyre
respekt, der herskede for de gamle skjalde netop i
12. årh. Farligere har det forsøg været, som S. Bugge
har gjort på at bevise, at de ældste skjaldedigte.
Brages og Tjodolfs, var »ugegte«, d. v. s. digtede
først i det 10. årh. eller dettes slutning. Sprog og
form m. m. har han villet godtgore var yngre end
9. årh.s." Almindelig tilslutning har dette forsøg ikke
fundet, men er efter min opfattelse blevet modbevist
især ved hjælp af den metriske forms ufuldkommen-
hed og egenhed (dette især hos Brage); men vi kan

Digitized by VjOOQ IC

87

ikke her komme ind på alle de herhenhørende enk-
eltheder, men henviser til de pågældende afhandlinger,
og hvad der senere vil blive sagt om hver enkelt
skjald. Ifølge Snorres ord havde man ved 1200 ud-
mærket rede på skjaldenes digte (jfr. det i så hen-
seende vigtige Skåldatal, en fortegnelse over alle
fyrsteskjalde) og man finder dem så godt som altid
holdt ude fra hinanden. Der findes i enkelte hånd-
skrifter en sammenblanding af de to samtidige skjalde
Torbjorn og Tjodolf, hvilket dog mulig kommer af,
at en forkortelse af den enes navn i et håndskrift
er blevet misforstået. Endelig skal det bemærkes,
at en bevidst efterlignelsesdigtning ikke kan antages
at være opstået for end i den »lærde« tid i Islands
litterære historie, d. v. s. i 12. årh. (fornaldarsaga-
versene).

Denne digtenes ægthed støttes kraftig ved, at de
fra første færd af er blevet betragtede som en per-
sonlig handling, bedrift, hvortil udførerens navn var
bestemt knyttet og hvortil han hævdede sin ejendoms-
ret. Dette ses allerede af, hvad der fortælles om
Audun illskælda, der skal have fået sit ildelydende
tilnavn — jfr. digtets navn StolinsteQa — , fordi han
havde »lånt« omkvædet af et digt af hans frænde.
Denslags laver man ikke i senere tider. Jfr. også
Eyvindr skåldaspillirs tilnavn og hans forhold til
ældre forbilleder. I det 9. og 10. årh. — og det 11.
med — er det så at sige utænkeligt, at nogen skulde
have digtet et kvad og udgivet det for at være af
en ældre navngiven skjald, f. eks. Brage (hvis hist-
oriske eksistens Bugge ikke bestrider), for ikke at
tale om skjaldene fra omkr. 900, hvis historiske til-
værelse og åndsfrembringelser måtte være velkendte
i de følgende generationer.

Heller ikke er det i og for sig noget urimeligt,
endsige umuligt, at nogle få digte fra det 9. årh.

Digitized by VjOOQ IC

88

er bevarede; mindre end det, vi har, kunde det ikke
godt være.

Fra hvilken side, man så end betragter sagen,
er hypotesen om de ældste digtes uægthed overmåde
svagt støttet.

Når man vil angribe de løse vers og tvivle om
deres ægthed, fordi det var urimeligt at tænke sig,
at skjaldene på stående fod kunde digte så indviklede
vers, modbevises dette ved den overordentlige lethed,
hvormed Islænderne lige ned til vore dage faktisk
fremkaster vers tildels af en ret indviklet art og form.
Det er vanen og den åndelige trænering, der bevirker
dette.

Som for bemærket er skjaldepoesien meget ens-
artet, især i form. Efterhånden udvikles der i så
henseende en mængde kunstlerier, både m. h. t.
versarter (stavelsemængde, rimenes brug osv.); især
skete dette dog vistnok i tiden efter 1100. Hvad ind-
holdet angår, er den også ret ensformig, dette dog
også ved overleveringens art. De egenlige fyrstedigte
er dels skjoldkvad, dels slægtopregningsdigte og så
personlige fyrstedigte. Af kærlighedsdigte er desværre
intet bevaret — bortset fra løse vers — , og af nid-
digte så godt som intet. Et par Torsdraper kendes
fra det 10. årh. — foruden de sidste udløbere af den
ældre mytisk-sagnhistoriske digtning, Egils skjoldkvad
og Ulfs Husdrapa. Ved og efter 1000 får vi nogle
enkelte kristelige digte, men deraf er så godt som
intet bevaret.

Indholdet af disse kvad er, som bemærket, hoved-
sagelig kampskildringer; ofte er disse, især hvis
skjalden skildrede dem af særsyn, meget livlige og
anskuelige; man hører pilene svirre og suse, sværdene
brage på skjoldene, man hører sværdstormen hyle
og ser våbenregnens tykning. At der undertiden,
især hos de senere skjalde, kan findes tomt kling-

Digitized by VjOOQ IC

89

klang, er vist. Hvad der dernæst — bortset fra den
personlige ros over kongens bedrifter — er uadskille-
ligt fra disse digte er omtale af ulve, orne og ravne,
der flokkes om kampstedet, og hvem krigerne giver
føde og læskende drik; utrættelige er skjaldene i an-
vendelsen heraf og i de dertil knyttede kenninger.
At der undertiden bliver for meget af det gode, er
sikkert; men værre er det, at navnlig de islandske
skjalde undertiden henfalder til unaturlighed m. h. t.
ulvens anbringelse, hvor den intet kan have at gore ;
havde de kendt den af selvsyn og den været et is-
landsk rovdyr, havde de sikkert undgået denslags
fejl; men dette viser bedst, hvad det vil sige at skildre
noget, man ikke er opfødt sammen med og som ikke
således er trængt ind i ens bevidstheds liv. En
anden slags skildring, som digtene er fulde af, er
sejlasens. Og her havde skjaldene altid egen erfaring
at bygge på. Her henfalder de aldrig til nogen
unatur; her er bølgernes boj de ægte nok, her er
skibsplankernes bragen og knagen virkelig hørt, skum-
sprojtet set og mærket. Ligeledes er f eks. Arnors
skildringer af den i solen luende guldprydede, skjold-
behængte flåde ægte nok. Alt dette i forbindelse
med kenningernes anS'kuelighed og skjaldenes ofte
træffende, subjektive bemærkninger og stemnings-
tilkendegivelser, er ofte af den kraftigste og mest til-
talende virkning.

Disse gamle skjaldevers omtales ofte som meget
dunkle og utilgængelige for nutidsmennesker. Det
skal ikke nægtes, at deres ordstilling, der på grund
af formen er meget fri, ofte er vanskelige at overskue
— dog langtfra altid i den grad, man tror. En stor
mængde vers især af skjaldene omkr. og efter 1000
lader sig læse uden videre vanskelighed. Heller ikke
skal der synderlig meget til at sætte sig ind i ken-
ningerne i almindelighed. Men det værste er, at

Digitized by VjOOQ IC

90

versene er i håndskrifterne ofte mere eller mindre
forvanskede — især i dem fra 14. og 15. årh. Af-
skriverne skrev ofte mekanisk og forstod ikke disse
vers helt; de læste galt og skrev galt, og hvad der
var endnu værre, de søgte undertiden at rette på
dem. Derfor er det nødvendigt at behandle dem
kritisk, meget hyppig konjékturalkritisk, og fortolke
dem; dette sidste sker især ved at den prosaiske
ordning af ordene opstilles og de enkelte kenninger
forklares. Allerede Snorre gjorde dette ved sine egne
vers, hvad man ser af kommentaren til Håttatal. Og
denne fremgangsmåde er senere bleven fulgt. Der har
lige siden det 19. årh. været mange, især Islændere,
der har givet sig af med versfortolkning. Ikke alle
har været lige heldige, især de fra det 18. og begynd-
elsen af det 19. årh. Deres fortolkning har meget
bidraget til at bringe de gamle vers i uforskyldt vanry.
En rigtig og smagfuld versfortolkning indlededes ved
den skarpsindige og af fin forståelse besjælede Svb.
Egilsson; hans arbejde fortsattes af Konr. Gislason,
der udmærkede sig ved en gennemtrængende dyb og
fin forståelse og som med genial sikkerhed foretog
rettelser i den overleverede tekst.

NORSKE SKJALDE.

I den ovenfor nævnte skjaldefortegnelse findes
navne på endel skjalde, der ellers er så godt som
ganske ukendte, men som har været omtrent samtid-
ige med den ældste skjald. Brage. Det er Erpr
lutandi, Ormr oframi, Fleinn, Rognvaldr
og fl. Om den første hedder det, at han havde be-
gået et drab på indviet grund og skulde dræbes; han
digtede da om kong Saur (hundekongen) og fik sit.
hoved. Det er den ældste Hovedløsning, vi kender

Digitized by VjOOQ IC

91

Denne Erpr er noget ældre end Brage, ti denne
siges at have været gift med hans datter. At alle de
her nævnte personer er historiske, er vist næppe
tvivlsomt.

Af storst betydning er Bragi enn gamli Bodd-
as on. Brage er sikkert en historisk person; det at
han bærer digtergudens navn har intet i så henseende
at sige; man finder også f. eks. ISunn brugt som
kvindenavn i den ældste historiske tid. Brages leve-
tid kan fastsættes til den første halvdel af det 9. årh.
omtrent, eftersom han' sættes i forbindelse med
fyrster, der levede i denne tid; således først kong
Bjorn i Sverrig på Haugr, der uden al tvivl er samme
person som den kong Bern i Birca (Bjarkø-købstaden),
der levede der i Ansgars tid ved 829; om ham skal
Brage have digtet et kvad, hvormed han løste sit
liv; en antydning dertil findes virkelig i et halv-
vers under hans navn. Der har altså af en eller
anden grund været uvenskab mellem dem. Da Bjork-
øen var en almindelig søgt handelsplads, forklarer
det på det bedste Brages besøg der. Fremdeles sæt-
tes Brage i forbindelse med kong Hjorr, fader til de
to isl. landnamsmænd, Geirmund og Håmund, der
bægge havde tilnavnet 'helskind'; Hjors hustru havde
ombyttet sine to mørkladne sonner (tvillinger) med
en tjænestekvindes lødlyse son, men Brage opdagede
forholdet og bevægede hende til at give slip på tjæn*
estekvindens son og tage sine egne tilbage. Endvidere
er der forbindelse mellem ham og Ragnarr Sigurds-
son, hvem overleveringen har, med rette eller urette,
kaldt lodbrog; også dette fører til den samme tid.
Endelig sættes han i genealogisk forbindelse med
visse slægter i Norge og på Island og slægtleddene
fører atter til det samme. At bestride disse genea-
logiers rigtighed kan ikke med grunde lade sig gore.
Brage har udentvivl levet på Vestlandet i Norge; der-

Digitized by

Google

92

ved forklares f. eks. at han ikke sættes i forbindelse
med Halvdan s varte.

Det er for bemærket, at man har betvivlet ægt-
heden af de ham tillagte vers. Om indholdet se
straks nedenfor. I formel henseende står disse digt-
rester på et meget gammelt standpunkt, idet de viser
drotkvædet versemål ikke fuldt normeret på alle
punkter; kun de 6 stavelser i linjen er fastslåede.
Rimbogstavernes antal er også stadig 3, men den
sidste af disse, hovedstaven, står ikke altid hos Brage
i linjens første ord; foran den går ikke så sjælden
et ubetonet ord; dette findes i poesien efter 900 så
godt som aldrig, kun undtagelsesvis. Dernæst har
rimenes art og stilling en mærkelig karakter; en
mængde både lige og ulige linjer er for det første
rimfrie; helrim findes et par gange i ulige linjer,
hvad der ikke har meget at betyde; mere sigende er
at halvrim findes meget ofte i lige linjer, hvilket
senere er banlyst fra det normerede drotkvædet; det
sidste rim findes nogle få gange i den 3., i stedenfor
5., stavelse i linjen; ja, de rimende stavelser står ikke
altid i samme linje, men er fordelte på to. Allerede
dette er et afgjort vidnesbyrd imod at sætte disse
således beskafne vers til det 10. årh., til en tid, da
versformen var bleven så stræng; antagelsen af be-
vidste forfalskninger er for omtalt som hojst usand-
synlig. Den metriske form forklares allernaturligst
ved at antage, at disse vers tilhører en ældre tid end
andre eksisterende normale vers. Hertil kommer at
dette netop støttes ved indholdet, idet digtbrudstyk-
kerne handler om skjoldbilleder. Versenes sprog
indeholder intet, der strider imod en så gammel til-
blivelse. Selve fremstillingen, der er overordenlig
jævn og ligefrem, uden subjektive udtalelser, peger
også hen til en meget gammel tid. »Digteren viser sig
som den pulr-agtige erfarne vismand, der med ufor-

Digitized by VjOOQ IC

93

styrrelig ro meddeler simpelt og uden omsvøb ende!
af sin rige viden«. Versene minder i det hele meget
om et digt som LoddfåfnismåL Brages kenninger er
i det hele meget ligefremme og lidet kunstlede; de
fleste er kun to-leddede, undtagelsesvis flerleddede
som den, der er omtalt s. 27.

De vers, der haves under Brages navn, kan for
det meste alle henføres til et hovedkvad, Ragnars-
dråpa, hvilket navn for såvidt er mindre rigtigt som
det ikke handler om Ragnarr — der i digtet kaldes
»Sigurds son« — personlig, men om de billedlige
fremstillinger, der fandtes på et pragtskjold, Ragnar
havde givet ham, vistnok sendt ham ved en mand,
Ravnketil, der tiltales i det første vers; jfr. omkvædet:
»Ragnar gav mig skjoldet og (med) mange fortæl-
linger (sagnfremstillinger)«. Der er for det første
bevaret 2 gange 4V2 vers, der omhandler Sorle og
Hamdirs angreb på kong Jormunrekk og deres fald
(jfr. HamSismål; der findes en mærkelig overensstem-
melse, der dog kan være tilfældig), samt Hjadninge-
kampen (Hognes og Hedins kamp >på øen« i anled-
ning af Hildr, der her fremstilles som den trold-
kyndige). Hertil kan fremdeles henføres nogle halv-
vers om Tors kamp med midgårdsormen, i ialt 7,
foruden et par vers og halv vers endnu om Gefjun og
Sællands opplojning osv. Et halvvers, der næppe har
tilhørt dette digt, hentyder, som bemærket, til Brages
hovedløsning. Endelig tillægges der ham et par løse
vers, hvoraf det ene om Hjors sonner (i fornyrdislag)
intet indeholder, hvorfor det skulde være uægte; det
andet findes i en mere mistænkelig forbindelse; det
skal være et svar på en »jættekvindes« versformede
sporgsmål, da Brage engang kørte gennem en skov.
Verset indeholder omskrivninger på en »digter«.
(Derimod er det vers, jættekvinden skal have frem-
sagt, sikkert senere lavet som et sidestykke til Brages).

Digitized by VjOOQ IC

94

Alt i alt er Brages vers i flere henseender inter-
essante nok, ikke mindst netop ved deres ærværdige
alder og dertil svarende primitive karakter og ædle
simpelhed.

Efter Brage kommer vi til en gruppe af skjalde,
der er knyttede til kong Harald hårfagre selv.
Han står så at sige selv i spidsen, og der er næppe
grund til at betvivle, at han har været i istand til at
forme vers. Der haves under hans navn et halvvers
i en meget primitiv form (drotkv.), der indeholder
en bebrejdende udtalelse om hans mjodlystne mænd ;
dette vers besvaredes af Tjodolf, der netop var kom-
men for at forlige Harald med Snefridssonnerne.
Desuden haves et vers af en S næ friS ar drapa, et
sorgedigt over Snefrid; det er digtet i apokoperet drot-
kvædet; om denne versform i virkeligheden er så
gammel, er tvivlsomt; i øvrigt indeholder verset, der
ånder tung elskovssmærte , intet, der beviser dets
uægthed.

Som for bemærket, er Harald måske den, der
har æren af at have sat hirdskjaldevæsnet i system.
»Af alle sine hirdmænd hædrede kongen mest sine
skjalde; de havde plads i det andet hojsæde [modsat
kongen]. Inderst af dem sad Audun illskælda; han
var ældst af dem og havde været Halvdan svartes,
kong Haralds faders, skjald« hedder det i Egilssaga.
Af Torbjorn hornkloves digt ser vi deres udstyr og
anseelse, der godt svarer til sagaens ord. I skjaldefor-
tegnelsen findes følgende 6 skjalde ved hans navn:
Au8un illskælda [først, fordi han var ældst], I>orbj6rn
hornklofi, Olvir hniifa, J>j6861fr or Hvini, TJlfr Seb-
bason, Gutthormr sindri [der sikkert var den yngste].

Au5un illskælda var Halfdan svartes og Har-
alds hirdskjald. I øvrigt ved vi så godt som intet
om ham. I en lille saga, Skåldasaga, af sen oprind-
else og udsmykket, men som dog sikkert indeholder

Digitized by VjOOQ IC

95

en historisk kærne, pådrog AuSun, Olvir og Torbjorn
sig kongens vrede engang ved deres opførsel mod en
rig og smuk enke; denne lokker dem til et foregivet
møde om natten, men de bliver indespærrede hver
på sit sted; Enhver af dem digter et vers, der anføres
i sagaen^ men versene er meget forvanskede. Kongen
får det hele at vide og pålægger skjaldene til straf en
farlig rejse til Sverrig. Det hele er ret morsomt for-
talt. Foruden det nævnte vers haves et halvvers af
Audun, hvori han synes at klage over, at man har
røbet hans forhold til Ulfr Sebbasons digt (se ovf.
s. 87); AuSuns kvad om kongen kaldtes på grund
heraf Stolinsteffa, og det antydes, at kongen en stund
har været vred på ham. AuSuns anseelse viser, at
han tiltrods herfor næppe har været nogen dårlig
digter i og for sig, men vi er ude af stand til at be-
domme ham som sådan.

I>orbj6rn hornklo fi er en af hovedskjaldene
fra denne tid, som vi heldigvis kender mere til som
skjald. Om hans herkomst og liv vides så godt som
intet. Ifg. en antydning i Skåldasaga kunde man
antage, at han stammede fra Oplahdene. Og sikkert
er det, at han i lang tid har opholdt sig ved kongens
hird. Af hans digte kendes, foruden verset i Skåldas.,
levninger af et stort digt om Harald hårfagre; det er
i kilderne uden navn; man har kaldt det Haralds-
kvædi. Det er forfattet i ikke ganske regelmæssig
målahåttr og i samtaleform; de talende er en val-
kyrje, der sporger, og en ravn, der svarer; denne
ramme er krigersk nok og har åbenbart en indre
forbindelse med en del af digtets indhold. Efter en
kort indledning, hvori Haralds krigerfærd omtales
(»vi — ravnene — har fulgt ham, siden vi kom ud
af ægget« — »Fylkeren vilde, dersom han ene måtte
råde, holde sin julefest ude på skibene og kæmpe«)
følger en levende og morsom skildring af Hafs^ord-

Digitized by VjOOQ IC

96

slaget — hvor digteren ikke helt kan lade være med
at spotte modstanderne: »de, som var sårede, stak
hovedet ned mod kølen og lod deres bag stikke i
vejret« — »de kloge mænd løb med skjoldene på
ryggen henover Jæderen — med sten blev de slå-
ede — og tænkte på deres mjod«. Men resultatet
blev, at »valen, bestemt til Friggs enojede husbond,
lå der på stranden; vi glædedes over den bedrift«.
Dernæst omtales Haralds giftermål med den stolte,
danske Ragnhild, for hvis skyld han vragede alle
norske piger. I den sidste del af brudstykket findes
de prægtige skildringer af kongens hird, dens dristige
mænd, bersærkerne og ulvhednerne, skjaldene, ja de
fremmede goglere, der gor mange latterligheder bl. a.
ved hjælp af en øreløs hund, forbigås ikke. Her
gi ve r skjsrtden aldeles fortræfifelige kulturskildringer,
som vi ellers vilde savne. Digtet er et sjældent farve-
rigt og muntert kvad. Den metriske form er ikke
strængt overholdt og enkelte Ijoflahåttsvers er ind-
blandede, som det synes på grund af samtaleformen.
Det er ikke let at bestemme digtets tilblivelsestid ;
lige efter Hafsfjordslaget er det næppe digtet, da der
jo synes at måtte være gået en rum tid fra delte til
kongen havde fået sig en så prægtig hird; mange år
behøver dog heller ikke at forudsættes.

Torbjorns andet hovedkvad er Glymdråpay (krigs-)
larmens drape, et kvad om Haralds kampe fra be-
gyndelsen af, med undtagelse af HafsQordslaget, der
jo allerede var behandlet, alts^ måske det første per-
sonlig-biografiske digt. Kun godt og vel 7 vers er
bevarede, altså kun en lille del af digtet, der sikkert
har været et stort kvad. Da digtet omtaler Haralds
vesterhavstog, kan det næppe være digtet for mod
årh.s slutning. Det har båret sit navn med rette.
Det er ganske vist stivere i form — drotkvædet —
end det andet digt, og det har mange tildels lange

Digitized by VjOOQ IC

97

kenninger, men disse er fortræffelig sat sammen og
ordvalget er udmærket. Der er allerede her mærkelig
glat flydende vers, skont ikke som Halfreds f. eks.
Der er en original kraft og flugt i Torbjorns veltal-
ende og malende kampbeskrivelser.

Olvir hnufa kender man noget til fra Egils-
saga. Han var en son af en mægtig mand Berdlu-
Kåre, Kveldulfs ven og svigerfader. Sammen med
dennes son Torolf var han på vikingetog, men hans
deltagelse i dem fik en brat afslutning; ved et gilde
så han engang den fagre jarledatter Sélveig, som han
blev hæftig forelsket i; han bejlede til hende, men
hendes brødre vilde ikke give ham hende til ægte;
han var under hendes stand. Da holdt han op med
vikingetog og sluttede sig meget noje til kong Harald
og var hos ham vistnok til sin død. Han siges at
have digtet mange elskovskuad om Solveig, men de
er desværre alle tabte. Olvir fik lejlighed til hos
Harald — i anledning af Torolfs forhold til denne
— at vise sit trofaste, djærve sind. Han er i det
hele fra karakterens side en overmåde tiltalende
skikkelse. Desværre haves intet af hans digte, undt.
2 linjer, der synes at være af et Torskvad (kamp
med midgårdsormen) eller mulig snarere af et skjold-
kvad, og så verset i Skåldasaga.

I>j6861fr or Hvini eller enn hvinverski.
Denne skjalds tilnavne må vel forklares så, som at
han har stammet fra og boet i fjorden Hvinir (Kvines-
fjorden) på AgDir (Norges sydligste del). Men vi ved
intet om hans liv i øvrigt i enkelthederne. Af et
halvvers — svar på Haralds ovenfor nævnte — frem-
går det, at han tidligere havde deltaget i kongens
krigstog. I sine senere år har ha« levet på sin gård,
hvor han vides at have fostret en af Snefridssonnerne,
Gudrød Ijome; han har nydt stor anseelse og han fik
kongen forligt med disse hans sonner. Gudrød druk-

7

Digitized by VjOOQ IC

98

nede engang i storm udfor Jæderen, han vilde ikke
opsætte rejsen, tiltrods for en stærk advarsel af sin
fosterfader — i et drotkvædet vers. Tjodolf har også
været noje knyttet til en fætter af kong Harald,
Rognvald hei8umhår (-hærri), der så at sige var hans
nabo. Det var om denne at han digtede et af sine
hovedkvad, Ynglingataly Ynglingernes slægtregister.
Det er et genealogisk digt (i kviSuhåttr), hvori
skjalden opregner Rognvalds forfædre i lige linje til
Yngve, d. V. s. den upsalske stamfader for Yngling-
erne, hvoraf en gren ifølge sagnet overførtes til
Norge og grundlagde den norske kongeslægt. Det
vides i øvrigt ikke, hvorledes digtet begyndte. Det
skal, ifg. Snorre, have opregnet 30 af Rognvalds for-
fædre — hvor han dog sikkert selv medregnedes — ,
men der mangler i så fald versene om de 3 første.
Snorre fortæller i øvrigt, at det om hver konge angav
hans »dødsmåde og begravelsessted«. Han har for-
tjænesten af at have opbevaret så at sige alt, hvad
der haves af digtet, omtr. 54 hele og halve vers;
desværre er Snorre gået meget vilkårlig tilværks
m. h. t. hvad der er optaget; undertiden har han
kun ét vers, som oftest IV2 eller 2, undtagelsesvis
mere (2V2); der mangler åbenbart på ethvert punkt
noget, eftersom også de bevarede vers ikke altid
svarer til Snorres egen indholdsangivelse. Digtet må
have været temlig langt, hvis der f. eks. har været 3
vers om hver, og mindre kan det næppe have været ;
hvor udførlig skjalden har behandlet Rognvald selv,
kan ikke vides. Digtet er især i sagnhistorisk hen-
seende meget vigtigt. At Tjodolf selv skulde have
lavet slægtregistret, er næppe troligt; i så henseende
har han vistnok taget et forhåndenværende grundlag.
Han har — noget mojsommeligt vistnok — saml-
et hvad der i overleveringen fandtes om disse gamle
sagnkonger, hvorom der har været mange og måske

Digitized by VjOOQ IC

99

modstridende beretninger. Hans vigtigste kilde var
'de frode mænd', han ofte siger at have spurgt. Op-
gaven var at finde, hvad der var det sandsynligste,
og derudaf vælge, hvad skjalden havde brug for;
hans metode er åbenbart kritisk. I øvrigt kan man
ikke nærmere angive Tjodolfs selvstændige behandling
af stoffet, på grund af mangel på parallelt stof; ved
sammenligning med Åres slægtregister (også Yngl-
ingerne) finder man et par afvigelser, men deraf kan
der ikke sluttes synderligt. Arten af digtets indhold
bevirker, at noget videre indblik i skjaldens sjæl og
digteriske ævne ikke er muligt; kun ses hans forsker-
iver og hans forskerredelighed klart. Enkelte tilløb
til lyrisk udmaling findes, men de er få. Der er få
digte, hvorom der er skrevet så meget som dette.
S. Bugge har hævdet, at det er af en yngre Tjodolf
i slutningen af det 10. årh. Herimod har bl. a. G.
Storm skrevet og hævdet dets ægthed med så gode
grunde, at det er vanskeligt at gendrive dem. Nogle
forskere har især i den første del villet se — ikke
sagnhistoriske konger, men — guder og gudemyter
(Noreen, Schuck), men alt dette er meget subjektivt
og usikkert. Schuck har tillige — og det har, litte-
raturhistorisk set, storre interesse — for endel strofers
vedkommende søgt at påvise, hvilke vers der er
tabte, og i hvilken orden de bevarede vers skulde
opstilles. Forsøget er dog næppe lykkedes helt. G.
Vigfusson udtalte den mærkelige påstand, at den
fyrste, digtet gjaldt, ikke var Rognvald, men Harald
hårfagre selv, men denne antagelse er ganske vil-
kårlig.

Tjodolfs andet — drotkvædede — hoveddigt er
Haustlong (egl. »Efterårs- lang«, vistnok fordi han har
digtet det i løbet af et efterår). Det er et skjoldkvad,
digtet' om fremstillingerne på et pragtskjold, den hist-
orisk godt afhjemlede Torleif spake — vismanden,

7*

Digitized by VjOOQ IC

100

som Ulfljot rådspurgte i anledning af den ældste is-
landske lovgivning — havde foræret Tjodolf; digtets
stev angiver udtrykkelig dette. Af dette kvad haves
omkr. 20 vers; deraf handler de 13 om Iduns bort-
førelse ved jætten Tjasse og hvad dermed står i for-
bindelse, de 7 om kampen mellem Tor og stenhoved-
jætten Hrungnir. Digtet har sikkert været betydelig
længere. Her får man et ganske anderledes levende
billede af skjalden selv. Hans skildringer er anskue-
lige og kraftige og udmærket sete. Men især er hans
kenninger og ordvalg (adjektiver) udsøgt. Hvert ord
er velovervejet og begrundet i den skildrede begiven-
hed eller situation, f. eks. »den sultne jætte åd grådig

— oksens kød — , indtil byttets bevarende Ty (Loke),
med det grundig tænkende sind slog ham ovenfra
med stangen«; her er »byttets bevarende Ty« en så
passende betegnelse for Loke som ønskeligt; han så
nødig, at jætten skulde få det bedste; tillige inde-
holder den en begrundelse af Lokes hug mod jætten ;
også ordene »med det grundige (dybttænkende) sind«
er her vel anbragte. Således er det helt igennem.
Skjalden er i det hele veltalende og digtet er mere flyd-
ende end Glymdråpa; i henseende til verseformen er det
meget regelret på ethvert punkt, undt. m. h. t. rim i
de ulige linjer; dem har Tjodolf enkelte gange for-
somt. Digtets mytologiske indhold er af stor betyd-
ning og er benyttet af Snorre.

Endnu går der under Tjodolfs navn nogle vers

— om Harald — i fornyrSislag, men de er næppe
ægte. Ifg. Skåldatal har han digtet om kongen; her
antydes også andre digte, f. eks. om Hakon jarl
Grjotgardsson, men de er tabte.

Om TJlfr Sebbason vides intet udover hans
slægtskabsforhold til Audun; altså skulde han være
noget ældre end rækkefølgen i Skåldatal ladeV for-
mode; der skal have eksisteret en saga om ham og

Digitized by VjOOQ IC

101

en jarl Kvigr, der er ubekendt. Der er intet bevaret
af hans digte.

Endelig er der Gutthormr sindri. Denne, der
kaldes en fornem mand, siges ifg. Snorre at have
opholdt sig hos kong Harald og — senere — hos
dennes son, Halfdan jyarte. Han havde besunget [^f'c !J
dem bægge, men ikke villet modtage nogen Ion der-
for; derimod havde han betinget sig opfyldelsen a£
en eventuel bon. Da der opstod strid mellem fader
og son, fordrede han, at de skulde forliges, og de
opfyldte hans ønske. Hans efterkommere findes ned
igennem tiderne; de har vist altid indtaget en frem-
ragende stilling. Af de antydede digte om Harald og
Halfdan er intet bevaret. Derimod er der nogle vers
tilbage af en Håkonardrdpa om Hakon d. gode; deri
omtales Hakons bedrifter til og med slaget på Rastar-
kalv 955; da der intet høres om skjalden senere, f. eks.
i anledning af Stordslaget eller derefter, må det an-
tages, at Gutthormr er død i tidsrummet mellem 955
og 960. Digtet er ret flydende og kenningerne be-
tegnende, men temlig sammensatte.

For og efter 900 levede og virkede jarlen Torf-
Einarr Rognvåldsson, stamfaderen til de kraftige
Orknøjarler. Han hævnede sin indebrændte fader ved
at dræbe Halfdan hojfod, Harald hårfagres son; efter
det digtede han 5 vers i frit drotkvædet; de er meget
kraftige i tonen og ikke uden bidende ironi og en
vis kold spot.

Noget yngre er digterinden Jérunn skåldmær,
om hvem intet vides, uden at hun har digtet et kvad,
Sendibitr, hvoraf nogle få vers er bevarede; hun om-
taler deri »Sindres lov«, og er vel altså en (yngre)
samtidig af Gutthormr.

Anonymt er Eiriksmål, et af Gunhild foranstaltet
arvekvad om Erik blodøkse, digtet vistnok snart efter
hans fald 954 (el. 950?). Af digtet, der er forfattet i

Digitized by VjOOQ IC

102

et blandet versemål, er der kun begyndelsen bevaret ;
Odin vågner i Valhal og byder at rydde hallen til
modtagelse af en tapper kriger, der er på vejen.
Brage siger, at det brager som om Baldr kom tilbage.
Odin opfordrer de to gamle sagnhelte, Sigmund og
SinQotle, at modtage Erik, hvem Odin netop vænter.
Sigmund modtager Erik og sporger om hans følge.
Erik svarer, at der er 5 konger foruden ham selv;
men her slutter brudstykket. Det er et stort tab, at
der ikke haves mere af dette flot anlagte og pompøst
begyndende digt. Hvorvidt det er norsk eller islandsk
er umuligt at afgore.

Eyvindr Finnsson skåldaspillir er den
sidste egenlige norske skjald, man kender — bortset
fra de senere konger, der digtede. Han var af boj byrd,
nemlig en datterdatterson af selve kong Harald hår-
fagre; det var derfor naturligt nok, at han sluttede
sig så inderlig til sin kongelige frænde, Hakon den
gode. På den anden side var han en sonneson af
den ovf. (s. 97) nævnte hovding Ber8lu-Kåre. Mærke-
ligt nok høres der intet om Eyvind for han optræder
for og under Stordslaget 961 ; og da kan han næppe
have været under 50 år, da han kort efter klager
over den begyndende alderdom. Senere end omkr.
910 er han næppe født, og det passer godt til hans
faders alder. Uden tvivl har Eyvind for denne tid
boet på sin fædrenegård på Hålogaland. Efter at Ha-
kon var død, vilde han intet have at gore med de lidet
afholdte og lidet vindende Gunhildsonner. Da deres
skjald, Glumr, hoverede over Hakons fald, svarede
Eyvind med et vers, der var lidet smigrende for Gun-
hildsonnerne; senere stiklede han til dem for deres
gærrighed; man sagde, at de skjulte deres guld i
jorden, men »i Hakons dage bar vi guldringene på
vore arme, glade og frejdige«, siger skjalden. Dette
førte til Qendskab med Gunhildsonnerne; de blev

Digitized by VjOOQ IC

103

dog forligte; Harald gråfeld siges at have fordret en
kostbar guldring af Eyvind, der var et gammelt
familjeklenodie; det stemte ham ikke venligere. Ey-
vind vilde ikke på nogen måde blive Haralds hird-
mand og trak sig tilbage til sin gård, hvor han
boede til sin dødsdag. Endnu engang, ifølge en
enkelt kilde (Fagrskinna), træffes han hos Hakon jarl,
ved Jomsvikingeslaget (986) ; det var naturligt, al han
med glæde sluttede sig til denne, der så at sige havde
hævnet Hakon d. gode. Imidlertid må Eyvind være
død ikke længe efter, ialfald for Olaf Tryggvasons
ankomst til Norge (995). Eyvind er en overordenlig
sympatetisk personlighed. Ærlig, redelig og tro, der-
til standhaftig, rask og beslutsom var han i al sin
færd. Han »tjænte kun én herre — legte aldrig med
to skjolde«, ytrer han selv engang i et vers. Ual-
mindelig smukt er det skudsmål, som kong Hakon
gav ham for Stordslaget i anledning af den af ham
givne ufredsmelding : »ikke vilde du melde det, hvis
det ikke var sandt« ; en sagabearbejdelse kalder ham
også »en brav mand«, og tilfojer »og en klog mand«.
Hans tilnavn betyder sikkert »skjaldefordærveren«,
tilvisse et påfaldende tilnavn. Det tager sigte på det
ydre, på, at Eyvind i to af sine digte meget stærkt
efterlignede to ældre digte, nemlig YngUngatal og
Eiriksmål, både* m. h. t. indretning og versemål; og-
så verbale lån kan eftervises. Det er denne temlig
påfaldende afhængighed af ældre digte, der — måske
hos hans modstandere — har skaffet ham det lidet
smigrende tilnavn, som han i hvert fald kun tildels
har fortjænt. Hans son var hovdingen Hårekr i
J>j6tta, der også var skjald (to vers bevarede). Af
Eyvind kendes hovedsagelig to digte.

Håkonarmåly en lovsang om den afdøde Hakon
d. gode, vistnok forfattet kort efter Stordslaget. Odin
sender valkyrjer ud for at indbyde Hakon. De træffer

Digitized by VjOOQ IC

104

ham lige for kampens begyndelse ; han og hans rust-
ning beskrives — »han spøgte med sine mænd^ den
muntre fyrste, han skulde værge sit land; han stod
der med guldhjælmen«, hedder det bl. a. — et
prægtigt billede af skjaldens kongelige ven. Derpå
følger en smuk og kraftig skildring af kampen —
som valkyrjerne naturligvis har deltaget i; efter den
hører Hakon dem sige, at nu skal han til Valhal,
uagtet han har vundet sej^ Det er Hakon ikke
rigtig tilfreds med. De rider hjem til Valhal. Odin
opfordrer Hermod og Brage tU at modtage kongen.
Hakon kommer, men mener, at Odin er ham lidet
huld. Brage betager ham imidlertid enhver frygt i
så henseende. Hakon vil dog beholde sin rustning
og — »da, hedder det videre, erfaredes det, hvor
godt kongen havde skånet helligdommene«. Endelig
udtaler digteren en i stærke udtryk holdt ros over
Hakon og slutter med et vers, der tildels er lånt fra
Håvamål: »Fæ dør, frænder dør, land ødes og folk
forgår; siden Hakon drog til de hedenske guder,
lider mangen mand nød og elende« . Digtet er ypper-
lig anlagt og udført. Først i formel henseende. Ey-
vind bruger Ijédahåttr i de dialogiske partier, men
målahåttr i beskrivelsen af kampen med naturlige
overgange midt i versene for og efter målahått-partiet.
Uagtet han således efterligner Eiriksmål, er hans
brug af versemålene bevidst kunstfærdig og står så-
ledes, såvidt ses kan, hojere end i Eiriksmål. Der-
næst benytter han Hermod og Brage (istf. Sigmund
og SinQotle), atter med en bevidst tanke; det er
kriger modets og s k j a 1 d e digtningens repræsentanter,
der her virker i skon forening og symbolsk. Eyvind
er ialfald en meget selvstændig efterligner. Hvad
indholdet selv angår, er han sikkert endnu mere
selvstændig. Inderligt og smukt er det billede især,
han giver af kongen, der kun opfylder sin pligt ved

Digitized by VjOOQ IC

105

at kæmpe for sit land, men gor det med glæde.
Bitter-vemodig er følelsen af det store tab, land og
folk har lidt. I én henseende er det billede, Eyvind
giver os af Hakon, ikke historisk; det er når han
vil give det udseende af, at Hakon var vel lidt af
Odin; selv nærede Hakon angst i så henseende; vi
finder her en hentydning til ^Hakons trosforhold.
Han var jo kristen, men var bleven tvungen til at
opgive kristendomsforkyndelsen i Norge. Ikke desto
mindre lader Eyvind, troende hedning som han selv
var, Hakon have »skånet« hedninge-templerne, hvilket
næppe er det rigtige udtryk. Eyvind vil med andre
ord fremstille Hakon som én, der i trossager var
jævngod med andre hedninger; han vil på en måde
rense ham for den plet, som Hakon i disses qjne
måtte have.

Eyvinds andet hovedkvad, Håleygjataly hvoraf
der kun hiaves nogle få og usammenhængende rester,
er en endnu mere direkte efterligning åf Ynglingatal.
Det er digtet til Hakon jarls ære, idet det opregner
hans forfædre, de håløgske jarler og konger, omtr.
på samme måde som Ynglingerne opregnes i Tjodolfs
digt. Hele rækken kendes andensteds fra. Til slut-
ning har. digtet handlet om Jomsvikingeslaget og
Hakons magt og anseelse derefter. Der «r mange
verbale efterligninger, og digtet var næppe så selv-
stændigt som Håkonarmål.

Endnu nævnes et digt, en drape om alle Islændere;
hermed må menes en drape om de vigtigste, samtid-
ige islandske hovdinger. Eyvind var beslægtet og
besvogret med flere af dem, men den egenlige anled-
ning til digtet kendes ikke. Islænderne lonnede ham
kongeligt, med et stort og meget kostbart sølvspænde,
som han engang under et uår til sin sorg (han siges
at have været fattig) måtte sønderhugge og anvende
som betalingsmiddel.

Digitized by VjOOQ IC

106

Endelig haves endel (godt og vel 12) løse vers
af ham; de fleste angår Stordslaget og forholdet til
Gunhildsonnerne ; de er alle fortræffelig digtede og
viser på forskellig måde Eyvinds karakter og stem-
ninger.

Både af Olaf Tryggvason og Olaf d. hel-
lige haves, vistnok fuldstændig ægte, vers; ligeledes
af Magnus d. gode. Men Harald hårdråde
overgår alle andre både ved sin skjaldebegavelse og
forståelse af skjaldenes betydning. Om ham er en
mængde skjalde grupperede, og dog skal han have
været meget vanskelig m. h. t. antagelsen af hird-
skjalde. Han havde et fintmærkende øre for de
metriske fuldkommenheder og fejl. Der haves mange
små anekdoter derom; »skjaldepoesien var for ham
en uudtommelig kilde til underholdning og morskab,
hvad enten det var øjeblikkets kvikke småfrembring-
elser eller hele digte, ældre såvelsom yngre«. For-
uden nogle løse vers digtede han en flokk på 16 vers
— hvoraf nogle er i behold — , gammensvers kaldes
den; de handler om hans rejser og enkelte oplevelser,
men hvert vers endte med det samme linjepar (et-
slags omkvæd): »dog vil den guldprydede mø i Garde-
rige ikke vide noget af mig«. Der sigtes til konge-
datteren Ellisif, hvem han senere ægtede. Disse vers
er meget kvikke og fulde af lune. Lige for sin død
digtede han et par vers. Harald har en lignende
betydning som Harald hårfagre i 9. årh.

Hermed er de vigtigste norske skjalde i dette
tidsrum nævnede. Om Gisli Sursson se senere. Der
er endel flere navne og småvers. Det er ret ejen-
dommeligt, at fornyrSislaget synes at være stærkt
brugt i Norge til denslags vers og mere end på Is-
land.

Hertil kan endnu fojes, at »en syderøsk kristen
mand« (Nordmand) kort for 1000 digtede et kvad

Digitized by VjOOQ IC

107

om det mærkelige havfænomen, der kaldes »havgiærd-
inger« — hvorom Kongespejlet meddeler oplysning-
er — ; et par småbrudstykker haves af denne Haf-
gerdingadråpa. Det er det ældste digt, der kendes
forfattet i hrynhent versemål.

ISLANDSKE SKJALDE.

Foruden den store mængde hirdskjalde, der kend-
es, er der ikke få skjalde, som ikke er knyttede til nogen
fyrste og som for storste delen ikke vides at have
været udenlands. Disse optræder mere eller mindre
lejlighedsvis i sagaerne. Endel er både det ene og
det andet, d. v. s. de optræder eller kendes som
fyrsteskjalde, men er desuden hovedpersoner i sagaer,
der indeholder løse vers af dem. Stræng adskillelse
i to grupper lader sig således ikke gennemføre.

De vigtigste skjalde, der fortrinsvis er knyttede
til sagaer uden tillige at være egenlige fyrsteskjalde
er følgende.

Først og fremmest Egill Skallagrimsson.
Både hans fader og farfader optræder i sagaen om
Egill som skjalde, og der er intet, der taler imod, at
de dem tillagte vers skulde være ægte, i det mind-
ste ikke hvad Skallagrims vers angår. Familjen er
i udpræget grad skjaldefamilje, også i dens forgren-
inger, hvad der siden vil findes eksempler på. Egill
er født omkr. 900 og dør først nogle år efter 980
(måske 983) ; hans liv spænder således over det meste
af det 10. årh. Der haves en udførlig saga, der for-
tæller om hans opvækst, hans tidlige udvikling og
modenhed, men også om hans tidlige selvhævdelse
og stridbarhed; også får man tidlige eksempler på
hans ævne til .at forme vers. Det vers, han skal
have digtet i sit syvende år, kan han godt tænkes

Digitized by VjOOQ IC

108

virkelig at have lavet; det er så simpelt og ejendom-
meligt. Hans vikingenatur træder tydelig frem deri.
Han rejste tidlig udenlands, første gang med sia
broder Torolf. Under sit ophold i Norge kom han
i direkte strid med Erik blodøkse og Gunhild, der
da var så godt som eneherskende i landet. Der-
ved fornyedes den gamle ættestrid, der var begyndt
for udvandringen til Island og hvorved denne var
forårsaget, mellem Kveldulfslægten og Harald hår-
fagre. Brødrene drog på vikingetog, Torolf faldt i
England til stor sorg for Egill, der senere ægtede
hans unge enke. Efter mange års fravær rejste han
hjem igen. Herefter fortælles der i sagaen om 3
udenlandsrejser, der alle står i en indre årsagsfor-
bindelse med hinanden. Den farligste af disse var
den, på hvilken han forliste sit skib ved Northumber-
land, hvor hans livsfjende Erik dengang herskede.
Da var det, han reddede sit liv ved at digte H6fu8-
lausn og ved sin udmærkede og opofrende ven, Arin-
bjorns råd og energiske optræden til gunst for ham.
Hans rejser gjaldt i første række hævdelsen af hans
ejendomsret til forskellige godser i Norge. Her stødte
han tildels sammen med den norske konge, Hakon
d. gode selv, og da kom Egill naturligvis til kort.
På Island levede han i det hele meget for sig selv.
Uselskabelig var han sikkert ikke, og han vides at
have været på altinget, men altingsstridigheder havde
han aldrig; derfor mærkes der så lidt til ham i det
offenlige liv. Det har måske været ham for småligt,
og det synes desuden at have være et slægtsmærke,
at lade andre passe sig selv uden at blande sig i
deres sager. Kun engang vides Egill at have deltaget
i tingstridigheder, men det var hjemme på bygde-
tinget, og da gjaldt det netop at hævde familjen og
dens helligste rettigheder; når det var tilfældet, var
Egill ikke at spøge med. Kraftig vidste han at hævde

Digitized by VjOOQ IC

109

sin ret. Stærk var hans familjefølelse. Det ser
man navnlig, da han havde mistet sine to sonner,
hvoraf den ene især var elsket af faderen; han be-
tragter sig som ene og forladt — den 3. son Torstein
satte han ikke synderlig pris på; han var ham vist-
nok noget træg og sagtmodig. Udfra denne stærke
følelse sprang den anden, nemlig hans stærke hævd-
else af, hvad hans var; det bliver virkelig til en ret-
færdighedsfølelse fra hans side. At denne let kan
blive og måske også hos ham blev til rethaverisk
færd, er muligt, men hvis sagaen ikke besmykker
ham, kan man ikke nægte ham sin sympati i det
hele. I forbindelse med de nævnte egenskaber findes
hos Egill en åndelig urkraft og lidenskabelighed, en
voldsomhed, der aldrig fornægter sig, hvad enten
det drejer sig om en ydre handling eller en poetisk
fremstilling. En udmærket ævne til at finde ram-
mende udtryk og karakteristiske fyndord var Egill
i besiddelse af; dristige og originale omskrivninger
anvendte han hyppig; allemands-udtryk var ikke
noget for ham. Han giver selv en skildring af sig i
begyndelsen af digtet om Arinbjorn: »Jeg er rask til
at digte om konger [vistnok en hentydning til H6fu8-
lausn], men taler sparsomt om karrige folk. Jeg taler
rent ud om fyrstens bedrifter, men tier stille om
hovedløgne. Jeg har nok af spot om storpralere,
men digter vel om mine venner. Jeg har besøgt
mange fyrstehuse med en digters pletfri ævne«. Det
sidste udtryk er værd at lægge mærke til. Det viser
Egils ubegrænsede ærefrygt for og kærlighed til sang-
ens gave, den han priser så inderlig netop i det digt,
som blev hans bedste sjæletrøst, Sonnetabet: »Jeg
bloter ikke Viles broder (Odin), fordi jeg gor det
gærne, men han har givet mig bod for ulykken
[skjaldeævnen], hvad jeg regner for det bedste«. I
England var Egill kommen i berøring med kristen-

Digitized by VjOOQ IC

110

dommen; han siges at have ladet sig primsigne;
dette viser, at han ikke har været synderlig religiøs
i hedensk forstand eller taget det så noje med de
gamle guder; hans udtryk om Odin er i grunden
heller ikke synderlig ærbødige. Her viser Egils ra-
tionelle sindelag sig; i så henseende kan han be-
tegnes som en repræsentant for en særlig islandsk
trosligegyldighedens ånd. Havde han ladet sig døbe,
var han sikkert bleven en megel lunken kristen.

Poesien var ham en trøst og fornojelse; det ser
man af hans kvad; i sagaen hedder det, at engang
traf han og Einar skåleglam sammen på altinget;
de talte om forskellige ting, men til slutning kom de
til at tale om skjaldskab, og det synes Egill over-
måde godt om. Delte er betegnende nok. Et fuld-
stændigt, ja mesterligt herredomme over sprog og
versteknik besad han; det sidste viser hans Hoved-
løsning på en glimrende måde — korte linjer med
slutningsrim, og digtet i løbet af én nat.

Egils digte er følgende:

Adalsteinsdråpa, om kong Adelsten i England,
digtet ved 926; kun ganske lidt bevaret.

Hofudlausn, Da Egill havde lidt skibbrud (936)
ved Northumberlands kyst, »trak han djærvhedens
hat« på sit hoved og begav sig til York, hvor
Erik blodøkse og Gunhild dengang var, men også
hans trofaste ven Arinbjorn. Der fortælles i sagaen
— med indblanding af æventyrlige motiver — om,
hvorledes han reddede sit liv. Efter Arinbjorns råd
digtede Egill i natlens løb et digt på 20 vers i run-
hent versemål (4-stavelseslinjer), uagtet »han ikke
egenlig havde tænkt sig at digte lovkvad om Erik«.
Uden at sporge om lov fremsagde han digtet dagen
efler i hallen, da han skulde høre sin dom. Erik
gav ham liv, men bød ham straks at forlade sit rige.
Egill drog da til kong Adelsten og videre til Norge.

Digitized by VjOOQIC

111

Digtet er en almindelig kampens lovsang; det var
det eneste, Egill med rette og uden at gore sig skyldig
i nedværdigende smiger kunde gore, at rose Erik
som kriger; om andre egenskabers fremhævelse er
der ikke tale undt. om gavmildhed mod hans egne
folk. Bestemte kampe nævnes ikke, men enkelte
antydes ved omskrivninger. I digtets begyndelse og
slutning taler Egill om sig og sine egne forhold. Der
er i begyndelsen udtryk, der er egnede til at vække
en vis forundring, men teksten er ikke ganske sikker;
efter nogle hdskrr. kunde det se ud som om Erik
havde indbudt Egill, hvad der dog næppe kan tænkes
at være tilfældet. Digtet er overordenlig klangfuldt
og kraftigt og bærer kun i ringe grad mærke af det
hastværksarbejde, som det var; et par dristige og
temlig enestående kenninger kan måske sættes i for-
bindelse dermed. Det er for så vidt kunstig indrettet,
som der findes en bestemt talharmoni mellem drapens
enkelte dele, samt to slags stev.

Langt senere forefaldt den tragiske begivenhed i
Egils liv (omkr. 960), der fremkaldte hans skonneste
digt. Sonnetabet, Sonatorrek. Han mistede først en
son Gunnar, der døde af sygdom, og så sin ojesten,
Bodvar, der druknede på Borgarfjorden, engang da
han havde fået lov at være med til at hente noget
tømmer til søs. Sagaens skildring af Egils d^'be
sorg og hans bestemte ønske om at dø og om hvor-
ledes hans datter, husfruen fra Hjardarholt (Kjartans
moder), fik ham fra sit forsæt og bevægede ham til
at finde trøst i sangens gave — alt dette hører til
sagaens skonneste partier. Skjalden begynder med
vemodig-kraftig omtale af sin sorg, der gor ham
det vanskeligt at bevæge sin tunge og digte — ti
»glad er ej den, som må bære sin sons lig til graven«.
Han mindes kort sin druknede son; pludselig skyder
hævnlystens lue frem i hans bryst, for straks vemodig

Digitized by VjOOQ IC

112

at slukkes igen — sonnens drabsmand er intet men-
neske, men havguden selv; han kan ikke angribes.
Nu skildrer han i roligere udtryk sin sons fortræflFe-
lighed og sin egen ensomhedsfølelse — brødre havde
han ikke, vennerne forsvandt — så må man blive
»varsom i sin flugt«. I slutningen af digtet kommer
Egill ind på sit forhold til Odin og udtaler så skont
sjn glæde ved digterævnen. Nu har han fået trøst
— »nu vil jeg glad og uden sorg med villigt sind
vænte døden«. Dermed slutter han. Det herlige
digt er, for det meste i hvert fald, bevaret. Dermed
har Egill ikke blot sat sine sonner, men også sig
selv og den gamle skjaldeidræt et uforgængeligt
minde. Det er digtet i kvi8uhåttr. Når det i sagaen
hedder, at hans datter ristede digtet, eftersom det
blev fremsagt af Egill for gårdens folk, med runer
på en kævle, er dette næppe historisk.

Egils 3. hoveddigt er Arinbjarnarkvida (navnet
er moderne), også i kviSuhåttr. Desværre haves der
kun begyndelsen af digtet og enkelte vers fra andre
dele deraf. Hvis nogen fortjænte at besynges af
Egill, var det hans ædle og uegennyttige ven, Arin-
bjorn. Denne kom tilbage til Norge til sine ejen-
domme eften Hakon d. godes død; Harald gråfeld
var så at sige hans fosterson, hvem han trofast fulgte
og med hvem han fandt døden i slaget ved Hals.
Egill greb lejligheden, da Arinbjorn var vendt tilbage,
og digtede dette kvad til hans ære. Han har med
rette prist hans egenskaber, gavmildhed og humanitet,
vennesind og trofasthed, tapperhed og kampe. Egill
kommer i begyndelsen ind på sit forhold til folk og
fyrster og mindes meget passende sit ophold i York
og vennens støtte dér — »Arinbjorn alene, den bedste
af mænd, befriede mig for kongens had, han, fyrstens
ven, som aldrig loj i fyrstens gård«, og går så over
til en lovprisning af Arinbjorn. Digtets slutningsvers

Digitized by VjOOQ IC

113

er vistnok bevaret; der siger Egill: »jeg har opført
den lovslak, som, lidet brøstfældig, længe vil slå på
digtningens mark«. Den storste del af digtet er nu
ganske vist tabt, men det bevarede ladei* os skimte
det engang så prægtige hele.

Endnu senere digtede Egill (970—75) to skjold-
kvady det ene om et prægtigt skjold, Einar skåleglam
engang forærede ham, det andet, Berudråpa (bera -=
skjold), om et skjold, hans ven, Torstein Torasson i
Norge sendte ham. Af dem er kun ophavsstrofen
bevaret.

Endelig indeholder sagaen om Egill omkr. 40
løse vers af ham, digtede ved mange forskellige lej-
ligheder. De handler om kampe, sej las (en præg-
tig søvise), digtning og et par mærkelige vers om
runerne brugte som helbredelsesmiddel. Særlig inter-
esse har de ejendommelige sidste vers, hvori den
gamle Egill klager over sin hoje alderdom og dens
skrøbeligheder; de er vemodvækkende. Også et par
vers findes, hvori Egill, der var alt andet end ero-
tiker, omtaler sin kærlighed til sin broders enke,
med hvem han kort efter blev gift. Disse vers ånder
den samme individuelle digterævne og skjaldeperson-
lighed, som de store digte; tilmed taler sprogformer
afgjort for at de er ægte (d. v. s. så gamle, at de
kunde være af Egill). Men der findes i sagaen
unægtelig nogle vers, der afgjort er yngre (fra 12. årh.
el. det 11.); hvorledes de er indkomne, om ved tra-
ditionens misforståelse eller ved bevidst forfalskning,
er umuligt at afgore.

Egill var i egenlig forstand ingen fyrsteskjald,
— det er ligesom mere tilfældigt hos ham, at han
digter om hovdinger — , end mindre en hirdskjald.
Af lignende art er der andre, hvoraf dog nogle er i
hojere grad end han fyrsteskjalde. For vi går over
til de egenlige hirdskjalde, vil vi omtale dem.

8

Digitized by VjOOQ IC

114

Bjorn Hitdælakaippi Arngeirsson hørte til
Egils slægt, idet han var en søsterdatterson af ham;
han opholdt sig nogle år hos Torstein på Borg og
var denne's sons, skjalden Skiilis, fosterbroder; her
har Bjorn haft god lejlighed til at lære digtekunsten
og øve sig som skjald. Som ung rejste han udenlands,
efter først at have fæstet sig den skonne bondedatter
Oddny, med tilnavnet øfaklen (hendes fader boede
på en lille ø). Dette skete ved år 1007. I Norge
traf han skjalden Tord Kolbeinsson, hvem han tid-
ligere havde været uvenner med. Nu forligtes de, og
da Tord kort efter rejste hjem, havde han det ombud
at bringe Oddny Bjorns hilsen og ring. Tord sveg
ham imidlertid og magede det så, at nogle købmænd
erklærede at have erfaret Bjorns død som følge af
et sår. Tord bejlede til Oddny og ægtede hende.
Men Bjorn var, skont hårdt såret, ikke død. Han
erfarede nu, hvad der var sket, og opholdt sig frem-
deles i udlandet, indtil han rejste tilbage ved år 1019.
Tord. vilde nu forsone sig med ham og indbød ham
til en vinters ophold hos sig; det gjorde dog kun
ondt værre; Qendskabet blussede op med forn3'et
kraft og de fornærmede hinanden — indtil Tord
endelig ved 1024 overfaldt Bjorn og tog ham af dage.
Oddny blev derpå sjælesyg og havde ingen livsglæde
mere, til stor sorg for Tord.

Bjorn omtales, mærkeligt nok, overhovedet ikke
som hirdskjald og fyrstedigter. Han siges at have
digtet en drape om apostlen Thomas — et af de
første helgendigte, der nævnes — samt et digt om
Oddny, Eykyndilsvisur, men bægge digte er tabte.
Derimod er 3 vers bevarede af hans niddigt om Tord,
kaldt Gråmagaflim (i runhent versemål; jfr. Egils
H6fu8lausn); skjalden fingerer, at Tords moder er
bleven frugtsommelig efter at have spist en underlig
fisk (»gråmave«); så fødte hun Tord, og hun syntes.

Digitized by VjOOQ IC

115

at »den hundebider lignede en ged hvor han lå«.
Det var en så grov spot, at det var ikke mærkeligt,
at Tord blev. vred og følte sig dybt krænket. Digtet
er for os især vigtigt som et vidnesbyrd om den
gamle niddigtnings art og væsen ; der haves ellers så
ubetydelige rester deraf. Endelig anfører sagaen om
Bjom 24 løse uerSy dels elskovsvers, dels stridsvers,
dels nidvers. De er uden tvivl alle ægte; et af dem
tillægges dog i Eyrbyggjas. Bjorn Brei3vikingakappe
(mærk navnenes lighed), men næppe med rette.
Bjorn former lette og gode vers, men nogen første
rangs skjald er han ikke.

Går man nu videre mod Vest, vil man der træffe
Bjorns allerede nævnte navnefælle, BjornÅsbrands-
son, Bredevigskæmpen, deir fra Eyrbyggja er kendt
for sit elskovsforhold til Snorre godes smukke, lidt
kokette søster, den unge Frodå-enke, Turid. Snorre
tvang ham til at opgive forholdet. Af Bjorn anføres
nogle løse vers i sagaen ; de er tildels ret vemodige i
tone og digteren udtaler, at han nu må »drikke sijti
glædes gravøl«. I øvrigt var det denne Bjorn, der
siges at være kommen til Vinland det gode (jfr.
Oehlenschlågers Landet fundet og forsvundet).

Oddr skåld brei8fir8ingr fortjæner at nævn-
es som en af de få, der har besunget indenlandske
hovdinger; han digtede en drape om Illuge svarie på
Gilsbakke og et arvekvad om den nordlandske hov-
ding Hjalte Tordsson (omkr. 975). Af det første er
el par vers bevarede. I øvrigt vides intet om denne
Oddr.

Bersi Véleifsson, kaldt Holmgongu-B. (han
praler i et af sine vers af at have slået 35 mænd
ihjæl i tvekamp), var en ægte gammel, kraftig vikinge-
natur. Han kendes især fra sagaen om Kormak,
med hvis elskede. Steingerd, han en stund var gift
og med hvem han havde en bitter fejde. Af Berse

8*

Digitized by VjOOQ IC

116

findes 15 løse vers, alle om kampe og denslags, godt
digtede og kraftige i tone; i et af dem udtaler han
sig så: »troldene tage mit liv, hvis jeg holder op
med at rødfarve sværdet; så kan man lige så godt
straks lægge mig i min gravhoj«. I et af de sidste
klager han, ligesom Egill, over alderdommens svag-
heder.

Til vestlandet er skjalden Clfr Uggason knyt-
tet. Der vides kun lidet om hans liv. Han kendes
især fra Njåla; af den omtale, han der får, fremgår
det, at han var af en fredelig og mild karakter.
Dengang, da Tangbrand forkyndte kristendommen,
blev Ulf opfordret af en anden skjald til at digte nid
om Tangbrand, men han svarede med en lausavisa,
at det vilde han ikke indlade sig på — »den flue
vilde han ikke sluge« — ; man har deraf villet slutte,
at han har været en af dem, der var religiøst lige-
gyldige eller muHg i Ion kristendommen hengivne.
Mest kendt er Ulfr som forfatter til Husdråpa, et digt,
der på en måde slutter sig til skjoldkvadene. Det er
digtet omkr. 985 om billederne i Olaf pås nyopførte
skåle-bygning på Hjardarholt. Der er nogle vers
bevarede af digtets forskellige afsnit; deraf ses, at
billederne fremstillede Lokes og Heimdalls svømme-
kamp, Tors kamp med midgårdsormen og Balders
bålfærd, og rimeligvis mere endnu. Disse rester
vidner meget fordelagtig om Ulfs skjaldskab, både
m. h. t. kraft i udtrykket, udmærket formævne og
anskuelighed i skildringen, samt fortrinlig ævne til
at lade de enkelte ord og kenninger passe sammen.
Hans beskrivelse af Tors lynende ojne, der mødte
den edderspyende orms vrede stirren, er uovertræf-
felig.

GisliSursson er hovedpersonen i den saga,
der er opkaldt efter ham. Denne mand, der egenlig
er en indfødt Nordmand, sent indvandret til Island,

Digitized by VjOOQ IC

117

havde en mærkelig skæbne. Hans søster blev gift
med den unge hovding Torgrim (fra Snefjældsnæs)
og blev moder til den beromte hovding, Snorre gode.
Torgrim dræbte Gisles svoger, Véstein, som Gisle
holdt meget af og hvem han på grund af sit fost-
broderskab var forpligtet til at hævne. Gisle var
vanskelig stillet, men hævnpligten fik overtaget og
han slog sin søsters mand ihjæl; herfor blev han
gjort fredløs. Resten af sit liv, omtr. 13 år, levede
han i fredløshed, stadig efterstræbt af sine fjender,
men trofast bistået af sin dygtige hustru. Disse for-
følgelser og hans ophold på øde steder i øde fjorde
gjorde stærkt indtryk på ham og prægede hans sjæle-
tilstand. Han havde idelige dromme; der var to
dromkvinder, der stadig kom tilbage i drommene,
den ene god, den anden ond. De forskellige tildrag-
elser og ikke mindst disse dromme gav ham anled-
ning til at digte. Omkr. 35 vers haves i sagaen af
ham og der er ingen grund til at antage dem for at
være uægte. Gisle var en brav mand og en velbegavet
mand; han var runekyndig; og han er, mærkeligt
nok, den eneste skjald, der har direkte hentydninger
til heltedigtenes personer (Gudrun). Versene er inter-
essante som udtryk for hans indre uro og sjælelige
tilstande, og de er godt formede.

I flere andre slægtsagaer forekommer skjalde
som Håvar8r isfir5ingr halti, Viga-Glumr i
sagaerne, der er opkaldte efter dem; Grimr Drop-
laugarson i sagaen om ham og hans broder, Helge,
og flere. Derimod er versene i Grettissaga og Njåls-
saga og andre for storste delen uægte.

Særlig kan endnu nævnes følgende, der er af en
vis interesse. Eysteinn Valdason, ellers ukendt;
af ham haves nogle halvvers af et digt om Tor og
hans kamp med midgårdsormen, altså af et hedensk
gudekvad. — EilifrGoSrunarson, også ukendt,

Digitized by VjOOQ IC

118

undt. for så vidt som han må have levet for og efter
år 1000, da han i sine digte viser sig både som
hedning og kristen. Af ham haves en forsdråpa
(omtr. 20 vers i behold, måske fuldstændigt), der
handler om Tors og Lokes færd til Geirrodsgård og
kampen med Geirrod. Der er noget ejendommeligt
gammeldags ved dette digt, men det er et af de
vanskeligste kvad at forstå og fortolke. Hvis man
om nogen skjald kunde sige, at han havde lagt an
på dunkelhed og indviklede (lange og mangeleddede)
omskrivninger med sjældne ord, måtte det være Eilifr.
Alligevel er digtet livfuldt og anskueligt i skildringen
af de forskellige optrin, Tors vaden igennem de stride
stromme, optrinet i hallen ved ankomsten, kampen
med Geirrod og jætterne osv., for ikke at tale om
Tor på stolen, hvorunder jættepigerne sad. Det har
en betydelig mytologisk værd. Desuden haves et
halvvers af et digt om Kristus, også meget antikt i
tone og en blanding af hedenskab og kristendom
(*Man siger, at Roms stærke konge [Kristus] sidder
i Syden ved Urds brond«). Endelig haves et halvvers
af et digt (drape) om Hakon jarl, hvoraf det synes at
fremgå, at Eilif har opholdt sig i nogen tid hos Hakon ;
digtet antydes også i Skåldatal. For så vidt h^rer
han også til fyrsteskjaldene.

Også af en ukendt porbjorn disarskåld
haves et lille brudstykke af et digt om Tor.

Endelig kan nævnes en Sveinn, der har levet i
Gronland, måske været en Gronlænder; han digtede
en Nordrseiudråpa, et digt om fiskerophold i det nord-
lige Gronland, et steds hojt oppe ved Melvillebugten.
Nogle rester af dette interessante digt haves, hvori
havets oprør, Ægis døtres rasende færd, skildres på
en kraftig måde. — Der er flere, tildels anonyme
vers om søen, rejser og lignende.

Vi kommer nu til den lange række af de egen-

Digitized by VjOOQ IC

119

lige fyrsteskjalde; de er overmåde mange i det hele,
men der medtages her kun de vigtigste, de mindre
vigtige kun, når de tilhører en storre gruppe, der
samles om en enkelt konge, især Harald hårdråde.
Som tidligere bemærket begynder de islandske hird-
skjalde al optræde ved midten af det 10. årh.; da
Egill ikke er en sådan, er den første hird skjald
Ghimr Geirason hos Harald gråfeld (961—70).

Glumr Geirason er måske ikke en indfødt
Islænder endda. Hans fader, Geiri austma8r (»den
norske«) udvandrede meget sent og opholdt sig flere
steder på Island, for han endelig fik sig en fast bolig
på vestlandet. Her lagde han grunden til en senere
anset familje, der også blev knyttet til Osvifrsslægten ;
Gliims son Tord var gift med Gudrun Osvifrsdatter;
deres son var J>6r8r kottr, fader til Stiifr skjald. Om
Gliimr er født på Island eller i Norge siges ikke;
efter alderen at domme er han snarest født i Norge;
(jfr. Gisle Siirsson). Vi ved grumme lidt om hans
liv. Der fortælles noget om ham og faderen i Reyk-
dælasaga, men uden videre interesse. Det fremgår
dog deraf, at de var lidet bemidlede, og dette be-
styrkes ved Glums vers. I Norge har Gliimr opholdt
sig i nogen tid hos Harald gråfeld, og det ses af et
af hans vers, at han har deltaget i Bjarmelandstoget.
Han er sikkert død i en tidlig alder, da sonnen
Tord opkaldtes efter moderen, hvilket ofte skete, når
denne levede længe som enke. Glumr nød stor an-
seelse som digter, sml. de ovf. s. 81 anførte ord af
kong Harald til Stuf. Han har digtet om Erik blod-
økse, men kvadet er for storste delen tabt; det var
mulig et arvekvad; men der er intet urimeligt i, at
han kan have været personlig knyttet til Erik. Glums
hoveddigt er hans Gråfeldardråpa, hvoraf der haves
ret betydelige lævninger. Det er et biografisk over-
sigtskvad og forfattet efter Harald gråfelds død. Det

Digitized by VjOOQ IC

120

har været et stolt digt og det berettiger den hoje
anseelse, Glumr stod i; ikke alene er hele ordvalget
fortræffeligt og alt det tekniske i udmærket orden,
men der er flugt i skildringerne, og skjalden viser
ævne til at fremhæve enkelte karakteristiske træk
som fyndige udtalelser af fyrsten. I historisk hen-
seende har digtet i dets helhed været en fortræCFelig
kilde. — Af løse vers haves ét, det under Eyvindr
omtalte, hvori Glum glæder sig over Hakons, fald,
men han fik svar på tiltale.

Kormåkr Ogmundarson er født omkr. 935,
død omkr. 970. Om ham haves en saga med en
mængde yers. Dens hovedindhold udgores af for-
holdet til en skon bondedatter, Steingerdr, hendes
fader og mænd, som hun blev gift med; Kormåkr
havde bejlet til hende, og faderen havde intet imod
partiet, men da brylluppet skulde holdes, blev Kor-
mak forhindret, så at det aldrig blev til noget. Kor-
mak elskede hende lidenskabeligt og hun gengældte
sikkert fuldt ud hans følelser; forholdet imellem dem
var fuldstændig rent. Kont skildres deres første
møde, da Kormak så hende titte frem under et »Hag-
bardshoved« i stuen; selv var han en smuk, ung
mand, som kunde fange en ung kvindes blik. Kor-
mak er, trods sin hæftighed og lidenskabelige vold-
somhed, en overordenlig sympatetisk person; kraftig
og ligefrem, ærlig og standhaftig, også i sin elskov;
hvorvidt sagaens skildring af hans udebliven er rigtig,
er ikke sikkert. Hvorvidt han, hvad hans navn
kunde antyde, var af keltisk herkomst, vides ikke.
Kormak rejste til Norge endnu medens Hakon den
gode levede, men kort efter sluttede han sig til
Harald gråfeld og deltog i dennes krigstog. På et
tog til England og Skotland døde Kormak på en af
sagaen skildret næppe historisk måde.

Af fyrstedigte kendes et om Harald gråfeld af

Digitized by VjOOQ IC

"^ OF THE

UNIVERSITY

OF

navn og et andet om Sigurd jarl på Lade, Sigurdar-
drapa, digtet for Sigurd blev indebrændt (962); heraf
haves nogle halvvers, der viser, at Kormak har an-
vendt et ejendommeligt stev, bestående af »gamle
minder«. De bevarede halvvers roser jarlen i alminde-
lighed og indeholder personlige bemærkninger. For
os har Kormak storst betydning ved sine mange, i
sagaen opbevarede løse vers; overleveringen er åben-
bart ikke god, der er sammenblandinger af vers og
dubletter. Alle disse vers drejer sig om digterens
elskov, om hans kampe og forhold til modstandere,
samt om hans rejser. Han er ofte lidenskabelig og
voldsom i sine udtryk; hans udtalelser om Steingerds
skonhed og beskrivelse af, hvorledes hun i andre
kvinders skare er som et prægtigt skib, der sejler
mellem øer, viser både hans beundring og kraftige
sammenligningsfantasi. Han siger: >For vil klipperne
flyde på vandet som kogende korn, jorden synke og
de store bjærge styrte ud i det dybe hav, end nogen
så skon en kvinde som Steingerd vil fødes«. Hans
vers om modstanderne er ofte meget djærve og bittert
ironiske; især må Steingerds anden mand, Torvald
tin-tén, holde for. Af en ejendommelig vemodig art
er hans sidste vers. Kormak er ved Siden af Egill
sikkert den storste skjald fra det 10. årh.s første to
tredjedele ved originalitet og ægte digternatur. Bil-
ledvalg og ordvalg er i det hele fortræffeligt.

Einarr Helgason skålaglamm var en broder
til Gudruns fader Osvifr, f. omkr. 945; han druknede
ved sin hjemkomst til Island lige udenfor de mange
øer, der lukker for Hvammsfjorden, omkr. 990. Han
siges at have været meget på rejser og er vel begyndt
derpå i ty ve-årsa Ideren. Det var i Hakon jarls tid
og han blev hans mand og skjald. Han var hos
ham und^ Jomsvikingeslaget (986), men da var der
kurre på tråden mellem dem; Einar truede, djærv

Digitized by VjOOQ IC

122

som han var, med at ville forlade Hakon, men de
blev forsonede og jarlen forærede ham en vægtskål,
hvoraf han fik sit tilnavn; for skal han have været
kaldt Skjoldmø-Einar. Fra Egilss. kendes hans ven-
skabelige forhold til den gamle Egill (se ovf. s. 110),
men i øvrigt vides intet om hans liv. Han siges der
altid at have været fattig, og mulig står navnet på
hans bekendteste digt: Vellekla, 'guldmangel' i for-
bindelse dermed. Einar var en hjærtensgod og sjælden
brav mand, det ses af hans digte; men tillige en op-
rigtig, frejdig og selvstændig karakter. Som skjald
hører han til de allerbedste; der er kraft, og flugt i
hans vers, kenningerne og det hele ordvalg er sjælden
poetisk og harmonisk, versene overordenlig vellyd-
ende og klangfulde. Ved ham sker det egenlige
gennembrud og overgang til digtningen omkr. 1000
og derefter m. h. t. elegance og utvungethed. For-
uden nogle få lævninger af et par digte — hvoraf det
ene har været om en dansk konge — haves hoved-
sagelig af ham digtet Vellekla (omkr. 40 hele og
halve vers bevarede), et hoveddigt om Hakon jarl,
der biografisk skildrer hans forskellige kampe og tog,
samt, hvad der ikke er uvigtigst, hans forhold til
blot og hedenskab og derigennem hans betydning
for folkets vel og lykke. Da digtet også har behand-
let Jomsvikingeslaget, har Einar, efter udsoningen
med jarlen, tilfojet et afsnit derom, ti det hedder ud-
trykkelig, at digtet (ellers) var færdigt for slaget, men
jarlen havde ikke villet høre derpå. Digtet er i en-
hver henseende en af de vigtigste draper fra det 10.
årh., også for dets store historiske betydning. For
Danmarks historie har det betydning ved dets om-
tale af forsvaret for Dannevirke mod kejser Otto.

Til Hakon jarl er ligeledes Tindr Hallkels-
son, Gunnlaugs farbroder, knyttet. Han digtede en
drape om jarlen, hvoraf en del frygtelig forvanskede.

Digitized by VjOOQ IC

123

men ægte vers er bevarede; de handler alle om Joms-
vikingeslaget, hvori han deltog. Efter versene at
domme har Tindr været en særdeles dygtig skjald;
slægten var en skjaldeslægt (Brage, Gunnlaugr, Gils
Illugason).

Foruden Eilifr (se ovf. s, 118) er endelig for-
leifr jarlsskåld Raudfeldarson (Åsgeirs son rau3-
felds) knyttet til Hakon jarl. Om Torleif fortælles
mange og mærkelige ting i Svarfdælasaga og en lille
påttr om ham (i Flatøbogen). Efter at have haft
stridigheder med bersærken Klaufe, der med magt
havde taget hans søster, Ingveld fagerkind, til sig,
og dræbt ham, rejste han til Norge og sluttede sig til
Hakon jarl, om hvem han digtede en drape, hvoraf
et par vers er tilbage. Senere blev de, af grunde
som nærmere anføres, bitre fjender. Torleif siges da
at have digtet et nidkvad om jarlen, som han i en
tiggers skikkelse skal have fremsagt i hallen og som
skal have haft de mærkeligste virkninger: alle våben
kom i farlig bevægelse, der blev bælgmørkt i hallen
og jarlen selv fik en langvarig sygdom. Digtet kaldtes
Jarlsniå og en del af det »tåge versene«, hvoraf et
halvvers anføres. Ellers er det gået tabt, desværre.
Det var på grund af dette kvad at Torleif senere,
men allerede ved midten af det 11. årh., var i folke-
troen bleven en troldmand, som det morsomt for-
tælles i Sneglu-Hallapåttr. Og i Islendingadråpa
kaldes han derfor »pulr, der digtede om jarlen et
uskont digt«. Da Torleif forlod Hakon jarl, begav
han sig til Danmark og var en tid hos Svend tve-
skæg, om hvem han skal have digtet en drape på
40 vers; deraf er stevet bevaret. I øvrigt haves endel
løse vers i Svarfdælas. og påttren, men deres ægthed
er tildels tvivlsom. Torleif blev på Hakons foran-
staltning dræbt på altinget 994.

Et par skjalde endnu er knyttede til Hakon jarl

Digitized by VjOOQ IC

124

som Vigfuss, en son af Viga-Glum, og en Bjarni
skjald, hvis færd overfor jarlen minder om Torleifs
forhold. Han digtede også om Olaf Tryggvason.
Endnu en skjald har digtet om Hakon, men som
dog er mest bekendt af sit forhold til kong Olaf
Tryggvason, det er:

HallfreSr Ottarsson, vandrædaskåld. Om
ham haves en udførlig saga, der stykkevis er optagen
i den længere Olafssaga; den haves også særskilt.
Hallfred er født omkr. 970, snarest noget for. Han
er mest bekendt for sit elskovsforhold til bondedat-
teren Kolfinna, et lignende forhold som mellem Kor-
mak og Steingerd, men langtfra så rent. De fik ikke
hinanden og Kolfinna blev mod sin vilje gift med
den uskonne bonde Griss Sæmingsson, hvis »sure«
ojne og navn Hallfred var utrættelig i at forhåne.
Hallfred var en meget urolig karakter, men en brav
mand, oprigtig ven og trofast, men tillige en kæk
og bitter modstander, når det gjaldt. Herom inde-
holder sagaen mange morsomme småtræk. Han be-
gyndte tidlig at rejse udenlands; en af disse rejser
foretog han lige efter Hakons død og Olaf Tryggvasons
tronbestigelse. Han kunde ikke undgå at komme i for-
bindelse med Olaf, og det gik Hallfred som de fleste
andre, de blev som fortryllede af denne heltekonge
med de mange legemsfærdigheder, men som til tider
kunde være så afskyelig grusom. Der opstod et
inderligt hengivenhedsforhold fra digterens side, især
efter at han havde ladet sig døbe og kongen havde
været hans gudfader. Efter nogen tid rejste Hallfred
til Sverrig; han udstod da livsfarer, men frelstes ved
sin snarrådighed og kækhed. Her i Sverrig giftede
han sig og besøgte den svenske konge. Så drog han
atter med sin hustru til Norge, hvor hun kort efter
døde. Han rejste så til Island, fornyede sine besøg
hos Kolfinna og fik atter en strid med Griss. Denne

Digitized by VjOOQ IC

125

anlagde sag imod ham og Hallfred vilde være bleven
domt, men da fik han efterretning om slaget ved
Svolder og sin elskede konges fald. Han blev så
betaget heraf, at han straks forligtes med Griss og
rejste (1001) til Norge for at hævne Olaf og dræbe
Erik jarl. Intet mindre. Hævnen lykkedes ham
ikke, han blev taget tilfange og truedes med døden,
men Erik gav ham liv og Hallfred digtede om ham
(kun to linjer bevarede). Så fattede Hallfred den
tanke, at digte om Olaf og hans sidste kamp og i
den anledning søgte han oplysninger om kampen og
dens enkeltheder hos ojenvidner. Herefter hører vi
ikke meget om Hallfred; han var vist idelig på rejser
uden at finde ro og hvile, og på en sørejse døde
han. Sagaens fortælling herom er smuk og vemodig.
Skjalden var syg, og dertil kom, at en stang faldt
ned på ham. Hans lig blev lagt i en kiste og kastet
overbord; den drev i land på Jona og der blev
han begravet. Lige til det sidste digtede han. Hans
sidste vers udtaler bekymring for hans sjæl ; »jeg var
hård i mine ord i min ungdom; frejdig vilde jeg
dø, hvis jeg vidste, at min sjæl blev frelst; jeg ved,
at jeg intet frygter — undtagen helvede, men enhver
skal dø; gud råde for, hvor jeg skal leve (efter
døden)«.

Her udtaler Hallfred så at sige sin trosbekendelse ;
særlig kristelig-religiøs har han dog sikkert aldrig
været. Kong Olaf havde i begyndelsen vanskeligheder
nok med den »vanskelige skjald«, som han kaldte
ham, da Hallfred dels udtalte sin inderlige fortryd-
else over nu at skulle forlade sine gamle venner,
Odin, Tor, Njord, Frigg og Freyja osv., dels mente,
at hans egne digte, som kongen ikke vilde høre på,
var mindst ligeså poetiske som »de hellige lær-
domme«, kongen vilde, han skulde undervises i.
Frygten for helvede er den blotte frygt for legemlig

Digitized by VjOOQ IC

126

pinsel, men ikke religiøsitet og inderlig trostilegnelse.
Som skjald overgår Hallfred alle sine samtidige ved
den overordenlige lethed, han havde ved at digte,
ved sine glatte og flydende vers, ved sit fulde herre-
domme over sprog og teknik i det hele. Hos ham
er de sidste bånd, som verstekniken medførte,
sprængte; derfor er også kenningerne trængt noget
tilbage, hvorfor også hans vers er lettere at forstå
umiddelbart end de fleste af de ældres. Inde i ken-
ningernes rigtige væsen var han som få; derfor er
hans udmærkede sammenligninger og det fortræffe-
lige ordvalg en nydelse. Hans kvad viser hans karak-
ter på det tydeligste. Især viser arvedigtet om Olaf
hans rørende hengivenhed for kongen. Hans ærlige
djærvhed og, når det gjaldt hans uvenner, hans
bidende spot fremtræder lige så klart og uforbehold-
ent. Som historiske kilder er hans digte af særlig
betydning, hvad Snorre allerede hojt berommede.
Hans digte er følgende: Håkonardråpa, om Hakon
jarl, nogle halvvers bevarede, om jarlen personlig og
hans magt osv. — élåfsdråpa, en drape om kong
Olaf, digtet 996; det handler om kongens tog og
kampe for 995; heraf haves nogle vers. — Af en flokk
om Sigvalde jarl og en drape om Olaf den svenske er
der intet tilbage. Flere andre digte er tabte, som
hans niddigt om Griss, Grissvisur, — Derimod haves
heldigvis betydelige lævninger (omkr. 29 hele og
halve vers) af hans arvekvad om Olaf, Olåfsdråpa.
Det handler udelukkende om Svolderslaget og Olafs
død — efter hvad kyndige mænd og ojenvidner havde
meddelt ham. Efter en kraftig og levende kamp-
skildring følger en almindelig og hojstemt lovprisning
af kongen, hvis betydning skjalden udtaler i disse
ord: »hele Norden er bleven folketom siden Olaf
døde; al fred er borte«. Han gor nogle betragtninger
angående det allerede dengang omtvistede sporgsmål,

Digitized by VjOOQ IC

127

hvorvidt kongen var sluppen levende fra kampen
eller ej. Hallfred ser så nøgternt på den sag, at han
siger, at der, desværre, ingen udsigt er til, at han
skulde leve endnu, »han var såret«. Han beklager
inderlig, at han ikke har kunnet deltage i kampen,
»selv om en enkeltmand kun har lidt at sige« under
sådanne omstændigheder. Han slutter med at ønske,
at Kristus må have kongens sjæl i himlen. Kvadet
er i virkeligheden et af dyb menneskelig følelse op-
fyldt digt; havde man kun kampversene deraf, vilde
man ingen anelse have om dels øvrige dele og egen-
skaber, men det er jo netop tilfældet med så mange
andre digtbrudstykker, at de ingen forestilling giver
om digtene i deres helhed. — Endelig haves henimod
30 løse vers i sagaen, de fleste af stor interesse. De
handler tildels om Kolfinna og striden med Gris,
hvem Hallfred håner på det blodigste, og med Blot-
Mår (digteren er ikke mere bange for ham end for
en gammel gnaven køkkenkøter), dels om hans for-
hold til hedenskabet og den ny tro. Om Kolfinna
anvender han lignende, skont ikke så voldsomme,
udtryk som Kormåkr. Hvor let han havde ved at
digte, viser verset om det skedeløse sværd, kong
Olaf skænkede ham; han skulde lade ordet s^sværd«
stå i hver linje; da verset var færdigt, bemærkede
kongen, at ordet manglede i én linje, hvortil Hallfred
svarede, at det til gengæld fandtes to gange i én —
altså ialt 8 gange.

Kommer man nu til det 11. årh;S fyrsteskjalde,
møder straks en storre gruppe, der er knyttet til
jarlerne (Erik, Sven), der styrede Norge i tiden mel-
lem de to Olafer (1000—15).

Gunnlaugr ormstunga Illugason på Gils-
bakke, hvis skonne saga fortæller så smukt om hans
og Helga d. fagres unge elskov. Gunnlaugr, født ved
983, død 1008, var dog ingen blød, romantisk natur,

Digitized by VjOOQ IC

128

men en kraftig kærnekarl, stridbar og stivsindet^ men
med stærke og inderlige følelser. Så snart han var
voksen, vilde han se sig om i verden, og vi kan i
sagaen følge ham fra fyrste til fyrste, hos hvem han
strør om sig med digte, en flokk hist og en drape
her; han besang kong Adelsten, Sigtryg silkeskæg,
Sigurd jarlj Olaf svenske, Erik jarl og fl.; men kun
af de to førstnævnte digte er der nogle få og små brud-
stykker bevarede; digtet om Sigtryg var i runhent,
sikkert en indflydelse fra Egils digt. Alle de andre
er tabte. Derimod haves i sagaen godt og vel 13
løse vers om hans elskov og Helga og om forskellige
begivenheder, der fortælles. Nogen første rangs digter
var Gunnlaug vel næppe, og hans modstander, skjald-
en Hrafn Onundssons dom om ham var vistnok
rigtig: »digtet [om Olaf d. svenske] har store ord, men
det er uskdnt og noget stift i formen som Gunnlaugr
i sit sind«. Men et grundigt kendskab til kenninger
og teknik har Gunnlaugr sikkert haft. Haii var
broderson af Tindr.

Haldérr okristne, der ellers er ukendt, digtede
om Erik og Svolderslaget. Nogle vers bevarede. —
Eyjélfr dådaskåld (»[krigs]bedrifternes skjald«),
også for øvrigt ukendt, digtede Bandadråpa (rime-
ligvis kaldt således på grund af en stærk benyttelse
af bond = guder). Dette digt, hvoraf der kun haves
nogle få vers, har vistnok handlet om alle Eriks tog
og bedrifter til og med Svolderslaget. — S kuli J>or-
steinsson, Helga d. fagres broder, var sikkert en
dygtig skjald. Han var selv med i Svolderslaget på
Erik jarls skib. Om kampen digtede han en flokk,
som det synes ikke så kort en tid efter. Uden tvivl
har han også digtet andre kvad om Erik. Af ham
haves et smukt halvvers om solens nedgang og
månens tilsynekomst — en temlig enestående skild-
ring.

Digitized by VjOOQ IC

129

J>6r3r Kolbeinsson er for nævnet i forbind-
else med hans modstander Bjorn hitdælakappe. Han
er vistnok født kort efter 970 og levede vistnok til
henimod midten af det 11. årh. Han rejste udenlands
1007 og sluttede sig til Erik jarl og digtede om ham
Belgskakadråpa (tabt på ét vers nær); rejste så hjem
og ægtede Oddny øfaklen; atter 1015 rejste han uden-
lands og traf kong Olaf; da mødte han også Bjorn
og blev hårdt behandlet af ham. Der er for fortalt
om, hvorledes forholdet udviklede sig videre mellem
dem, indtil Tord fældede Bjorn. Herefter vides så
godt som iniet om ham. Ifg. sagaen var Tord en
noget underfundig og upålidelig karakter, men den
er vistnok noget partisk imod ham; at han har vist
sig svigefuld mod Bjorn, må dog vistnok betragtes
som givet. Nogen helt var han næppe. Hans vers,
der, mere end mange andres, indeholder subjektive
udtalelser, vidner dog til fordel for ham og hans
stemningsfuldhed ; han var selv noget hårdt behandlet
på forskellig måde og havde grund til at se noget
tungt på livet; derom bærer hans vers vidne. Man
kender navnene på flere af hans digte (f. eks. Dag-
stråleversene om Bjorns hustru), der er tabte. Mærke-
ligt er det, at han digtede et kvad om Gunnlaugr
ormstunga (et vers i sagaen). Bedst kendes Tord
fra hans Eiriksdråpa, et biografisk oversigtskvad lige
til Eriks kampe i England efter 1014. Det er jævne
vers, lidet karakteristiske — undt. ved de små ind-
skudssætninger — , men lette og viser et dygtigt versi-
fikationstalent; kenningerne er ikke særlig mange og
indviklede. Tord har endvidere mulig digtet om
Sven Estridsen, Endelig haves i sagaen 12 løse vers,
så godt som alle om hans forhold til Bjorn.

De sidste af dem, der digtede om jarlerne Erik
og Sven og som tillige er knyttede til Olaf d. hellige,
er J>6rdr Sjåreksson og Bersi Skåldtorfuson.

9

Digitized by VjOOQ IC

130

Tord var »en mærkelig og forstandig mand og skjald«,
men der vides i øvrigt kun lidet om ham; han skal
have foretaget en rejse til det hellige land (og da
have truffet Olaf Tryggvason, hvad flere skal have
gjort); han kaldes »Hjalte Skeggjasons måg« og har
altså vel stammet fra sydlandet. Dermed hænger det
vistnok sammen, at han, ligesom Tord Kolbeinsson,
besang en landsmand, den kraftige Toralf Skolmsson,
der så tappert havde kæmpet i Stordslaget; nogle
vers er bevarede. Derimod er hans digt om Erik
tabt. Hans hoveddigt var vel Rodudråpa (»Krucifiks-
drapen«) om Olaf d. hellige, men der er kun bevaret
ét vers deraf. Et par løse vers haves, hvoraf et er
særlig kunstfærdig bygget (1 og 5, 2 og 6 1. hører
sammen osv.; indholdet er hentydninger til myter
og sagn).

Bersi Skåldtorfuson var, som navnet viser,
en digterindes son og var selv vistnok en dygtig
skjald, men der haves kun nogle få vers af et digt
om Olaf d. hellige og en laasauisa. Han havde op-
holdt sig hos Erik og Sven og deltog med denne i
Nesjaslaget (1016) mod kong Olaf; senere sluttede
han sig til denne og blev en af hans trofasteste mænd ;
han døde i Rom 1030, som det hedder, af sorg over
Olafs • fald. Berse er en af de mest tiltalende skik-
kelser, brav og god, standhaftig og tro. Af Grettis-
saga ses, hvorledes han hjalp Grettir, og han siges
at have været den eneste, der beholdt Erik jarls
fulde venskab bagefter. Vi kan desværre ikke se,
hvor stor en skjald Berse var.

Sigvatr (-hvatr) |>6r8arson, Olaf d. helliges
meget betroede mand og ven og samtidens ypperste
skjald, er født omkr. 995 og død omkr. 1045. Hans
fader var I>6r8r Sigvaldaskåld (havde været en tid-
lang hos Sigvalde jarl; vi ser atter her skjaldskab
som slægtsarv), men Sigvatr siges at være opfødt på

Digitized by VjOOQ IC

131

gården Apavatn i det sydlige Island. Der haves et
sagn om, hvorledes Sigvatr som ung fik sin skjalde-
ævne; han trak engang en mærkelig skon fisk (5rred)
op af søen (ved gården) og fik det råd af en Nord-
mand at spise dens hoved, »ti dér var ethvert dyrs
forstand«. Derefter blev Sigvatr digter. Denne —
vistnok i sin oprindelse fremmede — legende viser
ialfald, at Sigvatr var tidlig moden og begyndte som
dreng at lave vers, hvad der hverken var ualminde-
ligt i fortid eller nutid på Island. Lige voksen rejste
han til Norge, hvor han straks vilde fremsige et digt
for Olaf, men denne vægrede sig i førstningen ved
at høre derpå, vistnok fordi han fandt, at denslags
digte havde for meget af hedenskabsminder, men
Sigvatr fik ham bragt på andre tanker, og frejdigt
erklærede han, at kongen kunde afvise alle andre
skjalde, han alene skulde skaffe ham digtning nok.
Sikkert er det, at Sigvatr ved sine ævner og egen-
skaber vidste at vinde kongens gunst og tillid i et
så fuldt mål, at han snart efter foretog en meget
vigtig rejse til Gotland på kongens vegne. Sigvatr
viste sig ved sin dygtighed og takt kongens tillid
fuldtud værdig. Denne rejse førte til det ønskede
resultat, et venskabeligt forhold mellem Nordmænd
og Goter, men også til giftermålsforbindelsen mellem
kong Olaf og kongedatteren Astrid, efter at kong
Olaf d. svenske havde brudt sine løfter til sin norske
navnefælle, hvem han havde lovet sin datter Ingigerd,
der senere blev gift med kong Jaroslav. Kort efter
opnåede Sigvatr stallerværdigheden. Sigvatr var en
mand, der vilde se sig om i verden, og han foretog
i 1025 — 26 sin vesterfærd til England og Frankrig.
Desværre vides intet nærmere om den. Men da
Sigvatr i sine vers bruger fremmede — romanske
og engelske — ord, har han vistnok beriget sig med
dem på sin rejse; han har sikkert haft ojne og øren

9*

Digitized by VjOOQ IC

132

åbne, hvor han kom. I England traf ban Knud d.
store, der var begyndt at gore krav på Norge; men
han digtede ikke noget til hans ære. Ondskabsfulde
og misundelige tunger benyttede dette til at sværte
ham hos kong Olaf, og denne modtog ham noget
unådig. Men det lykkedes Sigvatr hurtig at' over-
bevise kongen om, at han intet havde begået, der
kunde opfattes som utroskab mod ham. Da kong
Olaf forlod Norge 1028, var Sigvalr taget hjem til sin
gård — en sådan havde han fået etsteds i Trond-
hjem — ; kort efter foretog han sin store rejse til
Italien sammen med Berse. Han vendte ikke tilbage
for efter Stiklestad slaget; på vejen hjem erfarede han
kongens fald; dyb og inderlig var hans sorg; ligesom
Hallfred i sin tid vilde han gærne have kæmpet ved
sin herres side. Under slaget var der, fortælles der,
skumlere, der stiklede til den langt borte værende
Sigvatr, og de blev senere endnu mere hojrøstede.
På vers fralagde Sigvatr sig udtrykkelig med forsæt
at have været borte og han bruger stærke ord —
»måtte Hvidekrist lade mig evig pines i den hede
ild, hvis det havde været min hensigt at undgå at
dele faren med min konge; det er jeg fuldstændig
fri for at have tænkt«. Der kan ingen tvivl være om,
at ordene svarede til virkeligheden. Sin sorg over
Olafs fald har han tolket i det smukke vers, hvor
han siger, at for, medens Olaf levede, var det som
alle Norges fjælde smilede; nu var de gronne lier
langt fra så venlige mere. Til Sven Alfifasson var
der ikke tale om, at Sigvatr sluttede sig. Under dennes
regering har han snart opholdt sig på sin gård, snart
i Sverrig, hvor han idelig forespurgte sig om sin
gudson, den lille Magnus; mellem dem »gik der
smuttende kærligheds fugle«, ytrer digteren. Sikkert
var han en af de virksomste for at få Magnus, som
den rette tronarving, tilbage til Norge, og han blev^

Digitized by VjOOQ IC

133

efter at det var sket, dennes ligeså trofaste rådgiver
som for hans faders. Selv beskriver Sigvatr glæden
over ham i Norge, »landets befolkning mente da at
have fanget himlen med hænderne«. Til den følg-
ende tid er Sigvats skonneste og sikkert følgerigeste
dåd knyttet. Da Magnus efter nogle få år viste tegn
til at ville straffe dem, der havde været Olafs stærk-
este modstandere, tiltrods for de løfter, som Magnus
straks i begyndelsen skal have aflagt, varede det ikke
længe for det begyndte at ulme i Nordmændenes
sind, og det vilde være kommet til oprør og ufred,
hvis ikke Magnus' venner, først og fremmest Sigvatr,
havde grebet ind. De holdt et rådstævne og det blev
vedtaget, at en af dem skulde advare Magnus, hvad
der naturligvis ikke betragtedes som nogen let sag;
der blev kastet lod om, hvem der skulde gore det,
men det blev »maget« således, at loddet traf Sigvatr,
og nogen bedre kunde der vanskelig findes. Han
tyede til sin skjaldekunst og digtede da sit bedste
kvad i en fart; det havde, som bekendt, den virk-
ning, at Magnus helt og holdent forandrede sin
tænkemåde og færd og blev en af Norges vennesæleste
konger og fik det samme tilnavn som den ene af
hans forgængere bar, hvis lysende eksempel Sigvatr
netop havde holdt op for ham. Uden tvivl har Sig-
vatr også medvirket ved underhandlingerne mellem
Magnus og Hardeknud. Herefter vides kun lidet om
Sigvatr; ved og efter Magnus' død (1047) høres der
intet om ham, hvorfor det må antages, at han er
død forinden.

