Skip to main content

Full text of "Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter"

See other formats 


DET 


KONGELIGE DANSKE 


| VIDENSKABERNES SELSKABS SKRIFTER. 


SJETTE RÆKKE. 


NATURVIDENSKABELIG OG MATHEMATISK 


AFDELING. 


FJERDE BIND. 


MED FEM OG TYVE TAVLER. 


KJØBENHAVN. 
BIANCO LUNOS KGL. HOF-BOGTRYKKERI (F. DREYER). 


1886— 1888. 


DET 


KONGELIGE DANSKE 


VIDENSKABERNES. SELSKABS: SRRIFTER. 


SJETTE RÆKKE. 


NATURVIDENSKABELIG OG MATHEMATISK 


AFDELING. 


FJERDE BIND. 


MED FEM OG TYVE TAVLER. 


KJOBENHAVN. 


1886— 1888. 


TAL 


DRAKE HOLDE 


a, ER 


r i i 5 i Fa i | “ | 
| [TRE kd 
a FFE aA | Fo 


» MD 
= 
Bi 
À 


| A 
AA TEA NETTER EH NIE TEEN 
‘th 17 


ae ) 


i 3 


‚HRUULSS 


nase i "TET" FR à défi u 


INDHOLD. 


Fortegnelse over Selskabets Medlemmer. December 1888. ............... ............ 


1. 


J. E.V. Boas: Spolia atlantica. Bidrag til Pteropodernes Morfologi og Systematik samt til Kund- 
skaben om deres geografiske Udbredelse. Med 8 Tavler. Resume en frangais........ 
Alfr. Lehmann: Om Anvendelsen af Middelgradationernes Metode paa Lyssansen. Med 1 Tavle . 
Ad. Hannover: Primordialbrusken og dens Forbening i Truncus og Extremiteter hos Mennesket 
for Fodselen. Table des matières et Extrait en français. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 
Chr. Fr. Lütken: Tillæg til »Bidrag til Kundskab om Arterne af Slægten Cyamus Latr. eller Hval- 
Insenes. Med) i Tavle. Resume en francais »- ee ces ee = es con 
— Fortsatte Bidrag til Kundskab om de arktiske Dybhavs-Tudsefiske, særligt Slægten Himan- 


tolophus. Med 1 Tavle. Résumé en français . ....................... ac 
— Kritiske Studier over nogle Tandhvaler af Slægterne Tursiops, Orca og Lagenorhynchus. 
Med 2 Tavler Resume. en. francais. =... se = es se essieu she e mis es eee © eke 
E. Koefoed: Studier i Platosoforbindelser . . .. ............................. 
Eug. Warming: Familien Podostemaceae. Tredje Afhandling. Med 12 Tavler. Résumé et expli- 
cation des planches en français .......... CR SNO ERE ct he chere 


Side 


265. 


315. 


TOGET TT 


reds OM er ehe 


sy 


In ouh ur are LAS 
oui nie allege (ils 5 


Kir rl et 
ur ef sd! "ir ea 
i nen > ‘ 
1 ei eS a 
ji se ar du are aie AN 
age mu test 9 bell TOME AK NER 
di ee logit > v 5 


ee ee DR rs 
> lan ue > haare ode ke 1 1 a 

pl ae ur at Conall @ vu 

ee > DET u LE BØ 

1 arsen ee er ALT Ze TE K L 

Lait de dust, alge vibre 


FORTEGNELSE 


OVER 


DET KONGELIGE DANSKE VIDENSKABERNES SELSKABS 


MEDLEMMER. 


DECEMBER 1iss8. 


Protektor: 


Hans Majestæt Kongen. 


Præsident: 


H. P. J. Jul. Thomsen. 


Sekretær: H. G. Zeuthen. 
Redaktør: Vilh. L. P. Thomsen. 


Kasserer: Fr. V. A. Meinert. 


Kasse- Kommissionen. 


J. L. Ussing. J. F. Johnstrup. P. E. Holm. T. N. Thiele. 
Revisorer. 
P. C. Jul. Petersen. H. F. A. Topsee. 


Ordbogs- Kommissionen. 


Vilh. L. P. Thomsen. L. F. A. Wimmer. 


Kommissionen for Udgivelsen af et dansk Diplomatarium og 
Regesta diplomatica. 


P. E. Holm. H. F. Rordam. Joh. C. H. R. Steenstrup. 


Indenlandske Medlemmer. 


Steenstrup, Johannes Japetus Smith, Dr. med. & phil., Etatsraad, fh. Professor i Zoologi 
ved Kjøbenhavns Universitet, Storkors af Danebrog og Danebrogsmand, Ridder af 
den preussiske Orden pour le mérite, Storkors af Nordstjernen, Kommandør af den 
spanske Isabella den Katholskes Orden og af den italienske Kroneorden. 

Wegener, Caspar Frederik, Dr. phil., Gehejmekonferensraad, fh. Gehejmearkivar, Kgl. Histo- 
riograf og Ordenshistoriograf, Storkors af Danebrog og Danebrogsmand, Storkors 
af den græske Frelserorden, af den russiske St. Annaorden og af Nordstjernen, 
Kommander af St. Olafsordenen. 

Engelstoft, Christian Thorning, Dr. theol., Biskop over Fyns Stift, Storkors af Danebrog 
og Danebrogsmand. 

Ussing, Johan Louis, Dr. phil., LL. D., Professor i klassisk Filologi og Arkæologi ved 
Kjøbenhavns Universitet, Kommandør af Danebrog og Danebrogsmand, Officer af 
den græske Frelserorden. 

Hannover, Adolph, Dr. med, Professor, Ridder af Danebrog. 

Andre, Carl Christopher Georg, Dr. phil., Gehejmekonferensraad, fh. Direkter for Grad- 
maalingen, Storkors af Danebrog og Danebrogsmand, Storkors af den preussiske 
Kroneorden og af den sicilianske Frants den Forstes Orden. 

Gislason, Konrad, Dr.phil., fh. Professor i de nordiske Sprog ved Kjøbenhavns Univer- 
sitet, Ridder af Danebrog og Danebrogsmand, Ridder af Nordstjernen. 

Müller, Carl Ludvig, Lic. theol., Dr. phil., Etatsraad, Direktor for den kongelige Mont- 
samling og Antiksamlingen samt Inspekter ved Thorvaldsens Museum, Ridder af 
Danebrog og Danebrogsmand, Kommander af St. Olafsordenen, Ridder af Nord- 
stjernen og af St. Annaordenen. 

Thomsen, Hans Peter Jürgen Julius, Dr. med. & phil., Professor i Kemi ved Kjøbenhavns 
Universitet og den polytekniske Læreanstalt, Direktor for den polytekniske Læreanstalt, 
Kommandør af Danebrog og Danebrogsmand, Selskabets Præsident. 


Vil 


Rink, Hinrich Johannes, Dr. phil., Justitsraad, fh. Direktor for den Kgl. Gronlandske Handel, 
Ridder af Danebrog og Danebrogsmand, Ridder af Nordstjernen og af St. Olafs- 
ordenen. 

Johnstrup, Johannes Frederik, Professor i Mineralogi ved Kjøbenhavns Universitet og den 
polytekniske Læreanstalt, Kommandør af Danebrog og Danebrogsmand. 

Barfoed, Christen Thomsen, Dr. med. & phil., Professor, fh. Lektor i Kemi og Farmaci ved 
den Kel. Veterinær- og Landbohejskole, Kommandor af Danebrog og Danebrogsmand, 
Ridder af St. Olafsordenen. 


Lange, Johan Martin Christian, Dr. phil., Professor, Lærer i Botanik ved den Kgl. Vete- 
rinær- og Landbohojskole, Ridder af Danebrog og Danebrogsmand, Ridder af den 
italienske Kroneorden. 


Lorenz, Ludvig Valentin, Dr. phil., Etatsraad, fh. Lærer i Fysik og Naturlere ved Officer- 
skolen, Ridder af Danebrog og Danebrogsmand. 

Mehren, August Michael Ferdinand van, Dr. phil., Professor i semitisk-orientalsk Filologi 
ved Kjøbenhavns Universitet, Ridder af Danebrog og Danebrogsmand, Kommandør 


af St. Stanislausordenen. 


Holm, Peter Edvard, Dr. phil., Professor i Historie ved Kjøbenhavns Universitet, Ridder af 
Danebrog og Danebrogsmand. 


Lund, Georg Frederik Vilhelm, Dr. phil., Professor, fh. Rektor ved Aarhus Kathedralskole, 
Ridder af Danebrog. 


Lütken, Christian Frederik, Dr. phil., Professor i Zoologi ved Kjøbenhavns Universitet, 
Ridder af Danebrog. 

Rordam, Holger Frederik, Dr. phil., Sogneprest i Lyngby, Ridder af Danebrog. 

Zeuthen, Hieronymus Georg, Dr. phil., Professor i Mathematik ved Kjøbenhavns Univer- 


sitet og den polytekniske Læreanstalt, Ridder af Danebrog og af Nordstjernen, Sel- 
skabets Sekretær. 


Jørgensen, Sofus Mads, Dr.phil., Professor i Kemi ved Kjøbenhavns Universitet og den 
polytekniske Læreanstalt, Ridder af Danebrog. 


Christiansen, Christian, Professor i Fysik ved Kjøbenhavns Universitet og den polytek- 
niske Læreanstalt, Ridder af Danebrog. 


Fausbøll, Michael Viggo, Dr.phil., Professor i indisk-orientalsk Filologi ved Kjøbenhavns 
Universitet, Ridder af Danebrog. 


Thorkelsson, Jon, Dr. phil., Rektor ved Reykjaviks lærde Skole, Ridder af Danebrog. 


Krabbe, Harald, Dr. med., Lærer i Anatomi og Fysiologi ved den Kgl. Veterinær- og 
Landbohøjskole, Ridder af Danebrog. 


Thomsen, Vilhelm Ludvig Peter, Dr. phil., Professor i sammenlignende Sprogvidenskab ved 
Kjøbenhavns Universitet, Ridder af Danebrog, Selskabets Redaktør. 

Wimmer, Ludvig Frands Adalbert, Dr. phil., Professor i de nordiske Sprog ved Kjøbenhavns 
Universitet, Ridder af Danebrog. 

Lange, Julius Henrik, Dr.phil., Professor i Kunsthistorie ved Kjøbenhavns Universitet og 
Docent ved Kunstakademiet, Ridder af Danebrog og af Nordstjernen. 

Topsøe, Haldor, Dr. phil., Arbejdsinspektor, Lærer i Kemi ved Officerskolen i Kjøbenhavn, 
Ridder af Danebrog og Danebrogsmand. 

Warming, Johannes Eugenius Bülow, Dr. phil., Professor i Botanik ved Kjøbenhavns 
Universitet, Ridder af Danebrog og af den brasilianske Roseorden. 


Petersen, Peter Christian Julius, Dr. phil., Professor i Mathematik ved Kjøbenhavns Uni- 
versitet. 


Thiele, Thorvald Nikolai, Dr. phil., Professor i Astronomi ved Kjøbenhavns Universitet. 

Meinert, Frederik Vilhelm August, Dr. phil., {ste Inspektor ved Universitetets zoologiske 
Museum, Selskabets Kasserer. 

Goos, August Herman Ferdinand Carl, Dr. jur., Professor i Lovkyndighed ved Kjøbenhavns 
Universitet, extraord. Assessor i Højesteret, Overinspektor for Fængselsvæsenet, 
Kommandør af Danebrog og Danebrogsmand. 

Rostrup, Frederik Georg Emil, Docent i Plantepathologi ved den Kgl. Veterinær- og Landbo- 
højskole, Ridder af Danebrog og af Vasaordenen. 

Steenstrup, Johannes Christoffer Hagemann Reinhardt, Dr. jur., Professor Rostgardianus 
i nordisk Historie og Antikviteter ved Kjøbenhavns Universitet. 

Gertz, Martin Clarentius, Dr. phil., Professor i klassisk Filologi ved Kjøbenhavns Universitet, 
Ridder af Danebrog. 

Nellemann, Johannes Magnus Valdemar, Dr. jur., Justitsminister og Minister for Island, 
extraord. Assessor i Højesteret, Direktør ved det Classenske Fideikommis, Storkors 
af Danebrog og Danebrogsmand, Storkors af Nordstjernen og den belgiske Leo- 
poldsorden. 


Jorgensen, Adolf Ditlev, Gehejmearkivar, Ridder af Danebrog. 


Heiberg, Johan Ludvig, Dr. phil., Bestyrer af Borgerdydskolen i Kjebenhavn. 

Finsen, Vilhjälmur Ludvig, Dr.jur., fh. Assessor i Hojesteret, Kommandor af Danebrog 
og Danebrogsmand. 

Høffding, Harald, Dr. phil., Professor i Filosofi ved Kjøbenhavns Universitet. 

Kroman, Kristian Frederik Vilhelm, Dr. phil., Professor i Filosofi ved Kjøbenhavns 
Universitet. 

Müller. Peter Erasmus, Dr. phil., Kammerherre, Hofjægermester, Overførster for anden 
Inspektion, Overinspektør for Sorø Akademis Skove, Ridder af Danebrog og Dane- 
brogsmand, Kommandør af St. Olafsordenen, Ridder af St. Stanislausordenen. 

Bohr, Christian Harald Lauritz Peter Emil, Dr. med., Lektor i Fysiologi ved Kjøbenhavns 
Universitet. 

Gram, Jørgen Pedersen, Dr. phil., Direktør ved Forsikringsselskabet «Skjold» i Kjøbenhavn. 

Paulsen, Adam Frederik Wivet, Bestyrer af det danske meteorologiske Institut, Ridder af 
Danebrog. 

Valentiner, Herman, Dr. phil., Lærer i Mathematik ved Officersskolen. 

Erslev, Kristian Sofus August, Dr. phil., Professor i Historie ved Kjøbenhavns Universitet, 

Fridericia, Julius Albert, Dr. phil., {ste Assistent ved Universitets-Bibliotheket i Kjøbenhavn. 

Sundby, Thor, Dr. phil., Professor i romanske Sprog ved Kjøbenhavns Universitet. 

Verner, Karl Adolf, Dr. phil., Professor i slavisk Sprog og Litteratur ved Kjøbenhavns 


Universitet. 


XI 


Udenlandske Medlemmer. 


Chevreul, Michel-Eugene, Medlem af det franske Institut i Paris, Ridder af Danebrog. 
Weber, Wilhelm, Dr. med. & phil., Professor i Fysik ved Universitetet i Göttingen. 


Airy, Sir George Biddell, LL.D., D.C.L., Kongl. Astronom’ ved Observatoriet i Greenwich, 
Medlem af Royal Society i London. 


Gottsche, C. M., Dr. med. & phil., Lege i Altona. 


Bunsen, Robert Wilhelm, Dr. phil., Gehejmeraad, Professor i Kemi ved Universitetet i 
Heidelberg, Ridder af Danebrog. 


Owen, Richard, D.C.L., LL.D., Superintendent over British Museum, Medlem af Royal 
Society i London. 

Daubree, A., Professor i Geologi ved Muséum d'Histoire naturelle, Medlem af det franske 
Institut i Paris. 

Styffe, Carl Gustaf, Dr. phil., fh. Bibliothekar ved Universitetsbibliotheket i Upsala. 


Broch, Ole Jacob, Dr. phil., Professor i Mathematik i Kristiania, fh. Chef for det 
Kgl. Norske Marine-Departement. 


Hooker, Sir Joseph Dalton, M.D., D.C.L., LL.D., Direktor for den Kongelige Botaniske 
Have i Kew, Vicepræsident for Royal Society i London. 


Rossi, Giambattista de’, Commendatore, Direkter for de arkæologiske Samlinger i Rom. 


Rawlinson, Sir Henry Creswicke, D.C.L., LL.D., Generalmajor, bestandig Direkter for det 
Asiatiske Selskab, Medlem af Royal Society i London. 

Böhtlingk, Otto, Dr. phil., Gehejmeraad, Medlem af det Kejserl. Videnskabernes Akademi i 
St. Petersborg, i Leipzig. 3 


Bugge, Elseus Sophus, Dr. phil., LL.D., Professor i sammenlignende indoeuropæisk Sprog- 
forskning og Oldnorsk ved Kristiania Universitet. 


XII 


Amari, Michele, italiensk Senator, Professor i Firenze. 


Cobet, Carl Gabriel, Dr. phil., Professor i klassisk Filologi ved Universitetet i Leiden. 


Loven, Sven, Dr. med. & phil., Professor, Medlem af Videnskabernes Akademi i Stockholm, 
Kommandør af Danebrog. 


De Candolle, Alphonse, fh. Professor ved Akademiet i Genève. 

Lubbock, Sir John, Baronet, D.C.L., LL.D., Vice-Kansler for Universitetet i London og 
Vice-Præsident i Royal Society i London. 

Agardh, Jacob Georg, Dr. med. & phil., fh. Professor i Botanik ved Lunds Universitet. 

Huggins, William, D.C.L., LL.D., fysisk Astronom, Medlem af Royal Society i London. 


Joule, James Prescott, D.C.L., LL.D., Fysiker i Manchester, Medlem af Royal Society 
i London. 


Cayley, Arthur, D.C.L., LL.D., Professor i Mathematik ved Universitetet i Cambridge, 
Medlem af Royal Society i London. 


Haan, David Bierens de, Dr. phil., Professor i Mathematik ved Universitetet i Leiden. 

Unger, Carl Richard, Dr. phil., Professor i de germanske og romanske Sprog ved Univer- 
sitetet i Kristiania. 

Hermite, Charles, Professor i Mathematik ved École polytechnique og Faculté des Sciences, 


Medlem af det franske Institut i Paris. 


Salmon, George, D.D., Professor i Theologi ved Universitetet i Dublin, Medlem af Royal 
Society i London. 

Cremona, Luigi, Dr. phil., Professor i Mathematik ved Universitetet og Direktor for 
Ingeniorskolen i Rom. 


Helmholtz, Hermann Ludwig Ferdinand, Dr. phil., Professor i Fysik ved Universitetet 
i Berlin. 


Huxley, Thomas H., LL.D., Professor ved den Kgl. Bjergværksskole i London, Præsident 
for Royal Astronomical Society. 


Ludwig, Carl Friedrich Wilhelm, Dr. med., Gehejme-Hofraad, Professor i Fysiologi 
ved Universitetet i Leipzig. 


Delisle, Léopold-Victor, Medlem af det franske Institut, Direkter for Bibliothèque 
Nationale i Paris, Kommandor af Danebrog. 


XIII 


Struve, Otto Wilhelm, Gehejmeraad, Direktor for Observatoriet i Pulkova. 

Miklosich, Franz Xaver Ridder v., Dr.phil., Hofraad, fh. Professor i slaviske Sprog ved 
Universitetet i Wien. 

Allman, George James, M.D., LL. D., fh. Professor i Naturhistorie ved Universitetet i Edin- 


burgh, Medlem af Royal Society i London. 


Thomson, Sir William, LL.D., D.C.L., Professor i Fysik ved Universitetet i Glasgow, 
Medlem af Royal Society i London. 

Tait, P. Guthrie, Dr. phil., Professor i Fysik ved Universitetet i Edinburgh. 

Malmström, Carl Gustaf, Dr. phil., fh. kgl. svensk Rigsarkivar, Stockholm. 

Pasteur, A.-M.-Louis, LL.D., Medlem af det franske Institut, Professor honorarius ved 
Faculte des Sciences, Paris. 

Des Cloizeaux, Alfred-Louis-Olivier-Legrand, Medlem af det franske Institut, Professor i 
Mineralogi ved Museum d'Histoire naturelle i Paris. 

Kokscharow, Nicolai Iwanowitsch v., Gehejmeraad, Generalmajor, Direktor for det kejserlige 
Bjergværksinstitut i St. Petersborg. 

Donders, Franz Cornelius, Professor i Fysiologi ved Universitetet i Utrecht. 

Blomstrand, Christian Vilhelm, Dr. pbil., Professor i Kemi og Mineralogi ved Universitetet 
i Lund, Ridder af Danebrog. 


Cleve, Per Theodor, Dr. phil., Professor i Kemi ved Universitetet i Upsala, Ridder af 
Danebrog. 


Key, Ernst Axel Henrik, Dr. phil. & med., Professor i Anatomi ved det Karolinske mediko- 
kirurgiske Institut i Stockholm. 


Berthelot, Pierre-Eugène-Marcellin, Medlem af det franske Institut, Professor i Kemi ved 
Collège de France i Paris. 


Nägeli, Carl von, Dr. phil., Professor i Botanik ved Universitetet i München. 


Gylden, Hugo, Dr. phil., Professor, Direktor for det Kgl. Svenske Videnskabernes Akademis 
Observatorium i Stockholm. 


Möller, Axel, Dr. phil., Professor i Astronomi ved Universitetet og Direkter for Observa- 
toriet i Lund. 


Lacaze-Duthiers, F.-J.-Henri de, Medlem af det franske Institut, Professor ved Faculte 
des Sciences, Direkter for den zoologiske Station i Roscoff. 


Retsius, M. Gustav, Professor i Histologi ved det Karolinske mediko - kirurgiske Institut j 
Stockholm. 


Boissier, M.-L.-Gaston, Medlem af det franske Akademi, Professor i latinsk Poesi ved 
Collège de France, Paris. 


Paris, Gaston-Bruno-Paulin, Medlem af det franske Institut, Professor i middelalderligt 
fransk Sprog og Literatur ved Collège de France, Paris. 


Curtius, Ernst, Dr.phil., Gehejmeregeringsraad, Professor i Filologi ved Universitetet og 
Direktor for Antikvariet i Berlin. 


Conze, Alexander Christian Leopold, Dr.phil., Professor, Direktor for det Kgl. Museum 
i Berlin. 


Stubbs, William, D.D., LL.D., Biskop i Chester. 


Freeman, Edward Augustus, D.C.L., LL.D., Regius Professor i nyere Historie ved Uni- 
versitetet i Oxford. 


Maurer, Konrad v., Dr. phil., Professor i nordisk Retshistorie ved Universitetet i München. 
Möbius, Theodor, Dr. phil., Professor i de nordiske Sprog ved Universitetet i Kiel. 


Areschoug, Frederik Vilhelm Christian, Professor i Botanik ved Universitetet og Direktor 
for den botaniske Have i Lund. 


Nordenskiöld, Adolf Erik, Professor, Friherre, Intendant ved Riksmuseet i Stockholm. 
Torell, Otto Martin, Professor, Direktor for Sveriges geologiska Undersökning, Stockholm. 
Weierstrass, Karl, Dr. phil., Professor i Mathematik ved Universitetet i Berlin. 

Kronecker, Leopold, Dr. phil., Professor i Mathematik ved Universitetet i Berlin. 


Leidy, Joseph, Professor i Anatomi ved Pennsylvaniens Universitet og Præsident for Academy 
of Natural Sciences i Philadelphia. 


Kölliker, Albert von, Dr. phil., Professor i Anatomi ved Universitetet i Würzburg. 

Leydig, Franz von, Dr. med., Gehejmemedicinalraad, fh. Professor i Anatomi, Würzburg. 
Hirn, Gustave-Adolphe, Professor, Colmar i Elsass. 

Fritzner, Johan, Dr. phil., fh. Provst, Kristiania. 


Odhner, Clas Teodor, Dr. phil., kgl. svensk Rigsarkivar, Stockholm. 


XV 


Storm, Gustav, Dr. phil., Professor i Historie ved Universitetet i Kristiania. 


Heinzel, Richard, Dr. phil., Professor i germansk Filologi ved Universitetet i Wien. 
Kunik, Ernst, Gehejmeraad, 


Præsident for det Kejserlige Videnskabernes Akademi i 
St. Petersborg. 


Meyer, Marie-Paul-Hyacinthe, Medlem af det franske Institut, Direktør for École des chartes, 
Professor i sydeuropæiske Sprog og Litteraturer ved Collége de France, Paris. 


Schmidt, Johannes, Dr. phil., Professor i sammenlignende Sprogvidenskab ved Universitetet 
i Berlin. 


Sievers, Eduard, Dr. phil., Professor i germansk Filologi ved Universitetet i Halle. 


GICAZ 
(78 à fs) 
af a ‘a 
uiLIBRARY |x 
ZA 


> 
> i 


2 way 
We) 


EN 


wedi iii se 644 Ah kine j 


, | DUREE Yowion th ho Be. Era ae NE 
Armed. a. 4evelsngiid Le daa MATE UN este 


CUT A Uhl Rai turn Jubenl wann ÉD RETTEN” ant 
dr rom raté agent i ARE 
“api to id er da u ann tg taie à DEN TT ms urn aye 


i 


nett Kronen, bare, fgeing + faterté 10e BEL 


= 
à big . - 
| x 
Li Kg u PwTe 
0 x VA id 
n REE. Le © Ge ie 
ee L i ù 
} f : ok ne nn nn 0 EN | es 
i j v i rs; DOTE: i r 
Me rel = i a », ? = mil » 
û PL: SE 5 oA 
7 5 ) io 4 
' = = &. ( 
O . D 4 
58 vw CUT 
då . ae 
= ‘ i 2% g-ali ] 
| > oy 
‘ ' » PRET SNS 


Spolia Atlantica. 
Bidrag til 


Pteropodernes 


Morfologi og Systematik samt til Kundskaben om deres geografiske 
Udbredelse. 


Af 


Dr. J. E. V. Boas. 


Med 8 Tavler. 


Avec un résumé en français. 


Vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, naturvidenskabelig og mathematisk Afd. IV. 1. 


Kjøbenhavn. 


Bianco Lunos Kgl. Hof-Bogtrykkeri (F. Dreyer). 
1886. 


In wie 


TIC og 


a dira ah (ite ik smik A TEE aa Aontatrek not 
sæ shlohordb!) | u 


A x I 
i J 5 AN 
u 7 +4 
' iA 
N | — NL 
z > u Ab 
ki = å | e NT = 
wae un ze eye ud 
114 & 
4 i i 


jaival td huit 


kr i | 2100 No ME u Dark 


ge 
~~ 
et 
à 
LI 
ap. 74 
„a say 


= 1 i 

2 LVL CHE Yell 84 HELEN sait à Wh 5 adhe, eae U. Eu 
“4 US 
A ‚nvelusdoll iS 5 
= APE Abo 40 Ju Qu. vun 


De 


Indhold. 


| 


Side 
HOTTE Re ee cie 5 
RIT IG NAN EE ee ete 8. 
Litterære: Bemærkninger . . . . . . . . . . .. 8. 
Pteropodernes Stilling til andre Gastropoder 12. 
Thecosomers og Gymnosomers indbyrdes Stil- 
NS RS ME EE EE 13. 
Stilling til Cephalopoderne . . . . ...... 14. 
TEL HE COSOMeCINO fesse een 16. 
Almindelige Bemærkninger .......... 16 
Fole Tero ER SKS CAEN AN Ce 16. | 
LEHRANNEN 50 Bere RE CE ES 17. | 
DEC og. to eg of CNE EC ES 26. 
KINN er oe SR care ses 26. 
Fordojelsesredskaberne ........... Pile | 
KV NE ET CE EE 1-2 0 - cls 28. 
Genitalorganermer ers ee le 30. 
Gentralneryesystemel ............ 30. | 
SATSER ATEN EE M ee ee = aie 30. 
ERS cide. 000,8, oO RP CIE 31. | 
Geografisk Udbredelse............ 35. 
SYSLEMALISRESIUIINB or ce ce ee 36. 
TES ald na ars NEO) SÅS 38. 
DTA CID ARE CE ce 39. | 
TEE se SOS FORCE EN SE 51. 
COATT RE NS RER 54. 
ya es NR. Dr ce see ce eue aire 86 
DEVIENNE. ceo = - cic 131 
ENG 6 OG ogee MMM 137. 
CMTE, a6. ne oli Rare he 138. 
CARRE SO So. gt a or OO 139 


Side 
I GymnoSomerne. 3 5. 0) = a) 2) 3) eh 142. 
Prenmodermon 2 52.8.5 5g. Se, or soe 150. 
SOMONE SS ooo oso o coc ood 156. 
Dexiobranchwear ur. a = ere la she ce note 157. 
ENTE Die à Dec Oral 161. 
(BITTEN So asso eave Code 168. 
HalOPRYCRE RE ee cle cie eee 171. 
PALEOTA UN MER ere se ae ete etes sie ny etek oie 174. 
Résumé en français. 
Introdinctiong wen EE IR Eee Ce troie 178. 
ANE COSOMER EE ee crie Ciel aie ee 181. 
Remarques générales. . . . . . . . . . . . .. 181. 
Limacinidesgs oso sucess eo ee = ole 195. 
Ht AGINA. cle eme sas cn cue, See 195. 
Fival Sid espa AC lee ele ce sy chee Ne 197. 
Le FE: ØENS GEERT EEN SFS SR SEEREN Seen s 199. 
NESE IG os ET EN SEE ANE le Rue meee 205 
Guvernør DE lee Tic EN 214. 
Gymbuliides mee oo conte eta te SEE atte cosas 215. 
GYMHOROMES EE ee ele 216. 
Boenmodermans SE ce chee cer de 221. 
Spongiohranch eae se ee «ura 2e 222. 
Dexiobranchwal 1... 4) Jessen. 222. 
Cline Aire siete an he See oe) aner wee 224. 
(CHIT SIE AE eee ele Ce ee 224. 
HBIODSYGRE A 2.00. nee lee detecte 226. 
[HS IK ES SEER far ska clause lillois ake es, store 229. 


| Tavleforklaring. 


blonbni 


re le x 
‘ Varad heer 

ear bar br alle ahem 
ir lede Monee ner ego at 7 
e rå ft 

DIE DET IF Tr AN ula yal 

Here, fi 

mariner er: 


' 


Ne 


PPT FOR 

oa nal 
DUDUE TUE 

per wm, 


Fr 1330287 halle 
mann cereal Les 
i eich, ay, 
ok “ue? *- 
| wine nif lagen > 
*, « pathind ee “AS 
UT ai 


SÅ … . sata’ 


DLL 
TER ri” 


. MNT 
aitu 
strain tes. : 

: 


Kon efter at Forf. af nærværende Arbejde i Begyndelsen af 1883 ansattes som fast 
Assistent ved det herværende zoologiske Museum, blev det ham af Bestyreren af Museets 
2. Afdeling, Hr. Etatsraad, Prof. Jap. Steenstrup, overdraget at bearbejde Museets Pteropoder 
med særligt Hensyn til denne Dyregruppes geografiske Udbredelse. Efterhaanden som Arbejdet 
skred frem, blev imidlertid Planen udvidet, saaledes at Afhandlingen mere har faaet Karak- 
teren af en Monografi, uden at dog denne Betegnelse er bleven benyttet paa Titelbladet, 
idet Arbejdet ikke har en saa alsidig og afrundet Karakter, at det fuldt ud tør gjøre Krav 
paa dette Navn, hvorimod jeg har ment passende at kunne betegne det som Bidrag til 
Pteropodernes Morfologi, Systematik og til Kundskaben om deres geografiske Udbredelse. 
Den nævnte Samling af Pteropoder er en af Frugterne af de planmæssige og om- 
fattende Indsamlinger, som i en lang Aarrække er bleven foretagne efter Prof. Steenstrups 
Initiativ. Den omfatter omtrent 1400 Glas, for største Delen Rørglas, og er indsamlet i 
næsten alle Have, dog saaledes at det Store Ocean, navnlig dettes østlige Del, er forholdsvis 
meget sparsomt repræsenteret. Materialet (som næsten alt opbevares i Spiritus) er for 
største Delen indsamlet af forskjellige Skibskaptejner, Søofficerer, rejsende Naturforskere og 
andre, der i Forvejen var nøje instruerede fra Museets Side, og er i det overvejende Antal 
af Tilfælde forsynet med omhyggelige Lokalitelsangivelser; kun meget lidt er erhvervet fra 
Naturaliehandlere (Salmin, Wessel). Af de Mænd, som med stor Ihærdighed har indsamlet 
af nærværende Dyregruppe for Museet, bør først og fremmest Kaptejn Andréa nævnes, 
der paa et stort Antal Rejser tilsammen har indsamlet langt mere end nogen anden af 
Museets Samlere, ja saa vidt jeg uden nogen egentlig Optælling kan skjønne vel saa meget 
som alle andre Samlere tilsammen. Fremdeles afdøde Kapt. Hygom, Kaptejnerne Strand- 
gaard, Corneliussen, Caspersen, Hartmann, Thomsen og Suenson; Søofficererne Hedemann, 
Maribo, Hansen, Thalbitzer, Normann, Koch, Ryder; af Naturforskere afdøde Prof. Rein- 
hardt, der navnlig som Deltager i Galathea-Expeditionen har indsamlet vigtige Bidrag, nuv. 
Overlærer Kjellerup (ligeledes Medlem af Galathea-Expeditionen), nuv. Prof. Warming, afd. Prof. 
Prosch, Justitsraad Rink, Assistent Steenstrup, Botanikeren Th. Holm; flere grønlandske 


Embedsmænd: Holboll, Olrik, Moberg; Lægerne Mathiesen, Branner, Friis og Stübe; Stam- 
husbesidder v. Benzon o. fl. Medens det af disse mange Kræfter indsamlede Materiale i 
Henseende til nojagtige Lokalitets-Angivelser og ligelig Repræsentation af de forskjellige Have 
(det Store Ocean fraregnet) næppe lader noget tilbage at onske, har Indsamlingen ved Mænd, 
der med faa Undtagelser ingen zoologisk Dannelse besad, medført, at de særdeles smaa 
Former næsten ikke er repræsenterede i Samlingen. Denne Lakune er dog for en Del 
bieven udfyldt ved at Forf. ved Prof. Möbius’ velvillige Tilbud — uden noget Skridt 
herfra — erholdt Kieler- Museets, for største Delen af afdøde Prof. Behn som Deltager 
i Galathea-Expeditionen indsamlede Pteropod-Materiale tillaans til Bearbejdelse; i dette var 
bl. a. de smaa Limacina-Arter fyldig repræsenterede; de er aabenbart med særlig Flid 
samlede af Behn. I det hele dannede Materialet fra Kiel, hvorvel langt mindre i Omfang 
end vort eget, et vigtigt Supplement til dette. Af andre fremmede Zoologer, der har under- 
støttet Forf. med Materiale, kan nævnes Prof. Dohrn i Neapel, som paa min Anmodning 
sendte mig en lille Samling fortrinlig konserverede Pteropoder fra Neapel, og uanmodet en 
Del af en italiensk Søofficer, Løjtnant Chierchia samlede Pteropoder, deriblandt nogle af 
ikke ringe Vigtighed; Prof. Leche i Stockholm, som har overladt mig en lille Samling i Messina 
samlede Pteropoder; min Ven Direktor, Dr. Spengel i Bremen, som velvilligst overlod mig 
til Bearbejdelse Bremer-Museets Materiale, og som fremdeles foranledigede Hr. A. Poppe 
i Vegesack ved Bremen til at sende mig en af Hr. Skibskaptejn J. Hendorff gjort Sam- 
ling af Pteropoder med meget omhyggelige Angivelser af Lokalitet, Datum og Klokkeslet*); 
endelig maa jeg takke Prof. R. Hertwig (nu i München), fordi han velvillig overlod mig til 
Afbenyttelse nogle Bonner Museet tilhørende Troschelske Original-Stykker. Det er saaledes 
et meget anseligt Materiale, som jeg har haft for mig, og som jeg efter Tid og Evne har 
søgt at gjøre frugtbringende. 

Til denne Redegjørelse for Materialet skal jeg endnu kun tillade mig at knytte en 
kort Udsigt over Afhandlingens Plan og Indhold. 1 den almindelige Indledning har jeg 
næst nogle kortfattede historiske Bemærkninger diskuteret Pteropodernes systematiske 
Stilling i Almindelighed og de to Hovedgruppers — Thecosomernes og Gymnosomernes — 
indbyrdes Forhold, og har derunder, i Tilknytning til Souleyet og andre, paavist, at Ptero- 
podernes nærmeste Slægtninge er at søge blandt Opisthobranchierne, og fremdeles, hvad 
der vel turde være nyt, at Gymno- og Thecosomer næppe staar i noget nærmere Slægt- 
skabsforhold til hinanden, og at Afdelingen Pteropoda som en Følge heraf rettest bør op- 
løses i to uafhængige Grupper, hvis naturlige Plads det er at være underordnede Led af 


1) Desværre kom denne Sending mig først i Hænde paa et Tidspunkt, da nærværende Arbejde i det 
væsentlige var afsluttet, — Lokaliteterne paa den større Del af Bremer-Museets Materiale, erhvervet 
fra Godeffroy, viste sig derimod upaalidelige, og er derfor i Reglen ikke opførte i det følgende og 
da med Forbehold. 


Opisthobranchiernes Orden. Dernæst folger Behandlingen af Thecosomerne, som ind- 
ledes med en Betragtning af denne Gruppes Morfologi"), der frembyder mange interessante, 
hidtil for en stor Del ikke tilstrækkelig paaagtede Momenter (se navnlig Afsnittene om 
Kappehulen, om Foden og om Skallen) De almindeligere Træk af den geografiske Ud- 
bredelse saavelsom Sporgsmaalet om Thecosomernes Ernæring er dernæst behandlede. Der- 
efter gaas over til den speciellere systematiske Fremstilling, i hvilken en Hovedvægt bestandig 
er lagt paa Formernes indbyrdes Sammenknytning, paa Variationen, paa Grænserne for de 
enkelte Arters og Varieteters Udbredelse ete. Tabellariske Sammenstillinger ere paa mange 
Steder givne for at lette Oversigten; det bemærkes, at disse i forste Linie har et viden- 
skabeligt Ojemed og først i neste det at tjene som Bestemmelses-Tavler. Ved de enkelte 
Arter er der givet Tabeller over Museets Materiale, ordnet efter Udbredelsen. Kun nogle 
enkelte ny Arter ere komne til, flere ældre derimod gaaede ind. — I det sidste Afsnit er 
endelig Gymnosomerne paa en lignende Maade behandlede. De frembyder i morfologisk 
Henseende en Del mindre Interesse, men her har Materialet til Gjengjæld sat Forf. i Stand 
til at udvide den faktiske Kundskab i ret betydelig Grad (se navnlig Dexiobranchæa, Spon- 
giobranchæa, Cliopsis), saaledes at Afdelingen vel tør siges ved nærværende Bearbejdelse at 
have vundet i videnskabelig Fylde. 

Med disse faa Bemærkninger overgives Arbejdet det videnskabelige Publikum til 
skjønsom Bedømmelse, idet jeg samtidig tillader mig offentlig at udtale min Tak til Prof. 
Steenstrup for den stillede Opgave og for den virksomme Interesse han har vist Arbejdet. 
Ogsaa Carlsberg-Fondet skylder jeg en Tak for den Understøttelse, som det har ydet 
mig til Afhandlingens Udarbejdelse. 


1) Anatomien er i det hele kun, hvor det af morfologiske Grunde var ønskeligt, medtaget i noget 
Omfang. Dette vil dog næppe være noget større Savn, da den alt i Forvejen er fyldig bearbejdet. 


I. Indledning. 


De er med de efterfølgende litterære Bemærkninger ikke Hensigten at levere en 
Fremstilling af, hvorledes vor nærværende Kundskab til Pteropoderne i Tidens Løb har 
udviklet sig; tvertimod er det blot Forfatterens Ønske af den omfattende Litteratur, som 
beskæftiger sig med Pteropodernes Naturhistorie, at udpege, hvad der efter hans Skjøn 
endnu kan siges at have aktuel Interesse. En saadan Sigtning af det foreliggende turde 
maaske overhovedet være at anbefale i lignende Tilfælde, idet det vistnok oftere er gaaet 
som ved Pteropoderne, at vigtige Arbejder har haft den Lod af mere eller mindre 
tilfældige Grunde at blive næsten ganske upaaagtede, noget der nødvendigvis maa vere 
skæbnesvangert for det videnskabelige Fremskridt. 

Hvad der foreligger om Pteropoderne fra det 17de, 18de og de første Decennier 
af indeværende Aarhundrede, har nu for største Delen en blot historisk Interesse. Her 
skal derfor af hine ældre Arbejder kun nævnes O. Fabricius’ Meddelelser om Limacina 
og Clione (Fauna Groenland. p.386—389, 334 —336; Ny Saml. D. Vid. Selsk. Skr. 1. Del 
p. 567 ff.), særlig de biologiske Iagttagelser, som endnu kan læses med positivt Udbytte, 
idet ingen senere Forfatter har meddelt lagttagelser, som gjorde hine overflødige. Derimod 
maa den Interesse, der knytter sig selv til saadanne Arbejder som Cuviers anatomiske 
Studier over forskjellige Pteropoder (Clione, Pneumodermon, Hyalæa) nu siges at være rent 
historisk, idet senere Forfattere, særlig Souleyet, har givet langt fyldigere Fremstillinger af 
de samme Dyrs Bygning med Optagelse af alt, hvad der af det ældre var brugbart. Den 
samme Bemærkning gjælder i ikke mindre Grad om en hel Samling ældre formbeskrivende 
Arbejder, af meget forskjellig, tildels dog temmelig underordnet, videnskabelig Gehalt, men 
alle for saa vidt af Betydning, som de har givet et første Fingerpeg om Existensen af flere 
eller færre Former af Pteropoder; de savner nu næsten uden Undtagelse aktuel videnskabelig 
Interesse. 

En saadan besidder derimod i ikke ringe Grad d’Orbignys Pteropod-Arbejder, særlig 
hans omfattende Bidrag til Pteropodernes Naturhistorie i «Voyage Amer. Mer.» (1835—43), der 


afgiver et levende Vidnesbyrd om Forfatterens fine lagttagelses-Evne. Af særlig Verdi er de 
udforlige Skildringer af Pteropodernes Levevis, fremdeles de indgaaende, men derhos kon- 
cise og klare Karakteristiker af de enkelte Arter; hertil svarer ogsaa Figurerne, der slaar 
hejt over de tidligere leverede. Et storre Antal Arter finder man i d’Orbignys Arbejde for 
forste Gang beskrevne; nogle af disse har ganske vist senere vist sig ikke at kunne op- 
fattes som selvstændige Arter; men i de fleste Tilfælde har de dog Værdien af mere eller 
mindre udprægede Varieteter, og Udsondringen af dem bliver derfor lige fuldt en viden- 
skabelig Fortjeneste, der saa meget mere bor fremhæves, som det oftest er forholdsvis 
fine Forskjelle, der adskiller dem fra deres nærmeste Slægtninge. — Omtrent samtidig 
med d’Orbignys Værk (i hvilket Anatomien spiller en underordnet Rolle) udkom Van Be- 
nedens Arbejder over forskjellige Pteropoders Anatomi samt Eschrichts anatomiske 
Undersøgelse af Clione. Det er Arbejder, der, uden i og for sig at være udmærkede, 
dengang da de saa Lyset udfyldte en væsentlig Lakune, men som ved senere Undersogelser 
ere trængte noget i Baggrunden; vigtig er dog endnu navnlig Van Benedens Artikel om 
Limacinas Anatomi som det eneste hidtil foreliggende om dette Emne. 

Efter Tidsfolgen kommer vi nu til det Arbejde, der efter Forf.’s Skjon ubetinget 
indtager den første Plads i hele Pteropod-Litteraturen og som særlig maa betegnes som 
Hovedværket for Pteropodernes Anatomi og Systematik: Souleyets Bearbejdelse af Ptero- 
poderne i Voyage de la Bonite (1852). Især bør fremhæves den Række udmærkede 
anatomiske Fremstillinger af et betydeligt Antal Repræsentanter for alle Pteropod-Familierne, 
hvorved Souleyet har skabt et nødvendigt Udgangspunkt for Bedømmelsen af de herhen- 
hørende Formers Forhold til hinanden indbyrdes og til andre Grupper af Bløddyr; hermed hænger 
ogsaa paa det nøjeste sammen, at Souleyet i Henseende til Præcision i Opfattelsen af disse 
Forhold er naaet videre end nogen anden, hvad vi senere vil komme tilbage til. Beskrivelsen 
af Formerne er ligeledes meget dygtig gjort og i Henseende til Arternes Begrænsning 
har Souleyet sædvanlig truffet det rette. Illustrationen er fyldig og gjennemgaaende ypperlig ; 
særlig er de anatomiske Fremstillinger illustrerede paa en saa klar og anskuelig Maade, at 
det vilde være i høj Grad heldigt, om man ret ofte vilde tage hans Tavler til Mønster ved 
lignende Arbejder"). Det tør vistnok siges, at disse Figurer ganske særlig vil bidrage til 
at Souleyets Arbejde endnu i lange Tider vil bevare sin Værdi”). — Den omtrent samtidig 


1) Truds sine store Fortrin er Arbejdet kun blevet meget lidt. benyttet af senere Forfattere, noget der 
rimeligvis er en Følge af at det, som Led af et temmelig kostbart Rejseværk, som det synes er 
sjeldent i Bibliothekerne. Det er lidt sørgeligt, at et saadant ydre Forhold kan være saa afgjørende 
for den Betydning, et fremragende Arbejde faar for Videnskaben. 

2) Efter at ovenstaaende var renskrevet har jeg læst en Anmeldelse af Souleyets Bog i Journ. de Con- 
chyliol. Tome 4 (1853) af P. Gratiolet, paa hvilken jeg vil tillade mig at henlede Opmærksomheden. 
Med Rette begynder Anmelderen sin Artikel med følgende varme og sande Udtalelse: «Voici un 
livre d'une nature exceptionelle; naïf et profond à la fois, plein de détails et cependant concis, tout y 


Vidensk. Selsk. Skr, 6. Række, naturvidensk. og math. Afd. IV. 1 2 


SiS 


udkomne Pteropod-Monografi, der berer Rangs og Souleyets Navne!), men hvis Text 
i Virkeligheden helt er skreven af Souleyet, er væsentlig et Uddrag af Fremstillingen i 
«Bonite» med Udeladelse af største Delen af det anatomiske og med Optagelse af en 
udforlig Synonymi samt af de — ikke talrige — af tidligere Forff. omtalte Former, som 
ikke var tagne paa Bonites Rejse og derfor ikke behandlede i Rejseværket (der iovrigt ikke 
holder sig strengt til en Bearbejdelse af Rejsens Udbytte alene, idet der f. Ex. leveres en 
udførlig Anatomi af Clione borealis etc.). 

Nogle Aar efter Souleyets Arbejder udkom (i 1855) Gegenbaurs bekjendte 
Pteropod-Afhandling (Untersuchungen über Pteropoden u. Heteropoden), der stetter sig til 
udstrakte Studier, som Forfatteren havde gjort under et længere Ophold i Messina. Gegen- 
baurs Afhandling danner paa mange Punkter et vigtigt Supplement til Souleyets Bearbejdelse 
i «Bonite», idet han f. Ex. giver en Række Meddelelser til Udviklingshistorien, der var saa 
meget betydningsfuldere, som denne Side af Gruppens Naturhistorie indtil da var meget 
lidt bekjendt, og som endnu for en stor Del har bevaret deres Interesse; fremdeles inde- 
holder Gegenbaurs Arbejde en Mængde histologiske Data, medens saadanne ganske savnes 
hos Souleyet. — Nogle Punkter i Gegenbaurs Afhandling blev (i Berlin. Monatsber. f. 1857) 
gjorte til Gjenstand for en interessant og ikke uvigtig Kritik af Joh. Müller, der i et 
Par tidligere udgivne Artikler (se Litteratur-Listen) selv havde givet nogle Bidrag til Ptero- 


marque un amour profond de la nature et de la vérité. ... L'auteur vit tout entier dans ce livre, 
esprit sage, simple, sévère, esprit honnéte avant tout. Si la science de l'anatomie avait été puisée 
tout entière à des sources pareilles, ses annales seraient moins volumineuses peut-être; mais, du 
moins, elles ne nous offriraient pas ce mélange hétérogèue de vérités et d'erreurs qui offusque la 
pensée, et arrête, par des incertitudes incessantes, les progrès de l'anatomie positives. Som en Pa- 
rallel til ovenstaaende Bemærkning om, at Tavlerne særlig vil bidrage til at bevare Værkets 
Verdi, har det været mig en Glæde i Gratiolets Anmeldelse (p. 106) at træffe folgende: «Un 
jour je me trouvais avec M. Souleyet chez M. de Blainville. M. Souleyet lui montrait ses belles 
anatomies de Ptéropodes. M. de Blainville examina longtemps le texte et les planches, et les ren- 
dant à leur auteur, lui dit: «Ceci restera». Voilà une prédiction d'un grand homme, que la poste- 
rité ratiiera». Souleyet var desværre allerede død, da Anmeldelsen skreves; han blev samme Aar 
som «Bonite» udkom, 1852, i sit 42. Aar bortreven af gul Feber i Vestindien, hvor han opholdt 
sig som Skibslæge paa en fransk Orlogsmand. Det er næppe for meget at sige, at hans tidlige Dod 
har været et uberegneligt Tab for Zoologien i Frankrig, som tilvisse i de følgende Decennier kunde 
have haft Brug for en Kraft som hans. 

Denne Bog er aabenbart (se Forlæggerens Avant-propos) en Boghandlerspekulation (hvilket iøvrigt ikke 
hindrer, at det er et Arbejde af ikke ringe videnskabelig Verdi). Rang havde allerede mange Aar tilbage i 
Tiden ladet udføre et Antal Tavler, bestemte for en Monografi af Pteropoderne, som han ved for- 
skjellige Omstændigheder blev forhindret i at fuldføre. Boghandleren, hvem Oplaget af Tavlerne 
tilhørte, fik saa senere den lyse Ide at anmode Souleyet om at skrive en Text til Rangs Tavler, 
hvilket denne gik ind paa, skjønt disse paa det daværende Tidspunkt allerede maatte betegnes som 
aldeles antikverede, ligesom ogsaa Souleyet paa mangfoldige Steder i Texten gjør Bemærkninger om 
deres Mangler. Kun de sidste 4 Tavler hidrører fra Souleyet -(indeholder iøvrigt kun Kopier, mest 
efter Bonite). 


podernes Udviklingshistorie. Kritiken er iøvrigt holdt i den nobleste Form og den berømte 
Forsker yder sin yngre Kollega og hans Arbejde en levende Anerkjendelse. — Her bør 
endnu nævnes de omtrent samtidige "Arbejder af Huxley, Krohn og Troschel, der 
paa forskjellig Maade har bidraget til Kundskaben om Pteropoderne (se Litteratur-Fortegnelsen). 

De vigtigste Bidrag til Pteropodernes Naturhistorie, der i de senere Aar er frem- 
komne, skyldes Fol og Pfeffer. Førstnævnte har i et temmelig omfangsrigt Arbejde (i: 
Arch. de Zool. expér. gén. Tome 4, 1875) givet en Række meget vigtige Bidrag til Pteropodernes 
Udviklingshistorie, der særlig behandler Udviklingen i Ægget samt de yngste Larvestadier. 
Mindre heldige forekommer mig derimod de systematiske Bemærkninger, som Fol har 
knyttet til sit Arbejde; dog bør det i denne Henseende noteres, at Fol har Fortjenesten af 
først at have paapeget de ret værdifulde Karakterer, som den saakaldte Embryonalskal 


(coquille larvaire) — d.v.s. den bageste, ældste Del af Skallen — hos Hyalæiderne frem- 
byder i systematisk Henseende. — Pfeffers Bidrag er af systematisk Art. Han har først 


i Berlin. Monatsb. f. 1879 givet en Fortegnelse over de af «Gazelle» paa dennes Jord- 
omsejling samt over nogle af en Hr. Jagor paa en Rejse til Philippinerne indsamlede 
Pteropoder. Der meddeles i denne temmelig korte Artikel ikke faa Bemærkninger om 
Embryonalskallens Form hos Hyalæiderne, beskrives nogle formentlig nye Arter, der dog 
atter maa gaa ind ialfald som Arter, samt gives en Række aabenbart meget nøjaglige 
Lokaliteter, mest fra «Gazelles» Togt, tildels fra Have, som kun er svagt repræsenterede i 
vor Samling, hvorfor Pfeffers Artikel har haft nogen Betydning for nærværende Arbejde. 
Af nok saa stor Interesse er et senere Arbejde af samme Forfatter over de i Hamburger- 
Museet opbevarede Pteropoder (Abh. Naturw. Ver. Hamb. 7. Bd. 1880). Heri giver Forf. 
ikke faa morfologiske Bemærkninger om Hyalæidernes Skal, der vel ingenlunde altid træffer 
det rette, men dog indeholder gode Momenter. Mindre god er hans Behandling af Arterne 
i dette Arbejde, hans Delinger af dem er gjennemgaaende uheldige, ligesom det ogsaa maa 
betegnes som et Misgreb, naar han uden skjellig Grund forlader den traditionelle viden- 
skabelige Form og istedenfor Slægter, Arter etc. taler om «Grupper» og «Former», hvad 
der sandelig ikke bidrager til at lette Oversigten eller til at gjøre Fremstillingen anskuelig. 
Pfeffer har til dette Arbejde haft et betydeligt Materiale for sig; desværre er Lokaliteterne 
for en stor Del aabenbart urigtige"), hvilket formodentlig stammer fra den Maade, hvorpaa 
det er tilvejebragt. Forf. giver ikke nogen Oplysning herom, men de for største Delen i 
meget almindelige Udtryk holdte Lokalitets-Angivelser («Atlantisches Ocean» etc.) gjør det 
sandsynligt, at en Del stammer fra Naturaliehandlere, hvis Lokaliteter som bekjendt maa 
benyttes med stor Varsomhed, eller fra tilfældige Indsamlinger; om planmæssig gjorte 


1) Cuvierina columnella, var. urceolaris og Hyalæa 4-dentata, var. costata opføres saaledes fra Atlanter- 
havet etc. 


Samlinger er der aabenbart ikke Tale. — De ovrige i de senere Aar fremkomne Bidrag 
lil Pteropodernes Naturhistorie er kun smaa lejlighedsvis gjorte Notitser og lignende, som 
for største Delen ikke frembyder nogen væsentlig Interessg !). 


Oprettelsen af Afdelingen Pteropoda skyldes som bekjendt Cuvier, der i 
denne Gruppe saa en Hovedafdeling af Molluskerne, sideordnet med Cephalopoder, 
Gastropoder etc. Men allerede Cuvier maatte erkjende, at Overensstemmelsen i Byg- 
ningen mellem Pteropoder og Gastropoder var meget stor, og Blainville drog snart 
Konsekvensen heraf ved at indordne Pteropoderne blandt Gastropoderne, uden dog at vinde 
Tilslutning for sin Opfattelse. Sporgsmaalet blev senere taget op af Souleyet, som i 
«Bonite» med stor Klarhed og tilstrækkelig Udførlighed paaviste, at Pteropoderne er ægte 
Gastropoder, udmærkede ved visse Ejendommeligheder, der skyldes den pelagiske Levevis. 
Naar Erkjendelsen heraf endnu næppe kan siges at være trængt igjennem, saa er dette 
visselig en Følge af, at Souleyets Arbejde ikke er blevet tilstrækkelig benyltet; thi Spørgs- 
maalet om Pteropodernes systematiske Stilling kan, hvad dette Hovedpunkt angaar, ikke 
være tvivlsomt for den, der med lidt Omhu har studeret Souleyets Fremstilling”), til hvilken 
vi derfor henviser. Af Gastropoderne er det fremdeles Opisthobranchierne, med 
hvilke de er nærmest beslægtede; de stemmer med disse i det Hovedforhold at være 
cuthyneure®); de er fremdeles Hermaphroditer, og hos de fleste af dem — dog 
ikke hos alle — ligger Atriet bag ved Ventriklen®). Andre Momenter, som yderligere 
setter Pteropodernes Slægtskab med Opisthobranchierne udenfor al Tvivl, vil komme frem 
i Indledningerne til Thecosomerne og til Gymnosomerne 3), 


1) Herfra bør dog undtages en Afhandling af J. Paneth (Beitråge z. Histol. d. Pteropoden u. Hetero- 
poden, i: Arch. f. mikrosk. Anat. 24.Bd., 1884, p. 230), som det først lykkedes mig at faa at se, 
efter at nærværende var gaaet i Trykken. I denne Afhandling gives en Del omhyggelige histologiske 
Meddelelser, der dog — forsaavidt de overhovedet angaur Pteropoder — næsten ene drejer sig om 
Vingerne hos Cymbuliiderne (Epithel, Bindevæv, Muskel- og Nervevæv). 

Se navnlig p. 88—99 i «Bonite». 

Spengel har som bekjendt i sit for Gastropodernes Morfologi saa betydningsfulde Arbejde «Die 
Geruchsorgane u. d. Nervensystem d. Moll.» (i: Zeitsehr. wiss. Zool. 35. Bd. p. 333) paavist, at 
Visceralkommissuren hos Prosobranehierne danner en Figur som et 8-Tal, idet Kommissuren, 
naar vi gaar ud fra den Ende af den, der udspringer fra venstre Pleuralganglie, løber til højre 
nedenunder Tarmen for dernæst at vende sig op ovenover Tarmen, lobe til venstre, dernæst atter 
til hojre og endelig ende i hojre Pleuralganglie; Nervesnoren krydser altsaa sig selv under For- 
lobet (Prosobranchierne er streptoneure). Hos Opisthobranchierne finder derimod en 
saadan Krydsning ikke Sted; hos dem danner Visceralkommissuren en simpel, længere eller kortere 
Bue, som i sin Helhed ligger under Tarmkanalen (de er euthyneure). 

At nogle Pteropoder (Limaciniderne) er forsynede med et Operculum kan ikke opfattes som Tegn 
paa Slagtskab med Prosobranchierne; thi der gives som bekjendt ogsaa Opisthobranchier (Tornatella), 
som er forsynede med Operculum. 

At Pteropoderne intet har at gjøre med de — iøvrigt Opithohranchierne nærstaaende — ligeledes 
euthyneure og hermaphroditiske Pulmonater, turde allerede fremgaa af en Betragtning al Genital- 


o 


Som bekjendt deles Pteropoderne af nyere Forfattere almindelig i to Hovedgrupper, 
Thecosomata og Gymnosomata; til den forste af disse Grupper horer Limacinider, 
Hyalæider og Cymbuliider, til den sidste Clioniderne (Clione, Pneumodermon etc.). 
En nøjere Sammenligning mellem de to Grupper viser snart, at de er i høj Grad afvigende fra hin- 
anden"). Saaledes mangler alle Gymnosomer en Gjællehule, medens Thecosomerne alle besidder 
en saadan; Thecosomerne har en svag Radula med Tænderne i tre Lengderekker, en med stærke 
Plader og kraftig Muskulatur forsynet Tyggemave, samt en fra Tarmkanalen ganske sondret 
Lever, — medens Gymnosomerne har en kraftig Radula, sædvanlig med mange Længderækker af 
Tænder, mangler ethvert Spor til en Tyggemave, og besidder en Lever, som paa den 
inderligste Maade er forbunden med det paagjældende Parti af Tarmkanalen. Nervesystemet 
er ligeledes meget forskjelligt hos de to Grupper; hos Thecosomerne er Cerebralganglierne 
saaledes altid forbundne ved en lang Kommissur, medens de samme Ganglier hos Gymno- 
somerne er lejrede tæt op til hinanden, etc. Tilbage bliver da kun saadanne Lighedspunkter 
som Genitalsystemets Forhold etc., som de deler med flere eller færre andre Opistho- 
branchier, — samt Vingerne. 

En Sammenligning mellem «Vingerne» hos Thecosomer og hos Gymnosomer 
viser imidlertid, at der kun er en meget ringe Overensstemmelse mellem disse Organer. 
Hos Thecosomerne er Vingerne simpelthen Dele af Foden: det er dennes meget brede og 
særlig muskuløse forreste Parti, der betegnes som Vinger. Disse danner altsaa hos Theco- 
somerne integrerende Dele af Foden, og optræder, som Fol har vist, som saadanne fra 
deres første Anlæg. Helt anderledes hos Gymnosomerne. Hos disse har Vingerne ingen- 
somhelst Forbindelse med Foden, men er ganske selvstændige Organer, og, hvad der er af 
særlig Interesse, de har, efter alt hvad der foreligger, heller ikke efter deres Anlæg noget 
at gjøre med Foden; Foden og Vingerne er tvertimod, saavel efter mine egne nedenfor anførte 
lagttagelser som efter andres, fra første Færd ganske sondrede. Derefter maa det ganske 
vist stille sig som i høj Grad tvivlsomt, om Gymnosomernes Vinger overhovedet er homo- 
loge med de Dele, der hos Thecosomerne betegnes med samme Navn”). Og denne Tvivl 
bestyrkes yderligere ved den Omstændighed, at Vingerne hos Gymnosomerne heller ikke 
i andre Henseender frembyder nærmere Lighedspunkter med Thecosomernes. De sidder 
saaledes hos hine betydelig længere tilbage, langt bag Mundaabningen, medens de hos 
Thecosomerne har denne mellem sig, etc. 

Men men Vingernes Homologi brister det sidste særlige Baand mellem de to 


systemets Forhold. Pulmonaterne besidder nemlig særskilte Udførselsgange for Æg og Sed, 
Pteropoderne derimod, ligesom en af Hovedafdelingerne af Opisthobranchierne, en fælles Æg-Sædleder. 
1) Den betydelige Forskjel mellem de to Grupper er ogsaa bleven fremhævet af andre Forfattere, saa- 
ledes af Troschel (Gebiss d. Schnecken 1. Bd. p. 49). 
2) Det bør iøvrigt fremhæves, at allerede Souleyet har udtalt, at Vingerne hos de nøgne Pteropoder 
bør opfattes som akcessoriske Bevægelsesredskaber (Bonite p. 94.) 


Grupper. Konsekvensen heraf bliver da, at Afdelingen Pleropoda maa opløses i to af hin- 
anden uafhængige. Begge disse Grupper staar imidlertid Opisthobranchierne saa nær, at 
de passende kan indrangeres i denne Gastropod-Orden som to særskilte Underordener eller 
Tribus, den første, Thecosomerne, med 3 Familier (Limacinider, Hyalæider og Cymbuliider), 
den sidste, Gymnosomerne, med I Familie (Clioniderne). Da Benævnelserne «Thecosomer» 
og «Gymnosomer» imidlertid synes særdeles upassende, naar de nævnte Grupper er Led 
af Opisthobranchiernes Grden, foreslaas det, at man fremtidig betegner hine med Navnet 
Eupteropoda, disse med Navnet Pterota. 

Jeg kan ikke slutte disse almindelige systematiske Bemærkninger uden endnu at 
sige et Par Ord om det formentlige Slægtskab mellem Pteropoder og Cephalopoder. 

Tanken om et saadant Slægtskab er af gammel Datum; den fik f. Ex. allerede hos 
Cuvier sit Udtryk i den Plads han gav sin Klasse Pteropoda: efter Cephalopoderne og 
foran Gastropoderne, og Tidens Tand har saa lidet taget paa denne Opfattelse, at den 
vistnok endnu maa siges at være den gængse, selv om der ganske vist i den seneste Tid 
er Tegn til et Omslag. Af nyere Forskere, der har fastholdt og nærmere udviklet Tanken 
om Pteropodernes Slegtskab med Cephalopoderne, kan Gegenbaur og Ihering nævnes. 
Meget bestemt har den førstnævnte udmærkede Videnskabsmand udtalt sig i denne Retning 
i 1. Udg. af «Grundzuge d. vergl. Anat.» (1859) p. 289; mere reserveret i 2. Udg. af samme 
Værk (1870) p. 4731) (paa lignende Maade i 1. Udg. af «Grundriss»). Medens saaledes 
Gegenbaur var kommet noget bort fra sin oprindelige Opfattelse, udtalte Ihering sig 
i sin «Vergl. Anat. d. Nervesystems u. Phylogenie d. Mollusken» (1876) p. 272 ff. med 
megen Energi for den samme Anskuelse, uden iøvrigt at føre væsentlige nye Momenter 
frem. Det er særlig Hyalæernes ventrale Gjællehule samt Clionidernes ofte med Sugeskaale 
forsynede Arme, hvori man har troet at se Tilnærmelser til Cephalopoderne. Hertil kommer 
nu saadanne Punkter, som den af Ihering fremhævede formentlig saa store Lighed mellem 
Clionidernes Fod og Cephalopodernes Tragt etc., som der dog vel ialfald kun kan tillægges 
en ganske underordnet Betydning. 

Ved en Undersøgelse af hvilken Værdi man kan tillægge den nævnte Opfattelse, maa 
det nu for det første erindres, at det, som ovenfor udviklet, ingenlunde er godtgjort, at de 
to Pteropod-Grupper: Thecosomer og Gymnosomer, danner én naturlig Afdeling, men 
tvertimod synes det, at de i Virkeligheden ikke har noget nærmere at gjøre med hinanden. 
Under disse Omstændigheder er det selvfølgelig ganske utilladeligt, at konstruere et saadant 
Pteropod- Skema som det af Ihering |. c. leverede, der fremstiller en Skabning udstyret 


1) Her siges om Cephalopoderne: «Am meisten noch finden sich in der allgemeinen Organisation Anklånge 
an die Pteropoden. Die seitliche Differenzirung des Fusses, wie auch die Lagerung der Kiemenhöhle 
können als solche Übereinstimmungen hervorgehoben werden. Immerhin muss aber diese Ver- 
wandtschaft als eine sehr ferne betrachtet werden». 


med Hyalæernes ventrale Gjællehule og med Clionens Fod og «Cephaloconi», og ud fra en 
Sammenligning mellem et saadant Skema og en Cephalopod at gjere sine Slutninger. Det 
er tvertimod nødvendigt at sammenligne de to Grupper — Theco- og Gymnosomer — 
hver for sig med Cephalo poderne. Det viser sig da, at der for den førstnævnte Gruppes 
Vedkommende i Virkeligheden ikke er noget andet muligt Sammenligningspunkt med Ce- 
phalopoderne end Gjellehulen, der hos Flertallet af dens Medlemmer — men ikke hos 
dem alle — er ventral ligesom hos disse. Men naar vi paa den ene Side erindrer den 
tilvisse hojst isolerede Stilling, som Cephalopoderne indtager blandt Molluskerne, og særlig 
det dybe Svælg, der næsten paa ethvert Punkt i deres Organisation adskiller dem fra Ga- 
stropoderne !), og paa den anden Side fastholder, at Thecosomerne er forholdsvis let modi- 
ficerede opisthobranche Gastropoder, saa er det klart, at der ikke ud fra et saadant enkelt- 
staaende Lighedspunkt kan argumenteres for, at der skulde vere en nøjere Sammenknytning 
mellem de to Grupper. Thi det er en Regel, som maa fastholdes ved alle Undersogelser 
af denne Art, at en selv meget udpreget Lighed paa et enkelt Punkt i Bygningen hos to 
Grupper ikke er tilstrækkelig til, at man paa Basis deraf kan statuere, at der er et Slægt- 
skab tilstede; idet man nemlig paa intet enkelt Punkt har Sikkerhed for, at en Lighed er 
mere end Analogi, maa der ialfald en større Sum af udprægede Lighedspunkter til for at 
gjore en mulig Fejltagelse paa et enkelt eller endog paa flere Punkter uskadelig. Men en 
saadan større Sum af Overensstemmelse kan ikke presteres i nærværende Tilfælde. — Og 
en ganske lignende Betragtning gjør sig gjældende for Gymnosomernes Vedkommende. 
I et enkelt Punkt: de sædvanlig med Sugekopper forsynede Arme, frembyder Gymnosomerne 
en som det synes dog hverken meget overraskende”) eller særdeles slaaende Analogi, 
til hvad man finder hos Gephalopoderne; iøvrigt er det ægte Opisthobranchier, som vi atter 
her har at gjøre med. 

Vi kommer saaledes med Nodvendighed til den bestemte Slutning, at de Ligheds- 
punkter med Cephalopoderne, som forskjellige Pleropoder frembyder, er at betragte som 
blotte Analogier. Dette Resultat er iøvrigt ingenlunde nyt. Allerede i 1852 har Sou- 
leyet (i «Bonite») udtalt sig ganske paa samme Maade. Efter at have nævnet den af 
flere Forfattere udtalte Anskuelse om et Slægtskab mellem Pteropoder og Cephalopoder og 
omtalt Lighedspunkterne mellem dem, fortsætter han (l. c. p.96): «Mais il est facile de 
reconnaître, par un examen plus approfondi, que toutes ces ressemblances sont plutôt 
apparentes que réelles, et que des differences extrêmement tranchées dans toutes les 
parties essentielles de l’organisation, dans le systeme nerveux, dans les organes de sens, 
dans les appareils de la digestion, de la circulation et de la génération, etc., séparent 


1) Gastropoderne tagne s. str. med Udelukkelse af Chitoner etc. 
2) Naar det erindres, at Clioniderne ligesom de fleste Cephalopoder er graadige Rovdyr, der binder an 
med stort Bytte, bliver et noget lignende Udstyr af Mundaabningen hojst naturlig. 


profondément les Ptéropodes des Céphalopodes. Ainsi le rapprochement de ces Mollusques ne 
nous semble justifié en aucune manière ...» Naar jeg trods dette har taget Ordet i denne 
Sag, saa er det fordi Souleyets Ord ikke synes at være bleven tilstrækkelig paaagtede; thi den 
modsatte Anskuelse har tilvisse slaaet meget dybe Rødder. Iøvrigt skal jeg ikke undlade at 
fremhæve, at en rigtigere Opfattelse i den nyeste Tid eri Færd med at arbejde sig frem. Ihe- 
ring har saaledes (1880) i en Artikel om Cephalopodernes Slægtskabsforhold (Zeitschr. wiss. 
Zool. 35. Bd. p. 4) erklæret, at han har forladt sit tidligere Standpunkt i denne Sag; i samme 
Bind af Zeitschr. wiss. Zool. har Spengel (Geruchsorg. u. Nervensyst. d. Moll., p. 381, 
Anm. 1), om end med alt Forbehold, udtalt sin Betænkelighed ved at gaa ind paa Tanken 
om et nærmere Slægtskab mellem Pteropoder og Cephalopoder, og ganske fornylig har 
Grobben!) med al Bestemthed ytret sig i samme Retning”). 


ll. Thecosomerne. 


Almindelige Bemærkninger. 


- 


Foden (Tab. 5, Fig. 69) er hos Thecosomerne i sin største Udstrækning fri, d. v.s. 
den er kun med et begrænset Parti forbunden med den ovrige Del af Legemet. Den falder 
naturlig i to Afsnit, et forreste meget bredt (sædvanlig meget bredere end langt), muskuløst 
Afsnit (v) og et bageste smallere, muskelfattigt Parti (f). De to Halvdele af det forreste 
Parti, der altid fortil i Midten er forsynet med en Indbugtning, betegnes som Vingerne. 
Paa den forreste Rand af hver af disse findes hos Limaciniderne og hos Cleodora virgula- 
acicula (Fig. 71) en tentakellignende Proces (v), der hos de øvrige Thecosomer (Fig. 72—79) 
opnaar en betydeligere Størrelse — mindst efter de nævnte hos Cleodora striata (Fig. 72) og hos 
Cymbulia (Tab. 3, Fig, 30) —, saaledes at den præsenterer sig som et særligt Hovedafsnit af 
Vingen, adskilt fra den øvrige Del ved et Indsnit”) (som kun mangler hos Tiedemannia); andre 
Indsnit end dette ene besidder Vingerne aldrig, og naar der hidtil er bleven talt om endnu et 
Indsnit hos visse Former (Hyalæer), da beror dette paa en Forvexling med Vinklen mellem 


1) Morphologische Stud. ü. d. Harn- u. Geschlechtsapp. d. Cephalop. i: Arb. Zool. Inst. Wien 5. Bd. 
p.44—67. — Uden at komme ind paa en Kritik af det paagjældende Afsnit af Grobbens Arbejde — 
til hvis Motivering etc. jeg paa adskillige Punkter ikke kan slutte mig — skal jeg her kun udtale, 
at jeg ingenlunde kan erkjende, at Lighedspunkterne mellem Pteropoder og Cephalopoder er at op- 
fatte som atavistiske — saa lidt som jeg f. Ex. i Hvalernes Fiskeform kan se en Atavisme. 
Overhovedet turde der vistnok være Anledning til at omgaas noget varligt med dette Begreb. 

Paa den anden Side kan det noteres, at Ray Lankester (Art. Mollusca i: Encyclop. Britann. 9. Ed. 
Vol. 16, 1883) i den Grad har miskjendt Pteropodernes Stilling, at han ligefrem har optaget dem i 
Cephalopodernes Klasse. 

3) Indsnittet er iøvrigt mere eller mindre udfyldt med en tynd svommehindeagtig Membran. 


= 


Vingen og det bageste Fodafsnit. Dette sidste har hos de forskjellige Former et 
noget forskjelligt Udseende: hos Limacinerne (Fig. 70) og hos Cleodora virgula-acieula 
(Fig. 71) er det smalt, tungeformigt; hos de øvrige Cleodorer (Fig. 73—75), hos Cuvierina 
(Fig. 79) samt hos Ayalea trispinosa (Fig. 76) og 4-dentata er det bredere, men Tunge- 
formen er dog bevaret; hos de øvrige Hyalæer (Fig. 77—78) er det næsten ligesaa 
bredt som Vingerne tilsammentagne, men kort, og har mistet Tungeformen. Hos Cymbulia 
(Tab. 3, Fig. 30) har det bageste Fodafsnit omtrent samme Form som hos Limacina etc., 
men adskiller sig ved at besidde en lang Traad i den bageste Ende; derimod er hos Tiede- 
mannia (Fig. 31) det bageste Afsnit af Foden ganske udvisket. — Det bageste Fodafsnit er 
hos Limaeiner og Hyalæider, men ikke hos Cymbulia, paa noget kontraherede Exemplarer 
klappet om fortil. 

Mundaabningen ligger fortil mellem Vingerne. Den er hos Limacinider og Hya- 
læider paa Siderne omgiven af et Par longitudinale Leber (Fig. 69 /), der forener sig med 
hinanden foran den. Disse Læber, som er kraftige, stærkt fremstaaende Hudfolder, løber 
først kun lidet divergerende bagtil, bøjer sig dernæst udefter, løber tværs henover den 
bageste indre Del af Vingerne, bliver efterhaanden lavere, ophører som fremstaaende Volde 
(ved 2), men fortsætter sig med en skarp Linie (270), som bøjer sig om og løber ud til 
Vingens Bagrand (ved å) i nogen Afstand fra Vinklen mellem det bageste Fodparti og 
Vingen (a). Overfladen af hele det af Læberne og den nævnte Linie omgrænsede Parti, som 
indbefatter det bageste Fodafsnit samt en Del af det forreste, har for det blotte Øje et 
andet Udseende end den øvrige Del af Foden: den er ligesom mere fløjelsagtig, og en 
mikroskopisk Undersøgelse viser, at denne Forskjel beror paa, at hele dette Afsnit er be- 
klædt med et Fimreepithel, hvis Geller er forsynede med et stort Antal tætstillede, meget 
lange Fimrehaar. Derimod mangler Epithelet paa den øvrige Del af Foden ganske Fimre- 
haar. Betydningen af den nævnte Dannelse vil blive drøftet nedenfor (ved Omtalen af The- 
cosomernes Ernæring). — Hos Cymbuliiderne mangler ganske hele den nævnte Indret- 
ning (longitudinale Læber etc.). Mundaabningen (der hos Tiedemannia sidder paa en længere 
eller kortere Proces: Snablen) er her begrænset af en forreste og en bageste Hudfold, som 
ude til Siden løber over i hinanden, og som paa deres indvendige Flade er beklædt med et 
Fimreepithel (Tab. 3, Fig. 30 og 32). 

Kappehulen frembyder hos Thecosomerne særdeles interessante Forhold. Forstaaelsen 
af disse turde være Knudepunktet i denne Dyregruppes Morfologi. 

Hos Limaciniderne er Kappehulen som sædvanlig hos Gastropoderne dorsal. 
Den danner en ret rummelig Kavitet paa Dyrets Rygside, der med en bred spalteformig 
Munding aabner sig ovenover Vingerne. Randen af Kappen!) fortsætter sig — hvad der 


1) Ved Kappe forstaas her overalt kun Duplikaturen, der danner Kappehulens ydre Væg. 


Vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, naturvidensk. og math. Afd. IV, 1, 3 


ligeledes er det sædvanlige hos Gastropoderne — med en lav kraveformig Bræmme paa 
Dyrets Underside bagved Foden. Paa venstre Side er Kapperanden, paa det Sted hvor den 
gaar over i den nævnte Bremme, forlænget til en kort Snip. Paa højre Side findes 
omtrent paa det tilsvarende Sted en kort halvrendeformig Tud og ved Siden af (udenfor) 
denne en paa Spiritusexemplarer trekantet, flad, tilspidset tentakellignende Fremragning. 
Det er aabenbart denne sidste, der paa det levende Dyr kan udstrækkes som en lang Ten- 
takel, og som af A. Agassiz omtales og afbildes under Navnet «siphon»”); den er allerede 
af O. Fabricius bleven meget godt beskreven”). Jeg formoder at Tentaklen virkelig (som 
Fabricius mener) er et Slags Føleredskab, medens Tuden rimeligvis har den Funktion at lede den 
i Gjællehulen dannede Slim (se nedenfor) og Exkrementerne ud af denne. Den lille Snip paa 
venstre Side er rimeligvis betinget af Skalmundingens Form, der netop paa det tilsvarende Sted 
(foroven, naar Skallen orienteres paa den for spiralsnoede Sneglehuse sædvanlige Maade, — 
paa Grænsen af Labium og Labrum) har en skarp Vinkel, og den har næppe nogen særlig Funktion. 

Hos Hyalæiderne er Kappehulen ventral; den aabner sig bagved det bageste 
Fodafsnit med en bred Munding; Kappens Rand fortsætter sig paa Rygsiden med en smal 
kraveformig Bremme, ganske lig den, der hos Limacinerne findes paa Bugsiden. For- 
holdet er altsaa lige det omvendte af hvad vi finder hos Limacinerne. 

Denne kapitale Forskjel i Kappehulens Lejring hos de to Familier har naturligvis 
forlængst tildraget sig Naturforskernes Opmærksomhed, men man er gaaet vel let hen over 
den, noget der utvivlsomt for en Del skyldes den Omstændighed, at Limacinernes Bygning 
hidtil kun i ringe Omfang er bleven studeret, og en Forstaaelse deraf er hidtil ikke opnaaet. 

Af de faa Forfattere, der har drøftet Spørgsmaalet om Forholdet mellem den dor- 
sale Kappehule hos Limacinerne og den ventrale hos Hyalæiderne, skal her kun Souleyet 
og Grobben nævnes. Begge Forfattere behandler Sagen i stor Korthed og begge ind- 
tager ganske uafhængig af hinanden, egentlig ganske samme Standpunkt, om end dette 
udtales i lidt forskjellige Ord: Kappehulens forskjellige Lejring er formentlig en direkte Følge 
af at Hyalæiderne har en ret Skal og en ret Indvoldssæk, medens Limacinerne har en Spiralskal 
og en spiralsnoet Indvoldss&k°). Spiralsnoetheden, eller Ophævelsen af Spiralsnoetheden, 
medfører efter begge Forfatteres Opfattelse en Omlejring af Kappehulen, henholdsvis fra 


1) Se hans Meddelelser om Heterofusus retroversus (= Limacina balea), i: Gould, Report Invertebrata 
Massachusetts p. 506, Tab. 27. 

I Fauna Groenlandica p. 388 omtales Tentaklen paa følgende Maade (Lim. helieina) «Versus umbilieum 
testae, s. subtus ad angulum alarum excurrentem, cirrus mollis subulatus albus porrigitur admodum 
sensibilis, qui et vice tentaculi, et claui sub remigando, fungi videtur». Heller ikke den omtalte Tud 
synes at være undgaaet Fabricius’ Opmærksomhed, thi han fortsætter: »Pone illum tubulus longior 
apice ampliori orbiculari, quem pro meatu excrementorum habeo». 

Souleyet (Bonite Tome 2 p. 208—10) siger om Spirialis (Limacina) følgende: «Les Spiriales se, 
rapprochent tout à fait, par leurs caractères extérieurs, des genres précédents [Hyalæa, Cleodora]; 
on peut s’en faire une idée assez juste en les considérant comme des Cléodores dont la partie 


= 


& 


19 


Bug til Ryg eller fra Ryg til Bug. — Men denne Opfattelse er urigtig, thi Spiralsnoetheden 
hos Sneglene kan, som vi strax skal se, efter sin Natur ikke foranledige saadanne Omlejringer. 


Betragter man en eller anden Snegl, som er tagen ud af sit Hus — til en farste 
Undersøgelse egner sig særlig saadanne Former, hvis Skal kun er lidet toppet!) — er- 


kjendes det uden Vanskelighed, at Indvoldssækkens spiralsnoede Form i første Instans 
beror påa, at dens Ventralside er betydelig kortere end Dorsalsiden; herved betinges 
Sammenrulletheden. I anden Række kommer dernæst en vis ejendommelig Skjævhed 
af Indvoldssækken, som betinger den større eller mindre Toppethed, der jo iøvrigt som 
bekjendt ganske kan mangle, men som ialtfald er uden væsentlig Betydning for Organernes 
gjensidige Lejringsforhold. 

Tænker man sig nu en Limacina rettet ud: Ventralsiden gjort ligesaa lang som 
Dorsalsiden og den ringe Skjævhed i Indvoldssækken udjævnet, saa vil dette, som man 
uden Vanskelighed indser — og som et Forsøg med en for sin Skal befriet Snegl eller 
med en simpel Model af Modellérvox ialfald med Lethed vil vise —, ikke medføre nogen- 
somhelst Forandring i Kappehulens Lejring. Forskjellen i denne Henseende mellem Lima- 
cinider og Hyalæider er altsaa ikke nogen simpel Følge af at Indvoldssækken hos hine er 
spiralsnoet, hos disse ikke, Den maa søges forklaret ad anden Vej. 

Der er nu flere Maader, paa hvilke man kunde forestille sig Limacinernes dorsale 
Kappehule blive ventral. Man kunde saaledes tænke sig, at den højre Side af Kappehulen 
strakte sig ned imod Ventralsiden, samtidig med at den venstre Side af samme skrumpede 
ind, og paa denne Maade efterhaanden faa Kappehulen drejet om paa Bugsiden, uden at 
der iøvrigt indtraadte nogen Forandring i Organernes Lejringsforhold. Men en nøjere 


postérieure du corps et la coquille qui la recouvre seraient contournées en spirale». ... «La 
partie postérieure ou abdominale est enroulée en spirale, ainsi que la coquille dans laquelle elle 
est contenue» .... »le-sac branchial, au lieu de se trouver à Ja partie inférieure, comme dans les 
Hyales et les Cléodores, est placé en dessus, comme dans les Gastéropodes pectinibranches ou 
pulmonés, par suite de l'enroulement de l'animal autour de son axe fudhævet af mig]. 
— Grobben (Harn- u. Geschlechtsorg. d. Gephalop., i: Arbeit. Zoolog. Instit. Wien Tome 5, p.63) 
udtaler sig, efter at have omtalt, at Kappehulen er dorsal hos Limaciniderne, paa felgende Maade: 
«Wie erklärt sich aber die ventrale Lage der Mantelhöhle bei den übrigen Pteropoden? Ich glaube, 
dass dieselbe einfach durch Rückdrehung des bei den Stammformen gedrehten Einge- 
weidesackes [udhævet af mig] zu Stande gekommen ist. — Die dorsale Lage der Mantelhöhle, wie 
sie bei allen spiralig gedrehten Gasteropoden vorkommt, ist erst bei der Drehung des Eingeweide- 
sackes zu Stande gekommen, somit secundär». Der følger saa nogle Angivelser, som formentlig 
skal godtgjere dette; derpaa fortsættes: «Die hintere (ventrale) Lage der Mantelhöhle ist jedenfalls 
somit die ursprüngliche. Sie findet sich noch bei Dentalium und den Gephalopoden. Bei den Pte- 
ropoden mit Ausnahme der Limaciniden ist sie secundär wiederhergestellt». 

1) F.Ex. Limacina helicina, der ogsaa af den Grund udmærket egner sig til Studium af disse Forhold, 
at Skallen paa Grund af sin enorme Skjarhed med stor Lethed kan fjernes fuldstændig, uden at 
Dyret læderes. — Det er iøvrigt en Selvfolge, at jeg ogsaa har undersøgt andre Snegle i denne 
Anledning. 

gr 


Betragtning af de lo Gruppers, Limacinidernes og Hyalæidernes, Bygning viser, at Forskjellen 
i Virkeligheden er langt mere indgribende. 

I Virkeligheden maa man forestille sig, at Overgangen fra Limaciniderne til Hya- 
læiderne er gaaet for sig paa folgende Maade: For det første er Indvoldssækken rettet ud, og 
dernæst er den storre bageste Del af Dyret, indeholdende Tarmkanalen (undtagen Mund 
og Buccalparti), Leveren, den største Del af Genitalorganerne (undtagen Kjonsgangens 
yderste Del samt Penis), Hjærte, Nyre, Kappehule etc., og omgiven af Skallen, drejet 
180° omkring Dyrets Axe, medens det forreste Parti, bestaaende af Foden + Vingerne, 
Tentakler, Penis, Kjønsaabning, Buccalparti, Centralnervesystem, har bevaret sin oprindelige 
Lejring. Betragter man Dyret fra den forreste Ende har Bevægelsens Retning været den 
modsatte af Visernes paa et Ur"). Hvad der paa det bageste Parti af Limacinernes Legeme 
er Ryg er hos Hyalæiderne blevet Bug, hvad der er højre hos hine er blevet venstre 
hos disse, etc. 

Saa paafaldende det end kan synes, at der skulde være en saa gjennemgribende 
Forskjel i Delenes Lejringsforhold hos to Dyregrupper, der i Detaillen af deres Bygning 


staar hinanden saa nær som Limacinider og Hyalæider — saa nær, at Souleyet endog 
gjorde dem til Medlemmer af én Familie — saa viser dog en nøjere Analyse af deres Byg- 


ning paa det klareste, at Forholdet virkelig er et saadant. 

Særlig instruktivt er Genitalsystemets og Tarmkanalens Lejrings-Forhold?). 
Hos Limacinerne krydser den bageste Del af Tarmen (den Del der ligger Anus nærmest) 
den forreste Del, saaledes at hin ligger ovenpaa denne; hos Hyalæiderne findes en ganske 
lignende Sløjfe, men den bageste Del ligger her nedenunder den forreste. — Hos Lima- 
cinerne ligger den bageste Del af Tarmen til højre for Tyggemaven, og Anus aabner sig 
påa højre Side; hos Hyalæiderne ligger samme Del paa venstre Side af Tyggemaven og 
Anus aabner sig paa venstre Side. — Hos Limacinerne ligger Kjønskjertlens Udførsels- 
gang paa højre Side af Dyret, nedenunder den bageste Del af Tarmen og aabner sig langt 
fortil paa højre Side. Aabningen findes ogsaa hos Hyalæiderne paa højre 
Side, den befinder sig nemlig paa det forreste, ikke drejede Parti; den største Del af 
Udførselsgangen ligger derimod hos Hyalæiderne paa venstre Side ovenover Tarmens bageste 
Parti, men den nærmest Aabningen liggende Del af Gangen løber hen tværs under 


') Det følger af sig selv, at man ligesaa godt kunde sige, at den bageste Del af Legemet hos Hyalæiderne 
har bevaret sin oprindelige Lejring, og at det er den forreste Del som har drejet sig 180% omkring 
Dyrets Axe (naturligvis i modsat Retning). Det er kun de to Partiers relative Stilling, hvorpaa det 
kommer an. 

’) En Betragtning af de skematiske Figurer p. 21 vil lettere end mange Ord give en Forstaaelse af 
disse Forhold. 


Træsn. A. Skema af Tarmkanalens og Kjonsorganernes Lejring hos en Limacina, set fra Rygsiden (rettet 
ud og forkortet). 
— DB. Samme fra Bugsiden. 
— €, Samme Organers Lejring hos en Cleodora set fra Bugsiden. 
v Vinge, f mediant Fodparti, m Mund, do Kjønsaabning, a Anus, o Kjønskjertel. 


Buccalpartiet til den paa højre Side liggende Kjønsaabning. Alt dette forstaas let, naar 
vi lænker os hele den bageste Del af Limacinen drejet 180° omkring Dyrets Axe. 

Hertil svarer ogsaa hvad den anatomiske Analyse iøvrigt giver. Nyren og Hjærtet 
ligger saaledes hos Limacina (Tresn. 7, p. 29) paa Dyrets Rygside tilvenstre; hos Cleodora 
acicula (Træsn. A), der (tilligemed Cl. virgula ")) af alle Hyalæider, saaledes som andre Forhold 
viser, staar Limacinerne nærmest, ligger de samme Dele paa Ventralsiden tilhøjre, 
men iøvrigt i samme gjensidige Stilling”). — Skalmusklen, der hos Limaciniderne i sin 
Helhed ligger paa Ventralsiden, har (med Undtagelse af den allerforreste Del) hos Hya- 


1) Som jeg ikke har undersøgt i denne Henseende. 


2) Hos andre Hyalæider er Nyrens og Hjærtets Lejringsforhold mer eller mindre sekundært forandrede 
(se nedenfor). 


22 


læiderne sin Plads paa Dorsalsiden ovenover Indvoldsmassen!). — Hos Limacinerne findes 
som for nævnt paa Kappens Forrand paa højre Side en tentakellignende Proces; samme 
findes ogsaa hos forskjellige Hyalæider, saaledes navnlig hos de Former, der staar Lima- 
cinerne nærmest — Cleodora virgula-acicula, Cl. striata — men paa venstre Side. 

Paa ethvert Punkt, som jeg har kunnet undersøge, bekræftes altsaa den ovenfor 
fremsatte Theori?): at Gjællehulens ventrale Lejring hos Hyalæiderne maa opfattes som en 
Følge af en Drejning af den bageste Del af Dyret 180° omkring dets Axe). 
Denne Drejning kan ogsaa delvis paavises under Ontogenesen. Kappehulen anlægges (se 
Fol, Dével. d. Ptérop. i: Arch. Zool. exp. gén. Tome 4, p. 141 og en stor Del af Figg.) 
paa hojre Side af Dyret, og endnu efter at den — hos yngre Larver — har naaet en ret 
betydelig Udvikling , er den lejret ikke nøjagtig ventralt men skjævt, hentil den højre Side 
af Dyret (efter Theorien skal Kappehulen netop paa et Mellemtrin vere lejret paa højre 
Side). Hermed staar ogsaa i Forbindelse, at Spidsen af Skallen hos de Former, der be- 
sidder en krummet Skalspids, er rettet ud til venstre Side hos de unge Larver, medens 
den senere er rettet opefter (smlgn. de nedenfor givne Bemærkninger om Skallen), ligeledes 
ganske stemmende med Theoriens Krav; fremdeles anlægges Anus i Midtlinien og rykker 
først senere ud til venstre (Fol, |. c. p. 146). Begyndelsen af den omtalte Drejning af Dyrets 
bagre Parti maa tænkes at foregaa for Kappehulens og Anus’ Anlæg (Kappehulen anlægges 
temmelig sent, efterat f. Ex. Foden allerede er stærkt udviklet). 

Angaaende Kappens Forhold hos Hyalæiderne kan her endnu følgende bemærkes. 
Aabningen ind til Kappehulen er hos Arterne af Underslægten Creseis ligesom hos Lima- 
cinerne ligesaa bred som Skalmunden. Men hos de fladtrykte Cleodorer og hos Hyalæa- 
Arterne er dette ikke mere Tilfældet; her svarer Aabningen kun til den midterste, videre 


') Man skulde vente, at den forreste Del af Skalmusklen hos Hyalæiderne énsidig (til venstre) bøjede 
sig ned til Bugfladen for at hefte sig til Foden, 1 Virkeligheden sender den dog et Baand ned paa 


hver Side af Buccalpartiet, af hvilke derefter det ene — det højre — maa’ betragtes som en Ny- 
dannelse. 
*) For en mere overfladisk Sammenligning af den her udviklede Theori med en enkelt løsreven Sæt- 


ning af Souleyets ovenfor (p. 18 Anm. 3) citerede Bemærkninger kunde det maaske synes, som om hans 
og min Opfattelse faldt sammen. Dette er dog, som alt fremhævet og som en nøjere Gjennem- 
læsning af alle de citerede Steder af Souleyets Bog lettelig viser, urigligt. En anden Sag er, at en 
lignende Forestilling, som den der ligger til Grund for min Opfattelse, har foresvævet baade 
Souleyet og Grobben; men der er den væsentlige Forskjel, at disse Forfatteres Forestilling hviler paa 
en ganske urigtig Basis 

Da jeg i sin Tid fremstillede denne Theori i et Møde i «Naturhist. Forening», blev der gjort den 
Indvending mod samme, at man intet analogt Tilfælde kjendte. Dette er dog ikke saa. Man kjender 
flere mere eller mindre lignende Exempler, af hvilke jeg blot skal tillade mig at' anføre et enkelt, 
som kommer vort meget nær. Hos Appendicularierne ligger Nervesnoren i den fladtrykte Hale paa 
den ene Side af Chorda, medens den hås Ascidielarverne ligger symmetrisk, ovenover denne; dette 
forstaas kun, naar man (smlgn. Fol i: Mém. Soc. Phys. Genève Tome 21) antager, at Halen hos 
Appendicularierne er drejet 90° om Dyrets Axe, 


Del af Skalmunden; til de snevre Sidedele af denne (Sidespalterne hos Hyalæa) svarer to 
Hudfolder paa hver Side, der vel er Fortsættelsen af Kappens frie Rand, men som er for- 
bundne ved en Membran med hinanden. 

Epithelet, der bektæder Kappehulen hos Limaciner og Hyalæider, frembyder 
meget interessante Forhold, og skjent vi i nærværende Arbejde ellers ikke kan gaa ind paa 
en Betragtning af Pteropodernes Histologi, skal dog dette Epithels Forhold med nogle Ord 
berøres. Hos begge Grupper er den større Del af Kappens indvendige Flade (dog ikke 
den forreste Del af denne) beklædt med et meget tykt Epithel, bestaaende af kolossale 
Celler af et ejendommeligt Udseende. Hos Limacinerne har alle Cellerne, der sammen- 
sætter dette Epithelskjold, som vi vil kalde det, i det væsentlige samme Præg: det er 
Cylinderceller (prismatiske Celler) indtil 3 Gange saa høje som brede, med en stor, rund 
eller noget oval Kjærne af indtil #/4 af Cellens Bredde, med et eller flere, sædvanlig uregel- 
mæssige, store Kjærnelegemer; Cellens Protoplasma har et noget ejendommeligt Præg: det 
er paa samme Tid fint grynet og stribet paa langs, ser ud som om det var sammensat 
af knudrede Traade, der løber parallelt med hinanden fra Cellens Basis til dens frie Over- 
fiade. Men disse Celler er dog paa den anden Side noget forskjellige, og det saaledes at 
de falder i to Grupper. Nogle af dem er slankere, mere gullige, Stribningen og Kornene 
finere, — andre er sværere, blegere, Stribningen og Kornene grovere; hver af disse Gelle- 
Former sammensætter særlige Strøg af Epithelskjoldet, som dog ikke ved regelmæssige 
Linier er sondrede fra hinanden. 

Hos Hyalæa- Arterne har Epithelskjoldet i en ikke ringe Grad forandret Udseende. 
Visse Partier af samme, nemlig tvende Tværbaand, det ene liggende midt i Epithelskjoldet, 
det andet ved sammes bageste Ende, begge adskilte fra del øvrige Epithel ved en forreste 
konkav og en bageste konvex Rand, bestaar af en Celleform af et højst mærkeligt Præg. 
Cellerne (se Tab. 4, Fig. 67—68) er korte Cylinderceller af omtrent rektangulært Tværsnit, som 
hver i deres øverste Del er forsynede med flere, sædvanlig 2—3, store, dybe krukkeformige 
Hulheder , der aabner sig med en noget indsnevret rund eller oval Aabning (0).  Cellerne 
sidder i regelmæssige Tværrækker, og Hulhederne i hver Celle danner ligeledes en kort 
Tværrække, der slutter sig til Tværrækken af Hulheder i de to tilstødende Celler af samme 
Cellerække, saaledes at alle Aabningerne i hver Række Celler danner én Række. I Cellens 
forreste Side (den Side der vender henimod Kappehulens Aabning) er der Indsnit (a) der 
gaar et Stykke ind mellem Gruberne, og som ved første Øjekast, naar man betragter 
Epithelet fra det frie Flade, frembringer det Indtryk paa lagttageren, at der til hver Hulhed 
svarer én Celle; men allerede ved en dybere Indstilling af Mikroskopet ses det sædvanlig 
uden Vanskelighed, at Cellekjærnernes Antal er langt ringere end Hulhedernes, og ved at 
betragte Epithelet fra Cellernes Basalflade bliver man uden Vanskelighed klar over Forholdet. 
Det sædvanlige Antal Hulheder i én Celle er, som ovenfor anført, 2—3, kun ganske und- 


24 


tagelsesvis er der blot 1 enkelt, medens jeg paa den anden Side hos Hyalæa tridentata i den 
bageste Del af det bageste Tværbaand har fundet Geller med 10—12 Hulheder (alle i én 
Tværrække); Geller med saamange Hulheder er naturligvis meget brede. Protoplasmaet i 
de beskrevne Geller ligner det i de blegere Geller hos Limacina. Fimrehaar har jeg ikke 
fundet hverken paa disse eller paa de øvrige Celler i Epithelskjoldet (heller ikke hos Lima- 
cina), skjønt jeg har undersøgt mange Exemplarer, hos hvilke Fimrehaarene paa andre 
Celler var vel bevarede; jeg er derfor tilbøjelig til at antage, at de virkelig ganske mangler 
Fimrehaar!). — Hos Cleodora balantium (og sandsynligvis ligesaa hos Cl. cuspidata, af 
hvilken ingen ret egnede Exemplarer forelaa til Undersøgelse) har Epithelskoldet væsentlig 
samme Bygning som hos Hyalæa; hos de øvrige Cleodorer, som jeg i denne Retning har 
undersøgt (Cl. pyramidata, striata og acicula), findes der kun ét, men meget bredt Tværbaand 
af særlig udviklede Celler, bagtil i Epithelskjoldet; hos CI. pyramidata og striata er Hulhe- 
derne blevne til blotte lave Gruber og selv disse mangler ganske hos acicula. 

Hvad Epithelskjoldets Funktion angaar, da maa jeg efter Cellernes "Udseende at 
dømme formode, at det er et Sekretionsorgan, som rimeligvis afsondrer en væsentlig Del af 
den Slim, som O. Fabricius (Fauna Groenl. p. 389) for Limacinas Vedkommende omtaler 
med følgende Ord: «Plures simul in poculo aqua pleno asseruatae fluore gelatinoso sub- 
granulato cinereo, quasi excrementis, illud implent, in quo ingredi minus valent, et demum 
prorsus desinere coguntur». 

Den foran Epithelskjoldet liggende Del af Kappens indre Flade har jeg kun haft 
Lejlighed til at studere noget nøjere hos Limacina. Dette Parti er for største Delen be- 
klædt med smaa flade Epithelceller, imellem hvilke der dog findes længere eller kortere 
Tværrækker af større flade Celler, sædvanlig meget bredere end lange; hver af disse 
Celler (og hver Række Celler) bærer en enkelt Tværrække af lange Fimrehaar, som løber 
midt henover Cellen i Retningen af dens største Dimension; den øvrige Del af Cellen er 
uden Fimrehaar. Rækkerne af disse ejendommelige Fimreceller findes ' stærkest udviklede 
paa venstre Side; men en enkelt Række (den forreste) strækker sig tværs over omtrent 
hele Kappens Indside. Foruden Rækker af saadanne Celler findes ogsaa en Del isolerede 


') Smign. Gegenbaurs Beskrivelse (Pterop. u. Heterop. p. 17 ff.) der er en Del forskjellig fra oven- 
staaende. G. angiver saaledes navnlig, at Epithelskjoldets («Wimperschild») Celler er forsynede med 
Fimrehaar, samt at de ovenfor beskrevne Hulheder svarer hver til sin Celle, — P. Schiemenz 
(U. d. Wasseraufnahme bei Lamellibranchiaten ete. i: Mitth. Zool. Stat. Neapel 5. Bd, 1884, p. 527 
Anm.) angiver lige som jeg, at de med Hulheder forsynede Celler mangler Fimrehaar, samt at hver 
Celle er forsynet med flere Hulheder; derimod meddeler han, hvad jeg ikke kan bekræfte, at der 
ovenpaa disse Geller skulde findes «eine andere, allerdings sehr zarte, die Löcher frei lassende Zell- 
schicht, welche die Wimpern trägt». Hvad det er, der har givet Forf, Anledning til denne Bemærk- 
ning, kan jeg, da Meddelelsen er ganske lejlighedsvis og meget kort, ikke med Sikkerhed afgjore. 
Jeg skal dog tillade mig den Bemærkning, at jeg undertiden har fundet Partier af Epithelet paa 
Kappehulens viscerale Væg løsrevne fra denne og klæbede fast til Epithelskjoldets Celler; maaske det 
er et saadant Tilfælde, som har foranlediget den nævnte Angivelse. 


25 


af samme Art. — Desuden findes endnu en tredje Celleform i dette Parti af Kappehulen, 
nemlig en Slags Bægerceller, der ikke lidet ligner Bægercellerne i Pattedyrenes Tarm, 
men er større. De aabner sig hver med en snever Aabning mellem de smaa Epithelceller, 
medens største Delen af deres Cellekrop ligger under det øvrige Epithel. De findes spredte over 
det paagjældende Parti, men talrigst i dens venstre Del, hvor der desuden findes en større 
Samling meget store Exemplarer af dem, der danner en lille «Plaque» i denne Del af 
Kappens Væg; Aabningerne fra de sidstnævnte kolossale Bægerceller ind i Kappehulen er 
naturligvis større end fra de mindre, men dog i Forhold til Gellernes Vidde særdeles 
smaa. — Desværre har jeg ikke af andre Pteropoder haft passende Materiale til en Under- 
søgelse af dette Parti af Kappehulen, der næsten altid var særdeles slet konserveret. 

Den øvrige Del af Kappehulens Væg — ogsaa den Del, der dannes af Indvolds- 
sækken — er baade hos Limaciner og Hyalæider beklædt med smaa flade Celler, hvori 
findes spredte Fimreceller, ganske lig dem, der paa den forreste Del af Kappen danner 
Tværrækker, hver med én Række af Fimrehaar (Gegenbaurs «Wimperleisten»). 

En ikke ringe Interesse frembyder Kappehulen hos Gymbuliiderne, der vel 
slutter sig til Hyalæidernes, er ventral ligesom hos disse, men paa den anden Side er 
stærkt modificeret. Forskjellen mellem en Cleodora og Gymbulia i denne Henseende beror 


Træsn. D. Skematisk Længdesnit af en Cleodora (Skallen borttagen). 
Træsn. G. Lignende af Cymbulia Peronii; Træsn. E—F hypothetiske Mellemstadier mellem begge. 
m Mund, f Fod, in Indvoldsmasse, a—b Epithelskjold paa Kappehulens ventrale Væg, sk indre Skal. 


Vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, naturvidensk. og math. Afd IV. 4, 4 


væsentlig paa, at Rygsiden af Dyret hos Cymbulia er bleven saa stærkt forkortet, at Gjælle- 
hulen kommer til at strække sig helt op til Nakken af Dyret (hvor ogsaa Exkretionsorganet 
er rykket hen); smlgn. omstaaende skematiske Figurer, som gjør en yderligere Forklaring 
overflødig. 

Karakteristisk for Cymbulia er fremdeles den store Vidde, Kappehulen har. Som 
svarende til Kappens indvendige Side hos Cleodora maa nemlig ikke blot Beklædningen af 
den forreste Hulhed i den tøffelformige Skal opfattes, men tillige ialfald et stort Stykke 
af Beklædningen af den øverste Flade af Tøffelens bageste Del (a—c). Dette ses af Epi- 
thelets Beskaffenhed. Cymbulia besidder nemlig det samme Epithelskjold!) som Hyalæiderne 
og dette strækker sig ikke blot henover Tøffelens Hulhed men tillige henover den forreste 
Halvdel af Tøffelens Bagpart, saaledes at ialfald en Del af dennes øvre Beklædning, rime- 
ligvis den hele, maa regnes for — Kappens indre Side hos en Cleodora. 

Undersøges Organernes Lejringsforhold hos Cymbuliiderne, saa finder man, at de 
ganske svarer til den ovenfor givne Tydning. Det distale Afsnit af Tarmen krydser det 
proximale tæt ved Maven og ligger under dette (— Hyalæiderne) ; det midterste Parti af 

H. Tarmen danner en Løkke, der er større end den tilsvarende hos 
Hyalæiderne, og hvis bageste Del (a i Træsn. H) i Harmoni med, 
at Indvoldssækkens Ventralside er saa stærkt krummet, er slaaet op 
bag den øvrige Del af Tarmkanalen. Anus ligger til venstre, men 
paa Grund af, at Maven er rykket noget ud til højre, nærmere 
Midten end hos Hyalæiderne. Kjensaabningen ligger til højre; den 
nærmest Aabningen liggende Del af Udførselsgangen krydser Buccal- 
partiet og ligger under dette (= Hyalæiderne). 


Gjæller. En Gjælle mangler hos alle Thecosomer med Und- 


tagelse af de fleste Hyalæa-Arter, nemlig de nedenfor under Beteg- 
Træsn. H. Tarmkanalen af 


Cymbulia, set nedenfra, Pelsen Hyalæa-B sammenfattede Former.  Gjællen hos disse vil 
Skema. blive beskreven ved Behandlingen af Slægten Hyalæa. 

a svarer til det med samme 
Bogstav mærkede Sted i 
Træsn. A—O (p. 21). af Gastropoderne spiralsnoet; den er sædvanlig forsynet med en 


Skallen. Hos Limaciniderne er Skallen som hos Flertallet 


dyb Umbilicus og er altid venstresnoet?) (dexiotrop). Hyalæidernes Skal er derimod 
altid omtrent symmetrisk og derhos i sin største Udstrækning omtrent ret, kun den 
bageste - Del er sædvanlig krummet. Denne Krumning er tilsyneladende lige modsat 
den, vi ellers finder hos Gastropoderne, idet Konkaviteten hos Hyalæiderne ligger paa 


1) Celler med Hulheder mangler i dette, ellers ligner Cellerne de tilsvarende hos Hyalæiderne. 

*) Kjons- og Fordojelsesorganernes Aabninger forholder sig derimod som de fleste andre Gastropoder, Dyret 
er «højrevendt», trods den venstresnoede Skal. 1 det hele er det jo ikke ubekjendt, at den Maade, hvorpaa 
Skallen er snoet hos Sneglene, ikke staar i noget absolut Forhold til Organernes Lejringsforhold. 


Dorsalsiden, Konvexiteten paa Ventralsiden — altsaa ligesom hos Nautilerne —, medens 
Skalrorets Konkavitet ellers hos Sneglene, Limaciniderne ikke undtagne, svarer til Dyrets 
Bugside, Konvexiteten til Rygsiden (om Skallen er højre- eller venstresnoet, gjør i denne 
Henseende ingensomhelst Forskjel). Jeg har ikke set, at man hidtil har bemærket denne 
ret vigtige Forskjel i Krumningen af Hyalæidernes og andre Snegles Skal; var den bleven 
bemærket, vilde den vistnok være bleven tagen til Indtægt som en Cephalopod-Karakter. I 
Virkeligheden forklares den imidlertid ganske simpelt som en Følge af den før omtalte 
Drejning af Indvoldssækken 180? omkring sin Axe: Indvoldssækkens, og dermed ogsaa 
Skallens, Rygside hos en Hyalæide svarer, som for paavist, til Bugsiden hos Limacinerne, 
saaledes at Forskjellen i Virkeligheden kun er tilsyneladende og Ligheden med Cephalopo- 
derne atter kun en ganske overfladisk. — Hyalæideskallens speciellere, i morfologisk Hen- 
seende ingenlunde uinteressante, Forhold vil senere nærmere blive drøftet (se Indledningen lil 
Hyalæiderne). — Thecosomernes Skal er iøvrigt, i Overensstemmelse med den pelagiske 
Levevis, altid tynd, ofte særdeles skrøbelig, altid gjennemsigtig'), enten ufarvet eller med 
større eller mindre brun- eller brunrød-, sjeldnere violetfarvede Partier. 

Hvad man hos Cymbulierne betegner som Skal, er en gelatinøs-bruskagtig, 
indenfor Dyrets Epidermis aflejret Masse, der, saavidt man kan skjønne, intetsomhelst 
har at gjøre med Skallen hos de øvrige Thecosomer. 

Fordojelsesredskaberne. 

Radula (Tab. 3, Fig. 22—29) frembyder hos alle Thecosomer det samme Billede 
med smaa Modifikationer. Afset fra Slægten Tiedemannia, hos hvilken Radula ganske 
mangler, er der hos alle Thecosomer i hver Tværrække i Radula tre Tænder, af hvilke Midt- 
tanden er en trekantet Plade, sædvanlig med to længere og én kortere Kant, ved hvilken sidste 
den er fastgjort til Underlaget; den nedre Del af de to Sidekanter er forsynet med en Bremme 
af længere eller kortere Frynser, medens Spidsen af Pladen danner en glat Endetorn. 
Sidetænderne er krogformige, med en Bremme af lignende Frynser som paa Midttænderne. 
Radula er sædvanlig kun meget lille, med et ringe Antal (c. 10) Tværrækker, Tænderne 
smaa, Buccalpartiet ı det hele kun svagt udviklet (forholdsvis svagest har jeg fundet det 
hos Cymbulia). En Undtagelse herfra danner Cuvierina, hvis Buccalparti er noget kraftigere, 
og hvis Radula (Fig. 28) bestaar af et betydelig større Antal Tværrækker; Midttenderne er 
særlig kraftig udviklede, forsynede med et mægtigt Fodstykke (der ligner et Hvirvellegeme 


1) Dette angives uden Undtagelse af de Forfattere, som har haft Lejlighed til at undersoge levende 
Thecosomer, ligesom jeg ogsaa selv har fundet Forholdet saaledes hos de Exemplarer, som var 
fangede kort Tid, inden de kom mig i Hænde. Exemplarer, som har været opbevarede længere Tid i 
Spiritus, finder man ganske vist ofte uigjennemsigtige, mere eller mindre mælkede, men dette skyldes 
uden Tvivl Konservationen. Jeg har troet udtrykkelig at burde fremhæve dette Forhold, da Pfeffer 
har ment åt kunne anvende Gjennemsigtighed eller Uigjennemsigtighed som Artsmærker, hvilket 
efter det anførte naturligvis ikke gaar an. 

yr 


28 


hos et Pattedyr) og en meget lang Endetorn, medens den frynsede Siderand er rudimenter ; 
Sidetænderne er derimod smaa. 

Et Par Kjæber findes hos alle Thecosomer undtagen Tiedemannia. Hver Kjæbe 
bestaar af et ringe Antal lave, tagformige Tværvolde!) med en svagt takket eller frynset 
Rand. De er kun svagt chitiniserede; hver Vold bestaar af mange smaa Stykker, adskilte 
fra hinanden ved fine Linier. Kjæberne har deres Plads umiddelbart foran Radula, paa 
Siderne af Mundhulen; de mødes ikke, men er adskilte, baade oventil og nedentil, ved et 
Mellemrum, som er størst foroven, medens Afstanden mellem Kjæbernes nederste Ender er 
temmelig ringe. 

Angaaende den øvrige Del af Fordojelseskanalen har jeg kun lidet at føje 
til det, som er bekjendt fra tidligere Forfattere, til hvilke jeg derfor henviser (se navnlig 
Souleyet, Bonite, Tome 2). Thecosomerne besidder alle en muskuløs Tyggemave, som er 
udstyret med 4 store Plader, hver med en stærkt fremspringende Kam, siddende i en 
Kreds paa Mavens Indside, samt med en femte”) mindre, siddende bagtil i Mellemrummet 
mellem 2 af de store Plader; desforuden findes der foran de 4 store Plader flere hidtil 
oversete smaa Plader eller Tænder. Alle disse Plader er chitinøse Cuticulardannelser, ikke 
af nogen særdeles fast Konsistens, som ved Indtørring skrumper stærkt sammen. — 
Tarmen er temmelig kort; dens Forløb er beskrevet ovenfor (ved Omtalen af Kappe- 
hulen). — Leveren danner en stor kompakt Masse, der udmunder i Tarmen tæt bagved 
Maven med én Udforselsgang. _ 

Nyre og Hjærte?). Nyren er en aflang, sædvanlig flad Sek, der altid med sin ene 
Ende er lejret op i Nærheden af Epithelskjoldets Bagrand; Hjærtet ligger altid ved den 
anden Ende af Nyren. løvrigt er Hjærte og Nyre lejret paa forskjellig Maade hos for- 
skjellige Thecosomer. Hos Limacinerne ligger Nyren paa Dyrets venstre Side og bagved 
den ligger Hjærtet; Atriet ligger til venstre for og lidt foran for Ventriklen. Hos Cleodora 
acicula (og virgula efter Souleyets Figurer) er de to Organers Lejring til hinanden og til de 
andre Indvolde uforandret, men de ligger, som en Følge af hele det bageste Partis Drej- 
ning, paa Dyrets højre Side, og Atriet ligger til højre og foran for Ventriklen. Hos de 
følgende Arter foregaar der nu en sukcessiv Vandring af Nyren og Hjærtet henover Dyrets 


1) Et Tværsnit af en Kjæbe vil have omtrent følgende Udseende: -aaaa- 

2) Overset af Souleyet, men set af Krohn (Beitr. z. Entwickelungsg. d. Pterop, u. Heterop. 1860 p. 42). 

3) Disse Organers finere Bygning kan vi ikke her gaa ind paa. Jeg vil dog tillade mig at anføre 
en lagttagelse, Hjærtets Bygning vedrørende, som jeg har haft Lejlighed til at gjøre. Hos Cl. acicula 
(lignende Forhold vil man sandsynligvis finde hos andre Thecosomer) er Ventriklen sammensat af 
et ganske ringe Antal (næppe 10) store, korte, fladtrykte, kantede Muskelceller, som med deres 
Kanter støder op til hinanden. Hver Celle har en Kjærne, som ligger udenpaa den kontraktile 
Substans omgiven af en lille prominerende Protoplasma-Ansamling. Den kontraktile Substans be- 
staar af fine Fibriller, der er kjendelig stribede paa tværs. 


sforhold hos forskjellige ‘fhecosomer. 


Træsn. J—O. Omridsfigurer til Illustration af Nyrens og Hjærtets Lejring 
O: Cl. pyramidata, alle sete nedenfra, 


I: Limacina, K: Cleodora acicula, L: Cl. striata, M: Cl. subula, N— 
undtagen O, som er set fra venstre Side, samt J, som er set ovenfra. 
ep Epithelskjold (bageste Del), x Nyre, a Atrium, v Ventrikel, 2 Lever, o Kjenskjertel, 7 Skalmuskel. 


30 


Ventralside, saaledes at Hjertet sluttelig faar sin Plads paa venstre Side med Ventriklen 
foran Atriet, medens Nyren lejrer sig paa tvers af Dyrets Bugside. Hos Cl. striata er 
Vandringen begyndt: Nyren er endnu lejret paa langs af Dyret, men er kommen om paa Bug- 
siden; Hjærtet har faaet en Tværstilling, Atrium og Ventrikel ligger ved Siden af hinanden, 
det første tilhojre for den sidste, Hos Cl. subula har Nyren faaet en mere skraa Lejring, 
den bageste Ende er trukken over til venstre; ogsaa Hjærtet er trukket over til venstre 
Side, men Atriet ligger endnu til højre for Ventriklen!). Hos Cl. pyramidata er Foran- 
dringen endelig væsentlig afsluttet: Nyren er lejret paa tværs, med sin tidligere forreste 
Ende til højre, den bageste til venstre, Hjærtet ligger til venstre, med Atriet lige bagved 
Ventriklen. Lignende er Forholdene hos de øvrige Hyalæider. 

Genitalorganerne. Den hermaphroditiske Kjonskjertel har hos Limacina og de fleste 
Cleodorer sin Plads i den bageste Del af Skallen ; Udførselsgangen løber fortil, paa højre 
Side af Dyret hos Limacina, paa venstre hos Cleodora, men udmunder hos begge Slægter 
paa højre Side (smlgn. ovenfor p.20). — Hos Cleodora cuspidata og balantium er Kjøns- 
kjertlen pakket hen paa Dyrets højre Side; Udførselsgangen løber derfra ovenover Tarm- 
kanalen over paa venstre Side, hvorefter dens Forløb er som hos de andre Cleodorer. — 
Hos Hyalæa tridentata og sandsynligvis ogsaa hos andre Hyalæer er Kjønskjertlen derimod 
stuvet over paa venstre Side. — Fra Kjønsaabningen løber der hos Limaciner og Hyalæider 
en Rende fortil til det Sted, hvor Aabningen for den indkrængede, ikke gjennemborede 
Penis befinder sig. Angaaende denne og de til Kjønsgangen knyttede Kjertler smlgn. 
Fremstillingen i Souleyets Bonite og Gegenbaurs Pterop. u. Heterop. 

Centralnervesystemet har jeg selv undersøgt hos Limacina helicina, Cleodora pyrami- 
data, Cl. balantium, Cymbulia og Tiedemannia. Karakteristisk for alle Thecosomer er den 
overordentlige Koncentration af alle de store Ganglier; Cerebral- og Pleuralgangliet 
paa hver Side er sammensmeltet til én Masse; umiddelbart op til disse finder man Pe- 
dalganglierne, der ved en meget kort Kommissur er forbunden med hinanden, samt 
Visceralganglierne, der hos alle de undersøgte med Undtagelse af Limacina er sammen- 
smeltede til én Masse, medens Limacina endnu .har to Visceralganglier, forbundne ved en, 
rigtignok kun yderst kort, median Kommissur (hos Limacina er ogsaa Pedalkommissuren 
lidt længere end hos de øvrige). Cerebralganglierne er hos alle forbundne ved en sær- 
deles lang Kommissur. — Det kan endnu bemærkes, at Cerebro-Pleuralganglierne er svagest 
udviklede, i Smlgn. med Pedalganglierne, hos Cymbuliiderne. 

Sanseorganer er Thecosomerne kun svagt udrustede med. Hos dem alle findes tæt 
ovenfor Mundaabningen et Par smaa Tentakler, af hvilke den højre sædvanlig er stærkere 
end den venstre (undt. hos Cymbuliiderne, hos hvilke de er lige store). . Efter Gegenbaurs 


') Lignende er Lejringen hos Ouvierina. 


Sl 


lagttagelse bærer hver af disse «bei den Cleodoren und bei Creseis acicula» et Oje, som 
jeg selv ikke har haft Lejlighed til at iagttage. Fremdeles besidder Thecosomerne de 
sædvanlige Otocyster. Angaaende det af Fol og Spengel!) som Lugteredskab tydede 
Organ fortil i Hyalæidernes Kappehule skal jeg, da mit Materiale desværre ikke tillod mig 
at underkaste samme en nærmere Undersogelse, afholde mig fra al Bemærkning og blot henvise 
til det citerede Sted hos Spengel og til Gegenbaurs Beskrivelse i Pterop. u. Heterop. p. 18.°) 

Føden.  Hvoraf de thecosome Pteropoders Føde bestaar, er hidtil saa godt som ube- 
kjendt. Den eneste positive Angivelse, der, saa vidt jeg ved, foreligger i Litteraturen, stammer 
fra d’Orbigny, der i sin Voy. Amer. Merid., Moll., p. 73 meddeler, at have fundet «des 
restes de jeunes Atlantes» i Maven af Cleodorer, — en Angivelse, der iovrigt er bleven 
dragen i Tvivl af andre; ellers har man nøjedes med lose Formodninger. De efterfølgende 
Bemærkninger er et Bidrag til at udfylde denne Lakune. 

Det er foran ved Beskrivelsen af Thecosomernes Fod omtalt, at et Parli af denne, 
bestaaende af hele det bageste Fodafsnit samt den Del af det forreste, som begrænses af 
de to longitudinale Leber, hos Limaciner og Hyalzider er beklædt med et Fimreepithel 
med lange tætstillede Fimrehaar; i det forreste Hjørne af dette Parti, der hvor de to 
Læber er hojest og forener sig med hinanden, ligger Munden. Da jeg ikke har haft Lej- 
lighed til at iagttage levende Pteropoder, kan jeg ikke af egen Anskuelse oplyse, i hvilken 
Retning Fimrebevægelsen gaar, men af en Ytring i Gegenbaurs Pterop. u. Heterop.*) ses 
det, at den gaar i Retning af Mundaabningen. Det er ved Hjælp af denne Indretning, at 
Thecosomerne faar deres Føde: alle de smaa Organismer, som kommer i Berøring 
med den store fimreklædte Flade, drives af Fimrestrømmen henimod og 
sluttelig ind i den Krog, i hvilken Munden ligger, — forsaavidt de da ikke er 
enten saa store eller saa kraftige, at Fimrebevægelsen ikke kan faa Bugt med dem. De 
Skabninger, som paa denne Maade kommer til at tjene dem til Føde, er, som mine talrige 
Analyser viser, en stor Del forskjellige Protophyter og Protozoer, samt enkelte Me- 
tazoer, navnlig ganske smaa Limaciner, medens Crustaceer, der som bekjendt i saa 
stort Antal befolker de øvre Vandlag ude paa Havet, saa godt som ganske mangler: disse 
Dyr har en saa kraftig Egenbevægelse, at Fimrestrømmen ikke kan faa Magt over dem. 
At der ved denne Maade at optage Føden paa iøvrigt ikke bliver Tale om noget Valg 
mellem de paa samme Lokalitet værende Smaadele, levende eller dødt, er en Selvfolge, og 
det kan derfor heller ikke undre, naar man i Maven af en Limacina helicina finder talrige 
Smaadele af uorganisk Oprindelse (Kvartskorn etc., «Snavs»), maaske hidrørende fra Jord- 


1) Geruchsorg. u. Nervensyst. d. Moll. i: Zeitschr. f. wiss. Zool. 35 Bd., p. 364. 

2) Hos Limacina har jeg intet fundet, som der kunde være Tale om at tyde som Lugteredskab. 

3) P.6: «Das Epithelium der Flossen ist pflasterförmig, an der Oberfläche mit feinen Cilien besetzt, 
welche gegen die Flossenbasis zu länger werden und dort eine regelmässige, gegen die Mundôffnung 
gerichtete Strömung unterhalten». 


dele, som Isbjerge har fort med sig, eller fra Snavs udkastet fra Skibet, som gjorde ved- 
kommende Limaein til Bytte; — eller naar man i en Ayalea tridentata fra den zoologiske 
Station i Neapel finder Dele af Menneskehaar, farvede og ufarvede Bomuldstraade, smaa 
karminrode Partikler etc., aabenbart hidrorende fra, at Dyret har været holdt levende nogen 
Tid i Stationen i et Kar med ikke ganske rent Vand. — Hos Cymbuliiderne, som mangler 
det ovenfor beskrevne Apparat til Fedens Optagelse, erstattes det af de to transversale 
Læber, der omgiver Mundaabningen for- og bagtil, og som ligeledes er beklædte med et 
Fimreepithel; deres Fode er ganske den samme som de andre Thecosomers. 

Angaaende de mikroskopiske Organismer, som udgjor Thecosomernes Fode, har jeg 
endnu folgende at bemærke. Resultatet af Analyserne af Mave-Indholdet er noget forskjel- 
ligt, eftersom Talen er om Dyr, der er tagne i de nordlige kolde Have eller i de 
varmere Have (Troperne og de varmt tempererede Have). De sidstnævnte udmærker 
sig ved at indeholde Globigeriner og de andre med disse beslægtede pelagiske Foramini- 
ferer, med hvilke «Challenger» - Expeditionen har gjort os bekjendt!) (Pulvinulina, Ha- 
stigerina), samt Radiolarier (Dictyocha, Acanthometra, Amphilonche etc); hos Thecosomer 
fra de arktiske eller kolde tempererede Have (Limacina helicina og balea, Cleodora 
pyramidata fra nordlige Bredder) er Mave-Indholdet karakteriseret ved talrige Cilioflagellater?) 
(navnlig Peridinier og Dinophysis), medens Radiolarier aldrig og Globigeriner kun sjælden 
findes deri. Diatomeer findes baade hos de arktiske og hos de andre, men bestandig kun 
temmelig sparsomt, skjønt Diatomeer som bekjendt til visse Tider i umaadelige Mængder 
fylder de arktiske Have (medens de efter Murray |. c. er sparsomme i de varme Have). 
Fælles for de nordlige og de varmere Have er fremdeles Coccosphærer, som ofte forekommer 
i stor Mængde i Mave-Indholdet, samt Medlemmer af Infusorie-Gruppen Tintinnoidea, der 
aabenbart spiller en langt større Rolle i det mikroskopiske Liv ved Havets Overflade end 
man af de hidtidige mig bekjendte Beretninger ser, og som maaske af de ovenfor nævnte 
Grupper af mikroskopiske Væsener er den, som leverer det største Kontingent til Theco- 
somernes Ernæring 2). 

Her skal endnu gives nogle Exempler paa, hvad jeg har fundet i Maven af enkelte 
Thecosomer : 


') Smgln. navnlig Murray, i: Proceed. Roy. Soc. London, Vol. 24, p. 532 ff. Se ogsaa Sam. Owen, i: 
Journ. Linn. Soe., Zool., Vol. 8, p. 202—205, Vol. 9, p. 147— 157.” 

*) Gilioflagellater mangler iøvrigt ingenlunde i Maven af Thecosomer fra de varmere Have; saaledes er 
f. Ex. den af Stein (Organism. d. Infusionsth. 3. Abth. 2. Hälfte, p. 18, Tab. 2, Fig. 7—8) beskrevne 
Cladopyxis hyppig tagen af dem. 

Blandt de Former af denne Gruppe, som jeg har fundet i Thecosom-Maverne, kan nævnes: Dictyocysta 
(Häckel, i: Jen. Zeitschr, 7, 1873, p. 561 M.); Former beslægtede med de afGlaparede-Lachmann 
(Etud. s. 1. Infus., Mém. de l'Inst. Nat. Genev., Tome 5, p. 195 ff.) beskrevne Tintinnus denticulatus 
og T. acuminatus (meget hyppig) samt med de af samme Forfl. I. e. Pl. 9, Fig. 5 a—b afbildede Arter, etc. 


3 


33 


1. Limaeina balea, Disko-Bugten. | Acanthometra. 
Globigerina, 1 Ex. _ | Dorataspis, i Antal. 
Dinophysis, flere Ex. | Ceratium. 
Peridinium. | Andre Gilioflagellater. 


Coccosphærer, mange Ex. Tintinnoider. 
Tintinnus, beslægtet med denticulatus Clap.- | “it Bs 3 
6. Cuvierina columnella, 27° 40‘SBr. 58° OL. 
Lachm., flere Ex. 


Diatomeer. Globigerina, mange Ex. 
En Del ubestemte Organismer. Pulvinulina. 
Actinomma. 


2. Limacina helicina, Omenak. hante 


Dinophysis, i Mængde. Amphilonche-Pigge. 


Diatomeer. Dorataspis, flere. 
Encellede Alger, omgivne af et klart Hylster. Cladopyxis. 

3. Limaeina helieina, Davis-Strædet. Andre Gilioflagellater. 
Peridinier, i meget stort Antal. Levning af en Copepod. 


Diatomeer. N é i É es 
=e 7.  Tiedemannia, 20° 14‘ SBr. 1° 4‘ VL. 
Tintinnus sp., flere Ex. 


Encellede Alger?, omgivne af et klart Hylster. | Globigerina, flere Ex. 


Dictyocha, i Mengde. 
4. Cleodora pyramidata, 59° NBr. 18° VL. | EN ee 


Peridini Actinometra. 
Så: er Andre Radiolarier, i Antal. 
+ “A Cladopyxis. 
Glenodinium ? ; 
Ceratium. 


Coccospherer, i stort Antal. | 


5 3 Andre Cilioflagellater. 
Diatomeer, æskeformige. “ £ 
Coccosphærer, i Mængde. 


Tintinnus. : : 
Dictyocysta, meget talrig. 
Globigerina. Andre Tintinnoider. 


| 
| 
| 
| 
| 
5. Hyalæa trispinosa, uden Lok. | Tintinnus, besl. med acuminatus Clap.-Lachm. 
| 
| 
| 


Dictyocha, i Mængde. Enkelte Levninger af Krebsdyr. 


Levevis. ‘Thecosomerne er som bekjendt Aften- og Natdyr, der sædvanlig først efter 
Solens Nedgang stiger op til Havets Overflade. Efter d’Orbigny, der i sit store Rejse- 
værk udførlig dvæler ved Pteropodernes Levemaade, skulde endog hver Art til sin bestemte 
Tid indfinde sig paa Overfladen, saaledes at visse Arter var «crépusculaires», andre «noc- 
turnes». Souleyet benzgler derimod, at der skulde være en saa stor Regelmæssighed 
tilstede; han har, siger han, truffet de samme Arter til meget forskjellige Tider og mener 
ikke, at man kan gjøre en saadan Distinktion mellem «crépusculaires» og «nocturnes» ; «ces 


Vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, naturvidensk. og math. Afd, IV. 1, 5 


es 


Mollusques paraissent même déroger assez souvent à leur habitude de ne se montrer qu'à 
la chute du jour ou au commencement de la nuit»; Souleyet angiver i denne Henseende, at 
han selv har truffet dem næsten til enhver Tid af Dognet, og anfører en fagttagelse af 
Rang, som har taget Cleodora acicula «pendant l’ardeur du soleil», rigtignok under svom- 
mende Tangmasser. 

Desværre er det ved det foreliggende Materiale kun i de færreste Tilfælde noteret, 
paa hvilken Tid af Dognet det er indsamlet. Men det lidet, der foreligger, bekræfter dog 
ganske Souleyets Angivelser. Saaledes er Cleodora pyramidata, der af d’Orbigny angives 
at vere «nocturne», tagen den 23de Marts 1847 KI. 3—5 Efterm. paa 27° 11‘ SBr. 88° 5%’VL., 
altsaa for Solnedgang, sammen med Hyalæa gibbosa og H. inflexa (var. lata); den samme 
Art (Cl. pyram.) er ogsaa tagen paa 60°NBr.17° VL. den 28de Maj 1882 Kl. 8 Efterm., 
ligeledes for Solnedgang, og Limacina balea paa 57°NBr. 32°VL. den 5te Juni 1882 Kl. 8 
Form., d.v.s. hojt op paa Formiddagen, etc.; ja Prof. Reinhardt har ved nogle i Januar 
1884 samlede Exemplarer af Cl. pyramidata noteret, at de er tagne om «Middagen ved 
Solskin.» !). 

Af Parasiter har jeg en enkelt Gang i Kappehulen af en Hyalæa tridentata 
truffet et ringe Antal meget smaa (c. Va" lange) Exemplarer af en Zrgasilus-lignende 
Snyltekrebs; fremdeles har jeg et Par Gange i Leveren af Thecosomer fundet talrige Gre- 
gariner?). Ikke sjælden finder man forskjellige Hydroider siddende fast paa Skal- 
lerne af dem. Det er dog kun visse Arter, som saaledes maa transportere Hydroider om- 
kring med sig, og disse er alter i forskjellig Grad hjemsøgte af dem. Hos alle de 
foreliggende Exemplarer af Cleodora balantium fandtes der Hydroider paa Skallen, hos CZ eu- 
spidata fandtes de hos 9 Nr., hos Hyalæa trispinosa paa 25 Nr.; hos denne sidste var det 
mærkelig nok mest hos Exemplarer fra det sydlige Atlanterhav og fra det Indiske Ocean, at 
de var tilstede; endelig har jeg ogsaa fundet Hydroider paa Cuvierina og hos et Exemplar af 
Cleodora compressa, Andre Pteropoder end disse bar i intet Tilfælde Hydroider paa Skallen. 
Grunden hertil er i nogle Tilfælde ikke vanskelig at forklare; hos de ‘fleste Hyalæa-Arter er 
Skallens Overflade paa det levende Dyr dækket med Forlængelser fra Kappen, saaledes at de 
intet Holdepunkt afgiver for saadanne Gæster; og de smaa Limacina-Arter frembyder en saa 
ringe Overflade, at det heller ikke for deres Vedkommende kan undre, at Hydroider ikke 
tager Ophold hos dem. Mere mærkelig kan det synes, at en saadan Form som f. Ex. Cleodora 
pyramidata, der er udbredt i de samme Have som de Hydroid-bærende, og hvis Overflade 


1) Den foran nævnte Samling fra Hr. Poppe indeholder adskillige lignende Exempler. Saaledes er 
Limacina trochiformis tagen Kl. 10 Form., Cl. acicula, virgula og subula endog «Millags» etc. 
*) Gegenbaur (Pterop. u. Heterop. p 59) fandt hyppig hos Tiedemannia encysterede Tænieammer. 


on 


ikke er saa ganske lille, aldrig er truffen med Hydroider; maaske kan det i dette Tilfælde 
skyldes Skallens store Glathed. 

Geografisk Udbredelse. Ligesom andre pelagiske Dyr har de thecosome Pteropoder 
gjennemgaaende en meget vidtstrakt Udbredelse. Man kan i Henseende til den geografiske 
Udbredelse adskille tre Grupper af Arter: 

1. En lille Gruppe bebor de nordlige kolde Have hele Jorden rundt. Gruppen 
omfatter kun to Arter, nemlig Limacina helicina og balea. 

2. En anden Gruppe er indskrenket til de sydlige tempererede (og kolde?) Have; 
hertil hører navnlig Cleodora australis, sandsynligvis Cl. Andréw samt rimeligvis en med 
Limacina helicina ner beslegtet Art (se nedenfor p. 43). 

3. For de fleste Arters Vedkommende gjælder det, at de er udbredte hele 
Jorden rundt i alle tropiske og varmt tempererede Have, dog saaledes at de forskjellige 
Arter har en lidt forskjellig Nord- og Sydgrense, er mere eller mindre kuldskere. Det 
er af Interesse, at disse vidt udbredte Arter i forskjellige Have og Havdele sædvanlig er 
repræsenterede ved forskjellige Varieteter. Man kunde efter disse: Varieteters Optreden 
adskille folgende pelagiske zoologiske Provinser: 1) én omfattende Atlanterhavet, 2) en 
anden det Indiske Hav (inkl. det Rede Hay), 3) en tredje det Kinesiske Hay og det vestlige Stille 
Ocean, 4) en fjerde det østlige Stille Ocean vestfor Syd-Amerika!). Det er dog kun und- 
tagelsesvis at der indenfor en Art er én serlig Varietet for hver af disse Provinser; sæd- 
vanlig er én Varietet fælles for et Par af dem. Saaledes er det oftere Tilfældet, at en 
Varietet er fælles for det Indiske og det vestlige Stille Hav, hvad der er lidet paafaldende, 
medens det kan synes mere merkeligt, at en Varietet (hvilket tidt er Tilfældet) er fælles for 
det ostlige Stille Hav og Atlanterhavet, der som zoologiske Provinser, ialfald hvad Ptero- 
podernes Udbredelse angaar, har en vis Affinitet til hinanden; hvorimod det ostlige og det 
vestlige Stille Ocean ligesom ved et dybt Svelg er sondrede fra hinanden og ikke viser 
nogen Affinitet i zoogeografisk Henseende. lovrigt viser der sig forskjellige Kombinationer: 
undertiden findes der én Varietet i det Indiske Ocean, medens en anden (eller to ner be- 
slegtede) representerer Arten i Atlanterhavet og det vestlige Store Ocean (det Kinesiske 
Hay inkl.); eller én Varietet er fælles for Atlanterhavet og det Indiske Hav, medens en 
anden optræder i det vestlige Store Ocean; eller én Varietet findes i Atlanterhavet, medens 
en anden er felles for det Indiske og vestlige Stille Ocean. 

Det er iovrigt ikke alle Arter af de i de varmere Have levende thecosome Ptero- 
poder, der er udbredte hele Jorden rundt; nogle eller dog enkelte er mere indskrenkede 
i deres Forekomst. Saaledes mangler navnlig Æyalæa globulosa ganske i Atlanterhavet, 


1) Hvorledes den nordlige Del af det østlige Stille Hav forholder sig kan ikke afgjores af det foreliggende 
Materiale. 


ne 
v0 


medens den er udbredt i de varme Dele af alle øvrige Verdenshave. Et ikke ringe Antal 
andre Arter kjendes hidtil kun fra enkelte Have; men hvorvidt disse Arter vil komme ind 
under samme Kategori som H. globulosa, er dog tvivlsomt, thi det er lutter Arter, som 
enten udmærker sig ved Lidenhed eller ved stor Skrobelighed!). 

Thecosomernes systematiske Stilling. Hvad angaar den Stilling, som Thecosomerne i 
systematisk Henseende indtager til de øvrige Opisthobranchiater (at de hører til denne 
Gastropod-Afdeling er ovenfor omtalt), da er denne særdeles klar. Det er ganske aaben- 
bart Tectibranchierne og da særlig de Former, der grupperer sig om Slægten Bulla?), 
som de staar nærmest. 

Ret betegnende er i saa Henseende Fordøjelsesorganernes Forhold, En stor 
Del Tectibranchier udmærker sig som bekjendt ved ligesom Thecosomerne at besidde en 
muskuløs Tyggemave, der indvendig er besat med et forskjelligt Antal «Horn»-Tænder 
eller -Plader®), der hos Bulliderne*) (Bulla, Philine, Scaphander) i Tal, Størrelse og Ar- 
rangement nøje minder om hvad vi finder hos Thecosomerne: hos de nævnte Former 
finder vi 3 store Plader (hos Thec. 4) stillede i en Kreds og desuden undertiden nogle smaa 
foran dem. — Det skal her blot i Forbigaaende noteres, at Leveren hos Thecosomerne som 
hos Bulliderne er et temmelig .kompakt Organ, der aabner sig bagved Tyggemaven, hos Bul- 
liderne med et Par, hos Thecosomerne med en enkelt Udførselsgang. 

Særdeles karakteristisk er ogsaa Kjonsorganernes, særlig Penis’ Forhold. Hos de 
fleste Opisthobranchier deler den fælles Udførselsgang fra den hermaphroditiske Kjøns- 
kjertel sig i to Gange, en Ægleder og en Sædleder, hvilken sidste gjennemleber Penis. 
Hos Tectibranchierne (med Undtagelse af Pleurobranchiderne) er Forholdet derimod et 
andet; her er Kjønskjertlens Udførselsgang simpel, spalter sig ikke, og munder paa Lege- 
mets Overflade med en simpel Aabning; Penis staar ikke i nogensomhelst indre Forbindelse 
med de øvrige Genitalorganer; det er en udkrængelig Sæk, der har sin Plads fortil paa 
Dyret, langt fjærnet fra Kjønsaabningen, med hvilken den dog er forbunden ved en Rende 
paa Siden af Dyret. Ganske de samme Forbold finder vi hos Thecosomerne: ogsaa her er 
Kjonsaabningen simpel, Penis en udkrængelig Sek, som er anbragt langt fortil og kun ved en 


Saaledes er en Række Arter kun kjendt fra det af Zoologer saa forholdsvis godt undersøgte Mid- 
delhav, der iøvrigt i Henseende til sin Pteropod-Fauna slutter sig til de paa samme Breddegrader 
liggende Dele af det aabne Atlanterhav. 

Familierne Tornatellidæ og Bullidæ hos Woodward, exklus. de mere afvigende Former Doridium og 
Gastropteron. 

En noget lignende Indretning findes endnu desuden hos visse Tritoniader, men ellers, saa vidt jeg 
véd, ikke hos andre Opisthobranchier. 

1) De her og i det folgende meddelte Angivelser om Bygningsforhold hos Bulliderne er i Reglen tagne 
fra Vayssières Monografi i Ann. Sc. nat. Zool. 6. Ser. Tome 9. 


= 


= 


Rende, der gaar oven over Foden, staar i Forbindelse med den længere bagtil liggende 
Kjønsaabning. 

Ogsaa Nervesystemets Forhold er ikke uden Interesse for nærværende Spørgsmaal. 
Thecosomerne udmærker sig, som ovenfor omtalt, ved at Gerebralganglierne er forbundne 
ved en særdeles lang Kommissur, medens iøvrigt alle Kommissurer og Konnektiver er 
stærkt forkortede, saaledes at alle de store Ganglier er lejrede tæt sammen. Det er nu 
ganske interessant at finde, at af alle Opisthobranchier, hvis Nervesystem er beskrevet, er 
det Bullidernes, som i disse Punkter kommer Thecosomernes nærmest. Ogsaa hos dem er 
Cerebralkommissuren sædvanlig af en betydelig Længde, medens Konnektiverne mellem 
Cerebral-, Pedal- og Pleuralgangliet paa hver Side er stærkt forkortede; de adskiller sig 
derimod ved at Pedal- og Visceralkommissuren er af en anselig Længde. 

Endelig maa Tilstedeværelsen af en Skal og det en veludviklet Skal, hvori Dyret 
er i Stand til at trække sig fuldstændig tilbage, anføres som Tegn paa, at det er Tecti- 
branchierne og da særlig Bulliderne, til hvilke Thecosomerne slutter sig. Her kan det 
ogsaa anføres, at Skallaaget (Operculum), som vi finder hos Limacinerne, peger afgjort i 
samme Retning, idet et saadant indenfor Opisthobranchierne kun findes hos den til Bul- 
liderne (i udvidet Forstand) hørende Slægt Tornatella. 

Ser vi tilbage paa de anførte Momenter, saa kan de i Korthed resumeres som 
følger: Tilstedeværelsen af en Skal, af en Tyggemave, af en udelt Kjønsgang og af en 
uigjennemboret Penis, som ved en Rende staar i Forbindelse med Kjønsaabningen, viser 
tydelig, at Thecosomernes nærmeste Slægtninge er at søge blandt Tectibranchierne; Tygge- 
mavens speciellere Forhold, Nervesystemet, Tilstedeværelsen af en veludviklet Skal samt 
af et Operculum hos Limacinerne peger hen paa, at det er Bulliderne (inkl. Tornatelliderne), 
til hvilke de nøjest slutter sig"). 


1) Nærværende Afhandling behandler kun de nulevende Pteropoder, medens de fossile af Mangel paa 
tilstrækkeligt Materiale og af andre Grunde ikke har kunnet medoptages i Arbejdet. Men paa Grund 
af det nøje Studium, som jeg har gjort af de nulevende Thecosomers Skaller, mener jeg dog her at 
burde bemærke, at Thecosomerne efter min Anskuelse først kan siges med Sikkerhed at være paa- 
viste fra Tertiærtiden, fra hvilken der kjendes en Del Former, som slutter sig nær til de nulevende, ja 
endog tildels specifisk falder sammen med disse. Fra Silur- og Devonformationen er der en Række 
Former bekjendt, som paa Grund af visse overfladiske Ligheder med enkelte nulevende Thecosomer 
sædvanlig henregnes til denne Gruppe. Jeg maa efter det Kjendskab, jeg besidder til de nulevende 
Thecosomer, erklære denne Henførelse for aldeles konventionel: ingen af de siluriske og devoniske 
«Pteropoder» viser, saa vidt jeg af Avtopsi og af Litteraturen kan skjønne, en saadan nøjere Til- 
knytning til de nulevende Thecosomer, at det kan betragtes som videnskabelig forsvarligt at henføre 
dem til disse. 


Thecosomerne deles i tre Familier, Limacinide, Hyaleide og Cymbuliide, af hvilke 
den forste endnu bærer et temmelig normalt Gastropodpræg (spiralsnoet Skal, dorsal Kappe- 
hule, Operculum), medens den anden allerede er betydelig mere afvigende (ret, symmetrisk 
Skal, ventral Kappehule) og den tredje har et meget abnormtPræg. Da Differenserne mellem 
dem allerede i Hovedsagen ovenfor er udviklede, skal der her ikke dvæles videre ved dem. 
Deres indbyrdes Forhold overses let i følgende Skema: 


Limacinidæ. \ Giællehule dorsal. 
Medlyüren fee} | Spiralsnoet Skal. f Anus munder paa højre Side. 
Foden med to foran Mundaabningen 
sammenlebende Længdefolder. | Hyaleide. | 
Skallen ret, symmetrisk. Gjællehule ventral. 
/ S 4 i relati Ski Anus munder til venstre. 
Ydre Skal mangler (indre gelatinøs Skal). f Oymehnlscee: | s istre 
Foden mangler de to Længefolder. \ 


A. Limacinidæ, 


Under Henvisning til foranstaaende almindelige Bemærkninger om Thecosomerne 
skal her kun kortelig gjores opmerksom paa Familiens vigtigste Karakterer. 

De herhenhorende Former er indesluttede i en spiralsnoet, tynd, gjennemsigtig, 
farveløs eller paa enkelte Steder svagt brunfarvet (sjelden helt brunfarvet) Skal (Tab. 3, 
Fig. 33—38), der altid er venstresnoet og forsynet med en Umbilicus; Spira er aldrig 
meget høj, undertiden særdeles kort eller endog nedtrykt; Mundingen viser en svag An- 
tydning til en Tud, i hvilken den ovenfor omtalte Tud påa Kapperanden rimeligvis har sin 
Plads paa det levende Dyr. Paa Foden findes enten hele Livet igjennem eller ialfald hos 
yngre Individer et meget tyndt, hornagtigt, spiralvundet, aflangt Operculum med faa 
Vindinger, af hvike de ældste er meget smalle, de yngste særdeles brede"); det bedækker den 
højre Del af det bageste Fodpartis Dorsalside, til hvilket det dog kun er fasthæftet med sin 
mediane, omtrent lige afskaarne Rand (Souleyet [Bonite Tab. 13] og G. O Sars [Mollusca 
Reg. Arct. Tab. 29, Fig. 1e, 2d, 3d] har givet brugbare Afbildninger af Operculum). 
Vingernes (Tab. 5, Fig. 70) Forrand er forsynet med en tentakelformig Fremragning; 
iøvrigt er Vingerne uden Indsnit. Kappehulen er dorsal; en Gjælle mangler ganske. 
Anus munder ud paa højre Side af Dyret. Radula (Tab. 3, Fig. 22) er som sædvanlig 
hos Thecosomerne lille, med tre Tænder i hver Tværrække; baade Midt- og Sidetænder er 
forsynede med en lang Spids; Bræmmen paa Tænderne (se Indledn. til Thecosomerne) be- 
staar af meget fine og lange «Haar». Hos Limacina helicina fandtes 9—10 Tværrækker i 


1) Skallaaget hos L. reticulata er dog noget afvigende fra den her givne Beskrivelse, se nedenfor. 


Radula; hos L. balea omtr. 12. Kjæberne bestaar hver af indtil 7 Tværvolde (7 hos Lim. 
balea, 5—6 hos Lim. helicina); hver Vold er sammensat af smaa Chitinstykker, der temmelig 
let forskydes mod hinanden, men iøvrigt forholder sig væsentlig som hos andre Theco- 
somer!); paa Randen af Voldene er der en Bremme af fine Processer (lignende som paa 
Radula-Tænderne). 

I Modsætning til de øvrige Thecosomer, der næsten udelukkende lever i de varmere 
Have, er Limacinerne repræsenterede i de arktiske (og antarktiske?) Have ved flere for- 
holdsvis kæmpemæssige og i stort Antal optrædende Arter, medens de i varmere Have 
levende Former af denne Familie er særdeles smaa, sædvanlig endog mindre end alle andre 
Pteropoder; i Individantal er disse Former, at dømme efter Souleyets Angivelser, derimod 
næppe de arktiske underlegne. 


Limaeina (Cuv.). 


Limacina. Cuvier, Règne Animal Tome 2, 1817, p. 380. 

Spiratella. Blainville, i: Dietionn. d. Science. natur. Tome 32, 1824, p. 284. 
Heterofusus. Fleming, i: *Mem. Wern. Nat. Hist. Soc. Vol. 4, 1823, p. 498. 

Spirialis. Eydoux et Souleyet, i: Revue Zoologique, Année 1840, p. 235. 

?Peracle. Forbes, i: Rep. 13. Meeting Brit. Assoc. held at Cork in 1843 (1844), p. 186. 
Scea. Philippi, Enum. Moll. Sicilia Vol. 2, 1844, p. 164. 


I 1817 opstillede Cuvier paa Phipps’s Cho helicina en ny Slegt, Limacina, hvilket 
Navn Blainville senere ganske umotiveret ombyttede med Spiratella, der forøvrigt ikke har 
vundet Indgang. 1840 opstillede Eydoux og Souleyet Slægten Spirialis for en Del Arter, 
som de havde iagttaget paa deres Jordomsejling, uden iovrigt at precisere, hvad Forskjellen 
var mellem denne ny Slægt og Limacina. Paa Grundlag af den formentlige Mangel af et 


Operculum hos Zimaeina helicina, — i Modsetning til Spirialis-Arterne, som besidder et 
saadant — fandt Souleyet senere (i Monografien) tilstrekkelig Anledning til Bevarelsen af 


begge Slægter og er heri bleven fulgt næsten af alle senere Forfattere. Men som det 
nedenfor nærmere skal udvikles, besidder yngre Exemplarer af Limacina helicina altid et 
Operculum, som hos nogle Individer bevares, medens det hos andre senere gaar tabt. 
Slegten Spirialis maa derefter gaa ind, hvis der da ikke er andre Grunde til at bevare den; 
men saadanne foreligger efter vort Skjon ikke; der er mindst ligesaa store Forskjelle 
mellem visse af Spirialis-Arterne indbyrdes som mellem dem og Limacina helicina, saa 
at det kun da kan forsvares at gjore L. helicina til en særlig Slegt, naar man samtidig 


') Voldene er dog ikke fuldt saa regelmæssige som hos de andre. — Den Figur som Sars (I. e. Tab. XVI, 
Fig. 17 b) giver af et Parti af Kjeben hos L. helicina er ikke ganske rigtig; Randen af de enkelte 
Stykker i Voldene er ialfald kun undtagelsesvis saa buet, som han fremstiller dem, og Stykkerne sidder 
ikke i alternerende Rækker. Figuren er aabenbart gjort efter et stærkt presset Objekt og noget stiliseret. 


40 


deler Spirialis Eyd.-Soul. i flere, hvilket der for Tiden ikke synes at være tilstrækkelig An- 
ledning til. Da Limacina er det ældste Navn, maa altsaa «Spirialis» falde bort"). — Slægtens 
Karakterer falder derefter sammen med Familiens (se ovenfor). 


Oversigt over Limacina-Arterne. 


Skallen med forholdsvis brede Tværfurer adskilte 
wed! parallele: opstaaende ‘Kanter’... I... ... ann. L. helicina, 
Spira kort, Skallen bredere 


end lang. Som voxen sæd- 
vanlig uden Operculum. 
Største Dim. indtil 8mm. 


Overfladen af Skallen med fine 


ophøjede Kanter, der krydser hin- 
L. reticulata, 


anden ligesom Traadenei et Net. . SEERNES ES SES . - à . . =. 
2mm. Jang. 
Spira nedtrykt var ae oh eet tos L. inflata, 
1!/,mm. bred. 
HeleSkallenmed { ZL. balea, 
fine Spirallinier; | indtil 5’/2™™- lang. 
Skallen uden meget hojere L. trochiformis, 
saadanne Umbilicus end bred. {mm. Jang. 
Tværfurer, AR N L tydelig. 
RERO Spira ophøjet, Spirallinier kun 
dende Skulptur. kortere eller Hi date 
længere. lieus;  Skallen 
bredere end høj. L. Lesueurü, 


17/2mm. bred. 


Umbilieus næppe kjendelig. Z. bulimoides, 
Skallen o. dobbelt saa lang 
som bred. 2mm.] ang, 


1. Limacina helicina (Phipps). 


Schnecken Rotzfisch. Martens, Spitzbergische oder Groenlandische Reise Beschreibung, 1675, p. 129, 
Tab. Q, Fig. e. 

Clio helicina. Phipps, A Voyage towards the North Pole, 1774, p. 195. 

Argonauta arctica. 0. Fabricius, Fauna Groenlandica, 1780, p. 386. (Udferlig Beskrivelse og biologiske 
Notitser.) 

Den nordiske Kronjag. Samme, Om Hvalaaset, i: Nye Saml. af d. K. Danske Vidensk. Selsk. Skrifter 
1. Del, 1781, p. 567, Fig. 3 A—O. (Kun lidet mere end i F. Gr.) 


’), Det har derefter for os ingen væsentlig Interesse om Navnet Heterofusus Flem. bør foretrækkes for 
Spirialis eller ej (smlgn. Jeffreys, Brit. Conchol. Vol. 5, p. 115). Da jeg ikke har haft Adgang til 
Flemings originale Afhandling, og Sagen synes noget kompliceret, ter jeg iøvrigt ikke udtale nogen 
bestemt Mening derom. «Heterofusus» er ialfald yngre end + Limaeina», 


Limacina helicialis. Lamarek, Animaux s. vert. Tome 6, 1819, p. 291. 

Limacina arctica. Moller, i: Naturhist. Tidskr. 1. R., 3. Bd., 1841, p.488. (Indeh. Oplysninger om Maaden, 
hvorpaa Dyret bevæger sig, etc) 

Limacina arctica. Van Beneden, Mém. s. I. Lim. aret., i: Nouv. Mém. de l'Acad. R. d. Bruxelles, Tome 14, 
1841. (Anatomi.) 

Limacina helicina. Souleyet, Monographie, 1852, p. 61. 

? Limacina pacifica Dall, i: Amer. Journ. Conchol, Vol. 7., 1872, p. 138. 

Limacina helicina. G. 0. Sars, Moll. Reg. Arct., 1878, p. 328. (Ret gode Figg. af Skal, Laag, Radula ete.) 


Skallen Helix-aglig, Spira kun meget lidt fremtrædende. Den lille Tud, som 
findes paa Skallen hos alle Limacina-Arter, er ved en Indbojning af Mundingens Rand 
skarpt adskilt fra Labrum. Skallen er forsynet med en ret ejendommelig Skulptur: regel- 
mæssige Tværfurer, som er adskilte ved parallele skarpe Kanter, medens Furernes Bund er 
jævnt afrundet; i hver af de nævnte Kanter ser man en skarp Linie, formodentlig en Stribe 
af ejendommelig Struktur, thi Skallen gaar særlig let itu langs disse Linier. Tværfurerne 
findes dog kun paa de sidste Vindinger, som Dyret anlægger; paa de ældste Omvrid fattes 
de, ligesom naturligvis hos Individer med et ringe Antal Vindinger. — De største forelig- 
gende Skaller er c. 8"" i Diameter og bestaar af rigelig 7 Vindinger. 

Man vil i de fleste Beskrivelser af denne Form enten slet ikke finde noget Oper- 
culum omtalt eller se anført, at den udmærker sig ved at mangle saadant. Undertiden vil 
man dog (hos Forfatfere"), der ikke selv har haft Dyret til Undersøgelse) finde udtalt en 
Tvivl om Rigtigheden heraf, en Tvivl, der for saa vidt kan siges at være berettiget, som 
Souleyet, saa vidt jeg véd, er den eneste, der efter egen Undersøgelse ligeud benægter 
Existensen af et Operculum hos L. helicina (Monogr. p. 62 infra), Endelig finder man hos 
G. O. Sars (Moll. Reg. Arct. p. 328—329) positivt den modsatte Angivelse fremsat, tillige- 
med Figur af Operculum — uden at det iøvrigt berøres, at tidligere Forff. ikke har fundet 
noget Operculum. 

Paa Grund af disse modstridende Angivelser har jeg haft Opmærksomheden hen- 
vendt paa dette Spørgsmaal og har da fundet følgende. Hos spæde Individer samt hos 
Exemplarer med en Skal paa 2, 21/2 og 3"" Diameter fandtes et Operculum siddende 
paa højre Side af Fodens Overside. Hos flere Exemplarer af c. 3!/2mm Diameter og højere 
op fattedes det derimod, og da det ligeledes manglede hos et ikke ringe Antal større og 
meget store, velbevarede Exemplarer, troede jeg at kunne fastslaa, at L. helicina kun besad 
et Operculum i sin Ungdom, indtil den havde naaet en Størrelse af 3—-3'/o™™, at det saa 
gik tabt, og at større Individer altid manglede et Operculum. Det har dog senere vist sig, 
at denne Regel maa modificeres noget, idet jeg ved i en anden Anledning at undersøge 


1) f Ex. Philippi, Handb. d. Gonchyliol. u. Malacozool., p. 295. 


Vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, naturvidensk. og math. Afd. IV. 1 6 


nogle Exemplarer fandt Operculum bevaret hos flere større Individer"). Det fremgaar saa- 
ledes af disse forskjellige Data, at smaa Exemplarer af Lim. helicina altid besidder 
et Operculum, der senere sædvanlig gaar tabt. 

Saavidt skjønnes, varierer L. helicina ikke i nogen særdeles høj Grad, hvorved 
dog maa bemærkes, at kun et forholdsvis ringe Antal af de talrige foreliggende Exemplarer 
besad en nogenlunde velbevaret Skal — idet denne paa Grund af sin enorme Skjørhed, 
der er større end hos nogen anden os bekjendt Pteropod, næsten altid var meget fragmen- 
tarisk eller slet ikke tilstede —, saaledes at Materialet til Bedømmelsen af dette Spørgs- 
maal kun var ringe. Jeg har dog (smlgn. Z. balea) bemærket en ikke ubetydelig individuel 
Variation i Spiras Højde. 

Af nedenstaaende Liste over det foreliggende Materiale fremgaar det, at denne Art 
er indskrænket til de polare Have; den naar i Atlanterhavet næppe synderlig længere 
mod Syd end til omtrent 60° N. Br.; mod Nord gaar den i det mindste til nogle og 70° 
(Upernavik). Den er udbredt fra Vest til Øst over hele den nordlige Del af Atlanter- 
havet og de tilgrænsende Dele af Ishavet: den findes ved Grønland (hyppig), Island.(Nr. 30), 
Nord for Skotland (Nr. 31), ved det nordlige Norge?) og ved det sydlige Spitzbergen®). 
Dens Udbredelse strækker sig fremdeles til de nordlige Dele af det Store Ocean, hvor 
Middendorff har fanget den i det Ochotske Hav «zwischen dem grossen Schantar-Insel 
und dem Festlande» 4) 55°—56° N. Br., altsaa noget sydligere, end den vides at være taget 


i Atlanterhavet ?). 
Davisstredet. 


Nr. Bredde. Længde. | | Samler el. Giver. 
| 
SZ PE RE loan bth pte Upernavik Olrik 
lan (ato Ds | SL: | Omenak Pepe 
PRR EME eee BEER. | en ee Omenak Moberg 
ET NN SE MO rer te er ont Ritenbenk | Andersen 
TE TN ESTERE SITES | Ha be PTE NS Godhavn | Olrik 


1) Da der maaske hos en eller anden kunde opstaa en Formodning om, at Operculum kunde have 
været macereret af paa de Exemplarer, hos hvilke det ikke var tilstede ved Undersogelsen, skal det 
bemærkes, at de storre Individer, som besad Opereulum, tilfældigvis var temmelig slet konserverede, 
medens jeg hos mange udmærket bevarede Exemplarer har savnet Opereulum. — Fremdeles bor 
det bemærkes, at det for en nogenlunde omhyggelig Undersøgelse sædvanlig er meget let at kon- 
statere, om et Operculum er tilstede eller ej. 

2) G. 0. Sars, Moll. Reg. Arct., p. 329. 

3) Mørch, Catal. d. Moll. de Spitzb., i: Ann. d. I. Soc. Malacol. de Belg., Tome 4, 1869. 

*) Middendorffs Sibir. Reise, 2. Bd., 1. Th., p. 240. 

5) Dersom Dalls Art Z. pacifica er identisk med helieina, gaar Arten paa Nordamerikas Vestkyst endnu 
betydelig sydligere, nemlig helt ned til Californien (Monterey). 


Nr. Bredde. Længde. Samler ell. Giver. 
1-—4 RT ee | Davis-Strædet udfor Disko | Olrik 1862 

ee dome à à | Disko-Bugten Borch 1859 

er die en ln enr rue Kronprinsens Eiland Olrik 

5 consomme caca. asus. Ae 4% = 

6 EEE ING ESP AN AR ofA NE Mel ia tush. a | Moberg 

7 ELLOS RSS STEL ene Sects ST We RORY ole Renee oe RE 
ANR EK PRE | Godthaab Holboll 

8 639 N. | Nee | Davis-Strædet Riok 

9 rar a pol PP OU RE et ORNE Olrik 
DR ae Sel | ie es mc ete | Davis-Strædet | Rink 
24 —28 


0 mou oh REE Cone «Grønland » | Forskjellige Samlere 
1 | 


Andre Dele af det nordlige Atlanterhav. 


29 | ME | ee Die | Labrador | Packard 
30 ie ee en (ee Skagestrand (Island) | Steincke 
31 er | Aon Bia De | Mellem Fairhill og Ronaldshea Olrik 1859 


Woodward nævner i sin Manual of Mollusca (2. Ed., p. 351) en « Limacina antarctica», 
der, at damme efter den paa hans PI. 14, Fig. 41 givne lille Afbildning («drawn by Dr. Joseph 
Hooker»), i høj Grad ligner Z. helicina. Det har desværre ikke været mig muligt nogen- 
steds al skaffe mig nærmere Underretning om denne Form, som det vilde have en ikke 
ringe Interesse at lære nærmere at kjende. 


2. Limacina balea Møller. 


? Heterofusus retroversus. Fleming, i: *Mém. Wern. Nat. Hist. Soc., Vol. 4, 1823, p. 498, Tab. 15, Fig. 2. 

Limacina balea. Møller, i: Naturhist. Tidsskr., 1. Række, 3. Bd., 1841, p. 489. 

Spirialis Gouldü. Stimpson, i: Proceed. Boston Soc. Nat. Hist., Vol. 4 (1851), p. 8. 

Spirialis Flemingii og Mac Andrei. Forbes & Hanley, History of British Mollusca, Vol. 2, 1853, p. 384 og 
385, Pl. 57, Fig. 4—7. 

Spirialis retroversus. Jeffreys, British Conchol., Vol. 5, 1869, p. 115, PI. 4, Fig. 4. Suppl. Plate 98, Fig 4—5. 

Heterofusus balea og retroversus. Gould, Report on the Invertebrata of Massach., 2. Ed., 1870, p. 505, PI. 27. 
(Figg. af det levende Dyr af A. Agassiz.) 

Spirialis balea og retroversus. G.O.Sars, Mollusca Reg. Arct., 1878, p. 329 og 330, Tab. 29, Fig. 2 a—e, 3 a—f. 


Skallen langt mere toppet end hos foregaaende, altid højere end bred; iøvrigt er 
Spira temmelig variabel i Hojde, der kan endog i denne Henseende være ikke ringe For- 
skjel mellem Individer, tagne i samme Dræt. Skallen er forsynet med fine, parallele Spiral- 
striber (ses bedst paa den tørrede Skal), der dog hist og her er afbrudte, samt med temmelig 


0 


regelmæssige Tværstriber. Det største Exemplar her i Samlingen er b'/omm langt og 
besidder 10 Vindinger; Exemplarer med 9 Vindinger er almindelige i det foreliggende 
Materiale. Exemplarer med samme Antal Vindinger varierer en Del i Størrelse. 


G. O. Sars har ment at kunne sondre en Limacina (Spirialis) retroversa — med 
kortere Spira og Mangel af Spiralstribning — fra Limacina balea — med Spiralstribning 


og længere Spira. Men en saadan Sondring kan ikke billiges. Der er nemlig i Henseende 
til Spiras Højde alle Overgange mellem en Spira som hos Sars's retroversa og hans balea; 
og den formentlige Forskjel i Spiralstribningen existerer slet ikke, thi jeg har hos Exem- 
plarer, der, hvis retroversa kunde opretholdes som en særlig Art, maatte henføres til denne, 
set Spiralstriberne paa det allerskjonneste. — Heller ikke Spérialis Mac Andrei Forb. & 
Hanl. kan opretholdes som særlig Art. Der foreligger her i Samlingen Exemplarer (Nr. 21), 
som paa det nøjeste svarer til F. & H.'s Figurer af Sp. Mac Andrei, der skulde udmærke 
sig ved en forholdsvis meget høj Spira; men de er ved umerkelige Overgange forbundne 
med Exemplarer med middellang Spira, ligesom disse med Exemplarer med en kort Spira. 

Efter det foreliggende Materiale er Limacina balea en til den nordlige Del af 
Atlanterhavet (om den findes i det Stille Ocean vides ikke) indskrænket Art, der dog 
gaar længere mod Syd end Lim. helicina; det nordligste Punkt, hvorfra vi har den, er 
63° N. Br., og hvis dette skulde betegne dens omtrentlige Nordgrænse, falder denne 
betydelig sydligere end L. helicinas, som gaar saa langt mod Nord som til nogle og 70° 
N.Br. Den synes saaledes at være en noget sydligere Art end L. helicina, hvilket ogsaa 
bestyrkes af det i Litteraturen foreliggende, — ved hvis Benyttelse dog maa bemærkes, at 
det ofte er vanskeligt at se, om en Angivelse refererer sig til nærværende Art eller til den 
følgende. Den er ikke funden ved Spitzbergen (se Mørchs Katalog i Ann. Soc. Malac. Belg., 
Tome 4); derimod er den efter Forbes & Hanley (l. c. p. 385) tagen ved omtrent 51° N. Br. 
(sydfor Mizen Head, Irland), og ved Guernsey (mellem 49 og 50° N. Br.); ved den amerikanske 
Kyst er den tagen endnu meget sydligere, nemlig (efter Stimpson, fra-hvem vor Samling 
ogsaa har Exemplarer) i Massachusetts Bay paa et Par og 40° N. Br. — I vore egne Far- 
vande er ‘den i den nyeste Tid tagen enkelte Gange, men kun død (1 Ex. af Cand. mag. 
Petersen 3—4 Mil N.f. Skagen paa 110 F.; den anføres fremdeles af Collin, Limfj. marine 
Fauna, p. 154, fra «Kattegattets vestlige Del»); derimod har jeg gjennem velvillig Meddelelse 
fra Prof. Möbius erfaret, at et enkelt Exemplar (som jeg selv har haft til Undersøgelse) blev 
fanget levende d. 24. Februar 1884 i den ydre Del af Kieler Bugt (54—55° N. Br.) sammen 
med talrige Copepoder!). 


1) Smlgn. ogsaa MObins, Nachtrag z d. Verz. d. Wirbellosen Thiere d. Ostsee, i: 4. Ber. der Komm. 
z. Untersuch. d. deutschen Meere. 


Nr, Bredde. | Længde. Samler el. Giver. 
res —- er uk a = == = are 

1 GA RDN RS EE ava ON Davis-Strædet Rink 1852 

2 (EINE | 20° V. N ea ot clr Olrik 1867 

3 LE Sa | ag Pay 2 A A AE Borch 1859 

4 COHEN EN SOS ANA) EEE OLD. 2 NE SIRs Olrik 1869 

5 | 59° 6° N. TOO VIENS ER RES UE, 4 TZ Steenstrup jr. 1850 

6 D SBS SON Gy lier Ahonen Mis RE pe Moda Points | Olrik 1864 
aia REINE CT SUS OS VC a acon oc, RL TP — 11859 

8 AS PALIN eR STAVE SISSE SEEST SENE TREERE ERE ES Foe Ue | Moberg 

11 58° N. | 27° N: PRO TO OC MNT Bre | Rink 1852 
12—12a | 57°—58° N. |... ..... | Atlanterhavet — 1849 

RDS TAD RED re, MU, sten El Nail Rat, Bang 1868 

ANSE cl mods HE ne Mme nur sell. ra. RU Olrik 1861 

14 57° 27° N. BRON See — 1864 

15 572 25" N. SES PIGEN ai oe ET EN tench us ter sp een — 1867 

16 56° 40° N. N Ne a RER — 1859 

RENNES Ra pees ae ligne ee Davis-Strædet | Rink 

RTE cla ale hs MOMENT TA — Borch 1859 

TOR eee Be et = | Rink 

YO Nes NE ale de | 30 Mil S. O0. f. Kap Farvel Borch 1859 

Se Fl toy ay ees leet iets Mellem Shetland og Grenland Barrott 

22 | ar nt inet »Gronland» | Physiol. Museum 

Fir AE Kesi | Massachusetts Bay | Stimpson 


3. Limacina trochiformis (d'Orb). 


Atlanta trochiformis, D'Orbigny: Voyage Am. mer. Moll., p. 177, PI. 12, Fig. 29—31. 
Spirialis trochiformis. Eydoux et Souleyet, i: Revue Zool. 1840, p. 237. 
Spirialis trochiformis. Souleyet, Bonite, Tome 2, p.223, Pl.13, Fig. 27—34. — Monogr., p.64, PI. 14, 

Fig. 27—31. 

Nærværende Art slutter sig, efter de faa Exemplarer, som jeg har haft til Raadighed, 
og efter hvad der ellers foreligger i Litteraturen, i Habitus nøje til Exemplarer af Zimaeina 
balea med en kortere Spira. løvrigt bemærkes, at Umbilicus er fuldkommen vel udviklet, 
om end maaske ikke relativt fuldt saa vid som hos L. balea (efter d’Orbigny, til hvis 
Figurer vore Exemplarer nøje passer, skal Umbilicus mangle). Foruden den sædvanlige 
Tværstribning finder man ved nøjagtigt Eftersyn den samme fine, skarpe Spiralstribning 
som hos balea. Det største Exemplar maalte lidt over 1™™ i Længde. Antallet af Omvrid 
er omtr. 5. 


Af nærværende Art besidder vort Museum kun to Exemplarer, tagne i Malakka- 
Strædet (Kapt. Caspersen 1869); desuden har jeg haft to Exemplarer fra Kieler-Museet til 
Undersøgelse, det ene taget af Prof. Behn i Atlanterhavet 1848, det andet taget paa en 
Rejse til Batavia af en Skibskaptain; endelig har jeg set 4 Exemplarer fra 7° 7'S. Br., 104° 
13°0.L. (Poppe). D’Orbigny angiver at have taget den i det østlige Stille Ocean (20°—30° 
S. Br., 89°—92° V.L., Paris) samt i Atlanterhavet (fra 33° N. Br.—28° S. Br.). Arten er 
saaledes rimeligvis udbredt i alle varme Have. 

NB. Jeg er ingenlunde sikker paa, at Z. trochiformis er andet end en tropisk 
Dværgform af L. balea, alias: Lim. balea en subarktisk Kæmpeform af L. trochiformis. Det 
ringe Materiale, som har foreligget af denne sidste, tillader mig dog ikke at udtale mig 
bestemtere om dette Spørgsmaal. — Iligemaade maa det staa hen, om Spirialis australis ") 
Eydoux et Souleyet (fra Kap Horn) falder sammen med JL. balea eller trochiformis, eller om 
det skulde være en særlig Art. Den angives at være 2"" lang og minder efter Figuren og 
Beskrivelse stærkt om typiske Exemplarer af Zimacina balea. 


4. Limacina Lesueurii (d’Orb.). 


Atlanta Lesueurii. D'Orbigny, Voy. Am. mer. Moll,, 1835—42, p. 177, PI. 20, Fig. 12—15. 
Sandsynligvis — Atlanta Kangit. D’Orb., 1. c., p.176, Pl. 12, Fig. 25—28. 
Spirialis ventricosa. Eydoux et Souleyet, i: Revue Zool., 1810, p. 236. 
Spirialis ventricosa. Souleyet, Bonite, p. 216, Pl. 13, Fig. 11—16. — Monogr., p.63, Pl. 14, 
Fig. 13— 18. 


Tab. 3, Fig. 33—34. 

Spira meget kort, Skallen bredere end høj, Umbilicus snever. Tværstriber (Tilvæxt- 
striber) ikke meget fremtrædende, men dog tilstede; kun paa Labium træffer man meget skarpe 
Tværstriber; i Nærheden af Umbilicus bemærkes et Antal Spiralstriber, som derimod fattes 
paa den øvrige Del af Skallen. Bredde indtil 14/2™. 4 Omvrid. 

Af nærværende Form foreligger fra Museet i Kiel to Glas, hvert indeholdende et 
ikke ringe Antal Exemplarer, tagne af Prof. Behn paa Galathea-Expeditionen. Indholdet af 
det ene stammer fra det vestlige Store Ocean, hvor det er taget d. 9. Sept. 1846, paa hvilket 
Tidspunkt Expeditionen (efter Kortet i Billes Beskrivelse af Rejsen) befandt sig paa nogle 
og 30° N. Br. og c. 170° V.L.; det andet fra Atlanterhavet, 1848, da Behn rejste hjem fra 
Brasilien. Exemplarerne stemmer nøje med d’Orbignys Beskrivelse og Figurer af Atlanta _ 
Lesueurü, — kun er de lidt større, nemlig indtil 1!'/omm i Diameter —, og jeg tvivler intet 


1) Eydoux et Souleyet, i: Revue Zool., 1840, p. 237. Souleyet, Bonite, Tome 2, p. 222, PI. 13, 
Fig. 20—26. — Monogr., p.64, PI. 14, Fig. 19—23. 


47 
Ojeblik om, at det jo er den samme Form, som har ligget til Grund for d’Orbignys Beskri- 
velse!). — Fra en Rejse til Batavia foreligger (ligeledes fra Museet i Kiel) et Exemplar af 
samme Art, der slutter sig paa det nojeste til de ovenfor omtalte. Det ligger i Glas 
sammen med et andet Exemplar, der er ubetydelig afvigende, og som stemmer nøje med 
d’Orbienys Beskrivelse og Figurer af Atlanta Rang (dog er det mindre, end d’Orbigny 
angiver, næppe 1™ bredt). Jeg tror dog ikke, at man i denne Form kan se andet end 
en individuel Variation af Limacina Lesueurii, saa meget mindre som den Karakter, hvor- 
paa d’Orbigny lægger mest Vægt, nemlig Umbilicus’ større Vidde hos Rangii, er meget 
lidt markeret. 


5. Limacina bulimoides (d'Orb.). 


Atlanta bulimoides. D'Orbigny, Voy. Am. mér. Moll., p. 179, PI. 12, Fig. 36—38. 
Spirialis bulimoides. Eydoux et Souleyet, i: Revue. Zool, 1840, p. 238. 
Spirialis bulimoides. Souleyet, Bonite, Tome 2, p. 224, PI.13, Fig. 35—42. — Monogr., p. 65, PI. 15, 

Fig. 1—5. 

Tab. 3, Fig. 36—37. 

Skallens Form er godt antydet ved d’Orbignys Navn bulimoides. Spira er høj, 
Skallen slankere end hos nogen af de andre Limacina-Arter, omtrent dobbelt saa hoj som 
bred, med 6—7 Omvrid; Sommene mellem Vindingerne mindre fordybede end hos L. balea. 
Den nederste Del af Labrum springer paa ubeskadigede Exemplarer lidt mere frem end 
den overste Del; paa de fleste foreliggende Stykker springer den meget stærkere frem, 
idet den overste Del af Labrum, temmelig langt ind paa sidste Omvrid, er meget tynd og 
sædvanlig beskadiget (Grænsen for dette tyndere Parti er antydet ved en punkteret Linie i 
Fig. 37). Umbilicus fattes vel ikke aldeles, men er dog saa snever, at den endog med 
Vanskelighed opdages paa fuldkommen rene Exemplarer, og selv da kun, naar Skallen stilles 
paa Spidsen i en ganske bestemt Stilling og undersøges ovenfra med en svag Forstorrelse; 
den erkjendes da som en ganske snever Spalte”). Columellarranden ret ligesom hos de 
andre Limacina-Arter. Skallen er forsynet med tydelige Tilvæxtstriber, der løber parallelt 
med Mundingens Rand. Intet Spor til Spirallinier. De største Exemplarer var knapt 
2mm lange. 


1) D'Orbigny har taget den baade i Atlanterhavet og det ostl. Stille Hav; som de fleste Pteropoder 
er den rimeligvis kosmopolitisk. £ 

Da Umbilicus' rudimentære Tilstand maaske kunde vække Tvivl om, at nærværende Form overhovedet 
er en Pteropod, skal jeg bemærke, at jeg ogsaa har undersøgt «Dyret», og at der ikke kan være 
nogen Tvivl om, at den jo virkellg hører herhen, Paa Vingerne saa jeg ikke det lille Appendix paa 
Forranden, hvilket dog formodentlig skyldes den slette Konservation; iøvrigt forholdt Vinger, Fod og 
Opereulum sig som hos Limaeina helicina. 


2 


48 


Af denne Art foreligger der et Antal Exemplarer fra Kieler-Museet, tagne af Prof. 
Behn i Atlanterhavet 1848. At de hører til d'Orbignys «Atlanta bulimoides», der atter 
utvivlsomt er identisk med Souleyets Spirialis bulimoides, tror jeg næppe, der kan vere 
Tvivl om, hvorvel d’Orbigny og Souleyet hverken nævner nogen Umbilicus, der da ogsaa 
er næsten forsvunden, eller Labrums ovenfor beskrevne Forhold (Tilvextstriberne, Tyndheden 
af visse Dele). Exemplarerne stemmer i det hele temmelig noje overens, dog er Spira paa 
nogle af dem kjendelig lavere end paa andre (med samme Bredde af Skallen), — Af samme 
Art har Behn fremdeles fanget nogle faa Exemplarer (slet konserverede) i det Kinesiske 
Hav (Galathea, 1846) samt et enkelt Exemplar i del vestlige Store Ocean (30°—40° 
N. Br., e. 170° V.L., Galathea, */s 46). D’Orbigny har taget den baade i Atlanterhavet og 
i det ostlige Stille Hav. 


6. Limacina inflata (d’Orb.). 


Atlanta inflata. D’Orbigny, Voy. Am. mer. Moll. p. 174, Pl. 12, Fig. 16—19. 

Spirialis rostralis. Eydoux et Souleyet, i: Revue Zool. 1840, p. 226. 

Spirialis rostralis. Souleyet, Bonite, Tome 2, p.216, PI. 13, Fig. 1—10. — Monogr. p. 62, PI. 14, Fig. 7-—12. 

Limacina scaphoidea. A. A. Gould, i:-U. S. Explor. Exp. u. the command. of Wilkes, Vol. 12, 1852, p. 485, 
Pl. 51, Fig. 602, a—b 


Tab. 3, Fig. 38. 

Denne Art er meget let kjendelig derved, at Spira er nedtrykt (demersa), hvilket 
ikke er Tilfældet med nogen af de andre Limacina-Arter; Skallen har en lignende Habitus 
som hos en af de tykkere Planorbis-Arter. Den er paucispiral, idet jeg (ligesom d’Orbigny 

g Souleyet) kun har fundet 3 Vindinger. Umbilicus meget tydelig. Columellarranden er 
omtrent ret ligesom hos de andre Arter af Slægten. Tilvextstriber tydelige, ingen Spiral- 
striber. Skallen er indtil 11/27" bred. 

Angaaende Labrums Form bemerkes folgende, som stotter sig til en Undersogelse 
af et stort Antal Exemplarer. Hos unge Individer er Labrum simpel, uden noget Frem- 
spring. Hos noget større Exemplarer har samme omtrent midt paa sin Rand (dog lidt 
nermere ved den nederste Ende) en kort Lap, der hos endnu lidt storre Individer har 
udviklet sig til et temmelig kraftigt, fremspringende «Rostrum». Hos fuldvoxne Individer 
er dette blevet yderligere forlænget, men samtidig er der foregaaet en anden Forandring: 
den dybe konkave Indskæring paa begge Sider af Rostrum er udfyldt med en ganske tynd 
Plade, saaledes at Rostrum hos saadanne Exemplarer præsenterer sig som en Fortykkelse 
i det sidste halve Omvrids Ydervæg. Disse Plader ere iøvrigt ofte itubrudte, men man kan 
dog hos voxne Individer altid med Lethed paavise deres Tilstedeværelse, medens de altid 
fattes hos yngre Exemplarer med kort Rostrum. (Souleyet har i Bonite Pl. 13, Fig. 7 givet 


u 


en ret god Figur af en hel Skal af et voxent Dyr; hans Fig.3 sammesteds er tegnet efter 
et Exemplar, hos hvilket de tynde Plader var gaaede itu). 

Angaaende denne Arts Udbredelse bemærkes følgende. Den er her i Samlingen 
kun repræsenteret ved nogle faa Individer, tagne af Prof. Reinhardt paa Galathea-Expedi- 
tionen, dels S.f. Ceylon, dels i den Bengalske Bugt. Prof. Behn (Kieler-Museets Materiale) 
har taget den i Atlanterhavet, i det Indiske Ocean, i det Kinesiske Hav (Maj 1846), i det 
vestlige Stille Ocean (30°—40° NBr., ce. 170? VL., Galathea °/9 46), og omtrent midtvejs i 
samme Hav (10°—15° NBr., 140°—150° VL., ®/ı2 46); Lint. Chierchia har taget den paa 
flere Steder i det ostl. Stille Ocean: 0° 30° NBr. 86° VL., 0° 10! SBr. 88° VL., O° NBr. 86° 40" 
VL., 0° NBr. 108° VL.!); efter Tiberi (Bull. Soc. Mal. Ital. 6, 1880, p. 39) lever den ogsaa 
i Middelhavet. Arten er saaledes som de fleste Pteropoder kosmopolitisk. 

For nærværende Art har Jeffreys (British Conchology 5, p. 114) opstillet en særlig 
Slægt: Æmbolus ?). 


Til SI. Limacina henfører jeg endnu, om end med nogen Tvivl, den paa Tab. 3, 
Fig. 35, afbildede Zimaeina turritelloides n. sp., af hvilken kun Skallen har foreligget. 
Trods sin afvigende Habitus slutter denne Skal sig i karakteristiske Punkter saa noje til 
L. bulimoides, at jeg maa finde det sandsynligt, at den virkelig tilhorer en Limacina-Art. 

Skallen, der som hos de andre Arter af Slegten er venstresnoet, ligner ved forste 
Ojekast en lille Turritella-Skal. Den er 2 


3 Gange saa lang som bred. De øvre Vin- 
dinger er forsynede med en temmelig sterkt fremstaaende Spiralkant — en Fold af Skal- 
væggen —, de nedre med to saadanne (den alleroverste mangler ganske Spiralkanter). 
Vindingerne ere dernæst forsynede med fremstaaende parallele Kanter, der lober paatværs 
af de beskrevne Spiralkanter, i Forening med hvilke de deler Skallens Overflade i rekt- 
angulære Felter, der ligner Vinduesruder omgivne af fremstaaende Sprosser. Skalmundingen 
har forneden en lille Tud som hos de andre Limacina-Arter, og Randen af Labrum har 
foroven en stor Indbugtning (noget lignende som hos Pleurotoma), saaledes at dens nederste 
Del er stærkt fremstaaende. Randen er tynd og skrøbelig, men dens Form kan tydelig 
erkjendes af Tilvæxtstribernes Retning (som iøvrigt kun er kjendelige paa den sidst dannede 
Del af Skallen). En Umbilicus har jeg ikke kunnet se; er den alligevel tilstede, maa den 


Paa 700 Mtr. Dybde (?): Nettet gik ned aabent og kom op lukket. 

?) P. Fischer har nylig (Journ. de Conchyl. Vol. 30, 1882, p. 49) givet Diagnosen (uden Afbildn.) af en 
« Embolus triacanthus», som for Fuldstendigheds Skyld anføres her: «Testa subnautiliformis, globosa, 
supra parum declivis; spira minuta, brevis; anfractus 3 sutura impressa disereti; ultimus maximus, 
dilatatus, costis transversis, eastaneis, angustis 3 (1 supera, prope suturam; 2 inferis) labrum tri- 
spinosum formantibus ornatus; apertura ampla. — Diam. maj. 4'!/;mm, — Hab. Sud de l'Espagne 
(Atlantique). — 1205M», 


Vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, naturvidensk. og math. Afd, IV. 4, ; 7 


| OU 
| © 


ialfald være af ringe Størrelse, Skallen bestaar af 6—-7 Vindinger. Den er mørk hornbrun; 
et enkelt Exemplar, der er noget mindre end de andre, er dog lysere (gulbrunt). Længden 
af det største Exemplar er 1%, 

Af denne Art foreligger der nogle faa Stykker, modtagne fra Hr. Poppe i Vegesack 
og tagne af Hr. Hendorff paa 17° 20° SBr. 102° 40° OL., 1/8 83, 9—12 Aften. 

Denne Art slutter sig nærmest til Z. bulimoides, som næst efter turritelloides er 
den mest langstrakte I,.-Art, som har en meget snever Umbilicus og den samme Indbugt- 
ning (om end mindre stærkt udviklet) paa Labrum. — Ligesom Z. reticulata er vor Art 
forsynet med et Net af ophøjede Linier paa Skallens Overflade, men de to Arter er iøvrigt 
meget forskjellige. Hos reticulata er Skallen ganske kort, de hinanden krydsende Linier 
er langt talrigere og finere og har et ganske andet Forløb (ingen af dem er parallele med 
Skalrerets Spirallinie), og Labrum mangler Indbugtning. 


Foruden de allerede omtalte Limacina-Arter foreligger der i Litteraturen Meddelelser 
om enkelle andre. Af disse er Limacina reticulata ?) (d’Orb.) ganske sikkert en god, selv- 
stendig Art, udmærket ved, at Skallen er «couvert à sa surface de stries légèrement sail- 
lantes qui se creusent régulièrement à la manière des mailles d'un filet»; skjendt Dyret 
ikke er ordentlig undersøgt, anser jeg det dog for temmelig utvivlsomt, navnlig paa Grund 
af Mundingens karakteristiske Form, at den hører herhen. Stille Ocean”). — Om den af 
A. Costa (i: Soc. R. d. Napoli. Rendic. d. Acc. d. Sc. nat. e mat. Anno 4, 1865, p. 125) 
beskrevne « Spirialis recurvirostra» er artsforskjellig fra reticulata, er maaske tvivlsomt. Den 
skal udmærke sig ved en længere Tud, ved at de opstaaende Kanter er takkede, samt ved 
at være noget større (31/2"" mod 2”). Middelhavet. — Utilstrekkelig bekjendt er « Spirialis 
Jeffreysir, Forbes & Hanley (Hist. Brit. Moll. Vol. 2, 1853, p. 386, PI. 57, Fig. 8), der næppe, 
som Jeffreys angiver, falder sammen med Limacina balea. — «Lémacina{?) cucullatan Gould 
(Wilkes’ Exped. Vol. 12, 1852, p.486, P. 51, Fig. 601, a—b), som er højrevendt, ser 
ikke ud til overhovedet at være nogen Pteropod. 66° SBr. 106° OL. 


1) Atlanta reticulata. D’Orbigny, Voy. Amer. mer. Moll. p. 178, Pl. 12, Fig. 32—35. 

Spirialis clathrata. Eydoux et Souleyet, i: Revue Zool. 1840, p. 138. 

Spirialis clathrata. Souleyet, Bonite, Vol. 2, p. 220, Pl. 13, Fig. 17—19. — Monogr. p. 64, Pl. 14, 
Fig 24—26. 

Efter at nærværende var gaaet i Trykkeriet, fandt jeg i en Samling Pteropoder fra Hr. Chierchia et 
Exemplar af denne Art, taget paa 13° NBr. 1329 VL.; Exemplaret var desværre defekt, idet kun 
en Del af Skallen hang ved Bløddelene. Det viste sig, at Dyret virkelig er en thecosom Pteropod, 
med Foden udviklet i Lighed med, hvad vi finder hos L. helicina (en lille Lap paa Vingens Forrand 
ete.); interessant er det næsten kredsrunde Opereulum (Tab. 3, Fig. 39 bis), som i Formen er ikke lidet 
afvigende fra de andre Limacina-Arters, hvis Operculum er bekjendt. Maskerne i Nettet paa Skallens 
Overflade er 6-kantede, 


Qt 
— 


B. Hyalæidæ. 


Skallen er hos alle herhenhorende Former paa det nærmeste symmetrisk, i sin 
storste Udstrekning ret; den bageste, yngste Del af den er dog gjennemgaaende (undtagen 
hos en Del af Cleodora-Arterne) krummet, altid med Spidsen opad. Spidsen af Skallen altid 
forsynet med en Indsnoring, afrundet eller fint tilspidset. Skallen er altid tynd, gjennemsigtig, 
ofte i større eller mindre Udstrækning brun eller brunrød. Et Operculum mangler stedse. — 
Vingerne tolappede, den forreste Lap sædvanlig omtrent ligesaa stor som den bageste. — 
Kappehulen ventral, uden (Cleodora, Hyalæa trispinosa og 4-dentata) eller med Gjælle 
de fleste Hyalæa- Arter). — Anus paa venstre Side. 

Hvad der giver Studiet af nærværende lille Gruppe en særegen Interesse, er den 
Omstændighed, at dens Medlemmer danner en sammenhængende opstigende Række, hvis 
enkelte Led er nøje knyttede til hinanden, samtidig med at Familien rummer betydnings- 
fulde Forskjelligheder. De Former, som danner Rækkens ene Ende, slutter sig nøje til 
Limacinerne — uden at der dog i det Hovedforhold, som adskiller Limaciner og Hyalæider, 
nemlig Indvoldssækkens Drejning hos disse sidste, findes nogen Overgang mellem de to 
Familier — og derigjennem til den normale Gastropodtypus, medens Rækkens anden Ende, 
ialfald i Habitus, fjærner sig meget langt fra denne. 

Saaledes navnlig i Skallens Forhold"). Hos de lavere Cleodorer (Creseis- Arterne) 
finder vi en simpel, langstrakt kegleformig Skal, hvis Tværsnit overalt er omtrent cirkel- 
rundt. Hos Cleodora australis forandres Forholdet i et væsentligt Punkt. Kun den bageste 
Del af Skallen er cirkelrund i Tversnit; den forreste, større Del er forsynet med en frem- 


Træsn. P. Skemata til Illustration af Skallens sukcessive Formforandringer hos Thecosomerne, 
Skallerne er sete fra Ventralsiden. 


1) Smign. Figg. P og Q, der illustrerer visse Sider af Skallens Udviklingsgang. Se ogsaa Figg. af 
Mundinger etc. af Cleodorer og Hyalæer Tab. 5. 
ae 


en 


52 
springende Kant (en Fold af Skalveggen) paa hver 
Side. Men Cl. australis afviger endnu i en anden 
llenseende fra Creseis-Arterne. Mundingen af 
Skallen kan bos den sondres i en Overlæbe og 
en Underlæbe; begge disse, men særlig Over- 
leben, udmærker sig ved, at deres Midtpunkt 
springer noget stærkere frem end deres Sidedele, 
hvilket ikke er Tilfældet med de tilsvarende Partier 
bos Creseis. Hos Cl. pyramidata (Tab. 5, Fig. 
84—86) er Skallen yderligere udviklet i samme 
Retning: Sidekanterne stærkt fremtredende, Mun- 
dingens Tværdimension betydelig storre end dens 
Hojde, dens Sidedele snevre i Forhold til Midt- 
partiet, Midten af Under- og (særlig) Overlæbe 
temmelig stærkt fremstaaende. Hertil kommer 
endnu, at Sidekanterne, der hos Cl. australis endnu 
er omtrent parallele, hos CI. pyramidata divergerer 
fortil (Tab. 6, Fig. 96), noget, der særlig er stærkt 
udpræget hos Varieteten /ata (Cl. lanceolata autt.). 


Alt dette er endnu langt stærkere udpræget hos 
Cl. cuspidata (Tab. I, Fig. 2), hos hvem Sidekan- 
terne divergerer saa stærkt, at den forreste Ende 


af dem er rettet skraat ud til Siden, og hos hvem 
Læbernes Midtpartier staar langt frem foran 
Mundingens snevre Sidepartier. Til denne stærke 
Udvikling af Over- og Underlæben staar en 


Reduktion af den bageste Del af Skallen i nært 
Forhold. Endelig finder vi hos Cl. cuspidata 
et Moment antydet, som er karakteristisk for 
de Former, til hvilke vi nu gaar over: man 
finder en let Indsnevring af den voxne Skals 


Munding, hvis Hojde (Vidde) er lidt ringere 


Træsn. Q. Skemata til Illustration af Skallens Formforan- 
dringer hos Thecosomerae (Skallerne sete fra 
venstre Side). Fig. 2—3 er hypothetiske Mellem- 
former mellem Limaciner og Hyalæider. 

v Vinge, f mediant Fodparti, op Opereulum, & Kappehule, 


is 


end Højden af Skallen lidt længere tilbage. — Hos de typiske Zyalwa - Arter er 
nu alle disse Ejendommeligheder ved Skallen outrerede Lil det yderste: Mundingen er 
betydelig indsnevret, næsten kun en Spalte, hvad der bliver saa meget mere paafaldende, 
som Underlæben bagved Mundingen er stærkt udbuget; Mundingens Sidedele er ogsaa her 
snevrere end Midtparliet, rettede lige bagud (lignende hos Cl. cuspidata), og ved en Tap fra 
Underlæben, der griber ind i en Grube paa Overlæbens Rand, endog næsten ganske son- 
drede fra hint; den midterste Del af Overlæbens Forrand er dernæst, hvad vi ikke finder 
hos nogen Cleodora, bøjet ned foran Mundingen; Sidekanternes forreste Del er rettet lige 
ud til Siden; den bageste Del af Skallen er redugeret til et Minimum (4«Endetornen» ): 
Skallen udgjøres næsten ene af Over- og Underlæben, naar vi herved forstaar de Dele af 
Skallen, der ligger foran en Linie, som drages fra det ene Yderhjørne af Mundingen til 
det andet. Imellem Cl. cuspidata og de typiske Hyalæer staar //. trispinosa og 4-dentata, 
som yderligere kompletterer Rækken. (Smign. Træsn. P og Q.) 

Det er kun nogle enkelte Hovedpunkter af Skallens Morfologi, som her er frem- 
hævede, med Forbigaaelse af andre og af speciellere Træk, som senere vil blive omtalte. 
Her skal endnu kun i denne Sammenhæng nævnes, at vi ogsaa i Embryonalskallens 
Forhold ser en smuk, om end ikke fuldt saa karakteristisk, Sammenkjædning udpræget 
(smlgn. Tab. 4, Fig. 40—56 og den senere speciellere Fremstilling). 

Det samme finder vi ogsaa udtalt i Fodens (og Vingernes) Forhold (Tab. 5, 
Fig. 70—79). Hos Cleodora virgula-acicula (Fig. 71) og Chierchiæ er det bageste Fodparti 
ligesom hos Limacinerne smalt, tungeformigt, og Vingerne bærer paa deres Forrand en 
lille tentakellignende Lap (v') ligesom hos disse. Hos Cl. striata (Fig. 72) er denne lille 
Lap bleven betydelig forstørret, for hos de øvrige Hyalæide-Arter at udvikles endnu mæg- 
tigere som et Hovedafsnit af Vingen. Fremdeles er det bageste Fodparti blevet bredere 
hos Cl. striata, noget, der er yderligere udpræget hos C/. subula (Fig. 73), og endnu 
mere hos Cleodora s. str. (Fig 74) og hos Hyalæa trispinosa (Fig. 76) og 4-dentata, 
som alle har et bredt, tungeformet bageste Fodparti, hvis laterale Rand danner en omtrent 
ret Vinkel med Vingens Bagrand. Hos de ægte Hyalæa- Arter (Fig. 77—78) forandrer 
det bageste Fodparti sig videre; det bliver meget bredt, næsten ligesaa bredt som Vin- 
gerne, men samtidig udviskes Tungeformen, det faar nærmest Form som en meget bred, 
but Trekant, der sidder som en Bræmme bag Vingeparret. — Lignende Suiter kan ogsaa 
opstilles for Nyrens og Hjertets Lejringsforhold (smlgn. Indledn. til Thecosomerne) etc. 

De til denne Familie hørende Former er i nærværende Arbejde fordelte i 3 Slægter 
(ligesom hos Souleyet og andre): Cleodora, Hyalea, Cuvierina. Nogle Forfattere deler 
Cleodora og Hyalæa hver i to eller flere Slægter, noget, hvortil jeg dog, som senere skal 
motiveres, ikke finder tilstrækkelig Anledning. 


Oversigt over Slægterne. 
Skallen er bagved den nyreformige Munding hals- 
formig indsnøret; den er bredest tæt foran Skille- 
væggen, der findes omtrent i Midten af den 
rørformige Skals Længde (den bageste Del af 
Skallen sædvanlig affalden). Radula kraftig, med 


et stonty Antal værre k ker SKS ESS ERER NEDE SENE ce alte gees ecco Ouvierina. 
Mundingen af Skallen er dennes videste 
Skallen aldrig halsformig indsnoret; Mundingen af Sted"), Overlæben aldrig bøjet ned foran 
Skallen er dennes bredeste Sted; naar en Mundingen, altid lige. Underlæben ikke 
Skillevæg er tilstede, findes den sædvanlig tæt (NI AMons glo ola ao HOS RO OS Cleodora. 
ved den bageste Ende. Radula svag, med et | Mundingen indsnevret, Overlæben bojer sig 
ringe Antal Tværrækker. ned foran Mundingen Underl&bens for- 


reste Del sædvanlig kraveformig ombejet . . . . Hyalæa. 


{. Cleodora Per. Les. 


Clio. Browne, The Civil and Natural Hist. of Jamaica, 1756, p. 386. 

Clio. Linné, Syst. Nat, Ed. XII, Tome 1, Pars 2, 1767, p. 1094. 

Cleodora. Peron et Lesueur, i: Ann. d. Mus., Tome 15, 1810, p. 66. 

incl: Styliola Les. Blainville, Man. de Malacol., 1825, p. 655 
Creseis. Rang, i: Ann. d. sc. natur., Tome 13 (1828), p. 305. 
Balantium Se Cleodora balantium. 

Hos de Cleodora- Arter, som af mange Forfattere sammenfattes under Navnet 
Creseis, er Skallen langstrakt kegleformig, omtrent cirkelrund i Tværsnit (hos Cl. striata 
er dog den forreste Del af den svagt fladtrykt, hos Cl. subula er den forsynet med en 
dyb Længdefure), Mundingen simpel. — Hos de ovrige (Cleodora s. str.) er Skallen 
(se Tab. 5, Fig. 80—93) altid forsynet med en Kant (sk) paa hver Side, der dog ikke 
strekker sig helt ud paa den bageste Del af Skallen. Man kan hos disse Former adskille 
et Rygparti, der altid er konvext og forsynet med 3—5 afrundede Længdekjole, af hvilke 
særlig den midterste (7) plejer at vere fremtrædende — samt et Bugparti, der er konkavt 
(krummet fra Side til Side) men i Midten forsynet med en bred konvex Lengdekjol (dk), 
der er lavere, mere udvisket paa den forreste Del af Skallen, skarpest fremtrædende paa 
den bagved liggende Del; denne Kjol er en Fortsættelse af den ventrale Del af det bageste 
kegleformige Parti af Skallen (smlgn. Fig. 80—83 af Cleodora australis). Den omtalte kon- 
vexe Lengdekjal paa Ventralsiden kan iøvrigt paa visse Former, f. Ex. Cl. balantium (Fig. 89), 
vere saa bred, at del ser ud, som om den udgjorde hele Bugsiden. Skallen er hos 


1) Undtagen hos Gleodora cuspidata, hvis Skal er lidt snevrere ved Mundingen end noget længere 


tilbage 


adskillige Arter af denne Gruppe (samt hos Cl. striata og Chierchiæ) forsynede med tydelige 
afrundede Tværfolder eller -Furer (saaledes at et Lengdesnit af Skalvæggen giver en belge- 
formig Linie); desuden finder man hos dem alle de sædvanlige Tværstriber (Tilvæxststriber). 
En Skillevæg i Skallen findes kun hos Cl. striata, der som voxen mangler det bageste 
Stykke af Skallen. 

Embryonalskallen er hos Cl. virgula-aeieula og Chierchiæ (Tab. 4, Fig 40—43 ter) 
afrundet for E:.den, forsynet med to omtrent lige stærke Indsnoringer (/, b). Hos Cl. striata 
er den ligeledes afrundet bagtil (se Fol i Arch. Zool. exp. gen., Tome 4, Pl. 5, Fig. 2—4); 
hvorledes Indsnoringerne forholder sig hos denne Art, kan jeg ikke oplyse, da den bageste 
Del af Skallen mangler paa alle de foreliggende Exemplarer, og Fols Figg. ikke giver til- 
strækkelig Oplysning i denne Henseende. Hos Cl. subula (Fig. 44—45) er Embryonalskallen 
ligesom hos de folgende fint tilspidset; af de to Indsnoringer er den forreste meget svag eller 
mangler ganske (Fig. 45). Cl. australis (Fig. 46) besidder kun en, men meget tydelig Ind- 
snøring; Embryonalskallen har hos denne Art omtrent Form som en Spidsgranat. Lignende 
er dens Form hos Cl. pyramidata (Fig. 47). Hos Cl. balantium (Fig 48) er Embryonalskallen 
noget tykkere og kortere, men fint tilspidset, og hos Cl. cuspidata (Pig. 51) er den bagved 
den meget tydelige Indsnoring liggende Del næsten kugleformig med en meget fin Torn 
for Enden. 

Angaaende Vingernes Forhold henvises Lil Indledningen til Hyaleiderne. — 
Radula, som jeg har undersogt næsten hos alle Arterne, har, ligesom ogsaa Kjæberne, 
den for Thecosomerne typiske Bygning; dens speciellere Forhold vil, forsaavidt den frem- 
byder nogen Interesse, blive omtalt ved Beskrivelsen af Arterne. 

Cleodora- Arterne danner en Række, hvis laveste Led endnu staar Limaciniderne 
meget nær, medens de følgende sukcessivt fjerner sig fra disse, og de højeste nærmer 
sig stærkt til Hyalæerne. Dette skal i den speciellere Fremstilling nærmere paavises. 

Angaaende Synonymien bemærkes følgende. Af de tre Dyr, som Browne — og 
Linné efter ham — omtaler under Navnet Clio, er de to vistnok uigjenkjendelige. Af den 
tredje giver B. en Figur, der uden Tvivl repræsenterer den i nærværende Arbejde og anden- 
steds under Navnet Cleodora pyramidata beskrevne Art. Der kan derefter ikke være nogen 
Tvivl om, at Navnet Clo strængt taget har Prioriteten som Slægtsbetegnelse for de her 
under Navnet Cleodora sammenfattede Dyreformer. Imidlertid er samme Navn uheldigvis 
senere af andre Forfattere blevet benyttet — og benyttes — om helt andre Pteropoder 
(Clione limacina etc.), og da det nu desuden maa anses for uheldigt, at have én Pteropod- 
slægt med Navnet Clione og en anden ganske forskjellig med Navnet Clio, saa har jeg, for 
at undgaa al Forvirring og Misforstaaelse, foretrukket for nærværende Slægt at anvende det 
. ogsaa af andre meget benyttede Péron- Lesueur'ske Navn Cleodora og helt undgaa Anven- 


delsen af Navnet Cho. 


56 


De temmelig forskjellige Former, som her er samlede under Slegtsbegrebet Cleo- 
dora, er af mange Forfattere fordelte i to eller flere Slægter: Cleodora, Creseis etc. 
Forskjellen mellem Arterne er ganske vist ikke ringe, og der kunde derfor, hvis Slægten 
var meget artsrig, vistnok være Anledning til at sondre den i flere. Men dette er ikke 
Tilfældet, og da nu de Arter, som er samlede i den, er noje sammenkjædede, og man, hvis 
der skredes til en Deling af Slægten, snarest maatte klove den i 4—5 Slægter, hver med 
en eller et Par Arter, saa forekommer det mig heldigst at holde dem sammen, saaledes 
som ogsaa f. Ex. Souleyet har gjort. 


Oversigt over Gleodora-Arterne. 


A. Skallen uden nogen skarp Kant paa hver Side, Tværsniltet overalt omtrent cirkelrundt; Skallen har en 
langstrakt konisk Form (Creseis). 


Embryonalskallen afrundet i Spidsen, Krummetk.. gest, Me ENG FR Zee Cl. virgula 
ikke affaldende. Vingernes forreste | Skallens bageste Del 
Lap meget lille, tentakellignende. A We, ie east SiR aN ee Re een à Cl. acicula. 


Skallen uden fremtrædende Skulptur; | Skallens bageste Del 


Skallen med Tværfurer, ret; Embryonal- 
skallen afrundet i Spidsen, ikke al- 
faldende. Vingernes forreste Lap 
meget lille, tentakellignende Af di- 
minotiv: Storrelse (2H) ee Pen detec uch oe eke cele cree ey eae Te ee ae Cl. Chierchie. 


Skallen med Tverfurer, krummet; Em- 
bryonalskallen afrundet i Spidsen, 
affaldende. Vingernes forreste Lap 
ikke halvt saa bred som den bageste .......... NO er a Cl. striata. 


Skallen med en dyb Længdefure, ret; 
Embryonalskallen tilspidset, ikke af- 
faldende. Vingernes forreste Lap kun 
lidet mindre send sdenpbazeste ees zu. 0 2 ete Dee ae oe ne ... Cl. subula. 


B. Skallen med en skarp Kant paa hver Side, mere eller mindre fladtrykt (Cleodora s. str.). 


a. Skalmundingen temmelig vid, aldrig en snever Spalte. Arter af anselig Størrelse, 


Sidekanterne næsten pa- 
rallele. Undersiden 
sterkt udhulet, Over- 
siden stærkt hvælvet. 
Tydelige Tværfurer 
paa den bageste Del 
af Skallen: Rae wir DIT RE Cl. australis. 


Den konvexe Lirngdevold paa Skal- 
lens Underside fortil kun lidet 
fremtrædende. Embryonalskallen 
(regnet til Indsnoringen) er paa 
sit bredeste Sted næppe bredere 


i < Sidekanterne mere eller 
end ved Indsneringen,  Skallen E 


mindre stærkt diver- 
gerende. Under- og 


næsten ret. 


Overside fladere. In- 
genitydelige Nverfarer i. 2. ec ne Cl. pyramidata. 


Skallen næsten glat, 


Sidekanterne kun svagt Tværfurer og Længde- 
divergerende , ingen volde kun meget svagt 
Den konvexe Længdevold paa Skal- Sidetorne; Midten af _fremtrædende EBEN, Cl. Andrée. 
lens Underside meget bred og Over- og Underkehe Kraftige Tværfurer ; 
stærkt fremtrædende. Embryonal- kun lidet fremsprin- stærkt fremtrædende 
skallen paa sit bredeste Sted c. 7/4 ours Længdevolde paa Skal. : 
lens Overflade... . Cl. balantium. 


bredere end ved Indsnoringen. 
Den bageste Del af Skallen stærkt 
opad bøjet. 


Sidekanterne stærkt di- 
vergerende, særdeles 
lange Sidetorne; Mid- 
ten af Over- og Under- 
læbe særdeles stærkt 
ITEIDSPEINSBODGS oo SS ei Bo Cl. cuspidata. 
b. Skalmundingen en snever Spalte, hele Skallen overordentlig fladtrykt, papirstynd, ret, med meget svag 
Skulptur, af en ringe Sterrelse. 
Skallens Længde 2—3 Gange saa stor 
som Mundingens Bredde. Nesten 
uden Skulptur. Indtil 6—7mm 
RTE EE ee lente cdi Socio che tete. acte de. Cl. compressa. 
Skallens Længde ikke dobbelt saa 
stor som Mundingens Bredde. Ty- 
dela tone MIE Ra IN TEEN PR ee a cost CI. pygmea. 


1. Cleodora virgula Re. 


Cleodora (subg. Creseis) virgula. Rang, i: Ann. Se. nat., 1. Ser, Tome 13 (1828), p. 316, Pl. 17, Fig. 2. 
Creseis unguis, cornucopiæ, caligula. Eschscholtz, Zoologischer Atlas 3. Heft (1829), p. 17—18, Tab. 15, 


Fig. 4—6. 
Hyalea corniformis. D'Orbigny, Voy. Am. mer. Moll. p. 120, Pl. 8, Fig. 20—23. 
Cleodora virgula. Souleyet, Bonite, Tome 2 (1852), p. 196, Pl. 8, Fig. 18—25. — Monogr. (1852), p 57, 


PI. 13, Fig. 20 — 25. 

Cleodora munda, placida, feleata. Gould, i: U.S. Explor. Exp. u. the Command, of Wilkes, Vol. 12 (1852), 
p. 489—90, PI. 51, Fig. 607, a—, 606, a, 608, a. 

Cleodora flexa. Pfeffer, i: Berl. Monatsb. 1879, p. 241, Fig. 15—16. 


Tab. 5, Fig. 71 (Foden); Tab. 6, Fig. 94, a--o (Skallen); Tab. 4, Fig. 40—41 (Embryonalskal). 


Skallen kredsrund i Gjennemsnit, fortil ret, næsten cylindrisk, bagtil afsmalnet, 
mere eller mindre stærkt opadbojet; den er forsynet med fine Tverstriber (Tilvextstriber). 
Embryonalskallen med to svage, men tydelige Indsnoringer, afrundet for Enden. lovrigt 
er der stor Variation i Henseenbe til Bagendens storre eller mindre Opadkrumning og til 
Bredden af Skallen, sammenlignet med Længden (se nedenfor under Cl. acieula). Spidsen 
af Skallen er ofte brunlig, iøvrigt er Skallen farveløs. Hos de største foreliggende Exem- 
plarer af normal Form (Bagenden stærkt krummet) var Skallen 8Ys"” lang; mindre krum- 
mede Exemplarer har jeg set paa indtil 10" Længde. — Den forreste Vingelap meget 


Vidensk. Selsk. Skr., 6, Række, naturvidensk. og math. Afd, IV. 1. S 


58 


lille, tentakellignende; det bageste Fodparti smalt, tungeformigt. — Radula (Tab.3, Fig. 23) 


bestaar af henved 10 Tværrækker; Tornen er lang baade paa Midttænder og Sidetænder, 


Frynserne lange. 


CI. virgula er en kosmopolitisk Art, der efter de foreliggende Data holder sig 


væsentlig til de tropiske Dele af Havene!) (se nedenstaaende Liste; den kjendes ikke fra 


Middelhavet). 


Atlanterhavet. 


Nr | Bredde. Længde. | Samler ell. Giver. 
CRUE EEE Co NI | BRERA, I deca ns on ol | Reinhardt 
fa | 2200 N DTA SR) Re TR bo ou | Hygom 
2 20° N DIV 20 ER ee ke ee ge Ser Zee — 

| IN | 26° V 15}; 83, Kl. 10 Aften HendoriT 
3 TRA SENSE SS AD VPM EP PE EE Thomsen 1876 
4 139 N, | 22° V. ARS rate D et eRe Ces Hygom 
5 LORD ENNEMI AT Vere het week a et cue erase smoke | Reinhardt 
6 10° N. | SON ME ee le che vie ere ie CO Tee — 1852 
7 8° 44' N. | TR TE octo oo een 10 — 
RE DRE CIN A tha Are ee a ER | Mathiesen 
9 ans: LH | GRAS a EOS U ENG De Reinhardt 
10 | ION. A ANS PSE EC oe, anecdote Prosch 
IK ASIEN SOYONS ue EN ER Galathea-Exp., Kjellerup 
12 BO, 291. DIESEN N Se kun ehe Te Ban SE BARS Reinhardt 
12b OSHOTEEN. AVON PIS oe re le Thomsen 1876 
12a En CE | PIO a Eee rotor in cut Ac Hygom 

| 29293075: 8° 20° V. 19), 84, Kl. 4 Efterm. HendoriT 

| 35° 10° S. | 22° 20° V. | 11/1 84, Nat - 

Indiske Ocean. 
25° 20° S. 55° 40° 0. | 16/12 83, Kl. 2—4 Efterm. | Hendorft 
279 35° S. | 509 50° Ø. | 22/42 83, Middag LME 

| 28° 45° S. | 470 40° @. | 23/12 83, KI.5 Eflerm. | — 
13 | 29° §, 657/29 0. | END A One | Caspersen 1869 
14 ET Eee 1.10 | S. f. Ceylon, ?/10 45 | Galathea-Exp. 
ee MAMAN Bengalske Bugt, 7/11 45 | Galathea-Exp., Reinhardt 

1 hie Le ee | Bengalske Bugt, 79—2/,2 45, 7-12Em. | = = 


1) Verrill (Trans. Conn. Acad. Vol. 5, p. 


557) angiver den dog fra 41° NBr. 


59 


Kinesiske Hav. 


Emme) 


Nr. | Bredde, | Længde. | ‘ Samler ell. Giver. 
ae jos a = ze EE 
ig | | | 

ee Ale seen N68) ae NG | Kinesiske Hav nær Hongkong | Galathea-Exp. 

Stille Ocean.!) 

19 a 28° N. [RT ao IS Loterie ete | Chierchia 

19b 13° N. LODEL ol Pers, ere NE — 

19 € 10° N 137° 0 Nat — 

19d SON MESSENGER — 

PÅ VIDE Nain ae ed Re en en cas «Pacific» Wessel 1861. 


2. Cleodora acicula Re. 


Cleodora (Creseis) acicula. Rang, i: Ann. Se. nat., 1. Ser., Tome 13 (1828) p. 318, Pl. 17, Fig. 6. 

Cleodora (Creseis) clava. Rang, ibid. p. 317, Pl. 17, Fig. 5. 

Creseis acus. Eschscholtz, Zool. Atlas, 3. Heft (1829), p. 17, Tab. 15, Fig. 2. 

Hyalea aciculata. D'Orbigny, Voy. Amer. mer. Moll., p. 123, Pl. 8, Fig. 29— 31. 

Cleodora acicula. Souleyet, Bonite, Tome 2 (1852), p. 194, PI. 8, Fig. 10—17. — Monogr. (1852) p. 57. 

Styliola vitrea. Verrill, Catalogue of Marine Moll. added to the Fauna of the New England Region, i: Trans. 
Connect. Acad. Arts and Sciences, Vol.5, p. 556. 


Tab. 6, Fig. 94, p—u (Skallen); Tab. 4, Fig. 42—43 (Embryonalskallen). 