Sigvatr er som menneske en af de mest sympa-
tetiske personer, der kendes. Altid rolig og behersket,
snarrådig og taktfuld i de vanskeligste situationer
vidste han at klare alle hindringer og finde de mest
passende udveje. Uden nogensinde at nedværdige
sig tjænte han sine konger trofast og dog således, at

Digitized by VjOOQ IC

134

han aldrig var bange for at sige sin mening på en
bestemt, men tillige overlegen skånsom måde. Det
viser især hans færd ved Magnus' fødsel, ved Hroreks
svigfulde færd osv. Hans takt i den personlige op-
træden kendes fra hans og kongens besværlige gang
over DovreQæld. Takt og klogskab i forbindelse
med stræng retfærdighed, det er Sigvats hovedegen-
skaber. Dertil kom, at han var glad og munter i sit
væsen og bragte altid opromthed med sig, men altid
var der en beherskelsens grænse tilstede. Sigvatr er
ikke de stærke lidenskabers mand; som erotiker er
han af Egils art. Elskovsdigte kendes ikke af ham.
Hvilken statsmand han var, kan man ikke i enkelt-
hederne udrede, men der er ingen tvivl om, at han
som sådan har været kongerne til den storste nytte.
Dette ses dog tildels af hans rejse til Gdtland og de
resultater, den bragte. Sigvatr var ingen stridens
mand, og han vides ikke at have haft stridigheder
med nogen. Ganske vist havde han misundere,
måske dog mest blandt de samtidige skjalde, men
det blev kun til skumlerier. Sigvats vers står i den
bedste samklang med det billede, vi har af ham
som menneske. De viser ham som den behersket
muntre mand, der nok kan blive gnaven, men som
netop da finder det morsomme ved situationen, så at
gnavenheden afløses af et smil (Østerfærdsversene).
De viser ham som den djærve rådgiver og tro-
faste ven. Sigvatr besad en ævne til at digte, til at
forme vers, som ingen anden; det er en uforlignelig
lethed og simpelhed, de vidner om; versets skranker
og rimenes hindringer er ikke til for ham, og den
hurtighed, hvormed han digtede de i indhold og ved
tankegang lige udmærkede Bersoglisvisur viser bedst
hans overlegenhed. Snorre har givet den karak-
teristik af ham, som vistnok er træffende, at han
til daglig ikke talte synderlig hurtig eller flydende.

Digitized by VjOOQ IC

135

men »på vers talte han lige så let og hurtig som
andre til daglig«. Det er muligt, at denne over-
ordenlige lethed har bevirket, at han ikke altid iagt-
tog den allerstrængeste versform, tillod sig, bevidst
eller ubevidst, små friheder. Han blev også kriti-
seret i så henseende, men han svarede træffende på
denslags beskyldninger — naturligvis på vers. Der
kunde være meget at sige om Sigvatr, og der har
vistnok eksisteret en saga (påttr) om ham; deraf
findes nu forsprængte rester i forskellige kongesaga-
bearbejdelser. Hans digte er følgende.

Da Sigvatr første gang traf kong Olaf, medbragte
han et digt (en flokk) om ham; det er sikkert det,
man i nyere tid har kaldt Vikingarvisur ; de handler
om og opregner kong Olafs tog og kampe for hans
egenlige tronbestigelse og ender med tilfangetagelsen
af Hakon jarl i Saudungssund. Digtet er noget tort
og upersonligt som det var at vænte af et sådant
kvad, hvor blot kampe opregnedes endogså med tal-
angivelser. I historisk henseende er det vigtigt. Af
ganske anden art er det næste digt, Nesjauisur, om
slaget ved Nesjar (Nevlunghavn) 1016 mellem Olaf
og jarlerne, i hvis følge skjalden Berse var (se ovf.
s. 130). Også Sigvatr var med; derfor er hans skild-
ringer her livfulde og anskuelige, og det hele stærkt
personlig farvet; han beskriver sin egen rustning og
er ofte spøgefuld (»det var noget andet end at få
mjoden bragt af kvinderne i hallen, den morgen vi
kæmpede«). Endnu mere personlige er Sigvats mor-
somme samling af vers, Austrfararvisur, digtede efter-
hånden om de forskellige tildragelser på rejsen til
Gotland efteråret 1018. Rejsen var ikke uden be-
sværligheder — lange tolvmils spasereture gennem
tætte skove, farlige elve og skrøbelige både, ugæst-
milde bønder, hedninge-bl6t, der forbød modtagelse osv.,
men om dem alle digtede Sigvatr med et let anstrøg

Digitized by VjOOQ IC

136

af humor og selvironi — indtil han og hans ledsagere,
der nu havde fået heste, red rask igennem Skara,
for at tiltrække sig især kvindernes opmærksomhed.
Alle disse vers samlede han senere til en flokk.

Et par tabte digte fra den følgende tid kendes af
navn. I 1025—26 foretog Sigvatr sin vesterfærd og
digtede på lignende måde forskellige vers undervejs,
der senere blev samlede til ét, Vestrfararuisur ; deraf
er der desværre kun nogle få vers bevarede. Om
Erling Skjalgsson har han digtet vistnok mere end
ét kvad. Det viser hans noble sind og djærvhed, at
han efter Erlings fald digtede en flokk om ham,
hvoraf endel vers haves. De ånder en dyb beundring
for den afdøde stormand og digteren udtaler sin inder-
lig følte sorg over hans død.

Fra tidsrummet 1030 — 35 kendes nogle digte af
ham, men kun af navn. Dertil hører også den Tryggva-
flokkr, der tillægges ham og hvoraf der haves et
par vers. Den handlede om Olaf Tryggvasons son,
der vilde tilkæmpe sig Norge, men faldt straks (1033).
Noget senere er et digt om Dronning Astrid, der tog
sig så moderlig af Magnus.

Anledningen til Sigvats hovedkvad, Bersoglisvisur,
er ovenfor omtalt. Det er digtet omtrent 1038, næppe
meget senere. Digteren begynder snildt med at om-
tale sit eget forhold til Magnus' fader, hvem han tro-
fast fulgte og som selv ønskede hans følge; da var
der også fred i riget og for den kæmpede Olaf.
Han omtaler Hakon d. gode og Olaferne, hvis ret-
færdige love man endnu overholdt; på grund af
mindet derom er det at bønderne endnu er noget
træge (til oprør). Han minder om sit forhold til
Magnus selv, især ved hjemkomsten, og folkets glæde
over ham. Efter denne forberedende indledning ud-
taler skjalden, at en fyrste ikke bor vredes over en
rådgivers åbne udtalelse og råd — og sandheden er

Digitized by VjOOQ IC

137

den, at bønderne mener at have »værre lov i landet«,
end der var tilsagt dem. Så hedder det, at folk syd
på bereder en opstand, »men man siger, at Sigvat skal
have frarådet kongen en folkekamp«; mod denne
fejhedsbeskyldning siger han: »jeg drager med, hvis
vi endelig [mærk dette] skal slås«. Men nu tager
skjalden uden omsvøb bladet fra munden og siger,
hvad der er i vejen: »Hvem ægger dig til at svigte
dine løfter ? Hvem ægger dig til at nedhugge bønder-
nes kvæg?«; en fyrste bor være ordholden, og når
gamle bønder begynder at stikke »hovederne ned i
deres pelse«, med ildevarslende tavshed — da er
der fare på færde. »Tag dig i agt; den er en ven,
der advarer«; »bønderne siger, du raner deres ejen-
domme ved ubillige og overilede domme«. »Lad
fattig som rig nyde godt af dine love og vær gavmild«.
1 slutningen af digtet kommer Sigvatr atter ind på
sit personlige forhold til kongerne, og han truer med
at ville forlade Magnus og gå til Hardeknud, hvis
han ikke bojer sig. Smukt ender han med at bede
om lykke for Olafs son — »jeg er skånsom, Magnus;
med dig vilde jeg leve og dø«. Digtets kraftige ord
virkede som de skulde. Det er beundringsværdigt i
sit anlæg og hele udtryksmåde. Når skjalden siger,
at han »er skånsom«, er dette rigtigt; mere lemfæl-
digt kunde den strænge advarsel ikke siges. For
hver en advarsel og hvert strængt ord roser Sigvatr
den unge fyrste; men denne ros er dobbelttydig og
indeholder ofte ved modsætningens underforståelse
også en advarsel; når det — i det sidste vers — f.
eks. hedder: »du forsvarer Haralds [hårfagres] høgeø
(Norge)« er dette ensbetydende med: »du er sat til
at værge landet mod ydre Qender; men ikke til at
hærge og plyndre indenlands og stifte ufred« ; af så-
danne udtalelser er der mange. I sin helhed er digtet

Digitized by VjOOQ IC

138

et af de herligste »menneskelige dokumenter« fra
denne gamle skjaldetid.

Efter at Knud den store var død og vistnok efter
at forliget var kommet i stand mellem Magnus og
Hardeknud, digtede Sigvatr Knutsdråpay forfattet i
tøglag, et særdeles vanskeligt versemål. Det er al-
deles sikkert et arvekvad. Der er endel vers, men i
stærkt forvansket form, bevarede. De handler bl. a.
om slaget ved Helgeåen ; også Knuds pilgrimsrejse til
Rom omtaltes deri. Det har været et biografisk digt.

Sigvats sidste storre digt er en Erfidråpa om
kong Olaf — et fuldstændigt biografisk digt. Opimod
30 vers er bevarede. Det er et ypperligt kvad, hvori
kongens egenskaber — måske i noget flatterende be-
lysning — stærkt fremhæves, ligesom naturligvis hans
hellighed og jærtegn ikke forbigås, det er her Sigvatr
går ud fra, at Olafs død og solformørkelsen falder
sammen.

Endelig findes der omkr. 30 løse vers^ rundt om-
kring. De handler om forskellige tildragelser og til-
stande ; flere af dem er meget personlige, som de fra
årene omkr. 1030. Så godt som alle er de af inter-
esse på den ene eller anden måde, idet de belyser
personer blandt digterens omgivelser, f. eks. konge-
moderen Alfhild, eller forskellige begivenheder.

Ottarr svarti var en søstersån af Sigvatr; man
ved i øvrigt intet om ham, for han pludselig dukker op
hos Olaf d. svenske, hos hvem han opholdt sig i
flere år hojt anset som skjald. Han siges at have
digtet et kvad om kongedatteren Astridy senere Olaf
d. helliges dronning, et kvad, der skal have været
så stærkt i udtrykkene, at det næsten kunde betrag-
tes som et elskovskvad. Efter Olafs død (1022) be-
gav han sig til Norge til kong Olaf, men det hedder,
at denne, der nu var bleven gift med Astrid, var
vred på Ottar og lod ham sætte i lænker. Næppe

Digitized by VjOOQ IC

139

har dog kongen kendt hans digt, hvad Sigvatr heller
ikke gjorde, ti da denne besøgte Ottar i fængslet, lod
han ham fremsige digtet; også han fandt at udtryk-
kene var vel stærke; så gav han ham det råd, at
digte et kvad om kong Olaf og fremsige det uden
videre; digtet om dronningen skulde han give en
noget ændret skikkelse, så at det blev noget afdæmpet.
Det gjorde Ottar. Da han så stedtes for kongen,
bød denne ham at fremsige dronningens digt; det
gjorde han, men umiddelbart efter, tiltrods for hird-
mændenes hujen, tog han fat på digtet om Olaf selv,
Hofudlamriy hvoraf hen ved 20 vers er bevarede; det
er et oversigtskvad, flot digtet og med temlig stærke
udtryk. Ottar var en modsætning til Sigvatr, en
lidenskabelig karakter, åbenbart erotisk bevæget og
sikkert lidet beregnende. Længe var han ikke hos
Olaf, men drog til England og blev Knud d. stores
hirdskjald; derefter høres intet videre om ham. For-
uden de nævnte digte (Astridsdigtet er tabt) kendes
en drape om Olaf den svenske i halfhnept (apoko-
peret drotkvædet), hvoraf nogle halvvers er bevarede;
også disse få rester vidner om en veltalenhed, kraft
og flugt. Af Ottars andre fyrstedigte er der en halv
snes vers i behold af hans KnåtsdråpOy et lignende
biografisk digt som HofuSlausn; det er begivenheder
i Knuds liv fra 1015 — 26, som de bevarede vers be-
handler. Dette kvad er mere dæmpet i tone og ud-
iryk og af en stor historisk betydning. Af løse vers
haves to. Ottar hører bestemt til de bedre skjalde
ved sine anskuelige skildringer, flugt og kraft i frem-
stillingen ligesom også ved sit i det hele udmærkede
skjaldesprog.

I>ormtS8r Bersason Kolbrunarskåld. Han
var den ene af de to beromte »fostbrødre«, der er
hovedpersonerne i Fostbrødresaga ; her fortælles meget
udførlig om deres urolige og bevægede ungdomsliv

Digitized by VjOOQ IC

140

hvorledes de i fællesskab begik mange voldshand-
linger; hovedmanden for disse var uden tvivl den
lidet sympatetiske Torgeir, hvis mod aldrig svigtede,
men som heller aldrig veg tilbage for de mest ube-
rettigede drab. Ifølge Tormods vers skiltes de ende-
lig, som det synes på grund af uenighed eller en
eller anden kurre på tråden. Torgeir rejste uden-
lands, indtil han blev dræbt af den grønlandske
hovding Torgrim trolle. Tormod rejste hjem til sin
fader og havde her et par elskovsæventyr ; om en
sortbiynet skonhed, Torbjorg, digtede han (tabte)
elskovskvad og fik deraf sit tilnavn. Da han fik
efterretningen om Torgeirs drab, rejste han ojeblikkelig
bort for at hævne sin fostbroder. Han kom til Gren-
land og blev der i 3 år (vistnok 1024—27), dræbte
Torgrim og flere andre, men slap selv uskadt derfra.
Han drog så bort og kom tilbage til Norge; her slut-
tede han sig med rørende trofasthed lil kong Olaf,
fulgte ham i udlændigheden i Rusland og faldt med
ham i Stiklestadslaget, vistnok knap 35 år gammel.
Skildringen af hans sidste stunder er overordenlig
interessant og betagende.

Som menneske er Tormod i virkeligheden meget
tiltalende, tiltrods for hans ungdomsvoldsomheder,
der vistnok beror på det slette selskab, han var i.
Han er snarest en blød karakter, en modsætning
til fostbroderen, men han dreves frem af ham og
senere af blodhævnspligten. Denne viser også
Tormods hengivenhed og trofasthed. Han var en
meget fornuftig mand. Det stemmer med hans karak-
ter, at han var religiøs, men ikke mere, end at han
kunde lade hånt om fastens strængeste krav. Engang
da han var sulten tog han, trods advarslen, en faste-
dag et stykke kødpølse og spiste det med den for-
nuftige bemærkning, at skulde han og gud blive
uvenner, skulde der mere til end et lille stykke pølse.

Digitized by VjOOQ IC

141

Som skjald er Tormod langt fra nogen førsterangs
digter; han er, på grund af en vis glans om hans
navn, ofte blevet for stærkt rost som sådan. Hans
vers er formelt korrekte, men der er ingen synderlig
flugt i dem ; der er heller intet, der særlig udmærker
dem i retning af ejendommelighed i udtryk eller
kenninger. Han berommes hojt som recitator; jfr.
ovf. s. 77. Hans digte er for det meste tabte. Der
haves kun endel (15) vers af hans arvedigt om Tor-
geir, porgeirsdråpa, der findes i sagaen. Deri om-
tales Torgeirs forskellige bedrifter og hans død.
Særlig interesse har det vers, hvori skjalden omtaler
forholdet mellem ham og fostbroderen. Derimod
haves en mængde (omkr. 25) løse vers af ham, der
falder i to hovedgrupper, dem, der er digtede i Gren-
land i anledning af Torgeirs hævn og forskellige
begivenheder der, og så dem, han digtede lige for og
under Stiklestadslaget; efter én tradition skulde han
endda ikke have nået at fuldføre det sidste, der senere
skulde være suppleret af kong Harald hårdråde, men
dette er vistnok senere lavet.

Hofgar8a-Refr Gestsson fortjæner endvidere
at nævnes, uagtet der kun kendes meget lidet til ham ;
iian var skjalden Gizur guldbrås (falden i Stikle-
stadslaget) fosterson (jfr. foran s. 30). Han har op-
holdt sig i Norge i tiden mellem 1030 og 1040 og
været hos Magnus d. gode; han digtede om Olaf,
men det har vist været et arvekvad. Af alle hans
digte haves så godt som intet, et par vers om hans
fosterfader, nogle vers af et digt om en Torstein,
samt nogle vers om en rejse — altsammen smukke
og tildels stemningsfulde vers. Det der udmærker
dem er tillige en sjælden veltalenhed, flugt og navn-
lid vellyd i den sproglige behandling og en over-
ordenlig lethed og elegance i formen. Kun skade at
der er så lidt tilbage af denne fortræffelige skjald.

Digitized by VjOOQ IC

142

Hvad han siger om Torstein: »Den er lykkelig, som
lever tilfreds af sit eget« passer måske på ham selv.

Foruden Sigvatr og Refr — og så en ellers lidet
kendt skjald — er der til Magnus' navn i Skåldatal
knyttet to navne; det er navnene på de to hoved-
skjalde ved midten af det 11. årh., som dog i en
særlig grad — især den sidste — kan kaldes Harald
hårdrådes skjalde; det er Arnérr og Tjodolf Arnors-
son, men for vi går over til dem, må en skjald, der
særlig er knyttet til Knud d. store og Sven Alfifasson,
omtales; det er

}>6rarinn loft ung a. Hans herkomst er ganske
ukendt, og det vides kun, at han opholdt sig hos
Knud og deltog i hans Norgestog 1028. Han siges
at være kommen til Knud og vilde fremsige en flokk
om ham; Knud blev vred og forlangte en drape og
truede ham ellers med døden. Torarinn ændrede da
sit digt til en drape, der fik navnet Hofudlausn. Heraf
er kun omkvædet bevaret, men det viser skjaldens
stærke rosende udtryk: »Knud værger sit land som
gud sit himmerig«. Det er den slags overdrivelser,
der har skaffet ham tilnavnet. Efter 1030 opholdt
Torarinn sig hos Sven Alfivas son, om hvem han
digtede det mærkelige kvad Glælognskvida (i kvi8u-
håttr: »Stilhedssangen«); heraf er et stykke bevaret,
hvori skjalden beskriver Olafs hellighed og mirakler^
hvad der er af stor interesse, samt råder Sven til at
påkalde ham og bede ham at unde sig hans land,
— en hojst mærkelig tanke. Foruden dette kendes
kun Tøgdråpa om Knud d. store, digtet vistnok kort
efter 1028; deraf er en del bevaret, hvori Knuds
sejlas langs Norge beskrives. Det er i det hele
dygtig gjort, — versemålet er særlig vanskeligt —
og den hele skildring ret anskuelig, men nogen første
klasses skjald var Torarinn ikke.

Arnorr jarlaskåld J>6r3arsori (f. omkr. 1012,

Digitized by VjOOQ IC

143

d. efter 1073) er en son af ovennævnte |>6r3r Kol-
beinsson og Oddn^. Der findes intet steds nogen
sammenhængende fremstilling af hans liv i kilderne;
nogen biografi af ham kan ikke skrives. Hvad der
om ham fortælles i Grettissaga kan ikke være histor-
isk. Ifg. sagaen skulde han have udvist fejhed; det
peger måske i den retning, at Arnor var en fredelig
mand i det hele; han vides heller aldrig at have
deltaget i kampe. Derimod træffes han som køb-
mand, inden han, vistnok for bestandig, slog sig til
ro på Island — ti at han skulde have boet på Orkn-
øerne, er der intet, der taler for. Ganske vist var
han gift med en slægtning af Orknøj arierne, om hvem
han digtede (deraf hans tilnavn), men det er ikke
begrundelse nok for den antagelse. Ved tyveårs alderen
er han begyndt på sine udenlandsrejser, rimeligvis
ved eller kort efter 1030. Han skal have digtet om
Knud d. store, men digtet er helt tabt. Han sluttede
sig meget noje til Orknøjarlerne Torfin og Rognvald;
da de blev uvenner og slaget ved Rau3ubj5rg stod
(1044), var han tilstede, men fik lov til at holde sig
udenfor kampen ; da digtede han den eneste lausavisQy
der haves af ham. 1046 træffes han hos kongerne
Magnus og Harald. Efter hovdingen Gellir porkels-
son (d. 1073) digtede han et arvekvad. Dette er om-
trent alt, hvad der vides. Arnor var en meget frejdig,
åndslivlig og snarrådig mand, retskaffen og trofast
og bedre end hans fader skildres i sagaen. Han var
overordenlig produktiv og havde let ved at digte;
han havde et fuldstændigt herredomme over form
og sprog. Hans Hrynhenda er et prægtigt vidnes-
byrd herom. Om Rognvald jarl digtede han Rogn-
valdsdråpa (og måske flere kvad); af dette, der er
et arvekvad, er kun ubetydelige rester bevarede.
Dernæst kendes to samtidige digte om kongerne
Harald og Magnus, fra 1046. Af det første, Blågagla-

Digitized by VjOOQ IC

144

drapa (ravnedrapen), er der intet bevaret. Derimod
er der betydeligt tilbage af digtet om Magnus, Hryn-
henda (el. Hrgnjandi fem., eller også Magmisdråpa)y
der, som navnet viser, er affattet i hrynhent. Digtet
er biografisk og begynder med hjemrejsen fra Rus-
land og ender med kampene på Lyrskovshede og ved
Helgenæs. Desuden er der vers om kongen personlig.
I begyndelsen af kvadet har Arnor talt om sig selv
og sine rejser, hvorfor, kan ikke ses, men det blev
kritiseret af Harald, der i det hele var, efter sagaen,
meget misfornojet med digtets stærke udtryk. Han
erklærede straks at kunne se forskellen på disse to
digte, hans vilde snart glemmes, men Magnus' bevares
i evighed. Det kan nu ikke nægtes, at det var ikke
uden grund at Harald forbavsedes eller måske ærgrede
sig over digtets voldsomme udtryk; versemålet tillod
skjalden at bevæge sig indenfor dets rammer langt
friere end ellers, og Arnor boltrer sig af hjærlens lyst^
Ikke således at forstå at han skulde hjemfalde til
svulst og unatur, men han får rigelig brug for træf-
fende tillægsord og han kan tillade sig sammenlig-
nende »som når«-sætninger. Det er en velgo rende
friskhed og frejdighed i digtet; der findes ikke efter-
ligninger deri eller genklange — alt er hans eget.
Og alt er heldigt, ordene fyndige, versifikationen
glimrende. Som en prøve kan, men rigtignok hojst
ufuldkomment, følgende gælde: »man synes, at når
fyrsten lader sine hav sk i er [skibe] løbe hen over
Meites [søkongens] bjærge [bølgerne], er det som
om himmelkongens engleskarer i sluttet række svæv-
ede hen over bølgerne«. Man mindes beskrivelsen
af Knuds flåde i Encomium Emmæ.

Et andet digt, arvekvad, om Magnus, Magniis-
dråpa^ i drotkvædet, digtede Arnor kort efter hans
død ; det er et lævnedsdigt parallelt med Hrynhenda,,

Digitized by VjOOQ IC

145

men ikke nær så elegant. Det er interessant at
sammenligne to sådanne digte af samme skjald.

Arnor lovede Harald, at han skulde digte om
ham et arvekvad, hvis han levede længst. Han op-
fyldte sit løfte og forfattede en erfidråpa (kort efter
1066), et biografisk digt; lævningerne af det handler
om begivenheder, kampe og tog fra 1054—66; det
har måske dannet en fortsættelse af Blågagladråpa.
Det er et godt digt og vigtigt i historisk henseende.

Arnors kære ven og svoger. Torfin jarl, døde
1064; også om ham digtede han et arvekvad, forfinns-
drapa; efter nogle personlige indledende vers behand-
lede Arnor også jarlens liv og skildrede de vigtigste
begivenheder deri på en kraftig og fyndig måde. Det
er her, at han etsteds har efterlignet Volu^^s skild-
ring af verdens undergang. En særlig betydning har
digtet i historisk henseende.

Foruden disse digte kendes endnu, men så at
sige kun af navn, kvad om Hermund lllagason (to
linjer), Gunnlaugs broder, om hvem Arnors fader jo
havde digtet, — om Gellir forkelsson (se foran), samt
om Olaf kyrre.

|>j6 361fr Arnors son (død 1066). Om hans
herkomst vides kun, at han var af fattige folk i
Svarfadardalen (ved ØQord); derfor kan han godt
have været af en god gammel slægt. Efter spasmageren
Halles udsagn var faderen så fattig, at man måtte
skyde sammen til ham og hans familjes underhold.
Det er ukendt, når Tjodolf er født, men han er vel
allerede som temlig ung rejst til Norge; han skal
have digtet om den danske jarl Haraldr porkelsson,
men denne var i Norge under perioden 1030 — 35;
det er her, skjalden har truffet ham. Efter 1044 op-
holdt han sig i Norge og kom vistnok ikke mere
tilbage til Island måske med undtagelse af nogle
kortvarige besøg. Han digtede om kong Magnus,

10

Digitized by VjOOQ IC

146

men især er han knyttet til kong Harald som hird-
skjalden frem for alle andre; han fulgte med på
hans forskellige krigstog og han fulgte ham i døden.
Det ses ikke, at Tjodolf har haft lignende embeder
som Sigvatr eller er bleven benyttet til vigtige diplo-
matiske hværv. Det er kun som skjald, han altså
følger Harald; og der er meget, der tyder på, at
Tjodolf har haft hoje tanker om sin betydning som
sådan og dyrket sin kunst med en ærefrygt som få
andre. Hans mission var at overlevere efterverdenen
historiske kvad af lødig art; derimod var det ham
meget imod at bruge sin ævne ved enhver dagligdags
begivenhed; det opfattede han som en slags vanhel-
ligelse. Det var derfor ikke underligt, at Harald titu-
lerede ham med ordet >hovedskjald« (pjoåskdlditj^ og
det er let at forstå, at Tjodolf anvendte al mulig
omhu på den ydre form og »skjaldesproget«; ikke
desto mindre dadlede Harald engang en metrisk
fejl hos ham, hvad skjalden tog meget fortrydelig op.
Det er også let at forstå, at Tjodolf ikke har ment
at det hørte til at indblande sine egne meninger om
dit eller dat. Ingen skjald har digtet så rent objektiv-
fortællende som han — uden de subjektive indskuds-
bemærkninger, der findes i et så stort antal hos de
fleste andre skjalde.

Tjodolfs to af navn kendte ældste digte: Sorp-
(Sop) trogsvisur (om det af hornene udbårne fejeskarn)
og digtet om Harald jarl er fuldstændig tabte. Af
hans kongedigte er for det første det meste bevaret
af Magnusflokkry digtet ved 1046, om Magnus' liv fra
1035 til kampen ved Helgenæs (1045) — et udmærket
historisk digt. Om Harald forfattede han først et
digt i runhenty hvoraf nogle få halvvers haves om
Haralds kampe i Rusland; digtet er ialfald blevet
til efter Olaf kyrres fødsel. Af langt storre betydning
er hans store, biografiske oversigtskvad Sexstefja fra

Digitized by VjOOQIC

147

1065. Forudsat at digtet, der desværre ikke findes i
dets oprindelige udstrækning, har haft seks forskel-
liglydende stev, hvad navnet jo går ud på, har det
været meget langt og for så vidt en af de mest stor-
slåede draper, der kendes. Hvad der er tilbage,
handler om begivenheder i Haralds liv lige fra han
var 15 år gammel og deltog i Stiklestadslaget indtil
år 1065 (kampe og tog i Syden, tog til Danmark,
Nizåslaget osv.). Det er et af de mest historiske
digte og formfuldendt. — Endelig haves af Tjodolf
henved 30 løse vers, som har betydelig interesse, da
man dog dér snarest skulde få fat i hans egne meninger;
men de fleste er også om historiske begivenheder.
Meget interessante er de vers, han på kongens be-
faling måtte digte om smeden og garveren, der mund-
huggedes; han skulde først lade dem være Tor og
Geirrod og så Sigurd og Fåfnir; de er mesterlige og
viser, hvor let Tjodolf havde ved at digte og hvor
fuldstændig han var herre over digtersproget. Tjodolfs
sidste vers fra Stanfordslaget, i hvilket han sikkert
faldt, handler om Haralds sonner og hærens håbløse
stilling, og her får vi et glimt af ham selv.

Med de to sidstnævnte skjalde, Arnor og Tjodolf,
når skjaldedigtningen ubetinget sit hojdepunkt, for
derefter at dale og ingensinde mere at vende tilbage
dertil. Denne dalen mærkes dog ikke meget eller
slet ikke hos deres samtidige, men hos de følgende
skjalde under Olaf kyrre.

I Skåldatal nævnes der — foruden de to — 11
andre, der har diglet om Harald. Deraf kan korte-
lig nævnes Bolverkr, en broder til Tjodolf, Val-
pjofr, Oddr Kikinaskåld (var også hos Magnus),
Grani, J>6rarinn Skeggjason, Halli stirSi og
Steinn Herdisarson, som vi senere skal komme
tilbage til. Af de andre er kun ganske lidt bevaret;
i historisk henseende byder disse få rester dog ad-

10*

Digitized by VjOOQ IC

148

skilligt af interesse. De øvrige 4, hvoraf en især er
vigtig, skal kortelig omtales.

Stiifr ^6r5arson kattar, den blinde, fordi
han, som det siges, var født blind. Det er for be-
mærket, at han var efterkommer af Glumr Geirason
og at han kunde en mængde digte udenad, hvormed
han engang underholdt kong Harald, da han i an-
ledning af en arvesag opholdt sig i Norge. Stufr
lovede kongen at digte et arvekvad om ham, hvis
han levede længst. Af dette, kaldt Stufa el. Siufsdråpa,
er nogle vers bevarede; deraf fremgår det, at Stufr
var en ret jævn skjald.

Il lu gi Bryndælaskåld er ganske ukendt.
Af ham haves nogle halvvers af digtet om Harald;
det fremgår af dem, at Illugi, i stedenfor det sæd-
vanlige stev, i versets 2. og 3. linje har anvendt et
ejendommeligt stev, bestående af »gamle minderc,.
d. V. s. hentydninger til sagn og myter (Sigurd og
Brynhild, Fåfnir osv.).

ValgarSr å Velli også ubekendt. Af ham
haves nogle vers om Haralds sej las fra Rusland og
de følgende begivenheder (forhold til Sven Estridsen).^
Det er overordenlig prægtige vers, malende i skild-
ringer og fyrige i udtryksmåde; de viser således, at
Valgard har hørt til de bedste skjalde. Hans med-
følelse med de flygtende og sårede træder frem på
en tiltalende måde.

Endelig er der en skjald, der indtager en plads
for sig. Det er Sneglu-Halli (el. Grautar-Halli,
således kaldt på grund af sin yndlingsføde, grøden).
Han var fattig og af ringe herkomst, lidet dannet
eller kultiveret — fra samme egn som Tjodolf; de
havde kendt hinanden i deres barndom. Tjodolf
foragtede Halle og denne drillede Tjodolf til gengæld
på alle måder til moro for alle, ikke mindst for
kongen selv, der ikke sparede på at hidse dem mod

Digitized by VjOOQ IC

149

hinanden. Halle har været hos kongen mellem 1050
og 1060. I øvrigt rejste han til Danmark og Eng-
land og ingensteds fornægtede han sin natur. Der
haves om ham en overordenlig morsom påttr, hvor
mange af hans pudsige spilopper og skælmstykker
fortælles. Han skånede ingen^ end ikke kongen, i
i sine ord, og han var utrolig dristig og meget dras-
tisk i sine udtalelser, men et ejegodt gemyt besad
han. Han havde et ualmindeligt herredomme over
sprog og versform, og kunde på stående fod digte
vers om opgaver, der stilledes ham. Der er mange
småfortællinger om ham; den bedste er måske den
om, hvorledes han tog den stridbare hdvding Einar
fluga ved næsen; denne fortalte om et drab, han
havde begået, men han gav aldrig bøder for drab.
Halle udgav sig for at være den dræbtes nære slægt-
ning og tvang Einar til at udrede bøden. Af Halles
digte om Harald hårdråde og Edvard bekenderen er
vist intet bevaret; det sidste erklærede han havde
været noget rent vrovl. I påttren er endel løse vers
bevarede; de er meget morsomme og sprudler af liv
og skæmt; et par er temlig grove, f. eks. det om
den hest, Tjodolf vilde give kongen, og et andet vers
om dronningen, som han roser på en ejendommelig
måde — ganske vist efter kongens befaling. Halle
døde, når vides ikke, efter at han engang var vendt
hjem fra en fisketur.

Samtidig med disse skjalde var }>o ri eikr fagri;
det vides om ham, at han (1051) rejste udenlands
til Danmark for at besøge Sven Estridsen og bringe
ham et digt. Han viser sig heri som enslags mod-
stander af Harald hårdråde og dadler hans færd i
Danmark. Det er ret enestående, at en skjald således
tager et bestemt parti. I øvrigt lader det til, at Tor-
lefk, der måske var af Laksdolernes slægt, var en
ret dygtig skjald.

Digitized by VjOOQIC

150

Til Olaf kyr re er 5 skjalde knyttede (deriblandt
også Amor, måske ved misforståelse). Af dem er
der kun én, der har en storre betydning, nemlig
Steinn Herdfsarson. Han var en datterdatterson
af Einarr skålaglamm, og hørte således til en skjalde-
slægt. Hans nære slægtning var den bekendte staller
hos Harald hårdråde, Ulfr; og på dennes skib finder
vi Steinn under Nizåslaget (1062). Ellers vides intet
om ham, men det må antages, at han har opholdt
sig i nogen tid ved Olaf kyrres hird. Af Steinn
haves en flokk om det nævnte slag, Nizåruisur, 1
vers bevarede. Et digt om Ulfr selv er tabt. Der-
imod haves betydeligt af dlåfsdråpa^ om Olaf kyrre;
det handler om toget til England 1066 og begiven-
heder derefter. Disse vers giver et ret tiltalende
billede af skjalden som menneske; han er besindig,
retsindig og gudsfrygtig (han begynder sit digt med
at påkalde gud for end mennesker), men som digter
står han temlig langt tilbage. Han gentager sig
selv, den samme tanke, og er noget bred. Men hvad
der er værre, det er de idelige genklange eller lån
fra flere ældre skjalde, der træfffes hos ham. I så
henseende er han omtrent den første, hos hvem
de findes. Herved og i øvrigt ved hele versenes
fremstilling bliver de lidet livlige; de er for det
meste rent historiske, ligesom Tjodolfs. I versifika-
torisk henseende er der intet at udsætte. Det er
klart, at vi ved Stein står overfor et afgorende vende-
punkt — dette mærkes også hos hans samtidige —
m. h. t. digtningens originalitet, især hvad kenninger
angår naturligvis. Det kom, som uvægerlig måtte
komme, nemlig at friskheden gik bort; gentagelse og
mathed, samt mere eller mindre mekanisk brug af
skjaldesproget måtte for eller senere indfinde sig, og
her mærkes tydelig begyndelsen dertil.

Digitized by VjOOQ IC

151

Vi står her ved tidsrummets slutning. Når man
nu ser tilbage på hele denne digtning, kan det ikke
nægtes, at den, på enkelte undtagelser nær, i den
form, den haves, ser noget ensformig ud og virker
noget monotont. Dette kommer dog ganske sikkert
deraf, at så lidet er bevaret i det hele, og hvad der
er bevaret drejer sig for det meste om kampe. Og
dog er der mange eksempler på individuelle og friske
farver — og flere end der har været plads til her at
meddele. Havde man digtene i deres oprindelige
udstrækning, vilde vi sikkert få et noget andet, bedre
og fyldigere billede af de enkelte skjalde. Der er så
godt sdm kun tale om en enkelt digtningsart. Af
religiøse digte kendes kun få og kun af navn, og
af niddigte ligeledes kun nogle få, og de er for det
meste helt tabte (i det foregående er Bjorn hitdola-
kappes nid om Tord omtalt; her kunde også nævnes
det store nid digt, Islænderne siges at have digtet
om kong Harald blåtand og hans bryde, der konfi-
skerede et islandsk købmandsskib, deraf er ét vers
bevaret ; det viser — sammen med andre vidnesbyrd
— , i hvilken retning nidet ofte gik). Men hvad der
er tilbage af religiøs og satirisk digtning er som
sagt så lidet, at man vanskelig kan danne sig nogen
klar forestilling derom.

Men ét må særlig fremhæves, det er disse her-
nævnte fyrstekvads overordenlige historiske be-
tydning. Det lader til, at de i det 12. årh. og 13.
årh.s begyndelse, for storste delen ialfald, har været
tilstede; de er da bleven benyttede af de historiske
forfattere, men hverken nojagtig nok eller tilstrække-
lig kritisk. Desværre lader det ikke til, at nogen er
falden på den tanke at samle dem, ligesom tilfældet
var nied Eddadigtene. Der er yderst få digte, der
— og da nærmest tilfældigvis — er bleven optegnede

Digitized by VjOOQ IC

152

i deres helhed. For os kan de, som for bemærket,
ikke have den historiske betydning som i oldtiden.

ANDET TIDSRUM, 1100—1300.

Dette tidsrum, der for den gamle litteratur er
hovedtidsrummet, kan deles i mindre afsnit. Den
første halvdel af det 12. årh. er endnu skjaldedigt-
ningens tidsrum; men ved siden deraf haves rigtignok
også Are frodes skrifter. Den sidste halvdel af samme
årh. er den originale sagaskrivnings egenlige tidsrum,
vi kunde sige: dens guldalder (hvis et sådant ord
overhovedet skal bruges), som det senere nærmere vil
blive omtalt. Dette afsnit fortsættes ind i det 13.
årh., i hvilken de ældre værker afskrives og bear-
bejdes og flere nye kommer til, således at ved midten
af det 13. årh. kan det egenlige forfatterskabs tid
siges at være forbi. Allerede er den bearbejdelses-
virksomhed begyndt, der efterhånden får storre og
stdrre omfang, i det ældre værker afskrives, udvides
og ændres på flere måder. I den sidste halv- eller
Qærdedel af det 13. årh. findes en efterhøst, idet nye
sagaer skrives, dels fordi der ikke havde eksisteret
nogen tidligere om deres æmne, dels fordi de ældre
sagaer var gået tabt. Hvad skjaldekvadene angår,
fortsættes de lige ned til omtr. 1300. Det er de sæd-
vanlige fyrstekvad, men ved siden af dem haves
også religiøse digte, der noje slutter sig til hine og
som, ret beset, tildels også er hovdingekvad. Og-
så på andre måder er den litterære virksomhed vågen
og livlig — ikke mindst hvad oversættelser af frem-
mede, især latinske, skrifter angår. Det er en ene-
stående frodig litteratur, der således opstår; det

Digitized by VjOOQ IC

153

mærkeligste er, at den skyder en så hurtig vækst og
sætter blomster — enestående i skonhed og fylde —
så at sige med det samme. Men der er liden ud-
vikling derefter ; stagnationen begynder lige så hurtig.
I en anden henseende er denne litteratur enestående
— ved dens folkelighed. Således er denne periode
i den islandske litteratur et fuldkomment særsyn i
samtidens litterære historie. For Norges vedkom-^
mende forholder det sig ganske anderledes. Her er
overhovedet ingen litteratur — med undtagelse af
nogle ganske få skrifter, der er ret betydelige, men
til gengæld lidet folkelige, og med undtagelse af
den fremmede litteratur, der ved en kongelig for-
anstaltning blev indført og gjort tilgængelig for al-
mindelig forståelse, men folkelige blev denslags værker
næppe, for end Islænderne tog sig af dem.

Vi vil først give en udsigt over digtningen.

EDDAKVAD.

Som for bemærket, findes omkring 1100 et ret
betydeligt kendskab til Eddadigtene ; og det fremtræder
bl. a. klart hos en forfatter omkr. 1200 (Gunnlaugr).
Der er, som også tidligere omtalt, ingen tvivl om at
man på Island har mere eller mindre beskæftiget
sig med dem, samlet dem, læst dem og studeret dem.
Disse gamle kvad har ægget til efterlignelse, på enk-
elte punkter til supplering, hvor man mente at kunne
gore det. Således blev en efterklassisk digtning til
— måske hånd i hånd med de ældste af de digte,
som findes i Fornaldarsagaerne — , hvoraf der endnu
haves et par stykker; der har været flere, selv om
ikke Heusler havde ret i opfattelsen af nogle vers af
de digte, der efter hans mening har stået i lakunen
i cod. reg. De herhen hørende kvad er væsenlig to.

Digitized by VjOOQ IC

154

Voluspå en skamma, det korte volvedigt; et
brudstykke deraf findes indsat i og sammenblandet
med Hyndlulj63 (i Flatøbogen); men Snorre anfører
et vers deraf og kalder digtef^med den anførte titel.
Det bevarede brudstykke giver kun i en ringe grad
forestilling om kvadet i dets helhed. Det kan dog
sikkert siges, at det især har handlet om guderne,
deres indbyrdes slægtskab og afstamning (dette har
været grunden til, at det sammenblandedes med
det genealogiske Hyndl.). Gudernes antal angives at
have været 11 efter Balders død (denne forestilling
om 12 guder er sikkert ung og »lærd«); Balder,
Freyr og Skade omtales; sejdmænds, volvers og
jætters ophav angives i et vers; nogle vers handler
om Heimdals herkomst, et par om Loke og hans
afkom. Endelig er der tre vers, der åbenbart hand-
ler om ragnaroks forløbere og to meget mægtige
personer, der omtales noget mystisk. Alt dette er
temlig usammenhængende stykker, og det er vanske-
ligt at hitte rede i dem. At digtet er forfattet som
et sidestykke til og som efterligning af det gamle
Voluspå, synes givet. Der er ikke spor af poetisk
flugt i dette digt, fremstillingen er tor og stilen prosa-
iisk. Digtet er sikkert ikke ældre end fra 12. årh.

Blandt heltedigtene i cod. reg. hører G rip is-
spå hertil. Dette digt stilles i spidsen for de egen-
lige Sigurdsdigte, sikkert fordi det er et biografisk
oversigtskvad over Sigurds liv i spå-form. I spidsen
for dem svarede det på en måde til Voluspå i spidsen
for gudekvadene. Men det er let at se, at digtet ikke
fra først af har hørt til samlingen, men er indsat
senere deri, hvorved det oprindelig sammenhængende
prosastykke for og efter er blevet revet itu. Den i
Eddadigtene ellers ukendte Gripir, Sigurds morbroder,
er digtets ene hovedperson, Sigurd selv den anden.
Denne besøger sin vise slægtning for af ham at få

Digitized by VjOOQ IC

155

sin fremtidsskæbne at vide. Sigurd kommer til
Gripirs hal, der på det nærmeste minder om en
bondegård, og træffer udenfor den Gripirs dorvagt,
Geitir, der har en betænkelig lighed med en alminde-
lig tjænestekarl; deime mælder Sigurds ankomst og
sorger for hans hest — ganske på islandsk vis. Der
udspinder sig så en samtale mellem Sigurd og Gripir;
denne vil nødig ud med sproget og tyr til udflugter
for ikke at behøve at åbenbare, Sigurd de kommende
ulykker og hans vanskæbne, men intet hjælper, Sig-
urd vil få alt at vide; det får han, men med den
trøst, at aldrig vil der fødes en bedre mand end han.
Digtet, der . er i korrekt fornyr3islag, forudsætter
kendskab til så at sige alle de andre digte; dets for-
fatter har vistnok haft den hele samling, endogså i
optegnet tilstand ; mange er de verbale lån, han har
gjort rundt omkring, og det endogså fra de mytiske
digte. Kvadet er meget ungt, næppe ældre end fra
tiden omkr. 1200. I én henseende er det vigtigt;
det giver fingerpeg om indholdet af de digte, der har
stået i lakunen. Digtet er overmåde prosaisk-tort og
hæver sig sjælden eller aldrig til nogen flugt, hverken
i forestillinger eller stil. Mærkeligt nok findes blandt
danske folkeviser en, hvis personer svarer tildigtets;
det er Sivard Snarensvend.

VERS I FORNALDARSAGAER.

De vers, der her er tale om, findes i de opdigt-
ede, tildels på gamle, men for det meste uhistoriske
sagnminder beroende sagaer, hvorom mere senere.
De vers, der findes heri, er af meget forskellig art,
kvalitet og alder; da de fleste af dem upåt vivielig
falder indenfor det tidsrum, der her behandles, skal
der her gives en samlet oversigt over dem. Heusler

Digitized by VjOOQ IC

156

og Ranisch har samlet de bedste og de fleste af dem
under titlen Eddica minora, og dermed antydet en
sammenhæng med Eddadigtene; denne sammenhæng
er nu imidlertid meget løs, skont der er visse ligheder
med og efterligninger af dem tilstede. Udgiverne mener
at kunne henføre nogle af de pågældende digte til
tiden for 1100, ja endogså til det 10. årh. Dette er
dog ikke blot usikkert og lidet sandsynligt, men kan
for det meste ligefrem modbevises. Kun om et par
digte kunde der være tale at gore dem ældre,
idet de er så fortræffelige, at de k unde være digtede
i Eddadigtenes klassiske tidsrum. Men om de fleste
gælder det, at de er lærde efterligninger, der går ud
på at skuffe ved at ligne de gamle ægte kvad så
meget som muligt; naturligvis er efterlignelsen ikke
lykkedes; der findes mange, direkte vidnesbyrd om
den, verbale lån og lignende. Vi befinder os netop
her i den lærde tid ; man havde en i det hele ganske
klar forestilling om de ældre digtes formelle art og i
så henseende ufuldkomne versemål, hvad enten der var
tale om de kortere versemål eller drotkvædet; det
ses bl. a. af Snorres Håttatal. Derfor var det let at
give disse vers et gammeldags anstrøg og klang.
Men det sande forhold skinner igennem f. eks. ved,
at versemål som IjéSahåttr og målahåttr her findes
anvendt til løse vers, hvad der sikkert ikke var til-
fældet i det 9. og 10. årh. I de fleste sagaer, der
indeholder vers, er der anvendt forskellige slags
versemål; kun i enkelte som Hålfssaga er de ens-
artede (fornyr8islag). For ikke at tale om, at frem-
stillingen gennemgående er mindre frisk, ja ofte t5r
og lidet poetisk beåndet, findes der i det sproglige
klædebon mangt og meget, der viser den efterklas-
siske tid — og det ikke blot for de strofers vedkom-
mende, der hører til de alleryngste. På den anden
side anvendes — dog sjælden — 'meget gamle former;

Digitized by VjOOQ IC

157

de er ligefrem frugten af læsning og studium. End-
videre er det af betydning, hvorledes det gamle
hedenskab fremtræder. Digterne af disse vers vidste
meget godt, at de personer, de fortalte om, tilhørte
den grå oldtid, hedenskabets tid. Men de bruger
ofte udtryk og viser en opfattelse, der ikke er hedensk
og kan hojst være fra kristendommens ældste tider.
Alt dette røber disse digte og vers som en sen, lærd
epigonpoesi.

Af det her udviklede følger det af sig selv, at
hele denne digtning er islandsk; som sådan og kun
som sådan kan den forklares. Vel er det rimeligt,
at der har eksisteret norske digte fra det 11. (og 12.?)
årh., der har været beslægtede med disse digte, f. eks.
hint Bråvallakvad, som dr. Axel Olrik har ment at
kunne påvise. Man kunde mene, at nogle af de her
omtalte digte kunde være norske, men de fleste er
afgjort islandske, og da de alle har et lignende præg
og der i intet af dem findes noget som helst hørende
til natur- eller kultur-fænomener, der peger mod
Norge, er det rimeligst og følgerigtigst at antage det
samme hjem for dem alle. Hvad tilværelsen af en
lignende norsk digtning angår, beror den på frem-
tidige undersøgelser, men usandsynligt er det ikke,
at der vil kunne konstateres et og andet i så hen-
seende.

I Fridtjofssaga findes en hel del vers, de
fleste i frit drotkvædet og hører som sådanne ikke
hid. De vigtigste er den cyklus, som Fridtjof og
hans fæller digtede undervejs i storm og søgang på
deres sejlas til de vestlige øer. Det er kraftige og
konne, poetisk beåndede vers. Fridtjof, denne ero-
tiker, glemmer aldrig at vise sit heltemod og und-
lader aldrig at mindes Ingibjorg. Hvor gamle disse
vers er, er ikke muligt at sige med fuld vished, men
de er næppe meget yngre end 1200.

Digitized by VjOOQ IC

158

Dialoger og monologer findes i Hervararsaga
og H alfs saga. I Herv. haves for det første sam-
talen mellem Hervor og hendes afdøde fader, da hun
kom til gravhojene for at kræve sværdet Tyrfing
udleveret. Forud er der gået en kort samtale mel-
lem hende og en lidet modig hyrde. Digtet er ret
tort og ligefrem prosaisk. Herv^or viser sig naturlig-
vis som den ubojelige, der ikke giver tabt og får
lilsidst sværdet. Og dog ender hun med at sige, at
da syntes hun snarest, at hun svævede mellem liv
og død, da bålene på øen flammede omkring hende.
Det er vel muligt, at digtet er fra det 12. årh.s sidste
halvdel (Edd. min.), men det kan også være yngre.

I Hålfssaga findes dialoger og monologer. For
det første samtalen mellem kong Half og I^nnsteinn
for end Asmund sveg dem og lod tænde ild i huset,
hvor de sov. Innsteinn advarer Half mod Asmund
og fortæller dromme, der syntes at varsle ulykker
og død. Det minder f. eks. om Atlamål med det
stærkt benyttede drommemotiv. Kong Half afkræfter
alle Innsteins ord, erklærer at Asmund ingen svig
har i sinde og han forklarer alle drommene på den
gunstigste måde, om end det rimeligvis er digterens
mening, at Half selv ikke tror på sin tydning. Hertil
slutter sig monologiske vers af Innsteinn, hvori han
dels opmuntrer de andre og vækker Half (jfr. Bjarke-
mål), dels udtaler, at de har kun lidet godt at takke
Odin for, at han herefter ingen anden konge vil vælge
eller følge, og ender med det ret kraftige, men be-
tegnende udbrud: »det vil man gore til genstand for
fortælling, at kong Half døde med smil på læben«
(jfr. Kråkumål). Versene er i øvrigt ret prosaiske;
det anførte citat lyder kont nok, men lignende be-
mærkninger findes aldrig i de virkelige Eddadigte.

I samme saga findes en samtale mellem Utsteinn
og kong Eysteins mand Ulf, med hvis sonner han

Digitized by VjOOQ IC

159

kæmper, og hvem han alle fælder (9 vers i det hele) ;
Dtsteinh taler kraftens og modets ord. Efter kampen
kommer han tilbage til hallen og^har ordveksel med
Eystein på vers, hvori denne erkender Halfrekkernes
overlegenhed over alle andre; Utstein svarer med
stødende praleri, at han skulde, hvis det var nød-
vendigt, slå alle Eysteins mænd ihjæl. Digtets vers
er ret unge og røber sig som sådanne tildels ved
brugen af meget lavtliggende ord.

Endelig findes der en lang og udtværet enetale
af Hrékr, som kongedatteren Brynhild — senere
hans hustru — , lytter til; Hrok giver heri et tilbage-
blik over sit liv; især mindes han Half og hans
mænd og beskriver deres færd, omtaler sin hævn-
følelse og ender med at udtale ønsket om, at Bryn-
hild skulde blive hans hustru. De sædvanlige remse-
mæssige heltelister findes deri. Digtet er næppe ældre
end fra det 13. årh.

Nærbeslægtet med det sidstnævnte er den så-
kaldte Vikarsbålkr i Gautrekss.; Starkad foregives
at have fremsagt digtet. Han giver deri en oversigt
over sit liv fra barnsben af, indtil han kom i for-
bindelse med den unge helt. Vikar; de samlede folk
— navneremse — og drog i viking. Starkad udtaler
så med vemod, hvorledes han, forledet af Tor, kom
til at dræbe Vikar, og slutter med at beskrive sit
eget gamle og hæslige udseende og den foragt, han
er genstand for. Digtet er i et hdskr. blevet inter-
poleret med nogle vers. Det er affattet i fornyr8islag
og sikkert ikke ældre end fra det 13. årh. Det er
fejl, når det sættes til det 12. (Olrik) eller endog til
det 11. årh. (Edd. min.).

Hertil slutter sig versgrupper i slutningen af
Hervarars. De handler om forholdet mellem brød-
rene Angantyr og Hlo8r, der kommer for at afkræve
broderen sin fædrenearv. Hlod er vokset op i

Digitized by VjOOQ IC

160

Hunaland. Angantyr tager vel imod ham og gor
ham gode tilbud, men en god forståelse brister på
grund af Hlods fordringsfuldhed, og Tyrfing vil
Augantyr ikke dele med ham. Så gores forberedelser
til kamp. Om disse og søsteren Hervors fald m. m.
findes endel vers. Om alle disse vers tilhører ét
digt, er tvivlsomt. Enkelte er i et forskelligt versemål,
men overleveringen er dårlig. Der er noget antikt
ved disse vers, de er kraftige i tone og sproget ikke
dårligt; men lige så vist forekommer det at være, at
de ikke er ældre end fra 12. årh.; den gammeldags
fernis, de har, hidrører fra en habil kender af Edda-
digtene, hvis anslag og tone han ikke uden held har
efterlignet. At versene tildels skulde tilhøre det 10.
årh. synes afgjort urigtigt.

Nærbeslægtet med de her omtalte vers er de,
der udgor samtale, hvori to (eller flere) personer
deltager, skælder hinanden ud eller måler sig med
hinanden og søger at overbyde hinanden ved at
nævne de store bedrifter, de hver for sig har ud-
ført. Dette er mannjafnadr-legy ofte i forbindelse
med en kappestrid om, hvem der kan tåle at drikke
mest. Dette var en ældgammel nordisk leg, som
vistnok var meget yndet; den træffes i historiske
sagaer; og der findes digte af lignende art blandt
Eddakvadene (VafpruSn., Alvissm., Hårbar9slj69 osv.).
Det bedste og interessanteste eksempel herpå findes i
Orvar-Oddss., hvor Orvar-Oddr har en sådan ord-
strid med to hirdmænd; vekselvis skal de bringe
hinanden et horn at tomme og samtidig nævne en
bedrift, som modparten skal søge at overbyde. Orvar*
Odd går af med sejren med glans; de to andre
ligger døddrukne under bordet. Ellers plejede der
kun at være én modstander. Ordstridsvers — af en
noget anden, men beslægtet art — og gensidig udskæld-
ende samtalevers findes i Ragnar s s., Grim s s.

Digitized by VjOOQ IC

161

loSinkinna og i Hjålmtérss. (her er versene
meget unge). Der er i det hele lidet poetisk ved
disse vers; de har dog en betydelig kulturhistorisk
interesse.

Nærbeslægtet med den omtalte åndelige kampleg
er gåde strid en; den består jo i, at den ene frem-
fører en gåde, medens den anden skal tyde den ; kan
han ikke det, har han tabt det, hvorom det gælder;
det kunde dreje sig om småting, men det kunde også
gå på livet løs (jfr. Vafpr., hvor det jo på en lidt
anden måde drejer sig om gåder). Denne leg har
sikkert været almindelig yndet og anvendt. Og der
har i Norden fra arilds tid eksisteret en mængde
gåder; disse har, ligesom tilfældet har været på Is-
land lige til nutiden, ofte været affattede i versets
form, og da særlig, på grund af gådens væsen, i lj68a-
håttr; dog gaves der også gåder i fornyrSislag. Der
hører ingen ringe kunst og skarpsindighed, foruden
en vis finhed i tanken til at lave en god gåde; det
gælder jo, at den på engang skal indeholde en rigtig
beskrivelse af genstanden såvel som en sammenlig-
ning med noget andet, således at tanken netop
føres bort fra det rigtige. Der skal altså også skarp-
sindighed til for at tyde gåden rigtig. Det var en
morsom og spændende leg. Der haves en samling
gåder i Hervarars. Rammen om dem er den, at
en mand i kong Heidreks rige, Gestumblinde, er falden
i unåde hos kongen; han skal opnå fred og forlig,
hvis han for kong Heidrek kan fremføre gåder, som
denne ikke kan tyde. Gestumblinde er stedt i vånde,
da kommer en gammel mand til ham — Odin —
og tilbyder at gå for ham til Heidrek; de skifter
skikkelser. Det er altså faktisk en kamp mellem
Odin og Heidrek; denne tyder imidlertid alle Odins
gåder, så at denne tilsidst må ty til sit gamle sporgs-
mål om, hvad Odin hviskede Balder i øret; delte er

11

Digitized by VjOOQ IC

162

jo ikke gåde i egenlig forstand, men det ses heraf,
hvor ringe forskel der er på en gåde (der egenlig
tager sigte på skarpsindigheden) og et sporgs-
mål, der tager sigte på den positive viden (tillærte
kundskaber). Heidrek kan ikke svare på sporgs-
målet, genkender Odin (ti ingen måtte fremsætte en
gåde, hvis rigtige løsning han ikke selv kendte) og
hugger efter ham. Til straf blev Heidrek kort efter
dræbt. Disse gåder, Gestumblindes eller Heidreks
gåder, findes i de to håndskrifter af sagaen i noget
afvigende former; i alt væsenligt er de dog ensartede.
De drejer sig om genstande fra den omgivende natur,
fra det menneskelige, daglige liv og gsérning og men-
neskeværker; de angår ikke krig eller ufred og våb-
nene er slet ikke repræsenterede; derimod er et par
om bølgerne og en om ankeret; ellers har vi edder-
koppen, løget, angelikaen, — hammeren, smedebælgen,
arneilden osv., samt brætspillet repræsenterede. De er
som oftest særdeles træffende og livfulde. Hvor
gamle disse gåder er i den form, de her har, er
vanskeligt at sige. Selv er gåderne sikkert meget
gamle og der er intet i vejen for at deres affattelse
i versform er ældre end omkr. 1100. Foruden disse
gåder haves nogle få andre. Samlingen af dem og
anvendelsen i sagaen fører afgjort til den lærde tid
på Island.

Et i sin slags enestående digt er Buslubæn, der
findes i Bosasaga. Kongen i Gotland har lands-
forvist Bose og sin son Herrød; Boses gamle, trold-
kyndige fostermoder, Busla, besøger kongen og får
ham til at tage de to til nåde igen, men det lykkes
kun ved at hun fremsiger over ham et digt, fuldt af
de kraftigste forbandelser, hvis han ikke giver efter.
Digtet er en sildig slægtning af Skfrnirs tale til Gerd
i Skirnismål, men står i alle henseender langt under
dette digt. Digtet skal have bestået af 3 dele, hvoraf

Digitized by VjOOQ IC

163

den sidste kaldes Sgrpuvers (^Syrpa = jættekvinde);
heraf kunde sagaens forfatter (af velanstændigheds-
hensyn) kun anføre det sidste vers; af den første
del er 7 vers bevarede, af den anden kun ét. Om
der nogensinde har været flere, er tvivlsomt. Versene
er noget uregelmæssige. Der er unægtelig kraft i for-
bandelserne og den gamle kællings usminkede udtryk,
men i det hele viser de et temlig lavt niveau og de
er ganske sikkert en refleks af menigmands forband-
elser mod hinanden. Digtet er sikkert ikke ældre
end fra det 13. årh. og snarest dettes sidste halvdel.
Et lignende forbandelsesdigt findes hos Saxo, 1. bog.

En særlig gruppe indenfor fornaldarsagaernes digte
udgor dødssangene, d. v. s. de sange, som en
døende person fremsiger. Som oftest er disse digte
tilbageskuende, idet den talende giver en mere eller
mindre udførlig skildring af sit liv, mindes sine be-
drifter, sine ledsagere osv. De er selvfølgelig ve-
modige i fremstillingen og der fremtræder, ved siden
af glæden over det dådrige liv, dog en vis vemodig
sorg over at forlade det; alligevel er der ingen klage
på de døendes læber; de ved, at det er således be-
stemt af skæbnen og »engang skal enhver jo dø«.
For nogle som Ragnar står det tilstundende liv i
Valhal som en eftertragtelig, salig tilstand og han
dør med smil om læben. Også blandt Eddadigtene
findes forbillede for lignende sange; SigurSarkvida
en skamma er jo egenlig en sådan. Ulf oarges digt
(se ovf. s. 9) er på en måde også en dødssang,
skdnt på en anden vis.

Den berømteste af disse dødssange er Hjalmar
den modiges; den findes i Hervarars. og i
Orvar-Oddss. (her noget afvigende og interpoleret
med en af de sædvanlige heltelister). Hjalmars digt
er et svar på eller foranlediget ved spørgsmålet :
»hvorfor han var så bleg af udseende«. Hjalmar for-

11*

Digitized by VjOOQ IC

164

tæller grunden dertil — »sår har jeg sejsten, flænget
brynje; Angantys sværd, i gift hærdet, kom mit hjærte
nær, den hvasse od«. Derpå mindes han det muntre
liv på Agnafit og kvindernes glade sang hos konge-
datteren, der havde lovet ham sin tro. Han mindes
sit landliv — men det var han aldrig tilfreds med;
kampens hæder var mere tiltrækkende — og »nu
må jeg ligge, berøvet livet, uden nogensinde at vende
tilbage«; han beder sin fælle at bringe Ingeborg sin
armring. Endelig ser han en ravn og orn komme
flyvende — det er sidste gang han giver dem læske^
drik, denne gang hans eget blod. Dette er digtets
skont-vemodige slutning. Det er ganske i den rid-
derlige Hjalmars ånd at mindes — ikke sine enkelte
kampe, men — sin elskov og livets munterhed blandt
de syngende og glade tærner i hallen. Digtet er,
navnlig i den form, det har i Hervarars., et mesterlig
formet og komponeret digt, fast og tætbygget og grib-
ende skont i sin ædle simpelhed. Ubetinget bærer
det prisen fremfor alle fornaldarsagadigte. Det er en
virkelig digter med fantasi og ævne til at sætte sig
ind i en døende mands tanker som Hjalmars, der
har forfattet sangen. Når dette er sket, er det vanske-
ligt at bestemme. Sangen kunde godt være betydelig
ældre end 12. årh. og hvis noget af disse digte over-
hovedet er ældre, måtte det være dette. Noget be-
stemt kriterium, der sikkert taler derfor, findes dog
ikke. Digtet er snarest fra det 12. årh.; derfor taler
ikke mindst det overmåde regelmæssige fornyrSislag,
det er affattet i. Den bløde stemning og Hjalmars
ridderlighed peger vistnok i samme retning. I Edd.
min. sættes det senest til udgangen af det 12. årh.

Den anden dødssang er Hildebrand huna-
kappes i Asmundarsaga og består kun af 5—6-
vers. Han faldt under særlig tragiske omstændig-
heder, nemlig for sin halvbroders hånd, der ikke

Digitized by VjOOQ IC

165

vidste besked om slægtskabet. Den døende Hildebrand
underretter ham derom; han omtaler de to dværge-
sværd, de har kæmpet med; hans gik itu; det skjold,
hvorpå antallet af de af ham dræbte står optegnet
{en indirekte helteliste og overblik over det ledne liv
ligesom i én sum) er under hans hoved; han mindes
sin døde sdn, hvem han også mod sin vilje har be-
røvet livet; han beder Asmund at indsvøbe hans lig
i hans — broderens — klæder og slutter med ve-
modige ord om, at han nu skal dø. Der er en kon
stemning over disse vers, men de står tilbage for
Hjalmars sang. Hos Saxo (VH. b.) findes et tilsvar-
ende digt. Digtet er sikkert fra det 12. årh. I Edd.
min. antages det at kunne være en efterligning af
Hjalmars dødssang.

En tredje dødssang er Orvar-Odds. Den er
noget vanskeligere at have at gore med. I sagaen
findes nogle vers, der genfindes i et helt digt ved
sagaens slutning, der er meget langt. Orvar-Oddr
havde den skæbne, som en volve havde spået ham i
hans ungdom, at han skulde dø på det sted, hvor
han var opdragen og at hesten Fakse skulde volde
hans død. En hugorm, der havde skjult sig i hestens
hoved, bed Oddr og det voldte hans død. Døende
kvæder Oddr sit livs sang, der er et fuldstændigt,
tilbageskuende biografisk digt og temlig detaljeret.
Som det foreligger, er det temlig farveløst og jævnt,
på enkelte steder dog ikke uden en vis kraft. Også
det ender vemodigt ved tanken om Odds efterlevende
hustru, til hvem han beder sine ledsagere at bringe
sin sidste hilsen. Der har været tvistet om, hvorvidt
dette lange digt er det oprindelige eller om det er en
udvidelse af et ældre og kortere (således Boer og
Edd. min.). Men der er næppe fuld foje til at antage
et ældre, kortere digt. Sagaens forfatter har i den
optaget enkelte vers fra digtet, der således måtte

Digitized by VjOOQ IC

166

være ældre end i hvert fald sagaens nuværende æld-
ste redaktion. Hvad der er af storst betydning er
digtets ensformighed helt igennem.

Den sidste dødssang findes i påttr af Ormr
Storolfsson og Asbjdrn prude, der ganske vist
ikke regnes til fornaldarsagaerne, men som i indhold
står dem overmåde nær, uagtet den ene hovedperson
er en historisk Islænder. I påttr'en findes volvevers,
lignende dem i Orvar-Oddss., der i det hele er etslags
original til påttr'en. Det er Asbjdrn, der under
kvalfulde dødspinsler fremsiger sangen, der er affattet
i etslags ufuldstændig drotkvædet med indblanding
af fomyrdislagsvers (også her findes en helteliste).
Den er også stærkt påvirket af Kråkumål. Sangen
er ret ubetydelig og ung, næppe ældre end fra det
13. årh.s sidste halvdel.

Til alt dette slutter sig endnu en sang, der i
mange henseender frembyder interesse. Det er Kråku-
måL Kun for såvidt henhører den uegenlig herhen
som den ikke er forfattet i fprnyrSislag, men i frit
drotkvædet med ret fakultative rim og da snarest i
de lige linjer. Så godt som alle versene — der er
29 — består af 10 linjer; heraf er den 1. linje alle-
vegne identisk (den mangler i sidste vers) og danner
således etslags omkvæd; ved sit indhold angiver den
ligesom digtets grundakkord: »Vi huggede med sværd«.
De to sidste linjer af hvert vers udgor i reglen en
sætning for sig, og den sidste af de to har i reglen
helrim, hvorved digteren har tilsigtet en afrundet og
harmonisk slutning. M. h. t. indholdet falder digtet
i to afdelinger. I den første (v. 1 — 21) opregner
Ragnar lodbrok — det er ham, der døende i orme-
gården hos kong Ella fremsiger sin dødssang — sine
søtog og kampe. Digteren lader ham begynde med
drabet på lyngormen, hvorefter følger kampe i Øre-
sund og Østersøen og ved dens kyster; derefter drager

Digitized by VjOOQ IC

167

Ragnar mod vest til Flandern, til England, Irland
osv. Denne del af digtet er temlig tor og kamp-
skildringerne ikke videre anskuelige og indeholder
stærke gentagelser. Enkelte gange hæver digteren sig
til at sige sådant noget som: »det var ikke på Vika-
skerde som når kvinder bringer vin omkring« — i
øvrigt en reminiscens fra Sigvatr. Den anden af-
deling er af en helt anden art. Her kommer Ragnar
til at udtale sig om heltemod og manddom i alminde-
lighed og digtet er fra nu af en begejstret lovsang
til det gamle helteideals pris: »Hvorfor skulde en
mand være mere hjemfalden til døden, fordi ban
står forrest — den feje får aldrig glæde af sit hjærte«
— det er skæbnen, der råder for det hele. Ragnar
ser tilsidst valkyrjerne komme for at indbyde ham
til Valhals glæder og han udånder med at sige: »livets
stunder er forbi, leende går jeg i døden«. Det er
ikke muligt andet end at påvirkes af denne dels
flugt og kraft. Digteren har vidst at give et anskueligt
billede af den døende helteviking og sætte sig ind i
en sådans stemning. Den første afdeling er langt
fra mislykket, den sidste overordenlig vellykket.
Digtet er uden tvivl islandsk fra det 12. årh. For
det første taler dets kunstlede ukunstlethed , hele
sagnlærdom og form. Man har indvendt derimod, at
h et par gange udelades foran /, n, r, dog ikke altid,
og dette måtte være kriterium for en ikke-islandsk
oprindelse. Dette er dog ikke nok, ti i et rent is-
landsk religiøst kvad findes det samme en gang. For-
klaringen ligger i, at Islænderne, der i det 12. årh.
kendte den daværende norske udtale, modsat deres
egen (med h bevaret i de nævnte stillinger), kom til
at antage, at den norske måtte være den ældre og
ældste udtale; det måtte altså være passende at an-
vende den i et digt, der skulde se så gammelt ud
som muligt. At det er islandsk, bestyrkes ved, at

Digitized by VjOOQ IC

168

der findes efterligninger af ældre kvad, der kun kan
forudsættes hos en Islænder. Ældre end ca. 1100
kan det naturligvis ikke være. At det heller ikke
kan være ret meget yngre end ca. 1200, synes dets
sidste del at borge for i og for sig. Det passer sær-
deles godt ind i den lærde tids produktion. Ikke
mindst taler sammenligningen med sagaen om Ragnar
derfor; der er store uoverensstemmelser mellem den
og digtet. Ganske vist er den nu eksisterende saga
temlig ung, men der er intet, der taler for, at den
ældre saga i det bele har stået digtet meget nærmere.
— Hvad digtets navn betyder er uklart; at det hen-
tyder til Kråka = Aslaug, Ragnars hustru, er givet;
men hun bar intet med digtet at gore. Rimeligvis
beror det på en misforståelse.

Rundt omkring i fornaldarsagaerne findes der
en mængde løse vers — i forskelligt versemål og af
meget forskelligt indhold. De fleste handler om og
er digtede i anledning af kampe og heltebedrifter.
Det er ikke nødvendigt at komme nærmere ind på
dem. Dog skal der som særlig interessante frem-
hæves de komisk-naive vers af de mærkelige brødre
i Gautrekss. og spotte versene af Ketill hængr og
Ån buespænder; af de vers, der tillægges ikke-men-
neskelige væsner, er nogle også ret interessante.

Til alt dette må til slutning fojes en ejendomme-
lig cyklus af vers i den såkaldte Volsapåttr (i
Flatøbogen). Denne fortæller om Olaf d. helliges,
Finnr Arnasons og Tormod Kolbruneskjalds besøg
hos en afsides boende familje, hvor de fandt en
mærkelig hestefallus-('i;o/s(^- dyrkelse, der dog ikke
fandt megen sangbund hos familjens yngre medlem-
mer. Om aftenen gik denne fallus omkring i stuen,
og enhver, der tog imod den, skulde fremsige et vers
derved. Det er disse vers, der her sigtes til. De er
i fornyr8islag, dog ikke helt regelmæssigt. Versenes

Digitized by VjOOQ IC

169

indhold beror på de enkelte personers mere eller
mindre intime forhold til den mærkelige kultusgen-
stand. Digtet er næppe yngre end fra 13. årh. Til
grund for indholdet ligger sikkert et gammelt minde
om en sådan kultus hos en i dannelse meget lavt-
stående og Qærntboende familje.

Som for bemærket, er hele denne digtning meget
forskellig, men den frembyder meget af interesse;
navnlig kaster den dog et meget klart lys over den
litterære og digteriske stræben på Island i denne
periode på forskellig måde. Ikke mindst vidner den
om det studium af de ældre tider, som man i øvrigt
ser på så mange andre måder og som står i den
allernærmeste forbindelse med Islændernes hoved-
frembringelse, sagaen.

SKJALDEDIGTNINGEN.

Som for bemærket fortsættes den egenlige digt-
ning om fyrster hele perioden igennem for så brat
at holde op på engang. Den er af selvsamme art
og beskafifenhed som tidligere. Til den knytter sig
digte — af samme art — om ældre personer og
begivenheder, der altså ikke beror på, hvad skjald-
ene selv har set og oplevet. Indholdet må de da have
fået fra den mundtlige tradition eller også læst sig
det til i skrevne sagaer. Det er atter et oldtids-
studium. Også den gamle metriske form bliver nu
genstand for et indgående studium, og det allerede
tidlig, hvad Håttalykill fra for midten af det 12. årh.
viser. Ikke mindre gælder dette skjaldesproget, som
vi bl. a. overbevises om af navneremserne.

Ved siden af fyrstedigtene haves nu tillige en
religiøs digtning, der benytter den samme form og i
det hele det selvsamme skjaldesprog. Rimeligvis har

Digitized by VjOOQ IC

170

denne digtning været langt mere almindelig end vi
nu kan forestille os. Stor betydning har de ikke
m. h. t. deres indhold^ da dette er hentet fra legende-
historiske eller dogmatiske fremmede skrifter. Men
de giver et indblik i datidens trosliv på flere måder.

Om elskovsvers og satire gælder det samme som
for det første tidsrum; der kendes ikke meget til
nogen af delene. Men i deres væsen har de været
ens. — I det hele møder man her — som ellers — en
konservatisme, en mangel på ævne til at finde på
noget helt nyt. Ti hertil kan ikke regnes at nye
versemåls-variationer eller metriske kunstlerier op-
findes og benyttes, eller at nuancerede omskrivninger
(nye substitutioner) dannedes, f. eks. sådanne som
»oddenes messe« (messe = sang) i Kråkumål og
lignende.

Mulig er der en vis tilbagegang tilstede hos fyrster-
ne, ialfald nogle, m. h. t. deres respekt for og vurder-
ing af den gamle fyrstedigtning. Man er sikkert
begyndt på at opfatte dem som noget, der nu en-
gang hørte til; det hele bliver vistnok, ialfald efter
midten af det 12. årh., temlig vanemæssigt. Dette
sidste gor sig stærkt gældende netop på det område,
hvor det mindst skulde have gjort det, men hvor det
dog af en indre nødvendighed måtte blive tilfældet;
det var m. h. t. kenningerne. Det viste sig at være
umuligt at holde det friske liv i dem længer end til
et vist givet (kulminations) punkt. De måtte blive
vanemæssige, d. v. s. rene og skære betegnelser
for tingen (personen) og intet andet; de måtte miste
den oprindelige friskhed og forhold til alt det om-
givende. En 'sværd-Ty' blev ret og slet 'en mand,
et menneske', ligegyldigt om han nogensinde havde
haft et sværd i hånden og om der så end intet gud-
dommeligt var ved ham. Med andre ord: de ken-
ninger, der ikke indeholdt sammenligninger, blev

Digitized by VjOOQ IC

171

farveløse, almindelige betegnelser; ved de kenninger,
der indeholdt en sammenligning, tabtes denne af syne;
de sank ned til at blive som de andre. Det er let
at se, hvor uhyre et tab dette var. Dette er selv-
følgelig ikke tilfældet hos alle skjalde i samme grad;
hos flere finder man følelsen af bevidstheden om det
oprindelige og man får korrekte billeder og ord-
valg, og dog undgår man ikke at mærke en vis til-
lærthed ; det er som det oprindelige friske var erstattet
af stuelærdommens torhed og korrekthed. Man mærker
det så at sige ydre, mekaniske. Det er muligt, at de,
der digtede religiøse kvad, har nogen skyld i denne
tilbagegang. De trængte, på grund af versets form,
stadig til de gamle midler for at overvinde dens van-
skeligheder; hos dem måtte da kenningerne tit og
ofte blive rette og slette betegnelser uden indre ind-
hold. På dette område taber da kvadene ganske be-
tydeligt af deres tidligere værd. Også på andre om-
råder bliver de langt mindre betydningsfulde end for.
Først og fremmest på det historiske. Kort
efter 1100 begynder jo den islandske historieskriv-
ning, der dog først efter c. 1150 bliver almindelig og
det i den grad, at endogså samtidens historie bog-
fæstes. Det er da let at se, at skjaldekvadenes be-
tydning som historisk kilde så at sige bliver for-
svindende. Kun de, der er digtede i den første
halv- eller Qærdedel af århundredet, beholder' noget
af den gamle betydning som historiske kvad; allige-
vel er der forbavsende lidt bevaret af disse kvad.
Endnu mindre er der bevaret af skjaldene fra den
sidste halvdel af det 12. årh. Til kong Inge Haralds-
son henfører Skåldatal 4 skjalde, så godt som intet
er bevaret af deres kvad; til Magnus Erlingsson 6;
ikke én linje er, så vidt vides, i behold; til Sverre
er sst. 13 skjalde knyttede — ikke én linje bevaret.
Dette er talende nok. Når der af det 13. årh.s fyrste-

Digitized by VjOOQ IC

172

skjalde, Snorre, Olaf og Sturla, så meget er bevaret,
skyldes dette ganske særlige forhold, fordi de selv
optog deres (og Sturla sin broders) digte i deres egne
værker. Af de andre skjalde fra det 13. årh. er der
så godt som intet til. Når Sturla i sin saga om
Hakon d. gamle optager så meget af sine egne digte,
er det ikke som kilder, men som mekanisk saga-
pryd og -tilbehor.

Kun i én henseende beholder de gamle kvad
deres værd til en vis grad, nemlig i sproglig hen-
seende. Ved siden af skrevne bøger og værker i
prosa — der naturligvis er af overvejende betydning —
beholder skjaldedigtene i denne periode den betyd-
ning, at de vejleder ved at konstatere bestemte over-
gange i udtale og form, og denne bliver så meget
slorre som de islandske håndskrifter fra tiden for
omkr. 1250 dog altid er temlig få og fragmen-
tariske.

I andre henseender, f. eks. mytologisk, har disse
digte en forsvindende betydning.

De vigtigere skjalde ere følgende:

Markus Skeggjason, f. omkr. 1040, d. 1107,
var i sin tid en hojt anset mand og lovsigemand i
mange år (1084 til sin død). Han var af en gammel
hovdingeslægt og en af Are frodes historiske hjem-
melsmænd. For han blev lovsigemand, har han været
på udenlandsrejser og besøgt den svenske konge
Inge Steinkelsson og den danske konge, Knud
den hellige (1080—86), altså rimeligvis i årene
1080--84. Derimod sættes han ikke i forbindelse med
nogen norsk konge. Af de digte, han forfattede om
de nævnte konger, er intet bevaret. Derimod har vi
heldigvis betydelige levninger af hans arvekvad om
Erik egode, Eiriksdråpa, et prægtigt kvad i hryn-
hent. Hvad der har bevæget Markus til at digte et
sådant kvad, som han sendte til kong Niels, vides

Digitized by VjOOQ IC

173

ikke, mulig et løfte. Digtet er naturligvis biografisk
og handler om Erik fra og med hans ungdoms-
bedrifter til hans tog til Venden og hans pilgrims-
rejser til Syden og Østen. Men digteren fortæller
også om Eriks forhold til kirken, hans opførelse af
stenkirker, og til oprettelsen af ærkebispesædet i Lund.
Det er et i historisk henseende særdeles værdifuldt
digt. I teknisk henseende er det fortræffeligt ; der er
også flugt i skjaldens ord og han bruger ofte meget
stærke ord. At digtet er en efterligning af Arners
Hrynhenda, er uomtvisteligt ; helt op i rang med dette
når det ikke. Men verbale lån eller genklange er
der dog meget lidt af. Al skjalden betoner Eriks
gudsfrygt er en selvfølge. Selv var Markus uden
tvivl en religiøs mand; der haveset halvvers af ham
vistnok af et digt om Kristus. Et par vers af ham
haves endnu; i det ene erklærer han, at han ikke vil
være med til at digte nid om nogen.

Til Magnus barfod, af hvem der haves et par
— tildels erotiske — vers, er 6 skjalde knyttede.
Deraf har én betydning for langt senere tider og af
de andre er der kun to, der har nogen videre be-
tydning. Af de ellers ubekendte porkell hamar-
skåld og Bjorn krepphendi haves nogle få vers
af deres draper om Magnus.

Gisl (Gils) Illhugason. Om ham haves en
særlig fortælling i visse bearbejdelser af Magnus's saga.
Som 17 år gammel rejste han til Norge for at hævne
sin fader, der var bleven dræbt 1 1 år for af en nord-
mand Gjafvaldr; denne var nu en af kongens be-
troede mænd. Gisl fik hævnen fuldbyrdet, blev på-
grebet og skulde lide døden, men ved hans landsmænds
energiske optræden lykkedes det at redde ham; han
blev kongens hirdmand og skjald, opholdt sig hos
ham i en række af år, og deltog i hans vesterhavs-
tog. Efter Magnus' død er han taget tilbage til Is-

Digitized by VjOOQ IC

174

land, hvor ban levede længe som en meget anset mand.
Selv hørte han til den gamle hovdingeslægt, der er
opkaldt efter gården Gilsbakke; han stammede i lige
linje fra Tindr Hallkelsson. Der er således intet på-
faldende i at Gisl er en både digterisk begavet og
tillige en modig mand. Sagaen giver overhovedet et
særdeles godt billede af ham ; munter var han i livs-
fare, rolig ved at vide at han havde gjort sin forment-
lige pligt. Desværre haves ikke så meget af hans
digte. Foruden en god lausavisQy digtet i fængslet,
kendes kun huns digt i fornyrSislag — nu kommer
det versemål til hæder og værdighed — om Magnus
bar fod, digtet kort efter 1103. Der haves omtr. 20
vers; digtet er et oversigtskvad og handler om for-
skellige begivenheder fra og med 1095. Fremstilling-
en er ret kvik og ikke uden poetisk farve og kraft;
især gælder dette beskrivelsen af sejlasen. Nogen
først rangs skjald var Gisl ikke, selv om man ikke
vil bedomme ham udfra beskrivelsen af hans første
(tabte) digt om Magnus, Hovedløsningen, hvori der
siges ikke at have været »megen poesi«.

Haldérr skvaldr! må nævnes her, ikke fordi
der vides noget bestemt om hans liv, og meget haves
der heller ikke af ham. Men han var en af disse
professionelle skjalde, der åbenbart drog fra den ene
fyrste til den anden, næppe for at slutte sig til dem
for længere tid. Hans tilnavn synes at antyde dette;
om det betyder noget for hans skjaldeanseelse, er
ikke derfor givet. Han har besunget Magnus bar-
fod, jarlen Sone Ivarson i Gotland, kong Erik
emun, jarlen Karl Soneson, kong Inge Haralds-
son, kong Sorkve Kolsson og dennes son, Jon
jarl. Dette tal er betegnende og vi er endda ikke
færdige. Det ses tillige, at han tilhører den første
halvdel af det 12. årh. overhovedet. Der haves en-
del vers bevarede af ham af to digte om Sigurd Jor-

Digitized by VjOOQ IC

175

salfar; det ene var i fornyrSislag (næsten helt tabt),
det andet i drotkvædet, Utfarardråpa, om Sigurds
tog til Jorsal og kampe undervejs, 8 vers ialt. De
er ret interessante, skont fremstillingen er meget
tor og prosaisk. Endelig haves rester af et kvad om
Harald gille om begivenheder i årene 1134 — 36.

Til Sigurd Jorsalfar er særlig knyttet skjal-
den J>6rarinn stuttfeldr, der kun kendes fra en
anekdote i sagaen. Hans digt om Sigurd hedder Statt-
feldardråpa, 6 vers bevarede, om Sigurds Jorsalfærd.
Det er digtet i tøglag og slutter sig således til Torar-
in lovtunges og Sigvats digte i samme versemål.
Der er en vis flugt deri og digteren* har åbenbart
godt herredomme over sprog og form. Dette ses og-
så af hans — 3 — løse vers, digtede under opholdet
hos Sigurd. De to er ironiske vers om hirdmanden
Hakon, og den slette digter, nordmanden År ni
fjoruskeifr, den eneste norske skjald, man møder
som etslags hirdskjald.

Ivarr Ingimundarson tilhører årh.s første
halvdel. Han digtede om Magnus bar fod, mulig
et arvekvad. Særlig er han knyttet til kong Eystein
Magniisson (d. 1122). Ivarr fik en stor hjærtesorg,
idet den, han elskede, giftede sig med Ivars broder
vistnok ved svigefuld færd fra dennes side. Ivar tog
sig dette meget nær. Det skildres på en meget smuk
måde, hvorledes det lykkedes kong Eystein at trøste
ham. I øvrigt vides intet om Ivar; til Island er han
næppe vendt tilbage. Af hans digte om Magnus,
Sigurd og Eystein er intet bevaret. Derimod haves
vistnok det meste af hans Sigurdarbålkr om den ikke
usympatetiske, men ulykkelige tronkræver, Sigurd
slembe. Hvad der har bevæget Ivar til at digte netop
om ham og efter hans død (1139) vides ikke; måske
blot medlidenhed med hans ulykkelige liv og død.
Digtet er naturligvis et oversigt sk vad — i forny rflis-

Digitized by VjOOQ IC

176

lag, jfr. navnet — . Digtet har så godt som udeluk-
kende historisk betydning. Om Ivars skjaldeævne
giver det ingen hoj forestilling. Der findes deri
mange lån og genklange f. eks. fra Eddadigte.

Århundredets hovedskjald var præsten Einarr
Skulason. Hvad der vides om hans liv er meget
brudstykkeagtigt. I en præstefortegnelse fra 1143
regnes han til præster på vestlandet, netop i egnen
nær ved Borg; der er meget, der taler for, at han
har været en efterkommer af Egill. Einar må være
født omkring 1090 og han har levet efter 1160. Alle-
rede ved år 1114 træffes han hos Sigurd jorsalfar og
atter 1124. Han træffes senere hos Harald gille,
Magnus den blinde og Haraldssonnerne, særlig Sigurd
(1148). 1153 fremsiger han sit hoveddigt Geisli for
kongerne; kong Eystein gjorde ham til sin staller.
Sidste gang, der høres noget om ham, er ved 1159 —
60; da er han hos hovdingen Gregorius Dagsson.
Også i Danmark har han været og digtet om Sven
grade^ men Riber- Ulv hindrede, at han fik Ion for
digtet; i et vers klager han over dennes gnieragtig-
hed. Uagtet der vides så lidt om Einar, savnes der
dog ikke midler til at man kan danne sig en fore-
stilling om hans person og ævner. Han minder
meget om Sigvatr. Han har været personlig elsk-
værdig og jovial mand, der, ligesom Sigvatr, kunde
være med til spøg og gammen. Han har taget sig i
vare for at tage parti i den indre norske politik
eller optræde efifektivt som partimand. Det har ikke
ligget for ham. Derfor ser vi ham også færdes hos
så mange fyrster og konger, der ofte var eller blev
hinandens bitre fjender. At det alt har været bereg-
ning og dikteret af vindingslyst, er man ikke beret-
tiget til at antage. Endnu mindre kan man påstå,
at han har været falsk. Det var vanskelige tider i
Norge i det 12. årh. s første halvdel, og det her påpegede

Digitized by VjOOQ IC

177

forhold taler i hoj grad for Einars intelligens og ka-
rakter. Han var snarrådig, mild og overbærende, et
sundt religiøst gemyt og alt andet end fanatisk. Da
gogleren Jarlmann engang havde forset sig mod
kirkens forskrifter om den strænge faste (han spiste
en fredag et kid, som han ovenikøbet havde stjålet),
og da han skulde piskes til straf derfor, kom Einar
pludselig til og udtalte sin forbavselse over den be-
handling; da sagde kongen, at det skulde komme
an på ham, hvor mange piskeslag gogleren fik; så-
snart Einar havde digtet et vers, skulde man holde
op; efter 5 hug til var Einar færdig med verset. En
fanatisk præst vilde næppe have handlet således. Det
anførte viser tillige, hvor uhyre let Einar havde ved
at digte ; også i så henseende minder han stærkt om
Sigvatr. Der er flere morsomme eksempler på denne
hans ævne. Dertil kom at han havde et glimrende
herredomme over sprog og versform; han digter i de
allervanskeligste versemål, men alt falder ham lige
let. Hans digte er også i henseende til regelrethed,
stringent behandling af versemålene, på hojdepunktet.
Einar har uden tvivl så at sige studeret sin kunst
meget noje både m. h. t. form og kenninger. Af ham
haves remsevers — måske de ældste der kendes, i
sin art; deri opregnes øers navne. At hans kenninger
bærer præg af tidsalderens efterklassiske opfattelse,
er ikke underligt, men deres væsen har han dog været
på det rene med og han er oftest meget korrekt i
det til dem knyttede ordvalg. Alt i alt er Einar dog
næppe en stor digter med dyb orginalitet; som men-
neske har ban sikkert været slorre.

Det første digt, man kender af Einar, er en drape
om Sigurd Jorsalfar; de bevarede vers handler alle
om Jorsalfærden. Derimod er de antydede kvad om
Eystein Magnusson og Magnus blinde tabte;
det samme gælder digte om Sorkve Kolsson,

12

Digitized by VjOOQ IC

178

Jon jarl og Sven grade, Eindride d. unge og
vistnok endnu flere. Rester haves af følgende kvad:
af to om Harald gilky det ene i tøglag ; mulig et digt
om Haralds sonner; to digte om Egstein Haraldsson
(1142 — 57), hvem skjalden synes særlig at have følt
sig knyttet til, det ene runhent; et digt om kong
Inge, samt et digt om kampen i Gotaelven 1159,
Elfarvisur, Af alle de her nævnte digte er der et
par vers eller så bevarede, altså i det hele ganske
lidt. Endnu et digt har man ment at kunne kon-
statere på grundlag af endel (halv) vers, der anføres
af Snorre og som alle handler — på en temlig ens-
artet måde — om en fyrstegave, en økse — en Øxar-
flokkr, som det kunde kaldes.

Einars beromteste kvad var imidlertid Geisli eller
dlåfsdråpOy der i flere henseender frembyder meget af
interesse. Det er helt bevaret, 71 vers, i Bergsbogen
og i Flatøbogen (her er dog 3 vers ved uagtsomhed
udeladte). Navnet Geisli, o: strålen, er opstået ved,
at skjalden kalder Olaf d. hellige for en »stråle fra
nådens sol« (gud). Digtet er fremsagt i Kristkirken
i Nidaros 1153 i en stor forsamlings nærværelse; der
var alle tre konger, Eystein, Inge og Sigurd, tilstede;
de tiltales i digtet, Eystein sidst. Legenden siger, at
kirken fyldtes med vellugt ved fremsigelsen af digtet ;
det har været meget anset og er et af de ældste
fyrstedigte i sin art, på engang et fyrstekvad og et
helgendigt. Det handler om Olaf d. helliges jærtegn,
d. V. s. hans hellighed og virksomhed efter døden,
i det andet liv. Skjalden henviser til de digtere, der
har behandlet Olafs jordiske liv. Han begynder med
at mindes Jesu fødsel, død og opstandelse — et for-
billede for Olafs, der også døde martyrdøden, og
skjalden opfordrer de tilstedeværende til at høre på
kvadet. Så kommer hovedæmnet, Olafs forskellige
jærtegn, der frembyder adskilligt af interesse også i

Digitized by VjOOQ IC

179

historisk henseende. Kilderne har vistnok været
*mest mundtlige beretninger, næppe på noget punkt
en skreven jærtegnsliste. Til slutning gor skjalden
nogle personlige bemærkninger. Indledningen består
af 17 vers, slutningen 26 vers; stevbalkerne består
af 9 X 3 (foruden det, der indleder disse). Digtet er
jævnt prosaisk, roligt fortællende ; tiltrods for æmnets
art mærkes egenlig ikke nogen begejstring eller synd-
erlig indre varme og lidenskabelighed; på nutids-
mennesker gor det et temlig koldt indtryk. Der har
måske været bedre sangbund derfor dengang. Dette
hænger sikkert sammen med Einars hele karakter
og nøgterne, lidet bevægede sind. Men digtet har
haft en stor betydning for eftertiden; det er blevet
et forbillede for mange af de senere religiøse kvad
og har tildels direkte fremkaldt sådanne.

Ikke så få løse vers — og det meget morsomme
— samt endel ubestemmelige vers haves.

Af alle de skjalde, der kendes fra den sidste halv-
del af det 12. årh., er der kun få, der fortjæner at
nævnes, da der intet haves af dem. En af de få er
skjalden Mani, der opholdt sig i 1184 hos Magnus
Erlingsson; han var da lige kommen fra Rom og så
ussel ud; kongen synes ikke at have haft stor respekt
for ham. Af hans digt om kongen er intet bevaret,
men der haves nogle løse vers, deriblandt to om
fremmede g5glere, hvem han spottede ret morsomt;
han synes overhovedet at have været spottelysten.
Mani, eller som han også kaldes, Skåld-Måni, levede
til langt ind i det 13. årh., eftersom han digtede et
vers om de prægtige gaver, som Snorre Sturluson fik
tilsendt af Hakon jarl galinn 1213.

For vi går over til det 13. årh.s skjalde, skal
der her gores rede for andre poetiske frembringelser
i det 12. årh., dels af navngivne, dels af unavngivne
digtere. Der er den orknøskejarl Rognvaldr kali

12*

Digitized by VjOOQ IC

180

Ko Is son (f. kort efter 1100, d. 1158) og i forbind-
else med ham Islænderen Hallr porarinsson.

Rognvald jarl var en af sin tids mere fremrag-
ende fyrster, om hvem der fortælles udførlig i Jarla-
sogur (jarl 1136—58). Han var en dygtig og ret
kraftig mand, en mand, som altid var i godt humor
og altid havde en spøg på læben selv under de fare-
fuldeste omstændigheder. I 1151 foretog han en
sikkert meget omtalt rejse tilsøs til det hellige land;
med ham var et par islandske skjalde, som ellers
ikke kendes, og af dem haves der nogle vers. I
Jarlasogur er der opbevaret en mængde vers af
Rognvald, især fra den nævnte rejse; de er vel digt-
ede og meget fornojelige, ikke mindst de, der angår
en fyrstinde, Ermingerd, som de undervejs besøgte.
Han havde overordenlig let ved at digte ; i et af sine
vers opregner han sine — 9 — idrætter, deriblandt
naturligvis skjaldskab. • Af storre digte kendes kun
Håttalykill, Versartnoglen, men denne digtede han i
forening med den nævnte Islænder Hallr, der op-
holdt sig hos ham mellem 1140 og 1150. Det hedder
om dette digt, at der oprindelig blev digtet 5 vers til
hvert versemål, men at man fandt, at dette var for
vidtløftigt; det hele blev så forkortet, så at der kun
var 2 vers til hvert — og det er i denne form, digtet
er bevaret. I det 17. årh. fandtes det i en membran,
som uheldigvis er gået tabt; men en afskrift var
bleven tagen og det er fra denne — der er dår-
lig nok — at digtet kendes. Flere vers er meget
mangelfulde og slutningen mangler. Der haves nu
41 verspar (af det sidste dog kun den 1. linje). Hvad
formen angår, viser jo navnet, at det er digtet i for-
skellige versemål — for at vise disses egenskaber.
Men hverken versemålenes rækkefølge er systematisk
— der er overhovedet i så henseende intet system;
nærbeslægtede versemål er skilt ad osv. — , og heller
ikke er de enkelte linjer indenfor hvert vers ensartet

Digitized by VjOOQ IC

181

byggede. Dette beror ikke på forvansket overlevering;
rækkefølgens rigtighed ses af versenes faktiske ind-
hold. I og for sig er det ikke mærkeligt, at det
første forsøg i denne retning var så ufuldkomment.
De fleste versemål kendes andetsteds fra. Dog findes
den såkaldte nufuhåttr (efter Olvir (h)niifa?) kun her;
efter hver halvdel indskydes en 5. (10.) linje, der har
helrim, der igen rimer med det i 4. (og 8.) linje; ind-
holdet er ejendommeligt. Hvad nu digtets indhold
angår, er også det ret ejendommeligt. Det falder i
så henseende i to dele; den første handler om sagn-
konger og -helte, Sigurd og Gjukungerne, Helge,
Ragnar lodbrog og hans sonner, Svipdag, Hagbard,
Fridleif, Åle, Frode osv., Rolv krake og Hjalmar,
hvorefter digtet nævner de historiske svenske konger
.Erik sejrsæl, [Ole] og Styrbjorn. Den anden del be-
gynder med Harald hårfagre, hvorefter der fortsættes
med alle de norske konger ned til (og med) Magnus
barfod; dog indskydes to danske konger (Sven og
Knud d. store) efter Harald gråfeld. Digtet er altså
et lovkvad om gamle, historiske konger og sagn-
konger. Nogen historisk karakteristik af den enkelte
fyrste er ikke engang forsøgt; de omtales overhovedet
i de almindeligste udtryk, mest som lapre krigere.
Storst interesse har digtet, idet det viser tidens for-
kærlighed for og studium af det tekniske, udvortes,
og det begyndte historiske studium. Hvor meget af
digtet skyldes hver af de to forfattere er det umuligt
at sige; men i hvert fald kan det ikke anføres som
brugbart bevis for en særlig orknøsk digtning eller
interesse for historisk studium, da Hallr jo kan have
haft sin broderpart af fortjænesten af digtet. — Hvor
langt digtet oprindelig har været, er det ikke muligt
nu at afgore. — Forfatterne røber kendskab til ældre
digtning, både (og især) Eddadigte og skjaldekvad;
genklange herfra er ikke sjældne.

Nærbeslægtet med indholdet af Håttalykill, især

Digitized by VjOOQ IC

182

dens sidste del, er andre digte, der må henføres til
det 12. årh., og som alle på det klareste vidner om
den almindelige historiske interesse og studiet af
ældre tider; uagtet de altså ikke handler om levende,
med digterne samtidige fyrster og begivenheder,
frembyder de dog et og andet af betydning for histo-
rien. Om skjaldene selv vides i reglen intet.

porkell Gfslason forfattede Buadråpa i run-
hent; ikke så få vers er bevarede i den store saga
om Olaf Tryggvason. Det handler om Jomsvikinge-
slaget, især om Bue digre. Det er ikke uden en vis
flugt, men nogen særlig originalitet viser det ikke.
Indholdet synes udelukkende hæntet fra traditionen.
Haukr Valdisarson digtede Islendingadråpa,
altså om æmner fra den islandske sagatid. Det findes
i ét hdskr. (AM 748, 4to), men slutningen mangler.
Det kaldes drape, men det har intet omkvæd. De
fleste Islændere, digtet handler om, kendes fra saga-
erne — mellem 20 og 30 i det hele — ; men digtet,
der synes øst af den mundtlige tradition, indeholder
adskilligt af interesse; når det sammenholdes med
sagaerne, findes enkelte afvigelser. Om nogle af de
behandlede Islændere findes dog ingen skrevne sagaer.
Nogen bestemt eller konsekvent rækkefølge har digt-
eren ikke fulgt; dog gor sig den tendens gældende
at stille beslægtede personer sammen eller sådanne,
som ligner hinanden. Digtet er i poetisk henseende
lidet fremragende. Omskrivningerne er mange og
tildels temlig lange.

Steinn eller Hallar-Steinn forfattede Rekstefja
om kong Olaf Tryggvason. Digtets navn beror på
dets ejendommelige, spaltede stev (rekstef). I metrisk
henseende er det for så vidt mærkeligt, som det helt
igennem er digtet i en afart af drolkvædet; det ej en-
dom meUge derved beslår i, at de tre første stavelser
i de ulige linjer er lange og betonede (istf. det nor-

Digitized by VjOOQ IC

183

male, at der efter to lange og betonede stavelser i
reglen bor følge en kort, betonet); man har syntes,
at delte versemål fik noget rystende, stødende ved
sig og det kaldtes derfor tuiskelft Digtet består af
35 vers. Efter en opfording til kvinderne om at
høre på kvadet — det er første gang dette, så vidt
vides, sker — , omtales Olafs krigstog, ankomst til
Norge og hans kristning af dette samt af Island osv.,
og så slaget ved Svolder; derpå følger en fremstilling
af Olafs halvjærtegnagtige handlinger. Digtet er
meget historisk-objektivt og ikke synderlig livligt.
Også her synes den mundtlige tradition at være
hovedgrundlaget. Digtet er vistnok yngre end Einars
Geisli og mulig forfattet med del som forbillede. —
Foruden dette digt findes nogle halvvers af erotisk
indhold og et par små brudstykker; her bruger Steinn
omskrivningen bokarsol 'bogsol' for 'sten' (sten -=-
farve til at illuminere med), hvilkel viser, at skjalden
tilhører det 12. årh.

Anonyme digte er en defekt drape om Olaf
Trgggvason, som »Hallfred« siges at have digtet;
men denne tilfojelse beror på en fuldstændig mis-
forslåelse. Indholdet er af lignende art som Rek-
slefjas, men det er ikke nær så legendeagtigt. Det
er i øvrigt lidet betydningsfuldt, men afgjort ikke
ældre end fra 12. årh.

Endelig kan et digt omtales i denne forbindelse,
uagtet det er forfattet til ære for en samtidig islandsk
hovding. Det er Noregs konunga tal om J6n Lopts-
son (d. 1197). Digtet er en efterligning af Ynglinga-
tal og Håleygjatal og opregner — i lighed med disse
— Jons forfædre. Jons moder var Tora, en uægte
daller af kong Magnus barfod. Det er Toras for-
fædre, der opregnes, d. v. s. de norske konger fra
og med Halfdan svarte og ned til Magnus Erlingsson
og Sverre. Der angives, hvor mange år enhver har

Digitized by VjOOQ IC

184

hersket, og enhvers begravelsessted nævnes. I poet-
isk henseende har digtet ingen som helst fortjæneste ;
det er en knastor fremstilling af det angivne æmne.
Digtets betydning for historien er ikke ringe, og det
bliver ikke ringere ved, at forfatteren udtrykkelig
siger, at kongerækken og tidsregningen ned til Mag-
nus d. gode beror på Sæmund frodes angivelser
(»således som S. fr. sagde«); rimeligvis sigtes der til
Sæmunds skrevne hstoriske arbejde. Af indre grunde
er det temlig tydeligt, at digtet er forfattet ikke så
længe efter Magnus Erlingssons fald (1184) og næppe
senere end 1190. At gore det til et ungdomsdigt af
Snorre (E. Mogk), går sikkert ikke an.

Til det foregående slutter sig nærmest skjalden
Bjarni Kolbeinsson, biskop over Orknøerne (d.
1222). Bjarne tilhørte den orknøske jarleslægt og
var en af sin tids anseteste mænd på øerne, der ofte
benyttedes til diplomatiske rejser til Norge; på en
sådan døde han i Norge. Der vides i øvrigt meget
lidet om ham og hans virksomhed. Han var en
god ven af flere fremragende islandske hovdinger.
Af ham haves Jomsvikingadråpa, et digt i frit drot-
kvædet (munnvorp; halvrim i de lige, intet rim i de
ulige linjer) med firlinjet stev, der optager versets 1.,
4., 5. og 8. linje. Digtet haves vistnok i dets oprinde-
lige omfang (op imod 50 vers). Digteren omtaler
sig selv og sit forehavende; han begynder i en vis
nonchalant tone, at han ikke bryder sig om tilhørere
og antyder en sorg — åbenbart en elskovssorg — ,
som han har haft; det er den, der driver ham til at
digte; hvad der har bevæget ham til netop at vælge
æmnet: Jorns vikinger er let at se, det er den unge
heil Vagn Ågesons kærlighedsløfte vedrørende Ingi-
bjorg Torkelsdaller; det er ham, der stilles i for-
grunden, og det nævnte forhold er det, digteren
særlig omtaler. Han har deri ligesom villet søge

Digitized by VjOOQ IC

185

trøst og lise for sin egen strandede elskov. Der går
i det hele en vemodtg-elegisk tone gennem det. Digtets
hovedindhold er Jomsvikingetoget , forberedelserne
dertil og kampen selv. Denne er ret livlig skildret
og ordvalget er i det hele ret heldigt; nogen synderlig
åndsflugt er der dog ikke. Hvad kilde skjalden har
haft, må sluttes af hans ord, når han siger, at han
har »hørt« det og det. Det er stadig den mundthge
tradition, som ligger til grund; digtet afviger også
fra sagaens redaktioner og er således af betydning.
Bjarne er, m. h. t. de enkelte hovdinger og helte,
meget upartisk (f. eks. overfor Sigvalde jarl). Han
har troet på Torgerds troldmagt (hagelbygen) og at
Bue blev til en orm på sit guld på havsens bund;
i det mindste beretter han dette uden at blinke.

Et anonymt digt, det såkaldte Målshåttakvædi,
har man villet tillægge biskop Bjarne. Det findes i
samme hdskr., skrevet lige efter Jomsvik.dr. (cod.
reg. af Snorra Edda) og det har lignende personlige
kendemærker som den. Formelt set består digtet,
der er en velformet drape, af lutter enkeltsætninger,
der for alier storste delen (bortset fra enkelte subjek-
tive indskudssætninger) af ordsprog og talemåder
samt, for nogle strofers vedkommende, af hentyd-
ninger til gamle sagn, gamle minder. Det er altså
en ordsprogssamling. Men det er mere. Ved nojere
eftersyn er alle ordsprogene valgte med hensyn til
hvad der egenlig ligger digteren på hjærte, det er
hans skuffede elskov, hans svegne kærlighed; kvinden,
der har foretrukket en anden, kaldes Rannveig (rime-
ligvis et fingeret navn). Summen af det hele samles
hgesom i omkvædet: »Det var ikke en omgangssyge
i gamle dage [at blive syg af elskov]; dog formåede
finnepigen [Snefrid] at gore Harald gal; han syntes
hun skinnede som solen — og således går det mangen
nutildags«. Derfor bor man altid tage fuldt hensyn

Digitized by VjOOQ IC

186

til denne dobbelthed i digtet og derfor kunde det
også kaldes et kærlighedsdigt (Svb. Egilsson). Det
er meget dygtig og snildt sat sammen; at der findes
gentagelser af samme tanke, er forståeligt. Der går
en bitter, undertiden lidt selvironisk tone gennem
kvadet Der er således meget deri, der minder om
biskop Bjarne. I sproglig henseende er det at mærke,
at det indeholder nogle ordformer, der fører bort fra
Island, men stemmer med, hvad man finder i orkn-
øsk dialekt (f. eks. u for o); og digtets formentlige
alder passer til, at Bjarne kunde være forfatteren;
(yngre end 1200 er det sikkert ikke). Dette bliver dog
altid kun en formodning.

Det er i det foregående fremhævet^ hvorledes det
lærde studium, især af den gamle historie, trænger
ind i det 12. årh.s digtning; vi har tillige set et be-
gyndende studium af selve digtningen, især hvad
dens ydre form angår. Selv om man ikke havde
andre beviser for, at man også havde beskæftiget sig
med studiet af det indre i den, kunde dette næsten
med vished forudsættes. Det er da skjaldesproget i
egenlig forstand, der kommer i betragtning. Nogle
skrevne regler om dannelsen af kenninger kendes
ganske vist ikke. Hvad der var nok så vigtigt var
enkeltbenævnelsernc; at have dem på rede hånd, var
overmåde vigtigt for skjaldene, især den unge be-
gynder. Man har tidlig følt trang til at samle så-
danne ; og at det da skete i versform, siger sig af sig
selv; kun i den form kunde de holde sig, læres og
bedst huskes. Det er allerede blevet nævnet, at
Einar Skulason digtede (i drotkvædet) sådanne me-
morialvers. Der haves desuden rester af to remser,
som de kaldes: porgrimspula og KålfspulOy henholds-
vis med heste- og oksenavne og hestenavne. For-
billeder havde man jo endda i Eddadigte (Alvissmål).

Digitized by VjOOQ IC

187

J>orgrimr og Kålfr var vel forfatterne. I det sidst-
nævnte digt findes tillige gamle sagnminder, idet hest-
enes ejere også nævnes.

Vigtigst af alt i denne henseende er de såkaldte
nafnåpulur^ der er optagne i forskellige håndskrifter
af Snorra Edda og det i en noget forskellig form og
udstrækning. Alle disse remser er i fornyr.dislag.
Således som de foreligger i den oprindeligste form
er de systematisk ordnede. Der begyndes med sø-
konger, jætter og jættekvinder, Tor og guderne,
asynjer, valkyrjer, kvinde, mand osv. og slutter med
himlens og solens navne. Denne samling er i dens
enkelte dele vistnok ældre end Snorre, men den er
af mange forskellige forfattere; ikke engang de enk-
elte remser er af én forfatter; det samme navn kan
f. eks. gentages. Denne samling er i tidens løb blevet
udvidet med en anden, hvori der findes remser med
kongenavne, Odinsnavne, dværgenavne og meget mere.
Men der er en forskel tilstede. Således er hensigten
med den første åbenbart udelukkende den, at give
vejledning for skjaldene; den sidste har en mængde
fremmede (latinske) navne (som dies, nox, laurus,
emispærium osv.), ord som man dog ikke kunde
tænke sig at nogen vilde bruge i skjaldskab. Her
foreligger der således mere en almindelig ordsamling.
Indretningen er naturligvis meget simpel; dog er
versemålets bygning iagttaget (for det meste i alfald)
og bogstavrimet overalt. Undertiden er der en ind-
ledning og slutning: fjeg vil opregne osv.«, »nu er
N. N. færdige« og lign. I reglen stilles det almind-
elig-prosaiske ord i spidsen eller blandt de første
ord. Hvorledes de første samlinger er fremkomne,
er vel næppe tvivlsomt; delvis beror de på mundtlig
undervisning, delvis er de samlede fra de ældre
skjaldes kvad. Da disse er så mangelfuldt over-
leverede, er systematiske undersøgelser på dette punkt

Digitized by VjOOQ IC

188

næppe mulige. Al de er forfattede på Island, er der
nu næppe nogen, der betvivler. Dér, og kun dér,
kan betingelserne siges at have været tilstede,
grundlaget for dem og den interesse, de' vidner om;
de passer fortræffelig ind i den lærde tids gransk-
ning og litteratur på Island. Tidligere har S. Bugge
villet hævde, at de var forfattede af biskop Bjarne,
men de grunde, der skulde støtte dette, er yderst svage,
og Bugge har senere opgivet denne opfattelse.

Vi går så over til det 13. århs. skjalde. Man
kender navnene på en mængde islandske lejligheds-
skjalde, men de spiller ingen synderlig rolle. Vi kan
her kun dvæle ved de betydeligste og vender os da
først til fyrsteskjaldene.

Snorri Sturluson. Her skal han kun om-
tales som skjald; han vil på sit sted blive omtalt
som historisk forfatter. Det hedder om ham på et
temlig tidligt stadium, at »han blev en god skjald«.
Det vides ikke, hvor tidlig han begyndte at digte,
men hvis det i Skåldatal antydede digt om kong
Sverre er digtet for dennes død (1202), er Snorre
begyndt ved ty veårsalderen ; han er født 1178. At
hån vilde se sig om i udlandet, var kun rimeligt.
Efter Hakon Sverrissons pludselige død (1204) her-
skede Hakon jarl galinn over Norge; Snorre siges at
have digtet om ham og sendt ham et kvad; han
modtog derfor gode gaver (hvorom Mani digtede)
samt en indbydelse til at besøge jarlen; Snorre digtede
også et kvad, Andvaka (»nattevågen«?), om jarlens
hustru, Kristin (senere gift med lagmanden Askel
i Vester-Gotland). Snorre ønskede intet hellere end
at rejse, men da døde Hakon jarl (1214) og Snorre
blev selv valgt til lovsigemand (1214—18). Den
gang har Snorre sikkert været fuldt udrustet som
skjald; han har uden tvivl allerede for længst grund-

Digitized by VjOOQ IC

189

igt studeret skjaldedigtningens indre og ydre egen-
skaber; ja han har måske været i færd med sin
Edda. Endnu et tabt digt om Inge Bårdssdn
(d. 1217) kendes af navn. I årene 1218—20 opholdt
Snorre sig for første gang i Norge; han sluttede sig
her meget nær til Skule jarl, der var den egenlige
styrer af landet; Hakon var endnu meget ung (14 — 16
år). Om Skule forfattede Snorre straks et par digte;
deraf haves kun stevet af det ene; det var heri, at
et mindre vellykket ord forekom, som Snorres lands-
mænd til hans store ærgrelse gjorde nar ad. Snorre
nød megen anseelse i Norge og fik store og prægtige
gaver af Skule og Hakon, foruden hæderstitler.
Snorre følte sig forpligtet til at vise sin erkendtlig-
hed, og han digtede da sit beromte Håttatal^ verse-
målenes opregning. Det er vistnok afsluttet i vinteren
1222 — 23, da der ikke findes hentydninger til histor-
iske begivenheder i Norge efter denne tid. Det er
digtet både om Hakon og Skule, dog mest om den
sidste; især er det det 2. og 3. hovedafsnit, der er
helliget denne, men kong Hakon er, som det sig hor
og bor, digtets ophav og ende. Det indeholder i sin
helhed en almindelig ros over fyrsterne, deres prægt-
ige egenskaber, gavmildhed og tapperhed, deres tog
og enkelte kampe med oprørsskarer, det muntre op-
hold hos dem i hallen om vinteren, ligesom skjal-
den også omtaler sit forhold til dem og de prægtige
gaver, han har fået. Delte indhold, der ved de idelige
gentagelser bliver' noget kedeligt, er dog ikke digtets,
man kan godt sige, egenlige formål og betydning.
Formålet er at give en praktisk oversigt over de be-
nyttede eller eksisterende versemål i deres forskellige
variationer og med deres egenskaber; som vi snart
skal se, er her snarest tale om ideelle egenskaber.
Her er for det første at bemærke, at Snorre regnede
til det konstituerende ved et versemål mere end hvad

Digitized by VjOOQ IC

190

godt og rigtigt er, nemlig: stavelseantal, opstået ved
opløsning, rimenes stilling og antal, kenningernes art
osv., som intet har med versemålet som sådant at
gore. Dernæst begynder Snorre med det efter hans
egen udtalelse fuldkomneste og smukkeste versemål,
drotkvædel, i dettes fuldstændige, harmoniske byg-
ning og egenskaber (rim og desl.), og slutter med de
simplere, kortere versemål, Eddadigtenes versemål.
Dette er i virkeligheden, historisk set, at vende op
og ned på sagen. Men bortset herfra, er Snorres
digt helt i gennem fuldt systematisk og fra hans
standpunkt naturlig ordnet. Hvert enkelt versemål
er desuden strængt systematisk og harmonisk bygget ;
den ene linje er som den anden osv. I bægge hen-
seender danner Håttatal den storste modsætning til
dets ældre forgænger Håttalykill. At det er Snorre
selv, der så strængt har gennemført systemet, er
utvivlsomt; hos de ældre skjalde finder man i det
hele ikke en så gennemført harmoni. Hvorvidt Snorre
har opfundet noget af sine versemål, er tvivlsomt,
men der er stærk sandsynlighed for, at enkelte af
dem hidrører fra ham selv, hvor han lios de ældre
skjalde ikke fandt et, der kunde svare til et andet
som dettes pendant. Versemålenes navne svarer ikke
ganske til Håttalykils, men hvorvidt Snorre her har
udøvet nogen selvstændighed, kan ikke afgores.
Digtet falder i 3 afsnit — eller digte, som de lige-
frem kaldes — ; I »= 1—30, U = 31— 67,111 = 68—102.
Indenfor hvert afsnit gor sig en inddeling gældende
efter 3- og 9- tal. — Uagtet digtet ikke viser nogen
synderlig original skjaldebegavelse m. h. t. kenninger
og lign., og uagtet dets fremstilling mere vidner om
lærdom og kunst end inspiration — ét aflægger det
det fordelagtigste vidnesbyrd om, nemlig Snorres
aldeles ubegrænsede herredomme over sproget og alle
versifikationens tekniske midler; i så henseende kan

Digitized by VjOOQ IC

191

han måle sig med enhver anden. Stolt kan han med
rette ved digtets slutning udbryde: »ikke er den
urosværdig, der således kan digte i alle versemål«.
Digtet er, som det senere vil vises, den 3. del af
Snorres Edda og som sådan er det blevet bevaret.
En ret udførlig kommentar til de. enkelte versemål
(undt. i slutningen) følger med; den er utvivlsomt
af Snorre selv og af stor vigtighed.

Hvad der i øvrigt haves af Snorre er ikke meget;
et par linjer af et digt, hvori en biskop (Gudmund?)
opfordres til at høre derpå — samt nogle løse vers.
Disse er i grunden mere betydningsfulde til bedøm-
melse af Snorres egenskaber end Håtlatal. De viser
os ham som den jævnt muntre mand, den af kvinde-
lig skonhed let påvirkelige og endelig som den med-
følende mand; en udpræget glæde over modstanderes
ilde medfart finder også sit udtryk deri.

Snorre havde to brodersønner, der hægge ind-
tager betydningsfulde pladser i den prosaiske littera-
tur, hver på sin måde; hægge var de desuden skjalde.

Olåfr I>6r3arson hvitaskåld (c. 1210—
1259). Vi vil atter komme tilbage til ham og da
give et kort omrids af hans liv. Olaf sluttede sig
tidlig til Snorre og det er vist ikke for meget sagt
at han blev Snorres åndelige fosterson. Olaf var
udmærket godt inde i alt hvad der vedrørte skjalde-
teknik og -kunst, som han i sin undervisning også
kom til at benytte; han besad tillige et meget ud-
strakt kendskab til de ældre skjalde og deres kvad.
Han havde selv meget let ved at digte og var meget
produktiv. Måske er han den, der i det 13. årh.
står hojest som digter ved en vis poetisk flugt og en
ikke almindelig fantasi; hans kenninger er prægede
heraf og hans skildringer er kvikke. Hertil kommer
at man hos ham ikke træffer disse ideHge lån og
genklange som hos hans broder. Olaf digtede om

Digitized by VjOOQ IC

192

Torlak d, hellige, en indenlandsk kirkehovding ; sel\r
var Olaf religiøs (han var subdegn). På sin uden-
landsrejse (1237 — 41) besang han den svenske konge
Erik, Hakon d. unge (d. 1257), jarlen Knud Ha-
konssoUy samt Valdemar d. store i Danmark; men
alle disse digte er tabte. Af et kvad om Thomas
Becket, som man har ment at kunne påvise, er der
mulig en lille smule bevaret. Af et digt om den
sympatetiske helt Ardn Hjorleifsson findes 2 vers.
Men hovedsagelig kendes Olaf kun af et hrynhent digt,
som Sturla anfører omtr. en halv snes vers af i Ha-
konarsaga; disse handler om forskellige begivenheder
i Norge og om forholdet mellem Hakon og Skule.
Man har været i tvivl, om hvem det egenlig var
digtet. Det kan dog næppe være nogen anden end
Hakon selv; det var hos ham, Olaf opholdt sig ved
og efter Skules fald (der omtales i digtet). Det er
virkelig kongen, der overalt træder i forgrunden; at
Skule omtales på en i det hele sympatetisk måde er
ikke desto mindre så at sige en selvfølge. Olaf for-
søger at dele sol og vind lige. Han var en i bund
og grund retsindig og rettænkende mand og human
karakter.

Sturla |>6r8arson (1214—84) vil også senere
blive nærmere omtalt i forbindelse med hans histo-
riske forfatterskab. Han rejste først 1263 — og det
mod sin vilje — til Norge, og da først kom han i
berøring med den norske konge, ikke, som han havde
trot, med Hakon d. gamle, men dennes s5n Magnus
lagaboter, hvilket sikkert var meget heldigt for ham.
Fra tiden fdr kendes to digte af ham: fverårvisur,
om en kamp, som Torgils skarde havde i 1255, og
forgilsdråpa, et arvekvad om denne unge Sturlung
(d. 1258), som Sturla følte sig så stærkt knyttet til;
men kun lidt er bevaret af disse digte. Der haves
intet af hans »mange kvad« om kong Magnus og

Digitized by VjOOQ IC

193

intet af hans to kvad om Birger jarl Af løse vers
haves 4, alle for 1263, tildels om Gizur jarl og dennes
underfundige færd. Hvad der hovedsagelig haves af
Sturla er meget betydelige rester af hans 4 digte om
Hakon d. gamle. Han havde væntet at mødes med
ham i Norge og havde forberedt sig dertil bl. a. ved
at digte en drape om kongen: Hrynhenda (21 vers)
om kong Hakons liv fra 1247 til 1262, hans magt og
anseelse. Det er et overmåde prægtigt kvad og elegant
i formen; Sturla bruger meget stærke udtryk om
kongen, beskriver hans flåde med strålende farver,
ordene kappes i pragt med kongens herlighed. Også
Hakons nyerhværvede magt over Island hentydes der
til. Sturla viser sig her som tekniker i besiddelse af
alle færdigheder, aldrig bristende herredomme over
sprog og form og en veltalenhed uden lige. Og dette
gælder i grunden alle hans digte, skont intet af dem
når dette kvad, vistnok tildels på grund af formen.
Men — man finder atter og atter lån og genklange
fra ældre skjaldes kvad, først og frenlmest fra Arnors
Hrynhenda, der har været Sturlas mest direkte for-
billede, dernæst Markus' Eiriksdråpa og endogså
SnoiTes HåttataL Dette forringer Sturlas fortjæneste
ikke så lidt. Vi vilde beundre ham meget mere,
hvis ikke disse genklange kom så tit. — De øvrige
digte skal vistnok på forskellig vis tjæne til at sup-
plere Hrynhenda. Fortsættelsen deraf findes i Hrafns-
mål (20 vers bevarede), digtet med legende lethed i
det meget vanskelige hadarlag; det handler om Ha-
kons vesterhavstog 1263 og hans kampe og færd
dér. — Håkonarkvida (42 vers), i kviSuhåttr; det
handler om Hakons liv fra fødslen af og, så vidt man
kan se, til henimod 1249, har altså måske sluttet
omtrent der, hvor Hrynhenda begynder. Digtet er
jævnt og holdt i en langt roligere tone; det har ret
konne vers ikke blot om Hakon, men også om Skuk

13

Digitized by VjOOQ IC

194

jarl og hans ulykke. — Det sidste digt Hdkonar-
flokkr (11 vers bevarede), i drotkvædet, synes at have
været et biografisk, Hakons hele liv omfattende digt;
der findes dér begivenheder omtalte lige fra 1221 til
Hakons død og begravelse 1284.

Dommen over Sturla som skjald bliver en noget
lignende som over Snorre; det er ingen særlig origi-
nal digterbegavelse, man møder, men glimrende versi-
fikatorisk talent og en udpræget veltalenhed, for ikke
at tale om et udstrakt kendskab til den ældre digt-
ning, som Sturla, bevidst eller ubevidst, er kommen
til*at låne fra.

En del andre skjalde især fra 13. årh. kendes
og da så at sige udelukkende fra Sturlungasaga, men
der er ingen grund til her at opregne dem. I reglen
er kun ganske få vers bevarede af hver. Fra Skålda-
tal kendes 5 skjalde knyttede til Eirikr Magnus-
son; de er for det meste ganske ukendte og deres^
kvad er helt tabte. De udgor den sidste gruppe i den
4 til 5 hundred år gamle hirdskjaldedigtnings his-
torie. Fra Sturlungasaga kendes også andre slags
vers, nemlig spoitevers, især fra det kendte bryllup på
Reykjaholar 1119, hvor hovdingen Tord i VatsQorden
bliver gjort til genstand for en ikke helt godmodig
spot; følgen var, at han i vrede forlod gæstebudet.
Omtr. 100 år senere får man atter efterretninger om
en spottedigtning og der nævnes en mand Danza-
Bergr, der skal have givet sig af med at digte
spotte vers i form af »danse«, det er vers, til hvilke
man dansede; man mindes derved, hvad der har
været skik på Færøerne, at Færingernes dansekyad
ofte er af personlig art. De opbevarede vers er i
reglen temlig grove og lidet smagfulde.

Der findes også i Sturlungasaga en hel del
drommevers, især i anledning af Orlygstadslaget
(1238); de er af en vis interesse og giver et bidrag.

Digitized by VjOOQ IC

195

til tidens kulturhistoriske karakteristik. Drommekvad
og -vers findes også i mindre pættir, særlig i den ikke
uinteressante Stjornu-Oddadraumr. Disse vers
er ikke så unge og formentlig fra denne periode.
Om Stjornu-Odde vil der senere blive talt.

Fra Norge kendes et ejendommeligt digt, en
versificeret remse, kunde det kaldes; det er det så-
kaldte runedigt. Det består af 16 tolinjede vers;
den første linje begynder med runens navn (den
16-runers futark ligger naturligvis til grund), hvortil
en forklaring fojes. Den anden linje står i reglen
for sig og indeholder en eller anden almindelig er-
faringssætning eller, og sjældnere, hentydninger til
gamle myter og sagn, uden at der i reglen findes
nogen tankeforbindelse mellem de to linjer. Kun en
enkelt gang udtaler forfatteren sig om sig selv. At
digtet er norsk, viser sprogformen på det klareste.
Sikkert tilhører det det 13. årh., men om til dettes
første eller sidste del er omtvisteligt. Det synes
ikke at have nogen synderlig tilknytning til litterære
bestræbelser i Norge, men er vistnok et tilfældigt
arbejde; i alfald er det et interessant vidnesbyrd om
en beskæftigelse med runerne; men den kendes også
ad andre veje. Digtets betydning er således mere
kulturhistorisk end litterær.

HELGENDIGTE.

Der er tidligere — også under det første tidsrum
— omtalt skjalde, der digtede religiøse kvad eller
digte, der grænsede nær til disse. Det er også blevet
bemærket, at de religiøse kvad fik den selvsamme
metriske form som alle andre og deres forfattere be-
vægede sig inden for det samme sprogmateriale. Til
at begynde med betragtede man Kristus eller Hvide-

13*

Digitized by VjOOQ IC

196

krist ikke ret meget anderledes end som en kraftig og
vis, fremfor alt dog kraftig, fyrste, hvis lyst det var
at bekrige Satan og hans drabanter. Disse men-
neskenes fjender var at ligne med de grumme vik-
inger, man tidligere havde slået ihjæl. Eller også
var de de grumme jætter og Kristus blev da Tor om
igen. Denne betragtningsmåde holder sig meget
længe. At der var en personlig gud i et virkeligt
rige i himlene, det var naturligvis opfattelsen. At
han havde sin hird — englene — var lige så vist;
denne rekrutteredes stadig af de fromme, de gode
tapre, der troede, og dem, der ikke var altfor slemme
i det jordiske liv. Der manglede ikke engang en
dronning i dette rige. Hvis man tjænte denne gud,
var man berettiget til at vænte gengæld, i alfald i sin
sjæls frelse efter døden. Skjaldenes opfattelse var
også denne. De betragtede forholdet netop fra dette
synspunkt: »gengæld bor være gave lig«. Derfor
kan de også ligefrem udtale dette deres håb. Dette
er, kristelig set, uhyre naivt, men for de tider er det
just det, man væntede. Skjaldene tilstår deres synde-
fulde liv; de tilsøler sig dog ikke i al verdens smuds,
således som man gor det senere i det 14. og 15. årh.
Der er altid noget djærvt og barne-ligefremt ved de
digtere, vi her har at gore med. Deres skildringer
er sunde og kraftige, anskuelig-reellé. Af det gamle
digtersprog beholder de det meste, de undgår dog de
mest hedenske betegnelser. Man havde i flere hen-
seender måttet give sprogets ord nye betydninger for
at kunne bruge dem om religiøse begreber (udtryk
som >from« og lign.), og det er lykkedes særdeles
godt overhovedet. Versemålene beholdt man ganske
uforandrede. Man kunde have væntet, at kristelige
versformer udefra var trængt ind allerede så tidlig,
men heraf kendes intet spor. Dette er en meget
sigende kontrast til al den fremmede påvirkning, der

Digitized by VjOOQ IC

197

ellers og tidligere skulde være sket, endogså på langt
vanskeligere områder. De æmner, man behandlede,
var, naturligt nok, især helgenlevneder og legender
om kristne, tapre mænd og kvinder, der måtte kæmpe
sig igennem livet frem til martyrdøden; men også
mere dogmatiske æmner blev genstand fordigt; man
tog da simpelthen indholdet lige fra bogen eller Jdr-
kens lære og litteratur, således som den var dengang.
Et enkelt digt (S61arlj65) indtager en plads for sig.
Et selvstændig opfundet eller behandlet æmne savnes
ganske. Atter her ses således et udslag af den (norske
og) islandske mangel på et selvstændigt initiativ, op-
findsomhed og åndelig overlegenhed. Det vigtigste
af, hvad der er overleveret, og de vigtigste bekendte
skjalde, er følgende:

Nikulås Bergsson, abbed til Tværåkloster (d.
1159). Denne vidtberejste mand, som vil blive nævnet
i en anden sammenhæng, hædres med de mest rosende
ord for sin visdom og dyder; men der vides i virke-
ligheden meget lidt om ham. Han er — bortset fra
Einarr Skiilason — den første kendte religiøse skjald
i denne periode. Han forfattede en drape om apost-
len Johannes, hvoraf der anføres 3 vers i en bear-
bejdelse af Jonssaga. Der er intet særligt ved dem;
de handler om guds kærlighed til apostlen.

Gamli kanoki. Denne, der var kannik i Tyk-
kebokloster (J>ykkvibær), er ellers ukendt; han kan
dog med temlig sikkerhed henføres til det 12. årh.
især fordi han i den nævnte Jonssaga opregnes imel-
lem Nikulås og Kolbeinn Tumason. Klostret opret-
tedes 1168. I den nævnte saga anføres 4 vers af en
hrynhend drape om Johannes. Desuden haves et
fuldstændigt digt (i AM 757, 4«), kaldt Harmsol,
Sorgens sol, bestående af 65 vers (5 stefjabalker på
5 vers). Navnet er autentisk. Digtet er et angerdigt,
hvis mål er at vise, hvor nødvendigt det er at angre

Digitized by VjOOQIC

198

sin synd; Kristi død, korsfæstelse og himmelfart,
samt dommedag omtales; digteren råder til at for-
sone sig med gud og anfører eksempler på angrende
syndere. Endelig påkaldes gud, jomfru Maria og
helgener. Æmnet er behandlet på en velgorende
klar og logisk måde, med troens faste overbevisning
og følelsens inderlighed. Kilden er kirkens lærebøger
og andre skrifter. Digteren håndterer versform og
alt det dertil hørende med sikkerhed og held.

En af Islands storste hovdinger omkr. 1200 var
den nordlandske stormand Kolbeinn Tumason,
d. 1208. Kolbeinn havde bevirket, at hans hustrus
nære slægtning, Gudmund Arason, blev valgt til
biskop (1202), og mente i ham at få en støtte, men
det gik modsat til. Der opstod uvenskab imellem
dem, og da Kolbeinn, der var bleven lyst i ban (1207),
vilde angribe bispesædet, fik han et stenkast, som
voldte hans død. Døende digtede han 3 vers i run-
hent, hvori han påkalder gud om hjælp. Den nævnte
Jonssaga anfører nogle vers af en drape om apostlen
Johannes, drotkvædet, på 47 vers; resten er tabt lige-
som alle andre kvad af Kolbeinn. Han skal have
været en ivrig Maria-tilbeder og digtet »mange kvad«
til hendes pris. Nogen stor digter var Kolbeinn ikke.
Af anonyme digte er følgende de vigtigste:
En tabt Andreasdråpa fra for 1215 kendes af
navn; noget haves af en Nikulåsdråpa om biskop
Nikolaus i Mirra. Der har sikkert været langt flere
kvad om hellige mænd. Der kendes nu kun Plåcitus-
dråpa, der findes i et af de ældste islandske hånd-
skrifter, der haves. Allerede heraf er det klart, at
digtet er fra det 12. årh., hvad også andre indre
kriterier bestemt viser. Digtet, hvoraf der haves 59
vers (slutningen mangler), handler om den romerske
ridderhovding Placitus og hans familje; de bliver
kristne og møder store forfølgelser og ulykker; fa-

Digitized by VjOOQ IC

199

miljen splittes, men samles igen for så at lide martyr-
døden. Digtet er bygget temlig noje over en saga
om Placitus, dog ikke helt i den form, hvori den
nu findes. I poetisk henseende står digtet ikke synd-
erlig hojt; det er overlæsset med omskrivninger og
disse er i hvert fald ikke altid heldige. Det har to
slags stev, og er for så vidt pompøst nok.

LeiSarvisan, Vejledningen, er en drape på
45 vers og fuldstændig bevaret (i AM 757, 4^). Det
handler om sondagen og dens hellighed og betydning ;
det med guldbogstaver skrevne himmelbrev om son-
dagen omtales og derpå de vigtigste begivenheder,
der er forefaldne på en sondag. Henimod slutningen
udtales, at en Runolf har givet råd m. h. t. digtet
og dets indretning. Denne mand er vistnok identisk
med Runélfr Ketilsson, præst på nordlandet omkt.
1150. Herved bestemmes digtets alder til det 12.
årh. Det er dog yngre end Placitusdr., fra hvilket
Leidarvisan har lånt udtryk. Indholdet er i øvrigt
hentet fra en prædiken, der genfindes i Stockholmer
homiljebogen. At digtet er islandsk, tiltrods for at
der deri forekommer udtalen reint f. hreint (der også
findes), er utvivlsomt.

Liknarbraut, Nådens vej, findes i samme hdskr.,
fuldstændigt (52 vers). Den »vej«, digtet handler om,
er Kristi kors; det er en lovprisning af dette; Kristi
historie meddeles fra korsfæstelsen til den sidste
dom; hvorefter korset selv nærmere beskrives, dets
forskellige betegnelser anføres og betydning forklares.
Dette kvad er ubetinget det konneste af alle disse
digte ved sin inderlighed og tiltalende religiøsitet,
parret med en sjælens rene djærvhed. Sikkert er
æmnet hentet fra et skrift (prædiken), skont dette
nu ikke haves. Digtet hidrører fra det 13. årh., om
fra dettes første eller sidste halvdel er omtvistet, især

Digitized by VjOOQ IC

200

fordi tekstens overlevering ikke tor betragtes som
helt sikker.

Sikkert fra den sidste del af det 13. årh., om
ikke endnu yngre, er det brudstykke, der findes i
samme hdskr. og som er blevet kaldt Heilags anda
visur, efter dets indhold, nemlig den helligånds her-
lighed og egenskaber. Digtet er ikke uinteressant.

Af en noget anden art er endelig Solarljod, Det
er lidt vanskeligt at have med dette »digt« at gore,
da det kun er bevaret i papirsafskrifter; det er
ganske sikkert ikke her i et og alt i dets oprindelige
form. Nogle indskud i dets slutning, vers af et
meget mystisk og fra det øvrige meget afstikkende
indhold, er lette at udskille. Resten falder hoved-
sagelig i to dele. V. 1-32 indeholder en række af
eksempler på forskellige dyder og udyder og deres
følger; godgorenhed, troløshed, elskovslyst, overmod
osv., alt oplyst med fingerede personers færd og
skæbne. Hertil slutter sig nogle gode enkeltråd. Der
er intet i vejen for at antage, at alle disse vers op-
rindelig udgor et hele. Den anden hoveddel er af
en anden karakter. Her er det en fader, der for-
tæller sin son, ham og andre til opbyggelig oplys-
ning, opmuntring og adyarsel, hvad han i en død-
lignende dvaletilstand har set af rædsler i helvede
og lyksaligheder i himlene. En række af versene
begynder med ordene: »Solen så jeg« — deraf har
digtet fået sit navn. Digtet er kristelig-moraliserende,
i lighed med de mange middelalderlige visiones, og
intet andet; der er ikke spor af hedenskab deri, og
det er sikkert ikke ældre end fra det 12. årh. At
visse Eddadigte er forbilledet, ses af versemålet, lj63a-
håttr. Der findes også deri enkelte genklange f. eks.
fra Håvamål. Det er stærke billeder, malede med
kraftige farver, som digtet opruller, det har uden
tvivl gjort stærkt indtryk på samtiden og eftertidens

Digitized by

Google

201

troende. Det er helt igennem præget af »sand kriste-
lighed«s ophojede ro og ydmyge tålmod. »Hele digtet
er en formaning om at så godt i dette liv, for at
høsten i det tilkommende liv kan blive så meget
rigere og herligere. Disse sandt-kristelige tanker er
fremsatte i et smukt og værdigt sprog, der helt igen-
nem lyder som den gode samvittigheds rolige tale,
som overbevisningens ord om, at hvad der læres, er
sandt, og at det bor overvejes og efterleves«.

DEN PROSAISKE LITTERATUR.

I denne periode falder hovedmængden og alt det
bedste af den gamle islandske litteratur, samt den
norske; denne sidste kan dog hverken m. h. t. om-
fang eller art måle sig med den islandske.

Efter at kristendommen var bleven indført, var-
ede det et halvt århundrede, inden nogen egenlig
indenlandsk beskæftigelse med litteratur kunde opstå ;
den måtte fra først af være knyttet til den gejstlige
undervisning. Først lige efter midten af det 11. årh.
blev det islandske bispedomme oprettet, og den første
islandske biskop, Isleifr, gjorde alt, hvad han for-
måede, for at gore den gejstlige undervisning brug-
elig; at den til at begynde med var og måtte være
tarvelig nok, følger så at sige af sig selv. Tidligere
havde der ganske vist været udenlandske »biskopper«,
som de kaldes, der havde undervist folk, som Bern-
hard den bogvise, der opholdt sig 5 år i landet,
Rudolf (19 år), Bernhard (19 år), foruden flere andre.
Det siger sig selv, at disse og andre har bragt endel,
naturligvis mest gejstlig-teologisk litteratur tillandet;
meget tidlig er også andre og mere verdslige skrifter
nået derop. I begyndelsen af det 12. årh. hører man
allerede tale om Ovids Ars amandi. Klassiske la-

Digitized by VjOOQ IC

202

tinske forfattere er vel også tidlig kommet derhen.
Det første, man underviste de vordende gejstlige i,
var naturligvis læsning og skrift. Allerede i det 11.
årh. er man berettiget til at antage optegnelser ikke
blot på latin, men også på islandsk. Intet er rime-
ligere end at f. eks. tiendeloven af 1096, hvortil så
mange udmærkede gejstlige var knyttede, fra først
af er bleven nedskreven på islandsk. Noget direkte
om nogen almindelig optegnelse i modersmålet hører
man dog først i begyndelsen af det 12. årh. Det
er optegnelsen, den skriftlige fiksering af de islandske
love i vinteren 1117—18, det her er tale om; herom
mere på sit sted. Der er formodning for, at ned-
skrivningen, også af love (og andet), er begyndt noget
tidligere i Norge; måske har det ikke været uden
betydning for, hvad der skete på Island. Hvad der
ellers vides om det, der først optegnedes på Island,
findes tj'delig angivet af forfatteren til den første
grammatiske afhandling; det er foruden Åres skrifter
og lovene, »hellige tydninger og slægtkund-
skaber«. Med det første menes prædiken- og le-
gende-oversættelser, netop noget der var selvfølgeligt;
det sidste er hverken mere eller mindre end den
første spire til den islandske historieskrivning. Den
skrift, der anvendtes til de første optegnelser, var
ganske sikkert den latinske, og ikke runealfabetet,
som nogle har ment. Dette var i og for sig det
eneste naturlige, først og fremmest fordi det var det
alfabet, de gejstlige lærte af skrevne (latinske) bøger
at læse og det, de lærte selv at skrive. At overføre
det på islandsk var forholdsvis let, selv om det la-
tinske alfabet manglede tegn for flere islandske lyde;
man måtte hjælpe sig som man kunde bedst. Rune-
alfabetet var i virkeligheden langt vanskeligere, efter-
som det kun bestod af 16 bogstavtegn; og der er
intet, der taler for, at det skulde have været alminde-

Digitized by VjOOQ IC

203

lig brugt forøvrigt, selv om det ikke var ukendt. At
det latinske alfabet trængte til en reform for rigtig
at kunne bruges til islandsk, blev hurtig følt og re-
formen udeblev ikke, hvorom senere. Den første be-
tingelse for prosaisk forfatterskab, benyttelsen af et
brugbart alfabet, var altså tilstede fra omkr. 1100 af
eller endog lidt for.

HISTORIESKRIVNINGEN.

SAGAERNE.

Som for bemærket var »slægtkundskaber« bl. a.
noget af det første, der siges at være blevet optegnet
på Island ved tiden omkr. 1100 og derefter. Del er
ikke mærkeligt, men hænger på det nojeste sammen
med, hvad der ikke blot på Island, men også i den
germanske verden, var det, der var nerven i sam-
fundet, de hojere slægter, den vægt, der lagdes på at
være af fornem, god gammel slægt. Altid er det
først og fremmest dette, og så desuden rigdom og
personlig dygtighed, der spiller den storsté rolle, i
statslivet såvel som i privatlivet (f. eks. m. h. t.
giftermål). De islandske stormænd havde al grund
til at hævde denne slægtsadel, samlet over for de
ringere bønder, der måske tildels havde deres op-
rindelse fra trællestanden (frigivne), og enkeltvis over
for hinanden. De indvandrede hovedslægter eller
hovedlandnamsmænd var så godt som alle af hoj
byrd, hørte til de norske herseslægter, var af jarle-
eller endog kongeslægt. De var, kort sagt, hovdinger.
Det er altid dem, der nævnes som de bortdragende,
som landnamsmænd; deres ledsagere nævnes meget
sjælden; det var en navnløs mængde, som i del nye
land blev hovdingens klienter, når de var frie mænd,

Digitized by VjOOQ IC

204

hans gårdforvaltere osv., når de var trælle eller frigivne.
Grunden til at så mange norske hovdinger udvan-
drede — mest fra Norges vestlige og sydvestlige egne,
kun ganske få var fra Danmark eller Sverrig —
siges i reglen at have været Harald hårfagres lands-
erobring og den tvang, hvormed han vilde knægte
Nordmændene. For fleres vedkommende var det dog
sikkert, og det siges endda med klare ord, lyst til
forandring, lyst til noget nyt og eventyrlyst. Andre
drog ud, blot fordi deres bekendte var rejst i forvejen.
Men der er næppe grund til at tvivle om, at de fleste
er direkte eller indirekte fordrevne af kong Harald.
Det nyopdagede land havde for disse mænd mange
udmærkede betingelser fremfor øerne i Vesten; landet
var stort og skont; det opdagedes hurtig, at det havde
udmærkede græsgange; fiskeriet ved dets kyster var
dengang lige så kolossalt som nutildags. Med det
mandskab, de hovdinger havde, var de ualmindelig
heldig stillede m. h. t. udnyttelsen af landets natur-
lige næringsveje. Vejrlig og klima var ikke stræng-
ere eller værre end det, de havde været vant til. I
løbet af omtr. 50 år eller mindre befolkedes landet
fra kyst til fjæld; i hver en egn, på hver en hoved-
gård sad nu en mand, en kraftig hovding i sin
bedste alder. Han havde løsrevet sig fra slægt og
venner, arv og odel i sit oprindelige hjemland; men
havde han også åndelig gjort det? Nej, sikkert ikke.
For det første bragte han' med sig hele sin gamle
kultur; forholdene i det nye land lignede så meget
det gamles, at der ikke behøvedes nogen hovedkulds-
ændring eller radikale omvæltninger i hans levevis
og dertil knyttede tankegang. Dette var en stor for-
del. Dernæst opdagedes det hurtig, at det nye land
dog ikke i alle måder var tilstrækkeligt m. h. t.,
hvad der skulde bruges. Det ydede ikke korn nok, og
der var ingen skove, hvor man kunde få tømmer

Digitized by VjOOQ IC

205

fra til bygninger som de gamle norske, eller endnu
mindre . til at bygge skibe af; til søen var nybyg-
gerne vant, til den havde de alle for været mere
eller mindre stærkt knyttede. Denne mangel ved
landet var en af hovedårsagerne til at de islandske
landnamsmænd (og deres efterkommere) måtte søge
udenlandske forbindelser, og da var det naturligvis
først og fremmest Norge, de måtte ty til; dér kunde
de få nok af, hvad de manglede — som oftest da — .
Dér havde de slægtninge og venner at henvende sig
til. Men især var det den norske konge, der her
kom til at spille den storste rolle for Islænderne, da
det stod til ham at lette dem deres ærinde eller også
hindre det. Og så får man netop det morsomme
særsyn, at medens disse kraftige hovdinger forlod
Norge for at undgå at have noget med kongen at
gore, søgte deres efterkommere århundreder igennem
netop venskab med de norske konger. Trang til
ydre forbindelser drev altså Islænderne på en måde
tilbage til Norge. Men også andre motiver var med-
virkende. Lysten, til at høre om og sporge nyt fra
deres slægtninge i Norge har uden tvivl fra først af
ført flere ud på rejser. Om enkelte hedder det, at
de så og så ofte drog til Norge for at deltage i de
oflFergilder og sammenkomster, som de var vant fil
fra barnsben af; så fast hang de ved deres gamle
hjem. At forholdene førte det med sig, at de, som
købmænd og som vikinger, også besøgte andre lande
i øst og i vest, vides af mange beretninger. En
kaldes Holmgårdsfarer, en anden Hlymreksfarer osv.
På den anden side varede det ikke længe, for Nord-
mændene opdagede, at det var fordelagtigt at foretage
handelsrejser til Island. Da vejen var så lang, over.
vintrede de i reglen her, også fordi de behøvede
længere tid end den korte sommer til at afsætte
deres varer og indkassere betalingen derfor. Der var

Digitized by VjOOQ IC

206

således fra første færd af skabt en ypperlig forbind-
else mellem Island og Norge, og derigennem den
bedste betingelse for, at Islænderne, uagtet de var så
langt af led, dog ikke behøvede at føle sig så iso-
lerede og udestængte som de ellers vilde have været
— og hvad de faktisk flere århundreder senere blev — .
De kunde særdeles godt følge med udenlandske be-
givenheder, ikke mindst de norske og nordiske over-
hovedet.

Bortset fra den lyst at høre noget nyt om andre,
nærmere og Qau-nere. boende, som af naturen er ned-
lagt i menneskets bryst, havde Islænderne særlige
grunde til at sporge, og de gjorde det grundig fra
først til sidst. Det havde også været skik i Norge
selv fra umindelige tider; de enkelte stammer var
på mange måder isolerede og det var derfor uund-
gåligt at de udfrittede og havde lyst til at sporge nyt
fra hinanden. Endvidere havde Nordmændene fra
gammel tid af sagn om helte og udmærkede fyrster.
Disse sagn forplantedes ved den mundtlige fortælling
fra den ene til den anden, fra det ene slægtled til
det andet. Allerede ved den historiske tids begyndelse
er man berettiget til at forudsætte en sum af denslags
sagn, ja, man tor gå videre. Der har allerede den-
gang eksisteret sådanne mænd, som af egen lyst inter-
esserede sig for sagn, samlede dem og genfortalte
dem; vi kommer her op til pulir'nes virksomhed.
Sådanne mænd kaldtes allerede i det 9. årh. frodir,
sagn- og saga-kyndige mænd. Det ses klart af Tjod-
olfs Ynglingatal, og, hvis Fagrskinnas ene bearbejder
har ret, fandtes der i det 9. årh. i Norge en mand,
der hed Dagr, med tilnavnet »den frode«. At der på
Island senere kom en hel stab af denslags mænd og
kvinder, vil senere ses. Af hvad der således var
samlet i Norge kom sikkert også noget til Island og
vævedes der ind i gamle dunkle sagnminder.

Digitized by VjOOQ IC

207

Hvad der gores til genstand for fortælling mand
og mand i mellem er og har altid været de ydre,
så at sige håndgribelige begivenheder, først og frem-
mest kampe, drab, uår og lign., der var egnet til at go re
indtryk på sjælen. Derimod fortælles der ikke om
indre tilstande, kulturelle forhold, samfundsforhold
og lignende. Det var ikke forhold, der kunde af-
vinde nogen interesse.

Islænderne havde, som sagt, den rigeste leilighed
til at følge begivenhederne i Norge og det var af
. virkelig betydning for dem, f. eks. altid at vide hvem
der var konge dér, hvorledes partiforholdene var osv.
Hvorledes det gik til på Island var derimod Nord-
mændene den ligegyldigste sag. Ser man på for-
holdene i Norge og på Island i det 9. og 10. årh.,
så forefaldt der så at sige slag i slag begivenheder,
den ene mere mindeværdig end den anden lige fra
Haralds landserobring og ned til, lad os sige, Olaf
Tryggvasons fald i Svolderslaget. Der var kampe og
kongefald i Norge, der var forsøg på at indføre kristen-
dommen (længe for Olaf Tryggvason), der var uår
af meget trykkende art; der var berommelige tog til
lands og til vands og meget mere. På Island var der
ikke mindre uro. Det var disse kraftige mænd dér
umuligt af holde fred; det var som deres ubændig-
hed nu fik lyst og lejlighed til at udfolde sig i al sin
vælde. Fejder og blodhævn, overfald og drab af en-
hver art, indebrænding og så videre hørte til dagens
orden. For Islænderne selv var alt dette minde-
værdige begivenheder, som de enkelte slægter tildels
var stolte af og som de opbevarede i hukommelsen
i lange tider. At de huskede indvandringen, denne
hovedbegivenhed, og mange dertil knyttede begiven-
heder, er kun hvad der var at vænte. Fremdeles er
det en selvfølge, at alt dette, både de udenlandske
(norske og foruden disse tillige alt hvad der vidstes

Digitized by VjOOQ IC

208

om de andre nordiske lande) og de indenlandske
tildragelser fortaltes fra mand til mand, fra bygd til
bygd allerede straks i det 10. årh. Havde en Islænder
været udenlands, personlig deltaget i tog og kampe,
var det jo af dobbelt interesse for ham og hans
nærmeste slægt, og han fortalte sikkert tit og gærne
derom, ja, undertiden lod han dem endogså skære
i træ, som hin Torkel håk, hvis det er historisk,
hvad Njåla fortæller deronv

Hvad Norge angår, fortsattes begivenhedernes
gang videre; det 11. årh. er lige så rigt på viglige
tildragelser, ialfald ned til 1066, som det 10.; Olaf
d. helliges, Magnus d. godes, Harald hårdrådes tider
er begivenhedsmættede. Da var forholdene blevne
anderledes på Island. Uroen var afløst af ro, kamp-
ene af processer, kan man vistnok med en vis ret
sige. Ialfald er tiden efter omkr. 1020 aldeles over-
vejende fredelig og det er den i omtrent hundred
år uafbrudt. Slægtfejderne var holdt op, de udmær-
kede hovdinger, verdslige så vel som gejstlige, har
direkte og indirekte gjort ende på dem. Der fore-
falder ingen sådanne store begivenheder, der vækker
storre opmærksomhed, sætter sporgelysten i spænd-
ing. Enkelte drab hist og her betød jo intet. Hvor-
vidt kristendommen har nogen direkte andel i dette
kan være ret tvivlsomt. Imidlertid er det her ikke
så meget grunden som de faktiske forhold, det drejer
sig om. Men hvad der er påpeget^ har den storste
betydning for den islandske historieskrivning og dens
udvikling.

Islændernes forbindelse med de vestlige lande
var ikke ringe ; men hvilken rolle de spiller for forud-
sætningerne for den islandske sagaskrivning er mere
end tvivlsomt. Mærkeligt er det at se, hvor liden
rolle disse lande overhovedet indtager i den islandske
tradition. Hvad får man gennem den at vide om

Digitized by VjOOQ IC

209

disse vestlige lande — bortset fra Orknøerne? Især om
Irland ? Kun ganske få og usammenhængende stum-
per og brokker, og det endda af temlig ringe værdi.
Det samme gælder Syderøerne og Man, hvor der
dog var nordiske kolonier og, senere, riger, samt en
ikke ringe kultur. Dette tilhører imidlertid for storste
delen tiden efter det 10. årh.; deri ligger forklaringen
af, at disse riger fik en så ringe betydning for Island.
Man har i den seneste tid søgt at hævde betydningen
af Irland, den irske kultur, den irske »saga« — som
man endogså har vovet at kalde de irske historiske
skrifter, trods den store og iojnefaldende forskel —
for den islandske sagalitteratur. Hvis der overhovedet
er noget om dette, sikkert er det, at den skrevne
isl. sagalitteratur kun indirekte kan have noget at
skaffe med Irland. Netop da den begyndte, var for-
bindelsen med Irland så godt som ingen, og den
blev senere endnu ringere. Sammenligningen mellem
de irske historiske skrifter og den islandske saga
viser langt storre og flere uligheder end ligheder og
disse sidste består kun i, hvad al historieskrivning,
ligegyldigt hvor, har at opvise af indbyrdes slægt-
skab. Noget mere uligt end den isl. sagas korte,
knappe stil f. eks. og den irske fortællings svulmende
ordrigdom kan ikke tænkes.

Det er omtalt, hvor meget historisk stof der i
det 10. årh. havde samlet sig på Island og i Norge
og som fremdeles blev ved at opstå her. Der er
peget på, at i begyndelsen af det 11. årh. forandredes
tiderne på Island og fik en overvejende fredelig ka-
raktery og denne fredstid varede til langt ind i det
12. årh. En sommer på altinget sås, hedder det, kun
en eneste »stålhue«; dette var naturligvis en und-
tagelse; derfor bogføres det; men det giver dog et
ret talende vink i det hele. I denne tid var forbind-
elsen med udlandet lige så rig som den altid havde

u

Digitized by VjOOQ IC

210

været. I slutningen af det 11. årh. var der, som ud-
trykkelig angivet, i Trondhjem på engang samlet
over 300 Islændere. — Islænderne levede nu beskæf-
tigede med deres landbrug og øvrige næringsveje,
handel med fremmede lande osv., eller med rent
fredelige sysler. De fik ro og tid til at skue tilbage
på den forbigangne tid. Begivenhederne i det 9. og
10. årh. blev nu af stor og omfattende betydning for
dem. Disse tiders mænd, deres egne forfædre, og
deres bedrifter i ind- og udland blev nu genstand
for stolt omtale. I enhver slægt landet rundt levede
der glansfulde minder om dem, og det ikke blot af
åndelig art, fortællingerne om dem, men også hånd-
gribelige minder var tilstede, som sværd, skjolde, ringe
eller andre kostbarheder, hvortil der knyttede sig mind-
er og anekdoter, om hvorledes de var skaffede tilveje
ved kamp eller erhværvede som fyrstegaver. Der var
fremdeles i mange slægter opbevarede digte og vers,
og til disse var der ligeledes knyttet små fortæl-
linger. Enhver familje kunde således have mere
eller mindre at fortælle om faderen, bedstefaderen
eller oldefaderen, og jo storre sansen blev for alle
disse minder, desto storre blev den omhu, hvormed
man hægede om dem. Disse minder fik under-
tiden en mere almindelig karakter; de kunde gribe
ind i hinanden, flettes ind i hinanden, hvorved to
eller flere familjers minder kunde forbindes. Der
havde måske været kampe imellem dem; de dertil
knyttede begivenheder kunde endog udstrækkes til at
gælde hele bygden. Her var der fælles minder, der
endogså kunde få et så at sige håndgribeligt grund-
lag og støtte ved de stedsnavne, der var dannede på
grund af de forefaldne kampe og fald. Sålænge
en dal f. eks. hed Mannafallsdalr^ måtte et sådant
navn vedligeholde mindet om hvad dér var sket.
Enhver fremmed, der besøgte egnen og hørte navnet.

Digitized by VjOOQ IC

211

måtte uvilkårlig komme til atsporge: »hvem var det,
der faldt dér« osv. Sådanne stedsnavne findes der i
hobetal. Dette kunde ikke ske i Norge og af gode
grunde. På Island derimod var alt nyt, og steds-
navne skulde først efterhånden gives. Alt dette er
ikke konstruktioner, men den skære virkelighed.
Allerede ved midten af det 11. årh. er man i stand
til at pege på et overmåde stort historisk stof på Is-
land. Og her må atter skjaldene mindes, hvis hoved-
opgave netop var at samle på dette og digte derom.
Ireres digte benyttedes til almindelig underholdning
og der kendes, som for bemærket, skjalde, der sam-
lede dem af særlig interesse. Desuden var der også
andre, både mænd og kvinder, der i det 11. årh.
samlede storre eller mindre grupper af de om-
talte familjetraditioner og andet historisk stof og
knyttede dem sammen, hvor det lod sig gore. Således
opstod der mænd, der af interesse var historikere og
historiske samlere, og som naturligvis ved lejligheder
kunde underholde folk med deres kundskaber og
sprede dem til flere. Disse mænd kaldtes i reglen
frodir menn; omkr. 1100, lidt for og efter, haves det
særsyn i den isl. litteraturhistorie, at der netop ved
den tid findes flere mænd med det tillægsord som
tilnavn. Dette findes ellers kun undtagelsesvis.
Atter deri haves et fuldgyldigt bevis for det omtalte
forhold. Ved det nævnte tidspunkt kan man uden
overdrivelse sige, at rundt onikring på Island var
der opsamlet og ordnet historisk stof omtrent i et
sådant omfang, som det nogensinde fik, historisk stof
både fra udland og indland. Og det tor forudsættes,
at ikke alene sansen derfor, men også kendskabet
dertil var ret almindeligt. Det, der bidrog dertil, var
de mange sammenkomster i årets løb, hvor folk i et
stort antal mødtes og spurgte hinanden om nj't, og
hvor endogså en eller flere ligefrem kunde stå frem

14*

OF THE

UNIVERSITY

r. "^^ ^ J DigitizedbyGoOQle

212

og underholde hele forsamlingen med et sammen-
hængende foredrag om historiske begivenheder. Én
forsamling må her i en særlig grad fremhæves, nem-
lig altinget. Dettes betydning for den islandske
sagas udvikling kan i det hele næppe overdrives.
Her mødte folk i hundred-, ja tusindvis, fra alle
landets, endogså de fjæ.meste egne. Her var de
samlede i 14 dage og havde således den rigeste lej-
lighed til gensidig at fortælle hinanden. Af hele
denne skare var der forholdsvis få, der var optagne
af deres retslige pligter som lovgivere, som dommere',,
som vidner. Hele den øvrige skare havde god tid
til at underholde sig ved samtaler, ved lege og hvad
der ellers kunde hittes på. I de stille, dejlige, lyse
sommeraftener er det sikkert ikke sjælden sket, at
man flokkedes om en enkelt, der kunde fortælle, og
lyttede til hans ord, liggende magelig henstrakt i
græsset osv. Herom haves et så klart og oplysende
eksempel som ønskeligt. Ved midten af det 11. årh.
kom en ung Islænder til kong Harald hårdrådes hird
og flk lov at opholde sig ved den mod at fortælle
for hirden om aftenen, når det ønskedes; han havde
nemlig på sporgsmålet, om han besad nogen fær-
dighed, svaret, at han kunde fortælle. Han under-
holdt nu hirden hele efteråret med sine fortællinger,,
men da det lakkede mod jul, blev han påfaldende
tavs og indesluttet. Kongen mærkede dette og spurgte,,
hvad der var i vejen; endelig fik man det ud af ham,,
at hans historiske stof var så at sige opbrugt, og nu
havde han kun én fortælling tilbage og den kunde
han ikke give til bedste. Det var fortællingen om
kongens egen udfærd, d. v. s. kongens tog og bedrifler
i Syden. Men det var netop denne, kongen havde
mest lyst til at høre; denne sagde så, at Islænderen
skulde fortælle denne som sædvanlig, men han skulde
mage det så, at den kunde holde julen ud. Islænd-

Digitized by VjOOQ IC

213

eren fortalte så hver aften stykke efter stykke af
denne fortælling; mange anså det for dristigt, men
kongen skal bagefter have udtalt, at det hele var
fuldt korrekt; men da han spurgte, hvor han havde
fået alt det fra, svarede Islænderen — og det er det,
der i denne forbindelse har storst betydning — , at
han hver sommer plejede at ride til altinget og dér
havde han hørt Haldor Snorrason — som selv havde
deltaget i kongens tog i Syden — fortælle alt dette.
Han havde altså været en meget opmærksom og lære-
nem tilhører. Dette sikkert fuldt historiske eksempel
kaster et lys, som ikke kunde være klarere, over det
hele — både m. h. t. altingets betydning og m. h. t.
spredningen og udbredelsen af historiske kundskaber
fra mand til mand, fra slægtled til slægtled, og ud
over landet. Allerede i det 10. årh. red man til al-
tinget mest for at høre nyt; udtrykkelig siges dette
om Egill Skallagrimsson. Kom en købmand eller en
fremragende mand til landet ved altingets begyndelse,
begav han sig straks derhen; dér måtte han straks
fortælle alt, hvad han vidste; da glemte man under-
tiden alt, hvad man havde for, og stimlede sammen
om den ankomne. Herom haves flere direkte oplys-
ninger.

Det er nu skildret, hvorledes begivenhederne
udviklede sig, hvorledes det historiske stof formede
sig, og hvorledes interessen for det af sig selv måtte
opstå, samt hvorledes den mundtlige fortælling ganske
naturlig udsprang deraf. Det er ikke muligt at indse,
hvad man her egenlig skal med nogen anden for-
klaring; det er ikke let at se, hvad f. eks. keltisk
historieskrivning skulde have med alt dette at gore.
På intet som helst punkt trænges der til nogen sådan
langvejs fra hæntet forklaring. Ganske naturligt og
skridt for skridt kan den islandske historiske for-
tællings historiske udvikling forstås og forklares

Digitized by VjOOQ IC

214

som rent hjemlig, udsprungen af historiske forhold
og med sin rod endogså helt oppe i de ældste tiders
forhold i Norge.

Ved 1100 bar så godt som alt historisk stof, der
indtil den tid forelå, været samlet. De mænd med
historiske kundskaber, der kendes fra denne tid, for-
tjæner at nævnes. Der kendes mange historiske
hjemmelsmænd, men her er det særlig mænd med
tilnavnet frode, der kommer i betragtning ; der er da
Finnbogi fréSi, Kolskeggr fréSi (fra østlandet),
Brandr prior fréSi (fra vestlandet) — foruden
Are og Sæmund. Endvidere kaldes Turid, Haldor
Snorrasons søster (d. 1112), meget klog og i besid-
delse af sandfærdige kundskaber (oljiigfråd). Præsten
Ingimund var »frod« og fortalte godt historier.

Disse og sikkert mange flere — man lægge mærke
til Åres navngivne hjemmelsmænd — var fortrinsvis
traditionens samlere og bærere, de nærmeste forgæng-
ere for sagaskriverne i det følgende århundrede.

Sporger man nu, hvorledes denne mundtlige for-
tælling var beskaffen, kan man kun svare med for-
modninger, begrundede på almindelige betragtninger.
At den for det første har bestået af storre og mindre
grupper, er givet. Af fortællingen om Islænderen
ses, at f eks. Haralds udfærdssaga da var samlet til
et hele. Men hvorvidt f. eks. en islandsk slægtsaga
da har foreligget som et hele, er overmåde tvivlsomt ;
kun for de korteres vedkommende kunde det antages
at være tilfældet. Nok så stor en betydning har
sporgsmålet om denne traditions værd m. h. t. hist-
orisk pålidelighed. Atter her kunde man pege på,
hvad Harald sagde til Islænderen, forudsat at de ord
er historiske. Der var i det hele mange udmærkede
betingelser til stede for at traditionen kunde være
rigtig.

For det første er tidsafstanden forholdsvis ringe

Digitized by VjOOQ IC

215

Der er jo kun godt og vel et århundrede, hojst halv-
andet, for de historiske samlere ved midten af det
11. årh. Mellem dem og landets bebyggelse behøver
man ikke at forudsætte mere end 2 — 3 mellemled.
En 20-årig mand kan have oplevet altingets oprettelse
930; 50 år senere kan han, 70 år gammel, have for-
talt det til en da 20-årig mand; af ham kan det 50
år efter været berettet til en anden, altså 1030. Der
findes lignende forhold i det 11.-— 12. årh.; sml. hvad
Are (f. 1067) fortæller om sig selv og sin fosterfader
Hallr, der i sin ungdom var Olaf d. helliges handels-
fælle. Allerede dette forhold er tillidvækkende. Her-
til kommer, at det hele åndelige liv — og livet over-
hovedet — i de tider var overniåde simpelt og lidet
broget. Man kunde så at sige midtsamle sig om
et enkelt åndsindhold; dette var historisk og så
at sige intet andet. Netop derfor var også den al-
mindelige hukommelse så meget bedre og i og for
sig egnet til at opbevare dette lidet brogede indhold;
i sådanne tider, hvor skrift og optegnelse var ukendt,
blev hukommelsen i samme grad skærpet og styrket.
Der er således god grund til at tro på muligheden
af, at beretninger om begivenheder kunde bevares
nogenlunde uforfalskede lange tider igennem. Senere
tiders, endogså nutidige, forhold på Island kan kun
tjæne til at bekræfte dette. Skjaldekvadene afgav
desuden i mange henseender udmærkede støttepunkter.
Alt dette taler meget fordelagtig for, at den mundt-
lige fortællings indhold i den første halvdel af det
11. årh. var eller kunde være meget pålideligt, og det
var netop dette indhold, som de frode mænd omkr.
1100 samlede. Hertil kommer, at der i det 12. årh.
overhovedet gor sig gældende en sandhedskærlighed
og lyst til at skælne mellem sandt og usandt, der
ofte kommer tilsyne, og sansen herfor har sikkert
ikke været mindre i det 11. årh. Netop hos de frode

Digitized by VjOOQ IC

216

mænd måtte den og kritikken skærpes ved deres be-
skæftigelse med det store stof og de mulig tilstede-
værende modsigelser.'

Som for bemærket var slægtkundskaber (slægt-
registre, hvis form dog ikke nærmere kan bestemmes ;
om de har været nøgne navne eller med historiske
bemærkninger iblandede er uvist) noget af det første,
der blev optegnet. Dette er ikke påfaldende; det var
netop den gamle hævdelse af slægten som sådan, der
her træder frem. Det er disse slægtregistre, der dan-
ner grundlaget for sagaen, og de er den røde tråd,
der går igennem dem. Så fulgte Åres skrifter, og
den egenlige sagaskrivnings tidsrum er, som det straks
vil ses, den sidste halvdel af det 12. årh.

Are frode skrev i sin første Islændingebog både
om norske og islandske forhold, i sin sidste sLojfede
han helt de norske. Fra senere tider kendes forfat-
ternavne som Eirikr Oddsson, der omkr. 1170
skrev om Norges historie i tidsrummet 1130 — 61;
abbed Karl Jonsson skrev Sverres historie til omkr.
1184; hægge behandlede altså deres samtidshistorie.
Samtidig med den sidste forfattede munken Oddr
Snorrason Olaf Tryggvasons historie. Og under-
søger man de såkaldte samlingsværker, hvoraf det
ældste Ågrip selv hidrører fra slutningen af det 12.
årh., viser det sig, at de forudsætter enkeltsagaer om
de norske fyrster, hele rækken igennem så at sige;
af den ældste saga om Olaf d. hellige fra noget efter
midten af det 12. årh. haves rester. Ved 1200 forelå
der således en sagamæssig fremstilling af Norges
historie fra og med Halfdan svarte ned til kong
Sverre. På grundlag heraf havde endogså en norsk
gejstlig skrevet en kort fremstilling på latin til 1130.
Men også sagaer om norske kolonier, om Orknøernes
jarler, om Færøerne, ligeledes en saga om de danske
sagnkonger, forelå færdige ved år 1200.

Digitized by VjOOQ IC

217

Hvad Island selv angår, vilde det under disse
omstændigheder være mærkeligt, om ikke også sagaer
om islandske hovdinger og begivenheder blev for-
fattede. For at dette i virkeligheden er sket, fore-
ligger der afgorende beviser. Der er for det første en
direkte udtalelse af »Sturlungas« samler, der ganske
vist lyder lidt forskelligt i de to håndskrifter af det
nævnte værk, men meningen er ens i hægge; det
hedder her: »Så godt som alle de sagaer, der er fore-
gåede her på Island, var skrevne, for biskop Brand
Sæmundsson døde« (o: for 1201); i det andet hånd-
skr. lyder sætningen: »Så godt som alle de sagaer,
der var foregåede på Island for biskop Br. S. døde,
var (o: var blevne, også for Br. døde) skrevne«.
Tanken i hægge sætninger er absolut den samme.
Dette vidnesbyrd er sikkert velbegrundet; det hid-
rører fra en kyndig mand i slutningen af det 13.
årh., og det bestyrkes — ikke blot ved det naturlige
deri i og for sig selv, men også — ved forskellige
andre forhold. Forskellige sagaer indeholder enkelte
notitser og hentydninger (f. eks. til personer i
det 12. årh.) af en sådan art, at de vilde være lidet
forståelige i den sidste halvdel af 13. årh. f. eks.
Disse sagaers stil og fremstilling står fuldkommen
på hojde med de sagaværkers, der kendes fra tiden
for 1200, eller den klassiske tid. Fremdeles haves
håndskriftsbrudstykker af enkelte af dem (f. eks.
Egilss., Laxdælas.), der fører længere tilbage end
omkr. 1250. Ved 1200 kendes aldeles bestemt sagaer
om islandske biskopper i det 12. årh., hvilket har
stor betydning. Endelig — og det er måske det vig-
tigste — forudsætter Landnåmabok i den skikkelse,
den formentlig har haft ved år 1220, en hel del sagaer,
både direkte (ved at nævne dem) og indirekte ved at
indeholde uddrag af dem, og det ikke alene af kendte,
men også tabte sagaer. Der er således ikke den

Digitized by VjOOQ IC

218

ringeste grund til at betvivle, at »de fleste Islænder-
sagaer« forelå nedskrevne ved overgangen til det 13.
årh. Den videre udvikling vil senere omtales.

M. h. t. hvad der har givet den egenlige anledning
til dette forfatterskab eller, om man vil, nedskrivning,
er der kun formodninger at anstille. Atter her bliver
keltiske forhold fremdragne til forklaring ; det hævdes,
at kendskab til og påvirkning fra den gamle irske
litteratui: har haft afgorende betydning. Og dog er
det netop dette, der ligger alier Qærnest; det er i virke-
ligheden at gå over bækken for at hænte vand, rent
bortset fra at Islændernes kendskab til og forståelse
af irsk litteratur i det 12. årh. er grebet ud af luften;
direkte forbindelser med Irland var dengang, så vidt
kilderne viser, af forsvindende omfang. I og for sig
behøves intet andet til forklaring end den levende
interesse for historie og sagn, som i et helt århund-
rede havde været så vågen; optegnelsen af lovene
1117 — 18 viser, at man havde en levende følelse af,
hvor langt lettere det var at bevare det gamle hukom-
melsesstof usvækket og uforfalsket, hvis det fæstnedes
til bogen; at overføre denne betragtning på det hist-
oriske stof, er lige til og simpelt nok. Det er den
selvsamme stræben efter 1100 som for, der således
gor sig gældende, at samle og bevare, blot med en
langt storre tryghedsfølelse nu end for. At bevidst-
heden om og kendskabet til fremmede (latinske)
bøger, som jo fra det 11. årh. af var kendt i landet,
har kunnet have en betydning for den islandske ned-
skrivning, vilde det være hojst naturligt at antage; at
præster som Sæmund og Are derigennem kan have
fået idéen til at nedlægge deres kundskaber i bøger,
er meget naturligt. Men udover en sådan antagelse
behøver man ikke at ty til indviklede og Qærntliggende
hypoteser. Alligevel er denne overgang fra den mundt-
lige fortælling til den skriftlige optegnelse en bedrift,

Digitized by VjOOQ IC

219

og det en sådan, hvis mage intet andet germansk
folkeslag kan opvise.

Et andet hovedsporgsmål, men af ulige vanske-
ligere art, er det: hvorledes er forholdet mellem den
mundtlige overlevering for og ved 1100 og de ned-
skrevne sagaer? Dette sporgsmål gælder både de
norske kongers sagaer, og de isl. slægtsagaer, disse
måske dog især. I al almindelighed følger det af
sagens natur, at hovedmængden af sagaernes stof
må bero på den gamle tradition, hvilket bestyrkes
for de sagaers vedkommende, der har ægte vers af
hovedpersonerne. Dernæst fremgår det af flere sagaers
ejendommelige udtryksmåder. Der hentydes ofte til
den gamle tradition og undertiden endogså til af-
vigende fremstillinger, endogså på temlig underord-
nede punkter. Direkte hjemmelsmænd anføres just
ikke i slægtsagaerne, derimod ofte i de andre sagaer,
for ikke at tale om Are frode, der netop for så godt
som alt, hvad han meddeler, anfører hjemmels-
mænd med en grundighed og samvittighedsfuldhed,
der er af den hojeste betydning netop i denne for-
bindelse. Are viser derved sin ubetingede respekt
for og hensyntagen til det overleverede og hvad der
måtte være sandfærdigt. Det var en lykke for den
islandske historieskrivning, at have en sådan mand
i spidsen; han var og blev mønstret for alle dem,
der efter ham beskæftigede sig med sagaskrivning.
Hans kritik og sandhedskærlighed måtte virke på
efterfølgerne, og det er slet ingen tvivl om, at den
har gjort det efter en udstrakt målestok. Frygten for
andres kritik måtte desuden have sin betydning. Lige-
som skjaldene ikke havde vovet at opdigte kendsgær-
ninger, lige så lidt har sagaforfatterne dristet sig der-
til. Lysten til at skrive historiske romaner udenom
det i traditionen givne grundlag må betragtes som
ikke tilstedeværende og umulig i den tid, der her

Digitized by VjOOQ IC

220

er tale om. Sagaernes mange enkeltheder, beskrivel-
ser eller hentydninger til tilstande og kulturgenstande,
der ikke stemmede med det 12. århs., — hvad der
på flere måder kan eftervises og hvad der endogså
flere gange bemærkes i sagaerne selv — , alt dette
taler for en meget noje forbindelse mellem tradition-
en og den skrevne saga. Noget, skont forholdsvis
lidet af det hele uhyre sagastof, er man istand til at
bevise er rigtigt ved hjælp af andre, uafhængige
kilder, men den storste del af sagaernes indhold er
dog således, at dets rigtighed ikke på den måde lader
sig bevise. Det bemærkedes for, at slægtsagaerne
ikke anfører hjemmelsmænd. En enkelt, og det en
meget interessant afvigelse er der herfra; den findes
i slutningen af Dropløgssonnernes saga og lyder:
»Torvald (el. Torkel; en son af Grim Dropløgson,
d. omkr., 1005) havde en son, der hed Ingjald, hans
son hed Torvald, som fortalte denne sagac Den sidste
Torvald må have levet omkr. 1100 — 30; derfor må
han være nævnet her som hjemmelsmand; næppe
er han nedskriveren. Denne oplysning er såre værdi-
fuld. Af den kunde der ganske vist drages en mere
almindelig slutning.

I denne forbindelse har disse sagaers anonymitet
sin betydning. Den kan næppe forklares anderledes
end som en negativ tilkendegivelse af, at her ikke
var om noget selvstændigt åndsarbejde at gore, men
kun en optegnelse af hvad der fra en eller flere sider
blev givet samleren eller optegneren. Forfatterne
har altså ikke betragtet sig" som egenlige forfattere
(hvad f. eks. Eirikr, Oddr og Snorre vistnok har gjort),
blot som modtagere, samlere og skrivere. Forholdet
er noget lignende som ved Eddadigtene. En anden
sag er det, om deres betragtning er rigtig eller svar-
ende til vore begreber om forfatterskab, og det er
den næppe.

Digitized by VjOOQ IC

221

Man har villet gore gældende, at fremstilling og
stil var så folkelig, at sagaen af den grund måtte
stå den mundtlige fortælling så nær, at den som hel-
hed måtte betragtes som direkte hæntet fra den mundt-
lige tradition, og at de, der optegnede sagaer, ikke
har behøvet at gore meget ved dem og heller ikke
gjort det. Der skal ikke gores nogen indvending
imod stilens folkelighed; men den kan forklares
på en anden måde. Der er måske heller ikke så
megen indvending at gore imod at de mindre, kortere
sagaer, der så at sige udgor et fast afsluttet hele, hvor
det ene led knyttes ganske noje til det andet og synes
altid at måtte have gjort dette, for det meste kunde
ligefrem være nedskrevne i deres mundtlige form.
Jfr. den anførte bemærkning fra Dropløgsonnernes
saga. Men hvad de storre sagaer angår, hvor stoffet
er stort og ikke altid således sammenhængende som
i de nævnte mindre sagaer, men mere, hvad man
kunde kalde, episodisk og hvor der er en mængde op-
trædende personer, dér er det ganske umuligt at
tænke sig, at alt det skulde i den mundtlige over-
levering have dannet et hele, som kun væntede på
en nedskriver. Hertil hører sådanne sagaer som Eyi'-
byggja, Laxdæla, osv., for ikke at tale om Njåla.
Her er der kun én udvej mulig og den er, at en
mand, lad os kalde ham forfatteren, har båret sig så-
ledes ad som man gor det nutildags, at han fra for-
skellige hold og hos forskellige personer har søgt og
fået stoffet efterhånden samlet og så stillet det sammen,
således som han fandt det mest logisk og rimeligt.
At også de mindre sagaer er blevne således til, er i
grunden det rimeligste. Der synes ingen grund at
være til at nægte disse samlere og nedskrivere for-
fatternavnet og tillægge dem en noget storre selv-
stændighed end de måske selv har ment at kunne
gore krav på. Det forholder sig også ved et nærmere

Digitized by VjOOQ IC

222

eftersyn således, at de enkelte sagaer ikke har det
samme forfatterpræg. Hvis de umiddelbart hidrørte
fra traditionen, kunde man næppe forudsætte eller
vænte nogen særlig individualitet; men det er netop
en sådan, man opdager, ialfald for flere sagaers ved-
kommende. Én interesserer sig for gamle skikke og
oldtidsinstitutioner, våben og lign., en anden særlig
for stedsnavne, deres oprindelse og forklaring, en
tredje for retsvæsen osv., og det tit og ofte på en så
udpræget måde, at der kun kan være tale om specielle
forfatterinteresser. Det er måske også mere nærlig-
gende at tiltro den slags mænd den kritiske virksom-
hed, der kommer til syne, end de frode mænd, der
var traditionens bærere eller samlere, skont de be-
mærkninger, der her sigtes til, godt kunde hidrøre
fra dem; det må indrommes.

Der er overhovedet al grund til at gå ud fra, at
man her har med virkehge forfattere at gore, ofte
med særlige interesser. Men det synes tillige at
måtte betrages som sikkert, at deres forhold til og
afhængighed af traditionen har været meget intim;
de vilde heller ikke fortælle andet end hvad der for
dem var godt afhjemlet, og idet de benyttede moders-
målet måtte de skrive dette som de selv talte det
og som deres folkelige hjemmelsmænd talte det; noget
andet sprog eksisterede der simpelthen ikke. Saga-
sproget, bogsproget, blev nødvendigvis, til at begjmde
med, det gamle folkelige fortællingssprog med hele
dets yndefulde farve og instinktive umiddelbare ud-
tryksklang både i ordenes ordning, i sætningforbindel-
sen og det hele.

Sporges der så : hvad var det for mænd, der sam-
lede og skrev sagaer? så bliver sporgsmålet endnu
vanskeligere. De forfatternavne, der kendes, indeholder
intet afgorende. Are og Sæmund (der jo skrev på
latin) var gejstlige, Karl abbed ligeledes, for ikke at

Digitized by VjOOQ IC

223

tale om Oddr og Gunnlaugr (der også begge skrev
på latin). På den anden side var Eirikr snarest, skont
intet i så henseende meddeles, en lægmand; og det
var også, i 13. årh., både Snorre og Sturla. Det er
meget muligt, at sagaernes forfattere har været læg-
mænd, men der er dog meget, der taler for at de
har været folk, der tilhørte den gejstlige stand eller
havde fået en gejstlig uddannelse. For det første tor
man ikke gå udfra, at så overmåde mange lægmænd
i det 12. årh. har kunnet skrive eller benytte pen og
blæk; det er først blevet almindeligt senere, i det 13.
og 14. årh., hvis det nogensinde overhovedet er blevet
almindeligt; dette kunde der være grund til at be-
tvivle. Men lægmænd kunde jo have benyttet gejst-
lige som skrivere, hvad Snorre ganske sikkert har
gjort. Men dernæst indeholder sagaerne, så godt
som uden undtagelse, mere eller mindre bestemte an-
tydninger af forfatterens nære forhold til tro og reli-
giøsitet; dette må dog snarere forudsætte gejstlige for-
fattere end lægmænd; i enkelte tilfælde må det ind-
rammes, at de lige så godt kan hidrøre fra de sidste;
men ofte har de en ejendommelig farve. Hvis det
er gejstlige, der har forfattet disse sagaer, er det dog
ikke i kraft af deres kirkelige uddannelse, men fordi
de, tiltrods for denne, var og blev folkets horn, der
så at sige ikke på nogen måde udskilte sig som en
stand, hævet over folket. Atter her kunde man hen-
vise til den islandske gejstligheds folkelighed endnu
i vore dage. Herimod kan man ikke indvende, at
mænd som Oddr og Gunnlaugr bevislig har skrevet
på en ganske anden måde end sagaernes forfattere.
Ti disse mænd er sprænglærde klostergejstlige, fulde
af middelalderlig latinlærdom og velkendte med frem-
mede gejstlige skrifter, som de søger at kappes med
og efterligne. Især gaélder dette den sidstnævnte.
Hans svulst og svada er ganske vist himmelvidt borte

Digitized by VjOOQ IC

224

fra sagaens stil. Havde Oddr skrevet på sit moders-
mål, er det ikke sikkert, om han havde fjærnet sig
så stærkt derfra. Til gengæld kan man henvise til
gejstlige som Are og Karl, der endda var abbed.
Uagtet de ikke således øser af den folkelige tradition,
som sagaernes forfattere formentlig har gjort, er netop
deres fremstilling i den grad præget af folkelighed,
at vidste man ikke bedre, kunde man særdeles vel
tænke sig at de havde bægge to været brave læg-
mænd.

Det er for blevet antydet som mulighed, at be-
vidstheden om fremmede (latinske) skrifter ikke har
været uden betydning for den isl. historieskrivnings
oprindelse. Det kan også anføres her som en mulig-
hed, at oprettelsen af klostre på Island kan have
haft betydning for sagaskrivningen. Det første isl.
kloster blev stiftet på Tingøre (Hunavatnssyssel,
Nordlandet) 1133, Munketværåkloster (i ØQorden)
1155, Tykkvebøklostret (på Sydlandet) 1168, Flatø-
klostret 1172, dette flyttedes 1184 til Helgafell (på
SneQeldsnæs). Disse klostre ligger så at sige lige i
sagagruppernes centrer, og det vilde være let at tænke
sig en åndelig forbindelse og påvirkning. Derfor be-
høver man ikke at antage, at nogen saga ligefrem er
skreven i disse klostre, og der er næppe tvivl om,
at sagalitteraturen var kommen i stand uden dem.

Hvad den islandske sagaskrivning i det 13. årh.
angår, kendes også her kun nogle få navne på for-
fattere, som Snorre, Sturla, Styrme. Den egenlige ori-
ginalsagaskrivning var forbi, men der fortsattes på
en meget frodig måde, blot lidt anderledes. Man sam-
ler, omarbejder og bearbejder ældre værker, hvor-
ved der unægtelig fremkommer udmærkede skrifter.
Allerede i slutningen af det 12. årh. var de norske
kongers enkeltsagaer bleven samlede til et hele, men
i en meget forkortet skikkelse og uden nogen indre

Digitized by VjOOQ IC

225

kunstnerisk sammenknytning (Agrip). Dette fort-
sattes med Morkinskinna-bearbej delsen (omkr. 1220)
fra og med Magnus d. gode til Sverre, med Fagr-
skinna-bearbejdelsen (omkr. 1240, Halfdan svarte
til Sverre) og endelig med Snorres alle andre over-
strålende Heimskringla (omkr. 1220 — 30), hvis ind-
hold gik helt tilbage til den grå sagntid, et værk,
som ganske vist grundedes på de samme kilder som
de andre, men som ved opfattelse og selvstændighed
indtager en hædersplads for sig. Sturla forfattede de
sidste kongesagaer, dem om kong Hakon d. gamle
og Magnus lagaboter; hullet mellem kong Sverre og
Hakon blev også udfyldt; således blev hele den lange
række ubrudt. Også blev en samlet saga om de
danske konger skreven (omkr. 1260), Knytlingasaga.

Hvad islandske æmner angår, blev der omkr.
1200 skrevet udmærkede bispesagaer (de 5 første
Skalholtske biskopper og flere); det var for så vidt
en fortsættelse af en del af Åres bog. Landnåma-
b6k blev samlet til det hele, man nu kender, og i øvrigt
flere gange bearbejdet i løbet af århundredet ; den er
af en omfattende betydning. Et par andre — origi-
nale — sagaer blev skrevne om personer og begiven-
heder i det 12. og 13. årh. Atter kommer vi til Sturla,
der nu skrev en samlet fremstilling af det 13. århs.
historie omtr. til 1260. Det er interessant at lægge
mærke til at Sturla ligesom Are skriver både om
Norge og Island, men således at medens hin skrev
kort og om bægge lande i én bog, skrev denne så
at sige kæmpeværker, om bægge lande, hvert for sig.
Der ligger en betegnende udvikling imellem. Atter
blev de forskellige sagaer om personer i 12. og 13.
årh. samlede, den nuværende Sturlungasamling, hvor
dog Sturla mulig har medvirket eller givet et eks-
empel.

I det foran anførte sted fra den nævnte samling

15

Digitized by VjOOQ IC

226

hed det, at de fleste Islændersagaer var skrevne fdr
1201. Heri ligger at forfatteren har kendt andre
senere sagaer; disses tilværelse bekræftes på andre
måder. I den sidste halvdel af det 13. årh. er nye
slægtsagaer bleven forfattede, især hvor der fandtes
mundtlige traditioner i nogenlunde samlet tilstand, der
af en eller anden grund endnu ikke var bogførte;
disse traditioner ses at have været af en anden art
end de gamle, nemlig meget forvanskede og afblegede.
Disse originalsagaer står meget tilbage for dem fra
den klassiske tid, undtagen måske med hensyn til
stilen, der i det hele er god, men naturligvis noget
anderledes end i den klassiske tid. I enkelte til-
fælde, hvor den gamle originalsaga var tabt, blev en
ny forfattet efter hukommelsen og muligvis endnu
levende bygdetraditioner og da af den samme art som
de sidst omtalte.