Skallen kredsrund i Gjennemsnit, ret — eller næsten ret —, i hele sin Længde 
stribet paa tværs. Embryonalskallen med to Indsneringer, afrundet for Enden. I Henseende 
til Skallens relative Længde og Bredde er der store Forskjelligheder; nogle Individer er 
lange, synaaleformige, andre forholdsvis meget kortere og bredere. Hos langstrakte Exem- 
plarer er ogsaa Embryonalskallen mere langstrakt og Indsnoringerne udtrukne og mindre 
tydelige (om end kjendelige), medens Embryonalskallen hos kortere Exemplarer forholder 
sig som hos foregaaende Art. Arten opnaar en betydelig Længde; det største Exemplar 
(Nr. 33) maalle 33%", og den bageste Spids var endda afbrækket (Nr. 27 maalte 31™™, 
Nr. 23 25mm), — Vinger og Radula omtr. som hos Cl. virgula. 

Cleodora acicula er ligesom foregaaende Art kosmopolitisk (Atlanterhavet, Indiske 
og Store Ocean). Derimod er den ikke saa udpræget tropisk som virgula; medens denne 
i vor Samling ikke haves fra noget nordligere Punkt i Atlanterhavet end et Par og 20° NBr., 
gaar acicula efter vor Liste saa langt mod Nord som til 48° NBr. (acicula er ogsaa almin- 
delig i Middelhavet). 


1) I Kieler-Museet findes Arten fra »Jedobucht» (Galathea-Exp., Behn). — »Gazelle» (Pfeifer, i Berl. 
Monatsb. 1879, p. 241) har taget den paa flere Punkter i Koralhavet Ø. for Ny-Holland. — D'Orbigny 
tog den ved Juan Fernandez, nogle og 30° SBr., V. for Chile. 


8* 


60 


Atlanterhavet. 


Nr Bredde. Længde. | Samler ell. Giver. 

1 489 N. AO SENSE SEE 22 VASER CRE Hygom 

2 43° 30° N. BOP A ee ee PO ee ee cu a Andrea 1866 

3 SON (Sen lel |e Eu CL ee Hygom 

3a 60:20 NR 30 SAT SOVE | or PES Thomsen 1866 

4 352 N BOLTON EVA ee TE EEE Audréa 1861 

5 33° N. ATEN I EP SR PCR CE CIC Galathea-Exp., Kjellerup 

6 32° N. 1922, A oe nor One Hygom 1853 

6a 11980330 NE] GOSS BACH VEN. ok ak arts, oy cers ics eke eis cule Hedemann 1857 

i 26° N. TE ERE Eee ete ee or CE Hygom 1857 

8 202N: BUEN CP EEE OO AN the tet oc 0,0:0 — 

9 20° N. SPENCER Re — 

10 LTS IN: 228 DV: SE OC DS — 

13° N. TEN NEN, Crée leu ae EEE Chierchia 

Ii NOS ENS NT CN EN re Sam lo SES Reinhardt 

12 8° 38! N. DAC Li (RER EN ASE RP OT EE Mathiesen 
13—15 TESTEN PPT MGW Set 6 tad (Cae oC Dot dee Reinhardt 

16 BEISTAN MR DASE] FEAR EN TS ET AT OCR CCE ET are — 

17 49 N. | Bi ihe MON LEES ER nt EE arg era Galathea-Exp., Kjellerup 

18 OSTEN RO RN Eee A SEE TE NE Thomsen 1876 

Indiske Ocean. 
2225078: 67° 40° 0. | 8/12 83, KI. 10, Alten Hendoril 
250 20° 5. | 55° 40° 0. | 64283, KI.2—4 Efterm. = 
25° 40° 8. | 55° 30° 0. | 16183, Rl.8—9 Aften 2 
27° 35° S. | 50° 50' 0. | 21/1283, Middag. = 
28° 45 5. | 47040 0 | #h283, Kl. 5 Efterm. x 

19 29° S OPEV SEIN MR ee Myc taco tae cho) tas Caspersen 1869 
DO — 22 Filla rer ae wee Syd for Ceylon Galathea-Exped. 

23 G22) Ne 1902320 | Bengalske Bugt — 

SUN lies de ER haha > Thy 45 2 
Bene se: | = 20 21/1, 45 = 
el nc INSEE | Indiske Ocean Salmin 1863 

Kinesiske Hav. 

28 249 N PT TR RE ee à nb cp Andréa 1869 

29 DEAN (A OS SUN ES Sto > A Goo bos Suenson 1882 

30 4° 20’ N yg: OT Last OCR ee Andréa 1869 

31 3° 30! N. TAB Es ions sat lio cos acho oe — — 

32 1° 02 N. | 106940: 9. || — = 


CREER 


Nr. Bredde. | Længde. | Samler ell. Giver. 


I i I 
1 | 
Me WG TR Noel en iene econ ence Andréa 1869 
BT AOC NNT Te OPER Pee Oe eS Sud adhe | ay ee 
35 AS SR) ORE (eh D: à oo de Ort CuO One ead ee OIL — — 
EN FR art ee ARE gs »Kina-Soen » Galathea-Exped. 


LOS Ne |. Taro 6 (etre SP cis oo, to eine ee | Chierchia 
SOE DOING | RS VE Peete tee RE = 
0° 30° N. ELISE A PARTS ene a tet Se Sey, = 
OOF Niet TEE Sty athens) eet Sets tak = 
ER OS OUR MERE TR Cees arenes = 


Vest for Callao, Nat — 


Meee te ihe te «Pacific« Wessel 


Sammenligner man blot atlantiske Exemplarer af Cleodora acieula og virgula med 
hinanden, saa vil næppe nogen falde paa at betvivle, at vi her har med to gode udprægede 
Arter at gjore; Exemplarerne af virgula fra Atlanterhavet holder sig nemlig i det hele meget 
ner Typen, og hvorvel Exemplarerne af acicula fra samme Hav er endel mere variable 
(Skallens relative Lengde er forskjellig, og den er undertiden svagt krummet), saa bliver der 
dog en meget betydelig Afstand mellem begge Former. Men tager vi Exemplarerne fra det 
Indiske og det Store Ocean med op i Sammenligningen, saa bliver Resultatet et andet: 
her varierer ogsaa virgula stærkt, ved Siden af typiske Exemplarer træffer vi mere langstrakte 
med svagere Bøjning, der nærmer sig saa stærkt til visse Individer af acicula, at Grænsen 
mellem de to Arter bliver ganske kunstig (se Figur-Suiten Tab. 6, Fig. 94). Det kan derefter 
næppe betvivles, at acicula og virgula rettest bør forenes til én Art, noget, som jeg 
her kun af praktiske Grunde har undladt at give et formelt Udtryk. Det er en Art med sær- 
deles vide Formgrænser og der er da ogsaa af forskjellige Forfattere opstillet en hel Række 
Arter paa den. Forholdet mellem de to Hovedformer: acicula og virgula er iøvrigt temmelig 
mærkeligt; medens de i Atlanterhavet staar overfor hinanden som lo særskilte Arter, varierer 
de i det Indiske og det Store Ocean saa stærkt, at Yderpunkterne berører hinanden. 


') I Kieler-Museet findes Exemplarer samlede i »Jedobucht» af Behn (Galathea - Exp.). — «Gazelle» 
(Pfeffer, i: Berl. Mon. 1879, p. 242) har taget den paa et Par Punkter i det vestlige Stillehav tæt ved 
Nyholland. — D’Orbigny har taget den i det østl. Stille Hav. 


62 


3. Cleodora Chierchiæ n. sp. 
Tab.3, Fig. 39 ter (Skallen), Tab. 4, Fig. 43 bis—ter (Embryonalskallen). 


Skallen næsten ret, hos nogle Exemplarer dog med en svag, men kjendelig Boj- 
ning (Spidsen opefter), konisk, 3—4 Gange saa lang som bred; et Længdesnit giver to Linier, 
som bagtil konvergerer stærkere end fortil. Den forreste Del af Skallen med fine Tver- 


furer — Folder af Skalveggen —, som udviskes hen imod Embryonalskallen. Denne 
ligner ganske Cleodora virgula’s: den har to Indsnoringer, — af hvilke den forreste maaske 


er lidt tydeligere end hos virgula —, og er bagtil afrundet. Det største Exemplar 2'/2™™ 
langt. Skallen er yderst tynd og skrobelig, taaler ikke Indterring. — Foden med Vingerne 
som hos virgula-acicula: bageste Fodparti smalt, en lille tentakelagtig Flig paa Forranden 
af Vingerne. 

Af denne diminutive Art er et stort Antal Exemplarer taget af Ltn. Chierchia 
paa Reden ved Panama Jan. 84, samt et enkelt Exemplar paa 137° OL. 10° NBr. Jeg har 
tilladt mig at opkalde Arten efter den utrættelige og fortrinlige Samler, hvem den skyldes. 

I Henseende til Skallens Skulptur ligner denne Art den folgende, (/. striata, medens 
iovrigt Vingernes og det bageste Fodpartis Forhold, saa vel som Embryonalskallen, viser, 
at dens nærmeste Siægtninge er virgula-acicula. Muligvis kunde den Formoduing opstaa, 
at den foreliggende Form kun repræsenterer unge Exemplarer af stata; at dette dog ikke 
kan være Tilfældet, erkjendes navnlig let af Vingernes Forhold; thi jeg har allerede hos 
megel smaa Exemplarer af striata fundet, at Vingerne forholdt sig ligesom hos den voxne 


(se ogsaa Fol, Il. c.), medens Vingerne hos nærværende Art forholder sig ganske anderledes. 


Cleodora virgula-acicula samt Chierchiæ staar Limaciniderne nærmere end 
Tilfældet er med nogen af de andre Hyalæider. Dette er navnlig slaaende udtalt i Vingernes 
og det bageste Fodpartis Forhold (den tentakellignende Vingelap etc.); fremdeles i Radula- 
Tænderne, i Nyrens og Hjærtets Lejringsforhold (se foran p. 28) etc.; det kan maaske ogsaa 
her fortjene at nævnes, at den yngste Del af Skallen er afrundet for Enden, hvilket lige- 


ledes er Tilfældet med den tilsvarende Del hos Limacinerne. 


4. Cleodora striata Rg. 


Cleodora (Creseis) striata. Rang, i: Ann. d.Sc. nat, 1. Sér., Tome 13 (1828), p. 315, Pl. 17, Fig. 3. 
Creseis compressa. Eschscholtz, Zoolog. Atlas, 3. Heft (1829), p. 18, Tab. 15, Fig 7. 

Hyalea striata. D’Orbigny, Voy. Amer. mer. Moll., p. 122, Pl. 8, Fig. 23— 25. 

Creseis fasciata. "Delle Chiaie, Deser. e notomia d. Animali senza vertebre, Vol. I, p. 87. 


63 


Cleodora striata. Souleyet, Bonite, Tome. 2, p. 191, PI 8, Fig. 1—4. — Monogr., p.55, PI.6, Fig. 3 
Cleodora siriata. Pfeffer, i: Berlin. Mon. 1879, p. 239, Fig. 10—10 a. 


Tab. 5, Fig. 72 (Foden). 


Skallen er bagtil cirkelrund i Gjennemsnit, fortil noget fladtrykt (Tværsnillet ovalt). 
Den er bagtil let opadkrummet, ellers ret. Foruden den sædvanlige fine Tværstribning er Skallen 
desuden forsynet med regelmæssige Tværfurer (et Længdesnit af Skallens Væg er en Bølge- 
linie); disse Tværfurer er paa den bageste Del af Skallen finere, fortil grovere. Den bageste 
Ende af Skallen affaldende, fattes hos alle de Individer, jeg har set, saaledes at jeg 
ikke efter Autopsi kan beskrive Embryonalskallen; af de Figurer, som Fol (i: Arch. Zool. 
exp. gén., Tome 4, Tab. 5, Fig. 2—4) har givet af spæde Individer, ses det dog, at denne 
er afrundet for Enden ligesom hos Cl. virgula-acicula. Den ved Bagendens Affalden frem- 
bragte Aabning er lukket ved en Tværskillevæg — det eneste Exempel paa en saadan 
indenfor Sl. Cleodora. Skallen er tynd og skrøbelig. Det største Exemplar maalte 87", — 
Den forreste Vingelap er betydelig stærkere udviklet end hos de foregaaende, men svagere 
end hos nogen af de følgende; det bageste Fodparti er lille, men bredere end hos Cl. 
virgula-acicula. — I Radula (Tab.3, Fig. 24), fandt jeg 8 Tværrækker; Tornen paa 
Tenderne er kurtere end hos Cl. virgula (og acicula), det samme er ogsaa Tilfældet med 
Frynserne, der dog er længere end hos nogen af de følgende”). Kjæberne har den sæd- 
vanlige Bygning; der er 6 Volde i hver. 

Cleodora striata bør i en naturlig Opstilling have sin Plads mellem Cleodora virgula 
(-acicula) og subula (smlgn. Embryonalskallen, Vingerne, det bageste Fodparti, Radula- 
Tænderne). 

Af den efterstaaende Liste og øvrige foreliggende Data fremgaar det, at Cl. striata, 
som Flertallet af Hyalæider, er en i alle tropiske, subtropiske og varmt tempererede Have 
levende Pteropod. Den er i vor Samling repræsenteret fra hele Atlanterhavet fra nogle og 
30° NBr. til 29° SBr., fra den Bengalske Bugt, og fra Sydhavet. Den er vel bekjendt fra 
Middelhavet (c. 40° NBr.). Den forefindes ikke i Muscet fra noget meget betydeligt Antal 
Lokaliteter, men dette skyldes maaske blot dens Lidenhed og Skrøbelighed. 


1) Troschel (Gebiss d. Schnecken, 1. Band, Tab. 3, Fig. 3) har givet en højst uheldig Figur af et Radula- 
Led af nærværende Form, aabenbart tegnet efter et Præparat, paa hvilken Midttanden har været 
bøjet sammen paa tværs. 


GE 


Atlanterhavet. 


Samler ell. Giver. 


Nr. Bredde. Længde. 
| ae | rec | ar = | 
i 38 BEN TRES Atlanterhavet | 
2 25°—31° N. | ER CH A MR AD A the» | 
2a 22° N. DOVE AN |A Eee DIL: MERE Seed oe 
3 BO NE MINES ES ry SÅN EAU ARE EEE 
4 EVNE ERBEN UNS ai ee N 
5 NUL OM ea 
5d 5° 314 N. | 23° 15° V. | 6/6 50, Kl. 6—9 Efterm 
5e LEO Ne | ADP 84 VALI A EC CS | 
5b Baus: DT a N NE Sasse | 
| 4° 8, Pb ay A en ne ee by ES an cs | 
ERE GOSS DT ORY) PUS SRAM meek Stee: Beas Ree | 
Fon Ts ee SA AOE Wht gel | 
6 200 NS SAR ONS Bawah en Re LE | 
gf ØST PASSE ay Wea BA Atlanterhavet | 
Sled ee ero. tes CSS | = | 
| | 
Indiske Ocean. 
| 259 24 S, | 559 30° 0. | 16/1283, KI.8—9 Aften | 
9 | Seay rues ne EE AE Bengalske Bugt | 
N ee Fe | —  20=31/19 45, KI. 7-12 Em. 
Kinesiske Nav. 
11 | 18° 51° N. || 119° 12% 0. | Aree i on ee | 
12 RINDE ee ee | 
12a 4° 20° N. | TOR PDO Okita cx RON Re, ane ae | 
Stille Ocean!). 
16° N. | 160° @. | Nat | 
13° N 52297 5 hom TER SOA God oe ats Hoe 
Me ee a | 
kA Billy usec ola sco. ET RE V. for Caldera (Chile) 
13°. ME TAN et. PE 


1) Som Supplement anføres, at «Gazelle» (Pfeffer i: Berl. Mon. 1879, p. 240) har taget den ©. f. Ny- 
Holland, samt i dei østlige Stille Hav, 502/2° SBr. 84° VL., altsaa fra et koldere Strøg, end den ellers 
synes at forekomme paa; skulde denne sidste Angivelse dog maaske ikke bero paa en Forvexling 
med et ungt Exemplar af Cleodora australis, der som ung ligner Cl. striata saa meget? — D’Orbieny 


. | »Südsee» | 


Petersen 
Hygom 


Prosch 
Reinhardt 
Thomsen 1876 
Hygom 
Chierchia 
Andréa 

1861 
Strandgaard 
Maribo 1860 


Hendorff 
Galathea-Exp. 


Galathea-Exp. 


Andrea 1869 


Chierchia 


Godefroy 


har taget den «dans le grand Océan (den ostl. Del), du 20€ au 30° degré» (SBr.) 


5. Cleodora subula Q. et G. 


Cleodora subula. Quoy et Gaimard, i: Ann. d. Sc. nat., 1. Sér., Tome 10 (1827), p. 233, PI.8 D, Fig. 1—3. 
Cleodora (Creseis) spinifera. Rang, i: Ann. d.Se. nat. 1. Sér., Tome 13. (1828), p. 313, Pl. 17, Fig. 1. 
Hyalea subula. D'Orbigny, Voy. Amer. mer. Moll., p. 119, PI.S, Fig. 15—19. 

Cleodora subulata. Souleyet, Bonite, Tome 2, p. 191, Pl. 8, Fig. 5—9. — Monogr., p.55, PI.6, Fig. 1. 


Tab. 5, Fig. 73 (Foden). Tab. 4, Fig. 44—45 (Embryonalskallen). 


Denne Art kjendes let paa den Lengde-Rende, der findes paa Rygsiden af Skallen, 
og som bagtil strækker sig ned paa venstre Side af denne for at tabe sig henimod Spidsen. 
Skallen ligner iøvrigt i sin Form kortere Exemplarer af Cl. acicula; Tversnittet er — bort- 
set fra den Indbugtning, som Renden frembringer — omtrent kredsrundt. Den Angivelse, som 
man finder hos Souleyet og andre, at Skallens Overlæbe skulde ende i «une pointe plus ou 
moins saillante, formant quelquefois une sorte de rostre qui n’est que le prolongement de la 
rainure dorsale», er ikke rigtig. De fleste foreliggende Skaller har rigtignok det beskrevne 
Udseende; men dette kommer af, at den yngste Del af Skallen er meget skrøbelig, og 
næsten altid er brudt af med Undtagelse af den Del, der er forsynet med Furen. Imidlertid 


har jeg dog set et enkelt helt Exemplar; og det ses let paa dette — saavelsom ved en 
Betragtning at Tilvæxtstribernes Forløb paa ethvert, ogsaa itubrudt, Exemplar — at Over- 


læben vel staar lidt frem over Underlæben, men at der iøvrigt ikke er Spor til noget 
Rostrum. Skallen er forsynet med de sædvanlige Tværstriber; ved Mikroskopets Hjælp 
bemærkes endvidere en meget fin, men særdeles tydelig Længdestribning, som ogsaa Pfeffer 
(Berl. Mon. 1879, p. 242) nævner. Embryonalskallen er forsynet med to Indsnoringer, af 
hvilke den bageste er tydelig, medens den forreste kun er svagt antydet, ja endog ganske 
kan mangle (Fig. 45); Enden af Embryonalskallen er — i Modsætning til de foregaaende 
Arter, men i Lighed med de efterfølgende — tilspidset, ikke afrundet. Skallen opnaar en 
Længde af indtil 10‘/2™™. — Vingernes forreste Lap er betydelig større end hos striata, 
omtrent lige saa stor som den bageste; ogsaa det bageste Fodparti er langt kraftigere 
end hos striata; Cl. subula stemmer i disse Punkter næsten med Cleodora s. str.!). — 
Det samme gjælder ogsaa Radula-Tænderne (Tab. 3, Fig. 25), der ligesom hos de ægte 
Cleodorer er forsynet med særdeles korte Frynser; jeg fandt 10 Tværrækker i Radula. — 
Cleodora subula hører til de mindre variable Arter; Skallen kan være noget mere plump 
eller mere slank, men Forskjellen er dog ikke stor. Der er derfor heller ikke af nogen 
Forfatter gjort Forsøg paa at dele den i flere. 


1) D'Orbigny afbilder (1. c. Pl. S., Fig. 15) en tentakellignende lille Lap paa Vingens Forrand; en saadan 
er imidlertid aldeles ikke tilstede. 


Vidensk. Selsk, Skr., 6. Række, naturvidensk, og math. Afd. IV 1 tj 


66 


Cleodora subula er den af Creseis- Arterne, der staar Cleodora s. str. nærmest. 
Dette viser sig meget tydelig i Embryonalskallen, i Vingernes og det bageste Fodpartis 
Forhold samt i Radula - Tænderne. 

I Henseende til Udbredelsen bemærkes folgende. 
(Atlanterhavet, Indiske Ocean, Store Ocean), som ikke i Samlingen haves fra noget nord- 
ligere Punkt end 37° NBr.!), og ikke sydligere end 38° SBr. Mærkeligt er det, at den slet 
ikke haves her i Samlingen fra den Del af Atlanterhavet, som ligger mellem 15° 19° NBr.?) 
og 11° 50’ SBr., og at den overhovedet kun haves fra 2 Punkter i det sydlige Atlanterhav, 
nemlig 11° 50° SBr. og 34° 20° SBr. 
Fra det Kinesiske Hav, hvis pelagiske Fauna er rigt repræsenteret i vor Samling, haves denne 


Det er en kosmopolitisk Art 


I det Indiske Ocean er den taget paa en Række Punkter. 


Form slet ikke. Man kunde maaske af det ovenfor anførte føle sig fristet til den Anskuelse, 
at Cleodora subula holder sig borte fra — eller er sjelden i — de allerhedeste Partier af 
Havene, og fortrinsvis holder sig til de subtropiske og varmt tempererede Havstrog. Men 


jeg skal dog ikke undlade at fremhæve, at Materialet ikke er stort nok til al afgjore delte 


') Heller ikke ad anden Vej vides den at være truffen synderlig nordligere. 


havet (Troschel og andre), c. 409 NBr. 
?) Iblandt Kieler Museets Materiale fandtes et Glas med Individer af nærværende Art, mrk. Atlanter- 


havet 109 N Br. 


Spørgsmaal. 
Atlanterhavet. 
— —_ - — - 
Nr. | Bredde. Længde. | Samler ell. Giver. 
er aise EIERN as RE ie at us 
1 BISON: | BAS AVS Il Rte Sue Galathea-Exp., Kjellerup 
1a NEN NET AN IR RE" AT Thomsen 1876 
2 | S12280N 2997394 Vi EP a beac tr ara Andréa 1872 
3—4 PAREN INE, Be ENZO SV EEE CE Hygom 
Beh a Lo PES Ve Mn EN LE Reinhardt 
6 |) DDETAANN: RSA ONE) RER st on eee ets — 
7 1862303 MINS sv 48V, IE RER Mathiesen 1848 
By DIN ZORBREN. ils EB Van ne Caspersen 1870 
9 2OCAN: BO VS nil cache tour cet Hygom 
10 RAS LOUE PIE AY OR INES Ore en ae Reinhardt 
11 175077 Su] (ARS OLV EE RUE MERE smears Andréa 1862 
12 | 34° 20/ S, GONE Ml Er TER Re — 1864 


Den kjendes fra Middel- 


67 


Indiske Ocean. 


Nr. Bredde. Længde. | Samler ell. Giver. 
NETTE IE Ya MIA: £ 2 NS ee 
| 17° 20° 5. | 102°40@ | 3/583, 9—12 Aften | Henderff 
21 | DO NO AE tee I Oo | Andréa 1870 
BI HET ST SET TO SAR CEE EEE 870 
19 | 280-3008. | c. 97° 0. ser rc ee = TT 
28° 43° S. 479 30' Ø. | 22/12 83, Kl. 10 Aften Hendorff 
17 In 42984 Si 66120 D ER ZN EN: | Caspersen 1869 
29° 10°S. | 39045 Ø. | 27h12 83, Middag Hendorff 
18 | 29° 54° S. TOO UNDER EEE a a. hole Mathiesen 
16 En SRO DEN Fall aod PM ART CR Lee Andréa 1861 
Br RETTET EIER Hartmann 1882 
ER NEN a re a a er | Andrea 1861 
ep cie AM DE Via (IL: eee OPENS oi RAEI NR OU | — 1861 
DOA | PATE aS ol A ieee. Ales on te. BAR lSainin 1863 
| | | 
Stille Ocean.!) 
KREDSEN SER le RAISE PA RAS ir OS eed re Chierchia 
| MEN. | TBO ORES!) ill ØRE See RE, Søn whe OPN a A S 


D REDE Le RP en | «Pacific» | Wessel 1861 


6. Cleodora australis (d’Orb.). 


Hyalea australis. D’Orbigny, Voy. Am. mer. Mol. p.117, Pl. 8, Fig.9—11. 

Cleodora australis. Souleyet, Bonite, Tome 2, p. 189, PI. 7, Fig. 20—25. — Monogr. p. 53, Tab. 13, Fig. 11—16. 

? Cleodora sulcata. Pfeffer, i: Berlin. Monatsb. 1879, p. 240, Fig. 11—12. (Opstillet paa unge eller defekte 
Exemplarer.) 

Nee Cleodora australis. Pfeffer, ibid. p. 238, Fig 9 (rimeligvis opstillet paa et smalt Exemplar af Cl. pyra- 
midata, se denne Art). — Derimod er Pfeffers Cl. australis i Abh. naturw. Ver. Hamburg 7. Bd. 
p.95, den ægte Cl. australis. 


Tab. 5 Fig. 80—83 (Tversnit af Skallen). Tab. 4, Fig. 46, (Embryonalskal). 


Med. nerverende Art begynder Rekken af de Cleodorer (Cleodora s. str.), 
hvis Skal er forsynet med en skarp Kant (en Fold af Skallen) paa hver Side; denne Kant 
naar dog ikke helt ud til den bageste Ende, saaledes at den bageste Del af Skallen — 


1) «Gazelle» (Berlin. Monatsb. 1879, p. 240) har taget den paa et Par Punkter i Koralhavet (23°—25° SBr. 
153°—154° OL.) samt paa 50°35/S Br. 83° 45‘ VL. — D’Orbigny tog den i det østlige Stille Hav fra 
12° SBr. til 35° SBr. 

2) Dette Nr. (et enkelt lev. Ex.) er taget paa 500 Mir. Dybde (Nettet gik lukket ned og kom lukket op). 

9 


68 


ligesom hele Skallen hos de foregaaende Arter — nærmer sig til at have et kreds- 
rundt Tversnit. 

Hos Cleodora australis er Skallen, særlig dens bageste Parti, omtrent ret, Side- 
kanterne, hvis bageste Dele divergerer fortil, lober i deres forreste Afsnit omtrent parallelt 
med hinanden (medens de hos alle de efterfølgende Cleodora- Arter bliver ved at divergere 
fortil); de udviskes omtrent 5"" foran Skallens Spidse. Den bageste Del af Skallen (paa 
bvilken Sidekanterne fattes) er omtrent kredsrund i Gjennemsnit; den forreste Del er der- 
imod paa Undersiden stærkt tondeformig udhulet, paa Oversiden stærkt hvælvet. Den hule 
Underside er forsynet med en ophøjet Længdekjel, som fortil er meget lav og utydelig, 
men som bagtil bliver hojere og sukcessivt gaar over i den bageste, konvexe Del af Skallens 
Underside (smlgn. Tværsnittene Fig. 80—83). Oversiden er langs Midten forsynet med en 
ret fremtrædende Længdekjol; mellem denne og Sideranden findes desuden 3 svagt udpræ- 
gede Lengdekjole paa hver Side. Den bageste Del af Skallen er forsynet med lignende 
Tværfurer som hos Cleodora striata; længere fortil hliver disse mindre tydelige, for paa den 
forreste Del af Skallen ganske at udviskes. Desuden bemærkes den sædvanlige fine Tvær- 
stribning, medens en Længdestribning fattes. Embryonalskallen er forsynet med en tydelig 
Indsnoring og bagtil tilspidset. Det største Exemplar, jeg har set, havde en Skal paa 17" 
Længde. — Vingerne og det bageste Fodparti ligner de tilsvarende Dele hos Cl. 
pyramidata. 

De Exemplarer, paa hvilken D'Orbigny opstillede denne Art, havde han taget i 
Nærheden af Kap Horn (57° 10' SBr., 70° VL. [Paris]); Souleyet tog sine Exemplarer i det 
østlige Stille Hav paa 48° SBr., 88° VL. (Paris). De foreliggende Stykker er dels fra 
56° SBr., 66° VL. (Greenwich), altsaa omtrent fra samme Lokalitet som d’Orbignys, dels 
fra den sydvestlige Del af det Indiske Ocean, 38° 50' SBr., 28° 30° OL., Sydost for det 
Gode Haabs Forbjerg, dels endelig fra «Südsee» !) uden nærmere Angivelse. Det fremgaar 
af det anførte, at Cleodora australis er en til den sydlige tempererede Zone ind- 
skrænket Dyreform; derimod synes den at forekomme i alle sydlige Have hele Jorden rundt. 

Den af Pfeffer i Berl. Monatsb. 1879 beskrevne Cleodora sulcata er rimeligvis op- 
stillet paa unge Exemplarer — eller paa Exemplarer, hvis forreste Del er afbrudt — af 
nærværende Art; hans Beskrivelse og Figurer passer nøje paa saadanne, af hvilke vor 
Samling besidder flere. Pfeffers Exemplarer var taget ved Kerguelen (Ind. Ocean, c. 50° SBr.) 
samt i det Store Ocean paa 45° 54° SBr. 122° 1‘ VL. og 50° 35° SBr. 83° 45‘ VL. 


') Disse sidste Exemplarer er erhvervede fra Godeffroy, hvorfor Lokaliteten gives med al Reservation. 
— For Fuldstændishedens Skyld anføres, at Pfeffer i: Abh. Naturw. Ver. Hamburg 7. Bd., p. 96, op- 
fører Arten fra 42° S. 62° 0. 


69 


7. Cleodora pyramidata (L.). 


»Clio I. Vagind triqueträ pyramidatä, ore oblique truncato.. Browne, Nat. Hist. of Jamaica 1756, p. 386, 
Tab. 43, Fig. 1. 

Clio pyramidata. Linné, Syst. Nature Ed. 12, 1767, Tome 1, Pars 2, p. 1094. 

Hyalea lanceolata. Lesueur, i: Nouv. Bull. d. Science. par |. Soc. Philom. de Paris. Tome 3 (1813) p. 284, 
Bl. 5, ‘Fig.3)1). 

Hyalea pyramidata. D'Orbigny, Voy. Am. mer. Moll., p. 113, Pl. 7, Fig. 25—29, 30—32 (den i Fig. 30—32 
afbildede Form, i Texten kaldet «Var. A», betegnes i Tavleforklaringen p. 688 som en særlig Art: 
«Cleodora Lamartinieri»?)). 

Cleodora lanceolata. Souleyet, Bonite, Tome 2, p. 179, Pl. 6, Fig. 17—25. 

Cleodora pyramidata. Souleyet, Monogr., p. 50. 

Cleodora exacuta. Gould, i: U.S. Explor. Exp. u. the command. of Wilkes, Vol. 12, 1852, p. 488, Pl. 51, 
Fig. 605, a—b. 


Tab. 5, Fig. 74 (Foden). Tab. 5, Fig. 84—86, Tab. 6, Fig. 96—97 (Skallen). Tab. 4, Fig. 47 (Embryonalskallen). 


Skallen er, ligesom hos den foregaaende Art, i sin hele Udstrækning omtrent 
ret; dog træffes ikke sjeldent Exemplarer, hos hvilke Skallens bageste Del er, rigtignok 
yderst svagt, krummet opefter. Sidekanterne strækker sig længere ud paa den bageste Del 
af Skallen end hos Cl. australis (næppe de bageste to Mm. af Skallen er uden Sidekanter); 
de divergerer i hele deres Udstrækning, men iøvrigt i meget forskjellig Grad hos forskjellige 
Individer; Sidekanterne kan nærme sig stærkt til at være rette Linier, men er dog sædvanlig 
krummede i stærkere eller svagere Grad, hyppigst med Konkaviteten udad, men undertiden 
i modsat Retning. Skallens Underside er — med Undtagelse af den bageste Del — udhulet, 
men ikke nær saa stærkt som hos australis, ja kan endog nærme sig stærkt til at være 
flad. Midt hen ad Skallens Underside løber den samme afrundede Kjøl (bk), som hos au- 
stralis; den bliver ogsaa her bredere og fladere i Skallens forreste Del, men holder sig dog 
noget tydeligere end hos hin. Oversiden, som er langt mindre stærkt hvælvet end hos australis, 
er forsynet med en kraftig Længdekjøl, der enten er ret eller noget krummet efter Længden 
(med Konvexiteten opad), samt med de samme tre Kjøle paa hver Side som hos australis; 
af de tre laterale Kjøle er dog den yderste og inderste særdeles svage, ofte næppe kjende- 
lige, medens den næstyderste derimod altid er særdeles kraftig udviklet. Den trekantede 
Overlæbe staar betydelig frem foran Underlæben, der er begrænset af en Buelinie; Læberne 
er iøvrigt paa Grund af deres Tyndhed aldrig hele, men Formen kan let ses af Tilvæxt- 
stribernes Forløb. Tværfurer er kun tilstede som Spor, Tilvæxtstriber tydelige, ingen 
Lengdestribning. Embryonalskallen er forsynet med en tydelig Indsnøring, tilspidset 


for Enden, kun svagt opsvulmet (næsten ganske lig australis). — Vingernes forreste Lap 
1) I det eneste Exemplar af Nouv. Bull., som jeg har set, manglede desværre Tavlen. 


2) I samme Forfatters Bearbejdelse af Molluskerne i Ramon de la Sagra's L'ile de Cuba p. 84, er det 
derimod netop «Var. B» der betegnes som Cl. Lamatinieri. 


70 


(v’) er omtrent af samme Størrelse som den bageste; det bageste Fodparti bredt tungefor- 
migt. — Radula frembyder intet mærkeligt, Frynserne korte. 

Cleodora pyramidata er efter det foreliggende Materiale at domme den hyppigste af 
alle Pteropoder (i det hele besidder Samlingen over 200 Glas med denne Form, af hvilke 
mange indeholder et større Antal Exemplarer). Som de fleste andre Pteropoder er den ud- 
bredt bele Jorden rundt, men har derhos en storre Udbredelse fra Nord til Syd end nogen 
anden. Den gaar i Atlanterhavet saa langt mod Nord som til 61° NBr.; den er taget 
i Mundingen af Davis-Strædet, men inde i dette (hvis Fauna er rigt repræsenteret i Sam- 
lingen) mangler den; 60°—61° NBr. kan uden Tvivl betragtes som Artens Nordgrænse. 
Den er herfra udbredt gjennem de tempererede og tropiske Dele af Atlanterhavet i det 
mindste til 0. 40° SBr.; om dette er Artens Sydgrænse er dog usikkert, da de Søfarende, 
fra hvis Indsamlinger Materialet stammer, kun undtagelsesvis er komne sydligere. Den er 
fremdeles tagen i stort Antal i det Indiske Ocean — indtil 40° SBr. —, i det Kine- 
siske Hav, samt i det vestlige og østlige Store Ocean. 

Det har ved Gjennemarbejdelsen af det store foreliggende Materiale vist sig, at 
Gleodora pyramidata falder i flere ret udprægede geografiske Varieteter. Sammen- 
ligner man saaledes Exemplarer fra det nordlige Atlanterhav, N. for 40° NBr., med 
Exemplarer fra sydligere Dele af samme Hav, saa vil man sædvanlig træffe en meget betydelig 
Forskjel mellem hine og disse, og for den, der kun havde nogle faa, typiske Exemplarer af 
hver Slags lil sin Raadighed, vilde der næppe kunde være Tvivl om, at det jo var to gode 
Arter (smlgn. Tab. 6, Fig. 9 a og g). Mest iøjnefaldende er den Forskjel man finder i Skal- 
lens relative Bredde fortil, der er langt ringere hos (typiske Exemplarer af) den nordlige 
Varietel end hos den sydligere Varietet, hos hvilken Sideranden danner en stærkt buet, 
udadtil konkav Linie, medens samme hos nordlige Exemplarer nærmer sig stærkt til at være 
ret: Skallen, der hos begge Varieteter er smal bagtil — smallest hos den sydlige Varietet — 
bliver hos den nordlige jævnt bredere fortil, medens den hos den anden breder sig mere 
pludselig ud. Ved Siden heraf finder man andre Forskjelligheder. Hos den smalle Varietet 
er saaledes Midtkjølen mindre skarpt afsat, krummet efter Længden, den inderste Sidekjøl 
sædvanlig temmelig tydelig, Skalmundingen videre; — hos den brede Varietet er Midtkjølen 
skarpt afsat, ret, den indvendige Sidekjøl svag eller manglende, Mundingen snevrere (smlgn. 
Tab. 5, Fig. 84 og 86). Den smalle Varietet opnaar "fremdeles en betydeligere Størrelse, 
indtil 21%", end den brede, af hvilken jeg ikke har set noget Exemplar, der var mere end 
16—17™ langt, og det tilmed kun som en ren Undtagelse. Saa betydelig nu imidlertid 
Forskjellen er mellem typiske Exemplarer af de to Former, saa viser det sig dog uden Van- 
skelighed ved Gjennemgangen af et større Materiale, at de kun er Varieteter af samme Art, 
idet det er muligt at opstille en hel Række Mellemformer mellem dem (smlgn. Fig. 96 a—g, 
der oplyser dette for Sidekanternes Vedkommende). Særlig stor er Variationen indenfor 


den nordlige Varietet; man kan endog i samme Glas, indeholdende Individer tagne paa 
samme Plet i Oceanet, finde dels typiske Exemplarer af denne Form, dels Exemplarer, der 
nærmer sig stærkt lil den brede Form, foruden adskillige Mellemtrin — og Variationen 
rammer ikke blot Sidekanterne, men alle de anførte Karakterer. Ogsaa den brede Form 
varierer betydelig, om end ikke saa stærkt som den anden. Hvorvel det derfor for det 
øvede Øje ikke vil være vanskeligt blandt et Antal Exemplarer, tagne i forskjellige Dele af 
Allanterhavet, at udpege for de fleste Individers Vedkommende, om de tilhører den nordlige 
eller den sydlige Varietet, saa vil det for enkelte Exemplarer være umuligt at gjøre dette. 
Angaaende de to Varieteters relative Udbredelse, bemærkes følgende: Det sydligste Punkt, 
hvorfra den nordlige Varietet haves, er 41° NBr.") (Gl. 45 og 46); Exemplarerne i Glassene 
Nr. 40—44 (fra 41°—42° N Br.) tilhører den sydlige Varietet, Nr. 1—39 derimod den nord- 
lige. Dennes Sydgrænse ligger altsaa ved 41°—42° NBr., paa hvilken Breddegrad begge 
Varieteter mødes, — mærkeligt nok, saa vidt man kan skjønne, uden at være skilte ved 
nogensomhelst naturlig Grænse, og uden at der er et Mellembælte, i hvilket en Mellemform 
optræder; den smalle Varietet har tværtimod det samme Præg paa sit sydligste Punkt som 
paa sit nordligste, og det samme gjælder den brede Varietet. Denne fortsætter sig dernæst 
gjennem hele Atlanterhavet — det er ogsaa den, der efter det Materiale, som jeg har haft 
for mig”), og efter hvad der ellers foreligger, alene findes i Middelhavet — ind i det 
Indiske Ocean, det Kinesiske Hav og den vestlige Del af det Store Ocean, uden 
kjendelig geografisk Variation. Jeg foreslaar for de to Varieteter Navnene angusta og lata. 

Fra den østlige Del af det Store Ocean foreligger der kun to Glas, hvert med 
flere Exemplarer, som er tagne paa nogle og 20°S. for Linien, Vest for Sydamerika (af 
Galathea-Exp.). Disse Exemplarer frembyder en ganske særlig Interesse; medens nemlig 
Exemplarerne fra det vestlige Stille Hav, ligesom ogsaa de fra det Kinesiske Hav, i en ud- 
præget Grad tilhører den brede Form, ligner disse fra det østlige Stille Hav ganske typiske 
Exemplarer af den smalle Varietet fra det nordlige Atlanterhav (den inderste laterale Kjøl 
var dog ikke ret kjendelig paa noget af Stillehavs-Exemplarerne). At den smalle Varielet er 
den herskende i den sydlige Del af det østlige Stille Hav, bekræftes ogsaa af d’Orbignys 
Angivelser i Voy. Amer. mer. Han adskiller i delte Værk tvende Varieteter af Cl. pyra- 
midata: «Var. A, très-élargi latéralement» (som det af Figurerne fremgaar er — vor Var. lata) 
og «Var B, presque pyramidale» (vor Var. angusta, se d'Orbigny's Figg. 25—29, Pl. 7); 


1) Nr. 64 (22° 50/N Br. 80° VL.), 1 Ex., ligner den nordlige Varietet og har allerede opnaaet en Størrelse 
af 13mm, hvorfor den næppe vilde være bleven til en «lata». Dette er det eneste Exempel paa en 
Forekomst af den smalle Var. udenfor den angivne Udbredningskreds, og som jeg formoder, en blot 
tilsyneladende; Lokaliteten er sandsynligvis urigtig. 

?) Nogle Excmplarer fra Messina, samlede af Dr. Leche, 1 fra Neapel (Stazione Zoologica), samt nogle 
ældre tørrede Specimina her i Samlingen, mrk. Palermo og Messina. 


denne sidste har Forf. kun taget i det østlige Stille Hav (71°—92° V. f. Paris), 
«jusqu'au 55° degré au sud de la ligne» (det nordligste Punkt angives ikke), medens han 
kun har taget Var. A i Atlanterhavet fra 36° NBr. til 36° SBr. De foreliggende Stykker 
fra det østlige Stille Hav er iøvrigt noget mindre end typiske Exemplarer af den smalle 
Varietet fra Atlanterhavet, det største Exemplar er nemlig kun 12"" Jangt; men d’Orbigny 
angiver en Størrelse af indtil 16™ for sine Exemplarer. 

En tredie geografisk Varietet af nærværende Art lever i de sydlige Dele af 
det Indiske Ocean!) fra e. 24°SBr. til 40°SBr. (og maaske sydligere). Den mest frem- 
trædende Ejendommelighed ved denne Form (som hidtil synes ganske at være undgaaet Op- 
mierksomheden) viser sig i Sidekanternes Forhold (Tab. 6, Fig. 97 a-d); disse er nemlig bagtil, 
som sædvanlig, konkave, men fortil konvexe?), i højere eller ringere Grad; Exemplarerne 
er fremdeles altid af en ringe Størrelse, ikke over 8%, | sine øvrige Karakterer staar den 
omtrent midt imellem de to ovenfor omtalte Varieteter; den bageste Ende af Skallen er saa- 
ledes næsten altid smal, ligesom hos Var. lata; Bredden fortil forskjellig, sedvanlig midt 
imellem typiske Exemplarer af angusta og lata. Midikjolen er ikke tydeligere end hos 
Exemplarer af samme Storrelse af angusta, mindre tydelig end hos lata; den er ofte 
krummet efter Længden, ligesom hos angusta, men paa Grund af Exemplarernes Lidenhed 
er Forholdet ikke saa iøjnefaldende. Jeg har hverken kunnet se den inderste eller den 
yderste laterale Kjøl paa Rygsiden; men Exemplarer af tilsvarende Størrelse af angusta har 
dem heller ikke. 


De forefundne Varieteter af Cl. pyramidata kan kort karakteriseres som følger: 


Var. angusta. Fortil smal, bliver jævnt smallere bagtil, Siderandene i deres hele Længde 
svagt konkave. Midtkjølen ikke meget skarpt afsat, noget krummet efler Længden. 
Den inderste Sidekjol sædvanlig ret tydelig. Mundingen temmelig vid. Opnaar en 
betydelig Størrelse (indtil 217%), — Nordlige Atlanterhav fra c. 60°NBr. til c. 40° NBr. ; 
østlige sydlige Stille Hav. 

Var. lata. Fortil bred, bagtil meget smal, Siderandene stærkt konkave. Midtkjolen skarpt 
afsat, ret. Inderste Sidekjøl utydelig. Mundingen snævrere. Middelstor (indtil 
16— 17”). — Atlanterhavet fra c. 40° NBr. til henved 30° SBr., (Middelhavet), Indiske 
Ocean (fra dettes Nordgrænse til c. 24° SBr.), Kinesiske Hav, vestlige Stille Hav. 


7) Nr. 134, 136, 139, 140—142, 144—160 paa efterfølgende Liste tilhører denne Varietet. I Glassene 
139 og 141 findes dog ogsaa Exemplarer af lata (1 i hvert). Nr. 135, 137, 138, 143 tilhører den 
brede Varietet. 

*) Baade blandt Varieteten angusta og lata kan man iøvrigt finde enkelte Exemplarer, hos hvilke den 
allerforreste Del af Siderandene er svagt konvex, altsaa en Tilnærmelse til det for nærværende 
Var. karakteristiske Forhold, 


73 


Var. convexa. Fortil sedvanlig temmelig bred, bagtil smal, Siderandene bagtil konkave, 
fortil konvexe. Midtkjolen ikke meget skarpt afsat, svagt krummet. Størrelse ringe 
(indtil c. 8™™). — Sydlige Del af det Indiske Ocean (fra c. 24° SBr. til 40° SBr.)”). 


Den af Pfeffer (Berl. Mon. 1879) under Navnet «Cleodora australis» afbildede og 
beskrevne Skal er uden Tvivl en smal Cleod. pyramidata; med australis har den ingensom- 
helst Lighed. Uforstaaelig er mig P.’s Angivelse (hvortil ogsaa hans Fig. 9 passer), at der 
paa Undersiden befinder sig en Kjøl, der fortil skulde gaa over til at blive en Fure — en 
Karakter, der hverken findes hos pyramidata eller australis, og som overhovedet er fremmed 
for SI. Cleodora. — Samme Forf.’s «Form A. Pyramidata» (Abhandl. Naturw. Ver. Hamb. 
7. Bd. p. 94) er — vor Var. lata, hans «Form B. Martensii» — vor Var. angusta; hans «Form 
C. Sulcata» er jeg ikke i Stand til at tyde med Sikkerhed. 


Atlanterhavet. 

— —_— = en - 
Nr. Bredde. | Længde. Samler ell. Giver. 
— zu — = 

1 RSS Tes | WERE | Mundingen af Davis-Strædet Holboll 
SE: ........| Mellem Island og Grønland Olrik 

3 RT Lee TESS re ES DRE Olrik 1867 

3a 60° 18‘ N. 16° 48° V, | 28/; 82, Kl. 8 Efterm. Ryder 

4 60° N. ON ee EE | Rink 

5 1993125 GENIN Ga OV NE ee ciara Na ete Bang 1873 

Be Esa? 37 lie TN U DER Re ee RN WE Olrik 1866 

jh QE ON PO TROT ANR Ne ele de els ce ele reel | — 1852 

8 SIS TiN: 132322 Ve | ee a oe Kl sk nce ol | Moberg 

RE Ee OS GUN. | AGS guy MES ART en | Assistent Steenstrup 1878 

10 SOCMNE sae SOA ee Elling So oe Abo. ouatdilnso Gio canin Olrik 

11 FO ee RTL CE ae RER Ne Moberg 


1) Fra det sydligste Atlanterhav (fra c. 25° S Br. til Artens Sydgrænse) foreligger der her i Samlingen et 
Antal Exemplarer, som ialfald tildels slutter sig til eller nærmer sig den beskrevne Varietet fra det 
sydlige Indiske Ocean; de fleste af Exemplarerne er dog for smaa og for lidt udprægede til at man 
kan slutte noget om deres definitive Form; en Del af dem kunde meget vel tænkes ved fortsat Væxt 
at blive til Var. lata. — Iblandt Bremer-Museets Materiale findes to Glas, af hvilke det ene (mrk. 
«Capt. Witt. 25° N. — 35° S., 18° W. — 28° W.») bl. a. indeholder et Antal Exemplarer, der i Formen 
alle ligner det i Fig. 97 d afbildede Exemplar af Var. convexa fra det Indiske Hav, men er større 
(indtil 14mm lang), i det andet («Capt. Wendt, 34° — 30° S.») findes et Antal ganske lignende, sammen 
med nogle faa smaa Exemplarer, der neje ligner Exemplarer fra det sydlige Atlanterhav i vor Sam- 
ling. Skulde det sydlige Atlanterhav beboes af en Var., der i Formen ligner «convexa», men bliver 
noget sterre end denne? 


Vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, naturvidensk. og math. Afd. IV. 1. 10 


29 a 


34—35 


59°—58° N. 
59°—58° N. 


| 59°—57° N. 


58° 56° N. 
58° 27! N. 
58° 26° N. 
58° 17/ N. 
Don: 
57° 50° N. 
57° 32! N. 
52° 47’ N. 
48° N. 
48° N. 
47° 
47° 
46° 
46° N. 
45° 43! N. 
44° 20° N. 
44° 20! N. 
44° N. 
44° N. 
43° N. 
43° N. 
43° V. 
429 42! N. 
429 0'N. 
42° N. 
41° 16° N. 
41° 10° N. 
41° N. 
40° 0' N. 
38° 40° N. 
36° 55° N. 
33° 1% N. 
33° N. 
32° 16° N. 
32° 6° N. 
30° 36° N. 
30° 16° S. 


RER tI 


Længde. 


13° 15° V. 


10° 59° V. 
26° 43! V. 
LOOPY: 
30° 59° V. 
28° V; 
48° 43° V. 
33° 31° V. 
13° 10° V. 
PAT Ne 
38° 
24° 
2712 

10° 
BÅS Ns 
34° 30° V. 
42° 0’ V. 
429 0° V. 
17° 
312 
329 
23° 
12° 
LS NY: 
12° 54° V. 
44° V. 
31° 40° V. 
[TS AVE 
33° V. 
26° 20° V. 
632 0! Y. 
65° 45! V. 
73° 40! V. 
182122/0V. 
Bee GONE 
39° 28° V. 
Ui oY Me 
37° 16° V. 


SUN 


<= 


Samler ell. Giver. 


Mellem Island og Grønland 
Mellem Island og Grønland 


Rink 1852 
— 1849 


Moberg 
Olrik 1859 
— 1852 
— 1859 
Branner 1868 
Hygom 


— 1861 
Andréa 1861 
— 1862 
— 1862 
Hygom 
Galathea-Exp., Kjellerup 
Grønsund 1863 
Hygom 1857 
Andréa 1867 
— 1861 
Ryder, 1881 
Andréa 1870 


= 4888 
Normann 1880 
Hygom 1856 
Andréa 1870 

— 1862 

— 1863 


Warming 1866 


Andréa 1862 
Warming 1866 


Bredde. 


Nr. Længde. Samler ell. Giver. 
55 D ADO DANS OBLO SØN ele cae) ie noue cote lt à Andréa 1866 
56 DS GP RL WISSEN er Hartmann 1882 
57 DO AN NT G On AV Ne le cc OS Andréa 1862 
58—59 LINE SN ET EN PP EE a neuen een OCDE Hygom 1863 
60 SE CCS ON RC EEE ede | Andréa 1870 
61 CRIE UNS PE OR TN PER EC CPE CET ECC I 9862 
62 23°°31° N. CD Ne moe PR RTE Do € Stübe 1860 
63 PAGES ONE RBR CARD Mitre, cn cer een ores cc NE Ale Andréa 1862 
64 SR NC I (0 ON EE Ce 1870 
65 DEAN OA D Visit |) oats ee ET ee ee Galathea-Exp., Reinhardt 
66 RO Ent NOT a a | 25 Andréa 1864 
67 21° 12° N. TE AA A ET Se ==) 1867 
68 20° N. SA Sg ee ek ut dore cs JO. Hygom 
69 PCAN ie NEDE SAR da de ae mine = 
70 [OCT IN RS TOMO, A re da dl Ryder 1881 
71 EU hr RAE TE A ET ER A Once Hartmann 1882 
72 MEAN | Bice Ws HERE SEES KERES NOE KDE EST eons Hedemann 1867 
73 LONDON ED SED VENIR ee Hartmann 1882 
74 ESCORT ANR) lee SAS SAAN RR fey of cere ara ern ce wee mache) Galathea-Exp., Reinhardt 
75 15° N. DOS LEE EEE REN cet de Hygom 
76 15° N. DIE NE uote — 1853 
77 14° 46° N. PRORV ee ae tage asie a omen Omens Andréa 1864 
78 BOTTIN A Mo ace, S Sicpiycrs ae CE CE =. — 
79 IRON: DIEBE VA Eee a as ein, se arcs v. Benzon 1876 
80 5° 31° N. SEN ee ae ae ee ee Galathea-Exp., Reinhardt 
81 4° N. DO AUS RR rate ne Koch 1861 
82 SAONE TOO AV ein ses oo Sci A Warming 1866 
83 ERENTO EN a ee A EN Re Andrea 1863 
84 1° 30° N. | 16° 40° V. | D, SET EN mh — 1870 
85 Of AS: D5 ORV AN NT EE RES — 1863 
86 40 20° 5. | 14° 20° V. | RM Pa esas Ieee | — 1862 
87 STRAY Len) MEET PNR NE ee ee rn ae == 
Re TRG ICS AE Ve Veen. | Warming 1866 
90 LOSSES AN GR Om VEN FRS EPA ES = = 
Di Re es COVER tn Gees ek, 3 Andréa 1862 
93 Serene eager wan SE RCE CR — 1863 
94 SSR ACY KO AR Ee ho eee a aaa | Bruun 1863 
95 141,0 S. 352 EN AO ee Re CO TE OR ER ER IN HUE 
96 15° 6° S. BIO Vee en ee ee Se | Andréa 1862 
97 16° § 290 v. | Strandgaard 


10° 


76 


Længde. 


Nr Bredde. Samler ell. Giver. 
BLE 
98 17° 8. | SION ER Andrea 1864 
99 hems 16 AV. sinne een — 1862 
100 | 21° 28: 8. | HBO GUN MN). ac Ao eg es i = 1886 
101 RO MSA RN. | ne ee — 1869 
102 | 20e ABER: lll oo esd) wv arn ee ON — 1862 
103 DEREN Sn || 28080 Ne Er CORNE — 1869 
104 24° 50! S. BON NES ee pa Oe RER — 1864 
105 SAGA WAS Hl ASSL ØS, A LEE Re CORRE — 1869 
106 2H 0 SL 207 | ee NS EE — 1862 
107 29% 1134'S. 44° 31° V. | 18/12 76, Midnat v. Benzon 
108 29° 36° S. N Dinan RT ae ee | Andréa 1862 
109 BISSERL BOARD a oe — 1869 
110 SOS Bows Hel 820904 Vi. crs Aoi er EC — 1872 
111 STOMIES | 1624030 EVER LE OS RES — 1869 
112 SUMED! SHEN (950804 Ven EL GRR ORNE eS 
113 SEHE ERS ON os osc ee AE LI = = 
APL! Mala 230 ØS NE I tions <I ace nc ow drone ete sete ee I 
115 BIO OBERE EN en a alee — 1864 
is AS BRS Tal; (19.58 Viv. ee ol cee eae | Hartmann 1882 
117 SAGST ACTE IVE OL ee or De CURE CR | Andréa 1864 
118 36° 8° S. CORRE DE | RO ee | Hartmann 1882 
119 RÉO SNS 150060. use Ro EC ER Andréa 1869 
120 SWEDE Sy | BD 2000. NS ROUES i a 
121° rar oase 1094048. |. a av cea ee es AOE Me er‘ 
122 | 3808 OO ee CN A EP I a7 
12371) CIS SAKO, SNE Bo BB | en LE Ro | Hartmann 1882 
124 BOP Bie SEN 12T SOEBEN Andrea 1870 
Indiske Ocean. 
125 ye. Ns 88° 12° Ø. | Bengalske Bugt ?®/ıo 45 | Galathea-Exp., Reinhardt 
HL ad SE RARE | = — 20-2),, 45 nn u 
127 we, Vene vie ee — = Thy 45 > m a 
128 79 30° S. 10509 |. acy ct eee Andréa 1869 
129 10° S. OB, |. Sid oes ER CRETE D QUE 
129 a 12° S. 1089 58 22)... Ce CR NE ee ann 
180—81.| 150 207 SMTP AOCH. |... + eee eee 111870 
132 | 1e s MITOSE OSS | en ee Sa 
133 |219-217/,9 5, | 570-580 @. frceseset: TMS — 1864 


ss ee 


Nr. Bredde. | Længde. Samler ell. Giver. 
134 CRI ENT IS) MM ET NE RP SEE SENSE Andréa 1869 
195 Ira 22.404,94. fy 670 40! 8. | - Ste: usa» » ET = 
136 | 22° 44° S SEO N re steer OR dE — 1869 
PT ROSES SENE 72° Bee EN eens ie zu 
138 23° 40° S 572240 0e ee SR Siegen ere, ot SRS ei — 1864 
139 CET LC || MISS SOG D SNS ae I EM EN 1870 
non METS ae SE: a ie ea UE | — 1869 
141 25 ES AUS SBOE |e ae seen CE DCE — 341870 
Dr et EE TON ON ER TIT Ga) | REESE Re Se KS SOE ST SR one IE Se 
143 | 27° 40'S. | 58010. N MALI LATIN... — 1854 
ARR Sl SORT D ASIE 30% Bs PE er bis ELU hp Sen 
145 ADS) 570 40170 man EE CRC Soro eek | æg 
146 | 308 | 9698 |..................... lu = 
147 SHS SO SA AO ATO Be ee ee ee — — 
148 32° 30° 8. | 42° B |..................... — 1869 
VE GE RON LES DUT Nee resale ree is RETTEN: oS Se 
150, 15 Ben ae ee | — 1864 
NSH. (ESS ER ARS tet RT Ce Oe |. 2408860 
152 |: 134-3098,- | Bali UN, en ee er 4 Hartmann 1880 
RE u EN ee | Andrea 1870 
154 | 35° 12° S IHNEN EEE Hartmann 1880 
BEI ES RR er CE Le. et, PS Andrea 1869 
156 35139181, BRITEN ee en Scale icy cea ese? 
1570| 3822058, |e FSG CMM Meet cio ol ates cease ere cae PA = "1864 
158 3605078 MOSS TAN AMOR eee 74 HER TAGE — 1869 
Rab cu asus." ar iae Men Jin ae Jane th Dane „leg 


IST II LAT En 11606: D | RE EE = | Galathea-Exped. 


ARE NI NE ACID 20! D, | 56 EEE REC, Andréa 1869 
TORE STETS TA NG SAS AE DL | S's coals ee ST ee Galathea-Exped. 
SE alge RE) GO gta: ONU ere Zu PURES. in N JER 
TB OF ATEUNSE | LI NE RT Te A FEER Andréa 1869 


bernd: de 60: In aa | «Sydlige Kina-So- | H. Koch 1872 


= 78 — 


Vestlige Stille Hav!). 


Nr. Bredde. | Længde. | | Samler ell. Giver. 
= \ J i = en ne nn 
168 | dou ee. REEL Anv | Panay (Philippinerne) | Corneliussen 1874 
169 PONTS AGAR a KN TES CN Let CRT = 1881 
| 16° N. | 165° @. | Nat Chierchia 

BONN! PEGE TRS nel es VAT ee NR == 

139 N. | 155° @ | Nat = 

12° N. 154° Ø. | Nat = 
170% || ET SE | HET OLDER ASER Roue " Hartmann 1880 


Ostlige Stille Hav. 
| 


I N es ee RR TER | Cobija (Bolivia) | Galathea-Exp., Reinhardt 
173 | 27° 11° S. | 88° 5% V. | 23/3 47, Kl. 3—5 Efterm. Galathea-Exp. 


8. Cleodora balantium Rg. 


Balantium recurvum. *Anonymus i: Journ. of the Roy. Inst., Vol. 15, p. 220, PI. 7, Fig. 107. 

Cleodora balantium. Rang, i: Mag. de Zoologie 1834, PI. 44. 

Balantium bicarinatum. Benson, i: Journ. Asiat. Soc. Bengal, Vol. 6, Part. 1 (1837), p. 151 (opst. paa et 
defekt Exemplar). 

Hyalea balantium. D’Orbigny, Voy. Amer. mer. Moll., p. 116, Pl. 8, Fig. 1—4. 

Cleodora balantium. Souleyet, Bonite, Tome. 2, p. 186, Pl. 7, Fig. 11—16. — Monogr., p. 52. 

Balantium recurvum. Sowerby, i: Reeve, Conchologia iconica, Vol. 20, Pteropoda, Pl. 4, Fig. 26 a—b. 

Incl. Cleodora inflata. Souleyet, Bonite, Tome 2, p. 188, Pl. 7, Fig. 17—19. — Monogr. p. 53, Pl. 13, 
Fig. 17—19. (Unge Exemplarer ) 


Tab. 5, Fig. 89 (Skalmundingen), Tab.4, Fig. 48 (Embryonalskallen). 


Den storste Del af Skallen er ligesom hos den foregaaende ret, men den bageste 
Del er bojet opad, saa at den danner en Vinkel paa omtr. 135° med Længdeaxen. Under- 
siden er forsynet med en meget bred og stærkt fremtrædende konvex Lengdekjol, som 
indtager mere end Halvdelen af Undersidens Bredde; Kjølen bliver som sædvanlig bredere 
og lavere fortil. Rygsiden er forsynet med tre tydelig fremtrædende, omtrent lige stærke, 
brede konvexe Kjole. Siderandene, som fortsætter sig langt tilbage, til henimod Spidsen, 
er svagt krummede med Konvexiteten udad; deres Kant er ikke skarp, men flad, ja endog 
svagt rendeformig udhulet. Skallen er forsynet med Tværfurer, adskilte ved afrundede 
Tværvolde, som bliver lavere, smallere og mindre tydelige henimod Skallens Bagende (mod- 
sat Cl. australis); desuden findes de sædvanlige Tilyextstriber, men ingen Længdestribning. 
Embryonalskallen er ved en dyb Indsnøring afsat fra den øvrige Del af Skallen; den 


1) Som Supplement anføres følgende Lokaliteter efter «Gazelle's» Indsamlinger (Berl. Mon. 1879, p. 238): 
" 090,4'NBr. 132° 29'ØL. — 23229'SBr., 153° 23/@L. — 15948'SBr., 178° 1‘VL. — Kieler- 
Museet besidder den fra «Jedobucht, Aug. 1846» (Galathea-Exp., Behn); Var. lata. 


79 
er kortere og bredere end hos Cl. pyramidata, men ligesom hos denne forsynet med en 


kort Spids paa Enden. 
samme Form som hos Cl. pyramidata; det bageste Fodparti er mindst ligesaa bredt som 


Skallen naar en Størrelse af indtil 261/2"%, — Vingerne har 


hos denne. — Radula frembyder intet mærkeligt. — Alle de foreliggende Exemplarer af 
Arten bærer paa Skallen Hydroider. 

Gleodora balantium synes at leve hele Jorden rundt: Atlanterhavet, det Indiske 
Ocean (se efterstaaende Liste) samt det Store Ocean (d’Orbigny’s Rejse). Efter vor Liste 
kunde man være fristet til den Anskuelse, at den var indskrænket til Troperne (den mangler 
ogsaa i Middelhavet); men det bør herved bemærkes, at d'Orbigny angiver at have taget 
sine Exemplarer paa 41° SBr. (83° VL. f. Paris). 


idet den trods sin Størrelse og temmelig stærke Skal kun findes repræsenteret med 18 Glas 


Det er vistnok en temmelig sjælden Art, 


i vor Samling. D’Orbigny tog den kun én Gang. 

Souleyets Cleodora inflata er uden al Tvivl opstillet paa et ungt Exemplar af Cl. 
balantium; den stemmer efter Souleyets Angivelser og Figurer i sin Form paa det nøjeste 
med den bageste Ende af de foreliggende Exemplarer af Cleodora balantium; ogsaa de an- 
givne Dimensioner passer til denne Bestemmelse. 


Atlanterhavet. 


Nr. | Bredde. 


| Længde. | Samler ell. Giver. 
I E I 
1 CE NE CU SO OM | Andréa 1864 
2 DOG SE UN, EIDOS RE SENSE He Rh. MERE Warming 1866 
3 15° N. 2205 Eu LE ET RARE, SLA A ES CI RER Hygom 1853 
4 14° 46° N. PEAY Te dt Andrea 1864 
5 10° N. DBO Vise EB Re A Ne | — 1872 
6 CSS es CR | E23 9 boc REFS eae Ser RR AR SENE En. Reinhardt 
Bias es AGS. |i SISO" Ve) Ne ee | Andréa 1863 
RB ke 208 sa) «Joy [create BE (RET s5> 
8 59 20' S. BES AOU VER EN TEL TREERE | — 1863 
ORE ON RE OR A RE D D TER LE Cols 
TOME 16220401 | TE CV TIE PERSAN ET — 1864 
The Wt, ol Long | [it 008 NORMA bon) | eee 
1e 0e dons} aaa ver] WIS TE. — 1872 
TNA ae Wes Er BUT Atlanterhavet | Warming 1863 
Mt: lis tnane HAS: — H. Koch 1861 
LE à ME SENESTE once All RMS En — Warming 1863 
Indiske Ocean. 
16 339 S Fa VAE NRA R ALAN Andréa 1864 


17 


Salmin 1863 


9. Cleodora Andréæ n. sp. 


Tab.1 Fig. 1, Tab. 2 Fig. 12, Tab. 5 Fig. 92 (Skallen). Tab. 4 Fig. 49 (Embryonalskallen). 


Den forreste, større Del af Skallen er ret, den bageste Del er krummet opad paa 
en lignende Maade som hos Cl. balantium; dog er det opadbojede Parti større og navnlig 
bredere end hos denne. Sidekanterne er paa det allernærmeste rette; de er ikke rende- 
formig udhulede som hos Cl. balantium, men frembyder en smal, næsten flad (men dog 
svagt konvex) Rand. Ejendommelig for nærværende Art i Smlgn. med de foregaaende er 
den stærke Udvikling af den konvexe Kjol paa Undersiden, hvis hele Bredde den paa lidet 
nær indtager; Konkaviteten af Undersiden er blot antydet ved en smal flad Rende indenfor 
og langs med Siderandene. Paa den konvexe Underside bemærkes endnu to svagt udprægede 
Længdefurer, én paa hver Side af Midtlinien. Paa Oversiden finder vi de samme 3 Længde- 
kjole som hos balantium, men forholdsvis meget svage og rykkede tættere sammen; paa 
hver Side af disse ses endnu en bred, lidet udpræget Længdeforhøjning, adskilt fra Kanten 
ved en svag Rende. De hos Cl. balantium saa tydelige Tværfurer er her kun svagt an- 
tydede paa den forreste Del af Skallen. Embryonalskallen ligner i sin Form nøje Cl. 
balantium's, men mangler, ialfald paa det foreliggende Exemplar, ganske den lille Spids, 
der findes hos de foregaaende Arter af Underslægten Cleodora. Skallen, som er temmelig 
langstrakt, lidt mere end 11/° Gang saa lang som bred, maaler paa det foreliggende Exemplar 
20%: Cl. Andréæ er saaledes en Form af anselig Størrelse. 


Angaaende Artens Udbredelse kan jeg kun meddele, at det eneste Exemplar jeg 
har set, er taget af Kapt. Andréa i det sydligste Atlanterhav paa 33° 30° SBr. 1190" VL. 
Det er uden Tvivl en af de ikke faa Pteropoder, der er indskrænkede til det sydlige tem- 
pererede Zone; et Dyr af denne Størrelse vilde vistnok, hvis den levede i de tropiske eller 
nordlige tempererede Dele af Verdenshavene, ved en eller anden Lejlighed være hjembragt 
til Museet fra disse. | 


Nær beslægtet med Cleodora Andréæ er den af Pfeffer (i Abhandl. d. naturwiss. 
Ver. Hamb. 7. Bd. 1. Abth. p. 96, Tab. 7 Fig. 19—19 b) beskrevne Cleodora falcata. Denne 
adskiller sig fra vor Art ved at være betydelig mere langstrakt (efter Pf.'s Fig. 19 er 
Skallen 21/2 Gang saa lang som bred, efter hans Maalangivelser rigtignok kun lidt mere 
end dobbelt saa lang som bred), samt ved efter Forf.’s bestemte Angivelse at mangle 
ethvert Spor af Tværfurer og Lengdekjol; efter hans Figurer er Bagenden ogsaa 
slankere end hos Cl. Andréæ. Det af P. afbildede Exemplar var 12!/omm langt. Som Loka- 
litet angives for det ene Stykke 44° NBr. 32° VL., for det andet «Atl. Oc.» 


81 


En anden ner Slægtning af Cl. Andréæ er Cleodora Chaptalii Souleyet!). Den ligner 
hin i at besidde Tværfurer paa Ryg- og Bugside samt ved paa Rygsiden at have de samme 
5 Kjole, der dog, ligesom ogsaa Tverfurerne, synes stærkere markerede end hos vor Art; 
den har fremdeles den samme hvælvede Underside. Den adskiller sig fra Cleodora Andréæ 
ved at Siderandene er konkave og ved at Skallen er meget bredere (en Linie fra det 
ene Sidehjorne til det andet er ligesaa lang som Afstanden fra samme Linie til Skallens 
Bagende; hos vor Art forholder de samme Afstande sig til hinanden som 1 : 1,6); Mundin- 
gens Sidepartier synes ogsaa at vere snevrere end hos Cl. Andrée, og Skallen er mindre 
fladtrykt end hos denne. Længden er I9==, Souleyet tog Arten, i et enkelt Exemplar, 
ved Kap. 

Den lille, kun 27" lange, Cleodora eurrata Souleyet?), ligner meget Cl. Chaptalii. 
Den har samme almindelige Form, men er ganske glat, Mundingen er snevrere og Bag- 
enden stærkt opadkrummet. Det er ikke en Unge af en af foregaaende Arter; i saa Fald 
maatte dens Skal jo ligne det bageste, 27” lange, Stykke af Skallen af paagjældende, hvilket 
aldeles ikke er Tilfældet. Souleyet tog et enkelt Exemplar i «Atlanterhavet». 


10. Cleodora cuspidata (Bosc.). 


Hyalæa cuspidata. Bose, Hist. nat. d. Coquilles, Tome 2 (An. X [1802]), p. 241, Pl. 9, Fig. 5—7. 
Hyalea tricuspidata. *Bowdich, Elem. of Conchol. (1820), Pl.6, Fig. 1. 

Cleodora cuspidata. Quoy & Gaymard, Astrolabe, Zool., Tome 2 (1833), p. 384, Pl. 27, Fig. 1—5. 
Cleodora Lessonü. Rang, Monographie, PI. 5, Fig. 1—3. 

Cleodora euspidata. Souleyet, Bonite, Tome 2, p. 176, Pl. 6, Fig. 11—16. — Monogr. p. 48. 


Tab. 1 Fig. 2, Tab. 2 Fig. 13, Tab. 5 Fig. 87—88 (Skallen), Tab. 4, Fig. 51 (Embryonalskallen). 


Skallens Bagende er ligesom hos Cl. balantium og Andréæ bojet temmelig stærkt 
opefter (der er iøvrigt i denne Henseende nogen individuel Variation: hos nogle Exemplarer 
er Bøjningen stærkere, hos andre svagere). Undersiden er meget tydelig konkav fra Side 
til Side med en bred afrundet Længdekjøl, som bliver bredere og lavere fortil; denne Kjøl er 
betydelig bredere og stærkere udpræget end hos pyramidata, men smallere end hos balantium 
og Andréæ. Undersiden er fremdeles temmelig stærkt krummet efter Længden, med Konvexi- 
teten nedefter. Oversiden er tagformig med en særdeles tydelig, skarpt fremtrædende Midtkjøl, 
hvis forreste Del er ret, medens den bageste er krummet med Konkaviteten opad; paa hver 
Side af denne, nærmere Midten end Yderranden, bemærkes en tydelig, men dog svagere, 
afrundet Længdekjøl, og udenfor denne kan man endnu adskille en svagt fremtrædende 
Længdeforkøjning paa hver Side. Siderandene er krummede med Konkaviteten udad, den 


1) Bonite, Tome 2, p. 183, Pl. 7, Fig. I—5. — Monogr. p. 51, Pl. 13, Fig. 1—4. 
2) Bonite, Tome 2, p. 185, PI.7, Fig. 6—10. — Monogr. p. 52, Pl. 13, Fig. 5—10. (Fig. 9 synes iøvrigt at 
være en Kopi af PI.7, Fig. 15, i Bonite, som forestiller Skalenden af Cl. balantinm.) 


Vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, naturvidensk. og math. Afd. IV. 1. 11 


82 


forreste Del af dem er rettet skraat udefter; Kanten af dem er ganske svagt rendeformig 
udhulet (smlgn. Cl. balantium og Andrée). Mundingens midterste Del er vid, Sidedelene 
snevre, rettede bagud; Over- og Underlæbe (af hvilke hin som sædvanlig er længere end 
denne) er meget stærkt udviklede, længere end den øvrige Del af Skallen, hvis bageste Del 
er meget afsmalnet. Mundingens udvendige Hjørne er forlænget til en lang, ret, paa sin 
forreste Rand dybt rendeformig udhulet Torn, Overlæbens Midtkjol er ligeledes tornformig 
forlenget. Skallen er forsynet med meget kraftige Tværfurer baade paa Over- og Under- 
side; hvor de lober hen over Undersidens Midtkjel bliver de dog temmelig svage. Em- 
bryonalskallen, som ved en meget tydelig Indsnoring er sondret fra den øvrige Del af 
Skallen, er ner ved at vere en Kugle, som — naar den er vel bevaret — paa sin bageste 
Ende bærer en fin tornformig Spids. — Det bageste Fodparti er temmelig bredt, tunge- 
formigt. — Radula har den for Cleodora s. str. typiske Bygning (korte Frynser paa Tæn- 
derne etc). — Skallen er hyppig besat med Hydroider. 

Nærværende Art gaar i Atlanterhavet næsten ligesaa langt mod Nord som Cl. pyra- 
midata, idet den haves i et enkelt Exemplar (med utvivlsom rigtig Lokalitet, taget af en 
dansk Soofficer paa en Rejse til Gronland, og udtaget af Samleglasset af Forf. selv) fra 
59° 26° N. 19° 12‘ V.1). Men den synes dog paa disse nordlige Bredder at være en sjælden 
Gjæst. lovrigt er den efter det foreliggende Materiale temmelig jævnt udbredt gjennem hele 
Atlanterhavet fra 46° NBr. til 37° SBr.; den kjendes ogsaa fra Middelhavet. Fra det Stille 
Ocean haves Arten ikke i Samlingen, og den synes heller ikke ellers at være bekjendt derfra 
(den er saaledes hverken truffen her af d’Orbigny eller af den preussiske Expedilion paa 
«Gazelle»), noget der dog vel snarest skyldes et Tilfælde. 


Atlanterhavet. 


Nr. Bredde. 


| | Længde. | | Samler ell Giver, 
1 | 590 56° m. NSS | 30% 82, Kl. 9 Aften | Ryder 1883 
2 erg WAI honing t, AG br eGR OF | Andréa 1862 
Gh Ay he AAPaDt Ned Heymanns rd Haraatı. Bis re fat. alter — 1866 
St eh | ASERONINY 1828,40 ve lus tee CHER RE FAN 
5 PR ON NP OO A Re ee EE mene | — 1862 
6 | FO MR TR 1 ER RE A Lei de | "ME 
7) ot aa BoP Vf a ee ere | — — 


1) I Samlingen findes endnu et Glas, hvis Indhold skal være taget «mellem Island og Gronland» (af 
afdøde Olrik), og som indeholder et enkelt Brudstykke af Cl. cuspidata, imellem flere Stumper af 
CI. pyramidata; da der imidlertid altid er en nærliggende Mulighed for, at det paagjældende Brud- 
stykke ved et Tilfælde er kommet i det nævnte Glas, har jeg ikke optaget dette i den efterfølgende 
Liste. 


Nr. | Bredde. Længde. Samler ell. Giver. 
8 PRE Ne EN ot ee AT OO OC E Galathea-Exp., Kjellerup 
9 MEAN AO AS VON RE Indien Aral. | Warming 1863 
10 Mier ONE SKET SEEST VER I ter the re | Normann 1880 
11 ADRS OMENS CE SOUS VE | ea so Andréa 1866 
12 STORE LINES 22 SV NA Code ce 1867 
13 36° 29° N. 2° 28° V. | Middelhavet, !%/ı2 68 Midnat | Branner 

14 BESETZEN ER EDS A BV PRE RATS de ee Andréa 1863 
15 36° N. SOC VÆRE N COLE Tay 26S Tea oe | Hygom 1864 
16 BEIDEN AS TEN A ee en | Andrea 1863 
17 34° 244 N. D OAV et no hoh Kees Fe REE = The 
18 Er RTS NP Ds cece od ate IE eigen 
19 SACRO ING 25 AO EVA Eee = Yoke ge Ven a 

20 HIISEORL ARSTER Ed Sal tata 

21 RE GE CT) GE TAN ee eh LE 

22 25° 54 N. OR VEEN iPass ee eS ee Rae R. Nielsen 1870 
23 DOSE AEE MOB OMR VU MER RACE RUN Mrs In Ryder 1881 

24 22° 4! N. DEORE DAV ER en de dre Or ES omelet = de Reinhardt 

25 l'OS TN: I oo ee ae ice Warming 1866 
26 P55 GG Nee ES DO EN Cet Et en = _ 
SE SN ETS M ER TEE | v. Benzon 1876 
28 CUS D nee Atlanterhavet Reinhardt 

29 BORING a ES A Le pre PS Se Pen ts Pe — 

30 3 N. (RIT) MS SR On en le CURE Andréa 1864 
31 0° 4 8. Jovi A re AR ere — 1863 
32 IG OVS. Wp ZOO! Nuala Had dive whe ae ighters ee | — = 

34 BOOT asc HEL SOE OL VE | Kae tacit chs a ar BET AR? 
35 | mes. IE MR RCE Re a 
BORIS OREO Seu EN FUER JESSE NER ee — ie 

37 ASS SEN RSS OO NE RE CN Note hr ee tops Warming 1866 
38 DS LS OU GG SOON AN NES AT ANA EM ee Andréa 1864 
39 ENS a HFS DOM VEN MN NE ER, SR A TEEN Lies ee 

40 178730582 112982300 VI NA RER eee BENET NREN Bl: er 

4 18° S. DO ER a ee SN RESTE 

42 STC aS MaRS Sa ee per ee PTS — 1869 

AIO Den ne betes re QE «Atlanterhavet», uden nøjere Ang. | 
Indiske Ocean. 

47 BAS SEES TØ: | SAR RER NE RER | Andréa 1864 
D PR GE PR TERRES S. f. Ceylon %/0 45 | Galathea-Exp., Reinhardt 
49 | 10°S. 104° 0. | Bh Ps I LE ne Andréa 1869 


DE 


11. Cleodora pygmæa n. sp. 
Tab. 4 Fig. 57—57 bis, Tab.5 Fig. 90 (Skallen), Tab. 4, Fig. 50 (Embryonalskallen). 


Skallen er meget fladtrykt, omtrent ret. Sidekanterne, der er begrænsede af en 
flad Rand, er krummede med Konkaviteten udad, hos yngre Individer kun svagt, hos ældre 
stærkere: henimod Slutningen af Væxten bøjer de sig stærkere udefter; fortil ere de trukne 
ud i en kort Torn paa hver Side. Den flade Siderand er tykkere end den øvrige Del af 
Skallen. Naar man betragter Skallerne med Lupeforstørrelse, ser det navnlig hos ikke ud- 
voxne Exemplarer, ud som om Overlæben var begrænset af en stærkt festonneret Rand. 
Ved nøjere Eftersyn ses det dog, at den i Virkeligheden kun er lidet bugtet og at det omtalte 
Udseende skyldes den Omstændighed, at den yderste Del er meget tynd og ved en stærkt 
bugtet Linie skilt fra den øvrige, mere fortykkede Del af Skallen. Paa Rygsiden bemærkes 
3 brede, afrundede Længdekjøle; den største Del af Bugsiden indtages af en bred, flad 
Længdeforhøjning. Der findes ingen Tværfurer, men ret tydelige Tilvæxtstriber. Embryo- 
nalskallen er afgrænset ved en meget tydelig Indsnøring; den er ægformet, ikke tilspidset. — 
Det bageste Fodparti meget bredt som hos Cl. cuspidata og balantium. — Det største 
Stykke maalte 3*/4m™™. 

Den af de foregaaende Arter, som nærværende lille Form kommer nærmest, er, 
trods den store Forskjel i Habitus, C/eodora balantium. Særlig instruktiv i denne Henseende 
er Skalmundingens Form; et Blik paa Figg. 89 og 90 vil vise, hvor stor Ligheden er: vi 
finder hos C/. pygmæa den samme brede ventrale Længdeforhøjning som hos hin, de samme 
3 brede, afrundede dorsale Kjøle, de indsnevrede lige ud til Siden rettede laterale Dele af 
Mundingen. Den har den samme flade Rand paa Sidekanten, og Embryonalskallen har 
væsentlig samme Form. Den adskiller sig ved den konkave Sidekant, ved sin Fladtrykthed, 
ved Mangelen af Tværfurer og ved sin Lidenhed!). 

Der forelaa til Undersøgelse af denne Art et Antal Exemplarer (12— 14) udtagne af 
Maven af en Ommatostrephes Bartramii (uden Lok.); fremdeles et enkelt Exemplar fra 
Hr. Poppe, fra 10° SBr. 105725" ØL. (/ 83, Nat), samt endelig 16 Exemplarer fra Hr. Chier- 
chia, tagne paa 5° NBr. 115° VL. og 2 Expl. fra 0° 10°SBr. 88° 10‘ VL. Arten findes saa- 
ledes ialfald baade i det Indiske og det Store Ocean. 


1) Den Tanke ligger ikke fjærn, at nærværende lille Form kunde være Ungen til en anden Hyalæide; 
navnlig kunde man tænke paa de med fladrandet Sidekant forsynede Hyalæa-Arter, H. trispinosa og 
4-dentata. En nøjere Undersøgelse viser dog, at den ikke kan tilhøre nogen af disse, hvilket let 
ses ved en Betragtning af Fig. 58, der fremstiller det bageste Parti af Skallen af H. 3-spinosa i samme 
Forstorrelse som Fig. 57, Skallen af Cleodora pygmæa — og af Fig. 91, der fremstiller Arret efter 
det affaldne Parti af Skallen af H, 4-dentata i samme Forstørrelse som Fig. 90, Mundingen af Cl. 
pygmæa. 


85 


12. Cleodora compressa Soul. 


Cleodora compressa. Souleyet, Bonite, Tome 2, p.181, Pl.6, Fig. 26—32. — Monogr. p. 51, Pl. 12, Fig. 
20— 25. 


Tab. 4 Fig. 58bis-ter, Tab. 5 Fig. 90bis (Skallen), Tab. 4 Fig. 50bis (Embryonalskallen). 


Hos nærværende Art, der er ner beslægtet med, men dog meget distinkt fra fore- 
gaaende, er Skallen endnu mere fladtrykt, Mundingen endnu snevrere end hos denne. 
Lengdekjolene paa Rygsiden er langt mindre fremtrædende (efter Souleyet mangler den 
ganske Kjøle, hvilket dog ikke er ganske rigtigt); Furen paa hver Side af den smalle Midt- 
kjøl er næppe udpræget (hos pygmæa meget tydelig), men selve Midtkjølen er dog ialfald 
paa det ene af de foreliggende Exemplarer ret kjendelig, om end langt svagere end hos 
pygmæa. Bugsiden ganske svagt konvex. Sidekanterne flade, fortykkede, svagt konkave. 
Skallen er mere langstrakt end hos pygmæa: Skallens Længde er 2—3 Gange saa stor 
som Mundingens Bredde (hos udviklede Exemplarer af pygmæa er Skallen aldrig dobbelt 
saa lang som bred), Sidekanterne paa den større bagre Del af Skallen divergerer kun meget 
svagt fortil. Der findes en fin, skarp, regelmæssig Tværstribning (antydet i Souleyets Figurer), 
som ialfald i denne Form mangler hos pygmæa. Embryonalskallen er kjendelig bredere, 
Indsnøringen tydeligere end hos pygmæa. Den bageste Del af Skallen, navnlig Embryo- 
nalskallen, samt de fortykkede Sidekanter er brunlige (hos pygmæa kun Sidekanterne). — 
De to hele Exemplarer, som forelaa, var henholdsvis 6 og 6'/2™ lange. — Det ene bar en 
lille Hydroidkoloni, bestaaende af et Par Individer, paa sin Skal. 

Arten staar pygmæa nær, men jeg tvivler dog ikke noget Øjeblik om, at det er en 
selvstændig Art. Den almindelige Form er, som det af Figurerne ses, ikke lidet forskjellig, 
og der er i denne Henseende ingen Overgange mellem de temmelig talrige Exemplarer af 
pygmæa og mine to Exemplarer af compressa (der i denne Henseende ogsaa slutter sig 
nøje til Souleyets Figurer). Men vigtigere er dog Forskjellen mellem Skulpturen paa Ryg- 
siden hos de to Arter (compressa saa godt som uden Skulptur, pygmæa med en forholdsvis 
meget tydelig afsat, afrundet Midtkjol) samt i Embryonalskallen ; hertil kommer saa endnu 
den ovenfor nævnte Karakter, at nærværende Art er fint parallelstribet paa tværs, den 
anden ikke. 

Hr. Chierchia har taget 2 Exemplarer paa 0° 10° SBr. 88°10‘ VL., samt et Brudstykke 
af en Skal paa 18° VBr. 171° ØL.; Souleyets Exemplarer var fra Atlanterhavet"). 


1) Pfeffer har (i Berlin, Monatsb. 1879, p. 237) udtalt den Formening, at denne Form kun var Ungen 
af H. trispinosa — noget der allerede påa Grund af Skalmundingens Sneverhed hos Cl. compressa 
ikke kan være Tale om, idet Skallen hos H. trispinosa paa det tilsvarende Sted har en langt betyde- 
ligere Vidde. 


2. Hyalæa Lam. 


Hyalea. Lamarck, Syst. d. Animaux s. vertèbr. (1801), p. 139. 

Cavolina. Gioeni, Descrizione di una famiglia e d’un nuovo genere de testacei trovasi nel littorale de Catania. 
Napoli 1783 4to (fide Abildgaard i: Skrivter af Naturhist.-Selsk. 1. Bd. 2. Hefte, p. 173). 

Inel. Diacria Gray, Pleuropus Eschsch. 


Det mest karakteristiske ved Skallen hos de mere typiske Medlemmer af SI. Hya- 


lea (Undtagelserne se nedenfor) er folgende. Over- og Underlebe — disse regnede fra 
Skallens forreste Ende til en Linie trukken mellem Mundingens Yderhjorner — er over- 


ordentlig stærkt udviklede, udgjor næsten hele Skallen, idet den bageste Del af denne, — 
i Beskrivelserne sædvanlig betegnet som Endetornen —-, er meget afsmalnet og kort, 
sædvanlig meget kortere end Leberne; den forreste Del af Skallens Sidekanter (smlgn. Cleo- 
dora) er rettet omtrent lige ud til Siden (ikke fremefter og lidt udefter som hos de fleste Ar- 
ter af Gleodora s. str.). — Mundingen er meget bred, men stærkt indsnevret, dens mediane 
Parti dog videre end dens laterale Dele, der er snevre Spalter og som er rettede lige bagud. 
Disse snevre Sidespalter er næsten helt sondrede fra den mediane Del af Mundingen, 
idet der ved deres forreste Ende findes en Tand paa Underlæbens Rand, som passer ind 
i en Grube paa Randen af Overlæben; denne Grube er hos H. 4-dentata aaben udadtil, hos 
de ovrige Hyalæer, hvor den nævnte Indretning — som vi betegner som Laasen — findes, 
er den kun aaben nedadtil. — Underdelen af Skallen er stærkt hvælvet (saavel fra højre til 
venstre som forfra bagtil), særlig fortil: den brede, afrundede mediane Længdekjel, som 
findes hos Cl. cuspidata og andre, er her meget stærkt udviklet og indtager næsten hele 
Undersiden. — Underlæbens forreste Rand, mellem Laasene, er kraveformig ombøjet. Over- 
læbens forreste Del er sædvanlig bøjet mere eller mindre stærkt ned foran Mundingen. 

Fra det givne Billede afviger dog nogle af de til Slægten Hyalæa henferte Former. 
Saaledes H. trispinosa, hos hvilken «Endetornen» er kraftigere udviklet, Sidekanterne rettede 
skraat fremefter og udefter (endog mindre stærkt udefter end hos Cl. cuspidata), Sidespal- 
terne rettede skraat bagud og mindre skarpt sondrede fra den mediane Del af Mundingen, 
idet Laasen kun er antydet, ikke udviklet, Undersiden af Skallen mindre stærkt hvælvet. 
Fremdeles de mærkelige fladtrykte Former /. longifilis, rotundata og lævigata, som navnlig 
afviger ved Mangel af Laas og ved Undersidens Fladhed"). 

løvrigt bemærkes om Hyalæa-Skallen følgende. Overlæben er altid, ligesom hos 
Cleodora s. str., længere — ofte meget længere — end Underlæben. Mundingens (Side- 
spalternes) bageste Hjørne, Sidehjørnet, er ofte trukket ud i en Torn, Sidetornen, 
der dog aldrig naar nogen meget betydelig Længde (længst hos H. trispinosa). Den bageste 


’) Om disses, saavelsom H. trispinosa's, systematiske Stilling se den specielle Fremstilling. 


87 


Ende af Skallen er altid krummet mere eller mindre stærkt opefter, sædvanlig hornformig; 
der findes i denne Del af Skallen ofte en Tverskilleveg, der hos visse Arter undertiden er 
tilstede, undertiden mangler (individuelt), medens den hos andre Arter altid findes, hos atter 
andre altid mangler; naar en Skillevæg er tilstede, er sædvanlig den bagved denne liggende 
Del af Skallen affaldende (dog ikke altid, se H. trispinosa). Sidekanterne er sædvanlig 
afrundede; men hos Z. trispinosa og 4-dentata er de ligesom hos CI. cuspidata, balantium etc., 
begrænsede af en smal flad Rand. Paa Skallens Underside bemærkes sædvanlig tydelige 
Tværfurer, adskilte ved skarpe lave Kanter; disse Tværfurer er tydeligst paa den forreste 
stærkt hvælvede Del af Undersiden, taber sig bagtil; paa Oversiden er saadanne Tværfurer 
ikke tilstede eller mindre tydelige (tydeligst hos H. trispinosa og 4-dentata). — Paa Ryg- 
siden findes et System af afrundede Længdekjøle, der har nogen systematisk Interesse. 
Naar disse Kjele er fuldstændigst udviklede (se Tab. I, Fig. 9), findes der, foruden Midt- 
kjølen (Nr. I), 4 laterale Kjole paa hver Side: 2a, 2b, 3, 4; Nr. 4 løber tæt indenfor og 
langs med Sidespalten, 2a nærmest ved Midtkjølen. Furen mellem 2a og 2b er ofte ud- 
visket, saa at 2a og 2 b er sammensmeltede til én Kjel, der da benævnes Nr. 2; det be- 
mærkes, at Furen mellem 2 (eller 2b) og 3 ender fortil ved Laasgrubens indvendige Side. 
Folgende Skema giver en Oversigt over Kjolenes og nogle Furers Forhold hos de Former, 
hos hvilke de er godt udviklede (for Sammenligningens Skyld er Cleod. cusp. optaget med 
i Skemaet). Det speciellere vil blive givet i Beskrivelserne af de enkelte Arter. 


| Kjolen 2 | Kjolen 3 | Kjolen 4 Furen 1—21) | Furen 3—4 

Cl. euspidata . . .. Udelt | Stærk Mangler || Svagere end Furen 

H.trispinosa . ... | = | — = f 2—3 

- 4-dentata. . . .. — | — | — | Saa stærk som 2—3 | 

- longirostris. . . . — | Temm. svag | Antydet | Stærkere end 2—3 | Bred og dyb 

- gibbosa . . . . .. | Sædv. delt | Meget stærk | — — = = | Ikke meget udpræget 

-globulosa..... | Udelt | = | Næppe antydet | — RE — Meget svag 

- uneinata „.... | Delt Svag | Stærk \ Stærkere end 2—3, | Meget bred og dyb 
| løber fortil sammen 

- tridentata. .... — Temm. svag | Temm. stærk | med sin parrede Th SS 


I Modsetning til Cleodorerne er Skallen hos Hyalæerne næsten allid i storre eller 
mindre Udstrekning farvet. 

Embryonalskallen kjendes ikke hos alle Arter, paa Grund af at den bageste 
Del af Skallen altid er affalden hos voxne Individer af visse Arter (Hyalæa 4-dentata, lon- 
girostris, globulosa). Hos de fleste Arter er Embryonalskallen langstrakt, krummet, afsmalnet 
mod Enden, som er afrundet; Indsnoringen svag, men dog fuldkommen tydelig (i Modsæt- 


1) Furen 1—2 — Furen mellem 1 og 2 (eller 2 a). 


CRT 


ning til Pfeffers Angivelse). Kun trispinosa afviger fra de øvrige ved at Indsnoringen er 
meget st@rk; Embryonalskallen er hos denne omtrent kugleformig, ligner meget Cleodora 
cuspidata’s, men mangler den fine Torn. 

Efter det foreliggende Materiale er den Forskjel, som man indenfor denne Slægt 
finder i Skallens Storrelse mellem væsentlig ligedannede Individer af samme Art, ofte 
overordentlig stor; saaledes varierer Størrelsen hos H. longirostris mellem 21/ og 9™™: de 
største Individer er mellem 3 og 4 Gange saa lange, brede og høje som de mindste, deres 
Volumen er nogle og 40 Gange saa stor som de mindstes. For en mere overfladisk Be- 
tragining vil det derefter ligge nær at formode, at de smaa Exemplarer er Unger, som 
med Tiden kunde opnaa en betydeligere Størrelse. Paa Grund af den indsnevrede Munding, 
som baade smaa og store Exemplarer besidder, er det nu imidlertid ganske aabenbart, at 
man ikke kan tænke paa, at de smaa skulde kunne voxe sig store ved en simpel Apposition 
lil Skalmundingens Rand, som hos Snegle i Almindelighed. Men man kunde maaske tænke 
sig, al Væxten indlededes ved, at et Parti af den lille Skal resorberedes bort (noget lignende 
kjendes jo for andre Snegles Vedkommende), og at det resorberede Parti erstattedes ved et 
nyt, lignende, men af større Omfang. Men det forstaas let, at for at noget saadant skulde 
kunne ske, maatte visse Dele af de store Individers Skaller være kongruente med visse 
Dele af de smaa Individers Skaller, nemlig med de Dele af disse, som ikke resorberedes 
bort, men optoges som Dele i den nydannede Skal. Men en Sammenligning mellem store 
og smaa Individer af samme Art viser nu, at end ikke den bageste Del af Skallen er lige stor 
(kongruent) hos store og smaa Individer, men netop kun ligedannet!). Det indses allerede 
heraf, at de smaa Exemplarer ikke kan voxe sig store, men er ligesaa fuldt færdig dannede 
som de større Exemplarer; og det er derefter vistnok overflødigt at bemærke, at jeg heller ikke 
paa Skallen af disse har fundet Spor af gamle Resorptionslinier (Grænsen mellem en bevaret 
Del af en ældre Skal og et nydannet Skalparti), som næppe vilde være undgaaede mig Op- 
mærksomhed, hvis de virkelig var tilstede”), Virkelige unge Hyalæer,. d. v. s. Exemplarer, 


1) Det er maaske ikke overflødigt her at minde om, at et Legeme kan vere ligedannet med et andet 
og kongruent med en Del af dette samme. Saaledes kan f. Ex. smaa Individer af Cleodora pyrami- 
data, var, angusta baade være ligedannede med store og kongruente med den bageste Del af samme 
(Begreberne Kongruens og Ligedannethed naturligvis her ikke at forstaa med fuld mathematisk Strenghed). 
Det gjør mig ondt at maatte bemærke, at den eneste Forf., som hidtil har taget disse Spørgsmaal op, 
nemlig Pfeffer (Abhandl. Naturw. Ver. Hamburg, 7. Bd., p. 75), har behandlet Sagen paa en højst 
tankeløs Maade. Han siger, efter at have omtalt, hvorledes Cleodorerne formentlig voxer (ligesom 
Flertallet af Snegle), følgende: «Anders verhålt es sich natürlich mit den Schalen, deren Gestalt nach 
fast allen Richtungen hin eine abgeschlossene ist. Hier kann ein Wachsthum nur durch Intussus- 
ception stattfinden. Einen solchen Vorgang kann man sich einerseits als molekulare Einlagerung, 
andererseits als eine nach Auflösung einer queren Zone stattfindende Einschiebung eines breiteren 
Ringes denken.» Hvad den første Formodning (veinerseits») angaar, saa skal jeg dertil kun bemærke, 
at det tilvisse er en dristig Tanke, at tænke sig en fast Kalkskal, et Afsondringsprodukt, der kun 


x 


89 


som endnu ikke har faaet den definitive Form, bar jeg ikke havt for mig; de er sandsyn- 
ligvis som unge særdeles tynde og skrøbelige!) og af denne Grund sjældne i Museerne. 

Souleyet og andre angiver, at Hyalæa, med Undtagelse af Arterne trispinosa og 
4-dentata, har trelappede Vinger, i Modsætning Lil Cleodora, hvis Vinger kun er 
tolappede. Der er imidlertid intet saadant Modsætningsforhold mellem Cleodora og Hyalæa. 
Derimod er der den Forskjel, at det bageste Fodparti hos Hyalæa (med Undtagelse af de 
to nævnte Arter) er meget bredere end hos Cleodorerne, omtrent saa bredt som Vingerne 
tilsammen; det danner en bred, temmelig smal Bræmme bag ved disse og har næsten ganske 
mistet den karakteristiske Tungeform. Souleyet har nu begaaet den Fejl, at tage Vinklen 
mellem det bageste Fodparti og Vingerne for et hos Cleodorerne manglende Indsnit; i Virke- 
ligheden er Vingerne ogsaa hos Hyalæerne tolappede. — Det bageste Fodparti hos 
H. trispinosa og 4-dentata ligner ganske det tilsvarende hos Cleodora s. str.: det er bredt 
tungeformigt, betydelig smallere, men længere end hos de andre Hyalæer. (Smlgn. Tab. 5.) 

Radula og Kjæber frembyder intet af Interesse: de slutter sig noje til de samme 
Dele hos Cleodora s. str. 

En Gjælle findes hos de fleste Hyaleer, medens den mangler hos alle andre 
Thecosomer. Hos Z. tridentata forholder den sig som følger. Det er en tynd, baandformet 
Membran, der med sin ene Rand er fasthæftet til Kappens indvendige Side (kun fortil til 
hojre er Gjællen fastvoxet med hele Fladen); Fasthæftningslinien er hesteskoformig krummet, 
omfatter den i Kappehulen prominerende Indvoldsmasse saaledes, at Hesteskoens ene Gren 
ligger ved hojre, den anden ved venstre Side af denne og Hesteskoens Krumning bagved 
Indvoldsmassen. Gjællemembranen er besat med Tværfolder, virkelige Foldninger (som paa 
en Pibekrave), der fremkommer derved, at saavel Gjællens frie Rand som Fasthæftnings- 
linien er kortere end den ovrige Del af Membranen. Kun den tilvoxede hojre forreste Del 
af Gjællen har virkelige solide Tværkamme. Hjærtet ligger i den frie Rand af Gjællens 
venstre Del. — En lignende Gjælle har jeg fundet hos H. longirostris, gibbosa, globulosa 
og uncinata, d.v.s. hos alle ret typiske Medlemmer af Hyalæa B (se efterstaaende Oversigt 
over Hyalæa-Arterne); efter Gegenbaurs Figurer og Angivelser ses det ogsaa, at en lignende 
findes hos H. longifilis (Trosch.) (= complanata Geg.); hos H. inflexa (var. lata) er der ogsaa 


staar i et forholdsvis lost Forhold til den levende Organisme, voxe ved Intussusception, ved molekulær 
Indlejring af nye Elementer; det vil sandsynligvis gaa flere som mig: jeg magter ikke at spænde om 
denne Forestilling. Hvad den anden, neppe mindre urimelige, Formodning (Oplesning af en Tvær- 
zone og Indskydning af en ny, bredere Ring) angaar, saa turde den, efter hvad der ovenfor er anfort 
om Muligheden af en fortsat Væxt efter furudgaaet Resorption, næppe behove nogen særlig Tilbage- 
visning. 

Denne Formodning har senere ganske bekræftet sig, idet jeg i en Samling Pteropoder fra Ltnt. 
Chierchia fandt to unge, ikke færdigdannede Exemplarer, det ene af A. 4-dentata, det andet af longi- 
rostris, begge meget tyndskallede 


Vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, naturvidensk. og math. Afd. IV, 1. 12 


9 

en Gjælle tilstede men i en noget reduceret Tilstand, idet kun den bageste Del af Heste- 
skoen er udviklet, som en tynd, halvmaaneformig Hudfold uden Tværfolder, bagved Ind- 
voldsmassens bageste Del. Hos 4. trispinosa og 4-dentata (Hyalea A) har det derimod 
ikke været mig muligt at finde noget Spor af en Gjælle; disse to Former synes saaledes 
i denne som i flere andre Henseender at slutte sig til Cleodorerne, som ligeledes ganske 
mangler en Gjælle. 

Kappen. Det er tidligere blevet anført, at de Dele af Kappens Rand hos Cleo- 
dora s. str., der svarer til Skalmundingens snevre Sidepartier, er forbundne med hinanden 
ved en smal Tværmembran, saaledes at Indgangen til Kappehulen i Virkeligheden kun er 
saa bred som den midterste Del af Skalmundingen. Det samme er ogsaa Tilfeldet hos 
Hyalea, hos hvilken Indgangen til Kappehulen i Bredde svarer til den Del af Mundingen, 
der ligger mellem Laasene. Hos //. tridentata er Randene af Kappen meget udvidelige og 
kan som tynde Membraner skydes ud gjennem Skalmundingen — Sidespalterne inklusive — og 
sluttelig ganske bedække Skallens Bug- og Rygside!). Imellem de to Kapperande*), der skydes 
ud gjennem hver Sidespalte, udspringer to tentakellignende Vedhæng, et mindre bagtil tæt 
ved det Sted, hvor de to Rande løber sammen, og et større lidt længere fortil, dannet af 
tre sammenløbende Hudfolder; Vedhængene kan efter de foreliggende Angivelser udstrækkes 
til en Længde, der er flere Gange saa stor som Skallens. De samme to Tentakler gjen- 
findes i en meget kraflig Udvikling hos /. longifilts?), hos hvilken desuden det Punkt, hvor 
de to Kapperande bagtil løber sammen, er trukket ud i en temmelig lang Proces (hos 
H. tridentata i en kort). Jeg har endvidere fundet dem hos //. longirostris og uncinata; den 
større af de to Tentakler fandtes fremdeles hos gibbosa og globulosa (som formodentlig 
heller ikke mangler den kortere); såa vidt jeg kunde skjønne, var de ogsaa tilstede hos 


1) Sædvanlig trækker Dyret Kapperandene ind i Skallen, naar det dør, saaledes at man kun undtagel- 
sesvis vil finde dem skudte ud af Skallen paa konserverede Individer. Jeg har dog kunnet iagttage 
Forholdet særdeles smukt paa nogle Exemplarer, som jeg erholdt fra Stationen i Neapel. — Smlgn. 
iøvrigt Cantraines Figurer (Malacologie Mediterr. i: Nouv. Mém. Acad. Sciences et Bell.-Lettr. de 
Bruxelles, Tome 13, Tab. 1, Fig. 3—3b) og Gegenbaurs Beskrivelse (Pterop. u. Heterop., p. 4). 
Sidstnævnte Forf. omtaler sammesteds, at man paa Overfladen af Skallen af friske Hyalæer altid 
finder et slimet Overtræk, som formentlig afsondres af de udskydelige Kapperande, og Gegenbaur 
formoder, at dette Overtræk «indem sie allmählich zu horniger Consistenz erhärtet, nicht wenig zur 
Schalenbildung, oder vielmehr zur Verdickung derselben beitragen mag.» Jeg har ogsaa fundet 
samme slimede Overtræk hos flere Hyalæa-Arter, særlig hos tridentata, men iøvrigt altid kun paa 
den forreste Del af Overleben. Dets Existens kan jeg saaledes bekræfte, hvorimod jeg ikke kan 
dele Gegenbaurs Formodning, at det skulde kunne bidrage til Skaldannelsen; thi det synes klart, at 
et saadant Lag hærdet Slim ganske maatte udviske Tilvæxtstriberne paa Skallens Overflade, som i 
Virkeligheden altid er tydelige. 

Beskrivelsen gjælder for det Tilfælde (det sædvanlige ved Spiritus-Exemplarer), at Kapperandene er 
trukne tilbage i Skallen; Vedhængene ses iøvrigt bedst, naar Kapperandene ere udskudte. 

Hos denne Art har jeg havt Lejlighed til at undersøge Forholdet paa nogle — hvad Bløddelene an- 
gaar — fortræffelig konserverede Exemplarer, som Dr. Leche havde samlet i Messina. 


2 


3 


5 91 


I. inflexa: de findes saaledes sandsynligvis hos alle Medlemmer af Zyalwa B. Derimod 
har jeg ikke kunnet finde Spor til dem hos /. trispinosa!) ; og hos H. 4-dentata, det andet 
Medlem af Ayalea A, synes”) de ligeledes ganske at mangle. — Jeg tor ikke udtale nogen 
bestemt Mening om, hos hvilke Hyalæa-Arter Kapperandene kan skydes ud over Skallens 
Yderflade, idet jeg foruden hos H. tridentata kun har fundet dem saaledes udskudte hos 
H. longirostris. Men den Størrelse, som de tilbagetrukne Kapperande har hos de andre 
Arter af Hyalea B gjør det sandsynligt, at alle Arterne af denne Gruppe besidder samme 
Evne, som derimod, at dømme efter Kapperandenes Lavhed hos H. trispinosa og 4-dentala, 
vistnok mangler hos Gruppen A. 

Af Hyalæerne er trispinosa og 4-dentata langt nærmere beslægtede med Cleodora 
end de øvrige Arter. Dette viser sig i mangfoldige Punkter: den flade Siderand, Laasens 
mangelfulde Udvikling, Rygkjølenes Forhold, Endetornens kraftige Udvikling, Embryonal- 
skallens Form, Mangelen af Gjælle, Formen af det bageste Fodparti. Af de to nævnte, 
trods deres store habituelle Ulighed nær beslægtede, Arter staar maaske atter H. trispinosa 
Cleodorerne noget nærmere end den anden: Sidetornenes kraftige Udvikling, den meget 
ufuldkomne Laas, Undersidens svage Hvælving peger i denne Retning; dog er disse Karak- 
terer ikke af den Natur, at man med Sikkerhed tør slutte, at dens Affinitet til Cleodorerne 
er større end H. 4-dentata's. — Ganske forfejlet er det derimod, naar man i de mærke- 
lige fladtrykte Hyalæa-Arter (longifilis, lævigata etc.) har troet at kunne se Overgangsformer 
til Cleodorerne; som det senere (ved Omtalen af longifilis) udførligere vil blive udviklet, er 
disse Formers Lighed med Cleodorerne at betragte som blot og bar Analogi. 

Sluttelig maa jeg endnu gjøre en Bemærkning om det for Slægten valgte Navn. 
Hvis Abildgaards Angivelse, at Gioeni i 1783 har kaldt Forskäls Anomia tridentata for Ca- 
volina, er rigtig, kan der ikke være nogen Tvivl om, at delte Navn strængt taget har Prio- 
riteten som Benævnelse før nærværende Slægt. Naar jeg ikke desto mindre har bestemt 
mig til at benytte Lamarcks Navn /yalæa, saa ligger dette for det første deri, at denne 
Benævnelse har slaaet saa dybe Rødder, at det allerede af denne Grund synes heldigst at 
bevare det; og det er dernæst et Navn, der, saa vidt vides, ikke har fundet Anvendelse paa 
andre Dyreformer, medens derimod «Cavolina» af en stor Mængde Forfattere er blevet 
brugt som Betegnelse for visse nøgne Snegle. — Angaaende en Deling af Slægten Hyalæa 
i flere kan jeg henholde mig til de foran for Cleodora's Vedkommende gjorte Bemærkninger, 
der i det væsentlige ogsaa finder Anvendelse i nærværende Tilfælde. 


1) Baade hos H. trispinosa og Cleodora cuspidata er det Sted, hvor de to Kapperande bagtil løber 
sammen, trukket ud i en Proces (der er længst hos Cleodora cuspidata), svarende til Sidetornen. 
Denne Proces maa ikke forvexles med de omtalte Kappe-Vedhæng hos H. tridentata etc. 

2) Undersøgelsen af disse Forhold var, særlig ved en saa lille Form som H. 4-dentata, ikke ganske let 
paa det foreliggende Materiale, idet Dyrene sædvanlig var stærkt kontraherede. | 

12* 


Oversigt over Hyalæa-Arterne. 


En fortykket Bræmme langs Randen af Skallens Overlæbe. Sidekanterne med en flad Rand. Laasen mere 
eller mindre ufuldkommen. Den bageste Del af Skallen (Endetornen) temmelig bred og kraftig. (Embryo- 
nalskallen — kun kjendt for trispinosa’s Vedkommende — ved en kraftig Indsnoring afsat fra den øvrige 
Del af Skallen, omtr. kuglerund.) — Det bageste Fodparti meget smallere end Vingerne, tungeformigt. 
Gjælle mangler. Ingen flotterende Kappe-Vedhæng. 


Laasen næppe antydet. Endetornen meget lang, næsten ret. Skallens Underside meget svagt hvælvet. 
Kraftige Sidetorne. Overlæben rager kun lidet frem foran Underlæben. Sidespalterne rettede skraat 
udad 0g bagtil: H. trispinosa. 

Laasen ret veludviklet: en Tap fra Underdelen af Skallen griber ind i en udadtil aaben Grube paa 
Overdelens Rand. Endetornen affålden paa alle voxne Exemplarer, Bredden af Arret efter samme større 
end den halve Afstand mellem Sidehjørnerne. Undersiden stærkt hvælvet. Ingen Sidetorne. Over- 


læben meget længere end Underlæben. Sidespalterne rettede lige bagud 
H. 4-dentata. 


Randen af Skallens Overlæbe tynd, skarp. Sidekanterne afrundede. Laasen sædvanlig fuldkommen: en 
Tap fra Underskallen griber ind i en udadtil lukket Grube Endetornen sædvanlig lille. Embryonalskallen 
ved en yderst svag Indsnøring afsat fra den øvrige Del af Skallen. — Det bageste Fodparti omtrent saa 
bredt som Vingerne, danner en Bræmme bag disse. Gjælle tilstede, To flotterende Kappevedhæng paa 
hver Side. 


Endetornen altid affalden, Skallen ender bagtil med en snever (lukket) Tværspalte, hvis Bredde er 
omtr. 1/3 af Afstanden mellem Sidehjornerne. Ingen egentlige Sidetorne, men tæt foran Sidehjørnet 
udgaar der fra Sidespaltens Underrand en bred flad trekantet Torn.  Overlæben rettet skraat 
BT H. longirostris. 
Endetornen krummet mere eller mindre stærkt opefter. Ingen Sidetorne. Afstanden mellem Side- 
hjørnerne er mindre end Skallens største Bredde længere fortil. Furerne paa Skallens Overside 
ikke meget stærkt udprægede. 


Den stærkt hvælvede Underside fortil med et stærkt Knæk. Endetornen med to svage Kjøle 
paa Oversiden, mindre stærkt rettet opefter. H. gibbosa. 


Undersiden uden Knæk. Endetornen med fire Længdekjøle, rettet stærkt opefter. 


Undersiden stærkt hvælvet. Laas tilstede. H. globulosa. 


Undersiden næsten flad. Ingen Laas. 


Oversiden temmelig stærkt hvælvet. Afstanden mellem Sidehjørnerne meget mindre 


end Skallens største Bredde. aD pohindate 


Oversiden flad. Afstanden mellem Sidehjornerne kun lidet mindre end Skallens 
storste Bredde. H. levigata. 
Endetornen krummet opefter. Sidetorne veludviklede. Afstanden mellem disse er større end Skal- 
lens største Bredde længere fortil. 


Undersiden stærkt hvælvet. Skulpturen paa Oversiden stærkt udpræget. Overlæbens forreste 
Jel rette ige > ter. - 
Del rettet lige nedefter EEE 
Undersiden svagt hvælvet. Skulpturen paa Oversiden næsten udvisket. Overlæben rettet lige 


fremefter. IL inflexa 


93 
Endetornen ret, kun dens yderste Spids krummet opelter. Sidetorne mangler. Afstanden mellem 
Sidehjørnerne saa stor som eller lidet mindre end Skallens største Bredde længere fortil. 


Undersiden temmelig stærkt hvælvet. Skulpturen paa Oversiden kraftig. Laas tilstede. 
H. tridentata. 


Undersiden ganske flad. Ingen Skulptur paa Oversiden. Ingen Laas. 
i : SE x 6 H. longifilis.)) 


1) Medens den ovenfor givne Oversigt er udarbejdet med særligt Hensyn til de naturlige Slægtskabs- 
forhold, vil følgende Skema over Hyalæa-Arterne af Gruppe B maaske være nok saa tjenligt til rent 
heuristiske Formaal. 


Undersiden stærkt hvælvet, Overlæben bøjet ned foran Mundingen af Skallen. Laas tilstede. 


Skallens Højde i det mindste saa stor som dens største Bredde. Afstanden mellem Side- 
hjørnerne mindre end Skallens største Bredde længere fortil. Furerne paa Oversiden svage. 


Det forreste Parti af Skallens Underdel ved et skarpt Knæk afsat fra det bageste Parti. 
H. gibbosa. 
Underdelen uden Knæk. 
H. globulosa. 
Skallens Højde noget mindre end dens største Bredde. Afstanden mellem Sidehjørnerne 


større end Skallens største Bredde længere fortil. Furerne paa Oversiden stærkt udprægede, 
H. uncinata. 


Undersiden fladere (Skallens Højde i det højeste */3 af den største Bredde). Overlæben rettet 
lige eller skraat fremefter. Laas tilstede. 


Sidespaltens Underrand er tæt ved Sidehjørnet trukken ud i en flad trekantet Torn. Ende- 
tornen altid affalden. Skallen ender bagtil med en snever (ved Kalkmasse lukket) Tværspalte. 
H. longirostris. 


Sidespaltens Underrand uden Torn. Endetorn tilstede (kun Spidsen ofte allalden), cirkel- 
rund i Tværsnit. 


Skulpturen paa Oversiden kraftig udpræget. Endetornen smal, omtr. ret (kun Spidsen, 
der næsten altid mangler, er bøjet). Underdelen temmelig stærkt hvælvet (Skallens 
Højde omtr. ”/3 af Bredden). H. tridentata. 


Skulpturen paa Overfladen meget svag. Endetornen kraftig, krummet (Spidsen tilstede). 
Undersiden mindre stærkt hvælvet (Skallens Højde ikke over !/2 af Bredden). 
H. inflexa. 


Skallen meget fladtrykt, Undersiden kun svagt hvælvet (Skallens Hojde kun en ringe Brekdel af 
Bredden). Laas mangler. 


Endetornen bøjet stærkt opefter, med fire fremstaaende Kanter. 


Oversiden forholdsvis stærkt hvælvet, Afstanden mellem Sidehjornerne meget mindre 


end Skallens største Bredde. His o bd ata) 


Oversiden affladet, Afstanden mellem Sidebjernerne kun lidt mindre end Skallens 


største Bredde. En Teeigata 


Endetornen ret, kun den bageste Spids ombojet. 
H. longifilis. 


94 


I. Hyalæa trispinosa Les. 


Hyalea trispinosa. Lesueur in sch. Blainville i: Diet. d. Science. natur. Tome 22 (1821), p. 82. 
Hyalea mucronata, Quoy et Gaimard i: Ann. d. Science. natur., 1. Sér., Tome 10 (1827), p. 231, Pl. 8 B. 
Hyalea trispinosa. D'Orbigny, Voy. Amer. mer. Moll., p. 106, PI. 7, Fig. 1—5, Pl. 20, Fig. 1—2. 

Hyalæa mucronata. Ibid. p. 108, PI. 7, Fig. 6—10. 

Hyalea trispinosa. Souleyet, Bonite, Tome 2, p. 161, Pl. 6, Fig. 1—10. — Monogr., p. 45. 

Diacria trispinosa og mucronata. Gray, Catal. Moll. Brit. Mus., Part 2, Pleropoda, p. 10—11. 

«Pleuropus» trispinosa. Pfeffer i: Monatsb., Berlin. Akad. 1879, p. 236, Fig. 6. 


Tab. I Fig. 3, Tab. 2 Fig. 14, Tab. 5 Fig 93 (Skallen); Tab. 4, Fig. 52 (Embryonalskallen) 


Skallen fladtrykt (Højden er '/2—1/s af Bredden, Sidetornene ikke medregnede). 
Endetornen er næsten ret, svagt, men dog kjendelig, rettet opefter; den er noget længere 
end den brede Del af Skallen. Undersiden er forsynet med tre Længdeforhojninger, en 
midterste meget bred og to laterale, smallere. Oversiden har 5 Lengdekjole: en median, 
og to laterale paa hver Side, af hvilke den ene ligger tæt op til den mediane. Sidekanterne 
er rettede skraat udefter og fremefter; de er begrænsede af en smal flad Rand. Overlæbens 
Rand er forsynet med en fortykket Bremme, der er adskilt ved en Fure fra den øvrige 
Del af Skallen; Bremmen bliver smallere og smallere henimod Sidehjernerne. Underlæben er 
forsynet med en lignende Bræmme, der er fint og skarpt stribet parallelt med Randen, men 
som kun findes langs de laterale Dele af Randen, ikke langs Midten af denne, der ligesom 
hos de fleste andre Hyalæa-Arter er kraveformig ombojet og lidt kortere end den nedbojede 
Overlæbe. Den hos andre Hyalæer saa karakteristiske Laas er her kun antydet ved en 
Indbugtning af Overranden og en tilsvarende Udbugtning af Underranden, som dog ikke 
moder hinanden!). Sidehjernerne er trukne ud i temmelig kraftige Torne, der er rettede 
udad og mere eller mindre bagtil; Spidsen af Tornene er iøvrigt ofte atter krummet noget 
fremefter. Den største Del af Endetornen er ved en Skillevæg afsondret fra den øvrige Del 
af Skallen; Skillevæggen er temmelig tyk, dog har den midtpaa et tyndere Sted. Skallen 
er forsynet med fine, mere eller mindre tydelige Tværfurer (foruden Tilvæxtstriber) baade 
paa Ryg- og Bugside — Embryonalskallen nærmer sig til at vere kuglerund (smlgn. 
CI. cuspidata); den er ved en meget tydelig Indsnoring afsat fra den øvrige Del af Skallen. 
— Den glasklare Skal er i større eller mindre Udstrækning brunfarvet. Endetornen bagved 
Skillevæggen er altid farveløs. Undertiden er kun den midterste Del af Mundingens Rande 
farvede, Skallen iøvrigt vandklar; hos andre Individer er hele Mundingens Rand indtil Side- 


1) Længere bagtil, ved den laterale Del af Mundingen, bemærkes paa Underdelen tæt ved Randen en 
lille Knude, som næsten naar en lignende, men mere utydelig, paa den øverste Rand. Man kunde 
maaske være tilbøjelig til den Anskuelse, at denne Indretning svarede til Laasen hos andre Hyalæer; 
men en Sammenligning med andre Arter, særlig med H. 4-dentata, viser imidlertid, at Laasen ligger 
paa et andet Sted af Skallen, og at det, som ovenfor er beskrevet som en Antydning af Laasen, 
virkelig svarer til denne, 


tornenes Basis samt Siderandene (undertiden med en Afbrydelse midt paa Sideranden) indtil 
Endetornens Basis farvede; hos atter andre er desuden Over- og Underside i større eller 
mindre Udstrækning og Intensitet brunfarvede, dog saaledes at visse Dele, f. Ex. den bageste 
Del af Rygsidens Midtkjol, er mere intensivt brune end det øvrige. I det specielle at gjen- 
nemgaa disse mange Farvevariationer vilde fore os for vidt. Individer tagne sammen, paa 
samme Tid og Sted, stemmer sædvanlig i Henseende til Farvens Udbredning over Skallen 
temmelig nær overens (Familie-Lighed). — Længden af Skallen 11%. 

Næst efter Cleodora pyramidata er H. trispinosa, efter det foreliggende Materiale at 
dømme, den almindeligste af alle Pteropoder. Det er en kosmopolitisk Art. I Atlanterhavet 
er den funden fra 44° 20° NBr., hvilket vel omtrent bliver dens Nordgrænse i dette Hav, 
til 371/2° SBr.; den findes efter Tiberi (Bull. Soc. Malac. Ital. Vol. 6, p.31) i Middelhavet. 
I det Indiske Hav, hvor den efter vort Materiale er almindelig, er den truffen endnu lidt 
sydligere, nemlig ved 41? SBr. Dem findes mærkelig nok kun fra én Station i det Kinesiske 
Hav. Efter Pfeffer (1. c.) er den af Gazelle tagen paa forskjellige Steder i den vestlige Del 
af Stillehavet; efter d'Orbigny findes den i den østlige Del af samme. Hav. 

Indenfor nærværende Art kan man adskille to vel karakteriserede Varieteter, 
som vi vil benævne major og minor. Udprægede Individer af de to Former adskiller sig 
fra hinanden ved følgende Forhold. Var. major er større, Sidetornene rettede bagud, den 
forreste Del af Skallen (foran en Linie draget mellem de to Sidehjørner, efter at Sidetornene 
er bortfjærnede) forholdsvis længere end hos minor, Undersiden mindre stærkt hvælvet, 
Indbugtningen af Overlæbens Rand, der svarer til Laasgruben hos H. 4-dentata, kun svagt 
antydet, den forreste Del af Overlæben kun svagt bøjet, Endetornen noget kortere end hos 
minor, Tværfurerne mere udprægede, kun den midterste Del af Over- og Underlæbens Rand 
brunfarvet (Skallen iøvrigt farveløs); — Var. minor er mindre, Sidetornene rettede ud til 
Siden, den forreste Del af Skallen kortere, Undersiden mere prominerende, Indbugtningen 
af Overlæbens Rand stærkere markeret, den forreste Del af Overlæben stærkere bøjet, 
Endetornen længere, Tværfurerne næsten udviskede, den brune Farve sædvanlig udbredt 
over større Partier af Skallen. Udprægede Exemplarer af de to Varieteter adskille sig saa- 
ledes ved en hel Række Karakterer fra hinanden, og i de fleste Tilfælde har det ingen 
Vanskelighed, selv om nogle af de angivne Karakterer ikke er tilstede, at afgjøre, om et 
Exemplar hører til den ene eller anden Varietet. Men i enkelte Tilfælde er det umuligt 
med Bestemthed at sige, om et Exemplar skal regnes til den ene eller anden Form, og 
det er derefter ikke tilstedeligt, saaledes som d'Orbigny og andre har gjort, at sondre de to 
Former som særskilte Arter"). Varieteterne major og minor er iøvrigt ikke geografiske 


1) D'Orbigny kalder Var, minor for H. trispinosa, Var, major for mucronata. Valget af dette sidste Navn 
er imidlertid uheldigt, thi Quoy og Gaymards H. mucronata er efter deres Figur netop opstillet paa 
typiske Exemplarer af Var. minor. 


96 


Varieteter; thi de findes begge mellem hinanden baade i Atlanterhavet og det Indiske 
Ocean”). Efter det foreliggende Materiale at dømme er minor langt almindeligere end major. 
Hyalæa trispinosa bærer paa Skallen temmelig hyppig forskjellige Hydroider. 


Atlanterhavet. 


" 

Nr. | Bredde. | Længde. | | Samler ell. Giver. 

1 44° 20° N. | 31° 40° Y. | RENT N FO ee Le | Andréa 1866 

2 44° 20° N. | AD Van Ve are er Er a N Ir, aan 

3 ARORA DEN ET AS OMA OPN A EE REN | — 1866 

BEL VERS SKØRE ae N DR ee | — 1862 

5 43° 10° N AHV lu er N Re REE SN 

6 43° N. DOVE: LE Let En ren MT RE | Grønsund 1863 
7 43° N. ER I a) RN ET Andrea 1861 

8 439 N. VO le fe FEE AO En VE | — 1866 
DEE HADSTEN | see 10 Vale DO tcc ene CR | == ieBR 
(OBEN ROSEN: 37° V. | 2747 | Galathea-Exp., Kjellerup 
11 OHNE NAS AO Ven RENE AMENER Ss | Andréa 1863 
12 RDOLSD NAN MOOD NM I RE I SR ES MENT. 
13 PE WS E SD Un PA Aa re — 1870 
14 AAN OAV ee ent ehe | Hygom 

15) op ELHENE ER EA AE Fe oh Andrea 1870 
16 IRON NE 1990 TOD VA) ee N = 

17 ATOLSOMEN A OTC CVE | A che oe ee cere ee ome | — 1867 
Techn STOMA SENE] RE OPA BE Vi NE RM MSN | SE 
19 36° 50° N DLOMV ARMS! N 2 ANSE — ke 
20 36° 40° N. TSV ee er ACCES Normann 1880 
21 RON U AR AS VE sous ee RE Andréa 1863 
22 | 36° 20° N EBENEN NS NS DR lo take | Normann 1880 
ES I TR ee EN Andrea 1862 
24 BSCR INA AMI ERE A Fe ae one cu RQ en à | — 1863 
050 MSP S EN OS A ire et on St Ode Soc mine Normann 1880 
26 ES NA ASS. LTE ME LME ARNO Rene | Andréa 1863 
DF Fil {930A IN TEA OR. REESE Le SEM RCE — 1862 
28 3 SONG HAN ON POINT eo =. = 

29 Bos AQ NS eso Vo oll 25 RARES ae ect — 1863 
30 SOM STENEN RUSS RYE | à Pa ee CON RM te = = 

31 312,30 N. | 2OCÆV: A ee ie Bk Ts Hedemann 1867 


1) De faa Exemplarer, vi har fra det Kinesiske Hav og det Store Ocean, hører til minor. Men d'Orbigny 
har taget major i det Store Ocean, 


Nr. Bredde. | Længde 
ee NEE 
32 31° 10° N ae 76° 40° V. 
33 SCO AIN | 78° 40° V. 
34 31° N. | 78° 30! V. 
35 29° 30 N | 42° 30! V. 
36 29° 0° N. | 290 54/ V. 
37 28° N. 219 V. 
38 27° 53° N. | 25° 3! V 
39 27° 10° N. | 33° 0° V. 
40 | 27°3/N. | 19° 56° V 
41 27° N. | 45° 40° V 
42 259 N. 35° 30° V 
43 24° 30° N. | 46° 40° V. 
44 23° 45° N. | 81° 40! V. 
45 23° 30° N. | 35° 18° V 
46 23° 24° N. | 81° 40° V 
47 23° 8" N. | 97° 38! V 
48 23° 3° N. | 31° 48! V 
49 23° N 32° V 
50 22° 12° N. | 289 48° V. 
si 21° 30° N. | 280 V. 
52—53 | 20° 40° N. | 53° 18! V. 
54 20° N. 56° 30° V. 
55 20° N. 22° V 
56 20° N. | 36° v. 
57 19° N. 26° V. 
58 16° 10° N | 25° 40° V 
59 149 46/ N. 28° V. 
60 13° 40° N. | 31° 0° V 
61 12° N. 26° V. 
62 11° 30° N. | 27° 30° V. 
63 5° 314 N. | 23° 15° V. 
64 5° 24 N. | 26° 30° V. 
65 4° 10° N. | 25° 20° V. 
66 4° N 29° V. 
67 3° 10° N. | 27° 50! V. 
68 2° 30° N 24° V. 
69 1° 40° N. | 30° 46° V. 
69a 0° 44 S. 25° V. 
70 0° 40° S 30° 0° V. 
71 1° 20° S. | 26° 20° V. 


Vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, naturvidensk, og math, Afd. 


IV. 4, 


Andrea 1862 


— 1870 
— 1867 
— 1866 
— 1862 
Hygom 


Galathea-Exp., 
Andréa 1862 
| Stübe 1860 
Andréa 1866 
1862 
1866 
1862 
1870 
1862 
Ryder 1881 
Mathiesen 1848 
Hygom 

Ryder 1881 
Andréa 1864 
1862 
1866 


Reinhardt 


Hygom 
Andréa 1864 
Hartmann 1882 
Andréa 1864 
1870 

v. Benzon 
Andréa 1864 
Galathea-Exp., 


Reinhardt 
v. Benzon 

Hartmann 

H. Koch 1861 

Warming 1866 

Andrea 1863 


13 


98 


Nr. Bredde. Længde. Samler ell. Giver. 
72 1026818080 AS Vee A re ee di COUTURE | Warming 1866 
73 2E3083S: BLASON Se es cree ER A Andrea 1863 
74 223075: TOUS eS EE EC D no oo fo oD — 1862 
75 4° 20° S. Um ER TR I ER CCE | — 1862 
76 5°10° S. RIS CSN NV | ke rn ee ee DE | — 1862 
77 50520218: BJ NS (0 ØR VÆSEN Wer ee ee CT — 1863 
78 6° 3° S. BOO BE Me ln ee REE fn lå Warming 1866 
79 6° 8° S. DOA OI ON Wis; ss) sucucr some Bene Speech eee ee Andréa 1862 
80 6° 40° S. 220 + Vivo || con ee ee SET: — 1863 
81 Tiens: ORNS A EEE RE Hygom 
82 TONGS: LESBOS ANAL Re RTS METRE Andréa 1862 
83 seus: ERA IES re act PP oo de 5 16 — 1864 
84 10205225; BIC FO Ven | okey een nr ee Warming 1866 
85 11° 44° S. BALI IV | EE LT En a A EE Andréa 1863 
86—87 11°50 S. (eb KOON ee hemo acs ce cen) bho Ro LS Chote Dos "— 1862 
88 13° 40° S. TO Ve I RER etre ao dB ass. — — 
89 14/28, BEEN welll RER Eee ic de NE ao cn ere co 1 Bruun 1863 
90 15° 6° S. OO PV M EL ET Re en Eee Andréa 1869 
91 15° 41 S. BEA. NV, Nee ee Warming 1866 
92 16° S. DOVE Een er ST CE D Strandgaard 
93 124105: bea AN EN AE DE D on kee re BED SA Warming 1866 
94 17° 30° S. QOEAOL Wi. | Auer ce SE RE CR | Andréa 1864 
95 19° 8 S. BOOMS Ver li ibs era spare cree cle | Warming 1866 
G6 || 180207801200 307 We |, as | Audresisuk 
97 20° 14° S Dey OU ESS er 00 DO D TEE de dore ler, — 1862 
98 21° 28° S BBO (SAN | ee TRE ee — 1866 
99 23° 30' S. PAU ERIKSEN ER EEN — : 1869 
100 24° 30° S. 282180 GINS... |. ern ae con M Te — 1869 
101 249 50' S QOS AV «lll 022 ee EE LE IEEE — 1864 
102 26° 30' S BAOSAOL NG I Si ashe, set eee CR & — 1862 
103 29° 0° S. 1: ESC ER creat Zap shah ci EE oo — 1861 
104 Sie 1620S; PL Nar EN RE uno Lo 29 2 ot RR, — 1869 
105 32° S. DBOAV © ns. e tue LOT re ok — 1863 
106 33213078: LOVE | a ee Rec — 1869 
107 BIC TOO GS omnia OS A0 LES RE CT — 1864 
Indiske Ocean. 
108 15° 48° S, BERG MOMIE es RER Er ot Hansen & Thalbitzer 
109 18°.0% Si HMS 0 DR ET RE LRO Andréa 1870 
{098 | 220 aus AEG Gr VR see M RON RE — 1869 


| 


Nr. Bredde. Længde. | Samler ell. Giver. 
110 | 22°—23° 5. Ta ce PA Andréa 1864 
111 239 16° S. TINTEN PRE SR PAR — 1869 
112 ÉD OS NED GODE RR NN RE: a ee =, ET 
113 26° 30° S. BERØRE RE re hte? Eh - | — 1864 
HA) RBS IGE Se 11,927 3049. LÉ wur à mal de = men ee nee 
115 | 30° 50° S. | 31° 40! ©. 1 GR aa ete OPR Cay SEERE Hansen & Thalbitzer 
116 PACE EI ENTRER Andréa 1870 
117 SD CElem SONS OO oll lee ane ae oe ORC ciel — 1869 
118 BRIS OIE eNO NRT? KM lhe Gls poled tay OR LE Maas a Mie lo = 

IRRE SE NSOS NND BB ana ARE LE. Mer TE Me ii 
oe a say ee ER Ge IT at os ee a 5S 

121 35° S. TG ea all dre Send Sn Re | = 
129 Cy OTL A OCH lie oo gd Re aa SPEER | — 1862 
123 BERTIE SO || CANORA pan |e MER PARTS sal 
124 ESURANCE Wee recente ad anes eee — 1864 
125 38° 20° S. ee ee he a 
Gage Er OUBOIE. AR eek tes MR id SE. ,#3 ied os at 
127 41° S. SOUS ON ON ote. IS ee Se Strandgaard 

| | 
Kinesiske Hav. 
129 HOSEN a GCs IS Bis a RE EC ae | Galathea-Exped. 
Stille Ocean. 
13° N 156° ©. | Nat Chierchia 
BON Er exe ied deed Ag: | «Pacific» Wessel 1861 


Hyalæa quadridentata. 
Hyalæa quadridentata. 
Hyalæa quadridentata 
Hyalæa quadridentata. 


Hyalæa minuta, intermedia og quadridentata. 


10, 14 


Skallens Underside er som hos de typiske Hyalæa-Arter stærkt hvælvet. 
siden er ligeledes temmelig stærkt hvælvet og forsynet med 5 Længdekjøle, adskilte fra 
er rettet skraat fremefter, 


= 


Hyalæa 4-dentata Les. 


Lesueur in sch. Blainville i: Diet. d. Sciene. natur. Tome 22 (1821) p. 81. 
D’Orbigny, Voy. Amer. mer. Moll. p.98, Pl. 6, Fig. 1—5. 


Souleyet, Bonite, Tome 2, p. 147, Pl. 4, Fig. 25—32. 
Pfeffer i: Monatsb. Berlin. Akad. 1879, p. 234. 


— Monogr. p. 39. 


Sowerby i: Reeve, Conchol. iconica, Vol. 20, Pterop. Fig. 9, 


Tab. 1 Fig.4, Tab. 2 Fig. 15, Tab. 5 Fig. 91 (Skallen). 


hinanden ved smalle Render. Den bageste Del af Sidekanterne 


den forreste Dei mere udefter; ligesom hos trispinosa, men i Modsætning til de øvrige 
Hyalza-Arter, er deres Rand fladtrykt. 


Overlæben rager længere ud over Underleben end 


13° 


Over- 


100 


hos trispinosa; dens Rand er ligesom hos denne forsynet med en fortykket Bræmme. 
‚Laasen er mere udviklet end hos trispinosa, men afviger dog fra de øvrige Hyalæers ved, at 
Gruben, hvori Tanden fra Underdelens Rand griber ind, er aaben udadtil. Sidehjernerne 
er ikke trukne ud i Torne. Mundingens snevre laterale Partier, Sidespalterne, der hos 
trispinosa er rettede udad og bagtil, er her ligesom hos de typiske Hyalæer rettede lige bagtil; 
de er derhos snevrere end hos trispinosa. Endetornen mangler stedse, men Mærket efter 
den affaldne Endetorn er saa stort, at denne i alle Tilfælde maa have haft en betydelig Stor- 
relse; den ved Endetornens Tab opstaaede Aabning er lukket ved en Tverskilleveg. — 
Visse Partier af Skallen, saaledes navnlig den fortykkede Bremme paa Overleben (smlgn. 
trispinosa) er brunfarvede. — Skallen varierer betydelig i Størrelse: Exemplarerne fra 
Atlanterhavet er alle omtrent 2™ lange, Nr.5 (Indiske Ocean) lidt over 2'/2™™, Exemplarerne 
fra det Kinesiske Hav næppe 2", Nr. 11 (Stille Ocean) 4771), — Foden med Vingerne har 
ganske samme Form som hos trispinosa ?). 

H. 4-dentata er trods sin fra trispinosa saa forskjellige Habitus dog nøje beslægtet 
med denne (smlgn. ogsaa Oversigten over Hyalæa-Arterne); dog nærmer den sig i visse 
Henseender kjendelig de mere typiske Hyalæa-Arter (den stærkt hvælvede Underside, den 
forlengede Overlæbe, Laasen, de bagtil rettede snevre Sidespalter). 

Souleyet angiver om nærværende Art, at den horer til de mest almindelige. Her i 
Samlingen findes den kun fra et mindre Antal Punkter, noget der formodentlig kommer af, 
at den paa Grund af sin sædvanlig særdeles ringe Størrelse lettelig vil undgaa de søfarendes 
Opmærksomhed. Det er en kosmopolitisk, tropisk-subtropisk Art (mangler i Middelhavet). 

Fra det Indiske Ocean, inkl. det Rode Hav, besidder Samlingen 7 Glas med Indi- 
vider af nærværende Art. De udmerker sig alle, i Modsætning til Exemplarerne fra det 
Atlantiske og Store Ocean, ved at Skulpturen er mere markeret, navnlig er Rygsidens Costæ 
adskilte ved meget skarpe Længdefurer (de er desuden lidt større end Exemplarerne fra 
Atlanterhavet). Dette er Pfeffers /7. 4-dentata, var. costata, der netop ogsaa er opstillet 
paa Individer fra det Indiske Hav; der synes derefter ikke at kunne være Tvivl om, at de 
i det Indiske Ocean levende Individer af denne Art danner en fra de øvrige ret udpræget 
geografisk Varietet”). 


1) Fra det Store Ocean foreligger der endnu nogle Stykker af samme betydelige Størrelse; andre er 
derimod betydelig mindre. 

Fra 119NBr., 124° VL., foreligger et af Ltnt. Chierchia indsamlet Exemplar paa henved 4mm 
Længde, udmærket ved at være meget tyndskallet, ved at Bræmmen paa Overlæben er ganske smal, 
ved at Laastappen paa Underlæben kun er antydet, og ved ‘at Sidespalten er temmelig vid. Det er 
utvivlsomt et ungt Exemplar, hvis Munding endnu ikke er færdigdannet og hvis Skalvæg ikke har 
faaet den definitive Tykkelse. 

Nogle senere erholdte Exemplarer fra 259 24" S,, 55° 30‘ Ø. (Hendorfl) ligner dog de atlantiske. Skulde 
her foreligge en unøjagtig Lokalitetsangivelse? 


2 


101 


Atlanterhavet. 


| 


Samler ell. Giver. 


1) Nettet gik aabent 


| 


Bredde. Længde. 
| = 

270 53° N: | 20°73" V: 
20 NE DENT CAVE 
BSN | see Ws 

23° 3! N. DAS AV: 

2204 N 249 40° V. 

17° 20° N 88° 1% ©. 


14° 77/2 N. | 


13° 51° N. | 119° 17° 0. 
129 55°. N. | 116° 26° 0. 
16° N 165° 0. 
16° N 160° ©. 
13° N 155° ©. 
mon. | 1399 9. 
11° N 124° V. 
TON | 37208: 
0° N 108° V. 
en. |, sea y, 
0° 10° S. | 88° 10° v. 
99 11° S. | 800-820 v. 


120° 13° ©. | 


Indiske Ocean. 


Bengalske Bugt 78/10 45 


| Bengalske Bugt 7/11 45 
| 
Bengalske Bugt ?°-?"/12 45 


S. f. Ceylon */10 45 


| Rode Hav 


Indiske Ocean 


Kinesiske Hav. 


12/, 46, Kl. $—11 Efterm. 
3/6 46 


100 Mtr. 
Nat 
700 Mtr. !) 


ned og lukket op. 


Galathea-Exp., Reinhardt 
| Hygom 


Mathiesen 
| Galathea-Exp., Reinhardt 


Galathea-Exped. 


Cuming 
Koninck 


Salmin 


Galathea-Exp., Reinhardt 


Chierchia 


Wessel 
1 


102 


3. Hyalæa longirostris Les. 

Hyalea longirostris. Lesueur in sch. Blainville i: Diet. d. Se. natur., Tome 22 (1821), p. 81. 
Hyalea ecaudata. Lesueur in sch. Blainville, ibid. p. 82. 
Hyalea longirostris. D'Orbigny, Voy. Amer. mer. Moll. p. 100, Pl. 6, Fig. 6—10. 
Hyalea limbata. D’Orbigny, ibid. p. 101, Pl. 6, Fig. 11—15. 
Hyalea longirostris. Souleyet, Bonite, Tome 2, p. 149, Pl. 5, Fig 7—13. — Monogr. p 41. 
Hyalea angulata. Souleyet, Bonite, Tome 2, p. 152, Pl. 5, Fig. 1—6. — Monogr. p. 42, PI. 12, Fig. 3—4. 
Hyalea longirostris. Pfeffer, i: Monatsb. Berlin. Akad. 1879, p. 285, Fig. 1—4. 

Tab. 1 Fig. 5, Tab. 2 Fig. 16 (Skallen). 

Med denne Art begynder Rækken af de her under Benævnelsen //yalæa-B samlede 
Hyalæa-Arter, omfattende dels de ret typiske Arter af Slægten, dels nogle med disse besleg- 
tede, men noget ejendommelig udviklede fladtrykte Former. 

Hos H. longirostris mangler Endetornen altid hos udviklede Exemplarer (er over- 
hovedet ubekjendt); den efterlader paa Skallen en snever Tværspalte, omtrent saa lang som 
1/; af Afstanden mellen Skallens Sidehjørner; Spalten er lukket ved en Kalkmasse. Side- 
hjørnerne er ikke trukne ud i Torne, men fra Sidespalternes Underrand udgaar der paa 
hver Side tæt foran disse Hjørner en flad, udefter rettet Torn, som kun findes hos H. lon- 
girostris. Skallen udmærker sig fremdeles derved, at den forreste Del af Overlæben er 
stærkt forlænget (heraf Navnet), rettet skraat fremefter og nedefter, afsmalnet fortil, for- 
synet med en Rende paa Undersiden; ikke sjælden er den skilt fra den øvrige Del af 
Skallen ved en, undertiden meget skarp og dyb, Tværfure paa Oversiden. Foruden den 
sædvanlige Laas findes der hos longirostris ved hver Sidespalte (omtrent midtvejs mellem 
Laasen og Sidehjørnet) endnu en lignende Indretning: en lille Tap paa Overranden 
griber ind i en svag Fordybning paa Underranden. — Skallens Underside er regelmæssig 
hvælvet, fint stribet paa tværs, Oversiden er forsynet med Kjølene 1, 2, 3 og 4, Furen 
mellem 1 og 2 ‘er temmelig tydelig, mellem 2 og 3 svag; Kjølen 4 er kun antydet. — Hos 
mange Exemplarer har Skallen en rødviolet Farve"). i 

H. longirostris varierer i en ikke ringe Grad, navnlig i Størrelse. Skallen af de 
mindste foreliggende Exemplarer (Nr. 110, fra det Kinesiske Hav) er ikke mere end 21/2" 
lange, medens de største (Nr. 21, Atlanterhavet) er 9"" lange; mellem disse ligger en fuld- 
stændig Række Mellemstorrelser (jeg har maalt Exemplarer paa 3, 4, 4/2, 5/2, 61/2, Tl, 
8, 8'/o™™ Længde). Og denne store Forskjel i Størrelse kan vel at mærke ikke opfattes 
som Aldersforskjellighed, thi de smaa Exemplarer har i det væsentlige ganske samme 
Form som de store, deres Væxt er afsluttet (smlgn. ovenfor p. 88). — Ogsaa i Formen af 
Overlæben og de laterale Torne og i Længden af disse Dele er Variationen meget betydelig”). 

1) Ogsaa al denne Art foreligger et al Ltnt. Chierchia indsamlet ungt Exemplar (15° NBr. 138° VL.). 

Det er 3mm Jangt, yderst tyndskallet og skrobeligt, mangler endnu ethvert Spor til Laasen saavelsom 

til de for longirostris saa karakteristiske Torne paa Siden. Endetornen er allerede affalden. 


2) Pfeffer udtaler (1. e.) den Formodning, at den store Variation i de laterale Tornes og i Overlebens 
Form skulde være — ialfald for en stor Del — blot tilsyneladende og bero paa tilfældige Beskadi- 


Som de fleste andre Pteropoder er H. longirostris udbredt hele Jorden rundt. Et 
enkelt Glas indeholder Exemplarer tagne i Atlanterhavet saa nordlig som 47° NBr.; iøvrigt 
er den efter vort Materiale udbredt her fra omtr. 40° NBr. Fra den sydligere Del af Atlan- 
terhavet (syd for 8? 30' SBr.) er den mærkelig nok slet ikke repræsenteret i Samlingen. 
Den synes at være temmelig almindelig udbredt i det Indiske Ocean, er hyppig i det Kine- 
siske Hav, er af «Gazelle» (se Pfeffer) tagen paa forskjellige Steder i det vestlige Store 
Ocean"). Ogsaa fra den østlige Del af Stillehavet er den repræsenteret i Samlingen (d’Or- 
bigny har ikke truffet den her). Endelig har Chierchia taget den paa et Antal Punkter i 
det Store Ocean. 

Angaaende Synonymien bemærkes, at den af d’Orbigny opstillede Art /Zmbata maa 
(som allerede af Souleyet udtalt) forenes med longirostris. De Karakterer, som d'O. henter 
fra Bløddelene, er ganske værdiløse som Artsmærker, og hvad Skallen angaar (den skal hos 
limbata være større og forsynet med større laterale Torne end hos longirostris), saa er der 
alle mulige Overgange mellem limbata og longirostris. — Heller ikke Souleyets H. angulata, 
der navnlig skulde adskille sig fra longirostris ved sin ejendommelige Overlæbe, hvis forreste 
Del ved en dyb Tværfure er adskilt fra den øvrige Del af Skallen, og ved kortere Sidetorne?), 
kan opretholdes som særlig Art?). Jeg har haft for mig et større Antal Exemplarer, der 
ganske svarede til Souleyets Beskrivelse og Afbildninger, men derhos alle Overgange til den 
typiske longirostris- Form. I flere Tilfælde er typiske angulater, en Suite af Overgangs- 
former og ægte longirostrer tagne i samme Flok. Angulata-Formen forekommer iøvrigt 
efter mit Materiale at dømme ikke — eller ialfald ikke udpræget — i Atlanterhavet, men 
kun i det Indiske og (vestlige) Store Ocean. 

Jeg har bemærket følgende Variation efter den forskjellige geografiske Udbredelse. 
Exemplarerne fra den nordlige Del af Atlanterhavet (Sydgrænse c. 20? NBr.) er i det 
hele‘) en Del større end de fra de sydligere Dele af Atlanterhavet, fra det Indiske og de vest- 
lige Dele af det Store Ocean. — Exemplarerne fra det Kinesiske Hav (hvorfra et stort Antal 
Exemplarer fra forskjellige Punkter haves her i Samlingen), fra det vestlige Store Ocean, 
og fra det Indiske Ocean (herunder indbefattet Exemplarerne fra det Røde Hav) adskiller 
sig sædvanlig fra de atlantiske ved, at de laterale Torne er krummede mere eller mindre 
opad, medens de hos de atlantiske ere rettede udad og svagt opad, men ikke er krummede. 


gelser, idet Skallen skulde have en særlig Tendens til at gaa itu «in der Richtung der Wachsthums- 
ansätze». Dette er urigtigt. Det skal ikke benægtes, at Skallerne ikke sjælden er beskadigede, men 
disse Beskadigelser er altid lette at erkjende som saadanne, saa meget mere som Bruddene aldeles 
ikke følger Tilvæxtstribernes Retning. 

1) Prof. Behn har taget den i «Jedobucht» (Galathea-Exp.; Kieler Museet). 

2) Disse to Karakterer følges iøvrigt ikke altid ad; vi besidder saaledes Exemplarer med lange Sidetorne 
og en meget karakteristisk angulata-Overlæbe. 

3) Pfeffer har iøvrigt allerede (I. c.) udtalt en Tvivl om Holdbarheden af angulata. 

1) Dog er netop Exemplarerne fra det allernordligste Punkt (Nr. 1) meget smaa. 


104 


Der er iovrigt mange Gradationer i Forholdet, Karakteren er ingenlunde skarp, og der er 
enkelte ligefremme Undtagelser. Saaledes findes der i Samlingen flere Glas med Exemplarer 
af denne Art samlede i den nordlige Del af den Bengalske Bugt og et Par Glas med Indi- 
vider fra det Kinesiske Hav (alle indsamlede af Galathea-Expedilionen), som har de om- 
talte Torne rettede næsten lige udad (disse Exemplarer er alle smaa). Exemplarerne fra 
det østlige Stille Ocean ligner i det hele nærmest Atlanterhavs-Exemplarer. 


Atlanterhavet. 
Nr. Bredde. Længde. Samler ell. Giver. 
at =a == - 

1 47° N. BUD Wig Mer RM A SEN DE SSR mee | Hygom 

2 3840 ONU BESLAN] EM EN ee etre eure ts Fasern Andréa 1870 

3 BBO INGA || Dr ABOU. AS REN. Eee — 1866 

4 34° 19! N. 422710 V. ET PAR ai Feen ne NICE — 1863 

SM el pe Ela Sl HB SK DENE HERE SENE RESEN SANG Sot ig ak cl ol | — 1862 

6 33° N. ATEN 17/1 47 | Galathea-Exped., Kjellerup 
u SEINE BETTEN I ER AE SRE reale EME | Warming 1866 

8 31° 30’ N. 219 164 V. |..................... | Hartmann 1882 

9 BUSK ØL IN: Bebe NDS We oa cpg enter Bomann mo Can Hansen og Thalbitzer 1863 
10 BÅS SION: TD AO VE | Fat detre ENS Er REE Andréa 1862 

11 31° 4 N. BRON ar rie ce ean de ne ee ne | Hansen og Thalbitzer 1863 
12 30° 36° N. UN Ye | on ne HOT or ker | Andréa 1862 

13 30° N. NT C0 LINSER SUSE LEES ERLANDSEN Hygom 

14 399,90 INK | 1340 ADN. | Le here IAE Andréa 1872 

15 DOO ISON, 214205307 Vue carne topes Sua tice re ee — 1866 

16 29° 20' N. CRU ER PS tn RE SD Mea Oren seen he Hartmann 1882 

17 29° 0° N. DISS AN] ae ee ee Geta Andrea 1862 

18 28° 50! N. ER WEN EN RT ER Se Mo Le nor — 1866 

TIV SEGEN! 1] Bao Down A Ma UL ne 

20 ZBSAOEN EN] II AG AVS || EN RARE CECTRSPERRECE | Hartmann 1882 

21 21253 UN: DO EVE PAM EC EE Et Eee | Galathea-Exp., Reinhardt 
23 22 ON BOL O Val ti Ch CE EEE | Andréa 1862 

22 DIE NA AO MD Ve) CAS Eu Sa ERSENDEEEREERE | — 1866 

24 26° 30° N. 20° 25° V. | 13/7, 81 | Hartmann 1882 

25 26° N. TR louer ete ee ET | Hygom 

26 26° N. BEN Nc rte GE MESSER Mops KS SEE = LR | Andréa 1864 

28 25° 16° N. MOSK ALAN, ||| Sulscieiisite RE ehr Siete | — 1862 

29 D5o Ns BAS ANSE |: sacs cle torah OR Meee | Hygom 

30 25°. N: CI) BL. Vol nodes Seemann tn hr ete Andréa 1862 

31 BASE SEN, COCR ORV Hell SENERE to OR CPE | Ryder 1881 

32 6: 2AP N. SN PT eh a Co ERE | Andréa 1870 


Nr. Bredde. Længde. Samler ell. Giver. 
ze = | ie 
33 23 OU UNE ERROR VE | ae ee arena aaa eher he Andrea 1862 
34 DIL GENE BR 30 VE ac «a AN Ne =n ee 
35 20° 40° N. | 53° 18° V. | N ee a 
36 20° N. ONE DS da a 4 oo rome Meer Hygom 
37 20° N. TEE RG EEE NEL NUE 
38 - | 20° N. Ne ee DER | Andréa 1866 
BOM ES OPEN: PRET NÉ ete | Iversen 1871 
40 SERIAL EHRE DRIN. PRE ee | Hartmann 1882 
41 IRIS ANT DE 222 EC AR RS Hygom 
42 15° N. N ee Be epee ee ten Ses ee = ee 
43 15° N. PL Vix. PR ee = 
44 14° 46° N. SSOUNE Al ET N re | Andréa 1864 
45 1AS SINE 90° Vi. es Seda RE ent sc | Prosch 
Ze naar |, Seo AT ART ALES ET | Andrea 1870 
AT TSS AN See 2 5 OSV; | RP ER M SE ae | Strandgaard 
48 | 10922" N. | 219 16 V. yes ae de rie se | Galathea-Exp., Reinhardt 
BE ASS ALL N.E 0.21© N. Mer pn ARS | ar m > 
BO SCENE, cry Ve | EN ER SL ken: | Strandgaard 
51—52 | CNP Et cor Atlanterhavet | Warming 
53 | en EVE LEE PANNE Hygom 
54—55 posal EN: DIS Ne Ico © oc on c'ontw pee | Galathea-Exp., Reinhardt 
56 DORE AIN Al, 29 CH N SEES KER | Andréa 1870 
57 3° 10’ N. 2700 AR) ornare On ayo seat Cr et Warming 1866 
58 3° N. DO EN ce toc à die Oto ooo Oe Hygom 1859 
59 3° N. RM CAN PUM EN ee Andréa 1864 
so) N TON M NS mono no nb eo | Hygom 
61 1° 40 N. | 30° 46! V. | RR mt ROSEN ER: | Andrea 
NN | RER een eg do 000 0-0 Hoi te | Warming 1866 
CRS ET ANT AIME S08 MS WES a as re | Hygom 
64—65 | 0° 27° N. | 20° 12° V. ao of So 0 010 eo po 0 | Thomsen 1876 
66 OCDE || RUIN ET ee ee Andréa 1866 
67 iS hips: Nee, EIER ET | — 1863 
68 158 ES AA OBO AS! Ver lh a: aeons ER ET EL: | Warming 1866 
69 2258; PA elle an coal Wie Saket PONS Corte © dre EN CIRE Hygom 
zo CaS: DOVE AE RETTEN ee — 
Te «lets OAS: CN Mallee asses aio nice cco penne = 
72 5° 104 S 139300. Vo SE: Andrea 1862 
74 TOS BON On IS Te | Hygom 
73 7° 6! 8. IS SOINS LES RE RE Andréa 1862 
75 8° 30° S. CHEN OM SES EEE on PCR | — 


Vidensk, Selsk. Skr., 6. 


Række, naturvidensk, og math. Afd, 


IV. 


14 


ur 


Indiske Ocean. 


Samler ell. Giver. 


Nr. Bredde. Længde. 
19 | men 95° 54 ©. | Bengalske Bugt 
80 hd | eine en — 28/10 45 
81 19 20/8004 TB N CROSS 
82 12235: | 103° 50’ D: | RO OR ICS Olt cin eee, De 2 
83 16° 0° S. 11922207. BR PE Arnnaa 2 
105 BLOIOMS: EINER URL ail Nope ed ne 4 
SE ip BB9= 8625p 200° DE DA]. ER CORNE" 
En ee ee ln ae de Rede Hav 
CREME 12 Se Re 2 — 
BE NME | PR EA DE: ar 
86 er do us TER Bengalske Bugt 
GOR ee Re = Bere 
Da rer RACE | — — 26/12 45 
87 | he Ald ok lee LAR CMSs | Indiske Ocean 
Kinesiske Hav. 

88 220 N. | 114° 0 | eae ai eee A Le 
89 19° 14° N. 1169,62, Se EE NE | 
90 16° N. | 115° 20° @. | Pe Cah out Cio cece Sao EM | 
90a 13° 51° N. | 119° 12° @. | 3/5 46, Kl 3—6 Form. 
91 12° 55° N. | 116° 26° Ø. | 1/5 46, Kl. i—6 Form | 
92 Bog al MOUS TION, 2 ae en et ad) ET, eg | 
93 BOE ENE MOTO 260 EN ATTER ee RENNES | 
94 3° 30° N LOT IB rs ee ER RCE 
95 0° 14 N LO DH DM EM re Eee ae 
96 0° 40° S TORS OM A EEE ee CEE ea aS | 
IT CNE ee etre IE 20,0 | Kines.H.,ikkelangt f Hongkong 16/46 
98). i SE ste | ee | Kina-Søen, henimod Pulo-Sapata | 
DORA SEE RENSES ONE ME State | Sydlige Kina-Sø | 
DA EE En sereine ‘oaks. Bert | Kines. Hav ?/5 46, 4—6 Form. 

Vestlige Stille Hav. 
102 a | 34° 14° N. | 129° 34° Ø. | Korea-Strædet | 
101 272, 304 Ni 1220 50 DA Gia Seo. Soa cero Goma OPA a =o FO sr 
108 24° N. | 1199 20' Ø. | Formosa-Strædet 
100% 2 sae ees Bee Dee 
102, PTE | DA OR done | Panay (en af Philippinerne) 

16° N. | 165° 0. | Nat 
| eon. | 1608. | Nat 

LOC SEE Er | DO os oe | Tasmanien 


Galathea-Exped. 


Hansen og Thalbitzer 1863 
Andréa 1869 

1870 

Hansen og Thalbitzer 1863 
Andréa 1870 

H. Koch 1872 

Koninck 1845 

Pätel 1864 
Galathea-Exped. 


Salmin 1863 


Suenson 1882 
Galathea-Exped. 

Andréa 1869 
Galathea-Exp., Reinhardt 


Andréa 1869 


Galathea-Exped. 
Andréa 1869 

H. Koch 
Galathea-Exped. 


Andréa 1869 


Galathea-Exped. 
Corneliussen 1874 
Chierchia 


Corneliussen 


107 


Østlige Stille Hav. 


J i 
Nr. | Bredde. Længde. | | Samler ell. Giver. 


| 15° N. HT SS CE: 100 Metr. Chierchia 
Bean! SOS AV Te are ets ne NU eee | = 
4° 50° N. MOV UNI RERO Al Joh as. Rath 2 = 
5° S. 96° V. | Nat = 
OSES | ROSE RDC AVE PER AE RE TE Me SE — 
103 SOUS" CO Vai ETC nr sche | Caspersen 1868 


RON et arten leihen cons Sos «Pacific» | Wesssel 


4. Hyalæa globulosa Rg. 


Hyalwa globulosa. Rang in sch. Souleyet, Bonite, Tome. 2, p. 142, PI. 4, Fig. 20—24. — Monogr., p.38, 
PI. 2, Fig. 15—18. 

Cavolina pisum. Mørch, Catalogus Conchyliorum que relig. C.P. Kjerulf. Hafniæ 1850, p. 32, Tab. 1 Fig.7. 

Hyalea globulosa. Pfeffer, i: Monatsb. Berlin. Akad. 1879, p. 232. 


Tab. I Fig. 7, Tab. 2 Fig. 18 (Skallen). 


Undersiden af Skallen er hos denne Art saa stærkt hvælvet, at Skallens Højde er 
lidt større end dens største Bredde. Sidehjornerne er meget korte, Afstanden mellem dem 
mindre end Afstanden fra den ene Side af Skallen til den anden længere fortil. Endetornen 
er forsynet med en Tværskillevæg; den bagved denne liggende Del af Endetornen er af- 
stødt paa samtlige foreliggende Exemplarer; den tilbageblevne Del af Endetornen er kort, 
temmelig smal, rettet stærkt opad lige fra sin Basis; den er forsynet, foruden med en Fort- 
sættelse af Sidekanterne, med 4 lave Kanter, | ovenfor og 1 nedenfor Sidekanten paa 
hver Side (disse Kanter ses ikke tydelig i Figurerne). Overlæben er bøjet omtrent lodret 
ned foran Skalmunden. Den forreste Halvdel af Sidespalternes Overrand er bøjet ned over 
den tilsvarende Del af Underranden paa samme Maade som Kanten af et Æskelaag over 
Æskens Rand; den bageste Del af Sidespalterne er derimod ganske aaben. Dér, hvor den 
dækkede Del af Spalten ender og den aabne begynder, findes der paa den øvre Rand en 
lille Tap eller Knude, som næsten møder en tilsvarende paa den nedre Rand!), saaledes 
at Spaltens forreste og bageste Halvdel er næsten helt adskilte. Hvad Ribberne paa Over- 
siden angaar, da er Nr. 2 udelt og Furen mellem den og Nr. 3 er yderst svag. Hele 
Oversiden er noget hvælvet, temmelig glat, Undersiden er bagtil ligeledes temmelig glat, 
fortil er den forsynet med fine skarpe transversale Ribber (iøvrigt besidder hele Skallen den 
sædvanlige fine Tvarstribning). — Den hyaline Skal er sædvanlig i større eller mindre 


1) Denne Indretning svarer rimeligvis til den lignende, der findes hos longirostris paa samme Sted. 


14" 


108 


Udstrækning — næsten altid den forreste Del af Undersiden — let brunfarvet med et Stik 
i det rødlige. — Skallen naar en Længde af 5%/4—- 6m", 


H. globulosa synes kun at variere lidet; Størrelsen er vel noget forskjellig, men 
Forskjellene ligger indenfor temmelig snevre Grænser. 

Nærværende Art er, som efterstaaende Liste viser, i vort Museum kun repræsenteret 
fra de varmere Dele af det Indiske og det Store Ocean, derimod slet ikke fra Atlanterhavet. 
Dette kan ikke bero paa nogen Tilfældighed; thi Museets Materiale af Atlanterhavs-Dyr er 
langt større end af Dyr fra de østlige Have, og det synes derefter berettiget at slutte, at 
globulosa ikke findes i Atlanterhavet. Dette stemmer ogsaa i det hele med, hvad 
der foreligger i Litteraturen. Pfeffer (1. c.) har den ogsaa kun fra de østlige Have; Benson!) 
og Adams?) ligeledes. D’Orbigny opfører den hverken i sin Voyage Amer. mer. eller i 
Ramon de la Sagra's L'ile de Cuba; kun Souleyet (Monogr.) erklærer, at han har fundet 
den i det Indiske, Stille og Atlantiske Hav. Efter hvad der iøvrigt foreligger, tør man dog 
vistnok udtale, at denne almindelig holdte Angivelse ikke berettiger til at optage Arten i 
Atlanterhavets Fauna. 


Indiske Ocean. 


Nr. Bredde. Længde. Samler ell. Giver. 


1 | 49 NN. ECO CRE OU | tre eet eae Re ms, | Hansen og Thalbitzer 1863 
2 2° 0 N. OR Na as ne me cn de ale | a = 
3 19130: SEN 87897782) SOU ae ee eA eG ee es = 
4 (POETS al] 4850 AGT ÅEN er SE OA. 
5 obus Nate le TE A A RER | Mathiesen 1849 

6 TOO Ss M 10500: a ser. Soca Renae | Andrea 1869 

7 10° 8. (Lt SN EN PE Ag hog ora RO CR a 

8 AO 4670 2] Moss SO nM oo ae A ROUE Rn ge 

9%. Mme Se 171039000 | ee ae RAR ok tegen cine RENT nn 

KO HØRT ar Fa (MGR to pe l'ARN RENE = = 

M u EN ER | NTIC D RON EME ee PRE | — 1870 

12 TOD Se | 0 2200 || SNA AMEN EE MEN RE | zu 
ER EST | PR PS BERT Ins nl BBA 

14 | 22°—23° S, | COLSTON ek EE TRES | u — 

15 | 23° 16° S. 72° 0. | 1, 69 |" 2 dass 

16 BETEN A ET. nu et LAS md Ve | U Re 

17 30° 12: S. | 40° 0° @. | 250 81 | Hartmann 1882 

18 34° 30° S. | 279 50° 6. | ‘% 80 | ott) eg 

LORTE ies) My. Ong VENTE 2 | Syd for Ceylon */10 45 | Galathea-Exp., Reinhardt 


') Annals Mag. Natur. Hist. 3. Ser. Vol. 7, p. 23. 
?) Samme Tidsskr. 3. Ser. Vol. 3, p. 44. 


109 


Kinesiske Hav. 


Bredde. | Længde. | | Samler ell. Giver. 


Nr. | 

| | 
20 19° 14° N. [MBE TE, | ae ave cane sale re ee Galathea-Exped. 
21 | 16° N. LESSER AGES NE et es eee mure à Andréa 1869 
BL LEON IE ISCH TELE er A LE AL tae N TE LAURE RE N AN Galathea-Exp., Reinhardt 
22 9° 40° N. TOIEHRHZOF NE SE SEN et SEN: Andrea 1869 
23 | 9° 40° N. INS One EEN EDEN SEEK FOER Hr — — 
24 | JEUNE LOIS TØR MS SEERE M So oe CUT OT re — — 
25 ul os de docti || Sydlige Kina-Se */3 72 | H. Koch 
I nel ES ee Kina-Seen henimod Pulo-Sapata Andrea 1869 

Store Ocean. 
13°N. | 15609. | Nat Chierchia 

A pol NUL CEE A ak an HER A SE = 
27 | 12° N. | Be ET noue Hot OT ME EME Corneliussen 1874 
TS AO ro ESC Panay (Philippinerne) — 1870 
aOR MT ACTE etre | Nær Matelots-@erne | — 1881 


5. Hyalæa gibbosa Rg. 


Hyalæa gibbosa. Rang in sch. D’Orbigny, Voy. Amer. mer. Moll. p. 95, Pl. 5 Fig. 16—20. 

Hyalea flava. D'Orbigny, ibid. p. 97, Pl. 5, Fig. 21—25. 

Hyalæa gibbosa. Souleyet, Bonite, Tome 2, p. 144, Pl. 4, Fig. 13—19. — Monogr. p. 38, Pl. 10, Fig. 3—4. 
Hyalæa gibbosa og Gegenbauri. Pfeffer i: Abhandl. Naturwiss. Ver. Hamb. 7. Bd., p.85—86, Fig. 5—7. 


Tab. 1 Fig. 6, Tab. 2 Fig. 17, Tab. 6 Fig. 99 (Skallen). 


Denne Art staar H. globulosa nær. Den stemmer med globulosa i Skallens betyde- 
lige Højde (der her er saa stor som eller lidt større end Skallens største Bredde); fremdeles 
deri, at Afstanden mellem Sidehjørnerne (der ogsaa her er meget korte) er betydelig mindre 
end Skallens Bredde længere fortil. Overlæben er bøjet ned foran Mundingen, dog er det 
nedbøjede Parti ikke som hos globulosa rettet lige nedefter, men mere eller mindre skraat 
fremefter, og det nedbøjede Parti er længere end hos globulosa. Skallens Overside har det 
samme ligesom polerede Udseende, og Furerne paa Oversiden er svagt udprægede hos 
begge Former. 

Den afviger fra globulosa i følgende Punkter. Den forreste Del af Undersiden gaar 
ikke med en jævn Runding over i den bageste Del, men danner en Vinkel med denne, 
saaledes at Undersiden bliver puklet. Det for globulosa saa karakteristiske Overfald af 
Sidespalternes Overrand over Underranden er her kun antydet (ved den forreste Ende af 
. Spalten) eller mangler ganske; der er iøvrigt alle Overgange fra en fuldstændig Mangel af 


110 


Overfaldet til en ret tydelig Udvikling af det; dog bliver det aldrig saa stærkt som hos 
globulosa. Den lille Knude, som hos globulosa findes saa vel paa Sidespaltens Over- 
rand som paa sammes Underrand, mangler her ganske. Endetornen er noget bredere ved 
Basis end hos globulosa; den er ikke saa brat opadbojet som hos denne, men rettet mere 
jævnt bagud og opefter!), kun Spidsen er stærkere, ofte meget stærkt, fiskekrogsagtig 
ombøjet. De fire Kanter, som findes paa Endetornen hos globulosa, mangler hos gibbosa. 
Endetornens Spidse findes ofte, men mangler ogsaa ofte. Hos mange af de Exemplarer, 
som mangler Spidsen af Endetornen er der en Tværskillevæg tilstede, som derimod 
aldrig findes hos Exemplarer, hvor Endetornen er hel. Jeg er derfor tilbøjelig til at antage, 
at Dyret først naar Spidsen er afstødt, danner sig en Tværskillevæg, ellers ikke. Om den 
altid, naar Spidsen er afstødt, danner sig en saadan ny Bund, véd jeg vel ikke, thi der 
er mange af de foreliggende Exemplarer, hos hvem Spidsen mangler, som dog ikke har 
nogen Skillevæg; men det er maaske dog ikke usandsynligt, at disse har mistet Spidsen af 
Skallen ved Fangsten eller efter Døden. Embryonalskallen er, som hos de øvrige Med- 
lemmer af Hyalæa B, ved en svag, men kjendelig Indsnøring afsat fra den øvrige Del af 
Endetornen. 

Kjølen Nr. 2 er sædvanlig delt i to (2a og 2b) ved en Længdefure, som dog altid 
er svag, undertiden næppe kjendelig; Furen mellem 2 og 3 er tydeligere end hos globu- 
losa. Paa Skallens Underside findes fortil lignende transversale Ribber som hos denne; 
paa den forreste, lodrette Del af Undersiden findes en tydelig median Fure, som heller ikke 
mangler hos globulosa. — Langs Randene af Sidespalterne samt langs Underlæbens For- 
rand er Skallen sædvanlig rødligbrun; en svagere rødligbrun Farvetone findes endvidere ofte 
paa Oversiden af Skallen (dog ikke paa dennes forreste, nedadrettede Del). — Skallen op- 
naar en Længde af indtil 114/2™™, men er sædvanlig mindre. ; 

H. gibbosa er en kosmopolitisk Art. I den Maade, hvorpaa den er udbredt i At- 
lanterhavet, viser der sig nogle ejendommelige Momenter. Den er fra 43° NBr. (det nord- 
ligste Punkt, hvor den er tagen) indtil 19° 56‘ NBr. repræsenteret fra ikke mindre end 40 
Punkter; derimod haves den kun fra 4 Punkter paa hele den store Havstrækning fra 
c. 20° NBr. til 17/22 SBr. Fra 17/2? SBr. er den atter jævnt udbredt igjennem det sydlige 
Atlanterhav indtil 38° 17' SBr. (repræsenteret fra 12 Lokaliteter). Den synes derefter at 
være sjældnere i de allerhedeste Dele af Atlanterhavet, særlig at holde sig til de noget 
mere tempererede Partier. Dette stemmer ogsaa godt med en Angivelse, som findes hos 
d’Orbigny (Le. p.96): «Nous avons même cru remarquer une anomalie singulière de di- 


stribution géographique, que nous avons aussi retrouvée dans beaucoup d'autres animaux. 


1) Der er dog temmelig forskjellige Grader af Opadrettethed og nogle Exemplarer nærmer sig i denne 
Henseende stærkt til globulosa. 


111 


Cette espèce paraît affecter de ne se trouver qu'en dehors des tropiques; car, après en 
avoir pris un très-grand nombre au sud du tropique du Capricorne, nous ne l'avons plus 
revue sous la ligne, ni même en dedans des tropiques, et nous ne l'avons revue au nord 
du tropique du Cancer qu'en dehors du 24° degré, ce qui semblerait prouver qu'elle vit 
sous une température plus froide que les autres; mais il n'en est pas moins bien difficile 
de se rendre raison de cette bizarre habitude; et il serait peut-être plus rationnel de penser 
que quelque cause fortuite a empêché celte espèce de tomber dans nos filets sous toute la 
zone torride.» Denne sidste Anskuelse kan jeg, naar jeg henser til vort store, af forskjellige 
Samlere tilvejebragte Materiale, ikke dele; jeg skjonner ikke rettere, end at man af det 
foreliggende maa drage den Slutning, at H. gibbosa skyr de hedeste Dele af Atlanter- 
havet. — Det bemærkes, at den af Cantraine (Malacol. Medit.) er tagen i Middelhavet. — 
Den er fremdeles hyppig i det Indiske Ocean, hvor den er tagen paa et stort Antal Punkter 
fra 221/° SBr. til 40° SBr. — I det Kinesiske Hav er den kun tagen paa fire Punkter. — 
Den foreligger fremdeles fra det ostlige sydlige Stillehav, hvor den ogsaa er funden af 
d’Orbigny. 

De i det Indiske Ocean levende Exemplarer af denne Art danner en ret smukt 
udpræget geografisk Varietet (smlgn. Fig. 99), udmærket ved at Furen, som adskiller 
2a og 2b paa Skallens Overside, er helt eller dog næsten ganske udvisket, medens den 
paa de atlantiske næsten altid er ret tydelig; ved at Endetornen er stærkere opadbojet og 
hyppigere mangler Spidsen end hos de atlantiske; ved at Overlæbens nedadbøjede Del staar 
næsten ganske lodret (hos de atlantiske staar den lidt mere skraat); fremdeles er Exemplarerne 
gjennemgaaende relativt kortere, derhos ogsaa i det hele lidt mindre end de atlantiske"). 
De staar ganske aabenbart H. globulosa nærmere, end Tilfældet er med den atlantiske Typus. 
— Exemplarerne i Glassene 52—56 fra det sydligste Atlanterhav hører endnu til den in- 
diske Type. Andre Exemplarer fra Atlanterhavet syd for Linien, saaledes de i Glasset 48, 
nærmer sig til den indiske Varietet i Kortheden af Skallen, men Furen mellem 2a og 2b 
er tydelig og Endetornen ikke slet. saa stærkt opadbøjet; andre, f. Ex. Nr. 44 og 49, slutter 
sig i et og alt til de nordatlantiske. 

Fra det Kinesiske Hav er Arten kun repræsenteret ved 6 Exemplarer fra 4 for- 
skjellige Punkter. De danner en anden Varietet, som ligner den indiske deri, at 2 a og 2b 
ikke er adskilte, men iovrigt afviger meget fra denne og slutter sig nærmere til de atlan- 
tiske. Overlæben er temmelig stærkt rettet fremefter, endog mere end hos typiske Atlan- 
terhavs-Exemplarer, Endetornen er rettet ligesom hos disse (Spidsen mangler paa alle 


1) Den sædvanlige Størrelse af Individer fra Atlanterhavet er 9mm, nogle stiger endog til over 10, kun 
meget faa synker til 7mm, Derimod er 7mm den sædvanlige Størrelse hos indiske Exemplarer, kun 
faa er større (indtil 8), ikke faa mindre (61/2). 


6 Exempl., en Skillevæg er kun tilstede hos de 2, eller maaske hos de 3), Skallens alminde- 
lige Form er som hos de atlantiske; Størrelsen betydelig, som hos de største Exemplarer 
fra Atlanterhavet eller endnu større (de 6 Exemplarers Størrelse ligge mellem 10 og 117/2mm), 

Fra det Store Ocean foreligger der 6 Exemplarer (fra to eller tre Lokaliteter). 
Afset fra, at 2 a og 2 b heller ikke her er adskilte, ligner de ganske de typiske Atlanterhavs- 
Exemplarer, saavel hvad Skallens almindelige Form som hvad Retningen af Overlæben og 
Endetornen angaar; ogsaa i Størrelsen: 8!/2—1 17/290mm, 

Det er aabenbart paa Exemplarer som de sidst nævnte, at d'Orbigny har opstillet 
sin Art Hyalæa flava. Han angiver som Findested for denne formentlige Art «le grand 
Océan austral...., par 30 degrés de latitude australe, et par 92 de longitude ouest de 
Paris.» Den skal adskille sig fra hans gibbosa, som han kun har taget i Atlanterhavet, 
foruden ved Farven og lidt mindre Vinger (Karakterer, som man næppe kan tillegge nogen 
som helst Værdi) ved «une courbure antérieure de la valve inférieure moins brusque et 
arrondie; par une lèvre supérieure!) moins perpendiculaire, et par manque de division des 
côtes latérales [2] de la valve supérieure.» Men det maa hertil bemærkes, at der i det 
foreliggende Materiale fra Atlanterhavet findes Individer, der — med Undtagelse af at Kjolen 
Nr. 2 er forsynet med en Lengdefure, der dog kan være meget svag — ganske slutter sig 
til d’Orbigny’s Beskrivelse og Figurer?) af H. flava og til vore Exemplarer fra samme Loka- 
litet, og dernæst alle Overgange til Exemplarer, der ganske slutter sig til hans Beskrivelse 
og Figurer af gibbosa, der nærmest passer paa saadanne Exemplarer fra det sydlige Atlan- 
terhav, der danner Overgangen til vor indiske Varietet (se forrige Side). Som selvstændig 
Art kan H. flava derfor ikke opfattes. 


Atlanterhavet. 


Nr. | Bredde. Længde. | | Samler ell. Giver. 
| he EEE = =" —— — 2 

1 43° 10° N. nu. rd | Andrea 1866 

ASS Nee 35V, De er ae CR Em | ANSE 
Bun 1420 ie A ROS WORN re a ee SEES ee — 1862 
4 38° 40° N | CECA VE CN A PRE EEE — 1870 
5 | 36°40 N. | 17° 25° V, Rene pes dla sete et Normann 1880 
6 Soo zee IN SONT AN Ca cinch ayant tec helen. ee te Eee Thomsen 1876 
7 262090 NM DOM RE Ve TTS AN ee | Andréa 1863 


1) Paa det citerede Sted staar inférieures, men en Sammenligning med Diagnoserne og Figurerne viser 
let, at dette er en lapsus calami for «supérieure». 

2) Dog er Knækket mellem den forreste og den bageste Del af Undersiden aldrig — heller ikke hos 
vore Stillehavs-Exemplarer — saa afrundet som paa d'O.'s Figurer. 


113 


Nr. Bredde. | Længde | Samler ell. Giver. ” 
8. MSC | eee) ee Cy ae | Andréa 1863 
9 EN RE RE dites es cf dite | — 1872 
10 349 20° N. | 18° 30° V. eu NER I is 
il CR A A PT RE ET I ME 
129) as: ESSEN a RS Reno etree eee, SEG. — ing 
D PNR MON en a el nen — 1862 
1a | 9329: N: LS CRW AE Gl yon a DE aN 1868 
ia SE CPR MER ote Be — 1862 
16 31° 30° N. ADO AVE Illnau oct reife nertenherie cite he avi Hedemann 1867 
TEEN CORTE Se PS SR re «8 Andréa 1862 
ele) Fe Al TON D ER RE ARE — 1867 
19 30° N. SRCAY SE FRE Se RNA = jie 
20 SIU UNG oll RE TE MS Pa Gita WE con TO er 
21 | DENT RECU Ve Nan ls ce Hygom 
SEE N coder oe | Andréa 1862 
93 SOON RE ORDER PS oc ence em Er oc once: hen | -'- 
2A | 28° N. 35° Vi ton Cr ceo ho 5 a LR En 
DEPUIS CN: DA NA PR ee a cone, Whe relei ve gs, Ge = 

28 | 27° 53° N. BER Nat a ao ee Se ara ee Galathea-Exp., Reinhardt 
26 RAN) RP an eo ee ee de ter cure Andréa 1862 
tesa EM | =. ok La. nm tu ce Stübe 1860 
29 26° N. BE ROEN] Er cote ouay som) @ um suite sem Ns Hygom 
FUMED ONGOING HE TOS SA MV IR Re ee ce Andréa 1862 
Filip cn, he SEES al (ees in el RE LU LT Iversen 1871 
32 DOS D ONE | LRT al ee Re Andréa 1866 
33 | WIN AGREE |... su que sas een one à Ryder 1880 
34 | 23° 30'N. | 359 304 V. |..................... Andréa 1862 
35 | MON SR TON AS A ue anche Ge COLE — 1867 
36 | 20° 40‘ N. | ER AO NE tse? 
Sie me er a ON ON A tebe te aut Hygom 

38 TE N al (eet ee AL NEERERE ne 

39 EINE En EN A RE LS SE Eee As | Andréa 1866 
40 ON EN. | ee kee eee ae ene | = 1862 
41 149 46° N. 28° V. SENSE SERENE ee NE CE 
42 | 6° N. | 24° V | TGC A Bota ONO er eee Hygom 

DERS Das ET Ne ie re ge rar 35873 sort ly 345 STAN ae aR Friis 1861 
44 ACT HOURS D ME BE OUNCE ASE NE CIE ne Andréa 1862 
45 OS UNS. AO AO AV EN ER SE en le mue ho = ee 
46 BOSS OS. 2-90 OL QUAY ee | — 1869 
47 DO D US MOSS DNA EE 272 sys pee 


Vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, naturvidensk. og math. Afd, IV. 1. 


Nr. Bredde. | Længde. | Samler ell. Giver, 
j 

48 2450 DONE ER EET TEE tie ce atu ee eee eee Andréa 1864 

49 | 2600282 | CMD ANT CE LT PAT 01862 

50 TI BERN Eee RAR Hansen & Thalbitzer 1863 

51 292520) SA LITE EB OLAV ME SI Ve Andréa 1861 

52 99249047 Sie at PS ADN ce Mo en PRET TE =f 1870 

53 30° 0/ S. | 26° 0° V. | ie ie Fra SEE DE — 1869 

54 270180 8-0 10240 ND N ee eo ee ber = 1864 

55° | BES: 199 Be el eee ee DE MON: I Lars 

56 SS BIS SEO ee cette Re en KEE Bee 
| | . 


59 22° 30° S. STH ET ESTER UNSER. RER | Andrea 1869 

60 san ta0/4s || RE A ee Me ee I gro 

61 959.507 NT LPC M PORN CURE ME AT Es, à 
62 26° 30! S. BBO UO ey Wie oh AGE ee ee =". 1868 

63 PA Ato) SOUND MN ER PER RE || Hansen og Thalbitzer 1863 
64 SYS AO ES |) SR CO D le PR RE TN ER PRE | Andréa 1864 

65 BHO AG Se || S9GS BB | ÉCURIES Senay Brian 

66 30° 5/ S. ARE NON arten ara once | Hansen og Thalbitzer 1863 
67 220 0,80 MR a De: Andrea 1870 

68 JD ADS RAS 000 | NA CI ROUE EN De 

69. | 2308. BROMO NE Blasi a ahaa cutee! TEE Dale Jo |e TREE 

GO) |} 33°20 Ss.) 298070 | Eee pat erates Fs 

pin | SEO 2506 BSS OE NOW | MEET Packt ya en ea Sr 
1311|. 1 et MORE | SAR AE te eae eee De Le» — 1864 

73 260 0078030010 00e ll hecho ie eke Cane CE — 1862 

74 BEITRETEN ee ET LÉ res 

75 2200 SS) 19° 35° 9. | 5/11 81 | Hartmann 1882 
76 350 58° 5. | 4030. | Su 81 = = 
71 | ee DC | Andrea 1861 

18 BROLDDERS | MRS ES Oe LE RS MARRON — 1864 

79 | 38° 20'S. RONA] see rau eRe CATE 3. 

D. | DA RS ee Ser | Strandgaard 1857 
81 CO Sp I EST Er Re Got RE TE ot ex Lao | Andréa 1869 

ae [apne ee A EME, ARR Re 
EU CET QE DIT ON REPAS AN Te a 


84 40° 8° S. SPER ge | Per AC Oona ces eave > — — 


Kinesiske Hav. 
oS at eee Sn ee ee eee 


Nr. Bredde. Lengde. Samler ell. Giver. 
57 16° N. VT eu es RE (arb teh RE Andréa 1869 

58 PORN IT AO EE ME ter avs) scsi") ef + ses à Galathea-Exped. 

84a | 140 71h N. | 120° 13° Ø. | 1246, 8—11 Efterm. = 

CH Ek eater tt ESS Fa c Kinesiske Hav 15/6 46 — = 


Stille Ocean. 


16° N. 165° 0. | Nat Chierchia 
86 a 27117 S: 88° 52° V. | 23/347, 3—5 Efterm. | Galathea-Exped. 
ET |A) OO Gor Omtr. udfor Valparaiso 23-263 47 | —  — , Reinhardt 


6. Hyalæa tridentata (Forsk.). 


? Monoculus telemus. Linne, Syst. Naturæ, Ed. 12, Tome 1, Pars 2, p. 1059 (1767). 

Anomia tridentata. Forskäl, Descriptiones Animalium...qu& in itinere orient. observ. Hauniæ 1775, p. 124. 
— Icones Rerum Naturalium quas in itinere orientali depingi curavit. Hauniæ 1776. Tab.40, B, b1, b2. 

Cavolina natans. Abildgaard, i: Skrivter af Naturhist.-Selskab, 1. Bd., 2.Hefte. Kiebenhavn 1791, p. 175, 
Tab. 10. 

Hyalæa cornea. Lamarck, Syst. d. An. s. vert. 1801, p. 140. 

Hyalea pupilionacea. Bory de Saint-Vincent, Voyage, Tome 1, p. 138, Pl. 5, Fig. 1 A—F. 

Hyale Téniobranche. Péron et Lesueur, i: Ann. d. Mus., Tome 15, 1810, Pl. 2, Fig. 13. 

Hyalea Forskalü. Blainville, i: Dict. d. scienc. nat., Tome 22, p. 79. 

Hyalea Peronü. Blainville, 1. c., p. 80. 

Hyalea affinis. D’Orbigny, Voy. Amer. mer. Moll., p.91, Pl. 5, Fig. 6—10. 

Hyalea Forskalü. D'Orbigny, |. c., p.89, Pl. 5, Fig. 1—5. 

Hyalea tridentata. Souleyet, Bonite, Tome 2, p. 137, Pl. 4, Fig. 1—5. — Monogr. p. 35, PI. 12, Fig. 1—4. 

Hyalæa truncata. Krauss, Südafrikan. Mollusken (Stuttgart 1848), p. 34, Tab. 2, Fig. 12. 


Tab. 1 Fig. 8—9, Tab. 2 Fig. 19, Tab. 4 Fig. 66, Tab. 6 Fig. 100 (Skallen). 


Hos Hyalza tridentata er Skallens Underside langt mindre hvælvet end hos de to 
foregaaende Arter; Skallens Højde er ikke mere end ?/3 af dens største Bredde. De bageste 
Sidehjerner staar vel lidt stærkere ud til Siden end hos globulosa og gibbosa, men Af- 
standen mellem dem er dog ogsaa her kortere end Afstanden fra den ene Side af Skallen 
lil den anden længere fortil (om end forholdsvis større end hos hine to Arter). Spidsen af 
Endetornen mangler saa godt som altid; den resterende Del af samme er rettet omtrent 
lige bagud, den ved Spidsens Affalden frembragte Aabning er undertiden — men ingenlunde 
altid — lukket ved en tynd Tværskillevæg. Endetornen er kun paa et eneste af de fore- 
liggende Exemplarer hél; det viser sig da, at den største Del af Endetornen er ret, og at 
kun den bageste Del af den er krummet opad (se Tab. 4, Fig. 66). Den forreste Del af den 
hvælvede Underside gaar med en jævn Krumning over i den bageste Del, der sædvanlig er 


15* 


116 


noget affladet. Overlæben er ikke bøjet ned foran Skalmundingen, men er rettet skraat 
fremefter. Sidespalterne er ikke dækkede af noget Overfald fra den overste Rand. Paa 
Sidespaltens øverste Rand, omtrent midtvejs mellem Laasen og Sidehjornet findes ofte 
(maaske: oftest) en aflang Knude, der hyppigst ved Indbugtninger er delt i flere (smlgn. 
H. longirostris og globulosa). Ribben Nr. 2 er delt ved en ret tydelig Længdefure; den er 
kun svagt adskilt fra Nr. 3, udenfor hvilken der findes en bred og dyb Fure; Ribben langs 
Sidespalten er kjendelig, men ikke meget fremtrædende. Furen mellem Nr. 1 og Nr. 2 er 
meget kraftig og ved en dyb Tværfure foran Nr. 1 forbunden med sin parrede. De trans- 
versale Kanter paa den forreste Del af Undersiden er ikke saa fremtrædende som hos 


H. gibbosa. — Skallen er i større eller mindre Udstrækning og med meget forskjellig 
Intensitet brunfarvet (hornbrun), i Reglen kraftigst paa Undersiden, medens den er blegere 
paa Oversiden — Skallen er fra 9 til 20™™ lang. Det er den største af Hyalæa-Arterne. 


Udbredningen frembyder intet mærkeligt. Det er som de fleste Pteropoder en 
kosmopolitisk, tropisk og subtropisk Art (i Atlanterhavet fra c. 40° NBr. til omtrent 40° SBr.). 

Variation. Fra den østlige Del af det Stille Ocean besidder Samlingen 3 
Glas med Exemplarer af denne Art. De udmærker sig ved en ringere Størrelse, 9—13™", 
og navnlig ved at Undersiden af Skallen bagtil er stærkere hvælvet end den plejer at være 
hos Hyalæa tridentata (Fig. 100). Det er d'Orbigny's A. affinis, der netop ogsaa er opstillet paa 
Exemplarer fra de samme Lokaliteter; og vore Exemplarer passer ganske til hans Beskrivelse"). 
Men jeg tror ikke, at der kan være Tale om, at H. affinis er andet end en lokal Varietet 
af tridentata; den er ikke saa skarpt sondret fra denne, at man tør opfatte den som en 
særlig Art. Sammenligner man de nævnte Exemplarer fra det østlige Stillehav med ret 
typiske Exemplarer fra Atlanterhavet, hvis Skal bagtil paa Undersiden er fladtrykt og langt 
større, saa er Forskjellen ganske vist ikke ringe. Men mellem disse og hine er der Over- 
gange. Fra det Kinesiske Hav haves saaledes 3 Glas med ialt 10 Exemplarer; de er 
mindre end typiske Atlanterhavs-Exemplarer, men større end Exemplarerne af affınis 
(14—16™" lange); Undersiden er bagtil lidt stærkere hvælvet end paa typiske Exemplarer af 
tridentata, men ikke saa stærkt som hos affinis. Med Exemplarerne fra det Kinesiske Hav 
stemmer de fra den østlige Del af det Indiske Hav (Nr. 48—51), samt et Exemplar 
fra det vestlige Store Ocean (13? NBr. 156? Ø.). 

En anden ret udpræget lokal Varietet, som vi vil kalde H. tridentata, var. truncata?) 
(Fig 9), optræder i den sydligste Del af Atlanterhavet, og i den vestlige Del af det 
Indiske Ocean (af Exemplarerne fra Atlanterhavet hører de i Glassene 38-47b til denne 


1) Forskjellen i Skallen mellem affinis og tridentata er efter d'Orbigny følgende: elle (Skallen hos 
affinis) est de près d’un tiers plus petite, beaucoup plus haute à proportion, toujours plus bombée 
et d'une manière régulière, surtout vers sa partie postérieure.» 

*) Dette er Krauss’s H. truncata (I. c ). 


117 


Varietet; desuden alle de indiske med Undtagelse af 48-51 samt 61). Skallen er hos denne 
Varietet ligesom hos den typiske Form bagtil paa Undersiden temmelig flad, men afviger ved at 
Undersiden fortil er stærkere hvælvet, saaledes at Skallens Højde er forholdsvis betydelig større 
end hos typiske Exemplarer. Dernæst findes der hos denne Varietet langs Randen af Sidespalten 
baade foroven og forneden en tynd, sædvanlig lidt kruset, fremspringende Kant), som afgiver 
en meget udpræget Karakter. Overlæbens forreste Ende er ved en median Indbugtning delt 
i to korte Spidser (noget hvortil der hos Exemplarer fra andre Lokaliteter kun ganske und- 
tagelsesvis findes Spor). (Endelig kan anføres, at Skallens brune Farve er mørkere end 
sædvanlig og af en ejendommelig Farvetone; den er udbredt over hele Undersiden, hvor 
den er stærkest, med Undtagelse af Endetornen og en Rand langs Sidespalterne, som er 
næsten hvide; paa Oversiden er en begrænset Plet, Overlæbens forreste Del, stærkt brun- 
farvet, de bagved denne liggende Dele hvide, den bageste Del svagere brunfarvet). Men 
ogsaa mellem denne Varietet og Artens typiske Form er der Overgange (saaledes Exem- 
plaret i Nr. 52). 


Atlanterhavet. 


Nr. Bredde. Længde. | Samler ell. Giver. 

wa I EE In ar ee PR ee, eee 
1 | 38° 40! N. 32.07 AMA ROC RE RS N AL UE AT | Andrea 1870 
2 Bike OF, P| EISEN | ae ern LE 2 EST NT 
AM ISSO sell eV. |. ue... (RAT h 1872 
ASSR EB ZUR RESTO AE Loc dere gg ge rele nen aus MAL — | 1863 
5 DESEO Te Ne 270 10 Vii le monte Not et LUN ET EC 
6 35° 20° N. NA Der are A EN Eee EET 2 | — 1872 
ON RE TE AT MIE IEC Vie RE RE oe — 1862 
SH MESSE SHEN Das RC 0 EN | nen PRE NE ELA I a 
9 Ieee TER |S SOC SAUNA Por EEE RE Er ni 
{Oe SAMO MS | TSO IOS W | cu, PTT ee rn 
Ban SIO 20% | ee ee er ag aus 
(ie PS INEM DESERT AN PERRET ARR RE cin aes ae 
i be A aa WA Co Can ey | eee ee | = ‚41864 
14 | ENN ELSE (I AV neuen rte dat lle LENE TS I a LE 
15 POV NL MAC AUT. ee ee “8 Via N re 
16 CES DOS R DZ El Re OR A RENTE CAR | Stübe 1860 
17 DESPA IN ES LS 20 VEN ee TE huse | Andrea 1862 
18 219 12 N. TORING MP RE ae! 867 
19 


IE BEIN 6362 S01 Vion EE ER EEE 05-08 — 1872 


1) Den mangler eller er kun antydet hos andre Exemplarer af tridentata. 


| 


Bredde. | Længde. | Samler ell. Giver. 
SS oe zu 
BE TIC INA ROSES EN BE eee RE RO Andréa 1864 

OZEAN MISCO VER EPP Me U eee — ee 
3° 10° N. AT HOLT ER sce N EN RER NS Warming 1866 
187405 NWN. 30222 vH Are: Andrea 1863 
0° 44 8. BORN er = = 

69 Sa | PEUR Pee eeRepe eer hee oS Friis 1861 
69330 Sits CSM ETS ESP SE te ee Warming 1866 
1247 7S: 322152” V. |73/12.76 | v. Benzon 

14° S. EE he dal Nair i Aart torn ai 2 EL Andréa 1863 
15° 6° S. GOTO TEST IPE SE Pe REF FE OMS 9: 
19:20 08:1] 72930 We pees ME — 1866 
19813048: 4420300 ER A PRES eee eas ele lang 
20° 14° S. VORAN CRE RENE Ne BE ENS re 862 
23273075800 2970:50V:7 || PR FR es EL RENE. od cin — {869 
EN | 42 40! De PE Eee en Se — 1862 
SIT ee — 1869 
30° 04 S. DOC AD CV IRE, UE RENE er ANS hes 
34° 20° S. BONY ren denis ART — 1864 
SOS OGS Ville 40. 0 VE ¥ ces AR EE ITR A — = 

35° S. LR EM ea a Or Sana. | Hansen og Thalbitzer 1863 
35222975. 0° 24° V. 6/3 81 Hartmann 1882 
TORS OAV a à CU CE NS | Andréa 1861 
36° 34 S. DO DTA AAS Ge Re re eher — 1869 
One RUES MONT do - — 
37° 20° S NE Oi, hl ARTEN Re — 1872 
37° 40° S DL ER EL AMEN — 1864 
Te | TOONS Rell Seen o er SSR SIEH, 1562 

en Eon. Cake | Sydostl. Atlanterhav = = 
oR oo oo D0 len Salmin 1863 
Indiske Hav. 

10328: SE EE to on Pino ee Andrea 1869 
11° 15° 8. | 103° 50° ©. | 25. SE RE COR ME OR | == 
LE SZOS am MOP P20. | Kern ee ee | — 1870 
DORIS Nail) ORB: ci)... METRE kh. at Sisko 
BUCHOS GBS DOMMES l'E SELER ee AN ee 

SHC: wll EU OUT |: eee 
370085 | 49° 20/9. |...............,..... | 2, al 

38° S. PUI: M IRE En. — 1869 
38° 20° S. SOA] 85 vance). eth ME ee =e) Wises 


119 


Nr. Bredde. Længde. | Samler ell. Giver. 
| 

D ESSE AE NU OLES a ela Ne anus eue ee ee | Andréa 1862 

58 39° S. HOGS: A esas eel Gre tise clei se ehe Strandgaard 1857 

59 Boe See St MIP CHRIS: NON de diabetes Lie S08, | Andréa 1869 

60 BOCES Si P40 COGN Sean ea EN ON nie fee se 

OU PAM een era ee | Indiske Ocean Salmin 


Kinesiske Hav. 


62 EEN EEE a en ee la oe | Andrea 1869 


63 RON SU MO RER ST Jar cc Galathea-Exp. 
64 AP ER AT MO ER, | Kinesiske Hav — — 


139 N. 1569 Ø. | FRA JR SET te, RNA | Chierchia 


3h, ee ER gu EET gg SEVEN EL re 2 AL ae ae Caspersen 1868 
66 | RS; Post Sd GEUS NAS 0. SRT IRD EFTA TAND GS | A T869 
67 | akt, EMTEC IS UE: Chile | Wessel 


7. Hyalæa uncinata Rang. 


Hyalæa uncinata. Rang in sch. D'Orbigny, Voy. Amer. mer. Moll., p.93, Pl. 5, Fig. 11—15. 
Hyalæa uncinata. Souleyet, Bonite, Tome 2, p. 140, PI. 4, Fig. 8—12. — Monogr., p. 37. 
Hyalea uncinata og uncinatiformis. Pfeffer, i: Abhandl. Naturw. Ver. Hamburg, 7. Bd., p. 82—83. 


Tab. 1 Fig. 10, Tab.2 Fig. 20 (Skallen). 


Undersiden er stærkere hvælvet end hos H. tridentata, men noget svagere end hos 
globulosa; ligesom hos denne sidste gaar den forreste Del af Undersiden med en jævn 
Runding over i den bageste Del. Skallens Hejde er forholdsvis storre end hos tridentata, 
men dog mindre end Skallens største Bredde. De bageste Sidehjorner er temmelig stærkt 
udtrukne, og Afstanden mellem dem er storre end Afstanden fra den ene Side af Skallen 
til den anden længere fortil. Endetornen er kraftig "), temmelig lang, ved Basis bred, rettet 
skraat opad (sædvanlig ikke saa stærkt som hos globulosa) og bagud; Spidsen af den næsten 
altid bevaret, let krogformig ombøjet; Embryonalskallen ved en svag men kjendelig Ind- 


1) Forholdsvis kraftigst hos smaa Exemplarer, ofte langt svagere hos store. 


120 


snoring adskilt fra den ovrige Del af Skallen; ingen Tværskillevæg i Endetornen. Over- 
leben er bojet ned foran Aabningen paa en lignende Maade som hos globulosa, men den 
nedadbojede Del er kortere end hos denne. Sidespalterne er aldeles ikke dækkede af noget 
Overfald fra den øverste Rand; Knuden, vi fandt paa Sidespaltens Overrand hos H. tridentata, 
mangler her. Ribben Nr.2 er ved en tydelig Fure delt i 2a og 2b; Nr.3 mangler eller 
er netop kun antydet; derimod er Ribben langs Sidespalten meget tydelig, skilt ved en bred 
og dyb Fure fra Nr. 31) (eller Nr. 2, naar Nr. 3 mangler). Den kraftige Fure, som adskiller 
Nr. 1 fra Nr.2, er ved en Tværfure, der begrænser Nr. I fortil, forbunden med sin par- 
rede; det samme Forhold findes ogsaa hos H. tridentata, men ikke hos nogen anden 
Hyalæa-Art. De transversale Ribber paa den forreste Del af Skallens Underside er temmelig 
svage. De største Exemplarer, jeg har set, maalte 11"" i Længden, men en saa betydelig 
Størrelse findes dog mere undtagelsesvis, den sædvanlige Størrelse er 7™™, og jeg har 
maalt et individ paa knap 6™. — Skallen har et brunligt Skjær. 


Efter Habitus og sædvanlig Storrelse ligger det nærmest at sammenligne nærværende 
Art med globulosa. I Virkeligheden er det dog ikke denne Art, men tridentata, med hvilken 
den er nærmest beslægtet. Dette viser sig især smukt i Ribbernes og Furernes Forhold 
paa Skallens Overside, ogsaa i Sidetornenes Forhold. Nærmest staar uncinata (særlig de 
store Exemplarer med lille Endetorn og kjendelig Ribbe Nr. 3) ved Varieteten affinis (der som 
for omtalt er mindre end typiske tridentata’er og har en mere hvælvet Underside), men er 
dog altid let at adskille, navnlig ved den kraftigere Skulptur paa Oversiden (bl. a. ved en 
stærkere Udvikling af Ribben Nr. 4) og ved de altid stærkere Sidetorne, desuden ogsaa ved 
den nedadrettede Overlæbe, samt ved den mere skraat rettede og krummere Endetorn (som 
iøvrigt i Form og Retning undertiden kan nærme sig stærkt til tridentata's, ligesom paa 
den anden Side Overlæben hos denne i Retning kan nærme sig til uncinata's). 


Hyalæa uncinata er en kosmopolitisk, tropisk og subtropisk Art. Den er i Atlan- 
terhavet funden jævnt udbredt fra 38°— 39° NBr. til 21° SBr.; den synes at være lige 
hyppig i de allerhedeste Strøg af dette Hav og i de noget mere tempererede. Den er 
fremdeles funden paa forskjellige Punkter i det Indiske Ocean, i det Kinesiske Hav og i det 
Store Ocean. — Nogen udpræget geografisk Variation har jeg ikke bemærket; dog synes 
det, at Flertallet af Exemplarer fra det Indiske, Kinesiske og Stille Hav er noget større end 
de atlantiske, og at Furen mellem 2a og 2b sædvanlig er noget mere udpræget hos dem. 


‘) Sammenlign tridentata. 


Nr. Bredde. | Længde. Samler ell. Giver. 
22 | 380 40 N. | N a tas PETS | Andréa 1870 
26 | 38° N. SV ee cae eo eee — 1866 
ee RES ON ET OV RE AE. LR. are en un EGY 
27 | e. 36° N. | ©. 439 V. FRR dar AS SEN REE RE | Galathea-Exped. 
37 |. RTE TE sn nu Andréa 1862 
M SASSO MINED LT OSEEOEENE ISEN SS 20 ee ee ee Te NE 
30 | 310 10° N Ve RR PO Cor ale a ee 
(wa | SSRN HERO 400 Vols 0 ee — 1870 
SOLL FEN Gite ac DT ory PERS ERREUR — 1867 
DIN EN N IN — 1862 
Sn LEITEN TS TA Vesta ee TEE 
SEE ER EEE TEE VE ce fal ent has ge Char SE I ae 
oe BO GB JUN ET GO VE CE RE er a se == 1867 
36 De, GL NAHM TE A le ee ee N — "1862 
37 SENSE NEN TENSO AVE | vo fans herzen SEER ne tek à = 
38 SAG DY CIN Ile SI STO N re i: 
19 EAU a DENT TS OR PEN Slee SSE — 1867 
39 SR NE IR AN RE TRS SR ER ENS — 1866 
40 SER CNET re RER RS TT 
al ER SE EC OR PU ee EE i es 21872 
42 ER ENS AUS RUE PRE ER AE Gace Warming 1866 
30.2 HINGE DENS ERS TR A SR ee | Andrea 1870 
43 PTT | een == ici 
9 102 22°" NF BINGEN GAVE ES Ne Ses er muet learn el] Reinhardt 
10 TIERE lage |" PT VAR te Eee ae li = 
16 6° N. EN D Miororne or Dar che oe Dh | Hygom 
13 6° N. SN ER REA PSE NES | Friis 1861 
Må" | 5°24 N. | 26° 30° v. | 212 76 | y. Benzon 
11 4° N. IND ES TR NS oh | Andréa 1868 
45 SINGER NT SSD BV ET RE AE Sae, — Vises 
25 BOOMING ATOS 0 Veen — 1870 
A 2° 30° N. DONS RS (Eks 
20 TO SD CN II FO KVÆRN PE ER FAR un: |) == 870 
46 1° 30° N. PEN M ee TE bist ih a ges 
47 TND IN: | 20:00 Vin N... | — 1870 
24 OSES OMNES 1) 22000 Ving N. Ser ton ste 
1 OBS |, 7309 Of Vick PER Er VUE à 866 
8 1° S. RO NS CPS ee. eee — He 
is | 15. | 96° v. [EE oo ee Hygom 


Vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, naturvidensk. og math. Afd. IV. 1. 16 


Nr. | Bredde. | Længde. | Samler ell. Giver. 
2 1°. 20° 5,2 | Bee ES ERS 
Gi 2° S. 26° V. Me 7 eee 
49 Eds, INIST VEN FREE RE TL AE RUES | Andréa 1862 
50 6° 3/ S. Be BMS | Melo TELE SE wesc Ore. "Go TRES | Warming 1866 
51 qe BUS MAC RON MER ee oie ee ae | Andréa 1862 
52 9°. 1494S, DO Ca SG lee REPRE er ce rs, | Warming 1866 
53 10° 52%'S: CRs ESS OO aid ota ord dtc > 4 | — = 
54 (DEL VON RETRO A ESS ES RE EG a ET vt Andréa 1863 
55 13015" | 32227: 1/12 76 v. Benzon 
56 13° 40° S. TOES. len u ro Br, DE Dun | Andréa 1862 
57 | 14° S. SV ee SE pee nome eee 0/0 | — 1863 
58 16° 30° S. SAONE ET nc ne RE SR CORRE |. — 1862 
3 18° S. | 2° V. Histor Ofc ancl arto oo aan. cn | — 1864 
5 EISEN EEE RE CCC Eee rele — 1866 
59 HOSS OF SS | MED SED NET a SEEDEDE ct MESSE DS ARE — 1872 
15 | 20° 30° S. 2921072; a a u de — 1866 
60 LE PATE AES DO DV RER PE ER CC ECTS | — 1869 
| 212,0°58. 7117134240 V. | 7/, 83, Kl. 8 Aften Hendorff 


Indiske Ocean. 


61 GO BUN PE NENS SE 10 SR RE SED SEE A RON | Galathea-Exped. 
62 31° S. Use 00e Wl ee CRE MERE Andréa 1869 
632001520180 MOMS MOAB! Al as, cr et ROME ees hope ete == (870 
64 35° S. PLAT, ee Nora eee le etc ele CE GC Strandgaard 1857 
35° 10'S. | 22°20°0. | 1/, 84, Midnat | Hendorff 
65 38° 20° S. 30° ©. Forara Denon ro 000 dc hie Andrea 1864 
66 8901544 SAL AO SOG: A ern ee — 1869 
Wh GERE SEERE | as Gta 0 Syd for Ceylon ®ıo 45 | Galathea-Exped. 
GS Eee CEE RSS | Bengalske Bugt 7/11 45 joo — , Reinhardt 


Kinesiske Hav. 


CONCERTS loo cee ele »Sydlige Kina-So» %3 72 | H. Koch 
Vestlige Store Ocean. 
TON REN lee sense Tonghai !1/ 68 | Andréa 1869 


TOA |........1......:. Yeddo-Bugten Galathea-Exp., Reinhardt 


Østlige Store Ocean. 


1297N: 128° V. | Nat Chierchia 

0° N. CAES RS N si | = 

BES: VERS; Nat — 
ES PA I MSc ED | «Pacific» Wessel 


8. Hyalæa inflexa Les. 


Hyalea inflexa. Lesueur i: N. Bull. d. Se. par la Soc. Philomat. Tome 3, 5. Année (1812), p.285, PL5, Fig. 4. 
Hyalwa elongata. Lesueur in sch. Blainville i: Dict. d. Sc. nat., Tome 22, p. 82. 

Hyalea inflexa. D’Orbigny, Voy. Am. mer. Moll. p. 103, Pl. 6, Fig. 16—20. 

Hyalea labiata. D’Orbigny, I. c., p. 104, Pl. 6, Fig. 21—25. 

Hyalæa vaginellina. Cantraine, Malac. Medit. (i: N. Mem. Acad. Brux., Tome 13, 1841), p. 28, Pl. I, Fig. 6—6a. 
Hyalea inflexa. Souleyet, Bonite, Tome 2, p.156, Pl. 5, Fig. 21—26. — Monogr. p. 44. 

Hyalea labiata. Souleyet, Bonite, Tome 2, p. 159, Pl. 5, Fig. 27—32. — Monogr. p.43, Pl. 12, Fig. 15—19. 


Tab. 1 Fig. 11, Tab. 2 Fig. 21, Tab. 6 Fig. 98 (Skallen). 


Undersiden jævnt afrundet, mindre stærkt hvælvet end hos nogen af de i det fore- 
gaaende omtalte Hyalæer med Undtagelse af H. trispinosa; Skallens Højde langt mindre end 
dens Bredde. De bageste Sidebjorner temmelig stærkt udtrukne (omtrent som hos HH. uncinata), 
rettede udad og mere eller mindre bagud; Afstanden mellem deres Spidser er Skallens 
største Bredde. Endetornen er hos Varieteten data (se nedenfor) næppe stærkere end Ende- 
tornen hos mindre Exemplarer af H. uncinata, som den ogsaa ligner i Form og Retning; men 
hos Varieteten longa bliver den meget stærkere, i Forhold til Skallens hele Størrelse mægtigere 
end hos nogen anden Hyalæa-Art, som jeg har undersøgt; Spidsen er næsten altid bevaret, 
Embryonalskallen forholder sig som hos de andre Medlemmer af Gruppen Hyalæa-B; en Skille- 
væg mangler. Overlæben er rettet lige fremefter; den er tynd, undertiden tilspidset, den 
skarpe Rand ofte med fine Takker. Den forreste ombøjede Rand af Underlæben er temmelig 
stærkt udviklet, som en tynd, fortil rettet Bræmme. Det mediane Afsnit af Skalmundingen 
(mellem Laasene) er ikke saa snævert som hos de andre Hyalæer. Sidespalternes forreste Del 
er (smlgn. globulosa og gibbosa) dækket af et lille Overfald fra den øverste Rand. Furerne 
er allid utydelige, kun de, der begrænser Ribben Nr. I, er mere eller mindre kjendelige. De 
transversale Ribber, som findes fortil paa Undersiden hos de fleste Hyalæer, mangler her. 
Skallens Længde 71/2", — Foden som hos tridentata og de andre Medlemmer af Hyalæa-B; 
Gjællen tilstede, men noget reduceret (se foran p. 89). 

Hvad der her er sammenfattet under Navnet injlewa, falder i to temmelig udprægede 
Varieteter, for hvilke foreslaas Navnene: Var. longa og lata, og af hvilke den ene, longa, 
svarer til Souleyets Art /. inflexa, den anden, lata, til samme Forfatters 77. labiata. Hos 
typiske Exemplarer af den første Varietet er Endetornen overordentlig kraftig udviklet, 
længere end den øvrige Del af Skallen, «réellement le prolongement de la coquille», Ryg- 
siden er forsynet med en tydelig median Costa, og den midterste Del af Overlæben er but 
afrundet, springer ikke frem som en Spids; — hos udprægede Exemplarer af Var. lata er 
Endetornen forholdsvis svag, kortere end den øvrige Del af Skallen, Rygsiden mangler en 
Midtkjol og Overlæben er tilspidset; fremdeles er Var. /ata sædvanlig noget større end longa 
(den absolute Bredde større, Længden omtrent den samme). 


16" 


Forskjellen mellem udprægede Individer af de to Varieteter er, som man af 
det anførte og af en Betragtning f. Ex. af Fig. 98a og / vil se, ganske betydelig, og en 
Tvivl om de to Formers Ret til at betegnes som særskilte Arter vil næppe kunne opstaa, 
naar man kun har typiske Exemplarer for sig. Men Studiet af et saadant større Antal 
sxemplarer fra forskjellige Lokaliteter som det, der har staaet til Raadighed ved den fore- 
liggende Undersogelse, viser, at de to Former er forbundne ved en Række Overgange. 

Fig. 98 a-l vil vise dette for Endetornens Vedkommende. De fremstillede Figurer er 
udvalgte af en længere Suite (paa 22 Omrids-Tegninger), som jeg ved en svag Forstorrelse, 
med Hjælp af Tegneprisme, har aftegnet for at erholde et paalideligt Materiale til Bedom- 
melse af Variationen (thi den direkte Sammenligning af et storre Antal Individer er ved 
Dyr af saa ringe Storrelse som de foreliggende ikke i alle Henseender tilstrækkelig paalidelig). 
Man vil af Figurerne se, at det ikke er muligt efter Endetornens Forhold at trække nogen 
skarp Grænse mellem de to Varieteter; der er i Virkeligheden en jævn Overgang fra den extre- 
meste longa til den extremeste data, hvad Figur-Suiten tilstrækkelig viser. Ikke bedre gaar 
det med den fra Rygkjolen hentede Karakter: der gives Exemplarer af Varieteten longa 
(jeg har netop set det hos Exemplarer, der heller ikke i Henseende til Endetornen er fuld- 
kommen typiske), som kun havde den meget svagt antydet, medens man paa den anden 
Side træffer Exemplarer af Var. lata med tydelige Spor af den. Ligesaa lidt afgiver Over- 
lebens Forhold skarpe Karakterer"), 

I Henseende til Udbredelsen er de to Varieteter temmelig strængt sondrede. 
Var. lala er i Atlanterhavet ikke taget nordligere end 26'/2° SBr.; syd for denne Bredde- 
grad er den derimod fundet meget jævnlig, nemlig paa ikke mindre end 11 Punkter, indtil 
37° 30'SBr. I det Indiske Ocean er den ligeledes meget udbredt (Gl. 10—28). Den er 
fremdeles taget temmelig hyppig i det Kinesiske Hav; desuden foreligger den fra et Antal 
Punkter i det vestlige Stille Ocean. Et enkelt Exemplar af den er endelig hjembragt 
af Galathea-Expeditionen fra 27° SBr. 88° 5% VL,; ogsaa d’Orbigny angiver at have truffet 
den i det østlige Stillehav (92° V. f. Paris, 30° SBr.). — Den største Del af de fore- 
liggende Exemplarer af Var. longa er tagne i det nordlige Atlanterhav fra 41° 35‘ NBr. 
lil 8° SBr.?). I det sydlige Atlanterhav, indenfor den Zone, hvor Var. lata hører hjemme, 
er den taget to Gange, nemlig paa 26/2? og 30° SBr.; fremdeles i et enkelt Exemplar 
paa 42° SBr. 30'/2° OL., sydost for Afrikas. Sydspids. Endelig har d’Orbigny den fra 


') Det kan her bemærkes, at d'Orbigny's Figurer. af «labiata» er tegnede efter et Exemplar af Var. lata, 
som staar paa Grænsen af longa; derimod er Souleyets Figurer af labiata tegnede efter et typisk 
Exemplar af Var. data, Begge lorfl's Figurer af inflexa er tegnede efter meget udprægede Exemplarer 
af Var. longa. 