I det 13. århs. sidste halvdel begynder man og-
så at optegne de såkaldte fornaldarsagaer, men
hoved mængden af disse tilhører dog vistnok det 14.
årh., ialfald i deres nuværende form. Endelig skal
her blot anføres, at annalskrivningen først be-
gynder omkr. 1280; det meste deraf tilhører også det
14. årh. Det er værdt at lægge mærke til den om-
stændighed, hvor sent denne art af historieskriv-
ning opstår. Længe for end Islands sagalitteratur
opstod, havde der eksisteret annalskrivning i udland-
et, både på fastlandet (på latin) og i England (dels
på latin, dels i modersmålet). Hvis en stærk på-
virkning, især fra Vesten, og efterligningslyst på Is-
land havde fundet sted, hvor er det så muligt, at
annalskrivningen ikke for er begyndt på Island, især
når man ved, at i Danmark var den begyndt allerede
i 12. årh.

Til alt det foregående kan endnu fojes den store

Digitized by VjOOQ IC

227

oversættelseslitteratur, for det meste efter latinske
originaler, dels fra 12. og dels fra 13. årh.

Om norsk litteratur kan henvises til det særlige
afsnit derom.

En anden slags bearbejdelse end den for om-
talte må her til slutning kort nævnes. Den består i
at de originale værker af afskrivere eller kyndige
samlere udvides med et ikke for bogført stof; der
skabes ikke derved nye skrifter, men kun udvidelser,
der tillige er forvanskninger af det oprindelige, godt
byggede, logisk sammenhængende hele. I enkelte til-
fælde er dog disse udvidelser af stilistisk art, og det er
næsten værre. Da originalværkerne i reglen er tabte,
volder netop denne bearbejdelsesmåde store, vanske-
ligheder m. h. t. litterær-kritiske undersøgelser. Saga-
erne var unavngivne og betragtedes som allemands
fælleseje; det*samme gjaldt dog også f. eks. Snorres
Heimskringla. Den litterære ejendomsret respekter-
edes ikke det mindste.

Al denne bearbejdelse viser, at sansen for det
tætsluttede, logisk byggede sagahele, for sagaen som
én mands kunstværk, ikke mere eksisterede for be-
arbejderne og samlerne; for dem gjaldt det netop om
at få så meget stof ophobet som muligt, om den for-
bindende tråd end var nok så tynd. Lad qp nu kort
se på de oprindelige sagaer — der eksisterer dog
heldigvis flere sådanne, der tillader en fuldstændig
dom om dem og deres art, en dom som med det
samme får en videre betydning.

Sagaerne — og der tænkes især på slægtsaga-
eme — er af forskellig art og udstrækning. Flere
er kun en enkelt hovedpersons biografi. Der gores
kortelig rede for denne persons oprindelse og her-
komst; slægtregistre er meget korte og der findes
kun lidt om slægtens forhistorie. Så fortælles der
videre indtil den begivenhed forefalder, der så at sige

15*

Digitized by VjOOQ IC

228

skaber sagaen ; til den er alt det øvrige logisk knyttet,
det ene led følger af det andet og griber ind i det
andet; her er en ubrudt årsagsforbindelse fra først
til sidst, sagaen ét organisk, harmonisk afrundet hele.
Ingen uvedkommende episoder, ingen personer, der
ikke strængt taget hører med, findes, ikke et ord er
for meget. Dernæst er der sagaer, der er længere,
udførligere, der ganske vist er eller bliver en enkelt-
mands saga, men hvor der udførlig fortælles om hans
forfædre, fader og bedstefader, deres indvandring
osv. Det bliver en hel slægtsaga, der så spænder
over måske godt og vel et århundrede (fra indvand-
ringen til omkr. 1000 eller endogså lidt ind i det 11.
årh.). I øvrigt har disse sagaer de samme gode egen-
skaber som de førstnævnte. Jo flere personer, der
her optræder, og jo mere slægtens skæbne er knyttet
til andre slægters, desmere kan sagaen blive et-
slags bygdesaga. Endnu mere gælder dette den
tredje slags, hvor der ganske vist er tale om hoved-
slægter og indenfor disse atter om fremragende hoved-
personer, men hvor sagastoffet dog ikke danner et
logisk og kavsalt sammenhængende hele. Her falder
indholdet i episoder, i mindre afsnit, hvor det ene
ikke er afhængigt af det andet, skont personerne del-
vis er de^ samme. Disse sagaer bliver bygdesagaer,
ja kan endogså kaste lys over forhold og personer
langt ud over den snævre bygd. Til sammen udgor
de alle omtrent en lands-saga for det tidsrum de
handler om og det mere end i én henseende. Uagtet
de ikke ligefrem går ud på at beskrive kulturtilstande,
er det dog muligt ved deres indirekte og tilfældige
meddelelser at opbygge en islandsk kulturhistorie så
at sige på ethvert samfundsområde; i så henseende
er sagaerne en uudtommelig guldgrube. Og deres
deraf følgende betydning gælder ikke blot for Island
men også tildels for hele Norden, ja den gælder på

Digitized by VjOOQ IC

229

mange punkter for den germanske oldkultur i det
hele. Der er ikke få direkte berøringspunkter mellem
deres antydninger og Tacitus' gamle skildring fra
1. årh. e. Kr.

Indholdet er trods megen lighed dog meget for-
skelligartet. Nogle sagaer handler om elskov mellem to
unge mennesker og de deraf opståede konflikter; deres
ulykkelige kærlighed bliver grundmotivet og det be-
vægende led i helheden. De elskende får ikke hin-
anden, og dette, der syntes at være en regel, førte
til den opfattelse, der får sit udtryk — ganske vist
meget senere — i Skåldhelgarimur, hvor det hedder,
at virkelig, gensidig elskov ikke kan føre til et lykke-
ligt ægteskab. Andre sagaer er drabs- og hævnsagaer,
hvor hovedpersonerne, skont i grunden brave og
sjæleligt sunde mennesker, ved omstaendighedernes
(skæbnens) magt drives ud i drab og misgærninger,
bliver udstødt af samfundet og må leve som fredløse,
flakke omkring, hjulpne af enkelte, efterstræbte af
deres Q ender indtil det lykkedes at få bugt med dem.
Atter andre er kraftige hovdingers saga, der for-
tæller om disses bedrifter og forhold til andre hov-
dinger; også dér forekommer tragiske begivenheder,
drab, mordbrand, kampe osv. Gennemgående er
sagaerne tragiske af karakter, og som sådanne billeder
af livet som det i de tider levedes og måtte udfolde
sig. Om de mennesker, der levede fredelig på deres
gårde, optagne af deres daglige materielle stræv, og som
døde mætte af dage — om dem gaves der ingen saga,
om dem var der intet at fortælle; de er og var
navnløse.

De norske kongers sagaer er biografier, hvor
kongernes vigtigste bedrifter, tog og kampe, berettes i
tidsfølgeorden, og skiller sig for så vidt ikke synder-
lig fra slægtsagaerne. De er fortalte Hgefrem; først
hos Snorre hæver de sig til kunstneriske mester-

Digitized by VjOOQ IC

230

stykker med bevidst skildrede karakterer og de per-
sonlige mål, de enkelte konger satte sig, så vidt det
overhovedet var muligt at påvise sådanne.

Som for bemærket behøvedes der ikke meget til
at sagaforfatteren hurtig indså, hvor stor en historisk
betydning og beviskraft de fyrstelige skjaldedigte
havde ; det måtte så at sige komme af sig selv. Ingen
historiker kunde overhovedet komme uden om dem.
Allerede Are anfører et lille vers, men ifølge hele
hans skrifts indhold og art var det ham i øvrigt umu-
ligt at benytte skjaldekvad. Derimod ses sådanne
at være rigelig benyttede i det ældste på islandsk
skrevne værk om en norsk konge, der overhovedet
kendes, nemlig den ældste Olafssaga helga. Mulig-
vis er det denne, som er bleven de senere sagaers
forbillede i så henseende, også for slægtsagaerne;
men det må ikke glemmes, at sammen med disses
indhold var de gamle skjaldes kvad ofte bevarede
netop som kærnen i fortællingerne enkeltvis. Hvad
der således allerede forlængst eksisterede i den mundt-
lige tradition var det naturligt at beholde og fæstne
ved skriftens hjælp. På dette punkt at henvise til
irske forbilleder er atter ganske unødvendigt; hos
Kelterne findes ganske vist blanding af vers og prosa,
men der er dog ved nærmere eftersyn en forskel på
brugen af vers i de keltiske skrifter. Hvad de isl.
slægtsagaer angår, er der nogle, der er uden vers; disse
er således ikke nogen absolut bestanddel af en saga;
heller ikke i kongesagaerne; så snart som den sam-
tidige historie begynder, holder man op med at anføre
vers (jfr. foran 171—72). At versene i slægtsagaerne
i regelen er ægte, ses dels af indre kriterier, dels af at
de ofte ikke stemmer helt med det i prosaen fortalte.

I sagaerne ser man alle sociale lag — så vidt
som der overhovedet er tale om sådanne — repræ-
senterede og det i en meget rigelig grad, både mænd

Digitized by VjOOQ IC

231

og kvinder — i alle aldere. Man ser de optrædende per-
soner livligt og anskueligt i al deres goren og laden,
ord og handling, uagtet der ingensteds gives lange
og indviklede skildringer af deres psykologi. Deres
sindsstemning og sjælelige væsen udtaler sig indirekte
i deres optræden; undertiden kendetegnes det ved et
eller andet ydre træk, skitten-farve, klædedragt og
lign. Om den sorgbetyngede Egill fortælles det, at
hans legeme svulmede således op, at klæderne ræv-
nede; det er det ydre, der således giver en meget
anskuelig antydning af det indre. Utallige eksem-
pler findes på sådanne træk; ja de findes så at sige
på hver side. Det er denne friskhed, denne strålende
livagtighed, der allevegne vækker den hojeste be-
undring. Men det er kun den ene side af sagen,
Den anden er den, at de forskellige^ personer og karak-
terer er alle individuelt særtegnede; enhver har sit
åndelige fysiognomi, hvorved han skilles ud fra alle
andre. Sagaernes hovdinger kan på en måde klassi-
ficeres, og dog er de aldrig ens indenfor enhver
gruppe. Således også med kvinderne. Dette forhold
kan ikke stærkt nok fremhæves, men det vilde
føre for vidt at komme nærmere ind på det her.
Disse sagapersoner indtager en slående modsætning
til de typiske sagnhelte i Eddakvadene; det beror
på forskellen i det historiske grundlag. Men dette
forhold har netop sin afgorende betydning for sagaer-
nes historiske troværdighed. Dette særpræg over alle
de optrædende personer, denne totale mangel på en
almindelig type, er den bedste borgen for, at karak-
tererne er rigtig fastholdte fra først af gennem tradi-
tionen og lige så rigtig gået over i de skrevne sagaer;
derved belyses den intime forbindelse mellem tra-
dition og saga. Hvis sagaerne var mere eller mindre
digtning, vilde man netop have fået typer og al-
mindelig holdte skildringer af typisk art, noget som

Digitized by VjOOQ IC

232

netop kan iagttages i de senere sagaer fra den sidste
del af det 13. årh.

Hvad der her er sagt om personerne, gælder og-
så i samme grad om begivenhederne selv.

Fremstillingen er helt igennem rolig og objektiv.
Aldrig mærkes forfatteren eller fortælleren direkte;
der tindes aldrig i ægte sagaer betragtninger af nogen
som helst art. En forfatter-pegepind af den art, som
moderne forfattere på skolemestervis så stærkt be-
nytter, er ukendt i sagaerne, og dog er alt her så lyst
og klart; det er mesterskabets solskinsbelysning, der
er udbredt over del hele. Det gor den klare, knappe
fortællestil, den i bedste forstand folkelige fortælle-
måde, der råder; det gor den blanding af direkte for-
tælling og samtaleform, der så hyppig og uvilkårlig
benyttes. Det er hef ved at karaktererne kommer til at
springe frem som i relieff og hvorved det hele bliver
så livfuldt og anskueligt. Sagastilen — og den er
ikke ret meget forskellig i de forskellige sagaer, i
nogle som Njåla måske noget mere retorisk end i
andre — er bekendt for sin knaphed, sin prunkiøs-
hed, sin naturlighed. Ordenes stilling er meget lige-
frem, men ofte får de dog noget anden ordning end
den allersimpleste; det beror på den talendes stem-
ning i ojeblikket; den indre varme bevirker en sær-
lig betoning og denne betinger atter en omflytning,
således at de stærkest betonede ord kommer til deres
fulde psykologiske ret, hvad de ikke vilde gore, hvis
ordfølgen skulde være den simplest mulige. Dette
må man noje lægge mærke til under læsningen, og
det er ikke vanskeligt. Men først da kommer læs-
ningens egenlige nydelse i stand.

Selv om den islandske saga ikke havde andre
fortrin end disse: den mesterlige personskildring og
den mesterlige stil, vilde de være tilstrækkelige til at
sikre den en fremragende og fortjænt plads i verdens-

Digitized by VjOOQ IC

233

litteraturen. Men den har utvivlsomt andre og flere
fortrin af historisk og kulturhistorisk art især. Alt
tyder på, at dens værd i så henseende er ganske be-
tydelig, selv om et eller andet er urimeligt eller uhist-
orisk; i det hele og store er der liden grund til at
tvivle om det fortaltes rigtighed, ialfald hvad tiden ved
og efter 900 angår. Derfor er det fuldkommen be-
rettiget at sporge om en sagas historiske pålidelighed
og stille det sporgsmål blandt de første.

ISLANDS HISTORIE.

Af navngivne forfattere i det 12. årh. er der kun
én, nemlig

Ari '|>6rgilsson, prestr, enn fr68i. Hvad
der vides om denne mærkelige mand, findes så godt
som alt i hans eget historiske skrift; bag ved dette
findes også hans eget slægtregister, der tildels falder
sammen med de norske kongers (Ynglingeslægten).
Hans fader Torgils var en son af Gellir, og dennes
fader var den fra Laxdæla kendte hovding J>orkell
Eyjolfsson, gift med Gudrun Osvifrsdatter. Åres mod-
er var en datterdatter af Torstein Sidu-Hallsson. Ari
tilhørte således landets bedste slægter og er født
1067. Da hans fader druknede, kom Are først til sin
bedstefader og derpå, da denne døde 1073, til den
gamle hovding, Hallr ^orarinsson i Haukadalr (kort
fra Geysir). Det var denne Hallr, som havde været
Olaf d. helliges handelsfælle og som huskede, at
Tangbrand havde døbt ham 3 år gammel. Han sad
inde med et helt århundreds viden, så at sige på
første hånd. Han døde 1090. Sammen med Are
voksede også Teit, biskop Isleifs son, op i Haukadal,
og det synes, som om der har været et særligt ven-
skabsforhold mellem ham og Are. Are anfører ham

Digitized by VjOOQ IC

234

som sin hjemmelsmand; uden tvivl var det Hallr.
fra hvem Teit havde sin viden. Her på Haukadal
har Are studeret til præst; han regnes til »de meget
ansete mænd, som var vel lærte og viede«. Ellers
vides desværre intet om Åres senere liv indtil han
døde 9. november 1148. Han var en god ven af
landets bedste og lærdeste mænd, biskopperne, Sæ-
mund frode og mange andre. Are var sikkert aldrig
udenlands, og han synes aldrig at have deltaget i
landets styrelse som gode, uagtet han formodes at
have besiddet en del af et godord. Hos eftertiden blev
Åres ry uforminsket; Snorre kalder ham »overmåde
vis og af en udmærket hukommelse,« hvis »fortælling
er den vigtigste af alle«. Der har heller aldrig været
nogen, der har forsøgt at rokke ved Åres litterære
anseelse. Hvorledes han som menneske har været,
vides jo ikke,- men hans egne personlige bemærkninger
vidner på det smukkeste om hans redelighed og be-
skedenhed.

Heldigvis ved man god besked om Åres forfat-
tervirksomhed ; han giver selv derom fortræffelige op-
lysninger. Han siger, at han først har skrevet en
> Islænderbog«, Islendingabok (dette er en bogstavelig
oversættelse af den latinske titel, Are har brugt, og
som findes over det 1. kapitel: Libellus Islandorum)
for biskopperne. Torlak og Ketil, som han har vist
den, og Sæmund præst; »men da det behagede dem
at have det således eller at tilfoje noget«, så skrev
Are en anden. De nævnte lærde har altså ønsket,
at bogen skulde være som den var, men har ment
at der dog kunde tilfojes noget; hvad dette har været,
vides ikke; men så tilfojerAre: »jeg skrev denne bog
på samme måde, men uden ættetal og kongers
liv og tilfojede det, som jeg senere fik kundskab om,
og som nu er udførligere fortalt i denne end i hin«.
Det er heraf klart, for det første, at der i den 1. ud-

Digitized by VjOOQ IC

235

gave fandtes et »ættetal« og »kongers liv«, som Are
har udskilt, vistnok fordi han kom til erkendelse af,
at sådanne æmner lå udenfor hans egenlige æmnes
rammer. Det er umuHgt nu at afgore, hvori Ⱦtte-
tallet« og (de norske) »kongers liv« bestod; det sidste
var vel en kortfattet, skematisk fremstilling af de norske
kongers regeringstid, altså kronologiske, og mulig
nogle mindre, historiske bemærkninger. Desværre er
den ældre Islænderbog helt tabt. Men den er bleven
benyttet af andre yngre historieskrivere og det er
den, der sigtes til, når Are citeres, og det forekommer
ikke sjælden. Han anføres som hjemmelsmand for
angivelser angående norske fyrsters regeringstid og
lign. og dernæst for lignende angivelser angående
islandsk personalhistorie (især personer fra landnams-
tiden), slægtskabsforhold og lign. Disse henvisninger
passer fortræffelig på den ældre bog. Derimod findes
der ikke henvisninger til den yngre Islænderbog,
hvad grunden så end kan være. Denne bogs begynd-
else består af 3 småstykker; det første er Åres rede-
gorelse for hans to bøger, der så godt som helt er
ovenfor anført; det andet indeholder Harald hårfagers
slægtregister, vistnok bevaret fra den ældre bog og
det fordi kap. 1 begynder med at nævne Harald;
det er således af en forberedende, oplysende art; det
3. stykke er et kapitelregister — hvorefter det egen-
lige skrift tager sin begyndelse. Det består af 10
kapitler, hvori der gives en oversigt over Islands
historie fra landnamstiden af og indtil 1120. Det 1.
kap. handler om Islands bebyggelse med nojagtig
tidsangivelse; i tilslutning hertil anføres i k. 2 4 af
de vigtigste landnamsmænd, én for hver fjærding.
Derpå fortælles om Ulfljot og hans love i k. 3, om
altingets oprettelse og altingsstedets valg. I tilslut-
ning hertil nævnes de to første lovsigemænd og deres
funktionstid. I kap. 4 giver Are en oplysning om en

Digitized by VjOOQ IC

236

vigtig forbedring af den islandske kalender efter råd.
af Torstein surt. I k. 5 fortælles om en tingstrid, der
førte til et vigtigt forslag om en forandring i proces-
væsenet og i forbindelse dermed til en inddeling af
landet i fjærdinger. De næste to lovsigemænd næv-
nes. I k. 6 meddeles Gronlands opdagelse, i k. 7
Islands kristning på foranstaltning af Kong Olaf
Tryggvason. K. 8 meddeler navnene på udenlandske*
biskopper, der havde opholdt sig på Island, og de 5
næste, lovsigemænd. 9. og 10. kap. handler hoved-
sagelig om de to første biskopper, Isleif og Gizur;
lovsigemandsrækken føres ned til Bergtor Hrafnsson
(til 1122) og Gudmund Torgeirsson (1122—34). Kap.
10 ender med ordene »Her sluttes denne bog«.

Der er meget at sige om Åres bog. Hvad der
først og fremmest falder i ojnene er det sikre blik,
hvorved stoffet er valgt og ordnet. Det er i virkelig-
heden de vigtigste hovedpunkter i landets historie,
som Are har givet. Dernæst søger han kronologisk
ved årstal og andre data at tidsfæste begivenhederne,
og her er lovsigemændenes række af overordenlig
betydning. For det tredje lægger man mærke til
Åres nojagtige og omhyggelige redegorelse for hans
kilder. Så godt som alt henføres til pålidelige også
ellers kendte mænd og kvinder; deriblandt indtager
Hallr og Teitr den første plads; skjalden Markus
Skeggjason var hjemmelsmand for hele lovsigemands-
rækken; dennes bedstefader huskede den anden lov-
sigemand; således anfører Are ikke alene sin hjem-
melsmand, men begrunder også dennes viden. Åres
farbroder var hjemmel for Gronlands bebyggelse, men
han havde fået sin viden fra en mand, som selv
deltog i Erik den rødes opdagelse af landet. Og så-
ledes videre. Der er i alt 9 hjemmelsmænd. Desuden
hentyder Are til en almindelig tradition. Der er kun
3 stykker, som Are ikke anfører hjemmelsmænd for,

Digitized by VjOOQ IC

237

men det ligger meget nær at antage, at de også hio-
rører fra nogle af de navngivne.

Ligesom Are således har stræbt at gore sit lille
skrift så pålideligt som muligt, er der heller ingen
tvivl om, at det er lykkedes ham ; hvert eneste ord i
hans fremstilling er sandt; der er ingen begrundet
tvivl mulig. Hans absolute sans for kritisk historisk
objektivitet og søgen efter historisk sandhed træder
frem på ethvert punkt og får sit direkte udtryk i
slutningsordene af det alier første stykke (det eneste,
der ikke for blev anført i sin sammenhæng); de
lyder: »men hvad der så end kan være berettet fejl
i disse kundskaber (o: historiske beretninger), er det
en pligt, hellere at vælge det, der viser sig at være
rigtigst«. Uagtet dette er selvfølgelige ord i og for
sig, er det velgorende at høre den første forfatter
være så klar og så redelig i sin historiske forskning.
Åres metode er fuldt ud videnskabelig i rent moderne
forstand — intet mindre. Hvad hans fremstilling
angår, er den lige så mesterlig. Der er en ægte gam-
meldags kraft og kærnefuldhed i udtrykket; kortfat-
tet er han naturligvis nok; dog er hans fremstilling
f. eks. i kap. 7, 9 og 10 ret fyldig; han refererer
Torgeirs tale 1000, omtaler ret udførlig Hjalte
Skeggjason og anfører endogså den kvædling. hvorfor,
han landsforvistes. I stilistisk henseende kan Are
egenlig ikke siges at have lagt an på nogen særlig
knaphed. Hans stil er noget tung på sine steder og
sætningsbygningen noget indviklet, hvad der er na-
turligt nok, men ingensinde bliver han dunkel. Han
omtaler et par gange sig selv; det er nærmest for at
vise, hvorledes han er kommen i berøring med så
udmærkede hjemmelsmænd, muHg også for at antyde,
hvorledes han er kommen ind på sit historiske
studium. — Det var som bemærket en uvurderlig lykke
for den islandske historieskrivning at have en så ud-

Digitized by VjOOQ IC

238

mærket banebryder; ham skylder de senere sagaer
måske mere, end man nu er i stand til at påvise;
men respekten for sandhed og kritisk vurdering af
traditionen har de senere forfattere lært af.Are.

Når skriftet er forfattet er vanskeligt med be-
stemthed at sige. Som nævnt anføres Gudmund Tor-
geirsson som den sidste lovsigemand ; efter det skulde
det være afsluttet kort efter 1134. Men der er grundet
formodning om, at denne lovsigemands nævnelse
beror på en senere tilfojelse (af Are selv eller en
anden) ; i det første af de to tilfojede stykker (hvorom
straks mere) hedder det om biskop Torlak: »som nu
er biskop i Skalholt«; han døde 1133; der er al
grund til at antage, at ikke blot dette stykke, men
også Islænderbogen er skrevet for dette sidste år. I
grunden behøver dog kun antallet af Gudmunds år
at være tilfojet. Bogen kan antages et være skreven
i tidsrummet 1122 (biskop Ketils tiltrædelsesår) til
1130.

Efter bogens afslutning findes to tillæg, som de
kunde kaldes. Det første er de første (tre) Skalholt-
ske og (to) Holumske biskoppers slægtregister, der
føres op til landnamsmænd og -kvinder. Det andet
består af »Ynglingemes og BredeQordsmændenes«,
d. V. s. Åres eget slægtregister; det slutter med ord-
ene: »men jeg hedder Are«. Det begynder med
»Tyrkernes konge Yngve« ; i visse henseender afviger
denne genealogi fra Tjodolfs i Ynglingatal (jfr. foran
s. 99).

Andre skrifter kendes ikke af Are. Der er dog
grunde, der taler for at en fortegnelse over islandske
præster fra 1143 hidrører fra ham. Selv er han ikke
optaget deri. Denne fortegnelse afsluttes med en
notits om biskop Ketils død 1145 — »det fortalte bi-
skop Magnus . . til Are frode«.

Digitized by VjOOQ IC

239

ISLANDSKE SLÆGTSAGAER.

Den rækkefølge, i hvilken disse sagaer skulde
omtales, kunde være forskelligartet. De kunde ordnes
efter indholdets art og hovedpersonernes væsen, men
dette vilde dog have sine vanskeligheder. Den topo-
grafiske ordning har unægtelig noget mekanisk ud-
vortes ved sig, men den har alligevel sine fordele,
og den vil blive benyttet her. Vi vil da begynde
omtrent ved grænsen mellem sydlandet og vestlandet,
og derpå gå videre mod vest og nord og landet rundt.
Den første saga, der da møder, er

Egils saga Skallagrimssonar. Den fortæller
udførlig om Egill, især om hans udenlandsrejser og
de på dem forefaldne begivenheder; derimod dvæler
den mindre ved begivenheder på Island, undt. til
slutning, hvor der fortælles om Torstein Egils son.
Men sagaen indeholder meget mere, nemlig en ud-
førlig beretning om slægtens norske .medlemmer
fra og med den gamle Kveldulfr af og dennes to
sonner Torolf og Skallagrim. Torolf blev kong Har-
alds håndgangne mand, men blev bagvasket af to
brødre, der mente sig forurettede af ham, og senere
dræbt af Harald selv. Herved lagdes grunden til den
langvarige fejde mellem de to ætter, Kveldulfs og
den norske kongeslægt, der går som en rød tråd gen-
nem hele sagaen, lige ned til slutningen, hvor det
fortælles, at Skule Torsteins son, skjalden, var på
Barden hos Erik jarl imod kong Olaf i Svolderslaget.
Kveldulfs og Skallagrims udvandring og den sidstes
landtagning og liv på Island omtales udførlig. Sagaen
giver i anledning af disse og andre begivenheder ud-
mærkede bidrag af kulturhistorisk art både vedrør-
ende Norge og Island, bidrag, hvis pålidelighed er
hævet over enhver tvivl. Også kaster sagaen et klart
lys over norske retsforhold i det 10. årh., over ru-

Digitized by VjOOQ IC

240

nernes brug og meget mere. Dens historiske og kul-
turhiistoriske betydning er meget fremragende. De
angreb, der er bleven rettede mod denne saga især,
har vist sig at være meget løse og uberettigede. Lige
så stor en betydning har sagaen ved sin fortræffelige,
logiske sammensætning, ved sin uovertræffelige stil
og fremstilling og ikke mindre ved sin persontegning.
Der er mange pg meget forskellige personer og ka-
rakterer, der her optræder; men alle er de så skarpt
skårne, så individuelt-ejendommeligt skildrede, at
det er en fryd. Man skal lede længe efter sådanne
persontegninger som dem, der f. eks. findes på en-
gang i beretningen om Egils Værmlandstog. Sagaens
kilder er slægtens traditioner og Egils digte og vers,
hvoraf der findes mange; nogle uægte vers findes
deriblandt, mærkeligt nok. Om de tilhører sagaens
ældste form er vanskeligt at sige; helt er den ikke
bevaret i sin ældste skikkelse; på den anden side
har den heller ikke undergået nogen synderlige æn-
dringer eller interpolationer. Den er sikkert ikke
yngre end fra tiden ved 1200, snarere noget ældre;
præsten Skapte nævnes som hjemmelsmand; han
levede ved midten af det 12. årh. Derfor er det mere
end tvivlsomt, hvorvidt Snorre har nogen andel i
sagaen; man har endogså villet gore ham til dens
forfatter. Vist er det, at forfatteren er vel kendt med
sagaens islandske skueplads; han kender den ud og
ind, og har sikkert på en eller anden måde været
knyttet til Egils slægt. Som bemærket er sagaen i
det hele meget pålidelig ; kun angående begivenheder
i England i den første fjærdedel af det 10 årh. er
den mindre vel underrettet; der blander forf. åben-
bart og let forståeligt to slag sammen (det er dog
vistnok ikke hans, men traditionens, fejl).

Nær til Egils saga slutter sig Gunnlaugssaga
ormstungu, idet den danner en kronologisk fort-

Digitized by VjOOQ IC

241

sættelse deraf. I øvrigt er de i indhold hojst ulige.
Gunnlaugssaga er en elskovshistorie fremfor alle andre.
Den kvindelige hovedperson er Egils sonnedatter,
Helga den fagre; hun ogGunnlaugr elsker hinanden,
og han fæster hende, rejser derpå udenlands, men
bliver længere borte end han skulde. Helga bort-
giftes, mod sin vilje, til Hrafn Onundsson, en skjald,
som Gunnlaugr havde krænket i kong Olaf den sven-
skes hal. Deraf tvekampe mellem de to medbejlere;
den sidste stod i Norge; Hrafn faldt, men først efter
at han, mod tro og love, havde givet Gunnlaugr
ulivssår. »Han undte ham ikke Helga den fagres
favntag«. Til slutning fortælles Helgas egen tragiske
skæbne og død med Gunnlaugs-gaven, den prægtige
kappe, for sine ojne; gennem den mindedes hun ham.
Sagaen er en af de korteste, men også en af de skon-
neste. Man forbavses over, at vore forfædre har
rådet over så bløde stemninger, som der her træder
frem, men de kendes mange andre steder fra. Sagaen
er et mesterværk i enhver henseende. Kompositionen
er fast og simpel ; med velberegnet kunst og virknings-
fuldt anføres i begyndelsen en drom, Torstein, Hel-
gas fader, skal have haft; men denne drom er sagaen
selv i dens kærne. Den spænder over et ganske
ringe åremål, kortere end nogen anden saga. Den er
uden tvivl forfattet i hovedpersonernes hjemstavn —
og på grundlag af udmærkede traditioner. At sagaen
begår en kronologisk fejl, er uden betydning; det er
en almindelig forekommende fejlregning m. h, t.
Sven Tveskægs død. Sagaen anfører vers af Gunn-
laugr og Hrafn og desuden et vers af Tord Kolbeins-
sons digt om Gunnlaugr (se ovf. s. 129). Sagaen er
overleveret vistnok ganske uforandret i dens oprinde-
lige skikkelse.

Til Egils saga slutter sig også Bjarnar saga
hitdælakappa, der i meget minder om Gunnlaugss;

16

Digitized by VjOOQ IC

242

den er ligesom denne en elskovshistorie. Hovedper-
sonerne her er Bjorn (se ovfr. s. 114) og Oddny
øfakkel; den 3., Oddnys mand, er Tord Kolbeinsson
(se ovf. s. 129), der har ægtet hende ikke uden svig
og falske foregivender (om sådanne var der ikke tale
i Gunnl. s.). Det ender med, at Tord dræber Bjorn,
hvorpå Oddny hliver sjælesyg og visner hen. Der
fortælles udførlig om Bjorns ophold i udlandet og
forskellige sammenstød med Tord. Sagaen er be-
drøvelig dårlig overleveret. Den findes mangelfuldt
og for det meste kun i papirsafskrifter — og det er
egenlig kun én, der duer — ; begyndelsen er tabt,
men findes i noget ældre og afpasset form i en be-
arbejdelse af Olaf d. helliges saga. Således må sag-
aen nu sammenflikkes og endda er der en lakune i
den. Efter dens nuværende form at domme er den
langt fra så godt og fast bygget som de foregående,,
og der er endel at bemærke til den, men del er
mulig overleveringens fejl. Den er meget jævnt for-
talt og er i det hele meget ukunstlet. Den til grund
liggende tradition synes i det hele at have været
meget god, men æventyrlige motiver og udsmykninger
er den ikke helt fri for; Bjorn siges at være bleven
opdraget hos Skule på Borg, men det må være en
fejl for Torstein. Den rigtige bedommelse af disse
ting er, atter på grund af overleveringen, vanskelig.
Sagaens tidsregning er åbenbart noget forvirret. I
det hele og store må sagaen dog betragtes som histo-
risk troværdig. Også den er uden tvivl forfattet på
Myrar-egnen eller i Bjorns hjemegn. Dens forfatter
har forskellige interesser; de går særlig i antikvarisk
retning, men ban interesserer sig også for retsvæsen
m. m. Sagaen grunder sig på den mundtlige over-
levering og Bjorns og Tords vers, hvoraf den anfører
mange. Som hjemmelsmand anføres en Rfinolfr
Dålksson ; denne var en præst på vestlandet ved mid~

Digitized by VjOOQ IC

243

ten af det 12. årh. Dette giver et godt fingerpeg m.
h. t. sagaens affattelsestid omkr. 1200. Ældre end
ca. 1250 var den, da den citeres i Grettiss. Mulig er
den bleven bearbejdet.

Om Har3arsaga, hvis hovedindhold foregår i
en sydligere egn, vil der senere blive talt. Der har
været en gammel saga, men af den er kun begynd-
elsen bevaret. Langt senere er den bleven helt om-
arbejdet, så at en ny saga kan siges at være opstået.
— Også Honsetoressaga, der lokalt tilhører denne
gruppe, vil senere blive behandlet.

De egenlig vestlandske sagaer er følgende:
Eyrbyggja saga, således kaldt efter en hoved-
familje på gården Eyrr; men den kunde godt kaldes
Snorre godes saga, da det dog er ham, der er dens
hovedperson fra det tidspunkt af, at han begynder
at kunne optræde. Sagaen er en af de længste og
omspænder tiden fra landnamstiden af og til Snorres
død 1031. Den omtaler £ørst landnamsmænd på
sydsiden af Bredefjorden, på Snefjældsnæssets nord-
side, hvoraf den vigtigste var Torolf Mostrarskæg;
hans son var Torstein torskebider, der druknede i
en ung alder og efterlod sig to sonner, Torgrim og
Bork ; Torgrims og Tordis', Gisle Surssons søsters, son
var Snorre. Der fortælles i begyndelsen om en inter-
essant tingstrid og i forbindelse dermed hovets hel-
lighed, der blev krænket. Efterat Snorre var bleven
voksen, bliver han, som sagt hovedpersonen, og der
fortælles om forskellige ættefejder og bygdestridig-
heder, hvoraf endel er overmåde interessant, f. eks.
striden med Torarin svarte på MåvahliS, en son af
den troldkyndige Geirrid ; hun havde en broder, goden
Arnkel, der måtte lade sit liv for Snorre. Snorre selv
beholdt sin magt og anseelse til sin dødsdag og er
en af sin tids storste og mserkeligste hovdinger. Der
fortælles morsomt om Turid på Frodå, Snorres noget

16*

Digitized by VjOOQIC

244

letsindige søster, om hendes pragtlyst og elskovs-
historie. Der fortælles om gengangere på en hojst
interessant måde; døde mænd kom hver aften til
huse, og man fandt endelig på det råd, ligefrem at
stævne dem til at blive borte, osv. Sagaen er meget
episodisk og hænger ikke sammen helt igennem ka-
pitel for kapitel. Den er meget grundig fortalt og
dens forfatter har ikke alene benyttet den mundtlige
tradition, der er hovedkilden og hvortil der ofte hen-
tydes, men også Åres værker; ligeledes skjaldekvad
som draper om indenlandske hovdinger (Snorre og
Illuge på Gilsbakke, der også optræder i sagaen) og
den nævnte Torarin svartes udmærkede vers om hans
egne forhold m. m. Her foreligger der en saga, som i
dens helhed umulig kan bero på den mundtlige tra-
dition ; den bærer, man kunde sige, den lærde gransk-
nings fulde præg. Rimeligvis er den i sin nuværende
. skikkelse noget bearbejdet og udvidet, hvilket, da den
fra først af var episodisk, så meget lettere kunde
ske. Der er næppe tvivl om, at sagaens hovedind-
hold er fuldt ud pålideligt; det støttes på flere punk-
ter ved andre kilder. Endogså i beretningen om en
proces er det bevist, at den er vel underrettet. Fra
Landnåma har den ikke hæntet noget stof; derimod
er det omvendte tilfældet. Heri — foruden i flere
andre omstændigheder — ligger et klart og bestemt
fingerpeg om sagaens tilblivelsestid. Yngre end 1200
er den ganske sikkert ikke. Forfatteren er uden tvivl
en gejstlig mand, en af disse samvittighedsfulde, fol-
kelige mænd, der kun siger, hvad de har erfaret, og
som fortæller det ligefrem og uden omsvøb; person-
skildringerne er som sædvanlig fortræffelige og for-
fatteren stiller sig ganske upartisk oveifor dem allé.
Af hovedpersonerne er særlig at lægge mærke til
Snorre og hans modstander, den ædle Arnkel; den
fortræffelige Torarin svarte er meget interessant og

Digitized by VjOOQ IC

245

klart skildret karakter; lige så tydelig er den gamle
krakiler Torolf bægefod tegnet, og mange, mange flere.
Forfatteren er selv stærkt optaget af de gamle kultur-
forhold og ret. Uden tvivl har han, der viser sig at
være udmærket stedkendt, levet i sagaens egne; han
har måske været knyttet til Helgafells kloster.

Laxdæla saga. Dette er den anden storste
saga fra vestlandet og handler om Laksdolerne, d.
V. s. den familje, der var knyttet til hdvedgården
Hoskuldstadir i Laksådalen, og til gården Hjardarholt.
Også den omspænder et lignende tidsrum som Eyr-
byggja; den begynder med landnamsk vinden Audr
den dybsindige, der førte sin slægt dels til Færøerne,
dels til Island. En af hendes nærmeste efterkommere
var Hoskuld, om hvem der udførlig fortælles. På en
udenlandsrejse købte han en trælkvinde, der viste sig
at være en irsk kongedatter, Melkorka; med hende
fik han sonnen Olaf, den senere beromte Olaf på til
Hjardarholt, der blev gift med Egill Skallagrimsons
datter. Denne og hans sonner, hvoriblandt Kjartan
var den fornemste, bliver nu sagaens hovedpersoner
på den ene side, og på den anden familjen på Laugar,
Osvifr den spake (Einar skåleglams broder) og hans
datter især, den beromte Gudrun. Sagaens sidste del
handler særlig om forholdet mellem Kjartan og Gud-
run, denne sagaernes måske mest storslåede kvinde-
karakter; det endte med Kjartans fald for hans fost-
broder Bolles hånd, der var bleven gift med Gudrun.
Sagaen er i det hele mesterlig komponeret ; den falder
ikke i afsnit som Eyrbyggja ; der går en logisk, prag-
matisk skæbnetråd gennem det hele, hvortil et sværd
er knyttet af lignende art som Tyrfing i Heidreks-
saga eller skatten i Gjukungedigtningen. Alt er om-
hyggelig motiveret. Dog findes der enkelte ujævn-
heder, man ellers ikke er vant til, pludselig opduk-
kende stedsnavne og lign. ; dette kan bero på sagaens

Digitized by VjOOQ IC

246

nuværende tilstand. Den er vistnok netop i begynd-
elsen stærkt bearbejdet, ja, man kunde tro, at be-
gyndelsen var en senere tildigtning; dens fremstilling
er historisk umulig og ganske i strid f. eks. med
Eyrbyggja (ang. Ketil flatnefr). Dette kunde forklares
ved, at begyndelsen af sagaen var gået tabt og at
man så senere fabrikerede en ny; senere vil et lig-
nende eksempel blive nævnt. Også andre steder synes
der at foreligge spor af bearbejdelse. På et punkt
hersker der overordenlig stor forvirring, nemlig m.
h. t. tidsregningen; der er mange forsyndelser mod
den; den værste af dem er vistnok den, at forfatteren,
af en vis forkærlighed for den unge Bolle Bollason
— født efter sin faders død — , endelig vil lade denne
deltage i hævnen efter faderen, der altså først skulde
være foretaget en urimelig mængde år efter drabet.
Sikkert findes der endvidere udsmykninger og uhisto-
riske beskrivelser f. eks. i beretningen om Olafs an-
komst til Irland (en beretning, som, det være i for-
bigående bemærket, viser, hvor lidet kendskab forf.
har haft til virkelige irske forhold) og flere steder.
I det hele kan det vistnok siges, at sagaen mange
gange gor indtryk af at være mere digtning end hist-
orie (jfr. f. eks. forholdet mellem Kjartan og Ingebjorg
i Norge). Dog er der næppe tvivl om, at hovedtræk-
kene er rigtige. Sagaens kilder er omtr. som Eyr-
byggjas; der er benyttede skriftlige kilder ; Are citeres
udtrykkelig (slægtregistrene i den ældre Islænder-
bog); digte har forf. kendt, men hovedsagelig er det
mundtlige fortællestof kilden; mulig har forfatteren
benyttet dette på en selvstændig, men vilkårlig måde,
i så fald vilde sagaen være temlig enestående. For-
fatteren kan med temlig stor sikkerhed betegnes som
en gejstlig mand. Han har særlig interesse for gamle
sædvaner, især retsforhold og love. Han har et absolut
nojagtigt kendskab til de egne, hvor sagaens begiven-

Digitized by VjOOQ IC

247

heder foregår; der er således ingen tvivl om, hvor
han b5r søges. Åres kritik har han visselig ikke
besiddet, men én egenskab har han ejet i fuldt mål,
ævnen til at skildre sine personer, ikke mindst de
kvindelige; med en aldrig svigtende sikkerhed tegner
han dem, hvad enten de er de blide og kvindeligt
omme som Hrefna, Kjartans hustru, en af sagaens
yndigste kvindeskikkelser, eller det er de kraftige,
lidenskabelige, hævnlystne kvinder som Gudrun, der
i meget minder om Eddadigtenes Brjmhild. Mændene
er også dygtig skildrede. Mærkeligt nok er Kjartans
karakter, så levende den end er, ikke absolut sym-
patetisk; han er gudfrygtig, efter sin omvendelse, og
på en måde ridderlig, men dog begår han en utrolig
lavhed.

Sagaen er bestemt yngre end 1184 (klostrets
oprettelse, hvortil der hentydes); på den anden side
haves brudstykker af et håndskrift, der synes at
måtte sættes til tiden for 1250. Man tager. næppe
fejl ved at ansætte den til tiden omkr. 1200. Land-
nåma er ikke benyttet.

Den såkaldte Bollapåttr, som i håndskrifterne
danner sagaens slutning, er et meget ungt produkt
(fra omkr. 1300) og meget uhistorisk.

I det inderste, nordøstlige hjorne af Bredefjorden
findes Torskafjorden. Her foregår — bortset fra de
udenlandske begivenheder — sagaen om Guld-Tore,
Gull-|>6rissaga. Den er mangelfuldt overleveret;
der findes en lakune i midten af den. Tore er en
son af landnamsmanden Oddr skrante og tilhører
således det 10. årh.s første halvdel; længere ned end
til hans død eller rettere sagt til hans forsvinden går
sagaen ikke. For så vidt er den, hvad indhold an-
går, en af de ældste og ret enestående. Tore rejser
udenlands og erhværver sig meget guld på sine tog,
— især på et af disse, ved Dumbshav ; ved at dræbe

Digitized by VjOOQ IC

248

flyvende drager kommer han i besiddelse af deres
guld, der findes gemt i en klippehule. At man her
er på den anden side af historien og inde i æven-
tyrets land er sikkert nok. Her foreligger en ud-
smykning eller, om man vil, en forvanskning af det
ægte oprindelige. I samklang med dette er det at
Tore tilsidst selv bliver et på sit guld rugende væsen.
Hvad der i øvrigt fortælles om Tores opvækst og
stridigheder med naboer på Island er langt mere
ædrueligt, og der er næppe grund til at betvivle den
historiske sandhed deraf. Desværre bevirker lakunen
at herom kan der ikke med fuld sikkerhed dommes.
Sagaen har fra først af dannet et fastbygget hele og
synes at være godt komponeret. Men den oprinde-
lige saga er vistnok bleven stærkt overarbejdet i
tidens løb. At den må tilhøre den ældste sagagruppe
fremgår deraf, at den nævnes i Landnåma, som dog
ikke har benyttet den. Den sidste udgiver mener, at
sagaen, er fra ca. 1300; det må da gælde dens nu-
værende form. Fremstillingen er meget ligefrem og
simpel. Forfatteren er udmærket stedkendt og har
særlige interesser for steder og stedsnavne. Der er
intet, der taler særlig for, at han har været gejstlig.

Den tredje hovedbord (fra syd af), der skærer
sig ind i den nordvestlige del eller halvø af Island,
de såkaldte VestfirSir, er Dyrafjord. Her er hoved-
skuepladsen for Gisle Surssons saga, Gisla saga
Siirssonar. Denne foreligger i to bearbejdelser;
dette gælder dog især begyndelsen, der er helt for-
skellig i de to hovedhåndskrifter (bearbejdelser), der
haves. Men der er ikke mindste tvivl om, hvorledes
forholdet er at opfatte. Det ene har bevaret den
ægte begyndelse ; i det andet er den et ungt fabrikat,
der dels beror på reminiscenser, dels på fri fantasi
og læsning i andre sagaer. Forklaringen heraf er
sandsynligvis den, at en mand har ejet et i begynd-

Digitized by VjOOQ IC

249

elsen defekt håndskrift og ikke kunnet få fat i et
fuldstændigt; han har så selv lavet eller fået en anden
til at lave en ny begyndelse. Selv om man ikke
havde den ægte tekst, vilde man dog kunne bedomme
den senere lavede rigtig; begyndelsen er aldeles
usagamæssig, og Gisle foretager vikingetog af fuld-
stændig skablonmæssig art. Den ægte bearbejdelse
af sagaen findes dog ikke helt i dens oprindelige
skikkelse; men det er dog kun stilen, der vistnok
her er noget ændret — håndskriftet er meget ungt —
og måske er der hist og her gjort tilfojelser; her
hjælper den anden bearbejdelse på mange punkter,
samt et lille brudstykke af et tredje håndskrift. —
Sagaens hovedindhold er kort antydet ovf. s. 117.
Dens hovedperson er skjalden Gisli Sursson og hans
trofaste og behjærtede hustru Au3r, foruden hans
søster og broderen Torkel, der er en modsætning til
Gisle, og så hans søsters mand eller mænd, brødrene
Torgrim og Borkr, samt Auds broder Véstein. Denne
dræbtes af Torgrim, der igen blev dræbt af Gisle.
Herom og om de for Gisle tragiske følger, fredløshed,
handler sagaens hovedpart; indledningen fortæller
udførlig om slægtens norske forhistorie og hvad der
gav anledning til dens udvandring til Island en lang
tid efter landnamstiden. Sagaen foregår ved og efter
midten af det 10. årh. Den er altså en fredløshedens
saga, og det af en meget interessant art. Det er en
af de smukkeste og helstøbteste sagahelheder, der
haves, hvor alt hænger på det nojeste og mest logiske
sammen. Der er en uafbrudt kæde af årsagsam-
menhæng helt igennem. Fremstillingen er i sproglig
henseende fortrinlig, og personerne, som sædvanligt,
udmærket skarpt tegnede; især bor det bemærkes, at
et par søskende, ikke voksne, er skildrede på en
henrivende og naturtro måde. -Forfatterens kilder er
traditionen og Gisles mange vers, og det lader til at

Digitized by VjOOQ IC

250

den første har været ret solid og pålidelig, uagtet der
kan påvises fejl deri; af den yngre bearbejdelse ses
dog, at der har været forskellige, omløbende sagn af
uhistorisk art, knyttede til Gisle, men disse er rime-
ligvis yngre end 1200. Yngre end 1200 er sagaen
selv sikkert ikke. Sagaen har i antikvarisk henseende,
f. eks. m. h. t. fostbroderskabet og dets indgåelse,
stor værdi. Dens forfatter røber sig på forskellig vis
som gejstlig. Han er noje stedkendt. Sagaens tids-
regning er ret god.

I egnene ved selve Isefjordsdybet begynder og
foregår endel af Fos tb ræSra saga, om fostbrødrene
Torgeir og Tormod. Denne saga, om hvis indhold der
for er givet antydning (s. 139 — 40), er en af de mærk-
eligste m. h. t. overleveringsmåden. Den findes i sin
reneste form i Hauksbék, men her mangler begynd-
elsen. Dernæst findes den i flere andre — yngre —
håndskrifter, men i disse er teksten bleven meget
mishandlet, mere eller mindre stærkt udvidet i stil-
istisk henseende (samtaler og lign.), dels episoder til-
fojede tildels af uhistorisk art; endel »lærdom« findes
også her anbragt på en enestående måde; i anledning
af at det omtales, at enhver knokkel i en mand ryst-
ede af skræk, meddeles, hvor mange knokler men-
neskets legeme består af, for ikke at tale om, at be-
arbejderen (el. bearbejderne, for der er sikkert flere)
ofte søger at blive drastisk- morsom, hvilket her vil
sige det samme som smagløs. Om Tormod findes
også i Olafssagaer en fremstilling af hans sidste
stunder; her er afvigelser fra sagaens, der viser, at
den er mindre korrekt på dette punkt. Ellers haves
ingen midler til at kontrollere sagaens indhold, men
dette synes i det hele og store at bero på en god
tradition, endogså det afsnit, der handler om Tormods
ophold i Gronland; det topografiske kendskab synes
endog mærkelig trofast bevaret. Den oprindelige

Digitized by VjOOQ IC

251

saga stammer sikkert fra tiden ved 1200. Den er
eller var godt og jævnt fortalt og med god sammen-
hæng. Forf.s kilder var traditionen og så Tormods
vers, som han dog næppe allevegne har benyttet som
korrektiv til det mundtlig fortalte. Fostbrødrenes
karakter er godt skildret.

Herefter kommer de nordlandske sagaer. På
grænsen mellem vestland og nordland er Stranda-
syssel; herfra findes ingen sagaer, men der foregår
enkelte begivenheder her, der fortælles i andre sagaer
(f. eks. Eyrbyggja).

Nordlandets vestligste egn er en stor sagaegn.
Der er Grettissaga, men den vil senere blive be-
handlet; der er Kormåkssaga, om den gælder det
samme. Endelig er der Bandamannasaga, en
lille, men interessant saga, ikke mindst fordi den
handler om begivenheder ved midten af det 11.
årh.; for så vidt er den omtrent enestående. Den
findes i to bearbejdelser; den længste er sekundær
og udvidet af den anden især i stilistisk henseende.
Hovedpersonen er den unge, opadstræbende bondeson
Oddr Ofeigsson — der også kendes fra Harald hård-
rådes saga — , en driftig købmand, der også vilde
være hovding. Oddr blev uvenner med en mand,
han betroede sit godedomme og som ikke vilde
levere det tilbage. Han anlægger sag, begår en form-
fejl og taber den til stor glæde for de andre goder,
(de mod ham sammensvorne hovdinger kaldes banda-
menn). Nu optræder Odds gamle fader, den Hstige
Ofeigr, og bestikker hovdingerne, så at sagen bliver
taget op igen og vindes, men Ofeigr snyder de penge-
begærlige hovdinger på den blodigste og — mor-
somste måde. Sagaen er fortalt jævnt og muntert;
den giver et fortræffeligt billede af de fredelige til-
stande ved midten af det 11. årh. Det er helt for-
skelligt fra de tidligere tiders. De enkelte hovdinger

Digitized by VjOOQ IC

252

karakteriseres på en træffende måde; især er Egill
Skulason fra Borg interessant; han minder endel om
sin oldefader. Ved sit humor og sit lune er sagaen, der
tilmed er ganske ublodig, overmåde tiltalende. Den
er forfattet i slutningen af det 12. årh.; en Snorre
Kålfsson, som døde 1175, nævnes deri; på den anden
side er den ældre end Grettiss.

Hallfredarsaga, om skjalden Hallfred (se ovf.
s. 124 — 27). Også det er en kort, godt sammensat saga
om den beromte skjald, bygget over mundtlig tradi-
tion og ikke mindst Hallfreds mange løse vers. Det
er en meget morsom saga, vistnok forfattet i Hall-
freds oprindelige hjemstavn, Vatsdalsegnen eller i
nærheden, næppe på sydlandet, hvor hans fader
senere blev nødt til at nedsætte sig. Sagaen har be-
roringspunkter både med Gunnlaugssaga og Vatsdæla-
saga. Den er udmærket godt fortalt og i enhver hen-
seende af en sådan art, at den må tilhøre tiden ved
1200. Den blev for storste delen optagen i Olaf
Tryggvasons saga; de her optagne stykker blev i det
14. årh. samlede og udskrevne til en særskilt saga.
Heldigvis haves tillige den oprindelige form af den.
Der er meget, der taler for, at forfatteren har tilhørt
den gejstlige stand.

Hovedsagaen fra de her pågældende egne er Vats-
dælasaga, en af de storste. Den omspænder tiden
fra landnamstiden af eller endogså for og når helt
ned til tiden omkr. 1000. Den behandler særlig en
familjes historie i fire slægtled, hvis historie dog ikke
så noje er forbundet som f. eks. i Laxdæla. Den
bliver endel episodisk, og dog går der ligesom en
skæbnetråd gennem det hele. Efter slægtens for-
islandske historie, der gives som indledning, kommer
hovedpersonen Ingimunds og hans sonners historie.
Ingimund tog den skonne Vatsdal i besiddelse og
boede på gården Hof. Blandt hans sonner var især

Digitized by VjOOQ IC

253

den vise Torstein og den kraflig-ubændige Jokull,
Grettis bedstefader. Der fortælles især om deres
virksomhed for egnens fred og sikkerhed (bekæmp-
else af skurken HroUeifr, der endogså blev den gamle
Ingimunds banemand; drab af en ugærningsmand
osv.). Det tredje slægtled betegnes ved Torsteins
unge sonner, den skonne Ingolf, hvem alle Vatsdalens
piger var forelskede i, og Gudbrand, der bægge fandt
en brat og tidlig død. Her fortælles om Ingolfs el-
skov til Hallfreds søster. Endelig er Ingimunds dat-
tersons son, Torkel krafla, hovedpersonen i den sidste
del; her er det især kristendommens forkyndelse og
Torkels forhold til den, der omtales. Sagaen er ikke
blot meget interessant i historisk henseende, men
den indeholder tillige særdeles meget af betydning
for oldtidens sæder og skikke ; der findes oplysninger
om finlappers trolddom, om volver, om nidstang, om
tvekampe og meget mere, der alt gor det pålideligste
indtryk. I det hele er der ingen tvivl om, at sagaen,
der næsten er uden vers, i alt væsenligt bygger på
en særdeles god, gammel tradition,' men den findes
ikke helt i sin oprindelige form, i hvert fald ikke i
stilistisk henseende, men håndskrifterne, den findes i,
er også ret unge. De unge ord og udtryk, der findes,
har ingen betydning for sagaens alder; denne må
sættes til tiden ved 1200 som ellers. Sagaen er be-
nyttet i Landnåma. Der er mange meget interessante
mandskarakterer i sagaen, hver med sit bestemte
præg, ligefra hin Jdkull, stimanden og jarlesonnen,
til Ingimund, Torstein, Jokull og Torkel krafla, for-
uden alle andre. Kvinderne er her derimod meget
lidet fremtrædende. At forfatteren er en gejstlig,
fremgår med al ønskelig tydelighed især af sagaens
slutning.

Heidarvfgasaga eller saga af Vf ga-Styr ok
HeiSarvigum. Af denne saga findes nu kun den

Digitized by VjOOQ IC

254

sidste halvdel i et gammelt håndskrift, der må hen-
føres til 13. årh. Den første del af sagaen brændte
desværre i Sverrig, uden at der var tagen nogen af-
skrift deraf Den gamle Jon Olafsson (d. 1779), Arne
Magnussons sekretær, havde læst den og huskede
del væsenligste af dens indhold og enkelte sætninger
ordret; alt dette skrev han ned, og det er således
udelukkende gennem hans optegnelser, den første del
kendes. Sagaens to hovedafsnit, der antydes ved det
sidst anførte navn, hang ret tyndt sammen. Hoved-
personen i den første er den voldsomme hovding
Viga-Styrr, Snorre godes svigerfader; der fortaltes ret
udførlig om ham og hans forskellige bedrifter (drab
osv., forhold til de to fra Eyrbyggja velkendte ber-
særker), indtil han endelig blev slået ihjæl af en ung
mand, hvis fader han havde dræbt; Snorre hævnede
sin svigerfader ved et formeligt krigstog til Borgar
Qorden, hvor Styrs drabsmand havde tilhold. For
så vidt hører sagaen sammen med Eyrbyggja, med
hvem den har meget stærke berøringspunkter. En
sammenligning godtgor, at Styrs-afsnittet har i hist-
orisk pålidelighed stået tilbage for Eyrbyggja; dette
hidrører sikkert fra, at det hele forfattedes på nord-
landet og ikke i Styrs hjemstavn. Den tråd, der for-
binder den sidste del med den første, er den, at til-
trods for, at forlig var indgået angående Styrs drab,
var der dog nogle, der vilde tage blodhævn for en
af Snorre på toget dræbt hovding. Den mand, der
skulde dræbes, blev reddet af den unge Hallr, en
son af Gudmundr Solmundarson (i Hunavatssyssel,
i egnen nord for Vatsdalen); herfor blev så Hallr
selv dræbt. Det er dette, der indleder og afstedkom-
mer, hvad den sidste del indeholder. Der er atter et
formeligt krigstog, som Halles broder, Bar3i (Viga-
Bar8i), på moderens kraftige æggelse og efter lang
forberedelse, der noje beskrives, foretager til Borgar-

Digitized by VjOOQ IC

265

Qorden; her fuldfører han hævnen, men forfølges af
Borgfjordske hovdinger, og det kommer så til det
beromte slag på den store hedestrækning (Qældstræk-
ning), Heidarvig (hvorefter sagaen er opkaldt), i året
1015, hvori f. eks. skjalden Tindr Hallkelsson deltog
(to vers haves af ham derom). Bardes skæbne efter
slaget fortælles. Det hele udgjorde et logisk og kav-
salt sammenhængende hele, sikkert uden nogen epi-
sode. Sagaen har en vis gammeldags karakter, der
i sin tid har bevirket, at man antog at denne saga
var den ældste af alle. Det er den næppe. Men
allerede det håndskriftlige forhold viser tydelig, at
den tilhører den gamle tids sagagruppe. Forfatteren
har været noget ubehjælpsom især ved sine lange
samtaler; det er mere han selv, der taler, end den
talende sagaperson ; om dette kan tydes som tegn på
alderdom, er tvivlsomt. Fortællingen er i det hete ret
detaljeret og ndjagtig ; for den sidste dels vedkommende
beror den på bygdetradition fra Bardes hjemstavn ; det
er der ingen tvrvl om, og der er sagaen skreven ; forfat-
teren kender egnen ud og ind, lige såvel som hele rejse-
ruten mellem nord- og sydland. Men ikke blot på
traditionen, men også på vers (f. eks. af den samtid-
ige, i Hedeslaget selv deltagende Eirikr viSsjå) er den
bygget. Det hele er sikkert pålideligt nok. Af de
optrædende personer lægger man især mærke til
Bardes gamle moder, Turid; hun er ikke for intet
en datterdatter af gamle Egill. Hele den gamle
slægtsfølelse og lyst til at hævne personlige krænk-
elser blusser op i hende med uformindsket kraft;
med mund og næve ægger hun sin son Barde, og
hun helmer ikke for end toget kommer i stand, ja,
for at være sikker på, at intet glemmes elier und-
lades, vil hun selv tage med, hvad der dog forpurres
ved list. Men de øvrige personskildringer er også,

Digitized by CjOOQIC

256

såvidt man kan domme derom, fortræffelige. Sagaens
tidsregning er i det hele god.

Topografisk kommer der nu et spring, idet den
store og skonne egn, SkagaQorden, ingen særlige
sagaer har; derefter kommer ØQofden og de østen
for den liggende nærmeste egne, og herfra haves en
gruppe sagaer. En sidedal på vestsiden af fjorden
er Svarfadardalen ; derfra haves en saga, men den
er meget ung og vil senere blive omtalt, ligesom også
en lille saga om Torleif jarlskjald fra samme egn.

I selve ØQordsdalen, den skonne og frugtbare
egn omkring ØQordselven, var der i det 10. årh.
kraftige slægter. Her var Helge magre hovedland-
namsmanden. Dennes sonnesons s5n var skjalden,
den kraftige Gliimr, der som så mange andre fik
det betegnende tilnavn Viga- (Drabs-). Om ham
haves Viga-Glumssaga (Gliima). Den begynder
med en kort fremstilling af Glums fader (og bedste-
fader). Hans fader døde tidlig og enken blev for-
urettet af en nabo ; selv var Glum i sin opvækst lidet
håbefuld, tung og træg. Han rejste imidlertid uden-
lands; efter at være vendt tilbage, er han som for-
andret; han hævner nu uretten og dræber den
uretfærdige nabo. Så følger Glums egenlige livshist-
orie i en i det hele udmærket klar og logisk sammen-
hæng. Det er en stormands saga af en noget egen
art, og samtidig et slags bygdesaga. For drabsfølgen,
fredløsheden, frigor Glum sig ved en tvetydig ed ved
3 hove^ men han kommer tilsidst tilkort for en anden
stormand, vismanden Einar, Gudmund den mægtiges
bekendte broder, der bl. a. forpurrede Olaf d. hel-
liges planer m. h. t. Island. Glum måtte forlade sin
gård og fik en noget trist alderdom; han udtaler sig
derom på vers, der minder endel om Egils sidste
vers og stemninger. Det er udmærkede hovdinge-
skikkelser og -skildringer, sagaen giver. Heller ikke

Digitized by VjOOQ IC

257

i den spiller kvinder nogen synderlig rolle. Sagaen
er fortalt i et kort og gammeldags kærnesprog, der
yidner om en meget hoj alder, men den er ikke
ganske i sin oprindelige form ; der findes nogle kapit-
ler (13—16), der sikkert er yngre indskud; de bryder
den gode sammenhæng og indfører ujævnheder, der
er ganske usædvanlige og som en enkelt forfatter
ikke gor sig skyldig i. Forf. er fuldstændig lokal-
kendt og er sikkert en mand fra egnen. Hans kilde
er som sædvanlig bygde- og slægttraditioner samt
Glums og andres vers. Mellem sagaen og Landnåma
er der ikke nogen forbindelse.

I den ovenfor nævnte Svarfadardal foregår den
lille Valla-Ljétssaga, en hovdings saga og en saga
om bygdestridigheder og drab. Ljotr, kaldt Valla-ljot
efter sin gård, var dalens hovding. En voldsom mand,
der oprindelig bode i Øfjordsdalen, forlod denne og
nedsatte sig i Svarfadardaleri uden at bede om den
sædvanemæssige tilladelse til at bo dér. Han var end-
også så dristig at yppe strid og det tilmed af rent
krakileri mod Ljot; det kunde denne ikke tåle i
længden og følgen var, at han dræbte den anden.
Disse begivenheder forefaldt i begyndelsen af det 11.
årh. Foruden Ljot optræder der også Gudmund den
mægtige, der støttede Ljots modstander, men de for-
ligtes til sidst. Sagaen er uden tvivl historisk tro-
værdig; den er jævnt fortalt, uden prunk og uden
synderlig stilistisk færdighed. Enkelte kompositions-
fejl findes, hvis de ikke beror på en mindre god
overlevering.

Øst for Øfj orden i en bred sænkning mellem
fjældene nord og syd for ligger gården Ljésavatn,
beromt især ved goden Torgeir, der fik en så stor
betydning for kristendommens fredelige vedtagelse
og indførelse i Island. Han og hans slægt kaldtes
Ljosvetningar; om dem handler Ljosvetningasaga.

17

Digitized by VjOOQ IC

258

Denne i flere henseender mærkelige saga er en af de
dårligst overleverede. Ikke blot er den stærkt inter-
poleret i de fleste håndskrifter, nemlig med kap.
5 — 12, som ikke har stat i et endnu bevaret mem-
branbrudstykke og som afbryder den gode sammen-
hæng. Dernæst er den for det meste kun bevaret i
papirsafskrifter og dens gamle slutning er helt tabt.
Begyndelsen er måske heller ikke bevaret; ialfald er
den afvigende fra alle andre sagaers. I sagaens første
afsnit fortælles om en bygdeaffære, som Torgeirs
sonner deltog kraftig i; der var nogle voldsomme
brødre, der efterstræbte en bondes datter og som
kom til at dræbe en norsk skibstyrer, hvorfor de
domtes fredløse. Hakon jarl siges at have opfordret
Gudmund den mægtige til at støtte dem og få deres-
fredløshed hævet. I øvrigt spiller Gudmund ingen
videre rolle her. Det følgende afsnit (kap. 13 — 21)
handler så desmere om Gudmund; her er han hoved-
personen overfor to andre, Tore Helgason og Torgeirs
voldsomme son, Torkel håk, der også kendes fra
Njålss. for den behandling, som Skarphedin lod ham
blive tildel. Gudmunds modstandere havde udbredt
nid om ham, som krænkede ham dybt og hvorfor
han tog hævn ved et overfald på Torkel, der blev
dræbt. Med Tore kom der forlig i stand. Dette af-
snit er ligesom en lille saga for sig, godt og logisk
sammenstillet Sagaens tredje og sidste afsnit hand-
ler om den næste generation, nemlig om Gudmunds
sonner, Eyjolf og Kodrån, og deres mellemværende
med samtidige Ljosvetninger. Hovedanledningen til-
de fornyede slægtsfejder blev en bondedatter, der
blev forført og hvis sag Eyjolf tog sig af. Men sikkert
lå gammel uvilje bagved. KoJråu blev dræbt af Tor-
kel haks datterson, Hallr, også kendt fra sagaen om
Harald hårdråde (her fortælles hans drab). Des-
værre er slutningen, som sagt, tabt Detle afsnit har^

Digitized by VjOOQ IC

259

forsåvidt en særlig betydning, som det handler om
et tidsrum, hvorfra der haves så få sagaer (jfr.
Bandam.s.). For det hele ligger en meget nojagtig
og detaljeret tradition til grund, men ingen vers;
mellem sagaen og Landnåma er der vist ingen for-
bindeise. Der findes enkelte fejl, der dog mulig kun
beror på den dårlige overlevering. At sagaen op-
rindelig er forfattet i den klassiske sagatid, må sluttes
af dens velunderrettethed.

De nævnte kapitler, 5 — 12, er usammenhængende
afsnit, dels om Sorle Broddhelgesons giftermål med
Gudmunds datter, dels om forholdet mellem Gud-
mund og hans tingmænd, der giver et særdeles vel-
komment indblik i forhold, hvorom der ellers vides
så lidet, dels endelig om et uvenskab mellem Gud-
mund og Torkel i Krossavik, foranlediget ved en
slet person. Det er Gudmunds rolle i alle disse 3 af-
snit, der har bevirket interpolationen. Både de og
sagaen selv hidrører fra lokalkendte mænd i de egne,
hvor sagaen foregår.

Noget længere mod øst ligger Reykjadalen og
syd og øst for den ligger atter den store sø Myvaln
med omliggende egne. I disse bygder foregår den
sidste af nordlandets sagaer, der kaldes Reykdæla
saga. Den falder i to temlig bestemt adskilte, men
dog sammenhængende afsnit; den kaldes også Vé-
mundar saga ok Viga-Skiitu efter de to afsnits
hovedpersoner. Den begynder med vlandnamstiden.
Landnamsmanden Eyvind er fader til goden Askell og
bedstefader til Vémundr kogurr, en voldsom mand
og slet karakter. I den første del fortælles et par
tyverisager, som de to nævnte hovedmænd fik med
at gore; Vemund tog sig af tyven, der dog blev slat
i hjæl, men sagen førte til fjendskab og kampe mellem
Vemund og en øfjordsk stormand, Steingrim, der af
Vemund blev stærkt krænket; under den sidste kamp

17*

Digitized by VjOOQ IC

260

i mellem dem druknede Steingrim i elven, idet isen
brast itu. Kort efter blev den ædle gode Askel dræbt
til hævn af en af Steingrims mænd; Askel var ganske
uskyldig og drabet så meget mere tragisk. Men der
kom et forlig i stand, hvori dog Askels fraværende
son, Skuta, ikke deltog. Askel er en af de ædleste
og smukkeste hovdingeskikkelser, som nogen saga
fortæller om, en mild og retsindig karakter, der en-
gang under et uår forhindrede bønderne i at udsætte
born og tage gamle folk af dage. Om Vemunds sidste
levetid fortælles intet uden at han døde af sygdom.
Der var åbenbart ikke mere om ham at fortælle.
Skuta, Askels son, en modsætning til sin broder.
Torstein, der havde arvet faderens sind, var kraftig
og hævnlysten mand. Ham lykkedes det at dræbe
faderens banemand Tore fladnæb, men selv blev han
atter under særlig tragiske omstændigheder dræbt af
Tores son. En af ham udsendt mand vandt Skutas
fosterdatters kærlighed og hun fortalte ham om Skutas
jordhus, hvor han under pludselige overfald kunde
fjæle sig. Nu hjalp det ham ikke. Ved dette ufri-
villige forræderi blev han taget af dage. Episodisk
fortælles der om et uvenskabeligt mellemværende
mellem Skuta og Viga-Glum, hvis datter Skuta havde
ægtet, men hun forlod ham. Det samme for-
tælles i Glums saga; en sammenligning er særdeles
interessant. Der kan være tvivl om det gensidige
forhold. Næppe foreligger der direkte lån på en af
siderne; snarest er der tale om en selvstændig be-
nyttelse af den mundtlige tradition (eller en ældre
nedskreven fortælling, hvad der dog af forskellige
grunde er mindre rimeligt). 1 det hele er sagaen m.
h. t. komposition noget episodisk og ikke fri for
ujævnheder. Sjælden er den til grund liggende tra-
dition i den grad til at tage og føle på som her i

Digitized by VjOOQ IC

261

denne saga. Forf. hentyder til den flere gange, ja
omtaler endogså forskellige versioner, hvorimellem
der må vælges. Han er overordenlig velunderrettet
endogså om Qærne egne og er upartisk og samvittig-
hedsfuld. Nogen stilist af rang er han ikke. Men
hans personskildringer lader intet tilbage at ønske
i tydelighed. Han var ganske sikkert en gejstlig mand.
Sagaen er benyttet i Landnåma. Dermed — og og-
så ved andre grunde i øvrigt — er dens tilblivelses-
tid bestemt, ved 1200 er den forfattet.

Hermed er nordlandets sagaer omtalte. Østlandet,
eller Østfjordene, er et vidstrakt land med stor be-
byggelse. Derfra kendes en af de frode mænd, Kol-
skeggr, hvilket viser, at også i de egne levede der
historiske interesser og plejedes der historiske tra-
ditioner. Ikke destomindre er der kun få — og til-
dels små — sagaer, der haves derfra og det endda
kun fra to hinanden nærliggende egne, nemlig Vopna-
Qordsegnen og Fljotsdalsegnen.

^orsteins saga (el. påttr) hvita. Hovedper-
sonen, Torstein hvide, flygter til Island efter land-
namstiden og køber sig en gård, men han erhværver
sig senere den beromte gård Hof i Vopnafjorden.
Hans son Torgils indvikles i stridigheder i anledning
af en elskovs- og ægteskabshistorie , der i meget
minder om Bjarnarsagas, og Torgils satte livet til.
Modstanderen var en bondeson Torstein fagre, der,
efter at fredløsheden var udløben, kommer hjem og
tilbyder den gamle Torstein at blive hans mand, så
at sige at træde i hans afdøde sons sted. Der for-
tælles meget smukt herom. Torgils havde efterladt
sig en* son, den senere beromte Broddhelge; Torstein
vilde ikke, at Torstein fagre skulde blive genstand for
Broddhelges hævnlyst og rådede ham til at forlade
landet, hvad han også gjorde. Et par år efter døde
Torstein hvide. Sagaen er jævnt og ædruelig for-

Digitized by VjOOQ IC

262

talt og synes at måtte være sand i alle hovedtræk.
De to Torstein'er er overmåde kont tegnede. Krono-
logisk fortsættes sagaen ved

Våpnfir3ingasaga. Den begynder med Brodd-
helge, der i den første del bliver dens hovedperson ;
den anden er svogeren Geitir. Det er forholdet mel-
lem disse, der berettes; det var først venskabeligt,
men gik af forskellige grunde over til åbenlyst fjend-
skab. Hovedanledningen dertil gav Broddhelges uædle,
havesyge karakter, der hos en sagahovding er temlig
enestående, men derfor ikke mindre sandfærdig.
Broddhelge sendte sin hustru, Geitirs søster, hjem og
ægtede en anden. Det spændte forhold endte natur-
ligvis med overfald og drab, men her er der en lakune
i håndskrifterne. Geitir fælder Broddhelge, men bliver
nogen tid efter selv dræbt af dennes son Bjarne, en
af disse tavse, indesluttede, men kraftige naturer.
Slægtsfejden fortsættes nu mellem Bjarne og Geitirs
son Torkel. De har flere kampe, men forsones
endelig på den smukkeste måde, især ved Torkels
udmærkede hustrus råd; hun var en datter af Einar
på Tværå, Glums modstander. Sagaens konne slut-
ning minder meget om Njålas. Sagaen udgor et for-
træJØFeligt hele med velbegrundet sammenhæng fra
først til sidst, kun skade, at den ikke er fuldstændig
bevaret. Ligeså kan dens personskildring måle sig
med de bedstes. Forf. bygger udelukkende på de
gamle traditioner, der findes ingen vers i sagaen, og
han har åbenbart haft hjemme i sagaens egne. I
Kristnisaga synes sagaen at være benyttet; der er
heller ingen tvivl om, at den tilhører den gamle saga-
tid. Stilen er jævn og ligefrem ; forf. har forkærlighed
for ordsprog.

I Fljotsdalen foregår Droplaugarsona saga
eller sagaen om de to Droplogssonner, Helge og Grim.
Der gores rede for deres slægts forhistorie fra land-

Digitized by VjOOQ IC

263

namsmanden af, men hovedsagelig handler sagaen
om de to brødre og deres strid med hovdingen Helge
Asbjornsson, der havde sin rod i, at en af .den sidstes
frigivne udspredte en usandfærdig historie om at
Droplog havde været sin mand utro — et motiv,
som kun her findes som udgangspunkt. Der kom
ganske vist et forlig i stand, men striden brød ud i
lys lue ved første lejlighed. Droplog giftede sig igen,
men hendes mand blev, vistnok med hendes vidende
og vilje, dræbt af hendes sonner, hvorpå hun forlod
landet. Så blev der anlagt sag, og Helge blev domt
fredløs; han forblev dog i landet og faldt i en kamp
med sin navne; Grim blev hårdt såret, men hel-
bredet og hævnede så sin broder ved at dræbe Helge
Asbjornsson ; så blev han domt fredløs, forlod landet
og døde kort efter af sår, som han fik efter en kamp
med en viking. Sagaen har bevaret nogle vers af
ham. Sagaen er et sammenhængende klart, logisk
og i enhver henseende sagamæssigt hele. Det er for
omtalt, hvor noje dens indhold sættes i forbindelse
med slægtens mundtlige tradition. Hvorvidt man tor
antage, at sagaen blot er skrevet efter den mundtlige
fortælling, er dog mer end tvivlsomt. At det er en
forfatter af den sædvanlige art, der har lagt den sidste
hånd på den, er næppe at betvivle. Også her er
personerne godt og individuelt skildrede. De to brødre
var hinanden temlig ulig ; Helge er voldsom og uret-
færdig. Grim et langt bedre menneske, Helge Asbjorns-
son en dygtig hovding, der mod sin vilje drives ud
i ufred og kampe. Droplog er også en ejendommelig
kvindeskikkelse; hvorvidt hun virkelig har været sin
første mand utro, fremgår ikke af sagaen; at hun
derimod har været delagtig i sin 2. mands død, er
utvivlsomt; hendes karakter var sikkert noget »blandet«.
Langt inde i landet sydvest for Fljotsdalen ligger
en vidunderlig skon dal. Denne blev engang opdaget

Digitized by VjOOQ IC

264

af landnamsmanden Hallfreds son Hrafnkel, der så
bosatte sig her. Om ham handler Hrafnkelssaga
freysgoSa. Denne mand er en af de kraftigste og
ejendommeligste naturer, nogen saga fortæller om.
Som hans tilnavn viser, var han en ivrig dyrker af
Frey, men livet lærte ham, at troen på hojere magter
havde lidet at betyde og han forkastede så enhver
positiv tro. Meget mod sin vilje, men forpligtet til
at holde et edeligt løfte så han sig nødsaget til at
dræbe en ung mand i hans tjæneste, der tiltrods for
strængt forbud havde redet på Freys hellige hest —
atter et individuelt motiv. Han tilbyder faderen de
bedste vilkår, som denne på grund af slette mænds
råd dog afslår. Hrafnkel bliver domt på altinget,
bliver overrasket på sin gård og mishandlet. Han må
bort fra sin dal og nedsætter sig i Fljotsdalen. Men
han rejser sig påny, skaffer sig magt og anseelse,
og det lykkes hanl at hævne sig og få sin gamle
gård igen i fuld besiddelse; her lever han agtet af
alle til sin død. Den fornævnte Helge Asbjdrnsson
var hans sonneson. Denne saga er en af sagalitte-
raturens bedste perler. Foruden at den er en eneste
uafbrudt kæde af begivenheder, der på det nojeste
hænger sammen, viser den os personer af en så men-
neskelig art som tænkes kan, samt en enkelt karakters
udvikling, der er sjælden. Hrafnkels udvikling min-
der noget om kong Heidreks i Hervarars. Fremstil-
ling og stil er klar og ligefrem. Sagaen tilhører den
bedste tid. Landnåma har afvigelser fra sagaen; det
er usikkert, hvem der har ret. Forfatteren har åben-
bart haft hjemme der på egnen; han kender alle
lokaliteter ud og ind og beskriver dem; han inter-
esserer sig desuden for retsvæsen og sagaen inde-
holder et smukt bidrag til den isl. retshistorie. Sagaen
er vistnok bevaiet omtrent i dens oprindelige form.
Denne gruppe af østlandske sagaer er af en sær-

Digitized by VjOOQ IC

265

lig interesse. Mellem de egne, hvor de foregår, og
ØQordsegnene var der en levende forbindelse, og det
er muligt, at der er en forbindelse også imellem de
to sagagrupper som litterære mindesmærker.

Fra det øvrige østland gives der ingen nævne-
værdige sagaer (en lille påttr om Torstein Sidu-Halls-
son) og heller ikke fra det øvrige land mod syd og
sydvest, for man kommer til Rangårvellir. Men her
træffer vi

Nj åls saga (eller Njåla). Der er uhyre meget
om denne saga at sige, så ejendommelig i sin nu-
værende form som den er. Det er desuden den længste
saga, uden at den dog egenlig omspænder noget
langt tidsrum. Det er egenlig kun den sidste halvdel
af det 10. årh. og ned til 1010 — 20, den fortæller om.
Den nævner ganske vist landnamsmænd, men hvad
der fortælles om dem og deres nærmeste efterkom-
mere (altså om tiden ca. 900 — 950) er forsvind-
ende. Sagaens indhold er mangfoldigt og broget,
og der er ikke tale om her at kunne gore rede der-
for; kun nogle hovedpunkter kan nævnes. Hoved-
sagelig falder den i to hovedbestanddele, en saga om
Gunnarr Håmundarson på Hlidarende, sagaernes
ridderligste skikkelse, og en saga om Njal og hans
• sonner. Njal spiller en stor rolle i Gunnarssagaen
som rådgiver og hans sonner især som Gunnars
hævnere. Gunnarssagaen fortæller om, hvorledes Gun-
nar hjælper sin frænke, Unnr, til hendes ret efter
skilsmissen fra Hrut, om hans udenlandsrejse og vikinge-
tog (herom fortælles på en meget skablonmæssig og
lidet troværdig måde); efter at være hjemvendt gifter
han sig med Hoskulds datter Hallgerd langbrok, denne
stolte, herskesyge kvinde med sine store karakterfejl ;
der fortælles videre om Hallgerd og Bergtora, Njals
hustru, og deres blodige kappestrid ; Gunnar indvikles
i mange stridigheder, begår mange drab mod sin

Digitized by VjOOQ IC

266

vilje, indtil ham, trods Njals hjælp, bliver domt til
landsforvisning, men betagen af sin egns skonhed
forbliver han hjemme, hvilket har hans død til følge.
Njalssonnerne hævner ham. Sagaens begyndelse er
mærkelig; den handler først om Hrut og hans ulyk-
kelige giftermål med Unnr (også om ham fortælles
en æventyrlig historie om hans forhold til Gunhild
kongemoder), dernæst udførlig om Hallgerd, hendes
ungdom og 2 første giftermål — noget som egenlig
er sagaen temmelig uvedkommende. Først i kap. 19
og 20 indføres Gunnar (først) og Njåll — hvilket
strider imod alle andre sagaers teknik. Der er flere
ting og udtryk, der tyder på, at således har værket
ikke været fra første færd af. Der er næppe nogen
tvivl om, at sagaen er rigtig i sine hovedtræk, også
for det meste i de juridiske partier, d. v. s. de mange
processer, der beskrives; for sådanne har denne saga
en særlig forkærlighed. Men en del beror sikkert på
sen digtning som f. eks. Gunnars søtog. Sagaen
er opfyldt af vers, der på alle punkter røber sig
som meget unge, også tildels ved den måde,
hvorpå de findes i håndskrifterne, især i selve hoved-
håndskriftet. Der er således meget at bemærke til
denne saga eller »Njålas« første del til Gunnars død,
men et er sikkert, at det meste er logisk og saga- <
mæssigt (bortset fra de første 18 kapitler) fortalt og,
fremfor alt, at karaktererne er udmærket skildrede.
Herefter begynder hvad man kunde kalde den egen-
lige Njåls-saga. Der fortælles om Sigfussonnen Tråin,
Njalssonnernes udenlandsrejse og hvorledes den førte
til fjendskab mellem dem og Tråin; der fortælles
meget urimeligt om skurken Hrapp, Hallgerds senere
elsker. Dette skulde man tro var sket for længe
siden; især er Njalssonnernes udenlandsrejse ikke ret
rimelig på det tidspunkt, der er tale om. Til hævn
dræbte de Tråin og dermed er alt det følgende ind-

Digitized by V^OOQIC

267

ledet, og led fojer sig nu til led logisk og kavsalt,
kun med undtagelse af nogle indskudskapitler om
kristendommens indførelse og et par meget dårlig
anbragte kapitler om Hoskuld Njalssons son. Tråins
son Hoskuld toges til opfostring af Njal og Njal fik
ham en hustru Hildigunn på særlige betingelser; for
at bringe disse tilstede foreslog Njal oprettelsen
af femterretten og dermed nye godord. Den fra
Gunnarssagaen bekendte Mord begynder nu sin for-
dærvelige og undergravende virksomhed; han foran-
lediger, at Njalssonnerne dræber Hoskuld, og dette
afføder deres og deres faders indebrænding. Denne
fører igen til den vældige, noje beskrevne proces og
Kåres hævn i ind- og udland. Ind i slutningen er
atter sat et stykke af en Brianssaga eller om Clontarf-
slaget tilligemed Darradsangen, for at fortælle om
flere af mordbrændernes død. Hele det tragiske
indhold får på en måde en forsonende afslutning,
idet Kåre ægter Hoskulds storladne enke.

Som vænteligt er, findes der i sagaen en mængde
personer, der i reglen indføres meget udførlig, især
ved lange slægtregistre; dette er i virkeligheden
ganske afvigende fra andre sagaer og beror på en
bearbejders virksomhed. Til grund for denne del,
der i virkeligheden er af en anden art end den første,
ligger åbenbart en ældre saga om Njal, fra omkr.
1200. Den bærer et ældre præg, den mangler aldeles
unge vers; de vers, der findes deri, er enten ægte eller
ialfald ældre end 1200. Den har i det hele ikke det
skablonmæssige ved sig som Gunnars saga. For-
holdet må opfattes på følgende måde. Omkr. 1250 blev
en saga om Gunnar, omtr. i dens nuværende form,
skreven; da den i boj grad berørte Njal, har man
ment, at den passende kunde arbejdes ind i den
ældre Njålssaga, at et sagahele kunde frembringes
ved at forbinde dem; en sådan virksomhed er ganske

Digitized by VjOOQ IC

268

i det 13. årh.s, især dets sidste dels, ånd (jfr. Stur-
lungasamlingen). Samme bearbejder (eller mulig en
anden) har derpå tilfojet kapitlerne om Hallgerds
ungdomshistorie. Dette sidste tyder på, at denne
bearbejdelse er foregået på vestlandet. Versene er
indsat (i den første del) tildels endnu senere. På
denne måde forklares bedst alle sagaens mærkelige
besynderligheder.

Sporges der nu om indholdets troværdighed, er
der meget at sige derom. Atter her er det den egen-
lige Njålssaga, der bærer prisen; her er der meget
lidet at indvende imod sandsynligheden eller mulig-
heden af begivenhedernes gang. Det hele synes i alt
væsenligt at være rigtigt, også hvad der siges om
femterrettens oprettelse som foranlediget ved Hoskulds
giftermålsplan. En sådan ydre anledning til en vig-
tig reform er særdeles let tænkelig ikke mindst i de
tider, det her gælder. Hovedtrækkene i Gunnars og
Hallgerds saga er sikkert også rigtige, trods de ud-
smykninger, der vistnok findes. Sagaen har været
gjort til genstand for en meget skarp kritik på mange
områder, især på det juridiske. Det har imidlertid
vist sig, at de fejl, der er påviste på det ikke-j uridiske
felt, enten ikke er fejl eller i hvert fald ret ubetyde-
lige. Hvad de juridiske partier angår, er de vanske-
ligere at bedomme; atter er der her en forskel mel-
lem de to dele til stede. Den store proces efter
branden er, tiltrods for nogle små unojagtigheder, i det
hele og store rigtig skildret. Processerne i Gunnars
saga er af en mindre nojagtig art og indeholder utvivl-
somt tildels ret store fejl. På et sådant område var
dette næsten uundgåeligt, hvis ikke forfatteren selv
var en praktisk jurist, og det var han åbenbart ikke.
I hvert fald er det sikkert, at processernes skildring
beror på traditionen og mulig tildels på forf.s (mang-

Digitized by VjOOQ IC

269

elfulde) kendskab til rettergangen; på skrevne lov-
bøger beror den under ingen omstændigheder.

I en anden henseende er det anerkendt, at Njåla
står på hojde med de bedste sagaer, nemlig m. h. t.
personernes skildring, og her er der ikke tale om
nogle få. Et helt galleri af mænd og kvinder op-
træder her, hver med sit kendetegn, sit plastisk klare
særkende. Atter deri må traditionens troværdighed
give sig tilkende. Ingen forfatter i det 12. eller 13.
årh. kan have opdigtet sådanne fuldendte karakterer.
Der er ikke plads her til at påvise dette i enkelt-
heder. Nævnes må to sådanne modsætninger som
Bergtora og Hallgerd; forskellig fra dem igen er
Hildigunn, der har noget af Brynhilds-karakteren.
Her kan peges på skurken Mord eller den feje Bjorn
i Mork, hvis sjældent veltrufne' karakter er omtr.
enestående, og han er dog en underordnet biperson
osv. Sagaens stil er ikke helt ensartet. Gennemgående
er den stærkt markeret, ja, undertiden synes den at
være bevidst retorisk, hvilket ikke gor et absolut
fordelagtigt indtryk. Personerne er sagaens uvisnelige
pryd og aldrig vil man blive træt af at læse om dem,
selv om der er fejl af forskellig art ved sagaen i
dens nuværende form.

Til den vest for Njålas egenlige skueplads lig-
gende egn hører Floamannasaga, men den vil
senere være at omtale.

Til hele den her omtalte sagalitteratur slutter sig
en mængde mindre sagaer eller J>ættir, afsnit, som
de kaldes, fordi de i reglen findes indsatte i storre
sagaværker især om de norske konger. Nogle er dog
selvstændige. De fleste af disse handler om en epi-
sode i en Islænders liv (udenlandsrejse f. eks.) med
ganske kort redegorelse for hans liv for og efter eller
blot antydninger deraf. Nogle er virkelige små sagaer
af samme form som de storre, dog således, at en

Digitized by VjOOQ IC

270

enkelt begivenhed behersker det hele. Fælles kende-
mærke for disse pæitir er deres aldeles fortrinlige
fremstilling og uovertræfifelige personkarakteristik;
det er levende billeder af den klareste art, der her
findes, ligesom skårne ud af livet, som det levedes.
Det er som sagaens bedste egenskaber fandtes her i
en fortættet, afklaret form. Den sproglige fremstilling
når i dem så at sige sit hojdepunkt. Her skal kun
nogle få nævnes: Au Sun arp., om Audun, der bragte
kong Sven Estridsen enisbj5rn; Hrei3arsp. heimska
om den enfoldige Hreidar hos Harald hårdråde, der
endda ikke var så dum; Gilsp. om den unge Gisl
Illugason (se ovf. s. 173); Haldérsp. om Haldor Snor-
rason og Harald hårdråde; |>åttr om Ogmund dytt
og Gunnar helming, der giver mærkelige oplysninger
om den svenske Preysdyrkelsc osv. Af særlig selv-
stændig art er Sneglu-Hallap. om den lystige H alle
(se ovf. s. 148), den er en af de morsomste, — samt
Olkofrapåtlr, om den rige ølbrygger på altinget,
der forårsagede en stor skovbrand. — Så godt som
alle disse pættir foregår i det 11. årh. og supplerer
således på forskellig vis vor viden om islandske for-
hold i dette årh.

De her nævnte sagaer og pættir indeholdes i eller
så at sige omsluttes af det enestående samlingsværk
Landnåmabék (eller Landnåma). Værket er meget
omtvistet og foreligger i flere forskellige former. Ind-
holdet er, som navnet viser, en opregning af de is-
landske landnamsmænd og fremstilling af landets
bebyggelse, ikke i dens historiske forløb, men i
geografisk-topografisk rækkefølge landet rundt. Alle
landnamsmændene anføres og der angives, hvilket
land de har taget i besiddelse og hvorledes de måske
atter har uddelt noget deraf til andre. Deres efter-
kommere opregnes så og så langt ned, men heri er

Digitized by VjOOQ IC

271

der intet system. Foruden dette torre navnestof fin-
des så at sige helt igennem — mindst for Østfjordenes
vedkommende — indflettet mindre eller storre no-
titser eller småfortællinger om vigtige historiske til-
dragelser, der også i kulturhistorisk henseende ofte
er meget værdifulde. Disse hidrører dels fra traditi-
onen, dels fra de skrevne sagaer, der direkte nævnes
eller antydes; også tabte sagaer ligger undertiden til
grund. Vers, helst små kvædlinger, anføres lejligheds-
vis. En enkelt gang findes en række af vers, men
den hører vistnok ikke oprindelig til værket. Således
er i store træk indholdet af dette vældige værk. De
omtalte historiske bemærkninger gor det hele læseligt,,
ja på sin måde underholdende.

En af de vigtigste, men ikke ældste, redaktioner^
Landn. findes i, er Haukr Erlendssons, i Hauksbék;
her var den skreven med hans egen hånd og bragt
i stand ved ham selv. Haukr (d. 1334) var en af
sin tids mere fremragende Islændere; han havde op-
nået hoj stilling og værdighed i Norge, havde været
ridder og lagmand i Gulatingslag. Han besad litter-
ære interesser, især for sagalitteraturen, hvorom det
nævnte håndskrift, der dog ikke helt er skrevet af
ham selv, vidner. Nogen kritisk forsker var han
ikke, endnu mindre en forfatter; han var kun en
samler og bearbejder. Netop han viser med al ønske-
lig tydelighed, hvorledes bearbejdelsesvirksomheden
foregik. Om sit forhold til Landnåma, der indleder
hans bog, angiver han, at han har skrevet den efter
to eksemplarer, hvoraf det ene hidrørte fra Styrme,
det andet fra Sturla Tordsson. Han supplerede dem
vekselvis og medtog stadig, hvad det ene havde ud-
over det andet — et rent og skært sammenstøbnings-
arbejde, og det, som det ses, af en temlig mekanisk
art. Selv har Haukr dog på enkelte steder gjort
nogle mindre tilfojelser (f. eks. om sin egen æt). Det

Digitized by VjOOQ IC

272

er særdeles heldigt, at der gives her en så klar besked.
Der findes en anden bearbejdelse — dog nu kun i
en papirsafskrift — , der åbenbart repræsenterer Stur-
las håndskrift, Sturlubok. Styrmes bog er derimod
tabt, og den kendes kun fra de plus-stykker, som
Hauksbok har udover Sturlubok. Men Haukr til-
foier den oplysende bemærkning, at hovedmassen af
stoffet var ens i bægge. Styrme og Sturla har således
utvivlsomt haft en ældre fælles tekst, som de hver på
sin måde har afskrevet og bearbejdet, d. v. s. ud-
videt; disse udvidelser var dels personalhistoriske
(forlængelse af slægtregistre), dels små fortællinger
og notitser. Styrmes har især været af legendarisk
art. Gennem de her givne oplysninger kommer man
tilbage til et grundskrift af Landnåma, der vistnok
har haft den samme ordning som Sturlas-Styrmes-
Hauks bøger, og i alt væsenligt samme stof som
disse (-^- hvad enhver har tilfojet). Dette grundskrift
har således ikke været yngre end fra omkr. 1220,
snarest noget ældre. Dets form har været den, at
først omtaltes Islands føiste opdagere, derefter de
første landnamsmænd med Ingolfr Arnarson i spid-
sen; så går rækkefølgen mod vest fra den nordligste
del af hans*landnam, og så videre mod nord, øst og
syd tilbage til udgangspunktet, hvorved Ingolfs land-
nam omtales delt. Da dette var så umådelig stort, ;
kan denne deling i og for sig ikke siges at være 1
unaturlig. Der er i virkeligbeden intet organisk hele,
der går i stykker ved det.