*) Det er ogsaa denne (og kun denne) Form, som forekommer i Middelhavet (se Cantraine I. c., Gegen- 
baurs Pterop. u. Het., p. 211). 


125 
det østlige Store Ocean (92° V. f. Paris, 30° SBr.). lovrigt mangler den overalt, hvor 
Var. lata findes: i det Indiske Ocean, i det Kinesiske og i den vestlige Del af det Stille 
Hav. — I Korthed kan det ovenstaaende resumeres som folger: i den nordligste storre 
Del af Atlanterhavet findes alene Var. longa; i det Indiske Ocean samt den vestl. Del af 
det Store Ocean (med det Kinesiske Hav) findes alene Var. data; i det sydlige Atlanterhav, 
S. f. nogle og tyve Grader sydlig Bredde, er lata hyppig, medens longa af og til træffes 
dér; i det østlige Stillehav findes begge Former. 

Ifølge den gængse Opfattelse (se d'Orbigny p. 104) er nærværende Årt, særlig Va- 
rieteten longa, en af de Hyalæer, som staar Cleodorerne nærmest, en Opfattelse, som navnlig 
støtter sig til den — som vi véd, iøvrigt meget variable — kraftige Udvikling af Ende- 
tornen. Denne Anskuelse synes dog mindre vel begrundet. Efter min Formening bør Hyalæa 
inflexa tværtimod opfattes som en ejendommelig Udløber fra Gruppen Hyalæa-B. 
Afset fra Skallens Nedtrykthed og den undertiden meget stærke Udvikling af Endetornen er 
der nemlig næppe noget, hvori den minder om Cleodorerne eller om de Hyalæer, som staar 
disse nærmest (Hyalæa-A: trispinosa og 4-dentata): Hyalæa inflexa har den samme Fodform 
som de andre Medlemmer af Gruppen B, den samme fuldkommen udviklede Skallaas, dens 
Embryonalskal er kun svagt afsat, den besidder en Gjælle og dens Overlæbes Rand er ikke 
som hos Hyalæa-A fortykket. Under disse Omstændigheder kan man næppe være i Tvivl 
om dens systematiske Plads, eller om at de Lighedspunkter, den frembyder med Cleodorerne, 
rettelig bør opfattes som svage Analogier. Af de mere typiske Hyalæa-Arter synes det at 
være uncinata, som den staar nærmest (man sammenligne navnlig Ende- og Sidetornenes 
karakteristiske Forhold). 


Var. /onga. 


Atlanterhavet. 


Nr. | Bredde. | Længde. | Samler ell. Giver. 
1 41° 35! N, ER AS a EN oe ake | Warming 
280 N. PULA Siege Gone SDN RRS ots OR SE SEE Hygom 
3 18° N. 26° V. | 4845 Galathea-Exp , Reinhardt 
3a 16° 22 N. | 440 29 V. | 5/4 81 Ryder 
3b MSN DOVE Se ee D ele celte Le Hygom 
4 A5 AIN 36° V. | Nat Galathea-Exped. 
5 IN: a | EST RE Te ee eue Hygom 
6 4° 40° 5. CURE CE OS En en M ces aie Bote txts. fw in Warming 1866 
7 TES: SEN EB Aner 0 on ONE Hygom 
Ta 8° S. 13252020 es thts 63.5.0: cal once, où 5 for onto) Gant OS Andréa 1864 


21° 0/S. | 34° 40° V. | 7/7 83, KI. 8 Aften | Hendorff 


23° 40° S. 


| 57° 40° 0. 


Bredde Længde. Samler ell. Giver. 
LI De, Sin Ah _ eee a En 
| 26223078: Bo 2OUT Oa mete emote Te ete eit ne Andréa 1862 
IM B322783 SHE IR TE LEE RSR — 1863 
tiges Sn tte 17/5 63 Atlanterhavet, Warming 
EN | | oy ay etre 12/4 63 paa en Rejse til — 
[ee ACTOR Rio Janeiro — 

Indiske Ocean. 
42° S ED ASIEN ora ENERET SST INSEE Ale ite I SES Strandgaard 
Store Ocean. 
| TEE EN ol ORNE bao DO | «Pacific» Wessel 
Var. lata. 
Atlanterhavet. 
| Bredde. | Længde. Samler ell. Giver. 
| ms 
Jon Se Das gg Wien EL ole FI me Selle” Andréa 1869 
BOOTS AS Hel) EDMONTON ER ETAT eee eee == = 
3083084) 222-804 VIS ete He Fae LE — = 
ESTER CASE EN A ats coh” cient A ee ee ae 
31° 30° S. GSR OURS ER EN NET Te — — 
882308: 110° VE |. sd nm Pret ee — — 
34° S, HO EN IE nano, cet no deb. c — 1864 
340750718011 40%900V | een > - = 
37° 0° S. EG tor > brad er GT TG | = jt 
SO MS: BOLD VEY |S hae oy eeu A TE A = — 
Pots oI! Sie MIO MAO VE ER RCE SE SENERE kao om | — 1864 
Indiske Ocean. 
oye ee SER: | TT Re LR v à Mathiesen 1848 
105 104° ®. | EEE EN Re Andrea 1869 
SS ISO SCO NO Ill x, See ee = == 
(HS 103° 50° @. | Re SO ES = = 
16° 0° S. | 110° 20° 9. | Ras EC SR ER Sun — 1870 
22° 7304S. BSK SEN ESS SES SEERE oon dojo oies ao « — {869 
22° 40'S 86° 0. 5/1 69 — = 


1864 


Nr. | Bredde. | Længde. | Samler ell. Giver. 
1 | eos. | e.80° 8. | De Am ie | Andréa 1870 
MNT UC NPA MIRE SR RARE ee 
200, Moon hl iso |i Mm ee ok EN Re Au — 1864 
ebib À ee Cn Se | een. Se NE Scere un 

21 ROE SN SEERE a ca — 1870 
22 SOTA SE ENT TON AN ENCRES wee aie — — 

23 DOSER! Gta LEP EME a CR ey one ous oes — 1869 
24 30° S. SR hab tae te re ale = 1500 
25 31° S. NOME a | te Re Oe = = 
Deal! ass hoster Es Dos A0 Me RTE Robin Ae = het 
26a 33° S. RONDE he ee; — 1864 
26 Ba ee À Et ad à eile Ge. | siarg 
27 34° 30° S. | 27° 50° 6. | 4/5 80 | Hartmann 1880 
27 a 34° 40° S. FRONT NI ERREUR EIER: | Andrea 1870 
28 Sb S| ATO OO! Be. wk RE ape Mate koe MISES 


2a | 19014 N. | 116968. | ...... Mrs +... | Galathea-Exped. 
29 170 28 N. | 116° 30° 8 |....... DL ie, dites | Andréa 1869 
29a | 15014 N. | 118° 41 ©. |... ..... ROBERT Galathea-Exped. 
29a! | 14° 171° N. | 120° 13° Ø. | 8—11 Efterm. ””/g 46 = = 
Sees Ei ee + Er 
Pom AE a CA PR NE A RES VUE 
30 MEN NE CHIU Re A SES OP Andréa 1869 


Vestlige Store Ocean. 


31 | 34° 14° N. | 129° 34 ©. | Korea-Strædet | Andréa 1869 
| 160 N. | 1659. | Nat | Chierchia 
| 130 N. | 156° @ | Nat = 
| 120N | 154° Ø. | Nat = 
32 | 12 NE 3720, | Øst f. Philippinerne Corneliussen 1874 
11° N 1890M O8 a BER el ui der: ; | Chierchia 
10° N. | 137° Ø. | Nat eg 
33 rae Oe Rare: - | Nordl. Stille Hav, S. f. Japan '3/s 46 | Galathea-Exped. 


Ostlige Store Ocean. 


BR wn? IE SB LEE Sa EE TNA PENSE | Galathea-Exped. + 


9. Hyalæa longifilis (Troschel) 


Pleuropus longifilis. Troschel, i: Archiv f. Naturg. 20. Jahrg., 1. Bd., 1854, p. 202, Tab. 8, Fig. 1—3. 
Hyalæa complanata. Gegenbaur, Pterop. u. Heterop., p. 40 og 211 


Tab. 4 Fig. 64—65 (Skallen), Tab. 5 Fig. 78 (Foden). 


Ved Prof. ØR. Hertwigs Velvillie har jeg været i Stand til at undersøge Troschels 
Original - Exemplarer af denne mærkelige fladtrykte Hyalæa-Art, som mangler i det her- 
værende Museum. Desværre var Exemplarerne, navnlig hvad Skallerne angik, ikke saa godt 
konserverede, som ønskeligt var. 

Der knyttede sig til denne fra den sædvanlige Hyalæ-Type i Habitus saa afvigende 
Form, en særlig Interesse. Før Undersøgelsen var der for mig Tale om tre Muligheder: 
1) at det var en Unge af en anden Pteropod; 2) at det, som af Troschel udtalt, var en Mel- 
lemform mellem Cleodora og Hyalæa; 3) at det var en ægte Hyalæa-B, der kun i visse 
Punkter simulerede Cleodora. Den første af disse Muligheder, der allerede efter en nær- 
mere Betragtning af de i Litteraturen foreliggende Oplysninger maatte stille sig særdeles 
tvivlsom, viste sig, efter en Betragtning af selve Dyret, som umulig: der er ingen anden 
bekjendt Pteropod, hvis yngre (bagre) Skalparti har en med H. longifilis’ Skal stemmende 
eller endog hlot lignende Form. Der var derefter kun de to andre Muligheder tilbage. 

Jeg havde haabet, at Undersøgelsen af Troschels Exemplarer vilde give sikker Op- 
lysning om, hvorvidt nærværende Art mangler den for Hyalæa karakteristiske Laas eller ej; 
de foreliggende Figurer af Arten viser ikke nogen Antydning af en saadan. Desværre var 
Skallen ikke paa noget af Exemplarerne saa vel bevaret, at det var muligt bestemt at af- 
gjøre Spørgsmaalet, som man derefter, støttet til de i Litteraturen foreliggende Data, maa 
besvare derhen, at en Laas rimeligvis ligesom hos Cleodorerne mangler. Fremdeles er 
Mundingen af Skallen ikke indsnævret, hvilket ligeledes stemmer med, hvad vi finder hos 
Cleodorerne. Men disse dog væsentlig negative Karakterer er ogsaa de eneste Punkter, i 
hvilke den ligner denne Gruppe. Med Medlemmerne af Gruppen Hyalæa-B stemmer 
Arten deri, at Embryonalskallen kun er meget svagt afsat fra den øvrige Skal (smlgn. 
Hyalæa trispinosa og Cleodorerne) og har ganske samme Form som hos hine. Den 
stemmer med dem i Fodens Karakterer: det bageste Fodafsnit er meget bredt og kort etc., 
ganske som hos H. tridentata; den har en veludviklet Gjælle og to lange Kappevedhæng 
paa hver Side — alt ligesom Hyalæa-B og i Modsætning til Cleodora og Hyalæa-A. Under 
disse Omstændigheder kan det vistnok ikke betvivles, at H. longifilis er en ægte Hyalæa-B, 
der kun i et enkelt Forhold viser en Analogi med Cleodorerne. 

Foruden det alt anførte skal endnu kun følgende bemærkes. Skallen er særdeles 
fladtrykt, uden nogen fremtrædende Skulptur, uden Sidetorne; Afstanden mellem Sidehjør- 
nerne er efter Troschels Figg. — Skallens største Bredde; Overlæben er lige og rager langt 
ud over Underlæben. Endetornen er lang, lige, først i Spidsen krogformig ombojet, ligner 


temmelig meget det tilsvarende Parti hos H. tridentata; den er forsynet med fine, nøjagtig 
parallele Tværstriber, som staar skarpest og tættest paa Embryonalskallen. Længden er 
efter Troschel 7%. Arten er hidtil kun kjendt fra Middelhavet. 


10. Hyalæa rotundata n. sp. 


Tab. 4 Fig. 59—61 (Skallen). 


Nærværende Art horer ligesom foregaaende til de fladtrykte Hyalæa-Arter, hvorved 
dog maa bemærkes, at den i Virkeligheden ikke er saa flad, som den ved første Ojekast 
synes at vere (smlgn. Profilfiguren). Men den er dog altid at betegne som meget nedtrykt 
i Sammenligning med de typiske Former af Slægten. 

Mundingen er paa det voxne Dyr, som hos andre Hyalæa-Arter, stærkt indsnevret, 
men en Laas mangler ganske, ligesom hos H. longifilis. Fra denne Art adskiller rotundata 
sig iøvrigt ved en hel Række Karakterer"). Overlæben er saaledes kun lidet længere end 
Underlæben, medens den hos longifilis rager langt frem foran denne. Fremdeles er Over- 
siden forsynet med tre Længdekjøle, af hvilke den mediane er særdeles tydelig, medens 
longifilis ganske mangler saadanne. Medens Endetornen hos longifilis ligger i Skallens 
Forlængelse, i sin største Længde er ret og først i Spidsen er krummet opad, er den 
hos nærværende Art strax fra sin Basis krummet stærkt opad (Spidsen er afbrækket paa 
de foreliggende Exemplarer). Fremdeles er Endetornen hos longifilis bredere ved Basis og 
gaar mere jævnt over i den øvrige Del af Skallen end hos rotundata, hvis Endetorn 
endelig ogsaa udmærker sig ved foruden de to sædvanlige Sidekjøle at besidde fire andre 
Længdekjøle, to ovenfor og to nedenfor hine. Der kan derefter ikke være nogen Tvivl om, 
at longifilis og rotundata er to meget distinkte Arter. 

lovrigt kan følgende bemærkes om nærværende Art. Foden forholder sig som 
typisk hos Hyalea-B (bageste Fodparti bredt etc.) Afstanden fra Skallens Forrand til en 
Linie mellem de to Sidehjørner er omtrent lig den største Bredde. Afstanden mellem 
Sidehjørnerne er mindre end Skallens Bredde længere fortil (hos longifilis synes Afstanden 
mellem Sidehjornerne at være Skallens bredeste Sted). Tilvæxtstriberne paa Undersiden af 
Skallen har en let Konkavitet midtpaa (som hos andre Hyalæer af Gruppen B). 

Af denne Art har jeg undersøgt tre Kieler-Museet tilhørende Exemplarer, af hvilke 
det største var 3"" langt. De to mindre var aabenbart ikke udvoxne; hos dem var Skal- 
mundingen betydelig videre end hos det store Exemplar. Lokaliteten ubekjendt. 


bagesendt de mig af Prof. Hertwig laante Exemplarer af Troschels Art (paa et enkelt skalløst Exem- 
plar nær, som velvillig var mig overladt), saaledes at en direkte Sammenligning mellem de to 
Arter ikke har kunnet anstilles). 


1) Det maa iøvrigt bemærkes, at jeg, da ovenstaaende Bemærkninger om rotundata nedskreves, havde til- 


Vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, naturvidensk. og math. Afd. IV. 1. 17 


130 


Efter Skallens almindelige Form laa det nær at antage, at H. rolundata var noje 
beslægtet med H. longifilis. Men det turde dog være tvivlsomt, om en saadan Opfattelse 
er rigtig. Efter Endetornens Form og Retning og efter den Maade, hvorpaa samme slutter 
sig til den ovrige Del af Skallen (den bliver jevnt bredere fortil, og dens Siderand gaar i 
en stor Bue over i en forreste Del af Sideranden), synes det antageligt, at Hyalea longi- 
jilis nærmeste Slægtning mellem de normale Hyalæer er //. tridentata. Men Hyalæa rotun- 
data’s Karakterer peger i en anden Retning. Som for nævnt, besidder denne Art paa Ende- 
tornen, foruden de to sædvanlige Sidekanter, endnu fire andre ret tydelige smaa Kjøle, én 
ovenfor og én nedenfor Sidekanten paa hver Side. Ganske de samme Kjole findes ogsaa 
hos Hyalæa globulosa i en ganske lignende Udvikling, men fattes hos de øvrige H.-Arter 
(i det højeste er det øverste Par antydede). Den ligner endvidere H. globulosa i den abrupte 
Maade hvorpaa Endetornen er bøjet opad, i Oversidens ejendommelige Puklethed bagtil, 
samt deri, at Afstanden mellem Sidetornene er ringere end Skallens Bredde længere fortil 
(denne sidste Karaktér deler globulosa dog med gibbosa og tridentata). Jeg nødes af denne 
som det synes ret slaaende Overensstemmelse i såa karakteristiske Punkter til den For- 
mening, at rotundata’s nærmeste Slægtning blandt de typiske Hyalæa-Arter er //. globulosa; 
dens Lighed med longifilis bliver da at opfatte som en blot Analogi. 


11. Hyalæa lævigata d’Orb. 


Hyalæa levigata. D'Orbigny, Voy. Amér. mér. Moll., p. 110, Pl. 7, Fig. 15—19. 
Hyalæa levigata. Souleyet, Bonite, Tome 2, p. 154, Pl. 5, Fig. 14—20. — Monogr., p. 42, PI. 12, Fig. 10—14. 


Tab. 4 Fig. 62—63 bis (Skallen)!). 


Nærværende Art ligner meget foregaaende, men afviger dog fra samme i forskjellige 
5 5 > ’ 5 te) û D 
Punkter og danner ganske sikkert en meget vel adskilt Art. 


Skallen er betydelig mere fladtrykt, hvilket navnlig skyldes den næsten ganske 
flade Overside, paa hvilken der af Længdekjøle kun bemærkes en midterste som en meget 
svagt fremstaaende Kant. Afstanden mellem Sidehjørnerne er næsten saa stor som Skallens 
største Bredde, medens samme Afstand hos rotundata er meget mindre. Underlæben er 
fortil i Midtlinien noget udrandet. Endetornen er bredere ved Basis og mere jævnt opad- 
bøjet end hos foregaaende; den er forsynet med de samme fire Kanter, men disse er dog 
mindre fremtrædende. Embryonalskallen er med Undtagelse af sine bageste Spidse 
tilstede hos begge foreliggende Exemplarer. 


1) De af mig beskrevne og afbildede Skaller falder sikkert sammen med Souleyets levigata, derimod 
er jeg ikke fuldkommen sikker paa dens Identitet med d'Orbigny's Art, men finder det dog sand- 
synligt, at det er samme Art. 


Af denne Art forelaa 2 Exemplarer fra 5° NBr 115° VL. (Chierchia), af hvilke det 
største var 2% langt. D’Orbigny tog Arten paa 20° SBr. 89° VL. (Paris), Souleyet i det 
Stille, Indiske og Kinesiske Hav. 

Jeg er noget i Tviv om nærværende Arts systematiske Stilling. De fire Kanter 
paa Endetornen peger i Retning af globulosa; medens derimod Endetornens Form og Krum- 
ning samt den ret betydelige Bredde mellem Sidetornene synes at tale for, at dens nær- 
meste normaltformede Slegtning er //. uncinata (smlgn. ogsaa inflexa). 


De.tre foregaaende Arter er ikke de eneste fladtrykte Hyalæer uden Laas, hvorom 
der foreligger Vidnesbyrd. Saaledes har d’Orbigny (Voy. Amer. Mer. Moll., p. 110, Tab. 7, 
Fig. 11— 14) beskrevet en /. depressa, som er vel adskilt fra de foregaaende (den ud- 
mærker sig navnlig ved sin meget store Endetorn, der er meget længere end den øvrige 
Del af Skallen og særdeles kraftig); og Huxley har (i Philos. Trans. 1853, Pl. 4, Fig. 4—5) 
afbildet en anden vistnok ogsaa herhenhorende Form med to traadformige Vedhæng paa hver 
Side under det urigtige Navn « Cleodora curvata Eyd. Soul.», med hvilken Art den ganske 
sikkert ikke falder sammen. 


3. Cuvierina Nobis. 


Cuvieria. Rang, i: Ann. d. Sc. nat., 1. Sér., Tome 12, p. 322. 
Triptera autorum (nee Quoy et Gaymard, i: Ann. d. Se. nat., 1. Sér., Tome 6, p.76, Pl. 2, Fig. 5). 


Desværre har jeg været nodt til at give denne velbekjendte Form et nyt Navn, som 
jeg har søgt at danne saa nær som muligt ved det, under hvilket Dyret er almindelig kjendt. 
Navnet Cuvieria kan nemlig ikke bruges, thi da Rang først anvendte det for nærværende 
Slægt, var det alt givet til forskjellige andre Dyreformer; og ligesaa lidt kan 7riptera be- 
nyttes, da den Skabning, som af Quoy og Gaymard benævntes saaledes, saavidt jeg kan 
skjønne, er en gymnosom Pteropod, en Clione maaske, og ikke som d'Orbigny, Souleyet 
og andre efter dem formoder, en «Cuviérie incomplétement observée». Det er mig ikke 
ret forstaaeligt, hvorledes de to citerede fremragende Forskere er komne til dette Resultat; 
Quoy og Gaymards, rigtignok maadelige, Text og Figur tyder bestemt hen paa en løst 
iagttagen nøgen Pteropod. 

SI. Cuvierina er nær beslægtet med Cleodorerne, særlig med Creseis- Arterne, og 
blandt disse atter nærmest med Cl. (striata og) subula: Skallen er et langstrakt Rør, 
hvis bageste Del er afsmalnet og tilspidset; det bageste Fodparti er smalt og den forreste 
Vingelap veludviklet (Tab. 5, Fig. 79). Men den afviger i flere Punkter væsentlig fra alle 
Cleodorerne, og det maa siges at være vel begrundet, naar man har oprettet en særlig 
Slægt for den. 


"ris 


Mundingen af Skallen er ikke som hos Cleodorerne Skallens videste Sted; dette 
ligger længere tilbage, noget foran Midten af den komplette Skals Lengde. Skallen buger 
sig her mere eller mindre stærkt ud for atter jævnt at indsnevres; lidt bagved Mundingen 
er denne Indsnevring paa sit hojeste; selve Mundingen er atter lidt videre, saaledes at 
Skallen, naar bortses fra dens bageste i Reglen manglende Parti, i Formen minder om en 
Vase. Mundingen er ikke kredsrund, men nyreformig, idet den forreste Del af Skallen paa 
Undersiden er fladtrykt eller let udhulet; dens Rand er ikke skarp, men afrundet og let 
fortykket. Alt dette er fremmed for Cleodorerne, fra hvilke vor Slægt ogsaa adskiller sig 
ved visse ikke uvigtige Differenser i Radula og ved det ejendommelige Vedhæng bagved 
Foden (se nedenfor). 

Den bageste Halvdel af Skallen danner en langstrakt Kegle, som ved en skaal- 
formig (fortil konkav) Tværskillevæg er sondret fra den forreste Del. Denne bagre Del af 
Skallen mangler næsten altid (med Undtagelse af dens allerforreste Del nærmest Skillevæggen) 
og var kun bevaret paa et Par af Exemplarerne i hele vort store Materiale; den er over- 
ordentlig skrøbelig. — Embryonalskallen, hvis yderste Spids desværre manglede paa de 
foreliggende Exemplarer, er langstrakt og ved en tydelig Indsnoring adskilt fra den øvrige 
Del af Skallen; den ligner ikke ganske nogen anden Hyalæides Embryonalskal. — Den glas- 
klare, farveløse Skal er fint stribet baade paa tværs og langs. 

Radula (Tab. 3, Fig. 28), der hidtil, saa vidt vides, var ubekjendt, har vist sig al vere 
meget kjendelig afvigende fra de andre Thecosomers. Hvert Led i Radula bestaar som hos 
de andre af 3 Tænder, men Leddenes Antal er langt større, nogle og tredive, medens det 
sædvanlige Antal er omkring 10. Fremdeles er Midttænderne langt kraftigere end hos de 
andre, forsynede med et solidt, hvirvellegeme-lignende Basalstykke og en lang dolkformig 
Midttorn, medens de takkede eller frynsede Siderande er stærkt reducerede uden dog at 
mangle. Siderandene afviger derimod kun lidet fra andre Thecosomers. — Kjæberne er 
ogsaa temmelig kraftige, bestaar hver af et anseligt Antal stærkt takkede, Tværvolde. 

Bagved det uparrede Fodparti udspringer hos Cuvierina ct ejendommeligt, temmelig 
kunstigt Vedhæng (se Beskrivelsen i Souleyets Bonite), hvis Betydning er gaadefuld. Det 
er mærkeligt nok ikke tilstede hos alle Exemplarer, noget som heller ikke er undgaaet Sou- 


leyets Opmærksomhed. 


Slægten omfatter kun 1 recent Art. 


Cuvierina columnella (Rg.). 


?Cleodora obtusa. Quoy et Gaymard, i: Voy. de l'Uranie, Zool., p. 415, Pl. 66, Fig. 5. 

Cuvieria colunmella Rang, i: Ann. d. Se. natur., 1. Sér, Tome 12 (1827), p. 323, PI. 45, Fig. 1—8. 
Cuvieria oryza. Benson, i: Journ. Asiat. Soc. Bengal, Vol, 4 (1835), p. 698. 

Cuvieria columnella. D'Orbigny, Voy. Am. mér. Moll., p. 125, Pl. 8, Fig, 35—39. 


Cuvieria urceolaris Mørch, Catalogus conchyl. que reliquit Kjerulf. Hafniæ 1850, p. 32. 
Cuvieria columnella. Souleyet, Bonite, Tome 2, p.205, Pl. 12. — Monogr., p. 59, PI. 14, Fig. 1—6. 
Triptera colunnella og cancellata Pfeffer, i: Monatsb. Berlin. Akad. 1879, p. 243. 


Tab. 3, Fig. 39 (en hel Skal), Tab. 6, Fig. 95 (Skal-Suite), Tab. 4, Fig. 56 (Embryonalskal). 


Angaaende Artens Karakterer henvises til ovenstaaende Beskrivelse af Slægten Cu- 
vierina. Skallens Længde er paa vort eneste tilbageværende hele Exemplar 14". £ 

C. columnella er en kosmopolitisk Art, der efter det foreliggende Materiale findes 
hele Atlanterhavet igjennem fra 43° NBr. til 34° SBr. (derimod er den ikke funden i Middel- 
havet); den er almindelig i det Indiske Ocean, i det Kinesiske Hav, er truffen paa forskjellige 
Steder i det vestlige Store Ocean (smlgn. Pfeffers Angivelser), ligesom den ogsaa efter 
d’Orbigny findes i det østlige Store Ocean. 

Pfeffer har paa Exemplarer fra det vestlige Stillehav opstillet en ny Art, cancellata, 
som ved en Række Karakterer skulde adskille sig fra columnella; den er iøvrigt identisk 
med en af Mørch, rigtignok paa et lidet tilgængeligt Sted, alt for mange Aar siden opstillet _ 
Art, Cuvieria urceolaris (|. c.). I det foreliggende Materiale findes af denne Form foruden 
Morchs Original-Exemplarer (70 a) fra Philippinerne, et Antal Exemplarer fra forskjellige 
Punkter i det Kinesiske Hav. Vort Materiale viser imidlertid, at denne Form ikke kan 
gjøre Krav paa at betragtes som en selvstændig Art, idet de af Pfeffer anførte Karakterer 
dels ikke holder Stik, dels ikke skiller Arten skarpt fra columnella. P. anfører for det 
første, at Skallen hos columnella skulde være «ziemlich resistent, weisslich», hos cancellata 
«äusserst zart, hyalin»; hvad Resistens angaar har jeg imidlertid ikke været i Stand til at 
opdage nogen Forskjel, og den fra Gjennemsigtigheden hentede Karakter er, som foran i 
Almindelighed fremhævet, ganske ubrugelig (i Parenthes kan bemærkes, at jeg af begge Former 
har set baade hyaline og mere eller mindre hvidlige Skaller). Fremdeles skulde cancellata 
være forsynet med Længdestribning, columnella ikke; men dette er urigtigt: begge Former 
besidder uden Forskjel en tydelig Længdestribning (som iøvrigt kun er let at iagttage hos 
Exemplarer, som har holdt sig hyaline, hvorfra vel P.’s Fejltagelse stammer, idet hans Ex- 
emplarer af columnella alle har været hvidlige). Tilbage bliver da kun Forskjellen i Skal- 
lens Form: hos cancellata er denne mere buget og Septum er mindre end hos columnella; 
men hvor karakteristisk end denne Forskjel er, naar man tager typiske columnella'er og 
typiske cancellata'er og sammenligner dem med hinanden, saa er den dog ikke skarp, og 
det er, som Figur-Suiten Fig. 95 viser, muligt at opstille en Række Exemplarer, som danner 
en Overgang mellem begge. C.cancellata (alias urceolaris) kan derefter kun betragtes som 
en smukt udpræget geografisk Varietet, der foruden i det Kinesiske Hav ogsaa 
lever i det vestlige Stille Hav. De to Former, vi maa adskille indenfor columnella, kan 
karakteriseres som følger: 


134 _ 


Var. typica: Skallen sædvanlig større, Septum stort, Skallen ikke meget stærkt buget, dens 


Var. urceolaris: Skallen mindre, Septum lille, Skallen stærkt buget, dens forreste Del kort 


forreste Del langstrakt, Halsen kjendelig snevrere end Mundingen. — Atlanterhavet 
det Indiske") og sandsynligvis det østlige Stille Hav?). 


7 


7 
Halsen lidet snevrere end Mundingen. — Kinesiske Hav, vestlige Stille Ocean?). 


Denne Art bærer undertiden Hydroider paa sin Skal. 


Nr. | Bredde. | Længde. | Samler ell. Giver. 

1 | 43° 23! N. 432 33 ANR RE ONE CRU | Andréa 1862 

2 Ie ASO: IN: BES VUE RE MAD D Co 0 Do CAT | — 1866 

37 11,992 SOE ON: 11.280 MOAN, Al Ano Sara Ah a le Bane PRE 

4 | 39° N. ER A RE A en A Galathea-Exp., Kjellerup 

Sal TT The NS EM A PL neh Denen dre Klee sød ben à Andréa 1870 

6 37° 50° N. 51°-V. tale ee eus eee t. ERE E TR DÅ — 1867 

7 37° 30° N. INN | res | = = 

BR | ra IV TEE .. | Galathea-Exp., Kjellerup 

Sip ES OR PIRE UE BESS RON RER RP gs Andréa 1863 

10 36° N. BS OAV ee Nes Galathea-Exp., Kjellerup 

11 35° 55° N. 65° 45! V. (RE a oe TRANS A ren Andrea 1862 

VS (8355 PT le RR Re ee ne A |, = ans 

(Bes PS OS D iN. || TO GONG ee i) ee 862 

14 SAP TONE RAIN DAV CERN SR ON — 1863 

15 34° N. BAS UV | brea OT EN RER ER Hygom 

16 SSONGRING | | 25 0430. NEC Te ee te ae Andrea 1862 

17—20 | SN | ARS Na) Alls cn Enr spe ers ss. Galathea-Exp., Kjellerup 

21 NB DANE 39° 28! V. | SB s neice pi PO as een vals’ gan CE .. | Warming 1866 

22 31° 10° N. | a VE Enr Teme a lee le ae DM | Andréa 1862 

23 31° N. 622° Vv: | Coote Gaon ero tac ee SEN Hovgaard 1883 

24 30° 30° N. Lt So a en een oe | Andrea 1872 

25 DSP BONEN SAS DE ALTO Me IE | u im 

') Exemplarerne i Glas Nr. 66 og 80, ét af Exemplarerne i 81 samt nogle Bremer-Museet tilhørende fra 
17° 20°S. 102° 40°0. og fra 17° 50*S. 101° 15‘ 0. nærmer sig dog stærkt til Var. urceolaris. Det er 
sandsynligvis saadanne Exemplarer, som ligge til Grund for Bensons C. oryza, som er opstillet paa 
Exemplarer fra c. 90° OL. 

*) Grunden til, at jeg formoder, at denne Form lever i det østlige Stille Ocean, er den, at d'Orbigny 


uden videre Bemærkning anfører «C. columnella» som levende i dette Hav. Havde han truffet Var. 
urceolaris, var den, at slutte efter Analogien med andre Tilfælde, uden al Tvivl bleven opført som 
særlig Art. — Exemplarerne i 61.91, «Pacific. uden nærmere Angivelse, ligner Ex. fra Atlanterhavet. 
Det bemærkes, at et Exemplar, samlet af Ltnt. Chierchia, fra 13° NBr. 156° ØL., tilhører Varieteten 
typica; en af Pfeflers Lokaliteter for urceolaris er 150° ØL., saaledes at de to Varieteter synes at 
støde sammen i det Stille Ocean. 


Nr. Bredde. Længde. | | Samler ell. Giver. 
26 ee CO A | ee tea one sn RE | Andréa 1862 
27 28° N. SER A| a A ol RE RER | Hygom 

28 STE AN URN NE EE EAN | Reinhardt 

29 26° N. ENG We dino 000 © ON cn AIO Go | Hygom 1857 
30 25° N. SOE alle. Bek Ine: oh hs Alle: a en AR te 
31 BASTION | BROS ner, See Sree Andrea 1870 
32 BSR REN SE RS Tee FOUN Et En ee Nes — 1862 
33 21° N. BG Or SOM | ar ante See =e 872 
34 20° N. AR I RE ee a Hygom 

35 19° N. ee A scl eee Andrea 1864 
36 LUN: OAI VERNIS MU TIRE tie ENS fete a Giles oise LS Hedemann 1867 
37 LTENN: DEN een a Detekteien. Hygom 

38 155600: BO cael VS Re eine ot cie | Warming 1866 
39 TUE | SNOR EEE Re | Reinhardt 

KEE HESS a TES AS PR PRET en EDR | Andréa 1864 
41 PERL DEN A TION EP en ee (MNT 570 
42 DONS CV RE ne este ET ps | Reinhardt 

43 GI ill LORS RARE VER NE Friis 1861 

44 BEIN. VERS DONNE 0 DR MANS ETES Hygom 

45 DE FLN LE Enr Re ee SS Warming 1866 
46 DOS EN 2200 Ve RP A NE Tiré 1872 
47 0° 30° N. EN || re etn så MES NER = 1866 
48 EOP eS RS DO VE ewes oe Conny Rite oer are Wee PERLES 
49 TETE: ÉD ME lions Sao © fore Goa Calon ohn v. Benzon 1876 
50 8° S. RISA TN ae LTR Shee à SON RNA Bruun 1863 
51 8° S. RTS RE cea te KR Andréa 1864 
52 GH OS TUN 19329531 10V | a eee toe ac eae .. | Warming 1866 
53 MOSS as ET A RE CC PE — 
54 EVER SER RR a ee ee u | Andrea 1863 
55 ope ciel EYE EN ee Neal Ré 
56 1225728: Oe Alen Vis |i tents een SD On seks SEE | Warming 1866 
57 ASS ESS OV or RUN LT RR ed | Bruun 1863 
58 RR SR ON os Pat PR ER | Warming 1866 
59 1902008000 AV WA Wes .6 66 AS re à . | Andréa 1872 
60 TIERE WERTE BRIE gc ane ES 1866 
61 DESIGN SR DLN 20 VAN re BE N Deere 564 
62 308, 0445:22 19.209: DAV ESPACE RE EN ne te (260 
63 3003085, 1990730 AV EE AE RE PE ls — | 1872 
64 LOTSOS Se 8199: 304N 2 lee ena IN nS. — 11869 
65 c. 34° S. | CG Vil IPS et eae ras o RS — 1864 


136 


Indiske Ocean. 


Nr. | Bredde. | Længde. Samler ell. Giver. 
80 135789 LOS SECO ES Er CD IR PE Andréa 1869 

82 15923075; | MIT ROB cat ee — 1870 

et TU © (Sd WD Ei re sr Er Dekra 

68 l'ORDIOLS: STADE Ar ee non RE | —. 1864 

69 22° S. Oh" EE So bol poe du prete = = 

75 22° 30° S. 872 Om Ml) hte ERNST | — 1869 

74 220 44 S. 862 0.1 ee A ee Mey, 

73 DOES: | CT AN EP en Michi | == 1870 

72 | 24° 30° S Picts tial ee ee SO G morc Me te | == — 

79 25215: TOR ee ee a ee ee ee = = 

70 | 26° 30° S Eos or eG) Obolsrayo hao èc Ot | — 1864 

78 27° 30° S 98°—99° 0. MENT EEE EEE | — 1570 

71 27° 40° S | 58° 0. POUCA RES ER KEE ESKE RER SE — 1864 

77 2806 NS MINUTES 00 (BEL NS ES TE ae CPR AS TON ar — 1570 

76 29° 40° 8 960 Bin Mol Rte er ae mio lhe | — = 

67 32° 40° S ee SE ee ee — 1861 

66 55° 3068s 200 NME Re ie lea (ah Warts Rants) ane ala — 1562 

Sa ee len Gla er tie Mozambique Kanalen Hansen & Thalbitzer 1863 
(VAN Se I an re Ind. Ocean. Salmin 1863 


Kinesiske Hav. 


85 TOC TA IN GROG? ils dis EC en cos RE ERR EE | Galathea-Exped. 
86 180 SE MT D LA N no oo cre ete SEE SES h = = 
at: | Mes SSN igh 26410, LRO Re eerie ene ee Li ia — , Reinhardt 
88 9°40" WN.” | 1098 20" Osi. der Bee et NES | Andréa 1869 
SIE Erotic lent ØRENE Sydlige Kina-Sø | H. Koch 1872 
| 
(CN hea tk owe eal kal Gro Suse Kina-Soen | Galathea-Exped. 
Store Ocean. 
000 PE, Peete: Philippinerne 
[3° oN: (SCO | Kats cect mn u. ee Chierchia 


GUT EE RMC See “Pacific « Wessel 1861 


137 


C. Cymbuliidee. 


Nærværende Familie er den af Thecosom-Grupperne, som bærer det stærkeste Præg 
af en Tilpasning til det pelagiske Liv; flere af de Karakterer, som udmærker andre udpræget 
pelagiske Typer, gjenfinder vi her: en større Del af Dyret er halvt geléagtig («Skallen»), 
Indvoldene er sammentrængte til en «Nucleus», Musklerne er reducerede, Pigmenteringen er 
indskrenket til Nucleus, den ovrige Del af Legemet er vandklar, Skal mangler. Forholdet 
mellem denne og de to foregaaende Familier er et ganske lignende som f. Ex. mellem Firola 
og Atlanta. 

I Indledningen til Thecosomerne har jeg allerede haft Lejlighed til at dvæle ved 
nærværende Gruppes almindelige Forhold og kan derfor her nejes med i al Korthed at 
anføre dens vigtigste Karakterer. Skallen mangler; i dens Sted er der i Dyret (men dog 
tæt indenfor dets Overflade), særlig i Kappen, udviklet en halvt brusk-, halvt geléagtig, 
hyalin Støttemasse, en saakaldt indre Skal. Kappehulen er ventral!) som hos Hyalæi- 
derne, Indvoldenes Lejring i alt væsentligt den samme som hos denne Gruppe. Foden 
bestaar hos Cymbulia af de samme Hoveddele som hos Limacinider og Hyalæider, medens 
hos Tiedemannia det midterste Fodparti er udvisket. Begge Slægter adskilles fra de to 
nævnte Familier ved at savne den fimrebeklædte Flade paa Fodens Underside. Munden 
er omgiven af en forreste og en bageste transversal Læbe; hos Tiedemannia sidder den paa 
Enden af en kortere eller længere Proces. Radula og Kjæber er kun tilstede hos Cymbulia; 
de udmærker sig ved deres relative Lidenhed. Tænderne i Radula (Tab. 3, Fig. 29), navnlig Midt- 
tænderne, er meget korte, men afviger iøvrigt ikke væsentlig fra andre Thecosomers; Kjæberne 
har samme Bygning som hos disse. Et egentligt, afsat, Buccalparti mangler; det Sted, 
hvor Radula og Kjæber findes, viser sig udvendig fra som et begrænset, svagt prominerende 
Parti paa Mundrørets Ventralside. Tiedemannierne er ganske kjæbe- og tandløse. For- 
døjelsesorganerne, Genitalorganer, Centralnervesystem etc. stemmer i alt væsentligt med de 
andre Thecosomers. Gjæller mangler”). 

Cymbuliiderne omfatter kun de to Slægter Cymbulia og Tiedemannia; af den første 
er kun én, af den sidste kun to Arter ordentlig beskrevne. 


Det bageste Fodparti udviklet, Radula tilstede, Munden \ 
: ! Hy Cymbulia. 
ikke stilket, Skallen stor, temmelig fast. 
Det bageste Fodparti uudviklet, Radula mangler, Munden | 
paa Enden af en kortere eller længere Stilk, Skallen | Tiedemannia. 


mindre, temmelig blød. 


1) Smign. Afsnittet om Kappehulen i Indledn. til Thecosomerne (p. 25). 

2) Hvad Van Beneden (Exerc. zoot., p. 17, Pl. 1, Fig. 12 og 14, i: Nouv. Mém. Acad, Brux., Tome 12) har 
taget for Gjæller hos Cymbnlia er to flade vifteformige Muskler, som udspringer hver paa sin Side 
fra Nucleus og er indlejrede i Kappens Væg (lateralt i Forhold til Epithelskjoldets bageste Del). 


Vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, naturvidensk. og math, Afd IV, 1. 18 


1. Cymbulia Per. & Les. 


Cymbulia. Péron et Lesueur, i: Ann. d. Mus., Tome 15, p. 66. 


Angaaende Slægtens Karakterer se foranstaaende Bemærkninger om Familien og 
nedenstaaende Beskrivelse af C. Peronii. 


Cymbulia Peronii Blainv. 


Cymbulie proboscidée. Péron et Lesueur, i: Annales d. Mus., Tome 15 (1810), p.69, Tab. 3, Fig. 10—11. 

Cymbulia Peronü. Blainville, i: Diet. d. Scienc. natur., Tome 12 (1818), p. 333. — Man. de Malacol., p. 481. 

Cymbulia Peroniü. Lamarck, Animaux s. vert., Tome 6, 1. Partie (1819), p. 293. 

Cymbulia proboscidea. Gray, Catal. Moll. Brit. Mus., Pterop. (1850), p. 25. 

Cymbulia Peronü. Souleyet, Monogr., p.68. (En udforlig Beskrivelse af Arten i Bonite, p. 226 fr., PI. 15 bis, 
Fig. 20—41). 

Cymbulia Peronü. Gegenbaur, Pterop. u. Heterop., p. 211, p. 40 ff. 


Tab. 4, Fig. 30 (Dyret nedenfra). 


Angaaende denne Forms Species-Navn bemærkes folgende. Den gaar sædvanlig 
under Navnet «Cymbulia Peronii Cuy.», men med Urette; thi Cuvier har ikke opstillet 
nogen Art af dette Navn. I Règne Animal, 1. Udg., 2. Bd., p. 380, hvortil Souleyet hen- 
viser, har Cuvier vel en Overskift «Les Cymbulies de Péron»; men dette er en Slægts- 
Betegnelse — «Pérons Slægt Cymbulia» (smlgn. samme Værk, p. 469: «Les Nucules de 
Lam.»). Vil man fremdeles benytte Navnet C. Peronii — hvortil jeg mener der kan være 
Anledning, da det ældre Navn proboscidea er gaaet i Glemmebogen og desuden er menings- 
løst og misvisende, da Dyret ingen Snabel besidder!) — maa det ialfald hedde: C. Peronii 
Blainville, der saa vidt vides, er den første, der har betegnet Arten med dette Navn. 


Den saakaldte Skal, som bestaar af en gelé-bruskagtig Masse (der er strukturløs 
og i kemisk Henseende skal være beslægtet med Chitin), har meget nær Form som en 
Toffel (dog er den største Del af Toffelens Forende solid). Den Side af Skallen, som kan 
sammenlignes med Undersiden af en Toffel, svarer til Dyrets Overside?), Toffelens Forende 
til Dyrets Forende. Forenden løber ud i en Spids, Bagenden er kløvet i to korte Spidser. 
Siderandene er besatte hver med en Række temmelig store Torne, Yderfladerne med 
Længderækker af finere Torne og med spredte Smaagryn. Skallens Længde er paa et 
Exemplar 567", 


1) Det er aabenbart et Exemplar med udkrænget Penis, som har givet Anledning til Navnet proboscidea 
(se Peron-Lesueurs Fig. 10). 

2) | Tilslutning til tidligere Forfattere betegnes hos Cymbulia og Tiedemannia den Side, som under 
Svomningen vender opad som Undersiden, den modsatte som Oversiden (uden Hensyn til at 
denne sidste ikke uden videre kan siges at modsvare Dorsalsiden hos Cymbuliernes nærmeste Slægt- 
ninge, Hyalæiderne). «Fore og «bag» giver sig derefter af sig selv. 


139 


Vingerne er tynde i Sammenligning med Hyalæidernes Vinger. De er — hvad der 
hidtil synes at være oversét — ligesom disse tolappede; den forreste Lap er meget mindre 
end den bageste. Det bageste Fodparti er meget smalt, omtrent dobbelt saa langt som 
bredt ; i dets bageste Rand er der et Indsnit, hvori der udspringer en lang kontraktil Traad. 


De foreliggende Exemplarer af nærværende Art er, ligesom de øvrige hidtil bekjendte, 
tagne i Middelhavet (Neapel, Messina, Nizza), hvor Arten er hyppig. Om den er ind- 
skrænket til dette Hav, eller om det kun er dens Skrobelighed, som har foraarsaget, at 
den ikke er hjembragt af de Søfarende, maa foreløbig staa hen. Det kan dog anføres, at 
d’Orbigny (Voy. Amer. merid., p. 75) meddeler, at han har taget Cymbulia-Skaller (om af 
denne Art siges ikke) «au sein de l'Océan atlantique». 


Andre Arter af Cymbulia har jeg ikke havt til min Disposition. Der er iøvrigt 
af forskjellige Forfattere opstillet en hel Række forskjellige «Cymbulia»-Arter, som dog 
sikkert alle bør stryges som saadanne. Paa Quoy-Gaymards C. ovata og norfolkensis 
(Voy. Astrolabe, p. 373 og 378) skal vi ikke spilde mange Ord; det er af deres Figurer 
mere eller mindre rimeligt, at det slet ikke er Cymbulier men nøgne Pteropoder, som har 
ligget til Grund for Fremstillingerne. — De samme Forfatteres Angivelser om « Cymbulia 
radiata» viser kun saameget, at der ved Amboina (forudsat at Lokalitets-Angivelsen er rigtig) 
lever Cymbulia- eller Tiedemannia-agtige Væsener. — Gegenbaurs Cymbulia quadripunctata 
(Plerop. u. Heterop., p. 52, Tab. 3, Fig. 20) er kun mangelfuldt kjendt (Skallen kjendes ikke); 
maaske er det en Unge af en eller anden Cymbuliide. — Angaaende flere andre «Gymbulia»- 
Arter smlgn. p. 141. 


2. Tiedemannia D. Ch. 


Tiedemannia. Delle Chiaie in sch. Van Beneden, Exercices zootom., p. 22, i: Nouv. Mém. Acad. Bruxelles, 

Tome 12. 

Slægten Tiedemannia afviger i folgende Punkter fra Cymbulia. Vingerne er for- 
holdsvis større, men mere muskelfattige; det mediane Fodparti er der intet Spor til (Tab. 3 
Fig. 21), Vingerne, som mangler Indsnit, danner en stor bagtil afrundet Skive. Partiet 
nærmest Mundaabningen er trukket ud i en kortere eller længere Fremragning, den saa- 
kaldte «Snabel», paa Enden af hvilken Munden sidder, der er omgiven af de samme Læber 
som hos Cymbulia. Skallen er mindre stærkt udviklet end hos denne, danner en aflang, 
oventil noget konkav Plade, som fortil er tykkere end bagtil; den er mere geleagtig end 
hos Cymbulia. Radula og Kjæber mangler. — Slægten er udbredt i alle varmere Have (se 
efterfolgende). 


18* 


mee 


Tiedemannia neapolitana D. Ch. 


Gleba cordata. Forskäl, Icones rerum natural., Tab. 48, Fig. D. 

Tiedemannia napolitana Delle Chiaie. Van Beneden |. c. p. 22 (1839). 

Cymbulia proboscidea Krohn. Se Krohn, i: Archiv f. Naturg., 10. Jahrg., 1. Bd., 1844, p. 325. 

Tiedemannia creniptera. Krohn, |. c. p. 324. 

Tiedemannia neapolitana, Krohn, i: Arch. f. Naturg., 13. Jahrg., 1. Bd., 1847, p. 36, Tab. 2, Fig. A—C. 

Tiedemannia napolitana. Souleyet, Monogr., p. 70. 

? Tiedemannia Scylle. Troschel, i: Arch. f. Naturg. 1854, 1. Bd., p. 219, Tab. 9, Fig. 12—13. (Rimeligvis en 
Unge af neapolitana). 

Tiedemannia neapolitana. Gegenbaur, Pterop. u. Heterop., p. 54, Tab. 5, Fig. 1—3. 


I Forskäls Icones afbildes i Tab. 43, Fig. D og E tvende Skabninger med Slægts- 
navnet Gleba, af hvilke den første, cordata, utvivlsomt (som alt af Krohn udtalt) er vor 
Tiedemannia neapolitana. Efter de strængeste nomenklatoriske Regler burde altsaa denne 
Form kaldes Gleba cordata; men en saadan Navneforandring turde dog være saa upraktisk, 
at ialfald nærværende Forf. ikke kan indlade sig paa den. 


Arten udmærker sig ved sin lange Snabel, der er flere Gange saa lang som den 
er bred paa Midten. Paa Vingernes Siderand findes paa hver Side à korte Takker eller 
Lapper. Skallen er midt paa Oversiden forsynet med en Del spredte fremstaaende Smaa- 
gryn. Et af vore Exemplarer er c. 40" langt, 52™ bredi; Arten kan dog opnaa en endnu 
betydeligere Størrelse og er den af alle Pteropoder, der har det største Omfang. 


De foreliggende Exemplarer er ligesom de ovrige hidtil bekjendte fra Neapel og 
Messina. 


Gegenbaur') har (Pterop. u. Heterop., p. 54 Anm. og p. 212) under Navnet 
Tiedemannia chrysosticta Krohn, kortelig omtalt en ved Messina forekommende Art, der i 
Størrelse og Form ligner T. neapolitana, men adskiller sig fra denne ved sin langt kortere 
Snabel, samt ved al Vingerne er forsynede med talrige gule Pletter. Krohn havde alt flere 
Aar tidligere (Arch. f, Naturg. 1847, |. Bd., p. 37—38) omtalt denne Art, uden dog at give 
den Navn; af hans korte Meddelelse ses, at Snablen kun naar en Længde af et Par Linier. 
Det er uden al Tvivl en særdeles god Art. 


Fra Atlanterhavet, 2° NBr. 26° VL., foreligger der et Exemplar af en lignende med 
kort Snabel forsynet Tiedemannie som den nys nævnte. Exemplaret er 36™" bredt, 26" 


1) Smlgn. ogsaa Troschel i Arch. f. Naturg. 1854, 1. Bd., p. 218. — Det synes ikke usandsynligt, at den 
af Troschel (I. ¢.) beskrevne 7. Charybdis er et Udviklingsstadium af chrysostieta, hvilket Tr. ogsaa 
selv henstiller. 


LE 


langt (Gegenbaur angiver, at ‘I’. chrysosticta naar en Bredde af 21/2” og en Længde af 13/4“); 
Snablen er 121/°"" bred paa det bredeste Sted, 6™ lang. Paa det Sted af Vingerne, hvor 
man hos T. neapolitana (ogsaa paa Spiritus-Exemplarer) ser de tydelige Takker, er Randen 
hos vor Tiedemannie noget fortykket, men uden, eller kun med utydelige Spor til Lapper. 
Hvorvidt dette Exemplar horer til Krohns Art eller til en anden, beslægtet (ny) Art, tor jeg 
efter de sparsomme Oplysninger, der foreligger om chrysoslicta, ikke udtale mig om. Vort 


Exemplar mangler iøvrigt baade Kroppen og Skallen, — medens Vinger og Snabel (se Fig. 
31—32) er velbevarede — og jeg føler mig derfor ikke fristet til at opstille nogen nova 


species paa det. 


Fra den sydlige Del af det Kinesiske Hav") foreligger der endnu tre maadelige Ex- 
emplarer af en Tiedemannia med kort Snabel. Exemplarerne ligner i det hele det ovenfor 
omtalte; dog er de mindre, det største 26%", de to mindre omtr. 18"" brede. Snablen 


forholder sig ganske som hos det atlantiske Exemplar (hos to af Exemplarerne — det ene 
af de to smaa og det større — er Snablen mindre stærkt kontraheret end hos det tredje 


og ser derfor større ud end hos dette, hvilket bemærkes for at vise, at det vil være farligt 
paa Smaaforskjelligheder i Snabelens Omfang at opstille særskilte Arter). 


At der ogsaa findes langsnablede Tiedemannier udenfor Middelhavet viser nogle 
Fragmenter af Tiedemannia-Exemplarer — kun Nucleus og Snabel — hjembragte (af Skibs- 
kaptejn Iversen) fra 24°— 25° N Br. 31°—33° VL.; Snablen synes at være rigelig saa lang 
som hos neapolitana. — For at anføre alt, hvad vort Materiale kan oplyse om Slægtens 
Udbredelse, skal her endnu noteres, at der fra 20° 14’ SBr. 174" VL. foreligger 6 Nuclei, 
uden Snabel, Vinger eller Skal, som efter al Sandsynlighed tilhører en Tiedemannia-Art, 
jalfald en Cymbuliide. 


Den af Quoy og Gaymard (Voy. d. l'Astrolabe p. 377, Tab. 27, Fig. 35—36) opstil- 
lede « Cymbulia punctata» er en Tiedemannia?) (fangen ved Ny-Irland); « Cymbulia cirroptera» 
Gegenbaur (l.c., p.53), der er 0,15‘ lang, er vistnok en Tiedemannia-Unge; Dalls Corolla 
spectabilis fra «North Pacitie Ocean, in lat. 42° 50‘ and long. 147°25‘» (Amer. Journ. Conchol. 


1) 399" NBr. 110°40/ OL. (2 mindre Ex.), 2° 14‘ NBr. 106°35 ØL. (1 større Ex.). Alle 3 Ex. er tagne i 
Sept. 81 af Skibskapt. Hartmann. 


2) Smlgn. Gegenbaur (I. ce, p. 54, Anm), der holder den for en Unge af T. chrysosticta. 


Le. 


Vol. 7, p. 137) er aabenbart opstillet paa defekte Exemplarer af en Tiedemannia!), rimeligvis 
en med chrysosticta beslægtet Art; ogsaa Verrills Cymbulia calceolus (Proc. U. S. Nat. 
Mus., Vol. 3, p. 393; Trans. Connect. Acad. of Arts and Sc., Vol. 5, p. 55, Tab. 58, Fig. 33) 
er en kortsnablet Tiedemannia. 


III. Gymnosomerne. 


Legemet har sædvanlig omtrent Form som en Vase (uden Fod) eller som en Flaske 
med kort og tyk Hals. Den forreste smallere og kortere mere muskuløse Del, som delvis 
eller helt kan trækkes tilbage i den bageste, betegner vi som Hovedet; den bageste, 
bredere, bagtil afrundede eller tilspidsede Del, som Kroppen. 

Paa Hovedets forreste Ende sidder Mundaabningen, og paa hver Side af denne en 
sædvanlig kort, retraktil forreste Tentakel; længere bagtil paa Hovedets Overside findes 
et Par smaa Gruber i nogen Afstand fra hinanden; i hver af disse findes en rudimentær 
bageste Tentakel (Rhinophor) samt et ligeledes rudimentert pigmentlost Øje. 


Eschricht angiver?) for Clione, at der i de omtalte Gruber findes et Par Ojne, 
der nærmere beskrives, og som skal være forsynede med Linse og Pigment; Souleyet*) be- 
skriver de samme Dele som «tentacules posterieurs» og angiver, at de hos Pneumodermon 
er «comme bifides», samt at hver af dem hos Pn. modtager to Nerver (p. 268), medens der 
hos Clione (p. 283) skal gaa en Nerve til hver og En til «la peau qui forme un repli autour 
de ces tentacules». Troschel‘) er (for Cliopsis Vedkommende) kommen Sandheden 
nærmest; han har foruden de bageste Tentakler fundet «ein durchsichtiges, rundes und 
sehr kleines Bläschen, welches im zurückgezogenen Zustande des hinteren Tentakels dicht 
bei ihm sichtbar wird, und welches eine Bedeutung haben muss, weil zu ihm ein beson- 
derer Nerv zutritt. Wenngleich kein Pigment an diesem Bläschen vorhanden ist, so glaube 
ich doch es für ein rudimentäres Auge betrachten zu dürfen». Jeg fandt selv ved en 
Undersogelse af Pneumodermon og Clione folgende: 

Fra hvert af Gerebralganglierne udspringer, foruden andre Nerver, ikke langt fra 
hinanden to fine Nerver, som lober fortil, hen til den lille Grube paa Hovedets Overside. 
Den yderste (laterale) af disse to Nerver har tæt ved sit Udspring en lille ganglionær Opsvulm- 
ning og ender i en lignende, aflang, Opsvulmning, som paa sin Ende bærer en lille blæreagtig 


1) «This genus is related to Tiedemannia, from which it differs in the pendant body and absence of 
even an internal cartilaginous shell» (som bekjendt udloses Skallen hos T. overordentlig let). 

2) Anat. Und. o. Clione bor., i: Vid. Selsk. naturv. math. Afhandl. 7.D., 1838, p. 350. 

3) Bonite, p. 256 og 277. 

4) Arch. f. Naturg. 19. Jahrg., 1. Bd., p. 229. 


143 


Halvkugle, som rager frem i Gruben. Den indre af Nerverne (der S. 
er lidt sterkere end den anden) er uden nogen Opsvulming ved 
Basis, men ender i en lignende (lidt større) ganglieagtig Opsvulm- 
ning som denne; fra den yderste Nerve gaar der endvidere en 
kort Anastomose til dette ganglieagtige Partis bageste Ende; den 
forreste Ende af Gangliet hæfter sig til Huden i Gruben tæt ved 
Siden af den lille fremragende Halvkugle. Begge Nerver lober 
jævnsides, tæt op til hinanden, ligesom ogsaa de to ganglieagtige 
Partier er lejrede saa tæt op til hinanden, at de uden nojere 
Undersøgelse tager sig ud som ét (Eschrichts «Øje»). At de to 
Nerver maa tydes, den ene som n. opticus, den anden som «olfac- 
torius» (Rhinophor-Nerve), at de ganglionere Opsyulmninger ved «- 
deres Ender maa betragtes, det ene som et distalt Rhinophor- 
Ganglie, det andet som et til Øjet hørende nervøst Element, 
derom synes der næppe at kunne være Tvivl. Hvilken af Ner- 
verne der imidlertid er oplicus, hvilken olfactorius, er jeg mindre liée ar Na opllene og Ut 
sikker paa; men da n. opticus hos de fleste Opisthobranchiater _ jactorius hos Gymnosomerne, 
(saaledes hos Aplysia efter egen Undersøgelse, efter Bergh hos  nærmest efter Clione. 
en Mengde Nudibranchier) udspringer udenfor olfactorius er © rudimentært Oje, go til dette 
jeg mest tilbøjelig til at tyde den yderste Nerve som opticus!);  horende Ganglie, no N. opti- 
den lille halvkugleformige Fremragning (om hvis histologiske °° 9” Elon borsAnelE: 
5 R ARE nr Rhinophornerve, C Cere- 
Bygning jeg ikke kan meddele noget nærmere, men som iøvrigt  bralganglie. 
er ganske pigmentløs) bliver saaledes at betragte som et rudi- 
mentært Øje. En til den inderste Nerve svarende Fremragning i Gruben har jeg ikke 
fundet paa de undersøgte Exemplarer, saaledes at jeg strængt taget ikke har sét nogen 
bageste Tentakel (men vel de til samme hørende nervøse Dele) ?). 


Træsnit S. Skematiseret Frem- 


Paa Grænsen af Hoved og Krop findes Foden (smlgn. Figg. paa Tab. 7 —8), der hos 
Gymnosomerne altid er temmelig svagt udviklet. Den er sædvanlig omtrent hjerteformig, 
bredest fortil, hvor den uden skarp Grænse taber sig i Integumentet, afsmalnes efterhaanden 
bagtil, hvor den er trukken ud i en kortere eller længere fri Snip. Fortil bærer den paa 
sin Underside to longitudinale, læbeagtige, stærkt fremspringende Folder, som bliver lavere 
og konvergerer fortil. Paa hver Side af Foden, men uden nogen Forbindelse med denne, 
sidder en Vinge, en muskuløs, sædvanlig oval Plade, som delvis, i en sammenrullet og 


1) Baade opticus og olfactorius kan hos Opisthobranchierne være forsynede med et proximalt Ganglie, 
saaledes at Tilstedeværelsen af et saadant ikke afgiver noget Kriterium i den ene eller anden Retning. 
Wagner (Wirbellosen d. Weiss. Meeres, 1. Bd., 1885, p. 100 og 102), hvis Arbejde først kom mig i 
Hænde under Trykningen af nærværende Afhandling, giver en temmelig korrekt Skildring af de 
ovenfor beskrevne Forhold hos Clione, men tyder vort «Øje» som Lugteorgan. — P. Pelseneer 
(The Cephalic Appendages of the Gymnosomatous Pteropoda, and especially of Clione, i: Quart. 
Journ. Mier. Soc., Vol. 25, N.S., 1885, p. 491—509, Plate 35) har samme Tydning som jeg af den lille 
Fremragning, i hvilken han mener at have fundet en Linse. 


2 


144 


krympet Tilstand, kan trækkes tilbage i en Fordybning ved dens Basis, ja naar Hovedet er 
trukket stærkt ind i Kroppen, endog ganske kan være skjult. 

Kroppen er længere eller kortere, indeholder største Delen af Fordøjelses- og 
Kjønsorganerne etc., som enten fylder den helt (Pneumodermon etc.) eller (Clione, Dexio- 
branchæa) kun har sin Plads i den forreste Del af den, saaledes at det bageste Parti er 
uden Indvolde. Paa Kroppen findes Gjællerne, naar saadanne er tilstede (de mangler 
ganske hos Clione og Euribia). Der optræder hos Gymnosomerne i to forskjellige Gjæller, 
af hvilke den ene kan betegnes som Endegjællen, den anden som Sidegjællen. Den 
væsentligste Del af hin er en hindeagtig Krave, der omgiver Bagenden af Dyret, og fra 
hvilken der radiært (som Straaler fra en Glorie) kan udgaa 4 hindeagtige fremspringende 
Kanter, der løber et kort Stykke opad Dyrets Sider. Sidegjællen er en flad Proces, der 
udspringer fra højre Side, omtrent midt paa Kroppen. Hos Pneumodermon og Spongio- 
branchæa er begge disse Gjæller tilstede, hos Cliopsis kun Endegjællen, hos Dexiobranchæa 


kun Sidegjællen. — Det forekommer mig ikke usandsynligt, at Sidegjællen hos Gymnoso- 
merne svarer til de andre Tectibranchiers Gjælle — der findes paa samme Sted —, medens 


Endegjællen vel maa opfattes som et Organ sui generis. 

Hos Pneumodermon, Spongiobranchæa og Dexiobranchæa findes i Hudens Binde- 
vævslag grenede Pigmentceller; saadanne mangler derimod hos Cliopsis, Clione og Euribia. 
Hos alle Former er Huden forsynet med sækformige Kjertler, som afsondrer en oljeagtig 
Substans. 


En Kappehule mangler ganske. 


Fordøjelsesorganerne, Som ovenfor nævnt har Mundaabningen sin Plads paa 
Dyrets Forende. Det er en median Spalte, som fører ind i en sædvanlig temmelig vid, 
middeldyb (men hos en enkelt Form overordentlig lang) udkrængelig Mundhule, i 
hvilken en Række Organer har deres Sæde. 

Nærmest indenfor Mundaabningen finder man hos Pneumodermon, Spongiobranchæa 
og Dexiobranchæa et større eller mindre Antal Sugeskaale!), der hos de to førstnævnte 
Slægter sidder paa et Par saakaldte Arme, medens vi hos Dexiobranchæa finder tre saadanne 
Arme (eller tre Grupper af Sugeskaale), nemlig en median ventral og en lateral paa hver 
Side. Armene, som snart er kortere, snart længere, kan strækkes ud af Mundaabningen, uden 
at de Dele, som ligger længere tilbage, krænges ud. Hos Clone findes istedenfor Suge- 
kopper 2--3 Par kraftige koniske Vorter (Eschrichts Hovedkegler). Cliopsis og Halopsyche 
mangler tilsvarende Dele. 


1) Angaaende den histologiske Bygning af disse og om deres Virkemaade, se P, Pelseneers ovenfor 
(p. 143) citerede Afhandl. Det af P. anførte Arbejde af Niemice i Recueil zoolog. suisse, hvori 
samme Sugeskaale beskrives, har jeg ikke haft Lejlighed til at se. 


ere 


Dybere inde i Mundhulen findes, i Nærheden af Radula, et Par Organer, der hos 


Pneumodermon, hos hvilken de -er meget stærkt udviklede, af Gegenbaur er bleven betegnede 


som Krogsækkene. Hos Pneumodermon kan hver af disse kortelig beskrives som en 


lang Sæk, der aabner sig i Mundhulen, og som paa sin Indside er 
besat med et stort Antal Chitinkroge eller -Torne. Udenom denne 
Sæk, der rager langt ind i Krophulen, findes en anden, tykkere, 
muskuløs Sæk, som fortil er fastgjort til Mundhulens Væg, og som 
er dannet af et ydre Lag af longitudinalt ordnede Muskelceller og 
af et indre tykkere Lag af cirkulært ordnede; de to Sekke er kun 
forbundne med hinanden ved Muskeltraade, som gaar fra Siderne og 
navnlig fra Enden af den indre Sæk til den bagre Del af den ydre 
Sæk. Ved dennes Kontraktioner er Dyret i Stand til at krænge den 
indre krogbesatte Sæk ud af Aabningen; den udkrængede Krogsæk 
minder, som ogsaa Gegenbaur bemærker, ikke lidet om Snablen hos 
en Echinorhynchus!); Krogspidserne vender paa den udkrængede 
Sek bagtil, paa den indkrængede fortil. Tilbagetrækningen sker ved 
Hjælp af de Muskelbundter, som forbinder begge Sække, og som 
strammes ved Udkrængningen. — Hos Spongiobranchæa og Clione 
findes de samme Organer; de har væsentlig samme Bygning som 
hos Pneum., men afviger dog ved, at Sækkene er mindre dybe og 
ved at en Del af Tornene er længere og kun svagt krummede. 
Ogsaa hos Cliopsis og Dexiobranchæa er de repræsenterede, men 
optræder her kun som tvende Grupper af Torne, der sidder i 
svage Fordybninger i Mundhulen. — Hos Malopsyche mangler de 
ganske. 

Radula (‘Tab.8, Fig.116) er kraftig, hvert Led bestaar sæd- 
vanlig af et større Antal Tænder (hos Clione af 20 -30, hos Pneum., 
Spongiobr. og Dexiobranchæa ciliata og simplex af mellem 10 og 20 
Tænder, medens Tallet hos Dex. polycotylus synker til 7, hos D. pau- 


Fig. R. Skema af en Krog- 
sæk af Pneumodermon, 
gjennemskaaren paa langs. 
(Krogsækken er forkortet, 
der er tegnet for faa Tor- 
ne, etc.) 

aa Krogsækkens Aabning ind 
i Mundhulen, v dennes 
Væg, is indreSæk, ys ydre, 
muskuløs Sek, r Rum 
mellem begge, tm tilbage- 
trækkende Muskel. 


eidens til 5, hos Halopsyche endog til 3). Midttanden er svag (mangler hos den voxne Pneum.), 


med 3-bagud rettede Spidser eller ganske uden saadanne; Sidetænderne er krogformige, aftager 


i Størrelse udefter. — Kjæben (som mangler hos Clione) danner en trekantet Forhojning 


paa Mundhulens Ventralside foran Radula; den bestaar af en Gruppe smaa Chitinplader 


eller korte Torne og viser sig altid mere eller mindre tydelig sammensat af to Halvdele, 


der dog bestandig er tæt sammenlejrede (Tab. $8, Fig. 119). — Tæt ved Radula munder et 


Par ret vel udviklede Spytkjertler. 


1) Smign. de gøde Beskrivelser hos Souleyet (Bonite p. 261) og hos Gegenbaur (Pterop. p. 81). 


Vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, naturvidensk. og math, Afd, IV. 1. 


19 


146 


Radula, Kjæbe og Krogsækkenes Aabninger findes i Bunden af Mundhulen, og 
naar denne er udkrænget, har de deres Plads paa Spidsen af den saaledes dannede Snabel. 
Denne er sædvanlig temmelig kort, men hos Cliopsis af en aldeles kolossal Længde; den 
indtrukne Snabel (i fuldkommen udskudt Tilstand har jeg ikke set den), svarende til Mund- 
røret hos de andre og med de nævnte Dele i sin bageste Ende, er hos dette Dyr et snevert 
muskuløst Rør, som ligger i mange Bugter i den forreste Del af Dyret, og som er et 
Par Gange saa langt som hele Dyrets Legeme. 

Bagved Radula begynder et tyndvægget Spiserør, der naturligvis, naar Snablen 
er helt udkrænget, maa ligge indeni denne og saaledes hos Cliopsis rimeligvis maa kunne 
udstrækkes til en Længde, der er — Snablens, da det næppe kan antages, at ogsaa Maven 
skulde trækkes ind i denne. Til Spiserøret slutter sig den rummelige og stærkt udspilelige 
Mave, der er tæt besat med mørktfarvede Leversække, som med mange vide Aabninger 
munder ind i Mavens Hulrum. Fra dennes højre Side udspringer atter den meget korte 
Tarm, der uden Bugter løber skraat fremefter og aabner sig fortil paa højre Side af Kroppen. 

Nyren er en lang, tyndvægget Sæk, som har sin Plads i højre Side af Kroppen, og 
som aabner sig paa Legemets Overflade i en lille Grube, i hvilken ogsaa Anus findes (saaledes 
ialfald hos Cliopsis, hos hvilken jeg selv har iagttaget det). Som sædvanlig staar dens Hulhed 
i Forbindelse med Hjærtesækkens gjennem en snever Aabning (se Gegenbaur). — Hjærtet 
har ligeledes sin Plads paa højre Side, tæt under Kropvæggen (hos Pneum. tæt ved Side- 
gjællen); Ventriklen ligger foran Atriet. 

Nervesystemet har ligesom hos Thecosomerne den for Opisthobranchierne karak- 
teristiske Typus, men er iøvrigt meget forskjelligt fra hines. Cerebralganglierne er, istedenfor 
som hos disse at være forbundne ved en lang Commissur, rykkede tæt op til hinanden og 
derimod ved temmelig lange Connectiver forbundne med Pedal- og Pleuralganglierne, af hvilke 
de første er forbundne med hinanden ved en meget kort Commissur. Til hvert af Pedal- 
ganglierne er det samsidige Pleuralganglie nøje knyttet, dette sidste atter ved et kort Con- 
nectiv med Abdominalganglierne, af hvilke der findes to, tæt ved hinanden, symmetrisk 
lejrede. — Tæt op til Pedalganglierne findes et Par Øreblærer med Otolither. De andre 
Sanseorganer (Tentakler og Øjne) se ovenfor. 

Genitalorganerne slutter sig i deres Bygning nøje til de tilsvarende Dele hos 
Thecosomerne og andre tectibranche Opisthobranchiater. I: Kjønskjertlens Udforselsgang 
munder et stort glandulost Organ, som endnu trænger til nøjere Studium (Souleyets «ma- 
trice» eller «uterus»), samt en mindre Sæk («vésicule copulatrice»); Gangen aabner sig paa 
højre Side af Kroppen tæt ved Vingen. Ved en Rende der løber ovenover Vingens Basis 
staar den nævnte Aabning i Forbindelse med Penissækkens Aabning, der findes foran Vingen 
paa højre Side af Hovedes. Penis er som hos Thecosomerne en udkrængelig Sek, der i 


indtrukken Tilstand ligger gjemt i Hovedet. 


147 


Udviklingen. De spæde Unger er, ialfald hos Clione’) (for de andre Formers 
Vedkommende er de tidligste Stadier ubekjendte), forsynede med en lille Skal, som dog snart 
gaar tabt. Hvad der iøvrigt særlig karaktiserer disse Dyrs Udvikling, er det Forhold, at den 
lille Unge, efter at den har tabt Skallen og Velum er forsvundet, ikke strax antager den voxnes 
Skikkelse, men forsynes med 3 Kredse af meget kraftige Fimrehaar, én paa Hovedet, én 
omkring Midten af Kroppen og én omkring sammes Bagende?”). Den forreste Fimrekrans 
— som maaske er en Levning af Velum -— afviger derved fra de andre, at den ikke er 
kontinuérlig, men bestaar af en Kreds af smaa Cellegrupper siddende i smaa Afstande fra 
hinanden, hver forsynet med en Tværrække af Fimrehaar (saaledes fandt jeg Forholdet hos 
alle de forskjellige Former — Pneumodermon, Dexiobranchæa, Clione, Cliopsis — jeg under- 
søgte). Det er aabenbart disse Fimrekranses Opgave, at afgive et Slags Surrogat for de paa 
dette Tidspunkt endnu ikke udviklede Vinger, men de bevares iøvrigt endnu efter at disse er 
bleven ret vel udviklede, ja hos Clione limacina endog ofte indtil Dyret har naaet en meget 
betydelig Størrelse (se denne), uden at de dog paa dette Tidspunkt kan antages at have nogen 
funktionel Værdi. Jeg kan iøvrigt ikke i disse Organer se noget, der er homologt til 
lignende Apparater hos andre svømmende Larver, men maa opfatte dem som blot analoge 
til de Fimrekredse, vi finder f. Ex. hos Annelide-Larver, hos Holothurie-Larver etc. *). 


Føden. I Modsætning til de svage Thecosomer er Gymnosomerne kraftige Rovdyr, 
der ved Hjælp af de forskjellige Gribeapparater, hvormed Munden er udstyret, bemægtiger 
sig deres Bytte, der — efter de foreliggende lagttagelser at dømme — for en væsentlig 
Del bestaar af thecosome Pteropoder. 


I flere Gymnosomer, jeg undersøgte, fandtes i Maven et meget ringe, ubestem- 
meligt Indhold. Men i Maven af fem Exemplarer af Clone limacina (fra 3 forskjellige Lo- 
kaliteler) fandtes halvt fordøjede Exemplarer af Zimaeina helicina (i én Clione endog to Ex. 
af Limacina); den tæt sammenpakkede Klump, som laa i den udspilede Mave, var ved første 


1) Fol, Arch. Zool. expér. géner., Tome 4, Pl. 10, Fig. 7. 

2) Den første Meddelelse om disse Larver (afset fra de Beskrivelser, der betragter dem som udviklede 
Organismer) skyldes Joh. Müller (i: Ber. Verhand. Berl. Akad. 1852, p. 595 flg.). Se iøvrigt samme 
Forf.’s Meddelelse i Arch. f. Anat. u. Phys. 1854, samt navnlig Gegenbaur, Pterop., og de nedenfor 
givne Meddelelser om Larverne af forskjellige Slægter. 

Krohn har i en separat udkommen Afhandling (Beitr. z. Entw. d. Pterop. u. Heterop., Leipzig 1860) 
beskrevet forskjellige med en længere eller kortere rørformig Skal forsynede Gastropod-Larver, som 
han henfører til gymnosome Pteropoder. Jeg anser denne Henførelse for i højeste Grad usandsynlig 
og maa i de beskrevne — pelagisk indfangede — Larver se Unger til forskjellige thecosome 
Pteropoder (Fig, 1 hos Krohn er vist en ung Hyalæa trispinosa, Fig. 2 maaske en lille Cleodora pyg- 
mea, Fig. 4 maaske en ung Cl. cuspidata). Det er ikke blot efter Skallen, at jeg slutter dette; ogsaa 
de Meddelelser, som K. giver om andre Punkter af deres Bygning, peger i samme Retning: saaledes 
angives (p. 6) for den «første» og «anden Larvearts» Vedkommende (smlgn, Tab. 1, Fig. 2), at Maven 
har en Plade paa sin Indside, og Leveren er ganske sondret fra Maven og lejret i den bagre Del af 
Skallen. 


3 


195 


Ojekast ukjendelig, men en nærmere, mikroskopisk Undersogelse af den oppillede Klump 
viste med største Lethed, hvad Clionen havde fortzret!j. — I et stærkt opsvulmet og ud- 
spændt Exemplar (kun saadanne nytter det at undersøge i denne Retning) af en Preumo- 
dermon fra 36° 34‘ SBr. 2° 0' OL. faudtes i den udspilede Mave, som fyldte den overvejende 
Del af Kroppen, de meget let kjendelige Levninger af en stor Hyalæide, som jeg efter dens 
Radula mener at kunne bestemme som Ayalwa tridentata. Af Skallen fandtes intet Spor; 
derimod saas meget smukt de bekjendte karakteristiske Maveplader, ligesom ogsaa Vingerne 
elc. var ret godt konserverede. Mærkelig er det, at Skallen var ganske opløst, medens 
Bløddelene endnu var forholdsvis lidet angrebne, noget der synes at antyde, at Lever- 
sækkenes Sekret er meget surt. Desværre har jeg for Clionens Vedkommende ikke noteret 
mig, om der var Spor af Limacinernes Skaller tilstede; har der været saadanne, har de 
dog ialfald været meget ubetydelige. — I den stærkt udspilede Mave af en Pneumodermon 
fra 34° 54' SBr. 0° 58” VL., fandtes den samme Hyalæide, ligeledes uden Spor af Skal. 
Ligesaa i eu Pn. macrocotylum (Nr. 45) fra 20° SBr. 1° VL. I to andre Pneumodermer 
fandtes ligeledes Levninger af Thecosomer uden Skal. 


Angaaende Gymnosomernes Levemaade kan iovrigt anfores, at de svommer i en 
horizontal Stilling med Bugsiden nedad”), medens Thecosomerne svømmer med Bugen 
opad. Souleyet angiver fremdeles, at han har iagttaget, at Pneumodermon kan hæfte sig 
fast ved Hjælp af sin Fod og sine Sugeskaale (Bonite, p. 258 og 260). — Parringen er 
hos Clione (se Tab. 7 Fig. 102) gjensidig; Dyrene vender Bugsiden mod hinanden. 

Om den geografiske Udbredelse har jeg desværre ikke meget at meddele, 
noget der dels skyldes Vanskeligheden ved med fuld Sikkerhed at udrede Pneumodermon- 
Arterne, som (næst Clione limacina) udgjor Hovedmassen af det foreliggende Materiale, dels 
den Omstændighed, at de herhenhorende, blode og smaa Former kun i ringe Grad tildrager 
sig de Sofarendes Opmærksomhed, saaledes at Materialet i Rigdom ikke kan stilles ved 
Siden af det, vi har havt til vor Raadighed for Thecosomernes Vedkommende. Imidlertid 


kan det dog skjønnes, at visse af Formerne — ligesom Tilfældet var med de thecosome 


1) Hermed stemmer ogsaa de af Holbøll gjorte, af Eschricht (Anat. Undersøg. o. Clione bor, i: Vid. 
Selsk. nat. og math. Afh., 7. Bd., p. 369) meddelte Iagttagelser: «At Clionerne er Rovdyr . .. stemmer 
fuldkommen med Hr. Holbølls Erfaringer. Engang har jeg endog ved deres Graadighed tabt nogle 
smukke Limaciner, som Holbøll havde bestemt for mig. Medens disse nemlig tilligemed nogle 
Clioner gjemtes levende en Dag over i Søvand, blev de fortærede af disse, hele og holdne.» Overfor 
denne lagttagelse og mine Analyser kan det næppe tillægges nogen Betydning at R. Brown (On the 
Discoloration of the Arctic Seas, i: Quart. Journ. Micr. Sc., New Ser., Vol. 8, 1868, p 244) angiver, 
at han i Fordojelseskanalen af »pteropodous mollusca, the chief of which is the well known Glio 
borealis» fandt, at «the contents consisted entirely of the Diatomaceæ which give the sable hue to 
portions of the Northern sea in which these animals are prineipally found.» De undersøgte Dyr har 
næppe overhovedet været «Clio borealise. 

2) Souleyet, Bonite p. 273 (Pneumodermon).  Souleyets Angivelse bekræftes ogsaa af Holms nedenfor 
meddelte lagttagelse. — Efter d’Orbigny (Voy. Am. mér., p. 128) skal derimod Pneum. svømme i en 
«position verticale ou oblique, constamment le ventre en l'air». 


Di ig 


Pteropoder — har en meget stor Udbredelse (saaledes findes Dewiobranchwa ciliata baade i 
det nordlige Atlanterhav og i Middelhavet); paa den anden Side er der Former, som har 
en mere begrænset, nordlig eller sydlig Udbredelse, saaledes Clione limacina, der er ind- 
skrænket til de nordlige arktiske Egne, hvor den har en lignende Udbredelse som Limacina 
helicina — eller Spongiobranchæa australis, der synes indskrænket til den sydlige koldt 
tempererede Zone. I det hele synes Udbredningsforholdene at svare til dem, vi fandt for 
Thecosomernes Vekommende. 

Systematisk Stilling. Det er foran nævnt, at Gymnosomerne bør henføres til 


Opisthobranchierne. Blandt disse er det fremdeles — ligesom for Thecosomernes Ved- 
kommende — Tectibranchierne, blandt hvilke deres nærmeste Slægtninge bør søges, noget 


som lettelig skjønnes ved en Betragtning af Genitalapparatets særdeles karakteristiske For- 
hold"), der er ganske de samme som de, der findes hos Tectibranchierne, men derimod 
meget afvigende fra de tilsvarende hos andre Opisthobranchier. Paa andre Punkter i Byg- 
ningen findes vel ingen saadan nøje eller karakteristisk Overensstemmelse, men paa den 
anden Side heller intet, der modsiger Henførelsen eller gjør den mindre sandsynlig. Af 
Punkter, som taler for Rigtigheden af den, kan anføres Tilstedeværelsen af en Gjælle paa 
højre Side hos flere af Slægterne samt Radulas Bygning (det store Antal krogformige Tænder 
i hvert Led). — Hvilke Tectibranchier vor Gruppe er nærmest beslægtet med, er jeg for 
Tiden ude af Stand til at skjønne om. Leverens Forhold til Maven minder noget om, hvad 
man finder hos Gastropteron, men den tilsyneladende fuldstændige Mangel paa andre spe- 
cielle Tilknytningspunkter til denne Form gjør mig betænkelig ved i dette Lighedspunkt at 
se andet end en Analogi. 

Af de 6 nedenfor beskrevne Slægter er den ene (Dexiobranchæa) ny. Af de andre 
var de 2 (Spongiobranchæa og Cliopsis) kun mangelfuldt beskrevne, deres væsentligste Ka- 
rakterer ukjendte eller mistydede. Hvad der foruden disse 6 Slægter hidtil er anført som 
«Slægter» af Gymnosomer er enten ukjendeligt eller hører ikke herhen. 


Oversigt over Slægterne. 


1. Pneumodermon. To med Sugekopper besatte Arme. Krogsække lange, rørformige, med smaa Torne, 
Radula (hos den voxne) uden Midttand. Sidegjælle med 3 Kanter, Endegjælle med 4 Straaler, Foden 
bred, middellang, bagtil afrundet-tilspidset. Kroppen tøndeformig, bagtil bred, afrundet. Indvolds- 
massen fylder hele Krophulen. Pigment i Huden. 


2. Spongiobranchæa. Vo med Sugekopper besatte Arme. Krogsække middellange, lange Torne. Radula 
med Midttand. Sidegjælle en simpel Proces, Endegjælle uden Straaler. Foden middellang, smallere 
end hos Pneumodermon, bagtil spids. Kroppen tøndeformig, bagtil noget afsmalnet. Indvoldsmassen 
fylder hele Krophulen. Pigment i Huden. 


1) Smlgn. ovenstaaende korte Fremstilling af samme og de p. 36 gjorte Bemærkninger om dette Or- 
gansystems Forhold hos Tectibranchierne. 


150 


3. Dexiobranchwa Tre med Sugekopper besatte Arme. Krogsække meget smaa. Radula med Midttand. 
Sidegjelle en simpel Proces, Endegjælle mangler. Foden længere eller kortere, tilspidset. Kroppen 
bagtil tilspidset. Indvoldsmassen gaar ikke ud i den bageste Del af Kroppen. Pigment i Huden. 
Clione. To-tre Par «Hovedkegler», ingen Sugeskaale. Krogsække middellange, lange Torne. Radula 
med Midttand. Ingen Gjæller. Foden meget kort, tilspidset. Kroppen bagtil tilspidset. Indvolds- 
massen strækker sig ikke ud i den bageste Del af Kroppen. . Uden Pigmentceller (alle Arter?) i 
Huden, Kropvæg gelatinøs. 

5. Cliopsis. Uden Sugeskaale og Hovedkegler. Overmaade lang Snabel. Krogsække meget smaa. 
Radula med Midttand. Ingen Sidegjælle, Endegjælle med 4 Straaler. Foden meget kort. Kroppen 
tøndeformig, bagtil bred, afrundet. Indvoldsmassen strækker sig helt ud i den bageste Del. Uden 
Pigment, Kropvæg gelatinøs. (Meget smaa Vinger.) 

6. Halopsyche Uden Sugeskaale og Hovedkegler. Krogsække mangler. Radula med Midttand (1 Side- 
tand paa hver Side). Ingen Gjæller. Foden kort. Kroppen kort, bred. Indvoldsmassen fylder 
Krophulen. Uden Pigment. (Smalle Vinger, store Tentakler.) 


= 


1. Pneumodermon Cuv. 


Pneumodermon. Guvier, i: Annales du Muséum, Tome 4, p. 228. 
Cirrifer. Pfeffer, i: Berlin. Monatsber. 18791). 

Fodens Længde er '/3s—'/2 af hele Dyrets; dens bageste Del er temmelig bred, 
ender i en stump Spids. — Endegjællen har følgende Bygning: Grundlaget for den er 
en Krave eller et kort Skjørt, dannet af en tynd Membran, der omgiver den bageste Pol. 
Fra denne Krave udstraaler med lige store Afstande fire ensdannede, tynde, membranøse 
Volde, af hvilke de to løber divergerende et Stykke henad Dyrets Overside, de to henad 
Undersiden; fra hver Side af disse Volde udgaar der atter korte Sidevolde; lignende udgaar 
ogsaa fra selve Kraven, men kun fra den øverste og nederste Del af denne (efter Udspringet 
af Voldene falder Kraven i fire Dele, en øverste og en nederste samt to laterale). Side- 
gjællen har sin Plads noget nedenfor Midten paa højre Side; den bestaar af en meget 
kort trekantet tynd Membran, paa hvis ydre Side der findes tre longitudinale Folder, som 


fortsielter sig et Stykke opad Dyrets Side”). — Huden er sædvanlig, kraftig mørkt pig- 
menteret paa højre Side, medens venstre Side er lysere. — Tæt indenfor Mundaabningen 


findes et Par længere eller kortere Arme, der er forsynede med et større eller mindre Antal 


*) En Undersøgelse af det Ex., hvorpaa Pf. har opstillet sin Slægt Cirrifer, som jeg i Sommeren 84 havde 
Lejlighed til at anstille i Berlins Museum, viste mig, at Exemplaret er en Preumodermon, hvis Krog- 
sække i uudkrænget Tilstand er bleven revet ud gjennem Mundaabningen, hængende ved en stilkagtig 
Las (det udtrukne Mundrør), som af Forf. er bleven tagen for et »tentaculum anteriumr. Ved den 
nederste Ende af dette sidder der paa Exemplaret en virkelig Arm besat med smaa Sugeskaale 
(hvilke er oversete af Forf); i Figuren er den mærkelige Skabning bleven fuldstændiggjort ved, at 
der til denne Arm er sat et Par lignende Legemer som de, der fandtes paa den anden «tent. ant.», 
saaledes at Resultatet er bleven en Skabning med tvende «von einem gemeinschaftlichen Stamme 
entspringenden Tentakel», som bærer «je zwei schwache S-formig gebogene stielrunde, braungelbe 
Endkeulen». 

*) Smlgn. Beskrivelsen og Figurerne i Souleyet, Bonite (p. 263). 


i 151 

mindre eller større Sugeskaale!). — Krogsækkene er lange, rorformige; de Krogtorne, 
som sidder nærmest ved Mundingen af Sækkene, er smaa; indefter bliver de sukcessivt 
større, saaledes at de, der sidder i Sækkens Bund, er mange Gange saa lange som de, der 
sidder i Mundingen. Tornene er iøvrigt ikke jævnt fordelte over Sækkenes Overflade men 
findes tættest langs den øverst-indvendige Side, medens den udvendig-nederste kun har 
en enkelt Række smaa Torne. — I Radula mangler den mediane Tandrække; Sidetæn- 
derne har den for Gruppen typiske Form, der er i hvert Led 5—6 paa hver Side. Kjæben 
frembyder intet mærkeligt; den har sin Plads paa Ventralsiden foran Radula, bestaar af 
smaa Plader og korte, stumpe Torne med stor Basalplade, af hvilke de midterste og forreste 
er de kraftigste”), 

Jeg vil paa dette Sted tillade mig at at meddele nogle Bemærkninger om nogle 
Pneumodermon-Larver, som jeg har haft Lejlighed til at undersøge. 

1. Larve fra Messina (indsaml. af Prof. Leche) med fremstrakte Arme, hver med 
11 Sugeskaale. Fimrekredsene alle tre meget tydelige, de to bageste præsenterer sig som 
stærkt fremstaaende tykke Volde; den forreste er ligesom hos Clione-Larven (se nedenfor) 
delt i en Række sondrede Stykker. Baade Fod og Vinger tilstede; de sidste med lange 
Fimrehaar langs Randen. Intet Spor til Gjæller. Dyret er (Armene ikke medregnede) 
11/40 langt. — Hos et ganske lignende Exemplar fra samme Sted og Tid (men uden nd- 
strakte Arme) fandt jeg (efter Presning) lange Krogsække, en Kjæbe bestaaende af faa 
tornagtige Fremstaaenheder, samt en Radula med Formlen 3.1.3; Midttanden ganske af 
Form som hos Dexiobranchæa ciliata. 

2. Larve fra Messina (Leche) omtrent af samme Længde som Nr. I, men slankere, 
yngre (Tab. 8 Fig. 110). Armene udstrakte, langstrakte, hver med 10 Sugekopper. Anlæg 
til Fod og Vinger, de sidste tydelig embryonale, præsenterer sig som fremstaaende 
Knopper, der intet har at gjøre med Foden, der endnu staar i bløde Omrids. Den forreste 
Fimrekrans langt mindre fremstaaende end de to andre, synes delt ligesom hos foregaaende. 
lovrigt som Nr. 1. 

Disse 2 Larver tilhører uden al Tvivl samme Art som de af Gegenbaur I. c. p. 91 fr. 
beskrevne og sikkert med Rette til hans /’neumodermon violaceum henferte Larver, som 
ligeledes fangedes ved Messina, og min Nr. 1 svarer da navnlig ganske til Gegenbaurs 
Tab. 4, Fig. 10 afbildede Larve. I enkelte Punkter afviger mit Fund fra hans. Saaledes 


1) Paa den ventrale Side af Mundreret har jeg hos nogle Exemplarer af Pneumodermon med udkrænget 
Mundror fundet en storre eller mindre median Papil. Da de undersogte Ex. tilherte forskjellige 
Arter, formoder jeg, at vi her har at gjøre med en konstant Dannelse, maaske et Rudiment af den 
(nedenfor beskrevne) mediane Arm hos Dexiobranchæa. 

2) Troschels Figur (Gebiss. d. Schn., Tab. 3, Fig. 18) er tegnet efter et stærkt presset Præparat: Kjæben 
er i Virkeligheden ganske symmetrisk. 


hvad den forreste Fimrekrans angaar. Vigtigere er det, at det af min Undersøgelse frem- 
gaar, at Foden ikke udvikles senere end Vingerne, men samtidig med disse (Nr. 2), medens 
hin efter Gegenbaur hos nærværende Art forst skulde udvikles, naar Vingerne var kraftig 
udviklede og i fuld Funktion (den i hans Fig. 10 afbildede Larve skal endnu ikke have 
nogen Fod). Differensen mellem vore Angivelser skyldes sikkert den Omstændighed, at 
G. undersøgte de levende, gjennemsigtige Larver og derfor i nogle Tilfælde har overset 
Foden, medens jeg arbejdede med konserverede Exemplarer. 

3. Ung Pneumodermon tagen vest f. Caldera i Chile (Ltnt. Chierchia), 5"" lang. 
Kun svage Spor til Fimrekranse. Firstraalet Endegjælle, tydelige tre Kanter paa Sidegjællen. 
Krogsækkene store. Radula-Formel 4.1.4, Midttanden med 3 tydelige Spidser. 

Jeg har medtaget denne unge Pneumodermon, da den viser, at Midttanden endnu 
kan være bevaret, naar Dyret har naaet en ret anselig Størrelse. 


Oversigt over Arterne. 


Omtrent 7 Sugeskaale, af hvilke nogle meget store . . . Pn. macrocotylum. 
— 1) 40 ssmidatSugeskaale): ci. BESES See Pn. violaceum 
— 100 meget smaa Sugeskaale............. Pn. Peronii. 


Udredningen af P.-Arterne har frembudt ganske særlig Vanskelighed. De ind- 
samlede Exemplarer er sedvanlig sterkt kontraherede, Armene, som synes at frembyde de 
bedste Karakterer, er indesluttede i Mundhulen og derved fortrykte, saa at man ikke eller 
kun med Vanskelighed kan bestemme deres Form, Sugekoppernes Antal etc. Radula frem- 
byder neppe nogen Stotte for Artsadskillelsen, Krogsækkene heller ikke, saa lidt som 
Gjellerne. Hertil kommer endnu, at den hidtidige systematiske Behandling er yderst mangel- 
fuld. At jeg under disse Omstændigheder trods megen anvendt Moje kun er naaet lil et 
Resultat, som jeg selv maa betragte som blot foreløbigt, er en Selvfolge. 


1. Pneumodermon macrocotylum n. sp. 


» Pneumodermon mediterranum Van Bened.» Gegenbaur, Pterop. u. Heterop., p. 2131). 
Pneumodermon Peronü. Souleyet, p.p. (Bonite, Tab. 14, Fig. 13—14 og 16). 


Under ovenstaaende Navn sammenfatter jeg et Antal Pneumodermer fra forskjellige 


Have, som stemmer med hinanden deri, at Armene er meget korte og langs Randen for- 
synede hver med 7 (eller maaske undertiden kun 6) Sugeskaale, der sidder i to alternerende 


ly Om nærværende Art virkelig er den samme som den Van Beneden har haft for sig, lader sig paa 
Grund af hans højst mangelfulde Beskrivelse ikke afgjore, men er iøvrigt efter den ringe Størrelse, 
som Sugeskaalene paa hans Figurer har (Nouv. Mém. Acad. Brux., Tome 11), næppe sandsynligt. — 
De to «prolongements sous forme de tentacules», som «surtout» skal gjore hans Art «facile à recon - 
naitres, er — de halvt udkrængede Krogsække (!). 


Rækker (ialfald paa halvt udkrængede Exemplarer). Af disse 7 Sugeskaale er de 4 mid- 
terste omtrent lige store og meget store; den inderste — som undertiden synes at kunne 
mangle — er sædvanlig mindre, undertiden meget lille eller rudimenter; de to yderste 
(distale) ligeledes mindre, undertiden særdeles smaa. Sugeskaalenes Form er som en Ind- 
dampningsskaal uden Tud. Jeg har fundet Sugeskaalenes Forhold saa ligt — om end ikke 
identisk — hos de foreliggende Exemplarer, at jeg ikke tvivler om, at de alle tilbører samme 
Art, eller om flere, da ialfald særdeles nærstaaende. Farven er paa de foreliggende Spiritus- 
Exemplarer lidt forskjellig, nogle er blegere, andre mørkere. — Det største Exemplar maalte 
[7mm (uden de udkrængede Dele; det er udspilet, har nylig ædt); de store Sugeskaale maalte 
hver næsten 2%", — Arten er tagen i Atlanterhavet (incl. Middelhavet), i det Indiske og 
Kinesiske Hav. 


Atlanterhavet. 


! | 
Nr. | Bredde. Længde. | Samler ell. Giver. 
«€ | | = 
RP cee ete eres re Neapel Stazione Zoologica 
israel trio Messina Leche 
43 | 0° 30° N. ee ER RT Dr Andréa 1866 
44 0° 40° S. EMA | RESEN ET ore Ar ER —_ br 
45 EEE PO AN ER SERRE OO CRIE - 1862 
BE SE late ARS | Paa en Rejse til Rio Warming 
| 
Indiske Ocean. 
| | 
PME Seen ee nee en | Mathiesen 
48 | 10° S. 104° 0. | M ARS AS MENT SE ESS PS à à | Andréa 1869 
Kinesiske Hav. 
i . 
Jos EN TS 200 Der de er LAN Des VR FØR | Andréa 1869 


2 Pneumodermon violaceum d'Orb. 
Pnewmodermon violaceum. D'Orbigny, Voy. Amer. mer. p. 129, Pl. 9, Fig. 10—15. 
Pneumodermon Peronü. Souleyet, Bonite, Tab. 14, Fig. 12 og 15. 

Til denne d’Orbigny’ske Art henfører jeg om end med nogen Tvivl en Del Pneumo- 
dermer, især fra det tropiske og varmt tempererede nordlige Atlanterhav, som udmærker 
sig ved paa hver Arm at bære c. 40 smaa Sugeskaale. Sugeskaalene nærmer sig i Form 
til den foregaaende Arts,-men deres Diameter er kun en Brokdel af sammes. Farven er 
sædvanlig paa Spiritusexemplarer brunlig, Pigmentet i Huden fint fordelt. Største Exemplar 
{imm Jangt. 


Vidensk. Selsk. Skr., 6. Rekke, naturvidensk. og math. Afd. IV. 1, 20 


154 

Fra det sydostlige Stille Ocean haves nogle Exemplarer fra et Par Lokaliteter 
(Nr. 41 og 42), hos hvilke Sugekopperne er noget større, 25--30 paa hver Arm. Om de 
tilhører samme Art som de atlantiske eller en anden, er jeg ikke i Stand til at afgjore. 
— Hos et Exemplar, taget V. f. Chile (Caldera, Ltnt. Chierchia), med Armene smukt udkræn- 
gede, talte jeg derimod tydelig c. 40 Sugeskaale. 

Om Gegenbaurs Pn. violaceum (Pterop. u. Heterop., p. 213) falder sammen med 
nærværende Art, kan jeg ikke afgjøre. Den skal kun have 10-14 Sugeskaale paa hver Arm. 


Atlanterhavet. 


nn nd 


Nr. Bredde. Lengde. | Samler ell. Giver. 
Ate a TE | ENTER | ee | Andréa 1866 
2 SO EDEN M GEO NR a en ae ee | me 1862 
3 Buh IN WGI ENS be 6 ote 5 aaa ande Hygom 
A 136952 SING Mr KORB VA | ee EEE RE OR Andrea 1863 
6 32° N. (SOV ASE LEN ag MORE N ss mu 
TION UNDT KORET ES Niet: whalers & ae ee — 1862 
Bi) all Fone SANTA SOS OU Valle re Re RE CE IK RS 
10 14° N. DOC VA one | Hygom 1853 
11 LAS ADN NAS CID EVENE RD ere ae ACTE | Andréa 1870 
12 130 10 AN RETRO N EE EE ce Ce | = {ine 
14 102. | ASS OV) ‘oe RIRE er A | Reinhard 
1554 |. SAN NE lis SAIT RS anne ate ie 
16 5° 50° N. VORN Ole de Rett tte re: | Andrea 1864 
17 Eset IGEN fell 9 On EVA N ee a RER | Reinhardt 
18 5° 30° N. VEN rn a ee ee D | Andréa 1864 
{97 | ROBIN NS RESON VE A ee one ance tees 50 

20. |) GASEN O80 Ne nn a PE PT ge ere | Koch 1861 

21 4° N. | 24° v. Renee à) | Andréa 1863 

Sou" il BCHEDENE hh DR VE Eee er Lee 
23. 010.208: | FOO OSS AIO, MIRE" 0 1870 
24 jo RON, MTS AO Ve et uses ONE ee 
25 NP TOGO TO 20 var I EEE EN RE ET RE I a LT 
26 15° 6° S. 6° 0° V. | ENTE MN ent 


| | 
A | SOVS RET A er: Caspersen 1868 
42 32° 5, 92° V. | en. ; — 1869 


= 


3. Pneumodermon Peronii Lam. 


Pneumodermon Peronü. Lamarck, Animaux s. vert., Tome6, p. 294. 
Nec Pneumodermon Peronii Souleyet, Bonite, p.274. (lalfald tilhører de paa Soul.'s Tab. 14 afbildede 

Pneumodermer ikke vor Art.) 

Arınene, der sædvanlig paa halvt udkrengede Exemplarer er korte og brede, er paa 
deres Indside besatte hver med c. 100 smaa Sugeskaale (som er lidt mindre end hos fore- 
gaaende Art). Hver af disse har Form som en dyb Gryde, der er lidt hojere end bred; 
Mundingen ikke eller kun lidet, videre end den afrundede Bund; Stilken er i kontraheret Til- 
stand omtrent ligesaa bred som Sugeskaalen, men kan udstrækkes til en betydelig Længde 
og er da langt smallere. Farven er blaalig, Pigmentet mindre fint fordelt, tildels i smaa ved 
Lupeforstorrelse tydelige Klatter. Største Exemplar 15™™ langt. (Exemplarerne er gjennem- 
gaaende noget sterre end Exemplarerne af Pn. violaceum.) 

Det turde være sandsynligt, at den store Pneumodermon, af hvilken Cuvier gav 
den bekjendte anatomiske Fremstilling, hvortil Lamarck (l. c.) henviser, er den samme, som 
her har foreligget. Fuld Sikkerhed herfor giver Cuviers Fremstilling dog ikke. 

Arten synes efter det foreliggende Materiale at dømme at afløse den foregaaende i 
det sydlige Atlanterhav, hvorfra dens Udbredningskreds strækker sig ind i det Indiske Ocean. 


Atlanterhavet. 


ee m 
I | 


Nr. | Bredde. Længde. Samler ell. Giver, 
Se I ae Wen nn 

au Mut RU REN a U au er er | Andrea 1862 

ee MO GES QU CO N N RE = 

Sige IB En MON AN EN PTE ge RE [7 Falsch 

30 | DLR AUSSER ROSES SAV | 6 eh horn A Le che, aa | Hartmann 1882 

Te | PERS BERR | DC ee us in ann Andréa 1869 
URAN Re Reer RÉ = 

33 | 37° 30° S. | 1 OO OVAIRES LS Le era | Andréa 1864 

| 


N oo CE ORDNE | Afrikas Vestkyst | Salmin 1863 


35 SOP: Ey OT DIS coro. Senn Oro tente on eine Mathiesen 


36 | OF eee aS ESE URC Mes eco om Oc ab o he ome rune Andréa 1870 
37 28°—30°.S, | 96°—979 Be RS we wee es — — 
38 32° 40' S. REINE REN EE EE CE GE Te — 1869 


39 39° 54° S. | 419 30! Ø. | ICE he 


156 


2. Spongiobranchæa d'Orb. 
Spongiobranchea p.p. D'Orbigny, Voy. Amer. mer., p. 130. 


Kroppen smalner sig af bagtil og er but tilspidset. De forreste Tentakler 
(sjælden udstrakte) temmelig kraftige. Foden (Tab. 8 Fig. 112) omtrent som hos Pneumo- 
dermon, dog er dens bageste Parti smallere, længere og mere tilspidset end hos denne; mellem 
de to læbeagtige Fremspring findes bagtil en lille Knude, som ogsaa er anlydet hos Pneum. 
Vingernes Overflade har et ejendommeligt nopret Udseende. Gjællerne afviger ved 
deres Simpelhed fra Pneumodermons: Endegjællen er en simpel membranes Krave, som 
omgiver Bagenden, uden Straaler; Sidegjællen (overset af d’Orb.) er en simpel membranes 
Fremstaaenhed paa højre Side, uden Spor til longitudinale Kanter. Huden er blaasort 
pigmenteret, temmelig jævnt over hele Kroppen, kun lidet stærkere paa højre end paa 
venstre Side (Pigmentcellerne viser sig for svag Lupeforstørrelse som smaa sorte Prikker), 
— Spong. har de samme to Arme som Pneumodermon; de præsenterer sig som temmelig 
lange Skafter og er hver forsynet med omtrent 10 skaalformige Sugeskaale, af hvilke de 6 eller 
7 øverste er meget store, de nederste smaa). — Krogsækkene er meget afvigende fra 
Pneumodermons. Medens den indre, krogbærende Sek hos denne er flere eller mange 
Gange saa lang som den er bred, er den hos nærværende Slægt ganske kort, næppe dobbelt 
saa lang som bred; fremdeles er Tænderne afvigende, idet de er meget lange (navnlig de 
nederst i Sækken siddende), svagt krummede Torne, som næsten alle rager op i den ind- 
krængede Sæks Munding (Sækken ligner næsten ganske den tilsvarende hos Clione limacina). — 
Radula (Tab. 8 Fig. 120) er ligeledes afvigende. Dens Formel er 8.1.8 (hos et andet Exemplar 
7.1.6); Midttanden har tre lige lange, bagudrettede Spidser og er ret kraftig udviklet; den 
inderste Sidetands Basalstykke er meget bredt, den andens betydelig smallere, de følgende 
bliver sukcessivt smallere, ligesom ogsaa Tornene, hvoraf hver af dem bærer én, bliver 
svagere udefter; paa Indsiden af den inderste Sidetands Torn findes ved Grunden en lille 
Bitorn. Kjæben er svagere end hos Pneumodermon (de tornagtige Dele spinklere); den 
afviger fremdeles ved, at den midterste Del er halvt sondret fra de mere laterale Dele, som 
er sammensatte af temmelig lange, spinkle Smaatorne. 

SI. Spongiobranchæa er opstillet af d'Orbigny. Han henførte til samme to nøgne 
Pteropoder, af hvilke den ene, Sp. elongata, ganske sikkert er en Clione, medens den anden, 


Sp. australis, der betegnes som Slægtens Type, utvivlsomt fortjener at gjøres til Repræsen- 


tant for en særlig Slægt. D’Orbigny giver af den — af hvilken han kun havde iagttaget 
ét Exemplar, som han dog havde havt Lejlighed til at studere i længere Tid levende — en 


1) Hos et Exemplar fandtes paa den ene Arm 8 Sugekopper, af hvilke de 2 nederste var meget smaa, 
paa den anden 10, af hvilke de 3 nederste er meget smaa; hos et andet Exemplar 8 paa den ene 
Arm, paa den anden 11, af hvilke de 4 nederste smaa (de 3 nederste endog særdeles smaa). 


li 


ret god Beskrivelse og gode Figurer, men kun af de ydre Forhold. Da den i det ydre 
ikke afviger meget fra Pneumodermon, er det naturligt, at det af senere Forfl. er bleven 
formodet, at d’Orbigny blot har haft for sig en Pneumodermon («dont les branchies auraient 
été dessinées A l'état de contraction», Souleyet). Andre har udtalt den Formening, at det 
Sp. var en Larve, ingen har stottet d’Orbignys Paastand, at det var Typen for en egen 
Slægt. Dette viser sig nu dog at være Tilfældet, idet det har vist sig, at ikke blot Ende- 
gjællen er karakteristisk forskjellig fra Pneumodermons, men ogsaa Sidegjællen, Radula 
(Midttanden) og i hej Grad Krogsækkene. 
Af Slægten kjendes hidtil kun én Art: 


Spongiobranchæa australis d'Orb. (1. c.). 

D'Orbignys Exemplar toges paa 54° 30’ SBr. 60° VL. (f. Paris). De foreliggende 
Exemplarer er fra 41° SBr. 42° ØL. (3 Exempl. samlede af Kapt. Caspersen, Lokal. sikker) 
og fra 44° SBr. 21°—23° OL. (fra Godefroy — Lokaliteten tør ikke betragtes som fuld- 
kommen sikker — et større Antal Exempl.); endvidere haves et Par Exemplarer, som er 
kjobte af Naturaliehandler Putze i Hamburg, og som bærer Lokal. «Marquesas»; denne 
Lokalitet anser jeg dog for urigtig, da nogle andre Pteropoder, som bar den samme Lokal.- 
Angivelse og erhvervedes ved samme Lejlighed, ganske sikkert ikke var fra Marquesas-Qerne, 
og det desuden næppe er rimeligt, at Formen gaar saa langt mod Nord; i saa Fald vilde 
vore Skibskaptejner vistnok oftere have hjembragt den. Jeg tror tvertimod paa Grundlag af 
de ovennævnte sikre Lokalitets-Angivelser, sammenholdte med vore Samlingers negative Vid- 
nesbyrd, at turde formode, at Sp. australis lever hele Jorden rundt syd f. c. 40° SBr. 

Det største Exemplar maalte 15", De fleste af Exemplarerne har Kroppen ring- 
formig indsnøret i Højde med Sidegjællen. 


3. Dexiobranchæa 0. g. 


Kroppen (Tab. 7, Fig. 104—106) er temmelig stærkt tilspidset bagtil, og Ind- 
voldsmassen strækker sig ikke helt ud i den bageste Del af samme. De forreste Ten- 
takler er større end hos Pneumodermon og Spongiobranchæa. Foden udmærker sig 
ved, at det bageste Parti er smalt og tilspidset, undertiden af en anselig Længde. Af 
Gjæller besidder nærværende Slægt kun Sidegjællen, en ret vel udviklet trekantet Proces 
paa højre Side, medens Endegjællen ganske mangler. De to bageste Fimrekranse er 
sædvanlig bevarede hos de foreliggende, større og mindre Exemplarer; den forreste af de to 
løber ned langs Sidegjællens Rand. Huden er noget pigmenteret. — Slægten har de to 
samme Arme med Sugekopper som de foregaaende Slægter; men Armene er stærkt for- 
kortede. Hos 2. ciliata optræder de endnu i Form af særlige fremspringende Dele, ser 
omtrent ud som en meget kort bred Haand, der langs den forreste Rand bærer en Række smaa 


Sugeskaale (Tab.7 Fig. 104); bos de andre Arter sidder de samme Sugeskaale direkte paa Mund- 
hulens ventrale og laterale Væg i en Halvkreds tæt indenfor sammes Munding. Men foruden 
disse to Arme (eller deres Ækvivalent) findes endnu en tredje, uparret, ventral Arm, der 
har sin Plads bagved de andre, i Midtlinien. Den bærer hos de fire undersogte Arter konstant 
5 Sugeskaale, I terminal og 2 Par laterale. Hos to af Arterne er denne tredie Arm iøvrigt 
kun repræsenteret ved de 5 Sugeskaale, som sidder direkte paa Mundhulens ventrale Væg, 
ikke paa nogen Forhojning eller Stilk som hos de andre. I Henseende til den relative Ud- 
vikling af de 5 Sugekopper — af hvilke i det mindste 1 altid er kraftigere end Sugekop- 


perne paa de to andre Arme — gjor der sig betydelig Forskjellighed gjældende hos de 
forskjellige Arter (se disse). — Krogsækkene er repræsenterede ved 2 Gruber, en paa 
hver Side af Radula, hver med et Antal Torne (fra 4 til c. 50). — Radula- Formlen (Tab. 8, 


Fig. 116-118) varierer mellem 7.1.7(8) og 2.1.2; Midttanden er forsynet med 3 Spidser, 
af hvilke den mediane er mindre end de andre. Kjæben (Fig. 119) har den typiske Bygning. 

Af denne mærkelige og udprægede (smlgn. navnlig Gjællen og Armene) nye Slægt 
vil nedenfor 4 Arter blive omtalte. Af disse er hidtil kun én bleven — ufuldstændig — 
beskreven (som en Pneumodermon-Art). 


Oversigt over Arterne. 


1) Dex. ciliata. 


13—17 Tænder i Radulas Led. 


30—50 Torne i Krogsækrudimentet. 


oo o 
2900 000000 


5—7 Tænder i Radulas Led. 


4) Dex. pol i ern ; 
Dar ie 4—12 Torne i Krogsækrudimentet. 


Vi er | 


159 


1. Dexiobranchæa eiliata (Ggbr.). 
Pneumodermon ciliatum. Gegenbaur, Pterop. u. Heterop., p 213 og p.73. (Anm.) 


Tab. 7, Fig. 104, Tab. 8, Fig. 113. 


Nærværende Art besidder et Par virkelige, om end meget korte Arme, som langs 
deres forreste Rand er forsynede med 7—9 smaa kortstilkede Sugeskaale. En egentlig 
median Arm fattes; af de 5 Sugeskaale, som repræsenterer den, er den mediane ikke meget 
stor, men dog større end de parrede Armes Sugeskaale; tæt ved den udspringer paa hver 
Side en kolossal Sugeskaal (Fig. 113), der har Form som en dyb Potte med en bred om- 
bøjet Rand (som paa en Tallerken), der er trukken ud i en tilspidset Snip (omtrent som 
en Tud); disse Sugeskaale, der paa det største Exemplar var omtrent 2™™ brede, bæres af 
en temmelig lang, tynd Stilk. Foran dem, tæt ved de parrede Arme, findes paa Mundhulens 
Ventralside et Par ganske smaa Sugeskaale (de er mindre end Sugeskaalene paa Armene), 
siddende paa tynde Stilke (Stilkene tyndere end Sugekopperne er brede). — Radulas 
Formel er (hos to undersøgte Exemplarer): 7.1.7; dog fandt jeg hos det største Exemplar 
i nogle Led af Radula endnu en yderste, 8. Sidetand. — Hver af Krogsækkene inde- 
holder 30—40 Torne. — Foden udmærker sig ved sin lange og smalle bageste Flig (hele 
Foden er omtrent halvt saa lang som hele Dyret). — De største Exemplarer var 11—12"" 
lange; det største havde endnu baade den midterste og bageste Fimrekrans, som derimod 
manglede paa det næststørste Exemplar, ligesom ogsaa den midterste Fimrekrans ikke var 
til at opdage paa Nr. 2; derimod fandtes begge hus Exemplarerne Nr. 3 og 4. 

Af nærværende Art foreligger ét Exemplar paa 7™™ fra Messina, indsamlet af Prof. 
Leche. Jeg tager ikke i Betænkning at henføre dette Exemplar til Gegenbaurs Pnewmo- 
dermon ciliatum, der |. c. karakteriseres paa følgende Maade: «Corp. griseo-violaceo, postice 
attenuato et ciliarum corona prædito; branchia laterali; acetabulis utrinque 5—6; pedis 
processu longo. Longit. 4‘“», og som er opstillet paa Exemplarer fra samme Lokalitet. Det 
undersogte Exemplar besad 7 Sugeskaale paa hver af de parrede Arme; Radulas Formel 
var 7.1.7; Krogsækkene hver med omtrent 30 Torne. Jeg henforer til samme Art nogle 
(4) nordiske Dexiobranchæer, af hvilke de største er noget større end Exemplaret fra Mes- 
sina, til hvilket de nøje slutter sig; et Exemplar (Nr. 2) besad 8 Sugeskaale paa hver Arm, 
et andet 9 (det afbildede). Radula (kun ét Exemplar undersøgt): 7.1.7 (eller 8); Krog- 
sækkene med 30—40 Torne i hver (ligeledes kun et Exemplar nojere undersogt herpaa); 
iovrigt stemmede de ganske med det messinensiske Exemplar, saaledes navnlig i Fodens 
og den uparrede Arms Forhold. Arten synes saaledes at have en anselig Udbredelse. 


Af denne Art har jeg undersøgt en 2™ lang Larve fra Messina. Den besad 3 kraf- 
tige Fimrekranse, af hvilke den forreste var delt i smaa Stykker. Intet Spor til Gjælle, 
Fodens Midtkjol allerede temmelig vel udviklet, men dog forholdsvis kortere end hos den 
voxne. Vingerne smaa. Larven var udvendig ikke bestemmelig, men da den blev presset 
itu, kom de store, karakteristiske, med en Snip forsynede Sugekopper frem. Radula med 
Midttand og 3—4 Sidetænder paa hver Side. 


Nr. Bredde. Længde. | | Samler ell. Giver. 
) 61% NES ||: 200 WB PR RE | Olrik 1867 
2 59° 36° NB 9° 32° VL. 3/6 84 | Holm («Fylla») 1884 
3 | 58° 26° NB. | LOS NES MA lee Mr EEN tao tc oF Olrik 1859 
A | opis joa dies tel ete eet MER SIDA | Leche 1884 


2. Dexiobranchæa simplex n. sp 

De parrede Arme er stærkere reducerede end hos nogen anden D.-Art, idet de kun 
er repræsenterede ved 4 smaa Sugeskaale, 2 paa hver Side, siddende umiddelbart paa 
Mundhulens Veg, Den mediane Arm er ligesaa lidt som de to andre udviklet som egentlig 
Arm; den er repræsenteret ved en median meget stor (paa det største Exempl. 1"" bred 
og omtrent ligesaa dyb) kortstilket Sugeskaal (Tab. 8, Fig. 114—114 a), som omtrent har 
Form som en lay Urne, og ved 4 smaa Sugeskaale siddende paa Stilke, som er ligesaa 
tykke som Sugeskaalene er brede og dobbelt saa lange som tykke; af disse 4 sidder de 2 
tæt ved den store Sugeskaal, de to andre længere fortil (naar Mundhulen er krænget til- 


bage). — Radulas Formel er 6.1.6. — Krogsæksrudimenterne er lave, men tydelige 
Gruber, hver med 40—-50 smaa korte Torne. — Fodens Midtspids er kortere og tykkere 
end hos Dex. improvisa, men dog tilspidset. — Af de to foreliggende Exemplarer er det 


største 41/2™ Jangl (de udkrængede Partier ikke medregnede), det andet noget mindre; hos 
dem begge er de to bageste Fimrekanse tilstede. I Huden paa Hovedet og den forreste Del 
af Kroppen ses smukke sorte Pigmentceller. 

Af denne Art har jeg kun set 2 Exemplarer, begge tagne vest f. Caldera i Chile af 
Ltnt. Chierchia. 


3. Dexiobranchæa paucidens n. sp. 
Tab. 7, Fig. 105—106. 

De parrede Arme er repræsenterede ved 11—13 kortstilkede Sugeskaale, der sidder 
i en Halvkreds indenfor Mundaabningen, direkte paa Mundhulens Væg; de falder ikke i to 
Grupper (svarende til de to Arme), men danner en sammenhængende Halvkreds. Den 
uparrede Arm er temmelig lang; den bærer paa Spidsen en temmelig stor Sugeskaal 
(forholdsvis omtrent saa stor som den tilsvarende hos D. ciliata), lidt nedenfor denne en 
mindre, stilket, paa hver Side og endelig ved Basis et Par lignende (disse 4 mindre Suge- 
skaale er dog større end de i Halvkredsen). — Radulas Formel er 2.1.2; af Sidetæn- 
derne har den inderste et bredt Basalstykke, den yderste et smalt; Midttanden synes ganske 
at mangle den lille Midtspids, vi finder hos de andre Arter, men har de to andre Spidser. — 
Krogsæksrudimenterne bestaar af en Gruppe af 4—6 korte kraftige, svagt krummede 


Torne, der ikke er meget længere end de er brede ved Basis. — Gjællen lille, men 


tydelig. — De to bageste Fimrekranse tilstede. — Det storste Exemplar var, de udkrængede 
Dele ikke medregnede, 5™™ langt. 

De foreliggende 15 Exemplarer er af Prof. Behn tagne i Atlanterhavet den 3/5 48 
paa hans Hjemrejse fra Brasilien. 


4. Dexiobranchæa polycotyla n. sp. 

De parrede Arme er repræsenterede ved c. 20!) temmelig store Sugeskaale, som hver 
er forsynet med en tydelig, kort, tynd Stilk og som sidder i en krummet alternerende 
Dobbeltrække indenfor Mundaabningen (smlgn. Diagrammet p.158). Den uparrede Arm er 
kort og bærer en terminal større Sugeskaal (Diam. omtr. 17/2 Gang saa stor som de andre 
Sugeskaales), samt fire mindre omtrent af samme Storrelse som eller dog kun ubetydelig 
storre end dem, der danner Halvkredsen; af disse fire sidder ét Par tæt ved den store, 
medens det andet Par sidder tæt ved Armens Grund (men dog paa selve Armen). — 
Radulas Formel er 3.1.3. Midttanden med en rudimentær Midtspids og to lange 
Sidespidser. — Hver Krogsæk med en halv Snes temmelig lange Krogtorne?). — Gjællen 
vel udviklet, de to Fimrekranse tilstede, Legemet delvis brunlig pigmenteret. — Største 
Exemplar 5°" langt. 

Nærværende Art er nær beslægtet med foregaaende, fra hvilken den dog let ad- 
skilles navnlig ved det konstant større Antal Sugeskaale, ved det større Antal af Tender 
i Radula og af Torne i Krogsækkene, samt ved disse Tornes Form (de er længere end 
hos paucidens etc.). 

Der forelaa af Arten 5 Exemplarer tagne (sammen med D. simplex) vest f. Caldera 
(Chile) af Ltnt. Chierchia. 


4. Clione. 


Clio. 0. F. Müller, Zool. Dan. Prodr., p. 226, (nec Brown). 
Clione. Pallas, Spicil. Zool., Fase. X, p. 28. 


Kroppen er ligesom hos Dexiobranchæa bagtil tilspidset og Indvoldsmassen strækker 
sig ikke ud i den bageste større Halvdel af Kroppen”), som er meget kjendelig fladtrykt; den 
allerbageste Del af Kroppen kan kontraheres meget stærkt, saaledes at den kommer til at 
fremtræde som et lille, fra den øvrige Krop afsat terminalt Vedhæng. Legemet har et mere 
gelatinøst Præg end hos de foregaaende Slægter, er gjennemsigtigt (ialfald hos nogle Arter), 
i Huden mangler Pigmentceller (visse Dele af Legemet kan have en, sædvanlig rødlig, Farve, 
som taber sig i Spiritus). — Fodens Midtflig er meget kort, bred fortil, bagtil tilspidset; 
de to læbeagtige Vedhæng derimod meget store, trekantede, dækker ofte over Midtfligen. — 


1) Talt hos flere Exemplarer. 

?) Radula og Krogsække undersøgt hos tre Exemplarer. 

3) Naar Maven er fyldt (naar Dyret nylig har holdt Maaltid), strækker Indvoldsmassen sig dog noget 
længere tilbage. 


Vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, naturvidensk. og math. Afd. IV. 1. 21 


162 
De forreste Tentakler temmelig store. — Gjæller mangler ganske. — Fimrekransene 
bevares hos mange Exemplarer, til disse har naaet en betydelig Storrelse (se nedenfor 
under Cl. limacina). — Sugekopper mangler ganske; derimod findes 2--3 kraftige, 
korte, koniske Vorter, Eschrichts «Hovedkegler». Undersogte med Mikroskopet viser 
disse sig besat med et stort Antal (E. anslaar Tallet for hver Hovedkegles Vedkommende hos 
CI. limacina til 3000) lave, tætstillede, vorteagtige Fremspring, som hver er besat med omtrent 
10 Celler, hvis basale Dele (hvori Kjærnerne) slutter sig tæt sammen, medens de periferiske 
Dele, som er smallere, kort traadformige, rager frit frem uden at berøre hinanden (saaledes 
fandt jeg Forholdene paa de undersøgte Spiritusexemplarer). Disse Organer, som E. be- 
tegner som «Sugeredskaber», og af hvilke han giver en, hvad det speciellere angaar, mindre 
heldig Beskrivelse, tør næppe paralleliseres med Sugekopperne hos andre Gymnosomer, 
med hvilke de har meget ringe Lighed; jeg skulde nærmest være tilbøjelig til i samme at 
se ejendommelige Klæberedskaber (dog er dette en blot Formodning)!). — Krogsækkene 
har en lignende Udvikling og et lignende Præg som hos Spongiobranchæa; det er kraftige 
muskuløse Organer, omtr. dobbelt saa lange som brede; Tornene, navnlig de længste, er 
svagt bøjede; de, der sidder i Sækkens Bund, er saa lange, at de med deres Spidser naar 
op i sammes Munding, de følgende er sukcessivt kortere. — Radula udmærker sig ved at 
Midttanden, som er temmelig bred, mangler fremspringende Spidser; Sidetænderne er ikke 
meget kraftige hver for sig, men tilstede i større Antal end hos andre Gymnosomer (hos 
CI. limacina stiger Radula-Formlen til 14.1.14); deres Form er den sædvanlige (Basal- 
stykket lille). En Kjæbe mangler ganske. 


Clione limacina (Phips). 
Clio limacina. Phips, A Voy. tow. the North Pole (1773), p. 195. 
Clione borealis. Pallas, Spicil. zoolog., fasc. X, p. 28 (1774). 
Clio retusa. Muller, Prodromus, p. 226. 
Clio retusa, O.Fabricius, Fauna Groenl., p. 334. (Udferlig Beskriv.) 
Clio miquelonensis. Rang, i: Ann. d. Se. nat., 1. Ser., Tome 5, p. 285, Pl. 7 Fig. 2. 
Clione borealis. Eschricht, Anat. Undersøg. o. Cl. b. i: Vidensk. Selsk., nat. math. Afh., 7. Del 1838, p. 327. 
Clio borealis. Souleyet, Bonite, p.275, Pl. 15 bis, Fig. 1—19; Monogr., p. 78. 
Clione limacina. G.O.Sars, Moll. Regionis Aret., p. 332; Tab. 29, Fig. 4a—e, Tab. XVI, Fig, 21 a—i 2). 


Tab 7 Fig. 101—103. 


') Ovenstaaende var forlængst nedskrevet, da jeg erholdt P. Pelseneers ovenfor (p. 143) citerede Afhand- 
ling, hvori Hovedkeglerne er gjorte til Gjenstand for et nøjere Studium, Vigtig er navnlig Paavis- 
ningen af de særdeles talrige éncellede Kjertler med lange Udforselsgange, som findes inde i Hoved- 
keglerne. 

Under Trykningen af nærværende Arbejde udkom en ny udførlig Beskrivelse af Clione limacinas 
Anatomi, ledsaget af talrige store Figurer, af N. Wagner (Die Wirbellosen d. Weissen Meeres 1. Bd. 
1885, p.89—120, Tab. 7—14). Forfatteren, som har studeret Dyret ved det Hvide Hav og saaledes 
har haft rigeligt frisk Materiale til sin Raadighed, bringer i sin Fremstilling vistnok et og andet nyt 
af Betydning, uden at han dog kan siges saaledes at reformere Kundskaben til Arten, at han har 


2 


163 


Dyret er vandklart, Vingespidserne, Hovedet og Kroppens bageste Ende er lyst 
zinnoberrøde (efter Holms nedenfor meddelte Iagttagelser”); i Spiritus taber Farverne sig 
meget snart. Arten besidder 3 Hovedkegler paa hver Side; de er tilspidsede og svagt 
krummede med Konvexiteten udad. — Naar en Størrelse af Alm, 

Botanikeren, Hr. Stud. mag. Th. Holm, der som Naturforsker ledsagede Orlogsskon- 
nerten «Fylla» paa dens Grønlandstogt i 1884, har paa denne Rejse havt Lejlighed til 
at gjøre forskjellige lagttagelser over Clione limacina, som han godhedsfuldt har meddelt 
mig, og som jeg her tillader mig at anføre: 


«Clione blev tagen i Godthaab Skibshavn i ganske stille Sø, baade sildig om Af- 
tenen og hele Dagen igjennem, d. 30. Juni, sammen med Hyperider. Fremdeles i Sukker- 
toppens Havn om Aftenen den 5. Juli, med enkelte Hyperider, samt en Del Smaagopler og 
Beroider. — Ved Disko, udfor Godhavn toges den i Mængde, med mange Unger, d. 22. Juli 
om Aftenen mellem 10 og 11, medens det endnu var lyst; stille Sø. Den forekom her 
sammen med uhyre Mængder af Fiskeyngel, enkelte Hyperider og Smaagopler. — Endelig 
toges den ved Jakobshavn, om Aftenen den 24. Juli (med Smaagopler og Beroider), og i 
Havnen ved Egedesminde, den 28. Juli, hvor den iagttoges baade Morgen og Aften i stille 
Vejr, sammen med talrige Gopler og enkelte Hyperider. 

Clione er hvid, gjennemsigtig, Vingespidserne, Hovedpartiet og Halespidsen lyst 
zinnober, undertiden er Vingespidserne næsten rosenrøde. Under Bevægelsen i Vandet 
holdes Kroppen i hele sin Længde vandret, og de bevæger sig oftest fremad lige under 
Overfladen, sjældnere op- og nedad, idet de ror sig frem skiftevis [dette sidste stemmer dog 
ikke med hvad andre lagttagere anfører om Clionernes Bevægelse] med højre og venstre Vinge 
og bevægende Halen temmelig rask fra Side til Side. Deres Bevægelse er mere jævn end 
Limacinernes, og sete paa længere Afstand forvexles de let med pelagiske Fiske. — I Fjor- 
dene har jeg aldrig truffet dem.» 


Hvorledes Parringen foregaar, har jeg selv været i Stand til at studere, idet nogle 
af Exemplarerne her i Samlingen er tagne i Parring og ikke har givet Slip paa hinanden 
efter at være komne i Spiritus (Gymnosomernes Parring er hidtil”) ikke iagttagen). Der 


Ret til, som han gjør, at betegne Souleyets i sin Art klassiske Undersøgelse som soberflächlich». 
Adskilligt af det nye, Forf. meddeler, turde uden al Tvivl heller ikke blive staaende for en nøjere 
Kritik; saaledes Angivelsen om, at det Bojanske Organ ikke skulde have nogen Kommunikation med 
Perikardet, og andet mere. Ganske særlig uheldig har Forfatteren været i sit Slutningsafsnit «Phy- 
logenetische Beziehungen der Clio»; af Agtelse for N. Wagners Navn afholder jeg mig iøvrigt fra 
al Kritik af dette Stykke af hans Afhandling. 

Smign. ogsaa Eschricht (1. c. p. 334) og Fabricius; disse Forf. melder dog intet om, at Vingespidserne 
er røde. 

2) Wagner (I. c.) har dog beskreven Parringen hos Clione. 


21" 


HUE 


forudskikkes den Bemærkning, at den udkrængede Penis hos Clione er togrenet; paa et 
kort Skaft sidder en kort og tyk, samt en lang og tynd Gren. Parringen (iagttagen paa to 
Par) foregaar paa folgende Maade (smlgn. Fig. 102): Individerne vender Bugsiden mod hin- 
anden, Hovederne vender i samme Retning. Parringen er gjensidig, det ene Individs Penis 
er fort ind i det andets Kjonsaabning og vice versa; de to Penes kommer saaledes til at 
krydse hinanden. Det er kun den kortere Gren af Kjonslemmet, som fores ind i Aabningen; 
den tyndere Gren er strakt bagud. 

Fremdeles har det foreliggende Materiale tilladt mig at gjore nogle lagttagelser over 
nærværende Arts hidtil ubekjendte Udviklingshistorie, som ikke er uden Interesse. I et 
Glas mrk. Grønland, Olrik, i Landbohojskolens Museum fandtes et stort Antal Clioner i 
alle Størrelser fra fuldt udviklede Individer paa indtil 35"" Længde ned til Exemplarer paa 
2mm (noget kontraherede). At de alle, selv de mindste, hører til Clione, er, paa Grund af 
den fuldkomne Suite, som foreligger af dem, udenfor al Tvivl; iøvrigt bærer selv de meget 
smaa Exemplarer særdeles tydelig Artens Præg. 

De smaa Exemplarer (Fig. 103) bærer alle tre Fimrekranse. Den bageste og den 
midterste danner fuldstændige Ringe. Den forreste, der sidder paa Hovedet, er derimod delt 
i et Antal smaa Stykker, med regelmæssige Mellemrum; desuden er der en noget større 
Afbrydelse i denne Ring forneden i Midtlinien, hvor den forreste Ende af Foden rager frem 
fortil. Fimrekransene er forholdsvis kraftigst hos de mindre Exemplarer. 

Paa alle Exemplarerne er baade Fod og Vinger udviklede. Det maa her ud- 
trykkelig fremhæves, at disse Dele, selv hos de mindste Exempl., ikke staar i nogensomhelst 
Forbindelse med hinanden, men er ganske sondrede ligesom hos de udviklede (det samme 
iagttoges ogsaa paa nogle endnu mindre Larver, paa næppe {"", hidrørende fra en anden 
Indsamling; hos disse var Vingerne endnu ganske smaa). Iøvrigt bemærkes, at Fodens 
bageste Lap er forholdsvis større hos de med Fimrekranse forsynede unge Exem- 
plarer end hos de voxne. En anden Forskjel mellem de unge Exemplarer og de ældre 
ligger i følgende. Hos de sidste udfylder Indvoldsmassen kun den forreste mindre Del af 
Kroppen, medens den større bageste Del af denne ingen Indvolde indeholder. Hos Ungerne 
er dette indvoldstomme Parti betydelig mindre, Indvoldsmassen strækker sig paa middel- 
maadig kontraherede Exemplarer bagved den midterste Fimrekrans, medens den paa større 


Individer ikke naar nær saa langt!). — Ved begge disse Momenter — Fodens stærke og 
det bageste Kroppartis svage Udvikling — viser Clione-Ungerne Tilknytningspunkter til de 


blivende Forhold hos Dexiobranchæa. 


1) Forholdet varierer iøvrigt, hvad maaske næppe udtrykkelig behøver at fremhæves, en Del efter Mavens 
større eller mindre Fyldthed; man maa have større Rækker af Exemplarer for sig for med Sikkerhed 
at kunne dømme om Forskjellen mellem de unge og de gamle. 


166 


Fimrekransene bevares, som et noje Eftersyn af talrige Exemplarer har vist mig, 


ofte, helt eller delvis, indtil Dyret har naaet en betydelig Størrelse, men tabes ogsaa ofte 


tidligere. Jeg uddrager af mine Notitser i denne Retning følgende Data. 

Nr. 29. Exemplar paa 27m, Tydelige Rester af den bageste.Fimrekrans, men ikke af 
de andre. 

Nr. 54. — — 2600, Fin Kredsfure som Antydning af den bageste Fimrekrans. 

Nr. 4. — — 16™™. Alle tre Fimrekranse. 

Nr. 4. — ME = = , den midterste dog defekt. 

Nr. 4. — — Jam — — — , af den midterste dog kun et lille 
Stykke. 

Nr. 4. — — 12%, Alle tre Fimrekranse. 

Nr.4. 8 Exemplarer paa 9-12-13-16-21™™. Mangler ethvert Spor til Fimrekranse. 


helicina. 


.28. Exemplar paa 141/2™. Mangler den midterste, men den bageste og Levninger 


af den forreste er tilstede. 


Clione limacina er en ægte arktisk Form med en lignende Udbredelse som Limacina 
Den er meget hyppig i Davisstrædet og Baffinsbugt, den er tagen paa en Række 


Punkter i det nordlige Atlanterhav, Spitsbergen, Kariske Hav") (Leche i: Svenska Vetensk.- 
Akad. Handl., Bd. 16, Nr. 2, p. 77). Dens Sydgrænse turde efter det i det hele foreliggende 
i den største Del af Atlanterhavet ligge ved nogle og 50° NBr., i den østligste Del dog 


betydelig nordligere; det er ganske vist en ren Undtagelse, naar den en enkelt Gang i ét Ex- 
emplar er dreven op ved Portland i Maine paa 43° NBr. (Gould, Invert. Massach., 2. Ed., 
p. 507), eller naar den en enkelt Gang er tagen ved Karmøen paa Norges Vestkyst, omtr. 


59° NBr. (G. O. Sars) eller ifølge en som det synes paalidelig Avis-Eflerretning i den Bo- 
huslenske Skærgaard”) (58°—59° NBr.). 


1) Om den findes længere mod Øst i det sibiriske Ishav, véd jeg ikke. G.O.Sars (I. Cc.) angiver, at den 


2 


er tagen i Beringshavet, uden dog at anføre sin Hjemmel (Middendorff har den ikke herfra). 

Se Tillæg t. «Nationaltidende», 19. Marts 1884, i hvilken det efter en svensk Avis («Strømstads Tidn.») 
berettes, at den har vist sig paa det paagjældende Sted. Der gives en Meddelelse om Dyrets Ud- 
seende, som aabenbart er original og efter levende Exemplarer; Bevægelsen beskrives: «Naar Dyret 
vil svomme, samles Vingerne med Spidserne over Ryggen og føres herfra med større eller mindre 
Hurtighed ud til Siden og nedefter, idet de beskriver hver en Halvcirkel omkring Kroppens Længde- 
axe, indtil Vingespidserne atter næsten mødes under Kroppen», og der gives forskjellige litterære og 
andre Notitser, som viser, at enten en Fagmand eller dog en kyndig har givet Meddelelsen i det 
svenske Blad. 


166 


Vest for Grønland. 


Nr. | Bredde Længde. | 
i 
a LL PR sal ee 
32, EG RER RASE REPAY oy 
BE ER ent 3 
DROGUE Rees ee ca gee 7 
gin Ma a: se SS RS me à 
D AI ane toed Pea SE 
nitrate ere sed 
2 67° 35° N. | 54° 10° V. 
3—4 66° 13° N. | 55° 51° V. 
SIE sitar Ares Koma 
SE N se LATE RAR 
6 60° 12° N. | 52° 15° V 
a MEANS RTE SERENE 
TB NE MN AUTEUR 
Er NL Er pate LE Ae ee 
| AN ee ST DA 
SR PE RENE | ØRET I ee 
52 61660 Neal CNT 
7 60° 4! N. | 23° 44 V. 
8 60° A" N. | 18° 33 V. 
59° 56° N. | 19° 1% V. 
9 |590-592/,° N, 22°—16° V. 
10859950: 39° V, 
11 | 58° 56° N. | 10° 59° Y. 
12 | 58° 29 N | 44° 54 V. 
13 589 27° N. | 260 43° V. 
14 AIDS Ie WIE Ve 
15 58° 17° N. | 30° 594 V. 
| 57° 56° N. | 44° 2 V. 
16 | 57° 50° N. | 35° 30! V. 
17 57° 27/ N. 35° V. 
579 6° N. | 31° 44’ V. 
57° 4! N. | 32° 20° V. 
20 56° 40! N. 44° Y. 
a ANA ØRERNE, 


Samler ell. Giver. 


Davisstr. udfor Disko 
| Diskobugten 
| Godhavn 
| Jakobshavn 
Egedesminde 


| Sukkertoppen 
Godthaab 
Ivigtut 


| Kap Farvel 
| »Davis-Stredet» 


| «Nord-Grenland» 
«Syd-Gronland» 


Labrador 


Nordlige Atlanterhav. 


Skagestrand (Island) 
| 174.74, Kl.8 Form. 
| 15474, Kl.9 Efterm. 
3%, 82, KI.9 Aften 


| We 82, Kl. 8 Efterm. 


| 5/, 82, KI.8 Form. 


5/5 82, KI. 6 Efterm. 


Rink 1849 
Fleischer 
Moberg 
Andersen 1862 og 1863 
Olrik 1862 

Borch 1859 

Holm 1884 


Zimmer 

Holm 1884 

Olrik 1864 

Moberg 

Holm 1884 

Holbøll, Møller 
Mønster 1880 

Olrik 1864 

Møller 

Rink, Olrik 
Rudolphi; Mus. Phys. 
Schmidt, Dr. Schiødte 1868 


Packard 1866 


Steincke 

Assistent Steenstrup 
Ryder 1883 
Bang 1873 
Borch 1859 
Rink 1852 
Olrik 1864 
Moberg 
Olrik 1859 


Ryder 1883 
Rink 1859 
Olrik 1864 
Ryder 1883 


Olrik 1859 


Foruden Clione limacina, den eneste Art af Slægten, som jeg har haft for mig, er 


der endnu nogle faa andre. 


Clione longicaudata (Souleyet) (Bonite, p.286, PI. 14, Fig. 17—21; Monogr., p. 80, 
PI. 15, Fig. 28— 32). Adskiller sig fra Cl. limacina ved kun at have to Hovedkegler paa 
hver Side. Hele Dyret har en mørkebrun Farve. Længde 10%", Taget i Atlanterhavet 
10° NBr. 23° VL. (fra Paris). — Med denne Art synes (ogsaa efter Souleyets Formening) 
d'Orbigny’s Spongiobranchæa elongata (Voy. Amer. mér., Tome 5, p.132, Pl. 9, Fig. 8—9) 
at falde sammen (tagen paa 4° NBr. 27° VL. fra Paris). 


Clione aurantiaca (Fol) (Arch. exp. gén., Tome 4, p. 178, Pl. 10, Fig. 10). To Ho- 
vedkegler paa hver Side, gjennemsigtig. Længde 2—21/2"" (kjonsmodne Exemplarer, med 
2 Fimrekranse). Messina. — Fra samme Lokalitet har Gegenbaur beskrevet en større 


(9 Lin. lang) Clone flavescens, af gullig Farve (Pterop. u. Heterop., p. 212, Tab. 4, Fig. 15); 


Hovedkeglernes Antal ikke angiven. 


Clione australis (Brug.) (i: Encycl. method., Vers, Tome 1, p. 507, PI. 75, Fig. 1—2), 
tagen af Forf. i stor Mængde ved Madagaskar, synes at staa Cl. limacina ner. Dyret er 
2 Tommer langt, rødligt, dens Hale skal være «bilobata» (?). («La manière dont ils nagent 
consiste à rapprocher les ailes, pointe contre pointe, et à les écarter horizontalement sur 


une ligne droite avec la plus grande célérité»). 


Clione elegantissima (Dall) (i: Amer. Journ. Conchol., Vol.7, 1872, p. 139) staar 
ligeledes Clione limacina meget nær, hvis den ikke falder sammen med denne; jeg kan 
ialfald af D.’s Beskrivelse ikke se nogen kjendelig Afvigelse fra denne undtagen i Farven 
og maaske i Hovedkeglernes Form. D.'s Beskrivelse lyder som følger: «Pinnæ small, pink, 
with translucent margins, a ray of bright crimson in the center of each, subtriangular. 
Body pyriform, slender caudal end usually curved to one side; a patch of brownish crimson 
with well defined edges, on the back, ventral side and tail, brownish pink. Head well 
differentiated, longitudinally striped with carmine on a lighter ground. Tentacles two, 
short, cylindrical, brownish. Cephalic lobes six, thick, leaf-like, short, covered with fine 
granulations or pores on their anterior sides, which are flattened and of the most brilliant 
carmine. Disk cleft in the median line. Mouth with two broad carmine labia.» Længde 
0,28in. Pacific, 51° 50‘NBr. 161° 26‘ VL. 


« Clio capensis» Rg. er en Pneumodermon. 


«Clio pyramidalis» Quoy et Gaymard er ubestemmelig (endogsaa til Slægt). 


Bun. 


5. Cliopsis Trosch. 
Cliopsis. Troschel, i: Arch. f. Naturg., 20. Jahrg., 1. Bd. (1854), p. 222. 
Clionopsis autorum. 

Kropvæggen er tyk, gelatinos, gjennemsigtig, pigmentlos; Indvoldsmassen er 
sluttet sammen Lil en langstrakt Nucleus, som strækker sig gjennem hele Krophulen (Af- 
standen fra Nucleus’ bageste Ende til Dyrets Bagende er mindre end Afstanden fra Siderne 
af den til Dyrets Overflade); Kroppen er næppe dobbelt saa bred som lang, bagtil saa 
bred som fortil, afrundet eller afstumpet. Hovedet er i Forhold til Kroppen meget lille, 
mindre end hos nogen af de foregaaende. De forreste Tentakler smaa. Vingerne af den 
sædvanlige Form, men overordentlig smaa (Vingeparret i udstrakt Tilstand næppe bredere 
end Kroppen) og muskelfattige. Foden er ligeledes temmelig reduceret; den bageste Flig 
har jeg kun med Vanskelighed kunnet se hos den ene af de to nedenfor beskrevne Arter 
(Cl. grandis), hos den anden ikke; derimod er de to læbeagtige Dele vel udviklede; imellem 
disse ses bagtil en lille (hos grandis ved en Længdefure tvedelt) Vorte, som ogsaa findes 
påa samme Sted hos Pneumodermon og Spongiobranchæa. — Gjæller skulde efter de 
foreliggende Angivelser mangle, men dette er urigtigt, idet der findes en Endegjælle, 
af ganske lignende Bygning som hos Pneumodermon; den er stærkest udviklet hos den 
nedenfor beskrevne nye Art, men ogsaa hos Cl. Krohnii er den fuldkommen tydelig. Den 
bestaar af en lav, membranøs, omtrent kredsrund Krave paa Dyrets Bagende, fra hvilken der 
udgaar fire lave, membranose, rette Kanter, to opefter, lidet divergerende, og to nedefter 
(ligeledes kun svagt divergerende); de laterale Dele af Gjællekransen er omtr. dobbelt saa 
lange som den dorsale og den ventrale (modsat Forholdet hos Pn., hos hvilken de fire 
Dele er omtrent lige lange). En Sidegjælle mangler ganske. — Det mærkeligste Træk i 
Dyrets Bygning turde være det, at Mundrøret er trukket ud til en ganske overordentlig 
Længde. Istedenfor det sædvanlige korte og vide Mundrør finder vi et langt tyndt, nærmest 
Mundaabningen lidt videre, men iøvrigt lige tykt, snevert, muskuløst, tarmagtigt Rør, der 
ligger i mange Bugter tæt sammenpakket i den forreste Del af Dyret; i oprullet Tilstand 
er det 2—3 Gange saa langt som hele Dyret. Ved sin bageste Ende gaar det over i det 
korte egentlige Buccalparli (med Radula, Kæbe og Krogsække); til dette slutter sig en 
tyndvægget Øsophagus, der, naar Mundrøret er helt udkrænget, antagelig maa kunne ud- 
strækkes til en Længde — dettes, da i modsat Tilfælde enten Maven maatte trækkes med 
ind i Snabelrøret eller Radula og Krogsækkene forblive indesluttede i dette — medens dog 
dets Anvendelse som Snabel synes nødvendig at afhænge af, at disse Dele kommer frem, 
da det ellers ikke er udstyret med Griberedskaber af nogen Årt. 

Sugeskaale (eller «Hovedkegler») mangler ganske. Radula har Formlen 
5—6.1.5—6; Midttanden har en længere Midtspids og to laterale Spidser; de laterale 
Tænder er ikke meget forskjellige i Længde (eller den yderste er alene kjendelig kortere end 


de ovrige), men blive spinklere udefter; den inderste har en lille Spids paa sin lange Torn. 
Kjæben er en Samling megel smaa, svage Torne. Krogsækkene har en lignende Ud- 
vikling som hos Dexiobranchæa; de danner lave Gruber med et Antal (hos grandis talte 
jeg 60—70, hos Cl. Krohnii er Tallet et lignende) ret kraftige svagt krummede Torne. 
(Krogsekkene er de to af Troschels 3 «Kjæber»; den virkelige Kjæbe den tredie). 

Skjønt nærværende Slægtsform to Gange har været Gjenstand for en mere speciel 
Undersøgelse, er dog dens væsentligste Karakterer — Gjællen og den enorme Snabel — 
hidtil undgaaede Opmærksomheden. Dette ligger for Gjællens Vedkommende dels i dens 
temmelig svage Udvikling hos den middelhavske Form (som ene forelaa de tidligere Forskere), 
dels, og vistnok især, deri, at man væsentlig eller ene har holdt sig til Undersøgelsen af 
levende eller friske Exemplarer, paa hvilke den sandsynligvis er lidet tydelig. Snabelen 
blev af Troschel beskreven som — Penis"), en Fejl, der utvivlsomt væsentlig skyldes den 
Omstændighed, at Forf. ikke underkastede Dyret nogen egentlig regulær Dissektion, men 
nøjedes med at betragte det helt som gjennemsigtigt Objekt. Ved Dissektion var det baade 
hos den mindre middelhavske og hos den større Form fra det Kinesiske Hav let at kon- 
statere den virkelige Sammenhæng. Et af de kinesiske Exemplarer havde Snabelen halvt 
udkrænget. 

Man har hidtil i Clone set nærværende Forms nærmeste Slægtning, ja nogle har 
endog henført den eneste hidtil bekjendte Cliopsis-Art til Clione. Formen minder ganske 
vist ogsaa i visse Henseender om Clione, saaledes hvad Kroppens Gjennemsigtighed og halvt 
gelatinøse Beskaffenhed angaar, fremdeles i Reduktionen af den bageste Fodlap samt i Man- 
gelen af Sugeskaale. Men den første Karakter er et fælles Træk for overmaade mange pela- 
giske Dyr, og de sidste kan der paa Grund af deres negative Art kun tillægges en ringe 
Verdi. Det er da i Virkeligheden heller ikke i Clione men i Prewmodermon og Spongio- 
branchæa, at vi maa se Cliopsis' nærmeste Slægtninge. Med begge disse stemmer den 
deri, at den besidder en Endegjælle; med den første i Endegjællens Form, med den sidste 
i Radula. Den ligner dem fremdeles deri, at Kroppen bagtil er afrundet, bred, ikke til- 
spidset, samt i Mangelen af et bageste indvoldstomt Parti. Krogsækkene minder vel nær- 


1) L.c Tab. 10, Fig. 11. Figuren fremstiller tydelig nok Mundrøret med dets forreste bredere Parti 
(den virkelige Penis er ganske kort). Karakteristisk er ogsaa følgende Bemærkning: «An dem Ge- 
schlechtsknåuel nimmt man unregelmåssige Windungen dar, die von der gleich zu beschreibenden 
Ruthe herrühren. Als ich eine kleine Glasplatte auf das Thierchen legte, um den Zusammenhang 
der verschiedenen inneren Organe nåher erforschen zu kônnen, war ich erstaunt zu sehen, dass bei 
einigem Druck der gråsste Theil des Geschlechtsknäuels verschwand, und als ein sehr langer Schlauch 
aus dem Kôrper hervortrat. Er war mehr als dreimal so lang wie das ganze Thier. Leider konnte 
ich das Ort, an welchem er aus dem Kôrper austrat, an dem etwas gequetschten Thier nicht unter- 
scheiden; ich glaubte anfänglich, er trete aus dem Munde hervor. Dieser lange Schlauch ist die 
Ruthe», Som man ser, har Tr. været meget nær ved at se det rigtige. 


nm 
nw 


Vidensk, Selsk, Skr., 6. Række, naturvidensk. og math. Afd, IV, 1. 


mest om Dexiobranchæas; men da Formen iøvrigt ingen Tilslutning viser til denne, er det 
vel antageligst, at man i denne Lighed kun bor se en Analogi (Krogsækkenes Korthed staar 
hos Cliopsis aabenbart i nært Forhold til Snablens store Lengde). 

SI. Cliopsis er den mest medusoide, den til del pelagiske Liv nejest tilpassede af 
Gymnosomernes Gruppe. Det er den mest gelatinose og den, hvis Bevægelses - Redskaber 
er svagest udviklede. 

1. Cliopsis Krohnii Tr. 


Cliopsis Krohnü. Troschel, i: Archiv f. Nat., 20. Jahrg. 1. Bd. (1854), p. 222. 
Clio mediterranea. Gegenbaur, Pterop. u. Heterop. (1855), p. 212. 


Tab. 7, Fig. 107. 


Af nærværende Årt foreligger 1 Exemplar fra Messina, indsamlet af Prof. Leche, 
101/2mm Jangt (godt udstrakt) samt 2 Exemplarer fra Neapel, af hvilke det største (se Fig. 
107) er 17'/o™™; det mindre, som er stærkt kontraheret, vilde i udstrakt Tilstand vistnok 
maale lidt mere end Exemplaret fra Messina. 

Paa begge Exemplarerne fra Neapel er Gjællen tydelig, særdeles tydelig paa det 
største. Saa vel den kransformige Del som de fire Radier er lave, tynde, membranose 
opstaaende Kanter. Mindre tydelig er den hos Exemplaret fra Messina, som endnu havde 
Spor af den bageste Fimrekrans; hos dette er de radiære Dele af Gjællen næppe til at 


skjelne. — Radula har jeg kun undersøgt hos det mindre neapolitanske Exemplar; Formlen 
var 6.1.6; den yderste Sidetand betydelig mindre end de andre (Troschel angiver Formlen 
4.1.4). — Det indtrukne Snabelrør, hvis forreste Ende (smlgn. Troschels citerede Figur) 


er flere Gange saa bred som den øvrige Del, er paa samme Exemplar (der i udstrakt Til- 
stand vil have maalt omtr. 127%) 39™™ Jangt. 
Arten er kun kjendt fra Middelhavet. 


Af denne Art har jeg undersøgt en 2™ lang Larve fra Messina. De to bageste 
Fimrekranse var kraftige, den forreste som hos andre Gymnosom-Larver delt i smaa Afsnit. 
Foden ligner ganske den voxne Cliopsis'; Vingerne smaa, uden nogensomhelst Forbindelse 
med Foden. Hovedet lille. Snabelen forholdsvis omtrent lige saa lang som hos den voxne. 
Radula ligner dennes, men der er kun 3—4 Sidetænder paa hver Side tilstede; Kjæbe og 
Krogsække slutter sig ligeledes til de tilsvarende Dele hos det udviklede Dyr. 


2. Cliopsis grandis n. sp 

Der forelaa 1 Exemplar fra 2°4* NBr. 106° 50‘ ØL. (30% langt) samt 3 fra 3° 30‘ NBr. 
107° OL. (omtr. 20mm), alle tagne af Kapt. Andréa 1869. 

Denne Art er nær beslægtet med foregaaende. Den adskiller sig ved folgende 
Punkter. Gjællen er langt kraftigere. De membranose opstaaende Kanter, som danner 
den, er tykkere; den frie Rand af dem er lige (ikke foldet) men den øvrige Del foldet som 
en Pibekrave (hertil intet Spor hos foregaaende). — De to læbeagtige Dele af Foden og 


171 
navnlig Vorten mellem dem stærkere udviklet end hos Gl. Krohnii. — Radula havde hos 
et Exemplar paa 19™" Formlen 5.1.5 (smign. foreg.); de laterale Spidser paa Midttanden 
kløvede. — Snabelroret havde hos samme Individ en Længde af 50"; Partiet nærmest 
Mundaabningen kun lidet bredere end den øvrige Del. 

Jeg nærer ikke nogen Tvivl om, at nærværende Form er forskjellig fra Cliopsis 
Krohnii; — hvorvel det ganske vist havde været ønskeligt, om jeg havde kunnet undersøge 
Radula og Snabel hos nogle flere Exemplarer af begge Arter. Sagen syntes mig dog ikke 
vigtig nok, til at jeg vilde ofre flere Exemplarer af det sparsomme Materiale paa en saadan 
Undersøgelse. 


»Pneumodermon pellucidus* Quoy & Gaim. (Astrolabe, Tome 2, p. 390, PI. 28 Fig.25) 
er sandsynligvis en Cliopsis. Det lille Hoved, de smaa Vinger, Fodens Form, den store 
gjennemsigtige Krop med en aflang Nucleus i Midten, taler bestemt for en saadan Henførelse. 
Imod samme taler kun, at der, foruden Endegjællen, er anbragt en Gjælle paa højre Side; 
men det er vel næppe overfor de paagjældende Forff. for dristigt at formode, at Sidegjællen 
er en fri Opfindelse eller senere Tilsætning, for at gjøre Dyret til en ret Pneumodermon. 

Til samme Slægt synes ogsaa de samme Forff.'s „Pneumodermon ruber“ (ibid. p. 389 
Fig. 19—20) at benhøre, men derimod ikke den Form, der opførtes som «Varielet» (sic!) 
af samme (ib. Fig, 21—24); sidst nævnte hører ialtfald ikke herhen, hvorimod dens store 
Tentakler kunde lede Tanken hen paa Dexiobranchæa — men dens Gjælleudstyr er paa 
Figurerne det samme som Pneumodermons. 


6. Halopsyche Bronn. 


Psyche. Rang, i: Ann. d. Sc. nat., 1. Ser., Tome 5, p. 284. 

Euribia. Rang, ibid., 1. Ser,, Tome 12, p. 328. 

Halopsyche. Bronn, Klass. u. Ordn. d. Thier., 3. Bd., 2. Abth. (1862), p. 645. 
Theceurybia. Bronn, ibid. 

Halopsyche. Verrill, i: Proc. U. S. Nation. Mus., Vol. 3, p. 393. 

Kroppen er kort og bred, kun lidet længere end bred, bagtil afrundet; fra den 
forreste Del af dens Rygside udgaar en kort, paa Undersiden konkav, hjelmagtig Forlængelse, 
der har samme Bredde som Kroppen, og under hvilken Hoved og Vinger kan skjules; fra Bug- 
siden udgaar en lignende, men kortere Forlængelse. Kropvæggens Konsistens er maaske 
lidt fastere end hos andre Gymnosomer (dog ikke meget), hvilket i Forening med Dyrets ejen- 
dommelige Form, har givet Anledning til den urigtige Angivelse, at Dyret havde en brusk- 
agtig Skal. Huden er pigmentløs, forsynet med de sædvanlige éncellede Hudkjertler'), som 


1) Dette er de «large spheroidal cartilage-cells» som Macdonald (I. i. c.) angiver, at der skal være i «the 
mantle», 


225 


172 


her er tæt sammenpakkede og tildels af kolossal Størrelse. — Hovedet er overmaade 
lille. De forreste Tentakler er derimod kraftigere end hos nogen anden Gymnosom (paa 
de foreliggende kontraherede Exemplarer ikke meget mindre end Vingerne); tæt ved Basis 
er de forsynede med en lille Bigren. Tentaklerne er af Souleyet, sikkert med Urette, ansete 
for at være særlig respiratoriske. — Foden (Tab.8 Fig. 115) afviger ikke fra den sædvanlige 
Typus; man bemærker en ret vel udviklet Midtflig, bagtil afrundet tilspidset, og to tykke, 
læbeagtige Fremspring. — Vingerne, der lige saa lidt som hos andre Gymnosomer har nogen 
Forbindelse med Foden (imod Souleyets Angivelse), er svagt udviklede; de er usædvanlig 
smalle og lange i Forhold til Bredden, bliver først bredere i Spidsen. — Gjæller mangler 
ganske. — Baade den bageste og den midterste Fimrekrans er tilstede om end ikke meget 
fremtrædende (ses tydelig paa exviscererede Exemplarer ved en svag Forstørrelse). — Suge- 
skaale saa vel som Krogsække mangler ganske. — Radula har Formlen 1.1.1; 
Midttanden er uden Spidser, Sidetænderne har den sædvanlige Form (Basalpladen lidet ud- 
viklet). — Kjæben er tilstede, den er sammensat af smaa Chitinstykker, men dens Form 
synes at være lidt afvigende fra den, vi finder hos andre Gymnosomer (smlgn. Macdonald 
Li.c.; det lykkedes mig ikke paa det Exemplar, jeg kunde ofre paa Undersøgelsen heraf, 
nøje at faa Rede paa dens Form). 

Et meget mærkeligt Træk hos Halopsyche er det, at den efter Macdonalds (1. i. c.) 
meget bestemte Angivelse er ovovivipar. Han fandt Halopsyche med Unger i sig, der 
allerede i det væsentlige havde den voxnes Udseende; de var forsynede med 2 Fimrekranse 
og indesluttede i en «capsule». 

Skjønt nærværende Slægt mangler flere af de for de gymnosome Pteropoder karak- 
teristiske Bygningstræk (Krogsække, Sugekopper), kan der dog ikke være nogensomhelst 
Tvivl om, at den tilhører denne Gruppe (smlgn. Vingernes og Fodens Forhold, de to Fimre- 
kranse). Til Thecosomerne frembyder den ingensomhelst Tilknytning; at Radulas Led er 3tan- 
dede ligesom hos hine, kan selvfølgelig ikke anføres som Tegn paa et Slægtskab, da andre 
Tilknytningspunkter ganske mangler. — Hvilken af de i det foregaaende omtalte Slægter 
Halopsyche staar nærmest, er ikke ganske let at afgjøre; dens kolossale Tentakler kunde 
nærmest lede Tanken i Retning af Dexiobranchæa, som i dette Punkt kommer den nærmest, 
ligesom vi ogsaa hos nogle Arter af denne Slægt finder en lignende reduceret Radula- 
Formel som hos Halopsyche; men paa den anden Side synes dog dette at være for lidt, 
til at man tør statuere, at Halopsyche er nærmest beslægtet med Dexiobranchæa. 

Rangs Euribia og Psyche er aabenbart ganske nær beslægtede Former, og sammen- 
ligner man de af R. givne højst maadelige Figurer med f. Ex. Huxleys Figur af et levende 
Exemplar af nedenfor nævnte Art (som har ligget til Grund for vor ovenfor givne Beskri- 
velse), kan man næppe tvivle paa, at den Slægt, som denne tilhører er — Rangs Euribia 
eller Psyche. Begge disse Navne var imidlertid allerede bortgivne, da Rang benævnte sine 


Slægter med dem, og vi nodes da til, som Benævnelse paa vor Slægt, at vælge et af de 
to af Bronn givne Navne Theceurybia (— Euribia Rg.) og Halopsyche (— Psyche Rg.). 
Af disse to vælge vi det sidste som det mest passende, fremfor det højst uheldige og vild- 
ledende Theceurybia (Halopsyche !) nævnes iovrigt ogsaa forst i Bronns Bog). — Af de 
forskjellige beskrevne «Arter» vil næppe andre end den nedenfor nævnte med Sikkerhed 
kunne gjenkjendes; den er til Gjengjæld forholdsvis meget godt beskrevet at forskjellige Forff. 


Halopsyche Gaudichaudii (Soul.). 


Euribia Gaudichaudü. Souleyei, Bonite, p.253, Pl. 14, Fig. 1—6. — Monogr., p. 72, Pl. 15, Fig. 9—14. 
Euribia Gaudichaudü. Huxley, i: Philos. Trans. 1853, p. 40, Pl. 4, Fig. 2—3. 
Eurybia Gaudichaudü. Macdonald, i: Trans. Linn Soc, Vol 22, 1859, p.245, Tab. 43. 

Det største af de foreliggende Exemplarer er 3"" langt”). levrigt henvises til Be- 
skrivelsen af Slægten. — Souleyets Exemplarer var fra 20° N. 170° OL. (fra Paris), Macdonalds 
fra «S. W. Pacific», hvor den efter ham ligesom efter en Angivelse af Willemoës-Suhm 
(Zeitsch. f. wiss. Zool. 25, p. XXXVI) er meget almindelig. Mine Exemplarer var fra 
Philippinerne; et Exemplar i Kieler-Museet er taget af Behn ombord paa Galathea d. */s 
46, d.v.s. paa omtr. 40° NBr. 170° OL. (Greenwich). — Dens Hjem er saaledes det Stille Hav°). 


Cliodita fusiformis og caduceus Quoy et Gaymard er nøgne Pteropoder, men iøvrigt 
ubestemmelige (endog til Slægt). 

Samme Forfatteres Pelagia alba, der ligesom de foregaaende skal mangle Fod, er 
ligeledes en gaadefuld Skabning; jeg anser det end ikke for givet, at det er en nogen Pteropod. 


Cymodocea diaphana d’Orb. er sikkert ikke nogen Pteropod. 


Anm. I «Untersuch. ü. Pterop. u. Heterop.» har Gegenbaur p. 95—97 (Tab. 5, 
Fig. 14—15) beskrevet en Gymnosom-Larve, som det ikke lykkedes ham at henfore til nogen 
af de bekjendte Slægter; den samme Larve, eller en særdeles nærstaaende Art, har Krohn 
omtalt i sine «Beitr. z. Entw. d. Pterop. u. Heterop.» (p. 9, nederste Stykke, p. 10 overst; 
Tab. 1, Fig. 3). Jeg har haft nogle Larver fra Messina (Leche) til Undersøgelse, som jeg ikke 
tvivler om tilhører samme Art, som den af G. undersøgte, hvorvel de i enkelte Punkter af- 


1) Morsomt nok foreslaar Verrill (1. c.) uden at kjende eller erindre Bronns Omdobning, Navnet «Halo- 
psyche» for Psyche Rg. 

2) Souleyet angiver Længden til 6—7mm. 

3) Om «Psyche globulosa» Rg., der findes ved Newfoundland (efter Rang og Verrill (I. c.)) er den samme 
Art kan jeg ikke afgjore; rimeligst er dog, at den er forskjellig. 


174 


viger fra G.’s Beskrivelse (jeg finder saaledes ikke Kroppen forsynet med den lille Spids : 
bagtil, som G. omtaler, heller ikke den bageste Fimrekrans bugtet, hvilket sidste iøvrigt 
allerede Krohn erklærer for en forbigaaende Tilstand). De 7 foreliggende Exemplarer var 
I—1YYomm lange, tøndeformige, med 3 Fimrekranse, af hvilke den forreste er meget tydelig 
delt i smaa Stykker; den forreste Del af Legemet med den forreste Fimrekrans er kraftigere 
udviklet end hos andre Gymnosomers Larver; fra Mundaabningen ses én lang smal Rende 
at løbe til hver Side og én fortil, saaledes at Dyret har ligesom en trestraalet Stjærne paa 
sin Forende. Kropvæggen gelatinøs, tyk, Indvoldsmassen strækker sig gjennem hele Dyret. 
Hos'et af Exemplarerne er der en tydelig udviklet Fod tilstede, med en ret vel udviklet 
Midtflig, hos et andet er samme tilstede, men er endnu ganske spæd; hos intet af disse 
eller af de andre er der Vinger eller Spor til saadanne. De af Gegenbaur med a betegnede 
Tentakler ses paa et af Exemplarerne meget tydelig. — Der er intet Spor til Krogsække; 
heller ingen Kjæbe ses, saa lidt som Sugeskaale eller Hovedkegler. Radula er højst 
ejendommelig (Tab. 8, Fig. 122); Formel 4.1.4; Midttand lille, uden Spidser, Sidetænderne, 
der i Forhold til Dyrets Størrelse er meget store, er stærkt sammentrykte (fra Side til Side), 
meget lange, svagt krummede, først j Spidsen krogformig ombojede, den inderste bjælke- 
formig, de andre sabelformige; Basis meget smal, linjeformig. 

Denne Larve tilhører utvivlsomt en ny Slægt af Pteropoder, der i udviklet Tilstand 
synes at være ganske ubekjendt. I det foregaaende er de fimrekransede Larver af fre af 
Gymnosom-Slægterne (Pneumodermon, Dexiobranchæa, Clione og Cliopsis) beskrevne; det 
viste sig, at de alle sluttede sig ner til de voxne baade i Radula og Mundpartiets øvrige 
Udstyr, saaledes at vi vel med en vis Grad af Rimelighed tør formene, at Gymnosomernes 
fimrekransede Larver overhovedet slutter sig nær til de voxne (naar bortses fra Fodens og 
Vingernes uudviklede Tilstand). Det tør derefter antages, at nærværende Larve hverken 
hører til Spongiobranchea eller Halopsyche, af hvilke Slægter iøvrigt heller ingen Arter ere 
fundne i Middelhavet, saa lidt som til nogen af de foran nævnte Slægter, men til en særlig 
ny Slægt, som rimeligvis kun i Størrelse, Udvikling af Fod og Vinger afviger fra Larven. 
Jeg foreslaar at kalde denne Slægt Thliptodon!), den ovenfor omtalte Art Gegenbauri. 


Q 2 

Litteratur.” 
Abildgaard, P. C., Nyere Efterretning om det Skaldyr fra Middelhavet, som Forskäl har beskrevet under 
Navnet Anomia tridentata, i: Skrivter af Naturhistorie-Selskabet, 1. Bd. 2. H. (1791), p. 171-75, Tab. 10, 


Adams, A., On the Synonyms and Habitats of Cavolina, Diacria and Pleuropus, i: Annals Mag. Nat. Hist., 
3. Ser. Vol. 3, p. 44—46. 
Adams, H.&A., The Genera of Recent Mollusca. Vol. 1 (1858), p. 48—65. 


1) JAéfew, sammentrykke. 
*) En stor Del mindre Artikler samt Arbejder, hvori der kun lejlighedsvis er Tale om Pteropoder, er 
ikke optagne i efterstaaende Liste, men kun citerede paa sit Sted i Texten. 


Benson, W.H., Notes on the Pteropodous Genus Hyalæa, and Description of a new Species, i: Annals Mag. 
Nat. Hist., 3. Ser., Vol. 7, p. 21—28. 

Blainville, Artiklen Mollusques i: Diet. d. Se. natur., Tome 32, 1824, p. 271—275, p. 284. — Artiklen Hyale, 
ibid., Tome 22, p. 65—83. 

——, Manuel de Malacologie et de Conchyliologie, 1825, p. 480—483, p. 494. (Denne Bog er i det væsentlige 
et Optryk af Art. Mollusques i Dict. Sc. nat.) 

Cantraine, F., Malacologie méditerranéenne ou littorale, 1. Partie, i: Nouveaux Mémoires Acad. R. Bruxelles, 
Tome 13, 1841. (Pteropoderne p. 22—34, Pl. 1—2.) 

Craven, A., Quelques observations sur le Hyalæa tridentata Lamarck, i: Mém. Soc. Malacolog. Belgique, 
Tome 8, 1873, p. 70—72, PI.3. (Ubetydelige, navnlig biologiske Iagttagelser.) 

Cuvier, G., Mémoires pour servir à l'histoire et à l'anatomie des Mollusques (1817). 

Dall, W. H., Descriptions of Sixty New Forms of Mollusks from the West Coast of North America and the 
North Pacific Ocean, with Notes on others already Described, i: Amer. Journ. Conchology, Vol. 7, 
1872. (Pteropoderne behandles p 137—140.) 

Eschricht, D. F., Anatomiske Undersøgelser over Clione borealis, i: K. D. Vidensk. Selsk. naturvid. og math. 
Afhandl., 7. Deel, 1838, p. 327—393, 3 Tavler 

—, Anatomische Untersuchungen über die Clione borealis Kopenhagen 1838, 3 Tavler. (Oversættelse af 
foregaaende.) 

Eydoux et Souleyet, Description sommaire de plusieurs Ptéropodes nouveaux on imparfaitement copnus, 
destinés à être publiés dans le Voyage de la Bonite, i: Revue Zoologique 1840, p. 235—239. 

Fabricius, O., Fauna Groenlandica, 1780. 

Fol, H., Études sur le développement des Mollusques. Premier Mémoire. Sur le développement des Ptero- 
podes, i: Archiv. de Zoologie expér. et génér., Tome 4, 1875, p. 1—214, Pl. 1—10. 

Forbes, E., and Hanley, S., A History of British Mollusca, Vol. 2, p. 377—386, Pl. 57. 

Fryer, G.E., A Contribution to our knowledge of Pelagic Mollusca, i: Journ. Asiat. Soc. Bengal, Vol. 38, 1869, 
p. 259— 268, Tab. 21. (Særdeles ubetydelig, dilettantmæssig.) 

Gabb, W.M., Description of some New Genera of Mollusca, i: Proceed Acad. Natur. Sc. Philadelphia 1872, 
p. 270— 274, PI. 11, 

Gegenbaur, C., Untersuchungen über Pteropoden und Heteropoden, 1855. 

Gould, A. A., Report on the Invertebrata of Massachusetts, 2. Edit., edited by W. G. Binney. Boston 1870, 

p. 503—507, Pl. 27. 

, i: U. S. Exploring Expedition under the command of Wilkes, Vol. 12, 1852. 

Huxley, Th. H., On the Morphology of the Cephalous Mollusca, as illustrated by the Anatomy of certain 
Heteropoda and Pteropoda collected during the Voyage of H. M. S. «Rattlesnake in 1846—1850, i: 
Philos. Transact. f. 1853, Vol. 143. (Pterop. behandles p. 39— 14, PI. 4.) 

Jeffreys, John Gwyn, British Conchology, Vol. 5, 1869, p. 112—120, PI. 4, Suppl. Pl. 98. 

Knocker, H. IL, On Pelagic Shells collected during a voyage from Vancouver Island to this country, i: Proc. 
Zool. Soc. f. 1868, p.615. (Arbejdet har desværre et saa dilettantmæssig Præg, at jeg ikke har troet 
at turde tage Hensyn til Forfatterens Angivelser.) 

Krohn, A., Beobachtungen aus der Entwickelungsgeschichte der Pteropoden, Heteropoden und Echinodermen, 
i: Archiv f. Anat. u. Physiol., Jahrg. 1856. (Pteropoder omtales p. 515—519). 

—, Beobachtungen aus der Entwickelungsgeschichte der Pteropoden und Heteropoden, i: Archiv f. Anat. 
u. Physiol., Jahrg. 1857. (Pterop. omtales p. 459—466.) 

Disse to Artikler er i det væsentlige kun foreløbige Meddelelser til folgende: 

—, Beiträge zur Entwickelungsgeschichte der Pteropoden und Heteropoden. Mit zwei Taf. Leipzig 1860, 46 pp. 

Lesueur, Mémoire sur quelques nouvelles espèces d’animaux mollusques et radiaires recueillis dans la Me- 
diterranée, près de Nice, i: Nouv. Bull. d. Sciences, par la Société Philomatique de Paris, Tome 3, 
p. 281—285, PI. 5. 

Macdonald, J. D., On the Anatomy of Eurybia Gaudichaudi, as bearing upon its Position amongst the Pte- 
ropoda, i: Transact. Linnean Soc., London, Vol. 22, 1859, p. 245—249, Pl. 43. 

Moseley, H.N., i: Quart. Journ. Mier. Se., Vol. 17, New Ser., p.32, Tab. 3, Fig 14—16. (Larve af en Gym- 
nosom). 


Müller, Joh., Entwickelungsformen einiger niederen Thiere, i: Ber. ü. d. Verhand. d. Akad. d. Wiss. Berlin 
aus d. J. 1852. (Pteropoder omtales p. 595—600.) 

—— , Bemerkungen aus der Entwickelungsgeschichte der Pteropoden, i: Monatsber. Berlin. Akad. aus d. J. 
1857 (1858), p. 180—204. 

D'Orbigny, A., Voyage dans l'Amérique méridionale. Tome 5, 3. Partie, Mollusques. 1835—1S43. (Tavlerne i 
Tome 9.) 

—— , Mollusques, i: Ramon de la Sagra, Histoire physique etc. de l'Ile de Cuba. (Pteropoderne behandles 
p- 67—90, Tab. 2.) 

Paneth, J., Beiträge zur Histologie der Pteropoden und Heteropoden, i: Archiv f. mikrosk. Anat., 24. Bd. 
(1884) p. 230. 

Pelseneer, P., The Cephalic Appendages of the Gymnosomatous Pteropoda, and especially of Clione, i: 
Quart. Journ. Mier. Soc., Vol. 25, N. S. (1885), p. 491—509, PI. 35. 

Peron et Lesueur, Histoire de la famille des Mollusques ptéropodes; Caractères des dix Genres qui doivent 
la composer, i: Annales du Museum d’Hist. nat., Tome 15 (1810), p. 57—69, PI. 2—3. 

Pfeffer, G., Übersicht der während der Reise um die Erde in den Jahren 1874—76 auf S. M. Schiff Gazelle 
und von Hrn. Dr. F. Jagor auf seiner Reise nach den Philippinen in den Jahren 1857—1861 gesam- 
melten Pteropoden, i: Monatsber. d. Akad. Berlin 1879, p. 2330—247, med 1 Tavle. 

——, Die Pteropoden des Hamburger Museums, i: Abhandl. aus d. Geb. d. Naturwiss., herausgeg. v. Naturwiss. 
Ver. z. Hamburg, 7. Bd. 1. Abth. (1880), p.67—99, Taf. 7. 

Phips, C. J., A Voyage towards the North Pole. London 1774, p. 195—196. 

Quoy et Gaymard, i: Voyage autour du Monde sur les corvettes l'Uranie et la Physieienne par L. de Frey- 
einet. Zoologie p. Q. et G. Paris 1824. 

—— , Descriptions de cinq genres de Mollusques etc., découverts pendant le Voyage autour du monde com- 
mandé par M. L. de Freyeinet, i: Ann. d. Se. nat, 1. Sér., Tome 6 (1825), p. 74—88, PI. 2. 

—-, i: Voyage de découvertes de l'Astrolabe. Zoologie par MM. Quoy et Gaimard, Tome 2, 1833, 
p. 371—393. 

Rang, Description de deux genres nouveaux (Cuvieria et Euribia) appartenant à la classe des Ptéropodes, i: 
Ann. d. Sciences nat, 1.Ser. Tome 12 (1827), p. 320—329, PI. 45 B. 

—-, Notice sur quelques Mollusques nouveaux appartenant au genre Cléodore, et établissement et mono- 
graphie du sous-genre Créseis, i: Ann. d. Sc. nat., 1. Sér. Tome 13 (1828), p. 302—319, Pl. 17—18. 

——, Description de cinq espèces de coquilles fossiles appartenant à la classe des Pteropodes, i: Ann. d. 
Sciences natur., 1. Ser. Tome 16 p. 492—499, PI. 19. 

——, Manuel de l'histoire naturelle des Mollusques. Paris 1829.  (Pteropoderne behandles p. 112—118.) 

Rang et Souleyet, Histoire naturelle des Mollusques Pteropodes. Monographie comprenant la description de 
toutes les espèces de ce groupe de Mollusques, 15 Tavler. Paris 1852. 

Sars, G.0., Bidrag til Kundskaben om Norges arktiske Fauna. I. Mollusca Regionis, Arcticæ Norvegiæ. 1878. 
(Christiania Universitets-Program.) p. 328—332. 

Souleyet, i: Voyage autour du Monde sur la corvette la Bonite. Zoologie par Eydoux et Souleyet. Tome 2 
p. Souleyet, 1852, p. 37—288; Pl. 4—15 bis. 

—— , Monographie — se Rang et Souleyet. 

Stuart, A., Über das Nervensystem von Creseis acieula, i: Zeitschr. f. wiss. Zoologie, 21. Bd., p. 317—324, 
Taf. 24 A (1871). 

Tiberi, N., Cefalopodi, Pteropodi, Eteropodi viventi del Mediterraneo e fossili nel terreno terziario italiano 
con aggiunte e correzioni, i: Bulletino d. Societä malacologica italiana 6, 1880, p. 5—49. 

Troschel, F. H, Das Gebiss der Schnecken, 1.Bd., p. 47—58, Tab. 2—3. 

—— , Beiträge zur Kenntniss der Pteropoden, i: Archiv für Naturg., 20. Jahrg., 1. Bd., 1854, p. 196 — 241, 
Tab. 8—10. 

Van Beneden, P. J., Exercices zootomiques, i: Nouv. Mém. Acad. R. Bruxelles, Tome 12, 1839 (53 pp. 4 Pl). 

—— , Mémoire sur la Limacina arctica, ibid., Tome 14, 1841 (14 pp., 1 Pl.). 

Verany, Catalogue des Mollusques céphalopodes, ptéropodes, Gasteropodes nudibranches etc., des environs 
de Nice, i: Journ. d. Gonehyl., Tome 4 (1853), p. 379— 381. 


177 


Vogt, C., Beitrag zur Entwicklungsgeschichte eines Cephalophoren!), i: Zeitschr. f. wiss. Zool., 7. Bd. (1856), 
p. 162—165, Tab. 10. — Med en «Nachschrift« af Gegenbaur (p. 165— 169). 

Wagner, N., Die Wirbellosen des Weissen Meeres, 1. Bd. (1885), p. 89—120, Tab. 7—14 (Anatomi af Clione 
limaeina). 


1) Jeg deler ganske Fols Formodning (l. c. p. 44 og 62), at den meget omtalte Vogt'ske Larve tilhører 
en eller anden Hyalæide. Naar Vogt meddeler, at han saa Larverne miste deres Skal, saa er dette 
vistnok at opfatte som et Tegn paa, at de var i Færd med at dø. 


Vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, naturvidensk. og math. Afd. IV. 1. 23 


178 


Recherches sur les Ptéropodes. 
Morphologie, Systématique, Distribulion géographique. 


Par 
M. J.E. V. Boas. 


Le présent mémoire est fondé en partie sur les collections de Ptéropodes du musée de 
Copenhague — 1400 bocaux env. — lesquelles, sur l'initiative de M. le professeur Steen- 
strup, ont élé rassemblées par différentes personnes pendant une longue série d'années, 
en partie sur des collections moins étendues qui ont été mises à la disposition de l'auteur, 
par Mess. les Proff. Dohrn (collection de Mr. Chierchia), Moebius, Leche, par Mr. Poppe, à 
Vegesack (coll. de Mr. Hendorff) et par Mr. le Dr. Spengel. 


L'établissement de la division Pteropoda est, comme on sait, dû a Guvier, qui 
voyait dans ce groupe une division principale des mollusques, coordonnée avec les Cépha- 
lopodes, les Gastéropodes, etc. Mais Cuvier dut déjà reconnaître que la conformité de 
structure entre les Ptéropodes et les Gastéropodes était très grande, et Blainville en tira 
bientôt la conséquence en rangeant les Ptéropodes parmi les Gastéropodes, sans pourtant 
faire accepter son interprétation. La question fut plus tard reprise par Souleyet, qui, 
dans «Bonite» Tome 2, p.88—99, démontra, avec une grande clarté et avec un détail 
suffisant, que les Ptéropodes sont de véritables Gastéropodes distingués par certaines parti- 
cularités dues à leur vie pélagique. Parmi les Gastéropodes, c'est avec les Opisthobran- 
ches qu'ils ont la plus grande affinité; ils ont de commun avec eux ce caractère principal 
d'être euthyneures; ils sont en outre hermaphrodites, et, chez la plupart d’entre 
eux — pas chez tous cependant — l'oreillette du coeur est située derrière le ventricule. 
D'autres caractères qui mettent encore davantage hors de doute l’affinité des Ptéropodes 
avec les Opisthobranches, seront exposés dans les introductions aux Thécosomes et aux 
Gymnosomes. 

Comme on sait, les Ptéropodes sont en général divisés par les auteurs modernes 
en deux groupes principaux, Thecosomata et Gymnosomata, dont le premier comprend 
les Limacinides, les Hyaléides et les Gymbuliides, et le second, les Glionides 
(Clione, Pneumodermon, etc.) Une comparaison attentive entre les deux groupes montre 
bientôt qu'ils diffèrent beaucoup l'un de l’autre. C'est ainsi que tous les Gymnosomes sont 
privés de cavité palléale, tandis que tous les Thécosomes en possèdent une; ces derniers 


179 


ont une faible radule avec trois rangées longitudinales de dents, un gésier muni de fortes 
plaques et de muscles puissants, et le foie complètement séparé du tube digestif, tandis 
que les Gymnosomes sont armés d'une forte radule, en général avec un grand nombre de 
rangées longitudinales de dents, ne présentent pas la moindre trace de gésier, et ont le 
foie intimement uni à la partie correspondante du tube digestif. Le système nerveux est 
également très différent chez les deux groupes; les ganglions cérébraux sont ainsi, chez 
les Thécosomes, toujours reliés entre eux par une longue commissure, tandis que, chez 
les Gymnosomes, ils sont placés les uns contre les autres. En fait de points de ressem- 
blance, il ne reste donc que ceux de l'appareil reproducteur, ete., qu'ils possèdent en 
commun avec un nombre plus ou moins grand d'autres Opisthobranches, — et les na- 
geoires. 

Mais une comparaison des nageoires chez les Thecosomes et les Gymnosomes 
fait voir qu'il n'y a qu'une très faible ressemblance entre ces organes. Chez les Théco- 
somes, les nageoires sont simplement des parties du pied: c'est la portion antérieure 
très large et musculeuse de ce dernier qui est désignée sous ce nom. Elles constituent 
done, chez les Thécosomes, des parties intégrantes du pied, et comme Fol Va constaté, 
elles se présentent comme telles dès leur première apparition. Il en est tout autrement 
chez les Gymnosomes. Les nageoires, chez eux, n’ont aucune relation avec le pied, mais 
sont des organes complètement indépendants; et tant d'après mes propres observations 
rapportées plus loin que d'après celles d’autres auteurs, le pied et les nageoires sont dès 
leur première apparition entièrement séparés. Il est par conséquent fort douteux que les 
nageoires des Gymnosomes soient homologues avec les parties qui portent le même nom 
chez les Thécosomes. Et ce doute est de plus confirmé par la circonstance que les 
nageoires des Gymnosomes ne présentent pas non plus, sous d’autres rapports, de plus 
grands points de ressemblance avec celles des Thécosomes. Elles sont ainsi, chez les 
premiers, situées bien plus en arrière, loin de l'ouverture de la bouche, tandis que, chez 
les Thécosomes, elles ont entre elles cette ouverture, etc. 

Mais avec l’homologie des nageoires disparaît le dernier lien entre les deux groupes. 
La conséquence en est donc que la division Ptéropoda doit être partagée en deux 
groupes indépendants l’un de l’autre. Ces deux groupes sont cependant si voisins 
des Opisthobranches, qu'on peut très bien les ranger dans cet ordre des Gastéropodes comme 
deux sous-ordres ou tribus distinctes, la première, les Thecosomes, avec 3 familles (Limacinides, 
Hyaléides et Cymbuliides), la seconde, les Gymnosomes, avec 1 famille (Clionides). Mais, 
comme les dénominations de Thécosomes et des Gymnosomes semblent étre très peu con- 
venables du moment que les groupes dont il s’agit sont compris dans l'ordre des Opistho- 
branches, je proposerai de les désigner à l'avenir, le premier sous le nom d’Euptero- 
poda, et le second sous celui de Pterota. 

Je ne saurais terminer ces remarques générales sur la classification sans dire 
quelques mots de la prétendue affinité entre les Ptéropodes et les Cépha- 
lopodes. 

L'idée d'une telle affinité date de loin; elle trouve déjà une expression, par ex., 
chez Cuvier, dans la place qu'il a donnée à sa classe des Pteropoda, après les Céphalo- 
podes et avant les Gastéropodes, et le temps a si peu modifié cette manière de voir, qu'elle 

23" 


180 


est sans doute encore la plus usuelle, bien que, dans les derniéres années, on puisse à cel 
égard constater les signes d'un changement. Parmi les auteurs récents qui ont défendu 
et développé la thèse de l’affinité des Ptéropodes avec les Céphalopodes, on peut citer 
Gegenbaur et Ihering. Le premier s'est prononcé très nettement dans ce sens dans 
la première édition de «Grundzüge d. vergl. Anat.» (1859) p. 289, mais avec plus de réserve 
dans la seconde édition du même ouvrage (1870) p.473. Tandis que Gegenbaur s’est ainsi 
un peu écarté de sa première interpretation, Ihering, dans sa «Vergl. Anat. d. Nervesys- 
tems u. Phylogenie d. Mollusken» (1876) p. 272 et suiv., défend avec beaucoup d'énergie la 
même thèse, sans produire du reste des arguments nouveaux essentiels. C’est principalement 
dans la cavité palléale ventrale des Hyaléides, et dans les bras, souvent armés de ventouses, 
des Clionides, qu'on a cru voir des caractères qui les rapprochent des Céphalopodes. Puis 
viennent d'autres points comme la prétendue grande ressemblance relevée par Ihering entre 
le pied des Glionides et l’entonnoir des Céphalopodes, etc., auxquels on ne saurait en tout 
cas attribuer qu'une importance tout à fait secondaire. 

En examinant la valeur qu'on peut attacher à l'opinion qui précède, il faut d'abord 
se rappeler qu'il n’est nullement prouvé, comme nous l'avons exposé plus haut, que les 
deux groupes des Pléropodes, les Thécosomes et les Gymnosomes, forment une division 
naturelle, mais que tout semble en contraire indiquer qu'ils n’ont en réalité rien de commun 
l’un avec l'autre. Dans ces circonstances, il est donc tout à fait inadmissible qu'on cons- 
truise un schéma de Ptéropode comme celui que Ihering I. c. a donné, qui représente 
un étre muni de la cavité palléale des Hyales et du pied et des céphalocones des Cliones, 
et qu'on tire ses conclusions d’une comparaison entre un pareil schéma et un Céphalopode. 
I est au contraire nécessaire de comparer les deux groupes — les Thécosomes et les 
Gymnosomes — chacun pour soi avec les Céphalopodes. On trouve alors, pour ce qui 
regarde le premier groupe, qu'il n'y a en réalité pas d'autre point de comparaison avec 
les Céphalopodes que la cavité palléale, qui, chez la plupart de ses membres — mais 
pas chez tous — est ventrale comme chez ces derniers. Mais si l'on se rappelle, d'une 
part, la place très isolée que les Céphalopodes occupent parmi les Mollusques, et en par- 
ticulier le profond abime ‚qui, dans presque chaque point de leur organisation, les sépare 
des Gastéropodes !), et si, de l’autre, on maintient que les Thécosomes sont des Gastéro- 
podes opisthobranches relativement peu modifiés, il est clair qu'un tel point de ressem- 
blance isolé ne saurait être invoqué comme argument en faveur d'une liaison plus étroite 
entre les deux groupes. Car c'est une règle qui doit être maintenue dans toutes les 
recherches de ce genre, qu'une ressemblance même très marquée en un point isolé dans 
la structure de deux groupes, n’est pas suffisante pour qu'on en puisse conclure qu'il y a 
entre eux de l’affinité; en effet, comme on n'a pour aucun point isolé la certitude qu'une 
ressemblance soit plus qu'une analogie, il faut en tout cas un plus grand nombre de points 
de ressemblance bien marqués, pour qu'une erreur possible sur l'un d'eux ou même sur 
plusieurs soil sans conséquence. Mais une pareille concordance n'existe pas ici. — Les 
mêmes considérations s'appliquent aux Gymnosomes. En un seul point: les ventouses 
dont sont ordinairement armés leurs bras, ils présentent avec les Céphalopodes une ana- 


1) Les Gastéropodes s. str. à l'exclusion des Chitons, ete. 


logie qui, à ce qu'il semble, n'est cependant ni très surprenante!) ni bien concluante; du 
reste, ce sont de vrais Opisthobranches. 

Nous arrivons donc nécessairement à cette conclusion que les points de ressem- 
blance que quelques Ptéropodes présentent avec les Céphalopodes doivent être considérés 
comme de simples analogies. Ce résultat d'ailleurs n'est pas quelque chose de nouveau. 
Souleyet s'est déjà, en 1852 (dans »Bonite»), prononcé tout à fait dans le même sens. 
Après avoir cite l'opinion émise par plusieurs auteurs sur une affinité entre les Ptéropodes 
et les Céphalopodes, et mentionné les points de ressemblance entre ces deux groupes, il 
continue comme il suit (l.c. p.96): «Mais il est facile de reconnaitre, par un examen plus 
approfondi, que toutes ces ressemblances sont plutôt apparentes que réelles, et que des 
différences extrêmement tranchées dans toutes les parties essentielles de l’organisation, 
dans le système nerveux, dans les organes de sens, dans les appareils de la digestion, de 
la circulation et de la génération, etc., séparent profondément les Pteropodes des Céphalo- 
podes. Ainsi le rapprochement de ces Mollusques ne nous paraît justifié en aucune ma- 
nière . . .» Si néanmoins j'ai repris cette question, c’est parce que les conclusions de 
Souleyet ne semblent pas avoir suffisamment attiré l'attention, car l'opinion opposée a cer- 
tainement jeté de très profondes racines. Je m’empresse du reste d'ajouter que, dans les 
dernières années, une interpretation plus exacte est en train de faire du chemin. Ihering 
a ainsi déclaré (1880), dans un article sur les Céphalopodes (Zeitschr. wiss. Zool. 35. Bd. 
p- 4), qu'il avait abandonné son ancien point de vue; dans le même volume de Zeilschr. 
wiss. Zool., Spengel (Geruchsorg. u. Nervensyst. d. Moll., p.381, note 1), quoique sous 
toute réserve, a exposé ses hésitations à accepter l’idée d'un rapprochement entre les 
Pteropodes et les Céphalopodes, et tout récomment Grobben?) s’est exprimé décidément 
dans le même sens. 


Thécosomes. 


Remarques générales. 


Le pied (Fig. 69), chez les Thécosomes, est libre dans sa plus grande étendue, 
c'est-à-dire n’est uni au reste du corps que par une portion limitée. Il se divise en deux 
parties, dont l'une (v) antérieure, très large (ordinairement beaucoup plus large que longue) 
et musculeuse, et l’autre (f) postérieure, plus étroite et pauvre en muscles. Les deux 
moitiés de la partie antérieure, qui, en son milieu, présente toujours par devant une sinu- 
osité, sont désignées sous le nom des nageoires. Sur le bord antérieur de chacune 
de celles-ci, on trouve chez les Limacines et la Cleodora virgula-acicula (Fig. 71) un pro- 


') Si l'on se rappelle que les Clionides, comme la plupart des Céphalopodes, sont des animaux voraces 
qui attaquent de grosses proies, une armature analogue de l'ouverture de la bouche paraîtra très 
naturelle. 

*) Arb. Zool. Inst. Wien. 5. Bd. — D’un autre côté, on peut noter que Ray Lankaster (Art. Mollusca dans: 
Encyclop. Britann. 9. Ed. Vol. 16, 1883) a méconnu à ce point la place que doivent occuper les Ptéro- 
podes, qu’il les a simplement rangés dans la classe des Céphalopodes. 


D.9< 


longement tentaculiforme (v), qui, chez les autres Thécosomes (Fig. 72—79), atteint une 
grandeur considérable, de sorte qu'il se présente comme une partie principale particulière 
de la nageoire, séparée de la partie restante par une échancrure!). Les nageoires n'ont 
jamais d'autre échancrure que celle-là, et s’il a été question jusqu'ici d'une seconde chez 
certaines formes (Hyales), c'est le résultat d'une confusion avec l'angle que la nageoire 
forme avec la partie postérieure du pied. Cette partie a un aspect très variable chez 
les différentes formes (Fig. 70 et suiv.): chez les Limacines et la Cleodora virgula- 
acicula, elle est étroite, linguiforme; chez les autres Cléodores, chez la Cuvierina, 
|’ Hyalea trispinosa et 1’H. 4-dentata, elle est plus large mais toujours linguiforme; chez 
les autres Hyales, elle est presque aussi large que les nageoires prises ensemble, mais 
courte et n’a plus la forme de langue. Chez les Cymbulia (Fig. 30), elle a à peu près 
la même forme que chez les Limacines, mais en diffère par un long fil à l'extrémité posté- 
rieure; par contre, elle est complètement effacée chez la Tiedemannia (Fig. 31). Chez les 
exemplaires contractés des Limacines et des Hyales, mais non des Cymbulies, elle est 
toujours retournée par devant. 

L'ouverture de la bouche est située en avant entre les nageoires. Chez les Lima- 
cines et les Hyaléides, elle est limitée sur les côtés par deux lèvres longitudinales 
(Fig. 69,2) qui se rejoignent devant elle. Ces lèvres, qui sont de gros replis très saillants 
de la peau, se dirigent d’abord en arrière en divergeant un peu, traversent ensuite la partie 
intérieure postérieure des nageoires en s’inflechissant en dehors, et s’abaissent peu à 
peu jusqu'en 8, où elles se continuent sous forme d'une ligne bien marquée (#70), qui 
s'infléchit et aboutit au bord postérieur de la nageoire en 0, à quelque distance de l'angle 
que celle-ci fait avec la partie postérieure du pied. La surface de toute la partie limitée 
par les lèvres et la ligne ci-dessus mentionnée, laquelle comprend la partie postérieure du 
pied et une portion de la partie antérieure, a un autre aspect que le reste du pied; elle 
est comme plus veloutée, et un examen microscopique fait voir que cette différence pro- 
vient de ce quelle est revétue d'un epithelium ciliaire dont les cellules sont munies d'un 
grand nombre de cils très longs et très serrés, tandis que l’epithelium qui recouvre le 
reste du pied est complètement dépourvu de cils Nous examinerons plus loin le rôle de 
ces derniers en parlant de l'alimentation des Thécosomes. — Chez les Cymbulies, on 
ne trouve absolument rien de la disposition que nous venons de décrire (lèvres longitudi- 
nales, etc.) L'ouverture de la bouche (qui, chez la Tiedemannia, est située sur un pro- 
longement plus ou moins long: la trompe) est limitée ici par deux replis de la peau, dont 
l'un antérieur et l'autre postérieur, qui latéralement se confondent l’un avec l’autre, et qui, 
sur leur face intérieure, sont revêtus d'un epithelium ciliaire (Fig. 30 et 32). 

La cavité palléale, chez les Thécosomes, présente des caractères particulièrement 
intéressants, dont la compréhension pourrait bien être le nœud de la morphologie de ce 
groupe d'animaux. 

Chez les Limacinides, la cavité palléale est dorsale, comme en général chez 
les Gastéropodes. C'est une grande cavité avec une large ouverture en forme de fente au- 


1) L'échancrure est du reste plus ou moins remplie par une membrane ressemblant à une membrane 
interdigitale. 


183 


dessus des nageoires. Le bord du manteau!) — comme c’est aussi ordinairement le cas 
chez les Gasteropodes — se continue en une étroite bordure en forme de collet sur la 
face inférieure de l'animal, derrière le pied. Au côté gauche, le bord du manteau, à l’en- 
droit où il se confond avec la bordure ci-dessus, se prolonge en une courte pointe. Au 
côté droit, à peu pres à l'endroit correspondant, on trouve un bec court en forme de gout- 
tiere et à côté (en dehors) une partie saillante, tentaculiforme, triangulaire, plate et ter- 
minée en pointe. C’est évidemment cette dernière partie qui, chez l'animal vivant, peut 
s'étendre comme un long tentacule, et que A. Agassiz a mentionnée et représentée sous le 
nom de «siphon» ?); elle a déjà été très bien décrite par O. Fabricius. Je présume (comme 
le croit Fabricius) que le tentacule est une espèce d’organe tactile, tandis que le bec a sans 
doute pour fonction de rejeter au dehors, avec les excréments, les mucosités qui se for- 
ment dans la cavité palléale. La petite pointe à gauche dépend probablement de la forme 
de l'ouverture de la coquille, qui, au point correspondant (en haut lorsqu'on oriente la 
coquille de la manière conventionnelle) présente justement un angle aigu, et elle ne semble 
avoir aucune fonction spéciale. 

Chez les Hyaléides, la cavité palléale est ventrale; l'ouverture en est large et 
située derrière la partie postérieure du pied; le bord du manteau se continue sur le dos en 
une bordure étroite en forme de collet, semblable à celle qui, chez les Limacines, se 
trouve sur le ventre. Cette dispositions est donc l'inverse de celle que nous présentent 
les Limacines. 

Cette différence capitale dans la disposition de la cavité palléale chez les deux 
familles a naturellement, depuis longtemps, attiré l'attention des naturalistes, mais on a 
passé assez légèrement là dessus, ce qui certainement est då en partie à la circonstance 
que la structure des Limacines n'a jusqu'ici été étudiée qu’imparfaitement et n’est encore 
pas bien comprise. 

Parmi le petit nombre d'auteurs qui ont traité la question dont il s’agit, nous ne 
nommerons que Souleyet et Grobben. Ils le font tous les deux très brièvement et se 
placent, indépendamment l’un de l’autre, au mème point de vue, tout en s'exprimant en 
termes un peu différents. Suivant eux, la disposition inverse de la cavité palléale chez les 
Hyaléides et les Limacines est une conséquence directe du fait que les premiers ont une 
coquille et un sac viscéral droits, tandis que les seconds les ont enroulés en spirale‘), cet 
enroulement en spirale entraînant un changement de position de la cavité palléale en la 
faisant passer du côté ventral au côté dorsal. Mais cette interprétation n’est pas juste, car 
l’enroulement en spirale chez les Gastéropodes, comme on va le voir, ne peut d'après sa 
nature produire un tel changement. 

Examine-t-on un limacon qui est retiré de sa coquille — les espèces dont la 
coquille n’est que peu turriculée conviennent particulièrement pour une première recherche — 


1) Par manteau, nous n'entendons partout que la partie qui forme la paroi extérieure de la cavité 
palléale. 

2) Voir ses communications sur l'Heterofusus retroversus (= Limacina balea) dans Gould, Report In- 
vertebrata Massachusetts, p. 506, Pl. 27. 

3) Voir les citations dans le texte danois, p. 18, note 3. 


184 


on reconnaît sans difficulté que la forme en spirale du sac viscéral est due en premier lieu 
à la circonstance que le côté ventral en est beaucoup plus court que le côté dorsal, ce 
qui détermine l’enroulement. Puis vient une certaine obliquité particulière du sac 
viscéral, d'où résulte la forme plus ou moins turriculée de l'animal et de sa coquille, forme 
qui, on le sait, peut entièrement faire défaut, mais qui, en tout cas, ne joue pas un rôle 
essentiel dans la disposition mutuelle des organes. 

Si maintenant on s’imagine un limaçon étendu, le côté ventral étant rendu aussi 
long que le côté dorsal et la faible obliquit du sac viscéral redressée, il n’en résultera, on 
le comprend sans peine — et une expérience faite avec un limacon retiré de sa coquille 
ou avec un modèle en cire le montrera en tout cas facilement — aucun changement 
dans la disposition de la cavité palléale. La différence que présentent sous ce 
rapport les Limacinides et les Hyaléides ne provient donc pas simplement de ce que le sac 
viscéral est enroulé en spirale chez les premiers et ne l’est pas chez les seconds. Il faut 
en chercher une autre explication. 

Il y a plusieurs manières de concevoir que la cavité palléale des Limacinés puisse 
de dorsale devenir ventrale; on pourrait ainsi s’imaginer que le côté droit de la cavité 
palléale s'étend vers la face ventrale, en même temps que son côté gauche se rétrécit, et, 
de cette façon, amener peu à peu la cavité palléale sur la face ventrale, sans que d'ailleurs 
il en résultat aucun changement dans la disposition des organes. Mais un examen plus 
approfondi de la structure des Limacinides et des Hyaléides montre que la différence entre 
ces groupes est en effet bien plus profonde. 

En réalité, il faut se représenter que le passage des Limacinides aux Hyaléides s’est 
fait de la manière suivante: D'abord le sac viscéral s'est élendu, et ensuite la partie 
postérieure plus grande de l'animal, comprenant le canal digestif (excepté la bouche 
et l'appareil buccal), le foie, la plus grande partie des organes génitaux (excepté la partie 
terminale du canal sexuel et le pénis), le cœur, le rein, la cavité palléale, etc. a, avec la 
coquille qui la recouvre, tourné de 180° autour de l’axe de l'animal, tandis que 
la partie antérieure, comprenant le pied avec les nageoires, les tentacules, le pénis, l’orifice 
sexuel, l'appareil buccal, le système nerveux central, a conservé sa position primitive. Re- 
garde-l-on l'animal de son extrémité antérieure, la rotation a eu lieu en sens inverse du 
mouvement des aiguilles d'une montre!). Ce qui, dans la partie postérieure du corps des 
Limacines, est dos est devenu ventre chez les Hyaléides, ce qui est à droite chez les pre- 
miers est à gauche chez les seconds, etc. 

Quelque étrange que puisse paraître une différence si radicale dans la disposition 
des parties chez deux groupes qui, dans le détail de leur structure, sont aussi voisins l’un 
de l’autre que les Limacinides et les Hyaléides — si voisins que Souleyet les a même faits 
membres d'une famille — une analyse scrupuleuse de leur structure montre cependant qu'il 
en est réellement ainsi. 


') Il va de soi qu'on peut aussi bien dire que la partie postérieure du corps, chez les Hyaléides, a con- 
servé sa position primitive, et que c'est la partie antérieure qui a tourné de 180° autour de l'axe de 
l'animal (naturellement en sens inverse). C'est seulement de la position relative des deux parties 
qu'il s’agit. 


185 


Particulièrement instructive est la position’) qu'occupent le système reproduc- 
teur et le canal digestif. Chez les Limacines, la partie postérieure de l'intestin (celle 
qui est la plus voisine de l'anus) se croise avec la partie antérieure par dessus celle-ci; 
chez les Hyaléides, on trouve un croisement analogue, mais la partie postérieure passe 
par dessous la partie antérieure, — Chez les Limacines, la partie postérieure de l'intestin 
est à droite du gésier, et l'anus s'ouvre sur le côté droit; chez les Hyaléides, la même 
partie est à gauche du gésier, et l'anus s'ouvre sur le côté gauche. — Chez les Lima- 
cines, le canal excréteur de la glande hermaphrodite se trouve sur le côté droit de l'animal, 
au-dessous de la partie postérieure de l'intestin, et s'ouvre bien en avant à droite. Cet 
orifice est aussi sur le côté droit chez les Hyaléides, car il est situé sur la 
partie antérieure qui n'a pas tourné; par contre, la plus grande partie du canal excréteur, 
chez ce groupe, est sur le côté gauche au-dessus de la partie postérieure de l'intestin, 
mais la portion la plus voisine de Vorifice va aboutir, en passant obliquement sous 
l'appareil buccal, à l’ouverture de l'appareil reproducteur qui est sur le côlé droit. Tout 
cela est facile à comprendre si l’on se figure que la partie postérieure des Limacines a tourné 
de 180° autour de l'axe de l'animal. 

A cela correspond aussi ce que donne le reste de l'analyse anatomique. Le rein 
et le cœur, chez les Limacines (voir Fig. Z, p.29), sont ainsi situés sur la face dorsale 
de l’animal, à gauche; chez la Cleodora acicula (Fig. A), qui (avec la Cl. virgula), de tous 
les Hyaléides, comme le montrent d'autres caractères, est le plus voisin des Limacines, les 
mêmes organes sont sur la face ventrale à droite, mais du reste dans la même posi- 
tion relative?) Le muscle de la coquille, qui, chez les Limacines, se trouve en entier 
sur la face ventrale, est, chez les Hyaléides (sauf la partie la plus antérieure) situé sur la 
face dorsale, au-dessus de la masse des intestins®). Comme il a été dit plus haut, le bord 
antérieur du manteau, chez les Limacines, est muni à droite d'un prolongement tenta- 
culiforme; ce prolongement se trouve aussi chez plusieurs Hyaléides, notamment chez les 
formes les plus voisines des Limacines — la Cleodora virgula-acicula, la Cl. striata — mais 
il est à gauche. 

La théorie exposée plus haut, que la position ventrale de la cavité palléale, chez 
les Hyaléides, doit être regardée comme une conséquence d’une rotation du 180° de 
la parlie postérieure de l’animal autour de son axe, se trouve ainsi confirmée 


1} Voir les figures schématiques, p. 21 (Fig. A. Disposition du canal digestif et de l'appareil reproducteur 
chez une Zimacina, vue du dos, étendue et raccourcie. Fig. B. La même, vue de la face ventrale, 
Fig. C. Disposition des mêmes organes chez une Cleodora, vue de la face ventrale. — v, nageoire; 
J, partie médiane ou postérieure du pied; m, bouche; 89, orifice de l'appareil reproducteur; a, anus; 

+o, glande hermaphrodite; æ—7, désigne la ligne qui sépare l’une de l’autre les deux parties susdites 
du corps). 

*) Chez d'autres Hyaléides, on observe dans la position du rein et du cœur des changements secondaires 
plus ou moins grands (v. plus loin). Ê 

3) On devrait croire que la partie antéricure du muscle de la coquille, chez les Hyales, s'infléchit d'un 
seul côté (à gauche) vers la face ventrale pour s'attacher au pied. En réalité, il envoie un branche 
de chaque côté de l'appareil buccal, et l'un d’eux, celui de droite, doit être considéré comme une 
formation nouvelle. 


Vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, naturvidensk. og matlı. Afd. IV. 1. 24 


186 


dans tous les points que j'ai pu examiner. Cette rotation peut aussi en partie être dé- 
montrée pendant l’ontogénèse. La cavité palléale prend naissance (voir Fol, Devel. d. 
Ptérop. dans Arch. Zool. exp. gén. Tome 4, p.141 et une grande partie des figures) sur 
le côté droit de l’animal, et encore après que, chez les jeunes larves, elle a atteint un 
développement considérable, elle n'est pas exactement ventrale mais placée obliquement vers 
le côté droit de l'animal (d’après la théorie, la cavité palléale, dans une phase intermédiaire, 
doit précisément se trouver sur le côté droit. De lå il suit aussi que la pointe de la 
coquille, chez les formes où elle est recourbée, est dirigée à gauche chez les jeunes 
larves, tandis que plus tard elle se dirige vers le haut (voir plus loin les remarques sur 
la coquille), ce qui s'accorde également avec la théorie; en outre, l'anus apparait d'abord 
sur la ligne médiane et ne se déplace que plus tard vers la gauche (Fol, I. c. p.146). On 
doit done présumer que le commencement de la rotation de la partie postérieure de l'animal 
a lieu avant l'apparition de la cavité palléale et de l'anus (la cavité palléale n'apparaît 
qu'assez tard, après, par ex., que le pied est déjà bien développé). 

Relativement aux caractères du manteau chez les Hyaléides, on peut encore ajouter 
ce qui suit. L'ouverture de la cavité palléale est chez les espèces du sous-genre Creseis, 
de même que chez les Limacines, aussi grande que celle de la coquille. Mais chez les 
Cléodores et les Hyales, il en est autrement; celte ouverture ne correspond ici qu'à 
la partie moyenne plus large de l'ouverture de la coquille; à ses parties étroites (les fentes 
latérales chez les Hyales) correspondent, de chaque côté, deux replis de la peau, qui sont 
bien une continuation du bord libre du manteau, mais ils sont réunis par une membrane. 

L’epithelium qui recouvre la cavité palléale chez les Limacines et les Hya- 
léides, présente des caractères très intéressants, et bien que, dans ce travail, nous ne 
puissions nous occuper de l'histologie des Ptéropodes, nous en dirons cependant quelques 
mots. Chez les deux groupes, la surface intérieure du manteau (à l'exception de la partie 
antérieure) est revétue d'un epithelium très épais, formé de cellules colossales d'un aspect 
particulier. Chez les Limacines, toutes les cellules qui composent ce bouclier épi- 
thélial, comme nous l’appellerons, ont essentiellement le même cachet: ce sont des cel- 
lules prismatiques dont la hauteur est jusqu’à 3 fois plus grande que la largeur, avec un gros 
noyau rond ou un peu ovale qui a-une largeur égale jusqu'aux %/4 de celle des cellules, et 
qui renferme un ou plusieurs gros nucléoles irréguliers. Le protoplasme des cellules présente 
cette particularité qu'il est à la fois finement granule et strié en long, et semble être formé 
de filaments noueux qui courent parallèlement depuis la base des cellules jusqu'à leur sur- 
face libre, Mais ces cellules sont, d'un autre côté, un peu différentes, de manière à pouvoir 
se diviser en deux groupes. Les unes sont plus élancées, plus jaunätres et ont une 
striure et des grains plus fins; les autres sont plus épaisses, plus pales, à striure et à 
grains plus grossiers; chacune de ces formes constitue certaines parties du bouclier épi- 
thélial, lesquelles ne sont toutefois pas séparées les unes des autres par des lignes régulières. 

Chez les Hyales, le bouclier épithélial a un aspect assez différent. Certaines 
de ses parties, à savoir deux bandes transversales, dont l’une située au milieu du bouclier 
epithelial et l'autre à son extrémité postérieure, el séparées chacune du reste de l’epithe- 
lium par un bord antérieur concave et un bord postérieur convexe, sont composées de 
cellules fort remarquables. Celles-ci (voir Fig. 67—68) sont de courtes cellules cylin- 


driques à section à peu près rectangulaire, qui, dans leur partie supérieure, renferment cha- 
cune plusieurs, ordinairement 2—3, grandes et profondes cavités urcéiformes, munies d'une 
ouverture ronde ou ovale un peu rétrécie (0). Les cellules sont disposées en rangées trans- 
versales régulières, et les cavités dans chaque cellule forment également une courte rangée 
transversale qui se joint à la rangée des cavités dans les deux cellules contiguës de la même 
rangée de cellules, de sorte que toutes les ouvertures dans chaque rangée de cellules for- 
ment une rangée. Sur la face antérieure des cellules (la face qui est tournée vers l'ouver- 
ture de la cavité palléale), il y a une échancrure (a) qui pénètre un peu entre les cavités 
et qui, au premier coup d'œil, lorsqu'on regarde l’epithelium de sa surface libre, produit 
sur l'observateur l'impression qu'à chaque cavité correspond une cellule; mais en abaissanl 
le tube du microscope, on constate ordinairement sans difficulté que le nombre des 
noyaux est beaucoup plus petit que le nombre des cavités, et en examinant l’epithelium de 
la face basale des cellules, on se rend parfaitement compte des choses. Le nombre ordi- 
naire des cavités dans une cellule est, comme nous l'avons vu, de 2—3, et ce n'est que 
tout exceptionnellement qu'il y en a seulement 1, tandis que, d'un autre côté, dans la 
partie postérieure de la bande transversale postérieure, chez l'Hyalæa tridentata, j'ai trouvé 
des cellules qui en renfermaient 10—12 (toutes dans une rangée transversale), et qui étaient 
naturellement très larges. Le protoplasme des cellules précédentes ressemble à celui des 
cellules päles chez les Limacines. Je n’ai trouvé de cils ni sur ces cellules ni sur celles 
des autres parties du bouclier épithélial (non plus chez les Limacines), bien que j'aie examiné 
un grand nombre d'exemplaires dont les cils étaient conservés sur d’autres cellules; je suis 
done porté à croire qu'elles sont réellement tout à fait privées de cils. — Chez la Cleodora 
balantium (et sans doute aussi chez la Cl. cuspidata, dont je n'ai pas eu à ma disposition 
de bons exemplaires), le bouclier épithélial a essentiellement la même structure que chez 
l'Hyalæa; chez les autres Cléodores que j'ai examinées sous ce rapport (Cl. pyramidata, 
striata et acicula), il n’y a qu'une seule bande transversale, mais très large et avec des cel- 
lules fort développées à l'arrière du bouclier épithélial; chez les Cl. pyramidata et striata, 
les cavités se réduisent à des fossettes et elles manquent même complètement chez la Cl. 
acicula. Quant à la fonction du bouclier épithélial, je dois supposer, à en juger par 
l'aspect des cellules, que c'est un organe de sécrétion. 

Pour ce qui regarde la partie de la surface intérieure du manteau qui est située 
devant le bouclier épithélial, je n’ai eu l’occasion de l'étudier de près que chez les Lima- 
cina. Cette partie est revétue presque en entier de petites cellules plates épithéliales, entre 
lesquelles on trouve cependant des rangées transversales plus ou moins étendues de cellules 
plates plus grandes, en général plus larges que longues; chacune de ces cellules (et chaque 
rangée de cellules) porte en son milieu, et dans le sens de sa plus grande dimension, une 
rangée transversale de longs cils; le reste de la cellule en est dépourvu. Les rangées de 
ces cellules à cils sont surtout très développées sur le côté gauche; mais l’une d'elles 
(l'antérieure) s'étend à travers presque toute la surface intérieure du manteau. Outre les 
rangées de ces cellules, on en trouve aussi un certain nombre de la même espèce qui 
sont isolées. — Cette partie de la cavité palléale renferme encore une troisième forme de 
cellules, à savoir de grandes cellules caliciformes qui s'ouvrent par une étroite ouver- 
ture entre les petites cellules épithéliales, tandis que le corps en est presque en entier 

24° 


188 


au-dessous de l’epithelium. Elles sont disséminées sur la partie dont il s’agit, mais sont 
en majorité sur le côté gauche, où l’on en trouve en outre de très grands exemplaires qui 
forment une petite plaque dans cette partie de la paroi du manteau; les ouvertures de ces 
colossales cellules caliciformes sont naturellement plus grandes que celles des autres, mais 
relativement à la largeur des cellules, elles sont cependant extrêmement petites. — - Mal- 
heureusement, je n'ai pas eu à ma disposition, en fait d’autres Ptéropodes, des matériaux 
convenables pour l'étude de cette partie de la cavité palléale, qui était presque toujours 
dans un très mauvais état de conservation. 

La partie restante de la paroi de la cavité palléale — y compris celle qui est 
formée par le sac viscéral — est, chez les Limacines et les Hyaléides, revélue de petites 
cellules plates, parmi lesquelles sont disséminées des cellules ciliaires, tout à fait sembla- 
bles à celles qui, sur la partie antérieure du manteau, forment des rangées transversales, 
chacune avec une rangée de cils (les «Wimperleisten» de Gegenbaur). 

La cavité palléale des Cymbuliides!) ne présente aussi pas peu d'intérêt; elle se 
rattache bien à celle des Hyaléides, est ventrale comme chez ces derniers, mais est d'un 
autre côté fortement modifiée. La différence sous ce rapport entre une Cléodore et une 
Cymbulie consiste principalement en ce que la face dorsale, chez la Cymbulie est tellement 
raccourcie, que la cavité palléale s'étend jusqu'à la nuque (où l'organe excréleur est aussi 
rejeté). Caractéristique pour les Cymbulies est en outre la grande largeur de la cavité 
palléale. La partie correspondant à la face intérieure du manteau, chez les Cléodores, com- 
prend en effet, chez les Cymbulies, non seulement le revêtement de la cavité antérieure de la 
coquille en forme de pantoufle, mais aussi un grand morceau en tout cas du revêtement de 
la face supérieure de la partie postérieure de celle-ci (a—c). C’est ce,qu’indique la nature de 
epithelium. Car les Cymbulies ont le même bouclier epithelial?) que les Hyaléides, et ce 
dernier s'étend non seulement sur la petite cavité de la coquille, mais aussi sur la moitié 
antérieure de sa partie postérieure, de sorte qu'une partie au moins de son revêtement supé- 
rieur, et sans doute le tout, doit être regardé comme correspondant à la face intérieure 
du manteau chez les Cléodores. 

En examinant la disposition des organes chez les Cymbulies, on trouve qu'elle 
répond entièrement à l'explication donnée plus haut. La partie distale de l'intestin se 
croise avec la partie proximale tout près de l'estomac en passant au-dessous de celle-ci 
(comme chez les Hyaléides); la partie moyenne forme un coude qui est plus grand que 
chez les Hyaléides, et dont la partie postérieure (= dans la Fig. H p.26, qui représente le 
canal intestinal des Cymbulia, vu d'en bas), en harmonie avec la courbure très prononcée 
de la face ventrale du sac viscéral, est relevée derrière la portion restante du canal inte- 
stinal. L’anus est situé à gauche, mais plus près du milieu que chez les Hyaléides par 


') Voir les figures schématiques de la p. 25 (Fig. D, coupe longitudinale d'une Cléodora, sans la coquille; 
Fig. G, coupe semblable d'une Cymbulia Peronii; Fig.E et F, coupes des êtres hypothétiques inter- 
mediaires entre D et G; m, bouche; f, pied; in, viscères; a—b, bouclier épithélial, sur la paroi ven- 
trale de la cavité palléale; sk, coquille interne. 

*) On n'y trouve pas de cellules avec des cavités, mais elles ressemblent d'ailleurs aux cellules cor- 
respondantes chez les Hyaléides. 


189. 


suite du déplacement de l'estomac vers la droite. L'ouverture génitale est à droite; la 
dernière partie du conduit excréteur de la glande hermaphrodite se croise avec l'appareil 
buccal en passant au-dessous de celui-ci (comme chez les Hyaléides). 

Branchies. Les Thécosomes sont dépourvus de branchies, à l'exception de la plu- 
part des Hyales, à savoir les formes comprises sous la dénomination de Æyalæwa-B et dont 
il sera parlé plus loin. 

Coquille. Chez les Limacinides, comme chez la plupart des Gastéropodes, la 
coquille est contournée en spirale; elle est toujours sénestre') et ordinairement munie 
d'un profond ombilic. Par contre, la coquille des Hyaléides est toujours à peu près 
symétrique el en outre à peu près droite dans presque toute son étendue, la partie posté- 
rieure seule en étant ordinairement recourbée. Cette courbure est en apparence l'opposé 
de celle qu'on trouve chez les Gastéropodes, la concavité, chez les Hyaléides, se trouvant 
sur la face dorsale et la convexité, sur la face ventrale — par conséquent comme chez les 
Nautiles — tandis que la concavité du tube de la coquille, chez les Gastéropodes, sans en 
excepter les Limacinides, correspond à la face ventrale de l'animal et la convexilé, à sa 
face dorsale (que la coquille soit dextre ou sénestre, cela ne fait à cet égard aucune diffé- 
rence). On n’a pas, que je sache, remarqué jusqu'ici cette différence importante dans la 
courbure de la coquille des Hyaléides et de celle des autres Gastéropodes; si elle l'avait 
été, on s'en serait certainement prévalu comme d'une ressemblance avec les Céphalopodes. 
Mais, en réalité, elle s'explique tout simplement comme une conséquence de la rotation de 
180°, mentionnée plus haut, du sac viscéral autour de son axe; la face dorsale de ce sac 
et par suite aussi de la coquille, chez une Hyaléide, correspond à la face ventrale chez les 
Limacines, de sorte que la différence avec les Gastéropodes n'est qu’apparente et la res- 
semblance avec les Céphalopodes toute superficielle. — Ce que l’on désigne comme une 
coquille chez les Cymbuliides est une masse gélatino-cartilagineuse logée en dedans de 
l’epiderme de l'animal, et qui, autant qu'on en peut juger, n’a rien de commun avec la 
coquille des autres Thécosomes. — Les Limacinides (sauf quelquefois chez la L. helicina 
adulte) sont munies d'un opercule spirale, qui manque chez les autres Thécosomes. 

Appareil digestif, La radule (Fig. 22—29) présente, avec quelques petites modifica- 
tions, la même image chez tous les Thécosomes. Abstraction faite du genre Tiedemannia, 
chez lequel la radule fait complètement défaut, chaque rangée transversale de la radule, 
chez tous les Thecosomes, est armée de trois dents, dont la centrale est une plaque Lri- 
angulaire, d'ordinaire avec deux drétes plus longues et une plus courte par laquelle elle 
est fixée; la partie inférieure des deux arêtes latérales porte une bordure de franges plus 
ou moins longues, tandis que le sommet de la plaque forme une épine terminale lisse. 
Les dents latérales sont en forme de crochets avec une bordure de franges semblable à 
celle des dents du milieu. La radule est ordinairement très petite avec un petit nombre 
de rangées transversales (10 env.), les dents sont également petites et l'appareil buccal 
n'est en somme que faiblement développé (il Vest relativement le moins chez les Cym- 
bulies). A cette règle fait exception la Cuvierina, dont l'appareil buccal est plus robuste 


') Les ouvertures des organes génitaux et de l'appareil digestif se comportent par contre comme chez 
la plupart des autres Gastéropodes; l'animal est dextre bien que la coquille soit sénestre. 


190 


et dont la radule (Fig. 28) se compose d'un nombre beaucoup plus grand de rangées trans- 
versales; les dents médianes sont surtout très développées et munies d'une large partie 
basale (qui ressemble à une vertèbre de mammifere) et d'une très longue épine terminale, 
tandis que le bord latéral frangé est rudimentaire; les dents latérales sont par contre pe- 
lites. — Tous les Thécosomes, à l'exception des Tiedemannia, ont deux mächoires. 
Chaque mâchoire se compose d'un petit nombre de carnes transversales!) basses et en 
forme de toit, avec un bord légèrement dentelé ou frangé. Elles sont faiblement chi- 
linisées et chaque carne est formée de beaucoup de petits morceaux séparés les uns des 
autres par des lignes fines. Les machoires ont leur place immédiatement devant la radule ; 
elles ne se rejoignent pas, mais sont séparées en haut et en bas par un intervalle qui est 
plus grand en haut, tandis que la distance entre les extrémités inférieures des mächoires 
est assez pelile. — En ce qui concerne la partie restante du canal intestinal, je 
n'ai que peu de chose à ajouter à ce qu'ont publié les auteurs qui m'ont précédé, et aux- 
quels, par conséquent, je me réfère (voir surtout Souleyet, Bonite, Tome 2). Tous les Thé- 
cosomes ont un gésier musculeux muni de 4 grandes plaques, chacune avec une crête très 
saillante, disposées en cercle sur la face interne du gésier, et d'une cinquième plus petite 
placée en arrière entre 2 des grandes plaques; on trouve en outre devant les 4 grandes 
plaques plusieurs petites plaques ou dents qui ont passé jusqu'ici inapereus. Toutes ces 
plaques sont des formations cuticuleuses sans grande consistance et qui se rétrécissent 
beaucoup en se desséchant. 

Rein et eœur?). Le rein est un sac oblong, en général plat, dont une des extré- 
miles est toujours placée dans le voisinage du bord postérieur du bouclier épithélial; le 
cœur est toujours logé à l’autre extrémité du rein. Ces deux organes occupent d'ailleurs 
une place différente chez plusieurs Thécosomes. Chez les Limacines, le rein est situé 
sur le côté gauche de l'animal, et derrière est le cœur; l'oreillette est à gauche et un 
peu en avant du ventricule. Chez la Cleodora acicula et la Cl. virgula, la position des 
deux organes par rapport l'un à l’autre et aux autres viscères est la méme, mais, par suite 
de la rotation de toute la partie postérieure, ils se trouvent sur le côté droit de l'animal, 
et l'oreillette est à droite et en avant du ventrieule. Chez les espèces suivantes, on ob- 
serve un déplacement successif du rein et du cœur à travers la face ventrale de l’ani- 
mal, de sorte que le cœur a finalement sa place sur le côté gauche, avec le ventrieule 
en avant de l'oreillette, tandis que le rein se met en travers sur la face ventrale. Chez 
la Cl. striata, ce déplacement est commencé: le rein est encore placé le long de l’animal, 
mais est arrivé sur la face ventrale; le cœur a pris une position transversale, l'oreillette 
et le ventricule sont à côté l'un de l'autre, celle-là à droite de celui-ci. Chez la Cl. subula, 
le rein a une position plus oblique, son extrémité postérieure est passée vers le côté gauche; 
il en est de même du cœur, mais l'oreillette est encore à droite du ventricule®). Chez la 


') La coupe transversale d'une mâchoire a à peu près s'aspect suivant: anna 

*) Voir les figures p.29. J, Limacina; K, Cleodora acieula; L, Cl. striata; M, Cl. subula; N—U, Cl. 
pyramidata, toutes vues d'en bas, excepté O, qui est vu du côté gauche, et 7, qui est vu d'en haut. 
ep, bouclier épithélial (partie postérieure); n, rein; «a, oreillette; v, ventricule; 4, foie; o, glande 
sexuelle; M, muscle de la coquille. 


7) Le rein et le cœur ont une position analogue chez la Cuvierina. 


191 


Cl. pyramidata, le changement est arrivé à son terme: le rein est placé en travers avec 
son extrémité antérieure à droite et la postérieure à gauche; le cœur est à gauche avec 
l'oreillette juste derrière le ventricule. Les choses se passent de même chez les autres 
Hyaléides. 

Organes génitaux. La glande hermaphrodite, chez la Zimaeina et la plupart des 
Cléodores, a sa place dans la partie postérieure de la coquille; le canal excréteur se 
dirige en avant, sur le côté droit de l'animal chez les Limacines, et sur le côté gauche 
chez les Cléodores, mais son orifice, chez les deux genres, est sur le côté droit (voir 
p. 185). Chez la Cleodora cuspidata et la Cl. balantium, la glande génitale est située sur 
le côté droit de l’animal;- le canal excréteur se rend de lå sur le côté gauche par dessus 
le canal intestinal, après quoi il poursuit son cours comme chez les autres Cléodores. 
Chez l’Ayalea tridentata et sans doute aussi chez les autres Hyales, la glande génitale est 
au contraire rejetée sur le côté gauche. De l'orifice génital, chez les Limacines el les 
Hyaléides, part un conduit qui aboutit au point où se trouve l'ouverture du pénis invaginé, 
qui est imperforé.  Relativement à ce dernier et aux glandes qui se rattachent au canal 
excréteur, comp. la description de Souleyet dans Bonite et de Gegenbaur (Pterop. u. 
Heterop.). 

Système nerveux central. Je l'ai examiné chez la Limacina helicina, la Cleodora 
pyramidata, la Cl. balantium, la Cymbulia et la Tiedemannia. Caractéristique chez tous 
les Thecosomes est la concentration extraordinaire de tous les gros ganglions; les ganglions 
cérébral et pleural sont de chaque côté réunis en une seule masse; immédiatement 
auprès d'eux, on trouve les ganglions pédiaux qui sont reliés entre eux par une courte 
commissure, et les ganglions viscéraux, qui, chez toutes les espèces examinées, à 
l'exception des Limacina, dont les deux ganglions viscéraux sont reliés par une commis- 
sure médiane extrémement courte, ne forment qu'une seule masse (chez les Limacina, la 
commissure pédiale est également un peu plus longue que chez les autres). Les ganglions 
cérébraux sont chez tous reliés par une longue commissure. — Nous ferons encore 
remarquer que, chez les Cymbulies, le ganglion cérébro-pleural est le moins développé 
en comparaison avec le ganglion pédal. 

Alimentation. Dans la description que nous avons donnée plus haut du pied des 
Thécosomes, il est dit qu'une partie de ce dernier, comprenant toute la partie postérieure 
et une portion de l’anterieure, et limitée par les deux lèvres longitudinales, est revétue 
d'un epithelium ciliaire avec de longs cils très serrés; dans l'angle antérieur de cette 
partie, là où les deux lèvres sont les plus hautes et se rejoignent, se trouve la bouche. 
Comme je n'ai pas eu l'occasion d'observer des Ptéropodes vivants, je n'ai pu par moi- 
même constater dans quel sens se meuvent les cils, mais il résulte d’un passage de Pterop. 
u. Heterop. de Gegenbaur que ce mouvement se fait dans la direction de l'ouverture de la 
bouche. C'est à l’aide de cette disposition que les Thécosomes prennent leur nourriture: 
tous les petits organismes qui viennent en contact avec la grande surface 
revêtue de cils sont entraînés, par le courant que produisent ces derniers, 
vers et finalement dans le coin où la bouche est située, en lant qu'ils ne sont 
ni assez grands ni assez forts pour que ce courant ne puisse s’en rendre maitre. Les 
êtres qui leur servent ainsi de nourriture sont, comme le montrent mes nombreuses ana- 


lyses, en grande partie des Protophytes et des Protozoaires, ainsi que quelques 
Métazoaires, notamment de toutes petites Limacines, tandis que les Crustacés, qui 
peuplent en si grand nombre les couches supérieures de la mer, manquent pour ainsi dire 
complètement: ces animaux ont un mouvement propre si vigoureux que le courant produit 
par les cils n’a pas de prise sur eux. Chez les Cymbuliides, qui sont dépourvus de 
l'appareil décrit ci-dessus, ce dernier est remplacé par les deux lèvres transversales qui 
entourent l'ouverture de la bouche en avant et en arrière, et qui sont également revêtues 
d'un epithelium avec des cils; leur nourriture est la même que celle des autres Théco- 
somes. — Relativement aux organismes microscopiques qui constituent la nourriture des 
Thécosomes, j'ai encore à faire remarquer ce qui suit. Le résultat des analyses du contenu 
de l'estomac est assez différent, suivant qu'il s’agit d'animaux qui ont été pris dans les 
mers froides du Nord ou dans les mers plus chaudes (tropicales et chaudes tem- 
pérées). Ces derniers renferment des Globigérines et les autres Foraminifères pela- 
giques voisins que l'expédition du «Challenger» nous a fait connaître (Pulvinulina, Hasti- 
gerina), ainsi que des Aadiolaires (Dietyocha, Acanthometra, Amphilonche, etc.); chez les 
Thécosomes des mers arcliques ou froides tempérées (Limacina helicina et balea, 
Cleodora pyramidata), le contenu de l'estomac est caractérisé par un grand nombre de 
Cilioflagellates (notamment des Péridinies et des Dinophysis), tandis que les Radiolaires 
ne s'y rencontrent jamais et les Globigerines, que rarement. On trouve des Ziatomées 
chez les espèces arctiques et chez les autres, mais toujours en petite quantité, bien que 
les Diatomées soient quelquefois répandues en masses énormes dans les mers arctiques 
(tandis que, d'après Murray, elles sont peu abondantes dans les mers chaudes). Com- 
muns aux mers du Nord et aux mers plus chaudes sont en outre les Coccosphères, qui 
se trouvent souvent en grande quantité dans le contenu de l'estomac, et les membres 
du groupe Zintinnoidea des Infusoires, qui évidemment joue dans la vie microscopique à 
la surface des mers un rôle bien plus considérable que ne le font supposer les rapports 
venus jusqu'ici à ma connaissance, et qui, de tous les groupes d'êtres microscopiques 
ci-dessus mentionnés, est peut-être celui qui fournit le plus fort contingent à l'alimentation 
des Thécosomes. On trouvera p.33 quelques exemples de ce que j'ai retiré de l'estomac 
des Thécosomes. ; 

Mauière de vivre. Les renseignements qu'on possède à ce sujet confirment pleine- 
ment ce que Souleyet a avancé, contrairement à l'opinion de d’Orbigny, à savoir que les 
Ptéropodes sont bien des animaux nocturnes, mais qu'ils se montrent pourtant quelquefois 
pendant le jour à la surface des mers, et qu'on ne peut maintenir une distinction entre 
des espèces crépusculaires et des espèces nocturnes. 

En fait de parasites, j'ai rencontré une fois dans la cavité palléale d'une Hyalæa 
tridentata quelques exemplaires très petits ({/2"" de long env.) d'un crustacé ressemblant 
à un Zrgasilus, et j'ai aussi trouvé quelquefois dans le foie des Thécosomes un grand 
nombre de Grégarines. Il n’est pas rare qu'on trouve divers Hydroïdes fixés sur leur 
coquille, mais seulement chez quelques espèces, à savoir toujours chez la Cleodora balan- 

- tium, moins souvent chez la Cl. cuspidata et V Hyalæa trispinosa, et j'en ai enfin aussi 
rencontré chez la Cuvierina et chez un exemplaire de la Cl. compressa. 


Distribution géographique. Comme beaucoup d'animaux pélagiques, les Ptéropodes 
thécosomes sont répandus sur d'immenses espaces. Au point de vue de leur distribution 
géographique, on peut les séparer en trois groupes: 

1. Un petit groupe habite les mers froides du Nord tout autour de la terre. Il 
ne comprend que deux espèces, la Limacina helicina et la L. balea. 

2. Un second groupe est limité aux mers tempérées (et froides?) du Sud. Il 
comprend la Cleodora australis et sans doute la Cl. Andréa, ainsi qu'une espèce voisine 
de la Limacina helieina. 

3. La plupart des espèces sont répandues tout autour de la terre dans toutes les 
mers tropicales et tempérées chaudes, de manière cependant que les différentes espèces 
ont une limite nord et sud un peu différente. Il n’est pas sans intérêt que ces espèces 
si répandues soient en général représentées par plusieurs variétés dans différentes mers 
et parties de mers. i 

D'après la distribution de ces variétés, on peut distinguer les 4 provinces zoolo- 
giques pélagiques qui suivent, comprenant: 1) l'Océan Atlantique; 2) l'Océan Indien (y com- 
pris la mer Rouge); 3) la mer de Chine et la partie occidentale de l'Océan Pacifique, et 
4) la partie orientale de l'Océan Pacifique, à l'ouest de l'Amérique du Sud'} Ce n'est 
cependant qu’exceptionnellement qu'une espèce comprend une variété spéciale pour chacune 
de ces provinces; d'ordinaire, une variété est commune à deux d’entre elles. 

Ce ne sont du reste pas toutes les espèces des Ptéropodes thécosomes vivant 
dans les mers chaudes qui sont répandues tout autour de la terre; quelques-unes ont un 
habitat plus restreint. Ainsi l'Æyalæa globulosa manque complètement dans l'Atlantique, 
tandis qu'elle est répandue dans les parties chaudes de toutes les autres mers du globe. 
Un nombre assez grand d’autres espèces n'ont jusqu'ici été trouvées que dans une seule mer 
(la Méditerranée, par ex.); mais il est douteux cependant qu'on puisse les ranger dans la 
même catégorie que l'H. globulosa, car toutes ces espèces se distinguent soit par leur 
petitesse, soit par leur grande fragilité. 

Classification des Thecosomes. La place que les Thécosomes, au point de vue systé- 
matique, occupent parmi les autres Opisthobranches (nous avons vu plus haut qu'ils 
appartiennent à cette division des Gastéropodes) est parfaitement claire. Ge sont évidem- 
ment les Tectibranches et surtout les formes qui se groupent autour du genre Bulla 
(les familles Tornatellidæ et Bullidæ chez Woodward, à l'exclusion des formes plus diver- 
gentes Doridium et Gastropteron) dont ils se rapprochent le plus. 

Très caractéristiques sous ce rapport sont les organes digestifs. De même 
que les Thécosomes, un grand nombre de Tectibranches se distinguent, comme on sait, 
par un gésier musculeux qui, intérieurement, est muni d'un nombre variable de dents ou 
de plaques «cornées», qui, chez les Bullides (Bulla, Philine, Scaphandre), rappellent beau- 
coup, quant au nombre, à la grandeur et à l’arrangement, ce qu'on trouve chez les Thé- 
cosomes; chez les formes dont il s’agit, il y a 3 grandes plaques (chez les Thécosomes, 4) 
disposées en cercle et en outre, quelquefois, plusieurs petites placées devant elles. — Nous 


1) Comment se comporte à cet égard la partie nord du Pacifique oriental, c'est ce que les matériaux 
dont on dispose ne permettent pas encore de décider. 


Vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, naturvidensk. og math. Afd. IV. 1. 25 


noterons ici, seulement en passant, que le foie, chez les Thécosomes comme chez les 
Bullides, est un organe assez compact qui s'ouvre derrière le gésier, chez les Bullides, 
par un double canal excréteur, et chez les Thécosomes, par un seul. 

Très caractéristiques sont aussi les organes génitaux et surtout le pénis. Chez 
la plupart des Opisthobranches, le canal excréteur commun partant de la glande herma- 
phrodite se divise en deux conduits, un oviducte et un canal déférent qui traverse le pénis. 
Chez les Tectibranches (à l'exception des Pleurobranchides), la disposition est tout autre; 
le canal excréteur de la glande hermaphrodite est simple, ne se divise pas et débouche 
à la surface du corps par un seul orifice; le pénis wa aucune communication intérieure 
avec les autres organes génitaux; C’est un sac qui peut être évaginé et qui est placé sur 
le devant de l’animal loin de l’orifice génital, avec lequel il est cependant en connexion 
par un sillon latéral. Nous trouvons tout à fait la même disposition chez les Théco- 
somes; lorifice génital est également simple, le pénis est un sac qui peut être évaginé, 
et qui, placé bien en avant, ne communique avec l’orifice génital situé loin en arrière que 
par un sillon passant par dessus le pied. 

L'organisation du système nerveux n'est pas non plus sans intérêt pour la 
question dont il s’agit. Nous avons vu que, chez les Thécosomes, les ganglions cérébraux 
sont reliés entre eux par une longue commissure, tandis que toutes les autres commissures 
sont très courtes, de sorte que tous les grands ganglions sont logés toul près les uns des 
autres. Il est maintenant intéressant de constater que, de tous les Opisthobranches dont 
le système nerveux a été décrit, c'est celui des Bullides qui, relativement à ces points, se 
rapproche le plus du système des Thécosomes. Chez eux aussi, la commissure cérébrale 
est ordinairement très longue, tandis que les connectifs entre les ganglions cérébral, pédial 
et pleural sont, de chaque côté, fortement raccourcis; mais ils se distinguent par la 
longueur notablement plus grande des commissures viscérale et pédiale. 

Enfin, l'existence d'une coquille et d’une coquille bien développée où l'animal peut 
complètement se loger, doit être considérée comme une indication que ce sont les Tecti- 
branches et spécialement les Bullides auxquels les Thécosomes se rattachent. Nous pou- 
vons encore ajouter que lopercule qu'on trouve chez les Limacines en fournit une nou- 
velle preuve, comme, parmi les Opisthobranches, il n'y a que le genre .Zornatella apparte- 
nant aux Bullides (dans un sens étendu) qui soit muni d'un opercule. 

En somme, les raisons que nous venons d'exposer peuvent se résumer comme il 
suit: l'existence d'une coquille, dun gésier, d'un canal génital non divisé et d'un pénis 
non percé, montre clairement que les voisins les plus proches des Thécosomes doivent 
être les Tectibranches; les particularités du gésier, le système nerveux, l'existence d'une 
coquille bien développée et d'un opercule chez les Limacines, indiquent que ce sont 
les Bullides (y compris les Tornatellides) auxquels ils se rattachent le plus intimement !). 


!) Le présent mémoire ne s'occupe que des Ptéropodes actuellement vivants, les fossiles, faute de 
matériaux suffisants et pour d'autres motifs, wayant pu être compris dans ce travail. Mais en 
raison de l'étude approfondie que j'ai faite des coquilles des Thécosomes vivants, je crois cependant 
devoir faire remarquer que, suivant moi, l'existence des Thécosomes n'a été constatée avec certitude 
qu'à partir de l'époque tertiaire, époque dont on connaît quelques formes qui sont voisines des 
formes actuelles, et même se confondent en partie spécifiquement avec elles. Les époques silu- 


he 


Les Thécosomes se divisent en trois familles, les Limacinides, les Iyaléides et 
les Cymbuliides, dont la première présente des caractères assez normaux des Gastéropodes 
(coquille contournée en spirale, cavilé palléale dorsale, opercule), tandis que la deuxième 
s’en écarte déjà bien davantage (coquille droite symétrique, cavité palléale ventrale), et que 
la troisième a un cachet très anormal. 


| Limacinides. \ Cavité palléale dorsale. 


Siec ane seognilie cale le exterients. Coquille eontournee en spirale. J Anus débouche à droite. 


Le pied avec deux plis longitudinaux qui 


se réunissent devant la bouche. Hyaléides. 


Coquille droite, symétrique. Cavité palléale ventrale. 


Sans coquille FPE (coquille intérieure { Anus débouche a gauche. 
gélatineuse). 


Cymbuliides. 
Le pied sans les deux plis longitudinaux. | 


A. Limacinides. 
Ils ne comprennent que le genre: 


Limaeina Cuv. (incl. Spirialis Eyd. et Soul.). 


Les genres Limacina et Spirialis ont été jusqu'ici séparés parce qu’on croyait que 
le premier était privé d'opercule et que le second en avait un; mais, comme il a été con- 
state que la Limacina helicina est souvent aussi munie d'un opercule (voir plus loin), nous 
avons réuni ici les deux genres sous le nom le plus ancien. 

La coquille est sénestre avec un petit bec et un ombilic. L’opercule est 
mince, contourné en spirale et en général oblong. Les nageoires ont une proéminence 
en forme de tentacule. Les dents de la radule portent de longues franges. Ce genre 
comprend surtout de très petites espèces répandues dans toutes les mers; les formes les 
plus grandes habitent les mers arctiques. 


Tableau des espèces du genre Limacina. 


Coquille avec des sillons transversaux relativement larges, séparés par des bords 


SHillantanparaielesduston SENER ei siehe auge ea rte le een Ce Cr cs L helicina, 
spire courte, coquille plus 


large que longue. L'adulte, 
ordinairement sans opercule. 


Grandeur maximum, jusqu'à 
gum, 


rienne et devonienne ont donné une série de formes qui, à cause de certaines ressemblances superficielles 
avec quelques Thécosomes vivants, sont ordinairement rapportées à ce groupe. D'après la connaissance 
que je possède des Thécosomes vivants, je dois déclarer que cette classification est tout à fait con- 
ventionnelle: autant que j'en puis juger par l’autopsie et par la littérature, aucun des »Pteropodes» 
siluriens et dévoniens n'a avec les Thécosomes vivants des points de contact tels qu'on puisse 
être autorisé à les rapporter à ceux-ci. 

25* 


Surface de la coquille avec de petites 
lignes en relief qui s'entrecroisent 


Comme les sd nn Ie EEE EE ee: L. reticulata, 
2mm. de long. 
SPITETÜEHTINIEBT EM. eee Re nants L. inflata, 


l'/mm. de large. 


Coquille entière revêtue f Z. balea, 
de fines lignes en spi- | jusqu'a 5Y/,mm. de long. 
rale; beaucoup plus | L. trochiformis, 

haute que large. jmm. de long. 


Coquille sans 
sillons Ombilie 


transversaux. distinet. | Lignes en spirale seule- 


ment autour de l'om- 

bilic; coquille plus 

large que haute ... JL. Lesueurit, 
1'/.mm. de large. 


Aucun dessin 


Spire plus ou 
en relief. PSE 


moins 
élevée. 


Ombilic à peine distinct . .. L. bulimoides, 
Coquille env. deux fois plus 
longue que large; 2mm. de 
long. 


1. L. helicina (Phipps). Après un examen minutieux d'un grand nombre d’exem- 
plaires, j'ai trouvé que tous les jeunes individus (au-dessous de 3"" de diamètre) ont un 
opercule, tandis qu'il manque généralement plus tard; cependant on le rencontre quelque- 
fois encore chez des individus beaucoup plus grands. Espèce polaire qui, d'ordinaire, 
ne se trouve guère dans l'Atlantique plus au Sud que le 60° degré de Lat. 


2. L. balea Moll. Descend plus au Sud et remonte moins haut vers le Nord que 


l'espèce précédente. 

3. L. trochiformis (d’Orb.). Ce n'est peut-être qu'une variété tropique naine de la 
L. balea, à laquelle elle se rattache étroitement par la forme. 

4. L. Lesueurii (d’Orb.) (Fig.33—34). C'est comme le précédent un Pteropode tro- 
pique, sans doute cosmopolite. + 

5. L. bulimoides (d’Orb.) (Fig. 36—37). L’ombilic, chez cette espèce, est si étroit 
qu'on ne le découvre qu'avec difficulté. La partie supérieure du labre est très mince et 
souvent brisée. — La distribution en est la même que celle de l'espèce précédente. 

6. L, inflata (d'Orb.) Habite toutes les mers chaudes. 

Je rapporte encore au genre Limacina, quoique avec quelque hésitation, la Limacina 
turritelloides n. sp. représentée Fig. 35, dont je n'ai eu à ma disposition que la coquille. 
Malgré son habitus différent, cette coquille se rattache en des points caractéristiques si 
étroitement à celle de la L. bulimoides que je dois trouver vraisemblable qu'elle appartient à 
une espèce du genre Limacina. — La coquille, qui est sénestre comme chez:les autres 
espèces de ce genre, ressemble au premier coup d'œil à une petite coquille de Turritella. 
Elle est 2—3 fois plus longue que large. Les spires supérieures sont munies d'une arête 
en spirale. assez fortement saillante — un pli de la paroi de la coquille — les inférieures 
en ont deux (la plus haute d'entre elles n’en a pas du tout). Les spires sont en outre munies 


= 


darétes parallèles saillantes qui coupent les précédentes, de manière à diviser la surface 
de la coquille en champs rectangulaires qui ressemblent à des carreaux de vitre entourés 
de croisillons. L'ouverture de la coquille présente en bas un petit bec comme chez les 
autres espèces de Limacines, et le bord du labre décrit en haut un grand sinus (à peu 
près comme chez le Pleurotoma), de sorte que la partie inférieure en est fortement sail- 
lante. Le bord est mince et fragile, mais la direction des lignes d’accroissement (qui du 
reste ne sont distinctes que sur la plus jeune partie de la coquille) en indique clairement 
la forme. Je n'ai pas trouvé d’ombilic; s’il y en a un, il doit en tout cas être très petit. 
La coquille se compose de 6—7 spires. Elle est brun foncé; un exemplaire un peu plus 
petit que les autres est cependant plus clair (jaune brun). La plus grande a une longueur 
de 1™™. De cette espèce j'ai examiné un petit nombre d'exemplaires reçus de M. Poppe, à 
Vegesack, et que M. Hendorff a péchés le 31 août 1883, de 9 h. du soir à minuit, par 
17° 20! Lat.S. et 102° 40‘ Long. E. La forme la plus voisine de cette espèce est la L. buli- 
moides, qui après la L. turritelloides, est l'espèce la plus longue des Limacines, avec un 
ombilic très étroit et le même sinus du labre (quoique moins développé). 


B. Hyaléides. 


Ce qui donne un intérêt particulier à l'étude de ce petit groupe, c'est qu'il con- 
stitue une serie continue dont les membres se rattachent étroitement les uns aux autres, 
en même temps que la famille comprend des différences importantes. Les formes qui 
constituent l’une des extrémités de la série se rapprochent beaucoup des Limacines — 
sans pourtant que, dans le caractère principal qui sépare les Limacines des Hyaléides, à 
savoir la rotation du sac viscéral chez ces derniers, il existe quelque transilion entre les 
deux familles — et par eux du type normal des Gastéropodes, tandis que l’autre extrémité 
de la série s’en écarte beaucoup au moins en ce qui concerne l'habitus. 

Tel est le cas notamment pour la coquille‘). Chez les Cléodores inférieures (les 
Creseis) nous trouvons une simple coquille conique allongée dont la section est partout cir- 
culaire. Chez la Cleodora australis (Fig. 80-83), la partie postérieure seule de la coquille a une 
section circulaire; la partie antérieure plus grande est munie de chaque côté d'un rebord 
saillant (un pli de la paroi de la coquille) Mais la Cl. australis diffère encore sous un 
autre rapport des Creseis. L'ouverture de sa coquille peut se diviser en une lèvre su- 
périeure et une lèvre inférieure, qui toutes les deux, mais surtout la première, ont cela 
de particulier que leur partie médiane est un peu plus saillante que leurs parties latérales, ce 
qui n'est pas le cas chez les Creseis. Chez la Cl. pyramidata (Fig. 84 — 86), la coquille 


1) Voir les figures schématiques p. 51—52 (P, coquille vue de la face ventrale ; Q, vue du cote gauche; 
2—3, formes intermédiaires hypothétiques entre les Limacines et les Hyaleides; v, nageoires; J, partie 
médiane du pied; op, opercule; &, cavité palléale). 


198 


est plus développée dans la même direction: les bords latéraux sont très saillants, la di- 
mension transversale de l'ouverture est beaucoup plus grande que sa hauteur, les parties 
latérales sont plus étroites par rapport à la partie centrale, et le milieu de la lèvre inféri- 
eure et surtout de la supérieure est assez proéminent. A cela il faut ajouter que les bords 
latéraux, qui, chez la Cl. australis, sont encore à peu près parallèles, divergent en avant 
chez la Cl. pyramidata (Fig. 96), caractère qui est particulièrement prononcé chez la 
variété /ata (Cl. lanceolata autt.). Tout cela est encore beaucoup plus marqué chez la 
Cl. cuspidata (Fig. 2), chez laquelle les bords latéraux divergent tellement que leur extrémité 
antérieure est dirigée obliquement en dehors, et dont les parties médianes des lèvres sont 
situées bien en avant des étroites parties latérales de l'ouverture. A ce grand développe- 
ment des lèvres supérieure et inférieure correspond une réduction de la partie postérieure 
de la coquille. Enfin, nous trouvons indiquée chez la CI. cuspidata une particularité qui est 
caractéristique pour les formes dont nous allons nous occuper, à savoir un faible rétrécis- 
sement de l'ouverture de la coquille adulte, dont la hauteur est un peu plus petite que 
celle de la coquille un peu plus loin en arrière. Chez les espèces types des Ayalea, 
toutes ces particularités de la coquille sont poussées à l'extrême: l'ouverture est très rétrécie 
et réduite presque à une fente, ce qui est d’autant plus frappant que la lèvre inférieure 
derrière l'ouverture est fortement renflée; les parties latérales de l'ouverture, également 
plus étroites ici que la partie centrale, et dirigées droit en arrière (comme chez la Cl. cu- 
spidata), en sont presque complètement séparées par une dent de la lèvre inférieure qui 
pénètre dans une dépression du bord de la lèvre supérieure; la partie centrale du bord 
antérieur de la lèvre supérieure, chose qu'on n’observe chez aucune Cléodore, s’inflechit 
en outre devant l'ouverture; la partie antérieure des bords latéraux est dirigée en dehors, 
et la partie postérieure de la coquille est réduite à un minimum (l’épine terminale). La 
coquille est formée presque uniquement des lèvres supérieure et inférieure, si l'on entend 
par là les parties de la coquille qui sont situées devant une ligne tirée de l’un des angles 
externes de l'ouverture à l'autre. Entre la Cl. cuspidata et les Hyales types se placent 
VH. trispinosa et l'A. 4-dentata. qui complètent la série. 

Nous n’avons relevé ici que quelques-uns des principaux points de la morphologie 
de la coquille, en laissant de côté d’autres traits plus spéciaux dont il sera parlé plus loin. 
Nous ferons seulement remarquer encore que les caractères de la coquille embryon- 
naire présentent aussi un enchaînement bien marqué (comp. Fig. 40—56). 

On observe le même enchainement dans les caractères du pied (el des nageoires) 
(PI. 5). Chez la Cl. virgula-acieula et la Cl. Chierchiæ la partie postérieure du pied est, 
comme chez les Limacines, étroite et linguiforme, et, de même que chez ces derniers, les 
nageoires portent sur leur bord antérieur un petit appendice tentaculiforme (v‘). Chez la 
Cl. striata, ce petit appendice est devenu beaucoup plus grand et, chez les autres Hya- 
léides, il est encore plus développé, de manière à constituer une partie principale de la 
nageoire. La partie postérieure du pied est en outre devenue plus large, caractère qui 
est plus marqué chez la Cl. subula et encore davantage chez la Cleodora s. str., l'ÆAyalæa 
trispinosa et VH. 4-dentata, qui toutes ont la partie postérieure du pied à peu près semblable, 
large, linguiforme et à bords latéraux faisant un angle presque droit avec le bord posté- 
rieur de la nageoire. Chez les //yalæa proprement dits, cette partie du pied se modifie 


199 


encore davantage; elle devient très large, presque autant que les nageoires, mais elle n'a 
plus la forme d’une langue et prend celle d'un triangle tronqué, très large, qui fait l'effet 
d'une bordure derrière les nageoires. — On pourrait aussi établir de pareilles suites pour 
le rein et le cœur (comp. l'introduction aux Thécosomes) etc. 

Les formes appartenant à cette famille sont dans ce mémoire divisées en 3 genres 
(comme chez Souleyet et d'autres auteurs): Cleodora, Hyalæa, Cuvierina. Quelques auteurs 
divisent les deux premiers en deux ou plusieurs genres, mais celle division ne me paraît 
pas suffisamment justifiée. 


Tableau des genres. 


La coquille est rétrécie derrière l'ouverture réniforme; 
elle a sa plus grande largeur immédiatement devant 
la cloison, qui se trouve à peu près au milieu de la 
longueur de la coquille tubacée (la partie postérieure 
de la coquille est ordinairement caduque). Forte 
radule avec un grand nombre de rangées transver- 
SAILS cso ita tah EN A ES RE EE ET ER MT amer TEN Cuvierina. 

L'ouverture de la coquille est son point le 

plus haut!). La lèvre supérieure n'est 

jamais infléchie devant l'ouverture, mais 


La coquille n'est jamais rétrécie derrière l'ouverture; toujours droite. La lèvre inférieure n'est 
lorsqu'il y a une cloison, elle se trouve en général DAS ATECONEDE RE Er Nee Cleodora. 
tout près de l'extrémité postérieure. Radule faible } L'ouverture est une fente étroite. La lèvre 
avec un petit nombre de rangées transversales. supérieure est infléchie devant l'ouver- 


ture, La partie antérieure de la lèvre 
inférieure est ordinairement repliée en 
TIRE ES men Hyalea. 


1. Cleodora Per. Les. 


Chez les espèces du genre Cleodora, que beaucoup d'auteurs comprennent sous le 
nom de Creseis, la coquille est allongée en forme de cône, à section à peu près circulaire 
(chez la Cl. striata, la partie antérieure est cependant légèrement aplatie, et chez la Cl. 
subula, elle est creusée d’un sillon longitudinal), ouverture est simple. — Chez les autres 
(Cleodora s. str.), la coquille (Fig. 80—93) est toujours munie de chaque côté d’un rebord 
(sk) qui cependant ne s'étend pas sur toute sa partie postérieure. On peut chez ces 
formes distinguer une partie dorsale, qui est loujours convexe et munie de 3—5 côtes 
longitudinales arrondies dont celle du milieu surtout (Z) est d'ordinaire saillante — et 
une partie ventrale concave (recourbée d'un côté à l’autre), mais qui porte en son milieu 
une large côte longitudinale convexe (bk), qui est plus effacée sur la partie antérieure 
de la coquille et surtout saillante sur la partie située derrière; cette côte est une con- 
tinuation de la face ventrale de la partie postérieure, en forme de cône, de la coquille 
(comp. les Fig. 80—83 de la Cleodora australis). La côle longitudinale convexe dont il s’agit 
peut du reste, chez certaines formes, par ex. la Cl. balantium, devenir si large qu’elle semble 


1) Excepté chez la Cleodora cuspidata, dont la coquille est un peu plus étroite à l'ouverture que plus 
loin en arrière. 


an 


constituer toute la face ventrale. Chez plusieurs espèces de ce groupe (comme aussi chez 
la Cl. striata et la Cl. Chierchiæ), la coquille est munie de plis ou de sillons transversaux 
bien distincts (de sorte qu'une coupe longitudinale de la paroi de la coquille donne une 
ligne sinueuse); de plus on trouve chez toutes les espèces les stries transversales habi- 
tuelles (lignes d’accroissement). La coquille n'a une cloison que chez la Cl. striata, qui 
devenue adulte perd la partie postérieure de la coquille. 

La coquille embryonnaire (Pl. 4), chez la Cl. virgula-acicula et la Cl. Chierchie, 
est arrondie à son extrémité et présente deux étranglements à peu près aussi forts l’un 
que l’autre (7, 6). Chez la Cl. striata, elle est également arrondie en arrière (voir Fol dans 
Arch. Zool. exp. gén. Tome 4, Pl. 5, Fig. 2—4); je ne puis éclaircir comment les étrangle- 
ments se comportent chez cette espèce, comme la partie postérieure de la coquille manque 
chez tous les exemplaires qui j'ai examinés, et que les figures de Fol ne fournissent pas 
de renseignements suffisants à ce sujet. Chez la Cl. subula, la coquille embryonnaire est, 
comme chez l’espece suivante, terminée en une pointe fine; des deux étranglements sus- 
mentionnés, l'antérieur est faiblement marqué ou manque complètement (Fig. 45). La Cl. 
australis n'en a qu'un, mais qui est très prononcé; la coquille embryonnaire, chez cette 
espèce, a à peu près la forme d’une grenade pointue. Elle a une forme semblable chez 
la Cl. pyramidata. Chez la Cl. balantium, elle est plus épaisse et plus courte, mais terminée 
en pointe fine, et, chez la Cl. cuspidata, la partie située derrière l'étranglement, qui est 
bien marqué, est presque sphérique avec une épine très fine à l'extrémité. 


Tableau des espèces du genre Cleodora. 


A. Coquille sans bords tranchants sur les côtés. Section transversale presque partout circulaire. La coquille 
a une forme conique allongée (Creseis). 


Coquille sans dessins en relief; co- 
quille embryonnaire arrondie au som- | Partie postérieure de la coquille, recourbee . . . . Cl. virgula. 
met, persistante. Appendice antérieur 
des nageoires, très petit, tentaculi- | Partie postérieure de la coquille, droite....... Cl. acicula. 
forme. 


Coquille à sillons transversaux, droite; 
coquille embryonnaire arrondie au 
sommet, persistante. Appendice anté- 
rieur des nageoires, très petit, ten- 
taculiforme. Grandeur, très petite 
(SDS SR ee 


CS cuenta atin) RE Er esas Gove PR old ASE Cl. Chierchiæ. 
Coquille à sillons transversaux, recour- 

bée. Coquille embryonnaire arrondie 

au sommet, caduque. Appendice an- 

térieur des nageoires, pas de moitié 

AUSSI, large que JBSDOSLBTIENE/ I. eus... cé eee letras le ie ee Ce ANR EE Cl. striata. 


Coquille droite avec un profond sillon 
longitudinal. Coquille embryonnaire 
terminée en pointe, persistante. Ap- 
pendice antérieur des nageoires, seu- 
lement un peu plus petit que le po- 


SLÖTIEUT. sis sens le NON Lane one a tu ch II ER IE EEE Cl. subula. 


201 


a. Ouverture de la coquille assez large, jamais une fente étroite. 


La côte longitudinale convexe sur 
la face inférieure de la coquille 
n'est que peu saillante en avant. 
La coquille embryonnaire (comptée 
jusqu'à l’etranglement) est en son 
point le plus large A peine plus 
large qu'à l'étranglement. La co- 
quille est presque droite. 


La côte longitudinale convexe sur la 
face inférieure de la coquille est 
très large et fortement saillante. 
La coquille embryonnaire, à son 
point le plus large, est c. '/s de 
fois plus large qu'à l'étranglement. 
Partie postérieure de la coquille, 
très recourbée en haut. 


Aretes latérales presque 
parallèles. Face inféri- 
eure, fortement creu- 
sée. Face supérieure, 
fortement bombee. Sil- 
lons transversaux dis- 
tincts sur la partie pos- 
térieure de la coquille 

Arétes latérales, plus ou 
moins divergents. Fa- 
ces inférieure et supé- 
rieure, plus plates. 
Pas de sillons trans- 
versaux distincts 


Arêtes latérales faible- 
ment divergentes, pas 
d'épines latérales; mi- 
lieu des lèvres supé- 
rieure et inférieure, 
peu saillant. 


Aretes latérales forte- 
ment divergentes, épi- 
nes latérales très lon- 
gues; milieu des lèvres 
supérieure et inféri- 
eure fortement saillant 


B. Coquille avec un bord tranchant de chaque côté, plus ou moins aplatie (Cleodora s. str). 


Espèces d'une grandeur notable. 


Cl. australis. 


Cl. pyramidata. 


Coquille presque lisse; 
sillons transversaux 
et côtes longitudi- 


nales, peu saillantes Cl. Andrée. 


Sillons transversaux 
très marqués; côtes 
longitudinales, forte- 
ment saillantes sur 
la surface de la co- 
quille "tai aise Ol. balantium. 


Cl. cuspidata. 


b. L'ouverture de la coquille est une fente étroite, la coquille est petite, droite, mince 
comme du papier, extraordinairement aplatie et avec très peu de dessins. 


Longueur de la coquille 2—3 fois 
plus grande que 


Longueur, jusqu'à 6—7mm 
La longueur de la coquille n’est pas 


le double de la largeur de l’ouver- 


ture. Côte médiane dorsale arrondie. 
Grandeur, jusqu'à 3mm 


1—2. 


la largeur de 
l'ouverture. Presque sans dessins. 


Cl. virgula (Fig. 40, 41, 71, 94 a-o) et acicula (Fig. 42, 43,94 p-n). Si 


Cl. compressa. 


Cl. pygmea. 


l’on 


compare entre eux seulement des exemplaires atlantiques de ces deux espèces, personne 
ne doutera que nous n’ayons affaire avec deux espèces distinctes; les exemplaires de la CI. 
virgula de l'Atlantique sont en effet toujours très voisins du type, et bien que ceux de la 
CI. acicula de la même mer soient un peu plus variables (la longueur relative de la co- 


Vidensk, Selsk. Skr., 6. Række, naturvidensk. og math. Afd, IV. 1. 26 


er 


quille varie et celle-ci est quelquefois un peu recourbée), il y a cependant encore une dis- 
tance considérable entre les deux formes. Mais si l’on met en comparaison des exemplaires 
de l'Océan Indien et de l'Océan Pacifique, le résultat est tout autre; la Cl. virgula varie 
également beaucoup ici; à côlé des exemplaires types, on en rencontre de plus allongés 
avec une faible courbure, qui se rapprochent tellement de certains exemplaires de la Cl. aci- 
cula, que la limite entre les deux espèces devient tout à fait arlificielle (voir Fig. 94). On 
ne saurait donc mettre en doute que la Cl. acieula et la Cl. virgula doivent être 
réunies en une seule espèce. C'est une espèce à limites très larges quant à la 
forme, et qui aussi a donné lieu, de la part de différents auteurs, à l'établissement de loute 
une série d'espèces. Le rapport entre les deux formes, la Cl. acicula et la Cl. virgula, est 
du reste assez singulier: tandis que, dans l'Atlantique, elles apparaissent comme deux 
espèces distinctes, elles varient à ce point dans l'Océan Indien et l'Océan Pacifique que 
les points extrêmes se touchent. — Elles sont l'une et l’autre cosmopolites et habitent 
surtout les mers chaudes; la Cl. acicula monte cependant plus haut vers le Nord que la 
CI. virgula. 


3. CL Chierchiæ n. sp. (Fig. 39 ter et 43 bis-ter). La coquille est presque droite, 
chez quelques exemplaires cependant avec une courbure faible mais distincte, conique, 
3—4 fois aussi longue que large; une coupe longitudinale donne deux lignes qui con- 
vergent plus fortement en arrière qu'en avant. Sa partie antérieure porte de fins sillons 
transversaux — plis de la paroi de la coquille — qui disparaissent sur la coquille em- 
bryonnaire. Cette dernière ressemble tout à fait à celle de la Cl. virgula; elle a deux 
étranglements et est arrondie en arrière. Le plus grand exemplaire a 2t/2™™ de long. La 
coquille est extrémement mince et fragile et ne supporte pas le dessèchement. — Le pied et 
les nageoires, comme chez les Cl. virgula et acicula: la partie postérieure du pied est étroite 
et le bord antérieur des nageoires est muni d'un petit appendice tentaculiforme. — De 
cette petite espèce, qui ne peut être confondue avec aucune autre, M. le lieutenant Chier- 
chia a péché un grand nombre d'exemplaires dans la rade de Panama, en juin 1884, et un 
exemplaire isolé par 120° Long. E. et 10° Lat. N. 


Les CI. acicula-virgula et Chierchiæ sont plus voisines des Limacinides que 
tous les autres Hyaléides. Ce rapprochement est surtout frappant dans les caractères des 
nageoires et de la partie postérieure du pied (l’appendice tentaculiforme des nageoires, etc.), 
dans les dents de la radule (Fig. 23), dans la place du rein et du cœur (voir plus haut, 
p. 190); il convient peut-être aussi d'ajouter que la partie la plus jeune de la coquille est 
arrondie à son extrémité, ce qui est aussi le cas chez les Limacines. 


4. CL striata Rg. Espèce cosmopolite habitant les mers tropicales et tempérées 
chaudes. Dans une classification naturelle, elle doit avoir sa place entre la Cl. virgula 
(-acicula) et la Cl. subula (comp. la coquille embryonnaire qui, d'après Fol, est arrondie à 
l'extrémité comme chez la Cl. virgula, les nageoires (Fig. 72), la partie postérieure du pied, 
les dents de la radule (Fig. 24)). 

5. Cl subula Q. et G. (Fig.44—45). Habite toutes les mers chaudes. De toutes les 


espèces du sous-genre Creseis, c'est celle qui se rapproche le plus du sous-genre Cleodora s.str., 
comme le montrent clairement la forme de la coquille embryonnaire (terminée en pointe, 


203 


etc.), les caractères des nageoires et de la partie postérieure du pied (Fig. 73) et les dents 
de la radule garnies de courtes franges. 


6. Cl. australis (d’Orb.) (Fig. 46, 80—83). Ne se trouve que dans la zone tem- 
pérée du Sud. C’est celle des espèces du sous-genre Cleodora s. str. qui se rapproche le 
plus des précédentes. 


7. Cl. pyramidata (L.) (Fig. 47, 74, 84—86, 96—97). Cosmopolite, remonte plus haut 
vers le Nord que les espèces précédentes, mais se trouve aussi dans les mers tropicales. 
Comprend plusieurs variétés géographiques, dont nous avons surtout pu distinguer trois qui, 
d’après des exemplaires typiques, peuvent en peu de mots être caractérisées comme il suit: 


Var. angusta. Etroite en avant, se rétrécit graduellement en arrière; bords latéraux, , 
faiblement concaves dans toute leur longueur. Côte médiane, pas très marquée et 
un peu courbée suivant la longueur. Côte latérale interne, en général bien distincte. 
Ouverture de la coquille, assez large. Atteint une grandeur considérable (jusqu'à 
21%%), — Habite l'Atlantique Nord entre le 60° et le 40° Lat. N. et la partie orien- 
tale du Pacifique Sud. 


Var. lata. Large en avant et très étroite en arrière; bords latéraux fortement concaves. 
Côte médiane, bien marquée et droite. Côte latérale interne, indistincte. Ouverture 
de la coquille, plus étroite. Grandeur moyenne (jusqu'à 16—17™™). — Habite l’At- 
lantique entre env. 40° Lat. N. et 30° Lat. S., l'Océan Indien (depuis sa limite nord 
jusqu’à 24° Lat. S. eny.), la mer de Chine, la partie occidentale du Pacifique. 


Var. convexa. D'ordinaire assez large en avant, étroite en arrière; bords latéraux, con- 
caves en arrière et convexes en avant. Côte médiane, pas très marquée, faiblement 
courbée. Petite grandeur (jusqu'à 8%"). Habite la partie sud de l'Océan Indien 
(env. du 24° au 40° degré de Lat. S.). 


8. Cl. balantium Rg. (Fig. 48, 89). Habite toutes les mers chaudes. 


9. Cl. Andrée n. sp. (Fig. 1, 12, 49, 92). La partie antérieure plus grande de la co- 
quille est droite, et la partie postérieure, recourbée comme chez la Cl. balantium, mais plus 
grande et surtout plus large que chez ce dernier. Les arêtes latérales sont tout à fait 
droites; elles ne sont pas creusées en forme de gouttière comme chez la Cl. balantium, 
mais présentent un bord étroit, presque plat (toutefois légèrement convexe). Caractéristique 
de cette espèce, en comparaison avec les précédentes, est le grand développement de la 
côte convexe sur la face inférieure, dont, à peu de chose près, elle occupe toute la lar- 
geur; la concavité de cette face n'est indiquée que par un enfoncement plat, étroit en de- 
dans et le long des bords latéraux. Sur la face inférieure, on remarque encore deux sil- 
lons longitudinaux faiblement marqués, un de chaque côté de la ligne médiane. Sur la 
face supérieure, nous trouvons les mêmes 3 côtes longitudinales que chez la Cl. balantium, 
mais relativement très faibles et plus rapprochées les unes des autres; de chaque côté de 
celles-ci on voit encore une large saillie longitudinale peu marquée. Les sillons trans- 
versaux, si distincts chez la Cl. balantium, ne sont que faiblement indiqués sur la partie 
antérieure de la coquille. La coquille embryonnaire ressemble exactement quant à sa 

26* 


forme à celle de la Cl. balantium, mais elle est complètement dépourvue de la petite 
pointe qui se trouve chez les espèces précédentes du genre Cleodora. La coquille, qui est 
assez allongée et un peu plus de 17/2 fois plus longue que large, mesure 20™™ sur l’exem- 
plaire dont il s’agit; la Cl. Andréæ est ainsi une forme d’une grandeur notable. Ce seul 
exemplaire a été pris par 33° 30° Lat. S. et 11° Long. O.; l'espèce est sans doute, comme 
la Cl. australis, limitée à la zone tempérée de l'hémisphère austral. 


Très voisin de la Cl. Andrée est la Cl. falcata décrite par Pfeffer (dans Abhandl. d. 
naturwiss. Ver. Hamb. 7. B. I. Abth. p.96, Pl. 7 Fig. 19—196). Elle se distingue de notre 
espèce par une forme beaucoup plus allongée (d’après la Fig. 19 de Pfeffer, la coquille est 
21/2 fois, mais d'après ses indications, seulement un peu plus de 2 fois plus longue que 
large) et, suivant l’assertion formelle de l’auteur, par l'absence de toute trace de sil- 
lons transversaux et de côtes longitudinales; d’après ses figures, l'extrémité posté- 
rieure est aussi plus svelte que chez la Cl. Andréæ. L’exemplaire représenté par P. est 
long de 12%/2™™. Comme localités, il indique pour un exemplaire 44° Lat. N. et 32° Long. O. 
et pour un second «l'Océan Atlantique». — Parmi d’autres espèces voisines, nous citerons 
la Cl. Chaptalü et la Cl. curvata Soul. (voir la description et les figures dans «Bonite» et 
la Monogr.). 


10. Cl. cuspidata (Bosc.) (Fig. 2, 13, 51, 87—88). A été péchée une fois dans l’At- 
lantique par 59° Lat. N. Habite du reste les mers tropicales et tempérées chaudes. 


11. Cl pygmæa n. sp. (Fig. 50, 57, 57 bis, 90). La coquille est très aplatie, à peu 
près droite. Les arêtes latérales, qui sont limitées par un bord plat, sont recourbées avec 
la concavité en dehors, faiblement chez les jeunes individus, plus fortement chez ceux qui 
sont plus âgés; en avant, elles se prolongent de chaque côté en une courte épine. Le 
bord latéral plat est plus épais que le reste de la coquille. En regardant les coquilles à 
la loupe, il semble que la lèvre supérieure, surtout chez les exemplaires non complète- 
ment développés, est limitée par un bord très festonné. Mais un examen plus attentif fait 
voir qu’en réalité elle est seulement très peu sinueuse, et que cette apparence est due à la 
circonstance que la partie extérieure est très mince et séparée, par une ligne fortement 
sinueuse, de la partie restante plus épaissie de la coquille. Sur la face dorsale on remarque 
3 larges côtes longitudinales arrondies; la majeure partie de la face ventrale est remplie 
par une large saillie longitudinale aplatie. I n’y a pas de sillons transversaux, mais des 
lignes de croissance bien distinctes. La coquille embryonnaire oviforme est limitée par 
un étranglement bien marqué et n’est pas terminée en pointe. La partie postérieure 
du pied est très large comme chez la Cl. cuspidata et la Cl. balantium. Le plus grand 
exemplaire mesure 31/4", Trouvée dans l'Océan Indien et l'Océan Pacifique. — Celle 
des espèces précédentes dont cette petite forme se rapproche le plus est, malgré la 
grande différence dans habitus, la Cl. balantium. Particulièrement instructive sous ce rap- 
port est la forme de l'ouverture de la coquille; un coup d'œil sur les Fig. 89 et 90 fera voir 
combien grande est la ressemblance: nous trouvons chez la Cl. pygmea la même large 
saillie ventrale longitudinale que chez la CI. balantium, les mêmes 3 larges côtes dorsales 
arrondies, les parties latérales rétrécies de l'ouverture dirigées tout droit vers le côté. 
L'arête latérale a le même bord plat et la coquille embryonnaire a essentiellement la même 


forme. Elle s’en distingue par son arete laterale concave, par sa forme aplatie, par le manque 
de sillons transversaux et par sa petitesse. 

12. Cl. compressa Soul. (Fig. 50 bis, 58 bis-ter, 90 bis). Elle est très voisine de l'espèce 
précédente, dont elle se distingue par la forme beaucoup plus allongée de sa coquille (et, 
sous ce rapport, il ny a aucune transition entre les deux espèces), par l'absence presque 
complete de côtes sur la face dorsale, par la forme un peu différente de la coquille em- 
bryonnaire et par de fines stries parallèles transversales. Trouvée dans l'Atlantique et 
l'Océan Pacifique. 


2. Hyalæa Lam. 


Les caractères les plus marqués de la coquille chez les espèces typiques du genre 
Hyalæa (voir plus loin les exceptions) sont les suivants. Les lèvres supérieure et inférieure — 
comptees de l'extrémité antérieure de la coquille jusqu’à une ligne tirée entre les angles 


extérieurs de l'ouverture —- sont extraordinairement développées et constituent presque 
toute la coquille, la partie postérieure de celle-ci — désignée dans les descriptions sous 
le nom de pointe terminale — étant très rétrécie et courte, en général beaucoup plus 


courte que les lèvres; la partie antérieure des arêtes latérales de la coquille (comp. les 
Cleodora) est dirigée à peu près tout droit en dehors (non pas en avant et un peu en dehors 
comme chez la plupart des espèces du sous-genre Cleodora). — L'ouverture est très large 
mais fort resserrée, la partie médiane en est cependant plus évasée que les parties laté- 
rales, qui sont des fentes étroites dirigées en arrière. Ces fentes latérales étroites sont 
presque eutièrement séparées de la partie médiane de l'ouverture, le bord de la lèvre infé- 
rieure, à leur extrémité antérieure, étant muni d’une dent qui correspond à une dépression 
sur le bord de la lèvre supérieure; cette dépression, chez VH. 4-dentata, est ouverte en 
dehors, tandis que chez les autres Hyales qui présentent le même agencement — que nous 
appellerons la fermeture — elle est seulement ouverte vers le bas. — La partie inferi- 
eure de la coquille est fortement bombée (tant de droite à gauche que d’avant en arrière), 
surtout en avant: la côte longitudinale médiane large et arrondie qui se trouve chez la 
CI. cuspidata et d’autres espèces, est ici très développée et occupe presque toute la face 
inférieure. — Le bord antérieur de la lèvre inférieure, entre les fermetures, est replié en 
forme de collet. La partie antérieure de la lèvre supérieure est ordinairement plus ou 
moins inclinée devant l'ouverture. 

Quelques-unes des formes rapportées au genre Hyalæa s’ecartent cependant de 
l’image que nous venons de donner. Tel est le cas de l’Æ. trispinosa, chez qui la pointe 
terminale est plus fortement développée, en même temps que les arêtes latérales sont diri- 
gées obliquement en avant et en dehors (même moins en dehors que chez la Cl. cuspidata), 
et les fentes latérales, obliquement en arrière, moins neltement séparées de la partie mé- 
diane de l'ouverture, la fermeture étant seulement indiquée et non développée, et la face 
inférieure de la coquille est moins bombée. Viennent ensuite les remarquables formes 
aplaties H. longifilis, rotundata et levigata, qui diffèrent notamment par le manque de fer- 
meture et l’aplatissement de la face inférieure. 

Relativement à la coquille du genre Hyalæa, nous ferons du reste remarquer ce qui 
suit. La lèvre supérieure est toujours, comme chez le sous-genre Cleodora, plus longue — 


souvent beaucoup plus longue — que la lèvre inférieure. L’angle postérieur de l'ouverture 
(des fentes latérales), ou l'angle latéral, se termine en une pointe, la pointe latérale, 
qui cependant n’atteint pas une longueur bien grande (VH. trispinosa a la plus longue). L’ex- 
trémité postérieure de la coquille est toujours plus ou moins recourbée vers le haut et en 
général corniforme ; on trouve souvent dans cette partie de la coquille une cloison trans- 
versale qui, chez certaines espèces, peut manquer chez quelques exemplaires et se trouver 
chez d’autres, tandis que, chez d’autres espèces, elle ne manque jamais ou fait toujours défaut; 
lorsqu'il y en a une, la partie de la coquille située derrière elle est ordinairement caduque 
(pas toujours cependant, voir VH. trispinosa). Les arêtes latérales sont d'ordinaire arrondies; 
mais chez |’. trispinosa et VH. 4-dentata, comme chez les CI. cuspidata, balantium, ete., 
elles sont limitées par un bord étroit plat. Sur la face inférieure de la coquille, on observe 
généralement des sillons transversaux distincts séparés par de petites arêtes aiguës; ces 
sillons sont surtout bien marqués sur la partie antérieure fortement bombée de la face in- 
ferieure, et disparaissent en arrière; sur la face supérieure, il n’y a pas de pareils sillons 
ou ils sont moins distincts (ils le sont le plus chez VH. trispinosa et VH. 4-dentata). — 
Sur la face dorsale, se trouve un système de côtes longitudinales qui présente un certain 
intérêt au point de vue de la systématique. Lorsque ces côtes sont complètement déve- 
loppées (voir Fig. 9), outre la côte centrale (n°1), on en compte 4 latérales de chaque côté: 
2a, 2b, 3, 4; le n°4 a sa place tout près en dedans et le long de la fente latérale, 2a 
est la plus voisine de la côte médiane. Le sillon entre 2a et 2b est souvent effacé, de 
sorte que 2a et 2b ne forment qu'une côte qui est alors désignée par le n°2; il est à 
remarquer que le sillon entre 2 (ou 2b) et 3 se termine en avant au côté intérieur de la 
cavité de la fermeture. — En opposition avec les Cléodores, la coquille des Hyales est 
presque toujours colorée sur une étendue plus ou moins grande. 

La coquille embryonnaire (Fig. 52—55) n'est pas connue chez toutes les espè- 
ces, parce que la partie postérieure de la coquille s’est toujours détachée chez les indi- 
vidus adultes de ces espèces (Hyalæa 4-dentata, longirostris, globulosa). La plupart des 
espèces ont la coquille embryonnaire allongée, recourbée, plus étroite vers l'extrémité, qui 
est arrondie; l'étranglement est peu marqué, quoique cependant parfaitement distinct (con- 
trairement à l'indication de Pfeffer). L’H. trispinosa seule se distingue des autres par un 
étranglement très prononcé; la coquille embryonnaire, chez cette espèce, est à peu près 
conique, ressemble beaucoup à celle de la Cl. cuspidata, mais est dépourvue d’une pointe fine. 

D'après les matériaux que j'ai eus à ma disposition, la différence dans la gran- 
deur de la coquille qu'on observe dans ce genre entre des individus de la même forme et 
de la même espèce est souvent très considérable; cette grandeur varie ainsi chez PH. longirostris 
entre 21/2 et 9™™: les individus les plus grands sont 3—4 fois aussi longs, aussi larges et aussi 
hauts que les plus petits, c'est à dire que leur volume est 40 et quelques fois plus grand. En 
se bornant à un examen superficiel, on serait porté à supposer que les petits exemplaires sont 
de jeunes individus qui, avec le temps, peuvent acquérir de plus grandes dimensions. Mais 
le rétrécissement de l'ouverture étant un caractère commun aux petits et aux grands exem- 
plaires, il est bien évident que les petits ne sauraient s’accroitre par une simple apposition 
au bord de l'ouverture de la coquille, comme chez les Gastéropodes en général. Toutefois, 
on pourrait peut-être s’imaginer que la croissance est précédée par la résorption d'une 


207 


partie de la coquille (on sait qu'il se produit quelque chose de semblable chez d’autres lima- 
ces), et que la partie résorbée est remplacée par une nouvelle, semblable mais plus grande. 
Mais on comprend facilement qu'il faudrait, pour que cela fût possible, que certaines par- 
ties de Ja coquille des grands individus fussent congruentes avec certaines parties de la 
coquille des petits, à savoir celles qui ne sont pas résorbées, mais qui constituent des par- 
lies de la coquille nouvellement formée. Or, une comparaison entre de grands et de petits 
individus de la même espèce fait voir que pas même la partie postérieure de la coquille 
n'est de la même grandeur (congruente) chez de grands et de petits individus. On voit 
déjà par là que les petits exemplaires ne peuvent devenir plus grands, mais qu'ils sont 
aussi complètement développés que les grands exemplaires, et d'après cela il est sans 
doute superflu d'ajouter que je n’ai, sur la coquille de ces derniers, pas trouvé trace d’an- 
ciennes lignes de résorplion (limite entre une partie conservée d’une ancienne coquille et 
une partie de formation récente), qui, si elles avaient réellement existé, n'auraient pas 
échappé à mon attention. De véritables jeunes Hyales, c'est-à-dire des exemplaires qui 
n'ont pas encore acquis leur forme definitive, sont extrémement minces et fragiles et, par 
cette raison, rares dans les musées; je n'en ai eu que deux à ma disposition, à savoir 
une H. 4-dentata et une H. longirostris. 

Souleyet et d'autres auteurs avancent que le genre Hyalæa, à l'exception des H. 
trispinosa et 4-dentata, a des nageoires trilobées, en opposition au genre Cleodora, 
dont les nageoires sont seulement bilobées. Mais il n'existe aucune opposition de ce genre 
entre les Hyales et les Cléodores. Par contre, il y a entre eux cette différence que la 
partie postérieure du pied, chez les Hyales (à l'exception des deux espèces ci-dessus men- 
tionnées) est beaucoup plus large que chez les Cléodores, environ aussi large que les 
nageoires réunies; elle forme derriére celles-ci une bordure assez étroite, et a presque 
complètement perdu la forme caractéristique linguiforme. Souleyet a commis l'erreur de 
prendre l'angle entre la partie postérieure du pied et les nageoires pour une incision fai- 
sant défaut chez les Cléodores; en réalité, les nageoires sont aussi bilobées chez les 
Hyales. — La partie postérieure du pied, chez l'A. trispinosa et VH. 4-dentata, ressemble 
tout à fait à la partie correspondante chez le sous-genre Cleodora s.str.; elle est large, lin- 
guiforme, beaucoup plus étroite mais plus longue que chez les autres Hyales (comp. PI. 5). — 
La radule et les mächoires n'offrent rien d’interessant; elles se rattachent étroitement 
aux mêmes parlies chez les Cléodores. 

J'ai trouvé une branchie en fer à cheval chez les H. tridentata, longirostris, gib- 
bosa, globulosa et uncinata, c’est-à-dire chez tous les membres typiques des Hyalwa B (voir 
plus loin de tableau des espèces du genre Hyalea); d'après les figures et les indications 
de Gegenbaur, on trouve également une branchie de cette forme chez VH. longifilis (Trosch.); 
chez l'H. inflexa, il y en aussi une, mais un peu réduite, la partie postérieure du fer à 
cheval étant seule développée comme un mince pli de la peau en forme de croissant, sans 
plis transversaux, derrière la partie postérieure du sac viscéral. Par contre, il ma été 
impossible de trouver trace d'une branchie chez VH. trispinosa et V.H. 4-dentata (Ayalea A); 
ces deux formes semblent ainsi, sous ce rapport comme sous plusieurs autres, se rattacher 
aux Cléodores, qui sont également dépourvus de branchie. 


Il a été dit plus haut que les parties du bord du manteau qui, chez les Cléo- 
dores s. str., répondent aux parties latérales étroites de l'ouverture de la coquille, sont 
reliées entre elles par une étroite membrane transversale, en sorte que l'entrée de la 
cavité palléale n’est en réalité pas plus large que la partie médiane de l'ouverture de la 
coquille. Tel est aussi le cas chez les Hyales, chez qui l'entrée de la cavité palléale corres- 
pond en largeur à la partie de l'ouverture située entre les deux fermetures. Chez 1’ /. triden- 
tata, les bords du manteau sont très extensibles et peuvent sortir comme de minces mem- 
branes par l'ouverture de la coquille — y compris les fentes latérales — et finalement 
couvrir en entier les faces ventrale et dorsale de la coquille. Entre les deux bords du 
manteau qui sortent par chaque fente latérale, prennent naissance deux appendices tenta- 
culiformes, dont l'un plus petit en arrière, tout pres de l'endroit où les deux bords se 
confondent, et l’autre plus grand, un peu plus loin en avant; ces appendices, d’après les 
indications qu'on possède, s'étendent jusqu'à atteindre une longueur qui dépasse plusieurs 
fois celle de la coquille. Les mêmes deux tentacules sont très développés chez I’ ZH. longi- 
filis, et le point où se réunissent en arrière les deux bords du manteau porte en outre un 
assez long prolongement (court chez VH. tridentata). J'en ai de plus constaté la presence 
chez VH. longirostris et VH. uncinata, et ai aussi trouvé le plus grand des deux tentacules 
chez VH. gibbosa et l'A. globulosa (il est à supposer qu’elles possèdent également le second); 
autant que j'en puis juger, ils existent aussi chez VH, injlexa, et il est ainsi probable qu'on 
les trouve chez tous les membres des Hyalea B. Par contre, je n’en ai pas rencontré 
trace chez VH. trispinosa, et ils paraissent aussi faire défaut chez la seconde espèce des 
Hyalea A, VH. tridentata. — Je ne saurais dire avec certitude chez quelles espèces du 
genre Hyalæa les bords du manteau peuvent sortir par l'ouverture de la coquille et en 
couvrir la surface extérieure, comme en dehors de VH. tridentata je n'ai constaté cette par- 
ticularité que chez lH. longirostris. Mais la grandeur qu'ont les bords du manteau chez 
d'autres espèces des Hyalea B rend vraisemblable que toutes les espèces de ce groupe 
possèdent cette propriété, tandis que, à en juger par la pelitesse des bords du manteau 
chez VH. trispinosa et VH. 4-dentata, elle fait sans doute défaut chez le groupe A. 

L’H. trispinosa et VH. 4-dentata se rapprochent bien plus des Cléodores que les 
autres Hyales. Cela se montre dans beaucoup de points: le bord lateral plat, le développe- 
ment incomplet de la fermeture, le grand développement de la pointe terminale, la forme 
de la coquille embryonnaire, l'absence de branchie, la forme de la partie postérieure du pied. 
Des deux espèces ci-dessus mentionnées, qui, malgré la grande différence de leur habitus, 
sont très voisines, l'H. trispinosa se rapproche peut-être plus que l’autre des Cléodores, ce 
que semblent indiquer le grand développement des pointes latérales, la fermeture très défec- 
tueuse et la faible convexité de la face inférieure; cependant ces caractères ne sont pas d'une 
nature telle qu'on puisse en conclure avec certitude que son affinité avec les Cléodores est 
plus grande que celle de l'H. 4-dentata. -- Mais on s’est complètement trompé en croyant 
voir des formes de passage aux Cléodores dans les remarquables espèces aplaties du 
genre Hyalæa (longifilis, levigata, etc.); comme nous l’exposerons plus loin en parlant de 
VH. longifilis, la ressemblance de ces formes avec les Cléodores doit être considérée comme 
une simple analogie. 


Tableau des espèces du genre Hyalæa. 


Bordure épaisse le long du bord de la lèvre supérieure de la coquille. Arêtes latérales à bord plat. Fer- 
meture plus ou moins incomplète. Partie postérieure de la coquille (pointe terminale), assez large et assez 
forte (coquille embryonnaire — seulement observée chez VH. trispinosa — séparée du reste de la coquille 
par un étranglement très prononcé, à peu près sphérique). Partie postérieure du pied, beaucoup plus 
étroite que les nageoires, linguiforme. Pas de branchie. Manteau sans appendice flottant. 


Fermeture, à peine indiquée. Pointe terminale, très longue, presque droite. Face inférieure de la 
coquille, très faiblement bombée. Pointes latérales, fortes. La lèvre supérieure avance seulement un 
peu sur la lèvre inférieure. Fentes latérales, dirigées obliquement en dehors et en arrière. 

H. trispinosa. 
Fermeture, assez bien développée: une dent de la partie inférieure de la coquille pénètre dans une 
cavité ouverte en dehors sur le bord de la partie supérieure. La pointe terminale est tombée chez 
tous les exemplaires adultes en laissant une cicatrice plus large que la mi-distance entre les angles 
latéraux. Face inférieure, fortement bombée. Pas de pointes latérales. Lèvre supérieure, beaucoup 
plus longue que l'inférieure. Fentes latérales, dirigées droit en arrière. Fr rg 


Bord de la lèvre supérieure de la coquille, mince, aigu. Arétes latérales, arrondies. Fermeture, en général 
complète: une dent de la partie inférieure de la coquille pénètre dans une cavité fermée en dehors. Pointe 
terminale, ordinairement petite. Coquille embryonnaire, séparée du reste de la coquille par un étrangle- 
ment très peu marqué. — Partie postérieure du pied, à peu près aussi large que les nageoires et formant 
une bordure derrière celles-ci. Avec une branchie. Deux appendices du manteau flottant de chaque côté. 


Pointe terminale, toujours tombée. La coquille se termine en arrière en une fente transversale étroite 
(fermée) dont la largeur est à peu près égale à la mi-distance entre les angles latéraux. Pas de 
pointes latérales proprement dites, mais du bord inférieur de la fente latérale, devant l'angle latéral, 
part une large épine triangulaire plate. Lèvre supérieure, dirigée obliquement en avant. 
H. longirostris. 

Pointe terminale, recourbée plus ou moins fortement vers le haut. Pas de pointes latérales. La 
distance entre les angles latéraux est plus petite que la plus grande largeur de la coquille plus loin 
‚en avant. Les sillons sur la face supérieure de la coquille ne sont pas très marqués. 


La face inférieure très bombée, avec une saillie anguleuse en avant. La pointe terminale, avec 

deux petites côtes peu marquées à la surface supérieure, moins fortement recourbée vers le haut. 
H. gibbosa. 

Face inférieure, sans saillie anguleuse. Pointe terminale avec quatre côtes longitudinales, fortement 

recourbée vers le haut. 


Face inférieure, fortement bombée. Fermeture. A. globulosa. 


Face inférieure, presque plate. Pas de fermeture. 
Face supérieure, assez fortement bombée. La distance entre les angles latéraux est sen- 
siblement moindre que la plus grande largeur de la coquille. A. rotundata. 


Face supérieure, plate. La distance entre les angles latéraux est à peine plus petite 
que la plus grande largeur de la coquille. H. lævigata. 


Pointe terminale, recourbée vers le haut. Pointes latérales, bien développées. Distance entre elles, 
plus grande que la plus grande largeur de la coquille plus loin en avant. 


Face inférieure, fortement bombée. Dessins très marqués sur la face supérieure. Partie anté- 
rieure de la lèvre supérieure, dirigée vers le bas. H. uncinata. 


Face inférieure, faiblement bombée. Dessins sur la face supérieure, presque effacés. Lèvre 
supérieure, dirigée droit en avant. A. inflera. 


Vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, naturvidensk. og math. Afd, IV 1. 27 


210 


Pointe ‘terminale droite, l'extrémité seule en est recourbée vers le haut. Pas de pointes latérales. 
Distance entre les angles latéraux, aussi grande ou un peu plus petite que la plus grande largeur 
de la coquille plus loin en avant. 


Face inférieure, assez fortement bombée. Dessins de la face supérieure, très marqués. Fermeture. 
H. tridentata. 


Face inférieure, toute plate. Pas de dessins sur la face supérieure. Pas de fermeture. 
H. longifilis. 


1. I trispinosa Les. (Fig. 3, 14, 52, 93). Très répandue dans toutes les mers chaudes 
et les mers chaudes tempérées. L'espèce comprend deux variétés bien caractérisées, major 
et minor. Les individus typiques des deux formes se distinguent par les caractères suivants. 
La variété major est plus grande, les pointes latérales sont dirigées en arrière, la partie 
antérieure de la coquille (devant une ligne menée entre les deux angles latéraux, après 
l'enlèvement des pointes latérales) est relativement plus longue que chez la var. minor, la 
face inférieure moins fortement bombée, la sinuosité du bord de la lèvre supérieure, corre- 
spondant à la cavité de la fermeture chez VH. 4-dentata, à peine indiquée, la partie anté- 
rieure de la lèvre supérieure faiblement recourbée, la pointe terminale un peu plus courte 
que chez la var. minor, les sillons transversaux sont plus marqués et la partie moyenne 
seule du bord des lèvres supérieure et inférieure est colorée en brun (la coquille est du 
reste incolore); — la var. minor est plus petite, les pointes latérales sont dirigées en de- 
hors, la partie antérieure de la coquille est plus courte, la face inférieure plus proéminente, 
la sinuosité du bord de la lèvre supérieure plus fortement marquée, la partie antérieure de 
la lèvre supérieure plus fortement recourbée, l’epine terminale plus longue, les sillons trans- 
versaux sont presque effacés et la couleur brune s'étend en général sur de plus grandes 
portions de la coquille. Les exemplaires typiques des deux variétés se distinguent ainsi les 
uns des autres par toute une série de caractères, et, dans la plupart des cas, il n'y a pas 
de difficulté, même en l'absence de quelques-uns de ces caractères, à déterminer si un 
exemplaire appartient à l'une ou l’autre variété. Mais, dans certains cas, il est impossible 
de dire avec certitude si un exemplaire doit être rapporté à une forme plutôt qu'à l’autre, 
el par conséquent on n'est pas autorisé, comme l'ont fait d’Orbigny el d’autres auteurs, à 
séparer les deux formes comme des espèces distinctes. Les variétés major et minor ne 
sont pas d’ailleurs des variétés géographiques, car on les trouve l’une et l’autre dans 
les mêmes parties de l'Atlantique et de l'Océan Indien. A en juger par les matériaux que 
j'ai eus à ma disposition, la variété minor est beaucoup plus commune que la major. 


2. MH. 4-dentata Les. (Fig. 4, 15, 91). Les individus vivant dans l'Océan Indien 
(y compris la mer Rouge) constituent une variété géographique dont les côtes dorsales 
sont plus marquées que chez ceux qui habitent l'Atlantique et le Pacifique (costata 
Pfeffer). Habite les mers tropicales et subtropicales. 


3. Il. longirostris Les. (Fig. 5, 16). Zones intertropicale et tempérées chaudes. J'ai 
observé les variations suivantes suivant la distribution géographique. Les exemplaires de 
l'Atlantique Nord (limite sud env. 20° Lat. N.) sont en général plus grands que ceux des 
parties plus méridionales de l'Atlantique, de l'Océan Indien et des parties occidentales du 
Pacifique. Les exemplaires de la mer de Chine (on en possède au musée un grand 


211 


nombre provenant de différents points), du Pacifique occidental et de l'Océan In- 
dien (y compris ceux de la mer Rouge) diffèrent ordinairement des exemplaires de lAtlan- 
tique en ce que les pointes latérales sont plus ou moins recourbées vers le haut, tandis 
que, chez ces derniers, elles sont dirigées en dehors et légèrement vers le haut, mais ne 
sont pas recourbées; mais il est à remarquer qu'on rencontre toutes les formes de transi- 
tion et même de véritables exceptions. — Dans cette espèce doit rentrer l’Æ. angulata Soul. 
qui notamment se distinguerait de l'H. longirostris par sa lèvre supérieure particulière, dont 
la partie antérieure est séparée par un profond sillon transversal du reste de la coquille, et 
par des pointes latérales plus courtes. J'en ai eu entre les mains un grand nombre d’ex- 
emplaires qui correspondaient entièrement à la description et aux figures de Souleyet, 
comme aussi d’autres exemplaires qui présentaient toutes les transitions entre les deux 
formes. Dans plusieurs cas, on a pêché des individus typiques de l'H. angulata et de 
VH. longirostris en même temps qu'une série de formes de transition. 

4. MH. globulosa Rg. (Fig. 7, 10). Se distingue, à ce qu'il semble, par son absence 
complete dans l'Atlantique. Distribution, d’ailleurs comme à l'ordinaire. Variations très 
insignifiantes. 

5. I gibbosa Rg. (Fig. 6, 17, 99%). Semble fuir les parties les plus chaudes de la 
mer; cosmopolite, habite les zones tropicales et tempérées chaudes. Très voisine de l'espèce 
précédente. — Les exemplaires de l'Océan Indien constituent une variété géogra- 
phique assez bien marquée, qui se distingue de l’H.gibbosa de l'Atlantique par les carac- 
tères suivants: le sillon qui sépare 2a et 2b sur la face supérieure de la coquille est 
entièrement ou presque entièrement effacé, tandis que, chez la forme de l'Atlantique, il est 
presque toujours très distinct; la pointe terminale est plus fortement recourbée vers le haut 
et, le plus souvent, la coquille embryonnaire est tombée; la partie de la lèvre supérieure qui est 
recourbée vers le bas est presque entièrement verticale (chez les exemplaires de l'Atlantique, elle 
est un peu plus oblique); en outre, ils sont en général relativement plus courts comme aussi 
un peu plus petits, et ils se rapprochent évidemment davantage de VH. globulosa que le type 
de l'Atlantique. — Les exemplaires des bocaux 52—56 de l'Atlantique Sud appartiennent en- 
core au type de l'Océan Indien. D'autres exemplaires de l'Atlantique, au sud de l'équateur, 
par ex. ceux du bocal 48, se rapprochent de la variété de l'Océan Indien par le peu de 
longueur de la coquille, mais le sillon entre 2a et 2b est distinct et la pointe terminale 
n'est pas si fortement recourbee vers le haut; d’autres exemplaires, tels que les n% 44 et 
49, se rattachent en tout à ceux de l'Atlantique Nord. — Les exemplaires de la mer de 
Chine forment une autre variété qui ressemble à celle de l'Océan Indien par l'absence du 
sillon entre 2a et 2b, mais qui du reste s’en écarte beaucoup et est plus voisine de la 
forme de l'Atlantique. La lèvre supérieure est assez fortement proéminente, encore plus 
que chez les exemplaires typiques de l'Atlantique; la pointe terminale a la même direc- 
tion que chez ces derniers et la forme ordinaire de la coquille est aussi la même; ils 
égalent ou surpassent en grandeur les plus grands exemplaires de l'Atlantique (les 6 exem- 
plaires du musée mesurent de 10 à 11,5%"). 

6. MH. tridentata (Forsk.) (Fig. 8—9, 19, 66, 100). Cosmopolite, habite les mers tro- 
picales et chaudes témpérées. Les exemplaires du Pacifique oriental se distinguent par 
une grandeur moindre (9—13™™) et surtout en ce que la face inférieure de la coquille est 

STE 


plus fortement bombée en arrière que chez les exemplaires d’autres localités, auxquels 
cette variété, TH. affinis de d’Orbigny, se rattache du reste par une série de formes de 
transition (les exemplaires du Pacifique occidental, de la mer de Chine, de l'Océan Indien, 
comp. Fig. 100). — Une autre variété locale bien marquée, que nous appellerons var. trun- 
cata (Fig. 9), se montre dans la partie la plus méridionale de l'Atlantique et la partie occi- 
dentale de l'Océan Indien. La coquille chez cette variété est, comme celle de la forme 
type, assez plate en arrière sur la face inférieure, mais elle en diffère en ce que la face 
inférieure est plus fortement bombée en avant, de sorte que la hauteur de la coquille est 
relativement beaucoup plus grande que chez les exemplaires typiques: il y a ensuite, le long 
du bord de la fente latérale, tant en haut qu'en bas, une aréte saillante mince, qui n’est 
qu'indiquée chez d’autres exemplaires de VH, tridentata, et qui fournit un caractère très 
marqué. L’extremite antérieure de la lèvre supérieure est divisée par une sinuosité en 
deux courtes pointes (caractère dont on ne trouve trace chez des exemplaires d’autres loca- 
lités que tout exceptionnellement). Enfin la couleur brune de la coquille est plus foncée 
qu'à l'ordinaire et a une nuance particulière. Mais entre cette variété et la forme type’ de 
l'espèce, il y a également des formes de passage (par ex. l’exemplaire du n° 52). 

7. H. uncinata Rg. (Fig. 10, 20). Distribution habituelle. D’après l'habitus et la 
grandeur ordinaire, on serait porté à comparer cette espèce avec I’H. globulosa; cependant, 
ce n'est en réalité pas de cette dernière, mais de IH. tridentata qu'elle est la plus voisine. 
Cela ressort surtout bien des caractères des côtes et des sillons, comme aussi de ceux des 
pointes latérales. L’H. uncinata (en particulier les grands exemplaires avec une pelite 
pointe terminale et la côte n°3 bien apparente) se rapproche surtout de la variété affinis 
(qui, nous l'avons dit plus haut, est plus petite que les exemplaires typiques de VH. tridentata 
et a la face inférieure plus bombée), mais est cependant toujours facile à distinguer par 
les dessins plus marqués de la face supérieure (entre autres par un plus grand développe- 
ment de la côte n° 4) et par les pointes latérales toujours plus fortes, comme aussi par 
la lèvre supérieure dirigée vers le bas, la direction plus oblique et la courbure plus pro- 
noncée de la pointe terminale (qui du reste, dans sa forme et sa direction, peul se rappro- 
cher beaucoup de celle de VH. tridentata, de même que, d'autre part, la lèvre supérieure 
de cette dernière espèce peul, quant à sa direction, se rapprocher de celle de VH. 
uncinata). 

8. HL. inflexa Les. (Fig. 11, 21,98). Sous ce nom, sont comprises ici deux variétés 
assez bien caractérisées que je propose d’appeler var. longa et lata, dont l'une, longa, 
correspond à VH. inflexa de Souleyet et l'autre, lata, à VH. labiata du même auteur. Chez 
les exemplaires typiques de la premiére variété, la pointe terminale est trés fortement déve- 
loppée, plus longue que le reste de la coquille, «réellement le prolongement de la co- 
quille», la face dorsale est munie d'une côte médiane distincte et la partie centrale de 
la lèvre supérieure ne saille pas comme une pointe mais est arrondie; — chez les exem- 
plaires typiques de la var. lata, la pointe terminale est relativement faible et plus courte que 
le reste de la coquille, la face dorsale n’a pas de côte médiane et la lèvre supérieure se 
termine en pointe; cette variété est en outre ordinairement un peu plus grande que la var. 
longa (la largeur absolue est plus grande, la longueur est à peu pres la même). Mais ces 
deux variétés sont unies entre elles par une série de formes de passage, de sorte qu'on 


_ 218 


ne saurait en faire deux espèces a part comme cela a eu lieu jusqu'ici. Sous le rapport 
de la distribution, les deux variétés sont assez nettement séparées: la var. longa seule se 
trouve dans la partie la plus septentrionale de l'Atlantique, de même que la var. lata seule 
dans l'Océan Indien et la partie occidentale du Pacifique; cette dernière variété est fré- 
quente dans l'Atlantique, au-delà de vingt”et quelques degrés de latitude sud, tandis que 
la var. longa ne s'y montre que de temps à autre; les deux formes habitent en commun 
la partie orientale du Pacifique. — D'après l'opinion généralement admise, qui s'appuie 
surtout sur le grand développement de la pointe terminale (voir d’Orbigny p. 104), l'espèce 
dont il s’agit, surtout la variété longa, est une des Hyales qui se rapprochent le plus des 
Cléodores. Cette opinion ne me paraît pas bien fondée. Suivant moi, VH. inflexa doit au 
contraire être considérée comme un membre particulièrement développé du groupe Hya- 
lea B. Abstraction faite de la dépression de la coquille et du développement quelquefois 
très grand de la pointe terminale, elle ne présente en effet aucun caractère qui rappelle 
les Cléodores ou les Hyales qui en sont les plus voisines (Hyalæa A: trispinosa et 4-den- 
tata). L’H. inflexa a le pied de Ja même forme que les autres membres du groupe B, la 
même fermeture complètement développée de la coquille, sa coquille embryonnaire est 
séparée du reste de la coquille par un étranglement peu marqué, elle a une branchie et 
le bord de sa lèvre supérieure n’est pas épaissi comme chez les Hyalæa A. Dans ces cir- 
contances, on ne saurait être en doute sur la place qu'elle doit occuper, ni hésiter à regarder 
comme de faibles analogies les points de ressemblance qu’elle a avec les Cléodores. Parmi 
les espèces typiques du genre Hyalæa, c’est I'H. uncinata dont elle semble le plus se rappro- 
cher (comp. notamment les caractères bien marqués de la pointe terminale et des pointes 
latérales). 

9. MH. longifilis (Trosch.) (Fig. 64—65, 78). Cette espèce, qui n’est connue que par 
des exemplaires de la Méditerranée, ressemble aux Cléodores par l'absence de la fermeture 
et en ce que l'ouverture de la coquille n’est pas rétrécie. Mais ces caractères négatifs 
sont aussi les seuls points de ressemblance qu'elle a avec ce groupe. Elle a de commun 
avec les membres du groupe Hyalæa B que la coquille embryonnaire n’est séparée du reste 
de la coquille que par un étranglement peu marqué (comp. VH. trispinosa avec les Cléo- 
dores), et présente absolument la même forme que chez ces derniers. Elle leur ressemble 
également par les caractères du pied, dont la partie postérieure est très large et courte, etc., 
tout à fait comme chez VH. tridentata; elle a une branchie bien développée, et le manteau 
est muni de chaque côté de deux longs appendices, tout comme chez les Hyalæa B et en 
opposition avec les Cléodores et les Hyalæa A. Il n’est donc pas douteux que VH. longi- 
filis ne soit une véritable Hyalæa B, qui seulement, en peu de points, offre des analogies 
avec les Cléodores. 

10. H. rotundata n.sp. (Fig.59—61). Appartient comme la précédente aux espèces 
aplaties du genre Hyalæa. L'ouverture de la coquille, chez l'animal adulte, est très rétrécie 
comme chez les Hyalæa, en general; mais, de même que chez VH. longifilis, la fermeture fait 
absolument défaut. Elle diffère du reste de cette dernière espèce par toute une serie de 
caractères. La lèvre supérieure est ainsi seulement un peu plus longue que la lèvre infé- 
rieure, tandis que, chez IH. longifilis, elle avance beaucoup devant celle-ci. La face supé- 
rieure est de plus munie de trois côtes longitudinales, dont la médiane est très distincte 


214 


et qui manquent entièrement chez PH. longifilis. Tandis que, chez cette espèce, la pointe 
terminale se trouve dans le prolongement de la coquille, est droite dans la plus grande 
partie de sa longueur et ne se recourbe vers le haut qu'à son extrémité, chez VH. rotundata, 
elle se relève aussitôt à partir de la base (l'extrémité en est brisée chez les exemplaires du 
musée). La pointe terminale, chez VH. longifilis, est en outre plus large à la base et se con- 
fond plus graduellement avec le reste de la coquille que chez l'H. rotundata, dont la pointe 
terminale, outre les deux côtes latérales habituelles, en possède encore quatre autres longi- 
tudinales dont deux au-dessus et deux au-dessous des premières. Il est done évident que 
VH. longifilis et VH. rotundata sont deux espèces bien distinctes. — Le pied a la forme typique 
de celui des Hyalæa B (partie postérieure large, etc.) La distance du bord antérieur de la 
coquille à une ligne menée entre les deux angles latéraux est à peu près égale à sa plus 
grande largeur. La distance entre les angles latéraux est moindre que la largeur de la 
coquille prise plus loin en avant (chez VH. longifilis, cette distance semble être l'endroit 
le plus large de la coquille) Les lignes de croissance sur la face inférieure de la coquille 
présentent en leur milieu une légère concavité (comme chez les autres Hyales du groupe B). 
Habitation inconnue. — D'après la forme générale de la coquille, on serait porté à croire 
que TH, rotundata est très voisine de VH, longifilis. Mais il est douteux qu'une pareille inter- 
prétation soit exacte. A en juger par la forme et la direction de la pointe terminale, par 
la manière dont elle se joint au reste de la coquille (elle s’elargit graduellement en avant 
et son bord latéral s’unit, en décrivant un grand arc, à la partie antérieure du bord lateral 
de la coquille), il semblerait que l'espèce la plus voisine de I’. longifilis parmi les Hyales 
normales dût être ZZ. tridentata. Mais les caractères de VH. rotundata semblent indiquer 
que ses parents doivent être cherchés parmi d’autres espèces du genre. Comme il a été 
dit plus haut, la pointe terminale, chez cette espèce, outre les deux arêtes latérales habi- 
tuelles, possède encore quatre petites cöles bien distinctes, une au-dessus et l’autre au- 
dessous de l'arête latérale de chaque côté. Les mêmes côtes se trouvent aussi avec le 
même développement chez l'Æ. globulosa, mais manquent chez les autres Hyales (c'est tout 
au plus si la paire supérieure est indiquée). L’H. rotundata ressemble en outre à VH. glo- 
bulosa par la manière brusque dont la pointe terminale se recourbe vers le haut, par la 
gibbosité particulière de la face supérieure en arrière et par la petite, distance entre les 
angles latéraux. Il semble donc que l'espèce la plus voisine de 1’//. rotundata, parmi les 
Hyales normales, est VH. globulosa; sa ressemblance avec l'ZZ. longifilis est par suite à con- 
sidérer comme une simple analogie, 

11. M lævigata d’Orb. (Fig. 62—63 bis). Ressemble beaucoup à la précédente, mais 
en diffère par les caractères suivants: la face supérieure est presque toute plate, la distance 
entre les angles latéraux est plus grande et la pointe terminale a une tout autre forme. 
Trouvée dans différentes mers chaudes. 


3. Cuvierina Nobis (— Cuvieria Rg.). 


Outre les caractères mentionnés p. 199, nous ferons seulement remarquer ici que 
la radule diffère assez de celle des autres Hyaléides. Chaque rangée de la radule se com- 
pose bien, comme chez les autres, de 3 dents, mais le nombre des rangées est bien plus 


215 


grand et s'élève à plus de trente, tandis que le nombre ordinaire varie autour de 10. Les 
dents du milieu sont en outre beaucoup plus fortes et munies d’une base massive en forme 
de corps de vertèbre et d'une longue pointe médiane en forme de poignard, tandis que 
les bords latéraux dentelés ou garnis de franges sont très réduits sans pourtant faire défaut. 
Les dents latérales ne diffèrent que peu de celles des autres Thécosomes. Les mächoires 
sont également assez fortes el se composent chacune d’un grand nombre de bourrelets 
transversaux fortement dentelés. 

Le genre Cuvierina est très voisin des Cléodores, notamment des Creseis et, parmi 
ces derniers, des Cl. (striata et) subula: la coquille est un tube allongé dont la partie 
postérieure est rétrécie et se termine en pointe; la partie postérieure du pied est étroite 
et le lobe antérieur de la nageoire bien développé (Pl. 5, Fig. 79 Mais, en plusieurs 
points, il diffère essentiellement des Cléodores, et c'est avec raison qu'on en a fait un 
genre à part. Il ne renferme qu'une espèce, la: 


Cuvierina columnella Rg. (Fig. 39, 56, 95). Espèce cosmopolite qui, dans l'Atlantique, 
ne monte pas plus haut vers le Nord que le 43° degré de Lat. Elle comprend deux vari- 
étés bien marquées, à savoir: 


Var. typica: coquille en général plus grande, septum grand; la coquille n'est pas très 
bombée, la partie antérieure en est allongée et le col sensiblement plus étroit que 
l'ouverture. Habite l'Atlantique, l'Océan Indien et probablement la partie orien- 
tale du Pacifique. 

Var. wrceolaris: coquille plus petite, septum petit; la coquille est fortement bombée, sa 
partie antérieure courte, et le col à peine plus étroit que l'ouverture. Habite la 
mer de Chine et la partie occidentale du Pacifique. 


Cc. Cymbuliidæ, 


Cette famille est, de tous les groupes des Thécosomes, celui qui porte la plus forte 
empreinte d'une adaptation à la vie pelagique; nous retrouvons ici plusieurs des carac- 
teres qui distinguent d’autres types pélagiques bien marqués: une grande partie de l'animal 
est à moitié gélatineuse (la «coquille»), les viscères sont concentrés dans un nucléus, les 
muscles sont réduits, le pigment est limité au nucléus, le reste du corps est transparent, 
la coquille manque. Le rapport entre cette famille et les deux précédentes est tout à fait 
analogue à celui de la Firola avec l’Atlanta, par ex. — Relativement aux caractères de la 
famille, comparer l'introduction aux Thécosomes. — Comprend deux genres. 


Partie postérieure du pied, développée; radule, présente; bouche, non \ ’ 
CS ; Cymbulia. 
pédiculée; coquille, grande, assez ferme. J 


Partie postérieure du pied, développée; radule, manque; bouche, a | 
l'extrémité d’une trompe plus ou moins longue; coquille, plus | Tiedemannia. 


petite; assez mou. 


216 


1. Cymbulia Per. & Les. 


On n’en connaît que I espèce (les espèces qu'on a décrites comme comprises dans 
ce genre n'y appartiennent pas ou la description en est trop défectueuse). 


C. Peronii Blainv. (Fig.30). N'est connue que par des exemplaires de la Méditerranée. 


2. Tiedemannia D. Ch. 


Le genre Tiedemannia diffère du précédent par les points suivants. Les nageoires 
sont relativement plus grandes, mais moins musculeuses; il n'y a pas trace de la partie 
médiane du pied, et les nageoires, qui ne sont pas échancrées, forment en arrière un grand 
disque arrondi. La partie contiguë à l'ouverture de la bouche se prolonge plus ou moins 
en une »trompe» à l'extrémité de laquelle est placée la bouche, qui est entourée des mêmes 
lèvres que chez les Cymbulies. La coquille, moins développée que chez ces dernières, 
forme une plaque oblongue un peu concave en haut et plus épaisse en avant qu’en arrière; 
elle est plus gélatineuse que chez les Cymbulies. La radule et les mâchoires manquent. — 
Ce genre est répandu dans toutes les mers chaudes. 


T. neapolitana D. Ch. Se distingue notamment par sa longue trompe. N'a été 
trouvée que dans la Méditerranée. — On a décrit, comme provenant de la même mer une 
T. chrysosticta dont la trompe est plus courte (Gegenbaur «Pterop. u. Heterop.»). On pos- 
sède en outre des témoignages qui constatent la présence des Tiedemannies tant à courte 
qu'à longue trompe dans l'Atlantique, la mer de Chine et le Pacifique. 


Ill. Gymnosomes. 


Le corps a en général à peu près la même forme qu’un vase sans pied ou une 
bouteille à goulot gros et court. Nous appellerons la tête la partie antérieure plus courte 
et plus étroite, mais plus museuleuse, qui peut être retirée partiellement ou en entier dans 
la partie postérieure, et le tronc cette dernière partie plus large et arrondie, ou terminée 
en pointe en arrière. 

A l'extrémité antérieure de la tête se trouve l'ouverture de la bouche et, de chaque 
côté de celle-ci, un tentacule antérieur rétractile ordinairement court; plus loin en 
arrière, sur la face supérieure de la tête, il y a, à quelque distance l’une de l’autre, deux 
petites dépressions qui renferment chacune un tentacule postérieur (rhinophore) rudi- 
mentaire et un œil sans pigment, également rudimentaire !). 


1) De chacun des ganglions cérébraux, outre d'autres nerfs, sortent non loin l'un de l'autre deux petits 
nerfs qui se dirigent en avant vers la petite dépression sur la face supérieure de la tête. De ces 
deux nerfs, le plus extérieur (latéral) présente à son origine un petit renflement ganglionnaire, et 
se termine en un renflement oblong semblable qui porte à son extrémité une vésicule hémisphérique 
qui fait saillie dans la dépression. Le nerf intérieur (qui est un peu plus fort que l'autre) n'a pas 


A la limite de la tête et du tronc se trouve le pied (comp. les Fig. des PI. 7—8), 
qui, chez les Gymnosomes, est toujours assez peu développé. Il est ordinairement à peu 
près cordiforme, sa plus grande largeur est en avant, où il se perd sans limite bien tranchée dans 
l'intégument, et se rétrécit graduellement; en arrière, où il se prolonge plus ou moins en une 
pointe libre. Il porte en avant sur sa face inférieure deux plis longitudinaux très saillants 
et ressemblant à des lèvres, qui diminuent de hauteur et convergent en avant. De chaque 
côté du pied, mais sans aucun lien avec celui-ci, se trouve une nageoire sous forme 
d'une lame musculeuse, ordinairement ovale, qui, en se contractant et en s’enroulant, peut 
rentrer en partie dans un enfoncement situé à sa base, et même, lorsque la tête est rentrée 
complètement dans le tronc, être tout à fait cachée, 

Le tronc est plus ou moins long et renferme la plus grande partie des organes 
digestifs et sexuels, etc., qui ou le remplissent en entier (Pneumodermon et autres), ou 
n'en occupent que la partie antérieure (Clione, Dexiobranchæa), de sorte que la partie pos- 
terieure est vide de viscères. Sur le tronc sont placées les branchies, lorsqu'il y en a 
(elles manquent complètement ches les Cliones et les Euribia). Elles se présentent chez 
les Gymnosomes sous deux formes différentes, dont l’une peut être appelée la branchie 
terminale, et l’autre la branchie latérale. La première se compose essentiellement 
dun collet membraneux qui entoure l'extrémité postérieure de l'animal, et d'où peuvent 
partir (comme les rayons d'une gloire) 4 arêtes membraneuses saillantes qui montent à une 
petite distance sur les côtés de l'animal. La branchie latérale est un prolongement plat 
qui part du côté droit, à peu près au milieu du tronc. Chez les Pneumodermons et les 
Spongiobranchæa, on trouve les deux branchies; les Cliopsis et les Dexiobranchæa ne pos- 
sèdent respectivement que la branchie terminale et la branchie latérale. — Il ne me paraît 
pas improbable que la branchie latérale, chez les Gymnosomes, réponde à la branchie des 


de renflement à la base, mais se termine en un ganglion semblable; du nerf extérieur sort une 
courte anastomose qui se rattache à ce ganglion, dont l'extrémité antérieure est fixée à la peau de 
la dépression tout à côté du petit corps hémisphérique. Les deux nerfs courent côte à côte l'un 
contre l'autre, et les deux parties ganglionnaires sont également logées si près l'une de l'autre que, 
sans un examen minutieux, elles paraissent n'en former qu'une («l'œil d'Eschricht). Que les deux 
nerfs doivent être interprétés, l'un comme étant le nerf optique et l'autre comme le nerf olfactif 
(nerf du rhinophore), et que les deux renflements ganglionnaires doivent être considérés, l'un comme 
un ganglion distal rhinophore et l'autre comme un élément nerveux appartenant à l'œil, il semble 
qu'il ne peut y avoir à cet égard aucun doute. Quant à la question de savoir quel est le nerf op- 
tique et quel est le nerf olfactif, je ne saurais y répondre avec la même certitude; mais comme le 
nerf optique, chez la plupart des Opisthobranches (par ex. chez l'Aplysia d'après ce que j'ai trouvé 
moi-même, et chez un grand nombre de Nudibranches d'après Bergh), a son origine en dehors 
du nerf olfactif, je suis porté à croire que le nerf extérieur est le nerf optique, et la vésicule hémi- 
sphérique saillante mentionnée plus haut (je ne puis donner plus de détails sur sa structure histo- 
logique, mais elle est du reste complètement dépourvue de pigment) doit ainsi être regardée comme 
un œil rudimentaire. Je n'ai pas, chez les exemplaires examinés, trouvé dans la dépression une 
saillie correspondant au nerf intérieur, de sorte que, rigoureusement parlant, je n'ai vu aucun tenta- 
cule postérieur (mais bien les parties nerveuses du même). Voir Fig. 8, p.143: Représentation sché- 
matique du nerf optique et du nerf olfactif chez les Gymnosomes, principalement d'après le genre 

> Clione. o, œil rudimentaire; go, ganglion y appartenant; no, nerf optique; gr, ganglion rhinophore; 
nr, nerf rhinophore; C, ganglion cérébral. 


Vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, naturvidensk. og mathem. Afd. IV. 1. 28 


218 


autres Tectibranches — qui est siluée au même endroit — tandis que la branchie termi- 
nale doit bien être regardée comme un organe sui generis. 

Ches les genres Pneumodermon, Spongiobranchæa et Dexiobranchæa, on trouve des 
cellules pigmentées ramifiées dans la couche de tissu conjonctif de la peau; par contre, 
les genres Clione, Cliopsis et Euribia en sont dépourvus. Chez toutes les formes, la peau 
est munie de glandes sacciformes qui sécrètent une substance huileuse. 

La cavité palléale fait complètement défaut. 

Organes digestifs. Comme il a été dit plus haut, l'ouverture de la bouche 
a sa place à l'extrémité antérieure de l'animal. C’est une fente médiane conduisant dans 
une cavité buccale ordinairement assez large et de profondeur moyenne (mais chez un 
genre extraordinairement longue), qui peut être relournée, et dans laquelle sont situés une 
série d'organes. 

En dedans de l'ouverture de la bouche, on trouve chez les genres Pneumodermon, 
Spongiobranchea et Dexiobranchæa un nombre plus ou moins grand de ventouses, qui, 
chez les deux premiers genres, sont fixées sur deux bras, tandis que, chez le troisième, 
nous trouvons 3 bras (ou trois groupes de ventouses), dont un médian ventral et un latéral 
de chaque côté. Les bras, qui sont plus ou moins longs, peuvent sortir hors de l’ouver- 
ture de la bouche sans que les parties situées plus loin en arrière soient retournées en 
dehors. Chez le genre Clione, les ventouses sont remplacées par 2—3 paires de gros 
mamelons coniques (cephaloconi, «Kopfkegeln»). Les genres Chopsis et Halopsyche n'ont 
pas de parties correspondantes. 

Plus en arrière dans l’intérieur de la cavité buccale, dans le voisinage de la radule, 
on trouve deux organes qui, chez le genre Preumodermon, où ils sont très développés, sont 
appelés par Gegenbaur les sacs à crochets. Chacun d'eux, chez ce genre, peut briève- 
ment être décrit comme un long sac qui s'ouvre dans la cavité buccale, et qui a sa 
surface interne armée d'un grand nombre de crochets ou d'épines chitineuses. Autour 
de ce sac se trouve un autre sac, musculeux, plus épais, qui en avant est fixé à la 
paroi de la cavité buccale, et qui est formé d'une couche extérieure de cellules muscu- 
laires disposées longitudinalement et d'une couche intérieure plus épaisse de cellules dispo- 
sées circulairement; ce sac musculeux n'est relié au sac intérieur que par des fibres muscu- 
laires qui, des côtés et notamment de l'extrémité de celui-ci, se rendent à la partie posté- 
rieure du sac extérieur. Ce dernier, en se contractant, permet à l'animal de retourner le 
sac intérieur hors de l'ouverture; ce sac retourné, comme le remarque Gegenbaur, rappelle 
beaucoup la trompe d'un Échinorhynque ; les pointes des crochets sur le sac retourné, 
sont dirigées en arrière et, sur le sac rentré, en avant. La rétraction se fait à l'aide des 
faisceaux musculaires qui relient entre eux les deux sacs!) — Chez les genres Spongio- 
branchwa et Clione, on trouve les mêmes organes; ils ont essentiellement la même struc- 
ture que ches les Pneumodermons, mais les sacs sont moins profonds et les crochets 


1) Comp. la Fig R, p.145. Schéma d'un sac à crochets d'un Pneumodermon, vu en coupe longitudi- 
nale. aa, ouverture du sac à crochets dans la cavité buccale; v, ses parois; is, sac intérieur; ys, 
sac extérieur musculeux; 7, espace entre les deux sacs; tm, muscle rélracteur. 


7 


sont en partie plus longs et moins recourbés. Ils sont aussi représentés chez les Cliopsis 
et les Deaiobranchea, mais seulement comme deux groupes d’epines dans de petites dé- 
pressions de la cavité buccale. — Ils manquent complètement chez I’ Halopsyche. 

La radule est forte, chaque rangée transversale se compose ordinairement d'un grand 
nombre de dents (chez les Cliones de 20 à 30; chez les Pneumodermons, les Spongiobr., les 
Dexiobranchæa ciliata et simplex, de 10 à 20, tandis que le nombre en tombe à 7 chez la 
Dex. polycotyla, à 5 chez la D. paucidens et même à 3 chez l'Halopsyche. La dent médiane est 
faible (elle manque chez les Pneumodermons adultes), avec 3 pointes dirigées en arrière (qui 
peuvent cependant faire complètement défaut); les dents latérales ont la forme de crochets 
et diminuent de grandeur en dehors. — La mâchoire (qui manque chez les Cliones) 
forme une saillie triangulaire sur la face ventrale de la cavité buccale devant la radule; elle 
se compose d'un groupe de petites plaques de chitine ou de courtes épines, et se montre 
toujours plus ou moins distinctement formée de deux moitiés, qui sont cependant étroite- 
ment unies. — Prés de la radule débouchent deux glandes salivaires bien développées. 

La radule, la mâchoire et les ouvertures des sacs à crochets se trouvent au fond 
de la cavité buccale, et lorsque celle-ci est retournée, elles ont leur place à l'extrémité de la 
trompe ainsi formée. Celle-ci est en général assez courte, mais elle a chez les Cliopsis 
une longueur tout à fait colossale (voir ce genre). 

Derrière la radule s'ouvre un œsophage à parois minces qui, lorsque la trompe 
est complètement retournée, doit naturellement s'y trouver renfermé. A l’æsophage se 
joint un estomac spacieux et très extensible, dans lequel debouchent par beaucoup de 
larges ouvertures des sacs hépatiques de couleur foncée. Du côté droit de l'estomac part 
un intestin très court qui, en suivant une direction oblique, va tout droit et sans sinuo- 
sites s'ouvrir en avant sur le côté droit du tronc. 

Les organes génitaux se rattachent étroitement dans leur structure aux parties 
correspondantes chez les Thécosomes et d’autres Opisthobranches tectibranches. Dans le 
conduit excréteur de la glande sexuelle debouchent un grand organe glanduleux («matrice» 
ou «utérus» de Souleyet) et un sac plus petit («vésicule copulatrice»); le conduit s'ouvre 
sur le côté droit du tronc, pres de la nageoire. Un sillon qui passe par dessus la base 
de la nageoire met cette ouverture en communication avec celle du sac du pénis, qui est 
située devant la nageoire sur le côté droit de la tête. Le pénis est, comme chez les Thé- 
cosomes, un sac pouvant se retourner et qui invaginé est logé dans la tête. 

Développement. Les tout jeunes individus, du moins chez le genre Clone (en 
ce qui concerne les autres formes, les premières phases ne sont pas connues) sont munis 
dune petite coquille qui cependant disparaît bientôt. Ce qui du reste caractérise le 
développement de ces animaux, c’est que les petits, après avoir perdu la coquille et le 
velum, ne prennent pas tout de suite la forme adulte, mais sont munis de 3 cercles de 
cils très forts, dont un sur la tête, un au milieu du tronc et le troisième autour de son 
extrémité postérieure. Le cercle de cils antérieur — qui peut-être est un reste du velum 
— diffère des autres en ce qu'il n'est pas continu, mais se compose d'un cercle de petits 
groupes de cellules places à une pelite distance les uns des autres, et munis chacun d’une 
rangée transversale de cils (comme je l'ai constaté chez les différentes formes que j'ai 


28" 


220 


examinées). Le but de ces cercles de cils est évidemment de fournir une espèce d’équi- 
valent aux nageoires non encore développées à cette époque, mais ils persistent du reste 
encore après que celles-ci ont pris leur plein développement et même, chez la Clione 
limacina, jusqu'à ce que l'animal ait atteint une grandeur très notable, sans pourtant qu'on 
puisse alors leur attribuer une valeur fonctionnelle. Je ne puis d'ailleurs voir dans ces 
organes rien qui soit homologue avec les appareils semblables chez d'autres larves nagean- 
tes, mais dois les considérer comme seulement analogues aux cercles de cils qu'on trouve, 
par ex., chez les larves des Annélides et des Holothuries. 

Alimentation. En opposition aux faibles Thécosomes, les Gymnosomes sont de 
forts carnivores qui, à l’aide des différents appareils de préhension dont leur bouche est 
armée, s'emparent de leur proie, qui se compose en grande partie de Ptéropodes théco- 
somes. Dans l'examen que j'ai fait de l'estomac de plusieurs Cliones et Pneumodermons, 
j'ai trouvé respectivement des exemplaires de la Limacina helicina el de grandes Hyaléides, 
dont la coquille, chose singulière, était complètement dissoute. 

Distribution géographique. Je n'ai malheureusement pas grand’ chose à dire 
à ce sujet, ce qui est dü en partie à la difficulté de déterminer avec une entière certitude 
les, espèces du genre Pneumodermon, qui (après les Cliones) constituent la masse princi- 
pale des matériaux à ma disposition, en partie à la circonstance que les petites formes 
molles dont il s'agit n'aitirent guère l'attention des navigateurs, de sorte que les matériaux 
qu'ont fournis les Gymnosomes ne peuvent en richesse être comparés à ceux dont j'ai 
disposé en ce qui concerne les Thécosomes. Cependant on peut juger que certaines 
formes — comme c'était le cas pour les Ptéropodes thécosomes — sont très répandues; 
d'un autre côté, il y a des formes dont la distribution au Nord ou au Sud est plus limitée, 
par ex. la Clione limacina, qui est limitée aux mers arctiques, ou la Spongiobranchæa au- 
stralis, qui semble limitée à la zone tempérée froide. En général, les conditions de la dis- 
tribulion géographique paraissent correspondre à celles que nous avons trouvées pour les 
Thécosomes. 

Classification. Nous avons dit plus haut que les Gymnosomes doivent étre 
rapportés aux Opisthobranches. Parmi ceux-ci — de même que pour ce qui concerne les 
Thécosomes — c'est surtout chez les Tectibranches qu'il faut chercher leurs principales 
affinilés, ce qui se comprend facilement à l'examen de l'appareil générateur, dont les par- 
ticularités si caractéristiques se retrouvent exactement chez les Tectibranches, tandis qu'il 
diffère beaucoup de celui des autres Opisthobranches. Sur d’autres points dans la struc- 
ture on ne trouve pas, il est vrai, un accord aussi étroit; mais, d'un autre côté, il n'y a 
rien non plus qui contredise ce rattachement ni le rende moins vraisemblable. En fait de 
caractères qui parlènt en sa faveur, on peut citer la présence d’une branchie sur le côté 
droit chez plusieurs genres, et la structure de la radule (le grand nombre de dents en forme 
de crochets dans chaque rangée). —- Quant à la question de savoir quels sont les Tecti- 
branches dont notre groupe est le plus voisin, je ne suis pas pour le moment en état d'y 
répondre. Les rapports du foie avec l'estomac rappellent un peu ce qu'on trouve chez le 
Gastropteron, mais le manque en apparence complet d'autres points de connexion avec cette 
forme me fait hésiter à voir dans celte ressemblance autre chose qu'une simple analogie. 


Des 6 genres décrits ci-après, l'un (Dexiobranchæa) est nouveau. Des 5 autres, 
2 (Spongiobranchæa et Cliopsis) étaient inexactement décrits, et leurs caractères essentiels 
inconnus ou mal interprétés. 


Tableau des genres. 


1. Pneumodermon. l'eux bras armés de ventouses. Sacs à crochets, longs, tubuleux, avec de petites 
épines. Radule (chez l'adulte), sans dent médiane. Branchie latérale, avec 3 arêtes; branchie termi- 
nale, avec 4 rayons. Pied large, de longueur moyenne, à pointe arrondie en arrière. Trone en forme 
de ionneau, large en arrière. Les viscères remplissent toute la cavité du tronc. Peau pigmentee. 


2. Spongiobranchea. Deux bras armés de ventouses. Sacs à crochets, de longueur moyenne, longues 
épines. Radule, à dent médiane. Branchie latérale, un simple prolongement; branchie terminale, 
sans rayons. Pied de longueur moyenne, plus étroit que chez les Pneumodermons, pointu cn 
arrière. Tronc en forme de tonneau, un peu rétréci en arrière. Les viscères remplissent toute la 
cavité du tronc. Peau pigmentée. 


3; Dexiobranchæa. Trois bras armés de ventouses. Sacs à crochets, très petits. Radule, à dent mé- 
diane. Branchie latérale, un simple prolongement; branchie terminale manque. Pied plus ou moins 
long, pointu. Tronc pointu en arrière. Les viscéres ne pénètrent pas dans la partie postérieure du 
tronc Peau pigmentee. 


4. Clione. Deux-trois paires de céphalocones, pas de ventouses. Sacs à crochets, de longueur moyenne, 
longues épines. Radule à dent médiane. Pas de branchies. Pied très court, pointu. Tronc pointu 
en arrière. Les viscères ne pénètrent pas dans la partie postérieure du tronc. Peau sans pigment 
(toutes les espèces?) Paroi du tronc, gélatineuse. 

5. Cliopsis. Sans ventouses ni céphalocones. Trompe, extrêmement longue. Sacs à crochets, très petits. 
Radule A dent médiane. Pas de branchie laterale; branchie terminale à 4 rayons. Pied très court. 
Tronc en forme de tonneau, large en arrière, arrondi. Les viscères en occupent toute la partie 
postérieure. Peau sans pigment. Paroi du tronc, gélatineuse. (Très petites nageoires.) 

6. Halopsyche. Sans ventouses ni céphalocones. Sacs à crochets manquent. Radule à dent médiane 
(1 dent latérale de chaque côté). Pas de branchies. Pied court. Tronc court, large. Les viscères 
remplissent toute la cavité du tronc. Peau sans pigment. (Nageoires étroites, gros tentacules.) 


1. Pneumodermon Cuv. 


Tableau des espèces. 


Environ 7 ventouses, dont 4 très grandes . . . . . . .. Pn. macrocotylum. 
— 40 — POULOR a Te CCE Pn. violaceum. 
— 100 — LOS IDE Re Sn Se Pn. Peronii. 


La détermination des espèces du genre Pneumodermon présente des difficultés 
toutes particulières, et je dois moi-même considérer le résultat auquel je suis arrivé comme 
ayant un caractère tout provisoire. 


1. Pu. macrocotylum n. sp. Trouvé dans l'Atlantique, l'Océan Indien et la mer 
de Chine. 

2. Pu, violaceum d'Orb. Trouvé surtout dans les parties tropicales et tempérées 
chaudes de l'Atlantique Nord et dans l'Océan Pacifique. 

3. Pn. Peronii Lam. Semble remplacer l'espèce précédente dans l'Atlantique Sud 
et l'Océan Indien. 


2. Spongiobranchea d'Orb. 


Ce genre diffère surtout par les caractères suivants du genre Pneumodermon, dont il 
est du reste voisin. Les branchies se distinguent par leur simplicité; la branchie terminale 
est un simple collet membraneux sans rayons, qui entoure l'extrémité postérieure de l'ani- 
mal; la branchie latérale est une simple proéminence sur le côté droit, sans trace d’arétes 
longitudinales. — Les bras sont au nombre de deux comme chez les Pneumodermons; ils 
se présentent comme des tiges assez longues, armées chacune d'environ 10 ventouses en 
forme de coupe dont les 6 ou 7 supérieures sont très grandes et les inférieures, petites. — 
Les sacs à crochets diffèrent beaucoup de ceux des Pneumodermons. Tandis que le 
sac intérieur, celui qui porte des crochets, est chez ces derniers plusieurs fois ou un grand 
nombre de fois plus long que large, il est très court chez le genre qui nous occupe et 
atteint à peine une longueur double de sa largeur; les dents sont également différentes et 
ont la forme d'épines très longues (surtout celles qui se trouvent au fond du sac), faible- 
ment recourbées, qui presque toutes émergent de l'ouverture du sac invaginé (les sacs res- 
semblent presque complètement à ceux de la Clione limacina). — La radule (Fig. 120) est 
munie d'une dent médiane. — Ce genre ne comprend qu'une espèce, la: 


Sp. australis d'Orb., qui semble vivre sous toutes les longitudes, au sud du 40° Lat.S. 


3. Dexiobranchea n.g. 


Le tronc (Fig. 104—106), en opposition aux deux genres précédents, est pointu 
en arrière, et les viscères n'en occupent pas toute la partie postérieure. Les tentacules 
antérieurs sont plus grands que chez les Pneumodermons et les Spongiobranches. Le 
pied se distingue en ce que la partie postérieure en est étroite et pointue, et quelquefois 
d'une longueur notable. En fait de branchies, ce genre ne possède que la branchie 
latérale, qui est un prolongement triangulaire très bien développé sur le côté droit, tandis 
que la branchie terminale fait complètement défaut. Les deux couronnes de cils posté- 
rieures sont en général conservées chez les exemplaires grands et petits que j'ai examinés; 
l’anterieure descend le long du bord de la branchie latérale. La peau est un peu pig- 
mentée. — Ce genre a les mêmes bras pairs armés de ventouses que les précédents, 
mais ils sont beaucoup plus courts. Chez la 2). eiliata, ils se présentent encore sous la forme 
de parties saillantes spéciales, et rappellent à peu près une main large et très courte, qui, 
le long de son bord antérieur, porte une série de petites ventouses; chez les autres espèces, 
ces ventouses sont placées directement en demi-cercle sur les parois ventrale et latérales 
de la cavité buccale, en dedans de l'ouverture de celle-ci. Mais, outre ces deux bras (ou 
leurs équivalents), il y en a encore un troisième impair, un bras ventral, qui a sa place 
en dedans des autres dans la ligne médiane. Il porte toujours 5 ventouses chez les quatre 
espèces que j'ai examinées, à savoir I terminale et 2 paires latérales. Chez deux espèces, 
ce troisième bras n’est du reste représenté que par les 5 ventouses, qui sont placées direc- 
tement sur la paroi ventrale de la cavité buccale, et non sur une proéminence ou une lige 
comme chez les autres. Quant au développement relatif des 5 ventouses — dont I du 
moins est toujours plus forte que les ventouses des deux autres bras — il y a une grande 
différence suivant les espèces (voir celles-ci). — Les sacs à crochet sont représentés par 


223 


2 dépressions, une de chaque côté de la radule, et chacune avec un certain nombre d’epines 
(de 4 à 50 env.). — La formule de la radule (Fig. 116—118) varie entre 7.1.7(8) et 
2.1.2; la dent médiane est munie de 3 pointes, dont la médiane est plus petite que les 
autres. La mâchoire (Fig. 119) a la structure type. 

Nous décrirons plus bas 4 espèces de ce nouveau genre bien caractérisé (comp. 
notamment la branchie et les bras). De ces espèces, une seulement a été décrite jusqu'ici 
— incomplèlement — (comme une espèce du genre Pneumodermon). 


Tableau des espèces. 


D. ciliata. \ 13—17 dents dans les rangées transversales de la radule. 
D. simplex. J 30—50 épines dans chacun des sacs à crochets. 
D. paucidens.\ 5—7 dents dans les rangées transversales de la radule. 
D. polycotyla Ÿ 4—12 épines dans chacun des sacs à crochets. 

Comp. aussi les diagrammes, p. 158. 


1. D.ciliata (Ggbr.) (Fig. 104, 113). Cette espèce possède une paire de véritables 
bras, qui sont cependant très courts, et qui, le long de leur bord antérieur, sont armés 
de 7—9 ventouses à court pédicule. Il n'y a pas de bras médian proprement dit; des 5 ven- 
touses qui le représentent, celle du milieu n'est pas très grande, mais cependant plus grande 
que les ventouses des bras pairs; tout près d'elle se trouve de chaque côté une ventouse 
colossale, qui a la forme d'un pot profond avec un large bord recourbé (comme sur une 
assiette) qui se prolonge en un bout pointu; ces ventouses, qui, sur le plus grand exem- 
plaire, avaient une largeur de ?"" env., sont portés par une tige mince assez longue. 
Devant elles, tout près des bras pairs, on trouve sur la face ventrale une paire de toutes 
petites ventouses (plus petites que celles des bras) placées sur des liges minces (les tiges 
sont plus minces que les ventouses ne sont larges). — Radule: 7.1.7(8). — Chacun des 
sacs à crochets renferme 30—40 épines. — Exemplaire le plus grand, 11—12"". Mediler- 
ranée, Atlantique Nord. 


2. D.simplex n. sp. Les bras pairs sont plus fortement réduits que chez les autres 
espèces de ce genre, car ils sont seulement représentés par 4 petites ventouses, 2 de 
chaque côté, placées directement sur la paroi de la cavité buccale. Le bras médian est 
aussi peu développé comme bras que les deux autres; il est représenté par une très grande 
ventouse (de 17" de large et presque aussi profonde chez le plus grand exemplaire) a court 
pédicule (Fig. 114—114a) et ayant à peu près la forme d'une petite urne, et par 4 petites 
ventouses, dont les pédicules sont épais et courts; 2 d'entre elles sont placées tout pres 
de la grande ventouse et les 2 autres, plus loin en avant (lorsque la cavité buccale est 
rentrée) — Radule: 6.1.6. — Les rudiments des sacs à crochets ont chacun 
40—50 petites et courtes épines. — Des deux exemplaires que j'ai examinés, le plus grand 
a 4t/omm de long. — Caldera (Chili), Mr. Chierchia. 


3. D. paucidens n. sp. (Fig. 105—-106). Les bras pairs sont représentés par 11—13 
ventouses à court pédicule, disposées en demi-cercle en dedans de l'ouverture de la bouche, 
directement sur la paroi de la cavité buccale; elles ne constituent pas deux groupes (cor- 
respondant aux deux bras), mais forment un demi-cercle continu. Le bras impair est 


assez long; il porte à son extrémité une ventouse assez grande (relativement environ aussi 
grande que la ventouse correspondante chez la D. ciliata), un peu au-dessous de celle-ci, 
une plus petite pédiculée, de chaque côté, et enfin, à la base, deux autres semblables (ces 
4 petites ventouses sont cependant plus grandes que celles du demi-cercle) — Radule: 
2.1.2. — Les sacs à crochets se composent chacun de 4—6 courtes et grosses épines 
légèrement recourbées, dont la longueur n’est guère plus grande que la largeur à la base. — 
Le plus grand exemplaire a 5", — Atlantique (Behn). 


4. D. polycotyla n. sp. Les bras pairs sont représentés par environ 20 ventouses 
assez grandes, munies chacune d'un mince et court pédicule et disposées en une double 
rangée alternante demi-circulaire en dedans de l'ouverture de la bouche. Le bras impair 
porte une ventouse terminale plus grande (d’un diamètre env. 1/2 fois plus grand que celui 
des autres ventouses) et quatre plus petites de la même grandeur, ou seulement un petit 
peu plus grandes que celles qui forment le demi-cercle; deux d’entre elles sont très voisines 
de la grande, tandis que les deux autres sont placées tout près de la base du bras (mais 
cependant sur le bras même). — Radule: 3.1.3. — Chaque sac à crochets porte env. 10 
épines recourbées assez longues. — La branchie est bien développée. Le corps est en 
partie pigmenté en brun. — Le plus grand exemplaire mesure 5™ de long. — Caldera, 
Chili (Chierchia). — Cette espèce est très voisine de la précédente, dont elle se distingue 
cependant facilement par le nombre toujours plus grand des ventouses, par le plus grand 
nombre des dents de la radule et des épines des sacs à crochets, et par la forme de ces 
dernières (elles sont plus longues que chez la D. paucidens, etc.). 


4. Clione Pall. 


Cl. limacina (Phips). Parmi les observations que j'ai faites sur cette espèce, la seule 
du genre Clione que j'ai pu examiner, je mentionnerai ici les suivantes. Le lobe posté- 
rieur du pied est relativement plus grand chez les jeunes exemplaires munis de cou- 
ronnes de cils que chez les adultes. Une autre différence entre les jeunes exemplaires 
et ceux qui sont plus âgés, c’est que, chez ces derniers, les viscères ne remplissent que 
la partie antérieure plus petite du tronc, tandis que la partie postérieure plus grande n’en 
renferme pas du tout. Chez les jeunes individus, cette partie vide de viscères est beaucoup 
plus petite, et ceux-ci, chez les exemplaires médiocrement contractés, s'étendent derrière 
la couronne médiane de cils, tandis que, chez les individus plus grands, ils ne s'avancent 
pas si loin. Ces deux points, le développement respectivement fort et faible du pied et de 
la partie postérieure du tronc, constituent des points de contact entre les jeunes Cliones 
et les caractères permanents des Dexiobranches. — Comme me l'a montré l'examen d'un 
grand nombre d'exemplaires, les couronnes de cils se conservent en entier ou en partie 
jusqu'à ce que l'animal ait atteint une grandeur notable, mais souvent aussi elles tombent 
de meilleure heure. — Distribution géographique semblable à celle de la Limacina helicina. 


5. Cliopsis Trosch. 


La paroi du tronc est épaisse, gélatineuse, sans pigment. Les viscères sont 
réunis dans un long nucléus qui remplit toute la cavité du tronc; ce dernier est à peine 


deux fois plus large que long, en arrière il est arrondi ou tronqué et aussi large 
qu'en avant. La tête est très petite relativement au tronc, moindre que chez les genres 
précédents. Les tentacules antérieurs sont petits. Les nageoires ont la forme ordinaire, 
mais sont extrémement petites (étendues, la largeur en est à peine plus grande que celle 
du tronc) et pauvres en muscles. Le pied est également assez réduit; je n'ai pu qu'avec 
difficulté en distinguer la pointe postérieure chez une des deux espèces décrites plus bas 
(CI. grandis), et pas du tout chez l’autre. Par contre, les deux parties ressemblant à des 
lèvres sont bien développées; entre elles on voit en arrière un petit mamelon (chez la Cl. 
grandis divisé en deux par un sillon longitudinal), qui se trouve aussi au même endroit 
chez les Pneumodermons et les Spongiobranches. — D'après les indications qu'on possède, 
les branchies devraient manquer, mais ce n’est pas exact, car il ya une branchie 
terminale qui a la même structure que chez les Pneumodermons; elle est surtout bien 
développée chez la nouvelle espèce décrite plus loin, mais est aussi parfaitement distincte 
chez la Cl. Krohnii. Elle se compose d’un collet bas, membraneux, à peu près circulaire, 
à l'extrémité postérieure de l'animal, d'où partent quatre arêtes membraneuses, dont deux 
peu divergentes dirigées vers le haut, et deux vers le bas. La branchie latérale fait com- 
plètement défaut. — Le trait le plus remarquable dans la structure de l'animal est la lon- 
gueur tout à fait extraordinaire qu'atteint le tube buccal (le «pénis» de Troschel). Au 
lieu du tube buccal ordinaire court et large, nous trouvons ici un long tube mince, un peu 
plus large près de l'ouverture de la bouche, mais d’ailleurs d’egale épaisseur, étroit, mus- 
culeux et ressemblant à un boyau, qui est logé dans la partie antérieure de l'animal, où il 
fait plusieurs circonvolutions; déroulé, il est 2—3 fois plus long que l’animal tout entier. 
A son extrémité postérieure, il passe dans la courte partie buccale proprement dite (avec la 
radule, la mâchoire et les sacs à crochets), à laquelle se joint un cesophage à parois minces, 
qui, lorsque le tube buccal est entièrement évaginé, doit pouvoir s'étendre jusqu'à la même 
longueur, puisque, dans le cas contraire, l'estomac devrait être entraîné dans le tube, ou 
la radule avec les sacs à crochets y rester renfermés; or, pour que le tube joue le rôle 
d'une trompe, il semble nécessaire que ces parties apparaissent au dehors, puisque autre- 
ment il ne serait armé d'aucun organe de préhension. — Pas de ventouses ni de cépha- 
locones. La radule a pour formule 5—6.1.5—6. La mâchoire est un groupe de 
faibles épines très petites. Les sacs à crochets ont le même développement que chez 
le genre Dexiobranchæa; ils forment des cavités peu profondes avec 60—70 très fortes 
épines légèrement recourbées (les sacs à crochets représentent deux des 3 «mächoires» 
de Troschel; la véritable mâchoire est la troisième). 

On a jusqu'ici regardé les Cliones comme le genre le plus voisin de la forme qui 
nous occupe, et quelques auteurs ont même rapporté à ce genre la seule espèce encore 
connue du genre Cliopsis. Elle rappelle, il est vrai, sous plusieurs rapports, les Cliones, 
par ex. en ce qui concerne la transparence et la nature à demi gélatineuse, la réduction 
du lobe postérieur du pied et l'absence de ventouses. Mais le premier de ces caractères 
est un trait commun à un très grand nombre d'animaux pélagiques, et, quant aux deux 
autres, on ne saurait y attacher qu'une faible valeur à cause de leur qualité négative. En 
réalité, ce ne sont pas les Cliones mais les genres Pneumodermon et Spongiobranchæa qui 
sont les plus voisins du genre Cliopsis. Il a de commun avec eux deux une branchie 


Vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, naturvidensk. og math. Afd. IV. 1. 29 


terminale, avec le premier la forme de cette branchie et avec le second le caractère de la 
radule. Il leur ressemble en outre en ceci, que le tronc, en arrière, est large, arrondi, non 
terminé en pointe, et que la partie postérieure du lronc n’est pas vide de viscères. Les 
sacs à crochets rappellent bien surtout ceux des Dexiobranches, mais en l'absence de tout 
autre point de contact entre les deux genres, il faut certainement ne voir dans cette res- 
semblance qu'une analogie (la faible longueur de ces organes chez les Cliopsis est évi- 
demment en connexion étroite avec la grande longueur de la trompe). 

Le genre Cliopsis est de tous les Gymnosomes le plus médusoïde et celui qui est 
le mieux adapté à la vie pélagique. C’est le plus gélatineux et celui dont les organes de 
locomotion sont le moins développés. 


1. Cl Krohnii Tr. (Fig. 107). La partie coroniforme et les quatre rayons de la 
branchie sont de minces arêtes membraneuses peu proéminentes. Cette espèce n'a été 
trouvée que dans la Méditerranée. 


2. CL grandis n. sp. Cette espèce est très voisine de la précédente, dont elle 
diffère par les caractères suivants. La branchie est beaucoup plus développée; les arêtes 
membraneuses proéminentes qui la forment sont plus épaisses; leur bord libre est droit 
(non plissé), mais la partie restante est plissée comme une collerette (ce dont il n'y a 
pas trace chez l'espèce précédente). — Les deux parties en forme de lèvres du pied et 
notamment le mamelon qui les sépare sont plus développés que chez la Cl. Krohnii. — 
La radule, chez un exemplaire de 19%, avait la formule 5.1.5 (chez un plus petit exem- 
plaire de la CI. Krohnii 6.1.6); les pointes latérales de la dent médiane sont fendues. — 
Trouvée dans la mer de Chine. 


6. Halopsyche Bronn. (= Euribia Rg., Psyche Rg.). 


Le tronc est court et large, à peu près aussi large que long, arrondi en arrière; 
de la partie antérieure de sa face dorsale s’avance un prolongement en forme de casque, 
concave sur sa face inférieure, de la même largeur que le tronc et sous lequel la tête et 
les nageoires peuvent se cacher; à la face ventrale se trouve un prolongement semblable, 
mais plus court. L’integument est peut-être un peu plus consistant que chez les autres 
Gymnosomes (mais pas beaucoup), ce qui, conjointement avec la forme particulière de 
l'animal, a fait dire à tort qu'il avait une coquille cartilagineuse. La peau non pigmentée 
est munie des glandes cutanées unicellulaires habituelles, qui ici sont très serrées el en 
partie d'une grandeur colossale. — La tête est extrêmement petite. Les tentacules 
antérieurs sont par contre plus forts que chez tout autre Gymnosome (chez les exem- 
plaires que j'ai examinés, guère moindres que les nageoires); près de la base, ils sont 
munis d'un petit rameau; les tentacules ont certainement à tort été regardés par Souleyet 


comme des organes respiratoires. — Le pied (Fig. 115) ne diffère pas du type ordinaire; 
on y remarque un lobe médian bien développé, arrondi en arrière, pointu, et deux saillies 
épaisses en forme de lèvres. — Les nageoires, qui, tout aussi peu que chez les autres 


Gymnosomes, sont en connexion avec le pied (contrairement à l'indication de Souleyet), sont 
faiblement développées; elles sont très étroites et très longues relativement à leur largeur, 


et ne s’elargissent qu'à leur extrémité. Les branchies manquent complètement. Les 
couronnes de cils postérieure et moyenne se trouvent chez les exemplaires examinés, 
mais sans étre très apparentes. — Les ventouses, de même que les sacs à crochets 
font également défaut. — La radule a la formule 1.1.1; la dent médiane n’a pas de 
pointes, les dents latérales sont de la formefordinaire (la plaque basale est peu développée). 
Il y a une mâchoire. 

Une particularité très remarquable de l’Halopsyche, c’est que, d’après Vindication 
formelle de Macdonald, elle est ovovivipare. Il a trouvé dans des Halopsyches des 
petits qui, dans les parties essentielles, avaient déjà l'aspect des adultes; ils étaient munis 
de 2 couronnes de cils et renfermés dans une «capsule». 

Bien que le genre en question soit privé de plusieurs des organes qui caractérisent 
les Gymnosomes (sacs à crochets, ventouses), il ne peut cependant y avoir le moindre doute 
qu'il n’appartienne à ce groupe (comp. les caractères des nageoires et du pied, les deux 
couronnes de cils). Il n’a aucun trait de liaison avec les Thecosomes; que les rangées de 
la radule aient 3 dents comme chez ces derniers, cela ne peut évidemment, en l'absence 
de tout autre point de contact, être pris pour un signe de parenté. — La seule espèce 
bien décrite est VH, Gaudichaudii, qui vit dans le Pacifique. 


Remarque. Dans ses «Untersuch. ti. Pterop. u. Heterop.» (p.95—97; PI. 5 Fig. 14—15), 
Gegenbaur a décrit une larve de Gymnosome qu'il n'a pu rapporter à aucun des genres 
connus; la même larve a été mentionnée par Krohn dans ses «Beitr. z. Entw. d. Pterop. u. 
Heterop.» (p. 9, dernier alinéa, et p.10 en haut; PI.1 Fig. 3). J'ai eu l’occasion d'examiner 
quelques larves venues de Messine, qui, je n’en doute pas, appartiennent à la même espèce 
que celle décrite par Gegenbaur. Les 7 exemplaires examinés ont 1—11/2"" de long, et 
sont en forme de tonneau avec 3 couronnes de cils, dont l’anterieure est distinctement 
divisée en petits morceaux, et, de même que la partie antérieure du corps, plus développée 
que chez les larves des autres Gymnosomes; de l'ouverture de la bouche, on voit un sillon 
se diriger de chaque côté et un autre en avant, de sorte que l'animal porte comme une 
étoile à trois rayons sur son extrémité antérieure; le paroi du tronc est gélatineuse, épaisse, 
et les viscères remplissent tout l'animal. L'un des exemplaires a un pied distinct avec un 
lobe médian bien développé; chez un autre, il est présent, mais encore presque rudimen- 
taire; chez aucun des 7 exemplaires, il n'y a encore de traces de nageoires. Quant aux 
sacs à crochets, on n’en voit pas; mächoire, ventouses et céphalocones font également 
défaut. La radule, qui a pour formule 4.1.4, est très particulière; la dent médiane est 
petite, sans pointes; les dents latérales, qui sont très grandes relativement à la grandeur 
de l'animal, sont très longues, très comprimées, faiblement recourbees et terminées en 
crochet, la plus intérieure est en forme de poutrelle et les autres, en forme de sabre; la 
base en est très étroite. 

Cette larve appartient sans aucun doute à un nouveau genre de Ptéropodes qui 
semble être tout à fait inconnu à l’état adulte. Dans le texte danois sont décrites les 
larves à couronnes de cils de quatre genres de Gymnosomes (Pneumodermon, Dexiobran- 

29* 


228 


chæa, Clione, Cliopsis), lesquelles se rattachent toutes étroitement aux formes adultes, tant 
en ce qui concerne la radule que les autres parties de l’armature de la bouche, de sorte 
qu'on peut bien en conclure avec un certain degré de vraisemblance qu'il en est de même 
de toutes les larves de Gymnosomes à couronnes de cils (abstraction faite de l’état em- 
bryonnaire du pied et des nageoires). Il est donc permis de croire que la larve dont il 
s’agit n'appartient ni aux Spongiobranches ni aux Halopsyche — qui n’ont du reste pas 
été trouvées dans la Méditerranée — mais à un genre spécial qui probablement ne diffère 
de la larve que pars la grandeur et par le développement du pied et des nageoires. Je pro- 
pose d'appeler ce genre Thliptodon et l'espèce en question Thl. Gegenbauri. 


229 


Register. 


(Les nombres en italiques se rapportent au Résumé français.) 


ROUE CE AT PR SOON ees NED DEER Ts lo san steve = 52 se, MERE 173 | 
COTE OR MR CE EE ro 59 | IMGlTOnEE TT. ce ce Mont 161 | 224 
COTE) on OO le 59 | (GIO es ER SEES SEES ee. 168 
NO ST INS ME NET Re ML ar HS DT IN SCHODSIBER- 154-022. avan eos esse lon 168 | 224 
AA PA LAN SEE rr cuffoimioenre 173 | iekcalrimmellawccstc. CRÉES ARS 132 | 215 
INT + SR TO En I Ie 80 | 203 (OTE) cl ERs = emis oN ee eye ee 128 

ANI NA ER OR 102 | 211 | compressa Eschsch. . . . . . . . . . . . .. 62 | 
ATSTCHOR rag Enr oie ron oie leona) sucess esc 43 | | compressa Soul. . . . . . . . ........ 85 | 205 
ETES y SSI PO ORPI t 41 | ONE SR ro one vole 140 | 
FOTO US CRD DONC Do Oe 167 | "FRED 1115: DF 5 ee sie see 115 
australis (Cleodora) ............- Kae | on ee 57.| 
RELEASE ONES => «aus 3, 5, se es. 167 GODE DIE se ei ee ee 57 
muatralia (Spirialis). le. 202 46 | Oro vw cone, sh kt eee 141 | 
australis (Spongiobranchæa) ........ 157 | 222 CIEDIPIEER tee lee lele se fetes de 140 | 

HAE NE En Use re suce Unie 54 ERST, MORE REP EE 54 | 200 
BEINEN se ane se sgiienese Sue Regs 78 | 203 cucullata : . . .. 0a een. 50 

TUE CP A IE EE 43 | 196 cusvatamoulevele reece = Jenene tee go eye c= 81 | 204 
RD AT ES ee ee een oe DE 78 | GUNVALGMA NS EYES Tee eee 131 | 
NS Se Matteo aca eto eas 162 Wen pidatabest: re ee ee 81 | 204 
MR 6 ot Gh Bo pide =< Sp olan als 47 | 196 CONICS foros cola ata to MOT pias om, 131 | 214 
CHANCES «ies ous saucers cy ens: << ec uaye 173 | |} NTS roro Cass od sinc one o enc 131 | 214 
CAICEOINS TR EN ST En 142 | HAUTE Mae SR NN dnd 6.45 138 | 216 
GNADE, oo onen 57 I RT NON AE ES js 18700215 
nl enr noce me 133 | Gymodated SET EN cl 173 | 
AO ANR ee 167 | IP ue RER A Re 131 | 
DANOUUE iota 2 Gua ess Oko io So Ne 86 | I GBEXIODEANICHEA ei 157 | 222 
AERO nd Bal 002 || MDincria eye Te 86 | 
Rte MATE MR EE eee 140 H) -idiaphamals TE een 173 | 

ON AN 2 Ce Vene ETS Se 62 | 202 | ecaudata ................... 102 
CHONROBNIC ER S ERR eco 140 | 216 | elegantissima. ................ 167 | 
that) SENE rer ie 159 | 223 elongata{Hyalæa) 2/5. Ce 123 } 
INTER tes recs Soe, acai SAR TS 150 | | elongata (Spongiobranchæa) . . . . . . .. 167 | 
DÉRDTET eo Boe ST tye RS E 141 | TIE, Re ER oo: 49 | 
HEC CN POS ET ET 50 | || EOE SS arenes crore ie 14 | 179 
DES SP CEE 59 | I JEUEIDIBBEN. 0 ru TE 171 
UT à se M Gholi II in 54 199 | EINEN NOR ea Gb, rors 69 | 

END FT A ee oe BEI EE 54 | IE ralcatasGonldieat: =. 11. 4 ERE 57 
COMMERCE 161 | | AGHA PR os CCC 80 204 


OO RER it on. 62 
MAMA = = etes ie ee D le chere 109 | 
ECHTE De SNS Te eN SERGE 167 
Hlemmnglie ee B Ag CR CO CIC 43 
Te near, ON Do fo. ao 57 
Rorskal ee ACC ce tata ce TEE 115 
HANNO AS CE ECC CCE 173 
(CTU OES re CEE 173 
Gegenbauri (Hyalæa). . +. . . . . - . . .. 109 
Gegenbauri (Thliptodon) . . . . . . . . .. 174 
PLU OEE AG End. Ol rie Ci re 109 
Ge bya Er Stas site atk a te tan toto 140 
2l0bnlosat(Hvalæa) c= tet) ke) ECC 107 
globulosa (Psyche) . . . . . . . . . . . . .. 173 
CAN GAN ICES REC ee Ono, den oes 43 
PEAVIOIS MEE 0 eee 170 
CEQA Chey MAA olen & o cut, clo 6 142 
Halo pswohewe nr FREDE ee Me Ka Net 171 
NEOUS Se See se Suche etch Melle nbn 4 
OTE a 9.8 ER A A ann 40 
ÉCART Se SENSE ENES SEE GES SE ho cho 39 
NAME EE ER Ne ee fatale tete 86 
Hyalalde, Real Re ele cote us 51 
DNA AL RN GREOUOTA) EMULE 
INHER Et Ee) ooo ee ee 48 
IHTEX ANS he ape chase! ceded cie (hay tous 123 
ITE” ORY Bach cedric 99 
EEE re reel OF ono Art 50 
LO) UT Vacs One ee ao LOS AP ST ce GAL 170 
lablata It toute RC et eher ee 123 
ENEDES icc oc SS KORS ORDE 130 
SEE ES RE ERR ES Met oe a atest 69 
lanceolataree ran FRK Koks OT Era 69 
LPBRONUR. LM Rte lu Ra Re fiers 81 
GE RIICUIVEL eee ee ere ie Ce ute 46 
UE LR RS 0 to ao 130 
ONE oh or oO ae ENT Dodo 39 
LiMACINAME EE ee ae re on 162 
JET GEG ofa Crete tree 
Nimibataß user ve Ya) re Re ec enceinte 102 
lonpieahlata er creer 167 
ESS CM OPEL OT Ok Geb 128 
JOnBirOSfnis eee Ce ee 102 
Mac Andre“. sec. Re ee ele 43 
MACTOCONINM CET EC EEE 152 
mediterranea (Glio) ... “non neue 170 
mediterraneum (Pneumodermon). . . . . » 152 
MINUTE eee ee SC EEE de 99 
miquelonensis FE CREER CE 162 
MACON CELL EE CE LR CE 94 


MINA Sone oe Date 57 
PETIT Bibs ooo pons TE 140 
HUGH ok ee Un 0 115 
neapolitanat eee oe emotes eee 140 
MOLIOLK EN TES das ono obo boo D ar 139 
ODTUBBE Ga Gtos teeta ao olay ao oe 132 
OVE HEST SEES OO oO oboe Oo Sa 132 
AI DR Bro. D 6.0 0 armen 139 
[OTOL CE PERRET EE 41 
PapiHOnACEN PETER CI 115 
DAUCITENS 20 a ae ses 160 
Pelagia, est SN a ee ee 173 
MOVE GEIS S cra Bio. ES is es 5 ol 
Beracleum ohm Guy TERE SEK ESS SER DE 39 
Peroniie(Gymbuliajicn. ee 138 
Perontit(Hyalmal ERP nn ee. 115 
Peronii (Pneumodermon) 152, 153, 155 
RAS cide ner) bas bio cal Ne CCR 107 
WOE Soo eS DBA do oooh ee ao 6 57 
MOUNTS Gon ono oo oe PTE 86 
Pnoumodermon RE nds amen 150 
HOKCOM GG ET om anhonb eo ones 65 161 
Proboscides)-w- yb EEE CRE 138 
PSYCHO PR Ged OO 6 mato Pan 171 
Bterotaih.. EN en EE EN 14 
DANCIATAEE ES Te Pole PEN ER 141 
MAC so Soc MEET bo 9 de ous 84 
UENCE ASG Alo sho o or 5er. à 167 
ATEN UE TE SEL DES ST Usd coed: oro eo 
quadnidentalarer re er CT Ce 99 
quadripunckatan. ER 139 
TaBlala TT Seren nen eue te le ete te en eee 139 | 
Rangliste ale ee 46 
TEGUNVITORLTGM LE Wen gmc 9 ooo 9 50 
TECURVUER os cayenne en te, Tu ke hate Lan este 78 
A) CN etapa meen awe ee Meee rede 50 
PUA ELSITEN Gaden co-Chostieor Od Goong Ga Soc 43 
ANE Meee Ohcue OO orate Oo aS ao oS 162 
FORCTALIB ER EE CR CRT ee 48 
LIC: TD EE CR Cet 129 
CUBE RE nee Ci er yO. A Bh 171 
LE BES EAST achat hie Mal tt ne eee 39 
COUN EE 48 
STATE SEN AE CR re et EE 140 
IE A ee Gos Gets tees 6 160 
apectabilis’ ER REP ER TRE 141 
spiniferae ame. Fre 65 
Spiratellä@.. 7... Horn ee CT 39 
SPIrIal BR RE EEE 39 
Spongiobranchæa .............'. 156 


216 


210 


213 


223 


bo 
LSS) 


SE = kayla 5 fees eee Clear ose 62 
SEITEN Pe ano ro, © oi lot or à 54 
Ar EN ie ue kale 65 
ÉTÉ OT ÉTÉ ORNE PTS ET Or ae 65 
Sr esse cuis ee Pace: EWR 67 
LO ee Se RE ee 115 
AUTEN IE See 115 
IRGC SEARS ne ee ee 171 
Hhecosomatar ae ee ee ee 16 
UNTO Gato re 174 
TUS TENE We ee ee ele 139 | 
REED DE soc oo) FE EEN EEN eet nem cn ee 49 
WHEN GELS SS oo aot a 81 
Évidentata ec Re te ei 115 


181 
228 
216 


211 


ITS DLETA sr SINE aba er 131 
WACO EC CR CS 94 
KOCH OL Be eue ee ee CE CR 45 | 
RE RER a, Ger, or 115 
tnrnitelloidesiy. Smet rel Se oe eee 49 
DUNCAN Use: Ses an In than meet 119 
HNCINALITOTIMIS cre. = + =. des ss sue, ce 119 
COQUE Te sr OR oko CE 25 0 57 
(RAT RON m cue ee LES 133 
VAS ITEM EC CR ere 123 
VERÉTICOBAR sr eee se eee Ce 46 
VOICE) ER ee ele LE Lee HR amet 153 | 
UNE to e roi or EDER OLES 57 
NAT ORNE Cometh ARE ane AN ae ee 59 


210 
196 


196 
212 


RL Granit RER we LM CANCER 
+ FRE ALU BOT ee 


jog FMI | AUCUNE LIRE AU ES . 
(SUITE Eee A? | A af FSA DET ar 
à nie! UR in wd: 4 CRE PT <9 A 1h 


LE 
rau 


on. Pr ait yt . à ef 
udn T 2 7% g à dr : 
PORN TOR ON EGA is i > thie 


MINE IE a OM, oad Fash or + ray 
KONGEN SE mens PRR 


LT SZ qu PAUL Pale st: 
tig Neal be ’ 
dg 
klamtv 1 r 
er REN Bu}: 
i t 
A 
É 
ÿ 
i 
F 
, 
t 
i 
4 
U 
y 
f »' 
i i 
É 
= as 
vA EAN, te 
Z . À CPE 
ry = vore 


= 


+ 


N PTE 


‘10 


El 


out 


ab 3b 


Skallen af forskjellige thecosome Pteropoder, set | 


ovenfra; alle Figurerne forsterrede. 


Fig. 


LS 


Cleodora Andrée. 

— cuspidata. 
Hyalæa trispinosa. 

— 4-dentata. 

= longirostris. 

— gibbosa. 

— globulosa. 

— tridentata. | 

— — , var. truncata. 1, 2a, 2b, | 
3, 4 de forskjellige Kjøle paa Skallens Ryg- | 
side. 


Hyalæa uncinata. 


= inflexa, var. lata. 


Coquille de différents Pteropodes thécosomes, vue 
d'en haut; toutes les figures sont grossies. 
Fig. 1. Cleodora Andrée 


= cuspidata. 


Hyalea trispinosa. 
— 4-dentata. 


= longirostris 
= gibbosa. 
== globulosa. 


— tridentata. 


CONIA Pw 


, var. truncata. 1, 2a, 2b, 
3, 4, les différentes côtes sur la face dorsale 
de la coquille. 

— 10. Hyalea uncinata. 


sills — inflexa, var. lata. 


KD. Vid. Selsk. Sier 6 À. mn, Afd AVT. Boas.Pteropoder. Tab1. 


Cordts dela lita 


: ] Wags ur are ah Allan. 


u, i an Nee how es diet 849 ah 
& de Fe 
' veny ithe un .® | pt4 s 10 bib 
(| er | i 
4 De Ge >. 67 anlssory hjt 
a mica, avaler, #1 sg 
L an + 
pa 61 
” 7 
2; i 
B i #4 
2 oa 
"à vi 
Dy 12) 
¥ a, i MAS LI 
Le Si brie: nt 
i ri; < à 
a DEL : dar. US Hi 


+ 


ine 


ait 


LOU UTANM, oF 
> siti will 
ae) Ba 


Lab: 


Skallen af forskjellige thecosome Pteropoder, set | Coquille de différents Ptéropodes thécosomes, vue 
fra højre Side; alle Figg. forsterr. (De samme Exem- | du côté droit (des mêmes exemplaires qui sont repré- 
plarer som er afbildede Tab. 1. Fig. 1—8, 10—11). | sentés Pl. 1, Fig. 1—8, 10—11) Toutes les figures 

sont grossies. 

Fig. 12. Cleodora Andrée. Fig. 12. Cleodora Andrée. 
— 13. — cuspidata. — 13. — cuspidata 
— 14. Hyalea trispinosa. | — 14. Hyalæa trispinosa. 
— 15. — 4-dentata. — 15. = 4-dentata. 
— 16; — longirostris. — 16: — longirostris. 
— 17. — gibbosa. M — gibbosa 
— 18. — globulosa. | — 18. — globulosa. 
— 19. — tridentata. — 19. — tridentata 
— 20. — uncinata. | — 20. — uncinata. 


— 21. — inflexa, var. lata. I re — inflexa, var, lata. 


KD. Vid. Selsk.Skr 6 R mn. dtd. IV 1 Boas. Pteropoder 


Cordts del & lifh 


Tab. 2. 


“Mal uA Va ee 


Sie 
7 


a LRO 


ut 


QUE LE Poly 


gi 

EN af N 
> x 

HAN Abus A 

ni ‘ 

Lath pid TE fl 
(IN ANNA ate ah 

OÙ NEED. 1 

Fy + 

i fr 

hai) «tote We 
LT EL 

WAR A 

arte AL, 
CARDS |: LTE, 


i yo 
rs + 
AV" ae i 
Nr } 
# +s) a? Pas teal 
i 11 à 
ACTION " 
Æ e 
all = Pa Fu RET ØR ee? 
4 i ns rs 
ape 
Pee ter d 
i 
RUN 5 rey 
ne 
L 
: 
E 


À i 2" 
y 

Cars 

, “ 

) 

er @ 

i 4 

3 


Fab St 


Fig. 22—29. Radula-Led af forskjellige thecosome | 


Pteropoder, stærkt forstørrede. 


| 
| 


Fig. 22. Limacina helicina 

— 23. Cleodora virgula. 

— 24. — striata 

== PAN = subula 

— 26. — balantium. 

— 27. Hyalwa gibbosa 

— 28. Cuvierina columnella 

— 29. Cymbulia Peronii. 

Fig. 30. Cymbulia Peronii, hele Dyret set fra Under- 
siden, nat. Størr. 

Fig 31. Tiedemannia sp. (se p. 140 infra), Vinger og | 
Snabel, lidt over nat Sterr. 

Fig. 32. Snabel af samme, slaaet om fortil, stærkere 
forstorret. 

Fig. 33. Skal af Zimacina Lesueurü, forst. 

— 34. Samme set fra den nederste Side, forst. 

— 35. Skal af Zimacina turritelloides, forst. 

— 36—37. Skal af Zimacina bulimoides, set fra 
forskjellige Sider, forstorr. 

Fig. 38. Skal af Limacina inflata, forstørr. 

— 39. Fuldstændig Skal af Cuvierina columnella, | 
noget forstørr. 

— 39bis. Operculum af Limacina reticulata, forst. 

— 39ter. Skal af C/eodora Chierchiæ, stærkt forst. 


Fig. 22— 29. Rangées transversales de la ra- 


dule chez différents Ptéropodes thécosomes, fortement 


grossies. 

Fig. 22. Limacina helicina. 

— 23. Cleodora virgula. 

— 24, — striata. 

— 25 — subula 

— 26. — balantium. 

— 27. Hyalæa gibbosa. 

— 28. Cuvierina columnella. 

— 29. Cymbulia Peronii. 

Fig. 30. Cymbulia Peronü, l'animal entier vu de la 
face inférieure, grandeur naturelle. 

Fig.31. Tiedemannia sp., nageoires et trompe, faible- 
ment grossies. 

Fig.32. Trompe de la même, retournée en avant, 
plus fortement grossie. 

Fig. 33. Coquille de la Limacina Lesuewrii, grossie. 

— 34. La même, vue de la face inférieure, grossie. 

— 35. Coquille de la Zimacina turritelloides, grossie. 

— 36—37. Coquille de la Limacina bulimoides, vue 
de différents côtés, grossie. 

Fig. 38. Coquille de la Limacina inflata, grossie. 


39. Coquille complète de la Cuvierina columnella, 
faiblement grossie. 


39 bis. Opercule de la Limacina reticulata, grossi. 


39ter. Coquille de la Cleodora Chierchiæ, forte- 
ment grossie. 


KD Vid Selsk. Shr 6. Rekke mn. Ads} 1 Boas, Pteropoder. Tab. 3. 


f Fig 26. 
Fig. 30. DE ; 
lg / 
MN, Lat : 
I ; : 
erie ) | 
LÅ \ / [2 
\ | \ 
\ V U Lig. 27. 
CEA Sy i 
SA e/a i 
IV 
Fig. 24. Fig 28. 
aS F ee! 
\ % i] UN / 
Fig. 25. 
a Cs) Fig. 29- 
Ny EEK de \ 
oa a ve SS) 
Fiq.ÎS 
Pot oe oy: 
Sy 


Fig 37. = 


N 
Fu \ 
{ \ 
/ = [cE u N 
| \ (SEN \ 
f \ { FR \ 
es ] \ RO) | | 
| 7 | / Å \ N : | 
\ — \ D / 
i ' 
A 
=e ss 
Boas & Gordts del Cordts lith Trykt hos IW Teéner & Kit 


RR ER 
B mar 
ch 1 te Hh 


des nn sk f 
ibis pts 


[A 


: ra} oie 
j “ato, AD TOUR FORM TE 
Er mm. % | 
AM B 
“ 


i sel ot TR Ve ert N 
rte” Fu tT à i ; 
i FSR Fre ave APE. west 

SENESTE LE 


we = 


$779 wh yea! 


ER i ar Lx salg PRET u 


RR UT, Fa 
OUEN 
ei. 
rn 


ut 


Pats TT 


ef COS PULL TE re 
uid LE A A ee 


Alle Figurerne mere eller mindre forsterrede. | 
Den bageste Ende af Skallen, Em- 

bryonalskallen, af forskjellige thecosome Pteropo- | 
der, stærkt forstorret. 


Fig. 


40—56. 


Tab. 4. 


Fig. 


b den bageste (hos de fleste 


Toutes les figures sont plus ou moins grossies. 

40—56. Extremite posterieure de la coquille, 
coquille embryonnaire, de différents Ptéropodes 
thécosomes, fortement grossie. 6 étranglement posté- 


den eneste) Indsnoring, f den forreste. rieur (le seul chez la plupart); f étranglement antérieur. 

Fig. 40. Cleodora virgula, af et normalt formet | Fig. 40. Cleodora virgula, d'un exemplaire de forme 
(krummet) Exemplar. normale (recourbé). 

— 41. Samme, af et mere lige Exemplar. — 41. La même, mais d'un exemplaire plus droit. 

— 42. Cleodora acicula, af et kort Exemplar. — 42. Cleodora acicula, d'un court exemplaire. 

— 43. Samme, Embryonalskallen af et langt, nor- — 43. La même, d’un long exemplaire de forme 
maltformet Exemplar. normale. 

— 43bis-ter. Cleodora Chierchie, 2 Exemplarer. — 43bis-ter. Cleodora Chierchie, 2 exemplaires. 

— 44—45. = subula, 2 Exemplarer, hos | — 4445. = subula, 2 exemplaires; chez 
45 er den forreste Indsnering forsvunden. le dernier, l'étranglement antérieur est disparu. 

— 46. Cleodora australis. — 46. Cleodora australis 

— 41. — pyramidata | — 47. — pyramidata 

— 48. — balantium. — 48. — balantium. 

— 49. — Andrea | — 49. — Andréæ. 

= D: = Pygmæa. | SE — pygmed. 

— 50bis. — compressa. — Ns — compressa 

= = cuspidata = al. — cuspidata. 

— 52. Hyalea trispinosa. — 52. Hyalea trispinosa 

— 53, — uncinata. > brs — uncinata. 

— 54. — tridentata. | = 54. — tridentata 

— "95: — longifilis — 55. = longifilis. 

— 56. Cuvierina columnella — 56. Cuvierina columnella. 

Fig. 57. Skallen af Cleodora pygmæa, set ovenfra. Fig. 57. Coquille de la Cleodora pygmæa, vue d'en haut. 

Fig. 57bis, a-c. Skallen af tre Exemplarer af samme | Fig. 57 bis, a—c. Coquille de trois exemplaires de la 
paa forskjelligt Alderstrin. I a er Omridset | même à différents åges. En a, on a indiqué 
af de sammentrukne Bloddele antydet. les contours des parties molles contractées. 

Fig. 58. Den bageste Ende af Skallen af Hyalæa tri- | Fig. 58. Extrémité postérieure de la coquille de l’Hy- 
spinosa, aftegnet ved samme Forsterr. som alea trispinosa, même grossissement que la 
Fig. 57. Fig. 57. 

Fig. 58bis. Skallen af Cleodora compressa, set ovenfra. | Fig. 58 bis. Coquille de la Cleodora compressa, vue 

; | d'en haut. 

Fig. 58ter. Skallen af et andet Exemplar af samme | Fig. 58.ter. Contours de la coquille d'un autre exem- 
Art, i Omrids. De sammentrukne Bløddele plaire de la même espèce. Les parties mol- 
antydede. | les contractées sont indiquées. 

Fig. 59—61. Skallen af Hyalea rotundata, set ovenfra, | Fig. 59—61. Coquille de | Hyalæa rotundata, vue 
nedenfra og fra højre Side. den haut, d'en bas et du côté droit. 

Fig. 62, 63, 63bis. Skallen af Hyalæa levigata, set | Fig. 62, 63, 63bis. Coquille de l'Ayalæa lœvigata, vue 
ovenfra, nedenfra og fra hojre Side. | d'en haut, d'en bas et du côté droit. 

Fig. 64. Skallen af Hyalæa longifilis, Kopi efter Tro- | Fig. 64. Coquille de l'Æyalæa longifilis; copie d’après 
schel. | Troschel. 

Fig. 65. »Endetornen» af samme Art, set fra højre | Fig. 65. La pointe terminale de la même, vue du 
Side (orig.). côté droit. 

Fig. 66. Den bageste Ende af Skallen af Ayalea tri- | Fig. 66. Extrémité postérieure de la coquille de l’Ay- 
dentata, komplet Exemplar. | alæa tridentata, exemplaire complet. 

Fig. 67. Stykke af Epithelskjoldet i Kappehulen af | Fig, 67. Fragment du bouclier épithélial dans la ca- 
Hyalæa trispinosa, set fra dets frie Flade. vité palléale de l'Zyalæa trispinosa, vu de 
a, Indsnit i Cellernes forreste Rand, k, Kjærne, | sa face libre. a, échancrure du bord an- 
0, Aabning ind til en af de krukkeformige | térieur des cellules; Æ, noyau; o, ouverture 
Hulheder. d'une des cavités urcéiformes. 

Fig. 67a. Længdesnit af samme. Fig. 67 a. Coupe longitudinale du même. 

Fig. 68. Celle med 5 Hulheder fra den bageste Del Fig.68. Cellule avec 5 cavités de la partie postérieure 


af Epithelskjoldet af Hyalæa tridentata. 


du bouclier épithélial de I’ Ayalea tridentata. 


KD. Vid. Selsk.Skr. 6 Række mn Afd IV. 1. Boas Pteropoder. Tab 4. 


Fig 40. [N Fig. 7. Fig 42. Fig 43. Fig 43,bis Fig 43,ter Fiq.44. Fig. 43. Fig. 46. Pig 47. | Fig 48 / 
ii a i = A . = 


Boas del. Cordts lith Trykt hos IW.Te$ner & Eittendorit 


ER i FRI FR; 
‘0 
u | N vi 


er u 
N ER ve SAG Titus? sy KÆR EST Kur 


IT AR 


u 


rn 
DAD 
wri) . 
er pen st eh nr 
= W; [EE 2 uy px “yt 


Be 
i gg 


; MoUUlL "1er far" 


sa vs 


U 


“ih ås 
ar ac ET 
? ‘ ‘Dice Wind MEET 
ER LAU EEE 


iz ARON TILT ie 
wa bts ma AA 
HEST AN 

i Abe Ign eon MEN! MAL Ah A 


rq “ 


, a 


v TE Hr bil 


by Tibui 
Å 


NERE TERESE 


LAS TETE era — 200 Ad 
De 


Du 


12.1) ah ably 


À 


Fig. 


Fig. 


Fig. 


Fig. 


ig. 80—83. 


Tab. 5. 


Alle Figurerne mere eller mindre forstørrede. 

69. Foden med Vingerne af Limacina helicina, 
set fra Undersiden. jf det bageste Fodparti, 
1 den højre af de longitudinale Læber, 
v Vinge, v‘ den forreste Vingelap, a Vinkel 
mellem det bageste Fodparti og Vingen (de 
avrige græske Bogstaver se Beskrivelsen i 
Texten). 

70—79. Omrids af Foden med Vingerne af for- 
skjellige Thecosomer, set fra Undersiden, det 
bageste Fodparti klappet om fortil. Bogsta- 
verne har samme Betydning som i Fig. 69. 


.10. Limacina helicina. 


71. Cleodora virgula. 


72. — striata. 

73. — subula. 

74. — pyramidata. 

75. — cuspidata, stærkt kontraheret. 


76. Hyalæa trispinosa. 

uit — tridentata 

78. — longifilis. 

79. Cuvierina columnella. 

Tværsnit af Skallen af Cleodora au- 
stralis i forskjellig Afstand fra den bageste 
Ende. Fig. 80, 3—4mm foran den bageste 
Spids, 81, 4—5mm fra samme, 82, lidt læn- 
gere fremme, 83, Mundingen. sk Sidekant, 
bk den konvexe Kjol paa Bagsiden, 1 dorsal 
Midtkjel. 


84—86. Mundingen af Skallen af forskjellige 
Exemplarer af Cleodora pyramidata. 84, af et 
smalt Exemplar af var. angusta; 85, af et 
bredere Exemplar af samme Varietet; 86, af 
var. lata. Ê 

87. Mundingen af Skallen af Cleodora cuspidata. 


88. Tværsnit af Skallen af samme, omtrent ved 
Basis af de store Sidetorne. 


89. Mundingen af Cleodora balantium. 

90. = = — pygmea. 

90bis. — = = compressa. 

91. Arret efter den affaldne bageste Del af Skallen 
af Hyalea 4-dentata. 


92. Mundingen af Cleodora Andrée. 


93. Tværsnit af Skallen af Hyalea trispinosa. 


+ 


Toutes les figures sont plus ou moins grossies. 


Fig. 69. Pied et nageoires de la Limacina helicina, 


vus de la face inférieure, f, partie postérieure 
du pied; 2, lèvre longitudinale du côté droit; 
v, nageoire; v‘, lobe antérieur de la nageoire; 
a, angle de la partie postérieure du pied 
avec la nageoire (pour les autres lettres 
grecques, voir la description dans le texte). 


ig. 70—79. Contours du pied et des nageoires de 


différents Thécosomes, vus de la face inféri- 
eure; la partie postérieure du pied est re- 
tournée en avant. — Les lettres ont la même 
signification que dans la Fig. 69. 


ig. 70. Limacina helicina. 


71. Cleodora virgula. 


72. — striata. 
— 73. — subula 
74. — pyramidata 
75. — cuspidata, le pied est fortement 
contracté. 
76. Hyalea trispinosa. 
Tih —  tridentata. 
78. —  longifilis. 


79. Cuvierina columnella. 


ig. 80—83. Coupes transversales de la coquille de 


la Cleodora australis à différentes distances 
de l'extrémité postérieure. Fig. 80, 3—4mm 
devant la pointe postérieure; Fig. 81, à 4—5mm 
de la même; Fig. 82, un peu plus en avant; 
Fig. 83, ouverture de la coquille; sk, arete 
latérale; bk, côte convexe sur la face ven- 
trale; 1, côte médiane sur la face dorsale. 


ig. 84—86. Ouverture de la coquille de différents 


exemplaires de la Cleodora pyramidata. 
Fig. 84, d'un exemplaire étroit de la var. 
angusta; Fig. 85, d'un exemplaire plus large 
de la même variété; Fig 86, de la var. lata. 


ig. 87. Ouverture de la coquille de la Cleodora cu- 


spidata. 
88. Coupe transversale de la coquille de la même; 
à peu près à la base de la grande pointe 


latérale. 
89. Ouverture de la coquille de la Cl balantium. 
90. — = = — - pygmea 
90bis. — = — — - compressa, 


91. Cicatrice laissée par la chute de la partie 
postérieure de la coquille de ’Ayalea 4-den- 
tata. 

92. Ouverture de la coquille de la Cleodora An- 
drée. 

93. Coupe transversale de la coquille de l’Æyalæa 
trispinosa. 


ÅD. Vid Selsk.Ser 6 Rakke nn AETV 1. Boas, Plerspoder. Tab.3. 


, 


v - 2 L Fig. 69. 


- ~~ 


Fig. 81 
Fig #0. 


bk 


v' 
Fig.71. à 
à, 
v v f° \ 
SF x 


bie sk 


G Fig. T2 ; Fig.83 a (v 
$ FR i 
| Dee - 
i 
4 FEN i ie > 
= X r 
€ > d 
Ca DK 
Fig. 75. 
Fath Fig-84. | j u’ = 
iq.1#. sk : > En 
4 SEN ble sk Fort \ 
>— er à | | 
f \ Fig.85. Fig.86 ig Å 
D ES x gen N — 
A aN ble | Bk À d ( 
fe ‘sk sÉ 
Fig.87._N 
3 Fig.T6. : N »° 
6 4 Fig.77. I 


cS 1 ~ ss # w 

à Ö : sk Ve > N / 
SN EEE 2 
: be sk 
Fig.78 i N Fig.83. £ 
ig ar un a 

3 I sk > \ Fig.19. A 

i ‘ 


& Fig.30 


sl NE) Eee aS NL ” Se Ed 
— = Ss sie IN NE 


Fig.90 bis Be 


Fig.91 T ion — 
= —sk à ~ sk 
15% 
IE FE BE 
3 Frege voråts hth Trykt hos Tegner y Kittendorit 


= 


4 
wiv Ap 


7 ale ening aly 7 
Wh 7 ‘ .. LA 
‘ 
aie a x Tr 

m we 
, ind BRIG) 7 
a 4 Lar si W 
nil Sår Ne 2 
aw 4 Ore TEL ; 
us ald thule i 
NUL LAB BEE 
o 
= ("u Ta PTE LATTES 
2 
ye Le u oP an 
+ 
JU hd ‘i u 
à 
EI PET 
i ah AT 
7 - ng . 
Pa É rr ‘ 
aa , write 
rige i 
hj 
pa vieeny ie à 
+ wilt 9 rør 
i LA) 
nt 18 
P i? 2 
ini ’ ask Hed 
TL 4 
hai: i 
Pie ii 
heen 44 I 
— ul 2 
. 
‘ 
an. 


iw 


FLAN 


y 
ei 
>. 


Fig. 


Fig. 


Fig. 


Fig. 


Fig. 


94. 


95. 


. 96. 


. 97a-d. Forskjellige Exemplarer af var. convexa af 


98. 


99. 


100. 


Tab. 6. 


En Række Skaller af Cleodora virgula-acicula 
(fra venstre Side) for at vise Formforskjellene 
indenfor denne Art (alias: disse Arter) og 
den sukcessive Overgang fra virgula- til 
acicula-Formen; alle forsterrede lige meget. 
a-o er regnede for virgula, p-u for acicula. 


Lignende Suite af Cuvierina columnella, set 
nedenfra. a-c, var. wrceolaris, fra det Kine- 
siske Hav; d, et Exemplar fra det Indiske 
Hav (Nr. 80), som kommer hine særdeles 
nær i Formen; e, f og n_er ligeledes fra 
det Indiske Hav, g fra det Store Ocean, À 
og à uden Lokal., Resten fra Atlanterhavet. 


Cleodora pyramidata, ovenfra. 
alle var. angusta, g var. lata. 


a-f tilhører 


samme Art (stærkere Forsterr. end i Fig. 96). 
e lille Exemplar, nermest at henfore til var. 
lata, fra det sydl. Atlanterhav (Nr. 106), af- 
bildet til Sammenligning med de andre, ved | 
samme Forstorrelse. 
Hyalea inflexa, ovenfra. 
g-l lata. 

Hyalæa gibbosa, fra højre Side. a Exemplar 
fra det Indiske Ocean, 5 fra det sydlige At- 
lanterhav (Nr. 48), c-d fra det nordlige 
(Nr. 14). | 
Hyalæa tridentata. a fuldstændigt Exem- 
plar fra ostlige Stille Hav (Nr. 65), à fra 
samme Hav-(Nr 66), c fra det Indiske Hav | 
(Nr. 48), d fra Kinesiske Hav (Nr. 62), e At- | 
lanterhavet (Nr. 8). Suiten viser Overgangen | 
fra affinis til den typiske tridentata. 


a-f var. longa, 


Fig. 


Fig. 


Fig. 


Fig. 


Fig. 


94. 


95. 


. 96. 


. 97a-d. 


98. 


99. 


100. 


Série de coquilles de la Oleodora virgula- 
acicula, vues du côté gauche, pour montrer 
les différences de forme que présente cette 
espèce (alias ces espèces) et le passage suc- 
cessit de la forme wirgula à la forme acicula; 
toutes ont le même grossissement. a-o, vir- 
gula, p-u, l'acicula 

Série semblable de coquilles de la Cuvierina 
columnella, vues d'en bas. a-c, var. urceolaris 
de la mer de Chine; d, exemplaire de l'Océan 
Indien (No. 80), qui est très semblable aux 
précédents; e, f et n proviennent également 
de l'Océan Indien; g, exemplaire du Pacifique; 
h et i, sans indications de localités; le reste 
provient de l'Atlantique. 

Cleodora pyramidata, vue d’en haut; a-f, se 
rapportent tous à la var. angusta; g, à la 
var. lata. 

Différents exemplaires de la var. convera 
de la même espèce (grossissement plus fort 
que dans la Fig. 96). e, petit exemplaire de 
l'Atlantique Sud qui doit être rapporté à la 
var. lata (No. 106), représenté comme compa- 
raison avec les autres; même grossissement. 
Hyalea inflexa, vue d'en haut. a-f, var. 
longa; g-l, var. lata. 

Hyalæa gibbosa, vue du côté droit a, exem- 
plaire de l'Océan Indien; 6, de l'Atlantique 
Sud (No. 48); c-d, de l'Atlantique Nord 
(No. 14). 

Hyalæa tridentata. a, exemplaire complet 
du Pacifique Est (No. 65); 6, de la même 
mer (No. 66); c, de l'Océan Indien (No. 48); 
d, de la mer de Chine (No. 62); e, de l’At- 
lantique (No.8). La série montre le passage 
de l'A. affinis à VH. tridentata typique. 


Ë 
he 
« 


K.D.Vid. Selsk. Sir. 6 R. mzn Afd. IV I. 


Edge au 


deu HOY Lait ul in od SETE 
matt À Art. 408 ur mul 
Mm In id ana eat an lg oh 
ini oT a m bte ONG tag 
7 | Gate epe 
> Klärung Neun: “Seat tint à Son 
À AW Ben Ina Someday su” 
minimes Rasa fo ot ri pt Ab arf 
dh big wa ait A pont MIT li di 
Rte hate Innereien 
ai SMS. ile vov hot 
muse FOR ur eyed ea KOR anni 
D UE TT ENT tee RTC MEET dal 
La ig war HALEN 10s, at a 
An WARES Ht aout anne rl ae 
le” ll A amit chi). I ah 
Zn un mio) de To ep 


al ) 


> vin te Salta Alin. ol Sem ol oh 
VOU Atay 
ER in rin ar ru LED 
De wh ane Are øn] 
ung, Alan) sited al p+ star oon! 
, ge Ta out add 
hr ru ite Bb Mind ently 
an: Nini ong ewan ab 
me $4, . wera CED ee 


man Mina) en wT Tory 


QUIL ILES TENTE 


ESS a ite eg bien 
u Pr halle" nt dpi Fron 
aut set sir A an 

= i Ål nf las tag of TE od 

. nase, u Series) re ee fan 
se Abs an a Fa ren le 

2 D Sur Hit wh rm on el WY 
Matin EUT ETT EA iranien 

7 TE Shee Conte ol wb endet Lonnie 

gå AT eu Hee at ah dermed ET LEITET TI 
ap ET tae lie a an 
A, » sh At a Diet he Serine) cow au 


ert bag Op tie loi) levn nal 
any STI wir A nal: ot u Sap 
DLLD RETURN (ly me Al MNT 
4 fy vakte" mu Me oF 
So Wh avy så gio a hip 


nor] ara ine 
, uns ath 


Alien a 


PETE NO 
KL! 
ob aka lame 

. run“ Bll He SHS renen ly 
| tr mini NIUE 4% 
194: on a 
nebenan. ah Km 
mar Do bg ub run 


d'A a iy 


tat 


un 


t 


(othe hate 
hth 


lien, 


MIA IUT 
' 
annie 


WA Why 


ia kulons wh only Hos état EST un 


FON Beh EN VTT ET ery ies pigtail 


UL pel 


AOF UT 


bone y 


CL MMOD East 25h moine à € It ale" 


ein) 


Fait 


LU TIR 


; ohn Mat 


A rot rt. aera to sold 
eo aid box ond 
shui abi ol gan 

tithe 
BONE A ut rt Wt tte wis Brey 


TAA 


Il 
i “welter 


ana) Da mom ur) 
. 


ira nn 


VE... rat 
GITE 
ar 
LE 
lito 
NEST 


Ua 


een en 


een) 
BTE 
DONNE ı 
MB a vous 
AIT tt "ane 
DIN MUST agedlits 


PAO | wii 


ln 
TEN Viorel ty 


TRE vi Are 


AA | 


input. Fast entre 
DIET 
spmalılin nad 


OMe nubn 


rl 
un lo Bo 


aaadıy 


ung 


‘ha tie . 2 
N oo elie 
logue iad .b) 
I 
AA DLL DETTES 
na ef 
tu ri 


rum! 


vous 1 Are nt} 


Hil we Le né mir mel 


lse dd, ch tele 


of "4 ‚oA av om mat OTIS TS TA] 
N 


THe eee qi 


on Thay 


Wie 


mM 
vun2 
vb 


PUT Ley 


n. {it Ghee 


Heh Man URTER TET] 


vet) nenn 


m 


an 


vite 


LIN où Mol sener un dee at 


na 


aren 


sahne wi pas eye æn mt 
mt 


ant 


lio’ On) durite Alma hte 


“Ghee Nan nu 


iu sent 


[HELE ‘ mn ble nu 


LUTTE arog Miku led di EN 


DB met TE TEE RES MENTALE HAN N 
him 


mar 4 


wa 


ui 


PAPA, Im SARI, Siro LET 
NIET IT Ale: sh 
Me yao. Hal 


van 


nu 


eile “Hot UU ET] 


Moat 
(À 


rx 


oy PTIT TETE ah ih 


af nl ion es AE nn 


lunaire 
r r 


IE 


in 


ni ox 


wre 


meh iy 
mink be 


m måbende 


terra MAL EL TEL 


UN] und BANET wie 


ALT SVO ae hov 
[be LV LUS 


1 ATMLA 
, aay Gory aryl? 


LUI EN Sree 34 


[DIEU 


TUM Ce inh a 
TIER 


tan u ITALIE NT EN 


ve sanne. ur relate Pt LU 


edel ei Calais QUENTIN COTE 


un or reg moon nea mal sod wii 
au neh ial. naar Wi wa 
Ag ny} 
< > 
i 
i y 
Md 4 
é 
nd » = 


Alain all valle lan vost din ; 


Teg whit 


p wo 
Hat sd | 
E 
"et | i 
Wir 
2 « 
U 
aot a - 
- i 4 
EL 
Tut att 
- 
mu sr ES 
* 1 
. rå 2 
~~ | 
EU | 
* 
U 
ve 
+ Fund 5 id 


a ut alt % 


we 


Why gt = 


Tab: ‘7. å 


Alle Figurer mere eller mindre forstørrede. 
Fig. 101. Clione limacina, set fra Bugsiden, Hoved- 
keglerne er udstrakte. Paa højre Side af 
Foden, med dens to store Læber og bageste 
lille Spids, ses den udkrængede togrenede 
Penis. 
Clione limacina, to Individer i Parring. Ho- 
vedkeglerne indtrukne. 
Fig. 103. Larve af Clione limacina med 3 Fimre- 
kranse. Foden med forholdsvis stor bageste 
Flig. 
Dexiobranchæa ciliata, Exemplar fra det 
nordlige Atlanterhav. De parrede Arme ud- 
strakte, den uparrede er skjult i Mundhulen. 
Fodens to læbeagtige Dele slaaede ud til 
Siden; Midtfligen meget lang. Paa hejre 
Side ses Anus; længere tilbage Sidegjællen. 
Den midterste og bageste Fimrekrans er der 
endnu tydelige Spor tilbage af. 


Fig. 102. 


Fig. 104. 


Fig. 105—106. Dewiobranchea paucidens, med ud- 
krænget Mundrer, set fra hojre Side og fra 
Bugsiden. a, den bageste (i udkrænget 
Tilstand forreste), snævrere Del af Mund- 
røret. Man ser Kredsen af Sugekopper, 
svarende til de parrede Arme hos andre 
Gymnosomer, samt den uparrede Arm med 
en stor terminal og fire mindre, laterale 
Sugeskaale. Fimrekransene som hos fore- 
gaaende. 

Cliopsis Krohnii, set fra Bugsiden. Man 
ser de smaa Vinger, Penis (p), Foden, hvis 
to Læber paa det aftegnede Exemplar er 
slaaede ud til Siden, Nucleus, den tykke 
geléagtige Kropvæg, Gjællen paa Bagenden. 


Fig. 107. 


Fig. 108. Tarmkanalen af Cliopsis grandis. Paa et 
vedhængende Stykke af Hovedets Hud ses 
de forreste Tentakler (¢) i indtrukken Til- 
stand og mellem dem den spalteformige 
Indgang til det lange, tarmagtige Mundror 


(dette sidste er tegnet noget for kort). à 


Buccalpartiet, sp Spytkjertel; bagved Buc- | 


calpartiet ses Spisereret. Til hejre ses et 
Stykke af Kroppens Hud med Anus, som 
ved en kort Tarm er forbunden med Maven. 


Fig. 109. Kjonsapparatet af samme. % den herma- 
phroditiske Kjonskjertel, s2 stor Kjertel i 
Forbindelse med dennes Udferselsgang, rs 
Receptaculum seminis, 
fra denne fører en Rende paa Dyrets Hud 
hen til Aabningen for den indkrængede 
Penis, p. 


aa Kjensaabning; | 


Toutes les figures sont plus ou moins grossies. 
Fig. 101. Clione limacina, vue de la face ventrale. 
Les cephalocones sont etendus. A droite 
du pied, avec ses deux grandes lèvres et sa 
petite pointe postérieure, on voit le pénis 
bifurqué évaginé. 

Clione limacina, deux individus accouplés. 
Les céphalocones sont rentrés 

Fig. 103. Larve de la Clione limacina, avec 3 couronnes 
de cils. Le lobe postérieur du pied est 
relativement grand. 

Dexiobranchæa ciliata. Exemplaire de l’At- 
lantique Nord. Les bras pairs sont étendus, 
le bras impair est caché dans la cavité buc- 
cale. Les deux parties du pied en forme 
de lèvres sont rejetées sur le côté; le lobe 
médian est très long. A droite, on voit 
Panus, et plus loin en arrière la branchie 
laterale. Il y a encore des traces distinctes 
de la couronne de cils médiane et de la 
postérieure. 

Fig. 105—106. Dexiobranchæa paucidens, avec le tube 
buccal évaginé, vue du côté droit et de la 
face ventrale. a, la partie postérieure (anté- 
rieure lorsque le tube buccal est évaginé) 
plus étroite du tube buccal. On voit le cercle 
de ventouses correspondant aux bras pairs 
chez d’autres Gymnosomes, et le bras impair 
avec une grande ventouse terminale et quatre 
latérales plus petites. Couronnes de cils, 
comme chez la précédente. 

Cliopsis Krohnii, vue de la face ventrale. 
On voit les petites nageoires, le pénis (p), 
le pied, dont les deux lèvres, sur l'exem- 
plaire représenté, sont rejetées sur le côté, 
le nucléus, la paroi du tronc épaisse et 
gélatineuse, la branchie terminale. 

Canal intestinal de la Cliopsis grandis. Sur 
un morceau adherent de la peau de la tete, 
on voit les tentacules antérieurs (¢) rentrés, 
et entre eux l'entrée en forme de fente du 
long tube buccal (ce dernier est un peu trop 
court sur la figure). 6, partie buccale pro- 
prement dite; sp, glande salivaire; derrière 
la partie buccale, on voit l’æœsophage, et à 
droite, un morceau de la peau du tronc 
avec l'anus, qui est en rapport avec l'estomac 
par un intestin court. 

Appareil génital de la même. &, glande her- 
maphrodite; sl, grosse glande sur son con- 
duit excréteur; rs, receptaculum seminis; 
aa, orifice génital, qu'un sillon sur la peau 
de l'animal met en communication avec 
l'ouverture du pénis invaginé (p). 


Fig. 102. 


Fig. 104. 


Fig. 107. 


Fig. 108. 


Fig. 109. 


K D Vid Selsk. Shr. 6 Række. mn Afd. IV 1. Boas, Pteropoder. Tab. 7. 


Cordis del & Tith Trykt hos LW Tegner 4 Kittendorff 


ers 
ite 
i 1H 
ia eu Ar 
ningen LL | 

å it 


nes 


ve aan 


a Shh Maitre) à 
> 


an ue. be DIT 


warn 
POP PEUT 
AR 
mail af oh lies anctveuiny Aen 
À Q Y 


AMEN NEUTRE 


Sete aT 
Land + 
trail 
NIE TE ST Te 
dés ru Lai 
Toh VE 
EHEN En, 
IE N Tr I 


ee ga 


Tab: =: 


Fig. 110. Larve af en Pneumodermon fra Messina med 

udstrakte Arme. v Anlæg til Vinger; imel- 

lem dem ses Anlægget til Foden. f, m og 

b, forreste, mellemste og bageste Fimrekrans; 

Fimrehaarene var som en Følge af Kon- 

servationen sammenklæbede og dannede 

fremstaaende Valke. 

Forreste Del af Pneumodermon Peronii for 

at vise Fodens Bygning. p den indkræn- 

gede Penis’ Aabning, v den sammenkrym- 

pede Vinge. 

Fig. 112. Samme Del af Spongiobranchea australis 
v Vinge, p som i Fig. 111. 

Fig. 113. En af de store Sugeskaale af Dexiobran- 
chea ciliata. 

Fig. 114—114a. Den store terminale Sugeskaal 
Dex. simplex, set ovenfra og fra Siden. 

Fig. 115. Halopsyche Gaudichaudii: Fod (f), Vinger 
(v), Tentakler (¢), Mundaabning (m). 


Fig. 111. 


af 


Fig. 116. Radula-Led af Dexiobranchæa ciliata. 


Fig. 117. Sidetænderne af samme, set fra den basale 
Side. 
Fig. 118. Fire Tender af en Lengderekke af samme. 


Fig. 119. Kjæbe af samme. 

Fig. 120. Midttand og inderste Sidetand af Spongio- 
branchea australis. 

Fig. 121. Radula-Led af Oliopsis Krohnü. 


Fig. 122. Radula-Led af Thliptodon Gegenbauri. 


Fig. 110. Larve d’un Pneumodermon de Messine, avec 
les bras étendus. v, les nageoires encore 
petites; entre eux, le pied; f, m et b, cou- 
ronnes de cils antérieure, médiane et posté- 
rieure. Les cils de ces couronnes, par suite 
de la conservation, étaient agglutinés et 
formaient des bourrelets proéminents. 


Fig. 111. Partie antérieure du Pneumodermon Peronii, 
pour montrer la structure du pied p, ouver- 
ture du pénis invaginé; v, la nageoire ré- 
trécie. 

Fig. 112. Même partie de la Spongiobranchea australis, 


v, nageoire; p, comme dans la Fig. 111. 


Fig. 113. Une des grandes ventouses de la Dexio- 
branchea ciliata. 

Fig. 114—114 a. La grande ventouse terminale de la 
Dex. simplex, vue d'un haut et de côté. 

Fig. 115. Halopsyche Gaudichaudii: f, pied; v, na- 


geoires; ¢, tentacules; m, ouverture de la 
bouche. 

116. Rangée transversale de la radule de la Dexio- 
branchea ciliata. 


Fig. 


Fig. 117. Dents latérales de la même, vues du côté 
basal. 
Fig. 118. Quatre dents d'une rangée longitudinale de 


la même espèce. 

119. Mächoire de la même. 

120. Dent médiane et dent latérale intérieure de 
la Spongiobranchea australis. 


Fig. 
Fig. 


Fig. 121. Rangée transversale de la radule de la Cliop- 
sis Krohnü. 
Fig. 122. Rangée transversale de la radule du Thlip- 


todon Gegenbauri. 


HD. Vid. Selsk. Shr. 6 Rekke.m.n. Afd IV 1.Boas, Pteropoder. Tabs. 


Fig. tlh Fig. 1h « 
fi i 


| 
Fig. Ub 
= \ À 
N, \ a \ WV UNN Sn 
a y as 
IN NN \ \\ a; 77 Ip 
) } i : Y NN 
Fig 120 Fıg.121. Fig. 17 
PA ) FENG 2 IN stave BØ Ke) LE 
JL opr M 
Å > f SNA Shy IN } : 
À A £ AN NR fy 
Car - NY VV LA 
YA 4 
Fig 119. 


nas gs T Tee TT r nant pin TU Todnar oT 7 
- Boas & Cordis del Cordts lith Trykt hos LW. Tegner & Kittendorff 


Om Anvendelsen af 


Middelgradationernes Metode 
paa 
Lyssansen. 


Af 


Dr. phil. Alfr. Lehmann. 


Vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, naturvidenskabelig og mathematisk Afd. IV. 2. 


Kjøbenhavn. 
Bianco Lunos Kgl. Hof-Bogtrykkeri (F. Dreyer). 


1886. 


ne 


daim À m 


eo Berne 


ET 


KATTE 


Indhold. 


Pag. 
MATE SE re PP AT RS Br At Cost On OO OS SN On ob AN ON CO RO 237. 
Kone piece Orsopsres i tatenmer ee ee een Cm el eue le elie) ee ee «Ns. eee ci 240. 
Kvantitativ Bestemmelse af Lyskontrasten . . . .. ee blo GO Od in Caco or DAC 6 Go Deo 250. 
cE FA SECS OE AHTINALIOM | 0. - ee anderen hPa caso yaks ore cu sSreze de; anette cons Se tay end 


30° 


. 


rule 
D trite I hir re. 
alerted 0 


Indledning. 


Saavidt vides, foreligger der ikke andre Undersøgelser") over Lyssansen efter Middelgrada- 
tionernes Metode end det ene Arbejde af Delboeuf, i hvilket Metodens Mulighed for 
første Gang er paavist?). Ved disse Forsøg konstaterer Delboeuf som bekendt Gyldig- 
heden af den Weberske Lov indenfor temmelig vide Grænser”). Men da nu Aubert ved 
Anvendelsen af de netop mærkelige Forskelles Metode har paavist, at den Weberske Lov 
strængt taget slet ikke gælder for Lyssansen, saa opstaar naturlig det Spørgsmaal, om 
disse afvigende Resultater ikke kunne forklares ved de anvendte Metoders Forskellighed. 
Og da særlig den Delboeufske Metodes praktiske Brugbarhed og Nøjagtighed, som alt sagt, 
endnu ikke er undersøgt, saa ligger det nær at underkaste den en kritisk Prøve. Efter 
Hr. Prof. Wundts Opfordring overtog jeg derfor i Efteraaret 1885 Ledelsen af en Række 
Undersøgelser i hans psykofysiske Laboratorium med det Formaal: at bestemme Brugbar- 
heden af Middelgradationernes Metode for Lyssansens Vedkommende. 

Strax ved de indledende Forsøg viste det sig, at den af Delboeuf trufne Forsøgs- 
anordning umulig kunde give nøjagtige Resultater. Naar man nemlig, som Delboeuf har 
gjort det, fremstiller de tre Flader, hvis Lysninger skal sammenlignes, som tre umiddel- 
bart til hinanden grænsende koncentriske Ringe, saa opstaar der ved Berøringslinjerne en 
meget stærk successiv-simultan Kontrast. Man ser som Foige deraf ikke tre men sex til 
otte Ringe af forskellig Lysning. Denne Ulempe lod sig muligvis overvinde ved at tage de 
tre oprindelige Ringes Brede tilstrækkelig stor. Men ved en Brede af 5 cm. for hver Ring, 
hvilket var den største Brede, som vore Rotalionsapparaters Form tillod os at prøve, var 
det os endnu umuligt at vurdere med Sikkerhed, naar Jagttageren havde en Afstand af 
c. 2 m. fra Apparatet. Der dannede sig da kun en ganske smal, tilsyneladende kontrastfri 
Ring, der adskilte Grænsekontrastringene fra hinanden, idet disses Brede omtrent var 2 cm. 
Gaar man nu ud fra, at Grænsekontrasten har en saadan Udstrækning, at den ses under 


1) Bretons Forsøg maa snarere kaldes en Demonstration af Metoden end en Undersøgelse. Jvf. Müller: 
Zur Grundlegung der Psychophysik pag. 164. 

2) Etude psychophysique, Bruxelles 1873. 

3) Anf. Skrift pag. 46. 


238 6 


en bestemt Synsvinkel, saa maatte den ved Delbocufs Forsog, hvor lagttageren rimeligvis 
som oftest har havt en Afstand af I m. fra Apparatet!), strække sig 1 cm. ud over Ringene 
fra begge Sider. Men Delboeufs Ringe vare kun 2,3 cm. brede?), og maa altsaa have 
været næsten fuldstendig dækkede af Grænsekontrasten. Hvorledes del under disse Om- 
stendigheder har været lagttagerne muligt at afgive et sikkert Skon, er mig egenlig 
en Gaade à). 

Til den Vanskelighed, som Grænsekontrasten altid maa berede, selv ved nok saa 
stor en Brede af Ringene, kommer endnu et andet Forhold, som gjorde det nodvendigt for 
vs at forlade den Delboeufske Forsogsanordning. Ved alle psykophysiske Forsøg, spiller, 
som man véd, den rumlige Ordning en meget væsenlig Rolle. Naar man derfor, som Del- 
boeuf, indretter sig saaledes, at den mørkeste Ring stadig er den yderste, den lyseste 
den inderste, saa indforer man derved muligvis en konstant Fejl i Resultaterne, hvilken 
lader sig eliminere ved, at de tre Ringe afvexlende indtage alle mulige Stillinger til hin- 
anden. I al Fald maa man, naar man sætter sig til Opgave at underkaste Metoden en 
kritisk Prøve, ogsaa have Opmærksomheden henvendt paa dette Forhold. Men at udføre 
slige Forsøg med koncentriske Ringe vil ikke blot have sine praktiske Vanskeligheder, men 
ogsaa være meget tidsspildende paa Grund af det store Antal Kombinationer, der maa prøves. 
Efter Hr. Prof. Wundts Forslag blev derfor Delboeufs Anordning strax opgivet, og føl- 
gende mere praktiske Fremgangsmaade gennemført. 

Som Objekter tjente tre cirkulære Skiver, der hver for sig kunde sættes i hurtig 
Rotation om en Axe gennem Centrum ved Hjælp af et Urværk. Skivernes Radius var 
10 cm., og i øvrigt var de alle tre ens, udførte af hvidt stift Kartonpapir og delte ved to 
paa hinanden vinkelrette Diametre i fire Sektorer, af hvilke to diametralt modsatte vare 
malede sorte, medens de to andre havde Papirets naturlige Farve. Skivernes Udseende var 

altsaa det i Fig. A viste. Til hver Skive hørte et Par 

B Dobbeltsektorer, udfort af samme Slags Kartonpapir, 
med en Radius — 10 em. og en Centervinkel paa 
É 90°. (Se Fig. B). Af hvert Par var den ene umalet, 
mn a den anden malet sort med det samme Farvestof 
| /  (Parisersort), der var benyttet til Skiverne. Naar 


> nu f. Ex. en sort Dobbeltsektor blev anbragt paa 
samme Axe som en af Skiverne, saa kunde man 


1) Jagttagerens Afstand er i Almindelighed ikke anført, kun pag. 70 i det nævnte Skrift findes en 
saadan angivet, der synes at have Gyldighed for de fleste Tilfælde. 

*) Anf. Skrift pag. 52. 

*) Jeg skal dog nedenfor ved passende Lejlighed fremdrage et Faktum, som rimeligvis kan kaste noget 
Lys over denne Sag. 


7 239 


altsaa, ved at lade den dække større eller mindre Partier af det hvide, forandre den 
roterende Skives Lysning mellem Grænserne 360° sort og 180° sort + 180° hvidt. 
Og paa lignende Maade kunde man ved at lade den hvide Dobbeltsektor dække Skivens 
sorte Sektorer frembringe alle mulige Kombinationer mellem 180° sort + 180° hvidt og 
360° hvidt. Paa Skivernes Bagside var anbragt en Gradinddeling, der tillod en nem og 
nøjagtig Indstilling af hvilken som helst Kombination af sort og hvidt. For bagfra at kunne 
iagttage Dobbeltsektorernes Stilling og aflæse Gradantallet, var disse forsynede med et lille 
Fremspring (/, Fig. B), der ragede ud over Skiven. Gradinddelingen var naturligvis 
udført med størst mulig Nojagtighed, og da 1° paa en Cirkel med 10 cm. Radius er om- 
trent 1,7 mm. lineært Maal, saa lod der sig med Lethed aflæse halve Grader. 

For at sikre os en fuldstændig konstant Belysning fra Dag til Dag bleve Forsøgene 
udførte i det mørke Kammer ved kunstig Belysning. Valget af denne voldte imidlertid nogen | 
Vanskelighed. Normal-Spermacetlys kunne rimeligvis antages at have en konstant Lysstyrke, 
saalænge der er fuldstændig Ro i Luften, men enhver Bevægelse, der bringer Flammen til at 
flagre, maa nødvendigvis fremkalde en ujevn Smeltning af Stearinet og dermed en Forandring af 
Lysstyrken. Dette Belysningsmiddel maatte derfor uden nærmere Prøve paa Forhaand opgives. 
De Moderatørlamper, Oljelamper, som ved tidligere Forsøg i Laboratoriet havde gjort god 
Tjeneste, viste sig imidlertid at lide af uhelbredelige Alderdomssvagheder, og da der altsaa 
maalte anskaffes nye, foretrak jeg Petroleumslamper, der ere langt lettere at holde i Orden 
og regulere end Oljelamperne. Med vore specielle Formaal for Øje lod jeg lave to cylindriske 
Blikbeholdere, 10 cm. høje og 12 cm. i Diameter, til hvilke der paa sædvanlig Maade blev 
fastskruet Rundbrændere af de størst mulige Dimensioner (Brænderens Maal foroven 
— 2,5 cm. udvendig Maal). Beholderens store Diameter skulde forhindre en betydelig Niveau- 
forandring i den korte Tid (c. 2 Timer), som der uden Standsning kunde arbejdes, men det 
viste sig iøvrigt ved en Række foreløbige Forsøg, at en Niveauforandring ingen paaviselig 
Indflydelse havde paa Lysstyrken. Flammehøjden, maalt fra Brænderens Overkant til Flamme- 
spidsen, syntes i det hele taget at være den eneste Faktor af Betydning. Naar den ved 
nøjagtig Regulering var gjort lige slor i begge Lamper, saa lod der sig ikke fotometrisk 
paavise nogen Forskel i Lysstyrken. Der blev derfor engang for alle fastsat et bestemt 
Maal (7 cm.) for Flammehøjden ved samtlige Forsøg, og en Forandring af denne Størrelse lod sig 
som sagt neppe paavise i Løbet af et Par Timer. De tre Rotationsapparater, der satte 
Skiverne i Bevægelse, blev opstillede saaledes, at Skiverne stod i samme lodrette Plan saa 
nær som mulig ved hinanden. I 170 cm. Afstand anbragtes Lamperne. Herved er imid- 
lertid at bemærke, at Lampernes Stilling ingenlunde er ligegyldig. Stilles de begge overfor 
den midterste Skive, saa er det indlysende, at denne, hvis Afstand fra Lyskilden nu er 
kortere end de to andre Skivers, og som tilmed belyses ved vinkelret indfaldende Lys, 
nødvendigvis maa blive stærkere belyst end de to andre. Fjærnes derpaa Lamperne hver 


240 8 


til sin Side fra Symetrilinjen (den vinkelrette Linje paa den midterste Skive i dennes 
Centrum), idet dog Afstanden fra Skivernes Plan forbliver uforandret, saa formindskes Be- 
lysningen paa den midterste Skive, medens den voxer for de to andres Vedkommende, og 
der maa altsaa kunne findes en Stilling, hvor alle tre Skiver ere lige stærkt belyste. Et 
Forsøg paa at løse Problemet ad theoretisk Vej mislykkedes for saa vidt, som man ved at 
tage Hensyn baade til Lampernes Afstande og Lysets Indfaldsvinkler kommer til en saa 
kompliceret Ligning, at det vilde koste mere Arbejde at løse den, end Sagen er værd. Med 
en for det praktiske Behov tilstrækkelig Nøjagtighed lader Lampernes Stilling sig finde 
rent experimentalt. De tre Skiver stilles nøjagtig paa samme Gradantal og sættes i Rota- 
tion; ud fra Midtstillingen forskydes Lamperne såa hver til sin Side, indtil en Forskel 
mellem de tre Skiver ikke længer kan iagttages. Dette indtraf ved en Afstand af 55 cm. 
fra Symmetrilinjen, og denne Stilling beholdt Lamperne derfor ved alle Forsøg med tre 
Skiver. — Det behøver iøvrigt ikke nærmere Omtale, at Lamperne vare omgivne med en 
Kappe af sort Papir, der holdt alt generende Lys borte fra lagttageren, hvis Plads var 
umiddelbart bag Lamperne. 

Inden vi nu gaa over til en nærmere Omtale af selve Forsøgene, skal jeg blot be- 
mærke, at samtlige i det følgende anførte Forsøg ere anstillede i Forening med Hr. Mag. 
H. Neiglick fra Helsingfors, og det skyldes væsenlig hans Ihærdighed og den Beredvillighed, 
hvormed han stillede sin Tid til Disposilion, at det overhovedet lykkedes mig at føre Under- 
søgelserne igennem. 


Foreløbige Forsøgsresultater. 


Det første Maal for vore Undersøgelser var at bestemme de tidslige og rumlige 
Forholds Betydning for Metoden. — Hvad de første angaa, er Sagen følgende. Da Opgaven 
er at finde den Størrelse af den variable Skives hvide Sektor, ved hvilken Skivens Lysning 
for det subjektive Skøn ligger midt imellem en lys og en mørk Skives, saa bliver der ved 
en rationel Bestemmelse af denne Størrelse to Veje at gaa. Man kan enten begynde med 
at indstille saa lille en Sektor, at Skiven afgjort er for mørk, og nu langsomt forøge dens 
Lysning indtil det Punkt, hvor den større Lighed med den mørke Skive er forsvunden, og 
hvor man altsaa har en nedre Grænse for Midten; idet man nu gaar videre, finder man 
en øvre Grænse for Midten dér, hvor Skiven begynder at blive for lys. Eller ogsaa kan 
man gaa den modsatte Vej, idet den variable Skive til at begynde med er afgjort for lys. 
Det ligger nu i Sagens egen Natur, at man ad disse to Veje, af hvilke vi ville kalde den 
første den opadgaaende 4, den sidste den nedadgaaende 4, ikke nødvendigvis maa komme 
til samme Resultat. For ikke at indføre en Fejl, maa man altsaa stadig gaa begge Veje 
og betragte Middeltallet af de saaledes fundne Værdier som den rette. Ved alle vore 
Forsøg have vi, for saa vidt mulig at eliminere Tilfældigheder, altid gjort Bestemmelsen to 


9 | 941 


Gange, i Almindelighed paa forskellige Dage. Vi have saaledes ialt 8 Grænseværdier for 
Midten, og tages Middeltallet af disse, tør vel de fleste fra Tidsforholdene hidrørende Fejl 
antages at være eliminerede. — Til nærmere Belysning af det udviklede skal jeg gengive 
en enkelt fuldstændig Forsøgsrække, som jeg tager ud blandt vore allerførste Forsøg, og 
som derfor endnu lader Vurderingens Usikkerhed træde tydelig frem. Denne vil være mere 
oplysende end de senere Forsøgsrækker, hvor de fire Middeltal kun undtagelsesvis afvige 
fra hinanden. 


Taser I. 
Ay v | TE | « 
| | || a SE TE Tabs; 
ee eee Te | Loi ea nee V | al eet oy | M 
[tas | å 
| | i 
22 | a | 56 | h 56 | h | 22 d 
a | à | 52 | oh | 5 | h | Counter | 
26 de. 48 h | 48 | h | 28 à | 
28 d | 46 | h | 45 | b | 30 d | 
30 | md | 4 | mh | 44 | mh | 32 | md | 
32 | md | 2 | m | | 42 | mh | 34 | må | 
34 | m 34 | 40 m 40 | 40 | mh | 40 | 36 m 36 
36 mh | 38 | md | 38 | m | | | 38 mh | | 
38 | mh | | 36 | md 36 | md | | 40 | mh 
40 | h 34 | d 34 | à | 4 | a 


Af disse Forsogsrækker ere, som det ses, de to opadgaaende, de to nedadgaaende. 
I Søjlerne med Overskriften 2 er den hvide Sektors Størrelse angivet i Grader, V indeholder 
Vurderingen (d = dunkel, m = Mitte, h = hell), og endelig M Middeltallet af Grænserne 
for Midten. Denne lille Tabel viser tydelig den Indflydelse, som de tidslige Forhold have 
paa Bedømmelsen: man sætter stadig Midten for tidlig, saa at man faar forholdsvis lavere 
Værdier i de opadgaaende Rækker, hvor man gaar fra Mørke til Lys, end i de nedadgaaende 
Rækker, hvor Bevægelsen er den modsatte. Ved Øvelse kan man ganske vist bringe det 
dertil, at Middeltallene for de op- og nedadgaaende Rækker nærme sig betydelig mere til 
hinanden, end Tilfældet er her; nogle af vore sidste Forsøgsrækker vise, som alt sagt, næsten 
ingen Afvigelser mellem Middeltallene. Og dog røber der sig en Tendens til at sætte 
Grænsen for tidlig, ti hvor Afvigelser forekomme, gaa de i Reglen i denne Retning"). Hermed 


1) Undtagelser forekomme naturligvis ogsaa, som de nedenfor givne Forsøgsrækker ville vise. Her er 
i det hele ikke Tale om en uforanderlig Lov, men kun om en almindelig Tendens, der psykologisk 
let lader sig forklare. Man venter, at et Fænomen skal indtræde, Opmærksomheden er spændt i 
den Retning, og saa tror man at iagttage det, før det virkelig er indtruffet. 

Vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, naturvidensk. og mathem. Afd. IV. 2, 31 


242 10 


turde det altsaa være bevist, at Tidsforholdene have en paaviselig Indflydelse paa Vurde- 
ringen, og heraf følger da atter Nodvendigheden af at gaa systematisk til Værks ved Forsøgene. 