Men der fandtes endnu en fjærde bearbejdelse, <
den såkaldte Melabok. Heraf haves et lille mem- I
branbrudstykke, der indeholder begyndelsen og et
andet ikke dermed sammenhængende stykke. Mem-
branen er temlig ung og er meget skødesløst af-
skreven ; således har der etsteds i originalen manglet
et blad, men skriveren har ikke lagt mærke dertil

Digitized by VjOOQIC

273

og fortsætter uden betænkning med næste bevarede
blad; tilsyneladende er der således intet hul tilstede.
Denne bearbejdelse er uden tvivl udført af en Snorre
Markusson på Melar (deraf navnet) i Borgarf jorden;
han var lagmand og døde 1313. Omkr. 1300 er denne
bearbejdelse kommen istand. I et kontaminations-
håndskrift, (urigtig) kaldt den yngre Melabék, findes
enkelte mindre stykker, der hidrører fra den nævnte
membran eller et søsterhåndskrift. Tilstrækkelig klar
oplysning om bearbejdelsens indhold fås desværre
ikke herigennem; men to ting er sikre: at ordningen
af stoffet har været anderledes end i hine, idet der
begyndes med den østlige del af sydfjærdingen, hvor-
efter hele rækken følger mod vest osv. (Ingolfs land-
nam bliver herved ikke delt), og at de indledende styk-
ker om landets opdagelse og opdagere fandtes ikke her.

Hvorledes forholdet er mellem Melabok og de
andre bearbejdelser er omtvistet. B. M. 6lsen har
antaget, at det er Melabok, der har den ældste ord-
ning af stoffet, og hævder, at den er naturligere end
de andres. Dette er dog meget tvivlsomt. De andres
ordning er også meget naturlig, og ligeledes det, at
de forskellige opdagere af landet stilles i spidsen.
Hertil kommer, at Melabok synes at forudsætte Stur-
lubék. Dette er ikke til hinder for at antage, at
Melabék på enkelte punkter bedre har bevaret det
oprindelige, men så følger deraf, at den nuværende,
såkaldte Sturlubék har været genstand for bearbejd-
else, hvorimod jo intet strider. Heller ikke kan der
være nogen tvivl om, at Melabék gennemgående for-
korter teksten; desuagtet optager den enkelte små-
notitser og endogså et par sagauddrag."

Den Landnåma, der som ovf. bemærket kan
konstateres omkr. år 1220 (eller noget for), beror på
de gamle slægtregistre, der tidligere havde eksisteret
slægtsvis eller gruppevis, både nedskrevne og vistnok

18

Digitized by VjOOQ IC

274

også i mundtlig tradition. Det ligger da nær at
tænke på den »slægtkundskab«, der ifølge den 1.
grt. afhdl. var blandt det først optegnede; det ligger
nær at tænke på Åres »ættetal« i hans 1. Islændinge-
bog. At disse slægtregistre og rimeligvis^ endnu flere
har været forf.s kilde, er hojst sandsynligt. Men
hertil kommer mere eller mindre direkte og antydede
kilder. Værket selv meddeler, at B r a n d r prior den
frode har »mest optegnet Bredfjordingernes genea-
logier«; Kolskeggr d. frode nævnes som hjemmels-
mand for ØstQordenes landnam; disse er i form noget
afvigende fra det øvrige. Også sagaer er, som be-
mærket, benyttede. Man kan således måske sige, at
Landnåma er sukcessivt bleven til i løbet af det 12.
årh., indtil den fik sin afsluttende form i begynd-
elsen af det 13.

Skriftets pålidelighed er på de fleste punkter
hævet over tvivl. Der er så godt som ingen mod-
sigelser og den topografiske rækkefølge er så at sige
i et og alt fuldstændig rigtig. Med sagaerne stemmer
det i det hele ; der er dog ikke så få afvigelser, men
da er det vistnok som oftest sagaerne, der med gode
grunde kan mistænkes for ikke at have bevaret det
rigtige. Hvilken fylde af interessante oplysninger
skriftet giver, ikke alene om personer, men også om
forskellige kulturforhold (landtagning, stedsnavne-
givelse og meget mere), kan her kun antydes. Rime-
ligvis er samlingen selv istandbragt på vestlandet.

SAGAER OM DET 12. ÅRHUNDREDE.

Det er for blevet omtalt, at omtr. et helt årh., c.
1020— c. 1120, var overvejende fredeligt, og at der
næppe er forefaldet siorre begivenheder, der kunde

Digitized by VjOOQ IC

275

have foranlediget en saga eller afgivet stof nok til en
sådan. Ved det sidstnævnte tidspunkt forefaldt der
hovdingestridigheder med proces og personlige over-
fald, og i løbet af århundredet er det som den gamle
urolige ånd vækkes tillive igen. Nogen tid efter
forfattedes ganske rigtig sagaer herom.

I årene 1117 — 21 var der proces og Qendtligheder
mellem de lo hovdinger Haflide Mårsson og Torgils
Oddason. Herom haves Haflida saga ok |>or-
gils, der findes i spidsen af den store Sturlunga-
samling. Sagaen er ikke en biografisk skildring af
samme art som de gamle slægtsagaer. Enden blev
at Haflide og Torgils forligtes og dermed er sagaen
ude. Den har interessante enkeltheder, som f. eks.
beskrivelsen af bryllupet på Reykjaholar (1119) med
spotteversene om Tord (se foran s. 194). Sagaen
er skreven af en samtidig og næppe ret meget senere
end kort efter midten af det 12. årh., og sikkert af
en gejstlig.

Sturlusaga. Denne saga findes også i Stur-
lungasaml. Den handler om Sturlungernes stamfader,
Hvamm-Sturla, en meget stridbar, underfundig og
hævngærrig stormand, men en personlighed. Sagaen
er en fuldstændig biografi af ham, der indeholder
forskellige bygdestridigheder og trætter med andre
hovdinger. En af Sturlas processer førte til, at hov-
dingen J6n Loptsson i Odde tog hans son Snorre til
opfostring. Sagaen indeholder meget af interesse til
belysning af forhold og sæder i det 12. årh. Be-
givenhederne er af en noget anden art end i de gamle
slæglsagaer; det er som der havde fundet sted en
dalen m. h. t. niveauet, man mærker ligesom en
indsnævring af den åndelige horisont deri. I øvrigt er
sagaen ret godt fortalt og skrevet med et nojagtigt
detailkundskab. Sagaen er skrevet i begyndelsen af

18*

Digitized by VjOOQ IC

276

det 13. årh. Af særlig interesse er bl. a. fortællingen om
en betlers drom; det er åbenbart Skide, der menes
(Skfdarima); og der er flere morsomme episoder.

Hrafns saga Sveinbjarnarsonar fortæller
om den ædle hovding Hrafn, der blev overfaldet og
dræbt på sin gård 1213. Det er også en biografi, men
den der mest af alle de her behandlede ligner de gamle
ættesagaer. Den er fortalt logisk og pragmatisk uden
nogen digressioner og med mange vers. Hrafn led-
sagede i)iskopsæmnet, Gudmund Arason, til Norge;
om deres rejse fortælles der på en morsom måde.
Sagaen er forfattet af en af Hrafns venner, der åben-
bart er særdeles vel underrettet, og som sikkert har
været en gejstlig. Den er næppe forfattet senere end
1220. Den sidste del af sagaen er optagen i Stur-
lunga-samlingen, men det hele findes også særskilt.

Gudmundar saga d^ra er også optagen i
Sturl.-saml. og findes kun dér. Det er en mork og
tragisk indebrændingshistorie, som det egenlig er for-
bavsende at møde i slutn. af det 12. årh. Dette an-
tyder, at vi står på tærsklen til det 13. årh. med al
dets uro, indre kampe og blodsudgydelser. Sagaen
kaldes også Onundar-brennu-saga efter hovedbegiven-
heden; det var Gudmund dyre, en hovding i ØQords-
egnen, der indebrændte sin modstander Onund, uagtet
der lige for var kommet en giftermålsforbindelse i
stand imellem deres born ; Gudmunds egen svigersøn
omkom ved den lejlighed. Indebrændingen er van-
skelig at forklare; i det hele er sagaen i dens nu-
værende form ret dårlig og meget ujævn. Den er
rimeligvis blevet forvansket. Men den giver et fortrinligt
indblik i de historiske tilstande (de sædelige f. eks.) på
Island i slutn. af det 12. årh.; de er ikke særlig
lystelige, men værre blev det i det 13. Indebrænd-
ingen fandt sted i året 1197. Sagaen er vistnok for-

Digitized by VjOOQ IC

277

fattet ikke længe efter Gudmunds død ; han endte sit
liv i Tingøre-kloster 1212.

Disse 4 sagaer er overordenlig værdifulde kilde-
skrifter, netop fordi de er fuldstændig pålidelige,
skrevne som de er af samtidige, der desuden, tildels
ialfald, var ojenvidner.

SAGAER VEDRØRENDE KIRKEN.

Allerede i sin Islændingebog havde Are skrevet
om kristendommens indførelse, om de udenlandske
»biskopper«, samt om de to første virkelige biskopper
over Island, Isleif og dennes son Gizur (d. 1118). På
hans fremstilling herom byggede alle senere forfattere.
At Are også på dette område blev et forbillede og
fik efterfølgere siger sig selv; en af de mest tiltalende
forfattere er den, som skrev Hungrvaka, Hunger-
vækkeren (d. V. s. vækkende hunger, lyst til at vide
endnu mere om de omtalte personer). Forfatteren
holder sig med velberåd hu og en meget rorende
beskedenhed anonym, hvad han dog ikke havde be-
høvet, ti værket gor ham al mulig ære. Det handler
om de 5 første biskopper i Skalholt eller tiden 1056
til 1176. Der fortælles efter et og samme skema om
dem alle rent biografisk, deres herkomst osv., bispe-
vielse, bispegærninger, død og begravelse på en meget
levende og åbenbart særdeles pålidelig måde. Det er
en fornojelse at læse dette skrift, så klart et billede
som man får af de kirkelige hovdinger og forfatteren
selv. Denne er uden tvivl en gejstlig, som var noje
knyttet til selve bispesædet, »hvoraf han har opnået
al lykke i denne verden«. Saga værket er forfattet
omkr. år 1200. Forfatteren har den ejendommelige
tidsregning at regne alt 7 år for tidligt.

Om den 6. biskop i Skalholt, Torlak d. hellige

Digitized by VjOOQ IC

278

(1178 — 93) haves en saga, Jt>orlåkssaga. Den haves
i lo bearbejdelser. Den oprindelige saga er en sæd-
vanlig biografi med slærk fremhævelse af Torlaks
udmærkede egenskaber. Men Torlak var en stræng
herre, der kom i strid med den mægtige Oddefamilje;
han trak dog det korteste strå. Denne strid er ude-
ladt i sagaen, vistnok af hensyn til Oddamændene.
Men i den anden bearbejdelse findes herom et vidt-
løftigt afsnit. Det er hele forskellen. Den ældste
saga er forfattet af en samtidig, den sidste bearbejdelse
hidrører fra tiden omkr. 1230. I denne saga følges
den samme tidsregning som i Hungrvaka, men deraf
at slutte, at den er forfattet af samme mand, går ikke
an. Torlakssaga er i stil så vidt forskellig fra Hungry.,
at det endogså er utænkeligt; den er snakkesalig og
svulstig, fyldt med bibelcitater og meget vidtløftig.
Forf. har været en gejstlig måske i selve Skalholt.
Han kender Hungrv. og har benyttet den; sagaen er
vistnok skrevet ikke så længe efter Torlaks død, vist-
nok mellem 1205 og 1211 (biskop Pals død; det er
af hensyn til ham, at striden med Oddamændene
udelades). Til Torlaks saga knyttedes der senere en
stor jærtegnsliste.

Skalholts 7. biskop blev Torlaks søsterson, På 11
Jonsson (1195 — 1211), son af Torlaks hovedmod-
stander, Jon i Odde. Ligeså vist som det er, at Tor-
lakss. ikke er af Hungrvakas forfatter, lige så vist er
det, at sagaen om Påll er af ham. Den er så at sige
i et og alt bygget på samme måde som Hgrv., og minder
på det grangiveligste om dens stil og hele fremstil-
ling. Billedet af biskoppen er smukt og sikkert kor-
rekt. Forf. behøvede ingen særlige kilder; han har
måske selv været på bispegården under Pals hele
bispetid.

Således haves en fuldstændig bispehistorie eller
kirkehistorie for Skalholts bispedommes vedkom-

Digitized by VjOOQ IC

279

niende fra begyndelsen af og uafbrudt ned til 1211
(de to første biskopper var biskopper over hele
landet).

Således er imidlertid ikke forholdet for det andet
bispedommes vedkommende, det på Hélar, oprettet
1106. Om den første biskop, Jon d. hellige, haves
en saga, forfattet af Gunnlaugr munk, hvorom neden-
for på sit sted. Så er der kun den elendige stodder-
bisp, Gudmund d. gode (1202 — 37), hvorom der haves
en saga ; og den handler endda kun om hans præsteår,
Prestsaga Gudmundar. Den fortælles i en meget
annalistisk form og for hvert år gives synkronistiske
oversigter over begivenheder i ind- og udland. Sagaen
er optaget i Sturl. saml. Den fortæller meget vidt-
løftigt om Gudmunds rejser og farten om, hans vid-
underlige gærninger, helbredelser og vielser af vande
og bronde; men alt er blandet sammen og endel er
frygtelig smagløst. Forf. må have været en gejstlig,
der har stat Gudmund særdeles nær; der er blevet
gættet på en degn, der hed Lambkår. I al fald synes
sagaen at være skreven i årene 1213—20, eller næppe
ret meget senere. En fortsættelse af sagaen, bispesagaen,
findes i Sturlas værk; de herhen hørende kapitler
er senere samlede til et hele. Men om den er for-
fattet af Sturla selv, eller om den hos ham er et ud-
drag af en ældre selvstændig saga, er usikkert, snarest
måske det sidste.

Endnu haves et sammenfattende oversigtsværk
angående den isl. kirkes historie. Det er Kristni-
saga, eller sagaen om kristendommens indførelse.
Den findes kun i Hauksbék som en fortsættelse af
Landnåma. I den findes samlet alt, hvad der ved-
rører kristendommens ældste forkyndelse og den isl.
kirke ned til 1118, og kan på en måde siges at være
en udvidelse af Are, hvis skrift forf. har kendt og
benyttet. Der fortælles om Torvald vidforle og biskop

Digitized by VjOOQ IC

280

Fredrik, om Stefnir, om Tangbrand og så alt hvad
der skete år 1000. Isleifs og Gissurs historie med-
deles kort. Det hele er et kompilationsarbejde uden
synderlig kunst, men godt ordnet og ædruelig for-
talt. Værket er ikke helt i sin oprindelige skikkelse ;
der findes interpolationer, og slutningskapitlet, der er
et lån fra Hungrvaka, er måske senere tilfojet. Forf.
har benyttet forskellige, tildels nu tabte kilder; han
har kendt en Olafssaga (Ol. Tr.), vistnok Gunnlaugs,
for ikke at tale om Åres bog; desuden synes han at
have benyttet mundtlig overlevering, men kildesporgs-
målet er ikke helt udredet. Heller ikke sporgsmålet
om værkets tilblivelsestid er uomtvisteligt. Rimeligvis
er det forfattet omkr. 1200 eller i begyndelsen af det
13. årh. Biskop Botolf (1238-46) nævnes rigtignok
et steds, men i et stykke, der vistnok er et indskud.
Forf. er ikke uden selvstændighed, ganske vist ikke
altid til held for den historiske virkelighed; således
er han ved en — mindre rigtig — beregning kommen
til at lade Tangbrand opholde sig 3 år på Island,
medens alle andre kilder tildeler ham kun 2, og det
er det eneste rigtige.

NORGES HISTORIE.

NAVNGIVNE FORFATTERE.

Sæmundr Sigfiisson, prestr, enn fr68i ; denne
mærkelige mand er født 1056 og død 1133, d. 22.
maj. Sæmund tilhørte store gamle hovdingeslægter.
For 1076 var han rejst udenlands for at studere, i
Paris, li i det nævnte år siges han at være rejst hjem
igen med den senere biskop Jon. Hvor længe op-
holdet har varet vides ikke, men en studierejse af
den art var dengang et sådant særsyn, at sagnet
senere fik travlt dermed. Sæmund blev i folkesagnene

Digitized by VjOOQ IC

281

en troldmand, der havde gået i den >sorte skole«.
Herefter vides så at sige intet om hans liv. Han
boede vistnok hele tiden på Odde, sin fædrenegård,
der fra nu af blev et lærdomssæde på Island. Han
nød stor anseelse blandt hoj og lav som en af tidens
mest vidende mænd; som hans tilnavn viser, var det
især historiske kundskaber, han berommedes for.
Sagaerne indeholder flere hentydninger dertil og der
anføres udsagn af ham og han anføres ofte som
hjemmelsmand; utvivlsomt er nogle af disse kun
mundtlige udsagn, medens andre er af den art, at de
synes at måtte forudsætte et skrevet værk. Af storst
vigtighed er det ovf. s. 183—84 omtalte Noregs konunga-
tal, hvor Sæmund anføres som hjemmelsmand for
hele den norske kongerække ned til Magnus d. gode,
ja i Odds Olafssaga hedder det udtrykkelig, at »så-
ledes« har Sæmund skrevet »i sin bog«. Der er så-
ledes næppe nogen tvivl om, at Sæmund har skrevet
et sammenhængende skrift om de norske konger fra
Halfdan svarte til Magnus, bægge iberegnede. Men
det er tabt. Man har ment at kunne påvise, at hans
tidsregning, d. v. s. angivelse af fyrsternes regerings-
år, kan genfindes i senere værker som f. eks. Fagr-
skinna, og man har villet hævde en modsætning mel-
lem ham og Are ; dette er dog meget tvivlsomt. Hvor
meget eller lidt der ellers har stået om hver fyrste
er det nu ikke muligt at sige. Sikkert har skriftet
været på latin, da Are siges at have været den første,
der skrev på »norront mål«. Det stemmer godt med
forf.s præstelige lærdom og lærdom i det hele ; denne
mærkes også i de forskellige citater af ham.

Eirikr Oddsson. Denne mand er fuldstændig
ukendt, undt. for så vidt som han siges at have
været »en vis og forstandig« mand, der gentagne
gange opholdt sig i Norge for at få så rigtige efter-
retninger af kyndige mænd og ojenvidner som muligt

Digitized by VjOOQ IC

282

om tidsrummet 1130—61, det var herom han skrev
en bog omkr. 1170. Desværre haves dette hans hist-
oriske skrift ikke mere, men det er stærkt benyttet i
senere værker som Morkinskinna (især) og af Snorre.
Man har været i tvivl om, hvor langt skriftet gik
ned; Storm mente, at det kun havde nået til 1139,
men herimod kan der gores meget velbegrundede
indvendinger og Maurer havde sikkert ret i at be-
stemme grænsen nedad til 1161 (kong Inges død).
Skriftet, hvis navn siges at have været Hryggjar-
stykki (af uvis betydning), har været overordenlig
nojagtigt og pålideligt; Eirfkr har, som Are, samvit-
tighedsfuldt anført sine hjemmelsmænd og han har som
han undertiden talt i »jegc-form. Gennem de stykker,
der formentlig hidrører fra Eirfkr, får man det bedste
indtryk af hans forfattervirksomhed. Litterær-hist-
orisk særdeles betydningsfuldt er det, at der allerede
så tidlig er en, der skriver sin samtidshistorie; det
har man ikke gjort, for der allerede forelå skrifter
om de ældre tider.

Karl Jénsson, åbéti, død 1213. 1169—81 var
denne mand abbed i Tingørekloster. 1185 begav
han sig til Norge og opholdt sig der i nogle år, noje
knyttet til kong Sverre, der da lige havde fældet sin
modstander, Magnus Erlingsson (1184). Efter at
være vendt tilbage blev Karl atter abbed og beklædte
den stilling til 1207. Ellers kendes intet om hans
liv eller virksomhed i det praktiske liv. Om hans
videnskabelige virksomhed vides kun at han skrev
sagaen om kong Sverre, Sverrissaga, ialfald den
første del deraf. Der haves en fortale, hvori der
gives den oplysning, at Karl havde skrevet sagaen
efter Sverres egen mundtlige meddelelse og under
hans opsyn; der kan altså kun være tale om Sverres
historie til 1184 (1177 begyndte han sin optræden);
hertil passer fortræffelig ordene, at »denne fortælling

Digitized by VjOOQ IC

283

»var ikke langt fremskreden«, nemlig i tid. Denne
del, der siges at være bleven kaldt Gr^la (skræmsel),
er overordenlig nojagtig m. h. t. alt det ydre faktiske,
Sverres tog, rejser og kampe, så at det alene viser,
at hjemmelsmanden må have været særdeles kyndig.
At der ikke fortælles noget, der kunde stride imod
Sverres krav på tronen, følger af sig selv; Karl har
sikkert selv været overbevist om Sverres ret. Det
hele er fortalt på en overordenlig jævn, simpel og
klar måde; enkelte småstykker afviger herfra, men
de har en anden oprindelse, hvorom nedenfor (Styrme).
Især er de indflettede taler af Sverre beromte og
med rette; de viser med tydelig klarhed hans
ejendommelige begavelse, veltalenhed og lune. Alt
fortælles i nojagtig kronologisk orden. Hvad den
sidste del, der går til Sverres død, angår, er den i
forhold til den første meget kortfattet og sammen-
trængt; der findes ikke her de lange taler, men kun
korte og færre. Der har været tvivl om, hvorvidt
Karl selv eller en anden havde skrevet denne del.
Der er dog næppe grund til at frakende ham den.
For det første var han den nærmeste til at fortsætte,
hvis det var ham muligt. Dernæst forklares forskel-
len mellem den sidste del og den første overmåde
simpelt derved, at forfatteren skrev hjemme på Is-
land efter mundtlige meddelelser (af Nordmænd og
Islændere, der havde været i Norge). Hertil kommer
at der i fremstilling og stil ingen væsenlig forskel er
at mærke. Forf. er overordenlig upartisk. Hvor-
ledes han har opfattet Sverres kamp med kirken —
her var han vanskelig stillet — , vides ikke; han går
åbenbart let henover den, hvilket netop kunde tyde
på Karl selv som forfatter. At sagaen fra først af
er forfattet på islandsk — og ikke på latin — må
betragtes som det eneste naturlige; der er i virkelig-
heden intet, der taler for det modsatte.

Digitized by VjOOQ IC

284

Samtidig med Karl var der i Tingørekloster to
munke, der også bægge var historiske forfattere, den
ene vistnok noget ældre, den anden noget yngre
end Karl.

Oddr Snorrason vides at have tilhørt en gam-
mel nord land sk slægt, men der vides intet om ham
andet end at han var munk i Tingørekloster, hvor
han dog lejlighedsvis siges at have været noget mis-
fornojet med opholdet. Der er næppe tvivl om —
efter slægtleddene at domme — , at han helt og hold-
ent tilhører det 12. årh., men hans dødsår er ukendt.
Afvigende fra de to sidstnævnte forfattere skrev han
på latin et værk om Olaf Tryggvason, Olåfssaga
Tryggvasonar. Af originalen er intet bevaret undt.
Odds oversættelse af Stefnirs lille smædevers om Sig-
valde jarl (Nec nominabo osv.). Uden tvivl har Oddr
været en ret flink latinist. Hans skrift blev imidler-
tid ved modersmålets besejrende kraft tidlig oversat;
det findes i 3 håndskrifter (som alle er defekte, et
kun et lille brudstykke) eller bearbejdelser, men til
grund ligger en og samme oversættelse. Håndskrift-
erne er henholdsvis i den Arnamagn. sml , i Stock-
holm og Upsala. Den oprindelige oversættelse fore-
ligger ikke i noget af dem, men de er, hvert på sin
vis, bearbejdede. I det Arn. flndes interpolationer.
Sagaen, der indledes med en karakteristisk fortale,
hvori Oddr udtaler, at denslags æmner er bedre end
sådant noget som opdigtede stemodersagaer, er kong
Olafs livshistorie, fortalt efter mundtlig tradition.
Forf. har samlet alt, hvad han kunde få fat i af
enkeltfortællinger om Olaf; men der havde dannet
sig i tidens løb mange uhistoriske fortællinger, mange
helgenlegender, endogså af den æventyrligste art, om
ham. For Oddr er alt sådant god kilde, han tager
det alt uden kritik for gode varer ; jo mere han
får deraf, desto bedre. Han ser undertiden ikke en-

Digitized by VjOOQ IC

285

gang, at han har fået det samme på to måder; han
slojfer intet. Oddr gor således alt andet end tiltal-
ende indtryk som historisk forfatter. Ikke desto
mindre fik hans skrift en stor betydning, idet det
var den første samlede fremstilling af Olafs tiv, og
det blev som sådan et kildeskrift for senere forskere,
men det måtte anvendes med stor kritik og varsom-
hed. Det gor Snorre også. Når skriftet er forfattet,
kan ikke bestemt siges. Det må være skrevet efter
1170 (flytningen af Sunnivas relikvier i dette år om-
tales), og vistnok for 1190.

Gunnlaugr Leifsson. Efter et langt ophold
i Tingørekloster døde Gunnlaugr 1218 (1219) og har
således været en yngre klosterbroder af Oddr. Der
bestod oprindelig et godt forhold mellem ham og
Gudmund Arason og denne siges at have sendt ham
»varsler« for at omskrive dem på latin; de vedrørte
Torlak d. hellige. Allerede dette tyder på Gunnlaugs
ry for lærdom og latinkundskaber. Han kaldes et
steds »den boglærdeste mand i hele Island«. Dette
er vistnok sandt. Gunnlaugr har haft adgang til et
righoldigt bibliotek og sikkert benyttet dette flittigt.
Han har erhværvet sig meget gode kundskaber i
latin og været vel bevandret i fremmed (latinsk) gejst-
lig litteratur; men han var også stolt af sin lærdom.
Han havde hang til retorisk udtryksmåde og i det
hele til en vis prunk og ordflom. Hans skrifter er:

Jénssaga biskups, en saga om Holarbispen
J6n Ogmundsson (1106 — 21). Den var skreven på
latin, originalen er tabt; men der haves en fuld-
stændig oversættelse i to bearbejdelser, hvoraf den
ene kommer originalen sikkert meget nær. Sagaen
består af en fremstilling af biskoppens liv og så en
jærtegnsliste. Biskoppens nidkære virksomhed i kirk-
ens tjæneste og hans gejstlige undervisning skildres
kraftig; i øvrigt er det billede, forf. giver af ham,

Digitized by VjOOQ IC

286

ikke synderlig mangesidigt eller just tiltalende. Frem-
stillingen er stik modsat de isl. sagaers, legendarisk^
højtravende og svulstig, ordflommen overvældende.
Sagaen er forfattet kort efter 1200 og beror på mundt-
lige meddelelser; dog nævnes også Are frode, men
nogen kilde kunde han ikke være, og forfatteren er
ellers ganske upåvirket af Are.

Gunnlaugs andet hovedskrift er 6låfssaga
Tryggvasonar. Det er tilvisse mærkeligt, at han
skulde behandle samme æmne som Oddr. Grunden
er formodenlig den, at den lærde forfatter ikke fandt
Odds skrift lærd eller udførligt nok. Gunnlaugr har
ligesom Oddr benyttet den mundtlige overlevering
og sagn, og han anfører en mængde hjemmelsmænd
og -kvinder — efter Åres eksempel. Sagaen haves
nu ikke i dens helhed, men en stor del af den er
blevet optaget i den storre Olafssaga, der er et kon-
pilationsværk efler mange kilder. Der er midler til
at udskille det meste af, hvad der hidrører fra Gunn-
laugr. Sagaen har været meget vidtløftig og inde-
holdt meget, der kun løselig hang sammen med
Olafs saga; således f. eks. en udførlig beretning om
kristendommens forkyndelse på Island (om Torvald
vidforle; den såkaldte J>orvaldspåttr var sikkert en
del af sagaen) og flere lignende episodiske afsnit;
herved adskille den sig fra Odds værk. Fremstil-
lingen var meget vidtløftig og ordrig; forf. havde
forkærlighed for taler (virkede Sverres taler i Karls
saga måske her som forbillede?) og kong Olaf und-
lader aldrig at holde lange og svulstige taler. I øv-
rigt vidner sagaen om forf. s interesse for varsler, spå-
domme og æventyr samt for religiøst-farvede fortæl-
linger (den om Finnr og Sveinn hidrører formentlig
fra ham). Til sagaen var der knyttet et tillæg om
Olafs hirdbiskop Jon-Sigvard.

Gunnlaugr siges at have samlet en saga om den

Digitized by VjOOQ IC

287

hellige Ambrosius, som ban begav sig med til
Holar for at oplæse den i koret, men det skal bi-
skoppen have forbudt ham. Den er ellers ukendt.
— Endnu haves et ejendommeligt skrift af Gunn-
laugr; det er hans versificerede oversættelse af pro-
phetia Merlini (to prosakapitler i Historia Brittonum),
Merl 1 nusspå, i fornyrSislag. Den findes i Breta-
sogur i Hauksbék. Originalens to kapitler findes her
i omvendt orden. Oversættelsen er, som vænteligt var,
meget korrekt. Et par steder har Gunnlaugr selv
foretaget tildigtninger (kampskildringer, der er tomt
ordbulder). Gunnlaugr var ingen digter, men hans
oversættelse er ikke uinteressant, ikke mindst på
grund af det kendskab til Eddadigte, den vidner om.
Allerede for 1200 fandtes der altså (bortset fra
Gunnlaugr) enkeltsagaer om norske konger af navn-
givne forfattere; det er sagaer om Olaf Tryggvason,
om Harald gille til Inge, om Sverre, altså om meget
forskellige tidsrum; disse kunde synes at være ret
tilfældige, men ved nærmere eftersyn er det sikkert
ikke så. Der findes endnu nogle få rester af en selv-
stændig saga om Olaf d. hellige, en personlighed,,
der for en sagaskriver måtte være mindst lige så til-
trækkende som Olaf Tryggvason. Disse rester af den
ældste saga om Olaf, som den kaldes, er ganske
utvivlsomt originalsagaen om ham og fra det 12. årh.,
fra først af skreven på islandsk, fuld af skjaldevers
og historisk udmærket. Yngre end 1170 har den
næppe været. Det er denne saga, som Styrme senere
bearbejdede. En sammenligning af de forskellige
samlingsværker, der straks vil blive nævnede, viser,
at der er meget stof tilfælles, tildels fortalt med de
selvsamme ord; dette kan kun forklares ved, at de
samme kilder er benyttede i dem alle, men hver på
sin måde, deraf afvigelserne. Men disse kilder er
atter enkeltsagaer om de enkelte konger, der alle-

Digitized by VjOOQ IC

288

rede tidligere var forfattede. Det er sikkert også så-
danne, der enkelte gange udtrykkelig nævnes (som
Harald hårfagres saga, — der endogså åbenbart er
benyttet i Egilss.). I hvilken rækkefølge de er bleven
til er det ikke muligt nu at afgore; den har vistnok
været ret tilfældig; så meget er sikkert, at ved slut-
ningen af det 12. årh. forelå der — foruden Sæmunds
sammenhængende oversigt, der også havde sin be-
tydning — enkeltsagaer om så godt som alle norske
konger ned til Sigurd jorsalfar; hertil slutter sig Erik
Oddssons værk. Mellem dette og Sverrissaga var der
et hul, som også blev udfyldt. Det kan endvidere kon-
stateres — på samme eller lign. måde — , at der også
forelå sagaer om jarler (Ladejarlerne) og en saga
om Hakon jarl Ivarsson, benyttet af Snorre; af
den findes endnu et selvstændigt brudstykke, noget
bearbejdet.

I deres oprindelige skikkelse er disse sagaer
tabte, men de kendes af de senere samlingsværk-
er, som de kunde kaldes. Disse er følgende:

Ågrip af Néregs konunga sogum findes i
et meget gammelt håndskrift fra den første del af
13. årh., men der mangler både begyndelse og slut-
ning, og desuden har det et par lakuner. Der er dog
ingen tvivl om, at det har begyndt med Halfdan
svarte og nået ned til 1177 (Sverres første optræden).
Den ene saga følger på den anden på en ganske
mekanisk måde uden nogle formidlende overgange.
Undersøger man de enkelte sagaer, vil det hurtig
vise sig, at der her ikke er tale om et originalt værk,
men om et udtog af eksisterende sagaer; derfor er
skriftet med rette — i senere tider — blevet kaldt
»Udtog« (ågrip), I enkelte tilfælde er næppe nogen
skreven saga benyttet (Harald hårfagre og Erik blod-
økse); her er det den mundtlige tradition, der ligger
til grund og den må endda være meget lidet udbyttet.

Digitized by VjOOQ IC

289

Også på andre måder ses en sådan tradition at være
benyttet; der findes her enkelte vers, der er ukendte
andenstedsfra, og der findes traditionsstumper, åben-
bart af yngre norsk oprindelse og forvanskede, som
forf. har ment at burde optage (som f. eks. forklaringen
af Gamlaleir og den umulige tilknytning heraf til
Gamles fald). Allerede herved viser skriftet en til-
knytning til Norge. Ikke mindre viser denne sig
derved, at forf. er norsk-partisk f. eks. overfor de
svenske; imod alle andre kilder lader han et neder-
lag for de norske (under Magnus barfod) blive til
en sejr; for så vidt er skriftet usædvanlig tendentiøst.
Erik Oddssons bog er benyttet, og der er meget, der
taler for, at Sæmunds latinske skrift er en af kild-
erne. Tidsregningen har forf. særlig lagt vind på.
I øvrigt er Agrip meget ujævnt og egenlig et slet
skrift i historisk henseende. Forf. lige nsevner Hafs-
Qordsslaget, udelader ganske Jomsvikingeslaget osv.
Derimod er han meget vidtløftig angående Snefrid-
sagnet og han giver sig tid til at forklare forbind-
elsen mellem ordet jol og et Odinsnavn osv. Om
stil er der overhovedet ikke tale. At forf. er en Is-
lænder, derom er nu alle enige; det viser både for-
holdet til de ældre islandske kilder og ikke mindre
hans kendskab til og anvendelse af vers (hvorved
han dog er kommen til at begå fejl). Men lige så
vist er det, at han må have opholdt sig i Norge og
dér lært forskellige norske traditioner at kende og
rimeligvis skrevet bogen for og på opfordring af en
norsk stormand. Der findes et andet steds en antyd-
ning af noget, Sverre uvedkommende, som denne
siges »at have ladet skrive« ; det vilde være meget
fristende at antage, at det her antydede skrift var
identisk med Ågrip. I hvert fald er det sikkert, at
dette må være forfattet i slutningen af det 12. årh.
(omkr. 1190). Man kunde tænke sig, at det af Sverre

19

Digitized by VjOOQ IC

290

skulde være bestemt til at udgore indledningen til
hans egen saga af Karl. Endnu skal bemærkes, at
Theodriks latinske skrift har mange berøringspunkter
med Agrip, men om nogen direkte forbindelse er der
ikke tale.

Morkinskinna. Således benævnede Tormod
Torfason et håndskrift — på grund af dets medtagne
blade — med en særlig bearbejdelse af de norske
kongers sagaer fra og med Magnus d. gode til 1177
(rigtignok mangler slutningen, men der kan ikke
være nogen tvivl om det oprindelige forhold); des-
uden mangler flere blade i hdskr., der findes i det
kgl. bibliotek i København. Også her foreligger der
en samling af de enkelte kongers sagaer af lignende
mekanisk art som i Agrip uden nogen selvstændig
bearbejdelse i retning af et kunstnerisk ordnet og
vel sammenarbejdet hele. Bearbejdelsen er lige mod-
sat Agrips; nogen forkortelse eller sammendragning
synes ikke at have fundet sted af de til grund lig-
gende enkeltsagaer og -værker; tværtimod, disse er
netop meget stærkt udvidede eller interpolerede. Be-
arbejderen har i de oprindelige kongesagaer optaget
en mængde — omkr. 30 — pættir eller småfortæl-
linger især om Islændere (skjalde og andre), der kom
i berøring med de norske konger; især sker dette i
Harald hårdrådes saga. Fremdeles er en mængde
vers optagne, der vistnok ikke fandtes i originalsagaen
og som heller ikke flndes i Snorres paralleltekst.
For så vidt er denne bearbejdelse af stor værdi —
ganske bortset fra at originalsagaen på den måde er
mishandlet. Særskilt betydning har Mork. for tids-
rummet 1130 — 61, da den her har optaget vistnok
betydelige stykker af Eiriks Hryggjarstykki; der findes
her flere steder et forfatter- »jeg c; det er Eirikr. Ved
disse indskud og sammenfojninger er der fremkommet
ujævnheder og kompositions-mangler, der viser, at

Digitized by VjOOQ IC

291

bearbejderen selv var ingen stor kunstner. Måske
hidrører dog ikke alt, hvad der således findes i bogen,
fra den første istandbringer. Kritisk forsker var
denne ikke. Istedenfor at vælge mellem kilder kom-
binerer han dem og får således måske to begiven-
heder, hvor der faktisk kun var én; han har f. eks.
benyttet Agrip og får derved to slag (på Foxerne) for
ét. I denne bearbejdelse har fællessagaen om Mag-
nus og Harald fået en helt ny og uhistorisk indled-
ning. Således er det klart at Morkinskinna bor be-
nyttes med stor varsomhed og kritik som historisk
kilde. Det håndskr., som den er bevaret i, ef fra
omtr. 1280 (der findes yngre afskrifter eller bearbejd-
elser deraf i de såkaldte Hulda, AM. 66, og Hrokkin-
skinna i det kgl. hib].), men bearbejdelsen selv er
betydelig ældre. Omtalen af enkelte personer i beg.
af det 13. årh. viser, at den b5r sættes til tiden
1220 — 30. At bearbejderen var en Islænder er givet.
Endnu en samlet bearbejdelse må her medtages,
uagtet den vistnok er endel yngre, nemlig Fagr-
skinna. Dette var egenlig et navn på det ene hånd-
skrift af de to, hvori dette saga værk fandtes ; også det
stammer fra Tormod Torfason. Dette sagaværk find-
es eller fandtes i to håndskrifter, der hægge brændte
1728; nu haves kun papirsafskrifter. De to hdskrr.
betegner tillige to bearbejdelser. Den ældre hidrørte
fra omkr. 1260, den yngre fra omtr. 1325, hægge
skrevne af Nordmænd. Den første repræsenterer ori-
ginalen renest, men har indskudt en række slægt-
registre ved slutningen af Harald hårdrådes saga.
Den anden er stærkt interpoleret på forskellig måde
og ordlyden endel ændret. Der er flere lakuner i
dem bægge; gensidig udfylder de dog hinanden, så
at der kun er én lakune henimod slutningen. Denne
sagabearbejdelse har samme udstrækning som Agrip
oprindelig. Heller ikke her findes nogen kunstnerisk

19*

Digitized by VjOOQ IC

292

sammenstøbning af de enkelte sagaer; de følger på
hinanden som dér. Hvad enkeltsagaerne angår, er
det let at se, at de også her er benyttede, med undt.
af den om Harald hårfagre; sagaen om ham er
her mærkelig fattig på alt, undtagen vers, og den er
noget forvirret. Forf. danner en modsætning til
Morkinskinnas. Istedenfor at udvide forkorter han
og sammendrager; han følger også et bevidst mål,,
nemlig det at gore kongen allevegne til hovedper-
sonen og særlig fremhæve de begivenheder, som fik
en hovedbetydning for Norge som ét kongerige; han
udelader mindre vigtige kampe og deslige. Således
får man hos forf. et koncentreret værk med temlig
rene linjer, uden krogveje, uden uvigtige biting; han
har også åbenbart liden sans for det jærtegnsagtige
og æventyrlige. Derimod er der noget andet, han i
så meget hojere grad har sans for; det er skjalde-
kvadene. Han anfører dem selvstændig — især i
værkets første del — i en stor mængde. Ja, han
sammenligner skjaldes kvad om det samme på en
kritisk måde. Nogen egenlig kritisk historieforsker
er han alligevel ikke; han gor sig især mod slut-
ningen skyldig i mærkelige skødesløsheder, hvis disse
ikke beror på afskriverfejl, hvad de næppe gor. At
værket er forfattet af en Islænder er utvivlsomt; be-
nyttelsen af skjaldeversene er den bedste borgen der-
for. Dets tilblivelsestid kan med nogenlunde sikker-
hed sættes til 1230 — 40, eller henimod det sidst-
nævnte år, og det ligger meget nær at antage, at
skriftet er skrevet for og måske på foranstaltning
af kong Hakon selv. Det hedder om ham, at for
han døde lod han sig bl. a. forelæse det værk som
kaldes konungatal fra Hålfdani svarta, men i Fagr-
skinnas håndskrr. kaldes skriftet netop Noregs kon-
unga tal (eller i det yngre hdskr. : Ættartal N. k,J,
Navnet passer udmærket. At gætte på nogen bestemt

Digitized by VjOOQ IC

293

forfatter, lader sig ikke gore; dog vilde det være
fristende at sætte Olaf hvitaskalds navn i forbindelse
dermed, eftersom han var hos kong Hakon i årene
1237 — 40 og var selv en udmærket kender af skjalde-
kvad. Dette vilde dog være en ubevislig formod-
ning. Forf.s stil har undertiden en farve, der minder
noget om de norske oversættelser af fremmede digter-
værker.

Foruden disse skrifter haves, som bemærket,
et brudstykke af en saga om Håkon jarl Ivars-
son, og man er berettiget til at slutte, at der har
eksisteret en saga om Ladejarlerne (Hakon, Erik).

Til alt dette kommer endnu de såkaldte Bdgl-
ungas5gur, eller en saga om tiden imellem Ha-
kon Sverrisson og Hakon d. gamles tronbestigelse,
tidsrummet 1204 — 17. Det er kampene mellem Bagler
og Birkebener, der her behandles. Sagaen er over-
leveret i to bearbejdelser; den ene går kun til 1208, den
anden — en udvidelse deraf — til 1217. Den første
er Baglervenlig, den anden står snarere på Birke-
benernes side. Sagaen er noget usammenhængende,
men i det hele overmåde detaljeret og skrevet af eller
efter øjenvidner. Den sidste bearbejdelse er for storste
delen tabt i originalen. Hovedsagelig findes den kun
i P. Claussons norsk-dansk oversættelse. Sagaen har
stor historisk betydning.

SAGAER OM ISLANDSKE OG NORSKE NYBYGDER.

Som bekendt opdagedes Grenland af Erik d.
røde kort efter 980, han nedsatte sig dér og fik en
hel flok Islændere til at tage med sig derover og
tage fast bolig der. De stiftede en nybygd, der be-
stod til ind i det 15. årh., da den bukkede under for
de nordfra kommende Eskimoers angreb. Denne

Digitized by VjOOQ IC

294

bosættelse fik en stor betydning ikke mindst derved^
at der derfra endnu opdagedes et land længere mod
vest, nemlig Nordamerikas østkyst. At der her var
sagastof til stede, siger sig selv, og at Islænderne be-
mægtigede sig dette ses allerede deraf, at de gron<
landske landnam er optagne i den isl. Landnåma-
b6k. Omkr. 1200 blev Eiriks saga rauSa skreven.
Den fortæller om de her kort antydede ting, op-
dagelsen af Gronland, bosættelsen dér og belyser
adskillige, meget interessante kulturtilstande (volve-
væsenet); Vinlandsrejserne omtales udførlig osv.
Sagaen går ikke længere og omspænder således kun
en snes år omtrent. Den er fuldstændig sagamæssig,
men desværre ikke, hvad begyndelsen (der egenlig
er en Landnåmatekst) angår, opbevaret i sin oprinde-
lige skikkelse. Den er i alt væsenligt fuldkommen
pålidelig, idet den bygger på en mærkelig solid tra-
dition, der er kommen til Island og som Are belyser
i sit skrift.

I Flatøbogen findes en Einars påttr Sokka-
sonar fra beg. af det 12. årh., der er af betydelig
interesse for nybygdens historie (bispesædets op-
rettelse) og fuldstændig historisk. Derimod er Græn-
lendinga påttr, der findes sst, meget upålidelig;
den handler også om Vinlandsrejserne, men bygger
på en meget forvansket tradition.

Noget for Island opdagedes, bebyggedes Færøerne,
men om det landnam haves ingen udførlige beret-
ninger. Færeyingasaga, der også er fuldstændig
sagamæssig og som fuldkommen kan sammenstilles
med de isl. slægtsagaer, fortæller om blodige fejder
mellem to grene af samme slægt; den listige og træske,
men velbegavede Trond i Gata står hovedsagelig på
den ene, Sigmund Brestisson på den anden side, ind-
til han blev snigmyrdet. Den sidste del af sagaen
handler især om forholdet mellem Færingerne og

Digitized by VjOOQ IC

295

kong Olaf d. hellige. Sagaen omspænder således et
temlig langt tidsrum for og efter 1000. Den har alle
slægtsagaens fortrin m. h. t. personskildring og ud-
mærket logisk sammensætning; den er godt og liv-
fuldt fortalt, såvidt skonnes kan, men den er meget
dårlig opbevaret. Da sagaen i meget hoj grad be-
rørte de to Olafers sagaer, er den bleven optagen i
dem, og kun således kendes den nu. Den findes
dog her ikke samlet, men i stykker hist og her. Den
oprindeligste tekst af den første del findes i den storre
Olafssaga (Fms. I — III); derimod er teksten i Flatø-
bogen her stærkt udvidet og ændret. Den sidste del
af sagaen findes kun i Flatøbogen ; et lille stykke er
dog optaget i Heimskringla. Sagaen er således bevis-
lig ældre end denne og næppe yngre end fra omkr.
1200. Også den beror på en solid tradition, der har
forplantet sig til Island. Der var rige forbindelser
med Færøerne og sikkert rigere end vore nuværende
kilder direkte viser.

Allerede under Harald hårfagre dannede Orkn-
øerne etslags statshele og kom tidligere direkte under
den norske krone end nogen af de andre nybygder.
Fra slutningen af det 9. årh. styredes de af jarler,
der til at begynde med var ret selvstændige. Disse
jarler, efterkommere af den kraftige Torf-Einar (se
foran s. 101), var meget energiske og tildels meget
stridbare hovdinger, der undertiden levede som rene
vikingeh5vdinger. Der var vikingetog og kampe, ind-
byrdes stridigheder også at fortælle om, og så kom
jo dertil forholdet til den norske konge. Her var
sagastof nok ; det blev da også samlet i et stort saga-
værk, Jarlasogur (Orkneyingasaga). Det går fra
de ældste tider og ned til omtr. 1170. Det hele ind-
ledes med et sagnhistorisk stykke om Norges be-
byggelse; fortællingen herom hænger sammen med
jarlernes ældste historie; så fortsættes der med jarl-

Digitized by VjOOQ IC

296

ernes sagaer helt ned til og med Rognvald kale, skjalden
(se ovf. s. 179—80). Det er et broget, men afsnitsvis
meget interessant indhold, især de afsnit, der fortæller
om Torfinn jarl (d. 1064), om Magnus d. hellige (d. 1116)
og ikke mindst det om Rognvald. Det er en af de for-
nojeligste sagaer, der haves, fuld som den er af vers med
dertil knyttede morsomme anekdoter, ligesom også den
udførlige beskrivelse, af Jorsalfærden findes der. Jo
længere man kommer ned i tiden, desto udførligere
bliver sagaen, hvilket er naturligt nok. Vistnok er
det hele — måske med undtagelse af begyndelsen —
én mands arbejde; det hele er sig selv ligt. Skild-
ringen af personer er i det hele overordenlig livfuld
^g dygtig — og her er der mange personligheder,
mandlige og kvindelige; til de sidste hører den dæ-
moniske Frakkork. Ved siden af den mundtlige
tradition har forf. benyttet norske kongesagaer, vist-
nok i én samling, og så skjaldevers. Her var jo så
udmærkede kilder som Arnors jarledigte, og flere
andre. Den mundtlige tradition synes gennem-
gående at være overmåde pålidelig; topografiske
kundskaber lægges allevegne klart for dagen. At
forfatteren var en Islænder er så at sige en given
sag. Det samlede historiske stof kunde med den
storste lethed nå til Island. Der var bevislig en
farten frem og tilbage mellem Island og Orknøerne
århundreder igennem. Sagaen er benyttet af Snorre
og altså forfattet omkr. 1200 eller ikke meget længe
efter. Helt i sin oprindelige skikkelse er heller ikke
denne saga bevaret. — Endnu bemærkes, at Magnus
d. helliges saga blev — ligesom Olaf d. helliges i
Heimskringla — taget ud af sagahelheden og så at
sige udgiven særskilt og forøget med jærtegn. Denne
saga blev endvidere støbt sammen med en over-
sættelse af et på latin skrevet Vita af en »mester
Rodbert«. Dette Vita vilde være en Gunnlaugr

Digitized by VjOOQ IC

297

værdigt ; det er mere en svulstig prædiken end en
lævnedsbeskrivelse.

SAGAER VEDRØRENDE DANMARK.

Skjoldungasaga. En saga af dette navn citerer
Snorre direkte. Det var en saga om de danske sagn-
konger, efterkommere af Skjoldr, altså en saga, der
kan sidestilles med Snorres egen Ynglingasaga. Den
har bl. a. indeholdt afsnit om slaget på Væneren, om
Starkad, Ingjald, Ivar vidfadme og fl. Uheldigvis er
sagaen i sin oprindelige form tabt; dens indhold
kendes bedst af Arngrimur Jénssons latinske uddrag
deraf (i hans såkaldte Supplementum hist. Norw.).
Den oprindelige saga er, som så mange andre, i det
13. årh. bleven omarbejdet; som sådan var den
sikkert bestemt til at udgore en indledning til Knyt-
lingasaga (se nedenfor). Af denne omarbejdelse haves
brudstykker (det såkaldte Sogubrot).

Jémsvikingasaga. Joms vikingerne udgjorde
et mærkeligt krigersamfund, som dog næppe vilde
have fået deres saga på Island, hvis de ikke ved en
enkelt begivenhed var kommen i en så nær berør-
ing med Norge i slutn. af det 10. årh. Det er Joms-
vikingeslaget i Hjorungavåg, der rettest sættes til
986. I slaget deltog mange, bekendte Islændere og
det er disse, der har bragt nojagtige efterretninger
derom til Island. Toget var og blev vidt beromt i
hele Norden. Bjarne biskop digtede, som vi har set,
et kvad derom; Torkel Gislason ligeledes — hægge
i det 12. årh. Men deraf fulgte videre interesse for
disse dristige vikinger, der midt i vinterens hjærte gav
sig i lag med at erobre et helt og stort rige som Norge.
At de næppe kunde slippe godt derfra, var at forudse.
I Fagrskinna findes en ret selvstændig fremstilling

Digitized by VjOOQ IC

298

af toget. Men desuden haves en særlig saga derom
i forskellige bearbejdelser. I AM 510 — det yngste
af de i betragtning kommende håndskrifter — be-
gynder sagaen med Toke, Palnir og Palnatoke og
med dennes forhold til Harald blåtand og Sven tve-
skæg; Palnatoke stifter Jomsborg- laget og giver det
love, og så fortælles videre til og med Jomsvikinge-
slaget selv. Beretningen herom er her sikkert ud-
videt ; den er ujævn og indeholder uhistoriske enkelt-
heder, men her, og kun her, findes f. eks. Tinds vers
om slaget. Der kan ingen tvivl være om, at dette
håndskr. har sagaens oprindelige udstrækning (sk5nt
interpoleret og bearbejdet). Derimod er i to andre
bearbejdelser, repræsenterede ved AM. 291 og Stockh.
hdskr. 7 (4 ®, mbr.), tilfojet et helt (første) afsnit om
Gorm d. barnløse og Knud d. fundne, der skulde
være son af et saksisk søskendepar; denne bliver
adopteret af Gorm, og hans son er Gorm d. gamle;
så fortælles om denne, om Tyra og deres sonner, om
Guldharald og Hakon jarl m. m. Dette afsnit hænger
ganske løst sammen med det førstnævnte og er i
virkeligheden sagamæssig set overflødigt. Det er dog
let at se, at den, der tilfojede det, har haft en ikke
uantagelig tanke dermed; han har villet vise, hvor-
ledes Jomsvikingeslaget var en følge af det tidligere
forhold mellem Danmark og Norge, mellem Hakon
jarl og Harald blåtand ; men det er dog egl. hverken
ham eller Sven, der direkte forårsager toget (ifølge
sagaen). For så vidt er sammenhængen tynd, hen-
sigten ikke helt opnået. I øvrigt har dette afsnit
endel sagnhistorisk værdi. Også dér findes med-
delelser om Haralds påtænkte Islandstog og Islænder-
nes niddigt om ham og Birger bryde. Den gamle
Skjoldungasaga er her vistnok benyttet foruden andre
kilder. I alle 3 bearbejdelser foreligger den samme
grundsaga, i Stockh. hdskr. renest og mest ægte; denne

Digitized by VjOOQ IC

299

stammer fra beg. af det 13. årh. Det første afsnit
er vistnok betydeligt yngre. Bagved den nævnte
grundsaga ligger mulig atter en endnu ældre skrift-
lig fremstilling ; det er denne, der synes at fremtræde
i Fagrsk. og Heimskringla. Jémsv.s. er således et
særdeles godt eksempel på bearbejdelsesvirksomheden
i det 13. årh., men uden vanskeligheder er sporgs-
målet ikke. Sagaen har været meget yndet, og den
indeholder også flere episoder, der måtte have stor
tiltrækning, Bues heltemodige kamp og springen over-
bord, Hakons grulige sonneoffer, den forfærdelige
hagelbyge og ikke mindst de bundne Jomsvikingers
helte-færd og -ord, da de skulde hugges, samt ende-
lig forholdet mellem den unge, herlige helt Vagn
Akason og Torkel leira.

Der er i det foregående givet en fremstilling af
den isl. sagalitteratur til ind i det 13. årh. og omtr.
indtil dette årh.s. tre kendte forfattere træder til, Styrme,
Snorre, Sturla.

Styrmir Kårason enn fr65i — den sidste
med det tilnavn — . Styrme hørte mulig til Gils-
bakkamændenes slægt; ialfald er han særlig knyttet
til det sydvestlige land. Styrme var i sin tid meget
anset, og det ikke blot for sine historiske, men også
for sine juridiske kundskaber; dette fremgår af, at
han to gange var lovsigemand, 1210 — 14 og 1232 — 35.
Heraf kan sluttes, at han har været noget ældre end
Snorre, til hvem han i nogen tid var knyttet som
etslags sekretær og en meget betroet mand, vistnok
i årene 1220-30. Efter 1235 var han prior i Vidø-
kloster (nær ved Reykjavik) til sin død 1245. Hvad
der vides om Styrmes historiske forskning og skrifter,
beror for det meste på indirekte antydninger. Hans
tilnavn viser, at han har været meget kyndig i historie,
men det billede, man får af ham, er ikke ret tiltal-
ende. Han har haft en udmærket hukommelse, op-

Digitized by VjOOQ IC

300

tegnet alt hvad han hørte og erfarede, ligegyldigt af
hvad art og betydning; især interesserede han sig for
legendeagtige og antikvariske oplysninger. Men han
har været meget ukritisk, og det er måske ham, der er
den første, som har givet sig af med at bearbejde
ældre skrifter; han har ment at gore en god gær-
ning ved at udvide og tilfoje, uden at bryde sig det
mindste om det således behandlede skrifts oprinde-
lige fortrin. Storre modsætninger end han og Snorre
kan næppe tænkes. De værker som Styrmes navn
er knyttet til er følgende. For det første Land-
nåmabék. Ifg. Hauks ord (se ovf. s. 271) havde
denne en bog af Styrme, der dog i alt væsenligt stemte
med Sturlas. Styrmes virksomhed har (jfr. 1. c.)
bestået i tilfojelse af forskellige antikvarisk-genea-
logiske og legendariske bemærkninger, og intet andet.
Dernæst er der Sverrissaga. Han skal ifg. Flatø-
bogen have skrevet sin saga efter Karls. Her er det
så at sige håndgribeligt, at Styrme ikke kan have
haft særdeles meget at tilfoje, da sagaen i forvejen
var så detaljeret. Men der findes enkelte små kapit-
ler og stykker hist og her (om en drom osv.), der
er meget afstikkende, og det er sikkert disse, der
hidrører fra Styrme. Hans saga har ikke været ret
meget andet end en afskrift. — Især er dog Styrmes
navn knyttet til Olafs saga helga. I Flatøbogen
anføres for sig nogle små stykker, der udtrykkelig
siges at være af hans lifssaga om Olaf. Det meste
heraf genfindes i den legendariske Olafssaga
(i et norsk hdskr. i Upsala). Der er ingen tvivl om,
at denne saga beror på Styrmes redaktion, men den
er ikke identisk dermed; den er både forkortet og
interpoleret; i redaktionel henseende er det en af de
sletteste bearbejdelser, der gives; urimeligheder og
gentagelser findes og på forskellig vis er teksten mis-
handlet; i sin nuværende form kan den umulig hid-

Digitized by VjOOQ IC

301

røre fra en historisk forfatter, selv om han ikke var
bedre end Styrme. En sammenligning viser, at der
er nære tilknytninger til den Ældste saga (se s. 287) ;
forholdet er nu dette at Styrme har taget denne,
bearbejdet den og interpoleret den ; hans saga er så atter
bleven benyttet på den antydede måde i den leg. saga.
Denne slutter, som helgensagaer plejer, med en jær-
tegnsliste.

SNORRI STURLUSON.

Snorre er født 1178. Som for bemærket kom
han til Odde 3 år gammel 1181 til opfostring hos
landets storste hovding i datiden, Jon Loptsson, en
datterson af Magnus barfod (jfr. Néregs konunga
tal s. 183). Om Snorres ungdom eller om hans
studier vides intet; hvor meget eller hvor lidt han
har lært i Odde beror på slutninger og formodninger.
Siden Sæmunds dage havde Odde været et af lær-
dommens hovedsæder; her må der have været en
anselig bogsamling, med både fremmed og hjemlig
litteratur; nogen latinlærdom synes Snorre slet ikke
at have besiddet. Men det er hdjst sandsynligt at
hans læselyst og sans for historisk granskning har
udviklet sig lier. 1197 døde hans fosterfader. Da
var han kun 19 år gammel; ikke destomindre be-
gyndte man at se sig om efter et godt giftermål til
ham og to år efter giftede han sig med den hoved-
rige præstedatter Herdis fra Borg, Egils gamle gård;
Snorre selv var en af Egils efterkommere. Herdis'
fader, Berse, døde 1201, og det unge ægtepar tog fast
opholdsted på Borg. Ægteskabet var vistnok lidet
lykkeligt og omkr. 1206 kom Snorre i besiddelse af
gården Reykjaholt, der herefter blev hans egenlige
hjem. Hans ægteskabelige samliv opløstes dermed
faktisk, og Snorre fik derefter nogle uægte horn.

Digitized by VjOOQ IC

302

Med Herdis havde han to horn. Man hører nu så
godt som intet om Snorre for 1214, undt. for så vidt
som det hedder at han var en udmærket dygtig for-
valter af sine ejendomme og at han tidlig blev en
fremragende skjald. Vi hører tillige tale om Snorres
deltagelse i et par stridigheder, men han optræder i
disse meget fredelig. Han var allerede kommen i
besiddelse af godord. 1214 var det, at Hakon jarl
galin indbød ham til sig, men jarlen døde og Snorre
blev lovsigemand; det var han til 1218. Dette viser,
hvor stor en anseelse Snorre har nydt. 1218 — 20
var han første gang i Norge og sluttede sig meget
nær til Skule jarl; kong Hakon var jo endnu meget
ung. Ved denne tid forefaldt der på Island Qendt-
ligheder mellem norske købmænd og Islænderne, så
at Hakon og Skule endogså tænkte på et krigstog til
Island (bagved lå der sikkert erobringsplaner) ; Snorre
fik dette forpurret ved, som det hedder, at love at
arbejde for at Islænderne underkastede sig den norske
konge; Snorre skal endogså være bleven udnævnt
til jarl i al hemmelighed (folgsnarjarl som Styrme
kaldte ham). Da Snorre kom hjem, gjorde han
intet som helst i den retning og har sikkert aldrig
tænkt sig at ville gore noget. Han var så megen
patriot, at det vilde han aldrig have indladt sig på,
men fra norsk standpunkt måtte Snorre betragtes
som en løftebryder. Men herved var begyndelsen
sket til Hakons planer overfor Island og dermed den
første årsag til Snorres eget voldsomme endeligt.
Rygtet om Snorres løfte var gåt forud til Island og
han blev modtaget med kulde og spottevers. Ikke
destomindre blev han 1222 atter lovsigemand og han
blev genvalgt til 1231. Denne periode i Snorres liv
er vistnok den bedste og fredeligste. I den havde han
(1224) indgåt et slags ægteskabeligt samliv med en
enke af en tidligere modstander, den hovedrige

Digitized by VjOOQ IC

303

Hallveig; det var et smukt hengivenhedsforhold på
bægge sider; Hallveig døde 1240 og Snorre følte dybt
tabet af hende. Efter 1231 begyndte den urolige og
blodige Sturlungetid ; det er her ikke plads til at
skildre denne. Nogle, især yngre, ærgærrige med-
lemmer af Snorres slægt er hovedpersonerne deri, og
der opstod et noje forhold mellem dem og kong
Hakon, der vilde benytte dem som redskaber til
fremme for sine planeri Snorre kunde ikke undgå
på forskellig måde at blive inddraget i disse stridig-
heder. Han blev hårdt trængt endogså af sine nær-
meste slægtninge; 1237 fandt han det rådeligt at rejse
temlig hovedkulds til Norge, hvor han forblev 2 år,
atter sluttende sig til Skule. Snorres udenlandsrejse
er psykologisk meget vanskelig at forklare; mulig
har han trot, at Skules stilling og magt var en
anden end han på afstand kunde se. 1239 rejste
han trods kongens forbud tilbage til Island. Nu var
han så at sige at betragte som Hakons åbenlyse
Qende. Og Hakon gav sine villige redskaber, især
Gizur Torvaldsson, tidligere Snorres egen svigerson,
det hværv at bringe Snorre levende til Norge eller
tage ham af dage. Gizur fandt villig støtte hos Hall-
veigs sonner af første ægteskab, der mente at være
bleven forurettede af Snorre (den ene trak sig dog
tilbage). Alt dette førte til det nedrige overfald på
Snorre natten til den 23. september 1241, under
hvilket Snorre blev dræbt på en måde som det så
tragisk anskueligt skildres i Sturlunga. Kong Hakon
bemægtigede sig en del af Snorres jordegods, og med
hans død er Islands selvstændighed faktisk ude. Der
er fældede meget nedsættende domme om Snorres
karakter og færd. Han beskyldes for begærlighed,
underfundighed, ærgærrighed og ukyskhed. Endel
af disse fejl er samtidens, således den sidste, hvis
den da overhovedet er en sådan; Snorres uægte

Digitized by VjOOQ IC

304

bom fødtes efter det ægteskabelige samlivs ophør.
Ærgærrig var Snorre sikkert; han har villet være i
besiddelse af magt og hæder; han holdt af at op-
træde som en hovding og f. eks. ride til altinget med
hundreder af mænd i sit følge; for at kunne gore
dette, måtte han være i besiddelse af ydre magt (god-
ord) og rigdom. Han besad bægge dele. Men det
må siges, at han erhværvede sig dem på en fuld-
stændig hæderlig måde; i hvert fald giver kilderne
ingen anledning til at antage det modsatte. Om for-
holdet til Herdis og hendes arv savner man ethvert
vink, og Snorre fik Reykjaholt — ikke for hendes
penge — , men ved en frivillig kontrakt med den tid-
ligere ejer. At Snorre i virkeligheden var en fredelig
mand, er allerede nævnt og derfor kan der føres be-
viser. Aldrig deltager han i overfald (kun engang
er han med, i toget til Holar, og da fik han lejlighed
til at redde en præsts liv) eller kampe. At han var
en hård modstander, er en selvfølge, og at han glæd-
ede sig ved sine Qenders fald er just ikke ejendom-
meligt for ham alene. At Snorre mulig har haft
andel i det fjendtlige overfald på Saudafell (Sturla
Sigvatsson), er ikke urimeligt, men i hvert fald kan han
umulig gores ansvarlig for de skændigheder, der dér
blev begåede. Altid er han rede til at gå ind på for-
lig. Tilvisse, Snorre hørte ikke til den del af hans
slægt, der altid var rede til uretfærdighed og mis-
gærninger. På den anden side viser Snorre sig for
os som den stolte hovding, der kendte sin oldtids-
historie med dens glimrende helte og fremragende
mænd, især norske hovdinger som Erling på Sole.
Med dem har han villet kappes. Derfor holder han
prægtige gilder »ifølge oldtids skik«; ja, hvem ved,
om han ikke har villet måle sig med overkongen,
Odin selv; skjald var han jo, og i det mindste skaf-
fede han sig sin egen »Valhal« på selve altingsstedet.

Digitized by VjOOQ IC

305

Alt i alt er Snorre i og for sig en af historiens mest
storladne skikkelser. Men så kommer endnu dertil
hans videnskabelige forskning og virksomhed, der ikke
gor ham mindre. Om hans digteriske virksomhed
er for talt.

Edda. Dette navn er vel afhjemlet for Snorres
værk om skjaldekunsten; men dets betydningerom-
tvistet. Med Odde har det næppe noget at gore.
Dette værk er bevaret i 3 hovedhåndskrifter eller
4, og delvis i et par til. Et findes i det kgl. bibl. i
København, et i den AM'ske saml. — foruden flere
brudstykker; en papirsafskr. af en tabt membran
findes i Utrecht; alle disse hdskrr. udgor en hånd-
skriftklasse, selv om der er nogle afvigelser. Men
endnu findes værket i en membran i Upsala; dette
er meget betydelig afvigende fra de andre både m. h. t.
tekstordning og ordlyd. Der har været en stærk strid
om bedommelsen af forholdet. Der er dog næppe
nogen mulighed for at forklare det på en rationel
måde anderledes end at det er Upsala-hdskr., der af
særlige grunde — skriverens hensigt — har ændret
den oprindelige tekst, men Snorres eget arbejde fore-
ligger i sin oprindeligste form i de andre hdskrr.,
selv om disse heller ikke er ganske fri for bearbejd-
elses-spor. Værket indledes med en prolog af euhe-
meristisk art, hvori Odins og asernes oprindelse fra
Asien forklares, deres rejse til norden samt hvorledes
de fortrængte de gamle virkelige guder og tog deres
navne fortælles. Hermed tages der særlig sigte på
værkets første del. Denne består af en samlet frem-
stilling af den gamle hedenske gudelære — under
navnet Gylfaginning , Gylfes ojenforblændelse, efter
den ramme^ værket har; det er en fingeret samtale
mellem den svenske kong Gylfe og den treenige Odin.
Der gives nu i sporgsmål og svar en fremstilling af
uijætten Ymir og kosmogonien, Borssonnerne, der

20

Digitized by VjOOQ IC

306

skabte verden osv. med flere dertil hørende fæno-
mener (Nat og Dag, Sol og Måne). Derefter kommer
en skildring af menneskehedens og gudernes ældste
tid, af Yggdrasilsasken m. m. Dernæst fremstilles de
enkelte guder og gudinder; i tilslutning dertil be-
skrives Valhal m. m. Der meddeles et par Torsmyter
udførlig, hvorefter forf. går over til at omtale Balders
død og følgerne deraf, Lokes fængsling og tilsidst
ragnarok, verdens undergang og genfødelse. Det er,
som man ser, en fuldstændig systematisk og særdeles
velordnet skildring, der efter datidens standpunkt og
kildemateriale næppe kunde være bedre. Der er for-
skellige mangler, især i begyndelsen, hvor prologens
anskuelser et par gange griber forstyrrende ind, lige-
som også forf.s brug af »Alfader« navnet åbenbart er
påvirket af kristendommens lære om gud. En meget
stor fejl har Snorre begået, idet han ganske vilkårlig
har flyttet de i Voluspå omtalte straffe efter døden
til liden efter ragnarok, medens de i virkeligheden
efter hedensk opfattelse tilhørte tiden for; men her
har atter kristne forestillinger grebet ind. Kilderne
til dette værk er man for alier storste delen i stand
til at påvise. Endel beror på gammel mundtlig for-
tælling (som Tors-myterne) og gammel endnu levende
folketro, men det meste beror på de gamle Edda-
digte, især Voluspå, VafpruSnismål og Grimnismål;
disse digte anføres ofte, men meget hyppig citeres de
ikke, uagtet indholdet er direkte hæntet derfra. Des-
uden har Snorre benyttet endnu flere kvad, delvis
sådanne, som ellers ikke kendes. At han undertiden
har benyttet disse kilder vilkårligt, er der anført et
eksempel på. I det hele må det siges at fremstilling-
en er særdeles vellykket; den sproglige behandling
er mesterlig og afpasset efter æmnets alvor eller
skæmt. Kong Gylfe har en skælm bag øret med sine
ofte noget nærgående eller spydige sporgsmål; det er
som man så Snorre selv med et smil om læben.

Digitized by VjOOQ IC

307

Den anden del af værket hedder Skåldskapar-
mål (og skulde oprindelig være en samtale mellem
den sporgende Ægir og den belærende Brage). Heri
findes først en udførlig fremstilling af skjaldemjodens
historie, indtil den tilsidst kom i Odins eje (jfr. det
tilsvarende digt i Håvamålsaml.). Derefter kommer
»skjaldskabslæren«, der består i en fremstilling af de
poetiske omskrivninger, kenningerne, og enkeltbe-
nævnelser, hvortil kommer mere almindelige syno-
nymer. Også her er ordningen fuldtud systematisk
(Odins omskrivninger, andre guders, osv. ; naturfæno-
menernes, mandens, kvindens, guldets osv. osv.).
Alle kenninger belyses og belægges på det omhygge-
ligste med citater fra skjaldekvad; kun for den sidste
klasses vedkommende udelades dette; det var ikke
nødvendigt således at bevise de til den hørende ord;
det var jo talesprogets egne betegnelser. Det er en
mængde skjaldekvad, Snorre har kendt; dette hans
arbejde viser bedst sandheden af hans ord (på et
andet sted), at man — i det 13. årh. — kendte »alle
kongers kvad« fra første færd af. Men i brugen af
dem viser Snorres kritik sig på det bedste; idet han
kun anvender de ældre skjaldes kvad, viser han, at
han har den rigtige forståelse af skjaldekvadenes
betydning som kilde.

Den tredje del af Eddaen udgores af Håttatal,
hvorom ovf. er talt. Dette digt skal nærmest tjæne
til at illustrere værkets anden del, hvad kenninger
og poetiske ords brug angår. Det ledsages af en
temlig udførlig kommentar, der indeholder særdeles
værdifulde vink. Den er utvivlsomt af Snorre selv.

Edda er oldtidens originaleste lærde arbejde og
viser en videnskabelig sans og snille, som måtte for-
bavse. Den sproglige fremstilling er helt igennem
udmærket. Værkets tilblivelse må vistnok sættes til
tiden for 1222 eller for Håttatals afslutning; det må

20*

Digitized by VjOOQ IC

308

da også have foreligget omtr. færdigt, på digtet næi\
for Snorres udenlandsrejse, hvilket passer godt til
hvad der ellers vides om ham.

Heimskringla. Således kaldes Snorres store
værk om Norges konger, men det er et meget ungt navn ;
det egenlige er: Néregs konunga sogur. Det
findes eller fandtes i 3 hovedhåndskrifter, der kaldes
Kringla, Jofraskinna og Frisbék (codex Frisianus).
De to første membraner brændte 1728; af Kringla
haves i behold ét blad (i Stockh.), af Jofr. nogle
blade, men der haves ret gode papirsafskrifter. Det
3. er helt bevaret, men dér har Olaf d. helliges saga
aldrig stået. Teksten findes renest og bedst i Kringla ;
i de andre er den dels interpoleret, dels på anden
vis noget ændret. Heimskr. begynder med en særdeles
interessant prolog, hvori Snorre udtaler sit forhold til
kilderne — hvor han kommer til at omtale Are frode
på en så rosende måde — ; især omtales skjaldekvadene
og deres betydning. Derefter følger Ynglingasaga eller
sagaen om de sagn- og for-historiske Upsalakonger,
der blev de norske kongers stamfædre. Der fortælles,
hvorledes en gren af slægten flyttedes til Norge.
Sagaen ender med Halfdan svartes fader. Kilderne for
denne saga er dels Tjodolfs Ynglingatal, dels Skjold-
ungasaga, dels vel også traditionen. Det er lykkedes
Snorre at få en logisk og vel sammensat, fyldig hel-
hed ud af de tildels magre kilder. Så følger de enkelte
kongers sagaer indtil år 1177, men ikke hver for sig
uden forbindelse med hinanden. Det er her Snorre
viser sig som en fuldstændig modsætning til de andre
tidligere forfattere af samlingsværker om kongerne.
Hos Snorre griber enkeltsagaerne ind i hinanden
både kronologisk og pragmatisk-kavsalt. De er uop-
løselig knyttede til hinanden. Det er de kongelige
herskere, der skal fortælles om; derfor får jarlerne
ikke nogen selvstændig saga; deres historie flettes

Digitized by VjOOQ IC

309

kunstmæssigt ind i kongernes. Heller ikke får Sven
Alfivas son nogen særskilt saga. Der fortælles udførlig
om enhver af fyrsterne, men Olaf d. hellige er dog
den, hvis saga er længst og mest omhyggelig udført.
Tyngdepunktet lægges netop dér, hvor det skulde.
Sagaen skal netop »vise, hvorledes Olaf stadig og ufor-
trødent arbejdede for sit dobbelte, bevidste formål:
udbredelsen af guds rige, kristendommen, med fuld-
kommen udryddelse af hedenskabet og dets skikke
på den ene side, udbredelsen og grundfæsteisen af
sit eget jordiske rige i selve landet og udvidelsen
deraf mod øst og vest, på den anden«. Netop ved
sin martyrdød sikrer han så at sige sin evige ejen-
domsret til Norge for alle sine efterkommere. Ved
sin virksomhed for guds rige opnåde han, hvad han
ønskede. Også den egenlige indenlandske styrelse,
hævdelsen af lov og ret, fremhæves med styrke. M.
h. t. personskildring og -gruppering, for ikke at tale
om stilen, er sagaen om Olaf især et fuldendt mester-
værk. Netop den viser klarest Snorres hele magt
over det vældige stof og overlegne behandling deraf,
samt hans kritiske metode. Men alt dette træder
også klart frem i de andre sagaer.

Kilderne for disse var naturligvis først og frem-
mest de allerede eksisterende enkeltsagaer, ikke blot
om de norske konger, men også de om Orknøj arierne,
om Færøerne osv. Snorre har sammenlignet dem
med hinanden, taget fra hver, hvad der forekom ham,
efter alt at domme, sandsynligst og mest logisk. Der-
næst — og deri er Snorre også på det mest afgjorte
en modsætning til Styrme og senere bearbejdere — ,
optager han fra disse således benyttede kilder kun
så meget, som der var brug for for at klargore den
historiske sammenhæng. Det er ikke ham om at
gore at få så meget stof ophobet som muligt. Det er
hans hovedopgave netop psykologisk at vise så at

Digitized by VjOOQ IC

310

sige den tankegang og de planer, som enhver fyrste
nærede og vilde udføre. Og det er i forhold til dette
at han benytter kilderne som han gor det. Dernæst
er skjaldekvadene, som han kendte tilbunds, en stadig
benyttet kilde, mest dog i værkets første to tredjedele.
På flere punkter har Snorre ved en kritisk benyttelse
af dem rettet fejl i de prosaiske kilder og så at sige
anvendt dem som prøvesten i det hele. Endnu må
fremhæves Snorres overordenlige omhu for tids-
regningen. Her benytter han Åres skrifter især.
Denne side af sagen var, især for de ældre tiders
vedkommende, i det hele den vanskeligste, og her er
det heller ikke lykkedes Snorre at klare alle vanske-
ligheder. At Snorre, trods sin kritik, ikke altid har
truffet netop det historisk rigtige, er tilvisse sandt,
men det var også umuligt. Snorre vil kun fortælle,
hvad der var afhjemlet ved gode kilder og han vil
fortælle alt dette udførligt og fremfor alt upartisk og
lidenskabsløst. Dette viser sig først og fremmest i
hans besindige og retsindige domme f. eks. over den
ellers forhadte og ilde behandlede Hakon jarl (»den
onde«, som han ofte kaldes).

Snorres fremgangsmåde har vistnok været den,
at han på ethvert punkt selv afgjorde »hvad og hvor-
ledes«, men han har benyttet skrivere og dikteret
dem, eller, hvor der kunde optages længere stykker
uforandrede fra de brugte kilder, ladet dem afskrive
disse ordret. Derfra stammer de ordrette overens-
stemmelser med andre værker. Til denne fremgangs-
måde passer begyndelsesordene: »I denne bog har
jeg ladet skrive« osv. Men Snorres ånd har præget
det hele og hans er værket ligefuldt helt fra først til
sidst. Ynglingas. er dog hans originaleste arbejde,
da her ingen prosaiske kilder forelå, i hvert fald har
de da været ganske kortfattede.

Snorre interesserede sig levende for svundne

Digitized by VjOOQ IC

311

tider, de gamle høvdingers goren og laden; han be-
skriver blotgilder, beskriver hovdingers dragt og virk-
somhed ved en bestemt lejlighed, beskriver historiske
lokaliteter osv. — alt dette dog således, at det passer
ind som så at sige krævet led i det hele. Men det
må siges, at Snorre under sine ophold i Norge ikke
har gjort sig nogen umage for at besøge sådanne
historiske steder, der lå afsides; han har ikke været
på Frædøen, ikke engang ved Stiklestad, og næppe
været uden for den almindelige sejlled langs kysten.

Snorres personskildringer både af mænd og
kvinder er med rette beromte. Hans psykologiske
sans er vidunderlig fint mærkende og han er mester
i at stille karakterer overfor hinanden og lade dem
gensidig belyse hinanden. Særlig har de gamle hov-
dinger hans hjærte, sådanne som Erling, Hårek i
Tjotta, Torgny lagmand osv. osv., også kvindekarak-
terer som Asta og Astrid, og ikke mindre den svenske
kongedatter Ingigerd, der er så vidunderlig fint skil-
dret i hendes gryende kærlighedsfølelse, som så brat
blev tilintetgjort — alt dette er Snorres åndelige
ejendom og værkets sandeste pryd.

Fra hvad side man end tager Heimskringla er
det ikke blot en åndelig bedrift, men et monumentalt
storværk, der overgår alt, hvad der fandtes i samtiden
både i ind- og udland. Nogle af slægtsagaerne kan
måske nok måle sig med den i logisk sammenhæng
og personskildring, men de er ikke et så selvstændigt
eller så omfattende et åndsarbejde som Snorres.

At værket er forfattet i Snorres lykkeligste og
roligste periode, i tiden mellem 1220 — 30, er så at
sige en given sag. Der haves en interessant med-
delelse om den unge Sturla Sigvatsson; vinteren 1230
— 31 opholdt han sig hos Snorre, og han siges da at
have ladet »afskrive de sagabøger, som Snorre satte
(o: havde sat) sammen«. Desværre gives der ikke

Digitized by VjOOQ IC

312

nojagtigere oplysninger, og der kan ikke ses heraf,
hvad »sagabøger« er, om det er hele Heimskringla
eller dele af den. Men at det er den, der menes, kan
ikke være tvivlsomt.

Hvorvidt Snorre har forfattet flere sagaer end
Heimskr. er ganske usikkert. Man har villet søge at
vise, at f. eks. Egilssaga var hans værk. Det kunde
være en ret fristende antagelse af flere grunde. Ikke
desto mindre er den så usikker, at det er varsommere
at lade sagaen være, som hidtil, anonym.

Det skal endelig bemærkes, at Olafssagaen blev
særskilt afskreven og udtagen af Snorres værk, sik-
kert ikke af ham selv ; foran den og efter er der til-
lige givet et kort uddrag af de andre sagaer. Denne
særskilte Olafssaga blev senere interpoleret og bear-
bejdet; i sin reneste form findes den i det gamle
håndskr. i Stockholm. Men der findes også en mængde
andre hskrr. (tildels kun brudstykker). Det er til-
værelsen af denne saga, det skyldes, at cod. Fris. har
udeladt Olafssaga.

Snorres værk ligger også mere eller mindre til
grund for alle de sagaer, der findes i de bearbejdelser,
der er udgivne i Fornmannasogur I — VII.

STURLA |»6rDaRS0N.

Sturla var en broderson af Snorre, f. 1214, 29. juli.
Han blev opdraget hos sin bedstemoder og sluttede
sig senere meget noje til Snorre, hos hvem han op-
holdt sig gentagne gange. Snorres historiske virksom-
hed har uden tvivl haft stor betydning for Sturla.
Efter Snorres død var det ham, der var hovedmanden
i det parti, der fortsatte modstanden mod kong
Hakons planer og hans redskaber, især Gizur Tor-
valdsson, der nu for alvor begynder at træde frem

Digitized by VjOOQ IC

313

som en af historiens hovedpersoner. Sturla sluttede
sig først til Sturla Sigvatsson, senere til Tord kakale;
deltog i et par kampe (som det store Orlygstadslag)
og indvikledes i de mange stridigheder i den egen-
lige Sturlungetid. Engang blev han tagen iilfange af
Gizur og dennes forbundsfælle, hovdingen Kolbein d.
unge. Sturla slap fri ved at love, at han ikke vilde
være deres modstander for eftertiden. Sturla holdt
sit edelige løfte, indtil de andre brød deres løfter til
ham. Med Gizur kom der senere et forlig i stand
og et giftermål mellem deres born blev indgået ; men
Gizurs nygifte son omkom i branden på Flugumyr
(1253), og forholdet blev atter køligere. Forholdene
udvikledes nu efterhånden således, at den norske
konge på forskellig vis vandt stadig storre terræn på
Island, og i året 1262 måtte Sturla sammen med
storste parten af hans landsmænd aflægge Hakon
underdanighedseden og forpligte sig til at rejse uden-
lands. Han har sikkert indset, at al yderligere mod-
stand var forgæves; resigneret fandt han sig i det
uundgåelige. 1263 rejste han da — for første gang
udenlands. Til alt held traf han ikke kong Hakon,
der da var på sit veste rhavstog, hvorfra han blev
bragt hjem som lig. Kong Magnus tog først uvenlig
mod Sturla. Men de forligtes hurtig og Sturla slut-
tede sig meget noje til Magnus. Flan opholdt sig
uafbrudt i Norge til 1271; i dette år sendtes han til
Island med en lovbog, som kongen ønskede, at Is-
lænderne skulde vedtage. Den blev tildels vedtaget
og året efter blev den gamle isl. statsforfatning helt
kuldkastet. Der blev nu oprettet et lagmandsembede,
og lovretten og den dommende myndighed blev for-
enet; lovbjærgets historie var dermed ude, og altingets
betydning ændredes grundigt. Sturla var selvskreven
til at være lagmand — lovsigemand havde han tid-
ligere været — ; dette embede beklædte han til 1276;

Digitized by VjOOQ IC

314

da blev det delt, og han var så fremdeles lagmand i
den nordvestlige del til 1282 (1277—78 var han atter
udenlands). Den 30. juni døde han 1284.

Sturla er en overmåde sympatetisk karakter.
Rolig og i det hele fredsommelig mand, klog og be-
sindig, og i det hele en harmonisk udviklet person-
lighed. Trofast og ærlig var han af karakter, uden
svig og underfundighed. Han var religiøs, og ikke
uden en vis slags overtro; han siges at have kunnet
forudsige ting efter i nogen tid at have leget med
sin griffel og vokstavler. Af eftertiden fik han det
skonneste skudsmål som »den klogeste og mest måde-
holdne mand«. Som historisk forfatter viser han
tilsvarende egenskaber. Altid er han en lidenskabs-
løs dommer, en samvittighedsfuld og upartisk for-
tæller; aldrig falder der et bittert ord til Gizur eller
andre modstandere, der dog havde behandlet ham
og Snorre så skændigt. Den historiske sandhed var
ham et og alt, derfor søgte han altid de bedste kil-
der, ojenvidner og dokumenter. Fuldt så stor en
kritiker eller bevidst forsker som Snorre var Sturla
imidlertid sikkert ikke. Æmnet var da også noget
anderledes for ham end Snorre, nemlig hans samtids-
historie. At Sturla også har beskæftiget sig med
ældre værker, er givet, men det har været på en
anden måde, noget i retning af Styrmes virksomhed.
Herom straks nærmere. Der gives antydninger af, at
Sturla har sysselsat sig med slægtsagaerne, men der
vides intet bestemt i så henseende.

Sturla beskæftigede sig både med Islands og Norges
historie ligesom Are, men hvilken forskel er der ikke
på de to.

Det er for blevet omtalt, at Sturla havde beskæf-
tiget sig med Landnåmabok; hans bog var den
ene, som Haukr Erlendsson benyttede eller afskrev.
Der er ingen tvivl om, at Sturlas virksomhed i så

Digitized by VjOOQ IC

315

henseende kun har bestået i en udvidelse af den op-
rindelige tekst; man kan ikke nojere angive denne,
men ialfald hører Sturlunga- slægtregistrene dertil.

I denne forbindelse kan fremhæves, at i Hauksbék
findes Kristnisaga med en usagamæssig begyndelse,
der er afpasset efter Sjemedet; den skal nemlig være
en kronologisk fortsættelse af Landnåma. Man kan
formode, at dette erSturlas og ikke Hauks værk, m.
a. o. at han ved at knytte Kristnis. til sin Landnåma
har villet få en sammenhængende landshistorie — i
hvert fald for den vigtigste dels vedkommende —
i stand ned til omtr. 1120. Dette bestyrkes ved et
andet forhold, der straks skal omtales. Hvorvidt
Sturlas antydede beskæftigelse med slægtsagaerne
står i forbindelse hermed, er usikkert, men urimeligt
er det ikke.

tslendinga saga (el. sogur). Med dette værk
kommer man til den såkaldte Sturlunga. Som dette
værk foreligger, er det en samling af flere uensartede
dele, bragt i stand i slutningen af det 13. årh. Den
findes i to membraner, hvoraf dog den ene især
nu er meget defekt; kun nogle få blade er til-
bage deraf. Værket begynder med en lille påttr
om Geirmundr heljarskinn, en landnamsmand
i det vestlige Island, og dertil knyttes der slægtregistre.
Så følger de for omtalte helt selvstændige sagaer om
Torgils-Haflide og Sturla, dog således at ind
imellem dem skydes slægtregistre, der især vedkom-
mer Sturlaslægten. Efter Sturlusaga findes en
meget mærkelig og oplysende notits om Sturla og
hans værk. Derpå følger en sammenstykning af de
for omtalte sagaer om biskop Gudmund og Gud-
mund dyre, hvorefter Sturlas eget værk be-
gynder; ind i dette er dog slutningen af biskop Gud-
munds saga indsat og, senere, den sidste del af
Hrafnssaga (for omtalt). Sturlas Islendingasaga

Digitized by VjOOQ IC

316

går for det første til Snorres død. Ved første blik er
det klart for enhver, der har beskæftiget sig noget
med sagalitteraturen, at der her foreligger en temlig
mekanisk, for ikke at sige plump sammenflikken —
ikke engang nogen sammenarbejden — af ganske usam-
menhængende sagastykker. Men målet er klart, nem-
lig i én samling at skaffe tilveje en oversigt over
samtidige begivenheder; det er udelukkende krono-
logiske og synkronistiske hensyn, der råder. Heldig-
vis er det let at udskille de enkelte bestanddele (noget
som G. Vigfusson i sin udgave, hvad der dog er
mindre rigtigt, har gjort). Hvad nu Sturlas egen saga
angår, er det ikke vanskeligt at bestemme dens be-
standdele (Geirm. påttr kan man se bort fra; for
slæ>gtregistrene gælder det samme). Det afsnit, der
her behandles og som går til Snorres død, er et sær-
deles dygtigt og logisk sammenhængende sagaværk;
Sturlungerne er dets hovedpersoner, blandt disse atter
Snorre. Det slutter sig således særdeles godt til .
Sturlusaga ; med Sturlas død og omtale af hans hustru
og sonner indledes sagaen. Da disse Sturlungers virken
og liv greb så dybt ind i landets historie, får værket
tillige betydning af at være landshistorie i hvert fald
hvad den sydvestlige og den nordlige del af landet
angår. Fremstillingen er, som allerede bemærket,
overordenlig upartisk og bygget på de bedste kilder,
ojenvidners oplevelser og ikke mindst Sturlas eget
noje kendskab til størsteparten af det fortalte; selv
var han jo et djenvidne og endogså tit og mange
gange deltager i begivenhederne. At han ikke altid
forstår at skelne mellem det mere og det mindre
væsenlige siger sig selv. Til gengæld gives der en
sådan fylde af enkelttildragelser og fortælles der om
en sådan mængde personer, at det er et stort held
at have et så righoldigt kildeskrift om landets måske
mest interessante tidsrum.

Digitized by VjOOQIC

317

Efter fortællingen om Snorres død følger Tord
kakales saga, der åbenbart er en særlig saga for
sig; det derpå følgende kapitel er ligeledes af en saga
for sig om Svinfellingerne, derpå følger nogle (5)
kapitler af mere almindeligt indhold, og så indskydes
der atter i det ene hdsk. en selvstændig saga om
Torgils skarde — hvoraf dog enkelte kapitler
findes i det følgende — ; endelig findes et langt
stykke af mere almindeligt indhold (landets historie).
Sporgsmålet er nu, hvorledes skal disse stykker af
almindeligt indhold bedommes. Er de en fortsættelse
af Sturlas værk, eller noget for sig selv? Herom strides
der. B. M. Olsen har villet vise, at Sturlas værk
kun går ned til Snorres død, men at det øvrige (bort-
set naturligvis fra de nævnte særsagaer) er væsenlig
af en særlig saga om Gizur Torvaldsson. Derimod
har man gjort gældende, at det så var vel lidet, som
der måtte tillægges Sturla (jfr. titlen), samt at der
fra indholds og fremstillings side intet var til hinder
for at antage, at også disse partier var forfattede af
Sturla; fremstillingen bærer i det hele de samme
kendemærker som saga værket til c. 1241. Men denne
del er ganske utvivlsomt blevet mere ændret og be-
arbejdet end hin. Hvis det hele er Sturlas værk,

— hvad der vistnok må siges at være ret sandsynligt,

— har det gået ned til omkr. 1262 og vistnok af-
sluttet for Sturla tiltrådte sin udenlandsrejse. Når
Sturlas sidste levedage og død omtales, skyldes det
selvfølgelig samleren eller bearbejderen. Til et sådant
storre hele vilde navnet passe fortræffelig, og for
Sturla selv måtte det være en tiltrækkende, ja en
selvfølgelig opgave at føre sit værk så langt ned som
muligt.

Der kunde nu være al grund til at antage, at
det var Sturla selv, der til Landnåma og Kristnisaga
havde fojet de to sagaer, der allerede eksisterede, om

Digitized by VjOOQ IC

318

Torgils-Haflide og Sturla (den gamle), og dertil fojet
sit eget værk; dermed havde han bragt i stand et
sammenhængende værk om Islands hele historie, om
den islandske fristat fra landhamstiden af og indtil
landet underkastede sig den norske konge. Dette
forstodes imidlertid ikke eller ignoreredes af bear-
bejderne, der indsatte alle de andre sagaer, for endnu
storre fuldstændigheds skyld.

Dette var altså Sturlas virksomhed m. h. t. Is-
lands historie. Men han udfoldede en lignende be-
tydningsfuld virksomhed for Norges historie, idet han
på opfordring af Magnus lagaboter skrev hans faders
saga, Håkonarsaga gamla. Denne fmdes i dens
oprindelige skikkelse (men i indbyrdes noget afvigende
håndskrifter). Det er en overmåde detaljeret biografisk
kronologisk fremstilling af Hakons hele liv, med de
samme hovedkendemærker som Islændingesaga, be-
hersket, upartisk, og fuldstændig pålidelig, idet kil-
derne her var rige nok, ojenvidner i hundredetal og
ikke mindre det kongelige arkiv, hvortil Sturla havde
uhindret adgang. Uagtet sagaen på sine steder er
noget tor og trættende detaljeret, er der til gengæld
flere partier af megen interesse og livfulde. Ejendom-
meligt nok har Sturla selv optaget en mængde af
sine egne, sin broder Olafs og fleres vers i sagaen,
uagtet han sikkert har indset, at egenlig beviskraft
besad de ikke, det er åbenbart blot og bart en efter-
ligning af de andre kongesagaer, der her viser sig;
versene er der for pryds og sædvanes skyld. Men
derved er de også bevarede.

Endnu har Sturla skrevet en sagaom Magnus
lagaboter selv. Det er den sidste kongesaga. Med
den havde man altså fåt en sammenhængende saga-
række ligefra de ældste sagntider af og til c. 1280.
Af denne saga er der nu kun nogle få brudstykker i
behold. Det lader til, at den har været uden vers.

Digitized by VjOOQ IC

319

SAGAER OM ISLÆNDERE, FORFATTEDE EFTER
MIDTEN AF DET 13. ÅRH.

Det er i det foregående blevet bemærket, at der
eksisterede nogle sagaer af yngre dato om den gamle
sagatids Islændere. Kendemærket på disse er i det
hele taget, at den i dem fremtrædende historiske tra-
dition er meget forvansket og kendskabet til old-
tiden (o: det 10.— 11. årh.) på flere punkter meget
mangelfuldt. Hertil kommer en mindre god eller
klassisk fremstilling især m. h. t. d«n sproglige side.
Ligeledes findes der i flere af dem slægtregistre
direkte hæntede fra Landnåma. Også uægte vers
findes i dem, skont det ikke er noget afgorende kri-
terium. Men i øvrigt er de indrettede ganske som
de gamle klassiske sagaer. — Beskrivelsen af tog,
især vikingetog, har en meget almindelig karakler
uden individuel friskhed. Personerne er derimod* i
det hele godt og anskueligt skildrede; deres karakter
er det, som mest uforandret er bevaret; især gælder
dette en saga som Grettissaga. Begivenhederne bærer
ofte en aldeles eller dog overvejende uhistorisk karak-
ter; desuagtet må sagaerne i så henseende for hoved-
trækkenes vedkommende antages at være historiske.
Disse sagaer skal nu kortelig gennemgås.