Vi vende os nu til en nærmere Undersogelse af de rumlige Forhold, der for saa 
vidt have den storste Interesse, som det er dem, der have givet det foreliggende Arbejde 
sin omfattende Karakter. Det er allerede omtalt, at man i Analogi med, hvad man kender 
fra de andre psykologiske Metoder, maa antage, at de tre Skivers Stilling til hverandre 
vil influere paa Resultaterne. Kalde vi de tre Skiver d, v og À (dunkel, variabel, hell), saa 
kunne disse altsaa ordnes paa folgende tre Maader: d, v, h, — v, d, h — d, h, v — og 
det er da paa Forhaand yderst sandsynligt, at der til konstante d og h vil svare forskellige 
Værdier for v i de tre Tilfælde. Ved de Delboeuf'ske Ringe vilde Forholdet blive endnu 
mere kompliceret, idet dér ikke blot den indbyrdes Stilling men ogsaa den forskellige Stør- 
relse maa tages i Betragtning. Med andre Ord: Kombinationen d, v, h bliver dér ikke 
ensbetydende med A, v, d, ti lader vi Retningen fra venstre mod højre betegne Retningen 
fra Periferi mod Centrum, saa er i første Tilfælde d den yderste og À den inderste Ring, 
og Forholdet bliver da omvendt i det andet Tilfælde, og disse to Stillinger kan, paa Grund 
af Ringenes ulige Størrelse, godt tænkes at give forskellige Resultater. Ved den Delboeuf- 
ske Anordning vilde der derfor være 6 Kombinationer at undersøge; vore Skiver give paa 
Grund af deres Ligestorhed kun tre Kombinationer, da Ordningen d, v, h er identisk med 
Ordningen A, v, d o. s. v. Jeg gaar nu over til at give Resultaterne af to Forsogs- 
rækker, i hvilke de tre forskellige Stillinger ere undersøgte. 


Tasez Il. 
| Ch Byelb v, h, d OP a 
d h N. | N. 7. | N. jis 
Allium ir nir|y mitisiulriviuirls)s 
BEE u ae oe | 
ca | al | ra | 
90° 7 | 180° z | 123) 126 122197 | 114) 114 118! 119 110 115 115 121 
195,5 196 | "|. 11155 u 5 1 
+27098 | +180° 8 | 124] 129) >” | 197) 128 115,119) | 118) 121 9 is 121 ds, 116 116 117 
| | | | | | 
180° 7 | 360° (274 274 268 270) | 258, 266 268 270 249 | 240 244 244 
| 1270 266 | 263,5 |” |“ |968, 941 24: 
118008 |-+ os |268| 264 262) 264 pa 264° 268,268 7 1238 244° 1240 944 D 
| | | 


| | | | | | | 


Under Overskriften d og h er angivet Sammensetningen henholdsvis af den marke 
og den lyse Skive. Tabellen falder iovrigt i tre Hovedgrupper, svarende til de tre mulige 
Stillinger af Skiverne. I hver af disse Grupper ere Resultaterne for de to lagttagere, N og 
1, angivne, d. v. s. Middeltallene af de ved to opadgaaende og to nedadgaaende Forsogs- 
rækker fundne Grænseværdier for Midten. Disse Tal ere ligesom tidligere Størrelsen af 


11 243 


den hvide Sektor i Grader. Endelig er for hver lagttager anført Middeltallet af de fire 
sammenhørende Værdier. Fæste vi nu Opmærksomheden paa disse Middeltal, saa vise de 
sig at afvige ret betydelig fra det, som man egenlig maalte vente at finde. Skivernes 
rumlige Ordning kan jo ikke ret vel tænkes at have Indflydelse paa Resultaterne uden 
derved, at Kontrastforholdene mellem Skiverne forandres. Staar den variable nærmest den 
mørke (v, d, h) saa maa ogsaa dens Kontrast mod den mørke være større end dens Kontrast 
mod den fjærnere lyse. Den variable maa altsaa se forholdsvis lys ud, hvoraf følger, at 
man maa vente at finde et relativt ringe Gradantal for den hvide Sektor. Omvendt ved 
Stillingen v, À, d. Her maa den variable formørkes ved Kontrasten, og dens objektive 
Lysning (Klarheden) maa altsaa være forholdsvis stor, inden den subjektivt skønnes at ligge 
midt imellem d og À. Endelig maa man vente ved Stillingen d, v, À at finde middelstore 
Værdier, da Kontrasten mod d og h her gaar i modsatte Retninger og altsaa rimeligvis 
vil eliminere sig selv. Forsøgene vise nu imidlertid, at disse teoretiske Betragtninger kun 
tildels holde Stik. Medens nemlig Stillingen v, d, h i begge Forsogsrækker giver afgjort 
lavere Værdier end Stillingen d, v, h — hvilket stemmer med Teorien — saa er det saa 
langt fra, at v, %, d giver højere Værdier end d, v, h, at den tværtimod har en Tendens 
til at give lavere Tal. Det er altsaa utvivlsomt, at der har været andre Faktorer medvirkende 
end selve Kontrasten mellem Skiverne. 

Aarsagen til Uoverensstemmelserne er da heller ikke vanskelig at paavise. De tre 
Skiver bleve nemlig sete mod Værelsets sortmalede Væg som Baggrund. Ved Kontrasten 
mod denne maa de da alle være blevne paavirkede i højere eller ringere Grad, uden at vi 
dog med Sikkerhed kunne afgøre hvormeget. Dette har imidlertid heller ingen væsenlig 
Betydning; Hovedsagen er, at vi ved denne Kontrast, som utvivlsomt maa have fundet Sted, 
kunne forklare Afvigelserne mellem Forsøgene og Teorien. Ved Stillingen v, %, d maa v's 
Kontrast mod den lyse Skive (k) og den mørke Baggrund modvirke hinanden, saa at Re- 
sultatet vil være afhængig af, hvilken af disse Paavirkninger der har Overvægten, men i 
ethvert Fald maa Kontrasten mod den mørke Baggrund bevirke, at man finder et mindre 
Gradantal, end Tilfældet vilde være, naar Baggrunden ingen Indflydelse havde. Vi forstaa 
saaledes i det mindste tildels, hvorfor Værdierne for Stillingen v, À, d i første Række af 
Tab. Ii nærmer sig mest til dem, der ere fundne for v, d, %, i anden Række derimod til 
dem for d, v, h; det er Baggrundens ulige Indflydelse i de to Tilfælde, der fremkalder de 
forskellige Resultater. Paa den anden Side maa ved Stillingen v, d, h v's Kontrast mod 
den mørke Skive og Baggrund gensidig støtte hinanden, derfor blive Værdierne her saa 
betydelig formindskede. —— Disse to Forsøgsrækker lære os altsaa, at hvis Metoden over- 
hovedet skal kunne give Oplysning om den Weberske Lovs Gyldighed, saa maa Kontrasten 
mod Baggrunden enten kunne hæves ved en passende Forsøgsanordning, eller dens Ind- 


flydelse maa kunne elimineres af Resultaterne. Men det første vil som nødvendig Betingelse 
31* 


244 12 


kræve, at alle tre Skiver ses mod en Baggrund af samme Lysning som deres egen. For 
Skiverne d og h lader dette sig naturligvis let opnaa, da de ere konstante i hver Forsogs- 
række; for den variable Skives Vedkommende vilde det derimod sikkert være forbunden 
med store praktiske Vanskeligheder, da man stadig maatte variere Baggrunden ligesom 
Skiven. For at undgaa denne Ulempe slog jeg ind paa en anden Vej, som jeg antog 
maatte give os Midler i Hænde til at eliminere Baggrundens Kontrastvirkning af Resul- 
taterne. Naar nemlig Skiverne d og À hver især ses mod en Baggrund af samme Lysning 
som deres egen, saa er Kontrasten for deres Vedkommende ophævet. Og naar nu den 
variable Skive i én Forsogsrække har Baggrund fælles med d, i en anden med Ah, saa er 
der Grund til at formode, at den i sidste Tilfælde vil ses lige saa meget for merk, som 
den i første Tilfælde maa synes for lys. I Middeltallet af to saadanne Forsogsrekker 
skulde Baggrundens Kontrastvirkning altsaa vere fuldstændig ophevet. 

Denne Forsogsanordning vilde blandt andre ogsaa have den Fordel, at en Under- 
søgelse af de tre forskellige Stillinger af Skiverne blev overflødig; det vilde vere til- 
strækkeligt at betragte Kombinationen d, ve, h. Ti Muligheden for en Elimination af Kon- 
trasten paa den angivne Maade hviler jo paa den Forudsætning, at den variable Skive vil 
danne lige stærk Kontrast med de to Baggrunde, mod hvilke den successiv ses. Hvorvidt 
denne Forudsætning er rigtig, vide vi naturligvis apriori intet om; det kan først en nærmere 
Undersøgelse afgøre, men gaa vi ud fra, at den er berettiget, saa vil den variable Skive 
jo ogsaa danne lige stærk Kontrast med Skiverne d og h, da disse netop have samme 
Lysning som Baggrundene. Ved Kombinationen d, v, À kan Kontrasten altsaa betragtes 
som ophævet, og der vil da ikke være nogen Grund til ogsaa at undersøge de to andre 
Stillinger, hvor Forholdene kun kunne være mere komplicerede. 

Paa Basis af denne Betragtning blev der nu anstillet flere Forsog. Som Bag- 
grunde anvendtes forskellige forhaanden værende mørke og lyse Papirer, der anbragtes bag 
Skiverne i saadanne Afstande fra Lamperne, at de paa Grund af deres ringere Belysning 
fik samme Lysning som Skiverne, Herved viste sig den Ulempe, at Skiverne kastede meget 
tydelige og generende Skygger over Baggrundene. Denne blev dog undgaaet derved, at 
Lamperne hævedes et passende Stykke, idet de anbragtes ovenpaa en stor Kasse, der blev 
lagt tværs over Bordet. Skyggerne faldt nu noget lavere end Skivernes Overkant, og naar 
lagttageren blot bøjede sig saa meget bag Kassen, at dennes Kant skjulte Skivernes nederste 
Halvdel for ham, vare Skyggerne fuldstændig usynlige. — Jeg giver her de fire Forsøgs- 
rækker, som udførtes paa denne Maade. 


13 245 
Tager HI. 
v mod d | v mod A. 
d h Han L | N. | Li 
a |v | a a lvl om rlolwlrls M 
3 | | Fron | | Tk tre an 3 
0° H 90° H | 13| 14 | 12 | 12 | 20 | 22 19 | 21 
| ; 13,25 | 125 21,25 | 21 
+36008 | +270°S | 12) 141 12 | 14 91 | 22 22 | 22 
| | | | 
| | | | 
0° H 180° H | 23 | 95 22 | 95 | 31| 32 29 | 33 
| 22.5 | | 92 | 32 | 33 
+860 | +190°s | 20! 22 | 25 | o1| 99) 225 | ml m1) RE | os 
| | | | | | 
90° H | 180° H | 127 | 126 127 | 127 136 | 135 134 | 132 
| | 126 1965 | 133,95 | 132,2: 
+270°S | +180°.8 | 195 | 127 | ~*” | 195 | 197 | SS SN 130 182 | | 130 | 138 | 7, 
| | | 
1800H | 360° H | 233 | 238 | 932 | 936 | | 286 | 285 | 285 | 285 
| 236,75 235,25 || | 285,75 285,25 
418008 | + 095 | 237 | 239 | 7967 | 987 | 936 | 22535 | age | ass | 29975 | ver | ge | 2805 
| | | | | | | | 


Denne Tabel behøver neppe nogen udførlig Forklaring. Under d og Ah er angivet den 
mørke og den lyse Skives Sammensætning, og Tavlen falder saa iøvrigt i to Hoveddele, 
efler som v ses mod en Baggrund af samme Lysning som den mørke (v mod d) eller som 
den lyse Skive (v mod Ah). For enhver Verdi af d og À er angivet Resultaterne af fire 
Forsøgsrækker for hver lagttager, og ved Siden af, under Overskriften M, Middeltallet af 
disse fire Værdier. Som man ser, bekræfte Tabellerne tydelig vore Forventninger angaaende 
Kontrastens Indflydelse: overalt, hvor v ses mod mørk Bagggrund, ere Værdierne betydelig 
lavere end de tilsvarende ved lys Baggrund. Spørgsmaalet bliver altsaa kun, om vi, ved 
at tage Middeltallet af de sammenhørende Værdier for v, set mod mørk og mod lys Bag- 
grund, ogsaa fuldstændig eliminere Kontrastens Indflydelse. Nogen egenlig Garanti herfor have 
vi, som ovenfor omtalt, slet ikke. Men hvis de saaledes fundne Middeltal skulde vise sig 
at falde meget nær sammen med de Værdier, som lade sig beregne under Forudsætning af 
den Weberske Lovs fuldstændige Gyldighed, saa er der dog Sandsynlighed for, at Kon-_ 
trastens Indflydelse virkelig er elimineret, og de mulige Afvigelser mellem de ad teoretisk 
og experimental Vej fundne Tal ville da bevise, at den Weberske Lov ikke er uindskrænket 
gyldig. Naturligvis staar hele dette Ræsonnement paa temmelig svage Fødder, da en 
eventuel Overensstemmelse eller Uoverensstemmelse mellem Teori og Erfaring ogsaa lader 
sig forklare paa mange andre Maader, men inden vi gaa ind paa en nærmere Droftelse af 
disse, vil det være hensigtsmæssig at sammenligne de allerede vundne Resultater med Teorien. 

Saafremt den Weberske Lov gælder, 


nelser have: 


skulde man med de her brugte Beteg- 


246 14 


- —= F altsaa 0? — dh. 

Her kende vi h og d, altsaa lader v sig beregne, Dog støde vi derved paa den 
Vanskelighed, at vore sorte Sektorer ikke ere absolut mørke; vi kunne altsaa for % og d ikke 
uden videre sætte de hvide Sektores Gradantal. Men antage vi, at det hvide Papir reflek- 
terer k Gange saa meget Lys som det sorte, saa vil en Skive sammensat af a° hvidt og 


360°—a® sort have Lysningen: 


af Hat BOO U aa VE Lig. 1. 
ran = 
Sette vi altsaa: 
ae ak+360—a K. ek bk + 360 —b 
Pots + MODE 


hvor a og b ere de hvide Sektorers Gradantal, og kalde vi den ubekendte Størrelse af v's 
hvide Sektor for x, saa skal ifølge den Weberske Lov: 
=* | ak + 360 —a bk+360—b 
360 360 


Loses denne Ligning med Hensyn til æ, faas: 


altsaa: 2 —— ig. 
ig É TEE à 


Skal denne Ligning benyttes til at bestemme + for forskellige Værdier af a og 6, saa 
gælder det først om at finde k, Forholdet mellem Klarheden af det anvendte hvidt og sort. 
Som Middeltal af 16 Forsøg efter den af Aubert angivne Metode!) fandt vi k — 68. Ind- 
sættes altsaa denne Størrelse tillige med de sammenhørende Verdier for % og d (Tab. IN), 
saa finder man det Antal (x) Grader hvidt, som den variable Skive i hvert enkelt Tilfælde 
skulde have, hvis den Weberske Lov var strengt gyldig. I nedenstaaende Tabel giver jeg 
de saaledes beregnede Værdier sammenstillede med Middeltallene af de i Tab. I givne 
Værdier. Under Overskriften / er desuden givet de fundne Værdiers Afgivelse fra de beregnede. 


Tager IV. 


d | h ber.v. | 


0° H+ 360° S | 90° 4+270°S | 16,7 25 | +0,55) 16,75 + 0,05 

0° H + 360° S || 180° H + 180° S 26,2 6 | +14 | 27,75 | + 1,55 
90° H +270° 8 | 180° H+ 180°S | 197,5 | 129,15 | + 2,25 | 1294 | 41,9 
180° H + 1809 5 | 360° H+ 0°S | 254,7 | 261,8 | +6, | 260,3 | +5, 


| 

| 

Whe É ces | | 
SZ ——- = | 
| 

| 

| 

| 


1) Physiologie der Netzhaut pag. 72. 


15 247 


De under Overskriften v givne Tal ere, som ovenfor omtalt, Middeltallene af de i 
Tab. III angivne sammenhørende Værdier for v set mod mork og mod lys Baggrund. Som 
det ses, afvige disse alle i en Retning fra de beregnede; de ere alle for store. Der kan 
da ikke godt være Tale om, at denne Afvigelse skulde være en Tilfældighed. Fastholde 
vi nu foreløbig den Antagelse, at det er lykkedes os at eliminere Kontrasten ved den an- 
vendte Metode, saa betegne altsaa de fundne Afvigelser, at den Weberske Lov ikke er 
strængt gyldig, og tilmed vise de, i Samklang med Auberts Forsøg, at Forskelsmodtage- 
ligheden voxer med stigende Intensitet. Ti efter Webers Lov er: v? — d.h. Vi have 
derimod funden v? > dh, hvoraf folger: 


re eller 2 — 1 RZ altsaa u es 
d v d v d v 


hvilket var det, der skulde bevises, ti v>d og Forskelsmodtageligheden maales ved de 
angivne Brøkers reciproke Værdi. 


Saa sandsynligt nu end dette Resullat tager sig ud ved sin smukke Overensstem- 
melse med Auberts Resultater, saa lide vore Forsøg dog af den Ulempe, at de ogsaa 
kunne tillade en ganske anden Tydning. Man behøver nemlig blot at antage, at den 
variable Skive forandres mere ved Kontrasten mod den lyse end mod den mørke Baggrund. 
Hvis dette er Tilfældet, ville altsaa de lave Værdier, der faas ved Kontrasten mod mørk Grund, 
ikke fuldstændig kunne kompensere de høje Værdier, som den anden Kontrast foraarsager. 
Middeltallene af begge Forsøg blive da noget for høje, eller med andre Ord: den Weberske 
Lov kan have den strængeste Gyldighed, og dog vil man, paa Grund af Forsøgsomstændig- 
hederne, netop faa de Afvigelser, som vi her have fundet. At afgøre, hvilken af disse to 
Opfattelser der er den rette, er aabenbart kun muligt paa Grundlag af bestemte Forsøg 
over Lyskontrasten, men saadanne foreligge, saa vidt mig bekendt, endnu ikke. Hvis vi 
altsaa ikke ville blive staaende ved denne dobbelte Mulighed, maa vi underkaste Lyskon- 
trasten en kvantitåtiv Bestemmelse. — Denne Undersøgelse vil udgøre Indholdet af -det 
følgende Afsnit. 


Inden vi gaa over dertil skal jeg kun omtale, at de i Tab. III & IV behandlede 
Forsøg rimeligvis ikke ere ganske nøjagtige, idet de Baggrunde, mod hvilke Skiverne 
bleve sete, næppe altid have havt ganske den samme Lysning som de tilsvarende Skiver. Jeg gik 
nemlig oprindelig ud fra, at smaa Differenser, som paa Grund af Forholdene vare vanskelige 
at undgaa, ikke vilde have nogen væsenlig Indflydelse. Der var altsaa dog en Mulighed 
for, at de i Tab. IV givne Uoverensstemmelser mellem Teori og Erfaring ligefrem kunde 
hidrøre fra Unøjagtigheder. For at prøve denne Mulighed blev den tredje af disse Forsøgs- 
rækker gjort om med den størst mulige Nøjagtighed, og Resultatet blev da ogsaa et andet, 
men faldt just ikke ud til Fordel for den Weberske Lov. Vi fandt nemlig: 


248 16 


TABEL V. 


RE TEN - 


90° H + 270° S 180° 7 +180° S | 127,5 | 133,75 | + 6,25 | 133,6 | + 6,1 


7 | 
d Fos h ber. v. | pee 
| 


Afvigelserne ere altsaa blevne omtrent tre Gange saa store som før, og der er da, 
som vore senere Undersøgelser ogsaa ville vise, ingen Grund til at antage, at Uoverens- 
stemmelserne mellem Teori og Erfaring alene skulde hidrøre fra de smaa Unojagtigheder, 
som kunne have indsneget sig. En nærmere Betragtning af de Delboeufske Resultater 
giver et yderligere Bevis herfor. Kontrastvirkningen maa nemlig blive den samme, hvad 
enten man anvender den Forsøgsanordning, som vi have brugt, eller man betragter tre 
koncentriske Ringe, af hvilke den yderste er den mørkeste, den inderste den lyseste, 
naturligvis kun med den Forskel, at den førstnævnte Ordning udelukker Grænsekontrasten 
og den dermed følgende Usikkerhed i Bedømmelsen. Ti den midterste Ring paavirkes 
stadig i modsatte Retninger af de to andre, og i Middeltallet af en større Række Forsøg 
maa derfor den simultane Kontrasts Virkning antages at være ophævet i samme Udstrækning 
som ved vore Resultater, idet snart den ene saart den anden Kontrast har været fremherskende 
alt efter Opmærksomhedens Retning. De overordenlig store Afvigelser mellem de enkelte 
Bestemmelser, som Delboeufs Forsøg udvise, tyde ogsaa hen paa, at snart Kontrasten mod 
den lyse, snart Kontrasten mod den mørke Ring har været fremherskende; de ville nemlig 
neppe kunne forklares paa nogen anden Maade, forudsat at Belysningen har været nogen- 
lunde konstant under den enkelte Forsogsrække. Vi maa derfor paa Forhaand vente, at 
Delboeufs Forsøg giver det samme Resultat som vore, nemlig at Værdierne for den 
midterste Ring ere større, end de ifølge den Weberske Lov skulde være. Erfaringen bekræfter 
da ogsaa Rigtigheden af denne Forventning. I nedenstaaende Tabel have vi gengivet 
Resultaterne af Delboeufs første og tredje Forsøgsrække, sammenstillede med de efter 
den Weberske Lov beregnede Værdier. Herved er imidlertid at bemærke, at medens vi 
stadig have holdt de to Grænser konstante og søgt at fremstille den Lysning, der for det 
subjektive Skøn laa midt mellem de to andre, har Delboeuf ladet den mørke og den 
midterste være konstante og varieret den lyse. Det er altsaa vort %, der ved de Delboeufske 


Forsøg har været den variable Størrelse. Da vi nu have fundet: 


2 
v? > dh hvoraf følger k < T 
2 


3 _v 
saa maa altsaa Delboeufs Forsøg, saafremt de stemme overens med vore, vise hoop 


eller med andre Ord, det fundne Ah skal være mindre end det efter den Weberske Lov be- 
regnede, Dette er ogsaa Tilfældet. 


1X 249 


Tager VI. 
ber Delboeufs Tab. I. Delboeufs Tab. Il. 
d v v? ar: 1 i tar 
= 7 | fund. h Middel- je fund. À | Middel-| v? h 


fejlen. | q fejlen. | q 


245,4 | 237,6 | 37,3 | + 7,8 | 243,4 | 143 | + 

13°) 97 56,1 | 544 Gesetz, CA | 384 + 

13 | 36 | 9 | 985 | 66 | +09 | 948 | 1,4 | + 4 
oo 
+ 


13 | 41 | 129,3 | 129,2 | 134 | +01 | 123,4 | 5,3 
241,2 | 247,8 | 272 | — 6,6 | 235,8 | 13,1 
21.| 60 | 1714 | 1694 | 78 | +20] 157 | 68 | + 144 


21 | 64 | 1950 | 200 | 8 |—50| 1758 17,9 | + 192 
22 36 | 589 | 57,6 21 | +13) 568 | 18 | + 2,1 
99 | 51 | 1182 | 1198 | 11,5 | — 1,46 | 1074 | 7,4 | + 10, 
29 | 58 | 152,9 | 1532 | 5 | —0,3| 139,2 | 159 | + 13,7 
22 | 66 | 1980 | 194,8 | 27 | +382 | 1832 | 9,4 | + 14, 


43 72 | 120,5 | 130 124 | — 95 | 119,8 


| 
| 
43 64 95,3 97,4 39 | — 2,1 94 | 52 | + 1,3 
43 87 | 176,0 | 176,8 | 16,6 | — 0,8 | 168,8 | 


I de tre første Sojler er angivet Værdierne af d og v og de deraf, under Forud- 


2 
sætning af den Weberske Lovs Gyldighed, beregnede Værdier for k — FE Tabellen falder 


saa iøvrigt i to Hovedgrupper, svarende til de to Delboeufske Forsøgsrækker I & III. For- 
skellen mellem disse er kun den, at I er udført ved Dagslys, medens III er udført ved 
Belysning af et Stearinlys, opstillet i en Afstand af 25 cm. fra Apparatet; lagttageren har 
været den samme i begge Forsøgsrækker. For hver af disse er angivet Middeltallene af de 
experimentalt fundne Værdier for h; disse Middeltal ere dog ikke de i Delboeufs Original- 
tabellér anførte, men de for Regnefejl korrigerede Tal, som Miller har givet"). For disse 
Værdier af À er i hver Gruppe anført Middelfejlene, d. v. s. Middeltallene af Differenserne 


mellem de ved Forsøgene fundne enkelte Bestemmelser og de i Tabellen angivne Værdier 
2 

af h. Endelig er der i den tredje Sojle af hver Gruppe angivet Størrelsen Ti, d. v.s. 

Differensen mellem de beregnede og de fundne Verdier af h. Betragte vi nu disse Diffe- 

renser, saa viser det sig, at disse i den anden Gruppe alle ere positive, hvilket altsaa vil 

sige, at de beregnede Værdier for À alle ere større end de fundne — ganske i Overens- 


melse med, hvad vi havde ventet. I den forste Gruppe er der derimod lige saa ofte nega- 


1) Grundlegung der Psychophysik pag. 96. 


Vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, naturvidensk. og math. Afd, IV, 2, 32 


250 18 


tive som positive Differenser, saa at vore teoretiske Betragtninger her ikke synes at slaa 
til Nu er imidlertid den første Gruppes Værdier gennemgaaende unojagligere end den 
andens, hvilket ses af, at Middelfejlene for hin ere storre end for denne, og tilmed har 
Belysningen i forste Tilfælde (Daglys) rimeligvis afveget betydelig fra den i sidste Tilfælde 
anvendte. Den større Unojagtighed medfører naturligvis, at der ikke kan lægges saa megen 
Vægt paa Resultaterne af den første som af den sidste Forsøgsrække, og hvad Belysningens 
Styrke angaar, saa har Delboeuf selv godtgjort, at den har en stor Indflydelse paa Resul- 
taterne. Da nu den af Delboeuf ved den her anførte Forsøgsrække benyttede kunstige 
Belysning meget nær har havt samme Styrke som den ved vore Forsøg anvendte, saa bliver 
det altsaa utvivlsomt, at de Delboeufske Forsøg vise ganske den samme Afvigelse fra 
Webers Lov som vore, for saa vidt som de ere udførte under omtrent de samme Forhold. 
Heraf følger da fremdeles, at de samme Aarsager, som ved vore Forsøg have fremkaldt 
Afvigelserne, ogsaa maa antages at have været virkende ved Delboeufs. Idet det nu i 
det følgende vil vise sig, at de omtalte Afvigelser for største Delen, om end ikke fuldstændig, 
skyldes Kontrasten mellem de tre Flader, som sammenlignes, saa synes hermed hele den 
Teori at maatte opgives, som Delboeuf støtter paa sine Forsøg. 


Kvantitativ Bestemmelse af Lyskontrasten. 


” 


Muligheden for at opnaa en kvantitativ Bestemmelse af Lyskontrasten viste sig 
ganske tilfældig ved nogle af de foregaaende Forsøg. Vi iagttoge nemlig undertiden, at den 
variable Skive ved Kontrast mod den lyse Baggrund saa mørkere ud end den mørke Skive, 
tiltrods for, at dens Klarhed (objektive Lysning) var betydelig større end dennes. Og idet 
den variable Skives hvide Sektor voxede langsomt, naaede man et Punkt, hvor de to Skiver 
syntes at have samme Lysning, medens de objektivt afveg betydelig fra hinanden. Da nu 
denne objektive Differens, som Skiverne frembyde, idet de subjektivt ere lige lyse, maa 
give et Maal for Kontrastens Størrelse, saa er man altsaa i Stand til ved systematisk 
gennemførte Forsøg at finde Kontrastens Afhængighed af Forholdet mellem den inducerende 
og den reagerende Lysning. En saadan Undersøgelse foreligger hidtil ikke, og da den 
utvivisomt vilde være af Betydning ogsaa for andre Tilfælde end det specielle, der førte os 
til den, saa besluttede vi at gennemføre den saa fuldstændig som mulig. 

Selve Forsøgsanordningen er givet ved det allerede udviklede. En Skive, hvis 
Lysning vi ville kalde 7, ses mod en Baggrund, med hvilken den smelter fuldstændig 
sammen. Mod en anden Baggrund af Lysning 7 kontrasterer en Skive, der varieres saa 
længe, indtil man har fundet den Klarhed r, ved hvilken Skiven paa Grund af Kon- 
trasten har samme Lysning som i. Baggrunden I er altsaa den inducerende, Skiven 7 den 
reagerende og Skiven ö den inducerede, d. v. s. den ved Kontrasten fremkaldte, Lysning. 


19 251 


Differensen :—r giver altsaa den ved Kontrasten fremkaldte absolute Forandring, og den 
relative Forandring vil altsaa maales ved z—r divideret med den Størrelse, der har lidt 


= À : : Sir 
have vi saaledes Maalet for Kontrastens subjektive Størrelse. 


+ . 2 
Forandringen. | Broken 


Er nu Baggrunden / konstant, medens 7 varierer i det størst mulige Omfang, saa vil man 
"4 


lil enhver ny Verdi af © finde en tilsvarende for r, og i de heraf beregnede Broker : 


har man da et Udtryk for Kontrastens Variationer med 7, idet / er konstant. Og gentages 
nu hele denne Forsogsrekke for forskellige Verdier af 7, faar man altsaa et Maal for Kon- 
trastens Størrelse for hvilkesomhelst givne Verdier af Z og r. 

Til den praktiske Gennemførelse af disse Forsøg gælder det da først og fremmest 
om at skaffe sig det storst mulige Antal forskellige Baggrunde. Da de farvede Papirer, der 
gaa i Handelen, kun frembyde meget faa Afskygninger af graat, saa fremstillede jeg selv 
10 saadanne ved Hjælp af det tidligere omtalte Farvestof. En saadan Maling med meget 
tynde Farver er som bekendt ikke let, og det lykkedes mig naturligvis heller ikke fuld- 
stendig at undgaa Penselstriberne, men i den Afstand, c. 2 m., i hvilken Papirerne bleve 
betragtede, syntes de ganske jævne. Disse 10 Afskygninger af graat i Forbindelse med 
sort og hvidt gav os altsaa en Rekke af 12 Baggrunde, der viste sig tilstrekkelig til at skaffe 
os en tydelig Oversigt over Kontrastens Variationer under de forskellige Forhold. For at 
tilvejebringe fuldstændig Ensartethed ved alle Forsogene, blev der for Enden af det Bord, 
paa hvilket Rotationsapparaterne med Skiverne vare opstillede, anbragt en firkantet Ramme, 
hvori de malede Baggrunde kunde ophenges. Skiverne bleve stillede foran disse, saa at de 
roterede i omtrent I cm. Afstand fra Baggrundene. Afstanden mellem de to Skivers Cen- 
trum blev taget — 32 em., hvorved Afstanden mellem deres Rande altsaa blev 12 cm.; 
paa Grund af lagttagernes store Afstand var det endnu let at sammenligne Skiverne i denne 
Stilling, og en Kontrast mellem dem, som kun vilde have forvirret Forholdene, var da 
udelukket. De to Baggrunde stodte op til hinanden i en ret Linje midt mellem Skiverne, 
og de omgav iøvrigt disse i en betydelig Brede paa alle Sider. Kun forneden strakte de 
sig ikke længere end lidt nedenfor Centrum, men da lagttagerne stadig indtog den tidligere 
omtalte Stilling, ved hvilken den nederste Halvdel af Skiverne ikke kunde ses, saa 
har fremmede Kontrastforhold neppe kunnet have nogen Indflydelse. Endelig er der 
endnu at omtale, at Lamperne ved disse Forsøg, hvor der kun var to Skiver at belyse, 
stod lige over for disse, saa at de blev belyste ved vinkelret indfaldende Lys. Derved for- 
svandt ethvert Spor af Skivernes Slagskygger paa Baggrundene. lagttageren havde natur- 
ligvis her som tidligere sin Plads umiddelbart bag Lamperne. 

Vore første Forsøg gik nu ud paa at bestemme de forskellige Baggrundes Lysning. 
Naar en enkelt af disse blev anbragt paa sin Plads i Rammen med en Skive foran, saa 

32" 


kunde man altsaa ved Forsøg finde Størrelsen af den hvide Sektor, ved hvilken Skive og 
Baggrund smæltede sammen. For at udelukke alle Kilder til Fejl udførtes dette systematisk, 
ved op- og nedadgaaende Rækker, og Middeltallet af de saaledes fundne Værdier blev taget 
som det rette. Nedenstaaende anfører jeg disse Middeltal tillige med de deraf beregnede 
Lysninger med sort som Enhed, Da vi nemlig ikke direkte kunne operere med de fundne 
Gradstørrelser, fordi der maa tages Hensyn til, at sort ogsaa reflekterer noget Lys, saa vil 
jeg her og i det følgende strax angive de af Lig. I beregnede Lysninger. Hvor der altsaa 
ikke udtrykkelig er Tale om Gradantal, men kun angivet rene Tal, der betegne disse Lys- 


ningen bestemt som: 
ære 68a + 360— a 
mays 360 


hvor a er den hvide Sektors Gradantal. For de 12 Baggrunde have vi fundet folgende Verdier: 


Tasez VII. 

Es ONE SDS 100) VII. 130° 7 + 230° S = 25,19. 
IE lee — MONTE VIII. 166° 7 + 194° S = 31,89. 
II. 27 ° H-+ 333 °S — 6,03. IX. 204° H+ 156° S = 38,97. 
iv. 40 ° H-+ 320 ° S — 844. X. 253° H-+ 107° S — 48,09. 
Wel be SES (Sh Ss (I Te XI. 300° H+ 60° S = 56,83. 
Vie NU SEE FS 2541252073: XII. 360° H+ 0? S = 68,00. 


Vende vi os nu til selve Kontrastforsøgene, saa bliver her endnu blot nogle Enkelt- 
heder at omtale, da vi ovenfor have gjort Rede for Forsøgsanordningen. Naturligvis maatte 
vi her gaa systematisk til Verks, da den fuldstændige Lighed mellem de to Skiver, der 
skulle sammenlignes, ikke indtræffer ved et enkelt bestemt Gradantal, men paa Grund af 
det subjektive Skøns Usikkerhed altid falder indenfor visse Grænser, som kunne variere 
lidt i de forskellige Forsøg. Desværre tillod den korte Tid os ikke at anstille saa mange 
Forsøgsrækker til Bestemmelsen af hver enkelt Størrelse, som en Elimination af alle Fejl 
gjorde strængt nødvendig. Det er utvivlsomt, at et større Antal Forsøg paa enkelte Steder 
havde givet mere overensstemmende Værdier. Men det var fra Begyndelsen kun vor Hen- 
sigt at undersøge Kontrastens Størrelse i saa mange Tilfælde som muligt, for at skaffe os 
et Overblik over dens almindelige Love, og denne Opgave lod sig naturligvis løse uden 
absolut nøjagtige Værdier. Først senere viste det sig af andre Grunde ønskeligt at faa 
nøjagtigere Bestemmelser, men da var Tiden allerede saa fremrykket, at det ikke kunde 
opnaas. De følgende Udviklinger ville imidlertid vise, at der ikke ligger særlig Vægt herpaa. 

Det mærkeligste Resultat, som vore Kontrastforsøg have givet, forekommer mig at 
være dette, at der mellem Hr. Neiglick og mig ikke viste sig det mindste Spor af individuelle 
Differenser. I Begyndelsen, da vi endnu vare noget uøvede i Vurderingen af Lighed og 


ot 253 
Ulighed mellem de to Skiver, kom smaa Afvigelser lejlighedsvis for; senere have de derimod 
saa godt som aldrig vist sig. Dette synes mig kun at kunne forklares ved den Antagelse, 
at Kontrastfenomenerne under givne Omstændigheder viser sig ens for alle, i det mindste 
alle normale, Ojne. Ti den modsatte Antagelse, at disse Fenomener gennemgaaende skulde 
vere individuelt forskellige, men at Skebnen fra forskellige Verdenshjorner havde fort to 
Mennesker sammen, der ganske tilfeldig opfattede Forholdene ens indtil de fineste kvanti- 
tative Detailler, denne forekommer mig a priori at have saa ringe Sandsynlighed, at den 
maa forkastes. Imidlertid er det dog langt fra, at alle Erfaringer tale for en saadan Uaf- 
hengighed af Individualiteten. Ved kvalitative Kontrastforsog, som jeg tidligere har anstillet 
i stor Udstrækning i Kebenhavn, viste det sig jævnlig, at tilfældige Tilstedeverende ikke 
kunde opdage Spor af Kontrast der, hvor den for mig traadte tydelig frem, og deres Farve- 
sans var dog, som en nærmere Prove viste, ganske normal. Paa lignende Maade er det 
gaaet ved de her omtalte kvantitative Bestemmelser. Enkelte tilfældige Iagttagere have op- 
fattet Kontrasten saa svagt, selv under Forhold hvor den traadte yderst kraftig frem, at 
dens Størrelse for deres Vedkommende neppe var maalelig. Paa den anden Side have dog 
andre lejlighedsvis Tilstedeværende opfattet den ligesom Hr. N. og jeg. Nu har det rigtig 
nok stadig vist sig, at de Personer, for hvem Kontrasten traadte tydelig frem, vare øvede 
lagttagere af den Art subjektive Fænomener, medens de andre altid vare uøvede, men dog 
synes Øvelsen her ikke at kunne forklare Forholdene. Ti hverken hos Hr. N. eller hos 
min Broder, cand. jur. O.L., der stadig assisterede mig ved Farvekontrastforsøgene, har der 
kunnet paavises nogen gradvis Tiltagen af Fænomenernes Styrke, Hr. N. var, da vi begyndte 
at arbejde sammen, ganske uøvet, og dog vurderede han strax fra Begyndelsen ligesom 
jeg. Disse Forhold turde rimeligvis forljene en nærmere Undersøgelse, som da ogsaa let 
vil kunne gennemføres ved Hjælp af den kvantitative Metode. Skulde jeg, paa Basis af 
mine faa og ufuldstændige Iagttagelser, fremsætte den Forklaring, som forekommer mig den 
sandsynligste, da vilde det blive følgende. Man har som bekendt Afbildninger af Træer, 
hvis Stammer eller Grene i sine Linjer giver Portraiter af historiske Personligheder, Dyre- 
skikkelser ell. lig. At faa Øje paa disse skjulte Billeder er ikke let, men har man først 
engang opdaget dem, saa træde de ved en senere Betragtning strax frem. Paa samme 
Maade synes det at gaa med Kontrastfænomenerne. Den, der har faaet Øje for dem, ser 
dem, hvor de forekomme og tilmed rimeligvis med en Styrke, der er uafhængig af indivi- 
duelle Tilfældigheder; men den, der ikke har «opdaget» dem, synes neppe at ane deres 
Tilstedeværelse. Denne Hypotese, andet kan den vel foreløbig ikke kaldes, er maaske ogsaa 
i Stand til at forklare, hvorledes Delboeufs Iagttagere har kunnet vurdere Forholdet mellem 
de tre Ringes Lysning under Omstændigheder, hvor øvede lagttagere neppe havde kunnet 
afgive et paalideligt Skøn. 

Ifølge det ovenstaaende bliver der altsaa kun en enkelt, for begge lagttagere fælles 


254 22 


Række Værdier at angive. Disse Værdier falde naturligt i 12 Grupper, svarende Lil de 12 
forskellige Baggrunde, der have fremkaldt Kontrasten, og i hver Gruppe er der udført saa 
mange Forsøg, som Tiden tillod, eller som det forekom os nødvendigt, forat de forskellige 
Love kunde træde tydelig frem. Over hver Gruppe er den inducerende Baggrunds Lysning 
I angivet. For Nojagligheds Skyld er endvidere under Overskriften 7 angivet det ved For- 
søgene fundne Gradantal af den hvide Sektor foruden den deraf beregnede Lysning, men 
for ikke at overfylde Tabellerne med Tal, er overalt det explementære Antal Grader sort 
udeladt. Naar der saaledes strax i første Gruppes første Række staar 0° H = 1,00, saa 
giver dette aabenbart først Mening, naar man til de 0° H føjer Explementet og læser 0° H 
+ 360° S = 1,00 0. s. fr. 
Taser VII. 


IE 1800 I = 3,14 
£ | I—T | Fi | ; ~—? 
r 2 jJi—r | — r la ir | — 
I a no et | | 2 
0 °H= 10) 100) 0 0 11,5°H= 3u| 34) 0 | 0 
LO SR 2405) KEDE HE 0,19 | + 0,064 2300 75,238 6503 + 0,75 | + 0,142 
21,5 = 49| 6,03 | 1,08 0,218 34° = Ta) 84] 1,11 0,151 
32° = 6,96) 8,44 14s} 0,213 625° —= 12,63 | 15,14 2,51 0,200 
62° =12,54) 1514 | 2,60! 0,208 87° =171| 20,73 | 3,54| 0,206 
837°  —17,19| 20,73 3,54 | 0,206 107 © —20,91| 25,19 i 428| 0,204 
107 ? = 20,91 | 25,19 | 4,28| 0,204 137 ° —26,50| 31,89 5,58 | 0,203 
138) ON == 06:68 191800 ND et 0,195 170 © —32,64| 38,97 | 6,33| 0,194 
170 © =32,64 | 38,97 | 683) Ou 215° Al 48,00 | 7os| — 0,172 
215° =41,01 | 48,09 7,08 0,172 A = 49,20 | 56,83 | 768 | 0,155 
o 


259 © =—49,20| 56,83 | 7,63| 0,155 312 © —59,07| 68,00 + 8,93 | + 0,151 
312° =59,07 | 68,00 |+- 8,93 | + 0,151 | | 


1#—76,03 NT 
| IR, | Br £ ir 
7 za er ET r 2 a SE 
| | 2 | | 
| | | I 

27° H =, 6,08 |» 603 |,,0 |, 0 14,5°H = 3,70) 3,14 |— 0,56 | — 0,178 
37° — 17,89 | 8,44 |+ 0,55 | + 0,070 29 © = 640| 6,03 |— 0,37 | — 0,058 
70° = 14,03 | 15,14 1,11) 0,080 40° = Sul 8,44 OF Ae 0 
98° — 17,57 | 20,78 | 38,16] 0,180 705° — 14,12) 15,14 | 1,02 | + 0,067 
108° = 21,10 | 25,19 | 4,09! 0,194 93 © —17,57| 20,73 | 3,16! 0,180 
137° = 26,50 | 31,80 | 5,39] 0,208 109 © —921,29 | 25,19 | 3,90) 0,188 
169° = 32,45 | 38,7 | 6,52| 0,201 138 © —96,68| 31,89 | 5,21! 0,195 
218° == 41,57 | 48,09 6,52| 0,157 169 © —= 32,45 | 38,97 | 6,52 0,201 
260° = 49,39 | 56,83 7,44 0,151 218 2 —41,57| 48,09 | 6,52 0,157 
314° — 59,44 | 68,00 |+ 8,56 | + 0,144 260 ° — 49,39 | 56,83 7,44 0,151 

| | | 314 © = 59,44 68,00 |+ 8,56 | + 0,144 


23 


Taser VIII (fortsat). 


TN) 1 i = AE 
— 7 T I ! > 
; 4 | i—r 5 2 i—r 
2 2 à | FR r 2 sr | a 
17 9H= 4,16 38,14 — 1,02 — 0,245 106° H = 20,73 | 20,73 | 0 0 
332 = Tal 26,03 1,11 0,156 121° = 23,52 | 25,19 + 1,67 | + 0,071 
465° = 9,65| 8,44 |— 1,21 | — 0,125 152° = 29,29 | 31,89 |4- 2,60 | + 0,088 
16° —=15u|154| 0 | 0 | | | 
995° —19,52| 20,73 |+ 1,21 | + 0,062 | | 
120 2 —93,35| 25,19 | 1,86| 0,080 | 
153 © —994s| 31,89 | 2,41| 0,082 | 
184 © —35,24| 38,97 3,73, 0,106 | 
228° —43,43 | 48,09 4,66) 0,107 
267 ° = 50,69 | 56,83 6,14) 0,121 
317 © =60,00 | 68,00 | + 8,00 | +- 0,133 
— 25,19 J = 31,89 
5 i—r a t | ir 
r i 2—r | —— r D baie NE 
eh | | 7 
175° H= 4,6) 3,14 |— 1,12 | — 0,263 18 °H= 4,35) 3,14 |— 1,21 | — 0,278 
375° = 7,98) 6,03 1,95 0,244 3959 = 8,35| 6,08 2,32 0,278 
535° —10,6| 8,44 | 252) 0,230 565° —11,51| 8,44 | 307| 0,807 
98 ° —19%4| 15,14 410! 0,218 98 © =19,4) 15,14 4,10) 0,213 
15° =22,40| 20,73 |— 1,67 | — 0,075 123 © = 23,89 | 20,73 3,16 0,132 
130° —2519| 2519! 0 | 0 140 ° —27,06| 25,19 | — 1,87 | — 0,069 
161 2 =30,96 | 31,89 |+ 0,93 | + 0,030 166 2 al, 3159 0. | 0 
189 © —36,17 | 38,97 | 2,80 0,077 195 ° —37,29| 38,97 |+ 1,68 | + 0,045 
234 © = 44555) 48,09 3,54 0,080 237° =45,11| 48,09 2,98 0,066 
277 ©: —52,56| 56,63 | 427 0,081 278 © —527z| 56,88 | 4,09) 0,077 
321 © =60,74 68,00 + 7,26 | + 0,120 322 ° =60,98 | 68,00 | + 7,02 | + 0,115 
T= 38:97 I = 48,09 
E x | > 
i—r | i—r 
r 2 DE D —— r à |2—r | — 
LT 7 
17 | | 
18°H = 45| 3,14 |— 1,21 | — 0,978 18° H = 4,35 [ 3,4 |— 1,21 | — 0,278 
40° = 8y4/ 6,03 | 241 0,286 42° = 8,82 | 6,03 2,79 0,316 
DST 0 SE 3,36 0,284 61° = 1236! 8,44 3,92 0,317 
CM) UN en 4,10 0,213 KIS). RRA) ret 4,10 | 0,213 
130° == 25,20 | 20,73 4,47 0,177 133° — 25,75 | 20,73 5,02 0,195 
5S p=" 29510125519 3,91| 0,134 15507 7729,55 12519 4,66 0,156 
184° = 35,24 | 31,89 |— 3,35 | — 0,095 UG = ERR || Gales) 5,77 0,153 
204° = 38,97 | 38,97 | 0 0 2220 — 49,32 | 38,97 | 3,35 | — 0,079 
253° — 48,09 | 48,09 0 0 


256 24 


Tiger VIII (fortsat). 


I = 56,83 I = 68,00 
| — ; Zn — : 
2 i—r A 5; i—r 
r 2 IR | —— r ı |2—r | — 
r | “pe 
18,5? H— 4,44! 3,14 |— 1,30 | — 0,298 185° H= 444) 3,14 ial 1,30 | — 0,293 
45,5° = 9,17! 6,03 | 344) 0,902 46° = 956| 6,03 | 3,53] 0,399 
64 © =12)01) 8,44 4,47 0,346 69,5° —13,93! 8,44 | 5,49 0,394 
103, 27 = 20517) A534 775,03 0,249 111° =21,6| 19,14 | 6,52 0,301 
135 © — 26,121 112078 5,39 0,206 152” 9 = 29,99 | 20,73 | 8,56 0,292 
159 © =30,59 | 25,19 540| 0,176 180° 34 5 25,19 9 82 0,270 
200 © —=3822| 31,89 | 6,33| 0,166 223 © —49,50/ 31,89 | 10,61| 0,250 
234 © —=44,55 | 38,97 | 5,58 | 0,125 210 Oo == 51535) 38,97 | 12.08 0,240 
265 © —50, | 48,09 |— 2,25 | — 0,044 299 © =56,61| 48,09 | 8,55/ 0,151 
300 © —56,83| 56,83 | 0 0 349 0° = 64,65| 56,88 |— 7,82 — 0,121 
| 360 © = 68,00 | 68,00 | O | O 


Da al Kontrast beror paa en Sammenligning af forskellige Størrelser, saa maa 
Kontrastens Styrke nedvendigvis blive — 0, naar den inducerende og reagerende Flade har 


= 0 forr = 1. 
Det er fremdeles en bekendt Sag, at en lys Flade ved Kontrast mod en mork selv bliver 


: 2 EN 
samme Lysning; dette fremgaar ogsaa tydelig af Tabellerne, idet — 


mørkere. Naar altsaa r > /, saa bliver @>r, altsaa i—r positiv, hvoraf da atter følger, 
i— 3 Hd : 2 
at Brøken — bliver positiv. Paa den anden Side bliver en mork Flade ved Kontrast 


mod en lys selv mørkere d. v. s. for r  Z bliver ©<r, altsaa i—r negativ og følgelig 
i—r 


ogsaa negativ. Herved forstaas Betydningen af de i Tabellen forekommende + og —. 


Og da, ifolge det udviklede, Kontrasten paa en Flade, der bliver lysere, maales ved en positiv 
Størrelse, medens Kontrasten paa en Flade, der formerkes, maales ved en negativ Størrelse, 
saa kunne vi altsaa i det følgende bruge Udtrykene positiv og negativ Kontrast om disse to 
Forhold. 

For at give et tydeligt Overblik over Forsøgene har jeg fremstillet disse grafisk. 
Tager man som Abscisse de fundne Værdier af 7, som Ordinater de tilsvarende Værdier af 


2 — 


FE AUS kan man for hver Verdi af 7 tegne en Kurve, der giver Kontrastens Variationer 


med r for den bestemte inducerende Grund. Paa denne Maade ere de 12 Kurver paa ved- 
fojede Tavle konstruerede. Som allerede tidligere bemærket, ere Kurverne ikke fuldstændige, 
da vi paa Grund af Tidens Korthed kun have udført de nodvendigste Bestemmelser. — Vi 
gaa nu over til at udvikle de forskellige Love, der vise sig ved en Betragtning af Kurverne, 
og som nærmere lade sig konstatere ved Hjælp af de fundne Tal. Det er iøvrigt ikke min 
Hensigt i det folgende at søge alle de Love, som muligvis lade sig udlede af Forsøgene; 


25 257 


jeg medtager kun dels saadanne, der ligesom af sig selv falde i Ojnene, dels saadanne, 
der ere af Betydning for vort Hovedproblem: Anvendelsen af Middelgradationernes Metode. 

1. Kontrasten mod en given Grund er ikke lige stærk for alle reagerende Lysninger. 
Den er == 0, naar den inducerende og reagerende Flade have samme Lysning (r — 1) og voxer 
derfra, som Kurverne vise, til et vist Maximum for atter at aftage. Dette gælder saavel for 
positiv som negativ Kontrast. Vi maa endvidere antage, at de Kurver, som angive Kon- 
trastens Variationer med 7, forløbe regelmæssig. Ti vel vise vore Kurver Uregelmessigheder 
i Mængde, men da Forsogene, som alt tidligere bemærket, ikke have kunnet udfores i en 
saadan Udstrækning, at alle Tilfældigheder kunde elimineres, saa er det sandsynligt, at 
større Nojagtighed ogsaa vilde føre til regelmæssigere Kurver. 

2. Saavel den positive som den negative Kontrasts Maximum synes at indtræde 
ved et konstant Forhold mellem Z og r. Direkte bevise dette kunne vi naturligvis ikke, 
da vi for en given Værdi af Z kun kende Kontrastens Størrelse for enkelte, vilkaarlig valgte 
Værdier af >. Det er altsaa højst usandsynligt, at de Verdier af r, paa hvilke Forsøgene 
have givet Maximum af Kontrast, virkelig ere de rette; vi maa tværtimod antage, at de 
egenlige Kontrastmaxima ville ligge etsteds mellem de fundne Maxima og de to nærmest 
lavere Værdier. Men gaa vi ud herfra, saa viser det sig netop meget sandsynligt, at de rette 


Kontrastmaxima ville falde paa Værdier af 7, for hvilke 7 — konst. Dette fremgaar af 


nedenstaaende Tabel. 


Tasez IX. 
re ee ae | 
71500 | 3,14 | 6,03 | 8,44 | 15,14 | 25,19 | 31,89 | 38,97 | 48,09 | 56,83 | 68,00 
Tm = | 4,95 | 17,19 | 26,50 | 32,45 | | | | Sau | 12,36 | 9,47 | 13,93 
Pme I = | 495 | 548 | 440 | 3,84 | | 4,62 | 3,90 | 6,00 | 4,90 


ber.7m — | 4,76 | 14,95 | 28,70 so | 3,18 | 5,29 


| 
| 
| 6,70 | 8,19 | 10,10 | 11,94 | 14,29 
| | | | 


Rækken J angiver her som tidligere de forskellige inducerende Grundes Lysning; 
Rækken 7 giver den til enhver ovenstaaende Værdi af Z svarende Værdi af 7, paa hvilken For- 
søgene have givet Maximum af Kontrast. I denne Række kan der naturligvis ikke ligefrem ind- 
føres alle de Værdier af r, paa hvilke Forsøgene tilfældigvis have givet de største Værdier for 
Kontrasten. Vore Kurver frembyde talrige, dels positive dels negative Grene, som stanse saa 
tidlig, at vi slet ikke kunne vide, hvor deres Maxima ligge; altsaa kende vi for disse Grene 
ikke Størrelsen 7. Kun hvor Kurven ved en Bøjning tilbage mod Abscisseaxen viser, at et 
Maximum er passeret, kunne vi vente, at det fundne r„ ligger i Nærheden af et virkeligt 
Kontrastmaximum, og kun for disse Tilfælde ere Værdierne opførte. — Den tredje Række 
indeholder Forholdene mellem de sammenhørende »„ og I. Disse Kvotienter ere beregnede 


Vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, naturvidensk. og mathem. Afd. IV. 2. 33 


258 26 


AUDE ANSE à 3 mn r 
saaledes, at de i alle Tilfælde blive uægte Broker; for »» > Z er altsaa beregnet aa og 


I ; : ; 
for r7m< I er beregnet —- — Fæste vi Opmærksomheden paa disse Størrelser, saa viser 


Tm 


det sig, at de ganske vist afvige en Del fra hinanden, men dog neppe mere, end man af 
de ovenfor anforte Grunde maatte vente. Middeltallet af dem giver os altsaa den sandsyn- 
ligste Verdi for Forholdet mellem r„ og 7; denne Størrelse er 4,76. Beregne vi nu hen- 


d I . i É 
holdsvis 4,76 Z og Tag” S28 faa vi de i Rækken ber. 7, angivne Tal, der altsaa betegne 


? 
Beliggenheden af de forskellige Kontrastmaxima under Forudsetning af det konstante For- 


hold 4,76 mellem 7, og Z. Sporgsmaalet er altsaa nu blot, om denne Beliggenhed er 
sandsynlig. For at vi kunne afgøre dette, er de beregnede Maximas Beliggenhed indført 
paa Kurverne ved en vertikal Streg, og man ser, at denne med en eneste Undtagelse 
(Z = 8,44) falder overordenlig ner ved de fundne Maxima. Og selv i det omtalte ugun- 
slige Tilfelde er Beliggenheden ikke umulig, da den falder imellem det fundne Maximum 
og en af de nærmest lavere Verdier. 


Resultatet af denne Betragtning bliver altsaa, at det er overordenlig sandsynligt, at 
saavel den posilive som den negative Kontrasts Maximum indtreder ved et og samme konstante 
Forhold mellem den inducerende og den reagerende Flades Lysning. Og dette Forhold er 


I i 
meget ner — 4,76, idet man for r < I tager ae for r > I derimod 7 


: 2 ; i i—r ; 
3. Forsøgene vise, at Kontrastens Maximalværdier, altsaa Max. ——, variere med 


à 
- med voxende /, for den 


I efter folgende Lov. For den positive Kontrast aftager Max. : = 


© med voxende J. Til lettere Oversigt ere de fundne 


à 1 — 
negalive Kontrast voxer Max. ; 


Maximalværdier her sammenstillede med de tilsvarende Værdier af Z. 


Tasez X. 
| | LSE i | | | | 
1,00 | 3,14 6,03 | 8,4 15,14 25,19 31,89 | 38,97 48,09 56,83 68,00 
| | 
Men — | + 0,218 | + 0,206 | + 0,208 + 0,201 |— 0,245 — 0,263 | — 0,278 | — 0,286 |— 0,817 | — 0,362 | — 0,394 


Vel er Loven her kun paavist for de fundne Maximalværdier, men da de sande 
Maxima, svarende til det konstante Forhold — 4,76 ifolge Kurvernes almindelige Form 


ikke vel kunne tænkes at have Verdier, der afvige meget fra de her givne, saa tor Loven 


betragtes som godtgjort for deres Vedkommende. 


27 259 


4. Af Forsøgene fremgaar det, at den negalive Kontrast ved den anvendte Belys- 
ning gennemgaaende er langt sterkere end den positive. Maximalværdierne for den forste 
er ifølge Tab. X betydelig større end den sidstnævntes, og dermed følger da, at ogsaa alle 
de andre maa være forholdsvis hojere. Men dette Forhold kan ikke finde Sted i alle Til- 
fælde; ti vi have netop ovenfor godtgjort, at den positive Kontrasts Maximalverdier voxer, 
og den negative Kontrasts Maximalværdier aftager, naar /, den inducerende Grunds Lysning, 
aftager. Altsaa have de her fundne Værdier kun Gyldighed for den anvendte Belysning, ti 
idet Belysningen varierer, forandres ogsaa /’s Størrelse, medens alle Forhold forblive kon- 
stante. Ved lavere Belysning vilde den positive og negative Kontrasts Maximalværdier, og 
dermed ogsaa de øvrige Værdier, have nærmet sig mere til hinanden, ved højere Belysning 
vilde de have fjærnet sig mere fra hinanden. Vi lære altsaa heraf, at der ikke tør tillægges 


ö É i—r 5 i É 
de absolute Verdier for Kontrasten — maalt ved ——— — nogen særlig Betydning, da disse 
A 


Storrelser ere afhengige af den tilfældig valgte Belysning; derimod kunne de ovenfor frem- 
satte Love godt have almindelig Gyldighed, da de ikke angaa den absolute Storrelse af 


2 7 Jee 
—, men kun dennes Variationer med r og J. 


Vi ville nu ikke opholde os længere ved disse Kontrastlove, da de staa i et temmelig 
fjernt Forhold til vor egenlige Opgave og desuden ikke kunne underkastes en udtemmende 
Behandling paa Grundlag af de her foreliggende Undersogelser. Men da vi nu have faaet 
Midler i Hende til at besvare det Sporgsmaal, ved hvilket vi tidligere stansede, optage vi 


den afbrudte Undersogelses Traad. 


Kontrastens Elimination. 


Forsogene over Middelgradationernes Metode havde givet os visse Afvigelser fra 
den Weberske Loy, og vi vare stansede ved det Sporgsmaal, om disse Afvigelser tydede 
paa, at Webers Lov ikke var strengt gyldig, eller om de muligvis kunde vere begrundede 
i Forsogsanordningen. Saafremt nemlig den positive og negative Kontrast under de givne 
Forhold ikke var lige stærk, saa maatte der nodvendigvis fremkomme Afvigelser fra Webers 
Lov, selv under Forudsetning af dennes fuldstendige Gyldighed; og hvis specielt den 
negative Kontrast var den stærkeste, maatte man netop finde for hoje Tal, saaledes som 
Forsøgene have givet dem.  Kontrastforsogene vise nu, at denne sidste Forklaring i høj 
Grad har Sandsynligheden for sig. Ti da Belysningen ved Undersogelserne over Middel- 
gradationernes Metode netop var den samme som ved Kontrastforsogene, og da disse vise, 
at den negative Kontrast under de givne Forhold gennemgaaende er sterkere end den 
posilive, saa kunne de fundne Afvigelser forklares herved. Men deraf folger, at hine For- 


seg ikke direkte kunne give os nogen Oplysning om den Weberske Lovs Gyldighed. Ti 
33* 


260 5 28 


selv om Afvigelserne ogsaa kunne forklares ved den negative Kontrasts Overvægt, saa er 
dermed jo ikke givet, at denne har været den eneste virkende Aarsag. Først naar det paa 
en eller anden Maade lykkes os fuldstændig at eliminere Kontrasten, vil det vise sig, om 
de omtalte Afvigelser alene hidrøre fra denne, eller om der ikke muligvis endnu bliver en 
Rest tilovers, der viser, at Webers Lov ikke har nogen stræng Gyldighed. 

En Elimination af Kontrasten maa nu, ved Hjælp af vore Bestemmelser af dens 
Størrelse, kunne udføres paa følgende Maade. Kalde vi som tidligere den mørke og lyse 
Skives Lysning henholdsvis d og h, og de fundne Værdier for den variable Skive v,, naar 
denne ses mod mørk Grund, v,, nåar den ses mod lys Grund, saa stiller Sagen sig saa- 
ledes. Det fundne v, vil, da det kontrasterer mod den mørke Grund, synes lysere, end det 
objektivt er, men hvilken Lysning det derved faar, vide vi ikke. Imidlertid gælder det 
netop om at finde denne ubekendte Lysning z, da det maa være den, der vurderes som 
Midten mellem d og h. Ti v, er jo nemlig den reagerende og x den inducerede Lysning, 


YAM 
men heraf folger: - 


PB k,, hvor k, betegner Størrelsen af v,’s Kontrast mod d, hvilken 
er posiliv, da v, > d. Hvis man altsaa ved specielle Kontrastforsøg har bestemt k,, saa 
kan æ findes af Ligningen: 
Fi = ali Oa eh TE els ete men FEE oo Lig. 3. 
Paa aldeles tilsvarende Maade kunne vi af v,, Klarheden af den variable Skive, naar denne 
ses mod lys Grund, udlede en ny Bestemmelse for Midten. Da v, formorkes, lider negativ 
Kontrast, maa man sette: 
a, = —k,, altsaa x—v, = —h,v,5 = mll—k)..... Lig. 4° 
Her betegner k, Størrelsen af v's Kontrast mod À taget uden Fortegn. Ved disse to Be- 
stemmelser af 2 skulde man naturligvis komme til samme Værdi, men da den experimentale 
Bestemmelse af v,, v,, k, og k, i Almindelighed vil give Anledning til mindre Fejl, vil man 
rimeligvis komme til forskellige Verdier, hvis Middeltal M da kan tages som den rette. 
Saafremt nu Webers Lov er strengt gyldig, saa skal: 
M = Van. 
Gaa vi nu over til at eliminere Kontrasten ved denne Metode, saa vise vore tidligere 
Forsøg sig desværre ikke ret anvendelige. For det første ere de, som tidligere omtalt, ikke 
ubetinget paalidelige, og for det andet kende vi ikke Størrelsen af Kontrasten mod de Bag- 
grunde, som dér have fundet Anvendelse. Denne Ulempe lod sig vel overvinde, idet vi 
paa Grundlag af de i Tab, VIII givne Værdier ved Konstruktion eller Beregning kunne 
finde Kontrastens Størrelse ogsaa for andre Værdier af 7, men rigtignok kun under den 
Forudsætning, at Kontrasten for et givet » varierer proportionalt med /. Da denne Forud- 
sætning neppe er rigtig, saa vil der derved indføres en Fejl, som kan faa en betydelig Ind- 


29 261 


flydelse paa Resultaterne. Vi foretrak derfor at udfore en ny Forsogsrække med Anvendelse 
af netop de Baggrunde, der havde tjent Lil Bestemmelse af Kontrasten. Derved blev vi 
altsaa i Stand til at eliminere den saa fuldstendig, som selve vore Kontrastbestemmelsers 
Nojagtighed tillade det. 

Denne nye Række Forsøg blev udført ganske ligesom den forrige, hvis Resultater er 
givet i Tab. III og IV, kun med den Forskel, at Baggrundene nu anbragtes i den Ramme, 
der var anvendt i samme Øjemed ved Kontrastforsøgene, saa at Skiverne altsaa rolerede 
umiddelbart foran Grundene. Tiden tillod os desværre kun at anstille tre Forsøgsrækker, 
men disse ere dog tilstrækkelige til at godtgøre, at man overhovedet ikke kan naa noget 
paalideligt Resultat ad denne Vej. De fundne Tal ere givne i Tabel XI, der er ordnet paa 
samme Maade som Tabel III, men medens denne indeholder d og À angivne i Grader, ere 
de i Tabel XI angivne som relative Lysninger. Alle de øvrige Tal give derimod den hvide 
Sektors Gradantal. Her er endvidere Middeltallene af de sammenhørende Forsøg givne 
under Overskrifterne v, og v, i Overensstemmelse med de Betegnelser, som ‘ere indførte i 
den ovenstaaende matematiske Udvikling angaaende Kontrastens Elimination. 


Tiger Xl. 
v mod d. | v mod A. 
ae | N. | L. N. | L. 
| | | | 
DA Re SA Tila | vi | ak | SE V, R | v OF 
20 21 | 20 | at | 32 | 32 | | a2 | 32 
1 25 | en 32 | 322 
ie a aan 32 32 | 32 | 88 | Er 
109 | 111 110 | 110 150 | 151 | 150 | 151 
4 38 110,2: 110 5 | 2 
ie Moench et 1 rit a tee ibe a es lise oe 
| | | | | | 
226 298 296 | 297 301 | 302 301 | 303 | 
1,80 68 2975 | 297 | 301,25 | ” | 301, 
= % [998 | 908 |” | 998 | 228 ann san Lues | BO eg EE 
| | | | | | | | 


Værdierne for de to Iagttagere afvige her, som det ses, kun lidt fra hinanden. 
Der er altsaa ikke nogen særlig Grund til at gennemfore Beregningerne for begges Ved- 
kommende. I nedenstaaende Tabel holder jeg mig derfor til de for lagttageren ZL 


fundne Tal. 
Tager XII. 


d | h | van | vi | k, | ® Vo ko «| M | TR 


a | a ie nai 
1,00 125,19 | 5,01 | 21 °= 4,91/-++ 0,215 | 5,97] 32,25° = T7,oo| — 0,25 | 5,25 | 5,61 | — 0,60 
15,14 | 38,97 | 24,29 | 110,25° = 21,52 | + 0,07 | 23,03 [151,252 = 29,15 | — 0,134 | 25,24 | 24,14 | — 0,15 


31,39 | 68,00 | 46,56 | 227,25? = 43,29 | + 0,061 A SO = 50511 | — 015 | 48,54 | oi + 0,68 
| | ll 


262 30 


Under d og h er her, som tidligere, angivet den morke og lyse Skives Lysning ; 
Vd.h er Midten under Forudsætning af den Weberske Lovs Gyldighed. I Spalterne v, og 
v, er der, foruden det fundne Gradantal af den hvide Sektor, tillige angivet de deraf be- 
regnede relative Lysninger; k, og k, indeholder v, og v,'s Kontrast henholdsvis mod d 
og h, hvilke Størrelser kunne aflæses af Kurverne. I de to med x betegnede Sojler findes 
de af Lig. 3 og 4 beregnede Lysninger, der subjektivt ere opfattede som Midten; JZ er 


Middeltallet af disse to Størrelser, og endelig er f — M—Vd.h, altsaa de fundne Værdiers 
Afvigelse fra de beregnede. — Hvad nu disse Fejl angaar, saa ses de at være dels positive 


dels negative, og synes saaledes nærmest at være tilfældige, eller med andre Ord, Forsøgene 
lyde ikke paa nogen bestemt Afvigelse fra Webers Loy. Rigtignok ere Afvigelserne i 
positiv Retning betydelig større end i negativ, men Forsøgene ere ikke saa talrige, at man 
tør drage nogen bestemt Slutning deraf. Dette har dog heller ingen Betydning, ti gaa vi 
nu over til at betragte de enkelte sammenhørende Værdier for æ, saa viser det sig, at den 
hele tilsyneladende Overensstemmelse mellem Teori og Erfaring er ganske tilfældig og illu- 
sorisk. De to Værdier, som faas for x beregnet henholdsvis af Lig. 3 og 4, skulde nemlig 
være lige store, men Tabellen viser, at de afvige temmelig betydelig fra hinanden, idet de 
af v, beregnede med en enkelt Undtagelse ere for smaa, de af v, beregnede alle for store. 
Dette tyder paa, at det ikke er lykkedes os fuldstændig at eliminere Kontrasten, som ved 
disse Forsøg synes at have været stærkere, end Størrelserne k, og k, angive. Hvis disse 
nemlig gennemgaaende havde havt en større numerisk Værdi, saa vilde de sammenhørende 
Værdier for x ogsaa have nærmet sig mere til hinanden. Det tør altsaa anses for utvivl- 
somt, at Kontrasten ved disse Forsøg har havt en anden, og tilmed gennemgaaende større 
Styrke, end den, der blev maalt ved de egenlige Kontrastforsøg. Hvorfor den her har 
været større, er mig ikke ganske klart — der lod sig rimeligvis opstille forskellige Hypoteser 
desangaaende. Men at dens Styrke maa afvige fra den, der maaltes ved Kontrastforsøgene, 
er ganske naturligt begrundet i de saa overordenlig forskellige Forsøgsomstændigheder. I 
det ene Tilfælde sammenlignes den variable Skive kun med en saadan, der har næsten 
samme Lysning som den selv, i det andet Tilfælde sammenlignes den med to af meget 
forskellige Lysninger. Man kan altsaa ikke forundre sig over, at Kontrasten i de to Tilfælde 
faar forskellig Styrke, selv om ogsaa alle andre Forhold ere ens. Men heraf følger, at den 
Vej, ad hvilken vi her have søgt at eliminere Kontrasten, ikke fører til Maalet. Ti for at 
man skal kunne udføre denne Elimination ved Lig. 3 og 4, maa Kontrastens Størrelse, %, 
og k,, kendes nøjagtig. Men disse Værdier lade sig, som alt sagt, ikke finde uden med 
Tilnærmelse, fordi den Forsøgsanordning, der kommer til Anvendelse ved Middelgrada- 
tionernes Metode, ikke uforandret kan anvendes til Bestemmelse af Kontrastens Størrelse, 
og foretager man de nødvendige Forandringer, saa varierer ogsaa Kontrasten. 

Vort Resultat angaaende Anvendelsen af Middelgradationernes Metode er altsaa et 


31 263 


rent negativt, Vi have paavist, at Kontrasten ved denne Metode har en meget væsenlig 
Indflydelse, og at den ikke paa nogen Maade lader sig eliminere af Forsøgsresultaterne, 
hvoraf følger, at disse ikke med Sikkerhed kunne give Oplysninger om den Weberske Lovs 
Gyldighed. Der bliver da tilbage kun den ene Udvej, som vi allerede have berørt, ved 
selve Forsøgsanordningen at udelukke Kontrasten, idet ogsaa den variable Skive ses mod 
en Baggrund, der stadig har den samme Lysning som den selv. Og tillige maa de tre 
Skiver da have en saadan Afstand fra hinanden, at en Kontrast mellem dem selv indbyrdes 
er udelukket. Hvorvidt man ad denne Vej kan naa Maalet, eller om man ikke ogsaa her 
støder paa uforudsete Vanskeligheder, det kan kun en senere Undersøgelse vise. 


niv hits øn vau 


Aheoralt sing m aandgatint ae 


SUITE SEN EL US A RANCE ala. aha! æbngtt faut, ren] 
lub FRE Hal, fn Sn sie mlasid ent File 3 
tr tél cles VUE want a mi “at Apa Beis tbh ehe 
ont Aal heed aide ey to alte) NN ud ser eae. jh 
3) AU Ai -N in i ah! Mine win MODE i wing 14 TUNER Lee ra ’ 
Minibar and PET TEILT Ad Die AMIENS LE rg 
u at a le, led ee same ar pen be. nar flou EY HEE 
ae HOT NT ENE SET ENA fe none + BE LEE vr 
à À TES Yo 
a Er 
r MMS 
i ot? 
| - : 
iH), Ar 
2 4 a, é Å 
ne. | 
RS: > 
Le a i» 
3 ig 
% | f 
+ \ a 
* a 
i si TO PT on \ 
Kr . oe See, w SLÅ ZT 


VÆR 
Re! 


sae fe 


M 


— 
=- 


e 
. 3 
5 
‘ 


a 


a 
D 

3% 

SE 

& 

à 


% 
7, 
s 


KD. Vid: Selsk. Skr: OR IV 2 ALehmann. 


5 10 15 20 25 30 


8,44 


HT 
FF 


ff 


50 55 


HH 


HAE 


60 


60 


Hp 
HE HR 


ee His 


7 i In m lah = HE 
fe ee ne 


H 
m 
FH 


GE 
ee ena = 


Ear eect 


HM; a 


HAN 


+ 020, 


010 LL i i n 
= 


0 SH RTE IBBGSBBEBRRREBUEB 


Q10 i FETE ; t rere —— — — 


020 - —— Fo + (HERBERE Sa i i 


+030 


10 


Ss 
un 


3 


= 040! us 


5. 60 


Ss 
Ry 
S 
rl 
x 
LE 
S 
ts 
à 
& 
S 
= 
= 
S 
+ 
S 
uw 
Ss 
= 
on 


Chr SF Cato? Lith Ethlmt 


Primordialbrusken 


og dens Forbening i 


Truncus og Extremiteter 


hos Mennesket for Fodselen, 
af 


Adolph Hannover, 


M. D,, Professor. 


Le cartilage primordial et son ossification 
dans le tronc et les extrémités chez l’homme avant la naissance. 


Table des malières et Extrait en français. 


Vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, naturvidenskabelig og mathematisk Afd. IV. 3. 
u Ra AS  —— 


Kjøbenhavn. 
Bianco Lunos Kgl. Hof-Bogtrykkeri (F. Dreyer). 


1887. 


7 cle va ay ni is) = 
i . u i 8 > T 
3 eg | 

Sa 

4 : a FA 

he u STE N ee 

= = 5 i 

LL | 4) 


ROWeuPATRE 


DATE AR 8 


; “i 
+ 
Haha Re rå 
. RANGE 90 A 
vej AH Ur AH loué fr CTP 
i i N ‘a 
1 i He: i É | 
7 ay | i | 
"44 , P ; “ 
LE : Th Can diols 
KE, 
vw 
j MnO Ade Ne CARMEN) AU 
TE # : ; i yAimeelee. fé art AL) Fe: hy ENT oe ik wey MW sed : 
À PL: Drum 4 H [#8 like Ante: Sel 
1 i 
7 = : w 
kl 5 
N} if idk A ale SÅ 


uns An 7 N TA 


ij} i belt d'un f = 
iv i u os 


. 
À N 
y i i 
— + ! iD 
3 7 tet?) Tie) 7 
a SCH 
è Zr A 
aay 
5 
cis) 
= 


I min Afhandling om Kraniets Primordialbrusk!) har jeg angivet, at den Brusk, 
som lægger sig omkring Chorda dorsalis, efter al Rimelighed danner en eneste sammen- 
hængende Masse, og der er i Begyndelsen ingen Adskillelse mellem den Del, som omgiver 
Chorda i Ilvirvelsoilen, og den, som omgiver den i Basis cranii. Heller ikke er der nogen 
Adskillelse synlig fra de Udvæxter, der fremkomme noget sildigere, og hvis Brusk skal 
afgive Grundlaget for Kraniets, Hvirvelsoilens og Extremiteternes senere isolerede Ben. 
Den forreste Del af den Chorda omgivende Brusk udvider sig baadformigt, forberedende 
sig til at modtage Anlæget til en Del forskjelligt formede Ben i Basis cranii. Fra den Del 
af Bruskmassen, som omgiver Chorda dorsalis i Hvirvelsoilen, udgaaer umiddelbart og uden 
Adskillelse Brusken til de senere Arcus vertebrarum, Processus articulares og Processus 
transversi med Coste, hvis forreste Ender smelte sammen og danne Brusken lil det senere 
forbenende Sternum. Hos Mennesket opstaaer Extremiteternes Brusk ligeledes som Knop- 
skydning eller Udvæxt fra Hvirvelsoilens Brusk omkring Chorda dorsalis, men her viser sig 
nogen Vanskelighed i Tydning af Forholdet. 

Over- og Underextremiteter fremtræde nemlig hos omtrent 6 Ugers menneskelige Fostre 
som Knopper paa Legemets Overflade, voxe stærkt i Forhold til hele Legemets Væxt og 
afdeles senere i de enkelte Stykker, hvoraf hver enkelt Extremitet bestaaer. Knoppen maa 
betragtes som indeholdende Materialet til Haandens og Fodens Brusk, der efterhaanden 
skydes frem af den bag dem sig dannende Brusk til Extremitetens øvrige Afdelinger. For 


1) A. Hannover, Primordialbrusken og dens Forbening i det menneskelige Kranium før Fodselen; 
Vidensk. Selsk. Skr., femte Række, naturvid. og mathem. Afd. 1880, XI, 6. 
34" 


268 4 


Underextremiteternes Vedkommende skeer Forbindelsen med Hvirvelsoilens Brusk gjennem 
Brusken til Bækkenbenene. For Overextremiteternes Vedkommende skeer Forbindelsen 
gjennem Clavicula.  Clavicula hører hos Mennesket til de Ben, der forbenes i Primordial- 
brusken, hvilket jeg allerede har viist i min Afhandling om Kraniets Primordialbrusk og 
yderligere skal bekræfte i nærværende Afhandling; men Clavicula støder ikke til den Chorda 
dorsalis omgivende Bruskseile, og den kan derfor ikke blive Mellemled mellem Brusksoilen 
og Overextremiteten; den støder derimod til Brusken i Sternum, og hvis Clavicula skal 
være Mellemled, kan det kun skee ved at betragte den som Apophyse fra Sternum. Hertil 
kommer en anden Vanskelighed. Hos mange Pattedyr, for blot at holde os til dem, hos 
Pattedyr med Hove eller Klove, mangler Clavicula ganske, og Overextremiteten er kun ved 
Muskler og Ligamenter fæstet til Truncus; hos andre, f. Ex. Hunden og Katten, findes en 
rudimentær Clavicula. I saadanne Tilfælde er Overextremitetens direkte eller indirekte For- 
bindelse med Chordas Brusksøile ophævet. Man kunde maaskee hjælpe sig med at antage, 
at der i den tidligste Tid har været en Bruskforbindelse, og at Brusken er bleven absor- 
beret under Udviklingen. At Primordialbrusken kan absorberes, har jeg for Kraniets Ved- 
kommende efterviist ved Processus petroso-occipitalis og pelroso-parietalis, ved Processus 
Meckelii og ved den lyreformige Udbredning af Pars cribrosa paa Tectum orbite ossis fron- 
talis, og en lignende Absorption var jo tænkelig for Claviculas Vedkommende, men er ikke 
beviist. Jeg har hos Svinefostre forgjeves sogt efter en brusket Clavicula, men maaskee 
vare Fostrene ikke unge nok. 

Ligesom ved Undersogelsen af Kraniets Primordialbrusk har jeg ogsaa her kun 
behandlet Forholdene hos Mennesket. ‘Til Betegnelse af de enkelte Fostre har jeg dog 
ikke benyttet Aldersforskjellen, men hele Fostrets Længde. At bestemme Fostrenes Alder 
især de yngres er altid forbundet med stor Usikkerhed, og jeg behøver i den Henseende 
kun at henvise til Uoverenstemmelsen i Angivelserne af Rambaud og Renault!), Toldt?), 


1) A Rambaud et Ch. Renault, origine et développement des os 1864, Pag. 71—86, angive følgende 
Maal fra Vertex til Calx: 


Fostrets Alder. Længde fra Vertex til Calx. Rygraden alene. 
2 indtil 22/2 Maaneder ......... 35 — 40mm 25mm 
MO MAGNO Olio. me Ne ir ne 160 — 200 S0—100 
5 aA ad ES dr ned 200—250 115—120 
7 indtil 7'/2 Maaneder . . . . . . . .. 400 140 — 160 
Maaneder creme Sois eee 400— 430 160— 180 
9 tel EM PONT a EE DÉS EL CHE 450 — 500 180 —200 


2) G. Toldt, über die Altersbestimmungen menschlicher Embryonen; Prager med. Wochenschrilt 1879, 
Nr. 13 und 14. For de første 4 Uger er der ikke angivet noget Maal; for anden Maaned Maaling fra 
Vertex til Spidsen af Coccyx; Begyndelsen af Ste Uge 15™™, tiltagende derpaa i hver Uge med 5mm, 
saa at Fostrets Længde ved Enden af 8de Uge er 35mm, Fra 3die Maaned af er Længden maalt Ira 
Vertex til Calx. Maanederne ere Maanemaaneder. 


ot 
= 


His'), Relterer?) o. Fl. Benyiter man derimod hele Fostrets Længde til Betegnelse, har 
man saa godt som altid en sikker Maalestok for de enkelte Deles Længde, og det er kun 
undtagelsesvis, at man kan træffe Uoverensstemmelser, naar f. Ex. et mindre Foster har 
forholdsvis længere Extremiteter end et større. Jeg har anseet det for mere praktisk at 
benytte Længden fra Vertex til Galx end Længden fra Vertex til Apex ossis coccygis, hvilket 
Maal man undertiden finder anvendt. Forbeningens Længde retter sig vel i Almindelighed 
efter hele Extremitetens; dog kan man treffe Fostre af samme Længde men med ulige 
Forbening. Ved Bestemmelsen af hele Fostrets eller dets enkelte Deles Længde maa man 
vogte sig for at sammenstille friske (utørrede) Dele med tørrede; thi ikke blot de bruskede 
Dele skrumpe stærkt ind under Indtørringen, men ogsaa Forbeningerne især hos yngre 
Fostre kunne trække sig sammen ved Indtorringen. Indskrumpningen af de lange Bens 


Fostrets Alder. Længde fra Vertex til Calx. 
Enden af 3 Maaned . . .. . ... TOmm 
— ne ge rt RUE cae 120 
— PS pue let ie . 200 
= 6 See Oe Or Ree 300 
— 7 A RE 350 
S NET Re Re 400 
— 9 Ne Ce 450 
— 10 AS IT NUS tec 500 


Længdevæxten er forholdsvis størst i anden Maaned. Fra 3die til 4de Maaned tiltager Længden med 
50mm, fra 4de til Ste med 80mm, fra Ste til Gte med 100mm, i hver af de folgende Maaneder med 50mm, 
De angivne Maal ere Middeltal af Fostre, som man efter deres ydre Form og indre Bygning maatte 
antage at staae paa samme Alderstrin. Methoden kan aldrig blive exakt, fordi et Skjen altid vil 
gjøre sig mere eller mindre gjældende i Henseende til Alderen. 
1) W. His, Anatomie menschlicher Embryonen 1880—1885, Pag. 238. Han har paa en saakaldet 
Normal-Tavle Tab. X afbildet Fostre 12 til 62 Dage gamle, fem Gange forstørrede, men hele Tavlen 
forekommer mig vel stærkt schematiseret. For første Maaned har han (Pag. 22) Maalene Ammz og 
zmmg, for anden Maaned (Pag. 44) S—10, 10—1?, 12--14 og 14— 16mm, 
Lutaud, manuel de médecine légale 1881, Pag. 148 (hos Ed. Retterer, développement du squelette 
des extrémités et des productions cornées chez les mammifères 1885, Pag. 11) angiver Længden fra 
Vertex til Apex ossis coccygis saaledes: 


2 


Fostrets Alder. Længde fra Vertex til Coccyx. 
6 Uger til 2 Maaneder 30 —35mm 
2—3 Maaneder 35—40 
3—4 — 80—100 
4—5 — 100—150 
5—6 -— 200—250 
6—7 — 300—350 
7—8 — 350—400 
S—9 — 100 —450 
Fuldbaaret 450 —500 


Som man vil see, er der ikke megen Forskjel fra de Maalinger, der ere gjorte fra Vertex til Calx. 


270 6 


bruskede Apophyser er bekjendt, men ogsaa Hvirvelsøilen skrumper ind; en Hvirvelsøile, 
som i frisk Tilstand var 62" lang, tabte ved Indtørring 10™™ i Længde. Vil man forhindre 
Indtørringen ved forceret Udspænding, kan man være udsat for at faae urigtige Maal i 
modsat Retning. Til at bestemme Maalene hos meget smaa Fostre, som man er nødsaget 
til at skelettere under Vand, maa man benytte Loupe. Hvor der i det Følgende angives 
Maal, gjælde de altid for friske, ikke tørrede Præparater. Derimod nødsages man ofte til 
at gjøre Brug af tørrede Præparater, naar man skal forvisse sig om meget smaa Forbenin- 
ger; de kunne være aldeles ukjendelige paa friske Præparater og hverken røbe sig for 
Synet eller paa Grund af deres Blødhed for Berøringen med en Naal; de blive først kjen- 
delige ved Forbeningens hvide Farve, naar Præparatet er tørret”). 

Den hvide Farve fremtræder, hvad enten man har en virkelig Forbening for sig 
eller kun en forud for Forbeningen gaaende Forkalkning, hvilket i Regelen kun kan afgjøres 
ved Mikroskopet; i den følgende Beskrivelse er der ikke gjort Forskjel mellem Forkalkning 
og Forbening. Jeg har overbeviist mig om, at Forbeningsprocessen, Bruskcellernes for- 
øgede Størrelse, deres Omgivelse med Kalkmasse, Kalkens Fortrængning og Benlegemernes 
Dannelse gaaer for sig paa samme Maade i Bruskskelettet til Truncus og Extremiteter som 
i Kraniet, saaledes som jeg udforligt i min Afhandling om Kraniets Primordialbrusk har 
skildret og Tab. 2 afbildet denne Proces, hvortil jeg derfor kan henvise. Om Bruskens 
Forbening gjælder det Samme som for Kraniets Vedkommende: Forbeningen begynder i 
Bruskens Indre og ikke paa dens Overflade. Robin?) anfører vel, at Forbeningen i Extre- 
miteternes lange Ben ikke begynder i Cylindrens Gentrum men fra dens indvendige Side; 
men selv her er Forbeningen adskilt fra Periosteum ved et tyndt Lag Brusk, og man kan 
derfor med Ret sige, at Forbeningen ikke begynder i Peripherien; forst noget senere naaer 
Forbeningen tvers over Cylindrens Axe over til dens udvendige Side. Forkalkningen be- 
gynder undertiden punktformigt, f. Ex. i Fingrene og Columna, saa at man ikke strax kan 
erkjende dens blivende Form, hvorimod selve Brusken saavel i Kraniet, som i Columna og 
Extremiteter fremtræder i den Form, som Delen antager i sin fuldendte Skikkelse. 

I min Afhandling om Kraniets Primordialbrusk har jeg gjort opmærksom paa, at alle 
Kraniets i Primordialbrusken formede Ben indgaae Forbindelse med Bendele, som ere dan- 
nede i Membraner, og først efter den fuldstændige Sammenvoxning er Benet dannet i sin 
Helhed. Det er vel muligt, at dette Forhold kunde for de lavere Hvirveldyrs Vedkommende 


1) C. F. Senff, nonnulla de incremento ossium embryonum in primis graviditatis mensibus 1801, har 
to af hans Broder tegnede og stukne, instruktive og smukke Tavler, den ene med Afbildninger af 
friske, den anden med Afbildninger af tørrede Præparater. Længdeforskjellen mellem dem er ved 
de Fleste mere end en Fjerdedel. 

2) Ch. Robin, sur l'évolution de la notocorde, des cavités des disques intervertébraux et de leur 
contenu gelatineux 1868, Pag. 96, Tab. 8, Fig. 32—35. 


lede til en rigtigere Tydning af forskjellige af deres Kraniers Ben, som ikke dannes i 
Primordialbrusken. Men denne Dannelsesmaade finder ikke Sted ved de til Truncus og 
Extremiteler horende Ben; de ere udelukkende forbenede og dannede i Primordialbrusken. 
Heller ikke har det store Antal af Forbeningspunkter, der kan optræde i de i Kraniets 
Primordialbrusk dannede Ben, noget Tilsvarende i Brusken til Truncus og Extremiteter. 
I de lange Ben er der i Regelen kun eet Forbeningspunkt med nogen Modifikation for For- 
beningen af Apophyserne, som vi senere komme til. I de korte Ben er der ligeledes i 
Almindelighed kun eet Forbeningspunkt, dannet i Bruskens Indre; kun naar disse Ben ere 
storre eller have særegne Udvæxter, kan der optræde flere Forbeningspunkter, hvis Antal 
dog langtfra bliver saa stort som i Kraniets Primordialbrusk. 

Af permanente Brusk i Truncus og Extremiteter kunne nævnes Cartilagines inter- 
costales, Processus xiphoideus, Cartilagines intervertebrales, Bruskmassen i Forbindelsen mellem 
Os sacrum og Os ilei, Symphysis ossium pubis, alle Articulationes capsulares og de i dem 
indeholdte Cartilagines interarticulares. En stor Del af Bruskskelettet omdannes til fibres 
Masse eller forbenes forst efter Fodselen, f. Ex. Carpus, Patella, Hyoidsystemet, hvilket det 
ligger udenfor vor Opgave at skildre. 


Forinden vi gaae over til Beskrivelsen af Primordialbrusken i Truncus og Extremi- 
teter, skulle vi forudskikke nogle lagttagelser af meget smaa Fostre for at vise Bruskens 
Forhold i den tidligste Tid. 

Sum langt menneskeligt Foster. 

Fostret var ovalt, nedad noget spidsere, ligesom de folgende Fostre med stærk 
Nakkeboining; Funiculus var 4™™ lang, syntes at udgaae fra Fostrets nederste Ende og 
var ligesom hos de folgende Fostre tyndere ud mod Insertionen i Hinderne. Oinene sad 
paa Siden af Hovedet, saa at de ikke vare synlige, naar man betragtede Fostret forfra. De 
dannede to morkegraa Ringe, 0"%5 i Gjennemsnit, med en hvid Plet i Midten; Ringens 
Begrændsning indad syntes ved stærkere Forstorrelse noget uregelmæssig, uden at man 
dog kunde erkjende nogen Irisspalte. Lidt nedenfor Øinene var der midtveis en meget 
svag buet Fure med Konvexiteten vendt nedad, begrændsende en Pandelap. ‘lil denne Bue 
stødte en anden lidt stærkere og længere Fure med Konvexiteten vendt opad. Sammen- 
stødet af disse svage Furer betegnede det Sted, hvor Munden skulde danne sig i Legemets 
Midtlinie; om den yderste Del af den nederste Fure har været en Gjellespalte, er tvivlsomt, 
men der fandtes ingen anden Antydning til Gjellespalter. Der var intetsomhelst Spor af 
Extremiteter. 

gmm langt menneskeligt Foster. 

Funiculus var år" lang, tyndere udad. Oinene vare tydeligt dannede. Gjellespal- 

lerne have muligen været tilstede, men vare ligesom Munden vanskelige at iagttage paa 


DO 


72 8 


Grund af et stærkt molekuløst Bundfald paa hele Fostrets Overflade. Gjennem de bedæk- 
kende Dele skimtedes hele Ilvirvelseilen ved fine Tverstriber dell i de enkelte Hvirvler. 
Delingen var tydeligst i de nederste Vertebræ dorsi og Vertebræ lumborum og derfra nedad, 
men svagere opad mod Hovedet; Delingen var fremdeles langt tydeligere paa Siden af 
Vertebræ end i selve Corpus i Legemets Midtlinie, hvilket allerede var kjendeligt for det 
blotte Øie og endnu bedre ved en Loupe. 1 Regionen af Brystet var der en Tverstribning 
som Anlæg til de vordende Coste. Overextremiteterne antydedes ved en flad Kegle af 
{mms Gjennemsnit, Underextremiteterne ved en lidet fremstaaende Halvkugle af knapt Im” 
Gjennemsnit. 
im langt menneskeligt Foster. 

Funiculus 11™™ lang. Oinene tydelige. Munden som Tverspalte kunde ikke under- 

søges noiere, da Nakkebeiningen var meget stærk.  Overextremiteterne vare I"”5 lange, 


noget tilspidsede; Underextremiteterne, 2" lange, dannede en mere but Knop. 


12"" langt menneskeligt Foster. 
Funiculus kugleformigt udvidet. Oinene tydelige. Munden bred med en opadgaaende 
Bue fra Overlæbens Midte. Over- og Underextremiteterne ragede frem som 1™™5 lange 
Knopper, Overextremiteterne noget tilspidsede, Underextremiteterne mere butte. 


12% langt menneskeligt Foster. 

Gjennem de bedækkende Dele saaes Tverstriber af Coste og Hvirvelsailen ligesom 
hos foregaaende Fostre delt i Hvirvler, men jeg kunde ikke afgjere, om der var Forbening 
i nøgen af disse Dele.  Overextremiteterne dannede flade Ophoininger af 2™™3 Længde, 
Underextremiteterne konisk butte Ophoininger af 1™™75 Gjennemsnit. 


l2mm langt menneskeligt Foster. 

Fostret var ovalt men i Modsætning til foregaaende meget bredere nedentil. Den 
aldeles glatte og ikke snoede Funiculus var 4™™ lang. Øinene viste sig som svagt graalige 
Pletter af 0%"5 Gjennemsnit. Mellem og nedenfor dem fandtes Munden som en 1""5 bred 
glat Tverspalte; ovenfor Munden to yderst svage Gruber, som dog bleve ukjendelige, efterat 
Fostret havde været udsat for Luftens Paavirkning. Der var tre men kun yderst svagt 
antydede Gjellespalter. Som Anlæg til Overextremiteterne fremtraadte paa hver Side en 
Knop af 1™™, til Underextremiteterne af 0™™5 Gjennemsnit. 


13™" langt menneskeligt Foster. 

Den ikke snoede Funiculus havde en Længde af 5™™5 og var tykkest nærmest 
Fostret. @inene viste sig som to flade sorte Pletter af O0"; Gjennemsnit. Der fandtes 
Gjellespalter, men utydelige. Os coccygis havde den i Forhold til hele Fostret uforholds- 
mæssige Længde af 2™5, var konisk, opad bredt og nedad fint tilspidset. Coste 


fremtraadte som en fin Tverstribning, Overextremiteterne som Knopper af 0™™75 Gjennemsnit, 
derimod var der intet Spor af Underextremiteter. 


14% langt menneskeligt Foster. 

Funieulus 15™" lang. Oinene tydelige. Munden viste sig som en opad convex 
dyb Fure, der kun syntes aaben midtveis under Næselappen, paa hvilken der ikke var 
Næsebor at see. Overextremiteterne vare 3™" lange med en bredere Luffe for Haanden. 
Underextremiteterne 2"" lange. 


16"" langt menneskeligt Foster. 

Funiculus var 15™™ lang, tyk og havde et Par snoede Omgange midtveis; det saae 
ud, som om den udsprang fra den nederste Ende af Legemet. Oinene vare antydede under 
Huden. Munden stor, men dette Parti var beskadiget og kunde ikke undersøges noiere. 
De overste og nederste Extremiteter ragede frem som Knopper, begge i en Længde af 
I™™5. Knopperne for den øverste Extremitet vare noget tilspidsede, for den nederste tyk- 
kere og bredere. Der var ingen Antydning til Fingre eller Tæer. 


18" langt menneskeligt Foster. 

Funiculus var 19°" lang, glat og temmelig tynd. Oinene vare antydede. Munden 
stor med en bred Spalte opad i Overlæben. Knopperne til Overextremiteterne havde en 
Længde af 2°" og havde en bred nederste Rand, paa hvilken der viste sig meget svage 
Furer for Dannelsen af Fingre. Knopperne til Underextremiteterne vare noget kortere, kun 
{mms lange, men mere tilspidsede og uden Antydning til Dannelsen af Teer. 


20"" langt menneskeligt Foster. 
Funiculus manglede. Qinene tydelige som mørke Ringe med en stor hvid Plet i 
Midten. Munden stor, gaaende stærkt om paa Siderne. Tungen synlig. Næseborene utyde- 
lige. Det udvendige Øre fremtraadte som en uregelmæssig vinklet Spalte. Overextremite- 
terne vare 5™" lange, 2™™ brede med Antydning af en Albu, Haandledet noget smallere, men 
Haanden atter bredere, og dens Rand forsynet mod to butte Takker. Underextremiteterne 
4™™3 lange, 1"%5 brede, Tæerne kun angivne ved en afrundet Rand uden Takker. 


20"" langt menneskeligt Foster. 

Funiculus 15™™ lang, temmelig tynd. Øinene vel dannede som sorte Ringe med en 
hvid Plet i Midten. Munden beskadiget, men syntes at have haft en rund Form, Ikke noget 
Spor af Øre. Overextremiteterne 3"" lange. Haanden dannet som Luffe uden nogensom- 
helst Adskillelse af Fingre. Underextremiteterne 2™™5 lange, lyndere end Overextremiteterne 


og uden Spor af Adskillelse af Tæer. 
Vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, naturvidensk, og mathem, Afd, 1V, 8. 35 


10 


DD 
1 
> 


20" langt menneskeligt Foster. 
13m lang, temmelig tyk Funiculus. @inene tydelige. Munden destrueret. Over- 
extremitelerne tynde, 4™"5 lange. Underextremiteterne ligesom med et Knæ, 4"" lange. 


Der var ingen Antydning til Fingre eller Tæer. 


21"" langt menneskeligt Foster. 


Funiculus meget tynd, 11™™ lang. Oinene vel dannede som sorte Ringe med en 
hvid Plet i Midten. Munden aaben, ikke meget bred. Overlæben konvex opad og med en 
lille Spalte. Tungen synlig i Munden. Ingen Næselap eller Næsebor. Ingen tydelig Spalte 
for Øreaabningen. Overextremiteterne 4™ lange; alle fem Fingre vare tydeligt dannede, men 
forenede i eet Stykke; dog vare Furerne mellem Fingrene dybe. Underextremiteterne 4"" 


lange uden Spor af Tæer. 


23"" langt menneskeligt Foster. 


Øinene vare tydelige. Til Næse og Næsebor var der netop en Antydning. Munden 
var stor, Overlæbens nederste Rand udhulet; indenfor den halvaabne Mund saaes Tungen 
hvilende paa Mundhulens Bund. Clavicula var 2™™3 lang og forsynet med en let Bugtning 
og med en punktformig Forbening, der kun var synlig med Loupe. Fingrene vare stil- 
lede vifteformigt som smaa Stumper, blandt hvilke dog Tommelfingrens oppositionelle Stilling 
allerede var angiven. Hele Underarmen havde en Længde af 3"", Overarmen af 2""7; 
sidstnævntes øverste Halydel var endnu skjult under Huden. Anticrus havde en Længde af 
{umz, Femur af2”=4, hele Underextremiteten indtil Hælen en Længde af 4™™7. Der var fem 
Tæer, som dog ikke ragede saa stærkt frem som Fingrene. De mellemste Coste vare 
ikke forbenede. 

Af den foregaaende Fremstilling af Extremiteternes Anlæg og Udvikling vil man see, 
at de ikke altid staae i direkte Forhold til hele Fostrets Længde eller Alder, saa at de kunne 
være mindre udviklede hos ældre end hos yngre Fostre. Lignende Forhold gjøre sig ogsaa 
gjældende ved Forbeningen. Af de foregaaende lagttagelser fremgaaer fremdeles, at Overextre- 
miteterne altid (med en enkelt Undtagelse hos et 11" langt Foster) ere længere og bredere 
eller med andre Ord stærkere udviklede end Underextremiteterne, og at man derfor har 
Grund til at antage, at de dannes noget før Underextremiteterne. Ogsaa viser det sig over- 
alt, at Antydningen til Fingre skeer for Antydningen til Tæer. Rambaud og Renault!) 
angive derimod, at hos Kyllingen og Mennesket skyde Underextremiteterne først frem, Foden 


tidligere end Haanden. 


1) A. Rambaud et Ch. Renault, origine des os, Pag. 36 og 37. 


11 275 


Vi gaae nu over lil Skildring af Skelettets enkelte Dele og gjøre Begyndelsen med 


Hvirvelsoilen. 


Columna vertebralis. 


Hjerneskallen er i Begyndelsen aaben bagtil og oventil, og Hjernen er her kun 
dækket af en Membran, som jeg har givet Navn af Membrana spinoso-oceipitalis!), fordi 
den er en Fortsættelse af de Hinder, som udklæde Rygmarvskanalen. Ogsaa Rygmarven er 
i Begyndelsen aaben bagtil, forinden de den omgivende Hinder dækkes af en Bruskmasse 
fra den Brusk, som omgiver Chorda dorsalis. Denne Bruskmasse bliver senere til Arcus 
vertebrarum; disse ligge fra først af tæt op til hverandre; senere blive Mellemrummene 
mellem dem større og udfyldes af en Membran, som man kan give Navn af Membrana 
interspinalis. 

Grændserne mellem de enkelte Ben, som dannes i Kraniets Primordialbrusk, ere 
ikke fuldstændigt afsatte, førend hele Kraniet er forbenet. Saalænge der endnu findes Brusk 
mellem de forskjellige Grupper af Forbeningspunkter til de enkelte Ben, kan man i Regelen 
ikke i Brusken erkjende, hvor den senere Grændse mellem de enkelte Ben vil falde. I Co- 
lumna er Forholdet derimod anderledes. Adskillelsen mellem de enkelte Vertebræ er alle- 
rede tydelig i den allertidligste Tid ved fine Tverlinier, som begrændse de senere enkelte 
Corpora vertebrarum, His?) afbilder 30 Segmentationer allerede hos et Foster paa kun 4" 
Længde. Hos større Fostre, f. Ex. af 307" Længde, hos hvilke Brusken er fast, adskilles 
de gjennemskinnende Vertebræ skarpt ved de hvide og uigjennemsigtige Linier, som Liga- 
menta intervertebralia danne paa en Snitflade efter Hvirvelsoilens Længde. Segmentationen 
angaaer dog ikke blot den Brusk, som omgiver Chorda dorsalis, men ogsaa den Brusk, 
som dækker Bagsiden af Rygmarvskanalen, og som senere bliver til Arcus vertebrarum. 

Chorda dorsalis, omkring hvilken det første Bruskanlæg skeer, ligefra Hjerneskallen 
af og ud i Vertebræ coccygeæ, har sin Plads lidt foran Midten af Corpora vertebrarum; 
hvert Vertebra danner ligesom en Ring om Chordas strengformige Del, medens dens 
Knuder have deres Plads paa det Sted, hvor senere Cartilagines intervertebrales skulle 
danne sig. Naar Forkalkningen begynder, indesluttes Chorda i Kalkmassens forreste Del, 
fordi Forkalkningen især skeer bag Chorda; den obliterer og forsvinder sporløst hos Fostre 
over 40™™. 

Hos Fostre paa 30, 37, 44 og 45™" Længde fandt jeg endnu ikke nogen Forbening 
i nogen Del af Hvirvelseilens Brusk. Hos et Foster paa 55"" viste der sig enkelte hvide 


1) A. Hannover, Kraniets Primordialbrusk, Pag. 464. 
2) W. His, menschliche Embryonen, I, Tab. 8, Fig. 1—2. 
35* 


276 12 


Punkter, men paa Grund af den indtorrede Tilstand kunde man ikke afgjore, til hvilken 
Del af Hvirvelsoilen Forbeningen hørte. Hos et lidt mindre Foster paa 50" fandtes den 
tidligste udstrakte Forbening i Corpora vertebrarum, fra de nederste Vertebræ dorsi 
opad til femte Vertebra colli. Forbeningen syntes at tage sin Begyndelse fra de midterste 
Vertebræ dorsi, fordi den derfra aftog i Storrelse saavel opad som nedad. Forbeningerne 
ere vanskelige at iagttage, og Snittet gjennem Hvirvelsoilen maa føres noiagtigt gjennem 
Midtlinien, fordi de ellers let skjule sig i Brusken paa Grund af deres ringe Størrelse; i 
Corpora af Vertebræ colli 1,2, 3, 4 var der ingen Forbening. En anden Forbening fandtes 
hos samme Foster i den forreste Del af Arcus vertebrarum og viste sig ogsaa i fjerde Ver- 
tebra colli, værende størst i syvende Vertebra colli og aftagende derfra i Størrelse saavel 
opad som nedad; Præparatets Tilstand hindrede dog en noiere Undersøgelse. Epistropheus 
og Processus odontoideus dannede tilsammen et kegleformigt stumpt Legeme som anført 
uden nogensomhelst Forbening, repræsenterende Corpus epistrophei et atlantis!). 

Af to Fostre paa 60 og 66™" kunde jeg kun undersøge Vertebræ colli. Blandt disse 
fandtes der Forbening i Corpus af tredie Vertebra og derfra nedad til syvende, tiltagende i 
Størrelse nedad; derimod var der endnu ikke nogen Forbening i Epistropheus eller i Processus 
odontoideus. Forbeningen laae midtveis i det bruskede Corpus, maaskee ubetydeligt nærmere 
dets Bagside. I tredie Vertebra var Forbeningen kuglerund og havde et Gjennemsnit af 0™™5. 
I de følgende Vertebræ tiltog den i Størrelse og blev bredere forfra bagtil og lidt tilspidset 
fortil; Størrelsen af den fladere Forbening i femte Vertebra var 0""%75. — Dernæst fand- 
tes der i de samme Vertebræ fra tredie Vertebra og nedad en Forbening i den forreste 
Del af Arcus, en paa hver Side og omtrent af samme Størrelse i alle Vertebræ, nemlig en 
lodret længste Diameter af I"m75 og en Tverdiameter af 0™"75; Forbeningen i Arcus var 
derfor større end den i Corpus. Samtlige disse smaa Forbeninger vare kjendelige ved deres 
fra Bruskens forskjellige mørkere Udseende og Uigjennemsigtighed midt i den klare Brusk, 
og for Følelsen, naar man berørte dem med en Naal. Da Forbeningen i Arcus er noget 
større end Forbeningen i Corpus, dannes rimeligvis førstnævnte tidligere. Der er ogsaa 
en noget anden Rækkefølge med Hensyn til Størrelsen; thi Forbeningen i Arcus (Foster 
paa 60%%) var størst i de øverste Vertebræ colli og aftog ikke synderligt i Størrelse 
nedad indtil syvende; derimod aftog Størrelsen stærkt i Vertebræ dorsi ovenfra ned- 
efter, saa at Forbeningen i de nederste af disse Vertebræ for det blotte Øie kun 
viste sig som runde Punkter; ogsaa i Vertebræ lumborum fremtraadte de kun som 


1) A. Rambaud et Ch. Renault, origine des os, Pag. 76, angive et større Antal Forbenings- 
punkter i Vertebræ hos Fostre fra Midten eller Slutningen af tredie Maaned, nemlig 1) Point médian 
og 2) Point accessoire du médian i Corpus vertebræ, 3) paa hver Side et Point latéral antérieur og 
4) postérieur, som forenes for at danne Arcus vertebræ, 5) et Point latéral intermédiaire paa hver 
Side til Dannelsen af Processus transversus. 


13 271 


runde Punkter og savnedes ganske i Vertebræ sacrales. I Corpora vertebrarum var 
Forbeningen storst i de midterste og nederste Vertebræ dorsi og aftog derfra i Storrelse 
saavel opad som nedad. Disse Eiendommeligheder findes allerede antydede af Robin!) 
og Quain?). 

Hos Fostre paa 120" bleve Forholdene klarere. For det Første viste den betyde- 
ligere Størrelse af Forbeningen i Arcus vertebrarum, at den var gaaet forud for Forbeningen 
i Corpus, i det mindste for Halshvirvlernes Vedkommende. Dernæst fandtes, at Forbeningen 
var begyndt i den Del af Arcus, der senere skal bære Processus transversi el obliqui. 
Arcus posterior atlantis dannede en 2™™5 lang cylindrisk Forbening, som var tykkere i 
begge Ender; Forbeningen i Epistropheus var 3"" lang og bueformig. Men fra tredie 
Vertebra colli af blev Forbeningen knæformig med et Knæ af omtrent 90°; Knæets Spids 
var bleven til Processus transversus og bar en Bruskring til Leie for A. vertebralis. Knæets 
forreste meget kortere Gren skal i Tidens Lob voxe sammen med Corpus vertebræ; 
Knæets længere bageste Gren dannes i den Bruskmasse, som efterhaanden er skudt ud 
fra Sidedelen af Corpus, forbenes sammen med den modsatte Sides og gjør Arcus vertebræ 
complet. Forbeningerne i Arcus tiltage i Størrelse nedad indtil syvende Vertebra colli; i 
Vertebræ dorsi aftog Størrelsen ovenfra nedad, saa at der tilsidst slet ikke fandtes nogen 
Forbening i de nederste Vertebræ lumborum; i de øverste Vertebræ lumborum var den kun 
O™™5 bred. Der var heller ikke nogen kneformig Boining saaledes som paa Vertebræ cålli, 
men Forbeningen dannede en halvmaaneformig eller trekantet lille Plade med Spidsen nedad. 
Angaaende Formen af det Rum, som de indadvendende Ender af Forbeningen i Arcus 
danne i Ryggens Midtlinie, skal blive handlet senere, da Forholdet er tydeligere hos 
ældre Fostre. 

Forbeningen i Corpus, som i Begyndelsen laae midtveis i Brusken, blev efterhaanden 
mere lindseformig, bredende sig fortil og trædende frem paa den forreste Flade af Corpus; 
dog skete dette først fra femte Vertebræ colli af, hvor Forbeningen stod frem som en lille 
rund Knap af 0™™5 Brede, men allerede paa sjette Vertebræ colli blev Forbeningen bredere, 
tiltagende i Brede nedad paa Vertebræ dorsi og staaende stærkere frem; paa tolvte Vertebra 
dorsi havde Forbeningen en Brede af 1""4, hvorpaa Breden aftog noget i Vertebræ lum- 
borum; af Vertebræ sacrales var der kun Forbening i de to øverste. Forbeningerne indtog 
omtrent den midterste Trediedel af Corpus og naaede derfor ikke om paa Siderne, hvor 
de ved Brusk vare adskilte fra Forbeningen i Arcus vertebræ. 


1) Ch. Robin, notocorde, Pag. 84. 

?) R. Quain, elements of anatomy, 9th edition by A. Thomson, E. A. Schäfer and G. D. Thane, 1882, I, 
Pag. 20. It would appear further, that while ossification in the arches commences first in the 
cervical vertebræ, the osseous centres of the bodies appear earliest in the lower dorsal vertebræ. 


278 14 


Hos forskjellige Fostre paa 140—150" var Forbeningen i Arcus posterior atlantis 
sem lang og dannede en let Bue; i Epistropheus var Forbeningen 4™™ lang, og Buen noget 
stærkere. Der var ingen Forbening i den bruskede Arcus anterior atlantis. Forbeningen i 
de fem folgende Vertebre colli aftog jævnt nedefter fra 4™™ til 3™, og ligeledes vedblev 
Forbeningen i Arcus posterior at aftage i Størrelse i Vertebre dorsi og derpaa i Vertebræ 
lumborum; den knæformige Boining forandrede sig tillige nedad til en svag Bue. I Verte- 
bre sacrales var der tre Forbeninger, hos andre Fostre af samme Størrelse manglede de. 
Foramina intervertebralia vare meget tydelige overalt. 

Forbeningerne i Corpus udmærkede sig hos Fostre af nævnte Størrelse derved, at 
der nu optraadte Forbening saavel i Corpus epistrophei som i Processus odontoideus. 
Som forhen anført udgjorde Brusken til disse to Afdelinger en sammenhængende konisk 
Masse, hvori der neppe var nogen Antydning til Deling, som om det kunde være to 
adskilte bruskede Corpora. De to Forbeninger vare lige store, knap 0™™5, og laae tættere 
sammen end de øvrige Forheninger i Corpora vertebrarum colli. Hos et Foster var 
der ingen Forbening i Processus odontoideus, men Forbeningen i Corpus epistrophei var 
Ommy i Diameter. Robin!) siger, at Forbeningen i Processus odontoideus i Begyndelsen er 
tvelappet oventil og fortil. Quain”) angiver, at der i Corpus epistrophei er eet, undertiden 
to Forbeningspunkter, og at der ogsaa noget senere er to Forbeningspunkter for Processus 
odontoideus, som snart forenes i eet. Forbeningerne i de øvrige Corpora vertebrarum 
colli tiltog rask i Størrelse ovenfra nedad fra O™™5 til 2m", vedblev at tiltage i 
Størrelse i den øverste Halvdel af Corpora vertebrarum dorsi og naaede en Diameter forfra 
bagtil af 2™™5, men aftog derpaa i den nederste Halvdel og i Corpora vertebrarum lumborum, 
hvor de kun maalle 1"", I Os sacrum var der Forbening i fire Corpora fra 1™™3 
nedefter til O"™3. 

Ved Indtorring af Brusken trengtes Forbeningerne i Corpus stærkt frem.  Paa 
Gjennemsnit viste de sig ovale, men ikke meget skarpt begrændsede og med noget afvex- 
lende Form. Paa Forbeningens Snitflade saaes flere Aabuinger rimeligvis for Kar. 

Hos tvende Fostre paa 230 og 235mm var Forbeningen i Arcus størst i Atlas. 
Forbeningernes Længde aftog noget nedefter i de øvrige Vertebræ colli, men bleve bredere 
(hoiere) nedefter i Vertebræ dorsi, hvorpaa de aftog i Størrelse i Vertebræ lumborum og 
vare mindst i Vertebræ sacrales, liggende tagstenformigt over hverandre og efterhaanden 
antagende en mere trekantet Form. Processus transversi begyndte nu at forbenes paa 
Udsiden af Arcus’ knæformige Boining, stærkest i Vertebræ colli og derpaa aftagende 


1) Ch. Robin, notocorde, Pag 89. Efter Robin (l.c. Pag. 88) opstaaer Forbeningen i Corpus epistrophei 
hos Fostre paa 31/2 Maaned, i Processus odontoideus hos Fostre paa 5Y2 Maaned. 
2) R. Quain, anatomy, I, Pag. 21. 


15 279 


nedefter. Paa Arcus i Vertebræ sacrales fremtraadte Forbeningerne som to Rækker smaa 
trekantede Plader, 5 i Tallet paa hver Side af Rygradens Midtlinie. 

Paa Arcus posterior atlantis havde der dannet sig en tydelig Artikulationsflade med 
Condyli ossis occipitalis, forlængende sig udad for at danne Processus transversi, der vare 
stærkest forbenede blandt alle Vertebræ colli. Fortil gik Brusken over i Arcus anterior atlantis, 
hvori der endnu ikke var nogen Forbening. Epistropheus, som var mindre stærkt forbenet 
end Atlas, havde ogsaa en mindre stærkt forbenet Processus transversus.  Forbeningen i 
Arcus var overalt skilt fra Forbeningen i Corpus ved mellemliggende Brusk. 

Forbeningen i Corpus vertebrarum fremtraadte som en paatvers fremspringende Vulst 
(især paa tørre Præparater). Den tiltog i Størrelse ovenfra nedad, blev bredere og høiere 
i de nederste Vertebræ dorsi og endnu større i de øverste Vertebræ lumborum. I Vertebræ 
sacrales fandtes der fire tydelige og store Forbeninger i deres Corpora.  Forbeningen i 
Corpus epistrophei var rund og maalte 1""5; ovenfor den sad en særskilt Forbening for 
Processus odontoideus af kun 0”"5, Arcus anterior atlantis var stadigt kun Brusk uden 
Forbening. 4 
Hos et 300™" langt Foster aftog Forbeningen i Arcus vertebrarum i Størrelse 
ovenfra nedad; Forbeningerne laae oventil tagstenformigt over hverandre, men indad med 
stedse større Mellemrum; idet de stadigt aftog i Størrelse, bleve de mindst i de fem Vertebræ 
sacrales, blandt hvilke den mindste kun var 0""5. Knæets forreste Del var vel bleven 
større, men var endnu ved et Lag Brusk adskilt fra Forbeningen i Corpus. Processus 
transversus atlantis var den forholdsvis længste; fra dens forreste Del strakte Forbeningen 
sig I"m5 fremad for at danne den afrundede Arcus anterior; oventil saaes den velformede 
Artikulationsflade til Processus condyloideus oceipitalis, og udad strakte Processus 
transversus sig med en dyb Fure paa sin Forside; Spidsen var endnu brusket. Paa 
Spidsen af de øvrige Vertebræ colli var der en forbenet afrundet Rille for A. vertebralis, 
hvis udvendige Væg endnu var brusket. Forbeningen i Arcus epistrophei var usæd- 
vanligt høi. 

Forbeningerne i Corpus vertebrarum stod (paa det tørrede Præparat) stærkt frem 
og tiltog i Størrelse ovenfra nedad indtil de to nederste Vertebræ lumborum og Vertebræ 
sacrales, af hvilke sidste der fandtes fire. Mellemrummet mellem Forbeningerne tiltog 
nedefter indtil Vertebræ sacrales. Forbeningerne i Vertebræ colli vare de tykkeste (høieste); 
efter dem fulgte Vertebræ lumborum. Forbeningen i Corpus epistrophei var 2""3 bred, i 
Processus odontoideus 3", altsaa lidt større; de laae tættere paa hinanden end Forbe- 
ningerne i de øvrige Corpora vertebrarum. 

Hos et Foster paa 350"" vedblev Knæets forreste Gren med den derfra udgaaende 
og slærkere forbenede Processus transversus at være adskilt ved Brusk fra Forbeningen i 
Corpus vertebrarum; Brusken tilhørte for Størstedelen Corpus. Knæets bageste Grene vare 


280 16 


fra begge Sider forenede i Rygradens Midtlinie i bruskede Processus spinosi, hvis Form og 
Retning stemmede med dem hos Voxne. For det blotte Øie var der ingen Forbening synlig 
i Spidsen af Processus spinosi; heller ikke kunde jeg ved Mikroskopet eftervise nogen 
krystallinsk Kalkafleiring, endskjondt jeg ved en anden Leilighed under Undersøgelserne af 
Kraniets Primordialbrusk tilfældigvis var stodt paa krystallinsk Kalkafleiring i Spidsen af 
Processus spinosi vertebrarum dorsi hos et tre Maaneder gammelt og derfor meget mindre 
Foster end nærværende. 

Forbeningen i Corpora vertebrarum vare tiltagne betydeligt i Størrelse, og i hvert 
brusket Corpus fandtes et ovalt eller mere rundt, fladtrykt, nøie begrændset og haardt Legeme, 
som man uden Vanskelighed kunde enukleere af den omgivende Brusk; dog var Brusklaget 
neppe mærkeligt paa Legemets forreste Flade, men meget tykkere paa Rygradens mod 
Rygmarven vendende Flade. De oprindeligt adskilte Forbeninger i Corpus epistrophei og 
Processus odontoideus vare vel sammensmeltede, men man kunde dog endnu skjelne 
Sammenvoxningsstedet. Forbeningerne i Vertebræ colli vare mere afrundede, i Vertebræ 
dorsi mere deprimerede, i de øvrige Hvirvler stemmede Størrelse og Form med Forholdet 
hos Voxne; de vare derfor størst i Vertebræ lumborum og aftog alter hurtigt i Vertebræ 
sacrales. I Vertebræ coccygeæ er der ingen Forbening for Fødselen. 

Paa sagittale Snit saaes Corpora vertebrarum skarpt adskilte fra hverandre ved 
hvidlige Linier, hidrørende fra de fibrøse Elementer i Anlæget til Cartilagines interverte- 
brales. Midt i disse Anlæg fandtes fra de nederste Vertebræ colli af og til de øverste 
Vertebræ sacrales en rund eller oval fladtrykt Hulhed, som havde været fyldt med en 
Vædske. Hulhedens Størrelse stod i Forhold til Hvirvlernes. I Forbindelsen mellem Os 
sacrum og Os ilium var der en meget tyk Brusk. 

Hos et 400mm langt Foster vare de indvendige Ender af den forbenede Arcus paa 
de mellemste Ryghvirvler forenede i en ligeledes endnu brusket Processus spinosus. Paa 
Vertebræ colli var den forbenede Arcus længere og smallere (lavere), blev derpaa paa 
Vertebræ dorsi kortere og bredere (hoiere), idet Størrelsen jevnt tiltog gjennem Vertebræ 
lumborum, men med den sidste Vertebra lumborum og i Vertebræ sacrales aftog Størrelsen 
efterhaanden. Den forreste Gren af Knæet paa Arcus vertebrarum naaede nu helt hen lil 
Corpus, og der var kun et meget tyndt Brusklag mellem dem. 

Forbeningen i Corpus epistrophei, der ikke syntes sammenvoxen med Forbeningen 
i Processus odontoideus, var bredere end Forbeningen i tredie Vertebræ colli, men derpaa 
tiltog Forbeningen i Corpus nedad gjennem Vertebræ dorsi og lumborum; fra sidste Vertebra 
lumborum aftog Størrelsen nedad gjeunem Vertebræ sacrales. Ogsaa Bruskmængden mellem 
Forbeningerne i Corpora forholdt sig paa samme Maade. Processus obliqui vare forbenede 
og stødte lil Arcus og Corpus, uden at der syntes at være nogen mellemliggende Brusk. 


MM 281 


Processus transversus atlantis og Articulationerne med Processsus condyloidei occipitales 
vare stærkt udviklede, men Arcus anterior atlantis var fortil endnu brusket i en Brede af 7™™. 

Stillingen af Arcus vertebrarum til Corpus var saaledes, at Arcus til Vertebræ colli 
laae højere end Forbeningen i Corpus; Arcus Lil Vertebræ dorsi laae efterhaanden ned- 
efter ligeud for Forbeningen i Corpus; Arcus til Vertebre lumborum laae noget lavere 
end Corpus. 

Mellem de forbenede Ender af Arcus blev der i Ryggens Midtlinie et Mellemrum, 
som var størst mellem de indvendige Ender af Atlas (5™") og Epistropheus. Paa de øvrige 
Vertebræ colli var Mellemrummet størst paa femte Vertebra colli, aftagende i Størrelse 
saavel opad som nedad. Derpaa begyndte atter et større Mellemrum mellem de indvendige 
Ender af de nederste Vertebræ dorsi, forøgedes paa Vertebræ lumborum og aftog nedad 
paa Vertebræ sacrales. Mellemrummene havde i Regio cervicalis og lumbalis en meget 
langstrakt rhombisk Form. De svare til Rygmarvens Opsvulminger, men det bredeste 
Mellemrum mellem Atlas og Epistropheus, som er udfyldt af Membrana spinoso-occipitalis, 
svarer til Medulla oblongata. De brede Mellemrum ere det hyppigste Sæde for Hydror- 
rhachis som Følge af mangelfuld Forbening af Arcus. 


Costæ. 


Det første Spor af Costæ optraadte meget tidligt hos meget smaa Fostre som 
Tverstriber, men som virkelig Brusk vare de først anlagte hos et Foster paa 30™™ og endnu 
uden nogen Forbening. De udgik som umiddelbar Fortsættelse af Brusken i Corpora verte- 
brarum, og et særskilt Capitulum var derfor ikke dannet. Hos et Foster paa 37™™ var der 
Forbening i alle Costæ med Undtagelse af de to nederste; Forbeningen begyndte paa den 
mest udbuede Del, dog langt nærmere Columna vertebralis end Sternum. Femte Costa 
havde en bueformig Forbening med en Chorde af 5™™ Længde, men den blev først synlig 
ved Tørring. Hos et Foster paa 45"" var Forbeningen, dog endnu med Undtagelse af de 
to nederste Costæ, tagen stærkt til, og dens forreste Ende var allerede bredere end den 
øvrige Del. Hos et Foster paa 55"" var det ellevte Costa forbenet i en Længde af 3™™; 
det øverste Costa havde en Forbening af 3™" og var i Forhold til sin Længde stærkest 
boiet; hos et Foster paa 60" var endelig det tolvte Costa forbenet i en Længde af 2%", 
og dets Forbening naaede hos et Foster paa 80°" en Længde af 4"”, Forbeningen i første 
Costa var hos sidstnævnte Foster 4™™ lang; hos et Foster paa 120%" var den 57" og dan- 
nede en svag Bue; dette Costa var deprimeret og forsynet med en bred Tilheftning til 
Columna vertebralis; andet Costas Forbening var 107", Hos et Foster paa 150"" var 
Buens Chorde til Forbeningen i første Costa 8™™, til sidste Costa ligeledes 8", 


Vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, naturvidensk, og math, Afd, IV. 3. 36 


282 18 


Hos de foregaaende Fostre var, saavidt man kunde skjønne, Capitulum endnu ikke 
dannet, hvilket forst var Tilfældet med de overste 9 Costæ hos et Foster paa 230"", men 
Capitulum stodte ikke til Forbeningen i Corpora vertebrarum, men til Brusken paa deres 
Sideflader. Medens de ovrige Costæ udviklede sig ret hurtigt, var dette ikke Tilfældet med 
første Costa, som hos et Foster paa 300™™ endnu kun var 9™™, hos et Foster paa 400 
12mm, Ogsaa Forbeningen af Capitulum og den Del af Coste, som lægger sig mod Pro- 
cessus transversus, gik kun langsomt for sig og var ikke tilendebragt hos Fostre paa 300 
og 350%, af hvilken Grund Coste vare meget bevægelige. 

Den forreste Ende af Costæ var trompetformigt udvidet, hvilken Form var stærkere 
udtalet hos ældre end hos yngre Fostre, og stodte til Cartilagines costales, der dog snarere 
ere at betragte som horende til Os sterni end til Costæ og derfor burde kaldes Cartilagines 
sternales costarum. Cartilago til første Costa lader sig forfølge henad den øverste Rand 
af Manubrium sterni. Brystkassens øverste Aabning er hos Fostret fortil begrændset af 
Brusk, paa Siderne og bagtil af Ben; paa Bruskringen hefter Clavicula sig. Det begrænd- 
sede Rum er hjerteformigt, men Formen er neppe konstant i de forskjellige Aldre. 

Alle Costæ have hos Fostret en mere horizontal Stilling end hos Voxne, saa at de 
mellemste Coste omtrent staae horizontalt, og deres forreste og bageste Ende omtrent i 
samme Niveau; de nederste Coste vende kun lidet nedad, og de overste vende endog deres 
forreste Ende opad, saa at Extremitas sternalis staaer heiere end Extremitas dorsalis. 
Ogsaa den Bue, som Coste danne, vender sterkere udad end hos Voxne iser paa de 
overste Coste, hvor deres forreste Ende ligger hoiere end Buen. Man kan see dette saavel 
paa yngre Fostre paa 80 og 150™™ som hos ældre paa 300 og 400™™. Barnet har et 
heiere Bryst end den Voxne, og uden al Tvivl staae Lungernes Leie og Størrelse i For- 
hold hertil. 


Sternum. 


Brusken til Sternum maa tenkes opstaaet ved en Sammensmeltning af de til Coste 
stødende Cartilagines sternales costarum med en i Legemets Midtlinie dannet Bruskmasse. 
I Forbindelse med Hvirvellegemernes Brusk dannes der saaledes lukkede Bruskringe. 
Sternum forbenes sildigt, og en Del af den tilhorende Brusk er permanent. Den forste 
Forbening fandt jeg hos et Foster paa 300", Der havde dannet sig fire Forbeningspunkter; 
det øverste var smalt ovalt og havde sin Plads i Manubrium i Mellemrummet mellem første 
og anden Cartilago slernalis; det andet var ægformigt og laae lige ud for Mellemrummet 
mellem anden og tredie Cartilago; det tredie ligeledes ægformigt mellem tredie og 
fjerde Cartilago; begge vare betydeligt større end det øverste; det nederste var det 
mindste og fandtes imellem fjerde og femte Cartilago. Forbeningerne laae i en lodret 
Række og ragede stærkt frem saavel paa Bruskens forreste som paa dens bageste Flade. 


19 283 


Deres Størrelse varierede fra 1—2""5. Men Forbeningernes Form og Antal er ikke con- 
stant!). Hos et Foster paa 350% traf jeg kun een lodretstaaende Forbening af 3""5 Længde 
i Manubrium; Manubrium var skilt fra den øvrige Brusk ved en mørk Tverlinie og paa 
Forsiden ved en svag Tverfure. Hos et Foster paa 400%" var der fire Forbeninger, ovale 
og stærkt fremstaaende, med en Lengdediameter fra 3 til 5"" og leirede i en lodret Række; 
Incisura clavicularis var tydelig. 

Ligesom den forreste Ende af Costæ er loftet i Veiret, saaledes staaer ogsaa Ster- 
num heiere hos Fostre end hos Voxne paaskraa bagfra fortil under en Vinkel af 
130—140°. 


Clavicula. 


SE 2 | Brusket Apophysis 
36 | = $ 
ae | 3 5 
+ der : 5 
2 © | © PA sa 

a AN ARE: Biere 2 

| SE BONES 

Mm. | | 

30 | D NO 0,3 3 
37 4,5 0,5 Os | 5,3 
45 5 05 | 08 | 5,8 
Do I, BF Tf ease 0,4 6,8 
60 | 6,7 1 0,5 8,2 
a eet ke 2 Oe) Mi 
93 9a LE 0.4 | 11,5 
108 29} colt 0,6 0,4 | 12 
120 | 12,5 0,6 Ol alia 
150 | 155 0,4 0,4 16,3 
200 | 22 0,6 01 | 2 
224 DOG dt or | 05 21 
255 25 07 0,3 26 
300 27 O7 | Os | 28 
350 30 0,7 Oise NES: 
400 35 0,7 03 | 36 


1) See ogsaa A. Rambaud et Ch. Renault, origine des os, Pag. 180, Tab. 16. Å 
36 


284 20 


Hos et Foster paa 30°" var der en cylindrisk Forbening af 2™™2 Længde og 0™™6 
Tykkelse; den var noget tykkere i den indvendige Ende. Forbeningen var cylindrisk, glat, 
dog saaledes at man ved Forsterrelse kunde see Muskelimpressioner. Cylindrens ind- 
vendige Ende var lige; den indvendige storre Del dannede en svag Krumning, saa at den 
Forskjel, der hos Voxne findes i Benets udvendige og indvendige Del, allerede var antydet. 
Paa Cylindrens Udside kunde man ikke skjelne noget Brusklag, som dog uden Tvivl har 
været tilstede for at afgive Materiale til Benets senere Forøgelse i Tykkelse, men paa begge 
Ender var der et tydeligt Brusklag med genuine Bruskceller, af hvilke de i den udvendige 
Ende syntes noget mindre end de i den indvendige; det traadede Grundlag, hvori Brusk- 
cellerne hist og her hvilede, hidrørte sikkert fra de omgivende Væv. Min tidligere 
Udtalelse, at Clavicula dannes i Primordialbrusken, blev derfor bekræftet ved denne lagt- 
tagelse som ogsaa ved nogle andre, der strax skulle meddeles”). 

Hos et Foster paa 37”" dannede Forbeningen en baadformig Skal af 4™™5 Længde; 
dens Ender vare stærkt omgivne af Brusk, saa at dens virkelige Længde først fremtraadte 
ved Tørring. Der var genuine Bruskceller i begge Ender. Hos et Foster paa 55™™ var 
den baadformige Udhuling paa Bagsiden bleven fladere og udfyldt med en Muskel; hos et 
Foster paa 60™" vare Benets tvende Buer tydeligt udtalede, den udvendige Ende mere 
lige. Hos et Foster paa 83"" var den baadformige Udhuling fyldt med Benmasse; paa 
begge Ender fandtes genuin Brusk, som sædvanligt kun et meget tyndt Lag paa Acromial- 
enden. Hos et Foster paa 937" fandtes i begge Ender genuin Brusk med Bruskceller, 
hvis Peripherie begyndte at omgives med smaa Kalkkorn; Acromialenden var bleven mere 
deprimeret, og den indvendige større Bue tydeligere. 

Under den fortsatte Udvikling hos Fostre paa 150, 200 og 224mm antog Benet 
efterhaanden ganske Formen som hos Voxne; dets indvendige Bue blev stærkere, Muskel- 
impressionerne mere fremtrædende, og Acromialenden deprimeret og fladere. Hos et Foster 
paa 2557" var Kapselledet med Sternum ikke synderligt stærkt udviklet, hvorfor saavel hos 
dette som hos foregaaende Fostre ofte et Stykke af Brusken til Sternum fulgte med, naar 
naar man vilde løsne Clavicula; i denne Del har jeg seet Spor af en særskilt Cartilago 
interclavicularis. Hos Fostre paa 300, 350 og 400mm gik Acromialenden umiddelbart over 
i Acromion uden mellemværende Kapselled, men forenet med den ved stærkt fibrøst Væv, 


1) A. Hannover, Kraniets Primordialbrusk, Pag. 454. Cfr. ogsaa Ch. Robin, notocorde, Pag. 100— 
101. — En eiendommelig Dannelsesmaade af Brusk og fibrøs Substants angiver R. Quain, anatomy, 
I, Pag. 99: With the exception of the clavicle, all the bones of the upper limb begin to ossify in 
carlilage. The clavicle begins to ossify before any other bone in the body. Its ossification com- 
mences before the deposition of cartilage in connection with it, but afterwards progresses in carti- 
lage as well as in fibrous substance. 


21 285 


og der fandtes næsten ingen Brusk paa den flade Acromialende; Sternalenden var derimod 
mere afrundet, hos et Foster paa 350™™ med et knap 0™™7 tykt Brusklag. 

Som man af de meddelte Maalinger kan see, er Bruskmassens Storrelse i Apo- 
physerne gjennem hele Fostrets Væxt kun ringe i Forhold til den forbenede Diaphyse, dog 
er den større i den sternale Ende, hvorfor man maaskee tør antage, at Væxten fortrinsvis 
skrider frem gjennem denne. 

Jeg har engang hos en Voxen truffet en fuldstendig Artikulationshulhed mellem den 
overste Flade af Processus coracoideus og den nederste Flade af Clavicula med forstærkende 
udvendige Traade; Processus coracoideus var normal, Clavicula en Tomme bred, den 
omtrent ovale Artikulationshulhed havde et Gjennemsnit af henved en halv Tomme. Hos 
Fostre har jeg ikke fundet Antydning til en lignende Dannelse. 


Scapula. 


8 3 Forbening i Diameter 
= 
85 
== | 
38 | & 2 
À © | = = 
= | © = 
| = = 
Mm. | 
30 0,5 0,5 
37 2,2 1,2 
45 2,7 1,7 
55 3,5 1,7 
60 3,5 ,5 
83 7,5 | 5,5 
93 6 5 
108 7 6 
120 9 6 
150 11 9 
200 15 | 13 
224 16 | 12 
255 20 | 15 
300 22 17 
350 27 | 20 
400 28 le 32 


286 22 


Scapula har tidligt sin trekantede Form; hos et Foster paa 30™ var den saa tynd 
som meget tyndt Papir, men desuagtet var der en Antydning til en Spina og en Deling i 
en øverste og nederste Del. Den havde en største Brede og Hoide af omtrent 37", og 
ner Gavitas glenoidalis fandtes en noget uregelmæssig og ikke noie begrændset Forbening 
af O5 Gjennemsnit. Hos et Foster paa 37" var Bruskens lodrette Længde 5™™5, den 
længste Tverdiameter 4™™. Ved Tørring fremtraadte en flad rektangulær Forbening indenfor 
Cavitas glenoidalis og parallelt med den; det syntes, som om ogsaa Spina vilde begynde at 
forbenes. Hos et Foster paa 45"" var Bruskens største Heide og Brede 6""5 og 5™™, hos 
et Foster paa 55%" 7™™ og 5mm; Forbeningen, som var meget blød og flad, laae ikke tæt 
op til Cavitas glenoidalis og viste Tilboielighed til at strække sig over den bruskede Spinas 
nederste Flade og nedad den tykke udvendige Rand, men Acromion selv var aldeles brusket. 
Hos et Foster paa 83™" var Spina fuldstændigt forbenet med Undtagelse af Acromion; 
Margo superior med Incisura semilunaris vare dannede, Bruskmængden meget ringe; paa 
Margo externus fandtes ingen Bruskdannelse synlig for det blotte Øje, men paa Margo 
internus var Brusken oventil 1—1""5 bred og tiltog i Styrke nedad især paa Angulus 
inferior, hvor dens største Højde og Brede var 11""5 og 8™™. Paa Scapulas forreste og 
bageste Flade fandtes kun et meget tyndt Lag Brusk. 

Hos et Foster paa 120™ var hele Scapula 12™™5 hei og 7""5 bred. Acromion 
begyndte at forbenes fra Spina af hos et Foster paa 150™™, og der viste sig Muskel- 
impressioner paa Scapulas forreste Flade. Acromions Forbening tiltog hos et Foster paa 
200mm, og Incisura acromialis var skarpt afrundet; derimod var Processus coracoideus 
endnu kun formet som Brusk, medens dog Benmassen fra Scapulas øverste Rand syntes 
at ville forlænge sig ud paa den. Hos et Foster paa 224™™ var Spina scapulæ helt for- 
benet, ogsaa Facies triangularis udpræget i Brusken; den forbenede Del af Acromion var 3™™ 
lang, Processus coracoideus 5""5 lang men fuldstændigt Brusk. Som sædvanligt var Brusk- 
massen størst paa Angulus inferior, havde en trekantet Form og blev smallere opad Margo 
internus, medens den udvendige tykke Rand ikke synligt var beklædt med Brusk. 

Hos et Foster paa 255"" var Acromions Forbening 5"", den bruskede Del 7™™ 
med en Brede af 4"", medens Processus coracoideus, der var 7”"5 lang og 2™™5 bred, 
endnu kun var Brusk. Incisura semilunaris i den øverste Rand viste sig som et brusket 
Foramen. Brusken paa Apex inferior var 6™™5, paa Margo superior og internus 1—3"", 
men ikke synlig paa Margo externus. Scapulas hele Udvikling og Forbening gaaer 
derfor stærkest for sig indad. Tykkelsen midtveis tiltager saa lidt, at Benet her endnu var 
gjennemskinnende. Hos Fostre paa 300%" og 350" var Acromion forbenet i en Længde 
af 6", men 9™" endnu Brusk; Processus coracoideus var fuldstændigt Brusk. Brusken 
paa Apex inferior var 6—7"" høj, paa Margo superior kun 1", forsynet med et Foramen; 
Facies triangularis var dannet halvt som Brusk, halvt som Ben. Paa Margo externus var 


23 287 


der muligen et yderst tyndt Brusklag. Processus coracoideus var endnu fuldstændigt Brusk 
hos et Foster paa 400%" og havde en Længde af 12""; den forbenes i Regelen først efter 
Fodselen. Acromion var forbenet i en Længde af 7™™; dens bruskede Del udgjorde 10"; 
Brusken paa Apex inferior var 9""5 hei. Hele Scapulas Forbening gaaer raskere for sig i 


verlical end i horizontal Retning. 


Humerus. 


SS || & | Brusket Apophysis 
rn S | g © 
a3= | à E 
NE RES ELA ME 
De a en IDE EE No WS 
M | 

m | 

| Il 

80 | 1 2,5 2 | 5 
37 2,5 2,3 1,7 6,5 
45 | 3,7 3,5 3,3 10,5 
5 | 5 2,5 2 5 
60 | 6 3,5 25 | * 12 
s | u 4.3 22 | 175 
93 11 2 15 | 145 
108 12 4 2,5 19,5 
120 | 135 4 2,5 20 
150 | 19 6 3 28 
200 | 30 8 5 | 43 
224 | BY | 5 3. | 85 
255 | 34 | 6 Bag 
300 38 9 5 | 52 
360 00 10 EN x8 5 | 55 
400 | 50 13 10 | 63 


Hele Bruskens Længde hos et Foster paa 30™ var 5™™5. Ubetydeligt nedenfor 
Midten fandtes en flad Forbening, 1™™ lang, midtveis 0™™5 bred, med en lige øverste og 
nederste Rand, svagt timeglasformig, saa at den oventil og nedentil var meget lidt bredere. 
Forbeningen omgaves af Brusk paa alle Sider og indtog omtrent to Trediedele af hele 
Bruskens Tykkelse. Caput humeri var afrundet, og en Kapselhulhed tilstede, men paa den 


288 24 


nederste Ende var en saadan Hulhed ikke ret tydelig. I Begyndelsen, f. Ex. hos Fostre paa 
60m", var Forbeningens øverste og nederste Rand temmelig lige afskaaren, hos større Fostre 
derimod, f. Ex. paa 400, vare Randene takkede. Efterhaanden (Foster paa 150") blev 
Forbeningens nederste Ende fladere, medens den overste holdt sig rund og fik et Foramen 
nutritium noget ovenfor Benets Midte. Hos et Foster paa 224” var Fordybningen, hvori 
Spidsen af Olecranon skal passe, forbenet. Hos Fostre paa 350 og 400™™ var Brusken til Con- 
dylus externus større end den til Gondylus internus, og Forbeningen rakte noget længere ned 
paa Condylus externus, paa den øverste Ende noget hoiere i Veiret midtveis saavel paa den 
forreste som paa den bageste Flade. Adskillelsen mellem Brusk og Forbening var altid 
skarp, og Brusken let kjendelig ved sin Gjennemsigtighed, naar man holdt den op for Lyset. 
Efter Fodselen skyder Forbeningen ind i Apophyserne, og her som ved andre lange Ben 
forbenes den Del af Brusken, der befinder sig i Bencylindrens Indre, forend den peri- 
pheriske Del af Brusken og har et porost Udseende, muligen dog kun saalænge Brusken 
befinder sig i Forkalkningsstadiet. Der dannes derved secundære Forbeningspunkter i 
Apophysernes Indre. Det har overhovedet altid Udseendet, som om Forbeningen voxede frem 
fra den engang dannede Forbeningshulhed. Bruskmassen er altid sterst i Apophysis 
superior, og Forskjellen mellem Apophysis superior og inferior tager til med Fostrets Alder. 
Foramen nutritium findes i Almindelighed midtveis paa Benet, ofte ogsaa nærmere Benets 
nederste Ende, men jeg troer ikke, at dette Leie eller Karrenes forskjellige Retning efter 
deres Indtrædelse har nogen Betydning for den stærkere eller svagere Forbening i den 
øverste fremfor den nederste Apophyse!). 


Antibrachium. 


Den bruskede Ulna havde hos et Foster paa 30™ en Længde af 4", Radius af 
3mm, | hvert af Benene fandtes nærmest deres øverste Ende en Forbening, i Ulna 0™™6, i 
Radius 0™™4 lang, begge knap 0™™3 brede, cylindriske og med en takket eller afrundet øverste 
og nederste Rand. Herefter synes Ulna ikke at forbenes lidt sildigere end Radius, saaledes 
som Quain angiver. Forbeningen tager ret hurligt til, og trods Forbeningens ringe Størrelse 
kunde man dog erkjende, at den i Ulna stod noget hoiere, den i Radius noget længere 
nedad i Brusken. Jo større Forbeningerne blive, desto mere iøinefaldende bliver naturligvis 
dette Forhold. Hos Fostre paa 60 og 83™™ stod Ulnas Forbening 0""5 hoiere end den i 
Radius, som ragede noget længere ned; hos et Foster paa 108" var Forskjellen 1""; hos 
et Foster paa 150"" ragede Forbeningen i Ulna 1””5 hoiere op, Forbeningen i Radius 
Omm3 længere ned; hos et Foster paa 224™™ Jaae Forbeningen i Ulna 4™™ højere end 


1) Cfr, Ed. Retterer, développement du squelette, Pag. 108, 117 sqq. 


25 289 


EEE 


| 

3 = | = | Brusket Apophysis | \ = Brusket Apophysis 
a Er LES CARE VOUS _| + 
SER FI ER ER Rte) : 
SE | » Seal’ 18 fi = 8 5 S 
ee.) eee ag 
Stal se ZONE N igor ae RE 5 = es 
war Ea | | a | 

| | 

|| | 

30 0,6 1,4 | Dit lly age Oia he 1,6 | 2 
37 Dana Alle EN 2 12 1s | 45 
45 97 | 95 1,5 6,7 2 1,7 is || BE 
55 3,7 3 2 8,7 3,5 1,2 2 New eee 
60 | 4,5 2,8 2,2 9,5 4 2,3 2,2 8,5 
83 | 9,5 3,5 2,3 15,3 9 2 2,5 13,5 
93 9,3 24 | Is | 13,5 9 1 1 11 
108 10 GES 20 GE 9 2,5 2,5 14 
120 12,2 23 | 2 | 165 | 11% 2 1,8 15 
150 Tant | 88 2 | 23 16 2 2,5 20,5 
200° || 30%) | 5 2 | 37 25 3 3 31 
294 an aan] 22 3,5] 23 | 28,5 
Bos NBA lye ai Bye tess 28 2 3 33 
300 || 35,5 6 3,5 45 32,5 3,5 4 40 
350 41 6,5 2,5 | 50 37 3 4 44 
400 48 6 471198 42 4 5 51 

je Ulna. Radius. ; 


Capitulum radii, uagtet Olecranon endnu fuldstændigt kun var Brusk; Forbeningen i Radius 
ragede hos Fostre paa 224, 350 og 400%" jm" lengere ned end Ulnas. Hos et Foster 
paa 300™" begyndte Ulna at forbenes opad i Retning af Olecranons bageste Flade.  Capi- 
tulum radii var tydeligt udviklet som Brusk hos et Foster paa 224”®, Tuberositas radii 
kun svagt forbenet hos et Foster paa A00"m; Processus styloideus uln var næsten ikke 
dannet hos samme Foster; Forbeningen i Radius havde nedentil et rundt og ikke noget 
firekantet Gjennemsnit. 

Ulnas Forbening er, som man kan see af Tabellen, overalt længere end den i 
Radius; Forskjellen bliver stadigt storre med Fostrets tiltagende Alder, saa at den hos et 
Foster paa 400mm var 6", Opadstigningen af Ulnas Forbening er betinget af Forbeningen 
i den opadstigende Olecranon, og der er overhovedet i Ulna en større Tilboielighed til at 
forbenes opad, i Radius nedad. Ulnas Bruskmasse er stadigt størst i den øverste Ende, 
i Radius derimod er Bruskmassen omtrent lige stor i begge Ender, men med tillagende 


Alder bliver Bruskmassen størst i den nederste Ende. 
Vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, naturvidensk, og math. Afd. IV. 3. 37 


Carpus, Metacarpus, Digiti manus. 


Carpus. Der findes ikke nogen Forbening i Carpus for Fedselen. Brusken til 
de enkelte Ben var dannet hos noget ældre Fostre, og hos Fostre paa 255—400"* vedlige- 
holdt Bruskene deres Form, selv om de torredes. Den hvælvede Form af Carpus var meget 
tidligt tydelig"). 

Metacarpus. Tommelfingerens første Afsnit nærmest Carpus vil i det Følgende blive 
betraglet som et Øs metacarpi og ikke som en Phalanx prima, uagtet de complementære Forbe- 
ninger, som dog først dannes længe efter Fødselen, ikke ere de samme i Tommelfingerens første 
Afsnit som i Ossa metacarpi til de øvrige fire Fingre. Der findes nemlig foruden Forbe- 
ningen i Diaphysen en complementær Forbening hos de fire Fingre i den distale (den Ende, 
som er fjernest fra Hjertet) Apophyse af deres Ossa metacarpi, medens der er en com- 
plementær Forbening i første Afsnit af ommelfingeren og i de fire Fingres Phalanges i 
deres proximale Ende (den Ende, som er nærmest Hjertet). Imidlertid har man i flere 
Tilfælde ogsaa fundet en distal Forbening i Tommelfingerens første Afsnit og paa den 
anden Side en proximal Forbening i andet Os metacarpi. Som Forholdet er i Metacarpus, 
er det ogsaa i Metatarsus. Efter den blivende Form at dømme kunde man vel være 
tilbøjelig til at kalde Tommelfingerens første Afsnit en Phalanx prima, men ikke til at lade 
denne Anskuelse gjælde om Tommeltaaen, hvis Form er mere lig et Os metatarsi end et 
Os i en Phalanx”). 

I Ossa metacarpi fandt jeg den tidligste Forbening i Diaphysen hos et Foster paa 
60™" i alle fem Ben; den var dog næsten kun punktformig. Hos et Foster paa 83™™ var 
Forbeningen tillagen i Længde, var længst i Os metacarpi 2 (1""3), hvorefter fulgte Os 
metacarpi 3, 4, 5; den var kortest i Os metacarpi I (0™™4). I Henseende til Forbeningens 
Størrelse fulgte Benene senere den nævnte Orden. Hos et Foster paa 150"" var Længden 
i Os metacarpi 2 3™™, i 1 1""3; hos et Foster paa 200™ 5 og 3™™, hos et Foster paa 
400mm 11 og 7", Benenes nederste Ende var tykkest snart i Os metacarpi 2, snart i 3 
eller 5, men Rækkefolgen ‘i Forbeningen i Henseende til Længde forblev uforandret gjennem 
hele Forbeningsprocessen. Apophyserne forbenes først efter Fodselen. 


1) Om den overtallige Brusk i Carpus (Os centrale) see R. Quain, anatomy, I, Pag. 133 og Ch. Retterer, 
développement du squelette, Pag. 21—23. 

Cfr. herom A. Rambaud et Ch. Renault, origine des os, Pag. 213—216, Pag. 239 —240, R Quain, 
I. c., Pag 102—104, Pag. 125—128, Ch. Retterer, 1. c., Pag. 95—100, Pag. 143—145. Broca 
(Exposé des titres et travaux scientifiques 1868, Pag. 70, Nr. 167 efter Bulletin de la Société anato- 
mique 1852) fandt ved Undersogelser af rhachitiske Ben, at Femur, Fibula, Cubitus, Radius, de fire 
sidste Ossa metacarpi og metatarsi hos Mennesket især voxe i den distale Ende, medens Humerus, 
forste Os metacarpi (og metatarsi) og alle Phalanges især voxe i den proximale Ende, og at Tibia 
synes at voxe omtrent ligeligt i begge Ender. 


2 


27 291 


Digiti manus. Brusken i tredie Phalanx er den i Haanden tidligst forbenende 
Brusk, idet Forbeningen var begyndt i alle fem Fingres Brusk allerede hos et Foster paa 37". 
Der er her den efter Ch. Robin først af Cruveilhier !) efterviste Eiendommelighed, at Forbeningen 
ikke optræder midt i en Phalanx, men i dens distale Ende, som Forbeningen beklæder, idet 
den antager Form af en Hætte eller en Champignon med kort tyk Stilk. Hatten var størst 
paa Tommelfingeren, derefter fulgte 3, 4, 2; den var mindst paa den lille Finger. Forbe- 
ningens Hætteform blev med Alderen mindre tydelig, idet Forbeningen (Foster paa 255™™) 
efterhaanden strakte sig op i Ledet og, som det syntes, noget stærkere opad Fingerens 
Dorsalflade end opad Volarfladen. Hos et Foster paa 400™ var Længden efter ovenanførte 
Orden 4™™4, 4™™4, 4™™4, 3mmy og 3™™3; der var altsaa meget ringe Forskjel i Længden. 

I anden Phalanx følge Forbeningerne i Henseende til Længde følgende Orden fra 
den længste til den korteste: Digitus 3, 2, 4, 5. Den første Forbening fandtes hos et 
Foster paa 93™™, hos hvilket kun tredie og anden Finger vare punktformigt forbenede. Hos 
et Foster paa 150%" var Forbeningen i femte Finger endnu punktformig. Hos et Foster 
paa 400% var Længden i 3, 4, 2 og 5 Finger 6™™3, 5™™7, 5™™ og 4mm, Som man vil see, 
er Ordenen efter Længden noget forskjellig fra den først angivne hos yngre Fostre; Aar- 
sagen er maaskee den, at fjerde Finger hos ældre Fostre iler forud for at blive længere end 
anden Finger. 

I første Phalanx var der Antydning til Forbening hos Fostre paa 60"”, men fuldt 
udviklet fandtes den hos et Foster paa 837" i Ordenen 3 (1""), 2, 4, 5 og 1, i sidstnævnte 
Finger kun punktformig. Hos et Foster paa 150" havde tredie Fingers Forbening en Længde 
af 2™™5, første Finger af 1""; hos et Foster paa 200™ var Længden 3"%5 og 2mm; hos et 
Foster paa 400™ var Forbeningernes Længde 8""5, 8, 8, 6""5 og 5""; tredie Fingers 
Forbening var den tykkeste. Maalingerne ere foretagne med Nøiagtighed paa det endnu 
fugtige Præparat; ved Indtørring forkortedes ikke blot Brusken, men ogsaa den endnu bløde 
Forbening. Paa samtlige Internodia var den opadvendende (proximale) Ende bredere. 


Pelvis. 


Hele Pelvis var veldannet hos Fostre paa 307", men fuldstændigt Brusk. 

I Os ilei fandtes den første Forbening hos Fostre paa 45™™ ovenfor Acetabulum; 
den var trekantet, flad og neppe 1%" i Udstrækning. Forbeningen tiltog gradvis, bredende sig 
opad og bagtil, var hos et Foster paa 108™™ 5™™ bred og 4™™ hoi, hos et Foster paa 
150™ gmm bred og 7™™ hoi, hos et Foster paa 230%" 14™™ bred og 10" hei, hos et 


Foster paa 300% 18% bred og 14™™ hei, hos et Foster paa 400mm 24mm bred og 18™™ høi. 


1) Ch. Retterer, I. c. Pag. 71—76. 
37” 


292 28 


Medens der ikke for det blotte Øie viste sig nogen Bruskbelægning paa Benets indvendige 
og udvendige Flade, var der stedse en bred Bruskring paa Crista; hos et Foster paa 108mm 
var den over 3™ hei, hos et Foster paa 224% 3mm5 høj, hos et Foster paa 350mm 4" 
høi. Brusken er især hoi oventil og bagtil og taber sig fortil; paa Benets forreste Rand 
fandtes kun en meget ringe Bruskmasse. Foramen nutritium bemærkedes allerede tidligt 
(Fostre paa 140 og 230mm) paa Forbeningens ene eller paa begge dens Flader. 


Os ischii forbenes langt senere end Os ilei. Hos et Foster paa 140"" fandtes 
en lang, oval, i Enderne tilspidset Forbening i Ramus descendens; hos et Foster paa 
150mm var Forbeningen 2""3 høj og 1""5 bred, var ægformig og ikke tilspidset i Enderne; 
hos et Foster paa 230™ var den 5"" hei og indtog hos et Foster paa 235"" den øverste 
Halvdel af Ramus descendens; hos et Foster paa 300% var den 7™™5 høi og var tresidet; 
hos et Foster paa 350% var dens største Hoide 10", dens største Brede oventil 6"; hos 
et Foster paa 400mm var dens største Hoide 12"", dens største Brede nedenfor Acetabulum 9™, 
Bruskens nederste Ende, som bliver til Tuberositas ossis ischii var endnu ikke forbenet, 
men Forbeningens Ende beklædt med et tykt Lag Brusk, der gik over i Ramus adscendens, 
som ligeledes endnu var brusket. 


Os pubis er det sidst forbenende af Bækkenets Ben. Den tidligste Forbening af 
Os pubis traf jeg hos et Foster paa 300%" i Ramus horizontalis; det var en forbenet 
Halvkanal, som paa Indsiden var 5™™ lang, men paa Bruskens forreste Flade kun 1™5 lang. 
Hos et Foster paa 350% var Forbeningens største Længde 5”"5, og mere end Halvdelen 
deraf dannede en nedentil aaben Halvkanal. Hos et Foster paa 400%" var Forbeningen 
gmm: dens udvendige Halvdel dannede en Halvkanal fyldt med Brusk, som fortsatte sig hen 
til Symphysis og her blev bredere. Som Følge af Forbeningen var Foramen obturatorium 
hos et Foster paa 400mm kun oventil og bagtil begrændset af Ben, men af Brusk fortil 
og nedentil. 

I Acetabulum var Forbeningen hos et Foster paa 224mm kun dannet af Os ilei og 
ischii; hos et Foster paa 300mm begyndte ogsaa Os pubis al tage Del i denne Dannelse, 
saaledes at Os ilei dannede den øverste Væg, Os ischii den nederste og bageste Væg ved 
Hjælp af den øverste Flade af Benets tresidede Forbening, og Os pubis den forreste eller 
indvendige mindste Del af Acetabulum. 


Femur. 


Det bruskede Femur havde hos et Foster spaa 30™° en Længde af 4™™5 og dannede 
i Forening med det ligeledes fuldstændigt bruskede Anticrus en Bue, hvorved hele Extre- 
miteten fik Udseende af at vere kortere end i Virkeligheden. Caput femoris og 


29 293 


o # n x ; | 
33 2 Brusket Apophysis | 
à © > | © 
B= = —_ ——— | = 
Sr: = | 2 
Bearley 5 Ne 
5 ,o = == aS) | © 
EN S See 
25 = Re Ra | 
= Ss 2 SE | 
= 
Mm | | Il 
| | | | 
30 0,7 2 LINE 
| 
By «1 2 2,5 25 6 
45 2,5 2,8 2,7 8 
55 2,3 3,2 9,5 
60 | 5 3.3 4,2 | 11,5 
83 11 3,7 Done le 
93 10 4 2,5 16,5 
108 12 5 2,5 19,5 
120 12,7 3 REN te: 
150 18,5 7 (AS 30 
200 ee 284 |e us 
224 28 4 5 | 37 
255 35,5 8,52. | | 
300 39 8,5 85 | 56 
350 45,5 8 95 | 63 
400 54 10 10 74 


Knækapselen vare fuldstændigt dannede i brusket Tilstand. Midtveis i Femur var der en flad 
Forbening, 0™™7 lang og 0""5 bred, rektangulær med lige afskaarne Sider. Hos et Foster 
paa 55%" var Formen af den bruskede Trochanter major og minor bleven. tydeligere. 
Femur danner under hele Fosterlivet en svag Bue paa sin bageste Flade; denne er ru og 
hos større Fostre forsynet med et Foramen nutrilium. Hos et Foster paa 200™ var 
Cartilago semilunaris i Knækapselen fuldstendigt tilstede; begge Trochanteres vare godt 
udviklede som Brusk, og lidt af Trochanter minor begyndte at forbenes; hos noget storre 
Fostre savnedes dog denne Forbening. Hos et Foster paa 300" saae man, at Forbeningen 
gik 1%" hoiere op paa Bruskens indvendige Side under Caput femoris; nedentil gik For- 
beningen meget ubetydeligt længere ned paa Condylus externus; Knæet kunde ikke fuld- 
stendigt rettes helt ud, men Laar og Skinneben dannede endnu en Bue. Hos et Foster 
paa 350%" kunde Benet bedre strækkes; oventil gik Forbeningen lige høit op paa alle 
Sider. Trochanter major var ved den fremadskridende Forbening formindsket som Brusk, 
men der var ikke noget særskilt Forbeningspunkt i den; Trochanter minor var forbenet i 
sin Basis. Selv hos et Foster paa 100"" iagttog man Levninger af den tidligere, Bue; 


294 30 


Forbeningen gik heiere op saavel forpaa som bagpaa; Forbeningen paa Condylus internus 
gik 1%® længere ned; 'Trochanter minor var forbenet, men oventil var den dog endnu 
dækket af et Lag Brusk af 1"" Tykkelse. 

I Forhold til hele Laarets Længde gaaer Forbeningen langsomt for sig; Brusk- 
massen kan hos meget unge Fostre være doppelt saa stor som Forbeningen; senere ud- 
jevnes Forholdet, og den forbenede Diaphyse vinder mere og mere Overvægt over de 
bruskede Apophyser, saa at den bliver mere end doppelt saa lang som Apophyserne. For- 
beningen skrider temmelig ligeligt frem i den øverste og nederste Ende, dog er Bruskmassen 
noget stærkere i den øverste Ende hos Fostre under 150", 


Anticrus. 
| | Ke = 1 
3 S | 2 | Brusket Apophysis 4 | Brusket Apophysis ; 
= ES] > | o 
8 = | = Zu a = | og Ten © 
- | = == = | | | =} 
er | al ne. | _ | -s a et we ER 
= + | > = ==] a | = =! 
Ser | Va S| Ss © SR 
2? | & 5 | & 3 5 8 5 | = 
fe | 2 5 = = 2 5 r= - 
= = | = | = = = > 
en | | | | 
| | 
30 | 0,7 | 4 ” 4 
37 | 0% 1,5 2,5 | 45 " 4,3 
45 | 2,3 1,7 2 | 6 2 1,5 1,5 5 
55 | 97 1,3 17 | 57 2,3 1,5 1,5 5,3 
60 4 2 3 9 3 | 2 3,5 8,5 
83 | 9 3 2 14 Slices 2 13 
93 | 8 3 25 | 135 su 3 2 12 
108 105 | 3,3 2,2 16 9 25 2,5 14 
120 | 105 2,5 2 || 15 9,5 15 2 13 
150 | 16 2,5 3 215 | 15 3 3,5 21,5 
200 || 26,5 3) 4 35,5 26,5 3 3,5 33 
224 | 245 | 4 2 30,5 | 24 3 2 29 
255 | 305 4 55 | 40 30 5 5 40 
300 | 33 8 7 48 33,5 4 5,5 43 
|| | 
350 | 41 ae Ma 55 395 | 4 6 49,5 
400 | 48 6 8 62 | 49 6 85 | 63,5 
| = Le DER 
Tibia. Fibula. 


Hos et Foster paa 30%" havde Anticrus en Længde af 4"", og der fandtes en 
Forbening i Tibia af Omm7 Længde, men ingen i Fibula hverken i dette Foster eller i et 


31 295 


Foster paa 37™™. I Fibula traf jeg den først hos et Foster paa 45"", men da den allerede 
havde en Længde af næsten 2"", er det troligt, at den allerede findes hos noget yngre 
Fostre. Hos et Foster paa 55"" laae Forbeningen i Tibia nærmere dens øverste Del, i 
Fibula laae den midtveis. Hos Fostre paa 60 og 83"" var det tydeligt, at Tibia gik hoiere 
i Veiret, medens Fibula som udvendig Ankel ragede længere ned end den indvendige Ankel. 
Begge Ben vare afrundede, men allerede hos Fostre paa 150"" saae man Spor af de senere 
Kanter og Muskelindtryk. Hos et Foster paa 2007" ragede Tibia 1"" højere op end Fibula, 
hvorimod denne ragede 1™™ jængere ned; to Foramina nutritia fandtes i Tibia bagpaa 
i Grændsen mellem den øverste og mellemste Trediedel; Tibias Overflade var meget ru. 
Hos et Foster paa 224™™ stod den øverste Ende af Fibula 1""5 lavere end Tibias, medens 
de nedentil næsten stod lige heit; Fibula stod i hele sin Længde mere udad end hos Voxne, 
og dens øverste Ende mere bagtil, saa at Fibula stod opad skraat bagtil, naar man tænker 
sig Tibia staaende lodret; den skraa Stilling var endnu tydeligere hos Fostre paa 300 og 
350mm, Hos disse to Fostre gik Forbeningen i Tibia lige høit op paa begge Condyli. Ikke 
blot Fibulas Brusk (den udvendige Ankel) gik O""5 til 1"" længere ned end den indvendige 
Ankel, men ogsaa Forbeningen i Fibula stod 1™™ (hos et Foster paa 4007" endog 3mm) 
lavere end Forbeningen i Tibia; derimod stod den øverste Ende af Forbeningen i Tibia 
1™™ hoiere end den i Fibula. Et Foramen nutritium fandtes i Tibia paa Grændsen af Forbe- 
ningens øverste Fjerdedel; i Fibula fandtes et Foramen noget ovenfor Midten af Forbeningen. 

Som man vil finde, gjør der sig i Henseende til Forbeningens Stilling et lignende 
Forhold gjældende som hos Ulna og Radius. Ogsaa her er Forbeningen i Tibia paa ganske 
enkelte Undtagelser nær større end den i Fibula, og Tibias Forbening rækker hoiere i 
Veiret end Fibulas. Bruskmassen er ligeledes med enkelte Undtagelser størst i Tibias 
øverste Ende; i Fibula er den ligesom i Radius omtrent ens i begge Ender, men den 
nederste Ende faaer ligesom i Radius Overvægt hos ældre Fostre. 


Tarsus, Metatarsus, Digiti pedis. 


Tarsus. Jeg har engang paa et Foster paa 200™™ i frisk Tilstand troet at see en 
Forbening i Talus liggende under den udvendige Ende af Tibias nederste Del, men i Præ- 
paratets tørre Tilstand kunde jeg ikke gjenfinde den, ligesom jeg ogsaa savnede den hos 
Fostre paa 255, 300 og 400%" Quain afbilder en meget lille Forbening i Talus hos et 
Foster paa 7—8 Maaneder"). 


1) R. Quain, anatomy, J, Pag. 127, Fig. 106 B 2, Ch. Retterer, développement du squelette, Pag. 92. 


Derimod er det sikkert, at der hos et Foster paa 255" fandtes en Forbening af 
Calcaneus. Den nederste Del af Calcaneus staaer hos Fostret udad, og Fostret træder 
paa Fodens udvendige Rand. Forbeningen viste sig paa den bageste Del af Helens 
udvendige Flade, var rund og havde en Diameter af 2""3. Saavel hos dette Foster som 
hos et Foster paa 300%" laae den temmelig overfladisk, skjondt den sikkert fra Begyndelsen 
af har ligget i Bruskens Indre. Hos et Foster paa 400™™ strakte Forbeningen sig fortil 
ud i den forreste Processus af Calcaneus, var noie begrændset, af Storrelse og Form som 
en lille Art, og havde en Diameter af 4™™5; den var synlig i Brusken saavel forfra som . 
fra begge Sider, men ikke bagfra. 

I Metatarsus optraadte den første Forbening i Diaphysen hos et Foster paa 60™™ 
med rektangulær Form, var størst i Hallux (0""6) og ragede længere baglil end de øvrige Ossa 
metatarsi; den var mindst i fjerde Taa (0™"3). Forholdet var noget anderledes hos et Foster 
paa 83”=; Forbeningen var længst i Os metatarsi secundum (1""3), derefter fulgte Ossa 
metatarsi 3, 4, 5 og 1, som var kortest (0™™8) men bredest. Hos et Foster paa 150" 
var Os metatarsi secundum 2""5, Hallucis 1™™7. Hos et Foster paa 200"" vare alle fem 
omtrent lige lange, Os metalarsi quintum 4%"3 og tykkest især bagtil. Hos et Foster paa 
255"" var Os metatarsi secundum 6", quintum 5™™. Hos et Foster paa 400" var Os 
metatarsi secundum 11%", lertium 11", quartum 103, quintum 9""7, primum 8""7; 
secundum ragede noget længere baglil. Der er nogen Afvexling, ligesom man hos Voxne 
snart finder, at Tommeltaaen er længst, snart anden Taa (ofte paa antike Statuer). I Apo- 
physerne gaaer Forbeningen først for sig efter Fødselen. 

Digiti pedis. I tredie Phalanx er Forbeningen hætteformig ligesom paa Fingrene. 
Den tidligste Forbening fandtes hos et Foster paa 607", men Forbeningen var kun svag, 
hvorfor den ved Indtørring blev rodliggraa. Forbeningen var stærkest i Hallux og aftagende 
i de øvrige Teer, mindst i den lille Taa, hvor den hos et Foster paa 93" endnu kun var 
punktformig. Hos et Foster paa 400™ var Forbeningen i Phalanx tertia hallucis 4""5 
lang, 2™™5 bred og især udviklet paa Dorsalfladen; paa de øvrige Teer var Forbeningen 
kun 1"" eller derunder. 

I ånden Phalanx fandtes den første Forbening hos et Foster paa 255%", og For- 
beningernes Størrelse fulgte Tæernes Orden. Hos et Foster paa 400" var Forbeningen i 
anden Taa 1""5, i tredie og fjerde Taa 1", i femte Taa ei ret tydelig. 

I første Phalanx fandtes den første Forbening i Hallux hos et Foster paa 43"", og 
der var ingen Forbening i de øvrige Fingres første Phalanx. Denne fandtes først hos et 
Foster paa 1507"; Rækkefølgen i Størrelse var her og hos større Fostre 1, 2, 3, 4, 5. Hos 
et Foster paa 200%" var Forbeningen i Phalanx prima hallueis 1""5. Hos et Foster paa 


AOOmm var første og anden Taa 4""5, tredie 3™™3, fjerde 3™™, femte 2™™5; Forbeningen er 


33 297 


bredest paa forste og femte Finger. Der syntes at være en Forbening i det indvendige Os 
sesamoideum hallueis. 


Patella forbenes længe efter Fodselen. Den bruskede Patella havde en Heide og 
Brede af I"® hos et Foster paa 30", af 1""3 hos et Foster paa 55", af 2™™ hos et Foster 
paa 93%, af 3% hos et Foster paa 120", af 5™™ hos et Foster paa 200", en Heide af 
8" og Brede af 9™™5 hos et Foster paa 300%", en Heide af 12%" og Brede af 13°" hos 


el Foster paa 400%. 


Broca har fundet, at Foramen nutritium under Væxten stiger i Veiret paa Femur, 
sænker sig paa Humerus og ikke varierer synderligt paa Tibia. Ollier har bekræftet disse 
lagttagelser ved direkte Forseg paa Dyr, paa hvis Ben der indsattes Stifter i afmaalte 
Afstande, og jeg kan ligeledes bekræfte dem for Fostrets Vedkommende for Fodselen. 
Medens Foramen nutritium paa Humerus hos et Foster paa 150" havde sin Plads omtrent 
paa Grændsen af den øverste Trediedel af Forbeningen, flyttede det sig efterhaanden saa- 
ledes, at det hos et Foster paa 400"" fandtes noget ovenfor den nederste. Trediedel. Og 
medens Foramen nutritium paa Femur hos et Foster paa 150"" fandtes noget ovenfor 
Grændsen af den nederste Trediedel, var det hos et Foster paa 400" beliggende omtrent 
midtveis paa Forbeningen. Paa Armen og Underarmen have Foramina nutritia en Retning 
mod Albuledet, paa Laaret og Skinnebenet divergere de fra Knæledet. 

Ikke altid ere de Ben, som forbenes tidligst, længst fremme under Udviklingen. 
Clavicula hører til de tidligst forbenende Ben, men senere gaaer Forbeningen langsommere 
for sig. Femur forbenes sildigere end Humerus, men under Udviklingen gaaer Forbeningen 
hurtigere frem i Femur. At dømme efter Forbeningernes Størrelse begynder Forbeningen 
lidligere i Over- end i Underextremiteterne, men Tarsus (Talus og Calcaneus) forbenes før 
Carpus. Af Phalanges forbenes den tredie først, uagtet den er mindre end anden og første 
Phalanx. 

Forskjellighederne i Forbeningen give sig ogsaa tilkjende i hele Extremiletens 
forskjellige Længde i Forhold til hele Fostrets Længde, saaledes som man kan see af den 
følgende Tabel. Overextremitetens Længde er maalt fra Caput humeri til Fingerspidserne, 
Underextremitetens -fra Caput femoris til Taaspidserne, idet Foden er udstrakt. I den 
tidligste Tid hos Fostre paa 30 til 60" er hele Overextremiteten noget længere end hele 
Underextremiteten, dog er Forskjellen ikke betydelig; men fra denne Grændse af faaer 
Underextremiteten Overvægt i Længde, og Forskjellen stiger med tiltagende Alder, saa at 

Vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, naturvidensk. og mathem. Afd, IV, 3. 38 


298 34 


Underextremiteten hos Fostre paa 400™ er 20mm længere end Overextremiteten. Forskjellen 


bliver endnu storre efter Fodselen. 


D ö | 3 © | 3 a 
a= 2 Eu 
+ Bien UNE 
5 BIG 7 
ne SE = £ 
Ee == så 
£ 2 s 
Mm | 
| 
30 | 12,7 | 11,5 
Bo ee ee: 
4 | 29,5 19 
55 | 22 21,5 
60 | 28 | 27 
83 40 41 
93 | 384 38 
108 46 | 50 
120 | 46 47 
150 | 68 69 
200.0 NL OT 104 
224 92 96 
255 | 115 | 12 
300 | 135 | 142 
350 | 145 | 160 
400 166 | 186 


Vil man noiere undersøge, hvilke Ben der have den væsenligste Andel i Længde- 
forskjellighederne under Fostrenes forskjellige af Alderen betingede Længde, kan man dele 


= F | | T | | 
Fostrets nn | ’ 
Længde 8 | 3 e | El 2 
fra Vertex > £ | = a = | 2 = = 
til Calx. Si NE = A) oe = = 
o 
Mm. LA | || | 
| | | | 
DONS Sm. onal Os | 19,6 | 15,7 | 1238 | 178 | 13,4 | 12,6 
932-200, Nee | 181 | 154 13,5 | 18,7 | 148 | 135 
22k) = AUD EE ee 4 | 16,3 14,7 12,9 | 184 | 15, 14,6 
| 


35 299 


Fostrene i tre Grupper og for hver enkelt beregne Middeltallet af hele Benets (den forbenede 
og bruskede Dels) Længde i Forhold til hele Legemets Længde. Naturligvis bliver Resultatet 
kun at betragte som tilnærmelsesvis rigtigt. 

Man seer af Tabellen, at hos Fostre paa 30 til 83"" ere Humerus, Ulna og 
Radius i Forhold til hele Fostret længere end Femur, Tibia og Fibula; Forskjellen er ikke 
betydelig hos Fostre paa 93 til 200%", men hos Fostre paa 224 til 400"" ere Humerus, 
Ulna og Radius overalt kortere end Femur, Tibia og Fibula. Fremdeles er det klart, at 
den relative Længde af Humerus i Forhold til hele Fostret aftager stærkt med Alderen; 
Ulna aftager i ringe Grad, og Radius forbliver omtrent stationair. Den relative Længde 
af Femur er ligeledes næsten stationair, derimod tiltager saavel Tibias som Fibulas relative 
Længde med Alderen. Som man vil finde, er det derfor især den øverste Del af Over- 
extremiteten og den nederste Del af Underextremiteten, som gjøre Udslaget. 


38" 


300 | 36 


Extrait. 


sy 


Dace mon mémoire sur le cartilage primordial du crane‘), j'ai indiqué que le cartilage 
qui se forme autour de la Chorda dorsalis constitue, selon toute vraisemblance, une seule 
masse continue, et il n’y a, à l’origine, aucune séparation entre la partie qui entoure la 
Chorda dans la colonne vertébrale et celle qui l'entoure dans la base du crane. Il n’y a 
pas non plus de séparation apparente d’avec les prolongements qui se montrent plus tard, 
et dont le cartilage forme la base des os, plus tard isolés du crane, de la colonne verté- 
brale et des extrémités. 

Les extrémités supérieures et inférieures apparaissent chez les fœtus humains 
âgés de 6 semaines environ comme des bourgeons à la surface du corps. Ces bourgeons 
doivent être considérés comme renfermant les matériaux du cartilage de la main et du 
pied, lequel est poussé peu à peu par les autres parties des extrémités dont le cartilage 
se forme derrière eux. Pour les extrémités inférieures, la jonction avec le cartilage de la 
colonne vertébrale se fait par l'intermédiaire du cartilage des os du bassin, et, pour les 
extrémités supérieures, par l'intermédiaire de la clavicule, qui s’ossifie dans le cartilage 
primordial; mais c'est au cartilage du sternum et non à la colonne cartilagineuse qui 
entoure la Chorda dorsalis qu'aboutit la clavieule, et si celle-ci doit servir d’intermediaire, 
cela n’est possible qu’en la considérant comme une apophyse du sternum. Chez les mammi- 
fères chez lesquels la clavicule manque complètement, toute communication directe ou 
indirecte entre les extrémités supérieures et la colonne carlilagineuse de la Chorda dorsalis 
se trouve supprimée. On pourrait peut-être admettre qu'elles ont, à l'origine, été reliées 
entre elles par une cartilage, et que ce cartilage a été absorbé pendant le développement. 
Que le cartilage primordial puisse être absorbé, c'est ce que j'ai constaté, quant au crane, 
pour les apophyses petroso-occipitalis et petroso-parietalis, pour l’apophyse de Meckel et 
pour l'expansion en forme de lyre de la partie criblée sur la voûte orbitaire du frontal, et 
il est bien possible que la clavicule subisse une absorption analogue, mais cela n’est pas 
prouvé. 


1) A. Hannover: Le cartilage primordial et son ossification dans le crane humain avant la naissance. 
Copenhague, 1881, avec deux planches gravées. 


37 301 


De même que dans mes recherches sur le cartilage primordial du crâne, je ne 
m'occupe dans celte nouvelle étude que de son application à l'homme. Toutefois ce n’est 
pas par leur différence d'âge, mais par leur longueur totale que je distinguerai les différents 
fœtus. En effet il règne toujours beaucoup d'incertitude dans la détermination de lage 
des foetus, surtout des jeunes, et, à cet égard, il me suffira de rappeler les désaccords 
que présentent les indications de Rambaud et de Renault, de Toldt, de His, de Retterer, 
etc. En distinguant, au contraire, les fœtus par leur longueur totale, on a, pour ainsi dire, 
toujours une mesure certaine pour la longueur de leurs différentes parlies, et ce n’est 
qu’exceptionnellement qu'on trouve des désaccords, par exemple lorsqu'un fœtus plus petit 
a des extrémités relativement plus longues qu'un autre fœtus plus grand. La longueur de 
l'ossification correspond bien en général à celle des extrémités; cependant on peut ren- 
contrer des fœtus de même longueur mais avec une ossification inégale. Dans la déter- 
mination de la longueur des fœtus entiers ou de leurs différentes parties, il faut se garder 
de comparer des parties fraiches (non desséchées) avec des parties desséchées, parce que 
celles-ci se raccourcissent toujours plus ou moins fortement. Les mesures données plus 
loin ne se rapportent qu'à des préparations fraîches; mais on est souvent forcé de se 
servir de préparations desséchées pour constater l'existence de très petites ossifications, 
car elles peuvent être entièrement méconnaissables sur des préparations fraiches, et ne se 
trahissent ni à la vue ni au contact d'une aiguille à cause de leur mollesse; on les recon- 
naît seulement à leur couleur blanche lorsque la préparation est desséchée. 

La couleur blanche apparaît, qu’on ait devant soi une véritable ossification, ou 
seulement la calcification qui la précède. Je me suis assuré que la marche de l’ossifica- 
tion, l'agrandissement des cellules du cartilage, leur entourage de masse calcaire, le 
déplacement de la chaux et la formation des corpuscules osseux, s'effectuent dans le sque- 
lette cartilagineux du tronc et des extrémités de la même manière que dans le crane, 
ainsi que je Vai exposé en détail dans mon mémoire sur le cartilage primordial du crane 
et représenté sur la PI. 2. De même aussi que dans le crane, l'ossification commence 
dans l'intérieur et non à la surface du cartilage. 

Dans mon mémoire sur le cartilage primordial du crane, j'ai fait observer que 
ious les os du crane formés dans le cartilage primordial s'unissent à des parties osseuses 
qui se forment entre des membranes, et que l'os n’est entièrement formé que lorsque la 
soudure est complète. Il est bien possible que ce caractère, en ce qui concerne les 
vertébrés inférieurs, conduise à une interprétation plus exacte de plusieurs de leurs os du 
crâne qui ne se forment pas dans le cartilage primordial. Mais ce mode de formation 
n'existe pas pour les os du tronc et des extrémités, qui s’ossifient et se forment exclu- 
sivement dans le cartilage primordial. On ne trouve non plus dans le cartilage du tronc 
et des extrémités rien qui corresponde au grand nombre de points d’ossification que 
peuvent présenter les os formés dans le cartilage primordial du crane. Dans les os longs, 
il n'y a en général qu'un seul point d’ossification, avec quelques modifications pour lossi- 
fication des apophyses. Les os courts n'ont aussi généralement qu'un point d'ossification 
dans l’intérieur du cartilage; c'est seulement lorsque les os sont plus grands ou ont des 
apophyses particulières qu'ils peuvent avoir plusieurs points d’ossification. 


302 38 


J'ai examiné un grand nombre de tres petits fœtus, et trouvé le premier rudiment 
des extrémités supérieures et inférieures chez un fœtus long de 9™™. Chez ce même 
fœtus, on distinguait à travers les parties qui la recouvraient toute la colonne vertébrale 
divisée en ses vertèbres par de fines raies transversales. La division était surtout distincte 
dans les vertèbres dorsales inférieures et les vertèbres lombaires, mais plus faible en haut 
vers la tête; elle était en outre bien plus distincte sur les côtés des vertèbres que dans 
leur corps sur la ligne médiane. Dans la région de la poitrine il y avait des raies trans- 
versales indiquant la place des côtes futures. 

La formation et le développement des extrémités ne sont pas toujours dans un 
rapport direct avec la longueur totale et l'âge des fœtus, de sorte qu'elles peuvent être 
moins développées chez des fœtus plus âgés que chez d'autres plus jeunes. L’ossification 
se comporte aussi d'une manière analogue. En outre, les extrémités supérieures, sauf de 
rares exceptions, sont toujours plus longues et plus larges ou, en d’autres termes, plus 
fortement développées que les extrémités inférieures, et il y a par suite lieu de croire 
qu’elles se forment un peu plus tôt que ces dernières. On constate aussi toujours que les 
premiers rudiments des doigts, que j'ai observés chez un fœtus long de 18", apparaissent 
avant ceux des orteils. 


Colonne vertébrale. Le crane est à l’origine ouvert en arrière et au sommet, 
et le cerveau est seulement recouvert d'une membrane, que j'ai appelée membrane spinoso- 
occipitalis, parce qu’elle est une continuation des membranes qui revétent le canal medul- 
laire. Ce canal est également, à l'origine, ouvert en arrière, avant que les membranes 
qui l'entourent soient recouvertes d'une masse cartilagineuse provenant du cartilage qui 
entoure la Chorda dorsalis. Cette masse cartilagineuse devient plus tard l'arc des ver- 
tebres; les arcs sont d'abord serrés les uns contre les autres, mais les intervalles qui 
les séparent deviennent ensuite plus grands et sont remplis par une membrane qu'on peut 
appeler membrane interspinale. La séparation entre les différentes vertèbres est déjà 
marquée à l'origine par de fines raies transversales qui limitent les corps des vertèbres 
formés plus tard. La segmentation ne comprend pas seulement le cartilage qui entoure 
la Chorda dorsalis, mais aussi celui qui recouvre le côté postérieur du canal médullaire 
et qui ultérieurement devient l’arc des vertèbres. 

Je n'ai trouvé d’ossification dans aucune partie du cartilage de la colonne verté- 
brale chez les fœtus de 30, 37, 44 et 45™™ de long. C’est seulement chez un fœtus de 
5Omm que j'ai constaté, dans le corps des vertèbres, une ossification s'étendant depuis les 
vertèbres dorsales inférieures jusqu'aux vertèbres cervicales. L'ossification semblait avoir 
commencé dans les vertèbres dorsales moyennes, parce que de là elle allait en diminuant 
tant vers le haut que vers le bas; dans le corps des vertèbres cervicales 1, 2, 3, 4, il n'y 
en avait pas. Le même fœtus présentait une autre ossification dans la partie antérieure 
de l’arc des vertèbres, comme aussi dans la quatrième vertèbre cervicale; elle était maxi- 
mum dans la septième vertèbre cervicale et de lå allait en diminuant des deux côtés. 

Chez deux fœtus de 60 et de 66m", le corps de la troisième vertèbre cervicale 
était le siège d’une ossification qui s'étendait en augmentant jusque dans la septième; 
par contre, il n'y en avait encore aucune dans l’axis et l’apophyse odontoide. En 


39 303 


outre, à partir de la troisième vertèbre, en descendant, la partie antérieure de l'arc pré- 
sentait de chaque côté une ossification qui avait à peu près la même grandeur dans toutes 
les vertèbres, à savoir un diamètre vertical de 1"",75 et un diamètre transversal de Om» 75; 
elle était plus grande dans Varc que dans le corps des vertèbres, ce qui semble indiquer 
quelle commence de meilleure heure dans Farc. Il y a aussi un ordre un peu différent 
en ce qui concerne la grandeur; car l’ossification dans l'arc, chez un fœtus de 80%", élait 
maximum dans les vertèbres cervicales supérieures et ne diminuait pas sensiblement jusqu’à 
la septième; mais elle décroissait rapidement dans les vertèbres dorsales, de sorte que dans 
les dernières, de même que dans les vertèbres lombaires, elle ne se montrait à l'œil nu 
que sous forme de points ronds, qui n'étaient plus perceptibles dans les vertèbres sacrées. 
Dans le corps des vertèbres, Vossification était maximum dans les vertèbres moyennes et 
inférieures, et diminuait ensuite tant vers le haut que vers le bas. Ces particularités ont 
déja été indiquées par MM. Robin et Quain. 

Les caractères étaient plus nets chez les fœtus de 120%, D'abord, le développe- 
ment plus grand de l’ossification dans l'arc des vertèbres montrait qu'elle avait précédé 
celle du corps, au moins en ce qui concerne les vertèbres cervicales. Ensuite, on pouvait 
voir que l’ossification avait commencé dans la partie de l'arc qui plus tard doit porter les 
apophyses transverses et articulaires. L'arc postérieur de l'atlas formait une ossification 
cylindrique de 2mm 5 de long, qui était plus épaisse à ses deux extrémités; celle de l’axis 
mesurait 3"" et était arquée. Mais, à partir de la troisième vertèbre cervicale, l’ossifica- 
lion était coudée avec un coude de 90° environ; le sommet du coude était devenu l'apo- 
physe transverse et portait un anneau cartilagineux pour servir de lit à l'artère vertébrale. 
La branche antérieure beaucoup plus courte du coude doit avec le temps se souder avec 
le corps de la vertèbre; la branche postérieure plus longue se forme dans la masse car- 
tilagineuse qui est fournie successivement par la partie latérale du corps, s’ossifie avec le 
côté opposé et complète l’arc de la vertèbre. L'ossification du corps, qui à l’origine était 
située à mi-chemin dans le cartilage, devient peu à peu plus lenticulaire en s'étendant en 
avant et en s’avancant sur la face antérieure du corps; mais cela n'a lieu qu'a partir de 
la cinquième vertèbre cervicale. 

Chez plusieurs fœtus de 140—150™ , Vossification dans l'arc postérieur de l’atlas 
avait une longueur de 5"" et formait un arc à faible courbure; dans l’axis, elle mesurait 
am et l'arc était plus recourbé. Il n'y avait pas d’ossification dans l'arc antérieur cartila- 
gineux de l'atlas. Les verlèbres sacrées en présentaient trois, et les trous de conjugaison 
étaient partout très distincts. Il y avait en outre une ossification dans le corps de Taxis 
comme aussi dans l’apophyse odontoide, et les deux ossifications avaient la même grandeur. 

L’ossification de l'arc était maximum dans l’atlas chez trois fœtus de 230— 235", 
La longueur des ossifications diminuait un peu dans les autres vertèbres cervicales, mais 
elles augmentaient en largeur (hauteur) dans les vertèbres dorsales, après quoi elles dimi- 
nuaient de grandeur dans les vertèbres lombaires et atteignaient leur minimum dans les 
vertèbres sacrées, où elles étaient imbriquées et prenaient peu à peu une forme plus 
triangulaire. Les apophyses transverses commencaient à s’ossifier sur le côté extérieur du 
coude de l'arc, et Vossification, maximum dans les vertèbres cervicales, allait ensuite en 
diminuant vers le bas. Sur l'arc des vertèbres sacrées, les ossifications se présentaient 


304 40 


sous forme de deux rangées de petites plaques triangulaires, au nombre de 5 de chaque 
côté de la ligne médiane de la colonne vertébrale. Sur l'arc postérieur de l’atlas, il s'était 
formé une facette articulaire distincte avec les condyles de l'os occipital, laquelle se pro- 
longeait en dehors pour former les apophyses transverses, qui étaient les parties le plus 
fortement ossifiées. à 

L'ossification de l'arc des vertèbres allait en diminuant de haut en bas chez un 
fœtus de 300": les ossificalions élaient imbriquées en haut, mais avec des intervalles de 
plus en plus grands en dedans, et, devenant toujours plus petites, elles atleignaient leur 
minimum dans les cinq vertèbres sacrées, parmi lesquelles la plus petite ne mesurait que 
Omm 5, La partie antérieure du coude était bien devenue plus grande, mais elle était 
encore séparée de l’ossification du corps par une couche de cartilage. Au bout des apo- 
physes transverses des vertèbres cervicales, il y avait une rainure arrondie ossifiée pour 
l'artère vertébrale, dont la paroi extérieure était encore cartilagineuse. L’ossification de . 
l'arc de l’axis avait une hauteur extraordinaire. 

Chez un fœtus de 350%, la branche antérieure du coude et l’apophyse transverse 
plus fortement ossifiée qui en sortait, étaient encore séparées du corps des vertèbres par 
un cartilage appartenant en majeure partie à ce dernier. Les branches postérieures du 
coude se réunissaient des deux côtés sur la ligne médiane de la colonne vertébrale dans 
les apophyses épineuses encore cartilagineuses, qui avaient la même forme et la même 
direction que chez les adultes; il n'y avait pas d’ossification visible à l'œil nu. L’ossilica- 
tion du corps des vertèbres avait pris un grand développement, et, dans chaque corps 
cartilagineux, il y avait un corps dur, déprimé, de forme ovale ou presque ronde et nette- 
ment limité qu'on pouvait sans difficulté retirer du cartilage environnant. Les ossifications 
d'abord isolées du corps de Taxis et de l’apophyse odontoide s'étaient bien soudées, mais 
on pouvait encore distinguer les lignes de soudure. Dans les vertèbres coccygiennes, il 
n'y a pas d’ossificalion avant la naissance. 

Sur des coupes sagiltales on voyait les corps des vertèbres nettement séparés les 
uns des autres par des lignes blanchätres provenant des éléments fibreux dans les rudi- 
ments des carlilages intervertebraux. Au milieu de ces rudiments et à partir des vertèbres 
cervicales inférieures jusqu'aux vertèbres sacrées supérieures, se trouvait une cavité plate, 
ronde ou ovale, qui avait été remplie d'un liquide. La grandeur de la cavité était en 
rapport avec celle des vertèbres. 

Chez un fœtus de 400%", les extrémités intérieures de Parc ossifié, dans les ver- 
tèbres dorsales moyennes, élaient réunies dans une apophyse épineuse encore carlilagineuse. 
La branche antérieure du coude dans l'arc des vertèbres atteignait maintenant le corps, ei 
il n'y avait plus entre eux qu'une couche très mince de cartilage. 

L’ossification du corps de l'axis, qui ne semblait pas étre soudée avec l'ossificalion 
de l’apophyse odontoide, était plus large que celle de la troisième vertèbre cervicale, mais 
l'ossification du corps allait ensuite en augmentant dans les vertèbres dorsales et lombaires 
et, à partir de la dernière vertebre lombaire, diminuait dans les vertèbres sacrées. Les 
apophyses articulaires étaient ossifiées et aboutissaient à l'arc et au corps sans cartilage 
intermédiaire apparent. L’are antérieur de l'atlas était encore cartilagineux en avant sur 
une largeur de 7"m. 


41 305 


Quant aux rapports réciproques de l’arc et du corps des vertèbres, l'arc des ver- 
tèbres cervicales était placé plus haut que l’ossificalion du corps, tandis que l'arc des 
vertèbres dorsales se mettait peu à peu au niveau de l'ossification du corps, et que l’arc 
des vertèbres lombaires se trouvait un peu au-dessous du corps. 

Entre les extrémités ossifiées de l’are, il y avait, sur la ligne médiane du dos, un 
intervalle qui était maximum entre les extrémités intérieures de l’atlas (5™™) et de l’axis. 
Pour les autres vertèbres cervicales, cet intervalle était maximum dans la cinquième de 
ces vertèbres et allait en diminuant tant vers le haut que vers le bas. Puis venait de 
nouveau, entre les extrémités intérieures des vertèbres dorsales inférieures, un intervalle 
plus grand qui augmentait dans les vertèbres lombaires et diminuait dans les vertèbres 
sacrées. Dans les régions cervicale et lombaire, ces intervalles avaient une forme rhom- 
boïdale très allongée. Ils correspondent aux renflements de la moelle épinière, mais 
l'intervalle le plus large entre l’atlas et l’axis, qui est rempli par la membrane spinoso- 
occipitalis, correspond à la moelle allongée. Les intervalles larges sont le siège le plus 
fréquent de l’hydrorrachis par suite d'une ossification défectueuse de l'arc. 


Côtes. Les premières traces de côtes se montrent de très bonne heure chez de 
très petits foetus, sous forme de raies transversales, mais je ne les ai trouvées à l’état de 
véritables cartilages que chez un fœtus de 30™™, et elles ne présentaient encore aucune 
ossification. Elles étaient la continuation directe du cartilage du corps des vertèbres, et 
c'est pourquoi il ne s'était pas formé de tête particulière. Chez un fœtus de 37™™ toutes 
les côtes, à l'exception des deux dernières, avaient commencé à s'ossifier. La onzième 
côte était ossifiée chez un fœtus de 52™™, et la douzième, chez un fœtus de 60m, 

Il s'était formé une tête sur les neuf côtes supérieures d'un fœtus de 230”, laquelle 
toutefois n’aboutissait pas à l’ossification des corps des vertebres, mais au cartilage de 
leurs faces latérales. Tandis que les autres côtes se développaient rapidement, ce n'était 
pas le cas pour la première, qui ne mesurait encore que 9™™ chez un fœtus de 300™™ et 
12% chez un fœtus de 400%".  L'ossification de la tête et de la partie des côtes qui 
s'appuie contre l'apophyse transverse marchait aussi assez lentement; aussi les côtes 
étaient-elles très mobiles. 

L'extrémité antérieure des côtes était évasée en forme de trompette, forme qui 
était plus fortement marquée chez les fœtus âgés que chez les jeunes, et aboutissait aux 
cartilages costaux, qui sont plutôt à considérer comme appartenant au sternum qu'aux 
côtes, et devraient par conséquent être appelés cartilages sternaux des côtes. On peut 
suivre le cartilage de la première côte le long du bord supérieur du manubrium sterni. 

Toutes les côtes ont chez le fœtus une position plus horizontale que chez l'adulte, 
de sorte que les côtes moyennes sont à peu près horizontales, et leurs extrémités anté- 
rieures et postérieures, à peu près au même niveau; les côtes inférieures ne sont tournées 
qu'un peu vers le bas, et les supérieures tournent même leur extrémité antérieure vers le 
haut, en sorte que l’extrémilé sternale est plus élevée que l'extrémité dorsale. L’arc que 
forment les côtes est également tourné plus en dehors que chez les adultes, surtout chez 
les côtes supérieures, dont l'extrémité antérieure est placée plus haut que l'arc. On peut 
le voir aussi bien chez de jeunes fœtus de 80 et de 150”” que chez des fœtus plus âgés 


Vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, naturvidensk. og mathem. Afd. IV. 3. 39 


306 42 


de 300 et de 400m%, L'enfant a la poitrine plus haute que l'adulte, ce qui certainement 
n'est pas sans influence sur la position et la grandeur des poumons et des autres viscères. 


Sternum. On doit se figurer le cartilage du sternum comme résultant de la fusion 
des cartilages sternaux des côtes aboutissant à une masse cartilagineuse formée sur la 
ligne médiane du corps. Il se forme ainsi des anneaux cartilagineux fermés en communi- 
cation avec le cartilage du corps des vertèbres. Le sternum s’ossifie tard, et une partie de 
son cartilage est permanente. J'ai trouvé la première ossification chez un fœtus de 300", 
où il s'était formé quatre points d’ossification, mais la forme et le nombre n'en sont pas 
constants. 

De même que l'extrémité antérieure des côtes est relevée, de même aussi le sternum 
est placé plus haut chez les fœtus que chez les adultes, en se dirigeant obliquement d’ar- 
rière en avant sous un angle de 130— 140°. 


Clavicula. Scapula. 
a  — 
5 så 5 Apophyse | ? Diamètre 
8 == = cartilagineuse | = de l'ossification 
32 8 a Be 4 EME 5 
Ses © | = 
= À w | : =] = 
= gs > SMS 3 : = 
nn 5 = Fe = 2 E S 
Bio = SN NE S Sun Bis 
= = 2 5 7 5 5 
Mm. n o > | <= 
| | | | 
30 || 92 Of | OS > O5: Os 
37 450005 IREM DE 5,3 Zen ie 
45 Hu MAD #00 08 5,8 97 1,7 
55 De IRL 0,4 6,8 3,5 | 1,7 
60 Gy | al 0,5 8,2 GENE DRE 
83 8,4 2 Ose ET (tie NS 
93 | 94 2 0.4 11,5 6 5 
108 | 11 0,6 0,4 12 7 6 
120 | 125 (CHU NE (ON: 13,5 9 | 6 
1507717 Leys 0,4 0,4 16,3 11 [JAMES 
200 22 | 06 04 | 23 15 | 13 
224 DOT Kom DIS 21 16 12 
| | | 
255 | 25 | 0x 03 | 26 20 | 15 
300 | 27 0,7 03 | 28 22 only 
350 | 30 0,7 0 | 31 27 20 


400 35 Om 0,3 36 28 | 2955 
| I | 
Clavicule. Chez un fœtus de 30", il y avait une ossification cylindrique de 
9mm 9 de long sur Omm 6 d'épaisseur et avec une faible courbure, de sorte que la différence 
qu'on trouve chez les adultes entre les parties extérieure et intérieure de l'os était déjà 


43 307 


indiquée. Sur la face extérieure du cylindre, on ne pouvait découvrir aucune couche de 
cartilage; mais, aux deux extrémités, il y en avait une distincte formée de vraies cellules 
cartilagineuses qui paraissaient être plus petites à l'extrémité extérieure que sur l'inté- 
rieure. La remarque déjà faite par moi que la clavicule se forme dans le cartilage pri- 
mordial, se trouve ainsi confirmée par cette observation, comme elle l’a aussi été chez plusieurs 
fœtus plus âgés. 

Chez un fœtus de 37", l’ossification avait la forme d'une nacelle de 4"",5 de long, 
avec de vraies cellules cartilagineuses aux deux extrémités. Chez un fœtus de 55™™, le 
creux de la nacelle, dans la partie postérieure, était plus plat et rempli par un muscle. 
Chez deux fœtus de 83 et de 93", il était rempli d'une masse osseuse; les deux extrémités 
étaient revétues de vrai cartilage et, comme à l'ordinaire, il n'y en avait qu'une couche 
mince sur l'extrémité acromiale. Chez un fœtus de 255", la capsule articulaire du sternum 
n'était pas bien fortement développée, mais on y voyait la trace d'un cartilage interclavi- 
culaire distinct. Chez des fœtus de 300, 350 et 400", l'extrémité acromiale passait direc- 
tement dans l’acromion sans capsule articulaire intermédiaire, mais y était unie par un fort 
tissu fibreux. 

La masse du cartilage dans les apophyses, pendant toute la croissance du fœtus, 
est petite en proportion de la diaphyse ossifiée; cependant elle est plus grande à l’extrémité 
sternale, ce qui permet peut-être de supposer que la croissance est surtout active en 
ce point. 

J'ai rencontré une fois chez un adulte une cavité articulaire complète, protégée 
par des fibres extérieures, entre la face supérieure de l’apophyse coracoïde et la face 
inférieure de la clavicule; l’apophyse coracoide était normale, la clavicule avait un pouce 
de large et la cavité articulaire, à peu pres de forme ovale, un diamètre d'un demi-pouce 
environ. Je n’ai pas, chez des fœtus, trouvé d'indication d’une formation analogue. 


Omoplates. L’omoplate a de bonne heure sa forme triangulaire; chez un fœtus 
de 30», elle était aussi mince que du papier très mince; mais on y distinguait néanmoins 
un rudiment d’epine et une division en partie supérieure et partie inférieure, et, près de 
la cavité glénoïde, se trouvait une ossification un peu irrégulière et sans limites bien définies 
de 5™™ de diamètre. Chez un fœtus de 83%, l’épine était complètement ossifiée à l’excep- 
tion de l’acromion; sur le bord interne, le cartilage n'avait en haut qu'une largeur de 
1—1%%,5 et augmentait en force vers le bas, surtout à l'angle inférieur. Les faces antérieure 
et postérieure de l’omoplate n'étaient revétues que d’une couche très mince de cartilage. 

L’acromion commençait à s’ossifier à partir de l’épine chez un fœtus de 150", et 
il y avait des empreintes musculaires sur la face antérieure de l’omoplate; par contre, 
l'apophyse coracoïde n'était encore qu'un cartilage. Chez un fœtus de 224%", l’épine de 
l'omoplate était entièrement ossifiée, et la facette triangulaire marquée dans le cartilage. 
Comme d'habitude, la masse cartilagineuse est la plus grande à l'angle inférieur et c’est 
en dedans que le développement et l’ossification de l’omoplate marchent le plus vite. Chez 
un fœtus de 400%, l’apophyse coracoïde était encore entièrement cartilagineuse et avait 
une longueur de 12""; en général, elle ne s’ossifie qu'après la naissance. L’ossification de 
l’omoplate est plus rapide dans le sens vertical que dans le sens horizontal. 


39” 


308 44 


Humerus. Ulna. Radius. 
ea guten ul er Bir EHER rue a eee 
3 2 | i Apophyse ' | Apophyse 3 ds | Apophyse | 
8 = = | 8 carlilagineuse | = 2 | cartilagineuse = = | cartilagineuse | = 
5 > © EE = a == 3 Ee TE tm = 
red bot pe a | sie 8 = D | a 
525 | 3 = s | 2 9 = s | 3 2 Boj) seid) WE 
5 Zul By foe (erde cop Bead Burn 
Mm. | | | 
_—_ o-oo" 
30 1 25 2 | 55 Os lea | oz: Oa | 1 1,6 3 
37 5 | 28 | 17 |. 65 | 28 | 22 | Is 6 2 1e | 15 | 45 
45 er el El nl a ra PR > 17 | Leere 
55 5 Ds | ER Os 3,7 3 2 8,7 3,5 1,2 2 6,7 
60 | 6 3,5 2,5 12 4,5 2,8 2,2 9,5 4 2,3 2,2 8,5 
8 | u 45 | 9 | 175 | 95 | 35 | 28 | 154 | 9 2 25 | 13,5 
93 11 2 1,5 | 145 9,3 2,4 1,8 | ‚13,5 9 1 1 11 
108 12 4 25 | 195 | 10 35 | 25 | 16 9 25 | 25.) 14 
120 13,5 4 2,5 | 20 12,2 yall 165 | Me. | 20) aa aes 
150 19 6 3 28 17,5 aan) ee 23 16 2 25 | 20,5 
200 | 30 8 5 43 30 5 2 37 25 By ey oe 31 
294 27 5 8 868 |.27..,1..86.|, 2; |,225 Las AF | 42516288 
255 34 6 | 8 | 43 32 FN PE 39 28 2 3 33 
300 38 9 | 5 | 52 35,5 6 | 35 | 45 32,5 35 | 4 40 
350 42 8 5 | 55 41 65 | 2,5 | 50 37 3 4 44 
400 | 50 13 | 10 | 63 48 6 4 | 58 42 | 4 | 5 51 


Humérus. La longueur totale du cartilage chez un fœtus de 30™™ était de 57,5, 
Très peu au-dessous de la partie moyenne, se trouvait une ossification dont la forme rap- 
pelait vaguement celle d'un sablier, de 1"" de long et large au milieu de 0"",5. La tête 
de l'humérus était arrondie et munie d'une capsule articulaire, mais, à l’extrémité inférieure, 
il n'y avait pas de capsule bien distincte. Chez un fœtus de 150", l'extrémité inférieure 
de l’ossification était devenue plus plate, tandis que la supérieure gardait sa forme ronde 
et était percée d'un trou nourricier un peu au-dessus de la partie médiane de los. Chez 
un autre fœtus de 224™™, la cavité qui doit recevoir le sommet de l’olecräne était ossifiée. 
Après la naissance, l’ossificalion pénètre dans les apophyses, et, comme c’est le cas pour 
d’autres os longs, la partie du cartilage qui se trouve dans l'intérieur du cylindre osseux 
s’ossifie avant la partie périphérique et a un aspect spongieux. Il se forme par suite des 
points d’ossification secondaires dans l’intérieur des apophyses. 


Avant-bras. L'ulna cartilagineux, chez un fœtus de 30%, avait une longueur 
de 4" et le radius, de åmm, Chacun de ces os, près de son extrémité supérieure, pré- 
sentait une ossification cylindrique longue de 0"™,6 dans l’ulna, de 0"",4 dans le radius, 


45 309 


large à peine de 07" 3, et dont les bords supérieur et inférieur étaient arrondis ou den- 
telés. L'ossification augmente rapidement et, malgré son petit volume, on pouvait voir que, 
dans l’ulna, elle s’operait un peu plus haut et, dans le radius, un peu plus bas dans le 
cartilage, caractère qui naturellement devient plus frappant à mesure que les ossifications 
prennent un plus grand développement. La tête du radius était bien développée à l’état 
de cartilage chez un fœtus de 224™™, et sa lubérosité n'était que faiblement ossifiée chez 
un fœtus de 400". 

L’ossification de l'ulna est partout plus longue que celle du radius; la différence 
augmente constamment avec l’âge du fœtus, de sorte qu'elle était de 6°" chez un fœtus de 
400™". L’ossification ascendante de l’ulna est basée sur celle de l’olecräne, et l’ulna a 
une plus grande tendance à s’ossifier vers le haut, de même que le radius, vers le bas. 
La masse cartilagineuse de l’ulna est toujours plus grande à l'extrémité supérieure; dans 
le radius, au contraire, elle est à peu près égale aux deux extrémités, mais en avançant 
en age, devient plus grande à l'extrémité inférieure. 


Carpe. On ne trouve aucune ossification dans le carpe avant la naissance. 


Metacarpe. La première partie du pouce, près du carpe, doit étre considérée 
comme un os du métacarpe et non comme une première phalange, quoique les ossifications 
complémentaires qui ne se forment que longtemps après la naissance, ne soient pas les 
mêmes dans la première partie du pouce que dans les os métacarpiens des quatre autres 
doigts. A en juger d'après la forme definitive, on pourrait bien étre porté à appeler la 
première partie du pouce une première phalange, mais non à appliquer cette manière de 
voir au gros orteil, dont la forme est plutôt celle d'un os du métatarse que d’un os de 
phalange. 

C'est chez un fœtus de 60%" que j'ai trouvé l’ossification la plus précoce du meta- 
carpe, dans tous les cing os à la fois, mais elle n’était presque que ponctiforme. Rela- 
tivement à la grandeur de l’ossification, les os suivaient plus tard l'ordre 2, 3, 4, 5, I. 
L'extrémité inférieure des os était la plus épaisse tantôt dans Tos n° 2, tantôt dans le 
n° 3 ou 5. Les apophyses ne s’ossifient qu'après la naissance. 


Doigts. Le cartilage de la troisième phalange est celui qui s’ossifie le plus tôt 
dans la main, cette ossification ayant déjà commencé dans les cinq doigts d'un fœtus 
de 37™™. Elle ne débute pas au milieu de la phalange, mais à son extrémité distale, 
qu'elle revêt en prenant la forme d'un capuchon ou d'un champignon à pédoncule gros et 
court. Le capuchon atteignait sa grandeur maximum sur le pouce, puis venaient les 
doigts 3, 4, 2 et le petit doigt. L’ossification semblait plus tard s’étendre plus fortement 
le long de la face dorsale des doigts que de leur face palmaire. 

Dans la deuxième phalange, les ossifications, relativement à leur longueur, se suc- 
cèdent dans l’ordre suivant depuis la plus longue jusqu'à la plus courte: doigts 3, 2, 4, 5. 
Jai trouvé la premiere ossification chez un fœtus de 93", dont le deuxième et le troisième 
doigt seulement étaient ossifiés sous forme de points. Chez un fœtus de 150", l’ossifica- 
tion du cinquième doigt était encore ponctiforme. L'ordre suivant la longueur diffère un 
peu du précédent chez des fœtus plus jeunes, 


510 46 


Dans la première phalange, il y avait un léger commencement d’ossification chez 
des fœtus de 60"", mais elle était en plein développement chez un fœtus de 837", dans 
l'ordre 3 (1™"), 2, 4, 5 et I, mais seulement ponctiforme dans ce dernier doigt. Dans toutes 
les phalanges, l'extrémité tournée en haut (proximale) était la plus large. 


Bassin. Tout le bassin était bien formé chez un fœtus de 30™™, mais entiere- 
ment cartilagineux. 

La première ossification de l'ilion se trouvait chez des foetus de 45™", au-dessus 
de la cavité cotyloïde; elle était triangulaire, plane et mesurait à peine 1"" en étendue. 
Chez des fœtus plus grands, elle augmentait graduellement en s'étendant en haut et en 
arrière. Tandis qu'à l'œil nu on ne distinguail aucun cartilage sur les faces interne et 
externe de l'os, il y avait toujours une large bordure de cartilage sur la crête iliaque. Le 
cartilage est haut surtout au sommet et en arrière et se perd en avant; sur le bord anté- 
rieure de l'os, il n'y en avait qu'une très petite quantité. Le trou nourricier était déjà 
distinct de bonne heure (fœtus de 140 et de 230") sur l’une des faces de l’ossification 
ou sur toutes les deux. 

L’ischion s’ossifie beaucoup plus tard que l'ilion. La première ossification, longue, 
ovale et effilée ai xtrémités, a été trouvée chez un fœtus de 140™ dans la branche 
descendante. L’exucmite inférieure du cartilage, qui devient la tubérosité de l'ischion, 
n’était pas encore ossifiée, mais l'extrémité de l’ossificalion élait revétue d'une épaisse 
couche de cartilage qui passait dans la branche ascendante également cartilagineuse. 

Le pubis est celui de os du bassin qui s’ossifie Je dernier. J'en ai trouvé la 
premiere ossification chez un fœtus de 300", dans la branche horizontale, sous forme 
dun demi-canal. Comme conséquence de l’ossification, le trou ovale, chez un fœtus de 
400%, était seulement limité par des os en haut et en arrière, mais par du cartilage en 
avant et en bas. 

Dans la cavité cotyloïde, l’ossification, chez un fœtus de 224", ne comprenait que 
Vilion et l'ischion; chez un fœtus de 300", elle commençait aussi à s'étendre au pubis. 


Fémur. Le fémur cartilagineux, chez un fœtus de 30%", avait une longueur de 
4mm 5 et formait avec la jambe, également toute cartilagineuse, un arc qui persiste pendant 
le développement. La tête du fémur et la capsule du genou étaient complètement formées 
à l’état cartilagineux. Dans la partie médiane du fémur, il y avait une ossification plate, 
de Omm 7 de long sur 0"",5 de large, rectangulaire à côtés coupés droit. Chez un fœtus 
de 55"", la forme du grand et du petit trochanter cartilagineux était devenue plus distincte. 
Pendant toute la vie fœtale, le fémur est légèrement arqué sur sa face postérieure. Chez 
un fœtus de 200%", le cartilage semi-lunaire dans la capsule du genou était entièrement 
formé, et le petit trochanter avait commencé à s’ossifier. Chez un fœtus de 350"", il 
n'y avait pas de point d’ossification particulier dans le grand trochanter; le petit trochanter 
était ossifié à sa base. Même chez un fœtus de 400%", on observait des restes de l'arc 
du fémur et de la jambe. 

L’ossification marche lentement par rapport à la longueur totale de la cuisse; 
plus tard, la diaphyse ossifiée l'emporte de plus en plus sur les apophyses cartilagineuses, 


47 311 


Femur. Tibia. Fibula. 
3 = Apophyse | | Apophyse | Apophyse | 
82 S | cartilagineuse | & S | cartilagineuse | 5 $ cartilagineuse | 2 
a. er eee 
5 = 3 : = | Ag! = 6 5 2 | = 2 NE = | = 
Brel = = 5 ere ee = Ss | 8 B = SER |) E 
= 3 Baer. EM RS er = a El = al de = 
sm, Be BE 5 ke Fa nt 
- - - - 
30 Ciel ONE ie dan An 07 | 4 ” ln 
37 2 25 | 25 | 6 CO VE A PA D 4,3 
45 2,5 28 | 27 | 8 Ds | 120 | 82 6 2 1,5 15 | 5 
55 4 2,3 32 | 95 27 mass | 7 2,3 1,5 1,5 5,3 
60 5 3,3 | 42 | 11,5 4 | 2 SRE 3 2 3,5 8,5 
83 Die zn 2 1766 ar 2 | 14 8 3 2 13 
93. ich ty) doe | Bw e165 Bin es 5 | 135 8 2 2 12 
108 12 5 | 2,5 | 19, Oey | Be 22 | 16 Stale 2,5. 410 52:0 ed 
120 127 | 3 2 | 177 10,5 | 2,5 2 | 15 95 | 15 | 2 13 
150 185-1 "7 45 | 30 16 Saale |. 16.108 | Bs 2 
200 DIM il g | 46 26,5 | 5 4 355 | 265 | 3 | 35 | 33 
294 28 UR En MST 245 | 4 2 | 305 | 24 3 2 29 
955 So Be C0 30,5 (INA 5,5 | 40 30 5 5 40 
300 | 39 8,5 | 85 | 56 SEEN ZE: GRAB 33,5 4 5,5 | 43 
350 | 45,5 8 | 95 | 6 41 8 6 55 395 | 4 6 49,5 
400 | 54 | 10 | 10 || 7% 48 | 6 8 62 49 | 6 8,5 | 63, 
Il | | ll (| I | 


de sorte qu'elle devient plus de deux fois aussi longue que ces dernières. L’ossification 
progresse d’une manière assez égale aux extrémités supérieure et inférieure, cependant 
la masse cartilagineuse est un peu plus grande à l'extrémité supérieure chez les fœtus 
au-dessous de 150%", 


Jambe. Chez un fœtus de 30%", la jambe avait une longueur de 4™™, et le tibia 
présentait une ossification longue de 0™",7, mais il n'y en avait aucune dans le péroné, 
ni chez ce fœtus, ni chez un autre de 37™™; je n’en ai trouvé une que chez un fœtus de 
45mm, Chez des fœtus plus âgés, on voyait clairement que le tibia montait plus haut, 
tandis que le péroné comme malléole externe descendait plus bas que la malléole interne. 
Le péroné était dans toute sa longueur placé plus en dehors que chez les adultes, et son 
extrémité supérieure, plus en arrière, de sorte qu'il montait obliquement en arrière, si 
l'on simagine le tibia vertical; la position oblique était encore plus marquée chez des 
fœtus de 300 et de 350". 

Relativement à la place occupée par l’ossification, on observe un rapport analogue 
à celui qui existe entre l’ulna et le radius. L’ossification du tibia, à quelques rares exceptions 


312 48 


près, est également ici plus grande que celle du péroné, et monte aussi plus haut. 
La masse cartilagineuse, sauf quelques exceptions, est de même plus grande à l'extrémité 
supérieure du tibia qu'à son extrémité inférieure; dans le péroné, elle est, comme dans 
le radius, à peu près égale aux deux extrémités, mais, comme dans le radius, elle devient 
plus grande à l'extrémité inférieure chez des fœtus plus äges. 