Til det sydvestlige land hører Hænsaporis-
saga, eller sagaen om den lavættede og lavsjælede
kræmmer, honsehandleren Tore, der ved sin slethed
fik en hovding indebrændt (kort efter midten af det
10. årh.). Der er mange gode oldtidsminder i sagaen,
men forf. har ikke altid forståt dem; kompositionen
er ujævn og den har den hovedfejl at gå ud fra, at
den indebrændte person var Blundketill, og ikke dennes
son Torkel, som Are sikkert rigtigere meddeler. Denne
mærkelige forvanskning er vistnok efterhånden op-
ståt i den mundtlige tradition.

Digitized by VjOOQ IC

320

Til det vestlige nordland hører følgende to.

Kormåkssaga, om skjalden Kormak og hans
elskov til Steingerd Torkelsdatter og hans mange
kampe og fejder i anledning deraf, samt hans uden-
landsrejser. Sagaen er meget forvirret og usammen-
hængende, egenlig kun en ramme om Kormaks mange
løse vers, der heller ikke er godt overleverede. I
hovedtrækkene er sagaen utvivlsomt rigtig, og den
giver gode bidrag med hensyn til forskellige oldtids-
skikke, skont der dog her er påvist fejl i den. Sagaens
begyndelse er usagamæssig. Kormaks raske sind og
energiske handlemåde, især når det gælder kamp,
fremtræder med fuld klarhed og' psykologisk konse-
kvens. De kapitler, der handler om Kormaks mod-
stander Holmgongu-Berse, er måske uddrag af en
tabt saga om denne. Til Landnåma står sagaen ikke
i noget forhold. Den er sikkert, forfattet i Kormaks
fødeegn.

Her er også Grettissaga efter al sandsynlighed
skreven. Den handler om Grettir Asmundsson fra
Bjarg i Midfjorden, denne i virkeligheden godmodige
og muntre mand, der dog ikke vilde være genstand
for andres forhånelser og krænkelser, tilmed da hans
legemskræfter var så store, at han fik tilnavnet »den
stærke«. Fra barn af var han oplagt til drillerier,
der kunde udarte. Ved et spil af skæbnen blev hans
skæbne i boj grad tragisk; han blev domt fredløs
for at have begået mordbrand, som han var uskyldig
i. Fredløs flakkede han omkring i henved 20 år,
forfulgt, men også mange gange hjulpen og støttet,
ligesom han selv også altid var villig til at hjælpe
andre i nøden. Hvorledes det end gik, altid var han
glad og havde muntre ordsprog på læben. Tilintet-
gorelse af spøgelser og overnaturlige væsner blev så
at sige Grettirs specialitet på Island — ligesom han
under sit første ophold i Norge blev beromt for hoj-

Digitized by VjOOQ IC

321

brud og bersærkedrab. Der fortælles vidtløftigt i
sagaen om alt dette. Meget af hvad folketroen havde
skabt blev i tidens løb knyttet til Grettirs navn; led
blev fojet til led, og således blev da sagaen om ham
opfyldt af dette. I så henseende har den sin særlige
interesse. Om alt, hvad der nu findes i den, hidrører
fra den oprindelige forfatter, er blevet betvivlet, men
det må siges, at som sagaen nu er udgor den et
meget logisk og vel ordnet hele, og det er meget
vanskeligt med fuld sandsynlighed at udpege inter-
polationer. Grettirs slægts forhistorie er fortalt i
begyndelsen af sagaen, men slægtrækkerne er ud-
skrevne af Landnåma; alt det øvrige er for storste
delen tildigtning. Slutningen af sagaen (Grettir hævnes
ved broderen Torstein dromund) er et velkendt æven-
tyr (elskovsæventyr ; Tristan-motivet). Man finder
rundt i sagaen indflydelse fra forf.s udstrakte læs-
ning. Alt dette viser, at sagaen ikke kan være for-
fattet for end i den sidste halvdel af det 13. årh.
Hvorvidt begyndelsen og slutningen beror på endnu
yngre tildigtning, er vanskeligt at afgore, men det er
muligt, at så er tilfældet. Sagaen er fortalt flydende,
i en behagelig stil og i det hele et ret godt sprog.
Den har været i besiddelse af en stor tiltrækning og
har været en af de mest yndede sagaer. Grettir er
bleven til en sagnomspunden nationalhelt.

Til den østligere nordlandsgruppe slutter sig
følgende sagaer.

Håvardar saga isfirSings, halta. Hoved-
personen Håvard er en historisk person, af hvem
Snorre anfører vers. Han havde en son, Olaf »med
bjornevarmen«. Sagaen begynder først efter at denne
er voksen ; han bliver slået ihjæl af en isfjordsk hov-
ding; sagaen fortæller så, hvorledes den utrøstelige
gamle fader hævner sin son. Efter at hævnen var
fuldbragt, måtte han forlade sin hjemstavn. Han ned-

21

Digitized by VjOOQ IC

322

satte sig da i Svarfadardalen, hvor han levede til sin
død. Sagaen er således egenlig ikke en biografi,
men mere en episode. Den fortælles i og for sig
ret godt, men i øvrigt er sagaen også ved sin be-
gyndelse usagamæssig. Den til grund liggende tra-
dition — der er også ægte vers i sagaen — var meget
forvansket, og forf. er meget dårlig underrettet om de
isQordske lokaliteter, ligesom han også blander per-
soner sammen. Dette er bevis for, at sagaen er for-
fattet i Svarfadardalen meget sent, da traditionerne
fra den fjærne egn var bleven meget afblegede og
forvanskede. Alligevel er sagaen langt fra uden
interesse. — Når Landnåma henviser til en saga om
Håvard, må dermed menes en ældre, tabt saga.

Landnåma henviser også til en Svarfdælasaga;
det kan heller ikke være den, der nu haves, da
Landn.s fortælling slet ikke stemmer med den. Hoved-
personerne er Torleif jarlsskjaid (se ovf. s. 123) og
hans familje, samt bersærken Klaufi og hovdingen
Karl røde og Karl unge. Her findes en meget mær-
kelig kvindelig hovedperson, Yngvild fagerkind, hvis
ukuelige sind sagaen skildrer godt og kdnt. Gen-
tagne gange sælges hun i trældom — endelig opgiver
hun dog sin trods, men derved er hun knækket på
livstid. Ellers er det bygdestridigheder, der med-
deles. Desværre er der lakune i sagaen, så at den
er vanskelig at bedomme. Sagaen er meget efter-
klassisk i stil og fremstilling, men den har sikkert
været logisk i sin sammensætning. Den indeholder
en del vers, hvis ægthed er tvivlsom. At sagaen ikke
helt er historisk viser Landn.; traditionen er meget
forvansket, selv om hovedtrækkene mulig er rigtige.

Til sagaen slutter sig ligeledes en efterklassisk
påttr om Torleif jarlsskjaid, der især skildrer
dennes sammenstød med Hakon jarl.

Endelig er der en saga fra Sydlandet, F16a-

Digitized by VjOOQ IC

323

mannasaga. Den er noget i slægt med Grettissagå.
Den begynder med landnamstiden, men her er Landn.
udskreven. Hovedpersonen er Torgils Arbensfostrc,
om hvis udenlandsrejse og senere en rejse til og op-
hold i Gronland der fortælles. Her findes flere inter-
essante enkeltheder. I øvrigt er sagaen ikke af syn-
derlig betydning, men den er ret underholdende for-
talt. Æventyr og overtro og dromme spiller en stor
rolle deri.

Hertil slutter sig endel pættir — alle mere eller
mindre uhistoriske, men der er ingen særlig grund
til at dvæle ved dem her.

SAGAER OM ISLÆNDERE I DET 13. ÅRH.

De fleste af disse er nævnede for; 3 er optagne
i Sturlunga-samlingen ; den anden ganske vist kun i
det ene håndskrift.

J>6r8ar saga kakala. Tord var en af Sig-
vatssonnerne, stridbar og kraftig. Sagaen handler
egenlig kun om hans ophold på Island og kampe
i tiden 1242 — 50; han døde som kongelig embeds-
mand i Norge 1256. Sagaen er mulig noget forkortet,
men den giver et godt billede af den unge Sturlung.
Den er forfattet ikke så kort efter Tords død.

|>orgils saga skar5a. Af sagaen i dens op-
rindelige form findes et brudstykke; i Sturi.-saml. er
den noget ændret og forkortet. Det er en meget
detaljeret og anskuelig fortalt saga om denne Stur-
lung (f. 1226, d. 1258), især om hans færd og be-
drifter på Island efter 1252. Han hørte til Hakons
modparti og Sturla sluttede sig til ham; han var
voldsom, men rettænkende af karakler. Sagaens
forfatter er åbenbart bevidst islandsk-national og
bitter mod kongen og hans redskaber. Fremstillingen

21*

Digitized by VjOOQ IC

324

er klar og ligefrem og sagaen er åbenbart skreven
af en mand, der havde udmærket kendskab til Tor-
gils. Den er forfattet ikke længe efter Torgils' død.

Den såkaldte Svinfellinga saga, i Sturl-
saml, er kun et lille brudstykke, der handler om
begivenheder i årene 1248 og følg.

Endnu en saga haves om den tapre og sympat-
etiske Ar6n Hjorleifsson, Åronssaga. Aron blev
indviklet i kampe og fejder, især hidrørende fra og
stående i forbindelse med biskop Gudmund omkring
og efter 1220 omtr. Også denne saga giver gode bidrag
til landets almindelige historie. Aron selv blev domt
fredløs; han forlod landet, foretog en pilgrimsrejse,
kom tilbage til Norge og levede der til sin død 1255.
Om denne del af hans liv fortælles der ikke meget
Forf bygger på den mundtlige fortælling, men sagaen
er skreven temlig længe efter Arons død ; hvad den
fortæller er ikke altid korrekt; det fremgår af en
sammenligning med Sturlas fremstilling.

Hermed er oversigten over den islandske
sagalitteratur angående historiske begivenheder på
Island sluttet.

Hvad Norge angår, samlede man og bearbejdede
man de gamle sagaer på forskellig måde; man inter*
polerede dem bestandig mere og mere, og man fort-
satte dermed til langt ned i 14. årh. Det kulminerer
i Olafssagaerne, som de foreligger i Flatøbogen. Men
efter Heimskringla blev der — bortset fra Sturla —
ingen originale sagaværker om Norge skrevne, hvad
der heller ikke var muligt. Der findes ganske vist
enkelte mindre, men i reglen uhistoriske eller legende-
agtige pættir eller småsagaer, som den tidligere nævnte
Skåldasaga og pættir om Halfdan svarte og
Harald hårfagre; nogen selvstændig betydning har
de ikke. Derimod haves et saga værk om Danmark.

Digitized by VjOOQ IC

325

Knytlingasaga, egl. sagaen om Knud »den
fundnes« (jfr. s. 298) efterkommere. Den begynder
med Harald blåtand og ender omkr. 1190, idet
de enkelte kongers sagaer følger umiddelbart efter
hinanden uden nogen kunstnerisk sammenknytning.
Sagaen begynder formelt ganske usagamæssig ; grund-
en er den, at Skjoldungasaga i en udvidet form er
bleven benyttet af forf. som indledning; Kn^tlinga
er dens fortsættelse. De enkelte sagaer eller afsnit
er meget forskellige. I begyndelsen er de temlig korte
og ligesom udtogsmæssige, især om Harald og Sven
tveskæg; noget udførligere er afsnittet om Knud d.
store, men her havde forfatteren udmærkede kilder i
skjaldekvadene og de er rigelig benyttede, men næppe
helt udnyttede. Efter Knud og til Sven Estridsen er
sagaen atter temlig kort. Så bliver den igen udførlig
især om Knud d. hellige og Erik egode, hvor forf.
atter havde en så fortrinlig kilde som Markus' drape
om Erik. Udførligst er dog fremstillingen for det 12.
årh.s vedkommende, især dettes sidste halvdel, om
kong Valdemar og Absalon og Vendertogene. Her er
der en forbavsende fylde af enkeltheder, helt ned
til det nævnte tidspunkt. — Det er ikke vanskeligt
at bedomme sagaen og dens tilblivelse. Den har
Heimskringla til (formelt) forbillede, og ikke det
alene, men den benytter Heimskr. som en direkte
kilde; derfra er så godt som alt hæntet, der ved-
rører forholdet mellem Danmark og Norge, som oftest
noget forkortet. En anden hovedkilde er allerede
nævnet, nemlig skjaldekvadene; de er især, som be-
mærket, benyttede i sagaen om Knud d. store og Erik
egode; også andre steder findes der vers. For det
tredje er den mundtlige tradition en hovedkilde, især
for det 12. årh.; herpå beror for det første den op-
tagne helgensaga om Knud d. hellige, der er det
længste afsnit, og som uden tvivl er ældre end det

Digitized by VjOOQ IC

326

øvrige; den svarer til Olaf den helliges saga i Hkr.
Dernæst beror afsnittet om Knud lavard på tradi-
tionen, og endelig alt det sidste. I det hele og store må
denne, især hvad det sidste afsnit angår, siges at
være forbavsende, god og nojagtig. Her er det så
heldigt, at en prøve kan anstilles ved h}ælp af den her
så velunderrettede Saxo; der er nogle unojagtigheder,
men sammenligningen viser, hvor rigtig sagaen er
endogså i sådanne detaljer, hvor man mindst vænt-
ede det. Til gengæld findes der slemme fejl f. eks.
i Erik egodes saga. Endnu skal fremhæves, at sagaen
indeholder et meget mærkeligt kapitel af geografisk
indhold, nemlig en beskrivelse af Danmark og dets
bispedommer. Sagaen er intet kunstværk; forf. har
ikke gjort det mindste forsøg på at sammensmelte
det hele ved en ledende tanke; han forsøger ikke at
gore de enkelte afsnit nogenlunde hinanden lig, ikke
engang i stilistisk benseende. Derfor er afsnittet
om Knud d. hellige og flere så afstikkende fra alt
det øvrige; at forf. ikke skar de udsmykninger bort,
der navnlig findes i Knuds-afsnittet, kunde man ikke
vænte; endnu mindre at han kunde udøve nogen
kritik over de historiske urigtigheder, der findes deri.
Det sidste afsnit må bero på meddelelser, der hid-
rørte fra Islændere, der opholdt sig i Danmark i den
sidste halvdel af det 12. årh., og af sådanne kendes
der flere; man kommer da særlig til at tænke på den
af Saxo nævnte »Islænder Årnald, der forstod så godt
at fortælle historier«. Man får flere steder et ret godt
billede af de enkelte konger, men atter her mærkes
forf.s mangel på ævne til eller sans for at undersøge
og skildre et sammenspil mellem karakterer og be-
givenheder. Sagaværket er blevet til en rum tid efter
Heimskringla ; Damiettes erobring (1249) nævnes,
giftermålet mellem Hakon den unge (d. 1257) og
Rikiza omtales; Olaf hvitaskald ligeledes og snarest

Digitized by VjOOQ IC

327

som død. For 1260 er værket næppe fuldført. Senere
end 1270 er det vistnok heller ikke skrevet. I sin
helhed bærer det et umiskendeligt præg af den tids
forfatterskab.

Vedrørende Ruslands historie er den lille Ey-
mundarpåttr, om den norske kongeætling Eymund,
der i 11. årh. drog til Rusland, blev her en lande-
værnsmand og udførte kampe og bedrifter, men døde
temlig tidlig. Der er uhistoriske ting i den, men en
hel del er rigtigt og interessant. Her er Nestors be-
kendte kronike til sammenligning.

Her kunde der endnu være tale om annals
værker, som man i slutn. af det her pågældende
tidsrum begyndte at forfatte på Island, men da.storste
delen deraf tilhører det 14. årh., er det hensigtsmæs-
sigst at behandle det hele samlet. Der kunde også
være enkelte lister af historisk indhold at nævne.
Især er det såkaldte Skåldatal af stor betydning,
hvor alle svenske, norske, danske fyrsters (hird)-
skjalde opregnes.

FORNALDARSAGAER.

Således kaldes med en moderne benævnelse alle
de sagaer, der handler om sagnhistoriske — deribl.
helt opdigtede — personer. En omtr. fuldstændig
samling findes udgiven i Fornaldarsogur I — III. Selve
navnet er ikke rigtig heldigt ; fornold må her opfattes
i betydningen »forhistorisk tid«, ti begivenhederne
er åbenbart mente forefaldne for — lad os sige —
Islands opdagelse og bebyggelse.

Foruden de virkelig historiske traditioner, der
førtes fra Norge til Island — som dog næppe er gået

Digitized by VjOOQ IC

328

meget langt tilbage, ialfald ikke synderligt ud over
800 — 5 har der allerede dengang eksisteret gamle
minder om nordiske » oldtids *j personer og begiven-
heder, i lighed med de gamle sagn, der fremtræder
i heltedigtene blandt Eddakvadene. Endel af disse
gamle minder er rimeligvis bleven bragt til Island i
landnamstiden, især sådanne, der var en gammel
familjearv, og her har de fremdeles levet, naturligvis
ikke uden yderligere at afbleges, forvanskes og sam-
menblandes med andre sagn. Fremdeles var der
urgamle æventyr og fabler af forskellig art. I slutn.
af det 12. årh. omtaler Odd munk med foragt de al-
mindelig fortalte stemødrefortællinger (stjupmædra-
sogur), hvori »kongen altid var den ringeste«. Det
lader således til, at der dengang har eksisteret mundt-
lig fortalte æventyrsagaer ; at disse tildels har været
af fremmed oprindelse er muligt. Både sådanne og
andre af den førstnævnte art anvendtes hyppig til
underholdning. Sverre fik en sådan at høre og i den
anledning skal han have udtalt, at denslags »logne-
sagaer« (o: opdigtede sagaer) var de morsomste. I
det 11. årh. findes et andet vidnesbyrd af interesse.
Engang da den norske flåde under Harald hårdråde
lå ved Hallands kyst, fortalte man om de minder,
der knyttedes til to gravhoje, der fandtes dér. Så-
ledes ses, at der har eksisteret lokalsagn om oldtids-
kæmper, der sikkert var genstand for hyppig fortæl-
ling. Endnu skal det måske interessanteste vidnes-
byrd herom omtales. I det for omtalte bryllup på
Reykjaholar 1119 siges præsten Ingimund at have
fortalt sagaen om »Orm Barrøskjald« (der ellers er
ukendt), og bonden Hrolf en anden om Hromund
Gripsson, som han selv skal »have sat sammen«,
naturligvis efter gamle minder; vilkårlig har han
måske knyttet sådanne sammen; Hromund er selv
en historisk person. I det 13. årh. haves den op-

Digitized by VjOOQ IC

329

lysning om Sturla Tordsson, at da han var ombord
i kong Magnus' skib fortalte han en historie om
jættekvinden Huld — en vigtig oplysning om den
art sagaer. De ved den lejlighed brugte udtryk lader
formode, eller de kan forstås således, som om de
antydede, at Sturla havde haft sagaen med sig i
skreven form. Nødvendigt er dette dog ikke. Allige-
vel er der ingen grund til at betvivle, at sådanne
sagaer allerede i det 13. årh.s sidste halvdel er bleven
optegnede. Det håndskriftlige grundlag viser dette i
enkelte tilfælde temlig bestemt. Dog er vistnok fler-
tallet først nedskrevet i det 14. årh. Historisk set er
det ganske naturligt, at nedskrivningen begynder ved
det nævnte tidspunkt, efter at den originale saga-
skrivning var afsluttet. Der var så at sige først nu
tid til således at beskæftige sig med denslags æmner.
Endnu hyppigere skete dette, som sagt, i det 14. årh.
En hovedgrund til en stærk udvikling i så henseende
var lysten, ja, trangen til at få en afveksling, få
noget nyt. Og nu blev sådanne sagaer skrevne uden
noget hold i nogen tradition, d. e. ligefrem digtede.
Disse sagaer blev i løbet af det 14. og 15. årh. atter
bearbejdede eller udvidede ganske som de historiske
sagaer var bleven det; det var den letteste sag af
verden her at indskyde episoder.

I formel henseende er disse sagaer efterligninger
af de historiske; de er biografier; kun i en enkelt
saga (Egils og Asmunds) findes hovedpersonernes
forhistorie (ungdomshistorie) ikke i dens begyndelse,
men senere indflettet i form af disse personers di-
rekte fortælling (selvbiografi) til en jættekvinde; dette
er ikke usnildt fundet på. Der fortælles i det hele
meget logisk og konsekvent — i reglen er der en
årsagsforbindelse fra først til sidst; begivenhederne
er ikke altid mange, men det hele temlig simpelt;
som oftest er der dog en mængde begivenheder, der

Digitized by VjOOQ IC

330

udgor indholdet; dette bliver ofte temlig broget og lidt
for rigt.

Sagaerne foregår for alier storste delen rundt om
i Norden, især i Norge-Sverrig — og landene øst for
Østersøen, i Finland og Bjarmeland; dette sidste er
omgivet af en vis æventyrlig trolddomsglans. Meget
sjælden foregår indholdet i de vestlige lande. Hoved-
indholdet udgores af vikingetog og farlige rejser —
ofte for at opdage og tilbageføre en forsvunden konge-
datter — , kampe og alle slags æventyrlige farer og
strabadser — ofte for at hænte visse kostbarheder,
der er vel bevogtede og som det synes umuligt at
erhværve. Der er kampe med vikinger af æven-
tyrlig ait, med bersærker med jærnhårde hovedskaller,
hvorpå intet våben bider, undt. deres eget; der er
jætter og jættekvinder, de første altid fjendtlige og
menneskeædere, de sidste ofte hjælpsomme og ikke
uden erotiske følelser; de menneskelige helte, som de
tager sig af, kaldes så deres »fostersonner« ; under-
tiden er disse hæslige jættekvinder forgjorte konge-
døtre, som det gælder at befri for forgorelsen og den
fremmede ham. Flere overnaturlige væsner, som
troldmænd og -kvinder, dværge, drager og deslige,
forekommer. Der mærkes tit og ofte genklange og
efterligninger af begivenheder i forskellige historiske
sagaer; især har den meget læste Olaf d. helliges
saga i så henseende haft stor indflydelse. Det er
åbenbart dens bekendte beskrivelse af Bjarmelands-
toget, der direkte eller indirekte danner grundlaget
for, hvad disse sagaer ved om Bjarmeland. Også
Olafssagaens navne har spillet en stor rolle; således
er »IngigerSr« f. eks. et hyppigt forekommende navn
på fyrstedøtre. De navne, der ellers findes, beror
også på de ældre tiders navneforråd; derimod und-
gås de almindelige, islandske navne i meget hoj grad.
Konstante navne (på hovdingerne) findes for Qærnere

Digitized by VjOOQ IC

331

landes vedkommende (Bjarmeland, Valland, England).
Herved ses, at der hurtig indtræder noget stereotypt,
og dette stereotype ses endnu tydeligere i begiven-
hedernes art og skildremåde. Der er grumme liden
opfindsomhed at spore i så henseende; det er kun
den afvekslende benyttelse og sammenstilling af de
forholdsvis få motiver, der var skabte, hvor en »op-
finderævne« viser sig. Heller ikke mærkes i reglen
nogen individuelle karakterer; helte, bersærker, jætter
osv. er temlig stereotype alle sammen. Her var jo
intet hold i traditionen; derfor blev personerne, gan-
ske som Eddadigtenes personer, og måtte blive det,
typiske. Heltene er rene overmennesker, udhold-
ende og modige, der trodser alle farer, kæmper
dagen lang med deres tunge sværd, vader i blod til
skuldrene osv. Men så loiines de også derefter med
herlig sejr, rigt bytte, guld og gronne skove. Aldrig
er de så farlig stillede, at de ikke reddes enten ved
dem selv eller ved andre venligsindede magter (fost-
ermødrene f. eks.). Kongedøtrene er som oftest ens,
kloge og besindige, kraftige og undertiden ret valkyrje-
agtige osv.

Alt ses i fjærnhedens glans, i æventyrets over-
drevne guldglans. Heltene er prægtig udstyrede,
deres våben er særlig udmærkede (dværgearbejde og
lign.); deres skibe er drager, rigt forgyldte og skin-
nende ; når to flåder mødes, står altid den enes hov-
ding i al sin pragtfulde rustning ved masten på sit
guldstrålende drageskib osv. Alt er typisk og stere-
otypt. Der er ingen som helst grænser for, hvad
man af usandsynligheder og overdrivelser, endogså
af en meget barok art, kunde byde læserne eller til-
hørerne. Det synes endogså som om disse har moret
sig desto mere, jo galere det hele var. Underholdende
kunde det måske nok siges at være, når det hele
var logisk sat sammen og godt fortalt. Der var altid

Digitized by VjOOQ IC

332

lagt an på en vis spænding, som måtte virke på ikke
altfor kræsne sind, og det var sindene ikke i det 14.
og 15. årh.

Forfatterne har ikke altid været upåvirkede af
de fremmede romantiske sagaer; ialfald findes gen-
klange fra disse, der dog måske i flere tilfælde beror
på afskrivere og bearbejdere.

Der er endnu en ejendommelighed ved disse
sagaer, der mulig også beror på læsning i de roman-
tiske sagaer, og hvorved de ialfald danner en stærk mod-
sætning til de gamle isl. slægtsagaer og viser en
grundig forandret smag; det er at disse sagaer altid
ender godt. Efter alle farer og kampe ender det
altid med at de elskende får hinanden, ja ikke sjæld-
ent ender det med to eller flere bryllupper på engang.
De illustrerer således på det fuldkomneste det be-
kendte ordsprog: »når enden er god er alting godt«.

Disse sagaers værdi er i flere henseender ikke
ringe; deres betydning på det forhistoriske område
er dog meget begrænset og kan ikke være andet. Af
de historiske sagaer ses, hvor de virkelig historiske
traditioner var afblegede og forvanskede i det 13.
årh. Men de har betydning m. h. t. sagnenes ud-
bredelse og de æventyrmotiver, der findes i dem og
hvoraf endel sikkert er af fremmed oprindelse. Man
bor ikke lade sig blænde af det bevidste, antike skær,
forfatterne har søgt at give deres sagaer, f. eks. også
ved de indblandede vers, hvorom der for er handlet ;
i nogle tilfælde kan dog versene være ældre end
sagaen selv. At forfatterne undertiden kommer galt
afsted, når de vil omtale oldtidsforhold, er sikkert
nok; fuldstændig inde i de gamle tiders kulturforhold
var de naturligvis ikke; anakronismer var ikke til
at undgå. Deres kendskab til geografien især angå-
ende Østersølandene er også undertiden ret mangel-
fuldt. Deres stil er også temlig ensformig og typisk,

Digitized by VjOOQ IC

333

de samme vendinger og udtryk kommer atter og atter;
og sproget bærer naturligvis mærker af forfatternes
og samtidens sprog, der var begyndt at blive noget
efterklassisk; dette var at vænte; her var det
næppe muligt at søge at efterligne ældre tiders sprog;
man har næppe været sig nogen forskel bevidst.
Egenlige plumpheder findes sjælden og da især hvor
der er tale om jætter og denslags væsner; obskoni-
teter findes så at sige kun i en enkelt saga, og de
beror endda tildels på senere udvidelse.

De enkelte sagaer skal nu kortelig gennemgås
efter de naturlige grupper, de falder i.

SAGAER VEDRØRENDE (FORMENTLIG) HISTORISKE
PERSONER I NORGE.

Hålfssaga el. sagaen om heltekongen Halv og
hans kæmper (Hålfsrekkar), Den Halv (navnet egl.
Hå-alfr el. mulig Hod-alfr), der er hovedpersonen,
opføres som to landnamsmænds bedstefader. Der
fortælles om Halvs forfædre og kong Vikar Alreksson.
Halvs fader foretager en Bjarmelandsrejse osv. Om
Halv selv fortælles ikke synderligt udover hans sidste
kamp og død, da han blev forræderisk overfaldet af
sin egen svoger. Sagaen er fuld af vers (se foran).
Utvivlsomt er der i sagaen endel gode gamle minder,
medbragte i landnamstiden. Sagaen falder noget i
episoder, men er ret godt og jævnt fortalt.

Ligesom Halv er knyttet til Norges vestkyst, så-
ledes tildels ialfald også Hromundr Gripsson. I
Landn. er denne Ingolfs oldefader. Vi finder hans
saga omtalt i forbindelse med brylluppet på Reykja-
holar; den skal være forfattet af Hrolfr på Skalmar-
næs; der anføres 3 hovedafsnit (kamp med Hrong-
vid, med Olaf lidsmannakonge, Tråins gravhojs brud),

Digitized by VjOOQ IC

334

der endnu findes i sagaen; det mærkeligste af dem
er kampen med Olaf. Her forekommer den Helgi
haddingjaskati med valkyrjen Kåra, som omtales i
et prosastykke i cod. reg. af Eddakvadene. Sagnet
om dem er dog her sikkert ændret og afbleget og
trukket ned i en lavere sfære. Sagaen indeholdt en
kon skildring af Hromunds og Svanhvids elskov.
Den oprindelige saga er tabt; men der er blevet digtet
rimer over den, og efter disse er der atter blevet
lavet en saga — altså meget sent — , og det er den,
der er i behold. Alt i alt hører denne saga til de
interessanteste og mest betydende.

Gjafa-Refs saga ok Gautreks konungs;
denne saga er særlig knyttet til Rogaland og Gdtland.
Hovedpersonen er Gave-Ræv, der vokser op som en
>kulbider€, men viser sig at være en klog og kraftig
mand. Pudsigt skildres hans forhold til den gærrige
Nere jarl; han giver ham gaver, som Nere lader
kong Gotrek den gavmilde i Gotland betale. Det
ender med at Ræv får kongens datter til ægte og
bliver selv jarl. Kong Go treks forhistorie fortælles
ret udførlig; han var en son af kong Gauti, der
havde fåt ham med en datter af en bonde, som han
en gang traf på langt inde i skoven, hvor han jagede.
Hele denne bondes familje skildres overmåde ejen-
dommeligt og morsomt. Hele fortællingen er nog-
et af det lystigste i denne sagalitteratur. Her er
der tillige virkelig karakterskildring. Utvivlsomt er
her mange ægte sagnminder og det mere end i
nogen anden af disse sagaer. Sagaen er bleven inter-
poleret med et afsnit om Starkad og kong Vikar
(Nere skal være dennes son), der dog ikke findes i
alle hdskrr. Dette afsnit er i og for sig i sagn-
historisk henseende meget vigtigt.

I Hrafnista, nu Ramsta, en ø i Hålogaland, bode
en gammel, kraftig slægt; nogle af dens medlemmer

Digitized by VjOOQ IC

335

er knyttede til landnamsmænd på en sikkert hist-
orisk rigtig måde. Af den slægt var selve landnams-
manden Ketill hæingr (Egilss., Landn.). Men sagnet
har bemægtiget sig denne slægt og sat den i for-
bindelse med jætterne {o: vistnok finlappeslægt);
den er i besiddelse af visse særlige egenskaber; så-
ledes har dens medlemmer altid medbdr, såsnart de
blot hejser deres sejl. Her er sikkert meget gamle
sagnminder og æventyrmotiver blandede sammen.
Her møder først Ketils saga hæings (den ældres).
Ketill er »kulbider«, men tager sig sammen og bliver
kraftkarl og kæmpe; han dræber en drage, har for-
skellige kampe, tildels for at værne om sin datter;
han har sammenstød med Finnekongen Gusir og
fratager ham et beromt sværd og de beromte pile
(jfr. Orvar-Oddss.). Sagaen er ung og har benyttet
kendte sagaer som Egilss. og flere. Med jætte-
datteren Hrafnhildr får han sonnen Grimr lo8in-
kinni (>med den lådne kind«). Om denne findes
en kort saga; det er en forsvunden hersedatters
saga, — en ond stemoder er med i spillet. Herse-
datteren var Grims brud; hun genfindes i trolde-
hænder. Også deres datter volder faderen tvekampe.
I øvrigt er sagaen af ringe betydning. Grims son
var Orvar-Oddr^ denne længe levende æventyr-
helt, der for rundt omkring i verden, til Bjarme-
land (hans vigtigste bedrift), til det hellige land, til
Garderige — allevegne øver han bedrifter, enten
det er kampe eller kapdrikning (se foran s. 160).
Han er Hjalmars fostbroder og har sammen med
ham kampen med Anganty og hans brødre på Samsø.
Han har uafladelige kampe med en halvt åndelig
person Ogmund Eytjofsbane osv. Endelig bliver han
gift med en hunlandsk prinsesse Silkisif (jfr. Harald
hårdrådes hustru Ellisif fra Rusland). Det var blevet
spat ham at han skulde omkomme på Jæderen, hvor

Digitized by VjOOQ IC

336

han blev opfostret; derfor vilde han aldrig mere
komme dér. Det skete alligevel og det gik som
volven havde spat ham. Han digter et lævnedskvad,
for han dør. Sagaen er i flere henseender inter-
essant ved de mange inddragne og benyttede motiver
(der er mange, der her ikke kan opregnes) og den
hører til de bedst fortalte. Sagaen er sikkert ældre
end 1300. Den er på forskellig vis bleven udvidet
i 14. årh. i de forskellige hdskrr., ikke altid til både
for sagaen som helhed. Orvar-Odd har oprindelig
intet med Hrafnistaslægten at gore, men er en lig-
nende sagnfigur som Starkad, til hvem alle mulige
motiver kunde knyttes. Sagaen var meget yndet på
Island. — Endnu en saga hører til denne gruppe,
nemlig Ans saga bogsveigis, en saga med mor-
somme episoder, f. eks. om Ans forhold til bonde-
datteren Driva. I øvrigt er det Ans forhold til den
onde konge Ingjald, der danner sagaens hovedind-
hold ; denne har ladet hans broder dræbe. An lader
sin son J>6rir håleggr, opkaldt efter broderen, dræbe
kongen. I sin opvækst havde den sværlemmede
An været »kulbider«, men han ender med at bUve
en anset bonde.

Til Sogn er to sagaer knyttede, en om Tor-
stein Vikingsson og dennes son, Fridtjov den
frokne. Disse to sagaer er dog hojst forskellige,
og den første er sikkert yngre end den sidste. J>or-
steinssaga er overfyldt af alle mulige motiver og
skuepladsen er både Norge og Sverrig, men de geo-
grafiske forestillinger er urigtige. Langt vigtigere
er Fri3j)j6fssaga, utvivlsomt perlen blandt alle
disse sagaer. Det er en elskovssaga af lignende art
som Gunnlaugssaga, skont der ellers er uligheder
nok. Fridtjov er bondeson, men hans elskede er
kongedatter; hendes broder vil ikke give ham hende
til ægte. Han foretager en sendefærd til Orknøerne

Digitized by VjOOQ IC

337

for at kræve skat (en fuldkommen anakronisme);
beskrivelsen af rejsen i heksestormen med Fridtjovs
mandige vers er særdeles vellykket. Ingibjorg, konge-
datteren, bliver gift med den gamle kong Ring; og
først efter hans død ægtede de to elskende hinanden.
Sagaen er kort og drejer sig kun om et enkelt æmne;
den er ligesom skreven ud i ét; den er dramatisk be-
væget og romantisk farvet — som saga betragtet en
af de mest vellykkede. Der er også her tale om
virkelige personskildringer; kongesonnernes karakter
er individuel og en modsætning til Fridtjovs, der er
mere typisk heltekarakler, han er uforfærdet, lige-
frem, oprigtig og pålidelig. Ligeledes er kong Ring
en prægtig gammel kongeskikkelse. Ingibjorg er og-
så veltruffet som den, der må finde sig i sin skæbne,
som aldrig glemmer sin ungdomselskov og som røber
den på ægte kvindelig-bly måde; men hun bliver
betonnet til slutning. Fridtjovs og Ingibjorgs elskov
er ubetinget kysk. Når det modsatte siges, beror
det på misforståelse. Det er meget omstridt, hvor-
vidt der ligger noget historisk til grund for denne
saga eller ej. Det er umuligt at afgore. Der er i
og for sig intet, der hindrer den antagelse, at Frid-
tjov er en historisk person, men det meste af sagaen
er dog utvivlsomt ren digtning.

SAGAER VEDRØRENDE DANMARK.

Hrolfs saga kraka findes i lutter papirs-
afskrifter og næppe i den ældste form. Som den nu
foreligger falder den i løst sammenhængende afsnit.
Den egenlige saga om Rolf er lidet indholdsrig og
handler i grunden kun om hans Upsalatogt og så
hans sidste kamp og færd (Skuldarbardagi). Den
første del handler om Rolvs forfædre fra og med

22

Digitized by VjOOQ IC

338

brødrene Halfdan og Frode, Halfdans sonner Hroar
og Helge, især' den sidste og hans forhold til dron-
ning Olof i Saksland og deres datter Yrsa, der senere
blev moder til Rolv krake og gift med Adils. Ind i
denne sammenhæng skydes en beretning om Hroar,
der kommer hjem fra England, hvor han er bleven
gift med en kongedatter, og kræver en ring som
fædrenearv; så kommer søsteren Signys son Hrok
for også at kræve den samme ring eller en del af
riget. Hrok får at vide, at Hroar alt har fået ringen ;
Hrok opsøger ham og får lov til at se ringen, hvor-
på han kaster den i havet. Senere fisker Hroars
son Agnar ringen op. Dette står uden organisk for-
bindelse med det øvrige, og det er klart, at her fore-
ligger gamle, rigtig gode sagnminder, men som forf.
ikke har kendt i den rigtige og fuldstændige sammen-
hæng. Man kan skonne, at ringen må have haft en
særlig betydning, af en lignende art vistnok som sværdet
Tyrfing i Herv. og lign. Dette bestyrkes ved, at ifg.
Bjarkarimur er ringen ingen anden end den be-
romte Sviagriss. Ligeledes fremtræder her antyd-
ninger af fejder inden for den danske kongefamilje.
I Skjoldungasaga har alt dette vistnok stået i en
ældre og oprindeligere form; men her kan der ikke
gives nærmere udvikling af sagen.

I en endnu løsere forbindelse med sagaen står
de to pættir om Svipdag og Bodvar-Bjarke,
Svipdag er en svensk bondeson, Bjarke er af norsk
herkomst (faderen er en til en bjorn omskabt konge-
son). Deres historie fortælles indtil de to kommer
til kong Rolv og bliver hans mænd. Til afsnittet om
Bjarke er atter et lille afsnit om Hott = Hjalte knyttet.
I og for sig er dette afsnit af ret stor betydning.

Sagaen er i sin helhed meget ung og efterklassisk
og indeholder mange anakronismer og urimeligheder;
den er en af de dårligste i hele samlingen.

Digitized by VjOOQ IC

339

Om en anden dansk oldtidskonge Ragnar lod-
brog havesen saga, Ragnarssaga; desuden findes
en lille saga om Ragnars sonner, der er af betyd-
ning for sagaen om ham selv. Om denne gælder
omtr. det samme som om Rolvssagaen. Den for-
tæller om tre hovedbegivenheder: drabet på lyng-
ormen og ægteskabet med Tora, Ragnars giftermål
med Kraka-Aslaug og dennes forhistorie, og ende^
lig Ragnars sidste tog og død. Ellers intet om hans
tidligere tog og bedrifter; for så vidt er sagaen ret
mager. Derimod fortælles der temlig vidtløftig om
hans sonner og deres bedrifter; det skulde være disse,
der foranledigede Ragnars sidste tog (misundelse over
hans sonners ry); sammenhængen er tynd nok og
ulogisk i sig selv. Dette er ikke den ældste Ragnars-
saga ; af påttr'en om Ragnarsonnerne, der delvis åben-
bart indeholder et uddrag af en sådan, ses, at der
må have været en ældre og sikkert mere oprinde-
lig saga. I øvrigt er påttr'en af ringe betydning.
Atter her kan man således påvise et senere skrift,
beroende på reminiscenser og minder, efter at den
ældre saga var tabt. Sagaen indeholder mange, til-
dels meget forvanskede vers. Som sagaen nu be-
gynder, begynder den ganske usagamæssig; det hid-
rører fra at den blev knyttet til Volsungasaga, af
hvis sidste del den danner en fortsættelse ; forbindelses-
leddet er fremstillingen af Aslaug som Sigurds og
Brynhilds datter; jfr. nedenfor under Volsungasaga.

SAGAER OM NORDISKE PERSONER UDEN
HISTORISK GRUNDLAG.

Disse kan tildels grupperes efter indholdets noget
afvigende art, men forskellen er dog temlig betyd-
ningsløs og vag.

22*

Digitized by VjOOQ IC

340

Hrélfssaga Gautrekssonar skulde egenlig
være en fortsættelse af Gjafa-Refssaga; kong Gotrek
havde to sonner, Hrélfr og Ketill, der bægge er saga-
ens hovedpersoner; de er hinandens modsætninger i
karakter og de er ret heldig skildrede. Det er nær-
mest en bejlersaga med mange hindringer, rejser og
kampe, der foregår i Sverrig, Rusland og Irland.
Den slutter med tredobbelt bryllup. Den mandhaftige
trodsige svenske kongedatter, som Hrolf bejler til,
er fortræffelig skildret og ikke mindre kæmpen Tore
jærnskjold. Sagaen er livlig fortalt og meget under-
holdende.

Hålfdanar saga Eysteinssonar. Hoved-
personerne her er Halfdan, en norsk hdvdingeson, og
Ingigerd, datter af kong Hergeir i Aldeigjuborg
(Ladoga), opfostret hos Skule jarl i Ålborg (i Fin-
land). Disse to er bestemte for hinanden, men får
hinanden først efter mange og lange forviklinger og
en vidtløftighed af farer og kampe af den æventyr-
ligste art. Enkelte poetiske motiver findes dog. Hvis
ikke alle de kampe og farer var der, vilde sagaen
være ret interessant.

Sturlaugs saga starfsama. Sturlaug er en
norsk herseson, der bliver gift med jarledatteren Åsa
den fagre; denne har en gammel fostermoder, der
hjælper Sturlaug med sine gode råd og fremsynthed.
Sturlaug har først fået Åsa til ægte efter at have fældet
en bejler og tvunget en anden til at lade sin bejlen
fare. Dette fører dog til en farlig sendelse for at
hænte et prægtigt uroksehorn. Derefter bliver Stur-
laug landeværnsmand i Sverrig. Men der kommer
endnu et stykke om hornets oprindelse, hvilket det
atter er forbundet med farer at udforske. Dette
stykke er vist senere tilfojet. Sagaen selv indeholder,
som man ser, nogle ejendommelige motiver, der kun
findes her.

Digitized by VjOOQ IC

341

Gongu-Hrolfssaga. Trods navnet har saga-
ens hovedperson intet med den bekendte Rolf ganger
at gore. Det er en ren og skær opdigtet person;
sit tilnavn fik Hrolf fordi han var så tung, at ingen
hest kunde bære ham. Sagaen foregår især i Dan-
mark og Rusland. I Danmark lærer Hrolf til stor
skade for sig en ung mand Vilhjålmr at kende, denne
bliver hans tjæner, men ved sin list og sprogkund-
skaber (jfr. Konrå3ssaga) i virkeligheden hans herre
og han skåner ham ikke. I øvrigt er hovedmotivet
en bejlerhistorie; den ombejlede er den russiske
kongedatter Ingigerd, hvis fader er død ; det bliver dog
ved dennes hjælp, at Hrolf overvinder alle farer, og
det er ham, der bliver gift med Ingigerd. Sagaen er
et pluksammen af allehånde motiver, allevegne fra;
også læsning i fremmede romaner og skrifter mærkes
på flere måder. Alt i alt er den dog ingenlunde ilde
komponeret. En af personerne er den onde og
troldkyndige Grim ægir; han er ejendommelig for
denne saga.

Bésasaga. Hovedpersonerne: kongesonnen Her-
rod i Gotland og bondesønnen Bøse; de er fostbrødre,
men forbryder sig mod kongen, så at de skal tages
af dage; da er det at Bøses fostermoder Busla hjælper
dem (se foran s. 162—63). Fostbrødrene har så en
farlig rejse at foretage for at hænte et æg i Jomale-
templet, og senere frelser de en kongedatter. På
færden gor Bøse sig gode venner med en bondedatter
øg deres natlige samvær skildres meget ublufærdigt;
dette motiv gentages tø gange, men det beror vist-
nok på overarbejdeise. Sagaen er især ved Buslas
optræden interessant, men de øvrige begivenheder er
kun et pluksammen af velkendte motiver.

I tø af de foregående sagaer har der været tale
om fostermødre, men disse har været rent menneske-

Digitized by VjOOQ IC

342

lige. I nogle sagaer er de derimod af jætteslægt.
Hertil hører:

Hålfdanar saga. Bronuféstra. Halfdan og
Ingibjorg er danske kongeborn, der efter deres faders
død flygter til Bjarmeland og opholder sig dér i
nogen tid. På et tog kommer Halfdan til en jætte-
bygd, frelser en røvet kongedatter og er en vinter
hos jættekvinden Brana, med hvem han får en datter.
Ved hjælp af hendes urter (bronugros = orchis) vinder
han en engelsk prinsesses kærlighed ; en græsk konge-
son, der har bejlet til hende, ægter Halfdans søster.
Sagaen er stærkt påvirket af fremmede romantiske
motiver.

lUuga saga GriSarfostra. Bondesønnen
Illuge og en dansk kongeson Sigurd er kammerater
(jfr. B6sas.), går på vikingetog til Gandvik, hvor de
træffer jættekvinden Gri3r og hendes datter. Illuge
sover hos datteren og bliver ikke bange, når Grid
gang efter anden pludselig lader som hun vil hugge
hovedet af ham. Det var herpå det kom an. Det
viser sig, at de er hægge forgjorte. Grid er en konge-
datter. Illuge ægter datteren.

Tildels nærbeslægtet med disse er Egils saga
ok Asmundar, om en norsk og en svensk mand,
der efter en kamp bliver hinandens kammerater.
Kong Hertrygg i Ruslands to døtre er forsvundne og
vennerne tager sig for at lede dem op. De kommer
lll en jættekvinde, hvem Egill, som det viser sig, en-
gang havde ydet sin bistand og da mistet sin ene
arm; nu lår han den igen; det er til hende, de to
fortæller deres lævned; hun hjælper dem, de finder
kongedøtrene og ægter dem. Sagaen er meget stærkt
påvirket af fremmede motiver; således findes her
f. eks. Polyfemsagiiet. Den indeholder i øvrigt flere
interessante sagnmotiver og antydninger af myter,

Digitized by VjOOQ IC

343

(f. eks. om Tor), er ret underholdende fortalt og sim-
pel i det hele.

Ligesom Illugasaga var en forgorelsessaga, så-
ledes også Hjålmters saga ok Olvis. Det er
en stemodersaga om to jarleborn, der er forgjorte;
sonnen skal trælle, indtil en stillet betingelse op-
fyldes. I øvrigt er den ikke uinteressant; men i dens
nuværende form er den stærkt bearbejdet, hvad
rimerne viser. Der er en mængde motiver ophobede,
men som sagt, det er ikke alt oprindeligt.

SAGAER MED I KKE-N ORDI SKE SAGN.

Der er endnu tilbage nogle sagaværker, som helt
eller delvis beror på gamle ikke-nordiske sagn, der
for så vidt er beslægtede med Eddakvadenes helte-
sagn, som de, tildels i meget gammel tid, er ind-
vandrede sydfra.

Hervarar saga ok HeiSreks konungs er
en af de ejendommeligste og vigtigste af alle disse
sagaer. Det er en slægtsaga af en tragisk karakter
og denne er knyttet lil eller symboliseret ved
tryllesværdet Tyrfing, der skulde blive enhver ejer-
mands død. At sværdet skulde betegne folket Terv-
ingerne, er meget tvivlsomt. Sagaen findes i to over-
leveringer, i Hauksbogen og i et håndskr. i det kgl.
bibl. De er indbyrdes meget afvigende, men det
kgl. hdskr. har bevaret sagaen i en langt bedre skik-
kelse. Sagaen fortæller om Anganty og hans 11
brødre, samt deres herkomst, om sværdet Tyrfings
oprindelse, om kampen på Samsø. Dernæst om
Angantys mandhaftige dalter Hervor, der besøger sin
fader i gravhojen og afkræver ham sværdet. Senere
bliver hun gift med Hofund, en son af Gudmund på
Glasisvold; deres son er den grumme vise Heidrek,

Digitized by VjOOQ IC

344

hvis karakter efterhånden bedres og lutres efter
ungdommens hensynsløshed og grumhed. Der for-
tælles om hans strid med Gestumblinde (gådekampen),
der fører til Heidreks død. Han efterlader sig to
sonner: Anganty, der arver riget og får Tyrfing, og
en uægte son Hlod, der opfostres hos Hunnerne.
Det sidste afsnit i denne slægtstragedie udgores af
Hlods store had til Anganty, hvis gode tilbud han
nægter at modtage. Det kommer da til en vældig
kamp mellem dem, mellem Goter og Hunner, der
ender med Hlods fald. Sagaen er fuld af udmærkede
sagnminder, som i Eddakvadene, en blanding af
nordisk og sydront stof. Dette sidste findes især i
det sidste afsnit. Det er her den katalauniske folke-
kamp, der danner grundlaget ; det er minder derom,
som her findes i grundtræk, men på nordisk vis er
der ud af det skabt en slægtstragedie af en særlig
poetisk og gribende art. Personernes storladne karak-
ter står ikke tilbage for Eddakvadenes; de skildres i
simple, klare træk. Uden tvivl tilhører sagaen de
ældre af Fornaldarsagaerne.

Asmundar saga kappabana er en lige så
tragisk, men langt fra så storslået skæbne- og slægts-
historie; her er det halvbrødrene Asmund og Hilde-
brand hunakappe, der tilsidst kæmper med hinanden,
og Hildebrand falder (jfr. ovf. s. 164 — 65). Også her
findes tryllesværd, ja hele to, af skæbnesvanger be-
tydning. Også her udgor begivenhederne en tæt-
sluttet og logisk række og her findes ligeledes en
poetisk sammenslutning af norrone og sydrone motiv-
er og sagn. I sagnhistorisk henseende er sagaen
af betydelig interesse.

Af særlig art og interesse er de to følgende saga-
værker.

Volsungasaga. Dette sagaværk falder i to dele.
Den første handler om slægten Sigi-Rerir-Vols-

Digitized by VjOOQ IC

-o

^ OF THE

UNIVERSITY

OF

345

ung; den sidste er Sigmunds fader og Volsungernes
stamfader og eponym. Dette afsnits kilder er det
ikke lykkedes at påvise, men det bærer et afgjort
nordisk præg, ikke mindst ved at Odin spiller en rolle
deri. Hertil fojes så fortællingen om Volsungs datter
Signy, gift med faderens svigfulde banemand (et
motiv, der er velbekendt andre steder fra), og hendes
brødre, især Sigmund, samt SinQotles oprindelse (en
son af hende og Sigmund). Alt dette er kun ind-
ledning og forhistorie. Den anden del er en prosa-
isk gengivelse af heltedigtene i den ældre
Edda, dog således, at enkelte gange anføres versene
uforandrede; således er Sigrdrifumål for en stor del
optagne. Kun få af de nu bevarede digte er ikke
benyttede, og parallelkvad som Atlakvida og Atlamål
er kombinerede med hinanden. Den kvadsamling,
der ligger til grund, har været af omtr. samme om-
fang og art som cod. reg. En hovedbetydning har
Vols. ved at give en parafrase af de digle, der har
stået i lakunen i cod. reg. Desuden er et kapitel
(om Sigurd) lånt fra Didrikssaga. Henimod slut-
ningen findes en fremstilling af Sigurds og Brynhilds
ophold hos Heime i Hlymdale, der sikkert ikke
beror på Eddadigte; den stammer fra Ragnar lod-
brogs saga, der, som for anført, blev knyttet til
Vols. som etslags forhistorie. Den nævnte frem-
stilling forbereder og motiverer Aslaugs tilblivelse.
Rimeligvis - skyldes denne forbindelse en anden end
Vols. oprindelige forfatter. Den opgave, som denne
havde sat sig, at oversætte de gamle digte på prosa,
bringe en prosaisk saga i stand, var ingenlunde let.
Der måtte vælges mellem modsigende beretninger,
der var huller hist og her. Der måtte undertiden
skabes naturlige overgange og et rationelt sammen-
hængende hele overhovedet; så skulde dette fortælles
således, at den poetiske form ikke føltes synderlig.

Digitized by VjOOQ IC

346

Det må siges, at forfatteren har løst opgaven med
held, dog ikke uden at gore sig skyldig i vilkårlig-
heder, — de var ikke til at. undgå — , og ikke uden
at kombinere to forskellige sagnformer, hvor han
burde have valgt et enten - eller. Den poetiske
form skinner undertiden igennem, hvorved stilen dog
ikke skades, tværtimod får det hele derved en ejen-
dommelig farve, der løfter og aldrig virker egenlig
stødende. Der er ingen tvivl om, når dette sagaværk
er bragt i stand; hele virksomheden og tendensen
tyder bestemt på det 13. årh. s sidste halvdel; måske
er det snarest blevet til i dets 3. fjærdedel.

Der er vistnok endnu en kilde, som forf. har
benyttet og som brudstykkevis skimtes andre steder;
det er en gammel prosaisk saga om Sigurd fåvnes-
bane; en sådan nævnes udtrykkelig; og det er den,
der ligger til grund for Snorres afsnit i Skåldskap-
armål, og det er den, hvoraf de prosaiske stykker i
cod. reg. (heltedigtene) er et kort udlog; det er vist
også derfra, kap. 5 — 8 i Vols. er taget. Denne kilde
mærkes også i den såkaldte No rnagest spat tr, men
det er dog vistnok kun Eddakvadene, med deres
prosastykker, der her er benyttede. J>åttr'en er i øv-
rigt kun et pluksammen fra forskellige kilder og ind-
holdet er et Meleager-motiv; Nornagæst lever så længe
et lys brænder. Han kommer til Olaf Tryggvason,
lader sig døbe og sit lys brænde ud.

Det andet hovedværk er {>i3rikssaga, sagaen
om kong Didrik af Bern. Dette er et vældigt sam-
lingsværk; det findes i en gammel norsk(-isl.) mem-
bran, der er af en ejendommelig sammensætning;
den er skreven med forskellige hænder og repræsen-
terer to fatninger af sagaen. Desuden findes den i
to isi. papirsafskrifter af noget forskellig art. Dette
håndskriftlige grundlag har været genstand for megen
strid. I de isl. hdskrr. findes en prolog, hvor der

Digitized by VjOOQ IC

347

gores rede for indholdets oprindelse. Denne prolog
er af en særlig betydning. Sagaens indhold er over-
ordenlig omfangsrigt og broget. Hovedpersonen er
sagnkongen Didrik af Bern, og han er den, der knyt-
ter det hele sammen. Her findes den egenlige Vil-
kinasaga, et afsnit om Vidga Velentsson, om Detlef
den danske og mange flere; ligeledes er hele
Niflungesagnet og Sigurds lævned optaget; endelig
spiller Attila en vidtløftig rolle deri. Som værket nu
foreligger, har det ganske sikkert ikke været fra først
af; et par afsnit, der så at sige slet ikke vedrører
det hele, udskilles straks med lethed (om Herburt og
Hilde; Valter og Hildegunde m. m.). Dernæst er der
ingen tvivl om — det viser netop membranens be-
skaffenhed — , at store dele om Sigurd (hans ung-
domshistorie) beror på senere tilfojelser, og ligeledes
den såkaldte Niflungasaga i det hele. At påvise til-
fdjelserne i alle enkeltheder er naturligvis meget van-
skeligt. Bortset herfra er sagaens sammensætning
et temlig godt og velordnet hele. Sine kilder angiver
sagaen selv på flere steder. Det er tyske sagn, der her
foreligger samlede, sagn efter tyske sange. Allerede
i det 12. årh. træffes en mængde tyske købmænd i
Norge; de lå der i månedsvis og der var et livligt
samkvem mellem dem og Nordmændene. De har
uden tvivl meddelt hinanden deres sagn og sagaer
til gensidig underholdning. Dette fortsattes til ind i
13. årh. og langt ned i tiden. Det er disse købmænds
fortællinger, der foreligger i Didrikssaga. Der har
været to hovedgrupper af sagn, Didrikssagnet og
Gjukungesagnet, det drejede sig om. Der har så ved
midten af det 13. årh. eller lidt for været en eller
flere, der, bevægede af den gamle sans for saga-
helheder, har samlet de enkelte dele indenfor hver
gruppe og søgt at forbinde dem til et hele. Hvorvidt
de med det samme er bleven optegnede, er usikkert,

Digitized by VjOOQ IC

348

men efter alt at domme har det været tilfældet. Så
er en bearbejder trådt til, der har forbundet bægge
de store sagngrupper med hinanden; det er denne,
der repræsenteres af membranen. Prologen er åben-
bart — på grund af citeringen af et skjaldevers (af
Hallfred) — af en Islænder, og da den efter al sand-
synlighed har hørt til det oprindelige hele, er del
dermed givet, at den egenlige istandbringer eller for-
fatter har været en Islænder. Dette betvivles dog af
mange, og der henvises til, at prologen aldrig har
stået i mbr. Dette sidste er absolut ikke nogen god
grund; i hovedmbr. af Korigespejlet mangler også den
afgjort ægte prolog, der også her kun findes i de isl.
afskrifter. Hele værket bærer på flere måder så tyde-
lige mærker af den isl. sagaskrivning og sagasans, at
selv om ikke prologen var der, vilde man ikke der-
for behøve at antage, at værket i bund og grund var
norsk. Ganske vist er stilen vidt forskellig fra saga-
stilen ; den er meget opstyltet og skruet, fuld af allit-
tererende ordsammenstillinger, og der er overflod af
ord overhovedet, men dette beror på originalernes —
de tyske købmænds fortællingers — væsen. Også
den i Norge herskende smag og de allerede eksister-
ende romantiske sagaer har udøvet deres indflydelse
på den stilistiske fremstilling. Personskildringerne er
gennemgående ikke dårlige, enkelte endogså ganske
fortræffelige (som Detlef danskes). Det, der mest
trætter i denne vidtløftige saga, er de svulmende og
uophørlige beskrivelser af kampe, tvekampe og hug;
der anvendes også de urimeligste talangivelser osv.
Sansen for det historisk sandsynlige og frygt for kri-
tik er dog endnu vågen ; men forf. søger at forebygge
denne ved at sige, at det »er enfoldigt at kalde det
logn, hvad man ikke har set og hørt, uden dog selv
at vide noget sandere om sagen«, og at der langt
borte sker ting, som synes utrolige for hjemmefød-

Digitized by VjOOQ IC

349

ninger. Sagaværkets hovedbetydning ligger naturlig-
vis deri, at det indeholder så meget af tysk sagnskat;
det bliver i så henseende en kilde af rang. De tyske
til grund liggende sange er for aller storste delen tabte.
I flere af de nu eksisterende findes paralleler, men
når det er blevet hævdet, at Nibelungenlied er en
direkte kilde for sagaen, er dette hojst usikkert og
næppe holdbart. På Island fik sagaen en overmåde
stor betydning for smagens forandring; den blev ud-
bredt ved afskrivning og læsning, og rimedigterne
hæntede derfra æmner til rimede fremstillinger. Den
havde også en stor betydning for opkomsten af de
yngre opdigtede sagaer i 14. og 15. årh. I det hele
taget er det næppe for meget at sige, at den væsen-
lig har givet folket smag for det fremmedagtige og
med det samme for det kolossale, overdrevne. Sam-
tidig har den også i meget hoj grad påvirket stilen.
Endnu skal bemærkes, at sagaen ikke viser nogen
påvirkning fra de gamle Eddakvad. Derimod har
måske det gamle nordiske Volundsagn haft nogen
indflydelse på Velent-afsnittet.

SAGAER, DER ER OVERSÆTTELSER FRA LATIN.

De sagaer, der her kommer i betragtning, hører
lige så meget til den lærde litteratur som til saga-
litteraturen i egenlig forstand; for Islænderne blev jo
alt sagaer — også fremmede skrifter, når indholdet
var historisk-fortællende, selv om det i grunden tjænte
nok så meget andre formål; det sidste gælder kirke-
lige opbyggelsesskrifter. Allerede i det 12. årh. eller
endnu for er der en mængde af latinske skrifter kom-
met til landet, og de blev — for folkets skyld — over-
satte ganske som islandske forfatteres på latin af-
fattede skrifter. I reglen viser disse oversættelser, at
deres udarbejdere forstod latin ganske godt og at de

Digitized by VjOOQ IC

350

i det hele taget havde et udmærket greb på at gen-
give dem i et godt og velklingende sprog; ligeledes
var de i det hele meget heldige i at finde hjemlige
udtryk for de fremmede begreber, så at selv om disse
sagaer fra indholdets side langt fra er fornojelige at
læse, er de dog for sprogets skyld ofte særdeles til-
trækkende. Disse skrifter vedrører dels den profane,
dels den kirkelige litteratur.

Til den profane litteratur høreren lille »Verd-
enshistorie«, Veraldarsaga (et moderne navn), en
kort oversigt over de »sex ætates mundi«, vistnok
efter forskellige kilder. Langt vigtigere er de såkaldte
Rémverjasogur, der er en oversættelse og sammen-
støbning af Sallusts skrift om Jugurthakrigen og
Lukans store digt, Pharsalia; navnlig dette sidste
måtte berede oversætteren ret store vanskeligheder;
teksten er også her meget stærkt forkortet. Af
Sallusts skrift er den oprindelige oversættelse tem-
lig ordret og i det hele fortrinlig gjort; men også
deraf findes der bearbejdelser.

Så er der Trojumannasaga og Bretasogur,
der findes som et hele (f. eks. i Hauksbok), men som
har en vidt forskellig oprindelse. Det første skrift er
en ret nojagtig oversættelse af det i middelalderen
meget bekendte og udbredte, men meget uhistoriske
skrift : De excidio Trojæ, hvis foregivne forfatter skulde
være Dåres fra Frygien. Navnet viser, hvorom det
handler, nemlig Trojas ødelæggelse og brand. Som
indledning findes 6 kapitler af mytologisk indhold,
men i en meget forvirret fremstilling. Foruden
det nævnte skrift er også andre skrifter benyttede,
endogså Ovid. Oversættelsen er fra tiden for midten
af det 13. årh. — Det andet skrift om Britterne er
en meget parafraseret gengivelse af Historia Britto-
num af Galfrid fra Monnlouth (Galfridus Monume-
tensis), der byggede sit værk på ældre skrifter. Hans

Digitized by VjOOQ IC

351

skrift hidrører fra årene 1132—35 og er helt igennem
sagnhistorie, overordenlig rigt på enheltheder; deri
findes afsnit f. eks. om kong Arthur, om kong Lear
og fl. Oversættelsen er som sagt meget løs, og dens
istandbringer har gjort sig skyldig i flere fejl, tildels
som det synes af ren skødesløshed. Han synes at
have læst hele stykker ad gangen og så sat sig til at
skrive indholdet ned stærkt forkortet. Istedenfor en
prosaisk gengivelse af Merlins spådomme er (i Hauks-
b6k) Gunnlaugs versificerede oversættelse optagen.

Alexanderssaga. I slutningen af det 12. årh.
forfattede Philippus Gualterus (Filip Gautier) en Alex-
andreis i latinske heksametre i 10 bøger. Det er
dette digt, som foreligger i en mesterlig prosa-over-
sættelse af den isl. gejstlige Brand r Jonsson.
Brandr var en af sin tids mest fremragende mænd,
lige udmærket ved sin lærdom som sin karakters
renhed. Han blev udset til at blive biskop til Holar
og rejste i den anledning udenlands 1262; den følg-
ende vinter opholdt han sig i Norge, rejste hjem
1263, men døde allérede året efter. 1247 var han
bleven viet til abbed i Tykkvebo-kloster. Denne Alex-
anderssaga, der hvad indholdet angår hviler på Cur-
tius' bekendte skrift, er jo meget uhistorisk, men man
har på Island sikkert læst den med den storste in-
teresse, eftersom den handlede om så fjærne, ganske
ukendte verdensdele. Et andet skrift af Brandr er
hans Gydingasaga, det er Jødernes historie under
Makkabæerne (efter Makkabæernes 1. bog, samt en
saga om Pilatus Ponlius, der dog vistnok er. et senere
tillæg). Denne saga, og mulig Alexanderss., er netop
oversat den vinter, Brandr opholdt sig i Norge, på
befaling af kong Magnus.

Med det sidstnævnte værk står man ved de kir-
ken vedrørende sagaer. Det er en mængde oversæt-
telser af legender, eller helgeners vitæ, af apost-

Digitized by VjOOQ IC

352

lenes lævnedsbeskrivelser, af Maria-legender og -jær-
tegn. De er samlede og udgivne iHeilagra manna
soguri — II, Postola sogur, Måriusaga. I reglen
lader originalerne sig med lethed påvise. Oversættel-
serne er i reglen ssBrdeles gode og hidrører ofte end-
også fra 12. årh. I flere tilfælde foreligger der en
dobbelt oversættelse, en norsk og en islandsk. Det
er muligt, at en stor mængde af dem oprindelig er
norsk, og at disse ældste oversættelser er komne til
Island, dér afskrevne og ofte ændrede. Den islandske
samler- og bearbejderlyst fornægtede sig heller ikke
her; i enkelte tilfælde blev et par originalsagaer for-
enede til et hele eller også helt nye forfattede efter
flere forskellige kilder. Dette skete dog ikke for end
i slutningen af det 13. årh. (og i det 14.). Disse så-
ledes istandbragte værker er overmåde svulstige og
ordrige og i den grad kedelige, at de næsten er uud-
holdelige at læse. En sådan saga om Johannes
døberen forfattedes af præsten Grimr Holmsteinsson
(d. 1298). I en bearbejdelse af apostlen Johannes'
saga er optagne vers af draper af 3 forskellige isl.
skjalde. Til helgensagaerne hører en oversættelse af
samlingsværket Vitæ patrum.

Endelig kan nævnes en saga om JåtvarSr (Ed-
vard) den hellige (bekenderen, d. 1066), samt To-
mås saga erkibyskups (martyren fra 1170) i for-
skellige bearbejdelser.

DE ISLANDSKE LOVE.

Efter at den egenlige indvandringstid, landnams-
tiden, var forbi, gik der nogle år, i hvilke der ikke
eksisterede noget fællesforum for afgorelsen af trætter
og stridigheder. Men en fællesfølelse var så levende,
at det ikke kunde vare længe, inden man indså, at

Digitized by VjOOQ IC

353

man trængte til en fælles forfatning, fælles love og
fælles retslige institutioner. Hvorledes det kom sig,
at en mand, ved navn Ulfljétr, i en ældre alder be-
gav sig til Norge for der efter norsk forbillede ved
bistand af den kloge jurist, Torleif spake (jfr. Tjod-
dolfs Haustlong), at istandbringe en fælles lov for Is-
lænderne, derom vides intet. Men det er sikkert, at
umiddelbart efter hans hjemkomst blev et fælles ting,
altinget, oprettet; det skulde holdes på et i for-
vejen udset sted; her skulde der gives love og dom-
mes i retssager fra alle landets egne. Her er der
flere dunkle punkter tilstede, der er meget vanske-
lige, også fordi der så godt som intet er tilbage af
den oprindelige Ulfljotslov, der straks blev vedtaget.
I Norge var den lovgivende og den dommende mynd-
ighed forenet i den institution, som kaldtes lov-
retten, der i Gulatingslagen bestod af 36 medlem-
mer. V. Finsen mener, at på Island blev denne
dobbelte virksomhed straks fra begyndelsen af skilt
ad, og at der ved siden af lovretten som lovgivende
oprettedes en altingsdomstol med dommende
myndighed; denne deltes senere i de 4 bekendte fjær-
dingsdomstole på 9 mand hver. Denne antagelse er
meget sandsynlig, da man let kunde forudse, at lov-
retten i de 14 dage, altinget skulde være samlet, ikke
let kunde overkomme alt, hvad den skulde gore.
Med det samme blev lovsigemandsembedet stiftet.
Lovsigemanden skulde vælges på 3 år, have en lille
Ion og skulde kunne alle de gældende love udenad,
fremsige dem alle på lovbjærget i løbet af de 3 år,
han fungerede, og være forpligtet til stadig at sige
alle, der spurgte ham, hvad der var landslov og ret.
Nogen myndighed besad han ikke, og nogen lands-
myndighed eksisterede der overhovedet ikke. Hele
lovsigemandsrækken kendes fra 930 af og til 1271 ;
mange fungerede meget længe, idet genvalg var til-

23

Digitized by VjOOQ IC

354

ladt. Hvad lovretten angår, bestod den af 36 med-
lemmer (goderne), ligesom den i Norge, men senere,
da landet blev delt i 4 fjærdinger (963) og tingenes
antal bestemtes for alle tider, traf det sig således, at
der i nordlandsfjærdingen blev 4 ting, ialt altså 39
goder, 3 i hvert ting; man valgte nu den udvej at
supplere de andre således, at lovretten bestod af 48
goder ; desuden sad der i den to bisiddere, rådgivere,
for hver gode, altså i alt 3 x 48, foruden lovsige-
manden, der var dens formand, og senere de to
biskopper. Heri skete der ingen ændringer senere.
Den eneste forandring, der blev gjort, var den, at
der 1004 blev oprettet »en femte domstol«, fimtardomry
som appelinstans fra Qærdingsdommene ; i disse
krævedes der altid fuldkommen enighed; var denne
ikke tilstede, kom der ingen virkelig dom istand;
i femterretten rådede majoriteten.

De 39 (48) goder er statsforfatningens bærere ; det
er dem, der udgor lovretten, det er dem, der udnævner
dommerne og det er dem, der har etslags bygde-
styrelse hjemme i deres egne. Oprindelig var de hov-
forstandere, men ved og efter 930 fik de deres verds-
lige myndighed og betydning. Den nærmere udvik-
ling heraf hører ikke hid.

Som allerede bemærket blev der 930 vedtaget en
lov |ør Island, Ulfljotsloven ; hvor omfattende denne
var, vides nu ikke. I alle tilfælde har den næppe
været meget detaljeret i de enkelte afsnit. Den følg-
ende tid har måttet være meget frugtbar m. h. t.
lovgivningen; der har så at sige, især i begyndelsen,
ikke været det alting, hvor forskellige mangler og
huller ikke blottedes; de krævede udfyldning. I det
enkelte vides meget lidet om den udvikling, der skete.
Men et er sikkert, at lovgivningen i tidens løb var
meget frodig, og at omkr. 1100 var stoffet i den grad
svulmet op, at man måtte indse, at det oversteg en

Digitized by VjOOQ IC

355

enkelt mands ævner at opbevare alt dette i hukom-
melsen og lære det fra sig. Desuden havde man
netop nu fået et andet middel i hænde ; skriftens brug
var nu bleven kendt og benyttet i landet.

I sommeren 1117 blev det vedtaget, at de isl.
love skulde nedskrives; dette skete i vinterens løb
hos den nordlandske hovding Haflidi (bekendt af sin
strid med Torgils se s. 275); ved hjælp af gejstlige blev
»Vigslode og mange andre ting nedskrevne«, hedder
det hos Are. Sommeren efter blev det således ned-
skrevne vedtaget på altinget. Denne kodifikation
kendes nu ikke i den oprindelige skikkelse; Haf-
lidaskrå, som den kaldtes, er sikkert optaget i de
senere lovsamlinger. Ordet skrå synes at være blevet
særlig benyttet om lovhåndskrifter. Afskrifter af
denne lov er bleven udfærdigede; man hører tale om
3 så at sige officielle lovoptegnelser, én for lovsige-
manden og to for de to bispesæder; om deres ind-
byrdes forhold gaves der nærmere bestemmelser. En
udførlig kristenret blev udarbejdet kort efter 1122.
Den oprindelige nedskrivning berode på lovkyndige
mænds viden ; af sådanne lovkyndige mænd, der for-
trinsvis kaldtes spakir, kendes mange især omkr.
1000; det er dem, der sammen med lovsigemændene
her havde været traditionens bærere.

I det 12. årh. har der sikkert været endel inter-
esserede mænd, som anlagde sig private samlinger
og afskrifter af de gamle love. Det er sådanne
samlinger, der nu kendes under det urigtige
navn Grågås. Dette var oprindelig et navn på en
norsk lovbog, men ved uvidenhed i det 17. årh.
blev det overført på de isl. fristatslove, og siden
er det blevet benyttet om disse. Foruden enkelte
brudstykker findes nu to hovedhåndskrifter, det ene
i det kgl. bibliotek, det andet i den Arnamagn. saml.
De indeholder dog kun tildels det samme. Kon-

23*

Digitized by VjOOQ IC

356

ungsbék har nu det vigtige afsnit om tingsord-
ningen, om lovretten og om lovsigemanden, om drabs-
bøder, alt sammen særdeles vigtige og interessante
afsnit. Til gengæld har det Arnam. hdskr., StaSar-
hélsbék, en mængde stykker rundt omkring, der
ikke har noget tilsvarende i det andet håndskr.;
disse stykker er af en meget antik karakter og er
muligvis tagne fra et særligt håndskrift; de kan dog
indeholde dubletter. I øvrigt er stoffet omtrent det
samme i hægge og m. h. t. indre tilknytning meget
nærbeslægtet, skont ikke i samme' grad i alle af-
snit. Til grund for hægge ligger ældre håndskrifter,
der er kombinerede med hinanden; de er litterære
kompilationsarbejder af interesserede privatmænd.
Slutningen af Konungsb. er en temlig systemløs
samling. Det er uden tvivl en samling af de be-
stående love, der her foreligger, men ikke ræson-
nerende retsbøger. Derfor fremtræder heller aldrig
samlernes personlighed på nogen måde. Det hele
minder i hoj grad om sagalitteraturen og den fra den
velbekendte bearbejdervirksomhed.

Disse love er enestående i deres art og væsen.
De er for det første meget omfattende; dette kommer
af, at de ikke henfører de enkelte tilfælde under visse
bestemte principper eller hovedsynspunkter, men
netop holder sig til de enkelte tilfælde og giver be-
stemmelser for dem enkeltvis. Dette er måske på en
måde en svaghed, men på den anden side viser det
vore forfædres sans for realiteter, nojagtighed og kløgt.
Lovene beror netop på det daglige livs brogede og
tilfældige mangfoldighed, og denne afspejler sig i
lovene; netop derfor er de så meget værdifuldere.
Lovene er overordenlig retfærdige; smukt er det især,,
hvorledes de værner om kvindens ret og ære. I kul-
turhistorisk henseende er disse love uvurderlige. Frem-
stillingen er meget knap og præcis, og lagt an på

Digitized by VjOOQ IC

357

at være så nojagtig og forståelig som muligt. I mod-
sætning til sagastiien har den naturligvis sine ejen-
dommeligheder især m. h. t. de hypotetiske sætningers
form. Sætninger kan ofte være noget lange og flettede
ind i hinanden, men den distinkte fremsigelse har
fjærnet enhver uklarhed. Nogen synderlig stræben
efter bogstavrim kender Grågåsen ikke.

Efter at landet havde underkastet sig den norske
konge, mente denne, at det burde have en lov, som
lignede rigets egen lov så meget som muligt. At
Magnus lagaboter meget snart vilde iværksætte dette,
var fra hans standpunkt naturligt. Han og måske
Sturla udarbejdede en bog, der kaldes JårnsiSa,
som Sturla bragte til Island 1271 og fik tildels ved-
taget. Men bogen havde bl. a. den fejl, at være yderst
slet redigeret. Den afløstes derfor hurtig af J éns-
bo k, således kaldt efter lagmanden J6n Einarsson.
Denne lovbog blev vedtagen og har været gældende
lov i århundreder. Den er for det meste indrettet
efter den norske landslov, men der findes optagne
endel bestemmelser fra Grågåsen især vedrørende
landbrugsforhold og desl. Denne lovbog er kort og
klar.

SPROGVIDENSKAB.

Det er for bemærket, at der i det 11. årh. var
fremmede »biskopper« på Island; så kom skolerne
ved bispesæderne foruden enkelte andre lærdoms-
sæder som Odde og fl. Det der lærtes i disse skoler
var først og fremmest hvad de gejstlige behøvede til
deres uddannelse, i første række latin. I øvrigt må
det antages, at undervisningen indrettedes således som
den var i udlandet og at der efter ævne undervistes
i de samme discipliner. Der var stadig Islændere,

Digitized by VjOOQ IC

358

der opholdt sig i udlandet for at studere, og man
kunde således til en vis grad følge med i udviklingen ;
der kom også af og til fremmede lærde til landet,
der underviste. Vi har i det foregående set, at en
mængde fremmed (latinsk) litteratur blev indført; den
gav anledning til studium. Hvad selve modersmålet
angår, var dets magt i det 12. årh. overvældende, og
selv om ikke direkte udtalelser kan påpeges som de
der kendes fra det 14. (Eysleins i Lilja), har man
dog utvivlsomt haft en bevidst sproglig sans. Her er
det skjaldene, som især kommer i betragtning. De
havde været nødt til at lægge noje mærke til udtalen
af de enkelte ord og lyd for at deres rim kunde være
så rigtige som muligt. De får også i så henseende
en ubetinget ros af en af de ældste kendte isl. for-
fattere (Den 1. grt. afhdl.). Nogen virkelig indsigt i
sproghistoriske forhold tor derfor ikke forudsættes og
var sikkert ikke tilstede.

Såsnart man skulde til at gore optegnelser i mod-
ersmålet, måtte der vise sig mange vanskeligheder.
Det alfabet, der havdes, det latinske, var især ved
sit vokalforråd ganske utilstrækkeligt; mest var det
det for omlydenes vedkommende. Her var mang-
len af tegn særlig følelig. Dette har f. eks. Are uden
tvivl mærket. Denne mangel førte til, at en unævnt
lærd foretog sig at skrive »os Islændere« et alfabet.
Denne mands første stræben var at danne tegn for
omtydene (o: p, e, ø, y). Endvidere konstaterer han, at
lydene er lange eller korte; de første foreslår han at
betegne ved en aksent; endelig hævder han, at de er
alle nasalerede i visse tilfælde; nasaliteten betegnes
ved et punkt over tegnet. Alle disse lyd illustrerer
han klart ved velvalgte eksempler. Afsnittet om kon-
sonanterne er af en langt mindre betydning. Forf.
indfører p og gor meget forstandige bemærkninger
om X og z. Tilsidst omtales forkortelsestegn. Der

Digitized by VjOOQ IC

359

er ingen Ivivl om, at denne alfabet-reform har gjort
nytte og er bleven fulgt, ialfald tildels; nasalitets-
betegnelsen mærkes dog aldrig, hvad der heller ikke
kunde forlanges. Afhandlingen er i flere henseender
overordenlig værdifuld; dens værdifuldeste bidrag
til sproghistorien er måske netop forf.s omtale af
nasaliteten. Han skriver særdeles forstandigt, ind-
fører tænkte modstandere for at gendrive dem og det
gor han på en gemytlig og grundig måde, men hans
sprog er noget tungt på sine steder. Forf. er meget
lærd; han kender fremmede alfabeter og litteratur
f. eks. Catonis disticha; han er velbevandret i skjalde-
poesien og anfører citater deraf og har, som bemær-
ket, sans for dens sproglige betydning. Han omtaler
som eksisterende litteratur genealogier, hellige tyd-
ninger og Åres skrifter. Andet antyder han ikke. Heri
ligger en bestemt antydning af skriftets tilblivelsestid.
Den kan ikke med gode grunde sættes til . senere end
1150 senest; snarest er den noget ældre. Nogle vil
sætte den til omkr. 1170, men da var jo allerede en
hel sagalitteratur optegnet, hvis eksistens ikke synes
kendt af forf. Afhandlingen, der findes i cod. Worm-
ianus af Snorres Edda, er noget forvansket på enkelte
punkter, men i sin helhed er den godt bevaret.

I samme hdskr. findes en anden afhandling
også om bogstavtegnene; den findes tillige i Upsala-
hdskr. af Edda og her i en ældre form. I cod.
Worm. er den bleven interpoleret med stykker af
den første og på anden vis udvidet. Afhdl. falder i
to afsnit, hver med sin tegning. Det første ordner
bogstaverne efter concentriske krese, i hvilke de til-
ligemed tegnenes navne indtegnes i bestemte grupper;
navnene er i det hele ret besynderlige. Det andet
afsnit lærer stavelsers dannelse, idet der vises hvor-
ledes vokalerne kan forbindes med konsonanterne
både forved og efter, eller kun på den ene måde.

Digitized by VjOOQ IC

360

Her ses bl. a. at d er optaget; dette skete vistnok
omkr. 1220. I betydning står denne afhdl. langt
under den første. Det er åbenbart en skoleafhdl.
Det at den findes i Ups. hdskr. af Edda har forledt
nogle forskere til at antage, at den er forfattet af
Snorre som en indledning til Håttatal. Men dette
beror på en misforståelse.

Dernæst findes der i cod. Worm. (tildels også i
andre hdskrr. af Eddaen) den 3. grammatiske af-
handling. Den er forfattet af skjalden Olåfr
t>6r5arson hvitaskåld. Olaf (f. omkr. 1210) var
subdegn af vielse; han havde altså i sin ungdom
nydt gejstlig opdragelse, hvilket sikkert stemte med
hans udpræget fredelige sindelag. Han har kunnet
latin godt. Men i øvrigt gik han aldrig i kirkens
tjæneste. Han sluttede sig til Snorre og opholdt sig
hos ham i nogen tid. Hos ham har han kunnet
studere skjaldekvadene. 1237 rejste han til Norge
med Snorre. Her opholdt han sig dels hos Skule,
dels hos kong Hakon i de følgende år. 1240 begav
han sig til Danmark og var hos kong Valdemar sejr,
af hvem han skal »have lært mange udmærkede
kundskaber og fortrinlige fortællinger« ; selv anfører
Olaf i sin afhdl. en sætning af kongen med særlige
bogstavsammenstillinger; Olaf kalder Valdemar »sin
herre«. Når han er rejst tilbage, vides ikke, men det
er vistnok sket kort efter Valdemars død. I de følg-
ende urolige tiders stridigheder tog han liden del;
lovsigemand var han to gange, men kun kort tid ad
gangen. Overfor kong Hakon stod han altid mindre
stejlt og han var tilbojeligere til overenskomst end
hans broder Sturla. I denne sammenhæng er hans
skolevirksomhed dog vigtigst. Han siges at have
holdt skole (på Stafaholt), hvorom man dog ikke får
nogen nærmere oplysning. Olaf døde 1259. Frugten
af hans skoleundervisning og et smukt minde om

Digitized by VjOOQ IC

361

den er hans retorisk-grammatiske afhandling, der med
et moderne udtryk kaldes målskrudsfrædi (der egl. dog
kun gælder den sidste del). Den falder i to hoved-
afsnit, kap. 1—9 og kap. 10 — 16. Det første behandler
bogstaver (lydene) og stavelser og talens dele. Her
findes et stykke om de gamle runer, der er ret interes-
sant, og det er her, kong Valdemars sætning anføres.
Man (B. M. Olsen) har villet heri se et stykke af en
Torodd runemester Gamlason, der var bygmester og
hvis kendskab til runerne berommes. Det er dog
næppe tilfældet; Torodd har efter alt at domme kun
reformeret (forøget og brugeliggjort) den gamle
fupark, men til at antage en skreven afhandling af
ham er der ikke grund. Det hele er vistnok af Olaf
selv. I øvrigt er det Priscians bekendte værk, der
danner grundlaget for denne del. Den anden del
handler om retorik, d. v. s. om hvad der i talen
(skrift) er tilladt og ikke tilladt, altså om retoriske
blomster og retoriske fejl. Her følges Donats be-
kendte lærebog; de enkelte kategorier benævnes med
deres latinsk græske navne og forklares kort, hvortil
der så fojes — og det er Olafs storste fortjæneste —
oplysende (islandske) eksempler, hæntede fra ældre
og yngre, både navngivne og anonyme skjaldekvad.
Afhdl. viser tydelig Olafs og samtidens indsigt eller
mangel på indsigt i sprogets historie; oprindelige
former anses for at være yngre eller vilkårlige ændringer
(længere former udvidede osv.). Både herved og ved
de citerede vers er afhdl. af stor betydning. I øvrigt
viser den også den måde, hvorpå Olaf — ret me-
kanisk — oversatte de latinske kunstord eller island-
iserede dem. Afhdl. hidrører fra hans skolevirksom-
hed, men den er uden tvivl noget bearbejdet på for-
skellige steder.

Endelig er der den 4. grammatiske afhdl.
Den er yngst og ikke ældre end fra den første Qærde-

Digitized by VjOOQ IC

362

del af det 14. årh. Den er en fortsættelse af Olafs
og udført efter Alexander de Villa dei's Doctrinale.
Den er indrettet ganske som Olafs, med en mængde,
måske tildels selvlavede vers, men forf. er en snakke-
salig gejstlig.

Alle disse 4 afhandlinger indledes i cod. Worm.
med en prolog, der er meget forvirret og lidet op-
lysende. Den hidrører mulig fra den sidste afhdl.s
forfatter, der så måtte have samlet afhandlingerne i
én bog.

Hertil skal fojes, at der haves et lille, men meget
gammelt glossar fra 12. årh., hvor de isl. ord er
skrevne over linjerne, samt et lille brudstykke af en
latinsk formlære med isl. oversættelser.

ANDRE VIDENSKABER.

Teologi. I denne undervistes i skolerne efter
fremmed mønster og efter fremmede lærebøger, der
tildels i al fald oversattes på islandsk; hånd i hånd
hermed gik undervisning i messe og sang. Men intet
steds gor en mindre selvstændighed sig gældende end
på dette område, og det er forståeligt nok. Der findes
ikke det mindste spor til nogen selvstændig grublen
over problemer eller spekulation over teologiske æm-
ner. Og det er et stort sporgsmål, om der over-
hovedet har eksisteret nogle selvstændige eller ori-
ginale prædikener. En sådan findes dog ialfald i
Norge, hvor kirken som bygning (o : den norske stav-
kirke) lægges til grund og dens enkelte dele udlæg-
ges symbolsk. Det gik så vidt, at man — ialfald
gjorde Gotlænderen Gisle Finnason det — læste en
prædiken op af en bog, for at folk netop ikke skulde
tro at det, han sagde, var noget han selv havde fundet

Digitized by VjOOQ IC

363

på. Der haves en samling af prædikener eller
homilier i den beromte gamle Stockholms-homiliebog;
man havde samlinger i rigtig rækkefølge for hele
året; en sådan ordning findes ikke her; det er en
temlig systemløs samling, altsammen oversættelser;
hdskr. har en overordenlig stor sproglig betydning.
Foruden enkelte andre mindre skrifter er El uci da-
ri um (-us) det vigtigste. Det er oprindelig forfattet
af en bekendt middelalderlig gejstlig, Honorius fra
Autun, og indeholder en i dialogform (lærer og elev)
aflfattel håndbog i kirkens lære om verdens tilblivelse,
menneskets skabelse osv. til Kristi liv og død osv.
Dette skrift er allerede blevet oversat i det 12. årh.
Et brudstykke deraf findes i el af de ældste isl. hånd-
skrifter. Sproget er særdeles godt og kraftigt, over-
sættelsen meget ordret. Dette oprindelige Elucida-
rium er af en helt anden art end de yngre Elucida-
rier.

Til denne litteratur kunde der i og for sig godt
henføres alle de mange legender, der haves, samt
jærtegn (f. eks. jomfru Marias, udgivne i forbindelse
med hendes saga).

Geografi. Nordboerne havde let ved at skaffe
sig et udstrakt kendskab ikke blot til deres egne
lande, men også til hele det øvrige Evropa. Vikinge-
togene mod vest, togene til Østerleden og rejser igen-
nem Rusland helt ned til Konstantinopel gav dem et
godt indblik i de geografiske forhold. Efter kristen-
dommens indførelse blev deres indsigt i hoj grad
udvidet ved de mange pilgrimsrejser til Rom og det
hellige land, samt andre valfartssteder, og ved de
mange studierejser, der i det 11. og 12. årh. foretoges.
I de islandske sagaværker findes enkelte interessante
geografiske oplysninger; i Egilssaga findes en be-
skrivelse af Finmarken, i Heimskr. af Sverrig, i Knyt-
linga af Danmark, foruden mindre notitser hist og

Digitized by VjOOQ IC

364

her. Der iindes kursforskrifter, fjordfortegnelser (Is-
land) og fylkeliste (Norge) osv.

Af forfatternavne kendes den oven omtalte skjald
Nikulås Bergsson, abbed; fra ham hidrører en
såkaldt Leidarvisir ok borgaskipan (> Vejviser og byers
beliggenhed«), det er pilgrimsruter til Syden i et vel-
ordnet hele. Tabt er derimod et rejseværk af Gizur
Hallsson (d. 1206), der kaldtes Flos peregrinationis.

Lægevidenskab. Det siger sig selv, at om
nogen videnskab i egenlig forstand kan der ikke
være tale. Sagaerne taler ofte om mandlige og kvinde-
lige læger; deres virksomhed bestod i at helbrede
sår ved forbinding og anvendelse af lægemidler
(især fra planteriget). Enkelte primitive instrumenter
omtales (tang til at trække pilespidse og desl. ud).
I endnu ældre tider var al helbredelse så godt som
udelukkende trolddom (besværgelser, runer osv.).
Nogen skrifter angående dette æmne er igrunden
ganske ukendte. De såkaldte lægebøger, der haves,
er vistnok af yngre oprindelse, og stammer middel-
bart eller umiddelbart fra Harpestræng og andre
fremmede skrifter. Alt hvad der findes heri er mere
eller mindre blandet med overtro og »husråd« — ofte
eller oftest af den pudsigste art.

Tidsregning. Matematik. I noje forbind-
else med det teologiske studium stod også den al-
mindelige tidsregning; dette var nødvendigt for at
have alt i orden vedrørende de kirkelige helligdage
og festdage. Men også for de ældre tiders vedkom-
mende var en noje bestemmelse af tiden nødvendig.
I det 10. årh. mærkede man, pudsigt nok, at tids-
regningen var kommen i uorden. Da bragte Torstein
surt orden tilveje ved at indskyde 7 dage hvert 6.
år (»sommerforøgelsen«), således som Are fortæller
sagen. Allerede dengang var altså 7-dages ugen
bleven indført (for en ældre 5-dages). Et herhen-

Digitized by VjOOQ IC

365

hørende skrift er Rimbeygla (et beskedenhedsnavn),
der findes i et af de ældste isl. håndskrifter. Det er
hovedsagelig en fremstilling af og lærebog i tidsregn-
ingen, især den kirkelige. Det er næppe nogen over-
sættelse af et enkelt fremmed skrift, men temlig ori-
ginalt; dog er fremmede forfattere som Beda og Hie-
ronymus benyttede. Også Stjærne-Oddes beregning
findes optaget heri (se nedenfor). Dette indhold blev
senere blandet med flere andre slags ting af geograf-
isk-etnografisk art og meget mere. I øvrigt fandt
man et meget udførligt system til at regne festdage
og faster ud ved at tælle på fingre, fingerled og knoer,
det såkaldte fingerrim, der indtil de seneste tider
har været meget anvendt på Island.

Hvad matematik i egenlig forstand angår, er
der ikke meget derom at sige. De romerske tal be-
nyttedes i begyndelsen og længe ned i tiden ; de ara-
biske tal indførtes først i det 13. årh. Alexander de
Villa Dei forfattede i det 12. årh. et digt i latinske
heksametre: Carmen de algorismo; dette oversattes
på prosa og findes f. eks. i Hauksbék. Det er en
lærebog i regnekunsten (fire species, kvadrerede tal,
kubustal, roduddragning osv.). Sproget er meget
knudret og afhdl. ret vanskelig at forstå på sine
steder, mulig dog på grund af forvanskning.

Stjærnekundskaber måtte de gamle Nordboere til
en vis grad besidde; del var stjærnerne, de skulde
styre efter; meget tidlig får man antydning af en
iagttagelse af stjærnerne og deres gang (f. eks. Einar
på Tværå siges ofte om natten at være stået op for
at observere). Stjornulist eller stjornubokarfrædi kaldt-
es disse kundskaber. En repræsentant for dem haves
i Stjornu-Oddi Helgason i det 12. årh. Han
levede på nordlandet, var en fattig mand, men med
overordenlig indsigt i himmellegemernes gang. Fra
ham hidrører det i Rimbeygla optagne Stjdrnu-Odda

Digitized by VjOOQ IC

366

taly der angiver, hvorledes solens gang til de forskel-
lige tider forholder sig. Efter kyndiges udsagn skal
dette tal være mærkværdig godt gjort.

Hvad naturvidenskab angår, er der så godt
som intet, der er værd at omtale. Der haves små
stykker om mærkelige stene m. m., men alt det er
fuldt af overtroiske forestillinger. Kun uegenlig her-
hen hører den såkaldte Physiologus (eller Besti-
arius), der haves i en meget gammel isl. oversættelse;
denne bog var meget udbredt i middelalderen; men
den er egenlig kun en opbyggelsesbog, skont den
som sådan var i miskredit hos de hojere autoriteter.
Der fortælles om nogle — tildels fabelagtige — dyr
og der findes tegninger af dem, men hvad der be-
rettes om dem anvendes stadig til at moralisere;
enten er de forbilleder på dyder, man skal lægge
vind på, eller laster, man skal undgå.

NORSK LITTERATUR.