Tarse. Jai une fois, chez un fœtus frais de 200%, cru voir une ossification dans 
l’astragale sous l'extrémité externe de la partie inférieure du tibia. Par contre, il est certain 
qu'un fœtus de 255™™ présentait une ossification du calcaneum. La partie inférieure de 
cet os est placée en dehors chez le fœtus, et ce dernier marche sur le bord externe du 
pied. L’ossification se montrait sur la partie postérieure de la face externe du talon, était 
ronde et avait un diamètre de mm 3, 


Métatarse. La première ossification s'y est montrée dans la diaphyse, chez un 
fœtus de 60"; elle avait une forme rectangulaire, atteignait son maximum, 0"",6, dans le 
gros orteil et s’etendait plus loin en arrière que dans les autres os du métatarse. On remarquait 
quelque variation dans la grandeur, de même que, chez les adultes, c'est tantôt le gros 
orteil, tantôt le second orteil (sur beaucoup de statues antiques), qui est le plus long. 
Les apophyses ne s’ossifient qu'après la naissance. 


Orteils. Dans la troisième phalange, l'ossification a la forme d'un capuchon 
comme aux doigts La premiere ossification s’est montrée chez un fœtus de 60%", mais elle 
étail peu marquée; maximum dans le gros orteil, elle allait en diminuant dans les autres. 

Dans la deuxième phalange, j'ai constaté la première ossification chez un fœtus 
de 255%, et la grandeur de l'ossification suivait l'ordre des orteils. 

Dans la première phalange, la première ossification s'est montrée dans le gros 
orteil chez un fœtus de 43™™; la première phalange des autres orteils n’en présentait 
aucune; je n’en ai trouvé que chez un fœtus de 150". Chez un fœtus de 400", il 


semblait y avoir une ossification dans l'os sésamoide interne du gros orteil. 


La rotule ne s’ossifie que longtemps après la naissance. 


Je puis confirmer quelques observations de MM. Broca et Ollier relativement au 
fœtus humain avant la naissance. Tandis que le trou nourricier de l’humérus, chez un 
fælus de 150%", était situé à la limite du tiers supérieur de l'ossification, il s'était peu a 
peu déplacé de manière à se trouver, chez un fetus de 400", un peu au-dessus du tiers 
inférieur. Et tandis que le trou nourricier du fémur, chez un fœtus de 150", était placé 
un peu au-dessus de la limite du tiers inférieur, il se trouvait, chez un fœtus de 400", 
à peu près au milieu de lossification. Sur le bras et l’avant-bras, les trous nourriciers 
se dirigent vers l'articulation du coude; sur le fémur et la jambe, ils s’eloignent de larticu- 
lation du genou. Il ne semble pas cependant que ces différences aient de l'influence sur 
l'époque plus ou moins avancée de l'ossification de la diaphyse et de la réunion de celle- 
ci avec les apophyses. 


49 313 


Les os qui s’ossifient les premiers ne sont pas toujours ceux dont l’ossification 
est le plus en avance pendant le développement. La clavicule fait partie des os qui s’ossi- 
fient le plus tôt, mais plus tard l’ossification marche plus lentement. Le fémur s'ossifie 
plus tard que l'humérus, mais pendant le développement l'ossification est plus rapide dans 
le fémur. A en juger par sa grandeur, l'ossification commence plus tôt dans les extrémités 
supérieures que dans les inférieures, mais le tarse (astragale et calcanéum) s’ossifie avant 
le carpe. La troisième phalange s’ossifie la premiere, bien qu'elle soit plus petite que la 
deuxième et la première. 

Comme on peut le voir par le tableau ci-après, les différences dans l’ossification 
se montrent aussi dans la longueur totale des extrémités par rapport à celle du fœtus. La 
longueur des extrémités supérieures est mesurée depuis la tête de l'humérus jusqu'à l'ex- 
trémité des doigts, et celle des extrémités inférieures, depuis la tête du fémur jusqu’à 
l'extrémité des orteils, le pied élant étendu. Dans le premier temps, chez les fœtus de 
30 à 60", la longueur totale des extrémités supérieures est un peu plus grande que celle 
des extrémités inférieures, sans pourtant que la différence soit considérable; mais, à partir 
de cette limite, les extrémités inférieures deviennent plus longues et la différence croît 
avec l'âge, de sorte que, chez des fœtus de 400", elles dépassent de 20" les extrémités 
supérieures. La différence augmente encore plus après la naissance. 


5 

Er prices let ere 

ian te DEERE SES 

L © 5 £8 552 

SUL Pe a ee 

= | _ = 
Mm. 

Re KLEE 
s SO 12,7 11,5 

eae RSS 15 
45 22,5 19 
55 22 21,5 
60 28 27 
83 40 41 
93 34 38 
108 46 50 
120 46 47 
150 68 | 69 
200 101 | 104 
294 ga I es 
255 | 15 | 122 
300 ee iss a)” 5 
350 | 145 160 


400 | 166 186 


314 50 


Si l’on désire savoir plus exactement quels sont les os qui présentent les différences 
de longueur les plus marquées par rapport à la longueur différente des fœtus suivant leur 
âge, on peut diviser les foetus en trois groupes et calculer pour chacun la longueur moyenne 
de l'os entier (la partie ossifiée et la partie cartilagineuse) par rapport à la longueur totale 
du corps. Il va sans dire que le résullat ainsi obtenu ne sera à considérer que comme 
approximativement exact. 


Longueur du fetus 3 = | 
depuis le vertex = = || 2 pened d ; 
jusqu'au calx Ze Ë 2 3 E | i = 
Es Sale == | = CA | Eu | & | & 
USE UDE SA SE TEA vol Bic LEE 19,6 | 15,7 12,9 17,8 134 | 12,6 
ge. 937200 i a. 181 | 15,4 13,3 18,7 14,8 13,5 
de 224 à 400 ........ | 163 | 14,7 | 12,9 | 184 | 15,5 | 14,6 


Le tableau ci-dessus montre que, chez les fœtus de 30 à 83", l'humérus, l’ulna et le 
radius sont, par rapport à la longueur totale du fœtus, plus longs que le fémur, le tibia et 
le péroné; la différence n'est pas considérable chez les foetus de 93 à 200"", mais, chez 
ceux de 224 à 400%, l’humérus, l’ulna et le radius sont partout plus courts que le 
fémur, le tibia et le péroné. De plus il est évident que la longueur relative de l'humérus, 
par rapport à la longueur totale du fœtus, decroit fortement avec l'âge; l’ulna diminue à 
un moindre degré et le radius reste à peu près stationnaire. La longueur relative du fémur 
est également presque stationnaire, tandis que celle du tibia et du péroné augmente avec 
l'âge. Comme on voit, c'est donc la partie supérieure de l'extrémité supérieure et la partie 
inférieure de l'extrémité inférieure qui l’emportent. 


Tilleg 
til 
»Bidrag til Kundskab 


om 


Arterne af Slægten Cyamus 


eller Hvallusene“ 


af 


Chr. Fr. Lütken. 


Med en Tavle. 


Avec un résumé en francais. 


Vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, naturvidenskabelig og mathematisk Afd. 


Kjøbenhavn. 
Bianco Lunos Kgl. Hof-Bogtrykkeri (F. Dreyer). 
1887. 


IV. 


Latr. 


4. 


D CRU Ar MA er: De ies 4 19 
2 7 re i 
OA . 5 F rm (ul hen: pr Mi 


| i D 10 Br (las bad) SØ ans et LU 
| En HE 4 . Be, “> 


APN A are 


1 É ei Fe "reg 
= | | ONE RIRE i à 
ORAN À | es) nos geile 18: er? 


a 
u kai 
ree P 
à | -enpeullevH salle 
AR i la 
7 fø qui Ape 
£ r 
i DI ze iid (1 fe ¢ ’ 
7 i f i . 
i | 
my i My / i ; Na 
a PTS | ts oe 0 rs AL agit ge aM 
x +s i Fr 
éd 0 voile nt lié Yor ’ I i 
URL do) ee DR RL 
Pi hd ” i 
mn ' 
Å PR . 
‘ a A NY 
"SÆR . F vers 4 Co op i 
- 7 É Li < 77 
© ie gee tlt et ed cuba 1) WY al ES 
: : mar 
7 à / j ane “es 


Fer | 2,2 NU A 


Siden min Afhandling, «Bidrag til Kundskab om Arterne af Slægten Cyamus Latr. 
eller Hvallusene», offentliggjordes i vort Selskabs Skrifter i 1873, ere ingen nye Bidrag af 
Vigtighed om disse Hvalernes Hudsnyltere af Krebsdyr-Klassen fremkomne. Men der var 
umiddelbart førend hin Afhandling udkom, saaledes at jeg endnu kunde berøre det i en 
Efterskrift, offentliggjort en kort Meddelelse af Hr. W. H. Dall om tre paa Hvaler i den nord- 
lige Del af det stille Hav iagttagne Cyamus-Arter, af hvilke dog de to (C. mysticeti og C. 
suffusus) kunde skjønnes at falde sammen med de af mig behandlede Former. I et folgende 
Bind af «Proceed. Calif. Acad.» (vol. V. p. 254) gjordes der af den samme Zoolog paa lignende 
Maade rede for to paa en «Pacific Right Whale» (Balena Sibboldti) i Nærheden af Alaska 
tagne Cyamus-Arter, der betragtedes som nye og benævnedes C. tentator og C. gracilis, men 
kunde skjennes at vere C. ovalis og C. gracilis R. d. V., saaledes at det ene af de nye Navne 
endog heldigvis faldt sammen med Artens gamle Benevnelse. Rigligheden af disse Formod- 
ninger have senere ganske bekreftet sig ved Undersogelse af de mig af Hr. Dall velvilligt til- 
sendte Original-Exemplarer af alle disse Arter. Nogen Tid efter udkom ogsaa det bebudede 
Verk af Kaptein C. M. Scammon!), hvori denne erfarne Hval- og Sælfanger nedlagde sine 
Erfaringer om det nordlige Stille-Havs Pattedyr, og i dette Værk aftryktes da korte Be- 
skrivelser af de tre forst nævnte Cyamus-Arter, ledsagede af nogle Afbildninger. Der var iblandt 
disse Cyamider en, Cyamus Scammoni, som det iser maatte interessere mig at lære at 
kjende, da den umiskjendelig var ny og levede paa den forst i en senere Tid opdagede, 
mærkelige, kaliforniske og nord-pacifiske «Graahval» (Rhachianectes glaucus), der indtager en saa 
udpreget Mellemstilling mellem Finhvaler og Rethvaler, at det endnu ikke synes at vere 
afgjort, om den nærmest er det ene eller det andet. Det er lykkedes mig ved Hr. W. H. Dalls 
venskabelige Mellemkomst at komme i Besiddelse af 3 Exemplarer af denne Art, og jeg har 
derfor anset det for rigtigt, som Supplement til min Beskrivelse af de tidligere kjendte Arter, 
at meddele en Karakteristik og Diagnose af denne Art, ledsaget af de Afbildninger, som 
Hr. Dr. H.J. Hansen har havt den Godhed at udfore for mig. 


1) The marine Mammals of the northwestern coast of Northamerica, described and illustrated, together 
with an account of the American whale-fishery. San Francisco, 1874. 
40* 


318 4 


Cyamus Scammoni Dall. 


Differt a C. ovalt (cui similis precipue branchiis duplicibus appendieibusque branchi- 
alibus feminarum nullis, marium longiusculis) branchiis in utroque sexu spiraliter contortis, appen- 


dieibus branchialibus marium posterioribus quoque bicornibus. 


Størrelse: Af de foreliggende Exemplarer er Hannen 12—16™™ lang, 6—91/2™™ 
bred; Hunnen 14"" lang, 7™™ bred. 

Opholdssted: paa Rhachianectes glaucus Cope (den nordlige Del af det stille Hav). 

Citater: (1872) W. H. Dall, Proceed. Cal. Acad. Sc. Novbr. 1872 p. 281 (Cyamus 
Scammont). 

(1874) W. H. Dall i Scammons «Marine Mammals» p. 21 pl. X fig. I (Cyamus 
Scammoni). 

Beskrivelse af Hannen. Den større foreliggende Han er 16™™ lang og 91/omm 
bred, den mindre 12™™ lang og 6"" bred, altsaa forholdsvis mindre bred. I Hensende til Lege- 
mets og Lemmernes Form frembyder den megen Lighed med C. ovalis; dog vise 3dje og Ade 
Kropring sig ikke her svagere udviklede end de folgende. Anden Kropring er ogsaa her 
pukkelagtig opsvulmet og dens Sidehjerner lebe ud i en lille nedad rettet Knude eller Torn, 
og det samme er Tilfældet med Baghjernerne af 3dje og ide Ring. De øvre Folere ere 
ikke saa lange som anden Kropring er bred og naa, lagte tilbage, ind paa denne Ring. 
Første Benpars Haand er uden Tænder, andet Pars har to Tænder, der ikke ere stillede tæt 
sammen; den ydre og større er mere spids, den mindre og indre mere but. Der ses to 
ikke meget tydelige Knuder paa Undersiden af de to sidste Kropringe. De to lange cylin- 
driske i Spiral oprullede Gjæller, der høre sammen, udspringe fra en fælles Stilk eller 
Forhøjning, og ved dennes Grund, indvendig, sidde de ligeledes dobbelte eller tvehornede 
Bigjæller. Paa de 3 Par Baghofter danner det forreste ydre Hjørne ligesom en Torn 
eller Knude. ; 

Hunnen har en Længde af 14™™ og en Brede af 7"", er altsaa forholdvis lidt 
smallere end den større Han. Det vil ikke være nødvendigt at anføre andet om den, end 
at Gjællerne ere lidt kortere, at Bigjællerne ganske mangle, og at den indre Tand paa 
andet Benpars Haand er meget lille, men sidder noget tættere ved den ydre Tand. 


Foruden Exemplarer af Cyamus Scammoni havde Hr. Dall den Godhed at sende 
mig Exemplarer af hans C. suffusus, som snylter paa Stille-Havets Pukkelhval (Megaptera 
versabilis)'). Saafremt denne Hval er identisk med Atlanterhavets, vor «Knolhval» eller 
«Krepokak» (M. boops), vil der næppe kunne være nogen Tvivl om, at Cyamus suffusus D., 


1) Marine Mammals, p. 38 T.X fig. 3. 


5 319 


der falder sammen med den « C. pacificus», som jeg — ubekjendt med, paa hvilken Hvalart 
den levede — om end med megen Tvivl, havde opstillet provisorisk som egen Art, maa 
regnes til C. boopis’s Synonymer"). Jeg vil dog helst endnu til en vis Grad holde dette Sporgs- 
maal aabent, da der i den senere Tid, i Modsætning til den bl. a. af P. J. v. Beneden 
hævdede Opfattelse, at der kun lever én kosmopolitisk Megaptera-Art, er gjort gjældende, at 
Arternes Antal mindst er 3: M. boops, Lalandü og indica?). 

Nogle mig af Hr. Prof. Gasco til Undersøgelse sendte Hvallus, tagne af den i 
Middelhavet i 1877 strandede «Nordkaper», Balæna biscayensis (cisarctica, glacialis, tarentina), 
viste sig ikke at kunne skjelnes fra Cyamus ovalis?). Dette Resultat har unægtelig en vis 
Interesse, da det allerede tidligere var godtgjort, at denne Hvallus-Art er fælles for de i 
den sydlige Del af Atlanterhavet samt i den nordlige og sydlige Del af det stille Hav fore- 
kommende Rethvaler af Sydhvalernes Gruppe‘); og hertil kom da nu for det tredje eller 
fjerde det nordlige Atlanterhavs næsten udryddede, men nu paa en Maade til Livet gjenop- 
vakte Slætbag, der tillige har en anden Hudgjæst, en Balan, Coronula balænaris — sand- 
synligvis ogsaa 7ubicinella trachealis — fælles med hine det nordlige Stille-Havs og det 
sydlige Stille- og Atlanterhavs Sletbage®). Saavidt jeg skjønner, begynder der imidlertid 
at vaagne en Mistanke om, at alle disse Balæna-Former kunde falde sammen til én; W.H. 
Flower forener dem i al Fald i sin «List of specimens of Cetacea in the Zoological Department 
of the British Museum, 1885», «provisionally» under Benævnelsen B. australis. Skulde dette 
vise sig at være det rigtige, vilde — da Hyperoodon rostratus og H. latifrons have vist sig 
kun at være én Art, — det sidste gode Exempel bortfalde paa, at samme Art af Cyamus, 
Coronula eller Tubicinella lever paa forskjellige Hvalarter. 


1) En historisk eller, om man vil, personlig Bemærkning bør her maaske endnu finde Plads. Afdøde 
Reinhardt udtalte en Gang til mig, at jeg efter hans Mening havde gjort Krøyer Uret ved at til- 
lægge bam «den vildledende Antagelse, at den af ham beskrevne Form var den, der lever paa den 
langhaandede Finhval (Krepokaken)». Han (R.) havde nemlig overværet det Møde i den naturhistoriske 
Forening, i hvilket Dr. Kroyer foreviste Cyamus ceti, og erindrede bestemt, at han (K.) tog den af et 
med Balaner (Coronula diadema) besat Hvalhudstykke. — Forsaavidt jeg uforvarende skulde være 
kommet til at gjøre Prof. Krøyer Uret ved den ovenfor anførte Sætning, er det mig overmaade 
kjært at kunne benytte denne Lejlighed til at tage den tilbage — selvfølgelig ikke de deraf uaf- 
hængige forudgaaende Yttringer S. 240 i min tidligere Afhandling. Til Forklaring skal jeg bemærke, 
at da jeg havde forvisset mig om, at der ikke i den af afdøde Prof, Krøyer bestyrede Krebsdyr- 
Afdeling i Museet fandtes et eneste Stykke af ©. boopis opstillet, havde jeg ikke kunnet give den Tanke 
Rum, at Sagens Sammenhæng var en saadan. Sporgsmaalet er ikke af stor reel Betydning og vil 
nu heller ikke kunne nærmere oplyses. 

2) H.P. Gervais: Sur une nouvelle espèce du genre Megaptera provenant de la baie de Bassora (Golfe 
Persique), Comptes Rendus de l’Académie des Sciences t. 97 (1883) p. 1566. 

3) P. J. van Beneden: Histoire. naturelle de la Baleine des Basques (Balæna biscayensis). 1886. (Mé- 
moires couronnés et autres mémoires publiés par l'Académie royale de Belgique, T. XXXVIII) p.43 (Sep.). 

4) Jvfr. hvad ovenfor er bemærket i Anledning af Cyamus tentator og C. gracilis Dall. 

5) Jvfr. Bidr. til Kundskab om Slægten Cyamus, Noten S. 274. 


320 6 


Den Tanke, at en og samme Hyalart kunde bebo det nordlige og sydlige Atlanterhav 
og stille Hav og dog være udelukket fra de mellemliggende varme Havbælter, hvor Rethvaler 
bevislig aldrig træde op og i historisk Tid ikke heller ere traadte op, vil vistnok forekomme 
mange helt urimelig; man vil erindre sig Maurys Ord, at det er, som om et uoverstigeligt 
Ildbælte skilte de nordlige og sydlige Rethvaler fra hverandre, og vil være tilbøjelig til paa 
Forhaand at hævde, at der i det mindste maa være 3 Arter: D. biscayensis (Nordkaperen eller 
Sarden), 5. japonica og B. australis, hver med sit af det varme Havbælte begrænsede 
Udbrednings-Omraade. Sporgsmaalet skal her ikke drøftes; jeg vil kun gjøre opmærksom 
paa, at vi maaske i Hajernes Gruppe kunne træffe lignende Udbredningsforhold; Acanthias 
vulgaris, vor almindelige Pighaj eller Spirhaj, skal i Følge Günther «Introduction to the study 
of fishes» p. 331) have en Udbredning, der meget ligner den Rethvals — hvis der kun er én — 
som huser Cyamus ovalis, og maaske er Havengelen (R/zna squatina) i det samme Tilfælde. 

Det synes desværre ikke, at man ved de i den senere Tid noget hyppigere sted- 
findende Strandinger eller Fangster af Nordkapere ved de nordspanske eller nordamerikanske 
Kyster har lagt Vægt paa eller havt Held til at erhverve deres Parasiter af Krebsdyrklassen. 

Det er ikke lykkedes mig, trods Henvendelser til forskjellige Sider, at faa opspurgt 
Exemplarer af den Hvallus- Art, som efter flere samstemmende Vidnesbyrd (Bennett, 
Scammon) skulde leve paa Kaskelotten (Physeter macrocephalus)”). Findes der virkelig en 
slig Pothvalsnylter, er den altsaa et ganske ukjendt Dyr. Der meldes — bortset fra Døglingen, 
hvis Hvallus jeg har beskrevet — heller intet om Hvallus paa de forskjellige Arter af Næb- 
hvaler, der i de senere Aar ere blevne os forholdvis saa godt kjendte; om deraf kan sluttes, 
at de ingen besidde, skal jeg selvfølgelig lade staa hen; men findes der saadanne, vilde det 
have stor Interesse at lære dern at kjende for at kunne sammenligne dem med Døglingens. 

De sikkert kjendte Cyamus-Arters Antal er altsaa fremdeles 11, og de Arter, der 
huse dem, tilhøre dels Rethvalernes (saavel Nord- som Sydhvalens), Graahva- 
lernes og Pukkelhvalernes Grupper, dels Narhvalen, Grindehvalen og Døglingen. 

Paa hvilken Hvalart C. Kessleri lever, er fremdeles ubekjendt og vanskeligt at gjætte, 
og der kjendes endnu ingen Snyltere af Sydhavets Dværghval, Neobalena marginata (anti- 
podarum). Det er som ovenfor berørt maaske tvivlsomt, om samme Cyamus-Art lever paa 
forskjellige, men nærstaaende Hvalarter, men det er paa den anden Side vist nok, al samme 
Hvalart (Sydhval, Narhval) kan huse 2 eller 3 Hvallus-Arter. 


1) Rigtignok opføres Spirhajer ogsaa fra Vestindien (Proc. Unit. St. Nat. Mus. 1886 p. 555), hvad ikke 
stemmer med dette Udsagn. 

*) Af et Brev fra Prof. Gasco i Genova véd jeg, at der derimod paa den i 1874 i Mellem-Italien strandede 
Kaskelot fandtes Penneller. Det er dog næppe sandsynligt, at det er Forekomsten af disse Snyl- 
tere — et i og for sig interessant Faktum — der har givet Anledning til hine Udsagn om «Lus» paa 
Pothvalen. 


Résumé des remarques ultérieures de M. Lütken sur les Cyames ou poux des 
Baleines. 


Bosiren dans le même temps — un peu avant et un peu après — que je publiais, en 
1873, dans les Mémoires de l'Académie Royale danoise des sciences, mon essai d'une mono- 
graphie descriptive du genre Cyamus Latr. ou poux des baleines, M. W. H. Dall publiait 
dans le bulletin de l’Académie de Californie de courtes notices sur les espèces de Cyames 
recueillies par M. le capitaine baleinier C. M. Scammon dans la partie nord de l'océan 
Pacifique, et considérées toutes par M. Dall comme nouvelles. Grace à l'extrême obligeance 
de M. Dall, j'ai pu examiner des exemplaires de toutes ces espèces et vérifier la justesse 
de l'interprétation à laquelle j'étais déjà arrivé auparavant, que 4 d’entre elles sont identiques 
avec des espèces décrites dans ma monographie, et en partie aussi antérieurement par d’autres 
auteurs, à savoir: le C. mysticeti (de la Balena mysticetus) et le C. gracilis (de la B. Sibboldii), 
avec les espèces de même nom dans mon travail ci-dessus mentionné; le C. tentator (de la 
B. Sibboldii) avec le C. ovalis R. d. V., et le C. suffusus (du Megaptera versabilis) avec le 
C. pacificus, espèce que je n’ai qu'après beaucoup d’hesitation présentée comme différente 
du C. boopis Fabr. (du M.boops). Si j'avais su que mon Cyame du Pacifique était le para- 
site d'un Mégaptère, et si j'avais alors pu supposer que les Mégaptères du Pacifique et de 
l'Atlantique fussent identiques — identité qui a été soutenue plus tard, bien qu'elle ne 
soit pas complètement prouvée — je ne l'aurais pas établi comme une espèce à part, mais 
préféré d'appeler d’une autre manière l'attention sur cette forme. Cependant on ne saurait 
non plus regarder la question des parasites des Mégaptères comme définitivement résolue, 
puisque, dans le dernier temps, on a de nouveau prétendu qu'il y a des différences spéci- 
fiques marquées entre notre Mégaptère de l'Atlantique Nord (Megaptera boops) et les formes 
de l'océan Pacifique et de l'océan Indien (M. Lalandü et M. indica). 

Mais outre ces 4 espèces, M. Dall a décrit et plus tard figuré, dans l'ouvrage 
de M. Scammon sur les Cétacés du Pacifique Nord, une cinquième espèce qui vit sur la 
remarquable Baleine grise de Californie (Rhachianectes glaucus), laquelle — jusqu'à ce qu'elle 
soit complètement connue — occupe une place intermédiaire entre les Baleines franches 
et les Balénoptères. Le Cyamus Scammoni élait évidemment une espèce nouvelle, différente 
de toutes celles que j'avais examinées, de même qu'il se rapprochait le plus du €. ovalis. 
Cependant une détermination plus exacte de ses caractères distinclifs et de sa place dans 
la classification était à désirer, et c'est pourquoi j'ai donné ici une description et un dessin 
des deux sexes en y joignant une diagnose en latin, de sorte que, dans mon mémoire de 
1873 et ce supplément de 1887, on pourra trouver un aperçu aussi complet que possible 
de ce genre, dont la connaissance doit intéresser à la fois la cétologie, la carcinologie et 
l'histoire des parasites. 


322 8 


. 


A d’autres points de vue, la connaissance de ce genre d'ectoparasites n'a pas fait 
de grands progrès dans les 15 dernières années. Malgré plusieurs tentatives, je n'ai pu réussir 
à me procurer un exemplaire du Cyame qui, d'après les témoignages concordants de 
Bennett et de M. Scammon, doit vivre sur le Cachalot (Physeter macrocephalus). 11 a 
bien été constaté, sur le Cachalot échoué, en 1874, dans la Méditerranée, que ce Cétacé, 
de même que le Dogling et certains Balénoptères, loge des Pennelles, mais ce fait intéressant 
en soi ne semble pas pouvoir expliquer les anciennes indications de «poux» ou d’«onisci» 
trouvés sur le Cachalot. — A l'exception du Dogling, on ne sait encore rien touchant 
l'existence de Cyames sur les nombreuses espèces de Chénocètes qu'on a appris à relative- 
ment bien connaitre dans les dernières années, et on ne connaît non plus aucun parasite 
analogue de la Baleine naine des mers du Sud (Neobalena marginata). Quant à la ques- 
tion de savoir quelle est la Baleine qui loge le Cyamus Kessleri, elle reste encore à l'état 
d'énigme comme, parmi les Balanides, l'hôte du Coronula regine. On connaît ainsi en 
tout 11 espèces de Cyames, dont les hôtes sont, d'un côté, les Baleines franches, les 
Baleines grises et les Megaptères, et de l’autre, le Narval, le Grindeval et le Dogling. La 
même espèce de Cétacé peut loger plusieurs espèces de Cyames (la Baleine des mers du 
Sud et le Narval sont dans ce cas), mais il est moins certain que la même espèce de 
Cyame vive jamais sur plusieurs espèces voisines de Cétacés. Après que l'identité de 
l’Ayperoodon latifrons et de VH. rostratus a été reconnue, la présence du C. ovalis (tentator) 
et du C. gracilis sur différentes espèces voisines de Baleines franches serait le seul exemple 
d'un pareil habitat plus étendu; car ces deux espèces de Cyames se rencontrent non seule- 
ment sur la Baleine franche du nord et du sud du Pacifique (2. Sibboldu et B. australis), 
dont les habitations sont séparées par la zone tropicale «comme par une mer de feu» qu'elles 
ne franchissent jamais, de même que la zone de la Baleine du sud de l'Atlantique l’est de celle 
de la Sarde ou du Nordkaper (B. glacialis v. cisarctica); mais le C. ovalis au moins se trouve 
aussi sur cette Baleine caractéristique de l'Atlantique Nord, qui, après avoir été presque 
exterminée, a de nouveau commencé de se montrer en assez grand nombre sur les côtes 
de l'Europe et de l'Amérique du Nord. Dans la plupart des cas, il est vrai, où l'on a pris 
de ces animaux, il n’est fait aucune mention de Cyames trouvés sur eux, mais l'examen 
de quelques exemplaires recueillis sur la Balena «tarentina» échouée, en 1877, dans la 
Méditerranée, m'a convaincu que son parasite est le véritable C. ovalis. Cette observation gagne 
en intérêt si on la rapproche des preuves que l’on a (voir mon mémoire de 1873) que les 
Balanides Coronula balænaris et Tubicinella trachealis habitent également aussi bien la B. 
australis et la B. Sibboldii que la B. glacialis. On est donc conduit à se poser de nouveau 
la question si, malgré la «mer de feu» qui les sépare, ces trois Baleines franches, qui re- 
présentent un type commun si différent de la Baleine arctique (B. mysticetus), ne constitu- 
eraient peut-être pas une seule espèce; mais celte question, je n'ai pas les moyens de la 
traiter plus à fond. Je me bornerai à faire remarquer que l'ordre des Requins semble 
fournir des exemples d'une distribution analogue, paradoxale à la première vue. 


K.D.Vid.Selsk. Skr. 6 Række, mm. Afa lV, 4. Lütken, Tillæg til Hvallusene. 


ansen del Trykt hos IWTegner 8. Kizzendorff. 


Cyamus Scammonı Dan, dp É 


AURAI 
MER 
i 


vor > 
“hs th a a) 
Fr 
Ï La 
TAL 
ter 
x 
pit 
i N 
RE 
aly 
AR SY, 
‘ 


Fortsatte Bidrag til Kundskab 


om 


de arktiske Dybhavs-Tudsefiske, 


særligt Slægten Aimantolophus, 


af 


Chr. Fr. Litken. 


Med en stentrykt Tavle. 


Avec un résumé en français. 


Vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, naturvidenskabelig og mathematisk Afd. IV. 5. 


Kjobenhavn. 
Bianco Lunos Kgl. Hof-Bogtrykkeri (F. Dreyer). 


1887. 


nn. 
ER 
= 
€ 


wey ae 12" GE RS ie i gal > Lars 
3 SRARDES ET Din: al 


= 


a SEJ ; 
ae as m | F< =? 
dedehand Ih url seat rer: 


38 


sietioabuT-eveddyd sddiddre ab 
Mo ont old? Farbe id 
| a 


hi: 


Jos FEA ST ad 


MTL HOBICNIE ur TE 


Neue Shy aise I er 


5% . te 
DSL SET SST HEN Sk} Tis tte dual | ro Så i 


ivatnedole 


ts IA ei tt 


ne Hr. Benedikt Grondal, forhen Adjunkt ved den lærde Skole i Reykjavig, 
modtog jeg i 1886 først et Fotografi af en Zimantolophus, der var fanget ved Vestman- 
oerne og meddelt ham af Hr. Distriktslege Johnsen, og senere selve det velbevarede 
Dyr. Det er et mindre Exemplar, kun 207™™ langt alt i alt, men frembyder ingen væsentlig 
Forskjel fra det i min Afhandlimg af 1878 afbildede Exemplar af Himantolophus Reinhardt, 
og navnlig ere Straaletallene i Finnerne de samme. At Rygfinnens anden Straale ikke er 
kløvet, saa at Formelen her vilde blive D? — 5(2 + 3), er den eneste væsentlige Forskjel, 
som de have frembudt mig. En Forskjel er der dog i «Pandeduskens» Enkeltheder, og da de 
to i denne Henseende hidtil undersøgte Exemplarer, som repræsentere 4. gronlandicus og 
H. Reinhardti (jfr. Tab. Il i min tidligere Afhandling), frembyde karakteristiske Forskjellig- 
heder, har jeg anset det for rigtigt at oplyse ved en Afbildning, hvorledes Forholdet er 
hos dette tredje, islandske, unge Individ. Det vil formentlig heraf fremgaa, at man ikke 
tor soge Artforskjelligheder i smaa Variationer af dette efter al Sandsynlighed, dels indi- 
viduelt, dels efter Alder temmelig variable Organ. Jeg antager, at de Afvigelser, som det 
frembyder fra de to tidligere afbildede og beskrevne, til Dels have deres Grund i Fiskens 
Ungdom, som Følge af hvilken det endnu ikke havde faaet sin fulde Uddannelse, da den 
blev fanget. 1 det jeg henviser til Afbildningen paa næste Side, tilføjer jeg folgende til 
yderligere Oplysning. 

Af «Tentakler» eller «Vimpler» kan der paa denne «Pandedusk» skjelnes syv, tre 
uparrede og fire parrede. Af de parrede er det øverste Par tredelt, det underste udelt. 
De uparrede ere fordelte saaledes, at en underste lille udelt Vimpel eller Tentakel udspringer 
tæt under det underste Par, medens de to andre udspringe fra Køllehovedet: den ene, som 
er udelt og kan betegnes som den øverste og forreste, fra selv Køllehovedets Spids eller 
Ende; den anden, som, i Modsætning dertil, maatte betegnes som den bageste, og som er 
tvedelt, lidt over det øverste Par. Paa Kollehovedets Ryg- eller Bagflade, mellem den for- 
reste og bageste uparrede Tentakel, findes — omgivne af en lys og blød Hud — 4 mørk- 
ladne, med Skælgryn beklædte Vorter, stillede parvis to og to, og i en Fordybning mellem 
dem to smaa sorthvide, kegledannede og bløde Følehorn, der endnu kun ere svagt ud- 


viklede mod, hvad de — at dømme efter de ældre Exemplarer — senere vilde blevet. 
41" 


Det Iykkedes samme Aar Hr. 
Gand. phil. Th. Holm, der som 
Naturhistoriker og Samler ledsagede 
Orlogskrydseren «Fylla» paa dens 
Togt til Grønland, hos en derværende 
Embedsmand at opspore endnu el 
Exemplar af Zimantolophus Reinhardt, 
som han havde staaende, opbevaret 
i Salt. Det var dog, da det kom 
hertil, for opløst til at kunne opbe- 
vares i Spiritus, men der kunde præ- 
pareres et ret godt Skelet af det, 
hvilket havde en saa meget større 
Interesse, som det af den nærstaaende 
Slægt Ceratias ikke havde værel 
muligt at tilvejebringe et samlet 
Skelet, men kun en mere eller mindre 
fuldstændig Række af osteologiske 


Præparater, for hvilke jeg i min 
Pandedusken af en yngre Himantolophus Reinhardti, set bagfra. tidligere Afhandlings andet Afsnil 
gjorde udførlig Rede, En samlet 
billedlig Fremstilling af Skelettet af Z/imantolophus vil derfor ikke savne Betydning som 
Led i den Kjæde af Oplysninger, som vi her have formaaet at tilvejebringe om denne 
mærkelige Gruppe af Ishavs- eller Dybhavs-Tudsefiske. Da min tidligere Fremstilling af de 
enkelte Knogler eller Knoglegrupper hos Ceratias er temmelig detaljeret, vil den Kommentar, 
som det her vil være nødvendigt at medgive Tavlen, kunne være desto mere kortfattet, 
Hvirvlernes Antal er 19. At deres fibrolamellose Struktur her er mindre iojne- 
faldende end paa de tidligere beskrevne Ceratias-Hvirvler, skyldes vel til Dels den dækkende 
Benhinde. Grænsen mellem Krop- og Halehvirvler kan sættes saaledes, at der falder 10 paa 
de første og 9 paa de sidste, Fra den femte Hvirvel af ere Nedrebuerne tydelige. Hvor- 
ledes Neurapofyser og Hæmapofyser aftage og tiltage i Længde og ændre deres Holdning 
i de forskjellige Afsnit af Rygraden, oplyses bedst af Afbildningen. Den første Hvirvels 
Neurapofyse er ikke sammentrykt fra Side til Side, men, som hos Lophius, forfra bagtil for 
at kunne lægge sig tæt op til og stølte sig til Hovedskallens bruskede Nakkedel. Hale- 
finnen bæres udelukkende af den sidste Halehvirvels sammentrykte, pladedannede Del, men 


op til dennes øvre og nedre Forhjørne lægge sig, for at afgive yderligere Støtte, de paa 


lignende Maade udvidede og pladedannede øvre og nedre Apofyser af den næstsidste 


Hvirvel. Rygfinnen støttes af 5, Galfinnen af 3 Straalebærere, der gribe ind mellem Apo- 
fyserne paa den 11te— 13de Hvirvel. Ingen af dem udmærker sig ved sin Størrelse saaledes 
som den forste af Gatfinnens Straalebærere hos Ceratias. 

Hovedskallen har ikke alene en lignende Sammensætning af bruskede Dele, der 
tilhøre Chondrokraniet, og af tynde fibrose Benplader, som dels ere dannede i dette og paa 
dets Bekostning, dels parastotisk udenom det, men, i det mindste sel fra Siden, en lignende 
Konfiguration, hvorimod det navnlig set ovenfra tager sig helt anderledes ud. Grunden 
dertil er, at istedenfor den snevre og delvis lukkede Rende, hvori hos Ceratias Pandeduskens 
Straalebærer har sit forskydelige Leje, har den her, til Dels i samme Øjemed, en aaben, 
meget dyb og bred Indsænkning. Den nævnte Straalebærer kan beskrives som dannet af 
en horizontal, cylindrisk Del — der strækker sig fra Nakken, hvor dens bruskede Spids 
ved Baand er fæstet til Hovedskallens ligeledes bruskede Nakkedel, lige til dennes Rostral- 
parti, hvor Pandeduskens Benstraale ved Baand og Ledflader er forbundet med dens for- 
reste Ende, — og en fra denne trindere Del lodret nedstigende Kam, hvis Omrids 
dannes af en Buelinie, der svarer til den hule Bundlinie i Indsenkningens Midte. Medens 
selve Straalebæreren har den sædvanlige fibrolaminøse Struktur og Konsistens, har Pande- 
duskens tynde, fladtrykte (forfra bagtil), mod Enden smalt spatelformet udvidede Støtte eller 
Straale en fastere Bygning og mere elastisk Beskaffenhed. Breden af den omtalte Ind- 
sænkning er størst mellem Issetornene, omtrent to Tredjedele af hele Hovedskallens Længde; 
fortil, over Rostralpartiet, har den kun en Tredjedel af Breden bagtil. Paa Afbild- 
ningen røber denne Indsænkning sig egentlig kun derved, at man gjennem den gjennem- 
brudte Øjehulevæg ser et Stykke af Pandeduskens Straalebærer. 

Hvad det foreliggende Præparat ellers har givet mig Lejlighed til at oplyse om 
Hovedskallens Bygning, er i Korthed følgende"). Paa det svage og tynde Parasphenoideum, 
der strækker sig i næsten hele Hovedskallens Længde paa dens Grundflade, hviler bagest 
Undernakkebenet (1) og foran det de store Fjældben (8); ovenpaa Undernakkebenet ses 
de anselige Sidenakkeben (Æxoccipitalia) (2), der ogsaa her ved en brusket Forlængelse 
træde i Forbindelse med den første Hvirvel; og over dem igjen, stødende sammen i Midt- 
linien og lukkende Kraniet foroven, samt begrænsende Indsænkningens bageste Del, de ikke 
mindre anselige Binakkeben (Paroccipitalia) (3). Paa hver Side af dem dannes Kraniets 
mest fremspringende Sidedele af Ydernakkebenene («.Vastoidea») (5) i Forbindelse med 
Tindingbenene (Zemporalia) (7), der næsten kunde synes med dem kun at udgjore én Knogle, 


!) Tallene vise hen til Figurerne af Ceratias- Skelettet i min ældre Afhandling, i hvilken de enkelte 
Knogler ere betegnede med de anførte Tal saavel i Texten som i Figurerne. Da den der brugte 
Terminologi i enkelte Tilfælde er fravegen, ville Tallene lette Jævnførelsen. Til Undskyldning for 
mulige Ufuldkommenheder i Redegjørelsen for Kraniets Bygning maa tjene, at det maatte skaanes 
saavidt muligt for at bevare Skelettet helt 


som bagtil har Ledfladen for Supraclaviculare (25) (allsaa for Skulderbæltet) og fortil bærer en 
Del af Ledfladen for Z/yomandibulare (1), medens denne Ledflade for øvrigt mest dannes af 
Grænseterritoriet mellem Fjældbenene (8) og de med Issebenene forbundne Bagpandeben. 
De spidse tagdannede Knogler, hvis Spidser lobe ud i en lille tre- eller tvedelt Torn, ere 
nemlig aabenbart Issebenene (Partetalia) (4) i Forbindelse med Bagpandebenene (9), 
hvilke sidste jeg ellers ikke har været i Stand til at udpege som særskilte Knogler. Mellem 
dem dannes Bunden i Indsænkningen af det anselige, dybt udhulede /nterparietale (10), hvis 
større Hoveddel med en i fire Stykker brudt Linie grænser op til Issebenene og Ydernakke- 
benene, medens dets smallere forreste Stykke fortsætter sig ud i den Bro, som i Midtlinien 
og for oven forbinder det egentlige Kranium med det bruskede Rostralparti. Sidebroerne 
mellem dette og Issebenene dækkes af de sammentrykte Pandeben (15), der fortil brede sig 
ud over Rostralbrusken, men de dannes selv væsentlig af Kilebensvingerne (11) (Alisphe- 
noidea). 1 Rostralbruskens forreste Sidedele have Forpandebenene (14) med Ledfladerne 
for Ganebenene deres Plads, medens Plovbenets (12) tynde Plade beklæder den underneden 
og, ligesom hos Lophius, folder sig op over dens lige afskaarne Forrand, umiddelbart 
under det her som en lav, men bred Benplade, paa Snudedelens Forflade, mellem begg 
Forpandebenene, optrædende Siben (Zihmoideum) (13). En Forbening i den bagre Del 
af den Bruskstamme, som fra Snudebrusken strækker sig bagud hen over Parasphenoideum 
og taber sig i dennes Indre, maa uden Tvivl betegnes som det egentlige Kileben eller 
Emtosphenoideum. 

Kjævepartierne, Ophængningsbuen og de dertil knyttede Knoglegrupper 
(Tungebensbuen, Gjæltelaagsbenene og Gjællebuerne m. m.) frembyde ikke større Forskjellig- 
heder fra Ceratias. Mellemkjæve-, Overkjæve- og Ganevingebenene have en smækrere, 
mere langstrakt Form end hos den nævnte Slægt; Mellemkjævebenene (18) have kun én 
kort, kløvet, opstigende Apofyse, hvorimod Overkjævebenene (17) — der ere tandløse 
foruden det egentlige «Hoved», med Ledflade for Ganebenet, har en 


ligesom Ganebenene 
anselig, indad mod Midtlinien rettet Apofyse, hvilke Udvæxter berøre hinanden i Midtlinien, bag 
Mellemkjævebenenes Apofyser, foran og under Hovedskallens Snudedel. Vinge-Ganebuen 
(14, 15) er ved fast Led forbunden med denne Del af Hovedskallen fortil og er ligeledes 
bagtil i fast Forbindelse med Ophængningsbuen (7, 6), om end her mest ved hindede eller 
bruskede Dele. Underkjævens Form er — ligesom dens enkelte Knoglers — i alt væsent- 
ligt som hos Ceratias. — Ophængningsbuen har en forholdsvis betydelig Længde eller 
Højde; denne er lig med hele Hovedskallens Længde fra Nakke til Mellemkjæve. Ayoman- 
dibulare (1) er, som ovenfor bemærket, indleddet paa to Steder af Bagkraniets Sidevægge 
og bærer bagpaa, fæstet til en Ledflade tæt ved, hvor det støder op til Præoperculare (5), 
et Operculare (2), der har en lignende Form som hos Ceratias: smækkert, prismatisk, med 


en krum, bag ud og ned ad rettet Apofyse, som dog er forholdsvis længere end hos den 


? 329 


nævnte Slægt. Med sin nedre Ende lægger dette Opereulare sig op til og hen over et 
Subopereulare (13), der nedadtil er bredt og afrundet, men opadtil smalt og spidst, saaledes at 
denne dets fremragende Spids næsten gjør Indtrykkel af en øverste (syvende) Gjællehud- 
straale — saa meget mere, som det selv lægger sig fast hen over og op til den virkelige 
øverste Gjællehudstraale. Ved Ophængningsbuens øvrige Elementer: Ledbenet (7), Sym- 
plecticum (3) og Metapterygium (6), er der ikke Anledning til at dvæle. /nteroperculare (12) 
er, som hos Ceratias, en lang tynd Knogle, hvis øvre Ende ved Baand er fæstet til 
Tungebensbuen ved det Sted, hvor Zpihyale (8) og det kraftige Stylohyale (4) mødes, medens 
dens nedre Ende paa lignende Maade er sat i Forbindelse med Underkjævens Angulare (21). 
Af Gjællehudstraalerne (Dranchiostegalia) ere de to underste og svageste fæstede til 
den indvendige Side af det forreste, skraat opstigende Stykke af Ceratohyale (9), foran denne 
forholdsvis kraftige Knogles fremspringende Hjørne; de andre fire til den udvendige, noget 
udhulede Side af dens øvre (bagre) Del, den øverste ved Forbindelsesstedet mellem Cera- 
tohyale og Epihyale. Den forreste — eller om man vil underste — Gjællehudstraale er 
den korteste og svageste af dem alle sex. 

Mellem Gjællebuernes forreste eller nedre Ender iagttages to uparrede Knogler, 
et forreste helt brusket Zinguale og bag ved det et kun delvis og svagt forbenet Basi- 
branchiale. Kun i de to forreste Gjællebuer findes der Hypobranchialia; de ere helt bruskede, 
andet Par meget ubetydelige. Det første svagere Ceratobranchiale har ikke som de tre 
følgende en Rende bagpaa for Gjællekarrene. Det femte Gjællebuepar (Hypopharyngealia) 
er kun forholdsvis korte, trinde og tandløse Bruskstykker, der slutte sig nøje til de til- 
svarende forreste Stykker af fjerde Par Ceratobranchialia. Om de andres Udstyr paa deres 
orale Side med tandbærende (let affaldende) Knuder henvises til min tidligere Beskrivelse. 
Det første Par Æpibranchialia ere korte og rudimentære i Sammenligning med de tre følgende 
Buers vel udviklede Knogler af dette Sæt. Der er paa hver Side kun to øvre Svælgben 
(Pharyngobranchialia), det ene (bagre) betydelig større og kraftigere end det andet, der lægger 
sig tæt op til det paa dets udvendige Side; det førstnævnte er ogsaa paa sin nedadvendte 
Endeflade væbnet med talrigere Tænder. 

Skulderbuen bestaar paa hver Side af to Stykker: et øvre, kortere og bredere, 
bagtil og udad rendeformet udhulet Supraclaviculare (25), som med sin øvre Ende er fæstet 
til (indleddet paa) Hjærnekassens bagre Sidehjørner, til Ydernakkebenene, og med sin 
indre Flade lægger sig fast op til og udenpaa den øverste Del af Claviculare (24). Dette 
er en meget lang, men forholdsvis svag, bagtil ligesom Supraclaviculare rendeformet 
udhulet Knogle, bredest i sin øvre og nedre Del, svagest og tyndest paa Midten. Den 
strækker sig i en stor, paa Midten ligesom knækket Bue ligefra Hjærnekassens Nakkedel 
til Sammenstodsvinkelen mellem Tungebensbuerne, hvor de to Nøgleben mødes. Et Urohyale 
iagttages heller ikke her. Forbindelsen mellem den øvre Del af Noglebenet og Brystfinnen 


330 8 


tilvejebringes først af to rundaglige, pladedannede, kun svagt forbenede Bruskknogler (« Ossa 
carpiv hos Stannius), af hvilke den øvre (27) (Scapulare — tidligere benævnet « Una») har 
et dybt Indsnit fortil, og den nedre (Coracoideum, tidligere « Radius») har en fortil og nedad 
mod Claviculare rettet Apofyse; og dernæst, i anden Linie, af de to Basalia (28) (« Ossa 
metacarpi» Stannius), om hvis Form og Forbindelse med de foregaaende og med Bryst- 
finnestraalerne ved Bindevævshinder Afbildningen vil give tilstrækkelig Oplysning. Det 
saakaldte Postelaviculare eller Accessorium (29) har vel en massivere Form end hos Ceratias, 
men en ligesaa svag Konsistens som de fleste andre Knogler i disse Fiskes Skelet. 


9 331 


Résumé des observations ultérieures de M. Lütken sur 
l'Himantolophus Reinhardt. 


En 1886, j'ai recu de M. Benedikt Grondal, à Reykiavig, un jeune exem- 
plaire, long de 207%, de ce Lophioide arclique, qui avait été péché sur les côtes des îles 
Westman, dans le voisinage de l'Islande, et qui ne diffère en aucun point essentiel de 
l'Himantolophus Reinhardti figuré dans mon mémoire de 1878; les nageoires, en particulier, 
ont le même nombre de rayons, et la seule différence importante qu'on y remarque, 
c'est que le second rayon de la nageoire dorsale n'est pas fendu. Il y a cependant 
des différences dans les détails de la huppe frontale, et comme, sous ce rapport, les 
deux seuls exemplaires examinés jusqu'ici, qui représentent 1H. gronlandieus et | H. Rein- 
hardti (voir la Pl. II de mon mémoire précité), offrent des différences caractéristiques, j'ai 
fait voir par une figure (p.326) comment ce troisième jeune individu se comporte à cet 
égard. Il en ressortira, je crois, qu'on ne doit pas chercher des différences spécifiques 
dans de petites variations d’un organe selon toute probabilité assez variable. Je suppose 
que les différences observées chez l'individu dont il s’agit sont dues en partie à sa jeu- 
nesse, cet organe n'ayant pas encore pris son plein développement lorsque le poisson a 
élé capturé. 

La huppe frontale est munie de sept tentacules, dont trois impairs et quatre 
pairs. De ces derniers, la paire supérieure est trifide et l’inférieure non divisée. Les 
tentacules impairs sont distribués de manière qu'un petit tentacule inférieur non divisé 
prend naissance juste au-dessous de la paire inférieure, tandis que les deux autres partent 
du renflement claviforme: l’un, qui n'est pas divisé et peut être désigné comme le supé- 
rieur et l’anterieur, sort du sommet même de ce renflement; l'autre, trifide, qui doit étre 
regardé comme le postérieur, est placé un peu au-dessus de la paire supérieure. Sur la 
face dorsale ou postérieure du renflement claviforme, entre le tentacule impair antérieur 
et le postérieur, on trouve — entourées d’une peau claire et molle — 4 verrues foncées, 
disposées par paires et revétues d’écailles granuleuses, et, dans un enfoncement entre elles, 
deux petites cornes molles, coniques, blanches et noires, qui ne sont encore que faible- 
ment développées en comparaison de ce qu'elles seraient devenues plus tard. 

Sur la planche qui accompagne la présente communication est représenté le 
squelette entier d'un exemplaire provenant des côtes du Grønland, ce qui sera d’un intérêt 
d'autant plus grand que, jusqu'ici, on n’a pu obtenir du système ossifére de ces poissons 
qu'une série plus ou moins complète de préparations ostéologiques du genre Ceratias. 

Vidensk. Selsk. Skr., 6. Rekke, naturvidensk. og mathem. Afd. IV. 5. 42 


332 10 


Les vertèbres sont au nombre de 19, dont 10 peuvent être considérées comme les ver- 
tèbres du tronc et 9 comme appartenant à la queue. Les ares inférieurs sont distincts à 
partir de la cinquième vertèbre. La neurapophyse de la première vertèbre n'est pas com- 
primée des deux côtés, mais, comme chez la Daudroie, d'avant en arrière, pour pouvoir 
s'appliquer sur la partie occipitale cartilagineuse du crane. La nageoire caudale est portée 
exclusivement par la partie comprimée, en forme de lame, de la dernière vertèbre caudale; 
mais, sur ses angles supérieur et inférieur viennent s'appliquer, pour lui fournir un nouveau 
soutien, les apophyses supérieure et inférieure, également en forme de lames, de l’avant- 
dernière vertèbre. La nageoire dorsale est supportée par 5, et la nageoire anale, par 3 
inter-épineux, qui s’engrenent entre les apophyses des 11°, 12° et 13° vertèbres. Aucun 
d’eux ne se distingue par sa grandeur. 

Le cräne ne se compose pas seulement, comme chez le Ceratias, de parties 
cartilagineuses appartenant au chondrocräne et de minces lames osseuses fibreuses, qui 
sont formées en partie dans ce dernier et à ses dépens, en partie en dehors, mais il a 
aussi, du moins vu de côté, une configuration analogue, tandis que, vu d'en haut, il se 
présente tout autrement. La raison en est qu'au lieu de la rainure étroile et en partie 
fermée où, chez le Ceratias, l'inter-épineux de la huppe frontale a son lit mobile, il y a 
ici, en partie dans le même but, une cavité ouverte, large et profonde. L'inter-épineux 
dont il s’agit peut être décrit comme formé d'une partie horizontale cylindrique — qui 
s'étend depuis la nuque, où son extrémité cartilagineuse est fixée par un ligament à la 
partie occipitale également cartilagineuse du crane, jusqu'à la partie rostrale de ce dernier, 
où le rayon osseux de la huppe frontale est relié par des ligaments et des facettes articu- 
laires à son extrémité antérieure — et d’une crête qui descend verticalement de cette 
partie plus arrondie en décrivant un arc qui correspond à la ligne concave basale et 
médiane de la cavité ci-dessus mentionnée. Tandis que l'inter-épineux lui-même a la 
structure et la consistance ordinaires fibro-lamelleuses, le rayon mince, déprimé (d'avant 
en arrière) et élargi à son extrémité en forme d’etroite spatule, de la huppe frontale, 
a une structure plus ferme et est d'une nature plus élastique. Sur la figure, l'existence 
de la cavité est seulement révélée par la circonstance qu'à travers la paroi percée de 
l'orbite, on apercoit un morceau de l'inter-épineux de la huppe frontale. 

Sur le faible et mince parasphénoïde, qui s'étend sur la base du crane dans presque 
toute sa longueur, repose tout en arrière l’oceipital inférieur (1)!) et, devant lui, les 
deux grands rochers (8); au-dessus de l’occipital inférieur, on voit les occipitaux 
latéraux (2), bien développés, qui ici aussi sont reliés à la première vertèbre par un 
prolongement cartilagineux, et au-dessus d'eux, se rencontrant dans la ligne médiane en 
fermant le crâne en haut, et limitant la partie postérieure de la cavité qui loge l'inter- 
épineux de la huppe frontale, les paroccipitaux (3) non moins bien développés. De 
chaque côté de ces derniers, les parties. latérales les plus saillantes du crane sont formées 
par les occipitaux extérieurs ou mastoidiens (5) conjointement avec les temporaux 


1) Les chiffres entre parenthèses se rapportent aux figures du squelette du Ceratias de mon premier 
mémoire, dans lequel les différents os sont désignés par ces chiffres tant dans le texte que dans 
les figures. 


11 333 


(7), lesquels semblent presque ne former ici avec les précédents qu'un seul os qui, en 
arrière, est muni d'une facelte articulaire pour le claviculaire supérieur (25) (par conséquent 
pour la ceinture scapulaire) et, en avant, porte une partie de la facette articulaire pour 
Vhyomandibulaire (1), cette facette étant du reste surtout formée par les limites des 
rochers et des frontaux postérieurs unis aux pariétaux. Les os pointus en forme de 
toit dont les pointes se terminent en une petite épine trifide ou bifide, sont bien en 
effet les pariétaux (4) en union avec les frontaux postérieurs (9), que je n'ai pas 
réussi à indiquer comme os distincts. Entre eux, le fond de la grande cavité men- 
tionnée plus haut est formé par l'énterpariétal (10), qui est profondément creusé, et dont 
la partie principale, plus grande, par une ligne brisée en quatre morceaux, aboutit aux 
pariétaux et aux occipitaux extérieurs, tandis que sa partie antérieure plus étroite se pro- 
longe dans le pont qui, dans la ligne médiane et en haut, relie le crâne proprement dit 
avec la partie rostrale cartilagineuse. Les ponts latéraux entre celle-ci et les pariétaux 
sont couverts par les frontaux comprimés (15), qui s'étendent en avant sur le cartilage 
rostral, mais ils sont eux-mêmes principalement formés par les ailes sphénoïdales (11). 
Les préfrontaux (14) avec leurs facettes arliculaires pour les palatins, ont leur place 
dans les parties latérales antérieures du cartilage rostral, tandis que la plaque mince du 
vomer (12) le recouvre en dessous et s'étend sur son bord antérieur, coupé droit, directe- 
ment sous l’ethmoide (13), qui se présente ici comme une plaque osseuse mince, mais 
large, sur la face antérieure de la partie rostrale entre les deux préfrontaux. Une ossifi- 
cation située dans la partie postérieure du tronc cartilagineux qui, de la partie rostrale, 
s'étend en arrière sur le parasphénoïde et se perd dans ce dernier, doit certainement être 
désignée comme le sphénoïde proprement dit (entosphenoïdeum). 

Les os des mächoires, l'arc suspenseur et les groupes d'os qui s'y ratta- 
chent (arc hyoïdien, os operculaires, ares branchiaux, etc.) ne diffèrent pas beaucoup des 
mêmes parties chez le Ceratias. Les intermaxillaires, les maxillaires supérieurs et les os 
palato-pterygoidiens ont une forme plus déliée et plus allongée; les intermaxillaires (18) 
n'ont qu'une seule courte apophyse, bifurquée et ascendante, tandis que les maxillaires 
supérieurs (17), outre la tête proprement dite avec la facette articulaire pour le 
palatin, ont chacun une assez grande apophyse dirigée en dedans vers la ligne médiane, 
et ces apophyses s'y rencontrent derrière celles des intermaxillaires, devant et sous la 
partie rostrale du crane. L’arc palato-pterygoidien (14, 15) est uni en avant 
à cette partie rostrale par une articulation fixe, et en arrière il l’est également à l'arc 
suspenseur (7, 6), bien que ce soit surtout par des parties membraneuses et cartila- 
gineuses. La forme de la mâchoire inférieure — comme des différents os qui la 
composent — est dans tous les points essentiels la même que chez le Ceratias. La lon- 
gueur ou la hauteur de l'arc suspenseur est égale à la longueur totale du crane de la 
nuque à l'intermaxillaire. L’hyomandibulaire (1) porte en arrière, fixé à une facette arti- 
culaire, près du point où il aboutit au preopereulaire (5), un operculaire (2) délié, prisma- 
tique et muni d'une apophyse recourbée, dirigée en arrière et en bas. Par son extrémité 
inférieure, cet os s'applique sur un suboperculaire (13) qui en bas est large et arrondi, 
mais étroit et pointu en haut, de sorte que cette pointe saillante fait presque l'effet d'un 
septième rayon branchiostégal supérieur. Il n’y a pas lieu de s'arrêter aux autres éléments 


42° 


334 12 


de Varc suspenseur: l'os carré (7), le symplectique (3) et le metapterygien (6). L'inter- 
operculaire (12) est, comme chez le Ceratias, un os long et mince dont l'extrémité supérieure 
est unie par un ligament à l'arc hyoïdien, au point où se rencontrent l’epihyal (8) et le 
robuste stylohyal (4), tandis que son extrémité inférieure est reliée d’une manière analogue 
à l'angulaire (21) de la mâchoire inférieure. Quant aux rayons branchiostegaux, les 
deux inférieurs et les plus faibles sont fixés à la face interne de la partie antérieure 
obliquement ascendante du cératohyal (9), devant langle saillant de cet os relativement 
fort, et les quatre autres à la face externe un peu creusée de sa partie supérieure (posté- 
rieure), le supérieur au point de jonction du cératohyal et de l'épihyal. Le rayon bran- 
chiostégal antérieur est le plus court et le plus faible de tous les six. 

Entre les extrémités antérieures et inférieures des arcs branchiaux, on remarque 
deux os impairs dont un antérieur entièrement cartilagineux, le lingual, et, derrière lui, 
le basibranchial qui n’est que partiellement et faiblement ossifié. C’est seulement dans les 
deux ares branchiaux antérieurs qu'on trouve des hypobranchiaux; ils sont entièrement 
cartilagineux, et la deuxième paire est très insignifiante. Le premier cératobranchial, qui 
est plus faible, n’a pas en arrière, comme les trois autres, une rainure pour loger les 
vaisseaux branchiaux. Les arcs branchiaux de la cinquième paire (hypopharyngealia) ne sont 
que des cartilages relativement courts, arrondis et sans dents, qui se rattachent étroitement 
à la partie antérieure correspondante des cératobranchiaux de la quatrième paire. La première 
paire d'épibranchiaux est courte et rudimentaire en comparaison des os analogues bien déve- 
loppés des trois ares suivants. Il n’y a de chaque côté que deux os pharyngiens supé- 
rieurs (pharyngobranchiaux), dont l'un (le postérieur), armé de nombreuses dents sur sa 
face terminale tournée en bas, est beaucoup plus grand et plus robuste que l’autre, qui 
s'applique sur sa face externe. 

L'arc scapulaire se compose de chaque côté de deux os: un supérieur, plus 
court et plus large, creusé en arrière et en dehors en forme de gouttière, le supraclavi- 
eulaire (25), qui est fixé par son extrémité supérieure aux angles latéraux postérieurs du 
crane, et par sa face interne s’unit en la recouvrant avec la partie supérieure du clavicu- 
laire (24). Ce dernier est un os très long, mais relativement faible, creusé en arrière en 
forme de gouttière comme le supraclaviculaire, et qui atteint sa plus grande largeur dans 
ses parties supérieure et inférieure, tandis que sa partie moyenne est la plus faible et la 
plus mince. Il s'étend comme un grand arc, qui est comme brisé au milieu, depuis 
l’oceiput jusqu'à l'angle que font entre eux les arcs hyoïdiens au point de rencontre des 
deux celavicules. On ne trouve pas non plus ici d’wrohyal. La partie supérieure de la 
clavicule et la nageoire pectorale sont reliées entre elles d’abord par deux os cartilagineux 
faiblement ossifiés, arrondis et lamelliformes, dont le supérieur, le scapulaire (27), présente 
en avant une profonde entaille, et l'inférieur, le coracoidien (26), a une apophyse dirigée 
en avant et en bas vers l’os elaweulaire, et ensuite, en seconde ligne, par les deux carpaux 
(basalia) (28). Le claviculaire postérieur ou os accessoire (29) a bien une forme plus massive 
que chez le Ceratias, mais une consistance aussi faible que la plupart des autres os dont se 
compose le squelette de ces poissons. 


K.D.Vid.Selsk.Skr. 6 Række mn. Afd.IV.5 Lülken:Himantolophus. 


Himantolophus Reinhardti Lt 


Kritiske Studier 


over 


nogle Tandhvaler 


af Slægterne 
Tursiops, Orca og Lagenorhynchus 


Chr. Fr. Lütken. 


Med 2 stentrykte Tavler. 


Avec un résumé en français. 
Vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, naturvidenskabelig og mathematisk Afd IV. 6. 
Kjøbenhavn. 


Bianco Lunos Kgl. Hof-Bogtrykkeri (F. Dreyer). 


1887. 


sth}, odaithod pi re : 


Suva 


tolevidbos® algon re 4 


aeg ‘ti 


emdogihionspel go mand JOR 


nad 7:40 ° 


> 
sul ET are > Com 


1 ar? i tree BE 
AJ 


| LA daolbenw ihe "té il détails fief A vie Bi ET LT 4 


Aven nade PE 


TET 9 hai jad, wait À mn 


Due som de foreliggende kunne med deres trættende Enkeltheder 
kun have begrænset Interesse, selv for den Videnskab, indenfor hvis Ramme de bevæge 
sig, uden for saavidt de slaa bestemte Resultater fast eller berøre Spørgsmaal af mere 
almindelig Betydning. 

Til at forelægge disse Studier for d. K. D. Videnskabernes Selskab har jeg dog 
havt en dobbelt Grund. Den ene er, at de slutte sig noje til og ere paa en Maade at 
betragte som Fortsættelser af Arbejder, som ere meddelte i vore «Oversigter» af mine For- 
gængere i Bestyrelsen af Universitetets cetologiske Samlinger, Eschricht og Reinhardt. 
Jeg sigter herved især til forstnevntes ufuldendte Undersøgelser over «Spekhuggerne» eller 
«Rovhvalerne» og til sidstnævntes klassiske Afhandling om «Halvspækhuggeren», som man 
senere har kaldet den, Pseudorca crassidens. Den anden Grund er, at de tillige ere For- 
studier til en Redegjørelse for det Materiale af Skeletter og Kranier af pelagiske Delfiner, 
der er erhvervet paa de samme Rejser og Indsamlinger til Museet, som have tilvejebragt de 
«Spolia Atlantica», der med eller uden denne Titel ere afhandlede i Selskabets Skrifter, 
— en Redegjørelse, til hvilken Reinhardt allerede havde gjort nogle Forarbejder, og 
som jeg haaber i en nær Fremtid skal se Lyset i den samme Række af Skrifter. 


E 


I Museets Iste Afdelings Opstillingsjournal findes under 27de Decbr. 1865 indført 
folgende af min hejt fortjente Forgenger i denne Samlings Bestyrelse, afd. Professor J. 
Reinhardt: 

«Opstillet i den osteologiske Samling: Skelettet af Delphinus parvimanus Rhdt. Dette op-. 
rindelig til Steenstrup fra Triester-Museel indsendte Skelet af en i Adrialerhavel fangel Delphin 
hører, som den af det samme Individ afflaacde og ved samme Lejlighed indsendle Hud viser, lil de 
med et lydeligl, men korl «Næb» forsynede Arler, der nærmest maa slilles i Gruppe med vor nor- 

43" 


338 4 


diske Tursio. Del er komplet paa Baækkenkuoglerne og nogle faa Fingerled!) ner; men Bryst- 
benet er til Dels spaltet. » 

«I Overmunden tælles paa højre Side 25 Tænder, af hvilke dog de 2 forreste ikke gjennem- 
bryde Tandkjodet; paa venstre Side ligeledes 25, af hvilke de 2 forreste ligge skjulte, I Under- 
kjæven findes paa højre Side 22 Tænder, men foran den forreste findes 2 tomme Tandhuler, der 
vise, al del oprindelige Tal har været 24; paa venstre Side findes alle 24, og her ser man, al 
de to forreste ikke have værel brudte frem gjennem Gummerne. Tandrækken begynder først i en 
temmelig stor Afstand fra Indbuginingen af Næbet ved dets Rod, ubetydeligt bagved «Trianglens» 
Spidse. 'Tænderne ere ikke halv saa store”) som hos Tursio, ikke meget sværere end hos 
Lagenorhynchus albirostris.» 

«Halshvirvler 7, af hvilke de 2 førsle ere sammensmellede saavel i corporibus som med 
Buerne. Brysthvirvler 13 (men det sidste, det 13de, Par Ribben naar ikke den tilsvarende 13de 
Hvirvel, men ligger løst i Kjodet); af Ribbenene ere de 5 eller maaske 6 forreste Par ægle Ribben. 
Lænde- og Halehvirvler 42; den sidste Halehvirvel synes at være dannet af Lo, som ere voxede 
sammen. Allsaa 62 Hvirvler (eller 63) i alt. Vil man betragte de V-formige Ben som Grænsen 
mellem Lænde- og Halehvirvler, saa kan der tælles 16 Lændehvirvler, idet del forreste af de nævnte 
Ben (som i øvrigt bestaar af to ikke sammenvoxede Halvdele) sidder imellem den 16de og 17de*) 
af de 42 lumbocaudale Hvirvler, De V-formige Ben mangle under de sidste 6 Halehvirvler, og 
som det synes, er Mangelen oprindelig, » 

«Fingrene tælle (Metacarpus derunder indbefattel) følgende Antal Led: 1ste F. 2, 
2den 6, 3dje 8, 4de 3, og endelig den 5le‘4) 1 og en bruskel Ende.» 

«Til samme Gruppe som vor Arlt og tursio høre fremdeles D. abusalam, D. eutropia®) og 
D. eurynome; men vor Art kan ikke være nogen af disse. Fremdeles gives der ogsaa el Par af 
Gray opstillede, men kun af Kranier kjendte Arler, med hvilke vor Delfin maa sammenlignes, 
D. metis og D. cymodoce; den sidste af disse ligner den i Størrelse, men Afvigelser i Kraniel gjøre, al 
jeg dog ikke tør henføre den lil denne Art, hvis Patria i øvrigt er ubekjendl. Blandt de speciell som 
mediterrane bekjendte ægle Delfiner (tursio®), delphis, tethyos, mediterraneus og algeriensis) er der 
ingen, som vor Art kommer nær; indlil videre holder jeg den for en ny Form og kalder den paa 
Grund af de meget smaa Bryslfinner: parvimanus.« 

Under I6de December 1866 findes dernæst i samme Journal indført: «Opstillet i den 
systematiske Palledyrsamling Delphinus parvimanus, n. sp. Skindet af samme Individ, af hvilket Ske- 
lettet opstilledes den 27de December 1865. Naar man tager i Betragtning, hvor store Vanskelig- 
heder der ere forbundne med Udstopningen, selv af ganske friske Delfinskind, maa Udstopningen af 


1 


1) Udhævet af mig for det folgendes Skyld. 

2) 9: «ikke halv saa tykke i Omfang» (efter den nedenfor nævnte originale Optegnelse). 

5) Da man nu regner den første Halehvirvel for at være den første af de to, mellem hvilke den første 
Hæmapofyse har Plads, vil Lændehvirvlernes Antal være at opføre som 15. 

1) Udhævet af mig for det følgendes Skyld. 
I den originale Optegnelse er tilføjet «ved Ankomsten. Nu ere nogle Led gaaede tabt: 2, 6, 7, 3, 1.» 

5) Denne Art hører nu til en anden Slægt og vedkommer os ikke her. De andre ville blive omtalte i 
det følgende. 

*) At den ikke skulde «komme D. tursio ner», kan jeg ikke underskrive; den gjør tværtimod i de 
fleste Henseender Indtrykket af at være ligesom en Dværgform af D. (Tursiops) tursio. 


5 339 


denne stærkt indlorrede, i flere Aar hengjemle Hud ansés for vellykket; dog maa bemærkes, al man 
paa den torre Hud tydelig saa, at Nebet ved en tydelig Fure var skilt fra den hvælvede bageste 
Del af Hovedet ligesom hos D. delphis. Denne Fure var ogsaa at sé efter Udstopningen, saa længe 
Skindel endnu var fugligl, men da det tørredes, table den sig. Farven er gjengivel ved Maling saa 
godt som den endnu lod sig erkjende [sori med hvidgraa Bugside]!); det er imidlertid en Selv- 
følge, at man ikke lør slole paa, at den skal være rigligt gjengivet i alle Enkeltheder. Ved Ind- 
torring var Huden bleven næsten en Fod korlere end Skelettet, og skjønt der blev gjort alt for al 
strække den, da den opblødtes ved Udstopningen, lykkedes det dog ikke at gjengive den sin op- 
rindelige Længde; del udstoppede Skind har en Længde af 5 Fod 10 Tommer og er 61/2 Tomme 
kortere end Skelettet. » 


Af de oprindelige Optegnelser om dette Skelet, som endnu foreligge fra Rein- 
hardts Haand, og som uden Tvivl ligge til Grund for hine Indførelser i Opstillings- 
Journalen, vil jeg endnu, af Hensyn til den Nytte de have gjort mig ved at skærpe min 
Opmærksomhed for forskjellige Enkeltheder, anføre følgende, idet jeg dog forbigaar, hvad 
der allerede er aftrykt ovenfor. 


«Den udstoppede Hud har en Længde af 5' 9“, Skelellet er 6° 3“. Det er af el ungt 
Dyr; Hvirvlernes Endeplader ere hele Rygraden igjennem ikke fastvoxede til Hvirvellegemerne. De 
skjulle Tænder [i Overmunden] sidde i Mellemkjævebenene, og rellest maa ogsaa den forreste syn- 
lige, den 3dje i Rækken, henregnes lil Mellemkjæven; Overkjævebenel naar ikke ud over fjerde 
forreste Tand. Tandrækken i Overkjæven " begynder lidt (ec. 25™") bagved «Trianglens» Spidse ; 
der sidder 4 Tænder bagved denne; Mellemrummet mellem den bageste Tand og Indbuglen ved 
Næbels Udspring er 45™™. Tænderne rage i Midten af Tandrækkens Længde ce. 117" over Gum- 
merne i begge Kjæver og ere i begge disse slillede i en saadan Afstand, al 3 Tænder indlage 
nelop el Rum af 103/4'" (24™™) Længde”), Det højre Mellemkjæveben naar baglil c. 24™™ (11) 
højere op end det venstre, som løber spidsere til og ender smallere; de ere i deres slørste Længde 
kjendelig mindre hvælvede tværs over end hos Tursio; Trianglen er derfor mindre for- 
dybet end hos denne. Underkjævens Symfyse er 51™™ (2“) lang, naar omtrent til den 6le—7de 
Tand. Vomer kommer til Syne paa Ganefladen som en lang, men megel smal Splint, der gaar 
fra den fjerde bageste Tand Lil den 13de forreste. Nabel er lidt længere end Hjærnekassen, Af- 
slanden fra dels Spidse lil Indbugten ved dels Rod er 9“ 6‘, fra denne Indbugl til den mest frem- 
springende Del af Hjærnekassen (Condyli) 8" 6‘. Hjærnekassens slorsle Brede (over Tindingbenels 
Kindbue-Udvæxter) er højst ubetydeligt større end dens Længde”), Ganebenene ere slore, omtrent 


1) Tilføjet af mig. 

2) R. har hertil føjet den Bemærkning, at hos Tursiops tursio indtage 3 Tænder i Overkjæven 15/2" eller 
34mm, Det er muligt, at dette kan være rigtigt, men R. har selv andet Steds i disse sine Op- 
tegnelser rigtigt angivet Længden af den Plads, som 3 Tænder indtage saavel i Over- som i Under- 
kjæven hos 2 udvoxne Exemplarer af 7. tursio til 1”. 

Jeg finder den tværtimod ubetydeligt (15mm) mindre end Længden, maalt fra Bagranden af Condyli 
til en Linie mellem /ncisuræ anteorbitales (R. har altsaa taget Maalet paa en lidt anden Maade). 
Paa 10 Hovedskaller af 7. tursio er Breden derimod 10—40m større end Længden, men paa den 
ellevte, der er meget ung (kun 330mm), er Længden næsten 20m større end Breden. Dette Forhold 
forandrer sig altsaa meget med Alderen og synes at være uden Værd for Artsadskillelsen. Jfr. 
det følgende. 


340 6 


som hos Tursio, de fortil længst fremragende Spidser af dem rage 1“ 7‘ (42™™) frem foran de 
forreste Spidser af Vingebenene. Skjævheden i Regionen ved Næsebenene er omtrent som hos 
Tursio; Næsebenene ligge lidt lavere end den af Nakkebenels Forkant dannede Crista').» 


Hele;aHovedskallens; Længde: PM 2%: rm ale EI ance EM CR NE IE 17/2" 
Næhels engage he cts d'hote or re star de ER RE ge 
SammesyiBredos vediRodenjayaks zu. Maus PE Sek: ee ee CR 4" (105mm) 
Nakkehüllelsi Brede sista sy theres au M ti PAT eee 11/2" (39—) 
Sammes Heiden. un. ram rd 022 Me 2. Soke east 1“ 7/2" (43—) 
Nakkeledknudernes og Nakkehullels Brede "0. 9 33/4" (99—) 
Hjærnekassens Længde fra Næbels Udspring til det mest fremspringende Punkt 

alt Nakkeledknudernens., „mar. nn. sera, oh cae SET SS AS NN CR 81/3” 
Hjærnekassens Brede over Postorbilaludyæxlerne . . . . . . . 22 u . . . . . . . 81/2" 

— - -  Tindingbenets Rindbenudvaxter . , . . . . . . . . . . 81/9" 

— - SUND es *Udspring MINE nr 2 SMS EN ARR ENES 6" (156—) 
BredensalgSprojlehullennez ar ne MERE CRE 2" (51—) 
Nabets Brede, ved Midten af Tandrækken, 14 Tommer forfra . . . . . . . . . . 21/3" (60—) 
Den samlede Brede af begge Mellemkjæveben sammesteds . . . . . . . it TE At (33—) 
Tandrækkensybængdesi Overkjayenge wis NN PR oh «selon RE 0 71/2" (196-—) 
Underkjeyen, (Grenens Længde MR re MUNIE NE ES ER CE 10!/4" 

— Syniysensi.dilor. ER agerer Ak AES EU 21/3" (60—) 

— Tandrækkenshdilo ahs, Ce de He LO 

— Brede; overnCondyli nent. Brent ene et ee la ICO 

— Hejdenvedi Prac. \coronoidéus, NU Re ee ee ee 31/41! (86—) 


Til efter Evne at drøfte det Spørgsmaal, om Delphinus parvimanus Rhdt. virkelig er 
en for Adriater- og Middelhavet ny og overhovedet en ubeskreven Art, har jeg havt den 
særlige Anledning, at en italiensk Zoolog, som havde set Exemplaret her i Museet, har 
spurgt mig, om Prof. Reinhardt senere havde publiceret en Beskrivelse af dette Dyr. 
Dette har han ikke, ejheller er Navnet, mig vitterligt, gaaet over i nogen Fortegnelse over 
Middelhavets Delfiner. Men ogsaa bortsét herfra maatte det være mig magtpaaliggende at 
komme til Klarhed over dette Spørgsmaal for at kunne afgjøre, om jeg skulde lade den 
staa i Museet under dette upublicerede, foreløbige Museumsnavn. At gjengive Prof. Rein- 
hardts udførlige og omhyggelige Begrundelse af det foreløbige Resultat, hvortil han var 
kommet, var mig nødvendigt, for at vise, paa hvilket Standpunkt jeg havde forefundet 
Sagen, selv om jeg maalte komme til samme Resultat som denne udmærkede Cetolog. I 
Almindelighed vilde jeg maaské ikke ansé det for rigtigt at aftrykke slige, saa at sige 
embedsmæssige, men dog ikke af vedkommende selv for Offentligheden bestemte Rede- 


') Hos 7. tursio ligge de i Regelen i Højde med denne Kam, men undertiden dog kjendelig lavere, 
navnlig er dette Tilfældet med det omtalte meget unge Kranium. Jfr. ogsaa herom det følgende. 


7 - 341 


gjørelser; men her tror jeg dog at burde gjøre det, saa meget mere, som jeg ikke 
har nogen meget væsentlig Indvending at gjøre mod det af Prof. Reinhardt anførte 
faktiske i Spørgsmaalet, om jeg end, som rimeligt er, over 20 Aar efter staar paa et noget 
andet Standpunkt lige overfor selve dette. 

At den foreliggende Delfinform er en T'wrstops Gerv. (1855), er aabenbart; jeg be- 
høver blot at henvise til den Karakteristik, som Prof. Flower for nogle Aar siden!) har 
meddelt af denne Slægt. Efter at denne først er henført til den Gruppe af Delfiner, som 
har et tydeligt «Næb», der er skilt fra Panden ved en V-dannet Fure, og Vingeben af 
normal Form, der støde sammen i Midtlinien, samt mangler de dybe Sidefurer paa Ganen, 
som udmærke Slægten Delphinus s. str., hvorved den kommer i Gruppe med Slægterne 
Steno og Prodelphinus, karakteriseres Slægten Tursiops saaledes: »Snuden afsmalner ikke 
særdeles stærkt (moderately) fra Grunden til Spidsen. Underkjæveforeningen (Symfysen) er 
kort, Tænderne ere 21—25 i hver Kjæve, stærke (6—7"" i Tværmaal), Hvirvlerne 64?) 
= 7 + 13 + 17 + 27”. I denne Slægt skjelner Flower i den anførte Revision af Del- 
finerne egentlig kun to Arter: 7. tursio Bonat. (med de yderst nærstaaende, om ikke identiske: 
T. metis Gr., T. eurynome Gr., T. cymodoce Gr., T. aduncus Hempr. og Ehrenbg. og 7. Gillü 
Dall) og 7. catalania Gr. Det hedder (|. c. p. 482) om den første Gruppe af Former, «at 
nogle af dem maaské ere berettigede til at indtræde som selvstændige Arter igjen, men i 
hvert Fald ere de dog meget nær beslægtede og trænge endnu til en bestemt Fastsættelse 
af deres Artsmærker, da de vigtigste Forskjelligheder, der ere iagttagne paa Hovedskallerne 
— og andet af dem kjendes nok ikke, bortset fra Hovediypen, 7. tursio — bero paa 
Snudens relative Brede, som igjen er meget afhængig af Kjønnet. Den saakaldte 7. aduncus (7. 
abusalam Gr.) afviger fra de andre kun ved sin overlegne Størrelse. Derimod anerkjendes 
som sagt 7. catalania Gr. som selvstændig Art; den er mindre end nogen af de andre og 
har mindre og talrigere (?) Tænder. Det tilføjes, at der er Sandhed i den Bemærkning, 
hvormed Gray) slutter sin korte Beskrivelse af 7. catalania: «Det er ikke let at udtrykke 
disse Arters Forskjelligheder i Ord, men der kan ikke være Tvivl om dem, naar de sammen- 
lignes med hinanden.» Maaske kan det være tilladt deraf at drage den Slutning, at heller 
ikke denne Forms Krav paa Selvstændighed er saa særdeles stærkt, at det ikke nok kunde 
trænge til yderligere Styrkelse. 


1) «On the characters and divisions of the family Delphinide» i «Proceed. of the Zool. Soc. of Lon- 
don» for 1883 p. 478 og 512. 

2) At den nye Art kun har 62 eller 63 Hvirvler vil saa meget mindre gjøre noget til Sagen, som ogsaa 
T. tursio, efter hvad Flower selv oplyser, kan have baade 62 og 63 Hvirvler. At Ribbenenes Tal 
ofte er 14 og Tænderne stundom 8™™ j Tyærmaal (forfra bagtil), oplyses nærmere i det følgende 

3) Proc. Zool. Soc. 1862 p. 145. I «List of the specimens of Cetacea in the zoological department of 
the British Museum» (1885) nævnes 7. catalania slet ikke; den er altsaa ikke repræsenteret i «Bri- 
tish Museum»? Og dog siger Flower (P. Z. S. 1883 p. 479), at denne Art er grundet paa Expl. i 
«Brit. Mus.», erhvervede ved Australiens Nordkyst ved Hr. J. Macgillivray! 


Turde man nu tage det for givet, at alle de opstillede Tursiops-Former maa for- 
svinde af Systemet med Undtagelse af 7. tursio og T. catalania, vilde Sporgsmaalet om 
T. parvimanus — dens Forskjellighed fra T. tursio paa Forhaand forudsat — antage den 
simple Form: er den identisk med 7. catalania eller ikke? Det turde derfor være rigtigt 
her at gjengive Hovedtrækkene af Flowers Undersogelser med Hensyn til de ovennævnte 
Arter. Der gjores forst opmærksom paa, at den Farvefordeling, som fandtes paa det af 
Flower i «Transactions of the Zoological Society» XI. Bind afbildede Exemplar af 
T. tursio, og som han senere har gjenfundet hos flere andre, ikke stemmer med andre 
Forfatteres Beskrivelse. P. Fischer!) beskriver den som kulsort med en smal Bugstribe, 
der er lysegraa hos Hannen, kridhvid hos Hunnen; og Schlegel?) har afbildet den som 
helt sort, uden at man dog vel har Vished for, at dette er den virkelige Farve og ikke 
den, som Skindet har faaet ved at blive præpareret og udstoppet. Hvirvelformelen, som 
Flower giver som 7.13.17.27 = 64, giver Fischer som 7.13-14.14. 30-382 
— 64 eller 65; ikke sjælden er der i Folge Flower kun 63°) (hos et endog kun 62) paa 
Skeletter, der se ud til at vere fuldstændige; et Par Exemplarer havde 13 Ribben paa den 
ene Side og 14 paa den anden. Hæmapofysernes Antal er 21, Fingerleddenes 
1.7.6.3.14). Et fuldvoxent Exemplar er 10 eng. Fod -— tre Metre — langt, dets Hoved- 
skal 530"m5), Gervais har udtalt, at de i Pariser-Museet bevarede Hovedskaller fra Kap 
det gode Haab, det indiske Hav, Kina, Japan og Nyholland ikke kunne skjelnes specifisk 
fra den almindelige europæiske Form, der altsaa skulde have en næsten kosmopolitisk Ud- 
bredning. Wer er dog en Form fra Kap, der — som ovenfor omtalt — afviger fra de 
andre ved sin betydelige Størrelse; Hovedskallen er 600" lang og har 24 Tender i hver 
Kjæve med et Tvermaal af 8™™; den er bleven henfort til 7. aduneus Hempr. & Ehrbg. 
fra det rode Hay og afbildet i «Ostéographie des Cétacés» pl. 34°). 


1) «Cétacés du sud-ouest de la France». «Actes de la Société Linnéenne) de Bordeaux. Vol. XXXV 
(1881) p. 153—62. : 

«Abhandlungen aus dem Gebiete der Zoologie und vergleichenden Anatomie», Istes Heft (1841) 
[is Waste ats 

Schlegel angiver |. c. 7.14.16.26 = 63. Jeg har fundet baade dette Tal og 62 (jfr. det fol- 
gende), ligeledes 1 Gang 13 Ribben paa den ene Side og 14 paa den anden, forudsat at Skelettet i 
denne Henseende er komplet. Det store Antal Halehvirvler — paa Liendehvirvlernes Bekostning — 
hos Fischer er noget paafaldende og næppe rigtigt. 

Jeg udhæver dette Forhold, til hvilket jeg senere kommer tilbage, paa Grund af dets særegne Betyd- 
ning for Sporgsmaalet, men henviser for ovrigt til det folgende m. H. t. smaa Afvigelser fra de her 
angivne Tal. Fischer har 2.8.6.3.1, altsaa et Led mere i farste og anden Finger. 

To af de foreliggende Skeletter af 7. tursio ere længere, og det samme gjælder m. H. t. den angivne 
Længde af Hovedskallen om to andre Kranier i Museet. Ogsaa Fischer havde større Hovedskaller, 
indtil 570mm, 


[9 


= 


> 


6) Schlegel bemærker, at en fra det røde Hav af Rüppell hjemført Hovedskal — altsaa vel selve 
T. abusalam — har den største Lighed med den europæiske 7. tursio, og at han ikke indsér, hvor- 


ved D. hamatus Hempr. Ehrbg. fra det rode Hav (Schreber T. 369) skulde være forskjellig fra samme. 


9 343 


T. catalania er grundet paa to Kranier i «British Museum» !) fra Nyhollands Nord- 
kyst; der findes i «College of Surgeons» et tredje meget lignende, og da de stemme over- 
ens i Lidenhed (410™™) og lidt talrigere Tænder (Gs), tor Flower ikke drage i Tvivl, at 
det er en egen Art. Der findes i Pariser-Museet endvidere en meget lignende Hovedskal 
fra de kinesiske Have, men kun med = Tender; dog er det muligt, at der oprindelig har 
været flere tilstede (eller at de forreste ere blevne oversete?). Det kan her tilføjes, at 
Giglioli®) har trot muligen at gjenkjende denne Form i den saakaldte + Delphinus 
coerulescens» — blaagraa paa Hoved, Ryg, Hale og Finner, kridhvid paa Bugen, e. 2™ lang 
— af hvilken «Magenta» var omgiven en hel Time Syd for Kiusiu. 

T. cymodoce («Voy. of H. M. S. Erebus and Terror», pl. 19) er kun grundet paa én 
Hovedskal af et meget ungt Dyr; «all its distinguishing characters are those of immatur- 
ityr. De andre Former, der endnu staa tilbage, hore til to Typer, bred- og fladsnudede 
og smalsnudede, men dette beror maaske paa Alder og Kjon; Fischer skildrer jo Hun- 
nerne som mere bredsnudede end Hannerne. Til den mere bredsnudede Type hore imid- 
lertid de fleste europæiske Exemplarer, der ere blevne henforte til «7. éruncatus Mont.» (tursio 
Bonat.), til den smalsnudede de fremmede Exemplarer eller af ubekjendt Oprindelse, der 
ere blevne henforte til 7. metis eller til 7. ewrynome. Den sidste [l. c. pl. 17, «Hab. South 
Sea, India (?), Bay of Bengal»] er opstillet paa et enkelt Kranium, der kun afviger fra 
T. metis [l. c. pl. 18, «Hab. West-Africa (?)»] ved at Tænderne ere en Ubetydelighed 
mindre og talrigere (=). Til den smalsnudede Type horer endvidere den af Gervais 
(l. c.) afbildede store 7. aduncus samt den samme Steds (f. 7) afbildede 7. tursio fra 
Kanalen. De to af disse bredsnudede Hovedskaller, hvis Kjon kjendes, vare begge Hun- 
ner, og et smalsnudet Exemplar, der havde levet nogen Tid i et engelsk Akvarium, var en 
Han; for saa vidt bekræfter dette altsaa den Opfattelse, at der i denne Forskjel ikke er 
udtrykt en Artsforskjel. Den af Hutton og Hector beskrevne nyselandske Form, 
som (uvist af hvilken Grund) er bleven identificeret med «7. metis» Gr., kan ikke ved 
Farvefordeling eller ved andre ydre eller osteologiske Karakterer skjelnes fra den europæiske; 
den har ligesom denne 64 Hvirvler, men kun 12 Par Ribben; det 13de gaar jo imidlertid 
ofte tabt ved Praeparationen*). En Hovedskal fra Kalifornien, 410™™ lang, i Pariser-Museet 
med forholdsvis faa og store Tender (5) 7™™ j Tyermaal, som rimeligvis kan identificeres 
med Scammons «Cowfish» (Tursiops Gillii Dall), har megen Lighed med 7. metis Gray. 


Paa Fiskeri-Udstillingen i London saas der i den amerikanske Afdeling en Hovedskal af et 
1) Jfr. Noten S. 341. 
2) T. tursio kan dog have næsten lige saa mange Tænder; jfr. det følgende. 
3) «I Cetacei osservati durante il viaggio intorno al globo della R. pirocorvetta Magenta 1865—68.» 
(1874) p. 88. 
1) Et af vore Exemplarer har ligeledes kun 12 Par Ribben, idet de sidste lose Ribben rimeligvis ere 
gaaede tabt ved Skeletteringen. 


Vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, naturvidensk. og mathem. Afd, IV. 6 44 


344 10 


ikke fuldt udvoxet Dyr, en saakaldet Tursiops «subridens True, m. s.», af hvilken Form 
Modeller i Papier-maché ogsaa vare at sé paa Udstillingen"). Hovedskallen var aldeles ikke 
til at skjelne fra den af et ikke fuldvoxent engelsk Exemplar. Modellerne syntes kun at vise 
den Forskjel, at hos Hannen vare Underkjæven og Hagen helt sorte, hos Hunnen hvide med 
en mørkegraa Plet paa Hagen, medens dette Parti hos det af Flower afbildede Exemplar 
var helt hvidt?). 

Til Sagens Belysning vil jeg endnu meddele et Uddrag af P. Fischers lagttagelser 
(l. c.) over 7. tursio, der er et ved Frankrigs sydvestlige Atlanterhavskyster forholdsvis 
hyppigt Dyr, som oftere fanges der, og af hvilket han har kunnet undersøge 6 Skeletter og 
desuden 8 Kranier. Det største af de 5 Exemplarer, hvis Længde angives, en Han, er 
over 3™ (3,1) lang, de to næststørste 2",94 (Hun) og 2",80 (Han). Farven beskrives, som 
ovenfor berørt, som kulsort, med Undtagelse af en smal Bugstribe, der hos Hannen er 
lysegraa, hos Hunnen kridhvid. To samtidig fangne Individer, Han og Hun, havde en rund 
graa Plet over Øjet. Hos de to Skeletter (Han og Hun), som F. lægger til Grund for sin 
Redegjorelse, var Hvirvlernes Antal 64—65 — 7 + 13—14 + 14 + 30—32; de to første 
Halshvirvler vare fuldstændig sammenvoxne, de andre frie. De fem første Par Ribben 
havde dobbelt Ledforbindelse med Rygraden; de 4 første Par stode i umiddelbar Forbindelse 
med Brystbenet; sidste Ribben (altsaa vel efter Omstændighederne det 13de eller 14de?) 
var ophængt til Hvirvlerne ved et 55—85™™ Jangt Baand. Brystbenet var ikke gjennembrudt, 
dog kunde man hos Hannen (i Manubrium) erkjende et lille centralt Hul. Torntappene 
forsvinde med den 53—54de Hvirvel, Tværtappene med den 49—50de, Nedrebuerne med 
den 53de; fra den 44—45de Hvirvel af findes der en lodret Kanal i Tværtappenes Rod. 
Fingerleddenes Antal er (Mellemhaandsknoglerne medregnede) 2.8.6.3.1. Bækkenbenenes 
Længde var 100—122™™ hos 2 Hunner (henholdsvis ,'; og 2% af Totallengden), hos en ung 
Han 80™™ (2. af Totallengden). Et andet Skelet afviger fra denne Beskrivelse ved kun at 


1) Copes Beskrivelse af Tursio erebennus i «Proceed. Acad. Nat. Sc. Philad.» for 1865 er ikke let at 
finde Rede i; der angives, at den har 7.11.22.13 Hvirvler, altsaa 53 i alt; men formodentlig er 
dette en Fejlskrift, og der skal staa 7.11.22.23 — 63. Det vilde ogsaa være undskyldeligt, om 
Halehvirvlernes Antal er opgivet for lavt og Lændehvirvlernes for højt, hvis Præparationen af de to 
Skeletter, af et ungt og et gammelt Dyr, som have foreligget Cope, ikke har været ledet med Omhu 
og Forsigtighed. At der kun angives 11 Par Ribben er nok saa mærkeligt. Indtil videre — der 
haves ikke, selv ikke i Nordamerika, nogen senere Oplysning om et saadant Dyr — turde det være 
rigtigst, ogsaa at sætte denne «Zwrsios-Form i Parenthes som en tvivlsom Form, til hvilken. der 
foreløbig ikke kan tages Hensyn. 

Efter senere Oplysninger («Bull, Un. St. Fish. Commiss.» 1884 p. 431) er «7. tursio» saa hyppig ved 
Amerikas Kyst, at man har begyndt at gjøre den til Gjenstand for Jagt eller Fangst. 7. subridens 
nævnes ikke i den Fortegnelse over Nordamerikas Hvaldyr, som er meddelt af F. W. True i »Sug- 
gestions to the keepers of the U. S. lifesaving stations etc. relative to the best means of collecting 
and preserving specimens of whales and porpoises» (1884). Dens Identitet med 7. tursio er vel alt- 
saa stiltiende anerkjendt. 


= 


11 345 


have 7 + 13 + 42 = 62 Hvirvler, men F. antager, at der mangler nogle i Halespidsen; 
Tværtappene forsvinde her først med den 57de Hvirvel; Brystbenet er perforeret. Et fjerde 
Skelet har atter 64 Hvirvler (7 + 13 + 17 + 27 — 64) og 17 Nedrebuer; et femte 13 
Ribben paa den ene Side og 14 paa den anden, et sjette ligeledes 64 Hvirvler (7.14.12.31), 


21 —21 
d 1519 
angivelserne for 14 Kranier mellem 24—24 og 21—21 i Overmunden og 24—23 og 20—21 


låde Ribben frit. Bortset fra et større Kranium, der kun har Tænder, variere Tal- 
i Undermunden. Som Kjonsforskjel angives, at hos Hannerne er Næbet (Kraniets Snude- 
del) længere og forholdsvis smallere, Mellemkjævebenene mere hvælvede, især bagtil, Over- 
kjævebenenes ydre Rand bagtil næsten parallel med Mellemkjævebenenes, Underkjæven lidt 
længere, Hjærnekassens Kamme højere og «moins déclivées latéralement». Hos Hunnerne 
er derimod Næbet bredere bagtil og i sin Midterdel, mere trekantet, Mellemkjævebenene 
fladere, Overkjævebenenes Yderrand bagtil ikke parallel med Mellemkjævebenenes, men ud- 
buet-afrundet, og Hjærnekassen fortil lidt bredere. 

Saaledes staar Sporgsmaalet om Tursiops-Arterne for Øjeblikket. At det nominelle 
Artstal undergaar en stor Reduktion, er en Skæbne, der ikke synes at ville ramme denne 
Slægt alene, men næsten alle Slægter af Delfinider, som omfatte et større Antal af nomi- 
nelle Arter: Delphinus (s. str.), Globicephalus, Orca, Steno osv. Dermed skal ikke være 
sagt, at en eller anden Form, der midlertidig falder som Offer for Reduktionen, ikke senere 
kan vise sig at burde være skaanet. De «Arter», der foreløbig ere strøgne, bør derfor 
alligevel holdes «in mente», da den fremskridende Kundskab muligvis endnu kan medføre 
deres Gjenindsættelse. Der kan være noget f. Ex. i Kraniernes Habitus, som, skjønt det 
ikke formelt kan staa sig for Kritiken, dog kan have motiveret deres Udsondring, og som 
kan komme til sin Ret, naar Skelettets eller Dyrets ydre Ejendommeligheder blive bedre kjendte. 


Det vedføjede Træsnit (S. 346) gjengiver Dyrets Omrids saaledes som det — « 7. parvi- 
manus» (Øhdt.) — staar udstoppet i Museet; kun er den Fure, der adskiller Pande og Næb, 
betonet lidt stærkere, i Henhold til Reinhardts ovenfor gjengivne Udtalelse. Jeg vidste ikke 
at udhæve nogen iøjnefaldende Forskjel fra 7. tursio, som den afbildes af Flower, undtagen en 
noget anden Form eller Rejsning af Rygfinnen. Om denne er at stole paa som Artsmærke, 
lurde være tvivlsomt. Hvad Artens osteologiske Ejendommeligheder angaar, saa kunne disse 
visselig ikke slaas fast efter Undersøgelsen af et enkelt Skelet, men en Sammenligning med 
et større Materiale af 7. tursio maatte dog ventes at kunne give et Resultat. 

Jeg bor forudskikke den Bemærkning, at det foreliggende Skelet af 7. parvimanus 
aabenbart, som ogsaa bemærket i Reinhardts Optegnelser, er af et forholdsvis ungt Dyr — 
dette ses baade af Kraniets Konfiguration og af Hvirvel-Epifysernes Forhold — men ikke 
rent ud en Unge, d. v. s. forholdsvis ældre end det efter sin ringe Størrelse (6‘ 3“ efter Rein- 
hardts Maaling) maatte anses for at være, hvis det ikke var andet end en ung 7. tursio. 


44" 


346 12 


Konturfigur af Tursiops parvimanus efter det udstoppede Stykke. 


Af denne Art har der foreligget mig til Sammenligning 4 gode Skeletter — to fra Færøerne, 
ét fra Lille Bælt og ét fra Nordsøen (Elbmundingen) — samt 10 mere eller mindre fuld- 


stendige Kranier, altsaa 14 Hovedskaller i alt. Af disse ere to mindre end Hovedskallen af 
T. parvimanus, tilhøre altsaa unge eller endog særdeles unge Dyr; det mindste og yngste 
af dem alle er opgivet at være fra Middelhavet, det største er indsendt fra Buenos-Avres. 
Bortset fra rene Aldersforskjelligheder vise disse Hovedskaller af 7. tursio ganske vist ikke 
faa Forskjelligheder. Hos nogle (to især) er Snudedelen (Rostrum) kortere og bredere, hos 
andre længere og smallere; hos de fleste ere Nakkeledknuderne vel adskilte, hos andre 
rykke de derimod hinanden saa nær, at de næsten støde sammen eller berøre hinanden. 
Det vilde ikke ligge fjærnt at betragte disse Forskjelligheder som Kjensforskjel, men 
ulykkeligvis krydse de hverandre: et smalsnudet Hoved kan have adskilte eller sammen- 
stødende Ledknuder, og omvendt. Der kan heller ikke lægges nogen Vægt paa, om Plov- 
benet kommer mere eller mindre til Syne paa Ganefladen, eller paa, at Vingebenene 
undertiden vige ud fra hverandre paa Midten og altsaa kun berøre hinanden ufuldstændig. 
Mellemkjævebenene kunne være mere flade eller mere hvælvede eller ligesom svulne, 
og er det end hyppigt saa, at de fladere Mellemkjæveben findes hos de mere bredsnudede, 
de mere hvælvede hos de mere smalsnudede, saa er dog heller ikke denne Kombination 
saa konstant, at jeg har været i Stand til med Fischer derved at kunne dele Kranierne i 
mandlige og kvindelige. At den foreliggende Hovedskal af 7. parvimanus er smalsnudet, 
har flade Mellemkjæveben, vel adskilte Nakkeledknuder og Plovbenet kun lidet synligt, er 
altsaa uden større Betydning for Sammenligningen med 7. tursio. At Længden af den 
egentlige Hjærnekasse, maalt fra Bagranden af «Condyli» til en Linie mellem /ncisuræ 
anteorbitales, er en Ubetydelighed større end Breden mellem Tinding-Kindbue-Udvæxterne hos 
T. parvimanus, medens den hos den hele Række af udvoxne 7. tursio er 10—40"" mindre, 
har heller ikke noget at sige, da jeg tværtimod hos en meget ung 7. tursio finder Hjærne- 
kassen paafaldende lang, 20™™ længere end den er bred. Ligesaa lidt kan jeg lægge nogen 


13 347 


Vægt paa, om Næsebenene, som i Almindelighed hos 7° tursio, naa op i Højde med Nakke- 
kammen, eller de ikke rage saa højt op, hvad de lige saa lidt gjøre hos adskillige 7. tursio 
som hos 7. parvimanus. Hvad der snarest giver Hovedskallen af 7. parvimanus et eget 
Præg, foruden dens relative Lidenhed, er en vis Finhed i dens Bygning og især det 
Træk, at de pladedannede Dele af Pandebenet, Overkjævebenet osv., som forlænge sig ud 


over Øjehulerne, ere hos denne Form tyndere, fladere, jævnere og glattere — ikke saa 

tykke, opsvulmede og knudrede som hos T. tursio. Tændernes Antal kan hos sidst 
. . . . 2—22 22—22 

nævnte Art, efter hvad der foreligger mig af Kranier, synke til >= eller 5,—5;, Men ogsaa 


25—25 


stige til ==. Til Dels, men ikke udelukkende, beror denne Variation vistnok paa, om de 
2 forreste smaa Tender i hver Kjæveside, der for Overkjævens Vedkommende sidde i 
Mellemkjævebenene og normalt er helt skjulte i Gummerne, ere synlige eller, i Modsæt- 
ning dertil, skjulte eller udfaldne. Regelen er, at mindst en storre Tand i Underkjæven 
sidder foran den forreste større i Overkjæven, og at mindst 2 af Overkjævens sidde længere bagtil 
end de bageste i Underkjæven. Tallet hos 7. parvimanus (35) falder jo indenfor de an- 
forte Grænser og afgiver altsaa ikke noget Kjendemerke;° derimod ere Tænderne mindre 
hos 7. parvimanus end hos nogen mig foreliggende T. tursio; deres største Tværmaal 
forfra bagtil er højst 6%", medens det næsten konstant er 7™™ hos 7. tursio, stundom 
8gmm- deres største Højde 14%, mod f. Ex. 17™™ — naar de da ikke, som det ofte er Til- 
fældet hos ældre 7. tursio, ere mere eller mindre stærkt afstumpede eller slidte lige til 
Roden —, i hvilken Henseende jeg kan henvise lil, hvad derom af Schlegel og Gervais 
er sagt paa de allerede anførte Steder. Skjønt en lille Forskjel i Tændernes Størrelse og 
Førlighed ikke er ukjendt indenfor andre Delfin-Arters Form-Omraade, tror jeg dog her at 
burde lægge nogen Vægt paa denne, saa meget mere, som den jo alt er udhævet som 
karakteristisk for en vis 7ursiops-Form (T. catalania) i Modsætning til de andre. At de af 
Overkjævebenenes Pladedele udækkede Bælter af Pandebenene ere forholdsvis brede, Nak- 
kens Ledknudedel lidet fremspringende, Hjærnekassens Tvær- og Længdekamme lidet ud- 
prægede paa den foreliggende Hovedskal af 7. parvimanus, maa vel alt sættes paa Ung- 
dommens Regning. Hvis vi derfor ad anden Vej vinde den Overtydelse, at 7. parvimanus R. 


er en fra 7. tursio forskjellig Art, ikke blot en Dværgform — var. minor — af denne, vil 
det være godt at have «m mente» til andre Lejligheder, at Arter af samme Delfin-Slægt 
ikke altid ville kunne distingueres paa deres Hovedskaller alene. — De i «Zoology of the 


Voyage of H. M. S. Erebus and Terror, Mammalia», pl. 17 og 18, afbildede Hovedskaller 
af «7. eurynome» og «T. metis» ser jeg ingen Mulighed for at holde ude fra 7. tursio; 
derimod vilde jeg ikke vere utilbojelig til at gjenkjende 7. parvimanus i T. cymodoce (|. c. 
pl. 19), hvis ikke Flower om Originalen til denne Figur, som han har havt Lejlighed til 
at studere, havde erklæret, at dens Karakterer kun ere «those of immaturily». 

M. H. t. det øvrige Skelet tror jeg, at det er rigtigst først at gjøre Rede for 


348 14 


den Variation, som jeg har fundet hos 7. tursio, og derefter at anføre, hvorledes For- 
holdene ere hos den eneste 7. parvimanus, som foreligger. Det er nødvendigt, her at gaa i 
nogen Detail, da Gervais’s Beskrivelse af Skelettet af 7. tursio er holdt i temmelig 
almindelige Udtryk. Det samlede Hvirveltal varierer paa de 4 foreliggende Skeletter fra 
62 til 64. 


Skelettet Nr. 1 har 7 Halshvirvler, 14 Brysthv., 14 Lændehv. og 27 Halehv. = 62 (Nordsøen, Elbens Munding) (1867). 


10) 7 = 13 (14) 16 (15) == 64 F 

1851 71)?). 
u NE 7 ES CARE Fire N (Færoerne) ( og 1871)°) 
— -9 7 — 13 — 17 — 26 — 63 (Lille Belt) (1844)°). 


Det kan være tvivlsomt, om der paa det under Nr. 2 anførte Skelet skal regnes 13 
eller 14 Brysthvirvler, da der paa den ene Side findes et lost, rudimentert, flåde Ribben. 
Da ogsaa det 13de Par kan være ufuldstendigt — hvad det er paa to af vore Skeletter, 
deriblandt paa det allerstorste og rimeligvis ældste af dem --, er det ikke usandsynligt, at 
det Skelet (Nr. 3), der nu kun træder op med 12, i Virkeligheden har havt et 13de Par. 
Den første Brysthvirvel, hvis Tvertappe ere saa lange som Lændehvirvlernes, er stedse 
den 13de, men baade den og den 14de kunne altsaa bære Ribben, der dog sjælden ere 
aldeles fuldstændige (13de), til Dels (14de Par) meget ubetydelige. Da Grænsen mellem 
Hale- og Lændehvirvler jo bestemmes saaledes, at den første Halehvirvel er den, til hvis 
Bagrand den første Nedrebue (Hæmapofyse) er fæstet, kan der ogsaa her komme en Fejl 
ind, hvis denne Nedrebue — især hos et yngre Dyr — er saa svagt udviklet, at den ikke 
bemærkes under Præparationen, men gaar tabt. Korrektionen vil imidlertid kunne findes 
derved, at den første Halehvirvel tillige er den sidste, der ikke har nogen tydelig Under- 
flade, men nedadtil begrænses af en smal Kjøl, i hvis Sted der allerede paa anden Hale- 
hvirvel træder en smal Flade. Da det samlede Hvirveltal varierer fra 62 til 64, maa der- 


1) Dén sidste Hvirvel mangler paa Skelettet; derimod er det sikkert nok, at Nr. I og 9 ikke have havt 
flere Hvirvler end anført. 2 

Det af Gervais beskrevne Skelet af en gammel Han, fanget ved Cette, har efter Beskrivelsen 7 + 
13 + 17 + 27 = 64 Hvirvler; men Afbildningen viser 7 + 13 + 16 + 26 = 62! ("Ostéogra- 
phie», p. 590, pl. XXXV.) 

De to Skeletter (2 og 3) fra Færøerne, erholdte med 20 Aars Mellemrum, ere noget mindre (2450 
og 2590mm) og have begge havt 64 Hvirvler; et 3dje Kranium samme Steds fra har netop samme 
Størrelse som det sidst nævnte færøske (510mm), De to andre Skeletter (1 og 9) ere over 3m lange 
(3,050 og 3,250); det første er af et Dyr, der fangedes ved Elbens Munding; det har Tænderne noget 
afstumpede i Spidsen, men ikke i den Grad, som det andet, der er af et Dyr, som selv tredje stran- 
dede eller drev dødt op paa Stranden af Lille Bælt ved Frederiksgave i de første Dage af Novbr. 
1844; Kranierne af de to andre foreligge ligeledes; det ene er lidt større (560mm) end de to 
nævntes (Nr. 1 og 9) (550mm) og har Tænderne stærkt afstumpede, det andet noget mindre (530mm), 
Som det vil sés er Hvirvlernes Antal hos disse to større Skeletter (1 og 9) kun 62 eller 63, i Mod- 
ning til de mindre færøske Skeletter, hvor det er 64. At opstille en Modsætning mellem en større, 
sydligere og en mindre, nordligere Form, synes dog ikke tilstrækkelig begrundet, skjønt Forholdet 
er værd at notere. 


15 349 


med jo nødvendigvis folge nogen Variation i de enkelte Hvirvelgruppers Talforhold. De 
Forskjelligheder, som iagttages i Halspartiet, synes for storste Delen at hidrore fra 
Dyrets forskjellige Alder, d. v. s. fra den Udstrækning, hvori forskjellige, oprindelig bru- 
skede Udvæxter have naaet at blive forbenede, inden Dyret fangedes og dræbtes!). Paa 
Skelettet Nr. 1, som er af et ældre Dyr, er Udsnittet for første Rygmarvsnerve mellem 
Atlas-Buen og Nakke-Ledknuden meget dybt, idet der foran det har udviklet sig en Torn, 
som er rettet opad, bagtil og indefter; paa de andre Skeletter mangler den, og Udsnittet 
er derfor her en mindre dyb Fure. Paa Nr. 2 er Adskillelsen mellem første og anden Hvirvel 
endnu tydelig paa Siderne, og første Hvirvels Tværtap kort og tyk; paa Nr.1 er den baade 
meget længere og meget sværere. Anden Hvirvel har paa Nr. 2 en ganske kort Tværtap; 
paa Nr. 1 er denne stor, rettet bagud og gjennembrudt af et stort Hul, til hvilket der slet 
ikke sés noget hos de andre, uden Tvivl fordi den Del af Udvæxten, hvori dette Hul findes, 
endnu har været brusket; Mellemforholdet ses paa Nr. 3, hvor Tværtappen er mere ud- 
viklet end paa Nr. 2 og rettet bagud, men endnu ikke gjennembrudt. Paa dette Skelet 
maa de tre første Hvirvler siges at være sammenvoxne med deres «Legemer», skjønt tredje 
Hvirvels endnu er fuldkommen kjendeligt; paa de andre indskrænker Sammenvoxningen sig 
som sædvanligt hos denne Gruppe af Delfiner til de to første. Hos Nr. 2 ere 3dje og 4de 
Hvirvel lukkede foroven, men uden tydelig Torntap; begge have de korte øvre Tværtappe 
(Diapofyser), som paa 3dje Hvirvel ere gjennembrudte ved Grunden af et rundt Hul (til 
hvilket der ikke sés noget paa de tre andre Skeletter); paa 4de er der tillige, i al Fald paa 
venstre Side, udviklet en ret anselig, fortil bøjet, nedre Tværtap (Parapofyse) — paa højre 
Side synes den at være gaaet tabt ved Præparationen — til hvilken der kun er en lille An- 
tydning paa 3dje; paa Ste Hvirvel er denne fremadbøjede nedre Tværtap stærkt udviklet paa 
højre Side, men synes ikke at være kommen til Udvikling paa venstre; den mangler end- 
videre baade paa 6te og 7de, hvorimod de øvre Tværtappe ere tilstede baade paa dte, ble 
og 7de Hvirvel; længst ere de paa den sidst nævnte, dog ikke saa lange som paa første 
Brysthvirvel; paa 5te Hvirvel er Buen endnu ufuldstændig. Paa Skelettet Nr. 1 er For- 
holdet derimod saaledes: 3dje—Ste Hvirvel have paa hver Side en spinkel, lidt nedad rettet 
øvre Tværtap, i Linie med den paa de to første sammenvoxne Hvirvler; den nedre er kun 
svagt antydet paa venstre Side af 3dje Hvirvel, men er paa højre Side tydelig, om end just 
ikke stor; paa 4de er den forholdsvis anselig og bøjet forefter; paa Ste endnu større 


1) Ifølge Gervais's Beskrivelse af den gamle 7. tursio fra Cette, vare her 6te og 7de Halshvirvel 
sammenvoxne med deres Torntappe; hos et andet vare 2det til Ste delvis sammenvoxne med corpora, 
iste til 5te med deres Torntappe. De enkelte Halshvirvler beskrives ikke hos Exemplaret fra Cette, 
men man sér af Afbildningen, at Zden Halshvirvel har skraat bagud rettede, men ikke perforerede 
Tværtappe; at 3dje har korte imperforerede Diapofyser, åde lidt længere Do., 5te og 6te korte 
Diapofyser og vel udviklede Parapofyser, 7de ingen Parapofyser, og ikke særdeles lange Diapofyser. 


350 16 


og ligeledes bojet frem efter, saa at den bojer sig helt om paa Siderne af 4de og 3dje 
Hvirvels tilsvarende Udvæxter; paa 6te er den øvre Tværtap netop kun antydet, den nedre 
lille i Forhold til de foregaaende, men bøjet fortil ligesom disse. Der indtræder ligeledes 
efterhaanden en Forandring i disse nedre Udvæxters Niveau; paa 3dje Hvirvel udspringe 
de forholdsvis højt oppe paa Hvirvelens Sider, paa 6te saa langt nede paa disse som 
muligt. Alle Hvirvelbuer ere her lukkede foroven, ja der kan endog paa 4de til 6te ud- 
peges en lille Torntap. Paa 7de er denne atter lidt højere og den øvre Tværtap saa stor 
og lang — skjønt ingenlunde saa lang som paa første Brysthvirvel —, at den næsten mødes 
med Ringhvirvlens bagud rettede Tværtap, i Forening med hvilken den formodentlig ved 
Baand er forbunden med første Ribbens Knub. Ledfladen paa 7de Hvirvel for første Ribbens 
Hoved ligger stedse højere end den morfologisk tilsvarende Udvæxt (Parapofyse) paa 6te 
Hvirvel. Paa Nr. 3 er denne Udvext bedst udviklet paa Ste, derefter paa 3dje Hvirvel, og 
den øvre er paa 7de saa lang, at den rækker lige saa langt ud til Siden som første Bryst- 
hvirvels. Skjondt Skelettet Nr. 9 er det største af dem alle og vistnok ogsaa af det ældste 
Dyr, er Furen for Iste Nerve ikke særdeles dyb. Ringhvirvlens Tværtap er kort og tyk, 
Taphvirvlens rettet bagud, men hverken lang eller gjennembrudt. Alle de følgende Hals- 
hvirvler ere lukkede oventil og have mere eller mindre tydelige Torntappe, 3dje til 6te vel 
udviklede Diapofyser, der aflage i Længde fra 3dje eller 4de af; paa 7de ere de saa lange 
som første Brysthvirvels eller endog længere end disse. Parapofysen er udviklet paa 3dje— 
5te Hvirvel, bliver for hver Hvirvel større og rykker længere ned, og er især paa 5te bøjet 
stærkt fortil; derimod er en saadan Udvæxt her ikke antydet paa 6te Hvirvel. — Der kan 
ikke tillægges disse Variationer nogen Betydning, men det er nyttigt at lægge Mærke til 
dem for andre analoge Tilfældes Skyld. å 

Tallet — Nummeret — paa den første Halehvirvel, hvis Tværtaps Rod gjennem- 
brydes af et Hul for den Karkanal, som længere tilbage gjennemborer selve Hvirvellegemet 
som en lodret nedstigende Kanal, er temmelig konstant. Det er den 44de (Nr. 9), 45dé 
(Nr. 1 og 3) eller 46de (Nr. 2) Hvirvel af den hele Række. Nedrebuernes (Hæmapofy- 
sernes) Anlal varierer kun ubetydeligt fra 21 (?) til 24, og det er ikke mange af de sidste 
Halehvirvler, som aldeles mangle dem; men ogsaa her gjælder det, at det ikke altid paa 
det præparerede Skelet kan afgjores, om der har været et Par flere eller færre; den første 
findes paa de foreliggende Skeletter paa 36te—38te Hvirvel. Det sidste Rudiment af en 
Øvrebue (Neurapofyse) findes paa den 53de eller 54de Hvirvel, det sidste Spor af Tværtappe 
(Parapofyser) paa den 48de eller 50de'). De forreste Ledtappes Stedfortrædere — de saa- 
kaldte Metapofyser — mangle i Almindelighed paa et vist Mellemparti af Rygraden, f. Ex. 
fra den ?7de eller 30te Hvirvel til den 35te inklusive, og tabe sig atter paa den 51de—5ède. 


1) Jvf. de meget overensstemmende Tal hos P. Fischer, ovenfor S. 344. 


17 351 


Det er ikke altid de største Individer, der have disse og andre Udvæxter (Torntappe og 
Tværtappe) mest udviklede. Dog kan bemærkes, at paa vort største Skelet (Nr. 9) kunne 
Metapofyserne næppe siges at mangle aldeles paa nogen af Lændehvirvlerne. Der er et 
Sted i Rygraden — og dette Sted ligger omtrent lige langt fra den sidste Brysthvirvel og 
den første Halehvirvel — hvor Neurapofyserne ere rettede lige op ad og Parapofyserne 
lige ud til Siderne, og mod dette Punkt, eller rettere lodrette Linjer derfra i begge Planer, 
konvergere de tilsvarende foran og bagved liggende Udvæxter. I Numer er denne «anti- 
kliniske» Hvirvel den 27de (Nr. 1), 28de (Nr. 2) eller 29de (Nr. 3). De højeste Torntappes 
Højde er lig med Længden af 31/„—4 Hvirvellegemer (maalte fra Hvirvelbruskenes Midte), 
de længste Tværtappes Længde med 22 eller 3 Hvirvellegemer. 

Af Ribbenene ere hos en større 7. tursio (Nr. 1) de 6 første Par traadte i dob- 
belt Forbindelse med Rygraden, baade med «Hovedet» og «Knubben»; hos en mindre 
(Nr. 2) er dette kun Tilfældet med de 5 første; paa det 6te Par mangler baade «Hoved» og 
«Hals»; Mellemforholdet ses paa et tredje Skelet (Nr. 3), hvor «Halsen» paa 6te Par Ribben 
er halvt udviklet, men endnu ikke naar hen til Hvirvellegemet. For saavidt skulde man tro, 
at det her kun drejede sig om en Aldersforskjel, og det er jo muligt, at hos 7. tursio under 
en vis Alder er der aldrig mere end 5 Par Ribben med «Hals» og «Hoved»; men paa vort 
allerstørste Skelet (Nr. 9) er dog det samme Tilfældet, ligesom det ogsaa efter Gervais's 
Beskrivelse er Tilfældet med hans gamle over 3 Metre lange Han fra Cette!) Brystbenet 
er delt i 3 Stykker foruden et fjerde lille og i Almindelighed brusket Endestykke, til hvilket 
bte og 6te Par Ribben ere fæstede med deres Sternaldele. Det 
første Stykke /Wanubrium) er paa vort næststørste Skelet (Nr. 1) 
paa hver Side gjennembrudt af et stort Hul, hvortil der ikke 
paa de andre — selv ikke paa det allerstørste af dem (Nr. 9) — 
ses noget; Forklaringen maa dog vistnok desuagtet være den, at () 
dette Hul hos det yngre Dyr udadtil er begrændset af et Brusk- 
parti eller et Senebaand, der forst forbener hos de ældre — hvis 
det overhovedet forbener, hvad aabenbart ikke altid er Tilfældet — \ 
saaledes altsaa, at Knoglen paa en Maade voxer ud om Hallet og — 
optager dette i sig, medens dette paa de Brystben, hvor For- 
beningen ikke er skredet saa vidt frem, paa det præparerede Omrids af Manubrium sterni 
hos 2 Tursiops tursio og 


Skelet kun vil vise sig som et Udsnit paa hver Side af «Bryst- ; 
hos T. parvimanus 


benets Haandtag»”). — Bækkenbenene findes kun paa to af (den underste). 


1) Jfr. ogsaa de af Fischer undersøgte Skeletter, ovenfor S. 344—45. 

2) Gervais synes at opfatte Forholdet anderledes. Paa hans store Skelet er Manubrium udskaaret, 
men ikke gjennembrudt; men «à une époque moins avancée l'échancrure présternale forme une fissure 
profonde aboutissant à une perforation de forme ovalaire« — altsaa omvendt! 


Vidensk, Selsk, Skr., 6. Række, naturvidensk. og mathem. Afd, IV. 6. AS 


352 18 


Skeletterne, begge Handyr; de have hos 
Nr. 1 en Længde af 105"" og en svag 
S-Krumning, hos Nr. 2 kun af 75%, 
Forlemmernes Længde — fra 
Overarmshovedet til Spidsen af den længste 
Finger — indeholdes hos 7. tursio omtrent 
7 (6,9 til 7,2) Gange i hele Skelettets; selve 
Forlem af Tursiops tursio. Haanden er forholdsvis lang i Sammen- 


ligning med Armen; den bliver hos ældre 
Individer forholdsvis bred ved Grunden, over Mellemhaandspartiet, og der kan hos dem, 
foruden de fem normale Haandrodsknogler, optræde et Par smaa Biknogler, hvilke dog ikke 
altid ligge paa samme Sted. Fingerleddenes Antal — Mellemhaandsknoglerne ind- 
befattede — er folgende, for saavidt som det lader sig angive nojagtigt; det sidste Led har 
ofte kun en yderst ubetydelig lille Benkjærne, og naar den ikke er udviklet, giver Tællingen 


selvfolgelig et Led mindre. 


I IT. Ill IV. V 
Skelet Nr. 1 I—1; 7—8; 6—6; 3—3; 2—2 
Ze) 1—1; 8—8; 6—6 ; 2—2; 1—1. 
— - 3 1—1; 9—?; 7—1; 2—3; 1—1. 
— - 9! le i} 2 6 (7?) 3; ap 
(Flower angiver ier: a? GE 3.5 1. 
Fischer — Pres OS be: BU lic 
Gervais — 2: SH ees 3; 2.) 


A2; 0-9 (6-9, 023; (12). 

Det fremgaar heraf, at anden Finger altid indeholder flere Led end 
tredje; den er tillige betydelig længere end denne. 

De tilsvarende Forhold, som fortjene Omtale hos 7. parvimanus, ere folgende: Det 
samlede Hvirveltal er 62, Ribbenenes Antal 13 Par, af hvilke de 6 forste ere udstyrede med 
Hals og Hoved og staa i dobbelt Ledforbindelse med Rygraden. Halshvirvlerne synes at 
forholde sig i alt væsentligt som hos 7. tursio; en Slidse paa hver Side angiver endnu 
Grænsen mellem første og anden; Ringhvirvlens Tværtap er vel udviklet, Taphvirvlens smækker 
og rettet bagud, men ikke gjennembrudt. De 4 følgende Halshvirvlers Diapofyser aftage i 
Størrelse fra tredjes til sjettes, den syvendes er derimod ikke meget kortere end første 
Brysthvirvels. Af Parapofyserne ere de paa 5le Hvirvel stærkt udviklede og rettede fortil, 
saa al de rage længere frem end de lidet udviklede tilsvarende Dannelser paa 3dje og ide 


1) Det ene Forlem mangler her fra Skulderskaalen. 


19 359 


Hvirvel. Ste Hvirvels Bue er afbrudt’i Midten. Den første tydeligt udviklede Torntap 
findes her paa første Brysthvirvel, den første rudimentære Nedrebue imellem den 36te og 
Site Hvirvel, saa at der altsaa er 15 L&ndehvirvler og 27 Halehvirvler, af hvilke de 19 ere 
udstyrede med Nedrebuer. Den 43de Hvirvel er her den første, som er gjennembrudt af 
en Aarekanal ved Grunden af Tvertappen; det sidste Spor af Ovrebuer iagttages paa den 
53de Hvirvel og det sidste Spor af Tværtappen paa den 48de; Metapofyser mangle paa den 
26de—%3te Hvirvel, begge indbefattede. De højeste 
Neurapofysers (Ovrebuers samt Torntappes) Hojde er 
lig Længden af 4 Hvirvellegemer, de længste Tvær- 
tappes som halvtredje. Skulderbladet er forholds- 
vis mere højt hos 7° parvimanus, mere bredt eller 
langstrakt hos 7! tursio; Acromion bredere hos denne 
sidste. Manubrium stern! har ogsaa her en Udbugtning 


paa hver Side (jfr. S.351); men alle disse Sammenligninger 


ere mindre tilfredsstillende, saa længe man ikke kan 
Omrids af Skulderbladet hos 7. tursio og 


drage endnu yngre Led af 7: tursio og ældre Former , À 
ae parvimanus (det mindre). 


af T. parvimanus ind i Sammenligningen. Forlem- 

met er kjendelig kortere hos den sidstnævnte, dets Lengde (Arm og Haand) indeholdes 
nemlig henimod 8 (7,7) Gange i Skelettets Totallengde, og den vedfojede Skitse viser, at 
det er Haanden, der er forkortet"). Af 
større Betydning er det dog, at Tellingen 
af Fingrenes Led giver et helt andet 
Resultat: 2, 6, 8, 3, 1?) — saaledes alt- 
saa, at det ikke er anden, men tredje 
‚Finger, som tæller det største An- 


tal Led, og det er i Overensstemmelse 


Forlem af 7. parvimanus. 


dermed her anden Finger, som er den 
korteste af de to. Dette turde være den vigtigste, for ikke at sige den eneste Artsforskjel, 
der lader sig bestemt paavise; alt andet kunde til Nød bortresonneres som individuelt eller 


1) Paa det udstoppede Stykke er Luffens Længde, maalt midt ned ad samme, 9”; altsaa ligeledes c. 
1:7,7 af Dyrets Totallængde, naar denne sættes til 69!/,”, Hos den af Flower (l. e.) afbildede 
T. tursio var Luffens Længde efter de opgivne Maal nærmest 1: 7,4 af Totallengden i lige Linje. 

2) Reinhardt bemærker (jfr. ovenfor), at der mangler enkelte Fingerled. Dette er nu Tilfældet med 
ikke faa paa den ene Luffe (den højre), saa at jeg ikke paa den kan verificere Reinhardts Tælling, 
der jo selvfølgelig maa være rigtig. Paa den anden mangler derimod ifeige denne kun det lille 
Endeled paa den længste Finger, og Hovedsagen, at det er den tredje, som er den længste, er ingen 
Tvivl underkastet. 


354 20 


Aldersforskjel, delte ene ikke. Denne Furskjel er såa meget mere paafaldende, som alle 
andre Delfinider, saa vidt mig bekjendt, i denne Henseende forholde sig som 2. tursio!). 
Der opstaar nu tilsidst det Spørgsmaal, om Tursio parvimanus (Rhdt.), som vi saa- 
ledes have erkjendt at være en fra 7. tursto forskjellig Art, muligvis kunde falde sammen 
med 7. catalania (Gray) eller med en anden af de kun af Kranierne kjendte Former. En 
umiddelbar Sammenligning med et af de originale Kranier kunde maaské bringe Spørgs- 
maalet nærmere lil en Afgjørelse, men næppe til fuld Vished, da den væsentlige Karaktér: 
Haandens forskjellige Bygning, er ubekjendt baade hos 7! catalania, T. eymodoce osv. Den 


første af disse — som trænger sig i Forgrunden, da dens formentlige Forskjellighed fra 
T. tursio er betonet af Prof. Flower — er kun kjendt fra de australsk-østasiatiske Have, 


men det lod sig vel tænke, at den i Virkeligheden havde en større geografisk Udbredning 
og hidtil kun var bleven overset i Atlanterhavet og det med dette forbundne Middelhav — 
ad modum Dværg - Kaskelolterne (Kogia), som nu dukke op i Atlanterhavet, hvor Ingen 
tidligere havde anet deres Tilværelse. Af de to Kranier, som Macgillivray bragte 
Londoner-Museet, var det større af en 7!/2 Fod lang Hun, det mindre af en 6%/4 Fod lang 
Hun. Begge vare blyfarvede paa Ryg og Sider, brunlige paa Undersiden med blyfarvede 
Pletter i en Del af det hvide. De Maal, der meddeles af det ene Exemplar, synes dog at 
vise, at Forlemmernes Længde kun indeholdtes 6'/2 Gange i Totallengden, en Omsten- 
dighed, der snarest taler mod en Identifikation af 7. catalania og T. parvimanus.  Tæn- 


dernes Antal angiver Gray (Proc. Zool. Soc. 1862 p. 143—45) til 3, Flower 


08 


oat 


2 
2 
til 2999° 

Indtil videre maatte Tursiops parvimanus (Rhdt.) karakteriseres saaledes: minor, 
dentibus = minoribus, gracilioribus (diametro antero- posteriore 6””"), vertebris 62, costis 13 
paribus, quorum anteriora sex articulatione duplici cum vertebris conjuncta sunt; vertebræ 
caudales inde ab 43% canali verticali utringve ad basin processus transversi perforatæ;, 
pinne pectorales minute, octavam partem longitudinis totius parumper superantes, digito tertio 
longiore, ocloarticulato, secundo breviore sevarticulato. Caput, dorsum et pinne nigrescentes, 
venter griseo-albus.  Longitudo pedes sea paullo superat. (In mari Adriatico semel inventus, 
forsan sæpius cum T. tursionibus junioribus confusus, vel erania sub nomine T. catalaniæ vel 


T. cymodoce deseripta?) 


1) Jfr, f. Ex. P. Fischer |. ec. p.125. Samme Forf. fremhæver, at medens Halefinnen er forholdsvis 
smal (fra Spids til Spids) hos Fosteret i Sammenligning med hvad den er hos den voxne Delfin, 
baade hos Delfinerne i Almindelighed og særligt hos 7. tursio, er Brystfinnen hos Fosteret større 
i Forhold til Totallængden, fordi Halen ikke er voxet ud endnu, 1/4 f. Ex. hos Tursio-Fosteret 
1}; hos den voxne, 


21 355 


IL 


Et af de sidste Spørgsmaal, som beskæftigede Eschricht, førend Døden saa 
uventet gjorde Ende paa hans betydningsfulde Virksomhed som Cetolog, var det, om der i 
de nordiske Have gives I, 2 eller 3 Arter af «Spækhuggere» eller «Rovhvaler» (Orca). 
Han naaede ikke til Ende dermed i den Afhandling, som han foredrog i «Videnskabernes 
Selskab» d. 9. Maj 1862; hvad han efterlod sig, er i den ufuldendte Form, hvori det fore- 
laa, bleven trykt i vore «Oversigter» for det nævnte Aar"). Det fremgaar deraf, at han vel 
til Dels var enig med Professor Lilljeborg?) — der nogle Aar tidligere havde rejst Spørgs- 
maalet og havde trot at -kunne skjelne mellem de shejfinnede» og de «lavfinnede» Spæk- 
huggere, det vil sige dem med høj eller lav Rygfinne, som to forskjellige Arter — i at 
anerkjende mere end én nordisk Art, men derimod ikke var enig med L. i den Maade, 
hvorpaa han vilde drage Grænsen mellem disse Arter, hvis Antal E. endvidere forøgede 
med en tredje, der var ham bekjendt af Skeletter eller Skeletdele, nedsendte fra Færøerne. 
Han naaede ikke til en bestemtere Karakteristik af disse 3 Orca-Arter, ejheller til at give 
dem Navn. I den engelske Udgave?) af Eschrichts ufuldendte Afhandling, der blev ud- 
givet af «Ray-Society» sammen med flere andre cetologiske Arbejder af Lilljeborg og af 
Eschricht og Reinhardt, blev der af den sidst nævnte ydet et meget væsentligt lille 
Tillæg") til Eschrichts Bemærkninger om Spækhuggerne, idet Eschrichts tredje Art 
identificeredes med Færingernes «Bovhvidehval»%), og der blev paavist et formentlig 
paalideligt ydre Kjendetegn for den, et karakteristisk Træk i Farvefordelingen, som skulde 
udmærke den i Modsætning til de to andre Former. Den udstyredes dernæst her med et 
eget Artsnavn: Orca Eschrichtii Stp. De to andre Former betegnede Reinhardt i det 
under hans Styrelse staaende «Cetaceum» som O. gladiator Lac. og som O. minor Rhdt., 
idet han — formodentlig gaaende ud fra, at under den almindelige Forvirring i Orca- 
Slægtens Nomenklatur var det bedst at undgaa andre muligen disponible Artsnavne — 
foretrak at danne et nyt Navn for den mindre af de to i Farve og Tegning overensstem- 
mende Orca-Former, som man havde ment at kunne distinguere. Navnet er i øvrigt, mig 
vitterligt, ikke publiceret af ham selv, men kommet frem i den nu ligeledes afdøde 


— 


Om Spækhuggeren (Delphinus orca L.), et Foredrag holdt i Videnskb.-Selskabs Mode den 9de Mai 
1862 af D. F. Eschricht. Oversigt over d. Kgl. Vid. Selsk. Forh. 1862, S. 65—91 og 234—64. 
Öfversigt af de inom Skandinavien anträffade Hvalartede Däggdjur. Upsala Universitets Ärsskrift 
1861 —62. (Grampus gludiator (Lac.) og G. orca (Schl.), «Sterhval» og «Hvalhund», ere de Navne, hvor- 
under de her opføres.) Sundevall, som har behandlet Sporgsmaalet i en interessant lille Artikel 
i «Öfv. Kngl. Vet. Ak. Frh. 1861, p. 386—92, «Om några Hvalarter», skjelner mellem Arterne paa 
samme Maade under Navnene ©. gladiator (Desm.) og O. grampus (Desm.). 

3) On the species of the genus Orca inhabiting the northern seas. The Ray Society for the year 1866. 
4) Additional note I. c. p. 187 . 

5) Melchior: Den danske Stats og Norges Pattedyr 1834, S. 288. 


2 


356 22 


Museums-Intendant, Prof. Malms Afhandling om «Hvaldjur i Sveriges Museer År 1869» 1). 
Denne Zoolog fulgte Eschricht og Reinhardt i at antage 3 nordiske Orca-Arter, men 
den Maade, hvorpaa han senere diagnosticerede dem, kan sikkert ikke tages for gyldig?). 
Andre Zoologer ere til Dels komne til andre Resultater; Lilljeborg anerkjender nu vel”) 
«O. Eschrichtii» — «Bovhvidehvalen» — men adskiller ikke længere « O. minor» (Schlegelii) 
fra Orca gladiator, og R. Collett") følger ham deri; van Beneden anerkjender i 1879°) 
ikke mere end én Art; Gervais kom i det om denne Slægt handlende Afsnit af «Ostéo- 
graphie des Cétacés»?) ikke til et bestemt Resultat m. H. t., hvor mange Arter eller Under- 
arter, europæiske. eller exotiske, der overhovedet kan antages at være kjendte i denne 
Slægt, men synes egentlig ikke at have noget imod at slaa dem alle «i Hartkorn». Et 
lignende Standpunkt indtager Flower «provisionally» °).. M. H. t. de Grayske Orca-Arter 
maa det vel være tilstrækkeligt at henvise til J. E. Grays forskjellige Afhandlinger”); af 
nordiske Former skjelnes her to, en smalsnudet (O. stenorhyncha) og en bredsnudet 
(©. latirostris); som en arktisk Varietet af den sidste opfattede han ©. Æschrichtü, der alle- 
rede af Gervais var betegnet — mindre heldigt — som «var. arctica» af O. gladiator. Et 
betydningsfuldt Indlæg i Sagen er en lille Afhandling af Otto von Friesen om en ved 
Sverigs Vestkyst opdreven ung Orca-Han, om hvis Ydre og Skelet han har givet ud- 
tømmende Underretning®). Foje vi hertil, at Collett”) mener at have Bevis for, at 
«O. Eschrichtii» forekommer ved Norges Kyster, og at Malm har ment at gjenkjende den i 
Kranie- og Skeletdele fra den nordlige Del af det Stille Hav, hjemforte af «Vega» -Expedi- 
tionen?), tror jeg at have berørt det vigtigste af, hvad der i Litteraturen er fremkommet 


1) Kgl. Sv. Vetensk. Akadem. Handl, IX., 2., 1871 p. 81. 

2) Göteborgs och Bohuslåns Fauna, Ryggradsdjuren. 1877, S. 59. 
b'!. Tänder omkr. 4 gänger 12. 
cl. Plogbenet synligt i gomen. 
c?. Ryggutskotten läga och breda; tänder 4 gänger 12; kotor 54; T. 1. omkr. 7000mm, Orca gladiator. 
c. Ryggutskotten höga och smala; tänder 4 ginger 12; kotor 52; T. 1. omkr. 5400mm, Orca minor. 
d!. Plogbenet ej synligt i gomen; tänder 4 gänger 13; kotor 53; T. I. omkr. 5000mm. Orca Eschrichtü. 

3) Sveriges och Norges Däggdjur 1874. S. 10, 25 og figd. 

Mémoire sur les Orques observés dans les mers d'Europe. Mémoires de l'académie R. de Belgique. 

TX pe Ale 

Man vil p. 537 i «Osteographiens» Text finde en Fortegnelse over Orca-Slægtens Nominal-Arter. 

5) Lists of specimens of Cetacea in the zoological department of the British Museum. 1885, p. 17. 

7) Notes on the skulls of the genus Orca in the British Museum and notice of a speeimen of the 
genus from the Seychelles (Proc. Zool. Soc. 1870, p. 70—77) (Orca stenorhyncha og latirostris fra 
Nordsoen). Supplement to the catalogue of Seals and Whales in the British Museum. 1871. 


8) Anteckningar angående en Orca, som anträflats vid Bohuslänska Kusten i December 1871. Ofvers. 
K. Vet. Akad. Förh. 1872. Nr. 10 (1873), p. 10—16, pl. XII—XIV. 
®) Skeletdelar af Hval insamlade under expeditionen med Vega 1878—80, beskrifna af A. W. Malm 


(Bihang till K. Sv. Vet. Akad. Handl. Bd. 8 Nr. 4) p. 99. 
*) Bemærkninger om Norges Pattedyr (Nyt Mag. f. Naturvsk. 1876), Særtr. p. 85 —88. 


23 307 


om denne Sag siden Eschrichts delsvis posthume Bidrag bleve offentliggjorte, med en 
eneste Undtagelse. Den sidste Forfatter, som har ydet Bidrag til Orca-Spargsmaalet, er 
nemlig P. Fischer, som i sin Afhandling om det sydvestlige Frankrigs Hvaldyr henforer 
en ved Bordeaux i 1876 fanget Spækhugger — en ung Han, 3250" lang, med 51 
Hvirvler og 11 Ribben, de 5 første Brysthvirvler med dobbelt Artikulation — til « O. Duha- 
meli Lac.», med hvilken han identificerer Lilljeborgs « O. Schlegelü» og Malms « O. minor». 
Han karakteriserer den ved «rostre court, intermaxillaires dilatés en avant» i Modsætning til 
O. latirostris: «rostre court, intermaxillaires à peine dilatés en avant», til hvilken de to i 
«Osteographie des Cétacés» afbildede Hoveder fra Frankrigs Vestkyst vilde here, hvor- 
imod det belgiske og det fra Cette vilde falde ind under O. Duhamel. Han frem- 
hæver imidlertid, at de tre overensstemmende Kranier fra Ostende, Cette og Bordeaux 
tilhore yngre Dyr, og at det vel var muligt, at de ved at voxe til vilde omdanne sig til 
«O. latirostris». Som en tredje Type opstilles ©. stenorhyncha- O. Eschrichtü: «rostre long, 
maxillaires étroits, intermaxillaires légèrement dilatés en avant, très retrécis à leur partie 
moyenne»; den opfattes som en nordlig Form i Modsætning til O. latirostris (og O. Duha- 
meli), der skulde være sydligere Former. Det bemærkes dog, at den af von Friesen 
beskrevne unge lavfinnede Han, der i Fysionomi og Farvefordeling stemte særdeles godt 
med den bordeauxske Hun, afveg meget fra denne ved Kranieformen, havde en lang Snude- 
del, særdeles smalle Mellemkjæveben osv. og i det hele nærmede sig til O. stenorhyncha 
og ©. Eschrichtü. Han er derfor tilbøjelig til at tro, at Orca-Hannerne ere bredsnudede, 
Hunnerne smalsnudede (det omvendte er Tilfældet hos Delphinus og Tursiops), men ind- 
rommer, at det hele Arts-Sporgsmaal for Orca’ernes Vedkommende endnu er dunkelt. Sand- 
heden af denne Bemærkning kan oplyses derved, at medens P. Fischer, som vi have set, 
identificerer ©. stenorhyncha og O. Eschrichtii og opfatter dem som én Form i Modsetning 
til O. latirostris, identificerer Malm (I. ¢.) ©. stenorhyncha Gr. med ©. gladiator, men der- 
imod O. latirostris Gr. med O. Eschrichtü. Efter mit Skjon har han Ret i det første, men 
neppe i det sidste. 

I Aaret 1872, den 27de September, fangedes tre Spekhuggere: en Han, en Hun 
og en Unge af Hunkjon ved Klitgaard i Limfjorden, ikke langt fra Nibe; Skeletterne af 
dem alle tre kom i Museets Besiddelse; af det største Individ, Hunnen, som blev forevist 
her i Byen, blev der endvidere udført en god Tegning. Jeg ansér det for rigtigst foruden 
denne (Tab. I.), at meddele her de ved samme Lejlighed tagne Maal af denne Hun-Spek- 
hugger saa vel som de Optegnelser om Farvefordelingen osy., som jeg har fundet mellem 
de her paa Museet beroende cetologiske Dokumenter, under Reinhardts Haand. 


1) Cétacés du sud-ouest de la France. Actes de la Société Linnéenne de Bordeaux. Vol. XXXV. (1881), 
pp. 176—85. 


358 24 


«Den hele Længde maalt langs Siderne af Kroppen ......... LoD a 
Fra Soudespidsen til Ryginnens Forrand = „nn. nern, 6 93/2 
Kroppens Omfang lige bag Lufferne.......... AR Nes ote Sms 
Samme lige foran Bys inden „mr... seesaw RON IS 
Fra: Gattettil@indsniltet 1 Halefinnen er 5 10!) 
Omkreds af Kroppen 1 Alen foran Indsniltet i samme . . . . . . .. 2.7 
Omkreds ‘afisammesliceibag Gaåtte bet rer ONE EE 5,3715 
Efter. Krumning fra Overkjævens Spidse til Øjet . . . . . . . . . .. 1 10 
Afstand i lige Linie — NETTE 1 64a 
Afstand i lige Linie fra Mundvigen til Spidsen af Underkjæven 1997 
— — — - — - — - Overkjæven . . . . pes 
— — —  -… Underkjævens Spidse til Luffernes Udspring 2 11/4 
Øjets Længdegjennemsoit sidet ST RARE » 11/4 
Halens Tværgjennemsnit umiddelbart foran Halefinnen . . . . . . .. wie §5 
Gabet efter Krumningen langs Overkjeven.,............. 1509 
= = = alt Underkjevenn et: PM Me: 10 
Buftens BredesvedidensUdspringh ie EEE CR Re use 
Dens Længde maalt langs hen ad Midten af dens Flade....... 12103) 


«Den øverste Halekjol er skarpere end den nederste; Halens største Tykkelse lige 
foran Halefinnen falder lidt under Midten af dens Højde paa dette Sted. Rygfinnen staar 
ikke lodret, men helder lidt skraat bag over.» 

«Grænsen mellem den sorte og hvide Farve er intet Steds aldeles skarp, men lige- 
som lidt udvisket, det sorte gaaende lidt uregelmæssigt ind i det hvide. Halefinnen er hvid 
paa Undersiden med en smal (c. 1” bred) Rand, Halen sort underneden indtil 2“ bagved 
Gattet, hvor Bugsidens hvide Farve begynder. Denne omgiver Gatregionen og Patte- 
vorterne; ovenover disse danner den sorte Farve en fremspringende Figur, 10” høj og 22” 
lang. Paa venstre Side ved Kjønsdelenes Forkant findes en lille sort Plet. Hele Under- 
kjæven er hvid, Overkjæven i øvrigt sort, men hvid indvendig og paa sin tykke nederste 
Rand. Der er kun et svagt Spor til den lille hvide Plet bag Luffens Rod paa højre 
Side, paa venstre Side er den ganske forsvunden. Den hvide Øjebrynsplet begynder 2—3 
Linier foran Øjets Forkant, dens Længde er 20”, dens største Brede 5°/4". Den sorte 
Sribe mellem den og det hvide Bryst er 6“ bag Øjet 21/2" bred.» 


1) Dette Maal er lidt usikkert: den originale Optegnelse lyder nemlig paa 1 Alen 22%, hvilket aaben- 
bart er urigtigt og menes at skulle have været 2 Alen 22”, 

2) Dette Maal findes ikke paa den originale Liste, men er taget efter en opbevaret Papirsmodel af 
Finnen. 


25 359 


Skelettet af Hannen blev desværre solgt til Museet i Berlin — vor ind- 
skrienkede Plads tvinger os ofte, ikke mindre end vore knappe Pengemidler, til at skille 
os ved Stykker, som det kunde have stor Interesse at beholde —; om den kan jeg der- 
for kun meddele, at den var c. 13'/2 Fod lang; at Rygfinnen synes, efter en fore- 
liggende Model at dømme, at have været højere og smallere end hos Hunnen, og For- 
lemmerne ligeledes noget smallere end hos den større Hun, i Folge de foreliggende 
Modeller af begges Luffer. Om de to andre, den gamle Hun og Ungen, ansér 
jeg det derimod for rigtigt at meddele nogle Oplysninger, idet jeg dertil vil knytte nogle 
Bemærkninger om de andre Spækhugger-Skeletter, som findes i vort Museum, for saa vidt 
dette forekommer mig nødvendigt til Sagens Belysning. Da disse Skeletter jo imidlertid 
allerede ere omtalte og drøftede i de Eschrichtske Afhandlinger, forudsætter jeg, at 
Læseren er bekjendt med de Stykkers Historie, som jeg her kortelig omtaler som det 
«Benzonske», «Holbollske» osv., idet jeg overhovedet beder denne Meddelelse betragtet 
som en Fortsæltelse af eller et Supplement til hine Afhandlinger. 

Den gamle Hun fra Limfjorden havde en Længde af 16 Fod 2 Tommer, langs 
Krumningen af Ryggen. Hele Skelettets Længde er, saa nær som det kan maales, 4580™™, 
hvoraf Hovedskallen paa det nærmeste udgjør 900rr eller 
omtrent !/s. Det samlede Hvirvelantal er 53. _Af Hals- 9. 
hvirvlerne ere de 5 første mere eller mindre sammen- 
voxne med Buerne, de 4 første tillige med «Kroppene», 
dog saaledes at de to sidstes (tredje og fjerdes) Grænser 
ere synlige nedenfra. Paa Gte og Tde er der egentlig 
ingen ovre Torntappe, men Buerne ere fuldstændig luk- 
kede foroven. De to forste Halshvirvlers Tværtappe ere 
sammenvoxne i deres ydre Del, men saaledes at der 
dannes et stort Hul lodret ned gjennem den ved Sammen- 
voxningen dannede brede fælles Tværtap. Kun paa hojre 
Side af anden Halshvirvel findes der indenfor dette ydre 
Hul et indre horizontalt, nærmest et foramen vertebrale, 


svarende til det, der paa det folgende Halshvirvelparti 
findes mellem de ovre og nedre Tværtappe (Diapofyser 
og Parapofyser), i Reglen dog ikke udadtil begrænset ved Halshvirvler af Hunnen fra Klitgaard. 
Benmasse. Der er saaledes baade Diapofyser og Parapo- 
fyser paa 3dje—6te Hvirvel, Parapofyserne paa 6te Halshvirvel ere dernæst bøjede frem 
efter, og de tre Parapofyser mere eller mindre fuldstændigt sammenvoxne paa hojre Side, 
de to forreste paa venstre; paa 7de er som sædvanlig kun Diapofyser tilstede. 

Jeg vil her indskyde nogle Bemærkninger om Halshvirvlerne paa Museets andre 


Vidensk, Selsk. Skr., 6. Række, naturvidensk. og matlıem. Afd. IV. 6. AG 


360 26 


Orca-Skeletter. Paa det gamle Skelet af en Han (det saakaldte «Benzonske», der er 
henved 9 Alen langt) ere de 5 første Halshvirvler sammenvoxne baade med Buerne og med 
Kroppene; for den femte Hvirvelkrops Vedkommende er Sammenvoxningen dog kun ufuld- 
stendig. Tværlappene af de to første Hvirvler ere sammenvoxne, men gjennembrudte af to 
Huller paa hver Side, el ydre, meget stort og vertikalt, et indre, mere horizontalt, der paa 
højre Side er noget mindre end paa venstre, hvor det er næsten lige saa slort som det 
ydre Hul. Paa 3dje til 6te Halshvirvel er der baade Diapofyser og Parapofyser, og disse 
sidste vise ingen særdeles Tendens til Sammenvoxning indbyrdes; en Forbindelse mellem 
Diapofyse og Parapofyse paa samme Ilvirvel, saaledes at de danne et foramen vertebrale, er 
kun uddannet paa højre Side af 3dje Hvirvel, men ellers er dette foramen kun tilstede som 
et Udsnit, der maa tænkes lukket med Brusk; paa 5te og 6te Hvirvel ere Parapofyserne 
bøjede stærkt fortil, paa 7de mangle de som altid. Rillen for første Halsnervepar foran 
Allas-Buen er her meget dyb, fortil, paa venstre Side, begrænset af en lille Torn. Af- 
standen mellem Enderne af denne Hvirvels Tværtappe er 373%", 

Paa det «Holbøllske» Skelet — Typen for « O. minor» — ere Forholdene følgende: 
Afstanden mellem Spidserne af de store Tværtappe paa første (og anden) Halshvirvel er 


328mm: 


det hele Halshvirvelparti er meget ner af samme Sterrelse som Limfjords-Hunnens. 
De fire første Hvirvler ere sammenvoxne med 

3. deres Buer og Torntappe; men den saaledes 

dannede fælles Torntap — i hvilken dog i al 
Fald den fjerde Hvirvel næppe har nogen synder- 
lig Del — er ikke, som hos den gamle Han fra 
Kattegattet eller som hos Limfjords-Hunnen tre- 
sidet med bred Bagflade, skarp Kjøl fortil og 
fremspringende Siderande (mellem Bagfladen og 
de to Forflader), men mere trind, noget sammen- 
trykt, skjønt ogsaa her med en lydelig Ryg eller 
Kant fortil i Midtlinien — nærmer sig i det hele 
mere i Formen til den tilsvarende Dannelse hos 


den gamle «©. Eschrichtüi». Af Hvirvellegemerne 
Halshvirvlerne af det «Holbollske» Skelet (Hun ere kun de 3 første sammenvoxne, den tredje 
fra Davis-Stræde). endda kun ufuldstændigt. Tvertappene paa Atlas 

skraane bagud som paa de andre Stykker og 

ere, omtrent som hos Limfjords-Hunnen, mindre tykke end hos den gamle Han; den til- 
svarende Dannelse paa Jpistropheus, som ogsaa her er sammenvoxen med Atlas-Tappens 
brede Ende, er her paafaldende tynd — den er paa begge de andre forholdsvis bred — 


og begrænser saaledes et meget stort Hul paa hver Side mellem begge Processer. Til det 


27 361 


indre Hul ses intet paa nogen af Siderne. Der er tydelige, men lave, Torntappe baade 
paa Ste og 6te Hvirvel. Til Diapofyser er der mere eller mindre tydelige Spor paa 3dje—6te 
Hvirvel (at de ikke ere tydeligere, skyldes vel til Dels Beskadigelse); paa Tde er den stor, 
men spids paa den ene, but paa den anden Side. Parapofyserne ere udviklede paa 3dje—6te 
Hvirvel, bøjede for efter paa dte og 6te; den tilsvarende Dannelse paa Tde har mere Karak- 
teren af en Ledflade for første Ribbens Hoved. 

Halspartiet af en gammel «©. Eschrichtii» forholder sig paa følgende Maade: de 
første 4 Halshvirvler ere sammenvoxne med Buerne 
eller i al Fald (den fjerde) med Torntappene; Kroppen 
af den fjerde er fri, og Sammenvoxningen mellem tredje 
og anden kun ufuldstændig. Tvertappen paa Atlas er 
stor, tyk og reltet næsten lige ud til Siden, men ikke 
distaliter sammenvoxen med den korte og tykke Tvær- 
tap paa Æpistrophæus. Uagtet dette Halshvirvelparli er 
saa meget større, at Afstanden mellem T\ærtappenes 
Ender er 4267", medens den hos Hunnen fra Lim- 
fjorden kun er 340", og uagtet det i det hele ellers 
gjør Indtryk af at være af et ældre Dyr, fremgaar det 
dog af denne Sammenligning, at paa denne «0. 
Eschrichtiiv har det Baand eller den Brusk, som 


begrænsede hint ovenfor omtalte Hul - udadtil og 
forbandt begge Tværtappes Ender, endnu ikke været | HE 
a ec tte Redon be nid a U il 
røre fra Alder og Udvikling, ere de dog vistnok 

rent individuelle. Tredje Hvirvel har en udstaaende, noget bagtil bøjet, ved sin Grund 
af et rundt Hul gjennembrudt Diapofyse eller øvre Tværtap, der fortsætter sig ned efter i 
en udstaaende Kam eller Vinge, som ender med en lille fremad rettet Tap (Parapofyse); 
fjerde Hvirvel har kun denne udstaaende Vinge, der nærmest svarer til en Parapofyse, hvilket 
er endnu tydeligere paa femte Hvirvel, hvor der dog tillige er Spor til en Diapofyse. Torn- 
tappen paa fjerde Hvirvel er ved et Bruskled (Synkondrose) forbundet med den tilsvarende paa 
femte og vilde derfor rimeligvis paa et endnu ældre Dyr være sammenvoxet med denne. 6le 
Hvirvel har ligeledes Spor til Diapofyse, og Parapofysen er kjendelig rettet fortil som paa 
5te, men rykker tillige stadig længere ned. Paa 7de Hvirvel er Diapofysen tydeligere, 
men Parapofysen ikke udviklet, hvorimod den har en tydelig Ledflade for Hovedet af 
første Ribben. Det mærkelige er, at dette Halsparti, skjønt af et meget større Dyr end 
den «Benzonske» Orca gladiator, i det hele gjør et mindre udviklet Indtryk end dennes. 
Paa det lille «Bovhvidehval»-Skelet ere de 3 første Halshvirvler sammenvoxne med Buerne; 


46% 


362 28 


paa den unge Hun af ©. gladiator (af 1855) ere de 4 første sammenvoxne med Buerne, 
men kun Atlas og Epistrophæus med Kroppene. Alle Apofyser have paa disse unge Ske- 
letter næsten kun været bruskede; der er derfor nu kun meget lidt at sé af dem, og de 
kunne derfor lades uomtalte. 

Vi vende nu tilbage til Hun-Skelettet fra Limfjorden. Der er 12 Par Rib- 
bent), af hvilke det første, som i Bojningen, paa Ydersiden, er udstyret med en stærk tre- 
kantet Udvæxt, i lige Linie er 300% langt, Y/s altsaa af Hovedets og c. {15 af hele Skelettets 
Længde”). Denne Udvæxt, som er ligesaa tydelig paa det «Benzonske» Skelet, er ogsaa 
antydet baade paa Skelettet af Ungen (fra Limfjorden) og paa det «Holbøllske» Skelet, men 
derimod ikke paa det andet unge Skelet (fra Kattegat), og mærkelig nok sés der heller ikke 
noget til den paa det vældige første Ribben af en gammel «O. Eschrichtiiv. Det 12te lose 
Ribben paa venstre Side er meget lille og laa, efter en af Reinhardt tilføjet Bemærkning i 
Museets Journal, «flere Tommer fjærnet» fra Hvirvelens Tværtap; paa højre Side er det derimod, 
skjønt tydelig mindre end de andre, ved Baand fæstet til Tværtappene baade af første Lænde- 
hvirvel og af 1?te Brysthvirvel). De 7 første Par Ribben staa i Ledforbindelse baade med 
Hvirvelbuerne (Tværtappene) og med Hvirvelkroppene. Paa de forreste Brysthvirvlers Torn- 
tappe ere Enderne (Epifyserne) endnu kjendelige som særskilte Dannelser. De højeste 
Neurapofysers Højde (maalt fra Buernes Udspring fra «Kroppene») er lig 21/2 Hvirvelkrops 
Længde (regnet fra Midten af Mellembruskene), de længste Tværtappes Længde lig halv- 
anden. Der er 9 Lændehvirvler; de længste Tværtappe (i Retningen lodret paa Ryg- 
radsaxen) findes paa 2den til 4de. Kjolen paa deres Underside er saa stærk, at man paa 
de tre bageste vilde kunne udpege et Rudiment af en lille Hypapofyse. Af de 25 Hale- 
hvirvler have de 16 forreste Nedrebuer (Hæmapofyser), og af disse ere de 3 forreste ikke 
lukkede forneden i Midtlinien®); det første Par er overhovedet meget lille, og det er derfor 


1) Det unge Skelet af en Hun fra Kattegattet har, som omtalt af Eschricht, kun {1 Ribben paa den ene 
Side, men det 12te kan jo godt have været tilstede som rudimentært. At det grønlandske Skelet 
(Holbells) kun viser {1 Par Ribben, ligesom det unge færøske Skelet (0. Eschrichtii), beviser derfor 
heller ikke noget. 

2 


Længden af det første Par Ribben (maalt i lige Linie) er paa det »Benzonske» Skelet 
350mm, 7, af Totallængden, paa det lille fra Kattegat ;';, paa det «Holbøllske» (det er her dobbel- 
hovedet paa den ene Side) 7%; paa den unge fra Limfjorden ;'; og paa den lille O. Eschrichtit 3';. 
Et første Ribben af et stort Exemplar af denne Art, hvis Længde ikke kjendes, men er beregnet til 
23, er 620mm Jangt i lige Linie fra Knuden til Forbindelsen med dets Sternaldel, altsaa mellem 
ry og 74 af Totallængden, hvis denne er skjønnet rigtigt. Det er lige saa langt som første Ribben + 
dets Sternaldel paa det «Benzonske» Skelet, 

Netop det samme Tal: 16, de 3 første aabne nedadtil, findes paa det «Benzonske» Skelet; paa det 
unge fra Kattegattet findes nu kun 12, men der maa have været flere foran dem, selv om de kun 
have været bruskede, og det samme gjælder om det grønlandske (Holbølls), hvor der nu kun er 13; 
den lille 40. Eschrichtiin har 14. 


let forstaaeligt, at det hos et yngre Individ kunde mangle helt eller blive oversét, saa at 
der blev en Halehvirvel mindre og en Lændehvirvel mere; først fra femte Iemapofyse af er 
der en tydelig nedre Torntap; den 16de Nedrebue er meget lidt udviklet, kun dannet af to 
smaa Benknuder. Under de folgende Hvirvler, eller rettere under de disse forbindende 
lykke Baandpuder, findes der vel et ligamentest Dække for Blodkarstammerne, men ingen 
Forbeninger i dette. Ovrebuerne forsvinde med den 12te Halehvirvel (den 40de af den hele 
Række), om de end paa de to nærmeste derefter endnu ere svagt kjendelige som en lav 
Ryg. Metapofyserne, der allerede ere kjendelige paa 2den Brysthvirvel, men i Begyndelsen 
selvfølgelig ligge udenfor — paa Siden af — Hvirvelbue-Leddene og efterhaanden rykke op 
paa Hvirvelbuerne og derfra paa Torntappene, men ikke mangle noget Steds i den hele 
øvrige Hvirvelrække førend langt ude paa Halen, ere endnu kjendelige paa 10de og Ilte 
Halehvirvel. Paa den 10de (38te) ere Tværtappene kun antydede som en Kam paa den 
Benbro, der dækker over Karkanalerne; fra 5te til 10de (33te—38te) ere de lodret gjennem- 
brudte i deres Roddel af en Kanal, der paa femte Halehvirvel rigtignok endnu er meget fin, 
men tiltager i Vidde paa de følgende og allerede paa tiende ligger mere i Hvirvelkroppen 
end i den her meget rudimentære Tværtaps Rod; paa de følgende Halehvirvler rykke disse 
Karkanaler bestandig højere og højere op og udmunde forneden i den af Nedrebuerne 
begrænsede Halvkanal. Men de ligge — ligesom paa det «Benzonske» Skelet af en gammel 
Han — intet Steds i helt aabne Riller som hos yngre Exemplarer, fordi det dem paa 
Ydersiden oprindelig omsluttende Bindevæv paa disse ældre Skeletter er forbenet og 
sammenvoxet med Hvirvlen!). De næstsidste 9 Halehvirvler gjennembrydes — efter at 


1) Alle disse Tal ere underkastede Variationer, som til Dels vistnok ere individuelle, til Dels afhænge af 
Alder og Udvikling, men paa hvilke man i det hele ikke tør lægge nogen videre Vægt: 

Paa det «Benzonske» Skelet (54 Hy.) sidder sidste Torntap paa 42de Hvirvel, sidste Tværtap 
paa 39te; de første endnu meget smaa perforerende Karkanaler findes paa 34te og 35te, og fra 
den 40de gjennembore disse selve Hvirvelkroppene. 

Paa det «Holbollskes (52 Hy.) findes de sidste Torntappe paa 45de Hvirvel — men paa de tre 
sidste kun som en lav Knude, der godt kan være gaaet tabt i andre Tilfælde; de sidste Tværtappe, 
netop kun dannende et Dække over Karkanalerne, paa 38te eller 39te; de første Karkanaler findes 
paa 3ite Hv., fra 40de—42de ligge de i lodrette Riller, og fra 43de gjennembore de selve Hvirvel- 
legemerne. 

Paa det unge Skelet fra Kattegattet (54 Hv.) findes sidste Torntap paa den 40de Hv., sidste 
Tværtap paa den 39te; Karkanaler gjennembore disses Rod fra 38te—42de, selve Hvirvellegemerne 
fra den 43de. 

Paa den unge ©. Eschrichti (53 Hv.) findes sidste Torntap paa den 42de, sidste Tværtap paa den 
37te eller 38te. Karkanalerne gjennembore den 33te—37te, løbe i Riller paa den 38te til den 43de, 
gjennembore selve Hvirvlerne frå den 44de Hvirvel af. 

Ret mærkeligt er det, at blandt 46 store og svære Hvirvler af «O Eschrichtii», der dog ikke med 
Sikkerhed kunne henføres til ét Individ alle, er der 3 med lodrette Riller paa Siderne, medens 
saadanne slet ikke findes hverken paa det «Benzonske» Skelct eller paa det beskrevne fra Limfjorden 
— hvorimod de atter findes hos den noget større grønlandske Spækhugger. 


364 30 


Neurapofyser og Hæmapofyser ere forsvundne — ganske simpelt hver af to lodret ned- 
stigende Huller eller Kanaler. — Det brede Brystben, hvis oprindelige Bestanddele ere 


fuldstændig sammensmeltede ligesom paa det «Benzonske» og det «Holbollske» Skelet, 
modtager à Par Sternal-Ribben; i dets bageste Del er der et lille Hul, hvad dog selvfølgelig 
kun er en individuel Ejendommelighed. Brystbens-Haandtagets Side-Udvæxter ere ligesom 
paa det «Holbollske» Skelet og paa de yngre Skeletter ikke forlængede i den Grad som paa 
det «Benzonske» Skelet åf en gammel Han. (Et Brystbens-Haandtag af en gammel og meget 
stor « O. Fschrichtii» har heller ikke disse Side-Udvæxter udviklede udover det normale.) — 
Luffernes Længde fra Skulderbladet til Enden er 680™", deres Brede 355""; der er ud- 
viklet 5 Haandrodsben. Fingerleddenes Antal er — med Mellemhaandsknoglerne — 
3,7,5,4,3'). — Bekkenknoglerne ere ikke meget krummede, deres Længde 180mm 
eller ; af Totallengden?). — Tænderne ere meget slidte, Underkjævens til Dels hule 
ved at Slidet har naat Kimhulen; der er, eller har været, 2 i hver Side; gaar man ud fra, 
at der egentlig skulde være 5, er den manglende i Underkjæven den forreste lille, hvor- 
imod den tilsvarende forreste lille Tand i Overkjæven endnu er tilstede. 

Ungen (af Hunkjon): Skelettets Længde er 2760"®, hvoraf Kraniet udgjer 670", 
Af Plovbenet er en smal Strimmel synlig paa Ganefladen. Af de 7 Halshvirvler ere de 3 
forstes Buer indbyrdes sammenvoxne, men kun to Hvirvelkroppe. Den gjennemgaaende 
yderst ufuldkomne og ufuldstændige Udvikling af alle Hvirveltappe viser sig ogsaa deri, al 
der ingen Tværtappe endnu er udviklet paa Halshvirvierne, end ikke paa de to forreste, 
hvor de senere ere saa svære. De fleste Halshvirvelbuer ere ikke lukkede foroven, hvilket 
heller ikke er Tilfældet med de 3 forste Brysthvirvler. Af disse er der ogsaa her, synes 


1) Angivelser af Fingerleddenes Antal kunne blive unojagtige derved, at smaa Endeled overses eller 
gaa tabt, hos yngre Dyr ved at de ikke endnu ere forbenede. Jeg finder folgende hos en Række 


Individer: 
a) det «Benzonske» Individ ............. 2, 7, 4, 3—4, 2—3, 
h)idetyaHolbellakes satis ET ETC teal 1—2, 5, 4, 3, 2 
c) ungtifranKattegatl „wor... tetas ae nan 7... 1—2, 5—7, 4—5, 3—1, 2, 
d L : 2, 4, 4, 3, 3, 
el to isolerede Lemmer fra Kattegat af ældre pyr} 2, 6, 4, 4, 3, 
init COR MO che 1—2, 5, 3—4, 2, 1. 


Variationerne ere aabenbart for lidet konstante til at man kan haabe at finde Artskarakterer i 
disse Forhold. 

2) Paa det «Benzonske» Individ indeholdes deres Længde (290mm) kun lidt over 20 Gange i Total- 
længden; det er, som det vil erindres, en gammel Han, og.Biekkenbenene ere her usædvanlig 
stærke; paa det «Holbollske» (en Hun) indeholdes de 25 Gange i Totallængden, hos den unge «0. 
Eschrichtiis over 23 Gange. Af flere foreliggende Bækkenben af udvoxne +0. Eschrichtü» er intet 
længere end hos den «Benzonske» ©. gladiator, men alle ere de meget sværere. Forskjellen i deres 
Udvikling synes at bero dels paa Alder, dels paa Kjen. 


31 365 


det, 12 og lige saa mange Par Ribben; Journalen meddeler nemlig: «der fandtes 12 Par 
Ribben, af hvilke [ligesom hos den gamle MHun!")] det sidste laa lost i Kjødet». Imidlertid 
er der nu kun 11 Par Ribben tilstede; det sidste, svagere udviklede Par maa vel derfor 
være gaaet tabt i Mellemtiden. Det første Par maaler i lige Linie c. 200", dets Sternaldel 
selvfølgelig ikke medregnet. Kun de 6 første”) Par Ribben have Ledforbindelser baade 
med Hvirvelkroppene og med Ilvirvelbuerne, dog har det 7de Spor til Ribbenshals. De 
forreste Brysthvirvler ere, som allerede anført, aabne foroven og uden Torntappe, hvilke 
ogsaa paa de folgende ere lave og ubetydelige i Sammenligning med den gamle Huns 
Skelet. Alle Hvirvelkroppenes Endeplader (Epifyser) ere selvfolgelig endnu frie; ligeledes ere 
Ovrebuerne endnu ikke sammenvoxne med Kroppene, hverken paa Bryst- eller Halehvirvler, 
med Undtagelse af den sidste Brysthvirvel, hvor ligesom paa de fleste Lendehvirvler Som- 
men mellem disse Hvirveldele kun er svagt synlig eller helt udslettet. Der er 10 Lænde- 
hvirvler; deres korte Tværtappe ende ligesom Neurapofyserne og Metapofyserne med 
bruskede Dele, hvori undertiden ses en lille Benkjærne. Der er 24 Halehvirvler — 
den sidste er rigtignok et meget lille Rudiment — af hvilke de 13 forreste ere udrustede 
med Nedrebuer; de forreste af disse ere dog endnu aabne og følgelig uden nedre Torn- 
tappe, hvilke heller ikke paa de andre ere mere end netop antydede. @vrebuerne, der 
ligesom paa de to sidste Lendehvirvler kun ved Sutur ere forbundne med Corpora, standse 
med den 9de Halehvirvel, Tværlappene med den 7de. Den rudimentære Tværtap paa 4de 
eller Ste til 7de Halehvirvel er gjennembrudt af et lodret Hul, som paa de folgende fem, 
hvor Tvertappene mangle, antager Karakteren af en lodret Rille i hver Side af Hvirvel- 
legemet og paa de 10 næst-næstsidste af 2 lodrette Huller eller Kanaler i dette. Den 
første Hvirvel, paa hvilken disse lodrette Kanaler findes, er altsaa den 34te eller 33te; den 
er nemlig paa den 33te kun tilstede paa den ene (venstre) Side, først paa den 34te paa 
dem begge. Brystbenet, der ogsaa her modtager 5 Par Ribben, er fuldstændig delt i 
tre Stykker; i det forreste er der paa den ene Side af Midtlinien et aflangt-rundt Hul. 
Luffernes Længde er 350™™, deres Brede 180%"; Fingerleddenes Antal (Mellemfods- 
knoglerne medregnede) er henholdsvis 2, 5—7 [de 2—3 yderste meget smaa], 4,4 og 3. Til 
Haandrodsknoglerne er endnu intet Spor at se. Bækkenknoglernes Længde er 85™, 
ikke z'; af Totallængden. Tænderne ere endnu uslidte med stor Kimhule, og i Tal 
+ den forreste i hver Kjæveside er meget lille; den sidste i hver Række er rettet skraat 
fremefter, ikke rigtig fremme endnu, og har aabenbart været skjult i Gummehuden, hvilket 
muligvis ogsaa har været Tilfældet med de forreste smaa i begge Kjæver. 


1) Den indklamrede Sætning er jo ikke aldeles rigtig; kun det ene af dem laa løst i Kjodet. 
2) Af de fem andre Skeletter er den unge «©. Eschrichtii» den eneste, hos hvilken dette Forhold gjen- 
tager sig. 


366 32 


Afdode Professor Reinhardt har ikke i Museets Journal nærmere moliveret sin 
Bestemmelse af denne Spekhugger-Familie paa 3 Individer som hørende til «O. minor». 
Jeg maa tilstaa, at det ikke er mig ret klart, hvorpaa han stoltede denne Mening, hvis 
Rigtighed vistnok har stillet sig for ham som en afgjort Sag, thi ellers vilde han sikkert 
have antydet, til hvilken Grad eller i hvilke Punkter den kunde betragtes som tvivlsom. 
Da ingen af Stykkerne bleve opstillede i hans Tid, fik han imidlertid ikke særlig An- 
ledning til at gaa nærmere ind paa Sagen. For mig stillede denne Bestemmelse sig 
strax som noget tvivlsom, da jeg gjorde disse Stykkers Bekjendtskab; i alt Fald for saa 
vidt som de syntes mig snarere at tyde paa, at den antagne Adskillelse mellem en «©. 
gladiator» og en «QO. minor» ikke var holdbar. En nærmere Prøvelse har kun kunnet 
styrke dette foreløbige Resultat, og jeg maa altsaa i denne Henseende erklære mig enig 
med Lilljeborg, Collett og andre, der ligeledes kun antage én nordisk Orca-Form for- 
uden «Bovhvidehvalen». I hvilken overordentlig Grad Benbygningen i det hele og dens 
enkelte Deles Former og Proportioner modificeres under Væxten fra Unge til gammel, op- 


lyses særdeles godt af de to beskrevne Skeletter af Ungen og den gamle Hun — langt 
mere af disses umiddelbare Beskuelse end det her kan gives i en Beskrivelse — og frem- 


gaar jo desuden, ligesom den Indflydelse, som Kjønnet har, tilstrækkelig tydeligt af andre 
Zoologers Studier over denne Slægt, især Eschrichts og van Friesens. Sammenstiller 
man de Data, som nu foreligge m. H. t. 15 i forskjellige europæiske Museer (Kjøbenhavn, 
Upsala, Stockholm, Lund, Gøteborg, Bergen, Bordeaux, Brüssel, Louvain, Leyden, Gent)!) 
opbevarede Orca-Skeletter, og som kunne antages at have nogen Betydning for Arts- 
adskillelsen, vil det vise sig, at førend man kjendte de to Limfjords-Skeletter, kunde man 
endnu holde sig til, at «0. gladiator» havde 12 Brysthvirvler (samt 12 Par Ribben) og 54 
Hvirvler i alt; « O. minor» 52 (eller muligvis undertiden kun 51) Hvirvler og 11 Brysthvirvler 
(samt Ribbenspar); andet er der egentlig ikke at holde sig til, bortsét fra den Mulighed, 
at den gamle Han af den førstnævnte Form var mere højfinnet end af den sidstnævnte — 
noget, hvorom man dog egenllig ikke véd noget bestemt. Men denne Grænse falder aaben- 
bart derved, at de foreliggende to Exemplarer af «Orca minor» have 53 Hvirvler og 12 Par 
Ribben, lad saa være, at det 12te er mere eller mindre rudimentært; den Omstændighed, 
at det har denne Beskaffenhed, anviser desuden den Mulighed, at ogsaa hos andre Orca'er, 
der opføres med kun 11 Par, kunde det 12te have været tilstede, uden at være bleven 
bevaret. Skulde de to foreliggende Skeletter henføres til en af disse to Former, maatte 
det vel — efter de nævnte Talforhold — nærmest være O. gladiator; men skal Begrun- 
delsen af to Arter kun søges i dem, er den aabenbart nu bleven overordentlig svag, hvad 
den saa ikke var i Forvejen. Vi bør imidlertid drøfte hvert enkelt Forhold i Benbygningen 


1) Jfr. f. Ex. van Friesens Tabel (I. c. S. 13), hvortil kan føjes, hvad van Beneden (I. c.) meddeler 
om fire belgiske Exemplarer, og hvad her er oplyst om de to limfjordske. 


33 367 


noget nærmere og med det samme de andre ydre Forhold, som kunde antages at have 
nogen Betydning for Artsadskillelsen. 

Den for Spekhuggerne karakteristiske Farvetegning!) frembyder ingen Forskjel hos 
O. gladiator og « QO. minor», om den end kan være underkastet individuelle Variationer, f. Ex. 
at der findes en hvid Nakkepiet og en lille hvid Tindingplet foran den større, som hos 
det Nilssonske, eller en lille hvid (aflang eller halvmaanedannet) Plet bag Brystfinnerne, 
som hos det Schlegelske og det Malmske Individ og hos Hunnen fra Limfjorden paa den ene 
Side; den violette Plet, som oftere omtales i Beskrivelserne, paa begge Sider, under og bag- 
ved Rygfinnen, var fuldkommen synlig hos Hunnen fra Limfjorden (jfr. Tab. I). Der findes 
vistnok ogsaa nogen Variation i Udstrækningen og Begrænsningen af den hvide eller gule 
Bugfarve, og det er endnu ikke klart, om der i denne Henseende gjør sig en Aldersforskjel 
gjældende. 

Det er øjensynligt, at Legemets Proportioner som hos andre Hvaldyr ændre 
sig betydeligt med Alderen. Dette sés bedst ved at sammenligne Hovedskallens og 
hele Skelettets Længde hos de forskjellige Individer: Forholdet er omtrent som 1:4 hos 
de yngste, som 1:4'/2 eller 1:5 hos middelstore, som 1:6 hos de største, med andre 
Ord: jo ældre de blive, til en vis Alder i det mindste, desto mindre er Hovedet forholdsvis, 
desto mere har Rygraden strakt sig. Nogen karakteristisk Forskjel i denne Henseende 
mellem de to Spækhugger-Former vil ikke komme frem. — Det er ligeledes klart, at alle 
Finner, saavel Hale- og Rygfinne som Forlemmer, blive forholdsvis større 
med Alderen, i det mindste hos Hannerne; allerbedst ser man dette ved at sammen- 
ligne Skelettet af den gamle Han i vort Museum med Skelettet af den unge fun fra Katte- 
gattet, begge af den saakaldte O. gladiator; Forskjellem mellem de smaa og svage For- 
lemmer hos Ungen og de vældige, lange og brede Luffer hos den gamle Han er aldeles 
forbavsende. Man faar det samme Indtryk ved paa Tabellen hos v. Friesen al sammen- 
holde det førstnævnte af disse Skeletter med Skelettet af en ung Han i Stockholmer- 
Museet. Lemmernes Længde indeholdes hos Ungen (Han) næsten 9, hos den gamle 


1) Absolut karakteristisk for Orca-Slægten er denne Tegning dog ikke. Hos de af Scammon afbildede 
Stillehavs-Arter findes den enten slet ikke (O. atra, helt sort, meget højfinnet) eller, hvis Tegningen 
er rigtig, saaledes modificeret, at den nærmer sig til at være blot en Modsætning mellem en sort 
Ryg og en hvid (lys) Bug, ledsaget af en hvid Plet bag Øjet og en lys violet Halvmaaneplet under 
og bag Rygfinnerne. Van Beneden meddelte i 1873 (Bull. de l'acad. R. de Belgique» (2. série) t. 
XXXVL) en Tegning (af Castelnau) af en kapsk Delfin med en lignende Fordeling (om end med 
betegnende Modifikationer) af sort og gult som hos vore nordiske Spækhuggere og mente, at den 
forestillede Orca capensis, men kom senere til den Erkjendelse, at del var en derfra ganske for- 
skjellig Delfin, »Zutropia Heavisidii»; han har ligeledes fundet samme Tegning hos en «Clymenia 
obscura» fra Ny-Seland (»Mem. s. I. Orques ete.» p. 29). Begge Former ere Arter af Prodelphinus, ja 
det er vel ikke en Gang sikkert, at de ere artsforskjellige. 


Vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, naturvidensk. og mathem. Afd. IV. 6. AT 


368 34 


Ian kun noget over 5 Gange i Totallængden. Men delte synes ikke i samme Grad at 
gjælde Hunnerne, hvis vore Tabeller ere nogenlunde at stole paa; sammenholder man i 
denne Henseende de Skeletter af Hunner (4 0. minor»), som hayes udmaalte, ser det ud 
som om Lemmerne efter en vis Alder ikke voxede rigtig med og derfor snarest fik en med 
Alderen aftagende relativ Størrelse; de ere ganske vist forholdsvis større hos den gamle 
Hun fra Klitholm end hos Ungen, men forholdsvis meget mindre hos den gamle Hun 
fra Grønland, Ret store Luffer kjendes overhovedet kun hos ældre Hanner. — Som be- 
kjendt har man til en Tid villet hævde en Artsforskjel, grundet paa Rygfinnens Form 
og Højde: den lige opstigende, høje, mere eller mindre sværddannede Rygfinne hos «O. 
gladiator» — den lavere af den hos Delfiner almindelige Form hos «©. Schlegelü». Det 
vil vise sig, at alle bøjfinnede Spækhuggere ere meget gamle Hanner (Rygfinnens Højde 
4 eller 4 af Totallengden), hvorimod alle Hunner, saa vel ældre som yngre, have forholds- 
vis lave Rygfinner (fra 4 til 7; af Totallængden); og det samme gjælder om de yngre 
Hanner, selv indtil en Størrelse som den over 4/2" lange Han i Bergens Museum. Der 
kjendes endnu ingen lavfinnet Han, der har gjort Indtryk af at være et ret gammelt Dyr, 
og man tør derfor næppe paastaa, at der gives en « O. munor», som i begge Kjøn er for- 
holdsvis mere lavfinnet end den ægte « O. gladiator» Sandsynligheden er for, at det her, 
som ved Lemmerne, er en kombineret Kjons- og Aldersforskjel. 

Hovedskallens Proporlioner og Former variere ganske vist betydelig, mest 
dog vel efter Alderen, og det er næppe muligt i dem at finde noget karakteristisk for de 
to formentlige Arter. For nærmere at kontrollere delle, har jeg taget Fotografier af alle 
llovedskaller i vort Museum, i samme Størrelse og opstillede saavidt muligt i samme Stil- 
ling, men ikke derved været bedre i Stand ‘til at skjelne mellem to slige Former. Hos 
alle Exemplarer af « O. minor» og «QO. gladiator» finder jeg Vomer synligt paa et lille Parti 
af Ganefladen, med Undtagelse af den «Holbøllske» Spækhugger fra Grønland, hvor allerede 
Eschricht har omtalt det som ikke synligt; muligt skyldes dette dog mere, at Sømmene 
ere blevne usynlige, end at den nævnte Knogle har været skjult. -- Det typiske Tal af 
Tænder synes at være 13 i hver Overkjæve, af hvilke ingen sidder i Mellemkjævebenene 
eller paa Grænsen mellem dem og Overkjævebenene; en enkelt Gang har jeg kun kunnet 
paavise 12 i den ene Kjæve, en anden Gang derimod 14 i begge Sider. I Underkjæven 
kan der være 12—12 eller 12—13 eller kun 11 i den ene Side. Er den forreste i Over- 
kjæven tilstede, er den altid meget lille. I Mellemkjævebenet eller paa Grænsen mellem 
det og Overkjævebenet har jeg, som sagt, ingen sét, men det er nok muligt, at de ere der 
hos yngre, men let og tidlig falde ud"). 


1, Hos den unge «O. Eschrichtiis findes enkelte meget smaa Tænder i Mellemkjæven eller det tilsvarende 
Stykke af Underkjæven. 


35 369 


Det samlede Hvirvellal angives i Almindelighed, naar det har kunnet konstateres 
aldeles bestemt, til 52 (stundom kun til 51) hos de Individer, der nærmest kunne henføres 
til «O. minor»; til 54 hos alle, der kunne betragtes som repræsenterende « O. gladiator». 
En Forskjel af 2 (eller maaske undertiden 3) Hvirvler vilde ikke være aldeles at foragte; 
men ved vore to Exemplarer af «©. minor» med 53 Hvirvler reduceres den jo kun til I, 
og den turde dog vel være for lidt til at bære en Artsforskjel — det er der Bevis nok for 
fra andre Arter af Tandhvaler. Det vilde være af en vis Interesse at vide, hvor den 54de 
Hvirvel er kommen til, men dette er ikke let at afgjore. Antallet af Bryst- og Halshvirvler 
er jo det samme, forudsat, at der ogsaa hos «©. minor» typisk er 12 Par Ribben, det 
sidste være nu mere eller mindre rudimentært og derfor udsat for at gaa tabt. Hale- 
bvirvlernes normale Antal turde vel ogsaa være 25; det kan let tilsyneladende blive 24 eller 
endnu færre, hvis de forreste lidet udviklede Nedrebuer oversés eller tabes. Forskjellen 
vilde i saa Fald blive den, at der er kommet én Lændehvivel til hos visse Individer /« O. 
gladiator»). — Den forskjellige Grad af Sammenvoxning, som karakteriserer Halsregionen, 
turde i det hele være mest afhængig af Alderen, men noget individuelt synes der dog 
ogsaa at være deri. — Variationen i Fingerleddenes Antal kan — forsaavidt den ikke er 
blot tilsyneladende, grundet i unøjagtig Tælling, mangelfuld Præparation eller Konservation 
— som ovenfor bemærket bero paa, at den yderste lille Benkjærne i visse Fingres yderste 
bruskede Led endnu ikke er udviklet hos det yngre Dyr eller maaske rent individuelt slet 
ikke udvikles; men der er under alle Omstændigheder slet ikke nogen karakteristisk For- 
skjel i denne Henseende at udfinde mellem «©. gladiator» og «O. minor». Bækken- 
benenes Forskjel efter Kjønnet er allerede drøftet af Eschricht (l. c.). 

Det vil heraf sés, at jeg paa Grund af de foreliggende Data ikke tør hævde nogen 
Artsselvstendighed for « O. minor» (Schlegelit) i Modsætning til « O. gladiator», men tvært- 
imod maa udtale mig mod denne Anskuelse, der synes mig ugrundet. Disse Former 
ville altsaa formentlig være at forene igjen, da der ingen som helst konstant Forskjel kan 
udhæves mellem dem, hverken i Ydre eller Indre. Om de nordiske Arters Forhold til 


fjernere Haves Spækhuggere kan intet siges for Tiden. Slægten er kosmopolitisk, repræ- 


senteret i saa godt som alle Have: en Artsforskjel tør derfor — som i andre analoge Til- 
fælde — ikke forudsæltes som given mellem Beboerne af forskjellige Have. Men dette 


ligger det udenfor mit Arbejde at drøfte nærmere. 


Jeg har hidtil afholdt mig fra at tale mere end nødvendigt om den saakaldte 
«Orca Eschrichtii Sip.». Efter hvad der hidtil er oplyst om den færøske «Bovhvidehval» 


eller «Bovhvidegrind», som den ogsaa kaldes, skulde den især udmærke sig — foruden 
muligvis ved sin Størrelse — 1) ved at den hvide Bugfarve — foruden med den store 
Sidebugt — skærer sig ind i den sorte Rygfarve med en skarpt begrænset hvid Spids eller 


AT* 


370 36 


Kile, umiddelbart bagved Forlemmerne (Lufferne); 2) ved en mindre smal Form af Hoved- 
skallens Suudedel og en ejendommelig Udvidelse eller Udbuninz af Mellemkjævebenene hen- 
imod Spidsen; 3) ved at dens Tænder aldrig ere synderlig slidte, selv ikke hos gamle Dyr; 
i) ved at Plovbenet i Almindelighed ikke, eller kun meget lidt, kommer til Syne paa Gane- 
fladen; og 5) ved at det første Ribbens-Par er forholdsvis langt, 7; af Totallengden. Det 
er ikke min Agt at drøfte denne Art udførligt, da jeg ikke er i Besiddelse af nyt Stof til 
dens Belysning. Naar alt kommer til alt, tror jeg, at der er nogen Grund til at antage, at 
det er «en god Art», men dens «Karakterer» ere endnu lidt flydende eller svævende. 
Imidlertid mener jeg, at det vil være rigtigst saavidt muligt at klare sig, hvad der for 
Tiden lader sig sige pro et contra i dette Spørgsmaal. 

Hverken Debes eller Landt omtale nogen «Spækhugger» eller «Bovhvidehval» 
som forekommende ved Færøerne; derimod nævner Lyngbye!) dem begge under Benæv- 
nelserne «Springhval» («Delphinus orca») og «Bouquitu-Quealur», men skænker dem ikke 
nogen nærmere Omtale). Melchior?) har under Delphinus orca «Springhval» og «Ster- 
quealur» som færøske Benævnelser og S. 288 en kort Beskrivelse af «Bovhvidehvalen», 
uden Angivelse af sin Kilde: muligvis Breve eller andre mundtlige eller skriftlige Op- 
lysninger. Efter hvad Hr. Sysselmand Miller har meddelt mig, synes man ikke paa Fær- 
øerne nu at skjelne to forskjellige Former af Spækhuggere; der sés eller saas jevnlig slige 
Dyr omkring Færøerne, hvor de ofte komme Kysterne og Klipperne forbavsende nær for at 
snappe Sælerne eller Edderfuglene, hvorfor de hyppigt benævnes «Edderfuglehval» eller 
«Kobbehval». Der fortælles derom flere ret mærkelige Smaahistorier, f. Ex. at en Sal, for- 
fulgt af disse Dyr, klatrede saa højt op ad Klippen, som den formaaede, men ikke kunde 
naa højere end at den blev greben ved Baglemmerne af en Kobbehval, trukket ned og 
sønderrevet; eller at en Sæl, som havde søgt Tilflugt paa et Skær for sine graadige For- 
følgere og dér ogsaa var i Sikkerhed for disse, som allerede havde opgivet at bevogte den 
og fjernet sig, blev skudt af et Øjenvidne og faldt ned i Vandet, hvorpaa Hvalerne øje- 
blikkelig vendte om og gjorde den til Bytte. Selv om de i deres hidsige Forfølgelse løbe 
helt op paa Skærene, formaa de dog at bugte og kaste sig saaledes, at de atter blive flot. 
Min Hjemmelsmand var end ikke utilbojelig til for en Del at tilskrive dem og deres For- 
følgelser i Aarene omkring 1857 og 1858, at Sælerne efter den Tid ere blevne megel 
sjeldnere omkring Færøerne, hvilket alter kan have havt til Følge, at disse Hvaldyr nu 
sjelden sés der; alt som Sælerne nu atter formere sig, ville deres Fjender muligvis ind- 
finde sig hyppigere igjen. I Begyndelsen af dette Aarhundrede, 1803, den 8de Juli, blev 


1) «Tidsskrift for Naturvidenskaberne», 4de Bind, S. 204. 
2) «Den danske Stats og Norges Pattedyr» (1834), S. 279. 


37 ; 3 


“I 
et 


> 


en Flok paa 13 Siykker af disse Dyr nedlagt i Kollefjord paa Strømø. 1857 saa Hr. 
Miller en Flok af dem tæt ved Land ved Welbestad paa samme Ø, ilede ned til Stranden 
og aflyrede et Skud Hagl paa dem, selvfølgelig uden anden Virkning end at skræmme dem 
bort. I den største af de i Begyndelsen af det følgende Aar, Januar 1858, i Kollefjord 
landlobne eller strandede Individer fandtes der Hagl af samme Slags, hvad jo muligvis 
kunde tyde paa, at det var den samme Flok. Navnet «Bovhvidehval» sigter efter alle An- 
givelser ikke til den hvide Bug, men til den hvide Kile bagved Lufferne; denne Ejen- 
dommelighed fandtes efter Hr. Müllers 
Sigende hos alle de paa samme Dag i 
Januar 1858 i Kollefjord og i Qualvig 
paa Stromo indstrandede eller rettere 
paa Land løbne 28 Bovhvidehvaler. Af 
disse vare nogle hojfinnede som paa 
Hr. Müllers Skitse, navnlig en stor og 


rimeligvis gammel Han — et saadant 
stort højfinnet Individ iagttages gjerne "Bovhvidehvalen.. 


£ > ; D a . Sysselm: i Skitse. 
i hver Flok, og den plejer at holde Efter en af Hr. Sysselmand Müller meddelt Skitse 


sig lidt udenfor, naar de mindre søge tæt ind til Kysten; andre, rimeligvis Hunner og 
yngre Dyr, vare mere lavfinnede. 

Hvor rimeligt det end er, at den Modifikation af Farvefordelingen, som finder sit 
Udtryk i den omtalte Kile, og som, saa vidt vides, aldrig er iagtlaget hos nogen af de 
talrige Spækhuggere, der ere strandede andet Steds til forskjellige Tider og blevne af- 
bildede eller nærmere beskrevne, virkelig er karakteristisk for en egen Orea-Art («O. 
Eschriehtiüi»), maa jeg dog hertil bemærke, at dette Træk ikke findes paa en for mig 
liggende Skitse af en «Bovhvidehval», som en færøsk Bonde efter Hukommelsen udførte i 
1844 til Etatsraad Steenstrup; har han glemt eller overset dette lille Træk, eller er det ikke 
saa konstant, som man har antaget? Dernæst, at paa Lo afbildede Exemplarer af ©. gladiator 
findes der, som ovenfor berørt, paa det samme Sted en lille hvid Plet, altsaa dog en An- 
tydning til eller et sidste lille Spor af den for « ©. Eschrichtii» karakteristiske Kile. M. H. t. 
Rygfinnens [Højde kan bemærkes, at skjønt der jo, som vi have set, blandt de afbildede 
eller udmaalte Exemplarer af ©. gladiator er baade mere højfinnede og mere lavfinnede, er 
der dog ingen, der i Henseende til Rygfinnens høje og smalle Form kommer Mullers 


Skitse nær — Rygfinnen var her 5‘ 3" høj — uden Dewhursts karrikerede og fanta- 
stiske Figur af en Spækhugger og Scammons Orca rectipinna fra det stille Hav — til 


Dels Sundevalls Skitse af en i Ishavet paa 73 Gr. n. Br. set 25—30 Fod lang Spæk- 
hugger (Hun [?] med Unge), der jo gjerne kan have været selve « O. Eschrichtii», da kun 
dens Ryg, der ragede op over Vandet, er sét og afbildet. Det var altsaa vel muligt 

Ys; 5 > 5 sh 


372 38 


a 


at «OQ. Eschrichtii» Vil syvende og sidst var den relte «Staurvagn» eller «Staurhynning» , 


en muligvis mere sogaaende, mere pelagisk Art, der af denne Grund — ligesom Grinde- 
hval og Dogling — paa sit Trek mere kommer til at berøre den midt i Nordsøen hen- 


kastede færøske Ogruppe end « O. gladiator», som paa den anden Side hyppigere kommer 
ind til vesteuropæiske Kyster og Fjorde? 

At «O. Eschrichtü» skulde blive større end «Q. gladiator» er ikke heller bevist. 
De største foreliggende Kranier ere ikke synderlig større end yore storste Hovedskaller af 
4 O. gladiator», men det kan ikke nægtes, at der foreligger Knogler og Hvirvler af « 0. 
Eschrichtiin, der ere betydelig større end de tilsvarende af vort største og aabenbart meget 


Af det «Benzonske» Skelet (Han). Af det «Holbollske» Skelet (Hun). Af Skelettet fra Limfjorden (Hun). 
Tre Hovedskaller af Orca gladiator (Lac.). 


gamle Skelet af «©. gladiator». Et Maal for denne Forskjel i Størrelse faar man deri, at 
Afstanden mellem Enderne af Tvertappene paa Atlas er henholdsvis 426 og 373™™. 
Længden af et sligt Skelet beregnede Eschricht til 23 Fod; det største Skelet af «O. 
gladiator», som jeg har set, det i Lund, er kun 6385™™ Jangt, men større kjendes. Den i 
1830 i «Lynn Harbor» !) fangede Han var 6455™™, den i Themsen 1759 (ligeledes en Han?) 


1) «Loudons Mag. Nat. Hist.» IV. p. 341 (Træsnit. 
2) Afbildet af Hunter i «Trans. phil. Soe.» LXXVIL pl. XVI. (kopieret af Dewhurst). 


39 373 


7320™" og den samme Steds i 1793 faldne (slet afbildet af Lacepede!) efter en af Sir 
J. Banks meddelt Skitse) var endog 31 engelske Fod eller næsten 91/2 Meter (9450mm), alt- 
saa ikke saa lidt større end den største færøske « O. Eschrichtii» er beregnet til at have 
været. Begge de sidstnævnte vare efter Afbildningerne at dømme forholdsvis højfinnede 
Dyr; hos det fra 1830 angives Rygfinnens Højde til 4 Fod. 

Det kan heller ikke nægtes, al naar man sammenligner en Række Hovedskaller af begge 
Former, O. gladiator (med minor) og « O. Eschrichtit», viser der sig ved Siden af den betyde- 
lige individuelle Variation indenfor hver af Formerne, og den ligeledes betydelige Forskjel 
efter Alder, en temmelig gjennemgaaende fysionomisk eller habituel Divergens. For at 


(IE 14. 15. 


Tre Hovedskaller af »O. Lschrichtii Sip.» fra Færøerne. 
(De over Figurerne anbragte Tal angive ligesom S. 372 og S. 359—60 Stykkets Numer i Museets Katalog.) 


overbevise mig rigtig derom har jeg, som ovenfor berørt, ladet tage Fotografier i samme 
Størrelse af samtlige vore Hovedskaller, opstillede saa nøjagtig som muligt i samme Stil- 
ling. Det vil ved en slig Sammenligning blive tydeligt, især naar man sammenligner nogen- 
lunde gamle og lige gamle Hovedskaller, at Snudedelen hos « O. gladiator» er i Almindelighed 
noget længere og smallere, hos « ©. Eschrichtü» noget kortere og bredere, med mere buede 
Siderande; endvidere, at den indenfor begge Former mere eller mindre tydelige Udvidelse 
af Mellemkjævebenene mod Spidsen i det hele er mere udpræget hos « O. Eschrichtü». Jeg 


1) «Histoire naturelle des Cetaces» pl. V, fie. 3. 


344 40 


kan for dennes Vedkommende henvise til Afbildningen i «Ostéographie des Célacés», og for 
begge Formers til de her som Prøve meddelte sex Konturfigurer efter Fotografierne. 
Dog maa jeg bemærke, at et stort og defekt Hoved af ubekjendt Oprindelse, men hvori 
jeg i øvrigt snarest erkjender en «OÖ. Eschrichtiü», vel viser denne Udvidelse paa en til- 
strækkelig karakteristisk Maade, men derimod ved sin smallere Snude stemmer med ©. 
gladiator, og at vor allerstørste Hovedskal fra Kollefjord i begge Henseender stemmer saa 
aldeles med ©. gladiator, at jeg nødvendigvis maalte henføre den til denne Art, hvis jeg 
alene skulde gaa derefter. Meget mindre Vægt vil der vistnok kunne lægges paa, om 
Vomer er mere eller mindre synligt, hvad det dog i Almindelighed er ogsaa hos «0. 
vschrichtäi», om end kun i en meget lille Strækning. I Tændernes Antal og Form ser jeg 


ingen Forskjel, der paa en overbevisende Maade kunde karakterisere Arterne. Deres Antal 


kan hos «©. Eschrichtä» være fra 11—13 i hver Kjæveside — 12 i dem alle eller 13 over- 
alt osv. — bortsét fra de ovenfor omtalte meget smaa allerforrest i Kjæverne hos den unge 


«O. Eschrichtü». Derimod er det unægtelig saa, at alle vore gamle og unge Bovhvide- 


hval-Hoveder, paa hvilke Tænderne overhovedet ere tilstede, have aldeles eller næsten uslidte 


Tandspidser, medens de hos alle ikke aldeles unge Exemplarer af O. gladiator ere — alt 
efter Alderen og Stillingen i Kjæven — mere eller mindre stærkt slidte, meget hyppig i 


den Grad, at den bløde Tandkim har været blottet og derved dræbt. Hr. Sysselmand 
Miller har imidlertid sagt mig, at han ejer en stærkt slidt Tand af en ved en anden Lej- 
lighed fanget «Bovhvidehval», men den kan jo muligvis være af en ægte O. gladiator, Hvad 
Betydning kan man overhovedet tillægge denne Slidets Grad? Den synes jo at kunne 
variere betydeligt indenfor samme Art (Tanteje, Hvidfisk), men den maa dog vel især bero 
paa en saadan Slappelse af Kjæveleddet, en saadan mindre god Førelse af Underkjæven, 
at dennes Tænder ikke længer kunne gribe rigtig ind i Mellemrummene mellem Over- 
kjævens paa samme Maade som i den yngre Alder. Nu er det vel muligt, at dette mindre 
let vil indtræde hos aldrende Individer af en større, mere muskuløs Art end af en anden, 
noget svagere bygget, men det ligger dog vel nærmere, deri at se noget mere individuelt. — 
Sammenholder man de foreliggende Armknogler af en stor og gammel «Orca Lschrichtit» 
med de tilsvarende, f. Ex. af det «Benzonske» Skelet af O. gladiator, vil man finde, at skjønt 
dette gamle Dyr ikke har naaet bemeldte « O. Hschrichtii» i Størrelse, er dets Humerus lige 
saa lang, dets Una og Radius ikke smallere end hos denne, hvorimod Humerus hos «0. 
Uschrichtii» er sværere, Albu- og Spolebenet længere, altsaa forholdsvis smækrere. Det er 
derfor ikke usandsynligt, at et større Sammenligningsmateriale vilde vise, at der i For- 
lemmernes Form og Bygning var en konstant Forskjel mellem begge Arter. Det er imid- 
lertid ikke lykkedes mig at faa denne frem ved at sammenligne de to unge Skelétter, hen- 
holdsvis af Orca gladiator (fra Limfjorden) og «©. schrichtii» (fra Faro), som nu staa Side 


om Side i Museet. 


4 305 


Naar «©. Eschrichtii» endelig er bleven karakteriseret derved, at det første Par hib- 
ben er forholdsvis meget længere hos denne Art end hos de andre Spækhuggere, et For- 
hold, der jo vilde antyde en noget anden Form af Brystkassen (muligvis en større Dykke- 
evne eller deslige?), og som Eschricht har ment at kunne konstatere, ikke blot paa 
Museets lille, unge Skelet af « O. Wschrichtiin, men ogsaa paa Skeleldele af et ældre Individ, 
saa synes heller ikke dette Forhold ganske at have den det tillagte Betydning. Gradationen 
synes mig saa jævn, at jeg ikke skjonner, hvor man skulde kunne drage Grænsen. Hos 
ældre og yngre « O. Kschrichtü» er det første Ribben c. 7; af Totallengden; hos O. gladiator 
varierer det fra „5 til 45, qs, qly eller 4 (jfr. S. 362). Da det dog ogsaa forekom mig, at Bryst- 
kassen hos den unge «©. Eschrichtii» gjorde Indtrykket af at være baade dybere og stærkere 
bygget — sværere Ribben — end hos den ved dens Side staaende unge ©. gladiator fra Klit- 
gaard, har jeg maalt hele Brystkassens Hojde fra forste Ribbens Hoved til Brystbenets Haand- 
tag paa begge disse Skeletter, saavelsom paa to andre Skeletter af 0. gladiator (samt « O. 
minor»). Resultatet var, at denne lløjde paa det «Benzonske» og «Hollbolske» Skelet var 
c. ;!, af Totallengden, paa Ungen fra Limfjorden og den unge O. Eschrichtü 2. — Hvirvel- 
tallet (53 angives af Eschricht for det ofte nævnte lille Skelet, nu mangle i saa Fald de 3 
sidste Hvirvler) afgiver heller ingen Karaktér. De opstillede Mærker synes saaledes til Dels at 
vise sig mere eller mindre upaalidelige, og der vil behøves fortsatte lagttagelser for at bringe 
endelig Klarhed over denne Sag, som af Mangel paa Materiale endnu ikke kan belyses til- 
strækkeligt. Det Resultat, hvorved jeg foreløbig bliver staaende, er da det, at der rimeligvis 
i de nordiske Have gives to Arler af ægte Spækhuggere eller Orca'er, O. gladiator (Lac.) og O. 
Oschrichtü, Stp., men næppe flere end disse, og at der ingen Grund er til at antage, at hvad 
man har givet Navn af « O. minor» eller «©. Sehlegeliz» repræsenterer en tredje paalidelig Art. 

I Nærheden af Bergen blev der i Foraaret 1885 fanget og dræbt en Flok «Staurhvaler» 
eller «Staurhynninger» paa 61 Individer, hvoraf 6 Unger. Jeg véd ikke, hvor mange Kranier 
og Skeletter der blev bjerget for Bergens Museum ved denne Lejl;ghed, og heller ikke 
er det mig bekjendt, at der er offentliggjort noget nærmere om Resultatet af deres Under- 
søgelse. Af private Meddelelser véd jeg, at Hunnerne vare noget talrigere end Hannerne, 
og at den største Han havde en Længde af 6,55", den største Hun af 5,68". De viste 
ingen Variation af Betydning i Farvetegningen, og ingen af dem havde den hos ©. Eschrichtii 
opstigende hvide Kile bagved Lufferne. Rygfinnen havde den lige Sværdform, men de 
voxne Hanner vare hojfinnede, Hunnerne og Ungerne lavfinnede; «imidlertid har Ungen 
ikke levet længe, førend Rygfinnens Højde giver Antydninger til Kjonnets Beskaffenhed». 
Tænderne vare slidte, især hos gamle Individer. Som Regel havde de 53 eller 54 Hvirvler 
og 12 Par Ribben. | i 

Jeg anfører disse Data, fordi de synes at bekræfte og i al Fald ikke afkræfte det Resultat, 
hvortil jeg er kommet m. H. t. vore nordiske Spækhuggeres Artsadskillelse og Karakterer. 


Vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, naturvidensk. og mathem. Afd. IV. 6. 48 


II. 


Af de nordiske Lagenorhynehaus - Arter, «Hvidskjævingen» eller «Hvid- 
siden» /L. acutus) og «Hvidnæsen» /L, albirostris), findes der i vort Museum 4 Ske- 
letter af hver Art foruden flere Kranier og nogle i Spiritus opbevarede Fostre. Jeg har trot 
at burde benytte denne Omstændighed til at gjøre et sammenlignende Studium af begge disse 
Arters Skeletter, grundet paa et rigere Materiale end der maaske findes samlet noget andet 
Sted, og at burde meddele Resultatet af denne Sammenligning, selv om denne ikke maatte 
give noget betydeligt Udbytte af egentlig nyt. Disse Arters Skeletter have jo været studerede og 
beskrevne af andre tidligere — enten hver for sig (Rasch!), Claudius?) eller komparativt 
(v. Beneden, Lilljeborg®) — og deres Forskjelligheder fremhævede"). Men det turde 


1) Det vil være nyttigt her at anføre, hvilke Afbildninger der haves af vore to Arter, saa meget mere 
som dette tillige til Dels vil være en Redegjørelse for Literaturen om dem. 

L. acutus er først afbildet af Rasch i hans lille Afhandling + Delphinus leucopleurus nova 
species descripta, Christianiæ, 1843, tab. Il», hvilken Tavle ogsaa ledsager den udforligere Rede- 
gjørelse i «Nyt Magasin for Naturvidenskaberne», Ade Bind, 1845. Et Foster er afbildet af Gray 
under samme Navn i «Zoology of the voyage of H. M. S. Erebus and Terror» samt i «Synopsis of 
the species of Whales and Dolphins», pl. VI, og et Exemplar fra Ørkenøerne er afbildet af Duguid i 
“Annals and Magazine of Natural History», 3 th. ser., vol. XIV (1864) t. 3. En rigtig god Afbildning af dette 
Dyr er dog fremdeles et Desideratum. Under Navnet « Z. perspieillatus» skal det være afbildet af Cope 
i «Proc. Acad. Nat. Sc. of Philadelphia». Skelettets Dele ere afbildede, dels under Navn af Z. Esch- 
richtii, dels af L. leucopleurus, i Gervais's og van Benedens «Ostéographie d. Cétacés», pl. XXXV, 
Kraniet sammesteds, pl. XXXVI, fig. 4, iRaschs ovennævnte Arbejder og i Grays anførte Værker, pl. XII. 

L. albirostris blev først afbildet af Brightwell i «Annals a. Mag. natur. hist.» t. XVII. (1846), pl. II, 
hvilken Figur er gjengivet i forbedret Skikkelse i Grays ovenanførte Værker, pl. X, fig. 2. Den er senere 
(1861) afbildet af C. Sundevall i «Ofv. Vet. Ak. Förh.» 1861, pl. VIL, under samme Navn som af 
Brightwell (D. tursio); endvidere i samme Aar af v.Beneden i «Recherches sur la faune littorale 
de Belgique, Cétacés» («Mem. d, l'acad. d. Belgique», t. XXXII), pl. 1., samt 1876 i «Proc. Zool. Soc.», pl. LXIV 
(2 Figurer) af Cunningham og Clark, og 1878 af Sparre Schneider i «Tromsø Museums Aars- 
hefters. Skelettet (i altfor lille Maalestok) er afbildet af v.Beneden (I. c., pl. I), Kraniet af Gray (l. 
c., pl. XI.) og af Gervais og v. Beneden (I. c. pl. XXXVI, fig. 5). Malm har analyseret Lemmerne 
af begge Arter i «Hvaldjur i Sveriges Museer» (Vet. Akad. Handl. t. 1X, Nr. 2, 1871), tab. IV, fig. 41 og 
tab. V, fig. 42. 

Der kan her være Anledning til at fremhæve, at medens der kun iagttoges ubetydelige Forskjel- 
ligheder i Farvetegningen mellem de i 1841 i Kristianiafjorden fangede «Hvidskjævinger» (Rasch |. €. 
p. 1, 1843) og det udtrykkelig siges, at der i den Flok paa 20, som blev dræbt ved Ørkenøerne i 1858, 
ikke var den ringeste Forskjel at se (Duguid ]. c.), vise de forskjellige Afbildninger af Z. albirostris 
en ikke ringe Forskjel i Fordelingen af mørkt og lyst paa Siderne samt i Sidepletternes Antal, Ud- 
strækning, Renhed i Farve osv. Saavidt jeg skjønner, er det yngre Individ mere hvidbroget, det ældre 
helt eller næsten helt sort, selvfølgelig med Fradrag af Overlæbe, Bug osv. 

Max Weber fremhæver («Ueber Zagenorhynchus albirostris Gr.», Tijdschr. d. Nederl. Dierk. 
Vereen. 1887), at de 4 største undersøgte Exemplarer af Z. albirostris have været Hanner; den største 
var den af Claudius undersøgte 2,99™ lange Han. 

*) «Dissertatio de Lagenorhynchis». Kilie 1853. 
3) «Sveriges och Norges Däggdjur», 1874, p. 1042—50. 
1) Uden at ville medtage alt, hvad der af Enkeltheder er nedlagt i de publicerede Beskrivelser af vore 


45 377 


dog ventes, at deres Ligheder og Forskjelligheder vilde fremtræde i et noget klarere Lys, 
naar begge. Arter kunde møde til en slig Monstring med en saa talrig Repræsentation som 
det her er Tilfældet. Man maatle haabe at kunne komme ud over den individuelle Variation 
og Aldersforskjellighederne indenfor hver af Arterne, og naar disse først vare klarede, da 
at kunne give den virkelige Artsforskjel et fyldigere og sikrere, af hine Variationer og Til- 
fældigheder uafhængigt Udtryk. Og det vil ikke være uden Betydning at kunne opnaa dette. 
Mange Slægter af Tandhvaler synes kun at tælle en enkelt Art; og tælle de virkelig flere 
Arter, ville Artsforskjellighederne ofte være vanskelige at udrede, fordi der saa yderst 
sjældent — i al Fald endnu — vil foreligge et tilstrækkeligt Materiale. Der turde derfor 
virkelig være vundet noget ved en fyldigere Belysning af Artsforskjellighederne mellem 


Lagenorhynchus-Arter, vil jeg dog sammenstille mogle Uddrag til Oplysning om det vigtigste, der af 
andre maatte være oplyst, fremhævet osv. 
L. acutus : Wvirvlernes Antal angives af Rasch til 82—83, af Flower til $0—81; Malm fandt 
79 og 81 paa to fra Drabet ved Dröbak i 1841 hidrørende Skeletter i Stokholmer-Museet; v. Beneden 
fandt 82 (83) Hvirvler. Gervais angiver 80—81 for «Z. Eschrichtits. At de 4 første Halshvirvler ere 
sammenvoxne, mere eller mindre fuldstændigt, er ogsaa erkjendt af de fleste Forf. At de 6 første 
Brysthvirvler have dobbelt Ledforbindelse med Rygraden anføres af Gervais som karakteristisk for 
oL. Eschrichtiis, medens dette kun skulde være Tilfældet med de 5 hos «Z leucopleurus», uagtet 
Rasch udtrykkelig anfører, at de 6 eller 7 første Brysthvirvler have baade Hals og Hoved. Hullet 
i Prosternum omtales af Rasch og v.Beneden, ses paa Afbildningen hos Gervais osv. Tænderne 
angives til 31, 4 34—10 [Rasch], a a [Malm] osv. Fingrenes Ledtal: 2.10.7.3.2 [v. B.], 
2.102?7?[2] 2? og 2.10.7?42?2 [Malm]. At der er Forskjel m. H.t. Formen af Skulderbladet og dets 
Udvæxter mellem vore to Arter udtales af v. Beneden. Nogen karakteristisk Forskjel i Haandroden 
(jfr. Claudius og v. Beneden) har jeg ikke fundet 
L. albirostris: Eschrichts Angivelse (K. D. V. S. Skr. XII, p. 297) af 94 Hvirvler hos «D. 
Ibsenii-, som naturligvis gjentages af andre Forfattere, er ikke rigtig. Claudius fandt 92; de 6 
første Brysthvirvler med Hoveder, første Karkanal paa den 65de, sidste Parapofyse paa den GOde, 
sidste Neurapofyse paa den 74de. Prosternum perforeret! Malm har 90—91 Hv., Cunningham 
90 (de to første ufuldstændigt sammenvoxne), Clark 90—91 (de 6 første Brysthv. med Hoved og 
Hals; de to første Halshv. svxn.; at 7de Halshvirvels øvre Tværtap er særdeles udviklet, fremhæves). 
Flower fandt 91 Hv. (paa et Skelet, der kun viser 88, antages I eller 2 at mangle), Gervais 90— 
91 (6 første Brysthv. m. dobb. Ledf., to første Halshv. syxn., Prosternum med «échancrure antérieures 
osv.), v. Beneden 86 (2 første Halshv. svxn., 6 Brysthv. m. Hoved, Prosternum m. Slidse osv.), 
Sparre Schneider SS (16 Par Ribben, Prosternum med Indskæring i Fremkanten), Weber 90 
(l. e), Münter 89—90 (Mittheil. a. d. naturw. Ver. v. Neu-Vorpommern u. Rügen, VIII, 1876). 
25 —27 24 23 24—25 
Tænder: c. 27 [Claudius], 555 [Malm], 5 [Cunningham], 5555 [Clark], 53 [Moore, Ann. nat. 


24—23 


4 
hist. t. XI, 1863, p. 270], 55—93, [Murie, J. Linn. Soc. Zool. t. XI. p. 142], 53 [Brightwell], 25 [v. B ], 


SIS 


26 23—26 25 
33-% (Sp. Schneider], 35-55 [Weber], FEST [Münter]. Fingrenes Ledtal 1.10.7.4.3 [Claudius], 


1.92—10.7—8.4.3 [Malm], 2.9.7.4.2 [v. Beneden], 1.9.6.2.1 [Weber]. Forskjellen mellem 
Arterne i Luffernes Form fremhæves af Claudius. Weber fremhæver, at Manubrium Sterni altid 
er udmærket ved et dybt Indsnit (jfr. Claudius, som ovenfor bemærket). 
I øvrigt henvises til Lilljeborgs Karakteristik af begge Arter og deres Skelet paa anførte Sted. 
48" 


378 44 


to ulvivlsomme Arter af samme Slægt. Thi skjønt J. E. Gray har oprettet to Slægter 


for disse to Arter, tror jeg, at det vilde være mindre naturligt at skille dem ad paa 


denne Maade. Sandt nok — naar man har sét, hvor tarvelige Artsforskjellighederne i 
Kranie- og Benbygning ere indenfor Tursiops- og Orea-Slægten — forudsat, at denne tæller 
mere end én Art — eller naar man véd, hvor ubetydelige de ere indenfor den artrige 


Prodelphinus-Slegt, som skal beskæftige os en anden Gang, er det paafaldende, hvor ud- 
prægede de ere her hos Slægten Lagenorhynchus. Men videre end til at betragte disse to 
nordiske Arter som Repræsentanter for to Typer indenfor Slægten, vilde jeg dog ikke kunne 
gaa. Det Spørgsmaal, om der i andre Have er andre Zagenorhynchus-Arter, og hvorledes 
disse eventuelt forholde sig til de nordiske, lader jeg i det vesentlige ligge som mig uved- 
kommende, da jeg intet Materiale har til dets Drøftelse. Ejheller agter jeg som Regel at 
drage de i Literaturen nedlagte Data til Kundskab om vore to Arters Bygning ind i min 
Undersøgelse. Jeg holder mig fornemmelig til det mig foreliggende Materiale og til de 
Forhold, som jeg skjønner at have Betydning, sluttende med de Bemærkninger om Fostrenes 
ydre Karakterer, hvortil Museets af Eschricht og Reinhardt tilvejebragte Exemplarer 
give mig Anledning. 

Jeg skal endnu kun forudskikke den Bemærkning, at af Z. acutus Gr. (leucopleurus 
Rasch, D. Eschrichtiü Schl., L. aretieus Gr.) foreligger der 4 Skeletter, to fra Gron- 
land, et fra Færøerne og et fra Christianiafjord (af den store Stranding i 1841) samt flere 
Kranier fra Færøerne og et, der er opgivet at være taget «i Atlanterhavet». Begge Fostrene 
(Han eg Hun) ere fra Bergen. Ved Danmark er «Hvidsiden» eller «Hvidskjævingen» — 
hvad derom end maatte være sagt andet Steds — mig vitterlig ikke fanget. 

Af L. albirostris Gr. («D. Ibsenü» Eschr.) foreligger der derimod 3 Skelelter og 2 
Kranier fra den danske Kyst (Jyllands Vestkyst: det Ibsenske Stykke; Middelfart Sund 
1861; Kalleboderne 1866, og det nordlige Kattegat 1882), et ungt Skelet og et Foster fra 
Grønland, samt et Kranium og et Foster fra Island)), Fra Færøerne er intet Skelet eller 
Kranium nedsendt til Museet. Omvendt have vi ingen Z. acutus fra Island. Sandsynlig- 
heden er dog for, at de to nordiske Arter ikke ere væsentlig forskjellige i deres Udbred- 
ningsforhold. Den smukke Afbildning af denne Art (Tab. Ib, som ledsager denne Afhandling, 
er udført efter et i Maj 1866 her ved Kjøbenhavn strandet og dræbt Individ, hvis Skelet er 
opført som Nr. 6. Skjondt der alt haves flere brugbare Afbildninger af denne Art, vil det 


sikkert ikke dadles, at jeg forøger disses Antal med en formentlig endnu bedre. 


- 

1) Disse Stykker skyldes Kjøbmand Steincke og Ur. Einar Moller i Akureyri; de i Middelfart-Sund 
fangede Exemplarer erhvervedes ved Hr. Etatsraad Lotzes velvillige Bestræbelser, og det i det nord- 
lige Kattegat ved Hr. Lærer, nu Redaktor Wulffs. 


45 379 


Af de S. 380 meddelte Udmaalinger af II Hovedskaller af L. acutus fremgaar 
det, at hos denne Art er Snudedelen, maalt fra Linien mellem Indsnittene og til Over- 
kjævens Spidse, som Regel lidt større end Hjærnekassens Længde fra den samme Tvær- 
linie til Nakkeledknuderne; underliden ere disse Maal i det væsentlige lige store, og i ét 
Tilfælde var Snuden kjendelig kortere end Hjærnekassen, aldeles bortsét fra et yngre 
Kranium (Nr. 7), hvor dette ligeledes er Tilfældet, men muligvis kun paa Grund af dets 
Ungdom. Som Regel er Hjærnekassens Brede (over Tindingebenenes Kindbuegrene) 
ogsaa storre end dens Længde; dog undtages ogsaa her det samme Kranium (Nr. 9), 
hvor disse Dimensioner ere lige store, og det forholdsvis unge Kranium (Nr. 7), hvor 
Hjærnekassens Brede betydelig overgaas af dens Længde. Snudens Brede ved dens 


Grund, mellem Indsniltene, er en Del variabel, lidt over eller lidt under — gjennemsnillig 
lig med — dens halve Længde. Tændernes Antal er vistnok stedse over 30, naar alle, 


selv de forreste smaa, ere bevarede, f. Ex. 35—36, men overskrider ikke 40. De ere 
forholdsvis smaa og fine, deres Længde (over Kjæven) er ca. 10™™ [9—12], deres Tvær- 
maal ved Grunden ca. 3% [21/9—4], og der gaar midt i Kjæven fem (undtagelsesvis fire 
eller sex) paa en Tomme. Mellemkjævebenene kunne være mere eller mindre flade; 
den Del af dem, som strækker sig op mod Næseaabningen, er flad og noget udhulet. 

Maalingerne af 9 Hovedskaller af L. albtrostris (S. 380) vise, at Hovedskallens 
Snudedel altid er betydelig kortere end Hjærnekassen, begge maalte paa den ovenfor 
angivne Maade. Hjærnekassens Brede kan være lig med, større eller mindre end dens 
Længde; der hersker i denne llenseende .ingen bestemt Regel. Snudens Brede ved 
dens Grund er altid betydelig mere end dens halve Længde; Gjennemsnitsforholdet er her 
som 2 til 3, og «Hvidnæsens» Hovedskal gjør derfor ogsaa et mere bredsnudet Indtryk end 
«Hvidsidens». Tændernes Antal kan vel nærmest sættes til 26 i hver Kjævehælvte og 
naar aldrig op til 30; de ere betydelig grovere end hos Z. acutus. Deres Længde over Kjæven 
er 16—19mm med et Tværmaal af 4—7"" ved Grunden, og der gaar ca. 4 [3—5] paa en 
'Tomme. Foruden ved Tændernes betydeligere Størrelse og ringere Antal er 
Arten forholdsvis let kjendelig ved den ligesom opsvulmede Form af de til Næseborene 
stødende Dele af Mellemkjævebenene og den mere eller mindre rendeformet udhulede 
Skikkelse af den Del af Overkjævebenene, som ledsager «Triangelens» Sider. Paa 
det yngste af de foreliggende Kranier træder dette Forhold rigtignok endnu ikke tyde- 
ligt frem"). 

Jdet jeg m. H.t. Krop- og Lemmeskelettet af L. albirostris i øvrigt henviser 
til omstaaende Tabel med Udmaalinger og Tællinger, skal jeg her i det væsentlige indskrænke 
mig til en Sammenligning mellem det største og meget gamle og det mindste samt 


1) Jfr. Dr. Guldbergs Bemærkninger om JZ. albirostris, Vid. Selsk. Forh., Kristiania 1882, Nr. 3, S. 6. 


46 


(i Millimetre) af flere Hoveder af Layenorhynchus acutus, Gr. 


Udmaalinger 


‘purJaaæly1a40 | ‘puraaæ (41940 


= 5 sen as = | 
AISPIS N auspuspu | 35 S oS SH os 65 AS © © A | 91SPIS [N auaptuspuj 
| PA] PURJSJV | Bly PULJSJV 


"apzuæt 50 


2a 2 > "apsuæT 30 

| Pag 2181078 suapnug mm aa mama a | apalg 98.1075 suapnug 
wajjpw Jappoyioy EEE NE RS SE SEE N im : || wala Jopçouiog 

uayıuspuj een me le ei auaptuspuj 

\ Wayjatu uapunig Sie SSS) nie Sz | | wayjau uapunig 
pad apaig suapnug | pad apalg suapnug 
‘(,epsum] suapnug ma a, nn ‘(,9p5uUæT suassey 
DONS USSR TUE IHM ie En ET RE Dr ON TU -auiæf} 50 suapnus 
wo]jaw Japloylog a EURE Sr a OS Lou J2p[0104 

| $ ses 2 SS ER es = — 

| apsum] SUAIILAS a sa a “apSuMT] sualjeys 

|-p9aoy ajay 30 suepnus ANA AH Nana) N -paaoy afay So Suapnug 

| wagjot Japjoguoy Tee at na LE ÈS > Øl PA zs wajjat Jopjotıo] 

| = A = = 

| REITEN! See = ER Be DE eo | auayuspuy 

| BJ apouey] suapnug [wanna SAA = el) ap5uæ7 suapnug 


| 


"uapsuzjjejo], 50 el a a 
| opsuæg susepyuag Sanaa] A 
|auuop woffow Joppogiog| TT ea 


ig ‘suajjeyspaaoH aay Zo 
purer suasseyauiely 
auuap Wala Japloysoy 


aula USpuy - 


RS) = 2 ‘auayiuspuy 
wopw aug um jmpooocosogse 
a É aa = 


Udmaalinger (i Millimetre) af flere Hoveder af Lagenorhynchus albirostris, € 


wapjpw alu ua [1 
BE a aa 1 | en 
apauey] suasseyautelg = 2 apsuæ suasseyauiely 
USI SDS OH je SENS et Ge EEN Gel Ges, Cee = 2 ‘U9[[EXSPAAOH Je 
i 3 — en = a a 
opsuæriuog 30 apaıq |": eo, Eee = à uapSuæl[e Jo], So uapaig 
ee 
wo[fow Jappoyioy XG à = wWojjotwu Jopjoy.log 
auaualsangpuly 1040 | ANeas Toes ose ‘guaaISanqpuly 1940 
2paig suajjeyspaoyg IM 64 EU OU QU AN elec = : apaig SU[[PYSPIAOH 
‘spidsapnus 114 pour Ss==smMmæs as ee ‘spidsapnus In apnuy 
| SEVERIN OM CPE TE QE Eee ra | -pajayyen ely apsuay 
s = tie CD 65 05 ES © 
suopeyspasoH 9194 |  suajjeyspaAoH 9[0H 
De | 
| 2 O+ E er | 
= Srosno+macmı.-|== = 
ree = = | 
2 mm 
| > | 


Vanskeligheden ved at tage adskillige af disse Maal med absolut Sikkerhed 


947 | 1:19 
240 


160 
vil være Sagkyndige bekjendt. 


) Det bedes bemærket, at i denne Rubrik er for Z. acutus Hjærnekassens, for Z. albirostris Snudens 
Længde sat som Enhed. 


5 
8 


snitlig 
x 


Gjennem 


4 


meget unge af de 4 Skeletter. 
kun 88 Hvirvler 


381 


At det første har 92 Hvirvler og 16 Par Ribben, det sidste 


og 15 Par Ribben, antyder vistnok Grænsen for Variationen i disse Forhold. 


At dette Forhold maaske tillige paavirkes af Alderen, kunde synes rimeligt, da de første per- 


Udmaalinger af fire Skelelter af Zagenorhynchus acutus. 


| KRÆ |) | WE ZEN | 
h 2 4 MR A eae 3 Ses =. | 
Seat REE BØ a CSR FSA PO EEN ee ee el] Se 
SE ge lee (Se HS Le A MO Ne AE SES ea be SE | UN RE hel = 
SI REE ENNEMI NE NE 2 Spe SS Balz | 2008 Sp 
EE EU re LEE EP NI En OS esa eal Oi ea: ES oe & SA 8 Sa: a 
N.| © | § 5 FR GS. a eee St EST Sea Spe Ele AE = 
nee El m BE sis s/s |Ss | e| L DE Ss |S cle ee = 
in = © |= = ES Sa Se Eas |e eae D len | oS 35 | 5 | = = 
sı5|3 SR SKS ALS EN nes BENE SØDE = 
= ren a) Q = eg | = = = = on = | Ss 
| = all 2 |" 2 = as CDN =v ae 2 = =} 
Salsa se = | 21 2io} ss 2 | |e = = 
mn = E | SE Qa Zila a | 
| | LEA = D | = = | | © 
nly | a = 
I nn 2 
mm | mm | | | | | | | | | | mm mm | mm | mm | mm 
| | We | | | | 3.40.6.3.4 
1 2450 | 420 | 1:5,8| 81 | hs | 5 | 18141 27 | 57 | ey 68 | 16 [32—47 | 100 34 | 325 | 1:7,5 137 | 236 ann 
B ; 9.7.4.1 
hs ehr Alkali | TT Re PT re FASER RUE RES! RE FEJER BERN 
je] | re | ea | 2.10.6.2.4 
4 |2205/420|1:5,3 82) 15 | 6 20 | 40 30 | | 65! 70 | 11[33--43] | 99) 80 | 322 | 1 :6,9| 128 ; 220 | ———— 
| | z | | | ? 2.10.6.3.1 
De MER je [le = 
| si) is my UI! 
2 Bl [Pee 3] A PRE re IA > 2.10.6. 
2 9} 2180 409 |1:5,3 78| 15 | 5 | 18| 38/29] 55/5, 63 6713 33—45 | 100 33 | 306 | 1: Zl 134 lee un 
3 | | | | | 2.10.6.3.1 
ee A | = De, a Er Ze Win eS LE ee SS 
| | | | | | | RET] | 
| væ al isl SH email eect MESA ic a "ol 7 | 2.9 
3 | 2054 | 394 1252) 81| 14: | 6 122 38 | 27 | su) 64 De 06 27 | 284 12] 2126 192 nn on 
| | | | | | | 


| | L | | | 
RE ee ee eee 


Udmaalinger af fire Skeletter af Lagenorhynchus albirostris. 


cc 
| | | ER | | | 


a |2630|471| 1:56 92| 16 |6/,| 24/45/33 | %%7,9| 72 | 10 | | 138 | 33 | 450 | 1:5,8 190 | 282 | 49074 
= be lx: pen a ee x ke Penn je Be = 
5.9 430 460 1:5. 91! 15 | 6 23 | 46 2 Ho 70 78 58 424 157 18 181 |262| Er 
69 2408 us 1:54) 91 Pane 46 16 BL ln 70 w | 15 90 4 30 | 400 | 1:6,1 180 | 250 MERE: 
1 116737 308 1:45 ss | 15 6 23 | 43 | 33 | 57/0) 69 | 6 | ei | 325 1:52 521155 1162 rte 
| | | | | 


forerende lodrette Karkanaler, 
68—69de Hvirvel. 


Sido) peal) wally Pa AD], 


som det vil ses, optræde omtrent paa samme Sted, paa den 


At de sidste tydelige Neurapofyser o 


o 
> 


Parapolyser 


Efter disse 2 Skeletter kunde Hvirvelformen sættes — $8S—92 [7 + 15—16 


9 
.) 


ere rykkede 


382 48 


Ivirvler længere tilbage hos det ældre Individ (jfr. Tabellen), kan ogsaa være en ganske 
naturlig Følge af den med Alderen mere fremskredne Udvikling; ligeledes maaske, at paa 
det yngre de 6 forreste Par Ribben ere forbundne med deres Hvirvler ved dobbelt Ledfojning, 
paa det ældre de 7 første"). Der er i det hele overordentlig stor Forskjel paa disse to Ske- 
letter som Følge af deres forskjellige Alder, især m. H. t. til Hvirvel-Apofysernes og Rib- 
benenes Udvikling i Brede og Styrke — for de førstnævntes Vedkommende ogsaa i Længde 
— i karakteristisk Formudvikling af alle Knogler, i Skelettets hele kraftige Uddannelse med 
Alderen, i Skulderbladets Form, Udstyr med Kamme og Mærker af Muskelfæste osv. At 
Knoglerne hos Tandhvalerne undergaa slige Forandringer efter en stor Maalestok — bl. a. 
ved at de bruskede Ender af Hvirvel-Apofyserne, af Acromion og af Proc. coracoideus samt 
de bruskede Rande af Skulderbladene, de bruskede Apofyser paa Manubrium Sterni osv. for- 
bene efterhaanden — er jo i øvrigt vel bekjendt og trænger ikke til nærmere Paavisning. 
Forholdet mellem Skulderbladets Højde og Længde er dog baade paa 
det ældre og yngre Skelet omtrent som 2:3. At Manubrium Sterni har 
et dybt og smalt Indsnit forfra i Midtlinien, kunde antages for karakteri- 
stisk for Arten, da det gjentager sig paa alle 4 Skeletter og da et derfra 


afvigende Forhold findes hos Z. acutus; men da Claudius tværtimod 


har fundet denne Knogle perforeret hos en gammel ZL. albirostris, 
Brystbens-Haandtag 


Bera nipinoninios indskrænkes derved Almengyldigheden af dette Kjendemerke, som i øvrigt 


er fremhævet al flere Beskrivere. Hvirvlerne voxe ogsaa forholdsvis 
stærkt i Længden; hos det yngre Individ er Hovedskallens Længde lig med 22 Hvirvlers 
Længde og ?/ af Tolallengden, hos den gamle «Hvidnæse» kun lig med 16 Hvirvler 


2 


(selvfølgelig af det samme Rygradsparti) og kun *11 af Totallængden. Det ældre Individ 
rober sin hoje Alder ved, at Hvirvelkroppenes Endestykker ikke længere ere til at adskille 
fra Kroppene selv og ved karakteristisk Formudvikling af 
Neurapofysernes Ender og desl. De hojeste Neurapo- 
fyser have hos det ældre Dyr 6/2 Hvirvels Længde, 
hos det yngre kun à Hvirvlers; de længste Parapofyser 
ere henholdsvis som 5 og 4 Hvirvler?). Det er karak- 
teristisk for denne Art, at Neurapofyserne ere såa høje 


i Forhold til Parapofyserne, og dernæst at de ere såa 


brede (forfra bagtil), at Mellemrummene mellem dem 
Skulderblad af 4. albirostris. kun ere forholdsvis ubetydelige, Forbindelsen mellem 


1) Nr, 6 har meget tydelige Spor af Ribbenshalse paa 7de Brysthvirvel, men aldeles skilte fra Ribbenene. 
2) Hos Nr. 6 og 5 ere Neurapof. = 5/2 à 6 Hv., Parapof. = 32/2 eller knap A. Ogsaa disse ere udvoxne 
Exemplarer med udslettede Somme mellem Epifyser og Hvirvelkroppe. 


49 383 


de enkelte Hvirvler derfor inderligere, og dette Forhold er 
ikke meget mindre tydeligt paa det ganske unge Skelet 
end paa det gamle. Paa Halehvirvlerne have de desuden en 
gjennemgaaende mere lodret Retning end hos ZL. acutus. 
M.H.t. Halshvirvelpartiet bemærkes, at paa det unge 
Skelet (Nr. I) ere de to første Halshvirvler delvis sammen- 
voxne — ikke fuldstendigt i Buerne —, men hverken 
med de ovrige eller disse indbyrdes. Der er korte ovre 
Tværtappe paa 3dje—6te Hvirvel; paa 7de ere de vel ud- 
viklede, men dog kortere end første Brysthvirvels Tvertappe. 
Der er nedre Tvertappe paa 4de—6te Hvirvel, og paa den 
sidsinævnte ere de rykkede længere ned. Hos det ældre 
Dyr er den 7de Halshvirvels øvre Tværtap lige saa lang som 
den forste Brysthvirvels, og der er her indtraadt en del- 
vis Sammenvoxning mellem Tornlappene af den første 


Dobbelhvirvel og de to folgende; men Hvirvelkroppene ere 
uberørte deraf. Som sædvanligt er der et Rygradsparti, y x 
Liændehvirvler af Z. albirostris. 

hvor Metapofyserne ere svagere udviklede; men jeg maa 

dog bemærke, at strengt taget er der næppe en eneste Hvirvel i denne Del af Ryggen, uden 
at den endnu viser Spor til disse Dannelser, ogsaa paa det yngre Skelet"). At Lufferne 
ere forholdsvis lange hos det ældre Dyr, sammenlignet med L. acutus, vil fremgaa af 
Tabellen; Gjennemsnitsforholdet til Totallengden for begge Exemplarer er som 1:51/2. 
I hvilken Grad Fingrene ere voxede ud 
paa det storre Skelet i Sammenligning med 
det yngre, ses bedst deraf, at Forskjellen 
mellem Haandens og Armens Længde i det 
ene Tilfælde — hos det yngre — er næsten 
ingen, i det andet næsten lig Haandens 


halve Længde. Fingerleddenes Antal er 

paa det nermeste det samme: 1.9(10).7. Forlem af Z. albirostris. 

4.3(2) og viser karakteristiske Forskjellig- 

heder fra L. acutus. Dog er herved at bemærke, at andre Forfattere (som det er berørt 
ovenfor, Note S. 377) til Dels angive andre Tal. At Tommelfingeren mangler det 
egentlige Fingerled er vistnok karakteristisk for Arten, medens Mangelen eller Tilstede- 


1) Jeg har derfor ikke optaget dette Forhold paa Tabellen S. 381. — Bækkenbenenes Længde er paa 
Skeletterne (begge Hunner) Nr. 5 og 6, henholdsvis 120mm og f10mm, 


Vidensk. Selsk, Skr., 6. Række, naturvidensk. og mathem. Afd. IV. 6. 49 


384 50 


værelsen af et af de yderst smaa rudimentære Led i de andre Fingre er en Omstændighed, 
som der ikke tor tillægges nogen videre Betydning. 

L. acutus bliver, som man vil sé af Maalene, maaske ikke fuldt saa stor som L. 
albirostris. Dog maa herved bemærkes, at det største Skelet, skjønt gammelt — Tilvoxningen 
af Hvirvellegemernes Endestykker i største Delen af Rygraden viser det — næppe er saa 
gammelt som det største Hvidnæse-Skelet. De 4 foreliggende Skeletter af L. acutus ere ikke 
meget forskjellige i Størrelse og egne sig derfor ikke såa godt til at oplyse Aldersforskjellen, 
hvilket dog ikke udelukker, at der er en Del Forskjel i det hele Skelets og de enkelte Knoglers 
Udvikling i Styrke. Hovedskallens Længde er gjennemsnitlig lidt over ?/11 af Total- 
længden, men i et enkelt Tilfælde kun lidt over Y/s af samme; den kan sættes lig med 14 
[13—15] af de stærkeste Hvirvlers Længde. Luffernes Længde er i Almindelighed 
ikke fuldt 7/7 af Totallengden (1:7,2 i Gjennemsnit), altsaa kjendelig mindre end hos 
L. albirostris.  Hvirveltallet varierer fra 78 til 82, og den hele Hvirvelformel vil kunne 
udtrykkes saaledes: 78—82 — 7 + 14—15 + 18—22 + 38—41. Paa de to Exemplarer 
havde de 5, paa de andre de 6 første Brysthvirvler dobbelt Ledforbindelse med Rygraden 
(vi vide af Rasch's Meddelelser, at dette endog kan være Tilfældet med 7). Den første 
perforerende Karkanal kan findes paa den 55de til 61de Hvirvel, den sidste tydelige Parapo- 
fyse paa den 63—6åde, den sidste Neurapofyse paa den 67—70de Hvirvel. Paa omtrent 
11—i6 Hvirvler ere Metapofyserne saa godt som forsvundne, og dette Forhold staar 
uden Tvivl i Forbindelse med Hvirvlernes større Spinkelhed hos denne Art i Sammenligning 
med L, albirostris. Vel er især paa det største Hvidside- 
Skelet Neurapofyserne forholdsvis brede (forfra bagtil) og 
deres Ender udvidede i samme Retning, men Mellem- 
rummene ere dog selv paa dette Skelet forholdsvis store. 
Paa Halehvirvlerne ere de rettede stærkere frem efter 
end hos ZL. albirostris; en Retning bagud gjør sig dog 
gjældende paa de sidste Neurapofyser, hvis Form i øvrigt 
er yderst forskjellig efter Dyrets Alder og Skelettets 


hele Udvikling. Paa de forreste af de Halehvirvler, hvis 
Metapofyse endnu er udviklet, er dennes Afstand fra 


Hvirvellegemet paa det ældste Skelet omtrent lig dens 
Afstand fra Neurapofysens øvre Ende, med andre Ord, 
den ligger midt paa denne Udvæxt; paa de andre Skeletter 
ligger den kjendelig over Midten, paa Grund af, at Neura- 


pofysen endnu ikke er voxet helt ud — og selv hos 
vor største Z. albirostris ligger den paa de tilsvarende 


4 Lændehvirvler af Lagen. acutus. Hvirvler kjendelig over Midten. At Misforholdet mellem 


51 385 


Torn- og Tværlappenes Længde gjennemsnitlig er mindre hos Z. acutus end hos L. albiro- 
stris, er allerede berørt. De længste Neurapofysers Længde er gjennemsnitlig — €. 41/2 
Hvirvels, de længste Parapofysers — 3'/2 Hvirvels, med noget Afdrag for de ældre Indivi- 
ders Vedkommende, da Hvirvlernes Corpora dér ere voxede forholdsvis endnu mere ud i 
Længden end deres Apofyser ere det i Højden osv. Uregelmassige Sammenvoxninger 
efter Længden af de forreste Hæmapofyser ere ikke sjældne hos begge Arter. Hos 
L. acutus er der gjennemgaaende indtraadt en Sammenvoxning — om end ikke saa 
fuldstændig, at alle Spor af de oprindelige Adskillelser ere udslettede — mellem Buer, 
Legemer og Torntappe af de 4 forste Halshvirvler. Der er Antydning til Diapofyser 
paa 3dje— Ste Hvirvel; den paa 7de er ubetydelig, kort og spinkel, rettet nedad eller udad, 
men aldrig halv saa lang som første Brysthvirvels Tværtap. En nedre Tværtap iagttages kun 
paa 6te Hvirvel. Til Forskjel fra Z. albirostris fremhæves endnu den smækre Form af de 
sammenvoxne første Halshvirvlers Torntap i Modsætning til dens korte og brede Form hos 
«Hvidnæsen», samt den flade Form af de to første Hvirvlers Tværtap i Modsætning til 
den mere massive Form hos den nævnte Art. Manubrium Sterni er 
gjennembrudt af et rundt Hul paa alle 4 Skeletter; det er dernæst stærkt 
hvælvet eller ligesom knækket efter en Tværlinie, og den derved afgræn- 
sede øvre eller forreste Del er paa alle Skeletter udhulet paa tværs 


paa sin nedre eller forreste Flade; hos Z. albirostris er Prosternum 
langt mere plant. I Breden af første Ribben giver Z. acutus vel ikke  Prosternum af 
sin Frænde meget efter, men det er dog kjendeligt nok, at i Styrken af 7 “etw. 
Ribbenene staa yngre Individer tilbage for ældre og L. acutus for L. albirostris. Bækken- 
benenes Længde er kun ce. 70™ hos de to Exemplarer af ZL. acutus, hvor de ere tilstede 
(Nr. 2 og 3). Skulderbladet har gjennemgaaende en 
mindre bred Form, og dets Proc. coracoideus og Acro- 
mion ere smallere hos Z. acutus end hos L. albirostris; 
Forholdet mellem de to Dimensioner af Scapula er som 
1:1,2 à 1,3. Af Fingre har jeg kunnet tælle 2(3).10. 
6(7).3(4). I Led i hver Haand (Mellemhaanden som sæd- 
vanlig regnet med blandt Fingerleddene). Der er altsaa 
i Fingerleddenes Tal gjennemgaaende nogen Forskjel fra 


L.albirostris, som kan have 1 (2) Led mere i de 3 Fingre 


Skulderblad af Z. acutus 


end det synes at være Regel hos /. acutus, og omvendt 

1 (2) Led mindre i forste (og anden) Finger. Man kunde maaske tænke paa at benytte 
dette Forhold Lil at motivere en generisk Adskillelse mellem vore to Arter, men det vilde 
under alle Omstændigheder være et lidet praktisk Slegtsmerke, og mine Tiellinger afvige, 


som alt berørt, især for «flvidnæsens» Vedkommende, noget fra, hvad andet Steds angives. 
49% 


Forlem af Layenorhynchus acutus. 


Den Forskjel bliver der dog allid tilbage, at 
Tommelen hos ZL. albirostris som Regel kun 
er repræsenteret af Mellemhaandsleddet, men 
hos Z. acutus har et virkeligt Fingerled. 

I hvor vel det turde have sin Van- 
skelighed at bestemme f. Ex. isolerede Hvirv- 
ler af disse Arter uden ved umiddelbar Sam- 
menligning med ligealdrende Skeletter, vil 
man dog af det her meddelte kunne skjonne, 


at det ikke uden Grund er udtalt, at Artsforskjelligheden er vel udpræget i denne Slægt og 


ikke indskrænket til enkelte Skeletdele. 


Man kunde vel til Slutning fremstille de væsentligste Artsforskjelligheder paa føl- 


gende Maade: 


L. albirostris Gr. 


Hovedskallens Længde forholder sig hos 
det udvoxne Dyr til det hele Skelets som 
2:11 og er lig 16 Hvirvlers Lengde. Dens 
Snudedel er kortere end Hjærnekassen, og 
dens Brede ved Grunden c. ?/3 af dens Længde. 
Mellemkjævebenenes øvre Del foran Næse- 
borene («Triangelen») er opsvulmet, den Del 
af Overkjævebenene, som ledsager den, rende- 
formet udhulet. Tænderne ere c. 26 i hver 
Kjævehælvte, aldrig mere end 30, indtil 19mm 
lange og indtil 7%" ; Tværmaal ved Grunden; 
c. 4 paa en Tomme. 

Hvirvlerne: 88—92 — 7 + 15—16 + 23 
—24 + 43—45. Sidste Neurapofyse paa den 
76—79de, sidste Parapofyse paa den 69 — 
72de, første perforerende Karkanal paa den 
67—69de Kun de 2 


hvirvler ere sammenvoxne med Legemerne; 


Hvirvel. forste Hals- 


hos ældre Individer 


voxer deres forholdsvis 
korte og brede Torntap ogsaa sammen med 
de to folgende; deres Tværtap er trind og 


massiv og syvende Halshvirvels avre Tværtap 


L. acutus Gr. 


Hovedskallens Længde er lidt over ?/11 
eller "/6 af det hele Skelets og lig 14 Hvirvlers. 
Dens Snudedel er i Almindelighed længere 
end Hjærnekassen, dens Brede ved Grunden 
omirent lig dens halve Længde. Mellem- 
kjævebenenes øvre Del («Triangelen») er flad 
og noget udhulet, de tilstødende Dele af 
Overkjævebenene ikke udhulede. Tænderne 
ere c. 35, ikke over 40, c. 10mm lange, c. 
3mm j Tværmaal ved Grunden, c. 5 paa en 


Tomme. 


Hvirvlerne: 78—82 —7 + 14—15 + 18— 
22 + 38—41. Sidste Neurapofyse paa den 
67—70de, sidste Parapofyse paa den 63— 
65de, forreste Karkanal paa den 55 —6lde 
Hvirvel. De 4 første Halshvirvler ere sammen- 
voxne (hos voxne Exemplarer) baade med Lege- 
merne og Buerne, deres Torntap er høj og 
smækker, de to førstes Tværtap flad og syvende 
Halshvirvels øvre Tværtap ubetydelig. Proster- 
num er perforeret uden Indsnit, stærkt konvext 


53 


ikke kortere end første Brysthyirvels. Proster- 
num er fladt med et dybt Indsnit fra For- 
randen (kan ogsaa være perforeret). De 6—7 
første Par Ribben ere udstyrede med Hals 
og Hoved. Skulderbladet er forholdsvis bredt, 
dets Højde forholder sig til dets Brede som 
28: 


tigt hos ældre Dyr, Mellemrummene mellem 


Det hele Skelet er overordentlig kraf- 


Neurapofyserne kun ubetydelige, og strængt 
taget er der intet Afsnit af Rygraden, hvor 
Metapofyserne helt mangle. De længste Neu- 
rapofyser ere saa lange som 61/2 Hvirvel, de 
lengste Parapofyser som 5, og Halehvirv- 
lernes Neurapofyser mere lodrette. 

De brede Luffer have hos de udvoxne 
ikke fuldt 1/6 af Skelettets Totallengde. Finger- 
leddenes Antal er (1. 9(10).7.4.3; Tomme- 
len bestaar altsaa kun af Mellemhaandsbenet. 

For selve Dyret ville den hvide Over- 
læbe; de store brede Luffer og den 
svagere Antydning eller fuldstendige Mangel 
af det lysere Sidebaand eller Sidepletter være 
betegnènde. 


387 


eller ligesom knækket, dets forreste Del ud- 
De 5—6 (7) første Par Rib- 
med Hals og Hoved. 
Skulderbladet er mindre bredt, dets Hojde for- 
2,1/2. Skelet- 
tets hele Bygning er mindre kraftig, Mellem- 


hulet paa tværs. 
ben ere udstyrede 
holder sig til dets Brede som 2: 


rummene mellem Hvirveludvæxterne større, 
11—16 Hvirvler uden tydelige Metapofyser, de 
længste Neurapofyser som 4/2 og de længste 
Parapofyser som 31/2 Hvirvel. Halens Neu- 


apofyser ere reltede mere skraat fremefter. 


De smalle og spidse Luffers Længde er 
knap Ur af hele Skelettets. Fingerleddenes 
Antal 2(3).10(9).6(7).3(4).1, Tommelen alt- 
saa med 1 (2) virkeligt Fingerled. 

De mindre og spidsere Luffer, den 
mørke Overlæbe og det tydelige, skarpt 
afgrænsede lyse Sidebaand give Artens 
Ydre sit Præg. 


Ved en Sammenligning af de Fostre af begge Arter, som opbevares i vort Museum, 


er det en mindre heldig Omstændighed, at de to af Z. acutus ere meget unge, de to af 


L. albirostris derimod meget store, vistnok Fødselen nær. 


Af L. albirostris haves to Fostre, Han og Hun, af c. 790 og 700" Længde. Huden 


er hos dem begge temmelig mørk over det hele, men det meget tydeligt afsatte «Næb» 
eller «Overlæbe» har tydelig nok en lysere Farve, og det samme gjælder om hele Under- 
kjæven og Øjets Omgivelser. En lys Linie bugter sig hos det mindre (Hunnen) om Øjet 
og løber saa fortil parallelt med den Linie, som afgrænser Næbet mod den øvrige Snude. 
Rygfinnen er hos denne mere lav og rettet mere bagud, hos den større (Hannen) højere og 
rettet mere i Vejret. Hvorvidt dette er en individuel eller en Kjønsforskjel, vilde det have 
sin Interesse at faa oplyst ved Sammenligning af flere Individer. Lufferne have hos begge Fostre 
den samme betydelige Størrelse og brede, noget plumpe Form, i Sammenligning med den 


smalle sirlige Luffeform hos Z. acutus. Gjennemsnitsforholdet mellem Luffernes Længde og 


388 54 


Totallengden er som 1:4,2, og man vil se af Maaltavlen (S. 389), at de ere længere end deres 
Afstand fra Snudespidsen eller end Hoved og Hals tilsammen. Paa Overlæben bærer det 
storre Foster 3 Haar paa den ene Side og 4 paa den anden, det mindre 5 paa hver Side 


. 1 2 . n . 
i to Rækker: | eller >. (4 Børster paa hver Side saas endnu paa de to af Cunningham 
og Clark beskrevne unge «Hvidnzser»). — Paa de 2 smaa Fostre af Z. acutus er Luffernes 


Længde mindre end deres Afstand fra Snudespidsen, ja endog mindre end Afstanden fra 
denne til Øjespalten eller til Blæsegattet, men dog større end Mundspaltens Længde. Deres 
Længde forholder sig til Totallængden som 1:5,75. Deres smalle og spidse Form er 
allerede omtalt. Ogsaa her iagttages en lille Forskjel i Rygfinnens Form, der er mere til- 
spidset hos det noget større Hanfoster, men synderlig Vægt turde jeg dog ikke lægge paa 
denne lille Forskjel. «Næbets» Adskillelse fra «Pandepuden» er hos det mindre Stykke tydelig 
nok, hos det større mere udvisket, maaske dog kun paa Grund af den af Spiritus'en mere 
indskrumpne Tilstand, hvori dette Stykke befinder sig. Det ene har 6 og 7, det andet 7 
og 9 Haar paa Overlæben i én Række. (Gray omtaler 6 Snudebørster hos et Foster af 
denne Art!)). Farvetegningen, saaledes som vi kjende den fra de voxne, er meget ud- 
præget hos disse Fostre, saavidt deres Opbevaringstilstand tillader det. Overlæben er 
graa med hvid Rand og ved en skarp Linie, der angiver Grænsen mellem «Nebel» og «Pande- 
puden», skilt fra det øvrige sorte Hoved, eller, paa det større Foster, næsten lige 
saa sort som delte. Grenselinien for den sorte Farve gaar saa ovenover og udenom Øjet, 
hvis Omgivelser ere mere graalige, og sænker sig saa bag ved dette efterhaanden noget 
dybere, saaledes at det hvide omfatter hele Underkjæven, Halsens og Bugens Underflade og 
Sider med Undtagelse af en mørk Plet over Genitalia. Alle Finnerne — ogsaa Lufferne — 
ere sorte, Rygfinnen mørkere end de nærmeste Dele af Ryggen. En lys Linie fremhæver 
den nedre Halekjøls Rand. Det hvidlige Sidebaand paa Halens og Bugens Sider begynder 
omtrent midtvejs mellem Gattet og Lufferne og taber sig henimod Halefinnen. En lysere 
Pandestribe begynder paa det mindre Foster foran Blæsegattet og taber sig nedad mod 
Snudespidsen. 

Jeg har i omstaaende Maaltavle”) meddelt de Maal af disse Fostre, som synes 
mig at kunne fortjene det, men vil ikke undlade at bemærke, at Maaltagningens Nøjagtighed 
paavirkes stærkt af Exemplarernes slappe eller indskrumpede, stundom stærkt sammen- 
krympede Beskaffenhed. 


“Catalogue of Seals and Whales», 1866, p. 274. - 

Jeg forbigaar et større Foster fra Grønland, Hun, 820mm langt. Det har været opstillet som Z. albi- 
rostris, hvad dets smaa spidse Luffer noksom vise, at det ikke er. Dets Farvetegning er ikke læn- 
gere tydelig, men dets sorte Ojeplet gjør mig betænkelig ved at henføre det til Z. acutus. Den 
mørke Linie, som afgrænser «Pandepuden» fra «Nebet», fortsætter sig nemlig i en skarpt begrænset 
mørk Plet, som omgiver Øjet; hos de yngre Fostre af Z. acutus er denne Plet derimod lys. 


55 389 


i 


= NUS LATE u Fa : 
= [Sere] |52|3,)35|3:|5, 8 |3& 
ee NS Fer Erle ee 
= | = er 469 © o Zam en 2 =, =| 2 a | a à n SH 
| Er ee Eee SE SES LS is cls es 
gS = | a |o2ianxw INS g7|29|29%! 5 | 8 |E 2 
BES SE 83 = 3 & FS = |= 9 
z EE RUE RENE = 5 | Ske 
| mm | mm | mm | mm mm | mm | mm mm mm mm | mm 
SO AIS, a re | | co lbe 
Sa | | 992 
Se 9 | 00 | 470 | 230 | 352 | 300 | 148.| 131 | 143 | 113 | 165 | 196 
.S | be 3 a NE KØRER, VE all a Ur 
S = NZ =| le Fr | 
SEUIL | | HA | Fr F 
.E 4 | 790| 505 | 285 | 360 | 347 | 183 | 143 | 155 | 115 | 186 | 265 
N 5 | | | | | 
ET aT ares AE US lc ae AIS mo me 
BEN | | | 
85 9 370 | 955 | 115 | 177 | 142 | 84 | 67 | 69 | 53 | 63) 85 
Sg | | | | | | | | | 
S = — f= £ AE = = 
© 
ees 12 | | | 
485 | 340 | 145 | 232 | 210 | 121 | 90 | 89 | 77 | 87 | 120 
d | | | | | | 
| i | 


Hvorledes det forholder sig med de fjærnere Haves Lagenorhyncher, maa staa hen 
i det mere eller mindre uklare indtil videre. Man vil dels hos Gervais, dels hos Flower 
finde citeret, hvad der i Literaturen her kunde vere at tage Hensyn til. Jeg skal ind- 
skrenke mig til den korte Bemerkning, at naar man sér bort fra de ved Atlanterhavets 
nordamerikanske Kyster iagttagne Arter (Z. perspicillatus og gubernator, Cope), som rime- 
ligvis ere identiske med dem, for hvilke her er gjort rede, og med det nordlige Stille-Havs 
Art (ZL. obliquidens, Gill), hvis Forhold til Z. acutus endnu ikke er nærmere bestemt, 
samler Interessen sig mest om to indisk-pacifiske Typer. Z. electra Gr.') (med hvilken Z. 
asia Gr.?) og L. fusiformis Ow.*) vel kunne identificeres), som efter Kraniet at dømme er af 
«Hvidsidens» Type; og Z. clanculus Gr.*) (cruciger Gery.°)), rimeligvis identisk med Z. 
Fitzroyi Waterh. og af «Hvidnæsens» Type. Jeg vilde slet ikke have berørt disse mig fjærnt 
liegende Former, naar det ikke var for at henlede Opmærksomheden paa, at i et 
skandinavisk Arbejde, som Flower desverre slet ikke synes at have kjendt, nemlig A. W. 
Malms «Hvaldjur i Sveriges Museer, år 1869», have vi blandt andre priselige Bidrag til 


1) Erebus and Terror, pl. XIII. 

2) I. c. pl. XIV; «Ostéographie d. Cétacés», pl. XXXVI, fig. 6. 
3) «Trans. Zool. Soc.» VI, pl. VII. 

3) Erebus and Terror, pl. XXXV. 

5) Ostéographie pl. XXXV, fig. 3. 


390 


Qt 
(or) 


Kundskab om Ilvaldyr, saavel nordiske som exoliske, Oplysninger om en ved Kap Horn 
fanget Delfin, hvis Skelet og udstoppede Hud findes i Riksmuseet i Stockholm, og som iden- 
tificeres med Z. clanculus Gr. (formodningsvis ogsaa med Lessons Delphinus superciliosus, 
der ellers føres andet Steds hen). Idet jeg i øvrigt henviser til de i del nævnte Arbejde S. 68 
nedlagte Oplysninger om hele Dyrets og Hovedskallens Proportioner, førstnævntes Farve- 
tegning og sidsnævntes øvrige Karakterer, bemærker jeg blot, at Hvirvlernes Antal er 7 + 
13 + 22 + 29 — 71, hvilket i og for sig er nok til at godtgjøre, at LZ. clanculus er en fra 
vore nordiske Lagenorhynchus-Arter total forskjellig Art, ved hvis Karakterer Slægts-Diag- 
nosen endogsaa maa undergaa en Ændring m. H. t. Hvirveltallet. Da man om dette ellers 
slet intet har vidst m. H. t. de ikke-nordiske Former af Lagenorhynchus, er det saa meget 
vigtigere, at den eneste foreliggende Angivelse af denne Art ikke oversés. 

Jeg bemærker endelig, al jeg ikke forstaar, hvorfor Flower i sin Oversigt over 
Delfinerne (I. c. p. 511) har stillet Slægten Zagenorhynchus blandt dem, hvis Overlæbe eller 
Næb ikke er skilt fra Pandepuden ved en tydelig Fure. Det er dog tydeligt nok, at 
Slægten skal have sin Plads blandt de egentlige eller ægte Delfinider sammen med Prodel- 
plunus, Delphinus, Tursiops, Steno og Sotalia. 


Tavleforklaring. 


Tab. 1. Hun af Orca gladiator Lac., af den Form, der har været benævnet O. minor, fanget i Limfjorden i 
Septbr. 1872. 
Tab. I. Lagenorhynchus albirostris Gr., Hun, fanget i Kalleboderne ved Kjøbenhavn i Maj 1866. 


Begge disse Afbildninger ere tilvejebragte af min Forgænger i Cetacéets Bestyrelse, afdøde Professor 
Reinhardt jun. 


C1 


“I 


391 


Etudes critiques sur quelques Odontocétes des genres 
Tursiops, Orca et Lagenorhynchus. 
= Par 


M. Chr. Lütken. 


I. 


I y a une vingtaine d'années, M. le professeur Steenstrup acquit à Trieste la 
peau et le squelette d'un petit dauphin pêché dans l’Adriatique. Lors de la fusion de nos 
musées d'histoire naturelle, ces deux pièces passèrent dans la collection cétologique de 
l’université, et y furent montées, en 1865 et 1866, sous le nom de Delphinus parvimanus. 
En effet, feu M. le professeur Reinhardt, se basant sur des considérations consignées 
par lui dans le protocole du musée, était arrivé à ce résultat, que ce devait être une 
espèce nouvelle non décrite du groupe de dauphins auquel appartient le 7 tursio, qui est 
aussi connu dans le Nord; mais il ne parvint pas à publier une description de cette espèce 
dans les années suivantes, pendant lesquelles il déploya une grande activité dans d’autres 
directions, également comme auteur. De mon côté, je désirais reprendre moi-même celte 
question, en partie parce que ce nom de 2. parvimanus, inconnu dans la littérature et non 
justifié objectivement, devait attirer l'attention des visiteurs compétents, en partie parce 
que des zoologues italiens, qui l'avaient remarqué et pour lesquels la question avait un 
intérêt spécial, s'étaient adressés à moi pour avoir des éclaircissements à ce sujet. Cette 
étude me fut facilitée par le mémoire que M. le professeur Flower, directeur du musée 
d'histoire naturelle de Londres et un des premiers cétologues de notre temps, venait de 
publier sur les genres de la famille des dauphins, et qui rendait possible de limiter et de 
préciser la question avec plus de netteté qu'auparavant. Il devint bientôt évident pour 
moi que le jeune animal dont il s'agit était une espèce du genre Tursiops, et qu'il pouvait, 
sous beaucoup de rapports, être considéré comme une forme naine du Tursiops tursio 
ci-dessus nommé. Pour éclaircir complètement la question, il eût certainement été dési- 
rable de n'être pas limité à un jeune individu isolé, même représenté comme celui-ci et 
par la peau el par le squelette; mais il est toujours rassurant de pouvoir disposer, comme 
termes de comparaison, de 4 squelettes entiers et de 10 cranes appartenant à l'espèce 


Vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, naturvidensk. og mathem. Afd. IV. 6. 50 


392 


OU 
oo 


type du genre. Il est rare que des recherches de cette nature puissent s’appuyer sur des 
matériaux si nombreux, et c’est précisément pour cela qu'elles ont souvent donné des 
résullats peu satisfaisants. 

Jai d'abord reconnu que c'est en vain qu'on chercherait dans les caractères du crane 
un criterium certain de l'indépendance de l'espèce prétendue nouvelle. Le caractère le plus 
stir est peut-être la finesse et la petitesse des dents, bien que l'expérience prouve qu'on ne 
peut s'y fier d’une manière absolue. Il en était de même de presque tout le squelette; par- 
tout, chez les 7° tursio, se montrait une variation en partie dépendante, en partie indépen- 
dante de l’âge, qui dépassait ce qu'on devait raisonnablement attendre. Le nombre des ver- 
tebres, par exemple, variait de 62 à 64, et on ne pouvait non plus compter entièrement sur 
le nombre des côtes. Qu'il y ait une varialion dépendante de l’âge en ce qui concerne, par 
exemple, le degré de développement des apophyses des vertèbres, est facile à comprendre 
lorsqu'on sait que ces parties ne s’ossifient complètement que tard et, par suite, qu'elles 
doivent se présenter chez de jeunes individus sous une forme raccourcie et peu développée, 
et il y a beaucoup d’autres variations qui s'expliquent d'une manière analogue. Mais l’em- 
barras commence lorsqu'un individu âgé se comporte en un ou plusieurs points comme 
s'il était plus jeune, lorsque, en un mot, un des traits d'organisation qui accompagnent 
ordinairement un cerlain äge ou une certaine grandeur vient à faire défaut ou, en tout 
cas, à être en retard — lequel des deux, nous n'en savons rien. De telles expériences 
sont très précieuses, non seulement pour éclaircir un cas isolé, mais en général pour 
apprécier les différences ostéologiques qu'on observe entre individu et individu, ou entre 
espèce et espèce, et elles ne se produisent que lorsqu'on opère sur des matériaux assez 
nombreux. De là la nécessité de donner aux collections d'histoire naturelle une étendue 
qui ne soit pas trop limitée, et le devoir de chercher, par des comparaisons faites 
rationnellement, à obtenir des résultats généraux dont on puisse se servir dans des 
cas analogues, sur lesquels l'insuffisance des matériaux ne permet pas de porter 
directement un jugement. Je cilerai quelques exemples. La seconde des deux premières 
vertèbres cervicales, qui sont soudées chez ces animaux, présente toujours de chaque côté 
un prolongement relativement fort. ou une apophyse transverse qui, lorsqu'elle est com- 
plètement développée, est percée d'un grand trou; chez le jeune animal, elle est courte et 
sans trou, parce que la partie qui entoure ce trou est encore carlilagineuse et ne se trouve 
plus dans le squelette, qu'on à fait macérer. Mais que faut-il croire quand on constate 
que cette partie manque néanmoins dans un squelette qui, par sa grandeur et d’autres 
particularités, révèle qu'il est plus âgé qu'un autre qui la possède; ou, ce qui revient au 
même, que cette formation se montre dans tout son développement dans un squelette qui, 
sous d’autres rapports, semble être plus jeune qu'un autre qui ne l’a pas? — Le premier 
morceau du sternum, le manubrium sterni, est chez le jeune 7. tursio, comme chez beau- 
coup d’autres dauphins, muni de chaque côté d'une apophyse; chez les individus âgés, 
celle apophyse est par l'ossification d'un ligament cartilagineux ou tendineux soudée en 
bas avec le corps du manubrium, qui se montre alors percé de chaque côté d'un trou rond 
(voir les Fig. p. 351). Mais combien n’est-on pas surpris en trouvant chez un individu 
encore plus àgé ce trou ouvert et transformé en une entaille et l’apophyse libre, bien 
qu'on düt s'attendre à trouver tout le contraire! 


59 | 393 


Chez le jeune 7° tursio, les 5 premières côtes sont les seules qui soient double- 
ment articulées avec les vertèbres thoraciques, par un tubercule avec l’apophyse transverse 
et par la tête avec le corps des vertèbres; toutes les autres n’ont que la première de ces - 
articulations, par la simple raison qu'elles n'ont ni col ni tête. Je constate maintenant 
chez un T. tursio assez grand que la 6° côte a aussi cette double articulation, et si, chez 
un 7. tursio de grandeur moyenne, j'ai déjà observé une phase intermédiaire, c'est-à-dire 
un col en train de se former, mais sans tête et trop court pour pouvoir atteindre le corps 
de vertèbre correspondant, je constate avec satisfaction que tout est dans l'ordre, car 
l'énigme se résout tout simplement en une ossificalion successive et assez lente du liga- 
ment tendineux qui, sur la 6° côte, se substitue au col. Mais d'autant plus grande est 
ma surprise lorsque, dans un squelette encore plus grand, je ne trouve néanmoins que 
5 paires de côtes complètement développées, sans trace de tête ni de col sur la 6° paire. — 
Rendu méfiant à l'égard de tous ces caractères qui, au premier abord, paraissent avoir 
tant d'importance, ‘et ayant perdu presque tout espoir d'en découvrir un qui püt me servir 
pour la petite forme dont je cherchais à établir la droit de constituer une espèce, je pro- 
cède en dernier lieu à la comparaison des membres, préparé à l'avance à n'en recueillir 
encore qu'un résultat négatif, comme je sais très bien que le nombre des phalanges 
des doigts est assez variable chez ces animaux, et cela pour une raison tout à fait ana- 
logue, l'ossification des phalanges extrêmes ne se faisant que tard et élant par suite 
irrégulière. Mais tandis que le nombre des articles, chez le T. tursio, est à peu 
près comme il suit: 1—2, 7—9, 6—7, 2—3, 1—2, en sorte que le 2° doigt est toujours 
le plus long et celui qui a le plus d'articles, je trouve ici que ce nombre, chez le 
T. parvimanus, est 2, 6, 8, 3, 1, ou, en d’autres termes, que c'est le 3° doigt qui est le 
plus long et le plus riche en articles (comp. les Fig. p. 352 et 353), et aussilôt 
il est hors de doute que celte forme est une espèce distincte du 7. tursiol (on trouvera 
la diagnose latine p. 354). 

Quant à savoir si elle peut être identifiée avec les autres espèces peu con- 
nues et douteuses du genre Tursiops (p. ex. le 7. catalania), c'est une question secon- 
daire, qui d'ailleurs ne saurait être résolue avant qu'on possède des squelettes authentiques 
de ces espèces nominales dont on ne connait que les cranes, ce qui, nous l'avons vu, 
n'est pas suffisant. Le cas que nous venons de traiter nous a en effet fait acquérir l’ex- 
périence qu'une espèce de dauphin peut parfaitement être justifiée comme telle, bien qu'on 
ne puisse signaler dans le crane aucun caractère distinctif. 


IX. 


Comme on sait, Eschricht, dans son mémoire inachevé sur les Æpaulards ou 

Célacés carnassiers, est arrivé à ce résullat que, dans les mers du Nord, il ny avait 

pas moins de 3 espèces distincles du genre Orca. La mort l'empêcha de se prononcer 
50* 


394 60 


sur les noms qu'elles devaient porter. L'une d'elles, celle qui évidemment a les meilleurs 
droits pour être reconnue comme une espèce distincte de l'espèce type, O. gladiator (Lac.), 
à savoir le «Bovhvidehval» des habitants des Færoé, a reçu plus tard de M. Steenstrup 
le nom d'Æschrichtii. Depuis lors, la question en est restée au même point. Quant à la 
3° espèce, Reinhardt, qui l'acceptait aussi, la rangea dans le musée sous le nom de 
O. minor, nom que feu M. Malm a fait passer dans la littérature. Si l'on examine de 
plus pres les différences constatées entre l'O. minor et l'O. gladiator, qui tous deux ont la 


même coloralion assez caractéristique, ces différences — abstraction faite de la supposition 
que la nageoire dorsale devrait en tout cas être plus haute chez le vieil O. gladiator måle, 
et moliver par là les noms norvégiens de Staurvagn et de Staurhynning — se réduisent 


à ceci, que l'O. gladiator a 54 vertèbres et 12 paires de côtes, tandis que l'O. minor n'en 
a respectivement que 52 et 11. C'est bien peu de chose, et on ne doit done pas s'étonner 
que cette distinction n'ait pas été généralement adoptée dans la cétologie. Il faut du reste 
reconnailre qu'il n'y a presque pas deux auteurs qui soient d'accord dans leur manière de 
considérer les prétendues espèces de ce genre, de sorte qu'en prenant pour guide les 
conceptions des cétologues et la facon dont ils disposent des différentes formes, on se 
perd dans une confusion inextricable. lei cependant j'ai pu apporter à la discussion 
quelques matériaux nouveaux qui m'ont conduit à une opinion arrêtée sur l'espèce dite 
O. minor. En septembre 1872, on captura dans le Limfjord une famille de 3 épaulards, dont 
les squelettes furent acquis par le musée, et on eut l’occasion de faire de la femelle adulte 
un très bon dessin, qui est reproduit Pl. I. Le squelette du måle, qui était un pen plus 
petit que celui de la femelle, a été cédé par mon prédécesseur au musée de Berlin, mais 
les deux autres, ceux de la femelle et d’un jeune individu, nous sont restés et ont, depuis 
quelque temps, pris place dans notre cetaceum. Reinhardt les avait rapportés à l'O. minor, 
mais sans motiver autrement cette détermination. Comme ils ont tous les deux 53 ver- 
tebres et 12 paires de côtes, il semble déjà en résulter qu'il n'y a aucune limite réelle 
entre cette forme et l'O. gladiator. Naturellement, je ne m'en suis pas lenu là, mais ai 
attentivement examiné et comparé nos 5 squelettes d’Orca gladiator (minor), d'âge et 
de sexe différents, ainsi qu'un certain nombre de cranes, de membres isolés ele sans 
pouvoir nulle part trouver un point d'appui pour les différences spécifiques maintenues 
par mes prédécesseurs 1). Je dois, à cet égard, me ranger du côté des zoologues du Nord, 
qui, par l'étude de leurs propres matériaux, sont arrivés aux mêmes résultats. Je trouve 
dans tous les caractères, comme chez les Zursiops, des variations individuelles et provenant 
de l’âge, mais pas davantage. J'ai porté spécialement mon attention sur les cranes, aux- 
quels on a l'habitude de s'en tenir en premiere ligne, et me suis convaincu quils ne 
présentent aucune différence de quelque importance”). — Mais par là on n'est arrivé qu'à 
faire avancer d'un très petit pas la question de savoir combien, en somme, le genre Orca 
renferme d'espèces, et quelles sont ces espèces. En ce qui concerne le Nord, je n’en 


1) Les figures, p. 359 et 360, éclaircissent quelques-unes des variations que présentent les caractères 
des vertèbres cervicales. 
*) Les 3 cranes représentés p. 372 sont reproduits d'après des photographies. 


61 39 


or 


puis reconnaître que deux, et l'une d'elles, celle qui porte le nom d’/schrichtii, a encore 
besoin d'être étudiée sur de nouveaux matériaux "). 

Relativement aux détails de cette étude qui ne se laissent pas résumer, je dois, 
pour ce chapitre comme pour le précédent, me référer au texte danois. 


IL. 


Bien que les deux espèces nordiques du genre Zagenorhynchus soient bien connues 
en ce qui concerne leurs caractères ostéologiques, j'ai cru qu'il pourrait être utile de 
soumettre à une nouvelle comparaison les matériaux assez considérables dont je dispose, 
parce que ces matériaux, selon toute apparence, forment une collection plus nombreuse 
qu'il n'en existe ailleurs, et parce que, en général, on n'a pas souvent l’occasion de 


faire de pareilles comparaisons entre deux espèces bien distinctes du même genre des 


Cétacés à dents. Il est done permis de croire que les résultats ainsi acquis pourront 
avoir un intérêt plus général en aidant à résoudre des questions analogues la où 


les matériaux mis en œuvre ne sont pas aussi complets. 
donnés la comparaison de 4 squelettes et de 
il s'agit sont exposés dans l'aperçu suivant. 


Les principaux résultats qu'a 
plusieurs cranes de chacune des espèces dont 


L. albirostris Gr. 

La longueur du crane, chez l'animal 
adulte, est à celle de tout le squelette comme 
2:11, et est égale à la longueur de 16 ver- 
tèbres. Le museau est plus court que le 
crane proprement dit, et sa largeur à la base 
est environ les °/s de sa longueur. La partie 
supérieure des devant les 
narines (le triangle») est renflée, et la partie 
des maxillaires qui l'accompagne est creusée 
en forme de gouttière. Les dents sont au 
nombre de 26 environ dans la moitié de chaque 
mächoire, et il n'y en a jamais plus de 30; 
elles mesurent jusqu'à 19" de longueur el 
7™™ de diamètre à la base; on en compte 
4 env. sur un pouce. 


intermaxillaires 


L. acutus Gr. 


La longueur du cräne est un peu plus 
grande que les 7/11 ou le !/6 de tout le squelette 
et correspond a 14 vertèbres. Le museau 
est en general plus long que le crane pro- 
prement dit, et sa largeur à la base est égale 
à la moitié environ de sa longueur. La 
partie supérieure des intermaxillaires (le «tri- 
angle») est plate et un peu creusée, et les 
parties contiguës des maxillaires ne sont pas 
creusées. Les dents sont au nombre de 35 
environ, pas au-delà de 40; elles ont une 
longueur de 10" env. et un diamètre à la 
base de 3™™ env., et il y en a 5 env. sur 
un pouce. 


1) Les vertèbres cervicales représentées p. 364 et les cranes reproduits p.372 d'après des photographies 


appartiennent à cette espèce ou variété 


Le croquis p. 372 montre la forme élevée de la nageoire 


dorsale chez le mäle et la coloration caractéristique de l'espèce, en particulier le prolongement en 
forme de coin, derrière les membres antérieurs, de la couleur blanche du ventre. 


(L. albirostris Gr.) 

Vertebres: 88—92 = 7 + 15—16 + 23 
—24 + 43—45. La dernière neurapophyse 
et la derniere parapophyse se trouvent re- 
spectivement sur l’une des 76—79° et 69 — 
72° vertèbres, et le premier canal vasculaire 
perforant, sur l’une des 67--69° vertèbres. 
Les 2 premières vertèbres cervicales sont seules 
soudées entre elles par les corps; chez les 
individus âgés, leur apophyse épineuse rela- 
livement courte et large se soude également 
avec les 2 suivantes; leur apophyse trans- 
verse est arrondie et massive, et l’apophyse 
transverse supérieure de la septième vertebre 
cervicale n'est pas plus courte que celle de 
la première vertèbre thoracique. Le proster- 
num est plat avec une profonde entaille à 
partir du bord antérieur (il peut aussi être 
perforé}. Les 6—7 premières paires de 
cöles sont pourvues d'un col et d'une tête. 
L’omoplate est relativement large, sa hauteur 
est à sa largeur comme 2:3. Tout le sque- 
lette est extrêmement robuste chez les indi- 
vidus âgés, les intervalles entre les neura- 
pophyses sont insignifiants, et à la rigueur 
il n'y a aucune partie de l'épine dorsale où 
les métapophyses manquent complètement. 
Les plus longues neurapophyses correspon- 
dent à 61/2 vertèbres, les plus longues para- 
pophyses, à 5, et les neurapophyses des 
vertèbres caudales sont plus verticales. 

Les larges membres antérieurs, chez les 
individus adultes, n’ont pas tout à fait le 1/6 
de la longueur lotale du squelette. Le nombre 
des articles des doigts et de 1.9(10).7. 
4.3; le pouce ne se compose donc que du 
métacarpe. 

Quant à l'animal lui-même, il est bien 
caractérisé par la couleur blanche de la 
lèvre supérieure, par la grandeur et la lar- 
geur antérieurs et la faible 
indication ou le manque total de la bande 
ou des taches blanchätres. 


8, 
a 


des membres 


62 


(L. acutus Gr.) 


Vertebres: 78—82 — 7+ 14—15 +18 
— 22 + 38—41. La dernière neurapophyse 


et la dernière parapophyse se trouvent respec- 
tivement sur l’une des 67—70° et 63—65° 
vertèbres, et le premier canal vasculaire sur 
lune des 55—61° vertèbres. Les 4 pre- 
mières verlèbres cervicales, chez les individus 
adultes, sont soudées entre elles à la fois par 
les corps et les ares, leur apophyse épineuse est 
haute et déliée, l'apophyse transverse des deux 
premieres est plate, et l’apophyse transverse 
superieure de la septieme, peu developpee. 
Le prosternum est perforé mais sans entaille, 
fortement convexe ou comme brise, et la 
partie antérieure en est creusée en travers. 
Les 5—6 (7) premières paires de côtes sont 
pourvues d'un col et dune tête. L’omoplate 
est moins large, sa hauteur est à sa largeur 
comme 2:2,5. La squelette a un caractère 
moins robuste, les intervalles entre les apo- 
physes des vertèbres sont plus grands, il y 
a 11—16 vertèbres sans métapophyses dis- 
tinctes, les plus longues neurapophyses cor- 
respondent à 41/2 vertèbres et les plus longues 
parapophyses à 31/2. Les neurapophyses 
des vertèbres caudales sont dirigées plus 
obliquement en avant. 


La longueur des membres antérieurs 
étroits et effilés est à peine le Yr de celle 
de tout le squelette. Le nombre des arti- 
cles des doigts est de 2(3).10(9).6(7). 
3(1).1, et le pouce a par conséquent I (2) 
veritable phalange. 

Les membres antérieurs plus petits el 
plus effilés, la lèvre supérieure de couleur 
sombre, et la bande latérale claire, qui est 
distincte et nettement limitée caractérisent 
bien cette espèce. 


63 397 


Je n'apporte aucune contribution à la connaissance des espèces exotiques du même 
genre, qui en somme semblent pouvoir être rapportées aux deux lypes précédents, mais 
dont les rapports avec les espèces du Nord n'ont pas encore été soumis à un examen 
critique, ni élé bien déterminés; mais je ne manquerai pas cependant de faire remarquer 
que feu M. le professeur Malm, dans un travail qui malheureusement a échappé à l'at- 
tention de M. le professeur Flower, a rendu compte d'un Z. clanculus pêché au cap Horn 
et dont le squelette ne renferme que 71 vertèbres. C'est donc sans nul doute une espèce 
distincte du Z. albirostris, et la diagnose du genre, quant au nombre des vertèbres, devra 
être modifiée en conséquence. — Il ne sera pas non plus superflu de faire observer que le 
genre Lagenorhynchus doit être rangé dans la division des Cétacés à dents — les vrais 
dauphins — à laquelle appartiennent les genres Delphinus, Prodelphinus, Steno, Tursiops et 
Sotalia, et qui se distingue par ce caractère que le bec est nellement séparé de la bosse 
frontale. 


Explication des Planches. 


Pl. I Femelle de l'Orca gladiator Lac, de la forme qui a été appelée minor, péchée dans le Lim- 
fjord en septembre 1872. i 

Pl, II. Lagenorhynchus albirostris Gr. Femelle péchée dans les »Kalleboder», près Copenhague, en 
mai 1866. É 

Ces deux dessins ont été faits par les soins de feu M. le professeur Reinhardt jun., mon prédé- 
cesseur dans l'administration du Cetaceum. 


To - i (ety ill) ea allele os alle APA, Sire Fm 


+ ON a kt Hut EEE UT TONI TL LE i taire MEI) y ail 

} ie ate uMil ait tu Dun ayy al, > le ok A LT 

å i ig Me PT indie ls TR STE PAL ii ON ar BLÆS LUE Kuba i 
aan Pee PT Le tee up et ee San 


i ” i 4 
i fps mimic DIA TR ANDRE Near tLe OY 
nv i 


ua Ho ie tt h RUN Ctl RS COL OT iP) NT 


a tA rakte ane ii hou Heuer ls AE id i f 


| i 
Mr OPEN CELL tL Shepley cor: hab three een té AUOT ENTER | > Adi 


ål NT AE CE ' Br cei ler rn Thy yaar eh dy Vita Mord | 


MØRK AT ei “alee Very Ptr wy ve! (obo edar Wie ae 
een bh) Whe Laden) be io ole eal LUCE Lan Oe int Arret Oy lø 


rk Le A SVÆR Ar. AN OUPS Bean } tert 
“ HE, a ss En 7 WE 
my ‘ À > sad sd = 
4 Nå; $ A ' il N At | arf 
ay ed an i ee gic i w = i Lu i | fa 
= à Fini le 
a J Er OUR . ? en x SPP Pr PM ROM 
vr i PAR 2 4 ara ett hr VW TR A "AS RE Teen PEER EE a 
R i ME E AN; 
Sr nai y F ; AR Er A n | i TØR 
i à i eave à dl: An. à ape Qu RE sacl AL 1047) 2 AT ar dr Aa CRE n 
Re Ur eu ER Pr ea, AM NT AL LT RARES 
DR ‘ 5 i 


R.D.Vid.Selsk. Skr. 6 Række ma. Afd.IV 6 Lütken: Kritiske Stadier over Tandhvaler. ; ur 
abt. 


Orca gladiator Lac. fem. (,0.minor Rhdt:) 


ae e/ 


K.D. Vid.Selsk.Skr 6 Række man. Afa.IV.6.Lütken.Kritiske Studier over Tandhouler. Tab.IT. 


ET EEE LEE En 


Lagenorhynehus albirostris Gray. fem. 


Studier 1 Platosoforbindelserne, 


Emil Koefoed. 


Vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, naturvidenskabelig og mathematisk Afd. 


m 
<4 


Kjøbenhavn. 
Bianco Lunos kel. Hof-Bogtrykkeri. 


1888. 


u 
1 
u 
LE] 
A 
Le 
7 
SÅ 
‚DE 
I 
oh 


fete inter i ‘wil 


LT PU aw Te. 


we 


halen kind 


I. Uorganiske Platosoforbindelser. 


Etterat Magnus i Berlin i sin Tid havde undersøgt Platinchlorurets Forhold overfor ” 
Ammoniak og derved erholdt det grønne Salt, der bærer dets Opdagers Navn, gik der en 
halv Snes Aar inden Chemikerne yderligere beskæftigede sig med dette Æmne. Paa 
Liebigs Opfordring begyndte imidlertid flere Chemikere at studere Magnussaltet nøjere, 
og vi se saaledes Gros i Aaret 1838 fremkomme med en Afhandling!) om dette Salts 
Forhold overfor Salpetersyre, hvorved han erholdt en Udskilning af Platin under Dannelse 
af Nitratet af Chloroplatindiammin eller Gros” Base. 

Da nu Reiset?”) i 1840 ved at opløse Magnussaltet i Ammoniakvand fik et Salt 
— Chloridet af Reisel’s første Base — hvis Sammensætning han angav til PtCl?, NH? 3), 
antog han, at dette maatte være det frie Radikal til Gros’ Base, idet det ved Behandling 
med Salpetersyre omdannedes til Nitratet og ved Tiliedning af Chlor til sin Opløsning til 
Chloridet af Gros’ Base. Forøvrigt beskriver Reiset, der altsaa er den første, der frem- 
stiller et nyt Salt ved at opløse Magnussaltet i Ammoniak, ikke den nye Forbindelses Ud- 
seende nærmere og angiver navnlig intet om Farven deraf. 

En af de mærkeligste af de Afhandlinger, der fremkom ved denne Tid er dog 
sikkert Peyrone's"). Peyrone undersøger Chloridet, Sulfatet, Nitratet og Hydratet af 
Platodiammin (Reiset's første Base) fremstillet efter Reiset ved Kogning af Magnussaltel 
med Ammoniak og Chloridet, Sulfatet og Nitratet af samme Base fremstillet ved Opløsning 
( NH? NH? Cl 
lc 
finder, at Sammensetningen af de corresponderende Salte er ganske den samme, men at 


af Platosemidiamminchlorid — Peyrones Chlorid — Pt — i Ammoniak. Han 


') Liebigs Annaler 27, 241 og Ann. de chim. et de phys. [2] 69, 219. 
*( Comptes rendus 10, 870. 
3) Formlen for dette Salt — Platodiamminchlorid — skrives nu 
| NENH Cl! 
PC) NANH3CI 
1) Liebigs Annaler 51, 1. 
N” 


394 4 


alle Saltene, fremstillede med Magnussaltet som Udgangspunkt ere gule, medens de ere 
farveløse, naar man gaar ud fra Peyrones Chlorid. Det normale Sulfat (fremstillet ved Ind- 
virkning af fri Svovlsyre paa Chloridet) krystalliserer saaledes i begge Tilfælde i kvadratiske 
Octaedre. Mellem Chloriderne og de salpetersure Salte (der faas ved direkte Indvirkning 
af Salpetersyre paa Chloriderne) er der ligeledes ingen anden Forskjel end Farven. 

Da det ikke er undgaaet Peyrones Skarpsind, at Magnussaltet, der dannes ved 
Fældning af en Opløsning af Platinchlorure med Ammoniak er opstaaet ved Omsætning af 
Platodiamminchlorid med Platinchlorure, efter at dette Platodiamminchlorid først er dannet 
ved Indvirkning af Ammoniak paa Platosemidiamminchlorid, antager han det hvide Plato- 
diamminchlorid for sammensat simpelthen PEN? HC! og Magnussaltet som en Følge deraf 
PiN? HCl —+ PtCl, medens det gule, med det egentlige Platodiamminchlorid isomere, gives 
Formlen PtN?H®Cl, PtCl4-2NH*, som en Folge af dets Dannelse af Magnus’ grønne 
Salt ved Oplosning i Ammoniak. 

Disse af Peyrone paapegede Isomerier mellem Salte af Platodiamminchlorid af 
forskjellig Oprindelse synes imidlertid kun at være bleven lidt paaagtede. Derimod var 
Forskjellen mellem Peyrones nyopdagede gule Chlorid og Magnus’ grønne Salt alt for 
øjensynlig til, at denne Isomeri kunde lades uænset. 

Samme Aar — 1844 — var den tredie Forbindelse af Sammensætningen Pi N AB)? CP 
opdaget af Reiset, der iagttog"), at de fleste Salle af Platodiammin ved Ophedning kan 
overgaa til de tilsvarende Salte af Platosammin — Reisels anden Base. Disse tre”) 
isomere Cblorider ere altsaa: 

SA NENE: Cl 2 e L A ! 
Magnus’ Salt: Pt sie iC? = Platodiamminchlorid-Platinchlorure. 


\ NHSNHSCI 


Peyrones Chlorid: Ft) Cl — Platosemidiamminchlorid. 
: 4 : € | EVE Cl ; i : 
Chloridet af Reiset’s anden Base — PU NHBC = Platosamminchlorid. 


Platosamminchlorid kan som bekjendt, hvad Peyrone®) først har gjort opmærksom 
paa, fremstilles af Platodiamminchlorid ved Kogning med stærk Saltsyre. Da jeg imidlertid 


uden at kjende Peyrones nævnte Hovedafhandling — hvis Bemærkninger angaaende Til- 


') Comptes rendus 18, 1100. 
*) Hertil kommer det, ligeledes af Peyrone men lidt senere, opdagede Platomonodiamminchlorid-Platin- 
f NPC ee Re 
chlorure: 2 Pt} NUS NHBC, Picl?, til hvis Indvinding i større Mængde man dog næppe bar nogen 
Methode. Se herom nedenfor, 
2) Liebigs Annaler 51, 15. 


5 395 


stedeværelsen af to isomere Platodiamminchlorider kun synes lidt paaagtede — efter denne 
Methode vilde fremstille Platosamminchlorid af et Platodiamminchlorid, der var erholdt ved 
Opløsning af Magnus” Salt i Ammoniakvand, fik jeg i Stedet for det lyse, svovlgule, meget 
tungoploselige Platosamminchlorid et betydeligt mørkere, nærmest læderbrunt Salt, der vel 
var temmelig tungopløseligt i Vand, men dog betydeligt lettere end hint, og som tillige 
havde en tydeligt iagttagelig Tilbojelighed til at danne overmæltede Oplosninger. 
Sammensætningen (se Analyserne I og 2) svarede til Formlen Pr(NEER CE, idet 


Undersøgelsen af 2 forskjellige Præparater, hvoraf I var lufttørret, Il tørret ved 100° gav: 


Fundet. Beregnet 
EE Oe 
1; Il for Pt(NHP CE 
Pt 64,47 64,92 64,97 
CP 23,43 23,46 23,65 


Den Fremgangsmaade, jeg i begge Tilfælde anvendte til Præparatets Fremstilling 
var den, at jeg opløste Magnussaltet i stærkt Ammoniakvand ved Kogning i en Kolbe, der 
var dækket af et Uhrglas, og som ved et tungt Stativ holdtes meget fast trykket ned mod 
det Sandbad, hvorpaa den var anbragt. Tlerved hindredes al væsenligere Stødning og i 
Løbet af nogle Timer var alt Magnussalt opløst. Jeg fik herved i alle Tilfælde en gul Op- 
løsning, som ved Filtrering maalte skilles fra nogle mørkebrune, amorfe Fnug, som altid 
dannede sig ved denne Proces, og som ikke kan hidrøre fra nogen Urenhed i Magnussaltet. 
Den filtrerede Opløsning inddampedes til Tørhed i en Skaal paa Vandbad, og den terre, 
gule, noget perlemoderglinsende Saltrest, der opstod herved, inddampedes to Gange med 
Saltsyre af Vægtfylde 1,19. Den herved erholdte brune Remanens omkrystalliseredes af 
kogende Vand og udvaskedes. Man kan ogsaa faa det samme brune Salt ved at koge den 
ved Inddampning koncentrerede Opløsning af Magnussaltet i Ammoniak med Saltsyre, der 
i saa Fald bedst anvendes noget mere fortyndet; tillige maa man i saa Fald passe ikke at 
lade sig forlede af Haabet om et større Udbytte til at koge for længe med Saltsyren, da 
Bundfaldet derved hurtigt vil blive lysere gult og nu væsenligst bestaar af sædvanligt Platos- 
amminchlorid. 

Imidlertid er Udbyttet aldrig — blot tilnærmelsesvis — kvantitativt, At der altid 
bliver en betydelig Mængde Platodiamminehlorid uforandret, viser sig derved, at den vandige 
Opløsning først giver et stærkt Bundfald af Magnussalt ved Tilsætning af Kaliumplatin- 
chlorure og ved yderligere Tilsætning heraf ret anselige Mængder af Platomonodiammin- 
chlorid-Platinchlorure !) (2 Pt Ein ta E ICE) oz endvidere derved, at det ved 

i i SIMMERING ENGL en LE 


1) Jeg anser det for ikke usandsynligt, at man ved denne Operation — Aldampning af det ved Magnus- 
saltets Opløsning i Ammoniakvand erholdte gule Salt med stærk Saltsyre paa Vandbad — vil have 


en fordelagtigere Methode til Vinding af Platomonodiamminforbindelser end den sædvanlige, at vinde 


396 6 


Tilsetning af Jodkalium giver et rigeligt sort Bundfald af Chloroplatinamminjodid 

on. VA NIS 
(COR) Nee 
chloridet med Saltsyre ikke undgaar, at noget af det dannede Platosamminchlorid ved Ind- 


JE hvilket viser, at man ved den nævnte Behandling af Platodiammin- 


virkning af Luftens Ilt og Sallsyren overgaar til Platinamminchlorid. 

Koges dette med Platosamminchlorid isomere brune Salt i længere Tid med Vand, 
overgaar det til sædvanligt Platosamminchlorid;, jo længere Saltet har henstaaet, des hur- 
tigere synes del at omdannes ved Kogningen. Indeholder Vandet, hvormed det koges, 
Saltsyre, sker Omdannelsen kjendeligt langsommere. Ved Chloringsmidler som Kongevand 
eller manganoversurt Kali og Saltsyre synes det at give sædvanligt Platinamminchlorid 
(NH Cl 
Naser © 

Forskjellen mellem dette brune Salt og det sædvanlige Platosamminchlorid — saaledes 


CRE: g altsaa at forholde sig ganske som sædvanligt Platosamminchlorid. 


som det f. Ex. kan faas ved først at opløse Platosemidiammiuchlorid i Ammoniak og derpaa 
køge det herved dannede farvelose Platodiamminchlorid med stærk Saltsyre — er aldeles 
kjendelig i det ydre; Farven tillader ikke nogen Forvexling dermed; men den Lethed, hvormed 
det brune Salt ved allehaande Reactioner overgaar til Platosamminchlorid er i høj Grad til 
Hinder for at finde characteristiske Reactioner, hvorved det besleint kan skjelnes herfra. 
Da intet af Saltene 


paa Grund af Krystallernes Lidenhed — frembyder ejen- 
dommelige Former under Mikroskopet, sogte jeg særlig at finde characteristiske Forskjellig- 
heder mellem disse to isomere Forbindelser blandt de svovlsyrlige Dobbeltsalte, hvoraf 
Platosamminchloridets, som særlig Peyrone! og Cleve?) har lært os at kjende, som 
oftest ere tungoploselige og meget characteristiske. Til ikke alt for concentrerede Oplos- 
ninger af svovisyrlig Ammoniak blev paa Vandbad sat henholdsvis Platosamminchlorid og 
det dermed isomere brune Salt i Overskud. Det forste oploste sig til en farveles, det 
sidste til en gullig Vædske, og af disse udkrystalliserede ved Afkjoling Dobbeltsaltene, som 
udvaskedes. Selve disse svovisyrlige Ammoniak-Dobbeltsalte viste sig nogel forskjellige 
under Mikroskopet. Platosamminsaltet bestod af farvelose rhombiske Krystaller, som oftest 
i Aggregater, del andet af smaa, svagt gullige Naale. Dog var dette iblandet ikke ubetyde- 
lige Mængder af det første, sikkert et Tegn paa, at Saltene af den nye Base ogsaa i dette 


Tilfælde overgaar til Platosamminsalte. En saadan Omdannelse syntes endnu hurtigere at 


Chloridets Dobbeltsalt med Platinchlorure ved først at fælde en Opløsning af Kaliumplatinchlorure 
med Ammoniak i Kulden, og derpaa%til det farvelose Filtrat fra udfældet Platosemidiammineblorid 
med Magnussalt efter Overmatning med Saltsyre paa ny at sætte Kaliumplatinchlorure for endelig 
at vinde et sparsomt Udbytte af Platomonodiamminchlorid-Platinchlorure af det ved denne Tilsætning 
foranledigede Bundfald heraf i Blanding med Magnussalt. 

1) Liebigs Annaler 61, 180. 

2) Kgl. Sv. Vet. Akad. Handl. 10 Nr. 9, 


I 
w 
© 
“I 


finde Sted, naar man fældede Ammoniakdobbeltsaltenes Oplosninger med andre Metalsalte. 
Der syntes saaledes at vere en Del Forskjel mellem de Bundfald, som fremkom ved Til- 
sætning af en Chlorzinkoplosning, idet det svovlsyrlige Platosammin-Zinkilte syntes be- 
tydelig tungere opløseligt end det tilsvarende Salt af den nye Base, omvendt syntes det 
Bundfald, der fremkom ved Tilsætning af Manganforchlor til det svovlsyrlige Platosammin- 
Ammoniak, al vere noget lettere opløseligt end det dertil svarende Salt af den nye Base; 
men dels var disse Forskjelligheder ikke meget udprægede, dels forsvandt de ved Henstaud, 
idet Dobbeltsaltene af den nye Base syntes at overgaa til de tilsvarende Platosamminsalte, 
og endelig var der mange af disse Dobbeltsalte, hvor der strax fra Begyndelsen af ikke 
var nogensomhelst Forskjel at iagttage mellem de Bundfald, der erholdtes af en Oplosning 
af svovlsyrligt Platosammin-Ammoniak og af det svovisyrlige Ammoniakdobbeltsalt af den 
nye Base. Saaledes gik det f. Ex. med de Bundfald, der fremkaldtes ved Uran-, Nikkel- 
og Kobbertveilteoplosninger. 2 

Derimod er det lykkedes mig i Jodidet at finde en Forbindelse, hvorved min nye 
Base adskiller sig skarpt fra Platosamminet. Behandles nemlig Platosamminchlorid i Kulden 
eller Varmen med en Jodkaliumoplosning, omdannes det til det endnu tungere opløselige, 
stærkt gule Jodid. Opvarmes Chloridet af den nye Base derimod paa Vandbad med en 
Jodkaliumoplesning, antager det hurtigt en chokoladebrun Farve, og efter nogle Timers Be- 
handling er Omdannelsen fuldendt. I dette brune Jodid har jeg tillige fundet den con- 
stanteste Forbindelse af den nye Base. Dog overgaar ogsaa dette ved længere Tids Kog- 
ning med Vand til det isomere Platosamminjodid, hvorved Farven altsaa bliver gul. 

Platinet lader sig i disse Forbindelser let bestemme ved Smeltning af Stoffet med 
kulsurt Natron i en Platindigel (en Ophedning uden Tilsætning af kulsurt Natron medforer 
altid Tab af Platin, der i Pulverform bortrives med Joddampe og Ammoniak); men derimod 
lader Jodet sig ikke bestemme ved samme simple Operation. 

For at bestemme Jodmængden i disse Forbindelser, har jeg efter Topsoe's') An- 
visning opvarmet Stoffet paa Vandbad med en Opløsning af surt svovlsyrligt Natron og 
Svovisyrlingvand, indtil Opløsningen blev farveløs, tilsat Salpetersyre og fældet med salpeter- 
surt Sølvilte. 

Paa denne Maade har Topsøe analyseret Forbindelser af Platin og Jod, idet Til- 
sætningen af en passende Mængde Salpetersyre gjorde, at salpetersurt Sølvilte fældede rent 
Jodsølv; men her, hvor Forbindelsen tillige indeholder Ammoniak, indeholder Bundfaldet 
Platinforbindelser foruden Jodsølv, hvorfor jeg har samlet det paa et vejet Filter. Efter Tørring 
skiltes Bundfaldet nogenlunde fuldstændigt fra Filtret (som derpaa vejedes), glødedes svagt 
i en Porcellainsdigel og henstilledes efter Afkjoling til næste Dag med et Par Stykker Zink 


1) Zeitschr. f. anal. Chem. 9, 30. 


og lidt Eddikesyre. I Filtratet fra det udskilte Sølv bestemtes Jodet dernæst paa sæd- 
vanlig Vis. 

To Portioner af det brungule med Platosamminchlorid isomere Salt blev nu efter 
kortvarig Opvarmning med en Jodkaliumoplosning paa Vandbad henstillet ved sædvanlig 
Temperatur i to Dage. Begge Portioner, der herved havde antaget en ensartet chokolade- 
brun Farve blev nu frafillrerede og udvaskede; men medens den ene blev tørret ved lav 
Varme, blev den anden omkrystalliseret af kogende Vand, hvorved den overgik til det gule 
Platosamminjodid, som blev frafiltreret og tørret ved samme lave Varmegrad som det første 
Præparat. 


Undersøgelsen af det brune Jodid gav (Anal. 3 og 4): 


Beregnet 
Fundet. R 
for Pt(NH3)2J®. 
Pt 40,48 40,36 
Df BGS 52,57 
medens det deraf ved Omkrystallisation erholdte gule Jodid gav (Anal. 5 og 6): 
Fundet. Beregnet. 
Pt 40,94 40,36 
2J 53,16 52,57 


Er det saaledes godigjort, at der er en Forskjel paa Platosamminchlorid, eftersom 
det er fremstillet af Platodiamminchlorid, der er dannet ved at opløse Platosemidiammin- 
chlorid eller Magnus's Salt i Ammoniakvand, saa er det dermed tillige godtgjort, at der 
maa være Forskjel paa disse Platodiamminchlorider af forskjellig Herkomst, saaledes som vi 
har set, at allerede Peyrone har antaget. 

Koges Magnussalt med Ammoniak, opløses det altsaa, som ovenfor omtalt, paa 
nogle faa brune Fnug nær, til en gullig Vædske. 


En saadan Opløsning filtrerede jeg og concentrerede den dernæst paa Vandbad, 


hvorved den blev svagt uklar. Da jeg atter filtrerede og inddampede — fremdeles paa 
Vandbad — fik jeg en tør omtrent citrongul Saltmasse. Det viste sig dog, at Sallet ved 


denne Behandling fraspaltede Ammoniak allerede ved Inddampning, saa at jeg ikke 
kunde faa nogen klar Opløsning i Vand. Det hele blev derfor opløst i Ammoniakvand til 
en stærk Opløsning, som filtreredes og stilledes i en lille Skaal over Svovlsyre i en 
Exsiccator, hvori Luften dernæst forlyndedes stærkt ved Vandsugepumpen. Det hele hen- 
stilledes ved ganske svag Varme i 24 Timer, efter hvilken 'Pid der havde udskilt sig talrige 
ravenle Krystaller med et gronligt Skær. Disse Krystaller indeholde, som det vil frem- 
gaa af nedenstaaende, Krystalvand, som dog er mindre stærkt bundet end i sædvanligt 


Platodiamminchlorid, idet de tabe meget kjendeligt i Vægt og forvittre synligt ved nogle 


Ne) 


399 


Timers Henstand over Svovlsyre, og det saaledes table Vand optages ikke fuidstændigt igjen ved 
Henliggen i Luften. Saltet er meget letopløseligt i Vand og fældes af denne Opløsning med 
næsten hvid Farve ved Tilsætning af Vinaand. Setter man.Kaliumplatinchlorure til Saltets 
vandige Opløsning, faas et grønt Bundfald, der under Mikroskopet viser sig som sædvanligt 
Magnussalt. 

Analysen viser, at Saltet ikke alene er sammensat som sædvanligt Platodiammin- 
chlorid, men ogsaa har samme Krystalvandindhold (se Anal. Nr. 7). 


Beregnet 
for Pt(NH*) CE, H?0 
HO 5,10 3,12% 


? 


Fundet 


En anden Prove, der havde henstaaet et halvt Døgn over Svovlsyre, viste i Mod- 
sætning hertil kun et Indhold af 4,31°/o Vand (Anal. Nr. 8). 

Det vandfrie Salts Sammensætning fandtes ved Smeltning med kulsurt Natron 
(Anal. Nr. 9): 


Beregnet 
Fundet for Pt(NH*)4 Cl? 
Pt 58,32 58,34 
2 CI 21,08 21,24. 


En mindre Mængde af mit nye Chlorid af Sammensætningen Pt(NH®)? Cl? blev 
opløst i Ammoniak og Opløsningen inddampet til Torhed. For nu at prøve, om det herved 
vundne Salt var identisk med det ved Magnussaltets Opløsning i Ammoniak erholdte eller 
med det sædvanlige Platodiamminchlorid, blev det afdampet med Saltsyre, hvorved jeg fik 
en brun Rest, der ved Behandling med Vand cfterlod et Bundfald, der havde ganske samme 
Farve som det brune Chlorid Pt/NH®)? CE, hvorfra jeg var gaaet ud, og altsaa i det 
mindste for Storsteparten maatte bestaa heraf, om end det er sandsynligt, at et Præparat, 
fremstillet paa denne Maade, let vil kunne indeholde noget sædvanligt Platosamminchlorid. 


Det vil selvfølgelig være af Viglighed at faa opklaret Grunden til disse hidtil 
uænsede Forbindelsers Isomeri med henholdsvis Platosamminchlorid og Platodiamminchlorid, 
altsaa med andre Ord at undersøge deres Constitution. 

Ilvad Magnussaltels Constitution angaar, saa har vi set, at allerede Peyrone angav, 
at det maatte være et Dobbeltsalt af Chloridet af Reisel's første Base (Platodiamminchlorid) 
og Platinchlorure, og han skrev det som en Følge deraf PEN? H° Cl”, PtCl?, naar vi om- 
sætte hans Formel (se Pag. 4) i det sædvanlige Tegnsprog. Penne Formel maa vel nærmest 
opfattes paa lignende Maade som Berzelius’s Parringsformler, eller for at bruge el mere 
tidssvarende Udtryk, som en molekylær Forbindelse af Platodiamminchloridet med Platin- 


Vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, naturvidensk. og math. Afd. IV. 7. 51 


400 10 


chlorure. Begrebet molekylære Forbindelser er imidlertid uden Rod i den moderne chemiske 
Bevidsthed, og jeg stiller mig fuldstændigt paa Blomstrands Standpunkt, i Følge hvilket") 
Magnussaltets Constitutionsformel er ® 


n [NA NIR C Rei 
TNHNE CU CI 


Behandles dette Salt med Ammoniak, optages fire Molekyler heraf, og man faar 
Peyrones gule med Platodiamminchlorid isomere Salt: 


NEP NEP Cl _CLNE® NH® N 
NE? NH? Cl CNE: NEP \ 


som jeg vil kalde Diplatodiamminchlorid. 
Den Proces, som jeg saaledes antager, er ganske analog med længst bekjendte, da 
— hvad ogsaa Blomstrand anforer — Gerhardt?) har paavist, at man ved i lengere 
Tid at lede Chlorluft gjennem Vand, hvori der er opslemmet Magnussalt, kan faa dette 
fuldstændigt omdannet til Chloroplatindiamminchlorid-Platinchlorid : 
NE NE? aa DC der ( NEP NIP cl Cl wae 
NH? NH® Cl Cl = UNE NE: CV Cl i 
Ved denne Opfattelse af Constitutionen for det gule Platodiamminchlorid nærme vi 
os sikkert ogsaa til den Forestilling, Peyrone har havt om denne Forbindelses Sammen- 
sætning, idet han, som ovenfor anført, tænkte sig den sammensat Pt N? /7° Cl, Pt Cl + 2 NH. 
Ved Tilsætning af Platinchlorure spaltes Diplatodiamminchloridet dog atter saaledes, 
at man for hvert Molekyl heraf faar to Molekyler Magnussalt: 


NE NH: Cl Cl NH* NH | 
NH? NER Cl Cl NH8 NEB | 


doin x NH? NH CU Cl à 

KO = 

nen <2") NEB NES CUCU >” 
Behandles Diplatodiamminchloridet med slærk Saltsyre, forholder det sig ganske 

analogt med Platodiamminchlorid; thi ligesom der heraf fraspaltes to Molekyler Ammoniak, 


mister hint fire Molekyler og overgaar herved til Diplatosamminchlorid: 


NEB Cl CINH3 
NE Cl CINH> 3 


som altsaa bliver det brune, tungopløselige Salt, jeg fik ved at opløse Magnussalt i Am- 
moniak, inddampe Opløsningen til Tørhed og endelig behandle Remanensen med stærk 
Saltsyre. 


1) Chem. d Jetztzeit Pag. 337, 
2) Licbigs Annaler 76, 307. 


11 401 


Ved denne Antagelse forklares ogsaa den Lethed, hvormed dette Salt ved forskjellige 
Anledninger overgaar til Platosamminchlorid eller Derivater heraf. Saaledes giver Saltet 
ved Chloringsmidler — i det mindste tilsyneladende — sædvanligt Platinamminchlorid, og 
det er endvidere anført, at baade Chloridet og Jodidet af Diplatosammin ved Kogning med 
Vand overgaa til de tilsvarende Forbindelser af Platosammin, og at en lignende Omdannelse 
synes at finde Sted hos de svovlsyrlige Dobbeltsalte. Disse Omdannelser er simpelthen 
at betragte som Dissociationer, idet det jo af ovenstaaende Constitutionsformel strax ses, 
at et Molekyl af Diplatosamminchlorid kan spaltes i to Molekyler Platosamminchlorid. 

Disse to nye Platinbaser synes mig navnlig interessante derved, at de bekræfte 
Blomstrands Theori om Haloiddobbeltsaltes Sammensætning, og tillige ved, at de give nye 
Exempler paa Dissociationer ved lav Temperatur. 

Blandt de Forhold, hvori Diplatodiamminchloridet væsenligt adskiller sig 
fra det almindelige Platodiamminchlorid kan, foruden Forskjellen i Udseendet, nævnes, 
at det første ved Behandling med Saltsyre giver temmelig betydelige Mængder Platomono- 
diamminchlorid, medens Dannelsen heraf ved den samme Behandling af Platodiamminchloridet 
ikke er iagttaget. Desuden taber Diplatodiamminsaltet baade Vand og Ammoniak lettere 
end det almindelige, hvide Platodiamminchlorid. 

Nedenstaaende Tabel viser saaledes Vægttabene af Diplatodiamminchlorid og Platos- 
amminchlorid ved Henstand over Svovlsyre under samme Glasklokke og undersøgt med 


folgende Mellemrum: 

7 Timer 12 Timer 2 Døgn 2 D. 2 D. 3 D. 3 D. 3 D. 2 Mndr. 
Diplatodiamminchlorid 1,42% 2,20%0 4,2100 4,64%0 4,74%/0 4,74%0 4,76°/o 4,76°%/0 4,80 0/0 
Platodiamminchlorid 0,76 1,59 1,91 3,16 3,37 3,51 3,60 3,68 3,98 


Efterat være henstillet utildækket under sædvanlige Forhold optog Platodiammin- 
chloridet igjen alt Vand i Lobet af 24 Timer, medens Diplatodiamminchloridet selv efter 
14 Dages Henstand under de samme Vilkaar manglede 1,29 °/o af sin oprindelige Vægt. 

Efterfølgende Tabel viser endvidere Vægttabene ved Torringsforseg under samme 
Vilkaar, anstillede paa de to Chlorider, efter følgende Mellemrum: 


969, 969, 1009, 1059, me INS 1209, 
13/4 Døgn 2 D. 2 D: 3 D. "No D. 2 D. 3 D. 


Diplatodiamminchlorid 4,78 °/o 4,85 970 5,02 9/0 5,06 9/0 5,16 %o 5,31 Vo 6,04 9/9 
p 1 bj 7 1 bl ? 7 


Platodiamminchlorid 3,87— 391— 4,06— 4,13— 1,16— 436— 5,31— 


Da Vandmengden i Saltene er 5,12°/0, fremgaar det altsaa heraf, at medens det 
sædvanlige Platodiamminchlorid forst blev fuldstændig afvandet ved omtrent 120°, tabte 
Diplatodiamminchloridet allerede ved denne Temperatur kjendeligt af sin Ammoniak. Selv 
ved Torringen af dette Salt over Svovlsyre bortgaar der et Spor af Ammoniak, skjønt det 


51" 


~ 


402 1 


ikke derved afvandes fuldstændigt ved sædvanlig Temperatur, og dette Ammoniaktab viser 
sig derved, at Saltet nu ikke længere kan opløses ganske klart i Vand. 

Endelig giver ‘det hvide Platodiamminchlorid ved Behandling med Saltsyre svoxlguit 
Platosamminchlorid, som med Jodkalium giver gult Jodid, hvoraf ved Opløsning i Ammoniak 
igjen faas hvidt Diamminchlorid, medens Diptatodiamminchloridet ved Behandlingen med 
Saltsyre giver gulbrunt Diplatosamminchlorid, som med Jodkalium giver et brunt Jodid, og 


som opløst i Ammoniak atter giver gult Diplatodiamminchlorid. 


15 405 


II. Platosoforbindelser af Alkaloiderne. 


I Foraaret 1886 iagttog Professor S. M. Jorgensen, at forskjellige Alkaloiders 
saltsure Oplosuinger gav krystallinske Bundfald med Kaliumplatinchlorure og opfordrede 
mig til at undersøge disse hidtil ikke iagttagne Forbindelser, nærmest for at prøve, om 
man ikke herigjennem kunde komme til en kvantitativ Bestemmelse af Alkaloiderne. Om 


nu end en nærmere Undersøgelse viste, at disse Forbindelsers Tungopløselighed -— i det 
mindste hos de af mig undersøgte Alkaloider — ikke var tilstrækkelig stor til at de kunne 


tjene til fuldstændig Udfældning af vedkommende Plantebaser, saa ere de dog i og for sig 
tilstrækkelig interessante til at forljene en nærmere Omtale, dels synes de at give Midlet 
til en paalideligere Bestemmelse af Alkaloidernes Molekyltal, end der hidtil er opnaaet f. Ex. 
gjennem de længst bekjendte Plalinchloriddobbeltsalte. 

Disse Bundfalds normale Sammensætning er (AH)? PtCl*, naar A betegner et 
Molekyl af vedkommende Alkaloid, og naar Platinmængden er funden at være a@°%o, vil 
Alkaloidets Molekyle som en Følge heraf være: 

N ER 
a. 
naar man benytter de af L. Meyer og Seubert beregnede Alomtal, som jeg ogsaa har 
benyttet i det foregaaende Afsnit af nærværende Afhandling. 

Dobbeltsaltene af den nævnte Sammensetning synes som Regel at vere vandfrie 
og fremkomme som Bundfald af meget fine Krystalnaale af lysegul eller lyserød Farve ved 
Tilsætoiog af Kaliumplatinchlorure til de neutrale eller saltsure Oplosninger af Alkaloidernes 
saltsure Salte. Da det undertiden kunde hende, at disse Bundfald blev noget forandrede 
ved Tørring i Vandlorrekassen, naar de ikke var skilte fra Fillret, idet dette kunne virke 
reducerende, saa at der udskiltes metallisk Platin, udvaskede jeg sædvanligvis tilsidst med 
Vinaand og lufttorrede dem, idet jeg saa senere ved Analyser uddrev muligt hygroskopisk 
Vand ved Torring til henimod 100° i Vandtorrekassen. 


414 14 


Kaliumplatinchloruret blev fremstillet efter den Methode, som er angivet!) af Pro- 
fessor Jul. Thomsen”). Hvad Undersøgelsen af disse Forbindelser angaar, saa har jeg 
kun undersøgt dem paa Indholdet af Platin, Chlor, Brint og Kulstof. Det er fordi Platin- 
bestemmelserne kunne foretages med en ganske særlig Grad af Nojaglighed, at jeg har 
ment, at disse Forbindelser ville egne sig til en nøjere Bestemmelse af Alkaloidernes Mole- 
kyltal end det f. Ex. er muligt ved en Elementæranalyse. De Elementæranalyser jeg har 
udført, tillægger jeg derfor ikke nogen anden Betydning end den, at de skulle godtgjøre, 
at der ikke ved disse Fældninger med Platinchlorure har fundet nogen Spaltning eller Om- 
dannelse af Alkaloidet Sted, noget der forøvrigt paa Forhaand kun vilde have havt yderst 
ringe Sandsynlighed for sig. j 

I Modsætning til de fleste Platin-Ammoniakforbindelser lader Platinbestemmelsen 
sig i disse Bundfald meget let og sikkert foretage ved en Glødning i aaben Porcellaindigel. 
Stoffet smelter først til en sejgtflydende Masse, som skummer noget op, men temmelig 
hurtigt forkulles og kort efter, naar Opvarmningen ledes forsigtigt, forbrænder uden Flamme 
og efterlader en ganske overordentlig let og porøs Platinsvamp, der sikkert netop ved 
denne sin Porøsitet fremskynder den fuldstændige Forbrænding. Det er her altsaa ganske 
overflødigt at bruge saadanne Forsigtighedsregler, som f. Ex. Claus og Glassner°) anvendte 


1) Journ. für prakt. Chem, [2] 15, 294. 

*) Hvor fortræffelig denne Methode end er, hænder det dog let, at man med mindre Øvelse i at bruge 
den faar et for ringe Udbytte, ofte endog af et Præparat, der ikke er frit for et Indhold af Kalium- 
platinchlorid, hvorfra det kun vanskeligt lader sig fuldstændig rense ved Omkrystallisation. Jeg vil 
derfor udførligt beskrive den Fremgangsmaade jeg de senere Gange har fulgt, og hvorved jeg con- 
siant har kunnet vinde Platinets dobbelte Vægt Kaliumplatinchlorure. 

Til det af en concentreret Platinchloridopløsning nylig udfældede Kaliumplatinchlorid sættes 
i en Kolbe paa Vandbad Kobberforchlor udrørt med Vand, idet man sørger for kun at faa et ganske 
ringe Overskud heraf; endelig passer man at tilsætte saa meget Vand, at det heles Vægt bliver 
omtrent 16 Gange det anvendte Platins. Naar der ikke er mere uomdannet Kaliumplatinchlorid 
tilbage, filtreres den mørke Opløsning og henstilles i et tildækket Glas til Afkjøling, hvorved der 
udskiller sig en ikke ubetydelig Mængde Kobberforehlor. Naar dette er frafiltreret, fældes Oples- 
ningen med fire Gange sit Rumfang Vinaand, det udskilte Kaliumplatinchlorure udvaskes for Sugeren 
med Vinaand, indtil denne ikke mere farves grønlig, derpaa med absolut Alkohol og tørres sluttelig 
for Sugeren eller ved at man fordeler den fugtige Masse paa en Glasplade og tørrer den ved sæd- 
vanlig Stuetemperatur. Hvis man anvender Varme, vil man ikke undgaa, at en Del af Saltet redu- 
ceres, og ligeledes udsætter man sig let for at tabe en Del deraf ved en Reduction, hvis man ikke 
fra Begyndelsen af sørger for, at der er tilstrækkeligt Vand tilstede til at holde hele Saltmængden i 
Opløsning. Der vil nemlig i såa Fald af den første vandige Opløsning ved Afkjøling udskille sig 
baade Kobberforchlor og Kaliumplatinchlorure, hvoraf man ved Behandling med Vand vel kan vinde 
noget af sidstnævnte Salt; men der indtræder sædvanligvis pludseligt en Reduction, hvorved en stor 
Del deraf vil reduceres til metallisk Platin. — Skulde man ved et Uheld faa udskilt en saadan 
Blanding af Cu*Cl? og K’Ptcl!, renser man lettest det sidste ved en Slemning med Vinaand, 
hvorved det vægtfyldige Kaliumplatinchlorure sætter sig langt hurtigere end Kobberforchlor. Af de 
vinaandige, Kobberchlorid indeholdende, Vædsker, kan man lettest vinde det indeholdte Platin ved 
at udfælde det som K”PtC/" ved Hjælp af noget Chlorvand. 

3) Berichte d. d. chem. Ges. 14, 773. 


15 415 


ved deres Undersøgelser af Strychninets Molekyle ved at bestemme Mængden af Platin i 
Platinchlorid-Dobbeltsaltet, som de anbragte i et Glasror mellem to Asbestpropper og 
derpaa forbrændte i en Iltstrøm. 
Chlorbestemmelser i disse Stoffer lader sig derimod ikke anstille med saa stor 
Simpelhed, og derfor langtfra med saa stør Sikkerhed, som den, Platinbestemmelserne tillader. 
Ved Smeltning af disse Stoffer med kulsurt Natron i en Platindigel, faar man 


ganske vist hele Chlormængden som Chlornatrium, men tillige dannes der en ikke ubetydelig 


Mængde Cyannatrium. Opløsningen overmættedes derfor — efter Filtrering fra Platin og 
Kul — med Salpetersyre og feldedes med salpetersurt Solvilte. Bundfaldet behandledes 


derpaa efter Neubauer og Kerner!), idet det samledes paa et vejet Filter, og saa meget, 
som med Lethed lod sig skille herfra igjen, blev i en Porcellaindigel forsigtigt ophedet til 
Smeltning, hvorved Cyansølvet decomponeredes. Efter Afkjøling blev Diglen henstillet til 
næste Dag med et Par Stykker Zink og lidt Eddikesyre, hvorpaa Opløsningen filtreredes 
fra Sølv, Paracyansølv og Overskud af Zink og dernæst tjente til Bestemmelse af Chlor 
paa sædvanlig Vis. — Chlorbestemmelserne blev som en Folge af denne noget vidtløftige 
Methode gjennemgaaende 0,2 °/o for lave. 

Der er selvfølgelig intet til Hinder for at foretage en Platinbestemmelse i den 
samme Portion, som tjente til Chlorbestemmelsen; men den bliver da altid noget for lav 
og kan i Nøjaglighed aldeles ikke maale sig med den, der anstilles ved Forbrænding af 
Dobbeltsaltet i en aaben Digel. 

Elementæranalyserne blev foretagne ved Forbrænding i en Iltstrøm, hvad der jo er 
det nemmeste, naar man har flere Analyser at udføre, og hvorlil disse Forbindelser for saa 
vidt særlig egne sig, som de bortbrænde hurtigt og fuldstændigt. Da de imidlertid inde- 
holde baade Kvælstof og Chlor, har jeg brugt en Methode, der i det væsenlige er den af 
Stein?) foreslaaede, og hvis Paalidelighed Galberla°) og S. M. Jorgensen‘) har paavist ved 
en Række Forsøg. Medens Stein imidlertid foran Kobberiltet i Forbrændingsrøret indfører et 
Lag af Tressesølv, der i lys Rødglødhede dels er i Stand til at reducere Kvælstofilter og dels 
absorberer Chlor, erstattede jeg Tressesølvet med et 10 Centimeter langt Lag af Sølvsvamp, der 
blev fremstillet ved Reduction af en ammoniakalsk Chlorsolvoplosning med metallisk Zink. 
Det udfældede Sølv udvaskedes først ved Decanthation med fortyndet Svovlsyre, derpåa med 
Vand, tilsidst paa et Filter med Vinaand og torredes ved lav Varme. Solvet er, fremstillet 
saaledes, et graat, fuldstændig umetallisk udseende, noget sammenklumpet Pulver, som ved 


en Glasstang presses fast sammen i et kort Stykke Forbrændingsrør og glødes et Kvarterstid 


1) Liebigs Annaler 101, 344. 

2) Zeitschr. f. anal. Chem. 8, 83. 

3) Berichte d. d. chem. Ges. 1, 198. 
4) Vidensk. Selsk Skr. [5] 12, 17. 


416 16 


over en kraftig Bunsensk Lampe. Solvet danner nu en noget lysere graa, sammenhængende 
Svamp, som efter at være udtaget af Glasroret og afkjolet stikkes i Smaastykker af passende 
Storrelse ved Hjælp af en spids Kniv. Inden disse anbringes i Forbrendingsroret, er det 
raadeligst at gløde dem stærkt i en Digel over en Lampe, da de ellers ville være tilbøjelige 
lil at sintre noget sammen ved den senere stærke Varme i Forbrændingsroret, hvori de 
efter Afkjoling kommes i smaa Portioner, der ved en Glasstang presses fast sammen. — 


Der er ved denne Methode den store Behagelighed, at Forbrendingsroret — ganske som 
naar man analyserer kvelstof- og chlorfrie Stoffer — efter endt Forbrending strax er fær- 


digt til en ny Analyse. 

De Alkaloider, jeg har inddraget i mine Undersøgelser, er kun Brucin, Strychnin, 
Morphin, Cinchonin og Coniin. Jeg skal nu efter en kort Oversigt over de vigligste af de 
Undersogelser med Hensyn til Molekyltallet, for hvilke disse Alkaloider have været Gjenstand, 
anføre mine Resultater for de enkelte, idet jeg tager de nævnte Plantebaser i den Orden, 
i hvilken de ere blevne opdagede. 


Morphin. 


Den nu almindeligt antagne Formel af Morphin CH !9 NO? er fastslaaet af Lau- 
rent!), der, da Liebigs Formel C!7H!8NO® (med de ældre Betegnelser C31/738 N? 0°) og 
Regnault’s C8°H4°N? 0% kun afveg fra hinanden ved Forholdet mellem Antallet af Kul- 
stof- og Brintatomer, paa ny bestemte Indholdet af disse Grundstoffer og fandt: 

Beregnet?) for CI? A? NO? 


I Il Re RS 
ine 71,63 71,59 171,58 71,69 
19/7 6,58 6,66 | 6,66 6,68 


Det Morphin jeg benyltede til nedenstaaende Undersøgelser skrev sig fra Merck 

i Darmstadt. Det var svagt gulligt; men om dets fuldstændige Renhed vil der efter folgende 
Forsøg næppe kunne være Tvivl. 
Forsøgsrækken À. 

6 Gram Morphin opløstes ved Varmen i et ganske ringe Overskud af Saltsyre i 

200 Gram Vand.: Den dertil svarende Mængde (beregnet for et Bundfald af Sammensæt- 

ningen (Mp HP? Pt CE) Kaliumplatinchlorure blev opløst i 80 Gram Vand og en Fjerdedel af 

denne Opløsning sat til den endnu ikke fuldt afkjølede Morphinopløsning. Herved opstod 

der i den første halve Time intet Bundfald; men ved stærk Afkjøling og Omrøring fremkom 


et rigeligt krystallinsk lyserødt Bundfald, som temmelig længe vedblev at forøge sig, og 


1) Journal f. prakt, Chem. [I] 40, 402. — 1847. 
2) Procentberegninger, der ere stillede i [], betegne saadanne, der ere beregnede efter de ældre Atom- 
vægtbestemmelser. 


17 417 


som jeg derfor lod henstaa til næste Dag. Filtratet herfra fældedes med den næste Fjerde- 
del af Platinoplosningen. Da Vædsken her var kold, begyndte Bundfaldet strax at udskille 
sig. Til Filtratet herfra satte jeg nu atter en Fjerdedel af Opløsningen af Platinchlorure o. s. v., 
idet jeg lod ethvert af Bundfaldene samle sig i Lobet af 24 Timer og forst saa fillrerede 
Vædsken derfra. Jeg har kaldet denne Forsogsrekke A og benævner Bundfaldene I, I, II, IV. 
Allerede i det ydre viste disse Bundfald sig forskjellige, idet I og If vare lyserøde 
og meget fint krystallinske, HT og IV stærkt gule. og langt tydeligere krystallinske. Ved 
Ophedning smeltede de under Opbrusning; ved Glødning i aaben Digel efterlode de Platinet 
i metallisk Tilstand : 
I 


il iil IV 
(Anal. 10 og 11) (Anal, 12) (Anal. 13) (Anal. 14) 
Pt 22,31 22,37 21,68 31,95 31,90 
7 ’ ? bå ’ 


medens et Salt af Formlen (MA)? FC (M = CCHYNO) skulde give en Platinrest paa 
21,430. Grunden opklaredes dog let ved en Bestemmelse af Chlorindholdet. Dette fandtes: 


I III Beregnet 
(Anal. 15) (Anal. 16) for (MH)?Pt Cl" 
Cl 15,41 17,20 15,61. 
. à = atts 11,28 
Forholdet mellem Platin- og Chloratomernes Antal var som en Folge heraf i I som Er 
16,38 43, 


i Ill som 


48,45 

Det sidste af disse Forhold afviger ikke synderligt fra 1 :3, hvorimod det første er 
ikke ubetydeligt større end det forventede 1:4. Det fremgaar heraf, at (MHP Pt Cl* har 
Tilbojeiighed til at forbinde sig med endnu et Molekyl FeCl? og derved danne en For- 
bindelse, der kan siges at forholde sig til den første som Magnus's Salt til Platodiammin- 
chlorid. Alle fire Bundfald vare Blandinger af (MH)? PIC med (MH) Pi Cl, Pt Cl, idet 
vi dog ville faa at se, at begge disse Salte indeholde Krystalvand. — At Bundfaldet I, 
som dets Platinindhold viser, indeholder noget mere af dette sidstnævnte Salt end Il, maa 
antagelig» skyldes den Omstændighed, at det — som ovenfor anført — først begyndte at 
fældes efter en Times Forløb, idet Vædsken var varm. II begyndte derimod strax at fældes 
og er som en Følge deraf bleven et betydeligt renere Præparat. Ved Ill og IV har Op- 
løsningen, da den halve Morphinmængde allerede var udfældet, været saa svag, at det 
dannede (MH)? PtCl? har kunnet naa at forbinde sig fuldstændigt med et Molekyl Zt Cl? 
inden Fældningen. 

Vejen, jeg skulde gaa for at vinde et rent (MA)? Pt Cl*, var dermed given; jeg maatte 
dels sørge for at fælde i en nogenlunde stærk og kold Morphinopløsning dels derpaa fra- 
filtrere Bundfaldet, saa hurtigt det havde dannet sig. 

To nye Rækker af Forsøg bleve nu anstillede. 


Vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, naturvidensk. og math. Afd. IV. 7; 52 


418 18 


Forsøgsrækken B. 

10 Gram Morphin blev ved Hjælp af Saltsyre opløst i 500 cc. Vand, og denne Op- 
løsning fældedes, fuldstændig kold, i fire Sæt med en Opløsning af 7,3 Gram Kaliumplatin- 
chlorure. Jeg kalder som for Bundfaldene I, I, HE og IV. 

Bundfaldene I, IH og HI fremkom alle strax og bleve frafiltrerede og udvaskede, saa 
snart som de havde sat sig fuldstændigt, De dannede blegrøde, et Knappenaalshoved 
store Conglomerater af smaa prismatiske Naale. Da den sidste Fjerdedel af Platinoplos- 
ningen blev tilsat fremkom imidlertid intet Bundfald, selv efter 24 Timers Henstand. Først 
da Opløsningen inddampedes til det halve Rumfang paa Vandbad og afsvaledes, fremkom Bund- 
faldet IV. Dette Bundfald var stærkt gull og ganske af Udseende som Bundfaldene A Ill 
og IV. Dette Bundfald samlede sig i wrtstore eller større Aggregater af fine guldgule Naale, 
der hyppigst vare meget tynde, men ogsaa undertiden kunde blive ret brede, saa at Vinklerne 
kunde maales under Mikroskopet, og det viste sig da, al de danne sexsidede Tavler. 

Da delte Bundfald (B IV) strax viste sig lettere opløseligt i Vand end de tre fore- 
guaende, vilde jeg, for at skaffe mig det af større Renhed, omkrystallisere det af Vand, 
men det kunde ikke undgaas, at en Del Platin herved reduceredes. Det kogende Filtrat 
herfra gav ganske vist en rigelig Udskilning af et gult Salt, der under Mikroskopet saa fuld- 
kommen homogent ud; men da det blev betydeligt lysere — næsten svovlgult — ved denne 
Omkrystallisation, er jeg ikke ganske sikker paa, at Præparatet har været fuldkomment rent. 

De blegrøde Bundfald bestod af (MHP PICE, H?O, det gule Bundfald IV af 
(MEN) PACE ECR. 30: 

Bundfaldet I bortkom desverre ved et Uheld. 


Forsogsrekken C. 

10 Gram Morphin blev paa ny opløst ved Hjælp af Saltsyre, denne Gang kun i 
300 ce. Vand og tilsat '/s af den til et Bundfald (MA)? PE Cl! fornødne Mengde Kalium- 
platinchlorure. Den 30° varme Oplosning begyndte efter et Par Minutters Forløb at ud- 
skille et Bundfald (C 1), der vedblev at forøge sig en Times Tid, og som udfeldedes i ganske 
samme Form som BI, Il og Ill. Filtratet herfra gav med en neste Fjerdedel af Platin- 
opløsningen et ganske lignende Bundfald (Cll), og Filtratet herfra alter et fuldstændigt til- 
svarende (CII). Medens Bundfaldene I og III filtreredes fra Vædsken, naar denne efter 
et Par Timers Forløb ikke længere udskilte noget, henstod Il 24 Timer, inden det frafiltreredes. 

Til Filtratet fra Il sattes foruden den sidste Fjerdedel af Platinoplosningen 2 Gram 
K? Pt CU, Et Bundfald, der ganske lignede de 3 nysnævnte, og som udskilte sig kort efter, 
blev frafillreret og saaledes ogsaa et lignende, der begyndte at udskille sig et Par Timer 
senere. Disse Bundfald vare ubetydelige og analyseredes ikke. Der udskille sig nu intel 


Bundfald for ved Henstand Natten over, og dette smukt guldgule Bundfald, som øjensynligt 


19 419 


var ganske identisk med B IV, forøgedes yderligere ved en Afkjeling af Vædsken til 0°. 
Dette Bundfald kaldes CIV. 
Undersogelsen af disse Bundfald gav folgende Resultater. 


Forsogsrekken B: 


I Il (IL IV 
Pt 21,08 (Anal. 17) 21,05 (Anal. 20) 31,47 (Anal. 21) 
N 
C 44,01 43,70 
(Anal. 18 og 19) 
H 4,80 1,79 


Forsegsrekken C: 


I Il in IV 
Met 21,06 (Anal. 22) 21,04 (Anal. 23) 21,09 (Anal. 25) 31,73 (Anal. 27) 
Cl 15,23 (Anal. 24) 15,19 (Anal. 26) 
C 33,25 
: (Anal. 28) 
H 3,97 


Disse fem Platinbestemmelser 21,04, 21,05, 21,06, 21,08 og 21,09 er saa nøje over- 
ensstemmende, at de tyde paa ganske ensartede Bundfald, og Chlorbestemmelserne, der 
for 21,06°%0 Platin (Middeltallet af de fem Bestemmelser) skulde give Resultatet 15,34 °/o 
for en Forbindelse med fire Chloratomer for hvert Atom Platin, vise, at disse Bundfald er 
rene Stoffer, hvad deres Udseende under Mikroskopet ogsaa fuldstændigt bekræftede. 

Hvis man nu turde antage som givet, at disse Forbindelser var sammensatte 
(MH)? Fi Cl, saa vilde Morphinets Molekyltal, beregnet af ovenstaaende Middeltal ved 
Formlen Pag. 13 blive 292,41 i Stedet for at Formlen C!’H!®NO* fordrer Molekyltallet 
284,38. Der er herimellem en Forskjel paa 8,03, der ikke kan antages at hidrøre fra et 
Merindhold af 8 Brintatomer i Morphinets Molekyle, men som vilde kunne forklares ved 
at antage Formlen (C7HYN0O3, HP Pt Cl4 + H?0, der fordrer: 


Beregnet Fundet (Middeltal) 
Pi 21,01 ot; 21,06 %0 
GE 15,33 — 15,21 — 
C%*? 44,10 — 43,86 — 
JE EE 1,54 — 4,79 — 


medens det guldgule, stærkt krystallinske Salt maa være sammensat /CITAUNOS. HPP Ch, 
MC? + 3H?0, idet en Forbindelse af denne Formel kræver: 

1) Naar Platinbestemmelserne ikke passe saa absolut nøje ved disse Forsøg — idet Middeltallet er 
fundet = 21.06%, medens Formlen fordrer 21,01 %/ — saa maa det erindres, at Forbindelsen inde- 
holder Vand, og at det dog har været nødvendigt at tørre Stoffet i Vandtørrekassen til constant 
Vægt; men herved er det netop højst sandsynligt, at Stoffet vilde kunne tabe saa meget Vand, at 
Platinindholdet findes den nævnte Ubetydelighed højere. 


52" 


420 ; 20 


Beregnet Fundet (Middeltal) 
ROUE 31,76 
CIS 17,32 17,20 (Anal. 16) 
C34 33,20 33,25 
ETES 3,75 3,97 


Det vilde selvfølgelig være i høj Grad ønskeligt, at faa disse Krystalvandsmengder 
beviste ved en direkte Bestemmelse; men en saadan synes ikke at være mulig. 

Det maa nu erindres, at altsaa alle Analyserne i Forsøgsserierne B og C blev an- 
stillede paa Stof, der var tørret ved 97? til constant Vægt. To saaledes behandlede Por- 
tioner af Bundfaldene C If og C HI tabte intet i Vægt ved en Ophedning til 115%; ved en 
Opvarmning til 125° begyndte Stofferne at forandres synligt, idet de fra blegrode blev 
lyst brunlige, og samtidigt fandt der en meget kjendelig Vægtforøgelse Sted af begge 
Prøver, saaledes at 0,8630 Gram af Bundfaldet Cli i 24 Timer tiltog 0,0035 Gram i Vægt, 
medens 0,8507 Gram af CII i samme Tid tiltog 0,0028 Gram. Forst ved en Temperatur 
af 155? begyndte der meget langsomt et ringe Vægttab; men da var Stofferne allerede 
blevne mørkebrune og stærkt forandrede. Disse Forhold tyde paa, at Krystalvandet, som 
i det rene Morphin først afgives ved 120°, her bindes endnu stærkere, og at der allerede 
ved denne Temperatur finder en kjendelig Iltning af Stoffet Sted. 

Af (MHP Pi CU, Pe Cl? + 3H? O begynder noget af Vandet at bortgaa allerede ved 
100°, men ogsaa heraf er det umuligt at faa alt Vand uddrevet, inden Forbindelsen decom- 
poneres, hvilket her dog først begynder ved omtrent 140°. 


Undersøgelserne over Morphin bekræfte altsaa den antågne Formel herfor og viser, 
at dette Stof kan træffes fuldstændigt rent i Handelen. 

Forbindelsen (CT 27P NO8, HP PECU + HO fremstilles let ved i Kulden at fælde 
en ikke for svag Opløsning af Alkaloidets saltsure Salt med et Underskud af Kaliumplatin- 
chlorure. Bundfaldet lider ingen Forandring ved et Dogns Henstand med Vædsken, hvoraf 
det er fældet (CII). 

For at fremstille (07H NO, A)? PtCl, PtCl® + 3H?0 bør man lage en meget 
svag Opløsning (1—150) af det saltsure Salt og dertil sætte et Overskud af Kaliumplatin- 
chlorure samt frafiltrere, hvad der herved maatte udskille sig i de første 3—4 Timer. Af 
Moderluden fra dette Salt kan der vindes mere af samme Forbindelse ved forsigtig Ind- 


dampning. 


21 421 


Strychnin. 


Allerede 1838 fastslog Regnault') den Formel for Strychnin, som sædvanligt 


antages nu: 


Fundet Beregnet 
TI \_ — Middeltal for C2 AR N29? 
I Il ul iV a 
ING 578 76,00 75,67 75,87 75,82 75,73] 75,42 
22H 6,86 6,69 6,89 6,84 6,74 | 6,48] 6,60 
2N 5,43 9,46 8,35 8,50 8,43 | 8,35] 8,41 
20 8,98 8,85 9,09 8,79 9,01 9,44 9,57 


Skjønt det sikkert maa være vanskeligt at opdrive fire bedre indbyrdes stemmende 
Elementæranalyser end disse, saa har den deraf afledede Formel ingenlunde været ubestridt, 
idet Gerhardt?) for en Prøve Strychnin fandt Formlen C??//*4.N?0?, idet: 


Beregnet 
Fundet for C2H21N202 
220 75,66 75,83 
24H 6,90 6,91 
2N 8,05 8,07 
20 9,39 9,19 
Saa vel Dollfus*) — ved sine Undersøgelser af Alkaloidernes Rhodanider — som 


Brandis) fik analytiske Resultater, som de kun kunde forlige med deune Gerhardt’s 
Formel; men omtrent samtidigt fik Nicholson og Abel?) Resultater, der bekræftede 
hegnault’s Formel. 

I Folge omfattende Undersøgelser af Schiitzenberger®) over saa vel Strychnin 
som Brucin, der offenliggjordes 1858, mener han at maatte skjelne mellem forskjellige 
Sorter Strychnin, saaledes at det sædvanlige Strychnin i Følge talrige Analyser skulde 
have Formlen CH? N20?, medens octaëdrisk Strychnin skulde have Formlen C9/N> O2, 
Endelig mener han, at selve Gerhardt’s Analyser godigjer, at der existerer et Strychniu 
af Formlen C?2H??N? 0°. 

Hvad angaar det octaédriske Strychnin, saa angiver han, at det efterhaanden ud- 
skiller sig i Filtratet fra det naaleformige Strychnin, der strax bundfældes, naar man fælder 


1) An. de chim. et de phys. [2] 65, 121. 
?) Liebigs Annaler 42, 312. 


De — 65, 222. — 1848. 
#)  — — 66, 269. — 1848. 
5) Journ. of the Chem. Soc. II, 241. — 1849. 


5) Comptes rendus 47, 80 og 235. 


99 


H> 
© 
bo 


en fortyndet Opløsning af saltsurt Strychnin med Ammoniak. Naalene har Formlen 
C21H?22N?0?, det i Octaédre krystalliserende som ovenfor angivet 0? 7?? N? 0%. 

Denne Antagelse, at Strychninets Sammensætning ikke er constant, synes ogsaa 
bekræftet ved senere Undersøgelser, idet Claus og Glassner!) bar undersøgt to Prøver 


Strychnin, hvoraf den ene gav: 


Fundet Beregnet 
VS a ES N 
I Il for 0?! 422 N202 for 02? 422 N?0% 
C 75,34 75,95 75,42 76,27 
H 6,60 6,59 6,60 6,37. 


Lignende Resultater gav Undersøgelsen af Platinchloriddobbeltsaltene, og Claus 
og Glassner slulter derfor, at der i Virkeligheden er to Slags Strychnin med de her 
angivne Formler. 

En saadan Forskjel af et Kulstofatom uden nogen Forskjel i Brintmængden fore- 
kommer mig dog kun lidet sandsynligt, da dette maatle være foranlediget af en dobbelt 
Binding mellem Kulstofatomer mere i den ene Forbindelse end i den anden og en saadan 
plejer at modificere et Stofs Egenskaber mere, end Tilfældet er hos disse to tilsyneladende 
Modificationer af Strychnin. Derimod kunde en Forskjel af CH? som mellem Regnault’s 
og Gerhardt’s Formler synes ret rimelig. 


Det Strychnin, jeg anvendte til mine Forsøg var forskrevet fra Kahlbaum i Berlin. 
Forsøgsrækken À. 

10 Gram Strychnin blev ved Saltsyre opløst til en svagt sur Vædske, der fældedes 
i fire Portioner med den beregnede Mængde Kaliumplatinchlorure. Da Strychninets Bund- 
fald hermed er det tungest opløselige blandt de af disse Stoffer, som jeg har havt med at 
gjøre, udskilte alle fire Bundfald sig meget hurtigt, De vare alle lyserøde Forbindelser af 
omtrent samme Farve som frisk fældet Svovimangan. Under Mikroskopet bestaar Saltet af 
megel fine og korte Naale, og der var ingen anden Forskjel at se paa de første og sidste 
Bundfald end den, at disse paa Grund af Vædskens mindre Concentration bestod af lidt 
større Naale end hine. Dog var Forskjellen ubetydelig, og Krystallerne i alle Tilfælde 
overordentlig smaa. 


Undersøgelsen af disse fire Bundfald gav: 


MEN ere Il MI pl Se RER 
(Anal. 29 og 30) (Anal, 31) (Anal. 32 og 33) (Anal. 34 og 35) 
Pı 19,04 ; 19,04 19,17 19,17 19,36 ; 19,39 
iCl 13,96 


medens Beregningen vilde fordre for Platindobbeltsaltene af 


1) Berichte d. d. chem. Ges. 1881, 773. 


23 493 


C21 F722 N202 C??H?2N?20? CRU N? 0: 
Pt 19,35 18,89 " 18,82 
4 Cl 14,09 13,76 13,70 


Forsøgsrækken B. 

15 Gram Strychnin af en anden Prøve (dog ogsaa fra Kahlbaum) blev i saltsur 
Opløsning fældet i fire Sæt med Kaliumplatinchlorure. Bundfaldene (1, II, Hl og IV) vare 
som for, kun var Bundfaldene Ill og IV noget mere kornet krystallinske end I og Il. Da 
Bundfaldene under Mikroskopet ikke syntes absolut homogene, blev der foretaget tre Platin- 


bestemmelser i hvert; Resultaterne heraf vare: 


I Il HI IV 
(Anal 36, 37 og 38) (Anal. 39, 40 og 41) (Anal. 42, 43 og 44) (Anal. 45, 46 og 47) 
18,84 15,83. 19,00 19,38 
Pt 18,75 18,89 18,93 19,28 
15,81 18,91 19,00 19,31 
Middeltal 15,81 18,88 18,98 19,32 


Da nu begge disse Forsogsrækker gav Resultater, der med Bestemthed pegede 
paa, at det anvendte Strychnin maatte være en Blanding af mindst to Alkaloider, vilde 
jeg undersøge Virkningen af en Omkrystallisation paa denne Blanding. 


Forsøgsrækken C. 

20 Gram Strychnin af samme Prøve, som anvendtes til Rækken B, blev under 
Anvendelse af svag Varme opløst i Vinaand paa 70° T. Ved Afkjøling udskilte 8 Gram 
Strychnin sig i Form af smaa Naale. Disse 8 Gram Strychnin fældedes i svagt sur Op- 
løsning med den beregnede Mængde Kaliumplatinchlorure; som sædvanligt i fire Portioner 
(I, II, III og IV). Forøvrigt havde disse Bundfald ganske samme Udseende som de tidligere 


fremstillede af samme Art. Resultaterne af Platinbestemmelserne vare: 


I Il Ill IV 
(Anal. 48) (Anal. 49 og 50) (Anal. 51} (Anal. 52) 
TE 19,00 19,05 ; 19,06 19,18 19,38. 


Moderluden fra det saaledes udskilte Strychnin inddampedes til det halve, hvorved 
Størstedelen af Alkaloidet udkrystalliserede; men denne Del anvendtes ikke. Moderluden 
herfra blev paa ny inddampet til et ganske lille Rumfang, hvorved det sidste af Strychninet 
— omtrent et Gram — udkrystalliserede. Dette opløstes ved Saltsyre i omtrent 50 Gram 
Vand, og Opløsningen fældedes i to Portioner, saaledes at den første blev omtrent dobbelt 
saa stor som den sidste. — Jeg vil kalde disse Bundfald DI og DIt. Platinbestemmelserne 


gav følgende Resultater: 


424 24 


DI DU 
(Anal. 53) (Anal. 54) 
Pi 18,90 19,07. 


Som det tydeligt nok fremgaar af disse Forsøg, var heller intet af disse Bundfald 
rene Forbindelser; men Platinindholdet var i Forsøgsrækken C gjennemgaaende højere end 
ved det ikke omkrystalliserede, og som en Følge deraf Molekyltallet mindre for den i for- 
tyndet Vinaand tungere opløselige Del af Alkaloidet. Det omvendte maa være Tilfældet for 
den Del, der er lettere opløselig i fortyndet Vinaand, da Platinindholdet er kjendeligt lavere 
end i det ikke omkrystaliiserede Strychnin. 


Ved mine Undersøgelser er altsaa paavist, at Strychninet, saaledes som det gaar i 
Handelen, er en Blanding af mindst to Alkaloider, men dog sandsynligvis heller ikke af 
flere. Disse to Stofler renses meget vanskeligt fra hinanden indbyrdes. Alkaloidet med 
lavere Molekyltal er lidt tungere opløseligt i fortyndet Vinaand; men der synes at maatte 
udfordres særdeles mange Omkrystallisationer for at erholde Forbindelsen i ren Tilstand"). 
Af en Opløsning, der indeholder de to Alkaloiders saltsure Salte, udfælder Kaliumplatin- 
chlorure først Alkaloidet med højst Molekyltal, idet man ved en brudt Fældning efterhaanden 
faar Bundfald med et større Procentindhold af Platin, uden at Forholdet mellem Platin- 
og Chloratomernes Antal overskrider 1 : 4. 

Middeltallet af Platinbestemmelserne i BI er 18,81 %o, Middeltallet deraf i AIV, 
BIMNoS G1VZer231l9,35: 

Til et Platinindhold af 18,81 svarer imidlertid et Molekyltal hos det tilsvarende 
Alkaloid af 347,59, medens der til 19,35 °/o Platin svarer et Alkaloid, hvis Molekyl er 333,18. 
Til den sædvanligt antagne Formel for Strychnin ©?17°? N? 0? svarer imidlertid, med de af 
L. Meyer og Seubert corrigerede Atomtal, Molekylvægten 333,31, saa at der aldeles ikke 
kan være Tvivl om, at denne Formel svarer til det Strychnin, der er tungest opløseligt i 
Vinaand, og som sidst udfældes af det saltsure Salt ved Tilsætning af Kaliumplatinchlorure. 
Forskjellen mellem Molekyltallet herfor og Molekyltallet 347,59 (der svarer til det i Vinaand 
lettere oploselige Strychnin og til det Strychnin, der udfældes forst af Kaliumplatinchlorure) 
er imidlertid saa ner ved de 14 (13,97), der er et Udtryk for en Homologi mellem disse to 


Alkaloider, at man med Sikkerhed tor paastaa, at dette Strychnins — Homostryehninels — 


1) Da Stryehninet imidlertid for hver Gang det omkrystalliseres af Vinaand kommer til at indeholde 
noget mindre al Alkaloidet med højere Molekylvægt, vil Handelsproduktet ikke altid kunne indeholde 
de to Bestanddele i samme indbyrdes Forhold, selv om de i Planten maatte forekomme i et saa- 
dant constant Forhold, og det er da ogsaa tilstrækkelig tydeligt, at den første Strychninprøve, hvor- 
med Forsogsrækken A blev anstillet, indeholdt noget mindre af Strychninet med højere Mofekyltal. 


95 495 


Formel er C??Æ?#N?20?, hvorved altsaa den paa Forbaand meget usandsynlige Formel 
C2? H?? N°0? bortfalder. 

Hermed stemmer ogsaa et Par Elementeranalyser, som jeg har anstillet paa Bund- 
faldene BI og CHI, og som gave folgende Resultater: 


Fundet Beregnet 
Bl for (C?* H?4N?0?)? A? Pech 
44C 50,70 51,02 
$ (Anal. 55) 
50H 4,65 4,84 
Fundet Beregnet 
CHI for (02! H?2 N?02)? A? Pt cl! 
42C 49,79 50,05 
(Anal. 56) 
46H 4,57 4,58 


Da jeg har fundet, at Alkaloidbundfaldene af Sammensætningen (AH)? Pt Cl! decom- 
poneres af Natron, saa at man faar Na? PC og Alkaloidet tilsyneladende uforandret ud- 
skilt, vil man rimeligvis heri have et Middel til Fremstilling af disse Alkaloider i ren Tilstand. 


Bruein. 


Den hidtil antagne Formel 02?77?° N? 0% er fastslaaet af Regnault!), idet hans 


Undersogelser gave folgende Resultater: 


Fundet Beregnet 
Middeltal for C?*H?°N°0* 
I Il i IV ee 
230 70,60 70,85 70,33 70,0% 70,46 | 70,39 70,02 
26H 6,67 6,88 6,62 6,65 6,70 6,50 6,62 
DEN 7,05 7,09 7,07 7,08 7,13 
40 15,68 15,18 (15,77) 16,03 16,23 


Med denne Formel stemmer ogsaa nogle Undersøgelser af Dollfus*) ret vel 
overens, idet han i Rhodanidet af Brucin fandt 63,23 °/o Kulstof og 6,13 °/o Brint, medens 
Regnault’s Formel fordrer 63,66 %/o C og 5,99% H, og i endnu højere Grad stemmer 
denne Formel med nogle Analyser af Strecker’), foretagne i Anledning af hans Under- 
sogelser af Brucinets Forhold overfor Salpetersyre, hvorved han som bekjendt gav de første 
Bidrag til Kundskaben om Brucinets Constitution. Strecker fandt nemlig i Brucinet 70,00 °/o 
Kulstof og 6,70 °/o Brint. 


1) Ann. de chim. et de phys. [2] 68, 127. — 1838. 
2) Liebigs Annaler 65, 222. — 1848 
3) — — 915876: 


Vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, naturvidensk. og math. Afd, IV. 7. 53 


426 26 


Varrentrap og Will!) vare de forste, der sogle en sikkrere Bestemmelse af 
srucinets Molekyltal ved Bestemmelse af Platinmængden i Platinchloriddobbeltsaltet. De 
undersøgte paa denne Maade fire forskjellige Prøver af Brucin, men anvendte ikke brudt 
Fældning. Deres Resultater, der, som det vil ses af nedenstaaende Tal, vare særdeles vel 
overensstemmende, skal jeg her anføre med de i Følge de corrigerede Atomtal dertil 
svarende Molekyltal for det vandfrie Brucin. 


Prøven I gav 16,499/0 Platin svarende til Be — 384,89. 


II - 16,59 - — — = Be — 381,383. 
— Il - 1652- — — - Be — 383,81. 
— IV - 16,50 - — — - Be = 384,53. 


Da de endvidere i vandfrit Brucin fandt 7,24 °/o Kvælstof, fik de ved iøvrigt 
at combinere Liebigs og Regnault's Analyser med deres egne Resultater Formlen 
1/04 H°°N4 07), der med de nu brugte Atomtal vilde fordre Molekyltallet 372,22. Det er 
dog øjensynligt, at der herved ikke er vundet noget; thi rent bortset fra, at denne Varren- 
trap og Will’s Formel ikke længere kan bruges paa Grund af Atomtallenes Fordobling, saa 
stemmede denne Formel aldeles ikke bedre med disse Chemikeres egne Bestemmelser 
end Regnault’s Formel gjorde; thi: 


Beregnet Beregnet Fundet 

for 023 42° N?O° for 4. (CH! AS? NO?) af V.og W 
N 7,07 7,53 1,24 
Pt (i Dobbeltsaltet) 16,18 16,85 16,52, 


saa at Regnault’s endog snarere svarer bedre til Varrentrap og Will’s Bestemmelser 
end disses egen Formel. | 

Schützenberger, hvis Undersogelser over Strychnin havde foranlediget ham til 
at antage det for en Blanding af 3 forskjellige Alkaloider, kom nu?) til det Resullat, at 
heller ikke Brucinet var noget homogent Stof. Hans Undersogelser synes foranledigede 
ved, at Denoix i Rævekager mente at have fundet et nyt Alkaloid, som han kaldte 
Igasurin, men hvoraf han dog ikke havde meddelt nogen Analyse. Schützenberger, 
der har skaffet sig noget Handelsbrucin, vil underkaste det en Analyse, men kommer ved 
en Omkrystallisation deraf til det Resultat, at det i Virkeligheden er en Blanding af 9 
Baser, som han kalder a-, b-, e- .... i-Igasurin og angiver Sammensætningen deraf 
som følger: 


1) Liebigs Annaler 39, 285. — 1841. 
2, Comptes rendus 46, 1234. — 1858. 


27 427 


a-Igasurin 0°? 42° N?0° + 37/70; meget tungopløseligt 


b- —  CISHAN°0T+3H?°0; tungopløseligt 
e- — O8f?4N? O44 3H?0; letoploseligt 
d- —  CTHSN?0S + 3H?0; letopleseligt 
e- —  CSH?6N?01 +3H°0 
f- — C1H90N?0! + 3 (eller A) 770; letoploseligt 
g- — CHS N?2084+ 3H?0; meget tungopleseligt 
h- — CH?N?08 + 3H?0; letopleseligt 
i- - (2077? N:Q" + 3H?0; letopleseligt. 
Han mente, at da disse Stoffer lignede Brucinet i deres chemiske Forhold — de 
bleve nemlig alle rede med Salpetersyre — kunde de betragtes som Omdannelsesprodukter 


af Brucin foranledigede ved Livskraftens Indvirkning. Krystalvandet gik hos dem alle bort 
ved 100°. 


Det Brucin, jeg brugte til mine Forsøg, var forskrevet fra Kahlbaum i Berlin. 
Forsegsrækken 4. 

10 Gram Brucin bley ved et lille Overskud af Saltsyre oplost i 500 Gram Vand og 
Opløsningen fældet, med den beregnede Mengde Kaliumplatinchlorure tilsat i fire lige store 
Portioner. Alle fire Bundfald havde samme Udseende og bestode af meget smaa prismatiske 
Krystaller af en smuk lyserød Farve. Undersøgelsen gav folgende Resultat: 


I Il Il IV 
(Anal. 57 og 58) (Anal. 59) (Anal. 60 og 61) (Anal. 62 
Pt 16,67 16,74 17,13 17,08 
Cl 12,08 12,24 


Forsogsrekken B 
foretoges med en ny Portion af samme Brucinprove og i alt væsenligt paa samme Maade 
som under A. Platinbestemmelserne heri gave folgende Resultater: 


I Il 


Il IV 
al. 63 of GA al. 65 oc 6 
(Anal. 63 og 64) (Anal, G5! og 66) (Anal. 67) (Anal. 68) 
See a= Oe _ 
Pt 16,71 ; 16,67 16,89 ; 16,89 17,10 17,11 


Brucinet syntes herefter al bestaa af omtrent lige Molekyler af to Alkaloider, hvoraf 
det enes Dobbeltsalt med Platinchlorure indeholdt 16,68 °/o Pt, det andets 17,11. 


Forsogsrekken C. 
For at undersoge, om disse to Alkaloider kunde skilles fra hinanden ved en Om- 
krystallisation blev 8 Gram Brucin af en anden Prove, dog ogsaa fra Kahlbaum, oplest 


53° 


428 98 


i saa lidt varm 25 °/o Vinaand som muligt. Ved Afkjeliug og Henstand til neste Dag var 
næsten alt udskilt paa ny. Moderluden skiltes fra, inddampedes til Torhed og den torre 
Substans oplostes ved lidt Saltsyre i Vand til en Oplosning, som feldedes i to Portioner 
ved to Gange at tilsætte et halvt Gram AK?P¢Clt. Det første Bundfald (I) var lidt større 


end det andet (If), — Hovedmengden af Brucinet, der altsaa havde udskilt sig af den vin- 
aandige Oplosning, blev oplost paa ny — men denne Gang i noget mere — fortyndet 


Vinaand; det der udskilte sig ved en Times Henstand af denne Oplosning, var altsaa den 
tungest opleselige Del af Brucinet. Det skiltes fra, oplostes ved Saltsyre og fældedes fuld- 
stendigt ved Ye Gram A?PtCl!. Bundfaldet er VII. Moderluden fra denne, den tungest 
opløselige Del af Brucinet inddampedes noget og gav ved Afkjoling noget mere Brucin, 
som opløstes og fældedes i to Portioner, hver Gang med et halvt Gram Nalinmplatinchlorure. 
Bundfaldene her er V og VI. Fra den sidste Moderlud fra udkrystalliseret Brucin skiltes 
Vinaanden ved Inddampning. Resten opløstes ved lidt Saltsyre og feldedes i to Portioner 
ligeledes med et halvt Gram Kaliumplatinchlorure hver Gang. Disse Bundfald ere Ill og IV. 
Bundfaldene I og II ere altsaa Forbindelser af det i fortyndet Vinaand lettest op- 
leselige Brucin, VIL af det tungest opløselige, og selve Talrekken angiver Rækkefølgen i 
Bruneinprovernes Opleselighed, for saa vidt som der virkelig er nogen Forskjel derpaa. 
Platinbestemmelserne i de til constant Vegt torrede Bundfald gave folgende Resultater: 


I li [ii IV Vv VI Vil 
Anal. 69 70 71 12 73 74 75 
Pi 17,14 17,13 17,10 17,16 17,19 17,13 17,19. 


Disse Bestemmelser viste, at denne Brucinprove maatte være forskjellig fra den 
første og lod mig paa Grund af de temmelig høje Platinbestemmelser formode, at den alene 
bestod af Brucin med lavest Molekylvægt. 

For nærmere at undersøge, om der ikke fandtes noget af Brucinet med højere 
Molekylvægt i denne Prøve, anstilledes 


Forsøgsrækken D. 
5 Gram Brucin af samme Prøve blev ved Saltsyre opløst i 100 cc. Vand og den 
første Halvdel deraf fældet i fire Portioner, hver Gang med Ya Gram K2P4 OW, Den sidste 
Halvdel blev fældet i en enkelt Portion. Platinbestemmelserne gav: 


I il ill IV N 
= SS — 
Anal. 76 77 18 79 80 81 82 
Pt 16,60 16,87 17,07 17,16 le 17,17 17,12. 


Analysen af DI viser, at denne Brucinprove dog ogsaa indeholdt noget af Brucinet 
med hojere Molekyltal om end i betydelig ringere Mængde end det Brucin, der anvendtes 


DS 
Wo) 
> 
bo 


9 


til Forsogsrekkerne A og B, men sammenholdt med Forsogsrekken C viser D tillige, at 
disse to Alkaloider — der altsaa tilsammen udgjore Handelsbrucinet — ikke lade sig skille ved 
Omkrystallisation. Tillige fremgaar, at det Forhold, hvori de findes blandede, ikke er constant. 


Middeltallet af Platinbestemmelserne i Dobbeltchloridet med Platinchlorure af Bru- 


cinet med hojere Molekylvægt bliver — naar man alene tager Hensyn til Bestemmelserne 
i AI, Blog DI — 16,66 °/o; Middeltallet af Platinbestemmelserne i den tilsvarende Forbindelse 
af Brucinet med lavere Molekylvægt bliver 17,13°o. — At de Bundfald, af hvis Platin- 


bestemmelser de nevnte Middeltal ere tagne, ere rene Stoffer, viser sig af Chlorbestemmelserne 
i Al og Alll, idet det ved disse er godtgjort, at Forholdet mellem Platin- og Chloratomernes 
Antal er som 1:4 i begge Arter af Bundfald. 

Til et Platinindhold af 16,66 °/o svarer et Molekyltal hos det tilsvarende Alkaloid af 
414,85, medens Molekylvægten for det Alkaloid, hvis Dobbeltchlorid med Platinchlorure 
indeholder 17,13°%o Platin, maa vere 398,24. — Molekyltallet for et Brucin af Sammen- 
sætningen 0°? H*°N? 0? er 393,17. 

Forskjellen mellem Molekyltallene 398,24 og 414,85 er 16,61 og svarer antagelig til 
et iltatom, saaledes at det ene Brucin er Oxyforbindelsen af det andet. Ved denne Analyse 
vilde ogsaa den langt større Iltmængde efter Liebigs Analyser og de paafaldende store 
IItmengder i Schützenbergers a- .... i-Igasurin finde sin Forklaring. 

Forevrigt finder man let ved Udvikling i Kjedebrok og Beregning af Convergenterne, 
at den Formel, Regnault opstiller, nemlig C?*/Æ?6N*°0%, bliver uholdbar ved de corrigerede 
Atomtal, idet den Formel, der bedst svarer til Middeltallet af hans Analyser, er OH N ?O% idet: 


Beregnet 
De af Regnault ree 
fundne Middeltal for 023325 N20% for OH HEINO! 
© 70,46 70,02 70,73 
HA 6,70 6,62 6,65 
N 7,07 7,13 6,89 
O 15,77 16,23 15778: 


Molekyltallet for C?4H?*N?O+ bliver imidlertid 406,14, altsaa nøjagtigt midt imellem 
de to af mig fundne Molekyltal. 

Medens det nu maa være godtgjort, at det her anvendte Handelsbrucin bestaar af 
en Blanding af to Alkaloider med Molekyltallene meget nær 398,24 og 414,85, tør jeg endnu 
ikke paatage mig at afgjøre, hvilke Formler der tilkommer disse to Alkaloider. 

Paa Grund af Mangel paa Materiale har jeg kun faaet gjort en Elementæranalyse i 
et (BcH)? Pt Cl*, der ikke var fremstillet ved brudt Fældning, og som derfor ikke var rent. 


30 


430 


Den svarede nogenlunde til et Platindobbeltsalt 
fik (Anal. Nr. 83): 


med Kegnault’s Brucinformel, idet jeg 


Beregnet 
Fundet for (C23 42 N201)? H? Pi Cl! 
C 48,37 48,91 
II 4,83 4,80. 


Cinchonin. 


Nogle Arbejder over Cinchoninets Iltningsprodukter, som Skraup først foretog 
sammen med Rochleder, senere alene, forte ham til nærmere at undersøge"), om den 


den Gang almindeligt antagne Regnaultske Formel for Cinchonin CPAFN?O virkelig 


ogsaa var rigtig, og om Cinchoninet ikke havde den Sammensætning, som Laurent 
havde tilkjendt det, altsaa C!?77??N?O. Tillige arbejdede han med den Mulighed for Oje, 


Ved 
gjentagne Omkrystallisationer renser han Cinchonin, som han har faaet fra tre forskjellige 


at Cinchoninet, som det gaar i Handelen, var en Blanding af forskjellige Alkaloider. 


Fabrikker og kommer ved sine Elementæranalyser til folgende Resultater: 


Fundet 
I Il mm IV Vv VI VII VIII IX X 
(Oh WS RED TON TT OT TT 
’ ) ’ bl 7 
ÉTÉ 7,86 7,23 7,90 7,87 1075 7,83 7,66 1,51 7,55 
’ ’ ’ 1 2 1 >) 7 | 
Beregnet 
Middeltal for 0!9H?? N?0 for C2024 N20 
Nær Se 
(6; 77,33 | 77,55| 77,51 | 77,92, 77,88 
| | | 
H 7,68 7,48 7,50 | 7,79 7,81 


I lige Maade gave ogsaa Platinbestemmelserne i det sure Platinchloriddobbeltsalt 
ham Resultater, der vare i høj Grad afgjorende for Formlen 01? 77°?N°O, idet han fandt: 


I Il Ill IV V VI vi Vill IX X XI 
Pe 271,987 ° 27,837 21,66, 27,68.) 276) 27,98) F277 Si ENT RAR ih lee 2000 NOT RE 
Beregnet for 
MER, CWH2?2N29. ER PL CIS: ren as 
Te TSS 
27,77 | 28,01 | 27,68 [27,46 | 27,14. 
1) Liebigs Annaler 197, 352. — 1878. 


dl 451 


Forovrigt gav ogsaa Undersogelsen af andre Salle som Sulfatet, det sallsure og det 
jodbrintsure Salt Resullater, der med samme Tydelighed paapegede Nodvendigheden af at 
antage den Laurentske Formel for Cinchonin. 

Tilsyneladende foranlediget ved disse Undersøgelser af Skraup se vi ogsaa Hesse!) 
underkaste Cinchoninet en fornyet Undersøgelse og erholde Bestemmelser, der med en 
lignende Sikkerhed som Skraups paaviste, at Cinchoninets Formel maalte være CH?2N?0,. 


Det Cinchonin, jeg anvendte til mine Forsøg, var dels fremstillet af svovlsurt Salt 
(fra Merck i Darmstadt), som jeg forst omkrystalliserede, dels var det krystalliseret Cin- 
chonin fra Kahl baum. 


Forsegsrækken A. 

10 Gram omkrystalliseret svovisurt Cinchonin blev ved Hjælp af lidt Saltsyre opløst 
i Vand og Opløsningen fældet med Ammoniak. Det udvaskede Bundfald opløstes derpaa 
ved Hjælp af saa lidt Saltsyre som muligt i c. 300 ce. Vand, og til denne Opløsning blev 
der sat 1,5 Gram Kaliumplatinchlorure, som strax fremkaldte et gult Bundfald (1), som hen- 
stod med Vædsken til neste Dag. Til Filtratet herfra blev der sat 4 Gram Kaliumplatin- 
chlorure og det derved opstaaede Bundfald (II) strax frafiltreret. Filtratet herfra vedblev et 
Par Dage at udskille mere Bundfald, som tilsidst blev samlet paa Filter og udvasket. Dette 
udgjorde Bundfaldet III. Til Filtratet herfra blev der endelig med nogle Dages Mellemrum 
sat mere Kaliumplatinchlorure, indtil der ikke længere udfældedes noget, og det saaledes 
efterhaanden opstaaede Bundfald blev kaldet IV. 

Platinbestemmelserne i disse fire Bundfald gav: 


I Il 
(Anal. 84 og 85) (Anal. 86 og 87) Il IV 
ae —_ _ (Anal. 88) (Anal. 89) 
28,62 ; 28,65 31,19; 31,31 31,06 36,06. 


Det kunde ligge nær heraf at slutte, at Cinchoninet maaske var en Blanding af 
tre Alkaloider, idet Bundfaldene II og Ill viste noget nær samme Platinindhold; men sam- 
tidigt maatte jeg dog ogsaa arbejde med den Mulighed for Øje, at der her som ved Mor- 
phinet kunde opstaa Forbindelser af Bundfaldet CX2.H?Pt Cl? med et Molekyl Platinchlorure. 

Herom maatte først og fremmest Chlorbestemmelserne kunne give Oplysning; men 
jeg ansaa det dog for raadeligst først at fremstille Bundfald, der vel vare fremstillede ved 
brudt Fældning, men saaledes, at Betingelserne, hvorunder alle Bundfaldene blev dannede, 
saa vidt muligt vare de samme. 


1) Liebigs Annaler 205, 211. — 1880 


432 32 


Forsegsrekken B. 

Der blev her med det samme svovisure Salt — som under A — som Udgangs- 
punkt fremstillet en lignende svagt saltsur Opløsning som for, og denne fældet i fire Sæt 
med den beregnede Mængde Kaliumplatinchlorure. Bestemmelserne i de fire Bundfald gave 
folgende Resultater : 


I li Wl IV 
(Anal. 90 og 91) (Anal. 92) (Anal. 93) (Anal. 94 og 95) 
Pt 26,41 28,84 30,40 32,14 
Cl 15,38 17,37. 


I Bundfald I forholder Antallet af Platin- og Chloratomerne sig altsaa til hinanden 
som ea? i IV som ER Intet af disse Bundfald er derfor rent, om end IV synes at 
nærme sig dertil, idet Forholdet er temmelig nær ved !/3, og hvis man derfor af dette 
Bundfalds Platinindhold vilde beregne Alkaloidets Molekyltal under Forudsætning af, at 
delte Bundfald var rent CQ22H?PtCl, PtCl?, vilde man finde Ci — 303,13 i Stedet for at 
Formlen C!°H*?N?*O fordrer Molekylvægten 293,41 og C2°H?4N2O Molekyltallet 307,38. 
Det skal imidlertid vises, at en saadan Slutning vilde være uberettiget. 

Hvis man nemlig turde gaa ud fra, at disse fire Bundfald (B I, II, Ill og IV) vare 
Blandinger alene af CPC og CEH PC, P4CP, vilde man nemlig paa Grundlag 
af Analysen af I, hvori der ogsaa er foretaget baade Platin- og Chlorbestemmelser, kunne 
resonnere saaledes: Molekyltallet er for en Forbindelse Ci?H*PtClt — 337,78 + 20% og 
for en Forbindelse C:°H? Pt Cl, Pt Cl? — 602,82 + 2Ci. Sættes nu 20: = 2x, og antages 
den analyserede Blanding at indeholde y Dele Ci?H?PtCl* for z Dele af Forbindelsen heraf 
med Platinchlorure, faar man i Følge Bestemmelserne : 


“ni (y (337,78 + 22) + 2(602,82 + 22)) = yOl+&O........ (A) 
0 (y(337,78 + 27) + 2(602,82 + 22) = yA+%P......... (B) 


te = HOON. RER RE ete (C) 


Af disse tre Ligninger finder man: 


z = 66,79 y == 33,21 wv = 356,14. 


Cinchoninets Molekyltal skulde altsaa herefter være 356,14, en Værdi, der aldeles 
ingen Sandsynlighed har for sig. 


Forsøgsrækken C. 
Forsøgene blev her gjentaget med krystalliseret Cinchonin fra Kahlbaum. 20 
Gram heraf opløstes ved Saltsyre i 800 Gram Vand og fældedes ved 4 Gange at tilsæltes 


2Y2 Gram Kaliumplatinchlorure. Første Gang jeg tilsatte Opløsningen af dette Salt, opløstes 


33 433 


det i første Øjeblik fremkomne Bundfald sig atter for i det næste al udskille sig i Form af 
et stærkt osteagtigt lyserødt Bundfald. Ved Henstand til næste Dag, blev dette Bundfald 
omdannet til et brungult og krystallinsk og de tidligere osteagtige Fnug, som vare bløde 
som nylig fældet Chlorsolv faldt nu ved Tryk af Spatelen itu til smaa Krystalaggregater. 
Ved Tilsætning af de to næste Portioner Kaliumplatinchlorure fremkom der ogsaa først 
lyserøde, osteagtige Bundfald, som ved Henstand til næste Dag bleve krystallinske og brun- 
gule. Ved Tilsætningen af den fjerde Portion af Platinsaltet, gik Omdannelsen til det kry- 
stallinske Stof hurtigere for sig, saaledes at det blev frafiltreret efter et Par Timers Forløb. 
Heri antager jeg, at det ligger, at dette viste et lavere Platinindhold end Bundfaldet HF. Fil- 
tratet fra Bundfaldet IV skulde, hvis Bundfaldene havde bestaaet af (CA)? Pt Cl’, ikke inde- 
holde mere Cinchonin, men ved 2 Gange at tilsætte 3 Gram XPP Cl, fik jeg endnu ud- 
fældet Bundfaldene V og VI, hvorefter Vædsken ikke indeholdt mere Cinchonin. 
Undersøgelsen af disse 6 Bundfald gav følgende Resultater: 


I Il iu IV V VI 

Anal. 96 og 97 98 99 100 101 102 og 103 
Ft 29,69 31,88 34,99 34,33 35,55 36,61 
Cl 17,89 19,37 


Hvis man nu af Platin- og Chlorbestemmelserne i Bundfaldet CI vilde søge at beregne 
Cinchoninets Molekyltal paa samme Maade som ovenfor af BI vilde man finde Ci — 260,85. 
Det er dog ojeblikkeligt indlysende, at naar disse Beregninger kunne give Resultater, 
der ere hinanden saa fremmede som 356,14 og 260,85, kan Forudsætningen, at Bundfaldene alle 
skulle udgjeres af en Blanding af de ovenfor nævnte Forbindelser, ikke holde Stik, og 
Muligheden af Forbindelser af (Ci A)?PtCl* med to eller flere Molekyler Pi CP fremgaar 
da ogsaa fuldkomment af Platin- og Chlorbestemmelserne i C VI, idet Antallet af Platin- 
18,84 


og Chloratomer her forholder sig som ze Forhold, der er større end +. 
‚6 


Forsogsrækken D. 

Da der dog stadigt var nogen Mulighed for, at det anvendte Stof ikke var ganske 
rent, og at de store Variationer i Bundfaldenes Sammensætning skyldtes den Omstændighed, 
at Cinchoninet var blandet med andre Alkaloider, blev svovlsurt Cinchonin fra Merck 
underkastet 10 Omkrystallisationer, Cinchoninet frigjort af det omkrystalliserede Salt og 
opløst i Saltsyre. Ved sædvanlig brudt Fældning i fire Sæt, fik jeg Bundfald, hvori Platin- 
og Chlorbestemmelserne gave: 


I u Il IV 

Anal. 104 105 og 106 107 108 og 109 
Pt 31,55 32,28 30,22 32,65 
Cl 17,38 17,52 


Vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, naturvidensk. og math. Afd. IV. 7 54 


45 34 


Som man vil se, ere Variationerne i Sammensætningen her mindre end ved de 
foregaaende Bundfald; men jeg er dog mest tilbojelig til at tilskrive denne Ensartethed en 
Tilfældighed, selv om Bundfaldene II og IV i Folge Sammensætningen kunne nærme. sig 
stærkt til Forbindelser af Formlen (A)? PECU, PtCl, idet et saadant Stof med Cz 
= C9H?22N?0 = 293,41 vilde fordre 32,66 °/o Platin og 17,84 °/o Chlor. 


Forsogsrækken E. 

For at forsøge om ikke Forbindelsen (Ci HØ Pt Ol! skulde kunne lade sig fremstille 
ved til en Oplosning af rent saltsurt Cinchonin at sætte den beregnede Mængde Kalium- 
platinchlorure og øjeblikkeligt frafiltrere det dannede Bundfald, bleve 2 Portioner af det salt- 
sure Alkaloid, hver paa 4 Gram, oploste i 300 ec. Vand, den ene paa 50°, den anden paa 
40° og fældede med nøjagtigt den beregnede Mængde A?PtOl!, hvorefter Vædsken oje- 
blikkeligt blev bragt paa Filter, Bundfaldet frafiltreret og skyndsomst udvasket. Disse 
Bundfald kaldtes I (fældet ved 50°) og II (40°). Paa ganske lignende Maade gik jeg frem 
med 12 Gram rent saltsurt Cinchonin opløst i 300 ce. koldt Vand. Bundfaldet her er Ill. 
Alle tre Bundfald vare i Fældningsojeblikket lyserøde og osteagtige; men det kunde dog ikke 
undgaas, at de under Udvaskningen og den paafolgende Tørring antoge en stærk gul Farve. 
Analysen af disse tre Bundfald gav: 


I Il Hl 
(Anal, 110) (Anal. 111) (Anal. 112 og 113) 
Pt 33,84 32,80 32,12 
Cl 19,44. 


Det var altsaa øjensynligt, at ikke heller disse Bundfald vare rene Stoffer. 1 HI 
forholder Antallet af Platinatomer sig til Antallet af Chloratomer som et 

Da jeg havde bemærket, at Strychninets Salt /StH/?Pt Cl? kunde omkrystalliseres 
af stærk Saltsyre, og at man derved, uden at Saltet forandrede Sammensætning, kunde faa 
det i større Krystaller, søgte jeg her at anvende det samme Middel for derved muligen at 
faa en eller anden af Cinchoninets Platosoforbindelser i ren Tilstand. 

Forskjellige af de tidligere erholdte Bundfald udkogtes med Saltsyre paa 20 °%/o, 
hvorved en stor Del gik i Oplosning og igjen udskilte sig ved Afkjeling som et tilsyne- 
ladende ganske ensartet Pulver af gul Farve. Heller ikke under Mikroskopet viste det sig 
uensartet, men bestod af smaa, tilsyneladende regulære Krystaller. Dette Bundfald frafil- 
treredes, udvaskedes og tørredes som sædvanligt. Analysen (Nr. 114, 115 og 116) gav 
følgende Resultat: 

Pi 35,64 
35,59 


Cl 21,08, 


3 435 


saa at Antallet af Chloratomerne forholder sig til Antallet af Platinatomer som Be Det 
var altsaa heller ikke paa denne Maade lykkedes mig at fremstille et rent Stof, og jeg 
har derfor opgivet Haabet om at faa fremstillet rene Forbindelser af saltsurt Cinchonin 
med Platinchlorure. 


Ogsaa af Conünets og Cofeinets saltsure Salle har jeg søgt at fremstille lignende 
Dobbeltsalte med Platinchlorure, men uden noget Resultat, idet disse Alkaloiders saltsure 
Oplosninger aldeles ikke fældes af Kaliumplatinchlorure. 

Det vil af disse Forsog fremgaa, at i ethvert Fald flere Alkaloider danne tung- 
opleselige Dobbeltsalte med Platinchlorure, og at brudt Fældning med Kaliumplatinchlorure 
af de svagt saltsure Oplosninger kan være et fortrinligt Middel til at komme til Kundskab 
om, hvor vidt disse Alkaloider virkelig ere rene Stoffer eller ej. 

Det er dog ved disse Undersøgelser nødvendigt foruden Platinmængden i de saa- 
ledes erholdte Dobbeltchlorider tillige at bestemme Chlormængden, da enkelte af disse 
Salte af Formel (AH/? Pi CU har Tilbøjelighed til at forene sig med Platinchlorure til For- 
bindelsen (AH)? Cl’, PtCP saaledes som det f. Ex. er Tilfældet hos Morphin. Under- 
tiden kan denne Tilbøjelighed til at optage Platinchlorure — som hos Cinchonin — være 
saa stor, at det bliver umuligt at erholde rene Bundfald, hvorfor en Bestemmelse af Alka- 
loidets Molekylvægt i et saadant Tilfælde bliver umulig ad denne Vej. 


Endelig har jeg søgt at fremstille Dobbeltsalte af Alkaloiderne svarende til Plato- 
diamminchlorid ved at koge Platosemidiamminchlorid med det nylig udfældede Alkaloid, og 
saaledes lykkedes det, ved at arbejde med ganske smaa Portioner at faa forholdsvis ikke 
lidt Strychnin, Brucin eller Cinchonin i Opløsning. Tog jeg derimod større Portioner i 
Arbejde, undgik jeg aldrig, at der reduceredes Platin. Af de saaledes erholdte Opløsninger 

. (NEE NAPE El NH? NA? Cl 

— der syntes at maatte indeholde enten Pi AU eller Pt ACI — var 
det dog ikke muligt, selv ved Afdampning i Vacuum, at faa noget rent Stof; den i Oplas- 
ningen existerende Forbindelse syntes at spalte sig ved Inddampningen. Derimod gav 
disse Opløsninger ved Tilsætning af Kaliumplatinchlorure et hvidt, fnugget, amorft Bund- 
fald, der efter al Sandsynlighed maatte være et Slags Magnussalt; men som dog ikke kunde 
underkastes nogen Analyse, da det ved Frafiltrering iltede sig og derved for Strychninets 
og Cinchoninets Vedkommende blev graagrønt, for Brucinets mere brunliggraat. 

4 Gram Brucin blev saaledes kogt med 3 Gram Platosemidiamminchlorid opløst i 
100 Gram Vand. Efter c. 1!/2 Times Kogning var omtrent hele Brucinmængden opløst, 


Vædsken filtreredes og fældedes med Kaliumplatinchlorure, saa længe der derved fremkom 
54" 


456 36 


det hvide, fnuggede Bundfald. Dette blev udvasket paa Filter, sprøjtet ned i et Glas sammen 
med en Del Vand og derigjennem ledet kulsyrefri Luft i omtrent 30 Timer, efter hvilken 
Tid det ikke syntes yderligere at skifte Udseende. Det var nu et graat Bundfald, som efter 
Tørring blev brunliggraat og ved Gnidning blev ganske usædvanlig stærkt elektrisk. Analysen 
deraf gav (Anal. Nr. 117, 118, 119, 120 og 121): 


Fundet 


Middeltal 

nn 
Pt 21,676 27,49 ; 27,66 27,57 
Cl 10,72 10,92 10,82, 


hvilket dog ikke giver noget simpelt Forhold mellem Antallet af Platin- og Chloratomer i 
NH® NH? Cl 
Stoffet. Forbindelsen Pt = FtCl? vilde fordre 28,55 Vo Pt og 10,40 %% CL. 
Be Be Cl 3 
Endnu lettere end Brucin, Strychnin og Cinchonin synes Conzinet at danne Dobbelt- 
salte med Platinammoniakforbindelserne. Platosemidiamminchlorid opløses i Følge Cleves 
Angivelse i 26 Dele kogende Vand, men ved Tilsætning af Coniin forøges Opløselighed i 
en kjendelig Grad. 
Saaledes blev 6 Gram Platosemidiamminchlorid opløst i 60 Gram Vand ved Tilsæt- 
ning af Coniin, Overskuddet heraf blev frafiltreret og Opløsningen fældet med 10 Gange 
sit Rumfang Vinaand. Der fældedes herved et hvidliggult Bundfald, der frafiltreredes og 


udvaskedes med Alkohol, men som viste en ubehagelig Tilbøjelighed til at forandre sig i 


Luften og blive brunt og klæbende — sandsynligvis ved en Iltning. En Del af det endnu 
ikke ganske tørre Stof — thi skulde det tørres fuldstændigt var en Omdannelse af Sub- 
stansen til den brune klæbende Masse uundgaaelig — blev undersøgt for deri at bestemme 


Forholdet mellem Platin og Chlor. Den gav (Anal. Nr. 122): 


Pt 51,59 
Cl 8,93, 


26,55 


hvoraf findes, at Forholdet mellem Platin- og Chloratomernes Antal forholdt sig som 35° 
25,2: 


altsaa paa det nærmeste som 1:1. 

Det hvidgule Bundfald, som Vinaand fremkaldte i ovennævnte Oplosning af Platosemi- 
diamminchlorid med Coniin, var særdeles let oploseligt i Vand til en svagt gullig Vædske, 
som dog ved kort Tids Henstand i Luften antog en blaagron Farve. Saavel den svagt 
gullige som den ved Henstand i Luften farvede Opløsning fældedes af Kaliumplatinchlorure. 
Den første gav et Bundfald, der strax var hvidt, men som hurtigt farvedes mørkt blaagraat i 
Luften, den anden gav strax el noget blaagraat Bundfald, der ved Henstand antog samme 
mørke Farve som det første. 


Alkaloiderne synes allsaa vel at danne nogle Platin-Ammoniakdobbeltsalte; men 
disse Forbindelser er yderst ubestandige og svare maaske ikke alle til de kjendte Platin- 
Ammoniakforbindelser. 


Sluttelig er det mig en kjær Pligt at rette en Tak til Hr. Professor, Dr. phil. S. M. 
Jorgensen dels for mange nyttige Vink og dels for den velvillige Interesse, Professoren 
har ladet blive mit Arbejde til Del. 


16, 


17. 
18. 
19. 
20. 
21. 
22. 
23. 


24. 


Analyser. 


0,9663 Gram smeltedes med Wa? CO? og gav 0,6237 Gram metallisk Platin og 0,8760 
Gram AgCl + 0,0291 Gram Sølv svarende til ialt 0,2264 Gram CL. 

0,7465 Gram gav ved samme Behandling 0,4846 Gram Platin og 0,7046 Gram AgCl!—+ 
0,0025 Gram Ag svarende til 0,1751 Gram CZ. 

1,1335 Gram gav 0,4603 Gram Pt. 


0,7563 Gram gav ved den Pag. 7 omtalte Behandling 1,8792 Gram urent Ag./, hvoraf 
1,8391 Gram senere fordrede 30,8 cc. 


0,9886 Gram gav 0,4038 Gram Platin. 


77 normal Helvedstensopløsning. 

0,8338 Gram gav 1,3690 Gram urent Jodsølv, hvoraf 1,3484 fordrede 34,50 cc. ;L normal 
Helvedstensopløsning. 

1,0132 Gram afgav ved 24 Timers Tørring 0,0517 Gram Vand. 

0,9651 Gram gav ved Tørring 0,0389 Gram Vand. 

0,9262 Gram vandfrit Salt gav 0,5402 Gram Platin og 0,8858 Gram AgCl + 0,0018 Gram 
Ag svarende til 0,1952 Gram CZ. 

0,7399 Gram gav 0,1651 Gram metallisk Platin. 


0,8246 -— - 0,1865 — _ = 
0,8517 - 0,199 - 

0,9354 — - 0,2989 

0,7394 — - 0,3359 = 


0,9110 Gram gay 0,5971 Gram urent AgCl, hvoraf 0,4913 Gram senere brugte 32,55 ce. 
ig normal Helvedstensoplesning. 

0,8380 Gram gav 0,6096 Gram urent AgC/, hvoraf 0,5210 Gram senere forbrugte 34,7 cc. 
jy normal Helvedstensoplasning. 

0,6637 Gram efterlod 0,1399 Gram metallisk Platin. 


0,4765 Gram gav 0,2062 Gram Vand og 0,7689 Gram Kulsyre. 


0,1696 — - 0,202 — — - 0,754 — - 
0,6987 — efterlod 0,1471 Gram metallisk Platin. 
0,2228 — —  0,0720 

0,6813 - — 0,1435 > 

0,6997 — — 0,472 — = = 


1 


0,8863 Gram gav 0,5799 Gram urent AgCl, hvoraf 0,5662 Gram fordrede 37,3 cc. 75 


normal Helvedstensopløsning. 


0,7839 Gram 
0,8193 Gram 
AgNO®. 
0,8400 Gram 
0,5994 Gram 
0,9537 Gram 
0,8526 — 
0,9560 — 
1,1364 — 
0,9960 Gram 


0,7483 — 
0160 
0,8910 — 
0,9975 = 
pi  — 
0,9568 — 
0,5310 — 
0,8531 — 
0,7735 — 
0,8528 — 
0,9810 — 
0,8988 — 
0,7717 — 
1,0338 — 
0,9804 — 
0,8683 — 
0,9384 — 
1,042 — 
0,8901 — 
0,3646 — 
0,5767 Gram 
0,5473 — 
1,1345 Gram 
1,0224 Gram 


Ag Cl + 0,0028 Gram Ag. 


efterlod 0,1654 Gram Platin. 


gav 0,5353 Gram urent AgCl, hvoraf 0,5149 fordrede 33,8 cc. 


efterlod ved Glodning 0,2665 Gram Platin. 
gav 0,2049 Gram Vand +- 0,7307 Gram Kulsyre. 
efterlod ved Glødning 0,1816 Gram Pt. 


gav 0,6370 Gram urent AgCl, hvoraf 0,5528 Gram gav 0,4763 
Ag Cl + 0,0041 Gram Ag. 
0,9620 Gram efterlod ved Gledning 0,1863 Gram Ft. 


0,1623 
0,1832 
0,2188 


0,1451 
0,1916 
0,1670 
0,1767 
0,1547 
0,1808 
0,1571 
0,1621 
0,1464 
0,1620 
0,1902 
0,1732 
0,1490 
0,1965 
0,1868 
0,1655 
0,1800 
0,2020 
0,1683 
0,0701 


gav 0,2411 Gram Vand og 1,0720 


- 0,2256 


efterlod ved Gledning 0,1891 Gram Pt. 


— - 0,9993 


Gram Kulsyre. 


ro normal 


Gram rent 


gav 0,5335 Gram urent AgCl, hvoraf 0,5245 Gram gav 0,4860 Gram rent 


440 40 


59. 1,1440 Gram efterlod ved Glodning 0,1916 Gram Pt. 

60. 1,1009 - — - — 0,1886 — - 

61. 0,9290 Gram gav 0,4734 Gram urent AgCl, hvoraf 0,4716 Gram gav 0,4531 Gram rent 
Ag Cl + 0,0037 Gram Ag. 


62. 0,7010 Gram efterlod ved Glødning 0,1197 Gram Pt. 


63. 0,9331 — = = = 0.1549 — = 
64. 0.8175 — = - = 01363 = = 
65. 0,9171 — - = 0,1550 — - 
66. 0,9332  — — - — iy! == 
67. 0,9613 — — - — 0,1644 — 

68. 0,6196 — — - — DD = 
69, 0,927 — — - — 0,150 — - 
40. 0,8152 — — - — 0,1396 — - 
71. 1,0216 — — - — OA 
42. 0,8448 — — - — 0,1450 — - 
ROSE = - — 0,190 — - 
74. 0,4185 — _ - — Ole — = 
75. 0,7183 — — - — 0,1235 -—  - 
15 (OWA) = — - — 0,187 — - 
47. 0,6881 - — _ - — 0,1161 — - 
78. 0,6528 — — - — 0,1115 — - 
29.2 0,7215 55 — = = 0,123 — - 
80. 0,899 — — - — Una = 
81. 0,8573 — — - — 0,1473 —  - 
82, 0,8598 — — - — 0,1472 — - 


83. 0,5850 Gram gav 0,2556 Gram Vand og 1,0429 Gram Kulsyre. 
84. 1,0031 Gram efterlod ved Glødning 0,2862 Gram Platin. 


85. 0,8813 — — - — 0,2525 — — 
86, 0,9922 — = - — 0,3095 — — 
87. 0,9468  — -- - — 0,2964 —  — 
88. 0,9623 —- — - — 0,2989 — — 
89. 0,7542 — = - — 0,2719 — — 
90, 0,7593 — — - — 0,2005 -- == 


91. 0,8960 Gram gay 0,6195 Gram urent AgCl, hvoraf 0,6019 Gram fordrede 37,7 cc. 4, 
normal Helvedstensopløsning. 
92. 0,9511 Gram efterlod ved Glødning 0,2743 Gram Platin. 


41 


93. 
94. 


95. 


96. 
97. 


98. 
99. 
100. 
101. 
102. 
103. 


104. 
105. 
106. 


107. 
108. 
109. 


110. 
111. 
112. 
113. 


114. 
115. 
116. 


117. 
118. 
119. 
120. 


441 


0,9539 Gram efterlod ved Glodning 0,2900 Gram Platin. 
0,8686 — — - — 0,279 — = 


1,0180 Gram gav 0,7712 Gram urent Chlorsolv, hvoraf 0,7435 Gram fordrede 48 cc. 


normal Ag NO®. 
0,8569 Gram efterlod ved Glodning 0,2544 Gram Platin. 


mil 
10 


0,8652 Gram gay 0,6354 Gram urent Chlorsolv, hvoraf 0,6186 Gram gav 0,6055 Gram 


rent AgCl + 0,0027 Gram Ag. 
0,7982 Gram efterlod ved Glodning 0,2545 Gram Platin. 


0,8189 — — - — 0,2865 — — 
0,6835 — _ - — 0,2346 — = 
0,9217 — — - = 0,3277 —  — 
0,7645 — — - — 0,279 — — 


0,7992 Gram gav 0,6495 Gram urent Chlorsolv, hvoraf 0,6347 Gram gav 0,6026 Gram 


rent AgCl + 0,0038 Gram Ag. 

0,7579 Gram efterlod ved Glødning 0,2391 Gram Platin. 

0,8484 — — - = 0,2739 —  — 

0,9241 Gram gav 0,7099 Gram urent Chlorsolv, hvoraf 0,6806 Gram fordrede 43,5 
5 normal Ag NO? 

0,7832 Gram efterlod ved Glodning 0,2367 Gram Platin. 

0,7932 — — - — 0,2590 — = 

0,8750 Gram gav 0,7133 Gram urent Chlorselv, hvoraf 0,6434 Gram fordrede 39,9 
fy normal Ag NO, 

0,5879 Gram efterlod ved Glodning 0,1972 Gram Platin. 

0,8323 — — - — 0,2730 — - 

0,956 — — - — 0,3077 — — 

0,9665 Gram gav 0,7242 urent Chlorsolv, hvoraf 0,6487 Gram fordrede 47,4 cc. 
normal Ag NO”, 

0,7595 Gram efterlod ved Glodning 0,2707 Gram Platin. 

1,0607  — — - — Os71 — — 

0,7601 Gram gav 0,6735 Gram urent Chlorsolv, .hvoraf 0,6438 Gram fordrede 43,3 
zy normal Ag NOS. 

0,8852 Gram efterlod ved Smeltning med kulsurt Natron 0,2448 Gram Platin. 
0,6699 Gram efterlod ved Glodning 0,1842 Gram Platin. 

0,7627 Gram gay efter Smeltning med kulsurt Natron 0,2110 Gram Platin uoplest. 


CC. 


„| 
| 


ce. 


0,8852 Gram gav 0,3851 Gram urent Chlorsolv, hvoraf 0,3795 Gram leverede 0,3754 


Gram rent AgCl + 0,0019 Gram Sølv. 


442 42 


121. 0,7627 Gram gav 0,3845 Gram urent Chlorsølv, hvoraf 0,3556 gav 0,3071 Gram rent 
Ag Cl + 0,0030 Gram Sølv. 

122. 1,1102 Gram gav ved Smeltning med kulsurt Natron 0,5727 Gram Platin og 0,4058 
Gram urent Chlorselv, hvoraf 0,3955 Gram fordrede 27,3 cc. „|; normal Helvedstens- 
opløsning. 


Familien Podostemaceae, 


Studier 
af 


Dr. Eug. Warming, 


Professor ved Kjøbenhavns Universitet. 


Afhandling III. 


[1. Podostemon Mülleri n. sp.; 2. Podostemon Galvonis n. sp.; >. Podostemon Schenckii n. sp.: 


4. Podostemon distichus \Cham.); 5. Podostemon subulatus Gardn.: 6. Mniopsis Saldanhana n. sp.; 
7. Apinagia (Gardneriana Tul.?); 8. Apinagia Riedelii (Bong.); 9. Ligea Glazioviana n. sp.; 


10. Lophogyne aculifera Tul. et Wedd.; 11. Mourera aspera (Bong.) Tul.; 12. Diagnoses specierum 
novarum; 13. Om Podostemaceernes systematiske Plads.] 


Med 12 Tavler. 


Avec un résumé et une explication des planches en français. 


Vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, naturvidenskabelig og mathematisk Afd. IV. 8. 


— 120% 


Kjøbenhavn. 
3ianco Lunos Kgl. Hof-Bogtrykkeri (F. Dreyer). 


1888. 


O18) ek ote chat a nat 


- 


em R pal eke 


2 oatmaew ge ni 
i ? n Før pie dt? 


ie IT Sar nash 


- : ie i ER OA TE 
IR. A | BON ” i, fr RAR CN a 
v I} bey Aine ee 
: 
ö 
. a 
! . 
À ' 
MA [| ’ «it 


pe hé ENS | sets VEN AP TN RUE 


= 
LJ L B 
KL. red PR 


é + À à 
i å reais 2 i i 


1. Podostemon Mülleri Warming. 
Tay. XVI, XVII. 


Materiale. Fritz Müller i Sta Catherina har sendt forskjelligt i Sprit. — Herbarium H. Schenck: 
30. Sept. 1886 fra Salto ved Itajahy, blomstrende. Item: 18. Sept. 1886, steril (Nr. 332), og 23. Sept. 
(Nr. 186) steril, «Blumenau, Jordanbache, — A.Glaziou 15443 (dedit Schwacke), 15444 C, 16358. — 
Herbarium Schwacke Nr. 5010 og Nr. 5012, Prov. Sta Catherina, Blumenau, Jtajahy og Rio Garcia, 
1884. 


Denne nye Art er af Middelstorrelse, men synes at variere ikke lidet baade i 
Henseende til Størrelse og Form, navnlig Bladform, hvilket sikkert afhænger af Vandfor- 
holdene, vistnok især Dybden og Strømhastigheden. Den synes at have en meget mørke- 
grøn Farve. 

Rødderne krybe som sædvanligt hen mellem og til Dels endog over hverandre 
paa Stenene og Klipperne i Flodsengen; undertiden ere de endog meget stærkt forgrenede 
og vævede ind mellem hverandre, sda at Skuddene, der udspringe fra dem, staa overmaade 
tæt. Hapterer udspringe som sædvanlig især nær Grunden af Skuddene, men dog fra 
selve Rødderne. Tay. XVI, Fig. 1 A fremstiller en hel lille Plante set fra Oversiden, Fig. 1 B 
et Stykke af samme fra Undersiden. Fig. A viser forneden den med Hapterer til Sten og 
Klipper fæstede Rod, fra hvilken Skuddet udspringer. Ganske tilsvarende Billeder af 
Roden med dens Hapterer og Skud ses Fig. 6, 7, 8 (hvis Hapterer ikke have naaet Under- 
laget og derfor ende med en kegleformet, afrundet Spids) og 9 (hvis Hapterer paa Grund 
af Rodens Afstand fra Underlaget ere blevne meget lange). 

Roddernes Tværsnit og Bygning er den hos de andre Arter tidligere fundne. 
Fig. 10 (Tav. XVII) viser et Tværsnit, men de kunne blive endnu fladere end paa dette 
(se XVI, 9). Deres Bredde er 1—2 Mm. Som sædvanlig er Centralcylinderen omgivet af 
kollenkymatisk fortykkede lange Celler, især paa sin Overside, hvilket Parti er antydet i 
Afbildningen (ved k), og der er endelig to svage Vedstrenge ner Centralcylinderens 
Underside. 


55 


446 4 


Roddernes Underside vise talrige brunlige Pletter hidrorende fra de Steder, hvor 
de ere fast tiltrykte til Underlaget, og hvor korte Rodhaar med den brunlige Kit, hvormed 
de klebes til dette, have udviklet sig. Som Exempel paa, hvorledes Hefteorganer kunne 
udvikles overalt, hvor Rødder eller Stængler komme i Berøring med Sten eller lignende 
Legemer, og i hvilken Grad de holde fast, kan jeg henvise til XVI, 6, hvor der nederst 
paa venstre Side ses et lille Skud, g, som har en Sten fastbæftet til sig. 

At Rødderne heller ikke her mangle den Regenerationsevne, som er iagttagen 
hos andre Arter, ses af XVI, Fig, 6, hvor den paa højre Side afbildede Rodgren har rege- 
nereret sig ved Mærket reg. 

En Spaltning af Roden har jeg iagttaget en Gang; dette Tilfælde er afbildet 
XVII, Fig. 1; Roden er set ovenfra; g‘ er et Skud, som er brudt frem af Rodlegemet; paa 
den modsatte Side har der staaet et lignende, ved hvis Grund en Rodgren, 2, har dannet 
sig. Dernæst ses 4 andre Skud (g), som endnu ere indesluttede i Rodlegemet og kun give 
sig tilkjende som smaa Vorter paa dette, og strax neden for de to yngste af disse Skud er 
Spaltningen af Roden; der har dannet sig to komplette Rødder, hver med sin Rodhætte. 

Skuddene ere som sædvanlig endogene paa Rødderne, hvilket ses baade af 
XVI, 1, 6, 7, 8, 9 og XVII, Fig. I, og staa typisk parvis paa Roddernes Flanker. Deres 
Dorsiventralitet fremtræder foruden deri, at Stiplerne kun findes paa Oversiden, tillige i, 
at denne er noget mere hul og rendeformet, Undersiden i Modsætning dertil. mere hvælvet. 
Bladstillingen er som sædvanlig 4. Forgreningen ses bedst af XVI, Fig. 1. De første fire 
Blade (1, 2, 3, 4) ere knopløse og til Dels ødelagte af Vandene; Blad 5 støtter et Skud, 
er «dithecisk» (se Iste Afhandling, S. 17); medens Hovedaxen bøjer sig til Højre og fort- 
sætter med Blad 6, 7 0.s.v., udspringer Sideskuddet, If, ved den notoskope, ydre Kant 
af Bladet, vender sig til venstre begyndende med Blad a, efter hvilket følge Bladene 6, € 
(der begge ere knopløse), d (som støtter et Skud III), e og f samt nogle endnu i Knoppen 
indesluttede. Blad 6 paa Hovedskuddet er ligeledes dithecisk; det er ved den kraftige 
Udvikling af baade Hoved- og Sideskud klemt inde i Gaffelen mellem disse to og til Dels 
ud til Skuddets Bugside og bøjet tilbage. Dets Sideskud staar til højre paa Figuren, har 
Bladene m, n, 0, p (der er det første ditheciske, idet der ved dels udadvendte Kant ud- 
vikler sig et Sideskud III, hvis Iste Blad allerede er meget stort) og g, hvorefter Skuddet, 
Il, ender med en endnu mellem Bladene indesluttet Blomst. Efter Blad 6 paa Hoved- 
skuddet kommer et meget mindre Blad, 7, der heller ikke støtter nogen Knop; jeg formoder 
derfor, at denne Overgang betegner et nyt Aarsskuds Begyndelse; efter dette Blad følger 
det ditheciske 8, der ved sin udadvendte Kant (til højre) støtter Skuddet II med Bladene 
a, ß 0.s.v.; dernæst det ligeledes ditheciske 9, støttende Sideskuddet (til venstre) med 
Bladene @, y, 2 0.8.v.; dernæst det ditheciske 10, hvis lille til højre vendte Sideskud II 
har to synlige Blade, a og 6; endelig ses endnu Bladet 11, ogsaa dithecisk og med sin 


5 447 


venstre Kant stoltende det endnu lille Skud Il, af hvilket blot et lille Blad er udviklet; 
Hovedskuddet ender derpaa med en mellem Bladene 10 og 11 indesluttet Blomst. 

De ovrige Figurer (XVI, 6, 8, 9) ville let forstaas efter dette af Fig. { givne Skema; 
det kan bemærkes, at i Fig. 6 ses en lignende Aarsskuddannelse: Blad 6 og 7 ere for- 
modentlig de sidste paa det nederste Aarsskud, og de ere ditheciske (stottende henholdsvis 
Skuddene g og 9°); derefter begynder det nye Aarsskud med Blad 8, der er mindre end 
de foregaaende, og dette Aarsskud fortsætter med skudlose Blade indtil Blad 21, der støtter 
et kraftig udviklet Sideskud, hvorpaa Hovedskuddet selv ender med en (affalden) Blomst. 

Forgreningen er altsaa ganske som hos de tidligere studerede Arter: Side- 
skuddene skydes paa det stærkt dorsiventrale Skud helt ud af Bladaxelen, hen til Bladets 
opad og ved Drejningen udad vendte Kant, og fremkomme her i en af dette dannet, med 
en særlig Stipel dækket Grube — «Knopskeden» — medens der for øvrigt hos alle Blade 
findes en lignende og ligeledes med Stipel forsynet Grube paa den mod Skuddets Midtlinie 
vendende Kant af Bladet. Dette Forhold er fremstillet tydeligere i XVI, Fig. 4; Blad 1 
har blot denne sidste Stipel og Grube; Blad 2 derimod er «dithecisk», d.e. har ved si 
hin anden Grube og Stipel, der værner om Sideskuddet, foruden den sædvanlige indad- 
vendte, der omslutter Basis af Blad 3 og desuden helt det følgende Blad 4, hvilket skinner 
gjennem Skedens Væg, samt de derpaa folgende Bladanlæg. Ligesaa skal Fig. 5 tjene til 
at oplyse disse Forhold; det fremviser Knopskeden med Stipel st af et Blad; i Bunden af 
Skeden ses det unge Skud, g, som allerede har anlagt to Blade, f", det første, der som 
ellers vender udad, og f*, det næste. Allerede denne Figur viser det ogsaa tidligere paa- 
pegede ejendommelige Forhold, at der næppe kan tales om nogen særlig Stængelspids; 
hvert Blad opstaar paa den skraanende Forside af det nærmest foregaaende, og naar det 
har naaet en vis Størrelse og har faaet Form som en lille kegleformet Vorte, opstaar der 
et nyt Blad paa dets Forside, altsaa vendende hen mod dets Forgænger. Disse Forhold 
ere yderligere illustrerede af XVI, Fig. 2 og 3, et og samme Skuds Ende fra to modsatte 
Sider; Fig. 3 viser det fra Rygsiden (den opad vendte Side, den samme som ses i Fig, 4); 
Stiplen, st, hører til Blad 1 og skjuler til Dels det følgende Blad 2 og helt det derpaa 
allerede anlagte Blad 3, hvilke derimod ses paa Fig. 2, der er Skuddet set fra Bugsiden. 

Om Modsætningen mellem et Skuds Ryg- og Bugside vil Fig. 1A og IB oplyse; 
ses Skuddet fra Bugsiden (B), træde Stiplerne knap frem, og de ditheciske Blade vende hele 
deres Rygside mod Beskueren; 4 er netop et dithecisk Blad, der ved den venstre Kant 
stotter Skud II med Bladene m, n, 0; ses Skuddet fra Rygsiden (XVI, I A, 4, og andre), træde 
Stiplerne derimod frem i hele deres Størrelse som smaa Flige, der fra en bred Grund ere 
jævnt og stærkt tilspidsede, og de dilheciske Blade ses fra Bugsiden, vendende denne 
mod Beskueren, og staa ofte tilsyneladende endestillede paa Stænglerne med en Stipel og 
en Skede vendt til hver Side (se f. Ex. de med ” mærkede Blade i XVI, 6, 7, 8). 


448 6 


Bladenes Former synes mig at variere ikke lidet, thi saa vidt jeg kan se, maa 
de paa Tav. XVI afbildede Individer alle henfores til samme Art, til Trods for de afbildede 
Bladforskjelligheder. Jeg formoder, at disse staa i Forbindelse med Dybden af det Vand, 
Planten har voxet i, og dets Stromhastighed. Folgende Former findes altsaa: 

a) I sin mindst udviklede Form er Bladet som i XVI, Fig. 6, aflangt, svagt sværd- 
formig krummet, spidst. Længden 4—-6(—7) Mm. med en Bredde af Ye —1 Mm.; saaledes 
i de af Dr. H. Schenck i «Salto» ved Blumenau samlede Exemplarer. Herhen maa ogsaa 
det i XVI, 7, afbildede Exemplar fores. 

b) En kraftigere Form, sendt af Glaziou (16358) har 4—8 Mm. lange Blade med 
1—2 Mm. Bredde; den er afbildet XVI, 6. 

c) I Materiale sendt fra Blumenau af Dr. Fritz Müller findes Planter med Blade 
af de under a nævnte Dimensioner, men ved Siden af andre, hvis Blade blot have en 
nedre 5—6 Mm. lang og 1—1'/2 Mm. bred Del, som saa løber ud i en noget smallere, 
c. Ya Mm. bred, og meget længere, indtil 3 Gm. lang Pladedel, som afbildet XVI, 8, 9; 
en god Forestilling om denne Bladform giver XVI, Fig. 1, der navnlig bedre end de to 
andre viser den bredere Bladgrund. Paa de samme Exemplarer kan man endog finde 
Blade af de to Yderformer, og der kan findes Skud, som forneden have hine under a) og 
b) omtalte Former og foroven sukcessivt faa de lange, pladebærende Blade, saaledes som 
afbildet XVI, 10. Ligeledes findes et langt Blad udviklet mellem de korte i XVI, 6. De 
samme Former findes i Glazious Samling under Nr. 15444C og i Herb. Schwacke 
Nr. 5012 (samt Glaziou «15443, Sta Catherina, par Mr. G. Schwacke»), samt i Herb. Schenck 
fra «Jordanbach, Blumenau». 

d) Endelig har jeg endnu i Schencks Samlinger (Nr. 332) fundet nogle faa Exem- 
plarer, hvis Blade foroven viste Antydninger til at forgrene sig; se XVI, 11. 

Jeg formoder, at de langbladede Former findes paa dybt og roligt Vand, de andre 
i stærkt strømmende og nær Overfladen. I Forbindelse hermed vil jeg ogsaa sætte den 
Omstændighed, at de langbladede Former ikke synes at sætte Blomst. Dr. Schwacke 
har i sit Herbar noteret: «Fritz Muller fand die Pflanze nie mit Blithe». 

Blomsterne staa terminalt, og Forgreningen er derfor ofte gaffelformig, under- 
tiden bliver den sympodial. I XVI, I A ere Blomsterne endnu indesluttede mellem Blad- 
grundene; i XVI, 6 ere de videre udviklede, men dog ikke udsprungne endnu; den første 
Blomst var dannet ved I, men er ødelagt; det næste Skud har Bladene a—k, af hvilke de 
to øverste ere ditheciske, og ender derpaa med Blomst ved Il; af de to Sideskud ender 
det ene synlig med Blomst (III). I XVI, 9, har første Blomst siddet ved I; det næste Skud 
med Bladene 1—10 (af hvilke 7 og 8 ere ditheciske) har endm ikke frembragt nogen 


synlig Blomst. 


7 449 


Diagrammet er som sædvanligt; Stovdragerne staa paa den nedadvendte Side, og 
Arrene ere i Knoppen bøjede hen mod dem. Blomstens Dele ses af XVII, 6—8; Arrene 
ere svagt papillese og udelte. Stoydragerne 2 monadelfiske og med 2 linieformede «squa- 
mule» («Perigonskel») ved Basis og I mellem de to Stovtraade. Pollenkornene ere kugle- 
runde, fintprikkede, men forenede parvist, sjældent 4 sammen (Fig. 9). Under Blomstringen 
strækkes Stovtraadene betydelig. I Antherernes Vægge er der som sædvanlig fibrose Geller. 
Frugtknuden er ellipsoidisk, glat, men ved Indterring og naar den er udviklet til moden 
Frugt, komme 8 kraftige, flade Ribber til Syne, hvoraf de to, nemlig de ved Opspringnings- 
sommen liggende, brede og dobbelte (XVII, 3, 4); den ene, større Klap af den mat brune 
Kapsel bliver staaende (Fig. 2). 1 Frugtknudens Væg er der de sædvanlige omtrent 5 Lag: 
inderst horisontalt strakte, lykvæggede Geller; det næstinderste Lags Celler krydses med 
dette under rette Vinkler og blive ligeledes stærkt fortykkede; udenfor disse to er der 
Parenkym undtagen der, hvor Sklerenkymstrengene findes (XVII, 5). Den umodne Frugt 
er c. 2 Mm. lang, c. 11/4 Mm. bred. 

Kiseldannelser findes meget rigelig i denne Art, og ikke blot i Gellerummene, 
mere eller mindre udfyldende disse og med lignende Former, som afbildet tidligere for 
andre Arter, men tillige i Væggene. XVII, Fig. 14 er et Billede af Overfladen af et 
Skud, hvor de laterale Vægge ses opsvulmede; jeg anlager, at dette er det forste Stadium 
i Udviklingen; Fig. 12 viser ligeledes nogle Overhudsceller, hvor der især noget nede i 
Sidevæggene findes sterke Opsvulmninger; derimod ligge de som Intercellulærer sig visende 
Dannelser højere, i selve Ydervæggenes Niveau. XVII, 11 viser ved svagere Forstorrelse 
en Overhud med Kiseldannelser i Sidevæggene; tillige ses under disse Væggene af det 
næste Lag (punkterede); Kisellegemerne ligge ogsaa over Sidevægge af dette Lag. Fig. 13 
fremstiller helt uddannede Kisellegemer efter Overhudens Kogning med Kali; de findes blot 
i Sideveggene, men ere mere eller mindre forgrenede og i Midten porøse (ligesom i Fig. 11); 
Fig. 15 viser isolerede Kisellegemer, det til venstre set udenfra, saa at de lave, afrundede 
Arme træde tydelig frem, det til højre i optisk Længdesnit, hvorved den porøse Struktur 
træder frem. Saadanne i Væggene uddannede Kisellegemer findes ogsaa hos Tristicha 
hypnoides; Cario har afbildet og omtalt dem (Botanische Zeitung 1881), men han har helt 
misforstaaet deres Oprindelse, idet han tror dem dannede i Cellerummene. 

Nærmere om disse Kisellegemer hos Podostemaceer i det hele kan forhaabentlig 
imødeses fra anden Haand. 3 


450 8 


2. Podostemon Galvonis Warming. 
Tav. XVII. 
Materiale. Tørret, samlet af Dr. Puiggari: «Iporanga. Rio Iguape. Julio 1879. Sumergida, aderida a las 
piedras» ; Nr. 852 og 889 (sterile). Ibidem, frugtberende og ikke vanddækket (Nr. 86). — Glaziou 16359. 

Rodderne ere krybende og danne oprette, mere eller mindre bestemt parvist 
stillede Skud med Hapterer nedenunder dem (XVII, 16); undertiden staa Skuddene med 
temmelig regelmæssige Mellemrum, f. Ex. 7—10 Cm. lange. Haptererne har jeg set indtil 
8 Mm. lange og forgrenede. Rødderne ere temmelig flade, med en Bredde af €. 1 Mm. 

Skuddene kunne blive i det mindste indtil 10 Cm. lange og stærkt forgrenede 
med Grenene mere bugtede ind mellem hverandre, end Figur 16 egentlig viser. De ere, 
naar Bladene medregnes, c. 2 Mm. brede, konvexe paa begge Sider, men fladere paa den 
ene Side (Rygsiden) end paa den anden (sammenlign Fig. 20, D og V). 

Bladene ere toradede, ridende, og have en kort, paa hver Side mere eller mindre 
tydelig, med en svag og bred Stipelland forsynet Skede; Spidsen er but. Længden 1'/2-— 
2 Mm. Det har forundret mig, at her slet ikke fandtes Spor til, at Bladene kunne udvikle 
et bedre Assimilationsapparat i Form af en forgrenet Pladedel; men maaske opvejes denne 
Mangel ved deres Talrighed. Dog ber det bemærkes, at jeg har faaet nogle smaa sterile 
Exemplarer, samlede af Puiggari, der muligvis høre herhen, og som have en saadan 
lille Plade"). 

Forgreningen kan være monopodial eller gaffelformig, hist og her ogsaa sym- 
podial alt efter den Kraft, hvormed Sideskuddene udvikles; men i alle Tilfælde udvikles hvert 
Sideskud i Basis af den udadvendte Kant af Bladet, hvor der danner sig en det omsluttende 
«Knopskede». Tav. XVII, Fig. 20 fremstiller et Skud fra Ryg- og Bugside; den ene (V) er 
lidt mere flad end den anden (D) eller næsten endog svagt konkav. Blad 6 er dithecisk; 
dets Sideskud bærer Bladene a—f; mellem 5 og 6 ligger den fejlslagne Stængelspids. 

XVII, Fig. 18 opfatter jeg paa følgende Maade: det Iste Sideskud tvinger Hoved- 
axen, I, ud til venstre og stiller sig sympodialt i dets Væxtretning (dels Støtteblad er som 
alle følgende mærket med en Stjærne); ved det næste ditheciske Blad bøjer Hovedaxen sig 
lidt til højre, medens Sideskuddet til venstre danner en lige saa stor Vinkel med Moder- 
skuddets oprindelige Væxtretning, og det ditheciske Blad kommer da til at staa midt i 
Gaflen. Hovedskuddet II afgiver derpaa to Sideskud, det Iste til højre, det 2det til venstre; 
paa samme Maade afgiver dets allerførste Gren to Sideskud til venstre (IV), og det ene af 
disse atter et Sideskud, V. 

Blomsterne kjender jeg ikke. 


1) Etiketten lyder: +272, Municipio de Apiahy; freguesia da Ribeira. Catas-Altas. Marzo 1881. Sumer- 
gida. Legit Rocha.» — Det er dog ogsaa muligt, at de ere noget helt andet. 


9 451 


Frugterne ere analyserede efter tørt Materiale; foruden de to sammenflydende 
brede Sklerenkymstrænge omkring hver Opspringningssøm, have de 6 traaddannede Ribber. 
Bygningen er i anatomisk Henseende den sædvanlige. Ved Opspringningen bliver den ene 
større Valvel staaende, medens den mindre falder af (XVII, Fig. 17 og 19). 

Paa Kiseldannelser er denne Art meget rig, hvilket mærkes allerede ved den 
blotte Beføling af Planten. 


3. Podostemon Schenckit Warming. 
Tav. XVIII og XIX. 


Materiale. E Sta Catherina misit el. Dr. Fritz Müller speeimina sterilia. — «Sta Catherina par Mr. 
Schwacke»: A. Glaziou (Nr. 15444; specimina florifera). H. Schenck: Herb. 328, Blumenau, Salto; 
Sept. 1886. 


En Art af Middelstørrelse, med sædvanlig 3—6 Cm. høje Skud. 

Er meget rig paa Kiseldannelser især i Stænglernes og Roddernes periferiske 
Dele; med Besvær og under Ødelæggelse af Kniven skærer man i disse Dele, der kradse 
mod Jærnet, som om de vare af Glas. 

Rødderne ere omtrent baandformede (XVIII, 14, 15), indtil 2—2'/2 Mm. brede; 
Tværsnittet ses XVIII, 3; der er her sædvanlig en lav Køl paa Midtlinien af Undersiden. 
Jeg har set dem indtil 8 Cm. lange og tæt besatte med Skud. De væve sig ind mellem 
hverandre, krybende om paa Stenene og hen over hverandre. Centralcylinderen har den 
sædvanlige Bygning og omgives som ellers især paa Oversiden af Kollenkym; der er to 
Strænge med Skrue- og Ringkar indlejrede i det tyndvæggede, floematiske Ledningsvævs 
Underside (se Fig. 3). 

Rodhætten er meget tydelig, fingerbol-neglformet, fortrinsvis udviklet paa Over- 
siden (XVIII, 16 og 17; se ogsaa 15); paa Undersiden kan den næsten mangle. 

Regeneration af Rødder er særdeles stærk og almindelig. Et Tilfælde er 
afbildet XVIII, 14: efter at Roden er bleven brudt over, har der fra Brudfladen udviklet 
sig 4 nye Rødder, af hvilke de tre allerede have mistet Spidsen og tildels paa anden 
Maade ere beskadigede; kun den mindste Rod er hel. 

Haptererne ere kraftige, undertiden endog forgrenede, men synes ikke meget 
almindelige; de have de sædvanlige Former (XVII, Fig. 1, 14, 18) og Stillinger paa Rød- 
derne, men kunne ogsaa udvikles paa Stænglerne, f. Ex. ved Basis af de adventive Skud. 


Vidensk. Selsk, Skr., 6. Række, naturvidensk. og mathem. Afd. IV. 8. 56 


452 10 


Skuddene opstaa endogent paa Rødderne, sædvanligvis parvist (XVIII, 1, 2, 15, 16). 
Fig. 15 viser navnlig en lang, med smaa Skud besat Rod; nærmest Rodspidsen ere de 
endnu indesluttede; bag dem folge andre, hvis Blade rage frem, medens Stængeldelene 
endnu ere indesluttede, og allerbagest findes Skud, hvis Stængler med de toradede Blade 
allerede ere meget tydelige; 3 Rodgrene ses udviklede. I Fig. 16 antydes de endnu inde- 
sluttede Skudanleg ved de paa hver Side værende Opsvulmninger. Der kan undertiden 
være en brat Overgang fra en lang Række unge, endnu indeslultede Skud til saadanne, der 
allerede ere ret lange og have lange, haarformede Bladflige. 

Stenglerne ere oprette, kraftige, oftest indtil 3 Cm. lange, men de kunne blive 
meget længere efter Exemplarer fra Glaziou (Nr. 15444 B), nemlig 9 Cm., med 6 Cm. lange 
Blade. 

Deres Forgrening synes sjælden at være synderlig stærk, idet der som oftest 
paa hvert Hovedskud kun synes at komme et Sideskud til Udvikling, der sympodialt fort- 
setter Væxten. XVIII, Fig. I viser kun 3 sympodialt forenede Skud; Fig. 12 derimod endog 
12 Generationer sammenkjædede, men hver Generation har til Gjengjæld kun faa Blade 
(2—5). Alle ditheciske Blade ere mærkede med Stjerne. Det Iste Skud har Bladene 1, 
2, 3 og 4 og ender i den forsvundne Blomst ved I; det næste Skud har Bladene 1—4 og 
ender med Blomst Il; Illdie Generation har 5 Blade, IVde 4, Vte 3, Vite 2 o.s.v. Saa- 
danne sympodiale Skud ere sædvanlig uregelmæssig bugtede, hvad Fig. 12 ogsaa viser 
navnlig i sin nedre Del. 

Adventiv Knopdannelse. Ejendommelig for denne Art synes at være dens 
Evne til at danne Skud paa de tilbageblevne Bladgrunde af affaldne eller ødelagte Blade. 
XVIil, Fig. 13 viser en saadan Bladdel, paa hvis Ar der har udviklet sig et Skud med 6 
mere eller mindre synlige Blade, og Fig. 12 er afbildet til Dels for at vise, hvor hyppig 
denne Knopdannelse undertiden kan være paa en Plante; den findes nemlig paa Bladene 
af følgende Skud: IV paa Blad 2 og 3; V paa Blad I og 2; VI paa Blad 1; VII paa 
Blad 1 og 2; VIII paa Blad I og 2, hvilket sidste er dithecisk; IX paa Blad 1; XI paa 
Blad 1 og 2, der ligeledes er dithecisk. Af Details ved denne Knopdannelse kan jeg ingen 
meddele; den synes mig kun at finde Sted dér, hvor Bladenes indre Væv ved Ødelæggelse 
ere blevne blottede; ogsaa XVIII, Fig. 2 viser Exempel paa denne Knopdannelse (ved g 
f. Ex.). Den synes at vere et Regenerationsfenomen, der indtræder, naar Skuddet omtrent 
er blevet bladløst ved de fine Bladdeles Ødelæggelse. 

Bladene. Bladstillingen er 4/2, men sædvanlig ere Bladenes Pladser blot beteg- 
nede ved Rester af dem, og alene mod Spidsen af Skuddene findes hele eller i alt Fald 
mindre ødelagte Blade. Stængelstykkerne ere undertiden meget korte, saa at Bladene 
sidde yderst tæt (se f. Ex. den nederste Del af XVII, 1 og 12), undertiden strakte, 3—5 


Millim. lange, og paa samme Skud kan der findes korte og lange, uden at det har været 


dE 453 


mig muligt at finde Anledningen til disse Forskjelligheder; de synes ikke at have noget 
med Aarsskuddannelsen at gjore. En saadan synes derimod undertiden antydet i Skuddenes 
Farve. Bladene kunne blive indtil 3 Cm. lange. 

Hvert Blad har en intrapetiolær Stipel, der strækker sig om til ogsaa 
Skuddets Underside, og som i Begyndelsen er hel og ligulaagtig fremspringende fra Blad- 
grunden, men snart spaltes paa forskjellig Vis i den øvre, noget tynde Del; se XVIII, Fig. 9 
(hvor Stiplen paa det nederste Blad, a, er ødelagt; paa det næste, 6, bøjet tilbage; paa det 
tredje, c, endnu trykt op til Stænglen, men allerede spaltet); Fig. 10 (en Stipel, set udenfra); 
Fig. 11 (Grunden af en Bladstilk med Stiplen, set fra Siden); Fig. 13 (de endnu uspaltede 
Stipler slutte op til Stænglen). I Fig.8 er afbildet et ganske ungt Blad, hvis Stipel ses 
ved st. 

De ditheciske Blade have to ensdanuede Stipular-Skeder, og ere i det hele omtrent 
ens paa Skuddets Over- og Underside, paa den første er Bladgrunden lidt smallere. 

Bladstilken er kun kort (indtil 5 Mm.), omtrent 2—3 Gange saa lang som 
Stipeldelen. + i 

Bladpladen paa det helt udviklede Blad synes dikotomisk delt gjentagne (i det 
mindste indtil 5) Gange i traadfine Flige, der ere mere eller mindre krummede og bugtede. 
Paa enkelte Exemplarer blive Afsnittene fladere og bredere, saa at Arten muligvis kan ud- 
vikle sig stærkere i denne Retning, og Exemplarer findes, som have smalt baandformede 
Afsnit. Ved stærk Forstørrelse vise de yderste Spidser sig svagt rendede. Jeg har ikke 
fundet Haardannelser paa dem. Imidlertid vil Undersøgelsen af de unge Blade lære, at Blad- 
afsnittene ligesom hos de hidtil studerede Podostemaceer staa fjerformig alternerende 
og anlægges i opstigende Følge; paa Afsnittene af Iste Orden fremkomme paa samme 
Maade Afsnit af 2den Orden, alternerende og opstigende paa Primærafsnittenes indad 
(opad) vendte Side, og paa disse andre. Tav. XIX, Fig. 1—4 vise dette; Fig. 1 er et fra 
Siden set ungt Blad; den nederste Del er ikke afbildet; det nederste synlige Afsnit er B, 
som alt har dannet: sekundære; det næste Afsnit er C, ligeledes med flere sekundære; 
dernæst kommer D med et sekundært, hvis Plads er ved dets akroskopiske Kant; efter 
dette følge Æ, F, G, H; Spidsen er mærket med Stjærne. Fig. 2 viser Spidsen af et Blad 
set forfra; Afsnittene følge i Bogstavorden. Fig. 3 er den yngste Dannelse paa en Stængel- 
spids; F er Spidsen af det yngste Blad; V en Udbugtning paa dette, der vistnok rettere 
betegnes som Anlægget til det næste Blad end som Stængelspids. Det ene Blad synes 
allevegne ligesom at skydes ud af Basis af det andet. Fig.4 viser endelig et helt ungt 
Blad ved svagere Forstorrelse, set fra Siden; ved st er Sliplen, der allerede er tvedelt. 
Afsnittene ere i Bogstavernes Ordensfolge A—G, der tillige ere fremstillede udbredte, sete 
fra Indersiden (Oversiden), til højre og til venstre; af disse er G udelt; F har I Sekundær- 
flig, mærket 1, nær ved den basiskope Kant; Æ bar foruden 1 tillige Sekundærfligen 2; 

56" 


454 12 


paa samme Maade vise de andre Afsnit, at den Iste Sekunderflig som Regel synes at opslaa 
ved den basiskope Kant af Primærafsniltene, hvorefter de andre folge akropetalt alternerende. 
Blot ved A er dette ikke tydelig saaledes. Om Ordenen for Tertiærfligenes Fremkomst 
tor jeg ikke udtale mig sikkert. — XVIII, Fig. 8 viser ogsaa tydelig den omtalte Anordning 
af Primærafsnittene paa det unge, i Udfoldning værende Blad. I Bladlejet er der vist nok 
opstigende Dækning af Afsnittene 9: set udenfra er den øvre Kant fri og udvendig. Paa 
lidt ældre Skuddele ere Bladene i Regelen i den Grad ødelagte og forsvundne, at kun den 
allernederste Del er tilbage, eller der er endog blot et Ar. 