Boriset fra et enkelt område (lovene) står den
norske litteratur i det her behandlede tidsrum i en
diametral modsætning til den islandske. Ikke alene
ved sit ringe omfang er den underlegen, men også
ved sit indhold, idet den i det hele er så lidet natio-
nal eller folkelig som muligt. Hovedmængden af det,
der haves, er af fremmed oprindelse og initiativet til
omplantningen deraf er udgået fra oven; og så kom-
mer den mærkelighed til, at denne således kunstig
fremavlede litteratur, istedenfor at blive folkelig i
Norge, for storste delen senere flytter til Island og
bliver dér hjemlig. Grunden til denne så at sige
fuldkomne mangel på hjemlig, folkelig litteratur i
Norge må bero . på, at de forudsætninger, der var
tilstede på Island, ikke fandtes der (Island så langt

Digitized by VjOOQ IC

367

borte, dets indbyggere videlystne og meget rejsende).
Hertil kommer, at tiderne og forholdene i Norge var
så ugunstige som vel muligt for en opblomstring af
en litteratur. Her var der så at sige uafladelig krigs-
tog til udlandet eller kampe mellem indenlandske
konger og tronkrævere. Bortset fra Olaf kyrres reger-
ingstid er der uophørlig »øksetid, sværdtid«. Ud
over alle grænser går denne ufred netop i det 12.
årh. Det er umuligt andet, end at denne ufred må
have kvalt de spirer, der ellers kan have været til-
stede. Man kunde mulig have væntet, at gejstlig-
heden, især klostrenes stillelevende gejstlige, havde
ydet noget, men man bliver meget få livstegn var,
hvad så end grunden er. Kongerne er lige så pas-
sive, indtil vi møder Sverre og hans efterkommere.
Først hos dem findes der sans for boglig kunst og
videnskab. Sverre lader sin egen saga og mulig et
historisk værk til skrive; han morede sig over godt
fortalte »lognehistorier« ; han citerer vers af Edda-
digte osv., og han lader skrive et fortræffeligt skrift
mod gejstlighedens anmasselse. Hans sonneson Hakon
d. gamle foranlediger en hel litteraturindførsel; han
lader fremmede, franske (fransk-engelske) digte over-
sætte i prosa til underholdning for sig og sin hird;
kongelig ærgærrighed og kappelyst med fremmede
fyrster og hoffer er vistnok hoveddrivfjæderen hertil;
men havde kongen selv ikke haft nogen som helst
litterær interesse, var dette næppe sket. Selv har han
vistnok foranlediget Fagrskinna og mulig flere konge-
sagabearbejdelser. Hans son Hakon d. unge var selv
litterær. Magnus lagaboter og Hakon Magnusson var,
sDm det senere vil ses, bægge hver på sin måde i
beroring med litteraturen.

Digitized by VjOOQ IC

368

HISTORISK LITTERATUR.

At der hos Nordmændene eksisterede gamle
sagnminder og fortællinger, er hævet over enhver
tvivl; men disse synes overvejende at have været
forhistoriske minder, tildels knyttede til stedsnavne.
Hvad man af Agrip kan slutte sig til m. h. t. hist-
orie er ikke synderlig opbyggeligt. Denne mangel
på historisk tradition bekræftes tilfulde af den eneste
historiske forfatter, der kendes ved navn fra Norge;
det er

Theodricus monachus. Denne munk, der
kalder sig Theodricus på latin, ved man ikke engang
hvad hed i sit modersmål. Der er blevet gættet på
Thore, men man har forgæves søgt med sikkerhed
at påvise, hvem han så var. Hans levetid er sikker ;
hans skrift er nemlig dediceret til ærkebiskop Ey-
stein (1161 — 88) og der antydes et meget intimt for-
hold mellem de to; bispen kaldes »dominus et patere
(herre og fader). Skriftet selv er forfattet i 1178—79
eller 1184 — 87, snarest det sidste (der nævnes en be-
givenhed 1177, og 1180—83 var Eystein landflygtig).
Dette skrift hedder Hlstoria de antiquitate regum
Norwagiensium (Om de gamle norske konger) og er,
som titlen viser, forfattet på latin. Det består af 34
kapitler og dets indhold er en kortfattet fremstilling
af de norske kongers historie fra og med Harald
hårfagre til Sigurd Jorsalfars død 1130. Forf. giver
sine grunde til ikke at gå længere ned; han vil ikke
skrive om alle de skændigheder, kirkeplyftdringer og
grusomheder, der skete i den følgende tid. Således
ræsonnerede Islænderne ikke. Forf. er i det hele ret
kortfattet, om Olaverne noget mere udførlig, som
vænteligt var. Tidsregningen er han meget omhygge-
lig for, men ellers spores der ingen historisk over-

Digitized by VjOOQ IC

369

legenhed (jfr. hans nævnte begrundelse for at slutte
ved 1130). Tværtimod. Han afbryder sin fremstil-
ling ved at indskyde ganske uvedkommende æmner,
»ligesom gamle forfattere« siger han selv; således
giver han et kapitel om »Karybdis' natur og om
Langbarder og Hunner«, et andetom »forskellig tids-
regning fra verdens ophav«, et 3. om »kontrakten
mellem Karl d. store og hans brødre«, et 4. om »ær-
gærrige mennesker og den måde, hvorpå Cosdroe
lod sit liv« osv.; indholdet foranledigede ham hertil
og lyst til at vise sin viden »for at underholde læs-
erens sjæl«, siger han selv.

Hvad forf.s kilder angår, lader han os heldigvis
ikke i nogen tvivl om disse. Han udtaler med al
ønskelig tydelighed, at hvad han fortæller, det har
han »fra dem, som vi kalder Islændere«, hvis kvad
og historiske traditioner han priser; han fralægger
sig, i overensstemmelse hermed, alt ansvar for det
fortaltes sandhed og lægger det ganske rigtig på sine
hjemmelsmænds skuldre. Det ses da også, at den
storste del af indholdet stemmer, endogså ofte temlig
ordret, med isl. kilder især Ågrip. Sporgsmålet hvor-
vidt Theodricus har benyttet skrevne kilder foruden
mundtlige meddelelser må besvares bejaende. Selv
nævner han en catalogus, og de ordrette overens-
stemmelser viser det klart. I historisk henseende er
skriftet, netop fordi det er så gammelt, af meget stor
betydning. Udbredt har det aldrig været. Original-
hdskr. fandtes i Lybek, men det gik uheldigvis tabt.
Forf.s latin er særdeles godt og ret flydende.

Et andet historisk skrift er Historia Norwe-
giæ, også på latin. Det eneste hdskr., hvori det
findes, blev fundet i Skotland; det er fra det 15. årh.
I en fortale meddeler forf., hvad han vil skrive om,
det er Norges geografiske beskrivelse, dets herskeres
historie og, for det 3., kristendommens sejr og heden-

24

Digitized by VjOOQ IC

370

skabets nederlag. Heraf haves der imidlertid kun
det 1. og 2. afsnit, det 3. mangler helt. Skriftet slut-
ter midt i Olaf d. helliges historie, så at der vistnok
også mangler noget af 2. afsnit. I det første, geo-
grafiske afsnit omtales :^tributariæ insulæ« (d. v. s.
de norske nybygder i Vesten, også Island). Hele
dette afsnit er ret interessant, uagtet det ikke helt er
uden æventyrlige motiver. Hvad der meddeles om
Finnernes trolddomskunster er især værdifuldt. Det
andet afsnit begynder med Ynglingekongerne; det er
betydningsfuldt ved sammenligningen med Tjodolfs
Ynglingatal, Åres genealogi og Snorre. Der findes
enkelte mærkelige oplysninger dér, der ellers er
ukendte. Skriftet synes for storste delen at bero på
selvsyn (selverfaring) og mundtlige meddelelser, sik-
kert også på en skreven kilde omtr. identisk med
Ågrip. Forf. er på mange punkter meget uvidende og
forvirret; han skriver et skrækkeligt sprog og affekt-
eret stil, hvorved hans skrift ikke bliver mere tiltalende.
Forf. har kendt Adam af Bremen, hvis skrift han
benytter. Der har været strid om, når skriftet er
forfattet. S. Bugge har vistnok ret, når han mener,
at det er skrevet noget efter 1211 (et vulkansk ud-
brud i det år antydes). Det er dediceret til en mand
Agnellus; G. Storm har gjort det sandsynligt, at denne
er identisk med den Thomas A., der omtales som
ærkedegn i England omkr. 1190; men han kan have
levet længe efter den tid. Det er af flere grunde
temlig tydeligt, at forfatteren ikke engang har været
en Nordmand (endnu mindre kan der være tale om
en Islænder); forf.s uvidenhed viser dette. Det må
antages, at han har været en udlænding (en Eng-
lænder?), der i længere tid havde opholdt sig i Norge,
rimeligvis en klostergejstlig; af sådanne kendes der
flere i det 13. årh. Skriftet har nogle ejendommelige
oplysninger og det er ikke uvigtigt som kildeskrift.

Digitized by VjOOQ IC

371

Endnu et lille latinsk skrift kan nævnes: Hist-
oria de profectione Danorum in terram sanctam.
Det fandtes i samme hdskr. som Theodricus' skrift.
Det indeholder en beretning om danske og norske
hovdingers deltagelse i et korstog, der skulde bringes
i stand efter Jerusalems erobring 1187. Der fortælles
heri om personer, kendte fra Sverrissaga; de hov-
dinger, der skulde med, samledes i Tønsberg, drog
derfra til Bergen, hvor de traf Sverre; han holder en
kon tale til dem. Så rejser de afsted og lander ved
Flandern efter en farefuld sejlas. Om alt dette for-
tælles der udførlig; resten af rejsen er derimod ret
kort fortalt; nogen kamp kom de ikke til at deltage
i. Forf. er, som Kr. Kålund har vist, en Nordmand,
der vistnok selv deltog i toget, men skriftet er for-
fattet nogle år efter og vistnok først efter Sverres død.

ORIGINAL LITTERATUR I MODERSMÅLET.

Her er det kun to skrifter, foruden lovene, der
kommer i betragtning. Det ene er et lille skrift, der
plejer at kaldes Varnarræda, »Forsvarstale c, eller
»en tale mod biskopperne«. Det er et skrift, som
kong Sverre har ladet udarbejde til forsvar for sig
mod gejstligheden og dens anmasselse; det er forsvar
for kongemagtens suverænitet m. h. t. bispevalg og
lign. Skriftet er meget snildt affattet og søger ved
hjælp af bibelen, kirkelige skrifter og kirkeretten at
modbevise modstandernes påstande. Det er over-
ordenlig fornojeligt at læse, forfattet som det er med
humor og lune. Det er vistnok skrevet 1197. Det
synes at være bestemt til at oplæses ved kirkerne og
overbevise menigheden om kongens ret.

Konungs skuggsjå (Speculum regale). Konge-

24*

Digitized by VjOOQ IC

372

spejlet, er Norges ypperste litterære bidrag. Dette
skrift indledes med en prolog, hvori forf. giver oplys-
ninger om sit formål og bogens indhold. Det skal være
et moralsk-belærende skrift i form af en samtale
mellem en gammel, erfaren fader og hans unge son,
der skal til at kaste sig ud i livet. Denne skal be-
læres om de enkelte livsstillinger og livsvirksomheder.
Meningen var, at skriftet således skulde handle om
4 stillinger eller stænder, købmandens, kongens, gejst-
lighedens og bondens. Men som det nu er, findes
kun de to første stænder behandlede; de to sidste er
tabte eller muligvis har de aldrig været skrevne.
Navnet hænger sammen med den ypperste »stand«,
kongen. Sit eget navn fortier forf., for at ingen af
personligt nag skal ringeagte, hvad der er godt i
bogen.

Det første afsnit handler, som sagt, om køb-
mandsstanden og handelen, om købmandens rejser,
udstyr og kundskaber, såsom indsigt i vejrligets
skiften, søens bevægelser, solens gang m. m., samt
om hans opførsel, hvor han end befinder sig osv. I
dette afsnit findes særlig interessante partier, om Is-
land og Gronland og hvalarter i havene omkring
dem, om nordlys m. m., samt om Irland; om dette
land er oplysningerne dog mest af en mindre inter-
essant art, fordi de drejer sig om overtro og fabler.
Her findes pragtskildringer af solens gang om som-
meren og af vinterens barske storme. Det andet af-
snit handler om kongen og de skikke, der hersker
eller bor herske ved hans hird, og om de forskellige
hirdvirksomheder. Her tales også om våben- og be-
lejringskunst. I anledning af kongens egenskaber
kommer forf. til at omtale dyder og laster, strænge
og milde domme, og han belyser alt dette ved bi-
belske eksempler; endelig kommer forf. ind på at
omtale forholdet mellem konge og gejstlighed; gen-

Digitized by VjOOQ IC

373

nem hans upartiske skildring skimtes, at han dog
snarest står på kongens side.

»Forf. viser sig helt igennem som en genne m-
dannet mand, der i lige grad forstår sig på det prak-
tiske liv og på boglig kunst. Han har fået en gejst-
lig uddannelse [han anfører stykker på latin og over-
sætter dem, og han er meget bibelstærk], ikke desto
mindre har han sikkert en tid været købmand og
set sig om i fremmede lande, ligesom han også i
længere tid har tjænt i en konges hal. Endelig har
han i sin fremrykkede alder upåtvivlelig været bosat
på sin egen gård. Han kunde da tale af erfaring
om alle stillinger«. Faderen, der er identisk med
forf., er en gennemhuman mand, en mand af gam-
meldags kærnesundhed og åndelig harmoni. Han er
ædruelig og en dygtig menneskekender; dette hindrer
ham dog ikke i at tro på vidundere og mærkværdig-
heder i Qærne lande; han mener, at hvert land har
sine mærkeligheder, som andre steder vilde synes
utrolige og måske blive stemplede som logne. Derfor
bor man heller ikke være altfor vantro afvisende.
Forf.s sproglige fremstilling står meget hojt, på sine
steder hæver han sig til en ellers uset pragt og vel-
talenhed; hans ord bliver til et sandt ordfyrværkeri.
Hans lærdom og især hans latinkundskaber har dog
haft stor indflydelse på hans sprog ; latinske konstruk-
tioner skimtes adskillige gange. Bogstavrim anvender
han temlig sjælden, men klangligheder ofte. Smuk
er hans bekendte fremhævelse af modersmålets be-
tydning. I Utvivlsomt viser hans sprog indflydelse
fra de oversættelser af franske digte, som begyndte
under Hakon d. gamle. Her er der et vink m. h. t.
forf.s levetid. Det er af G. Storm blevet vist, at
Kongespejlet er yngre end den ældste bibeloversæt-
telse fra omtr. 1220 — 30. På den anden side kender
forf. kun den ældre norske tronfølgelov; altså er det

Digitized by VjOOQ IC

374

skrevet for 1260, da denne helt ændredes. Ved midten
af det 13. årh. er Kongespejlet uden tvivl skrevet.
Hertil skulde også beskrivelsen af de fremmede våben
osv. godt svare. At skriftet skulde hidrøre fra slutn.
af det 12. årh., hvad man tidligere har ment, er i
alle henseender meget usandsynligt, for ikke at sige
umuligt. [ Ved hjælp af forf.s meddelelser om solens
gang hav^ man med sikkerhed kunnet beregne, at
forf. har levet mellem 64 <> 23' og 64 » 58 Vd. v. s. i
nærheden af Njar5ey (Nærø) i Namdalen. \

Nogle bestemte kilder (bortset fra bibeloversæt-
telsen) har man ikke kunnet påvise; der fihdes enk-
elte paralleler til, hvad forf. meddeler, men de er
næppe kilden. Det meste synes at bero på, hvad
han selv har set og hørt. På Island har han været,
derimod ikke i Gronland, næppe i Irland. Når det
er blevet formodet, at han også har været i Italien
og Sicilien, beror det sikkert på misforståelse. At
søge at påvise nogen bestemt mand som forfatter vil
kun være et eksperiment, men vished vil næppe
kunne nås, medmindre et eller andet særligt fund
skulde kunne afgore det. Kongespejlet vil i norsk
litteratur altid stå som et enestående monument.

Af norsk original litteratur er der i øvrigt kun
lovene. I et så gammelt samfund som det norske
har der fra arilds tid efterhånden udviklet sig visse
regler for retsforhold mand og mand imellem, dog
ikke altid ens i de forskellige småstater, som Norge
var delt i. Med andre ord : her har der udviklet sig
en sædvaneret, inden man begyndte at få et samlet
hele af gældende love tilvejebragt, inden en system-
atisk behandling, iværksat fra oven, kunde begynde.
Så langt man kan komme tilbage, findes der bestemte
antydninger af, at norske konger har søgt at regu-
lere en bestemt lovgivning; de siges da i reglen at
have »sat« den og den ret. I så henseende nævnes

Digitized by VjOOQ IC

375

Halfdan svarte, der skal have »sat Heidsævislog«. At
Harald hårfagre målte »sætte« mange love, følger af
sig selv. Især synes Hakon H. gode at have beskæf-
tiget sig med lovregulering og systematisering; han
siges både at have sat Gulatingsloven og Frostatings-
loven, alt efter samråd med kyndige og mægtige
mænd. Det drejer sig sikkert her om etslags mundt-
lig kodifikation, ikke om en helt ny lovgivning fra
grunden af. Både Olaf d. hellige og Magnus d. gode
siges også at have været virksomme; ja den sidste
siges endogså at have »ladet skrive« en lovbog for
Trondelagen, der hed Grågåsen; umuligt er dette
ingenlunde. At kong Olaf særlig tog sig af kirke-
lovene, kristenretten, siger sig selv; dermed var især
biskop Grimkel hans hjælper. Senere i det 12. årh.
skal ærkebiskop Eystein have ladet skrive en ny
kanonisk kristenret, kaldt GuldQeder.

Der er i det foregående peget på 3 hovedgrupper
af love, Hei5sævisloven (gældende for Oplandene),
Gulatingsloven (gældende vestenQælds) og F r osta-
tingsloven (gældende i Trondelagen). Disse love
var meget betydelig afvigende indbyrdes. Ned-
skrivningen af de norske loye er, hvis efterretningen
om Grågås er rigtig, allerede begyndt i det 11. årh.
I hvert fald er den ikke begyndt senere end omkr.
1100 og for end på Island. Af de ældste lovoptegn-
elser findes desværre meget lidet eller intet. Af den
gamle Gulatingslov findes en redaktion, der dog ikke
er ældre end fra midten af det 12. årh. Loven deles
i balker, ordningen er i det hele god og logisk.
Den bærer på sine steder et meget alderdomsagtigt
præg; fremstillingen er knap og koncis. Sikkert er
denne lov den mærkeligste af de norske. Og det
er her man finder antydning af mænd, der kunde
svare til de isl. lovsigemænd.

Frostatingsloven findes kun i en meget sen

Digitized by VjOOQ IC

376

redaktion (fra 13. årh.). Den deltes også i balker,
men senere eller i hvert fald i et hdskr. deles stoflFet
i »dele« og »kapitler«. Af Heidsævisloven haves
egenlig kun kristenretten, der bærer et mærkelig
gammelt præg og forudsætter hedenskabets skikke.
— Senere kom endnu et lagdomme til, nemlig Borg-
artings lagdomme for det sydøstlige Norge. Af dets
love haves også kun kristenretten, og om den gælder
det samme.

Endelig gaves der i Norge en særlig lov for køb-
stæder og handel, Bjarkøretten; den sluttede sig
nær til Frostatingsloven.

Således var forholdene indtil Magnus laga-
boter begyndte sin lovgivervirksomhed. Han indså,
hvor uheldigt det var, at ikke hele landet havde én
fælles lov. Han lod en sådan udarbejde og fik den
vedtaget i de forskellige lagdommer, uden at man
dog nu kan påvise den historiske gang i det hele.
Denne »nyere landslov« er hovedsagelig bygget på
Frostatingsloven; hvert af de gamle lagdommer fik
sin afskrift af den, og man blev ved med at kalde
dem på den gamle måde. Også en ny fælles »bylov«
blev udarbejdet. Endelig hidrører Hirdskrå^ loven
om hirden, i dens nuværende form fra Magnus, men
den beror dog i alt væsenligt på en ældre redaktion.
Denne lov, der ofte er af ræsonnerende art, er især
mærkelig.

RELIGIØS LITTERATUR.

Det er for bemærket, at blandt de udgivne helgen-
og apostel-sagaer findes endel norske oversættelser;
der er ingen tvivl om, at denne oversættelseslitteratur
er begyndt tidligere i Norge end på Island; hertil er
også sikkert endel af de norske oversættelser ind-

Digitized by VjOOQIC

377

vandrede og islandiserede. Af legender og prædikener
haves en samling i den såkaldte norske homilie-
bog, der i sproglig henseende som et af de ældste
norske håndskrifter har en så stor betydning. Her
er prædikenerne i en perikopisk sluttet orden, dog
med enkelte indskud; det vigtigste af disse er Olaf
d. helliges jærtegn, der åbenbart er en oversættelse
fra latin, efter Acta scti Olavi, der endnu haves, men
noget udvidet. Det hele sluttes med den såkaldte
Visio Pauli. Den første del af dette hdskr. udgores af en
overordenlig smuk og nojagtig oversættelse af den
lærde Alcuins (735 — 804) skrift: De virtutibus et
vitiis. — Håndskriftet er skrevet med et par forskel-
lige hænder; stedet, hvor det er sket, er omtvist-
eligt.

Af helgensagaer kan nævnes Tomåssaga fra
slutn. af 13. årh., efter den såkaldte Quadrilogus (en
sammenstøbning af forskellige vitæ).

Af særlig interesse er den såkaldte Barlaams
okJésafatssaga, en oversættelse af det i middel-
alderen så udbredte kristelig-moraliserende skrift om
kongesonnen Joasaf og eneboeren Barlaam (oprinde-
lig en Buddhalegende). Joasaf skal opdrages uden
at komme i berøring med omverdenen og kristen-
dommen, men Barlaam får adgang til ham og lærer
ham netop kristendommen. Joasaf bliver konge,
ordner sit rige, men forlader det så for udelukkende
at leve hos sin gamle ven og lærer. Til den norske
oversættelse knyttes den særlige interesse, at den er
udarbejdet af Hakon d. gamles son Hakon d. unge,
der allerede døde 1257. Når man har rost oversæt-
telsen som sådan, beror det på misforståelse. Sproget
er meget tungt og ubehjælpsomt og på mange
punkter lidet norsk; originalen er på mange steder
misforstået. Der mærkes ofte en påvirkning fra

Digitized by VjOOQ IC

378

de romantiske sagaers stil, bogstavrim og lign-
ende.

Stjern. Således kaldes en norsk (norsk-isl.)
bibeloversættelse; denne er dog ikke ét værk, men
en sammenstøbning af flere. De isl. håndskrifter,
hvori det findes, indeholder en hel række skrifter,
nemlig Stjern — R6mverjas6gur — Alexanderss. —
Gy3ingasaga, hvilket atter er et udslag af en lyst til
at få sammenhængende samlingsværker. Stjern falder
i to hovedafsnit. Det ene består af bøgerne fra og
med Josvabog til og med kongernes bøger. Her fore-
ligger én mands oversættelse efter Vulgata ; den er .
ikke helt ordret, men i det hele fortrinlig gjort; der
er overalt en umiskendelig stræben efter at lægge
teksten til rette for norske læsere, så at den blev så
klar og forståelig som muligt. Sproget er godt, rent
og velklingende. Enkelte steder findes selvstændige
indskudte bemærkninger (f. eks. fra Imago mundi) og
såkaldte skyringar, forklaringer, hvor det foranstående
fortolkes allegorisk; alt dette er hæntet fra andre
skrifter. Disse forklaringer — der i senere skrifter
bliver så omfangsrige — hidrører dog måske fra en
bearbejder. Oversættelsen er utvivlsomt norsk og
fra tiden 1220—30, næppe ældre.

I et andet hovedhåndskrift findes en over-
sættelse for det første af 1. Mosebog til 2. Moseb.
k. 18. Denne er af en helt anden art. Til de enkelte
sætninger eller paragrafer tilfojes straks en mere eller
mindre udførlig kommentar, hvis indhold er hæntet
fra middelalderlige samlinger som Petrus Gommes-
tors Historia Scholastica, Vincentius Bellovocensis'
Speculum historiale og fl. Det er et uhyre lærd
arbejde, der her er påbegyndt, og da kommentaren
svulmer op til hele afhandlinger, var det umuligt,
at en enkelt mand kunde udføre den hele oversættelse
på den måde. Oversætteren har også temlig hurtig

Digitized by VjOOQ IC

379

set sig nødt til at opgive ævret, og det var ingen
skade til;' et mere kedsommeligt kompilations-
arbejde skal der længe ledes efter. I en fortale
gives den oplysning, at det er selve kong Hakon hoj-
læg (1299 — 1319), der har taget initiativet til arbejdet.
Det falder også i tråd med de isl. bearbejdelser, som
for er nævnte (f. eks. Grims s. 352). Det er tidens
lærde retning og smag, der her findes. Også sproget
er meget efterklassisk og unorsk.

Fortsættelsen, 2. Moseb. 19. til slutn. af 5. Mose-
bog, er atter af en helt anden art. Det er igen en
ret god og nojagtig oversættelse efter Vulgata, idet
teksten dog på sine steder forkortes, endog temlig
stærkt. Det hele er gjort med sikkerhed og smag,
og er rimeligvis af samme oversætter som det først
nævnte afsnit (Josva osv.). Denne oversættelse, som
naturligvis også har indeholdt Moseb. 1 — 2, 18, er
bleven benyttet for at forisætte den lærde oversættelse
af det sidstnævnte afsnit; to forskellige værker er her
således sammenstykkede. Her findes ingen forklar-
inger. Alt i alt er denne oversættelse, den ældste i
noget evropæisk sprog (bortset fra latin), af meget
stor betydning og interesse.

Kong Hakon hojlæg har, ligesom hans dronning
Eufemia, i boj grad interesseret sig for litteraturen,
især den religiøse. Ifølge fortalen til bibeloversættel-
sen skal han også have ladet oversætte et værk:
Heilagra manna blémstr, helgensagaer, der på
visse dage skulde oplæses for kongen og hirden. De
har vistnok været af en lignende art som hans bibel-
oversættelse, men de er helt tabte.

DEN NORSKE HOFLITTERATUR.

Denne litteratur består i oversættelser i prosa af
gamle franske digte eller ridderromaner. Sådanne

Digitized by VjOOQ IC

380

drejede sig om Karl den store, Roland osv., eller
Arthur og ridderne ved det runde bord og for-
skellige lignende æmner; eller æmnet var hæntet fra
Østerland og Bysanz. Denne litteratur drejer sig om
hofliv og ridderliv, kærlighed, tilladt og ikke tilladt,
mellem riddere og hofdamer eller andre jomfruer,
undertiden af en overnaturlig herkomst (feer). Under-
tiden er indholdet ret slibrigt. I hvert fald var de
sæder, som de forudsætter og skildrer, af ganske anden
art end den. Nordmændene kendte. Det var en
ganske anden fin eller forfinet kultur, som man
gennem dem fik indblik i. Det var derfor ret natur-
ligt, at kong Hakon, som i alle henseender vilde
hæve sig og sine omgivelser op i hojde med andre
evropæiske fyrsters, også hvad litterære forhold an-
gik vilde få dem på lige fod. Han havde rigelige
forbindelser med udlandet, og der var i Norge en
del fremmede gejstlige, der kunde være ham behjælpe-
lige dermed. Allerede år 1226 bliver Tristramssaga
oversat af en »broder Robert«; Elissaga ok R6sa-
mundu oversattes af »abbed Robert«. Det er vist-
nok den samme mand; navnet tyder på fremmed
herkomst, han var måske en Englænder; men i hvert
fald har han været det norske sprog mægtig, da hans
oversættelser er gode nok. Uagtet disse oversættelser
er foretagne i Norge, mærkes der intet til at de er
trængt ud blandt folket. Derimod findes, at de fleste
og de vigtigste af dem er nået til Island, hvor de
blev ganske anderledes folkelige end i Norge; her
opskreves de, blev bearbejdede og endogså delvis
omdannede til rimer i rimeperioden. Således er
Errekssaga udvidet og en ny slutning tildigtet. Noget
lignende gælder også Parcevalssaga og Partalopa-
saga, for ikke at tale om enkelte afsnit af Karla-
magnussaga. Som oversættelser betragtede er de i
det hele ret gode, temlig ordrette, men hist og her

Digitized by VjOOQ IC

381

noget sammendragne og forkortede. Også her er der
lagt an på at gore indholdet så forståeligt for det
norske publikum som muligt og der findes ofte en
nordisk farve lagt over det fortalte. Sproget er temlig
afvigende fra sagaernes. I det hele er det ret godt
og flydende, men ordpryd og bogstavrim findes
meget hyppig. Ofte sætter oversætteren to bogstav-
rimede ord ved siden af hinanden, hvor originalen
kun har ét. Som helhed er denne stil noget ens-
formig, idet de samme vendinger komme atter og
atter. Endel heraf beror måske på afskrivere.

De sagaer — ti således kaldes alle disse digte,
de var jo biografier på deres måde — er følgende:
Trist ramssaga ok Isondar, originalen af Thomas
af Bretagne; den er meget vidtløftig og ikke altid
smagfuld. Sagnet er oprindelig keltisk, som så mange
af dem, der her er tale om. Elis saga ok Rosa-
mundu, (hedningekampe) Résamunda er en hed-
ensk kongedatter, der lader sig døbe og ægter Elis,
en borgfyrstes sdn, der så at sige jages bort af
faderen. Disse to sagaer er, som bemærket, vistnok
oversatte af samme mand.

•Til Artuskresen hører Iventssaga, en over-
sættelse af Chretiens Yvain, løveridderen, og Mott-
ulssaga, denne sidste om tryllekappen, der havde
den egenskab at vise, om den kvinde, der tog den
på, var kysk og tro eller ikke. Den prøvedes en-
gang ved Artus' hof men resultatet blev over al
måde dårligt. Æmnet er letfærdigt, men digtet er ret
morsomt. Fremdeles hører herhen Errexsaga, om
Errek, der rejser ud på æventyr og tager sin hustru
med, fordi hun bebrejder ham hans uvirksomhed,
samt Parcevalssaga om den naive unge og uskyld-
ige Parceval (Graalridderen). Bægge oversættelser
af Chrestiens digte. Endelig er der Beverssaga,

Digitized by VjOOQ IC

382

en af de yngste, og Floventssaga (originalen tabt);
den sidste handler om hedningekampe.

Til den østerlandske cyklus hører Flores saga
ok Blankiflur,en digtning, meget yndet og udbredt,
om de to born, der fødes op sammen, skilles ad og
først efter lange strabaser genfinder hinanden; —
samt Partalopasaga, hvis (Partonopeus) hoved-
motiv er Amor og Psyche-sagnet vendt om.

Det storste og vigtigste af alle disse sagaværker
er dog Karla magnussaga, der for Frankrigs ved-
kommende er hvad Didrikss. er for Tysklands.
Sagaen er sammensat af flere (10) pættir, hvoraf dog
én, om Olif ok Landrés, kun findes i den ene be-
arbejdelse og som er af yngre oprindelse end de andre ;
den har så godt som intet med det hele at gore
(Olif er dog Karls søster), men nordmanden Bjarne
Erlingsson fra Bjarkø bragte denne fortælling hjem
med sig fra Skotland 1286—87. Det første afsnit
handler om Karl d. stores ungdom og første bedrifter
(Sakserkrigen f. eks.) vistnok efter forskellige kilder.
Det 3. afsnit handler om Holger danske efter en
bekendt fransk original. Det fjærde afsnit, hvor kong
Agulandus er hovedpersonen, er sammenstykket af
to originaler, den såkaldte Turpinskronike på latin og
det franske digt Aspromont. Fremstillingen var her
oprindelig usagamæssig; derfor har den islandske
bearbejder senere helt omstøbt dette afsnit. Det
femte afsnit handler om Sakserkrigen og Vidukind
(Guitalin) efter en tabt original; også her er der
mulig en sammenstøbning af to originaler at antage.
Det sjætte afsnit er en oversættelse af et digt Otinel
(Otiiel), det syvende af et digt om Jorsalfærden med
Karl d. stores og hans mænds pralerier (geiplur) i
Konstantinopel, det ottende oversættelse af det måske
beromteste af alle oldfranske digte, Rolandskvadet.
Det niende afsnit er en ubetydelig legende om Vil-

Digitized by VjOOQ IC

383

helm korneis; og endelig handler det tiende om Karls
og Turpins død, jærtegn m. m. efter Speculum histo-
riale. Alle disse stykker hidrører sikkert ikke fra
én men flere oversættere, de to sidste afsnit rimelig-
vis fra ham, der saralede disse beslægtede afsnit til
et hele eller en bearbejder af den allerede istand-
bragte samling til og med det 8. afsnit. Disse over-
sættelser har i det hele meget stor betydning for
den oldfranske digtning. På Island blev Karla-
magnussaga meget udbredt og afgav et yndet stof
til rimedigterne.

Endnu er der et værk at omtale, der på en
måde er noget helt for sig; det er oversættelsen af
de yndefulde sange, som tillægges Marie af Frankrig,
der levede i England i det 12. årh. Det er de
beromte lais, der har deres egenlige oprindelse i Bre-
tagne og som Marie har benyttet; alle de sange, der
går under hendes navn, er dog ikke af hende. Æm-
net er ridderlig elskov, oftest mellem en gift dame
og en ridder; de fortæller om elskovssorg og -kvide
og ulykkelig elskov, ofte på en inderlig rørende måde.
En af de smukkeste sange er den, der handler om
en ung mands kærlighed til en kongedatter; som
betingelse for at få hende stilles, at han skal bære
hende op på et hojt ^æld. Han gor det med glæde,
men i sin iver glemmer han undervejs at drikke
af den styrkedrik, hun har til ham, og han dør af
udmattelse øverst oppe, hvilket atter medfører, at
kongedatteren dør af sorg. Her er alt rent og fint,
men andre steder befinder man sig i hoffets mere lumre
luft. Til Norge er der kommet en stor samling af
disse sange og her oversattes de på prosa, gennem-
gående fortræffelig. De er omkr. 20 i alt, nogle de-
fekte, og enkelte findes kun i denne oversættelse.
Om de er alle oversatte af en og den samme, kan
være tvivlsomt. Til Island er disse sange aldrig

Digitized by VjOOQ IC

384

nået. De findes kun i ét norsk hdskr., sammen med
Elissaga. Da det udtrykkelig hedder, at det er kong
Hakon, der har ladet dem oversætte, vilde det være
fristende at gætte på Robert som oversætteren; der
er endel sproglige ting, der synes at kunne tale her-
for. Den norske titel er Strengleikar eller vistnok
rettere, Ljédabék, sangbogen.

Det, der her er omtalt, er omtr. alt hvad der
findes af norsk litteratur i dette tidsrum. Der er
nogle mindre ting endnu, som lægebøger og denslags,
men det er ret ubetydeligt. I næste tidsrum er der
så godt sem intet, der har betydning som led af
litteratur. Jordebøger og deslige har en helt anden
betydning. Først efter flere hundred år kan man
atter tale om norsk litteratur.

TREDJE TIDSRUM — OMTR. 1300—1400.

Dette tidsrum er så at sige på ethvert punkt en
stor modsætning til det foregående. Hvad der findes
af original isl. litteratur er ikke meget og tildels af en
anden art end for. Skjaldedigte (fyrstekvad) afløses
nu af religiøse digte, og en helt ny digtning, de så-
kaldte rimer, opstår og det er nærmest disse, der
fortsætter fyrstedigtene; de religiøse kvad er ude-
lukkende forfattede i de gamle versemål, rimerne
derimod i nye. På historieskrivningens område er
der et par originale bispesagaer og så en hel ny art
historieskrivning, annalerne, hvis begyndelse dog,
som for bemærket, falder i det 13. årh. Derimod
findes en ret frodig sagadigtning, dels om hjemlige

Digitized by VjOOQ IC

.385

(fingerede) personer, dels om æmner og personer,
der er i nær slægt med de romantiske sagaer; også
nogle af fornaldarsagaerne er først nu blevne til.

Er således det originale forfatterarbejde af ringe
omfang, er afskriver-, samler-, og bearbejderarbejdet
så meget frodigere og omfangsrigere. De ældre saga-
værker samles . tildels efter indre slægtskab i store
og kostbare håndskrifter; og disse sagaer udvides på
mange måder, endogså således, at hele sagaer op-
tages i de oprindelige. Dette gælder især Olafernes
sagaer; de findes i en uformelig udvidet skikkelse i
håndskrifter som Bergsbok (i Stockholm), i AM 61
og flere, og så i det storste af dem alle, Flatøbogen,
men her findes desuden Sverriss. og Håkonars, gamla,
foruden annaler og mere. I AM 132 findes 11 slægt-
sagaer; Hauksbék indeholderen blanding af de mest
ulige bestanddele, sagaer, oversatte sagaer, stykker
vedrørende matematik m. m. — foruden meget andet.
Endel af disse håndskrifter hidrører direkte fra bog-
lig interesserede mænd, der skrev dem for dem selv
(som Haukr Erlendsson), dels af professionelle
skrivere, der udarbejdede dem på bestilling af høvd-
inger og rigmænd; således er Flatøbogen istandbragt
af to præster, der dog er noget mere end rene af-
skrivere, på høvdingen J6n Håkonarsons bekostning;
han døde 1398. Der var endnu stormænd rundt
omkring i landet og befolkningen var endnu ret
kraftig og modstandsdygtig. Lære- og læse-lysten
var ikke i nogen henseende svækket. Tværtimod.
Smagen derimod var grundig ændret. Sproget var
også i forskellige henseender endel forandret; nye
ord optoges i litteratursproget, endel fremmedord og-
så, men de er dog ikke ret mange; de mærkes egen-
lig først ved 1400 og derefter for senere atter at for-
svinde. Sprogets gamle kvantitet holder sig til helt
ind i 15. årh.; dette er af stor vigtighed. I slut-

26

Digitized by VjOOQ IC

386

ningen af det 14. årh* kom Island med Norge i poli-
tisk forbindelse med Danmark; men uagtet danske
mænd allerede inden århundredets slutning kendes
som bisper på Island, mærkes ingen dansk indflydelse
for i det 15. årh.; da indkommer der flere plattyske
ord og da tinder de danske folkeviser vej til Island^
hvor de dog aldrig blev andet end litterære produkter.
Islændernes åndelige horisont blev efterhånden
meget snævrere end for og den hele litterære stræben
får noget mere indskrænket almueagtigt præg. Dette
kommer ikke så meget af trykkende tider, uår og
desl. — det blev egl. først i det 15. årh. slemt i så
henseende — , men deraf, at Islænderne nu var holdt
op med at rejse til og opholde sig i udlandet efter
nogen storre målestok. Vel kendes enkelte, der rejste,
men de var for få og den islandske flåde var bleven
et minimum. Gejstligheden var endnu ret dygtig og
lærd; der var endnu lærde og for skoleundervis-
ningen ivrige biskopper. Ikke destomindre er over-
tro og uvidenhed åbenbart i tiltagende; lettroenheden
ses at have været meget stor og kritikløsheden ikke
mindre. Dette ses netop af litteraturens væsen. De
fremmede romaner, der blev en så almindelig læs-
ning, har bidraget sit til alt dette med alle deres
overdrivelser og så den velmente, men ikke ganske
træffende lære, som f. eks. Kongespejlets forf. ud-
taler, at man ikke skal erklære alt for logne, som
man ikke selv kan tage og føle på eller man ikke
daglig har for oje.

DIGTNINGEN.

Af digternavne er der ikke mange. Arngrimr
abbed -^ der senere vil blive nævnt som sagafor-
fatter — digtede en drape om biskop Gudmund,
der så at sige er det 14. årh.s. yndlings-helgen på

Digitized by VjOOQ IC

387

Island; den er forfattet 1345, hrynhend og på 60
vers; den handler især om bispens jærtegn, er altså
et helgenkvad. Den storste digter i tidsrummet er Ey-
steinn Asgrimsson. Ved år 1343 var han munk i
Tykkvebokloster; der haves en legendeagtig fortælling
om hans opsætsighed mod og forhold til hans abbed ;
Eystein siges at have været i fængsel og dér skal
han have digtet sit beromte kvad ; dette er sikkert en
fabel; men der antydes vistnok her et virkeligt
træk af Eysteins karakter; han var en stridbar og
kraftig mand. Senere havde han stridigheder med
biskop Gyrd, til hvem han i årene 1353 — 54 var
stærkt knyttet som ^ledsager på hans visitatser. 1355
rejste de bægge til Norge og her blev Eystein op-
taget i Elgesæterkloster ved Nidaros; han vendte 2
år efter tilbage som visitator og viste nu en stræng-
hed, der ikke indbragte ham nogen folkeyndest; da
blev han og biskoppen også uvenner; denne lyste
ham endogså i band, medens Eystein til gengæld
stævnede ham for ærkebispen i Norge. 1360 rejste
Eystein atter til Norge, men fik en hård overfart,
kom med nød og næppe syg og medtagen til Elge-
sæter og døde der kort efter, 1361. Af Eysteins digte
kendes så at sige kun hans Lilja, en drape på 100
vers, forfattet i hrynhent. Digtets indhold er der i
og for sig intet særlig mærkeligt ved; det består af
en fremstilling af verdens og menneskenes skabelse,
syndefaldet, Kristi fødsel, gærning og korsfæstelse,
nedfart til dødens rige, opstandelse, himmelfart osv.
Det er på en måde et sagadigt. Men den sidste
fjærdedel af digtet er digterens egne betragtninger
over synd og forlabelse, lovprisning af jomfru Maria
og anråbelse af hende. For så vidt kan digtet kaldes
et Mariadigt. Hvad der har gjort dette digt så be-
romt vil enhver læser deraf straks forstå. Det er
for det første digterens brændende tro og hans hellige

25*

Digitized by VjOOQ IC

388

lidenskabs varme inderlighed i forbindelse med hans
naive barnlighed, der gor hans fremstilling så til-
talende menneskelig for alle tider. Dernæst forstår
digteren at indrette sin fremstilling efter indholdet,
snart hojtidelig-alvorlig, snart fornojelig-skælmsk (f.
eks. i omtalen af djævelen, hvis misundelighed han
forstår at skildre så pudsigt). Endelig er der forf.s
veltalenhed, der aldrig bliver svulst, og hans beund-
ringsværdige herredomme over sprog og versemål,
hvis vanskeligheder, — og han forøger selv disse tit og
ofte — han overvinder med den storste og mest graciose
lethed. Det hele er ham som en leg. Intet under,
at digtet blev den katolske tids beromteste helgenkvad,
»som alle vilde ønske de havde forfattet«. Efter
reformationens indførelse forsøgte den lærde Arn-
grimur Jonsson at omdigte det til et luthersk digt,
men forsøget var mere end mislykket. Rimeligvis er
digtet forfattet under Eysteins Tykkveboophold omkr.
1340. Af Eystein anføres et halvvers i rimeversemål at
spottende indhold om og til biskop Gyrd.

Endnu to digtere kendes fra 14. årh., lagmanden
Einarr Gilsson (lagmand 1367 — 69) ogArniJéns-
son, abbed i Munketværåkloster (1370 fif.), der hægge
to digtede draper om biskop Gudmund. Af disse er
Arni ubetinget den bedste; hans digt er langt liv-
ligere og mere veltalende end Einars, der er meget
tort-prosaiske og overfyldte med omskrivninger. Des-
uden kendes Einar som den ældste rimedigter; jfr.
nedenfor.

Foruden disse haves endel helgendraper og -digte,
forfattede i det 14. årh. eller omkr. 1400. De hand-
ler dels — og de fleste — om jomfru Maria, dels om
helgener (St. Peter, Andreas, Katharina, og fl.; et par
samlingsdigte om helgener og hellige jomfruer; apost-
lenes mindebægerkvad og fl.). De fleste af disse digte er

Digitized by VjOOQ IC

389

forfattede over prosaiske fremstillinger af jærtegn og
helgensagaer, der følges temlig noje. Der er ikke
megen poesi i disse digte, tværtimod er de oftest
torre og opfyldte af omskrivninger. Digternes tro
mærkes naturligvis helt igennem, og enkelte konne
strofer er der iblandt. Men til gengæld er digtene
ofte lidet tiltalende ved at deres forfattere mener at
være forpligtede til at bekende, at de er store syndere,
der har sølet sig i alle verdens laster. Naturligvis er
dette ikke at opfatte bogstaveligt, det er tomt skvalder.
En af disse digtere (Katharinas) kalder sig »Vitulus«
(o: Kålfr) ; det er vistnok samme mand som den, der
digtede Volsungsrimur.

Af verdslig digtning erMer, foruden rimerne, ikke
meget at nævne. Præsten |>orm63r Olafs son (i
den første halvdel af det 14. årh.) digtede et par
kvad om Aron Hjorleifsson (se s. 324), hvoraf nogle
vers haves, samt et vers om Gunnarr, der anføres i
et hdskr. af Njåla. — I de senere sagaer som Grettiss.
og især Har3ars. findes vers, der ikke er ældre,
men de er uden videre betydning. Fremdeles findes
der vers i de helt opdigtede sagaer som Krokarefss.,
|>6r8ars. hre3u, og især i Viglundars. Her findes
en hel del, ret konne vers, de fleste tillagte Vig-
lundr, alle i anledning af hans kærlighed til Ketilri8r;
de er simple i form og tiltalende ved deres noget
sentimentale, romantiske elskovsfølelse.

Endelig kan nævnes oversættelsen af det moral-
iserende digt Catonis disticha, hvis tilværelse kendes
på Island allerede i det 12. årh. Oversættelsen af
digtet, kaldt Hugs vinn s mål, er affattet i lj68ahåttr,
træffende og kærnefuld, ikke uden mange genklange
fra Håvamål. Det er muligt, at digtet er noget ældre
og at det bor henføres til det 13. årh.

Rimur-digtningen. For end i det 14. årh.
findes ingen antydning af denne digtning, der består

Digitized by VjOOQ IC

390

i at en enkelt historisk begivenhed eller en saga eller
et afsnit af en sådan omsattes på vers af en særlig
form. Hvert vers bestod oprindelig af 4 linjer på 7
og 6 stavelser (1. 1 og 3 på 7, d. v. s. 3 trokæiske
ord plus én stavelse, 1. 2 og 4 på 6, d. v. s. 3 trok-
æiske ord); hvert linjepar forbandtesmed bogstavrim
på den gamle vis; der var ingen indrim, men slut-
ningsrim, og disse stilledes krydsvis, 1. 1 rimede med
1. 3, 1. 2 med 1. 4; dette var det nye, der indførtes;
slutningsrim var jo velkendte fra ældre tider, men de
stod da altid i to på hinanden følgende linjer. Dette
nye vers på 4 linjer, der rimer krydsvis, er uden tvivl
en efterligning eller lån fra den middelalderlige evro-
pæiske kirkesang og -digte; versemålet er velkendt
vidt omkring udenfor Island. Dette kaldte man nu
rim, hvilket i denne betydning ikke er klassisk is-
landsk, men tysk-dansk låneord. Et i et sådant verse-
mål affattet hele kaldtes en rfma; oprindelig digtedes
kun ét sådant digt, men hvis æmnet var omfangs-
rigt, fandt man det hensigtsmæssigt at dele det (i
lighed med prosaens kapitler); således opstod flere
sammenhængende digte eller afsnit; tilsammen blev
de kaldt rimur (i flertal) eller rimnaflokkr. Ligesom
tidligere for de ældre versemåls vedkommende ud-
vikledes der nu ved forskellige midler en hel hær-
skare af versemål. L. 2 og 4 kunde forkortes; 1. 1
og 2 kunde sammendrages til én, så at der opstod
et 3-linjet versemål, hvor alle linjer kunde rime, eller
også kun de to sidste. Endvidere kunde der ind-
sættes indrim, foruden slutningsrim, og dette skete
på mange måder og med mange afvekslinger. Der
opstod således en mængde versemål, men i begynd-
-elsen var de for det meste simple. Man mente, det
lød konnere, når hver rime havde sit versemål ; det
lød da mindre ensformigt. Oprindelig var også denne
afveksling imidlertid ringe. Hvad indholdet angår,

Digitized by VjOOQ IC

391

var det som oftest ligefrem en sagas, der temlig me-
kanisk omsattes på vers uden nogen selvstændig be-
handling deraf i øvrigt, udover det som verset kræv-
ede; en vis forkortelse eller sammendragning lå i
reglen i sagens natur. I begyndelsen af en rime og
i dens slutning findes enkelte udtalelser af digteren
selv (i reglen blot indeholdende, at nu begynder en
rime [på ny], at nu er den ude eller lign.). Disse
subjektive bemærkninger i rimens begyndelse bliver
i tidens løb udvidede og får da et særligt indhold.
De bliver til særlige smådigte af lyrisk art, idet digt-
eren deri udtaler sig om sig selv og sit forhold til
kvinderne; det bliver halverotiske småsange; og de
får et specielt navn: mansongr (kvindesang). I reglen
er disse digte beklagelse af, at digteren er bleven
gammel, han nyder ikke kvindernes gunst som tid-
ligere og er i det hele en ulykkelig skabning; det er
etslags »verdens-smærte«, der her undertiden ikke
uden selvironi fremtræder, men disse sange bliver
hurtig stereotype og uden virkeligt grundlag; de
skulde høre til og de skulde være af den art.
I enkelte tilfælde var disse indledningssange dog
af et helt andet indhold, men navnet brugtes ligefuldt
om dem. At udviklingen af disse sange hænger sam-
men med at rimerne benyttedes som dansekvad, er
meget muligt. De blev ikke just sungne, men reci-
terede i en ejendommelig rytmisk tone, der er nær
beslægtet med sang; det kaldtes at »kvæde«; efter
denne rytmisk-bevægede fremsigelse dansedes folke-
danse; rimerne kaldes ofte i overensstemmelse der-
med ligefrem »danse« (jfr. de færøske folkedanse og
de dertil benyttede sange, der også kaldes rimer).
De benyttedes ligeledes udenfor dansen til underhold-
ning for hele gårdens befolkning, idet den »kvædende«
om aftenen fremsagde dem medens alle de andre var
beskæftigede med deres hjemlige arbejde (uldarbejde

Digitized by VjOOQ IC

392

og desl.). Der er ingen tvivl om den store under-
holdningsævne, denne recitation har haft; den har
været i brug på Island til de seneste tider, og rokken
har uden tvivl mangen gang drejet sig hurtigere netop
på grund af rytmernes fremskyndende kraft og takt.
Professionelle »kvædere« omtales hos enkelte stor-
mænd.

De ovenfor anførte ejendommeligheder, verse-
målenes afveksling og mansangenes længde, afgiver
gode kriterier for bedommelsen af de enkelte rimer;
jo mere der er af den slags, desto yngre er de og
omvendt.

Sproget i disse rimer er af overordenlig vigtig-
hed, fordi det nærmer sig meget det daglige sprog
og fordi der ellers er så lidet der haves fra denne
periode af skreven litteratur. Der findes en del frem-
mede ord deri, men de forsvinder senere så godt
som alle, eller de beholdes og får da noget ændret
betydning. I det hele og store er sprogets kvantitet
endnu den samme som f5r, men de rimer, der findes
for c. 1500 er ikke alle ens i så henseende; man
finder overgange fra et ældre til et yngre stadium,
netop overgangen til yngre islandsk. Dette er et vig-
tigt kriterium m. h. t. de enkelte rimers alder. Hvad
selve skjaldesproget angår, kenninger og enkeltbe-
nævnelser, er de formelt som tidligere, men de er
nu fuldstændig skablonmæssige, på mange punkter
mærkes også en for vidt dreven substitution, og de
er langt fra helt naturlige. Af de enkelte led og ord
ses, at digterne har benyttet afskrifter af Snorres
Edda og navneremser, hvor ordene ofte var meget
forvanskede, og disse forvanskede ord går så igen
hos rimedigterne. Ligesom de gamle skjalde var
dygtige i alt hvad form og versemål angik, således
også rimedigterne. I reglen er deres versifikatoriske

Digitized by VjOOQ IC

393

ævne og herredomme over sproget ligefrem beund-
ringsværdig.

Foruden den sproglige betydning har rimerne
også en kulturhistorisk og især litterærhist-
orisk, idet de tit og ofte opviser en bedre tekst af
de til grund liggende sagaer end disse selv i deres
nuværende form.

De kan inddeles i klasser efter deres indhold.
Nogle få handler om mytisk-sagnhistoriske eller vir-
kelig historiske æmner. De fleste er byggede over de
uhistoriske og de rent opdigtede sagaer og æventyr;
heri viser sig et udslag af tidens smag og interesser.

Af mytisk-sagnhistorisk indhold er Lokrur,
frymlur. Griplur, Volsungsrimur. Lokrur
— således kaldt efter Udgårdsloke — behandler Tors
bekendte færd til Udgårdsloke efter Gylfa-ginning,
med en kort indledning om guderne. Fire rimer
alle i samme versemål (det ældste) og så godt som
uden mansange. — prymlur beror på det gamle
Eddadigt om Trym og Tors brudefærd til Jætternes
verden. Her findes meget morsomme skildringer,
selvstændige tildigtninger og humoristiske overdriv-
elser. — Grip lur er. en parafrase af den gamle
Hromund Gripssons saga; jfr. foran s. 333. Rimerne
(6) er digtede i forskellige versemål og med længere,
ret interessante mansange. Ved deres indhold er særlig
disse rimer af betydning, da man dér får sagnet om
Helge haddingjaskate og hans valkyrie renest (jfr.
ovf. s. 63). — Volsungsrimur (6) er en parafrase
af de første 8 kapitler af Volsungasaga, men med en
indledning om Odin og aserne og deres indvandring
efter Snorra Edda. Disse rimer afviger fra sagaens
nuværende form på forskellige punkter. Der findes
dog enkelte tildigtninger af forf., der kalder sig Vi-
tulus og er formentlig identisk med Katrinardråpas
digter.

Digitized by VjOOQ IC

394

Rimer med historisk indhold er Grettisrimur
(8) over et afsnit i Grettirs liv efter sagaen, der følges
temlig noje. — Skåldhelgarimur (7) om skjalden
Skåldhelgi (i det 11. årh.) og hans ulykkelige elskov,
hans rejse til og ophold i Grenland, hvor han døde.
De beror på en tabt saga, og er således af stor be-
tydning. De er noget sentimentale efter tidens smag,
men godt digtede og indeholder afsnit af ikke ringe
virkning, foruden at de belyser livet i Gronland på
en vistnok tilforladelig måde. — Så er der et par
rimer over afsnit i Olaf Tryggvasons liv, Olåfs-
rimur tildels dog af uhistorisk art (Olaf og Indride
ilbreiSr). Om Olaf d. hellige haves Olåfsrima
om Stiklestadslaget efter sagaen. Til denne rima
knytter sig den interesse, at den er den ældste, der
kendes, og at man ved, at den er forfattet af den
ovenfor nævnte lagmand Einarr Gilsson. Her er
ingen mansang. I øvrigt er rima'en i poetisk hen-
seende ikke betydende rent historisk som den er og
af samme art som Einars øvrige digte. — Endelig er
der prændlur, eller rimer om Trånd i Gata og Sig-
mund Brestisson (10 ialt), en parafrase af en del af
Færeyingasaga ; begyndelsen mangler. Rimerne er
ikke uvigtige for sagaens tekst, da denne nu ikke
findes helt i dens oprindelige skikkelse (i sagaen om
Olaf Tryggvason og Olaf d. hellige).

Særlig fortjæner SkiSarima at omtales. Der er
kun én rime, men på godt og vel 200 vers, og med
en mansang. Hovedpersonen er en betler, Ski8i nord-
mand ; det er en virkelig person, som skal have levet
i 12. årh., det er ham, der sigtes til et steds i Stur-
lusaga; en drom han skal have haft er i en annal
årsfæstet. Denne drom er rimens indhold. Først
fortælles der om Skides rejse fra vestQordene; han
kommer bl. a. til Sturla og bliver godt modtagen,
d. V. s. får mad og andet, som en omstrejfende bet-

Digitized by VjOOQ IC

395

ler trængte til. Han rejser videre til Hitardal til Tor-
leif beiskalde; her får han plads blandt andet rak
og ingen gæstfrihed vises der ham; sin egen mad må
han fortære. Hans udseende beskrives noje, ligesom
også hans udstyr, hvoriblandt »Smorsvinet« (et kunst-
færdigt dværgearbejde) indtog en fremragende plads.
Efter at have spist lægger han sig ned i en krogbænk
og falder i sovn, men glemmer at korse sig først.
Følgen udebliver ikke; den er hans drom. Asator
viser sig for ham og siger at Odin beder ham komme
til Valhal for at domme imellem Hogne og Hedin;
denne vilde jo ægte Hognes datter mod hans vilje.
Humoristisk skildres nu rejsen til Asien, til Valhal.
Efter at de er ankomne er Odins første sporgsmål,
om der på Island er storre personligheder end Skide
selv; han vil ikke nægte det, at der er store mænd
der, men han føler sig åbenbart selv som en af de
slorste. Han har af Tor fået oplysninger om flere af
Valhals kæmper og lader nu som han er hjemme.
Af Odin får han lov til at få smor i sit svin, men
den nærige Freyja (Odins hustru) vil ikke rigtig af
med det, samt en jærnring på sin store stav. Striden
mellem Hogne og Hedin bilægger han ganske sind-
rigt ved — selv at ville ægte Hilde, og det sker:
:» Skide strakte sin skidne hånd ud, han skulde fæste
Hilde; Odin gav ham Indieland, og alt hvad han
ønske vilde«. Det var hojdepunktet, men så kom og-
så katastrofen. Skide kom uforvarende gentagne
gange til at nævne guds navn, og det kunde ikke gå
an. Heimdal blev endelig så vred, at han slog Skide
med sit horn; og dette gav signalet til en kamp over
hele linjen. Denne beskrives ganske i overensstem-
melse med de uhistoriske sagaers overdrivelser og
uhyrligheder, vældige sår og hug omtales, og alle
de beromteste kæmper deltager i slagsmålet. Skide
kæmper selv som en løve med sin stav, indtil Sigurd

Digitized by VjOOQ IC

396

fåvnesbane tog ham og smed ham ud. Men smor-
svinet var blevet tilbage; Skide anråber Sigurd om
at kaste det ud til ham; det gor Sigurd, men det
ramte Skide i brystet og derved vågnede han — »da
var han hjemme i Hitardal«, midt i den gamle elend-
ighed ; men drommen var sand ; Skide havde en tand
af Fåfnir og i svinet var der ældgammelt smor, som
ingen turde spise, undt. hundene, men de døde også
deraf. Skide lå længe syg, men en helbredelse stilles
ham i udsigt, hvis han vil holde op med at bande
og vil vandfaste — sikkert to ting, han mindst af
alt var i stand til. Rimen er et mesterværk, ene-
stående i sin art, original som den er og visende Is-
lændernes humoristiske sans. Først og fremmest er
Skide lyslevende truffen som den grove tølper og
uforskammede ædedolk, der kun vurderer menneskene
efter den gæstfrihed, han selv nyder; han er et pragt-
eksemplar af de mange omflakkende personer, der
hærgede landet da og senere. Hans tale og fagter
— alt er lige ægte og udmærket psykologisk. At
tænke sig denne person hensat mellem oldtidens be-
romteste helte hos selve overguden Odin, der be-
handler ham næsten som en ligestillet — og alt i
drommens romantisk-mystiske skær. »Maurer [der
udgav rimen med en fortræffelig indledning] har ud-
viklet, hvorledes rimen stadig svinger mellem den
ramme virkelighed og drommens skinherlighed og
skyggebilleder, mellem det jordisk-trivielle og det
overjordisk-romantiske«. Efter æmnet er sprog og
fremstilling på den mest glimrende måde afpasset.
Forf. har kendt en mængde fabelsagaer, læste eller
hørte; gennem hans fremstilling lyder en ironisk
tone, men den er næppe fuldt bevidst; ligefrem at
gore nar ad folks almindelige læsning og interesser
har næppe været forf.s mening, og det er næppe
tvivlsomt at han selv har benyttet disse sagaer til at

Digitized by VjOOQ IC

397

digte rimer over. Forf. kaldes Sigurd eller Einar
fostre; det første er mulig det rigtigste; og han
siges at have været »underholdningsmandc hos hov-
dingen Bjorn Jorsalfar (d. 1415); han siges at have
skullet underholde folk 3 gange om ugen; rimen
slutter med ordene: »her skal digtet vænte til på
sondag« ; det er altså dermed han har villet under-
holde næste sondag aften, efter at rimen var færdig;
rimeligvis har den aften været ualmindelig lystig og
mange smil spillet på tilhørernes læber.

Rimer over opdigtede sagaer om islandske
personer erKrékarefsrimur over sagaen om Kr 6 k a-
refr (se nedenf.); de er temlig nye i forhold til de
andre. Over endel fornaldarsagaer haves rimer
som Fri8pj6fsrimur, Sturlaugsrimur, B6sa-
rimur, Hjålmtérs r. ok Olvis, Bjarkarimur og
fl. De er ofte meget vigtige for sagaens oprindelige
form og tekst.

Over romantiske sagaer og æmner, der er af
fremmed oprindelse, findes ikke så få; riddararimur
har man kaldt disse. Der er Skikkjurimur over
Mottulss., Geiplur over Karlamagnuss.s 7. afsnit,
Landrésrimur over det 2. afsnit, Herburtsrimur
over et afsnit af Didrikssaga, KonråSsrimur over
Konrådss. og endel flere. Endelig er der rene æven-
tyrrimer over de sidst opdigtede sagaer og lign.
Hertil hører bl. a. Vergilesrimur, hvis indhold er
meget grovkornet (strid mellem en kongedatter og
troldmanden Vergilius).

DEN PROSAISKE LITTERATUR.

Det er ovf. kort bemærket, hvori denne hoved-
sagelig bestod. Bearbejdervirksomheden er tidsrum-
mets egenlige prosaiske virksomhed. Af original

Digitized by VjOOQ IC

398

historisk litteratur — og om ret meget andet er
der næppe tale — findes et par sagaer og ann-
aler.

Af sagaer er der to bispesagaer; den ene er Arnå
biskups saga, eller sagaen om biskop Arne Tor-
laksson (1269 — 98), en af Islands storste og mest be-
tydende mænd i den sidste halvdel af det 13. årh.,
bekendt for sin kraftige kamp for kirken og dens
formentlige overhojhed. Sagaen skildrer Arnes liv og
virksomhed indtil 1291, hvor den brat afbryder. Der
har vistnok aldrig været skrevet mere eller også er
slutningen ved et ulykkestilfælde gået tabt. Sagaen
er overordenlig vigtig for Islands historie i dette tids-
rum og, foruden knappe annalnotitser, omtr. eneste
kilde der haves. Den viser et overordenligt kend-
skab til bispens liv og handlinger; forf. har haft ad-
gang til bispearkivet. Det er blevet formodet (G.
Vigfusson), at den er forfattet af bispens søsterson,
Arni Helgason, der selv var biskop 1304—20. Dette
er hojst rimeligt. På forskellig vis, især m. h. t.
sproget, bærer den præg af den efterklassiske tid.

Lårenziussaga handler om biskop Lårenzius
Kålfsson til Holar 1323 — 30. Denne mand var en
ret ejendommelig personlighed, vel lærd og en dygtig
skolemester. Sagaen fortæller godt og n5jagtig om
hans trængsler især i Norge under en strid dér mel-
lem to kirkelige partier. Også denne saga er i hist-
orisk henseende særdeles værdifuld, fordi dens forf.
er så vel underrettet. Denne er sikkert ingen anden
en præsten Einarr Haflidason (1307—93), en af
sin lids mest ansete gejstlige og vist en af de få, der
rejste udenlands, 1345 — 46 traf han den daværende
pave i Avignon. Einar var biskoppens fortrolige ven
og forelæser; men det mest direkte bevis for hans
forfatterskab er det indre slægtskab mellem sagaen
og Einars annalværk. Einar fortæller meget jævnt

Digitized by VjOOQ IC

399

og ædrueligt, så upartisk som muligt — og i et ret
godt og flydende sprog. Sagaen er vistnok forfattet
omkr. 1340.

Endnu haves en bispesaga, nemlig Arngrimr
Brandssons saga om Gudmund Arason biskop;
det er nærmest en helgen- og jærtegnssaga. Den er
oprindelig forfattet på latin, vistnok fordi den uden-
lands skulde være et vel motiveret andragende om
Gudmunds kanonisering (ved ærkebispen el. paven).
Hensigten opnåede& ikke. Sagaen er bleven oversat
på islandsk og en mængde vers og hele digte ind-
satte, dels forfattede af Arngrimr selv, dels og især af
Einarr Gilsson; det er vistnok en anden, end Arn-
grim selv, der har besorget oversættelsen. Skont
sagaen er en helgensaga, er den dog i flere hen-
seender ikke uinteressant; der findes således en kort
beskrivelse af Island og her findes f. eks. Geysir for
første gang i litteraturen omtalt. Forf. har benyttet
forskellige hjemlige kilder (f. eks. den ældre saga om
Gudmund) og fremmede skrifter. Sagaen er meget
ordrig og oversættelsens sprog meget uislandsk.

Som for bemærket begyndte en islandsk annal-
skrivning henimod slutningen af det 13. årh. Dette
kunde synes mærkeligt, men er i grunden ret natur-
ligt. Sagaerne var jo for det første selv så mange
og omfattende, at de så at sige fangede hele inter-
essen. Sansen for at fæste begivenhederne til be-
stemte år har i begyndelsen vel heller ikke været
synderlig udviklet; man fandt det tilstrækkeligt at
angive begivenhedernes rækkefølge og nu og da at
knytte dem f. eks. til visse konger i Norge. Are
havde angivet et andet middel til således at datere
begivenhederne, lovsigemandsrækken, men dette mid-
del benyttedes ikke og det af vel forståelige grunde.
Imidlertid måtte den tid komme, da sansen for en
eksakt tidsangivelse og dens nødvendighed måtte

Digitized by VjOOQ IC

400

vågne; i det 13. årh. findes forsøg på synkronisme.
Da den originale sagaskrivning var sluttet, var tiden
kommen. Udenlandske annalværker var uden t^ivl
allerede for længe siden komne til landet Besid-
delsen af et sådant måtte nu friste sagakyndige mænd.
Begyndelsen skete ved, at man i et sådant latinsk
annalværk tilskrev islandske og norske begivenheder,
som man fik midler til at bestemme, tildels ved hjælp
af ældre angivelser f. eks. Åres. Disse tilskrevne
notitser forøgedes efterhånden og lidt efter lidt ind-
skrænkedes den latinske tekst, indtil den helt bort-
faldt (var bleven oversat), og der eksisterede således
et helt og holdent islandsk annalarbejde. Det op-
rindelige latinske annalværk tillægger man Ekkehard
af Aura, men der har også eksisteret andre redaktioner.
De vigtigste isl. annaler er udgivne af G. Storm. De
er af forskellig udstrækning og vigtighed, men grund-
stokken er åbenbart den samme. Den ene forfatter
afskrev den anden, men foretog udvidelser på for-
skellig måde. Disse annaler er indrettede således,
at hvert tiår angives i randen tilvenstre med romer-
tal, men desuden betegnes hvert år med bogslaver
efter 'et bestemt system (ved sondagsbogstaver og
gyldental). Jo nærmere annalnotilserne ligger ved en-
hver bearbejders egen tid, bliver de stadig udførligere ;
ellers er de kun ganske korte og aforistiske. Som
historisk kilde har de uvurderlig betydning. Et af
de ældste isl. annalværker er den såkaldte Resens-
annal (fordi den fandtes i et Resen tilhørende
hdskr.). Den nåde fra Kristi fødsel til 1295, men
begyndelsen er nu tabt (til år 228). Af notitsernes
art i det 13. årh. er det klart, at annalen hidrører
fra en, der særlig har interesseret sig for Sturlung-
erne, og forf. er uden tvivl en vestlænding. Notits-
erne er her i det hele ganske korte, og denne bear-
bejdelse står den ældste meget nær. — En anden

Digitized by VjOOQ IC

401

bearbejdelse er Annales vetustissimi fra Kristi
fødsel og til 1314; efter 1306 er notitserne skrevne
med forskellige hænder; denne annal er meget de-
fekt (der mangler årene 1000 — 1269); den er helt på
islandsk. Forf. er åbenbart stærkt interesseret for
lagmandsrækken og de isl. lovbøgers vedtagelse. Også
han var fra vestlandet. — Annales regii (i det kgl.
bibl.) går, som de nu foreligger, fra 46 f. Kr. til 1341,
men slutningen mangler. Her er bearbejdelsen gået
videre, idet en latinsk universalhistorie indleder værket.
Teksten selv er til at begynde med på latin, men
efter midten af det 10. årh. er teksten så at sige ude-
lukkende islandsk. Der foreligger her en sammen-
støbning af bægge de foregående annalværker, og der
er desuden benyttet flere historiske skrifter (Are,
Kongesagaerne, Knytlinga og fl.) ; for så vidt er dette
værk et mere selvstændigt og omfattende. Fra omtr.
1306, hvor hovedhånden stanser, er der fortsat med
flere hænder. Også dette skrift er vestlandsk. Hånd-
skriftet er i ortografisk henseende særlig interessant.
— Et annal værk er opkaldt efter Skalholt, Skal-
holtsannåll, der nu begynder med år 140 e. Kr.
(begyndelsen mangler) og slutter med 1356 (der er
lo lakuner). Teksten slutter sig noje til Ann. reg.,
men desuden er et andet hdskr. benyttet, og endel
selvstændige tilfojelser gjort. For det 14. årh. er
annalen meget vigtig. — Dernæst er Einarr Haflida-
sons såkaldte Logmannsannåll af meget stor be-
tydning for det samme årh. Einars egen hånd stanser
ved 1361, men annalen er fortsat af ham ved skriveres
hjælp helt ned til 1392. Efter Einars død er den
fortsat til 1430. Den er ret udførlig og særdeles på-
lidelig og, da den når så langt ned, en af de vigtig-
ste. — I Flatøbogen findes til slutning en annal
til 1394. Den er en temlig uheldig og ukritisk sam-
menarbejdeise af et par andre annalværker; ligeledes

26

Digitized by VjOOQ IC

402

er Einars annal benyttet til 1385. — Desuden findes
et par mindre brudstykker, tildels af stor betydning.

OPDIGTEDE SAGAER OM ISLÆNDERE.

Til disse hører kun uegenlig HarSarsaga
Grimkelssonar, da grundstokken her, som for
bemærket, er historisk. Men den gamle saga er her
blevet omarbejdet og i den grad udvidet med ganske
uhistorisk stof, at det hele bliver på det nærmeste
en sen digtning. Det er en gammel fostbrødre- og
voldsmændssaga, der foregår i ind- og udland. Æm-
net er tragisk nok, og ikke uden storladne enkelt-
heder. Sagaen er fortalt ret flydende.

Helt opdigtet er Finnboga saga ramma, uagtet
der har levet en mand af det navn; hovedpersonen
er et udsat barn, der findes* og opfostres af et par
fattige ægtefolk. Han vokser sig stor og stærk og
udøver bedrifter uden- og indenlands, indtil han an-
erkendes af faderen. Sagaen viser, hvor ringe kend-
skabet var blevet til de ældre tider, idet Finnboge f.
eks. skal brydes med en »blåmand« i Hakon jarls
tid i Norge. Sagaen er ikke videre interessant og i
det hele ret værdiløs som digtning.

Kjalnesinga saga tager sit udgangspunkt fra
Helge bj ol a og Ørlygr og fortæller om en Bue
AndriSsson, der opfostres hos en fostermoder Esja.
Det hele er fuldstændig digtning og sammenpluk af
forskellige motiver fra fornaldarsagaer og andre sagaer.

En opdigtet elskovshistorie med motiver mange
steder fra (f. eks. fra Måguss. og lign.) er Viglun dar
saga ok Ketilri9ar. Gangen i den er ret simpel
og det hele meget enkelt fremstillet. Der fingeres et
giftermål mellem Ketilrid og en gammel mand, men
denne har blot ført hende til sit hjem for at bevare

Digitized by VjOOQ IC

403

hende for Viglund; de får hinanden og alt ender i
idel gl^de, ganske som i fornaldarsagaerne.

Bårdar s. Snæfellsåss er en landvættesaga
ikke uden adskillig interesse, Krékarefssaga et
meget morsomt fortalt æventyr om den kunstfærdige
Krokarefr, der flygter til Gronland og kommer i kon-
flikt med Harald hårdråde selv; han ender sit liv
i Danmark efter at have ladet sig døbe. Særdeles
fornojelig er især en episode fra hans Norgesophold,
hvor han dræber en hirdmand, der er for nærgående
imod hans hustru. — J>6r9ar saga hreSu handler
om en udmærket bygmester, der for at værne om sin
søster har mange kampe. Den er ikke særlig inter-
essant eller morsom.

Alle disse sagaer har det tilfælles, at de i person-
karakteristik og stil står langt tilbage for de gamle
slægtsagaer, som de ellers efterligner i form. De er
stærkt påvirkede af tidens smag og er mere produkter
af læsning i fornaldarsagaer, romantiske sagaer og
lign. end af nogen synderlig digterævne. Alleslags
kendte motiver, kampe, søtog, kampe med vikinger
og bersærker, hojbrud og lign. findes atter og atter.
Og gentagne gange blotter forfatterne sig ved deres
uvidenhed m. h. 1. tidsregning og fortids tilstande og
tænkemåde.

Endelig kan nævnes de små sagaer eller æven-
tyr om Erik vidforle, der vilde opsøge udødelig-
hedslandet (i Flatøbogen) og om Yngvar vidforle,
en uhistorisk fremstilling af denne historiske per-
sons rejser og bedrifter i Rusland. Yngvar døde
1041, og han nævnes på mange svenske runestene.
Men alt hvad der fortælles om ham er en fornaldar-

Helgensagaer blev udarbejdede i denne peri-
ode, men de er alle mere eller mindre lærde og om-
fangsrige kompilationsarbejder efter forskellige kilder;

26*

Digitized by VjOOQ IC

404

jo længere de er, desto mere uudholdelige er de at
læse. Her nævnes et forfatternavn, Bergr'Sokka-
son, der 1316 — 17 var munk i Tingørekloster, 1325
abbed på Munketværå; han døde 1345. Han varen
overmåde lærd mand, der siges at have sammensat
en mængde helgensagaer; af disse kendes kun hans
Nikolåssaga, der grunder sig på en kendt latinsk
original, men er udvidet med adskillige mindre afsnit.
Sagaen er stoppet med lærdom og skrevet i meget
skruet og lidet tiltalende sprog. Bergr er bleven sat i
forbindelse med den store redaktion af Olaf Tryggva-
sons saga, men dette er ganske uhjemlet. Det er efter
ham, det store hdskr. i Stockholm er blevet kaldt
»Bergsbogen«, men det er aldeles usikkert, om han
har haft noget med dets indhold at gore, og hdskr.
selv er langt yngre. — Flere af de helgensagaer, der
haves, hidrører mulig fra dette tidsrum.

Der er endnu en litteraturgren at omtale, Æ v e n-
tyr. Sådanne findes i nogle hdskrr.; de er for en
stor del samlede og udgivne af H. Gering. De falder
hovedsagelig i to dele. Den ene er en ligefrem over-
sættelse efter Petrus Alfonsi : Disciplina clericalis (fra
det 12. årh.); den anden del skal hidrøre fra nord-
manden J6n Haldérsson, der var biskop til Skal-
holt 1322 — 39. Denne var en meget lærd mand. der
havde studeret i Paris og Bologna; her var han
bleven bekendt med en mængde æventyr, små hist-
orier og anekdoter af moralsk art, indeholdende
noget, der burde undgås, fejl, lyder, synder af enhver
art, og den straf, der var følgen. Biskoppen siges
ofte at have fortalt disse i gæstebud og underholdt
dermed, ja, endogså indflettet dem i sine prædikener,
hvor de ofte var virkningsfulde. Jon har ikke selv
samlet og nedskrevet sine æventyr og anekdoter; det
har andre gjort, der hørte dem og lærte dem. De er

Digitized by VjOOQ IC

405

ofte ret godt fortalte og unægtelig på sin måde
underholdende og undertiden ret pikante.

Den samme Jon Haldérsson tillægges også over-
sættelsen af den såkaldte Klårussaga, efter en la-
tinsk original. Denne saga er et moralsk æventyr
om kongesonnen Clarus, der opfostres af den lærde
Perus. Clarus bliver betagen af elskov til den franske
kongedatter Serena; han bejler til hende, men hun
er stolt og behandler ham hånligt. Endelig lykkes
det ham at hævne sig og ydmyge hende på det føle-
ligste. Så holder de bryllup og bliver de lykkeligste
mennesker. Denne moralske fabel fik i de følgende
tider en overordenlig betydning som forbillede for
den yngste sagadigtning på Island.

I det 14. årh. og især i det 15. blev der digtet
en mængde sagaer, der alle foregår udenfor Norden,
i Frankrig, i Grækenland (Konstantinopel), i Øster-
land. Indholdet er kort sagt kærlighed på den ene,
rejser og allehånde farer og strabaser på den anden
side, alt for den førstes skyld. Der er i det hele i
hver af disse sagaer en ophobning af motiver, der
oftest virker altfor trættende. Sjælden er der tilløb
til karakterskildringer. Alt er lige stereotypt og ens-
formigt, karakterer såvelsom handlinger. Det er de
samme atter og atter, blot i en noget forskellig sam-
menhæng og sammenstilling; det er et slags kaleido-
skop, hvor enhver rystelse frembringer nye figurer,
men bestanddelene er de samme. Motiverne er hænt-
ede fra fornaldarsagaer, fra de franske oversatte sa-
gaer, og, som sagt, har den nævnte Klarussaga af-
givet et forbillede, der er blevet stærkt benyttet. At
disse sagaer altid ender godt, forstår sig af sig selv.
Der kan ikke her være tale om at gennemgå dem.
Til grund for enkelte af dem ligger muligvis reminis-
censer fra fremmede sagn (tyske, franske) men næppe
i noget tilfælde en fuldstændig fremmed original.

Digitized by VjOOQ IC

406

Dette gælder f. eks. Mågussaga, der er en af de
ejendommeligste og forndjeligste af dem. Den haves
i to bearbejdelser; i den længste er oprindelig usam-
menhængende stykker forbundne med hinanden; den
egenlige saga om jarlen Mågus og hans svogre går
tilbage til det oldfranske digt om Aimons (sagaens
Amundi) 4 sonner; men sagaen afviger meget fra
digtet, og kunde antages at hvile på mundtlige med-
delelser om dets hovedtræk. Af særlig interesse er
Mfrmannssaga, Bæringssaga og Konrads
saga keisarasonar (denne nærbeslægtet med
hovedmotiverne i G5nguhrolfssaga). Til grund for
de to sidste ligger måske tyske sagn eller sagnminder.
Med sådanne produkter slutter den beromte is-
andske sagalitteratur. Det må man imidlertid ikke
forbavses over. De så grundigt forandrede historiske
forhold måtte føre til dette. Den originale saga
kunde ikke blive ved; den var færdig ved midten af
det 13. årh. Men åndelig næring og helst noget af-
vekslende skulde der til. Og man må snarere be-
undre end dadle den frodighed, den skrivelyst, den
digtelyst, der så langt ned i tiden viser sig, og
hvortil intet andet folk i samtiden dog har magen,
lad så være, at disse sidste sagaudløbere vidner om
en indskrænket horisont, lavt mål på forskellige
punkter og ringe fantasi eller selvstændig opfind-
somhed.

Digitized by VjOOQ IC

KORT UDSIGT

OVER

DEN ISLANDSKE LITTERATUR EFTER 1400.

Tidsrummet 1400 til 1550 — reformationens ind-
førelse — er et af de goldeste i den isl. litteraturs
historie. Der findes så godt som ingen prosaskrifter.
Det åndelige arbejde består kun i digtning, bortset
fra det afskrivningsarbejde, der stadig blev udført.
Ældre og yngre sagaer, digte og rimer, og hvad
der ellers fandtes, blev uafladelig afskrevet; dog
er der en tilbagegang i så henseende. Der findes
ganske vist ret omfangsrige håndskrifter, men de
står langt tilbage for de ældre (fra 13. og 14. årh.)
både i udførelse og især m. h. t. materiale; det be-
nyttede skind er langt tarveligere og de skrevne bøg-
er er for det meste i lille kvartformat helt ned til
endogså ganske små duodez- bøger. Skriften har
ændret sin karakter, men nu som for er der på sin
vis særdeles dygtige skrivere. Interessen gælder nu
åbenbart især de yngste sagaer (lognesagaerne), de
mindre historiske og de romantiske sagaer. Ligeledes
findes nu håndskrifter med alskens overtro og over-
troiske lægeråd, tildels af fremmed oprindelse, de
senere såkaldte »kællingebøger«. Noget egenlig ori-
ginalt prosaarbejde er der ikke; dog forfattes der et
par sagaer, deribl. den yngre Droplogsonners saga, og
de gamle annaler bliver bearbejdede og udvidede.

Digitized by VjOOQ IC

408

Som ovf. (s. 401) bemærket er Einar Haflidasons
annal fortsat ned til 1430. Om nogen klostervirk-
somhed er der næppe tale, og med gejstligheden var
det sikkert gået stærkt tilbage. Den åndelige horisont
er stadig bleven mere og mere begrænset.

Hvad digtningen angår, har den ikke været
ringe, men på sin vis ret frodig. For det første
fortsattes rimurdigtningen med uforminsket kraft
og flere navne kunde her nævnes på digtere (som
Sigurd blinde), samt rime-cykler. Men disse er alle af
en og samme art, som de for er beskrevne, og digt-
ede over de i samtiden mest yndede æmner; man-
sangene bliver nu ofte temlig lange og tillige
meget stereotypt-melankolske. Ikke mindre frodig
er digtningen af helgenkvad. Deraf kendes en
stor mængde, tildels afiTattede i de gamle versemål
(drotkvædet, hrynhent osv.), men efterhånden dukker
nye versemål op af en mere moderne art, med på
forskellig måde vekslende slutningsrim, og ofte af en
meget tiltalende art. Egenlige salmer kan de dog
ikke nævnes, det er åndelige sange. Disse digte er
først og fremmest om jomfru Maria, — en stor
mængde — , dernæst om apostlene og forskellige
martyrer, deriblandt også digte om nordiske helgener
som den orknøske jarl Magnus, om kong Olaf den
hellige, om Halvard d. hellige osv.; så er der korset,
der særlig er blevet besunget; desuden er der mange
andre helgenkvad. Disse digte har i reglen ikke ret
meget poetisk værd. De er oftest torre og indeholder
opremsninger; de er hyppig efterligninger, især af
Lilja, men står langt tilbage for denne. Nogle er
dog ret konne og bårne af en inderlig følelse og tro,
og de er som oftest ret simple m. h. t. ordvalg og
fremstilling. Kun lidet af dem er trykt endnu. Af
digtere er Jon Pålsson, kaldt Måriuskåld, at nævne
(d. 1471); sit tilnavn fik han af sine mange digte om

Digitized by VjOOQ IC

409

jomfru Maria, men der er kun lidet, der er bevaret
deraf. Ellers er det biskop Jon Ara son (1484 — 1550,
halshugget 7. sept.), den sidste katolske biskop til
Holar, der som digter rager op over alle andre, lige-
som han som prælat minder om de store hovdinger
i oldtiden. Han var en udmærket formfuldendt digt-
er, hvis kvad kan sidestilles med Lilja i inderlighed
og enkelhed. Et af hans digte er Ljomur (»strålerne«),
af lignende indhold som Lilja; dette digt kom tidlig
til Færøerne, hvor det har levet i mundthg , over-
levering indtil langt ned i det 19. årh., uden at det
vidstes, hvorfra det stammede.

Af verdslige digtere er hovdingen og ridderen
Loptr Guttormsson (ca. 1375 — 1432) at nævne;
af ham haves en Håtlalykill, et elskovsdigt til hans
elskede, Kristin.

Foruden det her nævnte findes også en slags
dansedigte, med navnet vikivakar^ forfattede i nye, ret
indviklede versemål og med flerlinjede omkvæd; de
enkelte linjer af dette anbringes hver på sit sted i
verset, hvilket ofle er af en ejendommelig virkning.
Tiltrods for at disse kvad er dansedigte, er de ofte
af en vemodig art og vidner om tungsind og bitter-
hed. Alle er vel heller ikke benyttede ved dansen,
men nogle er sikkert almindelige digte blot forfattede
i samme versemål som dansekvadene. Det er disse
digte, der i øvrigt også tilhører tiden efter reforma-
tionen, der udgor den ejendommeligste og værdi-
fuldeste del af denne tids digtning og den isl. mid-
delalderlige digtning overhovedet.

Efter at Island var kommet i forbindelse med
Danmark, indvandrede, sikkert ikke for end i 15.
årh., endel af de danske folkeviser, der her blev
omplantede, ofte i et ret uislandsk sprog; disse »over-
sættelser« eller frie gengivelser er alle enkeltmands
arbejde og er kun litterære; ud til folket er de næppe

Digitized by VjOOQ IC

410

nået og de er næppe bleven benyttede til dans, ialfald
ikke i nogen udstrakt grad. Enkelte kvad blev digt-
ede om hjemlige æmner med disse som forbillede.
Stor betydning har disse »oldkvad« for den danske
folkevisedigtning i kritisk og litterær henseende.

TIDSRUMMET 1550 — 1800.

Døi reformationen blev indført eksisterede der
allerede et bogtrykkeri, som biskop Jon Årason havde
ladet oprette. Det var allerede forinden taget i brug,
men synderlig meget blev ikke trykt. Så meget mere
benyttedes det under de lutherske biskopper især
biskop Gu8brandur porlåksson (1542 — 1627, bi-
skop 1571 — 1627); denne dygtige mand var utrættelig
i at udgive bøger især religiøse og åndelige, som han
selv forfattede eller oversatte eller lod andre oversætte.
Selv havde han allerede 1584 udført det kæmpeværk
at oversætte hele bibelen (trykt 1584). Han udgav
en salmebog, et graduale, ja en samling af opbygge-
lige sange m. m. Også anden slags litteratur inter-
esserede han sig for, som matematik, og ham skyldes
ligeledes den første udgave af de gældende love, den
gamle Jonsbog. Biskoppens arbejde var for sin tid
overordenlig fortjænstfuldt. Efter hans tid blev der
forfattet og oversat en talløs mængde af religiøse
skrifter. Den gejstlige digtning er hele tiden over-
ordenlig frodig, men i forhold ikke så værdifuld.
Rigtige salmer opstod først ved reformationen; til at
begynde med var de meget dårlige i form som ind-
hold. Men efterhånden blev de i hægge henseender
bedre. Der er flere ret gode digtere, der kunde
nævnes, som præsten Einar S igurSss o n (1539 — 1626)
af hvem biskop Gu8brandur optog en mængde digte
og salmer i sin visebog, præsien Ola fur Jonsson

Digitized by VjOOQ IC

411

(1560 — 1627), og flere andre; men de overstråles alle
af præsten Hallgrfmur Pjetursson (1614 — 74).
Han digtede de beromte Passionssalmer, der har
været trykt omtr. 40 gange ; de udmærker sig ved en
ren og inderlig religiøsitet og sproglig veltalenhed,
der ikke har sin lige, dernæst ved den måde, hvorpå
digteren anvender hovedæmnet for deraf at uddrage
leveregler for menneskene. Også i det 18. årh. var
der ret dygtige salmedigtere som provsten porlåkur
|>6rarinsson (1711 — 73) og præsten Magnus Ein-
ar s son (1734 — 94). Desuden var der mange, der
digtede salmer og åndelige digte af enhver art.

Den verdslige digtning bestod som tidligere for
en stor del af rim ur, der nu også fik deres forfalds-
tid; deres forfattere lagde sig efter at anvende meget
vanskelige versemål med aislags rim, hvilket bevirk-
ede, at det ofte kunde gå slemt ud over sproget, for
ikke at tale om at omskrivningerne blev meget stærkt
anvendte og på mange måder misbrugte, ligesom de
nu ofte dannedes på ret unaturlig måde. Det er
denne masse af rimer, og den måde, hvorpå de er
digtede, der i de senere tider har bragt hele digt-
ningsarten i et stærkt vanry. Men den nytte har
de — ved siden af den læste prosalitteratur — gjort,
at de har vedligeholdt sansen for de gamle tider, for
sagaæmner, for litteratur i det hele. Særlig bekendte
rimedigtere er |>6r8ur Magnusson i det 16. årh.,
Magnus Jonsson (d. 1691), Gu3mundur Berg-
pors son (d. 1705), der også digtede halvfilosofiske
digte (Heimspekingaskoli), Arni BoSvarsson (1713
—77) osv.

Også de tidligere vikivake-digte fortsattes; de
bliver nu elslags lyrisk digtning af forskelligt ind-
hold uden noget som helst forhold til dansen. Af
sådanne findes en stor mængde tildels af navngivne
forfattere.

Digitized by VjOOQ IC

412

Der findes i dette tidsrum endel i forhold til tiden
tildels udmærkede digtere, der mere eller mindre
kom i beroring med fremmed digtning og blev på-
virkede deraf. I det 17. årh. er Stefan Olafsson,
præst til Vallanes (o. 1620 — 88) en af de mest be-
kendte digtere. Han er overvejende lyrisk og især
ironisk-satirisk og har et godt herredomme over sprog
og form; han besad dybe følelser og inderlighed, og
er stærkt moraliserende. I det 18. årh., da rational-
ismen sattes til boj bords og nytte og moral var det
hojeste, der skulde eftertragtes, er det især den lærde
og udmærkede fædrelandsven Eggert Olafs son
(1726—68), der får en stor betydning som digter. Han
var bl. a. naturforsker og undersøgte sammen med
Bjarni Pålsson, landets første fysikus (1719 — 79),
hele Island og var hovedforfatteren af den udmærk-
ede rejseskildring, der i lange tider har været et
hovedværk om landet og folket. Eggert var en af
sin tids mest glødende patrioter, der følte, hvor dybt
hans landsmænd var sunkne i åndelig såvelsom
materiel henseende. På alle punkter vilde han søge
at hæve dem og belære dem. I så henseende digtede
han mange opmuntrende digte, ikke uden ironi og
revsende bitterhed; af en særlig betydning er hans
store digt Bunadarbdlkur om landboforhold. Også
revsede han sine landsmænd for deres vanrøgt over-
for modersmålet. Han skrev også retskrivningsregler.
Kort sagt, han var en af århundredets bedste fore-
gangsmænd, og stor var sorgen, da han i så ung en
alder druknede.

For og efter 1800 levede præsten Jon J>orIåks-
son (1744 — 1819); foruden ved et utal af lyriske og
ironiske digte og vers — han var en udmærket im-
provisator — har han vundet sig et anset navn som
en af de første, der har omplantet fremmed digtning
på Island efter en storre målestok; således over-

Digitized by VjOOQ IC

413

satte han b). a. både Klopstocks Messias og Miltons
Det tabte paradis (Paradisarmissir), samt Popes: Es-
say on man (Tilraun um manninn) og meget mere.
Ved hele sin tendens og sprogbehandling tilhører
Jon det ældre tidsrum, men ikke det nye, der be-
gynder kort efter 1800.

Det samme gælder også assessor Benedikt
Grondal (1762—1825), der foruden at digte lyriske
og satiriske sange også oversatte Popes The temple
of fame, samt satirikeren Sigurdur Pjetursson
(1759—1827), der oversatte Wessels Stella til rimer
og gjorde sig især bekendt som den første, der for-
søgte sig som lystspildigter.

Hvad prosalitteraturen angår, udfoldes der i
det hele taget en meget stor virksomhed; især gælder
dette historie og antikviteter og hvad dermed sammen-
hænger, vedrørende studiet af oldtiden. På andre
områder udøves der nok nogen virksomhed, men
den kan ikke sammenlignes med den førstnævnte.

Virkelige historiske skrifter blev ikke forfattede
med undtagelse af annaler, som altså er en direkte
fortsættelse af dem, der for blev forfattede. Vigtigst
i så henseende er et annalværk af præsten Gott-
skålk Jénsson (d. 1593) og dennes son J6n; de
gamle annaler fra slutningen af det 14. årh. er her
fortsatte helt ned til 1578; denne annal er således af
stor værdi. Et andet annalværk hidrører fra lignende
tid. Mere selvstændigt som forfatterarbejde betragtet
er præsten Jon Egilssons (1548 — ca. 1640) bispe-
annaler; de handler om de Skalholtske biskopper
fra først af og ned til Gisle Jonsson (d. 1587); det
er et særdeles dygtigt arbejde, der bliver desto ud-
førligere, jo nærmere forf. kommer sin egen samtid.
Egenlige annaler er værket dog ikke; det er de enk-
elte biskoppers mere eller mindre udførlige biografier.
Annaler af meget stor betydning skrev den lærde

Digitized by VjOOQ IC

414

bonde Bjorn Jénsson på Skardså (1574 — 1655);
han var en betydelig oldforsker, der afskrev og
excerperede gamle håndskrifter, fortolkede vers og
dunkle juridiske ord og var desuden selv digter
(rimer). Han forfattede en > annal« om Gronland,
men mest bekendt er hans isl. annaler fra 1400 til
1645; han har naturligvis benyttet ældre skrifter,
men dette værk er alligevel meget originalt og sær-
deles værdifuldt. Senere fortsattes denne annal-
skrivning gennem det 18. årh.; en af de bedste her-
henhørende forfattere er provsten J6n Haldors-
son (1665 — 1736), biskop Finnur Jénsons fader;
han udfoldede et meget omfangsrigt personal-hist-
orisk forfatterskab og var i så henseende en af sin
tids lærdeste mænd. Den sidste af disse annalfor-
fattere og personalhistorikere af mere almindelig be-
tydning er J6n Jénsson Espolin (1769—1836).
Han forfattede Islands Årbækur (udg. i 12 bind), der
omspænder hele tidsrummet fra 1262 til 1832. Værket
er i annalform; hvert år omtales for sig; da det er
overmåde righoldigt, er det en uvurderlig kilde, men
det er næppe nok altid så kritisk, som det burde
være, uagtet forf. søgte at gore det så pålideligt som
muligt efter de midler, der stod til hans rådighed.
Kspolin var også en af de mange, dygtige genealoger,
Island har frembragt, og har efterladt sig et over-
måde voluminøst genealogisk værk, der ikke er
trykt. Desuden var han særdeles produktiv på andre
områder.

Den lærde old forskning begynder henimod
slutningen af 16. årh. Da var sansen for oldtiden
og dens historie vågnet i udlandet (Danmark) og da
var embedet som kgl. historiograf allerede oprettet.
Man erfarede, at der på Island fandtes mange gamle
historiske skatte i de der opbevarede bøger; også i
Norge kendtes sådanne, og nogle af disse håndskrifter

Digitized by VjOOQ IC

415

kom til Danmark allerede i 16. årh. Alt dette måtte
vække lysten til at forstå, hvad der stod i disse
bøger, og da var et samarbejde med isl. lærde af stor
vigtighed. Det varede ikke længe, inden et sådant
kom i stand. En af de første der gaf sig af med
oldstudiet var den lærde præst Arngrimur J6ns-
son (1568 — 1648), kaldt »den lærde«; han betegnes,
og med rette, som »den isl. oldtidsvidenskabs genføder«.
Han havde adgang til gode håndskrifter og værker
som Landnåma, Edda, m. m. Han forfattede endel'
meget vigtige skrifter på latin, som blev trykte og
fik stor betydning for de lærde forskere i udlandet.
Endel af dem var polemiske skrifter mod dem, der
havde skrevet urigtig og vildledende om Island.
Hans vigtigste skrifter er: Brevis Commentarius de
Islandia (1593), Crymogæa (= Island ; 1609) og Speci-
men Islandiæ historicum (1643; heri vidtløftige ud-
drag af Landnåma). For danske venner gjorde han
et udtog af den gamle Skjoldungasaga, der er af stor
vigtighed (Supplementum hist. Norw. kaldes det).