Blomsterne ere kortstilkede; den længste Stilk, som jeg har set, var 3 Mm. 
Tav. XVII, Fig. I, 2 og 12 vise, al disse som sædvanlig afslutte deres Skud og høre til 
den ægte Podostemon-Type. I Begyndelsen ere de indhyllede i det sædvanlige, tynd- 
væggede, nerveløse Hylster. Af Fig. 12 synes at fremgaa, at de højest staaende, men i 
Virkeligheden sidste Generationers Blomster udspringe først, og at Udviklingsgangen saa- 
ledes gaar i basipetal Folge. Anthererne ere basifixe. Fig. 6 viser de to enknippede Støv- 
dragere med 1. mellemliggende og 2 ved Knippets Grund stillede linjedannede «squamulæ». 
Disses Længde er indtil 2 Mm.  Pollenkornene ere Tvillingkorn (Fig. 4), Arrene fra en 
bred, ægdannet Basis temmelig stærkt afsmalnede og tilspidsede (Fig. 2, 6, 7, 12), paa 
deres Overflade fint vortede (Fig. 7). Tværsnit af Frugtknuden (XVIII, 5) vise 6 traadformede 
Rygstrænge og to brede, egentlig dobbelte Sutur-Strænge, der i den modne, mig ukjendle 
Frugt ville staa frem som Ribber. Vægbygningen er den sædvanlige med retvinklet Krys- 
ning af Cellerne i de to inderste Lag. Der er kun ringe Forskjel paa de to Rums Stør- 
relse. Frugtknudens Længde er 2—2*/2 Mm., Tykkelsen c. 1/2. 


Moden Frugt kjender jeg ikke. 


4. Podostemon distichus (Cham.). 


Tav. XIX, Fig. 5—7'): 


Skjønt jeg af denne Art ikke har andet end Herbarie-Materiale, vil jeg dog paa 
dette Sted meddele et Par Ord om dens Bygning. Den synes mig nemlig at slutte sig 
nærmest P. Schenckii. Af Figur II, Tav. 74, i «Flora Brasiliensis» fremgaar utvivlsomt, at 
den paa samme Maade har krybende, meget fladtrykte og derfor næsten baandformede 
Rødder, som forgrene sig uregelmæssig og fra hvilke der udgaa Skud, og Undersøgelsen 
af det tørre Materiale bekræfter dette. Tillige viser dette, at der er kraftige Hapterer, ofte 


') Afbildninger af Arten findes ogsaa i Martii Flora Bras. 1.74, fig. 2. 


15 455 


næsten lig store og lappede Hæfteskiver, og at Roden har den samme Regenerationsevne 
som hos foregaaende Art. Rodderne synes endog at være svagt konvexe eller have en 
svag Kjol paa deres Underside. Weddell omtaler Rødderne som «rhizoma repens», og 
ligeledes har han set og omtaler Haptererne som «radicell@ carnosæ discoidex». 

Rodder kunne ogsaa udgaa fra Skuddene, foruden naturligvis som Grene fra andre 
Rodder. 

Alle Rodder og Skud ere i de periferiske Dele meget rige paa kiselfyldte 
Geller. 

Skuddene ere ikke lidet krafligere end hos P. Schenckei, men synes navnlig i 
Bladbygning at stemme med dem. Specielt vil jeg fremhæve Stipeldannelsen. Fig. 7 
(Tav. XIX) viser Spidsen af et Skud; hvert Blad har paa samme Maade en intrapetiolær, 
ligulaagtig, snart i Spidsen kløvet Stipel. Antallet af Flige, i hvilke Stiplen kløves, er for- 
skjelligt — 3 hos nogle, 4 hos andre. De ditheciske Blade have en ensartet Stipeldannelse 
ved hver Kant. 

Derimod er der en væsentlig Forskjel i Bladpladens mærkværdige Form. Figuren 
viser, at efter en kort Stilk forgrener den sig, og sandsynligvis er Forgreningen alternerende 
fjerformig, men paa Grund af Afsnittenes stærke Udspærring, og Hovedaxens Bøjning, synes 
den dichotomisk. Men Grenene ere kun faa og korte, og hvad der derved tabes i Assi- 
milationsevne, vindes da påa en anden Maade, idet de ere tæt besatte med smaa i Regelen 
udelte, ægformet-aflange, spidse Bladflige. Det mærkeligste ved disse er deres Stilling; 
Fig. 5 viser et Bladafsnit, der er tæt besat med saadanne Flige, som ere uordentlig krans- 
stillede; der er omtrent 6 i hver Krans. Fig. 6 viser et Stykke af el andet Blad forgrenende 
sig med et Afsnit udgaaende til venstre; den med a mærkede Flig er dybt tvedelt, ellers 
ere de enkelte; ogsaa her ere de tydelig kransstillede, og Sideafsnittet udspringer lige 
oven over en Krans. Paa Fig.7 viser Kransstillingen sig ikke saa tydelig, men det er 
dog klart, at Fligdannelsen finder Sted i hele Periferien af Bladenes Afsnit. 

Skuddene synes at være fleraarige og hvert Aarsskud at begynde med mindre fuld- 
komne Blade, næsten Lavblade. 

Om Blomsterne har jeg intet at tilføje til det tidligere kjendte. Den unge 
Frugt har 6 traaddannede og desuden ved hver Sutur en bred Dobbeltribbe. Væggens to 
inderste Lag krydse som sædvanlig hverandre under rette Vinkler. 


456 14 


5. Podostemon subulatus Gardner. 


Tab. XIX, Fig. 8—18, og Tav. XX, Fig. 1—9. 


Spritmateriale er velvilligt sendt mig fra Ceylon af Dr. Henry Trimen: «Mahawelli Ganga, near Peradeniya, 
Geylon, Febr 1881». 


Da der kun existerer slelte Afbildninger og en utilfredsstillende Beskrivelse af denne 
Art, vil jeg forsøge at give bedre. 

Planten synes meget rig paa Klorofyl, idet Spriten vedbliver at blive grøn trods 
gjenlagen Skiften; tillige er den i Modsætning til de af mig undersøgte amerikanske Podo- 
stemaceer meget blød og kiselfri. 
| Væxtmaade og morfologisk Bygning er ganske den samme som hos disse. 

Roden er i Tværsnit fladtrykt-trind (XX, 2); Undersiden er flad. Som sædvanlig 
mangle Intercellulærrum mellem Barkvævets Geller. Centralcylinderen, der som sædvanlig 
er beliggende nærmest ned mod Undersiden og omgiven med Kollenkym, har to svage 
Strænge af Skruekar, der undertiden ere revne stærkt itu, og undertiden har jeg slet ikke 
kunnet finde dem. Den store Blødbastdel bestaar af tydelige Sirør med Annexceller; 
Sirørsleddene ere korte, og Annexcellerne ere forholdsvis vide og ofte tillige mange; 
Længdesnit vise derfor ofte mange ens høje Celler liggende etagevis, af hvilke I i hver 
Etage viser sig at være et Sirørsled, og paa Tværsnit ses mange Delinger ved meget tynde 
Vægge af det midterste noget kollenkymatiske Væv; Delingsvæggene staa fortrinsvis paral- 
lele med Rodens Underside (XX, 9). 

Rødderne hæfte sig ved Rodhaar af de hos Podostemaceerne sædvanlige Former 
til Underlaget; derimod har jeg ikke fundet kraftigere, emergensagtige Hapterer hos denne 
Art. Jeg har set Rødder af 8 Cm. Længde. 

Rødderne forgrene sig, men paa mine Exemplarer just ikke hyppig; fra den brede 
Stængelbasis kunne de udgaa temmelig straaleformig (XX, 1). 

Skuddene udspringe som sædvanlig fra Rødderne og ere temmelig oprette 
(XIX, 8); Grunden kan være noget nedliggende og bliver da flad paa Undersiden ligesom 
Roden; deres Højde er ringe, omtrent 1—2 Cm. (Bladene fraregnede), men de ere temmelig 
tykke; de bladløse nedre Stængeldele ere omtrent 3 Mm. i Tværsnit. 

Den nederste Del er sædvanlig uforgrenet og, efter at Bladene ere faldne af, tem- 
melig trind, besat med vidt omfattende, halvringformede Bladar (XIX, 8, 17—18); den øvre 
Del kan være temmelig rigt forgrenet, og Grenene kunne strutte temmelig stivt ud til 
Siderne, men ligge ikke i en Plan (XX, 1); sædvanlig dannes i det hele et noget skeformig 
hult Legeme ved de tykke Grengrundes og de tæt stillede Blades Sammenslutning (XIX, 8, 
17 (et Exemplar fra den afrundede Bugside) og 18 (fra den hule Rygside)). 


15 457 


Bladstillingen og Forgreningen er som ellers. Den er i Details fremstillet 
XIX, 17—18; forneden ses den trinde Stængel, hvis affaldne Blade have efterladt halvkreds- 
formede Ar; det øverste af de affaldne Blade er mærket 1; det næste, 2, er dithecisk og 
tildels tilintetgjort; det ses indeklemt mellem Hovedskuddet og Sideskuddet (II); paa Hoved- 
skuddet folge dernæst Bladene 3, 4 og 5, hvorpaa det afsluttes med Blomst. Blad 5 er 
dithecisk og støtter det med Bladene x og y forsynede Skud, som ender ved II; men 
Blad y er atter dithecisk og støtter det mellem sig selv og y indeklemte Skud, hvis Blade 
ere a og 2. Det Skud, som Blad 2 støtter, har Bladene a, 6 og e og ender derpaa med 
Blomst II; af disse Blade er e dithecisk og støtter Skud Ill med de to Blade, der ere 
mærkede med et og med to smaa Kors, og det sidste af disse er atter dithecisk. Som 
ellers er det de overste Blade paa Skuddene, der blive ditheciske, og her synes i Regelen 
blot det overste at forholde sig saaledes. 

Hvad der er mest ejendommeligt for denne Art, sammenlignet med de foregaaende, 
er Formen af Bladgrundene og de sukcessive Skudgenerationers tætte Sammentrængning. 

Bladene ere nemlig for det forste aldeles traadformede og udelte, i Tværsnit 
ovenfor Skeden omtrent trinde og forsynede med blot I Nerve (XIX, 9). De lobe ud i en 
haarformig lang Spids. Deres Længde kan blive mindst dobbelt saa stor som af Weddell 
angivet (6 Cm.), nemlig som min Figur viser indtil 12 Cm. og derover. Ved Grunden have 
de en stor, aaben Skede, hvis frie Rande lægge sig over hinanden, saa længe de af den 
omsluttede Dele endnu ere temmelig smaa (XIX, 10 og 14). Hvis Bladet stølter en Knop, ud- 
vikles denne som sædvanlig ved den udad vendte Grunddel, og her dannes da en Knopskede, 
Bladet bliver dithecisk; se XIX, 13, med Tværsnit af saadanne i XIX, 11, 12, 15 og 16; 
Fig. 15 viser Maaden, hvorpaa de to Skeders Kanter dække hinanden i Knoplejet. Fig. 16 viser 
i Midten det ditheciske Blad a, hvis almindelige Skede til venstre slutter om Hovedskuddets 
Endeblomst; til højre er den extraordinære Skede, omfattende Sideskuddet II. der ligeledes 
ender med Blomst og kun har I Blad, der paa ny er dithecisk, støttende Skud Ill. Den 
mellem de to Skeder liggende Del, som vender mod Skuddets Overside, er smallere end 
den modsatte (se XIX, 16, 13, 12). 

I Modsætning til de Arter af Podostemon, som jeg hidtil har undersøgt, har denne 
Art altsaa hverken nogen intrapetiolær (ligulalignende) eller nogen ensidig, tandformet 
Stipel. Bladgrundens Form synes saaledes at afgive gode Artsmærker. 

Blomstens Diagram er det for Slægten ellers forefundne; Støvdragerne staa 
nærmest Bugsiden. 

Ved Blomstens Bygning er at mærke, at der ikke er nogen «squamula» (vistnok 
egentlig Perigonblad) mellem de to Støvdragere. De to, som findes ved Grunden af Knippet, 
ere linjedannede, tilspidsede og forholdsvis lange, da de i Knoppen naa helt op til Enden af 
Frugtknuden (XX, 7). Der er Klorofyl og Stivelse i dem. Det normale er et diandrisk Knippe 


458 16 


(XX, 4, 6), men der forekommer abnorme Tilfælde, hvor flere Stovdragere ere forenede i 
et saadant, f. Ex. 5, som XX, Fig. 3 viser (den ene af de 5 Antherer er dog ufuldkommen), 
hvor tillige et Skæl er voxet sammen med Knippets Side; en saadan Sammenvoxning af 
Perigonskællene med Støvdragerknippet til større eller mindre Højde kan ogsaa findes paa 
normale Androeceer.  Pollenkornene ere forenede to og to (XX, 8); deres Væg er glat. 
Arrene ligge i Knoplejet som ellers bøjede tilbage mod Anthererne (XX, 6, 7), og selv 
efter at Blomsten er udfoldet, kan de endnu have noget af denne Stilling. De ere megel 
smaat papillose. Frugtknuderummene ere kun lidet forskjellige i Størrelse; Vægbygningen 
den sædvanlige, med 6 rygstillede Ribber og to brede (dobbelte) Suturribber (XX, 5). 


6. Mniopsis Saldanhana Warming. 
Tav. XX, Fig. 10—29. 


Spritlagt Materiale: Glaziou Nr. 13146: «entre Novo Friburgo et le Alto da Serra, 11 Février et 10 Août 
dans le Rio Bengala»; item »Rio Bengala, 6 Juin 1881». 


Arten er rig paa Kiselsyre, med Kiseludfyldninger i Cellerne; Dele af den 
kradse stærkt mod Kniven og ere vanskelige at skære. 

Rodderne ere krybende, plan-konvexe i Tværsnit (XX, 14), fæstede til Underlaget 
med Hapterer (XX, 10); især udvikles her talrige og tæt stillede Rodhaar gruppevist over 
storre og mindre Strækninger, bredende sig ud i Spidsen i Hæfteskiver (XX, 14, 15, 16); 
Længden af dem afhænger til Dels af Substratets Afstand. Centraleylinderen har som 
ellers to Vedstrænge og er omgiven af Kollenkym, især paa sin øvre Side (XX, 14, koll). 
Ingen Intercellular-Rum. 

Skuddene udgaa som sædvanlig parvist fra Rodderne (jeg har set Rodder, c. 6 
Cm. lange, der bare ikke mindre end 10 Par Skud, mellem hvilke Afstandene vare c. 5 Mm.) 
og have den sædvanlige Bladstilling med Drejning af Bladene, saa de omtrent blive ridende 
og faa en Inder- og en Yderkant. Skuddene blive ved Stillingen af Bladene og af deres 
Grene ofte stærkt skeformig eller skaalformig hule paa deres Overside (XX, 10, 12 A). 
Længden af det hele Skudkomplex er ec. 1—11/2 Cm. 

Bladene ere altsaa stillede saaledes, at en Side vender nedad (udad), en anden 
opad eller indad paa det dorsiventrale Skud og dets Grene; den ene Kant vender omtrent 
ind mod Moderaxen, den anden bort fra den. De længste Blade, jeg har set, vare 15—25 
Mm. De ere fra en bred Grund jævnt afsmalnede til en lang linjedannet Plade, der kan 


være udelt eller delt i 2—3 Flige, som alle ere butte eller lidt spidse, og som ved Blad- 


17 459 


randenes Opadrulning mod Oversiden blive mere eller mindre rendede, især mod den ofte 
noget bredere Spids (XX, 12, 13, 27—29). Her kunne de ogsaa være noget snoede 
(XX, 13). De kraftigste Blade, som jeg har set, havde 3 Sideflige, og paa enkelte var 
endog en af disse selv forsynet med en Flig. Bladrandene ere navnlig i Bladets nedre Del 
under Lupen fint tandede, hidrørende fra fremragende, med Kisel fyldte Celler (Fig. 27, 29). 

I den mod Moderaxen vendte Kant findes forneden en Skede, der paa den mod 
Skuddets Overside vendende Side er forsynet med en tandformet, ofte langt tilspidset, 
Stipulardannelse (XX, 13, 27); naar Bladet bliver dilhecisk, er den nye, Knoppen 
støttende Skede som sædvanlig anbragt ved den anden, udad vendte Kant og er noget lavere 
stillet end den sædvanlige Skede, hvilket især træder frem i Stipeldannelsen (XX, 29). 

Forgreningen gaar aldeles ind under den i det hele hidtil paaviste Type. 
Exempelvis kan dette illustreres af XX, 100g 12. I Fig. 10 ses den nedre Del af Stænglen 
blottet for Blade, besat med Ar; det første ikke affaldne Blad er mærket 1; efter dette 
følge Blad 2 (dithecisk), 3 (dithecisk), 4 (dithecisk), 5, 6 og 7, mellem hvilke to sidste Blade 
den endestillede Blomst ses; det Skud, der støttes af Blad 2, har de to Løvblade a«—ß; 
det til Blad 3 hørende er kraftigere og bærer Bladene a, 6, c og d; det til Blad 4 hørende 
bærer Bladene m, n og o. Fig. 12 vil let forstaaes efter samme Skema; Blad I og 2 paa 
Hovedaxen ere knopløse, Blad 3 og 4 ditheciske; de to Sideskud have henholdsvis det 
første Bladene a og 6, det sidste blot Blad m. Det sidst dannede Sideskud bestaar altsaa 
af Blomsten og et eneste, mod den notoskope Sidekant og bort fra Moderskuddets Median- 
plan vendt Løvblad. 

Blomstens Stilling og Diagram er det sædvanlige. Perigonskællene ere linje- 
dannede; de basale naa ikke til Spidsen af Frugtknuden. Mellem de to Støvdragere findes 
et lignende, men kortere. Der er 2 i eet Knippe forenede Støvdragere; paa Exemplarer 
fra Glaziou (fra 6 Juni 1881) fandtes Støvtraadene megel brede; Anthererne ere befæstede 
ved deres Grund, i øvrigt af sædvanlig Form, med fibrøse Celler i Væggene (XX, 19). Pollen- 
kornene ere forenede parvist; det enkelte Korn stærkt udbugtet paa tre Sider, som ere fint 
kornede, medens de mellemliggende brede og lave Furer ere glatte (XX, 22, 23, der er set i 
Længdesnit). Ved Spiringen kan der dannes et Pollenrør fra hvert Korn (XX, 24, 25); 
disse lægge sig udvendig paa Arhaarene. 

Den ellipsoidiske, blegbrune Frugtknude er glat og bærer to i 3—5 Grene omtrent 
haandformig delte og meget langt papilløse, næsten haarede Ar (XX, 17, 18, 21). Ar- 
papillernes Former ses ogsaa af Fig. 24, 25.  Frugtknudens Væg er aldeles nervelos 
(XX, 20); indvendig er der et Lag af horisontale, lange, brune, tykvæggede Celler; udenfor 
dette følger et Lag af lignende lodrette, hvorpaa følge 3 Lag Parenkymceller (XX, 11); det 
nestinderste Lags Geller ere væsentlig dog blot fortykkede paa den indad vendte Side. Det 
ene Frugtknuderum er ikke lidet mindre end det andet (XX, 20). Gamle frugtbærende 


Vidensk. Selsk, Skr., 6. Række, naturvidensk. og mathem. Afd. IV. 8. 57 


460 18 


Exemplarer kunne være omtrent helt blottede for Parenkym paa Stænglerne, og Bladene 
ere helt forsvundne; de tynde sorte Frugtstilke staa da hver med sin skeformede ved- 
blivende Frugtklap paa Spidsen (XX, 26). 

Allerede i Knoppen forefandt jeg Anthererne færdige til at aabne sig; lagte i Vand 
paa Objektglasset vældede Pollenkornene strax ud. 


7. Apinagia (Gardneriana Tul.?). 
Tav. XXI, Fig. 1—10. 


Tørret Materiale: Glaziou Nr. 13138 et C: Rio Arassuahy i Provinsen Minas geraes. 


Med Hensyn til Bestemmelsen er jeg forbleven i Tvivl, fordi Bladene vare saa ode- 
lagte, at deres sande Form ikke kunde ses; men jeg har ikke desto mindre valgt at afbilde 
denne Art og sat den først af Apinagierne, fordi den væsentlig hjalp mig til en Forstaaelse 
af disses Forgrening. 

Om Rødderne kan jeg intet meddele, men der kan ikke være Tvivl om, at 
de forholde sig som ellers: krybende over Stenen, hæftende sig fast til denne og dan- 
nende Skud. 

Skuddene ere kun fæstede med en ringe Basis til Stenen, ere oprette og gaffel- 
grenede. Hvert Skud af hojere Orden er i Almindelighed tobladet og begge Blade ere 
ditheciske; dernæst er det Iste Blad insereret lidt lavere end det 2det, og dette for- 
skydes et Stykke ud paa eller er paa en Strækning forenet med sit Sideskud. Fastholdes 
dette, vil Forgreningen af Fig. 1 let forstaaes. Hovedskuddet, I, har de to Blade a og b og 
afsluttes med Blomst; Sideskuddet ved a er ikke udført; 0's derimod findes hell afbildet, det 
ender ved II med Blomst og bærer Bladene a—b, af hvilke à er forskudt ud paa Sideskuddet; 
b staaer til højre, ligesom à paa Skud I; hvis heri maa ses en Antydning af, at de to Skud 
ere homodrome, vil det, naar vi gaa videre i Betragtningen af alle b-Skuddene, vise 
sig, at det, der hører til III er antidromt med II, det til IV antidromt med Ill, det til V 
anlidromt med IV, det til VI antidromt med V. Regelen synes altsaa at vere Antidromi 
af to paa hinanden folgende b-Skud, og naar Skud I gjør en Undtagelse, maa 
jeg gjore opmærksom paa, at Bladene her i den Grad vare afslidte, at en Fejltagelse er 
meget mulig; jeg har tegnet Mærkerne efter de opløste Blade saaledes, som de syntes 
mig al se ud. Paa samme Maade gaar det ogsaa med 6-Skuddene paa den venstre Side 
af Grenkomplexet. 


19 461 


Dette er kort sagt helt igjennem de samme Skruestillingsforhold, der 
findesiden typiske Gaffelkvast. Ulighederne ligge navnlig i, at alle Skud her kunne 
lægges omtrent i I Plan, og at Bladenes Sideskud paa Podostemacé-Vis udvikles ved den 
udad vendte Kant af Bladbasis. 

Et mærkeligt Forhold, der bedre illustreres af de til Apinagia Riedelü hørende 
Figurer, er endvidere det, at Blomsterne ere sænkede ned i Hulheder, som dannes af sam- 
menvoxede Blades Grund; paa hele Fig. I er der blot en eneste Blomst synlig, endnu inde- 
sluttet i sit Hylster, nemlig Endeblomsten paa Skud I; alle de andre ere helt indelukkede. 

De øvrige Figurer tjene til at illustrere Blomstens Dele. Perigonskællene ere meget 
smaa og ægformig-aflange, bulte (XXI, 4, 5, 6, 8). De ere 6—7 i Antal, afvexlende med 
Støvdragerne, og ligesom disse staa de i Blomstens gastroskope Side (XX, 7). Stevknap- 
perne ere aflange og basifixe (XX, 2). Den ellipsoidiske Frugtknude er glat og synes kun 
at have svage Nerver, men i øvrigt samme Bygning af Væggen som ellers med retvinklet 
Krysning af de to inderste Lags langstrakte og stærkt fortykkede Celler (XXI, 10). Pollen- 
kornene ere enkelte, kuglerunde med 3 tyndere Steder (XXI, 3). Arrene ere trinde, spidse, 
meget svagt papilløse og i Knoppen bøjede ned mod Bugsiden (XXI, 5). Jeg har kun set 
umoden Frugt; Stængel- og Bladdelene vare som sædvanlig mere eller mindre opløste og 
fjærnede her (XXI, 9). 


8. Apmagia Riedehi (Bong.). 
Tav. XXI, Fig. 11—22 og Tav. XXII, Fig. 1—10. 


Spritlagt Materiale: Glaziou Nr, 13141; 13145: «Cachoeiras do Rio Parahyba, inter Boa Vista et Queluz»; 
28 Juli 1881; — (13143 pro parte). 


Fig. 11 paa Tay. XXI forestiller et helt Exemplar, lidt forstørret (1'/2); ved Grundeu 
ses Rødder, vandret løbende og tæt fasthæftede til Stenen; de derfra udgaaende to Skud 
have en bred, skiveformig Basis. Roddernes Tværsnit ses Fig. 18. Skuddene ere fæstede 
ved en mere eller mindre udbredt Hæfteskive om deres strax oprette Grund; Hæfteskiverne 
kunne være meget uregelmæssig lappede. : 

Forgreningen og Bladstillingen er som hos foregaaende Art, men Skud- 
dene blive hurtig I-bladede, og Kvasten antager Seglform. Hovedskuddet I 
ender med Blomst (der er synlig i Gaffelen) og bærer de to Blade a—b, og maaske, eller 
rimeligvis, har der nedenfor disse været andre, hvis Mærker helt ere udviskede. Blad 6 
stolter til højre Skuddet D med Bladene a (der er knoplost), & og c, hvilke begge støtte 


57* 


462 20 


Knopper. Medens Blad 6 støtter et 2-bladet Skud (III med Blad a og 6), stotter c et kun 
I-bladet Skud, hvis Blomst staar ved Hl nærmest ce, medens Bladet som sædvanlig staar 
ved Skuddets ydre Kant, fjærnet fra Moderskuddet (Il); dette Blad stolter paa samme Maade 
næste Skud, IV, med samme Bygning. 

Vende vi tilbage til (det sidst nævnte) Blad 6, støttede det altsaa det 2-bladede 
Skud III med Blad a og 6; a staar lavere og er mindre sammenvoxel med sit Sideskud, 
b derimod staar højere og er mere forskudt ud paa sit Skud. Det Skud, som a støtter, synes 
at være 3-bladet; det, som D støtter (IV), derimod 1-bladet, og de efter dette folgende 
Skud ere alle I-bladede. 

Efter dette Skema mener jeg altsaa, at denne Plantes Forgrening skal opfattes; 
Sideskuddet staar som sædvanlig i Støttebladets ydre Grund, og dets Iste Blad vender som 
sædvanlig bort fra Moderskuddet. Hvis en Række efter hverandre folgende Skudgenerationer 
ere I-bladede, ville de altsaa danne en seglformig Blomsterstand, med en tyk, seglfor- 
mig krummet Sympodie-Axe, paa hvis Overside der findes I Række af Blomster 
og Blade afvexlende med hverandre; disse Blomster og Blade høre to og to til samme 
Skud, nemlig saaledes, at en Blomst hører sammen med det nærmest udenfor det (d. e. 
nærmere Sympodiets Spids) staaende Blad. 

Undertiden dannes meget lange og elegante Sympodier, hvad XXII, Fig. I giver et 
jillede af. Hovedskuddet bærer Bladene a, b og e, og i Kløften mellem disse to ligger 
Blomsten (I) skjult; e støtter et 1-bladet Skud, nemlig II, med Bladet m, og nu fortsættes Lil 
denne Side med lignende 1-bladede Skud: III med », IV med 0, V med p 0.s.v. Blad à 
derimod stotter et 2-bladet Skud: II med Bladene & og 2; og først fra 2 af kommer der 
blot 1-bladede, nemlig IT med Blad x, IV med Blad y, V med Blad 2 0.s.v. De to segl- 
formede Sympodier, der herved opstaa, krumme sig til samme Side, et Fænomen, som jeg 
finder meget almindeligt, og som ogsaa vil kunne ses paa XXI, Fig. 11; det fremkommer 
altsaa, naar det øvre af de to Blade paa et Skud støtter et Seglsympodium, det andet der- 
imod et Gaffelskud, hvis ene, øvre Blad derpaa stotler et nyt Seglsympodium; men om 
dette Forhold paa en eller anden Maade er til Nytte for Planten, er mig ubekjendt. Det 
gjenfindes f. Ex. ogsaa paa de unge Skud i XXII, 3; Hovedskuddet, I, bærer Bladene a, 6 
og e; medens e støtter et I-bladet Skud (II med Blad m) og Sympodiedannelsen til denne 
Side fortsættes med 1-bladede Skud (III—VI), støtter 6 et tobladet Skud, II med Bladene 
æ og y, hvorefter Forgreningen sympodialt fortsættes med 1-bladede Skud fra y: IN—VI, 
og dette Sympodium krummer sig til samme Side som det først nævnte. 

Den anden Mærkelighed, som tildrager sig Opmærksomheden, er den, at Blom- 
sterne gjemmes dybt nede i Hulheder, der fremkomme ved Sammenvox- 
ning af Bladenes Skededele. I XXI, Fig. 11 have saaledes Skededelene af de første 


synlige Blade a og b været forenede og dannet et Lukke over Blomst I. Ligeledes ere 


21 463 


paa XXII, Fig. 1, Bladene 4 og e sammenvoxede i deres Skededele og dække over den 
endnu helt indesluttede Endeblomst I; en lille Aabning bliver tilbage i Spidsen. Gaa vi 
til højre paa denne Figur, finde vi, at det ditheciske Blad c’s ydre Skede (Knopskeden) er 
sammenvoxet med Skeden af det Iste (og eneste) Blad paa næste Skud, m, og derved 
dannes et Dekke over Blomst Il, o.s. v. 

Fører man et Snit gjennem en Blomsterstand i Sympodiets Medianplan, vil man 
ogsaa finde Blomsterne helt indelukkede. Paa XXI, 17 er Enden af et Sympodium afbildet; 
kun den ældste Blomst er synlig; lægges et Snit lodret, parallel med Axen gjennem dette 
Sympodium, faaes et Billede som Fig. 16; Spidsen af den ældste Blomst (til højre) er 
brudt frem gjennem Dækket, men dens Hylster er endnu tillukket; til venstre ses tre helt 
indesluttede Blomster med deres Hylstre; kun til Dels ere Støvdragerne blevne antydede 
paa Figurerne; Arrene ses derimod, bøjede ned mod Skuddets Bugside, og i Frugtknudens 
Indre ses den tykke Placenta. 

Lægges et Snit tværs gjennem et Sympodium, ses de helt om lukkede Gruber, 
i hvilke Blomsterne ere nedsænkede (XXI, 13). Af denne Figur læres tillige Blomstens 
Diagram: de tre Støvdragere vende mod Skuddets Bugside (D), og Frugtknudens to, her 
omtrent lige store Rum ligge i det Plan, der gaar gjennern Androeceets Midte. At der 
dog bliver en smal Kanal tilbage, der fører ud i det Frie fra Grubens Indre, læres af 
XXI, 16, men tydeligere af XXII, 4. 

Disse sammenvoxede Dele af Skederne danne et tyndt Parti paa Sympodiernes 
Overside, oven over Axerne, og se lil Dels endog ud som indfaldne Partier mellem de 
stærkere fremspringende Bladstilke, saaledes som navnlig XXII, 1 og 8 vise. Derved faa 
de i Beskrivelserne som «scorpioideo-recurvi» omtalte Grene den Sammentrykning, som 
ogsaa omtales; de blive rundryggede paa den konkave Side, men næsten vingede og 
bladagtig udbredte paa den konvexe. Det bør dog bemærkes, at Vingedannelsen er ikke 
lige stærk paa alle de Exemplarer, som jeg har henført til denne Art; Glazious Nr. 13141 
(Tav. XXII) er noget stærkere vinget end Nr. 13145 (Tav. XXI), og da der ogsaa er andre 
smaa Forskjelligheder mellem disse Exemplarer, bør de i ethvert Fald opstilles som Varie- 
teter af Arten; at de skulde være to vel adskilte Arter, kan jeg ikke tro. 

Bladene. Skededelens Form ses bedst af XXII, 3, 8 og 10. Skeden er simpel 
i Form, griber om paa begge Stængelsider og har en svag ligular Fremspringning (se f. Ex. 
Fig. 3 a og følgende Blade). De ditheciske Blade faa en saadan Skede ved hver Kant; de 
vende hele Fladen mod Oversiden af Skuddene (XXII, 8, 3). Knopskeden griber hen over 
Sideskuddet, og har man nu et seglformigt Sympodium, ville de paa hinanden føl- 
gende Blades Skeder altsaa tagformig dække over hinanden, hvad især 
XXII, 3 og 10 viser; jeg fremhæver dette særlig, fordi jeg heri ser et Moment til For- 
staaelse af Moureras Blomsterstand, hvorom nedenfor. 


bo 


464 


bo 


I Knoppen ligge Bladpladerne indrullede hen mod Sympodie-Spidsen, hvilket 
ganske vist er noget besynderligt, da de saaledes rulle sig bort fra deres Moderaxe 
(XXII, 3, 10); men paa anden Maade kan det ikke opfattes, naar da ellers min Tydning af 
lorgreningen er rigtig. Det heri afvigende maa sikkert forklares derved, at de formedelst 
Sympodieaxens stærke Indrulning finde bedst Beskyttelse og Plads paa denne Maade. Det 
bør erindres, at Bladet vender sine to Flader hen mod Skuddets to Sider, og altsaa ruller 
sig hen mod sin ene, udad vendte Kant. 

Bladpladen er fjerformig delt i et Antal i Regelen alternerende traadfine Afsnit; 
disse kunne dog være parvis nærmede hverandre. Afsnittene af Iste Orden bære et Knippe 
haarfine Flige ved eller lidt oven for deres Grund paa den mod Bladets Midte vendende 
Kant og højere oppe lignende i mere eller mindre udpræget Alternation. Fligene i det 
enkelte knippe fremkomme sikkert ved en gjentagen Deling, der maa henføres til den 
fjerformige Type, men med megen Sammentrængning af de enkelte Flige (XXI, 15; XXII, 1). 

Blomsterne findes analyserede Tav. XXI. Hylsteret, som omslutter den unge 
Blomst, er som sædvanlig nerveløst; Tværsnittet viser 3 Cellelag, af hvilke det yderstes 
Geller ere meget større end de andre (XXI, 14). Bemærkes maa, at paa de i visse Ilen- 
seender lidt afvigende Exemplarer, som ere sendte af Glaziou under Nr. 13141, er Hyl- 
steret tæt bedækket paa sin Spids med smaa, spidse, brune Fremragninger (XXII, 6). 
Perigonskællene ere fra en noget bredere Grund linjedannede og langt tilspidsede; de naa 
til Midten af Frugtknuden. Der er 2—3 frie Støvdragere; en enkelt Gang fandtes en 
tvedelt Støvtraad med en fuldstændig Anthera paa hver Gren, men uden mellemliggende 
Perigonskæl; foruden denne havde Blomsten | enkelt Stovdrager. Anthererne ere befæstede 
med deres lidt bjærteformede Grund til Traaden (XXI, 19, 21, 20), i øvrigt af sædvanlig 
Bygning. Frugtknuden er ellipsoidisk, glat; Arrene som sædvanlig i Knoppen bøjede hen 
mod Støvdragerne (Fig. 21), aflange, svagt tilspidsede, meget svagt papilløse. I Frugt- 
knuden er der 8 Ribber, som træde frem paa den modne Frugt (XXI, 13; XXII, 2 og 9). 
Paa Slægtens Vis falder ingen af Frugtklapperne af, men begge blive staaende, rullende 
sig ind mod hinanden, efter at Placenta og Frøene ere faldne ud. Ved Klappernes Grund 
danne sig tidlig 8 Huller, Gamle Frugtexemplarer have i Regelen blot Stænglernes Skelet- 
dele tilbage, medens de mere kødede Dele tillige med alle Blade ere opløste og fjærnede 
(XXII, 5); i XXL, Fig. 7 er en Del af en Plante fremstillet (den samme som Fig. 8), der har 
været kogt i Kali, saaledes at alle fastere Dele og Blomsterne skinne igjennem; alt det 
paa Figuren mørke bliver staaende, alt det hvide forsvinder paa de gamle Exemplarer. 

Om Bestemmelsen af mit Materiale endnu et Par Ord. Mine Figurer stemme, som man let vil se, 
ikke helt overens med Tulasnes i Fl. Bras. tab. 75, 1 og Monographien pl. VIII, 1; jeg formoder, at Uover- 


ensstemmelserne mest hidrøre fra, at disse Exemplarer ikke ere komplette. Da Weddell vil have tegnet 
dem efter de friske Exemplarer, bero de vel næppe paa de Mangler, som tørt Materiale frembyde. 


23 465 


9. Ligea Glaxiovii Warming. 
Tay. XXII, Fig. 11—16 og Tav. XXIII. 


Materiale: Glaziou Nr. 15441. 


Et hell Exemplar er afbildet i naturlig Størrelse paa Tav. XXIII, Fig. 1; det er set 
fra Undersiden, saaledes at den omtrent lodret fra Stenbunden udgaaende trinde Stengel 
vender op mod Beskueren, og særlig ses den brede Ilefteskive, hvormed den har været 
fæstet til den hvidlige Sten; samme Exemplars nederste Del er set fra Siden i Fig. 11. Stænglen 
ses at dele sig gaffelformig i to Hovedgrene, hvilke fremdeles dele sig gaffelformig, og dette 
fortsættes, men da de senere Grensystemer alle brede sig ud i en omtrent vandret Flade, 
har jeg ikke kunnet fremstille Planten bedre end ved at vise den fra Undersiden, som 
gjort i Fig. I, og supplere dette ved en Figur af de nedre Dele sete fra Siden i Fig. 11. 

Rodderne kjender jeg ikke, men de findes formodentlig ligesom hos Apinagierne, 
med hvilke denne Art har en Del tilfælles. 

Stenglerne ere altsaa i deres nedre Del trinde, med mere eller mindre frem- 
staaende, vortede eller paa Overfladen bølgede Længde-Ribber paa de opad vendte Sider 
(XXIII, 11 og navnlig 13). Det tegnede Exemplar er kortstenglet; de kunne blive indtil 
15 Cm. lange. 

De yderste Skudkomplexer vise, at Skudbygning og Forgrening er som hos 
alle andre, hidtil af mig undersøgte Arter: Skuddene ere til sidst 2- eller 1-bladede med 
endestillet Blomst; Bladene ere alternerende og vende Overfladen mod Skuddenes Overside; 
de knopdannende stotte deres Knop i en udadvendt Skede, der dog ikke er videre frem- 
trædende her. : 

Tav. XXII, Fig. 11 vil herefter være let at forstaa: Hovedskuddet ender med en 
ung, langstilket Frugt, I, og har baaret to nu ødelagte Blade m og mn; m støtter til venstre 
Skud Il, der ender med en nylig affloreret Blomst og bærer de to Blade a—b; a støtter Skud II 
med Bladene z—y, og b Skud IT med Bladene « og 2; disse to Skuds Endeblomster ere 
endnu indesluttede mellem Bladgrundene. Blad n paa Hovedskuddet stotter (til hajre) Skud II 
med ung Frugt og Bladene a— 0; a Skud III med Bladene c—d, der begge to ved deres 
Grund have et lige frembrydende Skud IV; endnu ses blot Bladspidserne af dette; à støtter 
Skud HE (til venstre), der netop er afblomstret og kun bærer I Blad, nemlig e, som ved 
sin Grund (til venstre) støtter det lige frembrydende Skud IV. 


De yderste Grenkomplexer have Tilbojelighed til at smælte sammen, saa at Axerne 
blive meget brede og flade, næsten til brede, i Kanten blad- og blomsterbærende, kod- 
fulde Vifter, hvad Fig. I tydelig viser. Paa Bagsiden af Axerne ses Kanter og Furer ned- 
lobende fra de kraftigere Blades Grund. 


466 24 


Et Tværsnit af Stenglen viser et Antal tilnærmelsesvis i en flad halymaane- 
formig Figur ordnede Karstrenge, hver iser omgiven af en kraftig Kollenkymring (XXIII, 11). 
Der er store og smaa Strenge ved Siden af hverandre; nogle kunne være dobbelte (for- 
medelst Forgrening). 

Karakteristisk for denne Art er dens store og elegante, i mange haarformede Flige 
delte Blade. Det helt udviklede Blad giver ikke noget klart Billede af Forgreningen paa 
Grund af Fligenes Talrighed; dog synes det at fremgaa, at det er et gjentagne (4-5) 
Gange fjerformig delt Blad med alternerende Afsnit, og alle Afsnit ere haarformede 
(XXI, 11; XXIII, 2); denne sidste Figur fremstiller Spidsen af et Afsnit af 2den Orden, der 
i fjerformig Anordning, dog med parvis Sammenrykning af to og to Afsnit, bærer Sideafsnit, 
som alter forgrene sig. Men langt tydeligere tale de ganske unge Blade: Fig. 14 viser os 
Afsnittene af Iste Orden, a—1, dannede akropetalt og alternerende, og paa disse Afsnit er 
der ligeledes akropetalt alternerende dannet Sekundærafsnit, I—5 paa 6, 1—3 paa ec 0.5. v. 
Regelen synes at være, at det Iste Sekundærafsnit opstaar paa den mod Bladets Median 
vendte Kant af Primærafsnittet, nærmest dets Grund; Afsnit 5 gjør dog en Undtagelse 
herfra. En anden Afvigelse er, at Afsnit e ikke er blevet saa kraftigt udviklet, som det 
efter sin Alder skulde være. Bladets Spids og de enkelte Afsnits Spidser fremtræde som 
Væxtpunkter, paa hvis Sider de nye Afsnit, af højere Orden, opstaa; jeg har set Tilfælde, 
i hvilke det øverste Afsnit udviklede sig saa kraftigt, at det var større end Bladspidsen og 
næsten trængte den ud til Siden. De sidste Forgreninger ere haarformede, trinde, butte, 
glatte Legemer (XXIIL, 5). 

Ved Bladenes Grund ses en Skededannelse uden fremspringende Stipulartænder 
eller Ligulardannelser. De ditheciske Blade have et kølformig fremspringende Midtparti, 
hvad XXII, 11 til Dels ret tydelig fremviser. 

Om Begrænsningen og Berettigelsen af Slægterne Ligea, Oenone, Neolacis og 
Apinagia er det vistnok for tidligt at kunne dømme sikkert. Jeg forudser derfor ogsaa, 
at denne Art i Fremtiden muligvis maa faa et andet Slægtsnavn. Den hører imidlertid 
til de Arter, der have et alsidigt Androeceum (XXIII, 6) med 6 Stavdragere afvexlende med 
lige saa mange Perigonskæl, en Frugtknudevæg med Sklerenkymstrænge (6 enkelte Ryg- 
strænge og 2 dobbelte Suturstrænge; XXII, 16), der sandsynligvis ville træde ribbeformig 
frem paa den modne, endnu ukjendte Frugt. 

Om Blomstens Dele er for øvrigt følgende at bemærke. Hylsteret bliver ved at 
sprænges af den gjennembrydende Blomst sædvanlig delt i 2—3 spidse eller tilspidsede 
Flige (XXI, 11). Perigonskællene have c. "/s af Frugtknudens Længde (XXIII, 12), ere 
ægformig-aflange, undertiden bredere og i Spidsen tokløvede og svagt papilløse (XXIII, 8, 9). 
Antheren er fæstet med sin lidt hjærteformig udrandede Basis til Traaden, og aabner sig 
indad med to lange Spalter (XXII, 12, 14). I et Tilfælde iagttoges en ved Sammenvoxning 


25 467 


af to dannet Stovdrager, der havde en dobbelt, dog i de Medianen nærmeste Dele noget ufuld- 
komment uddannet Stevknap og en med to Nerver forsynet Traad; der stod derfor ogsaa 
et Perigonskæl lige for denne Stovdragers Medianplan (XXIII, 9). Anthervæggen har et Lag 
fibrose Celler (XXIII, 3), og Pollenkornene ere enkelte (XXIII, 4). Den ellipsoidiske, ved 
Basis stærkt afsmalnede Frugtknude er c. 3 Mm. lang, aldeles jævn og bærer to frie eller 
lidt sammenvoxne, cylindrisk-kelleformede Ar (XXII, 13 og 15; XXIII, 7). Paa den unge 
Frugt ere de affaldne (XXII, 11). Spidsen af Arrene er afrundet, og jeg formoder, at denne 
Form vil vise sig karakteristisk for denne art. Frugtknudens Væg er bygget som ellers 
(XXIII, 12; Partiet lige ved Skilleveggen): det inderste Lag, À, har horisontalt strakte tyk- 
væggede Celler; det neste, v, har vertikalt strakte Celler, hvis udad vendte Vægge ere tynde, 
medens Sidevæggene tage af i Tykkelse henad mod dem. Sklerenkymstrængene slutte sig 
op til dette næstinderste Lag. Den brede Suturstræng er egentlig dobbelt, da der midt i 
den er et Parti tyndvæggede Celler, der skulle briste ved Opspringningen, og som gaa 
over i den af 2 Lag bestaaende Skillevæg (se Fig. 12). Frugten (vel udviklede Frugter 
staa ikke til Disposition for mig) aabner sig med to lige store, blivende, mod hinanden 
rullede Klapper, af bleg brun Farve, med lave Ribber, af hvilke Rygribberne ere bredere 
end Suturribberne. 


10. Lophogyne areulifera Tul. et Wedd. 
Tay. XXIV og XXV. 


Materiale: A.Glaziou Nr. 12195: «Rio Quitandinha, Serra de Estrelha, 2 de Mai 1880»; Nr. 13142: «Rio 


negro, au rapide de Ronca près de Cantagallo, 5 de Juin 1881+; Nr. 13143 (Lophogyne helicandra Tul.?) 
«Serra de Estrelha, 6. Dec. 1384». 


Denne Slægt karakteriseres saaledes af Weddell i De Candolles Prodromus 
(t. XVII, p.65): «Herbæ aphyllæ, hepaticiformes, caule frondiformi varie expanso inciso- 
lobato interdum surculifero, scopulis subimmersis torrentium hærentes». 

Med det fortrinlige Materiale, som jeg skylder Dr. Glaziou, er det mig imidlertid 
let at paavise, at denne Art — lige saa lidt som de tidligere behandlede — hverken er 
bladles eller har et (forskjellig indskaaret) Thallus; den gaar tværtimod meget tydelig ind 
under den for alle tidligere forefundne Bygningsplan. I det sendte Materiale fandt jeg alle 
Udviklingsstadier, om end enkelte vare meget sparsomt til Stede. 

Rodderne. Paa ganske unge Individer ere disse med stor Tydelighed til Stede, 
fladtrykte (XXIV, 1 og 2), klorofylholdige, krybende hen over Stenen, hæftende sig tæt og 
fast til denne; særlige Hapterer forekomme, men jeg har sjælden set saadanne; jeg har 


Vidensk, Selsk. Skr., 6. Række, naturvidensk. og mathem. Afd. IV. 8. 58 


468 26 


heller ikke været saa heldig at finde Rodspidser. Rodens Bygning er som ellers: Gentral- 
cylinderen har to Vedstrenge omgivne af floematisk Ledningsvæv navnlig paa Oversiden, 
hvor den hele Cylinder især værnes af Kollenkym (Fig. 2). I øvrigt er Roden bygget af 
store tyndvæggede Geller uden Intercellular-Rum. Paa ældre Exemplarer er det i Alminde- 
lighed ikke muligt at finde disse Rødder, Vandstrommene have ødelagt dem, og Skuddene 
hæfte sig selv fast til Klippen. Den Mistanke, som jeg har haft om Castelnavia princeps, 
at ogsaa den har Rodder, skjont jeg ikke har fundet Spor af dem, bestyrkes saaledes af 
denne Art, 

Skuddene udspringe som ellers fra Rødderne og som Regel parvist (XXIV, 1); 
deres endogene Natur robes af den Ardannelse, der ses om deres Grund paa selve Rod- 
legemet. Skuddene lægge sig meget snart mere eller mindre vandret ned og blive tillige 
meget brede; paa deres Underside hæfte de sig over store Strækninger fast til Underlaget 
(XXIV, 4, 11, hvor de mørke, ujævnt skyggede Partier betegne de Dele, der have været 
fasthæftede til Stenbunden). Omtrent hele Underlaget kan paa denne Maade være tilhæftet 
og holde sig med stor Kraft fast til Klippebunden eller holde Sten fast. Hapterdannelserne 
i Længdesnit ses Tav. XXV, Fig. 5, 6,2. Bladstillingen er I (se Fig. I, hvor Bladene paa 
to Skud ere numererede), og da de stille sig saaledes paa det stærkt dorsiventrale og 
bladagtig udbredte Skuds Flanker, at den ene Flade helt er vendt mod dets Overside, den 
anden helt mod dets Underside, den ene Kant indad mod Skuddets Axe, den anden udad 
eller nedad, fremkommer derved det thalluslignende, i Kanten, naar Vandet har ødelagt 
Bladene, mere eller mindre uregelmæssig lappede Legeme, som er afbildet Tav. XXIV, 
Fig. 4, 5, 6, 7, I1 og Tav. XXV, Fig. 1, 4, 9. Det vil af Figurerne ses, at de paa Skud- 
flankerne tæt stillede Blade dække hverandre saaledes, at den notoskope Kant paa et Blad 
dækker den gastroskope Kant af det nedenunder paa samme Flanke staaende Blad, naar 
Skuddets Overflade betragtes. Naar et Skud ses ovenfra, dække Bladgrundene altsaa hver- 
andre taglagt med nedstigende Dækning (se f. Ex. XXIV, 7). 

Om Bladene er fremdeles at mærke, at de ikke have fremtrædende Skede- eller 
Stipeldannelse, men der findes dog vist en Art Skede, idet enhver Blomst i Førstningen 
ligger gjemt i Kløften dybt nede mellem to Blade, hvis Basaldele ere voxede sammen over 
den til et paa Siderne fuldstændig lukket, kun i Spidsen med en snæver Spalte forsynet 
Dække; senere bryder Blomsten frem af denne Hule (se XXV, 1, 4, 5, 6, 9 og XXIV, 9). 
For saa vidt Hulens Vægge alene skulde være dannede af Stænglen, der altsaa maatte være 
voxet op om den, har Arten ingen Skededannelse paa sit Blad; men jeg anser det dog 
for rimeligst, at Bladene tage Del med i Dannelsen af Hulens Vægge. For yderligere at 
gjøre denne Sammenvoxning begribelig vil jeg henvise til XXIV, Fig. 11; her findes der 
i all 3 Blade, betegnede med f og en punkteret Linie, der omfatter det enkelte Blad; 
skjult i Kløfterne mellem dem ligge to Blomster, I og Il; disses Pladser ere omtrent der, 


27 469 


hvor der staar to Krys, men de ere helt indelukkede til Siderne og kun allerdybest i 
Kløften mellem de frie Bladdele findes en meget snæver Indgang til dem. Det samme er 
Tilfældet med to Blomster paa XXIV, Fig. 4 (de to til højre), medens den anden (øverst til 
venstre) har brudt sig en Vej ud og er bleven synlig med sin øverste Del. 

Alle blot lidt ældre Blade ere i høj Grad ødelagte af Vandet (se f. Ex. XXV, I og 4, 

eller XXIV, 4, 11 og Basaldelene af 5—7); Bladet bliver reduceret til et mere eller mindre 
uregelmæssig ægdannet Skæl («frons acute lobatus», siger Weddell). Exemplarer med 
ubeskadigede Blade vare meget sjældne i mit Materiale. Det i Henseende til Fligenes Be- 
varelse bedste Blad er afbildet XXIV, 8; dette lærer os, at Bladet er fjerformig snitdelt med 
alternerende, dog parvist til hverandre nærmede Afsnit, der ellers ere snitdelte i linjedannede 
eller traadformede Afsnit. I Følgeorden ere Afsnittene: 1 med Sekundærafsnittene a (som 
alter er snitdelt), 6 og c; 2 med Afsnittene a—d; 3 med Afsnittene a (der atter er snit- 
delt), 6 og c; 4, der er lig 3; 5 med Afsnittene a og 6; 6 med kun I Afsnit; 7 lig 6; 
8 og 9, der er udelte. Sandsynligvis anlægges Afsniltene i opstigende Følge, og det Iste 
Sekundærafsnit anlægges aabenbart ogsaa paa den indad vendte Kant af Primærafsnittet; 
hvis dette forholder sig saaledes, er Overensstemmelsen fuldstændig med de hos de tid- 
ligere Arter fundne Bladforgreninger. Bladet er altsaa i det mindste indtil 3-dobbelt fjer- 
snitdelt med traadformede Flige; idet de sidste Afsnit ere faa og naa næsten lige Styrke 
med deres Hovedafsnit, fremkommer der undertiden Udseende af Dikotomi. 
J De haarformede Bladafsnit har jeg fundet besat med lange, encellede Haar, 
der sidde samlede hen mod Midtlinjen af Afsnittene, hver med en lille, oftest om- 
trent 3-kantet Basalcelle, der ligesom er indeklemt mellem de øvrige Overhudsceller 
(XXIV, 3, 10). 7 

Dernæst maa bemærkes, at der ikke blot kan findes Blade, der have en saadan Plade 
anbragt paa en enkelt, ægdannet Basaldel, men som have en meget bredere Grund, delt 
i 2 eller 3, sjælden flere, ægdannede Flige, der saa hver især bærer en saadan haarformig 
delt Plade; dette synes at være Tilfældet med de senere Blade paa Skuddene, medens de 
først dannede have enkelt Basis; se for det første XXIV, 1; dernæst f. Ex XXIV, 4 (hvor 
der er to Blade med trefliget Basis); à (hvor der er to med tvefliget Basis, nemlig Blad 13 
og 14, og sandsynligvis er det samme Tilfældet med Blad 15, men dettes ene Flig, l, 
ligger endnu indrullet); 6 (hvor Bladene 6, 8, 9, 10 have tvefliget, Bladene 11, e og g have 
trefliget Basis); 11, hvis ene Blad er trefliget, det andet endog har 4-fliget Basis). 

| I Knoplejet ere disse Basaldele alle indrullede mod Bladets Overside; se f. Ex. 
XXIV, 9 (et trefliget Blad) eller Blad 11 paa Fig. 6, ‘eller det ganske unge Blad 12 paa 
samme Figur, og andre Blade paa samme Figur og paa Fig. 5 og 7. 

Bladenes brede Basaldele ere forsynede med stærke Nerver, der dog ere helt ind- 

sænkede i Bladkjødet og paa Grund af Bladets Tykkelse først blive ret synlige, naar man 
58" 


f. Ex. ved Kali gjør det gjennemsigligt. Nervationen har ofte Preget af en gjentagen Gaffel- 
grening (XXIV, 4, 11). 

Forgreningen. Hlvad der yderligere bidrager til at give Skuddene det brede, 
thallusagtige, mere eller mindre uregelmæssige Udseende, er deres Forgreningsmaade; saa 
vidl jeg har kunnet udfinde, er denne i et og alt som hos de tidligere studerede Planter, 
men mit Materiale har ikke tilladt mig at paapege dette lige saa sikkert som ellers, og hele 
Skudkomplexets Karakter gjør det ogsaa vanskeligere. Jeg skal nærmere vise delle ved 
at gjennemgaa følgende tre Figurer. 

Tav. XXIV, Fig. 5 opfatter jeg som en ung, uforgrenet Plante, hvis Blade ere 1—16; 
det sidste er endnu indrullet i Knoptilstand. Mellem Basaldelene af Blad 13 og 15 ligger 
ved II et andet indrullet Blad og indenfor det andre, endnu mindre, saa vidt ses kunde: 
aabenbart et Sideskud støttet af Bladet 15 (det med »/ mærkede Legeme herpaa er en 
Bladflig). 

XXIV, 7 opfatter jeg paa følgende Maade. Hovedskuddet har Bladene 1—16, hvilket 
sidste endnu er indrullet, og inden for hvilket der følge flere endnu mindre. Men Blad 12 
synes mig at maatte vere dithecisk, og det af dette Blad støttede Skud udgaar til højre, 
bærende Bladene a—/, hvilket sidste endnu er indrullet; herefter vil Iste Blad paa et 
Sideskud komme til at vende bort fra Moderskuddet, — ganske som ellers. 

XXIV, 6: Ilovedskuddet bærer, saa vidt jeg kan se, Bladene 1—12, det sidste 
endnu ikke udfoldet. 6 stølter et Skud, der har Bladene a—h. Dog gjør det mig noget 
tvivlsom med Hensyn til Rigtigheden heraf, at Blad 6 ikke er dækket af Blad 8 saaledes, 
som det derefter skulde være. 

De større og forgrenede Exemplarer ere sjælden plane, men mere eller mindre 
skaalformige og udhulede i deres øvre Dele ved Bladenes og Skuddenes Opadbøjning; 
jeg har søgt at udtrykke dette i XXIV, Fig. 5 (2 Hulheder), 6 (hvor navnlig Partiet til 
højre er hult; og 7 (hvis nedre Del er temmelig flad). 

Weddell skildrer «frons» som ovenpaa værende papilløs; jeg kan dog i det 
højeste kalde den fint nupret. Jeg finder heller ikke Tulasnes Figurer helt stemmende 
med, hvad jeg har set. Den ene Del af hans Beskrivelse (Podostemacearum monographia 
S. 111—112) er ikke vanskelig at fatte, men derefter følger: «frons .... nunc contra late 
foliacea nervisque vagis prominentibus instructa; .... reperitur etiam fiagelliformis (5—7 
Cm. longa) v. multiramosa, ramis replantibus teretibus aut diversimode alatis et hine 
atque hine frondes amplialas gignentibus». Det er vistnok Rødderne, som her omtales, 
og de anastomoserende Ribber, der ses paa hans PI. VIII, Fig. II, 2, er formodentlig lige- 
ledes Rodder. 

Blomsterne ere altsaa oprindelig, ligesom hos Castelnavia, gjemle dybt inde i 
omtrent helt tillukkede Hulheder i «frons», og maa da senere bryde frem gjennem dettes 


29 471 


Overflade (XXV, 1, 4, 5, 6, 9). XXV, 5 og 6 vise, at Loftet i Hulerne er ikke lidt tykkere 
end Gulvet (den mod Underlaget vendende Side). Stillingen af Blomstens Dele i Forhold 
lil hverandre ses af XXV, 7 og 8; Blomsterne ere langstilkede; Frugtstilkene blive 10—16 
Mm. lange; paa gamle Exemplarer, -hvor Kjadet er forsvundet, ere de sorte og tynde 
(XXV, 9). De have som sædvanlig et tyndt, nervelost Hylster, der i Spidsen spaltes i 2 
eller 3 langt tilspidsede Flige (XXV, 2, 9. Deres Bygning er ganske som Weddell 
beskriver den. De 2 frie Stovdragere og de tre Staminodier staa som sædvanlig paa 
Blomstens ventrale Side (XXV, 5, 6). Perigonskellene ere linjedannede og næsten af 
Længde med Frugtknuden (XXV, 2, 9). Anthererne ere aflange, basifixe (XXV, 10, 11). 
Pollenkornene ere enkelte eller forenede parvist (XXV, 3a og 6). Anthervæggen har fibrose 
Geller, og Antheren snoer sig undertiden lidt efter sin Opspringning. Den Art, som 
Tulasne har kaldt Lophogyne helicandra (se De Cand. Prodr. 17, p.65), skal have 3-—4 
Stovdragere med til sidst spiralsnoede Antherer. Imidlertid har jeg ogsaa set en svag 
Snoning hos L. arculifera, og paa XXV, 16 er der afbildet en Blomst (Glaziou Nr. 13143), 
som har stærkt snoede Antherer, saaledes som Z. helicandra, men kun 2—3 Stovdragere, 
som Z. arculifera; dens Perigonskæl («Staminodia») ere meget kortere end Stovtraadene, 
hvori den derimod ligner Z. helicandra; hvis de to Arter virkelig ere forskjellige, maa dette 
vel nærmest være Z. helicandra, blot afvigende ved at være 2-hannet. 

Ovarict er ellipsoidisk og har 6 stærke traadformede Ribber, der træde endnu 
noget mere-frem paa den unge Frugt, som bliver skarpt 6-kantet (XXV, 2, 1, 9); Stillingen 
af Ribberne ses af Tværsnittet XXV, 7; dette lærer tillige, at der foruden de Sklerenkym- 
strenge, som ligge i disse Ribber, er et Par Strenge ved hver Opspringningssem. Frugt- 
knudevæggens Bygning er væsentlig den samme som ellers, men noget tykkere (XXV, 13—15); 
inderst ligger der et Lag langstrakte, vandrette Celler (2 paa Figurerne); efter dette et Lag 
lignende, men snævrere og lodrette (s), hvorpaa følge c. 5 Lag Parenkym og Overhuden; 
Sklerenkymstrængene ligge i dette Parenkym op til det lodrette Lag (XXV, 13). I det 
mindste nogle af Ribberne have tillige hver en Ledningsstræng.  Cellerne i det lodrette, 
inderste Lag blive ved Opspringningssuturen kortere og kortere og gaa over i den af 2 
Lag Celler dannede, tynde Skillevæg (XXV, 13). I Opspringningsstedet mellem de to 
Suturribber er der en Streng af lyndvæggede, brunlige Celler, i hvilke Bristningen foregaar. 

Rummene ere lige store eller det mod Støvdragerne vendende er lidt større end 
det andet (XXV, 7). 

Arrene ere, som beskrevet af Weddell, siddende, bladagtige, omtrent nyredannede 
og i Randen tandede eller næsten fliget-tandede (XXV, 12, 2). De ere i Knoppen bøjede 
nedad mod Androeceet (XXV, 5, 6). 

Opsprungen Frugt har jeg ikke set. Æggenes, Frøenes og Kimens Bygning 
synes ikke at være afvigende fra det sædvanlige. 


11. Mourera aspera (Bong.) Tul. 
Tav. XXVI, XXVIL. 


Materiale i Sprit: A. Glaziou Nr. 13136 et A: «Rio Arassuahy, prov. de Minas geraes», A. Glaziou 
Nr. 13139: «Rio negro, A la cachoeira da Ronca Pao, pres de Cantagallo, le 5 Juin 1881. Cette belle 
plante ne paraît fleurir qu'à l'époque des eaux basses, c'est à dire quand le rhizome est encore mouillé 
et que la partie superieure des feuilles reçoivent directement les rayons du soleil; ses anthères sont 
vertes, leurs filets et l'ovaire d'un beau rose». 


Denne Slægt beskriver Weddell (i De Candolles Prodromus XVII, 49) som havende 
et krybende, tykt Rhizom, der ved Hjælp af faa, korte og bugtede Rødder hæfter sig fast 
til Klippernes Ryg, og som bærer de store Blade, medens de opstigende Skud ere Blomster- 
stande. Dette er i alt væsentligt rigtigt. 

Jeg har Tav. XXVI, Fig. 1 forsøgt at afbilde et Brudstykke af en af disse forholdsvis 
meget store Planter i maturlig Størrelse; af det afbildede store Løvblad mangler en ikke 
ringe Del, ellers er Planten saa komplet, som Materialet tillod at afbilde den. Her ses 
for neden en tyk Stængel, der ligger vandret og paa hver Side bærer en Række Skud, 
hvis Blade dog alle mere eller mindre ere ødelagte; Skuddenes Rækkefølge er A, B, €, 
D, E, F, G, I og H; de to Skudrækker alternere med hverandre, og Ryggen af Rhi- 
zomet er som en Bjærgkjæde med stærk Zigzagbøjning. Rhizomet er meget fladt paa sin 
Underside (Tværsnittet XXVI, 2 viser dette) og her næsten overalt brunligt eller sortagtigt 
og tæt fasthæftet til Underlaget. Efter hin Zigzagrække af Sideskud følger et Løvblad til 
højre, /!; derpaa, saa vidt ses kunde, et andet (til Dels ødelagt) Løvblad til venstre; der 
ved en Fejltagelse er blevet mærket fa i Stedet for f”, derpaa et (ødelagt) Løvblad til 
højre, f?, og efter dette synes det store, kun til Dels afbildede Løvblad, f", at følge til 
venstre. Derpaa kommer Blomsterstanden med sit {ste Højblad ved 7”. 

Om Rhizomet vil jeg endnu bemærke, at Tværsnittet viser en Mængde uordentlig 
stillede og forgrenede Karstrænge, en rent monokotyledon Type (XXVI, 2); det samme 
gjælder Tværsnittet gjennem Bladstilken (XXVI, 3). Ikke alle Strenge ere komplette Kar- 
strænge med Ring- og Skruekar; de mindste bestaa alene af floematisk Væv. I Floemet 
findes ægte Siror, men Annexceller har jeg hidtil ikke bemærket. Alle Ledningsstrænge 
ere omgivne af kollenkymatisk Væv, ikke blot i Stænglerne, men ligesaa i Bladene. Det 
er i øvrigt ingenlunde altid, at Rhizomet er saa fladt paa Underfladen, og med denne helt 
og holdent trykket op til Stenen; XXVII, 1, 2 og 3 vise Dele af unge Skud sete fra 
Siden; paa dem alle ses mange; meget kraftige, kegleformede, undertiden svagt lappede 
eller delte Hapterer (/7 i Figurerne). Deres Former minde paafaldende om Tandrød- 
dernes, og de ere som disse udelte eller delte, De af dem, som have naaet Substratet, 
ere i Spidsen mere eller mindre fladtrykte, all efter dets Form; de andre ere ganske 


31 473 


afrundede. Jeg har som sædvanlig ikke fundet Spor af Rodhætte paa disse ægle Rod- 
Emergenser; heller ikke typiske Rodhaar har jeg bemærket ret ofte, men derimod hyp- 
pigere og paa Hapterernes Sider nogle korte, tykke, kegledannede, navnlig i Spidsen meget 
tykvæggede Haar, der ogsaa ses paa Fig. 1, og som for øvrigt ligesom ægte Rodhaar ere 
Udbugtninger af Overhudscellerne. XXVII, 5 fremstiller et Par længere og forgrenede, samt 
et Par meget smaa Ilapterer, der helt og yderst fast omklamre en lille Sten; det er umuligt 
al befri denne uden at bryde Haptererne i Stykker. 

Der hvor Rhizomet hæfter sig fast til Underlaget, foregaar der en mærkelig Stræk- 
ning af Cellerne navnlig i det subepidermale Lag. Selve Overhuden forbliver et smaacellet 
Lag, som paa sin Overside er dækket af et brunligt, sekrellignende Stratum, vistnok en Art 
Lim, der hjælper til at hæfte Legemet fast til Underlaget, men det {ste eller endog de der- 
under nærmest følgende Lags Celler strækkes meget stærkt i radial Retning, lodret paa Over- 
fladen, som om det var deres Opgave at presse Overhuden ned mod Klippebunden;. ikke 
altid er Retningen af denne Strækning absolut lodret paa Overfladen af Stængelen, men 
skraat mod denne, idet Hensynet til Substratets Form synes at være det afgjerende for den 
Retning, i hvilken Strækningen foregaar (XXVII, 4, 13). 

Rødderne. Det er altsaa med Stænglen selv og de fra den udgaaende mægtige 
Hapterer, at Planten hæfter sig fast, og Rødderne synes at spille en meget underordnet 
Rolle i alt Fald for de ældre Planter. Blot ved omhyggelig Undersøgelse af disse lykkedes 
del mig at finde nogle faa og svage Rødder udviklede i en Hulhed paa Undersiden af et 
Rhizom. Et Stykke er afbildet XXVI, 5 med Tværsnit i 6; det er tilstrækkeligt til at vise, 
at Rødder af sædvanlig Bygning findes, og at der paa samme Vis som ellers danner sig 
Skud paa dem. Disse Skud saa vel som selve Rodlegemerne vare dog for ødelagte til at 
tilstede et nøjere Studium. 

De ovenfor omtalte Sideskud paa XXVI, Fig. | have voldt mig meget Besvær med 
Hensyn til Opfattelsen af deres Stilling og Forhold til Bladdannelsen. Et saadant ældre, 
stort Rhizom som det afbildede har i sine ældste Dele ikke Spor af Bladar; alt er saa ud- 
vidsket paa Overfladen, at jeg ikke har kunnet finde Mærker af Bladene; og dog kan der 
ikke være Tvivl om, at der har været Blade paa det. Ej heller om, at de have staaet 
alternerende som hos de fleste andre Podostemaceer og som i Moureras egen Blomster- 
stand og Sideskud (se Fig.), og at Knopperne staa i et vist Forhold til dem. Af de yngre 
Dele af XXVI, I synes al fremgaa, at Bladene virkelig staa efter '/2, og ligeledes synes del, 
at Skud 7 maa here til Blad f!, Skud 4 til Blad fa; men Sikkerhed faar man dog ikke. 

Heldigvis have andre Rhizom-Skud kunnet løse Vanskelighederne. Det viser sig, 
at der er den fuldstændigste Overensstemmelse med de tidligere undersøgte Arter. 

Bladene og Bladstillingen. XXVII, 8 viser Enden af et Skud; Blad a er 
det ældste; dets (vortet-papilløse) Overflade (og dermed hele Skuddets Overflade) vender 


474 32 


opad, dets Rande med deres Lapper ere indrullede mod Overfladen; det har altsaa en 
indadvendt og en udadvendt (eller nedre) Kant; ved den indadvendte Kants Grund ses en 
Skede, der omfatter de folgende Dele. Det næste Blad er b, der er bygget og stillet paa 
samme Maade, indrullet paa samme Maade, og i hvis ovre Kant findes Skeden st, der 
omfatter det næste helt i Knopleje værende Blad c. 

Af andre Figurer ville vi lære, at Bladstillingen er den samme såm her og altsaa 
som hos alle de her tidligere undersøgte Podostemaceer; f. Ex. XXVII, 22, hvor Blad e, 
der er set fra Undersiden, forneden tydelig har en Skede i sin øvre Kant. Ogsaa Side- 
skuddene paa XXVI, 1 vise toradet Bladstilling, og Skededannelsen i den akroskope Kants 
Grund ses af XXVII, I og 2 ved st; Bladene ses her fra Rygsiderne og de tilbageslagne 
Kanter ere mere eller mindre papilløse. 

Om Bladenes Form og Bygning bør endnu følgende anføres. Stilken er 
ikke lang, men dog ofte meget tydelig; se f. Ex. XXVI, I (de øverste Blade) og XXVII, 22 
(hvor det ligeledes er de øverste Blade, som ere afbildede). | 

Pladen er bredt elliptisk eller omvendt ægdannet med skæv Grund, idet den 
akroskope Kant ikke naar saa langt ned som den basiskope (se navnlig 
XXVII, 8 og 22, men ogsaa XXVI, 1); i Regelen er det saa ødelagt i sin Rand, at man 
kun faar en Forestilling om, at det er stærkt bugtet (se XXVI, Fig. I, hvor f. Ex. Blad f! 
nogenlunde viser dets totale Form, men med stærkt ødelagt Kant). Jeg maa antage, at det 
i XXVII, 22 med tilhørende 23 afbildede Blad giver et korrekt Billede af det fuldstændige 
og typiske Løvblad. Heraf læres, at Nervationen er den fjerformige med alternerende 
Nerver; dette bør særlig fremhæves, fordi heri ligger en stor Overensstemmelse med de 
fjersnitdelte Blade hos andre Arter. Nerverne træde ribbeformig frem paa Undersiden, og 
særlig maa fremhæves, at de efler at være naaede ind til Midten bøje sig brat nedad og løbe 
parallelt med hverandre næsten ned til Bladets Grund (det samme ses XXVI, I, ved Blad k/). ° 
Midtnerven i sin nederste Del og Bladstilkene paa Undersiden blive derfor stærkt ribbede 
og furede. 

Fremdeles vise XXVII, 22 og 23, at Bladet i sin Kant har store Lapper, som gjentagne 
Gange ere dikotomisk delte med brede halvmaaneformede Indbugtninger mellem Lapperne, 
der ved deres Grund ere noget smallere end længere ude, mæsten lidt indsnerede. Ner- 
verne, som gaa ud i disse Lapper, ere dikotomisk grenede. De allersidste Lapper og 
deres Grene løbe ud i haarformede Flige (Fig. 23), hvilke jeg fandt mere eller mindre indrul- 
lede, ligesom Smaalapperne selv; om dette er en Levning fra Knoptilstanden, som senere vil 
forsvinde, idet Kanten helt udfolder sig, véd jeg ikke, men jeg maa formode del; mangen 
en Gang vil Bladkanten dog vist være blevet ødelagt af Bølgernes og Vandstrømmenes 
Slid, inden Udfoldningen er helt gjennemfort. 


33 475 


Bladets Underside er aldeles glat, uden Haar eller Papiller, Oversiden derimod 
stærkt papilles, hvorefter Arten har faaet Navnet «aspera» (se XXVI, I, Blad ft og f#, 
foruden Bladene paa Rhizomets Sideskud, og XXVII, 8 og 23); i øvrigt findes de samme 
Ruheder hos Mourera fluviatilis. De ere cylindriske eller kegleformede, i Spidsen under- 
tiden tolappede eller udrandede Emergenser, hvis Højde er 0,2—0,5 Mm., og som hæve sig 
lodret fra Bladets Overside; se et Stykke af et Bladtværsnit, afbildet XXVI, 4; en enkelt 
er afbildet i Længdesnit XXVII, 7; nederst paa denne Figur ses Undersidens Overhud; 
derefler Parenkymceller, i en af dem et Kisellegeme; saa følger en Karstræng, fv; derpaa 
atter Parenkym, men mere storcellet, og saa Oversidens Overhud, der set fra Fladen viser 
sig al bestaa af smaa, polygonale Geller uden Stomata. I Emergensen ses det samme 
Parenkymvæv med Kisellegemer, og en yderst fin, rent floematisk Ledningsstræng gaar ud 
deri. Jeg har kun af og til fundet Emergenser med saadanne Ledningsstrenge; det 
almindeligste er, at de ingen have, og det indre bestaar da alene af Parenkym. Parenkymet 
har ingen Intercellularrum. Jeg antager, at da disse Emergenser ere klorofylholdige og 
der endog i Overhudscellerne findes nogle, om end faa Klorofyikorn, saa maa deres Op- 
gave være at forstørre de assimilerende Væv, og en anden Ejendommelighed ved Bladet, 
der mulig har samme Betydning, men vel ogsaa skal eller kan tjene til at gjøre det 
stærkere, mindre let sønderriveligt, er de meget stærke Folder, der findes paa det. 
I XXVII, 22 ere de kun svage og ses fra Undersiden, ligesom i Blad Af (XXVI, 1); derimod 
ere de stærkere og bedre synlige paa XXVI, I, Blad 7", men især paa det store Blad f" 
(paa de unge Blade, som i XXVII,8, ere de endnu ikke dannede). Det ses af disse 
Figurer, at det er Folder i Bladpladen, der som Bjærgkjæder gaa tværs over Bladet, 
afbrudte alene ved Nerverne, og som springe stærkt frem paa Bladets Overside (selvfølgelig 
ere de hule paa deres Underside); jeg har forsøgt at give en Forestilling om deres Former 
ved det Snit gjennem Bladet, som jeg for Pladsens Skyld har været nødsaget til at gjøre 
og som ses i Bladets venstre Side. Undertiden falde de langt stærkere af paa den Side, 
der vender mod Bladets Spids end paa den modsatte, eller ere endog næsten konkave paa 
hin. Deres Kam er ingenlunde jævn, men uregelmæssig takket og vortet. 

Foruden disse brat fremspringende Folder i Bladet er der andre, jævnere, der 
strække sig over større Arealer og navnlig ses ud imod Kanten, ved de primære Lappers 
Grund (XXVII, 22 og 23). 

Efter at have gjort Bekjendtskab med Bladet og dets Bygning vende vi tilbage til 
Forgreningen. Idet jeg gik ud fra, at denne maatte være her den samme som hos de 
lidligere undersøgte, studerede jeg de ganske unge Skud og særlig deres basiskope Kant, 
hvor man maatte vente Skuddannelsen. Jeg mener ogsaa, at have fundet denne Formodning 
fuldstændig bekræftet. Vi betragte f. Ex. XXVII, 1; denne Figur forestiller et ungt Skud 
set med Spidsen vendt lige mod Beskueren. Det yngste, synlige Blad er d, men inden for 


Vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, naturvidensk. og mathem. Afd. IV. 8. 59 


476 34 


det og usynligt, naar Skuddet er vendt, som det nu er, findes andre; ved Grunden af 
dette Blad ses en Haptér, H, og ved Basis af dets venstre Kant ses en Udbugtning; 
i denne, d.e. i Bladets basiskope Kant, ligger et Sideskud. Paa samme Maade ligger der 
en, noget større, Haptér paa Rhizomet under Blad c, og ved dettes højre Kant er dets Side- 
skud, g?, der her er saa vidt udviklet, at dets Iste Blad, f, er synligt. Det Sdje, ældre 
Blad er 6, under hvilket der paa samme Maade ses en endnu større Haptér, som allerede 
er lidt tolappet og svagt vortet paa sin Overflade, og ved b's basiskope Kant (lil venstre) 
ses et endnu større Sideskud, g*, med videre udviklede Blade. Det næste Blad er a, hvis 
Haptér er endnu kraftigere, men som ikke har noget Sideskud. Alle Bladene, a—d, ere 
sete fra deres Rygside, hvilket blandt andet de stærke Ribber vise. 

XXVII, 2 viser et andet Skud, stærkt fremspringende og set fra Spidsen; men det 
er yngre og har vel Hapterer dannede, men endnu ingen Sideskud; Bladene ere i akropetal 
Ordensfølge a, hvis Skede er mærket st og ses til venstre og bagest, b og e ligeledes 
med noget ligula-agtige Skeder, og endelig ses endnu det i Knop værende d. 

XXVII, 3 fremstiller et Skud set fra Siden, nærmest for at vise Haptérdannelsen; 
jo længere borte fra Spidsen af Skuddet desto større (ældre) og mere grenede ere Hap- 
tererne, og at de ældste have naaet ned til Underlaget, ses af deres Ender; nogle staa paa 
den mod Beskueren vendte Side, andre (mere skyggede) paa den modsalte. Paa Skuddels 
Flanker ses nogle Sideskud, g, udviklede. 

I XXVII, 6 er diagrammatisk fremstillet Maaden, hvorpaa Bladene i et Sideskud 
ere stillede i Forhold til Hovedskuddet, og hvorledes Randene af deres Skeder dække hin- 
anden; Skuddets Iste Blad, a, vender som sædvanlig ned mod Moderskuddets Grund eller 
bort fra dets Spids (Pilen peger mod Skuddets Grund), hvorpaa de andre følge efter */2; 
den bageste Skedekant (9: den mod Moderskuddet vendende) dækker den forreste. 

Endnu skal jeg henvise til XXVIII, 22: Hovedaxen bærer Løvbladene a, 6, ¢ og d 
(af hvilke blot ¢ er udført) og bliver derpaa floral; Blad d er dithecisk og støtter ved sin 
basiskope Kant et floralt Skudkomplex, II, hvis enkelte Klaser allerede ere ret lydelige, 
skjønt, som de pleje, naar de ere saa unge, mere eller mindre nedadbøjede og indrullede; 
Blad c er ogsaa dithecisk og støtter ved sin Grund et lignende, men meget mindre udviklet 
Skudkomplex (lige oven over a). 

Vende vi nu tilbage til det gamle Rhizom i XXVI, 1, ville vi for det første finde, 
at dets ældste og tyndeste Dele ikke have Sideskud, og dette Træk gjenfindes paa alle de 
andre Arter; de ere tillige mere eller mindre angrebne af gnavende Dyr, hvorfra de Huller 
stamme, der ere afbildede ved 7 og anden Steds. Efter som Skuddet bliver ældre og 
kraftigere, optræder Dannelsen af Sideskud, men disses Blade maa nu helt være opløste 


og fjærnede uden synlig Ardannelse paa Overfladen. 


35 477 


Blad f7 maa sikkerlig være Moderblad for Skud J, og Blad ja for //; ved f* vare 
Forholdene utydelige, men ved f" maa de sikkert opfaltes paa følgende Vis: dette ditheciske 
Blad er det sidste egentlige Lovblad; dets mod Moderaxen vendte Skede kan ikke ses, men 
derimod ses Knopskeden vidt gabende og omfattende et Sideskud (A), der bærer Løvblad Af 
og for øvrigt bliver floralt. Efter Lovblad f* paa Hovedaxen følger et strakt Stængelled og 
et ødelagt Blad, f?, der sikkert har været et Højblad; dette er dithecisk; til højre er dets 
Sideskud, til venstre Hovedaxen; efter et nyt strakt Stængelled følger Højblad ff, ligeledes 
til Dels ødelagt, dithecisk med sit Sideskud til venstre og Hovedskuddet til højre; efter et 
nyt, strakt Stængelled følger Blad /?, et temmelig vel bevaret Højblad, tydelig dithecisk; 
Hovedskuddet, I, til venstre er nu en ren axformet Blomsterstand, Sideskuddet til højre ligeledes. 

Paa denne Maade har det altsaa været muligt gjennem hele Rhizomets og 
de florale Axers første Forgreninger at paavise ganske de samme Blad- 
stillings- og Forgreningsforhold som hos alle af mig tidligere under- 
søgte Arter. Vi komme nu til den tilsyneladende saa meget forskjellige egentlige 

Blomsterstand. Denne beskrives f. Ex. af Tulasne og Weddell som «Ra- 
cemus elongatus compressus», hvis Blomster udvikles i midtpunktflyende Ordensfolge, og 
den nyeste Forfatter, der har behandlet denne Familie, Baillon, skriver (Histoire des 
plantes, 1888, p. 260): «Leurs fleurs sont disposées dans l'ordre distique sur des axes 
aplatis, dont elles occupent les deux bords. Chaque fleur occupe d'abord une cavité 
formée par deux expansions biconcaves d'une lame nervée qui n’est peut-êlre qu'un pro- 
longement membraneux de la hampe commune» og ogsaa al Slegtsdiagnosen S. 268 frem- 
gaar, at han betragter de «squamæ biconcave», der indeslutte Blomsterknopperne, som 
«producte» af Blomsterstandens Rande. 

Denne Blomsterstand er nu i Virkeligheden ogsaa ret besynderlig; for den umid- 
delbare Betragtning synes den at vere en Klase med fladtrykt og bred Hovedaxe, paa hvis 
to Kanter Blomsterne ere anbragte (XXVI, I), og som paa ganske unge Stadier ere rullede 
eller krummede til den ene Side (XXVII, 19, 22). Neden for hver Blomst staar der et 
bikonkavt Skæl, hvis ovre Hulhed omslutter Blomsten, medens den nederste eller bageste 
Hulhed paa samme Maade, dog i ringere Grad, omfatter den nedenunder staaende Blomst. 
Diagramatisk er dette fremstillet XXVIL, 17, hvor Blomsten til venstre er den ældste, den 
til højre den yngste af de tre afbildede, og paa Længdesnit gjennem Blomsterstandene ser 
det ud som tegnet XXVII, 16. Men hvad der er mest besynderligt, er den udprægede 
basipetale Udspringsfolge (XXVI, 1); hvis den ikke fandtes, maatte man uden videre 
betragte Blomsterstanden som en normal Klase blot med den Ejendommelighed, at de 
støttende Højblade ere konkave paa deres Ryg. Nogen Grund til med Baillon at betragte 
disse Hojblade («squamæ») som membranøse Forlængelser af Axen ser jeg ikke; de ere 


ægte Blade. 


478 36 


Jeg tror, at Apinagias seglformige Stande give os Nøglen til den rette Tydning 
af disse Klaser. 

To unge Blomsterstande ere afbildede XXVII, 18; mellem dem ser man et tydelig 
dithecisk Hojblad, m, ganske som vi fandt paa XXVI, 1, og som ogsaa vil findes paa 
XXVII, 22 (de ditheciske Blade ere betegnede med Stjerne). Det vilde nu være ganske 
naturligt, om den cymose Forgrening med ditheciske Blade, som er iagttaget hos alle 
tidligere Podostemaceer og som vi altsaa ogsaa have gjenfundet ved alle nedenfor staaende, 
florale Forgreninger af Mourera aspera (se XXVI, 1), fortsattes. I Virkeligheden tror jeg ogsaa, 
at det er det, som de gjøre. Hver Klase ender med et Blad, som er tydelig dithecisk og 
altsaa er «bikonkavl», og hvis Skederande ere overgribende til begge Sider; dette Blad 
ses XXVII, 10 med sin Hovedaxe (Blomst) til den ene Side og sin Sideaxe (ligeledes Blomst) 
til den anden Side; i XXVII, 11 er netop det derimod fjærnet. Dette Blad opfatter jeg som 
det sidste Højblad paa den egentlige Klases Hovedaxe (Blomstens Hylster ser jeg bort fra); 
det har endog eller kan have en Kam, der repræsenterer Pladedelen og ligesom denne er 
bøjet nedad til den ene Side (Blömsterstandens for Udspringningen konkave). Forud for 
det gaar blot I andet Hojblad paa Klasen. Axen ender altsaa med to Højblade og en nær 
det øverste af dem staaende Endeblomst; begge disse Højblade ere ditheciske, 
og dernæst faa alle følgende Skud samme Bygning som Skuddene i Apinagias seglformede 
Stande: hvert enkelt bestaar blot af 1 Blomst og 1 Højblad (fra Blomstens 
Hylster ser jeg stadig bort); dette Højblad staar som ellers paa sin Axes (Blomstens) ydre 
Side, i dette Tilfælde nedenfor den, og denne Forgrening fortsæltes. Jeg mener altsaa, 
at en Blomsterstand, som en af de i XXVII, 18 afbildede Klaser, ligefrem er dannet 
af 2, til modsat Side krummede seglformige Apinagia-Stande; den eneste 
paafaldende Afvigelse er den, at Blomsterne ikke sidde paa frit ud til Siderne ragende 
Grene, men ligesom op ad en eneste Axe. For enhver Morfolog, der er fortrolig med 
Sammenvoxninger og Forskydninger, vil der imidlertid intet unaturligt eller uforstaaeligt 
være i en saadan Sammensmæltning som her. | 

Paa samme Maade som Bladene c, m og folgende paa den til højre vendte segl- 
formige Stand af Apinagia (XXII, 3) altsaa dække hverandre tagformig og med nedstigende 
Dækning, paa samme Maade gaar det med de to højre Sider af Klaserne i XXVII, 18; 
og man behøver blot at tænke sig Stængelpartiet mellem Blomst I og VI paa først nævnte 
Figur ved Udstrækning faa en anden Form for at faa en fuldstændig Overensstemmelse 
mellem de to Blomsterstande. Afvigelsen er dernæst den, at Grenen paa venstre Side af 
XXII, 3 krummer sig til samme Side, som den højre Gren, i Stedet for som hos Mourera 
til den modsatte; men den eneste Grund hertil er, at Skuddet til venstre hos Apinagia 


begynder med at være 2-bladet (Bladene z og y), medens det hos Mourera er blot 1-bladet, 


37 479 


og al det hos Apinaga er det 2det Blad, y, som fortsætter Forgreningen, ikke 2; havde 
y manglet, og x fortsat Seglforgreningen, var Ligheden bleven fuldstændig. 

Jeg slutter altsaa, at de klaseformede, tilsyneladende 2-axede Blomsterstande med 
nedstigende Udspringsfølge (og naturligvis ogsaa Anlægsfølge) af Blomsterne hos Mourera 
i Virkeligheden ere ganske enestaaende i Bygning, saa vidt mig bekjendt, og særdeles 
komplicerede, nemlig: mangeaxede, sympodiale og seglformig udviklede; 
at hver Skudgeneration har I Højblad og ender med Blomsten (og dens 
Hylster), og at de talrige konsekutive Skudgenerationer ordne sig i en 
nedstigende enkelt Række paa hver Side af den brede, sympodiale 
Fællesaxe. 

Det følger af sig selv, at den Tydning, som her er givet, nærmest med M. aspera 
som Grundlag, ogsaa maa anvendes paa Mourera fluviatilis og M. Weddelliana (se Figurerne 
f. Ex. i Martii Flora Brasiliensis, t. 73, fig. 5 og Tulasnes Monografi). 

Blomstens Bygning er allerede godt kjendt ved de tidligere Undersøgere; men 
nogle nye og bedre Analyser turde dog ikke være overflødige. 

Diagrammet XXVII, 17 viser, at Støvdragernes Tal kan være 8—9 i samme Stand, 
men ogsaa 7—10 forekomme. Arrene vende fortil og bagtil i Relation til Klasens to 
Sider; altsaa have Frugtbladene samme Stilling som ellers (vende mod Skuddets Ryg- og 
Bugside). Stovtraadene ere fra en bredere, aflang Grund jævnt afsmalnede og bere i 
Spidsen en aflang, ved Grunden hjærtedannet Knap af sædvanlig Form (XXVII, 21, 14). 
Støvtraadene kunne være forenede to og to, men vistnok abnormt. Undertiden er der 
Forskjel paa Støvdragernes Længde, og undertiden var det paafaldende, at hver anden var 
længere, hver anden kortere. Pollenkornene ere enkelte (XXVII, 15). Ved Støvdragernes Grund 
og afvexlende med dem sidde de meget mindre, aflange eller lancetdannede Perigonskæl (sg). 
Frugtknuden er 3—5 Mm. Ig., ce. 21/2 Mm. bred, ellipsoidisk, lidt sammentrykt, med to 
linjedannede, mod Spidsen lidt smallere Ar, der næsten ere helt glatte (XXVII, 20); deres 
Længde er indtil 22 Mm. Frugtknudens Rum ere lige store (Fig. 12). Bygningen af 
Væggen er den sædvanlige; der er 6 tydelige Rygstrænge og to dobbelte Suturstrenge; 
den midterste Rygribbe springer lidt stærkere frem end Sideribberne. 

Kisellegemer findes almindelig, men her udfylde de ofte langtfra Cellerummet 
og ligge i dette som ejendommelig formede, med afrundede Lapper forsynede Legemer 
(XXVII, 9). Der kan findes Stivelsekorn i de samme Geller, hvori Kisellegemerne findes. 


450 38 


12. Diagnoses specierum novarum. 


I. Podostemon Mülleri. Caulis erectus, leviter dorsiventralis, nunc dicho- 
tome, nunc plus minus stricte sympodialiter ramosus igiturque pseudo-simplex. Folia 
indivisa vel, ut videtur, rarissime apice lobata v. laciniata; acuta vel obtusa; nunc breviora 
oblonga, leviter recurvala, circiter triplo longiora quam lala (laminis verisimiliter haud 
evolutis), nunc multo longiora, e basi latiore oblonga circiter triplo vel quadruplo longiore 
quam lata in laminam longam paullo angustiorem linearem transeuntia; vagina solummodo 
in latere dorsali (id est: quod ad dorsum caulis dorsiventralis spectat) dente stipuliformi 
e basi laliore sensim acnminato instructa. 


Icones. Tabula mee XVI et XVII. 

Caulis in speciminibus fertilibus 1—6 em. altus. Folia breviora 4—8 mm. lg., 7/2—2 mm. lata; 
longiorum basis 5—6 mm. longa et 1—11/2 mm. lata, lamina 3—6 em. Ig., €. '/ mm. lata. Stamina 2 
monadelpha; squamule 3 lineares, basales 11/2—2 mm. longa. Granula pollinis didyma. Ovarium ellipsoi- 
deum, €. 2mm. longum, 1'/4 mm. latum. Stigmata e basi paullo crassiore linearia, obtusa, minute papillosa. 
Capsule c. 2 mm. long, cost» dorsales 6 lineares, 2 suturales latiores duplices. 

Habitat in Brasilia (Sta Catharina, Itajahy: Fritz Müller, H. Schenck, Schwacke; Glaziou Nr. 15443, 
15444 C, 16358). 

In honorem viri celeberrimi, nature scrutatoris sagacissimi Dr. Fritz Müller species denomi- 

nata est. 


2. Podostemon Galvonis. Species jungermanniæ- vel sertulariæformis. 
Caulis erectus, levissime dorsiventralis utrisque lateribus fere consimilibus, densissime 
foliatus, sepe ramosissimus ramis plus minus divaricalis curvatisque. Folia minima, indivisa, 
equitantia, leviter recurvato-ovala, obtusa, vagina in utroque latere dente minuto vel fere 
obsoleto obtuso vel rotundato instructa. 


Icones. Tabula mea XVII 

Radices ad 2 mm. late.  Caulis sterilis altitudinem €. 10 em. attingit; fertilis interdum maultu 
brevior; nunc monopodialiter, nune diehotome, nunc sympodialiter ramosus; latitudo eaulis foliis inclusis €. 
2 mm. Folia 11/2—2 mm longa. Flores ignoti. Capsula breviter stipitata, stipite c. 1—2 mm. longo, 
ellipsoidea, c. 1'/2—2 mm. longa, fuscescens, apice obtusa vel rotundata, costis 6 dorsalibus linearibus et 2 
latioribus ad suturas sitis instructa. 

Habitat in Brasilia provincia Sao Paulo (Dr. Puiggari; Collect. Glaziou 16359). 

Denominavi speciem hane in honorem Fluminensis clarissimi Ramiz Galyao, scientiæ amabilis 
fautoris. 

3. Podostemon Schenckii. Caulis erectus, vulgo sympodialiter ramosus, 
igilurque pseudosimplex, leviter dorsiventralis. Vagina foliorum brevis, in stipulam per- 
feete intrapeliolarem, in utroque latere caulis similiter evolutam, apice liguliformem tenuem 
et mox fissam desinens. Petiolus brevis, tenuis. Lamina in lacinias filiformes tenuissimas 
pluries (ad quinquies) pseudodichotome divisa. 


Icones. Tabula mew XVIII et XIX (errore hie P. Schenckei scripsi). 
Radix 1—2 mm. lata. Caulis vulgo in speeiminibus fertilibus c. 1—3 em. longus, sterilis interdum 
multo longior, usque ad 6 em. long. Petiolus 2—5 mm. longus. Lamina ad 6 em. Ig. Gemmæ adventitiæ, 


39 481 


ut videtur, sæpissime in eicatrieibus foliorum destructorum formantur. Flores brevissime stipitati, stipite 2—3 
mm. Igo. Stamina 2, monadelpha; squamulæ perigoniales 3 lincares, €. 2 mm. longæ et c. ?/s longitudinis 
ovarii allingentes. Pollinis granula didyma. Ovarium ellipsoideum, 2—2'/2 mm. longum, 17/2 mm. latum. 
Stigmata minute papillosa, e basi lata subovoidea Jonge acuminata å 
Habitat in Brasiliæ provincia Sta Catherina (leg. Fr. Müller et H. Schenek; Schwache 6069, Glaziou 
15444) 

In honorem cl. doctoris Heinrich Schenck denominata, qui hane et alias species e Brasilia 

oriundas benevole mecum communicavit. 


4. Mniopsis Saldanhana. Caulis brevis, erectus v. suberectus, fortiter 
dorsiventralis, ramosus ramis haud bene dislinelis et cum foliis densissime confertis. 
Folia e basi latiore ovata vel elongato-ovata margine vulgo denlicellala in laminam linearem 
simplicem vel pauci-(2—3-)ramosam transeuntia, ramis linearibus, interdum apicem versus 
paullo latioribus, planiuseulis vel ob involutionem laterum canaliculatis, acutis vel obtusis ; 
vagina solummodo in margine ad dorsum caulis spectanti dente brevi acuto vel acuminato 
instructa. Stigmata digitata. 


Icones. Tabula mea XX. 

Caules c. 1—11/ em. longi; rami confertissimi et folia vulgo in facie caulium dorsaii corpus leviter 
cupuliforme formant. Folia speciminum fertilium 1—1*/2 usque ad 21} em longa; lamina c. 7/2 mm. lata. 
Vagina 2—5 mm. longa. Flores brevissime stipitali, fere sessiles. Stamina 2 monadelpha; squamulæ peri- 
goniales lineares acuminate, basales vix 2 mm. longer, apieem ovarii haud attingentes. Granula pollinis 
didyma. Ovarium ellipsoideum, leve, c. 2 mm. longum. Stigmata in ramos 3—6 lineares digitatim divisa 
longe papillosa. Capsula c. 2 mm. longa. 


Habitat in Brasilia (Glaziou Nr. 13146). 
Clarissimo viro Dr. José de Saldanha da Gama, de investigatione silvarum Brasiliensium 


merilissimo, hanc speciem dedico. 

5. Mniopsis Glazioviana. Caulis breyiusculus, erectus, fortiter dorsiven- 
tralis, plus minus dichotome ramosus, ramis distinctis, non ut in M. Saldanhana unacum 
foliis dense confertis. Folia e basi latissima subcordala in laminam linearem pluries 
divisam transeuntia, laciniis linearibus planiusculis; vagina solummodo in margine ad dorsum 
caulis spectanti dente brevi lato subovato oblusiusculo vel rarius subacuminalo instrucla. 
Stigmata simplicia vel digitatim divisa. 


Icones. Tabulæ meæ VI (1881) et IX (1882). 
Caules vulgo 1—3 em. longi. Folia perfecta haud mihi nota, que vidi c. 10—15 mm. longa; basis 
11/—3 mm. lata et fere totidem longa; laminæ pars inferior indivisa €. 1/2 mm. lata. Flores breviter stipitati. 
Stamina 2 monadelpha; squamule perigoniales lineares, apicem versus crassiores subelavatæ, apicem ovarii 
haud attingentes. Granula pollinis didyma. Ovarium ellipsoideum, c. 2 mm. longum. Capsula fusca, 2 mm. 
longa, 11/2 mm. lata. 
Habitat in Brasilia (Glaziou Nr. 12191, 12193, 13144; herb. Schwache 3298). 


6. Ligea Glaziovii. Species magna, elegantissima; caules subteretes foliis 
decurrentibus lineati, repetito-dichotomi, ramis ultimis latis planiusculis et cum foliis flabel- 
latim confluentibus. Folia, rachi valida e basi crassiore sensim attenuata instructa, pluries 


in lacinias longas filiformes vel fere capillaceas pinnatim divisa; vagina basis fere nulla 


482 40 


sine stipula. Flores longiuscule pedicellati, androeceo completo, squamulis perigonialibus 
sex brevibus elongato-ovatis obtusis cum staminibus ejusdem numeri alternantibus; ovario 
ellipsoideo levi; stigmatibus basi connatis vel fere liberis lævibus subelavatis apice trun- 
catis v. late rotundatis. 
lcones. Tabula mee XXII et XXIII. 

Caulis basi e. 8—9 mm. crassus, versus apicem in speeiminibus fertilibus latior; longitudinem 
c. 15—20 em. attingit; in parte dorsali lineis elevatis verruculosis notatus, in parte ventrali foliorum 
basibus decurrentibus striatus. Folia usque ad 10—12 cm. longa et verisimiliter longiora occurrunt; pars 
basalis haud ramosa 3—4 cm longa. Pedicelli 3—14 mm. longi, fructiferi longiores. Squamulæ perigoniales 


e. 1 mm. longæ, '/s eireiter partem ovarii metientes. Ovarium basi in stipitem brevem attenuatum; 2—3 mm. 
longum; stigmata {—11/; mm. longa, cito decidua. Fructus maturi ignoti. 


Habitat in Brasilia (coll. Glaziou Nr. 15444). 
Viro elarissimo et de flora Brasiliensi meritissimo, Dr. A. Glaziou dedicata sit. 


13. Om Podostemaccernes systematiske Plads. 


Podostemaceernes Familie hører til de faa, hvis Slægtskab er særdeles tvivlsomt, 
og som er bleven henført til de mest forskjellige formentlige Slægtninge lige fra Najadeæ, 
Juncagineæ og Alismaceæ til Lacistemeæ og Datiscew, Callitrichaceæ, Portulacaceæ, Gruinales 
og flere andre. Weddell udtalte 1873, at der synes «lot fere esse sententias quot sunt 
ipsi indagatores», og i endnu nyere Tid siges der i Hooker og Benthams «Genera 
plantarum» (III, 1880): «affinitates ordinis adhuc dubiæ remanent». i 

Jeg tror egentlig ikke, at Tiden endnu er kommen til en udtømmende Diskussion 
over dens Slægtskab; det er jo dog kun faa Aar siden, at dens vegetative Bygning var saa 
ufuldstændig kjendt, at en Botaniker i fuld Alvor sammenlignede Familien med og bragte 
den i nær fylogenetisk Forbindelse med Algerne. Ganske vist kjende vi den nu meget bedre, 
men der er dog en hel Del mærkelige Typer, som ikke ere studerede saa indgaaende, som 
de bør være. Jeg vilde heller ikke allerede nu have bragt Slægtskabet kortelig paa Tale, 
hvis ikke Baillon havde bragt Spørgsmaalet frem paa ny og opstillet en ny Gisning, dels 
i «Bulletin mensuel de la Société Linnéenne de Paris», Nr. 81, Iste Dec. 1886, dels i 
«Histoire des Plantes», IX, 1888, uden at han er bekjendt med den Formodning, som jeg 
allerede 1884 fremsalle, og som forekommer mig at have større Sandsynlighed for sig 
end hans. j 

Baillon omtaler i «Bulletin mensuel», p. 644, først Slægternes Begrænsning. 
Jeg tror, at det er meget for tidligt at ville dømme med Sikkerhed herom. Den vegetative 


Bygning, navnlig Forgreningen, maa være meget bedre kjendt, thi jeg tvivler ikke om, at 


41 483 


den vil komme til at spille en vigtig systematisk Rolle, og mange Arters florale Dele ere 
hojst ufuldkomment kjendte. Jeg foretrækker derfor at undlade Kritik og Forbedring af det 
i De Candolles Prodromus af Weddell givne System, men passe de nye Arter ind i de 
der givne Rammer, saa godt som det lader sig gjore. 

Hvad hans systematiske Bemærkninger angaar, vil jeg i øvrigt blot anføre, at jeg er 
ganske enig med ham i, at de af Forfatterne som «Staminodier» betegnede smaa Skæl ved 
Grunden af Blomsten ikke ere virkelig golde Støvdragere, men Perigonblade, hvilken Anskuelse 
ogsaa indirekte er udtalt i mine tidligere Afhandlinger. Men jeg er dog ikke helt enig med 
ham, for saa vidt som jeg ikke tror, at de «languettes», der sidde mellem de to Støvtraade i et 
tohännet Knippe hos Podostemon og andre Slægter, have en anden morfologisk Betydning end 
de ved Knippets Grund værende, hvad enten Monadelphien saa maa antages opstaaet ved en 
ensidig Udvikling af Blomsterbunden eller ved en Sammensmæltning af Blade, der høre til to 
forskjellige Kranse. Grunden til denne Antagelse er ikke saa meget den fuldstændige Over- 
ensstemmelse i Bygning mellem alle disse Skæl, som det, at vi netop der, hvor hint mellem 
(og uden for) Støvtraadene staaende Skæl befinder sig, maa vente et Perigonblad, naar vi 
gaa ud fra de fuldkomnere (oprindeligere) Typer med helt, ringformet Androeceum og med 
Støvdragere, som ikke ere monadelfiske. 

Naar Baillon efter sine Udtalelser f. Ex. Bulletin'en p. 646 antager, at de «Sække», 
i hvilke Blomsterne hos Apinagia, Mourera og Lonchostephus oprindelig ere indesluttede, 
ere axile Dannelser!), har han næppe Ret, allermindst for Moureras Vedkommende, hvad 
jeg ovenfor har vist. 

Den nye systemaliske Plads, som Baillon tildeler Podostemaceerne, er nær Caryo- 
phyllaceæ; de danne, mener han, «un type amoindri aquatique des Caryophyllacées 
amoindries, å feuilles alternes, å fleurs solitaires, terminales et pedonculées; il nous suffra 
de comparer nos plantes avec un Sagina tel que le S. apetala». Det har nu meget inter- 
esseret mig, at mine Spekulationer ere gaaede i en ganske lignende Retning som Baillons, 
idet den Orden, til hvilken jeg 1884 i min «Haandbog i den systematiske Botanik», p. 314, 
sluttede Podostemaceerne er Saxifraginæ, dog med Tilføjelse af et ?. Denne systema- 
tiske Stilling optog Eichler dernæst 1886 i sin «Syllabus», 4de Udgave, p. 53 — hvilket 
altsammen af let forstaaelige Grunde er undgaaet Baillons Opmærksomhed. 

Jeg skal nu sammenligne Baillons og mine Grunde til vor forskjellige Opfattelse 
af Slægtskabet. 

Baillon anfører, at Hypogynie og frit Gynoeceum findes baade hos Podo- 


1) F. Ex.: «les tissus de l'axe se prolongent dans les parois de ce sac qu'on pourrait prendre pour 
être de nature appendieulaire» og i Hist. des pl. p. 260 om Mourera: «chaque fleur occupe d'abord 
une cavité formée par deux expansions biconcaves d'une lame nervée qui n'est peut-être qu'un pro- 
longement membraneux de la hampe commune». 


Vidensk. Selsk. Skr., 6. Rekke, naturvidensk. og mathem. Afd. IV. 8. 60 


454 42 


stemaceer og Caryophyllaceer; det samme gjælder dog ogsaa Saxifraginerne om end maaske 
i en mindre Grad. d 

Ovariet er hos Podostemaceerne dannet af 2 Karpeller; om dette end fore- 
kommer hos Caryophyllaceæ, er det dog langt hyppigere hos Saxifraginæ. 

Der er baade et meget stort Antal Æg hos Podostemaceer og Caryophyllaceer, 
og disse ere anbragte paa en tyk Placenta, der ved en tynd Skillevæg er forbunden 
med Væggen; endelig kommer dertil, fremhæver han, at denne Skillevæg hurtig forsvinder hos 
begge, saa at Placenta bliver fri og falsk midtstillet. Det er netop ogsaa den tykke midtstillede 
Placenta med de meget talrige Æg, der henledede min Tanke paa Saxifraginerne; hos disse 
kan findes noget aldeles tilsvarende til Podostemaceerne. At Skillevæggens Forsvinden 
hos de to Familier skulde være ganske overensstemmende, kan jeg dog ikke se; thi hos 
Caryophyllaceerne forsvinder den i den ganske unge Frugtknude, lenge for Befrugtningen ; 
men hos Podostemaceerne forsvinder den først med Frugtmodningen eller maaske endog 
først ved Kapselens Opspringning. Jeg er overbevist om, at den ved Undersøgelse af sprit- 
lagt eller frisk Materiale vil kunne paavises overalt endog i den unge Frugt; men det er 
let at forstaa, at denne Skillevæg, der i de af mig nærmere undersøgte Tilfælde blot bestaar 
af to Lag af tyndvæggede Celler (se f. Ex. Tavle XXV, Fig. 13), tørre saa meget ind, at den 
forsvinder for den Undersøger, der kun har med tørrede Exemplarer at gjøre,. Mulig er 
der dog enkelte Arter, som virkelig ere I-rummede fra først af med midtstillet Placenta. 
En Ovariebygning som hos Hydrostachys har sit Tilsvarende hos f. Ex. Ribes blandt Saxi- 
fraginæ. 

Skjønt Baillon ikke anfører det, have Podostemaceernes Apokarpi med frie Grifler 
eller, om man vil, Mangel af Griffel med frie Ar vel ogsaa henledt hans Tanke paa Caryo- 
phyllaceerne; men ogsaa her byde Saxifraginæ det samme. 

Den totallige torummede Pistil, med tyk midtstillet Placenta og frie Grifler hos 
Podostemaceerne passer fortrinlig ind i Saxifraginernes Orden og bedre end til Caryophylla- 
ceernes Familie. Men dernæst kommer et meget væsentligt Punkt: Æggenes og Frøets 
Bygning, og her finder jeg paa den ene Side den største Ulighed med Caryophyllaceerne 
og endog hele Ordenen, som disse høre til, medens der paa den anden Side ikke er noget 
væsentlig afvigende fra Saxifraginerne. Alle Podostemaceer have nemlig omvendte Æg og 
ret Kim uden Frøhvide; Caryophyllaceerne (og Ordenen Curvembryæ i det hele) der- 
imod krumme Æg, krum Kim og Frøhvide. Jeg kan ikke se, at Baillon kan komme ud 
over disse Vanskeligheder ved at henvise til Ælatinew, hvis Plads blandt Caryophyllaceerne 
dog er tvivlsom, og som i saa meget andet, ogsaa til Dels i Kimbygning, afvige fra Podo- 
stemaceerne. 

Medens jeg er ved Gynoeceet, vil jeg pege paa en for alle af mig hidtil undersøgte 


Podostemaceer, baade asiatiske og amerikanske, fælles Karakter, som maaske ogsaa kan tjene 


43 485 


vejledende til at finde Slægtskabet, nemlig den ofte paapegede ejendommelige Bygning af 
Ovariets Væg; men hidtil har jeg dog intet Tilknytningspunkt fundet, uden — hvad jeg ber 
tilføje — for øvrigt at have anstillet særlige Undersøgelser for at finde det. Hvor vidt Æg- 
genes Ejendommeligheder kunne vejlede os, har jeg heller ikke endnu faaet undersøgt. 

Holder jeg mig altsaa til Blomsten, synes det mig, at den særdeles godt kan repræ- 
sentere en degenereret Saxifraginétype: de ejendommelige Livsforhold have medført, at de 
Dele i Blomsten forsvandt eller omdannedes, som staa mest i Forbindelse med Bestøvnings- 
maaden, nemlig Blosterets, medens selve Befrugtningsorganerne bleve mindre paavirkede 
heraf. De ejendommelige Livsforhold medførte endvidere Hylsterdannelser om Blomsterne 
og disses Nedsænkning i Gruber, og at Skuddene bleve stærkt dorsiventrale, hvilket ogsaa 
faar sit Udtryk i den hos mange Arter stærkt ensidige Udvikling af Androeceet. 

Men den vegetative Bygning bør heller ikke lades ude af Betragtning og har 
for mig været et meget væsentligt Moment. Baillon kalder Podostemaceerne en «type 
amoindri» af Caryophyllaceerne «med afvexlende Blade og endestillede Blomster». Allerede 
her er dog en Afvigelse fra Caryophyllaceernes Type og det en meget væsentlig, om vi end 
hos Udløberne fra de mest typiske ogsaa finde den, nemlig Bladenes Stilling. De ægte 
Caryophyllaceer have strængt modsatte Blade, men de mest typiske Saxifraginer håve spredte. 

Dertil kommer imidlertid selve Bladbygningen: Caryophyllaceerne og alle deres 
Frænder have udelte Blade, og Axelblade ere meget sjældne; forekomme de, er det under 
andre Former end hos Podostemaceerne. Disses spredte, ofte gjentagne Gange delte 
eller indskaarne Blade med store Skededele og med Stipulardannelser af forskjellig Form 
peger langt tydeligere hen. paa Saxifraginer og, om vi kaste Blikket videre, paa de fra disse 
vistnok udstraalende Rosiflorer end paa Caryophyllaceer. 

Til sidst maa Forgreningen nævnes. Den er, efter hvad jeg hidtil har fundet, 
hos Podostemaceerne kvastformig. Det samme er Tilfældet med Caryophyllaceerne og med 
mange Saxifraginer, f. Ex. selve Saxifraga. 

Om man nu i Tanken vil sammenligne en Podostemon med en Saxifraga, vil man 
altsaa hos begge finde spredte Blade med udvidede Skededele og indskaarne Plader; kvast- 
formig forgrenede Stande eller kvastformig Forgrening i det hele; fri Pistil (hos i alt Fald 
nogle Saxifrager), 2-tallig og 2-rummet, delvis Apokarpi, nemlig med frie Grifler eller frie 
Ar uden Grifler, meget talrige anatrope Æg paa den midtstillede Placenta og ret Kim. Af- 
vigelserne derimod, saasom at Podostemaceerne have Bladstillingen ‘/2, at Skuddene ere 
dorsiventrale, Skuddenes Oprindelse fra Rodderne og disses gjennemgaaende mærkelig store 
Rolle, samt de anførte Reduktions- og andre Forhold ved Blomsterne synes mig helt at 
kunne forklares af rent biologiske Grunde, nemlig Podostemaceernes Tilpasning til Ophold 


i stærkt strømmende Vande med Klippebund. 


60* 


486 44 


Fig. 


Figurforklaring. 


Tav. XVI. 


Podostemon Mülleri Warming. 


g. 1 A og B Et ungt Exemplar, der har anlagt Blomsterknopper. Nærmere i Texten S. 4 og 5. 


2 og 3. Spidsen af et Skud med de tre vngste Blade fra Undersiden og Oversiden. 

4. De tre øverste udviklede Blade af et Skud med deres Stipler og den udadvendte Stipel og Grube 
(«Knopskeden», st) af det ditheciske Blad 2; se S. 5 i Texten. 

5. Skuddannelse ved Grunden af et Blad. 

6. Fra en med to Par Hapterer (7) forsynet Rod udspringer en Rod (A), der ved reg har regenereret 
sig og ved g bærer endnu indesluttede Knopper; om det fra Roden udspringende Skud se Texten 
S. 5 og 6. De ditheciske Blade ere mærkede med Stjærne 

7. Fra en Rod udspringer et helt, foroven forgrenet og meget tætbladet Skud (de ditheciske Blade ere 
mærkede med Stjarne). 

8. Fra en med Hapterer forsynet Rod udspringer et langbladet Skud, hvis forskjellige Grene have drejet 
sig paa forskjellig Maade. Bladene paa Hovedskuddet ere 1—10; af disse er 5 dithecisk og 
støtter Skud A, hvis første Blad vender mod Beskueren; 6 ligeledes, støtter B; 7 ligeledes, 
støtter ©. 

9. En meget fladtrykt Rod med lange Hapterer (Texten S. 4). Skuddet I ender med en nu affalden 
Blomst; Sideskuddet II har Bladene 1—10, af hvilke 7 og 8 ere ditheciske. 

10. Gren af en langbladet Form. 

11. Gren af en Form med lange og til Dels forgrenede Blade. 


Tay. XVII. 
Fig. 1—15. Podostemon Mülleri Warming. 


1. En tvedelt Rod; se Texten S. 4. 

2, 3. En opsprungen og uopsprungen Frugt. 

4. Tværsnit af en Frugtknude, visende Sklerenkymstrængene i Væggen og Størrelsesforskjellen mellem 
de to Rum. 

5. Tværsnit af Frugtkoudens Væg. 

6. En Blomst med aabnede Antherer. 

7. Androeceum af en Knop. 

8. Spidsen af en Frugtknude med de to Ar. 

9. Pollenkorn (se Texten S. 7). 

10. Tværsnit af Rod. 

11—15. Kiseldannelser; nærmere i Texten 8.7. 


Fig. 16. 


ze 
— 18: 


Fig 1. 


487 


Fig. 16—20. Podostemon Galvonis Warming. 


En Plante i naturlig Størrelse; Grenene burde være noget mere buede og krummede for at være 
naturlige. 

Spidsen af en frugtbærende Gren, efter tørret Materiale. 

Spidsen af et Grensystem; alle ditheciske Blade ere mærkede med Stjærne Saavidt jeg kan se, er 
den med I mærkede Gren den til venstre forskudte Hovedaxe, hvis Væxt fortsættes sympodialt 
af Il; nærmere i Texten S. 8. 

Uopsprungen og opsprungen Frugt. 

Spidsen af en og samme Gren fra de to modsatte Sider. Bladet 6 maa være dithecisk og Væxten 
fortsættes af det Skud, hvis Blade ere a—f (se Texten S. 8). 


Tay. XVIIL. 
Podostemon Schenckii Warming. 


Fra en Rod udgaar et blomstrende Skud; en Haptér findes ved Grunden af dette. 

Et lignende; ved g og følgende Blad er adventiv Knopdannelse. Første Skudgeneration ender ved I 
(Blomsten er ødelagt); de følgende Generationers Blomster ere udsprungne. 

Rodtværsnit; se Texten S. 9, 

Pollenkorn. 

Tværsnit af Frugtknude, 

En Blomst. 

Et Ar. 

Et endnu ikke udfoldet Blad (42), 

En Del af et Skud visende Stipeldannelsen; se Texten S. tt. 

En Stipel (+). 

Basis af et Blad set fra Siden. 

Del af et Sympodium; nærmere i Texten S. 10. 

Bladbasis med en adventiv Knop; se S. 10 i Texten. 

Adventiv Roddannelse; nærmere S.9 i Texten. 

En Rod med Rorgrene og Skud; se S. 10. 


og 17. Spidsen af en Rod fra Under- og Oversiden. 


Et Rodstykke med Skud og Hapterer. 


Tay. XIX. 


Fig. 1—4. Podostemon Schenckii Warming. 


Fig. 1—4 forestille unge Blade og Bladdele; nærmere i Texten S. 11. 


Fig. 5—7. Podostemon distichus (Cham.). 


Fig. 5—6. Dele af Blade. 


— 7. 


Fig. 8. 


Ovre Del af et Skud; nermere S. 13. 


Fig. 8—18. Podostemon subulatus Gardner. 


Stykke af en Plante i naturlig Størrelse; fra den forgrenede Rod udspringer der 5 Skud, af hvilke 
de 2 vende den afrundede Underside, de 3 den hule Overside mod Beskueren; se S. 14. 


Fig. 


. 9, 10, 11, 12: Tværsnit af Blade i forskjellig Højde; de to sidste af ditheeiske Blades Grund. 


13. Grunden af et dithecisk Blad. 

14. Grunden af et ikke-dithecisk Blad. 

15. Tværsnit af Grunden af et dithecisk Blad, visende Skederulningen. 

16. Tværsnit af et lignende og af de af dets Skeder indesluttede Blomster m. m. 


17 og 18. Et Skud fra Undersiden eg Oversiden; nærmere i Texten S. 15. - (=). 


Tay. XX. 


Fig. 1—9. Podostemon subulatus Gardner. 


Et Stykke Sten med derpaa krybende Redder og et derfra opstigende Skud, som har temmelig store, 
med Bladar bedækkede Stængeldele, og som tillige i Spidsen har mere frie Grene end sædvanlig. 

Tværsnit af en Rod; se Texten S. 14. 

Et abnormt Stevdragerknippe; se Texten S. 16. 

En Blomst; Anthererne ere aabnede. 

Tværsnit af Frugtknuden. 

Blomsterdele af en Knop, efter at Hylsteret er fjærnet; set fra Bugsiden. 

Lignende fra Siden; Stoevdragerne ere fjærnede. 

Pollenkorn. 

Tværsnit gjennem en Rod; de merke tykke Vægge antyde Kollenkym. Nærmere i Texten S. 14, 


Sonore, 


Fig. 10—29. Mniopsis Saldanhana Warming. 


. 10. En Rod med Hapter (7) og et Skudkomplex, hvis nederste Blade ere alfaldne, og af de øverste ere 


alle Spidserne ødelagte. Nærmere i Texten S. 17. 

11. Tværsnit af Frugtknudevæg. 

12 A og B. Et Skudkomplex, set fra Ryg- og Bugside. Nærmere S. 17. 

13. Et Blad (fuldstændigt). 

14. Tværsnit af en Rod med rig Rodhaardannelse. © 

15. Rodhaarene af foregaaende, stærkere forstørrede. 

16. Lange Rodhaar med brede Hæfteskiver i Enden. 

17. En Blomst, hvis Ar stikke frem af Hylsteret. Til hojre et dithecisk Blad med dets Skud, hvis to 
forste Blade rage frem af Skeden. 

18. En Blomst, set fra Siden. 

19. Et Stovdragerknippe. 

20. Tværsnit af Frugtknuden. 

21. Et Ar. 

22, 23. Et Pollenkorn. 

24, 25. Arhaar med spirende Pollenkorn. 

26. Skud med modne og opsprungne Frngter. Bladene ere nu fuldstændig ødelagte. 

27, 28, 29. Blade eller Dele af saadanne; Fig 29 er ditheeisk. Nærmere i Texten S. 16—17. 


Tay. XXL. 
Fig. 1—10. Apinagia (Gardneriana Tul.?). 


1. Et Exemplar, lidt over naturlig Størrelse; alle Blade ere mere eller mindre ødelagte, og deres Form 
helt utydelig. Nærmere i Texten S. 18. 


Fig. 


489 


2. En Anthér. 

3. Et Pollenkorn. 

4, 5. En Blomst, endnu i Knop, set fra to Sider. 
6. Nedre Dele af en Blomst. 

7. Diagram. 

8, 9. Ung Frugt. 

0. 


I Frugtknudevæggen i Tværsnit. 


Fig. 11-22. Apinagia Ftiedelii (Bong.). 


. 11. Plante lidt over naturlig Størrelse (17/2 Gang). 


12. Frugtknudetværsnit. 

13. Snit tværs gjennem endnu helt indesluttet Blomst med de den omgivende Skuddele; D Bugsiden 
af Skuddet, V Rygsiden; nærmere S. 20—21. (©). 

14. Hylsteret i Tværsnit; se S. 22. 

15. Det fuldstændigste Blad, der fandtes i det Materiale, hvortil Fig. 1 horer; ved dets Grund ses en 
Blomst. (11/2). 

16, 17. Et Sympodium i Længdesnit og set uden fra. Nærmere S. 21. 

18. Rodtværsnit. 

19—22. Blomsterdele; se S. 22. 


Tay. XXII, 
Fig. 1—10. Apinagia Riedelii (Bong.). 


1. En Del af et Exemplar (Glaziou 13141), lidt over nat. Storr Nærmere S. 20, 21. 

2. Ung Frugt. 

3. Ungt Skudkomplex (Blomsterstand); nærmere S. 21, 22. 

4. En endnu indelukket Blomst i Længdesnit. 

5. Del af et frugtbærende Exemplar. 

6. Blomsterknop med papillest Hylster; til venstre ligge Stevdragerne, hvorfor Blomsten er tykkest Lil 


den Side. 

7. Et Blomsterstand, klaret i Kali; nærmere S. 22. 

8. Samme, svagt forstørret, set udenfra; nærmere S. 21. 

9. Opsprungen Frugt. 

0, Spidsen af et Sympodium (af Fig. 3); den viser Bladstillingen, Skedernes tagformige Dækning og 
Bladpladernes Indrulning mod Sympodiets Spids. Se Texten S. 22. 


Fig. 11—16. Ligea Glaziovii Warming. 


. 11. En Del af et Skudkomplex, svagt forstørret. Nærmere S. 23. 


12—16. Blomsterdele; nærmere S. A —25. 


Tav. XXIII. 
Ligea Glaziovii Warming. 


I Et Exemplar i naturlig Størrelse, set nedenfra, saa at Hæfteskiven vender opad mod Beskueren og 
Stenglen ses i Forkortning (se S. 23). Tallet af Blade og deres Flige skulde egentlig have været 
endnu større, men for Tydelighedens Skyld udelodes en Del. 


Fig. 


Fig. 


48 


(2). Spidsen af et Bladafsnit af Iste Orden; en Del Flige mangle. 

Fibrose Geller fra Stovknappen. 

Pollenkorn; det ene spirende. 

Spidsen af en Bladflig. 

Diagram. 

Spidsen af Frugtknuden. 

Perigonskæl. 

En Dobbelt-Stovdrager; se S. 24— 25. , 

De nederste Stængeldele af den i Fig. I afbildede Plante, sete fra Siden. Alle øvre, til Dels vandret 
udbredte Dele ere udeladte. 

Tviersnit af Stænglen, visende Karstræng-Arrangementet; se S 24. 

Tværsnit af Frugtknudevæggen med de to Sutursomme og den tynde Skillevæg; nærmere S. 25. 

En Del af et Skudkomplex, set fra Oversiden, saa at de mange vortede Ribber træde tydelig frem. 

En Del af et ungt Blad, visende Afsnittenes Anlægsfølge; nærmere S. 24. 


Tay. XXIY. 
Lophogyne arculifera Tul. et Wedd. 


En Rod (R—R), fra hvilken der udgaar 2 Par og et enlig staaende Skud samt en Rodgren (R). 
Bladene paa to af Skuddene ere numererede. Skuddene lægge sig strax temmelig vandret ud 
over Substratet. Nærmere S. 26. 

Tværsnit gjennem en Rod. C Centralcylinderen. 

En Del af et Blad, visende Haardannelserne paa dette. 

Del af en Plante fra Undersiden; Bladene ere mærkede f, Blomsterne eller de Klofter, inden for 
hvilke de ligge, fl; de ikke fremtraadte Blomster ere til Dels gjennemskinnende. 


5, 6 og 7. Dele af Planter, set ovenfra. Nærmere i Texten S. 28. 


8. 


En hel Bladplade med alle dens Flige; nærmere S. 27. 

Et ungt Blad med indrullede Flige ved Basis af en Blomsterstilk. 

Del af et Bladafsnit visende Haarenes Basalceller (6) og en Del af et Haar (t). 

Del af en Plante, set fra Undersiden. f betegner Blade, I og II Blomster, hvis Pladser inde i Stæng- 
lerne ere betegnede med X. 


Tay. XXV. 
Lophogyne areulifera Tul. et Wedd. 


Et Skudkomplex, set fra Rygsiden. Blomsterne ere numererede I, II, Ill o.s.v. efter som de syntes 
mig at vere gamle til; I er afblomstret, Il i Blomstring, HI i Udspring, IV synes at vere den 
storste Knop, hvorefter folger V, VI og flere andre, som til Dels ere traadte frem af deres 
Indelukke, til Dels endnu findes i dette (ved X). Nærmere at udrede Forgreningen formaar 
jeg ikke. 

En fuldt udsprungen Blomst (3). 

og 3b. Pollenkorn sete fra Siden og fra Enden samt i Tversnit. 

Et Skudkomplex, til Dels meget ødelagt af Vandet; A Blomster titte mere eller mindre frem af deres 
Hulheder. 

Lodret Snit gjennem et Skud med Hapterer (A) og med 1 Blomst, dor lige er brudt frem af sin Hule, 

Lignende Snit, men med endnu helt indesluttet Blomst. 

Tværsnit af Frugtknuden; st betegne Stovdragerne, 


Fig. 


di 


9. 
10. 
une 
12. 
13, 


16. 


> 0 ro 


a 


491 


Stovvejen set ovenfra, Stevdragerne (st) og Perigonskællene (p) diagrammatisk fremstillede. 

Et Skudkomplex med en udsprungen Blomst og en afblomstret. f er tre forskjellige Blade; sp Hylster. 
En Stovdrager med Perigonskæl af en Knop; set indenfra. 

En Anther fra Rygsiden. 

De to Ar, udbredte. 

14, 15. Tværsnit af Frugtknudeveggen paa forskjelligt Sted; nærmere S. 29. 


Lophogyme helicandra Tul.? 


En Blomst med 2 Stovdragere, skruesnoede Antherer og korte Perigonskæl; rimeligvis al Z. heli- 
candra; se S. 29. 


Tay. XXYI. 
Mourera aspera (Bong.) Tul. 


En Plante i naturlig Størrelse; af det ene Blad er der for Pladsens Skyld kun afbildet et Stykke. 
Rhizomet, der dels er besat med Sideskud dels med Blade, ligger vandret ned, fasthæftet til 
Underlaget. Det ender med den gaffelformig delte Blomsterstand. Nærmere i Texten. 

Tværsnit gjennem Rhizomet; se Texten S. 30. 

Tværsnit gjennem Bladstilk (Tværsnittets Størrelse er angivet ved den rette Linje); nærmere S. 30. 

Del af Tversnittet gjennem et Blad med den nedenunder fremragende Ribbe, og med tre Karstrænge ; 
den øvre sender en Sidegren ud. 

7. Stykke af en Rod og Tværsnit gjennem den. 


Tay. XXVII. 
Mourera aspera (Bong.) Tul. 


Et Skud, hvis Spids vender lige mod Beskueren; nærmere S, 33—34. 

Et lignende; se S. 34. 

Et Skud fra Siden; se S. 34. 

Snit gjennem et Rhizom, visende Undersidens Overhud og de tilgrænsende Væv. 

Hapterer, som omslutte en Sten. 

Diagram af Bladstillingen paa et Sideskud; se S. 34. 

Længdesnit gjennem en Emergens paa Oversiden af et Lovblad; se S. 33. 

Spidsen af et Skud (de tre yngste synlige Blade) set ovenfra; nærmere S. 31—32. 

Kiseldannelser i 3 Celler; se S. 37. 

Endebladet paa en af de klaseformede Stande; til den ene Side er hele Axens Endeblomst, til den 
anden en Sideblomst. 

Spidsen af en klaseformig Stand; her er det netop det midterste, til begge Sider overgribende Ski], 
der er fjærnet. 

Tværsnit af Frugtknuden. 

Et lignende Snit som Fig. 4; se S. 31. 

Anthera fra Indersiden. 

Pollenkorn, 

Længdesnit gjennem en ung klaseformig Blomsterstand; sp Blomsterhylster. Der ses 3 Blomster, af 
hvilke den til hojre er den yngste og horer sammen med det til hojre staaende Blad. Paa 
samme Maade hører hver af de andre Blomster sammen med (9: afslutter den Axe, som bærer) 
det til hejre for den staaende Blad. 


Vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, naturvidensk. og mathem. Afd. IV. 8. 61 


50 


Snit paa tværs gjennem Kanten af en ung Blomsterstand, lidt skematisk; der ses 3 Blomster, af 
hvilke hver enkelt hører sammen med det til højre for det staaende Blad 

To unge, klaseformede Stande med mellemliggende dithecisk Blad, m. 

En lignende Stand, endnu indrullet. 

Pistillen. 

En Stovdrager med 2 Perigonskæl. 

Enden af et blomstrende Skud, set fra Undersiden; det bærer Bladene a, 6, c og d; de to sidste 
ere ditheciske og støtte de neden for dem staaende Blomsterstande, af hvilke, i Overensstemmelse 
med hvad der ogsaa anden Steds er set, den hojest stillede er den kraftigste. Skuddet ender 
med en Stand dannet af 6 klaseformede Stande med mellemliggende ditheciske Blade, som ere 
mærkede med *. 


51 493 


Études sur la famille des Podostémacées ). 


Par 


Eug. Warming. 


Troisieme memoire. 


ks espèces dont il est fait mention dans ce mémoire sont les suivantes: Podostemon 
Milleri n.sp., P. Galvonis n. sp., LP. Schenckii n. sp., P. distichus Cham., P. subulatus 
Gardner, Mniopsis Saldanhana n. sp., Apinagia (Gardneriana Tul.?), Apinagia Riedelii Bong., 
Ligea Glaziovii n. sp., Lophogyne arculifera Tul. et Wedd., Mourera aspera (Bong.) Tul. 

On trouvera dans le texte danois, p. 38—40, des diagnoses des espèces nouvelles; 
elles sont en outre toutes représentées dans mes planches. 

Relativement à la morphologie des espèces citées, je reléverai les singularités 
suivantes : 


I. Racines. J'ai trouvé des racines chez toutes à l'exception du Zigea Gla- 
ziovü, mais on en trouvera certainement aussi chez cette espèce. J'en ai même constaté 
la présence chez de très jeunes exemplaires du Lophogyne (XXIV, I), tandis que les exem- 
plaires plus âgés n’en avaient pas. Cela m’affermit dans mon soupçon qu’aussi le Custel- 
navia (voir mon 2° mémoire) doit avoir des racines. 

Chez toutes les espèces, les racines rampent dans toutes les directions sur leur 
substratum pierreux, s’entrelacent sans ordre les unes avec les autres et s’attachent au 
substratum par des hapteres?) de deux sortes. Les plus simples sont des poils radicaux 
de structure ordinaire, mais courts et, en général, irrégulièrement élargis à la pointe et 
lobés (XX, 14—16); quelquefois, comme le montre la figure, chaque cellule épidermique, 
sur une grande étendue, forme un de ces poils radicaux. Des haptères trichomates ana- 
logues peuvent parfois aussi prendre naissance sur les tiges, et on voit par la Fig. 6, 
PI. XVI, qu'ils sont en état de retenir de petites pierres. 


1) Kgl. Danske Vidensk. Selsk. Skrifter, 6° série, IV, 8, 1888. Les deux premiers mémoires ont paru 
dans la même série, II, 1, 1881 et II, 3, 1882. 
2) Voir, pour ce nom, mon premier mémoire. 
61* 


494 52 


Les formations exogènes particulières, ou émergences, que j'ai déjà indiquées chez 
d’autres espèces, constituent la seconde forme plus vigoureuse des haptères. Ils naissent 
ordinairement à la base des pousses sorties des racines, et sont des corps parenchymateux, 
plus ou moins coniques et quelquefois ramifiés; avant d'atteindre le substratum, ils ont une 
pointe arrondie qu'ils y appliquent aussitôt après l'avoir atteint, en se moulant sur lui, 
souvent en l’entourant, et deviennent plus ou moins lobés à leur sommet; un enduit bru- 
nätre serl, comme aux poils radicaux, à les bien fixer au substratum. On trouve des 
exemples de ces haptères radicaux (souvent désignés par Hj: XVI, 8, 9; XVIII, 18; 
XX, 10. On en trouve aussi sur les tiges de certaines espèces, par exemple chez le 
Mourera aspera, où ils deviennent épais et longs de plusieurs millimètres, et res- 
semblent à des racines de dents (XXVII, 1, 2, 3); la Fig. 5, Pl. XXVII, où l'on voit 
une petite pierre étreinte par des haptères, montre comment ils peuvent étreindre d’autres 
corps. Quelquefois les cellules subépidermiques prennent une extension remarquable per- 
pendiculairement au substratum (XXVII, 4, 13), phénomène qui correspond entièrement à 
l'extension de cellules qu'on observe, par exemple, chez les disques adhésifs de certaines 
plantes grimpantes. 

Les racines sont toujours plus ou moins déprimées et planes, et ont en général 
une largeur de I—2 millim. (la section transversale en est représentée XVII, 10; XVII, 3; 
XX, 2; XXI, 18; XXIV, 2). Le cylindre central a une section transversale analogue et est 
situé vers le côté ventral. Il a la même structure que celle que j'ai décrite chez les 
espèces éludiées précédemment; il est diarque, avec les deux faisceaux vasculaires rappro- 
ches de la face ventrale et le phlo&me placé au-dessus et entre eux. Il ne m'a quelquefois 
pas été possible de découvrir des vaisseaux; tout le tissu semblait n'être que du phloeme, 
disposé, comme à l'ordinaire, plus ou moins distinctement en séries radiaires verticales 
(XX, 9). Le cylindre central est toujours entouré d'une couche de collenchyme, qui atteint 
sa plus grande épaisseur sur la face dorsale (voir les figures citées, par exemple, XVII, 
10 k; XVII, 3 koll; XX, 10 koll, etc.). Dans le reste du parenchyme à parois minces de 
l'écorce, on peut trouver de la chlorophylle, par ex. chez le Lophogyne. Les méats inter- 
cellulaires font en général défaut (XXIV, 2). 

La plupart des racines n'étaient pas entières, mais lorsqu'elles avaient conservé 
leur pointe, celle-ci était recouverte d'une coiffe (voir, par ex., XVII, 1, figure qui montre 
en même temps une fissure remarquable d'une racine) dont la partie inférieure est moins 
développée (XVIII, 16—17). 

Les racines, chez certaines espèces, se régénèrent avec une très grande facilité 
(XVI, 6, en «reg»; XVII, 14; voir pour plus de détails l'explication des planches). 


II. Pousses. Comme chez toutes les espèces dont je me suis déjà occupé, des 
pousses endogènes naissent avec une grande régularité sur les flancs des racines, d’ordi- 
naire deux par deux vis-à-vis l'une de l’autre (par ex. XVIII, 15, 16—17; XXIV, 1); la 
cicatrice annulaire à leur base indique toujours chez les jeunes exemplaires leur origine 
endogène. Chez quelques espèces, les pousses s'élèvent aussitôt assez droit et ne devien- 
nent que faiblement dorsiventrales (par ex. XVII, 16; XVII, 1; XIX, 8, ete.); chez d’autres, 
elles se couchent aussitôt plus ou moins, s'appliquent même sur le substratum en s'y 


53 ; 495 


fixant par leurs hapteres, et deviennent bien plus fortement dorsiventrales [par ex. le Lo- 
phogyne XXIV, 1, 4, 11 etc.; XXV, 5, 6 (les haptères sont désignés par A); XXVI, 1, 2 
et surtout les figures XXVII, 1—3], qui ont des haptères vigoureux, de longueur variable, 
naissant des tiges. 


II. Disposition des feuilles. Elles sont partout alternes et, comme chez 
d’autres espèces, disposées de manière à tourner un de leurs bords (le gastroscope) en 
dedans vers l'axe mère, l’autre (le notoscope) en sens opposé, et leur face supérieure en 
haut vers la face dorsale de la pousse dorsiventrale. A leur base, on trouve toujours une 
gaine; celle-ci est située sur le bord tourné en dedans ou dans son voisinage, et peut 
être munie, ou d'une ligule ressemblant à une stipule intrapétiolaire à peu près également 
développée des deux côtés (Podostemon Schenckii, XVIII, 9, 11, 13; P. distichus XIX, 7), ou, 
sur les deux côtés, d'une faible dent de force à peu près égale (XVII, 18, 20), ou, chez 
les pousses plus fortement dorsiventrales, d’une seule dent sur le bord dorsal, de sorte 
qu'elle n’est souvent pas visible lorsqu'on regarde la pousse du côté opposé (Pod. Mülleri, 
XVI, 1A et 1B; Aniopsis Saldanhana, XX, 13, 27). Le bord de la gaîne peut aussi 
ne présenter aucune de ces parties saillantes (2. subulatus, XIX, 14), ou n'avoir qu'un faible 
développement ligulaire, qui peut devenir indistinct sur les feuilles plus âgées (Apinagia, 
XXII, 3; Ligea Glaziovii, XXII, 11; Mourera, XXVII, 1, 2, 8, etc.). 


IV. Formation des bourgeons et ramification. Comme chez les espèces 
déjà mentionnées dans mes deux premiers mémoires, les pousses naissent à la base des 
feuilles et au bord notoscope, qui est tourné en dehors et qui, à leur intention, est muni 
d'une gaine spéciale ou «gaine extérieure»; les feuilles qui seront feuilles mères des 
bourgeons deviennent par là ce que j'ai appelé «dithèques», c’est-à-dire qu'elles portent 
sur les deux bords une gaine uniforme, mais la gaine normale ou intérieure est ordi- 
nairement plus longue que l’exterieure, et la stipule en forme de dent qui la surmonte, 
lorsqu'il y en a une, s'élève à une hauteur plus grande que celle de la gaine extérieure. 
Des feuilles dithèques sont représentées, par ex. XVI, 4, 5 (st désigne la gaine extérieure); 
XVII, 18, où, comme sur plusieurs des figures suivantes, elles sont marquées d'un asté- 
risque; XVIII, 12; XIX, 11, 13—15; XX, 10, 12, 17, 29; XXVI, 1, etc." Parmi ces 
figures 4 et 5, XVI, par ex., montrent clairement cette formation extraordinaire de gaine 
et le bourgeon qui s'y développe; sur la Fig. 17, XX, la pousse latérale formée est plus 
développée que sur la dernière figure. 

On remarque souvent que les feuilles d’une pousse ont les unes des bourgeons et 
les autres non, ce qui, je suppose, est en connexion avec la croissance annuelle des 
pousses, les feuilles sans bourgeons étant les premiéres et les autres les derniéres qui 
naissent sur les pousses de l'année. Ainsi sur XVI, 6, on voit en bas 5 feuilles sans 
bourgeons suivies de 2 feuilles dithèques, 6 et 7, l’une avec une grande et l'autre avec 
une petite pousse; la feuille 8, qui n'a pas de bourgeons et est beaucoup plus petite que 
celles qui la précèdent immédiatement, marque sans doute le commencement d'une nou- 
velle pousse annuelle; les feuilles 9—20 n'ont pas encore de bourgeons, mais la feuille 21 
est dithèque, et, avec la feuille a, commence de la même manière une nouvelle pousse 


496 54 


annuelle, en même temps qu'une nouvelle génération de pousses, la précédente s'étant 
terminée par une fleur en I. Les pousses d'un sympode ont aussi d'abord des feuilles sans 
bourgeons, et portent ensuite en haut des feuilles dithèques quand elles fleurissent; voir, 
par ex., XVIII, 12, etc. 

Chez toutes les espèces étudiées dans ce mémoire, j'ai, comme chez les précé- 
dentes, constaté sans exception la même règle relativement à la position des 
feuilles sur les pousses latérales. La première feuille s’écarte de l’axe 
mère et les suivantes sont alternes; voir, par ex., XVI, 5, où la première feuille est désignée 
par f!; ou XVI, 1 A, où la feuille 5 est la première feuille dithèque et a la première 
feuille de sa pousse latérale II, à gauche, de même que la feuille « est la première 
feuille de la pousse laterale II, tournée à droite, et soutenue par la feuille dithèque 8; 
ou XX, 12 A, où les feuilles sans bourgeons 1 et 2 sont suivies de la feuille ditheque 3, 
dont la pousse latérale, située à gauche, porte les feuilles a et b, a élant celle qui est la 
plus éloignée de la pousse mère tournée en dehors (voir en outre l'explication des planches). 

Les figures qui représentent les autres espèces seront maintenant faciles à com- 
prendre, mais celle du Mourera présente peut-être quelque difficulté. La Fig. 1, XXVI, 
montre le rhizome rampant qui, dans sa partie plus mince et la plus ancienne, n'a pas de 
rameaux, et porte plus loin des pousses alternes (A—H) plus ou moins détruites par les 
courants; toutes les feuilles qui se trouvaient dans ces parties les plus ägees du rhizome 
ont complètement disparu; la disposition des pousses latérales par rapport aux feuilles 
est indiquée Fig. I, 2, 3, XXVII. Les Fig. I et 2 représentent deux pousses qui, avec leur 
extrémité, sont tournées vers le spectateur. Dans la Fig. 1, @ est la feuille la plus âgée; 
b est la seconde et, à son bord postérieur (tourné en dehors), on voit sa pousse laté- 
rale g*; la feuille suivante, €, a également sa pousse latérale au bord tourné en dehors et 
en arrière (g°), et au bord correspondant de la dernière feuille entièrement développée, d, 
on aperçoit à gauche une verrue, indice d'une pousse qui ne s'est pas encore fait jour. 
La Fig. 3, XXVII, représente une pousse vue du côté gauche et dont l'extrémité est dirigée 
à gauche sur la figure; les feuilles les plus âgées ont des pousses latérales (g, 9). 
Sur les trois figures se voient de grands haptères. La Fig. 6, XXVII, montre dans un 
diagramme la disposition des feuilles sur une pousse latérale entourée de la gaine exté- 
rieure; la flèche vise la base de la pousse mère; «a est la première feuille, qui est suivie 
de b, c, etc. 

La torsion des feuilles n'étant pas assez prononcée pour que le bord notoscope 
se dirige exactement vers le flanc des pousses dorsiventrales — il se tourne d'ordinaire plus 
ou moins en haut vers la face dorsale de Ja pousse — il en résulte que les pousses laté- 
rales qui se développent à la base de ce bord ne sont pas non plus diamétralement 
opposées ou situées dans le même plan; c'est pour cela que, chez les exemplaires riche- 
ment ramifiés dont les pousses sont très serrées, celles-ci forment toujours plus ou moins 
distinctement une cavité en forme de coupe ou de cuiller, que j'ai cherché à indiquer dans 
quelques-unes des figures, par exemple les Fig. 17—18, XIX, qui représentent une pousse 
vue de la face ventrale (17) et dorsale (18); la première est convexe, la seconde concave. 
On voit la même chose sur les Fig. 12 A—B, 10, XX, et 5—7, XXIV (face dorsale) com- 
parées avec la Fig. 11 (face ventrale). 


55 _ 497 


Ce sont surtout ces pousses serrées des Lophogyne, ressemblant à des thalles, qui 
présentent cette forme de coupe. 

Chez les espèces à rameaux épars et minces, la ramification est tantôt monopo- 
diale, tantôt dicholome, tantôt même sympodiale (par ex. XVII, 16, 18). 

Des bourgeons adventices ont été observés chez le Podostemon Schenckii. 
Lorsque les feuilles ont plus ou moins été détruites par les courants, on voit souvent des 
bourgeons se développer de leurs restes ou des cicatrices, comme dans la Fig. 13, XVII, 
qui représente un reste de feuille avec un bourgeon; il en est de même de la Fig. 2, 
XVIII, g, et la Fig. 12, XVIII, montre toute une serie de feuilles qui portent des bour- 
geons (par ex. 2 et 3 sur la pousse IV, les bourgeons B et A; I et 2 sur la pousse V, 
les bourgeons C og D; 1 sur la pousse VI, le bourgeon Æ; 1 et 2 sur la pousse VII, etc.). 

Relativement aux formes des pousses, il faut surtout citer les Lophogynes à cause 
de leurs tiges plates ressemblant à des thalles, qui deviennent encore plus larges et plus 
foliacées par la fusion des feuilles à leur base, fait sur lequel nous reviendrons plus loin 
avec plus de détail. 

Pour ce qui regarde la structure intérieure des tiges, nous dirons seulement ici 
que c'est le type monocotylédone qui domine; on trouve, par ex., des faisceaux fibro- 
vasculaires fermés et disposés sans ordre chez le Ligea Glaziovii, XXIII, 11, et chez le 
Mourera, XXVI, 2 (XXVI, 3 est la section transversale d'un pétiole de structure analogue). 


V. Formes des feuilles. Quelques espèces, comme le Podostemon subulatus 
[XIX, 8, 9—10 (section transversale au milieu et à la base), 14], le Podostemon Galvonis 
(XVII) et le P. Müller: (XVI), ont des feuilles simples; chez d'autres, par ex. le Mniopsis 
Saldanhana (XX, 12, 13, 27, 28), elles sont faiblement ramifiées; d’autres encore ont des 
feuilles divisées en nombreux segments filiformes, comme le Podost. Schenck (XVIII, 1, 
2, etc.), le Ligea Glaziovii (XXII, 11; XXIII, 1, 2). Les feuilles de ce genre paraissent 
tres souvent avoir une division dichotome, et sont decrites comme telles dans des ouvrages 
systématiques, mais un examen des jeunes feuilles montre que la ramification est pinnati- 
fide, avec des segments allernes qui naissent en ordre acropète, à peu près comme chez 
les Fougères. Sur des segments du 1° ordre, il se produit chez quelques espèces des 
segments du 2° ordre, etc. C’est ce que montre la Fig. 14, XXIII, où l’on voit des seg- 
ments du 2° ordre (1, 2, 3, etc.) qui naissent dans un ordre acropète et alterne sur des 
segments de 1% ordre, a--i, situés sur un rachis dont le sommet est désigné par v. Le 
même mode de développement est représenté XIX, 1—4, et c'est en complet accord avec 
les espèces étudiées auparavant. Je ne saurais du reste me prononcer en toute certitude 
sur la règle qui determine la position des segments secondaires, tertiaires et d'un ordre 
plus élevé. Partout où j'ai examiné la question, j'ai de nouveau trouvé que les feuilles, 
à leur naissance, occupent en quelque sorte tout le sommet de la tige, et qu'une feuille 
naît en apparence sur la face ventrale de la précédente. On en trouvera des exemples 
XVI, 2, où la plus jeune feuille 3 est en train de se former sur la face ventrale de la 
feuille 2, qui elle-même s’est formée sur la face ventrale de la feuille 1; et XIX, 3, où V 
désigne, sur la face ventrale de la feuille 7, une excroissance qui plus tard deviendra 
une feuille. 


498 56 


Le Podostemon distichus a une feuille remarquable. XIX, 7 représente le sommet 
d'un rameau avec les feuilles a, b, e et d (la dernière n’est pas encore épanouie); le limbe 
semble être dichotome, mais les segments, sur tout leur contour, portent de nombreux 
lobes ou folioles disposées d’une manière plus ou moins distincte en verticilles, comme le 
montrent clairement les Fig. 5 et 6, XIX. 

| La feuille du Mourera est également singulière. Le limbe est à peu pres ellip- 
tique ou ovoide, avec une base oblique, le bord acroscope (gastroscope) ne descendant pas 
aussi bas que le bord basiscope (notoscope); voir XXVII, 8, 22 et XXVI, I. Le limbe 
présente sur les bords de grands lobes à division dichotome multiple, avec de larges 
sinuosités en forme de croissant entre les lobes (XXVII, 22), et se terminant par des divi- 
sions très fines (XXVII, 23). Les nervures latérales du 1% ordre sont pinnatifides pennées 
et alternes comme les divisions des feuilles pinnatifides. Tandis que la face inférieure de la 
feuille est lisse mais avec des nervures saillantes (XX VII, 22), la face supérieure est couverte 
d'une foule de petites émergences qui ont fait donner à celte espèce le nom de M. aspera 
(XXVI, 1, 4; XXVII, 22—23); une section longitudinale à travers ces aspérités chloro- 
phylliennes, où l'on observe quelquefois un faisceau fibro-vasculaire délié, est représentée 
XXVII, 7; elles servent évidemment à faire accroître l'appareil chlorophyllien de la feuille. 
Le méme role doit être rempli par les gros plis transversaux ascendants qu'on trouve sur 
toutes les feuilles plus âgées, et qui leur permettent peut-être aussi de résister plus facile- 
ment à l’action destructive des courants (XXVI, 1, en R sur les feuilles f! et 77). 

La feuille du Zophogyne se distingue aussi en plusieurs points. Les premières 
feuilles d'une pousse ont une base simple, large ét ovoïde, qui porte le limbe divisé en 
segments liniformes (XXIV, 1, 5, feuilles 1—12), mais les feuilles suivantes ont une base 
laciniée avec 2—3 larges lanières ovoides, par ex. XXIV, 5 (feuilles 13, 14), 6 (feuilles 10, 
11, e, g), 11 (où les 3 feuilles sont marquées par des lignes ponctuées), 4, etc. Il y a ici 
des poils sur les lanières (XXIV, 3, 10). 

Les gaines et les stipules à la base des feuilles ont été mentionnées plus haut. 

Dans le bourgeon, les feuilles sont plus ou moins enroulées vers la face notoscope 
(XXVIII, 8; XXIV, 9, 5 (feuille 15), 6 (feuille 11), ete.) Chez l'Apinagia Raedelü elles 
s’enroulent vers le sommet du sympode, ou en réalité vers leur bord tourné en dehors 
(XXI, 3, 10). 


VI. Position des fleurs; pousses florales. Les fleurs sont toujours terminales. 
Suivant la force et le nombre des pousses latérales, la ramification devient ensuite dicho- 
tome ou sympodiale (dichotome, par ex. XVI, 1; XIX, 17, 18; XX, 10, 12; XXI, 1; 
XXII, 11; sympodiale, par ex. XVIII, 12). 

Les espèces du genre Apinagia méritent une mention particulière. J'en ai examiné 
deux, dont une sur des matériaux desséchés et incomplets, de sorte que l'espèce n'est pas 
déterminée avec certitude’), l'autre est l'A. Riedelü. La premiere n'est pas difficile à 


1) Plusieurs espèces de Podostémacées ont été établies sur des matériaux complètement avariés, et 
devraient disparaître du système; telle est, par ex., le Mniopsis scaturiginum de Martin (voir ma 
PI. VI, 16). 


57 499 


comprendre, et j'explique comme il suit XXI, I. La première pousse principale relative 
se termine par la fleur I, et porte les feuilles avariées a—b, qui sont dithèques; la 
pousse de a est omise sur la figure; la pousse de 6 est en partie soudée avec sa feuille 
mère, porte les feuilles a—b et se termine par la fleur II encore cachée, car les bases 
des feuilles sont chez ce genre complètement soudées au-dessus des fleurs, de sorte que 
celles-ci sont cachées dans une cavité. La feuille a se trouve à gauche et est plus basse 
que 6; si maintenant on suit la pousse de 5b et de toutes les feuilles suivantes 6, on verra 
que à est placée alternativement à gauche et à droite, ce qui me paraît être une preuve 
que les pousses de 5 sont ici, comme dans une cyme ordinaire, alternativement anti- 
dromes. La toute première ramification (l) fait seule exception, mais comme la plante avait 
tant souffert que la position des premières feuilles n'était pas bien distincte, une méprise 
est ici assez vraisemblable. 

Les pousses florales, chez cette espèce, sont donc bifoliées et les deux feuilles 
sont dithèques; la ramification est la même que dans la cyme ordinaire, avec la 
différence due aux singulières torsions des feuilles et au déplacement des bourgeons, chez 
les Podostémacées, vers le bord notoscope de la feuille mère, bord qui ici est tourné 
presque dans la même direction que les flancs de la pousse; c'est pourquoi la branche 
semble ici se trouver sous la feuille, et les deux feuilles, avec la fleur terminale, entre 
leurs deux pousses latérales. 

L’Apinagia Riedelii n’est pas difficile à comprendre quand on a bien compris l'espèce 
précédente, et il nous donne la clef non seulement des ramifications qu'on rencontre 
chez les autres espèces de ce genre, mais aussi des inflorescences du Mourera. En 
effet l'A. Riedelii présente en partie la même dichotomie que l'espèce précédente, mais il 
a des pousses en partie falciformes qui, sur leur bord supérieur, portent alternative- 
ment des feuilles et des fleurs, et ces dernières sont également à l'origine renfermées dans 
les bases soudées entre elles des feuilles (voir XXI, 11, 16—17, la Fig. 16 représentant la 
section longitudinale d'une pousse; 13, qui est la section transversale d'une fleur et des 
parties voisines environnantes; XXII, 1, 3, 4, 7, 8, 10). En considérant, par ex., XXII, 1, 
on voit que la pousse principale I porte les feuilles a, & et c, entre les bases soudées 
desquelles est cachée la fleur terminale (comp. XXII, 4). Les feuilles b et e sont dithèques, 
et soutiennent chacune au bord extérieur une pousse falciforme. L'examen de la pousse 
latérale de c, pour ne prendre d’abord que celle-là, fait voir qu'elle est unifoliée, puisqu'elle 
se compose de la fleur II encore cachée et de la feuille m; conformément à la règle qui 
partout fait loi, la 1" feuille d'une pousse laterale s’écarte également ici de l'axe mère; 
mais, dans ce cas, la pousse n'a que celte seule feuille, et la fleur sera placée entre 
celte feuille (m) et la feuille mère (c). Il en est de même des autres; chaque feuille est 
située sur l’axe qui se termine par la fleur placée entre elle et la feuille précédente (plus 
âgée), par conséquent n sur HI, o sur IV, p sur V, etc., et chaque pousse falciforme est 
ainsi un véritable sympode. Le sympode à gauche de 6, et qui en est la pousse axile, 
se courbe du même côté que celui de c, et tourne provisoirement en bas le bord qui 
porte les feuilles. La raison en est que la pousse latérale II partant de b est bifoliée, avec 
les feuilles & et 2; mais toutes les autres pousses du même sympode sont unifoliées, car 
a n'a pas de pousse latérale, tandis que 2 est dithèque et sa pousse latérale se termine 


Vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, naturvidensk. og mathem. Afd. IV. 8. 62 


500 58 


par la fleur III et porte la feuille 2, qui elle-même est dithèque et soutient la pousse 
latérale IV avec la feuille y, etc. 

C'est un fait si général que les deux sympodes falciformes appartenant à la même 
dichotomie se courbent dans le même sens et non l’un contre l’autre, que je dois supposer 
que cette disposition a quelque utilité (voir aussi XXII, 3, 7 et 8, qu'on comprendra 
facilement après avoir compris la Fig. 1). 

Les sympodes de l'Apinagia Riedelii sont plus ou moins ailés sur le bord qui 
porte les feuilles (voir par ex. XXII, 1), ce qui provient des bases minces et soudées des 
feuilles qui entourent les fleurs. 

Mes figures semblent trop indiquer que tous les sympodes et les dichotomies sont 
dans le même plan, mais ce n'est pas le cas. De même que chez les systèmes de 
pousses mentionnés plus haut, il y a des courbures de différentes sortes, et en réalité 
chaque sympode falciforme est aussi ici distinctement dorsiventral avec un côté 
dorsal et un autre ventral; cela se manifeste, par ex., en ceci, que l’androcde, comme 
partout d’ailleurs, est tourné d’un seul et même côté, à savoir vers la face ventrale 
(D, dans la Fig. 13, XXI). 

Relativement aux feuilles des sympodes falciformes, il faut encore remarquer ce 
qui suit. Chaque feuille est dithèque et a par conséquent une gaine avec un faible déve- 
loppement ligulaire à chaque bord (par ex. XXII, 3). La feuille e, sur cette figure, a à 
gauche une gaine qui est connée avec celle de b, et couvre la fleur I (la ligne qui descend 
sur le milieu de la tige indique en haut les bords libres et, en bas, les bords soudés des 
deux feuilles), et à droite une gaine extérieure qui est connée avec celle de la feuille m sur 
la pousse latérale Il de cette dernière; la saillie ligulaire de cette gaine recouvre la gaine 
intérieure de la feuille m, et la ligule de la gaine extérieure de m recouvre de même la 
gaine intérieure de la feuille de la pousse latérale Ill, ou, en d'autres termes: les gaines 
consécutives des feuilles d'un sympode sont imbriquées, avec les bords superposés 
tournés vers le sommet du sympode. Il importe de le remarquer pour qu'on 
puisse comprendre les 

Inflorescences du Mourera. Elles se présentent et sont décrites comme 
des «racemi elongati compressiv dont les fleurs sont disposées en deux séries verticales 
sur les bords de l’axe fortement comprimé, et se développent en ordre basipétal; chaque 
fleur est soutenue par une bractée biconcave, chaque bractée renfermant dans sa cavité 
supérieure la fleur placée au-dessus, et dans sa cavité inférieure, plus petite, la bractée 
et la fleur placée au-dessous (XXVII, 17); les bords qui limitent chaque cavité inférieure 
embrassent et couvrent la fleur sous-jacente, de sorte que toutes les bractées se recouvrent 
les unes les autres de haut en bas comme les tuiles d'un toit (XXVII, 16, 18, 22). Cette 
inflorescence est en réalité des plus compliquées, formée qu’elle est de 2 sympodes 
qui, de même que chez l'Apinagia, se composent de pousses n'ayant qu'une feuille et une 
fleur; les feuilles ne tournent pas, comme elles le paraissent, leur face supérieure en haut 
et leur face inférieure en bas; mais, comme dans toutes les pousses de Podostémacées 
que j'ai examinées jusqu'ici, elles tournent leur face supérieure vers l'un des côtés de 
Vinflorescence, et leur face inférieure vers l’autre, avec un bord en haut et l'autre en bas, 
et sur ce dernier (le bord notoscope ou basiscope) naît, comme à l'ordinaire sur une 


59 501 


feuille dithèque, la pousse latérale, qui est ici unifoliée. On ne voit pas ici par le déve- 
loppement de l’androcée que toute l’inflorescence soit dorsiventrale, car l’androcée est dans 
ce cas un anneau complet (XXVII, 17), mais cela se montre en ceci que les jeunes inflore- 
scences sont enroulées d'un côté (XXVII, 19, 22). 

Chaque inflorescence est ainsi formée de 2 sympodes qui d'ordinaire ne se cour- 
bent pas du même côté, comme chez l'Apinagia, mais en sens opposé. A cela vient 
encore s'ajouter le singularité que les axes des sympodes sont réunis en une tige commune 
large et plate, chose dont tout morphologue expérimenté comprendra facilement la possi- 
bilité. Sous un rapport, la structure est plus simple que chez l’Apinagia, les feuilles 
dithèques (qui ici sont des bractées) n'étant pas connées et cachant entre elles des fleurs. 

Chaque inflorescence porte au sommet une bractée dont les deux bords sont libres 
(XXVII, 10, 18); ce doit être la dernière feuille sous la fleur qui limite l'axe principal 
dans l’inflorescence. 

Je dois encore appeler l'attention sur l’arrangement particulier en forme de cyme 
dichotomique de ces inflorescences ressemblant à des grappes («pseudograppes»). La Fig. 1, 
XXVI, montre que, sur le rhizome, il y a d’abord eu un certain nombre de feuilles, mainte- 
nant disparues, mais qui ont laissé les pousses latérales A, B, C, D, E, F, G. Puis 
paraissent suivre: la feuille /!, dont la pousse latérale semble être J(?); la feuille fa, avec 
la pousse latérale H; f? et f#, dont la pousse laterale est la pousse florale A avec la 
feuille Af, mais l’exemplaire était en trop mauvais état pour que cela fit bien distinct. 
Ensuite l’axe principal I devient lui-même floral et semble être dichotome, avec une feuille 
au milieu de chaque dichotomie; en réalité il se présente comme il suit. Il porte d'abord 
à droite la feuille dithèque disparue f°, dont la pousse latérale, la branche bifurquée à 
droite, est entièrement florale; après un long entre-nceud, vient à gauche une nouvelle 
feuille ff (marquée d'un astérisque comme les feuilles dithèques suivantes dans les dicho- 
tomies), dont la pousse latérale est la branche bifurquée à gauche, et qui est suivie, à droite, 
de la feuille f7, dont la pousse latérale est la branche Il à droite; c'est cette disposition qui 
produit la ramification dichotomique. Tous les axes latéraux ont la même ramification 
dichotomique, avec une feuille dithèque au milieu de chaque dichotomie, jusqu'à ce qu'ils 
se terminent par l'inflorescence que j'ai décrite plus haut, et qui a la forme d'une grappe. 
La Fig. 22, XXVII, montre un ensemble de jeunes pseudo-grappes, avec le même arrange- 
ment en forme de fourche et des feuilles dithèques (marquées *) au milieu de la bifurca- 
tion; elle montre en même temps que les inflorescences sont d'autant plus vigoureusement 
développées qu'elles sont placées plus haut, ce qui a aussi été observé chez d'autres 
espèces, par ex. le Podostemon Schenckii, où les rameaux supérieurs fleurissent avant les 
autres (XVIII, 12). 

Je dois encore mentionner un point dans la structure des Lophogynes; de même 
que chez le Castelnavia (voir mon 2° mémoire et PI. XIII) et les Apinagia cités plus haut, 
les fleurs restent d’abord cachées entre les bases connées des feuilles (sur la Fig. 11, XXIV, 
la place des fleurs est désignée par une croix; sous chacune de ces croix il y a une fleur); 
pour que la floraison puisse se faire, il faut que les fleurs se fassent jour à travers leur 
enveloppe (XXV, 1, 4, 5, 6, 9. Je suppose que cette disposition, comme aussi le fait 

"que les fleurs, chez toutes les espèces, sont, dans tous les cas, entourées d'un involucre, 


62* 


502 60 


a pour but de les protéger contre l’action destructive des courants, jusqu'à ce que l’eau 
soit assez basse pour que la floraison puisse avoir lieu (cf. la remarque du Dr. Glaziou, 
texte p. 30). 


Fleurs. Elles ne donnent lieu qu'à quelques remarques, étant déjà bien connues 
par les travaux de mes prédécesseurs, et les analyses que j'en expose seront faciles à 
comprendre. Lorsque l’androcée est unilatéral, les étamines sont toujours situées sur la 
face gastroscope de la pousse, et les stigmates s’inflechissent ordinairement vers elles 
(XVII, 6; XX, 4, 7; XXI, 4, 5; XXV, 5, 6). 

La spathe de la fleur est toujours entièrement fermée dans le bouton, sans ner- 
vures et très mince (XXI, 14); c'est à tort, je crois, qu'on attache une grande importance, 
pour la classification, à la manière dont elle s'ouvre à son sommet. 

Les squamules qui se trouvent en dehors des intervalles dès élamines, et qui 
certainement sont des feuilles périgoniales, renferment quelquefois de la chlurophylle et 
de l’amidon. 

J'ai trouvé dans les parois des antheres une couche de cellules fibreuses (XXIII, 3). 
Comme le montrent les figures, les anthères ne présentent dans leur forme que de légères 
différences. 

Les grains de pollen sont souvent réunis deux à deux (comme chez plusieurs 
autres plantes aquatiques et de marais), et chaque grain peut former un tube pollinaire 
(XX, 23—25; XXV, 3a—b). i 

Les stigmates sont en général peu papilleux; mais, chez le Mniopsis, cela semble 
être une marque générique qu'ils le soient à un haut degré. Les parois de l'ovaire pré- 
sentent chez tous les genres un trait commun dans leur structure; les deux dernières 
couches cellulaires intérieures ont des cellules fortement épaissies, celles de la dernière 
couche s'étendant dans le sens horizontal et celles de l’avant-dernière, dans le sens vertical, 
de sorte qu'elles se croisent les unes les autres. Hors de ces deux couches, les parois 
se composent soit de parenchyme seul (Mniopsis, XX, 11, 20), soit (chez tous les autres 
genres que j'ai étudiés) de parenchyme avec 10 cordons de cellules allongées, quelquefois 
conjointement avec des faisceaux vasculaires; 4 de ces cordons sont unis deux à deux 
près de la suture de déhiscence, en formant parfois en apparence un large cordon, et c’est 
pour cela que les capsules de certaines espèces sont, mais à tort, dans quelques ouvrages 
systématiques, appelées des capsules à 8 nervures (XVII, 4, 5; XVII, 5; XX, 5, 11; XXI, 
10, 12; XXII, 16; XXV, 7, 13—15; XXVII, 12). 

Les Fig. 12, XXIII et 3, XXV montrent qu'il y a ordinairement un parenchyme à 
parois minces, juste sur la ligne de dehiscence. 

Les ovules et les graines que j'ai examinés semblent s’accorder entièrement avec 
ceux mentionnés dans mon 2° mémoire. 


Concrétions siliceuses. Chez la plupart des espèces, on trouve dans les cel- 
lules elles-mêmes des concrétions siliceuses analogues à celles qui sont mentionnées dans 
mes deux premiers mémoires; quelquefois elles ne remplissent pas entièrement les cellules, 
el il peut même y avoir de la place pour des grains d’amidon (Mourera, XXVII, 9). 


61 503 


Jusqu'ici on n'avait pas constaté la présence de la silice dans les parois mêmes 
des cellules; j'en ai trouvé chez le Podostemon Mülleri (XVII, 11, 15). Ces concrétions 
siliceuses ressemblent aux précédentes par la couleur, la porosité, etc.; mais elles sont 
souvent beaucoup plus irrégulières, et sont munies comme de bras qui s’inserent plus ou 
moins profondément dans les parois des cellules environnantes. On les trouve aussi 
avec un développement très élégant dans les parois des cellules du Tristicha hypnoides, à 
la face supérieure des feuilles, qui ici sont formées d’une couche de cellules. M. Cario 
a bien décrit ces concrétions siliceuses, mais il n’a pas remarqué qu'elles se forment dans 
les parois des cellules. 


Sur la place des Podostémacées dans le système. En 1884, j'ai, dans mon 
manuel de systématique, rapporté les Podostémacées au groupe des Saxifraginées, toute- 
fois avec la réserve d'un point d'interrogation. M. Eichler a, en 1886, adopté cette 
classification dans la 4° édition de son «Syllabus». Sans connaître ces circonstances, M. 
Baillon leur a donné une autre place: en 1886, dans le «Bulletin mensuel de la Société 
Linnéenne de Paris», n° 81, et, en 1888, dans «Histoire des plantes», Vol. 9, en les rap- 
portant aux Caryophyllacées. Je regarde ma classification comme plus heureuse, sans 
vouloir dire par là que la question soit résolue; j'attendrai seulement pour la reprendre 
d’avoir étudié tous les types génériques de cette famille. Les concordances que jai 
constatées entre les Podostémacées et, en tout cas, plusieurs genres du groupe des Saxi- 
fraginées sont les suivantes: hypogynie et gynécée libre; ovaire formé de 2 carpelles; 
ovules nombreux placés sur un placenta épais qui, par une paroi mince, est relié à la 
paroi extérieure; deux styles libres; ovules anatropes, embryon droit et sans endosperme 
(caractères par lesquels les Podostémacées diffèrent beaucoup des Caryophyllacées). La 
fleur peut très bien, ce me semble, être considérée comme un type de Saxifraginée dégé- 
néré par suite du mode de vie particulier aux Podostémacées, et c'est ce mode de vie qui 
a eu pour conséquence la formation de la spathe, l’enfoncement des fleurs dans des 
cavités, la forte dorsiventralité des pousses, qui a aussi son expression dans le développe- 
ment unilatéral des fleurs, etc. Mais aussi dans leur structure végétative, les Podosté- 
macées rappellent plutôt les Saxifraginées que les Caryophyllacées: les feuilles sont éparses, 
souvent profondément découpées et divisées, elles ont des gaines et des stipules très déve- 
loppées, et la ramification est bien ordinairement un dichase, mais avec les remarquables 
particularités provenant de la forte dorsiventralité des pousses de ces plantes. Les points 
par lesquels elles s’écartent des Saxifraginées me semblent pouvoir être ramenés à leur 
adaptation à un fond rocheux dans des eaux emportées par un courant très rapide. 


504 62 


Explication des Planches. 


Planche XVI. 
Podostemon Mülleri Warming. 


Fig. 1 A et B Jeune exemplaire avec des boutons de fleurs. Les quatre premières feuilles (1, 2, 
3, 4) n'ont pas de bourgeons et sont en partie détruites par les eaux; la feuille 5, qui soutient une pousse, 
est dithèque; tandis que l'axe principal s'infléchit à droite et se continue avec les feuilles 6, 7, ete., la pousse 
laterale Il, qui prend naissance au bord extérieur (notoscope) de la feuille, se dirige à gauche en commençant 
avec la feuille a, après laquelle suivent les feuilles 6, c (toutes deux sans bourgeons), d (dithèque, soutenant 
la pousse Ill), e et f et quelques autres, encore enfermées dans le bourgeon. La feuille 6 de la pousse 
principale est également dithèque; par suite du vigoureux développement de la pousse principale et de la 
pousse latérale, elle est pressée entre leur bifurcation et en partie vers la face ventrale de la pousse, et est 
recourbée en arrière. Sa pousse latérale Il, à droite sur la figure, porte les feuilles m, n, o, p (qui est la 
première feuille dithèque et soutient une pousse laterale Ill, dont la feuille, déjà très grande, se développe a 
son bord tourné en dehors) et g, après quoi la pousse II se termine par une fleur encore cachée entre les 
feuilles. La feuille 6, sur la pousse principale, est suivie d'une feuille beaucoup plus petite, 7, qui ne sou- 
tient non plus aucun bourgeon; je suppose aussi que cette transition indique le commencement d'une nou- 
velle pousse annuelle; après cette feuille vient la feuille dithèque 8, qui par son bord tourné en dehors 
{à droite) soutient la pousse II avec les feuilles a, f?, etc.; puis suivent: la feuille 9, également dithèque, 
soutenant la pousse latérale (à gauche) avec les feuilles =, y, z, ete., la feuille dithèque 10, dont la petite 
pousse latérale II tournée à droite a deux feuilles visibles, a et 0; enfin on voit la feuille 11, qui est aussi 
dithèque et à son bord gauche soutient la petite pousse II, dont seulement une petite feuille est développée; 
enfin, la pousse principale se termine par une fleur cachée entre les feuilles 10 et 11. 

La Fig. 1 B représente la face ventrale d'une partie de A. : 

Fig. 2—3. Extrémité d'une pousse avec les trois feuilles les plus jeunes, vues de leur face infé- 
rieure (ventrale) et de leur face supérieure (dorsale). 

Fig. 4. Les trois feuilles supérieures développées d'une pousse, avec leurs gaînes et leurs stipules; 
la feuille 1 a seulement la gaîne intérieure, qui est commune à toutes les feuilles; la feuille 2 est dithèque 
et a aussi une gaine extérieure avec la stipule (st), au-fond de laquelle est un tout jeune bourgeon. 

Fig. 5. Formation d'une pousse dans une gaine extérieure dont la stipule est marquée st; au fond 
de la gaine, on voit la jeune pousse g, qui a déjà deux feuilles, f' qui, de même que toutes les premières 
feuilles des pousses, est tournée en dehors, et /?. 

Fig. 6. D'une racine munie de deux paires d'haptères (Æ) sort une racine (R) qui, en reg, s'est 
régénérée et, en g, porte des bourgeons encore cachés. Les feuilles de la {re pousse sont marquées 1—21, 
celles de la 2e, a—k; une des pousses de la 3e génération commence avec les feuilles æ, y, z, ete. Les 
feuilles dithèques sont marquées d'un astérisque. En g, une pousse latérale porte une petite pierre à l'aide 
de ses haptères. 

Fig. 7. D'une racine sort une pousse ramifiée en haut et à feuilles très serrées (quelques feuilles 
dithèques sont marquées d'un astérisque). 


63 505 


Fig. 8. D'une racine armée d'haptères sort une pousse à longues feuilles dont les rameaux se sont 
tournés dans des directions différentes. Les feuilles de la pousse principale sont marquées 1—10; la feuille 
5 est dithèque et soutient la pousse 4, dont la première feuille regarde le spectateur; la feuille 6 soutient 
le rameau B, et la feuille 7, ©. Les feuilles marquées d’un astérisque sont dithèques. 

Fig. 9. Racine très déprimée avec de longs hapteres (Texte danois, p. 4). La pousse principale I 
se termine par une fleur maintenant tombée; la pousse laterale II porte les feuilles 1—10, dont 7 et 8 sont 
dithèques. 

Fig. 10. Rameau à longues feuilles, probablement croissant dans une eau tranquille et très profonde. 

Fig. 11. Rameau à feuilles longues et en partie ramifiées. 


Planche XVII. 
Fig. 1—15. Podostemon Mülleri Warming. 


Fig. 1. Racine bifurquée, vue d’en haut; g' est une pousse sortie du corps de la racine; du côté 
opposé, il y en a eu une semblable, à la base de laquelle un rameau radical, R, a pris naissance. On voit 
ensuite 4 autres pousses (g), qui sont encore renfermées dans le corps de la racine, et s'y montrent seulement 
comme de petites verrues, et immédiatement au-dessous des deux plus jeunes de ces pousses se trouve la 
bifureation de la racine; il s'est formé deux racines complètes, chacune avec sa coiffe. 

Fig. 2—3. Fruit entrouvert et non entr'ouvert. 

Fig. 4. Section transversale d'un ovaire, montrant les faisceaux de sclérenchyme dans la paroi et 
la différence de grandeur entre les deux loges. 

Fig. 5. Section transversale de la paroi de l'ovaire (encore jeune). 

Fig. 6. Fleur avec des anthères ouvertes. 

Fig. 7. Androcée d’un bourgeon. 

Fig. 8. Sommet d'un ovaire avec les deux stigmates. 

Fig. 9. Grains de pollen. 

Fig. 10. Section transversale d'une racine; A, collenchyme au-dessus du cylindre central diarque. 

Fig. 11—15. Concrétions siliceuses dans les parois des cellules. La Fig. 14 représente l'épiderme 
d'une pousse dont les parois latérales sont gonflées ; je suppose que c'est la première phase du développement; 
la Fig. 12 montre aussi quelques cellules épidermiques dont les parois latérales, surtout vers le bas, présen- 
tent des gonflements prononcés; les parties sombres se trouvent plus haut que les autres, au niveau 
même des parois extérieures. La Fig. 11 montre, avec un faible grossissement, un épiderme avec des con- 
crétions siliceuses dans les parois latérales; on voit en même temps au-dessous les parois (ponctuées) de 
la couche suivante; il y a des concrétions siliceuses au-dessus des parois latérales de cette couche et 
peut-être également dans ces dernières. La Fig. 13 représente des concrétions siliceuses entièrement déve- 
loppées (l'épiderme a été traité par la potasse); on les trouve seulement dans les parois latérales, mais elles 
sont plus ou moins ramifiées et poreuses au centre (comme dans la Fig. 11). La Fig. 15 montre des con- 
crétions isolées; celle de gauche est vue du dehors, de manière à en rendre les bras courts et arrondis bien 
distinets, et celle de droite en section longitudinale optique, ce qui en fait ressortir la structure poreuse. 


Fig. 16—20. Podostemon Galvonis Warming. 


Fig. 16. Plante en grandeur naturelle; les rameaux devraient être un peu plus recourbés et tortus 
pour être naturels. : 

Fig. 17. Extrémité d’un rameau fructifére, d'après des matériaux secs. 

Fig. 18. Sommet d'un système de rameaux; toutes les feuilles dithèques sont marquées d'un asté- 
risque. Autant que je puis le voir, le rameau marqué I, à gauche, est l'axe principal déplacé, dont la crois- 
ance se continue en sympode par Il. 


506 64 


Fig. 19. Fruit non entr'ouvert et entr'ouvert. 

Fig. 20, Extrémité du même rameau, vu des deux côtés opposés. La feuille 6 est dithèque, et la 
croissance se poursuit par la pousse qui porte Jes feuilles a—f. Entre les feuilles 5 el 6, se trouve l'extré- - 
mite avortée de la tige. 


Planche XVIII. 
Podostemon. Schenckii Warming. !) 


Fig. 1. D'une racine sort une pousse fleurie, à la base de laquelle est un haptère (2). 

Fig. 2. Pousse semblable; près de g et de la feuille suivante se trouve un bourgeon adventice. La 
première génération de pousses se termine avec I (la fleur est détruite); les fleurs des générations suivantes 
sont écloses. 


Fig. 3. Section transversale d'une racine; koll, collenchyme au-dessus du cylindre central diarque. 
Fig. 4. Grains de pollen. 

Fig. 5. Section transversale d'un ovaire. 

Fig. 6. Une fleur épanouie. 

Fig. 7. Un stigmate. 


10 
nie 

Fig. 9. Partie d'une pousse, montrant les stipules; en a, la stipule est détruite; & et ce montrent 
la forme type de la stipule intrapétiolaire 

Fig. 10. Stipule (4°), vue de la face dorsale. 

Fig. 11. Base d'une feuille vue de côté. 

Fig. 12. Partie d'un sympode; il n'y a pas moins de 12 générations réunies; mais, en revanche, 
chaque génération n’a qu'un petit nombre de feuilles (2—5). Toutes les feuilles dithèques sont marquées d'un 
astérisque. La 1re pousse a les feuilles 1, 2, 3 et 4 et se termine par la fleur disparue I; la pousse 
suivante a les feuilles 1—4 et se termine par la fleur Il; la 3e génération a 5 feuilles; la 4€, 4; la 5e, 3, 
la 6e, 2, etc. Les pousses sympodes de ce genre sont ordinairement irrégulièrement sinueuses, ce que montre 
aussi la Fig. 12, surtout dans sa partie inférieure. Elle montre en outre des bourgeons adventices sur les 
feuilles avariées des pousses suivantes: sur les feuilles 2 et 3 de la pousse IV, les feuilles 1 et 2 de V, la 
feuille 1 de VI, les feuilles 1 et 2 de VII et de VIII, la feuille 1 de IX et les feuilles 1 et 2 de XI, dont la 
dernière, de même que la feuille 2 de VIII, est dithèque. 

Fig 13. Base d’une feuille; de la cicatrice laissée par les parties détruites s'est développé un 
bourgeon semblable à ceux de la Fig. 12. 

Fig. 14. Il s’est formé des racines sur la cicatrice laissée par une racine brisée; de la surface de 
rupture il s'est développé 4 racines nouvelles, dont trois ont déjà perdu leur extrémité; la plus petite est 
seule entière. Les racines-portent en partie des pousses plus ou moins avariées. 

Fig. 15. Longue racine avec 3 rameaux et une série de pousses, en partie encore trés jeunes, dont 
l'origine endogène est évidente. Près de l'extrémité de la racine, elles sont encore cachées; derrière elles, il 
y en a d'autres dont les feuilles font saillie, tandis que les parties de la tige n'ont pas encore paru, et tout 
en arrière se trouvent des pousses dont les tiges, avec leurs deux rangs de feuilles, sont déjà très distinctes. 

Fig. 16—17. Extrémité d'une racine, vue de la-face supérieure (Fig. 17) et de la face inférieure. 
La Fig. 16 montre que la coiffe, sur la face ventrale, n'est pas aussi grande ni aussi complete que sur la 
face dorsale. Deux pousses sont formées dans la partie postérieure, mais ne se sont pas encore fait jour. 

Fig. 18. Fragment de racine avec des pousses et des hapteres. 


Fig. 8. Feuille non encore épanouie ( 


1) Les PI. XVIII et XIX portent par erreur P. Schenckei au lieu de P. Schenckü. 


65 507 


Planche XIX. 
Fig. 1—4. Podostemon Schenckii Warming. 


Fig. 1—4. Jeunes feuilles et parties de feuilles qui montrent l'accroissement en ordre acropète. La 
Fig. | est une jeune feuille vue de côté; la partie inférieure n'est pas représentée; le segment le plus bas qui 
soit visible est B, qui en a déjà formé de secondaires; le segment suivant est C, qui en a aussi plusieurs 
secondaires; puis viennent D et Æ, chacun avec un segment secondaire à son bord acroscope; ils sont suivis de 
F, G, A qui n'ont pas encore de segments latéraux; le sommet est marqué d'un astérisque. La Fig. 2 montre 
le sommet d'une feuille, vu de face; les segments suivent l'ordre alphabétique. La Fig. 3 représente la for- 
mation d'une feuille sur un sommet de tige; F est le sommet d'une feuille, laquelle présente un renfle- 
ment V, qui sans doute doit plutôt être regardé comme l’origine de la feuille suivante que comme un sommet 
de tige. Chaque feuille semble sortir de la base de la précédente. La Fig. 4 enfin, avec un faible grossisse- 
ment, montre une toute jeune feuille vue de côté; st désigne la stipule, qui est déjà bifurquée. Les seg- 
ments, marquées A—G, sont représentés déployés, vus de la face interne (supérieure), à droite et à gauche; 
G n'est pas divisé; F a un segment secondaire, marqué 1, près de son bord basiscope; Æ en a deux, 1 et 2; 
on voit de même que, chez les autres, à l'exception de A, où ce caractère n'est pas bien distinet, le 1er 
segment secondaire semble, en règle générale, naître au bord basiscope des segments primaires, après quoi 
les suivants sont disposés en ordre acropète alterne. Relativement à l'ordre d'apparition des segments ter- 
tiaires, je n'ose me prononcer avec certitude. — La Fig. 8, XVIII, montre clairement cette disposition des 
segments primaires sur la jeune feuille en train de se déployer. Dans la vernation, le bord supérieur dun 
segment vu du dehors est libre et extérieur. Les feuilles des pousses un peu plus ägees sont en général 
en si mauvais état qu'il n’en reste que la partie tout inférieure ou même seulement une cicatrice. 


Fig. 5—7. Podostemon distichus (Cham.). 


Fig. 5—6. Parties de feuilles. 

Fig. 7. Partie supérieure d’une pousse; chaque feuille a une stipule intrapétiolaire, en partie soudée 
avec le pétiole et divisée à son sommet. Le nombre des segments dans lesquels la stipule se divise est 
variable — 3 chez quelques-unes, 4 chez d'autres. Les feuilles dithèques ont à chaque bord une stipule de 
même nature. En ce qui concerne la forme remarquable du limbe, la figure montre qu'il se ramifie à l'ex- 
trémité d'un court petiole, et la ramification est sans doute pinnatifide allerne, mais par suite du grand 
écartement des segments et de la courbure de l'axe principal, elle semble être dichotome. Mais les segments 
sont peu nombreux et courts, et ce qui se perd par là en énergie assimilatrice est compensé d’une autre 
manière, Car ils sont garnis d'un très grand nombre de petites lanières en général indivises, oviformes et 
pointues, qui se distinguent surtout par leur disposition en nombreuses séries longitudinales; la Fig. 5 
représente un segment de feuille riche en lanières de ce genre, disposées irrégulièrement en verticilles, avec 
6 environ dans chaque verticille. Dans la Fig. 6, on voit un fragment d’une autre feuille se ramifiant avec un 
segment dirigé à gauche; la lanière marquée a est profondément bifurquée, mais d'ordinaire elles sont 
indivises; la disposition en verticilles est de même facile à reconnaître ici, et le segment latéral prend nais- 
sance juste au-dessus d'un verticille. Cette disposition n’est pas aussi distincte sur la Fig.7, mais il est 
évident que les segments des feuilles sont bordés de ces lanières sur toute leur périphérie. 


Fig. 8—18. Podostemon subulatus Gardner. 


Fig. S. Partie d'une plante en grandeur naturelle; de la racine ramifiée partent 5 pousses, dont 2 
tournent leur côté inférieur (ventral) convexe et 3 leur côté supérieur (dorsal) concave vers le spectateur. 

Fig. 9—12. Sections transversales de feuilles à des hauteurs différentes, les deux dernières par la 
base des feuilles dithèques. 

Fig. 13. Base d'une feuille dithèque, vue de face. 


Vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, naturvidensk, og mathem. Afd. IV. 8, 63 


508 : 66 


Fig. 14. Base d'une feuille non dithéque, vue de côté. 

Fig. 15. Section transversale par la base d'une feuille dithèque, qui montre comment les bords des 
gaines se recouvrent l'une l'autre. 

Fig. 16. Section analogue de feuilles dithèques, avec les fleurs qu’elles embrassent. 

Fig. 17—18. Ensemble de pousses, vu du côté inférieur convexe et du côté supérieur concave. 
En bas, on voit la tige arrondie dont les feuilles tombées ont laissé des cicatrices en forme de 
croissant: la plus haute de ces feuilles tombées est marquée 1; la suivante, 2, est dithèque et en partie 
détruite: elle est serrée entre la pousse principale et la pousse laterale (II); sur la pousse principale viennent 
ensuite les feuilles 3, 4 et 5, après quoi elle se termine par une fleur. La feuille 5 est dithèque et soutient 
la pousse qui porte les feuilles x et y et se termine par la pousse Il; mais la feuille y est aussi dithèque 
et soutient la pousse renfermée entre elle et 5, et dont les feuilles sont @ et 2. La pousse que soutient la 
feuille 2 porte les feuilles a, à et c, et se termine ensuite par la fleur Il; de ces feuilles, c est dithèque et 
soutient la pousse III avec les deux feuilles qui sont marquées respectivement d'une et de deux petites croix, 
et la dernière d'entre elles est encore dithèque. 


Planche XX. 
Fig. 1—9. Podostemon subulatus Gardner. 


Fig. 1. Pierre, avec les racines qui y rampent, et d'où s'élève une pousse ramifiée qui a une tige 
assez longue couverte de feuilles, et dont les rameaux ne sont pas aussi serrés que d'habitude. 

Fig. 2. Seclion transversale d'une racine. 

Fig. 3. Faisceau anormal d’étamines. 


Fig. 4. Fleur normale avec des anthères ouvertes. 

Fig. 5. Section transversale d'un ovaire. 

Fig. 6. Parties florales d'un bourgeon après l'enlèvement de la spathe, vues de la face ventrale. 
Fig. 7. Les mêmes, vues de côté; les étamines sont enlevées, 

Fig. 8. Grains de pollen. 

Fig. 9. Section transversale du cylindre central et des parties contigués de l'écorce d'une racine. 


Les parois sombres sont collenchymateuses. 


Fig. 10—29. AMniopsis Saldanhana Warming. 


Fig. 10. Racine avec un rameau radical, un haptere (7) et une pousse ramifiée dont les feuilles 
inférieures sont tombées; les sommets de toutes les feuilles supérieures sont détruits. La première feuille 
non tombée est marquée 1; elle est suivie des feuilles 2, 3, 4 (toutes dithèques), 5, 6 et 7, et entre les 
deux dernières, on voit la fleur terminale; la pousse que soutient la feuille 2 porte les deux feuilles a, 7; 
celle qui appartient à la feuille 3 est plus vigoureuse et porte les feuilles a, b, c et d; celle qui appartient 
à la feuille 4 a les feuilles m, n et o. La Fig. 12 se comprendra facilement d'après le même schema; les 
feuilles I et 2 sur l'axe principal sont sans bourgeons, les feuilles 3 et 4 sont dithèques; les deux pousses 
latérales ont respectivement, la première les feuilles a et à, la seconde seulement la feuille m. La dernière 
pousse latérale formée comprend donc la fleur et une seule feuille, tournée vers le bord latéral notoscope et 
s'écartant du plan médian de la pousse mère. 

Fig. 11. Section transversale de la paroi de l'ovaire. 

Fig. 12. A et B, ensemble de pousses, vu du côté dorsal et du côté ventral; pour plus de détails, 
voir la Fig. 10. P 

Fig. 13. Feuille complète. 

Fig. 14 Section transversale d'une racine, avec une riche formation de poils radicaux.  Koll., 
collenchyme au-dessus du cylindre central diarque. 


67 509 


Fig. 15—16. Poils radicaux fortement grossis de la même racine que celle de la Fig. 14. 

Fig. 17. Fleur dont les stigmates sortent de la spathe; elle semble être protérogyne. A droite, une 
feuille dithèque avec sa pousse, dont les deux premières feuilles sortent de la gaine extérieure de la feuille. 

Fig. 18. Fleur, vue de côté. 

Fig. 19. Etamines. 

Fig. 20. Section transversale de l'ovaire, 

Fig. 21. Un stigmate. 

Fig. 22—25. Grains de pollen, en partie isolés, en partie logés entre les papilles du stigmate et 
germant sur celles-ci. i 

Fig. 26. Pousse âgée avec des fruits entr’ouverts; les feuilles sont complètement détruites. 

Fig 27—29. Feuilles ou parties de feuilles; la feuille représentée Fig. 29 est dithèque. Les fines 
dents sur les bords proviennent de cellules remplies de silice. 


Planche XXI. 
Fig. 1—10. Apinagia (Gardneriana Tul.?). 


Fig. 1. Exemplaire avec un faible grossissement; toutes les feuilles sont plus ou moins détruites, 
de sorte que leur véritable forme est devenue indistinete (Pour plus de détails, voir plus haut, pag. 57). 

Fig. 2. Une anthère. 

Fig. 3. Un grain de pollen. 


Fig. 4—5. Fleur encore en bouton, vue de deux côtés. 
Fig. 6. Parties inférieures d'une fleur. 
Fig. 7. Diagramme. 


Fig. 8—9. Jeune fruit. 
Fig. 10. Parois de l'ovaire en section transversale. 


Fig. 11—22. Apinagia Riedelii (Bong.). 


Fig. 11. Plante avec un grossissement de 1'/2 (voir le texte). 

Fig. 12. Section transversale de l'ovaire. 

Fig. 13. Section transversale d’une fleur encore cachée et des parties environnantes de la pousse 
(22); D est le côté ventral de la pousse et V le côté dorsal; les trois étamines regardent le côté ventral de 
la pousse, et les deux loges d’égale grandeur de l'ovaire sont dans le plan qui passe par le milieu de l’an- 
drocée. On voit cependant par la Fig. 16, XXI, et mieux encore par la Fig. 4, XXII, qu'il reste un étroit 
canal entre l'intérieur des loges et le dehors. 

Fig. 14. Section transversale d'une spathe. 

Fig. 15. La feuille la plus complète qui ait été trouvée parmi les matériaux ‘appartenant à la 
Fig. 11; à sa base, on voit une fleur (11/2). 

Fig. 16—17. Sympode vu en section longitudinale et du dehors; le sommet de la fleur la plns 
âgée (à droite) s'est fait jour, mais la spathe en est encore fermée; à gauche, on voit trois fleurs avec leurs 
spathes entièrement cachées; les étamines ne sont qu'en partie indiquées sur les figures; mais on voit les 
stigmates inclinés vers le côté ventral de la pousse, ainsi que l'épais placenta dans l'intérieur de l'ovaire. 
L'axe qui se termine par la fleur la plus âgée porte la feuille située à gauche de celle-ci, et cette feuille est 
la feuille mère de la fleur suivante (à gauche), et ainsi de suite. 

Fig. 18. Section transversale d'une racine. 

Fig 19—22. Parties de fleurs. 


63* 


510 68 


Planche XXI. 
Fig. 1—10. Apinagia Riedelii (Bong.). 


Fig. 1. Partie d'un exemplaire (Glaziou 13141), avec un faible grossissement. Il se distingue par 
ses élégants sympodes ailes sur le bord supérieur qui porte les feuilles La pousse principale porte les 
feuilles a, b et c, et dans le creux, entre les bases soudées de ces deux dernières, est cachée la fleur |; 
e soutient une pousse unifoliee, Il, avec la feuille m, puis suivent de ce côté d'autres pousses unifoliées: 
Ill avec n, IV avec o, V avec p, etc. La feuille d, au contraire, soutient une pousse bifoliée Il avec les 
feuilles a et f, et a étant stérile, c'est seulement à partir de Z que viennent les pousses unifoliées: III avec 
la feuille x, IV avec y, V avec z, etc. Le bord en forme d'aile est constitué par les gaînes soudées des 
feuilles, en dedans desquelles les fleurs sont renfermées (efr. Fig. 4); ainsi la gaine intérieure de à est soudée 
avec la gaine intérieure de c et recouvre la fleur I, de sorte qu'il ne reste qu'une petite ouverture au sommet; 
la gaine extérieure de c est également soudée avec la gaine intérieure de m et recouvre la fleur Il, et la 
gaine extérieure de m avec la gaîne intérieure de n, etc. 

Fig. 2. Jeune fruit. 

Fig. 3. Jeune inflorescence formée de deux sympodes; l'axe principal I porte les feuilles a, b et e; 
b est dithéque et soutient de sa gaine extérieure la fleur II avec les feuilles a—y, dont y, qui est dithèque, 
soutient dans sa gaine extérieure la pousse unifoliée III, et toutes les pousses suivantes sont unifoliées avec 
des feuilles dithèques; la feuille c est également dithèque et soutient de sa gaîne extérieure (à droite) la 
fleur II avec la feuille m; celle-ci soutient encore la pousse unifoliée III, ete. On voit ici très distinctement 
que les gaînes extérieures recouvrent chacune de leur bord libre la gaîne intérieure de la feuille suivante. 

Fig. 4. Fleur encore cachée, en section longitudinale. 

Fig. 5. Partie d'un exemplaire fructifère. 

Fig. 6. Bouton de fleur à spathe papilleuse; à gauche sont les étamines, et c'est pourquoi la fleur 
est plus volumineuse de ce côté. 

Fig. 7. Inflorescence traitée par la potasse, de sorte qu'on voit à travers les parties de la tige et 
les fleurs. 

Fig. 8. La même avec un faible grossissement, vue de dehors; pour la ramification, voir l'explica- 
tion de la Fig. 3. ' 

Fig. 9. Fruit entr'ouvert. 

Fig. 10. Sommet d’un sympode (de la Fig. 3); la figure montre la position des feuilles, la disposi- 
tion imbriquée des gaines et l'enroulement des limbes vers le sommet du sympode. 


Fig. 11—16. Ligea Glaziowi Warming. 


Fig. 11. Partie d'un système de pousses avec un faible grossissement. La pousse principale, I, se 
termine par un jeune fruit A long pédoncule, et a porté les feuilles m et n, maintenant détruites; m soutient 
à gauche la pousse Il, qui se termine par une fleur depuis peu flétrie et porte les deux feuilles a—d; a sou- 
tient la pousse III avec les feuilles z—y, et b la pousse Ill avec les feuilles a et A; les fleurs terminales 
de ces deux pousses sont encore cachées entre les bases des feuilles. La feuille n, sur la pousse principale, 
soutient (à droite) la pousse II avec un jeune fruit et les feuilles a—b; a, la pousse III avec les feuilles c—d, 
qui toutes deux, à leur base, ont une pousse IV venant de se faire jour; on ne voit encore que les sommets 
de ses feuilles; à soutient la pousse III (à gauche), qui est défleurie et ne porte qu'une feuille, e, laquelle, à 
sa base (à gauche), soutient la pousse IV qui vient d'apparaître. 

Fig. 12—16. Parties de fleurs. 


69 511 


Planche XXIII. 
Ligea Glaziovii Warming. 


Fig. 1. Exemplaire en grandeur naturelle, vu d'en bas, de sorte que son disque adhésif est tourné 
en haut vers le spectateur, et la tige se voit en raccourci. Le nombre des feuilles et de leurs segments 
aurait dû être encore beaucoup plus grand, mais on en a omis une partie pour rendre la figure plus claire. 

Fig. 2. . Sommet d'un segment de feuille du 1er ordre; il manque quelques lanières. 


Fig. 3. Cellules fibreuses de l’anthere. 

Fig. 4 Grains de pollen, dont l'un germe. 
Fig. 5. Sommet d'un segment de feuille. 

Fig. 6. Diagramme. 

Fig. 7. Sommet de l'ovaire avec les stigmates. 
Fig. 8. Ecailles du périgone. 


Fig. 9. Double étamine. Il y a 2 faisceaux fibro-vasculaires dans le filament et une écaille de 
périgone en face de son milieu. 

Fig. 10. Partie inférieure de la tige de la Fig. 1, vue de côté. 

Fig. 11. Section transversale de la tige; les faisceaux fibro-vasculaires sont fermés et entourés de 
gaines de collenchyme. 

Fig. 12. Section transversale de la paroi de l'ovaire à la ligne de déhiscence; en haut on voit la 
cloison de l'ovaire; A, cellules disposées horizontalement, », cellules disposées verticalement. 

Fig. 13. Partie d'un ensemble de pousses, vue de la face supérieure, de manière que les côtes 
verruqueuses deviennent visibles. 

Fig. 14. Partie d'une jeune feuille, qui montre l'ordre de succession des segments. Les segments 
du 1er ordre, a—i, naissent en ordre acropète alterne, et sur eux naissent dans le même ordre des segments 
secondaires, {—5 sur b, 1—3 sur e, etc. La règle semble être que le 1er segment secondaire naît sur celui 
des bords du segment primaire qui est tourné vers la ligne médiane de la feuille, près de sa base, sans 
doute parce que c'est lå qu'il y a le plus de place; le segment à fait cependant exception. Un autre écart, 
c'est que le segment e n’est pas aussi bien développé qu'il devrait l'être d’après son age. Le sommet de la 
feuille (v) et ceux des différents segments apparaissent comme des points végétatifs, aux côlés desquels nais- 
sent les nouveaux segments d'un ordre plus élevé 


Planche XXIY. 
Lophogyne arculifera Tul. et Wedd. 


Fig. 1. D'une racine (R—R) sortent 5 pousses et un rameau radical Les cicatrices autour de 
leur base montrent qu'ils sont ‘tous endogènes. Les feuilles de deux des pousses sont numérotées d’après 
leur rang; elles sont toutes tournées de facon qu'un de leurs bords regarde l'axe et l'autre au dehors. Les 
tiges s'étendent tout de suite sur le substratum dans une direction assez horizontale. 

Fig. 2. Section transversale d'une racine; e, cylindre central diarque. 

Fig. 3. Segments d’une feuille, montrant la forme et la position des poils. 

Fig. 4. Partie d’une plante âgée, vue de la face inférieure; # désigne les fleurs, dont une seule- 
ment est visible, les deux autres étant enfoncées entre les bases soudées des feuilles; f, feuilles; celle qui 
est le plus à gauche est divisée en 3 segments à la base. La nervation est indiquée. 

Fig. 5, 6 et 7. Parties de plantes, vues d'en haut. Je regarde la Fig. 5 comme une jeune plante 
non ramifiée dont les feuilles sont marquées I—16; la dernière est encore enroulée dans le bourgeon. Entre 
les parties basales des feuilles 13 et 15, au point marqué II, il y a une autre feuille enroulée et, en dedans 
de celle-ci, d’autres encore plus petites, autant que j'ai pu le voir; II est donc évidemment une pousse 
latérale soutenue par la feuille 15 (le corps marqué / est un segment de cette feuille). ; 


512 70 


Je conçois comme il suit la Fig. 7. La pousse principale porte les feuilles 1—16, dont la dernière 
est encore enroulée, et en dedans de celle-ci il y en a plusieurs autres plus petites. Mais la feuille 12 me 
semble devoir être dithèque, et la pousse qu’elle soutient se dirige à droite en portant les feuilles a—f, dont 
la dernière est encore enroulée; d'après cela la 1re feuille d’une pousse latérale devra s’écarter de la pousse 
mère — tout à fait comme à l'ordinaire. 

La pousse principale de la Fig.6, autant que je puis le voir, porte les feuilles 1—12, dont la 
dernière n’est pas encore épanouie, 6 soutient une pousse qui a les feuilles a—h. Cependant ce qui me 
fait un peu douter que se soit exact, c’est que la feuille 6 n’est pas couverte par la feuille 8, comme elle 
devrait l'être d’après mon interpretation. 

Fig. 8 Limbe entier avec tous ses segments; A est le sommet du limbe; les segments du ler 
ordre sont marqués 1, 2, 3, 4....9 d’après leur Age, ceux du 2e ordre, a, bd, c, d. 

Fig. 9. Jeune feuille en préfoliaison à la base d’un pédicelle. 

Fig. 10. Face supérieure d’une feuille, avec un poil (t) et les cellules basales d’autres poils (5). 

Fig. 11. Ensemble de pousses, vu de Ja face inférieure; il y a 3 feuilles marquées f et deux fleurs, 
I og II, qui sont enfoncées et cachées entre les feuilles soudées; leur place est indiquée par une croix. 


Planche XXY. 
Lophogyne arculifera Tul. et Wedd. 


Fig. 1. Eusemble de pousses, vu du côté dorsal. Les fleurs sont marquées I, Il, Ill, ete. suivant 
leur age présumé; I est défleurie, Il en floraison, HT en train d’éclore, IV semble être le bouton le plus grand 
(le plus âgé), après lequel suivent les autres, qui en partie se sont fait jour, en partie sont encore cachées. 
Je ne puis donner plus de détails sur la ramification. 

Fig. 2. Fleur complètement épanouie (5). 

Fig. 3, a et 6. Grains de pollen dans différentes positions. 

Fig. 4. Ensemble de pousses en partie détruites par les courants; 4 fleurs sont plus ou moins 
visibles. 

Fig. 5—6. Sections verticales de deux pousses et des fleurs qu’elles renferment; dans la Fig. 5, la 
fleur s’est fait jour, dans la Fig. 6, elle est encore cachée; le plafond est plus épais que le plancher. h, hap- 
tères qui, chez cette espèce, sont très larges et bas; de larges parties de la face inférieure des pousses 
peuvent par des poils radicaux et un enduit adhésif être fixées au substratum. 

Fig. 7. Section transversale de l'ovaire; st désigne les étamines 

Fig. 8. Pistil, vu d'en haut; st, étamines et p, les écailles du périgone représentées sous forme de 
diagramme. 

Fi 
sp., spathe. 

Fig. 10. Etamine avec une écaille de périgone prise d'un bouton, vue du dedans. 

Fig. 11. Anthère, vue du côté dorsal. 

Fig. 12. Les deux stigmates. 

Fig. 13—15. Sections transversales de l'ovaire en différents points; à, couche intérieure de cellules 
horizontales; s, couche de cellules verticales. 


g. 9. Ensemble de pousses, avec une fleur éclose et une defleurie; f, différentes feuilles; 


Lophogyne (helicandra Tul.?). 


Fig. 16. Fleur avec 2 étamines, des anthères tordues en spirale et de courtes écailles de périgone. 


71 513 


Planche XXVI. 
Mourera aspera (Bong.) Tul. 


Fig. 1. Plante en grandeur naturelle; on n'a, A cause de la place, représenté qu'un fragment de la 
feuille la plus grande. Le rhizome, qui est revêtu en partie de pousses latérales, en partie de feuilles, est 
couché horizontalement et fixé au substratum par toute sa face inférieure (voir Fig. 2). Il se termine par une 
Inflorescence plusieurs fois bifurquée. Pour plus de détails, voir p. 5. 

Fig. 2. Section transversale du rhizome; on voit un grand nombre de faisceaux fibro-vasculaires 
irregulierement disséminés. 

Fig. 3. Section transversale d'un pétiole (la grandeur de la section est indiquée par la ligne au-dessus). 

Fig. 4. Partie de la section transversale d’une feuille, avec la nervure qui fait saillie au-dessous et 
3 faisceaux fibro-vasculaires; du supérieur se détache un rameau lateral. La face supérieure est couverte des 
petites émergences qui ont fait donner à l'espèce le nom d'aspera. 

Fig. 5—6. Fragment et section transversale d'une racine. 


Planche XXVII. 
Mourera aspera (Bong.) Tul. 


Fig. 1. Pousse dont le sommet regarde directement. le spectateur. La plus jeune feuille visible 
est d; mais, en dedans de celle-ci, il s'en trouve d’autres qui sont invisibles dans la position où la pousse 
est représentée; à la base de cette feuille, on voit un haptère, H, et à la base du bord de la feuille à gauche, 
une échancrure; dans celle-ci, c’est-à-dire au bord basiscope de la feuille, se trouve une pousse laterale. 
Le rhizome est de même, sous la feuille c, muni d’un haptère un peu plus grand, et du bord de cette feuille, 
à droite, part sa pousse laterale, g?, qui est assez développée pour que sa première feuille, f, soit visible. 
La 3e feuille plus agée est b, sous laquelle on voit également un haptére encore plus grand, qui déjà est un 
peu bilobé et faiblement verruqueux à la surface à cause de ses poils courts et épais, et au bord basiscope 
de b, à gauche, on aperçoit une pousse laterale encore plus grande, g', dont les feuilles sont plus développées. 
La feuille suivante est a, dont l'haptère est encore plus puissant, mais elle n’a pas de pousse latérale. Toutes 
les feuilles, a—d, sont vues de la face dorsale, comme le font voir entre autres les fortes nervures et l’ab- 
sence d’emergences. 

Fig. 2. Elle représente une autre pousse très saillante et vue du sommet; mais elle est plus jeune 
et, bien que munie d'haptères, n’a pas encore de pousses latérales; les feuilles se succèdent comme il suit en 
ordre acropéte: a, dont la gaine marquée st se voit à gauche et en arrière, 6 et c, également avec des 
gaines un peu ligulaires, et enfin d qui est encore en bourgeon. 

Fig. 3. Elle représente un rhizome vu de côté, surtout pour faire voir les haptères; ils sont d'autant 
plus grands (plus äges) et plus ramifiés qu’ils s’eloignent davantage du sommet de la pousse, et on voit par 
leurs extrémités que les plus àgés ont atteint le substratum; quelques-uns se trouvent sur le côté qui regarde 
le spectateur, les autres (plus sombres) sur le côté opposé. Sur les flancs du rhizome on aperçoit quelques 
pousses latérales, g, développées. 

Fig. 4. Section trausversale d'un rhizome, montrant l’épiderme de la face inférieure et les tissus 
contigus. 

Fig. 5. Haptères qui étreignent une pierre. 

Fig. 6. Diagramme de la position des feuilles sur une pousse latérale. La fre feuille de la pousse 
est tournée, comme d'ordinaire, vers la base de la pousse mère ou s’ecarte de l’axe de celle-ci (la flèche est 
dirigée vers la base de la pousse), et les autres suivent avec la divergence '/2; le bord postérieur de leurs 
gaînes (celui qui regarde la pousse mère) recouvre le bord antérieur. 

Fig. 7. Section longitudinale d'une émergence sur la face supérieure d’une feuille. Les corps noirs 
sont des concrétions siliceuses. 


514 72 


Fig. 8. Sommet d’une pousse (les trois plus jeunes feuilles visibles), vue de la face dorsale. La feuille 
a est la plus âgée; sa surface verruqueuse-papilleuse est (avec toute la surface de la pousse) tournée en haut 
vers le spectateur, et ses bords avec leurs lobules sont enroulés vers la surface; elle a donc un bord tourné 
en dedans vers axe mère et un bord tourné en dehors (et en bas); à la base du bord tourné en dedans, 
on voit la gaîne intérieure qui embrasse les parties plus jeunes. La feuille suivante est d, dont la structure, 
la disposition et l’enroulement sont les mêmes, et au bord supérieur de laquelle se trouve la gaine intérieure 
st, qui embrasse la feuille e presque entièrement en préfoliaison. Aucune de ces feuilles n’est dithéque. 

Fig. 9. Concrétions siliceuses dans 3 cellules. 

Fig. 10. Bractée terminale dithèque d’une des inflorescences en forme de grappes (pseudograppes); 
d'un côté est la fleur terminale de l'axe et de l’autre une fleur latérale. 

Fig. 11. Sommet d'une inflorescence en forme de grappe; c’est ici justement la bractée terminale 
de cette inflorescence qui est omise. 

Fig. 12. Section transversale de l'ovaire. 

Fig. 13. Section analogue à celle de la Fig. 4. 

Fig. 14. Anthère, vue du côté interne, 

Fig. 15. Grains de pollen. 

Fig. 16. Section longitudinale d'une jeune inflorescence en forme de grappe («pseudograppe») ; 
sp, spathe. On voit 3 fleurs, dont celle à droite est la plus jeune et termine l'axe qui porte la bractée à 
droite. Chacune des deux autres fleurs est liée de la même manière à la bractée située A sa droite (c’est-d- 
dire termine l’axe qui porte cette bractée). 

Fig. 17. Section transversale et un peu schématique du bord d’une jeune inflorescence ; il ya 3 
fleurs dont chacune termine l'axe qui porte la bractée à sa droite. 

Fig- 18. Deux jeunes «pseudograppes» avec une bractée dithèque m intermédiaire. 

Fig. 19. Inflorescence analogue encore enroulée. 

Fig. 20. Pistil. 

Fig. 21. Etamine avec 2 écailles de périgone. 

Fig. 22. Sommet d’une pousse florale, vu de Ja face inférieure; elle porte les feuilles végétatives 
a, b, c et d: les deux dernières sont dithèques et soutiennent les inflorescences placées au-dessous, et dont 
la plus haute, conformément à ce qui aussi a élé vu ailleurs, est la plus vigoureuse. La pousse se termine 
par une inflorescence formée de 6 «pseudograppese, avec des feuilles dithèques intermédiaires marquées d’un 
astérisque. 

Fig. 23. Bord d'une jeune feuille avec ses lobes et ses lanières, vu de la face supérieure. 


A. Danske VidSelshk Skr ORakke mer fa WS. Marming: Podostemaere Tan NTI 


Antor ad natel in laprde del 


Podostemon Mülleri n.sp. 


A. Danske lid SeleteSter 0 fente nen lyd IVES. Marming: Podostemacew Tan ATH 


Intor ed natet in lp del 


1-15, Podostemon Mülleri n.sp. 16-20, Podostemon Galvonis n.sp. 


, 


À Danske Vid. Selsk. Shr: Ölerkke mn Mt VS Murming: Padostemacee Tan NUIT. 


<=> \ 
15 DAN 


‚Autor ad nal.el in faprde det 


Podostemon Schenckei n.sp. 


A. Danske lid. SelskSkr ORække mir lå TS. 


Autor ad natel in laprde dit 


1-4, Podostemon Schenckei n.sp. 5-7, P. distichus.(Cham) 
8-18, Podostemon subulatus Gardn. 


x 


A. Danske VidSelskSter: ORække m nAfa IS. Wurmina: Podostemacer Tan. XX 


299 


Autor ad nat.el in lapide del. 


1-9, Podostemon subulatus Cardn. 10-29, Mniopsis Saidanhana nsp. 


A. Danske Vid. Selsk. Skr ORække mr Afa Ns. Warming: Podostemacee Tan. AXT. 
U uy) 


Autor ad nat.et in lapide del. 


1-10, Apinagia (Gardneriana Tul.2) 11-22,Apinagia Riedelii (Bong) 


K.Danske Vid Selsh-Skr: GRukke mn. Afa. IV 8 Warming: Podostemacee Tan XX 


10 (7%) 


TS Hen 


SS 
= 


Antor ad nat.el in lapide del. 


1-10,Apinagia Riedelii (Bong.) 11-16,Ligea Glaziovii n.sp. 


+ at (Ca 
Be } vw KOR 
h j'a b ii i 
À en Br 


À Danske Vid. Selsk.Skr. 6 Rieke mn. Afa. ITS. n arming: Podostemaceæ Tan. AXTIT. 


a - ane ee 
nett, sie 


x 
(FT 7 Q RIV to 
3 @ 
7 ee = 


Autor ad nat.el in lapide del. 


Ligea Glaziovii n.sp. 


at” SEJRENE 
BETA. 


bagi Tes 


a ; LUE 
| 'E Bie À 
. , y 


KJ 


le NOR 
aye 


it. eee ees 
i å 
AS DE ar Tr 


7 


Wh arming : Podostemacew Tan. NVM. 


A Danske Vid.Selsk.Shr: ORække mn Afa Ws: 


Autor ad natel in lapide del. 


Lophogyne arculifera,Tul et Wedd. 


6 
7 
=> 

| 
= 


A. Danske ltd. Sselsk.SIer: OBekke mn Afd VS. i Warm ng: Vodostemacer Tan ANT. 


10 om) 


Autor ad natet in laptde del. 


Lophogyne arculifera,Tul et Wedd. 


HK Danske Vid.Selsk.Skr ORakke mn. Afa WE. Warming: Podostemaceæ Tan. XXYVT 


Autor ad nat.et in lapide del. 


Mourera aspera (Bong) Tul. 


‘ me MS 
ov long Uae ia ag Ants FÅ Ace 
as er 


iy | mar 


MJ 7 ey mH i ji i VK 4, SANGE Eu Fyr ax 


K.Danske Vid.Selsk.Skr ORekke mn. fd. IVS. Warming: Podostemaceæ Tan. XXVH. 


160% i 


Vale 18 (%) 
Autor ad nat.el in lapide del. 


Mourera aspera (Bong) Tul. 


LEE 


holy 
f 


ks 


væ 


‘wie gS ET Bae SSR 
uw. 


ar M 


L2 a 
> S A E 
Å | = | 
LA : = 
> 
nz Lu 
> 2 < 
>. < {= 
= = 
Me 
= u L 
a - 
SFT 4 
_ er - EU _ 
as 
pe “4 
_— 
» ” 
3 . > 
PSS 
a ~ 1V 
' ~ à i 
.* na > sc 
g ee ee 
À — i af 
gr I? ge 
7 - d 32% 7 AE — 
2 ‘ | ne E 
x 2 7 
wa po — Fad + mere 
En En >= =, — « a Ds 
= RR — u É 


ARTE" 


INDHOLD. 


Fortegnelse over Selskabets Medlemmer. December 1888 


1; 


J. E.V. Boas: Spolia atlantica. Bidrag til Pteropodernes Morfologi og Systematik samt til Kund- 
skaben om deres geografiske Udbredelse. Med 8 Tavler. Résumé en français. . . ..... 


Alfr, Lehmann: Om Anvendelsen af Middelgradationernes Metode paa Lyssansen. Med 1 Tavle . — 3 


Ad, Hannover: Primordialbrusken og dens Forbening i Truncus og Extremiteter hos Mennesket 
for Fodselen. Table des matières et Extrait en français Ta ee 

Chr, Fr. Lütken: Tillæg til »Bidrag til Kundskab om Arterne af Slægten Cyamus Latr. eller Hval- 
lusene». Med 1 Tavie. Résumé en français Sor a pt 
Fortsatte Bidrag til Kundskab om de arktiske Dybhavs-Tudsefiske, særligt Re Himan- 
tolophus. Med 1 Tavle. Resume en français . . ig ren 
Kritiske Studier over nogle Tandhvaler af Slægterne Tursiops, Orca og Lagenorhynchus. 
Med 2 Tavler. Résumé en frangais. 

E. Koefoed: Studier i Platosoforbindelser ; ; 

Eug. Warming: Familien Podostemaceae. Tredje Afhandling. Med 12 Tavler. Résumé et expli= 


cation 'des planches en frangais ‘ ccd Roh ER UP A à «