I det 17. årh. var det især Ole Worm, der
beskæftigede sig med oldforskning, navnlig runeforsk-
ning. Utrættelig var han i at korrespondere med sine
mange isl. venner, rådsporge dem og anspore dem
til forskning og forfattervirksomhed. Især ønskede
han et leksikon, og han bevægede præsten Magnus
Olafs son i Laufås (d. 1636) til at skrive et sådant,
der også blev udarbejdet og trykt. Magnus var og-
så en af sin tids dygtigste skjaldekvadsfortolkere.
Han havde endel gamle gode håndskrifter til af-
benyttelse, men hverken han eller Arngrimur sam-
lede sådanne. Det gjorde derimod den grundlærde
biskop Brynjolfur Sveinsson (1605 — 75); mange
håndskrifter blev af ham sendt til kongen og findes
nu i det kgl. bibliotek. En stor del af hans biblio-
tek, især de afskrifter han lod besorge, kom efter

Digitized by VjOOQ IC

416

hans død i Arne Magnussons eje. Også Brynjolfur
var Ole Worms og St. Stephanius' ven, med hvem
han korresponderede flittig. En af Worms bedste
venner var dog biskop |>orlåkur Skulason til
Holar (1597 — 1656), der lod afskrive en mængde
håndskrifter og støttede Worm både direkte og indi-
rekte. Hans son biskop |>6r8ur (1637—97) er den,
der først på Island lod trykke gamle sagaer (Land-
nåma, Islendingabék, Kristnisaga m. m. samt Olaf
Tryggvasons saga), hvilket var af stor betydning.
P. Resen udgav Voluspå og Håvamål med et par Is-
lænderes lat. oversættelse og forklaringer, samt Snorres
Edda efter en af Magnus Olafsson udarbejdet og ordnet
tekst; han udgav også den ulykkelige Gudmundur
Andrjessons (d. 1654) isl.-lat. ordbog (1683).

Af afgorende betydning var endelig Arne Magn-
ussons (1663 — 1730) grundige indsamling af hvad
der var tilbage af isl. og norske håndskrifter, en
samling, der til alle tider vil være hovedgrundlaget
for det historiske og filologiske studium af oldtiden.
Selv forfattede han så godt som intet. Så meget
frugtbarere var hans samtidige ven og landsmand,
den beromte |>orm69ur Torfason (Torfæus; 1636
— 1719); han var kongelig historiograf for Norge og
skrev sit vældige værk Historia rerum Norvegicarum
i 4 bind (1711), efter alle de forhånden værende
kilder og med en efter tidens forhold historisk kritik;
han er naturligvis ikke kritiker i moderne forstand,
men værket, der gik ned til 1387, fik en overordenlig
betydning, ikke mindst på grund af den mængde
historisk stof, der her for første gang var samlet fra
ellers vanskelig tilgængelige kilder i et sprog, som
alle forstod, og i en overskuelig fremstilling. I flere
henseender virkede værket ligefrem revolutionærende.

Et arbejde af overordenlig betydning for Islands
hele historie og ikke blot dets kirkehistorie er

Digitized by VjOOQ IC

417

biskop Finnur Jonssons (1704 — 89) Historia ec-
clesiastica Islandiæ I — IV (1772—78). Det er et grund-
lærd og pålideligt værk, der går helt ned til 1740.
Det er udarbejdet efter de bedste kilder, trykte værker,
utrykte dokumenter osv.; det er meget mere end
kirkehistorie; det giver tillige oversigter over de
enkelte kongers regeringshandlinger, især vedrørende
Island, meddeler dokumenterne selv i et stort antal,
giver oversigt over litterære forhold og personer osv.
Den Arnamagnæanske samling og forfatterens faders
skrifter og samlinger var forf.s hovedkilde.

I nojeste forbindelse med det her omtalte studi-
um var også studiet af de gamle love især Jons-
bogen og den gamle ret overhovedet. I det 17. årh.
er der flere, der skriver afhandlinger (diskurser) om
forskellige retslige æmner; deriblandt den nævnte
bonde Bjorn Jonsson, men den ypperste af dem var
den også som digter bekendte lagmand Påll J éns-
son Vidalin (1667—1727), der sammen med Arne
Magnusson udarbejdede den store isl. jordebog i årene
1702 — 12. Han forfattede en mængde skarpsindige
og grundlærde forklaringer til dunkle ord og tale-
måder i Jonsbogen (Sk]^ringar yfir fornyrSi logbékar,
trykte i Reykjavik 1846—54), der udgor en stor sam-
ling. De har på flere måder en stor antikvarisk
betydning. — I det 18. årh. forfattede sysselmanden
Jon Årnason (1727 — 77) på dansk et stort og ud-
mærket værk: Om den isl. rettergang (1762); lag-
manden Sveinn S61vason(d. 1782) skrev to værker,
der dog er mere rent juridiske end antikvariske:
Tyro juris (1754 og senere) og »Det islandske jus
criminale« (på dansk).

I det 18. årh. beskæftigede man sig på forskellig
vis med lærde oldtidsstudier, dels ved udgaver både
på Island og i Danmark (og især her; Njåla 1772;
Heimskringla 1777 osv.), med fortolkning af skjalde-

27

Digitized by VjOOQ IC

418

kvad osv. J6n Olafs son (1729—1811) forfattede
et for sin tid udmærket værk om »Nordens gamle
digtekonsl« (1786) og flere skrifter, ligesom han del-
tog i de store sagaudgaver. På Island var der alle-
rede kort efter årh.s. midte blevet udgivet et par
samlinger af sagaer.

En skematisk, men meget righoldig litteratur-
oversigt forfattede rektor Halfdan Einarsson
(1732 — 85): Sciagraphia historiæ literariæ Islandicæ
(1777).

G. Andrjessons og M. Olafssons ordbogsarbejder
er for nævnte. M. h. t. grammatik og leksikografi
er der ikke meget at anføre. Runélfur Jénsson,
skolemester til Holar og senere i Christiansstad (i
Skåne), udgav 1651 en isl. grammatik (grammaticæ
Islandicæ rudimenta), der gjorde nogen nytte tiltrods
for dens store ufuldkommenhed og mærkelige system-
løshed. I det 18. årh. forfattede provsten Bjorn
Haldérsson (1724 — 94), der udmærkede sig på så
mange områder, en meget righoldig og i flere hen-
seender god isl.-lat. ordbog; da den blev udgivet
(1814), tilfojede R. Rask danske oversættelser helt i
gennem ; den hedder derfor : Lexicon islandico-latino-
danicum.

Hele dette historisk-antikvarisk-sproglige arbejde
var meget værdifuldt og det har endnu den dag i
dag i flere henseender mere end rent historisk be-
tydning. Det er oft udført med en forbavsende
stringens og videnskabelig sans. Det var jo også
dette område, der fra arilds tid så at sige var Is-
lændernes specialitet; den virksomhed var dem i
kødet båren. Hvad der i det foregående er nævnet
giver kun et udvalg af det vigtigste, der kunde an-
føres. Derimod har Islænderne på andre områder
så godt som intet nævneværdigt af selvstændige værker
eller skrifter at anføre. Jon ^orkelsson Vidalin,

Digitized by VjOOQ IC

419

biskop i Skalholt (1666 — 1720), bor nævnes som en
af landets beromteste prædikanter; hans postil (flere
gange udgiven) berommes for den flammende veltal-
enhed, troens kraft og talens djærvhed, som den bærer
til skue. — På det lægevidenskabelige område
kunde Bjarni Pålsson nævnes, samt hans efter-
mand Jon Sveinsson (1752 — 1803), der skrev af-
handlinger om forskellige sygdomme. — Om ti dsreg-
ning var der flere der skrev, især om det ejendomme-
lige fingerrim (se foran s. 365) osv. Ligeledes blev
forskellige mindre lærebøger i regning udgivne.
Særlig betydning havde Rimbeyglas udgiver, matema-
tikeren Stefan Bjornsson (1720—98); han skrev
bl. a. Introductio in tetragoniam (1781).

I overensstemmelse med hele datidens ånd og
stræben studerede man landboforhold for at råde
bod på den elendighed, der herskede. Her er der
mange, tildels udmærkede navne at nævne, først og
fremmest den fortræflFelige Jon Eiriksson (1728 —
87), professor i Sorø m. m., han- skrev og lod skrive
mange afhandlinger om herhen hørende æmner, og
han var sjælen i et ypperligt tidsskrift, der udkom i
15 bind (Fjelagsrit). En ligeså udmærket mand var
biskop Hannes Finnsson (F. Jénssons son;
1739 — 96); han var meget alsidig; han udgav old-
skrifter, skrev om handel og meget andet og udgav
en bekendt samling af belærende og opbyggelige for-
tællinger og lign. for ungdommen (Kuolduokur). —
Den fornævnte Bjorn Haldérsson skrev ud-
mærkede skrifter om landboforhold (for unge bønder ;
Atli 1780) og om køkkenurter (Grasnytjar 1783) m.
m. — Kammersekretær Olafur Olavius (1742 — 88)
skrev bl. a. et godt værk: Oeconomisk rejse (1780).
Der kunde nævnes endnu flere, der med råd og dåd
kæmpede for landets opkomst på alle områder. Her
blev der gjort et meget omfattende og for en stor

27*

Digitized by VjOOQ IC

420

del meget selvstændigt arbejde og grunden til det
19. århs. fremskridt lagt på forskellig måde.

DET 19. ÅRHUNDREDE.

Den første tredjedel af dette århundrede er i alt
væsenligt en direkte fortsættelse af det 18. Overalt
herskede der den samme opfattelse af det nyttige og
dettes enerådende betydning. Der er en mand, i
hvem denne tanke er ligesom bleven til kød og
blod, justitiarius i overretten Magnus Stephensen
(1762—1833). Hele sit liv arbejdede denne mand
rastløst for at belære sine landsmænd og således
søge at hæve dem. Stor respekt havde han ikke
for det gamle, nationale, når det kom på tværs. Han
stiftede 1794 »Det kongelige landoplysningsselskab«,
hvis navn taler tydelig om, hvad formålet var. Det
udgav forskellige nyttige og folkeoplysende skrifter.
Han udgav etslags journalistiske tidsskrifter (Minnis-
ver8 ^tOindi 1796—1808; Klausturposturinn 1818—27)
og forskellige samlingsskrifter med oversættelser
af fremmede fortællinger osv. og digte (Vinagle8i
1797; Gaman og alvara 1798, 1818 og fl.), bøger,
som i virkeligheden var underholdende og oplysende
for sin tid. For at kunne gore så meget som muligt,
havde han erhværvet det gamle bogtrykkeri; det blev
senere landsejendom, hvad det blev ved at være til
langt ned i århundredet til stor skade, da landets
styrelse til sine tider udøvede en ret skrap censur
overfor hvad der skulde trykkes, især bladene. Det
hindrede også oprettelsen af nye selvstændige bog-
trykkerier. Heldigvis gik dog landstrykkeriet i 1876
over i privat mands eje og siden er den sag kommen
i den eneste rigtige gænge. Magnus Stephensen vilde
også på digtningens område søge at virke for en

Digitized by VjOOQ IC

421

bedre smag, men det lykkedes ham ikke; selv var
han en mådelig digter og hans smag var lidet ud-
viklet. Skriftsproget var blevet meget urent og
fuldt af danismer både m. h. t. ord og vendinger.
I så henseende havde Magnus Stephensen heller
ingen smag eller sans for den sproglige form. Den
var for ham underordnet. Han var en dygtig
jurist, der forberedte en ny og kritisk udgave af den
gamle Jonsbog, men hans værk blev aldrig trykt.

Rasmus Rask opholdt sig på Island i årene
1813—15. Efter at være vendt tilbage stiftede han
sammen med nogle islandske venner det såkaldte
Islandske literære selskab (Hid islenzka bokmenia-
fjelag) 1816 med to afdelinger, en i Reykjavik og en
i København. Dette selskab består endnu og har
udført en meget vigtig og fortjænstfuld gærning.
Dets mål er på den ene side at støtte landets viden-
skab og på en tilforladelig måde at udgive kildeskrifter
til oplysning af landets historie, samt forskellige af-
handlinger om herhen hørende æmner (både hist-
oriske og literære), og på den anden side at udgive
populære, almenfattelige nyttige skrifter (originale,
eller oversatte), ja, endogså skolebøger. Bægge disse
formål har selskabet søgt at fyldestgore, uagtet
hovedvægten kan siges at være bleven lagt på det
første, og det har udrettet meget, især under J6n
Sigurdssons lange og udmærkede styrelse af den
Københavnske afdeling. Det har udgivet oldskrifter
(sagaer), Diplomatarium islandicum, Espélins årbøger
og flere afhandlinger om isl. forhold og personligheder;
isl. digteres digte, oversættelser af fremmede digter-
værker foruden mange populær- videnskabelige skrifter.
Endelig har det udgivet det fortrinlige kort over. Is-
land afBjorn Gunnlaugsson (1788—1876), samt fra
1827 et årligt skrift om hvad der af vigtige begiven-
heder er forefaldet i udlandet (Skirnir). Dette

Digitized by VjOOQ IC

422

sidste var begrundet i manglen af aviser. Sådanne
opstod ikke for ved midten af det 19. årh. (1^63-
olfur 1848).

1825 blev Det kgl. nordiske Oldskrift-
s elsk ab stiftet, hvorved 3 Islændere var medvirk-
ende; dets hovedformål var fra først af at udgive
gamle islandske sagaværker, og det forfulgte sit for-
mål med en overordenlig energi og kraft. En skild-
ring af dets virksomhed hører ikke hid, men det
fortjæner at fremhæves til oplysning om Islændernes
læselyst og interesse for deres oldtid og oldtidslittera-
tur, at blandt selskabets subskribenter fandtes opimod
800 på Island, og deriblandt ikke blot præster og
lærde, men unge mennesker, tjænestekarle og tjæneste-
kvinder.

Samtidig med men noget yngre end M. Stephensen
var den hojtstræbende, ædle Baldvin Einarsson
(1801—33), der omkom i København af brandsår,
han var opflammet af iver for at føre landet fremad
og hæve det især på det landøkonomiske område;
han var sjælen i et årskrift Armann å aipingi; der
udkom i 4 årgange; det tager netop sigte på det
nævnte område, men på en helt anden og mere mo-
derne måde end Stephensen havde gjort. Også sprog-
ets behandling var forf. meget omhyggelig for, skont
nogen banebryder var han ikke dér. Derimod har
Baldvin den store fortjæneste at være den første, der
tager hensyn til landets politiske forhold og forholds-
vise politiske selvstændighed. Titlen på hans tids-
skrift viser, at det gamle altings genoprettelse fore-
svævede ham, men Årmann indeholdt kun én polit-
isk artikel.

To år efter Baldvins tidlige død begyndte et
andet tidsskrift at udkomme under navnet Fjolnir (et
Odinsnavn). I tredverne var der i København nogle
meget begavede unge islandske studenter, der var

Digitized by VjOOQ IC

423

lydhøre overfor de bevægelser, der Detop da gik hele
Evropa igennem. Det var mænd som den senere
professor Konrå5 Gislason (1808—91), den be-
kendte sprogmand og skjaldekvadsfortolker; Brynj-
olfur Pjetursson (1810—51), Islands ypperste
digter Jonas Hallgrimsson (1807 — 45) og endelig,
men ikke mindst teologen Tomas Sæmundsson
(1807 — 41), der glødede af patriotisk iver og lyst til
at reformere og ophjælpe landet; denne sidste tog
især sigte på det praktiske, på folkets materielle kår,
medens de andre mere lagde vægt på det intellektu-
elle, på oplysning og især på sansen for god digtning
og skont, harmonisk og rent islandsk sprog. Disse
4 stiftede tidsskriftet og skrev det meste deraf. Det
udkom i 9 årgange, men ikke regelmæssigt og tilsidst
sygnede det hen. Dets betydning for det islandske
sprogs renselse er uvurderlig, dets vækkende betyd-
ning i æstetisk henseende ligesådan. Det angreb
især de gamle rimer, hvis stereotype art og smag-
løshed blottedes uden skånsel; men det vandt sig ikke
altid venner ved sin nedbrydende kritik ; nogle fandt,
at det så at sige forgreb sig på det allerhelligste.

Ved og efter 1840 blev den politiske bevægelse
endnu mere levende og bevidst; da var Jon Sig-
urd sson (1811 — 79) begyndt på sin store og betyd-
ningsfulde politiske gærning; skildringen heraf hører
ikke hid, men det må bemærkes, at han i 1841 be-
gyndte at udgive det tidsskrift. Ny fjelagsrit, der ud-
kom i 30 årgange (afløst af Andvari, der endnu ud-
kommer), og som på mange områder tik en afgor-
ende betydning. Dets indhold var nemlig ikke blot
politisk; det bragte afhandlinger om mange andre
sager, om skolevæsen, okonomi, og andre alment-
oplysende æmner også på de rent praktiske områder ;
det bragte digte, rejseskildringer, litterær kritik, ja
endogså hojesteretsdomme vedrorende bland osv.

Digitized by VjOOQ IC

424

Dets sprog var altid rent og godt; i så henseende
har det sikkert indirekte haft stor betydning, ligesom
det også kæmpede for sprogets ret i regeringshand-
linger og -akter. Det er med disse to tidsskrifter, at
den egenlige nye tid begynder for Islands vedkom-
mende. I så henseende kan der her blot mindes
om, at det gamle alting genoprettedes som rådgivende
forsamling 1843 og at den fordærvelige monopol-
handel ophævedes 1854. Efter en længere forfatnings-
kamp blev altinget 1874 lovgivende og landet fik
derved sin egen lovgivning og forvaltning i alle sager,
der vedkom det selv. Fra nu af gjorde landet
kæmpemæssige fremskridt i sammenligning med,
hvad forholdene kort for havde været. Litteraturen
har på flere måder nydt godt deraf.

Digtningen har i det hele været meget frodig
og et utal af digtere kunde nævnes. Endnu flere
æmner er inddragne under dens område end nogen-
sinde for og flere arter opståede. Dette hidrører til-
dels fra påvirkning udefra. Den lyriske digtninger
det især, der har haft mange dyrkere. Dens æmner
er de sædvanlige, elskoven og naturen først og frem-
mest; landets herlighed blev lovprist og hånd i hånd
dermed gik en opfordring til dets horn om at
være det for landet, for moderen, hvad de burde
være, en æggelse til at tage sig sammen og bruge
sine kræfter til omhyggelig at pleje alt, hvad landets
var, dets sprog og folkets nationalitet. Og her kom
et moment til ; Islænderne har altid kendt deres hist-
orie, ialfald oldtidens, så temlig godt. Denne blev
nu holdt frem som et spejl for samtiden; forfædrene
lovpristes som oplyste, dygtige, frihedselskende —
hvad der jo godt kunde gores — , men deri lå tillige
og det blev tydelig udtalt — at deres efterkommere
stod temlig langt tilbage for dem. Heraf opstod
æggende, glødende fædrelandsdigte, hvor især landets

Digitized by VjOOQ IC

425

natur, dets jokler, dets elve, dets søer og dale blev
forherligede. Disse æggende digte var ofte iblandede
med ironi og ikke uden bitterhed. I begyndelsen,
medens de endnu var nye og friske, gjorde de stærkt
og varigt indtryk; men det gik senere så, at de blev
mere hyppige og skablonmæssige, og så mistede de
kraften. Eggert Olafsson havde allerede været inde
på denne vej. Nu i begyndelsen af det 19. årh. op-
stod to digtere, der skont hinanden meget ulig dog
altid udgor et par dioskurer i den isl. digtnings hist-
orie. DetvarBjarni Thorarensen (1786 — 1841) og
Jonas Hallgrimsson (1807 — 45), for nævnet som
en af Fjolnirs medstiftere. Bjarne er den ældste ; han
var juridisk kandidat og beklædte bl. a. det ene amt-
mandsembede; han var en kraftnatur, gennemtrængt
af fædrelandskærlighed og iver efter at arbejde for
landets velfærd og opkomst. Han er stærkt påvirket
af den danske digtnings guldalder i beg. af århund-
redet og overhovedet af udenlandsk digtning, også
den klassiske, som han var godt kendt med. Han
digtede glødende, æteriske elskovsdigte af en ejen-
dommelig originalitet , kraftige fædrelandsdigte , og
mange spøgefulde sraåvers, ti han var af naturen en
meget livsglad mand. Men han er måske berømtest
for sine arvekvad, hvor han helliger sine afdøde
venner, især når disse var ejendoromehge, sære karak-
terer, en minderune. Sådanne arvedigte, der jo alle-
rede i oldtiden er så hyppige, er så at sige en is-
landsk specialitet og er digtede i hundred-, ja tusind-
vis; man åbner næsten aldrig en isl. avis uden at
finde et arvekvad deri. Men det er kun de færreste
og kun de gudebenådede digtere, der frembringer
noget så udmærket som Bjarne. Selv mindedes han
i et fortræffeligt digt af Jonas. Bjarnes sprog er
kraftigt og malmfuldt, men til de egenlige sprog-
rensere hører han ikke. Til dem hørte derimod

Digitized by VjOOQ IC

426

Jénas Hallgrimsson. Han var en mand med
den sarteste finfølelse for livets forskellige sider, især
dets skyggesider, og han har i vidunderlig dejlige
digte besunget dem, ikke uden bidende spot og hjærte-
gribende vemod. Han har digtet fædrelandssange,
der er blevet folkets fælleseje, fælles helligdom kunde
man sige, lige til den dag i dag, og han revser sin
samtid strængt og ubonhørligt. Hans pompøse digt
Island (i distikisk versemål), Gunnarshélmi (om
Gunnar på Hlidarende), hans digt om Eggert Olafs-
son — alt er en indtrængende tale til hans lands-
mænd. Først hos ham kommer også sproget til sin
fulde ret; ikke alene er det rent, fuldtud islandsk,
men så blødt og indsmigrende, at han næppe er
nået af nogen anden senere. Hans opgave var bl. a.
netop dette at vise, hvad sproget var og burde være,
og intet smærtede ham dybere end rime-digternes
synder derimod; ingen revsede dem blodigere end
han, idet han i Fjolnir skrev meget skarpe kritiker
af udkomne rimer. Herved vilde han også forbedre
folkets smag i rent digterisk henseende og han må
siges at have fældet dødsdommen over de gamle
rimer. Jonas var også naturforsker og rejste oftere
på Island for at udarbejde en beskrivelse deraf, men
han nåede aldrig så vidt. Kun nogle mindre afhand-
linger haves af ham.

Af andre digtere kan nævnes lyrikeren J6n
J>6r5arson Th6roddsen(1819 — 68), sysselmand på
Island. Også han skrev lyriske digte af lignende
art som Jénas uden dog at nå ham i originalitet;
allerede hos ham mærkes der efterligning. Men han
var i besiddelse af satirisk begavelse og hans satiriske
digte giver ham en smuk plads. Desuden — og dér
ligger hans storste fortjæneste — var han den første
isl. novellist, idet han forfattede Piltur og stulka (på
dansk: »Ungersvend og Pige«, eller »Indride og Sig-

Digitized by VjOOQ IC

427

rid«); denne novelles egenlige indhold er spinkelt
nok, en elskovshistorie mellem en bondeson og en
bondedatter, der naturligvis tilsidst får hinanden; de
deri skildrede hovedkarakterer er ikke synderlig ejen-
dommelige, men de fleste er godt sete og enkelte mester-
lig tegnede; sin storste betydning har novellen som et
billede af islandsk kultur ved midten af det 19. årh.
Forf. skriver med lune og i et behageligt sprog. —
Jon |>orleifsson (1825—60), en præst, var også
lyriker og novellist, men ikke nogen særlig udpræget
poetisk begavelse. — Kristjån Jonsson (1842 — 69)
var en bondeson fra de nordøstlige fjældegne, der
henledte opmærksomheden på sig ved i aviser at
offenliggore nogle digte, der i form og kraft overgik
alt, hvad man kunde vænte af en mand uden nogen
som helst uddannelse. Han havde dog på egen hånd
lært sig så meget engelsk, at han forstod Byron; der
er et vist slægtskab tilstede mellem de to. Kristjån
er melankolikeren i den isl. digtning; hans liv var
kort og i flere henseender lidet lyst eller lykkeligt.
Ved gode venners hjælp blev han hjulpet frem til
studeringerne, men han fuldførte ikke skolegangen
og døde kun 27 år gammel. Han er tilbojelig til at
bruge meget stærke udtryk og kraftige sammensætning-
er. — G ri mur Thomsen (1820 — 96) varen fint dannet
mand med dybtgående poetisk-æstetiske interesser; han
skrev på dansk afhandlinger om Byron, om kejser
Trajan m. m. og var velbevandret i den klassiske,
såvelsom i den moderne, engelske, tyske, franske
lilteratur. Tiltrods for at han havde et mærkelig
ringe herredomme over sproget, når han skulde an-
vende det i digterisk form, haves der fra hans hånd
en ikke ubetydelig samling lyriske digte, hvoriblandt
rigtignok ikke få oversættelser af latinske og især
græske digte (korsange). Hans egne digte er noget
for sig; det er psykologiske digte især, han glimrer

Digitized by VjOOQIC

428

ved; han vælger ejendommelige personer, helst i
bestemte situationer, og de står der som støbte i
malm i al deres karakterfulde originalitet. Han er
stærkt påvirket af de gamle sagaer og deres person-
ligheder. — Docent Gisli Brynjolfsson (1827—88),
en meget lærd mand, var en lyrisk digter, men uden
synderlig originalitet.

Bonden Hjalmar Jénsson (1796—1875; kaldt
Bolu-Hjålmar efter en gård) fik aldrig nogen under-
visning og han levede hele sin tid trykket af nød
og fattigdom. Af naturen var han en kraftkarl med
medfødt digterisk original ævne og i besiddelse af
veltalenhed og en kraft i sproget, der søger sin lige.
Han har stærke følelser og de træder hyppig frem i
hans digte, hvad enten han giver sin venner den ros,
de bor have, eller sine Qender det skudsmål, de for-
tjænte. Hans usle kår lægger ham ofte bitre ord på
tungen. Han minder noget om gamle Egill. En
anden bonde Påll Olafsson (1827—1906) er Hjal-
mars modsætning, altid glad og lystig, og altid en
varm lovpriser af Bacchi gaver. Han har digtet et
utal af digte, tildels af erotisk art (særlig smukke er
digtene til hans hustru), og enkelte (løse) vers ; de er
alle legende lette og formfuldendte.

Af den ældre generation af digtere, der allerede
ved og efter midten af det 19. årh. var anerkendte
som fortræffelige, er følgende tre at nævne, som endnu
lever. De hører hver for sig til de ypperste isl. digt-
ere og har haft en umådelig betydning for deres folk
hele den sidste halvdel af århundredet.

Benedikt Grondal (f. 1826) er en af landets
mest alsidige mænd, naturhistoriker, æstetiker, kul-
turhistoriker m. m. og en af de livligste ånder, der
har levet på Island. Han har udgivet flere lyriske
digtsamlinger; kærlighed og vin er hovedæmner i
hans digte, men fremfor alt hans herlige land og fædre-

Digitized by VjOOQ IC

429

sprog; historiske personer har han besunget osv.
Han har forfattet melodramatiske digte og episke
sange (om Orvar-Odd) m. m. Hans sprog er be-
rømt for dets ofte pompøse kraft og aldrig svigtende
lethed og graciose flugt; han kan også være meget
kåd og ustyrlig. I prosa skrev han et ejendommeligt
digt om Solferinoslaget, som han kaldte Heljarsljddar-
orusta; det er det pudsigste prosadigt, Island ejer, en
overmåde barok-komisk skildring i de gamle romant-
iske sagaers stil, som han mesterlig efterligner. Her
viser hans uudtommelige sproglige fremstillingsævne
sig i sin fulde glans.

Steingrimur Thorsteinsson (f. 1831), rektor
ved almenskolen i Reykjavik, klassisk filolog, er
en fint dannet humanist, lyriker i ordets bedste for-
stand; naturen spiller en stor rolle i hans digte og
næppe har nogen beskrevet den isl. natur finere eller
inderligere end han. Ofte ynder han at væve den
herlige natur ind i gamle mindeværdige tildragelser og
smælte det hele sammen til et formfuldendt, gribende
hele; således inspirerede den skonne saga om Gunn-
laugs og Helgas elskov ham til det dejlige digt,
Gilsbakkaljody med herlige naturbilleder. Steingrimur
er landets ypperste romantiker. Han er tillige en
satiriker, og mange er hans bidende epigrammer.
National som han altid har været blev han stærkt
greben af den politiske kamp i 60'erne, og fra den
tid hidrører nogle udmærkede fædrelandsdigte og
æggende sange. Han har fremdeles indlagt sig varig
fortjæneste ved oversættelser af fremmede digter-
værker; således har han oversat Tusind og én nat,
og en mængde digte af Goethe, Schiller, Tegner,
Byron, og nogle af Shakespears stykker, og nu for
nylig et udvalg af H. C. Andersens æventyr, i et
smukt og træffende sprog.

Mattias Jékkumsson (f. 1835), præst og en

Digitized by VjOOQ IC

430

tid redaktor, er en meget åndslivlig mand og med
mange interesser. Han har overmåde let ved at
digte og skrive, og endnu i sin hoje alder strør han
ud til alle sider digte og avisartikler, oversættelser
og andre skrifter (f. eks. en bog om Danmark i prosa
og på vers) uden at man mærker noget til alderdom-
mens tyngende tryk. Mattias er først og fremmest
den let bevægelige lyriker, der straks kan digte om
hvad der så end forefalder; det spøgefulde ligger dog
ikke ret for ham; derimod er han ret i sit element,
når han skal besynge tragiske begivenheder, udmærk-
ede mænds tragiske skæbne, sine og andres sorger;
så er han uforlignelig ved sin rørende inderlighed
og stemningsfuldhed; da forstår han altid at gribe
det rette. Hans arvekvad er med rette beromte.
Også udmærket er han ofte i sine advarende og op-
muntrende digte, hvis friskhed man altid beundrer.
Men han henfalder undertiden til at bruge for mange
og temlig stærke ord; det kommer tildels deraf, at
han har et ubegrænset herreddmme over sprog og
verseform; i så henseende minder han om Sigvatr.
Mattias har oversat en mængde fremmede digte og
åndelige sange. Særlig fortjæneste har han indlagt
sig ved sin oversættelse af Tegners Fridtjofssaga,
af forskellige af Shakespears dramer (Hamlet, Othello,
Macbeth, Romeo og Julie), Byrons Manfred osv. osv.
Han har endelig skrevet skuespil, hvoraf nogle er
bleven opførte på Island, som Utilegumennirnir (de
fredløse ; også i omarbejdet form kaldt Skuggasveinn),
Jon Arason, men hans dramatiske ævne står betyde-
ligt under hans lyriske. En 5-binds udgave af hans
digte er lige bleven afsluttet.

J6n 6lafsson (f. 1850), redaktor, bekendt som
politiker og polemiker; han er også en betydelig
lyrisk digter, hvis frihedssange især er bekendte ; han
har et udmærket herredomme over sprog og form.

Digitized by VjOOQ IC

431

Som salmedigtere har lektor Helgi Hålf-
danarson (1826 — 94) og især provsten Valdimar
Briem (f. 1848) erhværvet sig et anset navn.

Rimedigtningen blomstrede endnu i den
første halvdel af århundredet. Dets dygtigste repræ-
sentant var Sigur3ur Brei3fj6r3 (1798—1846),
en mand af det brede folk, en bødker af profession,
en livsglad og godt begavet mand, også en på sin
vis fortræffelig lyriker og improvisator ; af ham haves
en mængde rimer; men han blev stærkt kritiseret af
Jénas Hallgrim sson, og denne kritik virkede således,
at de rimer, han senere forfattede, blev langt bedre
end de ældre; men i virkeligheden kan han siges at
være den sidste rimedigter. Han var altid fattig og
levede under meget trykkende kår, men hans livsmod
og livsglæde svigtede aldrig.

Dramatisk digtning er der ikke meget af endnu.
Foruden dem, der allerede er nævnte, er der egenlig
kun et navn af betydning at anføre, nemlig IndriSi
Einarsson (f. 1851); fra hans hånd haves endel
skuespil: Nytårsnat, Sværd og krumstav (et historisk
skuespil; overs, på dansk). Skibet synker osv. — Der
findes et lille teater i Reykjavik og en flink lille
skuespillertrup. Men der vil gå lange tider endnu,
inden en dramatisk digtning ret kan udfolde sig.
Sikkert mangler der ikke ævner i den retning, heller
ikke hos folket interesse for den slags digtning.

Novellistik har navnlig i den sidste tid haft ad-
skillige og tildels ret gode dyrkere. Netop da den
(bortset fra de fornævnte ældste forsøg i den retning)
tilhører den sidste tid, findes her en stærk fremmed,
især dansk og tysk, påvirkning. — I 70'- og 80'eme
opholdt sig i København endel unge studenter med
digterbegavelse hver på sin måde. De kom mere
eller mindre under påvirkning af G. Brandes og den
digtning, som da udfoldedes i Norden (Danmark,

Digitized by VjOOQ IC

432

Norge). Der var H. Hafstein (f. 1861), nuværende
minister for Island, en lyrisk begavelse af hoj rang;
digtede udmærkede sange til glædens, elskovens,
vinens pris, der i meget minder om Drachmann.
Der var J>orsteinn Erlingsson (f. 1858), en radi-
kal lyrisk digter, fuld af verdensforagt, bilter satire
og respektløshed overfor dogmer, men så inderlig men-
neskelig i sin samfølelse for den svage og lidende,
hvis digte vidner om en omhyggelighed i udarbejd-
elsen og aldrig svigtende formævne og legende herre-
domme over sproget. Der var Einar Benediktsson,
en kraftig, men ofte dunkel lyriker. Der var Gest ur
Pålsson (1852 — 91), der udmærkede sig ved sine no-
veller, der, foruden at give et ret godt billede af island-
ske karakterer og forhold, viser forfatterens sans for det
psykologiske, men han er bitter og ironisk. Des-
værre mærkes temlig stærkt fremmede forbilleder
(Spielhagen, Turgenjew o. fl.). Og der var endelig
Einar Hjorleifsson (f. 1859), ubetinget den dyg-
tigste, der i udmærket sprog har skildret så mange
islandske karakterer og forhold; han er ret dygtig
psykolog, men ofte meget pessimistisk og bitter ironi-
ker. De to sidstnævnte er også hægge optrådte som
lyrikere. Endnu en novellist bor nævnes, præsien
Jonas Jénasson (f. 1856), der har skrevet nogle
mindre noveller, hvor isl. samfundsforhold er hoved-
æmnet.

Endelig fortjæner to ikke-studerede forfattere at
nævnes. Bonden Gu5mundur Fri5j6nsson er
både lyriker og novellist, men især det første.
Han fører ofte et meget voldsomt sprog og er
meget ensidig, men en ægte digternatur er han og
hans digte svulmer ofte af ubændig kraft, hans sprog
ligesådan. Hans beskrivelser af den islandske natur
er fremragende. Den anden er bonden Jon Ste få ns-
son (psevdonym: forgils gjallandi), ubetinget en af

Digitized by VjOOQ IC

433

de bedste novellister, landet har frembragt. Han har
åbenbart læst endel fremmed litteratur, men nogen
synderlig påvirkning spores der dog ikke. Karak-
tererne er rent islandske og hans naturbeskrivelser er
uovertræflFelige. Han ser godt og han forstår at gen-
give det sete. Hans sprog er udmærket.

Prosalitteraturen. Hvad historien angår, er
det for blevet nævnt at Espolin skrev sine årbøger ; der er
flere, der har fortsat det gamle annalistisk-personalhist-
oriske forfatterskab. Blandt dem indtager bonden Gf s li
KonråSsson (1787— 1877) og DaSi Nielsson, kaldt
»den frode« (1809—56), en meget fremragende plads.
Utallige er Gisles velskrevne biografier af samtidige og
ældre isl. mænd og kvinder samt historiske beretninger;
desværre er kun lidet heraf trykt og kritik må der
anvendes, men det er en utrolig fylde af positive
kundskaber, som alt dette byder. Genealoger har der
været i mængde både mænd og kvinder, og der find-
es store samlinger i biblioteker og private mænds
eje. Af Bogi Benediktsson (1771—1849) er et
meget omfangsrigt genealogisk værk vedrcwende de
isl. sysselmænd under udgivelse (Syslumannaævir).
Præsten |>orkell Bjarnason forfattede en kort
Islands historie og et skrift om reformationen på
Island (1878). En velskreven populær verdenshistorie
blev forfattet af Påll MelsteS (f. 1812), der også
skrev en samlet fremstilling af Nordens historie.
Disse bøger har haft stor betydning som behagelig
folkelæsning. J6n Jénsson har bl. a. skrevet en
populær fremstilling af Islændernes frihedstid: Gull-
did Islendinga, B. M. Olsen (f. 1850), der også har
skrevet endel litteraturhistoriske afhandlinger (f. eks.
om Sturlunga), forfattede en afhandling om kristen-
dommens indførelse i Island (1900).

J6n Sigur3sson var sikkert den ypperste
kender af Islands historie og der foreligger fra hans

28

Digitized by VjOOQ IC

434

hånd flere udmærkede afhandlinger vedrørende den;
men han nåde desværre ikke at give en samlet frem-
stilling deraf. Biskop P. Pjetursson fortsatte kirke-
historien fra 1740 til 1840 (på latin).

På det antikvariske og filologiske område er der
flere, der har udmærket sig. Finnur Magnusson
(1781 — 1847), professor ved universitetet, hører kun
delvis hertil; han er især kendt som mytolog og
runolog (Eddalæren I — IV, 1824 — 26; Lexicon mytho-
logicum 1828 osv.). Som leksikograf og versfortolker
udmærkede Sveinbjorn Egilsson (1791 — 1852)
sig ved sit fortræffelige Lexicon poeticum (1860) og
forskellige enkeltafhandlinger; han er egenlig den
første, der virkelig har haft den fulde forståelse af
den gamle skjaldedigtnings væsen. Efter ham kom
Konrad Gislason, professor, der skrev mange for-
skellige afhandlinger om sproglige *sporgsmål, deri-
blandt (på isl.) Um frumparia islenzkrar tungu (1846)
samt en aldrig fuldført isl. grammatik (på dansk);
han fuldførte en dansk-islandsk ordbog (1851); ende-
lig fortolkede han en mængde skjaldedigte med en
aldrig svigtende skarpsindighed, smag og lærdom.
GuSbrandur Vigfiisson (1827— 89) var en umåde-
lig lærd mand på det historisk- antikvariske område;
han udgav mange sagaer og skrev om Tidsregningen
i de isl. slægtsagaer (1856) m. m.; men især er han
kendt som den energiske udarbejder af det islandsk-
engelske leksikon: Icelandic-english Dictionary (1874),
som Englænderen R. Cleasby havde påbegyndt.
Eirikur Jénsson (1822—99) forfattede en isl.-
dansk ordbog (1863). Endelig kan anføres, at over-
lærer G. Zoéga (f. 1857) har udgivet en engelsk-isl.
og isl.-engelsk ordbog. Rektor J6n |>orkelsson
(1822—1904) var en overordenlig flittig mand, der
skrev om forskellige grammatiske sporgsmål og for-
fattede forskellige supplementer til isl. ordbøger.

Digitized by VjOOQ IC

435

På det folkloristiske område gjorde Magniis
Grimsson (1825 — 60) og især Jon Arnason (1819
— 88) et fortrinligt arbejde; den sidste samlede og
udgav den store samling af: Islenzkar pjédsogur og
æointyri (Isl. folkesagn og æventyr); senere udgav
han Isl. gåder, og hans værk fortsattes af O laf ur
Davi5sson (1862 — 1903), der udgav en meget rig-
holdig samling af isl. lege, vikivake-digte, remser og
folkekvad (fsl. gåtur, pulur og skemtanir I — IV).
Arkivar J6n |>orkelsson (f. 1859) har udfoldet en
stor virksomhed som litteraturhistoriker og personal-
historiker (Digtningen på Island i det 15. og 16. årh.,
1888 og flere monografier); han udgiver Diploma-
tarium Islandicum fra 2. bind af.

Den isl. lovgivning, især den gamle fra fri-
statens tid, er bleven grundig gransket og behandlet
af hojesteretsassessor V. Finsen (1823 — 92); fra hans.
hånd foreligger, foruden en udtommende, fortrinlig
udgave af Grågåsen efter de forskellige håndskrifter
og med ordregister, afhandlinger som »Om de isl.
love i fristatstiden« (1873; i Aarbb. f. nord. oldkh.),
Fristatens Institutioner (1888; i Vidensk. selsk. skr.;
en banebrydende afhandling), samt en desværre ikke
udgiven isl. retshistorie. Amtmand Påll Briem
(1857 — 1905) har skrevet nogle gode retslige afhand-
linger og udgivet et tidsskrift Logfrædingur.

Andre videnskaber. Uagtet Islændernes hele
stilling og liv har henvist dem til i en særlig grad
at dyrke historie og dermed sammenhængende forsk-
ningsæmner, har den nyere tid vist, at såsnart der
overhovedet kunde være tale om at studere andre
grene af videnskaben, har der ikke manglet anlæg og
interesser i så henseende; især gælder dette natur-
historien; naturligvis er egenlig kun begyndelsen
gjort, men det kan sikkert siges at være en god be-
gyndelse. Lægen Sveinn Pålsson (1762 — 1840)

28*

Digitized by VjOOQ IC

436

var en udmærket forsker, men desværre er kun lidet
af ham trykt. J6nas Hallgrimsson er for nævnt.
Oddur Hjaltalfn (1782—1840) udgav en isl. bota-
nik, Benedikt Grondal har især beskæftiget sig
med de lavere dyr og fuglene, hvoraf han har
gjort prægtige tegninger. Stefan Stefånsson, ad-
junkt (født 1863) har udgivet »Islands flora« (1901),
Helgi Jénsson, botaniker, beskæftiger sig med
de lavere planter (alger og desL), Bjarni Sæ-
mundsson, adjunkt, med de isl. fiskearter, deres
biologiske forhold m. m. M. h. t. Islands geologi
og geografi har især prof. J>orvaldur Théroddsen
(f. 1855) været ivrig beskæftiget; han har undersøgt
landet på kryds og på tværs og skrevet et utal af
afhandlinger både på islandsk og andre sprog;
han er især geolog. Han har også skrevet en Is-
lands geografi (overs, af Helland), samt et stort hist-
orisk-geografisk værk om Island: Landfrædissaga Is-
lands I — IV (endel overs, på tysk). Helgi Pj et urs-
son (f. 1872) har allerede udfoldet en ikke ringe
geologisk virksomhed og skrevet flere afhandlinger,
hvori han tildels har gjort flere temlig radikale op-
fattelser gældende.

Hertil skal fojes, at den udmærkede mate-
matiker Bjorn GunnlaugssoTi (1788—1876), over-
lærer, der også skrev forskellige matematiske skrifter
(Tolvisi 1865, ikke fuldført), berejste Island på kryds
og på tværs for at måle og kortlægge det; fra ham
stammer for storste delen det fortrinlige kort over
Island, Uppdråttur Islands,

På det lægevidenskabelige område er der ikke
skrevet meget af originale skrifter; endel er blevet
oversat eller bearbejdet. Landfysikus Jonas Jonas-
sen (f. 1840) skrev bl. a. en bog om den isl. syg-
dom Ekinokokken (1882). For ham havde land-

Digitized by VjOOQ IC

437

fysikus J6n Hjaltalin (1807—82) skrevet en del
afhandlinger af medicinsk og hygiejnisk art.

Angående landboforhold og fiskeri er der
blevet skrevet et utal af afhandlinger og udgivet flere
tidsskrifter. Det skal ikke her opregnes. En af-
handling af en mere omfattende art fortjæner at
nævnes, det er bonden Einar Asmundssons (1828
— 93) udmærkede, prl&belonnede skrift: Um framfarir
Islands (om Islands opkomst; 1871).

Hvad endelig teologien angår, er der bortset
fra den allersidste tid så godt som intet af viden-
skabelig interesse at nævne ; prædikener og andre op-
byggelsesskrifter er der bleven forfattede i mængde;
i så henseende fortjæner biskop P. Pjetursson
især at nævnes. Videnskabelig forfatter er den be-
kendte rationalistiske teolog Magniis Eiriksson
(1806 — 81), men han skrev så godt som alt på dansk.

Digitized by VjOOQ IC

HENVISNINGER

TIL (MINDRE) SKRIFTER OG AFHANDLINGER,
SAMT UDGAVER.

s. 1 osv. H. Zimmer: Keltische beitråge I og III i Zeits. f.
deut. alt. XXXII, XXXV; Cber die fruhesten beruhrungen der I ren
mit den Nordgermanen 1891; A. Bugge: Vesterlandenes ind-
flydelse på Nordboernes og særlig Nordmændenes ydre kultur, leve-
sæt og samfundsforhold i Vikingetiden 1905 (jfr. Vikingerne I — II).
— J. Jakobsen : Shetlandsøernes stednavne i Aarbb. f. nord. oldkh.
og hist. 1901. — E. Mogk: Kelten und Nordgermanen im 9. u.
10. jahrh. 1896. — S. 2: L. Morsbach: Zur datierung des Beo-
wulfepos i Nachrichten (Gottingen) 1906. — S. 9. Om |)ulir K.
MuUenhofif: Deut. altk. V; B. Symons: Eddalieder, Einleitung 1906.
S. 13, 1. 20. osv., jfr. Norg. Indskr. med de yngre runer s. 5:
»Som bekendt var nordboerne meget lærvillige og forstod at om-
plante på hjemlig grund kunstfrembringelser fra de lande, som
de stod i forbindelse med« (O. Nicolaissen). — S. 13, 1. 8 f. n.
Craigie: Gaelic words and names in the Icelandic sagas, Zs. f. celt.
phil. I ; Samme: The Gaels in Iceland, Proceed. of the Soc. of antiqu.
ofScotland 1898; Samme: Oldnord. ord i de gæliske sprog. Arkiv
X. — W. Faraday: The Edda I— II 1902 (Popular studies m
mythologie osv.). —S. 22—23 (strofisk inddeling) jfr. B. Symons:
Einleitung §27. — S. 28, 1. 1—3 jfr. Th. Hjelmquist: Naturskild-
ringarna i den norrona diktningen 1891. — S. 28—29 jfr. Einleit.
§ 26. — S. 31. Eddadigte: jfr. B. Symons: Einleitung i det hele, og
de der ved de enkelte afsnit anførte afhandlinger. Udgaver:
S. Bugge 1867; Hildebrand, 2. udg. ved Gering 1904; Symons og
Gering 1888 — 1905 (ordbog ved Gering); Symons' kommentar
ikke udkommen. Kommenterede udgg.: Luning 1859; Heinzel —
Detterl903. Håndskriftudgg. : God. regius (fototypisk) ved Wimmer
og F. Jénsson 1891, AM 748 (ligeledes) ved F. Jénsson 1896. —

Digitized by VjOOQ IC

439

S. 34. A. Heusler: Heimat u. alter der edd. gedichte (Hamburger
phil. versamml. 1905, Archiv. f. das stud. d. neu. spr. u. lit.
CXVI)). Jfr. Symons' Einleitung s. 133 ff. — E. Jessen: Ueber
die Eddalieder 1871 (Zs. f. deut. Phil. III). - S. Bugge: The
Home of the Edd. poems (1899). — S. 36—37. B. M. 6lsen:
Hvareru Eddukvædin til ordin? (Tfmarit XV; svar herpå og gen-
svar i samme tidsskr., følg. årg.), Um kristnitdkuna (1900). Eir.
Magniisson: Sagabook 1896. — S. 39. Phillpotts : Surtr, Arkiv f. nord.
fil. XXL— S. 40—41. S. Bugge: Die heimat der altn. lieder von
den Weisungen u. den Nibelungen I, Beitråge XXII. — S. 43.
Voluspå: Mullenhoff Deut. alt. V.; A. Heusler (overs.) 1887; F.
Detter: Die Voluspå 1899 (Sitz. her. der Akad. d. Wiss. i Wien,
bd. 140); R. Boer: Kritik d. Voluspå, Zs. f. deut. Phil. XXXVI.—
S. 47. Grfmnismål: K. Mullenhoflf sst.; R. Boer, Cber Gr., Arkiv
XXII. — S. 48. Håvamål: Mullenhoflf sst. — S. 51. Hårbardsljéa :
Aarbøger 1888; Niedner i Zs. f. deut. alt. XXXI. — S. 53. Hymis-
kvida: Hellquist, Arkiv XVIII. — S. 54. Alvfssmål: G. Schutte, Indog.
forsch. XVII, K. Helm: Beitråge XXXII. — S. 55: Skfrnismål:
E. Mogk, Untersuchungen uber die Gylfaginning; Aarbøger 1888
s. 348flr. — Lokasenna: Hirschfeld, Untersuchungen z. Lokasenna
i Acta Germ. I (1889). — S. 56. Hyndlulj65: S. Bugge, Arkiv I;
R. Boer, Arkiv XXII. — S. 57. Rfgs|)ula: S. Bugge, Arkiv I;
Lehmann, Die Rfgsl). 1904. — S. 58. Fjolsvinnsmål: Hj. Falk,
Arkiv IX. — S. 60. Volundarkvida : Niedner, Zs. f. deut. alt. XXX,
Zur Liederedda 1896; Boer, Arkiv XXIII. — S. 61. Gréttasongr :
Cederschiold, Rytmens troUmakt 1905. — S. 64. Helgakvida:
Niedner, Zs. f. deut. alt. XXXVI. M. h. t. heltedigtene i det
hele se Mullenhoflf DA V,«. — S. 67—69. Sigrdrffumål : R. Boer,
Zeits. f. deut. Phil. XXXV (også deri om Helreid); B. Symons,
Zeits. f. deut. Phil. XXIV. — S. 69. A. Heusler: Die lieder der
lucke im cod. reg. der Edda (Germ. abh., H. Paul dargebr.) 1902;
Neckel, Zeits. f. deut. Phil. XXXVII. — S. 70. Sigurdark. sk.:
Aarbøger 1897 ; Niedner, Zs. f. deut. alt. XLI. — S. 77. Darradarljéd :
S. Bugge, Norsk sagafortælling, Hist.tidsskr. 1901. — S. 86. G.
Vigftisson i Corp. poet. bor. I, Introd. § 13. — S. Bugge: Bidrag
til den ældste skaldedigtn. hist. 1894 (heri om Brage og Tjodolf
m. m.); F. Jénsson: De ældste skjalde, Aarbøger 1896. — S. 97 flf.
fjédélfr: se S. Bugge, Bidrag osv., (s. 99) G. Storm: Ynglingatal,
Arkiv XV; Noreen: Mytiska beståndsdelar i Y., Upsalastudier
1903; H. Schuck: Studier i Ynglingatal 1906—07. — S. 110.
Hdfudlausn : Egill Sk. og Erik blodøkse i Overs, over Vidsk. selsk.
forh. 1893 og de dér anførte afhandlinger af J. Jénsson, H. Frid-
riksson og B. M. 6lsen. — S. 1 13. Om Egils løse vers jfr. afhdll. af

Digitized by VjOOQ IC

440

Hj. Falk, Beitråge XII og F. Detter i Abhdl. zur germ. Philol.
(Festgabe f. R. Heinzel) 1898. — S. 118. férsdråpa: Vidensk.
selsk. Oversigt 1900. — S. 121. Om Kormaks løse vers se afhdll.
af B. M. élsen i Aarbb. 1888 og S. Bugge sst. 1889. — S. 122.
Vellekla: K. Gfslason, Efterl. Skr. I; Aarbb. 1891. — 122—23.
Tinds vers; Aarbb. 1886. — 127. Hallfreds løse vers: Arkiv XVIII.
— S. 131. Legenden om Sigvatr: Bugge, Arkiv XIII. — S. 153
nederst — s. 69. — S. 157. Om Bråvallakvadet se Arkiv X og de
der anførte afhdll.; S. Bugge: Norrdn Sagafortælling. — Sst. Om
Fridtjofssagas vers se Hj. Falk, Arkiv VI. — S. 161. Om gåderne
se festskr. til K. Maurer (Germ. abhhdl.) 1893, A. Heusler, Zs. f.
Volksk. XI. — S. 166. Kråkumål: G. Storm, Krit. bidrag, A. Ol-
rik, Sakses Oldhist II, S. Bugge, Bidrag, F. Jénsson, Vidensk.
selsk. Overs. 1905. — S. 168. VolsaJ).: A. Heusler, Zs. f. Volksk.
XIII. — S. 182. Haukr: digtet udg. af Th. M6bius 1874. Hallar-
Steinn, Rekst.: K. Gfsl. Eft.skr. I — S. 183. Nér.kg. tal: Mogk, Arkiv
IV. — S. 185. Målsh.kv.: Eir. Magntisson, Aarbøger 1888, F. J6ns-
son, sst. 1890. — S. 187—8. ))ulur: Germ. abhandlungen
(festskr. til Maurer), S. Bugge, Aarbøger 1875. — S. 189. Håtta-
tal: K. Gfsl., Eft.skr. I. —S. 193. Hrafnsmål: K. Gfsl. Eft.skr. I. — S.
195. Ranedigtet: udg. i Småstykker og Die Runenschrift. — S. 197.
Gamli, Harmsél: udg. i FJdgur gdmul kvædi, og af Kempff 1867. —
S. 198. Placitdr.; udg. i Opusc. philol. 1887. — S. 199. Leidarv. og
Lfkn., samt Heil. andakv. : Fj. gom.kv. — S. 200. Sélarljéd: udg. af S.
Bugge i Eddaudg.; A. D. Jdrgensen, Den nord. kirkes grund-
læggelse. — S. 219. Ang. hele det her og i det følg. behandlede
spdrgsmål sml. R. Meissner: Strengleikar. — S. 233. M. h. t.
sagaens formelle og andre egenskaber jfr. B. Doring: Bemerk-
ungen fiber typus u. stil d. isl. saga 1877, R. Heinzel: Beschreibung
d. isl. saga; A. U. Bååth: Studier ofver kompositionen i några
isl. åttsagor 1885. — S. 233. Om Are jfr. WerlaufiF: De Ario
multiscio 1808, K. Maurer: Ueber A. "p. Germania XV, 1870,
Ueber die ausdr., anm. 8, Germania XXXVI, B. M. Olsen: Tfma-
rit X, Aarbb. 1885, A. Bley: Zur entstehung der Jfing Isl.b., Zs.
f. dent. Phil. XXXII, 1900. — S. 239. Egilss.: E. Jessen, Glaub-
wfirdigkeit der Egilss. u. andrer Isl.sagas, Hist. Zs. XXVIII, 1872;
B. M. Olsen : Er Snorri Sturluson hdfundur Egilssdgu, Skfrnir 79.
årg., Landn. og Egilss., Aarbb. 1904; Gjessing, E.s forhold til
kongesagaen. Arkiv II; K. Maurer, Zwei rechtsfålle der Eigla 1895
(Sitz.ber., Munchen). Udg. 1886— 88. — S. 240. Gunnlaugss.: udg.
Isl.s. II. — S.241. Bjamars.: udg. 1893.— S. 243. Eyrbyggjas.: K.
Maurer, Zwei rechtsfalle der E. 1896, B. M. Olsen, Landn. og
Eyrb., Aarbb. 1905. Udg. 1864 (Sagab. VI). — S. 245. Laxdæla:

Digitized by VjOOQ IC

441

Bååth, Studier. Udg. 1890—92. — S. 247. Gull{)6riss. : udg. 1898.

— S. 248. Gfslas.: udg. 1849 (Sagab. X). — S. 250. F6stbr.s.:
udg. 1852, Hauksbék. — S. 251. Bandam.: Cederscbioid, Arkiv
V. Udg. 1850, 1874; Heusler, Zwei Isl. gesch. 1897. — S. 252.
Hallfredars.: Fornsogur 1860. — Sst. Vatsdælas.: Bååth, Studier.
Udg. i Fornsogur 1860. — S. 253. Heidarvfgas. : udg. 1904. —
S. 256. Gltimss. : Cederschidld, Kalfdråpet och vånprdfningen,
1890. Udg. i Isl. Forns6gur I, 1880. - S. 257. Valla-Ljétss.: udg.
i Isl. forns. II, 1881. — Ijésvetn.s.: Bååth, Studier. Udg. i Isl.
forns. I. — S. 259. Reykdælas.: Lotspeich, Zur Vfga-Gliims. u,
Reykd.s. 1903. Udg. i Isl. forns. II. — S, 261. ^orsteinss. og
alle de følg. er udg. i Austfirdingasogur 1902—03. — S. 265.
Njåla: Bååth, Studier, Lehmann u. Carolsfeld, Die Njålssage 1883,
F. Jénsson i Aarbb. 1904. Udg. 1875. — S. 270. Landnåma: B.
M. Olsen, Tfmarit, X. Udg. Islendingasdgur I, 1843, (særskilt)
1900, jfr. Hauksbék. — S. 275. Haflidas.: se bemærkning til s.
312. — Sturlus., ligel. — S. 276. Hrafnss., ligel. — Guåm.s. d^ra,
ligel. — S. 277. Hungrvaka: udg. i Biskupasogur I. — S. 278.
forlåkss.: udg. sst. — Pålss.: ligel. — S. 279. Prestssaga: ligel.

— Kristnis.: Brenner, Ueber die K. 1878. Udg. i Bisk. I. — S.
280. Sæmundr: K. Maurer, Ueber die ausdr., G. Storm, Sn. St.
historieskrivning; Gjessing i Sprogl. hist. studier 1896. — S. 281.
Eirfkr: Maurer, Die ausdr., G. Storm, Sn. St. hist. skr. — S. 282.
Karl: Maurer, Die ausdr. Udg. Fms. VIII, Eirspennill 1870, Frfsbék
1871, Flatøbogen II. — S. 284. Oddr: Maurer, Die ausdr., G. Storm,
Sn. Sturl. Udg. Groth 1895 (AM), Munch (Sth., Ups.) 1853. — S. 285.
Guni^laugr: Maurer sst. ; B. M. Olsen, Aarbb. 1893. Udg. af Jénssaga
1 BiskupasSgur I. — S. 287. Ældste saga: udg. af Storm 1893. —
S. 288. Agrip: K. Maurer: Ueber die ausdr. Udg. af V. Dahlerup
1880 (dipl.), jfr. Fms X. — S. 290. Morkinskinna : K. Maurer, sst,
udg. af Unger 1867. — S. 291. Fagrskinna: J. ]^orkelsson i Safn
til sogu Isl. I, G. Storm, Christi. Vidensk. selsk. forh. 1875, K.
Maurer, sst., Gjessing, Sprogl. stud. 1896. Udg. 1902—03. — S. 293.
Saga om Hakon jarl: udg. i Storms bog om Snorre. — Boglunga-
sogur: udg. i Fms IX. — S. 294. Eirfkss.: udg. af Storm 1891, i
Hauksbék, fototyp. af A. Reeves 1890. — Færeyingas.; W. Golther,
Germ. abhdl. 1893. Udg., foruden i Flatøbogen, særskilt 1832. —
S. 295. Jarlasogur: udg., foruden i Flatøbogen, særskilt i Icel.
sagas I. — S. 297. SkjOld.s.: A. Olrik, Aarbb. 1894, jfr. Fms. XI.

— J6msv.s.: K. Maurer, Ueber die ausdr., G. Storm, Arkiv I.
Udg., foruden i Fms. XI, af G. Cederschidld 1874 (Sth.), C. af
Petersens 1879 (AM. 510), samme 1882 (AM. 291). — S. 299.
Styrmir: K. Maurer, sst. — S. 300. Leg. Olafss.: J. "^orkelsson i

Digitized by VjOOQ IC

442

Safn I, K. Maurer, sst. Udg. 1849. — S. 301. Snorri: Forskellige
biografier (Boesen i Kulturhist. personligheder, G. Storms i hans
oversættelse osv.); Edda: K. Mfillenhoff, Deut. alt. V, E. Mogk,
Untersuchungen zur Gylfag., Paul-Braunes Beitr. VI, VII; Edda
Sn. St. i Aarbb. 1898. Udg. I-III, 1848—87; F. Jénsson, 1900;
Håttatal særl. af Th. M6bius l-II, 1880-81; overs, af Gylfag.
(dansk) 1900. Heimskringla: G, Storm, Sn. Sturlassdns Historie-
skrivning 1873. Udg. V. F. Jénsson, 1893-1900 (Frfsbék udg. af
Unger 1871). Oversat af G. Storm 1899. — S. 312. Den særskilte
Olafss.: udg. 1853. — Sturla: Sv. Sktilason i Safn I. Landn. udg.
1900. Sturlunga: B. M. 6lsen i Safn III, K. Kålund i Aarbb. 1901.
Udg. G. Vigfiisson, 1878, K. Kålund (I. bind) 1906; overs, ved
Kålund 1904. — Hrafnss. og Gudm.s. : også udg. i Biskupasogur I.

— Håkonars. : udg. i Fms. IX — X, Icel. sagas II, Eirspennill (Kon-
ungasogur) 1870, Frfsbék 1871, samt i Flatøbogen. — Magntiss. Fms.
XI. - S. 319. Hænsa|)6riss.: K. Maurer, Abh. der Akad. d. Wiss. i
Munchen 1871. Udg. i Isl. sogur II, 1847, Heusler 1897. — S. 320. Kor-
måkss.: Sommarin, Anteckningar (Filol. foren, i Lund) 1897. Udg.
Mobius 1886. — Grettiss.: Boer, Zs. f. deut. phil. XXX, XXXI. Udg.
1852—59; ved Boer i Sagabibl. VIII, 1900. — S. 321. Håvardars.:
udg. 1860. — S. 322. Svarfdælas. og f orl.l). : Aarbb. 1884. Udg. i Isl.
forns. III, 1883 (jfr. Flateyjarbék). — S. 322—23. Fléam.s.: udg.
i Forns6gur 1860. — S. 323 — 24. De her nævnte sagaer se ved
Sturlunga (S. 312). — S. 324. Årénss.: udg. i Bisk. I og G. Vigf s
udg. af Sturl. II, jfr. B. M. 6lsens afhdl. om Sturl. — Skåldas.
og |)ættir: udg. i Hauksb. og Flat. — S. 325. Knytlinga: K. Maurer,
Die ausdr., F. Jénsson i Vidensk. selsk. skr. 6. række IV, 1900.
Udg. i Fms. XI. — S. 327. EymundarJ).: udg. Fms. V. — Skålda-
tal: udg. og kommenteret i Sn. Edda (AM.sk udg.) III. — S. 327
ff. I det følg. anføres kun nyere særudgaver. — S. 333. Hålfss. :
udgivet af S. Bugge i Norr. sagaer af sagnh. indhold. — S. 334.
Gjafar.: udg. af Ranisch 1900. — S. 335. Orvar-Oddss. : udg. af
R. Boer 1888. - S. 336. FriåWéfss. : Hj. Falk Arkiv VI. Udg. af
L. Larsson 1893. — S. 337. Hrélfss.: udg. 1904. — S. 340. Hrélfss.
Gautr.: udg. af Detter i Zwei fornald. 1891. — S. 341. Bésasaga:
udg. af Jiriczek 1893. — S. 343. Hervarars. : Heinzel, Ueber die
Herv. 1887 (Sitz. ber.); udg. af Bugge i Norr. skr., i Hauksb6k.

— S. 344. Åsmundars.: udg. af Detter i Zwei fas. 1891. — Vols-
ungas.: Symons i Beitr. III, MQllenhoff, Zs. f. deut. alt. XXIII,
Bugge, Arkiv XVII. Udg. (påbegyndt) ved M. Olsen 1906. — S.
346. ^idrikss. : H. Bertelsen, Om Didr. af Berns saga 1902 (her
anføres de mange andre afhdll. om sagaen). Udg. ved Unger 1853,
en ny ved Bertelsen (påbegyndt) 1905—06. — S. 350. Veraldars.:

Digitized by VjOOQ IC

443

udg. i K. Gfslasons 44 Prøver. — Rémverjas.: udg. sst., jfr. Mefss-
ner, Untersuchungen 1903 (^GSttinger-Nachr.). — Tréjum.s. og
Breias. : udg. i Hauksbék; jfr. Greif, Die mittelalterl. bearb. der
Trojanersage 1887. — S. 351. Alexanderss. : udg. af Unger 1847.
— Gydingas.: udg. af G. ]^orlåksson 1881. — S, 352. Jåtvardars.:
udg. i Annaler 1852. — Témåss.: udg. af Unger 1869, Eirfkur
Magniisson 1879 — 83. — Om de isl. love se i det hele : K. Maurer,
Udsigt over nordgerm. retskilder, 1878, Die entstehung des isl. staats
1852; V. Finsen, Om den oprl. ordning af nogle af den isl. fri-
stats institutioner 1888 (Vidensk. selsk. skr. 6. R. II); K. Maurer,
Die quellenzeugnisse osv. 1869. — S. 355. Grågås: udg. af V.
Finsen (Konungsb.) 1850 fif., (Staåarhélsbék) 1879, og III. bind
bl.a. med glossar 1883. — S. 357. Jårnsfda: udg. 1847. — Jénsbék, udg.
(ved élafur Haldérsson) 1904. — S. 358. De 4 grt. afhdil. udg. i
Snorra Edda II, 1852, samt i Islands grammatiske litt. i middel-
alderen I— II, 1884—86. Vedrør, den 1. grt. afhdl. B. M. 6lsen:
Runerne 1883, Lyngby: Den oldnord. udtale, Tidsskr. for filol. II
Hægstad: Vestnorske målfore 1906. — Den 2.: E. Mogk: Der
sogenante 2. grt. traktat i Zs. f. deut. Phil. XXII, Brenner sst.
XXI. — Den 3.: B.M.Olsen: Runerne (her især om Torodd Gam-
lason). — S. 362. Glossar: udg. i Småstykker, Zs. f. deut. Phil. IX,
samt i Åldsta delen af cod. 1812, formlære-brudst. i Isl. grt. litt.

II. —S. 363. Stockh. hom.bogen: udg. 1872, (polemiske afhdil. af
Larsson og Wisén 1887—88; Jfr. Arkiv IV). — Elucidarium. udg.
(fotolitograf.) 1869, i Annaler 1858, samt i Hauksbék. - S. 364.
Leiåarvfsir: udg. i Symbolæ ad geographiam medii ævi 1821. ~
S. 365. Rfmbeygla: udg. 1780 og i Åldsta delen af cod. 1812i
Stjdrnu-Oddatal også i Hauksbék. — Algorismus: udg. i Annaler
1848 samt i Hauksbék. — S. 366. Physiologus: udg. i Aarbøger
1889. — S. 368. Theodricus: Daae, (Norsk) hist. tidsskr. 3. R.

III, G. Storm, De ældste forbindelser (Vidensk. selsk. forhandl.)
1875, Maurer, Die ausdr. Udg. i Monum. hist. Norw. 1880. — S.
369. Hist. Norw.: S. Bugge og G. Storm i Aarbøger 1873. Udg.
i Monum. hist. Norw. — S. 371. Hist. de prof. Dan. : Kålund, Aar-
bøger 1896. Udg. i SRD V. — Varnarræda: udg. 1885 (En tale mod
biskopperne). — Konungsskuggsjå: Brenner Germania XVIII; G.
Storm i Arkiv III; Blom Aarbøger 1867; Geelmuyden, Arkiv I;
Daae, Aarbøger 1896. Udg. 1768 (dansk og lat. overs.), 1848,
1881 (Brenner, ordret efter hovedmembranen m. m.). — S. 374.
Ang. lovene se især K. Maurer ovf. anf. skrift: De nordgerm.
retskilder, samt hans udførlige artikler i den tyske encyklo-
pædie. Udg. Norges gamle love (med glossar) I — V. — S. 377.
Homiliebogen: Wadstein, Ijudlåra 1890; Storm og Wadstein i

Digitized by VjOOQ IC

444

Arkiv X— XI. Udg. 1864. — Barlaams ok Jésafatss.: Storm, Arkiv
III. Udg. 1851. — S. 378. Stjern: Storm sst. Udg. 1862. — S.
379. Om hele denne hoflitt. se i almlh. Kdlbings forskellige af-
hdl., Cederschidlds indledning i Fornsdgur Sudrlanda. — S. 381.
Tristramss.: Goltlier, Die sage von Tr. u. Is. 1887 og Zs. f. franz.
spr. u. litt. XXII, Kdibing, Germ. XXXIV. Udg. i Annaler 1851,
særskilt 1878 af G. BrynjéIfisson og en anden ved Kdibing. —
Eliss.: Kdibing, Beitråge 1876, KIockhofiF 1880, Meissner, Streng-
leikar. Udg. 1881. — Iventss.: udg. i Riddarasogur 1872 og
i Sagabibl. VII. — Mdttulss.: udg. 1877 (CederschidId og
Wulff)- — Errexs.: K61bing, Germ. XVI. Udg. 1880. — Parce-
valss.: Kdibing, Germ. XIV, XV. Udg. i Riddarasogur 1872. —
Beverss.: Kdibing, Paul-Br. Beitr. XIX, Cederschidld sst. XXIII,
XXIV. Udg. i Foms. Sudrl. — S. 382. Fldventss.: Bangert, Bei-
tråge zur gesch. der Fl. 1879. Udg. i Forns. Suårl. — Fldress. :
udg. i Annaler 1850, Sagabibl. V. — Partalépas. : Kdibing, Ueber
die nord. gestalt der Partonopeussage 1873, samt i Germ. stud.
II. Udg. 1877. — Karlamagniiss. : G. Storm, Sagnkresene om Karl
den store osv. 1874. Udg. 1860. — S. 383—84. Strengleikar: Ahl-
strdm. Studier i den fomfranska lais-litt. 1892, Meissner, Die
Strengleikar 1902. Udg. 1850. — S. 386. Arngrfmr: digtet udg.
i Bisk. II. — S. 387. Eysteinn: Lilja udg. i Hist. eccl. Isl. II, af
Eir. Magniisson 1870, samt i Carm. Norr. — S. 388. Einarr: digte
udg, i Bisk, II. — Årni: ligeledes.— S. 389. Hugsvinnsmål : udg. af
Gering 1906. — S. 393. De her nævnte rimer udg. i Fernir fom-
fsl. rfmnaflokkar 1896. Griplur jfr. Kdlbings Beitråge 1876. —
S. 394. Grettisr., udg. i Rfmnasafh 1905, Skåldhelgar. sst. 1906,
élåfsr. sst. (jfr. Flatøbogen). Skfdarfma, udg. af Maurer 1869. —
S. 397. Krdkarefsr.: udg. (med sagaen) 1883, Fri5|)j6fsr. (ligeledes)
1893, Bdsar. 1894, Bjarkar. (sammen med Hrdlfss.) 1904, Skikkjur
(sammen med Mdttulss.) 1877, Geiplur (i Koschwitz: Sechs be-
arbeitungen) 1879, jfr. Kdibing i Germ. XIX., Herburtsr. og Kon-
rådsr. i Riddararfmur 1881, Vergilesr. i Kdlbings Beitråge 1876.

— S. 398. Årnasaga : udg. i Bisk. I. — Lårenzfuss. : udg, sst. — S.
399. Gudmundars.: udg. i Bisk. II. — Annalerne: herom se i det
hele G. Storms udg.. Islandske annaler 1888. — S. 402. Hardars.:
udg. i Islendingasdgur II, 1847. — Finnbogas.: udg. 1879. —
Kjalnesingas.: udg. i Isl. sdgur II, 1847. — Vfglundars.: udg. i
Nord. oldskr. XXVII, 1860. — S. 403. Bårdars.: Gotzen, Ueber
die B. 1903. Udg. i Nord. oldskr. XXVII, 1860. — Krdkare&s.:
udg. 1883. — fdrdars.: udg. 1848, jfr. Nord. oldskr. XXVII, 1860.

— Eirfkss., udg. i Flat. I. — Yngvarss.: udg. i Antiquités Russes
II, 1852. — S. 404. Nikolåss.: udg. i Heil. manna s. II. — Isl.

Digitized by VjOOQ IC

445

Æventyri: udg. I— II, 1882—83. — S. 405. Klåruss.: udg. 1879
(og i Sagabibl. XII). — S. 406. Måguss.: Suchier, Die quellen der
M., Germania XX, K6hler, Zur M. sst. XXI, Boer, Arkiv VIII, IX,
Cederschidld sst. IX. Udg. 1858 og i Fojns. Sudrlanda. - Mfr-
mannss.: udg. i Riddarasogur 1872. — Bæringss.: udg. i Forns.
Sudrl. — Konrådss. : udg. sst. — S. 407. Droplaugarsonas. (hin
meiri): udg. 1883. — S. 409. Om J6n Arason se Biskupas. II. —
Loptr, Håttalykill: udg. i Småstykker.— Vikivakar: se Isl. gåtur,
I>ulur osY. — De danske folkeviser, oversættelserne og andre
lign. digte udg. i fslenzk fornkvædi I— II, 1854—85.

Digitized by VjOOQ IC

NAVNEREGISTER.

Adalsteinsdråpa 110.
Ågrip 288.
Alcuin 377.
Alexanders s. 351.
Algérismus 365.
Alvfssmål 54.
Ambrésius s. 287.
Andreasdråpa 198.
Andvaka 188.

Annålar, Annaler 399—402.
Ans s. 336.

Ari frédi ^érgilsson 233.
Arinbjarnarkvida 112.
Arnå s. biskups 398.
Arngrfmr åbéti 386, 399.
Arngrfmur Jénsson 415.
Årni Qéruskeifr 175.
Arni Bodvarsson 411.
Årni Helgason 398.
Årni Jénsson åbéti 388.
Årni Magndsson 416.
Arnérr jarlaskåld 142.
Arens s. 324.

Åsmundars. kappabana 344.
Atlakvida 73.
Atlamål 73.
Audun illskælda 94.
Audunar )>. 270.
Austrfaiflrvfsur 135.

Baldrs draumar 47.
Baldvin Einar sson 422.

Bandadråpa 128.

Bandamanna s. 251.

Bårdar s. 403.

Barlaams s. ok Jésafats 377.

Belgskakadråpa 129.

Benedikt Grdndal 413.

Benedikt Grdndal 428, 436.

Bergr Sokkason 404.

Bersi Skåldtorfuson 130.

Bersi Véleifsson se H61mgdngu-B.

Bersdglisvfsur 136.

Berudråpa 113.

Bestiarius 366.

Bevers s. 381.

Birgisflokkr, Birgisdråpa 193.

Bjarkamål 77.

Bjarka r. 397.

Bjarke^rjarréttr 376.

Bjarnar s. hitdk. 241.

Bjarni skåld 124.

Bjarni biskup Kolbeinsson 184.

Bjarni Pålsson 419.

Bjarni Sæmundsson 436.

Bjarni Thorarensen 42^.

Bjorn breidvfkingakappi 115.

Bjorn hitdælakappi 114.

Bjorn krepphendi 173.

Bjdrn Gunnlaugsson 421, 436.

Bjdrn Haldérsson 418, 419.

Bjdrn Jénsson 414.

Blågagladråpa 143—44.

Bogi Benediktsson 433.

Digitized by VjOOQ IC

447

Bollal). 247.
Borgar))ingsldg 376.
B6sa r. 397.
B6sk s. 341.
Bragi gamli 91.
Brandr prfér 214, 274.
Brandr biskup Jénsson 351.
Bretasogur 350.
Brynjélfur Pjeturssou 423.
Brynjélfur Sveinsson 415.
Btiadråpa 182.
Buslubæn 162.
Bæringss. 406.
Bdglunga s. 293.
Bolverkr Amérsson 147.

Dadi Nfelsson 433.
Daggeislavfsur 129.
Danza-Bergi* 194.
Darradarljéd 77.

Droplaugarsona s. 262, (hin
meiri) 407.

Edda 305.

Eggert Olafsson 412.
Egill Skallagrfmsson 107.
Egils s. 239.

Egils s. ok Åsmundar 342.
Eilffr Godriinarson 117.
Einar Asmundsson 437.
Einar Benediktsson 432.
Einar Hjorleifsson 432.
Einar Sigurdsson 410.
Einarr féstri 397.
Einarr Gilsson 388, 394.
Einarr Haflidason 398, 401.
Einarr Helgason skålaglamm 121.
Einarr Skdlason 176.
Einars |). Sokkas. 294.
Eirfkr Oddsson 281.
Eirfks-dråpa (f. Kolb.) 129,

(Mark.) 172.
Eirfksmål 101.

Eirfks s. rauda 294.

Eirfks s. vfdfdrla 403.

Eirfkur Jénsson 434.

Elfervlsur 178.

Elis s. ok Résamundu 381.

Elucidarius 363.

Erpr Itiiandi 90.

Errex s, 381.

Eyjélfr dådaskåld 128.

Eykyndilsvfsur 114.

Eymundar p. 327.

Eyrbyggja s. 243.

Eysteinn Åsgrfmsson 387»

Eysteinn Valdason 117.

Eyvindr Finnsson 102.

Fåfnismål 67.
Fagrskinna 291.
Finnboga s. ramma 402.
Finnbogi frédi 214.
Finnur Jénsson, biskop 417.
Finnur Magndsson 434.
Finsen, V. 435.
Fjdlsvinnsmål 58.
Fleinn 90.

Fléamanna s. 322—23.
Fleres s. ok Blankifliir 382«
Flos peregrinationis 364.
Flévents s. 382.
Folkeviser =
Fomkvædi 409
Féstbræåra s. 250.
Fridpjéfs r. 397.
FriaWéfs s. 336.
Frosta))ingsldg 375.
Færeyingasaga 294.

Gamli kanoki 197.
Gåder 161.
Geiplur 397.
Geirmundar |). 315.
Geisli 178.
Gestur Pålsson 432.
Gilsp. 270.

Digitized by VjOOQ IC

448

Gfsl Illhugason 173.
Gfsla s. Surss. 248.
Gfsli Brynjélfsson 428.
Gfsli Konrådsson 433.
Gfsli Sdrsson 116.
Gizurr gullbrå 141.
GizuiT Hallsson 364.
Gjafa-Refs s. ok Gautr. 334.
Gliimr Geirason 119.
Glymdråpa 96.
Glælognskvida 142.
God- se Gud-
Gottskålk Jénsson 413.
Gråfeldardråpa 119.
Grågås 355.
Gråmagaflfm 114.
Grani skåld 147.
Grautar-Halli 148.
Grettis r. 394.
Grettis s. 32U.
Grfmnismål 47.
Grfmr Droplaugarson 117.
Grfmr Hélmsteinsson 352.
Grfms s. lodinkinna 335.
Grfmur Thomsen 427.
Grfpisspå 154.
Griplur 393.
Grfssvfsur 126.
Grégaldr 58.
Gréttasdngr 61.
Grænlendinga 1). 294.
Gudbrandur Vigfiisson 434.
G udbrand ur ^orlåksson 410.
Gudmundardråpa 386, 388.
Gudmundar s. d^ra 276, 315.
Gudmundar s. belga 279, 315, 399.
Gudmundur Andrjesson 416.
Gudmundur Berg|)6rsson 411.
Gudmundur Fridjénsson 432.
Gudn!inarhvdt 76.
Gudn!inarkvida (1) 70.
Gudn!inarkvida en forna 72.
Guariinarkviaa (III) 72.

Gula|)ingsl5g 375.
Gall|)6ris s. 247.
Gunnlaugr mdnkr 285.
Gunnlaugr ormstunga 127.
Gunnlaugs s. 240.
Gutthormr sindri 101.
Gydingasaga 351.
Gylfaginning se Edda.
Gdngu-Hrélfs s. 341.

Hafgerdingadråpa 107.

Haflida s. ok ^orgils 275, 315.

Haflidaskrå 355.

Hafstein, H. 432

Håkon ungi 377.

Håkonardråpa (Gutth.) 101,

(Hallfr.) 126.
Håkonarflokkr 194.
Håkonarkvida 193.
Håkonarmål 103.
Håkonar s. Ivarss. 293.
Håkonar s. gamla 318.
Haldérr ékristni 128.
Haldérr skvaldri 174.
Haldérs |). 270.
Håleygjaial 105.
Halfdan Einarsson 418.
Hålfdanar s. Brdnuf. 342.
Hålfdanar s. Kysteinss. 340.
Hålfs s. 333.
Hallar-Steinn 182.
Hallfredar s. 252.
Hallfredr vandrædask. 124.
Hallgrfmur PJetursson 411.
Halli stirdi 147.
Hallr ]^6rarinsson 180.
Hamdismål 76.
Hannes Finnsson 419.
Harald hårfagre 94.
Harald hårdråde 106.
Haraldskvædi 95.
Hårbardsljéd 51.
Hardar s. 243, 402.

Digitized by VjOOQ IC

449

Harmsél 197.

Håttalykill 180, (Lopts) 409.

Håttatal 189, 307.

Haukr Erlendsson 271.

Haukr Valdfsarson 182.

Haustloug 99.

Håvamål 48.

Håvardar s. 321.

Håvardr halti 117.

Heidarvfga s. 253.

Heidsævislog 375, 376.

Heilagra manna sogur (blémstr)
352, 379, 403.

Heilagsanda vfsur 200.

Heimskringla 308.

Helgakvida hund. (I) 64.

Helgakvida Hjorv. 65.

Helgendigte 388—89, 408.

Helgi Hålfdanarson 431.

Helgi Jénsson 436.

Helgi Pjetursson 436.

Helreid 71.

Herburts r. 397.

Hervarar s. 343.

Hirdskrå 376.

Historia de ant. reg. Norw. 368.

Historia de prof. Dan. 371.

Historia Norvegiæ 369.

Hjalmar Jénsson 428.

Hjålmtérs r. 397.

Hjålmtérs s. ok Olvis 343.

Hofgarda-Refr 141.

Holmgongu-Bersi 115.

Homilfur 363, 377.

Hrafnkelss. 264.

Hrafn Onnndarson 128.

Hrafnsmål 193.

Hrafns s. Svbj. 276, 315.

Hreidars J). 270.

Hrélfr af Skålmarnesi 328.

Hrélfs s. Gautrekss. 340.

Hrélfs s. kraka 337.

Hromundar s. 333.

Hryggjarstykki 282.
Hrynhenda(Arn.) 144,(Sturlu)193.
Hugsvinnsmål 389.
Hungrvaka 277.
Hiisdråpa 116.
Hymiskvida 53.
Hyndluljéd 56.
Hænsal)6ris s. 243, 319.
Hofadlausn (Egils) 110, (Ott.)
139, (for.) 142.

Illuga s. grfdarféstra 342.
Illugi Bryndælaskåld 148.
Indridi Einarsson 431.
Islendingabék 234.
Islendingadråpa 182.
Islendingasaga 315.
Ivarr Ingimundarson 175.
Iventss. 381.

Jarla s. 295.

Jarlsnfd 123.

Jårnsfåa 357.

Jåtvaråar s. 352.

Jémsvfkingadråpa 184.

Jémsvfkinga s. 297.

J6n Arason 409.

J6n Arnason, jurist 417.

J6n Arnason 435.

J6n Egilsson 413.

Jon Eirfksson 419.

Jon Espélfn 414.

J6n Gottskålksson 413.

J6n Haldorsson, biskop 404.

J6n Haldérsson 414.

J6n Hjaltalfn 437.

J6n Jénsson 433.

J6n Olafsson, oldforsker 418.

J6n Olafsson 430.

J6n Pålsson 408.

J6n Sigurdsson 423, 433.

Jon Stcfånsson 432.

Jon Sveinsson 419.

29

Digitized by VjOOQ IC

450

Jon Théroddsen 426.

Jon porkelsson Vidalin 418.

Jon f»orkelsson, rektor 434.

J6n ]^orkelsson 435.

Jon ^oriåksson 412.

J6n ^orieiEsson 427.

Jonas Hallgnrnsson 423, 425-26,

436.
Jonas Jonassen 436.
Jonas Jonasson 432.
Jonsbok 357.
Jens s. biskups 285.
Jons s. skfrara 352.
Joninn skåldmær 101.

Kålfr skåld 389 (393).

Kålfsvfsa 186.

Karl Jonsson, åboti 282.

Karlamagn6s s. 382.

Kåniljod 63.

Ketils s. hæings 335.

Kjalnesinga s. 402.

Klaras s. 405.

Kn6tsdråpa (Sigw) 138, i^Ott)

139.
Kn^tlinga s 325.
Kolbeinn Tumason 198.
Kolskeggr frodi 214, 274.
Kouråd Gfslason 423, 434.
Konrads r. 397.
Konrads s. 406.
Konungsskoggsjå 371.
Kormåkr 120.
Kormåks s. 320.
Kråkumål 166.
Kristjån Jonsson 427.
Kristn! s. 279.
Krokarefs r. 397.
I^okarefs s. 403.

Landnåmabok 270, 301, 314.
Landréss r. 397.
Lårenzius s. 398.
Laxdæla s. 245.

Leidarrfsan 199.

Leidarvisir ok borgaskipan 364.
Liknarbraut 199.
, Ulja 387.
Ljomur 409.
Ljdsvetninga s. 257.
Lokasenna 55.
Lokrar 393.

Loptr Guttormsson 409.
Lygisdgor 405 — 06.

Magnus barfod 173.

Magniis gédi 106.

Magniis Einarsson 411.

.Magnids Eirfksson 437.

Magniis Grimsson 435.

Magnus Jonsson 411.

Magniis Olafisson 415.

Magnus Stephensen 420.

Magnésdrapa (Ara.) 144.

Magnusflokkr (pj6d.) 146.

Magnus s. helga 296.

Magniis s. lagabætis 318.

Mågus s. 406.
, MålshåtUkvædi 185.
[ Mani skåld 179.

Mårf u s. 352.

Markus Skeggjason 172.

Mattias Jokkumsson 429.

Merlfnus spå 287.

Mirmanns s. 406.

Morkinskinna 290.

' Mottuls s. 381.
I
Nafiia|>u]ur 187.

I Nesjavisur 135.

^ Xiddigtniog 151, 194.

Nikulås Bergsson 197, 364.
J Nikulåsdråpa 198.
, Nikulås s. 404.
. Xizårvisur 150.

Njåls s. 265.
. Nordrsetudråpa 118.

Noregskonungatal 183.

Digitized by VjOOQ IC

451

Nornagests \i. 346.

Oddr breidfirdingr 115.

Oddr Kfkinaskåld 147.

Oddr munkr 284.

Oddrtinargråtr 73.

Oddur Hjaltalfii 436.

t)låfr helgi 106.

Olåfr Tryggvasoii 106.

6låfr f 6rdarson 191, 360.

Olåfsdråpa (Hallfr.) 126 (bis),

(Steins) 150, (= Geisli) 178.
élåfs r. 394.
()låfs s. helga 287, 300.
Olafs s. Tryggvas. 284, 286.
Olafur Davfåsson 435.
6lafur Jénssoii 410.
Olafur Olavfus 419.
Olsen, B. M., 433.
Orkneyinga s. = Jarla s. 295,
Ormr éframi 90.
6ttarr svarti 138.

Påll Biiem 435.

PåU J6nssou Vf dalfil 417.

Påll Melsted 433.

Påll Olafsson 428.

Pals s. biskups 278.

Parcevals s. 381.

Partalépa s. 382.

Physiologus 366.

Pjetiir Pjetursson 434, 437.

Plåcftiisdråpa 198.

Postola s. 352.

Ragnarsdråpa 93.
Ragnars s. 339.
Ragnarssona )). 339.
Rask, R., 421.
Reginsmål 67.
Rekstefja 182.
Reykdæla s. 259.
Rfgsl)ula 57.

Rfmbeygla 365.
Rébert åbéti 380.
Rodbert meistari 296.
Rédudråpa 130.
Rémverja sogur 350.
Runedigt 195.
Runélfur J6nsson 418.
Rognvaldr 90.
Rognvaldr kali 179.
Rognvaldsdråpa 143.

Sendibftr 101.
SexsteQa 146.
Sigrdrffumål 67.
Sigurdarbålkr 175.
Sigurdardråpa 121.
Sigurdarkvida en skamma 70.
Sigurdr blindi 408.
Sigurdr féstri 397.
Sigurdur Breidfj6rd 431.
Sigurdur Pjetursson 413.
Sigvatr f>6rdarson 130.
Skåldasaga 324.
Skåldatal 327.
Skåldhelga r. 394.
Skåldskaparmål, se Edda.
Skfda r. 394.
Skikkju r. 397.
Skfrnismål 55.
Skjoldunga s. 297.
Skdli forsteinsson 128.
Sneglu-Halla t). 270.
Sneglu-Halli 148.
Snorri Sturluson 188, 301.
Snæfrfdardråpa 94.
S61arlj6d 200.
Sonatorrek 111.
Sorptrogsvfsur 146.
Stefan Bjornsson 419.
Stefan Olafsson 412.
Stefan Stefånsson 436.
Steingrfmur Thorsteinsson 429.
Steinn Herdfsarson 147, 150,
29*

Digitized by VjOOQ IC

452

Stjern 378.
Stjornu-Oddi 365.
StolinsteQa 95.
Strengleikar 383.
Stdfr férdarson 148.
Stdfsdråpa, Stdfa 148.
Sturla férdarson 192, 312.
Sturlaugs r. 397.
Sturlaugs s. 340.
Sturlunga 315.
Sturlu s. 275, 315.
Stutlfeldardråpa 175.
Styrmir frédi 299.
Svarfdæla s. 322.
Sveinbjdrn Egilsson 434.
Sveinn, skald 118.
Svein n Påisson 435.
Sveinn Solvason 417.
Sverris s. 282, 300.
Svfnfellinga s. 317, 324.
Syrpuvers 163.
Sæmundr frédi 280.

Theodricus munk 368.
Tindr Hallkelsson 122.
Tomas Sæmundsson 423.
T6mås s. erkibiskups 352, 377.
Torf-Einarr jarl 101.
Tristrams s. 381.
Tréj umanna s. 350.
Tryggvaflokkr 136.
Tøgdråpa 142.

Ulfr Sebbason 100.
IJlfr Uggason 116.
tltfarardråpa 175.

Vafl)nidnismål 46.
Valdimar Briem 431.
Valgardr å Velli 148.
Vallaljéts s. 257.
Vall)j6fr skåld 147.
\'åpnfirdinga s. 262.

Varnarræda 371.

Vatsdæla s. 252.

Vellekla 122.

Vémundar s. ok Viga-Skiitu, se

Reykdælas.
Veraldar s. 350.
Vergiles r. 397.
Vestrfarai'vfsur 136.
Vfga-Gliimr 117.
Vfga-Gidms s. 256.
Vigfiiss Vfga-Gliimsson 124.
Vfglundar s. 402.
N'fkarsbålkr 159.
Vfkingarvfsur 135.
Vikivakakvædi 409, 411.
Vitæ patrum 352.
Worm, Ole 415.
Volsa J). 168.

Volsungakvida en forna 62.
Volsunga s. 344.
Volsungs r. 393.
V61undarkvida 60.
Vaiuspå 43.
Voluspå en skamma 154.

Ynglingatal 98.
Yngvars s. vfdforla 403.

Zoéga, G., 434.

fidriks s. 346.
f jodélfr 6r Hvini 97.
J>j6d61fr Arnérsson 145.
J>6rarinn loftunga 142.
férarinn Skeggi'ason 147.
J>6rarinn stuttfeldr 175.
f>orbj6rn dfsarskåld 118.
J>orbj6rn hornklofi 95.
f>6rdar s. hredu 403.
férdar s. kakala 317, 323.
f 6rdr Kolbeinsson 129.
f 6rdr Sjåreksson 129.
p>(3rdur Magni^sson 411.

Digitized by VjOOQ IC

453

fordur f>oriåksson 416.
f>orfinosdråpa 145.
f>orgeirsdråpa 141.
forgilsdråpa 192.
f>orgils s. ok Haflida, se Haflida

s. ok f>.
forgils s. skarda 317, 323.
|>orgrfinst)ula 18G.
fxjrfdr Snorradéltir 214.
f>orkel] Bjarnason 433.
f>orkell Gfslason 182.
f>orkell hamarskåld 173.
f orlåks s. biskups 278.
forlåkur Skiilason 416.
f>orlåkur férarinsson 411.
f orleifr jarlsskåld 123, 322.
forleikr fagri 149.
formédr Kolbriinarskåld 139.
|>orm6dr Olåfsson 389.
f>orm6dur Torfason 416.
f> oroddr ninamcistari 361.

férsdråpa 118.
forstein n Erlingsson 432.
f orsteinn surtr 364.
forsteins s. hvfta 261.
forsteins s. Vfkingssonar 336.
forvaldur Théroddsen 436.
f rymlur 393.
f rymskvida 52.
f rændlur 394.
f ulur, se Nafna{)ulur.
fverårvfsur 192.
f ættir om Harald hårf. og Half-
dan svarte 324.

Æventyr 404.

Ogmundar {). ok Gunnars 270.
Olkofra 1). 270.
Olvir hniifa 97.
Orvar-Odds s. 335.
Øxarflokkr 178.

^ OF THE

UNIVERSITY

OF

Trykfejl: S. 186 3. f. n. læs Kålfsvfsa.

Digitized by VjOOQ IC

1 --•

Digitized by VjOOQIC

Digitized by VjOOQ IC

Digitized by VjOOQ IC

Digitized by VjOOQ IC

WK^^^'^^

^^^^^^^^H^^^^^^^^^H^HDESP

W^^^

H^HHI^^^^V^P^CHHh^

14 DAY USE

RETURN TO DESK FROM WHICH BORROWED C«

LOAN DEPT.

This book is due on the last date stamped below, or

on the date to which renewed.

Renewed books are sub ject to immediate recalL

2aJ*'(^

R b CP t.P

HftR5 tiS-SPW

IIW1419B7 38

-Rf^

cewFD

(

APR30 ' 67-4rW

'tC 08 1989

jwwsyARio^ail

LD 21A-60m-4,'64
(E45558l0)476B

General Library
Univenity of California

fe:""'-

vr\ / jiOA A

U.C. BERKELEY LIBRARIES

■IIJIIIIIIII

CD2i0aS7S7

Digitized by VjOOQ IC

Digitized by VjOOQ IC